Tiden - Tidsskrift for Aktivt Demokrati.

Udvalgte litterære anmeldelser.

December 1945

Morten hin Røde

af Hans Kirk

Under Besættelsen måtte Martin Andersen Nexø for at undgå at blive fængslet af Tyskerne flygte til Sverige, og Manuskriptet til den bebudede Bog „Morten hin Røde“, som skulle være en Fortsættelse af „Pelle Erobreren“ bragte han med. I Landflygtigheden gjorde han Romanen færdig, den udsendtes som Føljeton i „Ny Dag“, kom for en Månedstid siden i svensk Udgave, og nu har vi den på Dansk. Det var ikke uden Ængstelse, man ventede på den. Var det muligt at føje noget til „Pelle Erobreren“? Lod det sig gøre i en ny Bog, der var båret af senere Livserfaringer, at tage Afstand fra Opportunismen i sidste Bind af „Pelle Erobreren“? - Det lod sig gøre.

„Morten hin Røde“ er bygget op med megen kunstnerisk Sindrighed. Nexø, der alle Dage af hele sit Hjerte har hadet Artisteriet - man behøver bare at tænke på hans fnysende Afvisning af Hamsuns „Sult“ - er i Virkeligheden selv en Artist af Format. Han bruger sit kunstneriske Værktøj med Sikkerhed, og det er lykkedes ham både at føje et nyt, vigtigt Bind til „Pelle Erobreren“ og fortsætte de fire Bind Livserindringer, der er et af de smukkeste Værker i dansk, ja europæisk Memoirelitteratur.

Bogen er selvbiografisk, forsåvidt som Morten tydelig nok er et Selvportræt. Morten er Andersen Nexø med hans hvasse Sind mod alt det, der truer de menneskelige Værdier, med sin ægte og altid vågne sociale Indignation - den Fortørnelse, som bærer det meste af hans Produktion. Det var jo en bornholmsk Sekterer som engang i Ungdommen ville have ham til at blive Prædikant, fordi han havde den Fortørnelse i sig, som Manden følte, at han selv manglede. Nexø afviste Forslaget, og sin Indvielse til Digter fik han af den tyske, socialistiske Glarmestersvend, som han arbejdede sammen med ved Opførelsen af en Kirke på Bornholm, og som profetisk sagde: „Wenn du ein-mal Dichter wirst, dann vergesse nicht das Proletariat“. Nexø glemte aldrig Proletariatet, han blev tværtimod dets Digter frem for nogen, og der er den samme Fortørnelse i denne Bog som i hans første lille Novelle om „Lotterisvensken“. Han skrev Novellen, mens han i Askov boede hos Digteren Molbechs Enke, og Fru Molbech, som ikke vovede at have nogen Mening om den, sendte den til sin Søster, en Kommandørinde i Nyboder. „Jeg kan ikke sove om Natten for den,“ skrev Kommandørinden tilbage. „Det skulle forbydes Folk at skrive sådan om den Fattige.“

Det er sandsynligt, at „Morten hin Røde“ også ville have givet den gode Kommandørinde søvnløse Nætter, hvis hun havde oplevet at læse den. Og det er muligt, at nogle af dens Skildringer heller ikke vil virke befordrende på andres Nattesøvn. For det gnistrer af Vrede, når Nexø fortæller om Fattigfolks Kår, om de arbejdsløse og hjemløse, som det politisk mægtige Socialdemokrati lod tilbage på Vejen frem mod de ansvarlige Poster i Samfundet.

I 1929 udsendte Nexø Romanen „Midt i en Jerntid“, der fortalte om Krigstidens Danmark. Den havde fat i noget centralt, nemlig det Skred, som dengang foregik i Bondestanden, hvor man forlod den Ideologi, som Højskolen havde bygget op, og hvor i Virkeligheden Grunden til L. S. og Gårdmandsnazismen blev lagt. Bogen havde mange fortrinlige Egenskaber, men det var som om dens Stof på en eller anden Måde lå Nexø for fjernt. Han havde ikke sit Hjerte med i Bogen, Fortørnelsen manglede. Men i „Morten hin Røde“, som foregår i samme Tidsrum som „Midt i en Jerntid“ lever han helt med i sit Stof, hans egne Problemer og Arbejderklassens er blevet til eet.

*

Da Proletardigteren Morten vender hjem til Danmark fra sit årelange Ophold i Spanien og Italien, gør han på Hjemrejsen et Ophold i Berlin. Som kendt socialistisk Digter har han Adgang til Arbejderbevægelsens Inderkreds, og han får et forfærdende Indtryk af, hvordan Førerne for den vældige tyske Arbejderklasse allerede har kapituleret overfor den Krig, som nærmer sig. Han sidder på en Café sammen med Bernstein og Dr. Frank-Mannheim og spørger dem: Hvorfor er I tyske Arbejderførere i Færd med at blive Imperialister.

„Det er vi ikke!“ svarer Dr. Frank temmelig skarpt.

„Et og andet tyder dog på det. Jeg spurgte derfor også om, hvorfor I er det.“

„Nå ja - lad os så i Guds Navn sige, vi er det. For Pokker, Mand, den tyske Industriarbejder sidder så at sige på de bare Brosten og frembringer; det er vor forbandede Pligt at sørge for Markeder til hans Frembringelser!“

„Dem har I jo allerede i rigt Mål. Overalt hvor jeg har været i Italien, Spanien, Marokko, var det tyske Industriprodukter, der beherskede Markedet.“

Dr. Frank gjorde en uvillig Bevægelse, som var det ham imod at drøfte Emnet; „De kan trænges ud igen, vore Produkter; derfor må vi stille politisk Magt bag vor Udførsel. I Tilfælde af Krig -

Han blev afbrudt ved, at en kendt prøjsisk Land junker, der dyrkede Kunst og hvis Bekendtskab Morten havde gjort i litterære Berlinerkredse, kom hen og hilste. „Nå, sidder De og plejer Råd med Israels Udvalgte?“ sae han løssluppet og slog Morten på Skulderen.

At den lille Bernstein blev endnu mindre, undrede i og for sig ikke Morten, men desmere at også Dr. Frank dukkede sig og uden at mukke stak Spydigheden i Lommen - han der var så stolt over at være Jøde og hade Ry som Rigsdagens slagfærdigste Medlem!“

Han har en Samtale med en klog, gammel Redaktør, der siger: „Det trækker op til en Stormagtskrig eller til et Stormløb mod Arbejderklassen; kanske skal begge Slag slås i samme Omgang. Det er ikke så meget os Jøder som Arbejderbevægelsen man vil til Livs. Socialismen skal gøres til en Jødebevægelse! Marx og Engels var jo Jøder, så er Vejen ikke lang til Antikrist. I Ly af det skal så Arbejderne nedkæmpes. Tarifferne er Djævelens Opfindelse, det er enhver borgerlig på Forhånd klar over. Kan man også få Masserne gjort usikre ved at rode op i deres Middelalderfordomme, så er Spillet halvt vundet. Det trækker op til noget af hvert - kære Ven!

„Men hvorfor tar I ikke Kampen op i Stedet for at dukke Jer?“

Den gamle jødiske Klassekæmper trak på Skulderen. „Vi er blevet angst - for Perspektivet vel, om Arbejderklassen skulle få Magten. Derfor bekender vi os til den lille Bernstein og Reformismen.“ Han sagde det med et bittert Smil.“

De tyske Partifæller er Spidsborgere, småborgerligt indstillede Funktionærer, der sidder i støvede Kontorer og udsteder Paroler for hele Verdens Arbejderklasse. Men for Pelle og de andre hjemme i Danmark er de

ophøjede Væsener, Guder næsten, hvis Ordrer det var Helligbrøde at tage op til Undersøgelse.

*

Da Morten endelig kommer hjem, finder han, at den kooperative Skotøjsfabrik, som blev grundlagt for den gamle Bibliotekar Bruns Formue (sidste Bind af „Pelle Erobreren“) har måttet likvideres. Pelle er bitter, Arbejderne har ikke støttet ham tilstrækkeligt. De er dumme, de kan ikke tænke på længere Sigt. På Morten gør dette Nederlag ikke stort Indtryk. Han har været ude i Verden og brugt sine Øjne, og han ved noget om, hvad Klassekamp er. I Dag forstår han ikke, at han engang kunne tro, at man kunne vippe den mægtigste Samfundsorden Verden endnu havde haft ved Hjælp af et Skomagerværksted.

Men iøvrigt er Pelles Udsigter ikke så ringe. Partiet gør ham til Borgmester, han vælges ind i Folketinget. Han avancerer politisk, og samtidig avancerer han socialt. Den Mand, som engang havde Arbejdernes fulde Tillid, er nu skilt fra dem ved en Kløft. Den Udvikling, som Pelle gennemløber i Løbet af få År, illustreres på den mest anskuelige Måde ved den Samtale, som han og Morten har på Rådhuset, hvor Pelle med Stolthed gør

rede for sine Byplaner. Der er Kort over brede, skønt svungne Boulevarder, Alléer, svøbt i Grønt, Parker med Soppebassiner. Men det er ikke Arbejderne, der skal bo der, for Arbejderboliger pynter ikke på Byen, „der kommer let noget kedeligt over Arbejderkvarterer“. Og Bolignøden? spørger Morten. Hvad vil I gøre ved alle de Husvilde? Indtil videre agter man at bygge Barakker til Familierne med de mange Børn. Og Morten svarer: Det går vist hurtigere at smække Barakker op til de Husvilde end at få dem revet ned igen.

Skridt for Skridt fjernes de to Venner fra hinanden. Pelle er kommet ind i et bureaukratisk Partimaskineri, der langsomt, men sikkert maler ham politisk i Stykker. Han mærker det ikke selv, den ydre Magt beruser ham, men han har sin personlige Charme. Han er stadig at se til en Førerskikkelse, der udstråler Ro og Tillid. Krigen kommer, og Pelle og hans Partifæller ønsker Tyskernes Sejr. Der kommer en Udsending, Servus, fra det tyske Parti for at prøve at overtale de danske Partifæller til at sende Arbejdere til den tyske Rustningsindustri mod til Gengæld at få Stål og Kul. Han er en fantastisk Skikkelse, en Kaliban eller et Neanderthal-menneske, en Blanding af Storspekulant og Partipamper. Det er Parvus-affæren, der er Baggrunden for denne Skildring.

Og mens Pelle, der ikke er tegnet efter levende Model, men er en helt menneskelig og personlig ikke utiltalende Personifikation af selve den reformistiske Ånd i disse Krigens År, bevæger sig støt op mod den politiske Magts Tinder, lever Morten en Proletardigters møjsommelige Liv. Han vil ikke gå på Akkord, og det biir ikke lettere for ham, at han hovedkulds kommer ind i et Ægteskab, der får en uheldig Udgang. Han må tjene sit Brød ved dårligt betalte Artikler og Foredragsrejser. Men det gror godt og frodigt omkring ham. For han er i Pagt med det levende i Arbejderklassen, og han ejer Ømhed og Varme i Sindet. Og stadig er han på Udkig efter det, der skal komme, for engang må jo Arbejderklassen finde sig selv og begynde at kæmpe igen. Han har en vis Sympati for Syndikalisterne. Ganske vist er deres Synspunkter uklare og forvirrede, men der er dog Protest i dem. Han sætter sit Håb til Oppositionen indenfor den socialdemokratiske Ungdom. Men først da han i Stockholm hører om Lenin og Revolutionen, føler han, at nu begynder Dagen at gry.

Og man aner, at nu begynder Kampen mellem den småborgerlige og den revolutionære Socialisme, og at han vil hilse dem velkommen, fordi Kamp er bedre end Stilstand og Forfald.

*

Det vrimler med Skikkelser i Udkanten af denne store Bog, hvor Pelle og Morten er Hovedpersonerne, der kæmper deres Kamp, skønt de er knyttet til hinanden med så stærke personlige Bånd. Nogle er ridset op med en sikker, kraftig Streg, Redaktører, Politikere, Borgerfolk og Arbejdere. Andre er skildret med en Hjertets Ømhed, navnlig Moren, som man kender så godt fra Erindringsbøgerne og nu træffer som en gammel Kone med hele sin Dygtighed og Munterhed i Behold.

Det er en Bog, som er stort tænkt, og den beskæftiger sig med den danske Arbejderklasses mest afgørende Problemer. Gid Nexø må have Kræfter til også at skrive den store Roman om Mellemkrigstiden, hvor „Splittelsesmændene“, som Pelle allerede under den første Verdenskrig kaldte enhver Opposition mod den kortsynede Opportunisme og det socialdemokratiske Bureaukrati, tager ved Lære af det, der skete i Sovjetunionen, mens Pelle når endnu højere, helt til Samfundets Top.

Oktober 1946

Honeré de Balzac.

Af Hans Kirk

I TIDEN’s serie om levende Verdenslitteratur skriver Hans Kirk om den Forfatter, der med større Ret end nogen kan kaldes den moderne realistiske Romans Grundlægger, Honoré de Balzac.

Det er en kendt Sag, at Balzac var Karl Marx’ og Engels’ Yndlingsforfatter, de beundrede ham begge højt, og deres marxistiske Efterfølgere har ikke gjort det mindre. Af gode Grunde - han døde 1850 - kan Balzac næppe have hørt meget om Marx og Engels, men selv om han havde gjort det, er der ingen Grund til at tro, at Højagtelsen ville have været gensidig. Balzac var i sine sociale og politiske Synspunkter et Barn af sin egen borgerlige Tid, hans Tankeverden var snæver, hans Synspunkter i det store og hele reaktionære. Han var Tilhænger af Enevælden og Modstander af Folkestyret. Han priste Katolicismen som det eneste System, der kunne undertrykke »Menneskehedens fordærvelige Tilbøjeligheder«, og krævede, at al Undervisning skulle lægges i den katolske Gejstligheds Hænder. Han beundrede Joseph de Maistre, som var Absolutismens og den kirkelige Reaktions Talsmand, og som anså Bøddelen for Samfundets hellige Midtpunkt og Udtryk for al Orden og Autoritet. I »Les Paysans« skildrede han de franske Bønder som en lavtstående, grisk Race, og i »Cousine Bette« Tjenestefolkene som besværlige, mindreværdige Væsener. Hans Sympatier var overalt på de Besiddendes Side. Men ved hans Død udtalte Victor Hugo: Hvad enten han ville det eller ikke, hørte han til de revolutionære Digteres stærke Race. Og Hugo havde Ret.

Honoré de Balzac var Søn af en Intendant i Hæren og havde ikke den ringeste Ret til det adelige de, som han pyntede sit Navn med. Han var af jævn, småborgerlig Slægt og født 1799 i det yndige Touraine, Rabelais Hjemegn. Og noget rabelaisk var der over hans Skikkelse, med det svære Korpus, det vældige Hoved og den drabelige Appetit på Livet, en Livsoplagthed, som fandt sit Udtryk i en gigantisk Arbejdsevne. Man har sagt om ham, at han levede og døde af 50,000 Kopper Kaffe, men han sled sig simpelthen ihjel. Da han døde, halvhundrede År gammel, efterlod han sig et Bjerg af Romaner, en vældig sammenhængende Skildring af det franske Samfund, af sin egen Tids franske sociale Historie.

Han skulle studere Jura og blev anbragt på Kontoret hos en Notar, men brød hurtigt af og begyndte at skrive. Hans første Værker var præget af en Vilje til at slå igennem, erobre en Succes. Han skrev sin »Ægteskabets Fysiologi«, der er en skinvidenskabelig, vittig Afhandling om det borgerlige, franske Ægteskab, og sine »Contes drolatiques«, hvor han efterligner Renæssancens erotiske Noveller, Bocaccio og Marguerita af Narvarra er Forbilledet. Endelig kom i 1831 Romanen »La Peau de Chagrin«, en fantastisk Nutidsskildring, hvor man skimter den rigtige Balzac. Goethe læste den og rystede på sit olympiske Hoved: »Denne Frembringelse af en ganske fortrinlig Ånd tyder på en ulægelig Grundfordærvelse i det franske Folk, der vil gribe stedse dybere om sig, hvis ikke Provinserne, der nu hverken kan læse eller skrive, atter helbreder Nationen, såvidt det er muligt.« Myten om det fordærvede Frankrig i Modsætning til det sædeligt rene Germanien er ikke af nyere Dato.

Herefter begynder Rækken af de store Romaner med de to mesterlige Bøger »Eugénie Grandet« og »Pére Goriot«, og en Dag i 1836 meddelte Balzac sin Søster, at han var i Færd med at blive et Geni. Han havde fået den Idé at samle sine skrevne og kommende Romaner i et stort sammenhængende Værk, »La Comédie humaine«, den menneskelige Komedie. Han nærede, skriver han selv, den største Ringeagt »for de tørre og modbydelige Registre, som kaldes Historien«. Han ville skrive sin egen Tids Historie, en Skildring af Sæderne, af Mennesket i dets Sammenhæng med Samfundet. »Samfundet gør - alt efter Omgivelserne - lige så mange forskellige Mennesker ud af Mennesket, som der gives Varieteter i Zoologien. Forskellene mellem en Soldat, Arbejder, Embedsmand, Advokat, Lediggænger, Videnskabsmand, Statsmand, Købmand, Digter og Præst er, omend vanskeligere at gribe, lige så betydelige, som de, der skiller en Ulv, Løve, Hest, Ravn, Haj, Sælhund og Ko fra hinanden.«

Det er en Betragtning mellem Individ og Samfund, som var helt ny i Skønlitteraturen. For første Gang betragter man Mennesket ikke blot som et biologisk Fænomen, men som et Samfundsvæsen, hvis Karakter og Reaktioner bestemmes af de sociale Forhold. Det er ikke sådan, at Balzac benægter det biologiske, det individuelle, tværtimod har han et sikkert Blik for de individuelle Nuancer, han er en udmærket Psykolog. Men det er hans »mageløse Opdagelse«, for at tale med Grundtvig, at Mennesket er vokset op i Samfundet og præget af det.

Det er Grunden til, at Marx og Engels satte Balzac højt, og at han trods et helt Sæt af reaktionære og bornerte Anskuelser blev en stor revolutionær Skribent. Men det er ikke den hele Grund. Balzac gik videre, han prøvede på en beundringsværdig Måde at trænge ind i sin egen Tids Ånd. Hvad var det, som først og fremmest prægede Menneskene i det borgerlige franske Samfund i den første Halvdel af det nittende Århundrede? Revolutionstidens vældige Folkebrus var tvunget til Ro, Napoleons imperialistiske Eventyr var overstået og Borgerskabet havde sat sig til Rette på Magten. Frankrig beherskedes af et Rigmandsvælde, der var temmelig politisk og menneskeligt korrupt. Den falske Adelsmand Balzac nærede ikke stor Respekt for den borgerlige Kongemagt, han var en Beundrer af Napoleon, og. i sit Arbejdsværelse havde han en Statue af Bonaparte, hvor han på Kårdeskeden havde skrevet: »Hvad han tilkæmpede sig med Sværdet, vil jeg erobre med Pennen.« Nære Veninder af ham var de to kvindelige Veteraner fra Napoleons Hof, Madame Junot, Hertuginde af Abrantés, og Hertuginden af Castries. Han var samtidig en Beundrer af Restaurationstidens aristokratiske Elegance. Men det dominerende i hans Karakter var beslægtet med den borgerlige Epokes kraftigste Egenskaber. Hvis han ikke havde været så fantasifuld, at han blev Digter, var han formodentlig blevet en genial Forretningsmand, en Grunder af store Virksomheder, en Børsmatador og Spekulant. Han kunne ganske givet ikke have skildret det borgerlige Frankrig med dets Kynisme, dets Vindesyge og Materialisme, med så genial en Sikkerhed, hvis han ikke selv havde haft en Rem af Huden.

Og der var ikke så lidt af en Forretningsmand i Intendantsønnen fra Touraine. Hans Hjerne var fuld af Ideer om at blive hurtig rig. Allerede i 1825 besluttede han at opgive sit Forfatterskab og blive Forlægger, Bogtrykker og Boghandler. Han fik den Idé, som faktisk var ny og god, at udsende klassikerne i smukke, illustrerede Enkeltbind, men han blev boykottet af Boghandlerne, og tre År efter gik han i Stykker, hvorefter andre Boghandlere huggede Ideen. Det eneste, han havde haft ud af sit løfterige Eksperiment, var at pådrage sig en kæmpemæssig Gæld, som han tilbragte Resten af sit arbejdsomme Liv med at afdrage. Kendt er det også, hvordan han i 1837 i Genua ved Læsning af romersk Historie kom på den Tanke, at Romerne i Oldtiden ikke havde kunnet udnytte deres Sølvminer på Sardinien rationelt. Han rejste til Sardinien for at undersøge Bjergværkernes Slagger og fandt ud af, at hans Formodning havde været rigtig, og ansøgte Regeringen om Koncession på Udnyttelsen. Men uheldigvis havde han betroet sig til en Genueser, som var kommet ham i Forkøbet, havde fået Koncessionen og tjente en Formue. Han havde Planer om at bygge uhyre Drivhuse på den lille Landejendom, som han ejede og havde prioriteret til op over Skorstenene, og dyrke Ananas, der skulle give ham en årlig Indtægt på 400,000 Frcs., »uden at han havde den mindste Smule Manuskript at levere«. Han fremstillede sine Planer så levende, at hans Venner var ved at leje en Butik på Paris Boulevarder Han kunne være blevet en Aktiesælger i den store amerikanske Stil.

Netop fordi han selv rummede så meget af sin Tids Ånd og var en så lynende digterisk Intelligens, forstod han den og fandt ind til selve Drivkraften i den borgerlige Tilværelse. Hans »menneskelige Komedie« er en Skildring af Dansen om Guldkalven. Hvad former det moderne, borgerlige Menneske, hvad er dets inderste Kærne? spørger han. Og for hver Bog bliver Svaret sikrere: det er Guldet, der regerer Verden. Det er de økonomiske Forhold, som bestemmer, hvordan et Menneske formes. På digterisk Vis skabte Balzac et Livssyn, der ganske vist var begrænset af hans Erfaringsverden, Borgerskabet, men som ikke var så helt forskelligt fra det marxistiske. Trods sine reaktionære Meninger, der i Forhold hertil var overfladiske og betydningsløse, var han en revolutionær Ånd.

Det er Samfundet, der former Menneskene, og i det borgerlige Samfund regerer Kapitalen. I »Pére Goriot« kommer den ufordærvede Rastignac til Paris, ung, naiv, med alle Muligheder i sig. Han går gennem Kværnen, omformes og omdannes, lærer, at Penge betyder alt, og ender som en Stræber, der er rede til kynisk at bruge ethvert Middel for at nå sit Mål. »Jo koldere De beregner,« siger hans Elskerinde, den skønne og fornemme Madame Beauséant, til ham, »des videre vil De komme. Betragt Mænd og Kvinder som Postheste, som De kører sønder og sammen til næste Holdested.... når De har sand Følelse, så vogt Dem for at røbe den, ellers bliver De Ambolt i Stedet for Hammer. Hammer eller Ambolt! Det er ikke noget dårligt Udtryk for Klassesamfundets Karakter. Og mens Madame Beauséant forklarer ham de Regler, der gælder for den, der vil klare sig i den line Verden, præker Skurken Vautrin sin Kynisme, der egentlig falder helt godt sammen med den elegante Verdensdames: »Når den betydelige Mand blot opfører nogle små Dydsscener under Tossehovedernes Bifaldstorden fra Parkettet, ,kan han tilfredsstille alle sine Luner.... De vil i mig finde de gabende Afgrunde, de store sammentrængte Følelser, som Tåberne kalder Laster, men De vil aldrig finde mig fej eller utaknemlig.« Der er ikke mange Skridt fra Vautrin til Nietzsche og den nazistiske Overmenneskemoral.

Eller der er Lucien i »Les illusions perdues«. Han rejser til Paris med en kendt Forfatterinde, hvis Elsker han er, for at gøre sin Lykke. Også dette Guds Ord fra Landet gribes af Kværnen, der maler ham til Skarn. Han har skrevet et Bind Digte, men bliver så Journalist ved et Boulevardblad og opdager, at alt er Penge. Den store Digter er ikke stor mere, når han står overfor den Bladsmører, som kan befordre hans Ry. I Teaterverdenen, i de litterære Kredse, i Redaktionskontoret er det Penge, der gælder. »Han følte sig til Mode, som om Møntens store Prægestok bearbejdede hans Hoved og hans Hjerte med stadige, dumpe Slag.« Han synker dybt i Moradset, sælger sin Pen og sig selv og er rede til at tjene den højstbydende. Hvassere Bog er næppe skrevet om kapitalistisk Journalistik. Kun een Indvending kan gøres: Balzac lader Lucien i Fattigdom og Forsmædelse vende hjem til sin Provins. Han burde være endt som Chefredaktør ved et anseeligt, kapitalistisk Blad.

Men det var ikke blot det hektiske Paris, Balzac kendte og afmalede. Hans Provinsskildringer, og han har skrevet Roman efter Roman om den franske Provins, er lige så virkelighedstro og gennemsyret af den samme intime Viden. Ingen vidste som han Besked om den sure borgerlige, provinsielle Dyd, som er gjort af Nødvendighed, og de smålige, hæslige Laster. I »Eugénie Grandet« vokser den nærige Familiefar til en symbolsk Skikkelse. Hans Gerrighed har dræbt alle menneskelige Følelser i ham, men han har fattet den inderste Sandhed i det borgerlige Samfund. Guldet betyder Magt, det repræsenterer alle Livets Glæder. Det er den Tryllestav, som får Mennesker til at danse.

Sin »menneskelige Komedie« byggede han op på den Måde, at de samme Personer gik igen i Bog efter Bog, snart som Hovedpersoner og snart som Bifigurer, sådan at man følger dem fra Vugge til Grav. Og det er et enestående Persongalleri. Aristokrater, Millionærer, fornemme Damer, Børsspekulanter, Politikere, Kunstnere, Småborgere, Prostituerede, Bønder, Præster. Paris lever i hans Bøger sit hidsende Liv, han kender hver Smøge i Byen, ved hvordan hvert Hus ser ud indvendigt, hvor hver Dame har købt sine Kjoler og hvor hver Mand af Selskabet tager sin Apéritif. Han er nøje inde i deres Levevis, kender deres Stræben og Drøm, deres hemmelige Laster. Sagen er, at denne Verden for ham var den fulde Virkelighed. En af hans litterære Venner beretter, at han en Dag talte med Balzac om sin syge Søster, og da Balzac i nogen Tid adspredt havde hørt efter, afbrød han ham: »Det er altsammen meget godt, kære Ven, men lad os vende tilbage til Virkeligheden, lad os tale om Eugénie Grandet.«

I Modsætning til sin Tids romantiske Skønånder var han en livsnær Digter; det var Virkeligheden, der befrugtede hans Fantasi. Tolstoy, som navnlig i »Krig og Fred« kan minde om ham, endte som Mystiker og Profet. Balzac havde nok i den virkelige Verden, og hvis man hos ham leder efter interessante Forslag til Menneskenes Forbedring, vil man søge forgæves. Han har ikke andet at byde på, end hvad enhver Skolelærer fra Provinsen kunne svinge sig op til: Kirkelig Autoritet og kristelig Opdragelse. I Virkeligheden var han ikke det ringeste Moralist; han elskede Tilværelsen i dens Udfoldelse, han betragtede Verden som en Naturforsker en Myretue. Det gjaldt for ham at finde ud af, efter hvilke Principper Myrerne levede og regerede deres Samfund.

Balzac er Grundlæggeren af den moderne realistiske Roman. Hans Påvirkning af Litteraturen var uhyre, selv om hans Samtid ikke var tilbøjelig til at anerkende det. Man fandt, at han ikke stilistisk var på Højde med de romantiske Skønånder; man anså ham for plat, sanselig og vulgær. Men medens disse agtede Lotusædere forlængst er blevet til Støv i Litteraturhistoriens Marmorsarkofager, læses Balzac endnu; han er så sprudlende rig og frodig, at han simpelthen ikke kan dø.

Det er ganske klart, at han måtte blive den unge Socialismes foretrukne Digter, for inderst inde var han af samme Sind. Det lå udenfor hans Muligheder at drage Konsekvensen af sin store Opdagelse: at Mennesket i og for sig hverken er godt eller slet, men at Samfundet, Opdragelsen, Traditionen, Livskårene bestemmer dets moralske Kvalitet. Og det var nok godt det samme, for når Balzac begyndte at spekulere, vidste man aldrig, hvor hans Fantasi førte ham hen.

December 1946

Heinrich Heine

af Otto Gelsted

I Serien om de store Skikkelser i den nyere Verdenslitteratur skriver Otto Gelsted om den tyske Digter Heinrich Heine.

At tegne et Billede af Heinrich Heine i få Streger er ingen let Opgave, for det karakteristiske ved ham er netop, at han er en meget sammensat Begavelse. Det er vanskeligt at give en Bestemmelse af ham, uden at man straks bliver nødt til også at bruge den modsatte Bestemmelse. De afgørende Selvmodsigelser i hans Væsen må belyses og så vidt muligt forklares.

Han blev født af jødiske Forældre 1797 i Düsseldorf i Rhinegnen, hvor man ikke kunne lide Prøjserne, men holdt af Franskmændene, og hvor Jøderne følte Taknemlighed mod Napoleon, der havde ligestillet dem med andre Borgere. Hans rige Onkel, Salomon Heine - med hvem han stod på en noget usikker »famillionær« Fod - ville sætte ham til Handelen, hvad han ikke duede til. I Stedet for kom han på Universitetet i Göttingen og Berlin og tog Doktorgraden i Jura. Sit litterære Gennembrud havde han med »Rejsebilleder«, især »Harzrejsen«, og Digtsamlingen »Buch der Lieder«. Egentlig figurdannende Evne havde han ikke meget af og heller ikke Talent for større Romankompositioner. I Rejsebillederne låner han Formen fra Englænderen Lawrence Sterne Vi kender den i dansk Litteratur fra Baggesens »Labyrinten« og Johannes V. Jensens »Skovene«. Med sin Blanding af Satire og Lyrik lå Rejsebrevets frit fabulerende Stil udmærket for Heine.

Da hans Skrifter blev forbudt af det tyske Forbund, fandt han det rådeligst at tage Ophold i Paris og besøgte kun et Par Gange sin Fødeby. Fra 1845 begyndte han at lide af Rygmarvstæring og tilbragte sine sidste, lange År i en »Madrasgrøft« som et levende Skelet. De lammede Øjenlåg måtte han løfte i Vejret med en Finger for at se. Han bar sine Lidelser med beundringsværdig Karakterstyrke og bevarede til det sidste sin Ånds Livskraft.

Allerede hans Forhold til Tyskland viser det Kontrastforhold, der er så betegnende for ham. Snart udtaler han, at han er et af de mest tyske Bæster, der findes, og at tysk Væsen er det samme for ham som Vandet for Fisken. I Grunden elsker han det tyske mere end noget andet i Verden. Men man finder også stik modsatte Udtalelser: »Alt tysk er mig i Grunden modbydeligt og virker på mig som et Brækmiddel. Jeg væmmes undertiden ved mine egne Digte, når jeg ser, at de er skrevet på Tysk.«

Sandheden er den simple, at han både gennem Barndomsindtryk og gennem sin hele Udvikling var dybt forankret i den tyske Kultur. Men der var mange Sider ved hans Landsmand, der ikke kunne undgå at irritere ham, og for så vidt Tyskland efter den hellige Alliance stod som et Udtryk for den sorteste Reaktion i Europa, måtte han føle sig som en født Modstander.

Georg Brandes, der har adskillige Lighedspunkter med Heine, sagde engang i sin Alderdom, at han var en gammel Romantiker, der havde brugt sit Liv til at angribe Romantikken. Selv betegnede Heine sig i et Brev som den sidste, afdankede Fabelkonge, og sin Digtcyklus »Atta Troli« kaldte han Romantikkens sidste, frie Skovsang. I sit skuffede Hjerte mærkede han stadig Duften af den forsvundne blå Blomst, der var Romantikkens Sindbillede. Hans Amme havde fortalt ham gruelige Sagn og Spøgelseshistorier, og den rødhårede Josepha, der var Datter af Skarpretteren i Düsseldorf, havde lært den elveårige Folkeviser og indgydt ham en rædselsblandet Elskov. I hans første Digtsamling findes en Mængde udvendig Skrækromantik. Men han har også digtet Sange, der kunne være virkelige Folkeviser, som »Lorelei«, hvis opdigtede Figur gik over i det tyske Folks Bevidsthed som en ægte Sagnskikkelse. Om »Atta Troli« siger han betegnende, at »jeg skrev Digte i den lunefulde Drømmemanér, der var gængs i den romantiske Skole, hvori jeg tilbragte mine behageligste Ungdomsår og til sidst gennempryglede Læreren«.

Heines Form er på mange Måder præget ikke blot af den romantiske Eventyrtone, men også af den romantiske Ironi og Selvparodi, der brød Illusionen og spillede Bold med Stemningen. Romantisk er også hans »Verdenssmerte«, hvori han føler sig beslægtet med Lord Byron, der havde gjort den melankolske og blaserede Verdensmand til en poetisk europæisk Type.

Ironi måtte ligge for Heine med hans modsætningsrige Sind. Formen fandt han f. Eks. hos Tieck, men han fyldte den til Dels med et splinternyt Indhold. Han brugte den ikke blot som et artistisk Middel til litterær Satire, men som en Syl, der stak Hul på oppustede Balloner og fik dem ned på Jorden. Bag Heines Ironi mærker man hans kritiske Realitetssans.

Her står vi ved et afgørende Punkt. Ville man beskrive Århundredets litterære Udvikling i en stor Kurve, kunne man sige, at Bevægelsen gik fra Romantik til Realisme, naturligvis med mange Svingninger. Heine står i et frugtbart Skæringspunkt. Sin Rod har han i Romantikken, men med sin stærke Sans for Tidens aktuelle og politiske Problemer indfører han et realistisk Moment i Lyrikken, der peger frem mod en mere ny Opfattelse af Menneskets Liv i Samfundet.

Meget belysende for Modsætningerne i Heines Sind er hans Stilling til Napoleon. Heines Fødeby var i seks År besat af franske Revolutionstropper. I 1808 blev Hertugdømmet, hvori Düsseldorf lå, overdraget til Kongen af Hollands umyndige Søn, d. v. s. til Napoleon som Drengens Formynder. Landet blev nu regeret helt efter fransk Mønster. Livegenskab, Lensvæsen og Hoveri ophævedes, Retsvæsnet omdannedes, og der indførtes ubetinget Religionsfrihed. Ikke så underligt, at Napoleon af Rhinlandets Jøder hilstes som Befrieren.

En mægtig Glans stod på Forhånd om denne Verdenserobrer. Som Dreng så Heine ham ride ind i Düsseldorf på en Skimmel, i hans prunkløse grønne Uniform og med den verdenshistoriske Hat på Hovedet. Heine betegnede sig selv som en Søn af Revolutionen, og sådan opfattede han også Napoleon, mens Goethe i ham udelukkendde så Verdensgeniet og Genopretteren af den borgerlige Orden.

Men det kan ikke nægtes, at Heines Syn også her viser sig at være dualistisk - et Dobbeltsyn. Georg Brandes, der selv svingede fra en liberalt-demokratisk Holdning over i en aristokratisk Radikalisme, kan tjene til oplysende Sammenligning. Den store Kritiker har i sin Bog om Heine taget Stilling til Modstriden i Heines Napoleonsdyrkelse og hans Sympati for Tidens omstyrtende Bevægelser. Der var, siger Brandes med Rette, ikke een konservativ Blodsdråbe i Heine. Hans politiske Ideal var Frihed, ikke Lighed. Brandes bruger om ham Ordet cæsarisk-sindet, som han mener, Heine manglede, når han betegnede sig som Monarkist.

Brandes går dog for vidt, når han påstår, at der heller ikke fandtes een demokratisk Blodsdråbe i Heine. Han savnede ikke umiddelbar Samfølelse med Meningmand. Men det er ganske vist let hos Heine at finde Stemningsudbrud, der viser hans Lede ved Folkemassen. Det har aldrig voldt de virkelige Digtere nogen Bekymring, siger han, at den rå og slaviske Mængde bebrejder dem deres Aristokratisme. Han håner det Slæng af Skomagere og Skræddere, der driver revolutionær Agitation, og hvis Ateisme lugter af Ost, Brændevin og Tobak. Han deler den temmelig ordinære Frygt for, at Demokratiet skal gøre en Ende på Litteraturen. Let komisk virker det, når han med næsten jomfrunalsk Sarthed bemærker, at »Digterens rene, følsomme Natur værger sig mod enhver nærmere Berøring med Folket«.

Og dog er Heine den store Befrielsesdigter. Han hilser Julirevolutionen 1830 med Begejstring som tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskamp. Da Revolutionen brød ud, opholdt han sig som Badegæst på Helgoland og sagde i et Brev, at han nu havde besluttet at lade al Politik fare for helt at hengive sig til Naturbetragtningen og Kunsten. Men da den tykke Avispakke med de varme, glødende hede Nyheder fra Paris ankommer, tændes også Heine i den vildeste Brand. Borte er hans Længsel efter Ro. Han ved påny, hvad han vil. Han er som beruset, helt Glæde og Sang, helt Sværd og Flamme. Og han fortæller, at en Fisker smilende fortalte ham den store Nyhed med de Ord: De fattige Folk har vundet Sejr. Heine forbavsedes over Menigmands rigtige Instinkt, der dog i dette Tilfælde ikke viste helt rigtigt.

Et Tegn på, hvad der engang skulle komme, så Heine i de schlesiske Væveres Hungeroprør i 1844, som han digtede om i sin geniale »Væversang«: Deutschland, wir weben dein Leichtentuch, wir weben hinein den dreifachen Fluch - wir weben, wir weben.

Bemærkelsesværdigt er et Sted i Ungdomstragedien »Ratcliff«, hvor Heine som en af de allerførste har fremstillet det sociale Problem i al dets Skarphed som Krigen mellem de mætte og de sultne (»satte und Hungerleider«).

Men alt i alt må man give Brandes Ret i, at Friheden tydeligt nok lå Heine langt mere på Hjerte end Ligheden. Han var - som adskillige intellektuelle i Nutiden - bange for et gennemført socialt Demokrati. I »Atta Troil« lader han - med en Ironi, der ikke er til at tage fejl af - Bjørnen opstille sit Program som et Fremtidsdemokrati med strengt bevaret Lighed - Asnet giver vi det bedste Embede, derimod skal Løven trave med sin Møllesæk på Nakken.

Man forstår den Skuffelse og Harme, »Atta Troil« vakte i liberale og demokratiske Kredse. Digtet betegner Toppen af Heines antidemokratiske Skrifter.

Et Punkt, hvor man skulle tro, Heine ville stå fast, er hans Adskillelse mellem Nazarener og Hellener. Det er en Sondring, han Gang på Gang kommer tilbage til. Hvad han mener dermed, kan fremgå af en Udtalelse som denne: »Alle Mennesker er enten Jøder eller Hellener, Mennesker med asketiske, billedfjendske, overjordiske Drifter eller Mennesker af en livsglad, stolt-resigneret og realistisk Karakter.« Modsætningen gælder altså den jødisk-kristelige Religion og en humanistisk Livstro i Tilslutning til Grækerne, sådan som de opfattedes' af førende Ånder som Goethe og Hegel, der havde været Heines Lærer i Berlin.

At han selv var Hellener, hørte til Heines sikreste Overbevisninger. Hans Overgang til Kristendommen med påfølgende Dåb betyder i den Forbindelse ingenting. Det var kun et praktisk Arrangement.

Det havde været smukt, om Heine til det sidste havde holdt fast ved sin Humanisme, men under det frygtelige Pres af Sygdommen brød han sammen. Han vendte tilbage om ikke til en dogmatisk Kirketro, så dog til Gudstroen. »Jeg er ikke mere den frieste Tysker siden Goethe, ingen livsglad, lidt korpulent Hellener, der lo nedladende af de dystre Nazarenere - jeg er kun en stakkels, dødssyg Jøde, en udtæret Jammerskikkelse, et ulykkeligt Menneske.«

Sit Vid glemte Heine ikke. Han brød sig ikke synderligt om de Sjælesørgere, der ville tage sig af hans evige Vel. Med en Vending, der kunne være af Voltaire, ytrede han: Gud tilgiver mig nok, det er jo hans Bestilling.

Men Omvendelsen kostede ham Venskabet med Karl Marx.

Marx beundrede ham som Digter og skattede hans politiske Indsats højt. Men Omvendelsen måtte han betragte som et Frafald, der ikke kunne tolereres. Hertil kommer, at i Skriftet »Tilståelser«,

hvori Heine bekender sin attervundne Gudstro, er det også, han ytrer sin tidligere omtalte Frygt for, at en gennemført Kommunisme skal ødelægge Civilisationen. Men han skelner skarpt mellem de almindelige liberale Demagoger, som han havde angrebet i »Atta Troll«, og hvis Blanding af Nationalisme, Revolution, Ateisme og Sædelighed var ham forhadt, og Kredsen omkring Marx. De tyske Kommunisters mer eller mindre skjulte Førere omtaler han som store Logikere. De stærkeste af dem er - som Heine selv - udgået fra Hegels Skole, de er uden Tvivl Tysklands bedste Hoveder og mest energiske Karakterer. Og de er de eneste Mænd i Tyskland, hvori der er Liv. Og han understreger sine Ord med den næsten patetiske Tilføjelse: Jeg udtaler her hverken Ønsker eller Beklagelser; jeg beretter Kendsgerninger, og jeg taler Sandhed.

Utvivlsomt ligger der direkte Påvirkning fra Marx bag det Digt, der er Heines betydeligste politiske Bedrift: »Tyskland, et Vintereventyr«, der udkom i 1844. Det findes nu på Dansk i en mesterlig Oversættelse ved Seedorf. Også en indgående Kommentar til Digtet af L. L. Hammerich er udkommet i Bogform. Her gives blandt andet Besked om den historiske Baggrund. Digtets Tendens er klart kommunistisk og revolutionær. Som Hammerich udtrykker det: Hvad Digtet vil er: Revolution; det forudsiger den kommende Revolution i Tyskland, hidser til den og truer med den.

Umiddelbart efter Hjemkomsten fra den Rejse til Hamburg, der danner Grundlaget for »Et Vintereventyr«, traf Heine Karl Marx, der lige var kommet som landflygtig til Paris. Den største Del af Digtet blev undfanget og nedskrevet netop i den Tid, da Venskabet med Marx var nyt og varmt. Pendulet i Heines Sind var allerede i Forvejen svunget stærkt over til den radikale Side. I en Artikel i et Tidsskrift med den - skulle man synes - upassende Titel: »Tidende for den elegante Verden«, havde han nylig offentliggjort en Artikel om »Kommunisme, Filosofi og Kieresi«, hvori han hævdede, at de utopiske Socialister ville blive afløst af Komunisterne. (Med Kommunisme betegner Heine det, der senere kaldtes Socialisme, men det sidste Ord var dengang ganske nyt, og Grænsen mellem Begreberne flydende.)

Heine gik sammen med Marx og Ruge i Gang med at starte et nyt revolutionært Tidsskrift. Af Pengemangel gik det ind, men som Erstatning lod den kommunistiske Gruppe den i Paris udkommende tyske Avis »Vorwaarts«, der kort i Forvejen var startet for Penge, som Komponisten Meyerbeer - sikkert på Foranledning af Heine,- havde givet, tone det revolutionære Flag. Heine bidrog med elve Digte, deriblandt et meget skarpt og sårende mod Kongen af Prøjsen.

I »Vintereventyret« giver Heine en glimrende Skildring af Tyskland under den prøjsiske Ørns Vinger. Han genser Militæret i de grå Kapper, med rød Halskrave og Pikkelhue. De storker omkring i indfrossen Hovenhed, så ranke i Ryggen som om de havde slugt den Stok, hvormed deres Ryg bliver banket. Pikkelhuen minder om Riddertidens Hjelme, men skulle det hænde, et Tordenvejr trækker op, kan det være, at netop denne romantiske Spids vil tiltrække et moderne Lyn. Over Posthuset i Aachen ser han den prøjsiske Ørn, som han har hadet så dybt: Du hæslige Fugl, får engang jeg dig fat: hvor vildt du end bider fra dig, jeg river dig alle Kloerne ud, og Kloerne hugger jeg af dig.

En Mand følger ham som en Skygge, mørk og formummet, og ud fra hans Kappe skærer der et Blink, noget blankt og koldt - Skarpretterøksens truende Blad. Den uhyggelige Følgesvend er Handlingen, den kommende Dåd, der skal forvandle Tankens Verden til Virkelighed.

Og i Digtets Slutning viser Hamburgs Gudinde Hammonia Digteren Tysklands Fremtid. I hendes Stue står et gammelt Arvestykke - Karl den Stores Natstol. Fra denne Tønde fuld af Pest og Stank slår den tyske Fremtidsduft den dånende Digter i Møde.

Billedet er ikke skønt. Men tænker man på, hvad Tysklands Fremtid virkelig skulle blive under den nazistiske Face af Kapitalismen, synes man, at Heines forfærdelige Profeti er slået til.

Juli 1946

Sprog og Samfund

N. J. Marr

Denne Artikel er taget fra en Samling Forelæsninger af den store sovjetrussiske Videnskabsmand N. J. Marr, der døde for godt 10 År siden. Han udarbejdede en helt ny Metode den videnskabelige Forskning af Sprogene, bygget på den historiske Materialismes Lære om den stadige Forbindelse mellem Samfundsudvikling og Kulturformer. I denne tankevækkende Artikel giver han nogle Antydninger af, hvad Sprogstudiet kan vise os om de ældste Kulturtrin og om det meningsløse i at tale om »racebestemte« Kulturer. Sproget er skabt af Mennesket ligesom alle Kulturens øvrige Bestanddele, dog med den Forskel, at Sproget genspejler alle Trin i den skabende Menneskeheds Udvikling. Sit Udtryk finder denne Udvikling i Ordene, den Måde, de dannes på, og den Betydning, de anvendes i. Et Ords Plads i Udviklingen er nøje bestemt både ved dets Form og dets Betydning, uden at man behøver at fortabe sig i Gætteri. Og ydermere, - Ordforrådet tillader os ikke blot at placere selve Ordet, men også det, som det betegner, hvad enten dette er en Frembringelse af den materielle Kultur eller et socialt eller religiøst Begreb. Sprogets Ordforråd afspejler både Tid og Sted, - naturligvis ikke kortere Perioder eller bestemte Territorier i snævrere Forstand, men Epoker i Samfundsformernes og det økonomiske Livs Historie.

Således er det gennem Sprogets Palæontologi (Videnskaben om Sprogets ældste Historie) blevet fastslået, i hvilken Epoke Stedordet er opstået, en Ordklasse, der tilsyneladende ikke har noget som helst at gøre med den materielle Tilværelse. De personlige Stedord er en ret sen Fremtoning, især 1. Person, men overhovedet den individuelle Opfattelse af Personen, der finder Udtryk gennem Entallet. I lang Tid kendtes personlige Stedord slet ikke. Først opstod Ejestedovdene, der imidlertid oprindelig ikke betegnede den enkelte Persons »Eje«, men hele Stammens. Og det er klart, at disse Stedord først kan være opstået som Følge af Fremkomsten af en bevidst Forestilling om Besiddelse. Samtidig genspejler Ordene i deres Betydning den materielle Kultur. Således har det f. Eks. vist sig, at det latinske pan-is og det græske bálan-os er Varianter af det samme Stamord; imidlertid betyder »panis« »Brød« og genspejler således Agerbruget, medens græsk »balan-os« endnu betød »Agern«, idet man i den Periode, der gik forud for Landbruget, anvendte Agern som Brødfrugt.

Gennem den palæontologiske Analyse af Sproget opdager man dybtgående Ændringer i Ordenes Betydning, Ændringer, der er Udtryk for lige så dybtgående Forandringer i Menneskehedens samfundsmæssige Forhold. Således kan det påvises, at Ordene oprindelig ikke betegner Genstanden efter dens Udseende eller Sammensætning, men efter dens Funktion. Vi iagttager f. Eks., at det samme Ord efterhånden har betegnet Trækdyrene Ren, Hund og Hest, hvad der i Virkeligheden viser, hvordan den ene økonomiske Type har afløst den anden. Man begyndte at betegne Hunden som »Ren«, fordi den opfyldte de samme Funktioner som Renen; efter Hunden kom Hesten og derefter Kamelen, eller omvendt, alt efter Stedet. Derfor er det også forståeligt, at det Ord, der hos Vesteuropæerne betyder »Hest«, hos Semiterne har bevaret - eller fået Betydningen »Kamel«; noget lignende gælder i andre Sprog Betydningsovergangen fra »Hund« til »Hest«. Og Udgravningerne bekræfter, hvad Sprogets Palæontologi fortæller. Ved de Udgravninger, som Prof. Miller foretog af en forhistorisk Lejrplads ved Kobiakowo i Nærheden af Rostow, viste Knogleaflejringerne i to sammenstødende Kulturlag en overvejende Mængde Hundeknogler og kun få Hesteknogler i det ældste Lag, medens det omvendte var Tilfældet i det øverste, yngste Lag. I det økonomiske Liv afløstes Hunden som Trækdyr af Hesten; dette viste sig i Sproget ved, at Betegnelsen for »Hund« kom til at betyde »Hest«.

Stillet over for sådanne Kendsgerninger må man naturligvis give Afkald på Anvendelsen af biologiske eller overhovedet naturvidenskabelige Metoder til Forklaring af den ene Kulturforms Afløsning af den anden. Ene og alene de økonomiske og overhovedet de sociologiske Faktorer kan bidrage til Påvisningen af Slægtskab eller blot Sammenhæng på disse Områder. Et andet Eksempel: Betegnelsen for »Løve« har - på et meget tidligt Kulturtrin, før Hunden blev tæmmet som Husdyr, - betydet »Hund«; men efter at Hunden var blevet taget i Anvendelse som Husdyr, blev Betegnelsen overført på Løven, eller - i andre Sprog - på Ulven eller Ræven. Dette forklarer, hvorfor Ordet »Løve«, som findes med samme Betydning i en lang Række Sprog, deriblandt russisk (»ljef«), - i det Sprog, der tales af det mordvinske Folk (som står på et gammelt Kulturtrin), endnu betyder »Hund«.

På samme Måde viser Sprogets Palæontologi i vidt Omfang de samme religiøse Betegnelser, lige fra Folkene i Østen, heriblandt også de palæoasiatiske Stammer i Nordasien, til de finske og kaukasiske Folk, ja, endogså Grækerne og Romerne, men Betydningen af hvert Ord er speciel for hvert Område, alt efter de herskende Samfundsforhold. Et bestemt Ord betegner i Østen den Præst, der repræsenterer Guddommen, »Schamanen«; i Kaukasus betegner det samme Ord Jagtguden; i Middelhavsområdet betegner det Handelsguden, - Grækernes »Hermes«, Romernes »Merkur«. Egen er et kultisk Træ, og det pågældende Ord bevarer sin oprindelige Betydning længst i Norden, hvor dets

Frugt, Agernet, spillede en stor Rolle som Næringsmiddel; Betegnelsen »Agern« kom i andre Sprog i Overensstemmelse med »Funktionen« til at betyde »Brødfrugt«. I nogle Samfund fik imidlertid denne Betegnelse en kultisk Betydning i Forbindelse med Forestillingen om Træet som Ildens Giver; heraf Betydningen »Himmel« og »Gud«, og endogså »Ørn« (ifølge en Association fra Betydningen »Himmel«, altså egentlig »Himmelfuglen«). I et mere kompliceret Samfund er Betydningen gået over til at omfatte Ildens Røver, Prometheus, der i historisk Tid kun fremstilledes som »Himlens« eller »Solens Søn«; til denne Skikkelse er - som en Reminiscens - stadig knyttet »Ørnen« som en mytisk Figur, der symboliserer Lyset. Det er ganske umuligt at forklare den hellenske Myte om Prometheus, Ildens Røver, uden at betragte hele dette sproghistoriske Stof, deriblandt det jukagiriske Sprog. (Et nordasiatisk Sprog)

Også Talordenes Historie vidner om en fællesmenneskelig Udvikling, endogså i historisk Tid. Talsystemets Grundlæggelse kendetegner to Epoker: i Norden den forhistoriske Jægerkultur med Renen som Trækdyr, i den øvrige Verden den historiske Nomadekultur.

Denne Enhed i Menneskehedens Udvikling kommer også til Syne i Betegnelserne for en Række Metaller. Den gamle Samfundsorden sprænges ikke ved Metallernes Opdagelse, men ved Udbredelsen af deres Anvendelse, og med de nye Samfundsforhold følger nye Kulturværdier og i Overensstemmelse hermed også nye sproglige Typer. Denne Periodes nye Ord omfatter ikke blot Betegnelserne for Metallerne, men også de til den tilsvarende Produktion knyttede Udtryk.

Jeg vil ikke risikere at trætte mine Tilhørere. Jeg kunne fortsætte længe endnu med at opregne Sprogets Afspejlinger af de kulturelle Erobringer, som Menneskeheden Skridt for Skridt har gjort i Produktionens Historie.

Hele Fremskridtets og den kulturelle Udviklings Proces er en Kamp. Denne Kamp kompliceres efterhånden, som Kampen mod Samfundsformernes Stagnation føjer sig til Kampen mod Naturen. Den skabende Proces er ikke en Følge af ydre Påvirkning, men et Resultat af de materielle Kræfters Ophobning under deres dialektiske Udvikling. Her spiller racemæssige Faktorer ingen som helst Rolle.

Den gamle Opfattelse af Begrebet »ethnos« eller »Stamme« må opgives, og Forhistoriens Udforskere står over for den Opgave at erstatte en videnskabelig Betegnelse som »Etnologi« med et mere adækvat Udtryk; thi »Stamme« (Ethnos) er ikke et racemæssigt, men et økonomisk-sociologisk Fænomen. Renhed i Stammen eller Nationen, »ublandet Blod«, etc., er uvirkelige Fiktioner, et Produkt af en tusindårig Herskerstilling hos bestemte Klasser, der tilrev sig Magten og søgte at isolere sig. Raceprægede Kulturer findes der lige så lidt, som der findes raceprægede Sprog. Der findes et System af Kulturer, ligesom der findes forskellige Sprogsystemer, der afløser hinanden Hånd i Hånd med Skred i Samfundsformerne og de økonomiske Systemer.

September 1946

Charles Dickens.

Af professor Dr. phil. C. A. Bodelsen

Charles Dickens, Englands største romanforfatter, blev født i 1812 og døde i 1870. Det vil sige at hans liv faldt i den tid hvor industriens gennembrud fuldbyrdedes, og hvor konflikten mellem det 18de århundredes agerdyrkende, aristokratiske England og det 19de århundredes borgerlige industrisamfund nåede sin krise. Det var en periode som føltes af dem der stod midt i den som revolutionerende og præget af vældige fremskridt, men det var også en kaotisk tid, hvor manglende tilpasning til de nye økonomiske livsvilkår førte til et uhyre spild af kræfter: ikke blot resulterede de mangedoblede produktionsmuligheder ikke i nogen forøgelse af den store befolknings lykke og velvære, men det kan uden overdrivelse siges at industrialismen i dens tidligere faser skabte større elendighed for flere mennesker end man havde kendt på noget tidligere tidspunkt af landets historie.

Det er dette England der er scenen i hans bøger, myldrende, travlt og broget som gaderne i en stor by. Et indtryk af fylde udgår fra dem, men også en følelse af virvar og rådløshed. For ganske vist var Dickens klar over at der var noget galt med den verden han levede i - han havde meget mere nerve derfor end hans samtidige Thackeray og George Eliot, ja selv end »sociale« forfattere som Kingsley - men han kunne ikke sige hvad det var der var i vejen. Han kendte ikke noget videre til økonomi eller historie. Han var overhovedet ikke nogen videre intellektuel mand og læste ikke stort andet end romaner, og han havde ingen politisk filosofi der kunne give ham en nøgle til forståelsen af hvad det hele betød.

At Dickens syn på samfundsspørgsmål var meget radikalt, målt med den tids målestok, skyldes dels en medfødt smag for lighed og social retfærdighed, og dels visse oplevelser han havde som barn og ung mand. Han hørte til en familie der førte en usikker tilværelse i underkanten af middelklassen, og som ganske manglede de egenskaber der skaffede én fremgang under den tids hårde konkurrenceforhold. Dens medlemmer regnede sig for »gentlemen«, men den ville utvivlsomt have været dømt til at synke ned i de deklasseredes underverden, hvor alt håb lades ude, hvis tilfældet ikke havde udstyret den ene af John Dickens sønner med usædvanlige litterære evner.

John Dickens, digterens fader, havde en beskeden stilling på et regeringskontor. Det er ham vi møder som Mr. Micawber i »David Copperfield«. Han var en elskværdig og munter mand, ganske uden de spidse albuer som plejer at være nødvendige for at have fremgang i livet, og udstyret med den farlige art af optimisme der får én til at bruge flere, penge end man tjener og til at udstede veksler man ikke kan indfri. Hos hans andre sønner var denne egenskab så udviklet at digteren senere i livet måtte indrykke annoncer i bladene hvori han fralagde sig ansvaret for deres transaktioner.

Faderen var en velkendt gæst hos pantelånerne og sad i lang tid i gældsfængslet. Den fremtidige digter blev som lille dreng sat til at arbejde på en blanksværtefabrik. Den måde hvorpå han tog denne oplevelse er overraskende for en nutidslæser. Vi er vant til at store mænd der er begyndt som vogterdrenge er stolte af det. Dickens holdt sin overvundne modgang hemmelig, selv for sin nærmeste familie. Han betroede den som midaldrende mand til sin ven Forster som om det drejede sig om et mørkt punkt i hans fortid. Han undgik altid den gade hvor fabrikken lå og kunne hele sit liv ikke tåle lugten af blanksværte.

Naturligvis var det ikke fordi han var en snob der skammede sig over sin oprindelse. Det var fordi han følte det som om han dengang havde været så nær ved at styrte i en afgrund at han endnu blev svimmel når han blev mindet derom. Man må jo nemlig huske at alt dette foregik på et tidspunkt hvor snesevis af tusinder af børn tjente som de nye industriers kanonføde og aldrig kunne gøre sig håb om at blive andet end forsultne og analfabetiske arbejdsslaver, med mindre de da gled over i kriminaliteten. Meget i Dickens’ bøger tyder på at han kredsede om den tanke at han med en smule mindre held kunne være endt som en af de forbrydere fra den londonske underverden som han beskriver i »Oliver Twist«, en tyv, måske en morder.

Hertil kom en ulykkelig kærlighedshistorie, en forelskelse i en velhavende ung pige, som hans fattigdom og ringe fremtidsudsigter hindrede ham i at blive gift med. Også den holdt han hemmelig - den kom først frem efter hans død. Det er tydeligt at han som ung mand har følt sig spærret inde i et ulyksaligt miljø, som han ikke øjnede nogen chance for at slippe ud af, indtil han pludselig, til sin egen overraskelse, opdagede at han kunne skrive bøger.

Folk der har tilhørt en sådan familie, der fører en håbløs kamp for at bevare sin middelstandsposition, og som må leve mellem mennesker som de regner for at stå socialt langt under dem selv, kommer ikke sjældent til at hade de fattige. Undertiden bliver de nazister deraf. Dickens gik det omvendt: hans barndoms oplevelser gjorde ham til demokrat, den største og med een undtagelse - Fielding - den første i den engelske romanlitteratur. Lighedsbegrebet og det sociale retfærdighedskrav var hos ham ikke blot teori; følelsen af broderskab med alle mennesker var noget der sad ham i blodet. Han er den første engelske forfatter der skildrer de fattige, ikke med en velvillig tilskuers medfølelse, men som om han var en af deres egne.

Forfattere og kunstnere af en skole der regner sig for mere realistisk har i en senere tid været tilbøjelige til at skildre de fattiges liv udelukkende gråt i gråt. Rotterne, skarnkasserne og de forsultne børn har bredt sig altfor ensidigt i den såkaldte sociale kunst. Det billede Dickens giver af verden er, trods hans romantiske indstilling og hans forkærlighed for at skildre tingene ved hjælp af humoristiske overdrivelser, mere virkelighedstro end deres, fordi han har en digters evne til at se tingenes virkelige væsen på trods af teorierne. Han kunne ikke blot dele de fattiges sorger, men også deres glæder. Egentlig har han vistnok ment at de havde mere livskunst end de rige, og at de havde en mængde glæder som de mere velhavende udelukkede sig fra i deres omhu for at bevare værdigheden og den sociale position. De havde det simpelthen, trods deres genvordigheder, morsommere end dem der stod socialt over dem, og de var selv morsommere. Det er kun når han gør dem til hovedpersoner i et stykke folkekomedie, som fiskerfamilien i »David Copperfield«, at taget glipper for ham. Men Dickens havde det overhovedet sådan at han ikke kunne gøre sine personer levende med mindre han så gennem humorens briller.

I modsætning til så godt som alle andre samfundsreformatorer på hans tid mente han åbenbart ikke at det var »underklassen« (et ord han selv afskyede) der skulle lære noget af den fremgangsrige

middelstand, men snarere omvendt. »Heltene«, i ordets tekniske forstand, i hans bøger er i reglen forarmede »gentlemen« - det var en tradition han havde overtaget fra det 18de århundredes roman - men heltene i en anden forstand, de personer som skildres med mest sympati, og som skal repræsentere de egenskaber han sætter højest, er jævne folk. Den mest sympatiske person i »Store Forventninger« er f. eks. Joe Gargery, den godmodige landsbysmed, der hverken kan læse eller skrive, men som har langt mere ægte godhed og finfølelse end »helten« Pip, hvis karakter er godt på vej til at ødelægges af hans sociale fremgang.

Gennem denne bog går der i det hele taget en konsekvent kritik af den victorianske succesdyrkelse. Den er en variation over det gamle tema: landsbydrengen der vil erobre prinsessen og det halve kongerige, men med den uventede drejning at hans erobring ikke er noget værd, at den bringer ham i fare for at tage skade på sin sjæl, og at han ville have været et bedre og lykkeligere menneske hvis han var blevet hjemme i sin landsby.

Men forøvrigt havde Dickens en forudsætning for sit demokratiske livssyn som er yderst sjælden: han havde åbenbart overhovedet ingen følelse af afstand mellem sig selv og andre mennesker. Ikke alene elsker han folk hvis sociale stilling er langt ringere end hans egen, men - hvad der er meget sjældnere - han havde den samme broderskabsfølelse overfor mennesker der var mindre dygtige eller mindre begavede end han selv. Han elsker enfoldige mennesker, og har tydelig nok ment at der skal et stænk af naivitet til for at man skal være rigtig tiltalende. Ja selv de åndssvage, der forekommer i så rigt mål i hans bøger, er altid skildret med sympati, endog med kærlighed. Få af hans personer er f. eks. så indtagende som den halvgale Mr. Dick i »David Copperfield«.

Han holdt af venlige, livsglade og muntre mennesker og af sære og løjerlige mennesker. Der er egentlig kun to typer som han afskyr og som går igen atter og atter hos ham. Den ene er den sure, trættekære kone, der gør livet til et helvede for sin mand. Den anden er helvedsprædikanten, der vil forbyde folk uskyldige glæder. Der er et helt galleri af de sidste i hans bøger - forresten morer han sig åbenbart så meget over deres besynderligheder at han undertiden helt glemmer at være vred på dem, og det samme gælder de fleste af hans »store« skurke, som hykleren Pecksniff i »Martin Chuzzlewit«.

Foruden hans evne til stemningsskildringer - til at udstyre de døde ting, huse, gader og landskaber, med et næsten mystisk indre liv - viser Dickens’ genialitet sig i hans næsten ustyrligt frodige personskabende evne. Hans bøger er, med een undtagelse (»Store Forventninger«), enten helt formløse eller underligt forvoksede. De har et skelet af en handling, som i hans senere romaner er yderst udspekuleret og indviklet, men den spiller ingen rolle; det er ikke for dens skyld at man læser bogen, og han afbryder den hvert øjeblik når han finder på noget andet som morer ham, selv om det ikke har det mindste med historien at gøre. Han udgav alle sine bøger i hefter, og begyndte altid at trykke dem længe inden han havde fået skrevet dem færdig. Når han så gik i stå, var hans universalmiddel at opfinde en halv snes nye personer. Jeg har ikke talt dem op, men der må være op imod tusind af dem i hans produktion. Han er som en tryllekunstner, fra hvis uudtømmelige høje hat der kan hentes en uendelighed af de mærkeligste ting. Han øser disse personer ud over sine bøger, som om der altid var nok at tage af, og synes aldrig at bekymre sig om at økonomisere med sin opfindsomhed for at få den til at strække til.

De mindste bipersoner, som blot viser sig på scenen et øjeblik for derpå at forsvinde igen for bestandig, får deres del af rigdommen. Gang på gang sker det f. eks. at når en af hans personer kommer ind på en kro, så får man et legemstort portræt af opvarteren, udstyret med mere liv end der er i alle personerne tilsammen i mange andre forfatteres bøger. Man behøver blot at tænke på tjeneren der lokker den lille drengs middagsmad fra ham i »David Copperfield«, »den analytiske kemiker« i »Vor fælles Ven« eller den sure tjener der serverer te for Pip og Estella i »Store Forventninger«.

Enkelthederne virker hos Dickens altid sande, fordi der er set med en digters øjne og skildret med en digters evne til at meddele det han har set til andre. Selv hans ofte kritiserede overdrivelser er blot en speciel kunstnerisk metode at gengive virkeligheden på, som er i slægt med den moderne malerkunst og film (Chaplin). Men det mønster hvori enkelthederne er anbragte er mindre sikkert opfattet og skildret.

For en del er dette vel noget han har til fælles med alle andre forfattere der prøver at skildre et samfund der er ved at forandre sin struktur. Det tager tid før man får det rigtige perspektiv, og før billedets enkeltheder falder på plads, og det er vanskeligt at frigøre sig fra de forestillinger om tingene man har fra sin læsning af ældre litteratur. Særlig svært var det naturligvis for en mand af Dickens’ type, som var uden intellektuel ballast, og som var tilbøjelig til at tabe de store linjer af syne i sin optagethed af detaljernes mangfoldighed.

For en sociologisk interesseret læser er det f. eks. mærkeligt at iagttage hvor længe det varer inden Dickens bliver rigtig klar over hvad det egentlig er der er ved at foregå i det samtidige England. Han levede i en tid hvor den økonomiske magt lå i hænderne på fabrikantklassen, og hvor det var den der begik de værste af de misbrug som magtens indehavere ifølge den menneskelige natur nu engang er tilbøjelige til. Men når han i sine første bøger vil skildre en ubehagelig overklassetype er det ikke en fabrikant han vælger men en adelsmand, vel sagtens fordi det var adelen der havde haft magten for en generation siden, og fordi den aristokratiske skurk var en velkendt figur i folkekomedien og det 18de århundredes roman. Da han anbragte Sir Mulberry Hawk som skurk i »Nicholas Nickelby« har han forøvrigt næppe af selvsyn kendt nogen af hans klasse. Senere fik han mere forstand på den: aristokraten Sir Leicester Dedlock i »Bleak House« er ikke nogen teaterskurk, han ligner mere en meget fin og meget kostbar hund eller hest end et menneske. Han er skildret med ikke ringe sympati, men helt uden imponerethed. Den borgerlige rigmand i hans første bøger er gnier, som Ralph Nickleby eller Scrooge i »Juleeventyret«, et aldeles urealistisk træk, som er overtaget fra den ældre litteratur.

Også her lærte Dickens efterhånden som han blev ældre. »Strenge Tider« er en overordentlig skarp kritik af den midt-victorianske fabrikanttype og den karikatur af den økonomiske liberalisme den havde gjort til sin filosofi. I Mr. Dombey giver han et afskrækkende billede af den nye borgerlige patriciertype, der er ved at overtage den aristokratiske tradition. Og i hans sidste fuldførte bog, »Vor fælles Ven«, er han næsten fremsynet: de matadorer som færdes i Veneerings hus er ikke fabrikanter; de har ikke at gøre med maskiner, men udelukkende med penge. De har knap nok penge selv, men lever af at manipulere med andres.

Dickens’ småkårsfolk er håndværkere, fiskere, småhandlende, underordnede kontorister, folk der lever af underlige små jobs, men så godt som aldrig industriarbejdere. London, som var den eneste store engelske by han rigtig kendte, var dengang ikke nogen industriby. Han har åbenbart slet ikke kendt typen og har på en enkelt undtagelse nær været klog nok til at lade være med at give sig i kast med at skildre den. Når han en enkelt gang prøver at give et billede af en industriarbejder, som i »Strenge Tider«, er han ikke til at kende som sådan. Han er en asketisk, selvlærd intellektuel, som er skildret ganske uden den menneskelige varme hvormed Dickens ellers fremstiller sine underklassefigurer. Han er endogså af idealistiske grunde modstander af strejker, som han betragter som udslag af en desperat mentalitet og som skadelige for arbejderklassen. Dickens synes at dele denne anskuelse, noget man forstår bedre når man tænker på hvor lidt udsigt de med tidens mangelfulde fagforeningsorganisation havde for at gennemføres med held.

Et problem som samtiden var meget optaget af var den voksende kriminalitet, som vi nu kan se var et biprodukt af den planløse økonomiske udvikling og den mangelfulde børneforsorg. Denne interesse delte Dickens. Hans optagethed af forbrydelser og forbrydere nærmer sig ligefrem til en tvangstanke, måske, som ovenfor nævnt, på grund af en skræk som sad ham i kroppen siden hans barndom for hvad der kunne være blevet af ham selv, hvis der ikke uventet havde »vist sig noget« for hans fader. Forbrydelsen er hos ham altid omgivet af en egen nerverystende gru, som han på en næsten hypnotisk måde forstår at lade gå videre til læseren. Jeg har ofte tænkt på om dette måske hænger sammen med de offentlige henrettelser på hans tid - han overværede flere af dem - at han altid skildrer forbryderen som jaget af en mareridtsagtig rædsel for sin egen ugerning. Havde tidens barbariske straffemetoder virkelig opnået den virkning at fornedre selve forbrydelsen og omgive den med gru? Sikkert er det at Dickens slet ikke kendte den forbrydertype som besættelsestiden har vist os eksisterer selv i de fredeligste samfund: manden der uden at blinke begår mord for et par kroner, eller blot for fornøjelsens skyld, og går hjem og sover de sagesløses søvn ovenpå.

Dickens var en radikal demokrat, meget radikal efter datidens målestok. Han var utilfreds med den bestående samfundsordning, men hvis man vil vide hvad han da ville sætte i stedet for den, spørger man forgæves. Han var opdraget i den radikale liberalisme fra 1830’erne, som hævdede at kræfternes frie spil ville føre til et maksimum af lykke for det størst mulige antal. Han blev hele sit liv ved med at dele den liberale tro på fremskridtet, på frisindet, og på at menneskene i det store og hele var gode og kunne blive bedre. Men troen på at kræfternes frie spil kunne gøre verden lykkelig mistede

han tidligt, og han vendte sig meget skarpt mod den daværende økonomiske liberalismes lære om at lønningerne ved en slags naturlov droges ned mod det absolutte eksistensminimum, så at det var håbløst, ja skadeligt, at forsøge at forbedre underklassens kår. Han lod sig heller aldrig blænde af den udbredte fejltænkning som satte landets velstand lig med den samlede sum af penge og goder uden hensyn til deres fordeling. Han hadede Manchesterskolens materialistiske opfattelse af samfundet som et ubønhørligt økonomisk maskineri som knuste menneskeskæbnerne mellem sine tandhjul. Men alt dette var hos ham ikke så meget et resultat af tænkning som af en blind og instinktiv uvilje mod noget som frastødte ham rent menneskeligt. Han vidste ikke andet at sætte i stedet for Manchesterskolens mekaniske økonomiske love end en større indsats af medmenneskelig godhed og velvilje fra det enkelte individs side.

Som næsten alle dengang nærede han den største mistillid til statsindgreb og til staten overhovedet, naturligt nok hos folk der lige var kommet ud af det 18de århundrede, hvor så godt som alle indblandinger i dagliglivet fra statens side havde været skadelige. Overalt hvor han så det offentlige udøve en virksomhed var den endnu forkert: fattighuse der var en slags koncentrationslejre, omsvøbsdepartementer, embeder der kun eksisterede for at afgive ben til politikernes svogre og nevøer, domstole der var en halv snes år om at afgøre sagerne og ruinerede begge parter i mellemtiden. Parlamentet, som jo dengang endnu langtfra var valgt efter demokratiske principper, stolede han ikke på. Han kendte det fra den tid da han havde været rigsdagsstenograf og mente at de to store partier tænkte mere på at mele deres egen kage end på befolkningens vel. Staten stod for ham, som for de fleste andre dengang, som en hindring for fremskridtet; det var utænkeligt for dem at den kunne bruges som et redskab i dets tjeneste. Hvad blev der da tilbage at håbe på andet end et sindelagsskifte i retning af større næstekærlighed og hjælpsomhed? Hans sociale Ideal er den godhjertede velstillede mand som kommer sin betrængte medborger til hjælp med en stegt kalkun, en kurv med vinflasker og løftet om en god stilling på hans kontor.

Man må være en større optimist og en ringere menneskekender end Dickens for i længden at tro at man kan komme ret langt ad den vej alene. Måske er det en af grundene til den melankoli og det mismod, som overvældede ham i hans sidste leveår, og som lægger en skygge over hans sidste bøger.

Februar 1947

H. C. Andersen og Folket.

Af Harald Rue

»Jeg hører ikke til de modige, det er tit nok sagt mig, og jeg tror det selv, dog må jeg erklære, at det kun er de små farer, som ret ængste mig, derimod under de større, og når der virkelig er et udbytte, da har jeg en vilje, der trænger igennem, en vilje, der år for år er bleven fastere, jeg skælver, jeg frygter, men jeg gør dog det, jeg anser for det rigtige; og jeg skulle tro, at når man har medfødt fejhed, og dog af egen drift bekæmper denne, så har man gjort sit og kan nok være sin medfødte svaghed bekendt.« H. C. Andersen om sig selv.

Et af de store skel i litteraturen går mellem den folkelige digtning og den akademiske. Tit mærker man straks og stærkt hvad for en af de to verdener digteren hører til i, og moderne selvbiografier viser en klar bevidsthed derom. Gorki kaldte et af bindene i sit levned, hvori han fortæller om sine arbejdspladser og sit liv mellem alle lag af det russiske folk, undtagen de fornemme, for »sine universiteter«. Det er ikke svært at skelne de to grupper indenfor vore dages digtning, vi har værker som Sjolokoffs »Stille flyder Don« og Haseks »Gode soldat Svejk« på den ene side og Huxleys »Fagre ny verden« eller »Kontrapunkt« og Jules Romains »Gode viljer« på den anden. Danske paralleller er Beckers og Paludans forfatterskaber. Præget af folkelig fantasi eller akademisk skolet iagttagelse går så dybt, at det er hovedtrækket i digterbegavelsen.

Man må dog ikke overse at flere af verdenslitteraturens store folkebøger, især fra ældre tider, er skrevet af akademikere - som Rabelais’ »Gargantua og Pantagruel« og De Costers »Uglspil og Lamme Goedzak« - Rabelais var læge, De Coster drev både juridiske og litterære universitetsstudier. Selve uddannelsen behøver altså ikke at være det afgørende, men den kan blive det, og er det ofte, eller den kan føre til store konflikter for digteren i hans forhold til folket og i hans forsøg på at blive dets talsmand. Dette var tilfældet for H. C. Andersen.

*

Som fjortenårig, fattig dreng rejste han til København, hvor han ankom med knap ti rigsdaler i lommen og uden nogen som helst at ty til, hverken familie eller bekendte. Fra barndommens læsebøger står fortællingen om denne rejse indprentet i de fleste danskes erindring. Den gik stik imod al den sunde borgerlige fornuft der blev præket for ham enslydende af prinsen han havde opsøgt på Odense slot og af naboerne i Munkemøllestræde. Men han rejste, det var livet om at gøre, og i senere år fejrede han altid ankomstdagen, d. 6. september 1819, som sin egentlige fødselsdag, den dag han gik ind til berømmelsen, som han ikke ønskede af ren forfængelighed, men fordi den var vejen ud af den fortrykthed hans fattige barndom havde lært ham at kende og frygte.

Han drømte om storhed og fik drømmen opfyldt både i åndslivet og samfundet, han blev etatsråd, konferensråd og æresborger i sin fødeby, men han betalte det dyrt. Han måtte søge beskyttere og velyndere overalt hvor de var at finde, som ganske ung i embedsaristokratiet, som kendt digter på herregårdene, hvor han drev systematisk gæsteri, ved hoffet og til sidst som gammel, hypokonder pebersvend hos et par københavnske familier indenfor den højere finansverden. Mellem disse mennesker levede Andersen sit private liv, når han ikke var på rejser i udlandet, og så overvældede han dem med breve.

At en digter fra folkets mindst agtede og fattigste lag på den tid - i det synkende enevældes, men uskadt overlevende embedsvældes Danmark - ikke fik adgang til så fine kredse uden at tilpasse sig efter dem, siger sig selv, og fremgår ellers med forstemmende tydelighed af hans omfattende korrespondance, når man læser den med forståelse for den art fænomener. I 1872, da Andersen dog som verdensberømthed skulle synes uafhængig, skrives der til ham fra et af finanshjemmene, at murerne har fulgt det dårlige eksempel og strejket - hvad der efter brevskriverens mening bliver værst for arbejderne selv - og digterens svar lyder som et rent ekko: »Tak for alt, hvad De fortalte mig om bevægelsen i København. Give Gud alt må blive ved det gode gamle, og at ingen ildesindede bringe fortræd og ulykke! Jeg har været meget bedrøvet over, at slige bevægelser kan finde sted i det ellers så sindige og i grunden godmodige danske folk.«

At det var et ekko, ser man af at når der kom uundgåelige konflikter for ham selv havde han ømfindtlighedens klarsyn. Nogle måneder efter ovenstående brev fik han - under et herregårdsbesøg - ideen til en fortælling der skulle handle om »de tre grundlag i livet, stamtræ, penge og geni« - hans egen kamp for tilværelsen - men man forstår hvorfor han samtidig måtte bekende til sin dagbog at han »kunne ikke magte og forme det.« Den tankerække der ligger i de tre ord: adelsmagt, pengemagt, åndsmagt, havde han aldrig mægtet at føre til ende, da han så måtte tage konsekvensen, den fuldstændige lokale isolering, der vel heller ikke var til at klare i datidens lille København.

I denne sammenhæng forstår man også mange andre ting der ser mærkelige ud: det varede 28 år, inden han optog »Den onde fyrste« i sine danske skrifter, og »Herrekortene«, der ved fremkomsten blev kaldt republikansk, ville han ikke optrykke; da han på et italiensk hotel blev vist ned i en folkestue hvor der sad bluseklædte folk, udbrød han forarget: »Her spiser jeg ikke«; og han blev irriteret da han fik at vide, at en arbejder der havde besøgt ham for at vise ham sine digter også havde skrevet socialistiske sange.

Fra dem der stod i den anden lejr blev der tidligt gjort opmærksom på denne skæve stilling. I 1842 kom det indflydelsesrige politiske og litterære tidsskrift »Corsaren«, det mest frygtede satiriske blad Danmark har haft; redaktøren, M. A. Goldschmidt, skrev i en anmeldelse af rejsebogen »En digters bazar«: »Af H. C. Andersen, som er udgået af folket, som har kæmpet armodens tunge kamp mod rigdommen, som har set undertrykkelsen og underkuelsen i øjnene, havde vi ventet følelse for folkeslagene, for deres armod, for deres underkuelse. Om end blot nogle få strøg, nogle få bævende greb i strengene havde vi ventet af den folkebårne digter .... de døde stene har han kun givet liv. Kun folkeslagenes liv har for ham været en død sten.«

*

Alt dette havde mere fribårne ånder blandt digterens samtidige meget godt blik for, og det gør kun billedet af ham dagligstueagtigt og uinteressant, når man forsøger at forskønne på det. Alligevel er det indlysende, siden eventyrene læses verden over, at han ikke har ladet sig opsluge af tankegang og livsvaner fra disse samfundskredse, og de lod ham heller ikke komme nærmere end en lovende protegé, senere en berømt personlighed, en interessant og underholdende gæst eller en ven af huset, nogen intim ven fandt han ikke blandt dem. Offentlig, men uden stolthed, vedkendte han sig det i selvbiografiens ord: »Jeg er med alle mine mange sande, trofaste venner dog en ensom fugl.«

Der gik lang tid inden han i sin private tilværelse nogenlunde kom på højde med sine beskyttere, hvad der gav sig udslag i at han så viste samme utiltalende lunefuldhed som han selv havde mødt. Til sidst kunne verdensberømtheden endda tillade sig at drille lensgrevinder, hvad maleren Zahrtmann har fortalt om i en morsom skildring af en større scene, Andersen laver på en herregård, hvor han har fået lærredsbetræk på fodstykket i sengen i stedet for silke. Da han bagefter beder Zahrtmann tage med til næste herregård, er hans sidste argument mod malerens vægring: »Tag alligevel med. Det ville more mig at se grevindens ansigt, når hun fik Dem i tilgift.«

Derimod varede det ikke længe, før hans digtning hævede sig over dem, uundgåeligt naturligvis, da hans geni måtte bæres af noget stort for at løfte sig, og de med al venlighed hos kvinderne og alle traditionelt anerkendte dyder hos mændene ikke havde hverken storhed eller ånd der slog til mere end stedet og tiden. Ikke den mindste gnist af en adelsdigtning har vi fra den periode; når det embedsmandsagtige viser sig, som i slutningen af Egede Schacks »Fantasterne«, gør det et ellers levende værk uvirkeligt og tomt; og da der med naturalismen kom en livskraftig borgerlig digtning, var den radikal og oprørsk. Det der har båret Andersens digtning ud til folkene, er netop det der førte ud over den lille magtverden hvor han havde fundet et slags hjem.

Hos Collinerne var han kommet ind i landets ledende embedsmandsmiljø, den gamle Collin var gehejmekonferensråd, kongens rådgiver, og hans søn blev departementschef, senere sparekassedirektør. Det har altid med rette været anerkendt at den gamle Collin hjalp den unge Andersen ganske uselvisk og ud fra de ædleste motiver. Han ville redde ham fra at blive »ulykkelig og tabt for det borgerlige selskab« og det mente han kun kunne ske ved at gøre ham til akademiker. Hvis de umiskendelige digter-anlæg holdt ville han senere kunne fremtræde for tidens smagfulde læsere og dannede publikum, der jo var et akademisk produkt. Han skaffede ham penge til, gennem en lang og kvalfuld skolegang hos »underlig spidsborgerlige« lærere, at blive student. Det havde samme betydning som enhver faglig og formel skoling har, men det førte ham også frem til den herskende smag, så der gik mange år inden han fandt ind til det oprindelige i sig selv igen, med den første betydningsfulde roman, »Improvisatoren« fra 1835, og med eventyrene, hvoraf første hæfte udkom samme år.

Om sønnen Edvard Collins venskab med digteren har der stået stadig strid siden han efter Andersens død udgav en tyk bog til forklaring og forsvar. Men eet er ingen i tvivl om, det departementalt kølige, bedrevidende og formelle i hans væsen og i venskabet fra hans side, det der en dag fik Andersen til at kalde hans hjem for det embedsstolte kontor, hvor fruen og datteren var det eneste solskin. Det er ikke tilfældigt at en sådan ven også ville opdrage på digteren og helst hjælpe ham til »en højere smag, en skarpere sans for det passende«.

Et par eventyr, »Springfyrene« og »Skyggen«, der begge har tilknytning til dette hjem er oplysende for hvordan Andersen frigør sin digtning fra sine omgivelser, selv når han rammer disse omgivelsers ånd. En dag viste Collins datter ham en springgås og bad om et eventyr, således kom ideen til hans klassiske satire over embedsprotektion til ham i et repræsentativt embedsmandshjem, eventyret om hvordan de dygtige konkurrenter besejres af et skrog, der ikke selv kan springe men skubbes ind i stillingen af en højtstående beskytter. Mellem bifigurerne møder vi ham der er blevet rådmand og har fået tre ordener »for at tie stille«. Dette eventyr læste han op for familien om aftenen, så selv om loppens høje hop nok er hans eget overfor disse kredse, har han hævet det så højt op over personlige anliggender at det rammer endnu.

Edvard Collin meldte sig som model til skyggen, der tilegner sig alt det den lærde har udforsket og har at fortælle menneskene om det sande, det skønne og det gode, hvad der efter den tids filosofi vil sige åndslivets hele område. Edvard Collin har således været den personlige irritation der fik Andersen til at digte sit bitreste eventyr om de skabende ånder og dem der administrerer åndslivet, som deres egen ånd kun er skyggen af, det skarpeste billede der findes i vor digtning af dette åndsdræbende danske bureaukrati; siden enevælden administreres store dele af Danmarks åndsliv fra ministerialkontorer, både teater, universitet og skole, kunstakademi og en del legater. Men alt dette lokale og snævre bliver først et andersensk eventyr ved at digteren heri genkender noget mere omfattende, den uproduktive ånd, den litterære, videnskabelige og kunstneriske snylter, og eventyret siger os så meget fordi vi selv kan forsyne skyggen med aktuelle navne, og vi genkender metoderne.

Under dække af eventyrets fantasiform var det dengang lettere at få en sådan satire frem end i romanens hverdagsskildringer, men også her lykkedes det ham. Den bedste af hans romaner, »De to baronesser« fra 1849, er påbegyndt hos en hertug og afsluttet på en herregård, hvor digteren sov med ni-takket grevekrone over sit hovedgærde. Men forholdet mellem bonde og herremand, der er det vigtigste af romanens temaer, betragtes ikke fra herremandens synspunkt men fra bondens, og holdningen er vidt forskellig fra den vi træffer i de breve han stilede »Nådigste hertuginde« eller »Kære, velsignede fru grevinde«.

Et direkte og uforsonligt angreb ville han ikke føre, og kunne iøvrigt heller ikke, han måtte lade det komme gennem en bizar person, en ikke almindelig godkendt type. En bondedatter hvis far har redet træhesten bliver på romantisk vis baronesse. I stedet for at nyde ophøjelsen, tager hun sejt og hårdt hævn over baronens slægt, og som gammel original hundser og håner hun adelen, mens hun hjælper godsets bønder. Når Andersen åbnede for den bedske del af sit kendskab til herregårdene, tog han gerne samtidig visse forbehold ved som høg over høg at indføre en hæderlig gammel greve af landets ældste slægt, i »Alt på sin rette: plads«, en ædel prinsesse, i * Gartneren og herskabet«, og her i romanen kongen. Da Frederik den 6. dør ophører hun, i mindet om stavnsbåndets løsning, med sin kamp. På den måde forsonede Andersen sin personlige stilling med det syn der var hans særegenhed mellem tidens andre store digtere, perspektivet nedefra, det hvori folket fik alle ting og forhold at se.

*

Det var romanerne om hans eget livs problem, »Improvisatoren«, »Kun en spillemand«, og fortællingerne i »Billedbog uden billeder« der gjorde H. C. Andersens navn kendt i Europa. De to romaner handler om det fattige genis kamp og i den ene dets sejr, i den anden dets undergang af mangel på støtte. Han havde på den tid hvor den første udkom ideen til en anden roman, med motiv fra julirevolutionen 1830. En lille, fattig dreng der kæmpede mellem frihedsheltene, såredes under stormen på Tuillerierne og blev fundet død på Frankrigs trone. Andersen besøgte hans grav da han tre år efter revolutionen var i Paris, han var meget optaget af hans skæbne, men det blev ikke til nogen roman, kun til den lille, knappe beretning på den femte aften i »Billedbog uden billeder«. Den slags stof har åbenbart været for politisk, om ikke for den der fik ideen, så for de omgivelser der til dels bestemte over hans muligheder. I 1838 skrev han et digt »Mene, mene tekel«, et varselskrift over tyranniet i zarens Rusland, flittere i Frankrig og mammon-dyrkelse i England, hvorom der siges: ”Rundtom myldren og beregnen! Som en billedlig betegnen knejser i den rige havn stolt en guldkalv, som man kranser, alt Europa om den danser, Børsen kaldes den ved navn”. Det blev forbudt at fremsige dette digt på teatret, og det blev først trykt efter hans død.

*

Eventyret er folkets klassiske fortælleform, og når sproget lægges nær op ad børnenes måde at tænke og tale på nærmer det sig det mundtlige og det folkelige og fjerner sig i samme grad fra det akademiske. I sine »Eventyr fortalte for børn« frigjorde Andersen sig helt.

Dette ny blev der straks gjort indsigelse imod. Datidens »Litteraturtidende« stillede fortællemåden overfor en traditionelt akademisk, hos Molbech, og foretrak denne. Et andet tidsskrift tog sig af det moralske og påtalte det skadelige for børnene i at læse om en prinsesse, der kysser en soldat, i »Fyrtøjet«, en bondekone der beværter degnen når manden er ude, »Store Claus og Lille Claus«, og over at »Prinsessen på Ærten« må give barnet den »falske forestilling, at så høj en dame altid må være så forskrækkelig ømskindet«. Dette står der virkelig, således blev eventyrene bedømt da det første hæfte udkom. Det vil måske ikke forbavse den der kender den slags tidsskrifter, men er dog værd at genopfriske.

Men her gav Andersen sig ikke. Da han havde fundet sin form, fik han udløsning for alle sine fineste egenskaber, lunet, det kåde humør, glæden ved den vittige og træffende replik, ironien og satiren, og forståelsen for de små og for det store. Det gælder både når han benyttede gamle eventyr, og når han digtede ny. »Kejserens nye klæder« har han andetsteds fra, men det kendes nu i hans udformning med den befriende replik: »Men han har jo ingenting på!« Den gamle bondedrøm i »Klods-Hans« kunne ikke gøres bedre, men han fortalte den morsommere, og i »Svinedrengen« er spotten over fornem skabagtighed og anden unatur Andersens egen. Ligeså præcist formede, og uden noget traditionelt skema, er de han selv har fundet på, som den forargede sladders ene fjer der bliver til fem høns i »Det er ganske vist«. Mellem dem findes også fortællinger som »Vanddråben«, »Den lille Pige med svovlstikkerne« og »Hun duede ikke«, der ikke alene er fuldendte i sig selv, men også forspillet til den store socialistiske roman, der skulle komme senere. Ind imellem kommer morsomme stykker som »Stormen flytter skilte«, »Gårdhanen og vejrhanen« og »Et godt humør«. Til de selvopfundne hører endelig de, hvori han har lagt det dybeste han havde at sige om menneskenes storhed, deres stræben, deres fald, deres tvivl og selvopofrelse, det er sådanne som »Den grimme ælling«, »Klokken«, »Skyggen« og »Historien om en moder«.

Der findes fortællinger hvor Andersen digter sentimentale slutninger på ellers gode historier, som »Ane Lisbeth«, »Portnerens søn« og selvbiografien »Mit livs eventyr«. Det måtte blive sådan. Hvor det ikke er tilfældet viser hans eventyr og historier at han havde ret når han sagde om sig selv: »Jeg er ikke - som Sibbern har troet om mig - et fromt og drømmende barnesind.« Her hvor han kunne vise sin vilje, blev han folkets og folkeslagenes digter.

August 1947

Hvad skal der blive af mig?

M. Goldschmidt

Redaktionens Indledning: For 76 År siden, den 18. Marts 1871, fødtes Pariserkommunen som den arbejdende Befolknings første Forsøg på at skabe sin egen Stat. To Måneder senere blev Paris Vidne til Reaktionens hævn; 30.000 Mænd og Kvinder blev myrdet af den »demokratiske« 3. Republiks Fædre. Revolutionen inspirerede Arbejderne over hele Europa, og den satte sig Spor bl. a. i Louis Pio’s Agitation og i Georg Braivies' og Holger Drachmanns Udvikling.

Vi aftrykker her, som et også i denne Tid aktuelt Vidnesbyrd om den intellektuelles Vanskeligheder og Anfægtelser over for de politiske Begivenheder og Problemer et Stykke, som den danske Forfatter A. M. Goldschmidt skrev efter et Besøg i Paris i 1871 umiddelbart efter at Kommunen var slået ned. Goldschmidt var en central Skikkelse i dansk Åndsliv omkring Midten af det 19. Århundrede; som ganske ung udgav han det satiriske Blad »Corsaren«, der med stor Skarphed og meget Talent angreb den forældede Enevælde og var med til at bane Vejen for de Frihedstanker, der sejrede herhjemme i 1848. Allerede før den Tid opgav han dog Bladet og helligede sig derefter rent litterær Virksomhed; han skrev en lang Række Noveller og Romaner, flere af høj Kvalitet. Det her gengivne Stykke viser, at der har været Øjeblikke, hvor han anede den tragiske Konflikt mellem det Liv den borgerlige intellektuelle accepterede og hans inderste Samvittighed - den samme Konflikt, som belystes i Harald Rues Skildring af H. C. Andersen i sidste Nummer af TIDEN.

Goldschmidt opholdt sig i London i 1871 under Kommunens Opstand, men han følte sig uimodståeligt draget af Begivenhederne i Paris og tog derned, så snart Forholdene tillod det. Nedenstående Linjer er Slutningen af en længere Artikel om de Indtryk han modtog under sin Færden gennem Byen og sine Samtaler med dens Beboere.

*

Dette var den første søndag, pariserne i mange Tider havde haft til at nyde i Fred, og da jeg henad Formiddagen kom ind ved Triumfbuen, så jeg rigtignok Kørevejen, der ellers var fyldt med Ekvipager, aldeles tom; men Sidegangene vare sorte af Mennesker. Langsomt arbejdede jeg mig op til Place de la Concorde, Rue Royale, Boulevarderne - Alt en myldrende Strøm. Jeg gik ned ad Rue Richelieu, gennem Palais Royal, ad Rue Rivoli tilbage til Place de la Concorde - hele Vejen samme Trængsel, en Strøm, der syntes at gå i en umådelig Kreds. Men alle vare sortklædte, og der hørtes ikke et Ord. Der var ingen Stole udenfor Caféer og Restaurants, og alle Butikker vare lukkede. Jeg så ingen Børn, hørte intet Udråb - bogstavelig den dybeste Tavshed. Denne Stilhed virkede efterhånden med en Blanding af Tryk og højtidelighed. Folket var ude mellem Ulykkens Mindesmærker; men det standsede ingensteds. »Skønt seende, de så dog ej«, og der var i denne Ikke-Seen mere Bevidsthed om Ulykken, end noget som helst Udtryk af Nysgerrighed ville have forrådt. Den uoverskuelige, tavse Mængde gled forbi som dunkelt vidende om, dunkelt betagen af en Skyld, som valfartende uden at have et Mål. Tavsheden voksede over mig, indhyllede mig, fyldte mig med en særegen Kærlighed til Paris som den Stad, der på sin Bekostning gåer forrest med at gøre vor hele Slægts Forsøg, vover Alt, fra det Latterlige til det Sublime, lider mere end vi Andre, men også lever mere end vi.

Står Indtrykket af denne Dag som noget af det Største og Dybeste, jeg nogensinde har modtaget ved Syn på Omverdenen, så blev det dog i visse Måder overtruffet af en ganske lille Scene, som jeg oplevede næste Dag. Det var igen tidlig om Morgenen, i Rue Rivoli, tæt ved Finansministeriets store Brandtomt. Igen kom en Gruppe Soldater med halvfældede Bajonetter mig imøde; men denne gang havde de imellem sig en ganske ung Kvinde. Hun var temmelig høj, kraftigt bygget, med stort og solbrændt, men behageligt, jomfrueligt Ansigt. Efter Skøn, efter et vist Præg af Nethed eller Velhavenhed, måtte hun høre til den højere Arbejderstand. Hun var i højhalset, brun Kjole og havde i højre Hånd et stort, hvidt Lommetørklæde. Det syntes at være al den jordiske Ejendom, hun havde kunnet medtage, da de greb hende og førte hende til Krigs- eller Standretten. Men hvad der aldrig lader sig beskrive, var denne unge Kvindes Gang mellem Soldaterne. Jeg kunne med fuldeste Sandhed sige, at hun gik som en Dronning; men det ville være udsat for Misforståelse, som om der var noget Kunstlet, Teatralsk ved hende. Hun var hverken udfordrende eller skamfuld, men gik frem rank og fast, uden at se eller fornemme sig set, hyllet i sig selv, loftet ud over den Verden, for hvem hun nu var et besejret Udskud, men overfor hvilken hun vidste at have villet og givet sig idealt hen. Charlotte Corday kunne gået mellem Jakobinerne, Jeanne d’Arc mellem engelske Soldater, på samme Måde. Hun genvakte hos mig i al dens Styrke Tanken om, at midt i Forvirringen, Vildheden og Rædslen havde der været et Ideal. Hendes Skyld lå på den fine Grænse, hvor Kærlighed og Had mødes. Thi det er naturligt, menneskeligt, at man i sin Kærlighed til de Fattige og Lidende kan blive grebet af Had til de Rige, ligesom at de, der elske det borgerlige, velstående Samfunds Orden og Skønhed, kunne gribes af Had til dem, der rokke ved det. Kommer de til den Afgørelse, hvor det blotte Had står imod det blotte Had, så skal hver følge sin Fane og vove det Yderste for den. Det havde hun gjort, antager jeg efter hendes Ansigt og hendes Gang. Nu gik hun forbi og efterlod en uforgængelig Uro i mig. Thi jeg hører til dem, der kunne tale mere eller mindre kønne Ord om Ideen; men jeg har ikke vovet mig selv. Jeg véd, at jeg ikke har fuld Ret til at ligge i en god Seng og sidde ved et godt Bord, mens der suites og fryses udenfor; men jeg har ikke kunnet gå fra Bordet og fra Sengen. Det nytter ikke, at jeg siger til mig selv, at jeg hverken er Præst, Bisp eller Apostel og ikke har den hele Forpligtelse. Jeg har den, men kan ikke løse den, ikke vinde Livet ved at hengive det. På sin Måde har hun betalt sin Gæld, og hvad der så gøres ved hende, kan hun ikke være fortabt. Hvad skal der blive af mig?

Emile Zola

Af Werner Thierry

Det var Balzac, der først fik den Idé at skildre hele sin Samtid i en stor, sammenhængende Serie af Romaner, at vise i et mægtigt Totalbillede, hvordan Samfundet formede sine Medlemmer i alle Stænder, Håndteringer og Livsvilkår. Han døde under Forsøget på at fuldføre sin fantastiske Plan, der omfattede et Par Hundrede Bind.

En Menneskealder senere, henimod Slutningen af Napoleon den Tredjes Regering, det såkaldte andet Kejserdømme, tog en anden fransk Forfatter Arven op efter Balzac og udkastede Planen til en Række Romaner, der skulle skildre hele det franske Samfund i 1850’erne og 1860’erne. Denne Forfatter var Emile Zola.

Meget havde forandret sig i de fyrretyve År, der adskilte de to Roman-Kæmper. Balzac, der var en realistisk Digter, men levede midt i Romantikkens Tidsalder, følte sig som en Feltherre på Hærtog, da han kastede sig ud i sit enorme Arbejde; Napoleon var hans store Forbillede. Da den unge Zola i 60’erne rustede sig til sit litterære Felttog, domineredes Tidens åndelige Liv af Beundringen for den videnskabelige Forskning. Store franske Fysiologer og Biologer som Claude Bernard og Louis Pasteur gjorde Opdagelser af fundamental Betydning og virkede samtidig over for Offentligheden som energiske Agitatorer for den eksperimentelle Videnskab. Samtidig begyndte Darwins Tanker om Udviklingen og Slægtskabet mellem alle levende Væsner at trænge igennem i intellektuelle Kredse rundt om i Europa - ikke uden voldsomme Meningsudvekslinger for øvrigt! Den eksakte Videnskab blev Mønsteret for alt intellektuelt Arbejde, og Forskeren blev Tidens Ideal. Zola ville gøre Romanen til en videnskabelig Afhandling og Forfatteren til Videnskabsmand. I tidligere Perioder havde Litteraturen søgt at gribe gennem Fantasien, at opbygge gennem belærende eller afskrækkende Eksempler, at more eller begejstre. Zola siger: »Jeg ønsker ikke at moralisere, jeg er tilfreds med at være Videnskabsmand.« Nu er det let at se det naive i dette Forsøg på at gøre Romankunsten til en Videnskab - og Zola måtte forøvrigt selv opgive Illusionen om den gennemførte Objektivitet og Neutralitet i Litteraturen - men selve den heftige Stræben efter at konkurrere med Naturvidenskaben i ubestikkelig Søgen efter Sandheden var af stor positiv Betydning for Tidens Litteratur, og den gav hele den Epokes kulturelle Arbejde et meget værdifuldt Enhedspræg. Alle, Kunstnere, Videnskabsmænd, Teknikere, følte sig som Forbundsfæller i en stor, fælles Kamp for Oplysninger og Fremskridt, der rådede en tillidsfuld og stridbar Stemning iblandt dem, de var fulde af Tro på den menneskelige Tankes Evne til at afsløre stadig flere af Naturens Hemmeligheder og til at nyttiggøre sine Opdagelser i det praktiske Liv. Denne optimistiske Tro på Fremskridtet er i Virkeligheden den konstante Baggrund for alt, hvad Zola har skrevet, det er den, der ligger bagved selv hans mørkeste Skildringer af Livet i det Samfund, han gjorde til Genstand for sine Studier, og det er den, der får frit Løb i de smukt tænkte, men blodløse og enfoldige Bøger, han skrev efter at have afsluttet sit Hovedværk.

*

Adskillige Steder hos Zola, både i hans Værker og i direkte Udtalelser, viser der sig en dyb Respekt for Arbejdet. Det er et karakteristisk Træk hos hele denne Generation af energiske, fremskridtstroende Videnskabsdyrkere, men det havde også en meget personlig Baggrund for ham, idet Arbejdet på et vist Tidspunkt frelste ham fra at gå til Grunde i fuldstændig Selvopløsning og direkte Nød. Som 18-årig var han kommet til Paris fra Sydfrankrig, hvor han havde levet hele sin Barndom i den gamle By Aix; i de første År gik han omkring i Hovedstaden og fantaserede om lange, romantiske Digte, han ville skrive, uden Eksamen, uden Stilling, uden Penge. Han sultede og led under alle Fattigdommens fysiske og moralske Pinsler. Til sidst, da hans Tilstand var helt kritisk, skaffede en Bekendt ham en Kontorplads på et af Byens store Forlag, og det blev hans Redning. Ved Siden af de 10 Timers dagligt Kontorarbejde begyndte han nu at finde sin Vej i Tidens Litteratur, dels gennem et Par mindre Romaner, dels gennem en polemisk Journalistik, der hurtigt gjorde ham til en central Figur i den nye litterære Retning, Naturalismen (Navnet skulle antyde denne Litteraturs Samfølelse med Naturvidenskaben, dens Trofasthed mod Naturen).

Da han nærmede sig de tredive, følte han sig stærk nok til at gå i Gang med det Kæmpeværk, der havde foresvævet ham lige fra hans første Ungdom. Han lagde en storstilet og temmelig omhyggelig Plan, og han fuldførte den! Det skulle være en Række af Romaner - 10 tænkte han sig, det blev til 20, deraf mange i to Bind - der skildrede »en Families Samfunds- og Naturhistorie under det andet Kejserdømme«, og denne Families Medlemmer skulle spredes ud over det franske Samfund, således at alle Sider af Livet i Frankrig under Napoleon den Tredje kunne blive belyst, og alle Klasser og Grupper i det franske Folk kunne gøres til Genstand for en »videnskabelig« Undersøgelse. Den rent handlingsmæssige Sammenhæng skulle skabes derigennem, at Hovedpersonerne i samtlige Bind var i Familie med hinanden, og at de nedarvede Egenskaber i Familiens forskellige Grene på iøjnefaldende Måde satte dem i Forbindelse med hinanden. Hele denne sindrige Konstruktion var bygget på en vel overfladisk »Videnskabelighed«, som hurtig blev forældet; for en Nutidslæser kommer disse Slægtskabsmotiver derfor ikke i Betragtning, Bøgerne tages hver for sig for, hvad de indeholder.

Når det i det hele taget lod sig gøre at opbygge en Skildring af hele Samfundet på Medlemmerne af en enkelt Familie, beror det på et fundamentalt Træk i Tidsalderen. Et Århundrede tidligere, under Enevælden, ville det have været utænkeligt, da havde alle deres faste Pladser i Samfundet, og de ni Tiendedele var afskåret fra enhver Form for Bevægelser i social Henseende. Den frembrydende Kapitalisme havde i det 19. Århundrede sprængt de stive Rammer om de gamle Stænder. Revolutionen havde lagt Grunden til et nyt Samfund, Folkemasserne var i Bevægelse, og selv om det naturligvis viste sig, at den egentlige Frihed kun kom et Mindretal tilgode, lod det sig meget vel tænke, at en lidt irregulær Familie som den, Zola skildrer, kunne blive spredt overalt i Folket som Arbejdere, Bønder, Politikere, Forretningsmænd eller Kunstnere. Det ejendommelige Spil mellem den optimistiske Grundanskuelse og den tragiske Handling i de fleste af Romanerne forklares til en vis Grad, når man tænker på disse Ord i de forberedende Notater til Værket: Jeg ønsker at give en Skildring af en Familie, der ved Begyndelsen til en Sandhedens og Frihedens Tidsalder kaster sig over Tilfredsstillelsen af sine Lyster, og som går til Grunde gennem sin egen Voldsomhed og gennem de uundgåelige Rystelser i en Verden, der ligger i Fødselsveer.

Hos Balzac ser vi den unge, men allerede delvis fordærvede Kapitalisme hævde sig på den gamle Adels Bekostning, den nye Pengemagts Triumf. Det Samfund, vi møder hos Zola, har nye, væsentlige Træk. Kapitalismen i Frankrig havde udviklet sig med Stormskridt, Industriproletariatet var under tilsvarende Udvikling, og de første åbne Sammenstød mellem Borgerskabet og den nye Arbejderklasse havde fundet Sted i 1848. Bourgeoisiet havde lært den Nervøsitet at kende, der skulle blive til Panik efter 1871.

I sine Forstudier til det store Værk om »Familien Rougon-Macquart« siger Zola: »Det karakteristiske ved Tidens Bevægelse er Ærgerrighedernes Vågnen, den demokratiske Rejsning, Uroen i alle Klasser.« Han ser her på sin Samtid mere som den fremskridtsvenlige Demokrat, der betragter Begivenhederne som en vældig, fremadrettet Bevægelse, en Strøm, der ikke lader sig standse, end som den videnskabelige Socialist, der som Årsag til de historiske Begivenheder og Bevægelser først og fremmest ser Modsætningerne mellem Klasserne og de forskellige Konflikter, der udspringer af dem. Et af de bedste Beviser på Formatet af Zolas Begavelse som Skribent er imidlertid, at han i nogle af de senere Bind i Serien nærmede sig et direkte socialistisk Syn og søgte at vise den vældige Spænding mellem de to Kræfter, der var under Udvikling på den Tid: Arbejderklassen og Trusterne.

Det gælder i særlig Grad den store Roman om Minearbejderne i Nordfrankrig med den optimistiske Titel »Germinal« (»Spiremåned«, et af Navnene fra den nye Kalender under den franske Revolution). Den var direkte inspireret ef de omfattende Strejker, der i det foregående År (1884) fandt Sted i Belgien og Frankrig. Som det var hans Skik, foretog Zola længere Studierejser for at gøre sig fortrolig med Miljøet og Menneskene i den Roman, han arbejdede på - den skulle jo være »videnskabeligt« underbygget - og i dette Tilfælde levede han flere Måneder blandt Arbejderne i Flamderns Minedistrikter, steg ned i Kulminerne, overværede Arbejdermøder osv. Desuden studerede han socialistisk Litteratur og talte med socialistiske Politikere og Teoretikere. »Germinal« gjorde ved sin Fremkomst et vældigt Indtryk. Den gav for første Gang i Tidens Litteratur en Skildring af Proletariatet i Kamp; indfattet i en knugende realistisk Beskrivelse af Livet under og over Jorden ved de store Kulminer fortæller den Historien om en desperat og mislykket Strejke. Det er ikke vanskeligt at se Svaghederne hos Zola i det rent politiske - og de mest klarsynede Socialister i hans Samtid så den også - men man kan ikke undgå den Dag i Dag at modtage et gribende Indtryk af det virkelig revolutionære »Råb om Retfærdighed«, der har inspireret Zola, da han skrev denne Bog, og man for-står, at den virkede opflammende og opmuntrende, trods sit mørke og tragiske Præg, på de undertrykte Masser overalt i Verden. Arven fra Romantikken gjorde sig gældende i den lovlig sværmeriske Opfattelse af den kommende Revolution, og den borgerlige Oprindelse og Tænkemåde hindrede Zola i at føle sig som eet med det arbejdende Folk, sådan som senere Gorki eller Andersen Nexø, men hans ubestikkelige gode Vilje og hans ihærdige Søgen efter Sandheden havde alligevel drevet ham til at kaste Lys over visse Kendsgerninger af afgørende Betydning i Folkets Liv. Han lønnedes i rigt Mål af dets Taknemmelighed, og da han ca. 20 År senere var død og fik en af de største Begravelser i Paris’ Historie, sluttedes Følget af Tusinder af Arbejdere, der defilerede forbi hans Grav og kastede Blomster på den under det symbolske Råb: »Germinal! - Germinal!«

I et andet Bind af »Familien Rougon-Macquart«, »Jorden«, ville han skildre de franske Bønder. Det var under sine Forstudier til denne Bog, han skrev: »Jeg ønsker at tage Ejendommen i det hele taget som socialt Spørgsmål op til Undersøgelse. Altid, når jeg foretager mine Studier, støder jeg nu på Socialismen.« Det blev på een Gang en Hymne til Frugtbarheden og Tilværelsens enkleste Realiteter og en skræmmende Skildring af den Mennesketype, der skabes af Kampen om Ejendomsretten til Jorden. Bogen, der både i kunstnerisk Kraft og i den voldsomme Hensynsløshed i Billederne af menneskelige Drifter og Laster hører til Zolas stærkeste, fremkaldte forrygende Protester og Aviskampagner - i det hele taget ledsagedes Zolas litterære Virksomhed uophørligt af de mest forbitrede offentlige Slagsmål.

En Del af de 20 Romaner i den store Serie er svage og navnlig for en Nutidslæser af mindre Interesse, men flere andre, som f. Eks. »Nana« om en parisisk »Pige« i den store Society-Stil, eller »Mesterværket«, der skildrer en Kunstners Kamp med tragiske Hindringer og Mangler i sit eget Sind, kan stadig læses med stort Udbytte. Zola have ikke i nævneværdig Grad Evnen til at skabe Mennesker, hans Bøger er ikke som Dickens’ fulde af levende og originale Personer. Menneskene i hans Romaner føles i og for sig »rigtige« nok, men de skiller sig ikke meget ud fra Omgivelserne. Det, der giver hans Bøger

Kraft og Dybde, er heller ikke Handlingens Spænding eller Sindrighed, men snarere den mærkeligt intense Fornemmelse af Eksistens, de giver. Man føler, hvordan det er at leve under de Kår, han vælger i hvert enkelt Tilfælde, og man bæres uimodståeligt af Sted som af en bred Strøm, der, navnlig når Handlingen nærmer sig sin Afslutning, kan antage Karakter af en knusende Fos, en tilintetgørende Malstrøm af Tilværelsens Kræfter - undertiden med en Undertone af »den nye Verdens Fødselsveer«.

*

Da Zola i 1893 havde afsluttet »Familien Rougon-Macquart«, havde han faktisk nået det ærgerrige Mål, han havde sat sig i sin Ungdom: at blive »mit Lands og min Tids største Romanforfatter«. Han havde skabt en Verden gennem sine Bøger, og han havde som næppe nogen Forfatter før ham fået Kontakt med Masserne; i internationalt Ry og Anseelse kunne kun Leo Tolstoj måle sig med ham. Alligevel kunne han sukke, under Udarbejdelsen af nye omfangsrige Bøger: »Romaner! Intet andet end Romaner!« Flere af hans Bøger, som »Germinal« eller »Nederlaget«, der handlede om den militære Katastrofe i 1870-71, havde i sig selv været offentlige Handlinger af stor Rækkevidde, men han følte i sig en Trang til noget mere, til at gribe mere direkte ind i Samtidens Liv. Han fik en enestående Lejlighed til at udføre en sådan Handling - og han benyttede den således, at den alene vejer lige så meget i hans Berømmelse som alle hans Bøger.

I Slutningen af Halvfemserne oplevede Frankrig det mærkværdige Drama, der gik under Navnet Dreyfus-Affæren. En Officer af jødisk Afstamning ved Navn Dreyfus var på et meget løst Grundlag dømt for Landsforræderi og deporteret til »Djævleøen«. Trods den mest fantastiske Hemmelighedsfuldhed sivede visse Kendsgerninger efterhånden ud, og den virkelig skyldige kunne udpeges, men en kompakt Front omfattende alt, hvad der kunne mønstres af Antisemitisme, Militarisme og politisk Reaktion lagde sig i Vejen for en Genoptagelse af Sagen. Der snakkedes om den, og der blev gjort spredte Fremstød, men alt var forgæves. Så blev Zola bekendt med Affæren, og efter at have sat sig ind i, hvad man vidste om den, fældede han sin Dom.

I et åbent Brev til Republikkens Præsident gav han en Fremstilling af hele Sagen og rettede en Række dristige og opsigtvækkende Anklager mod højtstående Militærpersoner og Politikere. Brevet tryktes i Clémenceaus Blad »L’Aurore« under Titlen »J’accuse« (jeg anklager); det kan vistnok stadig betegnes som Verdens berømteste Avisartikel. Zola siger selv heri: »Den Handling, jeg foretager her, er simpelthen et revolutionært Skridt bestemt til at fremskynde Sandhedens og Retfærdighedens Eksplosion.« Det lykkedes. Hidtil havde en næsten enig Presse præpareret Publikum imod Dreyfus - et lærerigt Eksempel på den kapitalistiske Pressefrihed - nu begyndte en lille, men stadig voksende Skare af »Dreyfusarder« at samle sig. Zolas Artikel blev Vendepunktet, men der skulle gå År endnu, inden Sagen var afsluttet, og Dreyfus havde fået Oprejsning; Zola selv blev dømt efter en Proces og gik i Landflygtighed, Regeringer vaklede og styrtede. Affæren antog Dimensioner, der kan synes helt ufattelige; for os er der en uhyggelig Lighed mellem alt det, der samlede sig i Anti-Dreyfusardernes Parti, og det, vi har lært at kende i Nazismen. Den Kamp, Zola stillede sig i Spidsen for dengang, bidrog kolossalt til at rense Begreberne og stimulere Modstandskraften over for de reaktionære Giftstoffer i det politiske og kulturelle Liv; der går en lige Linje fra hans Kamp til den, som vi og hele Europa måtte udkæmpe en Menneskealder senere.

»Alle må handle, alle må vide, at det er en social Forbrydelse at forblive passiv i en sådan alvorlig Time, hvor Fortidens mørke Kræfter rejser sig til Kamp mod Morgendagens,« siger Zola et Sted. Ved at kaste sit Navn og sin Verdensberømmelse ind i Kampen og udsætte sig for personlig Vold, Vanære og økonomisk Ruin gav han selv et lysende Eksempel på en sådan Handling.

Januar 1948

Kulturforsvarere

af Ilja Ehrenburg

For tredive År siden vrimlede Bladene i Vesteuropa og Amerika med Sensationsmeddelelser om Tildragelserne i Rusland. »Matine, »Morning Post« og »Daily Mail« oplyste deres Læsere om, at Pøbelen i Petrograd havde tilrevet sig Magten, Bolsjevikkerne havde besluttet først at socialisere Kvinderne og sløjfe Matematikken for derpå at undertvinge hele Verden og oprette en Tjeka-afdeling selv i det fjerne Australien. På alle Mure og Plankeværker prangede Plakater, der viste en Bolsjevik med Kniven mellem Tænderne. De største Politikere, Talere og Prædikanter talte kun om et eneste Tema: det var nødvendigt at redde Kulturen fra Kommunismen.

Jeg skal ikke nu genkalde i Erindringen, hvordan disse snadrende Herskaber forsøgte at redde Kulturens Tempel fra Bolsjevismen. De nøjedes ikke med at snadre, de sendte også erfarne Sabotører og drevne Konspiratorer, de sendte store Arméer og små, vanskeligt opdagelige Afdelinger ud mod Sovjetunionen, de forsøgte sig med Sult for at tvinge det genstridige Land i Knæ, de spandt komplicerede diplomatiske Intriger. De veg ikke tilbage for noget Middel.

Mange af dem er i Mellemtiden døde, andre lever den Dag i Dag og fortsætter ufortrødent deres lidet agtværdige og lidet frugtbare Virksomhed. Nogle af dem, de smidigste, har lempet sig efter Omstændighederne.

Således har f. Eks. Winston Churchill tilbragt mange År af sit stormfulde Liv med Arbejdet på at tilintetgøre Sovjetunionen med Ild og Sværd. Det hindrede ham ikke i senere at udtale rosende Ord om Sovjetfolket, som han ikke havde formået at tilintetgøre - nøjagtig som den nylige Begejstring ikke har hindret ham i nu at opfordre en ekstra Gang til at knuse Sovjetunionen.

Herbert Hoover var mere konsekvent. Han holdt sig trofast til den Formel, som han i 1931 præsenterede for Verden: »For at sige det som sandt er: Det er mit Livs Ærgerrighed at få Sovjetrusland trampet ned.«

Den stakkels Hoover har det ikke let. Han har ikke langt tilbage, men for Sovjetruslands Liv er ingen Ende synlig... I hvert Fald taler han videre om, at Sovjetunionen skal tilintetgøres for at »redde den vestlige Kultur«.

Det er deres Fabel - »Beskyttelsen af den vestlige Kultur«. Naturligvis er der Varianter her. Rosenberg f. Eks. syntes bedre om en anden Etikette - »den nordiske Kultur«. I den senere Tid har vi ofte hørt om en »atlantisk Kultur«. Mens Mr. Harriman i en af sine sidste Taler forblev de klassiske Forbilleder tro og påkaldte Forsvaret af den »vestlige Kultur«, tillod Monsieur Bidault sig en Afstikker og opfordrede - halvandet Århundrede efter den franske Revolution - sine Landsmænd til at forsvare »Vestens kristelige Kultur«.

Man kunne naturligvis smile ad Handelsminister Harriman, der forstår sig langt bedre på Forretning end på Kulturproblemer, og som opfordrer de tøjlesløse amerikanske Reportere til at redde den »vestlige Kultur« fra Tolstojs, Mussorgskijs og Mendelejevs Nation. Der er imidlertid ingenting at undres over. Allerede for 30 År siden talte alle Ministre, Generaler, Bankdirektører, Industrimænd og andre »Kulturbærere« uafladeligt om deres Bekymring for Kulturens Skæbne, når de opfordrede til at tilintetgøre Sovjetunionen.

USA’s tidligere Præsident Herbert Hoover har i sit lange og ikke netop laurbærkransede Liv bevist, at han kun interesserer sig for Dollars, at den »vestlige Kulturs« Beskyttelse for ham var ensbetydende med at beskytte Oliefelterne i Maikop mod Nationalisering. Sådanne penetrante Ting som Olie har Hoover dog ikke talt højt om. Han sagde hellere: »Sovjetsystemets Eksistens er en Trussel mod hele vor vestlige Kulturs Fortid, Nutid og Fremtid.«

Den såkaldte Oliekonge Sir Henry Wilhelm August Deterding kunne blive ude af sig selv, når han hørte Ordet Baku. Han fik arrangeret et Felttog af engelske Bobbis mod Sovjetlegationen i London, og da det så viste sig, at Sovjetunionen ikke kunne rystes på den Måde, begyndte han at forberede et Felttog af tyske Divisioner mod Baku. Men også han talte begribeligvis om den »vestlige Kultur«: »Vi forsvarer store åndelige Værdier mod Kommunisterne.«

Ivar Kreuger var bekendt som Tændstikkonge. Det passede ham ikke, at der gror mange Aspetræer i Sovjetlandets Skove, og derfor udstedte han følgende Aforisme: »Den vestlige Kultur, som den har været fra Hellas til vore Dage, er uforenelig med de Principper, Sovjetsystemet hviler på.«

De argentinske Korngrosserere var oprørt over, at Hveden modnes på Sovjetjorden. I 1932 talte Fernando Péres, en argentinsk Diplomat, om Faldet i Kornpriserne og udbrød patetisk: »Kulturens Skæbne står på Spil.«

Behøver man at nævne, at de tyske Okkupanter ikke indskrænkede sig til at tale om »Livsrum«, men også fablede om »europæisk Kultur«? At værne den »europæiske Kultur« mod Bolsjevikkerne var en Hjertesag for Ståltrustens Præsident Vogler, for Herrerne fra I. G. Farbenindustrie og for Hugenberg og Rosenberg. Hvad Hitler angår, helligede han de svulstigste Steder i sit Makværk »Min Kamp« til dette brændende Problem.

Sovjetrepublikken overlevede ikke blot Ordstrømmen, men også to Krige, Ententelandenes og senere den tyske Nationalsocialismes. Vi bliver derfor ikke særlig ophidsede, når vi læser om Harrimans Kopier af de klassiske Provokationer. Vi er jo vant til allehånde. Jeg ville mene, at Harriman har det sværere i 1947 end hans åndelige Forgængere fra 1917, for også i Vesten har man vænnet sig til mangt og meget, også der har man lært en Del.

For nylig passerede der således noget i Frankrig, der ikke var forudset. De Radikale afholdt en Kongres, den mindede iøvrigt om et vulgært Møde et Sted i Mississippi eller Alabama. Her opfordrede Daladier til øjeblikkelig at tæmme Sovjetunionen. En af de Anakronismer, som Frankrig er så rig på, består i, at den gennemfredelige Edouard Herriot er Formand for dette krigeriske Parti. Måske har han ikke lagt Mærke til, hvordan hans Parti har forandret sig i de sidste ti År, måske har de nye Radikale ikke bemærket, at Herriot er lidet egnet til at spille amerikansk Speditør - i hvert Fald udtalte han, til Daladiers og de andre Skrighalses største Forbløffelse: »Jeg siger og gentager, at Begrebet ’Vesteuropa’ er en kunstig og foruroligende Ting. Denne iøvrigt rent Hitlerske Opfattelse af Europa er farlig ...«

Man kan let gætte sig til, hvor irriterende disse Ord måtte virke på Franskmænd, som anser enhver Påmindelse om Begivenhederne 1939-45 for taktløs.

Naturligvis hindrer Herriots Hjertesuk hverken Harriman eller South Carolinas Slaveejere i at fortsætte Opfordringerne til at værne den »vestlige Kultur«. En Række Europæere står iøvrigt ikke tilbage for Amerikanerne. Det gælder General de Gaulle, Tsaldaris, svejtsiske Eksportører, Francos Falangister, Vatikanets Eneboere, Spaak, Ruhrområdets nybagte »Demokrater«, den italienske Fascist Malaparte, som har skildret sit sejrrige Felttog til Ukraine og derfor mener sig en fremragende Forfatter, Pigehandlerne i Marseille, de engelske Kolonisatorer, som taber deres Kolonier som var det Lommetørklæder. Ja selv franske Æsteter, der for nylig har udsendt et Tidsskrift under den ret talende Titel »Le cheval de Troie« (Den trojanske Hest). Lad os se på, hvordan deres Ganger ser ud i det tågede Efterår 1947.

Edouard Herriot har udtalt, at han ikke fatter Begrebet »Vesteuropa«. Hvis der altså ikke findes noget »Vesteuropa« som en økonomisk og politisk Helhed, der kunne stilles op imod et »Østeuropa«, hvor har så Harriman, General de Gaulle og de forskellige trojanske Krikker deres »vestlige Kultur« fra?

I de klassiske Gymnasier fortæller man Eleverne, at den europæiske Kulturs Vugge stod i Grækenland. Men har den russiske Kultur da ikke overtaget den store Fortid fra Hellas? Så vidt jeg ved, har Parthenon inspireret Vesteuropas og Østeuropas Byggekunstnere i lige Grad. Jeg taler ikke om Amerika, som har mange gode Bygningsingeniører, men endnu ingen Byggekunstnere.

Af hvilken Grund anser Harriman det gamle Grækenlands Kulturarv for sit Monopol? Man kan bemægtige sig det græske Territorium (det ved Harriman bedre end jeg), men man kan ikke (ikke engang med UNO’s Generalforsamling bag sig) monopolisere Akropolis, Sejrsgudinden fra Samothrake eller Aiskylos.

Hvis den »vestlige Kulturs« Talsmænd ville vie Kunsthistorien lige så megen Opmærksomhed som Atombomben, ville de se, at græsk Ånd har nået nogle Folk i romersk Overlevering, andre i byzantinsk. Den sidste var vel ikke ringere end den første.

Den kendte franske Kunstner Henri Matisse har ofte sagt, at Andrej Rublov, denne russiske Mester fra det tidlige 15. Århundrede, var det gamle Maleris Højdepunkt. Andrej Rublovs Værker står de gamle Mestre fra Ochrida eller Bajany nær. Den Harmoni, Menneskelighed og indre Frihed, som er betegnende for den antikke Verdens Kunst, finder i Rublovs Værker Udtryk på en anden Måde, men ingenlunde svagere end i Cimabues eller Giottos Billeder.

Hvad jeg har sagt om Billedkunst, kunne også siges om Litteraturens, Teatrets og Videnskabens Kilder.

Naturligvis adskilte den russiske Tilværelse for 600 År siden sig stærkt fra Tilværelsen i Frankrig eller Italien. Enhver ved, at Russerne bragte asiatiske Folks Invasion i Europa til Standsning. Men førte måske Spanierne, som kom under Maurernes Åg, en Tilværelse i Stil med de engelske Øboeres? Og kan man tænke sig noget mere afsondret og indesluttet end disses Liv?

Der har været meget fælles i alle europæiske Folks Tilværelse, men også meget forskelligartet. I en og anden Epoke banede et og andet Folk nye Veje eller sakkede agterud. I Montenegro er det første Bogtrykkeri sikkert oprettet før det skete i England. Men Montenegrinerne i Dag siger ikke, at Englænderne falder uden for den samlede europæiske Kultur.

I det 19. Århundrede, dengang Kulturfællesskabets Idé trængte ind i brede Samfundslag, kunne man lige så lidt forestille sig et Europa, der var skilt fra Russerne, som et Rusland skilt fra Europa. Russerne, som mange udenlandske Nationalister ynder at skildre som Elever, var i Virkeligheden både Elever og Læremestre. I Forbifarten skal det siges, at Skolebænken aldrig har været en vanærende Plads i vort Land.

Vi ved, hvor intimt de russiske Romantikeres Poesi var smeltet sammen med Romantikken i andre europæiske Lande, eller hvordan den progressive russiske Offentlighed levede med i Revolutionen af 1848, hvilket Fællesskab der var med Vestens første Socialister og en ny Epokes Begyndelse, som blev belyst af det tragiske Udskær fra Pariserkommunen. Trods det despotiske Tsarvælde nåede også dengang Ruslands sande Stemmer til Europa. Herzen var Ven og Mentor for Revolutionære af vidt forskellig Oprindelse, Tjernysjevskij forbavsede de mest fremskredne Hoveder i Vesten, den kræsne Flaubert kaldte Turgenjev for sin »Lærer«. Blandt den »vestlige Kulturs« Talsmænd vil det ikke blive let at finde en så stor Ignorant, at han drister sig til at bestride den klassiske russiske Romans eller den russiske Musiks Indflydelse på Europa og Amerika.

Den engelske Radio bragte for at demonstrere sin »Objektivitet« en Serie Skitser af den russiske Romans Indflydelse på engelsk Litteratur. Disse ganske rigtige Oplysninger gendrev BBC’s tidligere Deklarationer om den »vestlige Kulturs« Beskyttelse. Det ville være mere interessant at høre BBC udsende en Serie Skitser om den klassiske amerikanske Kapitals Indflydelse på engelsk Politik, især på BBC’s Udsendelser.

Når Harriman vil skille den »vestlige Kultur« fra den russiske Kultur, tænker han ikke på Videnskabernes Udvikling, ikke på Litteratur eller Musik, men på Dollars og Blod. Det er ganske naturligt for Handelsministeren i en Stat, der bygger sin Omsætning på Oceaner af Menneskeblod, Blod der har flydt, og Blod der med Fordel kunne flyde. Men har Professorerne, Litteraturhistorikerne, Historikerne, Æsteterne tænkt over, hvad de gør, når de prædiker »vestlig Kultur«?

Enhver ved, hvordan Hitler afregnede med Repræsentanterne for tysk Kultur. På hans Bål flammede Heines og Manns, Marx’ og Einsteins Bøger. Det er interessant at tænke på, hvorhen Nazisternes kulturelle »Autarki« har ført Forsøget på at befri Tyskerne for den angiveligt dødbringende »ikke-ariske«, »østlige« eller »vestlige« Indflydelse. Nazisterne smed franske Malerier ud af Museer og Gallerier, de begyndte et Felttog mod den russiske, engelske og franske Roman. I Tyskland fandtes engang fremragende Musik og vidunderlig Digtekunst, men aldrig et Maleri af Verdensbetydning eller en god klassisk Roman. Idet Nazisterne sønderrev Sammenhængen med den »ikke-nordiske« Kultur, plyndrede de samtidig deres eget Folk. De berøvede de tyske Kunstnere og Forfattere store Forbilleder og de almindelige Tyskere ægte Kunst.

Det franske Blad »Le Combat« meddelte fornylig sine Læsere, at man i Sovjetunionen har besluttet at smæde og forkaste alle Vestens store Kulturværdier. Naturligvis, hvis »Vestens store Kulturværdier« indbefatter »Combat«s Journalister, der lige gerne går ind for Marshallplanen og for de sidste Surrealisters dumme Kunststykker, så giver vi dem det glatte Lag og forkaster dem. Jeg vil imidlertid gerne berolige »Combat«s Journalister: det sagte gælder ikke blot dem, vi smæder og forkaster enhver tarvelig Erstatning for store Værdier, vi smæder og forkaster ikke Vestens Kultur, men dens Forvildelse, ikke Villon, ikke Hugo, ikke Rimbaud, men de elendige Hofpoeter, der nu (lykkeligvis på Prosa) forherliger de amerikanske Ågerkarles Storsind og Atombombens dybt humanistiske Karakter. Så langt fra at smæde og forkaste Europas store Fortid, er vi denne Arvelods uselviske og standhaftige Bevarer.

Kulturen består imidlertid ikke blot af Museer, men også af Skoler. Kultur betyder ikke blot gamle Bind i Biblioteker, den betyder også Børn, som i Morgen bliver Forfattere. Den er ikke blot Fortid, den er også Vejen ind i Fremtiden. Nu har jeg i Londons Arundelpark set en gammel græsk Vase, der bar Påskriften: »Dette skønne Forbillede på hellensk Kunst fra Guldalderen blev fundet i Sevastopols Museum af engelske Tropper ved Besættelsen af Byen Sevastopol.«

En sådan Påskrift på en Vase vidner ikke synderligt om høj Kultur hos engelske Imperialister ... Winston Churchill kan ikke dække sig bag William Shakespeares Statue, Mr. Harriman kan ikke slippe med at påkalde Longfellow, og Monsieur Spaak har lige så lidt tilfælles med Memling som Senhor Salazar med »Lusiaderne«.

I tredive År har den kapitalistiske Verdens Magthavere foreholdt os deres Kultur. Vi er berettiget til at konstatere nogle Resultater.

Dengang Sovjetrepublikken fødtes, lagde tyske Kanoner endnu Reims’ Gotik i Ruiner, da flød der endnu Blod fra Kanalen til Saloniki. Nu, tredive År efter, flyder der Blod i Grækenland og i Kina, i Vietnam og i Indonesien. Måske har Kapitalisterne i Tidsrummet mellem Krigene ikke revet ned, men bygget op? Nej også i Fredstid har de sønderslået Redskaber, denatureret Hvede med Eosin, slagtet Malkekøer og brændt Bomuld. I deres Verden fandtes der Konger - jeg taler ikke om de Operettekonger, der endnu opbevares som Oldsager i nogle Stater. Jeg taler om Kapitalens Konger. Også disse Mægtige var ynkelige Spåner i det kapitalistiske Anarkis rasende Hav.

Vi husker Nekrologerne fra 1932. Næppe havde Tændstikkongen Kreuger skudt sig, før Filmkongen George Eastman fulgte hans Eksempel. To Uger senere døde Barberbladkongen Kulrich for egen Hånd, efter ham Stålkongen Donald Ryerson, så sprang Kødkonserveskongen Swift vanvittig ud af Vinduet. Om disse kronede Selvmordere stod der Artikler i Bladene. Derimod forløb det stille og upåagtet, når Selvmorderne ikke var Konger, men sultende, trofaste Undersåtter. Hvad havde Morgendagen at bringe dem? Endnu en Krise? Endnu en Krig?

Ved Siden af Kunstsæbe og Kunsthonning blev der lavet kunstig Kunst. Hollywood drejede i Seriefabrikation billige Drømme med obligate Mord, Detektiver, Lorder der forelskede sig i Askepot, Vagabonder der fandt rige Kærester. De små Timers Jazz kvalte Fornuftens og Samvittighedens Stemme, undergangsviede Mennesker dansede, og Foxtrottens mekaniske rysten mindede om optrukket Legetøjs Bevægelser. I Teatrene blev der opført Vaudeviller med Afklædningsnumre. Bøger af ægte Digtere blev trykt i 300 Eksemplarer. Almindelige Mennesker fik Kriminalromaner og billig Erotik i Ugebladene. Børn fik indpodet simple Leveregler: »Frænde er Frænde værst«, »Man må hyle med de Ulve man er iblandt«. Stater forrådte hinanden. Der kan vanskelig danne sig en fast Moral hos halvvoksne unge, som har oplevet »Ikke-indblandingskomitéen« i London eller Tragikomedien i München.

Sådan nåede deres Vesteuropa frem til Fascismen. Forgæves prøver de nuværende Tilhængere af »vestlig Kultur« på at afgrænse sig fra Nürnberglovene, fra Goebbels bogbål, fra Maidanek og Auschwitz. Fascismen er ikke faldet ned fra Himmelen. Den er heller ikke nogen speciel Mikrobe, som kun kan trives i tysk Blod. Fascismen er et heftigt Anfald af den frygtelige, afskyelige Sygdom, som hele Pengenes Verden er dødeligt angrebet af. Det drejer sig ikke alene om det, at Hitlers Støtter blandt de tyske Industrimænd var engelske, amerikanske og franske Industrimænds Tvillingbrødre. Det drejer sig ikke engang alene om det, at de forskellige Forsvarere af »vestlig Kultur« fra Foch til Bullitt, fra Chamberlain til Hoover ansporede deres Hitler til alt, hvad der fulgte. Det drejer sig om, at der er alt for meget fælles mellem Imperialisternes hykleriske Prædikener af 1947 og Makværket »Min Kamp«, mellem Imperialismen af 1947 og Fascismen. Francos Skytsherrer forsvarer Friheden, Grækenlands Bødler er oprørt over Voldshandlinger, Køberne til militære Støttepunkter i alle Verdensdele fordømmer anneksionistiske Tendenser, Slaveholderne brændemærker Racevanviddet. De kan fejre en Sejr over Tyskland - jeg vil ikke her tale om, hvordan de har kæmpet og hvordan de har sejret. Men det sømmer sig ikke for dem at fejre en Sejr over Fascismen: der gives et Reb, som man ikke skal tale om i Lynchtilhængeres Hus.

»Combat«s Journalister bedrager deres Læsere, når de forsikrer, at vi vil smæde og forkaste alt, hvad der kommer fra Vesten. Man kan ikke krybe for Shakespeare og Rembrandt, for hvor dybt man end bøjer sig, ydmyger Bøjningen ikke sin Mand. Men vi vil ikke bøje os i Støvet for selv den mest storartede amerikanske Støvsuger. Vi foragter ikke Støvsugere, vi fremstiller dem også så slideligt, men vi agter ikke at drive Afguderi med dem. Vi ved, at der for Tiden ikke findes nogen »vestlig Kultur« i Vesten; der findes et borgerligt Barbari, og der findes en Folkenes Kultur. Vi ved, at alt stort, alt levende i Vesten er med os. Vi er stolte af de kulturelle Landvindinger, vore Venner i Frankrig og England, i Amerika og andre Lande har gjort.

Vort Samfund har kun tredive År på Bagen, og disse År var svære; mere end engang måtte vi forsvare Republikkens Uafhængighed med Våben i Hånd. Men på historisk kort Tid har vi givet Menneskeheden meget. De vesteuropæiske Forskere kender meget vel store Sovjetvidenskabsmænds Værker, Vesteuropas Læsere læser Sovjetforfatteres Bøger, og der findes ikke noget Land, hvor man ikke kender Sovjetfilm. Vor Videnskab, vor Litteratur, vor Musik øver en gunstig Indflydelse på Vestens Forskere og Kunstnere. Det væsentligste Bidrag til Verdenskulturen er imidlertid Sovjetstatens blotte Eksistens, som har forandret Verdens åndelige Klima.

Theodore Dreiser skrev i Sommeren 1945, kort før sin Død, et Brev til William Z. Foster, Formanden for USA’s kommunistiske Parti. Forfatteren, som dengang var 74 År gammel, ansøgte heri om Optagelse i Partiet.

Dreiser skrev: »Denne Ansøgning bunder i Overbevisninger, som jeg i lang Tid har næret, og som med Årene er blevet stærkere og dybere. Med særlig Tilfredshed erfarer jeg, at så fremtrædende Videnskabsmænd som de franske Fysikere Joliot-Curie og Langevin ligesom nogle År tidligere den engelske Forsker Haldane er kommet til den kommunistiske Bevægelse, ledet ikke alene af den Uselviskhed og Offervilje, som er karakteristisk for videnskabeligt Arbejde, men også af Bevidstheden om at kunne forene den videnskabelige Søgen på deres eget Arbejdsfelt med videnskabelig Stræben på det sociale Område. Det har også bevæget mig dybt, da jeg hørte, at Kunstnere og Forfattere som Pablo Picasso fra Spanien og Louis Aragon i Frankrig har tilsluttet sig den kommunistiske Bevægelse, det Parti, som blandt sine talrige Kulturpersonligheder tæller Mænd som den store danske Romanforfatter Martin Andersen Nexø og den irske Dramatiker Sean O’Casey... Troen på Menneskets Storhed og Værd har altid været det ledende Princip for mit Liv. Logikken i mit Liv og Arbejde har ført mig til at ansøge om Optagelse i det kommunistiske Parti.«

Interessant, om Harriman kender dette fremragende Dokument, og til hvilken Kultur han regner »En amerikansk Tragedie« - til den »østlige« eller den »vestlige«?

Nej, vi smæder og forkaster ikke det moderne Vestens sande Kultur. Den bliver smædet og forkastet af de såkaldte Forsvarere for den »vestlige Kultur«. Disse Folk forbyder i Tennessee Udviklingslæren, de brænder i Mississippi Arbejder af Antropologer, som spotter over Raceteorierne, de smider i forskellige sydamerikanske Republikker marxisternes videnskabelige værker ud af bibliotekerne. De hetzer i Amerika mod Charlie Chaplin og forlanger ham udvist af USA. I Frankrig hetzer de, disse små amerikanske Lakajer fra »Aurore« og »Paroles françaises«, mod den fortrinlige franske Digter Louis Aragon. De foranstalter i London en Demonstration på en Udstilling og forlanger, at moderne Kunstneres billeder skal fjernes. De forbyder i Palæstina at opføre en Film, som man allerede kan kalde historisk - »Rom, åben Ry«.

Disse formentlige Forsvarere for den »vestlige Kultur« hader i Virkeligheden al Kultur, for deres Magt beror på nogles Uvidenhed, andres Tilbageblevenhed, atter andres Ligegyldighed. De skriver fejlfrit, de forstår at indflette et latinsk Ordsprog på det rigtige (eller forkerte) Sted. De ejer Fyldepenne af Mærket »Parker« og Checkbøger i Læder, men vi smæder og forkaster Flitterstads og siger om dem: »Det er de Ville fra 1947!«

Théodore Dreiser har ikke på langt nær opregnet alle de store Forskere, Forfattere og Kunstnere i Vesten, som har sluttet sig til Kommunisterne. Der findes langt flere. Der findes langt flere Mennesker, som drager den samme logiske Konklusion af deres Virken som Dreiser og med deres skabende Arbejde gør Front mod den hendøende borgerlige Verden. Vi smæder og forkaster ikke dem. Vi følger deres Arbejdsvej med Tillid og Kærlighed.

Det er ikke så længe siden Kapitalisternes Provokatører trompetede i alle Blade og på alle Bølgelængder, lange, mellem og korte, at vi var Isolationister, vi ville afgrænse os fra Verden, og Verden fra os. Nu har Provokatørerne sat en anden Plade på og forsikrer, at vi ikke anerkender nationalt Særpræg, at vi afviser en Folkekultur og vil skære hele Verden over en russisk Kam. De løj i Går og de lyver i Dag.

Vi har aldrig opgivet den store Idé, der hedder Internationalisme, Folkenes Fællesskab, den menneskelige Kulturs Enhed, og det vil vi aldrig gøre. Vi har aldrig forkastet Kulturens nationale Form, ethvert Folks Ret til at forme sin egen Skæbne og sit eget Liv. Vi nærer den Opfattelse, at den sande Patriotismes og Internationalismes Idéer er eet Hele. De står i Modsætning til Forretningsmandens Nationalisme, som holder mere af fremmede Lommer end af Blomsterne i hans egen Have, men mener at kunne udgyde Strømme af Blod under Påskud af en Races eller en Nations Overlegenhed. Så meget bedre, når det ikke er hans eget Blod, Indtægterne vil tilfalde ham.

Vi har vist, at vi forstår at forsvare Kulturen. Vi har vist det i de År, hvor vi kæmpede i en påtvunget Krig, dengang vore Folk forsvarede ikke alene Hjemlandet, men også de store Idealer. Vi har også vist det i Fredens År, vi har bygget et nyt Samfund og har givet Millioner og atter Millioner af Mennesker Del i Kulturen - ikke den »østlige« og ikke den »vestlige«, men den sande Kultur.

Vor Eksistens, vor Udvikling, vor Sejr begejstrer Kulturens sande Forsvarere, dens Skabere i hele Verden. Vi ved, at de er med os, og det, sammen med vor egen kulturelle Modenhed, giver os Tillid. Den Fakkel, Prometheus rev til sig, er ikke slukket og vil ikke blive det. I den lange og vanskelige Kamp mellem Lys og Mørke vil Lyset sejre.

Januar 1948

Hans Kirk 50 År

af Laurits Lynnerup

Forfatteren Hans Kirk runder 50 År den 11. Januar 1948, og ved en sådan Lejlighed er der en naturlig Grund til en Lykønskning med Dagen; men der er tillige en særlig Anledning til at sige ham Tak, og bringe ham den Hyldest, som vi alle føler, der med Glæde og rigt Udbytte har læst hans Bøger og har følt, at dansk Litteratur netop gennem ham har erobret nyt Land, der ikke er øjebliksbestemt, men har Bærekraft i Tiden fremover.

Der er ofte fremført, at en Forfatter bør man ikke gerne kende personlig, jeg går ud fra, at man dermed mener, at han som oftest taber Terræn i Forhold til sine Bøger. Jeg skal ikke kunne bekræfte eller afkræfte, om en sådan Bedømmelse kan være rigtig, da mit personlige Bekendtskab med Forfattere er meget begrænset; men alle Regler har sine Undtagelser, og den er så afgjort tilstede for Hans Kirk.

Ligesom han står for mig, som en stor Forfatter - ja, på samme Måde står Mennesket, Personen og Kammeraten Hans Kirk, og denne Bedømmelse gælder så vist alle andre, der kender Hans Kirk personlig.

I mere end 2 År - under Indespærring i Fængsel og Koncentrationslejr - gives der rige Muligheder for at vurdere Personer og deres særlige Karakter, og her har Kirk en Placering med det bedste Point, han blev den afholdte Kammerat iblandt os alle, der delte Skæbne med ham i den Tid - ingen kendte bedre end han Kammeratskabets særlige og uskrevne Love.

Vi Kammerater lærte i disse År at sætte Pris på Hans Kirk, og hans hele Væremåde, det var mere, end man kan sige, at Fængselsmyndighederne gjorde, og da i særlig Grad den øverste Top, der i deres Iver i den Tid gik Tyskernes Ærinde. Kirks mange hvasse Breve til daværende Justitsminister Thune Jacobsen og Fængselsmyndigheder har været snertende Piskeslag.

Og mon ikke en samlet Offentliggørelse af de mange Breve, som Kirk under hele sin Indespærring skrev til Myndighederne, ville være et interessant og værdifuldt Materiale netop for den Periode, hvor det endnu kun var Kommunisterne Kampen førtes imod?

Hans Kirk blev, med sin bidende Pen, vor Talsmand mod Grundlovsbryderne, og en Isolering i Enecelle på Vestre Fængsel blev Resultatet, det var det eneste Middel, man fra den Side fandt, der kunne bringes i Anvendelse mod en ubehagelig Opponent, der revsede deres ormstukne Moral. Men en sådan Metode, sat i Anvendelse for at knægte Hans Kirk, fik ikke det Forløb, som de Herrer havde forventet. Men det virkede endnu mere til at sammensvejse det gode Kammeratskab mellem Kirk og alle vi øvrige Kammerater, der gav sig Udslag i en hurtig Solidaritetsaktion, som ikke kom Myndighederne tilpas.

Hensigten var at knække Hans Kirks Moral, men her, som ved mange senere Lejligheder tog man Fejl - Kirk var Kommunisten, Kammeraten og Personligheden, der ikke lod sig kue.

Hans Kirk har på sin rammende Måde karakteriseret sine Plageånder i sin Sang Horserødsangen skrevet i 1941 (Folkets Sangbog) Vendekåber, Usselrygge råder nu i Danmarks Land, men den Fremtid, de kan bygge, er en Bygning rejst på Sand.

Om Forfatteren Hans Kirks Betydning for mig, ja, - så føler jeg først Trang til at sige, at så gode Bøger som han har beriget vor Litteratur med, så er der alt for længe mellem hver af dem, det er netop nu i År tyve År siden hans første Bog »Fiskerne« udkom, og af større Bøger har vi siden måttet nøjes med »Daglejerne« og »Nye Tider«.

I sin Bog »Fiskerne« har Kirk på enestående Måde vist os Hulheden i Indre-Missionen, som ikke mindst har sat sine dybe Spor blandt Fiskerbefolkningen, - hjulpet af den i sin Tid meget kendte Svovlprædikant og Missionshøvding Vilh. Beck, der øvede sin Strandhugst blandt denne værgeløse Befolkning.

Ingen har bedre end Hans Kirk kunnet lukke Døren op indtil det inderste i denne Bevægelse og vist os dens sande Væsen, han har i sine Personer fra det lille Fiskerleje gennem denne Bog på en nænsom men effektiv Måde afklædt Missionen.

Han har tillige gjort det så godt og rammende, at Bogen utvivlsomt, hos den bedste Del af Missionskredse har kunnet tjene som en dybtgående Selvkritik, hvor Missionsfolk i deres Missionsselskaber eller Menigheder, har kunnet genkende de samme Typer af Personer, som han lader fremtræde i Bogen. Ved Læsning af denne Bog får man en klarere Forståelse af denne hæmningsløse og ublufærdige Bevægelse, der har sat sine skadelige dybe Spor -- ikke alene blandt Fiskerbefolkningen langs vore Kyster - men som også gnavede sig ind i Landets indre.

Det blev en Debutbog, der ramte Missionen som Reaktionens bedste Hjælper, og Bogen blev følt af Frisindet som en velgørende frisk Kuling, der ramte som et Pletskud, den har, og den tjener stadig Frisindet i Kampen mod de Kræfter, der formørker Livet og Tilværelsen og hæmmer en naturlig sund åndelig Udvikling.

I sin Bog »Daglejerne« har Kirk ført os ud til det Liv, der rører sig i en Landsby blandt Daglejere og Husmænd, og jeg, der er opvokset i et lignende Landmiljø, kan derfor kun nikke genkendende til de optrædende Personer - alle virker de så ægte og naturlige, hver især med sine individuelle Anlæg, de kan være positive og negative, men de virker alle som Mennesker nu er, og må være, under de Forhold hvorunder Kampen for Brødet føres.

Den Forvandling, der er ved at foregå i dette Landsbysamfund, med Opførelse af en Cementfabrik, hvor Jorden i sit Skød rummer de Råstoffer, Kridt og Ler, der er Betingelsen for det industrielle Gennembrud, det virker for mig på alle Måder nøjagtig som om det var Dansk Andel Cementfabrikken, der i 1912 blev opført i min Fødekommune, der på samme Vis, fuldt og helt, forvandlede vort lille Landsbysamfund til overvejende Industri, hvor det nye brydes med det gamle, den samme Forvandling, med ændrede økonomiske Livsforhold for Menneskene, kunne ikke passe bedre på hvad jeg selv har oplevet indenfor egne Sognegrænser.

Hans Kirk har her givet os et Stykke samfundshistorisk Udvikling på enestående underholdende Måde, hans Kendskab til Egnen og dens Befolkning røber, at han har levet med i denne Udvikling Bogen giver Udtryk for. Fra det mindste til det største, der vederfares hver enkelt Menneske og Familie i denne Samfundsforvandling, lykkes det ham med sin kunstneriske Begavelse at holde os fast om alt, hvad han har at fortælle os - lige fra første til sidste Blad. Bogens Personer er tegnet så levende, hver enkelt af dem, at de brænder sig helt fast i ens Sind.

Der gik 9 År fra »Fiskerne« og til »Daglejerne« udkom; men det må så til Gengæld også siges, at han har ikke aborteret i Utide, for Bogen »Daglejerne« er helt levedygtig - den har sat sig varigt fast i dansk Litteratur.

Hans Kirks tredje store Bog »Nye Tider« er en Fortsættelse af »Daglejerne«. Den nye Cementfabrik er opført, Landarbejderne og flere af Husmændene er blevet Industriarbejdere, hele Tilværelsen for de mange Mennesker, man hver især kom til at kende så godt i »Daglejerne«, ændres, men også nye Personer kommer til at optræde under de nye ændrede Forhold. Fagforeningen, Brugsforeningen og Forsamlingshuset oprettes. De mange Mennesker, med deres højst forskellige individuelle Naturer, der endnu ikke helt har kunnet ryste Fortidens »Ham« af sig, finder sammen trods alt i det kollektive Samarbejde for Skabelsen af de Organisationer, der nu må blive deres Værn i de nye Tider.

Klassemodsætningerne træder mere åbent frem, Strejken bliver nødvendig. Interessant er det, at Strejken ikke forløber uden Sjælekvaler, særlig for dem, hvor Missionens Påvirkning havde sat sine Rødder; men i Kampen for Brødet og Retten til Livet skærpes Forståelsen af Solidariteten, Sammenholdet, og den rigtige Klasseånd bliver Resultatet af de ændrede Produktionsforhold, og Missionens Infektion der nu og da volder enkelte visse Kvaler, - må vige for Livets Ret.

I »Nye Tider« virker Hans Kirks Personer på samme glimrende Måde som i de to første Bøger, man følger dem med samme spændte Interesse og mærker Personerne vokse med de nye Opgaver, der har meldt sig.

Cilius, der er blevet Fagforeningsformand deltager i alt andet Organisationsliv på Stedet, han gennemgår sin Udvikling og føler sit Ansvar, hans mere sorgløse Fremtræden i »Daglejerne« har fortaget sig meget, og han føler sit Kald med stor Ansvarsbevidsthed i de nye Tider, - men alle Personer undergår en Forvandling, mere eller mindre hurtigt, alt efter hver enkelts særlige Vanskeligheder med at forlade sit gamle Stade fra hin Tid, - som nu uigenkaldelig er forbi.

Hans Kirk har gennem sine Bøger givet os Værdier, der har Krav på en Plads i ethvert frisindet Menneskes Boghylde. Han har givet os Samfundshistorie i Romanform, hans Slægt og fædrene Ophav har i særlig Grad haft et åbent Sind for de sociale Spørgsmål, hans Opvækst og modtagelige Sind har givet ham Stof til at skildre sin Hjemegns historiske Udvikling med et sikkert Talent.

Vi Kommunister, der kender dig som Menneske, som Forfatter og Kommunist lykønsker dig på Dagen, vi ved, at du er modnet og hærdet i Kampen for alt Frisind, vi ved, at for vor Sag vil din Pen og din Ånd tjene Fremskridtet, vi er stolte ved at vide, at du tæller med i vor Bevægelse - og ikke mindst i en Tid som nu, hvor al Reaktion og alt Bagstræb er mobiliseret for at komme det System til Undsætning, der har overlevet sig selv.

Her er der visse Penneførere, der har tabt Balancen, måske midlertidigt, - måske for stedse, -- men for dig giver Stormvejret i dag ingen Problemer. Tillykke Hans Kirk.

Marts 1948

Gandhi

af Peter P. Rohde

Mennesket.

Han blev født i det vestlige Indien som Søn af en Forretningsmand, der havde svunget sig op til at blive Førsteminister i en af de Lilliputstater det vrimler med i Indien. Familien tilhørte Vaishyakasten, de velhavende Købmænd i Byerne, der i Reglen bekender sig til Jainismen, en Religion der pålægger sine Tilhængere: aldrig at gøre Fortræd eller dræbe (ahimsa); aldrig at sige Usandhed, selv om det er i Spøg; aldrig at tilegne sig noget, uden at det bliver givet; at bevare absolut Kyskhed, selv i Ægteskabet, samt at leve fattig og i Forsagelse. Det kan synes en Selvmodsigelse, at Tilhængerne af denne Religion hovedsagelig er at finde blandt velhavende Handelsmænd, men det bliver mere forståeligt, hvis man sammenligner den med det europæiske Sidestykke, Kalvinismen, hvis strenge, »puritanske« Moral jo ligeledes er skabt af pengestærke Borgerskaber.

I sin Barndom blev Gandhi dybt præget af Moderens lidenskabelige Religiøsitet og asketiske Øvelser, og da han som ganske ung skulle til London for at studere Jura, lod hun ham sværge en dyr Ed på, at han ville afholde sig fra tre Ting; Vin, Kød og Kvinder. Den europæiske Kultur var dog ikke derfor uden Tillokkelser for ham, og han søgte efter Evne, men, ak, uden Held at tilegne sig en engelsk Gentleman’s Optræden. Han lapsede sig med dyre Klæder og tog Undervisning i Dans, Violinspil, Fransk og Konversation. Men Fødderne ville ikke makke ret på det bonede Gulv, og efter seks Timers heroiske Anstrengelser måtte han opgive det Eksperiment. Ligeså viste hans fuldkomne Mangel på Rytmesans sig skæbnesvanger for hans musikalske Virksomhed. Det Franske kunne han heller ikke klare, og nogen Mester i Konversation blev han aldrig. Han følte sig ensom og fremmed i den store By, og sandsynligvis er allerede da hans Uvilje mod den europæiske Kultur blevet fæstnet i samme Grad, som han følte sig ude af Stand til at blive delagtig i den.

Han skyndte sig derfor med at få sin Eksamen, og allerede Dagen efter rejste han tilbage til Indien med en flov Fornemmelse af, at han kun så som så og ikke ganske ved egen Fortjeneste havde undgået de mange Fristelser og med stærk Trang til at bekende sin Svaghed og søge Trøst hos Moderen. Men da han kom hjem, erfarer han at hun var død. Det gav ham et Chok, der blev bestemmende for hans Liv, fordi Bindingen til hende nu blev fikseret for Livet med en uforløst Skyldfølelse i Restance, der kun kunne mildnes ved den mest ubetingede Lydighed mod den dødes Vilje efter Ånd og Bogstav. Gandhi er en ægte Indiens Søn ved, at hans Askese er Udtrykket for Nødvendigheden af skrappe Midler for at tøjle den uregerlige Seksualitet, og det er i den Henseende interessant, at det er Tolstoj, hos hvem Askesen så klart fremtræder med samme Mål, der kom til at påvirke Gandhi, så han ligefrem kaldte sig hans Discipel.

Ligesom Tolstoj måtte Gandhi også i Konsekvens af sin Tankegang komme til at fornægte Værdien af Kultur overhovedet. Ganske vist iklæder hans Kulturhad sig en Form, der tilslører det egentlige Forhold, idet det fremtræder som Had til den vestlige materialistiske Kultur; men det er umiddelbart indlysende, at et Ideal, der giver Afkald på alt, som ikke er ubetinget nødvendigt for Livets Opretholdelse og på enhver Livsytring, som ikke er direkte religiøst bestemt, har ikke Plads til overs for nogen kulturel Udfoldelse, heller ikke for en sådan som udspringer af ægte indiske Idealer. Gandhi minder nærmest om visse småborgerlige puritanske Kredse i England og Amerika. Han mangler enhver Sans for Kunst. I sin Ungdom kunne han ikke lære at danse, fordi han manglede rytmisk Fornemmelse; sit Hjem har han ikke villet have smykket med Malerier, fordi han finder, at ethvert Kunstværk bliver ligegyldigt i Sammenligning med Naturens og Stjerneverdenens Undere; han afviser Fremstillingen af det nøgne Legeme som en Appel til det sanselige Begær. Kort sagt, det moralsk docerende er det eneste, han anerkender som Emne for Kunsten.

Teoretikeren.

Gandhis Forhold til Kunsten var typisk for hans hele Indstilling til Kulturen. Den var ganske negativ. Den Tilbagevenden til det gamle Indien han taler om, betyder hovedsagelig en Afvikling af alle moderne Samfundsindretninger som Jernbaner, Domstole og Hospitaler. Der foresvævede ham et Ideal om en Tilværelse, hvor Samfundet er tilpasset det menneskelige Behov på en sådan Måde, at Sjælen, frigjort fra kunstige Hæmninger, kan vende sig mod Gud som Solsikken mod Solen. Og de kunstige Hæmninger er den moderne Kultur, især Industrialismen, der gør Velvære til Livets Mål og gør Menneskene til Slaver. Han skriver: »Arbejderne på Bombays Fabrikker er blevet Slaver. Tilstanden blandt Kvinderne er forfærdende. Da der ikke var Fabrikker, sultede disse Kvinder ikke. Hvis Lysten til Maskiner vokser i et Land, vil det blive et ulykkeligt Land. Det var bedre for os at sende Penge til Manchester og bruge dårligt Manchestertøj end at forøge Fabrikkernes Tal i Indien. Ved at bruge Tøj fra Manchester ville vi kun øde vore Penge; men ved at skabe et Manchester i Indien ville vi beholde vore Penge, men miste var Sjæl.«

Gandhis økonomiske Betragtninger er ikke vel underbyggede. Han konstaterer rigtigt, at de Indere, som er gået ind under Maskinerne, er blevet værre stillet, end deres Forfædre havde været. Men i Stedet for at erkende denne stigende Forarmelse som Resultat af en kapitalistisk Udbytning, opfatter han den som Maskinens evigtgyldige og uforanderlige Lov: det ligger i Industrialismens Natur, at de få beriges og de mange forarmes. Hans Sabotering af Industrialiseringen svarer derfor ganske til de engelske »Luddisters«, Maskinstormernes, for halvanden Hundrede År siden. Ved denne sin Grundanskuelse blev Gandhi fundamentalt ude af Stand til at forstå Indiens økonomiske Fornødenheder og Arten af dets Afhængighed af England.

Imod Industrialiseringen satte han Kravet om svadeshi (dvs. hjemmelavet, national produceret), der betegner en religiøst uddybet Fordring til hver enkelt om kun at bygge sit Liv op på det Grundlag, som de umiddelbare Omgivelser frembyder. Som Planten der suger Næring op af den Plet Jord, hvor den er anbragt, må Mennesket nøje sig med de Muligheder, Hjemegnen giver, og det gælder både materielle og åndelige Fornødenheder; thi enhver Import, ligegyldigt af hvilken Art, skaber Rodløshed. Det gælder Kakao såvelsom Moral, det gælder Bomuld såvelsom Religion. Det er derfor ikke nok at udelukke fremmede Varer fra Indien, men hver Del af Indien må være økonomisk uafhængig og helt hvile i sin egen Særform. Således fører Kravet om en Genoprettelse af den gamle indiske Samfundsordning, hvor Landsbyen, styret af et Råd af Ældste, var den administrative og økonomiske Enhed, bygget over et Samspil af Håndværk og Landbrug.

Et Blik på Forskydningerne i de senere Års indiske Handel viser, at Svadeshi ikke har været nogen praktisk økonomisk Plan, idet Dyrkningen af en Række Varer, der væsentlig tjener som Eksport, som The og Kautsjuk, er stadig stigende, mens andre Varer, der allerede nu må importeres, som Sukker, synker. Således, til Trods for tre Årtiers Propaganda for Svadeshi, drages Indien stadig dybere ind i den internationale Handel.

Praktikeren.

Der er skrevet Reoler fulde af Bøger om Gandhi. De vejer dog ikke op mod den tre Linjer lange Karakteristik, den tidligere Minister for Indien E. Montagu gav af ham i sin Dagbog (»My Indian Diary«) efter en Samtale i 1917: »Han er klædt som en Kuli, giver Afkald på alt personligt Avancement og er rent visionær. Han forstår ikke Detaljerne i en Plan. Alt hvad han ønsker er, at vi skal få Indien over på vor Side.«

Han forstår ikke Detaljerne i en Plan! Det giver netop Manden; kun det naive, simple Helhedsbillede står ham for Øje, og deri ligger en mægtig demagogisk Impuls, som delvis forklarer hans Betydning. Han havde den Vision, der alt for let går tabt undervejs for den, som arbejder sig frem til en modsigelsesfri Opfattelse med alle Videnskabens Hjælpekilder. Men dette hans Fortrin er tillige hans Begrænsning, thi det er Gang på Gang hændt, at de Idéer han gik i Skranken for, viste sig at være umulige, når de skulle anvendes på den hårde, kolde Virkelighed.

Når dette alligevel ikke blev mere skæbnesvangert, end Tilfældet var, skyldtes det en særlig Evne hos Gandhi. Hvad han manglede i historisk Viden, logisk Tænkeevne og analytisk Abstraktionsdannelse, erstattede han med en usvigeligt sikker flair. Han var som kun få i Stand til at vejre en Stemning og bedømme en Situations Muligheder intuitivt. Var hans almindelige Anskuelser præget af en doktrinær Idealisme, var hans praktiske Politik bestemt af en fintmærkende Opportunisme, der fik ham til altid at gøre den rette Ting i det rette Øjeblik. Sansen for det belejlige indgik altid i Overvejelserne om, hvad der var moralsk rigtigt. Derfor finder vi, at de forskellige Beslutninger han tog, som overraskede hans Kampfæller og for den Sags Skyld den hele Verden, og som tilsyneladende var udelukkende moralsk og etisk motiveret, tillige altid viste sig at være de mest opportune Handlinger i de pågældende Situationer.

De samme Synspunkter kan anlægges på hans Metoder. Hans Kampmiddel er Strejken, eller som han kaldte det: non-cooperation, Ikke-Samarbejde, passiv Modstand, der er religiøst begrundet i ahimsa, Jainismens Forbud mod at dræbe og volde ondt. Det er dog ikke noget rent passivt, tværtimod det betegner en Aktivitet, som er større end ydre Modstand eller Vold, idet den udtrykker en bevidst og intensiv Vilje til gennem Lidelse og Offer alene ved Sjælens Styrke og Godheds Magt at tiltvinge sig sit Mål. Derfor kaldes det også satyagraha, Sandhedskraft, Sjælsstyrke. Satyagraha forbinder Hinduismens passive Princip med Jainismens Aktivitet (der ved Askese tiltvinger sig den højeste Salighed), og således førte Gandhi sin Kamp med et Våben som det indiske Folk havde Forudsætninger for at kunne føre, fordi det var smedet af dets fjerne Forfædre! Men samtidig var det klogt og opportunt at benytte netop dette Våben, fordi det på det Tidspunkt, da det blev taget i Anvendelse, var det eneste som Englænderne ikke med Lethed kunne slå ned.

Det var i Sydafrika, Gandhi først tog disse Kampmetoder i Brug. Her levede omkring Århundredskiftet henved 100.000 Indere under uværdige Slaveforhold, og da han som ung Sagfører kom derned, besluttede han at gennemtvinge en Forbedring af deres Kår. Det tog ham tyve År, men det lykkedes og netop ved at benytte Satyagraha.

I 1914 var hans Gerning fuldbyrdet, og han vendte hjem til Indien som en berømt Mand. Under Krigen virkede han for engelskindisk Fællesskab og sluttede sig nærmest til de liberale. Men han havde ikke været der så længe, før han opdagede, at det Indien, han var kommet hjem til, var et andet end det, han havde forladt tyve År tidligere, og at der ikke var noget reelt Grundlag for et engelsk-indisk Samarbejde længere. Uafhængighedsbevægelsen var i rask Vækst, og ved at knytte sin Sag til Englændernes ville han meget snart komme i Konflikt med sine Landsmænd. Derfor slog han om, så snart Krigen var forbi, og idet netop Krigens Afslutning skyllede en Bølge af Nationalisme hen over hele Indien og for den Sags Skyld over hele Asien, en Bølge der truede med at føre til Revolution og Kaos, trådte han ind på den politiske Arena og tilbød sit Folk det i Sydafrika gennemprøvede Kampvåben, Satyagraha, den passive Modstands Princip.

Og Folket tog det til sig. Gandhi lovede det, at Indien skulle få sin Frihed inden 31. December 1921, hvis det trofast overholdt Satyagrahas Bud. I tre År stod den mærkelige Kamp på. Skæringsdagen kom, uden at der skete noget. Inderne afholdt sig i Begyndelsen fra at handle med engelske Varer, men trættedes i det lange Løb, og et Stykke ind i 1922 stod det klart for alle, at der ikke ville komme noget ud af det i den Omgang. Også Gandhi var klar over det og benyttede en af de mindre Voldsperioder, der fandt Sted fra Tid til anden, til at afblæse hele Kampagnen. Den engelske Vicekonge, der hidtil havde siddet bomstille og ventet på det rette Øjeblik, som en Edderkop i sit Spind, kom nu frem og sikrede sig sit Bytte. Gandhi blev arresteret, uden at en Hånd rørte sig i den Anledning, og idømt seks Års Fængsel.

For så vidt var Bevægelsen end med en Fiasko. Den var dog ikke derfor uden Betydning. For første Gang i Århundreder havde store Dele af Befolkningen været samlet om en fælles Idé og kæmpet for en fælles Sag. Den nationale Bevægelse var blevet yderligere konsolideret, og Viljen til at få Englænderne ud af Landet var nået ud til de fjerneste og mest tilbagestående Landsbyer. Den var for første Gang blevet en universel Bevægelse, og den havde for første Gang været en virkelig Trussel mod det engelske Herredømme. Den havde fejlet, men på en sådan Måde at den efterlod det indiske Folk som et andet og nationalt mere vågent end hidtil. På tre År var det indiske Folk skredet videre frem end i de foregående tre Hundrede År.

Det så man, da Gandhi for anden Gang trådte ind på Arenaen og kaldte til Kamp. Det var i 1930, da de engelske Forsøg på at opnå et Kompromis med Inderne i deres Krav om Uafhængighed, var strandet. Englænderne tilbød Selvstyre, Dominonstatus, Inderne forlangte absolut Uafhængighed. Det nægtede den engelske Regering dem, og Gandhi proklamerede dermed Satyagraha, idet han samtidig erklærede, at han ikke ville vende tilbage til sit Hjem, før Indien havde fået sin fulde Frihed.

Englænderne så i Begyndelsen overlegent på Bevægelsen, idet de vel mente, at den ville forme sig som en Gentagelse af Begivenhederne ti År tidligere. Men deri forregnede de sig. De regnede ikke med, at Folkets store Masse nu stod ganske anderledes bevidst i Opposition til Fremmedstyret. Snart bredte Bevægelsen sig over hele Indien, engelske Varer blev boykottet og Lagrene brændt, det kom til Voldshandlinger og Plyndringer.

Denne Gang fandt Gandhi det imidlertid ikke nødvendigt at afblæse Kampagnen for nogle Overgrebs Skyld. Til Gengæld begyndte Englænderne at blive nervøse, og de besluttede sig til at lade Gandhi arrestere. I 1922 havde de kunnet gøre det, uden at nogen havde rørt en Hånd, nu førte det tværtimod til, at Bevægelsen skred ind i en faretruende Fase, hvor mere hensynsløse Kræfter begyndte at presse på, hvor Metoderne blev andre og mere aggressive, og hvor selve Målet for Kampen blev delvis ændret, idet det fra at være udelukkende en Kamp mod Fremmedherredømmet i stigende Grad forvandlede sig til et Opgør, hvor Underklasse vendte sig mod Overklasse, Bonde mod Herremand, Arbejder med Kapitalist. Kampen truede således med at styrte hele den Struktur, hvorpå det britiske Styre hvilede. Englændernes Støtter i Indien var skræmt fra Vid og Sans, og med god Grund: Godsejerne blev myrdet, deres Gårde brændt af, og Fyrsternes Troner vaklede, i Byerne lagde Strejkerne alt Arbejde øde.

Englænderne blev nu for Alvor bekymrede. De forstod, at de enten måtte gå ind i en regulær Krigstilstand, hvad der kunne få uberegnelige Følger, eller komme til en Forståelse. De valgte det sidste og satte Gandhi på fri Fod.

Det var det klogeste, de kunne gøre. Det viste sig nemlig, at Gandhi var lige så skræmt over Udviklingen som Englænderne og lige så ivrig for at få Kampagnen afblæst. De stod som Forbundsfæller overfor en fælles Fjende: det store indiske Folk der omsider var kommet i Bevægelse og stormede afsted over Stok og Sten mod det eftertragtede Mål, den nationale Uafhængighed og den sociale Befrielse.

I denne Situation gjorde Gandhi altså fælles Sag med Fjenden. Hvad der voldte de største Vanskeligheder, var ikke de reelle Interessemodsætninger, men de Krav Gandhi havde fremsat som uomgængelige, før der kunne blive Tale om Fred, og som han nu på en anstandsfuld Måde måtte tage i sig igen. Satyagraha-bevægelsen var blevet startet under Løsenet »Purna Svaraj«, fuldstændig, ubetinget Uafhængighed, og det Løsen havde bidt sig fast og var blevet Folkets Eje. Men det lykkedes Gandhi at komme over Vanskeligheden ved en smuk Fortolkning af Udtrykket, idet han forklarede, at det betyder »fuldstændig Frihed indefra, hvad der ikke udelukker Forbindelse med et hvilket som helst andet Land, allermindst med England!« På Grundlag af denne Tolkning afblæste Gandhi Kampagnen og indgik den såkaldte Irwin-Gandhi Pagt, der i Hovedsagen lod alt forblive som det var. En Pagt der lader sig sammenligne med Pétains Overenskomst med Hitler ni År senere og med adskillige andre Overenskomster, som vil være i frisk Erindring. Gandhi var blevet Kollaboratør.

Repræsentanten for en Epoke.

Gandhi var blevet Kollaboratør. Naturligvis ikke for snæver Vindings Skyld, men af samme Grund som så mange andre i vor Tid er blevet det: fordi de frygtede den sociale Udvikling, blev bange, da de så Folket sætte sig i Bevægelse. Han blev Kollaboratør, fordi han var reaktionær. Som alle reaktionære ender med enten at blive Fascister eller Støtter for Fascismen (hvilket er Meningen med Udtrykket Kollaboratør), således endte også Gandhi. Da den anden Verdenskrig kom, ville han ikke være med til at bekæmpe den sig nærmende Fascisme i den japanske Voldsmagts Skikkelse. Men da var han forlængst ophørt at være en historisk formende Kraft i det indiske Folks Historie. Hans historiske Rolle ophørte den 3. Marts 1931, den Dag da Irwin-Gandhi-Pagten blev sluttet, og han rejste hjem til sin Ashram (idet han formodentlig må have glemt sit tidligere afgivne Løfte om ikke at ville gense sit Hjem, før Indien havde fået sin nationale Frihed tilbage). Hans Rolle havde været at kalde det indiske Folk til Kamp imod de nationale Undertrykkere og så, da dette faktisk skete, at bremse det igen.

Det ville imidlertid være en uhistorisk og umarxistisk Vurdering at underkende Mandens historiske Betydning, fordi Alderdommens Høst ikke indfriede, hvad Ungdommens såtid lovede.

Gandhis historiske Mission ligger i Tiden mellem de to Verdenskrige, en Tid der for Asiens Vedkommende betegner den nationale Opvågnen. De første Spirer hertil går længere tilbage og kan dateres til den russisk-japanske Krig, der vakte den studerende Ungdom til Tro på Asiens Fremtid. Men først med Verdenskrig I blev denne Tro til en Masseoverbevisning. En Bølge af national Uro skyllede hen over Asien i Krigens Kølvand, Tyrkiet, Iran, de arabiske Lande, Indien, Burma, Indokina, hollandsk Indien og Kina. I alle disse Lande havde de imperialistiske Magter gravet sig ind, omend på forskellige Måder. De arabiske Lande fik forskellige Grader af formel Uafhængighed, der ikke stillede sig hindrende i Vejen for den kapitalistiske Udbytning. I Kina formåede de ikke at hindre den nationale Revolution under Chiang Kai Shek, men havde Held til at få de socialt revolutionære Tænder brækket ud af Kæberne på Uhyret, så det stadig kunne forblive et Udbytningsobjekt for den internationale Finans. I de egentlige koloniale Besiddelser i Bagindien og Indonesien kom det til stadige Uroligheder og Opstande, hvor de borgerlige og proletariske Elementer fandt hinanden i den fælles Kamp mod den fælles Fjende, de udenlandske imperialistiske Udbyttere, der tappede Landet for dets Rigdomme.

Og det kunne kun blive et Spørgsmål om Tid. En ny Generation rykkede frem, præget af Socialisme og Planøkonomi, en Generation der ikke nærede Gandhis Rædsel for Industrialismen og den vestlige Kultur, selv om de så mere til Moskva end til London. De var ikke Tilhængere af Satyagraha, men endnu var Gandhis Autoritet dem for stor, de levede i Skyggen af den store reaktionære. De måtte vente. Hele det indiske Folk måtte vente, vente på sin Frihed og på det daglige Brød.

Men så kom den anden Verdenskrig og fremskyndede endnu engang Udviklingen. Efter dens Ophør var Gandhi mere en Legende end en Realitet. Det var ikke længere muligt at holde det indiske Folk tilbage i statslig Afhængighed. I Bagindien, Vietnam, i Indonesien kæmpede Folkene for deres Frihed, og den britiske Statsmagt, der var svækket indtil Afmagt efter Krigens uhyre Anstrengelse, vovede ikke at tage en Konflikt. Efterkrigstiden har set en betydningsfuld Ændring af den britiske Kolonialpolitik, der betegner intet mindre end en total Omlægning. I Erkendelse af at de ikke mere kan beherske de asiatiske Lande med de gamle Metoder, fordi Befolkningerne her er blevet for modnede og nationalt udviklede, vender de sig mod Afrika for her at skabe et nyt Centrum for deres militære og økonomiske Position. Negrene er fremdeles tilstrækkeligt uvidende og famlende i national Henseende til, at det vil være muligt at beherske denne Verdensdel i nogen Tid med de klassiske Midler.

I Indien går man nu frem efter andre Retningslinjer og søger at omlægge Beherskelsen af sine Interesser her i Lighed med, hvad man har nået i den arabiske Verden og Iran, dvs. under Påberåbelse af at have givet de pågældende Lande deres fulde Uafhængighed skaffer man sig, ved Bestikkelse og forskellige Former for Støtte, en good-will blandt visse dominerende Befolkningslag, Godsejere, Fyrster, Bourgeoisi, alt efter hvem der er den stærkeste Faktor på det pågældende Sted, og binder denne Befolkningsklasse til sig og sine Interesser. Hvad engelsk Administration og engelsk Militær tidligere måtte tage sig af, det besørger under de nye Forhold en Gruppe af Landets egne Børn. Det har hidtil virket fortrinligt, dette moderniserede Kolonisystem, i Iran, i Irak, i Transjordanien, og hvor det ellers er prøvet.

Det er umiddelbart indlysende, at den sociale Revolution under disse Omstændigheder får en ny og overvældende Betydning. Det nye britiske Koloniprincip betegner en Uddybning af Klasseskellet og Klassemodsætningerne. Og mens man derfor kunne sige, at Kampen mod de fremmede Udbyttere i den nationale Enhedsfronts Periode i sig rummede Forudsætningerne for den sociale Kamp, gælder det nu, da den formelle Uafhængighed er opnået, at den sociale Revolution er Forudsætningen for, at den samtidige Kamp mod de fremmede Udbyttere kan føres til Bunds og til Ende.

Gandhis Navn vil for stedse nævnes med Ære i Indiens Historie for hans Gerning mellem 1919 og 1931, men den sociale Omvæltning var ikke hans Sag.

En Introduktion til Theodore Dreisers Forfatterskab ved dr. phil. Sven Møller Kristensen.

Theodore Dreiser, som døde i de sidste dage af 1945, var en hovedskikkelse i nyere amerikansk litteratur. Han hørte til de mennesker, der udvikler sig langsomt, grundigt og stædigt, men konsekvent. En alvorsmand, der gjorde sig umage for at forstå den verden, han levede i, og stadig holdt sig åben for nye erfaringer. Hans utrættelige sandhedssøgen førte ham på hans gamle dage langt ud over det standpunkt, som de fleste yngre amerikanske forfattere var nået til. Han nåede i virkeligheden det punkt, hvor de to jævnaldrende forfattere Jack London og Upton Sinclair var startet i deres ungdom, og et lille betydningsfuldt stykke videre. Vejen var lang og tung for ham, pyntet med censur og forbud, forargelse og forfølgelse, men så meget fastere blev også hans overbevisning.

Han var født i 1871 i Indiana, af tysk og slavisk afstamning. Faderen var en stivsindet religiøs, og Dreisers barndom ikke den bedste. Som ung levede han for størstedelen i Chicago, med kontorarbejde, som inkassator for et møbelfirma, og efterhånden af journalistisk virksomhed. Hans første roman »Søster Carrie«, som blev udgivet i 1900 på Frank Norris’ anbefaling, blev omgående beslaglagt af hensyn til den offentlige moral. Det var den åbne og ærlige, psykologiske kvindeskildring, der havde stødt an imod Amerikas puritanske bevidsthed. Censuren mødte ham igen med romanen »The Genius« 1915 og med »En amerikansk tragedie« 1925.

Gennem de første tyve-tredive år af sit forfatterskab var Dreiser den typiske naturalist, en objektiv iagttager og neutral skildrer af den eksisterende virkelighed. Hans livsopfattelse var strengt deterministisk: alt i verden er underkastet de fysiske og kemiske love, mennesket selv er kun et produkt af omstændighederne og et passivt bytte for dem. Verden er uden fornuft eller mening. Der findes ikke ondt eller godt, kun stærkt og svagt, og det eneste, vi kan stille op mod en sådan orden, er at vise sympati og medlidenhed. Dette naturalistiske livssyn havde været kendt i Europa fra omkring 1870, men i Amerika var det endnu i århundredets begyndelse noget nyt og revolutionært, farligt især for den autoriserede puritanske moral.

Dreisers første hovedværk er de to romaner »The Financier« 1912 og »The Titan« 1914, som ikke er oversat til dansk. De hører sammen og skulle have været efterfulgt af en tredje bog, så det hele var blevet en stor trilogi om den amerikanske forretningsmands tilblivelse og udvikling. Han hedder Frank Cowperwood og er et rovdyr i menneskeskikkelse. Det, der driver ham frem, er begæret efter magt og kvinder. Som dreng har han stået foran et akvarium og set på, hvordan de store dyr æder de små. Naturen er et systematisk myrderi, den ene lever på den andens bekostning, og det samme princip må vel gælde i menneskelivet, tænker drengen. Mennesker lever på andre mennesker. Han arbejder sig frem, højtbegavet og hensynsløs. Han erhverver sig rigdom i Philadelphia, bliver gift og får et stort hus og elskerinde, men hans transaktioner både på det kommercielle og erotiske område bliver omsider afsløret, og han får en fængselsstraf og forsvinder fra byen. I anden del, »The Titan«, dukker han op i Chicago, som i de år var centrum for den amerikanske monopolkapital, og påny bruger han albuerne og arbejder sig op til en førende stilling i byens liv. Det er mere en psykologisk end en social roman. Dreiser interesserer sig for individet Frank Cowperwood, for det profitjagende rovdyr, og egentlig ikke for den sociale ulykke, han fører med sig.

I 1925 kom Dreisers andet hovedværk, »En amerikansk tragedie«. Det er også en individuel skildring, men med et uhyre perspektiv. Hovedpersonen her, Clyde Griffith, er den lille mand i samfundet, offeret for den puritanske opdragelse og det kapitalistiske samfund, en almindelig, velbegavet, normal ung mand, som drives til at myrde sin kæreste og efter en retssag sendes til den elektriske stol. Hvorfor? Fordi der er en absolut modsætning mellem den moral, hans religiøse familie har fyldt på ham som barn, og den moral, som virkelig gælder i det samfund, han sendes ud i. Han har ingen modstandskraft. Han accepterer øjeblikkelig den »moralske« måle-stok, der hedder penge, magt, anseelse, og i det kritiske øjeblik går han ikke af vejen for et mord for at kunne gøre et lille, nemt hop op i overklassen. Det er samfundet, der anklages. Beretningen om Clyde Griffith er en typisk amerikansk tragedie, forøvrigt bygget over en autentisk begivenhed.

I 1927 besøgte Dreiser efter indbydelse Sovjetunionen, »som en uforbederlig individualist - og derfor modstander af kommunisme«. Han beskrev sin rejste i bogen »Dreiser looks at Russia«, hvor han udtrykte sin beundring for eksperimentet med afskaffelsen af kapitalisme og udbytning og for den faste, målbevidste og uegennyttige ledelse, og også sine betænkeligheder med hensyn til indskrænkningerne i den personlige frihed. Den store krise i Amerika efter 1929 gav ham yderligere noget at tænke på, og i løbet af 30’erne svingede han langsomt og sikkert fra sit gamle, passive og pessimistiske stade over til en aktiv, social og socialistisk indstilling. Han havde ikke for ingenting skrevet om den amerikanske forretningsmands metoder, han kendte den amerikanske kapitalisme og begyndte at forstå, at mennesket måske alligevel havde i sin magt at gribe ind i verdens gang og gøre sig til herre over sin tilværelse. Han studerede forholdene i Amerika under depressionsperioden, han skrev dokumentariske bøger om udbytningen og det svigtende demokrati i staterne, og han gik ind i de amerikanske forfatteres forening mod krig og fascisme. Endnu en gang blev han en farlig mand for det officielle Amerika. Han opnåede endog at blive arresteret under et forsøg på at studere en strejke i Sydstaterne. Under den anden verdenskrig indmeldte han sig i Amerikas kommunistiske parti.

»Alle Nationer vil nå frem til Socialismen, men alle vil de komme det på noget forskellig Måde, hver enkelt vil bringe noget særegent ind i den eller anden Form for Demokrati, i den ene eller den anden Afart af Proletariatets Diktatur, i det ene eller andet Tempo i socialistiske Omdannelser af Samfundslivets forskellige Sider« (Lenin i »Om en Karikatur af Marxismen«, Oktober 1916).

Aragons: Kommunisterne

er den første bog i en stor romanserie, hvis emne er vor tids drama. Serien skal spænde over tiden fra foråret 1939 indtil 1945. Værket vil give billedet af et helt folks historie i disse år og især af de progressive mennesker, som de nervøse herskere i 1939 pudsede politiet på, og som under frihedskampen vandt folkets tillid. Allerede i denne første bog trækker de voldsomme begivenheders skyer sammen - i billeder af det tapre spanske folks trængselsdage, af den dekadente franske overklasse, som mente sig vel tjent med Hitler, og af de mange kommunister og andre retskafne mennesker, som ikke bøjede knæ for trykket indefra og udefra. En ejendommelig, aktuel bog - kræfterne i dens drama virker endnu stærkere blandt os i dag, de ulykkessvangre, som drømmer om ragnarok, og de løfterige, som vil give menneskene tryghed og fred,

William Heinesen - De fortabte Spillemænd

William Heinesens nye roman fra Færøerne handler om missionsk nidkærhed, fej levebrødsmoral, småtskårent brødnid og forargelse, drik og havari, men også om hjertets renhed, menneskers tro og forventning, hjælpsomhed og sammenhold. Der hviler et skær af eventyr over bogens mennesker og begivenheder, et skær af poesi, som fængsler og taler til den enkelte. »De fortabte Spillemænd« er en roman om de kår, tilværelsen byder menneskene, set gennem en stor digters magiske briller.

Hilmar Wulff - Ondt Vejr

Hilmar Wulffs nye roman er en bog for de mange læsere. Den skildrer en stormflod, der sætter et fiskerleje på Lollands nordkyst under vand og anretter svære ødelæggelser, ja truer hele det lille samfund med ruin. Hilmar Wulff kender sit stof til bunds, og fiskernes kamp mod naturmagterne er fortalt med overbevisende styrke.

»Ondt Vejr« er en roman med spænding og perspektiv. Hilmar Wulff viser endnu engang, at han er en stor kunstner og en ægte folkelig fortæller.

Hans Kirk - »Vredens Søn«

»En roman fra Jesu tid« kunne Hans Kirks nye bog have som undertitel.

En stor fortæller viser, at Palæstina dengang var et okkuperet land med alt, hvad deraf følger: besættelsesmagt, landssvigere, frihedskæmpere.

En roman, der fængsler ved sin handling og sætter tanker i bevægelse.

»Som kunstværk betragtet rager »Vredens Søn« meget højt op. Man må beundre Hans Kirks psykologiske indsigt.« - Tom Kristensen i »Politiken«.

»Den lyser smukt op i november.« - Hans Brix i »Berlingske Aften«.

»Romanen er skrevet i samme klassiske fortællerstil, som Kirk brugte i »Slaven«. Dette stof kunne næppe behandles fra et irreligiøst, socialt synspunkt på en finere og mere nænsom måde.« - Sven Møller Kristensen i »Land og Folk«.

Howard Fast - Frihedens Vej

Romanen udkom første gang i oktober 1945, efter at den store krig mod Hitlers tyranni var sluttet med folkenes sejr. Dens emne er hentet fra en periode med lignende træk - tiden efter den amerikanske borgerkrig, slutningen af 1860erne og begyndelsen af 1870erne, den såkaldte rekonstruktionsperiode, da sorte mennesker og fattige hvide i fællesskab tog fat på at bygge deres egen verden op, i stedet for det gamle slavesamfund i sydstaterne. De stenrige slaveejere var en tid lang bedøvede af slaget, men de kom igen, med Ku Klux Klan, med statsmagtens politi og hær, og satte deres modbevægelse ind med en terror og vildskab, som den officielle historieskrivning har dækket med tavshedens kåbe.

Romanen fortæller i jævne og gribende ord om enkle mænd og kvinder, med deres børn og kærlighed og tragten efter ting, der kan gøre livet godt for dem. Dens hovedpersoner, den store negerfører Gideon Jackson, hans kammerater Hannibal Washington, Broder Peter og den fattige hvide Abner Lait er forløberne for den frihedsbevægelse, vore dage ser vælde frem over hele verden. Da romanen udkom, lød der mange smukke ord i Amerika om Howard Fast. Han er forblevet sine idealer tro, og derfor har Trumans og Mac Arthurs Amerika sendt ham i fængsel. Men bøgerne selv taler stærkere end før, de læses med begærlighed i Howard Fasts fædreland, og de læses nu over hele verden. De knytter venskabsbånd mellem folkene.

Professor Hans Brix skrev i Berlingske Aftenavis: »Howard Fast har som hovedperson indsat en kraftig forhenværende negerslave Gideon Jackson, der kæmper sig ud af sin tykke uvidenhed og bliver negerfører i Nordcarolina, en af de frugtbareste bomulds- og risprovinser blandt sydstaterne. En tid lang har Gideon fremgang og lever, som den honette og hengivne sjæl han er, lykkeligt med sin kone Rachel og tre børn ... Men Ku-Klux-Klan hordens mænd drager hvidkappede og tungtbevæbnede imod ham... Bogen må bydes velkommen også i Danmark.«

Hans Scherfig - Rejse i Sovjetunionen - Tekst og Tegninger

Hans Scherfig tog til Sovjetunionen i foråret 1950 med et rejseselskab, der besøgte Moskva, Kijev og Stalingrad. Scherfig talte med folk på kollektivbrug og fabrikker, han besøgte dem i deres hjem og i arbejderklubberne efter fyraften, oplevede mylderet i butikkerne og tegnede skitser af dansen på gaderne, når der var fest som på 1. maj: »Der er en anden atmosfære mellem mennesker end i Vesten, en venlig munterhed, en forunderlig uskyldighed.« Selskabet diskuterede opdragelse med lærere og kunst med museumsfolk og fremtiden med mennesker i Stalingrad. »De viste os deres by,« fortæller Scherfig, »og de viste os deres grave og spurgte os: Tror I, at vi ønsker krig igen? Tror I, at vi længes efter at gennemleve det engang til, som vi har oplevet? ... Hvis de får fred til det, så vil de have bygget en stor ny smuk by i løbet af et par år...« Alle vegne finder Scherfig at noget nyt er under opførelse, og at tilværelsen indgyder sovjetborgerne tro på en god fremtid.

F. Kandyba – Den varme jord.

Med jordvarmen og atomenergien som baggrund indgår fantasi og videnskab i denne roman en lykkelig og spændende forening med sovjetungdommens fart og opfindsomhed i opbygningen af kommunismen.

En bedre roman kan De ikke få til sommerferien!

Harald Herdal - »Bisser og andre Fortællinger«.

En Samling Noveller om Bisser, Bønder, Arbejdere og andre. Værdifulde sociale Skildringer, der viser mange Sider af denne særprægede Digters Væsen og udgør et naturligt Supplement til hans store Romaner.

Hans Kirk - »Slaven«.

En historisk Roman fra 1600 Tallet. Handlingen foregår på en spansk Tremaster på Vej fra Sydamerika til Barcelona. Blandt Mandskab og Passagerer er alle Mennesketyper repræsenteret. En af Passagererne siger med fuld Ret: Dette Skib er som et Billede på Verden.

Martin Andersen Nexø - »Midt i en Jærntid«.

Ny Udgave af den store Roman om den danske Bonde i Krigsårene 1914-18. Udsendt til Martin Andersen Nexø’s 60 Års Fødselsdag i 1929. Hermed trykt i 10.000 Ekspl. »Bogen er et Stykke Litteratur, der vil blive stående.« Knud Nielsen i »Sorø Amtstidende«.

Martin Andersen Nexø - »Morten hin Røde«.

»Morten hin Røde« fortsætter både »Pelle Erobreren« og Martin Andersen Néxø’s Erindringer. Romanen er et Tidsbillede med mange Portrætter, en stor Menneskeskildrers Værk. »En hvas og kampglad Bog. Båret af en Sindets Varme, en dyb Kærlighed til alle, der har det ondt.« Hans Kirk i »Land og Folk«. »Den er veloplagt skrevet med bare Arbejdsnæver, der hvert Øjeblik har Lyst til at smide Penneskaftet og slå på Tæven.« Tom Kristensen i »Politiken«. 3. Oplag.

Martin Andersen Nexø -»Den fortabte Generation«.

En Erindringsroman, der fortsætter »Morten hin Røde«. Handlingen foregår i den første Verdenskrigs sidste År og i Mellemkrigsårene, der for Hovedpersonen er en Tid rig på Arbejde og Kamp, Tvivl og Tro. »En stor og levende Bog, der angår os alle.« Werner Thierry i »Land og Folk«. »Den har det umiskendelige Skær af virkelig Storhed over sig.« Hans Brix i »Berlingske Aftenavis«.

Martin Andersen Nexø – Ditte Menneskebarn I. og II.

Martin Andersen Nexø - Digte

Martin Andersen Nexøs lyriske produktion er ikke stor. Den omfatter en eneste digtsamling, som nu er trykt op i en ny, forøget udgave. Den er delt i seks afdelinger: Grøn ungdom - Landskab - Rekonvalescens - Viser - Under tiden - Af kampen. Til digtene fra Martin Andersen Nexøs egen hånd slutter sig et par oversættelser.

»Sådan tolker vor store digter sit forhold til fødelandet... Et akkompagnement til hans vældige prosakunst.« Hans Kirk i »Land og Folk«.

Martin Nielsen - Fængselsdage og fangenætter

Med Fængselsdage og fangenætter slutter Martin Nielsen sin genoplevelse af den tid, der endte i »Rapport fra Stutthof« og »Undervejs mod Livet«. Fængselsdage og fangenætter er forspillet - det indledende ophold under den danske regerings varetægt efter den 22. juni 1941, i Vestre Fængsel og Horserødlejren, med et intermezzo, hvor Martin Nielsen og andre danske var »udlånt« til Gestapo i København.

Den fangne frihedskæmpers dom over samtiden og forventning til fremtiden lyser frem af de breve, som Martin Nielsen i 1941-43 skrev til sin lille søn. Fængselsdage og fangenætter er en bog om vor tids kæmpende humanisme - og dens modstykke. - »Undervejs mod Livet«, der fortsætter »Rapport fra Stutthof« fortæller om de befriede danske og norske Stutthof-Fangers farefulde Færd i Området mellem den slagne tyske Hær og den fremrykkende røde Armé.

Martin Andersen Nexø - Hænderne væk

Nyt oplag af Nexø’s lille bog fra 1934

om sovjethetzen, om kapitalismen, om højresocialdemokraterne, - og om socialismen og dens storslåede resultater. Den er inspirerende og stadig lige aktuel.

Gordon Schaffer – Østzonen i Tyskland.

vil være Dem til uvurderlig Nytte ved Belysningen af dette Spørgsmål, idet den er den første samlede Redegørelse for Forholdene i Sovjetzonen.

Forfatteren skriver i sit Forord: »Tysklands Fremtid - og dermed en hel Række Spørgsmål af vital Betydning for Europa og hele Verden - afhænger af, hvad der sker i alle Zonerne, og af de Allieredes Evne til at koordinere deres Politik. Det har ikke været min Hensigt at drage Sammenligninger eller stille Modsætninger op mellem den Politik, der drives i de forskellige Zoner. Min Hensigt har været at fortælle en Historie, som ingen andre har fortalt, og som Verden bør kende for at kunne bedømme Tysklands brændende Problemer retfærdigt.«

Howard Fast - Clarton

Howard Fast’s nye roman fortæller om en strejke og dens virkninger i en lille amerikansk købstad. Den giver en meget dybtgående analyse af de voldsomme modsætninger i det moderne kapitalistiske samfund, og som i sine øvrige bøger lader Fast tingene selv tale uden nogensinde at tage agitatoriske midler i brug. Enhver læser vil føle, at denne alvorsfulde bog er sand.

Øivind Bolstad – Den røde Begonie.

Bolstad har påny taget et aktuelt emne op til behandling: de tidligere tuberkulosepatienters fortvivlede kamp for igen at finde fodfæste og ståsted i tilværelsen. Forfatteren Johan Borgen skrev i »Friheten«: »Det er en bok full av overskud og humor. En bok og et budskap, som bør tas hyppig fram og som egner seg til lesning i den hensikt, at vi friske kan forsøge å fatte vår egen lykke«.

Arturo Barea Smedjen – Den blodige vej – Oprøret - Lorca, digteren og hans folk.

»Man må blankt erkende, at Arturo Barea hører til de stærkeste kræfter indenfor moderne romanlitteratur«

Kaas Johansen i »Information«. - »Det ville være løfterigt, om ungdommen kårede denne spanier til sin tids digter« Møller Nielsen i »Social-Demokraten«

Ernest Hemingway – Og solen går sin gang – Farvel til våbnene – At have og ikke have – Hvem ringer klokkerne for I. og II. – Efter stormen (Novellesamling)

» - Hemingway er ikke blevet overvurderet - « - Tom Kristensen i »Politiken« - Nu foreligger Hemingways betydeligste værker i en samlet udgave i 6 bind, indbundet i smukt skind med ryg og hjørner af ægte oksehud.

Walter A. Berendsohn – Martin Andersen Nexø – Hans vej til verdenslitteraturen

Afsnit om bl. a.: Martin Andersen Nexøs Udvikling til Proletariatets Digter - Personlig Tilknytning til Udlandet. Rejseskildringer. Det almenmenneskelige. Martin Andersen Nexø og Tyskland. Bekendelse til den russiske Oktoberrevolution. Andersen Nexø og Sovjetunionen - Under og efter den anden Verdenskrig, med Liste over Oversættelser til fremmede Sprog.

Man hilser den med glæde, for litteraturen om Nexø er sparsom. Berendsohns bog præsenterer en mængde uundværligt materiale. Den fortjener i høj grad at blive læst i Danmark. - Dr. phil. Sven Møller Kristensen i »Land og Folks« Kronik.

Günther Stein – Skæbne dage i Kina.

En Amerikaners Oplevelser. Gunther Stein har som Korrespondent til Manchester Guardian, News Chronicle og Christian Science Monitor opholdt sig i Østen i de sidste 12 År.

Han var en af de første Journalister der fik Chiang Kai-sheks Tilladelse til at besøge »det ukendte«, det såkaldte »røde Kina«.

I sin Bog skildrer han den Ihærdighed og Originalitet, 100 Millioner fattige kinesiske Bønder lægger for Dagen i Opbygningen af Landet og for Skabelsen af et demokratisk Samfund. Forfatteren har systematisk opsøgt Institutioner og Personer inden for alle økonomiske, militære og kulturelle Områder, og ud fra sit indgående Kendskab til hele Kina konfronterer han Mangler og Fortrin i de to Teorier. Med flere Kort, mange Illustrationer og et udførligt Sagregister er Bogen en værdifuld Håndbog og Orientering i Kina-spørgsmålet

Carsten Halvorsen – Revolutionens ambassadør.

Den fine Diplomat, i hvis stockholmske Arbejdsværelse »Følerne« løb sammen under den store Krig - den russiske Revolutionære - en af Kvindernes Pionerer, det er Alexandra Kollontay, som Halvorsen skriver sin Bog om. Også Københavnerne tog hun med Storm, da hun talte på Folkemøderne under II Internationales Kongres i 1910. Her mødtes to Linier i Arbejderbevægelsen - på den ene Side Lenin, Kollontay og andre, på den anden Nedgangsliniens Mænd som Stauning, Branting ... I »Revolutionens Ambassadør« flettes århundredets politiske Historie sammen med et stort Menneskes personlige Oplevelser, Portrætter og menneskelige Dokumenter, præsenteret af en blændende Skribent.

Tsing Ling – Sol over Sankiang floden - Issinq, Linfy.

I 1946 virkede Tsing Ling i en brigade, der støttede jordreformerne i området ved Hualiai. Den følgende vinter fik hun ordnet og nedskrevet noget af det store stof herfra: »Jeg samlede al min opmærksomhed om at belyse mennesker og tildragelser i en enkelt landsby. For eksempel benyttede jeg det brogede og levende materiale, jeg havde fra en folkevæbnings-afdeling, der havde opereret ved floden Sankiang. Afdelingens anfører er modellen til en af bogens personer, kredsagitatoren Chang Pin.« I 1947 deltog hun i den al-kinesiske landbrugskonference i Peking og fik umiddelbart derefter en opgave med jordreformen i en landsby i Chiolu. Først i 1948 blev romanen færdig. Den hører til det nye Kinas yndede bøger/ og er kommet i store oplag i Sovjetunionen. Tsing Lings liv har været fuldt af omskiftelser. For at komme fri af den utålelige underkuelse i en patriarkalsk godsejer-familie flygtede hendes mor med hende, da hun var barn, og sluttede sig til kommunisterne. Da Tsing Ling blev voksen, gik hun ind i kommunisternes rækker. Hun giftede sig med en revolutionær forfatter, der i 1931 blev skudt af Chiang Kai-sheks politi. I foråret 1933 blev Tsing Ling arresteret i Shanghai og udstod tre års tortur og ydmygelser i Kuomintangs fængsler. I 1936 organiserede det kommunistiske parti hendes flugt, og hun nåede frem til Jenan, folkebefrielsens centrum i Nordvestkina. Her fik hun hænderne fulde med oplysningsarbejde i hæren og i skolerne. Tsing Ling er en førende lederskikkelse i Kvindernes demokratiske Verdensforbund.

Andrew Rothstein – Menneske og plan i Sovjetunionen.

»Frit Danmark« skrev: »Det er en bog, De bør læse. De kommer ikke uden om den, hvis De for alvor ønsker at vide, hvad der virkelig foregår i Sovjetunionen. Den, der for fremtiden vil påstå, som det jo så ofte sker, at man faktisk ikke ved noget om, hvorledes menneskene lever i Sovjetunionen, fordi kendsgerningerne ikke er tilgængelige, taler herefter mod bedre vidende«.

Harald Herdal - Ukuelige menneske.

Harald Herdal præsenterer hovedpersonen i sin nye roman »Ukuelige menneske« således: »Der sidder, når vejret er til det, en gammel kone på en af bænkene på Enghave plads. Man lægger mærke til hende. Hun er så levende trods sin alder; man har lyst til at snakke med hende. Som hun sidder der, kan hun se ned i Istedgade, den lange fattiggade. Her, hvor hun sidder, på denne plads, ved disse bænke, lå engang tyskerne med deres maskingeværer, kanoner og pigtråd; men nede i Istedgade stod barrikaderne, brændte der bål, var der vilje til modstand og kamp. Er dette allerede glemt?« - Disse par linjer giver i virkeligheden bogen, som er en beretning om denne gamle, fattige kone, Hanne, og hendes tilværelse, især i årene under krigen. Sorger har hun mange af: en søn, der er hipomand, en datter, hvis mand er værnemager i stor stil, men hendes barnebarn Ole er med på den rigtige side, i frihedskampen, og Hanne er også selv med. Hun ejer evnen og viljen til at klare selv de hårdeste prøvelser. Hun er, siger Harald Herdal, det ukuelige menneske. Han kalder selv bogen en tidsroman, og betegnelsen er rigtig. Men dej er også en betydelig menneskeskildring. Han har formået at løfte hverdagens hændelser op i et højere plan, så det føles som en kunstnerisk bedrift.

Harald Isenstein - Käthe Köllwitz

Bogen om Käthe Köllwitz, denne vor tids største sociale kunstnerinde, indeholder foruden en indledning af billedhuggeren Harald Isenstein og sønnen Hans Kollwitz’s skildring af sin mor to selvbiografiske stykker af Käthe Koliwkz og et enestående billedmateriale, der viser kunstnerinden både som tegner, grafiker og - hvad der vil være nyt for de fleste - som billedhugger. Gengivelserne af Käthe Kollwitzs værker ledsages af uddrag af hendes dagbøger og breve, der giver et enestående indblik i hendes idéer og arbejdsmåde.

Käte Kollwitz-bogen omfatter 80 sider i stort format 30 x 23,5 cm og placerer sig også som boghåndværk i særklassen. Af de 70 illustrationer er adskillige i helsidesformat.

»I mere end 50 år har denne fremragende kunstnerindes grafiske blade været tilgængelige for samtiden; de er en gribende menneskelig bekendelse og en kunstnerisk indsats for humanismens uforgængelige idealer: frihed, lighed og broderskab« (Harald Isenstein).

Peer Schaldemose - Mennesker i Vrimlen.

En bredt anlagt roman med storbyatmosfære. I handlingens midtpunkt står en stædig og stræbsom håndværker og hans fem pigebørn. Man hører om deres vidt forskellige livsløb, og hvorledes tidens voldsomme hændelser griber ind i deres skæbner.

»Det er en bog, som er levende og spændende,« skrev Ham Kirk, »og som samtidig tager med et fast tag om det store problem om selve vor livsindstilling. Skal vi lukke os inde i en kold og snæver individualisme, hvor enhver kun tænker på at klare sig selv, eller er mennesker skabt til at arbejde og kæmpe i fællesskab og åbne sig for hinanden. For Peer Schaldemose er denne roman en afgørende sejr... og med al sin unge alvor ejer han både følelse for menneskesind og humor, hvilket ikke gør ham ringere.«

Kai Moltke – Bag kulliserne.

I forordet til bogen skriver Kaj Moltke bl. a.: »Spørgsmålet om krig og fred er atter placeret i udviklingens vægtskål. Af udfaldet, af hvilke kræfter der sejrer, afhænger folkenes fremtid og vor kulturs skæbne som aldrig før. Det er under disse forhold af mere end historisk betydning at få klarlagt utvetydigt, hvorfra de nye trusler mod freden kommer ... Og man må have udviklingens bevidst bortraderede kapitler med. I kampen for freden må man kende drivkræfterne bag kulisserne, også i vor egen vestlige verden.« De, der kender Moltkes forlængst udsolgte bog »Krigens kræmmere«, ved af behagelig erfaring, at forfatteren virkelig forstår at få stoffet fremdraget og sammenhængen tilvejebragt. Bogen er forsynet med et emneregister, således at den er let anvendelig også ved studiet af enkelte sider af spørgsmålet krig og fred.

Kai Moltke - Pengemagt og Ruslandspolitik

Her fremdrager Kai Moltke meget nyt og fængslende materiale om Danmarks forhold til Rusland før og under Oktoberrevolutionen.

Hans Scherfig - Skorpionen

Illustreret af Elisabeth Karlinsky

En opsigtsvækkende roman om »Skorpionen« — en af vor tids store kriminalsager.

Maksim Gorkij - Moderen

Moderen - det er den unge revolutionære arbejder Pavels moder, og det er hendes og sønnens udvikling under stormende klassekampe på den første russiske revolutions tid, Gorkij her skildrer. Romanen hører ligesom Maxim Gorkijs erindringsbøger »Min barndom«, »Mellem fremmede« og »Læreår« til verdenslitteraturens største værker.

Halldór Laxness – Organistens Hus

Den nye roman er ét greb midt i vor egen tid. I det ydre er den en ung piges historie, som denne former sig, da hun fra det islandske nordland kommer i huset hos den højintellektuelle, borgerligt demokratiske altingsmand, grosserer og dr. Bue Arland, dér er svoger til selve statsministeren, hvis regering forhandler med amerikanerne om atombaser. Hun fortæller selv sin historie, udspekuleret naivt gengivet, der giver Laxness rig lejlighed til blodigt hudflettende skildringer af mondæn amoralitet og politisk korruption.

Men »Organistens Hus« er meget mere, og forskellige mennesker vil læse romanen, der også handler om kærlighed, på hver sin måde. Sin titel har bogen fra en af personerne, organisten, hos hvem den unge pige tager spilleundervisning, en blomsterven og menneskeven, fordomsfri og vanetænkningens svorne fjende.

»Ingen kan hudflette blodigere end han, ingen ejer så underfundig humor eller så rig en menneskelig varme. Det er en aktuel politisk bog og et stort digterven, som føjer sig smukt ind i hans rige forfatterskab.«

Hans Kirk i »Land og Folk.

Aksel Larsen - Taler og artikler gennem 20 år

Martin Nielsen skriver i sit forord til bogen bl. a.: Det foreliggende udvalg af Aksel Larsens taler og artikler er det første forsøg på overfor en større offentlighed at give en sammenhængende skildring af Danmarks kommunistiske partis virksomhed og politik siden partiets politiske og parlamentariske gennembrud ved folketingsvalget i november 1932.

Den Aksel Larsen, der i 1930/31 i ordets bogstavelige betydning gik ud til masserne - som talte på kontrolsteder og ved fabriksporte, fra en båd i Frederiksholms kanal og fra en lastbil på Grønttorvet, fra Rigsdagens talerstol og fra rigsdagstrappen såvel som i et røgfyldt lokale i Kommunekælderen - som i sit åbne brev til Stauning efter den 22. juni 1941 talte på nationens vegne - som under folkets jubel blev minister i befrielsesregeringen efter 5. maj 1945 - står i dag som den centrale politiske forgrundsfigur i kampen for Danmarks nationale selvstændighed, frihed og fred.

Det er Kommunistisk Parti, der gennem årene, og i de fleste tilfælde gennem Aksel Larsens mund, har anvist den vej, som dansk arbejderbevægelse og det danske folk burde gå - og mange har senere måttet erkende, at kommunisterne og Aksel Larsen så rigtigt

Dette skyldes ikke nogen profetisk evne, men blot den kendsgerning, at Kommunistisk Parti under Aksel Larsens ledelse - i samarbejde med den kæmpende internationale revolutionære bevægelse - har forstået at anvende den marxistisk-leninistiske videnskab i praktisk dansk politik.

Billedheftet: Sovjetunionen

Illustrationer i mange farver.

Udkommer hver måned på tysk, engelsk, fransk - dansk oversættelse kan vedlægges

Billedheftet Sovjetunionen bringer dokumentariske fotografier, tegninger, reproduktioner, artikler og fortællinger af kendte sovjetforfattere og andre fremtrædende personligheder i samfundslivet — Derved giver bladet et levende billede af, hvordan menneskene lever i Sovjetunionen, i landets mange nationaliteter, i produktionslivet i by og på land, i hjemmene og i fritiden.

Carl Bang - Vor dobbelte Ungdom - (Wangels forlag)

En roman om unge danskere af den generation, der var tyve år i 1945. Handlingen er ikke særlig klar og de enkelte personer har ikke meget udprægede fysiognomier, men analysen af tidens atmosfære og livsformer er gennemført med stor skarphed. Bogens største værdi ligger i de meget levende udførte billeder af livet i et borgerligt-intellektuelt Vesteuropa, »en Weimarrepublik«, som en af hans personer kalder det, og i den sikre følelse for ungdommens vanskeligheder i denne splittede og problematiske verden.

H. C. Branner – Bjergene - (Branner og Korch)

Forfatteren af Rytteren og Søskende har her skrevet to større noveller om »det moderne menneskes« ensomhed. De handler begge om en slags nervøse sammenbrud over for den aktuelle virkeligheds komplicerede og forvirrende krav. Hovedindtrykket er nedslående, og Branner har selv erklæret, at han betragter denne bog som en art blindgade, men den giver et indtrængende og ingenlunde ligegyldigt billede af de reelle farer, der truer mennesket i tidens kultur. Titelsymbolet »bjergene« hentyder til forfatterens anklage mod den umenneskelige verden, der skabes af vor tids førere, overmennesker og diverse krigsherrer.

Hans Kirk – Skyggespil - (Gyldendal)

Det er sine egne barndomserindringer, Hans Kirk har fortalt i denne bog, men hans person holdes hele tiden i baggrunden. Hovedsagen har været at give et sandt og almengyldigt, omend personligt oplevet, billede af et stort stykke Danmark, nemlig egnene omkring Limfjorden i tiden omkring og efter århundredskiftet.

Der lever et rigt persongalleri af store og små bønder, fiskere, missionærer og arbejdsmænd i disse erindringer, allesammen skildret med dyb forståelse, ofte i situationer af enestående dramatisk eller humoristisk kraft. Hos flere af dem genkender vi træk fra de skikkelser, vi husker fra Kirks romaner, men først og fremmest giver de tilsammen et indtryk af de kræfter i det danske folk, der har hjulpet det til at holde sig oppe gennem århundreder af slid og uret, bøndernes stædige retfærdighedssans og almuens ukuelige sejhed. Bogen giver et stærkt indtryk af, hvor meget digteren og journalisten Hans Kirk har lært af alle disse mennesker, og hvor nær kontakt han har haft med dem lige fra sin tidlige barndom - ikke mindst takket være faderen, »bondelægen« fra Hadsund, der altid lå i krig med »den sygdom, der hedder sult«. Skyggebilleder indtager en meget betydningsfuld plads blandt Kirks bøger og dermed i den moderne danske litteratur.

Howard Fast – Spartacus - (Tidens forlag)

Historisk roman om de slaver, der rejste sig til oprør mod det mægtige Rom i århundredet før Kristi fødsel. Bogen giver en række uforglemmelige skildringer af enkelte personer og deres skæbne og fører samtidig læseren ind i et stort stykke verdenshistorie. Ved at fortælle om kampen mellem de herskende og de undertrykte i det gamle Rom får Howard Fast os til at forstå både den tids og vor egen epokes historie. Fuld af gribende, satiriske og spændende skildringer fra slavernes, overklassens og politikernes liv i Cæsars og Ciceros tidsalder.

J. Bouvier og J. Gacon - La Vérité sur 1939 - (Éditions Sociales. Paris 1953)

»Sandheden om 1939« er utvivlsomt det bedst dokumenterede og gennemarbejdede stykke historieskrivning om dette skæbneår. Ingen tilgængelig kilde synes overset. Vestmagternes skinforhandlinger i Moskva sammenholdes i et af bogens centrale afsnit med de uafbrudte underhåndsforhandlinger, som Münchenpolitikerne samtidig med og med betydelig større interesse fortsatte med Berlin. Og den sovjetisktyske ikke-angrebspagt, som man lige så stædigt som tåbeligt fortsætter med at kalde »en alliance«, fremtræder som det den var, nemlig et afgørende led i forberedelsen til Hitlers og nazismens endeligt. Stormagtsforhandlingerne i Berlin bragte igen historieforfalskernes arsenal af løgne om 1939’s begivenheder frem. - Denne bog er kommet på rette tid og sætter tingene på rette plads. Den kan ganske særligt anbefales prof. Sven Henningsen.

Jean Bruhat - Histoire du Mouvement Ouvrier Français - (Éditions Sociales. Paris 1952)

Første bind af den franske arbejderbevægelses historie, udgivet med støtte fra C. G.T., de franske samvirkende fagforbund, behandler tiden fra middelalderens bondeoprør og revolter og op til de første store arbejderrejsninger i årene 1830/34, ganske særligt i Lyon. På dette tidspunkt er klassebevidstheden vakt hos de franske arbejdere, de opstiller deres krav og former programmer, som dog endnu har den utopiske socialismes karakter. - Men det er ligefuldt et historisk vendepunkt, som afslutter bind 1.

»Frankrig er det land, hvor de historiske klassekampe mere end noget andet sted hver gang blev kæmpet igennem lige til afgørelsen, hvor altså også de vekslende politiske former, inden for hvis ramme de bevæger sig, og som deres resultater bevæger sig i, er tegnet med de skarpeste omrids«, sagde Fr. Engels. Jean Bruhat bidrager på fremragende vis til at kaste nyt lys over de historiske klassekampe. Han har samlet og fremdraget et væld af materiale, og han underbygger socialistføreren Jean Jaurès herlige ord, »at der under solen ikke er noget, som er bourgeoisiets private ejendom, ikke engang dets revolution«.

Diderot - Martins forlag - af Leif Nedergaard

I det attende århundrede førte den franske materialistiske filosofis tænkere deres kamp mod de eksisterende politiske institutioner, mod religionen og den herskende teologi. Det var en åben og klart udtalt kamp mod århundredets metafysik og imod metafysikken i det hele taget. De leverede den ideologiske ammunition til angrebet på feudalvældet i Frankrig og i Europa. 1789-revolutionen kan kun vurderes rigtigt, når man har deres banebrydende tanker og virke in mente.

Som et monument over dem står den store franske encyklopædi, og dens utrættelige redaktør Denis Diderot forbliver til evig tid en af de mest fængslende personligheder i humanismens historie.

Forfatteren, dramaturgen, kunsthistorikeren og den forbløffende materialistiske tænker har direkte og indirekte øvet indflydelse på åndslivet i Europa. For første gang finder man én stræben efter at forbinde tanke og handling, teori og praksis. Den frugtbare vekselvirkning kommer til syne overalt i Diderots værk og i den encyklopædi, han redigerede. Han tilbragte dage og uger med at studere nyopfundne maskiner og fagenes udvikling. En svensker, som traf Diderot i 1774 fortæller: »Han har ofte sagt” mig, at han aldrig trættedes af en bondes, en skoflikkers, en geselles etc. selskab, men vel udi en courtisans; thi af den ene kan jeg erfare nyttige og nødvendige sager, men den anden er gemenligen tom på alt som duer.«

Grundtvig, der, som Leif Nedergaard skriver, næppe nogen sinde har læst en side af encyklopædien, vurderede hans virke fra en noget anden synsvinkel: »En del kløgtige Mænd, mellem hvilke Gudsfornægterne Da-lembert og Diderot vare de fornemste, havde nemlig taget sig for at gennemløbe den hele Kreds eller Ring af menneskelige Kundskaber, og sige det der var mest værd at vide, saaledes at Alle kunne forstaa det. Hermed udbredtes da den mest bagvendte Synsmaade for al aandelig Syssel og Foragt for Kristendommen i den hele franske Læseverden rundt om i Europa. I Frankrig blev dette ugudelige og grundløse Skrift anseet for en Samling af al menneskelig Visdom, og det var venteligt, at al Gudsfrygt og grundig Indsigt ville forgaa i Europa.«

Grundtvig til trods åbnes nu for første gang dette storartede kapitel i menneskets erkendelseshistorie for den danske læser i Leif Nedergaards 460 sider tykke bog om Diderots liv og virke og om encyklopædiens tilblivelseshistorie. Han har pløjet værker og manuskripter, og han har tilmed oversat talrige Diderot-tekster, som ikke tidligere var tilgængelig for den ikke-franskkyndige.

Skulle man - lidt småtskåren over for et fortjenstfuldt arbejde - rette en indvending, så er det den, at Diderots ophold i Rusland domineres af forholdet til Katarina den Anden. Meget nyt materiale er blevet fremdraget af sovjetiske litteraturhistorikere om Diderots interesse for den russiske kultur og videnskab og dens resultater. (Se: La Pensée nr. 41 og nr. 53). Et stort antal Diderot-manuskripter findes i Saltykov-Sjtjedrin biblioteket, og en 10-binds folkeudgave af Diderots værker er fra 1935 til 1947 udkommet i Moskva og Leningrad.

Martin Andersen Nexø´s rejseskildringer - af Gelius Lund

Her gik man og troede at kende Martin Andersen Nexø’s forfatterskab, de store værker og hvad man i de senere år har set af avisartikler. Så kommer Rejseskildringer og vider kendskabet ud, de lader én følge Nexø i hælene rundt i verden fra halvfemserne til de seneste år. Videre vil udsynet blive med de to næste bind, Det Røde Flag og skrifterne om de to kulturer, der strides i vore dage. Også arbejdsrytmen, samspillet mellem arbejde på romaner og fortællinger og medleven i dagens bevægelser, kan så vurderes mere udførligt. Tilsyneladende artikelfattige tidsrum får deres naturlige forklaring i forfatterskabet.

Med disse tre bind står Nexø yderligere belyst som den revolutionære socialist, der ikke lod sig tæmme og dressere af de gamle kræfter, men holdt kursen fra socialdemokratiets pionertid til Danmarks kommunistiske Parti. Alene det at have en sådan skikkelse er en udmærkelse for vort land.

Over Brenner hedder den første artikel, fra 1894, og derfra går det ned i Italien, videre til Afrika, Spanien, Rusland, med sørejser ind imellem og ophold i England og Island, efter en pause en færd til Tyskland og en afstikker til Norge og igen til Tyskland lige inden den første verdenskrig. Uafladelige rejser, med lange ophold i Danmark og rigelige indtryk efterladt derfra, den røde fane uafladeligt vajende. Især springer den ægte røde bundfarve i øjnene i stillingen til Oktoberrevolutionen og Sovjetunionen, og Rejseskildringer har vidunderlige ting fra hans første lange ophold derovre: I Proletarernes Fædreland, Den Lange Korridor, Ungdommens Land, Blandt Fabriksarbejdere.

Gennem disse rejseskildringer taler arbejdsfolk fra hele omverdenen til os. Nexø brugte ordet Fattigper om dem alle, også om arbejderklassen, han holdt ikke af de klicheer vi andre kan bruge. Om denne Fattigper hos Nexø lader sig skrive bøger. Nexø skelnede meget nøje mellem stadierne i Fattigpers udvikling, også i den henseende byder rejseskildringerne nyt. Man ser det i henvisninger til eventyr, i knappe bemærkninger om forkomne landsbyer i adelens Skotland eller om den hensygnende hjemmeindustri i Thüringen.

I Fattigpers store familie er der typer. Man kan følge dem i romanerne, man får mere at vide om dem i rejseskildringerne. Ditte mødte tidligt op som type hos Nexø. Hun findes i Lotterisvensken, og hun findes i breve fra Italien i 1895: »Rosinas moder ser ud, som en kvinde, der har født og forsørget tolv børn - og stundom en mand også - må se ud. Det piner én at se hendes ansigt og lille indfaldne skikkelse, der fortæller en sørgelig lidelseshistorie. Hendes øjne er lette til gråd, fordi de har grædt så ofte, og hendes væsen er en forskræmthed og eftergivenhed, der ikke betyder svaghed, men mod, mod til at opgive selv de billigste krav af omsorg for éns nærmeste. Når jeg tænker på Rosinas mor forekommer det mig, at kvindens mod begynder der, hvor mandens oftest glipper.« Ditte er alle vegne. Eller rettere var.

Det fører tanken hen på den Nexøske vending: Når man skriver, er der mange, der har ved penneskaftet, og i det fuldt ud lykkede værk har vel alle en andel. Det var Nexøs måde at sige dét på, som Gorkij på samme tid og mange senere har peget på: at det arbejdende folk er ophavsmand til alle værdier. Det har ved penneskaftet, ved at være basis alle vegne med sit arbejde, sit sind og sin mundtlige tradition.

Pelle - og Morten - er ikke på samme måde at finde i rejseskildringerne, de skal jo som type bære mere på deres skuldre end Ditte skal. Det er måske endda ikke den eneste grund. Sjældent, meget sjældent nævner Nexø arbejderklassens ledere; man skal lede med lup. Lenin anføres med beundring - de senere bind har artikler om ham - og tiden efter Lenin viser Nexø, hvilke lederskikkelser arbejderklassen var tjent med. Et nært forhold til Danmarks kommunistiske Partis ledelse fik Nexø jo også først efter at Aksel Larsen og andre kammerater havde fået partiet bragt i virksomhed igen i tredivernes begyndelse. Men fra tiden før og under den første verdenskrig er der kun få personnavne. Pelle kan man godt finde mindelser om i breve fra Tyskland, men ikke nærbilleder. Da står der mere om Morten, han hørte ikke til i toppen, ham var Nexø i kontakt med.

Nexøs kærlighed til den kæmpende arbejderklasse var omfattende, også når den gik veje, som ikke lovede sejr. Nexø kunne skrive forstående om anarkister, selv om han mindre end nogen var tilbøjelig til at overvurdere enkeltes indsats og mere end nogen anden i Vesteuropa håbede og stolede på de brede masser, og altså stod i modsætning til anarkisterne.

Et par små stykker om Ferrers Spanien viser det. Ferrer var en spansk pædagog og anarkist, som de spanske magthavere lod henrette for deltagelse i opstanden i Barcelona 1909. Påstanden om deltagelse var i øvrigt falsk. Bidende hudfletter Nexø de herskende klasser: »De har i deres affældighed sat omsvøbene og det mådehold til, som i så høj grad betinger opretholdelsen af den bestående tingenes tilstand...« - men Nexø falder ikke i nogen Hedtoftsk grøft: »Den faktiske magt udøves i Spanien - som overalt ellers - af de besiddende, i ly af en demokratisk regeringsform.« Så er blæren punkteret.

Med varme hedder det til gengæld om spanierne: »Folket har ved en vidunderlig genfødelsesproces holdt sig fri af alt dette (korruptionen), uddybet sin retskaffenhed og hjælpsomhed og lagt stadig større afstand mellem sig og den korrumperede overklasse. Det har bevaret sin flid og nøjsomhed trods al udbytning, er ikke kuet og nærer en grænseløs foragt for alt, hvad der hører ind under regering og administration. Hernede kan man opleve at se højtstående embedsmænd blive behandlede som spedalske af hele folket.«

Det bliver ikke herved. Nexø overlader anarkistiske markarbejdere ordet, de kan ikke skrive, men det er dem, der har om hans penneskaft. Det er en af perlerne i bogen, sprogligt, indholdsmæssigt, det viser i et glimt, hvorfor anarkismen en tid blev så dominerende i Spanien. Disse markarbejdere lever i en by på henved 30.000 indbyggere, uden dog at være byarbejdere i vor forstand, men de har bitre erfaringer med herremand og kirke, og med ledere der svigtede: »Vore store de sælger sig altid for penge, når det begynder at gå løs; og så står vi der uden fører.«

»Hvad skal vi med de førere oppe fra?« udbryder den gamle markarbejder. »Vi må lære at føre os selv, så går det nok igennem. Og så laver vi republik igen og styrer os selv. Værsgod José, du har dyrket grevens jord i fyrretyve år og ikke haft andet end sult, spis nu selv det, der gror på den. Vil du have dine børn på universitetet, Antonio?

Værsgod, døren står åben. Bonifacio vil kanske gøre en rejse til hovedstaden eller fremmedland - stig bare i toget. Sådan bliver den ny øvrigheds bestilling - ikke at genne os væk fra vort brød, men at hjælpe os til rette: Kom her, det skal du se! Og kom her, det skal du dog smage engang! Det bliver skønt at leve så!«

I varsomme slutningsord siger Nexø, at man snakker ikke snusfornuft med dem, der bærer revolutionen i hjertet som den eneste udvej af uføret. De har en anden erfaring end vi. Og hvordan fandt vi andre vejen fremad, om ikke nogen gik i forvejen og bestrøg stenene med hjerteblod?

Disse ord kunne i en ringere mands mund have dækket over mistillid til revolutionen. Hos Nexø var de tegnet på en åben beskæftigelse med klassekampens muligheder, en bekendelse til den socialistiske revolution.

Titlen Ferrers Spanien er karakteristisk. 1909, det var lige før den første verdenskrig, ved den tid, da ordet fædreland blev skæbnesvangert for de brede masser. Ferrers Spanien er ikke slet og ret Spanien, det lukker snylterne og demagogerne i de herskende klasser ude. Det lyser ud af rejseskildringerne, at nation og fædreland i de år beskæftigede Nexø særlig meget.

Allerede på hjemvejen fra den første Ruslandsrejse havde Nexø det i tankerne, det dukker op i en række betragtninger over Danmark og havet, ikke som teoretiske overvejelser og heller ikke direkte aktuelt, men som en slags følelse af fremtidsansvar, og i en artikel Den Lille Mand, skrevet i Lynæs ved midsommer 1909, kommer temaet stærkt frem.

Den lille mand er blandt andet ham, der er i færd med at pløje jorden med en gammel hest, han har en bror på havet i båd, og én lemper kul i bunden af de store dampere, én går og graver sig frem i grøfterne, én er i tørvemosen, og én har forvildet sig ind i hovedstadens sorte fabrikker. Jeg kan se, skriver Nexø, at det slid, han har taget i arv fra far og bedstefar, er blevet beskt mellem hænderne på ham. Hans sind er slået ud af sin tungt erhvervede retning og trænger til et ord, der kan gøre det trygt igen. Er det profeter eller svindlere, der har grebet forstyrrende ind her? Nu - i 1909 - står den lille mand og spørger og vil ikke videre, som lugtede han, at det, der nu går for sig, er et led i kampen mod den sociale frigørelse, en tildækket pigtrådsgrav på tværs af fremskridtets vej. Truer der virkelig vort lille land usynlige farer, der kan bruges som skalkeskjul til at oparbejde en stands visnende prestige?

Her spørger Nexø på folkets vegne - gennem den lille mand - og han fortsætter: Det danske folk har kun én politik - den at vandre fremad med ansigtet vendt mod fremtiden, og der har det ingen gavn af sin styrelse, fordi den udgår af de øvre samfundslag, der ejer fortiden og ikke kan høre det gror. Der er en skjult plan og vilje dybt i vort folk til at gå i spidsen for udviklingen, føre an i det ny; de styrende har gjort meget for at kvæle dette og få folket til at blive en kopi af andre, nu synes de at ville gøre alt. Vort lille folk har sin egen vej fremad, dets livssag kan ikke påtrykkes det udefra, den er ét med den udvikling, folket har planlagt så stort - og købt så dyrt - gennem sit lange levnedsløb...

Det var Nexøs ord. Havde toppen af det danske socialdemokrati dengang dog blot haft ledere af det format!

Det er let at påpege, at den modning af den lille mands børn, som Nexø følte så tidligt, har varet længe. Det tager intet fra hans storhed, det lægger kun til. Af Nexø kan vi lære tillid til folket, så kritisk han end altid var. Hans kritiske bemærkninger er ofte nok blevet misfortolket, de var vendt mod det visne i toppen, aldrig mod det groende i bunden. På tærskelen til den første verdenskrig skrev han utvetydigt:

»Det vil blive Fattigpers opgave at indføre verdensfreden - måske er det derfor, hans modstandere kalder ham den fædrelandsløse. Jeg tror nu, han vil vise sig at have sin nationalitet i bedste orden. Men chauvinist er han ganske vist ikke; han finder mennesker - og brødre - også på den anden side grænsen.«

Selve rejsestoffet, og Nexøs vidunderlige sprog, og megen anden rigdom skulle have været omtalt her. Der er opdagelser nok at gøre i Rejseskildringer, de minder mere om efterslættet fra en Columbus’ rejser til Fattigpers riger end om det, Nexø kalder »frugten af et langt livs hvilepauser«. Ganske vist føjer han til: »Altid tjente jeg til rejsen ved min pen og min oplagthed. Det er skønt at rejse ud, og vende hjem til arbejdet, tungt beladet med nyt stof -«.

Det er noget af denne ladning, vi her har fået. Vi skylder også Børge Houmann tak for, at den er vel ankommet!

Om husmandsbevægelsens historie af Fridlev Skrubbeltrang - af Villy Fuglsang

»Som dybest brønd gir altid klarest vand, og lifligst drik fra dunkle væld udrinder, så styrkes slægtens marv hos barn og mand ved folkets arv af dybe, stærke minder.

Din egen dag er kort, men slægtens lang; læg øret ydmygt til dens rod forneden: Årtusind toner op i gråd og sang, mens toppen suser imod evigheden.« Jeppe Aakjær

Det er i dag os kommunister, som er pålagt den store, historiske opgave at løfte frihedens og selvstændighedens banner og bære det fremad, os, der skal gå i spidsen for at videreføre det danske folks traditionsrige kamp gennem tiderne, frem til et frit og lykkeligt - et socialistisk Danmark.

Vi er klar over, at skal vi nå vort mål, må vi gå den vej, der svarer til vort folks, det danske folks forhold, betingelser og erfaringer. Vi må sammen med arbejderklassen forsvare de ofte dyrekøbte erobringer, pionererne tilkæmpede sig gennem slid og afsavn og fortsætte deres kamp frem mod det fjerne mål, de drømte om og aldrig tabte af syne. Det er også os, og kun os, der kan virkeliggøre det arbejdende landbrugs evige drøm: jorden i dens hånd, der styrer ploven.

Derfor må vi som kommunister lære folkets traditioner at kende - lære af dets rige erfaringer.

Og netop for det arbejdende landbrugs vedkommende har husmandsforeningerne i anledning af deres 50 års jubilæum forleden år udsendt en ganske værdifuld bog: Fridlev Skrubbeltrang: Den danske husmand (I-II. »Det danske Forlag« 1953-1954).

*

»Den danske husmand« er det arbejdende landbrugs, først og fremmest naturligvis husmændenes, men også i nogen grad og især i ældre tider landarbejdernes historie. Det er i høj grad et nyt område, forfatteren her drager frem i historiens lys. Hvad har vi ikke læst om de store adelsslægters og godsernes historie - om hvordan, som forfatteren fortæller indledningsvis, hele landsbyer måtte give plads for nye hoved- eller ladegårde med de prangende slotte. Vi har også hørt om bondens frigørelse, om bondestandens materielle og åndelige vækst gennem andelsbevægelse, Grundtvig og højskolen, om dens stigende politiske indflydelse. Men hvor mange har interesseret sig for de krumbøjede slidere, der dog mere end samtlige pralende adelsslægter har bidraget til at gøre Danmark større og rigere. Ikke fordi der ikke var noget at skrive om. Hvor mange rystende eksempler nævner forfatteren ikke på det, en gammel husmand udtrykte sådan: »Husmanden har kun Liden glæde af at leve på guds skønne jord -«. Men ingen skrev herom, og husmændene selv »hørte jo ikke til de skrivendes klasse«.

Bondefrigørelsen betød ikke frihed for husmænd og landarbejdere, men tværtimod nærmere endnu stærkere tryk, fordi disse nu skulle erstatte den arbejdskraft, herremændene gik glip af, da bønderne fritoges for stavnsbånd og hoveri. Først 1848 ophævedes herre-mændenes ret til at øve korporlig hustugt mod landarbejdere og husmænd, og det skete ikke med herremændenes gode vilje. Det er en af historiens lærdomme for husmænd som for arbejdere, at de intet får foræret, men må tilkæmpe sig ethvert fremskridt, selv det mest åbenlyst retfærdige - sådan som husmændene netop gjorde, da de fjernede hustugten, eller som det hedder: masserne satte deres vilje i den uretfærdige lovs sted (bind I, s. 135). Herremanden forsvarede det, som han betragtede som sin gode ret til at lade sit eller forvalterens egespir danse på husmænds og arbejderes rygge med ganske samme slags argumenter, som de hans efterfølgere i dag bruger mod fortsat udstykning og mod landarbejdernes krav om ligestilling: nemlig, at han handlede i fædrelandets og det samlede landbrugs interesse. Hustugten var nødvendig, hævdede den gode godsejer P. B. Scavenius til Gjorslev, fordi den var »så godt som det eneste middel, som lovgivningen har tilstået en husbond til at hævde sin myndighed mod sine undergivne... Den arbejdspligtige, det være sig husmanden eller tjenestekarlen, må have bevidstheden om, at han udsætter sig for øjeblikkelig lidelse ved grovelig at forsømme sin pligt eller give sine lidenskaber tøjlen« (Bind I, s. 124).

*»Den danske husmand« er en nøgtern bog, der sagligt, og som det synes næsten for forsigtigt, skildrer husmændenes liv og kamp -- også som en del af det samfund og dets tilstande, som de lever i. Andre forfattere, som f. eks. Th. Zahle, som forfatteren også henviser til, har langt stærkere fortalt både om overgrebene mod husmændene og om den kamp, disse førte under ledelse af bl. a. den stovte Peter Hansen, Lundby, der for øvrigt døde for 100 år siden, nemlig 19. maj 1854. Alligevel har visse kredse og visse anmeldere fundet værket noget partisk og ensidig præget af husmandssynspunkter. Hertil vil forfatteren formentlig med rette kunne hævde, at det ikke er sket med hans gode vilje - at han redelig har tilstræbt en saglig og »neutral« fremstilling. At det ikke er lykkedes, vil ingen retfærdigvis kunne lægge ham til last, men livet er nu engang ikke neutralt, men kamp. Man kan ikke på een gang være saglig og neutral, men må tage standpunkt: for eller imod.

Med eller mod forfatterens vilje går det som en rød tråd gennem hele værket, at også for Danmark og dansk landbrug gælder »Det kommunistiske Manifests« berømte indledningsord om, at alle tiders historie er først og fremmest præget af kampen om jorden. Som en optakt til værket fortælles om adelens og bøndernes kamp op gennem middelalderen, der sluttelig førte til, at bønderne mistede deres jord og deres frihed - indtil de adelige lænker blev brudt ved landboreformerne 1788. Det følgende halve århundredes historie prægedes så mere og mere af husmændenes rejsning, indtil denne nåede en foreløbig kulmination omkring 1848, da bølgerne fra den franske februarrevolution også slog ind over Danmarks grænser. »Bevægelsen, der går gennem Europa, har ikke kunnet blive uden virkning i Deres Majestæts lande og har også haft sin indflydelse på den danske bondestand og måske især på den del deraf, som lever under de uheldigste vilkår og derfor med størst længsel imødeser forandringer i sin stilling, nemlig husmands- og indsidderklassen«, - hedder det i en henvendelse til kongen fra det såkaldte »Bondevennernes Selskab« (bind I, s. 139).

Husmændenes frigørelse fra hustugt og husmandshoveri (ved loven 1850 - et halvt århundrede efter bøndernes) var således i høj grad deres eget værk. Ganske vist taler Skrubbeltrang, hvor han fortæller om røret, især på de sjællandske herregårde, hvor husmændene stimlede sammen om hovedbygningerne og faktisk tvang herremændene til at give de indrømmelser, som først senere stadfæstedes af loven, temmelig nedladende om »de farcer, der tid til anden blev opført på godserne«. Det turde dog være et spørgsmål, om ikke betydningen af denne husmændenes konsekvente, bevidste optræden ikke fuldt ud kan måle sig med de national-liberale intellektuelles velfriserede talestrømme. Kongen og hans kancelli, der havde for øje, hvad disse farcer kunne føre til i andre lande, syntes i hvert fald at mene det. Derfor søgte de at dæmme op for røret ved det såkaldte bondecirkulære af 1845, hvis formål bl. a. var at hindre Peter Hansen, Lundbys virksomhed. Imidlertid fortsatte husmændene deres arbejde og fejede dermed i virkeligheden bondecirkulæret væk, således at det allerede ophævedes året efter.

Men også de national-liberale og byernes borgerskab havde en følelse af den kraft, der lå i husmændenes levende aktivitet. Derfor satte de folk som Orla Lehmann, J. A. Hansen, Balth. Christensen, Glerup o. lign., men ikke Rasmus Sørensen og frem for alt ikke Peter Hansen, i spidsen for »Bondevennernes Selskab«. Dermed søgte og opnåede de at få røret under deres kontrol og ledte det ind i de baner, de ønskede.

De kunne gøre dette, fordi husmandsbevægelsen trods mænd som Peter Hansen, der dog fuldt ud var i stand til at måle sig med de mere kendte navne, ikke var i stand til at føre sin kamp alene - og fordi den endnu ikke havde en stærk og bevidst arbejderklasse at støtte sig til.

Men derfor blev det i længden også så som så med friheden og selvstændigheden. Det er så sandt, som det står i værkets afsluttende vers, at »frihed er en stad så skøn«, men det er nu engang sådan, at al snak om frihed og alle frihedsparagraffer bliver tomme ord, hvis denne frihed ikke samtidig betyder frihed for frygt og nød.

Og endnu i 1894 viste en undersøgelse, at af 162.700 husmands-og landarbejderhuse havde 26 % overhovedet ingen landbrugsjord og 17 % ikke så meget, at man kunne holde en ko. 17 % havde jord til een ko, 19 % til 2 køer og 21 % til 3 køer. Naturligvis var det prisværdig, at de national-liberale råbte hurra og besang frihedens guld, men der kan nu ikke være den rette klang i stemmen, når en stor del af deltagerne samtidig knuges ved tanken om, hvorfra han i morgen skal sikre sine børn det daglige brød, og hvor deres mest sikre fremtidsperspektiv er fattiggården. Og mon nu den personlige frihed og uafhængighed er helt så sikret, som paragrafferne tyder på, når det virkelige forhold er sådan, at kun 16 % af husmændene selv rådede over den fornødne trækkraft til at passe deres jord med?

Nej! Også her kom der først fremskridt, da husmændene selv tog deres sag i egne hænder og samlede sig i deres organisationer. Og netop om husmandsorganisationerne: deres opståen, brydninger indadtil og kampe udad og om deres resultater indeholder »Den danske husmand« et enestående rigt og konkret materiale.

Ligesom det for øvrigt er tilfældet med arbejderbevægelsen, var også de første husmandsorganisationer som f. eks. »Jysk Husmandsforening« (1883) mere en filantropisk og gensidig hjælpeforening end en selvstændig klasseorganisation. Et mere bevidst præg havde »Samsø Arbejder- og Husmandsforening« (1888), men vel først med »Husmandsforeningen for Klim, Thorup og Vust sogne« (1896) og for Sjællands vedkommende »Herfølge Husmandsforening« (1900) lagdes grunden til vore dages magtfulde bevægelse, der første gang trådte frem med sin stærke, selvbevidste køgeresolution (1902).

*

Noget af det stærkeste i værket er skildringen af det, som er et af husmandsbevægelsens største resultater: nemlig hvordan den gjorde fortidens kuede og ydmygede husmand til en stridsmand og ud af husmændenes egne rækker fostrede stærke og dygtige ledere. Den gjorde husmanden selvbevidst og tillidsfuld ved at udvikle hans faglige dygtighed, så han på dette område vel var i stand til at måle sig med de bedste. Den gjorde standen stærk ved at samle de spredte kræfter i een organisation. Gennem denne blev husmændene i stand til at tiltvinge sig bedre kår, men samtidig også til at præge den samlede politiske udvikling i vort land i en fremskridtsvenlig, demokratisk retning.

Store mål er nået. Det gælder først og fremmest i den evige kamp om jorden. Fra den første statshusmandslov af 1899, som i høj grad var præget af dens formål: at sikre godserne en god og billig arbejdskraft, er man nået frem til, at vore dages statshusmandsbrug virkelig har mulighederne for at blive selvstændige familiebrug. Det samme gælder på andre politiske, økonomiske og sociale områder. Også her har husmændene, især i brydningstider som under krisen, de to verdenskrige og 1939, da de brød med landbrugsrådet, taget deres selvstændige stilling på de demokratiske kræfters side.

Men endnu står for husmandsbevægelsen tusinder af krav, der skal løftes - tusinder af mål, der skal nås.

Ser man på jordlovgivningen, er vi efter mere end 50 års organiseret kamp stadig ikke kommet længere end, at antallet af ejendomme tvært imod at stige er faldende. Der er stadig 4-5 gange så mange ansøgere, som der er brug at få, og bevægelsens ledende mænd må gang på gang fastslå, at de unges fremtidsudsigter i vore dages Danmark er dårligere end nogen sinde før.

Ikke mindre beskæmmende er det, at vi kunne have været længere fremme, om ikke bevægelsens ledere f. eks. af partitaktiske grunde i afgørende øjeblikke var veget tilbage fra at følge bevægelsens program.

Således gik der, ligesom vi omtalte det for 1848’s vedkommende, i årene omkring den første verdenskrigs afslutning en rejsning hen over Europa - en protest mod et system, der brutalt krævede selv de dyreste ofre af menneskene - men som ikke til gengæld undte dem bare en fattig plet af fædrelandets jord. Som i 1848 var de herskende klasser rystet. I det store Rusland delte bønderne jorden - og også for vore husmænd og landarbejdere åbnedes mulighed for at virkeliggøre drømme og håb. Det skete bare ikke, for selv om 1919-lovene var utvivlsomme fremskridt, blev de ikke, hvad man havde ventet. Det skete ikke, bl. a. fordi de radikale ledere svigtede husmændenes tillid til fordel for samarbejdet med venstre. Det er en bitter historiens lærdom for de radikale som for andre - at denne svigten af det, som i høj grad var bevægelsens grundlag, kostede de radikale en tilbagegang ved valget i 1920, som de aldrig senere er kommet over. (Bind II, s. 142-143).

Endnu ringere var dog de resultater, der opnåedes efter den anden verdenskrig. Mens småbrugere og arbejdere i fællesskab i land efter land gennemførte jordreformer, der virkelig opfyldte bøndernes krav om jorden til dem, der dyrker den - holdt man i Danmark husmændene og landarbejderne hen med snak i tre år. Først i 1948 gennemførtes - ja socialdemokrater og radikale faktisk bad de reaktionære partier om det - et kompromis, der for deres vedkommende reelt betød opgivelse af husmændenes principielle krav af 1945.

På lignende måde er det gået på det økonomiske område. Således under krisen i trediverne »med de 100.000 arbejdsløse og et til jorden gældbetynget landbrug«, som de sjællandske husmænd sagde. Husmanden vendte sig dengang mod prisstigninger på brød, mel og margarine: »Vi finder, at i disse vanskelige tider har de store formuer og indtægter frem for den fattige del af befolkningen pligt til at betale« (Den jyske hovedbestyrelse).

Men inde på rigsdagen stemte husmandsrepræsentanter som f. eks. N. P. Andreasen, der dog som hovedbestyrelsesmedlem var medansvarlig for bevægelsens linjes praktiske gennemførelse - bl. a. af hensyn til et ventet politisk valg - for forlig, der fordyrede småmands forbrugsvarer såvel som husmændenes foderkorn - til gavn for storbruget - ligesom kun kommunisterne, men ikke husmandsrepræsentanter stemte for en gældsordning af den slags, husmændene havde krævet.

*

Lad hermed Fridlev Skrubbeltrangs bog være anbefalet for alle, der interesserer sig for udviklingen inden for dansk landbrug. Den beretter om det, der er nået:- om opfyldte håb og om skuffelser, om sejre og om nederlag - og selv om det ikke siges med rene ord: om mænd, der stod fast - og om de der for så vidt svigtede, som de glemte idealerne i det politiske spil og vel også mangen gang af personlige grunde.

Vi har brug for at kende denne historie. Den lærer os at skønne på det, vi har opnået, fordi den fortæller om, hvad det har kostet. Den hjælper os i forsvaret af vore erobringer, fordi dens praktiske eksempler bedre end alle ord fortæller om, hvem der er ven, og hvem der er fjende. Den holder os stadig det for øje, som de arbejdende mennesker altid drømte om: jord - fred - arbejde - og bygget på dens erfaringer vil vi lettere kunne finde den vej, der svarer til det danske folk og dets traditioner og lettere undgå fejl på vejen frem til dette mål.

Plain perfidy - af Alan Winnington & Wilfred Burchett - (Peking, april 1954)

Sidste år udsendte journalisterne Alan Winnington og Wilfred Burchett deres gennemdokumenterede, afslørende og oprørende bog om USA-kommandoens og Syngman Rhee-fascisternes umenneskelige spil med de koreanske og kinesiske krigsfanger i dødslejrene på Koje, Cheju og andre steder i Sydkorea.

Fangerne på Koje, som blev udsendt af forlaget Tiden, er et aktstykke, som vil bevare sin værdi også efter den dag, da forbrydelserne som blev begået i lejrene, er kommet for en domstol og de ansvarlige dømt.

Denne bog, som i sin gru kun har sidestykke i afsløringerne fra Hitlerfascismens dødslejre, viste, at det hykleriske spil om krigsfangernes »ret til frivillig hjemsendelse« kun var et middel i den amerikanske politiks forsøg på at hindre en fredelig løsning af Korea-problemet.

De to forfattere har nu med deres nye dokumentariske arbejde ført afsløringerne af krigspolitikken frem til den dag, da de amerikanske ansvarlige i Korea i strid med Genéve-konventionen, i strid med våbenstilstandsoverenskomsten, i strid med den neutrale kontrolkommission i Korea og i strid med ethvert anstændigt menneskes retfærdighedsfølelse og medmenneskelighed tvang de koreanske og kinesiske krigsfanger ind under Syngman Rhees og Chiang Kai-sheks fascistiske diktaturer.

Plain perfidy er bekræftelsen - punkt for punkt - på afsløringerne og anklagerne i Fangerne på Koje.

Fangeudvekslingsperioden, fangernes beretninger og den neutrale kontrolkommissions rapport fastslog alt, hvad man tidligere stykke for stykke havde erfaret om terroren, pinslerne, myrderierne i »FN-fangelejrene« - således tilsøles og misbruges de Forenede Nationers navn! - om den amerikanske hensigt med fangerne og om propagandahykleriet om »det frie valg«.

Men derudover afslører Plain perfidy yderligere, at den amerikanske presses og de amerikanske nyhedsbureauers korrespondenter systematisk afholdt sig fra at overvære og viderebringe, hvad der kom frem under fange-udvekslingen, at de uden skrupler udsendte beretninger, som var løgnagtige indtil detaljen, 2) at de amerikanske myndigheder systematisk hindrede den neutrale kontrolkommission i at udføre sit arbejde, og at amerikanske læger foretog systematiske »videnskabelige eksperimenter« med de terroriserede og lidende fanger.

Det kan ikke forventes, at den danske presse, som godtog de løgnagtige amerikanske bureautelegrammer og byggede sine vurderinger på dem, og som systematisk fortav afsløringerne i Fangerne på Koje, vil interessere sig for Plain perfidy.

Men enhver, som søger sandheden om Korea, bør læse de to bøger, og det ville være af betydning for den danske offentlighed, om artiklerne vedrørende de amerikanske lægers virksomhed i fangelejrene i januarnumret af The American journal of Tropical Medicine and Hygiene, 1952, i The Journal of the American Medie al Association, den 28. marts og den 4. april 1953, i United States Armed Forces Medical Journal, november 1953, samt i Surgery, Gynecology and Obstetrics, november 1951, blev gjort til genstand for en kyndig kommentar.

Der må dog være grænser for, hvad der upåagtet kan begås under »FNs flag« og i »FNs navn«!

La Théorie Matérialiste de la Connaissance (Den materialistiske erkendelsesteori) - Roger Garaudy - (Presses Universitaires de France, Paris 1953)

Med Garaudys erkendelsesteoretiske værk er et længe utilfredsstillet krav blevet tilfredsstillet på en sådan måde, at man ikke længere vil kunne klage over, at marxismens stilling på dette område er uklar eller ugennemarbejdet. Om man så før Garaudy med nogen ret har kunnet rejse en sådan bebrejdelse til marxister, er en anden sag, som man i hvert fald med henvisning til Engels: »Naturens dialektik«, Lenins: »Materialisme og empiriokriticisme«, Stalins fremstilling af den dialektiske materialisme, og værker som Mao Tse-tungs: »Om praksis« og Maurice Cornforths: »Science versus Idealism« og »In Defence of Philosophy« kan stille sig afvisende overfor.

Garaudy videreudvikler de tanker, der er nedlagt i Engels: »Naturens dialektik«, som for sit vedkommende på enestående klar vis har inddelt videnskaberne, alt efter hvilken form for materie i bevægelse, den enkelte videnskab har som sit objekt. Engels begynder med den simpleste form for bevægelse: den mekaniske, der består af legemers vekselvirkende bevægelse, og går videre til molekylers bevægelse, atomernes indbyrdes bevægelser og den organiske bevægelse, der både rummer de foregående former for bevægelse, men desuden er kvalitativt forskellig fra den blotte sum af disse bevægelsesformer. Denne inddeling af videnskaberne er ikke noget konstrueret skema, der vil presse tilværelsen ind i en bestemt kunstig form. Den svarer på det nøjeste til selve naturens udvikling fra de laveste former for mekanisk bevægelse til de højeste former for organisk bevægelse, og hele denne dialektiske udvikling krones af den højeste materielle bevægelsesform: menneskehedens historie. I hele denne udvikling påviser Engels den materialistiske dialektik, der netop er faciet af denne udvikling: de love, der både er den materielle verdens og den menneskelige erkendelses love.

For Garaudy bliver det derfor også den materialistiske erkendelsesteoris opgave at se den menneskelige erkendelse som et resultat af hele den naturvidenskabelige udvikling og videre udviklet som en integrerende bestanddel af menneskehedens historiske udvikling. Derfor tager han også sin begyndelse med det, han kalder erkendelsens forhistorie, hvor han netop undersøger bevægelsen i dens dialektiske form, idet han påviser, at bevægelsen ikke kan reduceres til dennes mekaniske form, men indbefatter den mekaniske, den fysiske, den kemiske, den organiske og den historiske bevægelse.

Derefter går han videre til - i overensstemmelse med den virkelige udvikling - at skildre den organiske form for bevægelse før bevidstheden, som han i det følgende behandler i dens historiske former: den empiriske og dernæst den rationelle form for bevidsthed, der endelig anbringes i den nye sammenhæng, som menneskets politiske og økonomiske praksis, dets samfundsmæssige praksis i udviklingens løb selv har anbragt den i. Og gennem hele fremstillingen går Garaudys dybtgående kendskab til videnskabens resultater, som på ethvert område klart bekræfter det materialistiske syn på erkendelsen, og uden hvilket der ingen materialistisk erkendelsesteori vil kunne skrives, hvor besynderligt det end måtte lyde for de borgerlige repræsentanter for den »rene erkendelsesteori«, dvs. en erkendelsesteori, der har lukket sig selv inde i spekulationer over videnskabernes forudsætninger uden at beskæftige sig med de faktiske videnskabers resultater, og som har tildelt sig selv rollen som det, Engels kalder en »videnskabsvidenskab«, der skulle kunne diktere videnskaberne en metode uafhængig af videnskabernes arbejde og resultater.

Som afslutning på sit arbejde tager Garaudy den dialektiske overgang fra erkendelse til frihed, dvs. menneskets stadig friere handlen i overensstemmelse med dets stadig dybere erkendelse af den verden, det handler i og med. Hermed afrundes på bedste vis det historiske synspunkt, idet den videre fremadskriden mod menneskehedens frigørelse er afhængig af den stadig fremadskridende erkendelse.

Af ganske særlig interesse for danske læsere er Garaudy’s kritiske behandling af Niels Bohr’s skole, »Københavnerskolen«. Da der allerede på dansk findes en behandling af de filosofiske problemer, der er rejst af denne skole, nemlig Ib Nørlunds artikel: »Videnskab i krise«, vil vi henvise læserne til at studere denne.

Læs: Danmark i historisk strejflys * Tiden 1945/49 * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1950/51 * Tiden 1952/53

Webmaster