Bidrag til vor håndværksstands historie før 1857 (del II.)

I stænderne

Ved Anordningen af d. 28 maj 1831 meddelte Frederik VI sit tro folk, at han for at knytte båndet fastere mellem det og kongehuset og for samtidig at bidrage til almenåndens oplivelse havde besluttet at indføre rådgivende stænder i sit rige. Stændermedlemmerne skulle være dertil af deres medborgere valgte mænd, og hvad de sager angik, stænderforsamlingerne skulle beskæftige sig med, nævntes det, at enhver lov, der angik undersåtternes personlige eller ejendomsrettigheder, skatterne eller de offentlige byrder skulle forelægges dem til betænkning, at der skulle gives dem indflydelse på kommunernes anliggender, og at de skulle har ret til i almindelighed at fremkomme med forestillinger og forslag til kongen. Anordningen var dog kun et løfte, hvis nærmere udformning kongen forbeholdt sig at give i dertil fornødne nærmere bestemmelser, men allerede dette løfte vakte hos mangfoldige forventningsfuld glæde.

Således hos kaptajn A. F. Tscherning, der dengang var første skoleofficer ved den nylig oprettede Kongelige Militære Højskole; tidligere havde han været lærer ved Artillerikadet Instituttet. Opdragen i et hjem, hvor ideerne fra den Franske Revolution stadig levede, var det ham naturligt i 1814 som attenårig officer, da Norge skiltes fra Danmark, at se det som en trøst, at det fraskilte land fik en fri forfatning, og på senere rejser i udlandet var hans syn for, at meget herhjemme trængte til reformer, blevet i høj grad bekræftet. Han greb løftet i Anordningen af d. 28 maj som en til folket rettet opfordring om »at forberede og danne sig til udøvelsen af de nye og vigtige pligter, staten nu pålagde det, for i sin tid med sagkundskab og dygtighed at kunne yde regeringen den størst mulige understøttelse«. Han ville indbyde til dannelse af selskaber, »der havde til formål ved gensidige meddelelser og fortrinligen ved mundtlige undersøgelser at vænne sig til ved offentlig tale at behandle anliggender af den art, der ligge indenfor Anordningens grænser«. Men en så stor redebonhed faldt ikke i regeringens smag. Tværtimod. Under d. 6 oktober 1831 tilskrev Kancelliet Københavns politichef, at det ikke fandt sig beføjet »til at sanktionere associationer med et sådant politisk formål«.

Dermed var den nævnte plan slået ned, men Tscherning stod vedblivende. Da den 28 maj kom igen i 1832, fejredes den på Skydebanen ved en større fællesspisning, som var bragt i stand af ham sammen med grosserer Joseph Owens og artillerikaptajn E. Bruun. Ved denne lejlighed præsiderede professor C. N. David og højesteretsadvokat Salicath, og de tilstedeværende, blandt hvilke var professorerne H. N. Clausen, J. G. Forchhammer, J. F. Schouw og H. C. Ørsted, enedes om at danne ligesom et selskab til vedblivende festligholdelse af dagen. De liberale ideer vandt fremad, hvad der på dette punkt fra højere steder lagdes Tscherning til last, og da han nu tillige i nogle forøvrigt af stærk fædrelandskærlighed gennemstrømmede småskrifter »Om det danske væbningssystem og dets mangler« (1831-32) viste, hvorledes landets hær nærmest kun kunne betragtes som en milits, ville regeringen helst have ham uskadeliggjort, og Frederik VI sendte ham da i juni 1833 til udlandet på en studierejse, »der ville medtage lang tid«, og som rettest kan betragtes som en slags mild landsforvisning, der varede i fem år. Han fik altså ingen glæde af de fortsatte majfester, men da en ny Forordning af 15 maj 1834 slog stændertanken fast, gav regler for valgret og valgbarhed, for valgenes foretagelse og for forsamlingernes indkaldelse ligesom for deres forretningsorden osv., stod »Selskabet af 28 maj« rede til med særlig glans at fejre den 28 maj 1834, på hvilken dag den nævnte forordning blev offentliggjort, og til at vejlede ved de derpå kommende valg.

Forsædet ved festen førtes dette år af højesteretsadvokat justitsråd Salicath, kaptajn H. B. Dahlerup og etatsråd L. N. Hvidt. Kongens skål blev drukken med begejstring, men derfor havde man dog vedblivende nye ønsker, kancellisekretær Tage Algreen-Ussing udbragte en skål for den størst mulige offentlighed i alle administrationens grene og navnlig i finans- og pengevæsenet. Forud for valgene, der foregik i dagene fra den 17 til den 24 november, foretog selskabet den 7 november et prøvevalg, ved hvilket 97 stemte personligt og 21 skriftligt - selskabet talte altså mindst 118 personer - og af de 7, som her udpegedes, blev de 6 valgte til stænderdeputerede.

Går vi nu over til at se, i hvilket forhold håndværket og industrien stod til denne bevægelse, må vi sige, at forholdet ikke var inderligt. I »Selskabet af 28 maj« fandtes fra denne side vistnok kun fabrikant A. C. Fibiger, mekanikus H. Gamst, murermester D. V. Klein og murermester G. N. Sibbern, fire af 118 er ikke noget stort kontingent, kammerråd J. C. Drewsen og grosserer Joseph Owen regnedes sikkert til henholdsvis landbruget og handelen, skønt den første drev en papirfabrik på Strandmøllen og den sidste havde oparbejdet en hel kemisk fabrik på Fredens Mølle. Bevægelsen havde særligt hjemme blandt embedsmændene, de universitetsdannede og handelsfolkene. Hvad dernæst bestemmelserne i Forordningen af 15 maj 1834 angår, da lagde de både for de valgberettigedes og de valgbares vedkommende vægten på grundejendom og kaldte altså i købstæderne ikke på nogen enkelt stand; i København udkrævedes til valgret ejendomsret over huse eller gårde, der var ansatte til en assuranceværdi af mindst 4000 rd., og for at kunne vælges til deputeret skulle de pågældende eje en ejendom, hvis assuranceværdi mindst var 8000 rd.. Herefter var der i København 1692 valgberettigede og 1070 valgbare, men imellem disse viser en meddelelse i »Fædrelandet« for den 12 oktober 1834, at håndværkerne spillede den største rolle. Den største gruppe af valgbare er professionisterne, der udgøre ikke mindre end 413, hvortil endnu kom 100 bryggere og brændevinsbrændere, der opføres som en gruppe for sig, samt en del fabrikanter og skibsbyggere, der danne en særlig gruppe sammen med grossererne. I »Dansk Ugeskrift« findes en navnefortegnelse over dem alle. Omtrent halvdelen af de valgbare høre da til håndværket eller industrien, og på lignende måde har det da sikkert forholdt sig med de valgberettigede, men mellem de tolv københavnske stænderdeputerede, der valgtes i 1834, findes kun een håndværker og to industridrivende.

De tolv, der valgtes, var professor dr. jur. P. G. Bang, kancellisekretær T. Algreen-Ussing, overretsprokurator C. Y. Haagen, vinhandler H. P. Hansen, kaptajn brygger A. H. Bjerre, mekanikus H. Gamst, etatsråd grosserer L. N. Hvidt, grosserer P. C. Knudtzon, garvermester J. H. Lindstorff, direktør i Nationalbanken grosserer H. G. Christensen, agent grosserer Johannes Hammerich og justitsråd højesteretsadvokat P. G. Salicath. Til disse 12 kom 10 valgte af kongen, 11 af østifternes købstæder, 17 af østifternes sædegårdsejere og 20 af østifternes landejendomsbesiddere (ialt 70), men herved kom der kun tre industridrivende til: farver T. H. Svane fra Roskilde, brændevinsbrænder Isak Sidenius fra Nykøbing på Falster og kancelliråd bogtrykker Søren Hempel fra Odense. Håndværket var herefter kun lidet talrigt repræsenteret i Østifternes Stænderforsamling, og i den Jyske Stænderforsamling var repræsentationen endnu ringere, men selvfølgelig kom der dog håndværkerspørgsmål frem i stænderne.

Særlig på Fyn var der klager fremme fra købstæderne over den trykkede tilstand, de levede i. Det lyder igennem et lille skrift af prokurator Rasmus Knudsen i Odense (1832) og kommer til orde i det af kancelliråd Hempel udgivne tidsskrift »Bidrag til Tidshistorien« både i 1833 og i 1834. Det er særlig fra købstadhåndværkerne, der klages. De tynges af næringssorg og bekymring for det daglige udkomme; efter den mangelfulde opdragelse, der bliver dem tildelt, og den indskrænkede skoleundervisning, de kunne få, er de nærmest kun at betragte som almuesmænd. Deres næringsvej må derfor på en eller anden måde forbedres, og i første række bør der da ydes dem hjælp overfor landsbyhåndværkernes stærkt voksende konkurrence. Opfyldt heraf mødte kancelliråd Hempel ved stænderforsamlingen i Roskilde, der samledes den 1 oktober 1835, og allerede i november samme år foredrog han et af ham anmeldt forslag om midler til at fremme næringsvejene i provinskøbstæderne; håndværkerne på landet burde begrænses til visse fag og til et bestemt antal. Forsamlingen var imidlertid ikke sagen gunstig. Med 33 stemmer mod 30 sagde den nej til, at den måtte fremmes, den nægtede nemlig valg af en komite til dens videre undersøgelse. Og ganske på samme måde gik det agent L. P. Voigt tra Fåborg, da han lidt længere henne i samlingen med en petition i hånden fra Svendborgs og Fåborgs indbyggere om at hindre købstædernes yderligere forfald androg om en revision af anordningerne for næringsbruget på landet. Her stod 33 stemmer mod endda kun 26.

Borgemesteren i Helsingør etatsråd J. Steenfeldt havde lidt før indbragt et lignende andragende fra borgerrepræsentanterne i denne by, og skønt han væsentlig begrænsede sig til en anmodning om, at købstæderne måtte få adgang til at udtale sig for overøvrigheden, inden denne udstedte nogen bevilling til at drive håndværk på landet, opnåede heller ikke han noget. Sagen blev holdt nede med 34 stemmer mod 23. Og det vedkommende andragende blev endda enstemmigt forkastet, da brygger Bjerre mødte med en besværing fra Københavns linnedvævere over formentlige indgreb i deres lavsrettigheder, ligesom da professor Bang og kancellisekretær Algreen-Ussing indbragte lignende klager fra henholdsvis Københavns dugmagere og Københavns Slagterlav. Forsamlingen syntes absolut ikke at være lavene venligsindet, men da kancelliråd Hempel lidt senere gjorde forsamlingen bekendt med et andragende fra håndværkerne i Odense, om at der, hvis lavene skulle blive ophævede, måtte blive givet nogle til håndværksstandens tarv sigtende lovbestemmelser, faldt der dog så vægtige udtalelser om, at en sådan ophævelse ikke var påtænkt, at han troede det rigtigt at tage andragendet tilbage.

Skønt den af kongen udnævnte kommissarius, der her repræsenterede regeringen, konferensråd A. S. Ørsted, generalprokurør og kancellideputeret, i de ovennævnte sager væsentlig havde holdt sin hånd over landhåndværkerne, er det forståeligt, at regeringen på ingen måde ville lavene til livs. Som vi tidligere har set, havde den jo lagt an på igennem dem at »holde myndighed« over håndværkerne, og dens bestræbelser gik vedblivende ud på at bevare denne myndighed, således som det fremgår af forskellige håndværksstanden vedrørende begivenheder, der forplantede sig ind i stænderne.

Regeringernes urofølelse overfor de rundtom påny opstående hemmelige og åbenlyse selskaber med liberale, for ikke at sige revolutionære anskuelser satte bl.a. frugt i en beslutning, som den tyske forbundsforsamling i Frankfurt tog den 15 januar 1835, og som gik ud på, at det skulle forbydes de i de tyske forbundsstater hjemmehørende håndværkssvende på deres vandringer at besøge eller opholde sig i sådanne lande og stæder, hvor associationer og forsamlinger af håndværkere tåltes. I overensstemmelse hermed udstedte Frederik VI under d. 7 marts et for Holsten og Lauenborg gældende patent, og under d. 29 september befalede han yderligere, at Kancelliet skulle udarbejde et lignende påbud for hans lands danske håndværkere. Det skete, men under sagens behandling i Kancelliet gjorde dog den deputerede Mikael Lange, Københavns senere overpræsident, gældende, at en sådan bestemmelse, forinden den udkom, måtte forelægges stænderne, da den indskrænkede undersåtternes rejsefrihed, en betragtning, der imidlertid blev imødegået med, at det her kun drejede sig om en temporær politiforanstaltning, og under d. 23 oktober 1835 udkom da den af kongen ønskede anordning. Sagen blev imidlertid straks af mekanikus Gamst forebragt i stænderforsamlingen i Roskilde, og det bestemtes, at der til dens nærmere overvejelse skulle nedsættes en komite, der kom til at bestå af mekanikus Gamst, etatsråd L. N. Hvidt og justitsråd Salicath, og denne komite fik overleveret et i datiden såre mærkeligt aktstykke, en af Algreen-Ussing indbragt petition imod anordningen fra ikke mindre end 1036 københavnske håndværkssvende.

Der vistes altså her fra forsamlingens side nogen interesse for et anliggende, der berørte lavsforhold, men det var dog næppe for lavenes skyld, sagen kunne også ses fra andre synspunkter, og da det kom til stykket, slog forsamlingen dog hånden af den. Med 36 stemmer mod 29 besluttedes det, at den af komiteen foreslåede petition ikke skulle indgives. Man vidste, at kongen ville tage en henvendelse, der gik imod den nyligt udfærdigede bestemmelse, højst unådigt op. Han var optagen af tanken om det absolut nødvendige i at holde tidens revolutionære strømme ude fra landet. Håndværkerne måtte så vidt muligt ikke smittes, lavene skulle bestå som en konservativ magt, der dog ikke selv måtte stille fordringer, således som det kom frem, da de fynske købstadhåndværkere i 1835 begyndte at røre på sig.

Som vi har set, levede de i trykkede forhold, og den, der havde skrevet de ovenfor nævnte artikler herom i Hempels »Bidrag til Tidshistorien«, har selvfølgelig interesseret spurgt om resultatet af den motion, tidsskriftets udgiver kancelliråd Hempel indbragte i Roskildeforsamlingen. Den 11 november blev der nægtet den fremme, og harmen herover gav ham straks påny pennen i hånden. I »Fyns Stifts Adresseavis« for den 1 december findes en kraftig, Rudkøbing den 25 november dateret artikel, der er underskreven »Jens Andersen Hansen, skomagersvend«. Det er den senere så bekendte politiker J. A. Hansen, der her henvender sig til købstadhåndværkerne og skriver: »Medbrødre! her hjælper ingen uvirksom klage, her må handles«. Han peger på en direkte henvendelse til kongen og navnlig på en flittig brug af pressen, »mod tryk er tryk et ypperligt middel«. »Vi har hidtil intet set offentlig fremstillet af håndværksstanden, men der må dog findes nogle, som har evne dertil«. Selv tog han fat og udsendte snart efter nr. 1 af et lille tidsskrift »Landsbyhåndværkeren«, der udkom i højst 15 numrer, men særlig indtryk gjorde det, da snedkerlavets »oldermand, bisiddere og samtlige amtsmestere« i Assens udsendte et den 9 december dateret opråb: »Op I standsbrødre og medborgere! Det er nu høj tid at gøre det sidste forsøg på at redde os selv, vore hustruer, børn og hele familier fra den os truende lod, armod, nød og elendighed, idet vi gerne ville arbejde, men finde os af den fjendtlige tidsånd gjort næringsløse lader os da broderligt forene os om i bønskrifter til hans majestæt vor allernådigste konge at genindsættes og håndhæves i vore lovlige rettigheder .... hvad stænderne ikke har villet tilstå os, at tage vore besværinger under overvejelse og speciel prøvelse, det tør vi vente af vor allernådigste konge og landsfader! Hurra for vor souveræne konge!«

Gemytterne var i bevægelse, og resultatet blev, at udsendte fra lavene i Fyn skulle mødes i Odense den 11 januar 1836. Men et sådant, aldeles usædvanligt skridt betragtedes ikke med velvilje af autoriteterne. Gouvernøren over Fyns Stift, prins Christian Frederik, søgte at hindre mødet, og det blev officiøst betydet deltagerne, at der ikke kunne være tale om at indgive nogen samlet petition fra enten flere lav eller flere byer i forening. Der blev da heller ikke holdt noget samlet møde, nej - hvert fags repræsentanter forhandlede for sig, men det vedtoges desuagtet, helt enstemmigt, af skomagere, skræddere, smede, snedker- og bødkerlavene, at bønskrifter fra ethvert lav i stiftet i disse fag skulle overbringes kongen af en deputation, og den, der ved denne lejlighed var den ledende, har sikkert været J. A. Hansen. Lavet i Rudkøbing havde i skyndingen gjort svenden til mester, for at han kunne være dets repræsentant i Odense, og sikkert er det, at han ved audiensen hos kongen den 24 januar 1836 var deputationens ordfører. Han skriver i sit blad »Landsbyhåndværkeren«, at kongen svarede: »Jeg skal undersøge eders andragender, børn! Jeg skal tænke på jer«, og herefter følger: »Disse var de i sandhed trøstelige ord . . . de gød mod og håb i vore hjerter, lad os takke gud for en sådan konge«.

Der var nu ikke stor grund til at takke, thi det tør nok antages, at regeringen ikke syntes om bevægelsen, der endog havde vundet tilslutning hos lavene andensteds f. eks. i Randers. Man havde intet imod at forhandle med et enkelt lav, men en sammenslutning af lav ville man ikke vide af. Man stod i 1836 ganske på samme måde i så henseende som i 1770. Der kom da heller ikke noget ud af de af kongen lovede overvejelser, skønt der blev skrevet meget og indhentet mange erklæringer. Der foreligger en indstilling fra Kancelliet, men der kom ingen kongelig resolution. Derfor svækkedes T. A. Hansens iver dog ikke. Her skal ikke dvæles ved, at han på sit lavs vegne førte en hidsig kamp med to landskomagere i Tranekær Henrik Zielfeldt og Rasmus Jørgensen, men gøres opmærksom på, at han i 1837 udsendte et næsten 100 sider stort skrift »De danske Stænderforsamlingers forhandlinger om håndværksdriften på landet med oplysninger og bemærkninger til samme«, som han ærbødigst tilegnede »Stændernes næste forsamlinger til nærmere prøvelse«. J. A. Hansen gav ikke let slip på, hvad han een gang havde taget fat på. Han polemiserer her bl.a. med A. S. Ørsted. »Man vil muligvis bebrejde mig«, siger han, »at jeg en læg, udannet mand vil tro at kende disse ting bedre end denne virkelig store mand, hvis kundskaber og indsigt man så ofte må beundre. Men jeg beder at betænke, at Ørsted i denne sag går ud fra dens retlige tilstand, medens jeg går ud fra dens faktiske tilstand«. Hans optræden vakte forøvrigt en vis opsigt. Bladet »Dagen« for den 5 marts 1836 skriver bl.a., at forfatteren er bekendt som en brav og forstandig mand samt duelig håndværker og tilføjer så, »men hvis de småstykker, der er offentliggjorte under hans navn, virkelig som de er, kommer fra hans pen, og hvis han selv har samlet de anordninger håndværkerne angående, som findes i hans skrift »Landsbyhåndværkeren«, da må vi tilstå, at han tillige har en dannelse og en lovkundskab, som er højst ualmindelig for en mand i hans stilling«. I »Landsbyhåndværkerens« nr. 9 hævder J. A. Hansen som svar herpå bestemt, at alt, hvad hans navn står under, er skrevet af ham personlig, og samtidig giver han »Dagens« redaktør, kgl. skuespiller Thomas Overskou, en ganske skarp tilrettevisning, fordi han synes at sætte datidens håndværksstand altfor lavt bl.a. ved faderlig at formane både den og ham til at være virksom, stræbe efter duelighed, vise ædruelighed, fordragelighed og en fornuftig bedømmelse af deres stilling i forhold til andre statsborgere.

Efter den første stænderforsamling i Roskilde fulgte den første stænderforsamling i Viborg. Forskellige deputerede, prokurator Erik Seidelin i Fredericia, justitsråd borgemester i Århus H. A. Fleischer, prokurator Ole Hostrup i Ribe og købmand Bertel Ludvigsen i Randers, mødte med andragender fra en række lav i Kolding, Århus, Vejle, Ribe og Randers imod landhåndværkerne, men forsamlingen her nægtede ligesom forsamlingen i Roskilde at fremme dem, og således gik det også, da den blinde oberst L. F. Brock, der havde været prins Christians adjudant i Norge, petitionerede om, at al lavstvang måtte blive hævet og håndværksnæringen måtte blive ordnet ved nye love. Der blev ikke nedsat nogen komite til sagens videre forhandling. Men anderledes, da de jyske stænder trådte sammen for anden gang i 1838. Nu fremkom ikke alene oberst Brock men også etatsråd L. G. Brinck-Seidelin med forslag til håndværkerforholdenes ordning, og nu nåede sagen frem til en komite, hvis medlemmer blev justitsråd C. Estrup, tobaksfabrikant cand. jur. Th. Funder, proprietær J.C. Nyholm, herredsfoged J. P. With og landvæsenskommissær H. A. Wulff; nogen håndværker sad ikke i forsamlingen.

Den af denne komite afgivne betænkning tog ikke sit udgangspunkt i, hvad der var gavnligt særligt for håndværksstanden, den så hen til, hvad der gavnede samfundet, og holdt da på, at landmændene måtte have deres håndværkere i nærheden. At skulle søge dem i købstæderne, hvor der tilmed bestod lav, tjente kun til fordyrelse. Det var ikke landhåndværkerne, der skabte næringsløshed i købstæderne, men den overfyldning med håndværkere, som lavene medførte, ophævelse af lavsvæsenet ville sikkert skabe bedre og billigere tilstande. Da man imidlertid næppe kunne nå så vidt straks, blev komiteen stående ved at foreslå, at købstadhåndværkerne skulle har ret til at nedsætte sig på landet, og at alle håndværkerne på landet skulle betale en moderat skat i lighed med hvad håndværkerne betalte i købstæderne. Ørsted havde som kommissarius dog mange betænkeligheder ved det sidste forslag, medens han så forholdsvis velvillig på en almindelig nyordning af næringsspørgsmålet, og resultatet blev så, at der slet intet blev gjort. Med 41 stemmer mod 9 udtalte forsamlingen sig for, at der ingen petition skulle indgives.

Så blev det igen Roskilde-forsamlingens tur, den begyndte sin anden samling den 24 september 1838, og den fik ikke så få håndværkssager til behandling, brændevinsbrændernes forhold på landet og i byerne, kobbersmedene kontra kobberværkerne, Københavns Skrædderlavs kamp med klædekræmmerlavet om ret til at sælge stoffer til deres kunder osv., men det skal særlig fremhæves, at sagen om købstadhåndværkernes ret overfor landsbyhåndværkerne påny blev rejst, denne gang af købmand K. Sidenius i Maribo, der bl.a. forelagde et andragende fra skomagermester J. A. Hansen, der forøvrigt nu boede i Slagelse. Med 49 stemmer mod 9 nåede sagen til en komites nedsættelse, og komiteen kom til at bestå af agent H. B. Bruun fra Assens, proprietær C. Neergård fra Gunderslevholm og farver T. H. Svane fra Roskilde.

Den betydeligste af disse mænd var sikkert Carl Neergård, der i sagen angående kobberværkerne havde rådet til at lade alt blive ved det gamle, »indtil der kan gøres et vel overvejet forslag til en hovedforandring i alle de nu bestående lavs- eller håndværksindretninger, hvilken forandring måtte gå ud på en løsning af alle de bånd, som for tiden indskrænker enhver håndværkers og handlendes virksomhed i de lav, hvortil han hører«, en anskuelse, hvortil kammerråd Drewsen sluttede sig, idet han mente, at det var ønskeligst, at alle lavsbånd løstes på én gang. Komiteens betænkning blev naturligvis præget af denne anskuelse. Der gøres gældende i den, at det »alene er ved en muligst fri konkurrence, at det heles vel kan fremmes«. Men forøvrigt sluttede den sig væsentlig til de i Viborg fremsatte forslag om, at købstadhåndværkerne skulle har ret til at nedsætte sig på landet, og at alle håndværkere på landet skulle betale en passende skat. Her som dér kom det imidlertid ikke til nogen petition, alle indstillingspunkter blev efter hinanden forkastede. Bl.a. var Algreen-Ussing, der havde talt skræddernes ret overfor klædehandlerne, imod indgivelsen af en petition, da købstadhåndværkerne ikke ville have nogen gavn deraf.

Mærkeligt er det forøvrigt at se, hvorledes tanken om at gå bort fra alt lavsvæsen kan træde ganske stærkt frem. En af de deputerede fremlagde i samme samling et andragende fra 176 landhåndværkere på Bornholm om fuldkommen næringsfrihed. Det herskede der på deres ø, lige til de i Plakaten af d. 3 april 1816 givne bestemmelser om forholdet mellem købstad- og landhåndværkere også blev gældende på Bornholm, hvad der bevirkede, at »brødnid, lavsånd og misundelse fremstod dér, hvor sligt førhen aldrig kendtes, hvorimod velvilje, gensidig understøttelse og broderskab forsvinder«. Stænderforsamlingen lod sig imidlertid ikke bevæge af denne lyriske tale. Bornholm måtte dele skæbne med det øvrige land. Men spørgsmålet om næringsfrihed kom påny frem, da etatsråd Steenfeldt i 1840 fremsatte forslag om en revision af landets næringslovgivning. Han gik ud fra, at det var retfærdigt at give enhver den størst mulige næringsfrihed, idet han dog mente, at overgangen fra det nu forældede lavssystem måtte ske forsigtigt og langsomt. Han opnåede imidlertid ikke at få nogen komite nedsat. Blandt talerne ved denne lejlighed var mekanikus Gamst. Han ville intet have imod, at den gældende næringslovgivning blev revideret, men mente det rigtigst i så henseende at afvente det resultat, som den også af Steenfeldt omtalte kommission, der fornylig var blevet nedsat af Københavns Magistrat, måtte komme til, og heri blev han understøttet af kommissarius, der forøvrigt samtidig med fuld ret ikke undlod at gøre opmærksom på, at regeringen på dette område »lige fra 1613« havde næret liberale anskuelser, men var blevet standset af købstadøvrigheder, borgerrepræsentationer og korporationer; det kunne derfor kun være den behageligt, om der nu skulle vise sig en almindelig stemning for en mere udvidet næringsfrihed.

Steenfeldts motion blev dog, som nævnt, kun et slag i luften. Der skulle intet gøres, der skulle ventes på den af Københavns Magistrat nedsatte kommission om lavsvæsenets omordning i København, men dens betænkning kom først syv år efter, på en tid, da stændernes rolle væsentlig var udspillet. Herefter er der da intet at finde angående en reform af næringsforholdene i stændernes videre forhandlinger, skønt der nu kom i alt fald nogle flere industridrivende til mellem de deputerede i Roskilde, i 1844 urmager H. L. Kyhl og bager C. Sager, i 1846 jernstøber P. F. Lunde og i 1848 brygger J. C. Jacobsen. Spørgsmålet om forholdet mellem købstadhåndværkere og landhåndværkere, om næringsforholdenes ordning i det hele synes da også kun at have været en sag af mindre betydning i stændervirksomheden. Der var andre spørgsmål, der på en ganske anden måde satte sindene i endog heftig bevægelse, således spørgsmålet om stænderforsamlingernes offentlighed, om en forening af forsamlingerne i Roskilde og Viborg, om statens finanser, om trykkefriheden, om forholdet mellem jorddrotter og fæstebønder osv., osv.. Der førtes stærk tale og udfægtedes bitre kampe i møderne, og på liberal side gjorde her navnlig kancellisekretær Algreen-Ussing sig meget bemærket. Allerede i november 1835 skriver den stærkt konservative biskop Mynster fra Roskilde: »Der skal megen tålmodighed til at udholde Algreen-Ussing og hans snart med det flaueste markskrigerpathos udstyrede, snart med den ensidigste og fripostigste bitterhed krydrede andragender«. Desuagtet stod Ussing dog snart, selvfølgelig mest i det liberale parti, som samlingernes populæreste mand. Ingen faldt med større veltalenhed og større ubarmhjertighed over regeringens hele finansstyrelse, viste regnskabernes virkelige deficit og den afgjorte misregering. Og selv Mynster synes senere at være blevet velvilligere stemt overfor ham, således, når han med forståelse kan sige: »Et venligt smil af Ussing gælder mere end kongens nåde eller unåde«.

Algreen-Ussing talte ikke alene i stænderne, men også f. eks. ved d. 28-majfesterne, der stadig blev holdte. I 1835 talte han her for offentlighed i kommunalvæsenet, i 1836 for trykkefrihed og både i 1837 og i 1838 for offentlighed og orden i rigets finanser. Hans popularitet var stadig stigende, og da han ved kommunallovforslagets behandling i stænderne gjorde sig til en varm talsmand for hovedstadens kommunale frihed, viste dens borgere ham i begyndelsen af 1839 deres taknemlige anerkendelse ved at overrække ham en guldpokal. Den 25 januar udstedte 16 borgere en indbydelse om at yde bidrag til en hyldest af ham, og bidragene strømmede ind; på et møde den 22 februar blev det vedtaget, at hyldesten skulle bestå i en guldpokal, og den 22 april blev den overrakt ham ved en fest på Skydebanen. Mellem de 16 indbydere var der følgende ni industridrivende: tobaksfabrikant N. F. Bonnesen, buntmager D. G. Fritsche, brændevinsbrænder P. C. Hansen, nålemager F. C. Hjorth, urmager H. L. Kyhl, jernstøber P. F. Lunde, brygger H. Møller, garver J. P. Rucksdäschel og bagermester A. Scherfig. Komiteen, der overrakte pokalen, og hvis medlemmer alle talte ved festen, bestod af overretsprokurator Balthazar Christensen, professor N. David, silke- og klædekræmmer H. P. Hansen, jernstøber Lunde og bager Scherfig. Den sidstnævnte åbnede festen med en tale for kongen, medens professor David holdt hyldesttalen til Ussing. - Den liberale bevægelse var i stadig vækst.

Læseforeningen, der - som vi ovenfor har hørt - konstituerede sig den 31 august 1835, blev i høj grad støttet af datidens liberale presse. »Fædrelandet« anbefaler allerede i januar 1835 at danne læseforeninger, der særlig skulle hjælpe håndværkerne frem. Bladet anbefaler denne sag »til alle deres opmærksomhed, der føler varmt for håndværksstanden, og i særdeleshed til de mere oplyste og indsigtsfulde håndværkeres egen overvejelse«. Og »Københavnsposten« er i årets slutning ivrig for, at den skal få livlig tilgang af medlemmer. Foreningen, siger bladet, tager sigte på »den store agtværdige middelstand, den næringsdrivende borger«. Ser vi på de tolv indbydere, er håndværket dog såre sparsomt repræsenteret imellem dem. De tolv var brygger A. H. Bjerre, kaptajn i flåden H. B. Dahlerup, kaptajn F. C. Ernst, major J. A. Fibiger, bogholder H. H. Herforth, blikkenslagermester J. Irgens, premierløjtnant L. M. Mullen, professor C. Otto, grosserer J. Owen, oberstløjtnant J. A. Stricker, professor G. F. Ursin og pastor C. H. Visbye. Det er de militære, som her går i spidsen; der rørte sig en endog stærk frihedsfølelse mellem datidens officerer. Det er, som om Frederik VI’s smålige militærregimente havde fremkaldt en reaktion. Kaptajn Tscherning skabte 28-majfesterne, og major J. A. Fibiger blev den første formand i »Læseforeningen«. Håndværkerne kom imidlertid også med; mellem foreningens 55 stiftere er der 9 landofficerer og 4 søofficerer, men 18 håndværkere og industridrivende, som alle er nævnte ovenfor, og mellem de 508 medlemmer, som dens første trykte medlemsliste af d. 13 april 1836 omfatter, findes 119 håndværkere og industridrivende.

Foreningens formål var da også en agitation i retning af industri og håndværk. Da major Fibiger den 23 januar 1836 holdt det første foredrag i foreningen, påviste han, hvorledes samfundets lag havde nærmet sig hinanden. På den ene side har, sagde han, »de fornemmere« lært at agte håndens duelighed, og på den anden side »har den del af borgersamfundet, der bærer den hæderlige benævnelse næringsstanden, lært ikke alene at føle sit eget ejendommelige værd, men tillige at indse værdien af en med duelighed i en vis retning forbunden almindelig uddannelse, hvorved anskuelserne udvides, ånden frigøres og forædles, uden at derfor sindet bortvendes fra den valgte virkekreds«. Foreningens »dobbelte og nøje forenede formål var almendannelsens fremme og tilvejebringelsen af en lejlighed til gensidig tilnærmelse iblandt medborgere«. Da han udgav foredraget, søgte han forøvrigt i en fortale ligesom at almindeliggøre, hvad det var, den tilstræbte, det var jo kun, hvad landets ophøjede monark selv havde peget på i stænderanordningen, »almenåndens oplivelse«, og enhver opmærksom iagttager vil, tilføjer han, i foreningen har »den gunstigste lejlighed til at overbevise sig om, hvor liden årsag der er til at betragte den danske nationalkarakter med mistillid eller til at nære frygt med hensyn til offentlige foreninger, der har gavnlig læsning og overhovedet almennyttige kundskabers udbredelse til formål«.

Men dermed vuggede han ikke regeringen i ro, og det hjalp heller ikke, at det næste foredrag, der ugedagen efter blev holdt i foreningen, - hver lørdag aften skulle der holdes et - var af professor Ursin og handlede om »forskellige kunstveje, især jernveje, og befordringsmidlerne på samme«. Regeringen havde straks betragtet foreningens stiftelse som et politisk træk, den måtte kontrolleres. Otte underofficerer ved prins Vilhelms regiment, der havde indmeldt sig, måtte som tidligere nævnt, på deres chefs bud udtræde, samtidig med at alle øvrige regimentschefer lod deres underofficerer vide, at de ikke måtte indtræde i noget som helst selskab, der lå udenfor deres militære pligters ressort. Og regeringen vendte sig mod major Fibiger personlig, der alt tidligere havde vist sit folkelige sindelag og nu stod i spidsen for en forening, der vendte sig imod en række gamle fordomme og mere eller mindre uforbeholdent udtalte lighedsprincippet, således at den i flere kredse benævnedes »Jakobinerklubben«. I det ovennævnte forord til hans foredrag nævner Fibiger da også »uden betænkning« »politisk« læsning mellem nyttig læsning. Da han holdt foredraget, kendte han forøvrigt godt den skæbne, der var overgået ham. Fra 1830 havde han været »kommandør« ved den samtidigt oprettede Militære Højskole, men under d. 28 december 1835 var han blevet udnævnt til land- og søkrigskommissær i det første jyske distrikt med bopæl i Vejle. Han måtte som følge heraf ophøre at være Læseforeningens formand, men en stor del af foreningens medlemmer sendte ham som et bevis på den agtelse, de nærede for ham, et sølvskrivetøj med en »betegnende« indskrift, og til hans efterfølger i formandspladsen valgtes kancellisekretær Algreen-Ussing.

Under ham fik Læseforeningen sine endelige love, de blev vedtagne i april 1836. Foreningens formål var efter dem »med det muligst ringe pengebidrag at åbne en bekvem adgang til almennyttig og almeninteressant læsning for alle stænder, men især for den næringsdrivende borger og således bidrage til almendannelsens fremme«. I foreningens bibliotek skulle der samles bøger, tidsskrifter og blade, idet dog »den periodiske presses frembringelser stedse skulle være hovedgenstanden«. Ved siden af biblioteket skulle foreningen endnu til fremme af tilnærmelse mellem de forskellige stænder har nogle værelser, hvori medlemmerne kunne samles til konversation.

Algreen-Ussing vedblev dog ikke længe som formand, i et brev af d. 6 juni 1837 til løjtnant L. Müllen kalder han sig »fhv. formand i Læseforeningen«, men derfor ophørte han ikke at være i forbindelse med den, hvad der kan ses af et andet brev fra ham. Da Müllen havde lykønsket ham til guldpokalen, takker han i en svarskrivelse af d. 25 april 1839, hvori han bl.a. siger, at Læseforeningen har ham »i kær og taknemlig erindring« og gerne mindes de interessante og oplivende foredrag, hvormed han så ofte havde glædet den, hvorefter det hedder: »Den håber, at det ikke vil var længe, for vi igen ser Dem indenfor Københavns Volde og atter kunne nyde godt af Deres behagelige og lærerige underholdning«. Hvem der blev foreningens formand efter Algreen-Ussing, kan ikke oplyses her, men af notitser i aviser vides det, at såvel David som Orla Lehmann har beklædt denne post, og muligvis har det da været David. Sikkert er det, at Læseforeningen bevarede sin demokratiske karakter. Det kan bl.a. ses af, hvad der berettes om major Fibigers søn ingeniørløjtnant Adolf Fibiger. Han skildres som en højt begavet, ildfuld ung mand, der drømte om en stor frihedens æra for det elskede fædreland. Trods flere tilrettevisninger i den anledning holdt han i 1838 ved 28-majfesten i Læseforeningen en så begejstret tale for »den demokratiske ånd i folket«, at regeringen troede det rigtigt at forsætte ham til Rendsborg.

Og der er andre omstændigheder, der peger i samme retning. Da Carl Ploug den 5 april 1839 åbnede forhandlingerne på Borchs Kollegium, der førte til dannelsen af Akademisk Læseforening, sagde han, at der var en virkelig trang til en sådan forening. Studenterforeningen var nemlig blevet til en dyr klub, i Athenæum var der intet samliv mellem medlemmerne, og Læseforeningen på Østergade var nok billig, men for det første var den beregnet på folk under studenternes sædvanlige dannelsestrin, og dernæst var den blevet et slags politisk selskab, »hvilket vort ej skulle være«! Læseforeningen var levende med i tidens politik. Bladet »Sjællandsposten«, som Goldschmidt dengang redigerede, kan således i 1839 fortælle om en 28-majfest, som fejredes i foreningen med overretsprokurator Balthazar Christensen, cand. jur. Orla Lehmann og dispachør A. Wessely som præsidenter, ved hvilken der ikke var mindre end 250 medlemmer tilstede, og herimellem vistnok Goldschmidt selv. At han var medlem, er nemlig sikkert. Året efter fandt der en lignende stor fest sted, denne gang med pastor Visbye, redaktør G. Siesbye og brygger Bjerre som præsidenter.

Men særlig om Goldschmidt er der endnu noget at berette. En dag han kom op i Læseforeningen, fortæller han, sad der en gruppe unge mennesker i samtale om den Franske Revolution, herimellem to i datidens demokratiske kredse godt kendte mænd, den senere forfatter Poul Chievitz og urmager I. P. Voltelen, en mand med glat sort hår, der gik under navnet Danton. Med dem kom Goldschmidt i samtale, og ved den lejlighed fødtes tanken om et blad, som Voltelen gav navnet »Corsaren«. Og foruden med de to nævnte plejede Goldschmidt endnu råd med to andre medlemmer af foreningen, kopist i generaltoldkammeret L. Bisserup og Arboe Mahler, hvorpå det første nummer at »Corsaren« udkom den 8 oktober 1840. Goldschmidt fortæller også om, hvorledes han kan huske Algreen-Ussing som foredragsholder i Læseforeningen, og tillige at denne så lovpriste politiker »havde den meget omtalte audiens hos Frederik VI, hvorefter han ophørte at være Danmarks Mirabeau«. Det kommer i og for sig ikke Læseforeningen ved, men det skal dog nævnes her, at der efter den nævnte samtale med kongen skete en ikke ringe forandring i Algreen-Ussings politiske stilling. Det viste sig i stænderforsamlingen i 1840, i hvilken der opstod en kløft mellem ham og de liberale, »som senere udvidede sig til en hel ørken«. I 1842 ville Balthazar Christensen have ham holdt ude fra alle komiteer, hvad Orla Lehmann dog ikke ville gå med til, og det gør et stærkt indtryk at læse følgende ord i et brev til Müllen fra kommandør J. C. Falsen, den mand, der 1813 i en båd havde ført prins Christian Frederik fra Jylland til Norge og nu sad som ejer af Taarnholm ved Korsør (brevet er af 14 marts 1842): »Men Ussing!! hvor det piner mig at se ham stå i barometeret [!]. Intet menneske har skuffet min forventning som han. Jeg ved ej, hvad jeg gav for at vide hans senere år udslettet af hans kalender«.

Løjtnant Lauritz M. Müllen, der i 1839 fik kaptajns anciennitet og i 1842 ved hærreduktionen fik afsked, var formand i Læseforeningen fra 1840 til 18458. Men om hvorledes dens indre liv i denne tid forløb, synes der intet opbevaret. Har den haft et stigende eller dalende medlemsantal? Har håndværkerne stadig holdt til i den eller har de trukket sig bort fra den? Hvad medlemsantallet angår, da er det sikkert gået endog stærkt ned, i 1845 tales der om foreningens forfald, men hvad det sidste angår, synes, som vi senere skulle se, noget at kunne tyde på, at håndværkerne trods alt ikke har forladt den. Den må altså stadig har budt fordele, som håndværkerne har sat pris på, en hel del håndværkere var jo levende med i tidens udvikling, i dens frihedsønsker og organiserende bestræbelser, hvad tydeligt kan ses, da Industriforeningen blev stiftet i 1838.

»Selskabet for indenlandsk Kunstflid«, der oprettedes i 1808, blev, som vi ovenfor har set, stiftet af mænd, der stod udenfor industrien. Det foranstaltede små industriudstillinger i årene fra 1810 til 1819, men forsvinder derefter næsten ganske. Udstillingstanken blev tagen op igen af professor J. A. Dyssel ved Polyteknisk Læreanstalt; efter hans forslag trådte delegerede fra Selskabet for Naturlærens udbredelse, Landhusholdningsselskabet og Kunstakademiet sammen i en komite, der forestod to industriudstillinger i årene 1834 og i 1836. Denne komite, i hvilken der ikke sad en eneste industridrivende, tænkte på at udvide sin virksomhed til at danne et selskab i lighed med Tysklands Gewerbe-Vereine, men opgav det, da den »fra adskillige fabrikanter, håndværkere m. m. fik meddelelse om, at et sådant selskab var under dannelse. Det er »Industriforeningen«, der påtænktes. I komiteens beretning om udstillingen i 1836 var det med rette gjort gældende, at også udstillinger bidrog til den i den tid så meget omtalte »oplivelse af almenånden«.

Det var den oftere overfor nævnte hofguldsmed J. B. Dalhoff, der fik tanken om oprettelsen af en forening til industriens fremme. Han fik den på en rejse i Tyskland i 1837, og efter sin hjemkomst henvendte han sig i den anledning til professor ved Den Polytekniske Læreanstalt J. G. Forchhammer, der straks var villig til at træde ledende til. Videnskab og håndværk rakte hinanden hånden ved denne lejlighed, hvad der tydeligt ses, når vi gennemgår navnene på de nitten mænd, som i maj 1838 udsendte den indbydelse, der medførte, at »Industriforeningen i København« blev stiftet den 12 juli samme år. Først er der de to mænd, der var formænd for komiteen, der forestod udstillingerne i 1834 og i 1836, rentekammerdeputeret, præsident i Landhusholdningsselskabet konferensråd Jonas Collin og kommitteret i Kommercekollegiet etatsråd G. Garlieb, derpå tre videnskabsmænd direktøren for Polyteknisk Læreanstalt, etatsråd professor H. C. Ørsted, professor J. G. Forchhammer og docent ved Veterinærskolen kammerråd G. Michelsen samt - som det sig hør og bør - ikke mindre end fjorten industridrivende, nemlig: tømmermester J. H. Brede, hofguldsmed J. B. Dalhoff, mekanikus H. Gamst, bøssemager J. F. Hansen, nålemager F. C. Hjorth, urmager H. L. Kyhl, jernstøber P. F. Lunde, blikkenslager Fritz Meyer, malermester J. E. Meyer, urmager C. F. Mohr, snedkermester A. C. Olsen, bagermester A. Scherfig, juveler C. Schrøder og hofkunstdrejer J. G. Schwartz.

Ørsteds navn præger det hele. Han er den store videnskabsmand med det åbne syn for, at det praktiske liv kan og skal nå vidt frem ved videnskabens hjælp. Han støtter på den velvilligste måde en række enkelte industridrivende, og så fulgte han tillige det begyndende frihedsliv med sympati. Han deltager i 28-majfesterne, han står som medstifter af »Selskabet for trykkefrihedens rette brug«, ja er dets første formand. Der lyser i det hele dygtighed og frisind ud af Industriforeningens stifternavne. I industriens verden har navnene Dalholf, Hjorth, Gamst, Kyhl, Lunde og Scherfig betydning, og vi har truffet dem alle enten i Trykkefrihedsselskabet eller i Læseforeningen, nogle af dem endda i dem begge, således Dalhoff, Kyhl og Scherfig. Industriforeningen blev da også, endog før den var stiftet, budt velkommen i liberalismens blad »Fædrelandet«. Foreningen skulle bringe de næringsdrivende til at få et frit overblik over industriens væsen og til at træde ud af den isolerede stilling, hvori enhver forening af »lavsbrødre« står til alle andre industridrivende; Industriforeningen skulle bekæmpe al småhedsånd og dermed også al lavsånds.

Og det syntes, som om bladet skulle få ret. De industridrivende strømmede ind i den nye forening sammen med Den Polytekniske Læreanstalts kandidater og eksaminander, en del handelsmænd, kollegieembedsmænd og officerer, ikke at tale om en del af tidens frihedsmænd, overretsprokurator Balthazar Christensen, professor C. N. David, redaktør J. F. Giødvad, cand. jur. Orla Lehmann og overretsassessor T. Algreen-Ussing, til hvilke lidt senere endnu kaptajn Tscherning kom. Og det har sin interesse at se, at da der første gang valgtes repræsentanter (24) blev resultatet 15 håndværkere og industridrivende, 3 lærere ved Den Polytekniske Læreanstalt, 2 arkitekter, 1 handelsmand og så overretsassessor Algreen-Ussing, professor C. N. David og cand. jur. Orla Lehmann. Professor J. G. Forchhammer blev foreningens formand, men der må særlig lægges mærke til Orla Lehmann.

I det hjem, han udgik fra, brødes dansk og tysk. Faderen var en tysktalende og tyskdannet kollegieembedsmand, moderen en fuldt ud dansk kvinde, og den begavede, varmt følende søn viste tidligt ikke alene en glødende kærlighed til det danske fædreland, men en ukuelig tro på frihedens magt til at fremme alt godt. Allerede som student var han den 31 juni 1832 den veltalende ordfører ved studenternes improviserede fakkeltog til professor H. N. Clausen, »sandhedens uforfærdede talsmand«. Og han var atter ordfører, da en skare studenter gav kaptajn Tscherning et lev vel med på vejen, umiddelbart før han tiltrådte den »lange« udenlandsrejse, kongen havde pålagt ham. Det skete den 20 juni 1833, da 32 artilleriofficerer fejrede deres kollega ved et gilde. Lehmann var den altid ivrige, når det gjaldt frihedens eller danskhedens sag. Efter sammenstødet den 2 juli 1832 mellem en flok studenter og Nørrebros Portvagt var han således de »molesterede« studenters talsmand overfor det »servile« seniorat, ligesom det er ham, der førte politik ind i Studenterforeningen. Og der er mere at nævne. Biskop Mynster oplyser, at det var Lehmann, der skrev de 1036 håndværkssvendes adresse mod Plakaten af d. 23 oktober 1835, der byggede på »en krænkende og ufortjent mistillid til den danske håndværksstand«. Lehmanns navn står paraferende under udkastet til Læseforeningens love, der gjorde kendskab til den periodiske presses frembringelser til »Hovedgenstanden for Selskabets virksomhed«, og på Trykkefrihedsselskabets generalforsamling den 4 november 1836 lagde Lehmann grunden til en virksom propaganda for det danske i Slesvig. Han mødte da også i Industriforeningen.

Den ovennævnte artikel i »Fædrelandet«, der maner den kommende forening til at kæmpe mod al lavsånd, er sikkert forfattet af Lehmann, der i 1839 under sit navn skrev endog to artikler om den i det nævnte blad. Han var her talsmand for, at der blev lagt vægt på ordningen af industriens afsætningsforhold, og da de »merkantile« interesser gik sejrrigt frem i foreningen, blev han (1840-41) foreningens næstformand. Det har sin ikke ringe interesse at se, hvorledes han i december 1841 ved en bestemt lejlighed gør opmærksom på, hvad der er parlamentarisk skik. 68 medlemmer havde fået en ekstraordinær generalforsamling indkaldt til drøftelse af forskellige spørgsmål vedrørende en af foreningen påtænkt basar; ved den mødte de uden ordfører, ja næsten uden at ville tage ordet, hvorfor Lehmann belærte dem om, at det var »andragerne som dem, der havde fremkaldt den hele diskussion, der først burde ytre sig«, og derefter fik sagen igang. Han var den, der havde forfattet ansøgningen, som gjorde, at foreningen fik den fornødne bevilling til oprettelse af en basar til forhandling af alle arter indenlandske industrifrembringelser. Den sås som et stort foretagende. Man tænkte at kunne få lokale på Børsen til den, professor Hetsch gik i gang med de fornødne tegninger, ja oprettelsen af et aktieselskab drøftedes, og så blev det hele til intet, hvad dog ikke kan tilskrives Lehmann, som i den tid, han var virksom i foreningen, arbejdede betydeligt. Han er således bl.a. forfatter til den store erklæring, industriforeningen i 1839 efter opfordring afgav til Rentekammeret angående varelotterier. - Industriforeningen stod ved sin fremkomst højt i liberalismens gunst.

Inden Industriforeningen endnu var nået til endelige love, medens den endnu var i sin første foreløbige tilstand, døde Frederik VI, og hans dødsdag den 3 december 1839 forandrede meget. Nu var jo den fyrste, der havde givet Norge en fri forfatning, Danmarks enevældige konge. Allerede samme dag var Lehmann ivrig optagen af at få studenterne til at indgive en adresse til den nye konge. Et af ham forfattet udkast, der selvfølgelig pegede på den norske forfatning, blev samme dags aften vedtaget på et bevæget studentermøde og dagen efter overrakt kongen. Adresse på adresse strømmede nu ind, og Lehmann har sikkert ikke stået den tanke fjern, at også Københavns næringsdrivende skulle indgive en adresse.

Et forslag herom fremkom i Industriforeningens repræsentantskab den 5 december. Lektor Wilkens stillede det, og efter at Lehmann varmt havde støttet det med en udtalelse om, at det burde være en djærv politisk adresse, vedtog mødet med overvejende flertal, at sagen skulle iværksættes, og valgte dhrr. Wilkens, Lehmann og polyteknisk kandidat sejldugsfabrikør E. R. Grove til at forfatte et udkast, der skulle forelægges i et nyt møde aftenen efter, hvad også skete. Lehmann havde skrevet det. Mødet blev imidlertid ikke fuldtalligt, men de mødte repræsentanter vedtog dog, da adressen ikke skulle udgå fra foreningen, at udkastet med nogle modifikationer skulle forelægges et udvidet møde lørdag den 7 december. Dette møde ligesom et større møde om søndagen sluttede sig til adressen, og på søndagsmødet valgtes jernstøber P. B. Lunde, nålemager F. C. Hjorth, silke- og klædehandler H. P. Hansen, hofguldsmed J. B. Dalhoff og finerskærer H. P. Frederiksen til at overbringe adressen, hvad »Fædrelandet« med et kort referat af sagens forløb meddelte i en notits mandag den 9 december. Men så fremkom der i bladet »Dagen« for den 12 december en notits af en helt anden støbning. Den begyndte således: »De sig såkaldte liberale er i denne tid i stor virksomhed«; Lehmann, hedder det videre, havde haft travlt i Studenterforeningen som nu i Industriforeningen, hvor dog flere repræsentanter på mødet den 6 december overfor det af ham forfattede adresseudkast havde fundet »den hele tone såvel som flere tirader helt upassende«, og så gøres der yderligere opmærksom på, at da adressen ved Lehmanns hjælp blev trykt umiddelbart for søndagsmødet, indtraf »det uheld«, at to ord »om næringsfrihed« blev »glemte« i aftrykket, hvad der havde vakt misfornøjelse og uvilje.

Det var et velment angreb på Lehmann; det kom fra hans kollega i repræsentantskabet professor J. A. Dyssel, og Lehmann tog straks under navn til orde imod det i »Fædrelandet«. »Har forfatteren villet insinuere, at hin trykfejl skulle være forsætlig, altså et lige så dumt som lumpent falsum, så erklærer jeg dette for en infam bagvaskelse«; hvad der væsentligst oprørte ham, var dog, at det ved angrebet syntes at være »lykkedes at alarmere enkelte næringsdrivende borgere, som om adressen var rettet på en kuldkastelse af de bestående indretninger«. Lehmann hævder, at der ikke i adressen er tale om lavenes ophævelse eller om uindskrænket næringsfrihed, ja han siger: »Fuldkommen ophævelse af lavsvæsenet vil næppe nogen«. Men ligegyldigt. Der var kommen uro ind, og den valgte deputation sammenkaldte da de mellem 6 og 700 underskrivere, som adressen indtil da havde fået, til et møde den 15 december. Der mødte ca. 400, og der blev forelagt dem tre forslag, der alle blev vedtagne: en ændring af den pågældende sætning i adressen, en forøgelse af den tidligere valgte deputation med fem nye medlemmer og en erklæring, hvori forsamlingen beklagede bladet »Dagens« »ubetimelige« optræden og bevidnede »hr. cand. jur. Orla Lehmann sin agtelse for hans åbne og retskafne karakter«.

Hvad nu først ændringen i adressen angår, da kom det pågældende stykke nu til at lyde: »Deres majestæts forgængeres grundsætninger om næringsforholdene ville under en lige så oplyst som kraftig fyrste vide at gøre sig gældende i store og heldbringende foranstaltninger, der understøttede af den genvakte nationalånd ville åbne landet nye rigdomskilder«. Tidligere havde begyndelsen lydt: »De liberale grundsætninger om næringsfrihed, som deres majestæts forgængere tidligere og ofte har udtalt, ville osv.« Denne ændring spiller dog i og for sig ingen rolle. Vægten ligger i denne adresse ikke på, hvad der siges om næringsforholdene, men på de udtryk, hvori ønsket om en fri forfatning kom til orde. om dem var der, betegnende nok, imidlertid slet ingen uenighed. Ændringen får først betydning, når den ses sammen med, at deputationen skulle forøges. Herom hedder det nemlig: »Efter forsamlingens beslutning valgtes i et påfølgende møde af oldermænd og formænd fem nye medlemmer«, og disse fem blev oldermanden for snedkerlavet A. D. Andersen, formanden for bryggerkorporationen J. N. Bjerre, oldermanden for tobakspinderlavet N. F. Bonnesen, oldermanden for kobbersmedelavet N. Jacobsen og oldermanden for bagerlavet A. Scherfig.

Det vil altså sige, for at få de københavnske håndværkeres tilslutning måtte deputationen forøges med fem oldermænd, samtidig med at udtrykkene »De liberale grundsætninger om næringsfrihed« måtte forsvinde. men så kom der også liv i sagen. I løbet af få dage blev underskrivernes antal 2595, uden at dette dog hjalp deputationen til at få foretræde hos kongen. Adressen måtte den 26 december »med smerte« indsendes skriftligt. Kristian VIII viste tidligt, at han ikke ville gøre de nærede forventninger fyldest. Herpå skal der dog ikke lægges vægt, men på det modsætningsforhold der ved denne lejlighed synligt nok viste sig mellem den retning, Industriforeningen syntes at styre, og lavenes håndværkere. Mødet den 15 december er næppe gået ganske roligt for sig. Eet af de førstvalgte medlemmer til deputationen finerskærer H. P. Frederiksen gik så vidt i sin protest mod den forandrede kurs, at han trådte ud, hvorefter isenkræmmer Peter Eegholm kom ind i hans sted.

Ser vi på indbydelsen, der gik forud for Industriforeningens dannelse, da nævner den ikke med et ord lavsvæsenet. Hvad den ønsker er, at der må blive oprettet en forening, som kan befordre og udvide landets industrielle virksomhed, der vel er i tiltagende, men dog står tilbage i sammenligning med flere andre staters. Foreningen skal bl.a. øve indflydelse på udbredelse af almennyttige, til det industrielle liv henhørende kundskaber. Til at nå disse mål kaldes der på alle; der skal arbejdes »ved forenede kræfter«. Og det er da naturligt, at også håndværkerne meldte sig. her kan foruden de håndværkere, der stod som indbydere, nævnes snedkermester A. D. Andersen, tobakspinder N. F. Bonnesen, stadshauptmand J. Conradt, hofforgylder P. C. Damborg, bogbinder J. C. Falck, kobbersmed J. F. Fugmann, malermester A. C. Geisler, hofstolemager C. B. Hansen, hofurmager F. Jürgensen, snedkermester Lasenius Kramp, skomagermester C. F. Lier, drejermester L. Lohmann, snedkermester J. C. Meyer, skomagermester H. S. Most, hattemager Børge Petersen, malermester C. Tilly osv.. Da der første gang valgtes repræsentanter, kom da også f. eks. både guldsmed Dalhoff, urmager Kyhl, hofkunstdrejer J. G. Schwartz, blikkenslager Meyer, nålemager F. C. Hjorth, malermester J. E. Meyer og bagermester Scherfig i betragtning, og da repræsentanterne valgte en administration på fem mand, blev Dalhoff og Kyhl medlemmer af den. Efter at Kyhl i de første år havde været foreningens inspektør, kom blikkenslager Meyer i hans sted, og i forevisningsudvalget virkede, med Dalhoff og Kyhl i Spidsen, både nålemager Hjorth, kunstdrejer Schwartz, blikkenslager Meyer, snedkermester Andersen og snedkermester Lasenius Kramp.

Håndværkerne var altså ikke alene medlemmer af Industriforeningen, de arbejdede med i den, men de følte sig dog næppe helt hjemme. Selv Dalhoff, stifteren, ryster ofte på hovedet af »de lærde« og deres efter hans mening for stærke teoretiseren; det var ikke-håndværkerne, der styrede. Ved siden af Dalhoff og Kyhl sad i administrationen professor J. G. Forchhammer som formand, overretsassessor Algreen-Ussing og grosserer M. W. Sass; da der i 1839 efter de foreløbige love skulle vælges tretten nye repræsentanter, valgtes der ved denne lejlighed ikke en eneste håndværker, men mænd som etatsråd L. N. Hvidt, etatsråd kommitteret i Rentekammeret I. J. Unsgård, professor J. A. Dyssel og finerskærer H. P. Frederiksen, og da der lidt senere i samme år dannedes en komite for den industriudstilling, som blev afholdt i 1840, kom der mellem dens elleve medlemmer kun to håndværkere, Dalhoff og hofkunstdrejer J. G. Schwartz. Ligesom det forøvrigt kan bemærkes, at hvad foreningen syslede med, var f. eks. spørgsmålet om oprettelsen af en håndværkerskole, som ikke blev gennemført, oprettelsen af en anstalt for udlejning af dampkraft, som kun blev et projekt på papiret, og oprettelsen af en basar til forhandling af alle slags indenlandske industrifrembringelser, en tanke, der arbejdedes med i en årrække, uden at den blev virkeliggjort, alt under en stadig skiften af formænd.

Professor Forchhammer afgik i 1839, og i hans sted valgtes etatsråd L. N. Hvidt, der imidlertid ikke troede at kunne modtage valget. Så faldt stemmerne på etatsråd Unsgård, der hurtig så, at man i foreningen var uenig om principperne for dens virksomhed og derfor trak sig tilbage i 1840, hvorpå grosserer N. J. Meinert kom til at beklæde formandspladsen. men han blev formelig trængt bort efter endog meget kort tids forløb af det såkaldte »merkantile« parti, der - endnu i 1840 - kom til magten med grosserer H. L. Danchell som formand og Orla Lehmann som næstformand. Feltråbet var samvirken mellem købmanden og den industridrivende, nu skulle basarspørgsmålet søges løst, og der lagdes vægt på oprettelsen af industridrivende aktieselskaber. Det var sager, der ikke i og for sig interesserede håndværkerne, og så kom jo hertil, at spørgsmålet om lavenes eksistensberettigelse stadig ulmede. »Fædrelandet« havde på forhånd udnævnt foreningen til at kæmpe mod lavsånd, og da etatsråd Unsgård, der allerede året for ville være trådt tilbage, hvis det var blevet vedtaget, at Lehmanns adresse skulle udgå fra Industriforeningen, i 1840 gjorde alvor af at træde fra som formand, skriver han i sin skrivelse herom bl.a., at »den nærmere behandling af lavsspørgsmålet snarere havde tjent til at forøge end til at formindske hin forskellighed i principper«, som herskede i foreningen.

Det er herefter naturligt, at håndværkerne kunne blive lidt betænkelige, og da der ved en af foreningens forevisninger af en sadelmager blev udstillet nogle af ham forfærdigede sko, mener skomagermester Lier at måtte påtale dette. Men det er af interesse at se, at han gør det med stor forsigtighed. Han begynder sit brev af 19 august 1840 til forevisningskomiteen således: »Håbende at jeg ikke af den ærede komite skulle vorde anset som en konservativ lavspatron eller at lavsnid er bevæggrund til mit andragende, tillader jeg mig ærbødigen osv.« Så forsigtigt vedblev man imidlertid ikke at udtrykke sig. Der kom begivenheder til udefra, der bragte håndværkerne til at mene det rigtigt, at de samlede sig for sig selv. Muligvis havde de allerede i sagen vedrørende den Lehmannske adresse set, hvad der kunne opnås ved en samlet optræden.

Kong Kristian VIII var, som ovenfor nævnt, ikke villig til at efterkomme liberalismens ønske om en fri forfatning, men derfor ville han dog heller ikke bryde med de liberale. Under 1 januar 1840 overraskede han København med en ny kommunalforfatning, der, samtidig med at den omdannede de »32 Mænd« til 36 borgerrepræsentanter, på forskellig måde kom liberale ønsker imøde. Borgerne fik en lovsikret indflydelse på deres bys styrelse, og for første gang siden 1659 skulle der i hovedstaden vælges medlemmer til byens råd. Den 9 april 1840 skulle der vælges 13 borgerrepræsentanter, og dette valg interesserede derfor i høj grad. Der blev af ledende mænd afholdt et forberedende møde på Børsen. Det skulle udse passende kandidater. Men herved blev der slet ikke tænkt på håndværkerne. Mellem dem, der her udpegedes, var der nok to industridrivende, fabrikør A. Fibiger og jernstøber P. F. Lunde, men ingen håndværkere, og ganske på samme måde gik det på et større prøvevalgsmøde i Hotel d’Angleterre. Så samledes håndværkerne, men rigtignok kun i et antal af 30, og de udså følgende ni kandidater: snedkermester A. D. Andersen, tobaksfabrikant N. F. Bonnesen, nålemager F. C. Hjorth, hofurmager F. Jürgensen, jernstøber P. F. Lunde, hattemager Børge Petersen, bagermester A. Scherfig, urmager U. Schultz og snedkermester P. C. Thymann. men de kunne har sparet sig ulejligheden. Ved valget sejrede liberalismen.

Valgt blev overretsassessor Algreen-Ussing, professor C. N. David, etatsråd L. N. Hvidt, cand. jur. Orla Lehmann, overretsprokurator Balthazar Christensen osv., og ved siden af disse liberale foregangsmænd endnu også både jernstøber Lunde og fabrikør Fibiger, men af håndværkernes særlige kandidater - foruden Lunde - kun tobaksfabrikant Bonnesen, og han - afslog at modtage valget. Men da den første suppleant var bagermester Scherfig, kom der dog een håndværker ind i Borgerrepræsentationen ved dette valg. Medens der på Algreen-Ussing, der blev valgt som den første, faldt 864 stemmer, faldt der kun 541 på Bonnesen og 480 på Scherfig.

Dette udfald har næppe tiltalt håndværkerne. Efter Forordningen af 21 marts 1800 var halvdelen af de »32 Mænds« forsamling sikret »fabrikører eller håndværkere«, men nu syntes den nye kommunallov at skulle skabe ganske andre forhold, hvad der sikkert har gjort håndværkerne betænkelige. Og hertil kom endnu, at en kongelig resolution få dage for valget - den var af 3 april 1840 - havde pålagt Københavns Kommunalbestyrelse ved en af den dannet komite at undersøge byens lavs- og korporationsvæsen og derefter indgive forslag om de forandringer i det, der måtte findes tilrådelige. I 1839 var en 31årig mand, bagermester H. C. Sager, blevet medlem af de »32 Mænds« forsamling. Han var imidlertid helt forskellig fra de almindelige bagermestere. I 1826 var han blevet student og 1831 juridisk kandidat, men da han i 1836 overtog sin morfaders, Bager Hambro’s Bageri på Vesterbro, skete det, efter at han i bagerlavet havde aflagt mesterprøve. Derfor ophørte han dog ikke at stå i liberalismens lejr, som han fuldt ud tilhørte. Da professor David i slutningen af 1834 blev tiltalt for tre i det af ham redigerede nye ugeblad »Fædrelandet« fremkomne artikler og samtidig blev suspenderet fra sit embede ved universitetet, var det en offentlig hemmelighed, at artiklerne ikke var af ham, men af henholdsvis Johannes Hage, Lehmann og Sager. Det kan derfor ikke forundre at høre, at det er bagermester sager, der straks som nyt medlem i de »32 Mænds« forsamling rejser den sag, der fører til resolutionen af d. 3 april 1840. Sager var nøje forbunden med liberalismens førere; i 1840 ægtede han en datter af etatsråd L. N. Hvidt.

Sager stillede forslag om, at forsamlingen skulle arbejde for nedsættelsen af en komite til undersøgelse af fordelene og manglerne ved den bestående lavs- og korporationsindretning, og han lagde vægt på, at komiteen ikke alene skulle søge skriftlige oplysninger, men efter forbilleder fra England mundtlig skulle konferere med alle vedkommende »for at få det dunkle opklaret og for at give dem tilstrækkelig lejlighed til uden forbehold at udtale sig over forholdene«. De herved foranledigede forhandlinger førte til, at såvel de »32 Mænd« som Magistraten sluttede sig til forslaget. Sagen gik så til Kancelliet, der også stillede sig velvilligt. Det var rede til at gøre indstilling til kongen om nedsættelsen af en komite, til hvilken de »32 Mænd« valgte fire medlemmer og Magistraten eet á to medlemmer, samt at den endnu suppleredes med tre medlemmer valgte udenfor disse forsamlinger, og hertil havde de »32 mænd« foreslået overretsassessor T. Algreen-Ussing, overauditør O. Müller og professor David.

Men overfor den sidstnævnte nedlagde et flertal i Kancelliet indsigelse. »Et hverv som det omspurgte kan ikke være at overdrage ham, efter at han for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen har været underkastet aktion i en sag, hvori han [ved Højesterets dom af d. 2 december 1835] vel frifandtes for tiltale, men som dog var af den beskaffenhed, at den suspension fra hans embede som lærer ved Københavns Universitet, der ifølge allerhøjeste resolution indtrådte ved sagens anlæg, senere forandredes til entledigelse i nåde«. Og så kom den kongelige resolution til at lyde på, at sagen helt skulle overlades Københavns Kommunalbestyrelse, således at Magistraten ved to eller flere af sine medlemmer skulle træde sammen i en komite med nogle af borgerrepræsentanterne, som disses kollegium dertil udnævnte, for nøje at undersøge, hvilke forandringer i de gældende love for lavs- og korporationsvæsenet i København der måtte være tilrådelige og indgive forslag herom til Kancelliet. Så kom da komiteen i stand med følgende sammensætning. Magistraten valgte rådmændene etatsråd M. Skibsted og justitsråd A. C. Riis-Lowson, medens borgerrepræsentationen valgte bagermester Sager, urtekræmmer A. C. Øst, Urmager H. Kyhl, cand. jur. Orla Lehmann samt selve stridens genstand professor David; han var jo i mellemtiden ved valget den 9 april 1840 blevet borgerrepræsentant.

Komiteen trådte sammen den 16 juni, og dens første møder optoges af nogle formelle sager, der på en interessant måde vise tidens brydninger. Lehmann rejste straks det krav, at komiteen skulle vælge sin formand og forlade den gamle skik, at det ældste magistratsmedlem i komiteen var dens fødte formand. Alle borgerrepræsentanterne sluttede sig til Lehmann, men etatsråd Skibsted mente ikke at kunne bortgive noget af Magistratens ret, og så enedes man om, at han skulle fungere som formand, indtil spørgsmålet var afgjort af rette vedkommende, men det blev det nok aldrig. David ønskede komiteen tiltrådt af nogle lavsmestere, som skulle vælges af lavenes oldermænd, men fik ikke komiteen med til et forslag herom, hvorimod man enedes om at rette en henstilling til Magistrat og Borgerrepræsentation om, at der skulle gives samtlige oldermænd adgang til komiteens møder som tilhørere. Der blev da også herom indgivet et andragende til kongen, men i en resolution af d. 18 november samme år udtalte han, at andragendet ikke kunne tilstås.

Allerede forinden havde komiteen imidlertid begyndt sit arbejde, delt i to sektioner, den ene for handelen (Skibsted, Lehmann, Øst), den anden for håndværket (Riis-Lowson, David, Kyhl, Sager). Den sidste sektion, der er interessant her, holdt fra den 27 juli ugentlige møder, i hvilke en lang række opkaldte håndværkere afæskedes forklaringer, først lavenes oldermænd, dernæst adskillige andre f. eks. dekupør H. P. Frederiksen, samt endelig en del oldgeseller og almindelige svende, noget, der slet ikke fandt bifald i lavsmesternes kreds. Hvad skulle i det hele denne kommission med dens forunderlige sammensætning? Hvad ville resultatet blive? Hvilke ændringer ville den mon foreslå i den nuværende lavsordning, eller ville den muligvis ikke blive stående ved ændringer, men foreslå lavsvæsenets fuldstændige ophævelse? David havde i et af ham udgivet tidsskrift med sympati anmeldt schweitseren Christoph Bernouilli’s bog »Om lavsvæsenets skadelige indflydelse«, og vidste man det ikke før, havde adressesagen tilstrækkeligt vist, at Lehmann ønskede en væsentlig, »en til tiden svarende« reform af lavsvæsenet, hvortil endnu kom, at just nu havde A. F. Bergsøe, der senere blev professor i statsøkonomi ved Københavns Universitet, udsendt en bog »Om lavsvæsen og næringsfrihed«, hvori han som mål opstillede »en fuldkommen næringsfriheds indførelse«. Det var virkelig på tide, at håndværkerne sluttede sig sammen.

Hvem der tog initiativet til at forsøge en sådan sammenslutning, er ikke oplyst. men sikkert er det, at henved 60 håndværksmestere midt i juni 1840 samledes hos traktør Bang i det hus på hjørnet af Boldhusgade og Admiralgade, hvor Studenterforeningen senere fik sit hjem, og at dette møde blev efterfulgt af andre møder, i hvilke snedkermester Lasenius Kramp er den arbejdende. I august viste resultatet sig i en af ham forfattet »Indbydelse til en håndværkerforening i København«, underskreven af 36 lavsoldermænd, og den 20 november 1840 blev foreningen konstitueret. Den henvendte sig ikke som Industriforeningen til alle i vort samfund, både i og udenfor København, den kaldte kun på Københavns håndværkere, der betegnes som »en stor og meget vigtig stand«. Indbydelsen fører i det hele et selvsikkert sprog. »Vi vide, at standen med stolthed tæller dygtige og driftige medlemmer, der som fordomsfri og indsigtsfulde mænd forstå at vurdere deres stilling som statsborgere«, men derfor bør de også kunne lægge et lod med i vægtskålen, når et af tidens store spørgsmål »om lavene bør bestå eller ikke?« skal afgøres. De mange afdelinger eller lav, hvoraf standen bestod, »og hvilke hver for sig varetage sin egen interesse uden at se hen til, at denne godt kan forenes med den fælles«, førte til manglende enighed i anskuelser, men herimod kunne en forening hjælpe, ligesom man i den kunne få lejlighed til »at lære at kende mænd, som man med tillid kunne vælge til håndværksstandens ordførere og til dygtige medlemmer i borgerrådet«. Og indbydelsen virkede; da foreningen blev konstitueret, talte den 457 medlemmer, alle selvfølgelig håndværkere, hvad der vejer stærkt op imod de 539 fra alle samfundsklasser, hvormed Industriforeningen blev konstitueret i 1838.

Det var en stolt begyndelse. Men derfor gik alt langtfra glat. Det kostede endog tiere møder at få valgt en foreløbig bestyrelse, der skulle fremkomme med et udkast til love, og de, der derefter blev valgte til foreningens formænd, skiftede hurtigt. Navnene på de således valgte har vi forøvrigt alle hørt tidligere, vi kender dem fra Læseforeningen, fra Trykkefrihedsselskabet og fra Industriforeningen. I den foreløbige bestyrelse sad snedkermester A. D. Andersen, bogbindermester J. C. Falck, bagermester J. A. E. Bock, hofurmager F. Jürgensen, snedkermester, Lasenius Kramp, drejermester L. L. Lohmann, hattemagermester Børge Petersen, bagermester H. C. Sager, bagermester A. Scherfig og snedkermester P. C. Thymann med Sager som formand, og de derefter kommende formænd var snedkermester A. D. Andersen (1841), bagermester Scherfig (1811-43), bagermester Bock (1843-45) og hofblikkenslager Fritz Meyer (1845-47).

Skønt det altså må siges, at de nævnte mænd på ingen måde stod fremmede overfor tidens liberale bevægelse, var det, der nu samlede dem, udelukkende håndværket, håndværkets ret, håndværkets tarv. Det fik bl.a. udtryk i, at de love, der vedtoges for foreningen, bestemte, at kun håndværkere, »som efter aflagt prøve har vundet mesterret«, kunne blive medlemmer, samt i at alle de i foreningen værende oldermænd skulle udgøre den væsentlige del af dens repræsentantskab. Det er da herefter næsten selvfølgeligt, at foreningen i 1841 tilskrev Magistraten med anmodning om, at lavenes betænkninger måtte blive indhentede over de resultater, den i 1840 nedsatte lavskomite måtte komme til, før de blev behandlede i Magistraten og Borgerrepræsentationen. Og så vendte man sig også mod Industriforeningen, hvis privilegium til i en basar at forhandle alle arter indenlandske industrifrembringelser man ønskede i høj grad begrænset. Under d. 13 november 1841 ansøgte foreningen kongen om, at salgsvarerne måtte blive indskrænkede til sjældne og ualmindelige kunstflidsfrembringelser eller sådanne arbejder, som hidtil ikke var forfærdigede her i landet. Skulle Industriforeningen have ret til i basaren at udsælge alle almindelige fra købstæderne og landet indsendte håndværksarbejder, da er - hedder det i ansøgningen - »ikke blot vore rettigheder, men endogså vore i deres majestæts hovedstad København hjemlede borgerrettigheder aldeles fratagne os«, og Københavns håndværksstand »ser sin fuldkomne ruin imøde«.

Det er stærke udtryk, foreningen her bruger, og de kunne helt være sparede. Industriforeningen nåede aldrig til at få basarprivilegiet udnyttet. Men det viser en stemning, som også kommer frem, da en blikkenslagersvend i 1843 ønskede sit af lavet kasserede mesterstykke bedømt af Industriforeningen for muligvis ved en gunstig udtalelse fra den at få lavets dom underkendt af Magistraten. Industrikomiteen, hvem sagen overgaves, ville imidlertid ikke indlade sig herpå, uden hvis den fik en opfordring fra Magistraten. Men da den i sin skrivelse herom til Industriforeningens bestyrelse udtrykker dette således: »Kunne Magistraten derimod finde anledning til at henvende sig til os om vor dom, da stod sagen helt modsat, og det måtte være os desto kærere, jo oftere det [i lignende sager] var tilfældet«, - rejste blikkenslagerne børster. Den blotte tanke om en mulig indblanding bragte blikkenslagerlavet i harnisk, og nogle i Industriforeningen værende blikkenslagere sendte på lavets vegne industrikomiteen en skarp skrivelse, der ender således: »Vi ville derfor anmode den ærede komite om for fremtiden ikke at blande sig i blikkenslagerlavets affærer, da derved lettelig kunne opstå disputat, som fra begge sider kunne har ubehageligheder til følge«.

Der fandt altså skærmydsler sted, men til noget egentlig brud mellem de to retninger kom det ikke. Blandt de ovenfor nævnte ledende mænd i Håndværkerforeningen var der to, der havde været indbydere til Industriforeningen, blikkenslager Fritz Meyer og bagermester Scherfig, og den førstnævnte vedbliver uafbrudt at sidde som repræsentant i Industriforeningen i en årrække (til 1866). Det gjorde nålemager F. C. Hjorth også (til 1855), og der kan nævnes andre Håndværkerforeningen nærstående, der samtidig virkede i Industriforeningen, således klejnsmed Julius Cumann og hofforgylder P. C. Damborg; de blev henholdsvis i 1842 og i 1843 suppleanter i Industriforeningens repræsentantskab, og efter foreningens daværende love deltog suppleanterne i mødernes forhandlinger, dog uden at har stemmeret; senere blev de begge repræsentanter og var det til henholdsvis 1851 og 1852 den længste tid sammen med kobbersmedemester J. Fugmann, der blev suppleant i 1846. Damborg og Fugmann knyttes endda stærkere til Industriforeningen, idet de modtog valg som inspektør ved den. Ejendommeligst er det imidlertid at se den stilling, bagermester Sager indtager. Han der - selvfølgelig - straks var blevet repræsentant i Industriforeningen, i hvilken han endda virkede som revisor (1839-41), optræder nemlig samtidig som Håndværkerforeningens første formand. Han var jo formand for den foreløbige bestyrelse, der gav foreningen love, og det var han endda, uden hensyn til at han var medlem af den ildesete lavskommission, ja var den, der havde givet impulsen til, at den blev nedsat. Sager må afgjort have været en medgørlig og fornøjelig mand, men så har det desuden sikkert været således, at alle de bedste håndværkere inderst inde gemte på ikke så lidt beundring overfor de liberale foregangsmænd i deres dygtige og stærkt omtalte kamp for udbredelse af kundskab og opnåelse af frihed. Ganske i almindelighed sympatiserede håndværkerne hermed, og derfor meldte de sig talrigt ind i såvel Læseforeningen som Trykkefrihedsselskabet, og nu har de sikkert været tiltalte af at se een af disse liberale, en ung mand, der formentlig havde en fremtid for sig, som een af deres egne; den juridiske kandidat, der var borgerrepræsentant, og blev både medlem af Københavns Fattigdirektion og stænderdeputeret, havde aflagt lavsmæssig prøve som bagermester. Han var sikkert den første lavsmester med akademiske grader, idet her i så henseende vistnok kun i datiden kunne peges på at brygger A. H. Bjerre var teologisk og tobaksfabrikant Thomas Funder (i Århus) juridisk kandidat.

Bagermester Sager og snedkermester Lasenius Kramp var jævnaldrende, begge 32 1/2 år gamle, da Håndværkerforeningen blev stiftet, og de har formentlig sympatiseret i meget. Sikkert er det i ethvert tilfælde, at Kramp var en af datidens håndværkere, der havde set op til de liberale. Han den københavnske snedkersøn med det lyse hoved gennemgik som lærling de massmannske søndagsskoler og opnåede at få alle deres medaljer, som svend besøgte han Kunstakademiets bygningsklasser og som mester - hvad han allerede blev i 1831 - tog han den borgerlige officerseksamen. Han spillede en rolle i datidens dramatiske selskaber, skrev prologer og sange for dem, ligesom han skrev sange for borgervæbningen, hvor han, som vi har set, var ven med Garbrecht, og for snedkerlavet. Han var videre en af Læseforeningens stiftere, meldte sig straks ind i Trykkefrihedsselskabet og gjorde det samme i Industriforeningen, hvor vi se ham som medlem af forevisningsudvalget, ja som medlem af den komite, der i julen 1841 forestod en prøvebasar, uden hensyn til at Håndværkerforeningen allerede dengang var indgået til kongen med sit andragende imod Industriforeningens basarprivilegium.

Kramp har været en livfuld ung mand, der fulgte med i tidens forskellige bevægelser; men trods alt gjorde han det dog ud fra en håndværkers standpunkt. Som ung mester udsendte han i 1833 anonymt et lille skrift om snedkerlavets hele sørgelige tilstand. Idet han går ud fra, at håndværksstanden er »en af de nyttigste og agtværdigste stænder, staten ejer«, maner han lavet »til samdrægtighed og enighed« i kamp mod tømrernes, marchandisernes og fuskernes »indgreb i vore lavsrettigheder«. Ganske på liberal måde ser han imidlertid, at hjælpen ved siden af en gennemført organisation væsentlig skal komme fra en forøgelse af håndværkernes kundskaber, og så stifter han i 1837 en tegneskole for snedkere og i 1843 Teknisk Institut, der henvendte sig til hele håndværksstanden. Ejendommeligt er det imidlertid, at Kramp må kæmpe hårdt for at bevare sin stilling i de af ham selv oprettede institutioner. Det er, som om den gamle lavsånd ikke har kunnet forlige sig med hans sikkert på flere punkter ganske frie syn, så meget mere som han ikke lagde skjul på, at han ønskede at komme bort fra værkstedsslivet for i en, selvfølgelig lønnet stilling helt at kunne ofre sig i arbejdet for håndværksstandens fremme. I ungdommelig livfuldhed har han vistnok mere end een gang vakt anstød hos de gamle sindige, for ikke at sige stive lavsmænd. Uden at grunden nu kan påvises, er det givet, at han ved en afstemning i 1840 pludselig så sig sat ud af Tegneskolens bestyrelse; i 1844 står kampen i Teknisk Institut med snedkerlavets daværende oldermand, den typiske lavsmand snedkermester A. D. Andersen, der var i besiddelse af en ikke ringe hårdhudet energi til at gå løs på en sag, og i Håndværkerforeningen er der gentagne skærmydsler, til den endelige kamp kom i 1851; den stod med foreningens daværende formand skomagermester C. F. Lier, en myndig og ivrig mand, der en gang - det var i 1831 eller 1832 - sejrrig havde hævdet håndværkets ære i en duel med vinhandler Waagepetersen. De var begge sekondløjtnanter i Det Borgerlige Artilleri, men Waagepetersen gik fra det over til Livjægerkorpset og sagde, da Lier spurgte ham om grunden til dette skridt: »Åh, der er jo næsten ikke andre end skomagere og skræddere i det korps«, hvad Lier efter sigende besvarede med en ørefigen, hvorpå så duellen fulgte.

Trods alle de nævnte kampe holdt Kramp sig dog stadig oppe. Der synes lidt efter lidt at have dannet sig ligesom en garde omkring ham, der bar ham frem til den faste stilling, han fandt som inspektør ved Teknisk Institut og sekretær i Håndværkerforeningen. Og det har sin interesse at se, at en af dem, der kraftigt trådte hjælpende til i kampen i 1844 i Teknisk Institut, var liberalismens sikre mand, finerskærer H. P. Frederiksen, der varm for al god kundskabsudbredelse straks var rede til at række sin ven Kramp en hjælpende hånd.

Da Kramp trådte frem med tanken om oprettelsen af Teknisk Institut, forelagde han den for Håndværkerforeningen. Resultatet blev, at sagen skulle søges realiseret »uafhængig« af foreningen. Men i »Det tekniske Selskab«, som derpå blev dannet, er det dog Håndværkerforeningens mænd, der står som de ledende, således at instituttet absolut må betragtes som en frugt af foreningen. Men det er da også væsentlig den eneste, foreningen sætter i denne tid, thi trods sin stolte start i 1840 med ikke mindre end 457 medlemmer, gik den ikke fremad. I 1843 var dens medlemsantal kun 257, i 1847 endda kun 171, og dens budgetter var som følge heraf såre små og beskedne. I modsætning hertil gik Industriforeningen endog mægtigt frem. De 539 medlemmer, den havde, da den konstitueredes, voksede i 1840 til 806, i 1843 til 1245 og i 1847 til 1837. Den drog medlemmer til sig ved gode forevisninger og foredrag ligesom ved et voksende bibliotek, den foranstaltede en række julebasarer og afholdt to, hele landet omfattende udstillinger (1840 og 1844), og særlig skal det nævnes, at da »Det Sjællandske Jernbaneselskab« dannedes i 1844, var det på grundlag af en af Industriforeningen erhvervet koncession, som selskabet overtog mod at erlægge 1 pct. af aktiekapitalen, hvad der blev 15,000 rd. Industriforeningen lagde herved grunden til den formue, der senere lod den føre endog store foretagender frem.

Efter Håndværkerforeningens provisoriske love kunne kun de håndværkere blive medlemmer, »som efter aflagt prøve havde vundet mesterret«. Heri skete der ved de endelige loves vedtagelse i 1846 en væsentlig forandring; nu fik »enhver håndværker, der som sådan har borgerret, adgang til at blive medlem«. Men derfor åbnede man ikke dørene på vid væg. Da finerskærer H. P. Frederiksen i november samme år blev proponeret som medlem, mente bestyrelsen, at han ikke faldt ind under dem, der havde adgang til at blive medlem, og da hans proponent, kunstdrejer L. Nygård, fordrede sagen forelagt for repræsentantskabet, erklærede dettes flertal, »at hr. Frederiksen ikke var at anse som håndværker«. Han var snedkersvend, altså svend i et fag, i hvilket der kunne aflægges mesterprøve; det kunne ikke hjælpe, at han havde borgerskab som finerskærer.

Det må jo vel erindres, at foreningen var blevet skabt som modvægt mod de bestræbelser i retning af næringsfrihed, som den af Københavns Kommunalbestyrelse i 1840 nedsatte lavskomite formentlig sad inde med. Der var da ingen grund for foreningen til at komme en mand imøde, der åbenlyst havde stillet sig på næringsfrihedens grund. Hvorfor svække hvad der på anden måde blev bygget op? Og der blev jo bygget op. Bl.a. kan der peges på håndværksstandens store optog den 2 juli 1841 til det nyformælede kronprinsepar, den senere kong Frederik VII og prinsesse Mariane af Meklenborg. Der blev vel fra een side spottet over det; det blev kaldt gammeldags, men der blev lagt i høj grad mærke til det på dets vej gennem byen frem og tilbage mellem eksercerpladsen og Kristiansborg. I en officiel beskrivelse af det lagdes der vægt på det som et bevis for håndværkernes troskab imod tronen, og så udtaltes der yderligere, at optoget viste, at »håndværkernes hele fremtræden i livet nu er den dannede mands«. Deputationen, der overbragte håndværkernes lykønskning, bestod af otte håndværksmestere samt een kunstner, »tobakspindermester« N. F. Bonnesen var ordfører og Lasenius Kramp havde skrevet sangen, som blev afsunget. Skønt optoget ikke var sat i scene af Håndværkerforeningen, passede det dog helt ind i dens virke, og absolut opmuntrende var det, at da foreningen i 1842 som kandidater ved borgerrepræsentantvalget udpegede tobaksspindermester N. F. Bonnesen, snedkermester A. D. Andersen, hattemagermester Børge Petersen, garvermester J. P. Rucksdäschel og bagermester J. A. E. Bock, blev de fire første alle valgte straks, Bock kom ind i 1844 sammen med nålemager F. C. Hjorth og garvermester A. Wahl ligesom malermester P. G. Wormer i 1843.

Det gjaldt om at har håndværkere i Borgerrepræsentationen, når Lavskommissionens betænkning kom for i den, og den måtte jo komme engang. Der taltes atter og atter om den i Håndværkerforeningen, ja hele foreningens virksomhed blev næsten anlagt på den, således at det lidt efter lidt blev så godt som en trossætning, at det bedste var intet at gøre, før betænkningen forelå. Så først var det tid at træde op. Malermester A. C. Geisler ville i 1842 have foreningen til at tage stilling i frimesterspørgsmålet; det aner ham, at lavskomiteen i ikke ringe grad vil drage dette spørgsmål frem, og det er hans håb, at en fornuftig behandling af det forinden vil kunne svække betydningen af de forslag, komiteen muligvis vil fremsætte. Men skønt meningerne var »meget afvigende«, blev foreningens svar, »at der for tiden ikke foretages noget i sagen«, eller som det i en anden sammenhæng udtrykkeligt udtales, »det var bedst at afvente lavskomiteens betænkning, inden man foretog sig noget«. Det er det samme, der ligger bagved, da foreningen i 1846 overfor et fra Håndværkerforeningen i Hillerød modtaget udkast til en ansøgning til kongen råder til »at udsætte ethvert skridt for tiden«. Ansøgningen skulle søge at opnå en for købstadhåndværkerne ønskelig ordning af næringsforholdene overfor de i stænderne indbragte petitioner om fri næringsdrift på landet.

Håndværkerforeningen holdt sig tilbage, den holdt altid igen, hvad der næppe har været ganske klogt, men godt kan forstås. På den ene side havde håndværkerne en absolut tro på, at deres fra fortiden nedarvede lavsforfatning, der havde modstået så mangfoldige angreb, når det kom til stykket, ikke væsentlig ville blive ændret endsige blive hævet; den var samfundsnødvendig, hvad de, der alle var opfødte med den, bedst måtte vide, og forsåvidt var det unødigt at indlade sig i disput med nogen. men på den anden side havde de også en instinktmæssig følelse af, at de i en debat ville være deres angribere underlegne, uvante som de var med at bruge ordet udenfor deres egen snævre kreds ligesom med at bruge pennen; bedst derfor ikke at udfordre, men at vente med at tage stilling, til det absolut gjordes fornødent. men så var der dog en af de ledende mænd i foreningen, der mente, at helt tavse burde man ikke være, og det var snedkermester Lasenius Kramp, den af fagfællerne, der formentlig var mest øvet i at bruge pen og blæk, men som jo også tragtede efter at skabe sig en stilling herved. Han havde sikkert oprindelig stået den liberale bevægelse ganske nær, men håndværker som han var, kunne han, når striden kom til at angå håndværkets egne sager, kun se dem fra håndværkets synspunkt, kun stå på håndværkets grund. Han foreslog i 1841, at foreningen skulle udgive en månedlig beretning og udsætte en pris for den mest fyldestgørende afhandling om lavsindretningens goder. Forslagene kom for på generalforsamlingen i februar 1842, der vedtog, at der skulle udgives et fjerdingårsskrift, der da foreningens midler kun var små, dog ikke måtte koste mere end 25 rd. fjerdingåret, samt at den foreslåede prisopgave skulle stilles.

Hvad nu først tidsskriftet angår, da er det kun i 1842, at der kom fire hæfter, derefter blev det indskrænket, og der kom til sidst kun et årligt hæfte, det hele var og blev altså et såre beskedent foretagende, og det er derfor ejendommeligt at se den næsten forventningsfulde, naive glæde, hvormed Kramp går til at virkeliggøre det; den lyser ud af hans forord. Han ser klart pressens betydning og ser tillige, at der i så henseende består et misforhold »mellem lavenes medlemmer og modstandspartiet«, men dette misforhold skulle nu afhjælpes. Tidsskriftet skulle være lavenes presse. Ja det er nærmest utroligt, hvad der efter hans mening skulle kunne meddeles i det, uddrag af foreningens protokoller, en »udtømmende« behandling af spørgsmålet om lavsvæsenets gavnlighed, udtalelser fra foreningens medlemmer angående »håndværkerens kommunale og statsborgerlige forhold, hvad der måtte bidrage til ret grundigt og tydeligt at fremstille det hele industrielle liv i Danmark« osv.. Alt skulle kunne få plads på dets få og små sider. »Og således synes det mig da«, skriver han, »at vort selskab vil svare til forventningerne og vor stræben love gode følger. Ved åben og ærlig færd ville vi søge at vinde den offentlige menings tillid; ved indre og sand enighed i standen, med eet hovedformål for øje vil der ikke mangle os fornøden kraft, idet vi ret må komme til den erkendelse, at man ved en stor og sand enhed kan udrette meget godt, medens man i de små, adskilte dele, der stå fjendtligt lige overfor hinanden på grund af indbildte særskilte interesser stedse drages fjernere og fjernere fra målet«.

Det er et ejendommeligt forord, fuldt af den redeligste vilje, af høj ideal stræben og mærkelig naivitet, men helt ubestemt med hensyn til el virkelig praktisk mål. Og inderst inde i det er der endnu ligesom en frygt for, at »de små, adskilte dele« dvs. de forskellige lav ikke vedblivende skulle kunne stå enige sammen, og det er da også som en hjælp i den retning, at tidsskriftet fik sin betydning; det søgte at samle medlemmerne fra de forskellige lav om foreningen. Det kom væsentlig kun til at indeholde meddelelser om, hvad der skete i foreningens møder, ja og så et forsøg på en tilintetgørende kritik af A. F. Bergsøe’s bog »Om lavsvæsen og næringsfrihed«, en kritik eller et »gennemsyn«, der nok forsåvidt har haft sin betydning, som det formentlig har styrket en del af foreningens medlemmer i deres ubetingede tro på lavsordningens nødvendighed.

Vender vi os dernæst til prisopgaven, skal her gøres opmærksom på, at en noget mere omfattende prisopgave endog gentagne gange havde været udsat af Trykkefrihedsselskabet i årene 1836-38, men at ingen af de indkomne besvarelser var blevet fundet værdige til at prisbelønnes; dommerne havde været sekretær Algreen-Ussing, urmager H. L. Kyhl, bagermester Sager og professor David. Trykkefrihedsselskabets første opgave lød således: »Hvad taler for og hvad imod lavsvæsenet, og hvorledes vil det, såfremt det skulle befindes ikke at kunne bestå med vor tids fordringer på næringsfrihed, kunne med mindst ulempe for de forskellige interesser enten ophæves eller omdannes. Håndværkerforeningens prisopgave kom efter at have passeret en særlig komite og dernæst foreningens bestyrelse, repræsentantskab og generalforsamling til endelig at lyde: »At oplyse, hvilke de fordele er, som følge af det bestående lavsvæsen såvel for de øvrige klasser af samfundet som for det offentlige ved de foranstaltninger, der er knyttede til det, med særdeles hensyn på håndværkslavene«, og præmien sattes til 100 specier dvs. 400 kr.. Der indkom herefter fire besvarelser, og foreningen gik nu til at vælge en bedømmelseskomite, der vedtoges at skulle bestå af to videnskabsmænd og tre håndværkere. Som videnskabsmænd valgtes professor J. F. Schouw og overauditør Otto Müller, og som håndværkere foreningens formand bagermester A. Scherfig, drejermester L. L. Lohmann og hattemagermester B. Petersen, men da de to sidste undslog sig, erstattedes de af garvermester J. P. Rucksdäschel og tobaksspindermester N. F. Bonnesen.

Tyngdepunktet i komiteen var afgjort videnskabsmændene, den 53årige højt ansete botaniske professor Schouw, der var den væsentlige fremmer af Trykkefriheds-Adressen af 1835, den flerårige præsident i stænderforsamlingerne, i nogle år formand for Trykkefrihedsselskabet osv., og den 35årige overauditør Otto Müller, der i 1840 havde udgivet en god bog »Om lavsvæsen og bevillinger til næringsbrug«, i 1842 var blevet indvalgt i Borgerrepræsentationen og derefter i lavskomiteen fra 1840. De takkede i et brev af 12 november 1842 for den tillid, foreningen viste dem, men de mente kun at kunne modtage valget under forbehold af ret til i bedømmelsen al gøre bemærkning om, at besvarelserne, således som prisopgaven var stillet, snarere måtte blive »et indlæg af den ene part i sagen end en på alsidig drøftelse grundet behandling af det vigtige emne«, så de henstillede til Håndværkerforeningen, om den muligvis ikke ville foretrække at vælge andre dommere. foreningen fastholdt imidlertid sit valg. Komiteen trådte da sammen, og så kom under d. 27 marts 1843 dens enstemmige udtalelse om, at de tre af de modtagne besvarelser aldeles ikke kunne komme i betragtning, og at den fjerde ikke ville kunne få præmien. Den var efter komiteens mening ikke nogen selvstændig behandling af stoffet, snarere et aggregat af citater end en moden frugt af forfatterens egen eftertanke; og da han desuden var kommen skævt ind på hele sagen, var hans ræsonnementer ikke træffende, det, han skulle bevise, blev ikke bevist, ikke at tale om at tiere enkeltheder måtte anses for helt forfejlede.

Det har sikkert været en ikke ringe skuffelse for foreningen, at sagen faldt således ud. Men den kritiserede forfatter tabte ikke modet. Snart efter forelå hans prisskrift som en ganske stor bog: »Om lavsforfatningens gavnlighed. Et forsvarsskrift for det bestående lavsvæsen. Af Hans Peter Giessing« forfatteren, der ikke holdt sit navn tilbage, var en juridisk kandidat, der efter at har været kopist ved Københavns Politiret, var blevet kontrollør ved paskontoret og senere blev politisekretær; han var langtfra uforsøgt som forfatter, og turde senere endog binde an med at skrive både Struensee’s, Frederik VI’s og Kristian VIII’s historie. Kramp var straks rede med en anmeldelse i Håndværkerforeningens beretninger. Han indledede med nogle ord om den faldne bedømmelse, hvori han bl.a. fik sagt, at »nogle af den bedømmende komites medlemmer ej synes så nøje at kende forholdenes værdi eller at nære nogen gunst for lavsvæsenet«. Men tydeligt rose bogen gjorde han dog ikke, han betragter den for »ret vellykket«, skønt der vel ved den »som ved ethvert menneskeligt værk kan klæbe ufuldkommenheder«, men den almindelige stemning i foreningen giver sig tilkende derved, at det straks blev foreslået, at prisopgaven påny skulle udsættes; fra en i den anledning nedsat komite, bestående af bagermester Sager, snedkermester Lasenius Kramp og skomagermester Lier, kom der dog under d. 21 august 1844 en frarådende erklæring, - og den blev fulgt.

Denne i høj grad betegnende erklæring lyder således: »Så ønskeligt, det end synes at være, at et sådant skrift, sin bestemmelse fyldestgørende, fremkaldtes, så tror vi dog, at netop øjeblikkets forventninger med hensyn til at den nedsatte komite for at undersøge lavsvæsenet, nu forhåbentligt snart vil have sine forhandlinger tilendebragte, gør det tilrådeligt, at sagen sættes i bero. Det forekommer os nemlig at måtte være den retteste vej og det belejligste øjeblik til at træde frem som forsvarer for de lavslige institutioner, når man af den antydede betænkning fra nævnte komite måtte finde anledning til at foretage sådanne skridt, hvorhos det tillige er indlysende, at forsvaret da just kunne rette sig mod sådanne punkter, som man troede måtte stå i strid med håndværksklassens tarv. Man ville derved få en langt bestemtere og mere afgørende retning at arbejde i end ved den projekterede opgave, hvis nok så specielle behandling ville, efter vor formening, kun har liden eller ingen betydning i det forannævnte tilfælde. Vi fraråder desårsag for tiden prisopgavens genudsættelse, men tilråder derimod på den anden side, at foreningen i tide ville være betænkt på, at sådanne åndelige kræfter og øvrige midler må være tilstede, så at den kan se sig istand til på fornøden og grundig måde at repræsentere håndværkslavenes interesser«.

Det er ejendommeligt at se Sagers navn, endda som det første under denne skrivelse. Det var Sager, der i sin tid tog initiativet til, at Lavskomiteen blev nedsat, og nu er han med til at give råd om, hvorledes dens ventede betænkning bedst skal imødegås. I januar 1843 var han på grund af sine forretninger som fattigdirektør trådt ud af den. Her skal imidlertid særlig lægges vægt på, at han var med til at råde Håndværkerforeningen til væsentlig at forholde sig afventende, og nu ventede den da, medens bevægelsen imod, hvad den væsentligst repræsenterede, voksede.

Da Algreen-Ussing sad som repræsentant i Industriforeningen, holdt han i tiden fra februar til april 1839 fire foredrag om lavsvæsenet. Han udviklede her det nødvendige i, at håndværksstanden skred frem med tiden. Den burde være med til lidt efter lidt at få forholdene ordnede således, at en pludselig stor omvæltning blev ufornøden. De lav, der arbejdede i samme materiale, måtte sikkert kunne forenes, hvad der bl.a. kunne bringe de mange forargelige lavsprocesser til ophør; og adgangen til at kunne blive mester, burde lettes, om mesterstykket ikke væsentlig turde betragtes som overflødigt og burde erstattes af en eksamen i at kunne bestyre et værksted. Hvad han herved kom ind på, må har interesseret, han kom endog tiere gange tilbage til det samme emne, som han udvidede og uddybede; han søgte og fik i årene fra 1841 til 1843 hvert år 200 rd. hos den Reiersenske Fond for at kunne give fri adgang til de forelæsninger, han holdt om de bestående næringsforhold. Han sendte da også billetter til Håndværkerforeningen, der modtog dem og uddelte dem, men medlemmerne, tør man nok sige, syntes ikke om forelæsningerne. Der foreligger mellem Kramps efterladte papirer en forøvrigt udateret skrivelse fra skomagermester I. P. Lindberg, der tydeligt viser dette for hans vedkommende. Han er bl.a. fortørnet over, at forelæsningerne måtte bringer de mange ikke-håndværkere mellem tilhørerne »til at betragte den hidtil hæderlige håndværksstand i et fejlagtigt lys«, medens håndværkerne ærgrede sig.

Forelæsningerne foreligge ikke trykte, men det er sikkert to brudstykker af dem, Ussing offentliggjorde i »Dansk Ugeskrift«: »Om frimesterrettigheden ved håndværkslavene« og »Bidrag til lavsudgifternes Historie«. I den første artikel fortæller han indledningsvis om, hvorledes han ved sine forelæsninger havde haft lejlighed til at erfare, hvor udbredt det ønske er hos svendene, »at indretningen med frimestere på en eller anden måde måtte igen blive sat i kraft«, og i den anden viser han, hvorledes lavene i strid med de gældende forordninger krævede altfor store afgifter af de svende, der ville være mestere. Han oplyser således, at en grovsmed havde klaget til ham over, at han, da han i 1842 gjorde mesterstykke, havde måttet betale over 100 rd., men heraf måtte oldermanden ved et for Politiretten indgået forlig forpligte sig til at betale ham 63 rd. 1 mk. tilbage, foruden at han måtte erlægge en bøde på 20 rd. hertil sluttede overauditør O. Müller sig med en artikel i det samme tidsskrift »om udgifterne ved håndværkslavene«, hvori han ved bestemte eksempler søgte at vise, at allerede de »lovlige og nødvendige« omkostninger ved at blive mester var i høj grad trykkende, og året efter udsendte den senere tømmermester H. H. Kayser et anonymt lille skrift »Om de nuværende mesterprøver ved håndværkslavene« (1844). Tømmersvenden, der havde arbejdet sig op til at blive polyteknisk kandidat, gik nok så vidt som de to førstnævnte forfattere. Hvad tør vi vente? spørger han; sammensmeltning af nærbeslægtede lav, men altså dog lav; nedsættelse i de store udgifter ved indtrædelsen i de borgerlige næringsveje, men altså dog store udgifter; og forandring ved mesterprøverne, men altså dog stadig håndgribelige beviser for dygtighed. Nej - mesterprøverne, der i virkeligheden er aldeles unyttige, og i ethvert tilfælde ikke tilstrækkelige, må helt afskaffes. Tiden kræver andet og mere end håndfærdighed, Kayser er forbavset over, at overauditør Müller i en anmeldelse af Giessings bog »Om lavsforfatningens gavnlighed« havde kunnet sige, at der i et af dens afsnit »findes meget, som vistnok fortjener opmærksomhed f. eks. hvad forfatteren anfører til fordel for de ved lavene anordnede mesterprøver«!

Snedkermester J. C. Meyer, der i 1836 skrev en god lille artikel i Trykkefrihedsselskabets organ »Dansk Folkeblad«, gjorde deri gældende, at lavenes ophævelse, som der taltes så meget om, næppe kunne antages at ville skade håndværkerne, når blot en prøve vedblev at være betingelsen for at drive et håndværk, men nu angrebes navnlig prøven og det på en sådan måde, at det bed sig fast. »Fædrelandet« roser stærkt Kaysers skarpe skrift. Det gør også sin virkning, når overauditør Müller, som han siger i sin anmeldelse af Giessings bog, kun ønsker en reform af lavsvæsenet, altså ikke for tiden dets ophævelse, men dog kalder A. F. Bergsøe’s ovennævnte bog, der absolut stiller sig på næringsfrihedens standpunkt, for et værk, hvis værd »altid vil erkendes, selv om den idé, forfatteren kæmper for, ikke skulle trænge igennem«, ja endog siger, at det »måske er længe siden, at der i Danmark udkom en bog, som med mere føje kunne kaldes fortjenstlig«.

Angrebene på lavsforholdene var stærke og ivrige, men fra Håndværkerforeningens side hørtes intet. Den eneste, der tog ordet, var kontrollør Giessing, der udsendte endog bog på bog, endnu i 1843 skriftet: »Om reformer i lavsforfatningen. Et svar til nogle recensenter« og i 1844: »Om lavsmesterprøver og de med samme forbundne omkostninger«. Han skrev frejdigt og slagfærdigt, men når han i det sidste lille skrift særlig vendte sig imod, hvad Kayser havde skrevet, blev denne - stadig som anonym - ham ikke svar skyldig. »Fædrelandet« gav ham naturligvis gerne plads til en artikel, der blev ligesom en afslutning. Bevægelsen stilnede af, og når Industriforeningen i 1846 androg stænderne om at ville indgå til kongen med en petition om, at næringslovgivningen i kongeriget måtte blive underkastet en almindelig revision, således at et lovudkast kunne blive forelagt de næste stænderforsamlinger, da førte det slet ikke til noget. Både i Roskilde og Viborg blev der vel i den anledning nedsat komiteer, og komiteerne afgav endog betænkninger, men disse betænkninger kom på grund af tidens knaphed ikke til forhandling i forsamlingerne.

Det var kontorchef i Kommercekollegiet Viggo Rothe, der satte sagen i bevægelse i Industriforeningen. Denne fine og kundskabsrige mand, der på flere måder havde vist, at han interesserede sig for den danske industris fremgang, udviklede i en længere skrivelse sit syn på næringsforholdene, og det har sin interesse at se, at han med hensyn til den egentlige håndværksdrift holdt på, at de vedkommende skulle aflægge en prøve enten for deres lav eller for en egen bedømmelseskomite. Udvalget, der fik sagen til behandling og bestod af højesteretsadvokat Edv. Buntzen, overauditør Otto Müller og lektor J. Wilkens, frarådede imidlertid at fremme sagen, tiden var ikke belejlig, og her spillede hensynet til den i 1840 nedsatte lavskomite, af hvilken Otto Müller var medlem, en rolle; den var nemlig i færd med at afslutte sin betænkning, kunne han oplyse. Desuagtet vedtog repræsentantskabet, at andragendet skulle indgives, og den 10 juli 1846 blev det underskrevet. Der er nitten underskrivere og af disse er ti industridrivende, hofkunstdrejer J. G. Schwartz (Industriforeningens formand), mekanikus H. H. Baumgarten, jernstøber O. M. Bock, klejnsmed J. Cumann, hofguldsmed J. B. Dalhoff, hofforgylder P. C. Damborg, finerskærer H. P. Frederiksen, kobbersmed J. Fugmann, nålemager F. C. Hjorth og filehugger J. W. Naylor, de øvrige ni var assessor pharm. J. Glahn, bogholder Jul. Hellmann, kaptajn A. Hornbech, professor G. F. Hetsch, købmand Jahnsen, kontorchef V. Rothe, kunstdrejer J. A. Schwartz, kaptajn Stæger og kaptajn A. F. Tscherning.

Som man ser, er der mellem underskriverne flere håndværkere, der også hørte til i Håndværkerforeningen, og hvad der er nok så ejendommeligt, er, at det samme viser sig at være tilfældet, når man ser på medlemslisten for Læseforeningens fortsættelse »Den borgerlige Læseforening«. Kaptajn L. M. Müllen, der havde været formand i »Læseforeningen« fra 1840, trådte tilbage i april 1845, og dens væsentlige stifter og æresmedlem oberstløjtnant J. A. Fibiger blev da påny formand. men han formåede ikke at standse dens tilbagegang; så blev foreningen opløst, og fra 1 oktober samme år fortsat af »Den borgerlige Læseforening«, der ganske som dens forgænger ved udbredelse af læsning ved sammenkomster og foredrag skulle virke til almenåndens oplivelse og almendannelsens fremme. Den får straks næsten 300 medlemmer, og mellem dem ikke få industridrivende og håndværkere nævnes kan således: brygger A. H. Bjerre, skomagermester J. P. Borch, billedskærer H. W. Brinkopff, bogbinder A. C. Falck jun., kobbersmedemester J. F. Fugmann, nålemager F. C. Hjorth, malermester S. F Holmer, skomagermester C. F. Lier, sadelmagermester P. C. Olsen garvermester H. C. Wörmer osv.. De står i fortegnelsen side om side med en række officerer og som f. eks. overretsprokurator Balthazar Christensen, journalist J. A. Hansen (den tidligere skomagermester i Rudkøbing og Slagelse), højesteretsadvokat Orla Lehmann, journalist Cl. Rosenhoff, lærer H. Schneekloth, maler L. Touscher osv. »Den borgerlige Læseforening« var lige så frisindet som »Læseforeningen«. Obersløjtnant J. A. Fibiger holdt foredrag i den om almenvæbning og om Louis Philippe, og da dens bestyrelse, der bestod af kaptajn Müller, student Fr. Barfod og urtekræmmer H. V. Adrian i 1846 havde anmodet skolelærer A. C. Gleerup om at holde et foredrag om bondebevægelsen blev det forbudt af politidirektøren. En klage herover til kongen blev uden resultat, hvad der var forståeligt. Gleerup havde ved sin berømte tale på Skydebanen den 25 november 1845: »Nu kommer bonden« vakt stærkt anstød opad, og han stod allerede forinden på det sorte brædt. Ved en fest i Holbæk Amts Landboforening den 11 oktober samme år havde han således talt for »det alvorlige og dybt følte had«, bondestanden burde nære. Efter Kancelliets pålæg havde han måttet nedlægge sit skolelærerembede og havde oprettet en privatskole i København.

Som det ses, synes den liberale bevægelse stadig at har venner mellem håndværkerne. Bevægelsen var jo også uvilkårligt tiltalende og bredte sig derfor naturligt. Den voksede ud til bondestanden, og den virkede i svendenes verden. Vi har ovenfor set, at Algreen-Ussing allerede i 1836 i Roskilde Stænderforsamling kunne fremlægge en adresse fra 1036 københavnske håndværkssvende, og ved selve det store, værdige håndværkeroptog i sommeren 1841 er der en understrøm af bevægelse blandt svendene. »Fædrelandet« meddeler en af »flere håndværkssvende« underskreven skrivelse, som Adresseavisen havde nægtet optagelse. I den hævdes, at det var svendene, der havde sat sagen i gang, de havde fået tanken til hyldesttoget, men derfor også fordret, at halvdelen af optogets deputation skulle bestå af svende. »Brødre! hedder det videre i den, lad os ikke glemme, at vi udgøre en vigtig del af den hæderlige håndværksstand! Lader os gerne forene os med vore mestere og oldermænd, lader os gerne indrømme dem ethvert fortrin, der med billighed kan tilkomme dem, man lader os tillige vise, at vi ikke mere er læredrenge, men at vi i det mindste udenfor værkstedet er selvstændige mænd«. Der kom imidlertid ingen svende i deputationen, og der kom heller ingen udbytte af, at oldgesellerne ved forskellige af Københavns lav på 3166 underskriveres vegne i 1846 indsendte et andragende til stænderne i Roskilde om mere ubetinget frihed for lavenes svende til at bruge det af dem lærte håndværk for egen regning. Men det viser altsammen, at svendene fulgte med; og svendebevægelsen og bondebevægelsen ligesom mødtes.

Spørgsmålet om håndværksforholdenes bedste ordning, om lavsvæsen og næringsfrihed vakte ikke stort røre i stænderforsamlingerne. Man skød det til side; det skulle vente, til den i København nedsatte lavskommission havde afgivet sin betænkning. men anderledes med bondeemancipationen, stænderne repræsenterede særlig Landbointeresserne, og da overretsprokurator Balthasar Christensen og kammerråd J. C. Drewsen i 1844 stillede forslag om nedsættelse af en stor kommission, hvis formål skulle være bondestandens fuldstændige emancipation »til virkelig frihed og lighed for person, ejendom og virksomhed med statens øvrige borgere«, rejste der sig en voldsom kamp. Den førtes med usigelig heftighed og bitterhed, og i den vendte A. S. Ørsted sig bl.a. mod »de fule folkeforførere«, der spredte misfornøjelse blandt bondestanden og gjorde sig en næringsvej af som agitatorer formelig at rejse fra sogn til sogn. En af dem, han sigtede til ved denne lejlighed, var skolelæreren i Vensløv ved Holsteinborg Rasmus Sørensen, en dygtig lærer og i det hele en begavet, men urolig mand, der forekom Peter Rørdam »som en flintesten, af hvem der bestandig fløj gnister«. Både kristeligt og socialt vakt øvede han med sin ofte uklare længsel og begejstring så stor indflydelse, at de mødeforbud, som Kancelliet på dette område udstedte, ikke mindst var møntet på ham. Han lod sig dog ikke skræmme, og ved festen i Holbæk Amts Landboforening i oktober 1845, hvor skolelærer Gleerup talte, var Rasmus Sørensen også taler, ligesom den tidligere skomager J. A. Hansen her holdt sin første offentlige tale. Bevægelsen var voksende, og den 5 maj 1846 konstitueredes Bondevennernes Selskab, den så mægtige faktor i vor senere udvikling, med følgende bestyrelse: kaptajn Tscherning (formand), overretsprokurator Balthasar Christensen, kammerråd Drewsen, fhv. skolelærer Gleerup, kaptajn (i Studenterkorpset) N. F. Jespersen til Grønnebjerggård, Orla Lehmann og den tidligere kommitterede i Rentekammeret etatsråd P. Povelsen.

Men det er Rasmus Sørensen, vi her skulle dvæle ved, og om ham kan det oplyses, at han allerede i 1843 fremkom med et forslag til oprettelsen af en undervisningsanstalt for voksne bønderkarle. Det er Grundtvigs folkehøjskoletanke, der her sætter en tidlig frugt, som dog ikke blev til virkelighed. Han ønskede til skolen at købe en bondegård og fik i den anledning løfte om tilskud fra mange, bl.a. fra både greve F. M. Knuth og godsejer E. Tesdorph, men han formåede ikke at gennemføre sagen. Tanken om undervisning for voksne gærede dog stadig i ham, og da han i 1844 nedlagde sit embede og flyttede til København, var det naturligt, at han forsøgte tankens virkeliggørelse her. Efter en udsendt indbydelse samlede han den 17 november 1816 henved 150 yngre og ældre for størstedelen af håndværksstanden omkring sig her, holdt et historisk foredrag for dem og fremsatte en plan om at oprette et selskab for mundtlig undervisning, hvortil en ikke ringe del af de tilstedeværende sluttede sig. Et resultat heraf blev det, at der under d. 17 februar 1847 udgik en særskilt trykt »indbydelse til deltagelse i en forening, hvis virksomhed måtte bestå i almengavnlig oplysnings og forædlings udbredelse blandt håndværksstanden«.

Det var særlig svendene, der herved toges sigte på, og på dem var også andres tanker samtidig henvendt. allerede i 1842 havde Lasenius Kramp i Håndværkerforeningen gjort forslag om, at de forskellige lovbestemmelser, der gjaldt for dem, skulle samles og »undergå en til tidens trang og omstændighederne svarende revision«. Sagen døde dog hen. Men samtidig med den ovennævnte Rasmus Sørensenske bevægelse var Lasenius Kramp påny virksom. Under 16 november 1846 fremsætter han i Håndværkerforeningen forslag om »en indretnings tilblivelse, hvorhen svendene om søndagaften kunne begive sig, for ved læsning, sang og anden underholdning at forskaffe sig både moro og belæring«. Heller ikke i denne sag synes der imidlertid at ville være blevet gjort noget, men så fik foreningen i januar 1847 en skrivelse fra Industriforeningen, om ikke de to foreninger samlede skulle tage den sag op at få indrettet et belærende og underholdende samlingssted for unge håndværkere. Den kgl. fabriksdirektør, etatsråd O. J. Rawert havde set et sådant i udlandet (Hannover) og tilskrevet Industriforeningen derom.

Der kom så en fælleskomite i stand, fra Industriforeningens side valgtes justitsråd E. D. Ehlers, finerskærer Frederiksen og urmager Kyhl, fra Håndværkerforeningens side hofblikkenslager Fritz Meyer, skomagermester C. F. Lier og Lasenius Kramp. men dette udvalg nåede kun til under 12 august 1847 at foreslå, at sagen stilledes i bero. Så tog Industriforeningen fat alene. Den dannede et nyt udvalg bestående af tømmermester Kayser, hofguldsmed Dalhoff, bogholder Hellmann og kunstdrejer J. A. Schwartz, der under 27 oktober 1847 udstedte et opråb, som fandt god tilslutning, og Industriforeningens søndagsmøder for navnlig håndværkssvende vedblev til 1853. Man begyndte at tage hensyn til svendene. I Håndværkerforeningen blev der således gjort endnu et forsøg. Efter forslag af Lasenius Kramp og skomagermester C. N. Lund nedsatte den et udvalg, der skulle arbejde for oprettelsen af en svendestiftelse, og som i december 1846 udstedte et opråb, der samlede et ikke ringe antal svende om sig. Men sagen mødte ved manglende velvilje fra Magistratens side så store vanskeligheder, at udvalget ikke troede at kunne overvinde dem. resultatet blev da det i håndværkerforeningen ikke usædvanlige, at også denne sag blev »stillet i bero«. Det er altså kun Industriforeningens søndagsmøder, der stod overfor den Rasmus Sørensenske bevægelse med hvad den affødte, og den udvikling, som her kom, skulle vi nu gå over til at se.

Den af Rasmus Sørensen forfattede indbydelse, der udgik den 17 februar 1847, er et vidtløftigt aktstykke. Det går ud fra som en almindelig erkendt sandhed, at der i regelen hos håndværksstanden er en virkelig mangel på almennyttig kundskab og åndsdannelse; denne mangel bør søges afhjulpen, og i hvilken retning bestræbelserne skulle gå, kunne ses, når det senere hedder: »Blandt erfarne folk er der vist kun een mening om det gavnlige i at har oplyste, gode og kristeligsindede mennesker i deres brød, det være nu arbejdere i en fabrik, tjenestefolk i almindelighed eller - hvorom nærmest her er talen - svende blandt håndværkerne«. Under opråbet står imidlertid ikke Rasmus Sørensens navn, men navnene på en række håndværksmestere og håndværkssvende: malermester L. C. Lunde, farver H. Hansen, skræddermester P. Nicolaisen, smedemester og mekanikus N. Lundberg, kobbersmedemester P. W. Jessen, skomagermester D. P. Pichmann, malersvend T. L. Schrøder, sadelmagermester P. S. Nybroe, malermester A. C. bennicke, snedker H. Joh. Olsen, farversvend I. S. Brenne og skomagersvend B. M. Næss.

De, der ville slutte sig til dem, skulle melde sig hos malermester Lunde. Der må imidlertid næppe har meldt sig mange, skønt både »Københavnsposten« og »Fædrelandet« tog sig af sagen. Den synes helt at skulle dø hen, men så lyste det sidstnævnte blad en gang sidst i august efter den, og så kom der liv i den igen. Den 30 september blev der afholdt et møde, på hvilket det blev overdraget et udvalg bestående af skræddermester Johan R. Lund, sadelmagermester C. A.F. Christensen, urmager Peter Voltelen, løjtnant C. A. Schumacher og malermester L. C. Lunde at fremkomme med nærmere forslag, og nu præciseres såvel del kommende selskabs formål som de midler, hvormed der skal arbejdes, således at da »Håndværkerdannelsesforeningen« den 11 oktober 1847 blev oprettet med ca. 150 medlemmer, er dens formål »at udbrede almengavnlig oplysning, forædling og dannelse blandt håndværkere«, og midlerne er selskabelige møder, anskaffelse af passende dagblade, tidsskrifter og bøger samt, »når ønsker og trang skulle ytre sig«, undervisning i dansk stil, retskrivning, fremmede sprog osv.. Som det ses, er det noget helt andet, end Rasmus Sørensen tilsigtede, men dog hævder han, at det er ham, der året forud havde lagt grunden til Håndværkerdannelsesforeningens stiftelse »ved sin undervisning i tanke, tale- og stiløvelser for en del unge mennesker især af håndværksklassen«.

Hvad man nu ville, var ikke så meget nogen umiddelbar undervisning som snarere »den middelbare undervisning, der fremstår af en tidligere ukendt vekselvirkning og idéudveksling mellem samfundets forskellige klasser«. Og hvad man absolut ville har, var en egen forening. »Et medlem af Industriforeningen« forsøgte på mødet at lede strømmen ind i denne forening, der var i fuldt arbejde med sine søndagsmøder for unge håndværkere - foreningens opråb om dem er af d. 26 oktober - men det pågældende medlem, hvem det nu end har været, vakte, som det hedder, »mishag«, og kun med den forandring, at skræddermester Lund trådte ud og blev erstattet af typograf J. R. Dein, tog udvalget nu fat som bestyrelse med sadelmagermester C. A. F. Christensen som formand. Der var, som vi senere skulle se, stærkt radikale elementer i den, men når Lund viger for Dein, er det, som om den Rasmus Sørensenske ånd i alt fald tilsyneladende vinder frem.

I »Fædrelandet« for den 3 november skrev typograf Dein en artikel, der væsentlig går ud på at få Industriforeningen til at tage sig af de særlig dårligt stillede svende, der ikke havde råd til at betale blot del ringeste kontingent, og til betegnelse af hans standpunkt kan følgende sætning tjene: »Religiøs og fornuftig undervisning og oplysning er lige så nødvendig for sjælen som mad og drikke for legemet«. Der blev indrettet forskellige undervisningskursus, og den, der åbnede den nye forenings første møde den 25 oktober var pastor Grundtvig, han udviklede foreningens formål og talte om almindelig oplysning.

Ved dette møde havde foreningen ca. 170 medlemmer. Da den næste gang holdt møde, den 8 november, ved hvilket møde bøssemager G. Christensen udviklede begrebet frihed, var medlemstallet ca. 250, og ved generalforsamlingen den 13 december 396. Den var altså i kraftig vækst, hvorfor det da også er naturligt, at dens bestyrelse væsentlig, blev genvalgt, den eneste forandring, der skete, var, at løjtnant Schumacher trådte ud og fik bøssemager Christensen til efterfølger. I det mærkelige år 1848 begyndte, bestod Håndværkerdannelsesforeningens bestyrelse altså af sadelmager Christensen (formand), urmage Voltelen, malermester Lunde, typograf Dein og bøssemager Christensen og i det år kom den stadig voksende forening til at spille en rolle derom skulle vi høre senere, her skal endnu kun oplyses, at også Håndværkerforeningen nu syntes at skulle komme i virksom bevægelse Under 25 oktober 1847 udkom den længe ventede betænkning af den 1840 nedsatte lavskommission.

Kommissionen bestod ved sin nedsættelse, således som vi ovenfor har hørt, af de to rådmænd etatsråd M. Skibsted og justitsråd A. C. Riis-Lowson, samt af de fem borgerrepræsentanter professor N. Davis, urmager H. L. Kyhl, cand. jur. Orla Lehmann, bagermester H. C. Sager og urtekræmmer A. C. Øst. Som vi også har hørt, tog den straks kraftigt fat; den afdeling af den, der skulle behandle håndværkslavene æskede mundtlige udtalelser af en række håndværkere, såvel mestere som svende, men dens virksomhed synes snart at være gået istå. Da Orla Lehmann blev aktioneret for en tale om en fri forfatnings betydning, som han den 30 januar 1841 havde holdt i Nykøbing på Falster, og samtidig blev suspenderet som borgerrepræsentant, kunne han først efter at har udstået den tre måneders fængselsstraf, højesteretsdommen af 20 januar 1842 idømte ham, påny give møde i lavskommissionen, og dr. David, der i 1841 blev rådmand, kom snart efter til at tiltræde en lang officiel rejse til undersøgelse af udlandets fængselsvæsen, fra hvilken han først kom tilbage i begyndelsen af 1842. I meget lang tid var kommissionen således berøvet to af dens væsentligste kræfter, og det er da helt forståeligt, at Borgerrepræsentationen i året 1842 endog to gange søger oplysning om, hvorledes det går med dens arbejde. Så træder i november samme år Lehmann helt fra som borgerrepræsentant, han begiver sig på en større udenlandsrejse, men nu tilføres der i Lehmanns sted kommissionen en stor arbejdskraft, idet overauditør Otto Müller, der samme år var blevet borgerrepræsentant, ind vælges i den, og snart efter sker der den mindre forandring, at bagermester Sager i januar 1843 udtræder på grund af sine forretninger under fattigvæsenet og bliver erstattet af garvermester J. P. Rücksdäschel. Endelig sker det, at den gamle etatsråd Skibsted i 1844 trækker sig tilbage og bliver efterfulgt af Algreen-Ussing, der samme år var blevet borgemester, en stilling, han dog kun havde inde, til han i 1846 blev udnævnt til deputeret i Det danske Kancelli; men her må det erindres, at Algreen-Ussing ikke længere er den unge, stærkt liberalt sindede mand, hvad bl.a. så mærkelig tydeligt fremgår af de liberale blades omtale af hans udnævnelse til kancellideputeret. »Københavnsposten« skriver således: »Hvad ville man ikke for 10, for 8 år siden har givet til, at Algreen-Ussing var blevet udnævnt til deputeret i det Kongelig Danske Kancelli? Nu er han blevet det, og der er ikke alene ingen som jubler i den anledning, men mange anse det vel endog for beklageligt, for skadeligt for den gode sag«.

Alle kommissionens forskellige medlemmer er her nævnte, og lidt efter lidt fremmedes nu dens arbejder. Under d. 10 februar 1844 afgav den sin betænkning angående handelslavene og handelskorporationerne, og under d. 25 oktober 1847 nåede den til at afgive en tilsvarende betænkning angående håndværks- og fabrikslavene, men under denne stod ikke syv, men kun fem navne, idet Algreen-Ussing, som nævnt, i slutningen af 1846 var afgået som borgemester og garver Rücksdäschel i begyndelsen af 1847 var død, uden at deres pladser påny var blevet besatte. Under betænkningen læses derfor kun navnene Riis-Lowson, C. N. David, A. C. Øst, H. Kyhl og O. Müller.

Og hvad stod der nu i betænkningen, i denne fra så mange sider med ikke ringe spænding og forventning imødesete betænkning? Efter en længere udvikling, der fylder 183 trykte sider, slutter den med ikke mindre end 47 indstillingspunkter, der med hensyn til den egentlige håndværksnæring i hovedsagen går ud på følgende: lavsindretningen skal vedblive, dog således at der efter et tidsrum af tyve år fra den pågældende anordnings emanation at regne atter skal tages under overvejelse, hvorvidt lavsindretningen fremdeles bør bibeholdes. Tre små lav, der hver for sig kun bestod af et aldeles ubetydeligt antal medlemmer, skulle dog ophæves, blytækkerlavet, felberederlavet og kandestøberi lavet, og to andre små lav knapmagerlavet og sværdfegerlavet skulle forenes med henholdsvis possementmagerlavet og gørtlerlavet ligesom nagelsmedelavet skulle forenes med smedelavet, i hvilket den skarpe sondring mellem de forskellige slags smede, særlig mellem grovsmede og klejnsmede, skulle bortfalde. Endelig skulle kobbersmedelavet og blikkenslagerlavet forenes i et lav, ligeså dugmagerlavet, tøjmagerlavet og linnedvæverlavet samt endelig snedkerlavet, stolemagerlavet og trædrejerlavet.

Hvad dernæst svende- og mesterprøverne angår, da skulle de vedblive, men de skulle revideres, og særlig skulle mesterprøverne undergå en modifikation og simplifikation, således at de kunne udføres i kortere tid og med ringere bekostning end tidligere, men samtidig så vidt muligt udvides med en teoretisk prøve, og man skulle kunne indstille sig til mesterprøve uden at har gjort svendestykke. Den ret, professorerne ved kunstakademiet samt de artister, der havde vundet dets store guldmedalje og dets store sølvmedalje, havde til at drive håndværk henholdsvis som mestere med eller uden borgerskab eller som svende, skulle udvides til lærerne, kandidaterne og eksaminerede værkstedselever ved Den Polytekniske Læreanstalt. Og dernæst skulle enhver lavssvend, som i otte år eller, hvis han havde opnået 30 års alderen, i fire år havde arbejdet som svend, være berettiget til uden prøve at erholde borgerskab som frimester og benytte sig af en lærlings hjælp samt efter andre otte års forløb at arbejde med en svend; i de pågældende otte eller fire år skulle han har været indtegnet i lavsprotokollen og har svaret tidepenge. Medens betænkningen således går ud på at indføre et almindeligt frimesterskab, ønsker den, at den frimesterret, der var tillagt brandkorpsets værkgeseller, skulle betinges af, at de var svende og erhvervede borgerskab, og så vil den endnu, at den afskedigede militære hidtil tillagte ret, hvorefter de uhindret af lavene måtte arbejde med egne hænder, aldeles skulle bortfalde. Endelig må det endnu her nævnes, at mesterprøverne skulle bedømmes af en særlig kommission, hvortil det pågældende lav skulle vælge to medlemmer, idet den forøvrigt endnu skulle bestå af et magistratsmedlem, af en af Magistraten valgt håndværksmester eller fabrikant, der driver en beslægtet næringsvej, og endelig af enten et medlem af Den Polytekniske Læreanstalts lærerpersonale eller et medlem af Kunstakademiet.

De i disse forslag liggende tanker synes alle kendte fra Forordningen 21 marts 1800 og den forudgående kommission af 1794. Det er således Forordningens i årenes løb atter ophævede frimesterbestemmelser, der her påny foreslås, og det er da helt naturligt, at ligesom A. S. Ørsted, havde rosende ord tilovers for Forordningen af 1800, har han det også for betænkningen af 1847. Den vidner, siger han, om grundig indsigt i de almindelige grundsætninger for næringsvæsenet og om nøjagtigt kendskab til alle de pågældende forhold; den er udarbejdet med overblik og klogt mådehold. Ørsted kan kun ønske, at den vej, den anviser, må blive fulgt. Men nu Håndværkerforeningen, hvorledes så den på betænkningen? Nu var jo, som den selv siger, »det tidspunkt indtrådt, hvor den opgave skal løses, som foreningen fra sin stiftelse i 1840 satte sig som et af sine hovedformål«, standens »dygtige og indsigtsfulde mænd, der havde nøje kendskab til forholdene i lavene og til forholdene, under hvilke de forskellige håndværkere arbejdede«, skulle nu give svar på spørgsmålet om, hvorledes håndværksforholdene bedst ville kunne ordnes. Den udsendte straks en opfordring til alle håndværkslavenes oldermænd om at forelægge betænkningen i deres lav og derpå indsende de bemærkninger, forelæggelsen gav anledning til, og der skete tillige en henvendelse til Borgerrepræsentationen om ikke at behandle betænkningen, for håndværksstandens udtalelser forelå. Men hermed trak det ud, sagen kom til at gå et godt stykke ind i det følgende år. Først i bestyrelsesmødet den 1 juli 1848 forelå et lille trykt skrift, hvori betænkningens indstillingspunkter var besvarede på grundlag af lavenes udtalelser, der samtidig meddeltes, alt formet som en henvendelse til Borgerrepræsentationen. Men da var andre og større begivenheder trådt således i forgrunden, at Lavskommissionens betænkning og håndværksstandens bemærkninger til den måtte vente endog meget længe på at blive behandlede.

Den 20 januar 1848 om aftenen døde Kristian VIII, og allerede dagen efter udkom professor Schouw’s og professor Clausen’s indholdsrige pjece »Ved Tronskiftet«, hvori det hævdedes, at kongeriget og Slesvig hørte sammen, og at Danmark måtte har en forfatning. Samme dags aften blev det lille skrift oplæst i Studenterforeningen, og forsamlingen følte sig i den grad revet med, at den besluttede dagen efter at bringe forfatterne en hyldest, i hvilken Håndværkerdannelsesforeningen og Industriforeningen blev opfordrede til at deltage. Flere af disse foreningers medlemmer mødte da også den næste dag kl. 4 i Studenterforeningen og gik med i et langt optog til Universitetet, hvor professorerne var tilstede. Det er ligesom et første udslag af den sammenhørsfølelse mellem befolkningens forskellige klasser, der senere i året en tid skulle blive så almindelig. Allerede i november 1847 havde senioratet forøvrigt givet Håndværkerdannelsesforeningen tilladelse til at benytte Studenterforeningens festsal een gang om ugen.

Ved denne lejlighed var studenterne de førende, men Håndværkerdannelsesforeningen skulle snart vise, at den nok ønskede selv at være fører, og meddelelsen om Februarrevolutionens udbrud i Paris spillede en rolle herved. »Jeg glemmer aldrig«, skriver den unge nordmand Anton Rosing, der dengang studerede ved den herværende Polytekniske Læreanstalt, »hint øjeblik, da en af vore professorer (Wilkens) med alle tegn på indre bevægelse indfandt sig i forelæsningslokalet og fra Katederet fortalte os, at Frankrig var i revolution«. Begivenheden gjorde indtryk i vide kredse her, og bl.a. tog Håndværkerdannelsesforeningen et ikke ringe opsving. Hvad der skete i Frankrigs hovedstad er altid blevet bemærket og studeret, og hvor var f. eks. Orla Lehmann, der i 1842 rejste til Paris, ikke optagen af, hvad han dér oplevede. Der er, skriver han, »det fortryllende ved Paris, at man ikke kan more sig uden at lære, ikke studere uden at more sig«, og til hans studier hørte »naturligvis fremfor alt kamrene«. Han lyttede til den politiske veltalenhed, der i hine Louis Philippe’s dage rullede i mægtige bølger. Borgerkongens regering, der byggede på Julirevolutionen, var langtfra sikker, og Lehmann fortæller bl.a., hvorledes den umådelige sal i Academie des arts et métiers, allerede en time før den statsøkonomiske professor Blanqui begyndte sine foredrag, var propfuld af tildels bluseklædte folk, som i ventetiden ivrigt læste i medbragte bøger. Samfundets bedste organisation beskæftigede sindene, og som det gik i Frankrig, gik det i Danmark.

Den danske regering havde efter evne søgt at sikre sig mod »de revolutionæres korruptionsforsøg«. Kancelliplakaten af d. 23 oktober 1835 havde forbudt danske håndværkere at opholde sig på steder, »hvor associationer og forsamlinger af håndværkere tåles«. Men havde det mon hjulpet? Vi træffer stadig danske håndværkere i Paris. Det forlyder som et rygte, at da skomager C. F. Lier, der senere blev en udpræget konservativ, efter sin tidligere omtalte duel opholdt sig i Paris, skal han har været »en flittig besøger af de republikanske klubber, ja deltager i deres udsvævende planer«, og sikkert er det, som ovenfor meddelt, at snedker H. P. Frederiksen var her i flere år. Efter 1840 er her endda en hel række, af hvilke her skal nævnes bøssemager G. Christensen, skrædder Johan R. Lund, typograf Sally B. Salomon og urmager P. Voltefen. Særlig om Sally B. Salomon hedder det, at han var en stadig tilhører ved Blanquis forelæsninger og en virksom medarbejder ved arbejderbladet l’Atelier. De var som hjemme i Paris, og vi genfinde dem alle i Håndværkerdannelsesforeningen, hvor de mødtes med bl.a. skolelærer Rasmus Sørensen, redaktør J. P. Grüne og M. A. Goldschmidt. Rasmus Sørensen, der kalder sig »en levende og ivrig deltager« i alle tidens politiske diskussioner, fortæller om, hvorledes alt polititilsyn faldt, ja alle bånd på tale- og trykkefrihed ligesom brast i samme nu, Frederik VII besteg tronen, og hvorledes der hurtigt hos alle udviklede sig en vidunderlig veltalenhed; »åndsiver for sagen drev forknytheden på døren«. I Håndværkerdannelsesforeningen diskuteredes levende »nationalitet, politik, stænderinstitution, folkerepræsentation, absolutisme, konstitution, republikanisme, kommunisme, revolution, borgerfrihed, religionsfrihed, næringsfrihed osv.« I foreningen, der var helt demokratisk, kom, skriver han, »mest folk af de jævne og simple klasser i København«, Ploug kalder den i en af sine studenterkomedier »Svendedannelsesforeningen«.

Folket havde rejst sig, havde fået selvbevidsthed og vilje, men bevægelsen var næppe så yderliggående, som den efter Rasmus Sørensens meddelelser kunne synes. Meget var sikkert kun spil med ord, som endda næppe helt forstodes. Endnu i 1853 kan der i arbejderforeningens af Hans Schneekloth redigerede blad læses, at Arbejderforeningen »er et socialistisk selskab og dets blad følgelig et socialistisk blad«. Selv en mand som Goldschmidt, der var ivrig for at »organisere det danske demokrati« og holdt foredrag om de sociale bevægelser, ja siges at har kaldt sig socialist - hvad han dog stempler som et falsum - skal have angivet »ro og orden« som dette partis stikord. Og givet er det, at der da også var kræfter i Håndværkerdannelsesforeningen, der holdt igen, f. eks. matematikeren Adolf Steen og den nævnte holstensk fødte lærer Hans Schneekloth. Der kendes andre foredrag i den end politiske. Som pastor Grundtvig i december 1847 talte om, at »i Danmark er dansk det folkelige«, således holdt f. eks. den ovenfor nævnte norske polytekniker Anton Rosing i 1849 en række forelæsninger om jordklodens fysik. I det mere og mere brændende spørgsmål om forholdet mellem de rene frihedsbestræbelser og de nationale bestræbelser, der stillede det som den første og største opgave at binde Slesvig til Danmark, er det dog givet, at foreningen stillede sig på frihedens side.

»Københavnsposten«, der stod foreningen nær, undlader ikke at gøre opmærksom på, at det er ganske urigtigt, når »Fædrelandet« havde meddelt, at Clausens og Schouws »Ved Tronskiftet« var blevet oplæst i Håndværkerdannelsesforeningen, skriftet var hertil altfor tamt og nationalt, og det er sikkert med glæde, at bladet videre kan berette om, hvorledes der ved et fastelavnsgilde i foreningen bl.a. blev udbragt skåler for både Skandinavien af en ung videnskabsmand og for tyskerne af en ung håndværker, og at begge disse skåle blev modtagne lige godt med ni rungende hurraer. Det er da også mænd fra Håndværkerdannelsesforeningen, der er opponenter på det store nationale Kasinomøde den 11 marts, nemlig Rasmus Sørensen, Goldschmidt og malermester J. Jacobsen. Adgangskortene til dette møde, der kostede 16 skilling stykket, kunne fås såvel i Håndværkerdannelsesforeningen som i Studenterforeningen ligesom også i Athenæum og i den tidligere omtalte, stærkt demokratiske Læseforening, der stadig virkede; den 24 januar var der foredrag i den »om Kundskab og Dannelse«.

Efter ovenstående er det kun naturligt, at Håndværkerdannelsesforeningen måtte møde med en egen adresse til den nye konge, og det en adresse, der stillede ganske andre fordringer til den ønskede forfatning, end professor Schouw havde gjort i skriftet »Ved Tronskiftet«. Adressen kom »fra dem, der ikke hidtil har haft adgang til selv at repræsentere deres statsborgerlige rettigheder«, og den forlangte »en fuldstændig udvidet valgret og valgbarhed til de hidtil ikke repræsenterede folkeklasser«, med andre ord »en fuldstændig repræsentativ forfatning«. »Københavnsposten« kan melde om adressen allerede den 28 januar. Den komite, der indenfor foreningen var blevet dannet for at virke for den, bestod af dr. med. S. J. Ballin, bøssemager G. Christensen, cand. theol. Magnus Eirikssøn, finerskærer Frederiksen, skolelærer Gleerup, skræddermester Joh. R. Lund, litterat J. C. Magnus, redaktør Ploug og lærer Schneekloth. Adressen blev imidlertid ikke hurtigt indleveret; i februar foreligger der meddelelse om, at der samles underskrifter til den i Odense og på Fyn. De udsendte eksemplarer blev først indkaldte i begyndelsen af marts, dvs. på en tid, da Håndværkerdannelsesforeningen spillede en ikke ringe rolle, hvad der bl.a. kan ses af de den 29 februar stedfindende borgerrepræsentantvalg; dens formand blev ved dem valgt ind i byens råd.

Stor interesse var der, mærkeligt nok, ikke for valgene; af 2230 vælgere mødte kun 500, og det eneste sted, der fandt et prøvevalg sted, var i Håndværkerforeningen. Den opstillede hattemager Børge Petersen, hofkobbersmed N. D. Kemp, tobaksfabrikør N. F. Bonnesen, kaptajn skræddermester H. P. Bech, snedkermester P. C. Thymann, snedkermester J. C. Schwartzlose, malermester C. Tilly og universitetsbogbinder J. C. Falck. Men denne liste fik absolut ikke vind i sejlene, kun to af de udpegede blev valgte, Børge Petersen og Bonnesen. Nej magten lå hos Københavns liberale. »Fædrelandet«, der forøvrigt roste »Håndværkerforeningen«, fordi den havde afholdt et prøvevalg, opstillede en helt anden liste, der dog ikke undlod at tage hensyn til håndværksstanden, og af de på den nævnte ni mænd kom de otte i betragtning. fortegnelsen over de valgte ser således ud: hattemager Børge Petersen (401 St.), tobaksfabrikør Bonnesen (395), kaptajn brygger A. H. Bjerre (353) - alle tre genvalg - professor A. F. Krieger (223), cand. jur. C. Alberti (169), sadelmagermester G. A. F. Christensen (151), kobbersmedemester J. F. Fugmann (145), tømmermester H. Kayser (136) og grosserer D. Borgen (124), den sidste er også et genvalg, men han var ikke blevet udpeget af »Fædrelandet«, der havde opstillet en anden grosserer. Med hensyn til de tre nyvalgte håndværkere skal her endnu oplyses, hvorledes »Fædrelandet« anbefalede dem. Den væsentlig ubekendte, kobbersmed Fugmann, kaldes »en dygtig og uafhængig mand«, de to andre betragtes som bekendte, men om Kayser siges dog, at han er en ivrig medarbejder ved Industriforeningens søndagsmøder, og om Christensen, at han er - formand for Håndværkerdannelsesforeningen.

Mellem de ni valgte var der altså seks håndværkere og industridrivende, og da der forud sad elleve sådanne i forsamlingen (fabrikør A. Fibiger, nålemager F. C. Hjorth, fabrikør L. P. Holmblad, brygger J. C. Jacobsen, urmager H. L. Kyhl, jernstøber P. F. Lunde, brændevinsbrænder P. C. Olsen, bagermester A. Scherfig, murermester G. Sibbern, garvermester A. Wahl og malermester P. G. Wormer), kommer denne gruppe til at tælle ikke mindre end sytten, hvad der er opmærksomhed værd, da Borgerrepræsentationen hurtigt efter kom til at spille en ledende politisk rolle. Den 20 marts vedtog forsamlingen enstemmigt den af Orla Lehmann forfattede adresse, hvori der rettedes en mærkelig kraftig opfordring til kongen om at skifte ministre; i det samme aften afholdte betydningsfulde Kasinomøde har sikkert en stor del af forsamlingens medlemmer været deltagere, dagen efter gik de som førere i spidsen for det mægtige folketog fra rådhuset til Kristiansborg.

Frederik VII afskedigede sine gamle ministre, friheden tilsagdes altså, og befolkningen sluttede sig i endeløs begejstring fast om kongen og hans nye regering. Oprøret i hertugdømmerne skulle og måtte sejrrigt bekæmpes. Der var dyb stemning over alle befolkningens lag; der var en glæde og en alvor, en enighed og et broderskab som aldrig før. Unge og gamle flokkedes syngende, talende, spørgende, meddelende og drøftende, alle samfundsklasser blandede sig mellem hinanden, Københavns klubber og foreninger stod åbne for alle.

Under disse forhold blev Håndværkerdannelsesforeningens ovenfor nævnte stærkt demokratiske adresse overrakt og nådigt modtagen. Det skete den 29 marts. Den 12te havde der været et møde i Hippodromen på Nørregade (det senere Folketeater) for dem, der havde underskrevet eller endnu ville underskrive den, men der var sikkert også andre tilstede, thi det hedder, at der var langt større meningsforskelligheder oppe ved dette møde end aftenen før i Kasino, men det gav dog den tidligere nævnte komite ret til at vælge en deputation til adressens overrækkelse, og den valgte hertil malermester J. Jakobsen, skræddermester Joh. R. Lund, typograf J. R. Dein, bogtrykker Sally B. Salomon og urmager P. Voltelen. Det er, som man ser lutter håndværkere, og i forbindelse hermed skal det nævnes, at dirigenten ved mødet den 12 marts var den tidligere nævnte finerskærer H. P. Frederiksen, der i martsdagene spillede en ikke lille rolle. Efter sin hjemkomst fra Paris havde han forsøgt sig som finerskærer og som leder af et aktieselskab for et maskindrevet træskæreri, men lykken tilsmilede ham ikke, og skønt stærkt imod alt lavsvæsen besluttede han så, for at kunne få ret til at drive et dekupørværksted, at aflægge mesterprøve i snedkerlavet. Han begyndte prøven, fik tegningerne til den færdige, men så kom martsdagene. Han kunne umuligt i dem holde sig rolig i det ham af lavet anviste lokale; og resultatet blev, at der aldrig kom noget mesterstykke i stand efter de godkendte tegninger.

Han var med ved Kasinomøderne både den 11 og 20 marts, og efter det sidste bestod han, endda sejrrigt, en dyst med Goldschmidt. For ikke at tage pladsen op for de egentlige borgere holdt studenterne sig borte fra mødet; de var samlede i universitetets solennitetssal, medens igen Håndværkerdannelsesforeningen holdt møde i Studenterforeningen. Og der var flere sådanne mindre møder rundt omkring, således af arbejdere et sted i Gothersgade. Her kom Goldschmidt op fra Kasino og søgte at stemme forsamlingen imod kasinomødets nationale resolutioner, men Frederiksen kom også tilstede, og skønt i begyndelsen hilst med uvilje fik han tilhørerne helt med sig. Og der er mere at berette om ham. Da en ophidset mængde den 22 marts var samlet på Kongens Nytorv udenfor Hotel d’Angleterre, hvor den slesvig-holstenske deputation var taget ind, var Frederiksen i høj grad virksom, da den skulle bringes i sikkerhed fra Hotel d’Angleterre til konsul Alfred Hages bolig i Kronprinsessegade. Samme aften var der i Hippodromen stort møde af de talrige frivillige, der meldte sig til hæren, og atter her møde vi Frederiksen. Han var dirigent, medens bl.a. bøssemager Christensen under forhandlingerne talte for, at Københavns borgervæbning skulle omdannes til en nationalgarde, og så skete det, at Augsburger Allgemeine Zeitung ikke alene kunne fortælle, at finerskærer Frederiksen og bøssemager Christensen var førere for folkeforsamlingerne i Hippodromen, men at Frederiksen var »valgt til diktator i den danske residensstad.

Ikke få håndværkere spillede en rolle dengang og væsentlig i forbindelse med Håndværkerdannelsesforeningen og Hippodrommøderne, af hvilke der kom flere. Komiteen, der havde stået for den ovenfor nævnte adresse, vedblev at bestå som en permanent valgreformkomite med en valgreform forening omkring sig. Denne forening holdt den 8 august et møde i Studenterforeningens lokale, og her blev komiteen udvidet med seks nye medlemmer, nemlig cand. jur. C. Alberti, overretsprokurator Balthasar Christensen, redaktør J. A. Hansen, jernstøber P. F. Lunde, købmand Bernh. Rée og overretsassessor etatsråd N. Spandet. Den bestod nu af femten medlemmer, af hvilke fire var håndværkere eller industridrivende, bøssemager Christensen, finerskærer Frederiksen, skræddermester Joh. R. Lund og jernstøber Lunde, og vi skulle da ikke undlade at følge dens videre virksomhed.

Den holdt møde både den 9 og d. 10 august og forberedte derved de to store Hippodrommøder den 14 og d. 16 august, der førte til et fuldstændigt brud mellem et nationaltliberalt parti på den ene side og et radikalt frihedsparti på den anden side.

På mødet den 14 august fremtrådte jernstøber Lunde som referent for komiteen, og efter at han til dirigent havde foreslået overretsprokurator Balthasar Christensen, som også blev valgt, fremlagde han i ti punkter de krav, komiteen mente, at der burde stilles til Danmarks kommende fri forfatning. Den derpå følgende, både vidtløftige og stormfulde forhandling er der ingen grund til her at komme ind på, den er refereret i to små hæfter, af hvilke det første er underskrevet af teologisk kandidat M. Eiriksson som »komiteens sekretær« og bogtrykker Sally B. Salomon som »hjælpesekretær«. Her skal kun nævnes at de to af komiteens medlemmer, der tilhørte det nationale parti, redaktør Carl Ploug og finerskærer Frederiksen blev helt slået på de punkter, de søgte ændrede. De var imod eetkammersystemet og for kongens ret til i den vedkommende forsamling at kunne indsætte nogle af ham valgte medlemmer, men den store, stærkt demokratiske forsamling gik imod dem; bl.a. udtalte bøssemager Christensen, at han ville »et fuldstændigt demokrati og ingen halve forholdsregler«; »Som nationen var eet, således burde nationens deputerede samles i eet kammer«. Og på samme måde gik det Ploug og Frederiksen med et forslag om, at der til programmets religions, presse- og foreningsfrihed skulle føjes næringsfrihed. Forsamlingen vedtog, at der kun skulle udtales et ønske om en »reform i næringsforholdene«.

Ploug og Frederiksen blev helt slåede, men så meldte de sig også ud af Valgreformkomiteen, hvad dr. Ballin kort før havde gjort, og krigen mellem de to partier blev nu officiel, hvad Frederiksen ofte fik at føle. Komiteen gik videre ad den med så stor kraft betrådte vej, endda forøget med syv nye medlemmer: smedemester Benze, sadelmagermester C. A. F. Christensen, skoleinspektør Fr. Frølund, murermester Lund, sadelmagermester P. C. Olsen, fhv. rentekammerkommitteret etatsråd P. Povelsen, højesteretsadvokat C. E. Rottwitt og kandidat H. E. Schack. Som man vil se, blev forbindelsen med håndværkerne stadig vedligeholdt. De små håndværkere formenes da også at har været Hippodrom-partiets kernetropper, og herved forklares, at forslaget om næringsfrihed blev stemt ned; såvel skræddermester Joh. R. Lund som brødrene Lunde (både malermester L. C. Lunde og jernstøber P. F. Lunde) talte imod det.

Nu rasede krigen mellem Hippodromfolkene og »Solenniterne«, dvs. det nationalliberale parti, der holdt møder i universitetets Solennitetssal. Under d. 7 juli var den valglov udkommen, etter hvilken den rigsforsamling skulle vælges, der skulle behandle den kommende grundlov. Udkastet til denne valglov havde været forelagt stænderne, først den i Roskilde, derpå den i Viborg, og begge steder havde der rejst sig nogle stemmer imod, at kongen forbeholdt sig at vælge en del af forsamlingens medlemmer. Modstanden mod disse kongevalg fik dog først fart på hippodrommøderne. Enhver, der sympatiserede med kongevalgene, blev betragtet som forræder mod demokratiets hellige sag, og det er derfor forståeligt, at finerskærer Frederiksen, der i valgreformkomiteen havde stemt sammen med komiteens andre medlemmer, men derefter på mødet i Hippodromen erklærede at har fået et nyt syn på sagen og nu udtalte sig for kongevalg, oftere blev slemt medtaget, således i bogtrykker Sally B. Salomons skillingsblad »Nyeste Postefterretninger«; han havde jo sluttet sig til det »mod demokratiet reagerende såkaldte liberale parti«. I bladets nummer for den 1 september, hvori det berettes, at »den doktrinære clique« aftenen før havde holdt sit første »hemmelige« møde på universitetet, står der: »Af arbejderstanden bemærkedes ingen anden end hr. finerskærer Frederiksen, der rigelig opvartede den udsøgte forsamling med hine velkrydrede taler, som han ikke kunne få afsat i Hippodromen, da ingen gad høre dem. Dér har dhr. Clausen og Schouw gjort en god acquisition; vi ønske dem ret af hjertet til lykke dermed: Prosit die Mahlzeit«.

Frederiksen var dog, som vi nedenfor skulle se, slet ikke så dårlig en akkvisition. Han virkede godt med på de valgmøder, der, efterhånden som valgdagen den 5 oktober nærmede sig, blev ganske talrige. Fra begge sider blev der opstillet kandidater til de elleve kredse, hvori København deltes. De nationalliberale opstillede ti: bankdirektør H. P. Hansen, skolebestyrer magister M. Hammerich, oberstløjtnant F. W. A. Læssøe, dispacheur A. Wessely, overretsprokurator G. Brock, tømmermester H. Kayser, professor P. Pedersen, kaptajnløjtnant N. E. Tuxen, professor V. Bjerring og finerskærer H. P. Frederiksen, medens det radikale parti på et Hippodrommøde den 21 september kun fik valgt syv: skoledirektør V. A. Borgen, bøssemager Christensen, cand. theol. M. Eiriksson, oberstløjtnant J. A. Fibiger, tømmermester H. Kayser, jernstøber Lunde og kaptajn L. Müllen. Men ved siden af disse af de to liberale partier opstillede mødte der andre frem, som f. eks. gehejmeråd A. S. Ørsted, generalprokurør etatsråd Algreen-Ussing og rådmand professor David, der alle tre hurtigt opfattedes som konservative. Et parti, der gik i konservativ retning, var efter årets store bevægelser nu ved at vokse op; det manedes frem ikke alene ved de yderliggående anskuelser, der kom til orde i Hippodromen, men også ved den farlige stilling, landet var i overfor krigsbegivenhederne i Slesvig.

Under disse forhold har det sin interesse at se, at da Håndværkerforeningens bestyrelse og repræsentantskab den 15 september opstiller en kandidatliste, er det dens mål at få den sammensat af mænd, der ville »en sindig udvikling«, og de elleve, der fik de fleste stemmer, var: gehejmeråd Ørsted, etatsråd Algreen-Ussing, etatsråd deputeret P. G. Bang, konferensråd G. Garlieb, etatsråd højesteretsadvokat Blechingberg, generalkrigskommissær N. Viborg, professor J. N. Madvig, professor David, bankdirektør H. P. Hansen, teatermaler Troels Lund og urtekræmmer A. C. Øst. Men den endelige liste blev en helt anden. Nogle af de nævnte ønskede ikke at opstilles, og andre af dem fik ikke det tilstrækkelige antal stemmer, da sagen den 2 oktober behandledes på en ekstraordinær generalforsamling, som dirigeredes af fattigdirektør Sager. På den blev der kun valgt kandidater for fem distrikter, »for de øvrige distrikter kunne ingen kandidat opnå det bestemte stemmeantal«. De fem, der opstilledes, blev gehejmeråd Ørsted, etatsråd Algreen-Ussing, etatsråd L. N. Hvidt og så pastor Grundtvig samt bøssemager Christensen. Selv i Håndværkerforeningen må der altså har været folk med hippodromanskuelser, og givet er det, at her var folk, der stod det nationalliberale parti nær. Under dette partis valgopråb, der fremkom med 113 underskrifter, findes således følgende industridrivende og håndværkere: tobaksfabrikør Bonnesen, sadelmager C. A. F. Christensen, hofforgylder Damborg, kobbersmed Fugmann, nålemager Hjorth, urmager Kyhl, murermester Kornbech, skomager C. J. Meyer, blikkenslager Fritz Meyer, urmager Mohr, hattemager Børge Petersen, bager Scherfig, murermester Sibbern, garver Wahl, sejlmager Weilbach og malermester Wormer. Opråbets mål var »et konstitutionelt monarki bygget på et demokratisk grundlag« - besynderligst er det her at træffe sadelmager Christensen, Håndværkerdannelsesforeningens første formand, men ham har da også Skillingsbladet fat på i denne anledning.

Mellem de fra forskellig side opstillede kandidater er der få fra industriens verden, de to radikale jernstøber Lunde og bøssemager Christensen, den mærkeligt nok både fra universitetets og Hippodromens side opstillede tømmermester Kayser og så den afgjort nationalliberale finerskærer Frederiksen. Det er fire, og der blev kun tre tilbage, da den sidstnævnte ikke ønskede at stille sig. Derfor var han dog på ingen måde politisk uvirksom. Han deltog med endog stor iver i valgmøderne, ja han kom ved dem til næsten at stå som Martsbevægelsens officielle opponent mod både Ørsted og David. På selve valgdagen talte han efter »Fædrelandets« referat mod Ørsted i »et smukt og ofte begejstret foredrag«. Ørsted blev dog valgt med endog 563 stemmer, medens hans modkandidat skoledirektør Borgen kun fik 206. Det gik i det hele slemt ud over Hippodromens kandidater, kun en eneste af dem blev valgt, nemlig tømmermester Kayser, men han var jo også tillige opstillet fra nationalliberal side, og selv for ham kneb det; han slog professor David, men kun med 378 stemmer, medens David fik 361. Der var afgjort konservativ strømning i luften. Algreen-Ussing sejrede stolt over professor Bjerring. Jernstøber Lunde faldt for professor P. Pedersen, bøssemager Christensen fik kun 221 stemmer overfor bankdirektør H. P. Hansen, der blev valgt med 520 stemmer, og kaptajn Müllen opnåede i den kreds, han stillede sig i, endda kun 4 stemmer.

Af industridrivende blev der kun valgt en eneste i København, tømmermester Kayser, og andensteds kun møller F. Johansen, fabriksejer M. P. Bruun, oliemøller F. V. Schutte og fabrikejer Michael Drewsen, men hertil kom som kongevalgte klædefabrikant P. L. Brandt fra Odense, tobaksfabrikant Th. Funder fra Århus og hattemagermester Børge Petersen fra København samt bøssemager G. Christensen. Det sidste valg er forøvrigt nærmest en parodi, vi kunne læse det i Sally B. Salomons »Nyeste Postefterretninger«. Bladet havde tidligere rost den ivrige demokrat, der havde »levet, følt og lidt med den arbejdende klasse«, der havde »arbejdet og gransket« i andre lande, »hvor systemer har været sat imod systemer, hvor man har tænkt og handlet for menneskeslægtens bedste« - der sigtes herved til hans ophold i Paris - og så kommer rygtet om, at han er blevet kongevalgt! Det er en umulighed, skriver bladet den 22 oktober, han har som medlem af Valgreformkomiteen udtalt sig »for det skadelige i kongevalgene og derfor stemt for deres udsondring [af rigsforsamlingen]; herefter at modtage kongevalg ville efter vor formening være at fornægte sin fortid, sine principper - og det gør Christensen ikke«. Men her så bladet galt; Christensen modtog valget.

Så åbnede Frederik VII den 23 oktober 1848 den grundlovgivende rigsforsamling, og nu begyndte den betydningsfulde grundlovsforhandling. Samtidig med den voksede imidlertid den konservative strømning ud i en levende frygt for, at resultatet skulle blive en altfor vid valgret. I begyndelsen af december fremkom derfor den såkaldte Femtenmands-Adresse med 8763 underskrifter, og de femten mænd blev i februar 1849 til 37 mænd, der indbød til dannelse af »Den patriotiske Forening«. Bestemmelserne om rigsdagens sammensætning måtte ikke undergrave monarkiets grundvold, og København i forbindelse med landets andre købstæder burde have en sådan andel i repræsentationen, at handel og industri, den højere videnskabelighed og kunst ikke kom til at savne fornøden støtte. Bevægelsen gik imod den almindelige valgret i Martsministeriets grundlovsforslag, og det har nu sin interesse at se, at mellem de femten mænd var der tre industridrivende, men mellem de 37 indbydere ikke mindre end seksten, og af dem havde seks endda året for anbefalet Martspartiets kandidater til rigsforsamlingen. De seks var: brygger A. H. Bjerre, tobaksfabrikør Bonnesen, kobbersmed Fugmann, nålemager F. C. Hjorth, fabrikant L. P. Holmblad og brændevinsbrænder P. C. Olsen; de øvrige ti var: drejermester H. N. Aulum, skomagermester F. Borch, hofstolemager C. B. Hansen, mekanikus J. F. Hansen, nålemager P. C. Hjorth jun., brygger C. Jacobsen, smedemester J. Lassen, farver N. C. Lind, juveler S. Prahl og fabrikant Carl A. Rames.

Formanden for foreningens bestyrelse var sikkert nationalbankdirektør C. V. Haagen, der på en meget betegnende måde viser svingningen i tiden. Han havde været en virksom repræsentant i Trykkefrihedsselskabet, han havde ivrigt og varmt defenderet professor David i trykkefrihedssagen imod ham som udgiver af »Fædrelandet«, men nu gik hans anskuelser i konservativ retning, og her gjorde bl.a. højesteretsadvokat O. C. Blechingberg og overretsassessor Otto Müller ham følge. Da »Fædrelandet« angreb »Den patriotiske Forening«, tog de to til genmæle i Berlingske Tidende.

Som nævnt støttedes bevægelsen af ikke få håndværkere, og den bredte sig imellem disse; ved siden af »Den patriotiske Forening« må her nævnes en til rigsforsamlingen indgiven adresse fra de københavnske lavs oldermænd. Kobbersmed Fugmann foreslog i februar 1849 Håndværkerforeningens bestyrelse at få en henvendelse istand fra Københavns borgere til rigsforsamlingen angående en forandring i de foreslåede valgbestemmelser. Bestyrelsen gik ind herpå, et andragende blev udarbejdet, og den 16 februar blev det vedtaget på et møde af byens samtlige handels- og håndværkslavs samt korporationers oldermænd og formænd. Der udtaltes i det en levende frygt for, at »købstædernes særegne industri ligesom købstadborgernes tarv i det hele« skulle blive tilsidesat »af en landborepræsentation, der overvejende i antal, som landbefolkningens forhold til købstadbefolkningen har medført, tillige på grund af det lave åndelige standpunkt, på hvilket flerheden af vælgerne i landkommunerne stå, vil savne den indsigt og moralske styrke, som en folkerepræsentation dog må besidde, når den skal være i stand til alsidig og upartisk at varetage alle samfundsklassers fælles tarv«. Adressen blev med 2685 underskrifter overgivet til Københavns kommunalbestyrelse, der forsåvidt sluttede sig til den, som Magistraten - uden at tiltræde enkelthederne i den - erklærede, den delte dens udtalelse om valglovudkastets utilrådelighed, og Borgerrepræsentationen i et møde den 22 februar med 17 stemmer mod 6 tiltrådte denne erklæring; herefter blev adressen indsendt til rigsforsamlingen af kommunalbestyrelsen.

Der var altså modstand oppe imod den af Martsregeringen foreslåede almindelige valgret, men det viste sig snart, at der ikke var håb om at få nogen væsentlig forandring i måden, hvorpå forfatningsudkastet foreslog at vælge folkets repræsentanter. »Den patriotiske Forening«, der forgæves søgte at få oprettet et nyt dagblad, fortæller det selv bag på titelbladet af et lille hæfte, som det udgav under navnet »Læsning for Folket«, og i hvilket den væsentligste artikel vel er den der hedder: »Hvorledes skal en redelig vælger opfylde sin Pligt mod Fædrelandet?« Den konservative strømning i købstæderne kunne ikke gøre sig gældende i rigsforsamlingen. Her herskede frihedspartierne og betegnende er det således, at grundlovsudkastets § 69, der lød: »alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til arbejde, som ikke er begrundede i det almene vel, skulle hæves ved lov«, blot med den ændring, at ordet »arbejde« blev forandret til »erhverv«, med 69 stemmer mod 49 gik over som § 88 i den endelige grundlov, skønt der fra de forskelligste sider udtaltes et ønske om at få den udstemt. Her mødtes således Ørsted og bøssemager Christensen. Ørsted mente med rette, at paragrafen i virkeligheden intet sagde, var helt tom og indholdsløs; ja J. A. Hansen gjorde gældende, at der kunne komme den tid, der mente, at alle indskrænkningerne var begrundede i det almene vel. Men sagen var, at den af landets håndværkere var blevet opfattet som et skridt henimod den frygtede næringsfrihed - der forelå adresser imod paragrafen fra 1183 fynske håndværkere, fra 2326 jyske håndværkere og fra et lignende antal sjællandske - og under disse forhold mente mange, kunne dens udstemning give anledning til misforståelse i frihedspartierne. Så blev den da bevaret, og derved fik den et indhold, det indhold, som man sagde, at den ikke havde.

Den 25 maj vedtog rigsforsamlingen »Danmarks Riges Grundlov« der den 5 juni fik kong Frederik VIIs underskrift, men fra elleve medlemmer, de såkaldte »Grundlovsprotestanter« foreligger der skriftlige erklæringer om, hvorfor de ikke havde kunnet stemme for den vedtagne forfatning. Mellem dem var både Algreen-Ussing, David og Ørsted, og så kammerherre M. Luttichau til Grundet, kammerherre P. B. Scavenius til Gjorslev, kammerherre baron C. F. Zeuthen til Zeuthen, etatsråd C. Neergård til Gunderslevholm, gehejmearkivar C. F. Wegener, biskop J. P. Mynster, pastor F. C. v. Haven og prokurator P. H. Tvede.

Jubelen over den frisindede grundlov, Danmark nu havde fået, var uendelig, takken til Frederik VII stor. Bl.a. ønskede da en komite valgt af medlemmer i Håndværkerdannelsesforeningen og af lavssvendene ved forskellige af Københavns håndværkerlav at rette en takadresse til ham. Da den imidlertid ønskede at få andre med hertil, tilskrev den bl.a. både Studenterforeningen og Håndværkerforeningen. Den førstnævnte forening sammenkaldte i den anledning et almindeligt studentermøde, der sluttede sig til adressen, men Håndværkerforeningen troede, »at en beslutning herom rettest måtte overlades til hvert lav især«; den vidste godt, at flere lav ville sige nej. Den snoede sig med andre ord fra sagen, hvad nok kan forstås, men mærkeligere synes det, at den ikke har noget rigtig fyldigt svar, da »Den patriotiske Forening« retter en anmodning til den om at udpege mænd med industrielle kundskaber og dygtighed, der kunne opstilles som kandidater ved de kommende rigsdagsvalg. Den nævner i så henseende kun een, nemlig skomagermester major C. F. Lier, og Lier stiller sig ved valgene i december, men forunderligt nok synes han ikke officielt at være blevet opstillet af »Den patriotiske Forening«. »Fædrelandet« nævner i så henseende generalprokurør Algreen-Ussing, professor David, professor J. E. Larsen, overretsassessor justitsråd C. Mourier og grosserer C. Broberg, men det tager kun professor H. M. Velschow og major Lier med, fordi de har været nævnte i »Flyveposten«, som det kalder »Den patriotiske Forenings« hoforgan. Der synes således fra foreningens side at har været gjort en forskel, men ligegyldigt, Lier mødte på valgdagen den 4 december, men rigtig nok kun for at trække sin kandidatur tilbage.

Foruden Lier tragtede følgende industridrivende efter valg: sadelmagermester C. A. F. Christensen, skomagermester J. P. Mouritzen, jernstøber P. F. Lunde og tøjmager A. C. Klamer, men kun Lunde blev valgt. Mærkeligt ser det forøvrigt ud, at sadelmager Christensen og skomager Mouritzen begge møder i samme kreds, Københavns femte, hvor professor David blev valgt. for skomager Mouritzens vedkommende, der kun fik seks stemmer, kan det oplyses, at han noget ostentativt havde meddelt Håndværkerforeningen, at han agtede at stille sig og i den anledning anmodede bestyrelsen om at sammenkalde alle lavenes oldermænd og oldgeseller til et møde, hvori han kunne udtale sig. Bestyrelsen mente dog ikke at kunne imødekomme ham heri, idet den bl.a. gjorde opmærksom på, at det ønskede møde »meget uegentligen ville kunne har nogen indflydelse på valget i et enkelt distrikt«.

I København blev altså kun valgt een industridrivende, den stærkt demokratiske jernstøber Lunde, og udenfor København kun et par møllere og den Silkeborg papirfabrikant Michael Drewsen. Det egentlige håndværk stod nu og fremdeles uden repræsentanter i Rigsdagen, så forsåvidt vandt det intet ved den frie forfatnings indførelse. Men begivenhederne i disse bevægede år øvede dog deres indflydelse på det; det gjorde således den nationale vækkelse, der med så stor styrke gik hen over landet. Mellem de mange gaver, der stilledes til krigsministeriets rådighed eller gaves til fonden for de i krigen sårede eller faldnes efterladte, findes betydelige gaver fra en lang række lav. For Københavns vedkommende kan det nævnes, at snedkerlavet gav 700 rd., skrædderlavet det samme, skorstensfejerlavet 150 rd., brændevinsbrænderlavet 577 rd. foruden 2584 potter brændevin - og bagerlavet brød for 3185 rd., murerlavet stillede sine seks sølvlysestager til rådighed og tømmerlavet pantsatte sit sølvtøj i banken til fordel for fædrelandet, skomagerlavet gav 1000 rd. osv.. Det var altsammen mesterlav, men svendene stod ikke tilbage. Skomagersvendene skænkede 300 rd., de danske tømmersvende 300 rd., bagersvendene 100 rd., skorstensfejersvendene 50 rd., bødkersvendene 200 rd., børstenbindersvendene 200 rd., barbersvendene 100 rd. og murersvendene endda to gange 500 rd. osv.

Og den nationale bevægelse mellem svendene viste sig også på anden måde; den vendte sig imod de her arbejdende tyske svende, hvad der i høj grad vakte Goldschmidts mishag. Under d. 3 maj 1848 skriver han: »Er her en regering? Hobe af håndværkssvende trænger ind i værkstederne og tvang mestrene til at udjage deres tyske arbejdere. Er her en presse? intet blad omtaler sligt«. Københavns Magistrat kendte dog godt bevægelsen. Allerede under den 28 april havde den tilskrevet nogle af de større lav herom og heri udtalt, at den »navnlig med hensyn til de følger, det upåtvivlelig ville har for de i udlandet værende danske svende«, måtte anse det for betænkeligt at bevirke de herværende fremmede svendes bortsendelse ved offentlig foranstaltning, det havde der været bedt om; men derpå fortsætter den således: »Under forhåndenværende forhold kan man imidlertid i den almindelige roligheds interesse ikke andet end ønske, at sagen ved hr. oldermandens gode medvirkning underhånden kunne ordnes på den måde, at lavets mestere frivillig ville afskedige de hos dem arbejdende fremmede svende, og at disse dernæst uopholdelig forlade staden«. Bevægelsen har afgjort haft en ganske stor udbredelse. I Borgerrepræsentationens møde den 23 november 1848 blev der tilstået hver af paskontorets to betjente et gratiale på 50 rd. for ekstraordinært arbejde med tyske svendes bortsendelse; der bortsendtes over 1000.

Det må imidlertid ikke overses, at der her spiller et andet moment med foruden det nationale. Krigsforholdene havde bragt standsning i erhvervsforholdene, der var opstået arbejdsløshed. Tanken om at begrænse følgerne af den ved at få de tyske svende bort lå da nær. Og at der var arbejdsløshed, fremgår af meget, bl.a. således af et andragende til regeringen, som Industriforeningens repræsentantskab vedtog i sit møde den 8 april 1848. øjeblikkets vigtige begivenheder, hedder det i det, havde berøvet mange svende deres arbejde, og for nu at mildne den herved opståede trang andrager foreningen om, at det ved »en provisorisk bestemmelse« må blive tilladt svendene at lade sig benytte som medhjælpere ved udførelse af håndværksmæssigt arbejde også af mestere udenfor deres eget lav. Lavsrammerne skulle med andre ord for en tid hæves, og Industriforeningen skjulte ikke sit ønske herom, andragendet kom offentligt frem i »Fædrelandet« for den 15 april, hvad der gjorde, at Håndværkerforeningen straks mente at måtte tage stilling. Den betragtede andragendet for »et ubeføjet indgreb fra Industriforeningen i et anliggende, der ikke vedrørte den, og dertil røbede et totalt ubekendtskab til den bestående tilstand«. Den 3 maj forelagde den sagen for en forsamling af »standens samtlige oldermænd og oldgeseller«, og efter forhandlingerne her sendtes der »på samtlige lavs og svendebroderskabers vegne« en kraftig protestskrivelse til ministeriet.

Herefter var der ikke grund til at vente, at der kom noget ud af sagen, så meget mere som Magistraten og Borgerrepræsentationen stillede sig køligt. Under d. 5 august erklærede da også Justitsministeriet, at det turde være tvivlsomt, om det tilsigtede mål kunne nås ved den ønskede midlertidige foranstaltning, idet det dog ikke undlod samtidig at henvise til, at »der sandsynligvis i en ikke fjern fremtid forestår en mere indgribende forandring af de pågældende forhold, hvorom der som bekendt allerede i længere tid har været ført omfattende forhandlinger«. Det er Lavskommissionen af 1840 og dens betænkning, som der her sigtes til, men inden vi i næste afsnit komme tilbage til denne sag, skal bevægelsen i 1848 og 1849 endnu belyses med et par herhen hørende træk.

Først skal det da understreges, at den her omhandlede sag særlig angik svendene, og at Håndværkerforeningen ved dens behandling sammenkaldte såvel lavenes oldermænd som deres oldgeseller, hvad der allerede af den grund var nødvendigt, da ikke alene den nationale bevægelse men også frihedsbevægelsen var nået svendene. Som vi ovenfor har set, lod de på forskellig måde høre fra sig, og karakteristisk er det således, at tøj- og bomuldsvæverlavets svende under d. 28 august 1848 skrev til Håndværkerforeningen med anmodning til den om at ville foranstalte repræsentanter valgte af de forskellige lav, både mestere og svende, til dannelse af en overbestyrelse for samtlige lav, og da der noget senere fremkom to lignende forslag fra murernes og stenhuggernes oldgeseller, samlede foreningen den 4 november alle lavenes oldermænd og oldgeseller. Ved dette møde synes navnlig tøjmagernes oldgesel Klamer at har spillet en rolle, og resultatet blev en beslutning om, at der i ethvert lav skulle dannes en komite bestående af et lige antal mestere og svende, og at enhver af disse komiteer igen skulle udse en mester og en svend til at være medlemmer af en overbestyrelse, der kaldtes Håndværkerrådet og skulle træffe endelig bestemmelse i de til det henlagte lavssager; Håndværkerforeningens formand skulle lede forhandlingerne i det. Nu blev alle lav tilskrevne, men svarene indkom kun langsomt, og de var langtfra alle indvilgende. Nej svarede således garvermesterne, malermesterne og kobbersmedemesterne. Og stor iver for at overvinde den tilstedeværende modstand synes ikke at har gjort sig gældende. Under d. 7 marts 1849 vedtog Håndværkerforeningens bestyrelse, at sagen »på grund af omstændighederne« skulle stilles i bero.

Når Håndværkerforeningen her var villig til at gøre et forsøg, var det sikkert for herved at binde svendene til lavssagen, og at nå dette syntes langtfra umuligt. Stemningen imellem dem var på dette punkt ikke radikal. Da 271 tømmersvende, der ønskede nogle forandringer ved deres lav, i den anledning sendte deres mestere en skrivelse, udtalte de sig i den absolut imod frimesterskab og for såvel mester- som svendeprøver. En lignende skrivelse fra Murersvendeselskabets repræsentanter til murerlavet begynder med en udtalelse om, at lavet burde vedblive »under dets nuværende form«. De henstille kun, at der dannes en komite bestående af 4 á 5 mestre og lige så mange svende til udarbejdelse af visse forandringer, og komiteen, der virkelig kom istand, afgav i februar 1849 en betænkning, der ikke alene holder på mester- og svendeprøver, men også på en bestemt læretid, og når den kender frimestere, er de betingelser, den sætter for at blive frimester, ganske skarpe, frimesterne skulle bl.a. indskrives i lavet. Noget anderledes stiller snedkersvendene sig. De ville have mesterstykket gjort betydeligt lettere, end det var; den svend, der ikke kunne få arbejde, skulle har lov til for en kort tid at arbejde for sig selv, og havde en svend, der var blevet 40 år, af 15 svendeår arbejdet de 8 i København, skulle han som frimester har ret til at arbejde med to svende; så skulle endnu daglønnen forhøjes, arbejdstiden forkortes og svendene har indflydelse på oldermandsvalget.

Her er stænk af tidens frihedsfølelse, og givet er det jo i det hele, at svendene ville være med til at reformere og bestemme, hvad der er ganske naturligt. Det, tøj- og bomuldsvæverlavets svende ønskede i deres skrivelse til Håndværkerforeningen, var lige, hvad jernstøber Lunde havde doceret i sit lille skrift: »Forslag til forbedring i de arbejdende klassers kår«, som udkom i sommeren 1848. Håndværksstanden hørte efter ham »ikke til de begunstigedes klasser«, og særlig dens svende havde »al årsag til at være utilfredse med deres stilling«, de hørte til de lidende i samfundet. Men hvordan kunne det være anderledes, der var jo »mangel på en hensigtsmæssig organisation og en dygtig centralbestyrelse, der var udgået af håndværkernes egen midte«. En sådan burde dannes. Svendeklassen i hver håndtering skulle træde sammen og efter fælles rådslagning vedtage, hvad den fra sit standpunkt anså for gavnligt; mesterne skulle gøre det samme, og begge korporationer skulle derefter vælge lige mange medlemmer til en den pågældende erhvervsgren repræsenterende bestyrelse, hvorpå de forskellige bestyrelser skulle vælge en overbestyrelse, der »sluttede det hele«.

Således lærte Lunde,- og væversvendene fulgte hans lære, men omtrent samtidig havde redaktør Grüne i Håndværkerdannelsesforeningen agiteret for en vistnok væsentlig radikalere arbejderrepræsentation. spørgsmålet om den forhandledes på en generalforsamling den 31 august, og Lunde, der kort for havde afløst sadelmager Christensen som foreningens formand, tilskrev under d. 2 september Håndværkerforeningen, hvis tilslutning ønskedes, om den ville medvirke til, »at en forsamling af de vigtigste kræfter blandt den arbejdende klasse kan træde sammen og rådslå om standens tarv«. Foreløbigt skulle hver forening vælge fem medlemmer til en komite, der skulle gøre videre forslag. men medens Håndværkerforeningen nok ville komme væversvendene imøde, troede den ikke at kunne indlade sig med Håndværkerdannelsesforeningen; gik den med til begge foretagender, ville der efter dens mening komme »en dobbelt retning« i virksomheden. Den sympatiserede ikke med Lunde og endnu mindre med Grüne. Da Lunde sendte foreningen tolv eksemplarer af hans ovennævnte skrift, modtog den dem til fremlæggelse på læsebordet, men da han som formand i valgreformkomiteen sendte den 50 adgangskort til hippodrommødet den 14 august, »bestemte man sig for straks at remittere disse, da tiden var for kort til at underkaste så store og vigtige spørgsmål, som programmet indeholdt, en omhyggelig overvejelse og prøvelse«.

Mærkeligt er det under disse forhold, at Håndværkerforeningens generalforsamling den 2 oktober, som ovenfor nævnt, satte bøssemager Christensen på foreningens liste over kandidater ved valgene til rigsforsamlingen. Men det er muligvis også faldet bestyrelsen selv for brystet, og sikkert er det, at da bogtrykker Sally B. Salomon den 29 november foresloges til medlem, blev afgørelsen, om han kunne optages, af bestyrelsen henvist til »en vordende repræsentantforsamling«. Overfor ham gik man alligevel ikke så strengt frem som mod finerskærer

H. P. Frederiksen, der i 1846 helt holdtes ude. Den 26 januar 1849 blev bogtrykker Salomon optagen. Erindres må det jo også, at Hippodrompartiet, til hvilket både Christensen og Salomon hørte, dengang spillede en endog stor rolle. For en af dets chefers vedkommende, Lunde, fremgår det bl.a. af en udtalelse i »Fædrelandet«. Efter at kongevalgene til rigsforsamlingen var blevet bekendt, ytrede bladet sin forundring over, at der ikke ved dem var blevet tænkt på Lunde; »fordi han har skrevet en slet bog«, er han, hedder det, »ikke ophørt at være en fremtrædende karakter, men derimod stedse af en stor del af den københavnske håndværkerstand anses og vil blive anset for en af dens dygtigste repræsentanter«.

Som vi har set, rejste konservatismen på mange måder hovedet i slutningen af 1848, og bevægelsen vedblev i 1849. Men Lunde er et af beviserne for, at den ved frihedsrøret vakte demokratiske ånd dog stadig var tilhuse i København. Lunde faldt ved valgene til rigsforsamlingen, han blev, som nævnt, heller ikke kongevalgt, men ved valgene i december 1849 til Rigsdagen sejrede han med glans. Det skete i Nyboders kredsen. Han fik 514 stemmer, medens hans modkandidat major C. F. A. Tuxen kun fik 255. Lunde fremstillede sig ved denne lejlighed som fuldblods demokrat. Han havde været en af stifterne af Industriforeningen, en af stifterne af Den borgerlige Læseforening, en af hovedmændene for den ussingske guldpokal, i stænderne havde han været en modstander af kongevalgene, og nu pegede han med styrke på, hvad han kaldte samfundets største ulykke, den umådelige kløft mellem de formuende og dem, der intet ejede. Han ville arbejde for de underordnede klassers fremskridt og velvære. Valget fandt sted den 4 december 1849, og nytårsmorgen 1850 overrakte en deputation fra hans vælgere ham en sølvpokal.

1848 havde ringet en ny tid ind. Den Lundeske valghandling viser det tydeligt, og det er kun næsten selvfølgeligt, at næringsforholdenes omordning også måtte komme frem ved den. Det var den utrættelige finerskærer Frederiksen, der forøvrigt nu var blevet magasinforvalter i Kastellet, der interpellerede Lunde om denne sag. Her synes Lunde forøvrigt at have været mere konservativ end Frederiksen, der var og blev en absolut næringsfrihedsmand. Uden hensyn hertil må det imidlertid siges, at bevægelsen i 1848 kaldte både godt og ondt frem. Det er træffende, hvad H. C. Andersen siger om røret i martsdagene: »Gennem gaderne drog dag og aften store folkeskarer syngende fædrelandske sange; der skete ingen ekscesser, men der var noget uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede horder, disse mig ubekendte ansigter; det var, som om en helt anden slægt var trådt frem«.

Samfundet rystedes af en mægtig bevægelse, der bragte nye lag frem, men desuagtet, må det siges, at udviklingen på f. eks. arbejdsforholdenes område gik langsomt for sig. Tiden kender kun en eneste arbejdsnedlæggelse. Den 9 december 1848 opsagde 196 typografer deres pladser, hvorpå de fjorten dage efter ophørte at arbejde, men allerede den 19 januar 1849 var alt i god, fredelig gang igen, efter at de ønskede lønkrav delvis var opnåede.

Da året 1848 begyndte, forelå den i så lang tid ventede betænkning fra lavskommissionen. Hvad A. S. Ørsted mente om den, har vi hørt ovenfor; han roste den og betragtede den som et sindigt skridt fremad, godt til at bygge videre på. Men ellers er det synd at sige, at den blev påskønnet. Kaptajn Tscherning angreb den i »Fædrelandet« og sejldugsfabrikant E. R. Grove i »Berlingske Tidende«. Den haltede efter dem til endog to sider, ja Tscherning bruger så kraftige udtryk, at han siger, at betænkningen »har sat sig på alle halve forholdsreglers ulykkelige standpunkt«, den flikker og bøder »på forældede misforståede, afsjælede samfundsindretninger«. Den stiller næringsfrihed op som et fremtidigt mål, men viger ganske tilbage for at gennemføre det. Således lyder det fra den ene side, og vender vi os til den anden side, skulle man tro, at betænkningen lod næringsfriheden gå triumferende hen over lavenes lig.

»Håndværksstandens bemærkninger«, som udkom på Håndværkerforeningens forlag og af »oldermændene« indsendtes til Borgerrepræsentationen, indledes med nogle udtalelser, der slår fast, at lavskommissionens betænkning er et »såre uheldigt arbejde«. Den har ikke været i besiddelse af »de flersidige kræfter, der formåede at gøre den det hverv voksen, der var overdraget den«. Lavsordningen, »under hvilken så meget godt er fremgået, i hvis former den hele slægt er indlevet, og hvis tilværelse ikke med grunde i almindelighed kan bevises at har hindret nogen fornøden krafts udvikling i Fædrelandet«, må derfor gøre krav på, »at det betydelige antal individer, mestere og arbejdere med familier, henved et halvthundredtusinde heri staden, som ernæres ved håndværksdrift, ikke vorde givne til pris for alle de omskiftninger, prøver og vovespil, som en tilstand i kraft af komiteens indstilling om en forandret næringslov, ville give anledning og midler nok til«. Og går vi herefter over til at se på nogle af de 32 lavs skrivelser, der er bogens væsentligste bestanddele, da er de i det store og hele så godt som alle skårne over samme læst; vi skulle derfor nedenfor kun fremdrage nogle enkelte.

Efter betænkningen skulle lavsindretningen vedblive, men dog således at det efter tyve års forløb påny skulle tages under overvejelse, hvorvidt den fremdeles burde bibeholdes. Der var dog tre lav, som straks skulle ophæves, og nogle andre, der skulle forenes. Hvad de tre første angår, da var det blytækkernes, felberedernes og kandestøbernes lav; i det første var der tre mestere, i det andet een og i det tredje seks. De to første synes ikke at har haft noget at bemærke, der foreligger i alt fald ingen skrivelse fra dem; men hvad kandestøberne angår protesterede de ivrigt. Oldermanden Hans Høy kan ikke erkende, at professionen er i aftagende, han tror tværtimod, at den har gode fremtidsudsigter. Og på lignende måde forsvare næsten alle de lav sig, der foreslås forenede, således først blikkenslagerlavet og kobbersmedelavet. De ville på ingen måde slås sammen i eet lav. Når kommissionen mener, at deres arbejdsmåde væsentlig er ens, »da røber det et ubekendtskab til professionernes detail, der her såvel som flere steder i betænkningen må være skyld i de fremkomne forslag«. Stolemagerlavet vil ikke gerne gå op i snedkerlavet, og dette større lav mener kun at kunne optage stolemagerne, når det pålægges dem at aflægge almindelig snedkerprøve, den lettere stolemagerprøve måtte helt bortfalde. Snedkerlavet er heller ikke begejstret for at skulle optage trædrejerne, der muligvis hellere burde forenes med kunstdrejerne. Hvad gørtlerlavet angår, da kan det på visse betingelser gå med til at optage sværdfegerne, men smedelavet synes slet ikke om den måde, komiteen tænker de forskellige smedeprofessioner forenede på. »Det er ubegribeligt, hvorledes komiteen har kunnet fostre den tanke, at en nagelsmed, som forfærdiger nogle enkelte søm, en sporemager en spore, en klejnsmed en nøgle osv., skulle anses derved at har bevist nogen duelighed som mester i professionen (dvs. den samlede profession)«.

Når komiteen endelig også foreslår dugmagerlavet, tøjmagerlavet og linnedvæverlavet forenede til eet væverlav, er det snart det eneste forslag på dette område, der ikke møder modsigelse, men det sker af en ganske særlig grund. Linnedvæverlavet bemærker, »at det må være dette lav aldeles ligegyldigt, hvad enten den ene eller den anden forandring foretages, thi ved den frihed, som i mange år er blevet alle tilladt med vævning, navnlig straffeanstalterne på Kristianshavn, endvidere dragøerne på Amager med flere, er dette lav således gået tilbage, at kun meget få mestere mere kan ernære sig ved linnedvæverarbejde«.

Som forståeligt er, forsvarer de enkelte lav sig mod at blive ophævede eller forenede med andre lav. Det tilvante, det gennem slægter nedarvede er det vanskeligt at komme bort fra, og således går det også med kommissionens mere principielle forslag. Medens svendeprøverne væsentlig kun skulle revideres, skulle mesterprøverne simplificeres og modificeres og det således, at de ved siden af at være praktiske prøver også til en vis grad skulle blive teoretiske prøver. Man skulle dernæst kunne underkaste sig en mesterprøve uden forud at har aflagt nogen svendeprøve, og hvad endelig mesterprøvernes bedømmelse angik, skulle den ikke ske ved lavene men ved en særlig kommission. Med hensyn til medhjælp skulle lavsmesterne har ret til foruden de ved lavet oplærte svende og drenge endnu at benytte kvinder ved ethvert arbejde, hvortil kvinder passende kunne bruges, og dernæst alle og enhver ved arbejder, der måtte anses som fabriksmæssige eller som udøvedes ved hjælp af maskiner. Og så skulle enhver lavsmester også har lov til at udføre alt arbejde ved de genstande, han havde ret til at afhænde som hele fabrikata, uanset om det henhørte under andre professioner. »Til industriens fremme« skulle regeringen endnu kunne give bevilling til fabriksmæssig drift af genstande, der hørte under et eller andet lav, uden hensyn til om den vedkommende var lavsmæssig oplært eller ej, ligesom også til håndværksmæssig drift af sådanne genstande, når det blot iagttoges, at bevillingen ikke kom til at gå ud på at udøve et håndværk i hele dets omfang. Endelig må der her endnu tilføjes, at kommissionen foreslog, at den ret til at drive håndværk, som var hjemlet Kunstakademiets professorer, artister og elever, skulle udstrækkes til medlemmerne af Den Polytekniske Læreanstalts bestyrelse, dens kandidater og værkstedselever, samt at en lavssvend efter at har arbejdet som sådan i otte år (eller fire, hvis han havde opnået 30 års alderen) skulle være berettiget til uden prøvers aflæggelse at erholde borgerskab som frimester og til som sådan at benytte sig af en lærlings hjælp og efter andre otte års forløb til også at arbejde med en svend.

Overfor disse forslag var det nu, at lavene tog til orde i skriftet »Håndværksstandens bemærkninger«, og vi skulle her tage vort udgangspunkt i den erklæring, som snedkerlavet afgav ved sin oldermand snedkermester J. C. Schwartzlose, den står som en af bogens bedste. I den skildres først, hvorledes den ene håndværker på en heldig måde lader den anden håndværker leve med sig. Snedkeren giver således fortjeneste til smeden, maleren, drejeren og sadelmageren. »At København har en borgerstand, hvis pluralitet nogenlunde er sikret eksistens, er en følge af denne vekselvirkning«, siges der, og der gøres fremdeles gældende, at håndværksdygtigheden her »har nået en ualmindelig høj grad«. »En lavssvend i København forstår at udføre et hele i sin profession, hvoraf hver enkelt del er forsvarlig«. Men derfor er han også søgt i udlandet, medens håndværkssvende fra Frankrig, England, Belgien og andre steder, hvor håndværket drives fabriksmæssigt, aldeles ikke kunne benyttes, fordi de kun forstår at gøre enkelte dele af hvad der hører til et helt.

Her er noget at forsvare, og det bør forsvares, men derfor kan snedkerlavet dog godt gå med til forskellige af de fremkomne forslag. Det forstår, »at en forandring i mesterprøven i snedkerlavet, nu da en teoretisk prøve forudgår, bør udføres således, at tid og omkostninger blive mindre«; det kan gå med til, »at der ikke lægges nogen hindring i vejen for straks at indstille sig til mesterprøve uden i forvejen at har gjort svendeprøve«, og det finder det ret hensigtsmæssigt, at bedømmelsen af mesterprøverne underlægges en særegen bedømmelseskommission. Men det holder, som vi har set, på, at den hele lavsorganisation får lov til at bestå og med den de enkelte lav, hvis gensidige forhold bl.a. med hensyn til grænserne for deres næringsret kunne ordnes ved veludarbejdede, dvs. klare og bestemte regulativer. Men til fremkaldelsen af en fabriksmæssig industri vil det slet ikke være med. Når den lavsoplærte mester kaster sig over forfærdigelsen af en enkelt genstand, således som det oftere sker, »må det anses, at industrien gøres fyldest, uden at der ligger nogen nødvendighed for at admittere enhver, som kan skære en pind, til at erhverve nogen næringsfrihed, der ved konkurrence altid vil geråde den dygtigere til skade uden at gavne publikum«. Det, komiteen slet ikke har tænkt sig, og hvori ligger en væsentlig grund til, at lavene ikke bør undertrykkes men fremelskes, hedder det videre, »er det, at markedet for omsætningen i det lille lykkelige Danmark er for lidet; derfor skal man ikke tænke på at indføre industrielle forhold, som er passende i Amerika, Frankrig, England og flere store lande, men kun lade de forhold, hvorunder man hidtil har været lykkelig, undergå revision efter tidsomstændighederne«.

Snedkerlavet er herefter imod, at der gives Den Polytekniske Læreanstalt en lignende ret, som Kunstakademiet sad inde med. Det kalder komiteens indstilling herom »dette episodiske indstillingspunkt«; det er nemlig ikke lavet bekendt, »at bestyrerne af Det Polytekniske Institut er i besiddelse af nogen som helst håndværksfærdighed«. Og komiteens forslag om ny indførelse af frimesterskab kan det heller ikke gå med til. »Man ser sig vel for, ikke at forrykke mestrenes stilling, eftersom det hidtil har vist sig, at disse under de bestående forhold har med familier kunnet føre en tarvelig husholdning; thi ved en forandring som den foreslåede, der vil og må har lavenes opløsning tidlig eller sildig til følge, vil man kun fremhjælpe almindelig næringsløshed, bevirke tabet af en kraftig og hæderlig borgerstamme (middelklasse) og kaste håndværksdrift i armene på pengearistokratiet«. Med »humaniteten« for øje vil snedkerlavet dog anbefale, at der gives svende, som har fyldt 45 år, ret til at vinde borgerskab som frimestere med tilladelse til at holde en svend. Og så vender det sig med styrke imod, at mestrene skulle har ret til at udføre alt arbejde, »som udfordres til totaliteten af et helt«, således at altså en snedkermester skulle kunne holde bl.a. smede- og malerværksted. Der ville vel herved kunne nås »en udvidet næringsfrihed«, men kun på bekostning af »de underordnede professionalister, der herved ville lide, ja måske ville synke ned til almindelige trælle i frihedens tjeneste«. Lavet kan kun strække sig så vidt, at en mester kunne få ret til at gøre alle enkelte dele ved de genstande, han er berettiget til at afhænde som hele fabrikata, når disse dele forarbejdes af det materiale, som hører under hans profession og ikke vedkommer andre professioners eksklusive rettigheder.

Det er en omhyggelig affattet og helt igennem værdigt holdt erklæring, som snedkerlavet har ære af. Den viser klart lavenes standpunkt, men selvfølgelig var der lav, der brugte stærkere ord og tillige fremsatte ubevislige fakta. Smedelavet mener at kunne sige, at komiteen i sit forslag »er gået ud på at favorisere den formuende, iklædt med talemåder og tirader om industriens fremblomstren i stedet for ligefrem at kalde det: pengearistokratiets magt og begunstigelse til håndværksstandens ødelæggelse«. Og navnlig var det da frimesterforslaget, der vakte betænkelighed og vrede. Parykmagerlavet ser tydeligt »de yderligheder, et sådant umodent, upraktisk forslag« må tilvejebringe i »en stor grad af pauperisme«; det mener at kunne gå ud fra som »faktisk bevist«, at bestemmelserne i 1808 og i 1813, der gav Borgervæbningen og Livjægerne frimesterret, »tilvejebragte en tilstand, der nær havde medført opløsning af den borgerlige ordning, idet antallet på de fattige blev så stort, at det var umuligt for borgerne at bære den trykkende fattigbyrde«. Og bl.a. sadelmagerlavet stemmer i med her: »frimesterskabet er en uting, lige forkastelig fra hvad side man end betragter sagen, enten man hylder lavsindretning eller næringsfrihed«.

Det er da også frimesterforslaget, der bliver mest omtalt i de almindelige udtalelser, med hvilke der begyndes i det til Borgerrepræsentationen sendte skrift. Det kaldes komiteens »vistnok mest uheldige forslag«, og der gøres efter lavenes skrivelser nøje rede for, hvilken stor mængde svende der var, som efter det straks kunne kræve at blive frimestere, betingelsen var jo kun, at de havde arbejdet otte år som svende. I snedkerlavet var der 700, i skomagerlavet 500, i skrædderlavet 300, i smedelavet 269, i murerlavet 200, i malerlavet 200, i bødkerlavet 180 osv. Og så udtales der til sidst en forventning om, at Borgerrepræsentationen vil medvirke til, »at ingen vigtig afvigelse i de bestemmelser, som lavene i henhold til de fremsatte indsigelser har gjort opmærksom på at måtte fremdeles tjene til grundvold for lavsforfatningen, må ske, uden at oplysende og vejledende betænkning fra os eller enkelte af os på sit lavs vegne er indhentet«. Standens medlemmer ville gerne bidrage deres til, »at liberalere, til tiden og vore forhold svarende fordringer bringes ind i lavsvæsenets organisation; kun må vi gentagende bemærke, at vi, alle private interesser forbigåede, ikke anser næringsfrihed, hvad håndværksdrift angår, gavnlig for vort fædreland, men må især forkaste en tilstand, der bærer billedet af en ordnet lavsforfatning, og i hvilken dog mangfoldige om- og snigveje leder den, der vil vandre dem, uden møje og besvær til samme mål som den, der i simpel overensstemmelse med sit håndværks rettigheder ved mesterprøvens forfærdigelse søger at opnå disse«. Lavene bør bevares, hedder det stadigt, og så ender det indledende afsnit i bogen med ordene: »Hermed være vor formening givet, vore ønsker udtalte«.

Det er let at kende Lasenius Kramps pen i de her citerede ret snirklede og lidt patetiske linier, og det er jo også ganske naturligt, at det er således. Han var Håndværkerforeningens sekretær, og her forelå den betænkning fra Lavskommissionen, som Håndværkerforeningen havde ventet på for at træde op. Vi ser da også, at den, straks efter at betænkningen var udkommet, sendte den rundt til lavene med anmodning om at måtte modtage deres bemærkninger til den, og nu indkom disse lidt efter lidt i kortere eller længere skrivelser, som sendtes i bogtrykkeriet med nogle korte indledende udtalelser og udkom som en 152 sider stor bog »Håndværksstandens bemærkninger . . . Indsendte til Borgerrepræsentationen af oldermændene på standens vegne«. Håndværkerforeningens navn nævnes end ikke, uden for så vidt der forneden på titelbladet står: »På Håndværkerforeningens forlag«, og disse orde er ganske naturligt efter den plads, de står på, trykte med små typer, medens ordet «oldermændene«, der som nævnt står højere oppe på titelbladet, er trykt med fede typer. Efter alt, hvad der var gået forud, efter de gentagne, mere eller mindre åbenlyse henvisninger til, at når betænkningen forelå, var øjeblikket til handling kommet, forstår man ikke ret denne tilbageholdenhed. Den nævnte ordning er dog selvfølgelig ingen tilfældighed; og det er da sikkert blevet bestemt således, fordi oldermændene er en sluttet hær, der virkelig må siges at repræsentere håndværksstanden, medens Håndværkerforeningen, hvis formand på denne tid var skomagermester lier, var for langt nede i medlemsantal til rettelig at kunne gøre det; den havde kun ca. 170 medlemmer. Så var det bedst, nok at være den agerende, men ikke at træde op med navn.

At det faldt således ud, må sikkert har været lidt af en skuffelse, men det skal dog ikke lades uomtalt, at det året efter ordnedes på samme måde i en anden sag, der rejstes af murerlavet. En dansk født murer, der i ti år havde været mester i Kristiania, ønskede at blive murermester i København, og efter en gammel bestemmelse fra 1681 gav Magistraten i begyndelsen af 1849 den pågældende borgerskab med ret til uden at aflægge nogen prøve at blive indtegnet i murerlavet. Dette vakte stor fortørnelse i lavet, og oldermanden kaptajn D. W. Klein rettede i den anledning en anmodning til Håndværkerforeningen om at indgå til Indenrigsministeriet med en forestilling om, at de gamle bestemmelser fra 1681 og 1748, der her spillede en rolle, og som begunstigede fremmede mestere, der flyttede hertil, måtte blive hævede. Sagen behandledes i et par møder i foreningen, men andragendet, der blev affattet af foreningens sekretær Lasenius Kramp og blev dateret den 2 maj 1849, underskrives ikke af foreningens bestyrelse, men af 42 oldermænd; lavenes oldermænd sad jo i foreningens repræsentantskab. Sagen førte imidlertid ikke til noget. Da den i december 1849 kom for i Borgerrepræsentationen, fulgte denne med 23 stemmer mod een lavskommissionen, der havde haft sagen til erklæring og var betænkelig ved at tilråde de gamle bestemmelsers ophævelse. I denne forbindelse skal her også mindes om den i 1849 fremkommende og tidligere omtalte så kaldte »Oldermandsadresse«, der trods navnet også udgik fra Håndværkerforeningen.

»Håndværksstandens bemærkninger« blev forelagte i Borgerrepræsentationens møde den 20 juli 1848, men den eneste beslutning, der blev taget i den anledning her, var, at der skulle rettes en anmodning til Magistraten om at forelægge bemærkningerne for Lavskommissionen, der stadig vedblev at bestå, og bede om en udtalelse fra den. Borgerrepræsentationen skød sagen fra sig, hvad der på det tidspunkt, da sindene var optagne af så mange store nye ting, kun var naturligt, og den kom da ikke heller tilbage til den før noget over fem år efter. I Borgerrepræsentationens møde den 26 september 1853 forelå den ønskede udtalelse fra Lavskommissionen, men heller ikke denne gang mente forsamlingen det rigtigt at gå ind på en drøftelse. Den vedtog at tilkendegive Magistraten, at da reskriptet af d. 3 april 1840, der var grundlaget for hele lavssagen, påbød, at Lavskommissionens forslag skulle indsendes umiddelbart til Danske Kancelli, ville det i overensstemmelse hermed være naturligst uden videre at indsende sagens samtlige akter til Indenrigsministeriet, og det så meget mere som det nu efter grundlovens § 88 turde forventes, at næringsforholdene i deres hele omfang ville blive ordnede ved en almindelig lov efter deres hele forhold og ikke blot for Københavns vedkommende. Så skete det, at sagen blev tilstillet ministeriet.

Indenrigsministeriet mente imidlertid bestemt, at byen burde udtale sig. Det sendte sagen tilbage, og den 19 juni 1854 forelå den da for tredje gang i Borgerrepræsentationen, der nu vedtog at behandle den. Ændringsforslag til Lavskommissionens indstillingspunkter blev indkaldte, og etatsråd, generalprokurør Algreen-Ussing blev valgt til referent i sagen. Nu ville det være af betydning, hvorledes forsamlingen var sammensat, og det skal da her nævnes, at der på den tid sad følgende sytten håndværkere og industridrivende i den: brygger A. H. Bjerre, tømmermester J. A. Blom, tobaksfabrikant N. F. Bonnesen, sadelmagermester C. A. F. Christensen, hofforgylder P. C. Damborg, fabrikant A. Fibiger, kobbersmedemester J. F. Fugmann, nålemagermester F. C. Hjorth, fabrikant L. P. Holmblad, brygger J. C. Jacobsen, tømmermester H. Kayser, urmager H. L. Kyhl, farver N. C. Lind, hattemagermester Børge Petersen, bagermester A. Scherfig, malermester C. Tilly og malermester P. G. Wormer. Kun ti af dem er imidlertid med til at stille ændringsforslag, nemlig dhrr. Bonnesen, Christensen, Damborg, Fugmann, Hjorth, Kayser, Petersen, Scherfig, Tilly og Wormer. Urmager Kyhl, den eneste af lavskommissionens medlemmer, der endnu sad i Borgerrepræsentationen, havde som sådan en særlig stilling, og de øvrige seks, tømmermester Blom, farver Lind, bryggerne Bjerre og Jacobsen samt fabrikanterne Fibiger og Holmblad holdt sig tilbage. Foruden af de ovennævnte ti håndværkere stilledes der kun forslag af etatsråd Algreen-Ussing og overretsprokurator L. G. Larsen i de tre møder, som behandlingen fyldte, den 28 august samt den 4 og 5 september 1854, og nævnes må det endelig, at hele forhandlingen på en vis måde åbnedes af Håndværkerforeningen.

Etatsråd Algreen-Ussing begyndte forhandlingerne med at meddele, at han havde modtaget en skrivelse fra denne forening, hvori han anmodedes om ved denne lejlighed at virke i overensstemmelse med det valgmanifest, han havde udsendt i september 1848, og han lod derfor det pågældende stykke i manifestet oplæse. Det er næsten, som om han derved vil stemme forsamlingen til at handle i den ånd, som gik igennem de oplæste ord, der lød således: »Ven af en fornuftig frihed i alle borgerlige forhold er jeg det også med hensyn til næringsforholdene, men jeg er en lige så afsagt fjende af alle pludselige og voldsomme omvæltninger i disse i så manges ve og vel indgribende forhold. Ved de ikke få lejligheder, ved hvilke jeg har udtalt mig om næringsforholdene, har jeg altid erklæret mig imod håndværkslavenes ophævelse og tilrådet varsomhed i omdannelsen af de hos os bestående industrielle forhold, da jeg i dette som i alt andet kun ser velsignelse i den faste og rolige udvikling, der stemmer med det danske folks natur og sæder, og som kan bestå under tidernes omskiftelser«. Og det er, som om den heri liggende henvendelse bar frugt.

Overretsprokurator Larsen havde som indledning foreslået en almindelig udtalelse om, at forsamlingen ikke fandt sig fyldestgjort ved Lavskommissionens betænkning, da der ikke i den var taget fuldt hensyn til næringsfriheden, som nu var opstillet i grundlovens § 88; hvad der behøvedes var et på dette grundlag udarbejdet lovforslag, omfattende næringsforholdene i hele landet, og det var derfor kun subsidiært, at forsamlingen nu foretog en behandling af Lavskommissionens forslag, der alene angik København. Forslaget blev imidlertid taget tilbage overfor et af Ussing stillet forslag, der uden at komme ind på næringsfrihed eller ikke-næringsfrihed udtalte ønsket om, at der måtte blive udarbejdet en for hele landet gældende almindelig næringslov, og som derpå ligesom det Larsenske forslag erklærede, at det kun var subsidiært, at man gav sig til at behandle den foreliggende betænkning, der alene omfattede København. Dette forslag blev vedtaget med 19 stemmer mod 7.

Af de nu følgende mange afstemninger skal her kun nogle af de væsentligste nævnes, og da først tre, der sikkert må betragtes som sejre for lavenes anskuelser. Ved behandlingen af kommissionens første indstillingspunkt vedtoges det med 17 stemmer mod 7, at lavsindretningen skulle vedblive, samtidig med at de følgende linier, der bestemte, at spørgsmålet herom efter tyve års forløb påny skulle optages til overvejelse, udstemtes med 24 stemmer mod 2. Dernæst vedtoges det, at alderen for de svende, der ville være frimestere, blev sat væsentlig op. Medens kommissionen foreslog, at en svend efter i otte år at har arbejdet som sådan eller, hvis han var 30 år gammel, da efter kun fire års forløb, kunne blive frimester, blev det nu med 23 stemmer mod 2 bestemt, at frimesterretten først skulle kunne nås efter henholdsvis femten eller otte års forløb. Og så vedtoges det endelig også, at den frimesterrettighed, som var tillagt værkgeseller, faneposter og brandbude ved Københavns brandkorps, helt skulle bortfalde. Det af de ti håndværkere herom stillede forslag blev vedtaget med 19 stemmer mod.

Men det nåedes ikke at få udstemt bestemmelsen, der fastslog, at man kunne gøre mesterprøve uden først at har gjort svendeprøve. Den stod sig med endog 22 stemmer mod 3. De udenbys og udenlandske mestere beholdt også (med 16 stemmer mod 7) deres gamle ret til at kunne blive mestere i København uden aflæggelse af nogen ny prøve, ligesom det med samme stemmeantal blev stående, at der skulle tillægges Den Polytekniske Læreanstalt en lignende ret til håndværksdrift som den, Kunstakademiet sad inde med. Ved disse afstemninger må der mærkeligt nok har stået håndværkere mod håndværkere. Ja de fleste håndværkere må har stemt imod, ligesom da Fugmann søgte at skærme kandestøberlavet mod at blive nedlagt og kobbersmedelavet mod at blive forenet med blikkenslagerlavet. Og der stod - hvad der dog er mere forståeligt - 24 stemmer mod endda kun een, da tømmermester Kayser og sadelmagermester Christensen forsøgte at få sat igennem, at der skulle lægges stor vægt på, at mesterprøverne mere kom til at vise vedkommendes dygtighed til at lede og forestå et værksted end hans evne til at virke som arbejder i det. Alt skulle på dette område helst blive ved det gamle, og det falder i tråd hermed, når det indstillingspunkt blev udstemt, hvorefter mesterprøven skulle indrettes således, at det af den kunne skønnes, at den vedkommende kunne skrive sit modersmål tydeligt og nogenlunde sprogrigtigt. overretsprokurator Larsen opnåede heller ikke at få snedkerlavet og tømmerlavet forenede. Et forslag fra ham herom blev forkastet med 24 stemmer mod.

I det hele må det siges, at håndværkerne langtfra kom til kort. De nåede vel ikke alt, hvad de ville, men indstillingspunkterne, der nu gik til ministeriet, var efter den 3 dages forhandling et stykke nærmere ved de af lavene stillede krav end for. Noget ønske om næringsfrihed kom ikke til at stå som resultat af afstemningerne. Erindres må det jo også, at Danmark på industriens område den gang endnu væsentlig kun kendte håndværk og atter håndværk. Den industriudstilling, som Industriforeningen i 1852 bragte i stand i en særlig opført bygning på Kristiansborgs Ridebane, den absolut største udstilling, der hidtil var set her, viste dette tydeligt. Det er sandt, at kammerråd J. C. Drewsen på Strandmøllen til papirfabrikken dér i 1821 indforskrev en dampmaskine på 6 hestes kraft, i 1824 en hydraulisk presse og i 1828 en dampmaskine på 20 hestes kraft samt en papirmaskine, der blev den første i Norden. Det er sandt, at handelshuset J. P. Suhr & Søn i 1827 lod det af Frederik VI ejede etablissement på Frederiksværk gøre en 20 hestes dampmaskine til det kobbervalseværk, som huset samtidig oprettede dér, og det er sandt, som vi ovenfor har hørt, at der i 1835 kom nogen fart i anvendelsen af hurtigpresser.

Men til nogen maskinindustri eller i det hele til nogen større industri her i landet mærkes der på den nævnte udstilling så godt som intet.

Den officielle beretning om udstillingen gør gældende, at industrien her i landet ikke var nogen hovederhvervskilde. »Den kan væsentlig kun blomstre, forsåvidt den tillige kan tjene til at udvide, ophjælpe og fremme handelen og agerbruget. Her findes derfor kun få større industrielle anlæg, og navnlig findes her kun få større maskinværksteder, da landet ikke har brug for så mange eller så store maskiner som de lande, der for en stor del begrunde deres velstand på industrien«. Alt på udstillingen var håndværk, solidt og dygtigt håndværk med synlig påvirkning af professor Hetsch’s gode kunstindustrielle bestræbelser, men kun håndværk. Tiden stod i alt væsentligt endnu helt i håndværkets tegn, og derfor er den forstående venlighed, der ved den ovennævnte forhandling i Borgerrepræsentationen vistes håndværket naturlig nok. Men selvfølgelig var der dog tegn oppe om en forestående forandring. På udstillingen sås ved siden af tre bogtrykkerhåndpresser en bogtrykhurtigpresse, og ved siden af to kun små dampmaskiner (en på fire og en på seks heste) fra firmaet H. Gamst & H. C. Lund en større på ti heste fra Baumgarten & Burmeister, det firma, der snart skulle blive stammoder til Burmeister & Wain’s store maskinfabrik og skibsbyggeri. Der lå store forandringstendenser i tiden, London havde i 1851 huset den første verdensudstilling, og disse tendenser skulle forholdsvis hurtigt komme til udvikling.

Industriforeningen, der blev stiftet i 1838, samlede, som vi har set, under liberalismens flag alle industri interesserede, og som et slags modtræk dannedes så i 1840 Håndværkerforeningen som en konservativ, helt ud faglig forening. Tidens udvikling gik imidlertid stærkt i liberal retning, og i 1847 kom da en meget demokratisk »Håndværkerdannelsesforening« til. Medlemsantallet i denne forening steg hurtigt, i 1848 var det oppe på 900, og vi har da også set, at den spillede en ikke ringe rolle. Den var på denne tid absolut erkendt som den tredje af Københavns industrielle foreninger, hvilket bl.a. fremgår af en skrivelse af 22 september 1849 fra tolv bekendte mænd til just disse tre foreninger om at træde sammen til en flersidig overvejelse af næringsforholdene. De tolv mænd var: mekanikus H. H. Baumgarten, højesteretsadvokat Gustav Brock, krigsråd Lasenius Kramp, tøjmager A. C. Klamer, jernstøber P. F. Lunde, hofblikkenslager Fritz Meyer, jernbanedirektør Viggo Bothe, kunstdrejer J. A. Schwartz, tøjmagermester H. T. Stahl, magister Adolf Steen, sejlmager Joh. Ph. Weilbach og urtekræmmer A. C. Øst.

Den, som førte an her, var jernbanedirektør V. Rothe. Næringsforholdenes bedste ordning lå ham alvorligt på sinde. Det var ham, der i 1846 havde fået Industriforeningen til at andrage stænderforsamlingerne i Roskilde og Viborg om at ville petitionere om en almindelig revision af den danske næringslovgivning. Det var, medens han var formand for Industriforeningen (1847-48), at denne androg regeringen om midlertidig at udvirke en større næringsfrihed for lavssvende, og nu forelå der fra hans hånd et lille skrift: »Om en reform af lovgivningen angående næringsvæsenet især med hensyn til forholdet mellem købstad og land«. For ham stod det som en naturlig ret, at enhver skulle kunne anvende sine evner og sin kapital på den frieste måde, og indførelsen af en sådan ordning ville efter hans mening være ønskelig til fremme af vort lands industri, men han var absolut imod enhver pludselig overgang til en sådan tilstand, og han holdt derfor bl.a. på, at de, der selvstændig ville udøve en industriel bedrift, på en eller anden måde skulle godtgøre, at de var i besiddelse af de fornødne kundskaber og færdigheder.

Det er da på dette grundlag, han kunne ønske »en almindeligere diskussion og flersidigere overvejelse« af næringslovgivningssagen. Lavskommissionens forslag, der endda kun omhandlede København, lå jo, som vi har set, stille, og så anmodede de tolv »i mangel af en fuldkomnere fremgangsmåde« Industriforeningen, Håndværkerforeningen og Håndværkerdannelsesforeningen, i hvilke »de vigtigste af de forskellige anskuelser, som kunne gøre sig gældende med hensyn til denne sag, antages repræsenterede«, om hver at vælge ti delegerede, der som komite skulle tage sagen i sin hånd med bemyndigelse til at tilkalde nye medlemmer navnlig med hensyn til handelsstanden. Håndværkerdannelsesforeningen svarede straks ja, og da sagen kom for i Industriforeningens repræsentantskab, stillede dette sig også endog meget velvilligt. Det anbefalede at lade sagen komme for en ekstraordinær generalforsamling, og til vejledning for denne foretog det endda et prøvevalg på ti delegerede. Generalforsamlingen kom i stand, den strakte sig over to aftener, den 19 og d. 26 oktober, men det viste sig, at den så væsentlig køligere på sagen end repræsentantskabet. Da valget af de delegerede efter lang forhandling endelig fandt sted, blev af de ti, repræsentantskabet havde udset, kun fire valgte, direktør Rothe, overretsassessor O. Müller, tømmermester Kayser og justitsråd E. D. Ehlers, og det endda med forholdsvis få stemmer, medens stemmerne i større eller mindre grad faldt på nålemagermester F. C. Hjorth, kobbersmedemester J. Fugmann, hofguldsmed J. B. Dalholf, etatsråd Algreen-Ussing, professor G. F. Hetsch og skomagermester major C. F. Lier. Det fremgår heraf, at de medlemmer i Industriforeningen, der stod Håndværkerforeningen nær, var mødt talrigt frem. Af de valgte var skomagermester Lier denne foreningsformand, og såvel han som kobbersmed Fugmann erklærede, at de kun modtog valget, forsåvidt handelslavene også sendte delegerede til komiteen, hvilket - som vi skulle se - just var den fra Håndværkerforeningen udgående parole.

Det tør sikkert antages, at Håndværkerforeningen har gjort sig umage for at få indflydelse, og at det lykkedes, kan ses ikke alene af valgene, men også af, at generalforsamlingen vedtog en beslutning om, at de valgte skulle instrueres om eventuelt at protestere imod, at der gaves stemmeret til de tilkaldte, komiteen måtte ønske at supplere sig med. Hvis komiteen blev til noget, ville man så vidt muligt sikre sig mod liberale overraskelser, men inderst inde har Håndværkerforeningen formentlig helst ønsket, at komiteen slet ikke kom istand.

Straks da sagen den 26 september forelå i Håndværkerforeningens bestyrelse, vedtoges det, at man kun kunne gå med, »når handelsstandens medlemmer, såvel grossister som detaljister, måtte blive opfordrede til også at vælge de fornødne delegerede, hvorved de næringsdrivende kunne være fuldstændigt repræsenterede«. Og da jernbanedirektør Rothe under d. 11 oktober svarer på foreningens skrivelse herom, oplyser han, at de tolv havde været opmærksomme på handelen, men opgivet at henvende sig til den, »fordi man ikke forefandt nogen bestående forening af handlende af beslægtet natur som« de tre foreninger vedrørende industri og håndværk, her var kun de enkelte handelslav og Grosserersocietetet, hvorefter han indtrængende anmoder Håndværkerforeningen om at frafalde sin fordring og foretage de fornødne valg, mod at det blev pålagt »den vordende store komite« selv at skaffe sig den ønskede repræsentation af handelsstanden. I et plenarmøde af bestyrelse og repræsentantskab den 18 oktober blev det alligevel »dog efter en længere diskussion« vedtaget, ikke at fravige den fremsatte betingelse; og da så Rothe i et brev af d. 23 oktober meddeler, at nu havde de tolv efter foreningens ønske indbudt såvel Grosserersocietetet som de fem detaljehandlerlav, er der i et nyt plenarmøde »forskellige og delte meninger« om, hvorvidt foreningen nu skal foretage de ønskede valg; sagen blev henvist til en ekstraordinær generalforsamling. Denne blev afholdt den 10 december, og da det på den oplystes, at såvel Grosserersocietetet som lavene havde nægtet deltagelse, vedtoges det, at foreningen ikke kunne tiltræde komiteen, hvorefter hele sagen faldt bort.

Hvad havde det hjulpet, at der mellem de tolv indbydere var ikke alene Håndværkerforeningens sekretær krigsråd Lasenius Kramp men to medlemmer af dens bestyrelse hofblikkenslager Fritz Meyer og tøjmager H. T. Stahl? foreningen formåede desuagtet at holde igen, og dens passive holdning slog spillet ud af Rothes hænder.

Mellem indbyderne repræsenteredes Håndværkerdannelsesforeningen formentlig af jernstøber Lunde og magister Steen, men Lunde var ikke længere foreningens formand, og medens Industriforeningen og Håndværkerforeningen var blivende foreninger, var Håndværkerdannelsesforeningen en vigende forening, der ideligt skiftede formænd, og det er ganske ejendommeligt at se, at dens første formand sadelmagermester C. A. F. Christensen - formand fra oktober 1847 til juli 1848 - i september 1848 er mellem dem, der anbefale de nationalliberale kandidater til rigsforsamlingsvalgene. Han var allerede i februar samme år blevet optaget som medlem i Håndværkerforeningen. Så var hans efterfølger som formand anderledes udholdende i sine demokratiske anskuelser; det var jernstøber Lunde, der, kort før han blev formand, havde udsendt sit opsigtvækkende lille skrift »Forslag til forbedring i de arbejdende klassers kår«. Han talte i det, som vi tidligere har hørt, for at byens »arbejderbefolkning« skulle organisere sig; svendene skulle danne foreninger, een for hvert fag, mesterne skulle gøre det samme, og så skulle de tilsammen danne en overbestyrelse, der skulle »slutte det hele«.

Herved, hedder det, skulle bl.a. pengemagten kunne bekæmpes! »Den er blevet overmodig og misbruger sin vælde«. Men der skulle gåes sindigt frem, kun ved at stille moderate men bestemte fordringer kunne sejren nås, og om målet siger han: »Lad det være eders egen som eders efterkommeres deltagelse i oplysning og velvære og dermed forenet bedre og sikrere udkomme«. »Vi ville intet monopol, vi ville kun orden og beskyttelse af al åndelig såvel som materiel ejendom«, og så siger han endelig: »At udbredelse af en ægte kristelig religionsfølelse i forening med en samfundet heldbringende moral vil lettes ad den betegnede vej, vil ingen, som kender menneskene, som de i virkeligheden er, tvivle på«. Han er en godlidende og velmenende demokrat.

At dette skrift lod en mængde tilhængere vrimle op om Lunde, er givet. Men i Håndværkerdannelsesforeningen stod han dog kun kort tid som formand, kun fra juli til december 1848; hvorfor han ophørte som formand, kan næppe oplyses. Håndværkerdannelsesforeningen udgav ingen »meddelelser«, og dens arkiv synes forsvundet. Her kan kun meddeles, at sadelmagermester P. C. Olsen blev formand efter Lunde, og at de derefter hurtigt skiftende formænd var malermester L. C. Lunde, bøssemager G. Christensen (1850 i fjorten dage), skræddermester Joh. R. Lund og så skomagermester J. P. Borch. Da den sidstnævnte blev formand - det er i 1851 - var medlemsantallet sunket til et par hundrede, selskabets status kunne ikke balancere længere. Han foreslog derfor at opløse foreningen, men herimod rejste der sig stemmer. En indsender i »Fædrelandet« manede til tilgang, og efter opfordring, kom institutbestyrer C. V. Rimestad til at være den ledende. Han blev formand, og han bragte medlemstallet til at stige. Hver mandag holdt han et historisk foredrag, men det var sikkert for en helt anden medlemsskare end den, der i 1847 og i 1848 flokkedes i den af forventning og mod svulmende unge forening. Nu var den gammel og træt. Der opstod da også ved siden af den en ny forening, som betegnende nok hurtigt fik just jernstøber Lunde til formand. Her skal endnu kun tilføjes, at Håndværkerdannelsesforeningens muligvis sidst officielle optræden var et andragende af februar 1850 til Justitsministeriet om et af regeringen forelagt udkast til en borgervæbningslov for København; da krigen endnu ikke var endt, betragtedes forslaget som ubetimeligt.

Den nye forening udgik fra Københavns oldgeseller. Håndværkerforeningen havde kaldt på dem, da det i 1848 gjaldt om at bekæmpe Industriforeningens andragende om udvidet erhvervsfrihed for lavssvende, og den kaldte straks efter igen på dem, da tøj- og bomuldsvæverlavets svende fremkom med forslag om oprettelsen af et håndværkerråd ganske efter Lundes ovenfor nævnte skrift. Som tidligere oplyst blev sagen fra Håndværkerforeningens side stillet i bero, men derfor faldt oldgesellerne ikke til ro. Den 6 november 1850 stiftedes en »Forening for oldgeseller og ladesvende«, fra hvilken der derefter i juni 1851 fremkom en særlig trykt »Opfordring til arbejdsklassen og dens venner«, der gik ud på stiftelsen af den ovenfor antydede nye forening.

Opfordringen var underskreven af 25 oldgeseller eller ladesvende tilhørende 18 fag: tre snedkere, to grovsmede, to hattemagere, to skomagere, to tøjmagere, to tømrere og så en bager, en brolægger, en bødker, en drejer, en dugmager, en glarmester, en gørtler, en kammager, en klejnsmed, en kobbersmed, en rebslager og en skrædder. Bevægelserne i 1848, hedder det, havde givet landet en god regeringsform, »der ville blive forsvaret af alle, der høre til de ringere samfundsklasser«, men det, der skulle være en frugt af denne regeringsform, en forbedring af de mindre gunstigt stillede klassers kår, var helt udeblevet. Arbejdsklassens stilling var slet ikke blevet forhandlet i rigsforsamlingen, og derfor ville de arbejdende nu selv træde til og søge Grundlovens § 88 virkeliggjort. Man ville betragte »al ejendom som frugterne af opsparet arbejde og som sådan lige så hellig og vigtig at beskytte som vort eget arbejde«, men man ønskede lønforholdene ordnede således, at lønnen steg forholdsvis med arbejdsårene. Herfor skulle der arbejdes i en »Forening for arbejdsklassens vel«; således blev nemlig navnet på den nye forening, som oldgesellerne ønskede stiftet.

Den foreløbige bestyrelse bestod af drejer A. J. Andreasen, snedker G. Emerndörfer, tøjmager A. C. Klamer, tøjmager L. V. Lund og bødker C. Mahnfeldt. Tøjmager Lund var formand - og lykken syntes at ville tilsmile det begyndte foretagende. Under d. 29 august 1851 udsender bestyrelsen en til »medborgere og brødre« stilet redegørelse, i hvilken det bl.a. hedder: »Vi sende eder disse linier som hilsen og tak for den tillid, hvormed i er kommet os imøde, og vi ser heri en borgen for en heldig løsning af vor betydningsfulde og vigtige opgave«. Der var indmeldt over 1100 medlemmer, og da der søndag den 9 november blev holdt møde i Hippodromen til valg af formand, næstformand og 50 repræsentanter, var medlemstallet steget til 1636, hvad der betragtedes som noget anseligt. Efter at tøjmager Lund havde indledet, gav han ordet til jernstøber Lunde, der meldte sig som den, »der oprindelig havde fremsat forslaget«, hvorefter han nærmere udviklede foreningens betydning. De på dagsordenen stående valg blev udsatte, men søndag den 23 november fandt de sted, og så valgtes med 562 stemmer Lunde til formand, medens der faldt 147 stemmer på tøjmager Lund. Her var altså et afgjort flertal for Lunde, men stemningen var mere usikker, med hensyn til hvem der skulle være næstformand. Tøjmager Lund blev valgt med 361 stemmer, medens der faldt 298 på tøjmager Klamer. Vender vi os derefter til valget af de 50 repræsentanter, viser det sig, at andre end svende havde sluttet sig til foreningen, men tilgangen af arbejdsgivere var dog langt mindre, end man havde håbet. Mellem de valgte var foruden en løjtnant og en silke- og klædekræmmer endnu jernstøber H. Meldahl, kunstdrejer Henrik Andersen, bagermester Troels Marstrand, bagermester C. Nielsen og garvermester F. Meyer.

De tre sidste ønskede dog ikke at virke som repræsentanter, men jernstøber Meldahl og kunstdrejer Andersen modtog valget, og den førstnævnte sagde yderligere ja til at blive medlem af bestyrelsen, der fik følgende sammensætning: jernstøber Lunde (formand), tøjmager Lund (næstformand), tøjmager Klamer, journalist (oprindelig maler) Louis Touscher, snedkersvend Emerndörfer, jernstøber Meldahl, skræddersvend N. Nörholm, brolægger P. H. Damme og snedkersvend J. J. Steenholdt. Det var da disse ni, der skulle føre den rejste sag videre, sagen, der gik ud på en forandring i arbejdernes lønningsmåde »i den retning, at de ældre foruden den sædvanlige betaling tillige få et tillæg, der retter sig efter arbejdsårenes antal«.

Allerede den midlertidige bestyrelse havde arbejdet på at fremskaffe en fortegnelse over Københavns samtlige håndværkssvende; det gjaldt deres navne og deres alder. Der var herom sket en henvendelse til samtlige oldgeseller og ladesvende. Det således begyndte arbejde fortsattes af den nye bestyrelse, og i februar 1852 omfattede fortegnelsen 7661 svende hørende til 42 lav. Herefter mente man at kunne gå videre, og på et møde i Hippodromen søndag den 2 maj 1852 fremlagde Lunde en af foreningen udarbejdet plan eller rettere en af ham udarbejdet plan, som bestyrelse og repræsentantskab havde sluttet sig til. Enhver svend skulle efter den betale 8 skilling daglig og så efter syv års forløb oppebære et nærmere fastsat voksende alderstillæg. Mødet førte imidlertid ikke til planens vedtagelse. Tøjmager Klamer erklærede, at kontingentet oversteg, hvad en arbejder formåede at udrede, og så fremlagde han en anden plan, hvorefter enhver svend i 30 år skulle betale 1 mark ugentlig, men så også først nyde alderstillæg efter de 30 års forløb. Der var altså modstand mod Lunde, men derfor rokkedes tilliden til ham ikke. Ved de nye valg i juni samme år blev han genvalgt til formand med 679 stemmer af 797, ligesom tøjmager Lunde igen blev næstformand med 588 stemmer af 744. De bevarede deres pladser, men i repræsentantskabet skete der en del forandringer, og navnlig skal det bemærkes, at kandidat Fr. Dreier og sadelmagermester P. C. Olsen var mellem de nyvalgte.

Den unge, højt begavede Fr. Dreier, der ikke fuldt sytten år var blevet student 1844 fra Metropolitanskolen og ved siden af sit medicinske studium dyrkede både sprog, matematik, naturvidenskab, filosofi og økonomi, var en bevidst radikal natur, der langt forud for sin tid arbejdede for samfundets sociale reform. Da Håndværkerdannelsesforeningen blev stiftet, meldte han sig straks som medlem og deltog ivrigt i de diskussioner, der fandt sted i den; betegnende for hans anskuelser er det, at da studenterkorpset dagen efter Kristian VIII’s død blev tagen i ed på Frueplads, var han en af hovedmændene for, at den lange ventetid blev benyttet til afsyngelsen af Marseillaisen ligesom til leveråb for frihed og for en konstitution. Da der i slutningen af 1848 dannedes et »Folkevæbningsselskab«, mødtes han her bl.a. med redaktør Grüne, men for kampen mod slesvig-holstenerne havde han afgjort antipati. I den stod nation mod nation, medens frihedsbestræbelserne i begge lejre efter hans mening burde have fundet hinanden i fælles kamp mod reaktionen. Han ville have den arbejdende stand med i bevægelsen. »Den frie videnskabs mænd og arbejderne skulle i forening udføre stormen mod den gamle slendrian«. Man kan derfor forstå, at han straks blev medlem af »Foreningen for arbejdsklassens vel«, han ville søge at gøre sine anskuelser gældende i den. Og hans anskuelser gik i retning af oprettelse af en reformforening, et centrum for bevidst radikal fremadstræben på alle områder, således at bl.a. arbejderne blev »arbejdets herrer«; kun ad den vej kunne deres løn sikres dem.

På generalforsamlingen den 2 maj 1852 søgte han at bringe en forhandling i stand om arbejderspørgsmålet i almindelighed. men han blev standset af dirigenten kunstdrejer Henrik Andersen, hvad han næppe har syntes om. For generalforsamlingen havde han i det af ham udgivne i høj grad radikale tidsskrift »Samfundets Reform« sagt, at »Foreningen for arbejdsklassens vel«, der lededes af »den hæderlige demokrat hr. Lunde«, fortjente en høj grad af opmærksomhed, men efter generalforsamlingen får hans udtalelser en ganske skarp klang. Foreningen ville intet kunne udrette, hvis den ikke ville skabe et arbejderparti, der bl.a. så frem mod en gradvis ophævelse af alle indskrænkninger for det frie erhverv; de gamle aristokratiske, politimæssigt regerede lav burde vige for frie, demokratiske lav eller korporationer, der ikke pålagde nogen som pligt at blive medlem, og der burde dannes arbejderassociationer med værksteder, der besattes af arbejderne. Et sådant program skulle være foreningens, i den retning skulle den arbejde, men i stedet for kommer hr. Lunde med sin »fortvivlede pensionskasseplan«, der endda er bygget op uden tilstrækkeligt statistisk materiale.

Under disse forhold er det en begivenhed, at Dreier bliver repræsentant i foreningen, men - han var det ikke længe. »Efter at har bivånet nogle forvirrede møder og i forening med hr. sadelmagermester Olsen og flere medlemmer forgæves søgt at få en forretningsorden med tilstrækkelig betryggende bestemmelser vedtagne og efter at have vundet den overbevisning, at der her intet lod sig udrette«, trådte han ud fulgt af sadelmagermester P. C. Olsen, skræddermester F. H. Wegener samt skræddersvendene N. Nørholm, C. J. Elgeti og J. P. Ahn. De understregede denne deres udtræden ved en den 19 juli dateret erklæring, der særlig var rettet mod Lunde og hans altomfattende indflydelse, der forøvrigt nu begyndte stærkt at svinde.

Der blev nedsat et udvalg, bestående af kunstdrejer Henr. Andersen, skomagermester J. P. Borch, A. C. Klamer, L. V. Lund og Lunde, til nærmere behandling af de fremkomne planer; ved siden af Lundes og Klamers kom der endnu to til, nemlig en fra cand. teol. R. Jørgensen og en fra kunstdrejer Andersen i forbindelse med journalist L. Touscher, i hvilken anledning udvalget blev forøget med dhrr. Touscher og Jørgensen samt cand. phil. E. A. Gad, og udvalgets betænkning af november 1852, under hvilken Lundes navn forøvrigt mangler - han var bortrejst - bringer det sørgelige resultat, at intet af de fire fremkomne forslag kunne bruges. Astronomen professor P. Pedersen, der var medlem af direktionen for Livrente- og Forsørgelsesanstalten, havde påvist det. Hermed var det forbi med Lundes virksomhed i foreningen ligesom med foreningen selv, og Fr. Dreier skriver bedrøvet: »Mindet om de flere tusinde dalere, som den nu opløste »Foreningen for arbejdsklassens vel«, under hr. Lundes anførsel bortødslede, vil vokse til stor skade for fremtidige foretagender af arbejderne selv«.

Der er noget tragisk ved, som det gik Lunde. Seks år gammel er han et forældreløst plejebarn, der tidligt blev anbragt i Artilleriunderofficersskolen, hvad der førte til, at han i tolv år tjente som underofficer i dette våben. Han higede imidlertid videre og blev som så mange andre hjulpet frem i sine bestræbelser af H. C. Ørsted. I 1829 nåede han at få et jernstøberi igang, og han arbejdede sig nu frem til en ganske anselig stilling. I 1840 blev han borgerrepræsentant og stænderdeputeret, i 1848 virkede han ivrigt i Hippodrompartiet, og derefter blev han formand i såvel Håndværkerdannelsesforeningen som i »Foreningen for arbejdsklassens vel«, ikke at tale om at han blev valgt til rigsdagsmand. Han virkede ivrigt for arbejderen, men han magtede ikke opgaven. Kr. Axentzen, der ser sympatetisk på ham, kalder ham en blød natur og tilføjer: »han mente det rigtigt godt, men var næppe tilstrækkelig praktisk anlagt«. Givet er det da også, at han ikke forstod at styre sine egne anliggender. Når han i 1851 ikke ønskede genvalg som borgerrepræsentant, står det sikkert i forbindelse med, at det gik tilbage for ham, og herved forklares det formentlig også, at han i 1852 opgiver påny at stille sig som rigsdagsmand, hvad Fr. Dreier i høj grad bebrejder ham. Han skriver: »Hr. Lundes tilbagetræden, der som hele denne mands optræden er en uløselig gåde, bidrog overordentlig meget til at støtte ministeren [dvs. marineminister Bille]«, der blev valgt i hans sted. Under krisen i 1857 opgav Lunde sit bo, hvorefter han kæmpede med fattige kår her og i England uden derfor nogensinde at opgive sine sociale tanker. I 1872 udgav han et lille skrift »Kun i ordningen af Arbejdsforholdene er der Frelse for samfundet«, og så døde han endelig i 1893 som en 90årig fattig og træt mand.

Fra 1852 havde han kun haft ringe betydning, og da hans modpart Fr. Dreier året efter, just som han var igang med sin medicinske embedseksamen, blev ramt af et apoplektisk tilfælde og døde ikke 26 år gammel, var de to skikkelser forsvundet, der ligesom var socialismens forposter her. I så henseende spiller nemlig den oprindelige portrætmaler, senere journalist, Louis Touscher, kun en ringe rolle. Han, der i 1844 to gange blev idømt bøder og censur som redaktør af Goldschmidts »Korsaren«, begyndte i 1849 at udgive et blad »Republikaneren«; der kom dog kun udkom eet nummer af, men det var tilstrækkeligt til at få ham dømt til seks måneders fængsel, han henviste bl.a. til økse og blok overfor de rigsdagsmænd, der ikke forstod tiden. Han må i det hele have yndet at bruge voldsomme udtryk. I 1852 ved et møde i »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« udtalte han bl.a., »at arbejderen var værre faren end et udgået øg eller en hund, som dog på sine gamle dage fik føde og pleje«. Ytringen fremkom i en af ham rejst diskussion om arbejdsgiverens forpligtelse til at understøtte sine arbejdere, men den blev efter foreningens blad ikke upåtalt, skomagermester J. P. Borch protesterede, og der skal da her siges et par ord om dette blad og dets redaktører, Touscher var en af dem.

»Foreningen for Arbejdsklassens Vel« udgav allerede i 1851 fra august til december seks småhefter med foreningens navn som titel, og den 4 januar 1852 udkom nr. 1 af »Organ for Arbejdsklassen«, der havde foreningens næstformand tøjmager L. V. Lund som redaktør, i alt fald står der på det første og de nærmest følgende numre: »I sager angående bladet behager man at henvende sig til tøjmager L. V. Lund, som træffes hver aften kl. 6-8 i Håndværkerdannelsesforeningens lokale i Vingårdsstræde 147 [nu nr. 25], 1 sal«. I juli samme år valgtes imidlertid journalist L. Touscher til redaktør, dog således at han fik en redaktionskomite ved sin side, bestående af bogtrykker Sally B. Salomon og cand. teol. B. Jørgensen. Det gik imidlertid slet ikke. Touscher klagede over, at han var under et utåleligt opsyn. Allerede måneden efter meldte han sig fra, og i stedet for ham kom cand. phil. E. A. Gad, der fra nr. 36 (for d. 4 september 1852) omdøbte »Organ for Arbejdsklassen« til »Blad for Arbejdsklassen«. Ro kom der imidlertid ikke ved redaktørskiftet, men nu er det redaktionskomiteen, der er utilfreds. Bogtrykker Salomon klager stærkt over Gads egenrådighed. Der blev imidlertid ikke taget hensyn til hans klage, og så trådte han ud af udvalget, hvor skomagermester J. P. Borch indtrådte i hans sted. Ved at følge bladet bliver man i det hele opmærksom på, at der udfægtedes ikke få kampe i det. Der er nu først kampen mellem de forskellige alderdomskasseplaner. Lunde forsvarer drabeligt sin, det samme gør Klamer, og til de af dem forfattede planer kom som ovenfor nævnt endnu to andre. Af størst interesse er det imidlertid at følge forholdet mellem de alt bestående og nogle nyopkommende foreninger, der alle ville have arbejderne i tale.

Hvad angår Håndværkerdannelsesforeningen og »Foreningen for Arbejdsklassens Vel«, da gik de roligt ved siden af hinanden. Tøjmager Lund, der var næstformand i den sidstnævnte forening, skulle, som vi har set, for dens blads vedkommende, søges i den førstnævnte forening, hvor han var at træffe hver aften fra kl. 6; han har sikkert haft en lille ansættelse her. Det viser jo også et godt forhold, at Arbejderforeningens blad både i august og september 1852 giver plads for opfordringer, der gå ud på at skaffe Håndværkerdannelsesforeningen de nye medlemmer, den så hårdt trængte til, og så fremkommer endelig i oktober 1852 cand. teol. Jørgensen med forslag om en nøjere forbindelse mellem de to foreninger. De skulle forenes i een. Håndværkerdannelsesforeningen havde med dette for øje nedsat et udvalg bestående af institutbestyrer C. V. Rimestad, der var foreningens formand, sadelmager C. A. F. Christensen, farver H. P. Andersen, skrædder Joh. R. Lund og bagermester Troels Marstrand, hvad der resulterede i, at Rimestad på en generalforsamling den 29 november i Håndværkerdannelsesforeningen forelagde et forslag om, at den skulle forenes med »Foreningen til Arbejdsklassens Vel«. Men imod dette forslag rejste den sidstnævnte foreningsredaktør cand. Gad stærk modstand. Han havde ganske andre planer og benyttede det næste nummer af »Blad for Arbejdsklassen« til at fremsætte dem og til i høje toner at prise Bondevennernes Selskab.

Dette faldt imidlertid slet ikke i tråd med hvad flertallet i de to foreningers bestyrelser ønskede. I »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« blev cand. Gad afsat som redaktør og bladets redaktion midlertidig overdraget bogtrykker Salomon, hvad der dog ikke hindrede Gad i at udsende endnu et nummer af bladet, hvori han drager i felten mod »sine gamle modstandere og Rimestads blinde tilhængere«, og foreningens næstformand tøjmager Lund stod her sammen med ham. Lund billigede ikke hans afskedigelse og så grunden til den deri, at Gad ikke ville »række hånd til at lade Arbejderforeningen betale Håndværkerdannelsesforeningens gæld og fremme hr. Rimestads private interesser«. Imod det »på ulovlig måde udgåede blad« advarede Sally B. Salomon i Adresseavisen for den 18 december 1852 medlemmerne, og han bruger stærke udtryk mod tøjmager Lund; ved at overdrage Gad redaktionen af det nævnte nummer havde han »sat vold mod ret«. sindene var i stærk bevægelse og vedblev at være det, men tilhængerne af sammenslutningen var de stærkeste.

Et af de to foreninger nedsat fællesudvalg, for hvilket Rimestad var formand, havde udarbejdet love for den nye forening, i hvilken de to gamle skulle gå op, og dette lovforslag var blevet underskrevet bl.a. af både tøjmager Lund og skomagermester J. P. Borch, der begge havde været medlemmer af udvalget, men desuagtet sluttede de sig begge til protestanterne. Om Lund har vi hørt det overfor, og for Borchs vedkommende kom det stærkt frem på Håndværkerdannelsesforeningens afsluttende generalforsamling den 10 januar 1853. Rimestad tordnede imod ham, samtidig med at han gik løs på »det forsøg på at danne en forening under Bondevennernes vinger, som nogle mænd har gjort«, herimellem både Borch, Lund og kandidat Gad. Sagen havde fået en stærk politisk karakter, Bondevennerne ville gerne erobre de københavnske arbejdere. Men Rimestad sejrede. Den ny forening konstitueredes den 27 januar 1853 med ca. 500 medlemmer, og på dens første generalforsamling den 14 februar fik den navnet »Arbejderforeningen i København«, hvad der forøvrigt ikke var efter Rimestads ønske. Han havde foreslået, at den skulle hedde »Foreningen for folkelig Dannelse«. Men ellers var han fuldstændig situationens herre. Efter de afgivne skriftlige stemmesedler blev han foreningens formand med 352 stemmer. Et lignende stemmeantal fik cand. teol. R. Jørgensen som kasserer, og som de øvrige medlemmer af bestyrelsen valgtes endnu sadelmager P. C. Olsen, kunstdrejer Henrik Andersen og fabriksarbejder L. Albertsen; Generalforsamlingens dirigent bagermester Troels Marstrand kom dog i stedet for sadelmager Olsen, da denne afslog at modtage det på ham faldne valg.

Den nye forening overtog de to stiftende foreningers gæld. For »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« var det kun 83 rd., men for Håndværkerdannelsesforeningen 555 rd. 4 mk. 7 skilling. Trods beløbets størrelse var der dog ingen misstemning mod den sidstnævnte forening. Den 11 oktober 1853 blev der i Arbejderforeningen afholdt et lille gilde til minde om, at Håndværkerdannelsesforeningen stiftedes på denne dag for seks år siden, og hvad Arbejderforeningens forhold til »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« angår, kan det nævnes, at den fulgte dennes spor i at virke for arbejdsklassens materielle vel. »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« havde bl.a. stiftet en brændselsforening, nu stiftede Arbejderforeningen en »Forening for billige livsfornødenheder« samt en sygekasse. Forbedring af arbejdernes materielle vilkår stod på foreningens program, ligesom at foreningen skulle virke ved afholdelsen af foredrag, diskussioner, oplæsninger og selskabelige sammenkomster, ved foranstaltning af undervisning, ved udgivelsen af et blad, ved anskaffelse af periodisk litteratur og ved vedligeholdelse af det efter Håndværkerdannelsesforeningen overtagne bibliotek. Men forud for alle disse opgaver nævnes i de af det ovenfor nævnte fællesudvalg udarbejdede indstillingspunkter, der blev foreningens første love, som dennes første og altså vigtigste mål: »1). at virke til at skaffe den arbejdende klasse besiddelsen af de politiske rettigheder, som allerede er dens retmæssige ejendom, og 2). at virke til at skaffe den arbejdende klasse den samme tilkommende andel i de rettigheder, som de bebudede organiske love og da navnlig Kommunalloven måtte give«.

Dette mildnedes noget i de endelige love, som foreningen fik den 5 maj 1853, men det skal dog bemærkes, at de efter i § 1 at har slået fast, at foreningens almindelige formål var at fremme den arbejdende klasses materielle og åndelige vel, i §§ 2 og 3 som særlige mål for dens virksomhed opstillede, »at virkeliggøre og opretholde arbejdernes grundlovmæssige politiske rettigheder og at udvide deres indflydelse på kommunens anliggender« (§ 2) samt »at stræbe hen til en frisindet reform af lovgivningen om næringsforholdene (§ 3).

Tiden var stærkt politisk bevæget, og delte kom straks frem i foreningen. Da dens repræsentantskab, der talte 25 medlemmer, første gang blev valgt (marts 1853), kom det til at bestå af 12 svende, 5 mestere og 8 i andre stillinger, hvad der synes at har været en ganske passende sammensætning, men som noget særlig karakteristisk springer det frem, at det blev to fra den sidste gruppe, der valgtes til repræsentantskabets formand og næstformand, nemlig redaktør Carl Ploug og forvalter H. P. Frederiksen. Foreningen hejste med andre ord den nationalliberale fane i kamp mod Bondevennerne, der ved spørgsmålet om en sammensmeltning af Håndværkerdannelsesforeningen og »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« straks havde meldt sig og stillet sig fjendtlig ikke mindst mod sammenslutningens ledende mand, Rimestad. J. A. Hansen skriver i høj grad hånende: »En mand, der i det offentlige liv kun er bekendt for den ufortrødenhed, hvormed han stiller sig på valg til Folketinget den ene gang efter den anden og falder, en institutbestyrer Rimestad, der var blevet formand for den syge Håndværkerdannelsesforening, påtog sig at være den læge, der af to syge foreninger ville danne een karsk og stærk forening«. Der var imidlertid nogle, fortsætter han, der ikke troede på denne læges undergørende kraft og ønskede en ny folkelig forening oprettet og i den anledning indbød til et offentligt møde. Det blev forøvrigt til tre møder, to i januar og det tredje den 1 februar 1853. Indbyderne var farver H. P. Andersen, skomagermester J. P. Borch, bogbinder R. A. Holm, formand på Holmen R. J. Hansen, major L. M. Müllen, cigarhandler L. Salomon og fhv. depotforvalter, nu sekretær i Bondevennernes Selskab C. C. Tronier, men drivkraften bag dem var sikkert nok redaktør J. A. Hansen.

De tre møder synes at har været ganske stormende og da navnlig det sidste, som Rimestads tilhængere ganske beherskede. Der var uafbrudt støj og råb, skriver J. A. Hansen, »undtagen når Gleerup talte«. Det er den tidligere lærer, nu sekretær i Folketinget A. C. Gleerup, der i 1852 var trådt ud af bestyrelsen for »Bondevennernes Selskab«; da han ikke kunne billige selskabets efter hans mening altfor ensidige politik, og nu stod han her som modstander af dets forsøg på at vinde indgang i København, kraftigt assisteret, navnlig af lærer Hans Schneekloth. Resultatet blev, at dirigenten major Müllen hævede mødet og med de øvrige indbydere forlod det, hvorefter der dog endnu optrådte talere fra modstandernes side og heriblandt Rimestad. Sammenslutningen mellem de to foreninger forhindredes ikke - den havde alt fundet sted - men den blev umiddelbart efter, nemlig den 9 februar, fulgt af oprettelsen af en bondevenlig arbejderforening, »Folkevennernes Selskab«, til hvis bestyrelse en generalforsamling otte dage efter valgte de mænd, der havde indbudt til de overfor nævnte møder, kun med den forandring, at redaktør J. A. Hansen kom i stedet for farver Andersen. Major Müllen blev foreningens formand. Det navn, den fik, kendes fra en tidligere forening, som skolelærer Rasmus Sørensen havde med at gøre (1849-52).

Så stod nu to foreninger med væsentlig samme program overfor hinanden, endda hver med sit blad. Arbejderforeningens organ »Nyt Blad for Arbejdsklassen« redigeredes først af cand. teol. R. Jørgensen, så af lærer Hans Schneekloth, til endelig Rimestad fra maj 1854 forenede redaktørens stilling med formandens. Det andet organ »Blad for Folkevennernes Selskab« fik straks J. A. Hansen til redaktør, men det levede ikke længe. Allerede i oktober 1853 måtte det, stadig redigeret af J. A. Hansen, nøjes med at blive en afdeling i et af D. E. Rugaard udgivet »Ugeblad for borger og bonde« kaldet »Folkevennen«, et blad, som heller ikke holdt sig længe. I januar 1854 gik det over til at blive et aftryk af »Morgenposten« for snart efter helt at ophøre. Men i oktober 1855 foreligger der et par numre af et særligt blad for selskabet, påny med navnet »Folkevennen«, men også kun et par numre, og mærkeligt nok redigerede af cand. teol. R. Jørgensen, der i lang tid havde været bibliotekar og kasserer i Arbejderforeningen. Der kan i det hele påvises mærkelige tilsyneladende forbindelser mellem de to foreninger. Da »Folkevennernes Selskab« i maj 1853 udsendte en opfordring til Københavns arbejdere om at indtræde som medlemmer, endte den med en udtalelse om, at dette selskab var tidens eneste samlingssted for dem: »I har jo dog hidtil intet andet«. Herover vrededes man, som rimeligt var, i Arbejderforeningen, og vreden rettedes særligt mod to af opråbets underskrivere skomagermester J. P. Borch og formand på Holmen R. J. Hansen, thi de var samtidig repræsentanter i Arbejderforeningen. Da de fremskaffede en erklæring, der viste, at opråbets slutning uden deres vidende var sat til af J.A. Hansen, døde sagen dog bort.

Givet er det imidlertid, at den nævnte skomager Borch, som vi ved Arbejderforeningens stiftelse har hørt blive taget hårdt i skole af Rimestad, absolut ingen venlige følelser kan har haft for formanden i Arbejderforeningen. Det fremgår af et foredrag, han i september 1853 holdt i »Folkevennernes Selskab«; han taler i det om »en person, som idelig smører håndværkerne om munden med fagre ord uden at kunne påvise en eneste praktisk sag, han er fremkommen med eller endnu mindre [har] gennemført til arbejdsklassens materielle vel, men derimod vedbliver at stikke den blår i øjnene for så meget som muligt at har dem stående som et redskab, han kan bruge til opnåelsen af sine egne personlige interesser«. Han nævner ikke Rimestad ved navn, men at det er ham, han mener, er afgjort. På hans ubeherskede deklamationer ligger der dog liden vægt, men vi kunne se de to foreningers stilling til hinanden i udtalelser fra Rimestad og J. A. Hansen.

På Arbejderforeningens konstituerende møde den 27 januar 1853 gør Rimestad gældende, at når J. A. Hansen, således som han havde stillet i udsigt, ville træde ind som medlem af »Folkevennernes« bestyrelse, sank de øvrige bestyrelsesmedlemmer ned til kun at blive nuller. Hvad det kom ham an på, var dog ikke foreningen, men at Bondevennerne kunne erobre 30 pladser i Folketinget. Det var et forsøg i denne retning, der skulle gøres i København. Og derfor ville han også kun midlertidigt være i bestyrelsen, var valgene overståede, ville han nok gå, han havde ingen interesse for håndværkerne. Men herpå svarede J. A. Hansen med endog stor værdighed. Han blev miskendt. Han havde en »indre opfordring« til at være med i arbejdet for håndværksstanden. Han var »født og opdragen i håndværksklassen og havde størstedelen af sit liv selv været håndværker«. Allerede sytten år for havde han været med i de fynske købstadhåndværkeres bestræbelser for at forbedre deres kår. Ved omstændighedernes magt var han ført ind i beslægtede bestræbelser fra landbostandens side, men derfor »var hans ønsker endnu stedse for håndværksstandens opkomst og flor«.

Forholdet var og blev dog afgjort politisk. Som vi tidligere har hørt, blev den første formand i Arbejderforeningens repræsentantskab redaktør Carl Ploug, den første næstformand forvalter H. P. Frederiksen, og året efter kom som formand professor Adolf Steen med først fabriksarbejder L. Albertsen og derpå sekretær Gleerup som næstformand. Det synes herefter kun naturligt, at da J. A. Hansen i august 1853 ved skomagermester J. P. Borch lod sig foreslå som medlem i Arbejderforeningen, erklærede repræsentantskabet sig imod hans optagelse. Beslutningen herom var dog ikke enstemmig; der stod 5 stemmer mod 10, og mellem foreningens menige medlemmer var der endnu flere, der sympatiserede med ham. Generalforsamlingen den 7 november erklærede sig med stor majoritet for optagelsen, og ved det første derefter stedfindende repræsentantvalg blev J. A. Hansen endog repræsentant i foreningen. Der var i det hele stor bevægelighed og en hel del opposition i den. På en generalforsamling den 16 juli 1853, hvor det gjaldt gyldigheden af nogle udsendte stemmesedler, sejrede bestyrelsen kun med 52 stemmer mod 50, og foreningens blad siger om denne generalforsamling: »Vi mindes kun eet møde, hvor lidenskaberne i samme grad dominerede, nemlig dengang Arbejderforeningen skulle fødes til verden«. På en lidt senere generalforsamling, hvor tre medlemmer ekskluderedes, var der efter bladet et endog »forfærdeligt spektakel«

Hvad J. A. Hansen arbejdede på, var at få bestyrelserne i de to foreninger til væsentlig at blive ens; de skulle have en del fælles medlemmer og oftere holdt møder sammen. Men Rimestad var en bestemt modstander af disse bestræbelser, hvad han ikke tav stille med, men desuagtet synes den J. A. Hansenske indflydelse i foreningen lidt efter lidt at vokse. Foreningens bibliotekar og kasserer cand. teol. R. Jørgensen synes at være vunden for sammenslutningen, men så blev hans stilling også opsagt ham - det er i december 1854 - hvad der fører til skriverier i »Morgenposten« mod Rimestad. men her optræder dog også en forsvarer for ham, formanden i Caspersen & Sønners mekaniske etablissement O. Hall, der ligefrem siger, at det, der arbejdedes på, var at fortrænge bestyrelsen og særlig da dens formand Rimestad, for at gøre formanden i »Folkevennerne« til formand i Arbejderforeningen og så smelte foreningerne sammen. Det er på denne tid, at den afskedigede kandidat Jørgensen ønsker at skaffe »Folkevennernes Selskab« et eget blad påny.

Det gik imidlertid slet ikke som her antydet. »Folkevennerne«, der altid havde været et kun lille selskab, ophørte at leve i oktober 1855, men har sikkert kastet sin lille medlemsflok over i Arbejderforeningen. I begyndelsen af 1856 blev J. A. Hansen valgt med flest stemmer til repræsentant, hvorefter først overretsprokurator J. E. Damkier og derpå skoleinspektør K. H. Schouw blev formand i repræsentantskabet. Professor Steen havde forud erklæret ikke at kunne modtage valg. Major Müllen blev næstformand, og J. A. Hansen avancerede fra repræsentantskabet op i bestyrelsen. Hermed synes foreningen at være erobret, ikke af nogen anden forening, men af Bondevennerne, som dog ikke fik megen glæde af den. I august 1856 meldte Rimestad, der stadig stod som formand, sig fra som redaktør, og - kort efter opløstes foreningen, der i den senere tid havde mistet mange medlemmer. Så greb det sejrende parti til at danne en helt igennem mislykket ny forening, kaldet »Københavns Arbejderforening«; den blev allerede stiftet den 15 september 1856, og dens første bestyrelse kom til at bestå af redaktør J. A. Hansen som formand, kunstdrejer H. Andersen, overretsprokurator J. E. Damkier, bager H. F. Jacobsen og major Müllen.

Det var imidlertid ikke alene Arbejderforeningen, som partiet strakte hånden udefter, det søgte også at få indflydelse på den i 1850 stiftede Oldgeselforening, der, som vi har set, gav stødet til, at »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« fremstod, og som i en henvendelse til Borgerrepræsentationen havde påtalt Københavns dårlige huslejlighedsforhold. Dens første formand var den virksomme tøjmager L. V. Lund, der bl.a. stod i spidsen for grundlovsfesten på Eksercerpladsen i 1853. Han døde imidlertid samme år af kolera. Men hans eftermand var den lige så virksomme tøjmager A. C. Klamer, og endnu i 1853 udgik der fra foreningen en indbydelse til oprettelse af en understøttelsesforening for gamle og trængende arbejdere af begge køn ligesom en adresse til Rigsdagen angående den stedfindende dyrtid samt en henvendelse til arbejdsgiverne om forhøjet løn. Foreningen lod høre fra sig, og det er derfor naturligt, at der toges hensyn til den.

Da der den 18 december 1854 ved et stort fakkeltog bragtes Frederik VII en tak, fordi han havde givet slip på ministeriet Ørsted, var foreningens daværende formand bagerlavets oldgesel H. F. Jacobsen medlem af deputationen, der med professor Martin Hammerich som ordfører trådte frem for kongen. Det er da let forståeligt, at »Folkevennernes Selskab« søgte at knytte foreningen til sig.

Da selskabet oprettedes, blev Oldgeselforeningens formand L. V. Lund valgt til medlem af dets bestyrelse. Han afslog dog valget, men samarbejdet blev der alligevel. Efter at der i »Folkevennernes Selskab« var ført en diskussion om helligdagsanordningen og håndværkernes søndagsarbejde, rettede det i juni 1853 en henvendelse til justitsministeren om fortolkningen af det pågældende lovbud (Forordningen af d. 26 marts 1815 § 1), og denne henvendelse blev tiltrådt af 369 svende, væsentlig murer-, tømmer- og snedkersvende. Oldgeselforeningens adresse til regeringen om dyrtiden blev indbragt i Folketinget af J. A. Hansen, og de to foreningers bestyrelser gik sammen i en så kaldet »Dansk Håndværkerforening«, der ved forskellige lejligheder optrådte både fagligt og politisk. Det skal endelig nævnes, at redaktør Rugaard tilbød at referere oldgesellernes møder i »Folkevennen«, hvad også skete.

Det skulle herefter synes, som om Bondevennerne vandt frem, men i virkeligheden var det ikke således. Den af dem på Arbejderforeningens tomt oprettede »Københavns Arbejderforening« kunne slet ikke trives. Allerede i april 1857 foreslog J. A. Hansen dens ophævelse, da den ikke syntes at kunne nå over 190 medlemmer. Man fulgte ham dog ikke, og så vegeterede foreningen videre under skiftende formænd, assistent M. Strøm, major Müllen, skræddermester J. M. Odder og Müllen påny, til endelig Rimestad i november 1858 dukker op som foreningens sidste formand. Han skrinlagde den uheldige forening og oprettede så den bekendte, endnu bestående »Arbejderforening af 1860«. Trods alt stod altså han og hans parti som sejrende.

Da Rimestads første arbejderforening, »Arbejderforeningen af 1853«, var på sit højeste, talte den opved 1500 medlemmer. Det var i slutningen af 1854 og begyndelsen af 1855. I det førstnævnte år samlede alle frihedsvenner, ligegyldigt hvilket parti de tilhørte, sig i kamp mod det Ørstedske ministeriums fællesforfatning, der for helstatens skyld væsentlig ville begrænse den ved Grundloven givne frihed. Rigsdagens Folketing var blevet opløst, nye valg skulle finde sted, frihedens venner rustede sig af al magt, og regeringen lod en række bladredaktører tiltale, herimellem Rimestad for en artikel i Arbejderforeningens blad »Om den såkaldte fællesforfatning«. Der var stærk politisk bevægelse, og Rimestad, der gentagne gange forgæves havde søgt valg, blev opfordret både af Arbejderforeningen og »Folkevennernes Selskab« til at stille sig. Han gjorde det i ottende kreds, og den 1 december 1854 blev han her valgt ved kåring, hvorpå han om aftenen blev hyldet af vælgere fra kredsen og af medlemmer fra de to foreninger, der samlede i et optog drog ud til hans bolig på Nørrebro.

Herefter kunne man tro på fred og enighed i foreningen. Men således var det imidlertid slet ikke. Som vi tidligere har set, arbejdede Bondevennerne stadig på selv at komme frem i den, og da Rimestad i sin rigsdagsvirksomhed vidste, at han stod længere til venstre end det nye nationalliberale ministerium og dettes nye fællesforfatning, mistede han og dermed hans forening tilslutning også fra denne side. Redaktør Bille, der på denne tid var medlem af foreningens repræsentantskab, gik engang ganske skarpt imod ham, og givet er det, at foreningen nu tog stærkt af i medlemsantal. Men derfor arbejdedes der dog stadig i den bl.a. på næringsforholdenes frisindede reform, noget, der særlig påbødes den af dens love, og - så kom endnu den ovennævnte dyrtid til.

Håndværkerforeningen, Folkevennernes Selskab og Oldgeselforeningen havde i anledning af dyrtiden lige fra 1853 rettet henvendelser til Københavns Kommune om i henhold til en i det nævnte år given lov at yde trængende håndværkere og arbejdere hjælp, men kommunen vendte det døve øre til. Det hjalp forsåvidt ikke, at Arbejderforeningen også tilskrev kommunen, i marts 1855 kom der et nyt afslående svar, men så kombinerede foreningen i en petition til regeringen dyrtiden med næringsforholdenes reform, og herved nåedes forskellige resultater særlig på det sidste område. Vi skulle se det nedenfor. Med hensyn til dyrtiden kan det har sin interesse at se, at Grevinde Danner, der stod Bondevennerne nær, i 1853 sendte Håndværkerforeningen 300 rd. til bedste for trængende håndværkere og i hvert at årene 1854 og i 1855 Arbejderforeningen 200 rd. ligesom endelig skomagerlavet 100 rd.

Hvad næringsforholdenes reform angår, da havde den atter og atter været behandlet i Arbejderforeningens blad, mest i artikler med et mærke under. Sadelmagermester P. C. Olsen, der havde været formand i Håndværkerdannelsesforeningen og været virksom ved oprettelsen af »Foreningen for Arbejdsklassens Vel«, dannede en undtagelse ved at skrive under navn; han holdt på lavsvæsenet, men på en sådan måde, at han ikke tilfredsstillede de egentlige lavsvenner. Det var dog først, da Borgerrepræsentationen skulle igang med at forhandle lavskommissionens betænkning, at sagen tog fart i foreningen. Man ventede sig nemlig ikke meget frisind af borgerrepræsentanterne, og så gik man til selv at gennemgå betænkningen i over en halv snes diskussionsmøder fra den 11 juli til den 3 oktober 1854; det sidste møde nedsatte et udvalg, der nærmere skulle behandle sagen. Dette udvalg fik dog ingen betydning, idet den ovenfor nævnte »Danske Håndværkerforening« i januar 1855 indbød til dannelse af en komite angående næringsforholdene; delegerede til den skulle vælges af Dansk Håndværkerforening, af de to foreninger, der havde dannet denne forening, »Folkevennernes Selskab« og Oldgeselforeningen, samt af Arbejderforeningen, og komiteen, der blev kaldt den kombinerede lavskomite, kom i stand. Arbejderforeningen tiltrådte den, og under 15 september 1855 forelå dens betænkning underskreven af redaktør J. A. Hansen, skomagermester J. P. Borch, skræddermester N. Nörholm, snedkersvend G. Emerndörfer, bagersvend H. F. Jacobsen, murersvend F. F. Rasmussen, tømmersvend C. Wilhelmy samt P. Fase, A. Frederiksen og F. W. Münter. De tre sidste har sikkert alle været håndværkssvende, således at alle underskriverne tilhørte eller havde tilhørt håndværksstanden.

Til nærmere at drøfte denne betænkning blev der i Arbejderforeningen nedsat et udvalg bestående af møllebestyrer H. P Frederiksen, overretsprokurator J. E. Damkier og inspektør C. F. Larsen, men i henhold til resultatet af en af Rimestad i Folketinget stillet interpellation angående dyrtiden mente dette udvalg ikke foreløbigt at burde fremkomme med nogen udtalelse. Arbejderforeningen havde jo kombineret dyrtiden med næringslovgivningens reform, en frisindet omordning af næringslovgivningen ville kunne yde en vigtig og varig hjælp mod den med dyrtiden forbundne arbejdsløshed, og i henhold hertil spurgte Rimestad den 13 december 1855 indenrigsministeren for det første, om han ville være istand til at komme den arbejdende befolkning til hjælp under den arbejdsløshed, der var at befrygte i den kommende vinter, og for det andet om han i indeværende session agtede at forelægge forslag til en reform af næringslovgivningen. I første henseende mente indenrigsminister P. G. Bang, at han nok kunne gøre forskelligt, og i den anden henseende erklærede han at ville forelægge et reformforslag dog ikke i denne samling, men i den næste. Han ville ikke nedsætte nogen kommission i den anledning, men lægge sagen i hænderne på en enkelt mand, som var særlig egnet dertil. Han havde alt talt med den pågældende, som havde erklæret sig villig, og det kom hurtigt frem, at den pågældende var overretsassessor Otto Müller.

Herefter var der kommet officiel fart i næringslovssagen, og det var i henhold hertil, at udvalget i Arbejderforeningen mente det rigtigt, at indstille sin virksomhed. Regeringsforslaget burde afventes; så først ville der formentlig være anledning til en udtalelse. Men derfor er der dog grund til her at se på den kombinerede lavskomites arbejde. Var det moderat eller radikalt? bevarede det lavsvæsenet eller brød det med det? På forhånd ville der være grund til at tro, at det gik absolut imod lavene. Det var jo navnlig svende, væsentlig vel oldgeseller, der sad i komiteen, og da Oldgeselforeningen den 5 juni 1851 udsendte sit i alle henseender værdige opråb, der førte til dannelsen af »Foreningen for Arbejdsklassens Vel«, fandtes der en bemærkning i det om, at de kort før strejkende murersvendes samlede forsøg på at opnå højere dagløn jo kun kunne betragtes for strafbart, »fordi de hørte til et lav«. Des mere overraskende er det derfor, at komiteens forslag snarest må siges at holde på lavsvæsenet, lavsindretningen skulle vedblive indtil videre, og samtidig lægges der vægt på aflæggelsen af en mesterprøve. Med hensyn til denne er der imidlertid store forandringer at notere. Den skal ikke aflægges for lavet, men for en særlig kommission, der i hvert enkelt tilfælde bestemmer, hvori den skal bestå, kontrolerer og bedømmer den. udgifterne ved den må ikke overstige 6 rd., heri dog ikke indbefattet leje af det til dens aflæggelse fornødne lokale, og så skal den af syv medlemmer bestående kommission vælges på følgende måde: to af den pågældende, der skal aflægge prøven, to af det vedkommende fags mestere og tre af stedets øvrighed. Og det var ikke alene den, der ville drive et håndværk, der skulle aflægge en prøve, men også den, der ville drive en fabrik, han skulle vise sin duelighed i et af de håndværk, der kom til anvendelse i fabrikken. Men herudover skulle alt være væsentlig frit. Svendeprøven skulle bortfalde, og den svend, der ville nøjes med at arbejde med egne hænder, skulle har ret til at gøre det uden mesterprøve, når han havde været svend i otte år. Der skulle være fuld kontraktfrihed mellem en mester og hans svende om løn, arbejdstid, opsigelse osv... Og som iøvrigt betegnende for forslaget kan endnu nævnes, at ingen måtte kunne opnå at drive et håndværk ved bevilling, at den, der havde aflagt prøven, skulle har ret til at nedsætte sig, hvor han ville, og at der, hvis Indenrigsministeriet havde forenet beslægtede håndværk til eet, skulle kunne meddeles borgerskab som mester i den samlede profession osv..

Den forhenværende håndværker, politikeren J. A. Hansen, der absolut ikke ville åbne døren for kapitalismen, mødtes i de her nævnte forslag med svendenes repræsentanter, der næppe var yderligtgående i deres meninger. Den ovennævnte murerstrejke viser det. Murersvendene skrev i juli 1850 »ydmygst« til Magistraten om en forhøjelse af daglønnen, og da den afviste sagen, henvendte de sig i al ærbødighed til mestrene. Da heller ikke denne henvendelse førte til det ønskede resultat, opsagde de arbejdet med fjorten dages varsel og ophørte så den 18 januar 1851 med at arbejde. I den anledning arresteredes nogle svende, og sagen kom for kriminalretten, da det efter Forordning af den 21 marts 1800 var en forbrydelse, når »noget helt lavs svende vedtager at forlade arbejdet«. For at få sagen hævet, hvad også til sidst lykkedes, tilskrev mestrene retten og udtalte bl.a., at svendene »uanset den stedfundne meningsforskel uafbrudt havde vist sig beskedne og velvilligen stemte mod mesterne«. Tscherning gjorde yderligere sagen til genstand for en interpellation i Folketinget, og her blev opmærksomheden henledet på modsigelsen mellem grundlovens frihedsparagrafer og den gamle lavsforordnings bestemmelser, noget, »Fædrelandet« stærkt understregede og brugte som et bevis for nødvendigheden af en snarlig reform i næringslovgivningen.

Trods det ganske betydelige foreningsrøre var alle former endnu næsten helt igennem de nedarvede. bestræbelserne for at skaffe den arbejdende stand en forbedret stilling havde ikke ført til noget resultat, men ganske karakteristisk er det dog i lovene for Arbejderforeningen af 1853 at se arbejdet for standens materielle vel sat foran arbejdet for dens åndelige vel. Det eneste, der i så henseende fik betydning, blev imidlertid oprettelsen af to sygekasser. De to konkurrerende foreninger, Arbejderforeningen af 1853 og Folkevennernes Selskab, oprettede hver sin, og de to institutioner, der gjorde betydelig nytte, består den dag idag. De gamle lavssygekasser var i flere retninger upraktiske, de tog bl.a. kun hensyn til den pågældende lavssvend, ikke til hans familie; svendene var jo oprindelig alle ugifte. Nu blev meget sat i bedre skik ved de to nye kasserer, der begge kom igang i 1853. Det var sadelmagermester P. C. Olsen og bagermester Julius Mathiesen, der fik Arbejderforeningens Sygekasse i stand, den første blev dens formand, den anden dens kasserer, og hvor meget man skønnede navnlig på kassereren, kan ses deraf, at der på sygekassens toårige stiftelsesdag den 4 september 1855 blev holdt en fest for bagermester Mathiesen, ved hvilken der blev overrakt ham en sølvpokal med indskriften: »Bramfri og opofrende virken for andres vel er mandens sande hæder«. Formanden, der var en af talerne ved den lejlighed, gjorde forøvrigt i 1866 i et lille skrift fyldigt rede for sygekassens virksomhed, og både formand og kasserer blev begge i deres stillinger til deres død. P. C. Olsen døde den 7 juli 1870, Julius Mathiesen den 21 marts 1878. Deres portrætter findes i det jubilæumsskrift, som »Den almindelige Syge- og Alderdomsunderstøttelsesforening af 1853« udgav i september 1878.

Hvad dernæst Folkevennernes Syge- og Begravelseskasse angår, da blev oprettelsen af den foreslået af skomagermester Johan P. Borch og drejer A. J. Andreasen. Redaktør J. A. Hansen blev dens første formand, men allerede i 1854 blev han afløst af skomagermester Borch, der holdt ud som dens formand og kasserer vistnok til sin død den 28 februar 1880. Det er en mand, hvis navn vi atter og atter har mødt rundt om i foreningerne. Han gik stærkt imod Rimestad i 1853, men dog stod han ved dennes side, da der i 1860 blev tale om ophævelsen af »Københavns Arbejderforening« til fordel for »Arbejderforeningen af 1860«. Borch, der i 1835 var blevet Dannebrogsmand som kommandersergeant i Livjægerne, regnedes i skomagerlavet til dettes »urolige hoveder«, der holdt sammen i en af dem dannet »Skomagermesterforening«, hvis formand han var fra 1855 til 1860. Han var i det hele med overalt lige fra Håndværkerdannelsesforeningen til Håndværkerforeningen. I den første var han formand i 1851 og i den sidste næstformand 1859-60, en opposition i foreningen gav ham denne stilling, selvfølgelig kun for en kort tid. Trods et sikkert uroligt temperament må han har besiddet en ikke ganske ringe dygtighed. Han var bl.a. også medlem af skomagerlavets bestyrelse, og da han i 1875 af helbredshensyn opgav denne sin stilling i det som medbestyrer, gjorde lavet ham til æresmedlem.

Hvad her endnu skal gøres opmærksom på, er, at Borch den 12 september 1853 holdt et foredrag i »Folkevennernes Selskab« til minde om den kort før afdøde tøjmager L. V. Lund. Der skal her helt ses bort fra, at der i dette foredrag rettes et stærkt angreb på Rimestad. Det betydningsfulde er, at en håndværksmester holder et mindeforedrag over en håndværkssvend. Imedens Fr. Thaarup i 1792 forgæves søgte at fremkalde en biografi af den dygtige smedemester N. S. Borum. vrimler det nu i de mange foreningstidsskrifter med gode bidrag til en række håndværkeres levnedsløb. Borch selv er i så henseende et bevis, og det gælder her ikke alene mestere, men også svende; her skal til slutning i så henseende peges på de to tøjmagersvende L. V. Lund og A. C. Klamer.

Ludvig Vilhelm Lund var født 1810 i små kår og kæmpede hele sit liv med små kår, hans profession gav kun et kummerligt udbytte, men hans gode evner i forbindelse med ikke ringe læsning lod ham tilegne sig en ganske høj åndelig udvikling. Fr. Dreier kalder ham »en særdeles begavet taler, desværre af noget uklare anskuelser«. Han blev selvfølgelig oldgesel i sit lav, synes, som ovenfor meddelt, at har haft en lille bestilling i Håndværkerdannelsesforeningen, spillede en fremtrædende rolle ved oprettelsen af Oldgeselforeningen (1850), blev formand i den ligesom den første formand i »Foreningen til Arbejdsklassens Vel«. Kraftigt og besindigt påtalte han sin stands interesser, han ville have svendene frigjorte for Magistratens og oldermændenes myndighed i økonomisk henseende, var ivrig for, at boligbetingelserne i København kunne bedres ved en udvidelse af byen og forestod som formand for den pågældende komite afholdelsen at den første grundlovsfest i København 1853 (et faneoptog til Kristiansborg og påfølgende fest på Eksercerpladsen), der efter »Fædrelandet« var til bekymring for flere af vore autoriteter. Ved den lejlighed kolliderede han skarpt med grundejerforeningens formand baron Blixen-Finecke, der tilbød Oldgeselforeningen 100 specier »til ordningen af næringsforholdene i overensstemmelse med grundejerforeningen«. Lund svarede ham i en hvas skrivelse, der indbragte ham megen ros og forøvrigt medførte, at baronen indfandt sig på Tømmerkroen i Adelgade, hvor oldgesellerne holdt møde, og gjorde en undskyldning. Lunds store og påskønnede virksomhed blev imidlertid pludselig afbrudt. Koleraen slog ham ned den 15 august 1853. Til støtte for hans efterladte, enke med fire uforsørgede børn blev der foranstaltet indsamlinger både i Arbejderforeningen og i Folkevennernes Selskab. Oldgeselforeningen udsendte i 1855 en opfordring om at yde bidrag til rejsning af et mindesmærke på hans grav.

Ved siden af tøjmager Lund nævnes atter og atter tøjmager Andreas Christian Klamer, der fødtes i København den 10 maj 1804 af tysk afstamning. Hans fader, der var buntmaler ved den Kongelige Porcelænsfabrik, opdrog sønnen i streng kristelig ånd, hvad der hjalp ham, da han i 1815 blev forældreløs og derpå blev sat i dugmagerlære i Usserød under meget uhyggelige forhold. Her blev han svend i 1822 og vendte derpå tilbage til København, hvor han med et besøg i udlandet for øje gik i forbundt hos en tøjmager, men i stedet for at komme til udlandet blev han hjemme og giftede sig. Ikke fyldt 22 år gammel gik han herved ind til et strengt liv for at holde et næsten stadig af sygdom hårdt angrebet hjem sammen. Han fortæller selv i tre artikler, som han kalder »En håndværkers levnedsløb«, hvorledes han ofte var ved at fortvivle, men blev holdt oppe ved en tillidsfuld tro, der just i sorgens tungeste dage voksede og blev levende. Hans liv prægedes heraf, og det er i så henseende af ikke ringe interesse at høre en mand som Fr. Dreier sige, at Klamer blev »agtet af alle, der kendte ham, på grund af hans personlige egenskaber«. Han siger det i en artikel, hvori han efter udførlig at have omtalt valghandlingen ved valget til Folketinget på Kristianshavn den 4 august 1852 stærkt beklager, at Klamer, der havde stillet sig, ikke blev valgt, »ikke fordi vi anse ham for tilhænger af vore anskuelser - han er snarere beskyttelsesmand - men fordi han kender arbejdernes stilling og er besjælet af iver for at benytte enhver lejlighed til at virke for dennes forbedring«.

Og det var sandhed. I »Foreningen for Arbejdsklassens Vel« taler han i januar 1852 for at skaffe arbejderne fri læge- og medicinhjælp, i maj samme år fremlægger han overfor jernstøber Lundes plan til at forhøje de gamle arbejderes løn en anden efter hans mening bedre plan, den passede mere til hvad arbejderen formåede, og da den nævnte forening alligevel intet kunne udrette, arbejder han som formand i Oldgeselforeningen i 1853 på oprettelsen af en understøttelsesforening for gamle og trængende arbejdere af begge køn samt for en henvendelse til arbejdsgiverne om på grund af den stedfindende dyrtid at forhøje deres arbejderes løn. Klamers liv er rigt på sådanne foretagender, og hans liv blev langt, han døde først den 5 juni 1888 lidt over 84 år; han havde da sit hjem i Vartov.

Som det væsentligste punkt i det i forrige afsnit skildrede foreningsrøre står det, at Rimestad, formanden i den daværende Arbejderforening, ved en forespørgsel i Folketinget fremkaldte et løfte fra indenrigsminister P. G. Bang om, at der til snarlig forelæggelse skulle blive udarbejdet et forslag til en reform af vor næringslovgivning; og reformens udarbejdelse blev ikke lagt i en kommissions, men i en enkelt mands hænder.

Hermed var det da givet, at det i så mange år med så modsatte følelser imødesete forslag i en forholdsvis nær tid ville komme og det på en sådan måde, at det turde ventes søgt gennemført. Efter den sidste store reform i året 1800, var der, som vi ovenfor har set, sket meget, der så bort fra de i Forordningen af 1800 knæsatte frihedsgrundsætninger, men der var også sat forskelligt i værk, der viste, at bånd- og begrænsninger, der i lange tider havde været ansete for nødvendige, godt kunne undværes, at samfundet med andre ord ikke i alle henseender behøvede at blive regeret fra oven. I hvor lang tid havde København ikke med hensyn til sin ølforsyning været henvist til et bryggerlav, hvis medlemmer efter omgang bryggede bestemte mængder af bestemte ølsorter til bestemte priser, og så blev i 1805 bryggerlavet hævet, omgangsbrygningen bortfaldt og de faste takster ophørte; på bryggerområdet indførtes fuldstændig næringsfrihed, næringen var ikke længere bunden til privilegerede bryggergårde. Og der kom særlig med hensyn til faste takster flere bestemmelser, der gik i lignende retning. I 1813 hævedes taksten for smør i København, i 1825 taksten for Københavns møllerlavs interessenter, i 1826 kødtaksten og i 1841 brødtaksten. Kræfterne fik på disse områder ret til at bevæge sig frit. Det skete i flere tilfælde med en vis ængstelig fornemmelse, om det nu også således var rigtigt. Men de »indtil videre« på de her nævnte områder indførte frie forhold vedblev at bestå. Autoriteterne mente efterhånden at har erfaret, at taksterne ikke skærmede samfundet på den ønskede måde.

Det er ikke i og for sig store begivenheder, der her peges på, men der er dog i de her nævnte bestemmelser en fortsat økonomisk frigørelse i forskellige næringsfag, og så kom endelig bevægelserne i 1848 og Grundloven, hvis § 88, således som vi tidligere har set det, i alt væsentlig blev opfattet som en udtalelse om, at nu skulle næringsfrihed søges gennemført, og i 1852 blev der da også givet to for de pågældende næringsfag dybt indgribende love, der begge gik i retning af den frygtede eller ønskede frihed. De over hundrede år gamle bestemmelser, efter hvilke bagernæringen i København havde været knyttet til et vist antal - 50 - bagergårde, hævedes fra 1 januar 1860, således at enhver, der ellers havde ret til at være bager, uden hensyn til om han ejede nogen bagergård eller ej, fra den nævnte dato frit kunne nedsætte sig i København og dér drive et fuldstændigt bageri. Omtrent samtidigt ophævedes endelig fra 1 januar 1862 den hidtil for hele landet gældende mølletvang; det skulle nu væsentlig være enhver tilladt at anlægge nye møller til maling af mel m. m..

Som ovenfor vist havde Københavns håndværkere, da den liberale bevægelse begyndte, i ikke ringe grad sluttet sig til den. De ovenfor nævnte takstfrigørelser skræmte ikke; de har snarere måske tiltalt. Men efterhånden som det viste sig, at næringsfrihed turde ventes at ville blive den liberale bevægelses følgesvend, voksede der forskellige betænkeligheder frem. Nedsættelsen af lavskommissionen af 1810 blev i så henseende en første mærkepæl. Den havde jo bl.a. Håndværkerforeningens oprettelse til følge, og det har sin interesse her at se et lille skrift »Noticer over næringsfrihed og lavsvæsen i almindelighed og slagterlavet i særdeleshed«, som slagtermester H. G. Meyer udsendte i 1850. Han er en helt frisindet mand, der kan se en række fejl ved lavsvæsenet, som det dengang var. Det er efter hans mening en fejl at lade en lærling gøre tjeneste som køkkenkarl, bud eller tjener; han ser det mislige i, at der endnu finder forskellige lavsceremonier sted bl.a. hos murerne og tømrerne, hvis udlærte indtil for kun kort siden måtte betale en manduktør for at lære grussen, og han viger ikke tilbage for at kalde en del af tidens mesterprøver for altfor kostbare, ja han indrømmer endog, at der ved deres bedømmelse kan finde chikanerier sted, men - næringsfrihed, nej med den vil han intet har at skaffe. Han ser den som et pengegrisk uhyre, der vil tilintetgøre middelstanden, således som slagterlavet efter hans mening alt har fået det at føle. Dette lavs eksistens er, mener han, egentlig »kun en tom lyd« overfor landboernes stadig voksende ret til at føre kød til byens Akseltorv. Hans ord her er en forståelig tale, der viser stemningen, og så ender han sin bog med følgende, lidt mindre forståelige ord: »O! repræsentationssystem, du har skaffet Norge et træskoherskab uden bondevenner! Hvad vil du ikke kunne skaffe med disse?«

Der skete et tilbageslag hos sikkert ikke få håndværkere, således bl.a. hos den brave drejermester L. L. Lohmann, hvem vi i 1832 så forsvare pastor Visby mod et angreb fra magister Lindberg for at føre falsk lære. Han havde i 1838 straks meldt sig ind i Industriforeningen, men i 1840 blev han Håndværkerforeningens mand. Han er medlem af dens første bestyrelser, blev foreningens kasserer og udgiver endog et lille skrift med den såre lange titel: »Bidrag til kundskab om lavs- og korporationsforholdene med besvarelsen af det spørgsmål: Hvad har lavsvæsenets ophævelse og næringsfrihedens indførelse gavnet i de lande, hvor denne foranstaltning er sket?« I hvilken retning han besvarer spørgsmålet, kan ses af de ord, hvormed han slutter skriftet: »Ved den altfor vidt drevne konkurrence går bestandig flere og flere velhavende borgere tilbage, medens almisselemmernes og de trængendes antal betydeligt forøges, og denne forøgede armod har en sørgelig indflydelse på det heles vel«. Han døde forøvrigt allerede i juni 1853 i sit 60de år. Af endnu større interesse er imidlertid udviklingen hos den langt betydeligere håndværker bagermester A. Scherfig, og med ham kommer vi ind på de her betydningsfulde forhold i Københavns Bagerlav.

Scherfig var først og fremmest en dygtig bager, ja han kaldes af en kollega, bagermester Troels Marstrand, for Københavns dygtigste bager. Født i 1800 i Pommern, i byen Barth, var han som dreng kommet til København, hvor han blev sat i bagerlære, og allerede i 1822 blev han bagermester her. I 1825 købte han Bagergården på Nørregade (nu nr. 14), og han blev, hvad der var noget helt ualmindeligt, ejer af endnu en af Københavns 50 privilegerede bagergårde, idet han i 1842 købte Bagergården i Landemærket (nu nr. 3). Han drev altså en stor forretning, og det er derfor helt forståeligt, at han, der i 1832 var blevet oldermand i Københavns bagerlav,, bevarede denne stilling i endog ni år, skønt det sædvanlige både før og efter hans tid var, at et oldermandsskab kun varede de to år, som et valg gjaldt.

En mand, der indtog en så fremragende plads i den kreds, han tilhørte, var selvfølgelig kærkommen i den liberale bevægelses rækker, og han gav gerne møde dér. Han er i februar 1835 mellem underskriverne af Trykkefrihedsadressen og i samme år mellem indbyderne til oprettelsen af Trykkefrihedsselskabet; ved den liberale Industriforenings stiftelse (1838) er han en af de 19 indbydere, og han bliver både repræsentant og decisor i den, i 1839 er han medindbyder med hensyn til at bringe Algreen-Ussing en hyldest, og da en guldpokal derefter blev overrakt denne ved en fest på Skydebanen, var det ham, der åbnede talernes række med skålen for kongen, i 1842 er han mellem dem, der indbyder til en marks-subskription med det formål, som også blev nået, at skænke sønderjyden Peter Hiort Lorenzen, der havde talt dansk i den Slesvigske Stænderforsamling, en mindegave, og ved stændervalgene i 1840 er hans navn endog særlig fremme. Da »Fædrelandet« havde opstillet ham på sin valgliste, siger »Københavnsposten«, at den så meget hellere ville fremhæve dette, »som vi deri ser en art indrømmelse fra »Fædrelandets« ensidige hensyn til nationaliteten, da bagermester Scherfig som bekendt er tysk af fødsel, men en anerkendt demokratisk sindet mand«, hvad igen lader »Fædrelandet« svare: »Når Københavnsposten roser den nationale fordragelighed, vi har vist ved at stille bager Scherfig, uagtet han er tysk af fødsel, så må vi bede den erindre, at den nævnte borger har vist sig som fuldkommen dansk af sind ved mange lejligheder«. Skønt han således blev rost som både frisindet og dansk, nåede han dog ikke at blive valgt; allerede fra 1840 havde han haft sæde i Københavns Borgerrepræsentation.

Der var imidlertid, som det synes, i alt fald til at begynde med flere andre frisindede i Københavns Bagerlav end Scherfig. I den første fortegnelse over Trykkefrihedsselskabets medlemmer (1836) findes ikke mindre end elleve københavnske bagermestere, nemlig foruden Scherfig endnu J. A. E. Bock, E. Brockmeyer, Aug. E. Bruun, G. Heinricy, P. S. henningsen, P. B. Købke, C. Ryder, H. C. Sager, C. G. Tesch og J. N. Welding. Og da Troels Marstrand i 1839 blev medlem af lavet, samlede han med de demokratiske anskuelser, han sad inde med, lidt efter lidt flertallet om sig. Da Scherfig i 1841 trådte tilbage fra oldermandsposten, kom der hurtigt efter hinanden fire oldermænd, J. A. E. Bock (1841-43), C. F. Krehmer (1843-44), E. Benthin (1844-46) og E. Brockmeyer (1846-48), men i 1848, »da frihedslivet ytrede sig i stort og småt«, skriver Marstrand, »blev jeg som frihedsmand valgt som oldermand, rigtignok med kun een stemmes majoritet imod Scherfig«. Marstrand og Scherfig stod altså imod hinanden, og Marstrands stærke demokratisme sejrede en tid. Han skriver: »Ved næste valg beholdt jeg min plads for to år til; men så kom reaktionen, og efter eet års forløb ville oppositionen have mig afsat; men valgt for to år ville jeg ikke forlade min post. Da det liberale ministerium blev fortrængt af Ørsted [rigtigere Bluhme], blev jeg dog fortrængt af Scherfig«, og denne blev nu (1852) for anden gang oldermand. Som vi nedenfor skulle se, var det just, medens Marstrand var oldermand, at det betydningsfulde spørgsmål om de københavnske bagergårdes hele stilling blev kritisk, og væsentlig vendte lavets stemning. Medens Marstrand det pågældende sted ikke engang nævner det og kun er glad ved at har brugt sin nye magt til at afskaffe Svendekroen, »et hæsligt samlingssted for svir og spil«, er det Scherfig, der med al sin kraft kæmper for, at bagergårdene sidde inde med et monopol, som tiden bør anerkende, og karakteristisk nok stiller Marstrand nu Scherfig sammen med »reaktionen«.

Mellem de københavnske bagermestere, der i 1836 var medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, træffe vi også Sager, som vi tidligere har hørt en del om, og efter hvis liberale udgangspunkter - han var bl.a. juridisk kandidat - man skulle har troet, at han i den tid, han tilhørte lavet (i 1846 solgte han sit bageri), i forskelligt havde stået nærmest ved siden af Marstrand, men således har det dog næppe været. Sager er formentlig et godt eksempel på det tilbageslag, som dengang i politisk henseende gjorde sig gældende hos ikke få, og som for Sagers vedkommende tidligere er antydet i hans stilling til Håndværkerforeningen, og her yderligere skal påvises. Stænderdeputeret fra 1840 var der tale om hans genvalg i 1846, men »Fædrelandet« talte med afgørende virkning herimod. Bladet skriver: »Hvad fattigdirektør Sager angår, da har han visselig talt meget, men en stænderdeputerets dygtighed beregnes ikke efter stændertidendens sidetal, og det tør vel menes, at det meste af, hvad han har sagt, såvel for hans egen som for sagernes skyld, hellere måtte være usagt. Han har med grund været anset for konstitutionelsindet, og han har heller ikke forsømt at udtale dette sit sindelag, når andre anliggender end konstitutionsandragender var på bane, men mod ethvert forslag, ethvert amendement i denne retning har han erklæret sig, og dette tør da lede til den formodning, at han hører til dem, der har vanskelighed ved at bringe deres ord og deres handlinger i samklang«. Marstrand satte da heller ikke pris på ham. Han skriver: »Sager kunne naturligvis ikke bestå som bager eller direktør og blev da byfoged i Rudkøbing«; dette skete i 1849.

Vender vi nu tilbage til Scherfig, da var han ikke alene den dygtige håndværker med liberale anskuelser, men en selvstændig mand. Da ni håndværkere i 1835 udsendte en opfordring om bidrag til oprettelse af en håndværkerstiftelse, var han den ene af dem, men i 1837 udtrådte han af indbydernes komite. Som en artikel, han skrev i »Københavnsposten«, viser, ønskede han, at lavene skulle have en større indflydelse på stiftelsens bestyrelse, end de øvrige indbydere mente at kunne gå med til, og så ville han desuden, at stiftelsens boliger skulle gives til dem, der trængte mest, uden hensyn til hvilket lav de hørte under, medens de andre indbydere ville have de enkelte lav til hvert for sig at overtage en eller flere boliger. Så trådte han ud som den, der stod alene, men derfor mistede han ikke sine standsfællers tillid. Han er den ene af de fem oldermænd, med hvilke deputationen for de københavnske næringsdrivendes adresse til Kristian VIII blev suppleret, da det gjaldt om at få håndværkerne til at slutte sig til den, og det var med håndværkernes stemmer, at han i det samme år (1840) blev indvalgt i Borgerrepræsentationen. Med al sin frisindethed var og blev han først og fremmest håndværker.

Han var derfor straks med, da Håndværkerforeningen blev stiftet; valgtes til medlem af dens første bestyrelse og var dens formand i tiden fra 1841 til 1843. Han var altså med til at give den de love, efter hvilke kun håndværkere, »som efter aflagt prøve har vundet mesterret«, kunne blive medlemmer af den, og det var i hans formandstid, at foreningen indtrængende anmodede Københavns Magistrat om at høre lavene, før den i 1840 nedsatte lavskomites betænkning kom til behandling i Magistrat og Borgerrepræsentation, ligesom det var, medens han var formand, at Lasenius Kramp i foreningens meddelelser begyndte sin filipika imod A. F. Bergsøe’s bog »Om lavsvæsen og næringsfrihed« og her, efter at har skildret en for håndværket sørgelig tid, i hvilken det forarmet måtte trælle under et pengearistokrati, erklærede, at ingen god dansk borger af hjertet kunne ønske en sådan tilstand, der afgjort fremkaldtes af den ubetingede næringsfrihed. Frygten for denne frihed gjorde sig uvilkårligt gældende hos datidens håndværkere, og som en virkningsfuld faktor i samme retning kom for bagernes vedkommende endnu den negative opfattelse, staten med voksende styrke syntes at gøre gældende i spørgsmålet om det monopol, som ejerne af Københavns bagergårde mente, at disse uden nogen som helst tvivl havde.

Som vi ovenfor har set, blev brødtaksten i København hævet i 1841, men dette resultat var ikke nået let; der lå endog to kommissioners arbejde forud. En allerede i 1827 nedsat kommission havde indstillet, at taksten burde hæves, men Kancelliet holdt igen herimod. Taksterne vedblev da at bestå. Men spørgsmålet kom igen, og på foranledning af Københavns Magistrat blev der i 1837 nedsat en ny kommission, hvis medlemmer her skulle nævnes, da Scherfig er med i den. Den bestod af rådmændene justitsråd A. C. Riis-Lowson og grosserer H. P. Hansen, agenterne E. Chr. Busch og Jakob Holmblad, bestyreren af det Hambroeske Etablissement Alfr. Mansell samt bagerlavets oldermand A. Scherfig, og denne kommission, der ikke alene behandlede takstspørgsmålet men også spørgsmålet om bagergårdenes monopol, tilrådede i sin betænkning af december 1838 med afgjort bestemthed at hæve brødtaksten, men i monopolspørgsmålet turde der efter alle foreliggende forhold hverken udtale sig for det eller imod det hvad der gjorde, at Scherfig afgav et særvotum, og skønt han, som han skriver, føler mangel på evne til fuldkommen tydeligt at udtrykke sine anskuelser i et sprog, han endnu ikke som skriftsprog ganske har kunnet tilegne sig, er hans mening dog fuldstændig klar. Han mener at København ikke behøver flere bagerier, end den allerede har, brødets størrelse viser, at deres antal er tilstrækkeligt, dvs. at her er en tilstrækkelig konkurrence, og hertil føjer han yderligere, at de eksisterende bageriers antal jo heller ikke kan forøges, da de er i uomtvistelig besiddelse af den ret, at der i København kun må være 50 bagergårde.

Over kommissionens betænkning indhentede Kancelliet erklæring hos såvel Københavns Magistrat som Borgerrepræsentation, der begge var enige med hensyn til taksten. De nærede ingen betænkelighed ved at lade den bortfalde, men med hensyn til monopolet svarede de forskelligt. Borgerrepræsentanterne troede ikke, at bagerne de jure havde noget monopol, men de facto havde de haft det i over hundrede år, og de ville derfor afholde sig fra at ytre nogen bestemt mening. Men anderledes Magistraten. Den mente, at monopolet uden hensyn til alle tidligere bestemmelser var slået fast ved et Reskript af d. 15 august 1806, der udtalte, at »antallet af bagergårde indenfor Københavns fæstningsværker stedse skulle være 50 i tallet«, og pålagde Magistraten at har den nøjeste indseende hermed, idet den tillige mente, at det godt kunne bero herved; skulle forholdene gøre flere bagerier nødvendige, kunne de anlægges på broerne, dvs. udenfor byens fæstningsværker, hvad der intet var til hinder for.

I Kancelliets herefter følgende indstilling til kongen gik det skønt ikke uden betænkelighed med til at lade brødtaksten falde, men med hensyn til monopolet holdt det bestemt på, at Københavns bagere ikke havde nogen som helst ret til at fordre, at bagergårdenes antal aldrig måtte overstige 50, og det henstillede det som rigtigt, at dette ved denne lejlighed blev offentlig udtalt. Så kom det kongelige Reskript af d. 7 april 1841, der slog en streg over brødtaksten og derpå endnu udtalte følgende: »Vi gøre regning på, at bagerne ikke ville benytte takstens ophævelse til brødets fordyrelse .... og derfor ville vi ikke for tiden tilstede forøgelse af lavsbagernes antal, skønt vi ikke erkender, at de har erhvervet ret til, at det stedse derved vil have sit forblivende«

Denne udtalelse faldt som en bombe i bagerlavet, og bevægelsen, den vakte, fik udtryk i et allerunderdanigst andragende fra det om tilladelse til at få monopolspørgsmålet bragt frem for domstolene, men herpå svarede Kancelliet i februar 1842 med et absolut nej. Så gik lavet til stænderne, hvor den deputerede overretsprokurator Balthasar Christensen, der den 30 december 1839 var blevet skriver ved lavet, forelagde sagen. Monopolspørgsmålet blev grundigt behandlet, men stemningen var ikke lavet gunstig. Den 22 august 1812 blev det med 38 stemmer mod 18 vedtaget, at der ikke skulle nedsættes nogen komite om sagen, der derved bortfaldt.

Så var der ikke flere at henvende sig til. Der blev stille om sagen, men »Fædrelandet« søgte ligesom at rejse den igen ved i februar 1845 at sammenligne priserne på hvedebrød i London, Paris og København. Det københavnske brød skulle herefter være fire gange så dyrt som det londonske, hvad der kaldes »et smukt resultat« af, at her var et »sluttet« bagerlav. Herved kaldtes Scherfig frem til modsigelse, men trods »Fædrelandet«s forsøg på at holde fast ved, at skaden udelukkende lå i, at rettigheden til at bage brød var bunden til visse gårde, kom dog den polemik, der nu opstod, til at dreje sig om noget væsentlig andet, nemlig om kornpriser, melpriser, formalingsafgiften og folks større lyst til at spise rugbrød og krydderbrød end hvedebrød. De i polemikken deltagende var: bagermester Ferdinand Klein i »Fædrelandet«, redaktør M. L. Nathanson i »Berlingske Tidende«, fabrikør A. C. Fibiger og Scherfig i »Københavnsposten«, og særlig hvad fabrikør Fibiger angår, skal det oplyses, at han fra 1829 havde haft bevilling på at drive et hvedebrødsbageri i København, og at denne bevilling, der oprindelig kun var på åremål, i 1834 kom til at gælde for hans livstid. Ved siden af de 50 københavnske lavsbagerier og nogle bagerier på broerne dreves her bageri af en enkelt fribager samt af forskellige, der ved bevilling havde fået ret til at drive enten et hvedebrøds- eller et rugbrødsbageri, Fibiger var en af disse. Og hvad endelig redaktør Nathanson angår, kan det meddeles, at han i sit blad næsten drev det som en sport at komme byens bagere til livs. I 1850 kunne Troels Marstrand, der dengang var oldermand for bagerlavet, skriver: »Med en til vanvid grænsende ilterhed har hr. Nathanson i en lang årrække kæmpet for en hvedebrødside, som ikke lader sig realisere. Fordi folk ikke ville spise hvedebrød, skælder han bagerne ud, og hans uafbrudte virksomhed i de sidste ti år for denne sag har ikke bragt andet resultat, end at hvedebrødet den dag idag er fuldkommen så dyrt som for ti år siden, og det af den grund, at afsætningen på dette slags brød her er meget ringe«.

Hvad der dog kan betragtes som sikkert, er, at Nathanson i ikke ringe grad påvirkede stemningen, og det viste sig, da monopolspørgsmålet påny kom op i 1847. Da tidens eneste fribager havde ønsket sin bagerirettighed udvidet, krævede Kancelliet det undersøgt, om det ikke kunne være rigtigt at udstede et begrænset antal tilladelser til i København at drive fuldstændigt bageri uden hensyn til lavsbagerne. En kombineret komite blev nedsat, bestående af borgemester etatsråd D. G. B. Bentley, rådmand dr. Phil. C. N. David og borgerrepræsentanterne brygger A. H. Bjerre, tobaksfabrikant N. F. Bonnesen samt overauditør Otto Müller, og skønt denne komite var konservativ - den udtalte sig for, at der ikke var grund til at forøge de fuldstændige bageriers antal, og kun en majoritet var for oprettelsen af en ny art hvedebrødsbagerier - udtalte Borgerrepræsentationen sig for en endelig nyordning på grundlag af, at bagergårdene intet monopol havde. I løbet af ti år skulle der kunne oprettes to fuldstændige bagerier årligt, og efter denne overgangstid skulle enhver dertil forøvrigt kvalificeret kunne få tilladelse dertil.

Herimod udtalte lavet sig. Det holdt på monopolet, der ikke kunne hæves uden erstatning til bagergårdsejerne. Som tidligere måtte det i ethvert tilfælde ønske sagen bragt for domstolene, og som en måde, på hvilken erstatningen kunne skaffes, henstillede det, at der i en overgangstid på femten år een gang årligt bortauktioneredes en tilladelse lil at drive et fuldstændigt bageri, således at hvad der derved indkom, skulle tilfalde bagergårdsejerne til lige deling.

Overfor dette i oktober 1817 fremkomne ønske vendte imidlertid Borgerrepræsentationen det døve øre til, og i de derpå følgende første bevægede år lå sagen hen, til indenrigsminister M. H. Rosenørn i 1850 forelagde Rigsdagen et forslag til lov angående bagernæringen i København, i hvilket der helt sås bort fra, at bagergårdene sad inde med noget monopol, og nu foér Scherfig for alvor i leding med tre lange artikler, der, fra marts til juni 1850, fremkom som følgeblade til »Fædrelandet«, skønt dette blad stod imod ham i monopolspørgsmålet. Artiklerne hed »Om bagernæringen«, »Mere om bagersagen« og »Tredje gang om bagersagen«. De var grundige og indgående og på sin vis ikke ensidige. »Jeg agter og ærer min stand«, skriver han, »jeg er bager og håndværker ligesom min fader og bedstefader har været det, men ikke desto mindre har jeg intet øjeblik glemt, at jeg også er borger i staten«. Der skulle selvfølgelig tages hensyn også til konsumenterne, men derfor er han lige urokkelig i sin påstand om, at bagerne havde et monopol, som man ikke havde ret til at fratage dem uden fuldstændig erstatning. »Jeg er sandelig ingen ynder af monopoler«, fortsætter han, »og jeg kunne derfor intet ønske hellere end en afløsning af vort monopol imod en passende erstatning; jeg er dernæst ingen kras lavsmand, men jeg kan derfor dog ikke indrømme rigtigheden af, at der etableres lige rettigheder uden lige byrder«.

Han kæmper ihærdigt, med fuldt åbent visir, men han optræder ikke her på lavets vegne, han var jo ikke dets oldermand. Lavet hører man i det hele på denne tid så godt som intet til. De andragender, der i denne sag indgaves til Rigsdagen, kom ikke fra lavet, men fra »ejerne af de privilegerede bagergårde i København« og blandt dem var der ni, der ikke underskrev sig som bagere. Der var tre partikuliers, en marchandiser, en krigsassessor, en værtshusholder, en melhandler, en løjtnant i krigsreserven og så endnu presbyteriet for den tyskreformerte menighed. Det af ejerne underskrevne andragende, der blev forelagt Folketinget, er af d. 4 marts 1850, og det var, som indenrigsministeren udtalte, affattet med stort talent; her skal kun nævnes, at det »nedlægger en ærbødig protest imod, at deltages nogen beslutning med hensyn til ordningen af bagernæringen i København, der går ud fra den forudsætning, at der ikke tilkommer vore gårde nogen erstatning, og andrager på, at der enten tillægges os fuldkommen erstatning, eller at sagens endelige afgørelse stilles i bero, indtil det ved domstolene er afgjort, om vore gårde er i retlig besiddelse af den omspurgte eneret eller ikke«. Forfatteren er sikkert højesteretsadvokat G. Brock. »Efter anmodning af ejerne af de privilegerede bagergårde i København« underskriver han nemlig et andet andragende, som i 1851 indsendtes til Landstinget.

Alt blev dokumenteret, også at staten i 1805, da Københavns Bryggerlav hævedes, affandt sig med ejerne af Københavns hundrede bryggergårde, således at enhver af dem fik en så betydelig sum som 4000 rd. udbetalt. men intet hjalp. Under d. 12 februar 1852 udkom loven angående bagernæringen i København, der fra d.1 januar 1860 udenvidere ophævede de i Reskriptet af d. 28 april 1739 og flere anordninger for København indeholdte bestemmelser angående et vist antal bagergårde, hvori der skulle drives fuldstændigt bageri, således at det fra samme tid skulle stå enhver, som efter de da gældende almindelige bestemmelser er berettiget til borgerlig næring som bager, frit for at nedsætte sig i København og dér drive fuldstændigt bageri, en lov, som af byens daværende bagere føltes som en blodig uret. Og forholdene blev ikke bedre, fordi en Landsover- samt Hof- og Stadsretsdom af d. 27 juli 1857 i en sag, som bagergårdsejerne med Scherfig i spidsen under d. 3 januar 1852 havde anlagt mod indenrigsministeren og finansministeren, pure frifandt de indstævnte. Loven satte i flere kredse tanken om næringsfrihed i et alt andet end flatterende lys.

Til nærmere forståelse af Scherfigs forhold til bagerlavet på denne tid skal her endnu henvises til et par bladartikler af ham, denne gang i »Flyveposten«, i anledning af en udtalelse i Landstinget af indenrigsministeren om, at det ville være en større uret mod en af hvedebrødsbageriets udvikling i København højt fortjent mand, om han ikke skulle kunne opnå at få et bageri her i byen, end overfor bagerne at vedtage den omstridte lov. Den mand, ministeren sigtede til, var den såkaldte franskbager Chr. Nielsen, der hjemkommen fra Paris, hvor han havde drevet et bageri, og havde arbejdet for at forbedre vor melindustri. Scherfig erklærede nu i sine artikler, at denne mand ingen fortjeneste havde af vor hvedebrødsbagning - skulle nogen i så henseende fremhæves, måtte det være hofbager N. C. Albech - og han udtalte yderligere, at det aldeles ikke var nødvendigt at give den såkaldte franskbager tilladelse til at oprette et bageri, thi sammen med den dampmølle, han og Troels Marstrand havde opført i den sidstnævntes bagergård i Silkegade, drev han ikke alene en makaronifabrik men også to bagerovne. Desuagtet havde han dog atter og atter søgt om en bageritilladelse, og en ansøgning, han fornyligt havde indgivet herom, var af lavets oldermand, der just var Marstrand, hans kompagnon, blevet ekspederet til Magistraten uden at være forelagt lavet eller lavets fire bisiddere, af hvilke Scherfig var den ene. Herover var han indigneret, og det må sikkert være denne ansøgning, der endelig lod målet blive nået; under d. 14 december 1852 fik Nielsen ret til at anlægge et bageri i København. Det kan har sin interesse endnu her at høre, at »Korsaren« i denne sag havde taget parti for Nielsen og hånede Scherfig.

Efter det således passerede er det naturligt, at Scherfig ikke kunne være venlig stemt hverken mod lavet eller mod regeringen. Lavets og hans anskuelser mødtes dog hurtigt påny, endnu i 1852 blev han oldermand igen, dog kun for to år. Men overfor regeringens voksende interesse for næringsfrihed stillede han sig stadig afvisende. Da den af lavskommissionen fra 1840 afgivne betænkning var til forhandling i Borgerrepræsentationen i 1854, stemte han imod lavenes ophævelse, og det samme gjorde han i 1857, da Otto Müllers næringslovsudkast forhandledes. Han stod fast, men Borgerrepræsentationen svingede; i 1854 var hans standpunkt i overensstemmelse med dens flertal, men i 1857 stod han kun sammen med et mindretal i den. Og sit standpunkt beholdt han selv efter Næringslovens vedtagelse den 29 december 1857. Ved folketingsvalgene i 1858 veg han ikke tilbage for selv at stille sig i håb om, at loven på forskellige punkter kunne blive forandret, inden den med den 1. januar 1862 trådte helt i kraft, og han opnåede at blive valgt, hvad »Fædrelandet« slet ikke var venlig imod ham for. Scherfig er en meget hæderlig mand, skrev det, men hans egen forstand måtte have sagt ham, at til rigsdagsvirksomhed besad han ingen som helst dygtighed.

Det var hårde, men sikkert næppe berettigede ord. Scherfig var en i al sin færd dygtig og forstandig mand, der tilmed på denne tid synes at ville drage sig ud af sin bagervirksomhed. Allerede i 1856 havde han solgt bagergården i Landemærket, og i 1858 solgte han bagergården på Nørregade; den blev ejendommeligt nok købt af Troels Marstrand og franskbager Nielsen. Og så skal det her endnu mindes, at Scherfig trods sin tyske fødsel helt igennem følte sig dansk og trods sin kamp mod næringsfriheden var en frisindet mand. Han var i 1851 mellem de 39, der indgav de 33,000’s adresse om Slesvigs bevarelse, og han var med i deputationen for det fakkeltog, hvormed der i december 1854 blev bragt Frederik VII en tak for ministeriet Ørsteds afskedigelse. - Scherfig blev en meget gammel mand, han døde først den 22 juli 1880, noget over 80 år gammel.

Som ovenfor nævnt blev udarbejdelsen af et forslag til en ny dansk næringslovgivning ikke lagt i hænderne på en særlig i dette øjemed nedsat kommission, hvad der næppe ville har vakt forundring hos nogen, men udelukkende betroet til en enkelt mand, overretsassessor Otto Müller. Det er da kun naturligt, at der må blive spurgt: hvem var denne mand, og hvorledes gik det til, at han blev valgt? A. S. Ørsted havde jo i Roskilde Stænderforsamling med rette sagt, at næringslovgivningens omordning var »en af de vanskeligste og mest omfattende opgaver«. De opkastede spørgsmål kunne imidlertid meget let besvares. Sagen var simpelthen, at forholdene gjorde et hurtigt resultat ønskeligt, og at assessor Müller allerede i lang tid var kendt for sit grundige kendskab til vor næringslovgivning, som han ønskede udviklet i overensstemmelse med tidens frisindede anskuelser. Han var derfor den selvskrevne mand, om hvem nogle nærmere oplysninger her ville være på deres plads.

Først skal det bemærkes, at han var udgået fra et fintdannet og humant hjem. Hans fader var den milde og alvorlige teologiske professor Peter Erasmus Müller, der i sine sidste år blev biskop over Sjællands Stift, og som tillige må nævnes som en betydelig historiker, ja han var formentlig langt mere historisk gransker end teolog. Sønnen Otto, der i meget synes at har lignet sin fader, var 27 år, da denne døde i 1834. Dygtig jurist havde han allerede dengang som voluntær arbejdet i Det Danske Kancelli, vundet universitetets prismedalje for en juridisk afhandling og med offentlige stipendier foretaget en længere studierejse i udlandet. I 1836 var han derpå blevet kancellist og to år efter auditør i hæren. Ved sin tjeneste i Kancelliet var han vistnok tilfældigt blevet ført ind på et særligt studium af vore næringsforholds ordning, men emnet tog hurtigt hans interesse, og da der på dette område savnedes en samlet systematisk fremstilling, stillede han sig som opgave at udarbejde en sådan. Som en del heraf udkom da i maj 1840 hans bog »Om lavsvæsen og bevillinger til næringsbrug efter den danske lovgivning«, og da den så meget omtalte Københavnske Lavskommission just samtidig så lyset, tør det nok betragtes som sikkert, at den nye og absolut gode »juridiske håndbog« mange steder har vakt opmærksomhed og endda er blevet hilst med glæde. Den gav en samlet række oplysninger, som måtte være kommissionen og alle, der interesserede sig for dens virksomhed, til ikke ringe nytte. Forfatteren selv har da også kommissionen i tankerne, når han dedicerer sin bog til »Staden Københavns borgerrepræsentanter«, om hvem han i fortalen siger, at de som de første havde taget »ordet i den vigtige sag om en reform i næringslovgivningen«.

Fortalen er i det hele ikke uden betydning. Den viser således forfatterens stilling overfor spørgsmålene om lavsvæsen og næringsfrihed, medens selve bogen, som en juridisk håndbog sig hør og bør, er helt ud objektiv. I så henseende siger det nemlig intet, at der er et afsnit i den, som næppe ganske har behaget alle datidens lavsmænd, nemlig afsnittet om »den ret, der er grundet i lavslovenes karakter som privilegier«. Undersøgelsen fører nemlig til det resultat, at lavenes love uimodsigelig kunne underkastes de forandringer, som lovgivningen og regeringen efterhånden måtte finde fornødne efter tidens og forholdenes udvikling.

Men tilbage til fortalen. Forfatteren siger bl.a. i den, at man har fejlet ved at sammenblande reglerne om næringsbrug i almindelighed med reglerne for lav og bevillinger. »Man kan således - fortsætter han - tænke sig en høj grad af næringsfrihed ved siden af lav og omvendt lavsvæsenets ophævelse ved siden af trykkende love om næringsfrihed, da det alene kommer an på, hvorledes hver af disse love er beskaffen; og navnlig forekommer det mig, at de bånd, man hos os kunne ønske løsnede, ikke mindre hidrøre fra lovgivningen om næringsvejene overhovedet (hvortil især købstædernes eneret til handel og håndværk samt forbudet mod at forene flere næringsveje kan henføres) end fra lavslovene, der, som det ofte er anført, hos os har tabt det meste af det, som deri er hæmmende for industrien«. Lavsspørgsmålet er herefter ikke det væsentligste for ham, men idet han kalder den dagældende lavslovgivning »forældet og fragmentarisk« og særlig ser hen til næringsforholdene i København, hvor »grænserne er skarpest betegnede, interesserne hinanden stærkest modsatte, manglerne mest iøjnefaldende, misbrugene hyppigst og tilmed hindringerne for en reform de største«, ender han fortalen med følgende ord: »Men desto større er også trangen her til en forandring - og desto rigere vil udbyttet her blive, når ideen om næringsfrihed skulle sejre.«

Han ser altså med forventning hen til næringsfriheden, og han udtaler sig endnu stærkere i retning heraf i en anmeldelse, han skrev sikkert samtidig med fortalen. I begyndelsen af maj anmeldte han nemlig i »Fædrelandet« cand. jur. A. F. Bergsøe’s bog »Om lavsvæsen og næringsfrihed, med specielt hensyn til en reform i den danske lovgivning i denne retning«, i hvilken forfatteren viser sig at være en endog meget ivrig tilhænger af næringsfriheden; han betragter det som »en hellig menneskerettighed at kunne gøre den frieste anvendelse af egen kraft, duelighed og formue uden i så henseende at være andre indskrænkninger underkastet end dem, det almene vel gør nødvendige«. Otto Müller har nu vel forskellige indvendinger at gøre, men i det store og hele slutter han sig til bogen. Han skriver:»Det er måske længe siden, at der i Danmark udkom en bog, som med mere føje kunne kaldes fortjenstlig end denne«, og han håber inderligt, »at forfatterens ord må finde indgang, at de må styrke de vaklende og omvende de ikke-troende« . Han ønsker altså næringsfrihed, men ved dens eventuelle indførelse må intet ske hovedkulds eller hensynsløst. Hvor han i sin bog taler om, at lavene ikke har nogen ret, efter hvilken de kunne fordre at blive ved med at bestå, som de er, tilføjer han: »Imidlertid er det dog vist, at der bør anvendes billig varsomhed i at gøre forandringer, der kunne gøre lavenes interessenter eller dem, der har beredt sig på at indtræde i disses tal, væsentlig afbræk i de udsigter, som de bestående forhold giver; og det kan derfor på en vis måde henregnes til lavsrettighederne, at, da lavslovene nærmest er givne til fordel for lavsmedlemmerne og tilsikre disse visse rettigheder, ville de ikke let forandres uden de deri interesseredes samtykke«.

Otto Müller viser sig her som den hensynsfulde og humane mand, han sikkert helt igennem var, men fra deres side, som ubetinget hyldede næringsfriheden, blev denne tagen hensyn betragtet som en svaghed, Bergsøe siger det således, da han i »Fædrelandet« for den 28 juni 1840 forøvrigt stærkt anerkendende anmelder bogen »Om lavsvæsen og bevillinger«. Han kan på dette punkt »ingenlunde dele forfatterens anskuelser«. Men sagen er, at Otto Müller efter alt at dømme sikkert må betragtes som en væsentlig konservativ natur, således som det formentlig kan ses af et lille skrift »Valgret og valgbarhed med særdeles hensyn til de danske provinsialstænder«, som han udgav i 1842. Selvfølgelig blev dette skrift taget til indtægt for den liberale bevægelse; det går jo ud på at kræve større valgret og større valgbarhed for samfundet, end der var tilstået i Stænderforordningen af 1834, og det ender med følgende stærke udbrud: »Lån ikke øre til frygtsomheden! Intet er så slappende og undergravende som den evige modstand, den evige finden betænkelighed ved alt. Det er hos os ikke besindigheden, som mangler, men modet!« Men desuagtet må dette skrift i sin inderste kerne betragtes som konservativt.

Med dette for øje skal vi nu se lidt nøjere, på hvad der står i bogen, på hvad det er, forfatteren vil. Han vil bort fra stænderforsamlingens valglov, bort fra at valgretten og valgbarheden efter den udelukkende er bunden til grundbesiddelse eller, som han senere et sted siger, »til jord og sten«, og det endda således, at valgbarheden er snævrere begrænset end valgretten. For valgbarheden ønsker Müller absolut ingen grænser, her skal medborgernes tillid være det eneste afgørende, men hvad valgretten angår, ser han ganske anderledes. Han kan på ingen måde gå med til nogen almindelig valgret. Stemmeretten skal endog kraftigt indskrænkes, forsåvidt højere hensyn fordrer det. Til at vælge dygtige, patriotiske folkerepræsentanter betragter han den store masse, hoben, for ikke duelig; den ved ikke, hvilke kundskaber dertil udfordres, fordi den ikke ved, hvem der besidder dem, og fordi den ikke engang indser vigtigheden af en folkerepræsentants egenskaber. Det er rent ud mærkeligt for nutiden at træffe en sådan udtalelse som, at det hører til undtagelserne, »at en bonde har en fornuftig, selvstændig dom om de offentlige anliggender«. Han vil have mange udelukkede fra at kunne deltage i valgene. Der skal tages hensyn til stand, stilling og formue, men her er han i høj grad forundret over, at Forordningen af 1834 kun har kunnet finde de i så henseende fornødne egenskaber hos grundbesidderne. Ser han f. eks. på købstæderne, er der absolut andre end grundejerne dér, som kunne komme i betragtning. Han skriver: »Da handel og håndværk og anden borgerlig næring udgør købstædernes virkelige eksistens, er det vanskeligt at forklare, at en valglov, der har en egen valgklasse for købstæderne, ikke har kaldet disses næringsdrivende borgere til deltagelse i valgene af dem, der i stændernes forsamling nærmest skulle varetage købstædernes interesser; det er vanskeligt at forklare, at grundejerne skulle have større indsigt og duelighed eller endog blot større interesse for byen end de i byen bosatte næringsdrivende borgere«. Han udtaler videre som sin overbevisning, »at man overalt i Danmark kan stole på middelstanden, den store, virksomme, oplyste middelstand«; der bor i den »en fylde af troskab, indsigt, kærlighed og tapperhed, som kun behøver kraftfulde institutioner for at sættes i fuld virksomhed«.

Det er konservative anskuelser, som må have fundet et åbent øre bl.a. i Håndværkerforeningen, og det er da helt forståeligt, at denne forening, da den i oktober 1842 skulle vælge en komite til bedømmelse af de til den indkomne besvarelser af en prisopgave om lavsindretningens goder og dertil ved siden af tre håndværkere ville have to videnskabsmænd, som den ene af disse valgte overauditør O. Müller; den anden blev professor J. F. Schouw. Som tidligere meddelt fandt komiteen ikke, at noget af prisskrifterne kunne præmieres, og da et af dem dog året efter udkom som selvstændigt skrift, skrev Otto Müller i »Fædrelandet« en anmeldelse af det, der her skal nævnes, ikke alene fordi den tydeligt viser, at det er ham, der har affattet komiteens betænkning, men fordi han i den udtaler sig om, hvori en reform af datidens næringsforhold efter hans mening burde bestå. Næst efter en bemærkning om, »at man, så vidt vides, ikke tænker på at etablere ubunden næringsfrihed i Danmark«, siger han, at den reform, der efter hans overbevisning bør iværksættes, skal »for vor tid være det samme, som Forordningen af d. 21 marts 1800 var for sin tid, og det vil da være en kommende slægt forbeholdt at indføre fuldstændig næringsfrihed, som er den tilstand, der ej alene stemmer mest med statsborgernes naturlige rettigheder og humanitetens fordringer men tillige, forudsat at overgangen ikke sker altfor pludseligt, snarest befordrer handel og industri, almindelig velstand og almen velvære«.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet lagt mærke til disse ord, thi Otto Müller, der i 1842 var blevet borgerrepræsentant, var straks efter af Borgerrepræsentationen ganske naturligt blevet gjort til medlem af Lavskommissionen. Han fik den ved Orla Lehmanns bortrejse ledigblevne plads i kommissionen, og han har sikkert straks vidst at gøre sig gældende på denne plads, hvorfor der da også kan tillægges den citerede udtalelse noget mere end blot personlig betydning. Det er, som om han har villet antyde, i hvilken retning Lavskommissionens arbejder gik, og har villet berolige dem, der frygtede en pludselig indførelse af næringsfrihed. Han var, som vi have set, en ven af middelstanden, hvad en samtidig artikel af ham i »Dansk Folkeblad« yderligere viser i en noget anden retning. Han er i den talsmand for stiftelsen af mådeholdsforeninger som et godt middel til at hæve masserne til et højere og ædlere standpunkt i sædelig og selskabelig henseende, noget, der lå ham på sinde. Det ville herefter være helt forståeligt, om Håndværkerforeningen stadig viste sig venligsindet overfor ham, men det er dog måske et spørgsmål, om et 1845 i den sket valg kan ses i noget som helst personligt lys overfor ham. Her tænkes på foreningens opstilling af ham og fem andre som kandidater ved årets borgerrepræsentantvalg. Det var dette år første gang, foreningen opstillede andre end håndværkere, og da dens liste kom til at lyde på: jernstøber P. F. Lunde, overauditør O. Müller, brygger J. C. Jacobsen, grosserer J. Owen, fabrikør A. Fibiger og bogbinder J. C. Falck, synes det, som om en ejendommelig indflydelse her har gjort sig gældende. De fem førstnævnte, der alle var afgåede borgerrepræsentanter, står uden undtagelse som mere eller mindre fremtrædende liberale. Resultatet blev forøvrigt, at kun fire af dem, og herimellem Müller, blev genvalgte; Owen og Falck kom ikke med.

Nu nærmede 1847 sig, det år, da Lavskommissionens betænkning angående håndværkslavene fremkom, og overauditør Müller, der i 1846 var blevet overretsassessor, har sikkert været travlt beskæftiget med den. Hvor stor del han har i denne betænkning, der er af oktober 1847, kan ikke læses ud af den. Müller hævder som andre af kommissionens medlemmer på sine steder en særmening, han afgiver i det hele fire separatvota, af hvilke det væsentligste er det, hvori han viser, at han er det af kommissionens medlemmer, der stod næringsfriheden nærmest; han ville, at den ordning, betænkningen ønskede at skabe for tyve år, ikke skulle afløses af en fornyet forhandling om, hvorvidt lavsindretningen fremdeles burde bibeholdes, men af »den tingenes tilstand, der almindeligvis bærer navn af næringsfrihed«. Lægger man imidlertid mærke til, at daværende voluntær i det danske kancelli W. Ussing, den senere højesteretsassessor og nationalbankdirektør, var sekretær ved affattelsen af kommissionens betænkning af februar 1844 om Københavns handelslav, men at ingen sekretær paraferer betænkningen om håndværkslavene, får man ligesom en formodning om, at Otto Müller her har været den i væsentlig grad ledende, hvad der bestyrkes ved, at det er ham, og alene ham, der efter betænkningens fremkomst både forklarer og forsvarer den. Han anmelder betænkningen i almindelighed i en artikel i »Fædrelandet« d. 7 december 1847; han stiller på grundlag af den et forslag fil Borgerrepræsentationen i en artikel sammesteds den 17 januar 1848, og den 19 samme måned forsvarer han den mod de tidligere omtalte heftige angreb, som fra kaptajn Tschernings og fabrikant E. B. Groves side rettedes imod den, ligesom han endelig den 25 august, også i »Fædrelandet«, afviser de af Håndværkerforeningen imod betænkningen fra lavene fremkaldte »Håndværksstandens bemærkninger«.

Trods de enkelte indvendinger, han har at gøre, betragtede han afgjort den tilstand, der ville blive skabt ved betænkningens forslag, som et godt og besindigt fremskridt, som en god overgang til, hvad han håbede derefter ville komme, nemlig næringsfrihed. Forslagene svarede efter hans mening fuldstændigt til, hvad Forordningen af d. 21 marts 1800 havde været for sin tid. Det hele var altså ganske i overensstemmelse med, hvad han havde sagt i 1843, og der er da ingen tvivl om, at han varmt ville have forsvaret betænkningen i Borgerrepræsentationen, når sagen, som han med sikkerhed ventede, snart ville blive forelagt den. Som vi ovenfor har set, medførte tidens store begivenheder, at der skulle gå endog år, før dette skete, og da var Müller ikke længere medlem af forsamlingen. Han udtrådte i marts 1849 og herved spillede de pågældende begivenheder formentlig også en rolle.

Den 21 januar 1848, dvs. dagen efter Kristian VIIIs død, udkom professorerne Schouw og Clausen’s skrift »Ved Tronskiftet«, hvori der bl.a. udtaltes ønsket om en konstitution med bibeholdelse af den for stænderforsamlingerne gældende valglov, dvs. grundbesiddelse skulle vedblive at være udelukkende betingelse for valgretten og valgbarheden. Herimod blev der protesteret, og en af dem, der protesterede, var Otto Müller. Han opfriskede i en bladartikel sin lille bog fra 1842, gentager sin ros i den over middelstanden og udbryder: »Lad os ikke over nationaliteten glemme friheden«. Hans frihedsfølelse var, som vi have set, dog langtfra yderliggående, og han var, når alt kom til alt, mere helt ud en patriot end frihedsmand. I »Fædrelandet« for den d. 6 april 1848 offentliggjorde han, da slesvig-holstenerne ikke var til at ombestemme sig, en »opfordring« til ved brochurer og på anden måde at oplyse Tyskland om de sande forhold; »på den anden siden af Elben lever endnu tysk retfærdighedsfølelse«, - gik han ud fra ! Men Goldschmidt lod ham på en vis drilsk måde vide, at opfordringen var forgæves; at han her talte uden tilstrækkeligt kend skab til forholdene, som de virkelig var. Men tiden gik. Grundlovsudkastet fremkom, valglovsudkastet fremkom, og Müller så til sin sorg, at den af ham i 1842 bekæmpede almindelige valgret her blev lyst i kuld og køn. Herimod måtte han udtale sig, og så udsendte han i december 1848 sit lille skrift »Om Valgloven«, hvori han hævdede, at friheden var en ret, der tilkom alle, men at valgret kun kunne tilkomme dem, som ved deres stilling i samfundet gav staten borgen for, at deres valg blev fornuftigt. Man måtte have garantier mod massernes herredømme. »Jeg erkender så godt som nogen nødvendigheden af, at demokratiet må sejre, men jeg erkender ikke den nødvendighed, at det skal ske på intelligensens eller de højere livs formåls bekostning«. Det er de samme tanker, vi kende fra hans bog i 1842, men nu skulle han erfare, at hvad der dengang godt passede den liberale bevægelse, ikke passede i frihedsåret 1848.

Der var andre, der nu så på udviklingen med samme øjne som Müller. Bevægelsen mod den almindelige valgret gav sig udslag bl.a. i den fra Håndværkerforeningen udgåede såkaldte Oldermands Adresse og i oprettelsen af »Den Patriotiske Forening«. Både adressen og forening er omtalte tidligere; her skal da kun gøres opmærksom på, at Otto Müller fik ublide ord i anledning af dem begge. Da adressen, der var stilet til rigsforsamlingen, forelå i Borgerrepræsentationens møde den 22 februar 1849, ønskede formanden, etatsråd L. N. Hvidt, og fire andre borgerrepræsentanter, der ligesom han tillige var medlemmer af den nævnte forsamling, ikke at deltage i diskussionen. De forlod derfor mødet, hvorpå de tilbageblivende valgte Müller til dirigent og med 17 stemmer mod 6 i overensstemmelse med, hvad Magistraten havde gjort, i princippet sluttede sig til Adressen, der så sendtes til rigsforsamlingen med en skrivelse dateret »den 24 februar i kommunalbestyrelsen«. Imod berettigelsen til her at bruge kommunalbestyrelsens navn protesterede »Fædrelandet«. De tilbageblivende borgerrepræsentanter kunne efter bladets mening ikke tages som Borgerrepræsentation. Som mødets dirigent undlod Müller imidlertid ikke i »Berlingske Tidende« at tage til orde herimod, og det skal bemærkes, at han her er i overensstemmelse med det officielle referat af mødet. Men selvfølgelig nåede han ikke at overbevise »Fædrelandet«, der kort efter også vendte sig imod ham i anledning af »Den Patriotiske Forening«. Müller, der var en af indbyderne til den, havde ligesom forøvrigt dens formand, højesteretsadvokat Blechingberg , forsvaret foreningen mod et angreb fra bladets side, og nu svarede det igen i en artikel, hvori det bl.a. omtalte Müller på følgende måde: »Vi ved meget vel, at hr. Muller lige så lidt vil blive nogen skinbarlig reaktionær, som han nogensinde har været nogen afgjort liberal, han er en af den gyldne midtes grå mænd, der har sat sig den lidet lønnende opgave at balancere mellem begge partier«.

Det er ikke i og for sig velvillige ord, men de er på den anden side heller ikke ondsindede, og der kan da igennem dem ligesom skimtes omridsene af en rolig og besindig mand, der ikke er bange for i alle forhold ærligt at være sin mening bekendt, hvad der yderligere gør ham til en modig mand. Af hans pjece fra 1842 fremgår det, at han satte modet højt som en personlig egenskab, og hans følgende pjece fra 1848 viser, at han selv var i besiddelse af denne egenskab; det år hørte der nemlig mod til offentligt at bekæmpe den almindelige valgret. Og at han virkelig var en modig mand, ses måske endnu tydeligere, da han i maj 1864 udsendte sit lille skrift mod det Hall-Monradske styre. Forpint og trykket af den forudgåede tids sørgelige begivenheder tyngedes han yderligere af frygten for, at statsskibet på grund af en slags forblindelse hos de styrende skulle gå sin undergang i møde. Han havde »så ærligt som nogen mand i landet sluttet sig til de såkaldte Ejderdanske«, og det var med bedrøvet hjerte, at han havde set, at roret nu måtte lægges om. Men hvem ville sige det? »Hvorfor tier de? Hvorfor tier de mange, som efter deres hele stilling og deres politiske indsigt fortrinsvis må være kaldede til at tale i en tid som denne, da fædrelandet er i fare?« Og så gjorde han det selv. Han blev da også medlem af repræsentantskabet for den snart efter fremtrædende, så stærkt forhånede »Augustforening«, og på valgdagen den 30 maj 1865 trådte han endelig personlig op mod gehejmeråd Hall, idet han på fremtrædende måde interpellerede denne, da han påny søgte og, som det måtte ventes, også opnåede valg.

Müller gik sine egne veje, fulgte ikke dagens løsen. Han var på denne tid højesteretsassessor, og han skattedes som sådan. »Fædrelandet« havde allerede i 1858 sagt, at »hans retsindighed og uafhængighed som dommer forlængst var prøvet og afgjort«. Og han havde endnu andre egenskaber, der lod ham indtage en anset plads. Han var en humant og fint dannet mand, der havde ikke ringe kunstsans. I 1844-45 var han medudgiver af sin morbroder Kratzenstein-Stubs tegninger, og i 1879 udsendte han en livlig lille bog med titelen »Albrecht Dürer - et livsbillede fra renæssancens tid«. I denne forbindelse skal det også nævnes, at han i 1849 købte den gamle smukke Hjelmstjerne-Bosenkroneske ejendom i Frederiksberg Alle for at leve i landlige og rolige omgivelser fjernt fra byen. Og så kommer hertil endnu, at han slægtede sin fader på i historiske interesser, hvad han tydeligst viser i sin afhandling om »Martsdagene 1848 i København«. Efter hele hans natur havde der for ham været noget uhyggeligt i at se magten i massens hænder, men han så tillige, at begivenhederne rummede »en vis storartethed i al deres simpelhed«. Han ønskede derfor, at der skulle bevares »et til virkeligheden svarende billede af dem«, og det har i så henseende stor interesse at se den umage, han gør sig for virkeligt på alle punkter at få det sande frem. Han søger oplysning hos f. eks. overkammerherre V. T. Oksholm, konferensråderne (tidligere borgemestere i København) D. G. R. Rentley og H. A. Mollerup, etatsråd L. A. Thayssen, bankdirektør H. P. Frederiksen og maleren professor Constantin Hansen m. m. og skaffer sig skriftlige meddelelser fra kammerjunker J. Bardenfleth (en søn af den afdøde minister), gehejmekonferensråd C. J. Bræstrup, stiftamtmand kammerherre F. C. E. Dahlstrøm, generalmajor J. H. Fensmark, professor Peter Hjort, orlogskaptajn A. C. Schultz, gehejmekonferensråd F. F. Tillisch og oberst A. F. Tscherning. Således fremgår det af hans efterladte papirer.

Her som i alt, hvad han havde med at gøre, ønskede han sandhed og nøjagtighed. Hans kurs var altid ligeud, således også den, der førte fra hans ungdoms liberalisme til hans senere års konservatisme. Og når der nu synes at kunne være en endog stor uoverensstemmelse mellem denne hans konservatisme og hans til det sidste bestemte holden fast ved næringsfriheden som et gode, forholder det sig vistnok således, at han så alt fra intelligensens standpunkt, dvs. med den enkelte intelligentes syn. Når loven lægger magten i mængdens hånd, er intelligensen dermed sat til side; om den enkelte intelligente kan gøre sig gældende, bliver et helt tilfældigt spil. Men ikke således med hensyn til næringsfriheden; den giver ikke mængden nogen magt, men begunstiger den enkelte intelligente. Som ejendommeligt for ham skal det her endnu meddeles, at da der i 1855 på grund af dyrtiden var stemmer oppe for, at det ved en midlertidig næringsfrihedslov skulle gives enhver tilladelse til for et kortere tidsrum f. eks. et år at arbejde med egne hænder, udtalte Müller sig herimod. En sådan pludselig indført frihed ville efter hans mening snarere befordre end forebygge forarmelse; for at virke gavnligt måtte den være forberedt ved en forudgående overgangstid. »Fædrelandet« lod ham vide, at det var inkonsekvent af ham at ville en endelig næringsfrihed og nu at modsætte sig en midlertidig næringsfrihed, men bladet overser her, at han, som vi atter og atter ovenfor har hørt, jo heller ikke ville have den endelige næringsfrihed indført pludseligt eller med eet slag. Den i al sin færd humane og hensynsfulde mand ville også her have en forudgående, forberedende overgangstid. Men han troede ubetinget på næringsfriheden som et virkeligt og stort gode. Da Monrad ved Næringslovens forhandling i Folketinget udtalte sin forundring over de Müllerske udkasts bestemte stilling på dette punkt, det havde for ham og flere været noget »højst uventet«, havde Müller let ved at vise det konsekvente heri fra hans side, og da lovforslaget ved tredje behandling blev vedtaget med 71 stemmer mod 11, var det en begivenhed for ham, der fyldte ham med en så stor glæde, at han straks udtalte det, endog med følgende tilføjelse: »Hvis jeg skulle nævne nogen anden offentlig begivenhed i mit fædreland, hvormed denne kunne sammenlignes, vidste jeg ikke nogen anden end den - da det var blevet til vished, at Danmark skulle indtræde i de konstitutionelle staters række«.

I 1855 var Otto Müller i Hillerød blevet valgt til folketingsmand, han valgtes igen i 1858 i Københavns tredje valgkreds, og med hensyn til de af ham forfattede lovudkast, der i 1857 spillede en så stor rolle, skal her nævnes, at de fyldige motiver, hvormed han ledsagede dem, næsten kunne betragtes som den samlede håndbog i vort næringsvæsen, han havde påtænkt i tidligere år, men aldrig fik virkeliggjort. Han siger ved Næringslovens første behandling i Folketinget, at han ved lovudkastenes udarbejdelse ikke alene omhyggeligt har gennemgået hele lovgivningen for at se, hvorledes den er kommet til sit nuværende standpunkt, men også alle fremkomne klager og besværinger, han gik nemlig ud fra, at det svarede til befolkningens ønsker og navnlig til de nærmest interesseredes tarv, når så meget som muligt af det bestående, »som sker kan friheden ubeskåret«, blive bevaret. I 1878 trådte han tilbage som højesteretsassessor, og i 1882 afgik han ved døden i sit 75de år.

Indenrigsminister Bangs erklæring i Folketinget den 13 december 1855 vakte stor opmærksomhed og stærkt røre. Blandt Københavns håndværkere virkede den nærmest som en bombe, og den 18 december daterede malerlavets mangeårige, men stadig ivrige oldermand Claus Tilly en længere artikel, hvori han gav sine følelser luft. Det synes forøvrigt, som om han har haft vanskelighed ved at få artiklen frem, den kom først i Berlingske Tidende for den 23 og 24 januar 1856 og det endda med følgende indledende forbehold: »Skønt redaktionen ikke deler alle i nedenstående artikel udtalte anskuelser, har vi dog ikke villet nægte optagelsen af ytringer fra en med forholdene så nøje kendt mand«.

Tilly var utilfreds med regeringen, der ikke havde fundet anledning til at varetage håndværkernes interesser i lighed med andre statsborgeres, utilfreds med Rigsdagen, da Københavns næringsdrivende ikke havde valgt mænd til den ud af deres egen midte, men i regelen mænd, der ikke fattede vælgernes interesser, ja i mange tilfælde i grunden var imod disse, og endelig fuld af harme over de »fra Arbejderforeningen, Folkevennernes Selskab og andre steder« udgåede udtalelser. Han sigter herved til det tidligere omtalte forslag til en reform i næringslovgivningen, som den såkaldte kombinerede lavskomite havde udarbejdet. Ved tilføjelsen »og andre steder« undgår han at nævne Oldgeselforeningen, thi den havde til håns sorg jo også været med her, og så siger han:»Så længe håndværksstanden ikke åbent udtaler sig om næringsforholdene, er regeringen vistnok i sin gode ret, når den anser disse udtalelser, der låne håndværksstandens navn, som også udgåede fra denne«. Håndværksstanden er efter hans mening mesterne og svendene i forening, her specielt Håndværkerforeningen og Oldgeselforeningen.

Overalt ser han ellers folk, der »med en vis grad af teknisk viden forene et fuldkomment ubekendtskab med praktiske forhold«, som »aldrig har levet og virket som håndværkere«, og som »tror, at alt er godt, når det blot er efter engelsk og fransk mønster med en passende svada af lighed og frihed«. Håndværkerne følte sig forladte af alle, men derfor - skriver han - »er det vor pligt offentlig at udtale os og ved forenet kraft give vore udtalelser vægt lige overfor dem, der muligvis kun af bøger kender det, hvorom de taler, eller dem, i hvis interesse det muligvis ville være, om håndværkeren kunne bringes ned til at være daglejer, for at de selv kunne samle kapitaler ved hans ansigts sved«. På scenen og i pressen stilledes håndværkeren uberettiget i modsætning til »et dannet menneske«, og alt, hvad, der vedrørte ham, tillagdes kun mindre betydning, ja der sås hånligt ned på de institutioner, som hele hans eksistens beroede på. Det er derfor på tide, fortsætter han, »at håndværksstanden emanciperer sig fra udenforståendes formynderskab, at den udtaler sig gennem sine eneste virkelige repræsentanter, Håndværkerforeningen og Oldgeselforeningen, til ikke roligt at se sine velerhvervede rettigheder behandlede som noget ligegyldigt; det er på tide, at mænd ud af standens egen midte også bliver dens talsmænd, og det er derfor, jeg opfordrer håndværksstanden til at slutte sig sammen og bestyrelsen for Håndværkerforeningen til at træde i forbindelse med Oldgeselforeningen for tillige med denne ved sammenkaldelse af den hele håndværksstand eller på anden måde at bevirke, at standens tarv iagttages«.

De to nævnte foreninger repræsentere altså standen; »kun i forening er de berettigede til at kalde sig håndværksstanden«, gentager Tilly endog flere gange. Oldgeselforeningen kan det ikke alene, og Håndværkerforeningen heller ikke. Der er noget heri ligesom i opfordringen til den sidstnævnte forening om nu dog endelig at træde frem, der kunne tyde på, at han, der et par år for (1852-53) havde været Håndværkerforeningens formand, her har handlet helt på egen hånd, uden samråd med foreningen. Men i så fald har da også denne sat sig i bevægelse helt af egen drift. Tillys artikel kom først frem den 23 og d. 24 januar 1856, men allerede den 4 januar blev det i foreningens bestyrelse slået fast, »at der var grund til allerede på sagens nærværende standpunkt at forberede sig på at imødegå de [i Rigsdagen] fremsatte urigtige påstande«, hvorefter den holdt møde på møde. Men inden vi går til at se, hvad resultaterne heraf blev, skal vi vise den Tillyske aktions videre forløb.

Tilly havde bl.a. angrebet Arbejderforeningen og ganske åbenbart snertet til dens formand C. V. Rimestad; denne kunne da umuligt tie. I hele tre artikler med titlerne »Hr. Tilly i Berlingske Tidende«, »Lidt mere om hr. Tilly« og »mit sidste ord til hr. Tilly« drager han i foreningens tidsskrift stærkt til felts mod artiklens forfatter, overfor hvem han på en usmagelig måde stiller sig højst overlegen. Artiklen hånes som hyl og intet andet end hyl imod alle, der uden at være håndværkere i Tillysk forstand har vovet at tale om forandringer i håndværkets ordning. Men så gøres der, ikke uden virkning, tillige gældende, at det er lovligt sent, om Håndværkerforeningens mænd nu ville træde frem og ville søge samarbejde med svendene. Der havde oftere lydt opfordringer i disse retninger til foreningen, således da Arbejderforeningen og Folkevennernes Selskab sammen med Oldgeselforeningen havde dannet den kombinerede lavskomite, men stadig havde Håndværkerforeningen meldt pas. Og nu Tilly selv. Som borgerrepræsentant kunne han have bragt sagen frem i byens råd, men se, om han havde gjort det, og se, om han nogensinde selv havde søgt valg til Rigsdagen.

Og der må have været noget heri, der slog Tilly. Da der den 22 maj i Arbejderforeningen påbegyndtes nogle diskussionsmøder angående den nævnte Lavskomites forslag, indfandt Tilly sig. Rimestad var dirigent, J. A. Hansen komiteens ordfører, og her gjorde Tilly i god overensstemmelse med sin artikel modigt gældende, at diskussionen var uberettiget, sagen burde kun diskuteres af Håndværkerforeningen og Oldgeselforeningen, og han meddelte, at den første alt havde sat sig i bevægelse, og at den sidste havde tilsagt sin medvirkning, ja for sit vedkommende havde tilbagekaldt den afgivne komitebetænkning. Her blev han standset af dirigenten med en anmodning om at holde sig til sagen, og da han desuagtet fortsatte, førte det til, at han efter påny at være blevet standset, erklærede at ville forlade talerstolen, da han mærkede, at ingen kunne få ordet, der havde en fra dirigenten forskellig mening, hvad Rimestad protesterede imod. Forøvrigt lød det fra tømmersvend Wilhelmy, der havde været medlem af komiteen, at det var helt usandt, hvad Tilly mente at kunne berette om Oldgeselforeningen, en udtalelse dennes tilstedeværende formand bagersvend H. F. Jacobsen senere tiltrådte, og J. A. Hansen fremsatte en tvivl om Håndværkerforeningens ret til at repræsentere håndværkets mestere; han har sikkert tænkt på, at foreningen kun havde et ringe medlemsantal, ikke fire hundrede.

De modsatte anskuelser er her bestemt præciserede overfor hinanden. Men det hele var dog kun en forpostfægtning, interessen samler sig om Håndværkerforeningen, der som sagt var i bevægelse, og dens fra d. 4 januar afholdte ugentlige bestyrelsesmøder satte resultater i, at den i marts udsendte et lille skrift og i juli forestod et stort møde, det første almindelige danske håndværkermøde, der allerede som sådant har krav på opmærksomhed. Der var repræsentanter ved det fra hele landet, ikke at tale om at Håndværkerforeningen og Oldgeselforeningen her gik sammen, ganske som Tilly havde ønsket det. Såvel bagersvend Jacobsen som tømmersvend Wilhelmy deltog i det trods deres udtalelser ved mødet den 22 maj i Arbejderforeningen.

Hvad nu først det lille skrift angår, da er dets navn »Et par ord om de i afvigte rigsdagssession fremsatte forslag og ytringer betræffende håndværksdriften«, det er imidlertid en højst ubetydelig pjece, der nærmest kun udmærker sig ved de stærke udtryk, det bruger om modstanderne. Deres tale er løs og overfladisk, den viser deres store ukyndighed og røber en underlig forvirring i deres tanke; hvad de ville, er støttet på løse og luftige ideer, de jager efter knaldeffekt osv.. Man kunne herefter tro, at pjecen skulle være gledet ubemærket hen, men det gjorde den ikke, den fremkaldte endog to modskrifter: »Løse blade angående næringsspørgsmålet« af F. Chr. Beyer og »Svar til Håndværkerforeningen« af C. V. Rimestad. Af disse er det første afgjort det interessanteste, det gør front til to sider. Det er absolut imod al næringsfrihed og derfor en modstander bl.a. af Rimestad, men ved siden heraf vender det sig også imod både Oldgeselforeningen og Håndværkerforeningen, der begge betragtes som kun uheldige forsvarere af lavenes sag. Men spørger man så om, hvem og hvad F. Chr. Beyer var, får man intet svar, navnet er åbenbart et pseudonym, det findes ikke i Københavns Vejviser; hvem det dækker over, synes næppe at kunne oplyses mere, men den pågældende har åbenbart været godt kendt med forholdene.

Ganske på Tilly’s maner siger han om de to ovennævnte foreninger, at »hver for sig have de ingen autoritet, men forenede danner de landets næsttalrigste stand og er som sådanne berettigede til at fordre, hvor de ellers måtte andrage«. Standen skal gøre sig gældende, og det må da kunne sættes igennem, at det lovudkast, som nu formentlig vil komme, sendes håndværksstanden til erklæring, før det forelægges i Rigsdagen. Det er særlig Håndværkerforeningen, han herom henvender sig til, men han er langtfra sikker på, at den vil følge hans opfordring, og han er i det hele slet ikke venligsindet imod den. I det synderegister, han opruller for den, går han tilbage til 1847, da den for at svare på Københavns Lavskomites betænkning indsamlede erklæringer fra lavene. »Det havde været foreningens hverv - hedder det - ikke alene at samle disse erklæringer, men af dette materiale at udarbejde også en udførlig kritik over motiverne, der havde ledet kommissionen, noget, der var fuldt så vigtigt som en blot imødegåen af indstillingspunkterne, men dette indlod den sig ikke på, ….. den indsendte dem uden så at sige at tilføje et ord«. Da Oldgeselforeningen senere endog tre gange henvendte sig til den med anmodning om samarbejde, var resultatet hver gang det samme, et koldt afvisende svar; i stedet for at knytte mestere og svende sammen har den væsentlig bidraget til, at afstanden mellem dem er blevet større. Og nu - nu er hele resultatet af dens mange møder i snart tre måneder kun blevet en lille brochure på nogle få sider; den burde have været udarbejdet med ganske anderledes omhu, burde have indeholdt bestemte påstande og ført beviserne for dem. Men her er intet sådant, og så slutter den endda »med en næsten klagende appel til Københavns Magistrat og politi om at varetage deres pligt til sagens tarv som borgernes nærmeste foresatte og talsmænd. I sandhed, falliterklæringen kunne ikke være større«.

Det er skarp tiltale, der synes at have et bestemt mål. Er foreningen, hedder det, »som det nu allerede har vist sig, ikke er i besiddelse af evne og kraft, må andre mænd af standen stille sig i spidsen for at bevirke det«. Da må den stryger i sine love, at den skal fremme håndværksstandens tarv og fremtidig kun kalde sig »Den selskabelige Mesterforening«. Håndværkerforeningen opgav imidlertid slet ikke ævret, den vedblev at virke, men inden vi beretter herom, skal vi se på den anden ovenfor nævnte pjece, den, som Rimestad udsendte.

Den er af en helt anden art end den Beyerske. Rimestad betragter meget i Håndværkerforeningens pjece som et direkte angreb på sig, og han gør derfor ganske udførligt rede for Arbejderforeningens og hans egen stilling til reformsagen, der for ham og hans forening nåede et resultat i det af den kombinerede lavskomite udarbejdede forslag. Herved fik han god lejlighed til at udtale sig om Håndværkerforeningen, som han betragter ganske med de samme øjne som F. Chr. Beyer. Den var kun en klub, der var kommet til det resultat at lade det bero ved at skaffe selskabelig underholdning. Ellers var den uvirksom, og så spørger han: »Hvorfor har den aldeles intet forberedt, aldeles intet udrettet i de år, da den netop ved sin mangel på deltagelse i de store politiske forhold havde så god tid? Og med hvilken ret kan den bebrejde andre, at de tager fat på det arbejde, den selv har forsømt?« Rimestad bliver imidlertid ikke stående ved at gå imod Håndværkerforeningen, han vender sig også imod Beyer, skønt denne selv angriber foreningen endog meget voldsomt og bl.a. taler om dens »bornerte og aristokratiske tænkemåde«. Hvad han tilsigter hermed, siger Rimestad, er imidlertid kun et trænge foreningen bort, hr. Beyer mener åbenbart selv at være skikket til at lede standen, og nærmere set er hans skrift kun en omskrivning af foreningens pjece. Hans opfattelse af næringsspørgsmålet er den selvsamme som Håndværkerforeningens, kun at han udtaler sig tydeligere ved gentagne gange at erklære sig for, hvad han kalder, næringstvang, og idet han støtter den Tillyske påstand, at kun håndværksstanden selv kan have et rigtigt indblik i næringsforholdene, bryder han staven over den kombinerede lavskomites indstilling, som han væsentligt betragter som J. A. Hansens værk - Tilly er i det hele den eneste, der finder nåde for hr. Beyers øjne - og så slår Rimestad Håndværkerforeningens og den Beyerske pjece i hartkorn og siger: »Det er hovedfejlen ved dem, at de hverken forstår andre eller sig selv«.

Det Beyerske angreb på Håndværkerforeningen synes ikke at have båret nogen frugt, foreningen arbejdede videre. Malermester A. C. Geisler, en anset og dygtig håndværker, en forstandig og brav mand, var fra 1853 foreningens formand, og som nærmeste medhjælp havde han næstformanden sadelmagermester P. C. Dinesen og foreningens sekretær Lasenius Kramp. Denne sidste er som regel den, der fører pennen for foreningen; men den ovenfor nævnte mindre heldige pjece »Et par Ord« er dog næppe skrevet af ham, hans stil synes i alt fald ikke at præge den, men ligegyldigt hvem der har skrevet den; der står på dens titelblad »Udgivet af Håndværkerforeningen i København«, og den blev af foreningen udsendt ikke alene til alle Københavns håndværkslav men også til alle landets håndværkerforeninger. Sagen var nemlig, at bevægelsen også var nået til dem. Tilly kunne sende bestyrelsen breve herom, som han havde modtaget fra foreningerne i Århus, Stubbekøbing og Nykøbing på Falster. Et hele landet omfattende håndværkermøde viste sig derfor som målet, der burde tilstræbes, og på bestyrelsesmødet den 23 april blev man enig om, at der skulle udarbejdes nogle punkter, der kunne lægges til grund for en diskussion på et sådant almindeligt håndværkermøde, der burde indgå med en indstilling til Indenrigsministeriet. Og så tog man fat. Et udkast til en sådan indstilling blev drøftet af bestyrelsen i endog tre møder den 26 og d. 30 april samt d. 20 maj og forelagdes derefter privat for tolv oldermænd den 28 maj ligesom - også privat - for Oldgeselforeningens bestyrelse den 31 maj og d. 3 juni for derpå igen at behandles i bestyrelsen den 12 og d.14 juni og endelig i plenarmøder (dvs. sammen med repræsentantskabet) den 24 og d. 28 juni.

Så omhyggeligt gik man frem. Og så udsendtes den 30 juni til Københavns Håndværkslav og til »Provinskøbstædernes Håndværkere« indbydelser til ved delegerede at samles den 25 juli i Københavns Håndværkerforening, der dengang havde lokale i Læderstræde (nu nr. 26). Her blev da det første danske håndværkermøde afholdt i dagene fra den 25 til den 28 juli med i alt 127 deltagere. Det er imidlertid ikke uden interesse at se lidt nærmere på, hvem disse 127 var. Der var først Håndværkerforeningens af ni medlemmer bestående bestyrelse, der optrådte som forretningskomite, så 68 delegerede fra 40 københavnske lav og så endelig 50 delegerede fra 36 købstæder. Disse sidste 50 var alle mestere, men af de 68 delegerede fra København var de 32 svende. Herved er imidlertid at mærke, at svendene ikke var valgte af Københavns samlede svendestand f. eks. gennem Oldgeselforeningen, de var ligesom mesterne valgte gennem lavene, således at ethvert lav som regel havde sendt een mester og een svend, Oldgeselforeningen som sådan var ikke indbudt, men dens formand bagersvend Jacobsen var med som bagerlavets svenderepræsentant. Som regel havde købstæderne gennem de respektive håndværkerforeninger sendt hver een repræsentant, men fjorten havde hver sendt to, nemlig byerne Ålborg, Århus, Fåborg, Fredericia, Grenå, Helsingør, Hillerød, Holbæk, Horsens, Kolding, Køge, Odense, Roskilde og Viborg. Resultatet var, at af de 127 deltagere var 77 fra København og 50 fra provinserne, samt at 95 af dem var mestrere og 32 svende, disse sidste kun fra København.

Så lidt som det nu er muligt at give nogen virkelig oplysning om de i Håndværkerforeningen afholdte møder, der forberedte den i hele landet omfattende samling, så lidt er det muligt at give nogen indgående meddelelse om forhandlingerne ved denne sammenkomst. Aviserne havde ingen referenter ved den, tidens skik gik endnu ikke i den retning, og havde de ekstraordinært anmodet om noget sådant, var anmodningen ganske sikkert blevet afslået med en bemærkning om, at mødet kun var for håndværksstanden. Og da der heller ikke fra ledelsens side blev gjort noget for at skaffe et blot nogenlunde fyldigt referat om mødets forløb, dets diskussioner m. m., er det kun muligt at give et meget magert billede af dette sikkert med den største forventning imødesete møde. Det eneste, der kan bygges på, er Lasenius Kramps korte meddelelse om det i Håndværkerforeningens bestyrelsesprotokol og et par tilfældige bladmeddelelser.

»År 1856 fredagen den 25 juli formiddag kl. 10 slet« samledes de delegerede i Håndværkerforeningens lokale i Læderstræde, og efter at enhver af dem egenhændigt havde indført sit navn på et dertil indrettet sted i foreningens ovennævnte protokol, modtog de hver et »contre-marque«, som ved møderne skulle bæres synligt. Kl. 11 begav man sig til salen nedenunder i første etage, som Teknisk Institut velvilligt havde stillet til mødets rådighed, hvorefter foreningens formand malermester Geisler indledede og endte med på forretningskomiteens vegne at opfordre forsamlingen til at vælge en dirigent, hvortil kobbersmedemester J. F. Fugmann blev foreslået, et forslag, som enstemmigt bifaldtes, hvorpå bogbindermester D. L. Clément udbragte et leve for Håndværkerforeningens bestyrelse, der havde taget initiativet i denne vigtige sag. Man vedtog derpå en af dirigenten foreslået forretningsorden og gik så til behandlingen af det forslag til en indstilling, der som ovenfor nævnt forud var udarbejdet, og som nu forhandledes i fire på hinanden følgende møder, formiddag og eftermiddag den 25 og d. 26 juli. Søndag den 27 juli blev der ingen møder holdt, men mandag den 28 juli om formiddagen blev der holdt et langt møde, slutningsmødet, der synes at have været ganske bevæget. Inden vi imidlertid går til at omtale det nærmere, skal det nævnes, at mødet nogle steder i provinserne havde vakt uro, således i Køge og Ålborg.

Håndværkerforeningens indbydelse synes at have anmodet de stedlige håndværkerforeninger om at foranstalte en á to delegerede valgte, således at de stod med fuldmagt fra alle de stedlige lavs medlemmer såvel mestere som svende. Efter at Håndværkerforeningen i Køge havde forhandlet herom i sin bestyrelse, sammenkaldte den da et almindeligt håndværkermøde på rådstuen. Men da byens seks lav mente, at det tilkom dem at tage affære ved denne lejlighed, indkaldte de også til møde sammesteds og til samme tid, tilrev sig forhandlingerne og fik de to delegerede valgte, som de ønskede, hvad foreningen forgæves påtalte i en kraftig erklæring, som den offentliggjorde. Ved et lignende almindeligt møde i Ålborg mente de mødte svende, at det tilkom dem at vælge den ene af de to delegerede, og trods den herimod rejste protest - mødet valgte to mestre - udså de dog en svend, der nåede at komme tilstede ved slutningsmødet i København den 28de, hvor han efter nogen forhandling blev afvist.

Det var lidt uro til at begynde med ved det, og der kom mere. Da den i kun mindre betydende grad ændrede indstilling forelagdes til afstemning som helhed, blev den ikke vedtaget enstemmigt, fire stemte imod, og den delegerede fra Rudkøbing, brygger N. Hansen, protesterede endda imod, at forsamlingens udtalelser i næringssagen kunne anses som en udtalelse fra hele standen, men denne protest afvistes af forsamlingen mod to nej-stemmer, brygger Hansen og den delegerede fra Skelskør malermester P. Olsen. Den sidstnævnte gjorde sig yderligere til talsmand for, at indstillingen skulle ledsages af minoritetsvota, hvad kobbersmed Fugmann som dirigent på det bestemteste modsatte sig, men som desuagtet må være blevet vedtaget; et faktum er det nemlig, at indstillingen ved dens overlevering til Indenrigsministeren ledsagedes af ikke mindre end fem minoritetsvota. Endnu fremkom nogle udtalelser om en udvidelse af håndværkernes handelsret, som vedtoges, samt et forslag fra det Københavnske Snedkerlavs delegerede, snedkermester J. Cortsen, om en adresse til kongen i anledning af den vedtagne indstilling. Man enedes dog om at opsætte denne handling, indtil sagen på et andet stadium måtte give anledning dertil, og så overdroges det forretningenskomiteen at vælge fem medlemmer af forsamlingen, tre mestre og to svende, til at overbringe indstillingen til Indenrigsministeren, ligesom komiteen endelig fik fuldmagt til fremdeles at varetage næringssagen og i så henseende at sætte sig i fornøden forbindelse med landets købstæder. Forsamlingen skiltes så kl. 2 med et leve kongen for kl. 8 at samles til et festmåltid på Skydebanen,

Så var da det store møde, det første danske håndværkermøde forbi, og fuldmagt til at arbejde videre i næringssagen var givet til Håndværkerforeningens bestyrelse, malermester A. C. Geisler, der stod som dens formand, sadelmagermester P. C. Dinesen, kobbersmedemester J. F. Fugmann, urmagermester J. A. Øberg, klejnsmedemester J. Cumann, sejlmager J. Weilbach, skrædermester M. S. Frænkel, sadelmagermester H. P. J. Willumsen og skomagermester J. C. Balling. De gik hurtigt igang med at vælge deputationen, der skulle overbringe indstillingen til Indenrigsministeren, og de valgte blev tre af bestyrelsens medlemmer, Geisler, Dinesen og Cumann, og så to svende fra Oldgeselforeningen, dens formand bagersvend Jacobsen og tømmersvend Emerndörfer. Her stod da, som Tilly havde ønsket det, Håndværkerforening og Oldgeselforening sammen, og ganske i overensstemmelse med F. Chr. Beyer endte indstillingen med, at standen nærede et bestemt ønske om, at de i den fremsatte punkter måtte blive grundlag for den bebudede reform i næringslovgivningen, samt at den troede at turde gøre billig fordring på, at standens betænkning måtte blive hørt, forinden lovforslaget forelagdes til behandling i Rigsdagen.

Hvad ministeren svarede, vil blive meddelt senere, her skal først gøres rede for, hvad indstillingen nærmere gik ud på. Efter en indledning, der hævder lavsvæsenets store samfundsbetydning i henseende til at understøtte dets trængende, holde god orden indenfor dets rækker og lægge behørig vægt på kundskaber og duelighed hos dets udøvere, gør den gældende, at når sagen ses i al sin naturlighed og man ikke går ud fra almindelige statsøkonomiske teorier alene, må det kræves, at lavsindretningen vedbliver med både svende- og mesterprøver. Disse prøvers beskaffenhed og bedømmelse må imidlertid følge med tiden, de bør gøres billige og let overkommelige, idet dog mesterprøven efter omstændighederne bør have ikke alene en praktisk men også en teoretisk del, og hvad bedømmelsen angår foreslås kommissioner, til hvilke medlemmer vælges af de pågældende steders magistrater, mestere og svende samt eventuelt af Polyteknisk Læreanstalt og Kunstakademiet. Men så ønskes forholdene også gjort ens i hele det det danske monarki; i de fag, i hvilke hidtil ingen prøve aflagdes, skal en sådan indføres, på landet må ingen drive håndværk, uden at den vedkommende har aflagt den behørige prøve i København eller en af de andre købstæder, og hvad der gælder for håndværkerne bør endelig også gælde for fabrikanterne. Frimesterskab er en undtagelse, men det skal kunne tilstedes indfødte svende at etablere sig som frimestere i byerne eller på landet, når de har arbejdet 15 år som svend, nået 35 års alderen og har arbejdet 5 år i den kommune, de agter at bosætte sig i. Med det fyldte 40de år får de ret til at have en svend eller dreng til hjælp, men to eller flere frimestere må ikke forene sig til et arbejdes udførelse. Vil en håndværksmester flytte til en anden kommune, må han have været etableret i to år på det pågældende sted, før han kan flytte, og hvad fremmede håndværkere angår, skulle de ikke kunne opnå borgerret før efter fem års stadigt ophold her i landet, og så skulle de desuden stille betryggende sikkerhed for, at de ikke ville falde det offentlige til byrde, i overensstemmelse med hvad der i så henseende fordres i de vedkommendes fødeland af danske. Der tilsigtedes en rolig og støt udvikling, i hvilken hovedpunktet var prøvernes bevarelse og konsekvente udvidelse til alle virksomheder og til hele riget, men så var man også villig til at gøre indrømmelser med hensyn til såvel prøvernes beskaffenhed som deres bedømmelse.

Således var altså det næringslovsprogram, som den 5 august af håndværkermødets deputation blev overrakt Indenrigsministeren kammerherre I. J. Unsgård med de ovennævnte afsluttende ønsker, om hvis opfyldelse han dog slet intet tilsagn gav. Indstillingen, ytrede han, ville blive overgivet til den mand, hvem det var overdraget at udarbejde den bebudede næringslovgivning, og lovudkastet ville i sin tid udkomme i trykken, hvorved enhver kunne erholde lejlighed til at gøre sig bekendt med det. Det var altså ikke nogen særlig venlig modtagelse, indstillingen fik - håndværksstanden opnåede absolut ikke det ønskede tilsagn om at få det kommende lovforslag til nogen særlig forbehandling - og modtagelsen andensteds f. eks. i datidens presse var ikke bedre.

Mødet stod i officiel forbindelse med »Flyveposten«. Dette blad kan således den 25 juli meddele det forslag til en indstilling, som »idag« skal forelægges mødet, ligesom senere et kort referat af møderne, af festmiddagen på Skydebanen osv., men det er også alt. For »Berlingske Tidende« er at notere, at da bladet fra fuldmagtskomiteen officielt fik indstillingen tilsendt, trykker det den straks med nogle indledende velvillige ord, hvori det bl.a. hedder: »Sagen forekommer os af største vigtighed, og intet er mere ønskeligt, end at den endeligt må blive ordnet, svarende til tiden. Vi finde det derfor rigtigt at offentliggøre denne indstilling, som mulig kan give anledning til nærmere drøftelse«. Men der kom ingen som helst drøftelse. Så er der mere at læse i J. A. Hansen’s »Morgenposten«, der med ironisk opmærksomhed følger mødet og dets »hemmelighedskræmmeri«. Den kalder et sted indstillingen for dette »kostelige aktstykke, som læserne ville få moro af«, et andet sted for »Håndværkerforeningens under låg fødte barn« og betegner dets indstillingspunkter, der endog trods Fællesforfatningen af 1855 har ønsker for hele monarkiets vedkommende, for »reaktionære«, idet det endelig endnu gør gældende, at mødet ikke kan have ret til at tale på hele håndværksstandens vegne. Det vedtog sine beslutninger med simpel stemmeflerhed, efter at et forslag om, at der skulle kræves totredjedele, var blevet forkastet, hvad der gjorde, at de københavnske medlemmer beherskede forsamlingen, og at købstæderne intet kunne sætte igennem. Det er da også med synlig glæde, at bladet aftrykker, hvad der i provinspressen fremkommer imod mødet, således bl.a. en artikel i »Fyns Avis«, der begynder med at sige, at det er »sørgeligt at se en forsamling på 127 medlemmer vedtage en sådan række bestemmelser, dikterede af lidenskab, fordom og uvidenhed«. Kraftigst, men langt ridderligere end »Morgenposten«, optræder endelig »Fædrelandet«, der står ene om at behandle mødets indstilling i ikke mindre end fire lange artikler, som kaldes »Håndværkerforeningen og Næringsspørgsmålet«.

Bladet viser ganske udførligt, hvorledes den nytte, lavene gøre, efter dets mening må kunne opnås bedre på anden måde, og hvorledes en ændret næringslovgivning vil kunne virke i høj grad gavnligt.

Når indstillingen afviser de almindelige statsøkonomiske teorier og vil have sagen behandlet »i al sin naturlighed«, kommer den afsted som Jesper Ridefoged, der mener, at jorden er flad som en pandekage, fordi hans egne øjne viste ham det. Håndværkerforeningen, der står bagved mødet, kan umuligt betragtes som hele håndværksstandens repræsentant, den burde snarere hedde Oldermandsforeningen end Håndværkerforeningen. »Oldermændene er (tillige med lavsskrivere og oldgeseller) lavsvæsenets embedsmænd; deres bestillinger er levebrød, mere og mindre fordelagtige, eftersom skik og uskik har udviklet sig i de respektive lav, vistnok kun levebrød på tid, men nidkærhed i tjenesten sikrer genvalg; det er en nødhavn for nogle mestere, hvis bedrift er gået tilbage, eller som har tabt lysten og kraften til at fortsætte den, og de er for andre, der ikke trænger til dette bierhverv, en skueplads for deres forfængelighed, en tumleplads for deres borgerlige vigtighed. Det er derfor intet under, at lavsvæsenet i oldermændene har sine tapreste forsvarere, kunne man tilbyde nogle af disse agtbare mænd livsvarige pensioner af statskassen og andre af dem anselige borgerlige ombud, så ville en stor del af modstanden mod en reform i næringsvæsenet ophøre«.

Her ser »Fædrelandet« imidlertid ikke rigtigt. Oldermændene var på ingen måde økonomisk bundne til lavene; der var langt mere tro på sagen og personlig overbevisning i så henseende hos dem, end bladet mener at kunne gå ud fra. Men det har væsentlig ret, når det siger, at indstillingen ingen virkelige indrømmelser gør. »Fædrelandet« ser her navnlig på prøverne, som det ikke selv tillægger nogen betydning. Det henviser til, at vor vigtigste næringsvej, agerbruget, ingen prøver har, og siger: »Lad enhver selv afgøre, hvad han bedst ved, vil og kan«. Med dette for øje kan det ikke finde sig i, at indstillingen fordrer udvidede mesterprøver, en teoretisk prøve ved siden af den praktiske, vil have prøver i fag, der tidligere ingen havde, ja vil have en prøve for fabrikanter. »Man ender formodentlig med at forlange et helt håndværks- og fabriksuniversitet for hele monarkiet (!) med snedkerartium, skrædderfilosofikum og børstenbinderattestats og med malermester Tilly til rector magnificus«.

Hvor var det længe siden, at Tilly havde skrevet sin artikel i »Berlingske Tidende«, men den blev, som det vil ses, endnu erindret. Det var imidlertid slet ikke gået, som han havde villet det. Håndværkerforeningen og Oldgeselforeningen var nok optrådte sammen, men uden resultat, og hvor var de mænd af standens midte blevet af, som skulle have optrådt som dens talsmænd. Der var udkommet to lavsvenlige pjecer »Lavsindretning kontra næringsfrihed« af Chr. F. Mayer og »Om næringslovgivningen i almindelighed og lavsvæsenet samt håndværksdriften i særdeleshed« af L. Nissen, det var det hele. Men det første forfatternavn er afgjort et pseudonym, der ikke indlagde sig nogen stor ære. Rimestad mener at kunne skrive om bogen: »Den forvirrede tankegang, meningsløse stil, ja brugen af skilletegnene røber, at forfatteren er den samme person, som tidligere har skrevet »Et par Ord«; der gives ikke samtidig to personer, som skrive så snurrigt, så ensartet snurrigt«. Og hvad L. Nissen angår, da var han en afskediget, snart 64årig ingeniøroberst Ludvig Nissen, der i og for sig er god nok, men han var ikke håndværker. Skønt han godt ser fejl ved forskellige lav, der bør rettes, holder han stærkt på lavsvæsenet; det skal beskytte mod spekulation og kapitalisme. Inderst inde synes for ham dog den bedste samfundsbeskyttelse at være at finde i en udvidet anvendelse af det monarkiske princip.

Hvilken rolle Tilly spillede ved det store håndværkermøde, er det ikke muligt nu at oplyse; han var selvfølgelig med ved det, han mødte som delegeret fra Københavns malerlav. Men der kan næppe være tvivl om, at denne ivrige og intelligente mand, den forhenværende kunstner, der sad inde med Akademiets både lille og store sølvmedalje, den flerårige borgerrepræsentant og mangeårige oldermand, der lagde stor vægt på håndværksstandens betydning, nok har haft et ord at sige her. Men der kan som nævnt intet oplyses herom - så lidt som det kan oplyses, hvorfor sejlmager Weilbach nægter at modtage valg til håndværkermødets deputation, hvorfor kobbersmed Fugmann, mødets dirigent, hverken sætter sit navn under den originale indstilling til Indenrigsministeren eller under referatet af mødet i Håndværkerforeningens bestyrelsesprotokol, det er kun paraferet af Lasenius Kramp med åbenstående plads ovenfor til Fugmanns navn, og hvorfor endelig både Weilbach og Fugmann kort efter udtræder af Håndværkerforeningens bestyrelse.

Her er rivninger, hvis grund ikke nu kan forklares, men som åbenbart står i forbindelse med håndværkermødet, hvis forretningskomite, der faldt sammen med Håndværkerforeningens bestyrelse, nu afventede, hvad der videre ville ske for så påny at træde i virksomhed. Man ventede spændt på Otto Müllers forslag til en ny næringslovgivning.

Man ventede. Men der var nogle, der mente, at man ikke skulle vente i uvirksomhed. Skomagermester J. Mouritzen, gørtler mester P. Chr. Hansen, skomagermester J. C. Balling, snedkermester J. Cortsen og tømmermester G. Jacobsen sendte Håndværkerforeningen en skrivelse, hvori de udtalte sig for, at håndværkerne i gerning burde vise deres reformvenlighed, de burde begynde at tilrettelægge en reform af de da gældende mesterprøver. Håndværkermødets indstilling havde jo peget på, at der her burde gøres noget, og den 16 februar 1857 udsendte foreningen da et cirkulære herom til samtlige lav. Oldermændene samledes til møde, og resultatet blev, at der burde tages fat på sagen med al kraft. Man ventede herved at kunne gøre et nyttigt førsteskridt på lavsreformens vej, da det pludselig lød - det var en aften i Håndværkerforeningen, da man var samlet til et prøvevalg på borgerrepræsentanter- »bogen er udkommen, lavene skulle opløses inden tre år«. En forunderlig uro bredte sig blandt de forsamlede, de fyldtes af harme og betoges af frygt, virkningerne af et så vidtrækkende skridt ville sikkert blive skæbnesvangre for mange små erhverv. Desuagtet mente man det dog rigtigt at fortsætte det godt begyndte reformarbejde, men beslutningen herom hjalp kun lidt. Interessen var andensteds, en truende fremtid var rykket uhyggeligt nær.

Det var i marts 1857. Den 13 marts meddelte »Fædrelandet«, at Otto Müllers udkast til en forandret næringslovgivning var udkommet, og allerede den 18 samme måned havde bladet en kort rosende anmeldelse af dem, hvori det bl.a. takkede forfatteren for de fyldige og indholdsrige motiver, han havde ledsaget dem med. Der var to lovudkast, det ene for København og købstæderne; det andet for landet, det første indlededes med en kort fortale, det sidste efterfulgtes af en afhandling »Om næringsfriheds fordele og mangler i almindelighed«. I den og fortalen siges det klart, at forfatteren er gået ud fra, at handel og industri trives bedst, jo færre indskrænkninger de er underkastede, at den størst mulige næringsfrihed er den tilstand, der stemmer bedst såvel med individets naturlige rettigheder som med det heles vel. I overensstemmelse hermed går hans lovudkast ud på, at alt tvunget lavsvæsen skal ophøre, at der skal kunne løses borgerskab på håndværk uden nogen forudgået duelighedsprøve, at den samme person skal kunne få borgerskab på endog flere fag, ja på så mange fag, han ønsker, osv..

Man kan forstå, at håndværksmesterne rystede på hovedet, og de have næppe betragtet det som noget, der var værd at bemærke, at disse bestemmelser først skulle træde i kraft efter tre års forløb. Som vi tidligere har hørt, holdt Müller bestemt på en overgangstid. Og de har næppe heller lagt mærke til, at han ikke foreslog nogen absolut næringsfrihed, således at der kun gaves et almindeligt håndværker borgerskab, hvorefter den pågældende kunne drive hvilket eller hvilke håndværksfag han ville. Ethvert borgerskab skulle lyde på et bestemt fag og skulle betales med et for de forskellige fag forskelligt beløb, hvad der efter Müllers mening ville være en skranke for letsindig fremfærd på dette område. Han byggede i det hele mere, end man skulle tro efter hans udtalelser i fortalen osv. på de bestående forhold. Han tog ikke få hensyn, hvad der tydeligst kommer frem, når han for visse fag ville beholde en duelighedsprøve. En sådan skulle aflægges af enhver, der ville vinde borgerskab som murermester, tømmermester, bygningssnedker, møllebygger eller skibs- og bådebygger. I en senere udførlig anmeldelse af de Müllerske lovudkast har »Fædrelandet« et ganske åbent øje for denne hans tagen hensyn, men det er naturligt, at noget sådant måtte ligge lavsmesterne fjernt.

Hvad gjorde det, om lavene skulle opløses straks efter lovens vedtagelse eller først efter tre års forløb, når de dog skulle opløses, og det lød ikke godt i deres øre, at lavenes medlemmer, fordi de var »umiddelbart interesserede i spørgsmålets afgørelse«, efter Müllers mening snarere skulle have mindre end mere at sige ved den nye ordning end publikum i det hele, dvs. konsumenterne, ja end svendene. De af dem repræsenterede anskuelser måtte derfor søges gjort gældende med kraft; tanken faldt da på istandbringelsen af en masseadresse, og med en sådan for øje nedsatte Håndværkerforeningen da den 18 marts et tremandsudvalg bestående af bogbindermester D. L. Clément, snedkermester J. Cortsen og urmagermester J. A. Øberg. Medens dette udvalg arbejder, skulle vi imidlertid se, at der også arbejdedes andensteds.

Således i Industriforeningen. Efter nogen forudgået forhandling nedsatte dens bestyrelse i april et femmandsudvalg, der skulle gennemgå de Müllerske lovudkast og afgive en betænkning over dem, hvervet tilfaldt fhv. guvernør i Vestindien kammerherre Fr. Feddersen, møbelhandler og snedker H. P. Frederiksen, bagermester Troels Marstrand, grosserer Moritz G. Melchior og universitetsinstrumentmager C. Nyrop, der alle sad som repræsentanter i foreningen. De tog alvorligt fat, og da deres betænkning forelå, viste den sig at være et på sin vis ejendommeligt aktstykke, den var nemlig endnu mere frisindet end lovudkastene. Den vover f. eks. en sådan udtalelse, som at »hensynet til de mindre næringsbrugere formenes aldeles at burde træde i baggrunden for, hvad der må antages at tjene det almene vel«. Ikke desto mindre blev den i bestyrelsensmødet den 21 juli tiltrådt med 13 stemmer mod kun een, og alle bestyrelsens medlemmer underskrev en af formanden, tømmermester Kayser konciperet skrivelse til Indenrigsministeriet, hvori man udtalte et håb om, at den vedlagte betænkning måtte komme under overvejelse ved den yderligere bearbejdelse af lovudkastene. Mellem underskriverne var hofguldsmed J. B. Dalhoff, hofforgylder P. C. Damborg, urmager H. L. Kyhl, hofblikkenslager Fritz Meyer, tømmermester J. H. Meyer samt kunstdrejerne J. G. og J. A. Schwartz, og kun to af repræsentanterne, nemlig kobbersmed Fugmann og klejnsmedemester Cumann, tog et forbehold. De kunne kun tiltræde de i betænkningen udtalte anskuelser under den forudsætning, at duelighedsprøver for mestere og svende på en eller anden måde bibeholdtes.

Det var Industriforeningens bestyrelse, der her havde udtalt sig. Men det blev ganske naturligt opfattet, som om det var Industriforeningen. »Fædrelandet«, der straks trykte betænkningen, udtaler sig korrekt, men da Otto Müller i Berlingske Tidende for den 17 september gjorde rede for de til Indenrigsministeriet over hans udkast indkomne erklæringer, om de var for eller imod dem, nævnte han, at bl.a. »Industriforeningen« havde udtalt sig for en næringsfrihed, der gik videre end udkastene - hvad der fremkaldte en protest fra kobbersmed Fugmann. Det var ikke foreningen, der havde udtalt sig, sagde han, men kun 16 á 18 af dens medlemmer, der sad som dens bestyrelse, og der gjorde sig nu i det hele en opposition gældende i foreningen mod det af dens bestyrelse foretagne skridt. Det kom frem allerede på den ordinære generalforsamling den 4 september, men da diskussionen her ikke førte til noget resultat, begærede kort efter 53 medlemmer en ekstraordinær generalforsamling afholdt til afgørelse af, om ikke flertallet af foreningens medlemmer var af en anden mening end bestyrelsen, og til overvejelse af hvilke forholdsregler der i så fald burde tages. Bestyrelsen holdt imidlertid stærkt på, at den havde ret til at optræde, som den havde gjort, og fordrede, at de nævnte to punkter ikke måtte komme til afstemning, før der var afstemt over, om de i det hele måtte komme frem; tillodes dette, ville bestyrelsen træde af.

Det blev en talrig besøgt generalforsamling. Der nævnes, at den var besøgt af ca. 700, men den fandt også sted den 13 oktober, just som næringslovforslaget blev behandlet i Folketinget. Af den ganske lange og, som det siges, stormfulde diskussion, der blev ført på den, er det dog ikke muligt noget steds at få et samlet billede, men resultatet er sikkert nok. Bestyrelsen sejrede. Med en overvældende majoritet nægtede forsamlingen at give tilladelse til, at de to punkter måtte komme til afstemning.

Der er ingen tvivl om, at der var kræfter fra Håndværkerforeningen med i den her nævnte opposition. Håndværkerforeningen var i det hele i stærk bevægelse. Da det erfaredes, at lovudkastene, der var sendt Københavns Kommunalbestyrelse til erklæring, ville komme for i Borgerrepræsentationen, sendte den denne en skrivelse, hvori den meddelte, at den stod fast på, at forandringen i næringslovgivningen kun kunne ske gennem fornuftige og hensigtssvarende reformer, og at den »ved alle lovlige midler ville modsætte sig en pludselig omvæltning og opløsning af det bestående«. Som vi tidligere har set, havde Borgerrepræsentationen i 1854 stillet sig på lavenes side, og det kunne jo antages, at det samme ville ske nu. Har Håndværkerforeningen ventet det, blev den imidlertid skuffet. Sagen blev i juni måned for en overfyldt tilhørertribune behandlet i tre møder, men trods ihærdige anstrengelser, særlig fra etatsråd generalprokurør Algreen-Ussings, bagermester Scherfigs og snedkermester Cortsens side blev udfaldet, at et forslag mod ophævelse af håndværkslavene blev forkastet med 18 stemmer mod 13. Et af Cortsen derpå stillet forslag om, at overgangstiden burde sættes til 15 á 20 år, kom ikke under afstemning, da den i lovudkastet til tre år fastsatte overgangstid blev vedtaget, og da Cortsen så endnu foreslog, at der skulle aflægges en mesterprøve, før borgerskab kunne opnås, blev også dette forslag stemt ned.

Den dog ganske store minoritet, der bestod af etatsråd Algreen-Ussing, brygger A. H. Bjerre, tobaksfabrikant N. F. Bonnesen, grosserer D. Borgen, urtekræmmer A. Busch, snedkermester J. Cortsen, etatsråd dr. med. E. Dahlerup, garvermester A. Hertz, agent klædehandler J. C. Lund, etatsråd højesteretsassessor H. A. Mollerup, hattemagermester Børge Petersen, grosserer M. W. Sass og bagermester A. Scherfig, udtalte sig i et fyldigt særvotum. Men det vejede jo ikke op imod, at flertallet ligesom Magistraten sluttede sig til lovudkastene. Imellem minoritetens tretten var der seks håndværkere, og da der dengang sad fjorten håndværkere og industridrivende i forsamlingen, må følgende otte have været imod mindretallet: sadelmagermester C. A. F. Christensen, hofforgylder Damborg, fabrikant L. P. Holmblad, tømmermester Kayser, urmager Kyhl, farver N. C. Lind, bagermester Troels Marstrand og filehugger J. W. Naylor, fem af disse er da også mellem de ubetingede underskrivere af Industriforeningens skrivelse til ministeriet, nemlig dhrr. Damborg, Kayser, Kyhl, Marstrand og Naylor.

Det skal forøvrigt endnu nævnes, at da snedkermester Cortsen i et af de tre borgerrepræsentationsmøder havde sagt, at de Müllerske lovudkast havde vist ringeagt mod håndværksstanden ved aldeles ikke at have taget hensyn til det almindelige håndværkermødes indstilling, tog overretsassessor Müller til orde herimod i Berlingske Tidende. Han gjorde bl.a. gældende, at der var andre, der havde nok så meget krav på at blive hørt som håndværkerne, og dernæst vidste man jo slet ikke, om mødets delegerede virkelig repræsenterede håndværksstanden. Hvem havde valgt dem, og hvorledes var valget sket? Heraf tog bestyrelsen for Håndværkerforeningen i Århus anledning til at oplyse, hvorledes de to fra Århus mødte delegerede var blevet valgte. Foreningen havde sammenkaldt alle byens håndværkere til et møde, på hvilket der blev nedsat et tolvmandsudvalg, og dette sammen med lavenes oldgeseller og foreningens bestyrelse havde valgt de delegerede. Trods denne oplysning fastholdt Müller dog fremdeles det berettigede i fra hans side ikke at have taget hensyn til håndværkermødets indstilling.

Som vi ovenfor har set, gav rivninger på det nævnte håndværkermøde anledning til, at to medlemmer af Håndværkerforeningens bestyrelse udtrådte, kobbersmed Fugmann og sejlmager Weilbach. De, der i deres sted kom ind, var snedkermester Cortsen og bogbindermester Clément, og der er ingen tvivl om, at det var ikke alene brugbare, men dygtige kræfter, der herved tilførtes bestyrelsen. Cortsens optræden i Borgerrepræsentationen er nævnt ovenfor, og vi have også hørt, at både Clément og Cortsen fik sæde i foreningens udvalg angående en masseadresse, det muligvis i øjeblikket vigtigste udvalg, der skulle udpege, hvem der skulle skrive adressen og derpå lægge alt således tilrette, at den kunne få de flest mulige underskrifter fra hele landet. Inden her imidlertid gøres rede for denne sags forløb, skal vi se, at der også arbejdedes på anden måde.

Skomagermester J. Mouritzen, der synes at have været den ledende i det ovenfor nævnte reformudvalg, havde, da Müllers lovudkast udkom, sat sig til ivrigt at studere dem, og i maj udsendte han en subskriptionsindbydelse, hvori han bad håndværksstanden tegne subskription på et skrift, han kort efter udgav på egen bekostning: »Lavsprøverne kontra assessor O. Müller, et forsvarsskrift for et reformeret lavsvæsen«. I denne med stor overbevisning skrevne, ganske store pjece fortæller han, hvorledes han på det store håndværkermøde året før under stort bifald havde påtalt det mislige ved forskellige fags mesterstykker. Dette var begyndelsen til Håndværkerforeningens reformudvalg, hvis gode virksomhed viste, at håndværkerne selv både kunne og ville reformere, og Mouritzen var derfor harmfuld over, at »vore dages lærde lavsmodstandere« nu ville opløse og tilintetgøre »vort lovbekræftede lavsvæsen«, der med sine prøveindretninger var en god planteskole for dansk håndværkskunst og håndværksindustri, »ret som om en for livet og på rette og sande grundsætninger opbygget læreanstalt ikke bør tåles længere«. Gik det efter deres ønske, ville der opvokse en mådelig og uduelig svendeklasse, håndværket ville blive ødelagt, alt ville ende dårligt, og efter derpå vidtløftigt at have drøftet en række enkeltheder munder skriftet ud i spørgsmålet, om det er forsvarligt at forelægge næringslovforslaget for den i øjeblikket siddende rigsdag, hvor man vel for lavenes vedkommende kan vide udfaldet forud? Forfatteren mener, at det er uforsvarligt. Efter hans mening bør sagen udsættes til efter de rigsdagsvalg, der skulle finde sted i 1858, således at håndværksstanden på lovlig måde kunne blive repræsenteret og blive hørt, før den dømtes.

Og den tidligere nævnte gamle oberst Nissen var også i virksomhed. Et af ham i juli måned i Industriforeningen holdt foredrag »Bemærkninger og oplysninger om næringslovgivningen« blev af Håndværkerforeningen sendt til både »Flyveposten« og »Tiden«, der begge optog det; »Tiden« var et lille af D. E. Rugaard redigeret og udgivet blad. Foredraget er ikke på nogen måde betydeligt, men det kaldte dog Otto Müller frem. Obersten argumenterede på en sådan måde fra de preussiske næringsforhold, at Müller mente at måtte protestere. Men derfor gav obersten ikke op. Han svarede i »Tiden«, og så samlede han til sidst de forskellige af ham i dette blad meddelte stykker i en lille pjece »Om næringsspørgsmålet«, der blev udgivet af »den på det almindelige håndværkermøde i 1856 nedsatte komite til at varetage næringssagen«, og obersten ender pjecen med at sige, at hvor sikre rigsdagens to ting end mener at kunne være ved deres medlemmers fædrelandssind og kundskabsfylde, burde de »benytte sig af den efter grundloven rigsdagen tilkommende myndighed for at høre repræsentanterne for de i denne sag især interesserede fag, at høre af disse klasser valgte delegerede for således at vinde det rette grundlag, hvorpå de nye forslag i næringslovgivningen bør bygges«.

Håndværksstanden skal officielt høres, og næringslovforslaget skal først forelægges Rigsdagen efter de nye valg i 1858, var altså, hvad de to pjecer fordrede, men ville regeringen lytte til disse krav ? Den havde også arbejdet, og Otto Müller kunne i sin ovennævnte artikel i Berlingske Tidende for den 17 september oplyse, at seks amtmænd, Københavns Magistrat og flertallet i Københavns Borgerrepræsentation havde sluttet sig til de af ham udarbejdede lovudkast; at fire amtmænd og Industriforeningen havde udtalt sig for en videregående næringsfrihed, og at kun syv amtmænd, Købstadforeningen og mindretallet i Københavns Borgerrepræsentation havde ønsket den foreslåede ordning begrænset navnlig ved bevarelsen af duelighedsprøver. Regeringen var altså væsentlig blevet støttet ved de indkomne erklæringer og andragender. Men den kunne jo muligvis blive påvirket ved den af Håndværkerforeningen besluttede masseadresse, hvis den kunne nå et stort antal underskrifter, og hertil sattes der et stort håb. Der var gjort et betydeligt arbejde, da adressen den 4 august blev udsendt, og indbyderne, der gik i spidsen, var den af det almindelige håndværkermøde i 1856 udnævnte komite til at varetage næringssagen for den danske håndværksstand med tretten underskrifter, en komite for de danske handelslav med seks underskrifter og bestyrelsen for Oldgeselforeningen i København med syv underskrifter.

Skade dog, at adressens tekst må betegnes som kun mindre heldig. Den var lang, meget for lang, den fyldte 28 sider i oktav og 10 sider i folio - i disse to formater foreligger den trykt - og så var dens skruede sprog ikke let at forstå. I filosofiske vendinger om statens ide og individets frihed m. m. gik den ud på at berømme den daværende danske næringslovgivning som den sande næringsfrihed i modsætning til den ubundne næringsfrihed, der søgtes indført og et sted kaldes »en sildig efterbyrd af den ekstreme bevægelse, som allerede praktisk gjorde sig gældende i Den franske Revolution af 1789«, og som i alle henseender ville have en skadelig indflydelse på næringsstanden og derigennem på hele samfundet. Adressen ender derefter med at udtale et håb om, at der må blive skænket sagen en alvorlig og alsidig drøftelse, inden nogen beslutning tages. Afgørelsen var så vigtig, at den ikke burde finde sted ved en enkelt rigsdagsbeslutning, folket burde gennem nye valg afgive en bestemtere viljes tilkendegivelse, og særlig burde der af regeringen indhentes erklæringer fra de i sagen nærmest interesserede.

Både »Flyveposten« og »Tiden« gengav adressen fuldtud, og når det straks fra forskellige steder forlød, at adressen ikke behagede, er det kun naturligt, men det synes dog ikke at have haft indflydelse på tilslutningen til den ved underskrifter, og igennem »Fædrelandets« voldsomme optræden imod den, får man ligesom et indtryk af, at den bevægelse, den repræsenterede, ikke betragtedes som ufarlig for det resultat, som bladet ønskede. »Fædrelandet« skriver: »Fryder og glæder eder, i lavsvæsenets forstokkede tilbedere. Efter forlængst at være slået afmægtig til jorden på den sunde menneskeforstands gebet, er eders afgud blevet genstand for spekulativ behandling. Lavsvæsenet har endelig opnået, hvad det så længe savnede; det har fundet sin spekulative filosof, der måske står uovertruffen i suveræn ligegyldighed mod historiske kendsgerninger og sine samtidiges oplysning, men i alt fald næppe står tilbage for sine spekulative kolleger i dristige postulater, gådefulde sætninger, svimlende ordsammenstillinger og i den færdighed, hvormed han forstår at sætte sig ud over alle almindelige logiske hensyn«. I bladets bekendte stærke sprog kaldes forfatteren »lavsvæsenets Erasmus Montanus«, »lavsvæsenets filosofiske haleneger«, og så nævnes han endnu som »reaktionens utrættelige indlægsskriver Niels Levinsen«. Det er, hvad bladet også fik at høre, næppe fint af det at navngive overretsprokurator Niels Levinsen som forfatteren, men »Fædrelandet« var hans ivrige modstander, han benyttedes nemlig som rådgiver af »reaktionen«.

Adressen gik dog sin rolige gang såvel i København som i provinsbyerne. I København fik den 6920 underskrifter, i Århus 920, i Odense 673, i Ålborg 490, i Kolding 435, i Helsingør 406, i Randers 388 osv., I alt ca. 15000. Det var altså med rig tilslutning, at en ni mandsdeputation fra indbyderne med malermester Geisler som ordfører den 29 september kunne overlevere adressen til Indenrigsministeren, der nu dog ikke længere var P. G. Bang, der i 1855 havde besvaret Rimestads forespørgsel i Folketinget. I ikke fuldt to år havde efter ham først kgl. bankkommissær etatsråd C. F. Simony været Indenrigsminister, derefter kammerherre I. J. Unsgård, og nu var det den forhenværende professor ved universitetet etatsråd A. F. Krieger, en levende og slagfærdig politiker, en fuldblods nationalliberal, der så op til næringsfriheden som et strålende ideal. På ham har det næppe gjort noget stort indtryk, at Geisler lagde vægt på de mange underskrifter, adressen havde fået, til trods for at den fra mange sider var blevet modarbejdet, ikke altid med de hæderligste midler. Hans svar gik kort og godt ud på, »at lovudkastet var færdigt og havde erholdt hans majestæt kongens underskrift til fremlæggelse i Rigsdagen«.

Det var sikkert ikke med blide følelser, at deputationen forlod ministeren, hele det udførte store arbejde syntes omsonst, thi var der noget at håbe af Rigsdagen, således som den var sammensat? Kun i dens Folketing sad der nogle håndværkere, i alt fire, fra København sadelmagermester C. A. F. Christensen og tømmermester H. Kayser, fra Rønne urmager J. F. Petersen og fra Nyborg bogbinder J. N. Gomard, og dem stolede man ikke på. Ved den endelige afstemning stemte da også de tre førstnævnte for den nye næringslov, kun Gomard stemte imod. Og nu skulle altså sagen uden ophold forelægges denne rigsdag, således som det også skete to dage efter. Den 1 oktober forelagde indenrigsminister Krieger næringslovforslaget i Folketinget, ikke dog de to Müllerske udkast, men et på grundlag af dem i ministeriet udarbejdet forslag, der samlet behandlede såvel København og købstæderne som landet. Det var mere sammentrængt og på enkelte punkter noget forandret, det havde således helt strøget de Müllerske for nogle fag undtagelsesvis beholdte mesterprøver, men forandringerne var ikke større, end at det officielle forslag fremlagdes uden motiver. Der henvistes i så henseende til de Müllerske forslags fyldige oplysninger, og det var da også med hjertelige og anerkendende ord, at ministeren bragte Müller en tak for den gode måde, hvorpå han havde løst den vanskelige opgave, der var blevet stillet ham. Men ministeren sagde mere. Han pegede på, at han havde modtaget sagen forberedt fra sine forgængere; havde han stået frit overfor den, ville hans individualitet muligvis have gjort sig gældende på forskellige punkter i forslaget, overfor hvilke han nu resignerede. I det hele hørte der resignation til fra mange sider for at få sagen ført igennem, og ministeren ønskede den hurtigt ført igennem. I så henseende gjorde da også Folketingets formand amtmand C. E. Rotwitt alt, hvad muligt var.

Allerede den 5 oktober begyndte lovens første behandling, hvad der ved sin skynding traf flere medlemmer uforberedte, således som de selv udtalte det. Her skal dog før denne behandlings vedkommende kun gøres opmærksom på følgende, at Otto Müller udførligt gjorde rede for, at han havde taget så meget som muligt med af det bestående, at J. A. Hansen og Monrad, da så mange næringsdrivende i høj grad frygtede loven, ønskede, at der måtte blive faret med lempe, og at konsul Alfred Hage, der ville have loven så fri som muligt, navnlig overfor akcentueringen af de næringsdrivendes stærke frygt udtalte sin forundring over, at der så ikke var blevet afholdt talrige møder imod lovforslaget, og over at der ikke lå bunker af adresser og andre tryksager imod den på folketingsmændenes borde. Den 8 oktober sluttede den første behandling, den 10 valgtes et udvalg på ti medlemmer, fire valgtes i tingets fire afdelinger og seks i salen. De fire blev urmager J. F. Petersen, sadelmagermester C. A. F. Christensen, gårdejer L. S. Schøler og cand. jur. Hother Hage, og de seks overretsassessor O. Müller (valgt med 59 stemmer), oberst A. F. Tscherning (54 st.), redaktør J. A. Hansen (50 st.), biskop D. G. Monrad (43 st.) og - endda først ved et omvalg - cand. phil. C. V. Rimestad (38 st.). Monrad blev udvalgets formand, midler dets ordfører og Rimestad dets sekretær.

Adjunkt P. Schoubye fra Randers, medindbyder til »Den danske Købstadforening« og redaktør af foreningens tidende, sagde engang ved forhandlingerne i tinget, at der var tre ting i lovforslaget, som købstadhåndværkerne måtte ønske forandrede, det var afskaffelsen af duelighedsprøver, den landhåndværkerne givne afsætningsret og bestemmelserne om den afstand fra byerne, i hvilken disse håndværkere måtte bo. Her lader vi de to sidste ting falde og holde os kun til den første, der fra så mange sider nævntes som hovedspørgsmålet, og her skal det da nævnes, at der i udvalget fra både J. A. Hansens og Monrads side fremkom forslag om bevarelsen af en prøve, ligesom de begge ønskede den i lovforslaget nævnte overgangstid forlænget, den skulle ikke kun gå til 1862, men til 1867. J. A. Hansen fremsætter i det hele en række ganske overraskende bemærkninger, der viser, at han på flere punkter var endog ivrig for at skaffe håndværkerne de af dem ønskede blidere kår, og det selvom han i sit blad »Morgenposten« havde talt hånligt om håndværkernes ovenfor nævnte 15,000 mands Adresse, men det var i og for sig ikke underligt. Han gør i udvalgets betænkning gældende, at lovforslaget er en vidtgående og hensynsløs kuldkastelse af bestående indskrænkninger i handel og håndværk; det hæver lavenes udelukkende ret, bortkaster deres prøver, tillader at forene flere håndteringer, giver frihed til at gå fra en næringsvej til en anden, til selv at udføre alt arbejde ved de genstande, som det er en håndværker tilladt at afhænde som hele fabrikata osv.. Det er som sagt mærkeligt, at sådanne bemærkninger fremkomme fra hans side, men det viser sikkert, at han, den gamle skomagermester, godt kunne forstå håndværkerne.

Den 5 november begyndte lovens anden behandling, der krævede i alt otte møder og varede til den 12 november. Men af den kunne håndværkerne ikke øse nogen glæde. Monrads og J. A. Hansens forslag blev forkastede, Adressen med de 15,000 underskrifter havde kun gjort indtryk på nogle få, og i den hurtigt følgende tredje behandling forkastedes et af femten medlemmer stillet forslag om bevarelsen af en prøve i fem år efter overgangstidens udløb, men det interessante her er, at der hævede sig bebrejdende stemmer overfor den urimelige hast, hvormed lovforslaget var ført igennem. Gårdejer Bertel Nørgård ville således af den grund stemme imod det, og adjunkt Schoubye ivrede imod det eksempelløst forcerede udvalgsarbejde, sagen burde udskydes til efter valgene i 1858. Men herimod tog indenrigsminister Krieger stærkt til orde. Det var »en grundfordærvet anskuelse« på en sådan måde at ville skyde et ansvar fra sig. Den 21 november blev lovforslaget sendt til landstinget med 71 stemmer mod kun 11, og blandt dem, der stemte for overgangen, var Monrad, skønt han erkendte, at lovforslaget ikke var skånsomt.

I Landstinget tog sagen ikke lang tid. Den 27 november fandt første behandling af forslaget sted, og Orla Lehmann udtalte straks, at tinget burde gøre alt, »for at den velsignelsesrige reform ikke skulle blive udskudt i en lang og tvivlsom fremtid«, en opfordring, der blev fulgt. Allerede den 14 december var alle tre behandlinger med tilhørende udvalgsforhandling og affattelse af udvalgsbetænkning til ende med det resultat, at lovforslaget med nogle mindre ændringer blev vedtaget med 33 stemmer mod 3, som afgaves af købmand P. Wulff fra Stubbekøbing, kammerherre overførster N. J. Jessen fra Randers og møller F. Johansen fra Houby. Herefter vendte lovforslaget tilbage til Folketinget, hvor dets eneste og sidste behandling fandt sted den 18 december. Ved den udtalte J. A. Hansen påny, at lovforslaget gjorde et alt for stort spring, ligesom han stærkt påpegede, at alt kunne blive vedtaget på rette måde til den i forslaget satte overgangstids slutning den 1 januar 1862, selvom sagens afgørelse udskødes til efter valgene i 1858. Men intet hjalp. Forslaget blev endelig vedtaget med 62 stemmer mod 19, og her var atter Monrad mellem ja-stemmerne, medens her mellem nej-stemmerne skal nævnes J. A. Hansen, Gomard, Bertel Nørgård og P. Schoubye.

Det var sikkert med ikke ringe spænding, at håndværkerne fulgte forhandlingerne i Rigsdagen, og spændingen er vistnok vokset, efter hånden som betydningen af det hurtige tempo, de foretoges i, blev dem klar. Imod forventning ville loven herved kunne blive færdig inden årets udgang, og den 19 november, den dag, da lovforslagets tredje behandling i Folketinget begyndte, findes i »Tiden« en artikel, hvori »en håndværker« opfordrer standen til hos kongen at nedlægge besværing over professorpartiets uskånsomhed og hårdhed. Der manes til kamp mod »vore rettigheders fjender«, og efter »Fædrelandet« fik snart efter lavenes oldermænd og bisiddere samt svendenes oldgeseller og repræsentanter en »anonym« indbydelse til et møde, og efter den gjaldt det om at gå frem »på en skarpere måde end hidtil«. Ganske således er det dog næppe sket. Håndværkerforeningen, der her var den agerende, har sikkert på sædvanlig måde indkaldt til mødet, der mandag den 23 november blev afholdt i Industriforeningens sal, som dertil var lejet. På mødet, der var meget talrigt besøgt, og som dirigeredes af kobbersmed Fugmann, talte malermester Geisler under enstemmig tilslutning for, at standen »på solen måde« skulle overrække kongen en adresse, og hvad der herved skulle forstås, antyder »Tiden« for den 28 november, når den med lavenes mestere og svende for øje udbryder: »Flok jer om fanerne, når disse snart udfoldes«. Man ville drage i procession til kongen med musik, faner og emblemer.

Men sligt måtte forhindres og blev forhindret. Det er, som om man frygtede, at et sådant højtideligt optog kunne gøre et så stærkt indtryk på kongen, at han lod sig bevæge til at sige ja til, hvad processionen bad om. Et anonymt flyveblad »Til svendene og andre arbejdere i København«, hvori det kraftigt frarådedes dem at gå med i det påtænkte faneoptog, blev straks spredt ud over alle byens gader og huse; ordene i det var C. V. Rimestads. Det kan nu godt være, at det ikke ville have influeret synderligt på svendenes deltagelse, men forhandlingerne, som Næringsstandskomiteen selvfølgelig måtte føre med kabinetssekretæren etatsråd J. P. Trap, gav et resultat, der fuldstændig udelukkede faneoptoget. Han bemærkede straks, at kongen næppe kom til København før ved nyårstid, og ytrede derpå som en formodning, at kongen mandag den 30 november ville modtage deputationen på Frederiksborg, hvorom dog nærmere underretning ville blive given. I henhold hertil kaldte kabinetssekretæren lørdag den 28 om aftenen kl. 8 et af komiteens medlemmer til sig og underrettede ham om, at kongen allerede dagen efter, søndag den 29 kl. 12 middag ville modtage deputationen. »Skønt dette hastværk ikke kom deputationen uventet, skriver den i sin beretning, havde man dog ikke tænkt sig et så kort varsel, men hensigten at forhindre ethvert som helst følge med deputationen blev dog herved opnået«. En betydelig del Københavnske borgere havde, da faneoptoget blev umuligt, besluttet at ledsage den, ligesom Hillerøds- og Helsingørs håndværkerforeninger havde ønsket meddelelse om, når adressens overleverelse skulle ske.

Så mødte da deputationen alene, nemlig malermester Geisler, bogbindermester Clément, hofstolemager C. B. Hansen, hørkræmmer major N. F. Hoffding og bagersvend H. F. Jacobsen, med en adresse, der efter først at have skildret den uro, utilfredshed og bekymring, det nu i Folketinget vedtagne næringslovforslag havde spredt i vide kredse, androg om, at kongen, hvis det også skulle blive vedtaget i Landstinget, ville nægte det sanktion, samt om »at deres majestæt ville lade denne i så mange tusinde familiers ve og vel indgribende sag blive genstand for en fornyet og moden overvejelse, hvorved de interesserede kunne komme til ved kommitterede, udgåede af deres eget valg, at give deres mening tilkende, forinden et nyt lovudkast forelægges en vordende rigsdag«. Og svaret, kongen gav, efter at ordføreren, der denne gang var Clément, havde talt, refereres af deputationen således: »Jeg takker dem og dem, som have sendt dem, for den urokkelige tillid og kærlighed, de altid viser mig. Jeg er, som de ved, konstitutionel konge. Jeg skal imidlertid i denne sag gøre, hvad jeg kan«.

Det var herefter med glæde, at deputationen forlod slottet og deltog i et festmåltid, som næringsstanden i Hillerød gav for den på rådhuset. Efter hjemkomsten til København affattede dens medlemmer som ovenfor antydet en meddelelse om audiensen, satte deres navne under den og sendte den til nogle af Københavns blade, men nu hændte det, at Berlingske Tidende kun meddelte den delvis og med et andet kongeligt svar. »Efter pålidelig kilde«, oplyser bladet, havde svaret ordlydende været: »Mine venner! De ved jo, hvor stærkt og inderligt mit folks lykke ligger mig på hjerte. De ved jo, at jeg er konstitutionel konge. Jeg takker dem, og jeg beder dem bringe min tak til dem, der have udsendt dem, for den urokkelige tillid, de have vist mig. Og dermed gud være med eder!« Deputationen protesterede stærkt herimod, kaldte Berlingske Tidende’s adfærd upassende, og een gang endnu fik den lejlighed til endnu stærkere at komme tilbage til denne sag. Da Næringsstandskomiteen noget senere ønskede en ny henvendelse til kongen, således som det nedenfor vil blive omtalt, kaldte »Fædrelandet« i en skarp artikel herom, deputationens medlemmer i anledning af deres protest for »i høj grad hildede og forblindede af deres lidenskab«, hvad der gjorde, at de i Berlingske Tidende før tirsdag morgen den 22 december som avertissement indrykkede en erklæring, hvori de bl.a. sagde: »Vi føler os opfordrede til højtideligt at give vort æresord i pant på, at hans majestæt kongens ord var i indhold og mening i alt væsentligt således som de af os i vor tidligere meddelelse anførte«. De afviser, hedder det videre, »med indignation det frække angreb, »Fædrelandet« har villet gøre på vor borgerlige ære, idet vi dybt og inderligt beklager, at bladet ikke har undset sig ved ligesom at gøre vor ophøjede konges personlige udtalelser til skjul for det had og den uvilje, det bestandig viser den sag, vi af kærlighed til fred og velvære i vort fædreland og af pligt imod mange tusinde medborgere forsvare og til det yderste ville forsvare med alle lovlige midler«. Dagen efter havde Berlingske Tidende følgende notits: »I anledning af den i gårsdagen morgenavis af næringsstandens deputation indrykkede erklæring, finder vi os foranledigede til at gentage, hvad vore læsere uden tvivl forlængst har sluttet sig til, at den af os nævnte aldeles pålidelige kilde var en officiel meddelelse«.

Der er forøvrigt at berette om endnu en audiens om denne sag hos Frederik VII. Skomagerlavet i København havde i en repræsentant forsamling vedtaget, at der skulle overleveres kongen et eksemplar af skomagermester Mouritzens skrift mod de Müllerske lovudkast, og det overdroges forfatteren selv at overbringe det. I den anledning drog Mouritzen til Hillerød, hvor det blev besluttet, at det derværende skomagerlavs oldermand skomagermester A. Restrup skulle ledsage ham, og den 1 december fandt audiensen sted. Ved denne lejlighed udtalte Mouritzen efter hans eget referat bl.a. følgende: »Det vil være deres majestæt bekendt, med hvilken hastighed og letsindighed man behandler den for os vigtige sag og med det samme omstyrter alt det gode, som følger med vore lavsindretninger«, og så tilføjede han en ærbødig anmodning om, at kongen ville drage omsorg for, at sagens afgørelse blev udsat. I sit svar sagde kongen, også efter Mouritzens referat, at han som konstitutionel konge ikke kunne gøre mere, »da forslaget er vedtaget af de mænd, de selv har valgt, som jeg også svarede deputationen i søndags«, men fortsatte han, »jeg kan jo nægte [sanktion], og jeg skal nøje overveje sagen med mit ministerium, derfor overlad de det til mig«. Og de to skomagermestere gik fra slottet til rådhuset, hvor de i et møde med byens håndværkere gjorde rede for audiensen og udbragte et kongen leve.

Var det blevet forhindret, at Næringsstandskomiteen nåede frem til kongen i et lavsoptog med faner og klingende spil, var komiteens tanke nu henvendt på et optog af deputerede fra alle landets næringsdrivende. Der blev efter dens foranledning afholdt møder herom rundt omkring i landets byer, og den 24 december kunne »Flyveposten« meddele, at der nu var valgt delegerede i Ålborg, Århus, Odense, Nykøbing på Falster og Slagelse. Også denne bevægelse skulle dog modarbejdes. Fra den modsatte side fremkom en adresse, der udtalte glæde over loven og ønskede dens hurtige sanktion. I løbet af tolv dage fik den i København 1636 underskrifter, og en deputation bestående af kammerherre Fr. Feddersen, møbelhandler snedker H. P. Frederiksen, bagermester Troels Marstrand, universitetsinstrumentmager C. Nyrop og skræddermester N. Nørholm - det var på een nær ganske de samme, som havde udgjort det udvalg, der i Industriforeningen havde affattet den frisindede næringslovsbetænkning - overrakte adressen søndag den 27 december i en audiens på Frederiksborg med Frederiksen som ordfører. Kongens svar lød denne gang: »De vide, mine herrer! Hvor lykkelig jeg altid har følt mig ved at fremme mit folks vel; det ville de have set i alt, hvad jeg som konge har foretaget. Det skal derfor glæde mig meget, om mine undersåtter ville blive tilfredse, når loven kommer ud«.

Nu var det altså afgjort. Kongen havde besluttet at følge sit ministerium. Tirsdag den 29 december 1857 underskrev han i Statsrådet Næringsloven. Meddelelsen herom nåede imidlertid ikke tidsnok ud i provinsbyerne til at standse de delegeredes rejse til København, og i stedet for den til den 2 januar planlagte henvendelse til kongen, hvorom der var korresponderet med kabinetssekretæren, blev det nu til en forbitret middag den 7 januar i Håndværkerforeningen, hvor formanden malermester Geisler efter »Fædrelandet« udbragte et referat for ministeriet. Sandheden er imidlertid, at han udbragte en skål for kongen og til den knyttede et ønske om, at han måtte finde den nødvendige bistand til at fjerne et ministerium, der havde hånet en talrig samfundsklasse, og få et nyt, til hvem folket kunne se op. Sindene var absolut i stærk bevægelse.

Allerede straks efter det almindelige håndværkermøde i 1856 havde der været tanker oppe om at få en vis nærmere bestemt samvirken istand mellem alle landets håndværkerforeninger og Håndværkerforeningen i København som centralforening. Sammenslutningen skulle bl.a. udgive et tidsskrift, stod der i det forslag til love, som i året 1857 sendtes omkring af Håndværkerforeningen i København. Dengang blev det dog ikke til noget, og en i oktober samme år udsendt indbydelse til at tegne subskription på et ugeblad blev også uden resultat. Men nu i januar 1858 toges forhandlingerne op igen med de tilstedekomne delegerede, nu skulle der dannes en næringsstandsforening, der skulle udgive en »tidende for næringsstanden«, men fremfor alt vedtoges en til kongen rettet udtalelse, der snarest burde underskrives, da Næringsloven jo allerede i ikke uvæsentlig grad trådte i kraft den 1 april. Men denne adresse vakte stor opstandelse. Forskellige lav vægrede sig ved at underskrive den, således bagerlavet, handskemagerlavet, møllerlavet, tobakspinderlavet samt silke- og klædekræmmerlavet, ligesom man også forskellige steder i provinserne, således bl.a. i Nykøbing på Falster og Rander’s, helt meldte sig fra, ja selv Købstadforeningens tidende tog et stærkt forbehold, og det skønt den del af Næringsloven, som skulle træde i kraft den 1 april, hovedsagelig berørte købstæderne. Men adressen var også et meget kraftigt aktstykke.

Efter først i stærke toner at have klaget over »den diktatoriske måde«, indenrigsminister Krieger havde gennemtvunget Næringsloven på, betragter den det som frie borgeres pligt uforbeholdent for landsfaderen at erklære, »at den minister eller de medlemmer af ministeriet, der således benytte den kongelige gave, konstitutionen, til gennem den at kuldkaste lovlig erhvervede rettigheder og sætte vilkårlighed i frihedens sted, ikke kunne have borgernes tillid«. Derpå hedder det videre: »Men en anden styrelse, til hvem folket vil kunne se op med agtelse og tillid, kan gribe foranstaltninger, der kunne suspendere den vedtagne lovs ikrafttræden og forskaffe den frie folkemening tid til at gøre sig gældende, så der kan tilvejebringes en reformerende, til retfærdighedens fordringer og samfundets tarv svarende ordning af næringsvæsenet, der vil være en nødvendig betingelse for den harmoni, som bør herske mellem konge og undersåtter, mellem regering og folk, hvis alt skal trives og fare vel i fædrelandet!« Og så kom endnu til afslutning følgende: »Den konge, hvis valgsprog er »folkets kærlighed, min styrke«, vil også høre folkets røst og støtte sig dertil! Vi står beredte, deres majestæt! Til at høre konge ord og erfare kongens handling! Der er borgere rundt omkring i riget, mange tusinder, som ingen mur ville se oprejst mellem kongen og dem; men ville bane vejen, hvorpå monark og undersåtter kunne færdes og virke sammen til eet mål: Til held og hæder for samtid og eftertid!«

Det er stærke ord, hvis mening efter »Dagbladet« og »Fædrelandet« måtte være en opfordring til statskup, et forsøg på at ville omstyrte Grundloven. Er de ikke ligefrem strafbare, skriver »Fædrelandet«, »er deres utvetydige mening i alt fald både forbryderisk og tåbelig«. Næringsstandskomiteen undlod imidlertid ikke at svare i en endog lang artikel i »Flyveposten«, den var »forbavset over den frækhed, hvormed dansk liberalitet drives« og holdt på sin ret til at søge den mur, det Hallske ministerium dannede mellem kongen og det næringsdrivende folk, bortfjernet. »Hans majestæts svar til os på Frederiksborg tilkendegav, at hans majestæt ikke fandt vor bøn ubillig; men ministeriet ville ikke nedlade sig til at agte på tusinder af medborgeres stemmer, det stillede sig imellem kongen og os«. Modstanden mod adressen må dog have været komiteen for stor, arbejdet for den blev indstillet. Den blev aldrig indgivet, og det trak ud med etableringen af Næringsstandsforeningen og udgivelsen af den projekterede »tidende for næringsstanden«. Der måtte udsendes nye opfordringer, for Næringsstandskomiteen på et møde den 12 april 1858 kunne omdannes til bestyrelse for den nye forenings Københavnske hovedafdeling; den 18 april udsendtes det første nummer af foreningens tidende.

Foreningen bestod af en række hovedafdelinger landet over med tilhørende filialforeninger, men den Københavnske afdeling var absolut den væsentligste, den valgte et repræsentantskab, og den af dette valgte afdelingsbestyrelse var tillige centralbestyrelse for hele foreningen. Det er imidlertid nok så interessant at se, at foreningen efter den indledning, som går foran dens grundbestemmelser, ikke alene skulle virke for en ordning af næringssagen overensstemmende med retfærdighed, men også skulle gøre sig gældende i politiske spørgsmål, og i hvilken retning denne politiske virksomhed skulle gå, kommer frem i bladets første nummer. Det hedder her bl.a., at »det ligger i den næringsdrivendes karakter at holde fast ved, hvad han med gud og æren besidder«, og derfor vil foreningen konservativt hævde helstaten. Også på dette punkt vil det da bekæmpe det liberale parti, der står den imod. »Den forhånelse og tilsidesættelse, der i så fuldt mål udvistes mod Danmarks næringsstand«, er formentlig begrundet i partiets overbevisning om, at »dens spredte kræfter, når dommen var faldet over dem, ville tie og falde tilføje«, men nu var foreningen blevet dannet, og da folketingsvalget nærmede sig, udstedte den et kraftigt opråb »Til medborgere i anledning af de forestående folketingsvalg«.

Overbevist om Næringslovens skadelighed fordrer den væsentlige forandringer foretagne i den. Duelighedsprøver forlanges fremdeles aflagte; der må føjes betingelser til den enhver givne ret til uden ansvar at kunne udføre det under håndværks eller fabriksdrift hørende arbejde, som han enten selv eller ved hustrus og børns hjælp udfører; den landhåndværkerne givne ret til at arbejde for købstadsbeboere bør hæves ligesom den Indenrigsministeren givne ret til ved bevilling at gøre undtagelser fra lovens bestemmelser; der må nøje våges over, at de fastsatte afstandsbestemmelser strengt overholdes osv.. Derpå tales der mod fæstes overgang til selvejendom ved tvingende forholdsregler og imod finansministerens forsøg på at forhøje rentefoden, og så lægges der endelig med hensyn til den ydre politik vægt på, at det er enhver loyal dansk mands pligt at værne om kronens ære og rigets selvstændighed, ethvert delingsforsøg »hvad enten det fremføres i skandinavismens lokkende eller tyskhedens frastødende skikkelse«, må mødes med en bestemt vilje om at ville stå kongen bi i opretholdelsen af riget i dets gamle udstrækning dvs. af helstaten. Under opråbet står »Bestyrelsen for Næringsstandsforeningens hovedafdeling i København den 17 maj 1858«, der tæller følgende medlemmer: bogbindermester D. L. Clément, klejnsmedemester J. Cumann, malermester A. C. Geisler, hofstolemager C. B. Hansen, tømmermester H. P. Møller, drejermester G. F. Picker, skræddermester J. B. Schilder, smedemester N. M. Schmidt, snedkermester O. N. Thorsen og urmager J. A. Øberg.

Selvfølgelig blev dette opråb ikke godt modtaget af den liberale presse. Vi skulle særlig dvæle ved »Dagbladet«, der var hele den her omhandlede bevægelse nok så uvenlig som »Fædrelandet«. Da adressen med »konge ord og konge handling« var blevet opgivet, skrev bladet, at det på ingen måde kastede vrag på næringsstanden, hvis mange dygtige medlemmer det anerkendte. »Vi beklager kun, at der i næringsstandens navn optræder som talende og handlende folk, som mangler al evne og personlighed til at repræsentere dens fordringer og interesser på en passende måde. Vi spotter over den bornerthed og dumme arrogance, der giver sig tilkende hos de mænd, der optræde på næringsstandens vegne, og hvis hele opførsel er fortræffelig skikket til at fordærve den sag, som de ville forfægte«. Og så hedder det lidt længere nede i den samme artikel: »Hvis vi ved at fremstille dhrr. Geisler og kompagni i den eneste skikkelse, der svarede til deres meritter, nemlig som komikere af den laveste genre, have bidraget vort til at åbne øjnene på vore håndværkere og købstadborgere, da lykønske vi os dertil«.

Herefter kan man forstå, at bladet med vågne øjne fulgte valgbevægelserne fra håndværkernes og helstatsmændenes side. Det beretter således, at »hr. bogbinder, klokker og graver Clément« - han var klokker og graver ved den reformerte menighed - i spidsen for seksten vælgere, alle næringsdrivende, havde anmodet gehejmeråd Tillisch om at stille sig, og senere at alt, hvad Næringsstandsforeningen i så henseende havde opnået, var mobiliseringen af regeringsråd Chr. Tiemroth, greve Julius Raben, oberst L. Nissen og skomagermester J. Mouritzen, der hver får tillagt forskellige hædrende egenskaber. Bladet ved ikke, om resultatet skal kaldes tragisk eller komisk og kalder det så tragikomisk. Men da valgdagen den 14 juni kom, viste det sig, hvad også »Dagbladet« erkendte, at »Næringsstandsforeningens stillingskontor« havde gjort et stort arbejde. I Københavns ni kredse stod der i syv af dem kandidater imod liberalismens mænd, og fire af dem sejrede. I anden kreds stod generalkrigskommissær C. V. Lange mod grosserer Alfred Hage, i tredje regeringsråd Chr. Tiemroth mod overretsassessor Otto Müller, i fjerde bagermester A. Scherfig mod borgemester S. Linnemann, i femte gehejmeråd Tillisch imod overretsprokurator J. E. Damkier, i sjette greve J. Raaben mod baron Blixen-Finecke, i syvende oberstløjtnant skomagermester

C. F. Lier mod kammerherre F. Feddersen og i ottende slagtermester H. G. Meyer mod cand. phil. C. V. Rimestad. På håndværkernes side har det været følt som en stor glæde, at fire af de syv nævnte sejrede, nemlig Lange, Scherfig, Tillisch og Lier, og det har sikkert været en forøgelse af glæden, at to af disse var håndværkere, hvorved endnu kan oplyses, at medens generalkrigskommissær Lange kun sejrede med een stemmes overtal over grosserer Hage (247 stemmer stod mod 246), sejrede bagermester Scherfig med 241 stemmer mod 222 over borgemester Linnemann og skomagermester Lier med endda 197 stemmer mod 85 over kammerherre Feddersen.

De to liberale blade var i høj grad utilfredse med dette resultat.

Men medens »Dagbladet« leverede væsentlig objektive referater af valghandlingerne og erkendte det fra håndværkernes side udførte arbejde, var »Fædrelandet« kun skarpt og grov. Hvad det sagde om Scherfig, er nævnt tidligere, nemlig at hans egen forstand burde have sagt ham, at han ingen som helst dygtighed besad til en rigsdagsvirksomhed, men dette kunne bladet have sparet sig, thi efter »Dagbladets« referat havde Scherfig væsentligt selv sagt dette ved valghandlingen, men tilføjet at han dog følte det som en pligt at stille sig. I 30 år havde han tilhørt bevægelsespartiet, men dettes politik var nu kommet ind på områder, hvor han, der stadig var frisindet, ikke kunne følge det, han betragtede således Næringsloven for betænkelig og skadelig, og han ville derfor som absolut uafhængig mand tilbyde kredsen sin tjeneste. Dette var dog forstandig tale. Men mod Lier var bladet endog meget grov. Det havde tidligere betegnet ham som en omvendt republikaner med tilføjelse af, at sådanne skulle være »de trofasteste reaktionære, ligesom de forbedrede gavtyve blive de bedste politispioner«, og efter valget hed det: »Hr. Lier er en forunderlig skikkelse, der i sin borgermilitære egenskab rager højt op i rangforordningen, men i forstand og dannelse står dybt nede i samfundet, og som derfor langt mere hører hjemme i en komedie end i en rigsdag; han kan dér kun gøre en ynkelig eller latterlig figur«. Efter »Dagbladet« havde Lier på valgdagen i et meget »lidenskabeligt« foredrag protesteret imod at være absolutismens tjener og reaktionens håndlanger, således som »Fædrelandet« havde påsagt ham, og hævdet for sig, »skomageren«, fuldt så liberale anskuelser, som kunne næres af hans modkandidat, men Næringsloven ville han have forandret.

Udenfor København var der også bevægelse. I Hillerød stillede skomagermester J. Mouritzen sig, i Maribo træffer vi skomagermester oberstløjtnant P. Dahlberg, i Nyborg bogbinder J. N. Gomard og i Fåborg malermester August Hunt, men af dem blev kun Gomard valgt. Som det vil ses, var her altså håndværkere fremme, og ganske interessant er det, at ved dette valg tragtede ikke mindre end tre københavnske skomagere efter at blive rigsdagsmænd, Dahlberg, Lier og Mouritzen. I forbindelse med de heldige valg, der sikkert har fyldt Næringsstandsforeningens bestyrelse med en ikke ringe sejrens glæde, skal det endnu omtales, at den også gik sejrrigt frem på Industriforeningens generalforsamling den 10 september 1858. Ved det på den foretagne repræsentantvalg valgtes malermester Geisler, hofstolemager C. B. Hansen og oberst L. Nissen ind i dens bestyrelse. Nu var der absolutte modstandere af Næringsloven også i Industriforeningens bestyrelse. Men - nogen betydning fik de ikke her, og med selve Næringsstandsforeningen gik det nu snarere tilbage end frem.

Det ser underligt ud, at den lille »tidende for næringsstanden« pludseligt ophørte med nr. 22 for den 12 september 1858, og spørger man om grunden, er den sikkert at søge i økonomiske vanskeligheder. Håndværkerforeningen i København var kun en lille forening, der ikke rådede over midler. Til afholdelsen af det almindelige håndværkermøde i 1856 var der da også hos de deltagende lav og provinsforeninger blevet opkrævet et bidrag, der varierede fra 5 rd. til 30 rd.. Fra 40 københavnske lav og 36 provinsbyer indkom der i alt 924 rd., og da udgifterne ved mødet kun androg 660 rd. 44 skilling fremkom der et overskud på 263 rd. 52 skilling som Næringsstandskomiteen fik at råde over, men det slog selvfølgeligt ikke længe til, hvorfor komiteen også, da den gik igang med dannelsen af Næringsstandsforeningen, stadigt i sine cirkulærer anmodede de forskellige lav og provinsforeninger om et tilskud, og i dets sidste cirkulære af d. 28 april 1858 hedder det, hvad der giver god oplysning, bl.a. således: »Størstedelen af de med sagen forbundne udgifter, forsåvidt de er dækkede, har Københavns lav måttet bære; men da komiteen nu anser sit mandat for sluttet og overlader den videre virksomhed til den nyoprettede Næringsstandsforening, ønsker den snarest at afgøre de endnu på den hvilende fordringer, og må derfor gentagende stille den anmodning, der indeholdtes i dens cirkulære af d. 5 august samme år, nemlig: At tilsende komiteen et bidrag, hvilket de, ligesom tidligere, selv kan bestemme efter forhold og omstændigheder«. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at forholdene blev bedre under Næringsstandsforeningen, det hele er jo mere en formel end en reel forandring, bestyrelsen for den nævnte forening og Næringsstandskomiteen består væsentlig af de samme personer, og i grundbestemmelserne for Næringsstandsforeningen er der ikke fastsat noget medlemskontingent, det hedder kun (i § 10): »For så hurtigt som muligt at have pekuniære kræfter til disposition, hvorved sagen kan gives den fornødne fremme, dannes ved bidrag, indsamlede ved de forskellige foreninger, et fond, der administreres af centralbestyrelsen, og som for anvendelsen af samme aflægger behørigt regnskab«. Højst hensynsfuldt og højst upraktisk.

Herefter er det forståeligt, at bladet måtte gå ind, og efter valgkampagnen synes virksomheden i det hele kun at have været ringe. De nye rigsdagsmænd have åbenbart hurtigt fået indtrykket af, at der ikke var noget at gøre. Et af Næringsstandsforeningens bestyrelse affattet andragende til Rigsdagen om fem ændringer i næringsloven - det støttedes af 35 lavs oldermænd og 31 lavs oldgeseller - blev indbragt af Scherfig og Lier. Men det var også alt, hvad der skete i rigsdagssamlingen 1858 og i samlingen 1859-60 skete der slet intet. Bestyrelsen tænkte på at formulere de ønskede ændringer som paragrafer i et lovforslag, der så skulle indbringes i Rigsdagen, men ved henvendelse til endog flere rigsdagsmænd fik den »overalt undvigende svar og tilkendegivelser om, at et skridt i denne retning for tiden ville være unyttigt og ørkesløst, da ingen stemning eller tilslutning var at opnå for det«. Så udsendte bestyrelsen den 1 juli 1860 et cirkulære herom og spurgte alle de vedkommende lav og foreninger, om de ønskede videre skridt foretagne, idet det, hvis de svarede ja, lagdes dem på sinde af al evne at understøtte sagen ved afholdelse af møder, samling af underskrifter, henvendelse til borgerrepræsentationer og - deltagelse i udgifterne. De derefter indløbende svar gik ud på, at der burde gøres nye skridt, og så udsendte bestyrelsen til hurtig underskrift en til Rigsdagen stilet petition, som vendte tilbage med omtrent 6000 underskrifter, men - til Rigsdagen kom den ikke, og et cirkulære af 5 april 1861 gør udførligt rede for grunden hertil, samtidig med at det afslutter Næringsstandsforeningens virksomhed.

Ved sin henvendelse til en del rigsdagsmænd om at indbringe og støtte petitionen mødte den de samme betænkeligheder som for, og resultatet blev da, at syv rigsdagsmænd - gehejmeråd Tillisch, justitsråd borgemester i Århus C. E. Hertz, bagermester A. Scherfig, oberstløjtnant skomager C. F. Lier, redaktør J. A. Hansen, generalkrigskommissær C. V. Lange og adjunkt J. C. H. Fischer - ikke indbragte petitionen med dens ønske om forskellige ændringer i næringsloven i Rigsdagen, men indsendte den til Indenrigsministeriet med deres anbefaling og et udtalt håb om, at ministeriet ville tage sagen i sin hånd; petitionen støttedes yderligere af en anden skrivelse fra samtlige oldermænd i København på lavenes vegne. Herefter fortsættes der i cirkulæret således: »Vi tro, at der nu fra håndværksstandens side er sket alt muligt for at bringe dens ønsker og mening til lovgivningsmagtens og de højeste autoriteters kundskab, og at der i det hele taget er nået til den yderste grænse inden andragenders og forestillingers kreds. Det er en virksomhed, der gennem alle dens stadier har varet henved fem år, og vi føle os forvissede om, at der fra vor side intet er forsømt for at fremme dette for det almene vel så vigtige anliggende, men at vi med iver og opofrelse have røgtet det os overdragne hverv. At vi ikke har kunnet besejre de hindringer, der snart ved snildhed, snart ved magt er blevet opstillede mod sagens fremme, grunder sig væsentlig i alle vore nuværende forhold og vore i mange henseender højst besynderlige tilstande, men vi skulle heller ikke fordølge, at den støtte og enighed, hvorpå vi fra først af så trygt byggede, og som var af største retydning og vigtighed for sagen, når man tilgavns skulle trænge igennem, ofte svigtede og i hvert fald ikke viste den udholdenhed, der er eneste og vigtigste betingelse for at nå sejr i kampen. Imidlertid erkende og takker vi med glæde dem, der ikke skiftede mening og ikke trættedes, men med usvækket interesse fulgte bestræbelserne for at hævde og forsvare standens retmæssige fordringer. Efter vor formening må nu håndværkernes opmærksomhed henvendes på den tilkommende ordning af de frivillige lav for at bidrage af al magt til, at den nye tilstand, som lovgivningen har skabt, kommer til at indvirke så lidet skadelig som muligt på de bestående interesser«. Det arbejde, der nu skulle gøres, henvistes til Håndværkerforeningen i København, og så ender cirkulæret endelig med en indtrængende udtalelse om - de kedelige penge. Udgifterne havde væsentlig oversteget de modtagne bidrag, og derfor bedes de vedkommende om inden tre uger at indbetale det nødvendige, hvad de dog ikke gjorde, og så måtte der udsendes et nyt cirkulære, et rykkercirkulære, i juni 1861.

Nu var der ikke lang tid til den 1 januar 1862, da Næringsloven helt skulle træde i kraft og skabe en tilstand, der ville komme til at lide under »den egensindighed og letfærdighed, hvormed borgernes velfærdsanliggender var blevet behandlet« trods de fra håndværksstandens ledere udfoldede »redelige og lovlige« bestræbelser. Det gjaldt om noget at afhjælpe »den ulempe og skade, som den nye tilstand ville medføre«, og med dette for øje udsendte Håndværkerforeningen under d. 15 juni 1861 til samtlige lav et udkast til nye love for dem som frivillige institutioner, og uden at komme ind på dette lovudkasts enkeltheder skal her peges på, at det bl.a. gør det til »en hellig pligt« for lavenes medlemmer at oplære de dem betroede unge således, at disse efter afsluttet læretid kunne aflægge en fornuftig og betryggende prøve, samt at drage omsorg for at de senere, når de ville være medlemmer af lavet, aflægge en ny prøve. Prøverne skulle med andre ord holdes vedlige, og kun de, »som har forfærdiget mesterprøve i overensstemmende med lavets herom vedtagne regler«, skulle kunne blive medlemmer. Udkastet blev trykt i »Flyveposten« og mødtes straks af »Fædrelandets« banstråle. Udkastet ville jo igen indføre de afskaffede duelighedsprøver, hedder det, og ministeriet, der skulle anerkende de frivilligt bestående lav, kunne umuligt tillade det. »Indenrigsministeren har en lille personlig svaghed for lavsfordomme og mesterprøver, men han er en ærlig og retskaffen mand«. Kom han Håndværkerforeningen imøde, ville magten være flyttet fra Kristiansborg til Læderstræde. Det var forståelige ord, der muligvis have gjort deres virkning, og sikkert er det, at de nye love, der af forskellige lav indsendtes til stadfæstelse, ikke blevet anerkendte. Det var Monrad, der dengang var indenrigsminister.

I anledning af disse afslag blev der den 4 december holdt møde i Håndværkerforeningen med standens oldermænd samt de kommitterede i lavene, der havde deltaget i udarbejdelsen af de nye lavslove, og her tilrådedes det lavene at tilskrive Magistraten, der stod som mellemled mellem dem og ministeriet, »at man ikke ser sig i stand til at gå ind på de foreslåede forandringer, men at lavet i en almindelig samling har besluttet ikke at andrage videre om nogen ministeriel stadfæstelse på nye vedtægter, hvorimod man fremtidigt agter at ordne og forvalte lavet efter de ældre artikler tillempede sådanne bestemmelser, som næringsloven af d. 27 december 1857 gør nødvendige, og som af interessenterne på forhandlingsmæssig måde vedtages«.

Herved skete det, at lavene, da den 1 januar 1862 kom, væsentlig stod uden love. Men ganske efter Håndværkerforeningens anvisning gik det dog langtfra. Lavene faldt nemlig lidt efter lidt tilføje. Bestemmelsen om, at de kun ville optage som medlemmer faglærte, der havde aflagt en prøve, blev forandret til, at lavene stod åbne for enhver, der havde erhvervet borgerskab i det pågældende fag, og så fulgte den kongelige konfirmation straks, således til eksempel for tømmerlavet den 14 april, for snedkerlavet den 8 maj, for murerlavet den 18 juni 1862. For nogle lavs vedkommende trak det længere ud, men med kom de efterhånden, guldsmedelavets love blev konfirmerede den 16 marts 1864, og ved forholdene i to lav skal her særlig dvæles, nemlig ved forholdene i skomagerlavet og malerlavet.

Skomagerlavet med sine ivrigt diskuterende og ikke sjældent nogle stridbare medlemmer havde aldrig været bange for at gå på egen hånd, og dette kom da også frem i næringslovkampen. Som vi har set, var skomagermester Mouritzen, to dage efter at næringsstandsdeputationen i 1857 havde været til audiens, på lavets vegne også til audiens hos Frederik VII, og da Næringsstandsforeningen ikke i kampen syntes at kunne nå de ønskede resultater, erklærede lavet sig utilfreds og ville ikke mere have noget med foreningen at gøre. Det nægtede i 1860 at være med i den foreslåede petition til regering og rigsdag og vægrede sig i 1861 ved at indbetale 50 rd., som foreningen mente at have krav på hos det. Lavet fandt sig ikke beføjet til at bidrage mere til sagen. Med hensyn til de nye love, gik det da også sine egne veje. Lavet antog ikke det udkast, som Håndværkerforeningen udsendte, det stillede selv nogle nye love sammen, hvori det dog selvfølgelig holdt på aflæggelsen af en mesterprøve, og indsendte dem i oktober 1861 til Magistraten med anmodning om at få dem stadfæstede. De var imidlertid så uheldigt affattede, at Magistraten delvis omredigerede dem, hvad lavet intet havde imod, da prøven blev stående i dem. Magistraten mente altså dengang, at Indenrigsministeriet ville stadfæste love med bestemmelser i om en for det vedkommende lav aflagt mesterprøve, men denne mening holdt sig ikke. I december tilskrev Magistraten lavet, »at ifølge en nu foreliggende udtalelse fra Indenrigsministeriet [den er af d. 18 november] meddeler det ikke stadfæstelse på nye lavsvedtægter med særegne ved lavet afholdte mester- eller svendeprøver, og at altså de foreliggende vedtægter for skomagerlavet ej kunne ventes stadfæstede, medmindre der af samme udelades de deri optagne bestemmelser om prøvers afholdelse ved lavet«.

Herom ville lavet dog intet høre, det ville ikke bøje sig. En ekstraordinær generalforsamling den 28 januar 1862 holdt på prøverne og så bort fra at få lovene stadfæstede. Et var dog, hvad lavet slog fast, et andet, hvad de, der tog borgerskab som skomagere, ville gå med til. I 1862 meldte der sig kun syv til lavets prøve, i 1863 ingen, i 1864 to og så ingen flere. Udviklingen kom af sig selv, og således gik det også i malerlavet, Tillys gamle lav, hvor han selv endnu beklædte oldermandspladsen. Selvfølgelig holdt man her på prøverne, og de af ham i september begyndte forhandlinger førte ikke til noget resultat. Under malermester S. F. Holmer som konstitueret oldermand indsendte lavet imidlertid ved siden af det tidligere, kun på uvæsentlige punkter ændrede udkast til love et kort forslag til et par ændringer i dets lavsartikler, og medens lovudkastet ikke anerkendtes, blev disse ændringer under d. 23 januar 1862 kongeligt stadfæstede. I indledningen til disse ændringer hedder det: »Da indtrædelse i malerfaget for fremtiden bliver en frivillig sag, antager lavet ifølge næringslovens § 87 ej heller at blive pligtig til at optage enhver, som erhverver borgerskab som maler, medmindre han opfylder de hidtil foreskrevne betingelser eller således som disse efter den hidtil brugte fremgangsmåde måtte blive forandrede«, og da lavet derpå under d. 20 juni samme år vedtog et »regulativ for malerlavets indre ordning«, hvis § 9 lyder således: »Medlem af lavet er enhver malermester, som til den 31 december 1861 ej har udmeldt sig, eller som aflægger den for indtrædelse i lavet anordnede prøve«, kunne det herefter se ud, som om lavet havde ret til at kræve en prøve. Det krævede da også en sådan, men følgen heraf blev, at det så godt som ingen nye medlemmer fik, og fra 1866 lod lavet da fordringen om en prøve falde.

Det var en underlig usikker og på flere måder uhyggelig tid. Det nye brød frem, og den gamle håndværksånd var slet ikke død, den stod af al magt imod. Da der i 1860 kom et rygte op om, at autoriteterne ved lavenes ophør ville gøre sig til herre over, hvad de lå inde med i deres kasser, blev dette troet i skomagerlavet, som derfor straks gik igang med at tømme kassen; det overdrog 2000 rd. til lavets stiftelse. Uviljen mod de nye tider kom dog muligvis stærkest frem i smedelavet. Da det gamle lav ikke måtte vedblive, var der, mente man, fremtidig absolut ingen brug for dets lavsgenstande, lavsprotokoller osv.. Det var altsammen til ingen nytte mere, og så foranstaltedes det solgt ved auktion. Men derfor hedder det også 1912 i forordet til lavets jubilæumsskrift, at udover en enkelt lavsbog, der går fra 1680 til 1720 indeholder lavets arkiv ingen aktstykker af historisk betydning. Fortiden, der ikke måtte fortsættes, skulle udslettes. Men selvfølgelig lykkedes dette ikke.

Hvor kan ordet håndværk bruges og tydes forskelligt. Når et færdigt arbejde kaldes håndværksmæssigt gjort, når der med kunsten for øje siges »det er jo kun håndværk«, ligger der en dadel i ordet. Men der er klang i det, når arbejdet i forhold til et maskinfabrikat berømmes som båndgjort, som et levende arbejde, som et ypperligt stykke håndværk. Og man mindes, at der i tiden, før der kendtes kunstakademier, intet skel var mellem kunst og håndværk. Kunstneren boede i håndværkeren, der var stolt af sin virksomhed, af sit værksted og de arbejder, der udgik fra det. Den helsingørske smed satte i 1619 som indskrift på det kunstfærdige gitter foran Kristian IV’s kapel i Roskilde Domkirke: Caspar Fincke bin ich genant - dieser arbeit bin ich bekant.

I det gamle solide håndværks tid føltes der glæde ved arbejdet. Håndværkets udøvere prægedes af den, og der kom andre forhold til, der også satte præg på dem. Den fra Tyskland komne zünft lod dem se deres håndværk som et led i et omfattende lavsliv, der skærmede og beskyttede på mange måder. De havde følt det, da de i ungdommens glade dage uden anden kapital end deres stærke og dygtige hænder havde vandret og lært i fremmede lande. Og nu herhjemme. Var det ikke deres lavs privilegier, der sikrede medlemmerne eneretten til deres fags udøvelse? Det var derfor med fuld fortrøstning, at enhver af dem havde erhvervet sin andel af denne ret ved at følge alle gældende lavsregler og aflægge de prøver, de forlangte. Således skulle og måtte det være. Og så kom hertil endnu den omstændighed, at samfundet ikke satte håndværksstanden højt, ja nærmest så ned på den. Håndværkerne havde da kun sig selv at stole på, og blev herved ligesom tvungne til at holde endnu fastere ved deres lavsmæssige sammenslutninger som deres eneste hjælp og til forøvrigt at sætte hårdt mod hårdt.

De støtte og stærke håndværkere blev som oftest fåmælte, lidt kantede og hårde personer, for hvem det gjaldt om at arbejde ærligt og godt, således som lavet fordrede det af dem, men så også om sejt og ubøjeligt at holde på den ret, lavet havde, holde på de fra det stammende rettigheder, der for hver enkelt af dem var velerhvervede, ja meget ofte dyrt købte rettigheder. Der gik frasagn om, at tidligere tiders angreb på lavene var blevet afvist på denne måde. Stod man blot fastsluttede om lavene, var de uovervindelige.

Og frasagnene havde ret. Atter og atter havde samfundet ment, at lavene hindrede den fornødne, frie økonomiske bevægelse, forhindrede den fornødne konkurrence. Priserne på håndværkernes frembringelser var gennemgående for høje, sagdes der, adgangen til at blive lavsmedlem holdtes ved vanskelige og kostbare prøver samt forskellige andre bekostninger altfor lukkede. Derfor hævede kong Hans alle skomagernes lav i 1507, derfor hævede Frederik I. alle lav hele landet over i 1526, derfor gjorde Kristian IV det samme i 1613, osv.. Men atter og atter kom lavene igen ganske som før, og selv enevoldsmagten kom ingen vej med dem. I de nye kollegier tumlede man stærkt med lavenes skråer, men med vanlig sejhed holdt lavene ud, og på væsentlige punkter vedblev de at styre dem selv. De beholdt deres eneret og stod stadig med ikke ringe myndighed, i henseende til for hvem og hvor mange de skulle åbne deres døre. Nej enevoldsmagten fik slet ikke lavene hævede, - fra 1740 til 1760 blev der oprettet 65 nye danske lav.Herimod rejste der sig en ikke ringe modstand, væsentlig båret frem af generalprokurør Henrik Stampe, og efter en erklæring fra ham udgik der den 10 april 1761 et kongeligt reskript til Københavns Magistrat, hvori det bl.a. udtaltes, at intet nyt lav fremtidig måtte indrettes, og at de bestående ved given lejlighed så vidt muligt burde ophæves. Der blev imidlertid ikke ophævet et eneste lav, men derimod oprettet et nyt; i 1780 fik de københavnske skorstensfejere lav. Blandt de høje embedsmænd var der dog stadig en ikke ringe lyst til at komme lavene til livs. Det kan ses i den store Lavskommission af 1794, som lavene med styrke udtalte sig imod, og regeringen holdt da også igen her. Forordningen af d. 21 marts 1800 løsnede vel adskillige forhold, men det af den indførte frimesterskab blev ikke af varighed, i 1822 var det som blæst bort. I 1819 havde smedene i Svendborg og Fåborg fået lavsret, i 1822 hattemagerne i Viborg og murerne i Nyborg. Lavene stod påny som sejrherrer, og da den Københavnske Lavskommission af 1840 kom, sluttede Københavns håndværkere sig sammen i Håndværkerforeningen, der forøvrigt samtidig var et modtræk mod den to år for oprettede Industriforening, og det er da nu i Håndværkerforeningen, at den gamle håndværksånd skal søges.

Foreningen står da også støt og fåmælt. Der rettes atter og atter opfordringer til den om at træde op og træde til, men dens svar er stadigt afvisende. Det er bedst at vente, til kommissionens betænkning foreligger og viser, hvad det er, den retter sine angreb på, men så skal der også blive svaret. Og da betænkningen så kom, lod den de højest interesserede træde op, lavene fremsatte efter dens opfordring deres bemærkninger, mere og andet behøvedes ikke, »hermed være vor formening givet, vore ønsker udtalte«. Det skete i 1848, og da dette års begivenheder medførte, at betænkningens videre behandling kom til at ligge hen, vedblev foreningen at indtage den samme tilbagetrukne holdning, hvad så tydeligt viste sig overfor jernbanedirektør Rothes forsøg i 1849 på at få en forhandling i gang mellem Industriforeningen, Håndværkerdannelsesforeningen og Håndværkerforeningen. Han havde i den anledning fået fire i Håndværkerforeningen formående mænd til at være med i den opfordrende komite, men den i foreningen rådende håndværksånd, efter hvilken det måtte være nok så ubøjeligt som muligt at holde på lavsmedlemmernes velerhvervede rettigheder, som kun de selv forstod at reformere, formåede fuldstændigt at kvæle forsøget. Hvor stærk den var, kan også ses på mænd som malermester Claus Tilly og skomagermester Jens Mouritzen. Tilly var nok lavsmæssig oplært, men hans mål havde været at blive kunstner, han vandt både den mindre og den store sølvmedalje og konkurrerede til den lille guldmedalje men dog kom den lavsmæssige håndværksånd til at leve så kraftigt i ham, at det i ikke ringe grad blev ham, som de liberale lynstråler i 1857 rettedes imod. Og den lille skomagermester fra Hummergade, der skrev en bog mod Otto Müller og med den i hånden havde audiens hos Frederik VII, havde efter den påbegyndte selvbiografi, han har efterladt sig, som barn været begærlig efter at læse alt, hvad han kunne overkomme, men han var dog glad over, at han ikke var blevet student, thi da måtte han have studeret ved det med så mange vantro rationalistiske professorer udstyrede universitet. Den ivrige mand var stærkt grundtvigsk påvirket, men også stærkt betaget af den gamle håndværksånd.

Og så var der dog nu en bevægelse igang, der efterhånden skulle påvirke håndværksånden, og den udgik på en vis måde fra Håndværkerforeningen selv, nemlig fra dens væsentlige stifter, snedkermester Lasenius Kramp. Kunstdrejer J. G. Schwartz gjorde stærkt gældende, at hans læredrenge ikke skulle have anden oplærelse end den, de fik på hans værksted; de behøvede ikke at gå på Kunstakademiet. Men Lasenius Kramp ønskede håndværkerne godt oplærte også udenfor værkstederne, hvad der kan ses af, at han stiftede både Snedkernes Tegneskole og Teknisk Institut. Under kampen imod lavenes hidsige angribere blev dog også han helt betaget af den gamle håndværksånd, han stred ivrigt i både Håndværkerforeningen, Næringsstandskomiteen og Næringsstandsforeningen, skønt han just var en af de fire, der i 1849 havde søgt at få en forhandling igang. Da Håndværkerforeningen i 1805 holdt 25års jubilæum og han i den anledning skriver en udsigt over dens historie, er han da heller ikke helt fornøjet med denne kamp. »Man gjorde modstand - siger han - på mange steder mod ting af ganske ringe betydning. Det skal derfor ikke fordølges, at man vel længe holdt tidens luftning ude og isolerede sig fra omverdenen«. Som en forklarende undskyldning peger han imidlertid på modstandernes »uskånsomme optræden«. »Uretfærdige beskyldninger og overdrevne fremstillinger af enkelte mangler krænkede mange af de hæderlige mænd, der bestyrede lavenes anliggender og bidrog til, at der viste sig større utilbøjelighed til at indgå på forandringer, end det egentlig var klogt og gavnligt for sagens skyld«.

En af de udtalelser, der blandt så mange andre krænkede håndværkerne, var Plougs ord i Folketinget, da det for ham gjaldt om at vise, at de 15,000 underskrifter under den lange, vanskeligt forståelige adresse ikke betød så særdeles meget. Man må huske, sagde han, »at folk, som ikke er vante til daglig at omgås med pen og blæk, ikke altid lægger den vægt på at sætte deres navn under den slags aktstykker som vi andre«. De havde sikkert uden at have læst adressen sat deres navn under den påvirkede af andre. Ligegyldigt dog om Ploug har ret heri eller ej, berører han herved et punkt, som har ikke ringe betydning for sagen i almindelighed. Håndværksåndens ulyst til at forhandle og ubetingede tro på de velerhvervede lavsrettigheder ville sikkert have formet sig noget anderledes, om datidens håndværkere havde haft een imellem sig, der var vant til at omgås pen og blæk og dog var grebet af håndværksånden og derfor med overlegenhed havde kunnet føre deres sag i pressen. Så havde de bl.a. ikke fået den uheldige adresse. Nu følte de sig deres ofte gabmundede modstandere underlegne, hvad der trykkede og vakte bitre følelser. Og at det virkelig var muligt, at en, der var dygtig til at føre både ordet og pennen, kunne blive grebet af håndværksånden, viser en af Håndværkerforeningens senere formænd.

Kaspar Rostrup var ikke håndværker, men håndværkersøn. Han blev student, juridisk kandidat og overretssagfører, før han ved sin faders død (1886) for at kunne overtage hans værksted tog borgerskab som snedkermester; men nu gik det hurtigt fremad for ham på den nye bane. Han blev i den grad grebet af håndværksånden, at han i 1896 kunne blive formand i Håndværkerforeningen og to år efter oldermand i snedkerlavet. Han gjorde sig så at sige til eet med håndværket. Så han tilbage, tog han ikke i betænkning at rose, hvad Håndværkerforeningen »til enhver tid« havde gjort, og særlig stod han på dens ret i dens kamp mod »de doktrinære, helt akademiske teorier«, der besejrede den i dens forsvar for lavene, i kampen mod »de voldsomme frihedsbevægelser, der ville omstyrte alle de gamle skranker«. Han holdt endvidere på, at de gamle lavsgenstande ikke skulle sendes til museerne, de skulle bevares ved lavene som familieskatte, benyttes til at »styrke standsfølelsen og minde os om, at vi høre til et gammelt fag med gode traditioner, som vi skulle hævde«. Betegnende er det imidlertid, at den af Håndværkerforeningens mænd, han særlig så op til, var dens stifter og mangeårige sekretær Lasenius Kramp. Han mindedes hundredårsdagen for hans fødsel, den 15 maj 1908, ved en smuk fest, ved hvilken han i varme ord talte hans pris. Men Kramp var, som vi har set, ikke blot de gamle traditioners mand. Han ville bygge videre på den da rådende håndværksånd, og det samme gælder da Rostrup. Hvor ville denne endog i høj grad have følt sig tiltalt af, hvad Københavns seneste historieskriver dr. Villads Christensen i sin bog »København 1840-1857« (1912) med henblik på Håndværkerforeningen som sin mening siger om det Tekniske Instituts oprettelse: »Denne ene bedrift vejer ikke så lidt til ved siden af Industriforeningens mere spredte og mangesidige virksomhed«. Rostrup så som Kramp ikke alene tilbage men fremad. Han opfordrede til organisation på håndværkets område, »uden organisation er vi intet, med den blive vi en magt«, og denne magt skulle underbygges med kundskab.

Da Rostrup og jeg i 1901 skiftede ord i anledning af hans udtalelser om de gamle lavsgenstande, erklærede han sig da også enig med mig i, at lavsminderne måtte »opfattes og udlægges på rette måde«, og delte mit håb om, at de organisationer, som nu blev dannede mellem vore håndværkere og industridrivende, måtte blive »noget andet og større end de gamle lav, noget virkeligt tidssvarende«. Jeg skrev dengang følgende og ønsker her at gentage det: »De gamle lavs karaktermærke var sej fastholden ved alt nedarvet, streng holden på bestående særrettigheder, synlig uvilje mod alt nyt. Zünften bandt dem. Men nu er tiden en helt anden. Nu kræves foruden et ihærdigere arbejde end måske nogensinde tidligere både bevægelighed, opfindsomhed og hurtig beslutsomhed i den daglige virksomhed, egenskaber, som fortiden kun undtagelsesvis havde brug for. Udviklingen har stillet mægtige kræfter til industriens tjeneste, dampen, telegrafen, telefonen og elektriciteten, men disse kræfter er ikke blot store villige ydere, de stille tillige store fordringer, ja rent ud omskabende for ikke at sige revolutionære fordringer. De kunne godt hjælpe til at udrette en beskeden gerning i et lille værksted, men de have samtidig sprængt de beskyttende mure om en sådan virksomheds små resultater. De har hævet enhver afstand, bragt verdenskonkurrencen ind i den mindste flække, og så fortæller de endda tydeligt nok, at de kunne nå endnu længere, endnu dybere«. Da nogle år senere planerne til »Teknologisk Institut« kom frem, var Københavns snedkerlav med Rostrup som oldermand det første i rækken af de Københavnske håndværkslav, der sluttede sig til dem; det trådte til ved de første prøvekursus ikke alene med gode råd, men med økonomisk støtte, og da instituttet var kommet i gang, indbød Håndværkerforeningens plenarforsamling, som Rostrup var i spidsen for, formanden for dets bestyrelse og dets direktør til at deltage i et af dens møder, hvad også skete, og mødet endte med i en enstemmig vedtagen resolution at udtale sin anerkendelse af instituttets virksomhed som i højeste grad nyttig overfor den udvikling, som det danske håndværk må gennemgå i overensstemmelse med tiden, også - og væsentlig - i henseende til bevarelsen af en selvstændig industriel middelstand.

Håndværksånden er herefter i stærk udvikling og forhåbentligt vil alt det gode gamle, den har skabt, og som ikke kan undværes, det ærlige solide arbejde, de myndige selvfølende personligheder, i frugtbar forbindelse med alle nutidens tekniske fremskridt, kunne skabe et reformeret, mere eller mindre industrialiseret håndværk, der kan bære en fremtid for den selvstændige middelstand. En sådan har stor samfundsmæssig betydning, og i dens rækker spiller håndværket en væsentlig rolle. For håndværksåndens udvikling i den her nævnte retning må Håndværkerforeningens tilslutning til tidens nye tanker og planer betragtes som såre betydningsfuld, og så skal da her sluttes med udtalelsen af et levende håb om en god fremtid for det danske håndværk.

webmaster