BØDKERFORBUNDETS VIRKSOMHED 1890-1915

Af S. Bresemann - E. Svendsen - Anthon Andersen.

Ligesom Udøverne af adskillige andre gamle Håndværksfag har Bødkerne i århundreder været besjælet af en stærk Korpsånd. De gamle Laugsprotokoller viser, at Lauget holdtes højt i Ære, og ikke blot mellem Laugsbrødrene indbyrdes, men også i almindeligt Omdømme stod Datidens Bødkere højt.

Bødkerlauget hørte således til de få, der havde Ret til at føre Splitflag, en Ret, som man den Gang var stolte af. Denne Rets Erhvervelse må sikkert føres tilbage til Bødkernes nære Slægtskab med Sømandsstanden, der den Gang stod højt i „Rigets Gunst og Ære“, som det hed i den Tids Sprog. De gamle Koffardifarere, der gik på Langfart, havde jo Bødkere ombord, og endnu hører vi Bødkere med til Mandskabet på Skibene, der går til Island og Grønland, ligesom den danske Krigsflåde stadig sikrer sig Bødkere som Værnepligtige ombord.

Ved Laugenes Ophør dannede Bødkersvendene i København Sygekassen af 1862. Den arvede Laugs-Laden, Velkomsten og de gamle ærværdige Faner. Foreningen kaldtes i daglig Tale Laugskassen. De gamle Svende holdt ved dette Navn, og de unge Svende blev ligesom tidligere i Lauget tildrukket ved Foreningens Gilder som „rigtige Svende“, en Skik, der opretholdtes til Slutningen af 1880erne.

Da den socialistiske Arbejderbevægelse i 1872 satte sine første Skud herhjemme, grebes også et Fåtal af Bødkersvende af de nye Idéer, og i 1873 stiftedes Bødkernes Fagforening i København.

Det lykkedes at gennemføre en Priskurant med en Dagløn af 9 Mark (3 Kr.), men så var også den Herlighed forbi. Tilslutningen til Foreningen blev ringe, Sammenholdet endnu ringere. Tiden optoges af Stridigheder om de nye Idéer; hvad een Generalforsamling vedtog, forkastede den næste. De mere konservative Elementer hånede de unge spirende socialistiske Tendenser, og i Stedet for Sammenhold og Fasthed herskede i nogle år Splittelse blandt Bødkerne. Man dannede Kliker på de enkelte Værksteder, hvor Svendene støttede Mesteren også i Konkurrencen, for at få det mest mulige Arbejde til Værkstedet uden synderligt Hensyn til Prisen, og priskuranten ophævedes af sig selv.

Under disse forkvaklede Forhold var der dog enkelte af Foreningens Stiftere, som holdt trofast sammen. Den røde Fane var altid med i Processionerne på Grundlovsdagen, men hertil indskrænkede Foreningens Virksomhed sig også på det nærmeste.

I 1880-82 rejste Harald Brix den heroldiske Bevægelse Der blev Liv, hvor flerårig Stilstand havde hersket, mægtige Møder holdtes og Tusinder samledes om Talerstolene, hvor kraftige Ord lød dels mod Magthaverne, dels imod den „gamle“ Partiledelse.

Med Harald Brix’s Død gled denne Bevægelse over i Højres Sold - Professor Goos og „Den ny Socialist“ - men den havde gjort sin Nytte. Tusinder af Arbejdere var vakt af Håbløshedens Døs, og Fagforeningerne, hvis Rammer var bevaret gennem årene, fik større Tilslutning end nogensinde tidligere.

Også Bødkerforeningen af 1873 levede op påny. Dygtige Mænd, bl. a. Ludvig Madsen, tog Styret, og i Slutningen af 1883 stod næsten alle københavnske Svende i Organisationen, noget man aldrig havde troet mulig.

I Vinterens Løb udarbejdedes en ny Priskurant. Der stilledes forøvrigt meget beskedne Krav - 3 Kr. 35 Øre pr. Dag. Takket være et godt Kammeratskab og et fortrinligt Sammenhold gennemførtes denne Priskurant hos samtlige Mestre uden større Vanskeligheder.

Anderledes gik det da de „faste Bødkere“ på Bryggerier, Slagterier etc. skulle have Priskuranten gennemført. Fabrikanterne var vant til alene at bestemme Arbejde og Lønforhold, og de følte det som en personlig Fornærmelse imod dem, at der stilledes Fordringer. Philip W. Heymann på Tuborg „stejlede“, da han præsenteredes Priskuranten til Underskrift, og han troede ikke et Øjeblik på, at hans Bødkere ville nedlægge Arbejdet, men det skete alligevel.

Da en Mester - Rasmussen, Lyngbyvej - påtog sig at levere Arbejde til Tuborg under Strejken, nedlagdes Arbejdet også hos ham, og den 10. April etableredes den første Lockout her i Landet, idet samtlige Bødkermestre i København gjorde fælles Sag med Rasmussen og lukkede Værkstederne.

Et halvt år varede denne Lockout. Den 3. Oktober vedtog en Generalforsamling i Bødkerforeningen at give tabt, samme Aften som Kristiansborg Slot brændte.

Kun få Kammerater var med at tage denne triste Beslutning - de fleste var til Ildebrand. Man var forøvrigt klar over, at Strejken havde overlevet sig selv, Resultatet var for længe siden givet. Alle Pladser var optagne af Udlændige og Provinsianere samt - forholdsvis få gamle Foreningsmedlemmer.

En Trøst, men på dette Tidspunkt ikke videre stor, havde man: Tuborg Fabrikker havde gennem en godt gennemført Boycotting lidt store Tab. Det blev Bødkerne en Lære, som de senere havde såre megen Gavn af.

Men den udmærkede Organisation havde fået svære Sår.

I Vinterens Løb sultedes Medlemmerne bogstavelig talt ud af Foreningen; ikke Tale om at nogen fik Arbejde uden at melde sig ud af Foreningen, og så var det endda at betragte som en stor Nåde at få usselt lønnet Arbejde, thi selvfølgelig blev Priskuranten straks omgået eller ligefrem brudt overalt.

Skruebrækkerforeningen af 1884, den første i sin Slags, fik snart flere - tvungne - medlemmer end den gamle Fagforening.

Mestre og Skruebrækkere forfulgte i skøn Forening alle, der under Lockouten havde haft eller senere fik med Fagforeningens Ledelse at gøre. Formanden, Ludvig Madsen, måtte forlade Hustru og 6 små Børn i den yderste Nød for at forsøge at bane sig Vej i Amerika.

Det var rørende at se den Offervillighed, Kammeraterne, der selv var bundfattige, lagde for Dagen overfor deres tidligere Formands ulykkelige Familie. Der skaffedes Penge til Indløsning af dens Bohave, som var pantsat til en ågerkarl. I Vinterens Løb uddeltes gentagne Gange Flæsk til arbejdsløse og altid toges der først den bedste og største portion fra til Ludvig Madsens Familie, som sluttelig også rejste over til Amerika.

Westphal Thorstensen, „den stive Nielsen“, Jens Nielsen, Sengeløse, Chr. og Mads Sandager er Navne, som blot behøver at nævnes for at vore gamle Ledere, der dreves i Landflygtighed, står klart i Erindringen. De og mange, mange flere af Fagets dygtigste Udøvere drog over Atlanterhavet som Ofre for Modstandernes Hævngerrighed. Hvor mange Hustruer og Børn, der led under disse fortvivlede Forhold, hvor mange Hjem, der ødelagdes, og hvor mange Mennesker, der mærkedes for Livet, er skjult, men hårdt var det at høre til de besejrede efter den første Lockout her i Landet.

På det Tidspunkt, da Stillingen var så uheldig som den vel kunne blive, valgtes S. Bresemann til Formand. Han havde været på Rejse et års Tid i Tyskland, hvor han, som så mange andre, var bleven bestyrket i sin socialistiske Opfattelse, og var ved sin Hjemkomst fast besluttet på at tage Del i Rejsningsarbejdet blandt sine Standsfæller.

Det var ikke vanskeligt for den kun en Snes år gamle Bødkersvend at blive Formand for Fagforeningen. Der var ingen andre som turde eller ville, og da Bresemann valgtes, var der af Foreningens Medlemmer kun mødt 3 Mand til Generalforsamlingen - Bresemann indbefattet.

Agitationsarbejdet for at samle de københavnske Svende gav til en Begyndelse kun sparsomme Resultater.

Utallige Møder holdtes, Artikler og Opråb tolkede til Stadighed, hvor nødvendigt det var, at Bødkerne påny samledes, men med Samlingen gik det småt. „Der var Galskab nok, men System var der ikke“ og synderlig Tillid til eller Respekt for Organisationen var der hverken hos Mestre eller Svende.

Så kom Gennembruddet, og det kom ved den Mand, som havde været den direkte årsag til den fortvivlede Kamp i 1884.

Philip W. Heymann.

Som ovenfor kortelig berørt var det Tuborgs strenge Direktør, Philip W. Heymann, der ved sin stædige Afvisning af Svendenes Krav foranledigede, at „Bødkerforeningen af 1873“ kom i den Konflikt, som nær havde knust Foreningen i 1884. Senere blev det ejendommeligt nok den samme Mand, der bidrog til Fagforeningens Genrejsning og Bødkerforbundets Oprettelse. Indledningen til det „gode Forhold“ var ganske pudsig.

Iblandt de mange fortvivlede Idéer, der fostredes for at samle Svendene, var også den at arrangere Julefest for Medlemmernes Børn. Foreningen led imidlertid af permanent Pengemangel, hvorfor man skrev til forskellige Rigmænd, der beskæftigede Bødkere, og bad dem yde Bidrag til Julefesten.

Også Philip W. Heymann fik en sådan Epistel, og han svarede omgående med følgende Brev: Tuborgs fabrikker, Cable adress. Tuborg Copenhagen, København d. 5 december 1888. Til Bødkerforeningen af 1873: Fra Bestyrelsen for Bødkerforeningen af 1873 har jeg i Dag modtaget et Brev, hvori man anmoder mig om til Foreningen at bidrage til en påtænkt Julefest for Børnene. Jeg tør ikke fragå, at denne Henvendelse til mig i ikke ringe Grad har forundret mig, idet jeg har i frisk Minde, hvorledes Deres Forening i 1884 offentlig tilsølede mit Navn og søgte at modarbejde Tuborgs Interesser ved alle de Midler, der stod i dens Magt, fordi jeg ikke fandt Anledning til at underordne mig Deres Forenings diktatoriske Bestemmelser, men foretrak at være Herre i mit eget Hus og selv at bestemme Lønninger og Arbejdstid for de Folk, der arbejdede hos mig, og som bestandig havde ytret deres Tilfredshed med disse Bestemmelser.

Ikke desto mindre skal jeg i fuld Erkendelse af, at det ville være urigtigt for Smed at rette Bager, og at de uskyldige Børn ikke skulle undgælde for det, hvori de ingen Del have, gøre mig en Fornøjelse af at støtte Deres Foretagende og vedlægger derfor heri 100 Kr. til Hjælp til Foreningens påtænkte Juletræ. Ærbødigst Philip W. Heymann.

Brevet vakte vild Opstandelse i Bestyrelsen. Nogle holdt på at sende giveren de 100 Kr. retur og skælde ham dygtigt ud, andre mente, at det ville han blot tage sig et billigt Grin af, og atter andre fandt, at nu, da man havde så mange Penge, som man aldrig havde drømt om, skulle der festes for Børnene, så det gav Genlyd hos alle dem, hvis Børn måtte blive hjemme, fordi Fader ikke var Medlem. Efter mange Timers indgående Diskussion vedtoges det at beholde Pengene.

Allerede et Par Måneder efter i Februar 1889, stiftede man påny Bekendtskab med Philip W. Heymann. Tuborg havde købt Materialer til et større Antal Fade i Tyskland og taget 12 tyske Bødkersvende herop for at gøre Fadene færdige.

Mestrene var rasende herover, Svendene ikke mindre. Det lykkedes ved et Fællesmøde i „Kalkeballen“ at enes om en fælles Optræden imod Tuborg. Philip W. Heymann foregreb imidlertid Begivenhedernes Gang ved at tilbyde Forhandling, og da denne bristede, foreslog han at sende de tyske Svende hjem og overgive Arbejdet til Fagforeningen, der herom modtog følgende Skrivelse: Tuborgs fabrikker, Cable adress. Tuborg Copenhagen, København, d. 28. Februar 1889. Herr S. Bresemann, Gothersgade 129: Vi tillader os at adressere Dem i Deres Egenskab af Ordfører for Svendene under Mødet med Udvalget herude. Som Dem bekendt modtog vi et Brev fra det samlede Udvalg med Meddelelse om, at man foruden de 16 Kr. Arbejdsløn til Svendene, forlangte 4 Kr. i Salær til Mesteren, medens det samtidig fremhævedes, at man intet Ansvar ville påtage sig med Hensyn til Materialet etc., men ville lade Tuborg bære dette selv, at man overhovedet ikke ville indlede Forhandlinger, førend vi have løst os fra Forholdet til de nuværende Arbejdere. Da vi frygtede for at have misforstået dette Brev, rettede vi en fornyet Forespørgsel og fik en Bekræftelse på at vor Opfattelse var rigtig. Så rettede vi atter en Forespørgsel om Salæret ikke kunne gøres billigere, da vi mente under sådanne Betingelser ikke at have Anvendelse for Mesterens Mellemkomst og fik til Svar, at den nævnte Pris kun var en Vejledning for os, men at vi kunne forhandle med hvilken som helst Mester med Hensyn til Salær og Overtagelse af Materialet.

Derefter have vi henvendt os til 3 Mestre, nemlig Herr Lange, Herr Jepsen og Herr Nielsen, men modtog i Dag et Svar underskrevet ikke alene af disse 3 Herrer, men også af Herr Møller og Herr H. Lund, hvori de fordre 20 Kr. som laveste Pris for Forfærdigelsen af Fadene, og uden at de ville påtage sig det omtalte Ansvar. Derefter have vi bestemt os til, da vi dog selv skulle have hele Ansvaret, da at lade vore Fabrikker træde i stedet for Mester og rette derfor det Spørgsmål til Dem, om De kan stille os det tilstrækkelige Antal til sligt Arbejde kvalificerede Svende til at udføre Resten af Fadene efter De af Dem opgivne 16 Kr. Vi udbede os et æret Svar herpå i Morgen Formiddag. Med megen Agtelse Ærbødigst for Tuborgs Fabrikker: Philip W. Heymann.

Som Svar herpå tilstilledes der Philip Heymann nedenstående Tilbud, som denne og Tuborgs Fabrikker indgik på: Undertegnede S. Bresemann og E. Svendsen tilbyde herved på samtlige Svendes Vegne at ville udføre for Tuborgs Fabrikker som Arbejdsherre det Arbejde, der endnu resterer på Tuborg ved de store Lagerfade, der for Tiden forarbejdes ved tyske Svende, på følgende Vilkår: De tyske Svende færdiggøre de Fade, som er påbegyndte, således at der vil blive til Rest for os ca. 376 Stykker. Vi modtager Træet udlagt på samme Måde, som det for Tiden gøres ved de tyske Svende, og have ikke noget imod, at Formanden for de tyske Svende besørger dette Arbejde i Forening med os. Vi lover i det hele taget på samvittighedsfuldeste Måde at omgås med Materialerne og ville sætte en Ære i at omgås ligeså sparsommeligt med disse som de tyske Bødkere have gjort det. Arbejdet skal gøres på samme Måde som det nu udføres, og som det er udført ved de til Dato afleverede Fade, ikke simplere; der renonceres på mere Pudsning, end der er ved de nuværende Fade. Arbejdet skal være fuldfærdigt afleveret inden Udgangen af først kommende April Måned. Betalingen, som afgøres med os underskrevne Bresemann og Svendsen, er akkorderet til 16 Kr. pr. færdigt Fad, hvoraf udbetales ved Afleveringen af de til hver Lørdag fuldførte Fade et Beløb af 12 Kr. pr. færdigt Fad, hvorimod de resterende 4 Kr. først tilkommer os og udbetales os som en samlet Sum, når Arbejdet er fuldført ifølge denne Kontrakt. Det er aftalt, at Tuborgs Fabrikker skaffer os følgende Værktøj: 4 Fadekrys, 2 Drejere, 5 Strygehøvle, 4 Lukhøvle og 3 Spærhorn, 2 store Båndhager. Vi Bresemann og Svendsen underskriver dette på samtlige Svendes Vegne og forpligte os hertil, for så vidt Svar gives senest Tirsdag d. 5. ds. Aften. København, d. 1. Marts 1889. (sign.) 5. Bresemann. (sign.) E. Svendsen. Til Vitterlighed om d’Herrer Bresemanns og Svendsens Underskrifter. (sign.) Aug. Klein. (sign.) Aug. Stybe.

Efter at foranstående Tilbud nu er antaget af Tuborgs Fabrikker, overtager vi Arbejdet på foranførte Betingelser og iøvrigt således, at vi forbinder os til at begynde Onsdag Morgen d. 6. ds. at færdiggøre mindst 50 Fade om Ugen, samt at rette os efter de Anvisninger til Ordens Overholdelse og Arbejdets Udførelse, som fremsættes af Tuborgs Fabrikker eller den, de dertil befuldmægtige. København, d. 4. Marts 1889. S. Bresemann. E. Svendsen.

Og nu tog Fagforeningsmedlemmerne fat og tilendebragte Arbejdet til så stor Tilfredshed, at Tuborg Fabrikker fremtidig lod alt Arbejde udføre ved Fagforeningen. Denne fik et fortrinligt Rygstød derved, at den havde mange Medlemmer stående i det bedst lønnede Arbejde, der fandtes i Byen. Men hertil kom, at det var uigendriveligt slået fast, at Foreningen havde en Styrke af Fagets bedste Folk i sine Rækker.

Arbejdet gik ikke uden Skærmydsler, men nu kendte man Philip W. og vidste, hvorledes han skulle tages. Når han fik Lov til at udøse sin Vredes Skåler, så kunne man forøvrigt få ham meget langt.

I en Skrivelse i 1890 karakteriserede han sig selv således: „Det er jo godt mulig, at den bestemte Optræden, som jeg plejer at vise ved sådanne Lejligheder som den forefaldne, og som ikke er alle Folk egen, ikke falder i nogle Arbejderes Smag. Mig forekommer det, at det må ubetinget være heldigere for enhver Arbejder at have at gøre med en Arbejdsherre, som har en bestemt Vilje, end en, der den ene Dag siger Et og den anden Dag et Andet.“

I Virkeligheden var Philip W. Heymann slet ikke så stejl, som man troede og som han selv gerne ville opfattes.

Og når han i det Brev, der ledsagede de 100 Kr. til Julefesten, gav sin Vrede Luft, var det sikkert i nogen Grad fordi han syntes, den gode Gerning, han stod i Begreb med at gøre, overfor ham selv tiltrængte en Undskyldning.

Når man kom nærmere ind på Livet af den gamle Herre, fandt man i ham en brav Karakter, der nødig ville gøre Uret.

Bødkerforbundet oprettes.

Det var, Guderne må vide på hvilken Måde, lykkedes Bødkerforeningen af 1873 at få samlet en Kassebeholdning på 50 Kr.. Bestyrelsen foreslog Pengene anvendt til Udgifter ved Indkaldelse af en Kongres til Oprettelse af et Forbund for hele Landet.

Efter mange Betænkeligheder hos de forsigtige Medlemmer, der gerne ville spare de pæne Penge, vedtog Generalforsamlingen at lægge Sagen i Hænderne på et Udvalg, der bestod af S. Bresemann, E. Svendsen, P. Olsen, Maarten Jensen og C. Christiansen.

Halvdelen af de 50 Kr. var det Udvalget tilladt at anvende til Medlemmernes personlige Udgifter i de 3 Dage, Kongressen varede, altså 5 Kr. pr. Hoved, Resten skulle anvendes til Trykning, Porto etc.. Skønt Udvalgets Medlemmer ikke ejede Salt til et Æg, enedes man dog hurtig om, at Diæterne skulle bruges til en Frokost for de ventede Provinsianere.

Dernæst tryktes et Opråb til Danmarks Bødkersvende, og da man ikke havde Adresse på ret mange Provinssvende, blev Opråbet afsendt i Konvolutter med følgende Udskrift: Til Bødkersvendene i (Bynavnet)….

Og så afgik en sådan Sending til hver Købstad i Kongeriget Danmark.

De fleste Breve kom retur, enten med Påskrift: „Nægtet Modtagelse“, eller: „Her i Byen findes ingen Bødkersvende“.

Men at nogle fandt Vej til Bestemmelsesstedet ses af, at der mødte følgende Repræsentanter: Aarhus: E. Hansen og R. P. Rasmussen - Ringkøbing og Varde: Rathjen - Holstebro: P. Lange - Odense: H. P. Andersen og Christensen - Svendborg: A. L. Nielsen - Helsingør: Jakob Jensen - Køge: J. Nielsen - Roskilde: A. Petersen - Slagelse: Fr. Christiansen. Ialt mødte 11 fra Provinserne og de fornævnte 5 Københavnere, S. Bresemann, E. Svendsen, M. Jensen, P. Olsen og C. Christiansen.

Udvalget havde begået den Letsindighed, foruden at lave gratis Frokost på Kongressens første Dag, at tilbyde de Delegerede gratis Logi og delvis Kost i de 3 Døgn. Men det gik.

De københavnske Kolleger - hvoraf flere var arbejdsløse - gav de Delegerede Husly og hvad „Huset formåede“. Dette kunne også være højst fornødent, da kun enkelte havde fået Penge af Kollegerne derhjemme. Således mødte en Repræsentant med 6 Kr. til 3 Dages Ophold og Jernbanebillet til Hjemrejsen, og der fandt åbenbart ingen „Udskejelser“ Sted ved dette Bødkernes første Landsstævne.

Der taltes meget ved denne Kongres, mere end ved nogen senere afholdt. Men der udrettedes også en hel Del.

De Delegerede mødte før Værten kom op af Sengefjerene, og Pauser var der hverken Råd eller Tid til at afholde. Udvalgene arbejdede om Natten.

Organisationsformen var det vigtigste at få fastslået. Først meldte sig den gammelkendte Strid mellem Københavnere og Provinsianere. Skulle Kongresdelegerede i Fremtiden stemme efter det Medlemsantal, de repræsenterede, så ville den „store“ københavnske Afdeling komme til at dominere, og det kunne de forsigtige Provinsianere naturligvis ikke tillade. De ville ikke have Ko-Afstemning. Hver Delegeret en Stemme. Naturligvis fik Provinsianerne Ret. Københavnerne måtte endda gå med til en Sammensætning af Hovedbestyrelsen, således at Provinsianerne havde Flertal, nemlig 3 mod 2 Københavnere.

I Praktisk Betydning har dette Spørgsmål forøvrigt aldrig haft; man lærte hurtigt, at den eneste Forskel, der er og bør være på Bødkere, er, om de er Medlem af Forbundet eller ikke. Men her er til Gengæld en meget stor Forskel.

Kontingentet til Forbundet fastsattes til 25 Øre månedlig pr. Medlem, og da man håbede at få 600 Medlemmer, regnedes med en Indtægt af 150 Kr. pr. Måned.

Ak ja, Håbet er lysegrønt - det varede længe, inden man nåede til så „svimlende“ Indtægter.

Man var enige om, at alt Arbejde i Forbundets Tjeneste skulle være gratis; kun måtte Hovedbestyrelsen modtage 6 Kr. pr. Dag i Rejsediæter, heri indbefattet Betaling for tabte Arbejdsindtægter.

Agitationen skulle i Henhold til foranstående udføres af de Delegerede. Til Støtte for Agitationen skulle udgives et månedligt Fagblad, der i Parentes bemærket kostede i Trykning og Porto omtrent alt, hvad der indkom i Kontingent.

Man var dog så forsynlig at bestemme, at der af det ventede Overskud skulle søges tilvejebragt et Fond til Dækning af Udgifter ved den kommende Lønbevægelse.

Thi naturligvis pålagde man den kommende Hovedbestyrelse at sørge for at få udarbejdet en Priskurant for hele Landet, undtagen København; den skulle træde i Kraft d. 1. Maj det følgende år, altså 3/4 år efter Kongressen. Der var stillet Forslag om Arbejdsløsheds, Rejse- og Sygehjælp, men dette forkastedes heldigvis. Følgen var, at da der ved Kongressens Slutning holdtes en Række begejstrede Taler for Forbundet, dumpede Marten Jensen ned i al Glæden med Forsikringen om, at det var et Misfoster, der var bragt til Verden, et Barn uden Arme og Ben; thi det vigtigste: Understøttelsen, manglede.

Marten Jensen var en udmærket Kammerat, men heldigvis var han en dårlig Profet. Forbundets første Hovedbestyrelse bestod af: Forretningsfører: S. Bresemann - Repræsentanter: C. Christiansen, København - E. Hansen, Aarhus - H. P. Andersen, Odense - J. P. Jensen, Helsingør - til Revisorer valgtes P. Olsen og E. Svendsen, København.

Øverste Række fra venstre: Peter Olsen, København. Em. Svendsen, København. C. Christiansen, København. J. Nielsen, Køge. S. Bresemann, København. Fr. Christiansen, Slagelse. Andr. Petersen, Roskilde. P. C. Hansen, Aarhus. R. P. Rasmussen, Aarhus.

Nederste Række fra venstre: Jacob Jensen, København. Peter Lange, Holstebro. C. W. Rathjen, Varde. Andr. Nielsen, Brandeskov pr. Svendborg. E. Christensen, Odense. Martius Jensen, København. H. P. Andersen, Odense.

Den første Lønbevægelse.

Kongressen havde vedtaget, at der skulle gennemføres en Priskurant for hele Landet, altså var der ingen Tid at give bort, - Priskuranten skulle jo helst udarbejdes først. Overalt i Landet toges der fat på Udarbejdelse af Forslag og navnlig agiteredes for Tilslutning til Organisationen. Provinsianernes Arbejde og Fremgang påvirkede i ikke ringe Grad den københavnske Afdelings Virksomhed i heldig Retning.

I Løbet af Vinteren samledes Hovedbestyrelsen for på Grundlag af de fra Afdelingerne indsendte Ønsker at udarbejde Priskuranten.

Ønskerne viste sig at være højst forskellige. De stod naturligvis i nogen Grad i Forhold til Materialernes Beskaffenhed, til den hidtil betalte Løn og ganske særlig til, i hvor høj Grad det pågældende Arbejde på den Plads var et Massearbejde eller kun forekom sjældnere.

At samle alle disse Forslagsstilleres kloge Hoveder under en Hat var selvsagt vanskeligt, men det lykkedes.

Priskuranten tryktes og udsendtes med den Besked, at den skulle forelægges Mestrene til Underskrift, men i Tilfælde af Afslag, måtte Arbejdet ikke nedlægges, før nærmere Ordre udgik fra Ledelsen.

For at lette Priskurantens Gennemførelse havde Hovedbestyrelsen ladet trykke et Kort, der i det tyske Sprog udtalte, at Ihændehaveren havde forladt Danmark på Grund af Lønkonflikt og derfor anbefaledes til tyske Kollegers Velvilje. Dette Kort stilledes til Rådighed for unge Svende, der i Marts Måned ønskede at rejse til Tyskland og adskillige benyttede sig heraf. Endnu flere Svende viste Mestrene Kortet med Bemærkning om, at de agtede at stikke af til 1. Maj, hvis ikke Mester underskrev. Og der blev underskrevet på mange af de mindre Værksteder, hvor en Svend er uundværlig i Forårstiden.

Og så - i April - indkaldtes til Landsmøde for Mestre. Det holdtes i Aarhus. Der var mødt op imod 100 Mestre, og der var Krigshumør.

Bresemann, der var underrettet om Mødet, kom tilstede og der optoges Forhandling.

Det lykkedes at skabe Flertal blandt de tilstedeværende Mestre for at tiltræde Priskuranten, imod at den forlangte Betaling for Smørdritler nedsattes med 10 pCt., fra 50 til 45 Øre.

Hermed var Jylland klaret; ganske vist var der Mestre, som gjorde Vrøvl og nægtede at underskrive eller betale, men de fik ingen Svende og kom så Tid efter anden og underskrev.

Medens disse Sager ordnedes i Jylland, havde Mestrene på Fyn fået Tid til at samle sig, og de holdt Møde i Odense, også Repræsentanter for Sjælland var tilstede.

Mestrene ønskede yderligere Ændringer, men Svendenes Hovedbestyrelse afslog dette under Henvisning til, at man ville have samme Priskurant over hele Landet, og at Størstedelen af Landets Mestre havde underskrevet.

Så erklæredes Strejke på Fyn, hovedsagelig af gifte Svende, tildels med stor Familie.

På Sjælland modsatte Fabrikken „Hamlet“, Helsingør, sig Overenskomsten, og da man fik et Par Skruebrækkere, kom der megen Bitterhed op. Sluttelig brændte Fabrikken, og da Bresemann umiddelbart forinden havde holdt Møde i Helsingør og havde været lidt højt oppe i sin Tale, fandt „Nationaltidende" Anledning til i en større Artikel at henlede rette Vedkommendes Opmærksomhed på Affæren. Bladet mente åbenbart, at enten havde Bresemann selv stukket Ild på eller fået andre til det.

Nå, der blev ingen Sylow-Historie ud af den Sag, men hvad der var meget værre: Branden medførte, at nogle gode Kammerater måtte flytte fra Byen, da det var givet, Fabrikken ikke blev genopført.

Sofus Hansen i Køge var en af de få sjællandske Mestre, som stillede sig afvisende og derfor fik Strejke. Han gav sig først langt hen på næste Forår og kunne rose sig af at være den sidste på Skansen, det vil sige den af Danmarks Mestre, som sidst sluttede sig til Overenskomsten af 1891.

Da den gamle hvidhårede Mand omsider kom til København for at underskrive og anmode om et Par Svende, følte han det som den største Ydmygelse, der var budt ham som Håndværker. Men at han havde holdt ud til „sidste Mand“ trøstede ham lidt.

Strejken på Fyn gik sin Gang gennem Sommeren. Skruebrækkere pinte os hverken der eller andetsteds, men Pengemangelen var ligefrem kronisk.

Da Lønbevægelsen påbegyndtes, ejede Forbundet 300 Kr., der selvfølgelig medgik til Tryksager, Rejser og Forhandlinger, så da Strejken erklæredes i Køge, Helsingør og på Fyn, ejede man ikke en Skilling.

De første Par Uger gik nogenlunde ved, at Lederne lånte Penge hos Venner og Bekendte eller satte deres Ejendele på Lånekontorerne og sendte Penge til Odense, der takket være de gifte Svende skulle bruge mange Penge hver Uge.

En Dag skrev Formanden for Odense Afdeling, H. P. Andersen, der tillige var Medlem af Hovedbestyrelsen, til København, at de Strejkende havde Penge tilgode for 2 Uger og om Søndagen måtte have Penge, da Medlemmerne var sammenkaldt til Udbetaling den Dag.

Det var imidlertid ganske udelukket, at der kunne skaffes Penge, og man sendte derfor Lørdag Aften et Telegram til H. P. Andersen af følgende Indhold: „Kommet for sent til Sparekassen. Nærmere Mandag.“

Meddelelsen var rigtig nok, men det havde ikke været til nogen Nytte at komme rettidig i Banken, thi der indestod kun et Par Kroner på Forbundets Konto.

De Strejkende fik altså ingen Penge. De måtte nøjes med at læse det trøsterige Telegram og så komme igen Tirsdag.

Imidlertid skrev Bresemann et fortroligt Brev til H. P. Andersen og forklarede ham Stillingens Vanskeligheder og at Penge ikke kunne skaffes. Brevet blev lagt underst i et Korsbånd med Fagblade. En af de Strejkende, Lars Christensen, fik fat i Pakken, da den kom til Odense, læste Bekendelsen og for ud til H. P. Andersen på hans Arbejdssted og himlede op om, at nu var da alt tabt.

H. P. Andersen tog Lars i Armen, satte ham op mod Væggen og sagde: „Hvis jeg hører et Ord om den Sag i Byen, så er det Dig, der har sladret, og så slår jeg Dig ihjel; desuden kan Du komme i Tugthuset for at have brækket mit Brev.“

Hvilken af disse Trusler, der hjalp, eller om det var dem begge i Forening, der virkede, blev aldrig opklaret; men for første Gang i Mands Minde løb Lars Christensen ikke med Sladder. Og det hævede hans Aktie til langt over Pari i H. P.s Øjne.

Lørdag, Søndag og Mandag var den københavnske Kasserer, Emanuel Svendsen, travlt beskæftiget med at indkalde resterende Månedskontingent hos Medlemmerne, og Bresemann rendte fra Herodes til Pilatus og lånte 2 Kr. her og 5 Kr. der, så man virkelig Mandag Aften disponerede over en anselig kapital til Fynboerne.

Bresemann rejste selv Tirsdag Morgen til Odense, og her viste det sig, at H. P. Andersen også havde „trawlet“ hos sine Venner og ved Hjælp af Lån skaffet de fornødne Penge tilveje, så der efter endt Udbetaling var en hel „Dynge“ af Sølvpenge til Rest.

Som en indisk Fyrste slog H. P. Andersen ud med Hånden, da han flot spurgte de strejkende om flere havde Penge tilgode, og da dette ikke var Tilfældet, samlede han det lånte Mammon sammen.

Imidlertid var man nu enig om, at der ikke kunne fortsættes på den Måde, og Hovedbestyrelsen besluttede da, at ethvert Medlem skulle yde et Bidrag en Gang for alle af 3 Kr.. Pengene - ca. 1200 Kr. - skulle benyttes til at flytte alle gifte Svende fra Fyn til de større Byer i Jylland, hvor Priskuranten var gennemført og Forholdene gode. De ugifte Svende var forlængst over alle Bjerge, og så kunne Mestrene forøvrigt beholde Fyns Land for sig selv.

Den slog an. De strejkende Svende ville gerne bort før Vinteren kom.

3-Kronerne kom særdeles villigt ind overalt, og enkelte af de strejkende flyttede.

Nu blev Mestrene betænkelige; de var til at få i Tale og efter en Dags Forhandlinger sluttedes Forlig.

Priskuranten var gennemført over hele Landet. Hvilke Besværligheder, der havde været forbundet hermed, blev man først klar over længe efter.

Havde man haft Forståelse af, at Bødkerforbundet i Danmark aldeles ikke var den stærke Fæstning, man troede, men kun et Korthus, der let ville være blæst omkuld, så var Svendenes Begejstring nok bleven afkølet og Mestrenes Respekt været ringere.

Hovedbestyrelsens Tid optoges nu af at bringe Rede i Forbundets Pengesager, og hertil bidrog i ikke ringe Grad det udskrevne 3-Kroners Kontingent, som jo grundet på Strejkens Afslutning ikke benyttedes til strejkendes Flytning.

I Hovedsagen var Lønbevægelsen til Ende hos Provinsmestrene, men hist og her var der enkelte, der kun periodisk beskæftigede en eller flere Svende, og som ikke havde underskrevet Priskuranten. Dette gav Anledning til Forbundets Indskriden, så snart den pågældende antog Svende og altid med det Resultat, at Mesteren måtte bøje sig; i Reglen uden Strejke.

Masser af Skærmydsler fandt i de år Sted om Forståelse af Priskuranten, formentlige uberettigede Afskedigelser og lignende, men dog uden at større Konflikter heraf opstod. Endelig skete der naturligvis rene Brud på Priskuranten, men de standsedes hurtigt.

Hidtil havde man kun i enkelte Tilfælde turdet røre ved de såkaldte faste Pladser, på Bryggerier, Slagterier, Olie- og Spritfabrikker eller Margarinefabrikker. Dels havde Svendene det ret godt, og dels havde man fra 1884 Skræk i Kroppen for at komme i Kamp med de kapitalstærke Aktieselskaber.

Noget måtte der dog gøres, og uden at etablere Strejke søgte man ved Boycotting eller Trussel herom at få Fabrikkerne til Fornuft. I Randers og Kolding etableredes Boycotting. Sidstnævnte Sted, hvor man havde nægtet Forhandling, udsendtes Løbesedler med Advarsel imod at drikke Øllet, og der indkaldtes til offentlige Møder om Sagen. Kun et Par Dages Ølkrig tilvejebragte gode Overenskomster, og det påvirkede naturligvis de øvrige Bryggerier til Imødekommenhed.

Slotsmøllen i Kolding.

Den første Retssag.

Efter at Bryggeriets Bestyrer havde nægtet at forhandle med Forbundet om Bødkernes Lønforhold, affattede Bresemann i den Anledning et Cirkulære, der skarpt angreb Slotsmøllens Afvisning om Forhandling.

Bryggeriets Bestyrer mødte nu op med en Sagfører for tilsyneladende at få et Forlig i Stand og dermed at forhindre Udsendelsen af Cirkulæret. Med Forliget var det dog ikke så alvorligt ment, men derimod var det Hensigten at få et Eksemplar af Cirkulæret for så ved Hjælp af Kongens Foged at forhindre det kom ud.

Dette lykkedes dog ikke. I største Hast tryktes og udsendtes der 5000 Eksemplarer, derefter kom Fogedforbuddet og Krav om Betaling af Sagsomkostninger for dette, samt Bresemann straffet for sine fornærmelige Udtalelser om Slotsmøllen m. m.

Dommen.

Fogedforbudet stadfæstedes,omkomstningerne ophævedes. Af de 3 særlig fornærmelige Udtalelser blev mortificeret, endvidere idømtes Bresemann en Mulkt af 50 Kr. og andre 60 Kr. i Sagsomkostninger. Dette magre Resultat måtte Slotsmøllen nøjes med, og Bresemann kunne nu roligt, dog med Undtagelse af det mortificerede Udtryk, skrive videre om Slotsmøllen og dens Forhold.

Margarinefabrikanterne toges på samme Måde, uden at det dog kom til åben Krig i Anledning af Lønspørgsmålet.

Margarinekrigene.

Da Margarinefabrikkerne herhjemme var i Opkomst, benyttede de til Forsendelse af Varerne almindelige simple Bøgetræs Fustager i Lighed med almindelige Smørtræer. De brugtes kun en eller to Gange, hvorefter de kasseredes.

Senere fandt man på at bruge Egetræs Baljer, som var anvendelige et uendeligt Antal Gange. Dette medførte, at mange Bødkersvende, som hidtil havde været beskæftiget med Margarinearbejde, blev brødløse. Lykkeligvis fandt man da i et fynsk Blad en Kritik af den benyttede Returemballage, der betegnedes som uhygiejnisk.

Hovedbestyrelsen for Bødkerforbundet skaffede fra Fabrikkernes Bødkerværksteder konstateret, at Baljerne ofte, når de kom til Reparation, var meget malpropre og umuligt kunne renses tilbørligt, før de benyttedes påny.

Ved Forbundets Formand, Bresemann, rejstes nu en voldsom Kampagne mod Returemballagen, Publikum blev kritisk, og Fabrikkerne måtte i ret stor Udstrækning vende tilbage til den billige, men kun en gang brugelige Bøgetræsemballage - og der var atter Travlhed i Bødkerfaget.

For at undgå Misforståelse gør vi opmærksom på, at der ligeledes senere ved Bresemann rejstes en lignende Boycotting alene mod Otto Mønsted, men den havde Bødkerne som sådanne intet med at gøre, idet Stridens årsag var Havnekonflikten i Aarhus og Grundlaget de Råvarer, som Mønsted brugte fra Aarhus Oliemølle.

Kongressen i Odense 1891.

Et år var forløbet siden Forbundet blev stiftet. Året havde for Fagets Udøvere været rigt på mange Begivenheder, der havde givet store Erfaringer og blotter Manglerne ved vort nye Forbund; mange Opgaver var stillet til Organisationen, og Medlemmerne krævede dem løste.

Derfor blev det nødvendigt allerede nu et år efter at indkalde til en Kongres for at søge de mest påtrængende Spørgsmål gennemførte. Kongressen afholdtes i August 1891 i Odense, hvor følgende Delegerede mødte: København: P. Petersen, J. Hansen, H. P. Hansen og E. Svendsen - Slagelse: Jacobsen - Haslev: T. Hagemann - Odense: L. Christensen og C. Madsen - Aalborg: Chr. Nielsen - Randers: T. Jensen - Aarhus: Kaiser og Chr. Nielsen - Vejle: A. Sørensen - Varde: Rathjen -Holstebro: Aug. Svendsen - Horsens: M. Sørensen - Endvidere mødte følgende Hovedbestyrelsesmedlemmer: Odense: H. P. Andersen - Aarhus: P. C. Hansen - Helsingør: J. P. Jensen - København: C. Christiansen og S. Bresemann.

Af de Opgaver, der var stillet til Kongressen, var navnlig Spørgsmålet om Oprettelsen af en Arbejdsløshedskasse et af de mest brændende. Men Sagen gennemførtes, idet Kongressen gik med til at fastsætte et ugentligt Kontingent til 30 Øre pr. Medlem, hvorefter Kongressen vedtog at oprette Bødkernes Arbejdsløshedskasse. Understøttelsen ydes i alt i 13 Uger pr. år, dog således, at der først ydes 8 Uger, og først når det arbejdsløse Medlem derefter påny havde erholdt Arbejde og blev arbejdsløs igen, kunne han få Understøttelse i andre 5 Uger. Understøttelsen udredes med 1 Kr. pr. Dag eller 6 Kr. pr. Uge.

Understøttelsen ydes også i Sygdomstilfælde, men dog kun i alt i 13 Uger, enten som arbejdsløs eller syg. Når Sygeunderstøttelsen toges med, var dette af Hensyn til de mange, der stod i de såkaldte faste Pladser (Bryggerier og Fabrikker), da ikke sådanne var udsatte for Arbejdsløshed, men som dog nu skulle betale det betydeligt højere Kontingent á 30 Øre pr. Uge til Forbundet. Udbetalingen til Rejsende, Arbejdsløse og Syge begyndte d. 1. Januar 1892.

Af andre vigtige Spørgsmål vedtoges bl. a. et Samarbejde mellem Foreningen af Bødkermestre i Fyns Stift og Forbundets Afdeling i Odense gående ud på, at Forbundets Medlemmer ikke måtte arbejde for de Mestre, der drev Smudskonkurrence, og eventuelt på Foranledning fra Mesterforeningens Side skulle standse Arbejdet for vore Medlemmer hos en sådan Mester.

Til Gengæld måtte Mestrene kun beskæftige Medlemmer af Bødkerforbundet. Denne Overenskomst udvides senere i Tiden til at omfatte Mestrene hele Landet over og gjorde i agitatorisk Henseende stor Nytte for vor Organisation.

Kongressen vedtog endvidere at udgive et skandinavisk Fagblad for derved at bringe et bedre Samarbejde i Stand mellem Bødkerne i de skandinaviske Lande.

Endvidere toges på Odense Kongressen Beslutning om Oprettelsen af en Begravelseskasse.

Sluttelig vedtog Kongressen en Forandring med Hensyn til Hovedbestyrelsen; denne havde tidligere bestået af 5 Medlemmer, hvoraf 3 i Provinserne og 2 i København, den skulle nu bestå af 7 Medlemmer, hvoraf 3 i Provinserne og 4 i København.

Der var nu ikke så stor Frygt for det såkaldte Københavneri; det forløbne års Lønkamp havde vist, at Solidariteten mellem Forbundets Afdelinger og dets Medlemmer sattes først og højst.

Den nyvalgte Hovedbestyrelse kom til at bestå af: Fra København: Forretningsfører S. Bresemann - Viceforretningsfører E. Svendsen - Repræsentant P. Petersen - Repræsentant J. Hansen - H. P. Andersen, Odense - P. C. Hansen, Aarhus - T. Hagemann, for Sjælland.

Den 3 Kongres i Aarhus i august 1892.

Der var ganske vist afholdt Kongres året forud, men Organisationen var ny og havde straks givet sig i Kast med den store Opgave: at gennemføre en Priskurant for Provinserne med Kravet om Afskaffelse af Kost og Logi hos Mestrene. Svendene var endnu så langt fra alle Medlemmer af Forbundet, og det var småt med Midlerne, men dog havde man overstået det første Livtag med Arbejdsgiverne endda på en Måde, der oversteg Forventningerne.

Så måtte en ny Kongres til for at redegøre for Arbejdet i det forløbne år, og for om muligt at fæstne og styrke Rammerne i vort Forbund. Kongressen afholdtes i Aarhus den 7. og 8. August. Der mødte Delegerede for følgende Afdelinger:

København: P. Borring, L. Rasmussen og H. P. Hansen - Aarhus: N. P. Nielsen og P. Kaiser - Aalborg: H. Møller -Odense: C. Madsen og R. Petersen - Randers: J. C. Jacobsen og R. Thomsen - Horsens: M. Nielsen - Vejle: Knudsen -Svendborg: Lohff - Hillerød: Nebel - Køge: 1. Nielsen - Slagelse: Aug. Svendsen - Endvidere mødte af Hovedbestyrelsen:

S. Bresemann, København, E. Svendsen, J. Hansen, P. Petersen - H. P. Andersen, Odense - A. Sørensen, Vejle - P. C. Hansen, Aarhus.

Kongressen behandlede foruden en Del Sager vedrørende den afsluttede Lønbevægelse i Provinserne følgende Spørgsmål: Arbejdsanvisningen, Fuskarbejdet og Strejken i Vejle, hvortil man vedtog at sende H. P. Andersen, Odense, for at søge en Afslutning. Endvidere om Gennemførelsen af Priskuranten i København, hvortil Kongressen vedtog at yde sin kraftigste Medvirkning gennem Forbundet.

Med Hensyn til Forretningsførerens Løn var der stillet Forslag om, at denne skulle være henholdsvis 800 og 1000 Kr.; der blev dog intet af disse Forslag vedtaget, idet Forslaget om 800 Kr. og et andet fremkommen Forslag om 600 Kr. fik lige mange Stemmer, hvorfor det vedtoges, at der skulle være almindelig Afstemning over hele Landet. Resultatet blev, at Lønnen fastsattes til 800 Kr. og Rejsediæterne til 6 Kr. pr. Dag.

Kongressen foretog derefter Valg af Hovedbestyrelse, der kom til at bestå af følgende: Forretningsfører S. Bresemann -Viceforretningsfører E. Svendsen - Repræsentanter: H. P. Hansen og L. Rasmussen, København - A. Sørensen, Vejle - H. P. Andersen, Odense - Aug. Svendsen, Slagelse.

Kongressen vedtog at sende Forretningsføreren til Den Skandinaviske Arbejderkongres i Malmø.

Lønbevægelser i København.

Når undtages den lille Konference, Mestre og Svende i København havde haft om Tuborg-arbejdet, og med P. W. Heymann i 1889, havde man lige fra 1884 levet på en spændt Fod.

Da Lønbevægelsen i Efteråret 1891 var bragt Slutningen så nær som mulig i Provinserne, tog man i København fat på en Revision af Priskuranten.

Mestrene afviste imidlertid i Foråret 1892 enhver Forhandling - som ofte før.

Til at optage en Kamp var såvel den københavnske Afdeling som Forbundet for svagt. Man indskrænkede sig derfor til at forberede en Aktion.

Først blev der forbudt al Adgang fra Provinserne til København, ligesom de unge Svende anmodedes om at forlade København. Begge Dele lettedes i høj Grad ved den Travlhed, der på kunstig Måde ude i Provinserne skabtes gennem den etablerede Margarinekrig.

Det fortjener at nævnes, at både Københavnere og Provinsianere med stor Beredvillighed fulgte den givne Parole.

Dernæst måtte en gift Svend, der afskediges fra et Værksted, ikke tage Arbejde på et andet, men henvistes til at tage Understøttelse, hvortil Midler tilvejebragtes gennem et Kontingent på 1 Kr. 10 Øre om Ugen, og endelig søgte man at kapre så meget Arbejde som muligt fra Mestrene ved, at Svendene tog direkte Arbejde hos Forbrugerne.

Under alt dette opstod selvfølgelig endnu mere Bitterhed mellem Parterne, end der forud var samlet op fra 1884.

En stor Del af Svendene søger bort fra Værkstederne og til Fabrikkerne, særlig til Petroleumslageret, der i Efteråret har Brug for mange Bødkere. Mestrenes Forsøg på at skaffe sig Arbejdskraft fra Provinserne lykkedes ikke. Svendene Landet over står nu i Forbund sammen, og den rette Solidaritetsfølelse er til Stede.

Stillingen bliver mere og mere kritisk, og en Tid skorter det på Sammenholdet her i Byen, idet nogle Svende tager Arbejde på de engang forladte Værksteder. Den af Forbundet rejste Agitation mod Margarinefabrikkernes mindre propre Returemballager, der i København, ved en meget energisk omfattende Agitation på en Mængde Møder og ved Udgivelsen af Margarineposten (Redaktør Bresemann), har vunden stor Tilslutning hos de københavnske Arbejdere, og på et Fællesmøde i De samvirkende Fagforeningers Bestyrelser, hvor Svendsen har forelagt Sagen, tilsiger Bestyrelserne økonomisk Støtte til Kampens Fortsættelse.

Mestrene har fået en Overhaling i Bladene, og Følgen var en Erstatningssag på 10,000 Kr.. Under denne førtes en Række Vidner, og Emanuel Svendsen var nær kommet i Brummen som mistænkt for falsk Forklaring. Der var så lidt Grund til denne Mistanke, som alle Bødkere kendte de Forhold, som Svendsen bekræftede med sin Forklaring.

Øverste Række fra venstre: Andr. Bargmann. Georg Petersen. Peter Lange. Joh. Larsen. Chr. Petersen. Jens Jensen.

Nederste Række fra venstre: E. Haugsted. Martin Wang. Anth. Andersen, Forretningsfører. E. Svendsen, Viceforretningsfører. C. W. Rathjen. Jørgen Pahl.

Mestrene giver endelig efter.

Fagforeningen har ganske vist standset Blokaden af de enkelte Værksteder, men alt tyder på, at Foråret 1893 ikke vil forløbe ganske roligt, om ikke Bødkerlauget finder Tiden inde til at optage en Forhandling om Priskuranten. Mestrene finder heldigvis den Anledning i en Artikel, som Bresemann har skrevet i Fagbladet angående Mestrenes Forhold til deres Kunder ved Reparationsarbejdet.

Bødkerlauget meddeler Forbundet, at forsåvidt Bresemann vil tilbagekalde nævnte Artikel og betale Sagens Omkostninger med 150 Kr., vil Lauget frafalde Retssagen og Erstatningskravet om de 10,000 Kr., og Bødkerlauget vil indgå på at betale et Tillæg til den gamle Priskurant af 10 pCt. fra 1. Maj 1893 til og til 1. Maj 1894 og i årets Løb optage en Forhandling om Priskuranten på Grundlag af en 10 pCt. Forhøjelse.

Hovedbestyrelsen vedtager at indgå på dette Tilbud, og Bødkerforeningen afholder Generalforsamling for at tage Stilling til Forslaget. Fra de samvirkende Fagforeninger er til Generalforsamlingen mødt P. Knudsen og Sigv. Olsen, der sammen med Bresemann og Formanden, Svendsen, anbefaler at modtage Tilbuddet, selv om man ved en Strejke skulle kunne få nogle få Procenter mere. Generalforsamlingen vedtog det da også, og Konflikten blev undgået.

Efter andre 10 års Forløb er det da endelig lykkedes at fravriste Mestrene en Lønforhøjelse, der naturligvis ikke svarer til de fremsatte Ønsker og Forhåbninger, men som ud fra den Betragtning, at den sker uden ved Hjælp af Strejke, er en absolut Gevinst for Fagets Arbejdere.

Fra det Øjeblik, disse Resultater nåedes, kan man sige, at Bødkernes Organisation fik fast Grund under Fødderne. Siden har Samarbejdet - eller undtagelsesvis Kampene været ført uden Bitterhed og under mere civiliserede Former end i Organisationens Barndom. Da var man af mange forskellige Grunde - også fordi Arbejdsgiverne stod afvisende - nødt til at føre Kampen på bedste Beskub, hensynsløst som Fribyttere, en Kampmåde, der havde Ulemper, men også sine Tillokkelser, bl.a. fordi den skabte en Kammeratskabsfølelse, der kunne bære over meget i de vanskelige år, da Organisationen ofte stod overfor Knald eller Fald.

Netop denne usvigelige Solidaritetsfølelse og en urokkelig Tro på Fremtiden var det, som bar vor lille let sammentømrede Skude over Pengevanskeligheder og ukloge, - ja hvorfor ikke sige det - halsbrækkende Handlinger, der ligeså godt kunne have givet de uheldigste Resultater i Stedet for at føre til Mål, som vi er stolte over at have nået.

Efter at det nu var lykkedes Forbundet at gennemføre nye Overenskomster og Priskuranter såvel i Provinserne som i København, var der dog endnu et vældigt Arbejde at gøre ude i Provinserne, dels hos de Mestre, der endnu ikke var Medlemmer af Centralforeningen af organiserede Bødkermestre i Danmark, endelig over for de forskellige Fabrikker og Bryggerier, hvor der endnu stod mangen uorganiseret Bødkersvend og arbejdede for en ringe Løn. Hovedbestyrelsen vedtog da også at foranstalte en hele Landet omfattende Agitation for Tilslutning til Forbundet og en Ordning af Fabrikkernes Lønforhold, og udsendte i den Anledning følgende Opråb: Til samtlige Bødkere i Danmark. Ærede Kolleger!

For tre år siden rettede Hovedbestyrelsen for det da nyligt oprettede Bødkerforbund en Opfordring til Eder om at slutte Eder til Organisationen.

Opfordringen blev fulgt over al Forventning og Resultatet udeblev ikke. I 1891 gennemførtes en Priskurant i Provinserne. Året efter forhøjedes den for Dritlernes Vedkommende yderligere. I år har Forbundet skaffet de københavnske Svende en Lønforhøjelse af 10 pCt. og i Løbet af meget kort Tid vil en yderligere Forhøjelse finde Sted. Hvad der således er nået igennem vor Organisation i Løbet af 3 år er aldeles enestående, ingen anden Organisation kan opvise noget lignende. Landet over ser man da også med Respekt på vor Organisation, og vi har Grund til at være stolt af den.

De forløbne 3 år har været Kampår, men da vi nu har opnået så store Fordele, må vi i de kommende år have vor Opmærksomhed henvendt på at forsvare det, som vi har vundet, om dette må vi alle kunne stå samlet.

Det sidste Aars høje Kontingent har formindsket vort Medlemsantal i Provinserne. Denne Meddelelse må være tilstrækkelig til, at hver eneste Mand tager Del i Agitationen for atter at samle det adskilte. Lige som vor Løn forhøjedes i samme Grad som vi organiserede os, således vil Lønnen også synke, for så vidt vi enten selv svigter vor Organisation eller tåler andre gør det. Enhver, der står uden for Organisationen, ødelægger ikke alene Forholdene for sig selv, men også for os andre.

Dette må for enhver Pris forhindres.

De år, vi nu går i Møde, vil sikkert blive fredelige, for så vidt vor Organisation er stærk nok til at garantere Freden. Kun en kraftig Organisation er en Garanti for Freden. - Kammerater! - Vi appellerer til Eders Æresfølelse, vi spørger Eder: Vil I ved egen Ligegyldighed forspilde, hvad det har kostet store Anstrengelser at vinde, eller vil I med os arbejde for atter at samle alle hæderlige Kammerater i Organisationen til Værn om vore nu tålelige Arbejdsforhold?

Vi kender Eders Svar! I vil alle være med. I forstår, at kun Skulder ved Skulder er vi en Magt. Nuvel! så Hånd på Værket. Enhver Mand må være Agitator. August Måned må være vor Agitationsmåned; i den foretager vi hver Søndag en Tur til nærmeste By eller ud på Landet og vinder tilbage de frafaldne og flere til. I Løbet af en Måned må vor Organisation gøres stærkere end nogen Sinde. Det kan gøres, når vi alle gør vor Pligt. Og det vil vi - derom er vi forvisset. København, den 17. Juli 1893. Med kammeratlig Hilsen H. P. Andersen, Aug. Svendsen, Odense. Slagelse. A. Sørensen, Vejle. P. Petersen, E. Svendsen, L. Rasmussen, København. S. Bresemann, Forretningsfører.

Bødkere i Esbjerg ca. 1900 i Kongensgade 45

I Hovedbestyrelsens Opråb gøres der opmærksom på, at Medlemsantallet er bleven mindre som en Følge af det høje Kontingent. Dette har blandt andet medført, at der har rejst sig Tvivl om det rigtige i at vedblive med Understøttelsen af Arbejdsløse, og Afdelingen i Aarhus giver ved en Artikel i Fagbladet Anledning til, at der bliver en Afstemning over hele Landet, om hvorvidt denne fremdeles skal bestå. Afstemningen skal endvidere afgøre, om det fremdeles skal være en frivillig Sag for Afdelingerne og deres Medlemmer at slutte sig til Understøttelseskassen. Resultatet af Afstemningen giver et stort Flertal for Hovedbestyrelsens Forslag, der går ud på: Fortsættelse med Understøttelsen af Arbejdsløse, Pligt for alle Forbundets Medlemmer til også at være Medlemmer af Understøttelseskassen, og Kontingentets Fastsættelse til 42 Øre ugentlig.

Dette Resultat hilstes med Glæde, thi man havde i de forløbne år høstet den Erfaring, at ved Understøttelse af Kollegerne under Arbejdsløsheden, var man bedre i Stand til at opretholde Priskuranten hos Arbejdsgiverne Landet over, og at Opretholdelsen deraf havde en dobbelt Virkning.

Endnu var det desværre ikke gået op for alle Bødkersvende, hvilken Betydning Samfølelsen og Organisationen var for dem og deres Familier.

I København forsøgte den i 1884 stiftede Skruebrækkerforening, støttet fra en større Arbejdsplads, at blive en medbestemmende Faktor med Hensyn til Arbejdsvilkårene for Svendene, men det mislykkedes fuldstændigt. Erfaringen fra tidligere Tid virkede tilstrækkelig afskrækkende.

For dem der erindre, da 84-Foreningen havde indkaldt Mestrene til et Møde og der anmodede dem om: 1) At betale efter Priskuranten. 2) Betale til Foreningens Byggefond. 3) Først og fremmest at tage 84-Foreningens Medlemmer i Arbejde. Og så husker Mestrenes Svar til de Svende, som de i 1884 havde fået til at hjælpe sig og derved falde deres egne Kammerater i Ryggen.

Svaret var: 1) Tidspunktet var ikke heldigt til at tale om Priskuranten; til Punkt 2 og 3, at det måtte være en Privatsag. Her havde nu Svendene, navnlig på et enkelt Værksted, ladet sig tvinge til at betale til en Byggefond for Opførelsen af en Stiftelse for gamle og udslidte Bødkersvende, og nu gav Mestrene et sådant Svar på 84-Foreningens Henvendelse; dette kunne man dog ikke stå for. Og Planen om, at denne Forening kunne komme til at spille nogen Rolle måtte fornuftigvis opgives, ikke engang de Svende, der under Blokeringen af Værkstederne det foregående år havde svigtet Kammeratskabet, ville være med til dette Forsøg.

En ny Retssag mod Forbundet.

Under Kampen mod Mestrene i København for at gennemføre en Revision af den gamle Priskurant var der nogle Svende på et af de christianshavnske værksteder, der svigtede Kammeratskabet. I den Anledning blev de Genstand for en Omtale i Fagbladet, der må have krænket dem, thi 4 Mand anlagde Sag mod Forbundet, Hovedbestyrelsen og Forretningsføreren og krævede dem straffede og sig selv tilkendt en Erstatning af 1000 Kr. hver. Resultatet blev, at Hof- og Stadsretten afviste Sagen for Forbundets og Hovedbestyrelsens Vedkommende, medens Bresemann idømtes 80 Kr. i Bøde i hver Sag foruden 80 Kroner i Omkostninger for hver Sag. Erstatning blev der således ikke noget af, hvilket nok var en meget slem Skuffelse for „Arbejdernes Værns“ Prokurator Hans Nielsen, der havde ført Sagerne for Skruebrækkerne. Bøderne måtte Bresemann afsone med Vand og Brød.

Men Oprejsningen kom senere såvel for Forbundet som for Bresemann. Som før omtalt fandtes der, foruden dette Værksted, hvor de 4 Mand arbejdede, et andet større Værksted på Christianshavn, hvor Svendene heller ikke var at formå til at indtræde i Fagforeningen, og hvorfra Tanken om 84-Foreningens Genopståelse var udgået. Disse Værksteder havde på daværende Tidspunkt det meste af de københavnske Bryggeriers Arbejde, således Carlsberg Bryggeriernes og de store Hvidtølsbryggeriers. Ved en Henvendelse til Bryggeriernes Ledelse gjorde man disse opmærksom på de uheldige Forhold i Faget, der var til stor Skade for de i Forbundet organiserede Svende i København.

Denne Henvendelse må uden al Tvivl have fundet Sted på rette Tid og rette Sted, for der skete en absolut Bedring af de påklagede Forhold, og det kom endogså dertil, at den Mester, hos hvem de 4 Mand arbejdede, der havde fået Bresemann dømt, indledede en Forhandling med Forbundet og den københavnske Afdeling om disse Svendes Optagelse i Organisationen. Den københavnske Afdeling forkastede gentagne Gange et Forslag derom, men endelig lykkedes det at gennemføre Optagelsen, og Bresemann og Svendsen meddelte nu den pågældende Mester Resultatet.

Svendene kunne optages for et Indskud af 5 Kr. pr. Mand; når det desuagtet kostede Mesteren 610 Kr. 73 Øre for at få dem optaget, da var dette kun Tilbagebetaling til Forbundet af udlagte Penge, nemlig den Understøttelse de 2 Mand havde fået, inden de under Konflikten gik ind i deres Pladser igen.

Endelig Procesomkostningerne i de Sager, de havde anlagt mod Forbundet.

I København var det nu lykkedes at få den gamle Priskurant revideret på Grundlag af den 10 pCt Forhøjelse, Mestrene var indgået på året forud, og Resultatet var bleven tilfredsstillende. Der var derfor nu god Anledning til at tage fat på den af Hovedbestyrelsen foreslåede Agitation for at få alle Svendene i Forbundet.

Imidlertid havde forskellige Forhold og Uoverensstemmelser mellem Afdelingen og Hovedbestyrelsen givet Anledning til, at Forbundet måtte afholde en Kongres.

Den 4. Bødkerkongres i København 1894.

Kongressen åbnedes Lørdag d. 11. August i Forsamlingsbygningens Festsal, Rømersgade 22. Følgende Delegerede var mødte: København: P. Borring, A. Petersen, L. Jeppesen, Fr. Larsen og E. Svendsen - Varde: V. Rathjen - Aarhus: C. Hansen og Markussen - Odense: R. Petersen og F. Bremer - Aalborg: H. Møller - Skive: N. Nissen - Holstebro: Andersen - Slagelse: L. Hansen - Køge: J. Nielsen - Helsingør: Jacobsen - Af Hovedbestyrelsens Medlemmer var mødte fra København: S. Bresemann, P. Petersen, L. Rasmussen - H. P. Andersen, Odense - A. Sørensen, Vejle - Ialt bestod Kongressen af 23 Medlemmer.

Af de Sager, som Kongressen særlig og indgående beskæftigede sig med, var Spørgsmålet om en Revision af Provinspriskuranten, og det var da navnlig for Smørtræernes Vedkommende, at dette var påtrængende, idet der nu i stigende Grad anvendtes maskinforarbejdede Materialer hertil, hvilket så stadig gav Anledning til Stridigheder med Hensyn til Priserne for dette Arbejde.

Et andet Spørgsmål var angående det ganske urimeligt store Lærlingehold, som en Del Mestre var kommen ind på, og som i følelig Grad skadede Svendene. Herom vedtoges en Resolution, der senere hen formedes som et Krav til Mestrene om en bestemt Skala for det Antal Lærlinge, de måtte have i Forhold til det Antal Svende, Mestrene beskæftigede på deres Værksteder, og det endte da også med, at Mestrene tiltrådte en Overenskomst derom.

I Anledning af den Vedtagelse, der var sket med Hensyn til Understøttelseskassen, hvorefter alle Medlemmer var pligtige at betale til denne, og efter at Understøttelsen var fastsat til at være 6 Kr. pr. Uge og ialt til 13 Uger eller 78 Kr. om året for såvel rejsende, arbejdsløse eller syge Medlemmer, fastsattes Kontingentet til 50 Øre ugentlig, hvoraf de 40 Øre betaltes til Forbundet, 5 Øre til et Reservefond i Afdelingerne og 5 Øre til disses Administration.

Endelig vedtog Kongressen at udskille Begravelseskassen fra Forbundet og gøre denne selvstændig med egen Administration og egen Ledelse og valgte til Formand Peter Petersen (kaldet „Store Peter“), der i mange år med en vis Stolthed udfyldte dette Hverv på tilfredsstillende Måde, til Kasserer valgtes Ludvig Rasmussen.

Ved Valget af Hovedbestyrelsen valgtes til: fra København Forretningsfører S. Bresemann, Viceforretningsfører P. Borring, Repræsentant J. Jensen, Repræsentant A. Christiansen - For Jylland valgtes Hans Nielsen, Aarhus - For Fyn F. Bremer, Odense - For Sjælland Nielsen, Køge, der dog senere ikke kunne modtage Valget, hvorfor Markussen, Aarhus, indkaldtes som Suppleant.

H. P. Andersen, Odense og E. Svendsen, København, der hidtil havde haft Sæde i Hovedbestyrelsen, nægtede at modtage Valg på denne Kongres. Til Forbundets Revisorer valgtes Andreas Petersen og E. Svendsen.

Efter Kongressens Afslutning skulle der nu sættes større Fart på Agitationen for Tilslutning til Forbundet, men i Slutningen af 1894 og et godt Stykke ind i året 1895 indtrådte en meget stor Arbejdsløshed i vort Fag.

Forretningsføreren meddeler på et Møde, at Forbundets Udgift pr. Uge beløber sig til 360 Kr., medens Indtægten kun er 200 Kr., og da Udgiften stadig er stigende, nødes man til at kræve en Forhøjelse af Kontingentet fra 50 til 75 Øre pr. Uge. Dette gennemføres, og man klarer Vinteren nogenlunde igennem, men Pengemanglen er permanent og giver mange Vanskeligheder for Arbejdet.

For at spare på Udgifterne bliver der i August 1895 afholdt Afstemning blandt Medlemmerne om at ophøre med Udgivelsen og kun benytte Bladet „Samarbejdet“ som Forbundets Organ. Særlig Begejstring er der ikke herfor, men da kun 87 Medlemmer deltager i Afstemningen, nemlig 56 Stemmer for at ophøre med Fagbladet og 31 imod, er man klar over, at dette ikke vil betyde Revolution, og sidste Nummer af Skandinavisk Bødker og Tunnbinderiarbetare Tidende udgår i September Måned 1895. Og først i året 1900 opstår Fagbladet igen.

Centralforeningen af organiserede Bødkermestre i Danmark.

Ved et Møde i Odense i August 1895 mellem Bestyrelsen for denne Organisation og vor Hovedbestyrelse enes man om en Ordning af Lærlingeforholdet. Spørgsmålet skal dog først til Afstemning blandt Mesterforeningens Medlemmer:

Overenskomsten er sålydende: At indskrænke Tilgangen til Faget ved at intet Medlem af Centralforeningen må beskæftige over: 1. Lærling for indtil 3 Svende; 2 Lærlinge for indtil 6 Svende, 3 Lærlinge for indtil 10 Svende, og ikke over 4 Lærlinge. Endvidere enes man om et Gensidighedsforhold mellem Centralforeningen og Bødkerforbundet som det, der var afsluttet med Mestrene i Fyns Stift, og som tidligere er gengivet her i Beretningen. Af de 1000 Bødkermestre, der var over hele Landet, og hvoraf vel nok ikke ret mange var Medlemmer af Centralorganisationen, deltog kun 19 Mestre i Afstemningen, hvoraf 12 stemmer for og 7 imod Lærlingeoverenskomsten.

Det bliver derfor en trang Vej med Løsningen af denne Sag, og da Arbejdsløsheden vedblivende hærger vort Fag, presser Medlemmerne på med at få en Gennemførelse deraf.

Konflikt på Spørgsmålet.

I April 1896 vedtager Afdelingen i Aarhus at ville erklære Strejke hos Lokalforeningens Formand P. Mikkelsen i Aarhus for at tvinge ham til at indgå på Lærlingeoverenskomsten. Mestrene truer med Lockout, hvad Svendene dog ikke tager for Alvor, og til Trods for, at Svendene på deres Forespørgsel til Hovedbestyrelsen om dennes Sanktion til Strejken, har fået et Afslag herpå, iværksættes Strejken den 7. April. Denne besvares af Mestrene i Aarhus med en Lockout, der dog kun varer i 4 Dage. Mestrene ønsker alligevel hellere en Forhandling, Forretningsføreren kommer derover, og Striden slutter med, at Mesterforeningen i Aarhus indgår på de stillede Krav.

Revision af Priskuranten og Gennemførelse af Overenskomsten om Lærlingeholdet og Gensidigheden.

Der har i August Måned samme år været afholdt et Møde i Horsens mellem Centralforeningens og Forbundets Repræsentanter, hvor der opnås Enighed om en 10 pCt Forhøjelse af den i 1891 vedtagne Priskurant. Mestrene skal dog, ligesom med den førnævnte Overenskomst, have en Afstemning derover blandt sine Medlemmer. Men i April 1897 kan de meddele, at Centralorganisationen af Bødkermestre har tiltrådt Overenskomsten.

Og nu begynder der en Virksomhed for Gennemførelsen af denne Priskurant, såvel på Værkstederne som på Fabrikkerne, i Forbindelse med en stærk Agitation for Organiseringen af Bødkermestrene i Provinserne, som vel nok var enestående for vort Fag.

Bresemann rejser Landet rundt for at forhandle med Fabrikkerne og med de Bødkermestre, der ikke igennem Centralforeningen har tiltrådt Overenskomsten, og det er ikke så få Byer og disses Mestre her er Tale om.

Centralforeningens Formand Henrik Petersen fra Odense deltager sammen med Bresemann i mange Byer i de Møder, der er sammenkaldt for Mestrene.

Og Mestrenes Formand deltager i skøn Forening med Svendenes Formand i Arbejdet for, at Mestrene skal tiltræde Overenskomsten om Lærlingeholdet og Priskuranten. Henrik Petersen formaner dem til at underskrive, Bresemann ligeledes, idet han samtidig søger at åbne deres Øjne for Organisationens Betydning; mere kunne man vel ikke med Billighed forlange.

Bryggeriet Slotsmøllen i Kolding.

En af de Virksomheder, der endnu ikke havde villet anerkende Priskuranten eller sine Arbejderes Organisationsret; man husker endnu den tidligere omtalte Retssag, Bryggeriet anlagde mod Forbundet.

I den Anledning rejser Bresemann, Borring og Svendsen til Kolding til en Forhandling med Bryggeriet, hvilken dog afsluttes uden noget Resultat. Men dermed kan man dog ikke denne Gang lade sig stille tilfreds. Forbundet har jo forpligtiget sig til overfor Mesterorganisationen at gennemføre en lignende Lønforhøjelse på Fabrikkerne, som den Mestrene er indgåede på.

En Skrivelse er afsendt til Slotsmøllen med de Krav, som Forbundet stiller. Skrivelsen indeholder tillige en Motivering for vort Forlangende, der er sålydende: 1) Priskuranten underskrives og træder i Kraft straks. 2) Aktieselskabet forpligtiger sig til, så længe Priskuranten er gældende, kun at beskæftige Personer ved Udførelsen af Bødkerarbejde, der er Medlemmer af Bødkerforbundet i Danmark. 3) Aktieselskabet forpligtiger sig til: a) at betale Bødkerforbundet i Danmark 130 Kr., som var de Udgifter, denne Organisation i sin Tid havde i Anledning af en af Aktieselskabet imod os anlagt Sag.

b) at kvittere det Beløb Undertegnede idømtes i Sagsomkostninger ved samme Lejlighed.

Skrivelsen sluttede med at sige, at dette Tilbud stod Forbundet ved til den 16. Juni.

Svaret fra Slotsmøllens Fabrikker: Aktieselskabet Slotsmøllens Fabrikker, Kolding, den 15. Juni 1897. Herr Forretningsfører S. Bresemann, Laxegade 15, 3. S. København. I Gensvar på ærede Skrivelse undlader man ikke at meddele, at Slotsmøllens Fabrikker er villig til at underskrive Bødkernes Priskurant, således at den træder i Kraft straks; at Fabrikken ikke har noget imod, at dens Bødkere er Medlemmer af Bødkerforbundet og herefter, så længe Priskuranten gælder, til Udførelse af Bødkerarbejde kun vil antage Folk, der er Medlemmer af Bødkerforbundet, og at Aktieselskabet vil frafalde sit Krav på det Dem i sin Tid idømte Beløb i Sagsomkostninger, men at det derimod ikke kan betale Bødkerforbundet det Beløb, som det vil have betalt i Sagsomkostninger. For Akts. „Slotsmøllens Fabrikker“, S. M. Bruun, A. L. Johansen, V. Behrens.

Offentligt Møde i Kolding.

Efter Modtagelsen af denne Skrivelse, afsendtes til Fællesorganisationen i Kolding en Anmodning om at indrykke følgende Annonce i Bladene: Offentligt Borger- og Arbejdermøde afholdes Torsdag d. 17. Juni Kl. 8l/2 Aften på „Fremad“ i Kolding. Dagsorden: Storkapital kontra Håndværksmestrenes og Arbejdernes Organisationer. - Indledes af Forretningsføreren for Bødkerforbundet i Danmark Hr. S. Bresemann og Formanden for Foreningen De organiserede Bødkermestre i Danmark, Hr. Bødkermester H. Petersen fra Odense. Bestyrelsen for Aktieselskabet „Slotsmøllen“ i Kolding samt Selskabets Direktør, Hr. Behrens, er skriftlig indbudt. Hovedbestyrelsen for Bødkerforbundet i Danmark,

Samtidigt udsendtes til Borgerne i Kolding følgende Opråb: Bryggeriet Slotsmøllen i Kolding. Imellem Bødkerforbundet i Danmark og Centralforeningen for Bødkermestre i Danmark er afsluttet en Overenskomst om en ny Tarif, der den 1. Maj er trådt i Kraft hos alle Mestre her i Landet. En Betingelse for, at Mestrene er pligtige til at overholde den indgåede Overenskomst, er imidlertid, at samtlige Bryggerier, der beskæftiger Bødkersvende, skulle inden 1. Juni indgå på at betale efter Tariffen. Fra Mestrenes Organisation har Bødkerforbundets Hovedbestyrelse nu modtaget følgende Skrivelse:

Til den ærede Hovedbestyrelse for Bødkerforbundet i Danmark. Nærværende for at anmode den ærede Hovedbestyrelse for Bødkerforbundet i Danmark om at gennemføre den ny Priskurant hos Forbrugerne, hvoraf særlig fremhæves Ølbryggerier og lignende. Da Priskuranten nu er gennemført hos Mestrene Landet over, formener vi os i vor Ret, når vi fordre Priskuranten hos Forbrugerne gennemførte fuldt ud, ifølge vedtagne Bestemmelser på Fælleshovedbestyrelsesmøderne i Odense den 28. og 29. Marts dette år. Med særdeles Agtelse Odense, d. 18. Maj 1897. Henrik Petersen, Formand for Foreningen for de organiserede Bødkermestre i Danmark.

Det fremgår heraf, at Mestrene er fast bestemte på, at vi skal opfylde den Pligt, vi har til at gennemføre vor Tarif også på Bryggerierne. Samtlige Bryggeriejere i Danmark, som vi har henvendt os til, er da også beredvilligt indgået på at betale Bødkersvendene efter Tariffen, kun ét Bryggeri har nægtet det, og det er Slotsmøllen i Kolding.

Det Bryggeri betaler sine Bødkersvende 8 Kr. mindre pr. Uge end Tariffen byder, og udsætter derved os for at miste de Goder, vi ved venskabelig Forhandling med vore Mestre har opnået. For at spare nogle få hundrede Kroner årligt, trodser de Kapitalister, der ejer Slotsmøllen, såvel vor som de danske Bødkermestres Organisation. Enhver Arbejder, ligegyldigt hvilket Fag han tilhører, vil føle det som et Slag i Ansigtet på sig selv, og vil hurtig forstå hvilken Stilling der bør tages til Slotsmøllen og dens Produkter. Men det er ikke alene Arbejderne, der her bør tage Affære. Nej, enhver Håndværksmester vil kunne indse, at den Fordring, Bødkermestrenes Forening har stillet om, at de store Kapitalister mindst skal betale den samme Løn som den fattigste Bødkermester, at den Fordring er fuldt ud berettiget, og at det ligger i alle Håndværkeres Interesse, at den også føres igennem. Det ville kunne få de farligste Konsekvenser for hele vor Håndværkerstand, om Storkapitalen, foruden de andre Fordele den har, tillige skulle have billigere Arbejdskraft end den mindre Håndværksmester. I den Kamp, der forestår imellem Slotsmøllen i Kolding og alle Bødkerfagets Udøvere, håber vi derfor også på Støtte og Sympati fra enhver rettænkende Håndværksmester, som ikke vil være med til at begunstige Storkapitalismen på det mindre Håndværks Bekostning.

Også den Del af Handelsstanden, som tæller Arbejdere i deres Kundekreds, er interesseret i at støtte os imod Slotsmøllen i Kolding; thi sikkert er det jo, at når Arbejdernes Løn højnes, så stiger deres Forbrug, og det kan kun være til Gavn for de Handlende. Når Slotsmøllen i Kolding nu bidrager til, at Arbejdernes Løn holdes nede, så er det til lige så stor Skade for Handelstanden som for Arbejderne.

I Kolding, Esbjerg, Varde, Fredericia og Vejle, sælger Slotsmøllen det meste af sin Produktion. Håndværkere, Handlende og Arbejdere i disse Byer kan ved at undlade at støtte Bryggeriet bidrage mægtigt til, at dette hurtig må indgå på den Tarif, som alle andre forlængst har betalt efter. Når dette er sket, så har Middel- og Arbejderstanden vist, at deres Organisationer er stærke nok til ved forenede Kræfter at hindre Storkapitalen i at optræde alt for egenmægtigt.

Lad os ved alle til Rådighed stående Midler søge at nå dette Resultat. På Udvalgets Vegne: E. Svendsen, Kontor: Holmensgade 37, St. København K.

Da Forbundets Forretningsfører og Formanden for Mestrenes Organisation kom til Kolding, kom der Bud fra Slotsmøllen, der ønskede en Forhandling med Forbundet. Resultatet af denne blev, at Slotsmøllen indgik på de stillede Fordringer, og at Bresemann ved det offentlige Møde om Aftenen kunne meddele den store Forsamling, at Kampen var vundet, Priskuranten gennemført og Arbejdernes Organisationsret anerkendt.

Øverste Række fra venstre: Jens Hansen, København. M. Zedlitz, Skive. N. Sørensen, Svendborg. Wald. Nielsen, Slagelse. C. N. Bugge, Mariager. Carl Petersen, Aalborg.

2den Række fra venstre: P. Danielsen, København. N. Johansen, Kolding-Vejen. Wilhelm Jensen, København. Wald. Jensen, Aarhus. Anders Andersen, Helsingør. P. Knoth, Vejle. P. Lange, Esbjerg. N. C. Nielsen, Holstebro. Chr. Nielsen, Aarhus. Bang-Jensen, Køge. E. Christensen, Odense. S. Kjeldsen, Aalborg. Jacob Jacobsen, Aarhus.

3die Række fra venstre: Carl Nielsen, Randers. Chr. Petersen, Varde. Hans Jørgensen, Aalborg. O. Petersen, Viborg. S. Kaulberg, København. M. Paulsen, Hjørring. A. Jørgensen, København. N. P. Nielsen, Kalundborg. Carl Jensen, Korsør.

Nederste Række fra venstre: Chr. Jørgensen, Aarhus. Andr. Andersen, København. S. Bresemann, Nakskov. Em. Svendsen, København. Anth. Andersen, København. H. P. Hansen, København. H. P. Andersen, Odense. L. Madsen, Horsens. A. Sahlgren, København.

Bødkerforbundet som Industriforbund.

Bødkerarbejdet på Cementfabrikkerne.

Cementindustrien var i stærk Udvikling herhjemme og havde fundet nyt og stort Marked i Udlandet for den danske

Cement; i Aalborg anlagdes således flere nye Fabrikker. De tekniske Fremskridt, der var sket med Hensyn til Fremstillingen af Cementtønder, var meget betydelige. Til Fabrikationen af Fustagerne benyttede man den ikke faglærte Arbejdskraft, som man ved en Læretid af 3 Måneder søgte at uddanne til i Forening med Maskinkraften at fremstille Fustagerne; efter udstået Læretid gaves der Akkord.

Naturligvis var Fabrikkerne gået den Vej for at holde Arbejdslønnen så langt nede som muligt. Timelønnen var i 1896, eller rettere blev i 1897 26 Øre; den var sikkert mindre forinden den Tid.

Men i 1896 var der fra Mariager kommet en Anmodning til Forbundet, om Forretningsføreren måtte komme derover, da Bødkeriarbejderne ville danne en Afdeling under Bødkerforbundet, for så vidt dette ville gå med hertil. Og så blev da en sådan Afdeling stiftet, og i Januar 1897 gennemførtes den første Overenskomst med ovennævnte Timeløn af 26 Øre samt en Del forbedrede Akkordsatser for Managers Vedkommende.

I Aalborg sluttede de derværende Bødkeriarbejdere sig til Forbundets Afdeling i 1898, og der gennemførtes ligeledes nye Overenskomster med Fabrikkerne, dog ikke uden store Vanskeligheder, idet man nægtede at forhandle med Bødkerforbundet med den Motivering, at man havde 3 Måneders Kontrakter med Arbejdsmændenes Organisation om Lønforholdene.

Overenskomsterne kom dog i Stand og har siden været til stor Gavn for Bødkerne i sin Helhed, idet der er sket betydelige Forbedringer af Akkordpriserne og Arbejdsvilkårene, endvidere fastsat Regler for Antagelsen af Lærlinge i Bødkeriet. Ved Afslutningen af den sidste Overenskomst i 1913 blev, efter en kortvarig Strejke, Timelønnen ansat til 43 Øre på Fabrikkerne, og den var som tidligere nævnt først bleven 26 Øre i 1897, hvilket jo nok må kunne siges at være et gunstigt Resultat for vore Bødkere på Cementfabrikkerne.

Forinden sidstnævnte skete, fremsatte Bresemann Ønske om at fratræde Stillingen som Forbundets Forretningsfører, idet han fra Socialdemokratens Kontrolkomité havde fået et Tilbud om at blive knyttet til Nordjyllands Arbejderblad i Aalborg, og i September Måned 1897 overtog han da denne sin nye Stilling. De 7 års Arbejde, Bresemann som Bødkerforbundets Formand i den Tid havde udført til Højnelse af Bødkersvendenes Kår, havde bragt disse i stor Taknemlighedsgæld til ham, og det var med mange og gode Ønsker, Kammeraterne tog en foreløbig Afsked med deres prøvede Fører, da han gik til sin Virksomhed ved Bladet i Aalborg.

Og det var med udelt Glæde gennem årene, at Bødkerne fulgte hans Arbejde og de Sejre, han vandt derved. I året 1900 flyttes Bresemann til Nakskov, hvor han kort Tid efter blev Redaktør af Lolland-Falsters Social-Demokrat, da dette begyndte at udkomme.

At der var handlet rigtigt viser de senere Begivenheder. Bresemann tog fat med sin vante Energi, og den 20. Maj 1913 blev den nu 50årige Bødkersvend valgt som Folketingsmand for Maribo Amts 1. Kreds. I Nakskov Byråd havde Bresemann haft Sæde i flere år, og da Socialdemokraterne i 1914 erobrede Flertallet, valgtes Bresemann til Borgmester.

Ved denne Lejlighed blev blandt andre Sange følgende af Folketingsmand A. C. Meyer forfattet Sang for Bødkerne afsunget:

Mel.: Mens Nordhavet bruser.

Kom hid Kammerat, det er Fødselsdag, snart bliver vi gamle i Hætten,

tilside med gammelt og muggent Nag, for Faget vi møder på Pletten

og holder ikke Bøtte, før vi ved,

at det går frem igen i Enighed.

Når Faget vil falde i. Staver hen,

så sættes vor Evne på Prøve,

så kræves en duelig Bødkersvend,

men husk, al den Kunst, han skal øve

er at slå Bånd omkring, og som I ved - det Bånd, som holder bedst, er Enighed.

Man tapper det herligste øl på Træer, og Vinen på Fad og på Anker,

kom lad os da løfte vort Bæger her,

og veksle de gærende Tanker;

vort Anker er, når det går op og ned, det faste Håb om Fagets Enighed.

Så Skål Kammerat på vor Fødselsdag,

Skål for dine Børn og for Konen,

lad Kniven nu skære i Ro og Mag,

vor Ledelse angiver Tonen,

og den var sikker nok, hvor hårdt Du stred, den båret blev af Korets Enighed.

Hans Peter Andersen, født i Tønder den 26. Januar 1856, er en af vort Forbunds Veteraner. H.P. Andersen kom til Odense i 1883 og er der endnu; han tog straks ivrigt Del i den socialdemokratiske Bevægelse i Odense og var i 1890 med til at stifte Bødkernes Fagforening der i Byen og var dens Formand til efter Strejken i Odense 1891. Andersen måtte efter Strejken give sig til at være Mester, da han ikke som Svend kunne opnå Arbejde hos Byens Mestre.

Ved Forbundets Stiftelse blev Andersen, der mødte på Kongressen som Repræsentant for Odense, valgt ind i Hovedbestyrelsen, hvoraf han endnu er Medlem og har været dette i 21 år. Valget var heldigt for det nye Forbund, thi ingen har som han haft Provinssvendenes Tillid. Når Andersen på den ham egne Måde slog til Lyd for en Sag, da kunne man altid regne med, at Kammeraterne derude stod ved hans Side. De kendte ham og fulgte ham, derfor blev han en god Støtte i de første Kampens år.

Såvel i den faglige som i den politiske og kooperative Bevægelse i Odense har Andersen taget megen Del; han var således fra 1893 til 1897 Kasserer for De samvirkende Fagforeninger i Odense, og fra 1900 til 1902 Formand herfor, Medstifter og i Bestyrelsen for de kooperative Foretagender, som oprettedes der i Byen, blev i 1896 ansat som Annonceagent ved Fyns Social-Demokrat, thi få var de, der var kendt så godt med Byens Forhold og dens Borgere som han. Andersen er siden gledet over i Bladets Ekspedition.

Forbundets Medlemmer, ikke mindst dem derude i Provinserne, vil med Tak til ham mindes de svundne 25 år og hans Del i Arbejdet.

Provinsianer kontra Københavner.

Foredrag af H. P. Andersen fra Odense, holdt ved Bødkerforeningen af 1873s Stiftelsesfest.

Ærede Kolleger! Da vi vare samlede her for 3 år siden til Deres Forenings 17årige Fødselsdag, da lovede de mødte Provinsrepræsentanter at skabe en Organisation ude i Provinserne, som kunne stå på Højde med de københavnske Fagfællers Organisation. Jeg tror, vi har holdt Ord. Vi lovede også den Gang, at den Måde, hvorpå Københavnerne og Provinsianerne havde behandlet hinanden i Fortiden, skulle afløses af et godt Kammeratskab.

Bødkersvendene - der tidligere havde været delt i de to Klasser: Københavnere og Provinsianere - skulle for Fremtiden nok klassificeres men ikke efter den gamle Målestok. Alle, som var Medlemmer af Forbundet, skulle trofast holde sammen og støtte og hjælpe hinanden i enhver Retning, medens de Kolleger, som stod udenfor Organisationen, skulle sejle deres egen Sø. „Provinsianer“ og „Københavner“ skulle være Udtryk man ikke kendte indenfor Forbundet; man skulle kun kende Forbundsmedlemmer og Ikke-Medlemmer. 1 hvor vel der endnu af og til kan hæve sig en enkelt Stemme både her i Byen og i Provinserne imod det Samarbejde, som finder Sted imellem os, så må det dog siges, at det er gået op for de allerfleste, at den Sammenslutning, som har fundet Sted imellem dem og os, er det solideste, og ethvert Forsøg på at bringe Splid imellem Københavner og Provinsianer vil blive slået ned straks.

Og det skulle være mærkeligt om ikke netop Forholdet måtte være således. Vi har jo i de forløbne tre år haft de soleklareste Beviser for Nødvendigheden af dette Samarbejde. Havde Københavnerne ikke stået solidariske med os under vore Lønkampe i Provinserne for 2 år siden, så ville disse sikkert ikke have fået det gode Udfald, som de fik. Og hvorledes tror De, at Deres Lønkamp sidste Vinter ville have spændt af, om ikke Provinskollegerne havde været solidariske med Dem. Jeg mindes Provinssvendenes Stilling under Strejken her i Byen i 1884. Masser af Provinsianere rejste hertil og arbejdede som Skruebrækkere; de havde ej Forståelse af, at der var noget galt deri, men dette bidrog i væsentlig Grad til, at De tabte Deres Strejke. Sidste Vinter var Forholdet anderledes. De tømte Værkstederne her i Byen og sendte mange Svende til Provinserne; dette i Forbindelse med den strenge Vinter medførte, at vi var velsignede med et uforholdsmæssig stort Antal Arbejdsløse.

Provinsianerne gik sidste Vinter og sultede på Landevejen samtidig med, at de københavnske Mestre hylede i vilden Sky efter Svende, men de fik ingen.

Provinsianerne forstod, at de ved at blive her fra Byen hjalp Københavnerne med at få Priskuranten igennem, og de forstod, at de derved støttede sig selv. Forskellen i vor Optræden imod Dem i 1884 og 1893 beviser bedst Betydningen af det Samarbejde, som nu har fundet Sted i 3 år, og som forhåbentlig til Gavn for alle Bødkersvende må blive bevaret også fremdeles.

Også på et andet Område har Organisationen vist os sin Betydning.

Når Arbejdsløsheden er særlig trykkende her i Byen, da er Københavnerne velkomne ude hos os; til Gengæld behøver Provinsianerne nu ikke længere at være bange for at rejse til København; thi de ved, at Kammeraterne her i Byen tager vel imod dem således, at de ikke står fremmede i København, fordi de er Provinsianere.

Den 1. Oktober 1897, efter at Bresemann havde overtaget sin Stilling ved Nordjyllands Arbejderblad, overtog Peter Borring Pladsen som Forretningsfører. Borring, der var født i København d. 5. Januar 1850, kom senere hen i Lære hos Bødkerlaugets daværende Oldermand Bødkermester Thomsen på Christianshavn og blev Svend i 1868. Hans sidste Arbejdssted inden Valget var hos Bødkermester Jeppesen i Slotskroen, hvor han havde arbejdet i 24 1/2 år.

Borring var en dygtig Fagmand og velanset af sine Fagfæller. I den københavnske Afdeling havde Borring ved Priskurantrevisionen gjort et udmærket Arbejde, der, som en Følge af den Dygtighed han var, måtte tages Hensyn til. Siden 1894 havde Borring været Medlem af Hovedbestyrelsen og var derfor heller ikke ukendt med det Hverv, han overtog.

Den 1. December Måned indtrådte efter Opfordring E. Svendsen i Hovedbestyrelsen, da den jo manglede et Medlem i København.

Gennemførelsen af den ny reviderede Priskurant og den vedtagne Lønskala for Fabrikkerne var ikke helt tilendebragt endnu, og Borring fortsatte derfor med stor Ihærdighed, hvad Bresemann ikke nåede; dertil kom, at der stadig opdukkede nye Virksomheder for Tilvirkning af såvel Smør som Margarine Fustager, og disse Virksomheder påførte såvel Svendene som Mestrene en meget følelig Konkurrence.

Således var der i Malling i Jylland opstået en Fabrik, der lavede Margarinefustager; Indehaveren var en Købmand Jensen, der hovedsagelig arbejdede med Karle og Drenge, som lønnedes med 1,50 á 2 Kr. om Dagen. Der søgtes en Forhandling med Købmanden, som denne dog afviste med den Erklæring, at han aldrig ville beskæftige Forbundets Medlemmer. I November lykkedes det dog at få Folkene taget fra Fabrikken, og så kom der Forhandling i Stand. Købmand Jensen søgte dog endnu at undgå en Overenskomst, idet han udtalte, at Margarinefabrikant Mønsted i Aarhus havde forbudt ham at indgå på nogen sådan, og da det var Mønsteds Maskiner, måtte han rette sig derefter.

Ved en Henvendelse til Fabrikant Mønsted angående Sagen, blev Mønsted meget forbavset over at høre dette, som han intet kendte til, og han var naturligvis heller ikke Ejer af Maskinerne. Købmand Jensen måtte nu overfor Forbundet og Fabrikant Mønsted gøre Undskyldning for sine urigtige Opgivelser og sluttelig indgå på at betale efter Priskuranten og kun at ville beskæftige Forbundets Medlemmer.

Dette var Peter Borrings første Sejr. Strejken varede i 8 Dage.

Bødkermester Balle i Aarhus.

Den 28. December afholdtes et Voldgiftsmøde i Aarhus angående et Betalingsspørgsmål hos Hr. Balle. Voldgiften gav Svendene Medhold, men Mesteren nægtede at rette sig efter dennes Kendelse. Arbejdet blev derfor standset, og denne Arbejdsstandsning varede i 6 Uger, da først bøjede Hr. Balle sig. og han måtte nu betale Forbundet en Erstatning af 500 Kr.

I 1898 forhandles der igen med Cementfabrikkerne „Dania“ og „Cimbria“ i Mariager, og der opnås en Forbedring af den gamle Overenskomst.

Og samme år indmelder Cementfabrikkernes Bødkere i Aalborg sig i den derværende Afdeling.

Fabrikken „Thor“ i Horsens.

Fabrikken „Thor“ i Horsens, der søger at gøre Drittelfabrikationen til en Specialitet, og som beskæftiger ikke organiserede og ikke faglærte Folk, har derved begyndt at gøre det vanskeligt for Mestrene at kunne levere Smørdritler til Mejerierne, når de skal betale Svendene efter Priskuranten og Fabrikken „Thor“ har efterhånden taget en Del af Mejeriernes Arbejde.

Der søges derfor en Forhandling med „Thor“, men som tidligere stiller den sig meget afvisende og vil ikke have med Forbundet eller dets Medlemmer at bestille. Denne Stilling kan Fabrikken dog ikke holde længe; det er lykkedes dels at organisere Arbejderne og dels at få nogle til at rejse, hvorefter Fabrikken ved sin Forretningsfører Hr. Dankert må søge Forhandling med Forbundet og indgå på at betale efter Priskuranten og kun beskæftige Forbundets Medlemmer. Der bliver dog stadig i de følgende år megen Uro på denne Fabrik, idet den stadig søger at komme uden om Overenskomsten.

Kongressen i København 1898.

Den 5te danske Bødkerkongres afholdtes i Dagene fra den 21. til 23. Juli i Forsamlingsbygningen på Enghavevej og åbnedes af den fungerende Forretningsfører Peter Borring, der oplyste, at følgende Repræsentanter var mødte:

København: C. Christiansen, Anth. Andersen, A. Petersen, A. Sahlgren og L. Larsen - Aalborg: C. Petersen og A. Jensen -Aarhus: C. Hansen, S. Nielsen og C. Nielsen - Frederikshavn: M. Mortensen - Varde: J. Jensen - Randers: J. V. Petersen -Holstebro: S. C. Nielsen - Hjørring: M. Poulsen - Vejle: V. Petersen - Horsens: E. M. Rasmussen - Esbjerg: Chr. Rasmussen - Mariager: S. Sørensen og A. C. Christensen - Kolding: Paaskesen - Odense: H. P. Andersen og A. Andersen - Svendborg: N. Nielsen - Helsingør: P. Petersen - Køge: J. Nielsen - Slagelse: Aug. Svendsen - Kalundborg: O. Petersen -af Hovedbestyrelsen var mødt: Kbhvn.: A. Christiansen, E. Svendsen og J. Jensen - Aalborg: Bresemann - Aarhus: Markusen - Odense: F. Bremer og Rasmus Petersen - For Begravelseskassen mødte: P. Petersen og L. Rasmussen.

Kongressen var den største, der endnu var afholdt, idet der var mødt 40 Delegerede, repræsenterende 22 Afdelinger med 800 Medlemmer.

Ved denne Kongres var for første Gang vor Broderorganisation i Sverige repræsenteret, idet Forretningsføreren for det svenske Tunnbinderiarbetare Förbund J. Hasselqvist, Stockholm, og Landskrona Afdeling, Holmgren, Malmø Afdeling, Carlson, og Bergstrøm, Astorp, var Kongressens Gæster.

Af de Spørgsmål, som tog det meste af Kongressens Tid, var naturligvis den afsluttede Lønbevægelse Genstand for en længere Diskussion, og herunder den med Mestrene indgåede Overenskomst om Gensidigheden mellem Centralforeningen og Forbundet, da det var kommen dertil, at på en Arbejdsplads, hvor vi havde fået alle vore Krav opfyldte, var vi udsat for et Forlangende fra Mestrene om at foretage Arbejdsstandsning, når den pågældende Arbejdsgiver ikke overholdt den af Mesterforeningen fastsatte Salgspris for Smørdritler.

Hovedbestyrelsen mente, at når et sådant Forlangende fremkom, og Overenskomsten forpligtede os til Arbejdsstandsning i sådant Tilfælde, da var Gensidighedsforholdet til Skade for vort Forbund og Medlemmernes Interesser. Sagen sluttede med et Forslag om, at Spørgsmålet skulle søges afgjort ved Voldgift. Endvidere vedtoges et Forslag gående ud på et intimere Samarbejde med vore Broderorganisationer i Sverige og Norge, såvel for at yde hinanden Støtte under Lønkampe, som ved så vidt muligt at søge ensartede Priser gennemført for vort Arbejde.

Valg af Hovedbestyrelse: Til Forretningsfører valgtes P. Borring - Viceforretningsfører Anthon Andersen - Medlemmer af Hovedbestyrelsen: København: E. Svendsen og A. Petersen - Slagelse: Aug. Svendsen - Odense: H. P. Andersen - Aarhus: S. Nielsen - Til Revisorer valgtes L. Larsen og E. Christensen, København og Markusen, Aarhus - Til Formand for Begravelseskassen valgtes P. Petersen, og til Kasserer L. Rasmussen, begge af København.

Efter Kongressens Afslutning om Lørdagen var de Delegerede indbudte til den københavnske Afdelings 25årige Stiftelsesfest, der fejredes ved en festlig Sammenkomst og Fællesspisning i Forsamlingsbygningens Festsal på Enghavevej, og hvori endvidere deltog Partiets Formand, Folketingsmand P. Knudsen og De samvirkende Fagforbunds Formand, Maler J. Jensen.

I 1898, den 3. Juni, indmeldtes Bødkerforbundet i De samvirkende Fagforbund i Danmark, der var stiftet samme år i Februar Måned. Spørgsmålet om Indmeldelsen var til Behandling og Afstemning i Afdelingerne, der, undtagen et Par enkelte af dem, alle var stemte for Tilslutningen til Landsorganisationen, som vor Organisation er tilsluttet endnu. Og heldigvis har den gode og sunde Forståelse holdt sig hos vore Afdelinger og deres Medlemmer, så vi netop i Kraft af vort Sammenhold også indenfor Landsorganisationen har været i Stand til at føre vore Medlemmers Interesser og deres Organisation frem under sådanne Forhold og med sådanne Resultater, at det har vundet Anerkendelse hos vore Klassefæller, og overfor vore Arbejdsgivere har været i Stand til at hævde vor Stilling som den medbestemmende Part i Spørgsmålet om Fastsættelse af Bødkersvendenes Løn- og Arbejdsvilkår.

I året 1899 gennemførte Københavns Afdeling en ny Overenskomst med Bødkerlauget, hvorved Ugelønnen forhøjedes fra 22 Kr. til 25 Kr. og med en tilsvarende Forhøjelse af Akkordpriserne. En lignende Forhøjelse var året forud gennemført på Bryggerierne, Petroleumsselskabet og øvrige Fabrikker.

Med Cementfabrikkerne afsluttedes ligeledes i 1899 en ny Overenskomst, der denne Gang kom til at omfatte samtlige Fabrikker i Aalborg og Mariager.

Med Centralforeningen af Bødkermestrene afholdtes et Fællesmøde angående Gensidighedsoverenskomsten samt om Forholdene i Aarhus, idet den derværende Lokalforening af Bødkermestre havde udmeldt sig af Centralforeningen for derved at komme bort fra Overenskomsten om Lærlingeholdet. Sidstnævnte Udmeldelse toges dog senere tilbage, og samtidig ligeledes Opsigelsen af Overenskomsten, og ved Mødet enedes man om Reglerne for det fremtidige Samarbejde.

Af andre Begivenheder i den følgende Tid skal vi kun nævne, at Fabrikken „Thor“ i Horsens opsiger Overenskomsten for at søge gennemført en Nedsættelse af Arbejdslønnen for Smørdritler. Men Forsøget mislykkedes, og Fabrikken måtte i Maj Måned indgå en ny Overenskomst, der ikke indeholdt nogen Reduktion.

Korsør Margarinefabrik.

På de Fabrikker, hvor Svendene arbejdede direkte for Fabrikken, lød Overenskomsten på, at Lønnen var 10 pCt højere end hos Mestrene. Dels var dette en Forpligtelse, Forbundet var indgået på overfor Mestrene, dernæst fordi at Svendene, hvor ikke Mesteren havde Arbejdet, selv måtte udføre al Betjening og andet, som ellers påhvilede Mesteren. Svendene på Korsør Margarinefabrik, fik ikke nævnte 10 pCt, fordi Fabrikken havde overgivet Arbejdet til Mester, og, som Direktøren udtalte, ikke alene lavede Bødkerarbejdet til Korsør Margarinefabrik, men også til andre Kunder i Byen. Svendene havde imidlertid en Anelse om, at dette ikke forholdt sig rigtigt, og en nærmere Undersøgelse af den foregivne Mesters Forhold til Fabrikken gav da også det Resultat, at Manden ingenlunde var engageret som Mester, men kun som Stråmand for at spare Fabrikken for de 10 pCt. Forretningsføreren blev nu tilkaldt og Arbejdet standset i 2 Dage. Fabrikkens Direktør nægtede imidlertid at ville betale Svendene ud over, hvad de havde fået og påstod, at Mesteren havde arbejdet på den af ham angivne Måde.

Men da Borring nu lod dem forstå, at han var i Besiddelse af en Kontrakt, der udviste, at den Mand, som de udgav for Mester, var antaget til en Løn af 30 Kr. pr. Uge samt en vis Procent, og truede med Offentliggørelsen heraf, så blev d’Hrr. Direktører mere medgørlige.

En Forhandling kom i Stand og samtidig en Opgørelse af Svendenes Tilgodehavende, der viste sig at blive 1500 Kr., heri indbefattet Forbundets Udgifter ved Konflikten. Disse Penge udbetaltes nu til Svendene, og Arbejdet genoptoges påny.

Idet vi hermed afslutter dette Afsnit af Forbundets Virksomhed indtil året 1900, skal vi kun endnu nævne, at der fra vort Forbunds Side, under det store Generalopgør i 1899 mellem De samvirkende Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen, var givet Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund Meddelelse om, at Forbundets Medlemmer, for så vidt dette fandtes formålstjenligt for en Afslutning af Lockouten, var villige til at standse Arbejdet, når dette krævedes.

Bødkerne deltog som nævnt ikke i Kampen, men viste til Gengæld stor Offervillighed under Lockouten. Vort lille Fag viste dette ved sin Indbetaling, de pålignede Bidrag beløb sig til 7.000 Kr., medens de frivillige Bidrag, der indbetaltes, var over 18.000 Kr., heri dog ikke medregnet de betydelige Beløb, Provinsafdelingerne indbetalte gennem Fællesorganisationerne; men vi Bødkere har da også gennem Tiden lært, at kun gennem Kamp og ved ubrødeligt Sammenhold er vi stærke og vil kunne nå vort Mål.

1. øverste Række fra venstre: S. Bresemann, Nakskov. Andr. Andersen, København. P. Danielsen, København. A. J. Hald, Aarhus. Wald. Jensen, Aarhus. Chr. Hansen, Aarhus. C. N. Bugge, Mariager. Carl Mortensen, København. M. Paulsen, Hjørring. W. Jensen, København.

2. række fra venstre: Peter Olsen, Nakskov. C. Christiansen, Vejle. Anthon Andersen ,København. Chr. Jørgensen, Aarhus. N. Johansen, Kolding. Jac. Simonsen, Korsør. Jens Jensen, Varde. P. Petersen, Helsingør. S. Kjeldsen, Aalborg L. Petersen, København.

3. række fra venstre: H. P. Andersen, Odense. Bang Jensen, Køge. J. Nørskov, Viborg. E. Svendsen, København. N. P. Christensen, Aalborg. L. Madsen, Horsens. S. Jensen, Randers. Anders Olsen, Odense. H. P. Hansen, København.

4. Nederste række fra venstre: P. Wejbel, Holstebro. P. Hansen, Svendborg. Jørgen Larsen, Aalborg. Jørgen Jensen, Skive. N. Jespersen, København. H. S. Hansen, Vejle. P. Lange, Esbjerg. A. Sahlgren, København. Aksel Jensen, Skelskør. Rasm. Petersen, Odense.

Kongressen i København 1900.

Perioden 1900-1902.

Den 19.-21. Juli 1900 afholdtes den 6. danske Bødkerkongres i København, og åbnedes på selve Stiftelsesdagen.

Som Delegerede var til Stede: København: Andreas Andersen, Aksel Sahlgren, Laur. Larsen, R. Rude, H. P. Hansen og Anton Jacobsen - Aarhus: J. Petersen, Chr. Nielsen og Langballe - Aalborg: Chr. Nielsen og Jens Hansen. Frederikshavn: N. Steffensen - Varde: Jørgen Pahl og Johan Larsen -Randers: Johs. Kilian - Hjørring: Marinus Poulsen - Vejle: H. P. Hansen - Horsens: Laur. Madsen - Esbjerg: P. Højland - Mariager: Jørgen Nielsen, og J. C. Bugge - Kolding: P. Paaskesen - Odense: A. P. Andersen - Svendborg: N. Nielsen - Køge: Abraham Christiansen - Slagelse: Martin Hansen - Bornholm: Wilh. Jensen - Korsør: F. Nielsen - Holstebro: N. C. Nielsen - Nakskov: S. Bresemann - Hovedbestyrelsens Medlemmer: Anthon Andersen, P. Borring, Andreas Petersen og Em. Svendsen - For Begravelseskassen: Peter Petersen og L. Rasmussen, København.

På Kongressen vedtoges det at opsige Provinspriskuranten til Ophør 1. Maj 1901, at søge genoprettet Gensidighedsforholdet med det tyske Broderforbund, at søge lignende Overenskomster oprettet med vore Broderorganisationer i Norge og Sverige, samt at foretage en kraftig Agitation for at øge Forbundets Medlemsantal, der da var ca. 800 fordelt i 23 Afdelinger, og styrke vor Stilling til det kommende Forår.

Man vedtog ligeledes påny at udgive et Medlemsblad som i 1896 afløstes af „Samarbejdet“, der blev udgivet af S. Bresemann. Bladet skulle foreløbigt udgå een gang om Måneden, indtil Priskurantrevisionen var overstået, og Hovedbestyrelsen skulle da senere skønne over, om det var nødvendigt at udgive det så hyppigt.

Første Nummer af Bladet udkom den 15. September 1900 og er stadig udkommet siden.

Kongressen beskæftigede sig også med Spørgsmålet om Stillingen til „Kristelig dansk Fællesforbund“, som særlig i Dagene omkring århundredskiftet forsøgte at spille en Rolle i dansk Arbejderbevægelse ved at komme Arbejdsgiverne til Hjælp, hvor der udbrød Lønkampe.

At nævnte Organisation pyntede sig med den hellige Maske hjalp den dog ikke, da det hurtig gik op for de danske Arbejdere, at dens Medlemmer så godt som udelukkende bestod af Strejkebrydere og Folk, der ville unddrage sig Kammeratskabspligten, og Foreningens Ledelse benyttede da

også enhver Lejlighed til at falde de organiserede Arbejdere i Ryggen, selv om de som oftest bag efter søgte at knibe uden om Ansvaret.

Det lykkedes også denne Organisation at kapre enkelte af vore Medlemmer og holde andre borte fra Organisationen, men takket være Bødkernes sunde Sans har vi dog ikke mærket særligt meget til dens Foreteelser inden for vort Fag.

Som et enkelt Tilfælde kan nævnes, at Forretningsføreren den 7. november 1900 modtog nedenstående Meddelelse fra Bødkermester Hans Sørensens Svende i Vinstrup på Sjælland: Ærede Kollega! Da vi har besluttet at melde os ind i „Kristelig dansk Fællesforbund", vil vi meddele, at vi ønsker os slettede af Bødkerforbundet. H. P. Jørgensen. Niels Hansen. C. Rasmussen. P. Wodrick.

Da de hidtil havde stået som Medlemmer af Bødkerforbundet, og deres Mester samtidig udmeldte sig af Mesterforeningen, tyder det på, at Vækkelsen er kommen over hele Forretningen på en Gang. Enkelte andre Steder har vi ligeledes kunne spore de „Kristeliges“ Færd, uden at de dog i ret stor Udstrækning har været i Stand til at skade vort Organisationsarbejde, men der er gentagne Gange gjort de „hæderligste Forsøg“.

Kongressen vedtog, at vore Medlemmer ikke måtte arbejde sammen med Medlemmer af „K. d. F.“, fordi disse optræder som Strejkebrydere.

Kontingentet fastsattes til 75 Øre pr. Uge, hvoraf de 10 Øre går til Afdelingen og de 15 Øre til et Reservefond, da det havde vist sig, at Indtægterne ikke svarer til Udgifterne grundet på de store Udgifter til Arbejdsløse de senere år.

Hovedbestyrelsen, der hidtil bestod af 7 Medlemmer, blev forøget med 1, således, at 4 var bosiddende i København og 4 i Provinserne.

Til Forretningsfører genvalgtes Peter Borring, hvis Løn sattes til 1800 Kr.

Til Hovedbestyrelsen genvalgtes for København: Anthon Andersen, Andreas Petersen og Em. Svendsen - For Provinserne genvalgtes: August Svendsen, Slagelse. H. P. Andersen, Odense og nyvalgtes S. Bresemann, Nakskov og Chr. Nielsen, Aarhus. Den 1. Januar 1901 udtrådte August Svendsen af Hovedbestyrelsen, fordi han nedsatte sig som Mester og F. Nielsen, Korsør, indtrådte i hans Sted - Til Revisorer genvalgtes Laur. Larsen og valgtes R. Rude, og til Kasserer for Begravelseskassen genvalgtes Ludvig Rasmussen.

På et den 19. August 1900 konstituerende Hovedbestyrelsesmøde valgtes Anthon Andersen til Viceforretningsfører og Sekretær og P. Borring som Repræsentant til „De samvirkende Fagforbund“.

På det her nævnte Tidspunkt havde Forbundet nogle Konflikter løbende, men disse var kun af ringe Omfang.

Hos Bødkermestrene P. og M. Danielsen i Holstebro var Arbejdet standset, fordi M. Danielsen nægtede at betale en Gæld på 39 Kr. 40 Øre, som han havde pådraget sig under Lockouten i 1899, men efter 4 Ugers Forløb betalte han Pengene, og Strejken hævedes den 12. September 1900.

I August samme år standsedes Arbejdet hos Bødkermester Claus Nielsen, Esbjerg, fordi denne uden videre havde trukket 28 pCt af Svendenes Fortjeneste med den Motivering, at han selv ville lave Lågene til Margarinebaljer.

Efter 8 Dages Strejke frafaldt han dette Krav, Svendene fik deres Penge, og man enedes om at indføre samme Ordning med Hensyn til Arbejdets Udførelse som i Varde.

På Koopmanns Svineslagteri i Aalborg måtte vi ligeledes standse Arbejdet, fordi Direktør Godbey kun ville betale 16 Kr. om Ugen.

Som Skruebrækkere optrådte et Par forhenværende Mestre, Krogh og Behrens samt et Individ ved Navn Lauritz Mogensen.

Vi måtte ligeledes standse Arbejdet hos de Mestre, som leverede Arbejde til Slagteriet, men efter at Foreningen af organiserede Bødkermestre i Provinserne havde erklæret ikke at ville støtte Slagteriet under Konflikten, hævedes Strejken hos Aalborg Mestrene, men disse brød ud, og kort Tid efter lod de i „Nordjyllands Arbejderblad“ indrykke følgende Bekendtgørelse: Fra Bødkermestrenes Lokalforening i Aalborg. I Nordjyllands Arbejderblad for 7. ds. findes en Notits fra Bødkerforbundet i Danmark, hvori betones, at Foreningen for de organiserede Bødkermestre i Danmark skulle have tilsagt Bødkersvendene Støtte ved at blokere Firmaet J. D. Koopmanns Svineslagteri i Aalborg for alt Bødkerarbejde. Da et sådant Tilsagn er os aldeles ubekendt meddeles herved for Undertegnedes Vedkommende, at vi i ingen Henseende kan tiltræde en sådan Foranstaltning.

Aalborg, den 13. September 1900. Samtlige organiserede Bødkermestre i Aalborg og Nørresundby.

Man så altså her det Særsyn, at til Trods for, at vi overfor Bødkermestrene var gået ind på at kræve en højere Løn på Fabrikkerne end på Værkstederne, så ville de ikke respektere Overenskomsten, men støtte de Fabrikker, som ikke ville betale denne Løn.

Forretningsfører P. Borring måtte igen af Sted til Aalborg for at tale dem til Rette, men da Lokalforeningens Formand Laur. Christensen var en ualmindelig stridbar Herre, gik det ikke så let, men endelig indgik de på ikke at levere Arbejde til Slagteriet så længe Konflikten varede.

Strejken affødte også en Retssag, idet Borring i Fagbladet havde skrevet, at en af Hædersmændene, Krogh, var afskediget fra Aalborg Portland Cementfabrik for Opsætsighed og Drukkenskab. Krogh krævede Borring idømt Lovens strengeste Straf og en stor Erstatning, men det endelige Resultat blev en Bøde på 50 Kr. Også Behrens blev gram i Hu over, at hans Virksomhed blev omtalt. I Fagbladet for Oktober 1900 samt i en Artikel i Nordjyllands Arbejderblad omtaler Borring Behrens Virksomhed under Overskriften: „Firmaet J. D. Koopmann og Massemorderen", og hentyder hermed til hans Virksomhed som Kammerjæger, Redaktør af Bladet „Massemorderen“ og Opfinder af „Rottesprængeren“ og lignende.

At Behrens blev lynende gal fremgår af en Artikel, som han fik optaget i Nordjyllands Arbejderblad, og hvis Indhold ikke bør foreholdes vore Læsere: Nørresundby, den 7. Oktober 1900. Hr. Redaktør! De bedes venligst optage nedenstående Artikel i deres ærede Blad som Gensvar på Hr. Peter Borrings Artikel om Strejken på Koopmanns Slagteri i Aalborg, hvori Hr. Peter Borring har fremdraget mig som Hædersmand og betegnet mig med Øgenavnet „Rottesprængeren“; for det første er jeg glad ved at være en Hædersmand, som kan arbejde og ikke behøver at leve på andres Pung, og hvad det sidste angår, da antager jeg, at Hr. Borring har Navnet efter det af mig udgivne Blad „Massemorderen“, som jeg antager, at Hr. Borring har læst, og har han da kunnet læse det så godt, at han har kunnet udtyde, det var mig, som hed således, så må Hr. Borring være en så stor åndelig Undermåler, at han burde sættes ind i den nærmeste Sindssygeanstalt som fjollet, for der står nederst i mit Blad (den af mig opfundne Rottepille „Rottesprængeren“ anbefales). Og når Hr. Borring endvidere mener, at han er min Formynder, som bestemmer, hvem jeg skal arbejde ¡for, da tyder det jo også på, at Hr. Borring er Undermåler og skør i Hovedet, for Hr. Borring ved nok, at jeg har været Bødkermester i Aalborg i 9 år, så jeg står som en selvstændig Mand og er ikke Forbundets Slave og ej heller underkastet dets Love. Derimod er Mestrene destoværre Brutaliteten og Hensynsløsheden samt Vilkårligheden underkastet, som sidder til Højbords i det danske Bødkerforbund, det viser deres Fremgang her i Aalborg nu og for flere år siden, da de ruinerede mig uden Grund. Hr. Borring skriver, at Foreningen De organiserede Bødkermestre i Danmark har tilsagt Forbundet Støtte, men det er Løgn, for Aalborg og Nørresundby Lokalforening er vel medbestemmende, når det gælder Arbejdet i Aalborg, og sidstnævnte Forening har aldrig givet sit Ja til at nægte sine Kunder Arbejde, og derfor siger jeg, De lyver, Hr. Borring, og De lyver også, når De skriver, at Hr. Direktør Godbey har fået mig til at optage Arbejdet på Slagteriet, for jeg har aldrig talt med Hr. Godbey om Bødkerarbejde og ej heller har noget skriftlig fundet Sted mellem os desangående. J. C. G. Behrens, Bødkermester i Aalborg.

Som man vil se, et kraftigt blomstrende Sprog, der vakte almindelig Morskab blandt vore Medlemmer i Aalborg, men vi skylder dog at oplyse, at den Mand Behrens, som var så glad ved at være en fri Mand, der stod udenfor Bødkerforbundets Brutalitet, Hensynsløshed og Vilkårlighed, for et Par år siden søgte Optagelse. Det må have været en tung Gang, og han lod sig da også kort Tid efter slette.

Blokaden af Koopmanns Slagteri løb imidlertid videre nogle år, men senere er det lykkedes at få ordnede Forhold på Pladsen.

Medens vi er ved denne Sag, skal vi med et Par Ord omtale vor Stilling på Slagterierne. Den Sammenblanding af faglært og ikke-faglært Arbejde, som Bødkerne her må udføre, har vanskeliggjort vort Organisationsarbejde i høj Grad. Slagteriernes Ledelser afviste de fleste Steder vore Krav som oftest med den Motivering, at de ikke kunne betale Bødkeren der de fleste Steder deltog i det almindelige Slagteriarbejde - en Løn, der lå langt over den, Slagteriarbejderne fik, og i mange år krævede Slagteriarbejderne, at Bødkerne skulle være Medlem af deres Organisation. Disse Forhold er dog de senere år ændret ret betydeligt. Slagteriarbejdernes Organisation har udført et meget stort Arbejde for at hæve Slagteriarbejdernes Lønninger, og dette er lykkedes så godt, at disse Arbejderes Løn de fleste Steder nu ligger oppe på omtrent samme Højde som vor, ja for nogle Arbejderes Vedkommende over, og endelig har vi ved venskabelige Forhandlinger med nævne Organisation fået tilvejebragt en Ordning, som har virket meget tilfredsstillende. Slagteriarbejderne vedtog nemlig på deres Kongres i Juni 1911 følgende: Foranlediget ved, at Forbundet fra Bødkerforbundet i Danmark har modtaget Meddelelse om, at Bødkere, som er Medlemmer af Dansk Slagteriarbejderforbund, udfører Bødkerarbejde på forskellige Slagterier til en mindre Løn end den, som er gennemført for samme Arbejde af Bødkerforbundet, vedtager Kongressen følgende: 1) Bødkere, som arbejder på Slagterierne og er Medlemmer af Dansk Slagteriarbejderforbund, og som tillige beskæftiges som Slagteriarbejdere, skal, når de af Slagteriet forlanges til at udføre nyt Bødkerarbejde, forlange samme Løn, som der for dette Arbejde er fastsat gennem Bødkerforbundets Priskurant. 2) Når der på Slagterierne fremtidig antages Bødkere, hvis Arbejde hovedsagelig er Bødkerarbejde, kan disse ikke optages i Dansk Slagteriarbejderforbund, men skal henvises til Bødkerforbundet. 3) Kongressen anser det for formålstjenligt, at Arbejderne af andre Fag, som er beskæftigede ved Slagterierne, tilhører deres respektive Fags Organisationer. Resolutionen vedtoges enstemmigt.

Denne Vedtagelse er siden fulgt loyalt og har bevirket, at Bødkerne på flere Slagterier end tidligere nu tilhører vort Forbund, og med Undtagelse af et Par små Slagterier, hvor Bødkerne overvejende udfører Slagteriarbejde, har vi nu ordnede Lønforhold.

I Henhold til Kongressens Beslutning indhentede vi i Efteråret 1900 De samvirkende Fagforbunds Sanktion til at opsige Overenskomsten for Provinserne, hvorefter vi udarbejdede Forslag, som tilsendtes Provinsmesterforeningen.

En Krise indenfor Faget.

I 1900 og 1901 gennemgik vort Fag en meget alvorlig Krise. Der var om det for Fagets Eksistens ret betydningsfulde Margarinearbejde opstået den vildeste Konkurrence, dels mellem Mestrene indbyrdes, og dels havde en hel Del tidligere Kolleger, navnlig i Aarhus, de såkaldte Patentmestre, påtaget sig Levering af Margarinearbejde og drev den hidsigste Konkurrence til Skade for deres tidligere Kammerater.

Samtidig tog Brugen af Papæsker til Forsendelse af Margarine rigtig Fart, og alt dette bidrog til, at der om Vinteren mellem 1900-01 herskede en enorm Arbejdsløshed med store Udbetalinger af Understøttelse, således at Kassen omtrent var tom, da vi stod umiddelbart overfor Forhandlingerne om den nye Overenskomst.

Vi mærkede da også hurtigt, hvad Vej Vinden blæste, da vi den 18. Februar 1901 mødtes med Mestrene i Odense. De ville kun give meget små Tillæg, på flere Slags Arbejde intet, og på Margarinearbejde forlangte man 25 pCt Nedsættelse.

Ved de Forhandlinger, som nu førtes, lykkedes det endelig at få Ugelønnen hævet fra 20 til 22 Kr. på Værksted og 24 Kr. på Udearbejde. Akkordarbejdet forhøjedes gennemsnitlig med 10 pCt. På Smørtræer og Hovedtønder nåedes dog intet Tillæg.

Man var begyndt på Fremstillingen af de såkaldte Normaldritler med høvlede, strøgne, krøssede Staver og færdige iskårne Bunde, og i Stedet for Hovedtønder opkøbte man alle mulige gamle Fustager til Slagteribrug, og disse Forhold bevirkede, at man på disse Arbejder ikke turde gå til Forhøjelser.

Med Hensyn til Margarinearbejdet gik Hovedbestyrelsen med til en Reduktion af 15 pCt på Returemballagen og 5 pCt på eengangsemballagen, men vi forlangte, at Mestrene skulle gøre, hvad der var muligt for at skaffe Arbejdet tilbage igen til Værkstederne. Ved en Urafstemning godkendte Medlemmerne denne Reduktion, når Priskuranten derved kunne gennemføres på fredelig Vis.

Indtil 1901 havde vi i vor Overenskomst en Bestemmelse om, at vore Medlemmer kun måtte arbejde hos Mestre, som var Medlemmer af Mesterforeningen, og at Mestrene kun måtte beskæftige organiserede Bødkersvende, men derved var den kedelige Hage, at det altid var Bødkerforbundet, der måtte betale Gildet, når Arbejdet skulle standses i Henhold til denne Bestemmelse. Ved Forhandlingerne i 1901 måtte Mestrene derfor gå ind på at betale Halvdelen af Udgifterne, når de forlangte, at vi skulle standse Arbejdet, fordi en Mester meldte sig ud af deres Forening eller nægtede at tiltræde denne.

Mestrene forlangte, at vi på Fabrikker og lignende skulle forlange 20 pCt mere i Løn end på Værkstederne, men nøjedes dog til sidst med at kræve 10 pCt.

Hele vor Stilling under denne Priskurantrevision var som alt nævnt præget af den Grådighed, hvormed en hel Del forhenværende Kolleger kastede sig over Margarinearbejdet, uanset hvilke Priser de kunne opnå, og i hvor høj Grad de derved skadede Bødkersvendene måles tilstrækkeligt ved at notere, at det først ved Revisionen i 1912 lykkedes at erobre den Reduktion tilbage, som vi blev tvungne til at gå med til i 1901.

På Smørtræsområdet skabte Fabrikationen af „Normaldritler“ en fuldstændig Revolution. Medens en Mand tidligere nøjedes med at lave 7, 8 á 9 Dritler om Dagen, så kunne der nu af det maskinforarbejdede Materiale laves 25 á 35 dritler om Dagen. Dette bevirkede, at den Mængde Småmestre, som boede på Landet, ikke mere kunne eksistere uden ved Mejerierne, som også selv i høj Grad slog ind på at lave deres Smørtræer ved Hjælp af Mejerister og Karle, og enkelte Leverandører af Materialer, således L. Jacobsen, Wilders Plads, København, tilskyndede dem hertil.

Smørtræsfabrikkerne skød op som Paddehatte, og mange af Småmestrene på Landet måtte dels ty til disse eller ind til Byerne. Disse forhenværende Landsbymestre var det næsten umuligt straks at få ind i Organisationen, og derved vanskeliggjordes Lønbevægelsen på dette Område, og det så faktisk en Overgang ud til, at Smørtræsarbejdet skulle glide os helt ud af Hænderne.

I Juli Måned 1901 forespurgte Bødkermestrene på Bornholm om vi kunne gå med til at udarbejde en Priskurant specielt for Bornholm, hvilken vi selvfølgelig afslog med at henvise til Provinspriskuranten som fælles for alle Provinser.

Fra Aalborg og Mariager Afdelinger fremkom Forespørgsel om Hovedbestyrelsen kunne gå med til at opsige Overenskomsten med Cementfabrikkerne, hvilket man, under de herskende Forhold, måtte fraråde.

Bryggeriet „Stjernen“.

I Foråret 1902 oprettede de københavnske Arbejdere, i Forbindelse med Arbejdernes Fællesbageri, Bryggeriet „Stjernen“, som de forpagtede af „Københavns Bryggerier og Malterier“, og i 1907 har man overtaget Bryggeriet som Ejendom. Ved Bryggeriets Oprettelse tegnede Fællesbageriet sig for 100,000 Kr. og Fagforeningerne for 50,000 Kr. i Aktier, og siden har Fagorganisationerne tegnet for 171,000 Kr. Partialobligationer.

Bryggeriet, der med Ejendom, Inventar, Emballage, Heste og Vogne er vurderet til 1,458,443 Kr. 82 Øre, er stadigt gået frem i sin Omsætning og vil sikkert i Fremtiden blive Arbejderne til stor økonomisk Støtte.

Bødkerforbundet har 1500 Kr. Aktier og 2000 Kr. Partialobligationer i Bryggeriet.

Ved Bryggeriets Start skete der Henvendelse til Bødkerforbundets daværende Forretningsfører, der var en gammel Øltræsbødker, om at overtage Pladsen som 1. Bødker, og Borring valgte at modtage Tilbuddet og tiltrådte Pladsen den 1. Juni 1902, fra hvilken Dato Viceforretningsfører Anthon Andersen overtog Pladsen som Forretningsfører til den kommende Kongres.

Provinspriskuranten i Fare.

Den Overenskomst, som blev indgået med Provinsmestrene i 1901, og som kun blev tilvejebragt ved stor Resignation fra Svendenes Side, indeholdt en Bestemmelse om, at den kun kunne opsiges med 1/2 Aars Varsel til Ophør en 1. Maj; stor blev derfor vor Overraskelse, da vi den 3. Maj 1902 modtog følgende Skrivelse: Odense, den 1. Maj 1902. Hr. Forretningsfører Peter Borring. København. Ved et af vor Hovedbestyrelse afholdt Møde d. 20. April undlader jeg ikke at meddele Dem, at det blev besluttet at opsige Priskuranten og Overenskomsten fra Dags Dato, 1. Maj 1902. Dog kan jeg meddele Dem, at Grunden ikke ligger i Priserne på Arbejdet, men særlig den, at Overenskomsten langt fra har været overholdt, hvilket har haft til Grund, at Forholdene har løsnet sig betydeligt, derfor blev den Beslutning taget. Intet andet for i Dag. Tegner med Højagtelse Henrik Petersen.

Vi protesterede selvfølgelig mod denne ganske ulovlige Opsigelse og meddelte Mestrene, at de Priser og Vilkår, der var anført i Priskuranten, fremdeles ville blive krævet af vore Medlemmer.

Det var da også klart, at Mestrene tilstræbte at undergrave Priskuranten. I April Måned meddelte Bødkermester Chr. Lund i Varde nemlig sine Svende, at han ikke ville betale 20 Øre for Normaldritler som anført i Priskuranten, men kun 15 Øre pr. Stk.

Da Spørgsmålet om Prisen på Normaldritler var afgjort i Overenskomsten, indberettede Afdelingen Sagen til Hovedbestyrelsen, og denne vedtog at forelægge den for Kongressen ud fra det Synspunkt, at Erfaringen, med Hensyn til nævnte Arbejdes Udførelse, var såre ringe da Prisen fastsattes, og Kongressen derfor burde diskutere Spørgsmålet.

I Henhold til Udtalelserne på Kongressen og i indhentede Oplysninger i Afdelingerne indlededes der derefter Forhandlinger med Provinsmestrene, og under disse tilbød vi at gå med til en Pris af 16 Øre for Normaldritler. Dette Forslag strandede på Mester Lunds Stædighed, idet han nægtede at betale mere end 15 Øre, hvorefter Parterne skiltes uden Resultat.

Strejken i Varde.

Den 13. September 1902 erklærede vi derfor Strejke hos Lund i Varde, men det lykkedes ham at hverve en Mængde Skruebrækkere og Strejken varede af denne årsag ca. 7 Måneder, men endte den 6. April 1903 med Sejr for Bødkerforbundet, idet Lund måtte indgå på at anerkende Priskuranten af 1901 og fra August at betale 16 Øre for Normaldritlerne samt i Løbet af kort Tid tage de Strejkende i Arbejde.

Dette var Afslutningen på Forbundets Trængselsår. Der kom igen Fart i vor Bevægelse, det var som vore Medlemmer vågnede op af en ond Drøm, hvor det hele tegnede sig så mørkt som muligt. Maskinernes Indtrængen i Faget, den deraf følgende Arbejdsløshed, Mestrenes indbyrdes vanvittige Konkurrence og Forsøg på at inddrage os deri ved at undergrave vore Overenskomster, og som Slutsten for denne Periode kom i August 1902 Meddelelse om, at Mestrene ved et Møde i Randers under megen Spektakel havde vedtaget at opløse deres Organisation; alt dette satte sine Spor, men nu var det som om man tog sig sammen og rystede de senere års Slendrian af sig og tog fat igen med fornyet Kraft.

Kongressen i Aarhus 1902. Perioden 1902-1906.

Fredag den 18. Juli 1902 åbnedes den 7. danske Bødkerkongres i „Enigheden“s Lokaler i Aarhus. Som Delegerede var tilstede: København: A. Sahlgren, A. Jacobsen, H. P. Hansen, W. Jensen, P. Danielsen og E. Conradsen - Aarhus: J. Langballe, H. Frauen og M. Jensen - Aalborg: J. Hansen, H. Møller og Andreas Hansen - Odense: E Christensen - Svendborg. A. P. Andersen - Slagelse: Christian Hansen - Kolding: P. Paaskesen - Randers. Carl Nielsen - Horsens: L. Madsen - Vejle: Sophus Jørgensen - Hjørring: J. F. Knobiouch -Varde: Joh. Larsen - Korsør: S. J. Jensen - Helsingør: P. Petersen - Frederikshavn: J. Christensen - Mariager: S. Sørensen og M. J. Madsen - For Hovedbestyrelsen mødte: Nakskov: S. Bresemann - Aarhus: Chr. Nielsen - Odense: H. P. Andersen - Korsør: F. Nielsen - København: E. Svendsen, P. Borring, Andreas Petersen og Anthon Andersen.

Denne Kongres beskæftigede sig væsentlig med den almindelige Dekadence, der havde hersket de foregående år og Midlerne til en Bedring af Forholdene. Ligeledes toges Sigte på at bedre Forbundets økonomiske Forhold, der var yderst slette, og man vedtog at fastsætte Kontingentet til 75 Øre om Ugen med Ret for Hovedbestyrelsen til at forhøje dette. Det har da også siden Oktober 1902 været 1 Kr. pr. Uge. Forretningsførerens Løn fastsattes til 1500 Kr. årlig, og der vedtoges forskellige Ændringer i Lovene.

Til Forretningsfører valgtes Anthon Andersen, Viceforretningsfører E. Svendsen og til Medlemmer af Hovedbestyrelsen Andreas Andersen og H. P. Hansen, København - H. Frauen, Aarhus - H. P. Andersen, Odense - S. Bresemann, Nakskov - Til Revisorer genvalgtes R. Rude og L. Larsen, København og valgtes H. P. Andersen, Odense.

På Kongressen i Aarhus 1902 valgtes til Forretningsfører Anthon Andersen, der siden 1898 havde været Medlem af Hovedbestyrelsen. Anthon Andersen, der er født i Lyngby i Østjylland den 18. September 1869, tjente på Landet indtil han i 1886 kom i Lære hos Bachmann i Aalborg og i 1890 gjortes til Svend. I 1892 kom han til København, og det varede ikke længe, inden Anthon Andersen var med både i den politiske som den faglige Bevægelse, og han ville frem i Arbejdet. Den 23. Juli 1897 valgtes han til Næstformand i den københavnske Afdeling, og det følgende år på Kongressen til Viceforretningsfører for Forbundet.

Når vi, der har været med siden Forbundets Stiftelse og deltaget i Arbejdet, ser på Forholdene nu og som de var ved Begyndelsen, så bliver man let klar over, hvilket betydeligt Arbejde Ledelsen af vort Forbund har udviklet sig til. Skal der forhandles om nye Overenskomster, eller der

skal mægles på Grundlag af de gældende, da er der meget mere at tage Hensyn til end tidligere, Skrivelser og Motiveringer og mange formelle Hensyn. Ser vi på en anden Side af vor Virksomhed, nemlig med Hensyn til Understøttelsen af vore Arbejdsløse, da undres vi over det store administrative Arbejde, der skal udføres, og da navnlig siden Arbejdsløshedskassen blev statsanerkendt.

Men Anthon Andersen har ikke mindst på dette Område haft Lejlighed til at vise sine Evner. Vore Protokoller, Regnskaber og Statistik viser, hvorledes Arbejdet er svulmet op, men det viser også en Orden i det hele, som giver vor Administration almindelig Anerkendelse, og til Glæde for os alle udviser vore Regnskaber, at vi, siden Andersen blev Forretningsfører, også har forstået Nødvendigheden af at betale et ordentligt Kontingent, således at han med Stolthed kan pege på vor Formuefremgang i de forløbne år.

Et Bevis på, at andre også har fået Øjnene op for vor Forretningsførers Arbejdsevne er det, at han i 1911 af vore Partiforeninger blev opstillet og valgt på den socialdemokratiske Liste til Medlem af Borgerrepræsentationen, endvidere siden 1909 Medlem af Forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund foruden en Del andre Tillidshverv indenfor vort Parti.

Når vi er nået til vor Jubilæumskongres den 22. Juli i år og så kalder Minderne fra de svundne 25 år tilbage, da må vi ikke mindst mindes, hvad der er udrettet i de sidst forløbne 13 år af denne Periode.

Resten af året 1902 kendetegnes iøvrigt ved en Del Småkonflikter. Dels søgte de adsplittede Mestre for enhver Pris at bryde Priskuranten, men uden Held, således Bødkermester Nielsen, Assens, Jørgensen, Hillerød, endvidere Fabrikken „Thor“ i Horsens og Bødker Thor i Vejle, som gør, hvad han kan for at ødelægge Margarinearbejdet hos Steensen ved at underbyde både Mestre og Svende, og i flere år lykkedes det ham desværre at skade Bødkerne i Vejle meget betydeligt.

Forretningsfører Anthon Andersen sendtes ud på Agitationsrejse til forskellige Afdelinger for at holde Møder, søge at samle de udenforstående Kolleger og råde Bod på nogle i Afdelingerne påklagede Forhold, og Resultatet var ret gunstigt.

Strejken ved det forenede Dampskibsselskab.

Først på Foråret 1902 udbrød der Havnearbejderkonflikt ved det forenede Dampskibsselskab i København, og vore Medlemmer hos Bødkermestrene Sand, Toldbodgade og Møller og Lange, Frihavnen, blev standset i deres Arbejde. Det var den bekendte Fagforeningshader „Russer Brandt“, der dengang ledede Selskabet, og desværre tabtes Strejken. Selskabet fratog nu Bødkermester Sand Arbejdet og overgav det til en Entreprenør Petersen i Toldbodgade, som skulle skaffe Svende til 90 Kr. pr. Måned, og måtte de naturligvis ikke være Medlem af Fagforeningen. Det viste sig dog snart, at det var umuligt at skaffe Bødkersvende på de Vilkår, og Selskabet måtte pænt henvende sig til Bødkermestrene og ikke alene betale den Løn, vi skulle have, men tillige Mestersalær og tolerere, at Bødkerne var Medlemmer af Fagforeningen. Vi tillod vore Folk at påtage sig Arbejdet for Mestrene, men derimod ikke direkte fra Selskabet, og således er Stillingen den Dag i Dag, idet Selskabet ikke officielt over for os har anerkendt Foreningsretten.

Overenskomst med Bryggerierne i København.

Den 1. Marts 1903 opsagdes Overenskomsten med de forenede Bryggerier i København, og ved de derpå følgende Forhandlinger opnåedes Enighed om en Dagløn af 4 Kr. 40 Øre, Betaling for Helligdage og 5 á 10 pCt Tillæg for Akkordarbejde, samt at Overenskomsten skulle vare i 2 år.

30 Aars Jubilæum i København.

Den 19. Juli 1903 fejrede Københavns Afdeling sin 30årige Stiftelsesfest under meget festlige Former, med en Udflugt til Hillerød og Fredensborg.

Kongressen i 1904 udsættes.

I Henhold til Beslutningen i 1902 i Aarhus skulle den næste Kongres afholdes i 1904 i København, men Hovedbestyrelsen var af den Mening, at den forløbne Periode, hvor Kræfterne havde været samlet om at råde Bod på de foregående års Krisetilstand, ikke kunne give Anledning til større Meningsudvekslinger, og da vore økonomiske Forhold ikke var af den Beskaffenhed, at vi på Understøttelsesvæsenets Område kunne tænke på Fremskridt, foreslog man at udsætte Kongressen til 1906, og dette Forslag blev ved en Urafstemning omtrent enstemmigt vedtaget.

Dansk Træarbejdersekretariat.

Ved Initiativ af Snedkerforbundets daværende Forretningsfører, Carl Gran, samledes Bestyrelserne for alle Træarbejderfagene i Danmark først i 1904 i København for at rådslå om en nærmere Sammenslutning for at varetage fælles Interesser, afgøre Grænsestridigheder Fagene imellem, støtte hinanden på forskellig Måde under Konflikter og lignende. På dette Grundlag vedtoges det at oprette „Dansk Træarbejdersekretariat“, hvis Bestyrelse består af de til enhver Tid fungerende Formænd for Forbundene, ud af hvis Midte der vælges et Forretningsudvalg på 3 Mand med en Sekretær som daglig Leder.

Bødkerforbundet tiltrådte Sekretariatet fra Nytår 1905, og alle Træarbejderforbundene, med Undtagelse af Tømrerforbundet, er Medlemmer, og adskillige Tvistigheder har i årenes Løb fået deres Afgørelse her. Sekretariatet udgiver hvert Kvartal et Blad, „Træarbejderen“, som udsendes gratis til alle Medlemmer.

Gennem Sekretariatet er der forsøgt tilvejebragt gensidig Strejkeforsikring mellem skandinaviske Træarbejderorganisationer, men dette Spørgsmål er dog af forskellige Grunde henlagt til videre.

Snedker Carl Gran blev Sekretariatets første Leder til sin Død. Derefter valgtes Maskinsnedker O. Madsen-Terner, og da denne for et Par år siden gik ud af Bestyrelsen ved, at han overtog Pladsen som Hovedkasserer for Træindustriarbejderforbundet i Stedet for Formand, valgtes i hans Sted Bødker Anthon Andersen, der nu er Formand og Redaktør, med Snedker Martin Petersen som Kasserer og Karetmager Em. Olsen som Protokolfører.

Ved en Konference i Amsterdam, Holland, i 1904 vedtoges det ligeledes at oprette „Internationale Træarbejderunion“, som har Sæde i Berlin, med Formanden for det tyske Træarbejderforbund, Theodor Leipart, som Leder. Unionen udgiver et Månedsblad „Bulletin“, som gratis udsendes til alle Afdelinger. „Dansk Træarbejdersekretariat“ er Medlem af Unionen, som i 1910 holdt sin Konference her i København sammen med den internationale Socialist Kongres. I August 1914 var en Konference indvarslet i Wien, men grundet på Verdenskrigen måtte den aflyses.

Overenskomst mellem det tyske og det danske Bødkerforbund.

I Marts 1891 afsluttedes mellem de to Forbund en Overenskomst om gensidig Understøttelse for Medlemmer, der rejste fra det ene Land til det andet, samt om gensidig økonomisk Støtte under Konflikter.

Denne Overenskomst har været til uvurderlig Nytte for danske Bødkersvende, som rejste til Tyskland, idet de altid er velset overalt, hvor de kommer frem, når de blot har deres danske Fagforeningsbog i Orden.

Forskellige Forhold gjorde det ønskeligt, at vi i 1904 fik denne Overenskomst fornyet, eller rettere sagt påny bekræftet fra begge Sider, hvorfor vi brevvekslede med vort tyske Broderforbund om Sagen, og i August samme år fik vi tilsendt følgende: 1) Medlemmer af Bødkerforbundet i Danmark, som rejser til Tyskland, indtræder med fuld Medlemsret i det tyske Forbund, for så vidt de ved deres Afrejse er fuldtberettigede Medlemmer af Bødkerforbundet i Danmark. 2) Da det tyske Forbunds Medlemmer, i Henhold til § 1 i Understøttelsesreglementet, skal have betalt 52 Ugers Kontingent, forinden de er berettiget til Understøttelse, er det en Selvfølge, at tilrejsende danske Medlemmer må have betalt mindst 52 Ugers Kontingent til Bødkerforbundet i Danmark for at være berettiget til Understøttelse i Tyskland. 3) Medlemmer, som rejser fra Danmark til Tyskland, skal forinden Afrejsen have deres Bog afmeldt. Bogen, tilligemed en Uges Kontingent (25 Pf.), indsendes til det tyske Hovedkontor i Bremen, som da udsteder en tysk Bog og Rejselegimitationskort.

Bogen og Kortet tilbagesendes bemeldte Medlem pr. omgående, mod Opgivelse af Adressen.

Denne Ordning tiltrådte vi selvfølgelig, og den er gældende den Dag i Dag, og de Regler, hvorefter vi til Gengæld understøtter vore tyske Kammerater, som kommer hertil, er i Hovedtrækkene de samme, men kan tilrejsende det første År kun få Rejseunderstøttelse.

Gensidighed med Sveriges Bødkerforbund

har også alle Dage været gældende, og de to Forbund har plejet ret intimt Samarbejde.

Også på Understøttelsesområdet hersker Gensidighed, om end vore svenske Kammeraters Understøttelsesvæsen ikke er så udviklet som vort, men man arbejder stadig på at forbedre det.

Gensidighedsforholdet mellem vort, det tyske og det svenske Forbund, med Hensyn til Understøttelser, er senere godkendt af Arbejdsløshedsinspektoratet.

20 Års Stiftelsesfest i Aarhus.

Den 6. August 1904 fejrede Aarhus Afdeling sit 20 Års Jubilæum ved en større Festlighed, hvor der herskede den største Begejstring over Foreningens Virksomhed i den forløbne Periode.

Sprit af Tørv.

I 1903 og 1904 eksperimenterede et tysk-fransk-svensk A/S med en Opfindelse, som gik ud på at udvinde Sprit af Jyllands Vildmoser. Man begyndte i den såkaldte lille Vildmose, som ejes af Grev Schimmelmann til Lindenborg, og der gik sære Frasagn om de kolossale Værdier, der på denne Måde skulle drages frem af Jordens Skød.

For vort Fag knyttede der sig ganske naturligt en Del Forhåbninger til dette Foretagende, men ved Undersøgelserne viste det sig, at det var Hensigten at drive Fabrikken ved Hjælp af Polakker og indføre det nødvendige Bødkerarbejde her til Landet.

Fabrikken og dens Virksomhed blev i øvrigt omgivet med den største Hemmelighedsfuldhed, og Forbundets Forretningsfører blev forment Adgang til Mosen, hvilket vel var meget godt for ham, da han måske ellers var bleven der ude, ligesom den Sprit det ikke lykkedes Selskabet at drage frem af Tørvejorden. Forsøgene med Opfindelsen blev en Fiasko og kostede en Masse Penge, og det hele ligger nu i Ruiner.

Nogle Strejker.

Den 9. Maj 1904 måtte vi standse Arbejdet hos Bødkermester Kærsgaard, Hjørring, da han nægtede at overholde den daværende Overenskomst om Lærlingeantallet.

Efter at Strejken havde varet i 6 Måneder, indgik Kærsgaard på at overholde Overenskomsten og betale 60 Kr. i Erstatning til Forbundet.

Den 1. August samme År udbrød der Strejke hos Bødkermester og Stavfabrikant Ricard Nissen, Skive, fordi han brød Overenskomsten, nægtede at betale Ventepenge, ligesom hans Optræden overfor Svendene lod meget tilbage at ønske.

Strejken, der varede 10 Måneder, førtes med megen Bitterhed fra begge Sider med Afholdelse af offentlige Møder og Avispolemik. Nissen fik Hjælp af K. D. F., som sendte ham Skruebrækkere.

Efter et offentligt Møde i Skive den 23. August samme År, hvor Byens Borgere tog overvejende Parti for de Strejkende, følte K. D. F. sig dog så trykket af Situationen, at de tog deres Folk fra ham, men det lykkedes ham at skaffe sig andre Individer i Stedet.

Konflikten affødte, at vor Afdelingsformand, Zedlitz, sad arresteret, mistænkt for at have kastet en af Skruebrækkerne ned af Skrænten til Skive Å, men de måtte løslade ham, da det viste sig, at Hædersmanden havde været så beruset, at han rimeligvis selv var faldet i åen og i sin omtågede Tilstand mente at være overfaldet.

Hr. Nissen havde også regnet ud, at der måtte kunne reddes lidt hos Bødkerforbundets Forretningsfører og sendte ham en Sagfører på Halsen med Krav om 10,000 Kroner i Erstatning.

Da Anthon Andersen var bortrejst, traf Sagføreren Em. Svendsen og blev af denne gjort bekendt med, at Anthon Andersen aldrig havde set så mange Penge, ikke engang i Forbundskassen på det Tidspunkt; så lod Nissen Kravet falde.

En Samtalen mellem Svendsen og Sagføreren førte imidlertid til, at der blev indledet Forhandlinger, og den 1. Juni 1905 sluttede Strejken, og Nissen underskrev Overenskomsten.

Vi skylder at tilføje, at der mellem Nissen og Bødkersvendene siden har hersket Fred og rolige Arbejdsforhold.

Den 3. November 1904 standsede Svendene på „De danske Oliemøller og Sæbefabrikker“. Lyngbyvej, København, Arbejdet, fordi Sæbemesteren uden Grund havde afskediget en Svend, og fordi han til Stadighed var en ret ubehagelig Arbejdsleder.

Strejken varede kun 1 Dag; Sæbemesteren måtte love Bod og Bedring, Svendene gik i Arbejde igen og fik 2 Kr. mere om Ugen.

Den 2. Januar 1905 nedlagde 5 af vore Medlemmer Arbejdet hos Bødkermester P. Groesmeyer, Korsør, fordi denne nægtede at overholde Overenskomsten og indgå på nogle Priser for Margarinebaljebunde.

Denne Kamp blev både lang og hårdnakket, fordi det lykkedes ham at skaffe sig en hel Del Hjælpere, der faldt deres Kammerater i Ryggen.

Der afholdtes en Del offentlige Møder og førtes en større Avisfejde mellem Forbundets Forretningsfører og Hr. Groesmeyer. Det var også en Konflikt med ikke få gemytlige Momenter; det svære Skyts var trukket frem, og fra begge Sider blev der skudt med „Mørsere“. De Strejkende og deres Familier tog Situationen fra den gemytlige Side trods det, at Strejken varede lige ved 2 År, og der var stadig Fejde mellem dem og Hr. Groesmeyers Polakker (som han selv kaldte dem).

Endelig den 10. December 1906 indfandt Hr. Groesmeyer sig på Forbundets Kontor og ønskede Strejken sluttet, hvilket da også skete mod, at han underskrev Overenskomsten, afskedigede sine ugifte Hædersmænd, hvorimod vi indgik på at optage 3 gifte mod at de 2 hver betalte 100 Kr. i Bøde og den 3die 100 Kr. til Korsør fri Fattigkasse.

Siden da har der været nogenlunde Fred på denne Arbejdsplads.

Berggrens Værksted i Frederiksværk og V. Jensens do. i Nykøbing F. blokeredes i Sommeren 1905, fordi de ikke ville betale efter Priskuranten. Den førstnævnte Blokade hævedes i 1908, efter at Berggrens Enke havde underskrevet Overenskomsten, og hos den sidstnævte hævedes Blokaden November 1906, efter at Jensen havde indgået på Overenskomsten. Da Jensens Værksted blokeredes, arbejdede der to Svende, som ikke var Medlem af Forbundet. De indmeldte sig og forlod Arbejdet, men kort Tid efter gik den ene tilbage og fortsatte som Strejkebryder. Senere forlod han igen Pladsen og er nu Medlem af Forbundet.

Overenskomsten med Cementfabrikken „Rørdal“ opsiges.

Den 15. Juni 1905 opsagde vi Overenskomsten med Aalborg Portland Cementfabrik, fordi Arbejdsforholdene af forskellige Årsager var blevet ugunstigere end på de øvrige Fabrikker.

Fabrikantforeningen protesterede mod Opsigelsens Lovlighed, idet de hævdede, at det var en Kollektivoverenskomst, som ikke kunne opsiges for en enkelt Fabrik alene. Vi bestred denne Opfattelse, da hver Fabrik for sig havde underskrevet Overenskomsten.

Under Forhandlingerne måtte Fabrikanterne imidlertid erkende, at Arbejdsforholdene på nævnte Fabrik var ugunstigere end på de øvrige, og ved et Møde den 23. August opnåede vi adskillige Tillæg og Ændringer i Arbejdsbetingelserne, samtidig med at Overenskomsten blev bindende for alle Fabrikker.

Overenskomsten i København.

1 København fremkom i Oktober 1905 Ønske om at få Overenskomsten med Mestrene opsagt. Bødkerlauget og Bestyrelsen for Fagforeningen enedes om at anbefale at udsætte Opsigelsesfristen i 4 Uger, for at man ved en fri Forhandling kunne prøve på at tale sig til Rette om de Ændringer, Svendene ønskede.

På en Generalforsamling den 30 Oktober 1905 gav Medlemmerne Bestyrelsen Bemyndigelse til at gå med hertil, og dersom Forhandlingerne ikke førte til et tilfredsstillende Resultat da at opsige Overenskomsten til Ophør 1. Maj 1906.

Ved de påfølgende Forhandlinger enedes man om et Tillæg til Overenskomsten, således at Daglønnen hævedes fra 4 Kr. 17 Øre til 4 Kr. 50 Øre, Udearbejde 50 Øre pr. Time, og de Punkter i Akkordprislisten, hvorover der særlig klagedes, hævedes betydeligt.

Ændringerne trådte i Kraft 1. Maj 1906.

I Løbet af Foråret 1906 forhandledes med Fabrikkerne i København, hvor Lønnen hævedes til 27 Kr., enkelte Steder noget mere. Også disse Overenskomster trådte i Kraft fra 1. Maj 1906.

Kongressen i København 1906.

Perioden 1906-1909.

Den 21., 23. og 24. August 1906 afholdt Forbundet sin 8. Kongres i Rømersgade 22, København.

Som Delegerede mødte: Aalborg: Carl Petersen, Hans Jørgensen, S. Kjeldsen - Aarhus: Chr. Jørgensen, J. Jacobsen, Wald. Jensen – Esbjerg Peter Lange - Helsingør: Anders Andersen - Hjørring: Marinus Paulsen - Holstebro: N. C. Nielsen - Horsens: Laur. Madsen - Kalundborg: N. P. Nielsen -

Kolding-Vejen: N. Johansen - København: Peter Danielsen, Jens Hansen, Wilh. Jensen, Andr. Jørgensen, Sophus Kaulberg, A. Sahlgren - Korsør: Carl Jensen - Køge: Bang-Jensen - Mariager: Chr. N. Bugge - Odense: E. Christensen - Randers: Carl Nielsen - Slagelse: Wald. Nielsen - Skive: Marinus Zedlitz - Svendborg: N. Sørensen - Varde: Chr. Petersen - Vejle: Peter Knoth - Viborg: O. Petersen - For Hovedbestyrelsen mødte: Nakskov: S. Bresemann, som tillige repræsenterede Nakskov Afdeling - Odense: H. P. Andersen - Aarhus: Chr. Nielsen - København: Andreas Andersen, H. P. Hansen, E. Svendsen, Anthon Andersen - For De samvirkende Fagforbund mødte Folketingsmand Martin Olsen og for svensk Bødkerforbund J. Hasselquist.

På Kongressen vedtog man at opsige Overenskomsterne i Provinserne til Ophør 1. Maj 1907 og indhente De samvirkende Fagforbunds Sanktion hertil. Man tiltrådte ligeledes Forslag til Gensidighedsregler for Organisationer under De samvirkende Fagforbund og under Dansk Træarbejdersekretariat.

Under Forventning af, at „Loven om Statstilskud til Arbejdsløshedskasser“ antagelig ville blive vedtaget i den kommende Vinter, vedtoges det at adskille vore Regnskaber fra 1. Januar 1907, således at vi får en Administrations-, en Strejke-, en Syge-, en Begravelses- og en Arbejdsløshedskasse, og gaves der Hovedbestyrelsen Bemyndigelse til at foretage de nødvendige Ændringer i Lovene i Overensstemmelse med de Krav, ovennævnte Lov stiller som Betingelse for at få Statsanerkendelse og derefter tilstille Afdelingerne de således ændrede Love sammen med Forslag om at søge Kassen statsanerkendt.

Til Hovedbestyrelse for Forbundet og Arbejdsløshedskassen genvalgtes følgende: Forretningsfører Anthon Andersen - Viceforretningsfører E. Svendsen - Til Medlemmer af Hovedbestyrelsen: København: Andreas Andersen og H. P. Hansen - Nakskov: S. Bresemann - Odense: H. P. Andersen - Aarhus: Chr. Jørgensen. (Nyvalg) - Til Revisor genvalgtes R. Rude og valgtes S. Kaulberg, København, og M. Paulsen, Hjørring.

Til Priskurantudvalg: H. Jørgensen, Aalborg, Wald. Jensen, Aarhus, og P. Lange, Esbjerg.

Provinsmestrene danner en ny Forening.

Forhandlingerne om Provinsoverenskomsterne i 1907.

Da vi i Efteråret 1906 opsagde Provinsoverenskomsterne, måtte vi sende Opsigelsen til hver enkelt Arbejdsgiver, fordi der ingen Mesterorganisation fandtes. Den 25. Februar 1907 fik vi imidlertid Meddelelse om, at Provinsmestrene havde dannet en Forening med Henrik Petersen, Odense, som Formand, og denne Forening ønskede at forhandle med Forbundet om en ny Overenskomst.

Efter at de over for os havde erklæret, at deres Forening repræsenterede så godt som alle Provinsmestrene, indvilligede vi at gå til Forhandling med dem.

På Møder den 9. og 10. April 1907 i Odense enedes Parterne om en ny Overenskomst, hvorved Ugelønnen på Værksted hævedes fra 22 til 24 Kr. og ved Udearbejde fra 24 til 26 Kr., og Akkordpriserne hævedes gennemsnitlig 10 pCt.

I Løbet af Forsommeren indgik vi Overenskomster med Bryggerier, Spritfabrikker og en Del enkelte Fabrikker, hvor Ugelønnen overalt blev 26 Kr.

Foreningen af danske Oliemøllere nægtede at indgå Overenskomst med Forbundet med den Motivering, at de kun beskæftigede så få af vore Medlemmer i Provinserne, men samtidig erklærede de sig villig til at betale vore Medlemmer den forlangte Løn. Denne Motivering så lidt mærkelig ud og var da også kun et Påskud, idet den virkelige Årsag var at dække Aalborg Oliemølle, som beskæftigede en uorganiseret Bødker, og nægtede at betale den krævede Løn.

Senere forhandlede vi med Fabrikkerne enkeltvis og enedes om Overenskomsten - undtagen med Aalborg Oliemølle.

Den 7. Maj 1907 vedtog Hovedbestyrelsen at opsige Overenskomsten med Cementfabrikkerne, og den 19. August samme år enedes Parterne om en ny Overenskomst, hvorved Akkordpriserne hævedes med fra 5 til 10 pCt.. Timelønnen for faglærte Bødkere (der var 35 Øre) hævedes til 40 Øre og for ikke faglærte (der var 30 Øre) til 35 Øre, fra 15 september 1908 til 37 Øre og fra l. november 1909 til 40 Øre i Timen, altså samme Timeløn som for faglærte.

Senere sluttede de ny oprettede Fabrikker „Kongsdal“ og „Nørresundby“ sig til denne Overenskomst.

Lov om statsanerkendte Arbejdsløshedskasser.

I mangfoldige År havde Socialdemokratiets Repræsentanter i Rigsdagen krævet, at Staten måtte træde hjælpende til over for den tiltagende Arbejdsløshed, uden at det var lykkedes at vinde Gehør, men Tid efter anden måtte Kravets Modstandere dog erkende, at det var et Krav, der ikke således lod sig afvise, og endelig forsøgte Højremanden Poul Rasmussen, dels for at plumre Sagen og spænde Ben for en rationel Løsning af Spørgsmålet, og dels for at kunne pynte Højre med Prædikatet af at være reformvenlige, at fremsætte et Forslag, men der kom intet ud deraf. Der nedsattes derefter en Kommission til at overveje Sagen, og endelig den 3. Oktober 1906 forelagde Ministeren Forslag, og den 9. April 1907 lykkedes det at få vedtaget en Lov, der under visse Forudsætninger gav Staten en Pligt og Kommunerne en Ret til at yde Tilskud til Arbejdsløshedskasser.

Det ville her føre for vidt at komme ind på denne Sags Historie, men det skal dog siges, at Loven blev modtaget med megen Skepsis indenfor Arbejdernes Rækker. De mange rigoristiske Bestemmelser, der var en Betingelse for at kunne søge Anerkendelse og få Støtte, måtte i høj Grad udæske til Modstand, men på den anden Side så man, at skulle der virkelig øves nogen Indflydelse på, hvorledes Loven blev ført ud i Livet, så måtte man gøre Brug af den og søge at udnytte den på bedste Måde.

På Initiativ af De samvirkende Fagforbund nedsattes et Udvalg på 18 Medlemmer - og disse nedsatte igen et Underudvalg på 7 Medlemmer - til at fremkomme med Udkast til en Mønstervedtægt, for at de forskellige Kassers Love så vidt muligt kunne blive i Overensstemmelse med hinanden. Den Skepsis, hvormed man fra mange Sider modtog Loven om Støtte til de statsanerkendte Arbejdsløshedskasser, er sikkert i det væsentligste forstummet. Selv om vi ikke har nået vort Mål om, at det udelukkende må være Samfundet, der påtager sig Forsørgelsen for alle dem, der uforskyldt rammes af Arbejdsløshedens Svøbe, så har vi i Kraft af Socialdemokratiets Indflydelse fået Samfundet til at erkende sin Pligt, og vi er nået et Skridt hen imod vort Mål på dette Område, og de danske Arbejderes faglige Organisationer har på den smukkeste Måde bevist, at de, trods Manglerne ved Loven, har været i Stand til at udnytte den til Gavn for de dårligst stillede af vore Medlemmer.

Endelig skal det ikke glemmes, at der i Spidsen for denne nye og uprøvede Institution kom en Mand, der i sjælden Grad havde Forståelse af og Kærlighed til sin Gerning nemlig nu afdøde Dr. Th. Sørensen. Det var ikke en småtskåren Embedsmand, men en Mand med et stort Livssyn, en Mand, der ikke hængte sig i de Småfejl, der i Førstningen fremkom, men altid var rede med Råd og Dåd, og de danske Arbejdere skylder ham derfor stor Tak for hans utrættelige Arbejde for at bringe det bedst mulige ud af denne humane Lov; en Tak, de også på en så smuk og værdig Måde gav Udtryk for ved Dr. Sørensens Begravelse.

I Henhold til Kongressens Beslutning i 1906 foretog Hovedbestyrelsen de nødvendige Ændringer i Lovene og udsendte disse til Afdelingerne med Forslag om at søge Statsanerkendelse, og ved en derpå foretagen Urafstemning vedtoges Forslaget med 232 Stemmer mod 22.

Vi indsendte derefter Ansøgning om Anerkendelse, og i Skrivelsen af 12. September 1907 meddeler Arbejdsløshedsinspektøren, at denne er givet fra 1. September samme år. Vor Kasse blev Nr. 2, som blev offentlig anerkendt, og til Belysning af, med hvor stor Energi de forskellige Fag gik igang med Forberedelserne til at få oprettet Arbejdsløshedskasser - hvem, der ikke i Forvejen havde sådanne - kan oplyses, at inden Udgangen af 1907 var 23 Kasser anerkendt af det Offentlige og inden Udgangen af 1908 yderligere 16 A-kasser.

Hvorledes vor Arbejdsløshedskasse under disse nye Forhold har udviklet sig, behøver vi ikke her at komme ind på, da dette er såvel kendt af alle vore Medlemmer.

Medens vi er ved Omtalen af denne Sag, kan det sikkert have sin Interesse at erindre om, hvilken Stilling den internationale Socialistkongres i København i 1910 tog til Arbejdsløshedsspørgsmålet, og hvorledes man her formulerede Arbejderpartiets Krav til Samfundet.

På Kongressen nedsattes en Kommission til at behandle Spørgsmålet og fremsætte Forslag.

Resultatet af Kommissionens Forhandlinger blev nedenstående Resolution, som vedtoges af Kongressen:

„Kongressen fastslår, at Arbejdsløsheden er uadskillig fra den kapitalistiske Produktionsmåde, og at den først vil forsvinde med denne.

Inden for det kapitalistiske Produktionssystem kan der altså ikke være Tale om Arbejdsløshedens Afskaffelse,- men kun om dens Indskrænkning og Lindring af dens Følger.

Kongressen fordrer en almindelig tvungen Arbejdsløshedsforsorg, der ledes af Arbejderorganisationerne, og hvortil Omkostningerne bæres af dem, der har Produktionsmidlerne i deres Besiddelse.

Arbejderklassens Repræsentanter skal forlange af den offentlige Magt:

1)En nøje og regelmæssig statistisk Undersøgelse af Arbejdsløsheden.

2)At der iværksættes tilstrækkelige offentlige Arbejder for de Arbejdsløse med Betaling af de Lønninger, Fagforeningerne kræver.

3)Overordentlig Understøttelse af Arbejdsløshedskasser under Kriser.

4) Ingen Understøttelse af de Arbejdsløse må have en Formindskelse af deres politiske Rettigheder til Følge.

5) Oprettelse og Understøttelse af Arbejdsanvisningsinstitutioner, hvor Arbejdernes Frihed og Interesser varetages gennem Fagforeningerne.

6) Forkortelse af Arbejdstiden ved Lov.

7) Indtil en almindelig, offentlig, retsbeskyttet, tvungen Arbejdsløshedsunderstøttelse gennemføres, bør den offentlige Magt finansielt afhjælpe Fagforeningernes Arbejdsløshedsunderstøttelse. Denne Understøttelse bør på ingen Måde indskrænke Fagforeningernes Uafhængighed.“ -

Kort og tydeligt er vore Krav her fremsat, og under Punkt 7 er formuleret, hvad vi som mindste Mål må kræve af Samfundet, indtil Ondet efterhånden kan udryddes ved Afskaffelse af det privatkapitalistiske System. Den Lov, som vi foran har omtalt, og den Måde, de danske Arbejdere har forstået at udnytte den på, må da siges at være et Skridt i den rigtige Retning.

Lockout på Cementfabrikkerne.

I Foråret 1908 forhandledes med Dansk Arbejdsmandsforbund og Foreningen af danske Cementfabrikker om en Overenskomst for Nørre Sundby Cementfabrik, men Forhandlingerne bristede, idet Arbejdsmændene krævede en Timeløn af 35 Øre, medens Cementfabrikken kun ville give usle 30 Øre, hvorefter Dansk Arbejdsmandsforbund erklærede Strejke.

Arbejdsgiverforeningen varslede derefter Lockout for de på Cementfabrikkerne beskæftigede Arbejdere, herunder også Bødkerne.

Ved nye Forhandlinger den 18. Juni samme år enedes man dog om Grundlaget for Fastsættelse af Akkord og Timeløn, således at Strejken sluttede den 21. Juni, og Lockouten kom ikke til Udbrud.

I August 1908 varsles der påny Lockout overfor vore Medlemmer på Cementfabrikkerne, Oliemøller og Spritfabrikker, sammen med en Række andre Fag, foranlediget ved Konflikter i følgende Fag: Skotøjsarbejderne, Savværksarbejderne, Arbejdsmændene, Litograferne og Typograferne. Det meget omfattende Konfliktstof, som det her vil føre for vidt at komme ind på, foranledigede påny Arbejdsgiverforeningen til at udsende en af sine bekendte Lockout-Trusler, omfattende ca. 25,000 Arbejdere, men også denne Gang lykkedes det at afværge en Storkamp.

Københavns Maskinbødkeri.

Den 8. Marts 1908 afskedigede „Københavns Maskinbødkeri“ - som var oprettet af d’Hrr. Bødkermestrene Jepsen, Lange, Mahnfeldt og Møller med Brødrene Jepsen som Ledere - alle sine Svende uden Varsel. Forretningen standsedes og Brødrene Jepsen flygtede her fra Landet.

Forbundet måtte udbetale Svendene deres Løn, 182 Kr. 50 Øre, men indgav sin Fordring i Boet og fik senere Pengene tilbage, og dermed var Maskinbødkeriets Saga ude.

Bødkerlavet i København.

Den 2. Maj 1908 fejrede Bødkerlavet i København sit 230årige Jubilæum ved store Festligheder, der tillige formede sig som en Hyldest til den daværende Oldermand, C. M. Nielsen, der i 18 År havde beklædt denne Stilling.

Ved Lavsartikler af 2. Maj 1678 optoges de christianshavnske Bødkermestre i det københavnske Lav, og fra den Tid regnes Lavets Oprettelse. Københavns Bødkerlav er dog rimeligvis betydelig ældre, og det menes at være oprettet i Tiden mellem 1526 og 1549, men det har ikke været muligt at opdrive en „Skrå“ fra så gammel Dato.

Fagbladet.

Som tidligere omtalt er vort Fagblad - efter i 1896 at være afløst af „Samarbejdet“ - påny udkommet siden den 15. September 1900. Indtil 1. Januar 1905 udkom det en Gang om Måneden, men fra den Dag udkom det kun 8 Gange om Året, idet man vedtog at benytte Træarbejdernes Fællesblad „Træarbejderen“ i de Måneder, dette udkom, nemlig Januar, April, Juli og Oktober.

Ved et Hovedbestyrelsesmøde den 25. Maj 1908 vedtoges det at modernisere vort Blad og give det et mere symbolistisk Hoved, og et Udkast, tegnet af Maleren Thor Pettoletti, godkendtes, således at Bladet herefter fremtrådte i hosstående Udseende.

Samtidig skiftede vi Trykkersted, idet vi forlod afdøde Bogtrykker Henriksens Firma i Rømersgade 22 og gik til Bladets nuværende Bogtrykker, Emil Kristensen, Nørregade 30, København.

På Kongressen i 1912 vedtog man påny at udgive Fagbladet hver Måned.

Indsamling til de Arbejdsløse.

Foranlediget ved den økonomiske Krise, der i Årene 1908-1910 hærgede en Række Fag, fremkom der i Vinteren 1908-09 Opfordring fra De samvirkende Fagforbund om Bevilling af Midler til Understøttelse af de Arbejdsløse, særligt i Byggefagene.

Vort Forbunds Hovedbestyrelse fremsatte da Forslag om at bevilge 3000 Kr., hvoraf de 1500 Kr. indbetales til den fælles Indsamling, og de 1500 Kr. brugtes til Understøttelse af vore egne Arbejdsløse, som havde opbrugt deres Understøttelse.

Ved den foretagne Urafstemning vedtoges dette Forslag med 275 Stemmer.

Kongressen i Aarhus 1909.

Perioden 1909-1912.

På Kongressen i 1906 vedtoges det, at næste Kongres skulle afholdes i København, men grundet på den store Landsudstilling i Aarhus vedtoges det ved Urafstemning at holde Kongressen der i Byen for samtidig at give de Delegerede Lejlighed til at bese Udstillingen, og da Aarhus Afdeling den 8. August kunne fejre sit 25-Års Jubilæum, vedtoges det at holde Kongressen og Arbejdsløshedskassens Delegeretmøde i Dagene den 5.-7. August 1909.

Som Delegerede mødte: København: P. Danielsen, W. Jensen, N. Jespersen, Carl Mortensen, L. Petersen og A. Sahlgren - Aalborg: N. P. Christensen, S. Kjeldsen og Jørgen Larsen - Aarhus: A. J. Hald, Chr. Hansen og Wald. Jensen - Esbjerg: P. Lange - Helsingør: Peter Petersen -Hjørring: M. Paulsen - Holstebro: P. Weibel - Horsens: L. Madsen - Kolding: N. Johansen - Korsør: Jac. Simonsen - Køge: Bang-Jensen - Mariager: C. N. Bugge - Nakskov: Peter Olsen - Odense: Anders Olsen og Rasmus Petersen - Randers: Søren Jensen - Skelskør: Aksel Jensen -Skive: Jørgen Jensen - Slagelse-Ringsted: Anton Jensen - Svendborg. P. Hansen - Varde: Jens Jensen - Vejle: C. Christiansen og H. S. Hansen -Viborg: Jens Nørskov - Samt Hovedbestyrelsen: Odense: H. P. Andersen - Aarhus: C hr. Jørgensen - Nakskov: S. Bresemann - København: Andreas Andersen, H. P. Hansen, Em. Svendsen og Anthon Andersen.

Kongressen vedtog at bemyndige Københavns Afdeling til at opsige Overenskomsterne til Ophør 1. Maj 1910, samt at der ved kommende Priskurantforhandlinger, såvel i København som i Provinserne, bør lægges størst mulig Vægt på Indskrænkning af Arbejdstiden.

Ligeledes vedtoges en Række Ændringer i Lovene; en ny Fordeling af Kontingentet, Regler for Udbetaling af Syge- og Arbejdsløshedsunderstøttelse og Forøgelse af Hovedbestyrelsens Medlemsantal fra 7 til 9, samt en Lønskala for Forretningsføreren, således at Lønnen ved Nyvalg bliver 1700 Kr., 3 År efter 1900 Kr. og atter efter 3 Års Forløb 2100 Kr.

Til Storstrejken i Sverige bevilgedes 1000 Kr., og ved en gennem De samvirkende Fagforbund foretagen Indsamling til samme indkom fra Bødkerne 6180 Kr. 35 Øre

Til Forretningsfører genvalgtes Anthon Andersen - Viceforretningsfører Em. Svendsen - til Hovedbestyrelsesmedlemmer Andreas Andersen, H. P. Hansen og nyvalgtes A. Sahlgren, alle af København - fra Provinserne genvalgtes S. Bresemann, Nakskov - H. P. Andersen, Odense - Chr.

Jørgensen, Aarhus - og nyvalgtes S. Kjeldsen, Aalborg - Til Revisorer genvalgtes R. Rude, København og M. Paulsen, Hjørring, og nyvalgtes P. Danielsen, København. Det vedtoges at afholde næste Kongres i København 1912.

Lån til Bødkerforbundet i Sverige.

Ved et Forretningsudvalgsmøde den 14. September 1909 var Forretningsfører J. Hasselquist, Stockholm, kommen tilstede for at anmode om et Lån på 3000 Kr. til Støtte for de svenske Kolleger under Storstrejken. Han oplyste, at alle deres Medlemmer på nær 14 havde deltaget i Kampen, og på daværende Tidspunkt havde de endnu 210 Medlemmer på Gaden, hvorfor deres Midler var udtømt. Hovedbestyrelsen vedtog enstemmigt at låne dem de 3000 Kr. mod Tilbagebetaling af 1000 Kr. pr. År og 3 1/2 pCt. Rente.

Indførelse af Natarbejde på Nørresundby Cementfabrik.

I Juli 1909 indførte Cementfabrikken „Nørresundby“ 2-Holds Drift, således at Halvdelen af Bødkerne skulle arbejde om Natten og den anden Halvdel om Dagen, men Fabrikken nægtede at give Tillæg for Natarbejde. Vi krævede et Tillæg af 25 pCt., men Forhandlingerne herom førte ikke til noget Resultat, hvorfor vi hos Foreningen af danske Cementfabrikker krævede Mægling.

Ved et Mæglingsmøde den 10. August 1909 enedes vi om et Tillæg af 15 pCt., og dermed var denne Sag ude af Verden.

Lønbevægelsen i København 1910.

Den 10. September 1909 vedtog Københavns Afdeling at opsige de der gældende Overenskomster til Ophør 1. Maj 1910, efter at de dertil havde erholdt Sanktion af Forbundets Hovedbestyrelse og De samvirkende Fagforbund.

Ved de med Bødkermestrene førte Forhandlinger forhøjedes Daglønnen på Værkstederne fra 4 Kr. 50 Øre til 4 Kr. 75 Øre og på Udearbejde fra 5 Kr. til 5 Kr. 25 Øre og 5 Kr. 50 Øre henholdsvis for rent og urent Arbejde. Akkordpriserne fik et Tillæg fra 5 til 12 pCt..

Arbejdstiden forkortedes fra 10 til 9 1/2 Time, og Overenskomstens Varighed sattes til 4 År.

Med Petroleumsselskaberne afsluttedes Overenskomst om en Ugeløn af 30 Kr. på Værksted og 31 Kr. 50 Øre på Pladsen og ved Limning og lignende.

Arbejdstiden i Hellerup fastsattes til 9 Timer daglig og på Refshaleøen til 9 Timer de 5 Vintermåneder og 10 Timer de øvrige Måneder af Året.

Overenskomstens Varighed 3 År.

På Oliemøller og Sæbefabrikker blev Ugelønnen 31 Kr. 50 Øre, Arbejdstiden 10 Timer; på Spritfabrikker 30 Kr. pr. Uge; Arbejdstid 9 1/2 Time.

På de øvrige Fabrikker blev Ugeløn og Arbejdsbetingelser i alt væsentlig som på Spritfabrikker og Oliemøller.

Strejke hos Oliefirmaet Alfred Olsen & Co., Kbhvn.

Firmaet Alfred Olsen & Co., Kvæsthusgade, nægtede at indgå på samme Vilkår som andre lignende Virksomheder, hvorfor de der arbejdende Svende den 9. Juli 1910 nedlagde Arbejdet. Strejken omfattede 3 Mand.

På en Generalforsamling i Afdelingen den 19. August meddelte Formanden, at Bødkermester Hans Petersen, Nyhavn, havde været særlig ivrig efter at komme Firmaet til Hjælp, og at Grosserer Alfred Olsen nu havde tilstillet Foreningen en Skrivelse, hvori han meddeler, at hans Firma ikke foreløbig agtede at holde Bødkere selv, men dersom de igen bestemte sig hertil, forpligtigede han sig til at henvende sig til Fagforeningen om Svende.

Efter at Generalforsamlingen havde udtalt sin Misbilligelse af Bødkermester Hans Petersens Optræden, vedtoges følgende af Formanden stillet Resolution: Generalforsamlingen vedtager, at efter Modtagelsen af Skrivelsen fra Firmaet Alfr. Olsen & Co., hvori de meddeler, at Firmaet, når de selv vil antage Bødkersvende, da vil henvende sig til Fagforeningen, beslutter man at hæve Blokaden under Hensyn hertil, og fordi Arbejdet nu betales efter Priskuranten.

Endvidere besluttes det, at ingen kan søge Arbejde hos Firmaet uden at være anvist dette gennem Fagforeningen.

Strejke hos Oliefirmaet Glad & Co., Kbhvn.

Ovennævnte Firma nægtede ligeledes i 1910 at indgå på Priskuranten, hvorfor vi måtte erklære Blokade. Forud for Strejken var de der arbejdende Svende ikke Medlem af Forbundet, men den 22. Juli 1910 indmeldte de sig begge. Forinden Strejken kom til Udbrud, blev den ene ved Navn Hansen afskediget, medens den anden (Kjæhr) senere lod sig slette for Gæld og fortsatte som Strejkebryder. Firmaet har senere haft forskellige Strejkebrydere, hvoraf dog de fleste senere har forladt Pladsen. Strejken fortsættes fremdeles.

Blokade af Alfred Benzons Fabrikker i København.

I Januar 1911 nægtede Apotekerfirmaet Alfred Benzon, København, at betale efter Priskuranten under Påskud af, at den på Fabrikken arbejdende Bødker ved Navn Larsen ikke var faglært Bødker. Larsen havde siden 1907 selvstændig udført Fabrikkens Bødkerarbejde og var Medlem af Fagforeningen.

Da det viste sig umuligt at nå en Ordning, blokeredes Firmaet, og denne Blokade fortsættes endnu, da Larsen valgte at lade sig slette af Fagforeningen og blive Blokadebryder.

Blokade hos De forenede Eddikebryggerier i København.

Denne Forretning nægtede ligeledes i 1911 at betale efter Priskuranten, hvorfor vi måtte erklære Blokade, og denne fortsættes ligeledes endnu.

Oliefirmaet Edelstein, Olsen & Co., København,

søgte i årevis at komme uden om de organiserede Bødkere dels ved at benytte Arbejdsmænd og dels ved at antage forhenværende Bødkere som Arbejdsmænd og så lade dem udføre Bødkerarbejde, og endelig ved at benytte en Bødker, som kaldte sig Mester.

Endelig lykkedes det at få Firmaet til at afgive følgende Erklæring: Edelstein, Olsen & Co. 2. Juni 1911. Bødkerforeningen af 1873. Henholdende til vor Samtale med Deres Hr. Formand, stadfæste vi herved, at vi i vor Virksomhed ikke agte at beskæftige nogen Bødker for lavere Betaling end den imellem Bødkerlavet og Deres Forening oprettede Priskurant af 28. Maj 1910. Ærbødigst Edelstein, Olsen & Co.

Senere er Arbejdet overgået til en Mester, der er Medlem af Bødkerlavet.

Bødkermester Huhn, Vejle, blokeres.

Den 3. Juli 1910 meddelte Afdelingen i Vejle, at Bødkermester C. Huhn dér i Byen nægtede at betale efter Priskuranten, idet en ung Mand, som havde været i Forbundt hos ham, kun fik 14 Kr. om Ugen, efter at han var bleven Svend. Mesteren påstod, at den unge Mand ikke kunne tjene mere. Da Huhn ikke ville give Akkord eller betale den resterende Løn, så vi os nødsaget til at blokere hans Værksted.

Efter at Hr. Huhn i 1911 havde afgivet følgende Erklæring, hævedes Blokaden: Undertegnede erklærer herved fremtidig at ville betale efter den for Bødkerforbundet i Danmark gældende Priskurant. Vejle, 2/b 1911. C. Huhn.

Atter Lockout på Cementfabrikkerne.

Dansk Arbejdsmandsforbund opsagde 1909 Overenskomsten med Cementfabrikkerne til Ophør 1. Februar 1910, men endskønt Lønnen på Fabrikkerne ved Aalborg kun var 30 Øre pr. Time og ved Mariager 28 Øre, og Arbejdsmændenes Fordringer var ret beskedne, så lykkedes det ikke at forhandle sig til Rette, idet Cementfabrikantforeningen nægtede at gå med til Forbedringer, men erklærede derimod Lockout overfor Arbejdsmændene. Dette bevirkede, at Halvdelen af vore Medlemmer på Cementfabrikkerne blev arbejdsløse, og flere ville være blevet det, hvis ikke der mellem Bødkernes og Arbejdsmændenes Organisationer havde hersket et udmærket Samarbejde om de forskellige opdukkende Komplikationer under Lockouten, der varede til først i April, hvorefter Arbejdsmændenes Timeløn blev 32 Øre.

Nørresundby Cementfabrik for Den faste Voldgiftsret.

I 1910 indførte Nørresundby Cementfabrik nye Bødkerimaskiner (Bundstykkepløje-, Bundsamle-, Stavepløjemaskiner) og hævdede, at Pasningen af disse var Arbejdsmandsarbejde og kunne lønnes med 32 Øre i Stedet for med Bødkernes Timeløn.

Efter at der forgæves var forhandlet og mæglet om Sagen, anmodede vi De samvirkende Fagforbund om at få den indbragt for den faste Voldgiftsret, idet vi hævdede, at Cementfabrikkens Handlemåde var i Strid med Overenskomsten.

Den 28. December 1910 faldt Voldgiftsrettens Kendelse, som fuldstændig gav os Medhold: Kendelse: Aktieselskabet Nørresundby Portland Cementfabriks Ledelse har ved ensidig at bestemme Arbejdslønnen ved de ovenomtalte 3 nye Maskiner, uden Hensyn til den i Overenskomsten mellem Foreningen af Danske Cementfabrikker og Bødkerforbundet i Danmark fastsatte Timeløn, overtrådt denne Overenskomsts § 5.

Sagens Omkostninger betaler de Indklagede, Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening på Aktieselskabet Nørresundby Portland Cementfabriks Vegne med 150 Kr.

Efter Nederlaget søgte Fabrikken at unddrage Forbundet Indflydelsen på Betalingen ved dette Arbejde ved at træffe Akkord med de enkelte Arbejdere, men efter at vi var gjort bekendt hermed, forbød vi vore Medlemmer at indlade sig herpå, og endelig den 21. Februar 1911 lykkedes det, ved Forhandling mellem Foreningen af danske Cementfabrikker og Bødkerforbundet, at fastsætte Akkordpriser for Betjening af nævnte Maskiner.

Arbejdsløshedskassernes Forhold under Strejker og Lockout.

Foranlediget ved de mange forskellige Forhold, der kan indtræde vedrørende Arbejdsløshedskassernes Virksomhed, når der i et Fag udbryder Strejker eller dikteres Lockout, enten for Dele af Faget eller for visse Byer eller Landsdele, beskæftigede „Nævnet“ sig med Spørgsmålet og traf visse bestemte Regler for Virksomheden under nævnte Forhold.

Da vore Medlemmer gentagne Gange under Arbejdsløshed, forårsaget ved Strejker og Lockouter i andre Fag, særlig på Cementfabrikkerne, havde gjort Krav på Strejkeunderstøttelse i Stedet for almindelig Arbejdsløshedsunderstøttelse, havde de trufne Afgørelser overordentlig Interesse for os.

Den fra Inspektoratet i 1911 modtagne Skrivelse er sålydende: „I Henhold til Lov om anerkendte Arbejdsløshedskasser § 13, ifølge hvilken Kasserne ikke må yde Understøttelse „under Strejke eller Lockout til Personer, der omfattes af samme“, udtaler Nævnet på derom fra Arbejdsløshedsinspektoratet given Foranledning, at der for Arbejdsløshedskasserne vil være at anbefale følgende Fremgangsmåde i Tilfælde, hvor der indenfor Kassernes Område er Strejke eller Lockout, idet det bemærkes, at de nedenanførte Fremgangsmåder i alt væsentligt også har været fulgt af Kasserne, forinden disse blev statsanerkendte: I Fag, hvor samtlige Arbejdspladser omspændes af Strejke eller Lockout, standses Udbetaling af Understøttelse for hele Kassens Vedkommende. I Afdelinger, inden for hvis Område samtlige Arbejdspladser berøres af Strejke eller Lockout, standser Arbejdsløshedskassen ligeledes Understøttelsesudbetalingen ved Konfliktens Udbrud. Hvis der kun er Strejke eller Lockout på en Del af de Arbejdspladser, der ligger indenfor en Afdelings Område, udbetales Arbejdsløshedsunderstøttelsen kun til de Medlemmer, der ikke deltage i Arbejdsstandsningen. I de Afdelinger, inden for hvis Område der ingen Arbejdsstandsning er, fortsættes Arbejdsløshedskassens Virksomhed uden anden Begrænsning end den, at der ikke udbetales Understøttelse til tilrejsende Medlemmer, der er Deltagere i en Arbejdsstandsning. Når en Kasse under Strejke eller Lockout indstiller Udbetalingen af Understøttelse i en eller flere Afdelinger, må den varsle Medlemmerne om, at Rejseunderstøttelse midlertidig ikke udbetales i eller til de pågældende Afdelinger.

Medlemmer, der under Strejke eller Lockout i andre Fag eller Brancher, bliver arbejdsløse grundet på Forhold, affødte af Konflikten (Mangel på Materiale, Medhjælp eller lignende), har Krav på vedtægtsmæssig Understøttelse.

Medlemmer, der have deltaget i Strejke eller Lockout, og som under denne erholder Arbejde andet Steds, ophører for så vidt Konflikten ikke forinden er afsluttet - at betragtes som Konfliktsdeltagere, såfremt det nævnte Arbejde overskrider den i Kassens Vedtægt fastsatte Begrænsning af Begrebet „midlertidigt Arbejde“.

Medlemmer, som efter en Konflikts Ophør ikke erholder Arbejde, er berettigede til vedtægtsmæssig Understøttelse umiddelbart efter Konfliktens Ophør. Angående Kontrollen med, at der ikke udbetales Understøttelse af Kassen til Medlemmer, der er inddragne i Strejke eller Lockout, bemærkes, at Kassen overalt vil have let Adgang til at gøre sig bekendt med, på hvilke Arbejdspladser, der er Arbejdsstandsning, og hvilke Medlemmer, der ere inddragne deri, hvilken Adgang Kasserne i videst muligt Omfang må gøre Brug af.

Yderligere bemærkes, at Medlemmerne ved Arbejdsløshedens Anmeldelse må gøre Rede for dens Årsag.“

Margarinebaljer af Bøgetræ.

I Vinteren 1910-11 begyndte Bødkermester P. Groesmeyer, Korsør, at eksperimentere med Margarinebaljer af Bøgetræ, høvlet og strøget på Maskine. Baljerne var bl. a. til Korsør Margarinefabrik og Fabrikken „Alfa“ i Vejen. Ved de førte Forhandlinger tilbød Groesmeyer en Pris af 40 Øre, men dette Tilbud var ganske umuligt at gå ind på, og endelig enedes man om en Pris af 46 1/2 Øre. Denne Pris blev i 1912 forhøjet til 48 Øre, men det er vist Tvivl underkastet, om Bøgetræsbaljerne har været tilfredsstillende for Fabrikkerne, idet de har stor Tilbøjelighed til at blive mugne og sorte. I det sidste Årstid har man også hos Groesmeyer gjort Forsøg med Baljer af Asketræ.

Statistik.

På Kongressen 1909 vedtoges det at lægge mere Vægt på Indsamling af statistiske Oplysninger, navnlig med Henblik på Lønstatistik.

Hovedbestyrelsen vedtog så, at der i Juli Kvartal 1911 skulle indsamles Materiale, som så senere skulle bearbejdes. Der blev konfereret med Statens statistiske Bureau om Spørgeskemaernes Indhold, og efter at disse var trykte, udsendtes de til Medlemmerne med Anmodning om nøjagtig at besvare de stillede Spørgsmål Uge for Uge og derefter ved Kvartalets Slutning aflevere dem til Afdelingens Formand.

Det var forbunden med mange Vanskeligheder at få Medlemmerne til at udfylde de udsendte Skemaer, og Resultatet blev, at af Forbundets 721 Medlemmer var der kun 448 eller 62 pCt., der udfyldte Skemaerne. Af Skemaerne var der igen 17, som ikke kunne opgøres. Tilbage blev så 431, deraf 136 fra København og 295 fra Provinserne.

Af det fremkomne Resultat, som dog ikke giver noget pålideligt Billede af vore Medlemmers Lønforhold, fordi der mangler Oplysninger for 38 pCt., fremgik følgende vedrørende den gennemsnitlige Timefortjeneste (sammenlagt for Akkord og Dagløn):

København:

Bødkerværkstederne 59,55 Øre

Spritfabrikkerne 55,2 -

Olie- og Sæbefabrikker 56,22 -

Bryggerier 64,36 -

Petroleumslagre 55,3 -

Øvrige Fabriksvirksomheder 55,7 -

Provinserne:

Bødkerværkstederne:

Jylland 44,63 Øre

Fyn 40,36 -

Sjælland 45,5 -

Lolland-Falster 39,5 -

Bornholm 37,9 -

Bryggerierne 44,6 -

Eddikefabrikkerne 43,3 -

Margarinefabrikkerne 43,25 -

Olie- og Sæbefabrikker 43,3 -

Spritfabrikker 43,3 -

Svineslagterier 43,47 -

Smørlagre 54,5 -

Cementfabrikker 47,45 -

Som foran nævnt giver Statistikken ikke noget pålideligt Billede, fordi der mangler så mange Skemaer, men dernæst må bemærkes, at Statistikken i København er optaget på Grundlag af den reviderede Priskurant af 1910, medens den for Provinsens Vedkommende er på Grundlag af Priskuranten af 1907, hvorimod det for Sammenligningens Skyld burde have været efter Priskuranten af 1912. For at få det rette Billede ud deraf bør Gennemsnitsfortjenesten i Provinsen forhøjes med ca. 10 pCt..

Konflikt på Andels-Emballagefabrikken i Kolding.

I Juni 1911 så vi os nødsaget til at blokere ovennævnte Virksomhed, fordi den stadig beskæftigede Bødkere, der ikke var Medlemmer af vort Forbund, og betalte Priser for Arbejdet, som var langt under, hvad der betaltes andre Steder. Da Fabrikken mærkede, det var Alvor med vor Indgriben, lod man en Bødker ved Navn Thomsen få Arbejdet bragt til et Lokale i Byen og påstod, at han var selvstændig Mester og havde kontraheret med Fabrikken om Arbejdet, men den Slags Manøvrer var det jo ikke første Gang, vi var præsenteret for, så den gik vi ikke på, og endelig måtte Direktøren den 30. Juni 1911 indgå på følgende:

Overenskomst mellem Andels-Emballagefabrikken i Kolding og Bødkerforbundet i Danmark.

Dags Dato er Andels-Emballagefabrikken indgået på at betale efter Bødkerforbundets Priskurant, samt for Margarinebøtter af afkortede, høvlede og strøgne Staver, og rundet Bund og Låg, (uden Revler, men Svenden skal selv samle Bund og Låg) for 50 Punds 24 Øre og for 25 Punds 21 Øre pr. Stk.

Emballagefabrikken forpligter sig til kun at beskæftige Medlemmer af Bødkerforbundet ved Udførelse af Bødkerarbejde. Angående Opsigelsesfrist og øvrige Bestemmelser, da er disse de samme som i den mellem Bødkermesterforeningen og Bødkerforbundet gældende Overenskomst. Kolding, den 30. Juni 1911. For Bødkerforbundet i Danmark Anthon Andersen, Forretningsfører. For Andels-Emballagefabrikken i Kolding Chr. Friberg, Direktør.

Overenskomst med De forenede Bryggerier i København.

I Sommeren 1911 fik Københavns Afdeling Sanktion til at opsige Overenskomsten med De forenede Bryggerier til Udløb 1. Oktober samme År.

Forhandlingerne trak imidlertid ud således, at Overenskomsten først sluttedes den 8. December, men med tilbagevirkende Kraft fra 1. Oktober.

Daglønnen forhøjedes fra 5 Kr. til 5 Kr. 25 Øre og Kar- og Fadearbejde såvel gammelt som nyt fra 5 Kr. 50 Øre til 5 Kr. 75 Øre; fra 1. Oktober 1914 forhøjes yderligere nævnte Daglønninger henholdsvis til 5 Kr. 50 Øre og 6 Kr.

Overarbejde indtil Kl. 10 Aften betales med 70 Øre og efter Kl. 10 Aften med 90 Øre pr. Time. Der betales som hidtil Dagløn for de Uger, hvori forekommer Helligdage. Sommerferie gives med 3 Dage og fuld Løn; i Sygdomstilfælde betales 1 Kr. 55 Øre pr. Dag i 26 Uger.

Endvidere opnåedes der et Tillæg af 10 pCt. for Reparation af bajerske Træer og for Omlavning af gamle Øltræer. For nye Øltræer opnåedes et Tillæg af mellem 5 og 8 pCt. Fade af amerikansk Træ forhøjes med 10 pCt. og af ungarnsk Træ med 5 pCt.

Lønbevægelsen i Provinserne 1912.

Den 6. August 1911 afholdtes i Aarhus et Arbejderstævne, og samtidig holdt de forskellige Fag Fagmøder, og fra vor derværende Afdeling udgik Indbydelse til Afdelingerne i Jylland om at lade sig repræsentere.

Følgende Afdelinger havde sendt Repræsentanter: Aalborg, Randers, Horsens, Vejle, Fredericia, Vejen, Varde, Esbjerg og Holstebro, ligesom Forretningsfører Anthon Andersen var tilstede.

På Mødet diskuteredes bl. a. Overenskomsterne i Provinserne, og der herskede Enighed om at foreslå dem opsagte til Maj 1912.

Hovedbestyrelsen lod derefter foretage Urafstemning over Forslaget, og dette vedtoges med 176 Stemmer, hvorefter De samvirkende Fagforbunds Sanktion indhentedes, og Forslag fra Afdelingerne indkaldtes til 1. Januar 1912. Hovedbestyrelsen samledes derefter med Priskurantudvalget: d’Herrer Kolleger A. J. Hald, Aarhus. Hans Jørgensen, Aalborg. Peter Lange, Esbjerg. Carl Minet, Korsør og Anders Olsen, Odense, for at udarbejde det endelige Forslag.

Da vi ikke siden forrige Priskurantrevision havde erfaret noget om Provinsmesterforeningens Tilværelse, vedtog vi at sende Opsigelsen til d’Herrer, der i 1907 underskrev Overenskomsten.

Vi modtog derefter følgende Skrivelse: Vejle, den 9. Januar 1912. Til Bødkerforbundet i Danmark! I Anledning af den tilsendte Opsigelse af den for Tiden bestående Priskurant, til Ophør den 1. Maj 1912, har en Del af Landets Bødkermestre indvarslet til et Møde, som afholdtes i Fredericia den 8. Januar, ved hvilket Møde de fleste af Landets Mestre var repræsenterede, og enedes man om at stifte en Forening, og dennes Bestyrelse kom til at bestå af d’Hrr. Bødkermestre P. Groesmeyer, Korsør; J. Balle, Aarhus; H. Loff, Svendborg; Christensen, Nakskov; Christensen, Thistrup St.; Herm. Nielsen, Slagelse; Rasmussen, Odense og P. Malberg, Vejle. De vil heraf kunne se, at vi er forberedt til at kunne forhandle med d’Hrr., når det kunne passe dem, angående den ny Priskurant, dog mener vi, det kunne være rart, om det kunne ske snarest. Vi er villig til at mødes med dem, hvor det måtte passe dem, dog ville vi foretrække Aarhus. Med megen Agtelse Peter Malberg.

Forhandlingerne om Provinspriskuranten

påbegyndtes i Vejle Onsdag den 6. Marts, men det viste sig, at de Tilbud, Mestrene gav, var ganske uantagelige. Forhandlingerne fortsattes dog og det syntes, som om det skulle lykkes at komme hinanden så meget i Møde, at der var Udsigt til, at Opnåelsen af en Overenskomst ad fredelig Vej var sandsynlig; men Torsdag Nat erklærede Mestrene, at de var ude af Stand til at forhandle videre. Efter yderligere Forhandlinger enedes man dog om at fortsætte i Løbet af ca. 14 Dage, når Mestrenes Repræsentanter havde talt med deres Medlemmer.

Onsdag den 27. Marts indvarsledes da til et nyt Møde, som denne Gang afholdtes i Aarhus. Her lykkes det endelig at nå en Overenskomst, som i Hovedtrækkene er følgende:

Ugeløn på Værksted hæves fra 24 Kr. til 26 Kr.

Dagløn på Værksted hæves fra 4 Kr. til 4 Kr. 35 Øre.

Enkelte Timer på Værksted hæves fra 45 Øre til 52 Øre.

Ugeløn på Udearbejde (uden Fradrag for Helligdage) hæves fra 26 Kr. til 27 Kr. 50 Øre.

Dagløn hæves fra 4 Kr. 35 Øre til 4 Kr. 75 Øre.

Enkelte Timer hæves fra 45 Øre til 53 Øre.

For urent Arbejde, Sild, Kød, Tran osv., såvel på Værksted som ude, skal betales et Tillæg af 4 Øre pr. Time.

Ugeløn ved Petroleumsarbejde hæves fra 26 Kr. til 28 Kr.

Dagløn ved Petroleumsarbejde hæves fra 4 Kr. 35 Øre til 4 Kr. 75 Øre.

Enkelte Timer ved Petroleumsarbejde er sat til 53 Øre.

Petroleumstønder i Akkord hæves fra 62 Øre til 68 Øre.

Overarbejde til 9 Aften og Søndag til 5 1/2 - 67 Øre pr. Time.

Overarbejde fra 9 Aften og Søndag fra 5 1/2 - 85 Øre pr. Time.

I Akkord et Tillæg af henholdsvis 40 og 50 pCt.

Ved Kar- og Fadearbejde er Daglønnen hævet fra 4 Kr. 50 Øre til 5 Kr. 25 Øre.

Akkordarbejdet forhøjes med fra 5 til 12 pCt.

Arbejdstiden nedsættes fra 10 til 9 1/2 Time daglig.

Overenskomsten kan opsiges med 1/2 Års Varsel til Ophør en 1. Maj.

Overenskomsterne med Fabrikkerne.

For første Gang i Forbundets Historie gik vi til systematisk Gennemførelse af skriftlige Overenskomster med alle Fabriksvirksomheder i Provinserne, hvad enten de var organiserede i Foreninger eller stod enkeltvis, og det lykkedes i Løbet af Året at få indført Overenskomster alle Steder på nær nogle små Slagterier.

Bryggerierne.

Med disse er afsluttet Overenskomst, hvorved Lønnen er hævet til 29 Kr. (uden Fradrag for Helligdage). Arbejdstid 10 Timer daglig.

Akkordarbejde betales efter den med Mestrene indgåede Overenskomst plus 10 pCt. tillæg for Selvbetjening, samt Sommerferie.

Overenskomsten kan ikke opsiges, så længe den nuværende Provinspriskurant er gældende.

Spritfabrikkerne.

Her er Lønnen, uden Fradrag for Helligdage, 28 Kr., Arbejdstid 10 Timer daglig.

Den nuværende specificerede Akkordpriskurant for Reparationer er forhøjet med 6 pCt.

Mindstebetalingen for Fade 600- 700 Pots er forhøjet til 1 Kr. 65 Øre, 300-500 Pots til 1 Kr. 10 Øre.

Okshofter til 75 Øre, 1/1 Tdr. 65 Øre, 1/2 Tdr. 60 Øre, 1/1 Ankere 50 Øre, 1/2 og 1/4 Ankere 45 Øre.

Som Regler for Behandling af faglig Strid gælder den af 17. August 1908 senest vedtagne Norm.

Overenskomsten kan opsiges med 1/2 Års Varsel, dog ikke før 1. Maj 1916.

Oliemøllerne.

Dér er Løn og Arbejdstid samt Norm for Behandling af faglig Strid og Opsigelsesfrist den samme som på Spritfabrikkerne, og denne Overenskomst er senere tiltrådt af Sæbefabrikkerne i Fredericia, Kolding og Horsens.

Enkeltvirksomheder.

På de øvrige Fabrikker er Ugelønnen og Arbejdsforholdene i alt væsentligt de samme som på Spritfabrikker og Oliemøller, enkelte Steder betales dog kun 27 á 27 Kr. 50 Øre pr. Uge, men det er på Pladser, hvor Bødkere i høj Grad også udfører Arbejdsmandsarbejde.

Med Hensyn til Arbejdstiden lykkedes det ikke at komme ned på de 9 1/2 Time, idet vi på Fabrikkerne kun er et Fåtal i Forhold til de øvrige Arbejdere, og vor Arbejdstid er derfor afhængig af den Arbejdstid, disse har.

Arbejdsnedlæggelse på Nørre-Sundby Cementfabrik.

Den 18. Maj 1912 nedlagde Bødkerne uden Varsel Arbejdet. Grunden var, at den bekendte Mester Rubin havde stemplet dem alle som Snydere og Bedragere, fordi det opgivne Tøndeantal ikke passede. Bødkerne udpegede dem, der havde opgivet for mange Tønder og forlangte dem fjernede, men dette nægtede Mesteren. Bødkerne mente derfor, at den tilføjede Krænkelse var så grov, at den berettigede dem til øjeblikkelig at forlade Arbejdet.

Ved et Mæglingsmøde den 22. Maj forlangte Fabrikken Bod og Erstatning, men frafaldt dog dette mod, at Arbejdet genoptoges den 23. Maj og Direktøren lovede at undersøge de påklagede Forhold. Resultatet af denne Undersøgelse blev, at de af Bødkerne udpegede Folk fjernedes fra Bødkerarbejdet, og Mester Rubin fik Pålæg om at optræde høfligt over for Arbejderne.

Konflikt hos Bødkermester Christensen, Vemb St.

Den 6. Maj 1912 blokeredes Christensens Værksted, fordi han nægtede at betale efter Priskuranten, og fordi det ikke var muligt at nå en Ordning med Hensyn til Afdrag for leveret høvlet og strøget Træ og rundede Bunde til Ajle-tønder.

Den 9. September 1913 lykkedes det at nå til Enighed herom, og endelig den 15. April 1914 gik Christensen ind på at betale 33 Kr. om Ugen for at få Ret til at have sin Svend på Ugeløn.

Kongressen i København 1912.

Perioden 1912-1915.

Torsdag den 18. Juli 1912 åbnedes den 10. danske Bødkerkongres i Rømersgade 22, København.

Som Delegerede mødte: København: P. Danielsen, Carl Mortensen, Wald. Hansen, Paul Olsen, Peter Christensen og Ejler Olsen - Aalborg: N. P. Christensen, J. Larsen, J. Jørgensen og W. Jensen - Aarhus: Joh. Christensen, W. Jensen og P. Larsen - Esbjerg: Ole Mølsted - Fredericia: H. P. Hansen - Helsingør: Peter Petersen - Hjørring: Marinus Paulsen -Holstebro: M. Traberg - Horsens: Axel Petersen - Kolding: H. P. Jensen - Korsør: Adolph Nielsen - Mariager: Thomas Bach og Åge Laursen - Nakskov-Nykøbing: Peter Larsen - Odense: Anders Olsen og E. Knudsen - Randers: Joh. Kilian -Skive: Niels Madsen - Slagelse-Ringsted: Anton Jensen - Svendborg: N P. M. Sørensen - Varde: P. Paulsen - Vejen: P. Mikkelsen - Vejle: Sophus Jørgensen - For Hovedstyrelsen mødte: København: Andreas Andersen, H. P. Hansen, Axel Sahlgren, Em. Svendsen og Anthon Andersen - Odense: H. P. Andersen - Nakskov: S. Bresemann - Aarhus: Chr. Jørgensen - Aalborg: S. Kjeldsen. Som Repræsentant for det tyske Bødkerforbund mødte Redaktør Fritz Holtmann, Bremen, og som Referent fra „Social-Demokraten“ G. Chr. Olsen.

Efter at de sidste tre Års Virksomhed var behandlet, tog man fat på Lovene, til hvilke der såvel af Hovedbestyrelsen som af Afdelingerne var en Række Ændringsforslag.

Der vedtoges forskellige Ændringer og Tilføjelser, bl.a. at Kontingentet til Begravelseskassen fremtidig er 45 Øre månedlig i Stedet for som hidtil at udskrive Bidrag ved hvert Dødsfald. Med Hensyn til Arbejdsløshedsunderstøttelsen forhøjedes Dagpengene med 25 Øre og det årlige Dagantal forlængedes fra 105 til 130 Dage; der indførtes en Bestemmelse om Flyttehjælp til Arbejdsløse, som får Arbejde i en anden By osv.

Et Forslag om Urafstemning angående Forbundets Udtrædelse af De samvirkende Fagforbund forkastedes med 34 Stemmer mod 8.

Det vedtoges at opsige Overenskomsten med Cementfabrikkerne til Ophør 1. Februar 1913 og endelig vedtoges det at afholde næste Kongres i København 1915, og bemyndigedes Hovedbestyrelsen til at træffe Foranstaltninger til, at denne Kongres får en særlig festlig Karakter, da Forbundet samtidig fejrer sit 25 Års Jubilæum.

Til Forretningsfører genvalgtes Anthon Andersen, til Viceforretningsfører genvalgtes Em. Svendsen. Som Medlemmer af Hovedbestyrelsen genvalgtes for København: Andreas Andersen, Aksel Sahlgren og H. P. Hansen - For Provinserne genvalgtes: Sophus Bresemann, Nakskov, Chr. Jørgensen, Aarhus. H. P. Andersen, Odense, og nyvalgtes Marinus Paulsen, Hjørring - Som Revisorer genvalgtes: Rasmus Rude og P. Danielsen, København, og nyvalgtes Wald. Jensen, Aarhus.

Fællesmøde med Træindustriarbejderne.

Foranlediget ved en Uoverensstemmelse mellem vor og Træindustriarbejderforbundets Afdeling i Aalborg angående Arbejdet ved Maskinerne på Cementfabrikkerne samt om Overflytning af nogle Medlemmer, blev der den 2. Oktober 1912 i Aalborg afholdt et Fællesmøde mellem de to Afdelingers Bestyrelser og Repræsentanter for begge Forbunds Hovedbestyrelser.

På Mødet enedes Parterne om at optræde i Fællesskab med Hensyn til Maskinerne ved de kommende Forhandlinger med Fabrikanterne, og vedtog man, at de to Afdelinger i Fællesskab skal udarbejde Akkordpriser.

Ved et Møde Dagen efter i Bødkernes Fagforening godkendtes dette Standpunkt, og Træindustriarbejdernes Fagforening godkendte ligeledes Aftalen og tilsendte os en sålydende Resolution: Generalforsamlingen understreger: 1) at Arbejdet ved Bødkerimaskiner er Fællesarbejde for Bødkernes og vort Forbunds Medlemmer og kræver af Bødkerne og lover for vort Vedkommende, at Retten til dette Arbejde for Fremtiden bliver, som den er fastsat i Reglerne for Fagenes Begrænsning, og 2)vedtager at anmode vort Forbunds Hovedledelse om at sende Cementfabrikantforeningen en Opsigelse af den hidtil gældende Overenskomst, således at Forbundet sammen med Bødkerforbundet kan indlede en Forhandling om en ny Overenskomst med Fabrikantforeningen, gældende eventuelt fra 1. Februar 1913 samt - pålægger Afdelingens Bestyrelse sammen med Bødkernes rettidig at udarbejde Forslag til en ny Overenskomst, som indsendes til de respektive Forbund og så danner Grundlaget for disses Forhandlinger med Fabrikantforeningen.

Lønbevægelsen på Cementfabrikkerne.

Det er en vidunderlig Evne, Cementfabrikkerne altid har haft til at holde Forbundet og de pågældende Afdelinger i Ånde. Når man tænker på de store Virksomheder som Cementfabrikkerne, og de deraf følgende store Forhold, kan man ikke andet end undre sig over de Småtterier, der ofte har givet Anledning til ret store Kontraverser, ja gentagne Gange til Arbejdsnedlæggelse. Det synes, som om enkelte af Fabrikkerne ikke altid har været heldig i Valget af Arbejdsledere, og endelig synes d’Hrr. Cementfabrikanter at være i Besiddelse af overordentlige Evner i Retning af at fortolke indgåede Arbejdsoverenskomster på en Måde, der i Reglen fremkalder Strid med Modparten. Perioden 1912-1915 har da på dette Arbejdsfelt heller ikke dannet nogen Undtagelse fra tidligere Perioder; tværtimod har den været ualmindelig rig på Stridsspørgsmål, og vi kan derfor ikke medtage alle Sagerne, endskønt der er mange lærerige Momenter i dem.

Den 1. November 1912 blev Overenskomsten i Henhold til Kongressens Beslutning opsagt, og 4 Uger efter fremsendte vi vore Forslag, men trods gentagne Påmindelser lykkedes det først at få Forhandlinger i Gang den 16. Januar 1913. Endskønt Fabrikanterne måtte indrømme, at de havde sinket Forhandlingernes Påbegyndelse, så nægtede de dog at gå ind på, at Resultatet fik tilbagevirkende Kraft fra 1. Februar, dersom vi ikke blev færdige til den Tid. Angående almindelige Bestemmelser, da mødte de med et fuldstændigt Slavereglement, og da vi havde forhandlet i 4 Møder uden at være bleven enige, stod det os klart, at vi ingen Vegne kom med det gode, hvorfor vi den 25. Januar - efter indhentet Sanktion af De samvirkende Fagforbund – afgav 1. Strejkevarsel.

Mellem Arbejdsgiverforeningen og De samvirkende Fagforbund blev der derefter berammet Fællesmøde til den 5. Februar, ved hvilket fra vor Side var til Stede Hovedbestyrelsen og Formændene for Aalborg og Mariager Afdelinger.

Det, Striden i særlig Grad nu drejede sig om, var Timelønnen og Tillæg for Overarbejde. Timelønnen var ved Udløbet af den gamle Overenskomstens for faglærte og ikke faglærte Bødkere, men nu ville Fabrikanterne ikke give Tillæg til de ikke faglærte, men blive stående på de 40 Øre.

Da Fællesmødet heller ikke bragte noget Resultat, afgav Formanden for De samvirkende Fagforbund 2. Strejkevarsel, således at Strejken ville træde i Kraft den 13. Februar.

Torsdag den 13. Februar indkaldte Forligsmanden Parterne til Møde, men heller ikke her nåedes til Enighed, og samme Aften udbrød Strejken, omfattende 137 Medlemmer.

Arbejdsgiverforeningen udsendte derefter Lockout-Varsel overfor alle vore Medlemmer, som arbejdede hos Medlemmer af Arbejdsgiverforeningen, samt overfor en Snes Tusinde af Dansk Arbejdsmandsforbunds Medlemmer i Anledning af en Strid ved Opførelsen af Sukkerfabrikken på Appelbys Plads i København.

Efter Aftale med Hovedorganisationerne afholdtes et nyt Fællesmøde Fredag den 21. Februar for at forhandle om de nævnte Bødker- og Arbejdsmandssager, og endelig her nåedes til Enighed om en Timeløn af 43 Øre og 45 pCt. Tillæg for Overarbejde; om Akkordpriser og øvrige Bestemmelser var man i Forvejen enige. Resultatet fik tilbagevirkende Kraft fra 1. Februar, og Arbejdet genoptoges om Morgenen den 24. Februar.

Strid om Betalingen ved Jernbåndsmaskinerne.

I Overenskomsten findes følgende Bestemmelse: „Afhugning og Nitning af Jernbånd på Maskiner med 3 Mand til Pasning af Lokke-, Bøje- og Nittemaskinen 39 Øre pr. 100 Bånd til lige Deling mellem de 3 Mand.

Med 2 Mand og 1 Dreng til Pasning af Lokke-, Bøje- og Nittemaskine 26 Øre pr. 100 Bånd til lige Deling mellem de 2 Mand. Drengen betales af Fabrikken.“

På Nørresundby Cementfabrik opstod nu Strid om Forståelsen af denne Bestemmelse.

Maskinerne havde hidtil kun arbejdet sammen med Dagholdet (der arbejdes både Dag og Nat på Fabrikken), men nu ville Fabrikken også, at de skulle arbejde sammen med Natholdet. Hidtil var der ved Maskinerne beskæftiget 2 Voksne og 1 Dreng, men da Drengen ikke måtte arbejde om Natten, ville Fabrikken have, at de 2 Voksne i Fællesskab skulle passe de 3 Maskiner og ville så have fastsat en anden Akkordpris.

Herom kunne ikke opnås Enighed og i Henhold til Regler for Behandling af faglig Strid gik Sagen til Mægling, og på et Møde den 8. April 1913 enedes Mæglingsmændene om at fastsætte Betalingen til 34 1/2 Øre til Deling mellem de to Mand.

Betaling for Natarbejde på „Kongsdal“.

I Maj 1913 nægtede „Kongsdal“ at betale 2 Mand, som i 2 Nætter havde slået Tønder til, efter Bestemmelsen for Over- og Natarbejde med et Tillæg af henholdsvis 45 pCt. og 75 pCt., men ville kun yde denne Betaling for den første Nat, hvorimod de hævder, at den anden Nat kun skal betales som for Natholdsarbejde med et Tillæg af 22 pCt.

Mod denne Fortolkning måtte vi bestemt protestere, men tilbød at gå med til, at for så vidt Natarbejde varede over 6 Nætter, da skulle der kun betales som for Natholdsarbejde med et Tillæg af 22 pCt. Men dette Forslag blev afvist.

Sagen henvistes derefter til Hovedorganisationerne for at få den indbragt for den faste Voldgiftsret, men ved et Fællesmøde den 27. August 1913 afgjordes Sagen på Grundlag af det af os stillede Forslag.

Den Fortolkning, Cementfabrikkerne her havde praktiseret, at man kunne etablere Natholdsdrift for enkelte Nætter og derved knibe uden om Tillæg for Over- og Natarbejde, var dog selv Arbejdsgiverforeningens Repræsentanter et Par Numre for stærke.

Losning af Staver på „Cimbria“.

På Fabrikkerne „Dania“ og „Cimbria“ havde det altid været Kotume, at Losning af Staver betaltes med Bødkernes Timeløn, og under Forhandlingerne om Overenskomsten havde der også været Enighed om, at dette fremdeles skulle være Tilfældet. Ikke desto mindre ville Inspektøren på „Cimbria“ kun betale efter Arbejdsmændenes Timeløn, hvorfor vor Afdeling indberettede Sagen til Forbundet.

Ved Forhandling med Direktør Allan Petersen ordnedes Sagen, og Bødkerne får fremdeles vor Timeløn, når de beskæftiges ved dette Arbejde.

Overenskomst med Mølholm Kridtværk ved Aalborg.

Efter at ovennævnte Kridtværk var overgået til Cementfabrikken „Norden“, har dennes Direktør fremsat Anmodning om Forhandling om en Overenskomst.

Disse Forhandlinger førtes på vore Vegne af Afdelingsformand N. P. Christensen og Hovedbestyrelsesmedlem S. Kjeldsen og resulterede i følgende: Overenskomst. Imellem Interessentskabet Aalborg Kridtslemmeri på den ene Side og Dansk Bødkerforbunds Aalborg Afdeling på den anden er der Dags Dato indgået følgende Overenskomst: 1) Timeløn, Overarbejdsløn og andre almindelige Bestemmelser ordnes i Overensstemmelse med Bødkerforbundets Overenskomst af 21. Februar med Foreningen af danske Cementfabrikker. 2) Der udbetales følgende Akkordpriser: Kridtfade, rummende 325 kg pr. Stk. fra Roden 50 Øre - Kridttønder rummende 150 kg pr. Stk. fra Roden 30 øre (til sidstnævnte leveres strøgne Staver) - Tilslåning af Kridtfade pr. Stk 5 øre - Tilslåning af Kridttønder pr. Stk 3 øre

Klager over Materialerne på „Norden“.

I November 1913 klagede Bødkerne over et Parti Staver på „Norden". Partiet bestod af 92 Standere Staver og Bundetræ á 7000 Staver pr. Stander. Staverne var så dårligt sorteret, at Tykkelsen varierede mellem 11 og 22 mm.

Sagen gik til Mægling og fik den ejendommelige Afgørelse, at Bødkerne for 400 Kr. overtog Sorteringen. Fagforeningens Formand fik Pengene udbetalt, og hos ham hentede Bødkerne deres Penge efterhånden som Arbejdet skred fremad.

Strid om Afregningsformen ved Jernbåndsmaskinerne på „Rørdal“.

Fabrikken „Rørdal“ forlangte, at Afregningen med de Folk, som passede Jernbåndsmaskinerne, skulle foregå på den Måde, at det færdige Antal Tønder, multipliceret med 4, lagdes til Grund for Optællingen, tillagt det Antal Bånd, der under Tøndefabrikationen var gået itu, og dette havde man beregnet at udgøre 0,625 pCt. som altså skulle tillægges ved Afregningen.

Dette kunne vi ikke acceptere, men måtte kræve direkte Optælling af alle Bånd, da dette muliggjorde, at de pågældende Folk kunne arbejde på Oplag, selv om der ikke fabrikeredes Tønder.

Da man ikke kunne enes, krævede vi Mægling.

Ved Mæglingen enedes Parterne om, at de i Ugen fabrikerede Tøndeantal multipliceres med 4 og tillægges Antallet af søndrede Bånd.

Fabrikken „Norden“ klager over Brud på Overenskomsten.

I December 1914 klagede Fabrikken „Norden“ over, at dens Bødkere uden Grund var udeblevet fra Arbejdet og hævdede, at dette var Brud på Overenskomsten og krævede Erstatning.

Afdelingen i Aalborg hævdede, at Bødkerne var sendt hjem, fordi der var gået Brud på Maskinen, og dette var sket ofte i den sidste Tid, hvilket man måtte lægge Fabrikken til Last, da den efter Afdelingens Mening havde for få Reservedele til Maskinerne. Af den Grund blev man hjemme til Fabrikken gav Løfte om at søge den Slags Standsninger undgået i Fremtiden

Da Forhandlinger mellem Afdelingens Formand og Fabrikken ikke førte til noget Resultat, og heller ikke Forbundets Formand ved skriftlig Forhandling kunne hidføre noget Resultat, idet vi for vore Medlemmer måtte forlange Ventepenge, enedes man om at behandle Sagen ved et Møde mellem Organisationernes Bestyrelser.

Dette Møde fandt Sted den 10. Februar 1915 og her frafaldt Fabrikken sit Krav om Erstatning og indvilligede i at betale 30 Kr. til Fordeling mellem de pågældende Bødkere, en Sum, der svarer til, hvad de havde gjort Krav på i Ventepenge. Fra Forbundets Side måtte erkendes, at Bødkerne havde handlet ukorrekt ved i Fællesskab at udeblive fra Arbejdet.

Bødkerne nægter at deltage i Stavlosning.

I Sommeren 1913 klagede Foreningen af danske Cementfabrikker over, at Bødkerne på „Rørdal“ nægtede at deltage i Stavlosning til Arbejdsmændenes Timeløn, men forlangte fastsat Akkord, og denne Vægring mente man var et Brud på den indgåede Overenskomsts § 4.

Denne Påstand måtte vi bestride, idet vi gjorde gældende, at nævnte § kun fastslog, hvad der skulle betales, dersom Bødkerne påtog sig dette Arbejde, men derimod ikke, at der var Arbejdstvang.

Efter et forgæves Mæglingsforsøg den 11. Juni samme år hørte vi intet til Sagen før i Januar 1915, da Foreningen af danske Cementfabrikker forlangte Sagen gjort til Genstand for Behandling mellem de to Organisationers Bestyrelser.

En sådan Forhandling fandt Sted den 10. Februar 1915 og endte uden Resultat, idet Parterne fremdeles fastholdt sin Opfattelse af Spørgsmålet, og Fabrikanterne forbeholdt sig derefter at indbringe Sagen for en Voldgiftsret.

Denne Sag synes at skulle afføde megen Strid, idet Formanden for Aalborg Afdeling, lige da dette skrives, meddeler, at alle Bødkerne på „Rørdal“ har nedlagt Arbejdet, da nogle

af dem er afskedigede, fordi de har nægtet at udføre Stavlosning og Smøring af Tipvogne til Arbejdsmændenes Timeløn.

Hvorledes denne Sag vil udvikle sig, er ikke godt at vide, men det er en mærkværdig Stædighed, der fra Fabrikkens Side udvises.

Bødkerne nægter nemlig ikke at udføre Arbejdet, men de vil have Akkord derpå, og da Arbejdsmændene har Akkord på nævnte Arbejde, er det uforståeligt, af hvilken Grund man nægter at give Bødkerne Akkord; thi de kan dog ikke selv tro på, at vi har nogen Arbejdstvang på dette Område.

Bødkermestrene.

Også hos Mestrene har der, siden Overenskomsten i 1912 trådte i Kraft, været forskellige Uoverensstemmelser, som dog, på nær nogle løbende Konflikter, altid er bleven udjævnet.

Bødkermester Maach i Vejen nægtede således i 1913 at anerkende Bestemmelsen om Mindstebetaling for Reparation af Margarinebaljer, men efter et Møde med Mesterforeningens Bestyrelse i Odense den 18. Maj 1913 gik Sagen i Orden.

Hos samme Mester opstod samme År Strid om Udhøvling og Udskrabning af Bøgetræsbaljer.

Da Mesterforeningen erklærede ikke at kunne ordne Sagen, afgav vi overfor Arbejdsgiverforeningen den 3. Juli Strejkevarsel vedrørende Maachs Forretning, men Strejken kom ikke til Udbrud, idet Repræsentanter for Mesterforeningen og Forbundet enedes om Priser for Udskrabning og Udhøvling samt Afhøvling af Margarinebaljer.

Regler for Behandling af faglig Strid.

Ved samme Lejlighed enedes Forbundet og Mesterforeningen om at tiltræde „Regler for Behandling af faglig Strid“, som er tiltrådt af De samvirkende Fagforbund og Arbejdsgiverforeningen, hvilke Regler i øvrigt var gældende mellem os og de fleste andre Arbejdsgivere.

Forskellige Stridsspørgsmål mellem Mestre og Svende er afgjort ved Voldgift eller Mægling, således en Strid om Procenttillæg for urene Staver til Margarinebaljer hos Bødkermestrene Balle og Heichendorff, Aarhus. En Klage over, at Bødkermester Groesmeyer, Korsør, benyttede anden klasses Materialer til Margarinefustager, og hos samme Mester et Spørgsmål om Tillæg for Baljer af ovntørret Træ og om Afpudsning af Smørtræer med Sandpapir, og endelig en Strid hos Bødkermester Rasmussen, Odense, om:

Betaling for Helligdage.

Dette Spørgsmål var af stor principiel Betydning både for Mestre og Svende, idet det drejede sig om Svende, der for Bødkermester Rasmussen arbejdede på Bryggeriet „Albani“, men blev sendt hjem på Værkstedet i Påskeugen 1914, kunne kræve Betaling for Helligdagene. Svendene fremsatte dette Krav, hvilket Mesteren nægtede at efterkomme under Henvisning til, at det pågældende Arbejde ikke var Uge - men Daglønsarbejde, og han var uden Skyld i, at der ikke arbejdedes på Bryggeriet i Påsken.

Da Voldgiftsretten ikke kunne enes, måtte man bede Formanden for den faste Voldtgiftsret om at udnævne en Opmand, og denne - Overretsassessor Paul Hansen - gav i Princippet Svendene Ret, men da Bryggeriet „Albani“ holdt på, at det var dette, der havde Ansvaret for, at Svendene var sendt hjem, kunne Mesteren i det foreliggende Tilfælde ikke tilpligtes at betale.

Bødkermestrene i Provinserne indmelder sig i Arbejdsgiverforeningen.

Som foran omtalt dannede Bødkermestrene i Provinserne i 1912 en Centralforening, og den 7. Oktober samme År vedtog man på en Generalforsamling i Fredericia at indmelde sig i Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening, og siden den Tid har der hersket et ret intimt Samarbejde mellem Bødkermestrene i København og Provinserne.

Strejke hos Bødkermester Henrik Petersen, Odense.

I November 1914 klagede Afdelingen i Odense over Forholdene hos Henrik Petersen, Odense; dels havde han uden Grund afskediget Afdelingens Formand, Anders Olsen, og dels var der adskillige Ting, som ikke var i Overensstemmelse med Priskuranten.

Forretningsføreren holdt Møde med Afdelingen den 10. Februar, og vedtog man straks at standse Arbejdet. Petersen er ikke Medlem af Mesterforeningen.

Ved en Forhandling Dagen efter gik Hr. Petersen ind på de stillede Fordringer, og Strejken sluttede efter at have varet en halv Dag.

Margarinebaljer uden Ører

I Forsommeren 1914 eksperimenterede Otto Mønsteds Margarinefabrik med en ny Slags Margarinebaljer, hvor Ørestaven falder bort, og Endestaven skal være 1 cm kortere end Sidestaverne. I dette Hak skal Låget ligge og lukkes med et Patentlukke. Fabrikken mente, at Baljerne kunne fremstilles billigere, og at de mange Reparationer ville falde bort.

Ved Arbejdets Udførelse viste det sig imidlertid, at det tværtimod blev besværligere, og dette erkendtes både af Mestre og Svende.

Ved et Møde mellem Mesterforeningens Bestyrelse på den ene Side og Aarhus Afdelings Bestyrelse og Forretningsføreren på den anden den 29. Juli 1914 i Aarhus, enedes man om følgende Priser på den nye Slags Baljer: 10 Pd.s 95 Øre, 20 Pd.s 100 Øre, 40 Pd.s 125 Øre, beregnede med høvlede og limede Låg.

Ekstralåg - af høvlet og limet Materiale - 17 Øre. Senere har Afdelingen imidlertid meddelt, at der ikke mere laves af den nye Slags Baljer.

Lønbevægelsen i København 1915.

Den i 1913 med Petroleumsselskaberne indgåede Overenskomst, hvorved Ugelønnen fastsattes til 31 Kr. 50 Øre og 33 Kr. henholdsvis for Værksteds- og Udearbejde, og fra 1. Maj 1915 til henholdsvis 33 Kr. og 34 Kr. 50 Øre, har den 30. Marts i År fået fået en ny Tilføjelse sålydende:

Denne Overenskomst i med Undtagelse af, at alle i samme nævnte Lønsatser fra og med 1. April dette år forhøjes med 10 pCt. og den i § 8 nævnte Sommerferie forlænges fra 4 til 6 Dage - fornyes uforandret i alle Ord og Punkter til 1. Maj 1919, og kan Overenskomsten ikke af nogen af Parterne opsiges til Ophør før til 1. Maj 1919 med 3 Måneders skriftlig Varsel. København, den 30. Marts 1915. Det danske Petroleums Akties: Bødkerforeningen af 1873: C. Borchsenius, E. Svendsen. Underdirektør.

Denne Tilføjelse er også tiltrådt af Skandinavisk-amerikansk Petroleumsselskab i Hellerup.

Bødkermestrene.

Efter indhentet Sanktion af Hovedbestyrelsen og De samvirkende Fagforbund opsagde Københavns Afdeling i 1914 Overenskomsterne for København, og efter at Svendene havde udarbejdet Forslag, blev dette tilstillet Bødkerlauget.

Ved de mellem Lauget og Afdelingen førte Forhandlinger opnåedes Enighed om følgende: Dagløn på Værksted 5 Kr., og fra 1. Maj 1918 5 Kr. 25 Øre pr. Dag, beregnet efter henholdsvis 53 og 55 Øre pr. Time.

Ved Udearbejde er Daglønnen 5 Kr. 50 Øre, og 5 Kr. 75 Øre pr. Dag fra 1. Maj 1918, beregnet efter henholdsvis 58 og 60 Øre pr. Time.

For Kararbejde og urent Arbejde, som Olie og lignende, er Daglønnen 5 Kr. 75 Øre, og fra 1. Maj 1918 6 Kr. pr. Dag, beregnet efter henholdsvis 60 og 63 Øre pr. Time.

Enkelte Timer på Værksted betales med 60 Øre og for Udearbejde med 70 Øre.

Overarbejde betales med 72 Øre og efter Kl. 9 Aften med 92 Øre pr. Time, fra 1. Maj 1918 med henholdsvis 75 og 95 Øre pr. Time. Overarbejde i Akkord betales med et Tillæg af henholdsvis 40 og 60 pCt.

Lagerfade fra 2 og til og med 10 Hektoliter er forhøjet med 10 pCt. og fra 12 og til 35 Hektoliter med 8 pCt. for Fade af amerikansk Træ er Tillægget for Træskæring og Bundelavning forhøjet fra 30 til 40 pCt og for Færdiggøring fra 20 til 30 pCt. Reparationer af Fadene er forhøjet med 5 pCt.

Bajerske Tryktræer: Priserne for de nye Hektolitermål, der fastsattes forrige År, er forhøjede med 10 pCt. Hvidtølstræer er ligeledes forhøjet med 10 pCt.

Sprit- og Brændevinsarbejde: Træskæringen er forhøjet med 10 á 15 pCt. Færdiggøring med 10 pCt. Eddike-, Vin- og Oliearbejde samme Forhøjelser.

Forskelligt andet Egetræsarbejde er forhøjet med 10 pCt. for nyt og 5 pCt. for Reparationer.

På de forskellige Slags Bøgetræs Kød- og Paktønder lykkedes det denne Gang at få en rimelig Forhøjelse på Træskæringen, som hidtil har været noget af vort dårligste Arbejde. Træskæringen har, iberegnet de 5 Øre det i Fjor lykkedes at indvinde, fået en Forhøjelse på ca. 22 pCt. og Færdiggøringen 5 pCt. og 10 pCt.

Det øvrige Arbejde i Priskuranten er forhøjet med fra 5-10 pCt. Overenskomsten er gældende til 1921.

Spritfabrikkerne.

Med disse er også indgået en ny Overenskomst, men det lykkedes ikke her at enes, før Sagen var kommen for Hovedorganisationerne.

Ugelønnen er hævet fra 30 Kr. til 32 Kr. 25 Øre, og fra 1. Maj 1918 til 34 Kr. 50 Øre med fuld Ugeløn i Uger med Helligdage.

Arbejdstiden 9 l/2 Time.

Akkordpriser og Tillæg for Overarbejde er forhøjet ret betydeligt.

Sæbefabrikker og Oliemøller.

Ugelønnen i Sæbefabrikker er forhøjet fra 31 Kr. 50 Øre til 33 Kr., og fra 1. Maj 1918 til 34 Kr. 50 Øre.

I Oliemøller fra 31 Kr. 50 Øre til 33 Kr. 75 Øre og fra 1. Maj 1918 til 36 Kr. pr. Uge. Betaling for Helligdage som hidtil. Over- og Natarbejde ligeledes forhøjet.

Arbejdstid 10 Timer daglig, men der er en Aftale om, at dersom Fabrikkerne, hvad der er Meningen, går over til 3-Holds Drift, skal Spørgsmålet om Arbejdstiden tages op til fornyet Behandling.

Overenskomstens Varighed til 1921.

Øresunds kemiske Fabrikker.

Her er Ugelønnen hævet fra 30 Kr. til 33 Kr., og fra 1. Maj 1918 til 34 Kr. 50 Øre med fuld Betaling for Uger med Helligdage.

Varighed til 1921.

De øvrige Fabrikkers Lønforhold er med meget få Afvigelser ordnede i Lighed med de her nævnte Fabrikker.

Blokade hos Bødkermester Staack i Kjellerup.

Foruden en Del Småkonflikter, som ikke foran er omtalt, da de er uden nogen som helst Betydning for vort Fag, måtte vi i 1913 blokere Staacks Værksted i Kjellerup, da han nægtede at betale efter Priskuranten; han har en gift Svend, Jens Jensen, som lønnes med 12 Kr. om Ugen og Kosten. Ligeledes har vi i 1914 blokeret

L. Nielsens Bødkerværksted, Nykøbing F.

Også han nægter at betale efter Priskuranten og driver sit Værksted med uorganiserede Svende, men deraf er de 2 hans Sønner, 2 hans Svigersønner samt en forhenværende Forvalter.

Stiftelsesfester.

Den 19. Juli 1913 fejrede Forbundets Moderforening, „Bødkerforeningen af 1873“, sit 40årige Jubilæum med en meget stilfuld Fest på Enghavevej.

Som Gæster var til Stede: S. Bresemann og Hustru, Th. Stauning og C. F. Madsen (D. s. F.).

Den 5. Februar 1915 fejrede Odense Afdeling sit 25-årige Jubilæum med en meget vellykket Fest i Folkets Hus i Odense. Som Gæster var til Stede: S. Bresemann, E. Svendsen og Anthon Andersen, samt for den stedlige Fællesorganisation Forretningsfører H. P. Petersen.

Den 8 August 1914 kunne Aarhus Afdeling fejre sin 30årige Stiftelsesfest og havde planlagt en større Festlighed og indbudt Repræsentanter for Forbundet. Grundet på Verdenskrigens Udbrud aflystes dog Festen.

Hovedbestyrelsen.

Ved Kongressen i 1912 valgtes Marinus Paulsen, Hjørring, til Medlem, men i Juli Måned 1913 tog han Bopæl i København, og i hans Sted indtrådte Suppleanten S. Kjeldsen, Aalborg.

Bødkermestrene anbefaler deres Medlemmer at yde Dyrtidstillæg.

Den 5. Juli 1915 afholdtes i København et Fællesmøde mellem Repræsentanter for Centralforeningen af Bødkermestre i Provinserne og for Bødkerforbundet i Danmark. Tilstede var Bødkermestrene Herman Nielsen, Slagelse, P. Groesmeyer, Korsør, P. Malberg, Vejle, Jørgen Balle og Heickendorff, Aarhus, og for Forbundet E. Svendsen og Anthon Andersen, København, og Chr. Jørgensen, Aarhus.

Mødet beskæftigede sig med et Spørgsmål om Dyrtidstillæg rejst af Aarhus og Vejen Afdelinger.

Efter en meget indgående Debat vedtoges følgende: Mestrenes Repræsentanter indgår på at ville anbefale deres Medlemmer, at alle Uge-, Dag- og Timelønninger i Anledning af Dyrtiden får et Tillæg af 10 pCt. og dette Tillæg er gældende indtil den forestående Priskurantrevision er tilendebragt og den nye Overenskomst træder i Kraft.

Ved samme Møde drøftedes Spørgsmålet om den kommende Priskurantrevision i Provinsen, idet man fra Forbundets Side havde tilstillet Mesterforeningen en Forespørgsel om man under Hensyn til de herskende Forhold, ville være med til at fremskynde Revisionen, selv om Terminen for Opsigelse - den 1. November 1915 - endnu ikke var nået.

Herom vedtoges følgende: Fællesmødet er enig om, at Forslag til ny Overenskomst af Svendene skal fremsendes senest 1. Oktober dette år, at man derefter går i Gang med Forhandlingerne og at man, under Hensyn til den foreliggende Dyrtid, ikke fra Parternes Side vil modsætte sig, at den nye Overenskomst træder i Kraft fra det Tidspunkt, Forhandlingerne tilendebringes og den nye Overenskomst er godkendt.

Forbundets økonomiske Stilling.

Foran har vi så kort som muligt skitseret Forbundets Tilblivelse, vore første Trængselsår og de vigtigste Begivenheder i de forløbne 25 År; vi skal nu med et Par Tal ridse vor økonomiske Stilling op, også fordi Tallene taler et knapt men tydeligt Sprog. Så langt som til 1903 var der altid Ebbe i Kassen, ikke således at forstå, at Forbundet ikke kunne klare sine Forpligtelser. Bødkerforbundet har altid kunnet skaffe de Penge, der skulle udbetales, også dengang den daværende Forretningsfører, S. Bresemann, uden synderlig Gene kunne bære Forbundets Formue på sig, men endnu så sent som i 1903 måtte vi hos Dansk Smede & Maskinarbejderforbund belåne vore Aktier og Obligationer for at skaffe Penge til de Arbejdsløse.

Vi fremsætter omstående, hvad der i Årenes Løb er udbetalt til forskellige Understøttelser, idet vi dog må bemærke, at Tallene for 1891 og 1892 ikke er helt fuldstændige.

Med Hensyn til vor Formue, da er der regnet med den samlede Formue, også efter at Kasserne er delt.

Forbundet har altså i de 25 År til Arbejdsløse, Syge-, Begravelseshjælp og Strejkende i eget Fag udbetalt 359,386 Kr. 37 Øre. Lægger vi hertil hvad vi har ydet til Strejkende i andre Fag her i Landet og i Udlandet, kommer vi op på godt 400.000 Kr., en smuk Sum når henses til vort Fags Størrelse. I samme Tidsrum er vor Formue steget fra 330 Kr. ved Udgangen af 1893 til omtrent 166,000 Kr. den 31. Marts 1915, en Sum, der udgør ca. 224 Kr. pr. Medlem.

En Erstatningssag.

Til Slut skal nævnes en Erstatningssag mod den københavnske Afdeling.

Svendene hos Bødkermester N. P. Olsen, Nørregade, klagede gentagne Gange over ikke at kunne få deres tilgodehavende Arbejdsløn udbetalt, og flere Gange blev Fagforeningens Mellemkomst påkaldt. Ja selv Bødkerlaugets daværende Oldermand og et Par af Bestyrelsens Medlemmer havde været hos Olsen for at formå ham til at overholde den Priskurant, han som Medlem af Bødkerlauget var indgået på at betale efter. Men Olsen søgte stadig at komme uden om Overenskomsten. Følgen heraf blev en Arbejdsstandsning i Februar 1899, og i Social-Demokraten indrykkedes en Meddelelse herom, og senere enkelte Artikler med en Redegørelse for Forholdene på Værkstedet og Årsagen til Strejken, samt en Omtale af et Par gamle Mestre, der var på Almindeligheden, men som var lokkede til at arbejde hos Olsen og derved få nogen Ekstrafortjeneste, som kunne hjælpe dem til nogen bedre Forplejning end den, de måtte døje derude.

Disse Meddelelser medførte, at Olsen ved Hjælp af en Sagfører fik nedlagt Fogedforbud mod Formanden, E. Svendsen, den 15. Marts 1899. Sagen indbragtes derefter for Hof- og Stadsretten i København med Krav om en Erstatning af 2000 Kr. og 5 pCt. Rente fra det Tidspunkt, Sagen indbragtes, efter Rettens eller uvildige Mænds Skøn samt Sagens Omkostninger. Sagen såvel som Erstatningskravet anlagdes mod Fagforeningen og dennes Formand. Dommen afsagdes den 11. Marts 1901 og således, at Fagforeningen frifandtes eller rettere, Klagen mod den afvistes, medens Formanden idømtes 100 Kr. i Bøde til Statskassen og en Erstatning af indtil 2000 Kr.

Dommen appelleres til Højesteret.

Efter at have rådført sig med Højesteretssagfører Svend Høgsbro besluttede man at appellere Sagen til Højesteret, hvor Høgsbro førte Sagen for Formanden.

Men endskønt der under Sagen førtes Vidner, som beedigede, at Olsen havde betalt sine Svende mindre end Priskuranten foreskrev, og at der fremlagdes skriftlige Beviser for 1) at Olsen til Formanden, E. Svendsen, havde udbetalt det manglende i Betalingen af Svendenes Arbejdsløn, 2) og ved en anden Lejlighed skriftlig havde anmodet Svendsen om at søge bilagt en lignende Strid mellem ham og hans Svende angående manglende Betaling for Arbejdet; 3) en skriftlig Tilkendegivelse fra Lauget om, at det måtte misbillige, at Olsen søgte Lærlinge, som han tilbød at udlære på 3 År, hvilket var i Strid med Bødkerlaugets Bestemmelser; 4) ved Indkaldelsen af Vidner, nemlig Bødkerlaugets Oldermand og Repræsentanter af Laugsbestyrelsen, der bevidnede, at de på Bødkerlaugets Vegne havde været hos Olsen for at formå ham til at overholde den mellem Lauget og Fagforeningen indgåede Overenskomst, - så kom Højesteret til det Resultat, at Hof- og Stadsrettens Dom burde stadfæstes og Olsen have en Erstatning af indtil 2000 Kroner. Og hvad der var ligeså forunderlig, at det af Retten udmeldte Skøn af uvildige Mænd, hvori 2 á 3 af Bødkerlaugets Medlemmer havde Sæde, kom til det Resultat, at Olsen skulle have 2000 Kr. i Erstatning, ja, egentligt skulle have haft mere, men da der derom ikke var gjort Påstand, lod dette sig ikke gøre.

At tænke sig Laugsmedlemmer, der selv havde været med til at opfordre Olsen til, som Medlem af Bødkerlauget, at overholde den indgåede Overenskomst, på et senere Tidspunkt kan være med til at dømme Svendsen til at udrede denne Erstatning. Der var et vittigt Hoved, der udtalte, at det var jo let at forstå; det var jo uvillige Mænd, og det var de sikkert i Ordets virkelige Betydning overfor såvel Fagforeningen som dennes Formand.

Men nu kom det vanskelige: Betalingen. Olsens Sagfører havde, efter dennes egen Udtalelse, taget meget hårdt på ham, således at de 2000 Kroner var soldet op, da Olsen skulle have Pengene, og Svendsen havde ingen. En af Olsen nyengageret Sagfører mente overfor Svendsen, at Fagforeningen, hvem det ganske vist ikke var lykkedes at få dømt, jo alligevel nok rykkede ud med Beløbet, der med Omkostninger blev et Par og tyve Hundrede Kroner.

For at presse på mødte man så op med Kongens Foged i Svendsens Hjem og skrev det meste af hans Bohave; dernæst truede man med at erklære ham fallit. Alt dette toges med den største Ro, og da Modparten skulle til at stille Bohavet til Auktion og indså, at dette ikke kunne indbringe ret meget, så blev han, hvad der hidtil ikke havde været Tilfældet, mere medgørlig og begyndte at forsone sig med Tanken om, at de 22 á 2300 Kroner måtte bringes noget ned. Et Forlig kom nu i Stand, hvorefter der betaltes ca. 1000 Kroner. Højesteretsdommen faldt i 1902, og Sagens endelige Afslutning skete i 1904. N. P. Olsen, der forgæves havde søgt at afstå sit Værksted, hvilket dog ikke havde været muligt, måtte derfor kort Tid efter på Grund af Sygdom ophæve dette.

Dette er så godt som den eneste Strejke, der i en 24 År har været på et københavnsk Bødkerværksted, og ligeledes den eneste Retssag i samme Tid. Hvis Striden var kommen i en Periode som nu, hvor vi har Loven om Arbejdsstridigheder (Den faste Voldgiftsret), ville denne Sag sikkert fået et andet Forløb, idet så Mesteren ville være bleven dømt for Brud på Overenskomsten, eller rettere sagt Bødkerlauget på Olsens Vegne ville være blevet dømt i Sagen.

Emanuel Svendsen

Kun få er det forundt i så lang Tid at være Formand for sin Fagforening som Emanuel Svendsen, og som Formand for vor Moderforening og Medlem af Hovedbestyrelsen har han i de mange År udført et meget betydeligt Arbejde, endskønt hans egentlige Hverv som Kasserer for Landsorganisationen har lagt Beslag nok på hans Tid.

Emanuel Svendsen er født d. 28. Juli 1864 i København, kom i Lære den 15 Oktober 1878 hos Joh. M. Petersen i Strandgade og blev Svend 1883, hvorefter han straks meldte sig i Fagforeningen. Deltog i Lockouten i 1884 og kom først i Arbejde 1885, men blev kort derefter Soldat. Efter at være permitteret rejste han til Provinsen, men kom tilbage i 1888 og kom straks ind i Fagforeningsarbejdet samt blev Medlem af Tuborg-udvalget. Valgtes den 14. Maj 1889 til Fagforeningens Næstformand og i 1891 til Formand og Kasserer; den sidste Post beklædte han i 3 År.

Sammen med Bresemann og flere andre Kolleger var han Medindbyder til den første Kongres. Var Medlem af Hovedbestyrelsen fra 1891 til 1894 og igen Medlem siden 1897.

Valgtes i 1897 til Kasserer for De samvirkende Fagforeninger og fra 1898 til Kasserer for De samvirkende Fagforbund i Danmark, hvilken post han endnu beklæder.

Men også på mange andre Områder har man draget Nytte af hans Evner indenfor Arbejderbevægelsen. Han er således Medlem af Forretningsudvalget for Bryggeriet „Stjernen“ og for Arbejdernes Fællesbageri, i Bestyrelsen for Arbejdernes Fællesorganisation og er af Københavns Borgerrepræsentation valgt til Medlem af den kommunale Hjælpekasse, hvor han udfører et meget betydeligt Arbejde. Vi kunne nævne adskillige andre Hverv, hvor Svendsen har udført et stort Arbejde til Gavn for Arbejderklassen. Han er den fødte Fagforeningsmand, altid parat til at tage fat og altid lige veltilpas i Kamp som i fredelig Debat.

I Bødkernes Organisationsarbejde og i deres økonomiske Fremmarch har Svendsen gjort en betydelig Indsats, og han er uløselig knyttet til Bødkernes Historie gennem alle 25 År. Forhåbentligt kan vi endnu i mange År regne med hans rige Evner og store Indsigt i Arbejdet for at føre vort Fag fremad.

Forbundets Afdelinger.

København. Bødkerforeningen af 1873 er stiftet den 23. Juli 1873, og så vidt man kan se valgtes til Formand J. P. Jørgensen, der var Indbyder til Dannelse af Foreningen. I 1884 valgtes Ludvig Madsen til Formand. I 1886 blev S. Bresemann formand, og efter at Bødkerforbundet var stiftet afløstes han i 1891 af Martin Jensen, som efter nogle Måneders Forløb rejste til Amerika, hvorefter Emil Conradsen blev Formand, men grundet på Sygdom måtte han hurtigt nedlægge sit Mandat, hvorefter den nuværende Formand Emanuel Svendsen i Sommeren 1891 valgtes. Afdelingens Kasserer er R. Rude. Han valgtes første Gang i Januar 1903 til Januar 1906 og derefter igen fra Januar 1910. Rude har tillige siden Juli 1900 været Forbundets Revisor.

Aalborg Afdeling er stiftet den 9. August 1890 af 8 Bødkersvende og til Formand valgtes Chr. Nielsen. I 1900 var Hans Møller Formand, i 1902 Jens Hansen, 1903 Carl Petersen og fra Januar 1909 har N. P. Christensen været Afdelingens Formand. Afdelingens Kasserer er S. Kjeldsen, valgt Oktober 1905.

Aarhus Afdeling er stiftet den 8. August 1884 af 14 Svende, og Stødet hertil blev givet af et Par Kolleger fra København, som var kommen til at arbejde i Aarhus. I 1890 blev P. C. Hansen Formand, i 1891 Jacob Langballe, 1892 F. C. Nielsen, 1893 R. Markussen, i 1895 H. Nielsen, i 1896 var henholdsvis H. Nielsen og Aagaard Formand, i 1898 P. G. Christensen, i 1900 J. Langballe, 1904 Julius Petersen, 1905 J. Chr. Jørgensen, 1910 A. J. Hald og fra Juli 1912 har J. Chr. Jørgensen igen været Formand. Afdelingens Kasserer er A. J. Hald, der i Juni 1914 afløste Afdelingens mangeårige Kasserer Wald. Jensen.

Esbjerg Afdeling er stiftet 1. Oktober 1895 med G. Nielsen som Formand, 1898 Chr. Rasmussen, 1900 N. Johansen, 1901 J. Andreasen, Januar 1903 Wilh. Jensen, Juli 1903 Ferd. Nielsen, Marts 1904 P. Lange, Januar 1908 Chr. Petersen, November 1908 Ole Mølsted, Oktober 1913 Carl Nielsen og siden August 1914 M. Mathiesen. Afdelingens Kasserer er Peter Lange, valgt i Juni 1915, som tidligere i mange År har været Afdelingens Kasserer.

Fredericia Afdeling er stiftet den 1. Januar 1910 og til Formand valgtes J. P. Jensen og fra Januar 1912 er H. P. Hansen Formand og Kasserer.

Helsingør Afdeling er stiftet i 1890 med J. P. Jensen som Formand, i 1891 blev A. Andersen Formand, 1892 G. Jacobsen, 1894 A. Andersen, i 1895 var P. Petersen Formand og var det endnu 1904, da han afløstes af W. Nielsen, 1905 blev Anders Andersen Formand og fra August 1906 har Peter Petersen påny været Formand og Kasserer.

Hjørring Afdeling er stiftet i August 1893 med en Kollega ved Navn Nielsen som Formand, i 1894 valgtes Nissen og i 1895 blev Knoblauch Formand, 1900 J. Jensen, 1901 F. Hansen, 1903 M. Paulsen og fra Juli 1913 har A. Carlsen været Formand og Kasserer.

Horsens Afdeling er stiftet den 22. Marts 1891 med Børresen som Formand, i 1892 var M. Nielsen Formand. Såvidt det kan ses har Afdelingen derefter ligget stille fra Efteråret 1892 til Foråret 1895. I 1895 valgtes N. Rasmussen til Formand, i 1896 var Grønnebæk og N. Rasmussen Formænd, 1900 Laur. Madsen, 1910 J. P. Pedersen, 1911 Alfred Benner og fra August 1913 er Aksel Sørensen Formand og Kasserer.

Kolding Afdeling er stiftet i Efteråret 1897 vist med P. Paaskesen som Formand, og det første Regnskab, der er indsendt, er for Januar Kvartal 1898. 1 1898 var J. Christensen Formand, 1900 er S. Sørensen Formand, 1904 A. W Schultz. I 1905 sloges Kolding sammen med Vejen St. med N. Johansen, Vejen, som Formand, i 1909 blev J. P. Christensen Formand, 1910 Sigurd Jørgensen, Vejen, og sidst i 1910 P. Mikkelsen, Vejen. Fra 1. Januar 1911 blev Kolding igen selvstændig Afdeling (idet der på denne Dag oprettedes Afdeling i Vejen) med J. P. Christensen som Formand, i Sommeren 1913 valgtes Chr. Nielsen, og siden Januar 1915 er Oskar Petersen Formand. Afdelingens Kasserer er Chr. Nielsen, valgt Januar 1913.

Korsør Afdeling er stiftet 1. April 1899 med F. Nielsen som Formand, i 1900 var N. Nielsen Formand, 1901 valgtes M. Christiansen, 1903 Jacob Simonsen, 1905 Niels Nielsen, 1907 Jacob Simonsen, 1908 J. C. Petersen, 1910 R. P. Christensen, Foråret 1911 Wald. Jørgensen, Juli 1911 Jacob Simonsen, Januar 1912 Carl Minet, Januar 1913 Wald. Jørgensen, August 1913 Peter Olsen og fra Juni 1915 Sigfred Hansen, efter at den hidtidige Formand var indkaldt til Sikringsstyrken. Afdelingens Kasserer er Jacob Simonsen, valgt i Januar 1914, som tidligere i flere År har været Afdelingens Kasserer.

Køge Afdeling er stiftet den 1. August 1891 med P. Danielsen som Formand, efter Strejken i 1891 blev J. Nielsen Formand, 1892 C. Rasmussen, i 1893 blev J. Nielsen igen Formand. I 1898 var A. Christiansen Formand og i 1904 afløstes han af Bang-Jensen og fra November 1911 har A. Christiansen igen været Formand og Kasserer for Afdelingen.

Mariager Afdeling er stiftet den 29. September 1896 nvd Sørensen i Falslev som Formand. I 1900 var M. Christiansen Formand, 1902 Søren Sørensen, 1905 J. E. Bugge, 1906 C. W. Bugge, Januar 1911 J. P. Torp, November 1911 M. Christiansen, 1912 Thomas Bach og Maj 1915 Marinus Pedersen. Afdelingens Kasserer er J. Chr. Sørensen, valgt i 1904.

Nakskov Afdeling er stiftet 1. Januar 1900 med S. Bresemann som Formand. I Januar 1902 valgtes A. Vesterberg til Formand, i Juli samme År er Bresemann påny Formand, i Maj 1906 afløses Bresemann af Peter Olsen, der var Formand, til han i 1910 afløses af Bresemann. I 1911 oprettes en Filial i Nykøbing F. med P. Larsen som Leder, og fra Foråret 1912 flyttes Afdelingens Sæde til Nykøbing med P. Larsen som Formand, og i Januar 1913 valgtes den nuværende Formand og Kasserer Georg Seil.

Odense Afdeling er oprettet den 5. Februar 1890 med H. P. Andersen som Formand. I Efteråret 1891 blev Chr. Madsen Formand, i 1893 Frits Bremer, i 1895 P. Gangelhoff, i Juli 1896 påny H. P. Andersen, i 1900 A. P. Andersen, i 1902 E. Christensen, 1907 Th. Jørgensen, 1908 J. N. Jensen og siden Januar 1909 Anders Olsen. Afdelingens Kasserer er Berg-Rasmussen, valgt i Februar 1915.

Randers Afdeling er stiftet den 7. Marts 1891 med N. C. Foe som Formand, i 1891 valgtes S. Jensen, 1894 J. V. Petersen, i 1895 R. Thomsen, 1896 S. P. Q. Jensen og Efteråret samme År R. Thomsen, 1900 er S. Jensen påny Formand, 1901 Carl Nielsen til sin Død i 1909, hvorefter S. Jensen påny valgtes til Formand, indtil han 1912 afløstes af den nuværende Formand og Kasserer, Johannes Kilian.

Rønne (Bornholm) stiftedes i 1896 med Wilh. Jensen som Formand; i 1900 var Aarkerlund Formand, i 1901 opløstes Afdelingen, men oprettedes påny fra 1. August 1914, med Carl Aakerlund som Formand og Kasserer.

Silkeborg Afdeling oprettedes den 1. Juli 1913 med A. Østergård som Formand, men der har tidligere været Afdeling der i Byen. Det var først bestemt, at Silkeborg skulle være en Filial under Aarhus, men da Holstebro Afdeling ophævedes, besluttedes det at oprette Afdeling i Silkeborg, tillige omfattende en Del af den tidligere Holstebro Afdeling. I Marts 1914 valgtes den nuværende Formand og Kasserer, M. Zedlitz.

Skive Afdeling er stiftet den 1. November 1889. I 1891 var B. Berhelsen Formand, 1892 S. Jensen, 1893 Nissen, 1894 Jepsen, i Januar 1895 påny S. Jensen, Efteråret samme År Rasmussen, i 1900 var Martin Nielsen Formand, 1904 M. Zedlitz, 1907 Knud Kring, 1908 Jørgen Jensen, 1910 N. P. Nielsen, 1912 Niels Madsen, April 1913 N. P. Nielsen, November 1913 Martin Nielsen, og fra December 1914 den nuværende Formand Niels Jensen.

Afdelingens Kasserer er Niels Madsen, valgt i November 1913.

Slagelse Afdeling er stiftet den 1. Maj 1890, men kom først rigtig i Virksomhed, da Bødkerforbundet samme År blev oprettet. Afdelingens første Formand var Frederik Christiansen; først i 1891 var J. P. Jørgensen Formand, derefter G. Jacobsen, i 1892 J. P. Hansen og i Efteråret samme år H. F. Madsen, i Foråret 1893 påny J. P. Hansen og i Juli samme år Aug. Svendsen, først i 1896 C. Rasmussen, i Efteråret samme år F. Nielsen, i 1898 August Svendsen, i 1900 var Chr. Hansen Formand, 1904 Wald. Nielsen, i 1907 en ganske kort Tid H. Scheel, derefter igen Wald. Nielsen, Januar 1909 Anton Jensen, 1913 Carl Johansen og fra Februar 1915 valgtes påny Wald. Nielsen til Formand og Kasserer.

Svendborg Afdeling er oprettet den 11. November 1897, men trådte først rigtig i Virksomhed den 2. Januar 1898 med C. Poulsen som Formand. I 1900 var N. Nielsen Formand, 1902 Chr. Hansen, 1903 A. P. Andersen, 1904 F. Andersen, Januar 1907 C. F Mortensen, Maj 1907 Chr. Jeppesen og siden Sommeren 1908 den nuværende Formand N. P. M. Sørensen.

Afdelingens Kasserer er P. Hansen, valgt 1912.

Varde Afdeling er stiftet 1. August 1890 med W. Rathjen som Formand. 1 1896 valgtes Jens Jensen, 1900 var Joh. Larsen Formand, 1902 Jørgen Pahl, 1904 W. Rathjen, 1906 Chr. Petersen, 1909 en kort Tid Ferd. Nielsen og derefter Jens Jensen, der endnu er Afdelingens Formand og Kasserer.

Vejen Afdeling er stiftet den 1. Januar 1911, idet den fra denne Dato skiltes ud fra Kolding Afdeling. P. Mikkelsen valgtes til Formand, hvilken Plads han har beklædt, til han i Februar 1915 afløstes af A. C. Mogensen. Afdelingens Kasserer er P. Mikkelsen, valgt 1. Januar 1911.

Vejle Afdeling er oprettet 1. August 1890 med H. P. Hansen som Formand. Først i 1891 valgtes Chr. Nielsen, senere på Året Hans Petersen, som i 1892 afløstes af A. Sørensen, i 1894 Christiansen, i 1895 var W. Petersen Formand, i 1899 Haugaard, 1900 H. P. Hansen, 1901 Sophus Jørgensen, 1904 P. Knoth, 1907 Sophus Jørgensen, 1909 H. S. Hansen, 1912 P. Knoth, 1913 Sophus Jørgensen til han i 1915 afløstes af Wald. Jacobsen. Afdelingens Kasserer er H. S. Hansen, valgt i 1911.

Til ovenstående Fortegnelse over Afdelingerne og deres Formænd skal bemærkes, at der med Hensyn til Personalfortegnelsen er en Del Mangler, da det, navnlig sidst i 1890erne, ikke har været muligt hele Tiden at følge de skiftende Formænd, men i det Store og Hele håber vi, at de fleste er kommen med.

Lønnen i Bødkerfaget gennem 30 År.

København.

En Oversigt over Størrelsen af Dag- og Ugeløn på de københavnske Værksteder og Fabrikker, der beskæftiger Bødkersvende i Tiden fra 1884 og, med Afslutningen af de nye Overenskomster, til Maj 1915.

	Dagløn på Værksted:	Dagløn på Udearbejde
1884	3, 35 kr.	3,50 kr.
1893	3,65 kr.	3,85 kr.
1899	4,17 kr.	4,50 kr.
1906	4,50 kr.	5 og 5,25 kr.
1910	4,75 kr.	5,25 og 5,50 kr.
1912	5 og 5,75 kr.	5,50 0g 5,75 kr.
Den 1. Maj 1918 forhøjes disse Satser til henholdsvis 5 Kr. 25 Øre og 6 Kr. og 5 Kr. 75 Øre og 6 Kr. pr.. Dag.
	Betaling pr. time	Overarbejde pr. time	Tillæg ved akkordarbejde
1884	35 øre	50 øre
1893	40 øre	55 øre
1899	50 øre	60 og 75 øre	40 pCt.
1906	50 øre	60 og 75 øre	40 pCt.
1910	55 øre	67 og 85 øre	40 pCt.
1915	60 øre	72 og 92 øre	40 og 60 pCt.
1918	63 øre	75 og 95 øre

På Værkstederne forefalder ikke meget Daglønsarbejde, og det mindre Antal af Svende, der da af Hensyn til Arbejdet må arbejde i Dagløn, erholder da den for Arbejde udenfor Værkstedet anførte Dagløn.

Akkordpriserne er hævede ganske betydeligt i Årenes Løb, således at de giver en højere Fortjeneste.

Den gennemsnitlige Timefortjeneste var i 1913 i 1. og 2. Kvartal henholdsvis 58,5 og 59 Øre.

Ved Overenskomsten i År forhøjedes Akkordpriserne med fra 10 til 15 pCt.

Lønnen på Fabrikkerne har i samme Tidsrum været følgende: i 1884 på 20,00 kr. – 1892 på 22,00 kr. – 1898 på 25,00 kr. – 1903 på 27,00 kr. – 1908 på 30,00 kr. – i 1911 og 1913 på 31,50 kr. og 33,00 kr. – 1915 på 33,00 kr. og 36,00 kr.

Den 1. Maj 1918 forhøjes disse Satser til 34 Kr. 50 Øre og 36 Kr. Overarbejde betales som på Værkstederne, i nogle Virksomheder dog en højere Betaling. Ugelønnen betales i alle Tilfælde uden Fradrag for Helligdage.

Overenskomsterne er afsluttede til 1. Maj 1921; for Bryggerierne dog kun til 1. Maj 1917 og for Petroleumsselskaberne til 1. Maj 1919.

Arbejdstiden er gennemgående 9 1/2 Time.

Provinserne.

Før Bødkerforbundet i 1890 stiftedes var Kost- og Logisystemet Landet over det almindelige, ja selv gifte Svende var i Reglen tvungen til at tage Kost og Logi hos Mesteren, dersom de ville have Arbejde. Den Ugeløn, der blev ydet herudover varierede fra 4 til 10 Kr., dog således at den var væsentlig mindre om Vinteren end om Sommeren. Hvor der gaves Akkord varierede denne også fra Sommer til Vinter. I Aalborg fik man til Eksempel sidst i 1880erne om Vinteren 35 Øre for Smørtræer af kløvede Staver, men om Sommeren 40 Øre, og var der rigtigt travlt 45 Øre. Det øvrige Arbejde stod i Forhold hertil, og således var Stillingen Landet over, mange Steder endnu ugunstigere for Svendenes Vedkommende. Man forstår derfor den rasende Modstand, Mestrene gjorde mod Gennemførelsen af den første Priskurant i 1891; thi ikke alene betød det en betydelig Forhøjelse i Ugeløn og Akkordpriser, men tillige en Indskrænkning i den lange Arbejdstid, der sædvanlig var 12 á 14 Timer.

Vi skal i det efterfølgende med nogle Tal vise, hvad Bødkersvenden har vundet i Dag- og Timeløn i den forløbne Tid

	Dagløn på Værksted:	Dagløn på Udearbejde
1891-92	3 kr.
1897	3,35 kr.	3,70 kr.
1901	3,65 kr.	4 kr.
1907	4 kr.	4,35 kr.
1912	4,35 kr.	4,75 kr.
Betaling for de enkelte timer var:
	På værksted	Udearbejde	Overarbejde
1891 og 1892	30 øre	? øre	45 øre
1897	36 øre	40 øre	50 øre
1901	42 øre	45 øre	55 øre
1907	45 øre	45 øre	60 øre
1912	52 øre	53 øre	67 øre

På Værkstederne arbejdes overvejende i Akkord, og her er jo ligeledes sket store Tillæg, som det her vil føre for vidt at komme ind på, og da der ikke siden Juli Kvartal 1911 er optaget nogen Statistik, og denne endda var ret mangelfuld, og der siden er gennemført en Priskurant i 1912 vil det ikke give noget Billede af den nuværende Fortjeneste at nævne den gennemsnitlige Fortjeneste i Akkord i 1911.

Med Hensyn til Daglønnen, der i 1892 var 3 Kr. og i 1912 4 Kr. 35 Øre, da er den i de 20 År steget med 45 pCt.

På Fabrikkerne i Provinsen har der siden først i 90erne i Reglen været betalt mere end på Værkstederne, men først i 1897 blev det rigtig slået fast, at der på Fabrikkerne skulle betales mindst 2 Kr. mere pr. Uge. Det har dog i Reglen været overladt til de på nævnte Pladser arbejdende Bødkere at kræve den højere Løn, hvad i mange Tilfælde viste sig uheldigt, men først ved Priskurantrevisionen i 1912 gik vi til en rationel Gennemførelse af skriftlige Overenskomster med alle Fabrikker.

Medens Ugelønnen på Fabrikkerne i 1897 fastsættes til 22 Kr., gennemførte vi i 1912 en Ugeløn af 28 Kr. - enkelte Steder, hvor Bødkerne tillige udfører Arbejdsmandsarbejde 27 Kr. 50 Øre - og på Bryggerierne 29 Kr.

Det er betydelige Fordele, danske Bødkersvende har opnået siden Forbundets Stiftelse. I København har man nylig gennemført nye Overenskomster med Ugelønninger fra 30 til 36 Kr., og i Provinserne står vi umiddelbart foran Opsigelsen af vore Overenskomster, og de kommende Forhandlinger vil forhåbentlig bringe os en tilsvarende Forhøjelse, som vore københavnske Kammerater nylig har opnået.

***