Socialdemokratiets århundrede II

1904

Danmark af C. E. Jensen og Borgbjerg:……Louis Pio * * Genrejsningen (1877-1884) * * Under provisoriet (1885-1890) * * Det danske socialdemokrati (1891-1904) * * Norge af Halvdan Koht: Marcus Thrane rejser arbejderbevægelsen * * Det norske socialdemokrati * * Sverige af Gerh. G. Magnasson: Socialismens indtog og udvikling * * Organisation og taktik * * Kampen for stemmeretten * * Den faglige bevægelse - Landsorganisationen * * Personbeskrivelser 

Louis Pio

Louis Albert Francois Pio blev født den 14de december 1841 i Roskilde som søn af kaptajn Pio, der tilhørte en gammel fransk emigrantfamilie, og Anna Marie Brix, der var fra Vendsyssel. Denne blanding af franskmænd og vendelboere, siger han selv i nogle biografiske optegnelser, var næppe egnet til at frembringe loyale statsborgere, og da hans oldefader var reformert, hans bedstefader katolik og hans forældre lutheranere, mener han heller ikke, at der kunne være megen religion tilbage til ham. Følgelig betragter han det ikke som noget under, at han blev, hvad statsborgerne kalder en »ugudelig oprører«. Han tog studentereksamen 1859 i København, hvor hans broder Jean Pio var lærer ved (senere bestyrer af) Borgerdydskolen, og han begyndte at høre polytekniske forelæsninger, medens han samtidig ernærede sig ved at give undervisning en 4-6 timer om dagen. Imidlertid var han begyndt at interessere sig for et studium, som hidtil kun i ringe grad havde fundet dyrkere i Danmark, nemlig folkedigtningen og folkelitteraturen i ældre tid. Han fordybede sig i sagn og eventyr, hekse- og spøgelseshistorier, men fik derved tillige et vist indblik i proletariatets måde at tænke og tale på og blev bekendt med de forhåbninger, der midt i elendigheden næredes af den undertrykte folkemasse. Disse fantasier om en kommende guldalder vakte navnlig hans opmærksomhed, og ved at undersøge dem nøjere fandt han, at der ikke gaves et eneste folkeslag, uden at det var bekendt med dem. Dette forekom ham slående, og han kom da til det resultat, at en så fælles og ensartet følelse måtte have sin grund i noget almenmenneskeligt, i noget, som på en eller anden måde måtte indeholde et gran af sandhed. At der ikke ville komme en tid, da floderne skulle flyde med mælk og honning eller stegte duer flyve om i luften, var begribeligt nok, men der var ikke noget unaturligt i at vente, at menneskeheden måtte kunne nå fremad til en nogenlunde sorgfri tilværelse, og at denne ville kunne nås forholdsvis hurtigt, hvis alle blev enige om at arbejde henimod dette mål.

Hovedudbyttet af disse studier var skriftet »Sagnet om Holger Danske. Dets udbredelse og forhold til mytologien«, der udkom i 1869. Det er i sin art meget interessant; det vidner om en flittig, og omfattende forskning af sagnlitteraturen hos de forskelligste folkeslag, og det opstiller den vistnok rigtige forklaring, at det tilgrundliggende for Holger Danske-sagnet er den urgamle forestilling om solen, der hvert forår vender tilbage for at befri jorden fra vinterjættens favntag. Lignende sagn som nordboernes om Holger Danske møder man hos burgunder og franker, kelter og finner, indere og jøder, og de spores helt ned til den nyere tid, når bønderne danser om det pyntede majtræ. Den ny guldalder, det ny, kraftige liv, som sagnet lover, må først og fremmest vise sig i, at folkets livstræ, der under den lange fimbulvinter er afløvet og henvisnet, påny grønnes og blomstrer. Som de fleste sådanne sagn - slutter Pio sit skrift - har da også dette et værd for menigmand, som den udenforstående, den dannede, ikke aner. »Under landbefolkningens ensformige liv, hvor den ene dag ligner den anden fra vuggen til graven, må fantasien træde til for at udfylde den tanketomhed, som ville opstå ved mangelen af virkelige begivenheder. Den åbner dørene for sine rige skatte og trøster bonden ved synet af dem for hans livs intethed. Højene hæver sig på ildsøjler, medens dværgene danser om den guldfyldte kobberkeddel, svovlblå luer viser ham skjulte skatte, nisser fylder hans lader med korn, og venlige alfer passer hans kvæg, eller en god fe skænker ham fortryllende gaver, hvorved han, askepot, vinder prinsessen og det halve rige. Er nu således sagnet og eventyret i sin almindelighed ingen død oldtidslevning, men et fuldblodigt levende produkt af folkemassens fantasi og forhåbninger, så må også vort Holger-sagn endnu have sin betydning. Det viser, at der trods alle nationale ydmygelser og, hvad mere er, trods vor tids hele retning mod det materielle, endnu hos det danske folk lever en urokkelig tro på vor kraft til at føre et selvstændigt politisk liv; det henpeger til svære ulykker og trængsler, der skal komme over landet, - og som for en del jo allerede er komne, - men det lover også, at når den kommer, der kan samle al hu, al tanke, al stræben, al vilje mod ét mål, da skal fjenden drives, udenfor vore grænser, og det skal blive »atter dag« i Danmark!« Denne slutning viser ganske vist, at Pio, da han udarbejdede sit studie af Holger Danske-sagnet, havde en vis forståelse af de guldalderfantasier, der næredes af »den undertrykte folkemasse«, men at denne forståelse dog endnu var stærkt blandet med rent patriotiske, for ikke at sige krigerske forestillinger. Han havde da også »følt det som sin pligt« at forlade studierne i 1863 for at melde sig som frivillig ved den forestående krig, i hvilken han deltog som officersaspirant. Han blev løjtnant og gjorde senere tjeneste et årstid i denne egenskab, hvorefter han genoptog sine studier og informationer og bl.a. udgav den gamle folkebog »Cyprianus«, hvis hemmelige skrift han tydede. Da den Fransk-Tyske krig udbrød, stod han i begreb med at rejse dertil som deltager på fransk side, hvorhen hans sympatier drog ham samme dag, som han skulle rejse, fik han imidlertid udnævnelse til det embede, han havde ansøgt om, som postskriver i København, og han bestemte sig derfor til at blive.

Hans fremtid syntes foreløbig sikret. Et par måneder efter, at han havde tiltrådt sin stilling, skrev han i et Københavnsk blad en artikel om postvæsenet, indgav forslag til en ny konstruktion af postkasser - med få forandringer den senere antagne - og fik udsigt til at foretage en rejse på offentlig bekostning. Hans gage blev forhøjet, og ved hjælp af informationer kunne han tjene 2500 kroner årlig. Men pludselig forlangte han uden nogen ydre foranledning sin afsked. Forbitrelsen mod det herskende system og overbevisningen om, at en forandring til det bedre var mulig, var vokset hos ham, efterhånden som han blev nærmere bekendt med den bornerthed,, der herskede i regeringsmaskineriet. Det forekom ham utåleligt at skulle godkende alle de tåbeligheder, der gik i svang, ja endog blive en betalt udøver af dem. Han begyndte at betragte sig selv som et menneske, der var underkøbt til at være medvider og deltager i en slet gerning, og han følte sig ubehagelig berørt ved tanken om den fremtid, der ventede ham i en sådan stilling. Samtidig havde han fået adskillige bøger fra udlandet, der gav ham et nyt syn også på vore indenlandske forhold, og dertil kom, at han med spændt opmærksomhed havde fulgt begivenhederne i Frankrig, krigens afslutning, Kommunens proklamering (Pariserkommunen i 1871) og dens fortvivlede kamp. Det var midt under denne kamp, at han - efter sit eget sigende hovedsagelig støtte på et skrift af en tysk præst - udarbejdede det første nummer af »Socialistiske Blade«, hvori han gav en kort oversigt over »Socialismens forhold til historien«, idet han kritiserede utilstrækkeligheden af de besiddende klassers foranstaltninger til at afhjælpe fattigdommen. Han slutter sig til »den geniale Ferdinand Lassalle« i bekæmpelsen af de småborgerlige spareforeninger og oplysningsforeninger, som jo også trivedes herhjemme. I disse foreninger, siger han, vil man forgæves lede efter de blege ansigter, de udtærede og dårligt klædte skikkelser, som man møder på Kristianshavn eller broerne om aftenen, når fabrikkerne slipper deres bytte. Den »oplysning«, der her bydes, når slet ikke ned til arbejderen; hvad han kan have nytte af at vide, består i ganske andre ting. »Lær ham, hvorledes han ved de få lovlige midler, der står til hans rådighed, kan beskytte sig mod kapitalens overgreb, giv ham de kundskaber, der hører til, for at han en gang, når tidens fylde kommer, kan hjælpe til at styre den fabrik, han nu kun er et viljeløst redskab i, underret ham om, hvad hans brødre i andre lande har opnået, og åbn ham så endelig lejlighed og adgang til at udtrykke sine meninger og sine ønsker, sine håb og sine fordringer såvel i dagspressen som i folkets repræsentation - det er, hvad han kan forlange, at en forening skal virke hen til, som påstår at gå ud på arbejdernes dannelse og oplysning«. Skriftet fremtrådte som forfattet af »en arbejder«, og det sluttede med de ord: »Håber vi således nu at have vist, hvor utilfredsstillende de midler er, som det liberale parti hidtil har anvendt for at »løse den gordiske knude«, så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er, vi, arbejderne, ønsker, og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller - uden den!« Et så revolutionært sprog var ikke tidligere hørt i Danmark - i hvert fald glemte de liberale bedsteborgere, at de selv i sin tid havde truet kongen med »fortvivlelsens selvhjælp«, hvis de ikke fik en fri forfatning - og det lille skrift vakte da også stor opsigt og stærk forargelse. Forlæggeren turde af hensyn til den samfundsbevarende presse ikke udgive nr. 2 af »Socialistiske Blade«, men under sin søgen efter en ny forlægger kom Pio til at tale med sin fætter, Harald Brix, som havde været musikhandler, boghandler og bladudgiver, og som straks var villig til at lade skriftet udkomme på sit forlag. Det havde til titel »Hvad vi forlanger«. Siden første hæfte så lyset, var Pariserkommunen blevet kvalt i blod og forbandelser af det herskende bourgeoisi - »men nu vi andre arbejdere, som har været ørkesløse tilskuere ved vore franske brødres lidelser og fald?« spørger skriftet. »Har vi ingen kræfter at virke med til et fælles mål, kommer den hele sag måske slet ikke os ved? Jo visselig; ville vi lægge hænderne i skødet, da var vi ikke værdige til at få del i de friheder, som de andre har hengivet liv og blod for at erhverve. Men det er heller ikke således. I Tyskland, i Belgien, i England forbereder arbejderne sig med iver til den forestående afgørelse. Ikke alene i tusindvis, nej i millionvis flokker de sig sammen i ordnede samfund, thi kun ved masserne kan vi imponere vore fjender; enkeltvis vil vi knuses af dem. Lad os da også her følge eksemplet! Lad os bryde med de ledere, der forsøger at lave os om til halvdannede, viljeløse nikkedukker for kapitalisterne, lad os være på det rene med, at vi har selvstændige interesser, der står i fuldstændig strid med hele det øvrige besiddende samfunds, og for at fremme disse må vi som det første skridt benytte de rettigheder, som lovene giver os til at samles, til at diskutere vore anliggender offentligt og til at øve indflydelse på statens styrelse.«

Klart og knapt påvises det, at al politisk kamp i landet hidtil har stået mellem de to store partier, bondevennerne og bourgeoisiet, det vil sige grundbesiddelsen og kapitalen, medens arbejderne har været afskårne fra deltagelse, skønt de udgør den talrigste stand. Valgloven gør fattigdom til en forbrydelse; alene i København er 10,000 arbejdere udelukkede fra at være vælgere. Alligevel ville arbejdere og husmænd, hvis de mødte fuldtallige ved valgene, være stærke nok til at besætte de to tredjedele af pladserne i Folketinget. Der henvises til det bestandigt voksende proletariat. Håndværkerstanden går med stærke skridt sin undergang i møde, landets befolkning deles efterhånden i de to klasser: fabriksarbejdere og fabriksherrer. Staten må derfor gribe beskyttende ind med fastsættelse af en normalarbejdstid, forbud mod kvinde og børnearbejde osv., endvidere må arbejderne organisere sig i fagforeninger efter engelsk forbillede for om nødvendigt at sætte deres krav igennem ved strejker. »Vi vedkender os« - hedder det til slutning i det lille skrift - »de socialistiske ideer i alle deres konsekvenser; men det skal aldrig bringe os til at overvurdere de midler, vi kan råde over, eller til at spilde dem på formål, som i øjeblikket ikke vil kunne nås uden utroligt heldige tilstød.« Naturligvis fik andet nummer af »Socialistiske Blade« ingen blidere modtagelse end det første. »Arbejderkongen« Rimestad gik bersærkergang, og Ploug frådede af raseri i »Fædrelandet«: Det var ikke længer som i Dreiers tid, da man diskuterede socialismen akademisk; nu følte man, at spørgsmålet var blevet brændende, at faren var rykket det bestående ind på livet. Pio havde imidlertid allerede truffet aftale med Brix om udgivelsen af et ugeblad, men da han under disse forhold indså, at det var ham umuligt at beholde sit embede som postskriver, og at han heller ikke kunne vedblive at undervise i sin broders »Borgerdydskole«, måtte han se sig om efter et andet erhverv. Ved et tilfælde fik han at vide, at kammerherreinde Berling på Ordrupshøj - enken efter grevinde Danners gode ven og ejerinde af »Berlingske Tidende« - søgte en huslærer for nogle måneder til sine to sønner. Fru Berling var katolik og havde overdraget præfekt Grüder at vælge mellem ansøgerne. Til ham henvendte da Pio sig og fik ved sine anbefalinger løfte om pladsen. Han søgte nu sin afsked fra postvæsenet til stor forbavselse for overkontrolløren, som indstændigt søgte at fraråde ham hans forsæt. Om sine socialistiske ideer havde han dog intet røbet - den brave embedsmand var i så fald blevet endnu mere himmelfalden - og det endte med, at han fik to måneders orlov til at »komme til fornuft« i. Samme dag rejste han ud til Ordrup. Men forberedelserne til ugebladet krævede penge. Brix, der var gået fallit som musikhandler, havde ingen, og Pio selv havde heller ikke ret mange at ofre. For første og sidste gang - fortæller han - benyttede han da sin endnu ikke opgivne stilling som embedsmand til at gå i kaution hos en »diskontør« for et lån på - 50 rdl.! Af disse penge blev dog kun 25 rdl. anvendt til selve bladet, og dette beskedne beløb repræsenterer altså socialismens anlægskapital her i landet. Man kan således ikke sige andet, end at den begyndte proletarmæssigt nok!

Den 21de juli 1871 udkom fra det lille kontor på hjørnet af Østergade og Integade første nummer af ugebladet »Socialisten« med et opråb i spidsen »Til vore brødre, Danmarks arbejdere!« Det begyndte således: »I mange menneskealdre har kapitalens jernåg hvilet tungt på vore skuldre. Som en uhyre edderkop har den spændt sit net over hele den civiliserede verden, og dens styrke er vokset ved blodet af de talløse ofre, som nøden drev i dens garn. Vi har set vore fædre kæmpe med uhyret og segne dødstrætte til jorden, fordi de kæmpede enkeltvis uden plan og orden. Vi selv og vore børn vil friste den samme skæbne, hvis vi ikke, kloge ved fortidens uheld, samler os til fælles anstrengelse«. Det var netop trompetstød af den art, der skulle til for at ruske klassebevidstheden op i den Københavnske proletarmasse. »Lad os se vor elendighed lige i øjnene,« hed det videre, »uden at skuffes af dem, der vil dysse os i søvn for lettere at kunne beherske os. Først da vil vi erhverve den seje udholdenhed, der er en nødvendighed, når der skal nås et resultat; først da vil vi se, at et tilbagetog fører til tilintetgørelse. Bag os ligger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv beskinnet af frihedens frembrydende sol. Gid da vor røst, som den vil lyde i disse blade, må finde genklang i eders hjerter, gid den må vække eders kvalte livslyst, samle de spredte kræfter og føre vort samfund frem mod det store mål: alle menneskers tilfredshed og velvære!« Man kan måske finde ordene i denne som i følgende artikler for rummelige eller almindelige, tonen undertiden for unødig voldsom, munden af og til taget for fuld - men man kan ikke miskende den oprigtige harme, den revolutionære begejstring, det ideelle sving, som har ført Pio´s pen, da han skrev dem. Der er ofte gjort forsøg på at mistænkeliggøre hans oprindelige bevæggrunde til at starte en dansk arbejderbevægelse; han kom jo fra en fremmed samfundsklasse, var akademiker og officer, tilsyneladende uden berøring med proletariatet. Men vi har set, hvorledes den idealisme, der drev ham frem, hang naturligt sammen med hans ungdoms interesse for folkelitteraturen, og personligt havde han både som lærer og som postskriver lært kampen for brødet tilstrækkeligt at kende til at oprøres mod den økonomiske uretfærdighed og fatte medfølelse med de mangfoldige, der var endnu dybere forurettede end han. De, der virkelig kendte Louis Pio, fandt heller ikke på at tillægge ham uædle bevæggrunde. De kendte ham som en aristokratisk anlagt, det vil sige fintfølende, ærlig og stolt natur, en elsker af musik og poesi, tilbageholdende af væsen, men med en skjult og sværmerisk ærgerrighed. De undredes højlig ved pludselig at se ham med så stor lidenskab kaste sig ud i den sociale kamp, men selv om de forfærdedes ved den retning, hans virksomhed tog, tvivlede de ikke om hans overbevisnings oprigtighed. Og hvor kan man også tvivle om, at den ild, der fornemmes i ,,Socialisten«s artikler, har brændt i ham, der skrev dem, lige så vist som den måtte brænde sig ind i læserne! Endnu vidste ingen, fra hvis hånd disse opflammende artikler stammede, selv om mange anede det. På »Socialisten« stod kun: »Udgivet af H. Brix«. Pio sad om natterne ude på Ordrupshøj og redigerede bladet: skrev alle lederne og omskrev de indsendte artikler, som dels var famlende udtryk for arbejdernes tanker, dels for det vågnende røre i studenterverdenen. Tager man de vanskelige forhold i betragtning, under hvilke bladet blev til, må man beundre den kraft og slagfærdighed, hvormed det førte sin krig, ene som det var, med alles hånd imod sig. Overfor modstandernes hykleriske beskyldning, at socialismen udelukkende satte madspørgsmålet på sin fane, hed det f.eks. i en af Pio´s artikler: »Visselig, vort egentlige mål er hverken mad eller guld; men uden disse ting kan vi intet udrette; de er midlerne, der hører til for at opnå alt andet. De uophørlige savn, trældommen og tilsidesættelsen, slukker alt åndsliv, raner kraften til enhver stor og god tanke, udvasker modet, selv det til at lide og håbe en dunkel, næsten ubevidst følelse af misfornøjelse med tilværelsen, et formløst, famlende had til det, der anses for elendighedens årsag, og navnlig til de bedrestillede i samfundet, - det er, hvad vi beholder tilbage. Kan det under sådanne forhold nytte at tale om oplysning? Må vi ikke svare enhver, som kommer med disse floskler: »Skaf os mad, skaf os klæder, skaf os boliger, vil vi selv skaffe os oplysning men så længe vi ikke er sikrede mod hungersdøden, så længe vi må trælle fra morgen til aften, så længe har vi hverken kraft eller lyst til at stræbe efter noget højere, så længe vil »madspørgsmålet« blive det, som vi skriver på vor fane!«

Allerede nogen tid før ugebladets påbegyndelse havde Pio sat sig i forbindelse med socialisterne i Genf og var indtrådt som medlem i »Internationale«. Han opfordrede nu gennem bladet til at oprette en dansk afdeling af denne forening, og bevægelsen blev snart så livlig, at der i løbet af en månedstid var indtegnet omkring 700 medlemmer, hvortil kom, at cigarmagerne (som allerede havde dannet en fagforening) og sporvejsfunktionærerne erklærede at ville træde samlede ind. I oktober 1871 oprettedes da den danske afdeling af »Internationale« under navnet »Den Internationale Arbejderforening for Danmark«. Den skulle styres af en centralkomité, hvis formand havde titel af »stormester«. Der skulle være syv kredsformænd, en for hver af Danmarks syv stifter, og medlemmerne inddeltes i sektioner efter deres forskellige fag. Det månedlige kontingent var 4 skilling, og en paragraf i lovene lød således: »Mænd, der anerkender vore ideer, men i følge deres stilling ikke ønsker at deltage i de offentlige møder, kan optages som hemmelige medlemmer, når de forpligter sig til såvidt muligt at hjælpe foreningen med råd og dåd. Kontingentet for disse er 16 skilling om måneden«. Under denne halvt frimureriske form - med en »stormester« i spidsen - begyndte det danske socialdemokrati sin virksomhed. Og til stormester var naturligvis Pio selvskreven. Han havde selv opfundet titlen - eller taget den tilbage fra frimurerne, som havde ranet den fra de gamle håndværkerlav - der var noget i dens pompøse og hemmelighedsfulde klang, som tiltalte det fantastiske og det ærgerrige i hans natur. Det var jo som et eventyr - eller en yderst spændende roman - at han dér om dagen gik ude på Ordrupshøj som huslærer hos ejerinden af »Berlingske Tidende«, underviste børnene, spillede ring med damerne i haven, gjorde udflugter med familien, osv. - og om natten sad og skrev artikler til »Socialisten«, førte korrespondance og styrede »Internationale« anliggender eller tog ind til byen for at virke som sjælen i den halvt skjulte og måske snart mægtige organisation, der skulle omskabe samfundet! Endnu var hans navn ikke kommet offentligt frem som stormester, men det kunne selvfølgelig ikke vare længe, før fru Berling fik nys om sammenhængen. Det var politiinspektør Hertz, der underrettede hende om, hvad hendes huslærer var for en samfundsfarlig person, men til trods for hans opfordringer til hende om at afskedige Pio, indtrådte der dog ingen forandring i dennes venskabelige forhold til familien. Fru Berling havde nemlig fattet en vis forkærlighed for Pio, som altid havde udtalt sig mere anerkendende om katolicismen end om den protestantiske statskirke (hvad han jo kunne gøre med god samvittighed), og hun synes at have gjort sig forhåbninger om at få ham »omvendt«. Nok er det, da familien rejste til Svejts, hvor sønnerne skulle anbringes på en opdragelsesanstalt, fik Pio lov til at blive boende på Ordrupshøj, hvad der kom ham meget belejligt, da kampen med politiet i København allerede var begyndt. Efter forskellige mindre, spredte lønkampe kom det sidst i september 1871 til en stor konflikt på Burmeister & Wains maskinværksted. Fire kvartermænd havde gennempryglet en arbejdsmand; arbejderne forlangte voldsmændene afskediget og samtidig en lønforhøjelse af 1 skilling pr. time. Firmaet svarede med en lockout, der ramte et par hundrede arbejdere. »Socialisten« udsendte straks et ekstranummer med indkaldelse til et møde i »Føniks«. Det fandt sted den 4de oktober under en uhyre tilstrømning. Helliggejststræde var sort af mennesker, så at Pio, der endnu ikke var optrådt som taler, ikke engang kunne trænge sig ind i salen. Han måtte stå udenfor og nøjes med at erfare, at der var fuldstændig enighed blandt arbejderne om de foreslåede resolutioner. Konflikten hos Burmeister & Wain endte iøvrigt med, at den største del af arbejderne, særlig arbejdsmændene, genoptog arbejdet eller blev erstattede i løbet af nogle uger, hvorimod formerne med stor sejhed holdt kampen vedlige og forvoldte firmaet et betydeligt tab. Men staten understøttede kapitalisterne ved at eftergive firmaet den bøde på 144,000 kr., som det skulle have betalt til marinen på grund af for sildig aflevering. På mødet i »Føniks« var Poul Geleff for første gang trådt offentligt frem som dirigent. Han var født jyde, havde været skolelærer og redaktør af bladet »Hejmdal«, der først udgik i Ribe, og var i denne egenskab blevet tiltalt for at have fornærmet den prøjsiske konge. Han var ivrig fritænker og republikaner og blev, da han traf sammen med Pio, hurtigt vunden for socialismen. Han og Pio var iøvrigt meget forskellige personligheder. Geleff var en udpræget jyde, bred og djærv i sit væsen, med et drøjt og lidt svedent lune. Ved sin nøgterne sindighed, der ikke så let forløb sig og ikke var til »at rende med«, udfyldte han på sin vis fortræffeligt, hvad Pio i sin lidenskabelige iver undertiden kunne savne af overlæggende ro og beregning. Den samme jyske sindighed trådte endnu stærkere frem hos en anden mand fra bevægelsens første dage, købmanden Anton Mundberg fra Hobro, som allerede før Pio udgav sine »Socialistiske Blade« havde gået svanger med et skrift i samme retning, men som - da begivenhederne tog fart - søgte at holde igen med forsigtig mådeholdenhed.

Kampen på Refshaleøen og mødet i »Føniks« virkede som en brand, der trak arbejderne til i skarevis. »Internationale«s medlemsantal voksede på et par uger fra 700 til 1800. Samtidig påbegyndte Geleff på Pio´s opfordring en agitationsrejse i Jylland, hvor bevægelsen allerede var i fuld gang. Pio havde nemlig for at vise fru Berling en tjeneste påtaget sig en rejse til Randers og benyttet lejligheden til at tale med foreningsmedlemmer i Skanderborg og Århus, hvor han dog ikke optrådte under sit eget navn, men kaldte sig løjtnant Jørgensen. I Århus havde der været holdt et stort folkemøde, og den derværende sektion talte et par hundrede medlemmer. Også i andre byer gjordes der tilløb til sektionsdannelser, men arbejderne var ukendte med foreningslivet og forlangte bistand fra København. I slutningen af oktober rejste Geleff da derover. Midlerne var så knappe, at der ikke kunne være tale om at udstyre ham med penge fra partiets eller rettere bladets side længere end til selve Århus, men det viste sig også unødvendigt. Lige fra det første møde, som han afholdt i Århus, og til hans store møde i Pantheon i Odense i de sidste dage af november var tilstrømningen overordentlig. Modstanderne søgte ved skrål og spektakel at forstyrre møderne, men det lykkedes Geleff ved sin firskårne veltalenhed at gøre kraftigt indtryk, og ved private sammenkomster med arbejderne dannedes der i de fleste større byer sektioner af »Internationale«. Dermed var bevægelsens udbredelse til provinserne grundlagt. Politiet havde vist Geleff den opmærksomhed at give ham en ledsager med på rejsen under hans ophold i Ålborg kom der en ung mand op til ham på hotellet, der præsenterede sig som »student Kornerup« og fortalte, at han havde været huslærer i Vendsyssel, men at han ved at høre Geleffs foredrag var kommen til at interessere sig for arbejdersagen og gerne ville følge med til møderne i de andre byer. Det kunne Geleff naturligvis ikke have noget imod, men når den unge mand senere påstod at have vundet hans fortrolighed, benægtes dette bestemt af Geleff, som netop fandt, at manden havde »de stive, stikkende øjne, der er særegne for forhærdede politimennesker, gamle tyveknægte og krybdyr«. Den såkaldte »student Kornerup« var nemlig ingen anden end den Københavnske opdagelsesbetjent Korn, der senere blev inspektør for sædelighedspolitiet. Den »fortrolighed«, som han efter sigende havde opnået hos Geleff, benyttede han til at indberette en del urigtige foregivender dels om møderne, dels om Geleffs privatliv, til sine overordnede i København. Men politiet havde ikke alene sine spioner ude, det søgte også på alle mulige andre måder at lægge den ny og »samfundsfarlige« bevægelse hindringer i vejen. »Socialisten« blev i de første fire måneder trykt hos bogtrykker O. C. Olsen. Men en dag i november blev Olsen kaldt op til politidirektør Crone, og efter sin samtale med denne mægtige mand opsagde han kontrakten med bladet, hvis trængselstid nu for alvor begyndte. Bogtrykker Oettinger trykkede kun ét nummer: så blev også han kaldt op til en »samtale« med politiet, der skræmmede ham fra at fortsætte. Bogtrykker Strandberg holdt ud i to uger - så var freden forbi dér. Nu syntes alle sunde lukkede. Med stort besvær fandt »Socialisten« omsider husly hos Christiansen på Vandkunsten, som var et par dage om at trykke den på en håndpresse fra Kristian den 4des tid. Christiansen holdt tre numre ud (til nytår 1872), så måtte bladet til Malmø, hvor Brix i fire uger sloges med bogtrykkeren, C. M. Bååth, der endog en nat dundrede ham op af sengen for at spørge, om et krast udtryk ikke kunne forandres, da han ellers ikke turde trykke. Omsider vendte bladet tilbage til Christiansens sneglepresse i København for endelig at udvandre med det sidste nummer af ugebladet til - Hamborg! Lige så besværligt som det var at opdrive en bogtrykker, der turde lægge maskine til »Socialisten«, lige så vanskeligt var det at finde lokale til afholdelse af »Internationale«s møder. Efter adskillig omflakken havnede man i Føniks-kælderen, Helliggejststræde nr. 13, i hvis dyb der i efterårsaftenerne 1871 rørte sig et ejendommeligt liv. Her samledes de første rekrutter i den unge bevægelse, en broget og uskolet skare af mangehånde bestanddele: gamle lavssvende og unge fabriksarbejdere, skibbrudne eksistenser fra overklassen og pjalteproletarer fra det mørkeste Kristianshavn, forsorne krabater, som kun søgte »sjov i gaden«, og tavse grublere, alvorlige mænd, som tænkte, forstod og ville. Også en del missionærer havde forvildet sig herned, såsom F. L. Zimmermann og Mogens Abraham Sommer, der med Kierkegårdske bevisgrunde angreb statskirken og dens præster i voldsomme ord og søgte tilhængere af den »rene« kristendom. Sommer havde en mere end tvivlsom fortid, Zimmermann var den ærligste og måtte bøde med fængselsstraf for sine udtalelser, men ingen af dem kom nogle vegne med deres forsøg på at give bevægelsen et gudeligt anstrøg. Og heller ikke andre kvaksalvere, spekulanter og styverfængere fik noget udbytte af deres forsøg på at fiske i rørte vande. Dertil vidste arbejderne for godt, hvad det skønt der endnu var megen uklarhed over mål og midler, skønt der i følge sagens natur var en god portion overmod, fusentasteri og råhed blandet i den bevægelse, der nylig var stampet op af et uordenligt proletariat, så dannede der sig dog forholdsvis hurtigt en lille kernetrup indenfor foreningen, som gav den trit og retning. For blot at nævne et par navne fra denne første tid, da Fønikskælderen var som et sydende revolutionskrater - hvorfra en og anden politispion da også undertiden blev spyet lidt hovedkulds til vejrs -: der var cigarmageren Carl Würtz, en fyrig agitator, som ikke kunne glemme, at han havde været ved hestgarden, og som ikke gik af vejen for »slående« argumenter. Cigarmagerne hørte i det hele taget til foregangsmændene; Giesing og Johnsen var af samme fag. Der var smedene Weiss og Christensen og den begavede unge maskinarbejder Alfred Jørgensen, der skrev viser og deklamerede; hans gyldenlokkede søster Augusta, som virkede for kvindernes organisation og undertiden lod sin smukke sangstemme høre ved foreningens selskabelige sammenkomster, blev senere Pio´s hustru. Mange andre navne kunne nævnes.

Der var hos hin lille fortrup fra socialismens første dage en begejstring, som steg til fanatisme. Ordet »socialist« var jo endnu et skældsord. Medlemmerne af »Internationale« følte sig halvvejs som en forfulgt sekt, og denne følelse opflammede troen, styrkede sammenholdet, ansporede offervilligheden. Intet under, at den også inspirerede til poesi. Den unge bevægelse fandt sin kampsanger i den allerede hvidhårede digter Ulrik Peter Overby, der lignede en gammel-nordisk barde. Han havde for en menneskealder siden vandret i romantikens udtrådte fodspor; han havde skrevet idylliske, elegiske og patriotiske efterklangsdigte; han havde ved Kristian den ottendes jordefærd lovprist denne svage konges minde, og han havde fået duftvaudevillen »Karens kæreste« opført - og udpebet - på det Kgl. Teater, samme år som Dreier døde. Senere havde han skrevet sange for den gamle »Arbejderforening«, bl.a. de bekendte »En trofast hånd og brodersind«, »I flugt går tiden« og »I bjerget malm«. Han havde også vist sin interesse for arbejderspørgsmålet ved foredrag, ved planer til et arbejdsanvisningskontor, en arbejderbank, osv., men det var dog først den socialistiske idé, der spændte nye strenge på hans brustne lyre og indblæste ham virkelig poesi. Først og fremmest »Socialisternes Marsch«, som skriver sig fra nyårstid 1872. Der er i dens optakt: - »Nu dages det brødre, det lysner i øst, til arbejdet, liv eller død!« - et brus af det kampmod, der greb arbejderne ved Pio´s første tilråb, og gennem hele sangen synes man at høre drønet af de opmarscherende skarer. Der er hist og her lidt ubehjælpsomhed i det sproglige udtryk, men tanken fremsættes med den naive og tydelige simpelhed, som masserne straks kunne forstå, og hist og her med stort fynd, som i linjerne: Det knager i samfundets fuger og bånd, lad falde, hvad ikke kan stå! »Socialisternes Marsch« blev for slægten fra halvfjerdserne, hvad »Den tapre landsoldat« havde været for slægten fra 1848: en begejstrende opsang i kampen, ikke længere mod en ydre fjende, men mod fjenden i selve landet. Melodien havde Overby fået - før han skrev sangen - hos en ung organist, Chr. Joseph Rasmussen, ved Det katolske Kapel i Ny Kongensgade. Rasmussen havde komponeret denne melodi til en uskyldig lejlighedssang, og han mener selv, at Weyses romance »Der vandrede en yngling ved Tiberens bred« har foresvævet ham som forbillede. Men hvorom alting er, så indgik tekst og melodi i »Socialisternes Marsch« en så tæt forbindelse, at de ikke senere har været til at vriste fra hinanden. En anden af Overbys sange, som oprindelig hed »Internationalisternes kor«, er den bekendte, der begynder: Vi ser det i ånden den rejser sig frit på piller af malm og med mur af granit, mod lyset sig bygningen højner. Og som netop fordi den er lidt uklar og formløs i sine profetiske syner svarede så godt til de altomfattende forhåbninger, der opfyldte hin første lille troende og begejstrede skare. I et af Overbys ældre digte hed det: Hvorfor skal jeg, som håber og vil glemme, da ikke synge om en bedre tid! Og ved at synge om denne »bedre tid« fandt han en genklang i arbejdernes sind, som han har bevaret indtil den dag i dag, ikke mindst ved den selvtillidsfulde og frejdigt muntre »Proletarens vise«. - agitationen var nu i fuld gang; foreninger opstod overalt; bladets abonnentantal voksede for hver dag. Men stærk gæring var samtidig opstået indenfor selve partiet, forskellige kræfter, nogle af tvivlsomt værd, trængte sig frem, og det var nødvendigt, at medlemmerne selv kom til klarhed om, hvem de foretrak.

Forholdet til udlandet var uklart. Generalrådet i London kunne ikke yde den støtte, som den nydannede forening trængte til, og det viste sig mere og mere, at det ville være heldigt, hvis bestyrelsen kunne komme i direkte berøring med udenlandske foreninger og personligheder. Fra begyndelsen af december havde Pio derfor omgåedes med den tanke at få midler til en rejse til Genf, der i »Internationale« næsten spillede lige så stor en rolle som London. Det værste var imidlertid at skaffe pengene. Bladet gav en ret god indtægt, men hovedparten måtte anvendes til at holde foreningen gående. Kontingentet var som sagt fire skilling om måneden,. Men de indmeldte betalte sjældent mere end første gang; i de næste måneder brugte de medlemskortet uden at give kontingent, og mangelen af et kontor samt stadige, lønnede arbejdskræfter lettede denne trafik i høj grad. Midt under sine spekulationer blev Pio overrasket ved at få et brev fra fru Berling, hvori hun skrev, at da han tidligere havde ytret lyst til at gøre bekendtskab med livet i de katolske lande, ville hun spørge, om det ikke kunne interessere ham at gøre en rejse til en eller anden katolsk by på hendes bekostning. Indlagt i brevet fandtes en anvisning på 200 rd.. Dette tilbud just i det øjeblik, da han var bestemt på at ville rejse, forekom ham mærkeligt. Fru Berling kendte jo nu hans stilling til socialismen og kunne umuligt nære illusioner om hans meninger. Han måtte derfor nærmest opfatte tilbudet som en slags invitation til at komme til Genf, hvor hun da opholdt sig, og da det ville være af betydning, hvis en så indflydelsesrig dame, som hun var, ville stille sig venligt over for arbejdersagen, betænkte han sig ikke længere, men rejste. Senere fik han forklaringen at høre. En af hans familie, der ønskede at drage ham bort fra den »farlige lære«, havde skrevet til fru Berling og bedt hende anvende sin indflydelse på ham for at få ham fjernet fra landet i det mindste for nogen tid. Brevet var resultatet af denne plan. Pio´s afrejse foregik dagen efter, at han havde modtaget brevet, få dage før jul. Han skulle kun blive borte til noget ind i januar, og han forsynede de tilbageblivende med stof til de næste numre af »Socialisten«. Han kunne nok trænge til at komme ud og lufte sig. I næsten 14 dage og nætter havde han, der endnu stedse boede på Ordrupshøj, opholdt sig i kælderen under Føniks, hvor gasblussene aldrig var slukkede, hvor dagen hengik med redaktion og ekspedition, aftenen med undertiden 3 á 4 sektions og agitationsmøder og natten med at strække sig på den hårde sofa i et af småkamrene under forgæves forsøg på at sove, medens loftet gyngede over hans hoved ved de dansendes ingenlunde lette fodtrin i »Fuglens« store sal, da han steg op af hulen for at gøre nogle indkøb til sin rejse, havde han bogstaveligt ikke set dagslyset i henved en uge.

Henad nytår kom Pio til Genf, hvor han opsøgte den gamle revolutionsgeneral fra 1848 Joh. Ph. Becker, med hvem han havde korresponderet. Becker modtog ham med stor hjertelighed og indførte ham i den Internationale Arbejderforening, hvor Pio kom næsten hver aften i de seks uger, han opholdt sig der i byen. Livet i denne forening, siger han, var nøjagtigt det samme som hjemme i den danske afdeling, da denne senere fik lokale i Lille Kirkestræde: om hverdagen var der foredrag og sektionsmøder, om søndagen komedie, deklamation, koncert og undertiden en lille dans. En aften traf Pio i foreningslokalet syv danske snedkersvende, med hvem han fik sig en lang passiar, mens franskmændene og tyskerne sad og morede sig over deres »barbariske« sprog. Det var et broget og stærktfarvet selskab, Pio bevægede sig imellem i Genf. Der var russere og russerinder, som tilhørte den hemmelige propaganda, der var kommunarder, som havde kæmpet på barrikaderne i Paris, og forældreløse kommunardbørn, som det svejtsiske parti havde adopteret. En af de mærkeligste personligheder i selskabet var spanierinden Minna Puccinelli, der havde kæmpet som kaptajn i Garibaldis armé og senere var blevet udleveret til prøjserne, der havde holdt hende i krigsfangenskab; efter løsladelsen var hun draget på agitationsrejse gennem Belgien og Tyskland og havde endelig søgt tilflugt i Genf, hvor hun optrådte med et følge af sine gamle krigskammerater, spaniere med røde skærf om livet og lange knive i bæltet. Pio´s eventyrlystne og ærgerrige natur har sikkert følt sig stærkt tiltrukken af disse omgivelser, som syntes at bebude en nærforestående europæisk revolution. At han selv har troet på en sådan, derpå tyder dels de korrespondancer, han sendte hjem til »Socialisten«, dels de artikler, han skrev i bladet efter sin hjemkomst. I en af dem hedder det f.eks.: »Hvor vil de national-liberale bladledere ikke blive slagne med rædsel, når Kommunen i Paris igen rejser sit hoved, når de berlinske arbejdere drejer halsen om på deres bødler, og når vi benyttende os deraf med det samme lufter ud i vor egen forpestede samfundsbygning.« Han havde da også efter sit eget sigende i forening med flere meningsfæller i Genf lagt en plan for »en langt mere omfattende og betydningsfuld virksomhed i sagens interesse end den, som forholdene hjemme kunne tilbyde ham.« Men bevægelsen i Danmark krævede hans nærværelse. Han fik kun lejlighed til fra Genf at foretage »en lille rejse ind i Frankrig i et hemmeligt øjemed«. Det skete for de sidste penge, han fik fra fru Berling. Hun lod ham nemlig vide, at hun fra Danmark havde modtaget de bestemteste advarsler mod at indlade sig med ham - man havde endog truet hende med at fratage »Berlingske Tidende« dens privilegier - og skønt Pio forestillede hende, at katolicismen kunne være vel tjent med socialisternes bestræbelser for at afskaffe statsreligionen, hvilket hun også indrømmede, hørte forbindelsen mellem dem dog nu op. Nægtes kan det jo heller ikke, at den havde en noget tvetydig karakter.

Imidlertid havde Pio fået talrige anmodninger om at komme hjem. Nogle af partiet nærstående mænd var blevet enige om at skyde penge til, for at »Socialisten« kunne udkomme som dagblad, men de stillede som betingelse, at han overtog redaktionen. Desuden nogle stridigheder, og bestyrelsesvalget i »Internationale« stof for døren. Hans tilstedeværelse var påkrævet, og han opgav da sine udenlandske planer og vendte hjem. I februar tog han afsked med sine Genfer venner; i Leipzig besøgte han Bebel og Liebknecht, med hvem han talte om at få en forsoning i stand mellem de to grupper af Det tyske Arbejderparti; i slutningen af måneden kom han til København, hvor politiet så lidt havde ventet at se ham igen, at inspektør Hertz flere timer efter hans ankomst erklærede til et medlem af partiet, at »Pio kom ikke mere tilbage til Danmark«. Efter en månedstids forhandlinger lykkedes det Pio og Brix at få oprettet en kontrakt med to privatmænd, som skulle tilskyde de fornødne pengemidler til »Socialisten«s omdannelse til dagblad. Forinden dette skete, havde bestyrelsesvalget fundet sted i »Internationale«, og Pio proklameredes nu første gang offentlig som stormester; Brix var sekretær og Geleff kasserer. Samtidig var foreningen flyttet fra Fønikskælderen til Lille Kirkestræde nr. 1, hvor den havde fået større og smukkere lokale, og hvor der næsten hver aften holdtes møder og foredrag. Nye sektioner oprettedes rask rundt omkring i landet, særlig i Jylland. Medlemmerne kaldtes »borgere« og »borgerinder«. Den 2den april 1872 udkom »Socialisten« første gang som dagblad, trykt hos J. Henriksen. Og nu udviklede begivenhederne sig med rivende fart. Allerede den 3dje april indeholdt bladet en meddelelse om, at 400 Københavnske murersvende havde bestemt sig til forkorte arbejdstiden med en time daglig, og at de derfor den foregående aften var gået fra arbejde kl. 6 i stedet for kl. 7.. Det var signalet til Den store Murerstrejke, som i løbet af de følgende uger voksede til at omfatte henimod 1200 svende og en 6-800 arbejdsmænd. En så udbredt arbejdsstandsning havde ikke i mands minde været set i København, og det røre, den vakte, jog skræk i blodet på den besiddende borgerstand, hvis presse udgød sig i harmfulde trusler mod de strejkende og i nødråb til autoriteterne om at tvinge de formastelige til at gå i arbejde igen. Forbitrelsen var så meget større, som det netop i den sidste tid også var begyndt at brænde indenfor bourgeoisiets egen lejr. I det foregående efterår havde den unge Georg Brandes, nylig hjemvendt fra Europa og befrugtet af de moderne strømninger i åndslivet derude, påbegyndt sine forelæsninger ved Københavns universitet. Hvad han forkyndte, var de borgerlige frihedsideer fra 1789 og 1848 i fornyet skikkelse, fremsatte med smidig veltalenhed i en glimrende form. Men disse ideer var for længe siden glemte af det magthavende bourgeoisi, og skønt brandes ingenlunde var så yderliggående som i sin tid Frederik Dreier - thi han erklærede sig ikke for modstander af den bestående økonomiske ordning - betragtedes han dog som langt farligere, netop fordi man følte den sociale omvæltning truende bag hans forkyndelse af den fri forsknings ubegrænsede ret. I den ny retnings første organ, »Nyt dansk månedsskrift«, udgivet af Vilhelm Møller, havde den unge Holger Drachmann - under mærket Mark Cole - allerede offentliggjort et af sine første digte, »Engelske socialister«, som vel mest af alt var et stemningsmaleri, men som havde skræmmet borgerskabet ved sin revolutionære svulmen: Guds død! Hvi kender i ej eders styrke? Hvi fordrer i ikke med tusind stemmer af guldkalven, som vore bødler dyrke, et saftigt stykke, en mørbradsskive. Digtet var blevet optrykt i »Socialisten«, og nu var det ikke længer blot et stemningsbillede fra London, nu var det, som om råbet fyldte Københavns gader, istemt af de to tusind strejkende murere. Skønt strejken slet ikke var udgået fra »Internationale«, men fra mursvendelavet, der nærmest virkede som sygekasse, havde Pio naturligvis straks af al magt kastet sig i brechen for arbejdernes sag. Han skrev glødende artikler og holdt tale på tale i foreningen, hvor der på denne tid herskede et febrilsk liv. Hans egenskaber som agitator, som opflammer af massen, udfoldede sig i få uger i al deres styrke. Hans høje, slanke officersskikkelse tog sig statelig ud på tribunen, og han henrev tilhørerne ved sin veltalenhed, der blussede, dirrede og flakkede som en fakkel. Det var en hastigt optændt ild, der hastigt fængede - og som brændte noget usikkert. Men ild var det, og ild skulle der til. Det varede heller ikke længe, før myndighederne fik travlt med at slukke. Øjeblikket krævede et massemøde af arbejdere. Og da der ved tidligere lejlighed var nægtet tilladelse til at afholde et sådant i byens største lokaler - Gothersgadens Eksercerhus og Cirkus i Filosofgangen - opfordrede man nu Pio til at foranstalte det på Nørrefælled. Han vægrede sig i begyndelsen, fordi han syntes, vejret var for koldt, men omsider gik han ind på planen, og den 2den maj fremkom indbydelsen på bladets forside, underskrevet af Pio, Geleff og Brix og ledsaget af Pio´s artikel »Målet er fuldt!, hvori det: hedder: »Løgn og bagtalelser i bladene, ulovlig fremfærd af autoriteterne, had og forfølgelse fra kapitalisternes side, det er den »imødekommen«, der er vist vore små og billige fordringer af de idiotiske magthavere. Denne lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise arbejderen, hvor afhængig han er af kapitalens nåde og barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende klike på aldeles storborgerlovlig måde at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer nakken under åget, hvis han ikke kryber til korset og beder om den nåde at måtte slide som sædvanligt for at forøge indholdet af storborgernes velspækkede pengepunge. Og hvor ypperligt forstår vore modstandere ikke at enes, når det gælder en sådan sag! Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere og pengeposemænd - alle har de fået travlt med at sammensværge dem mod folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle frihedsspiren, ligegyldigt om det skal ske »med eller uden loven« ...Skal vi da som lam lade os føre til kapitalens slagterbænk? Skal vi tåle, at vore fjender måske for flere år standser vor fremgang? Nej, det kan Københavns arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os! Regeringerne plejer jo hvert øjeblik at holde revy over de af deres undersåtter, som de ved første givne lejlighed vil ofre på krigsgalskabens alter for at tilfredsstille deres ærgerrighed. Lad os da engang holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i kampen mod kapitalen; vi vil da få at kende vor egen magt og vore fjenders svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore fordringer og love hverandre at stå last og brast indtil sejren er vor! Men jer, i guldets dyrkere! I, de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: »I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt jer nu, målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder over!« Her er artikel fra »Socialisten«, m.v..

Mødet var ansat til søndag den 5te maj kl. 4.. Trods den lidenskabelige tone i »Socialisten«s artikel var dagsordenen meget fredelig. Den gik ud på dels at skaffe midler til de strejkende murere, dels at anmode regeringen om udnævnelse af en arbejdsminister og oprettelse af voldgiftsdomstole i faglige stridigheder. Men kapitalistpressen opfordrede straks til at forbyde mødet, og beslutningen derom toges i et statsråd under ansvar af Justitsminister Klein. Lørdag middag lod politidirektør Crone på gadehjørnerne i København opslå plakater, som ikke alene forbød Fælledmødet den næste dag, men også »ethvert andet møde«, hvortil »Internationale«s bestyrelse sammenkaldte. Det var et åbenbart brud på Grundloven,, som tillader borgerne at samle sig ubevæbnede, og det mødtes da også med en heftig forbitrelse af Københavns arbejdere. Plakaterne blev næsten overalt revet ned af murene, og stemningen var ubetinget for at trodse forbudet. På »Socialisten«s kontor forhandlede man imidlertid om, hvad der var at gøre. Geleff og Mundberg ville henvende sig til Kronprinsregenten. De gjorde også forsøget, blev henviste til Justitsministeren og fra denne til Politidirektøren, naturligvis uden resultat. Pio holdt på, at mødet skulle finde sted, og skrev en artikel i den retning til søndagsnumret. Den endelige beslutning skulle tages på foreningens møde om aftenen. Lille Kirkestræde var sort af mennesker. Talrige politispioner havde blandet sig i mængden, dels oppe i salen, dels nede på gaden, hvor man tydeligt kunne høre udtalelserne gennem de åbentstående vinduer. Pio oplæste Crones forbud, betegnede det som ulovligt og erklærede under stormende tilslutning, at mødet skulle finde sted. Kredsformanden for København, Mundberg, advarede mod at tage en overilet beslutning, men han blev hysset ud af forsamlingen. Geleff, som ligeledes havde haft betænkeligheder, lod sig rive med af den almindelige stemning og sluttede sig til Pio; det samme gjorde Brix. Under en uhyre hede og ophidselse hævedes mødet ved midnat. Imidlertid havde det rygte udbredt sig, at der holdt en lukket droske med politi for enden af gaden, og at bestyrelsen skulle arresteres. Deltagerne i mødet ville derfor absolut følge Pio til trykkeriet, hvor han havde boet i den sidste månedstid; et par hundrede mennesker ledsagede ham til porten i Ravnsborggade 21 og gav ham et dundrende hurra til godnat. Pio gik derpå til ro i sit lille værelse på redaktionskontoret (et forhenværende snedkerværksted) i sidebygningen, og bladets trykning begyndte. Kl. 1 blev han vækket ved en stærk banken på døren. »Luk op, løjtnant Pio, i lovens navn!« - det var betjent Korns stemme. Pio klædte sig hurtigt på og kom ud. Trappegangen og gården var besat af politi, som skulle sikre sig hans person. Bogtrykker Henriksen kom til. «Bladet er beslaglagt,« sagde han, »skal jeg trykke videre?« »ja, naturligvis«, svarede Pio, som straks indså, at politiet havde begået en forløbelse ved at ville forhindre bladet i at udkomme. Turen gik derefter til Geleff, som vækkedes af en dyb søvn ved, at nogle betjente trængte ind i hans værelse og gav sig til at rode om i hans papirer. Han kom ind i drosken til Pio, og de kørte sammen til politikammeret. En timestid efter blev Brix »indbragt«. Han havde opdaget politiet udenfor sin gadedør og benyttede lejligheden til i ro og mag at brænde en del manuskripter og breve, mens betjentene ledte efter vægteren. De tre sammensvorne tilbragte natten sovende på bænke i Politikamret; om morgenen blev de efter ordre af inspektør Hertz ført over i det såkaldte »Tivoli« og indsatte i tre celler ved siden af hverandre. Om eftermiddagen afsagdes arrestdekretet, og samtidig foretoges der husundersøgelser overalt, hvor man kunne formode at finde »samfundsfarlige« papirer.

Imidlertid var »Socialisten« udkommet med Pio´s opfordring til, trods forbudet, at møde på Fælleden, men foran denne artikel havde en af bladets medarbejdere, xylografen August Toucher, i sidste øjeblik indsat følgende linjer: »Da d'hrr. Pio, Brix og Geleff er anholdte i løbet af natten, må vi bede vore venner om at holde sig loven efterrettelig og ikke møde«. Rygtet om arrestationerne bredte sig som en løbeild over byen. Tidlig om morgenen havde Mundberg fået sammenkaldt nogle af sektionsformændene, med hvem han var blevet enig om at opslå en plakat på gadehjørnerne af følgende indhold: »Borgerne Pio, Brix og Geleff er arresterede i nat kl. 2. Berøvede vore valgte førere vil ethvert forsøg af arbejderne på i dag at holde det berammede folkemøde utvivlsomt kun føre til nederlag, og vor bøn til dem, hvis ve og vel er målet for vor kamp, er, at de strengt afholder sig fra ethvert brud på den offentlige orden, der kun kan skade arbejdernes retfærdige sag.« Plakaten var imidlertid ikke i stand til at afholde arbejderne, som dels var ophidsede over det skete og beredte på at forsvare deres forsamlingsret, dels nysgerrige efter at se, hvad der vel ville ske, fra allerede tidlig om eftermiddagen at samles ude på vejene omkring Nørrefælled, som holdtes besat af to husareskadroner og en talrig politistyrke. Autoriteterne havde i det hele taget belavet sig på en revolution i København. Alle rekrutter var konsignerede i kasernerne; på Amalienborg var gården parat til udrykning; Kastellet, Hovedvagten og Rådhuset var besatte af en større infanteristyrke; Arsenalet forsvaredes af artilleri, og de større pengeinstitutter, navnlig bankerne, var ligeledes under bevogtning af militær med skarpe patroner. Der blev dog ingen brug for denne gevaltige magtudfoldelse, og hvis myndighederne ikke selv havde tirret arbejderne ved deres ulovlige fremfærd, ville Fælledmødet efter al rimelighed være løbet roligt af. Nu kom det nødvendigvis til sammenstød, da mængden ville trænge ind på den afspærrede Fælled. Ved 4tiden forsøgte en talrig skare at bane sig adgang fra Triangelen. Mundberg havde forhandlet med oberst Castenskiold, som holdt der i spidsen for en eskadron husarer, men som naturligvis ikke kunne give adgangstilladelse; den bagved stående mængde trængte nu stærkere og stærkere på, og det lykkedes den også til dels at komme ind på Fælleden, hvor husarerne med dragne klinger red frem imod den og splittede den; mængden svarede med stenkast, og der opstod en ret hårdnakket skærmydsel. Lignende sammenstød fandt sted i andre udkanter af Fælleden, men så truende situationen end var, fornægtede københavnerhumøret sig dog heller ikke ved denne lejlighed. Murer Grøn havde på mødet om aftenen bebudet, at han ville komme til hest, og han kom da også anstigende på en Rosinante, som han havde lejet for 2 rdl. hos en vognmand i »Tre Hjorte«, og som han red omkring med langs Fælleden i et muntert optog. Imidlertid begyndte mørket at falde på, og det trak atter op til en ret alvorlig kamp, da folkemængden ved en omgående bevægelse ad Øster Allé trængte ind på Blegdamsfælleden, afsyngende Socialisternes Marsch. Efter at en ridende politiordonnans, der blev sendt ud imod den, havde måttet fortrække, rykkede husarerne atter frem og sprængte med blanke våben ind på mængden, der søgte at forsvare sig med stenkast. En politistyrke på 70 mand kom til og slog under dækning af rytteriet løs med stavene af al kraft. Da dette »angreb« således var slået tilbage, vendte den væbnede magt sig imod Blegdamsvejen. Denne var imidlertid så overfyldt med mennesker - hedder det i den officielle rapport - »at det var besværligt nok at få mængden drevet ned imod Sankt Hans Torv, og politiet måtte også ved denne lejlighed flere gange gøre brug af sine stave«. Også fra Nørre Allé blev mængden drevet ned imod Torvet, hvor den omsider ud på aftenen splittedes ved et angreb af politiet. Husarerne foretog ligeledes et chok endnu, før de afmarcherede. Efter de officielle opgivelser var 74 husarer og 23 politibetjente blevet ramte af sten eller andre genstande uden dog at lide nogen alvorlig overlast. Hvor mange sårede der var på arbejdernes side, oplyses ikke. På vejen ind til byen blev der af folkeskarerne slået en del gadelygter itu (officielt: 313 glas i 40 lygter!), ligesom der skal være kastet sten ind i nogle sporvogne, drosker og huse. På Gammel Torv samledes større klynger af mennesker. Det rygte var udspredt, at man ville »storme rådhuset og befri førerne«, men der blev ikke gjort noget forsøg i den retning. Det var ikke arbejderne, men autoriteterne, der forbrød sig imod loven, og på »Internationale«s møde næste aften vedtoges en protest mod disse autoriteters »voldsomme fremgangsmåde som velskikket til at fremkalde uorden«.

Med tåbelig brutalitet havde man bildt sig ind at kunne slå »revolutionen« ned ved hjælp af ryttersabler og politistave - som om arbejderbevægelsen var en tilfældig oprørsbevægelse, der kunne splittes som et gadeopløb. Med lige så tåbelig brutalitet, blot under lidt andre former, gik man frem imod de tre ledere, der formentlig havde »anstiftet« den hele bevægelse. Deres forhold blev henvist til undersøgelse af kriminalretsassessor Afrikanus Knudsen, som ledede forhørene med en - efter Geleffs beskrivelse - stupid og menneskeæderisk glubskhed. Det gjaldt jo frem for alt at få tillagt de anklagede den hensigt, med vold at ville omstyrte den bestående samfundsorden. Helst måtte de fremstilles som individer, der på forhånd var mistænkelige - mod Geleff lykkedes det at opgrave et påskud til en tiltale for bedrageri, der viste sig ganske ugrundet - men navnlig kom det an på at få sammenstillet løsrevne udtalelser og sætninger af bladartikler på en sådan måde, at der fremkom et afskrækkende billede af de tiltaltes blodtørstige og samfundsomstyrtende formål. Assessor Knudsen nægtede sig ikke noget i den retning, og han handlede sagtens i god tro, i hvert fald i god overensstemmelse med justitsminister Klein og politidirektør Crone. Disse myndigheders uvidenhed om sociale ideer og bevægelser synes at have været lige så stor som den råhed, hvormed de lod arrestanterne behandle som gemene forbrydere. Ikke desto mindre lykkedes det en tid lang Pio at skuffe den pladshundeagtige påpassenhed, hvormed han bevogtedes. Han havde forlangt at blive barberet og fik sendt en barberdreng. Denne dreng hviskede til ham, at han havde besørget et brev for Geleff, og næste gang, han kom, gav Pio ham et brev til besørgelse, ledsaget af en tremark. Drengen viste sig flink i tjenesten, og Pio satte sig nu i forbindelse først med bogtrykker Henriksen, senere med boghandler Loria, der besørgede alle hans bladartikler - af hvilke han i tre fjerdingår leverede henved et halvt hundrede, - omskrevne, for at ingen skulle kende hans hånd.

Imidlertid mærkedes det, at hans pen spøgede i »Socialisten«s spalter. Der kom »næser« fra ministeriet i den anledning til politidirektøren, og man begyndte at gå på jagt efter hans hemmelige forbindelse. Smørret blev endevendt, brødet og kartoflerne gennemskårne, ja hver gang han skulle have et klædningsstykke ind eller ud, undergik det først en opsprætnings- og sammensyningsproces hos en eller anden politiskrædder. Det nyttede intet. Omsider sagde inspektør Hertz, at han ville blive nødt til at forbyde besøgene i arresten, da han ikke kunne kontrollere, om Pio smuglede noget ud. Pio gav ham da sit æresord på ikke at benytte denne lejlighed, når han blot måtte have frie hænder med, hvad han foretog sig i sin celle. Herpå gik Hertz ind, og Pio kunne uden at bryde sit ord vedligeholde forbindelsen med bladet. Men efterhånden blev der taget strengere forholdsregler. Personalet skiftede hvert øjeblik, alle hans bevægelser og udtalelser iagttoges og beluredes, hans bøger og papirer gennemrodedes, når han var borte osv.. Det var tilsidst blevet en offentlig hemmelighed, at han arbejdede for bladet; det fortaltes i korrespondancer til provinsaviserne, på kafeerne og på selve Politikamret. Omsider fik Hertz at vide, hvem det var, Pio stod i forbindelse med, og nu blev Loria kaldt op til inspektøren, der ved at lade, som om han vidste det hele, omsider fik en tilståelse om sagens sammenhæng. Barberdrengen blev hentet, men skønt han havde et brev fra Pio i støvlerne, nægtede han dog hårdnakket, så at endog Hertz tilkendegav sin uskrømtede beundring af hans »drevenhed«. Der var nu ingen udvej åben, og Pio måtte finde sig i, at pen og blæk fratoges ham.

Om sin behandling iøvrigt under varetægtsarresten siger Pio, at han først efter store anstrengelser og voldsomme kampe opnåede de forskellige lettelser, som arrestreglementet stiller i udsigt. Hans fader, kaptajn Pio, tog i »Dagens Nyheder« meget stærkt til orde mod den måde, hvorpå politidirektøren behandlede hans søn med »en til tortur grænsende hensynsløshed«. Crone svarede hånligt, at hvis Louis Pio blev syg i sin tagkammercelle, kunne han jo komme ud på Kristianshavns Forbryderlasaret. Faderen erklærede i den anledning Politidirektøren for sin »bitreste og uforsonligste fjende«, hvem det skulle være ham en glæde at give »en lektion«, og da Crone derefter nægtede ham adgang til at tale uforstyrret med sønnen, fandt selve »Dagens Nyheder« sig beføjet til at protestere mod denne embedsmandsmæssige vilkårlighed. Selv siger Louis Pio, at »indespærringen i de usunde, arsenikforpestede og med utøj befængte huler i Tivoli, der stank af skråsauce og kakkelovnssmørelse, fuldstændigt ødelagde hans kraftige konstitution og lagde spiren til den sygdom, der i cellefængslet efter over to års daglige lidelser omsider ved en blodstyrtning bragte ham nær gravens rand«. Kriminalrettens dom faldt først den 28de marts 1873, altså efter henved ét års varetægtsarrest. Pio, Brix og Geleff dømtes for »forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden, i alt fald for overtrædelse af lov om omordning af Københavns politi samt for forbrydelser med hensyn til religionen«, alle tre til Forbedringshusarbejde: Pio i 6 år, Geleff i 5 år, Brix i 4 år. Højesteret stadfæstede dommen den 6te august, idet den dog nedsatte straffen for Pio til 5 år, for Brix og Geleff til 3 år hver. For at retfærdiggøre denne oprørende dom overfor den offentlige mening blev der dels af en juridisk kandidat, Georg Kringelbach, udgivet en samling såkaldte »oplysninger«, dels på selve Justitsministeriets foranstaltning en samling såkaldte »kendsgerninger«. Hvad der i disse skrifter anføres som opfordringer til »voldsom kuldkastelse af det bestående« eller som »angreb på religionen«, er næsten altsammen kun ting, der efterhånden er gået ind i bevidsthederne som noget selvfølgeligt. Men kun arbejderne følte og forstod den gang, at dommen over deres førere var en klassedom, en justitsforbrydelse; at magten var sat i rettens sted; at dommerne kun var villige redskaber i de besiddendes hænder.

Det hed sig, at den senere professor Goos, som endnu var en radikalt tænkende ung jurist, havde skrevet en kritik af dommen. Men han betænkte sig på at udgive den - heldigvis for hans senere løbebane. Den frisindede intelligens viste overhovedet ingen eller kun lunken sympati for de dømte socialister; følelsen af, at man dog trods alt tilhørte bourgeoisiet, var stærkere end alle skønne frihedsideer. Først i vore dage er man også fra den side kommen til erkendelse af det magtmisbrug, som hin dom var et udslag af, f.eks. når Georg Brandes i en omtale af Pio skriver om de ovennævnte »oplysninger« og »kendsgerninger«: »Bag disse småbøger øjner man et samfund af bedsteborgere, der ude af sig selv over at nogen indenfor det lands grænser, hvorover de er herrer, vover at hylde anskuelser, de aldeles misbilliger, sætter retsapparatet i bevægelse for at få politiske modstandere eller angribere mishandlede som gemene forbrydere, og som, da de har fået de forhadte værgeløse i deres magt, uden blot at fornemme en rørelse af humanitet, bruger forældede eller forkastelige lovbestemmelser til det yderste for at æreskænde og ødelægge på legeme og sjæl. Et ejendommeligt indtryk gør det nu til dags at finde blandt de ytringer, i hvilke efter Kringelbachs bog Pio har gjort sig skyldig, denne med umådelige bogstaver fremhævede skændighed: »Den tanke må vi alle gøre os fortrolige med, at hvis regeringen skulle gøre oprør og prøve på at misbruge den magt, som folket har givet den, så er det hver arbejders pligt at rejse sig og vise regeringen tilbage indenfor lovens skranker.« Den mand fik 5 års Forbedringshusstraf, der mistænkte ministrene for sligt; de ministre, der gjorde det, blev Riddere af Elefanten.«

De dømte havde indgivet ansøgning om straffens forandring fra forbedringshus til statsfængsel, men det blev afslået, og den 15de august 1873 førtes de i et ekstratog til Vridsløselille. Ved ankomsten blev de underkastede den sædvanlige fangebehandling: deres hår blev klippet, og de blev iførte Anstaltens grå trøje, grå vest og benklæder og grå hue med vedhængende maske. De fik udleveret et stykke sort brød med den besked, at der vankede ikke mere den dag, og to dage efter indsattes de i cellerne: Brix kom mellem børstenbinderne, Geleff mellem proppeskærerne og Pio imellem skriverne, ikke af særlig hensyntagen, men fordi der netop var en plads ledig. Om hensyn var der overhovedet ikke tale, tværtimod, behandlingen var snarest strengere, begunstigelserne færre end overfor simple forbrydere. Pio tiltvang sig først efter mange anstrengelser den samme ret til at få bøger sendt, som hans formand i cellen - en fosterfordriver, der var en god ven af flere formående folk i København - havde nydt; han benyttede bl.a. fængselstiden til at lære hollandsk. Geleff var den, der med sin robuste natur tog mindst skade af opholdet på Vridsløselille. Hvor lidt ubehagelighederne bed på hans jyske sejhed, fremgår af de med drøjt lune skrevne erindringer »Under lås og lukke«, som han senere offentliggjorde i »Social-Demokraten«s føljeton. Han fordrev bl.a. tiden med at digte viser, hvad der en gang kostede ham to dages mørk arrest i de tilmurede kælderrum. Brix, der i forvejen var svagelig, fik derimod sit helbred yderligere nedbrudt, og Pio fik sin fordøjelse ødelagt af den slette kost og manglen på bevægelse; i halvandet år smagte han ikke kød, men levede af tørt brød og tyndt øl, og han mistede ti af sine tænder.

Fuldstændig ensomhed i cellen uden passende åndelig beskæftigelse i fritiden; maske for ansigtet, så snart de skulle ud i den ensomme cellegård, der i størrelse og udseende lignede bjørnens bur i Zoologisk Have; maden rakt ind ad en klap i celledøren uden at andet end betjentens hænder kom tilsyne; ensformigt, åndsdræbende arbejde, der ikke formåede at forhindre tankerne i at fortære sig selv; - det var de uforanderlige bestanddele af den lange dag fra kl. 43/4 morgen til 8½ om aften, og således gik hver dag i de tyve måneder, som de tre fanger tilbragte på denne barbarisk indrettede anstalt. Førernes indespærring ramte naturligvis den unge og endnu meget usikre bevægelse som et lammende slag. Navnlig kneb det i begyndelsen hårdt at holde bladet på benene. Redaktionen var overtaget af den unge smed og visedigter Alfred Jørgensen, men abonnentantallet sank, og bogtrykker Henriksen måtte mangen gang pantsætte både ur og gangklæder for at dække trykningsomkostningerne. Ved henvendelse til den samme privatmand, der havde støttet Pio - grosserer Niels Jensen - fik han imidlertid denne til påny at sætte penge i bladet, som således blev holdt oven vande, selv om det ofte nok gik på pumperne. Foruden de to tidligere medarbejdere, Louis Toucher og hans søn August, kom der i denne tid flere nye til, som dog ikke trådte frem for offentligheden: der var en tjenstgørende løjtnant og en afskediget løjtnant, en senere præst og en ung student, hvis fader var kammerherre. Kongen skal en gang have ytret lyst til at se denne vanslægtede unge mand, som i den anledning tog ud til Bernstorff, hvor han dog alligevel ikke blev modtaget. Blandt »Socialisten«s hemmelige medarbejdere var også en etatsråd, som havde været sekretær hos grevinde Danner, og som af og til sendte bladet artikler imod de national-liberale; overbringeren var kortmager Andersen, en gammel tilhænger af den Dreierske bevægelse. Der hvilede da en vis mystik over det lille halvmørke redaktionskontor i sidebygningen i Ravnsborggade, hvorfra »Socialisten« udgik. Men de hemmelige medarbejdere - som offentligt fralagde sig deres medarbejderskab - betød naturligvis ikke stort for bevægelsen; dertil var de proletariatet for fremmede. Arbejdernes sag måtte tages op af arbejderne selv. Pio´s nærmeste afløser som leder af »Internationale« blev cigarmageren Carl Würtz, der ligeledes overtog redaktionen af bladet efter Alfred Jørgensen, og som ikke uden dygtighed klarede sig i en vanskelig situation. Den 5te juni 1873 holdtes den første grundlovsfest ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven. Politidirektør Crone havde forbudt udfoldelsen af den nylig anskaffede røde fane, hvis indskrift »Frihed, Lighed, Broderskab« han tillagde en »truende betydning«; man måtte da holde fest med sammenrullet fane og med musikanter fra Dyrehavsbakken, da ingen »ordentlige« københavnske musikere ville spille for socialisterne. Würtz talte yderst mådeholdent for den ikke store forsamling af trofaste. Den Rimestad'ske Arbejderforening holdt grundlovsfest i nærheden med taler for gud, konge og fædreland, og her var endnu næsten alle de gamle håndværkerforenings faner til stede.

»Socialisten«s artikler og partiets politik i det hele taget var i denne tid præget af en vis spagfærdighed. Mundberg havde under sagen mod de tre førere været arresteret nogle uger, men var atter blevet løsladt, da han fralagde sig meddelagtighed i deres udtalelser. Nødvendigheden af at gå »lovens vej« blev stærkt betonet. Den 28de juli holdtes der påny et møde ved Den slesvigske Sten i anledning af de forestående folketingsvalg. Både Würtz og de jyske kredsformænd Gronemann og Kruse fra Århus talte her for tilslutning til Venstres politik. Stemningen mod de national-liberale var nemlig yderligere blevet ophidset ved udtalelserne på det første nordiske industrimøde, der i anledning af udstillingen nylig havde fundet sted i København. Rimestad havde her erklæret, at arbejdernes vilkår var bedre end nogensinde tidligere i historien, og at der ikke gaves noget særligt arbejderspørgsmål. Hos Venstre mente man at finde villigere øre for småfolks krav. Men der var ikke noget, der hed Venstre i København; her måtte kampen tages op med de bare næver. Ved folketingsvalgene den 20de september opstilledes to af de fængslede: Pio i femte kreds (mod Bille) og Geleff i første (mod Rimestad); endvidere stillede smed H. F. Christensen sig i fjerde (mod gehejmeetatsråd Fenger), pianofortearbejder V. T. Holst sig i syvende (mod Casse) og cigarmager Johnsen sig i niende (mod kaptajn Tuxen). I femte var der stærk tilstrømning af arbejdere, som hilste oplæsningen af Pio´s valgtale med begejstring. Men stemmetallene var naturligvis inderlig små (Pio 199, Johnsen 37, Geleff 26, Holst 11 stemmer, osv.) I Århus anden kreds havde karetmager Kruse stillet sig uden større held, men hvad der ikke mindst bør bemærkes, er, at der allerede ved denne valgkamp optrådte en særlig landarbejderkandidat, nemlig landpostbudet Jens Hansen, som stillede sig i Svinningekredsen (Odsherred) mod en venstrebonde. Efter valget besøgte Bille sin modkandidat i varetægtsarresten. Pio sagde til ham: »Hvis det er af medfølelse, de besøger mig, kommer den noget sent; hvis det er af nysgerrighed, er den dem lidet værdig.« Bille forlod noget slukøret fængslet. Valgenes udfald var, at det forenede Venstre for første gang fik flertal i Folketinget, idet partiet besatte de 70 af tingets 100 pladser. Dermed begyndte den kamp imod godsejertingets overmagt, der med stigende forbitrelse fortsattes en menneskealder igennem. I denne kamp havde det unge socialdemokrati, som vi har set, straks stillet sig på Venstres side til forsvar for de ved grundloven hjemlede rettigheder. Den politiske interesse begyndte i det hele taget at træde stærkt i forgrunden. På en række møder i foråret og sommeren 1873 vedtoges det at støtte Venstre i grundlovskampen. Det største af disse møder fandt sted den 5te maj 1873 på Nørrefælled. Det var årsdagen for slaget, og Crone forbød mærkeligt nok ikke mødet, hvortil V. T. Holst, snedker Sophus Pihl og cigarmager Giessing havde indbudt, men der var ligesom sidst truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger med militær og politi. Henved en snes tusind mennesker var til stede, og mødet forløb i fuldkommen ro. Der udtaltes en berettiget mistillid til de »arbejderskemaer«, som indenrigsministeren havde udsendt i henhold til industrimødets beslutninger, og det vedtoges at indgive en adresse til Folketinget med klage over Politidirektørens grundlovsstridige angreb på forsamlingsretten. Denne klage blev indgivet i næste rigsdagssamling, og folketingsudvalgets flertal tilkendegav sin misbilligelse af politiets fremgangsmåde ved Pio´s arrestation og af Crones forbud mod »Internationale« s møder, men gjorde iøvrigt ikke noget ansvar gældende.

Ved grundlovsfesten i 1873 var det lige ved at komme til et nyt sammenstød, da man efter talernes slutning ville udfolde »Internationale«s røde banner under Dyrehavens bøge. Festpladsen blev omringet af husarer, og situationen så et øjeblik truende ud; man fandt det imidlertid fornuftigst at rulle fanen sammen igen, og dermed var freden genoprettet. Men bestyrelsens medlemmer fik fjorten dages simpelt fængsel. Efter højesteretsdommen over Pio, Brix og Geleff lod justitsminister Klein den 14de august samme år udstede et »foreløbigt« forbud mod »Internationale«, som dermed opløstes. Det var ikke andet, end hvad der før eller senere fandt sted i andre lande: Magthavernes internationale undertrykte overalt arbejdernes, og på et møde i Føniks vedtoges det straks at danne en ny organisation under navnet »Den demokratiske Arbejderforening« med den energiske snedker Sophus Pihl som formand. Kort efter afholdtes der et stort møde på Nørrefælled, hvor man vedtog en protest mod højesteretsdommen, som indeholdt »en miskendelse af arbejderbevægelsens karakter«, og besluttede at anmode kongen om at benåde førerne. Da kongen henviste denne anmodning til Justitsministeren, sammenkaldte Sophus Pihl til et nyt møde den 3dje november på Kristiansborg Slotsplads for igen at lade adressen overrække, denne gang »støttet ved nærværelsen af en talrig arbejderkreds«. Dette møde blev forbudt gennem bekendtgørelse i nogle blade, som arbejderne ikke læste, og samme dag blev Pihl arresteret. Da en del arbejdere indfandt sig på slotspladsen, huggede politiet ind og splittede dem. Pihl blev holdt et halvt år i fængsel. I samme måned fandt der nye valg sted til Folketinget, der som følge af finanslovnægtelsen var blevet opløst. Den rådvildhed, der på dette tidspunkt herskede indenfor det lille, forfulgte arbejderparti, gav sig udslag i, at man kun proklamerede én kandidat, nemlig Louis Pio - og han blev atter trukket tilbage, da man formente, at det forenede Venstre havde bedre udsigter til at sætte sin kandidat igennem! Der var i det hele taget en vis tilbøjelighed til at klamre sig til Venstre for at søge ly mod forfølgelserne, skønt Venstre ikke viste særlig lyst til at tage socialisterne i sin varetægt. Da »Internationale« blev forbudt, erklærede f.eks. »Almuevennen«, at dette forbud burde være udstedt for længe siden, og denne udtalelse blev af »Socialisten« optrykt uden forbehold. Redaktionen var, efter at Würtz var fratrådt, blevet overtaget af typograf I. Hansen. Da denne dømtes til 8 måneders forbedringshus for majestætsfornærmelse, blev han afløst af Vilh. Rasmussen, en barndomsven af Tietgen, oprindelig oplært ved handelen, senere medstifter af »Dagens Nyheder« og medarbejder ved »Hejmdal«. Han redigerede med journalistisk dygtighed bladet i halvandet år og fratrådte først, da det skiftede navn.

»Socialisten« endte nemlig den 9de maj 1874 sin tilværelse under auktionshammeren på Børsen. Grosserer Niels Jensen, som efterhånden havde sat 14,000 kr. i bladet, gik fallit, og den halvpart, han ejede i bladet, blev ved den nævnte auktion tilslået maler Fr. A. Hertz på bogtrykker Henriksens vegne for - 30 kroner! Den anden halvpart tilhørte fagforeningerne, som nu helt overtog bladet, der fra den 10de maj 1874 udkom under navnet »Social-Demokraten«. Mundberg var det ny blads første redaktør. Efter ham fulgte Carl Sacht, der tidligere havde udgivet vittighedsbladet »Figaro«. Hans virksomhed afbrødes ved en dom på 6 måneders fængsel (ligeledes for majestætsfornærmelse); han rejste til Sverige for at unddrage sig den, men blev eftersøgt og anholdt. Efter at V. T. Holst en kort tid havde været ansvarhavende, blev Søren Larsen redaktør, indtil Pio efter sin løsladelse atter overtog ledelsen. Men medens bladet vippede som en lille båd i oprørt sø, ikke altid styret med lige fast hånd af de skiftende redaktører, og medens der i partiets politiske holdning jævnlig gjorde sig nogen usikkerhed gældende, bl.a. på grund af personlige kævlerier - så var der dog trods alt foregået en betydningsfuld udvikling indenfor partiet og lagt en grundvold, der ikke mere kunne omstødes. »Internationale«s opløsning havde nemlig i virkeligheden været en fordel. De faglige »sektioner«, som havde været samlet indenfor denne forenings ramme, fik nu friere albuerum og udviklede sig til selvstændige fagforeninger. Frøkornene spredtes, ved at skallen sprængtes, og der kom pludselig en stærk grøde i den faglige bevægelse. Det nederlag, som murerne havde lidt ved arbejdsnedlæggelsen i 1872, bidrog kun til at skærpe energien, idet man indså nødvendigheden af en velforsynet krigskasse. En af de første selvstændige fagforeninger var Væverforeningen »Enighed og Broderskab«; samme år stiftedes Snedkernes og Stolemagernes fagforening og i 1873 Bygningssnedkernes, skræddernes, malernes, bødkernes, murernes, skomagernes, smedenes; i 1874 tømrernes, sadelmagernes, drejernes, osv.. Det var først hensigten at samle fagforeningerne under »Den demokratiske Arbejderforening«, men de hindringer, som autoriteterne lagde i vejen for at skaffe tilstrækkeligt store lokaler til fælles møder, nødte til at føre en mere spredt fægtning, og netop derved udviklede de enkelte fagforeninger sig hurtigere og kraftigere, end de ellers ville have gjort. »Den demokratiske Arbejderforening« afløstes af en Centralbestyrelse, hvis første formand, barbér E. W. Klein, var en virksom, men upålidelig agitator. Et af »Internationales programpunkter var oprettelsen af produktionsforeninger. Man var i den retning påvirket af Lassalle, hvis tanke var den, at det igennem produktionsforeninger med statstilskud ville lykkes i løbet af kort tid at forvandle produktionsmidlerne fra privat til fælles ejendom. I årene 1872-75 opstod der - særlig under strejker - en række sådanne foreninger i København. Kurvemagerne gjorde begyndelsen, derefter fulgte bygningssnedkerne, skomagerne, skrædderne, karetmagerne, skibstømrerne og blikkenslagerne. Blandt lederne af denne bevægelse træffer vi den unge skomager Chr. Hørdum, den unge skrædder P. Holm og den unge snedker C. C. Andersen.

De fleste produktionsforeninger fik dog kun ringe betydning, og gennemgående var der naturligvis på dette punkt langt mere naiv begejstring både hos lederne og arbejderne end egentlig forståelse af den hele opgave. Resultatet blev da også, at snedkernes, skomagernes, skræddernes og flere andre produktionsværksteder forholdsvis hurtigt gik i stykker, skønt der blev nedlagt et meget betydeligt personligt arbejde i dem, ligesom de krævede store personlige ofre både af de enkelte og af hele organisationen. At vanskelighederne under de da herskende forhold var store, kan man sige sig selv. Den hele bevægelse var ny og forkætret, dens tilhængere var fattige arbejdere, der havde begejstring nok, men hverken penge eller erfaring i, hvad der angik organisation og forretningsledelse. Kapital havde de ikke andet af end de små bidrag, arbejderne selv kunne afse, og det var ikke meget. De måtte skaffe sig lån og kredit, der måtte betales i dyre domme. Selvfølgelig var man heller ikke altid lige heldig med ledelsen. Det hændte, at man fik folk i spidsen, som kun tænkte på deres egne interesser, og det hændte også, at man fik ledere, der vel vare dygtige og samvittighedsfulde arbejdere, men ikke havde noget kendskab til forretninger. I økonomisk henseende blev halvfjerdsernes produktionsværksteder kun tab for arbejderne, men alligevel havde de deres betydning. De lærte arbejderne begrænsningens kunst, de skærpede sansen for den hårde virkelighed og gav mange et højst nødvendigt indblik i frikonkurrencens mysterier, som kom dem til gode under deres fremtidige ledelse af arbejderpartiet. Produktionsforetagenderne hæmmede imidlertid ingenlunde de andre opgaver og navnlig ikke bestræbelserne for en forbedring af de daglige arbejdsvilkår. Konjunkturerne var gunstige. Fra landet gik en voksende strøm til hovedstaden; dette medførte en kolossal udvidelse af byen, hvorved særlig bygningshåndværkerne og alle til byggevirksomhed knyttede fag blev sat i travl virksomhed. Der blev udarbejdet priskuranter og løntariffer, og i mange tilfælde opnåedes der en betydelig lønforhøjelse uden videre kamp, ja blot ved et rask kup fra fagforeningernes side. Men iøvrigt hørte strejker til dagens orden. For det første gjorde arbejderne i reglen kort proces, når der kom noget i vejen, og for det andet stod arbejdsgiverne på det standpunkt, at de betragtede enhver fordring fra arbejdernes side som et uberettiget indgreb i deres »velerhvervede rettigheder«. Derfor ville de som regel ikke forhandle med fagforeningerne, og disse havde så ikke andet at gøre end at sætte hårdt imod hårdt. Af større strejker i denne periode kan nævnes møbelsnedkernes, bagernes og gasværksarbejdernes i 1873, skomagernes, rebslagernes og karetmagernes i 1874, skibstømrernes, cigararbejdernes og blikkenslagernes i 1875 og formerstrejken i 1876. Flere af disse strejker mislykkedes ganske; en enkelt, nemlig gasværksarbejdernes, medførte endogså, et der udstedtes et forbud imod, at gasværkernes arbejdere var medlemmer af en fagforening; snedkerstrejken mislykkedes ligeledes og medførte en meget skrap forfølgelse af fagforeningsmedlemmer fra mestrenes side ved udsendelsen af de såkaldte »dødslister« over fagforeningsmedlemmer, som ikke måtte tages i arbejde. Som et karakteristisk eksempel på, hvor lidt arbejderne egentlig endnu forstod af sammenholdets betydning, kan anføres, at ved snedkerstrejkens udbrud forelagde mestrene på et stort antal værksteder en erklæring til underskrift, hvori svendene erklærede sig tilfredse med de forhold, mestrene bød dem. Disse »tilfredshedserklæringer« fik et ret stort antal underskrifter, og arbejderne blev således splittede allerede ved strejkens begyndelse. Man kom imidlertid også ud over disse vanskeligheder, selv om det var trange tider for de enkelte, som stillede sig i breschen. Det må nemlig vel erindres, at i næsten alle fag var fagforeningernes medlemmer i mindretal, og det var derfor forholdsvis let for mestrene at ramme de arbejdere, som ved deres iver for kammeraternes sag havde vakt deres mishag. Når man sammenligner hin tid med vore dage, fyldes man med beundring og taknemlighed overfor de mange, som den gang, trods lidelser og savn, holdt fanen højt og banede vejen for de kommende bedre tider. Man må huske, at det den gang ligefrem betragtedes som en skam, selv mellem mange arbejdere, at være socialist eller fagforeningsmedlem.

Egentlige forbund indenfor de enkelte fag bestod kun hos handskemagerne samt i tobaksarbejderfaget og delvis i skrædderfaget. Men i de større provinsbyer som Århus, Horsens, Ålborg, Randers, Odense m. fl. var der organisationer, som naturligvis stod i nogen forbindelse med hverandre. Hvad man savnede, var enhed og kraft. Der gjordes forskellige forsøg, bl.a. ved oprettelse af en fælles strejkekasse for hele landet, men uden heldigt resultat. Vanskelighederne lå dels i den dobbeltstilling, man havde givet fagforeningerne, idet disse skulle være både faglige og politiske organer, og dels i mangel på praktisk blik fra ledernes side. Man imødeså med længsel det øjeblik, da »førerne« blev løsladte for atter at stille sig i spidsen for bevægelsen. Og dog skulle det netop først da vise sig, at deres førerskab ikke længer svarede til den udvikling, der i mellemtiden var foregået. Rørende er det at se den hengivenhed, hvormed særlig Pio blev omfattet under fængslingen. På hans fødselsdag og ved pinsetid drog en skare partifæller ud og bragte ham serenader udenfor Vridsløselilles mure. Og rørende var den jubel, hvormed han blev modtaget ved løsladelsen. På kongens fødselsdag den 8de april 1875 blev de tre fanger »benådede«, og efter et rekreationsophold på landet - for Pio´s vedkommende tillige en rejse til Genf - vendte de tilbage til hovedstaden. Ved grundlovsfesten, som atter afholdtes ved Den slesvigske Sten, trådte de for første gang frem for en større forsamling, og en tusindstemmig begejstring bruste dem i møde. Pio var endnu for afkræftet til at tale; en hilsen til partifællerne fra ham og Brix blev oplæst fra tribunen. Geleff derimod holdt talen om grundloven. I juli måned overtog Pio påny bladets ledelse - først med S. Larsen, derefter med Klein som ansvarhavende - og kastede sig trods sit svækkede helbred ildfuldt ind i agitationen. Der var fart i hans artikler, slagfærdighed i hans polemik, glød i hans taler. Abonnentantallet steg, bladets format blev udvidet. Partiet voksede, og i kredsen af de trofaste fra den første trængselstid var Pio atter den forgudede fører. På et møde i Føniks lød første gang den »Honnørmarsch», som maler Fr. A. Hertz havde digtet til hans hyldest: »Hør sangen, hvor mægtigt den toner«, og som arbejderne i den følgende tid atter og atter sang med taknemlighedens tårer i øjnene:

Århundreders dybeste mørke

indhylled vor arbejderstand.

Ukendt med vor kraft og vor styrke

vi trælled på afgrundens rand.

Da lysned så dejlig en stjerne

med trøst og med håb i det fjerne,

thi Louis Pio kækt os viste vej

til ret og velfærd

han os svigted ej, nej, han os svigted ej.

Og ingen troede, at han nogensinde kunne svigte. Han havde jo allerede gennemgået det martyrium, om hvilket han i en festtale som Centralbestyrelsens formand i december samme år sagde: «Enhver ny idé, der skal bringe menneskeheden fremad på dens bane, må først »fødes i kødet«, som skriften siger; den må tage menneskeskikkelse på og bo iblandt os. Men når da den udødelige idé har personificeret sig i et eller flere mennesker, så træder den gamle molok, det bestående, frem og fordrer af den ny messias et blodigt sonoffer, før den viger tilbage til skyggernes rige.« Havde han mon en fornemmelse af, at der kunne kræves et endnu større offer af ham, end han allerede havde bragt? Partiets politiske standpunkt, som af og til havde været lidt blakket, blev under Pio´s ny ledelse atter rent og klart. Han markerede skarpt forskellen mellem Venstre som storbøndernes parti og socialdemokratiet som landarbejdernes og husmændenes. Den 25de april 1876 var der igen valg til Folketinget, som regeringen havde opløst på befæstningsspørgsmålet. Pio stillede sig påny mod Bille i femte kreds og opnåede denne gang omkring tusind stemmer, en tredjedel af de afgivne. Valghandlingen var stærkt bevæget; da resultatet kundgjordes, fandt Bille det rådeligst at forsvinde gennem et vindue i Eksercerhuset. I syvende kreds stillede Mundberg sig, i niende Geleff, i Lyngby sproglærer Bjørnstrup, i Kundby skrædder J. Hansen og i Århus anden kreds Giessing. Grundlovsfesten dette år var større end nogensinde før. Toget drog med 61 faner fra Nørre Boulevard til Havnegade for at tage med dampskibe til Dyrehaven. Og København havde denne gang det særsyn, at der ikke blot gik en forhenværende officer i spidsen for de mandlige arbejdere, men at der gik en »virkelig« baronesse i spidsen for de kvindelige. Det var den svenskfødte frøken Jacquette Liljencrantz, der i en ung alder havde unddraget sig familiens tugt, senere var blevet »forført« og forladt af en norsk student og havde udgivet hævnråbende skrifter om denne forførelseshistorie, derefter var kommen til København og havde opsøgt Pio, i hvem hun efter sit eget sigende så en ny messias. Som lidenskabelig forkæmperinde for sit undertrykte køn sluttede hun sig til det eneste parti, der satte kvindens fulde ligestilling med manden på sit program. Hun skrev i »Social-Demokraten« og var formandinde for »Den fri kvindelige Forening«, hvis fane netop på denne grundlovsdag indviedes af Pio.

Dagen efter grundlovsfesten trådte partiets første kongres, hvortil der var sendt delegerede (ca. 75) fra hele landet, sammen på »Gimle« på Frederiksberg. Den varede i tre dage og blev af afgørende betydning for hele den senere udvikling. Det viste sig nemlig her, at der indenfor partiet og nede fra selve dets grundlag, den faglige organisation, var vokset en vis modstand op imod Pio´s førerskab, ikke fordi man underkendte hans betydning eller ville ham personligt til livs, men fordi man nu begyndte at føle sig stærk nok til i højere grad end før at styre sine egne anliggender og ikke længere gå i enkeltmands ledebånd. Oppositionens ordførere på kongressen var de tidligere nævnte »nye mænd«, fagforeningslederne P. Holm, Chr. Hørdum og C. C. Andersen, hvortil kom sproglærer Bjørnstrup (på det foranstående kongresbillede vil man se disse og de fleste andre oppositionsmænd samlede på Pio´s Venstre side, medens hans tilhængere har taget plads på hans Højre), og diskussionen drejede sig væsentligt om de nye love, ved hvilke partiets indre forfatning skulle fastslås. Der forelå to forslag, et fra Pio og et fra Socialdemokratisk samfund. Pio´s forslag gik ud på, at den årlige partikongres skulle vælge en formand, som skulle have den øverste myndighed i partiet. Han skulle ganske vist kontrolleres af et »opsigtsråd« på 9 medlemmer, men disses navne skulle (på to nær) ikke være kendte af partiet før den følgende kongres; hvis fem af dem var enige derom, skulle de kunne give formanden en advarsel; til at afsætte ham krævedes enighed mellem de syv. Bestyrelserne for de faglige og lokale foreninger skulle hver måned indsende en nøjagtig rapport til formanden, som derefter havde at udarbejde en oversigt over partiets stilling. Formanden skulle endvidere bestemme, hvor mange penge der i hvert distrikt måtte anvendes til agitationen. Han skulle være ulønnet, men have sine personlige udgifter godtgjorte og kunne holde en lønnet privatsekretær. Efter dette forslag ville formanden ubestrideligt få tildelt en langt videregående myndighed, end der ret vel lod sig forene med et demokratisk ordnet parti; det var Pio´s gamle »stormester« tilbøjeligheder, der her gik igen, men de stødte nu på afgjort modstand hos kongressens flertal. Det gjordes gældende, at den af ham foreslåede forfatning var »monarkisk«, og at den magt, han som formand gjorde krav på, grænsede til et personligt diktatur. Grundlaget for forhandlingerne blev derfor nærmest det af »Socialdemokratisk samfund« fremsatte udkast. Man enedes om at indsætte en hovedbestyrelse på ni mand - fem for København, fire for provinserne - som skulle lede partiets politiske og principielle agitation, samt en lokalbestyrelse, bestående af repræsentanter for hver fagforening, der skulle lede det faglige arbejde. Til formand valgtes Pio enstemmig med 6042 stemmer, til viceformand Geleff. Hovedbestyrelsen kom for Københavns vedkommende til at bestå af Holm, Hørdum, Giessing, Johnsen og borgerinde Liljencrantz, for provinserne af Bliesmann og Svendsen i Århus, H. J. Nielsen i Fredericia og H. Jensen i Horsens. Pio havde kæmpet som en løve for sit faldne forslag. Dagen efter at kongressen var sluttet med et festmåltid, skrev han i »Social-Demokraten« en skarp artikel imod den af partiet vedtagne ordning. Han ankede over, at formanden blev »degraderet til forretningsfører« for hovedbestyrelsen, som han kaldte »et ukontrolleret ni mandsdespoti«. Formanden ville være »bunden på hænder og fødder«, og man kunne måske finde det underligt - skrev han - at han under disse omstændigheder overhovedet havde modtaget formandsposten; han betragtede det imidlertid som sin pligt at underordne sig kongressens afgørelse, men skulle det vise sig, at formanden var »en ren skriver«, og at handlekraften i partiets ledelse svækkedes altfor stærkt, forbeholdt han sig ret til enten at trække sig tilbage eller søge en forandring tilvejebragt. Der var naturligvis stor glæde i højrepressen over den formentlige »splid«, som således var opstået i socialdemokratiets lejr. Om selve grundsætningerne var der ganske vist ingen uenighed i partiet, men noget ejendommeligt var det jo nok, at Pio benyttede sin stilling som redaktør til offentligt at kritisere partiets beslutninger i dets eget organ. Senere nøjedes han dog med at fremsætte kritikken i det på kongressen oprettede »Månedsblad for det Socialdemokratiske Arbejderparti«, som han - i sin egenskab af formand - ligeledes redigerede, og gennem hvilket han søgte at køre partibestyrelsen i ret stramme tøjler. Der er vel næppe tvivl om, at grunden til det mismod, som i den nærmestfølgende tid synes at vokse hos ham, må søges i skuffelsen ved den modstand, der kom til orde imod ham på Gimle-kongressen, og som han stadig følte som en hæmsko for sin tilbøjelighed til uindskrænket at råde og handle på partiets vegne. Hans helbred havde fået et knæk ved den lange indespærring på Vridsløselille; nu fik også hans ærgerrighed som partihøvding et alvorligt knæk. Og dertil stødte forskellige andre omstændigheder, som bidrog til at nedslå og afmande ham.

I sommeren 1876 gennemgik partiet som følge af den herskende forretningskrise med ledsagende arbejdsløshed en yderst vanskelig tid. Under disse forhold fik Pio ideen til at iværksætte en udvandring i stor stil med det formål at grundlægge en socialistisk koloni i Amerika. Tanken modnedes hos ham dels ved samtaler med en fhv. konsul i Kansas, svenskeren Bjørck, som repræsenterede Kansas Pacific Landkompagni i København, dels gennem læsning særlig af Charles Nordhoffs den gang nylig udkomne bog Communistic societies in The United States. At den art socialistiske koloniserings forsøg hidtil bestandig var mislykkedes, havde for Pio´s fantastisk anlagte natur intet skræmmende. Han har utvivlsomt været i fuldtud god tro, da han forelagde sin plan for hovedbestyrelsen, og hans begejstring for kolonitanken er muligvis blevet forstærket ved udsigten til i den ny verden at skabe sig et større råderum for sin personlige tragten, end forholdene herhjemme syntes at tillade. Foreløbig besluttedes det at sende Geleff til Amerika for at undersøge forholdene. Han rejste i juli måned, og bladet meddelte, at det var »i en mission for partiets hovedbestyrelse« uden dog at angive hvilken. Den 3dje september afholdtes der et møde på Nørrefælled for at forhandle om midler mod den omsiggribende arbejdsløshed. Den meget talrige forsamling vedtog en resolution, som krævede hurtig iværksættelse af offentlige arbejder og protesterede mod bortødslen af statens penge til befæstningsanlæg. Naturligvis toges der fra regeringens side intet hensyn hverken til kravet eller til protesten. Det Estrupske ministerium stræbte efter evne at efterligne den Bismarckske reaktion. Hadet til socialismen gav sig netop i disse dage et nyt udslag i den hårdhed, hvormed myndighederne skred ind imod »Ravnen«s redaktør Harald Brix. »Ravnen« var begyndt at udkomme med april kvartal 1876. Den skulle håndtere satirens lettere våben i kampen mod »en idéforladt bande af lejede negere«, som det hed i programmet; den skulle være »svøben ved siden af sværdet«, og til at svinge denne svøbe var Brix selvskreven. Han var af temperament meget forskellig fra de to andre i trekløveret. I modsætning til sin fantastisk anlagte og personligt forfængelige fætter Pio, men også i modsætning til den drøje og bredt gemytlige Geleff, var den sygelige Brix en spottefugl, hvis bitterhed kunne give sig udslag i en bidende spydighed, der endog jævnlig gik ud over hans nærmeste medarbejdere. I »Ravnen« åbnede han straks en række hvasse angreb på ministre, officerer, præster og svindlere, men navnlig på politidirektør Crone, til hvem han bar et velment og velfortjent nag. Crone blev i »Ravnen« bestandigt afbildet som en gorilla af menneskeæderisk udseende, og i samme skikkelse havde Brix ladet ham afbilde på et rullegardin på bladets kontor, som tillige var »Social-Demokraten«s ekspeditionskontor. Det varede naturligvis ikke længe, før retssagerne mod »Ravnen« begyndte, og samtidig var Brix lige ved at få en duel på halsen. En premierløjtnant August Wulff, der også optrådte som højreagitator, indfandt sig nemlig en dag sammen med to andre officerer på kontoret i Gothersgade 81 for at udfordre »Ravnen«s redaktør. Brix tog sagen med stor ro; han spurgte, om Wulff havde mandat til at optræde på samtlige officerers vegne, og da Wulff benægtede det, afslog Brix udfordringen, idet han dog bemærkede, at han var til tjeneste, nårsomhelst de herrer officerer mødte med det fornødne mandat. De indfandt sig ikke mere. Men for sikkerheds skyld købte Brix sig et par revolvere og tog kursus i skydning.

Kun i fem måneder var Brix redaktør af »Ravnen«. En dag i begyndelsen af september 1876, ud på aftenen, indfandt daværende politiinspektør Hertz, ledsaget af en overbetjent, sig på kontoret og forlangte at få Brix i tale. Sagsanlæggene mod »Ravnen« var efterhånden blevet så talrige, at man anså det for nødvendigt at sikre sig redaktørens person, en temmelig overflødig foranstaltning, da den syge, næsten altid til smertenslejet fængslede mand, sikkert ikke tænkte på at flygte. Brix stod ved sin pult, da politimændene trådte ind. Hertz erklærede ham for anholdt og tilføjede, at han måtte følge med straks. En droske holdt parat udenfor porten. Trods det pludselige, næsten overrumplende i denne anholdelse, bevarede Brix sin aldrig svigtende ro. Han tilkaldte personalet, gjorde det bekendt med, hvad der forestod, og gav sine sidste ordrer. Medens han klædte sig om, talte han ret muntert med Hertz, fik sine nødvendigste sager med sig og tog afsked med sine omgivelser. Med rank holdning og løftet hoved gik så den allerede den gang dødssyge mand ud til drosken, der skulle føre ham til fængslet. Om natten var den del af ekspeditionslokalerne, som Brix havde til eget kontor og beboelse, bevogtet af to opdagelsesbetjente, som skulle passe på, at ingen af de samfundsfarlige »ravne« fløj bort fra reden. Den 13de januar 1877 blev Brix ved kriminalrettens dom idømt 4 års forbedringshus. Næsten alle de numre af »Ravnen«, der var udkomne under hans redaktion, blev beslaglagte. Dommen begrundedes ved, at »Ravnen« var gået ud på »at fremstille den danske statsforfatning som en tilstand, hvori folket holdes i ufrihed af magthaverne, og på at stille i udsigt, at denne tingenes tilstand og dermed selvfølgelig også kongemagten i en nær fremtid ville blive omstyrtet på en voldsom måde ved den sociale idés og det sig rejsende folks sejr, hvorved det også måtte bemærkes, at forskellige stykker (dvs. i »Ravnen«) omtaler den militære disciplin som et tyranni, for hvilket man bør frigøre sig.«

Foruden de 4 års Forbedringshusarbejde blev Brix i forskellige sager, som var anlagte imod ham af Crone, Hertz, Oldenburg og flere idømt tilsammen 21 måneders simpelt fængsel og bøder til et beløb af henved halvandet tusind kroner. Den 5te april 1877 stadfæstede højesteret den af kriminalretten fældede dom, som i hårdhed og råhed ikke stod tilbage for den, der i 1873 havde ramt de tre førere. Efter syv måneders varetægtsarrest måtte Harald Brix for anden gang tiltræde turen til Vridsløselille. Men inden den tid havde Pio allerede forladt landet. Vi har set, hvorledes udfaldet af den første partikongres havde forstemt ham ved at skuffe hans ærgerrighed. Kriminalrettens dom over Brix viste ham, at han ved første givne lejlighed påny kunne komme til at dele fætterens skæbne, og en tilbagevenden til Vridsløselille stod for ham som ensbetydende med en dødsdom. Men dertil kom forskellige andre omstændigheder. Han kæmpede hårdt med pengevanskeligheder. Ikke fordi han levede ødselt, thi hans livsvaner var i virkeligheden ganske beskedne, og han havde foruden sine 60 kr. om ugen som redaktør en månedlig løn af 150 kr. som formand, men fordi han af hensyn til bladet efterhånden var kommen i en betydelig gæld. Da Henriksens bogtrykkeri ikke længer var i stand til at levere »Social-Demokraten« i en læselig skikkelse, besluttede Pio nemlig selv at oprette et trykkeri, hvortil han købte maskiner og materiel hos et firma i Hamborg for 30,000 kr.. Han havde imidlertid ikke en gang penge til at betale tolden, da materiellet stod på Toldboden, og han fik derfor baronesse - eller borgerinde - Liljencrantz til at låne sig et par tusind kroner, mod at han foruden at forrente pengene sikrede hende en fast stilling som medarbejder ved bladet. Trykkeriet - det såkaldte »Centraltrykkeri« - gik imidlertid ikke efter forventning, og den forhøjede pris på bladet (fra 20 til 25 øre ugentlig) bevirkede en nedgang i abonnementet. Da de første udbetalinger skulle præsteres, måtte Pio henvende sig til tre af de mest velstående fagforeninger - cigarmagernes, bygningssnedkernes og møbelsnedkernes - som hver lånte ham 1000 kr. Men ved disse og andre lån, ved forrentning af gammel gæld og fornyelse af veksler osv. kom Pio kun dybere og dybere i økonomisk uføre, forretningsmand var han ikke, og hans stilling blev mere og mere pinagtig. Dertil kom endelig også de personlige angreb, han var genstand for, bl.a. gennem nogle smædeskrifter af frafaldne partimedlemmer som E. W. Klein (i »Socialismen og dens ledere«), Vilh. Rasmussen og flere skønt disse angreb var af ganske lavtliggende, sladderagtig art, og skønt en mand i Pio´s stilling måtte være belavet på at blive tilstænket med smuds, synes de dog at have medvirket til yderligere at forstemme og forbitre ham på et tidspunkt, da han havde vanskeligheder nok at strides med. På sin fødselsdag den 14de december 1876 blev han som sædvanlig fejret af sin trofaste kreds ved en større fest, men i februar måned 1877 erklærede han i hovedbestyrelsen, at fra 1ste marts ville han nedlægge sin post som partiets formand. Han var overanstrengt, sagde han, og ked af de beskyldninger for at leve flot på arbejdernes bekostning, som dels fremsattes offentligt imod ham, dels gik i svang i krogene. Af de 1800 kr., han havde i formandsløn om året, ofrede han størstedelen på at hjælpe nødlidende arbejdere, og selv levede han yderst nøjsomt. Muligvis har han allerede på dette tidspunkt næret planer om bortrejse. I hvert fald interesserede han sig stærkt for udvandringstanken.

Den 14de januar var indbydelsen til »Oprettelse af en koloni i Kansas« fremkommen på »Social-Demokraten«s forside, underskreven af hele partiets hovedbestyrelse. Betingelserne for deltagelse var et indskud af 400 kroner for en mand, 230 kroner for en kvinde, 50 kroner for et barn under 12 år. Ingen kunne medtages som aktiv deltager, der var over 50 år. Heller ikke kunne nogen komme med, som havde været i straffe eller arbejdsanstalter for forbrydelser eller dovenskab, eller som var behæftet med sygdom eller legemsfejl, der formindskede arbejdsdygtigheden. Hvad indretningen af kolonien angik, fremstilledes naturforholdene i Kansas gennem en række artikler i »Social-Demokraten« (senere udgivne af Pio i særtryk med illustrationer) som særdeles fordelagtige. Al grundejendom skulle være fælles, og alle mænd og kvinder over 18 år skulle have lige stemmeret i koloniens anliggender. Forøvrigt hverken kunne eller ville bestyrelsen foreskrive nærmere regler for fordelingen af arbejdet osv., men den »stolede på, at det ny samfund ville ordne sig socialistisk.« Afrejsen for det første hold af deltagere skulle finde sted i april måned. Om Pio har haft til hensigt at følge med som leder af ekspeditionen, vides ikke med sikkerhed, men udvandringsplanen synes af myndighederne at være blevet greben som en passende lejlighed til at skaffe ham ud af landet. Dertil var der så megen større anledning, som Estrup netop på dette tidspunkt forberedte sin første provisoriske finanslov. Pio havde overfor regeringens truende holdning allerede i januar måned udtalt sig yderst skarpt gennem »Social-Demokraten«s ledende artikler. »Hvis regeringen begår et brud på forfatningen« - skrev han -, »da må »folkets frihed beskyttes, om fornødent med våben i hånd .... Ve venstrepartiet og ve os, hvis det ikke er den plads voksen, hvorpå forholdenes magt mere end dets egen virksomhed har stillet det.« Fra regeringens side var man da netop i dette øjeblik stærkt interesseret i at tilføje socialdemokratiet et lammende slag. Der var allerede i forvejen på grund af de dårlige tider en vis gæring, blandt Københavns arbejdere. Den 5te februar afholdtes et stort møde på Nørrefælled, hvor det vedtoges at opfordre staten til at bevilge 100.000 kroner til arbejdere, som kunne ønske at udvandre for at grundlægge en koloni, samt at kræve offentlige arbejder hurtigst muligt iværksatte for at råde bod på arbejdsløsheden. En deputation skulle overbringe Folketinget mødets beslutninger. Men Pio var naturligvis klar over, at arbejderbevægelsen langtfra var stærk nok til at besvare det forestående statskup med en revolution. Af Venstre var der intet at vente. Ville han forsøge at gøre alvor af sine egne stærke ord - at opfordre folket til handling -, vidste han, hvad der ventede ham. Øjeblikket kunne da ikke være belejligere for modstanderne, når de ville påvirke ham til at svigte sit parti. Han var mismodig og træt, ville helst trække sig ud af det hele, og det lykkedes kun altfor let at overtale ham. Mellemmanden var den snu politiinspektør Hertz. Om han optrådte på selve regeringens vegne eller som agent for en eller flere private kapitalister, vil rimeligvis aldrig blive opklaret. De forhandlinger, der i begyndelsen af marts måned fandt sted mellem ham på den ene side, Pio og Geleff på den anden, er ligeledes indhyllede i et hemmelighedsfuldt slør. Geleff har ganske vist givet en fremstilling af dem i sit skrift »Den rene, skære sandhed om Louis Pio og mig selv«. Det er dog tvivlsomt, om denne beretning, som gør et yderst frastødende indtryk ved den måde, hvorpå forfatteren æreskænder Pio og nedværdiger sig selv, virkelig indeholder den rene sandhed.

Politiinspektør Hertz har rimeligvis givet det udseende af, at han interesserede sig uhyre for koloniplanen, og har under dette påskud foreslået Pio at forstrække ham med en sum penge på betingelse af, at han forlod Danmark for bestandigt. Pio har i sin forstemthed grebet tilbuddet og ladet det gå videre til Geleff, som - efter hvad han selv fortæller - først protesterede, men derefter trådte i underhandlinger med Hertz. Denne modtog ham en aften i sin private lejlighed under et vist højtideligt arrangement og meddelte ham, at Pio allerede var gået ind på at rejse hemmeligt bort, og at han - Geleff - gjorde bedst i at følge med, da bladet dog ville blive standset ved Pio´s bortrejse, samtidig med at kreditorerne ville falde ind og retsligt ansvar blive rejst, osv.. Geleff lod sig overtale, da Hertz tilbød ham 1500 kr., og underskrev det dokument, som politiinspektøren forelagde ham, idet han dog - efter sit eget sigende - »skammede sig som en hund.« Den næste aften mødte han sammen med Pio hos Hertz, og det bestemtes, at afrejsen skulle foregå den følgende dag. Pio skulle gå med et skib til Leith, Geleff med et andet til Newcastle, hvorefter de skulle mødes i Glasgow. En opdagelsesbetjent fulgte med for at påse, at alt foregik efter aftale; så snart damperen, som førte dem til New York, havde forladt bolværket i Glasgow, skulle betjenten telegrafere til Hertz: au right! Rejsen, fortæller Geleff videre, foregik på den måde, som var bestemt - »og vi to slyngler slap lykkeligt og vel over både Vesterhavet og Atlanterhavet. Fanden hytter nok sine!«

Således er tonen i Geleffs redegørelse, hans beretning om afrejsen er i hvert fald rigtig. Den foregik den 23de marts 1877. Blandt de partifæller, der hørte til Pio´s nærmeste omgang, var der ganske vist i dagene forinden opstået en formodning om, at han tænkte på at rejse bort, men det faldt dem ikke ind, at han så pludselig ville forlade landet, og selv benægtede han det. Da rygtet om hans forestående afrejse havde fundet vej til »Dagstelegrafen«, dementerede han det i »Social-Demokraten«. På den nævnte dag ved middagstid var han inde på bladets ekspeditionskontor uden at lade sig forlyde med noget. Han sagde kun, at han skulle møde i retten, og at han kom tilbage kl. 4. Imidlertid ventede trykkeriet forgæves på manuskript til næste dag, timerne gik og Pio viste sig ikke. De partifæller, som ud på aftenen samledes på redaktionskontoret, bestyrkedes da efterhånden i mistanken om, at han måtte være rejst, men først dagen efter fik de vished. Søndagen den 25de marts indeholdt »Social-Demokraten« den kortfattede meddelelse: »D'hrr. Louis Pio og Poul Geleff er i forgårs afrejste herfra over England til Amerika.« Mere stod der ikke, men det var nok til at vække bestyrtelse blandt de tusinder af partifæller, som pludselig så sig svegne i deres tillid til den mand, hvem de havde set op til næsten som en halvgud.

Fra Glasgow sendte Pio et brev til »Dagbladet«, dateret den 30te marts, hvori han søgte at forsvare sig mod beskyldningerne for at have forrådt arbejderpartiets sag. Han påstod, at han ikke havde »sneget sig bort«, men kun hemmeligholdt sin afrejse af hensyn til sine kreditorer. Han opgjorde den gæld,, han på bladets vegne havde pådraget sig, til henved 16,000 kr. ialt. Han beklagede sig over den »lurvede løn«, der var budt ham for hans virksomhed (skønt han jo selv havde fordret, at formandsposten skulle være ulønnet), og han bebrejdede arbejderne, at de ikke havde villet ofre 25 øre om ugen på det blad, som han havde ofret tre år af sit liv. Dette brev var Pio uværdigt og bidrog kun til at stille ham i et endnu ugunstigere lys. Og man kunne ikke andet end forholde sig mistroisk, når han samtidig erklærede, at han kun var rejst i forvejen for at berede jordbunden for Kansas-kolonien. Denne påstand var dog ingenlunde greben ud af luften. Pio søgte virkelig at gøre alvor af den planlagte koloni. Ved sin ankomst til New York hævede han den sum penge, som Hertz havde sikret ham. Efter hvad Geleff mener, havde han i København fået udbetalt 5000 kr. Hos konsulatssekretær Thomas Schmidt fik han udbetalt andre 5000 kr., for hvilke hans kontorist kvitterede under det aftalte motto: »Sent er ikke for sildigt.« Geleff fortæller, at han netop kom op på konsulatskontoret i det øjeblik, da pengene blev udbetalte til kontoristen (den såkaldte Sorte Hansen, som senere er blevet en anset borger i Chicago), og man tager næppe fejl, når man tilskriver Geleffs forbitrelse den omstændighed, at han mente sig »snydt« af Pio, som efter hans påstand endda yderligere skulle have tilsendt 15,000 kr. fra København (hvilke han dog næppe nogensinde fik). De to rejsefæller skiltes som dødelige uvenner. Pio rejste til Kansas, hvorhen den første ekspedition af danske udvandrere nogen tid efter ankom. Men koloniforsøget mislykkedes fuldkomment. Hverken jorden eller klimaet svarede til forventningerne. Man begyndte at grave og at tømre nogle blokhuse op, men der var ikke gjort mange spadestik, før man indså det håbløse i at skabe et socialistisk samfund udenfor kulturen, med en tilfældigt sammenbragt og rådvild flok mennesker. Efter et par måneders forløb var forsøget opgivet og nybyggerne splittede for alle vinde. Men Pio havde da også ofret sine 10,000 kr. næsten til sidste hvid. Judaspengene havde ikke bragt ham velsignelse. Og han måtte nu begynde en hårdnakket og omtumlet kamp for tilværelsen. Han tog til Chicago, forsøgte først at tjene brødet som sætter, blev derefter journalist og foredragsholder, deltog bl.a. i agitationen under den store jernbanestrejke 1877, var med til at stifte bladet »Den ny Tid«, blev efterhånden redaktør af henved 30 ugeblade af den forskelligste art, oversatte romaner, skrev lærebøger i sprog og andre vejledninger for indvandrede skandinaver, arbejdede en tid lang som agent for den bekendte danske jordopkøber og storspekulant professor N. C. Frederiksen, var bestandig fuld af ideer, men fik sjældent noget synderligt ud af dem. Det lykkedes ham imidlertid at opnå et par offentlige ansættelser, dels som tilsynshavende arkitekt, dels som assistent ved toldvæsenet, og efterhånden slog han sig tåleligt igennem. Hans breve hjem til gamle venner i Danmark vidner om, at han stadig bevarede sin ungdoms interesse for litteratur og sprogvidenskab.

I maj måned 1894 foretog han en rejse til Florida, hvor han ville anlægge en rute for turister mellem White City og den store sø Okeechobee. Han havde en ung slægtning med sig, men på tilbagevejen foer de vild, og provianten slap op. I et brev til sin hustru, den tidligere omtalte danskfødte Augusta Jørgensen, skrev han den 24de maj: »For første gang i mit liv tabte jeg modet og ville have lagt mig til at dø i skoven. Men Johannes holdt trofast ud. Havde det ikke været for hans skyld, havde du idag været enke«. Den 2den juni kom han syg hjem til Chicago. Hans hustru havde musikskole, og da han dårligt kunne tåle lyden af instrumenterne, flyttede han over til en slægtning i en af forstæderne. Om aftenen, da hans hustru kom over til ham, sagde han: »Jeg kan ikke sige dig, hvor besynderligt jeg føler. Det er, som om jeg var kommen hjem.« »hvad mener du?« spurgte hun. »jo, forstår du ikke, her er jeg midt iblandt arbejderne. Jeg ser deres daglige kamp for tilværelsen. Jeg hører dem, når de kommer hjem om aftenen og sidder på trappen og leger med børnene.« Et par dage efter måtte han bringes på hospitalet, og den 8de juli døde han, stille og roligt efter sit stormfulde liv. Ved et besynderligt lune af skæbnen er hans datter kommen tilbage til Danmark som lensgrevinde til et af landets rigeste godser. Hvad Poul Geleff angår, da lever han endnu, 62 år gammel, som landagent, ejendomshandler og bladudgiver i fabriksbyen Pueblo i staten Colorado. Han har efter de sidste beretninger at dømme bevaret sin uopslidelige livslyst og sit gode humør. Men han tænker utvivlsomt ofte med blandede følelser tilbage på hin martsdag i 1877, da han sammen med Pio forlod Danmark, vel vidende at der derved tilføjedes den unge arbejderbevægelse et stød i hjertet. Heldigvis havde den livskraft nok til at overleve det. Og når danske arbejdere nu tænker tilbage på Louis Pio´s saga, er det uden bitterhed mod den mand, hvis svaghed ramte ham selv hårdest. Louis Pio havde sin historiske mission, som han udfyldte. Han kom i det givne øjeblik som den mand, omstændighederne krævede, som den, der udslyngede den fængende brand. Han opflammede et sløvt proletariat ved sin personligheds magt; han rejste det danske socialdemokrati. Det skal ikke glemmes ham. At han faldt sammen og svigtede, skyldtes forhold, hvorover han måske ikke selv var herre. Det lader sig forklare - om end ikke forsvare. Thi at forstå, hvad der er sket, og at erkende, hvorfor det måtte ske, er ikke det samme som at anerkende det. At forstå er ikke: så meget at tilgive som at drage lære for fremtiden. 

Genrejsningen

(1877-1884)

Året 1877 hører til de mørkeste og sludfuldeste i dansk historie. De gode tider, der med de franske milliarder strømmede ud over Tyskland i halvfjerdsernes første femår og derfra bredte sig op over Skandinavien, var ebbede ud. Efter det industrielle gennembruds springflod fulgte krisen. Bygge og aktiesvindelen ramlede sammen, en frygtelig arbejdsløshed indtrådte. Tallet på de arbejdsløse ansloges i februar til 15,000 i København - som den gang kun havde godt 200,000 indbyggere - og til et halvt hundred tusind over hele landet. Den unge arbejderbevægelse, som både fagligt og politisk blev båren frem af de samme organer, lodes ikke uberørt af denne økonomiske nedgang. Fagforeningerne mægtede ikke at opretholde de svundne resultater, ikke en gang i de fag, hvor der var opnået en løntarif. Selv for fagdannede arbejdere sank ugelønnen i dette og de nærmest følgende år ned til mellem 8 og 12 kr.. »Social-Demokraten«s abonnenttal, der havde været oppe på 7000, gik i løbet af vinteren stærkt ned, hvortil vel også Pio´s noget vovelige forsøg med abonnementsprisens forhøjelse bidrog. Arbejdsløsheden, der måtte svække de unge fagforeninger kunne måske være blevet udgangspunktet for en stærk socialistisk politisk agitation, hvis katastrofen med Pio´s flugt ikke var indtrådt. Ved de arbejdsløses møde på Nørrefælled den 5te februar, hvor Pio, skrædder Holm, skomager Hørdum og den gamle jernstøber Lunde talte, vedtog man som omtalt i forrige kapitel en adresse til regeringen om ekstraordinær hjælp mod arbejdsløsheden. Konseilspræsident Estrup modtog arbejdernes deputation og gav den et i formen ret velvilligt svar - hvad der vakte Venstres mistænksomhed. Efter dette partis store valgsejr i 1876 havde den politiske kamp tilspidset sig, og det bar henimod en finanslovskonflikt. Venstre mistænkte derfor Estrup for at ville sætte splid mellem Københavns arbejdere og landbodemokratiet. Regeringen foreslog at yde kommunerne statslån af indtil en million kr. til foranstaltninger mod arbejdsløshedens og dyrtidens tryk. Venstre vedtog forslaget, men med tvære miner og under protest imod statens indgriben i forretningslivet. Men samtidig, gjorde partiet et overbud ved at foreslå yderligere 1 million kr. som tilskud til de fri fattigkasser. Der udspandt sig en offentlig drøftelse af de to forslag; det sociale spørgsmål syntes virkelig at skulle komme under almindelig debat. Landstinget vedtog »Estrups million« (statslånet til kommunerne), men forkastede »Venstres million« (statstilskuddet til fattigkasserne), og Folketinget fandt sig uden stor sorg deri. Synderlig praktisk betydning fik statslånet imidlertid ikke, thi mange kommunebestyrelser erklærede frækt, at der ingen særlig arbejdsløshed fandtes. Om finansloven kunne Landsting og Folketing ikke opnå enighed. Venstre strakte sig langt på de militære bevillinger, men fastholdt sin særstilling på de såkaldte »fem konstitutionelle punkter«. Intet af disse havde videre saglig betydning, men bag dem stod kravet om Folketingets overvægt. Den 4. april hjemsendtes Rigsdagen, uden at der var vedtaget en ordinær finanslov. Den »midlertidige« gjaldt kun fjorten dage. Man stod altså overfor »det tomme rum«. Regeringen udstedte da - den 12te februar 1877 - en provisorisk finanslov »i henhold til Grundlovens § 25«, hvorefter den tiltog sig ret til at opkræve bestående skatter og afholde de løbende statsudgifter, dog indenfor de grænser, hvorom der var opnået enighed mellem Rigsdagens to ting. Det var - i modsætning til de senere i 80'erne - et såkaldt godartet provisorium, men ikke desto mindre efter demokratisk opfattelse et lovbrud, et statskup. Det godsejerlige højreblad »Dagens Nyheder« erklærede rent ud: »Nu forsvinder retsspørgsmålet for magtspørgsmålet, der bliver stående, indtil der af magten skabes en ny ret.« Adskillige kendte mænd, der hidtil havde fulgt Estrup, blev betænkelige, og der rejste sig landet over en forbitret folkestemning. Den 21. april samledes delegerede fra hele landet i Middelfart og dannede en Grundlovsværneforening. Hostrup skrev til Carl Ploug: tænk dog lidt på den »tolvårsknægt i lærredsbukser og vadmelstrøje, af simpel borger og bondeæt, men med en solstråle i sit øje.« Blev dig hans vadmel groft og grimt? Synes dig strålen i øjet bleget? Var det i hans, der sluktes glimt, var det ej før i dit eget? Men Folketingets venstreflertal og dets ledere kunne ikke enes om at stille sig i spidsen for folkebevægelsen, tage kampen op og; føre den igennem. Den 1. juni døde I. A. Hansen under såre triste forhold. Hans kassemangel gav Højre uudtømmeligt stof til forhånelse af »brandpolitikerne«. Om efteråret sprængtes det forenede Venstre i et radikalt parti under ledelse af Berg og Hørup og et moderat parti med Bojsen, Høgsbro og Holstein-Ledreborg til førere. Den 8. november forkastede de moderate vel provisoriet, men vedtog ud på natten en ny midlertidig finanslov, hvorved de »hjalp Estrup på lovlig grund«. Befolkningen følte sig svigtet af sine førere; Venstre ødte kræfterne i gruppekævl og indbyrdes intriger, mismod bredte sig over landet, medens Estrup med fast og hård hånd smedede de forskellige højregrupper sammen til ét stærkt statskupparti; under trykket af den åndelige reaktion rystede Georg Brandes det danske støv af sine fødder og drog i frivillig landflygtighed til Berlin.

Arbejderbevægelsen blev ved Pio´s og Geleffs flugt tilsyneladende lamslået. Socialdemokratiet syntes næsten tilintetgjort og »Dagstelegrafen« skrev hoverende: »Nu vil den kunstige bevægelse, som har bragt nød og fortvivlelse i så mange arbejderfamilier, og som næppe har været uden indflydelse på vore indre politiske forhold, på grund af venstreførernes leflen med den, i det væsentlige være endt.« Men netop gennem denne krise førtes arbejderbevægelsen til sundhed og indre styrke. I samme øjeblik som kaptajn og styrmand var gået over bord, og sejlene blafrede sønderrevne, medens vandet strømmede ind fra bund og toft, greb arbejderne selv skudens ror og satte den rette kurs. Arbejderklassen skabte sig nu for alvor sin egen presse, sine egne organisationer, sit eget parti. Mænd af dens egne rækker, skolede gennem fagforeningernes virksomhed, trådte til. I stedet for tre »førere« - således havde ikke blot modstanderne, men arbejderne selv kaldt Pio, Brix og Geleff - trådte en række tillidsmænd, jævne arbejdere, hærdede gennem nød og savn og prøvede i livets praksis. Blandt disse var der fem, hvem deres evner og forholdene efterhånden skød frem i første linje og hvis navne er uadskilleligt knyttede til arbejderbevægelsens historie i det tidsrum, vi her skal skildre, genrejsningens tid. Det var skomageren Hørdum, skrædderen Holm, snedkeren C. C. Andersen, typografen Wiinblad og handskemageren P. Knudsen.

Christen Ivar Hørdum fødtes den 21. marts 1846 i Fuglslev ved Æbeltoft. Han måtte tidligt tjene til udkommet, og skoleundervisningen var i forvejen tarvelig nok. Om sommeren gik han kun i skole en halv dag om ugen, om vinteren til gengæld fire dage. Han skulle være skomager ligesom faderen og kom efter konfirmationen i lære i Æbeltoft. Efter at være blevet svend rejste han til Randers og ville gerne have været længere ud i verden. Men efterretningen om, at faderen var syg, og at fattigvæsenet, hvis han døde, hang over hovedet på moderen, kaldte ham tilbage til Mols. Her giftede han sig, 21 år gammel, med en arbejderdatter, Dorthea Petersen, og slog sig et par år ned som landsbyskomager i Hyllested. I foråret 1869 måtte han til København for at aftjene sin værnepligt som marinesoldat. Ved skomagerarbejde i sin fritid ernærede han kone og barn derhjemme. Han lod dem tre måneder efter indkaldelsen flytte til København og søgte efter hjem-permitteringen om efteråret at skaffe sig arbejde i hovedstaden, der forekom ham at måtte byde bedre og friere kår end den jydske landsby. Men det blev den drøjeste tid, han endnu havde gennemgået i vinteren 1869-70 og nærmest derefter var det yderst sløjt med arbejde; den vildeste frikonkurrence rådede; der var ikke spor af organisation. Hørdums første mester behandlede både ham og kunderne ilde, han måtte f.eks. lave skotøj af gamle patrontasker. Om dagen kunne han sjælden få arbejde og måtte derfor r når han endelig henad aften fik noget at bestille, slide det meste af natten. Det højeste, han kunne tjene om ugen, var 21 mark (dvs. 7 kr.). Næste vinter blev han alvorlig syg og var fortvivlelsen nær. I disse tunge år lærte han proletariatets kår at kende til bunds. Intet under, at socialismens ideer slog ned i ham. Han læste Pio´s Socialistiske blade og senere »Socialisten« med brændende begejstring og deltog i den faglige bevægelse fra første færd. Han blev formand for Skomagernes Fagforening af 1873 og ledede den første strejke, ligesom han med iver virkede for indsamlingen til de andre strejker i disse år. Med ærefrygt afleverede han udbyttet af sin første indsamling på »Socialisten«s kontor - han syntes de modtog det lidt for forretningsmæssigt. Sine første socialistiske sporer vandt Hørdum på de stormende generalforsamlinger, som skomagernes sygekasse i halvfjerdsernes første år afholdt i »Kalkeballen». Sygekasserne var en levning fra lavstiden og lededes længe af konservative mestre. Vel sad der også svende i bestyrelsen, men de var kun mestrenes nikkedukker - indtil socialismen kom og rørte op i andedammen. En af dens første sejre blandt arbejderne var Hørdums valg til bestyrelsesmedlem i sygekassen; senere fik han hvert år flere og flere meningsfæller ved sin side. I det foregående kapitel er omtalt den betydning, datidens socialister tillagde produktionsforeninger. Hørdum blev i 1872 formand for skomagernes og ledede den til dens ophør i 1876. Aktiekapitalen var 30 daler og medlemstallet nåede heller ikke stort over 30. medlemmerne - aktionærerne - havde betinget sig, at de skulle beskæftiges som arbejdere i forretningens værksted, Dronningens Tværgade 30, i den orden, hvori de var indtegnede. Disse og andre forhold voldte selvfølgelig mange vanskeligheder. Hørdum klarede dog skærene og holdt forretningen gående, til tiden voksede fra denne form for kooperation, og arbejderne for en stund samlede kræfterne væsentlig om den faglige organisation, hvori Hørdum stadig tog ledende del. Med større og større iver kastede han sig tillige over den politiske side af arbejderbevægelsen, var delegeret ved kongressen på Gimle 1876 og valgtes her til medlem af hovedbestyrelsen, blev samme år valgt ind i bestyrelsen for det i 1875 stiftede aktieselskab, der virkede for en forsamlingsbygning, og var endelig sin fagforenings repræsentant i kontrahentforsamlingen - bladet »Social-Demokraten«s repræsentantskab. Af denne forsamling valgtes han og sproglærer Bjørnstrup til »hovedrepræsentanter«, og han stod således i centrum af partiet, da Pio´s og Geleffs bortrejse den 23. marts 1877 pludselig kaldte ham, C. C. Andersen og P. Holm frem til den øverste ledelse under de mest fortvivlede indre og ydre forhold.

Peder Thygesen Holm fødtes den 7. oktober 1848 i Idestrup på Falster som søn af husmand og væver Thyge Pedersen og Dorthe Jensdatter. Han blev 1867 skræddersvend i Nykøbing, arbejdede der en kort tid, men rejste samme år til København, hvor hans løbebane gik jævnsides med Hørdums. Som begejstret medlem af »Internationale« fra dens stiftelse tog han ivrigt del i den faglige bevægelse, blev formand for den i 1872 stiftede Skræddernes Fagforening og i 1874 bestyrer for Skræddernes Produktionsforening, hvor han havde lignende vanskeligheder og gjorde de samme erfaringer som Hørdum. Han ledede den til dens ophør i 1879, hvorefter han selv etablerede en skrædderforretning. Ved kongressen på Gimle valgtes Holm ligesom Hørdum til medlem af hovedbestyrelsen, og han var ligeledes medlem af kontrahentforsamlingen i det skæbnesvangre forår 1877. Medens Hørdum og Holm var indvandrede landsbybørn, var den tredje mand i det kløverblad, som afløste Pio, Brix og Geleff, nemlig Carl Christian Andersen, indfødt københavner.

Carl Christian Andersen kom til verden den 20. maj 1849. Faderen, som var arbejder ved Helsingørsgadens Sukkerhus, var for resten gårdmandssøn, påvirket af bondevennernes bevægelse og ivrig politisk frihedsmand. Carl Christian gik i Østre Betalingsskole; samtidig var han bydreng og gjorde tjeneste ved en cigarfabrik. Under konfirmationsforberedelsen hos præsten ved Trinitatis forklarede denne, hvad socialister var. »Det er folk, som vil indføre almindelig lighed blandt menneskene, men det forstår i jo nok, drenge, er umuligt!« - »Nej!« røg det ud af Carl Christian, som desårsag fik sig en alvorlig irettesættelse. Han var født socialist og sluttede sig som ung snedkersvend straks til Pio, meldte sig ind i »Internationale«s snedkersektion og deltog i strejken i 1872. Den førte ikke ubetinget til sejr, men bidrog dog til, at lønnen hævedes noget, at det tidligere gængse søndagsarbejde omtrent afskaffedes, og at arbejdstiden, der hidtil havde været fra 6 morgen til 8 aften med tre spisetider på tilsammen to timer, forkortedes til 10 timer. Efter at Pihl, møbelsnedkernes første formand, var blevet arresteret i anledning af Kristiansborgmødet, blev C. C. Andersen hans efterfølger og beklædte formandsposten indtil 1884. Et par år i forvejen havde han nemlig etableret sig som snedkermester og fandt det derfor rigtigst at træde af. De første år efter Pihls fængsling kaldtes organisationen »Snedkernes Produktionsforening«, men det var kun en form for at unddrage den unge fagforening for en række ubehageligheder, og det medførte tillige det gode, at indskuddet sattes op fra 1 mark til 2 daler og det ugentlige medlemsbidrag fra 4 til 10 skilling, således at foreningen temmelig tidligt fik en ret god kassebeholdning. I 1873 valgtes Andersen ind i De Fri Fagforeningers Centralbestyrelse, han dirigerede Gimlekongressen 1876 og blev formand for lokalbestyrelsen i København. Med adskilligt tvivl modtog han Pio´s Kansasprojekt og stillede sig temmelig køligt til hans anmodning om et lån på 1000 kr. af Snedkernes og Stolemagernes fagforening, der dog bevilgede det.

Det var disse tre mænd - den 31årige jyske skomager, den 29årige falstring, den 28årige københavner - som trådte til i marts 1877, da Pio og Geleff så pludselig, uden varsel og farvel, forlod parti og fædreland, medens fængslets porte lukkede sig årelangt for Harald Brix. Hørdum, Holm og Andersen udfyldte hinanden fortræffeligt. Hørdum var taleren, han var en kæmpekarl, der kunne byde sig selv de største anstrengelser, hans røst overdøvede den mest larmende forsamling, han kunne slynge kapitalisterne og magthaverne de voldsomste ord lige i synet. Andersen var mere dæmpet i formen, men til gengæld skarpere og mere bidende. Hans ro og koldblodighed gjorde ham til dirigenten. Han dirigerede komiteerne og kongresserne såvel som folkemøderne, og aldrig et øjeblik slap han taget. Holm var lyrikeren, - der var poesi i hans veltalenhed, og han henrev kammeraterne, når han sang »Proletarens vise« eller »I flugt går tiden«. Han var ild og flamme, agitationens mand, medens Hørdum var den kloge politiker indadtil som udadtil, og Andersen den administrative dygtighed, de nøgterne overvejelsers mand, ballasten i partiet, sejt og stædig, - han blev hellere stående på stedet, end han satte foden frem, hvor han ikke var vis på, det kunne bære.

De tre var langt fra altid enige, men overfor alle angreb eller snigløb mod hvad de anså for partiets vel, stod de ubrydeligt sammen. Pio havde i den artikel, hvormed han nedlagde sin formandsstilling, skrevet om de to agitationsformer, mellem hvilke den forestående kongres ville have at vælge: hans egen, »den Lassalleske metode med stødvis agiteren«, der fordrer af partiet, at »det så at sige skal udfylde mellemrummene, bringe de ideer ud i det praktiske liv, som formanden har sat i bevægelse«, - og så »den langsomme, tomme for tomme fremskridende«, der »kan drives af enhver og navnlig af råd og kommissioner eller hvad man nu vil kalde en af flere ligeberettigede sammensat styrelses. Det var en lidt flot bemærkning, thi mange prøvede både før og siden på den sidste agitationsmåde og blev hurtigt opbrugte eller vragede som uduelige. Arbejderbevægelsen har brugt og forbrugt talløse hold af personer. Men Hørdum, Andersen og Holm duede, og hvad mere var, de havde blik også for andre metoders berettigelse og søgte med flid at knytte nye kræfter til partiet, der kunne udfylde deres egne mangler. Foreløbig var der i desværre altfor rigt mål brug for den langsomme, tomme for tomme fremskridende metode eller rettere: det gjaldt om tomme for tomme at stemme op mod den rivende tilbagegang, som arbejdsløsheden, den politiske elendighed og førernes flugt forårsagede. Om aftenen den 23. marts så det et øjeblik ud til, at »Social-Demokraten« ikke kunne udkomme næste dag. Der manglede papir til bladet, og der var ikke en øre til betaling af sætterne for den forløbne uges arbejde. Med de yderste anstrengelser lykkedes det Hørdum at låne 400 kr. og få bladet ud. På første spalte stod en opfordring til kontrahenterne om at møde samme aften, lørdag den 24. marts kl. 8½ i fagforeningernes lokale, Købmagergade 52. Det vedtoges her at lade samtlige 22 foreninger garantere lånet på de 400 kr. og inden 1ste april udrede 1600 kr. til dets dækning og til fortsættelse af bladets drift. Til at forhandle med Hamborgfirmaet, der havde leveret trykkeriet, valgtes de to hovedrepræsentanter Bjørnstrup og Hørdum samt P. Holm og V. T. Holst. På et senere kontrahentmøde vedtoges det ikke at købe trykkeriet, hvad der ansås for økonomisk uoverkommeligt, men firmaets agent N. Cohn blev dets bestyrer med den hidtidige faktor A. Guldbrandsen som driftsleder. Det faldt hårdt nok at tilvejebringe de 1600 kr. i foreningerne. Mange kasser var tomme, og hvor der fandtes lidt penge, var der tvivl og mistillid i langt rigeligere mål. I Skomagernes fagforening måtte til eksempel medlemmerne skillinge sammen privat for at tilvejebringe den pålignede sum. Foruden penge tiltrængtes der en fastere organisation, og der udarbejdedes et regulativ for de kontraherende foreninger. I stedet for to hovedrepræsentanter trådte en kontrolkomité på tre medlemmer. Til redaktør valgtes Søren Larsen, til redaktionssekretær A. Mundberg, til kasserer P. Bjørnstrup, til ekspedient C. Hørdum og til kontrolkomité C. C. Andersen, murer S. Hansen og cigarmager A. E. Jensen. I stedet for Geleff, der efter Pio´s mandatnedlæggelse havde fungeret som partiets formand, trådte Hørdum til som midlertidig forretningsfører. Denne benævnelse valgtes åbenbart med vilje og skulle tilkendegive det ny, underordnede forhold, hvori lederen stod til partiets medlemmer. Der afholdtes i »Føniks« et partimøde, hvor C. C. Andersen, Hørdum og Holm betonede, at herefter skulle bevægelsen hvile ikke på personer, men på principper. I et møde af lokalbestyrelsen drøftedes tillige den politiske situation. Bjørnstrup anbefalede noget uklart at sætte sig i forbindelse med Venstre for i fællesskab at få nedsat en komité »med udøvende myndighed til at foretage skridt overfor den provisoriske finanslov.« Hørdum mente, at det tilkom Venstre at give løsenet. »Når kampen mod provisoriet blev ført på en for folkets selvstændighed værdig måde, ville socialdemokratiet yde Venstre al støtte.« I overensstemmelse hermed udstedtes den 20. april et manifest til partiet. Da der en uges tid efter fremkom et opråb fra Københavnske demokrater, deriblandt den senere så bekendte socialdemokratiske folketingsmand, daværende lærer K. M. Klausen, om dannelse af en københavnsk afdeling af Grundlovsværneforeningen, vedtog socialdemokratiet at anbefale medlemmerne tilslutning, og i foreningens bestyrelse valgtes tre socialdemokrater, C. C. Andersen, Hørdum og snedker Lamp, ved siden af fire venstremænd. Formanden, journalist Andreas Hansen, en søn af I. A. Hansen, var sammen med Hørdum og Mundberg officiel taler ved socialdemokratiets 5. junifest, der ligesom de foregående år afholdtes ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven, men var langt sparsommere besøgt. I det følge, der søndagen den 10 juni fulgte I. A. Hansens lig fra hans villa »Folkegave« på Amalievej til Assistens Kirkegård, vajede de fri fagforeningers faner, og tusinder af københavnske arbejdere deltog ammen med bønder fra alle egne af landet. Det var såre naturligt, at socialdemokraterne stod sammen med Venstre overfor grundlovsbruddet. Men unægtelig var bladet »Social-Demokraten«, der væsentlig blev ledet af Mundberg og Bjørnstrup, i disse tider svært moderat eller måske rettere utilgivelig kedeligt. Disse to mænd, der begge kunne sprog og havde nogen teoretisk uddannelse, betragtedes af partiledelsen som uundværlige i redaktionen, men journalister i ordets egentlige betydning var de ikke. Nuets politik og dagens begivenhed var ikke deres sag; de sørgede for at få bladet fyldt og holdt så fyraften. Til Ritzau telegrammer var der ikke råd, og når Mundberg havde klippet det sidste »udland« ud af norsk »Dagbladet« og sendt det til sætteriet, gav han faktoren den forsigtige ordre, at hvis »Berlingske Tidende« om aftenen bragte nyere efterretninger - f.eks. at et fransk ministerium eller en tyrkisk fæstning, hvis fald ventedes, var faldet, så skulle det ikke tages; det skulle forbeholdes læserne til anden dagen efter! En vis magelig gemytlighed rådede, trods tidernes hårdhed, i de små mørke redaktionsværelser i Ravnsborggade. Mundberg fortalte ofte senere, hvorledes en storborger, der havde forvildet sig derhen, var ørenvidne til følgende samtale: faktor Bøttcher (stikker hovedet ind af lemmen fra sætteriet og spørger): »skal kronprinsen skydes?« Mundberg: »ja, gør kun det!« I samme øjeblik tog pokker ved storborgeren, der med alle tegn på den højeste forfærdelse styrtede ned ad trappen. Han kendte ikke typografsproget. »Kronprinsen« var en artikeloverskrift, og spørgsmålet gjaldt, om artiklen skulle sættes med »skudt« sats eller kompres. Men Mundberg var den eftermiddag ikke så lidt urolig for et politibesøg, der dog ville være så ganske uforskyldt. Thi revolutionær var den daværende redaktion mindst af alt. Men i partiet dannede der sig en lille »revolutionær« gruppe, som ønskede et kraftigere sprog i bladet og beskyldte de nye ledere for at være »venstremænd«. Gruppens åndelige midtpunkt var baronesse Liljencrantz, der ganske vist følte sig skammelig bedraget af Pio, hvem hun, som tidligere fortalt, havde lånt 2000 kr. - hun har senere fået dem betalt af partiet, da dette blev mere velhavende, som en slags moralsk æresgæld -, men hun bevarede dog sin hengivenhed for den forgudede fører og følte sig kaldet til at fortsætte hans gerning. Hun havde af Pio fået ansættelse ved bladet sammen med en bekendt, kandidat Schouw, men nu, da det gik rivende ned ad bakke med abonnenter og annoncer, måtte redaktionspersonalet indskrænkes, og både hun og Schouw fik derfor deres afsked. Hun anlagde sag og fik sig også tilkendt en erstatning. Endvidere startede hun et ugeblad ved navn »Den Radikale«, som Mundberg ikke ueffent døbte »Den ravgale«. Hun og Mundberg var overhovedet partiets yderpoler. En dag, da de krydsede hinanden i Ravnsborggades baggård, nynnede hun Pio´s honnørmarsch. Da hun kom til ordene: »Da lysned så dejlig en stjerne« - faldt Mundberg brummende ind med sin dybe bas: »Men nu er den slukt i det fjerne.« Baronessen havde nær slået sin parasol i stykker på spotteren.

Hørdum, Andersen og Holm stod midt i partiet, i det sundt-radikale centrum. De måtte selvfølgelig støtte Venstre i grundlovskampen, hvis den vel at mærke blev alvorlig ført, men uden derfor at dæmpe den socialistiske agitation. Foreløbig manglede de journalistisk dygtige og teoretisk uddannede medarbejdere. I begyndelsen af juli holdt partiet sin anden kongres i fagforeningernes lokale på Købmagergade. Den talte knapt halvt så mange delegerede som Gimlekongressen året i forvejen, og de repræsenterede knapt halvt så mange medlemmer. Der førtes nogen diskussion om »taktikken«, men hovedemnet var organisationsformen. Man enedes sluttelig om, at fagforeningerne skulle bevares som partiets grundlag. Der foretoges dog en del forandringer; den gamle hovedbestyrelse og den københavnske lokalbestyrelse, der havde haft omtrent samme opgave, blev slået sammen til en »Centralbestyrelse« på 12 medlemmer, der valgtes af kongressen. Centralbestyrelsen skulle i vigtigere sager tilkalde fagforeningernes repræsentanter. Det var omtrent den samme organisationsform, som havde bestået siden »Internationale«s opløsning. Et krav fra en af Århusrepræsentanterne, murer Thomsen, om oprettelse af en særlig jysk afdeling blev støttet af baronesse Liljencrantz, der »fandt al centralisation storborgerlig, men en deling i mindre grupper socialistisk«. Det bekæmpedes skarpt af Hørdum, P. Knudsen med flere og vandt ingen tilslutning af betydning. Men efter valget af den ny centralbestyrelse kom det til et dramatisk optrin. De provinsdelegerede valgte cigarmager Johnsen, bager Tøppervien og Jacquette Liljencrantz. Hun deltog som medlem af den gamle hovedbestyrelse i kongressen, men da det oplystes, at hun ikke var medlem af nogen partiforening, blev hendes valg erklæret for ugyldigt. Med råbet: »bruddet er sket!« forlod da murer Thomsen kongressen, fulgt af baronesse Liljencrantz. Hun og hendes tilhængere - »pionisterne« - holdt nu et møde, på hvilket de rettede voldsomme angreb mod partiledelsen, hvori de selv havde sæde. De måtte som følge deraf nedlægge deres mandater, og ved denne lejlighed trådte handskemager P. Knudsen som suppleant ind i centralbestyrelsen. I denne mand fik partiet sin af arbejdernes egne rækker udgåede politiske journalist, nationaløkonom og statistiker. Peter Christian Knudsen fødtes den 23. november 1848 i Randers, hvor faderen var skomagermester. Medens han gik i friskolen, kom der en ny overlærer ved navn Albrechtsen, som foretog en gennemgribende reform, afskaffede prygl og remseri, indførte en ny skrivemetode og undervisning i Danmarkshistorie. Han var national-liberal fra den gode tid, i religiøs henseende rationalist og ikke bange for at vække børnenes kritiske sans både overfor kongedømme og mirakler. Peter Knudsen blev en af hans flinkeste elever og bestemtes til skolelærer - men ak, han kunne ikke synge. Så kom han i handskemagerlære og blev svend 1867, rejste året efter til København og arbejdede i halvtredje år hos N. F. Larsen. Han meldte sig ind i Arbejderforeningen af 1860 og læste alt, hvad han kunne få fat på. I efteråret 1870 tog han til Gøteborg, hvor han arbejdede til foråret 1872, da han måtte tilbage til København for at aftjene sin værnepligt. Han lå som rekrut i Kastellet den 5te maj, da slaget stod på Nørrefælled. Rekrutterne fik ordre til ikke at gå i seng; de uddannede soldater fik skarpe patroner udleveret. Efter udstået tjeneste meldte Knudsen sig ind i »Den blandede Fagforening«, der havde afløst »Internationale«s blandede sektion for små uorganiserede fag, studenter og andre, som ikke tilhørte noget egentligt fag. Den blandede fagforening afløstes af »Den demokratiske Arbejderforening«, der igen blev til »Broderbåndet«, som atter omdannedes til »Socialdemokratisk samfund«. Dette var arbejderbevægelsens politiske organisationer op gennem halvfjerdserne, men de fik kun ringe betydning udadtil og virkede nærmest som diskussionsklubber. Her øvedes adskillige af arbejderbevægelsens senere ledere i socialistisk tænkning. Knudsen gennempløjede alle tidens problemer: frikonkurrence og statsproduktion, religion og skolevæsen, principper og taktik, teori og praksis. Den revolutionære socialisme blev i disse ungdomsår hans inderste, åndelige eje. Han havde tidligt sit faste standpunkt til enhver sag og veg ikke en tomme derfra. Modstandere og selv enkelte partifæller kaldte ham stundom doktrinær, men Knudsens egen, klippefaste overbevisning og selvtillid medførte det gode, at han senere som partileder altid følte sig sikker. Han var en mand, der sad fast i sadlen.

I »Handskemagerforeningen af 1873« ville Knudsen ikke være med, fordi den kun var en sygekasse og selskabelig forening. Han ville have fagorganisation. En sådan fik han stiftet i 1875; den udvikledes til et fagforbund for hele landet og i 1876 til et Nordisk Handskemagerforbund, hvis formand han blev. Han redigerede tillige et fagblad - i udpræget socialistisk ånd - og skrev artikler både på dansk og svensk. Forbundet blev endogså internationalt og trådte i gensidighedsforhold særlig til Tysklands handskemagere. Knudsen havde allerede i 1864 lært sig lidt tysk ved samtaler med de tyske soldater, der indkvarteredes i Randers. Nu udviklede han sine sprogkundskaber videre. Fra 1873 til 1877 havde han arbejdet for en og samme mester, men de dårlige tider medførte en stærk indskrænkning i personalet, og Knudsen var blandt de første, der faldt, hvad der vistnok ikke var uden sammenhæng med hans iver for fagets organisation. Han skrev i foråret 1877 en del artikler i »Social-Demokraten«, mest politiske og principielt socialistiske. Men da også her personalet måtte indskrænkes, og Mundberg havde valget mellem en skomager Frederik Rasmussen fra Køge og handskemager Knudsen, valgte han at beholde Rasmussen og afskedige Knudsen, for hvem der nu fulgte nogle drøje år med stadig arbejdsløshed. Han var blevet gift i 1875, og hans hustru måtte ved vask bidrage til underholdet. Selv tog han alt forefaldende arbejde, syede f.eks. matroskraver, pressede handsker og deslige. Men småt og uregelmæssigt faldt dette arbejde. Hverken fagforbundet eller fagbladet kunne yde ham noget væsentligt vederlag. For Handskemagerforeningen af 1875 vedblev han at være formand lige til efteråret 1903.

I sommeren 1877 tilfaldt det altså P. Knudsen som medlem af Centralbestyrelsen sammen med Hørdum, Andersen og Holm at redde stumperne af partiet, reorganisere det og sætte den rette Kaas mellem den Mundberg'ske moderation og den Liljencrantz'ske »radikalisme. De angreb, der fra »pionisterne«s side rettedes mod partiet for tilslutning til Grundlovsværneforeningen, tabte snart al praktisk betydning. Den københavnske afdeling havde nemlig ønsket den samlede forenings formand, højskoleforstander P. Bojsen, Gedved, til foredragsholder, men han turde ikke tale i en forening, i hvis bestyrelse tre socialdemokrater havde sæde. Til gengæld kom Lars Bjørnbak og talte skarpt mod grundtvigianerne, som efter hans mening havde erobret Grundlovsværneforeningens ledelse og ville føre den over i moderation og militarisme. Den københavnske bestyrelse nedlagde mandaterne som protest mod P. Bojsens afslag, dermed var socialdemokratiets forhold til Grundlovsværneforeningen opløst. - Novemberforliget og Venstres sprængning fremkaldte af sig selv en skarp, kritisk holdning overfor det ledende Venstre fra alle socialdemokraters side. Et virkningsfuldt stød mod »pionisterne» rettede Hørdum ved at optrykke Geleffs tidligere omtalte pjece »Den rene skære sandhed«, som var udkommet i Chicago. Dermed måtte vel den tilbageværende pioforgudelse falde til jorden. Den modsatte partifløjs fører, Anton Mundberg, tabte ligeledes terræn ved sin altfor moderate ledelse af »Social-Demokraten«, hvis oplag efterhånden dalede til 3000, og særlig ved en programartikel, hvori han brød staven ikke blot over Pio´s gerning, men også over hele partiets hidtidige virksomhed, over »5. maj traditionen« og »5. majmændene«. Mundbergs socialisme lignede en sofadiskussion med ærede modstandere. Klassekampen kendte han ikke. Proletariatets naturlige indignation over samfundsuretten syntes ham fremmed. På fagforeningernes møder hørtes en stadig lydeligere knurren over redaktionen. Mange arbejdere sagde bladet af, det daglige format måtte atter indskrænkes til den uanselige størrelse fra de første år i halvfjerdserne. Et redaktionsskifte var uundgåeligt, og på kontrahentmødet den 11. oktober valgtes Saxo W. Wiegell til redaktør. Hørdum blev forretningsfører, og Bjørnstrup valgtes til redaktionssekretær. Mundberg trak sig en tid tilbage fra offentlig virksomhed og nedsatte sig som smørhandler. Den ny redaktion kaldte sig selv en kompromisredaktion, egnet til at samle partiet. Fagforeningernes tillid til bladet vendte tilbage, og Wiegell gav det et livligere præg. Han havde været kunstmaler og var en lystig fætter med en lille poetisk åre. Flere af hans socialistiske sange lever den dag i dag, f.eks. den ofte sungne: »Vi skuer den yppige, rige natur«. Han havde allerede i forvejen afløst den fængslede Brix som redaktør af »Ravnen«, hvis billeder legede himmelspræt både med verdslige og gejstlige autoriteter; arbejdere fra hine dage mindes endnu, i hvilken grad de bidrog til at revoltere bevidsthederne. På værkstederne sloges man formelig om den sidste »ravn«, hvori de mænd, som datidens bedsteborgerlige København så op til, behandledes på den uærbødigste måde, fremstilledes i dyreskikkelse eller fik stående øgenavne, der holdt sig gennem lange tider, f.eks. »Sølvtøjsmanden« (Bille) og »Øltøjsmanden« (Rimestad) eller pastor Frimodt, Københavns første indremissionspræst, der kaldtes »Fasanslugeren«, fordi han mistænktes for at sætte lige så megen pris på bordets glæder som Rimestad på de mere flydende varer.

Da Harald Brix måtte vandre i fængsel for »Ravnen«s drilske billeder, overdrog han den til fagforeningernes lokalbestyrelse ved et gavebrev af 12. december 1876, men har formodentlig bagefter fortrudt det; han lod sig nemlig fra fængslet føre under politibevogtning til »Ravnen«s trykkeri og tilintetgjorde titelstenen. Lokalbestyrelsen omdøbte da bladet til »Den gamle Ravn«, som senere overgik til Centralbestyrelsen og ved dennes ophævelse blev tilbudt »Social-Demokraten«s ejere, der imidlertid ikke turde løbe faren ved at overtage den. Hørdum overtog da »Ravnen« for egen regning, indtil den i 1887 gik over til »Social-Demokraten«. Nogle dage efter at Wiegell havde tiltrådt »Social-Demokraten«s redaktion, bragte bladet en artikel af »En arbejder« (31. oktober 1877), der omhandlede provisoriet og var skrevet med en ejendommelig friskhed. Medens det var sædvane i datidens aviser, »Social-Demokraten« indbefattet, for så vidt den overhovedet havde beskæftiget sig med aktuel politik, at vade om i grundlovsparagrafer og lade § 49, fulgt af en skare biparagrafer, trække tov med § 25, efterfulgt af en lignende hale, skar »Arbejderen« gennem paragrafvrøvlet med følgende lige så enkle som slående betragtning: »Den provisoriske finanslov kan umulig være berettiget, når to tredjedele af folket siger nej.« Der lå her i kim en opfattelse, som en snes år senere udformedes af den samme arbejder i en meget omtalt rigsdagstale. Det var folkeviljens grundsætning sat over alle fortolkningskunster. Forfatteren var en 23årig typograf, som ved et lykkeligt træf havde undgået den nødtvungne afskedigelse, der om foråret ramte så mange af »Social-Demokraten«s funktionærer, selv gamle typografer fra dens første dage. Han hed Edvard Emil Wiinblad og var født den 15. maj 1854 i Lille Kongensgade - på husets øverste kvist (det havde nemlig to). Faderen var skrædder; han kom som ungt menneske fra Landskrona til København og giftede sig med en sypige fra Nyboder. Hjemmet var yderst fattigt, børneflokken stor, og fra sit tiende år måtte Emil Wiinblad yde sin skærv til familiens underhold ved al slags erhvervsarbejde. Han var udenfor skoletiden beskæftiget i en materialistforretning, som kunstdrejer, blikkenslager og stentrykker. Et par år var han opvarter i Kongens Have. Tidlig nærede han litterære tilbøjeligheder og var som lærling i Bianco Lunos bogtrykkeri redaktør af et håndskrevet blad, som lærlingene udgav. Om aftenen, når hele familien var gået til ro, listede han sig ofte op af sin seng og satte sig til at skrive eventyr. Han fik den idé at ville udgive dem for at skaffe penge til en yngre broders konfirmationsklæder og gik til H. C. Andersen for at få hans anbefaling. Den gamle digter kunne ikke tilråde offentliggørelse, men sendte dog den ungdommelige eventyrdigter et venligt brev og bad ham, hvis han ikke kunne lade være, da troligt at fortsætte sine forsøg. I de Masmannske søndagsskoler, hvor undervisningen foregik tidligt søndag morgen om sommeren og sent søndag aften om vinteren, var Emil en flittig elev og fik to gange sølvmedalje. Socialismen greb ham lige fra dens frembrud, og han meldte sig straks i 1871, som 17årig typograflærling, ind i »Internationale«. Han digtede en arbejder Marseillaise - »Op til kampen, i arbejdets sønner!« Men da han kom op med den i Lille Kirkestræde, hvor »Internationale« havde forsamlingslokale, gik der en lille flok mennesker rundt om et bord og sang efter en håndskreven tekst: »Nu dages det, brødre!« Overbye´s Socialistmarsch var just kommen til verden. Medens førerne sad i fængsel, fortsattes »Internationale«s foreningsliv i kælderen under dansesalonen Føniks«. Det var, som om livet deroppe smittede tonen i den socialistiske forening, thi dans og lystighed blev snart hovedsagen, medens agitationen forsømtes. Sammen med en lille flok ligesindede idealister indgik Wiinblad da en sammensværgelse med det mål kun at vælge alvorlige, offervillige mænd til ledere. De sammensvorne - blandt hvilke fandtes den senere bekendte restauratør Piculell - samledes i en gammel munkekælder på Gråbrødretorv og underskrev pagten med blod. I 1872 blev Wiinblad formand for »Den blandede Sektion« og beklædte denne stilling til »Internationale« blev forbudt året efter. Samme år blev han svend, tog sammen med en broder, der havde fået stipendium, til London, men måtte hurtigt af mangel på penge vende tilbage; han fik arbejde i Svendborg, blev formand for den derværende typografiske forening og satte sig i spidsen for en strejke foranlediget ved en kammerats uretfærdige afskedigelse. Han fandt ikke støtte fra Typografforeningen i København, strejken tabtes, og Wiinblad vendte tilbage til hovedstaden, hvor han søgte at drage sine fagfæller over til socialdemokratiet. Fagforeningens leder var den gang R. P. Jensen, som ved sin omgang med rigsdagsbønder, der samledes i »Kragereden« i Fortunstræde, var blevet venstremand og senere blev redaktør af »Ringsted Folketidende«. De andre af typografernes ledere var mest højremænd, således A. F. Decher - der senere blev »Social-Demokraten«s redaktionssekretær. Wiinblad og hans venner dannede en socialistisk klub indenfor organisationen, men nåede ikke at føre deres anskuelser til sejr. Så kom strejken i 1876, og det viste sig, at arbejdsgiverne gik ligeså hårdt frem overfor højretypografer som overfor socialdemokrater. Ethvert lønkrav blev af højrepressen gjort til ét med socialisme. Strejken tabtes, og typograferne måtte underskrive ydmygende »slavekontrakter«, hvori de fraskrev sig organisationsret. Det var for de konservative typografer en gavnlig lære, der senere bar sin frugt, og Wiinblad kunne forsåvidt hovere. Efter at have arbejdet en tid i Hillerød, kom han til »Socialdemokratens« sætteri. På et møde af typografer, hvor Pio udviklede sin plan om at lade sit nyerhvervede trykkeri, når dets drift var betrygget, overgå til et selskab af typografer, men hvor han mødte megen modsigelse og mistillid fra højremændene, foer Wiinblad op, forsvarede Pio og talte heftigt for socialismen. Pio sagde til sine venner: læg mærke til den unge mand, han bliver til noget i partiet.« Og snart vakte Wiinblad også de ny arbejderlederes opmærksomhed, særlig da det rygtedes, at han »satte sine artikler op af kassen«. Der var en egen ægte proletarfølelse i alt, hvad han skrev, indignation og skarp logik, dertil et vågent blik for det aktuelle og efterhånden megen formsans. »Det sociale liv« - skrev han i en af sine første artikler - »står på hovedet .... Lønnen står i omvendt forhold til arbejdet og i intetsomhelst forhold til dyden.« Det var spiren til en række artikler med overskriften »Den forkerte verden«, hvori han trak modsætningerne i samfundet op med kraftige linjer og vendte magthavernes ord mod deres gerninger.

Det var lykkedes Hørdum og hans fæller at opretholde bladet, omend ofte med den yderste møje; mere end én gang måtte han pantsætte ur og klæder for at skaffe de øjeblikkeligt nødvendige rede penge. Den næste opgave var partiets reorganisation, først og fremmest den hårdt tiltrængte arbejdsdeling mellem faglig og politisk virksomhed. Centralbestyrelsen længtes selv efter at træde af, den slæbte på trykkende gældsforpligtelser fra Pio´s tid, og den smule penge, den tillige med gælden skulle overtage fra den gamle hovedbestyrelse, viste sig at være forduftet; kassereren havde brugt dem. Fagforeningerne meldte sig rask ud af partiet, de havde ondt nok ved at opretholde deres faglige virksomhed. Af de 32, der året i forvejen tilhørte partiorganisationen, var der hen på sommeren 1877 kun 12 tilbage. Man vedtog da at ophæve forbindelsen og danne en ny, rent politisk organisation. Det skete ved stiftelsen af »Det socialdemokratiske Forbund« den 12. februar 1878 på et møde i »Aftenstjernen« i Lille Regnegade. Såvel de gamle faglige som de ny politiske ledere var med hertil - C. C. Andersen, Hørdum, Holm, Knudsen -, og det betonedes, at fagforeningernes medlemmer ikke derfor skulle ophøre at være socialdemokrater. Men de ville lettere opnå tilslutning fra alle fagets medlemmer ved ikke direkte at beskæftige sig med politik, og fagforeningerne var tillige i disse år bedst tjent med at leve hver sit eget liv og kæmpe på fri hånd. Dog skulle Socialdemokratisk Forbund under særlige forhold, f.eks. store konflikter, kunne sammenkalde fagforeningerne til fællesmøder. Til forbundets forretningsfører valgtes A. C. Meyer, en knapt 20årig smedesvend, der det sidste års tid havde skrevet adskillige digte og artikler i »Social-Demokraten« og deltaget livligt i sin fagforenings møder. Han rejste imidlertid den følgende sommer til Tyskland, hvorefter Hørdum blev forretningsfører og var det indtil 30. december 1882, da P. Knudsen overtog posten. Forbundet afholdt den 5te juni et folkemøde på Nørrefælled - ikke en grundlovsfest, thi som det udtrykkelig betonedes i indbydelsen, der var ingen årsag til at feste for Grundloven dette år, den var jo brudt af Højre og forrådt af Venstre. Men for øvrigt var det den stadig herskende arbejdsløshed, der optog sindene og fremkaldte møder og deputationer til regering og kommunalbestyrelse. I oktober talte Bjørnstrup ved et møde på Solitudevej og foreslog her et andragende til regeringen om en bevilling til arbejdsløse på finansloven 1879-80. Bjørnstrup var på dette tidspunkt »Social-Demokraten«s egentlige politiske leder; - hvem skildrer da hans forbavselse, da han om morgenen den 2den november fik sit eget blad på sengen og dér læser en artikel om arbejdsløsheden af »en arbejder«, hvori han selv og hans forslag behandles på den hånligste måde! Typograf Wiinblad havde den foregående aften sat den op af kassen, den ansvarhavende redaktør Saxo Wiegell havde set begyndelsen, som var holdt i almindelige vendinger, hvorpå han gik rolig hjem i bevidstheden om, at typografen fyldte bladet. Men i artiklens sidste halvdel beklager Wiinblad, at »kandidat Bjørnstrups forslag« i det hele er fremkommet, så slet overvejet, eller »måske slet ikke overvejet«, som det er. Det hører til de hundreder af projekter, som hr. Bjørnstrup ynder at fremsætte for at glemme dem nogle dage efter. »Det er på den måde, man slår arbejderpartiet ihjel her i landet.« Forslaget betød kun nedværdigende almisse. Nej, først måtte staten anerkende retten til arbejde. Sagen burde alvorlig drøftes i partiet. »Det må være Socialdemokratisk Forbunds sag i forening med socialdemokratens redaktion at gøre arbejdsløsheden til et agitationsmiddel i stedet for, hvad den nu truer med at blive, en grav for partiet.« Da Bjørnstrup i forståelig ophidselse indfandt sig på redaktionskontoret, lå der på hans pult en seddel med følgende ord: »hr. redaktionssekretær Bjørnstrup! Vær så venlig at gennemse Wiinblads artikel, inden de går. Deres Saxo W. Wiegell.« - onde tunger påstod, at Wiegell først havde skrevet den om morgenen, da han havde læst Wiinblads artikel i bladet! Og han smilte selv polisk ad dette forlydende. Wiinblads uforsvarlige adfærd kunne kun forklares ved den endnu mere uforsvarlige måde, hvorpå »Social-Demokraten« på dette tidspunkt redigeredes. Bjørnstrup havde fået overtaget på ny, alting gik op i indre partiintriger, den udadvendte agitatoriske ånd var udslukt. Slår man efter i de gamle, gulnede blade fra det første halvår af 1878, vil man ved at se godt efter finde artiklerne mærkede på forskellig måde. Stregen under artiklens overskrift har snart én stjerne, snart to og snart tre forklaringen er den, at Bjørnstrup gerne tilskrev sig forfatterskabet til alle de artikler, som kontrahenterne syntes om. »Det skal blive løgn!« - tænkte Wiegell, og så aftalte han med sætterne, at de skulle mærke hans egne artikler med tre stjerner, baronesse Liljencrantz' med to og Bjørnstrups med én. På det næste kontrahentmøde kom Bjørnstrup galt af sted, thi et medlem, der var blevet indviet i hemmeligheden, kunne på en prik angive, hvem der havde skrevet de forskellige artikler, og Bjørnstrups var hverken de fleste eller de bedste. Et par dage efter, at Wiinblads kritik af Bjørnstrup havde stået i bladet, var der bestyrelsesmøde i forbundet. Wiinblad gik angrebsvis tilværks og forlangte vedtaget en misbilligelse af, at Bjørnstrup fremsatte projekter på egen hånd. Det vedtoges virkelig, hvorpå der nedsattes et udvalg bestående af C. C. Andersen, Hørdum og Wiinblad til at fremsætte et stort, alvorligt forslag om arbejdsløsheden. Udvalget afgav en betænkning, hvori det brød staven over de hidtil foreslåede »små midler« og forlangte »retten til arbejde« anerkendt gennem en indgribende social lovgivning samt derved, at staten iværksatte produktive arbejder, ydede understøttelse uden fattighjælps karakter til dem, hvem den ikke kunne anvise arbejde, og tog midlerne til alle disse reformer ved en »arbejdsløshedsskat« på formue og indkomst samt ved at indskrænke militærudgifterne. Dette vidtspændende forslag var, som dets hovedforfatter Wiinblad erklærede, et agitationsforslag, bestemt til at vække og samle arbejderne. »Thi« - som han havde skrevet i et opråb til de arbejdsløse - »er du guds søn, da hjælp dig selv!« Forbundets samlede bestyrelse drøftede udvalgets forslag i et par møder, men endte med at lægge det til side. Bjørnstrup kunne triumfere over sin typograf, der i det følgende år ophørte med journalistisk virksomhed, ligesom han frabad sig genvalg til forbundsbestyrelsen.

Ministeriet Estrup tænkte hverken på små eller store reformer overfor arbejdsløsheden i Danmark, men foreslog derimod et millionlån til planterne i Vestindien, der havde lidt tab ved det nys stedfundne negeroprør. Da Venstre modsatte sig bevillingen, opløstes Folketinget, og nye valg udskreves til 3die januar 1879. På det gamle års næstsidste dag holdt Grundlovsværneforeningen et politisk møde i Gothersgades Eksercerhus, hvor Hørup udslyngede sit berømte: »Ingen over, ingen ved siden af Folketinget!« Foruden Hørup talte her fra radikal side bankkasserer Herman Bing og Chr. Berg, af socialdemokrater P. Holm, Bjørnstrup og tømrer Lauritz Andersen. Denne sidste var opstillet som kandidat i 5te kreds og fik på et af sine vælgermøder det fåtallige københavnske Venstres støtte ved anbefaling af Herman Bing. Lauritz Andersen havde deltaget i sit fags foreningsliv og var forretningsfører for selskabet til opførelse af en forsamlingsbygning, - et livligt, men uroligtog lidt uklart hoved. Hans valgprogram var holdt i almindelige demokratiske vendinger og lidet udæskende. Valgene bragte Højre nogen fremgang takket være Venstres splittelse. Lauritz Andersen fik i 5te kreds ikke så lidt færre stemmer end Pio ved forrige valg. I 7de kreds opstilledes Mundberg, som dog ikke en gang forlangte skriftlig afstemning, da Casse var erklæret valgt ved kåringen. I 9de kreds var Bjørnstrups kandidatur påtænkt, men han trak sig tilbage. Valgdagens resultater virkede ikke opmuntrende. En lille tapper skare holdt dog modet oppe og samlede denne vinter al partiets evne om opførelsen af Arbejdernes Forsamlingsbygning, hvortil aktietegningen var begyndt i 1875. En grund i Rømersgade var forlængst købt af magistraten, men flere gange næsten opgivet. Det lykkedes dog altid i sidste øjeblik at skaffe rentepengene. Foruden forretningsføreren Lauritsz Andersen; var kassereren maskinist Adam Petersen særlig virksom i byggesagens tjeneste. Han vandrede fra værksted til værksted med sine 10 øres kvitteringsmærker, fra arbejdsplads til arbejdsplads. Han skrev endogså versificerede prologer til festerne, som holdtes for at skaffe penge. »Tilforn vi mange jern i ilden lagde, men liden gavn den virksomhed os bragte, nu fremfor alt kun ét vi har for øje « forsamlingshuset! Et af de andre jern, hvortil Adam Petersen sigtede, var den såkaldte »skolesag«, der af kongressen i 1877 var stillet jævnsides byggesagen. Tanken var at oprette en socialistisk skole for arbejdernes børn, hvor religionsundervisning skulle erstattes af naturkundskab og gammeldags patriotisme afløses af den ny internationale ånd, et slags social sidestykke til de grundtvigianske friskoler. Denne plan løb efterhånden ud i sandet, og partiet rettede til gengæld sin opmærksomhed på ad politisk vej at gøre statsskolen til en tidssvarende, fælles skole.

Byggesagen holdtes derimod oppe og bidrog igen til at holde partiet oppe og føre det frelst over disse trange år. Endelig havde man midler nok til at turde påbegynde opførelsen, mange arbejdsmænd og bygningshåndværkere ydede gratis arbejde, og den 23. april 1879 kunne bygningen indvies, det var en fest og glædesdag, nu havde man endelig foden under eget bord. Dette hus stod som et sindbillede på den ny samfundsbygning, hvorom den nys afdøde U. P. Overbye havde sunget: Vi ser det i ånden, den rejser sig frit på piller af malm og med mur af granit, mod lyset sig bygningen højner. »Rømersgade«, navnet på den pæne gade i det Ny Voldkvarter, opkaldt efter den berømte astronom, blev snart modstandernes betegnelse for arbejderpartiet, et slags skældsord, der en tid lang gjorde storborgerne bange for at bo i gaden og fik huslejen til at synke. Så glade var Københavns socialistiske arbejdere ved deres ny hus, at de dette års grundlovsdag hverken drog til Den slesvigske Sten eller lejrede sig på Fælleden, men trods sommerens hede og støv samledes i Rømersgade 22, hvor Mundberg, Bjørnstrup og Lauritz Andersen holdt festtalerne. De tre var på dette tidspunkt partiets politiske ledere udadtil, Hørdum, C. C. Andersen og Holm virkede mere i baggrunden. Bygningssnedkerne prøvede denne sommer, men uden synderligt held, en strejke med det beskedne formål at gøre modstand moden større nedsættelse end 10 % under den i sin tid gennemførte priskurant ! Der syntes dog at kunne spores en lille opgang såvel i konjunkturerne som i arbejderbevægelsen. »Social-Demokraten«s format udvidedes en smule. Men det livligere indhold, Saxo Wiegell søgte at give den, hævnede sig gennem en række sagsanlæg. I maj måned var han som redaktør af »Ravnen« dømt til tre i fængsel for fornærmelse af politiinspektør Hertz, og medens han afventede en højst sandsynlig stadfæstelse ved højesteret, regnede en halv snes processer ned over »Social-Demokraten«, de fleste fra militærpersoner i anledning af artikler om rekrutmishandlinger. Wiegell havde ikke ringe udsigt til at skulle tilbringe det halve af sit liv bag fængslets mure. Han rejste da den 17. september 1879 over Antwerpen til Amerika, hvorfra han i den følgende tid sendte sit gamle blad livlige breve. Mundberg trådte påny ind i redaktionen. Til ansvarhavende valgtes maler F. A. Hertz, hvis tilbud var det billigste af de tre foreliggende, idet han ikke blot ville nøjes med 10 kr. ugentlig, men også uden at forlange indflydelse på bladets indhold tilbød at afsidde mulige bøder mod at erholde ekstra 5 kr. ugentlig, dog ikke udover 13 uger. Hertz havde deltaget i forskellige sekteriske bevægelser og derpå sammen med snedker Axel Winther og Pio´s i forrige kapitel omtalte privatsekretær A. W. Hansen (»Sorte Hansen«) stiftet en fritænkerforening, der i slutningen af 1870erne og begyndelsen af 80erne førte en meget livlig tilværelse. Den havde søgt at få en forbindelse i stand med det Brandesianske »Litteraturselskab«,- men uden held. Kun en enkelt brandesianer indlod sig i disse år nærmere med arbejderbevægelsen, nemlig Alfred Ipsen, der redigerede et fritænkerblad og en tid knyttedes til »Social-Demokraten« som litterær medarbejder, uden at dog hans lange artikler om det 19de århundredes udenlandske digtere faldt rigtig i arbejdernes smag. På fritænkerforeningens møder førte Hertz og Winther vældige kampe med enkelte københavnske præster som pastor Volf, medens teologiske studenter som Falkenstjerne søgte at indtage et mæglende standpunkt med front både mod fritænkeriet og mod den forstenede dogmetro. Man lod ikke sjældent de forskellige standpunkter komme til afstemning; og det fortælles f.eks., at man på et af møderne afstemte om treenigheden, og at gud fader og søn vedtoges med kneben majoritet, hvorimod den helligånd faldt igennem. Hertz havde særlig sin styrke i de gammeltestamentlige fortællinger, som han kendte fra sin missionærtid. Det hedder i et referat, at han »navnlig berørte, hvorledes børnenes moralitet og sædelighed blev undergravet, f.eks. ved fablen om skabelsen, der er i modstrid med videnskabens ubestridelige fakta; den slibrige historie om Abraham og hans kone Sara, der stod bag døren og lo; om Abraham som sin egen søns morder; om den hellige mand Laban, der ville snyde Jakob for den lovede kone; om lammene, som Jakob tilsneg sig ved at kaste sorte kæppe i vandet, som de drægtige får skulle drikke af; om Rakel, der stod på den bunke guldsager, som hun i forening med Jakob havde stjålet fra Laban, og på hendes faders anmodning om at flytte sig svarede, at hun havde sine tider; skandalen med Potifars hustru og Josefs kæltringestreger med bægeret« osv. osv. - Hertz blev en fortræffelig ansvarhavende for »Social-Demokraten«, for så vidt som han vandrede i fængsel gang på gang i det bedste humør af verden, når han hjemmefra havde en rigelig forsyning af pølser og stegt flæsk indsyet i foret på sit tøj.

Foråret 1880 kom med spredte strejker i bygnings- og møbelsnedkerfagene, blandt murarbejdsmænd og hustømrere, cigarmagere og drejere, som de første svaler med bud om opadgående tider. Og medens der i de tre foregående år næsten ingen fagforeninger var oprettet, stiftedes der i 1880-81 hen ved et par snese med to-tre tusinde medlemmer. Men strejkerne døde hen i løbet af sommeren uden væsentlige resultater. »Det er politik, der skal til!« - skrev Wiinblad, der fra dette forår var blevet knyttet til »Social-Demokraten« som fast medarbejder med 10 kr. om ugen. Han var lige blevet gift og måtte naturligvis fremdeles tjene sit hovedudkomme som typograf. Og virkelig lysnede det en smule på den politiske himmel. Ikke just i forfatningskampen, som tværtimod langsomt sivede ud i sandet. Rigsdagen lå inde det meste af sommeren, medens de to venstrepartier førte en ædel kappestrid om, hvem der bedst kunne »forhandle Estrup bort« - med det resultat, at han sad stadig fastere. Berg og Hørup bevilgede seks store kanoner til Søbefæstningen, og Berg var også meget imødekommende i andre militærspørgsmål, men nåede ikke at få »sagt sit sidste ord«, thi Bojsen og Holstein snuppede kagen og gennemførte en ny hærlov, der gik endnu et langt skridt ad den gale vej, og som blev et brugbart grundlag for Estrups senere Fæstnings-provisorisme. Men for socialdemokratiet bragte et udfyldningsvalg, der hen på eftersommeren nødvendiggjordes i femte kreds ved Billes udnævnelse til amerikansk gesandt, nogen fremgang, idet Mundberg, som denne gang blev partiets kandidat, fik 1.300 stemmer mod professor Goos 2.600, altså nogle hundrede stemmer mere end Pio havde fået i 1876. Partiets tidligere kandidat i kredsen Lauritz Andersen havde ikke ledet byggeselskabets sager tilfredsstillende; en underholdningsforening, som han og snedker Forsberg havde stiftet for at skaffe penge til bygningen, vakte megen berettiget forargelse i partikredse. Og vel var et rygte om, at han havde søgt selve Estrup om penge, ondskabsfuld sladder af Venstre, men hans overenskomster med bygherren var meget letsindige og ville rimeligvis have ført til bygningens tab, hvis ikke Hørdum i rette tid var skredet ind og havde fået en fornuftigere overenskomst afsluttet. Andersen måtte træde af som byggeselskabets formand og blev afløst af snedker Schlegel, som fungerede med dygtighed til 1883, da snedkerne P. Hansen og G. Chr. Olsen trådte til som formand og næstformand, hvad de er den dag i dag. Mangen termin kneb det med rentepenge og afdrag, men skærene klaredes, og Rømersgade 22 blev mere og mere arbejdernes virkelige ejendom. Valget i femte havde trods fremgangen i stemmetal endnu ikke bragt arbejderpartiet nogen repræsentant i den lovgivende forsamling, og partiet måtte derfor fremkomme med sine socialpolitiske reformkrav i form af andragender, der gerne indbragtes ved et eller andet medlem af Det radikale Venstre. Den eneste lovgivningsfrugt af betydning, som den ny sociale bevægelse hidtil havde sat, var fabriksloven af 1873, der forbød erhvervsarbejde af børn under 10 år, begrænsede døgnets arbejdstid til 6'/2 time for børn fra 12 til 14 år og til 12 timer (!) for unge mennesker fra 14 til 18 år. I 1874 indgav Fagforeningernes Centralbestyrelse et andragende til Folketinget om en 10 timers normalarbejdsdag og om nedsættelse af en kommission til overvejelse af arbejdernes socialpolitiske krav. Estrup nedsatte også i slutningen af 1875 en såkaldet arbejderkommission, hvori dog kun en eneste arbejder, en possementmager, der tilmed stod udenfor arbejderpartiet, havde sæde, og socialdemokratiet protesterede mod denne forhånelse ved en adresse med over 7000 underskrifter. Kommissionen fremsatte bl.a. en plan om indførelse af arbejdskontraktbøger, der vakte stor forbitrelse i fagforeningerne og fremkaldte mange protestmøder. Hverken de slette eller de mindre slette forslag blev omsatte i lovgivning. Først da arbejderne selv fik rigsdagsmænd, kom der røre i socialpolitikken.

I 1879 rejste Snedkernes og Stolemagernes fagforening kravet om ottetimersdagen i et andragende til lovgivningsmagten udarbejdet af C. C. Andersen og P. Knudsen. Begrundelsen udmærker sig ved sin klare socialistiske opfattelse: »Overproduktionen«, som de rettroende nationaløkonomer fablede om, afsløres som underkonsumtion; »Overbefolkningen«, som endogså visse af datidens socialdemokrater troede på, således selve bladets redaktør, Saxo Wiegell, er kun tilsyneladende og stammer i virkeligheden fra overarbejde. Målet, som ikke alene vil gavne arbejderne, men fremme hele samfundets regelrette kredsløb, må følgelig være højere løn, der giver de brede lag købeevne til at modtage de frembragte varer, og kortere arbejdstid, som letter alles adgang til at få arbejde og gør maskinernes indførelse til en velsignelse i stedet for som hidtil at være en forbandelse for det arbejdende folk.

I begyndelsen af 1880 udarbejdede Mundberg et udførligt lovforslag om sundhedsvæsenets ordning ved statsansatte læger og statsapoteker. Det indbragtes som andragende ved Jens Busk, der den gang var meget populær som følge af sin påtale af en Jægersborghusars frygtelige mishandling, men rigtignok satte noget af denne popularitet over styr, da han under forhandlingen i Folketinget betegnede det som andragernes mening, at »vi i Danmark allesammen var bedst tjent med at komme ind under fattigvæsenet«, - en ytring, der fremkaldte et harmfuldt protestmøde og viste arbejderne, hvor rart det ville være at have sine egne ordførere på tinge. For et enkelt punkts vedkommende blev andragendet af Folketinget henvist til indenrigsministerens overvejelse, nemlig kravet om, at hjælp i sygdomstilfælde ikke burde berøve modtageren borgerlige rettigheder. Det gennemførtes delvis - en halv snes år senere. Under valgkampen i femte kreds i september 1880 forefaldt der ved Voldens sløjfning et alvorligt ulykkestilfælde, der gav anledning til at rejse kravet om en ulykkesforsikringslov. Samme efterår optog Socialdemokratisk Forbund i forbindelse med fagforeningerne påny arbejdsløshedsspørgsmålet, som stadig var lige brændende, og indgav et andragende til regeringen om statstilskud til understøttelseskasser for arbejdsløse. Enkelte fag havde oprettet sådanne kasser, Møbelsnedkernes forening havde således de sidste tre år udbetalt sine arbejdsløse medlemmer 5 kr. ugentlig med et tillæg af 1 krone for hvert barn. Men fagforeningerne omfattede den gang kun et mindretal af fagets medlemmer og i reglen de dygtigste, der sjældnere var arbejdsløse. Man tvivlede med god grund på muligheden af at kunne forsikre alle fagets medlemmer mod arbejdsløshed uden klækkelig hjælp fra staten. Det var det fra anden side så lovpriste princip om statshjælp til selvhjælp, som her anerkendtes af socialdemokratiet på et stort og vigtigt område, men uden at det vandt påskønnelse hos Højre og Venstre, som indså, at en sådan lov i høj grad ville fremme fagforeningsbevægelsen. Og hverken de rene selvhjælpsmænd af den gamle skole eller de nyere statshjælp til selvhjælpspolitikere ønskede denne form for arbejdernes selvhjælp anerkendt og begunstiget af staten. Derimod forelagde den radikale venstremand Tauber i december 1880 et lovforslag om statstilskud til de fri fattigkasser (25 øre for hver indbygger) og om et rentefrit statslån på en halv million kr. til kommunerne til understøttelse af de fri fattigkassers virksomhed. Således så den yderste danske radikalismes socialpolitik ud; den mindede om dronning Elisabeths fattiglov og gik i virkeligheden ud på at spæde bøndernes og godsejernes altfor lave arbejdsløn op med tilskud fra det offentlige, således at landarbejderne kunne slippe over vinteren uden at falde sognet til byrde. Det Tauberske forslag gennemførtes delvis - et kvart århundrede senere. Socialdemokratiets forslag om at skabe en arbejdsløshedsforsikring ved hjælp af arbejdernes egen sammenslutning, selvstyrelse og selvkontrol blev imidlertid stående som vejviser i en retning, der har vundet mere og mere tilslutning fra alle landes socialpolitikere.

Vinteren 1880-81 var usædvanlig streng, sundet lå tilfrosset i tre måneder, og arbejdsløsheden nåede et lignende omfang som i 1876-77. Men var vinteren streng for arbejderbefolkningen i almindelighed, blev den endnu strengere for det lille arbejderparti, der just syntes at være kommet ind i et sundt spor under sin ny ledelse. To mænd dukkede op, den ene fra udlandet, den anden fra fængslet, bragte splid i rækkerne og vakte den gærende uro, misfornøjelse, misundelse og rænkesyge, der altid findes på bunden af ethvert parti, mest i et ungt og svagt og stærkest fremtrædende i modgangstider. William Fleron, en ung og ærgerrig journalist, vendte hjem fra London, hvor han under Mosts påvirkning havde sluttet sig til det social-revolutionære parti, et meget eventyrligt selskab af franske kommunarder, russiske nihilister, polske patrioter og politiske flygtninge fra alle lande. Deres blad »Freiheit« gav ved sine brandartikler Bismarck stadig ny lejlighed til at stramme undtagelseslovens tøjler, og det tyske socialdemokratis officielle organ »Der Sozialdemokrat« havde sin nød med at værge partiet mod dette bevidste eller ufrivillige flankeangreb. Fleron havde tjent 30 pund sterling ved at opgive nihilisten Stepnjaks bopæl til politiet og blev stemplet af »Der Sozialdemokrat« som politispion. Efter hans egen fremstilling var det sket efter aftale med Stepnjak - som var sikker nok i London - og de havde med et lunt smil delt pengene. »Der Sozialdemokrat« fortalte ydermere, at Fleron og to andre revolutionære i oktober 1880 havde påtaget sig at rejse til Tyskland og iværksætte et attentat, der efter Mosts sigende for bestandig skulle gøre det af med socialdemokratiet; men planen var blevet røbet og de sammensvorne nøjedes med at skrive trusselsbreve til politiske personligheder i Tyskland, hvorefter den lille belejringstilstand indførtes i flere byer. Da Fleron i december kom til Danmark, meldte han sig til tjeneste i arbejderpartiet, fik også foreløbig ansættelse ved bladet som korrekturlæser og holdt i »Socialdemokratisk Forbund« et foredrag om revolutionær socialisme, der dog faldt hans danske »partifæller« i den grad for brystet, at de ikke vovede at lade det referere i »Social-Demokraten«. Fleron trak sig fornærmet tilbage, men fandt hurtigt en meningsfælle og fører med et lige så fremmedklingende navn som hans eget, dog kært og æret i danske arbejderes øren. Juleaftensdag blev Harald Brix løsladt efter halvfemte års fængsling. Hvad han endnu havde tilbage at udsone af civile straffedomme, var blevet ham eftergivet, ikke mindst ved baronesse Liljencrantz' ihærdige ansøgning hos politidirektør, justitsminister og kronprins. Brix var en nedbrudt mand, mærket af døden, mere sygeligt bitter og hadsk end nogensinde. Han forlangte »Ravnen«, som han i 1876 højtideligt havde afstået til partiet, udleveret og brugsretten til »Social-Demokraten« overdraget, subsidiært halvdelen af kontrahentmødets stemmer. På et offentligt møde i Rømersgade ved nyårstid 1881 fremsatte han ikke blot disse krav, men angreb partiledelsen for moderation, dadlede dens samarbejde med Venstre og bebrejdede den dens passive holdning overfor provisoriet. Der trængtes, sagde han, til enhed og kraft, og dertil ville hans overtagelse af partiledelse og bladredaktion være tjenlig. Det var Pio´s stormesterdrømme om igen, men fremsatte af en mand, der altid havde været lige så pirrelig i sin daglige omgang med partifæller som Pio elskværdig, og som derfor havde langt færre virkelige venner. Men om Brix skarede sig naturligvis alle urolige hoveder og krænkede ærgerrigheder, undermålere og skrålhalse, ultramoderate og ekstraradikale, ikke-politiske fagforeningsmænd og revolutionsmagere. Der var Lauritz Andersen og hans svigerfader gartner Johansen, baronesse Liljencrantz og snedker Forsberg - som fra underholdningsforeningens tid havde ligget i proces med Hørdum - og bager Tøppervien og den tidligere omtalte redaktør Vilhelm Rasmussen, fritænkerforeningens ledere med snedker Winther i spidsen og først og sidst William Fleron, der blev valgt til kasserer for en på det nysnævnte møde nedsat komité til indsamling af en hædersgave til Brix. I denne komité indtrådte også Hørdum og C. C. Andersen, som trods Brix' angreb på partiledelsen ønskede en mindelig ordning.

På et kontrahentmøde den 6te januar, hvor Brix mødte og fremsatte sine fordringer, forkastedes det med 32 stemmer mod 22 at indrømme ham den forlangte halvdel af kontrahentforsamlingens stemmer, men vedtoges at nedsætte et 5 mands udvalg til at foreslå en for Brix tilfredsstillende forandring i regulativet. To af hans erklærede venner, Lauritz Andersen og Forsberg, blev medlemmer af udvalget og fik ved et tredje medlems, snedker Jensens, stemme flertal for at give Brix det forlangte halve antal stemmer, men denne flertalsindstilling forkastedes på det følgende kontrahentmøde med 43 stemmer mod 20. Allerede forinden denne afgørelse var Hørdum og C. C Andersen udtrådt af hædersgavekomitéen, da Brix fortsatte sin offentlige agitation mod partiledelsen. Der fulgte nu nogle uger og måneder med den voldsomste indre partikamp til fryd for Højre og Venstre, hvis ny blad »Dags-Avisen« levede højt på livlige referater fra slagmøderne. Det regnede med personlige angreb og smædenavne, navnlig yndede Brix' tilhængere at kalde de gamle ledere - dvs. de ny arbejdertillidsmænd, der havde taget styret i 1877 - »Hørdumrianerne«, hvori skulle ligge en antydning af deres åndelige underlegenhed i sammenligning med pionisterne. Men Hørdum og hans fæller havde ikke blot den fordel, at de sad inde med partiets stærkeste skanser: kontrolkomiteen (der bestod af C. C. Andersen, Holm og cigarmager Hyller) samt forbundsbestyrelsen; de havde ikke blot den bedste taktiske stilling, idet de forsvarede det demokratiske princip mod det personlige, men de viste sig også i denne kamp som udprægede personligheder. Hørdum havde erhvervet sig et stort personalkendskab, vidste små og store hemmeligheder, kendte meningsfællers og modstanderes svage og stærke sider, forstod at virke underhånden uden at blive illoyal, at stå fast og give efter, alt som situationen bød. Han nærede en vis proletarisk mistænksomhed overfor fremmede og var sen til at fatte fuld tillid til nogen, men vandt sig alligevel mange venner ved sine kloge råd og sin grundmurede trofasthed. Han og P. Holm havde en egen evne til at vende de personlige angreb, der haglede ned over dem, til deres egen og partiets fordel og vinde sympati blandt arbejderne, hver gang fjenderne tænkte at udså mistillid. Andersen besad en koldsindig myndighed, der holdt angriberne tre skridt fra livet. Og så havde de alle tre en vidunderlig fysisk kraft. Aften på aften kunne de deltage i møderne og sidde på beværtningerne til den lyse morgen, hvad der den gang  var mere nødvendigt, end det heldigvis er nu, for folk, der skulle deltage i det faglige og politiske liv. Det blev adskilliges ruin, men Andersen, Holm og Hørdum forbandt med deres sprudlende livslyst både arbejdsomhed og streng ordenssans. De kunne »slå til søren« som gæve svende, og de venskaber, de herved vandt, styrkede igen deres politiske stilling.

I slutningen af januar kom det til en offentlig holmgang mellem Hørdums og Brix' tilhængere på et møde, hvortil forbundsbestyrelsen havde indbudt i anledning af nogle udtalelser af indenrigsminister Skeel under folketingsdebatten om den tauberske arbejdsløshedslov. Mødet var indkaldt med kort varsel og skulle være afholdt i Rømersgade, hvor fritænkerforeningen havde afstået sit allerede lejede lokale; men Brix' tilhængere påvirkede fritænkernes bestyrelse til at tage løftet tilbage og indbød selv til møde om samme sag dagen efter. Så henlagde forbunds bestyrelsen resolut sit møde til »Føniks« og vandt efter en stormende debat slaget, medens Fleron hyssedes ned af talerstolen. Midt i februar startede Brix og Fleron et nyt, social-revolutionært blad ved navn »Herolden« og indbød i den anledning til et stort offentligt møde i Rømersgade. »Social-Demokraten« bragte om morgenen et harmdirrende opråb til arbejderne om at give fuldtalligt møde. Det var forfattet af Wiinblad, hvem Fleron havde søgt at drage over til Brix. »Hr. Brix« - hedder det i opråbet - »kom til vort parti med den fordring at herske over det ved at være eneste indhaver af dets organ, og da denne enevældige magt blev nægtet ham, fordi socialdemokratiet ikke kan anerkende despotiske herskere, men kun ligestillede meningsfæller, så underkastede han sig ikke partiets organisation og virkede ikke med til dets fremgang, men han stillede sig udenfor arbejderpartiet og erklærede det krig. Og nu, da hans hensigter er komne for dagen, nu viser det sig, at den mand, som midt i den strengeste vintertid lagde beslag på arbejdernes godgørenhed, idet der påstodes, at han trængte til hjælp, at denne mand, hr. Brix, råder over så store kapitaler, at han ikke alene kan leje et elegant ekspeditionskontor til 1000 kroner årlig, men tillige påbegynde et blad, som vil sluge adskillige tusinder, før det formår at bibringe arbejderpartiet den mindste skramme…. højrebladene, f.eks., »Dagbladet«, bringer ledende artikler holdt i en sådan tone, at meget tyder på, at der er konflikter i anmarsch af samme natur som de, der fik magthaverne i 1877 til at bortkøbe folk af vort parti - mød derfor«, hed det til slut, »og vis magthaverne, at det danske socialdemokrati ikke lader sig rokke af personer, hvis hensigter synes mere end tvivlsomme. Lad os endnu kun denne ene gang ofre hr. Brix en 10øre« - det var den entré, der blev taget til dette som til mange af datidens arbejdermøder.

Efter en voldsom meningskamp besejrede C. C. Andersen ved dirigentvalget Lauritz Andersen, og mødet endte med vedtagelsen af et tillidsvotum til partiet, dets ledelse og blad. Fra nu af bevarede »Social-Demokraten« så vidt muligt tavshed om »Herolden« og heroldisterne, som det ny revolutionære parti kaldtes. På de uhørte personlige angreb svarede Hørdum og hans fæller vedholdende med sagsanlæg. »Herolden«, der skulle føre et ophidsende revolutionært sprog, undgik selvfølgelig heller ikke processer fra magthaverne; Fleron blev f.eks. anholdt en kort tid for en artikel om drabet på Alexander II den 13. marts 1881. Betydelig udbredelse vandt det ny blad ikke, men »Social-Demokraten«s stilling var i forvejen så svag, at enhver medbejler kunne gøre den livsfarlig. »Herolden«s mistænkeliggørelser havde sit publikum, ånden i partiet forgiftedes, og striden, der ofte drejede sig om de reneste ubetydeligheder, f.eks. om ejendomsretten til nogle reoler, nedbrød den smule respekt udadtil, der langsomt og med så megen møje var vundet tilbage efter katastrofen i 1877. Værst af alt virkede dog den omstændighed, som ikke lod sig skjule, at Fleron var en bedre redaktør end Bjørnstrup. Trods situationens alvor fortsatte Mundberg og Bjørnstrup redaktionen på den gamle flegmatiske vis. Referater fra vigtige møder kom ofte først i bladet flere dage efter og afbrødes ikke sjælden på de mest spændende steder med et »fortsættes i morgen«. Som et eksempel på redaktionens knusende ro kan nævnes, at da frk. Hude begik sit revolverattentat på læge Leerbeck og alle blade svømmede i sensation, mødte »Social-Demokraten« med den forklaring på sin tavshed: »vi har opsat at udtale os nærmere om denne begivenhed, fordi vi ventede, at der hurtigt ville følge detaljerede oplysninger ved de optagne forhør«. Videre i loyal afventen af myndighedernes undersøgelse kunne selv »Berlingske Tidende« vanskeligt drive det. Men det var simpelthen dovenskab. Så tog ganske vist typograf Wiinblad fat og »satte« nogle livlige artikler om Leerbeck-affæren og en anden skandale, som den gang optog sindene, en økonomiforvalter Christensens underslæb i kommunen. Wiinblads artikler var omtrent bladets eneste lyspunkter i dette år og måtte i endnu højere grad end før henlede partiledernes opmærksomhed på ham. Han deltog igen i arbejdsløshedsagitationen og valgtes hen på foråret 1881 til medlem af forbundsbestyrelsen og til dens sekretær. På dette tidspunkt var »Social-Demokraten«s abonnenttal dalet til halvtredje tusinde. Den holdtes på værtshusene, på enkelte værksteder og af en lille flok trofaste fra halvfjerdserne, som derigennem fulgte partiets indre liv, men naturligvis ved siden af læste andre blade for overhovedet at følge med. Det gik så vidt, at et stort hovedstadsblad af Højre afsagde »Social-Demokraten« som et ganske betydningsløst blad, hvilket af redaktionen besvaredes med den grusomme hævn også at afsige vedkommende blad. »Social-Demokraten«s regnskab for januar kvartal 1881 udviser en balance af 8.600 kr. Til redaktionen anvendtes i disse tre måneder i alt 1100 kroner! Da sagde Hørdum en dag til sig selv og nogle gode venner: »Vi må prøve med typografen, det går jo ad helvede til alligevel!« Han virkede for hans valg underhånden, i forbundet, i »Socialdemokratisk Samfund« og blandt fagforeningernes ledende mænd. Det viste sig, at Wiinblads kandidatur til redaktørposten også var påtænkt fra bygningssnedkerne, som dannede partiets radikale fløj. På et kontrahentmøde onsdag den 27. april 1881 blev Wiinblad fra flere sider foreslået til redaktør - eller som det officielt hed: redaktionssekretær - i stedet for Bjørnstrup. Denne og Mundberg erklærede, at de, hvis Wiinblad valgtes, trak sig helt ud af redaktionen, og C. C. Andersen gik endnu en gang hen til Wiinblad og spurgte ham: »tør du efter dette påtage dig ansvaret?« Han fik ja til svar, og Wiinblad valgtes med 49 stemmer af 52. Han skulle tiltræde redaktionen den 7. maj, men fik straks bemyndigelse til at påse, at der ikke i den mellemliggende uge optoges artikler i bladet, som han måtte misbillige. Man frygtede nemlig en større opgørelse mellem den gamle og den ny redaktion. Bjørnstrup vedblev, trods sin kabinetserklæring, at arbejde ved bladet, men foretog nogen tid efter en rejse til Amerika og gik ved sin tilbagekomst over til Højrebladet »Jyllandsposten«, ligesom han senere skrev såkaldte afsløringer fra socialdemokratiet i »Avisen« og på flere møder optrådte som højremand. Mundberg forlod derimod straks redaktionen, ja »brændte sine skibe«, som han sagde, og meldte sig ud af selve partiet ved en længere redegørelse i »Morgenbladet« og »Dags-Avisen«. Han havde ganske som i 1879 lige forinden redaktørskiftet holdt en stor politisk tale, der blev refereret i »Social-Demokraten« gennem fire numre, og hvori han ikke blot bekæmpede heroldisterne, men anslog en så snusfornuftig moderat tone, at det måtte skurre i socialisters øren. Om Wiinblad erklærede han i sin redegørelse, at han »altid har tenderet til at tage en stilling overfor den såkaldte radikalisme, som man vidste, jeg (Mundberg) absolut misbilliger.« Nu var han ked af den evige strid mellem radikale og moderate og gik sin vej. Redaktionskontoret, der et års tid havde været i Rømersgade sammen med ekspeditionen, flyttedes i disse dage til Farvergade nr. 3, og her begyndte nu Wiinblad sin ny virksomhed i et enkelt lille mørkt tofagsværelse på første sal et simpelt, gulmalet bord, en reol og et par stole var hele inventaret, og Wiinblad selv udgjorde hele redaktionen. Han skrev de ledende artikler, lavede nyhederne til, gjorde reportertjeneste og refererede møder. Særlig søgte han at knytte fagforeningernes medlemmer til bladet ved indgående skildringer af faglige forhold og at klare de socialistiske begreber ved en række artikler om partiprogrammet og dets enkelte punkter. Men først og sidst var det ham magtpåliggende at gøre »Social-Demokraten« fra det, den var: et slags partimedlemsblad, til et virkeligt dagblad, der kunne overflødiggøre alle andre blade i arbejdernes og småborgernes hjem, og til et blad, der var læseligt fra den første til sidste spalte. Han ville, som han skrev i sin tiltrædelsesartikel, ikke forandre bladets politik, der ikke var enkeltmands, men hele partiets; derimod udvikle og forcere agitationen. Hver begivenhed, hver nyhed blev betragtet og behandlet agitatorisk; ud fra alle det daglige og offentlige livs fremtoninger - fra de største til de mindste - bankede han den sandhed ind i læsernes hjerner, at socialismen var deres eneste naturlige politik, og socialismen var ham mere klassebevægelse - underklassen i opdrift - end teori. »Verden er rig og dejlig« - skrev han - »men denne verden, i hvilken vi, vi arbejdere, er født med kongernes ret til at nyde, den må vi først erobre, hvis vi vil besidde den, og det forenede arbejderparti er den hær, som fører an med den almindelige valgret som våben«. Teoretiske hårkløverier interesserede ham ikke; i stedet for en studieklub skulle der skabes et kampparti, og kraften, der var tæret hen i indadvendt vrøvl, skulle vendes samlet udad, mod arbejdernes og folkets fjender. Han stod på bar bund, bogstavelig talt. Alt, hvad der i partiet havde haft en smule lærdom eller højere dannelse, var gået sin vej. Det skulle nu prøves, om en arbejder kunne gøre det bedre. Og det viste sig snart, at den rette mand var funden i den rette stund.

Efter den strenge vinter kom et forår med meget arbejde; tiderne viste for alvor en opadgående tendens. På den politiske himmel blæste det op til ny frisk kamp. Samme dag, Wiinblad tiltrådte redaktionen, var Estrup så elskværdig at opløse Folketinget på nogle upopulære spørgsmål om statstilskud til universitetet, et nyt panserbatteri og dyrtidstillæg til embedsmændene, - med den begrundelse, at tinget manglede evne eller vilje til at behandle de foreliggende sager til ende. Valget blev udskrevet med meget kort varsel til 24de maj. Det var vand på Wiinblads mølle; der var ikke tid til de lange udtværede partidebatter, som han afskyede. På et hastigt sammenkaldt møde i Socialdemokratisk Forbund opstilledes skrædder Holm som kandidat i femte kreds. C. C. Andersen, Hørdum og Wiinblad dannede en lille rask valgkomité; medens de to første besørgede møderne sammen med Holm, skrev Wiinblad opråbene, valgprogrammet og agitationsartiklerne. Heroldisterne modarbejdede Holms valg efter evne; men han opnåede dog omtrent 1300 stemmer, kun en ubetydelighed mindre end Mundberg året i forvejen. Goos' stemmetal gik noget stærkere tilbage - altså: fremgang for arbejderne og sejr næste gang! Bladet dvælede glad ved det lille lyspunkt i stedet for som tidligere at klynke over nederlag og skælde arbejderne ud. Og Estrup, der havde tabt én kreds ved valget, var så yderlig elskværdig at opløse Folketinget en gang til med valg den 26de juli, hvor han tabte seks kredse. I femte kreds måtte Holm denne gang ikke alene slås med Goos, men fik tillige i Lauritz Andersen en heroldistisk modkandidat. Resultatet blev: Goos 2286 stemmer (200 stemmers tilbagegang), Holm 1429 stemmer (over 100 stemmers fremgang) og Lauritz Andersen kun 88. Dermed havde Københavns klassebevidste arbejdere afgørende valgt mellem det gamle parti og splittelsesmændene. Heroldismen sygnede fra nu af hen. Brix selv var død den 28. maj. »Herolden«, der noget senere omdøbles til »Den radikale Socialist«, gik ind henimod årets slutning, en revolutionær forening med bladets oprindelige navn vandt ingen tilslutning. Lauritz Andersen rejste til Kapstaden, hvorfra han nogle år efter kom tilbage som højremand. Hvad Fleron angår, så kastede han sig i denne sommer over nymalthusiansk agitation, det vil sige indskrænkning af børneavl, og fik desårsag mange muntre sammenstød med politiet.

Socialdemokratiet havde ved julivalget ikke indskrænket sig til femte, men også opstillet en kandidat i Københavns 1ste kreds, nemlig pianofortearbejder V. T. Holst, som opnåede 260 stemmer mod Rimestads 811. Partiet tog nu fat på at oprette vælgerforeninger i de kredse, der bød de bedste udsigter: femte, første, niende og syvende. Den første vælgerforening stiftedes i femte kreds på et møde i »Lille Ravnsborg« den 29. september og fik til formand G. Chr. Olsen, en 24årig falstring, der havde deltaget livligt i fagforeningsbevægelsen og skrevet i »Social-Demokraten« om vælgerforeningers nytte. Sin allerførste medarbejder fik Wiinblad dog et par måneder efter sit redaktørvalg i en knapt 16årig latinskoledreng Carl Emil Jensen, der en dag undselig og forlegen kom op med nogle novellistiske bidrag og virkelig nød den ære at få dem optaget. Han fortsatte sit medarbejderskab, men det opdagedes og kostede ham hans plads i Borgerdydsskolen på Kristianshavn. Dennes bestyrer Johannes Helms, der var så streng i sine principper, at han krævede en religiøs livsanskuelse også af skrive og gymnastiklærere, kunne ikke beholde en discipel, der skrev i et socialistisk blad. C. E. Jensen blev udvist af skolen, og Wiinblad fik således en litterær medarbejder, der med begejstring anmeldte det moderne gennembruds forfattere og ved udførlige udtog lukkede arbejderne ind i en verden, der hidtil var dem ganske fremmed. »Social-Demokraten« havde ikke beskæftiget sig med litteratur siden Alfred Ipsens kortvarige ære. Lidt senere knyttede Wiinblad Søren Larsen og P. Knudsen til bladet, men da midlerne var yderst små, måtte de længe vedblive med deres borgerlige håndtering som hovednæringsvej. Det var i sandhed en arbejderredaktion; redaktøren, der lige havde forladt sætterkassen, spadserede mangen en gang først til Åbenrå, hvor Knudsen sad og syede handsker i en baggård, og derpå til Lille Regnegade, hvor Larsen stod og barberede, for at afhente dagens manuskript. Småt og fattigt var det, men der var tro på sagen, godt humør og arbejdsglæde. Lykken stod de kække bi. I august 1881 gjorde skibstømrerne strejke for at få en forhadt kvartermand fjernet; forbundet og fagforeningerne holdt fællesmøde og nedsatte en strejkekomité med Hørdum som hovedkasserer, bladet bragte kraftige agitationsartikler, og i september sejrede skibstømrerne - den første strejkesejr siden Pio´s dage. Samtidigt fik »Social-Demokraten« sin første store sensationssag. Birkedommer Eberlin på Frederiksberg, en brav højremand og socialistæder, der bl.a. havde ladet sit politi overvære Gimle-kongressen uden at bryde sig om dens protest, fik trods en vitterlig kassemangel sin afsked i nåde og med pension, og »Social-Demokraten« var det eneste blad, der vovede at tale højt om sagen. En kritik af forskellige låneforretninger, der nødsagede en af indehaverne S. S. Heller til at trække sig tilbage, vakte ligeledes opmærksomhed. Oplaget steg, og der iværksattes i oktober kvartal en kraftig værkstedsagitation for bladets udbredelse. Medens det tidligere redaktionsprincip havde været at »holde ude«, fulgte Wiinblad det modsatte: at drage til. Både Mundberg og Fleron knyttedes påny til bladet, og det viste sig, at de meget godt kunne arbejde i den fælles partisags tjeneste. Mundberg vedblev at være medarbejder til sin død, Fleron drog derimod nogle år efter atter til udlandet, hvor han brød sig en bane først som journalist, senere som impresario, i hvilken egenskab han blev gift med den bekendte danskfødte artistinde Lona Barrison.

I januar 1882 flyttede redaktionen fra Farvergade til Nørregade nr. 5 og boede her de følgende syv i disse små fra begyndelsen ét, efterhånden nogle flere - på anden sal i mellembygningen udfoldedes i dette tidsrum en virksomhed, hvor under bladet uophørlig voksede i udbredelse og indflydelse. Det stigende overskud anvendtes til øget agitation, og redaktionen blev mere og mere hjertet i partiet. Her færdedes fagforeningernes og de politiske ledere ud og ind, her drøftedes begivenhederne og blev slagplanerne lagt. Inderst inde, lidet kendt af offentligheden, sad Wiinblad som den altid spændte urfjeder, der holdt maskineriet i uafladelig gang, ideernes mand, sprudlende af initiativ, vågent følgende alle det offentlige livs begivenheder og med sikkert instinkt tagende de daglige standpunkter, der i længden bestemte partiets taktik; revolutionær af temperament, radikal i tankegang, men ikke uden en vis forsigtighed og udrustet med en meget fin næse for den offentlige menings skiftende stemninger. Han færdedes aldrig i forsamlingerne og lidet på offentlige steder, lod sig nødigt vælge til bestyrelser eller deslige og forsømte, hvis han alligevel valgtes, gerne møderne. Han blandede sig sjælden i personlige stridsspørgsmål, men åbnede liberalt bladet for enhver ny mand, som viste evne og partifølelse. Hans noget tilknappede væsen skaffede ham hurtigt den fornødne myndighed både overfor de gamle kammerater på sætteriet og overfor det voksende redaktionspersonale. Han kunne »barbere« hensynsløst i artiklerne uden at bryde sig om personlig bitterhed fra de krænkede forfattere, men han blev for de tilstrækkeligt tålmodige en fortræffelig læremester i journalistik. Kun ét krævede han af andre som af sig selv: at de skulle gå op i arbejdet. Han blev ingen blot politisk chefredaktør, der lod en redaktionssekretær eller de enkelte medarbejdere om det daglige bladfyld, men gennemså selv hver notits og rettede den til, satte telegrammer og officielle meddelelser i et så læseligt dansk, at også tjenestepigerne kunne forstå det, og vågede over den typografiske udstyrelse. Denne daglige påpasselighed var i virkeligheden nødvendig, thi hvor let kunne der ikke i en enkelt sætning skjule sig et ord, som ville koste hundreder af kroner til ingen nytte, eller i en lille politinyhed en vending, som kunne krænke arbejderne eller et enkelt fag. Således rustet kunne han da med god samvittighed fire gange om året møde arbejderpartiets repræsentanter i kontrahentforsamlingen og klare sig overfor den kritik, som var deres lovlige kald og manges lyst. Ikke altid gik det af uden skarpe ord fra begge sider, men hvert halvår genvalgtes han enstemmigt til redaktør. Wiinblad blev snart frygtet af partiets modstandere, ikke mindst af Venstre. Han forstod at gemme, og hans scrapbook blev ham et arsenal, hvorfra han hentede mange dræbende projektiler. Hans taktik bestod i angrebet. Som polemiker skar han igennem udenomssnakken og holdt ubønhørligt modstanderen til ilden på kærnepunktet. Men når han så var færdig med døgnets strid og dagens slid, kunne han med ét ryste politik og kontorstøv af sig og holde sig menneskelig frisk i sit hjem eller ved små vennelag, hvor hans særegne festlige veltalenhed var bordets bedste vin. Efterhånden som årene gik og hans rødlige hår blev stadig sparsommere og det buskede skæg stadig hvidere og sirligt tilstudset - han satte pris på et soigneret ydre som på en soigneret stil, skønt han aldrig var eller blev den modejournalfigur, hvortil en senere tids vittighedspresse gjorde ham, tværtimod var såre tarvelig af livsvaner - efterhånden udviklede han ikke ringe sans for litteratur og kunst, musik og teater. Han prydede sit hjems vægge med de bedste billeder og vandede sine blomster med nænsom gartnerhånd. Det ville i firsernes kampbulder have vakt mange modstanderes højeste forbavselse at se denne det offentlige livs jernkolde skarpretter sysle som familiefader i sine egne små stuer.

Københavns arbejdere led i året 1882 under en lokal byggekrise, der fulgte efter den almindelige handels og industrikrise; men i det hele bedredes konjunkturerne, de forskellige fag begyndte så småt at røre sig og havde enkelte heldige småkonflikter. I provinserne udbrød de første strejker siden midten af halvfjerdserne, således en almindelig murer og tømrerstrejke i Hjørring. Socialdemokratiet rejste dette år i bladartikler og på møder kravet om en statsalderdomsforsørgelse, forlangte i andragender til rigsdagen økonomiforvaltersagen i København og Eberlin-affæren på Frederiksberg offentlig undersøgt, stillede i anledning af den rådne skonnert »Fortuna«s forlis forslag om lovsikring mod bemanding af usødygtige skibe og agiterede med held mod en plan, der var fremsat på et politimestermøde om forholdsregler mod rejsende håndværksvende. Dette praktiske arbejde for løsningen af enkelte større spørgsmål, der på en eller anden måde blev brændende, vandt arbejdernes sympati og den offentlige menings opmærksomhed. P. Knudsen skrev en række artikler om landarbejdernes forhold, og der foranstaltedes enkelte møder i provinserne. På Rigsdagen havde Venstre fra slutningen af 1881, træt af at forhandle Estrup bort, proklameret visnepolitiken, som bl.a. havde den fordel at kunne forene de splittede venstregrupper. Estrup satte på sin side »forsvarssagen« på spidsen ved et forslag om 66 millioner kr. til fæstningsanlæg. Et helt år levede staten på »midlertidige« finanslove, indtil det kom til det såkaldte majforlig i 1882, der nærmest at sluttedes af Venstre og de liberale dele af Højre mod regeringens vilje. Der begyndte også i Københavns borgerlige kredse at røre sig nogen uvilje mod ministeriet, men på den anden side rustede den fanatiske del af Højre sig til en afgørende kamp og stiftede i dette øjemed »Højres arbejder- og vælgerforening«, i hvilket navn »Social-Demokraten« altid pligtskyldigst anbragte et udråbstegn efter ordet arbejder (!). - Georg Brandes vendte hjem fra Berlin, idet hans danske venner sikrede ham en tiårig hædersgage, og den moderne retning i dansk litteratur slog endelig igennem. Drachmann skrev i sine »gamle guder og ny« folkelig socialistisk:

»Der ligger guld i barrer,

Som ej er møntet ud,

Der ligger guld i barrer,

Der ligger de store bud,

Om fattigmands ret til livet

Om frihed og broderligt sind

Gjellerup kastede i »Germanernes lærling« sin fejdehandske til teologien, skrev sit rekviem over Darwin og spottede de hykleriske magthavere, der myrder uden en plet på skjorterne kejseren først og så kejsermorderne. Bjørnson og Ibsen satte de sociale problemer under debat og tvang »det dannede selskab« til at beskæftige sig med dem. Snart fulgte Kielland og Lie efter. Det åndens vejr, der gik over Norge, fejede også adskilligt spindelvæv ud af Danmarks lavloftede hus. Berg, den folkelige grundtvigianismes fører, sluttede forbund med det ny litterære Venstre, og Edvard Brandes' valg på Langeland beseglede pagten. Selv i Studenterforeningen på Gammelholm - den såkaldte »Slavekirke« - hvor andemaden længe havde ligget tyk og grødet, lededes friske strømninger ind med røre og kamp. Frisindede akademikere holdt 1880-81 og de følgende vintre oplysende foredrag i Rømersgade 22. I februar 1882 samledes radikale studenter og venstrerigsdagsmænd til et punschesold i Seekamps lokale, hvor man sang: »Før brændte i Rømersgade det kun, nu er det i de finere kvarterer.« I foråret derefter stiftedes »Studentersamfundet«, med dr. Pingel som formand og mænd som dr. Levison, Johan Ottosen og Julius Schovelin i bestyrelsen. Ved stiftelsesmødet den 24de maj lød for første gang Holger Drachmanns kampsang:

Nye tider, nye tanker,

trods dem, hvo som vil!

Nye vidder, nye skranker -

sådan går det til;

medens økseslaget sender

gavlen ned i grus,

rejst på tomten alt vi kender

slægtens nye hus.

Der forberedtes en almindelig sammenslutning mod Estrup og hans godsejerregimente. Fritænkerske studenter og højskolebønder, liberale højregrosserere af Hage-typen og gamle national-liberale, der som Monrad ikke havde glemt alle deres ungdoms ideer, bondevenner og brandesianere fik en vis fællesfølelse og fællesinteresse. Også de socialdemokratiske arbejdere meldte sig naturligvis til dette brogede korps og råbte: »Ned med Estrup!« Så godt som nogen - men med det faste forsæt at bevare deres partiselvstændighed og program urørt. Efter det ovennævnte studentergilde i Seekamps lokale skrev Wiinblad, at parlamentarismen selvfølgelig var god nok og at flertallet naturligvis burde regere. Men ellers har den radikale intelligens intet fællesskab med gårdmandspartiet. »Hvad er der i Venstres program, der kan begejstre nogen ikke-gårdmand!« Nu kræver gårdmændene parlamentarisme, fordi storborgerne og bureaukratiet er ved magten. Havde det været omvendt, havde gårdmændene siddet ved roret, ville storborgerne have fordret parlamentarismen og dertil anvendt de samme midler, som nu bønderne. Kommer Venstre til magten, vil det kun gennemføre, hvad Højre lige så godt kunne have iværksat uden at komme i strid med sine grundsætninger. Nej, den radikale intelligens bør slutte sig til socialdemokratiet, hvis den vil have en opgave, der er den værdig. »De nye demokratiske elementer vil føre folketingsmajoritetens ledende mænd til magten, fordi de i øjeblikket er flertal; men ved døren til de vundne herligheder vil demokratiet tage afsked med d'hrr., og det vil da endelig og for alvor tage en kamp op for de demokratiske principper.« Det varede lidt længere, end man den gang troede, før døren blev lukket op og afskedsstunden kom, men ellers slog Wiinblads ord til på en prik: Det var uden illusioner, at arbejderpartiet sluttede alliance med Venstre.

I eftersommeren 1882 trådte »den forenede københavnske opposition« første gang frem. Allerede tidligere havde Grundlovsværneforeningen og Onsdagsforeningen støttet socialdemokratiet ved valg i femte, og socialdemokraterne stemte i andre kredse gerne på den radikaleste kandidat; de havde således på Pio´s særlige opfordring hjulpet til at vælte justitsminister Klein i Ålborg; thi man skulle - sagde Pio - stemme på fanden selv, dersom han stillede sig mod Klein. Men ved landstingsvalget i København i september 1882 blev der for første gang truffet bindende aftaler, hvorefter socialdemokratiet påtog sig opstillingen af valgmænd i femte kreds, - Venstre i de andre kredse. Listerne skulle først offentliggøres valgdagens morgen, man følte sig ikke stærk nok til en egenlig valgkamp og forsøgte derfor en overrumpling, virksomme ved dette valgkartels afslutning var fra liberal side Herm. Bing, bagermester Jac. Marstrand og særlig teologisk kandidat F. Falkenstjerne, der netop i de dage åbnede en folkehøjskole på Chr. Winthersvej, og som stod med sin sympati nogenlunde ligelig delt mellem den grundtvigske bondevækkelse, det brandesianske litteraturrøre og den moderne arbejderbevægelse. Han var for resten en af de første udenforstående, der sendte artikler til »Social-Demokraten«, hvis redaktør havde den tilfredsstillelse, at Falkenstjerne i en bladfejde med ham erkendte sin fejltagelse i bedømmelsen af det sociale spørgsmål. Onsdag morgen den 6te september måtte bedsteborgerne, der tilfældig fik fat i »Social-Demokraten«, »Morgenbladet« eller »Dags-Avisen«, gnide øjnene nogle gange, inden de ville tro dem. Den samlede opposition - et hidtil ukendt politisk begreb - mødte med valgmandskandidater i alle kredse. Og du milde himmel, hvilke kandidater! Etatsråd Tietgen med en hale af børsmatadorer, agtbare grosserere og fabrikanter ved siden af studentersamfundets radikalere og de rødeste socialister! Oppositionen havde i skyndingen ikke taget det så nøje, men ud af vejviseren pillet navne, der blot ved en eller anden lejlighed havde antydet den ringeste meningsafvigelse fra det Estrupske Højre. Særlig måtte den såkaldte børsoppositions mænd gøre tjeneste. Valgdagen igennem gik adskillige af oppositionens ledere og skælvede for en altfor stor sejr, thi de så i ånden snese af deres kandidater ved selve landstingsvalget som renlivede højremænds begejstrede vælgere! Overrumplingsforsøget var på et hængende hår ved at lykkes. I femte kreds, hvor listen var nogenlunde ren, manglede oppositionen kun 37 stemmer og i niende kreds kun 2 stemmer. Det ville sikkert være lykkedes, hvis ikke valgbestyrelsens formand i femte, professor Holbech, havde tilsidesat valglovens bestemmelser om afstemningsmåden og oven i købet sluttet valget et par minutter over kl. 6, da arbejderne først ret begyndte at møde. Så nær var socialdemokratiet ved at få en landstingsmand allerede i 1882, endnu inden det var repræsenteret i Folketinget. Måske bør man i den naturlige udviklings interesse være professor Holbech taknemlig for hans overgreb, men den gang harmedes selvfølgelig arbejderne, holdt protestmøder og indgav en valgklage - som Landstinget puttede i papirkurven. Valget fik vel netop det bedste udfald, det kunne få, ved at give oppositionen tro på, at den kunne sejre ved de kommende folketingsvalg og tilskynde den til et ihærdigt forberedelsesarbejde. Næste år stiftedes Københavns liberale Vælgerforening med et medlemstal på fem tusinde; - mange socialdemokrater meldte sig ind, idet de ikke betragtede foreningen som en afdeling af Venstre, men som en almindelig oppositionel valgorganisation. Socialdemokratiets ledelse sørgede dog omhyggeligt for at bevare og udvikle partiets egen organisation. Der havde rådet nogen uklarhed i de ny vælgerforeninger i 1ste og 9de kreds, men partiet fik hurtigt også disse foreninger gjort rent socialdemokratiske og nøje knyttet til Socialdemokratisk Forbund.

Fra sommeren 1882 begyndte »Social-Demokraten« at udvide sit format og kunne samtidig notere en rivende fremgang i udbredelsen; hver uge, somme tider hver dag bragte snese af ny abonnenter. I månederne februar og marts 1883 steg oplaget med 2000. Der måtte anskaffes en ny presse, og hen på eftersommeren nåede det daglige oplag 10,000. Både i og udenfor arbejdernes kredse vandt bladet udbredelse ved en omhyggelig daglig redaktion og en række lødige artikler: portrætstudier over kendte højrepolitikere, kritik af Københavns fattigvæsen og af magistraten, skildringer af arbejdernes boligforhold, en statistik over kirkebesøget, der en tid bremsede den begyndende agitation for ny kirkers opførelse på kommunekassens bekostning; hidsige artikler mod dødsstraffen i anledning af Anders Sjællænders henrettelse, hvor bødlen Sejstrup huggede to gange forkert; fyldige anmeldelser af den frodigt blomstrende realistiske litteratur osv. osv.. End ikke pariserbreve fattedes, de besørgedes af mærket C. E. fra mellembygningen i Nørregade nr. 5! Der var over bladet en spændstighed, en kamplyst, en ufortrøden gåen på, som smittede arbejderne og gjorde dem til agitatorer under løsenet: hver mand sit blad! På de finere kafeer, hvor »Social-Demokraten« hidtil havde været bandlyst, nødte den stadig hyppigere efterspørgsel værterne til at indlemme det revolutionære organ i deres daglige bladhold. Denne redaktion af arbejdere satte »Morgenbladet« i skygge og konkurrerede efterhånden »Dags-Avisen« ud af spillet. Den følte sine åndskræfter vokse og gav sig i lag med tilvejebringelsen af en socialistisk litteratur. Således blev de udkomne bind af Benoit Malons »Socialismens Historie« oversat, lidt senere Det kommunistiske Manifest og Engels' »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«. Man følte trang til at komme i åndelig berøring med det store socialistiske Europa og forsamlingsbygningen i Rømersgade anskaffede sig et portrætgalleri af århundredets store tænkere og af det tyske socialdemokratis kendteste mænd. Man fik, da fremgangen var sikret og man i enkelte øjeblikke ligesom kunne puste lidt, lyst til at se tilbage, og P. Knudsen skrev en ret udførlig skildring af den danske socialismes historie fra Dreiers tid til forbundets stiftelse. Det oplysningsarbejde, der udgik fra de frisindede akademikere, mødtes således med energiske kulturbestræbelser indenfor arbejdernes egen lejr. Studenterne, som deltog i foredragsvirksomheden og aftenundervisningen, kom som lærere og høstede selv belæring. Som et slags symbol på den ny pagt mellem håndens og åndens arbejdere talte P. Holm i Studentersamfundet - januar 1883 - og Georg Brandes nogen tid efter i Rømersgade. Hans bog om Lassalle skaffede ham mange oprigtige venner i arbejderpartiet.

Ikke alene litterært søgte det danske socialdemokrati at hæve sig til et europæisk kulturstandpunkt, også på anden måde fyldestgjorde det efter evne sine forpligtelser som internationalt parti. Da skrædder Palm i slutningen af 1881 begyndte sit socialistiske togt gennem Sverige, støttedes han fra Danmark; hans i 1882 oprettede blad »Folkviljan« i Malmø modtog pengehjælp fra Københavns fagforeninger, der også støttede de første svenske strejker. Man holdt fest i Rømersgade til fordel for de udviste tyske socialdemokraters familier og indsamlede på værkstederne bidrag til de strejkende vævere i Crimmitzchau. I de sidste dage af marts 1883 fik Rømersgade endogså den ære at huse hele det tyske socialdemokratis ledelse. Vi har tidligere omtalt denne begivenhed i skildringen af de tyske socialdemokraters hemmelige kongres i København. I fire dage holdt tyskerne med de verdenskendte navne møder i forsamlingsbygningen midt i byens hjerte, uden at politidirektør Crone eller den københavnske Højre og venstrepresse havde anelse derom. Lørdag aften samledes den danske forbundsbestyrelse, »Social-Demokraten«s redaktion og enkelte særlig indbudte partifæller med de udenlandske gæster til en »kommers« med taler, sang og musik. Hvad der ikke mindst glædede de danske socialdemokrater, var tyskernes fortræffelige humør, trods Bismarck og undtagelseslov. Det var ikke mørke fanatikere, men livssprudlende mænd, - mænd, der havde vist sig villige til at ofre frihed og liv for deres sag, men også var i stand til at slå gækken løs som store, gode børn, og med den fuldkomneste ret, thi deres ideal var jo den kristelige askeses slik modsat; de kæmpede netop for den højest mulige livsnydelse for alle mennesker. »Social-Demokraten« blev om tirsdagen revet bort som varmt brød, da den meddelte det forbavsede København om det sjældne besøg og hånede myndighederne, der - ligesom det ridende politi i Offenbachs operette - kom just, da alt var forbi. Men den tyske kongres fik et dansk efterspil. Studentersamfundets formand, dr. Pingel, havde efter indbydelse fra en af de ledende socialdemokrater været til stede ved et par af kongresmøderne. Det kom her så småt på tale at indbyde Liebknecht til at være Studentersamfundets gæst, hvilket dog blev opgivet »for ikke at berede den danske regering diplomatiske vanskeligheder«. Ikke desto mindre beskyldte højrebladene, da de fik nys om sagen, dr. Pingel for landsforræderi! Ganske vist, de tyske socialdemokrater var både af princip og i gerning de undertrykte nationaliteters bedste talsmænd og holdt på sønderjydernes fri selvbestemmelsesret. Men de var dog tyskere, ja hvad værre var, revolutionære. En dansk Estruppers hjerte slog i ganske anderledes takt med det Bismarckske socialistlovsystem end med de socialdemokratiske frihedskæmpere. Estrup selv var jo kun en lille plagiator af Bismarck, og hans fætterlige kultusminister Jacob Scavenius anførte virkelig Pingels optræden under den tyske kongres i København som en af grundene til den afskedigelse fra hans stilling som adjunkt ved Metropolitanskolen, der fulgte et par måneder senere. I disse år blev oppositionsmænd i statsstillinger, når de optrådte offentligt mod regeringen, rask væk afskedigede, således - foruden Pingel - Secher, Kjartan Müllen og N. P. Holst.

Det trak tydeligt nok op til politisk uvejr. Ved rigsdagssamlingens slutning i april 1883 vedtog Folketinget en adresse til kongen og bad - i yderst loyale udtryk - om ministeriet Estrups fjernelse. Landstinget vedtog en modadresse, og kongen svarede Folketingets ordførere afvisende og overmåde køligt i tonen, Landstingets derimod imødekommende og huldsaligt. Om adresserne og kongens svar bragte »Social-Demokraten« få dage efter en artikel, mærket C. E., Der gentog de ord, Bjørnstjerne Bjørnson nylig havde udtalt ved en fest i Studentersamfundet: »bekend!« - »Bekend jer som republikanere, i venstremænd, hvis i tør!« I denne artikel hed det: »kong Kristian den niendes afslag på at afskedige et ministerium, der vitterlig har folkets flertal imod sig, er et vidnesbyrd om, at det er på en løgn, det konstitutionelle kongedømme hviler, den løgn nemlig, at kongen skulle stå over partierne«. For disse ord - væsentlig et citat af Bjørnson -, der ikke indeholdt nogetsomhelst angreb på kongen personlig, men kun konstaterede en vis politisk opfattelse, idømtes bladets ansvarhavende, Fr. A. Hertz, fire måneders fængsel efter majestætsfornærmelses paragrafen! Det var en måned mere, end den samme ret i 1854 tilkendte en visedigter, i hvis vers begyndelsesbogstaverne gav sætningen: »Gid satan havde kongen, som har tyvstjålet grundloven.« Og det var just i de dage, da Højre ved sine fester begyndte at synge: Når kongen er med os, vi byde Venstre trods! Og således utvetydigt erklærede det for sin opfattelse, at kongen ikke stod over partierne, uden at domstolene derfor skred ind. Der rejste sig en forbitret folkestemning, og da kongen besøgte landmandsforsamlingen i Ålborg, blev han modtaget med fjendtlige demonstrationer af bønder og arbejdere.

I samme sommer (1883) foranstaltede Venstre en række folkemøder - i Herthadalen ved Lejre, i Skanderborg Dyrehave, Sakskøbing, Højby på Fyn - der var besøgt af bønder i titusindevis, og hvor der vedtoges henvendelser til kongen om at afskedige Estrup. Kongen modtog kun den første deputation - tolv bønder fra Herthadalsmødet - og gav den følgende svar: »Jeg har modtaget de herrer for at sige dem, at kun folkets lovlige repræsentation - hvorved jeg forstår begge Rigsdagens ting - har ret til at tale i folkets navn .... Jeg fordrer respekteret min ret til at vælge til regeringens førelse de mænd, jeg finder dertil bedst skikkede.« Da en redaktør af et lille ugeblad, Fernando Linderberg, i sin gengivelse af kongens svar understregede det gentagne jeg og gjorde opmærksom på, at kongen dermed selv opgav sin stilling som stående udenfor partierne, fik også han en majestætsfornærmelsessag og idømtes samme straf som Hertz. Ved landsbyen Jyderup mellem Holbæk og Kalundborg kom det til et ret alvorligt sammenstød mellem folkemængden og politiet, og i Hillerød, hvor Højre indbød til et »folkemøde« og hvor venstremænd og socialdemokrater fra København derfor indfandt sig i stort tal, gik det på næverne løs mellem Estrupperne og oppositionen. Politiet afspærrede Højres festplads og nægtede oppositionens mænd adgang til talerstolen, men folkemængden trængte på. Pludselig blev der stilhed. En lille mand med sort hår og skæg er sprunget op på en stol og råber med klar, gennemtrængende stemme: »Alle, som er imod provisoriet, ræk hånden op!« En skov af hænder rejser sig. »Alle, som er imod Estrup, ræk hånden op!« Atter rækkes tusinder af hænder i vejret. Det er P. Holm, som således fastslår folkestemningen, og Højres dirigent hæver mødet. Men et andet sted springer grev Holstein-Ledreborg op og åbner et nyt møde, der vedtager Herthadals-resolutionen under bragende hurraråb for frihed og grundlov. I sin omtale af Hillerød-mødet beskyldte »Social-Demokraten« flere navngivne højremænd for håndgribeligheder, det kom til proces og vidneførsel, hvorunder Hertz pludselig blev anholdt som sigtet for at have forledet et af vidnerne til falsk forklaring. Intetsomhelst talte derfor, alting talte imod, og anklagen måtte opgives, men Hertz havde da siddet to måneder i varetægtsarrest, i den dårligste celle, der kunne findes, med timelange ophold i skabene, og endog berøvet brugen af pen, blæk og papir. Denne mishandling fremkaldte en stærk bevægelse for en bedre retspleje; der fandtes den gang end ikke noget, som hed erstatning for uforskyldt varetægtsarrest. Men på Hertz begyndte de mange fængselsophold at virke legemligt nedbrydende. Han fik dermed også åndelige anfægtelser, »omvendte« sig og forlod et par år senere socialdemokratiet for at genoptage sin ungdoms missionærvirksomhed. - hans stedfortræder som »Social-Demokraten«s ansvarhavende under den omtalte varetægtsarrest var Sejr Kjeldskov, en typograf, der havde været medarbejder ved »Herolden« og luftskipper, men da den revolutionære ballon revnede, søgte fast grund i socialdemokratiet og blev medlem af »Socialdemokraten»s redaktion.

Ved udgangen af 1883 indtrådte en ny medarbejder i redaktionen, J. J. Ipsen, en journalist af fransk type, mere anarkist end socialist, hvad dog ikke skræmmede Wiinblad fra at give plads for hans stilistiske talent, da det blev husvildt i »Morgenbladet«. Her foretog nemlig Berg en større nytårsudrensning og satte brandesianerne på porten for sammen med de moderate at danne et dansk Venstre, der kunne afløse Højre, når Estrup, som man ventede, i en meget nær fremtid kørte fast! Den radikale luftning, som gik over landet, men som Venstre eller i hvert fald store dele af Venstre kun med en vis ængstelse benyttede sig af, skaffede socialdemokratiet strygende medbør. Wiinblad og hans medarbejdere betænkte sig ikke på at sætte alle sejl til. I slutningen af 1883 foretoges atter en betydelig udvidelse af bladets daglige format og abonnenttallet voksede inden nyår til over 12,000. Som det røde flag fra mastetoppen nagledes partiprincipperne fast i bladets ny »hoved« - en halv snes fyndige linjer, der gengav hovedindholdet af Gimle-programmet. Således styrede man ind i året 1884, der skulle blive et mærkeår såvel i dansk politik i almindelighed som særlig i det danske socialdemokratis historie. Men inden vi fortæller dette års saga, må vi et øjeblik forlade København, der hidtil har været næsten ene om at bære socialismen frem, og kaste blikket ud over provinserne, hvor arbejderne for alvor havde begyndt at røre sig.

Der var i begyndelsen af 1870erne væsentlig ved Geleffs agitation oprettet afdelinger af »Internationale« i en række købstæder. Til en enkelt by, Fredericia, var socialismen kommen endnu tidligere, allerede i slutningen af 1860erne, før noget andet sted i landet. Her fandtes et hundrede cigarmagere, som for største delen var fulgt med et par cigarfabrikker, der efter krigen flyttedes fra Flensborg til Fredericia - berejste tyske, svenske og danske arbejdere, som havde set sig om i verden og i Tyskland var blevet lassalleanere. De stiftede i 1865 en »Rejse, syge- og dødekasse«, der til dels havde faglige formål og endog Internationale forbindelser, særlig med Sverige og Tyskland. I 1868 vendte en ung fredericiansk cigarmager Peter Olsen hjem fra Hamborg og gav sig til at agitere blandt kammeraterne for »Socialismus«, som han kaldte det på sin tysk. Pio´s socialistiske blade, hans ugeblad og senere dagbladet »Socialisten« fandt altså en velberedt jordbund og vandt ikke ringe udbredelse i Fredericia, der ligeledes sendte betydelige bidrag til den københavnske murerstrejke i foråret 1872, til bladet og til de fængslede førere. I efteråret 1872 holdt Carl Würtz møde i Fredericia, ved hvilken lejlighed Peter Olsen begrundede et leve for de tre martyrer i så skarpe ord, at han nødsagedes til at flygte til Hamborg, hvor han syv år efter døde i den yderste elendighed. Men ved en privat sammenkomst, som fandt sted efter Würtz' offentlige møde og hvor der stiftedes en afdeling af »Internationale«, trådte en anden fredericianer frem som overbevist og indsigtsfuld socialdemokrat, en mand, der nød stor anseelse i hele byens borgerskab. Han hed hans Jørgen Nielsen, var født den 10. februar 1842 som søn af fattiggårdsbestyreren i Fredericia, havde først været handelsbetjent og derpå taget skolelærereksamen fra Blågårds Seminarium. Nu var han fuldmægtig på kæmnerkontoret og sin foresattes Højre hånd. Han blev hemmelig - for ikke at miste sin stilling - medlem af Internationale og støttede den ny organisation med råd og dåd. Imidlertid udbrød der en ganske mærkelig strejke blandt cigarmagerne, og ved denne lejlighed røbedes Nielsens stilling. Cigarmagerne var nemlig de eneste arbejdere, der betalte kommuneskat - de andre arbejdere betragtedes endnu som tjenestekarle, hvem man hverken ville afkræve skat eller give valgret. Men cigarmagerne betalte deres skat med fabrikanten som mellemmand i den ejendommelige form af én cigar for hvert tusind, de leverede. Fabrikanten fandt nu på at forhøje skatten og forlange to cigarer pr. tusind, men arbejderne regnede ud, at dette ville betyde en ganske ublu skat, og protesterede. »Nu vel« - svarede fabrikanten - »så skal i blive helt fri, men så må i selv betale jeres skat.« Ved næste skatteligning opdagede imidlertid Hans Jørgen Nielsen på kæmnerkontoret, at hans gode venner cigarmagerne var satte i skat til 12 á 20 rigsdaler. Han kunne ikke dy sig for at underrette dem derom, de gik til fabrikanten for at protestere, og det kom til et hidsigt ordskifte, hvorunder det røbedes, at de havde set de endnu ikke offentliggjorte skattelister. Cigarmagerne forlangte lønnen forhøjet i overensstemmelse med skatteligningen, og da fabrikanten afslog denne fordring, nedlagde de arbejdet ved juletid 1872. De vandt strejken efter en uges forløb. Men Nielsen fik sin afsked fra kæmnerkontoret. Han søgte nu at ernære sig som værtshusholder, men boykottedes af borgerskabet. Efter »Internationale«s opløsning tabte mange arbejdere modet, men Nielsen fortsatte trods næringssorg og sygdom sin socialistiske virksomhed, fik oprettet en »Demokratisk forening« og holdt møder i nabobyerne. Efter førernes løsladelse korn der i 1875-76 en kort opgangstid, men katastrofen i 1877 og den samtidigt indtræffende arbejdsløshed omstyrtede alt, hvad Nielsen havde bygget op. Kun en lille skare trofaste, blandt dem cigararbejder Peter Nielsen, holdt sammen og holdt ud. De samledes selv i de værste trængselsår til grundlovsfest på en afsides høj i Trejde skov - »Håbets Bakke«, kaldte Nielsen den. Han ernærede sig og sin familie kummerligt ved privat arbejde for kæmneren - der vanskelig kunne undvære ham - og ved lidt journalistik, men blev stadig svagere og døde den 12. januar 1884, kun 42 år gammel. To år efter rejste venner og meningsfæller ham en mindesten på Fredericia kirkegård; samme dag genoprettedes - ved et møde på »Håbets Bakke« - socialdemokratiets organisation i Fredericia, og fagforeninger stiftedes de følgende år i næsten alle fag. Som i Fredericia gik det i de fleste købstæder: en stærk, kortvarig begejstring omkring 1872, derpå opløsning og hensygnen, en kort genopblussen omkring 1875 og så en tilsyneladende fuldstændig hendøen indtil et stykke ind i 1880erne. Ikke få er de banebrydere, om hvem der kunne berettes en lignende lidelseshistorie som Hans Jørgen Nielsens.

I Århus virkede op gennem halvfjerdserne karetmager Carl Christian Kruse, en landarbejdersøn fra herregården Vennerslund på Falster, der havde rejst i Tyskland og Frankrig og kom tilbage som Karl Marx' discipel. Han fik plads ved jernbaneværkstederne i Århus, agiterede for socialismen og stillede sig ved folketingsvalget i 1872, men trak sig på valgdagen efter kåringen tilbage for den Bjørnbakske kandidat kort tid efter fik han sin afsked fra statsbanerne. I 1876 deltog han i Gimle-kongressen, men døde kort efter sin hjemkomst til Århus. Partifæller og Bjørnbakkere rejste ham i 1883 en mindesten på Århus kirkegård. Efter kongressen i 1877 søgte pionisten murer Thomsen at stifte et særlig jysk arbejderparti, men uden held. Arbejderbevægelsen sygnede hen og var i nogle år næsten død. En af de få, der trofast fortsatte Kruse´s gerning, var snedker Lauritzen. Sammen med Bjørnbakkerne stiftede han i 1881 en fond til understøttelse af arbejdere, der blev brødløse for deres politiske overbevisnings skyld, og til støtte for de næringsdrivende, der boykottedes af Højre. Året efter stiftedes en forening ved navn »Demokratisk Samfund«, som i begyndelsen af 1883 omdannedes til en ren socialdemokratisk organisation, navnlig ved to unge typografers, Harald Jensens og Emil Marotts, virksomhed.

Harald Otto Jensen var københavner. Faderen var oprindelig høker, men det var gået tilbage for ham, og han måtte ernære sig som arbejdsmand. Som følge af hjemmets fattigdom blev Harald Jensen fra sit ottende år holdt til arbejde udenfor skoletiden, men flid og godt nemme gjorde ham til en af skolens flinkeste drenge. Han kom i bogtrykkerlære og blev udlært i 1871, var en tid arbejdsløs, fik derpå lidt at bestille i en posefabrik og holdt humøret nogenlunde oppe ved læsning af alle de bøger, han kunne få fat i. I september 1871 kom han til Lars Bjørnbaks bogtrykkeri i Århus, vendte året efter tilbage til København, hvor han arbejdede i forskellige trykkerier, men drog 1875 på ny til Århus og fik plads hos Bjørnbak. Dermed var hans løbebane bestemt. Socialist fra sine første svendeår lærte han i Århus den ejendommelige jyske bondehøvding at kende, levede sig ind i provinsforhold og fik greb på at omgås jyske landboere. Hans sindighed og tørre lune var i slægt med deres, han akklimatiseredes hurtigt og kom til at stå som »jyden« i det danske socialdemokrati. I 1876 blev han formand for Typografernes fagforening i Århus, der hørte ind under Dansk typografisk Forbund. Ved den store strejke, som vi har omtalt i skildringen af Wiinblads svendeår, sprængtes forbundet. Harald Jensen søgte at holde sammen på stumperne i Århus, men det viste sig umuligt. Først i 1881 lykkedes det ham at få genrejst organisationen ; han stiftede Jyllands typografiske Forening, der i 1882 udvidedes til hele landet udenfor hovedstaden og fik navnet Dansk typografisk Forening. Han skrev artikler i »Typograf Tidende«, de københavnske typografers blad, og arbejdede sammen med københavnernes formand A. F. Decher på en sammenslutning af alle landets typografer. Men snart lagde partibevægelsen i Århus så stærkt beslag på Harald Jensen, at han opgav sin formandsstilling i Dansk typografisk Forening, - fra 1. juli 1883. Samme dag påbegyndte han udgivelsen af »Socialdemokratisk Ugeblad«, der året efter, fra oktober 1884, under støtte fra »Social-Demokraten« i København, udkom som dagblad. Harald Jensens fagfælle og medarbejder Conrad Emil Marott var født sjællænder, men af fransk afstamning. Stamfaderen Clement Marott var kammertjener hos kong Frants den første, men blev landsforvist som huguenot og døde i Turin. Hans slægt bosatte sig senere i Tyskland og en efterkommer i Danmark. Emil Marotts fader var bogbindermester i Store-Hedinge, en dygtig og kundskabsrig, men meget konservativ mand. Emil gik i Borgerskolen, blev typograf og rejste til København, hvor han sluttede sig til fagbevægelsen og til Pio, trods faderens strenge advarsler mod samfundsomvælterne. Han aftjente sin værnepligt og blev underofficer ved artilleriet i Århus. Efter at være permitteret tog han arbejde i den jyske hovedstad og kastede sig ivrigt over fagbevægelsen, stiftede sammen med Harald Jensen Arbejdsmændenes Forbund og blev formand for »Demokratisk Samfund«, som under hans ledelse overtog den gamle røde fane fra »Demokratisk Arbejderforening« (»Internationale«s arvtager), der var blevet opløst i 1877.

Der kom i disse år ny bevægelse i fagene. I 1883 drog seks fagforeninger sammen med »Demokratisk Samfund« og den Bjørnbakske venstreforening i procession til grundlovsfest i Biis skov nord for Århus, hvor en af Lars Bjørnbaks sønner var taler sammen med Harald Jensen og uden forargelse hørte denne slutte sin tale med et leve for den socialdemokratiske republik. Lidt senere på sommeren indbød Demokratisk Samfund til politisk møde i Århus, hvortil Hørdum fra København blev indbudt sammen med Lars Bjørnbaks to sønner Alfred og Viggo (den senere moderate folketingsmand). Det var de store folkemøders sommer. Stærke ord lød både fra de to Bjørnbak'er, fra Marott, Harald Jensen og fra Hørdum, som »uden betænkelighed erklærede sig for revolutionær«. Som man ser, søgte Marott og Harald Jensen forbindelse med den ældre bevægelse i København. Her udkæmpedes denne sommer en stor og langvarig strejke i cigararbejderfaget. Hyller holdt i den anledning møder omkring i provinserne. I Kolding stiftedes den første fælles fagforening (hvoraf den senere Indenrigsminister Enevold Sørensen en tid var medlem); i Roskilde stiftedes »Demokratisk Samfund«; fra Helsingør, Odense, Fredericia og Hjørring meldtes om organisatoriske bestræbelser. De københavnske smedes formand F. Hurop drog til Århus og fik her sammen med Marott og Harald Jensen oprettet en fagforening for smede- og maskinarbejdere. Københavnerne indbød til gengæld Marott og Harald Jensen til politiske møder, hovedstad og provins rakte hinanden hånd og således lagdes dette år det første grundlag til en landsorganisation for det danske socialdemokrati. Splittelsens ånd fra 1877 var forsvunden. - henimod årets slutning endte cigararbejdernes strejke efter syv måneders kamp med det ret gunstige resultat, at lønnen forhøjedes med 1 krone pr. 1.000 cigarer og der fastsattes en mindsteløn af 8 kr. pr. 1.000. Denne sejr virkede ikke blot opmuntrende i København, men fremmede i høj grad bevægelsen i provinserne, hvis arbejdere havde støttet københavnerne under den langvarige strejke. Man begyndte så småt at tænke på dannelsen af faglige landsforbund. Harald Jensen og Marott begyndte også i 1883 at tænke på landets arbejdere. Om søndagen drog de ud til landsbyerne i Århus egnen, og forklarede socialismen for husmænd og landarbejdere og fik tegnet enkelte abonnenter på Ugebladet. Andre steder voksede der af sig selv en landarbejderbevægelse frem, således navnlig i Sydsjælland. På et møde i Præstø i september 1883, hvortil man havde indbudt en taler fra Socialdemokratisk Forbund i København, dannedes en Arbejderforening for Præstø amt, der i de følgende år blev en kastebold mellem Venstres bønder og Højres godsejere, som skiftevis ved masseindmeldelse af deres arbejdere søgte at få hånd i hanke med den. I forskellige sogne dannede husmænd og landarbejdere syge- og understøttelseskasser, ofte med bønder som bidragydende medlemmer, men med en stadig tydeligere stræben efter selv at styre deres egne sager. Landarbejderne interesserede sig længe kun lidt for den politiske kamp mellem Venstre og Højre. Venstrebønderne betalte ofte en nok så lav løn som herremændene. De jordejende husmænd var endnu ikke »opdagede« af politikerne, men førte en yderst ubemærket, tarvelig og slidsom tilværelse; først i disse år begyndte den økonomiske revolution i landbruget, der skulle føre husmandsstanden frem i første linje. Herregårdsarbejderne fulgte ved valgene gerne deres arbejdsgivere og sikrede Højre en række landkredse. Ved sognerådsvalg hændte det, at Højre sejrede ved den almindelige vælgerklasses valg i kraft af arbejdernes stemmer, Venstre derimod ved de højestbeskattedes i kraft af gårdmandsstemmer. De enkelte herregårdsarbejdere, der stemte mod Højre, fik i reglen deres afsked, hvad der gav anledning til, at venstrebønder hist og her stiftede »arbejderforeninger« med det formål at understøtte dem, der således mistede brødet, og skaffe dem arbejde. Adskillige af disse foreninger blev udgangspunktet for en selvstændig arbejderbevægelse og sluttede sig i de følgende år til socialdemokratiet.

Hele året 1883 lå der folketingsopløsning og udskrivning af ny valg i luften. Estrup havde i sin otteårige regeringstid tre gange før opløst i utide. Men i hvert fald skulle der være valg senest midsommer 1884. Det københavnske socialdemokrati rustede sig til disse i god tid og bebudede allerede i juni 1883 opstilling af partikandidater i 1ste, 5te, 8de og 9de kreds, altså i to kredse mere end ved forrige valg. Dette passede slet ikke det ny liberale parti, hvis blade gjorde indsigelse mod en sådan fordringsfuldhed, og Højre begyndte at håbe på demokratiets splittelse. »Dagbladet« bragte en artikel, hvori den gamle højreopfattelse - at Venstre ikke kunne stå sig ved en alliance med samfundsomstyrterne, men netop derved forspildte sine regeringsudsigter - var vendt om: det var nu arbejderne, der ikke var tjent med at støtte »den grundbesiddende, af standsinteresser stærkt optagne bondestand«. Venstre - skrev bladet - ville kun bruge arbejdernes stemmer til at erobre København og måske deres næver til at bane sig vej til magten, men derpå sparke trappestigen bort og ikke vise det sociale spørgsmål ringeste interesse. Derimod var Højre »et virkelig socialt reformparti«, hos hvilket »flere af socialdemokratiets krav« langt snarere kunne vente støtte end hos Venstre. Som man ser, et frieri - der besvaredes af socialdemokratiet med en kurv. Vi går sammen med Venstre, skrev Wiinblad, for folketings-parlamentarismens skyld. Og dernæst er det os om at gøre, at Venstre kommer til magten »for at vi kan få fri luft og fri plads til den socialdemokratiske agitation«. Endelig består oppositionen ikke alene af gårdmandspartiet, men der er i færd med at danne sig et radikalt parti, som forhåbentlig går dybere i reformarbejdet end venstrebønderne. Estrup gjorde virkelig et forsøg på at dæmpe forfatningskampens bølger ved en socialreformlovgivnings olie. Han forelagde om efteråret en alderdomsforsikringslov, der ikke voldte Venstre så lidt bryderi og satte arbejderpartiets demokratiske fasthed på prøve. Spørgsmålet var efterhånden blevet brændende. Det var rejst med socialismen i 1871, og året efter var der fra anden side fremsat to planer, som dels virkelig tilsigtede at afhjælpe den bestående nød, dels ønskede brodden taget af den socialistiske agitation. Det ene var meget moderat. Det skyldtes en sognerådsformand, godsejer Grüner til Ravnstrup, der oprettede »De forenede Kommuners Alderdomsforsørgelseskasse«, hvori arbejdere kunne tegne en livrente. Det andet var på sin vis ret radikalt. Det var jernstøber P. F. Lundes forslag om, at staten skulle sikre alle ubemidlede en livrente fra det 30te år, voksende med alderen og afpasset efter arbejdsfortjenesten i de foregående år. Lunde gik ud fra, at arbejderne i almindelighed ikke fik den løn, der tilkom dem, og livrenten skulle da betragtes som en opsparet andel af den løn, der efter et billigt skøn burde være ydet. Arbejdsudygtige burde have hel eller delvis forsørgelse af staten. Midlerne skulle staten skaffe ved en skat på indkomst og arv. Lunde stiftede til gennemførelse af denne plan »almindelig dansk velfærdsforening«, der vandt nogen tilslutning fra sjællandske landarbejdere. Byarbejderne frygtede derimod for, at en livrente af nævnte art ville vanskeliggøre en ensartet optræden i lønspørgsmål. Den tidligere omtalte arbejderkommission fremsatte i 1878 forslag om en alderdomsforsikring på grundlag af arbejdernes egne bidrag fra den unge alder med tilskud fra stat og kommune. Flertallet holdt på frivillig forsikring, et mindretal af kommissionen derimod på tvungen - uden dog at tage tvangsforsikringens konsekvens: en arbejdsløshedsforsikring.

I Rigsdagssamlingen 1881-82 forelagde nogle folketingsmænd af Venstre et lovforslag, der til dels fulgte kommissionens mindretalsforslag. Socialdemokratiet rejste på sin side en stærk agitation for tanken om en statspensionering af alle gamle arbejdere. Agitationen trængte sejrrigt frem også i sygekasserne, der i løbet af den sidste halve snes år var vokset op til at omfatte over 100,000 medlemmer i hele landet. Men endnu havde kun de bedst stillede arbejdere indmeldt sig; de så ingen mulighed for at få alle med uden statens hjælp, og de følte sig afmægtige overfor alderdommens nød. I august 1883 afholdt de Københavnske og Frederiksbergske sygekasser, der talte over 20,000 medlemmer, et delegeretmøde, hvor det kom til heftige sammenstød mellem socialdemokraterne og de konservative, men Hørdum og C. C. Andersen, der mødte som repræsentanter for Skomagernes og Snedkernes Sygekasser, vandt tilslutning fra flertallet af de 200 delegerede. Den kamp, de for tolv år siden havde optaget med de gamle lavsmestre og deres jabrødre blandt svendene, var efterhånden blevet til et stille, sejt arbejde, hvis frugter nu såes. Sygekasserne blev mere og mere en klasseorganisation for arbejderne og skolede adskillige af dem til videre offentlig virksomhed. Blandt talerne ved mødet optrådte således de senere københavnske borgerrepræsentanter blikkenslager Gustavsen og skomager Daugstrup. På forslag af Hørdum nedsatte mødet et nimandsudvalg, der supplerede sig med Socialdemokratisk Forbunds forretningsfører P. Knudsen og nogle år senere afgav en af denne udarbejdet betænkning: »Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse«, - en dybtgående og omfangsrig socialpolitisk undersøgelse, der fik ikke ringe betydning for arbejderlovgivningens udformning i Danmark og navnlig bidrog til, at det rene statshjælpsprincip på alderdomsforsørgelsens område sejrede over statshjælp til selvhjælpprincippet. Men på dette princip hvilede endnu det forslag, som Estrup forelagde i efteråret 1883, og som gik ud på ved et statstilskud af forholdsvis ringe størrelse at sikre folk, der betalte visse bidrag, regelmæssige, til ubestemte tider eller én gang for alle, en livrente på indtil 300 kr. fra det 55de år. Forslaget nød den ære at blive underkastet en førstebehandling i Folketinget - som ellers dette efterår standsede behandlingen af næsten alle regeringsforslag uden debat -, men det modtoges med skarp kritik af Venstre, som hævdede, at det ville blive betydningsløst for de fleste arbejdere, men kunne skaffe småkapitalister, ja større med, en højere rente af deres indskud end den sædvanlige, og dette på statens bekostning, altså ved ofre fra samtlige skatteydere, selv de fattigste. Indenfor arbejderpartiet tog Mundberg ordet for, at selv om Estrups forslag ikke duede stort, burde det behandles høfligt og sagligt og Venstre opfordres til at stille ændringsforslag. På et bevæget møde i Rømersgade bebrejdede han partiets ledere deres tilslutning til Venstres visnepolitik, hvortil C. C. Andersen hvast bemærkede, at Mundbergs afsky for visnepolitiken måtte forundre, thi netop han havde haft en særegen evne til at få alt, hvad han rørte ved, til at visne! Mødet sluttede sig afgjort til Andersens og de andre lederes standpunkt: når Venstre har valgt visnepolitiken som middel i forfatningskampen, må arbejderne finde sig deri og blot kræve kampen ført til ende så hurtigt som muligt, selv med anvendelse af de skarpeste midler; thi den politiske frihed går forud for alle reformer, socialdemokratiet sælger den ikke for en ret linser, end sige for en skueret.

Arbejderne nærede så meget mindre tillid til Estrups sociale reformvilje, som han netop i de dage havde krænket dem ved at sætte arbejdsgiverne til dommer over deres krav. Socialdemokratisk Forbund i forbindelse med 25 fagforeninger havde - for resten gennem folketingsmand Goos - indgivet et andragende om 8-timers dagen til Folketinget, der henviste det til regeringens overvejelse. Denne, som i sin »Arbejderkommission« ikke havde optaget en eneste repræsentant for de organiserede arbejdere, henviste andragendet til overvejelse i »Fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk«, en nydannet arbejdsgiverorganisation, der, som man kunne vente, bestemt frarådede enhver lovmæssig begrænsning af arbejdstiden. Dermed betragtede Estrup den sag som ude af verden. Forholdet til Højre var klaret, løsenet: krig på kniven. En vanskeligere opgave stod igen, ordningen af forholdet til Venstre. Her skulle det ret vise sig, om socialdemokratiets ledere forstod taktikkens vanskelige kunst, den, at kunne give los og holde igen, alt som situationen byder, vise fasthed og smidighed på én gang. Og dernæst, om vælgerhæren var disciplineret og manøvredygtig nok til at lystre de skiftende kommandoråb: fremad eller holdt, stormmarsch eller retræte, alt efter terrænets art og modpartens bevægelser.

I et manifest af december 1883, hvori Socialdemokratisk Forbund redegjorde for sin stilling til forfatningskampen og reformarbejdet, fastholdt man opstillingen af partikandidater i 1ste, 5te, 8de og 9de kreds. I første kreds opstilledes Holst, i femte Holm og i niende Hørdum. I ottende, hvor der først nu dannedes en vælgerforening, ønskede denne C. C. Andersen opstillet, men der toges ingen bindende beslutning. Partiledelsen holdt denne kreds tilbage som tuskmiddel. I begyndelsen af 1884 henvendte »Den liberale Vælgerforening« sig til forbundet med ønske om en forhandling, og der nedsattes fra begge sider udvalg. De liberale forlangte først ret til at opstille kandidater i samtlige københavnske kredse, med undtagelse af femte, samt på Frederiksberg. De endte dog med også at overlade niende til socialdemokratiet, men fastholdt bestemt første. Herpå strandede forhandlingerne foreløbig, og udvalgene nedlagde deres mandater. Imidlertid åbnede de liberale forhandlingerne påny med et tilbud om at overlade socialdemokratiet 5te, 8de og 9de kreds, medens kandidat Herman Trier, et af Studentersamfundets radikaleste medlemmer og velkendt i arbejderkredse fra aftenundervisningen, skulle være fælleskandidat i 1ste kreds. Forbundsbestyrelsen forelagde dette forslag på et fællesmøde med vælgerforeningernes bestyrelser, og det vedtoges med 19 stemmer mod 10; dog under forbehold af, at vælgerforeningen i 1ste kreds sluttede sig dertil. Men denne forkastede Triers kandidatur, og man var lige vidt. For tredje gang optog de liberale forhandlingerne og tilbød, at Trier ville trække sig tilbage som folketingsmand for 1ste kreds, så snart ministeriet Estrup var fjernet. Men 1ste kreds' bestyrelse forkastede endnu en gang Triers kandidatur, selv under den nævnte forudsætning, - dog kun med 4 stemmer mod 2. Under »disse omstændigheder sammenkaldte forbundsbestyrelsen et almindeligt partimøde, som med stort flertal sluttede sig til de liberales sidste tilbud. Kandidaten i 1ste kreds, V. T. Holst, lod sig bevæge til at modtage kandidaturen i 8de kreds, og 1ste kreds måtte endelig bøje sig. Det var allerede hen på foråret, og der blev nu sat fuld fart på valgarbejdet. Man havde for første gang afskrevet vælgerlisterne, der ifølge tidligere erfaringer befandt sig i den sørgeligste uorden, og virket for, at arbejderne så dem efter og, om fornødent forlangte sig optaget. »Social-Demokraten« offentliggjorde navnene på samtlige arbejdervælgere i de tre socialdemokratiske kampkredse, ordnede efter fag. Forbundet og fagforeningerne nedsatte en valgkomité og dannede en valgfond, hvortil der samledes ind på værksteder og arbejdspladser. Også i den faglige bevægelse kom der liv og røre dette forår. Malerne, der nylig havde fået den 25årige fynbo J. Jensen til formand, fik priskuranten fra de gode år i halvfjerdserne sat i kraft påny, stiftede flere provinsforeninger og oprettede et arbejdsanvisningskontor. Smedene fik på en del fabrikker mindstelønnen pr. time hævet til 27 øre fra de 18-20 øre, hvortil den mange steder var dalet. Møbelsnedkerne opnåede ligesom malerne at få en priskurant gennemført. I flere andre fag førtes der småkampe. Medens der i byggekrisens år, 1882, kun var oprettet et par organisationer, stiftedes der i 1883-84 over 30 ny fagforeninger med mere end 2,000 medlemmer. Et forslag om at samle fagforeningerne til en fællesorganisation med en rent faglig overledelse drøftedes i forbundet og i fagforeningerne samt på fællesmøder, men blev foreløbig henlagt, idet forbundets politikere og de bevidste socialdemokrater i fagforeningerne, således maler J. Jensen, frygtede for, at en sådan organisation på dette tidspunkt, da partiet var forholdsvis svagt, medens der endnu gik efterdønninger af den heroldistiske bevægelse, kunne skade arbejderbevægelsens enhed.

Tre fag førte i foråret 1884 hårde og langvarige kampe, nemlig hvidgarverne, der sejrede efter fire måneders strejke, væverne, der tabte slaget, og bødkerne, hvor en ubetydelig konflikt førte til en stor lockout - en af de første i Danmark -, som varede hele sommeren. Flere fag, som længe fornemt eller frygtsomt havde holdt sig på afstand af socialdemokratiet, sluttede op i rækkerne, således typograferne og hustømrerne. På grundlovsdagen fulgte henved hundrede foreninger - fag og vælgerforeninger, sygekasser, sangforeninger osv. - de røde faner til Den slesvigske Sten, og deltagernes antal blev af selve Højrepressen anslået til 12,000, medens den angav deltagelsen ved Højres fest i Tivoli til 8,000 og ved de liberales på Frederiksberg Ekscercerplads til 5,000. Med det politiske røre og det faglige liv begyndte også den kommunale interesse at vågne. Valgene til Københavns Borgerrepræsentation havde længe nærmest været en formsag. Nogle få hundrede vælgere mødte og genvalgte de gamle repræsentanter eller valgte en enkelt ny, hvis kandidatur var vedtaget ved kaffen og cognacen efter den årlige Bistrupmiddag. Det varede længe, før »Social-Demokraten« overhovedet refererede de kommunale møder. I 1883 vedtog arbejderpartiet for første gang at deltage i borgerrepræsentantvalgene, trods den tusind kroners valgcensus, men trak sig tilbage, da formændene for nogle handelsforeninger besluttede at opstille en kommunal oppositionsliste, der dog blev så ulden, at »Social-Demokraten« frarådede deltagelse. Denne såkaldte »formandsopposition« støttedes af Venstrepressen, men nåede kun et ringe stemmetal. Ved valget i foråret 1884 opstillede de misfornøjede mindre næringsdrivende en høker Petersen, hvis kandidatur blev bekæmpet af Højrepressen, men støttet af arbejderne. Det var »Social-Demokraten«s første kommunale valgkamp, der forsåvidt endte med sejr, som Højre i sidste øjeblik trak sin særlige kandidat tilbage. Høker Petersen blev forøvrigt den skikkeligste borgerrepræsentant, som den gamle kompakte majoritet kunne ønske sig. Men Højre havde tilsyneladende lidt et nederlag, der opmuntrede oppositionen til en kraftanstrengelse ved folketingsvalget. Dette blev udskrevet til den 25. juni under løsenet: Københavns erobring - og dermed afsigelsen af ministeriet Estrups dødsdom - åbnede oppositionen en valgkamp, hvortil der ikke var set mage i dansk politik. Kampen samlede sig særlig om femte kreds med dens 15,000 vælgere, henved halvdelen af Københavns hele vælgertal, og om dens repræsentant, professor Goos. I »Social-Demokraten« skrev J. J. Ipsen under samarbejde med juridiske studenter en række artikler, som anklagede Goos for embedsforsømmelse - han havde en halv snes bestillinger ved siden af sin universitetsvirksomhed - samt ved citater af hans forelæsninger fra 1860erne og begyndelsen af 70erne påviste, hvorledes han, højremanden, kirkeværgen og samfundsbevareren, havde prist republikken, forsvaret revolutionen, fordømt statskirken og anerkendt socialismen. Goos, der nu støttede en regering, som afsatte oppositionelle embedsmænd over en lav sko, havde selv dadlet politiske embedsafskedigelser. Han havde bl.a. underskrevet adressen til Georg Brandes. Men grundskuddet fik Goos ved afsløringen af hans forhold til »Den ny Socialist«.

Dette social-revolutionære organ var ved nyårstid startet af frøken Liljencrantz og Vilhelm Rasmussen. Det udgik først som ugeblad, betegnede sig som »Heroldens« efterfølger og forkyndte uforsonlig krig med socialdemokratiets ledere, der havde »drevet Pio i landflygtighed« og »styrtet Harald Brix i en altfor tidlig grav«. Frøken Liljencrantz havde i 1883, støttet af de radikale bygningssnedkere og deres formand A. P. Berg, påny afkrævet kontrahentforsamlingen de 2,000 kroner, hun havde lånt Pio, men fået afslag. Hendes gamle uvilje mod de ny arbejdertillidsmænd, - »Jeg hader dem«, skrev hun, »således som kun kvinden forstår at hade« - blussede derfor op påny, og hun gik i kompagni med sin tidligere nævnte meningsfælle, Vilhelm Rasmussen. Denne omtumlede mand var født i Odense 1827, af velstående købmandsslægt, kom i handelslære og fik plads i England, hvor han sluttede venskab med sin barndomskammerat Tietgen. Efter sin hjemkomst deltog han i C. V. Rimestads bestræbelser for arbejderstandens oplysning og stiftede i 1868 sammen med Robert Watt og Edgar Collins »Dagens Nyheder«, datidens livligste og mest frisindede hovedstadsblad, som han imidlertid forlod, da det blev solgt til godsejerne. Han arbejdede derpå ved »Hejmdal« og blev nogen tid efter Pio´s fængsling redaktør af »Socialisten«, som han ledede til dens ophør i maj 1874. Efter at have afsonet en fængselsstraf, udgav han skriftet »Hvad arbejderne vil« og ernærede sig som journalist, bl.a. ved »Dagbladet« under Topsøes redaktion; i 1881 blev han »Herolden«s redaktør og levede efter dennes ophør kummerligt, nu og da støttet af Tietgen, indtil han i 1884 blev medredaktør af frøken Liljencrantz' nye blad.

Da ingen af dem havde penge, måtte frøken Liljencrantz optage et lån hos personlige bekendte, men det slap snart op. Alligevel udkom »Den ny Socialist« fra april som dagblad til den mærkværdig billige pris af 10 øre ugentlig. Ikke mindre påfaldende var den reklame, Højrebladene gjorde for dette revolutionære blad, der opfordrede arbejderne til at »slå et dommedagsslag« i stedet for at lade »den parlamentariske syge få lov til at gribe om sig«, og som erklærede det bestående samfund for et faldefærdigt hus og hudflettede præsterne. Samtidigt angreb det rigtignok arbejderpartiets tillidsmænd langt voldsommere, først og fremmest de to folketingskandidater på Nørrebro og Kristianshavn. P. Holm, der døbtes: »Venstres bukseskrædder«, idet man lod skimte, at han støttede alliancen med Venstre, fordi han syede tøj til liberale matadorer; og Hørdum, der sit gode jyske døbenavn tiltrods i reglen kaldtes »Chresten Jensen med øgenavnet Hørdum« og beskyldtes for at have stjålet »Ravnen« og derved erhvervet sig en formue på 150,000 kr., som efter bladets sigende forvaltedes af en veksellerer. C. C. Andersen omtaltes som en levebrødsmand, der fulgte den klike indenfor partiet, som til enhver tid havde magten; P. Knudsen som »en underofficer«, der gik ledernes ærinde osv.. »Den ny Socialist« havde som ugeblad opstillet kandidater mod Hørdum og Holm, nemlig snedker Axel Winther i 9de kreds og murarbejdsmand Carl Johansen i 5te, et par mænd, hvis opstilling viste, at frøken Liljencrantz og Vilhelm Rasmussen var blevet helt fremmede for arbejderbevægelsen, thi de to kandidater kendtes væsentlig som ufrivillige humorister på møderne. Winthers forklaring af de forskellige fremgangsmåder ved »præventiv kønslig omgang« blev hyppigt genfortalt på værtshusene. Dagbladet »Den ny Socialist« lod dog de to kandidaturer falde og anbefalede arbejderne i 5te og 9de at afholde sig fra valg, derimod måtte de nok stemme på Holst i 8de (skønt han var »bestukket«) - han havde nemlig ingen udsigt til sejr. Der skete overhovedet en kendelig svingning i »Den nye Socialist«s taktik. Medens den fra først af havde stillet sig til Venstre for socialdemokratiets ledelse, bevægede den sig efterhånden over til at angribe fra Højre side. Fagforeningerne ophidsedes mod Socialdemokratisk Forbund, der »tyranniserede« dem og vanrøgtede deres rent faglige interesser. Og navnlig bekæmpedes arbejderpartiets tilslutning til visnepolitiken. Der dukkede i bladets artikler vendinger op, som lige så godt kunne have stået i Højrepressen. »Københavnerne vågner« - hed det f.eks. - nu da man skimter, at »al bylivets kultur, at hovedstadens åndelige og ædle stræben trædes i snavset under et åndløst træskoregimente«. Ja om de liberales Kasinomøde hed det med hentydning til mødet i 1848 af samme navn: »Hvor er den glødende, svulmende patriotisme, der fandt udtryk ikke blot i tale og i en sang som »Den tapre landsoldat«, men også i store personlige ofre?« - »Social-Demokraten«, hvis medarbejdere tidligere var skildrede som uvidende arbejdere {i modsætning til den akademisk uddannede Pio og seminaristen Geleff), blev nu betegnet som »en ladegård for forløbne og forfaldne studenter«, osv.. »Social-Demokraten« fandt det længe klogest at tie det ny splittelsesorgan ihjel. Holm og Hørdum besvarede enhver æresfornærmelse med sagsanlæg. Men processerne slæbte sig besynderlig langsomt af sted - og det spørgsmål rejste sig, om der ikke stod snedige jurister bag. Selve bladets indhold måtte vække større og større mistanke, og den omstændighed, at et universitetsbud var dets ansvarhavende, syntes at pege i en bestemt retning. Den radikale »Dag-Avis« blev stadig mere nærgående i sine sigtelser mod Højre og professor Goos, og »Den ny Socialist«s svar var alt andet end klogt. Den fralagde sig samarbejde med Goos, men tilføjede nogle ord om, at »professoren ved ord og handling var rede til at støtte arbejderne i mange store spørgsmål.« Bladet fandt det uforsvarligt at afvise »samvirken med en videnskabsmand, der forstår arbejdernes trang og ikke viger tilbage for anvendelse af radikale midler til at hæve et rodfæstet onde.« - og medens bladet i sin første levetid havde forhånet parlamentarismen, blev det nu mere og mere statssocialistisk. Medens det som ugeblad havde kaldt på arbejdsmændene med de barkede næver og appelleret til »femte stand« mod »fjerde«, betonede det som dagblad de fagdannede svendes interesse i at stå sig godt med arbejdsgiverne. Der kunne ikke længer være nogen tvivl: det brandrevolutionære organ var underkøbt til valgavis for Højre, særlig for Højres kandidat i 5te kreds.

Goos kunne ikke vedblivende lade oppositionspressens sigtelser ubesvaret. På et møde i Højres arbejder- og vælgerforening hævdede han i vage ord sin ret til at forhandle med arbejdere af alle partiretninger. Ved et følgende vælgermøde, som Holm afholdt i Rømersgade, erklærede Goos, at han ikke læste »Den ny Socialist« og ikke kendte dens indhold, men intet havde imod brave arbejdere, der samlede sig om den, når de ville forhandle, ligesom han heller ikke var bange for at give dem et godt råd. Næste aften den 17. juni, holdt han vælgermøde i Suhmsgades skole. Det var en lummervarm sommeraften, lokalet blev hurtig fyldt til trængsel, og man henlagde derfor mødet til skolegården. Også denne fyldtes hurtigt. Der var kun adgang fra den ene port i Suhmsgade, og der krævedes adgangskort fra Højres valgbureau. Men arbejderne gik ind ad en naboport, der førte til den anden halvdel af skolegården og entrede herfra over et plankeværk ind på mødestedet. De fleste kom i arbejdstøj lige fra fabrikken og besatte i god tid pladsen om talerstolen. Efter at Goos havde holdt sin valgtale og Holm sin, og begge kandidater havde haft ordet endnu en gang for gensvar under voksende bevægelse i den tætpakkede forsamling, trådte overretssagfører Cantor frem på talerstolen. »Jeg vil spørge professor Goos - begyndte han, idet han uden enhver indledning gjorde sig til tolk for det spørgsmål, som brændte på alles læber - om hans forhold til »Den ny Socialist«. Har Goos samlet penge ind til dette blad? (bevægelse). Ja eller nej?« Goos (under lydløs stilhed): »Jeg har i aftes i Rømersgade udtalt mig om mit forhold til bladet (voldsom afbrydelse. »De gik udenom! De turde ikke bekende! Pengene! Pengene!«). Mit svar er dette: jeg har ikke med »Den ny Socialist« at gøre, men jeg sympatiserer med og understøtter arbejdere, der vil forhandle og ønsker reformer, enten de skriver i »Den ny Socialist« eller ej«. Cantor: det forekommer mig en skandale, dersom dette kommunardblad støttes af den samme mand, som udgiver det reaktionære »Dagbladet« (hør!). Jeg vil fastslå som denne forhandlings resultat, at professor Goos har givet - nej om forladelse, han har vist ikke selv givet, men skaffet fra andre - penge til »Den ny Socialist«, siden han, skønt så hårdt trængt, ikke har vovet at benægte. Dersom vælgerne vil have en mand, der offentlig holder på reaktionen, men som i smug støtter petroleumstendenser, så velbekomme! Goos (i højeste grad ophidset): Jeg protesterer mod, hvad Cantor slår fast (»Tør de benægte det? Ja eller nej?« Goos tier). Jeg har lov til med råd og dåd at støtte arbejdere, der vil forhandle (»Der slap det ud!« »Der kom bekendelsen!«) Under øredøvende larm råber Goos: Men jeg protesterer! (»men pengene?« »pengene!« »har de skaffet penge?« »de må skamme dem, professor Goos!« »Fy! Fy!«). Hørdum: denne sag angår også mig. Goos har hjulpet »Den ny Socialist« til at sværte mig og mine kammerater, ja selv mine uskyldige børn. Det gør en mand, der selv har børn (Føj! Føj!) Jeg håber, at vælgerne på valgdagen viser hr. Goos den foragt, han fortjener! Dirigenten hæver mødet. Højre råber leve for Goos, som bliver siddende på tribunen. Forsamlingen bliver stående og betragter ham med mørke blikke, men medlemmer af den konservative klub slår kreds om ham og fører ham ud langs muren, medens der fra arbejdere lyder råb: »Lad, ham gå i fred!« Men ude på Hausser Plads trænger menneskemassen sig sammen om ham. Wiinblad kommer netop gående og kaster sig mellem Goos og den truende skare, idet han opfordrer til ikke at skade arbejdernes gode sag ved voldsomheder. Og Goos' slipper bort.

Dagen derefter skrev Wiinblad en artikel, der sitrede af lidenskab og næsten sprængtes af injurier. Han oplyste, at Goos til meningsfæller havde udsendt breve med anmodning om pengehjælp til »Den ny Socialist« og forsynet dem med påskriften: »Brænd brevet!« Et enkelt brev var kommet en højremand i hænde, som var gået over til de liberale, og en afskrift af dette brev var i flere oppositionsmænds besiddelse. Dette vidste Goos, derfor turde han ikke benægte. Han anlagde lige så lidt sag, mod Wiinblads artikel som mod de tidligere, der beskyldte ham for embedsforsømmelse. Torsdag aften den 19. juni holdt han vælgermøde i Nørre Allés skole og gav en udførlig redegørelse for sit forhold til »Den ny Socialist«. Der var kun uddelt adgangskort til højrevælgere, men mange arbejdere skaffede sig adgang. Ved indgangen uddeltes professor Matzens ny blad »Avisen«, der redigeredes af en ung student, Frederik Hansen, og løbesedler fra P. Knudsen, som manede sine meningsfæller til ro og selvbeherskelse. Goos udtalte: »en kreds af arbejdere henvendte sig til mig som folketingsmand for 5te kreds. Disse arbejdere erklærede sig for socialister, men de misbilligede den måde, hvorpå det socialdemokratiske parti lededes. Dernæst blev jeg spurgt, om det kunne tænkes, at arbejdervenlige mænd ville yde dem en pekuniær hjælp til at bringe deres organ »Den ny Socialist« ud over nogle økonomiske vanskeligheder. Kunne den tvang, det tyranni og den terrorisme, som holder så mange arbejdere sammen under ledelsens åg, brydes, så måtte jeg betragte det som et stort gode. Og derfor var der en mulighed, hvis de arbejdere, der sluttede sig til »Den ny Socialist«, kunne vinde flertal.« Goos havde nedskrevet sin tale, men den blev bogstavelig hugget istykker af forsamlingens tilråb og afbrydelser. Til sidst blev larmen så overvældende, at mødet ikke kunne fortsættes. Dirigenten sprang op på et bord og ringede, som om klokken skulle springe; det opfattedes som signal til afsyngelsen af Socialisternes marsch. Politiassistent Rantzau lader sine folk slå kreds om Goos. Den konservative klubs medlemmer danner endnu en kreds om ham og fører ham med løftede stokke til Højres bureau på Nørrebrogade. Bagefter følger en myldrende skare mennesker. Sommernattens stilhed brydes af de taktfaste strofer: »Snart dages det, brødre!« Da Goos endelig forsvinder ind ad porten til bureauet, får han et tusindstemmigt: »P. Holm leve« til afsked.

Morgenen efter bragte »Den ny Socialist« en af frøken Liljencrantz underskreven erklæring, hvori hun bekræfter Goos' fremstilling, fortæller om sine samtaler med ham og meddeler, at hun sluttelig »ved professorens hjælp erholdt et i forhold til udgifterne ved et blads drift ubetydeligt bidrag.« »Den ny Socialist«s indvirkning på valgbevægelsen blev under disse forhold modsat den tilsigtede. Arbejderpartiet svejtsedes formelig sammen. Et par dage før valget bragte »Social-Demokraten« et opråb om at stemme på Holm, Holst og Hørdum, undertegnet af 66 fagforeninger, deriblandt også bygningssnedkerne, hvis formand A. P. Berg siden »Den nye Socialist«s fremkomst havde afbrudt enhver forbindelse med frøken Liljencrantz. Valgdagen den 25. juni kom med feberagtig spænding og uhyre tilstrømning til valgstederne. I femte kreds havde Københavns førsteborgmester H. N. Hansen overtaget formandsposten i valgbestyrelsen - i stedet for den fra 1882 så ilde lidte professor Holbech - og ledede valghandlingen med en upartiskhed, der vakte arbejdernes sympati, men indbragte ham vrede ord i Højrepressen. Da P. Holm spurgte Goos' ordførende stiller, der kendte ham fra en række møder, om han ikke fandt anledning til at rense ham for det udspredte rygte, at han, Holm, var forfalden til svir og drik, erklærede borgmesteren, at hertil kunne han ikke give en stiller tilladelse, men han ville selv give Holm oprejsning og stemple de pågældende smudsudtalelser som aldeles utilbørlige og ubeføjede. Valghandlingen foregik under åben himmel på eksercerpladsen ved Garderkasernen; valgtribunen var rejst mellem de store kastanjetræer ud til Kongens Have. Eftersom timerne gik, voksede menneskemængden og bredte sig vidt ud over den store plads. Omtrent kl. 6 lyder der hurraråb i det fjerne, de klinger stærkere og stærkere og kommer stadig nærmere. En arbejder fra Kristianshavn kommer styrtende gennem Gothersgade og råber: »Hørdum er valgt! Hørdum er valgt. Snart farer det nøjagtige stemmetal fra mund til mund: 920 stemmer mod 675. Vilde jubelskrig stiger mod himlen, knortede arbejdernæver ryster hinanden; der står glædestårer i mangt et øje. Det danske socialdemokrati har fået sin første repræsentant på tinge. Som aftenen går, indløber der sejr på sejr. Trier er valgt i 1ste kreds med 100 stemmers flertal, C. Hage i 7de, Nyholm har slået Steffensen på Frederiksberg, Pingel har sejret i Århus, Bluhme i Randers, Bajer - republikaneren - i Horsens. I Københavns 8de kreds har Holst mønstret den anselige minoritet af 500 stemmer mod 1,070. Men femte, femte? Herhen strømmer hele København, efterhånden som valgene sluttes i de andre kredse. Dog endnu står arbejder ved arbejder i lange sorte rækker ud for stemmebordene, ventende på at komme til. Endelig tyndes de, enkelte efternølere indlades, omtrent kl. 11 sluttes valget. Der står på dette tidspunkt vel 50,000 mennesker på eksercerpladsen. Et kvarter over 12 træder borgmesteren frem og forkynder: der er afgivet 9,878 stemmer, deraf er 4,493 faldne på professor Goos .... I samme nu forstår alle, at Holm er valgt, en torden af hurraråb bryder løs fra halvtredsindstyve tusind struber og slår sammen om tribunen, hvor Holm viser sig, bleg af sindsbevægelse, og takker for valget. Han føres, medens hurraråb atter og atter ryster luften, i procession til Rømersgade, som imidlertid er pakfuld helt ud til Gothersgade og Frederiksborggade; kun med møje og ad omveje når han endelig ind i festsalen for at hilse på sin kollega Hørdum og tale til partifællerne. Samme aften meldte telegrafen fra Norge, at forfatningskampen var endt med sejr for Venstre, og at Johan Sverdrup var i færd med at danne det ny ministerium.

I dagene derefter strømmede det ind med lykønskningstelegrammer og skrivelser til Hørdum og Holm fra købstæder og landsbyer, fra steder og egne, hvor de ikke anede, at der fandtes meningsfæller. Og de følgende måneder overvældedes de næsten med anmodninger om at komme ud og tale. De efterkom så mange, som de orkede; til andre møder drog Knudsen, Hurop, Holst, maler J. J. Larsen og journalist Kjeldskov af sted; fra Århus kaldtes Harald Jensen og Marott til møder i Jyllands købstæder og landsbyer. Det var, som om alle porte pludselig sprang op. Ved venstremøder på landet hilstes en socialdemokratisk taler med begejstring, bønderne havde jo jublet ved efterretningen om Københavns erobring. Hen på sommeren foretog F. Hurop en længere agitationsrejse gennem provinserne, og om efteråret begyndte A. C. Meyer en række møder i Sjællandske landsbyer. Inden årets udgang havde Socialdemokratisk Forbund 25 afdelinger ud over det hele land. Tre dage efter valget gik »Den ny Socialist« ind. Den afløstes af et ugeblad ved navn »Statssocialisten«, der ophørte efter et par måneders forløb. Men én frugt satte dog det Goos-Liljencrantz'ske bladforetagende. Baronessen indgik ægteskab med sin redaktør Vilhelm Rasmussen. Han fik, efter at have tilbragt nogle år i meget trange kår, plads ved bladet »Nordisk Handelstidende« og blev ved Tietgens hjælp dets redaktør fra 1893, men døde året efter i en alder af 66 år. Hans enke, fru Liljencrantz-Rasmussen, lever endnu (1904), men har ikke deltaget i det offentlige liv siden »Den ny Socialist«s bevægede dage. Året 1884 bragte ikke blot det danske socialdemokratis første valgsejr og demokratiets sejr i Norge, men også den tyske socialdemokratiske rigsdagsgruppes vækst fra 10 til 24, en fremgang, der viste, at end ikke en Bismarcks jernnæve kunne knække socialismen. Hvor langt mindre da en Estrups lille danske junkerhånd? - der gik rygter om ministerskifte, selv Højrepressen vaklede, og »Dagbladet« tog ordet for Estrups afgang. Såvel i Venstre som i socialdemokratiet hengav man sig til de lyseste forhåbninger, om end af forskellig art. Til en festlig sammenkomst i Rømersgade efter de tyske socialdemokraters valgsejr skrev Sejr Kjeldskov en vise: »Der er glæde nu blandt alle brave røde«, som opfordrede til at gå i de tyske brødres fodspor og sluttede med ordene: . . . Førend man har lært at gå, så må man »krybe«, vi har to kun, men vi får nok fir' og tyve rigsdagsmænd på tinge, så kan F….. brække mig både Berg og Estrup godt gå hjem og lægge sig. Denne forbløffende slutningslinje - nogle måneder efter den samlede oppositions store valgsejr - fandt sin forklaring deri, at C. Berg på et møde i Vemmelev havde vendt sig mod dem, der »ville lægge en kold og klam hånd over lyset i de små hjem« og havde kaldt »bonden« frem mod det radikale København og brandesianerne, som fra oktober kvartal udgav et dagblad, »Politiken«, under Hørups redaktion. Da Rigsdagen samledes i november - Kristiansborg Slot var brændt den 3. oktober -, trådte Berg ud af det radikale Venstre og fuldbyrdede den sammenslutning med de moderate til »Et dansk Venstre«, som han havde forberedt ved nytårsudrensningen i »Morgenbladet«. Men så langt fra at gøre plads for et ministerium Holstein-Berg-Bojsen, hvor meget der end fra denne side blev slået på loyale, nationale og forsvarsvenlige strenge, styrkedes Estrup netop ved splittelsen i Venstre til at blive siddende og rustede sig til kampen ved at tage oberst J. J. Bahnson, en erklæret tilhænger at Københavns befæstning, til krigsminister. Hele Folketingets opposition enedes nu om visnepolitiken i den krasseste form og standsede så godt som alle lovforslag ved en dagsorden, der erklærede enhver forhandling for ørkesløs. Alderdomsloven »visnedes« på samme måde. Ved denne lejlighed holdt P. Holm og Hørdum deres jomfrutaler under ikke ringe spænding i Højre og Venstre. Hvis ministeren og hans parti har troet - sagde P. Holm - at vi som arbejdernes repræsentanter er komne herind for at være den kile, der skal sprænge oppositionen eller bringe splittelse i den, så må jeg berøve de herrer den glæde. Og Hørdum udtalte: Den forelagte alderdomslov duer ikke, men selv om denne regering en skøn dag skulle overraske os med et forslag, som kunne være antageligt, er det et spørgsmål, om vi ville modtage det. Vi svigter ikke valgdagen den 25. juni og den nuværende opposition i dens politik mod regeringen - når, vel at mærke, oppositionen selv vil holde sig konsekvent. Estrup, der under Hørdums tale havde sat sig hen i nærheden af ham, kastede ved disse sidste ord sin blyant på bordet og gjorde det ejendommelige kast med nakken, der var hans sædvane, når noget gik ham på tværs. Men han forsikrede den samlede opposition, lige fra Bojsen til Hørdum, at han ikke skulle blive nervøs. På Højres terminmøde opfordrede en jysk proprietær regeringen til at sætte landets vel over loven. Den store kamp nærmede sig med raske skridt. Dagene til dens udbrud kunne tælles. Den politiske lidenskab forplantede sig til alle samfundslivets områder, ingen forening fik lov til at holde sig neutral. Socialdemokrater meldte sig massevis ind i »Arbejderforeningen af 1860«, som dog frelstes for Højre ved en hovedkulds lovforandring. Studentersamfundet og de liberale foretog et stormløb mod Københavns Skytteforening, ligeledes uden held. Fagforeningerne gennemtrængtes derimod mere og mere af bevidst socialisme, og i landboforeningerne satte Venstre partifæller på alle ledende pladser. Om det så var det uskyldige fængselsselskab, blev det en aften på en generalforsamling »erobret« af oppositionen under ledelse af to socialdemokrater, sagfører A. D. Berg og læge Axel Proschowsky. Ikke få akademikere sluttede sig i dette gennembrudsår til socialdemokratiet. Selv latinskoledrengene dannede politiske klubber, hvor emner som »Ibsen og kvindespørgsmålet«, »Republikken- den ideale statsform«, »Socialismen og Malthus'lære« affødte hidsige debatter. På landet bevægedes folkehøjskolernes ungdom ligeledes af de store samfundsspørgsmål, og de første riffelforeninger dannedes til frihedens værn mod det ventede grundlovsbrud. Arbejderpartiet drev på og vandt frem. Inden udgangen af 1884 bestilte »Social-Demokraten« sig en Viktoriapresse: det daglige oplag havde nået 18,000!

Under provisoriet

(1885-1890)

I februar 1885, da det var indlysende, at Folketing og Landsting ikke kunne enes om en ordinær finanslov, forelagde Estrup forslag til en midlertidig finanslov, men med en anden affattelse end den, der havde været praksis omtrent siden Grundlovens givelse. Efter den ny affattelse skulle regeringen ikke blot være bemyndiget til at opkræve bestående skatter og afholde løbende udgifter, men også kunne afholde »de nødvendige udgifter« efter finanslovforslaget med de ændringer, der var vedtagne af begge ting. I udtrykket »nødvendige« udgifter kunne alt fortolkes ind, hele Københavns befæstning kunne gennemføres ad denne vej. I regeringsorganet »Berlingske Tidende« skrev »Z« (bag hvilket mærke kammeradvokat Hindenburg skjulte sig) en række artikler med de voldsomste angreb på venstreførerne og fortolkede Grundloven således, at den muliggjorde det rene Landstings og ministervælde. Arbejderlederne stemplede han slet og ret som »bedragere«. Folketinget førte forslaget om den midlertidige finanslov tilbage til den tidligere gængse affattelse. Samtidigt foretog regeringen usædvanlige militære forholdsregler, hvad der gav Hørdum anledning til i en folketingstale at advare mod for stærk tillid til hæren, der dog overvejende bestod af folkets sønner. »Det kunne hænde, at bajonetterne, som regeringen stolede på, ramte den selv.« Landstinget fastholdt regeringens opfattelse af den midlertidige, og regeringen foretog intet skridt til opnåelse af enighed. I marts vedtog Folketinget på forslag af Venstres ledere - Bojsen, Holstein, Berg, Hørup, Høgsbro, Jens Busk, Rasm. Claussen, Tauber og N. I. Larsen - en adresse til kongen, hvori der advaredes imod at »åbne et nyt afsnit af den politiske kamp, lidenskabeligere og farligere end nogen, vi hidtil har kendt, i hvilken Grundlovens bud skal vrides og forvanskes ved sofistiske fortolkninger, for så vidt man ikke drister sig til åbent at tilsidesætte dem, i hvilken den ene yderlighed vil fremkalde den anden, og i hvilken vort lille lands kræfter vil blive opslidt i fortærende broderkrig.« Landstinget svarede med en tillidsadresse til kongen og ministeriet Estrup, hvori det bl.a. hed: »Tiden er alvorlig. Ville drømme om en umulig jordisk lyksalighed, fostrede i uklare hjerner, udbredte ved megen letfærdig skrift og tale, gærer overalt i samfundenes skød og truer deres beståen.« Kongen bad i sit svar Folketinget være forvisset om, at hans kærlighed til og troskab mod Grundloven ikke var mindre end Folketingets, og at det fremdeles var hans faste vilje at hævde den grundlovmæssige frihed og magtfordeling. Landstinget takkede han derimod for dets beredvillighed til at søge overenskomst og for dets tilsagn om uden frygt og vaklen at ville bevare kongens ret. De sidste dage af marts måned var vidne til en usædvanlig ophidselse i befolkning og Rigsdag. Der udstedtes et opråb til det danske folk om en frivillig selvbeskatning til forsvarets fremme og afholdtes til støtte for denne sag et stormende Kasinomøde, hvor enkelte modstandere, der havde skaffet sig adgang, hyssedes ned. Nervøsiteten pirredes i vejret ved sensationstelegrammer om en konflikt mellem Rusland og England i anledning af forviklinger i Afghanistan, ja der udbredtes på Københavns gader løbesedler om, at krigen var udbrudt. Regeringen foretog militære forholdsregler, der dog snarere syntes udsprungne af forventning om en dansk revolution end af frygt for verdenskrig. I »Berlingske Tidende« piskede »Z« aften efter aften Højre frem, bebudede en provisorisk finanslov og glædede sig over, at der således trods Folketinget kunne blive påbegyndt en ordning af landets forsvar. Rigsdagens fællesudvalg om finansloven holdt møde efter møde, og der blev fra den mere forsonlige side i begge partier udfoldet store anstrengelser for at opnå enighed, men uden held. Oprindelig var der parterne en 4-5 millioner kr. imellem; Venstre strakte sig omtrent halvvejen, men tirsdag aften den 31. marts, finansårets sidste dag, forlangte landstingets og regeringens ordførere »tre millioner inden kl. 12«. Dermed sprængtes fællesudvalget. Næste middag blev rigsdagen hjemsendt. Folketinget vedtog i slutningsmødet en protest mod forfatningsbruddet, hvorpå oppositionen forlod salen i samme øjeblik som Estrup begyndte oplæsningen af det Kgl. åbne brev. Folketingets formand C. Berg trådte umiddelbart efter denne oplæsning ned af formandsstolen, idet han på en henstilling fra Landstingets formand om, at begge formænd udbad sig tingenes samtykke til at lykønske kongen på hans fødselsdag, svarede: »Hvor skulle jeg hente dette samtykke? Fra de tomme bænke?« Om eftermiddagen udstedtes en provisorisk finanslov, hvorved regeringen bemyndigede sig selv til at opkræve skatterne og afholde de til statsstyrelsens forsvarlige førelse nødvendige udgifter, kun begrænset af rammerne i regeringens eget finanslovforslag. Store folkeskarer bevægede sig om aftenen op og ned ad Københavns gader, og de liberale afholdt et protestmøde i »Føniks«, men nogen parole fra Venstres ledere blev ikke givet; befolkningen holdt sig rolig, og Danmark så på statskuppets første dag ikke væsentlig anderledes ud end på Grundlovens sidste. Det brændte dog i mange sind der var soldater, som under ingen omstændigheder ville have skudt på folket med de skarpe patroner, som var udleveret dem. En militær laboratoriearbejder henvendte sig til en venstrefører og erklærede sig rede til at foretage alt fornødent. »Unge mand« - sagde venstreføreren - »Gå straks! Jeg har ikke set dem, jeg véd ikke, hvad de har sagt!« Der var bønder på Midtsjælland, på Falster, i Århus og Skanderborgegnen, som på det første ord fra ledelsen ville have taget deres riffel på nakken og være marscheret mod København. En almindelig skattenægtelse var under drøftelse, men de direkte statsskatter var forsvindende ved siden af de indirekte - som ikke kunne nægtes - og betaltes tilmed kun af ejendomsbesiddere. Adskillige bønder nægtede skat, og enkelte sognefogder vægrede sig ved at deltage i udpantningen. De blev øjeblikkelig afsatte. Embedsmændene bøjede sig overalt for statskuppet; selv venstresindede herredsfogder udpantede trods grundlovens forbud mod at opkræve skatter, forinden finansloven er vedtaget. En almindelig embedsnedlæggelse af alle demokratiske embedsmænd blev kun løselig antydet, - desuden, Venstres rigsdagsmænd nedlagde jo ikke mandaterne eller afviste diæterne. Det drøftedes at samle alle frisindede præster til en protest mod regeringens edsbrud, men pastor Morten Pontoppidan blev omtrent den eneste protestant og fik en hård fængselsstraf. Umiddelbart forinden provisoriets udstedelse var til skræk og advarsel sognepræsten i Stenmagle Henning Jensen blevet afskediget, fordi han ud af bibelen godtgjorde, at gud havde afsat en menedersk konge gennem en folkerejsning, og fordi han overfor teologerne, som gik ud fra, at havde jesus levet nu, så havde han været biskop, St. K. af Dbr. p. p. og prædiket i Frue Kirke, hævdede, at han snarere ville have stået på talerstolen i Rømersgade. Et cirkulære fra kultusminister Scavenius påbød skolekommissionerne at våge over, at lærerne ikke deltog i riffelforeninger eller indlod sig på ophidsende agitation mod regeringen. De sogneråds og amtsrådsmedlemmer, der nægtede at tage dette såkaldte mundkurvscirkulære og andre ministerielle forordninger til følge, idømtes dagbøder og brummede dem i reglen af, således formanden for Bringstrup sogneråd ved Ringsted, gårdejer Ole Hansen. Riffelforeninger eller som de også kaldtes folkevæbningssamlag dannedes rundt omkring i landet og fik i april måned betydelig tilgang; men den 5te maj udstedte regeringen en provisorisk lov, der gjorde anskaffelse af våben og indøvelse i våbenbrug afhængig af politiets tilladelse. En del højskoleforstandere, som deltog i riffelbevægelsen, mistede statstilskuddet til deres skoler. Højskoleforstander Georg Himmelstrup og redaktionssekretæren ved »Ringsted Folketidende« P. Martin idømtes hver fire måneders fængsel for formentlig oprørske udtalelser i riffelagitationen; samme straf fik redaktørerne Jordan i Nykøbing på Falster og Slengerik i Stubbekøbing, medens redaktør Lyngby i Vordingborg slap med tre måneder. I købstæderne og København, hvor skytteforeninger ikke var synderligt udbredte og hvor riffelbevægelsen derfor havde vanskeligere ved at vinde indgang, anskaffede oppositionsmænd - således »Socialdemokratens« redaktionsmedlemmer - sig revolvere og jernknoer. Man kunne jo aldrig vide, hvad der forestod. Det socialdemokratiske arbejderparti holdt sig dog som sådant tilbage, stadig afventende det store venstreflertals anvisning på, hvorledes kampen skulle føres. Men adskillige unge arbejdere dannede hemmelige foreninger og samledes på lønlige steder, hvor de opflammede hverandre med Overbye´s proletarvise i dens oprindelige ikke af politiet gennemsete og godkendte form: Vi har og en høne at plukke in mente, der er både renter og renters rente, når en gang på gaden og på barrikaden vort regnskab det opgøres skal. »Den broderkrig«, som Folketinget havde varslet i sin adresse til kongen, blev en planløs, men sej og drilsk guerillakrig fra befolkningens side, mødt af en småtskåren brutal forfølgelse fra oven. En broderkrig var det, for så vidt som den politiske kamp trængte ind i alle forhold selv i familielivet og skilte ven fra ven, broder fra broder, således at de ikke kunne være i stue sammen. Det regnede med majestætsfornærmelsessager, hvad der atter medførte det uhyggeligste angiveri. Ved en auktion i den jyske landsby Sandvad, hvor et litografi af kongefamilien blev råbt op, bød en højskoleforstander 10 øre. Ingen bød højere. Da billedet blev ham tilslået, kastede han det på jorden, og en gårdmand trykkede hans hånd med nogle anerkendende ord. Højskoleforstanderen og gårdmanden arresteredes kort tid efter. I Løvel forsamlingshus slog en væver og en gårdmandsdatter, der havde været på højskole, hovedet af Kristian IX's buste. Hun fik fire og han seks måneders fængsel. Folketingsmand C. Ravn fra Mors idømtes tre måneders fængsel for nogle udtalelser om kongen. Den ene redaktør tiltaltes efter den anden, redaktør Marott i Århus endogså for fornærmelser mod den østrigske kejser. De mindste notitser i oppositionspressen blev opstøvede og angivne af Højrebladene som skikkede til sagsanlæg, således følgende i »Social-Demokraten«: »Kongen var - efter hvad et højreblad ser sig i stand til at meddele - til herrens bord den 2den april (dagen efter provisoriets udstedelse). Den kongelige konfessionarius, pastor Paulli, forrettede den hellige handling og meddelte syndsforladelsen«. Denne notits, der meddeltes under overskriften »Hofnyt«, fik dog lov at passere. Derimod anlagdes der en opsigtsvækkende majestætsfornærmelsessag mod folketingsmand Hørup for et spørgsmål og et svar i »Politiken«s såkaldte juridiske brevkasse. Der spurgtes: Når en mand benytter sig af, at han kun er 24 år gammel, til at nægte at betale mig de penge han skylder mig - altså anvender lovens formelle ret til at gøre sig uansvarlig - ville det så være en formildende omstændighed, når jeg blev anklaget for at have taget en hasselkæp og dermed varmet hans rygstykker? Når en mand i det hele taget, ligegyldigt om han indtager den allerlaveste eller allerhøjeste stilling i landet, benytter et lovbud om, at han ikke står til ansvar for sine handlinger, til at udtale sig fornærmende om mig eller andre, ville det så være en formildende omstændighed, når jeg blev anklaget for at have taget en hasselkæp og dermed varmet hans rygstykker? Cajus, F. T. Tåsinge. Svar ad 1 og 2: juridisk næppe, moralsk i høj grad. - Det var i ordet Tåsinge majestætsfornærmelsen lå. Kongen havde nemlig nylig på denne ø modtaget et fakkeltog fra Svendborg konservative klub og i sit svar - ifølge regeringsorganet »Berlingske Tidende«s referat - anmodet folket om ikke at lytte til de førere, som udsår splid og uenighed blandt folket; de vil ikke, tilføjede kongen, dets vel, men kun deres egen fordel. Denne kongetale vakte en ubeskrivelig forbitrelse i vide kredse af befolkningen, der følte den som en blodig fornærmelse fra en mand, som Grundloven gjorde personlig uansvarlig og ukrænkelig og hvem det altså ikke var muligt at give svar på tiltale. Hørup dømtes i første instans til 6 måneders fængsel, men sagen nåede først året efter, da det politiske vejerlig var blevet noget mildere, til Højesteret, som frikendte ham. Værre gik det Berg. Ved et møde i Holstebro i juni 1885 forlangte politimesteren ret til at opholde sig på talerstolen. Berg erklærede, at han ikke ville tale, så længe talerstolens frihed ikke respekteredes, hvorpå gårdejer P. Noes og redaktør Thomas Nielsen ledsagede politimesteren ned ad tribunen under jublende bifald fra den vældige forsamling. Ved møder i den følgende tid hjalp man sig på forskellig måde for at undgå øvrighedens nærværelse på talerstolen. Ved det jyske arbejderstævne i Skanderborg - det første af denne art - spærrede man talerstolen med tilspigrede lægter, der først fjernedes, da Harald Jensen, Marott, Hørdum og deres venner steg derop i et sådant antal, at der ikke kunne være en eneste til. Andre steder benyttede man såkaldte enspændertalerstole, der kun kunne rumme taleren. Noes og Nielsen blev kort efter Holstebro-mødet fængslede og førte til København, hvor de tillige med Berg stilledes for en kommissionsdomstol, bestående af to københavnske kriminalretsassessorer. Sådanne dømmende kommissioner blev i dette og de følgende år stærkt anvendte af regeringen i stedet for de sædvanlige domstole; en række københavnske assessorer, blandt hvilke Sylow blev særlig bekendt, var i uophørlig virksomhed. Berg, Noes og Nielsen dømtes hver til seks måneders fængsel på sædvanlig fangekost, og denne dom stadfæstedes af Højesteret. Efter at kommissionsdommen var falden, gjorde Venstre en fest for de tre »forbrydere« og fejrede dem som handlingens mænd. To universitetsprofessorer, Harald Høffding og Kr. Erslev, der deltog i festen, fik desårsag en alvorlig irettesættelse af ministeriet. Men da Noes og Nielsen vendte hjem fra København til Vestjylland, var deres rejse et triumftog. Befolkningen hyldede dem på alle stationer, og deres billeder ophængtes den følgende tid omkring i tusinder af gårdmands- og husmandshjem. Her var dog lidt af det, som store dele af befolkningen tørstede efter: handling.

Den politiske kamp ledsagedes af økonomisk krig. Et par Højreblade gav systematisk anvisning på at afskedige socialdemokratiske arbejdere, opsige oppositionelle fæste- og lejehusmænd, inddrage prioriteter hos venstregårdmænd, afbryde alle forretningsforbindelser med oppositionsmænd osv.. Den venstresindede landbefolkning unddrog på sin side købstædernes Højremænd deres søgning. Forbrugsforeningsbevægelsen tog fart, og de hidtil spredte brugsforeninger samledes dette år i en fællesforening for hele landet. Overfor statskuppet satte man det lokale og økonomiske selvstyre. Centrifugen var nogle år i forvejen opfundet og gjorde det til en god forretning for kapitalister at opkøbe mælken fra gårdmænd og husmænd og behandle den ved dampkraft i store fællesmejerier. Men bondestanden tog nu organisationstanken i sin tjeneste og oprettede andelsmejerier, hvis overskud fordeltes til andelshaverne i forhold til den ydede mælkemængde - senere også mange steder i forhold til fedmen -, medens der på generalforsamlingerne i reglen rådede lige stemmeret uden hensyn til andelshavernes antal af køer. Det var en udvikling, som lettede landboerne forståelsen af socialismen, der dette år forkyndtes af arbejdertalere ved halvtredje hundrede socialdemokratiske møder, deraf en stor del i landsbyerne, og som også bidrog til at skabe sympati for det organisationsarbejde, byarbejderne var i gang med, og for hvilket de netop i sommeren 1885 måtte føre en langvarig, hårdnakket kamp. De fleste københavnske håndværksfag var i årene 1883-84 blevet nogenlunde organiserede, og arbejdsmændene begyndte så småt at samle sig. En række småkonflikter var endt snart med sejr, snart med nederlag eller med gensidige indrømmelser. Men nogen alvorlig samlet modstand fra arbejdsgivernes side havde ikke gjort sig gældende. Så kom provisorieåret med dets politiske lidenskab og økonomiske krig, og samtidigt meldte der sig påny (fra slutningen af 1884) nedadgående konjunkturer. Højre og dets presse kastede sig ud i en hidsig kamp mod fagforeningerne, ja »Avisen«s redaktør Frederik Hansen opfordrede på et møde i Køge i maj 1885 samtlige arbejdsgivere til at sætte alle arbejdere i alle fag på gaden, såfremt de ikke trådte ud af de socialistiske foreninger. Hvilken fanatisme der havde grebet sindene dette år, viste sig bl.a. på grundlovsdagen, da »Social-Demokraten«s referent ved Højres fest i Kongens Have. J. J. Ipsen blev overfaldet og med nød og næppe frelst fra en dukkert i springvandsbasinet. Højre oprettede et livjægerkorps til beskyttelse af kongens person og en forening ved navn »Arbejdernes værn« til beskyttelse for de ikke-socialistiske arbejdere, samtidigt med at arbejdsgiverne i jernindustrien dannede en Fabrikantforening til beskyttelse for deres egne interesser mod arbejderne. Da smedene på Eickhoffs fabrik i slutningen af juni nedlagde arbejdet for at opnå en mindsteløn af 27 øre timen, svarede den nydannede Fabrikantforening med følgende beslutning af 9de juli: »Såfremt ikke arbejdet hos firmaet Eickhoff genoptages på de hidtidige betingelser i løbet af førstkommende mandag den 13de dennes, vil alle de hos os beskæftigede smede- og maskinarbejdere, for så vidt de er medlemmer af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund og altså også må antages at fastholde de opstillede fordringer, blive afskedigede senest tirsdag aften.« Den 24de juli lukkede 24 fabrikker portene for alle deres organiserede arbejdere, ca. 800 smede- og maskinarbejdere, hvortil kom et par hundrede formere og arbejdsmænd, der blev arbejdsløse ved lockouten. En så omfattende arbejdsstandsning var ikke hidtil set i Danmark, sligt kendte man kun af beretningerne fra andre lande. Men der var intet valg for arbejderne, selve foreningsretten stod på spil. Medens Højrepressen forkyndte, at nu havde den socialistiske arbejderbevægelse fået sit grundskud, udstedte samtlige fagforeninger et opråb til alle landets arbejdere og nedsatte en indsamlingskomité. Smedenes formand F. Hurop og hans fæller i bestyrelsen udfoldede en utrættelig virksomhed, og det lykkedes også de første uger at skaffe de 15,000 kr., der behøvedes til den ugentlige understøttelse. Men med voksende frygt så arbejderne fremtiden i møde, da de af fabrikanternes kolde ubevægelighed og Højrepressens voldsomme agitation kunne mærke, at striden ville blive langvarig. Fagforeningerne var først lige kommen på fode og talte langtfra alle fagets medlemmer; Smede- og Maskinarbejderforeningen, der dog var en af de bedste, talte lidt over 1,000 af de 2-3,000 københavnske smede; nogen planmæssig strejkeunderstøttelse mellem de forskellige fag kendtes endnu ikke, og kassebeholdningerne var kun små. Provinserne, Tyskland og Sverige afgav endnu et overfyldt marked for fabrikanternes skruebrækkeragenter, og vel udstillede smedene vagtposter både ved banegården, i provinserne og i de svenske kystbyer, men det hjalp ikke altid. Politiet støttede desuden hensynsløst fabrikanterne; togene med skruebrækkere standsede lidt udenfor København, og så gik det i lukkede drosker til fabrikkerne, hvor skruebrækkerne indlogeredes og bevogtedes dag og nat. Arbejderpartiets ledere henvendte sig under disse forhold til Venstres bestyrelse og fik en sammenkomst med den i Bergs hjem. Venstrelederne lod sig forklare stridens oprindelse, men havde lidt vanskeligt ved at forstå de faglige spørgsmål om minimalløn, akkord, overarbejde og priskurant. Da rejste Berg sig og sagde: »Drejer det sig ikke først og fremmest om arbejdernes foreningsret?« - »Jo!« - »Ja, det fremgår også af alle sagens dokumenter. Nuvel, så støtter Venstre arbejderne i denne kamp for deres grundlovshjemlede ret.« Venstrebladene tog nu afgjort parti for de udelukkede og opfordrede landboerne til at støtte dem. Lockouten blev et led i provisorieårets store forfatningskamp. Der indkom ikke ubetydelige bidrag fra gårdmænd og landarbejdere, både i penge, i fødevarer og klæder. Mange landboere tog de københavnske smedes børn, stundom hele familien, ud til sig i sommerferien. Det hjalp ikke, at provinshøjrebladene advarede bønderne mod »arbejdernes ublu fordringer« og spåede landbrugets ødelæggelse, hvis landarbejderne lod sig smitte af socialismen og krævede 27 øre i timeløn. Et råt avertissement i Næstveds højreblad (»ca. 30 strejkende maskinarbejderes hustruer - unge og smukke - kan under strejken blive anbragt hos forskellige ungkarle og enkemænd i Sydsjælland. Billet, mrkt. nr. 138, tilsendes »Næstved Avis«s kontor«) vakte ikke blot forbitrelse i arbejderverdenen, men også harme i landbefolkningen og bidrog sit til at sætte fart i indsamlingen. »Social-Demokraten« bragte daglig spaltelange bidragslister, og arbejderne jublede, da de første 100,000 kroner var nået. Omkring på landets talerstole stod dr. Pingel, Hørup og andre venstremænd side om side med socialdemokraterne og talte for de udelukkede smede. I midten af august kom det til forhandlinger mellem arbejdernes og fabrikanternes organisation - betegnende nok drejede forhandlingerne, der stenograferedes og tilsendtes pressen, sig væsentlig om, hvem der havde gjort det første skridt. Dette opfattedes nemlig som et svaghedstegn. Forhandlingerne førte ikke til nogetsomhelst. En enkelt fabrik, Kofoeds i Meinungsgade, optog derimod på egen hånd en forhandling med forbundet og enedes med det om en ordning, hvorved mindstelønnen opgaves, medens der til gengæld udarbejdedes en priskurant på alt akkordarbejde. Men dette ene lyspunkt forslog kun lidt. »Arbejdernes værn« viste sig en tid ret livskraftigt og dannede faglige afdelinger, således den såkaldte »Smede- og Maskinarbejdernes Forening af 1885«, der samlede et ikke ringe antal skruebrækkere. I begyndelsen af september var der ca. 150 sådanne, og deres tal voksede, eftersom dagene blev kortere og vinteren nærmede sig. Uge for uge blev det desuden vanskeligere at skaffe de fornødne summer til understøttelse. Man forstår, at de udelukkede så med levende uvilje på de svigtende kammerater. De forsøgte at følge skruebrækkerne hjem, når disse ved fyraftenstid forlod fabrikkerne, og det var naturligvis ingen æresvagt, de organiserede arbejdere ønskede at afgive. Den besørgede politiet. Det kom flere aftener i træk til opløb udenfor Hüttemeiers fabrik i Nansensgade - han var Fabrikantforeningens formand og borgerrepræsentant og ansås for lockoutens onde ånd - samt udenfor Smith & Myginds fabrik på Nørrebrogade, ved hvilken lejlighed der uddeltes forskellige puf og stød, uden at dog nogen skruebrækker kom til skade. Fem smede arresteredes og dømtes efter flere måneders varetægtsfængsel til 4 gange 5 dages vand og brød for de fires vedkommende, medens den femte fik 5 gange 5 dage. I slutningen af september lod fagforeningerne foretage en hemmelig afstemning blandt samtlige udelukkede. Skønt disse vidste, at det kneb overordentlig med at skaffe understøttelse, vedtog de med 691 stemmer mod 35 at fastholde de opstillede fordringer. Nu trådte forskellige ansete mænd til for at få striden, der virkede forstyrrende på Københavns forretningsliv, afsluttet. Tietgen foreslog således, at svendene frafaldt fordringen om en minimalløn, medens fabrikanterne til gengæld skulle forpligte sig til at udarbejde en priskurant for hver fabrik over alt gangbart arbejde. Maskinarbejderforbundet tog med glæde mod denne udstrakte hånd, men Fabrikantforeningen afviste den. Den 26. oktober, da lockouten havde varet halvfjerde måned, forsøgte en københavnsk grosserer Jens Lund og redaktøren af »Landbovennen« F. Riegels at få en forsoning tilvejebragt og opnåede - takket være F. Hurops diplomatiske dygtighed - at få en forhandling i stand mellem parterne; Hurop var levende interesseret i et forlig; han vidste, at næste uge kom den så længe frygtede dag, da der ikke var midler til fuld understøttelse af de udelukkede. Alt, hvad der var ydet af de andre fagforeninger og af bladet »Social-Demokraten«, var opspist, kasserne var tomme, den almindelige arbejdsløshed voksede fra dag til dag, og de ugentlige bidrag ved indsamlingen ebbede stærkt. Også landboerne blev trætte, og deres bidrag flød stadig sparsommere. Den 28. oktober vedtog Hurop og Hüttemeier et forlig, hvorefter både Fabrikantforeningen og Smedeforbundet skulle give sine medlemmer fuld frihed til at indgå overenskomster på hver fabrik, således som de bedst kunne. Forliget skulle først godkendes af klejnsmedene og måtte derfor ikke offentliggøres før påfølgende søndag. Det blev vanskelige dage for arbejderpartiets ledere og »Social-Demokraten«s redaktion. Denne havde været i feberagtig virksomhed hele sommeren. Arbejdet varede i reglen til langt ud på natten; det gjaldt om, at hvert nummer af bladet styrkede de udelukkede til udholdenhed, ildnede arbejderklassen til offervillighed, påvirkede den offentlige mening til gunst for arbejderne og gendrev Højrepressens rasende angreb. Men nu skulle og måtte der ties om de førte forhandlinger og det opnåede forlig, medens dog indsamlingen fortsattes. Højrepressen tav imidlertid ikke, den hoverede hver dag over, at fagforeningen var sprængt og lockouten faktisk tabt for arbejderne, ja der udspredtes rygter om, at Hurop var flygtet til Amerika. »Social-Demokraten« måtte indskrænke sig til om torsdagen at udsende følgende løbeseddel: »Højre har udspredt falske rygter om, at lockouten er tabt og Hurop rejst. Begge dele er løgn.« Samme dag sluttede klejnsmedene sig til overenskomsten, og de udelukkede smede- og maskinarbejdere godkendte den næste morgen på et fuldtalligt møde i Rømersgade. Men stærke politiske kræfter virkede i det skjulte for forligets sprængning, og da arbejderne mødte hver på sin fabrik for at forhandle med den pågældende fabrikant om vilkårene for arbejdets genoptagelse, nægtede flertallet af fabrikanterne at indlade sig på en sådan forhandling. På enkelte fabriker opnåedes der overenskomst, men da arbejderne i henhold hertil mødte til arbejdet den næste dag, blev de kun antagne med det forbehold, at også de andre fabrikanter opnåede en ordning. Om lørdagen modtog Hurop en skrivelse fra Hüttemeier, der tog sin tilladelse til forligets offentliggørelse tilbage, da de forudsætninger, hvorunder han om onsdagen havde tiltrådt erklæringen, endnu ikke var gået i opfyldelse. Hurop kunne ikke erkende, at forudsætningerne var uopfyldte fra arbejdernes side, og offentliggjorde om søndagen forliget, men naturligvis med den tilføjelse, at det allerede måtte betragtes som sprængt. Nogle dage efter udsendte den ene af forligsmæglerne, direktør Riegels, der var blevet hårdt angrebet i Højrepressen, en redegørelse, der gav Hurop fuldkommen ret i hans opfattelse. Riegels beklagede, at den politiske stridslyst nu anden gang havde forpurret de fredelige bestræbelser og at bl.a. »Avisen« hidsede fabrikanterne til fortsat strid med den begrundelse, at arbejdernes underkastelse var sikker og nærforestående. Om lørdagen, fortsatte han, var Riegels og Lund mødt hos Hüttemeier og havde fastholdt, at forliget burde offentliggøres, men Hüttemeier havde erklæret, at de ikke skulle have tak for deres mægling; de havde kun skadet sagen og gjort ham megen ulejlighed. Om Hüttemeier erklærede Riegels, at han næppe havde været den heldigste til at repræsentere arbejdsgiverne, da han i social henseende ikke var kommen videre, end at han mente, at arbejderne bør se op til arbejdsgiverne med ærbødighed; han så ikke, at det er to ligestillede kontraherende parter. Hans personlige optræden - tilføjede Riegels - svarede til denne forældede opfattelse. Arbejderne gik således moralsk styrkede ud af denne episode. De udelukkede fandt sig roligt i understøttelsens indskrænkning og vedtog fortsat kamp. Men Hurop arbejdede videre for en overenskomst og kunne søndagen den 15. november forelægge de udelukkede en af Fabrikantforeningen godkendt ordning, hvorefter der tilstodes dem indrømmelser, som Eickhoff med Fabrikantforeningens billigelse havde erklæret sig villig til inden strejkens udbrud, nemlig en noget forhøjet betaling for over, nat og søndagsarbejde, 3 øre mere i timen for udearbejde og en bedre ordning ved fællesakkorder i det tilfælde, hvor en mand forlader fabrikken inden arbejdets fuldførelse. Men tillige anerkendte Fabrikantforeningen arbejdernes ret til at være i hvilken forening, de havde lyst til. De udelukkede vedtog enstemmigt dette forlig, og lockouten hævedes. Det var et nederlag for arbejderne, for så vidt som de opgav den 27 øres mindsteløn, for hvis skyld kampen var begyndt. Fagforeningen gik stærkt oprevet ud af kampen og havde i den følgende vinter med dens frygtelige arbejdsløshed ondt nok ved at holde sammen på stumperne. Medens medlemstallet i 1884 havde været oppe på over 1,000, var der i foråret 1886 næppe 300 virkelige medlemmer tilbage. Men foreningsretten var dog bevaret, ja mere end det, den var hævdet gennem en hidtil uhørt kraftanstrengelse. Omtrent 250,000 kr. var der ofret på kampen, alle fag havde vist en hidtil ukendt solidaritet, tusinder af sløve arbejdere var rusket op af døsen, og de frisindede landboere havde fået sympati for arbejderklassens frigørelseskamp. For Højre som politisk parti var afslutningen både moralsk og reelt et nederlag; den ny Maskinarbejderforening af 1885 sygnede efterhånden hen, og »Arbejdernes Værn« havde tabt sin eksistensberettigelse og gik tilbage. Fabrikanterne ønskede sig ikke foreløbig en gentagelse af kampen, og de følgende år blev vidne til, at smedene i al stilhed erhvervede sig de 27 øre på så godt som alle fabrikker, ja mange steder mere. Da kampen for mindstelønnen senere genoptoges og vandtes, var de 27 øre et forladt standpunkt. Målet sattes højere og gennemførtes. Trods de nedadgående konjunkturer i erhvervslivet og den voksende arbejdsløshed fortsattes »Social-Demokraten«s fremgang gennem hele provisorieåret. Den 26. juli udkom et jubelnummer med rød titel og rød bort: abonnenternes antal havde nået 20,000. Et rødt kort over Danmark anskueliggjorde socialismens udbredelse og viste, at bevægelsen ikke blot havde vundet indgang i en række købstæder, men også var nået ud på landet, særlig i midt- og Sydsjælland, på Nordfalster og i Århus - Silkeborg-Skanderborg-egnen. I Socialdemokratisk Forbund, der nu havde en række provins- og landafdelinger, omdannedes bestyrelsen, således at der fra foråret 1885 valgtes 6 repræsentanter af provinserne og 5 af den københavnske afdeling, begge dele ved direkte valg af alle politisk organiserede partifæller, medens de to folketingsmænd P. Holm og Hørdum indtrådte som selvskrevne medlemmer af den ny hovedbestyrelse. »Social-Demokraten«s fremgang vedvarede under lockouten, således at det daglige oplag nåede ca. 22,000 inden årets udgang. Formatet udvidedes stadig, og arbejdernes blad stod nu som et af de største og som det absolut mest udbredte dagblad i landet, et særsyn i hele den internationale arbejderbevægelse, ligesom tilvæksten - omtrent 20,000 ny abonnenter i løbet af fire år - var enestående i den danske presses historie. Medarbejderstaben udvidedes til en halv snes medlemmer; af ny tilkommende kan nævnes typograferne A. F. Decher, der blev redaktionssekretær, og H. Norman Bryn samt cand. phil. H. V. Lund (»Gamle Lund«), der havde arbejdet ved »Morgenbladet« under Hørups redaktion. Den litterære virksomhed, som er omtalt i forrige kapitel, fortsattes i voksende omfang, og der påbegyndtes et Socialistisk Bibliotek, hvoraf der i løbet af 1885 udkom tre bind: Bebels bog om kvinden, Stepnjaks »Det underjordiske Rusland« og en samling socialistiske pjecer, deriblandt et foredrag af P. Knudsen i Studentersamfundet om socialismens principper. Kampen mellem partierne førtes i dette mærkværdige år med en voldsomhed i sproget og med en personlig nærgåenhed, som nutiden vanskelig forestiller sig. En guldsmed Christiansen i Odense - den senere folketingsmand - rejste rundt med et forvansket regnskab over »Social-Demokraten«s indtægter og fortalte, at ingen vidste, hvorhen overskuddet gik. »Op med regnskabet!« Var en tidlang det stående tilråb fra Højremænd til socialdemokratiets talere. »Social-Demokraten«s kontrolkomité erklærede i en annonce, der tilstilledes Højrebladene, at det var fagforeningerne, der ejede bladet, gennem deres repræsentanter kontrollerede regnskabet og bestemte overskuddets anvendelse; ønskede nogen nærmere oplysning, kunne han indsende andragende til kontrahentforsamlingen eller en af de dér repræsenterede foreninger, og det blev da disses sag, om de ville give de forlangte oplysninger. Denne annonce nægtede Højrebladene simpelthen optagelse og fortsatte regnskabsagitationen. Til gengæld beskyldte »Social-Demokraten« guldsmed Christiansen for misligheder ved hans bestyrelse af en broders fallitbo. Hurop måtte omtrent dagligt høre Højres Presse, at han levede højt af de indsamlede lockout-bidrag og der for med vilje trak kampen i langdrag! Han såvel som Hørdum, der fik alle de gamle ærekrænkelser fra »Den ny Socialist« kogt op påny, værgede sig ved sagsanlæg, ja Hørdum måtte endogså slås med ligningskommissionen, der pludselig satte ham i skat af 5,000 kr., til fryd for kapitalistpressen, som således til dels så sine usandheder bekræftet. Hørdum godtgjorde imidlertid, at hans indtægt kun var 2,000 kr., og tvang ligningskommissionen til at nedsætte skatteansættelsen til denne sum. Men hidsigst førtes krigen mellem socialdemokraterne og kammeradvokat Hindenburg, hvis specialitet det var at omtale socialdemokratiet som en bande forbrydere og arbejdernes ledere som samvittighedsløse bedragere og levebrødsmænd. »Social-Demokraten«s redaktion tilbød, at samtlige dens medlemmer med glæde ville bytte deres samlede indtægt med enkeltmanden Hindenburgs, - hvortil denne svarede, at han ikke modtog tyvekoster! Journalist Ipsen ved »Social-Demokraten« beskyldte nu under navn Hindenburg for mindre fin optræden i den såkaldte Højer'ske arvesag, og det kom til en bladfejde, der længe holdt offentligheden i ånde, skønt den strakte sig over år og dag. Injuriesager fløj som fjerboldte frem og tilbage mellem partiernes ledende mænd, medens der fra myndighederne haglede sagsanlæg ind over oppositionspressen. »Social-Demokraten«s ansvarhavende under Hertz' fængsling - hattemager H. B. Ludvig foretrak - ligesom Wiegell tidligere - at udvandre til Amerika fremfor at afsone 9 måneders fængsel. Hertz, der efter sin løsladelse påny overvældedes med fængselsdomme, drog ligeledes til udlandet, men fængselspræsten, der havde omvendt ham, udvirkede hans benådning. Hertz vendte hjem og lå en tid syg, hvorpå han genoptog sin ungdoms missionsvirksomhed, idet han dog erklærede, at han stadig var socialismen tro. Efter Hertz overtog formanden for Cigararbejdernes Fagforening Sigvald Olsen den udsatte post, der snart skulle blive endnu farligere ved udstedelsen af ny provisorier.

En egen art af det juristeri, der kendetegner disse år, var vidnesagerne. I foråret 1885 lå der soldater i lejr på Lammefælleden ved København, og her foregik scener, som måtte være ret uhyggelige for magthaverne. De menige istemte ved forskellige lejligheder oppositionelle sange, bl.a. den meget udbredte med omkvædet: Ned med Estrup, Scavenius og Ravn, vi vil ingen revnet Grundlov ha' i folkets København. Selv fra underofficerer lød der oprørske udtalelser. Da »Social-Demokraten« og »Politiken« bragte skildringer af disse scener, forlangte politiet hjemmelsmændene opgivet. Redaktørerne vægrede sig derved, men blev såvel ved underretten som af Højesteret dømte til at »vidne«, skønt der i virkeligheden ingen sag fandtes. Ved en mængde udflugter, stadig tagen anstand og et gennemført sejpineri lykkedes det »Social-Demokraten« at frelse sine meddelere. »Politiken« var ikke så heldig, skønt dens honorarbog, hvori politiet ønskede at søge oplysninger, forsvandt - »ved et uforklarligt tilfælde«. Bladets forretningsfører Herm. Bing og dets bogholder Witzansky blev arresterede og dømt til et par måneders fængsel for mindre omhyggelig forklaring for retten, og hjemmelsmanden fandtes, en jysk friskolelærer, dog heldigvis først da var udenfor den militære mandstugts række han forlængst vidde. Med levende forventning imødeså befolkningen Rigsdagens sammentræden i oktober. Grundloven foreskrev, at foreløbige love (provisorier) skulle forelægges den først sammentrædende Rigsdag, og finansloven, altså også den provisoriske, skulle i følge grundlovens udtrykkelige bestemmelse forelægges først i Folketinget. At den ville blive forkastet, var givet, - hvad så? Estrup forelagde imidlertid kun finanslovforslaget for finansåret 1886-87, og erklærede, at den provisoriske finanslov for året 1885-86 samt forslaget til en ordinær finanslov for dette år først tilde blive forelagt, når Folketinget havde behandlet finansloven for det kommende år! Venstre besvarede denne hån ved at indbringe den provisoriske finanslov tillige med riffelprovisoriet ved privat initiativ - det blev den gamle Alberti, der forelagde dem -, en udvej, som selve professor Matzen i sin tid havde anvist i sin statsret, dersom en regering vægrede sig ved at opfylde sin pligt. Provisorierne forkastedes naturligvis og skulle dermed i følge al tidligere statsret være bortfaldne, men Estrup lod som ingenting. Riffelprovisoriet havde han umiddelbart efter dets private indbringelse i Folketinget selv forelagt for Landstinget. Efter en heftig debat forkastede Folketinget de to provisorier med 79 stemmer mod 17 (medlemsantallet var den gang 102). Et par dage efter, den 16. oktober, var finansloven for det kommende år til første behandling, ved hvilken lejlighed Pingel udtalte: »Vi vil ikke lade os regere af 7 forbrydere og indbrudstyve!« Folketinget forkastede finansloven, nægtede altså regeringen ethvert grundlag for statshusholdningens førelse. Der var ikke mere forhandlingsstof, og næste møde berammedes til den 21. oktober med dagsorden: Meddelelse fra formanden. Denne dag, der skulle blive mere skæbnesvanger end nogen kunne ane, oprandt, og formanden C. Berg meddelte, at Estrup endelig agtede at forelægge finansprovisoriet. Vel var det én gang - tilføjede han - forkastet, men et forkastet forslag kunne naturligvis indbringes påny, og han satte forelæggelsen på dagsordenen for lørdagsmødet den 24de. Dagsordenen udtømt, mødet hævet! - nogle få minutter over kl. 1. På tilhørerpladsen sad en 19årig typograf ved navn Julius Rasmussen, som havde ventet et interessant møde og nu følte sig højlig skuffet. Han forlod Folketinget i triste tanker over verdens, særlig dansk politiks elendighed og drev omkring i gaderne, da han pludselig fik den indskydelse, at det - vi følger kriminalrettens fremstilling - ville være en fortjenstfuld handling at rydde konsejlspræsidenten af vejen. Han gjorde en revolver, som han ofte gik med, i stand og begav sig ved 4tiden ud til Estrups hjem på Toldbodvejen, hvor han spurgte, om ekscellencen var hjemme. Nej, svarede portneren, men han kommer vist om en times tid. Julius Rasmussen spadserede nu om i gaderne og vendte ved 5tiden tilbage til Estrups bolig. Lidt efter kom konsejlspræsidenten, og da han ville gå ind ad porten, afskød Rasmussen to revolverskud imod ham. Den ene kugle ramte og afrev en knap i Estrups frakke, den anden foer forbi og trængte ind i portstolpen. Et par tililende herrer greb i det samme gerningsmanden og overgav ham til politiet. Estrup gik ind og klædte sig om for derpå at gå til et middagsselskab hos generalkonsul Holmblad. Efterretningen om attentatet spredte sig hurtigt over København, og mange mennesker valfartede om aftenen til Toldbodvejen. Kongen afsendte følgende egenhændigt affattede telegram til konsejlspræsidenten: »Med harme og dyb sorg erfarer jeg nu, at en dansk har kunnet sætte deres dyrebare liv i fare. Gud være takket, at misgerningen mislykkedes, og at de straks derefter har kunnet deltage i et middagsselskab. Christian R.« - Højrebladene kastede sig med overordentlig harme over oppositionen, særlig over Venstre, hvem de gjorde ansvarlig for Rasmussens gerning. Han havde indtil for nylig været ansat ved venstrebladstrykkerier i Vejle og Nykøbing, Falster, samt det sidste sted været medlem af en riffelforening. Venstres ledere blev naturligvis dybt nedslåede over den ulyksalige begivenhed, og Berg udtrykte i Folketingets lørdagsmøde sin sorg og harme derover. Mødet blev forøvrigt lige så kort som onsdagsmødet. Berg havde nemlig, ud over sin beklagelse af attentatet, ikke andet at gøre end oplæse en skrivelse fra konsejlspræsidenten, hvorved Rigsdagen hjemsendtes. Nogle dage efter udstedtes der tre nye provisorier. Det første oprettede et gendarmeri, det andet gav regeringen bemyndigelse til at forlange det kommunale politi udvidet - København fik således hundrede ny politibetjente -, og det tredje, der udstedtes den 2den november, skærpede Straffeloven med en række ny bestemmelser, der bl.a. satte straf for i tale eller skrift at ophidse klasser eller dele af befolkningen til had og forbitrelse mod andre klasser eller dele af den samt for at udbrede opdigtede eller forvandskede kendsgerninger (!) For derved at gøre statens indretninger eller regeringens foranstaltninger forhadte eller foragtelige. Det var lovbestemmelser, der strengt fortolkede kunne umuliggøre al politisk agitation og enhver alvorlig samfundskritik. Og som man måtte vente, blev der aldrig skredet ind mod kapitalistpressens forhånelser af arbejderstanden eller mod Højrepressens ophidsende angreb på bondestanden, men kun mod underklassens talsmænd, når de rejste sig mod overklasserne. Ugedagen efter straffeprovisoriets udstedelse blev V. T. Holst anholdt i Ålborg for en tale aftenen forud. Han sad flere måneder i varetægtsarrest og idømtes 3 måneders fængsel for Ålborgtalen samt en lignende straf for en tale i Næstved. Marott blev straffet for fornærmelser mod gendarmerne under en privat samtale på et hotel. Dette provisoriske statspoliti, der kostede 1 million kr. om året, modtoges af befolkningen, ikke mindst af landboerne, med en stædig uvilje, ja det kom hist og her til uroligheder, således ved det store marked i Brønderslev, en landsby i Vendsyssel, hvor markedsgæsterne forfulgte »de lyseblå« med stenkast. Oftere var de genstand for en ondskabsfuld gemytlighed, og utallige var de gendarmhistorier, der fortaltes i landets blade. Spurgte en gendarm om vej, kunne han næsten være vis på at blive ført vild. At lade sig hverve til gendarm, betragtedes som en skam og skændsel. En dag kom en bondekarl, der havde ladet sig iføre den lyseblå uniform, ind til en nær slægtning, en gårdmand, og hilste hjerteligt på ham. Gårdmanden betragtede ham fremmed. »Goddag, fætter, goddag dog!« - gårdmanden: »Jeg kender dig ikke!« - »Hvad, kender du ikke din fætter?« - »Jeg kender ingen i den dragt!« Gendarmen forstod endelig situationen og fjernede sig. Særlig fik de ny politisoldater ord for at stå i et tvivlsomt forhold til sædeligheden; sognerådene klagede over - men det var måske kun en ondskabsfuldhed mod regeringen -, at udgifterne til uægte børns underhold steg efter gendarmeriets oprettelse. Da Rigsdagen kaldtes sammen lige op mod jul - den 18. december 1885 - stod forelæggelsen af finansprovisoriet atter på dagsordenen for Folketingets første møde. Men Estrup tog påny anstand, han ville først have behandlet et par lovforslag - om en grundlovsforandring og om arbejdsløsheden. Det første gik ud på at der skulle trækkes lod om stridspunkterne på finansloven, dog kunne regeringen fra lodtrækningen udelukke ny bevillinger eller nægtelser, der ophævede eller ændrede bestående love eller statsindretninger. Dette »lotteriforslag« druknede i latter. Estrups andet forslag var fiffigere; han søgte hermed som flere gange før at sætte splid mellem bønder og arbejdere og samtidigt ville han tvinge Folketinget til forhandling. Arbejdsløsheden tog i virkeligheden i denne vinter et frygteligt omfang; man regnede ved juletid med 12 á 14,000 arbejdsløse i København. Flere pengekrak, bl.a. borgerrepræsentant, veksellerer Ludvig Hansens store bedrageri, forværrede tilstanden. - Estrups forslag gik ud på straks at sætte forskellige statsarbejder i gang til et par millioner kr., men det var væsentlig bevillinger taget ud af den forkastede finanslov for det følgende år, og halvdelen var militærbevillinger! »Altså« - sagde Hørdum ved forslagets første behandling i Folketinget - »Regeringen stiller sig på det standpunkt, at skal de arbejdsløse hjælpes, så skal Højre også hjælpes, nemlig til at få gennemført på lovlig vis, hvad det ellers ikke ville få«. Og han spottede denne stærke regering, der tog 50 millioner på egen hånd, men bad om 2 millioner til de arbejdsløse. Hørdum og Holm sluttede sig uden vaklen til Venstre, som i stedet for Estrups »finanslovsstump« satte et direkte statstilskud til de arbejdsløse på 1 million kr., at uddele gennem kommunerne. Lille juleaften strandede hele sagen på uenighed mellem Folke- og Landsting. Men Estrup havde opnået, at Venstre forhandlede med ham, selv om forhandlingen ikke førte til noget. - inden Folketinget tog juleferie, forkastede det de tre nye provisorier, efter at de var indbragte ved privat initiativ. Arbejderne tog nu selv fat og nedsatte en indsamlingskomité bestående af P. Knudsen, Sigvald Olsen, Hurop, maler J. Jensen og snedker A. P. Berg. De henvendte sig ligesom under lockouten til de frisindede landboere, som sendte ret betydelige bidrag, bl.a. også en del flæsk og andre fødevarer. Arbejderne selv viste en forbavsende offervillighed, og der indkom i vinterens løb i alt 100,000 kr. for en del af pengene indkøbtes fødevarer i det store for sammen med landboernes gaver at uddeles til de arbejdsløses familier. Det skete fra et lokale i Adelgade, som grosserer Neiiendam havde stillet til rådighed, og hvor P. Knudsen mangen dag i skjorteærmer baksede med hele og halve svinekroppe som en regulær slagtersvend. Man må ikke tro, at denne indsamling vandt sympati i Højrekredse, - tværtimod. Politimesteren i Odense forbød den endogså under påberåbelse af en gammel forordning. Pengene kom nemlig for en ikke ringe del de arbejdsløse smede til gode og bidrog til at føre fagforeningerne nogenlunde uskadte gennem krisen. »Arbejdernes værn« satte en adresse i gang til støtte for Estrups arbejdsløshedslov, og »Det nationale Arbejderforbund« - en ny splittelsesforening - holdt protestmøder mod socialdemokratiets tilslutning til Venstres visnepolitik, der, som Lars Dinesen hævdede i Folketinget, var den egentlige årsag til de dårlige tider! Et møde, som det nævnte forbund afholdt på Vodroflund den 6te januar 1886, blev erobret af socialdemokratiet, og mødets ordstyrer indsendte »på Det nationale Arbejderforbunds vegne« en resolution til Landstinget med anmodning om at fremme Venstres arbejdsløshedslov; - Landstinget nægtede at modtage den. Den 7de januar trådte Rigsdagen sammen, den ilte stadfæstede Højesteretkommissionsdommen over Berg, Noes og Nielsen. Den 24de blev Berg trods sin protest i henhold til Grundlovens § 57 - sålænge Rigsdagen er samlet, kan ingen rigsdagsmand uden tingets samtykke fængsles, medmindre han er greben på fersk gerning - indsat i arresthuset på Blegdamsvejen. Dagen efter kom endelig den provisoriske finanslov til behandling i Folketinget og forkastedes. Rigsdagen kunne ikke påny hjemsendes og et nyt provisorium udstedes, thi Grundlovens § 21 - Rigsdagen kan udsættes på ubestemt tid, dog uden dens samtykke ikke længere end på 2 måneder og ikke mere end én gang - var selv den Matzenske fortolkningskunst for tydelig, og de to måneder var ikke udløbne. Regeringen måtte gå eller vove springet ud over alle grundlovsparagrafer og grundlovsfortolkninger. Den 26de meddelte »Berlingske Tidende«: »Ved allerhøjeste resolution af dags dato har hs. Majestæt kongen bemyndiget regeringen til foreløbig indtil videre at afholde de løbende statsudgifter.« - Altså den nøgne enevælde! Ikke en eneste paragraf som dækkende figenblad. Den 8de februar sluttedes Rigsdagen, den 10de udstedtes en ny provisorisk finanslov for resten af det løbende finansår. Men just som den politiske kamp nåede højdepunktet, indledte enkelte af venstreførerne private forhandlinger med Estrup. Finanslovforslaget for 1885-86 var inden Rigsdagens slutning på forslag af grev Holstein-Ledreborg sendt til 2den behandling af det samme Folketing, der i oktober havde forkastet finanslovforslaget for 1886-87. Dermed var den ny »forhandlingspolitik« i virkeligheden indledet. Venstre viste ikke den konsekvens, som Hørdum i sin tid havde krævet som betingelse for socialdemokratiets tilslutning til visnepolitiken. Arbejderne og deres ledere kendte imidlertid på dette tidspunkt intet eller lidet til de hemmelige kulisseforhandlinger, der førtes under Bergs fængsling, og den i stilhed indledede svingning i Venstres taktik vakte foreløbig ingen opmærksomhed i socialdemokratiske kredse. Københavns og byernes arbejdere var desuden fuldt optagne af kampen med arbejdsløsheden, der stadig blev værre, efterhånden som den strenge og langvarige vinter skred frem. Derimod rettedes opmærksomheden for alvor på kommunalbestyrelsen, til hvilken de arbejdsløse - da staten havde svigtet - indsendte det ene andragende efter det andet: om fremme af kommunale arbejder, om bidrag til arbejdsløshedsindsamlingen, om eftergivelse af fattighjælp og om hjælp til indløsning af pantsat værktøj og klæder. Kommunalbestyrelsen svarede nej, nej og atter nej. Om det så var et andragende med klage over, at kommunens entreprenører, særlig ved Voldsløjfningsarbejdet, tog politiske hensyn og holdt fagforeningsmedlemmerne ude til fordel for »værnerne«, så blev det afvist. Et andragende om indførelse af tre arbejdshold i stedet for to i gasværkernes retorthuse gik det ikke bedre. Magistraten forbød endogså gasværksarbejderne så vel som alle kommunens andre arbejdere og funktionærer enhver organisation. Uhyre forbitrelse vakte det i arbejderklassen, at kommunen omtrent i samme åndedræt, som den afslog bønnen om hjælp til indløsning af pantsat værktøj, bevilgede en sum til livjægerkorpset. Socialdemokratiet indså, hvilken betydning det ville have at få kommunal indflydelse, og åbnede en agitation for, at arbejdere, der ikke betalte kommuneskat (det var flertallet) eller kun betalte skat af 800 kr. (det var størsteparten af resten), satte sig i skat af 1,000 kr. og dermed erhvervede sig valgret. Ved borgerrepræsentantvalget den 23. marts 1886 optrådte socialdemokratiet for første gang med egne kandidater, nemlig forretningsfører P. Knudsen og snedkermester P. Hansen, Rømersgadebygningens formand, men så beskedent var partiet, at det gik sammen med de liberale om en fællesliste, hvorpå der foruden de to partifæller fandtes 5 liberale og 2 af de afgående Højremænd. Resultatet blev, at en Højreliste med 9 kandidater gik igennem med henved 7,000 stemmer; oppositionens 7 kandidater fik noget over 2,000. Valgkampen havde fremkaldt stærk interesse for de kommunale anliggender, og en sådan deltagelse havde man ingensinde før drømt om ved et borgerrepræsentantvalg. Socialdemokratiet var forholdsvis tilfreds med udfaldet, et nyt virkefelt var inddraget: kampen, for Københavns kommunale erobring begyndt. Den 25. marts offentliggjordes en ny provisorisk finanslov for det kommende finansår med bevillinger til forter ved Charlottenlund og Kastrup, til overrisling af Lyngby Enge og til fæstningskanoner. Dermed indlededes opførelsen af landbefæstningen om København. Det første spadestik blev gjort dagen efter, den 27. marts, på Garderhøjen ved Jægersborg af »Selvbeskatningen«, altså et privat selskab, der havde indkøbt grunden og nu gav sig til at opføre et fort, som dog kongen på krigsminister Bahnsons anbefaling erklærede sig rede til at modtage. Bahnson og Scavenius havde sejret for deres idé: at benytte de provisoriske tilstande til Københavns befæstning. »Venstre kunne« - skrev »Berl. Tid.« - »have tilbudt at gøre noget for forsvarssagen, så ville det være kommet til magten«. Fra nu af var den ulovlige, efter Venstres og Folketingets opfattelse landsfarlige fæstning midtpunktet i den politiske kamp. Patriotiske fester og forsvarsballer blev et hovedled i Højres agitation, selv skoledrengene i hovedstadens fine kvarterer dannede militære korps. På et møde i Cirkus den 30te april vendte Hørup sig mod de optrædende officerer og bad dem være lidt mindre modige, »med nederlaget fra Als skrevet med blodige strimer på deres ryg.« Hele 9 generaler marscherede i den anledning en aften op i »Berlingske Tidende« og erklærede, at det havde været under overvejelse i hæren at duellere med Hørup, men da han ved hele sin færd ved denne lejlighed havde stemplet sig selv på en sådan måde, at officerernes ære ikke kunne berøres af hans udtalelser, og som følge deraf en duel med ham ikke kunne skaffe officersstanden oprejsning, burde den frarådes. Marcus Rubin, den senere generaltolddirektør, har fortalt, hvorledes han efter læsningen af denne erklæring, beklemt og ængstelig for følgerne, skyndte sig op på Hørups redaktionskontor. »Berl. Tid.« lå på Hørups bord. Da Rubin så' spørgende på ham, var hans eneste svar to ord, der hvisledes frem mellem tænderne: »De hunde!« - efter generalerne kom fem Højreredaktører - blandt hvilke C. Carstensen og fr. Hansen - og erklærede, at de ikke agtede at deltage i festligheder eller lignende, hvortil »Politiken« blev indbudt. I de samme dage havde den unge journalist ved »Politiken« Henrik Cavling behandlet livjægerne og deres fane på en meget spøgende måde, - de var overhovedet københavnernes yndlinge og overvældedes med hundrede skønne kælenavne: hornfisk, græshopper, suppeterriner osv. navnlig var deres bukser populære - det hed sig nemlig, at korpset måtte reduceres til den halve styrke, fordi den anden halvdel ikke kunne betale skrædderregningen på den nævnte påtrængende nødvendige genstand. Men livjægerne forstod ikke spøg og mødte en aften på hjørnet af Østergade og Integade for at banke Hørup, når han kom ned fra »Politiken«s redaktion. Studentersamfundets medlemmer fik nys om sagen og ilede i stormmarsch til slagmarken, slog kreds om Hørup og fulgte ham hjem til Nørre Søgade. En livjæger, kontorist Prosch, sendte Hørup en udfordring, som denne lod gå videre til politiet, og Prosch fik sig et par dages fængsel. Da Højrepressen råbte fejghed efter Hørup, udfordrede Cavling Frederik Hansen, men nu var det dennes tur til at melde pas. Ja, det var livlige tider, men gode tider for et revolutionært parti. Trods befolkningens nødtvungne passivitet overfor statskuppet, revolteredes bevidsthederne som ingensinde tilforn. »I dag er vi nærmere republikken« - skrev Wiinblad i »Social-Demokraten« - end vi ville være kommen under hundrede års parlamentariske styrelse«. De liberale i København, der oprindelig var misfornøjede højremænd, blev mere og mere et radikalt parti og sluttede en stadig fastere alliance med socialdemokratiet. Ved de to partiers grundlovsfester udveksledes der broderlige hilsener; det begyndte allerede den 5. juni 1885, da de liberale holdt fest i Ulvedalene, altså ikke ret langt fra Den slesvigske Sten, hvor arbejderpartiet festede, og det fortsattes i 1886, da de liberale samledes på Tømmerpladsen bag Tivoli, medens arbejderne holdt grundlovsfest på Nørre Fælled - de var blevet for mange til at tage i skoven. Decher mødte som socialdemokraternes ordfører hos de liberale, og disses ordfører på Fælleden var Fremskridtsklubbens formand overretssagfører Gustav Christensen. Socialdemokraterne var denne dag vandret i et mægtigt fanetog fra Nørre Boulevard ad Nørregade til Kristiansborg Slot - hvor der nedlagdes kranse ved Frederik VII´s statue - og derfra videre over Kongens Nytorv, ad Østerbro over Trianglen til festpladsen ved Store Vibenshus. Man var den gang ikke bange for at få benene rørt. Hele pressen havde optællere ude ved arbejdernes grundlovstog og ved Højres, der gik fra Kristiansborgs Rideplads til Kongens Have med Scheibelein, den blinde børstenbinder fra Amagertorv, oldermand Juel og hans slagtersvende som særlig fremtrædende led i demonstrationen. Men det var forbavsende, så referenterne talte forskelligt. Medens f.eks. »Politiken« den 5te juni 1886 så' 30,000 deltagere i socialdemokratiets tog og kun 15,000 i Højres, kunne »Berl. Tid.« kun få øje på 15,000 socialdemokrater, men havde talt 18,000 Højremænd. Der var endogså et Højreblad, som kun opdagede 12,000 socialdemokrater, men længere vovede så heller ingen at gå ned. Mange dage derefter stod der hidsige bladfejder om »tallene«.

I slutningen af juli blev Berg løsladt og fejredes af hele det danske demokrati med en storslået fest på Marienlyst ved Helsingør. Festen skulle oprindelig være afholdt i Dyrehaven, men myndighederne forbød det. Så tænkte man på at tage med skib til Landskrona og ligesom dermed tilkendegive, at friheden var husvild på denne side af Sundet. Men borgmesteren telegraferede i sidste øjeblik: »Forbudet om landstigning meddelas bestyrelsen idag genom utrikesministern. Forbudet alla fall oåterkalleligt.« - da fik festkomiteen endelig lejet Marienlyst, og den 26. juli, dagen efter Bergs løsladelse, en dejlig sommersøndag, stævnede en hel flåde op gennem Øresund med tusinder af festdeltagere om bord, i Marienlyst hyldede bl.a. P. Knudsen på arbejderpartiets vegne den store folkehøvding og martyr, demokratiets anerkendte enhedsmærke. Berg takkede sin ven Knudsen og udtalte: »Det er et af de smukkeste skudsmål, man kan få, at man har hjerte i livet . . . Den enkelte kan ikke gøre meget for arbejdernes ret, men han kan beundre, hvad deres førere gør, og det vil jeg vidne: socialdemokraternes ledende mænd har skabt tænkende væsener af arbejderne. Ingen har haft strengere arbejde end socialdemokratiets førere, der overdænges med hån og spot af reaktionens lejede presse. Jeg beundrer den gerning, disse førere udviste i vinterens strenghed, og jeg beundrer dem, fordi de rejste de mange tusinder til arbejde for frihedens sag.« Hvad betød ved siden af denne uskrømtede anerkendelse fra folkeflertallets ypperste af den småsindede forfølgelse, fra magthavere, politi og domstole! En smed på Orlogsværftet O. H. Petersen fik 3 gange 5 dages mørk arrest på indskrænket kost, fordi han havde samlet værftsarbejderne til møde i Rømersgade for at protestere mod den ærekrænkende visitation og endogså var fræk nok til at melde sig som ordfører for en deputation hos Nyboders folketingsmand, marineminister Ravn, - der lod sin søn meddele, at han ikke var hjemme for den slags gesandter. - husmand Jens Hansen i Hesselbjerg ved Haslev, der siden 1884 havde virket for landarbejdernes vækkelse og samling, modtog en dag følgende skrivelse: »Da husmand Jens Hansen i Hesselbjerg er formand for en socialdemokratisk forening, og trods advarsel på en fremtrædende måde virker for formål, der må anses for samfundsfarlige, opsiger jeg ham herved efter ordre sit hus med jordlod .... Grevskabet Bregentveds gods kontor. Permin.« Det var grev Moltke, Bregentved, som således jog en husmand bort fra et husmandssted, hvor han havde boet i syv år, uden en øres erstatning for de forbedringer, han i disse år havde foretaget på hus og jord - dertil var godsejeren ikke forpligtet efter den daværende lovgivning -, blot fordi han hyldede en bestemt politisk anskuelse og virkede derfor. Men følgen blev, at både hans standsfæller og Venstre støttede ham. »Demokratisk Forening for Ringsted og omegn« købte 5 tdr. land ved Haslev til ham og satte ham i stand til at opføre hus. Jens Hansen, Haslev, blev i slutningen af 1880erne en af socialdemokratiets dygtigste og ivrigste agitatorer på Midtsjælland. Straffeprovisoriet fandt rigelig anvendelse på »Social-Demokraten«s artikler, og Sigvald Olsen fik ved kriminalretten den ene portion vand og brød efter den anden, i løbet af 1886 i alt 13 gange 5 dage, fordelte i tre domme. Men disse straffe vakte øget opmærksomhed for bladet, som tilmed havde den triumf, at enkelte af de anklagede artikler frikendtes; disse »frikendte artikler« optryktes nu og blev endnu grundigere læste og videre udbredte, ja en enkelt, der var løbet med i anklagen to gange, blev også frikendt to gange og vandt berømmelse over det hele land. Den var skrevet af Wiinblad og begyndte således: »Hvorfor sulter vi? - fordi der er overproduktion!« Et par nye provisorier kom til verden i sommerens løb, nemlig en forøgelse af kriminalrettens assessorer - de overvældedes ligefrem med arbejde i dette procesår - og det såkaldte stråmandsprovisorium, hvorefter den virkelige leder af et blad forpligtedes til samtidigt at være ansvarhavende. Fra 17. august overtog Wiinblad ansvaret for »Social-Demokraten«, - heldigvis var han efterhånden blevet en forfaren mand i den danske straffelovgivnings løngange og havde udviklet en stil, der ikke var mindre bidende, fordi den undgik direkte anstød mod både gamle og ny presselove. På dette tidspunkt sad Sigvald Olsen i varetægtsfængsel, medens dommerne granskede en række artikler i »Social-Demokraten« fra juni og juli måneder. De blev ikke færdige før i begyndelsen af oktober - i al den tid holdtes Olsen bag lås og lukke. Kort efter, den 15. oktober, faldt der højesteretsdom i Olsens første sag, der angik nogle artikler fra slutningen af december 1885 og begyndelsen af januar 1886. Forud for dommen gik en flere dages retsforhandling med Octavius Hansen som defensor og Klubien som aktor, - en statsretlig debat, der fulgtes med åndeløs opmærksomhed af det hele land, thi dansk politik afhang for lange tider af dens udfald. Det var nemlig den første sag anlagt efter straffeprovisoriet, som nåede til Højesteret, og anlagt for artikler, der var fremkomne efter det nævnte provisoriums forkastelse i Folketinget. Ville nu højesteret underkende gyldigheden af denne forkastelse ? Eller ville den bøje sig derfor og dermed faktisk afsætte ministeriet Estrup? Eller ville højesteret afvise sagen som rettelig henhørende for Rigsretten? Højesteret dømte Sigvald Olsen og med den udtrykkelige begrundelse, at »den omstændighed, at det i Rigsdagens Folketing ved privat initiativ indbragte lovforslag af samme indhold som den foreløbige lov den 21. december blev nægtet fremme ved en dagsorden, ved hvilken tillige den foreløbige lov erklæredes forkastet, ikke har kunnet bevirke lovens ophævelse«. En af Grundlovens fædre, den berømte sprogmand J. N. Madvig, udsendte til højeretsdommerne og til sine venner en pjece, hvori han gav sin smertelige forbavselse over dommen af 15. oktober udtryk. Det blev den gamle politikers sidste ord, han døde kort derefter. Men Højesteret havde fastslået, at provisorismen var Danmarks lovlige forfatning, - en revolutionær dom ! Den tid kunne komme, da et sejrende demokrati stillede sig på dens grund og erklærede: nuvel, kan der under vort såkaldte tokammersystem faktisk regeres med ét ting, lad os så regere med Folketinget, dyppe Højre i dets eget fedt og sætte Landstinget ud af spillet! Det var en sådan moral, Wiinblad gerne ville drage af denne dom. Højre kunne i hvert fald ikke protestere, om demokratiet en gang fulgte hans anvisning.

Året 1886 var i faglig henseende lige så stille, som det foregående år havde været stormfuldt. Af nye fagforeninger oprettedes kun ganske enkelte, de gamle optoges af en sej kamp med arbejdsløsheden. To strejker vakte dog på grund af særlige forhold en del opmærksomhed og fik et heldigt udfald. Kuskene og konduktørerne på Gl. Kongevejs røde omnibusser - uorganiserede folk og for største delen Højremænd - nedlagde en skøn dag arbejdet som protest imod en kammerats uretfærdige afskedigelse. Strejken, der støttedes af det kørende publikum og af næsten hele pressen, vandtes efter et par dages forløb. Da omnibusserne atter rullede ud med det gamle mandskab og pyntede med små dannebrogsflag, hilstes de på hele deres vej med enstemmige hurraråb. Samme sympati burde være vist en strejke af de kvindelige arbejdere på Rubens Dampvæverier - den første kvindestrejke i Danmark. Men den kastede måske et altfor skarpt lys over modsætningerne i samfundet: medens fabrikanten havde en årsindtægt på op imod et par hundrede tusinde kroner, arbejdede væverskerne elleve timer daglig for gennemsnitlig otte øre i timen. De måtte strejke i fire uger, kun støttede af arbejderpartiet, og opnåede en lille lønforbedring. Men var året end fattigt på ydre kampe, foregik der en betydningsfuld udvikling i organisationernes indre liv. Den 27.-29. august afholdtes i Gøteborg den første Skandinaviske Fagforeningskongres. De svenske arbejdere var som en følge af mødestedets beliggenhed talrigst repræsenterede, men de danske, hvis bevægelse var den ældste og mest modne, påtrykte kongressen deres præg. Fra Norge, hvor en moderne arbejderbevægelse lige var begyndt, mødte kun to sendemænd. Dagsordenens første punkt var »fagforeningernes politiske (samfundsmæssige) program«, og P. Knudsen tog tyren ved hornene, idet han stillede en resolution, der ikke blot betonede fagforeningernes interesse i lovgivningsarbejdet, men tillige anerkendte socialismen som program og endemål for al moderne arbejderbevægelse. Efter en levende debat vedtoges resolutionen med 40 stemmer mod 17. Mindretallet bestod af svenske repræsentanter, hvoraf dog de fleste kun af hensigtsmæssigheds hensyn frarådede en direkte socialistisk udtalelse. Men også indenfor svenskerne dannede de erklærede socialister flertallet, og den svenske delegation vedtog på et særligt møde med 22 stemmer mod 18 at anerkende Stockholmer »Social-Demokraten« som organ for Sveriges fagforeninger. Dagsordenens næste punkt var »fagforeningernes økonomiske program« og indlededes af maler J. Jensen fra København, der også var kongressens danske præsident. Man vedtog enstemmigt hans resolution, der erklærede det for en hovedopgave at opnå lønregulativer, godkendte både af fagforeningerne og af arbejdsgiverne. Da akkordarbejde - hed det videre - af kapitalisterne bruges til at udnytte arbejderne i urimelig grad, bør timebetaling tilstræbes; hvor akkordarbejde ikke kunne undgås, burde det udføres efter priskuranter, der var godkendte af fagforeningerne. Skønt »selvhjælp« ikke kunne være arbejdernes socialpolitiske program, burde fagforeningerne såvidt muligt oprette sådanne understøttelseskasser, som kan få betydning ved arbejdsnedlæggelser, arbejdsløshed, sygdom osv.; endelig burde der oprettes rejseunderstøttelseskasser. Til spørgsmålet om »samarbejde mellem fagforeningerne« vedtoges et af G. Chr. Olsen, det danske Snedkerforbunds formand, stillet forslag om centralisation af de enkelte fagforeninger i fagforbund med en fælles faglig hovedledelse i hvert lands hovedstad og med samarbejde mellem disse; ligeså Hurops forslag om af al kraft at virke for 8-timersdagens indførelse - idet iøvrigt statens pligt til at gribe ind på dette område hævdes - og et af tømrer F. Hansen, København, stillet forslag om oprettelsen af faglige voldgiftsretter, valgte af arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer. På forslag fra svensk side vedtoges et forslag om kun at støtte strejker, der iværksættes af en fagforening, efter at alle fredelige midler er udtømte, samt en resolution, der anerkender arbejdsgivernes organisation som et middel til lettelse af faglig underhandling mellem de to parter; endelig resolutioner til fordel for landarbejdernes organisation og for almindelig valgret. Efter hjemkomsten fra Gøteborg tog de danske fagforeningsmænd fat på den stillede opgaves løsning og dannede »de Samvirkende Fagforeninger« i København. I vedtægterne bestemtes det, at de Samvirkende Fagforeningers bestyrelser samt bestyrelsen for »Socialdemokratisk Forbund« samles en gang hver måned til forhandling om fælles anliggender. På et årsmøde vælges 5 medlemmer til et forretningsudvalg, som suppleres med 2 af »Socialdemokratisk Forbund« valgte medlemmer. Dette 7mandsudvalg har ledelsen af fællesvirksomheden i sin hånd. Ingen strejke kan vente moralsk eller pekuniær støtte fra arbejderpartiets side uden at være godkendt af forretningsudvalget, eventuelt fællesbestyrelsesmødet. Man indførte endnu ikke tvungen strejkeunderstøttelse, men i centralisationens godkendelse af en strejke lå naturligvis en moralsk forpligtelse til at yde hjælp. Den ny fællesorganisation opstillede ikke noget egentligt partiprogram, hvorved det antydedes, at man blev stående på det partiprogram, der var antaget af Socialdemokratisk Forbund. Ved at lade dette vælge to medlemmer ind i forretningsudvalget samt ved at give hele forbundets bestyrelse den samme adgang til fællesmøderne som de enkelte fagforeningers bestyrelser opretholdt man traditionen fra halvfjerdserne og betonede enheden i partiet. Det var kun arbejdet, man ville dele, hvorimod man omhyggeligt undgik alt, hvad der kunne føre til en udvikling af to arbejderpartier, et politisk og et fagligt. I november 1886 trådte den ny organisations forretningsudvalg første gang frem med et opråb til arbejderne. Udvalget bestod af følgende 7 medlemmer: P. Knudsen og A. P. Berg, valgte af socialdemokratisk forbund, J. Jensen, G. C. Olsen, F. Hurop, tømrer F. Hansen og skrædder J. G. Johnsson, valgte af fagforeningerne Olsen var sekretær, Knudsen næstformand; formandsposten beklædtes af maler J. Jensen. Dermed var denne 27årige mand ved sine standsfællers tillid sat på en post, der skulle blive en af de betydnings og ansvarsfuldeste i landet. Jens Jensen var født den 18. april 1859 i Rørup på Fyn; forældrene var husmandsfolk, faderen tillige murer. Almueskolen, hvor Jens gik fra sit syvende år, havde over hundrede børn, fordelte i to klasser, og kun én lærer. Men Jens var en læsehest og udfyldte de tarvelige kundskaber, skolen bød ham, ved ivrig granskning i det lille sognebiblioteks bøger. Fra det tolvte år måtte han om sommeren vogte kreaturer, men gik til gengæld om vinteren i skole hver dag. Den såkaldte indbyrdes undervisning var den gang ret almindelig i de bedre landsbyskoler, og Jens Jensen havde nok så meget udbytte af de tre ugedage, da de små gik i skole, som af de andre tre dage, da han sad på bænk sammen med de store, thi her var der ikke mere at lære for ham, han kunne det altsammen. Men overfor de små gjorde han tjeneste som en slags hjælpelærer, hvad der virkede udviklende på ham selv. Han gennemgik med forøget iver folkebibliotekets læseskatte og var særlig glad ved de skrifter, der udgaves af udvalget til folkeoplysningens fremme. De populær videnskabelige småskrifter handlede netop om sådanne emner, som han savnede i skolens undervisning; de personal historiske viste ham, at selv husmandshjem ofte havde fostret mænd, der vandt navn og anseelse. Han var ganske på det rene med sig selv om, at han også ville drive det til noget her i verden. Så blev han konfirmeret og kom i malerlære hos en dygtig landsbymester, skaffede sig undervisning i tegning og vedblev at læse alt, hvad han kunne overkomme, ja erhvervede sig en lille bogsamling. I 1876 blev han svend og arbejdede nu tre år i Randers og i Odense. I denne tid stod bøgerne urørt på hylden, medens Jensen tjente føden ved arbejde fra morgen til alten, morede sig med kammeraterne i den knapt tilmålte fritid, spiste, sov og voksede - måske det bedste, man kan gøre i de rigtige lømmelår. Men da de tyve år var nået, vågnede atter kundskabstørsten og virketrangen. I Odense stiftede han en fagforening af malersvende og satte derpå kursen til København, hvor det politiske og sociale røre hurtigt greb hans interesse, uden at han dog derfor forsømte sin personlige udvikling. Han læste bladene, særlig »Social-Demokraten« og »Dags-Avisen«, påhørte søndagsforedragene i Rømersgade, lærte tysk og farvekemi på Studentersamfundets aftenkursus og deltog i Fritænkerforeningens møder. Alle de gamle anskuelser og forestillinger, som han havde optaget med skoleundervisningen og gennem folkeoplysningsskrifterne, blev nu gennemgåede, prøvede og vragede, for så vidt som de ikke passede til de ny tanker og følelser, - men også kun for så vidt. Det gode og holdbare søgte han at bevare og forene med det ny, der havde grebet ham. Af fritænkermøderne blev han hurtigt ked, både den religiøse følelse og den fri tanke var ham for alvorlige ting, til at disse møders overfladiske bibelkritik og gemytlige præstepolemik kunne tilfredsstille ham. Hos lederne savnede han tilstrækkelig personlig lødighed og alvor. J. Jensen blev i disse ungdomsår helt gennemtrængt af moderne ånd og overbevist socialdemokrat. Men det så en tid nærmest ud til, at hans evner og virkelyst kun skulle komme hans personlige løbebane og altså i hvert fald kun indirekte samfundet til gode. Han tog privat undervisning i tegning og stod på springet til at søge optagelse i Akademiets Dekorationsskole - da Malernes Fagforening i 1883 valgte ham til formand. Der var netop på dette tidspunkt ved at komme nyt liv i fagbevægelsen. Malerne f.eks. tænkte så småt på at få den gamle priskurant fra halvfjerdsernes midte sat i kraft påny - stor betydning havde den nu aldrig haft, thi det var i sin tid kun vedtaget af svende og mestre at »anbefale den til praktisk anvendelse«. Og der gik endda sagn om, at svendene i 1874 kun havde mandet sig op til et så revolutionært skridt som vedtagelsen af en priskurant derved, at et resolut medlem, da afstemningen skulle foregå, lukkede døren af og således forhindrede de frygtsomme i at knibe ud. Da fagforeningen efter 1877 gik helt i stykker, tabte priskuranten enhver betydning, og i begyndelsen af 80erne arbejdedes der mange steder 25 procent under de aftalte priser. I 1881 genoprettedes fagforeningen, og det blev nu J. Jensens første store opgave at sætte priskuranten af 1874 i kraft påny. Det lykkedes allerede i 1884, året efter at han var blevet formand. Samme år måtte han opgive sin private stilling som malersvend hos Bernhard Schrøder for helt at kunne hellige sig det stadig voksende foreningsarbejde. I 1885 udarbejdedes en ny og højere priskurant, men denne gang gjorde mestrene hidsig modstand. Det var det bevægede provisorieår med den store lockout og det første forsøg på dannelsen af en almindelig arbejdsgiverforening. Malermestrene søgte at imødegå og splitte svendene ved at oprette en slags alderdomsforsørgelse, hvortil mestrene skulle betale 4 pct. For hver svend ud over den gældende prisliste. Men mestrene forbeholdt sig selv hele ledelsen af denne alderdomsfond, - der således meget let fra et stykke filantropi kunne blive en krigskasse overfor arbejderne. J. Jensen var selvfølgelig en modstander af en sådan privat alderdomsforsørgelseskasse, der, selv om den udførtes aldrig så filantropisk, ville gøre svendene afhængige af mestrene og svække fagforeningens bevægelsesfrihed. Men gudbevares - man kunne jo forhandle om tingene! Jensen afviste overhovedet aldrig noget som helst forslag, han var altid villig til at forhandle. Og der blev både forhandlet og nedsat fællesudvalg og afgivet betænkning, men efterhånden døde hele alderdomssagen stille hen. En højesteretsdom, der fastslog, at mestrene ikke var forpligtede til at betale til fonden, længere end de selv havde lyst, berøvede tanken al sympati i den offentlige mening og gjorde selv de moderateste svende til dens afgjorte modstandere. Imidlertid gik også forhandlingerne om den ny priskurant deres gang, og i 1887 blev den anerkendt af mestrene. Det var J. Jensens anden sejr, ligesom den første vundet uden strejke, - et i 1885 foretaget forsøg med en produktionsforening i malerfaget mislykkedes, hvorimod et arbejdsanvisningskontor gjorde megen nytte og et fagblad ligeledes slog godt an. J. Jensens dygtighed, klogskab og lykkelige hånd gjorde snart hans navn kendt udenfor malernes kreds. På de faglige fællesmøder, hvortil Socialdemokratisk Forbund indkaldte, fik hans ord større og større vægt; han valgtes ind i forbundets hovedbestyrelse og holdt en del faglige og politiske foredrag såvel i København som i provinserne. Hans taler var ikke lyrisk begejstrende som P. Holms eller tordnende agitatoriske som Hørdums; han kunne næppe en gang kaldes egenlig veltalende. Men ledte han stundom efter ordet, var det for så meget klarere at få tanken frem. Der var en egen jævnhed og tilforladelighed over hele hans fremtræden. Han bedømte en situation klogt og henvendte sig til sine tilhøreres forstand. De bekendte latinske ord, der nogenlunde træffende er oversat: »Stærk i sag, mild i måde« - kunne J. Jensen godt have gjort til sit valgsprog. I den danske arbejderbevægelse blev han diplomaten. »Han er i en forhandling« - har en ikke socialdemokrat (N. Bransager i »Den danske regering og rigsdag«) skrevet om ham - »snild og behændig. Den mand skal vistnok stille sin fælde fint, der skal få Jensen til at gå i den. Og det kunne hænde, at i han kløgtig reddede sig ud, selv om han virkelig gik i fælden«. J. Jensen havde yderligere det held: ingen fortid at have. Han stod uberørt af halvfjerdsernes stridigheder og af heroldistbevægelsen i firsernes begyndelse. Så meget lettere kunne alle enes om i 1886 at gøre ham til den samlede fagorganisations øverste leder. I kontrahentforsamlingen, hvor J. Jensen fik sæde som malernes repræsentant, opponerede han til en begyndelse ikke så sjælden mod de ældre førere, thi han havde sine egne, meget bestemte meninger både om politik og journalistik. Han fik imidlertid her lejlighed til at lære, at ikke alle, der opponerede sammen med ham, var gennemtrængt af den samme rene partifølelse; han opdagede megen menneskelig svaghed, megen fejghed og upålidelighed hos mænd, til hvem han havde sat ubetinget lid. Og den oprindelig så lystseende fynbo med den letvakte tillid til menneskene blev forsigtig og fik noget køligt og tilknappet i sit væsen, hvad der for resten passede ganske godt til hans kald som fagforeningernes diplomat. Men det kunne hænde, at han en aftenstund sammen med venner og arbejdsfæller blev den gamle glade malersvend, - og der var dem, der foretrak Jens Jensen i skjorteærmer, selv om de erkendte, at både han og arbejderbevægelsen var bedst tjent med, at han i reglen dækkede mennesket bag diplomatfrakken. Med det lidt ældre kuld af arbejdertillidsmænd fra halvfjerdserne sluttede han snart et oprigtigt, både personligt og partimæssigt venskab. Fra kontrahentforsamlingen rykkede han op til fast medarbejder ved »Social-Demokraten« og fik her hele den faglige bevægelse til område, men skrev også jævnlig politik. Han og P. Knudsen fik hver deres særlige værelse på redaktionskontoret, og således fæstnedes det nøjeste samarbejde mellem bladet, fagforeningerne og Socialdemokratisk Forbund. Med Wiinblad i midten, J. Jensen og P. Knudsen på hver side, Hørdum, Andersen og Holm i baggrunden blev arbejderpartiet meget stærkt og red forholdsvis let alle storme af, også de indre, der skulle rejse sig på ny i slutningen af firserne.

Samtidigt med, at de Samvirkende Fagforeninger stiftedes i efteråret 1886, oprettede arbejderne deres første levedygtige andelsforetagende. Det var den 18. september 1886 på et møde af forbundets og fagforeningernes bestyrelser, at G. Chr. Olsen, A. P. Berg, pianofortearbejder A. Hingsberg og formanden for Snedkernes- og Stolemagernes Fagforening H. H. Jensen fremlagde en plan om oprettelse af et fællesbageri: kapitalen skulle tilvejebringes ved aktier på 10 kr., som arbejderne kunne erhverve sig ved indbetaling i små beløb. Maler J. Jensen foreslog, at »Social-Demokraten« skulle yde 4,000 kr., og at forslagsstillerne suppleredes med 5 medlemmer til sagens forberedelse. Således vedtoges det, og de 5 medlemmer blev Hørdum, C. C. Andersen, J. Jensen, Hurop og formanden for Bagernes Fagforening C. Emcken. Den 1ste november afholdt det ny aktieselskab generalforsamling og valgte et repræsentantskab, hvori foruden de ovennævnte stiftere mænd som P. Holm, P. Knudsen og lærer K. M. Klausen fik sæde - noget senere også Sigv. Olsen, der dette efterår var taget i forvaring af øvrigheden. Forretningsudvalget kom til at bestå af Emcken (formand), G. Ghr. Olsen (kasserer) og J. Jensen (sekretær). Til bestyrer af bageriet valgtes snedkermester C. C. Andersen. Den 15. november begyndte driften i et lille lejet bagerilokale på Lyngbyvejen no. 6. Dette foretagende blev modtaget med ikke ringe sympati af den offentlige mening, thi man havde længe ærgret sig over, at brødpriserne holdt sig uforandret trods stadig og stærkt dalende kornpriser. Vel skumlede nogle Højreblade over, at arbejderne gjorde en snedker og ikke en bager til driftsbestyrer, men stifterne kunne henvise til, at de netop her fulgte aktieselskabernes skik og først og fremmest ønskede en dygtig administrator til leder. I så henseende skuffede C. C. Andersen ikke de forventninger, der næredes til ham. Det fremskridt på den kooperative bane, som Fællesbageriet betegnede i sammenligning med de tidligere produktionsforeninger, var netop, at lavstanken afløstes af klasseideen. Det var ikke bagerne der - som skomagere, skræddere og andre fag tidligere havde forsøgt - grundede en fællesforretning, således at der blot i stedet for enkeltudbytteren trådte en gruppe. Det var den organiserede arbejderklasse, der påtog sig den opgave at skaffe sig selv og det hele publikum det bedst mulige brød til den billigste pris, samtidigt med at man selvfølgelig ville give de beskæftigede bagersvende de bedst mulige arbejdsvilkår. Og virkelig gjorde Fællesbageriet det fra et kapitalistisk synspunkt mærkelige kunststykke at sætte brødprisen betydeligt ned og stadig holde den i overensstemmelse med kornpriserne, at fremstille en bedre vare, at forhøje bagernes løn og nedsætte deres arbejdstid, samt alligevel opspare en stadig voksende kapital. Arbejderne førte kendsgerningernes bevis for, at fællesproduktion var mulig, at forbrugerne kunne være deres egne producenter; Arbejdernes Fællesbageri godtgjorde ved siden deraf, at stigende arbejdsløn kunne gå hånd i hånd med synkende varepriser. Til mellemhandelen stillede bageriet sig velvilligt og brugte i stor udstrækning detailhandlerne til udsælgere. Opgaven var i første linje at bryde et kapitalistmonopol; mange - også sociale og politiske hensyn - talte for at vinde middelstandens sympati, hvad der i det hele og store også lykkedes. Bageriets produktion voksede hurtigt og stærkt. I vinteren 1886-87 besluttedes det at udvide driften; der agiteredes for ny aktietegning, og »Social-Demokraten« bidrog yderligere med 10,000 kroner. Man købte en stor grund i Rådmandsgade på Nørrebro, og den 29. juli 1887 kunne Wiinblad nedlægge grundstenen til den ny bygning. Se her - sagde han til meningsfæller og modstandere - hvorledes vi samfundsnedbrydere bygger op! Thi hovedformålet for vor virksomhed er netop at rejse arbejderstandens selvstændighedsfølelse og selvhjælpsevne. Vi rejste vort blad, vi rejste vor forsamlingsbygning, vi opbyggede fagforeninger og parti; nu gør vi et nyt skridt og viser, at arbejderne kan eje i fællesskab og producere i fællesskab. - Næste sommer udvidedes bageriet med et mølleanlæg og voksede efterhånden op til et af de betydeligste industrielle foretagender i København. De mest moderne maskiner indførtes. Alle sundhedens og renlighedens krav skete fyldest, der indrettedes bade- og omklædningsrum for arbejderne, og ottetimersdagen gennemførtes. Arbejdernes foretagende blev ikke blot en prisregulator, men en mønsterbedrift, som virkede reformerende på hele bagerivirksomheden, og som tillige lettede Bagernes Fagforening arbejdet for en almindelig højnelse af fagets kår. Naturligvis opstod der af og til vanskeligheder, og kapitalistpressen kunne stundom bringe referat fra generalforsamlinger, der f.eks. tydede på misfornøjelse fra de beskæftigede arbejderes side. Disse huskede nemlig ikke altid, at vel kunne og skulle Fællesbageriet gå i spidsen, men det turde dog ikke gå alt for langt forud for de almindelige arbejdsvilkår. De enkelte arbejdere måtte derfor til en vis grad underordne deres øjeblikkelige private interesser under hele arbejderklassens. Men sådanne vanskeligheder var ikke uovervindelige, og de blev overvundne. Den kooperative virksomhed viste netop herigennem sin skolende, sin opdragende og disciplinerende betydning. Ikke alene fagligt og kooperativt, men også politisk aflagde socialdemokratiet i efteråret 1886 vidnesbyrd om kraftig foretagelsesånd. Da Rigsdagen trådte sammen, fremsatte Holm og Hørdum, dels alene, dels i forening med Trier og Hage, fire lovforslag af socialt indhold - »socialistlovene« døbtes de af Højrebladene, og arbejderpressen optog navnet med stolthed. I sommerens løb havde Holstein-Ledreborg forkyndt, at visnepolitiken skulle afløses af forhandling, naturligvis med uforandret skarp front mod provisorier og fæstningsvæsen; hele Venstre fulgte ham i denne taktiksvingning. Tid og fred til den ny forhandlingspolitik søgte man tilvejebragt ved selv at forelægge finansprovisoriet og slå det ihjel, for derpå at lade Estrups ligelydende provisorium gemme hen i et udvalg. De to venstregrupper, »danskerne« og »europæerne« sluttede sig sammen til ét parti: »rigsdagens Venstre«; der bestod altså atter, for første gang siden midten af halvfjerdserne, et forenet Venstre - enigheden skulle ganske vist ikke vare længe. Med uskrømtet glæde gjorde socialdemokratiet svingningen med. Arbejderne begyndte at længes efter positive resultater af deres ny repræsentanters virksomhed. Socialdemokratiet havde heller aldrig været begejstret for den Berg'ske visnepolitik og havde kun støttet den for ikke at bryde oppositionens sammenhold i forfatningsstriden. Nu gjaldt det om, når de økonomiske reformspørgsmål kom på dagsordenen, at skyde arbejderklassens krav så stærkt i forgrunden som muligt. Regeringen syntes dette år at ville lægge hovedvægten på de agrariske interesser - det var ingen ilde taktik overfor bondepartiet, thi samfærdselsmidlernes rivende udvikling med den deraf følgende oversøiske konkurrence havde fremkaldt en alvorlig landbrugskrise. Kornpriserne dalede, landejendommenes værdi ligeså; om krisen kunne rides af ved overgang fra kornudførsel til mejeridrift, lod sig endnu ikke sikkert bedømme, og en sådan overgang krævede i hvert fald stor kapitalanvendelse med stigende prioritetsgæld i følge. Regeringen havde det foregående år gjort et mislykket forsøg på at lokke Venstre med til korntold. Nu forelagde den lovforslag om statsgældens konvertering - en rentenedsættelse, der indirekte ville gavne landbruget -, om en statshypotekbank - der direkte tog sigte på at lette landmændenes rentebyrde - samt endelig en kunstsmørlov, der skulle beskytte »det gode danske smør« mod det ny blandingsprodukt margarine. Konverteringsloven gled rask og enstemmigt gennem rigsdagen og blev således den ny politiks første lovgivningsfrugt. Kunstsmørloven virkede derimod opløsende på alle partibånd i Højre og Venstre. Socialdemokraterne kom i denne sag til at stå sammen med hele by-Højre og de moderate venstremænd, der med Bojsen fastholdt frihandelens grundsætninger, medens den radikale Jens Busk optrådte arm i arm med indenrigsminister Ingerslev og Landstingets lensgrever.

Det første af socialdemokratiets fire lovforslag gik ud på, at staten skulle yde Københavns kommune et lån på 4 mill. kr. - rentefri de første tre år, derefter med 3 pct.s rente - til om regulering af overbebyggede og usunde bydele og til opførelse af gode og sunde arbejderboliger. Ved arbejdets udførelse måtte der ikke tages hensyn til, om arbejderne var medlemmer af den ene eller den anden slags foreninger, og de gældende løntarifer skulle overholdes. Arbejderboligerne skulle kunne bære sig, men intet overskud give. Dette forslag, der indbragtes af Holm, Hørdum, Hage og Trier, gik rask gennem Folketinget og nåede op til Landstinget inden jul. »Social-Demokraten« bragte en række skildringer af de frygtelige boligforhold i det gamle København, og tre store arbejdermøder, der afholdtes på en og samme aften i Rømersgade, i »Aftenstjernen« og på »Gimle«, forlangte lovforslaget hurtig fremmet. Den anden »socialistlov« - indbragt af Trier, Holm og Hørdum - tog sigte på at modarbejde arbejdsløsheden og mildne den deraf opståede nød ved at yde kommunerne et midlertidigt, rentefrit statslån på 1 mill. kr. til iværksættelse af kommunale arbejder samt et statstilskud på 1 million til de fri fattigkasser, såfremt kommunerne ydede en tilsvarende sum (50 øre pr. indbygger). Også dette lovforslag gik hurtigt gennem Folketinget. Endelig indbragte Holm og Hørdum forslag om skærpelse af den bestående helligdagslov, således at der sikredes både næringsdrivende og arbejdere frihed på søndagene, på grundlovs- og på valgdagen, samt et forslag om eftergivelse af fattighjælp, hvorefter første gang modtagen hjælp, når den ikke strakte sig ud over fire måneder, og hjælp ydet under og som følge af ekstraordinær arbejdsløshed ikke skulle betragtes som fattighjælp og altså ikke medføre tab af borgerlige rettigheder; heller ikke lægehjælp og lægemidler, indlæggelse på sygehus og begravelseshjælp skulle betragtes som fattighjælp; endelig skulle fattighjælp eftergives på ansøgning, når pågældende ikke havde modtaget hjælp det sidste år. Forhandlingspolitikken var således i bedste gang; på den ene side trængte agrarinteresserne, på den anden side arbejderkravene på, - da slog Estrup pludselig spillet over ende og opløste Folketinget midt i rigsdagssamlingen, midt i vinterens hjerte, et halvt år før valgperiodens udløb. Påskuddet var finansudvalgets betænkning, hvori Venstre foreslog at nægte de forlangte bevillinger til fæstningsarbejder, gendarmer og andre provisoriske foranstaltninger. De ny valg blev udskrevet til den 28. januar 1887. Socialdemokratiet stod just ikke uforberedt. Der var udført et betydeligt agitationsarbejde i 5te, 8de og 9de kreds, det var vedtaget at opstille P. Knudsen i Lyngbykredsen og maler J. Jensen i Odense; i Skanderborgkredsen arbejdedes der for Marotts kandidatur. Men den bratte opløsning og korte valgfrist umuliggjorde en grundig agitation i de tre ny kredse; heller ikke blev der tid til forhandling med Venstre, som harmedes højlig over socialdemokratiets fordringsfuldhed. Man foretrak da at trække Knudsens og Marotts kandidaturer tilbage til fordel for Venstre, men fastholdt Jensens opstilling i Odense. Højre havde i de sidste år skabt sig en god organisation og udfoldede en uventet kraft i valgkampen. Valgene var den gang offentlige og afstemningslisterne tilgængelige for det i kommunen rådende parti. Agitatorerne kunne altså kende hver eneste vælgers standpunkt og påvirke ham personlig. Naturligvis beskyldte under disse forhold partierne hinanden for valgtryk og stemmekøb, men sandsynligheden talte for, at det parti, der sad inde med den økonomiske magt eller rådede i kommunen og kunne besætte valgbestyrelserne, havde størst fordel af valgets offentlighed. Et par dage før valget arresteredes en af socialdemokratiets ivrigste agitatorer i 5te kreds, blikkenslager A. Gustavsen, sigtet for ved forrige valg - i 1884! - at have stemt for 16 udeblevne vælgere. Herved skulle socialdemokraternes forkastelige fremfærd afsløres, - Gustavsen måtte dog løslades efter 14 dages arrest, uden at sigtelsen i mindste måde var bevist. I 5te kreds opstillede Højre manufakturhandler Ryssel mod P. Holm, i 9de kreds malermester Chr. Jensen mod Hørdum. Højres kandidater deltog imidlertid ikke i socialdemokraternes offentlige vælgermøder, men holdt lukkede møder for meningsfæller. Desto kraftigere agiterede Højre personligt, ved opråb og plakater. På valgdagen kørte en flytteomnibus med versificerede opfordringer til at stemme på Ryssel gennem gaderne i femte, - den vældige kreds, der talte henved 20,000 vælgere og strakte sig fra nørrevold til Hellerup, omfattende hele nuværende 5te, 10de, ilte og 12te kreds samt en del af 4de og 6te kreds. Omnibussen, der af folkevittigheden døbtes »Ryssels ligvogn«, havde en hærskare af hujende gadeungdom efter sig og modtoges med øredøvende piben i arbejderkvartererne. Hen på eftermiddagen rygtedes det, at C. Hage var falden i 7de kreds med 14 stemmers undertal; nogle timer efter lød der på alle valgsteder jubelråb fra Højre, medens arbejderne stod forknytte eller forbitrede, mange af dem næsten vantro overfor den sidste efterretning: malermester Jensen havde på Kristianshavn besejret Hørdum med 1161 stemmer mod 975. I 1ste kreds faldt Trier for Florian Larsen, og på Frederiksberg slog krigsminister Bahnson kredsens hidtidige liberale repræsentant, højesteretsassessor Nyholm, med halvandet tusinde stemmers overtal. Fra provinserne kom der vel bud om en enkelt venstresejr - Nakskov erobredes af den unge studentersamfundspolitiker N. Neergård, - men der meldtes flere højresejre, nemlig fra Maribo, Skelskør, Ærø og Randers. I Odense opnåede socialdemokratiets kandidat J. Jensen kun 136 stemmer; Venstre fik omtrent tusinde, højremanden valgtes med halvtredje tusinde stemmer. Københavns 8de kreds viste en lille fremgang (540 stemmer mod 500 i 1884) for socialdemokratiet, der her opstillede journalist A. C. Meyer i stedet for kredsens tidligere kandidat V. T. Holst, der sad i fængsel; men marineminister Ravn fløj samtidigt op med 400 stemmer fra 1,070 til 1,470. Overhovedet mønstrede Højre i et stort antal valgkredse et meget betydeligt stemmetal. Endnu manglede valgresultatet fra Københavns 5te kreds. Først henved 9tiden sluttede afstemningen - den sidste der stemte, var Hørup, som lige var ankommen med toget fra Køge. Optællingen foregik under den voldsomste spænding såvel på eksercerpladsen ved Gothersgade som i Rømersgade og de mange andre samlingssteder rundt om i byen. Snart hed det, at Holm havde et par stemmers forspring, snart gik der rygter om Ryssels valg. Det var klart, at det stod lige på vippen. I Studenterforeningen dansede man allerede af glæde over, at hele København var tilbageerobret af Højre; i Studentersamfundet ventede man nedslået, at også femte ville svigte på denne ulykkesdag. Klokken 10 forelå resultatet: Holm var genvalgt med 30 stemmers flertal, 6,757 mod 6,727. Der fremkom mange valgklager, bl.a. forlød det, at adskillige døde havde givet møde og stemt! Men Folketinget afviste disse beskyldninger som ubegrundede; Holms valg blev godkendt, og han havde nu den vanskelige opgave som eneste mand at repræsentere det danske socialdemokrati på tinge de følgende tre år. Han genindbragte de socialdemokratiske lovforslag og havde ved helligdagslovens behandling den fornøjelse at tørne sammen med Kristianshavns ny rigdagsmand malermester Jensen, hvis kritik af lovforslaget viste sig at gælde - de bestemmelser, som Holm havde optaget uforandret fra den bestående helligdagslov af 1876. Jensen måtte indrømme, at han ikke havde læst denne lov. Han vakte ved denne lejlighed megen munterhed, da han fortalte om sine egne svendeår og om sit arbejderideal. Han havde, som så mange andre, været arbejdsløs det meste af vinteren og var kommet i gæld til sin vært, som så en dag sagde til ham: Hør Jensen, jeg har en trappe, jeg skulle have gjort i stand, tag og mal mig den, Jensen! Og Jensen gjorde så malerarbejde for værten om aftenen og om søndagen. Altså - sluttede folketingsmanden - man skal være forsigtig med at forbyde arbejderne at anvende deres tid, som de vil! Fra denne dag hed repræsentanten for Københavns 9de kreds »mal mig den Jensen« og skelnedes således på en nem måde fra den anden maler Jensen, fagforeningernes formand. Ombygningsloven blev gennemført, og med en vis stolthed kunne socialdemokratiet altså sige, at det første lovforslag, partiet havde indbragt, blev ophøjet til lov i samme rigsdagssamling. Rigtignok var det blevet en del forringet ved Landstingets ændringer: istedet for 4 mill. kr. til København sattes 3 millioner til samtlige bykommuner, og dette lån skulle ikke være rentefrit de tre første år, men straks forrentes og afdrages med 4 pct. Én 4de million skulle kunne udlånes til foreninger eller kommuner, der ville opføre arbejderboliger. Bestemmelserne om arbejderbeskyttelsen udgik. Alligevel androg fagforeningerne Københavns kommunalbestyrelse om at bruge loven, men fik afslag. Borgmester Borup erklærede, at opførelsen af arbejderboliger lå udenfor kommunens opgave. Først i slutningen af 90erne, da loven var blevet fornyet og revideret, og da der var dannet byggeforeninger af arbejdere, fik denne lov nogen betydning. Socialdemokratiets arbejdsløshedslov strandede i Landstinget, der ikke ville gå med til noget direkte bidrag til de arbejdsløse. Fattighjælpsloven opnåede, i noget forringet skikkelse, tilslutning i det pågældende folketingsudvalg, men kom ikke til 2den behandling. Heller ikke helligdagsloven gennemførtes foreløbig. Forhandlingspolitikken satte overhovedet ikke store frugter i sin første samling, men Estrup havde jo også hugget denne midt over. Foruden ombygningsloven og konverteringen var der kun ét nævneværdigt resultat, og det pegede allerede ud over forhandling og henimod et forlig. Det var loven om en skitsekonkurrence til Kristiansborgs Slots opførelse. Da denne lov med Edv. Brandes som ordfører kom til tredje behandling i Folketinget den sidste dag i marts, nedlagde Berg sit formandskab og angreb venstreflertallet heftigt. »Grundloven ligger i grus«, sagde han, »og så finder man tiden passende til at tænke på opførelsen af en kongeborg!« - loven vedtoges mod Bergs, P. Holms og en halv snes venstremænds stemmer. Bergs uventede og tilsyneladende så pludselige brud med sit eget partis flertal havde dybere årsager. Han havde uden offentlig indsigelse, men uvilligt gjort svingningen med fra protest til forhandlingspolitik, og han vidste, at der allerede førtes forligsforhandlinger. Holstein, Hørup og Brandes havde med general Tvermoes som mellemmand haft private samtaler med Estrup om vilkårene for en ordinær finanslovs tilvejebringelse. Berg ville kun vide af en sådan på ét vilkår: Estrups afgang. Når Hørup følte sig for om muligheden af et forlig, var det, efter hvad han selv senere forklarede, fordi han vidste, at Bojsen og de moderate ville afslutte et sådant, så snart tiden syntes dem moden, og det ville blive et fæstningsforlig. Hørup ønskede da at forebygge dette ved et forlig med Estrup og visse dele af Højre - uden fæstning. Det mislykkedes, men Berg trådte den følgende tid på møder og i sin presse i stadig skarpere opposition både til Hørup og til Bojsen. Han trådte ud af »Morgenbladet«s bestyrelse, ligesom hans meningsfælle Korsgård opgav sin medredaktørstilling ved dette blad og oprettede »Aftenbladet«, der en tid tjente som Bergs politiske talerør i København. »Bergianerne« stiftede ligeledes en særlig københavnsk organisation: »Venstres vælgerforening«. Hørup fik af Berg tilnavnet »luskepeter« og kvitterede ved at kalde Berg »en ordinær rumlepotte« - altsammen til evig moro for Højre, der i forvejen befandt sig særdeles vel efter valgsejrene den 28. januar. Med oprigtig beklagelse så socialdemokratiet på denne uhyggelige splid i det nyligt genforenede Venstre, en splid, der måtte skyde udsigten til parlamentarismens sejr ud i en uvis fremtid. Med Venstres flertal fastholdt socialdemokratiet forhandlingspolitiken og forlangte den gjort til en virkelig social reformpolitik. »Vi kan ikke« - sagde maler J. Jensen på et møde i 9de kreds den 16. juni - »være tjent med en politik, der skyder arbejdernes interesser til side for landbrugernes; vi må se på vore egne interesser.« Og »Social-Demokraten« skrev: »Vi behøver ikke længere at visne dette ministerium bort, nu da det har lagt sagerne således til rette, at vi kan klemme det bort mellem dets egne provisorier«. Bladet mindede Berg om, at han ikke selv var så overmåde standhaftig, thi kort tid efter, at han på Marienlyst havde hyldet arbejderpartiet og dets førere, havde han overfor en korrespondent til et amerikansk blad udtalt sig med stor ringeagt om socialismen i Danmark. Berg havde selv gjort svingningen til forhandlingspolitiken med og burde nu underordne sig sit partis flertal. - men lige så bestemt vendte »Social-Demokraten« sig mod alle forligstilbøjeligheder disse fik et overmåde klart udtryk på et fællesmøde, som afholdtes mellem fremskridtsklubben og den konservative klub, hvor Venstre og Højremænd behandlede hinanden med en høflighed og elskværdighed, som havde været ukendt i adskillige år. Fremskridtsklubbens formand Gustav Christensen reducerede her det parlamentariske krav til et beskedent ønske om, at kongen også af og til ville tage sine ministre af Folketingets flertal; og forsvarssagen, erklærede han, burde stå over partierne. Højre havde den 28. januar vist sig som et stærkt parti. Vel var de otte ny mandater, som Højre den dag erobrede, ikke så overvættes skrækindjagende; partiet havde dog endnu kun 27 folketingsmænd mod 75 og intet håb om at blive flertal. Men bag de 27 stod omtrent 90,000 vælgere, mod 140,000 bag de 75 og medens Venstre aldrig formåede at holde sammen, var Højre efterhånden blevet et veldisciplineret og fastorganiseret parti; det svor blindt til Estrups fane og havde et samlende ideal - en »livsløgn«, om man vil, - i forsvarssagen. Partiet havde yderligere kongemagten til sin fulde rådighed og derigennem rygstød i udlandets monarkier. Da Bahnson var valgt på Frederiksberg, sendte hans valgkomité kongen et telegram med den ugenerte forsikring, at man vidste »ved dette valg at have glædet hs. Majestæts hjerte«. Kongen lod sin adjudant svare, at han med glæde havde modtaget telegrammet og takkede »de vælgere, der havde medvirket til krigsministerens valg«. Få år i forvejen var »Social-Demokraten« blevet dømt, fordi den med Bjørnson kaldte det en løgn, at kongen stod over partierne! En Højreforening i Jylland afsendte fra sin stiftelsesfest et hyldingstelegram til kongen, der takkede og »ønskede foreningen god fremgang« - og så fremdeles.

Næste år - den 15. november 1888 - forestod kongens 25årige regeringsjubilæum. Samme år skulle hundredårsdagen for Stavnsbåndets løsning fejres og en nordisk industriudstilling afholdes i København. Alt dette gav stof til overvejelser, som fik mange venstremænd til at længes efter forlig og i stilhed arbejde derpå. I anledning af de ovennævnte ord på det liberal-konservative fællesmøde skrev Hørup, at når der var opstået nogen misstemning ved »omskrivningen af de mere klangfulde ord: ingen over, ingen ved siden af Folketinget, med så dagligdags udtryk som disse, at kongen af og til tager sine ministre af Folketinget«, så var dette »en ubetimelig trætte om ord«. »Hvor det mere gælder en nem og praktisk løsning end en monumental iklædning synes folketingsparlamentarismen os ret vel at kunne udtrykkes ved de omtvistede ord; af og til. Ja Hørup fandt, at man i et givet øjeblik måske ikke en gang skulle betænke sig på at acceptere ordene en enkelt gang; han kunne endogså under tidsforholdenes tryk tænke sig muligheden af at gå et skridt videre og sige: den ene gang. »Ja selv om der fra kongemagtens side blev tilføjet det strenge forbehold: og så aldrig tiere, ville en forstandig opportunisme vistnok alligevel tage sagen under overvejelse«. Berg svarede herpå, at dette vel skulle være ironi, men lod forstå, at han fandt den yderst tvetydig. »Bliver forsvarsnihilismen« - skrev »Social-Demokraten« - »således som flere af Venstres førere hidtil har forfægtet den, først pustet op til en sæk med 30 millioner kroner, og folketingsparlamentarismen gjort til en nippedrik af magtens sødme - når det allernådigst behager kongemagten - i stedet for det fyldte fad på bordet, så farvel al forskel mellem det, der er, og det, der kommer i den næste snes år.« - »Vor stilling,« skrev bladet lidt senere, »er heldigvis således, at vi til enhver tid kan vende os som et sluttet parti mod forræderne, hvis der er nogen. Kravet på folkets selvstyre er ikke noget særligt venstrekrav; det krav stilles af det hele demokrati og af socialdemokratiet fyldigere og fuldkomnere end af noget andet. Hvor vidt det skal frem, afhænger ikke hverken af Per eller Povl, dertil har det allerede slået for dybe rødder i det danske folk, og skulle Venstre svigte det, vil der blive så mange flere, som samler sig om socialdemokratiet, der bærer det frem.« Da Rigsdagen samledes i oktober, erklærede grev Holstein det parlamentariske krav for opgivet, og Edvard Brandes tilføjede, at han glædede sig over denne åbne udtalelse, medens Hørup atter og atter gentog, at det eneste middel til at undgå en provisorisk finanslov var tilvejebringelsen af en regelmæssig. Venstre erkendte sit nederlag; dyb misstemning bredte sig ud over landet, med forsagthed og selvopgivelse i følge, ja de egne, der havde været længst ude i riffelbevægelsen, gik nu videst i moderation. I det litterære Venstre, hvis stærke tanker havde samlet halvfjerdsernes modne mænd og den intelligente ungdom i den første halvdel af firserne, holdt frafald og splittelse sit indtog; Holger Drachmann var gennem det danske Venstre sakket helt agterud til Højre, havde skrevet festsangen til Garderhøjfortets indvielse, skaffet provisoristerne en ny fædrelandssang i »Der var en gang«s midsommervise og til tak modtaget Ridderkorset, ja begyndte at slå på »kristelige«, næsten pietistiske strenge. Der voksede en ungdom op, usikker og splittet, - kun få vendte sig, som Henrik Pontoppidan, en kort tid i revolutionær vrede mod forræderiet og søgte at rejse stodderproletariet til ny kamp; de fleste søgte med Johannes Jørgensen ind i deres egne mere eller mindre mærkelige sjælstilstande eller fortabte sig i en ny romantiks blå dunster. Andre slog sig på skandalejournalistik - i »Piraten« og i »København« -, overfaldt socialdemokratiets ledende mænd og dannede et slags »nyt Højre«. Det kom endogså i Tivoli til håndgribeligheder mellem »pirater« og socialdemokrater. Tiderne var vedblivende dårlige. En af arbejderpartiet iværksat indsamling til de arbejdsløse i vinteren 1886-87 gav kun 30,000 kr., altså langt mindre end det foregående år. Tusinder af danske arbejdere vandrede dette år til udlandet og tappede derved socialdemokratiet for noget af dets bedste blod. Fagforeningerne måtte i det hele og store ligge stille, dog begyndte arbejdsmændene - femtestanden, som den endnu ofte kaldtes i modsætning til de fagdannede arbejdere - at røre sig. Under ledelse af mænd som P. Christiansen, P. Hermansen og Carl Jacobsen foretog det i 1883 stiftede Arbejdsmandsforbund enkelte delvis heldige arbejdsnedlæggelser, særlig ved fæstningsværkernes opførelse, hvor lønnen ofte gik utroligt langt ned, indtil 73 øre visse vinterdage. Også statsbanernes snekastere, der kun fik 20 øre timen, gjorde strejke, og disse forhold gav P. Holm anledning til i en forespørgsel at kræve statens licitationsvæsen reformeret. - de jævnlige arbejdsmandsstrejker ved Kastrup og Charlottenlundforterne, ved Garderhøjen og Ermelundskanalen kastede et så grimt lys over »forsvarssagen« og blev derved fæstningsbyggerpartiet så ubehagelige, at endogså professor Matzen i Landstinget forespurgte regeringen, om den ikke agtede selv direkte at udføre statens arbejde, hvorpå ministeriet nedsatte en kommission til at tage hele licitationsvæsenet under overvejelse. - forøvrigt kæmpede de organiserede arbejdsmænd, skønt de endnu kun udgjorde et ringe mindretal af standen, med held for afskaffelsen af den forhadte »slavetime«, arbejdstiden fra kl. 6 til 7 om aftenen. Dog selv disse småsejre på arbejdets slagmark vandtes ikke uden tunge ofre. - Bagersvendene førte en tre måneders kamp for at få det forhadte kost- og logis væsen afskaffet, der bl.a. berøvede dem valgretten. De betragtedes som tyende og arbejdede ofte 16-18 timer i døgnet; ugelønnen var i 1887 for mestersvende 18-20 kroner, for andensvende 12 kr. og for de øvrige svende 8-10 kr. foruden kost og logis. Skønt der ofredes 6,000 kr. på strejken, lykkedes det kun delvis at få kost- og logi-systemet afskaffet og en ugeløn på henholdsvis 25 kr., 22 kr. og 18 kr. gennemført. Om efteråret strømmede så mange svende ind fra provinserne, at kampen måtte opgives på halvvejen, - først i begyndelsen af halvfemserne opnåedes der en fast ordning på grundlag af fagforeningens krav. Socialdemokratiet deltog ligesom det foregående år i borgerrepræsentantvalgene og opstillede P. Hansen og C. C. Andersen på en liste med 3 liberale og 2 højremænd, men valgdeltagelsen var svagere end sidst, socialdemokraterne opnåede kun 17-1,800 stemmer, nogle hundrede færre end i 1886. De dårlige tider med arbejdsløshed og udvandring i stor stil bevirkede, at agitationen for at få folk sat i skat af 1,000 kr. endnu kun bar ringe frugt. Den gråvejrsstemning, der rådede i dansk politik, bredte sig også indenfor arbejderpartiet, hvor der begyndte at vise sig en opposition, som mente at kunne overvinde kuldefornemmelsen ved en stimulerende snaps - i form af radikalere taktik og skarpere betoning af socialismens revolutionære principper. Lederen var den tyskfødte cigarmager Ferdinand Møller, og oppositionen holdt særlig til i den nystiftede socialdemokratiske forening på Amager (Sundbyerne).. Kort efter de uheldige folketingsvalg vedtog denne forening en misbilligelse af hovedbestyrelsens kandidatopstilling, særlig af P. Knudsens tilbagetræden i Lyngbykredsen - »hvilken generalforsamlingen anser som en følge af ledelsens aldeles uberettigede, egenrådige og fuldstændig udemokratiske optræden.« - »enhver socialdemokrat«, hed det videre i Amagerforeningens mistillidsvotum, »må rødme over, at man uden tvingende grunde trækker socialdemokratiske kandidater tilbage til fordel for i al fald højst tvivlsomme venner.« 28 medlemmer forlangte partiets taktik sat under debat ved et forbundsmøde, og efter en langvarig drøftelse, der måtte fortsættes på et følgende møde, stilledes to resolutioner til afstemning. Den ene blev foreslået af Møller, forbød et hvilketsomhelst samarbejde med andre partier og krævede, at socialdemokratiet til enhver tid optrådte »som selvstændigt parti.« Den anden stilledes af A. C. Meyer og udtalte sin tilslutning til, at socialdemokratiet optrådte som en erklæret modstander af alle indgreb i folkerepræsentationens politiske rettigheder og i »overensstemmelse hermed kan samarbejde med andre frisindede partier ved valg og i Rigsdagen.« Meyers resolution vedtoges med overvejende flertal og Møller, der opstilledes af oppositionen ved det følgende hovedbestyrelsesvalg, opnåede ikke valg. Taktikdebatten fortsattes imidlertid med liv og lyst i diskussionsklubben »Karl Marx,« der var stiftet af A. C. Meyer året forud, og som særlig samlede arbejderpartiets oppositionslystne ungdom. Oprindelig kunne kun partimedlemmer optages, men senere vedtoges det efter hidsige kampe at slette denne begrænsning. Foruden taktikspørgsmålet drøftedes også organisationsformen efter Hørdums fald og Holms meget knebne sejr søgte vælgerforeningerne at komme i nøjere berøring med befolkningen ved en større udstykning af arbejdet. I stedet for den store forening i 5te kreds oprettedes der en række ny og mindre: for Blågårds- og Nordvestkvarteret, for Blegdamskvarteret, for Guldbergskvarteret, Stefanskvarteret, Østerbro og kvarteret indenfor Søerne. Der stiftedes tillige nye foreninger på Frederiksberg, for Schønbergskvarteret og i Valby. Enkelte af partiets ledere så i denne udvikling en altfor vidtgående decentralisation. De ny foreningers stilling til partiet var i hvert fald uklar, og man besluttede at indkalde en partikongres, der kunne tilpasse den i 1878 tilvejebragte organisationsform til de nye forhold. Men de slette økonomiske tilstande i 1887 bevirkede en så ringe tilslutning til kongressen fra provinsforeningerne, at man udsatte den til næste år.

Året skulle dog ikke mangle sit oplivende moment: et offentligt sagsanlæg mod en af Meyer og Kjeldskov udgivet socialdemokratisk sangbog. Vel var den politiske kamp stilnet af, og Estrup ophævede frivilligt sit riffelprovisorium; men jo stærkere forligstilbøjelighederne mellem Venstre og Højre trådte frem, desto skarpere førte Højre kampen mod socialismen. V. T. Holst fik for tredje gang tre måneders fængsel, denne gang for udtalelser i Vestjylland, og Marott, der stadig stod på spændt fod med udlandets majestæter, måtte én måned i brummen for fornærmelser mod Alexander III af Rusland. Nu slog myndighederne ned på sangbogen og anklagede ikke blot de to udgivere, men hele bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund, på hvis forlag den udkom. Det blev muntre timer, disse »bestyrelsesmøder« - som Ipsen vittigt refererede - på det ærværdige råd og domhus, og endnu morsommere blev de mere indgående samtaler, som Meyer havde med assessoren - hans medskyldige Sejr Keldskov var for sikkerheds skyld rejst til Norge. Assessoren havde understreget de mest oprørske vers med en kraftig blå blyant, f.eks. følgeride linjer: Men atter kule vil en storm fra sønden op; Da brydes hver en snørklet form, da brister hver en skimlet norm,da ryster dybets midgårdsorm sin tunge krop; Da galer hævnens hane rød, den ville kraft, som troedes død, står op. Meyer ville vel ikke benægte, at ordene »hævnens hane rød« ophidsede til revolution? Meyer gør beskedent opmærksom på, at verset ikke er hans, men har Carl Ploug til forfatter! Assessoren blader forfjamsket videre og standser ved de understregede ord i en sang om frihedens ånd: den bryder gennem bajonetter og styrter fængslerne omkuld! Sådanne truende ord kunne virkelig ikke tillades. - Meyer: Men, hr. assessor, det er jo igen en sang af Ploug, hans berømte frihedssang fra 1848. Assessoren forlod efter denne oplysning de mere almindelige revolutionssange, og gik over til dem, der særlig stred mod straffeprovisoriet af 2den november »om ophidselse af klasser og dele.« Der var nu først en vise om adelen med det grimme vers: og har han så en hovedgård thi hoved han ej bruger, - til stænderne han sendes for at sove otte uger; ja stundom endelig det hænd's han vågner op som ekscellens og røgter statens tarv, imens hans kusk besørger fruens. Meyer kunne umuligt fragå, at her sigtedes til godsejerne, og at disse var en klasse i befolkningen, og at de pågældende ord søgte at lægge den for had! Meyer: Nok muligt, men jeg må for tredje gang fralægge mig skylden og overføre den på Ploug, formanden for Højres arbejder- og vælgerforening. Sangen er af ham og ikke af mig. Dermed sluttede forhøret for denne gang. Men skønt det viste sig, at så godt som alle de kriminelle vers stammede fra Ploug, Erik Bøgh, Drachmann, Schandorph, P. A. Heiberg og andre mere eller mindre klassiske digtere, fik A. C. Meyer sig ved kriminalretten fjorten dages simpelt fængsel - bestyrelsen lod man derimod løbe -, og hele restoplaget af sangbogen konfiskeredes. For et halvt år! Thi da sagen nåede til Højesteret, blev Meyer frikendt, dog med pålæg om at betale sagsomkostningerne - en slags venskabelig meddelelse om, at selv om han ikke havde forbrudt sig denne gang, så havde han heller ikke lov til at gøre det. Det frigivne oplag kørtes i triumf fra Rådhuset til Rømersgade og gik de følgende dage af som varmt brød. Socialdemokratiet ønskede også at udgive en arbejderalmanak, og der var allerede skaffet bidrag fra adskillige ansete forfattere, da universitetet, der havde et slags almanak privilegium, lagde sig på tværs og som betingelse for at tillade udgivelsen forlangte ret til at censurere indholdet. Dermed faldt sagen, men den havde dog givet stødet til, at Bjørnstjerne Bjørnson, der var anmodet om et bidrag, skrev sin norske arbejdermarsch: Takt, takt, pas på takten, den er mer end halve magten ...Bjørnson havde netop i denne tid erklæret sig for socialist. Henrik Ibsen, der blev interviewet af »Socialdemokraten,« udtalte lidt mere forsigtigt, men tydeligt nok til at gøre arbejderne stolte og glade: »Det turde jeg også være!« Sådanne ord fra Nordens to storånder var værdifulde i denne syge og slappe tid, der fulgte efter de første provisorieårs kampbulder. Helt formåede »Social-Demokraten« ikke at holde den stilling, der var nået i 1885; abonnementet dalede henimod et par tusinde. Redaktionen spændte sig så meget stærkere i, og en ny medarbejder, Ludvig Hundrup, påbegyndte en række gribende skildringer af danske fattiggårde: Korsør, Stolpegården ved Gentofte, Tikøb ved Helsingør osv.. Det var forfærdelige tilstande, der her bragtes for lyset. Hæderlige gamle og tvangsarbejdsfanger behandledes ens, mand og hustru skiltes ad, åndssløve og normale mennesker, drankere og ædruelige folk blandedes sammen. Ofte var fattiggårdsbestyreren tillige økonom og gjorde sig fordel af at spare på forplejningen; sædelighedsforbrydelser fra de overordnedes side overfor kvindelige fattiglemmer forekom ikke sjælden, mishandlinger og al slags råhed hørte til dagens orden. Det oplystes endogså ved vidnesbyrd af en herredsfoged, at en gammel kvinde på en fattiggård var død som følge af utøj, næsten ædt op i en seng, der aldrig blev gjort ren. Sognerådet måtte leje det fattigste menneske i egnen til at rive liget ud af sengen med en hage og rense det med en kost. Landarbejderen havde i virkeligheden i de ni af ti tilfælde ingen anden udsigt for sine gamle dage end fattighuset, og denne næste visse udsigt kastede et skær af trøstesløshed over hele hans tilværelse. Også i byerne var fattigvæsenet endnu i slutningen af 1880erne en sand pest for samfundet og en frygtelig hæmsko for arbejderbevægelsen; i København berøvede modtagelsen af fattighjælp endnu 7 a 8,000 mænd over 30 år deres valgret. På landet var tilstandene rent fortvivlede. Forældreløse børn blev anbragte på fattiggårdene eller bortliciterede til den lavest bydende ganske ligesom skærveslagning og vejarbejde. Der fandtes intet ordnet tilsyn med plejebørn og kun meget små tilløb til børnehjem og opdragelsesanstalter. Kravet om en reform af fattigvæsenet, om en samfundsmæssig ordning af sygeplejen og human alderdomsforsørgelse blev i disse år midtpunktet i socialdemokratiets rigsdagvirksomhed og agitation. Også i andre kredse tog man spørgsmålet op, og sognerådene holdt i flere amter fællesmøder om disse forhold. På rigsdagen indbragte Tutein, C. Ravn, Henning Jensen og flere venstremænd sammen med P. Holm et lovforslag om kommunale understøttelseskasser med statstilskud - med det formål at holde arbejderne borte fra det offentlige fattigvæsen i tilfælde af sygdom, alderdom og arbejdsløshed. Der var i disse sociale reformkrav stof til vækkelse og samling af landets arbejdere og husmænd, over hvis hoveder storpolitikens storme var gået temmelig sporløst hen. Og netop nu fandt arbejderpartiet en agitator, op af hvis følsomme sjæl der vældede hede ord, som gik til hjerterne hos de små og ruskede op i de stores samvittigheder. En 20årig »fhv. skomagerdreng« - således betitledes han af de modstandere, som han meget hurtigt skaffede sig - rejste i 1887 fra København tilbage til sin fødeby Århus og begyndte i Østjylland en stormende agitation for socialismens udbredelse blandt hytternes folk. Han hed Peter Sabroe og var af en anset jysk købmandsslægt, men måtte tidligt, da det gik tilbage for faderen, klare sig selv ved alskens arbejde. Allerede i skolen fik han tilnavnet »professoren«, fordi han holdt taler til kammeraterne og dannede en forening, der skulle opponere på Lars Bjørnbaks og andre venstremænds møder. Efter sin konfirmation kom han i huset hos nogle indre-missionske slægtninge i København, men hans varme religiøse følelse farvedes mere og mere socialistisk, og snart blev opholdet i det snæversynede hjem ham utåleligt. Han gav sig i skomagerlære og slog sig gennem tilværelsen med de fire kroner om ugen, lærelønnen indbragte ham, ja fik endogså råd til at abonnere på »Social-Demokraten« og erhverve sig forskellige bøger. Så blev der strejke hos mesteren, og Sabroe gjorde fælles sag med svendene, men derefter var det ham umuligt at komme i skomagerlære på ny. En tid arbejdede han på en stråhattefabrik - han kendte lidt til faget fra drengeårene -, nærede forøvrigt vilde planer om at læse til præliminæreksamen, og drømte eventyrlige drømme om de nødvendige midlers tilvejebringelse. Skønt han ofte led ligefrem sult, optrådte han på næsten alle offentlige arbejdermøder, ikke altid til lige stor glæde for de officielle talere, var ligeledes ivrigt på færde i en tjenestetyendeforening og i en forening til socialismens udbredelse i Norge og stiftede selv en forening ved navn »De unges forbund«, der skulle løfte arbejderstandens ungdom op over døgnets tomme adspredelser og indvie den til ædel kamp for menneskekærlighedens religion. - i Århus lærte Sabroe Harald Jensen at kende og blev knyttet til en aflægger af »Demokraten« ved navn »Randers Folkeblad«, der udkom fra efteråret 1887. Med Randers som standkvarter fløj Sabroe nu rundt i Jylland og strøede socialismens gode sæd ud med begge hænder, besøgte herregårdene, skildrede tjenestefolkenes kår og påtalte sognerådenes ligegyldighed overfor de fattige. Samme efterår, som Randersbladet stiftedes, fik den socialdemokratiske presse fast fod i Ålborg, hvor en 24årig typograf ved den derværende stiftstidende N. L. Christensen startede et ugeblad ved navn »Nordjyllands Arbejderblad«. Også på Lolland begyndte en købmand i Sakskøbing Chr. Hansen udgivelsen af et socialistisk ugeblad, der fik navnet »Reform«. I flere købstæder oprettedes der fagforeninger, særlig under påvirkning af de københavnske arbejderes bestræbelser for dannelsen af fagforbund; enkelte steder oprettedes der også fællesbagerier og forbrugsforeninger. I Århus tog man fat på erhvervelsen af en forsamlingsbygning. Ved byrådsvalgene i januar 1888 opstillede socialdemokratiet enkelte kandidater i Helsingør, Næstved, Skanderborg og Århus og opnåede nogenlunde anstændige mindretal. Med 1888 kom der en friskere luftning i socialdemokratiets politik. De dunkle og vage forligstilbøjeligheder i Venstre trak sig i årets første måneder sammen til en håndfast storbondebevægelse, der truede arbejderne i deres interesser og rejste dem til kraftigt modværge. Det var Ingerslevs kunstsmørlov, der pludselig blev udgangspunktet for en ny politik, en agrarisk sammensmeltning mellem en del af Folketingets venstremænd med Holstein og Hørup i spidsen og Landstingets godsejere under ledelse af Moltke-Lystrup, Mogens Frijs og Ahlefeldt-Laurvigen. Der dannedes en krigskasse til margarinens bekæmpelse - denne ækle »tælle«, som Hørup kaldte den -; selv unge Studentersamfundspolitikere som Vilhelm Lassen og Johan Ottosen fløj ud over Danmarks land for at holde det »rent« og værne smørret, medens Jens Busk førte storpolitiske forhandlinger i grevens - Moltke-Lystrups - lænestol. »Vi vil ikke være fattige!« Lød denne radikale venstremands sidste slagord. »Mere mad!« Blev feltråbet for en nydannet forening ved navn Bondeorganisationen. Smørkrigen afløste for en stund grundlovskampen; socialdemokratiet fik en bestemt modstander i en fløj af Venstre og frit slag. Medens kunstsmørloven gik til en kort udvalgsbehandling i Folketinget, satte socialdemokratiet en adresse i gang, der i løbet af en halv snes dage samlede henved 70,000 underskrifter i København, hvortil kom nogle tusinde fra Århus og et par andre købstæder. I Folketinget dannede der sig et flertal - Berg, Bojsen, by-Højre, P. Holm - mod alle de bestemmelser i loven, som ville umuliggøre produktion og salg af margarine; ikke blot Landstinget, men også ministeriet stod delt i denne sag, og smørpolitikerne tabte slaget. Til gengæld bragte rigsdagssamlingen et par sociale love: om tilsyn med plejebørn og om smitsomme sygdomme, om underholdsbidrag til uægte børn og om erstatning for uforskyldt varetægtsarrest. Men just som rigsdagen skulle hjemsendes, blev der foretaget et nyt forligsforsøg, denne gang fra Venstres aller moderateste fløj; den såkaldte »Gammelavlsgårds-gruppe«, en del jyske bønder, der havde deres partinavn efter en gæstgivergård i Suhmsgade, hvor de boede under deres ophold i København. Der opnåedes et tilbud fra Højre om en ordinær finanslov mod en bevilling af otte millioner kr. til fuldendelse af den påbegyndte landbefæstning ved København. Men da de forelagde sagen i Venstres partimøde, der afholdtes på samlingens sidste dag, påskesøndag den 1ste april., stemte kun knapt en tredjedel af partiet for at fortsætte forhandlingerne, en tredjedel stemte imod, og en tredjedel undlod at stemme, medens Jens Busk forlod partimødet inden afstemningen; han kunne, som han forklarede vælgerne, ikke tåle tobaksrøgen. Således brast det såkaldte »påskeforlig.« Men Estrup vidste at klare sig. Han tog ved en Kgl. Resolution af 22. april de otte millioner til fæstningen, som han ikke havde fået på lovlig vis. Venstres elendighed i denne periode - »Dette parti kan ingen ting,« skrev Hørup, »ikke en gang gå i stykker«, - gav sig også tilkende ved borgerrepræsentantvalgene i København, hvor Den liberale Vælgerforening opgav ævret med en offentlig erklæring om, at deltagelse var håbløs. Socialdemokratiet opstillede da en ren liste med otte partifæller, nemlig C. C. Andersen, detailhandler Guldborg, snedkermester P. Hansen, cigarhandler Henriksen, maler J. Jensen, kursusbestyrer K. M. Klausen, P. Knudsen og Wiinblad. De opnåede ca. 1,200 stemmer, to tredjedele af, hvad den samlede opposition havde mønstret i 1887. Højre sejrede med 5,000 stemmer. Under valgkampen havde socialdemokratiet for første gang opstillet et kommunalt program, der udformede arbejder og middelstandens krav til byens skole, fattig- og næringsvæsen, beskatningsforhold osv., et meget jævnt, ædrueligt, måske næsten lidt for småtskåret program. Det var udarbejdet af den ene af de ny kandidater, lærer Klausen, en 36årig kommunelærer, som ved denne lejlighed trådte ud på det offentlige livs skueplads. Kristoffer Markvard Klausen - således lød hans fulde navn - var af lollandsk bondeslægt. Han kom til verden i landsbyen Hillested ved Maribo den 28. september 1852, som søn af gårdejer Klaus Jensen Frimand, et slægtsnavn, der i egnens kirkebøger kunne føres århundreder tilbage, men som nu forsvandt ligesom så mange andre gode bondenavne på grund af en syndig navneskik og en uheldig Kgl. anordning. Efter at have gennemgået almueskolen deltog K. M. Klausen fra sit 14de til sit 17de år i landbrugsarbejdet på faderens gård, hvor han fik et kendskab og en kærlighed til landbruget, der blev af betydning for ham i hans senere offentlige liv. Samtidig læste han videre hos sognets lærer og kom så på Skårup seminarium, hvor han i 1873 tog skolelærereksamen med bedste karakter. Det følgende år var han huslærer hos en lollandsk storbonde og gennemgik derpå fra 1874 til 77 det såkaldte monradske kursus i København for udvidet skolelærereksamen. Efter fuldendt eksamen var han nogle år lærer ved Schneekloths skole på Værnedamsvejen og blev i 1878 ansat ved de københavnske kommuneskoler, en stilling han beholdt i 20 år. I 1882 oprettede Klausen sammen med R. P. Rasmussen - Fredsforeningens nuværende formand -, kaptajn Gottschalck og afdøde professor S. Sørensen et undervisningskursus, hvoraf han fremdeles er medindehaver, og hvor han stadig selv underviser. I slutningen af 1880erne var han tillige lærer ved Københavns Navigationsskole. Klausen var i sin ungdom venstremand, radikal venstremand, udpræget demokrat i sind og tanke. I 1877 stod han som medstifter af Grundlovsværneforeningen. Men få år efter meldte han sig, skuffet over Venstres moderation og splidagtighed, ind i socialdemokratisk forbund. I Onsdagsforeningen, hvoraf han havde været medlem siden dens stiftelse, havde han lært flere socialdemokrater, særlig Mundberg og P. Holm, at kende og var gennem dem kommen socialismen bestandig nærmere. Nu meldte han sig til den røde fane, skønt han dog endnu i en del år egenlig syntes, at arbejderne lige så godt eller næsten hellere kunne samle sig om Dannebrog. Under valgkampene i 1884 og 1887 gjorde han et utrætteligt agitationsarbejde i 5te kreds for P. Holm, hvis stiller han var; i Arbejdernes Fællesbageri var han med omtrent fra begyndelsen. Nu - i marts 1888 - blev han altså opstillet som kandidat til borgerrepræsentationen og skrev partiets kommunale program, som han allerede næste år gav en adskilligt fyldigere form, ligesom han for første gang optrådte som valgtaler eller måske rettere som foredragsholder. I en klar form og vel afrundede sætninger grundigt, sikkert og sindigt, uden synderligt agitatorisk tilsnit, skildrede han kommunens forfatning og mangeartede forhold, hvorom der endnu fandtes stor uvidenhed i den københavnske befolkning. Disse oplysende foredrag vandt megen påskønnelse i arbejderverdenen, og året efter, i 1890, valgtes Klausen ind i partiets hovedbestyrelse og blev dens sekretær. Det var mere tilfældigt end med bevidst overlæg, at Klausen således kom ind i det offentlige liv som den første socialdemokrat siden Pio´s dage, der ikke var udgået af den egentlige arbejderklasse. Endnu en tid stod han tøvende og nedlagde ved juletid 1891 sit mandat som medlem af hovedbestyrelsen for udelukkende at hellige sig lærergerningen. Men nu indtraf der det besynderlige, at han ved den påfølgende lønoprykning i kommuneskolen blev forbigået, - uden anden tænkelig grund end hans socialdemokratiske »agitation« - og denne fornærmelse virkede lige modsat af, hvad der var tilsigtet. Klausen besluttede at fortsætte sin politiske virksomhed. Han beholdt ganske vist sin stilling i kommunen - til 1898, da han tog sin afsked, - og fortsatte sit eksamenskursus, men lod sig tillige villigt opstille til Folketinget og kom i det følgende tiår til at spille en meget fremtrædende rolle både i kommunalbestyrelsen og på tinge. Med Klausen gik det omvendt af, hvad der stundom hænder socialdemokratiske arbejderledere, at de gennem fagforeningernes slidsomme døgnarbejde ligesom taber det store mål af sigte og efterhånden som bevægelsen vokser og vinder indflydelse, medens kårene bedres for deres stand og dem selv, får de skarpeste kanter slebet af, lærer at sætte pris på modstandernes agtelse og bliver taknemmelige for det bestående samfunds indrømmelser. Klausen blev gennem den politiske virksomhed, hvortil arbejderne kårede ham, stadig radikalere, - ikke så meget i teorien som i taktikken. Jo nærmere han lærte Venstre at kende, desto mere kom han til at ringeagte dette parti, og desto dybere blev hans overbevisning om, at »arbejdernes befrielse må være deres eget værk«, at kun den til politisk parti organiserede arbejderklasse vil gøre alvor af de demokratiske princippers gennemførelse. Opportunist var og blev Klausen ligesom alle danske socialdemokrater, men i den praktiske politik førte opportunismen - der ikke er ensbetydende med moderation - ham næsten altid til at indtage et radikalt standpunkt. Hans firskårne gåen på, hans bidske veltalenhed og drøje lune gjorde ham til en i venstrekredse frygtet og hadet mand.

Sommeren 1888 var for landbostanden stavnsbåndsfesternes tid, for det københavnske borgerskab udstillingens og for arbejderstanden kongressernes sommer. Rørt over Venstres skikkelighed ophævede Estrup som en slags festgave til befolkningen frivilligt straffeprovisoriet, hvorved også nogle sagsanlæg mod Wiinblad og A. C. Meyer bortfaldt. Men der kom snart nye og værre i stedet. En artikel i »Social-Demokraten« om en præst i Hørsholm, hvis tjenestepige kort efter en fødsel transporteredes fra præstegården til sygehuset, hvor hun døde, drog en straf på tre måneders simpelt fængsel ned over Wiinblad, som dog først kom til at afsone den i 1891 efter Højesterets stadfæstelse. Samme straf fik Wiinblad for fattiggårdsskildringerne, idet bestyreren for Korsør Arbejdsanstalt anlagde sag imod ham. Den trak meget længe ud på grund af de omfattende vidneforhør, der bragte gruopvækkende ting for dagen, men det værdifuldeste vidne, en ung pige ved navn Olga Berg, som var blevet skændigt mishandlet, skaffedes af velvillige hænder til Brasilien. Først i 1894 faldt højesteretsdommen, og Wiinblad måtte påny vandre tre måneder i fængsel. Da havde »Social-Demokraten«s artikler allerede bidraget til gennemførelsen af en ny humanere fattiglov. Den forsonligere stemning mellem Venstre og Højre, som udstillingssommeren med journalisternes nærmere samkvem forøgede, gjorde kun Højrepressens angreb på socialdemokratiet voldsommere end før. Hindenburg forlangte undtagelseslove efter tysk mønster, ja han skrev i regeringens organ, at socialismen var »liderlighedens, nydelsessygens, misundelsens religion« og derfor naturligt havde »sine pålideligste tilhængere blandt forbryderne«. Hvorledes socialister endnu opfattedes i bedsteborgerlige kredse, det fik en fransk arbejderdelegation at føle, som af Paris' borgerrepræsentation sendtes til udstillingen i København. Forinden sin ankomst til Danmark bødes den i høje toner velkommen af hele borgerpressen, men da den på banegården lod sig modtage af det københavnske socialdemokrati og sporenstregs kørte til Rømersgade for at tilbringe den første aften sammen med partifæller, fik piben en anden lyd. Nu regnede fornærmelserne ned over de uforskammede franskmænd, der troede, at de kunne være officielle gæster på udstillingen og samtidigt drive »revolutionær« agitation! At den socialistiske »forbryderbande« imidlertid voksede kraftigt og endogså begyndte at få tilslutning fra de sindige landarbejdere, det viste den partikongres, der samledes i København i dagene fra den 12te til den 14de juli 1888, den første siden 1877 og overhovedet den første rent politiske; fagforeningerne havde jo nu fået deres særlige fællesorganisation. Fra 33 politiske partiforeninger mødte 65 delegerede, deriblandt en halv snes landrepræsentanter, for i Rømersgade at drøfte et udkast til en ny politisk organisationsform, der var nødvendiggjort ved partiets vækst, samt underkaste Gimle-programmet af 1876 en revision og bringe det i overensstemmelse med den teoretiske klaring og praktiske modning, der var foregået i de tolv år. Det vedtoges at gøre kongresserne til et fast led i partiforfatningen, med højeste myndighed i alle partianliggender. Der skulle afholdes kongres hvert andet år og partiledelsen i mellemtiden betroes en hovedbestyrelse på 12 medlemmer, de 5 valgte af Københavns politisk organiserede partimedlemmer, både dem i det gamle forbund, der fra nu af kaldtes Centralforeningen, og dem i de ny vælgerforeninger; de øvrige 7 valgte af provinserne, dog fremdeles af praktiske hensyn - blandt partifæller, som var bosiddende i København. Partiets rigsdagsmænd - der var for tiden kun én og hovedorganets redaktør blev selvskrevne medlemmer. Samtidigt vedtog man at centralisere den jyske presse og gøre den til en partipresse i ordets egentligste forstand, altså til partiets ejendom ligesom »Social-Demokraten«. Dette ordnedes nærmere på et følgende kontrahentmøde, og fra oktober udgik »Demokraten« i Århus som hele partiets jyske organ, med tre dagblads aflæggere: »Horsens Arbejderblad« under redaktion af Marott, i hvis sted Sabroe knyttedes til hovedbladet i Århus, »Randers Arbejderblad« med M. Mortensen og »Nordjyllands Arbejderblad« med N. L. Christensen som redaktører. Partiets program var oprindelig »Internationale«s generalstatutter,. Hvortil de fri fagforeninger i et opråb af 1874 føjede en del særlige fordringer til den danske lovgivningsmagt. Det program, som Gimle-kongressen vedtog i 1876, var nærmest en fordanskning af det tyske Gotha-program og hist og her noget uklart ligesom dette, der jo blev til ved et kompromis mellem marxister og lasalleanere. Kongressen i København 1888 gennemarbejdede nu programmet og lod bl.a. de lassalleanske »produktionsforeninger med statshjælp« udgå, men beholdt endnu Lassalles udtryk: »én reaktionær masse« om alle ikke-socialistiske partier. Angående landarbejderprogrammet nedsattes der et udvalg bestående af P. Knudsen, den tidligere omtalte husmand Jens Hansen fra Haslev og væver M. A. Madsen fra Silkeborg, der siden 1884 havde virket for socialismen blandt midtjyske husmænd og landarbejdere. Udvalget afgav en udførlig betænkning, hvoraf kernen optoges i det ny program. Socialdemokratiet krævede herefter - som fordring til nutidsstaten - at denskulle indrage fideikommisér og præstegårdsjorde, opkøbe anden til salg værende landejendom, opdyrke heder osv. for derpå at stille denne jord til rådighed for landarbejdere mod en årlig afgift af 2 pct. af værdien. Staten skulle endvidere organisere billig adgang for landarbejderne til de fornødne driftsmidler, søge at fremkalde fællesdrift i størst mulig udstrækning og oprette landbrugsskoler for husmænd og landarbejdere. Med hensyn til taktikken fortsattes den alliancedebat, der var begyndt i forbundet det foregående år. Samarbejdet med Venstre bekæmpedes af cigararbejder F. Møller, billedskærer P. Christensen - Pierre Christensen, som han kaldtes, fordi han havde arbejdet tolv år i Paris, - typograf Nielsen-Kolding og frøken Signe Andersen, en ung hjælpelærerinde fra Frederiksberg; men kongressen vedtog med stort flertal at fastholde den hidtil fulgte politik, der tillod samarbejde med andre partier, når omstændighederne gjorde det formålstjenligt. Man var forøvrigt fra alle sider enig om, at partiet skulle gå stærkt på ved de næste folketingsvalg og opstille kandidater i adskillige nye kredse, særlig i Jylland, hvor man nu havde fået en partipresse. Venstres opløsningstilstand både nødvendiggjorde og lettede et sådant socialdemokratisk fremstød. På Frederiksberg, hvor den fra liberal side opstillede Johan Ottosen havde gjort sig umulig ved sin deltagelse i smørkrigen, var det allerede vedtaget at opstille Hurop; P. Knudsen modtog en kandidatur fra sin fødeby Randers, og i Skjoldelev, en nabokreds til Århus, arbejdedes der for Harald Jensens opstilling, medens Skanderborgkredsen gennemagiteredes af Marott. En måned efter det danske socialdemokratis kongres husede Rømersgade den 2den skandinaviske fagkongres, som nu med alle stemmer mod én eneste vedtog den tilslutning til socialismen, hvorom der havde stået så livlig strid på Gøteborg-kongressen i 1886. Samtidigt holdt 5 danske fagforbund kongres i København, nemlig snedkerne, smedene, tobaksarbejderne, skrædderne og skomagerne. Om efteråret lod de danske fagforeninger sig repræsentere ved J. Jensen og Pierre Christensen, der var formand for Billedskærernes Forening, på den Internationale Arbejderkongres i London, hvortil de engelske trade unions indbød. Da der kun blev tilstedet fagforeningsrepræsentanter adgang, ja endogså kun egentlige arbejdere eller fagforeningsledere, der havde arbejdet i faget, var det tyske socialdemokrati, som forholdene var under undtagelsesloven, afskåret fra deltagelse; måske tænkte de liberale englændere derved at udelukke socialismen. Men de franske, hollandske, belgiske og danske delegerede sammen med et mindretal af englænderne vedtog tilslutning til socialismen og krævede en lovfæstet 8 timers arbejdsdag. Det besluttedes forøvrigt at afholde en international socialistisk arbejderkongres i Paris næste år, hundredåret for den store revolution, og overdrage forberedelsen til den franske delegation, hvis flertal tilhørte possibilisternes gruppe, der også af en international konference i Paris 1886 havde fået indkaldelsen af en sådan verdenskongres betroet. Således trådte det københavnske socialdemokrati dette år i levende forbindelse med partifællerne i det øvrige land, med broderpartierne i de andre skandinaviske lande, med Paris' socialistiske arbejdere og med hele den vesteuropæiske arbejderbevægelse. De mænd, hvis ungdom og første manddomsgerning vi har fulgt, så sig omkring i den store verden og søgte at lære, hvad godt der var at lære; de fik tillige en følelse af, at de ikke alene var på den rigtige vej, men også var kommet et ganske godt stykke frem og fuldtud kunne være deres arbejde bekendt, - ja i visse henseender, f.eks. hvad pressen angik og til en vis grad også organisationen, stod længere fremme end partifællerne i de fleste andre lande. Det indgød en selvtillid, der fik betydning i den kommende tid.

Foruden de allerede omtalte kongresser var Rømersgade denne sommer samlingsstedet for endnu et arbejderstævne. Den tidligere nævnte Arbejderforening for Præstø amt, der nu lededes af venstremanden gårdejer Hans Rasmussen, Viemose, sammenkaldte her Sjællands landarbejderforeninger til et møde den 23. september, og indbød dels forskellige venstrerigsdagsmænd, både moderate og, radikale, dels socialdemokratisk forbunds bestyrelse. Der mødte henved hundrede deltagere, en, som man kunne sige sig selv, meget blandet forsamling. Ved forhandlingen om dagsordenens første punkt, spørgsmålet om forbedring af leje- og fæstehusmænds kår, gik det så nogenlunde; forsamlingen sluttede sig enstemmigt til tanken i folketingsmændene Leths og Ole Christensens lovforslag, der ville sikre sådanne husmænd samme ret til erstatning, for udførte forbedringer, som lovgivningen ydede fæstegårdmænd. Men allerede det næste punkt, spørgsmålet om sygeplejens ordning, kaldte modsætningerne frem. Overfor en af bondeorganisatoren, overretssagfører Staal foreslået meget beskeden resolution, opstillede C. C. Andersen socialdemokratiets radikale krav til sygepleje og skolevæsen. Staals forslag forkastedes med alle stemmer mod 12; Andersens vedtoges under livligt bifald med alle stemmer mod 2. Under den »socialistdebat«, som spørgsmålet uundgåeligt måtte fremkalde, trådte to hver på sin vis ejendommelige, unge højskolemænd, litterat Fernando Linderberg og højskolelærer J. P Sundbo, frem som udprægede modstandere. De grundtvigske folkehøjskoler havde i begyndelsen af firserne været fremmest i den folkelige kamp for frihed og selvstyre. Da Venstre senere på rigsdagen stod magtesløs overfor provisoriet, lød det i højskolekredse: reserven frem! - og nogle grundtvigianske førere, Ludvig Schrøder fra Askov og Konrad Jørgensen, Kolding, lod sig i 1886 vælge ind i Landstinget. Men det blev en uhyre skuffelse for dem selv og for deres venner; de trak sig hurtigt tilbage fra Rigsdagen, hvorpå de fleste ledende højskoleforstandere fulgte Bojsen i hans militærvenlige forligspolitik. Men højskolernes ungdom følte trang til stærke tanker og høje mål; de sociale spørgsmål greb de fremmeligste, og Henry Georges' ideer, der netop på denne tid nåede til Europa, drøftedes i slutningen af firserne med iver i højskoleverdenen. Linderberg var blevet greben af disse ideer, ikke mindst fordi de fremtrådte i et religiøst klædebon, der tiltalte ham, som fra barndommen var opvokset i fynsk højskoleluft. Han drømte om at grundlægge et »arbejdets ridderskab« og havde på et møde på Vejstrup folkehøjskole i 1887 taget ordet for en arbejderbevægelse på kristeligt, sædeligt og nationalt grundlag. I. P. Sundbo var en husmandssøn fra Nordsjælland. Der flød kraftigt kulsvierblod i hans årer, og luften i hans barndomsegn var skarpere end den kælne fynske, hvori Linderberg havde indsuget sine idealer. Sundbo havde været tjenestekarl på landet og tre vintre besøgt Askov Højskole; han var nu lærer på den radikale præst Morten Pontoppidans højskole i Hjørlunde ved Frederikssund og deltog som ledende mand i de frisindede ungdomsforeninger på Sjælland. Sundbo var ligesom Linderberg oprindelig venstremand, men medens denne sidste i følge hele sit temperament måtte stå Bojsen nærmest, var Sundbo udpræget hørupper. Hans sind var ligeså hårdstøbt radikalt, som Linderbergs var veg/moderat. På landarbejdermødet i Rømersgade gik Linderberg imod socialdemokratiet, medens Sundbo stillede sig på dettes side overfor de mere eller mindre moderate venstrerigsdagsmænd. Endnu efter afstemningen om skole- og sygeplejespørgsmålet bevaredes forsamlingens enhed tilsyneladende, men under forhandlingen om dagsordenens tredje punkt, organisationen, kom det til et brud. Linderberg stillede forslag om dannelsen af en særlig landarbejderorganisation - vel at mærke ikke en fagorganisation, men en politisk forening på grundlag af »et demokratisk reformprogram«. Socialdemokraterne ville ikke vide af en sådan mellemting mellem Venstre og socialismen; de så heri en splittelse, et forsøg på at dreje den netop så godt begyndte landarbejderbevægelse bort fra socialismen over i moderate baner. De stillede derfor forslag om tilslutning til socialdemokratiet, og dette vedtoges med overvejende flertal, medens 23 stemte for Linderbergs resolution og derpå forlod salen for at samles til et særligt møde på højskolehjemmet i Helgolandsgade, hvor de besluttede at danne et »Dansk Arbejderforbund« med et program, der optog en del af socialdemokratiets fordringer, men dog f.eks. i alderdomsforsørgelsesspørgsmålet blev stående på Venstres hidtidige standpunkt: hjælp til selvhjælp. Det ny arbejderforbund havde først gårdejer Rasmussen, Viemose, senere skrædder Jens Jørgensen, Orup, til formand, og udgav et blad ved navn »Programmet« med Linderberg som redaktør. Om dets kranke skæbne skal fortælles i næste kapitel. - det tilbageværende flertal af socialdemokrater og en del landarbejderrepræsentanter, der vel ikke endnu var udprægede socialister, men dog sympatiserede med socialdemokratiet, samt enkelte venstremænd som folketingsmand J. K. Lauridsen og redaktør Lyngby behandlede mødets dagsorden til ende og vedtog en række socialdemokratiske resolutioner.

Samme efterår valgte de jyske husmænd et par socialdemokrater til repræsentanter i deres kreditforening: væver M. A. Madsen for Viborg amt og husmand P. H. Markmann for Ålborg - til nogen overraskelse for Venstre, særlig for Jens Busk, der næppe havde tænkt sig, at husmændene så hurtigt ville tilegne sig visdommen i hans bekendte leveregel: vore egne ben til vore egne hunde. Han havde nylig på et vælgermøde ladet en anden venstregårdmand, med hvem han tog et livtag, høre, at »ingen af dem var kostforagtere, og at de ikke sådan uden videre lod sig skyde til side af husmændene«. Dette noget tveæggede angreb på en kollega fik husmændene til at spidse øren; dette efterår valgtes de første socialdemokrater ind i enkelte jyske sogneråd. Et andet vidnesbyrd om vågnende social bevægelse på landet afgav en sygekasseadresse, som socialdemokratiet satte i gang på grundlag af kravene i Knudsens tidligere omtalte værk: Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse. Adressen, der forlangte alderdomsforsørgelse af staten uden bidrag fra arbejderne og vederlagsfri lægebehandling, medicin og hospitalsophold, samlede 53,000 underskrifter fra 756 sygekasser over det hele land. Selve Højres arbejder- og vælgerforening gik, misfornøjet med nogle af ministrenes deltagelse i smørkrigen, til regeringen og bad den ikke at tabe arbejderlovgivningen af syne. Der fremkom nu betænkning fra en i 1885 nedsat kommission - den 2den danske arbejderkommission - og da Rigsdagen trådte sammen, forelagde indenrigsminister Ingerslev en sygekasse- og en ulykkesforsikringslov i Landstinget. Så vidt var da arbejderbevægelsen nået, at en regering i princippet anerkendte nogle af dens fordringer. Men endnu måtte arbejderne kæmpe bittert for strejkeretten og dens naturlige konsekvenser. En skomagermester Heegård på Kongens Nytorv havde givet sit æresord på at ville betale efter en prisliste, der i årets løb var gennemført hos mange mestre, og da han alligevel betalte under, nedlagde svendene arbejdet. De udstillede de følgende dage strejkevagter på Kongens Nytorv for at oplyse skomagere, der hvervedes i provinserne og i Sverige, om de virkelige forhold. Men dette blev forbudt af politiet; ingen skomager fik lov til at opholde sig på Torvet. Samtidigt nedlagde Heegård gennem Kongens Foged forbud mod, at »Social-Demokraten« og Skomagernes fagblad omtalte strejken. En dag i efteråret 1888 kom det til sammenstød mellem de strejkende og skruebrækkerne, hvad der gav politiet anledning til at foretage en mængde arrestationer selv blandt skomagere, der bevislig havde været hjemme, da sammenstødet fandt sted, således både forbundets og den københavnske forenings formænd. De frikendtes dog senere, en af de arresterede skomagere, R. P. Daugstrup, lykkedes det endogså at få sig tilkendt 50 kroner i erstatning; men flere idømtes hårde straffe på grundlag af »tilståelser«, om hvilke de senere under ed erklærede, at de aldrig var afgivet. Strejkende svende, der ikke havde dansk indfødsret, blev udviste af landet, selv om de ikke manglede subsistensmidler, og da P. Holm i Folketinget stillede en forespørgsel herom til regeringen, nægtede denne at svare. Heegårds skruebrækkere forlangte Holm udleveret til sagsanlæg for hans udtalelser, men Folketinget hævdede ytringsfriheden og nægtede udleveringen. Holm slog forøvrigt under rigsdagsforhandlingerne kraftigt løs både til Højre og til Venstre, der ikke altid var så glad ved »Den tapre skrædder«. Store resultater bragte samlingen 1888-89 ikke, - en lærlingelov og en lov om forebyggelse af ulykkestilfælde ved maskiner var det væsentligste udbytte. Holms fattighjælpslov blev i stærkt barberet skikkelse vedtaget i Folketinget, men begravet i Landstinget, der heller ikke nåede at få regeringens sociale lovforslag ført frem til anden behandling. Venstre stod ved samlingens slutning mere splittet end nogensinde, delt i en Bojsen'sk gruppe på nogle og tredive mand, en Holstein-Hørup'sk på nogle og tyve og en halv snes bergianere. I storpolitiske spørgsmål stemte P. Holm gerne sammen med Berg, som ikke blot fastholdt den skarpe protest mod provisoriet, men også rejste flere store demokratiske spørgsmål, forelagde forslag om almindelig kommunal valgret - der visnedes af Folketinget - og forlangte Valløs og Vemmetoftes midler anvendt til alderdomsforsørgelse for arbejdere. Ved borgerrepræsentantvalgene i marts gik socialdemokratiet atter til valg på en ren liste, denne gang med ni socialdemokrater, og opnåede samme stemmetal som det foregående år; to af kandidaterne, Knudsen og Klausen, fik dog over to tusinde stemmer, Klausen endogså 2,500; de blev nemlig optaget på en liste, som de liberale plukkede sammen af 3-4 andre lister, der opstilledes fra forskellige sider. Splittelsen medførte, at det rene Højre gik ned til lidt over 4000 stemmer. Afstanden mellem socialdemokratiets øverste og Højres nederste kandidaters var ikke længere håbløs.

Forsæt til: Socialdemokratiets århundrede III * * Tilbage til: Socialdemokratiets århundrede I

Webmaster