Socialismens udvikling

Indhold på denne side: indledning af Karl Radek 1918 * * Kommunisternes (Bolschevikernes) program - 1918 * * 10-Årsdagen for Oktoberrevolutionen -1927 * * Kommunistisk Internationales Program - 1928

Socialismens Udvikling fra Videnskab til Handling.

Indledning af Karl Radek, Moskva - September 1918

Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab.

Hvad er Kommunisme ? Dette Spørgsmål besvarede den ungdommelige Friedrich Engels i et Udkast til det kommunistiske Manifest i Året 1847 således: »Kommunismen er Læren om Betingelserne for Arbejderklassens Sejr.« I Overensstemmelse med denne Erklæring, som allerede indeholder hele Ånden i den videnskabelige Socialisme, gik Marx’ og Engels Værk i første Linie ud på i det kapitalistiske Samfunds Udvikling at finde Betingelserne for Arbejderklassens Sejr for at gøre disse til Udgangspunkt for den kommunistiske Virksomhed. Hermed var Udviklingen fra Utopi til Videnskab fuldbyrdet. Marx’ og Engels’ Forløbere, de utopistiske Socialister, har udrettet et stort Arbejde ved Karakteristikken af det borgerlige Samfund. Den grumme Fourier, som lugtede og demaskerede det bestående Samfund fuldstændigt, den som Faust geniale Saint-Simon, som med Lynets Hastighed med et Par Ord kunne belyse hele Epoker i den menneskelige Historie; Owen, som ‘med dyb og kærlig’ Forståelse trængte ind i den menneskelige Natur og med Ord og Pen beviste dens Afhængighed af den økonomiske Udvikling. Alle disse leverede Byggesten til den videnskabelige Socialismes store Bygning. Uden dem var Marx’ Værk utænkeligt. Men til Trods for den dybtgående Kritik af det kapitalistiske Samfund, forstod Marx’ Forløbere ikke selv i dette Samfund at finde de vægtige Kræfter, som kunne overvinde det. Derfor måtte de spille det historiske Forsyn, udarbejde Planer til Menneskehedens Redning ud af Kapitalismens Kløer, Planer, hvis eneste svage Side var, at Bygmesteren, som efter deres Mening kunne hæve Menneskehedens Tempel mod Himlen, manglede. Marx og Engels viste, hvorledes Produktionskræfternes Udvikling under Kapitalismens Herredømme stadig måtte munde ud i større og større Anarki og Slaveri for Masserne, men hvorledes den samtidig ved Industriens Koncentration, ved Dannelsen af en stærk Arbejderklasse og ved at fylde dennes Sind og Hjerte med Tankerne om en ny Ordning, ved den jernhårde Vilje til at tilkæmpe sig den, - selv skaber Grundlaget for Socialismen. Marx og Engels viste det internationale Proletariat, at dets Sejr, Socialismens Sejr, var en historisk Nødvendighed. Samtidig viste de også, at denne Sejr ikke mekanisk, på et bestemt Trin af den samfundsmæssige Udvikling, dumper ned i Skødet på de underkuede, men at de i deres Ansigts Sved, med deres Hjernes uafbrudte Kamp, Dag for Dag på alle Samfundslivet Områder kæmpende Proletarer, må forberede sig på at tilkæmpe sig denne Sejr i en direkte, revolutionær Kamp, Klasse mod Klasse. Først denne revolutionære Slutkamp, Proletariatets Jernhårde Diktatur vil føre Arbejderklassen ind i det forjættede Land. Marx’ og Engels’ Lære om Betingelserne for Proletariatets Sejr, Læren om Kommunismen, står endnu uberørt af Tidens Tand, - fast som en Granitblok. De 70 År, som skiller os fra de Dage, hvor de geniale Ynglinge ved Skæret af den sig nærmende Revolution så Menneskehedens Fremtid tydeligt belyst og viste os den i det uforglemmelige kommunistiske Manifest, har modnet mange Forandringer i den kapitalistiske Struktur. At forstå disse var den ikke altid godt løste Opgave for Marx’ Efterkommere. Men Udviklingens Grundlinier er ikke blevet forandret, og først nu, under den første socialistiske Revolution, som Verden har oplevet, forstår vi fuldkomment Kommunismens Lære. I den første socialistiske Revolution, i dens jernhårde Nødvendighed, oplever vi Bekræftelsen af vor Læremesters profetiske Åndskraft. Kommunismen er Læren om Revolutionen, og derfor kan den kun op fattes i hele sin Dybde og Bredde i selve Revolutionens Periode. Derfor siger det sig selv, at i den lange Periode af rolig Udvikling, som gik forud for Revolutionen, kun få skarpsindige Ånder var istand til at fatte Læren om Kommunismen så alsidigt og uforfalsket, som den blev født i den begyndende Kapitalismes revolutionære Tidsalder, i Sindene hos denne »Sturm- und Drang« periodes Børn, i Karl Marx’ og Friedrich Engels’ Sind. I den rolige Udviklings Epoke blev denne Lære blandet med de mest forskellige, ikke-kommunistiske Elementer, og således opstod under Navn .af socialdemokratiske Opfattelser forskellige Erstatningsprodukter for Kommunisme, som den internationale Arbejderklasse nu må skyde til Side, hvis den skal være sin Opgave voksen. Den fortyndede og forfalskede Kommunisme, i hvilken den levende Ånd er blevet slukket, er det, som gør det svært for Europas Arbejdere at forstå og overveje den russiske Revolution; Derfor er det en af de første Opgaver for vor Tids proletariske Frigørelseskamp at befri Kommunismen for alle Slagger. Det sker lettest derved, at vi historisk lærer Udviklingen af Kommunismens forskel Forfalskninger at kende, når vi lærer den jordbund at kende, på hvilken de er opstået.

Kommunismens Forfalskning.

Den Marxistiske Lære, som i sine Omrids blev grundlagt i 1850´erne i forrige Århundrede, blev først i 1880´erne udbredt blandt Folkets brede Lag. Da den tyske Arbejderbevægelse i 60´erne og 70´erne blev stiftet under Ledelse af Ferdinand Lassalle, kendte Arbejderne ikke et eneste af Marx’ Skrifter. Bebel fortæller i sine Livserindringer, at »det kommunistiske Manifest« var den Generation, som trådte ind i den socialistiske Bevægelse i 70´erne, ganske ubekendt. Af andre Kilder ved vi, at Engels’ Bog: Herr Duhrings Umwälzung in der Wissenschaft (Hr. D.´s Omvæltning i Videnskaben) var det Værk, hvori Marxismen blev tilgængelig som samlet Verdensanskuelse. Engel´s bog kom først i 1878.) De blev gjort fortrolig med Kommunismens Tanker gennem Lassalles små, opflammende Brochurer, hvori Kommunismen om ikke blev forfalsket, så dog fik Sit særlige Præg. Ferdinand Lassalle søgte at bringe Bevægelse blandt Arbejderne på et Tidspunkt, da de kontrarevolutionære Magter i hele Europa var meget stærke og havde Mulighed for at løse de Tidsspørgsmål, som den Gang stod på Dagsordenen. I Tyskland var junkervæsnet sammen med StorBourgeoisiet i Færd med at behandle det på den Tid meget vigtige Spørgsmål om Skabelsen af en kapitalistisk Enhedsstat. De Kræfter, som i 1848 havde forsøgt ad revolutionær Vej at grundlægge en tysk Enhedsrepublik, var for svage, og det, som de ikke var i Stand til at udføre at grundlægge den kapitalistiske Stat, som Organ for det tyske Bourgeoisi - det tog Bourgeoisiet og junkervæsenet i deres Hænder. De udførte deres Arbejde, idet de oprettede en bureaukratisk-kapitalistisk Forbundsstat, i hvilken en Klike af Storkapitalister sammen med junkerne og Generalerne med Hohenzollerne i Spidsen ledede det tyske Riges Skæbne. På et sådant Tidspunkt forsøgte Lassalle blandt Arbejderne at danne en Kraft, som,- selvom den ikke var i Stand til selvstændig at bestemme over det tyske Folks Skæbne, så dog kunne være i Stand til at opnå Indrømmelser af de herskende Klasser. Med denne snævre Opgave for øje blev den kommunistiske Propaganda, som af Lassalle var blevet udbredt mellem Arbejderne, tilspidset. For at kunne drive sin Propaganda, til Trods for Trykket fra den bismarckske Reaktionsperiode, søgte han at give Kommunismen et så uskyldigt Ansigt som muligt. Den unge Løve, hvis Kløer endnu ikke var i Stand til at gøre det af med Fjenden, skulle nu som et lille Lam føres ud på Græsgangen. Lassalle forsøgte at fremstille Kommunismen som en Bevægelse, der kan gennemføres ad fredelige Vej. Ved den lige Valgret skulle Arbejderne vinde Indflydelse på Staten for ved dennes Hjælp at kunne organisere Produktionsforeningerne som lidt efter lidt skulle forvandle det kapitalistiske Samfund til et socialistisk. Denne Propaganda udviklede i Arbejderkredsene en Tilbedelse af Statstanken uden Hensyn til om Staten befinder sig i Hænderne på Kapitalismen eller i Hænderne på den sejrende Arbejderklasse Denne Opfattelse blev ganske vist, så vidt det drejede sig om Forholdet til den bismarckske Regering, stillet på en hård Prøve ved de ivrige Forfølgelser af den tyske Arbejderbevægelse i Tiden fra 1878-1890, hvor det rasende Tryk ovenfra, Jagten imod Arbejderbevægelsen i Arbejderstandens Avantgarde fremkaldte det skarpeste Had mod den kapitalistiske Stat, og det gennem dette Had nærede Håb om, at Staten snart ville styrte sammen under den sociale Revolutions Slag. Den samme Stemning nærede Arbejderstanden endnu under den Krise, som herskede i Europas økonomiske Liv i 80´erne. Men det var kun en Afbrydelse i Processen af den reformistiske Forfalskning af Kommunismen, som var foregået lige siden Konstitueringen af de kapitalistiske, europæiske Stater i 70’erne. Så snart Arbejderbevægelsen var kommet lidt til Kræfter efter Slagene, så snart den var blevet noget stærkere og de vildeste Former for den kapitalistiske Forfølgelse var forsvundet, greb Forfalskningsprocessen af Kommunismen meget stærkt om sig i alle Lande. Hertil hjalp også den hurtige, økonomiske Udvikling, Kapitalens Lykkeperiode, som i de sidste Årtier af det forrige Århundrede overalt greb om sig. i første Linie på det elektriske Område og i Metalindustrien. Siden 80´erne faldt Kornpriserne, takket være Udviklingen af det amerikanske Landbrug, og nu begyndte Lønningerne under Indflydelse af den flotte Forretningsgang at stige. De forreste Rækker af Arbejderstanden, Arbejder-Aristokratiet, så Himmelen fuld af Violiner. Regeringerne var nødt til at indstille deres Forfølgelser, de begyndte at tale om sociale Reformer. Arbejderne tilkæmpede sig overalt Repræsentation i Parlamentet; Arbejder-Aristokratiet tjente en god Løn, og så fæstnede den Opfattelse sig hos dem: Revolutionen er et overvundet. Stadium i den borgerlige Udvikling. Arbejderklassen vil tvinge Bourgeoisiet til stadig at gå ind på nye Indrømmelser, som tilsidst vil forvandle den kapitalistiske Statsøkonomi til en sådan, som svarer til Arbejderklassens Interesser. Denne Bestemmelse fandt først og fremmest Udtryk i den opportunistiske, parlamentariske Praksis, i de parlamentariske Arbejderføreres Politik; de håbede, ved en hemmelig Forståelse med Bourgeoisiet, ved en indskrænkning i deres Fordringer, ved at opgive deres revolutionære Propaganda, stadig at kunne hæve Arbejderstandens Stilling mere og mere. Så fandt denne Tendens sit teoretiske Udtryk i Reformismens (Revisionismen) Lære, som blev skabt i Tyskland af Eduard Bernstein, i Frankrig af Sarante og Jaurés og i Italien af Trewes og Turati. Hvis man vil bringe Reformismens Lære i en Formel, så består den i et Forsøg på at føre Bevis for, at den kapitalistiske Udvikling ikke skærper Modsætningerne mellem Proletariatet og Bourgeoisiet men tværtimod mildner dem, at ikke Revolutionen men Proletariatets Samarbejde med de indsigtsfulde Lag af Bourgeoisiet betyder Proletariatets Befrielse. Reformismen benægtede Muligheden af den socialistiske Revolution, som den erstattede med den sociale, reformerende Evolution. Den var en kontrarevolutionær Lære, som overfor Arbejderstanden søgte at fremstille Tankerne om Revolution som en Barnesygdom hos Arbejderbevægelsen, for at spænde denne for Bourgeoisiets Vogn. Denne Tendens hos Reformismen fandt sit grelleste Udtryk i en Række Artikler af den Bernsteinske Discipel, Eduard David, Artiklen om Proletariatets Diktatur, som han i Året 1903 offentliggjorte i »Socialistisk Månedshæfte«, Hovedorganet for den internationale Reformisme. Ikke Revolution, men parlamentarisk Aktion, Fabriks- og Fagforeningsbevægelsen var den Vej, som Reformismen prædikede for Arbejderklassen.

De reformistiske Illusioners Sammenbrud.

Men den samme Udvikling, som i Følge Reformisternes Overbevisning havde overvundet Kommunismens revolutionære Lære, viste snart Arbejderne de reformistiske illusioners hele Latterlighed. Junkerne satte sig til Modværge mod de unge agrariske Landes voksende Konkurrence, og satte ved agrarisk Told Levnedsmiddelpriserne op. Kapitalismens Udvikling førte til Dannelsen af Truster og Karteller, store kapitalistiske Organisationer, som ikke blot fortrængte og besejrede håndværket, men også Middelstanden. For at beskytte Kartellerne fordrede de også høje Toldsatser for industrien. De forenede sig med Junkerne for i Fællesskab at udplyndre Folkene; samtidig betød Industriens fremadskridende Kartellisering en enorm Magtudvidelse for Kapitalisterne overfor Arbejdernes Fagforeninger. De samme Fagforeninger, som overfor den lille Tekstilbaron med sine Par Hundrede Arbejdere, uden videre kunne sætte sin Vilje igennem, var afmægtig overfor Jern- og Kulkongerne, som kommanderede over ti Tusind Arbejdere. Hvis Arbejderen i en Tekstilfabrik var utilfreds med sin Løn, kunne han finde Arbejde i en anden Fabrik. Kartellernes Kul- og Jernbaroner anerkendte ikke Fagforeningerne, de stod fast sammen imod enhver Fordring fra deres Arbejdere, og forstod ved Hjælp af Systemet de sorte Lister at værge sig imod deres Arbejdere. Skærpelsen i Forholdet mellem Proletariatet og Bourgeoisiet, såvel i Fabrikkerne som på Forbrugsmarkedet, blev endnu mere skærpet ved den imperialistiske Politik, som truede med at forvandle den kartelliserede Industri på Verdensmarkedet; Varernes og Kapitalernes Kamp - til en Krig. Den voksende Skattebyrde, som var blevet forårsaget ved Militarismens og Morinismen Vækst, den voksende krigsfare, som stadig skærpedes mere og mere, og Fagforeningskonflikterne, forledte de besiddende Klasser til igen at indlede en skarpere Kurs imod Arbejderklassen. Fordi Udbytningen voksede, måtte også Undertrykkelsesforholdsreglerne skærpes. Den voksende politiske Reaktion virkede på sin Side på Arbejdermasserne som et Stormtegn og viste dem i alle Lande, at ikke den revolutionære Kommunisme, men omvendt deri »reale« Reformisme var en Utopi. Ganske vist ikke en Utopi, som betvinger Sjælene og opmuntrer Energien, som gør Vejen kortere for Menneskeheden og opmuntrer den til at bære dens byrder til Fremme af dens Skridt, men en Utopi, som tværtimod vil lamme dens Flugt og forvandle den til et krybende Dyr. Siden den store Strejke i Ruhrdistriktet, siden Berliner Elektricitetsarbejdernes store Kampe, siden de franske Arbejderes stormende Bevægelse for at tilkæmpe sig 8-Timersarbejdsdagen, var Arbejderklassens Tro på en fredelig Udvikling af Socialismen forsvundet. Arbejderne så, hvorledes Kapitalismens Kræfter, såvel i det økonomiske Liv som i Politiken, knyttedes sammen imod Proletariatet, de så, hvorledes de borgerlige Partier stadig sluttede sig mere og mere sammen i een reaktionær Masse, de så, hvorledes hele det borgerlige Samfund bevægede sig henimod Krigens Afgrund, de så, at denne Udvikling. stadig mere og mere måtte svække Parlamentets Magt, fordi dette i alle Lande tabte sin Magt til Gunst for Geheimekabinetterne, i hvilke Bureaukratiet sammen med Kapitalismens Hajer afgjorde Folkets mest vitale Anliggender. Den opblussende russiske Revolution i 1905 viste Europas Masser, hvilken Kraft, der findes i Arbejderfolket, når det tager sig sammen og når det er dets Vilje at vove Livet for dets egen Sag. Fra 1905 stod Problemet: Kampen om Magten, det vil sige, den socialistiske Revolutions Problemer, som teoretisk var blevet stillet på Dagsordenen ved Diskussionen med Reformismen (Kautskys Brochure om den sociale Revolution udkom i Året 1903) fast i Folkemassernes Bevidsthed.

Man søger efter Vejen til Magt.

Der begyndte en møjsommelig Søgen efter en Udvej ud af den blinde Gade, som den kapitalistiske Udvikling var løbet fast i. Det første Spørgsmål, som stod fast for Arbejdermasserne, var: »Hvor går Rejsen hen ?« Dette Spørgsmål blev så fikst og færdigt, som man kunne ønske sig, besvaret af Udviklingen. Forsøget på ved Medarbejdere af Bourgeoisiet at forbedre Arbejdernes Kår, mislykkedes fuldstændigt i Frankrig. Milerands indtrædelse i den borgerlige Regering indbragte intet for Arbejderstanden og førte til en Kompromittering af Socialdemokratiet i Arbejdermassernes øjne. Resultaterne af Valgene i 1907 i Tyskland viste Arbejderne, at de borgerlige Partier ville slutte sig sammen i en jernfast Mur imod Arbejderstanden, så snart det drejede sig om imperialismen, d.v.s. om Udbredelsen af den kapitalistiske Magt over svagere Folkeslag, om de kapitalistiske Staters bevæbnede Konkurrencekamp. Kendsgerningerne fra den økonomiske Krise i 1907 talte et så klart Sprog, at en så betydelig Reformist som Max Schippel ikke kunne afslutte sin Undersøgelse at den økonomiske Krises Forløb på anden Måde end ved at fastslå Skærpelser at Klassemodsætningerne i hele Verden. Karl Kautsky opgjorde i sit Arbejde: »Vejen til Magt« i Året 1908 hele Udviklingens Balance, idet han beviste, at den kapitalistiske Verden bevægede sig i Retning af en uhyre socialistisk Verdenskrise, at vi står på Dørtrinet til den socialistiske Revolution. Denne Overbevisning, som stadig satte sig mere og mere fast i Arbejderklassens Bevidsthed, førte det andet Spørgsmål med sig: Med hvilke Midler vil Proletariatet sætte sig til Modværge i den ny Situation? Med hvilke Midler vil det gå over til Angreb mod Kapitalismens Fæstninger? Allerede i 1905 har det tyske og østrigske Proletariat åndeligt kæmpet sig frem til Tankerne om en Massestrejke. Til Trods for Åndslivets Stagnation hos Partiførerne, som med deres rolige, spidsborgerlige Liv i meget ringe Grad genspejlede Arbejderklassens Stemning, havde Proletariatet dog i Massestrejken erkendt et Middel til at afværge Angreb på Arbejderklassens Grundrettigheder (det tyske Socialdemokrati i Jena 1905) eller endog hilst som Proletariatets Angrebsmiddel mod særlig hårdnakkede Modstandere (det østrigske Socialdemokrati). Massestrejken blev af de franske Syndikalister som Generalstrejke hævet til det almægtige Befrielsesmiddel. Arbejderklassen, som hidtil kun gennem deres Repræsentanter kæmpede politisk i Parlamenterne, begyndte nu at overlægge deres Rolle i Produktionsprocessen med Freiliggraths Ord: Alle Hjul står stille, når din stærke Arm vil det. I Årevis diskuterede Førerne for Arbejderklassens venstre Fløj Betingelserne for Anvendelse af en Massestrejke. Skal den besluttes af Førerne for Arbejderorganisationerne, når den parlamentariske Aktion må melde Pas, når Modstanderen ved sin hensynsløse Politik bringer Masserne til Fortvivlelse, skal den altså være en Pistol, som man holder parat til Fuldstændiggørelse af den parlamentariske kamp, eller er det den Kampform, som spontant vokser op af de skærpede Klassekampe, og som ikke skal forberedes i Førernes Konferencekammer, men hver Time i Værkstederne og i Fabrikskasernerne: ikke blot ved stigende Agitation, men ved Proletariatets skærpede Aktion. Det var de Spørgsmål. som mest energisk beskæftigede den internationale Arbejderbevægelses venstre Fløj i Årene før Verdenskrigen. Og allerede da viste det sig, at selv i dette simple Spørgsmål spaltedes Socialismens Lejr, den Lejr, som kæmpede under Marx’ Banner, idet en Del under Anførsel af Karl Kautsky, ganske vist kun med Munden, bekendte sig til den sig nærmende socialistiske Revolution, men ængstelig gik af Vejen for Skærpelsen af Klassekampen, skønt Proletariatets hele indre og ydre Stilling fordrede den. I denne Kamp om Vejen til Magten dukkede nu og da Spørgsmålet op: Hvori skal den sejrende Arbejderklassens Magt ytre sig ? Men det blev aldrig rigtig klart stillet på Dagsordenen, og det af ganske simple Grunde. På Historiens Dagsorden står nemlig først Spørgsmålet om Arbejderbataillonernes Sætten sig i Bevægelse, Spørgsmålet om det almene Marschmål, men ikke de Etaper, som skulle gennemskrides undervejs. For at bevise Massestrejkens Nødvendighed, henviser de radikale Socialister til Parlamentarismens Tilbagegang. De viste, hvorledes Parlamentarismen mere og mere bliver en Borg for de kapitalistiske Byttejægere, de kritiserede på det skarpeste Talmirepubliken og Talmidemokratiet i de republikanske Lande, og ofte dukkede det Spørgsmål op: Hvorledes forvandler man det kapitalistiske Demokrati og de parlamentariske Organer til Magtorganer for det sejrende Proletariat ? Da Anton Pannekock, den vesteuropæiske Socialismes klareste Hovede, besvarede Spørgsmålet dermed, at man også måtte splitte den kapitalistiske Stat i dens demokratiske Former og ved den proletariske Revolutions Ild skabe et nyt Magtorgan for det arbejdende folk, så beskyldte Karl Kautsky, den II. Internationales mest ansete marxistiske Teoretiker, ham for at være Anarkist. Hvor rigtigt Pannekocks Svar end var, så var det dog kun et halvt Svar. Det hertil, at Kapitalismens Tvangsorganer måtte slås Jorden, men det viste ikke, hvilke Tvangsorganer Proletariatet måtte danne, for at kunne gennemføre og fastholde Sejren. Medens Flertallet, også af de revolutionære Socialister, i Demokratiet så den Form, under hvilken Socialismen ville sejre, så henviste Syndikalismen, den revolutionære Teori i de Lande, hvor Demokratiets Bankerot havde frembragt en dyb Skuffelse hos Folkemasserne, til Fagforeningerne, som det Organ, der skal erobre Magten og udstyres som Magtorgan. Dette spørgsmål, der, som sagt, kun sporadisk blev stillet enkelte Teoretikere, hvis Tanker strakte sig langt over Tidens Rammer, kunne ikke blive besvaret e historiske Løsner bliver aldrig opfundet af den revolutionære Arbejderklasses Teoretikere; de kan kun findes ved Massernes revolutionære Kamp og teoretikerne har kun den Opgave at forstå betydningen af Proletariatets praktiske Skridt, at gøre almengyldige og gøre dem til Proletariatets almene Kampobjekt, til dets Kamp-Løsen.

Verdenskrigens Lære.

Før Arbejderklassen kunne blive stillet foran Spørgsmålet om sine Magtorganer, måtte den først hos sig selv i Ordets egentlige Forstand spore alle Følgerne af sin Magtløshed. Den måtte gennemgå Verdenskrigens helvede, blive sønderflænget af Granater, der måtte forbløde på Kapitalismens Interesser, den måtte optårne Bjerge af Lig for at give Menneskeheden den Lære: Kapitalismen fører til det blodigste Anarki, til Tilintetgørelse af de ringe Tilløb til Kultur, som er skabt, til den dybeste Elendighed for Masserne, til deres fuldkomne Slaveri, - for at denne Lære fra en teoretisk Tesis skal forvandles til en skrigende og flammende Bevidsthed, i det mindste hos Arbejderklassens Avantgarde. De revolutionære Socialdemokraters teoretiske Propaganda, Erfaringerne, de Slag, som Kapitalen lige fra Udgangen af det forrige Århundrede daglig tilføjer Proletariatet, - alt det var ikke tilstrækkeligt til at lade Proletariatets voksende Uro vokse ud over de første undselige Massefremstød imod Kapitalen. Den opportunistiske Politik hos Førerne for Arbejderbevægelsen dyssede Arbejderaristokratiets forreste Rækker i Ro, en Ro, som beviste, at Eliten af Arbejderne levede under forholdsvis gunstige Forhold. Men Arbejderklassens nederste Lag var for uvidende, for ubehjælpsomme, til at de kunne være istand til uden Parti - og Fagforeningsbureaukratiet eller imod det - dets Vilje - at styrte sig ud i den revolutionære Kamp. Så kom det længe ventede Dyr, Verdenskrigens Rovdyr, og begyndte med sine Klør at prædike den Lære for Proletariatet, som det ikke forstod, da den prædikedes for det af den revolutionære Socialisme. Det russiske Folk er det første, som har forstået denne Lære og har draget Slutningerne heraf, idet det fuldbyrdede den socialistiske Revolution. Den russiske Revolution er Proletariatets første Svar på Verdenskrigen, Forkæmperen og Forløberen for den internationale Revolution; den giver Svar på de Spørgsmål Revolutionens som revolutionens Sphinx i Årtier har stillet socialismen, på de Spørgsmål, som Arbejderklassen nu må besvare, dersom den ikke vil sønderrives af Verdenskrigen. Samtidig med, at det russiske Proletariat med sin revolution gør det første Skridt på Socialismens udviklingsvej fra Videnskab til Handling, betyder det samtidig et mægtigt Skridt hen imod Udviklingen af videnskaben om Kommunismen. Kommunismen er læren om Betingelserne for Arbejderklassens Sejr. Disse Betingelser ses klarest under selve Sejrens proces; derfor er en Forståelse af den russiske Revolution en Forudbetingelse for Kommunismens Udvikling fra Videnskab til Virkeliggørelse, d.v.s. til proletarisk verdensrevolution

Den russiske Revolutions Lære.

Kapitalismens Modenhedsgrad og den socialistiske Revolution.

Den Socialistiske Revolutions første Spørgsmål, som arbejderklassen bliver stillet overfor, er det: Hvornår kan den socialistiske Revolution komme? Da Marxismen havde vist Arbejderne, at Socialismens Sejr er afhængig af Produktionskræfternes Udvikling, så fæstnedes der i Marxisternes Rækker den skadelige Anskuelse, at den socialistiske Revolution først da er mulig, når Kapitalismen har grebet en Nations hele økonomi, når den så at sige har spaltet Nationen i en lille Gruppe Kapitalister og det undertrykte, proletariske Flertal. Ja, de mest konsekvente i Kommunismens Forfalskning, Revisionisterne, erklærede, at Socialismen ikke kunne sejre i Europa, førend Kapitalismen havde underkuet hele Verden; dermed begrundede de, som bekendt, Nødvendigheden af, at Arbejderklassen skulle støtte den kapitalistiske Kolonialpolitik. Hele Bevisførelsen hos de pseudo-socialistiske Partier i Rusland, som under Revolutionen har kæmpet på Bourgeoisiets Side og efter Arbejderrevolutionen kæmper i de kontrarevolutionæres Rækker, nemlig Menschevikernes, - består deri, at Socialismen i Rusland er umulig, fordi Proletariatet ikke udgør Flertallet i den russiske Nation. Dette Argument finder udmærket Genklang hos dem i Europa, som har gjort Marxismen til et mekanisk Regnestykke. Men for at bevise Meningsløsheden i at stille et sådant Spørgsmål, ér det tilstrækkeligt at henvise til, at i Tyskland, den økonomisk højst udviklede Stat i Europa, har Mænd af så stor videnskabelig Betydning som Heinrich Cunow forsvaret den Mening, at heller ikke Tyskland er moden til Socialismen. Det er klart, at det ved dette Spørgsmål ikke drejer sig om de Par Procent mere eller mindre i Proletarernes Antal i Forhold til den ikke-proletariske Befolkning, men om et fuldkomment tåget Begreb om Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme. Forudsætningen for en Opfattelse som den, Cunow har af Spørgsmålet om Kapitalismens Modenhedsgrad, danner den Anskuelse, at Kapitalismen egentlig selv skal fuldbyrde Socialismens Arbejde, og at Socialismen vil komme til et fuldt færdigt og vel dækket Bord. Når Cunow erklærer, at Tyskland endnu ikke er moden til Socialismen, understøtter han denne Opfattelse med en Henvisning til, at den kapitalistiske Stat først må overtage Industrien i sine Hænder, førend Proletariatet kan få den i sine, idet det tilriver sig Statsstyret. Men hvorfor skulle Proletariatet ikke være i Stand til direkte at tage den ved Karteller og Truster koncentrerede Industri ud af Hænderne på de kapitalistiske Truster og Karteller? Naturligvis, hvis først Proletariatet sejrer, når Kapitalismen allerede har udviklet sig til et sådant Stadium, hvor, efter Bernhard Shaws Ord, et til en hjemløs Abe udartet kapitalistisk Overmenneske, der ved at trykke på en Knap kan bringe Millioner af Arbejdere, som er forvandlet til Slaver, i Bevægelse, så ville det være et meget let Arbejde for Proletariatet at jage denne hjemløse, kapitalistiske Overmenneske-Abe bort fra Central-Apparatets Klaviatur og slå Hjerneskallen ind på ham. Men denne Lettelse af sit Arbejde ville Proletariatet betale med alle de Lidelser, som Tilskuerrollen ville påbyrde det, når det må se til, hvorledes Kapitalismen mekanisk går hen over Millioners Liv. Til Ære for Menneskeheden må det siges, at den mekaniske Opfattelse al Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme er i Modsigelse til alle Kendsgerningerne indenfor den hidtidige, historiske Opfattelse, ligesom med enhver fornuftig Opfattelse af Mulighederne for en kapitalistisk Udvikling. Heller ikke de tidligere Samfundsformer gik til Grunde, når Grundlaget for en ny Samfundsordning var fuldt færdig, men når de blev til en trykkende hemsko for den nye Samfundsordnings Elementer. Overgangen fra Kapitalismen til Socialismen begynder i det øjeblik, hvor det kapitalistiske Samfund har bragt sådanne Lidelser over Folket, at det bryder med Livets rolige Gang og rejser sig imod Kapitalens Herredømme, når Menneskene ikke længere kan udholde de Forhold, som den kapitalistiske økonomi har skabt. Hvis den kapitalistiske Udvikling er skredet så langt frem i et Land, at de vigtigste Grene indenfor Industrien, Kreditten og Samfærdselen, befinder sig i Hænderne på de kapitalistiske, koncentrerede Grupper, så vil det som Statsmagt organiserede, sejrende Proletariat, som har rejst sig, ikke blot kunne, men det må også forsøge at tage Industrien, Samfærdselen og Kreditten i sin hånd. Alt efter den Grad, i hvilken Kapitalismen er trængt ind i et Lands økonomi, vil Proletariatet omforme denne økonomi i mindre eller større Omfang direkte efter dets interesser, eller det vil foreløbig indskrænke sig til Socialiseringen af de allerede koncentrerede Grene indenfor økonomien, medens det vil være istand til først lidt efter lidt at lede de andre Grene, som f.eks. Landbruget, takket være dets Afhængighed af de socialistiske industricentre og takket være dets Afhængighed af Staten, over til Socialismen. Således ligger Forholdene i Rusland, I Rusland udgør Proletariatet ganske vist et Mindretal af Befolkningen, men den russiske Jernindustri, Kulbjergværkerne, Naftaproduktionen, Jernbanerne og Telegrafvæsenet er koncentreret på få hænder, de ledes af et lille Antal Banker, og de dikterer Lovene for økonomien i hele det agrariske Land. Den uudholdelige Stilling, som Kapitalismen har skabt i Verdenskrigen, bragte Folkemasserne til Kamp imod den zaristisk-kapitalistiske Stat. Ved Hjælp af Bønderne, som Imperialismen i 3 År har ladet forbløde, lykkedes det Arbejderne at erobre Magten i Staten. Hvad skulle de gøre med denne Magt? Tilhængerne af den mekaniske Opfattelse: at Socialismen først er mulig, når 9 Tiendedele af Befolkningen er Proletarer, søgte at gøre det klart for Arbejderne, at det er umuligt at gennemføre Socialismen. Tilbage til Kapitalismen, det var Menschevikernes Løsen. Men Arbejderne kunne ikke igen vende tilbage til Kapitalismen, uden at de styrtede sig selv og hele Landet i den største Elendighed. Hvis Kapitalisterne ville komme til Magten igen, ville de pålægge Arbejderne Omkostningerne for Krigen, så ville de tvinge Arbejderne til at arbejde 12 Timer daglig for at skaffe Omkostningerne til Veje til nye rustninger for den næste Krig. De ville ikke skaffe økonomiens Forvirring ud af Verden, men kun vælte Følgerne af denne Forvirring over på Arbejderne. Den kommunistiske økonomi er Benyttelsen af alle produktive Kræfter efter en Plan i Folkemassernes interesse. Netop fordi Landet på Grund af Krigen er bragt i en uhørt Forvirring, er Kommunismen den eneste Vej, ad hvilken Arbejderne kan have håb om, at komme ud af det forvirrede kapitalistiske Samfunds Nød og Elendighed. På Forhånd at give Afkald på at organisere denne økonomi i dens egen Interesse, ville sige det samme som af Angst at styrte sig ud i den kapitalistiske Elendighed, ville betyde at det unge Proletariat ikke ville være i Stand til at lede de af Kapitalismen koncentrerede Hovedkræfter indenfor Folke-økonomien. Dette ville ikke blot være historisk Selvmord, men også praktisk umuligt. Hvad ville det betyde at skulle tilbage til Kapitalismen ? Det betyder først og fremmest at give Statsmagten tilbage til Kapitalisterne, thi den proletariske Statsmagt kan ikke være den kapitalistiske Profits Vogter. Det gælder om at slå dette fast for at blotte Løsenet: tilbage til kapitalismen som fuldkommen Utopi. Det var dog ingen Tilfældighed, at det russiske Proletariat i Oktober 1917 tog Magten i sin Hånd. Proletariatet erobrede Magten, fordi det kapitalistiske Herredømme fuldkomment havde mistet Tilliden, såvel i de proletariske som i de borgerlige Massers Øjne. De første Repræsentanter for den russiske Kapital, Folk som Gutschkov, Miljukov, Tereschtschenko og deres socialistiske Figenblade: Folk som Zeretelli, Kerenski og Tschernov, var så forhadte af Masserne, som kendte dem af de Frugter, de havde båret, at de blev jaget bort af Folkemasserne, Hvis Arbejderne ikke havde grebet Magten, ville Kapitalens Repræsentanter ikke have været et Gran bedre i Stand til at mestre Sagerne. Rusland ville uden Ror være sejlet ud i Anarkiets Hav, ud i et Kaos, af hvilket ganske vist ingen Socialismens Stjerne ville have udkrystaliseret sig, men heller ikke noget kapitalistisk Regimente. Rusland ville simpelt hen være blevet et Bytte for den udenlandske Kapital, som ganske vist ikke er mere »moden«, ikke mere kaldet til at »ordne« det forvirrede Land i dets Folkemassers Interesse, end det unge, men energiske, russiske Proletariat. I samme Tilstand som Rusland befinder Østrig og Italien sig, og den russiske Revolutions Erfaring siger, at den Socialistiske Revolution absolut ikke vil begynde der, hvor Kapitalismen er helst udviklet. Selv kapitalens stærkeste Organisation er ude af Stand til at holde de uhyre Lidelser, som det kapitalistiske anarki frembringer, borte fra Masserne, og dog er det langt bedre i Stand til at holde disse Masser nede, end de unge kapitalistiske Landes Statsmagt. Den socialistiske Revolution begynder først i de kapitalistiske lande, hvor den kapitalistiske Organisation er svagere. De kapitalistiske Lande med de mest forvirrede Underkuelsesorganer er Socialismens Gennembrudspunkter, der begynder den socialistiske Revolution. Indenfor nationale Rammer kan den dårligt gennemføres, da den efter Sejren over sit eget Bourgeoisi trues af bourgeoisiet i de Lande, som endnu er kapitalistiske. Sejrrigt kan den socialistiske Revolution kun gennemføres på hele Kontinentets Flade; men den socialistiske revolution kan ikke vente, til der opstår et råb fra Proletariatet i hele Verden. De nationale, socialistiske Revolutioner er selv et Produkt af den internationale, kapitalistiske Opløsning, og danner et fremskyndelseselement. Hermed er Svaret givet på det første Spørgsmål, som trænger sig frem til det internationale Proletariat. Hvornår kan den socialistiske Revolution begynde? Den kan og vil begynde i hvert Land, hvor den ved Kapitalen skabte Stilling bliver uudholdelig for Arbejderklassen. Folkets Lidelser håner Cemow & Co.s Statistik, og Revolutionens Kratre venter ikke til Pseudo-Marxismens skolatiske Statistikere giver Tegnet dertil. Den, som ved Hjælp af statistiske Tabeller over Folkemasserne beviser den socialistiske Revolutions Umulighed, han viser, at han intet har forstået af Marxismen. Friedrich Engels kunne tage Fejl, når han i 80´erne troede, at kapitalismens Afslutning var forestående. Men denne Fejltagelses Mulighed viser allerede, at han intet havde at gøre med den statistiske Opfattelse af hans egen og Karl Marx’s Lære. Denne Forbedring af Marxismen var en af Kapitalismens fredelige Udvikling forklarlig Synd imod Ånden i Marxismen. Efter den russiske Arbejderrevolutions Erfaring er den ikke blot et Produkt af de kontrarevolutionære Sindelag, men den er også, som den russiske Erfaring viser, en kontrarevolutionær Utopi. Alle Bevægelserne mod den forfalskede marxistiske Ånd har ikke reddet Zeretellis og Dan's politiske Hals. De blev af det til socialistisk Revolution endnu umodne Proletariat kastet på Historiens Mødding, hvorfra de ganske vist kan spytte på, men ikke holde igen på den russiske Arbejderklasses Revolution. Den kan forbigående blive kastet til Jorden af den europæiske Kapital, dersom ikke det europæiske Proletariat i en overskuelig Fremtid griber til de samme Våben som Ruslands Proletarer. Men at det er en Proletariatets Revolution, og at den heroisk søger at overvinde de anarkistisk-kapitalistiske Former for økonomien ved en socialistisk Organisation, at det altså er en socialistisk Revolution, som kun kan slås ned ved Hjælp af Imperialismens Attilla’er, det kan lige så lidt Menschevikerne, som deres europæiske Efterabere tage fra den, hvor lidt den selv kan give Afkald på sin socialistiske Karakter; thi den socialistiske Karakter står over den som dens Skæbnes Stjerne, den er med jernhånd Nødvendighed født af Krigens imperialistiske Karakter.

Proletariatets Diktatur.

Ruslands socialistiske Arbejderrevolution viser det europæiske Proletariat den vej, som fører til Magten. Verdenskapitalens Presse skriger op om, at denne Vej er blodig, den hyler over Revolutionens rå og voldsomme Karakter. Den har fuld Ret dertil. Den blev skabt af Kapitalen som Organ imod Arbejderklassen, og det er dens Opgave at besudle og spy Galde imod den første Arbejderrevolution for at forskrække Arbejderne i de andre Lande med sit Medusahovede. Men hvorledes kommer Folk som Poul Axelrod, Martow og - risum teneatis !( hvor latterligt !) - Kautsky til at bruge Revolutionens Vold som en Anklagegrund imod Revolutionen? De har dog overfor Reformisterne forsvaret Ideen om Proletariatets Diktatur. Hvad betyder denne Diktatur? Diktaturen er den Regerings form, under hvilken den ene Klasse hensynsløst dikterer den anden sin Vilje. I den sociale Evolutions Tid, hvor en Klasse først forbereder sig til Magten, forbyder den Magtmidlet, fordi den er for svag til at bruge denne Magt. Den samler kun sine Kræfter, og derfor behøver den herskende Klasse heller ikke at fare frem med åben Magt imod den. Den herskende Klasse holder kun Magtmidlerne parat, men den giver den opadstræbende Klasse et vist frit Spillerum, sålænge den ikke anser denne Klasse for farlig. Fra det øjeblik, da een herskende Klasse pålægger de undertrykte så tunge Byrder, at den kan antage, at den undertrykte Klasse rejser sig, lader den voldsmaskineriet arbejde imod den. Også disse Byrder lægger Krigen på Arbejdermasserne; derfor medførte denne Ophævelsen af hele den sparsomme Frihed, som Arbejderklassen dog nød I Fredstiden, d.v.s. den bragte Imperialismens Diktatur, som har kostet Arbejderklassen Millioner af Lig. For at bryde imperialismens Diktatur må Arbejdermassen anvende Magt: Den iværksætter Revolution. Men ingen hidtil herskende Klasse er bleven besejret med ét Slag. Når den en Gang er blevet slået, søger den igen at rejse sig, og den kan gøre det, fordi Revolutionens Sejr absolut ikke er i Stand til i ét nu at ændre Samfundets økonomiske Liv, at rykke den afsatte Klasses Rødder fuldstændig op. Den socialistiske Revolution er en lang Proces, som begynder med Afsættelsen af den kapitalistiske Klasse, men først ender med den fuldstændige Forvandling af den kapitalistiske økonomi til et Arbejdssamfund. Denne Proces vil i ethvert Land lægge Beslag på mindst een Generation, og den Tid, den spænder over, er netop Proletar-Diktaturens Tid, den Periode, hvor Proletariatet med den ene hånd atter og atter må slå den kapitalistiske Klasse ned, medens den kun har den anden fri til socialistisk Opbygningsarbejde. Alt, hvad der principielt bliver sagt imod den russiske Arbejderklasses Voldsherredømme, betyder ikke andet end Fornægtelse ikke blot af Marxismens Lære, men selv af Fortidens simpleste Kendsgerninger. Hvis en Remer (Østerigsk SocialDemokrat), ikke skammer sig ved med en videnskabelig Mine at bevise, at den politiske Revolution, d.v.s. den brutale Magtanvendelse er i Modstrid med den socialistiske Revolutions Karakter, fordi den socialistiske Revolution kræver Organisation af en ny Form for økonomi og ikke Vold, så betyder det kun, at denne tidligere Lassalleanske for Staten sværmende Marxist ikke er nogen i Lassalles Ånd opvokset Tilbeder af Statstanken, som den han er blevet karakteriseret for at være, men en gemen kapitalistisk Sofist. Netop fordi den socialistiske Revolution må omforandre hele det kapitalistiske økonomiske Liv, som gav en Klasse uhørte Privilegier, må den vække denne Klasses stærkeste Modstand, som kun kan brydes med Jern. Og desto stærkere Kapitalismen er udviklet i et Land, desto mere hensynsløs, desto vildere vil dens Forsvarskamp være, desto blodigere den proletariske Revolution og desto mere hensynsløs de Forholdsregler, som den sejrrige Arbejderklasse må benytte overfor den besejrede Kapitalist klasse. Men Moluskerne svarede os fra »Pseudo-Marxisternes Lejr« - disse Modstandere af den russiske Revolution: Det drejer sig slet ikke om den principielle Afvisning af den proletariske Diktatur, men om Afvisningen af en Diktatur i et Land, hvor Proletariet er et Mindretal, hvor Diktaturen udarter til et Herredømme af Mindretallet over Flertallet, som det skal være Tilfældet i Rusland. Dette Argument er en fejg Udflugt. Intetsteds, i intet Land vil Revolutionen begynde som en Handling af Befolkningens Flertal. Kapitalismen betyder aldrig blot den fysiske Beherskelse af Produktionsmidlerne, overalt betyder den samtidig det åndelige Herredømme over Folkemasserne, også de kapitalistisk mest udviklede Lande. Under trykket af Elendigheden og Nøden, under Massernes Rystelse ved et sådant Produkt af Kapitalismen som Krigen, rejser sig ikke alle undertrykte og udbyttede på én Gang. Det er altid de mest aktive, som rejser sig, et Mindretal, som iværksætter Revolutionen, og dens Sejr er afhængig af, om denne Revolution stemmer overens med den historiske Udviklingslinie, d.v.s. med de Folkemassers Interesser, som kan afløse den tidligere herskende klasse. En Revolutions agitatoriske og skabende Kraft er nødvendig for at ruske alle Folkemasser op, for at befri dem fra Kapitalens åndelige Slaveri, for at føre dem ind i den Lejr, som forsvarer deres Interesser. Man kunne sige, at enhver Revolution bliver begyndt af Mindretallet, Flertallet går først over på dettes Side under selve Udviklingsprocessen og bringer således Mindretallet dets endelige Sejr. Hvis det var anderledes, så ville Diktaturen i et Land med et proletarisk Mindretal som Rusland ikke blot være skadelig, som Kautsky’erne påstår, men den ville være unødvendig i et Land med et proletarisk Flertal, hvor Kautsky’erne nådigst tillader Diktaturen. Den kapitalistiske Klasse fremviser i disse Lande et så ringe Mindretal, at den ikke ville være i Stand til at hæve Våben mod Proletariatet. Enten er man altså virkelig kommen ud over den Marxistiske Opfattelse af den proletariske Diktaturs uomgængelige Nødvendighed som Vejen til Socialismen, eller også er denne Diktatur ligeså berettiget i Rusland som i ethvert andet Land.

Revolution og Kontrarevolution.

Den russiske Revolution har såvel vist os de konkrete Former for Bourgeoisiets Modstand som Proletariatets Diktatur, ligesom den i det hele taget viser os Arbejderrevolutionens typiske Træk. Friedrich Engels har i »Anti-Dühring« vist hvorledes Kapitalismen udvikler Militarismen, hvorledes den militariserer hele Folket, stiller det under Kommandersergentens Sabel, men samtidig skaber de Elementer, som opløser Militarismen ved den Klassemodsætning i Arméen, som på et vist Punkt af Udviklingen lader Arméen sprænges, idet den spalter Arméen i dens proletariske og i dens borgerlige Del, i en rød og en hvid Armé. Det har Marx’ og Engels’ Elever glemt, når de stadig citerede Engels Bemærkning fra »Klassekampene i Frankrig«, hvor Engels henviser til de moderne Gaders Bredde o.s.v., som vil besværliggøre Opstanden. Den russiske Revolution viste, hvorledes Opstanden i Fredsslaget ligesom i Skyttegravsslaget kan sejre, slet ikke at tale om på de Gader, hvor den revolutionære Idé griber Soldaterhjerterne, og lader dem marschere i Massekolonner imod Arméens kapitalistiske Elementer. Den russiske Revolution har yderligere vist, hvorledes Forsøgene på at organisere nye Arméer af de kapitalistiske og vaklende Elementer, udgør en af Hovedmetoderne for den borgerlige Kontrarevolution. I de mere kapitalistiske udviklede Lande, med en mæt og stærkt kapitalistisk Bondebefolkning, vil denne Tendens hos det kontrarevolutionære Bourgeoisi munde lige ud i Kamp mellem de Regimenter, som stammer fra proletariske og de fra bonde-kapitalistiske Egné. Borgerkrigen mellem Revolutionen og Kontrarevolutionen bliver en Krig i dette Ords egentlige Betydning. Den proletariske Verdensrevolutions Udvikling vil vise en Forvandling af de imperialistiske Fronter til revolutionære og kontrarevolutionære Fronter. Det tyske Overfald på Ukraine, det fransk-engelsk-japanske Overfald på Rusland viser denne Udvikling. Revolutionens og Kontrarevolutionens Udvikling vil opkaste Spørgsmålet om den socialistiske Revolutions Strategie. Den russiske Revolution viser, i hvilken Retning disse Spørgsmål vil udvikle sig. Når den russiske Revolution lider under, at den ikke har noget Officerskorps, at den lige så vel må uddanne Proletarerne til Arméledere som til Fabriksledere, så er det intet russisk Spørgsmål. De le fabula narratur (det er dig, det gælder) siger den russiske Revolutions Erfaringer til det europæiske Proletariat; men samtidig viser disse Erfaringer, at den proletariske Revolution i det lange Løb også militaristisk set er uovervindelig. Den sejrer derved, at Bourgeoisiet som et ringe Mindretal heller ikke kan sammensætte sin kontrarevolutionære hær af rene borgerlige Elementer, at det er nødt til at organisere vildledte, proletariske Elementer i de kontrarevolutionære Arméer - Elementer, som vil falde fra hverandre i Kampen mod Revolutionens Arméer og før eller senere gå over på Revolutionens Side. Ligesom det ikke blot var Voldsmagten, som Bourgeoisiets Herredømme hvilede på, men også dets Karakter som Leder af Produktionen, således er det heller ikke blot den bevæbnede Magt, med hvilken den proletariske Revolution søger at besejre den; Bourgeoisiets og den borgerlige intelligens Sabotage, som i Tiden fra November-Opstanden til Marts befandt sig på Højdepunktet i Rusland, er ikke blot et russisk Produkt. Den giver det europæiske Proletariat et Fingerpeg. Og hvis Marxismens Gildinger nutildags henviser til, at det russiske Proletariat ikke hidtil var i Stand til socialistisk at organisere Produktionen, så håner de sig selv uden at mærke det. Overalt vil Bourgeoisiet og den borgerlige Intelligens lægge Proletariatet de største Hindringer i Vejen i dets Organisationsarbejde, og intetsteds vil Proletariatet, selv ikke det bedst udviklede, være i Stand til med kort Frist at finde de Kræfter i dets Rækker, som er nødvendig for at gennemføre det socialistiske Organisationsarbejde. I det for sin Organisation så priste Land, Tyskland, er Antallet af Arbejdere, som i øjeblikket ville være i Stand til at lede hele Produktionsgrene, overordentlig ringe; selv Antallet på Arbejdere, som ville være i Stand til som Teknikere at tage Produktionen på en Fabrik i deres Hånd, er meget ringe. Det ved enhver, som har arbejdet med den tyske Arbejderbevægelse. Først gennem Tusinder af Fejl vil Arbejderklassen i ethvert Land være i Stand til at uddanne sig til Ledelsen af Produktionen, og den vil først og fremmest intetsteds kunne give Afkald på de borgerlige Specialisters Tjeneste. Den vil ligesom den russiske Arbejderklasse være nødt til at bruge en jerndiktaturs Forholdsregler for at stille de borgerlige Elementer i Arbejdernes Tjeneste. Intet Proletariat bliver sparet for den Kamp, som tvinger den russiske Arbejderklasse til Diktaturens skarpeste Forholdsregler: Kampen for Brødet. Intetsteds vil Bønderne uden videre stille sig på Revolutionens Side - i de kapitalistiske Lande endnu mindre end de har gjort det i Rusland, hvor Revolutionen gav dem Grund og Jord. Ligesom Revolutionen militærisk set munder ud i en Kamp mellem Arbejder- og Bonderegimenter, således bliver den også socialt udkæmpet som Kamp for Brødet mellem Bønder og Arbejdere, indtil den besejrede Bondestand lærer at forstå, at det socialistiske Samfund kan byde den et mere menneskeværdigt Liv end det kapitalistiske.

Demokrati eller Arbejderklassens herredømme.

Og hermed er netop sagt, hvor meget oldingeagtig Meningsløshed der er nødvendig for at kunne anklage den russiske Revolution for, at den skader det stakkels Demokrati. Demokratiet er konkret taget den Kapitals Herredømme, som er så stærk, så forankret i Folkemassernes Opfattelser, at den kan tillade sig den Luksus, at give dem Friheden til at tale med om Statsanliggenderne. Et videregående Demokrati finder den ikke i den moderne Historie, thi der, hvor Folkemasserne blot gør Mine til, ud fra deres Talefrihed at deducere bestemmelsesretten over Staten imod dens kapitalistiske Herskeres Vilje, der går Demokratiet i Vasken. Det moderne Demokrati er en kulisse for Kapitalherredømmet. Da det svage Proletariat havde en Interesse i at tale frit, at vælge frit for at samle sine Kræfter, har vi anerkendt Demokratiet som Vejen til Socialismen; det betød, at vi havde den fri Deltagelse i Statsanliggenderne nødvendig for at gøre Massen bevægelig til Kampen for Socialismen. Men abstrakt taget betyder Demokratiet Folkets Flertals-Herredømme. Den Tanke, at Proletariatet først da begynder en Revolution, når det har Beviser for, at det har Folkets Flertal bagved sig, er allerede derfor fuldkommen meningsløs, fordi det kapitalistiske Demokrati aldrig vil vedblive at være uberørt af Kapitalisterne, sålænge indtil Proletariatet kan overbevise sig om, at det har Befolkningens Flertal stående bag ved sig. Intet Sted nyder unge, skændig udbyttede Arbejdere og Arbejdersker fuld Ret. Gjorde de det, så ville Bourgeoisiet før jage Parlamentet til Djævelen end Arbejderne opnående at gennemføre deres Vilje ad fredelig Vej. Men det er overhovedet meningsløst at antage, at man ad fredelig Vej, ved ren Agitation, uden Revolution, kan overvinde Folkemassernes Mistro imod deres egne Kræfter. Kun i en Revolution kan Arbejderklassens Avantgarde rive Folkemassernes Flertal med sig. Men en Revolution betyder, at én Klasse dikterer en anden sin Vilje. Den Betingelse, som Kautsky & Co. stiller til en Revolution, består deri, at den vel har Ret til at diktere bourgeoisiet sin Vilje, men den er samtidig forpligtet til at give Bourgeoisiet Mulighed for, ved Pressefrihed, gennem den konstituerende Forsamling at fremkomme med dets Klager. Denne åndrige Fordring af en fagmæssig Kværulant, hvem det ikke kommer an på, om han får Ret, men kun om han kan forebringe sin Anklage, kunne abstrakt taget blive opfyldt uden at skade Revolutionen. Men Revolutionen består netop deri, at den er en Borgerkrig, og Klasser, som bekæmper hverandre med Kanoner og Maskingeværer giver Afkald på den homeriske Tale- Duel. Revolutionen diskuterer ikke med sine Fjender, den tilintetgør dem; de kontrarevolutionære gør det samme, og begge vil vide at bære, den Bebrejdelse, at de ikke har taget hensyn til den tyske rigsdags Forretningsorden.

Rådene - det Tegn hvorunder det Internationale Proletariat vil sejre.

Den russiske Revolution viser det internationale Proletariat det barske Ansigt, som det vil vise, stolt og oprejst, sodet af Krudtrøgen. Den som bliver bange for dette Ansigt, den som vender sig bort fra det som et Medusahovede, han vil i det hele taget vende sig bort fra den proletariske Revolution, han vil vende sig bort fra Socialismen. Men den russiske Revolution viser ikke blot det europæiske Proletariat de Kampe, som det må kæmpe sig igennem, hvis det ikke vil fordærves i Skyttegravene Mudder, men også Formerne, Tegnet hvorunder det vil sejre. Hvorledes vil Formen for Proletariatets diktatoriske herredømme se ud i Europa ? Det er Rådene, d.v.s. Arbejderklassens Repræsentation i Fabrikken, i Byen, på Landet og i Staten. Det er den Form, hvorunder Europas Arbejdere vil konstituere deres Herredømme. Tanken om Rådene er så simpel, som intet Menneske ville have kunnet udtænkt den, som kun historie genialt skaber sine Krystaller. I Fabrikkerne sled og slæbte kapitalens Slaver. Fabrikken er ved Tusinde Tråde forbundet med de andre Fabrikker, med hele dens Distrikts økonomiske Liv. Den er afhængig af Stedets Samfærdselsforhold, af de Fabrikker, som forarbejder deres Halvfabrikata eller afgiver dem til den, men den er også afhængig af alle Fabrikker i samme Produktionsbranche og i sidste Linie af hele Landets økonomi. Fabrikkens Repræsentation er derfor Statsmekanismens politiske og økonomiske Celle. Proletariatets stedlige Repræsentanter er derfor den stedlige Statsmagt, og samtidig er de Stedets økonomiske Ledelse. Men ligesom Arbejdernes Repræsentationer fra hele Landet får deres Politik foreskrevet af de stedlige Arbejdere, men samtidig gør dem almene og til Love for de lokale Statsorganer og følgelig har deres Rødder i de lokale Arbejderråd, men samtidig holder disse Arbejderråd de almene, proletariske Interesser for øje, - på samme Måde bliver det, almene økonomiske Råd, som er sammensat af Arbejderklassens Repræsentanter, til et Organ. som fører de lokale, økonomiske Råd ud over deres lokale Interesser og underordner dem Landets almene, økonomiske interesser. Under den russiske Revolution har det i Praksis vist sig, hvad der indenfor Syndikalismen er stærkt og skabende, og hvad der er småborgerligt og lavsmæssigt. Arbejderne på en Fabrik ville let, som herrer i Fabrikken, styrke Specialinteresser, som kunne gøre dem til Småborgere. Industrigrenens økonomiske Råd repræsenterer hver Fabrik hele den, økonomiske Grens Interesser og Udviklingsmuligheder. Men selv denne kunne betone Proletariatets Interesser hos en bestemt økonomisk Gren frem for Arbejderklassens almene Interesser. Det almene økonomiske Råd, som udkaster g gennemfører hele den økonomiske Plan, udligner Arbejdernes Interesser og gør den almene Interesse til Lov. Hermed bliver Syndikalismens lavsmæssige Tendenser ophævet, og samtidig bliver det Problem løst, som denne på Grund af Mistro overfor det bankerotte Demokrati fornægtede og vendte sig bort fra. Arbejderrådenes Kongres, Arbejderrådenes Eksekutivkomite, det er den proletariske Statsmagt. Ikke den kapitalistiske Undertrykkelses Middel, men omvendt Proletariatets Kamporgan. Rådsregeringen er ingen demokratisk Regeringsform, men det er Formen for Arbejderregeringen, den viser klart sin Klassekarakter, indhylder den ikke i demokratiske Fraser, men den er samtidig den Regeringsform; hvorunder den revolutionære Arbejderklasses Vilje, klar, utvetydig og hensynsløs kan udtrykkes. Hermed er det Problem løst, som ikke kunne løses af det borgerlige Demokrati: Bureaukratiets Problem. Syndikalismen har med Afsky vendt sig bort fra Bureaukratiets Problem. Den ville ophæve Bureaukratiet og dets Organer, men den kunne ikke ophæve det, den fornægtede det kun i Ord. I det kapitalistiske Samfund er Proletariatet dømt til kun at snappe smulerne fra den kapitalistiske Videnskabs Bord. I det kapitalistiske Samfund måtte der selv i Arbejderbevægelsen findes Bureaukrater, som alene havde Tid til at lære Arbejderbevægelsens Teknik at kende. Efter at Kapitalismen er styrtet ved den socialistiske Revolutions Proces, som roder dybt op i Arbejdermasserne og lader alle Evnerne spire frem, er der for første Gang i Historien givet Arbejderklassen en Mulighed for virkelig selv at kunne forvalte sine Anliggender. Regeringsformen med Råd af Arbejderdelegerede, som stadig vender tilbage til Moderjordbunden, til Fabrikken, det vil blive den Form, hvorunder Verdensproletariatet besejrer Kapitalismen og bliver i Stand til at gennemføre Socialismen, og det er mere end betegnende, at alle de »Marxister«, som forsøger at dadle den russiske Revolution, endnu ikke har forsøgt at angribe Tankerne om en Rådsregering. For at gøre det, måtte de intet mindre end forsvare de imperialistiske Mørkekamre; i hvilke Bureaukratiet sammen med Finanskapitalens Repræsentanter, udfører Statens Forretninger. Parlamentet er en Diskussionsklub, en Vrøvlebod. Parlamentet leder ingen Fabrikker, Parlamentet bygger ingen Jernbaner. Statsmaskinen, som fra en Politimaskine stadig mere og mere bliver til et økonomisk Kontor, kunne enten sagligt ledes af et bureaukratisk, kapitalistisk Konsortium, hvorved Parlamentet kun var en Kulisse, som var skudt foran, eller der måtte skabes sådanne Organer af Arbejderne, at de sammen med uddannede Fagfolk kunne sætte det økonomiske Apparat i Gang og lede dette. Fordi dette Alternativ stod enhver klart, som havde det ringeste Begreb om de såkaldte demokratiske Staters Mekanisme måtte Modstanderne af en Rådsregering indskrænke sig til at forsvare Nationens Ret, d.v.s. at vrøvle med Bourgeosiet, men de kunne ikke vove at forsvare Kærnen i det faktiske Herredømme af forenede Bureaukrater og Kliker af Finanshajer, d.v.s. de måtte fuldkommen lade det kardinale Spørgsmål om Formen for Arbejderrevolutionen - ude af Spillet. Og dette er det bedste Bevis for, at de lærde Herrer aldeles ikke var istand til ikke blot virkelig at bekæmpe den russiske Revolution, men oven i Købet ikke at forstå den. Det europæiske Proletariat vil uden Tvivl i Løbet af den nærmeste Tid marschere frem så hurtigt, at det ikke vil have Tid til at lære den russiske Revolutions Praksis at kende i lærde Bøger, det vil forstå den praktisk, førend det er istand til at lære. Deri at kende ud fra dens Dokumenter. Vi, som har haft den uendelige Lykke, efter 4 Års Gru, Verdenskrigens Rædsler, at leve, d.v.s. at kæmpe midt i et nyt opstående Samfund, vi bilder os ikke ind at være Læremestre for det europæiske Proletariat. Forsåvidt Historien endnu lader det få et Spand af Tidsrum til at lære den russiske Revolution og dens skematiske Fremstilling at kende, førend det praktisk anvender og indhenter den, da er det vor Opgave at give det et Billede af det russiske Proletariats Vilje og Handling. Kendsgerningerne taler da til Proletariatets længselsfulde Hjerter, til dets Hjerne, om, at Kendsgerninger er Kendsgerninger uden nogensomhelst Anbefaling. Den russiske Revolution behøver ikke at forsvare sig for det europæiske Proletariats Domstol. Hvis Socialismen virkelig; hvad vi er overbevist om, har opfyldt to Generationers bedste Proletarer med Længsel og Higen, så vil de genkende den i den russiske Revolution, fordi den er det første Skridt til Udvikling af Socialismen fra Teori til Handling. Og de kan allerede i den russiske Revolution anerkende Opfyldelsen af deres Drømme. Fra San Francisko til Wladiwostock, hvad enten man tager Vejen over Atlanterhavet eller over det store og stille Hav, fra alle Verdens Kanter modtager vi daglig Beviser på, at Trods den borgerlige Presses Løgne, at Trods Socialismens Forrædderes Fejghed, vender Arbejderklassen i alle Lande, når de blot begynder at røre på sig, når de blot føler Kampviljen, sine øjne imod det Rusland, som har drukket så meget Blod, imod det Rusland, hvor Arbejderklassen kæmper med en Verden af Fjender, som det dog, det håber vi, vil besejre. Gid denne, min Ven Bucharins, lille Bog, som i Løbet af 3 Måneder spredtes i een Million Eksemplarer ud over Ruslands vidtstrakte Sletter for at gøre Proletarerne deres Handlemåde forklarlig, gid den må klare for al Verdens Proletarer, hvis Blod endnu i Strømme udgydes af Kapitalisterne, Billedet af det, som det er værd at kæmpe for, som det er en Lykke at dø for, for enhver, hvem Socialismen var andet end - rene Fraser..

De russiske Revolutionæres Sørgemarch

Som ofre i segned i klassernes strid,

I ofrede livet for folket,

Det folk, som i elsked i hellig id,

Hvis længsel mod frihed i tolked.

I fængslernes mørke på bødlernes bud

I bar jere lidelser mandigt.

Nu bær jere brødre til graven jer ud

Men lænkerne klirre bestandigt.

Tyrannerne fester i borg og palæ,

Af rædsel og angst er de grebne;

Thi nu taler folket, de knuged i knæ:

På væggen står skrevet jer skæbne!

Der kommer en tid, da vor klasse blir vakt,

Mod friheden fremad vi stræber;

Da vristes fra bødlen den blodige magt,

Hvormed vore brødre man dræber.

Udødeligheden er løn for jer dåd,

I lever, o brødre, i mindet!

Nu krympes vort hjerte af smerte og gråd,

Men harmen skal flamme i sindet!

Og når vi har sejret — når frihed vi vandt,

Når uretten helt vi har hævnet,

Når al jeres længsel sin udløsning fandt

Da blir blandt de største i nævnet.

Kommunisternes (Bolschevikernes) Program.

Maj 1918 - N. Bucharin

 Den kapitalistiske Stat, Arbejderklassen og Landproletariatet.

I alle Lande - undtagen Rusland efter Oktoberrevolutionen har Kapitalen Magten. Lige meget, hvilket Land vi tager, det halvabsolutistiske Tyskland, det republikanske Frankrig eller det såkaldte demokratiske Amerika, overalt er Magten i Hænderne på Kapitalen. En lille Håndfuld Mennesker, større Finansmænd, Godsejere og Fabrikanter, holder hundrede Millioner at Arbejderklassen og Landproletariatet nede I Slaveri og Undertrykkelse, tvinger dem til et anstrengende Arbejde for en ussel Løn og under dårlige Vilkår, og når de er blevet arbejdsudygtige og ikke mere kan give Avance, kastes de ubarmhjertigt på Gaden. Rigdommen har forlenet nogle få Finansmænd og Fabrikanter med denne frygtelige Magt overfor hundrede Millioner at den arbejdende Befolkning. Hvorfor er den Fattige, når han er kastet på Gaden, tvunget til at dø Hungersdøden ? Fordi han ikke har andet end et Par Hænder og Fødder, som han kan sælge til Kapitalen, hvis denne har Brug for ham. Hvorfor kan en Rigmand, en Bankier eller en Fabrikant, leve i Overflod, selv om han ikke bestiller noget? Hvorfor kan han blive ved at få sine rigelige Indtægter og samle sig Formue hver Time, hvert Minut og hvert Sekund, han ånder? Fordi han ikke blot ejer et Par Hænder og et Par Fødder, men også de Arbejdsredskaber, uden hvilken man nu til Dags ikke kan arbejde: Fabrikker, Maskiner, jernbaner, Bjergværker, jord, Dampskibe og alle mulige Apparater og Instrumenter. Denne Rigdom, som er skabt af Mennesker, tilhører Kapitalisterne over alt i Verden, undtagen i det nuværende Rusland. I Kraft af denne Ordning er det ikke så mærkeligt, at en lille Håndfuld Folk, som ejer alle de nødvendigste Forbrugsartikler kan herske over alle de andre, som ikke ejer noget. Landproletaren kommer derude fra Landet ind til Byen for at søge Arbejde. Hvor skal han gå hen? Til den, der ejer en Fabrik eller et Værksted. Ejeren kan afvise ham eller være ham nådig. Når hans tekniske Arbejdsledere og Bogholdere - Ejerens tro Tjenere - har regnet ud, at af nye og unge Arbejdere kan man presse flere Penge end af de gamle og udslidte, kan det være, der bliver sagt »Giv ham Arbejde!« Men hvis ikke, bliver der sagt til ham: »Gå din Vej !« Kapitalisten er på Fabrikken som en Konge og en Gud. Alle bøjer sig for ham og hører hans Bud. På hans Befaling bliver Fabrikken udvidet eller indskrænket. På hans Befaling gennem Mestre og Administration bliver Arbejdere antagne eller afskedigede. Han afgør, hvor mange Arbejdere der skal beskæftiges, og hvor stor en Løn de skal have. Og alt det, fordi Fabrikken er hans, fordi Værkstedet er hans, er hans Ejendom. Denne Privatejendommens Ret til Produktionsmidlerne er netop Årsagen til den frygtelige Magt, der ligger i Kapitalens Hånd. Det samme gælder jorden. Vi kan tage det mest demokratiske og friest politiske Land - De forenede Stater -, om hvilket Bourgeoisiet har tudet os ørene fulde, til Eksempel. Tusinder af Arbejdere dyrker fremmed jord, der tilhører de største Godsejere og Kapitalister. Alt er her indrettet på samme Måde som på en Fabrik. Ti eller Hundrede af elektriske Plove, Mejemaskiner, Slåmaskiner og Selvbindere betjenes her fra tidlig Morgen til sen Aften af Kapitalens Lønslaver. Og ligesom i Fabrikken arbejder de ikke for sig selv, men for Ejeren, fordi selve jorden og Udsæden og Maskinerne - med eet Ord - alt undtagen de arbejdendes Hænder, er kapitalistens private Ejendom. Her er han Selvhersker. Han befaler og ordner alt således, for at mere Blod og Sved skal forandre sig til gyldent, klingende Metal. De bøjer sig som oftest for ham, undertiden knurrer de, men de fortsætter dog med at skaffe Penge til Ejeren, fordi han ejer det hele. Arbejderen, den fattige Proletar, der ude fra Landet, ejer intet! Det sker undertiden, at Godsejeren ikke selv leder sit Gods, men forpagter sin jord ud. Hos os i Rusland var Husmændene tvunget til at tage jord i Forpagtning, fordi de selv ejede så forfærdeligt lidt jord, at de ikke kunne eksistere på den. De dyrkede jorden med deres egne Maskiner, Plove, Harver og Heste. Men alligevel blev de snydt. Thi jo større Trangen til jord var, desto højere satte Godsejeren Forpagtningsafgiften, og tvang på den Måde de fattige Bønder ind under slavelignende Kår. Hvorledes kunne han gøre det? Han kunne gøre det, fordi jorden var hans, Godsejerens, fordi Grund og jord var Godsejerklassens Privatejendom. Det kapitalistiske Samfund kan deles i to Lejre: De, som må arbejde meget, men kun kan spise lidt og slet, og de, som arbejder lidt - eller slet ikke men som alligevel lever i Overflod. Det er ikke helt efter den hellige Skrift, hvor der står: »Den som ikke arbejder, skal ikke have Føden«. Men dette Forhold forhindrer ikke Forkyndere af alle mulige Konfessioner i at prise den kapitalistiske Samfundsorden, thi Præsterne får jo overalt - undtagen i Sovjet-Republiken - sin Løn udbetalt i klingende Mønt af Kapitalen. Nu møder der os imidlertid et andet Spørgsmål: Hvorledes kan en lille Håndfuld af Snyltere opretholde Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne? På hvilken Måde har disse Parasitters Privatejendomsret kunnet holde sig til Dato? Hvad er Grunden hertil ? Grunden hertil må søges i den fortrinlige Organisation af det arbejdende Folks Fjender, Nu til Dags er der ikke et eneste kapitalistisk Land, hvor Kapitalisterne virker som Enere. Tværtimod. Enhver af dem er livsvarigt Medlem af den besiddende Klasses økonomiske Organisation. Og de økonomiske Foreninger holder alt i deres Hånd. De har flere Tusinde pålidelige Agenter, som ikke er underdanige af Frygt, men af Samvittighedsfuldhed. Hele det kapitalistiske Samfund og det økonomiske Liv ledes fuldstændig af de forskellige af de besiddende Klassers dertil indrettede Erhvervs- og Finansorganisationer: Syndikater, Truster og Banker. Disse Forbund hersker og råder over alt. Men den allervigtigste Organisation er dog den borgerlige Stat. Denne de besiddende Klassers Organisation holder alle Regeringens Tråde og hele Magten i sine Hænder. Her er alt i Forvejen nøje vejet og målt, alt overvejet og forberedt, således at man ved det første Forsøg fra Arbejdernes Side på at rejse sig mod Kapitalismens Tvangsregimente, kan kvæle det i Fødslen. Til Statens Rådighed står hele den rå, materielle Magt, Spioner, Politi, hele Retsmaskineriet, Bødler, indøvede og sjælsløse Soldater og »åndelige« Kræfter, som bevidst ødelægger og forfalsker den arbejdende Klasses moralske og åndelige Begreber. Endvidere har Staten til sin Rådighed Skolerne, Kirkerne og den kapitalistiske Presse. Det er bekendt, at Ejere af Svinebesætninger fodrer deres Svin i en sådan Grad, at Svinene næppe kan gå, men af den Grund bliver de mere værdifulde til Slagtning. Sådanne Svinebesætninger opdrættes kunstigt, idet man hver Dag giver dem et særligt Foder, for at de kan blive rigtig fede. På samme Måde bærer Bourgeoisiet sig ad overfor Arbejderne. Ganske vist giver man ikke Arbejderen ret megen rigtig Mad, så af den skal han ikke blive fed, men derimod serveres der daglig en særlig åndelig Føde, der gør Arbejderens Hjerne tyk og fed, men som også samtidig gør den uskikket til alt Arbejde. Bourgeoisiet vil skabe Arbejderklassen om til en Svinebesætning, som er lydig og roligt lader sig føre til Slagtebænken. Derfor har Bourgeoisiet så store Interesser i Skolen og Kirken. I Skolen lærer man Børnene, at de må adlyde Øvrigheden, der er indsat af Gud. (Kun Bolschevikerne har gjort sig fortjent til Kirkens Ban i Stedet for dens Velsignelse, fordi de vægrede sig ved at lade Statskassen betale de kutteklædte Bedragere). Af samme Grund er Bourgeoisiet også interesseret i den størst mulige Udbredelse af deres løgnagtige Påstande. Det kapitalistiske Samfunds fuldendte Organisation gør det muligt for Bourgeoisiet at bevare Magten og Privatejendomsretten. Der er kun få Millionærer, men omkring dem står en mægtig Hob af lydige, underdanige og godt betalte Lakajer, f.eks. Ministre, Fabriks- og Bankdirektører o.s.v.. Ved de sidstes Side er der endnu en Mængde mindre velstillede Medhjælpere, der er fuldstændig afhængige af deres Overordnede, og som er opdraget ganske i deres Ånd, og hvis højeste Stræben kun går ud på at få en bedre Stilling. Efter dem følger der endnu flere mindre Embedsmænd, Funktionærer og Agenter i Kapitalens Tjeneste. Den ene følger lige efter den anden, og alle er de lænket sammen med den borgerlige Stats og de økonomiske Organisationers strammende Bånd. Disse Organisationer omspænder alle Lande med et tæt Net, i hvilket Arbejderklassen forgæves spræller. Enhver kapitalistisk Stat er i Virkeligheden at betragte som en kolossal økonomisk Organisation. Arbejderne arbejder, Fabrikanterne nyder, Arbejderne fuldender Arbejdet, Fabrikanterne befaler, Arbejderne bedrages, Fabrikanterne bedrager. Dette er den Orden, som man benævner den kapitalistiske Samfundsorden. Kapitalisterne og deres Tjenere: Præsterne, intelligensen, Menschevikerne, de Socialrevolutionære og andre af Arbejdernes og Bøndernes gode Bekendte, opfordrer os til at anerkende denne Samfundsordning.

Rovkrige, Arbejdernes Undertrykkelse og Begyndelsen til Kapitalens Undergang.

I den sidste Tid har Kapitalismen i alle Lande koncentreret sig, samtidig med at den mindre Kapital så godt som er ganske forsvundet, idet den er blevet opslugt af de store Hajer. Før var der skarp Konkurrence mellem de enkelte Kapitalister om Kunderne. Nu, da der ikke er så mange tilbage, har de tiloversblevne forenet sig, og de råder og regerer nu i ethvert Land ganske på samme Måde som tidligere Godsejeren skaltede og valtede med sit Stamhus. Et Par amerikanske Finansmænd behersker hele Amerika, ligesom en enkelt Kapitalist før rådede over en Fabrik. Nogle få franske Ågerkarle har knægtet og tyranniseret hele den franske Befolkning, og i Tyskland råder fem af de største Banker over det tyske Folks Skæbne. Det samme er Tilfældet i de andre kapitalistiske Lande. Vi kan derfor sige, at de nuværende kapitalistiske Stater - de såkaldte »Fædrelande« - har forandret sig til uhyre Fabrikker, hvor den besiddende Klasses økonomiske Organisationer hersker enevældigt. Der er ikke noget som helst ejendommeligt i, at disse Organisationer, Bourgeoisiets Statsorganisationer, nu fører sådanne Kampe mod hinanden; den engelske kapitalistiske Stat fører Krig mod den tyske kapitalistiske Stat, ligesom før i England og i Tyskland den ene Kapitalist bekæmpede den anden. Nu er Spillet kun tusinde Gange højere, og Kampen for at forøge Produktionen føres nu med Menneskeliv, med Menneskeblod. I denne Kamp, som behersker hele Verden, må naturnødvendigvis først de små og svage Stater gå til Grunde. Allerførst går det ud over de små Folk i Kolonierne, svage, undertiden vilde Stammer, der lidt efter lidt ødelægges af de store Røverstater. Der opstår mellem disse en Kamp om Fordelingen af de »frie« Lande, d.v.s. Lande, som endnu ikke er stjålet af en af de »civiliserede« Stater. Derefter følger så Kampen om det, som allerede tidligere er stjålet. Det er indlysende, at denne evige Kamp om en Fordeling af disse Kolonier gør Verden blodigrød og hadefuld. Her føres Krigen mellem jættestore Kæmper, mellem Verdens største Riger, bevæbnet med de mest fuldkomne dødbringende Maskiner. Verdenskrigen, der brød ud i Sommeren 1914, og som raser endnu den Dag i Dag, er den første der føres for en endelig Deling af Verden mellem de »civiliserede« Røveres Uhyrer. Verdenskrigen rev de fire gigantiske Hovedrivaler, England, Tyskland, Amerika og Japan med i Dødedansen. Og Kampen føres kun for at få endelig afgjort, hvilken af de fire Røverbander, der skal sætte sin blodige Hæl på Verdens Nakke og jernhårdt træde de andre i Støvet. Denne Krig har samtidig alle Vegne forværret Arbejderklassens Kår, der også uden Krigens Rædsler var næsten uudholdelige. Nu blev Arbejderne belastet med trykkende Byrder, og Millioner af Arbejdere førtes som Slagtekvæg til Valpladserne; Hungersnøden pinte og nagede de andre, medens hårde Straffe truede dem, der vovede at protestere. Alle Fængsler er overfyldte, og Myndighederne holder Maskingeværerne beredt mod Arbejderklassen. Arbejdernes simpleste Rettigheder er dem berøvet selv i de »frieste« Lande: man tør ikke strejke, Strejker dømmes på samme Måde som Højforræderi. Arbejderpressen er knægtet og undertrykt. De bedste Arbejdere, Revolutionens mest hengivne Forkæmpere, er tvunget til at skjule sig og danne underjordiske, hemmelige Foreninger, ligesom vi under Zarismens Voldsvælde var nødsaget til at skjule os for Spionerne og det hemmelige Politis Sporhunde. Det er intet Under, at Arbejderne under sådanne Forhold, der alle er Krigens naturlige Følger, ikke alene begynder at stønne men også at rejse sig mod Udbytterne. Men også de borgerlige Stater, som har fremkaldt denne frygtelige Rædsel, begynder at visne ved Rødderne. De er selv ved at omkomme i de blodige Sumpe, i hvilke de under den hidsige Jagt efter Profit har vovet sig ud, og nu findes der ikke længer Udvej. Gå tilbage, vende hjem med tomme Lommer efter en sådan ødslen med Penge, Værdier og Menneskeliv, kan man ikke. Fortsætte og løbe den frygtelige Risiko, er også næsten umuligt. Krigspolitikken har ført det kapitalistiske Samfund ind i en cul de sac, hvorfra det er umuligt at vende om. Derfor fortsættes Krigen i det uendelige, selv om der ikke nås noget afgørende Resultat. Dette er Årsagen til det kapitalistiske Samfunds Sammenbrud, der før eller senere måtte vige Pladsen for en anden Ordning, hvor en Verdenskrigs Vanvid for Profittens Skyld var utænkelig. Jo længere Krigen varer, desto svagere bliver de krigsførende Lande. Arbejderbefolkningen må udgyde sit Blod eller lade sig æde af Lusene i Skyttegravene og deltage i ødelæggelsesværket. Alt er ødelagt til Fordel for Krigen - selv Dørenes Messighåndtag er konfiskeret til Krigsmateriale. Verden må savne det allernødvendigste, thi Krigen fortærer alt som en hærgende og plyndrende Græshoppesværm. Ingen har Tid til at producere nødvendige Varer - de forbruges kun. På fjerde År producerer nu de, der tidligere fremstillede nyttige Forbrugsgenstande, Granater og Schrapnells. Uden Mennesker, uden Produktion af alt det, der er ubetinget nødvendigt, kommer alle Landene i et sådant Forfald, at Menneskene begynder at tude som rasende Ulve af Kulde, Hunger, Nød, Elendighed og Undertrykkelse. I de tyske Landsbyer, hvor man tidligere havde elektrisk Lys, tænder man nu et sparsomt Tællelys, fordi det er umuligt at fremskaffe Kul. Produktionen og hele det skabende Liv dør, ud i samme Grad som den almindelige Elendighed blandt Befolkningen tager til. I sådanne Mønsterbyer som f.eks. Berlin og Wien kan man ikke mere gå i Sikkerhed på Gaden om Natten, overalt røves og plyndres der. De tyske, borgerlige Aviser beklager sig i høje Toner over Manglen på Politi. Man vil ikke se, at det stedse stigende Antal Forbrydelser er en Følge af den stadig voksende Elendighed, der avler Had og Fortvivlelse. De stakkels lemlæstede Krøblinge vender hjem fra Fronten, og finder, når de kommer tilbage, almindelig Hungersnød; trods en omfattende og fortrinlig Organisation vokser dog Antallet af Hjemløse og Hungrende daglig, fordi der ikke mere findes noget at spise, men alligevel raser Krigen videre og videre og kræver stadig nye Ofre. Jo vanskeligere Stillingen bliver i de krigsførende Lande, jo flere Tvistigheder, Rivninger og Stridigheder og Uoverensstemmelser opstår der i de forskellige Kredse af Bourgeoisiet, der tidligere i fælles Interesse gik Hånd i Hånd på Røvertogt. I Østrig-Ungarn flyver Tschecher, Ukrainer, Tyskere og Polakker i håret på hinanden. I de af Tyskland okkuperede Lande må Bourgeoisiet (det etniske, lettiske, ukrainske og polske), som selv tilkaldte det, tyske Militær, hårdt bekæmpe sine Befriere, I England ligger det engelske Bourgeoisi i Kamp på Liv og Død med det af England undertrykte irske Bourgeoisi. Men i hele dette Kaos og under det almindelige Sammenbrud løfter Arbejderklassen stadigt højere sin Røst, Arbejderklassen, der nu er stillet overfor sin historiske Opgave at gøre en Ende på Krigen og af kaste Kapitalens Åg. Den store Tid nærmer sig, hvor Kapitalens Magt er brudt - Tiden, hvor Arbejderklassens kommunistiske Revolution bryder frem. Den russiske Oktoberresolution slog den første Bresche. Den russiske Kapitalisme overgav sig før end de andre Landes, fordi Verdenskrigens knugende Byrder hvilede langt hårdere på vort Lands forholdsvis unge kapitalistiske Stat. Hos os fandtes der ikke som F.eks. i England, Tyskland og Amerika en så uhyre Organisation af de borgerlige Klasser. De kunne derfor heller ikke opfylde de Krav, som Krigen stillede til dem, og heller ikke modstå den russiske Arbejderklasses og de fattige Bønders Stormløb, der i Oktoberdagene kastede Bourgeoisiet af Sadlen og lagde Magten i Hænderne på Arbejderklassen, Kommunisterne, Bolschevikerne. Før eller senere vil den samme Skæbne ramme det vesteuropæiske Bourgeoisi: Vesturopas Arbejderklasse slutter sig stadig talrigere til den kommunistiske Bevægelse. Overalt vokser den bolschevistiske Bevægelse: i Østrig og Amerika, i Tyskland og i Norge, i Frankrig og Italien. Det kommunistiske Partis Program er blevet den proletariske Verdensrevolutions. 

Almindelig Deling eller kollegial kommunistisk Produktion ?

Vi ved allerede, at den røveriske Krigs Misgerninger, Arbejderklassens Undertrykkelse, alle Kapitalismens Grusomheder, er en Følge af, at nogle få statslig organiserede borgerlige Bander, der ejer alle Verdens Rigdomme, knægter og trælbinder Verden. Den kapitalistiske Klasses Ret til alle Produktionsmidlerne er Årsagen over alle Årsager til de nuværende Statsindretningers Barbari. At fravriste de Rige deres Magt, idet man med Magt tager deres Rigdomme - det er den første Opgave, som Arbejderklassen og Arbejderpartiet, det kommunistiske Parti, må stille sig. Enkelte mener, at det, man tager fra de Rige, skulle deles »kristeligt«, retfærdigt og ligeligt mellem alle, og at alting derved ville være godt. Enhver havde da akkurat ligeså meget som de andre, alle var lige, og alle var så befriet for Ulighed, Undertrykkelse og Udbytning. Enhver vil have tilstrækkeligt, og det ene Menneskes Magt over det andet vil være brudt, takket være denne ligelige Fordeling, denne almindelige Deling og For deling af Rigdommene mellem de Fattige. Det kommunistiske Parti er imidlertid ikke af den Anskuelse. Det mener, at en sådan ligelig Fordeling ikke vil føre nogen Lykke med sig. Det vil kun tjene til at forvirre Menneskene og skabe det samme Kævl som hidtil. I Virkeligheden er det jo også indlysende, at der er en Mængde Ting, som overhovedet ikke lader sig dele. Hvorledes skulle man f.eks. dele Jernbanerne? Hvis en F.eks. begynder at slæbe Svellerne bort, en anden Skinnerne, en, tredje Skruerne, en fjerde hugger Vognene i Stykker til Pindebrænde, en femte knuser Spejlene, for at kunne barbere sig ved et Skår o.s.v. vil enhver kunne indse, at en sådan Deling ikke er retfærdig og kun vil føre til en idiotisk ødelæggelse af nyttige Genstande, som man endnu kan bruge. På samme Måde kan man selvfølgelig heller ikke dele en Maskine. For hvis en tager et Drivhjul, en anden Akslen, de andre de øvrige Dele, så hører Maskinen al sig selv op med at være Maskine, alt går med andre Ord til Grunde. Og således forholder det sig næsten med alle komplicerede Værktøjer, der er vigtige og uundværlige også for Fremtidens Arbejde. Man behøver blot at tænke på Telegrafen og Telefonen, de kemiske Fabrikkers Instrumenter o. m. a. Det er klart, at kun et Menneske, der overhovedet intet forstår, eller som er en direkte Fjende af Arbejderklassen, kan råde til en sådan Deling. Delingen er imidlertid ikke alene skadelig af disse Grunde. Lad os F.eks. antage, at det véd et mærkeligt Under lykkes mer eller mindre ligeligt at fordele, hvad der er taget fra de Rige, så ville heller ikke dette føre til noget fornuftigt. Thi hvad betyder Deling? Det betyder, at der på et Sted, hvor der kun var få store Grundejere; vil blive mange små. Det betyder ikke Privatejendommens Afskaffelse, men kun en Udvidelse; i Stedet for den store Besiddelse kommer der en mindre. En sådan Tid har vi imidlertid oplevet en Gang i Fortiden. Vi ved meget vel» at Kapitalismen og de store Kapitalister .er vokset frem efter den indbyrdes Kamp mellem de små Grundbesiddere og Fabrikanter. Når vi så havde gennemført den almindelige Fordeling og skabt en Mængde Små-Ejere, ville følgende ske: En Del af dem (og det endda en temmelig betydende Del) vil allerede den næste Dag sælge det, de har fået, til en. Marskandiser, og deres Ejendele falder så i Hænderne på den mere velhavende Del; mellem de tiloversblevne opstår der en Kamp om Køberen; i denne Kamp vil de velhavende besejre de mindre velhavende; de mindre velhavende vil blive ruinerede og forvandlede til Proletarer; deres lykkelige Rivaler forøger deres Rigdomme, tager Arbejdere i deres Tjeneste og forvandles så til ægte Kapitalister. Således vender vi efter nogen Tids Forløb tilbage til den gamle Statsordning, som vi netop mente at have ødelagt. Vi vil påny stå foran det kapitalistiske Rovs gamle Trug. Fordeling som Privatejendom (Små-Besiddere) er ikke hverken Arbejderes eller Bønders Ideal. Det er den lille handlendes Drøm, som undertrykkes af Storkøbmanden, men som gerne selv ville være Storkøbmand. Hvorledes han selv skal komme på »den grønne Gren«, få noget mellem Hænderne - derpå tænker Kræmmeren. At tænke på andre, undersøge hvad der kan være deri, det er ikke Kræmmerens Sag: når. der blot er en Skilling tilovers i Lommen. Ham forskrækker man ikke ved at fortælle ham, at vi påny må vende tilbage til Kapitalismen, thi i hans Bryst lever Håbet om, at han, ligesom en Sidor Petrov, kan blive Kapitalist. Arbejderklassen må imidlertid følge ganske andre Veje. Arbejderklassen er interesseret i en sådan Omdannelse af Samfundet, at en Tilbagevenden til Kapitalismen vil være utænkelig. Ved en Fordeling vil man kun opnå at jage Kapitalismen ud ad Hoveddøren, men kort Tid efter vil den komme listende tilbage ad Køkkentrappen. Den eneste Udvej er den solidariske, på Arbejde hvilende (kommunistiske) Ordning. I det kommunistiske Samfund tilhører Rigdommen ikke nogen enkeltperson eller enkelte Klasser, men derimod hele Samfundet. Hele Samfundet er her et uhyre Arbejderfællessamfund. Der findes ingen Herrer, alle er lige. Der er ingen Klasser: hverken Kapitalister, der antager Arbejdere, eller Arbejdere, der lader sig tinge i Løn hos Kapitalen. Man arbejder solidarisk efter en nærmere udarbejdet og nøje gennemtænkt Arbejdsplan. Det statistiske Centraldepartement regner ud, hvor mange, Støvler, Benklæder, Linned, Lærred o.s.v., der skal produceres i Løbet af et År; regner ud, hvor mange Kammerater, der skal arbejde på Markerne, i Fødevarefabrikkerne, i de store offentlige Skræderier, for at præstere det nødvendige. Hele Produktionen gennemføres efter en i Forvejen nøje overvejet Plan, udarbejdet på Grundlag af omfattende Beregninger over alle Maskiner og alt Værktøj, den Samlede Mængde Råmaterialer, og alle de Hænder, der står til Rådighed for Samfundet. Hele Samfundets årlige Behov af Varer regnes nøje ud. Det færdige Produkt leveres til de respektive af Samfundet oprettede Forrådshuse, hvorfra det så fordeles til Kammeraterne. Man arbejder kun i Store Fabrikker og med de bedste og mest arbejdsbesparende Maskiner. Forvaltningen af Varerne skal foregå omhyggeligt; alle unødvendige Udgifter skal spares, og den for hele Produktionen gældende Plan vil også bevirke, at sådanne Udgifter ikke fremkommer, Alt vil her foregå i den skønneste Harmoni; det vil ikke kunne tænkes, at Varerne planløst sendtes fra et Sted til et andet; at man ikke det ene Sted vidste, hvad der skete på det andet. Her er hele Verden tværtimod nøje vejet og målt: Bomuld skal kun dyrkes der, hvor Jorden viser sig mest hensigtsmæssig dertil, Kulproduktionen samles i de rigeste Gruber, jernværkerne opføres i Nærheden af Kul- og Ertslejerne; hvor Jorden er anvendelig eller endog særlig gunstig for Hvedeavl vil der ikke blive bygget uhyre Stenhuse, men den vil kun blive tilsået med Hvede. Alt vil blive således fordelt, at enhver Virksomhed vil blive anvist den for den mest passende Beliggenhed, hvor Arbejdet bedst lader sig udføre, hvor Arbejdet viser sig mest produktivt for Menneskene. Alt det kan man kun nå til, når der arbejdes efter en fast Plan, og kun ved en fuldstændig sammenslutning af hele Samfundet i en eneste uhyre produktions- eller Arbejdsforening. Menneskene i det kommunistiske Samfund vil ikke bare søge at klore øjnene ud af Hovedet på hinanden. Her findes der ingen Rige eller Opkomlinge, ingen Fortsatte og ingen Undergivne; her deles Samfundet ikke i Klasser, hvor den ene hersker over den anden. Men det, at der ikke mere findes Klasser, betyder, at der ikke mere er Stridigheder mellem Menneskene (mellem Fattige og Rige), hvor den ene blot søge ? at trække Tænderne ud af Munden på den anden, Undertrykkerne mod de Undertrykte, de Undertrykte mod Undertrykkerne. Der findes derfor heller ikke en Institution som Staten; der er jo nemlig ingen herskende Klasse, der trænger til en særlig Organisation for at holde sine Modstandere i Tømme. Der findes ingen Forvaltning over Menneskene, ikke det ene Menneskes Magt over det andet; der findes kun en Forvaltning af Tingene, Maskinerne; det menneskelige Samfunds Magt over Naturen. Menneskene er ikke delte i fjendtlige Lejre, det er her forenet i fælles Arbejde og fælles Kamp mod de ydre Naturkræfter. Grænsepælene er forsvundne. De enkelte Nationalstater er afskaffet. Hele Menneskeheden - uden Hensyn til Nationalitet - er forenet og danner et fælles Hele. Alle Folkeslag danner her en eneste stor - mod samme Mål - stræbende Arbejderfamilie.

Anarkistisk eller kommunistisk Samfundsordning ?

Der er Folk, der benævner sig Anarkister, d.v.s. Tilhængere af Lovløsheden. De tror, at de Bolchevistiske Kommunister går ad forkerte Veje, at de vil opretholde Magten, men enhver Magt og enhver Stat betyder kun Undertrykkelse og Vold. Vi har set, at en sådan Opfattelse af Kommunismen ikke er rigtig. Den kommunistiske Samfundsordning er en sådan, hvor der hverken gives Arbejdere eller Kapitalister, hvor der overhovedet ingen Stat findes. Forskellen mellem den anarkistiske og kommunistiske Samfundsopfattelse består ikke deri, at der i den ene findes en Stat, i den anden ingen: en Stat findes nemlig ikke indenfor et af disse Septimer. Den virkelige Forskel består derimod i følgende: Anarkisterne mener, at Menneskene kan leve bedst og smukkest, såfremt Produktionen fordeles i små produktionsorganisationer - Kommuner. Der danner sig - efter frivillig Overenskomst et Samfund, en organisation på 10 Personer -, fortræffeligt. Disse Personer begynder på egen Regning og Risiko arbejdet. På et andet Sted dannes en anden lignende Organisation, på et tredie en tredie. Senere begynder disse Organisationer at forhandle med hinanden og træffe Aftaler; den ene mangler eet, en anden hint. Lidt efter lidt kommer de overens og slutter »Frie Overenskomster«. Hele Produktionen sker altså indenfor disse små kommuner. Det står enhver frit for, så snart Vedkommende ønsker det, at udtræde af disse frivillige forbund (Føderationer) mellem disse små Kommuner(Arbejdsorganisationer). Dømmer Anarkisterne rigtigt ? Enhver Arbejder, der kender den moderne Produktionsteknik i Fabrikkerne, vil kunne indse, at de dømmer falsk. Vi skal straks fortælle hvorfor ! Den fremtidige Ordning skal jo frelse Arbejderbefolkningen for Nød og Elendighed, fra det ene Menneskes Undertrykkelse at det andet; fra Udbytning og slaveri. Dette nås derved, at Kapitalens Åg afrystes og at Rigdommene fratages Kapitalisterne. Der gives imidlertid endnu en Opgave. Den består deri, at befri os for Naturens Åg, gøre os til Herre over Naturen og lede Produktionen på den bedste og fordelagtigste Måde. Først da vil Mennesket kun behøve en ganske kort Tid til at tilberede den nødvendige Mad, forfærdige Støvler og Klæder, bygge Huse o.s.v. Den øvrige Tid kan da anvendes til at sørge for den åndelige Udvikling, dyrke Videnskab og Kunst, ja, anvendes til alt det, der giver Livet Værdi. De nuværende Menneskers Forfædre, der levede som en Flok halvaber, var alle ligestillede. De førte en fuldstændig dyrisk Tilværelse, fordi de ikke forstod at beherske Naturen; men ikke desto mindre lever Arbejderklassen som Lastdyr, fordi Kapitalisten har lagt sin Jernbøjle om Halsen på den, fordi der hersker økonomisk Ulighed. Hvad følger da deraf ? Der følger, at man må forene økonomisk Lighed og Stordrift. Det er ikke nok, at Kapitalisterne forsvinder. Det er tvingende nødvendigt, at Produktionen, som vi tidligere har sagt, kommer til at foregå under store, grandiose Former. Alle små, uhensigtsmæssige Bedrifter må ophøre. Hele Arbejdet må koncentreres i mægtige Fabrikker, Støberier, Gartnerier o.s.v.. Men ikke således, at Sidor ikke ved, hvad Peter foretager sig, og Peter ikke ved, hvad Sidor gør. En sådan Ordning duer ikke. Det er absolut nødvendigt at have en fælles Arbejdsplan. Jo flere Pladser en sådan Plan omfatter, jo bedre. Hele Verden må til Slut danne et eneste stort, fælles arbejdende Samfund, hvor hele Menneskeheden arbejder til fælles Bedste efter omhyggeligt udarbejdede Planer - uden nogen Art af Herrer eller Kapitalister - på de bedste Maskiner og i de største Fabrikker. For at føre Produktionen videre frem er det ikke nok kun at gå med til at overtage de Stordrifter, Kapitalen efterlader os som Arv, men disse må på alle Områder stadig og utrætteligt forbedres og udvides. Jo videre og større Fællesplanen er, i jo større Målestok hele Produktionen er organiseret, jo flere Anvisninger, der kan ydes den fra de statistiske Departementer, og jo nøjagtigere Beregninger og Tabeller disse kan levere, med andre Ord, jo mere det hele centraliseres, des bedre. Thi så meget mindre Arbejde falder der på den enkelte, desto friere er enhver, jo større Spillerum får det menneskelige Samfund til sin åndelige Udvikling. Denne Samfundsordning er imidlertid det stik modsatte af det, Anarkisterne gør sig til Talsmænd for. Den anarkistiske Samfundsorganisation stræber ikke efter en Centralisation af Produktionen, den vil tværtimod udstykke den, i Stedet for at gøre den endnu større og mægtigere, i Stedet for at centralisere den og regulere den, følgelig formindske Menneskets Herredømme over Naturen. Der gives der ingen helhedsplan, ingen stor Organisation. I det anarkistiske Samfund ville det være umuligt at udnytte de store Maskiner, at bygge jernbaner efter en bestemt Plan, anlægge store Vandings eller Afløbsanlæg. Vi tager et Eksempel: Der tales nu så meget om at erstatte Dampmotorerne med elektrisk drevne Motorer og om en Udnyttelse af Vandflodernes mægtige Kræfter til Fremstilling af Elektricitet. For at kunne fordele den fremstillede elektriske Energi regelmæssigt må man naturligvis udregne, udmåle og skønne over, hvor megen Energi der er nødvendig, og hvorhen den skal ledes, for at man kan få det størst mulige Udbytte af den. Og hvad betyder det? Hvornår og hvorledes er dette muligt? Dette er kun muligt, når Produktionen organiseres som Stordrift, når den er koncentreret i et eller to store Brandpunkter for Beregning og Forvaltning. Derimod er dette umuligt i det anarkistiske Samfund med dets små, spredte og kun løst forbundne Kommuner. Heraf ser vi, at man ved en anarkistisk Ordning ikke således som det imidlertid er nødvendigt - vil være istand til at organisere Produktionen, og dette fører igen med sig, at Arbejdsdagen vil blive meget lang, d.v.s. man bliver i en uhyre Grad afhængig af Naturen. Den anarkistiske Ordning ville være en Hemsko, der kun ville hindre Menneskeheden i at udvikle sig frit. Derfor kæmper Kommunisterne imod den Lære, Anarkisterne udbreder. Nu er det klart, hvorfor den anarkistiske Lære fører til en Splittelse af Samfundet i Modsætning til den kommunistiske, der stræber efter et regelmæssigt, velordnet og organiseret Samfund. Thi den lille, anarkistiske Kommune er ikke noget Forbund af en Mængde samarbejdende Mennesker, men snarere en lille Husholdning, der endog til Tider kun tæller to Mennesker. I Petrograd var der F.eks. en sådan Gruppe: »De fem Undertryktes Forbund«. Efter den anarkistiske Lære kan man også tænke sig et Forbund som dette: »De to Undertryktes Samfund«. Lad os en Gang forestille os, hvad dette ville føre til, hvis enten fem eller to Personer ville begynde for egen Regning og Risiko at rekvirere, konfiskere og arbejde. I Rusland er der ca. hundrede Millioner arbejdende Mennesker. Såfremt disse danner en Række Forbund: »De fem Undertryktes Forbund«, så ville vi i Rusland få tyve Millioner sådanne Kommuner. Man kan let forestille sig, hvilket nyt Babel, der ville opstå, såfremt disse tyve Millioner begyndte at arrangere selvstændige Samfund! Der ville opstå et sådant Kaos, et sådant »Anarki«, som vi må bede til Gud om at fri os for. Det er ligeledes indlysende, at der intet ville komme ud af en Deling, hvis sådanne Grupper hver for sig skulle fordele Rigdommene mellem sig. Men en Deling fører, således som vi allerede har sagt det før, påny tilbage til Kapitalismen og den voldelige Undertrykkelse af det arbejdende Folk.

Gennem Proletariatets Diktatur til Kommunisme.

Hvorledes skal da deri kommunistiske Samfundsorden grundes? På hvilken Måde skal man nå Målet? På disse Spørgsmål svarer det kommunistiske Parti: Ved Proletariatets Diktatur ! Diktatur - betyder den ubøjelige, jernhårde Magt - en Magt, der ikke skåner Fjenderne. Arbejderklassens Diktatur - det betyder Arbejderklassens Statsmagt, der tilintetgør Bourgeoisie- og Godsejervælde. Denne Magt kan Arbejderne kun nå gennem Arbejderklassens socialistiske Revolution, der styrter den borgerlige Stat og den borgerlige Magt, og som på disses Ruiner bygger Fremtidens Magt - Proletariatets og de Fattiges egen Magt, båret oppe og understøttet af disse. Her er vi virkelig for en Arbejderstat, Anarkisterne er imod en sådan. Vi Kommunister er altså for en Arbejderregering, der en Tid lang vil være nødvendig, så længe Arbejderklassen endnu ikke har besejret sine Fjender, så længe Bourgeoisiet endnu er istand til at gøre Modstand, så længe dets Hovmod ikke er brudt, så længe som Bourgeoisiets Håb om igen at komme til Magten ikke fuldstændig er bristet. I, Kommunister, er altså for Anvendelsen af Magt ? spørger man os. Naturligvis, svarer vi. Men vi er for en revolutionær Magt. Frem for alt tror vi, at Arbejderklassen ikke opnår noget ved at tale til Bourgeoisiet. Af Kompromis’et vokser der ikke noget godt frem, således som Menscheviker og Socialrevolutionære vil søge at indbilde os. Arbejderklassen kan kun frigøre sig ved en Revolution, d.v.s. ved fuldstændig at bryde Kapitalens Magt og styrte den borgerlige Stat. Enhver Revolution er i Virkeligheden Anvendelsen af Magtmidler mod de tidligere Herrer. Martsrevolutionen i Rusland var således Anvendelsen af Magt mod de mægtige Godsejere og Zaren; Oktoberrevolutionen var Arbejdernes, Bøndernes og Soldaternes Opstand mod Bourgeoisiet. Og en sådan Magt, et sådant Oprør mod dem, der undertrykker Millioner af Arbejdere, en sådan Magtanvendelse er ikke forbryderisk eller slet, den er hellig. Men Arbejderklassen må også anvende Magt overfor Bourgeoisiet, selv efter at dette ved en åben Revolution er blevet besejret. Selvfølgelig. Thi selv om Arbejderklassen har formået at knuse Bourgeoisistaten, hører dette Bourgeoisi ikke op med at eksistere som Klasse. Det forsvinder ikke derfor på en Gang. Det vil vedblivende leve i Troen på, at Samfundet vil vende tilbage til de tidligere Former, og det vil derfor altid være beredt til at slutte Forbund med alle, der ønsker at styrte den sejrende Arbejderklasse. Erfaringerne fra den russiske Revolution i 1917 bekræfter fuldt ud denne Antagelse. Først i Oktober frarev Arbejderklassen Bourgeoisiet Magten. Men selv da faldt Bourgeoisiet ikke til Føje; det virkede af al Evne for at mobilisere sine Kræfter, bestræbte sig uafladelig efter igen at lægge Åget på Arbejdernes Skuldre og opbød hele sin Modstandsevne for igen at erobre Magten. Man opfordrede til Sabotage, d.v.s. man organiserede kontrarevolutionær Modstand fra Embedsmænds og Funktionærers Side mod at stille sig til Disposition for Arbejderne og Bønderne; man organiserede væbnet Modstand under Ledelse af Dutow, Kaledin, Kornilow, og der organiseres nu, medens disse Linier skrives, en Kosakopstand under Anførsel af kosakhetman Semjonow mod de sibiriske Råd, og endelig søger man at kalde fremmede Landes Tropper til Hjælp, F.eks. tyske og japanske. Den russiske Oktoberrevolutions Erfaringer viser os altså med al ønskelig Tydelighed, at Arbejderklassen endog efter dens Sejr har været tvunget til at kæmpe imod mægtige ydre Fjender (de kapitalistiske Røverstater), der ilede det betrængte hjemlige Bourgeoisi til Hjælp. Når vi ganske nøgternt betragter Verden, vil vi se, at det kun i Rusland er lykkedes Proletariatet at besejre den borgerlige Stats Magt. Hele den øvrige Del af Verden er endnu i Kløerne på Storkapitalens Røverbander. Rusland - med dets Arbejder- og Soldaterråd - er en frugtbar lille Ø, midt i det frådende Hav. Og selv om de russiske Arbejderes Sejre følges af Sejre for Arbejderne i Østrig og i Tyskland, vil der alligevel blive store kapitalistiske Røverstater tilbage. Og selv om hele det kapitalistiske Europa rives med af Malstrømmen og falder sammen under Arbejdernes Svøbeslag, er der endnu tilbage det kapitalistiske Asien med de japanske Røvere i Spidsen, det kapitalistiske Amerika under Anførsel af Verdens mægtigste Røverbande, også kaldet: Amerikas forenede Stater. Alle disse kapitalistiske Stater opgiver ikke deres Position uden Kamp. De vil sætte hele deres Styrke ind på, at Proletariatet ikke bemægtiger sig den ganske Verden. Jo voldsommere Proletariatets Stormløb bliver, jo vanskeligere Bourgeoisiets Stilling former sig, des mere Anledning er der for Bourgeoisiet til at anspænde Kræfterne til det yderste i Styrkeprøven med Proletariatet. Proletariatet vil, efter sejrrigt at have erobret Magten i et, to eller tre Lande, uundgåeligt støde sammen med hele den øvrige borgerlige Verden, der vil stræbe efter at undertrykke de befriede Klassers Bestræbelser med Blod og jern. Hvad er den naturlige Følge heraf ? Heraf følger, at Arbejderklassen i Tiden før den kommunistiske og efter den kapitalistiske Ordning en Tid lang må føre en heftig Kamp mellem Kapitalisme og kommunisme, ja endog efter den socialistiske Revolution i enkelte Lande med alle til Rådighed stående Magtmidler må vende sig såvel mod indre som ydre Fjender. Men for at kunne føre en sådan Kamp er det nødvendigt at råde over en stor, fast, velbygget Organisation, der frit kan disponere over alle de Våben, som Kampen kræver. En sådan Arbejderklasse-organisation er den proletariske Stat, Arbejdernes Magt. Som enhver anden Stat er Proletarstaten den herskende Klasses Organisation (og den herskende Klasse er i dette Tilfælde Arbejderklassen) og en Magtinstitution, men Magten er her rettet imod Bourgeoisiet - Proletarstaten er et Middel for Arbejderne til at værge sig mod Bourgeoisiet og til fuldstændig at knuse det. Der er absolut ingen Revolutionær, der frygter en sådan Magt. Spørgsmålet om Anvendelse af Magt kan ikke altid besvares derhen, at al Anvendelse af Magt er forkastelig. Det ville være Vanvid. De Riges Magt mod de Fattige, Kapitalens Magt over Arbejderne - den Magt er rettet mod det arbejdende Folk, og dens Formål er Understøttelse og Befæstelse af det kapitalistiske Rov. Men Arbejdernes Magt mod Bourgeoisiet har derimod som Mål Millioner Arbejderes Befrielse for Piskeåget, blodige, røveriske Krige, og Befrielse for den vildeste Udplyndring og Tilintetgørelse af al det, som Menneskeheden i Århundreder har bygget og skabt. Derfor kræver Revolutionen og det kommunistiske Samfunds Oprettelse nødvendigvis Arbejderdiktaturens jernhårde Apparat. Enhver må være klar over, at Arbejderklassen i denne Overgangstid må anspænde hele sin Energi for som Sejrherre at kunne gå ud af Kampen mod dens talrige Fjender, og at ingen anden Organisation kan undertrykke Arbejderklassens og de fattige Bønders Fjender end den, der omspænder hele Landet. Kan man da yde Modstand mod Imperialismen i Udlandet, hvis man ikke holder Statsmagten og Hæren i sin Hånd? Naturligvis ikke. Kan man da bekæmpe Kontrarevolutionen, hvis man ikke har Våben (der ganske vist er et Magtmiddel) i sin Hånd. ingen Fængsler, hvor man kan indespærre Kontrarevolutionære og Marodører, (hvad der atter er et Magtmiddel)? Hvorledes skal man bringe Kapitalisterne til at underkaste sig Arbejdernes Kontrol, forskellige Konfiskationer o.s.v., såfremt Arbejderklassen ikke råder over Midler, der kan tvinge Bourgeoisiet til Lydighed? Man kan naturligvis sige, at nogle få Organisationer af »De få Undertryktes Forbund« eller nogle få bevæbnede Skarer vil være tilstrækkelige. Dette er kun dumt Tøjeri. Såfremt Bourgeoisiet lader hele Regimenter rykke frem mod os, og vi på vor Side også er i Stand til at organisere sådanne Regimenter, ville vi dog være de forfærdeligste Idioter, såfremt vi ikke satte alle Kræfter ind på at organisere, indeksersere og uddanne sådanne røde Regimenter. Dette kan imidlertid kun lade sig gøre gennem en Arbejderorganisation eller en Organisation af Arbejdere og Bønder, der omspænder hele Landet. En sådan Organisation er Arbejderstaten, Proletariatets Diktatur. Som en naturlig Trang vil Nødvendigheden af en Arbejderstat vokse frem i Overgangstiden. Selv efter at Bourgeoisiet over hele Verden er besejret, vil de, der er vante til Lediggang, knurrende vende sig mod Arbejderne, så vidt muligt søge at luske sig fra Arbejdet og på enhver Måde gøre alt for at skade Proletariatets Sag. Disse Individer må tvinges til at tjene Folket. Men dette kan kun Magt og Tvang udrette. I Lande, der står langt tilbage, F.eks. det tidligere Rusland, findes der endnu en Mængde små og middelstore Grundejere, Fabrikanter, mindre Blodsugere, Ågerkarle og Parasitter. Alle er de vendt imod de fattige Bønder, men endnu mere mod Byproletariatet. De følger slavisk Storkapitalen og de mægtige Godsejere. Det er klart, at Arbejderne og de fattige Bønder må tøjle disse, såfremt de skulle rejse sig mod Revolutionen, Arbejderne må nøje overveje, hvorledes man kan etablere en regelmæssig Orden, organisere Fabrikkernes Produktion, hjælpe med at regulere Bønders Bedrifter, retfærdigt og ligeligt fordele Brødet, Manufakturvarerne, Jernindustriens Produkter o.s.v. Men den blodsugende Parasit, der under Krigen er kommet til Penge, vil gebærde sig som en gal Mand og ikke indordne sig under de almindelige Regler, »jeg er min egen herre«, siger han. Arbejderne og de fattige Bønder må ligeledes tvinge ham til at adlyde, ligesom de må tvinge Storkapitalisterne, de tidligere Godsejere, Generaler og Officerer til Lydighed. jo alvorligere Arbejderrevolutionens Stilling er, at jo flere Fjender den trues, desto skånselløsere og ubønhørligere må Arbejdermagten handle, desto sikrere må Arbejderens og den fattige Bondes hånd være, så meget mere energisk Diktaturen. I Arbejderklassens hånd er Statsmagten et Sværd, som den holder parat til Slag mod Bourgeoisiet. I det kommunistiske Samfund, efter at Bourgeoisiet er ophørt med at eksistere, når der ikke mere findes Klasser, og ingen hverken indre eller ydre Fare mere truer, da er dette Sværd unødvendigt. Men i Overgangstiden, hvor Fjenden viser Tænder og kun pønsker på at drukne hele Arbejderklassen i Blod (man erindre blot Nedskydningen af de finske Arbejdere, Massakrerne i Kiew. Forfølgelse af Arbejdere og Bønder i Ukraine, Drabene i Letland!) kan kun den, der absolut intet forstår, forblive ubevæbnet og tænke på at optræde uden med Statsmagtens tunge Sværd i Hånden. Fra to forskellige Hold bekæmper man Arbejderklassens Diktatur. På den ene Side - Anarkisterne. De er jo imod enhver Magtudfoldelse, og derfor også mod Arbejdernes og Bøndernes Anvendelse af Magt. Til dem kan I sige: »Gå i Nonnekloster, når I ryster over, at Arbejderne vil bruge Magtens Midler mod Bourgeoisiet !«. På den anden Side modarbejdes Proletariatets Diktatur også af Menscheviker og de Højre-Socialrevolutionære (til Trods for, at de selv tidligere har skrevet og talt derfor). Fra den anden Side er man nemlig ængstelig for, at Bourgeoisiets Frihed skal gå tabt. De er stemte for, at de borgerlige Eventyrere påny skal få, hvad de havde, og igen roligt kan tumle sig på Newski og Twerskaja. De mener, at Arbejderklassen »ikke er moden« til at overtage Diktaturen. Til dem kan vi sige: »Gå til Bourgeoisiet, som I elsker så højt, disse eders ædle beskyttere. Men lad Arbejderklassen i Fred, lad de fattige i Ro«. Det kommunistiske Parti er derfor også, netop fordi det er Tilhænger at Arbejdernes jernhårde Diktatur over Kapitalisterne, Blodsugerne, de tidligere Godsejere og alle det borgerlige Samfunds Elskere, det mest yderliggående, det mest revolutionære at alle eksisterende Grupper og Partier. Arbejdernes skånselsløse, ubrydelige Magt og Proletariatets Diktatur og Overgang til Kommunisterne, dette er vort Partis Løsen. Og vort Partis Program er Proletariatets Diktatur.

Rådsmagt eller en borgerlig Republik ?

Af vore Anskuelser om Nødvendigheden af Diktaturen følger uafvendeligt også vor Kamp mod den forælde, parlamentariske, borgerlige Republik, imod hvilken vi stiller en ny Statsform - Arbejder-, Soldater- og Bonderådenes Magt. Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære forsvarer af al Magt den konstituerende Forsamling og den parlamentariske Republik. Overalt, hvor de står på Skillevejen, raser de mod Rådsmagten. Hvorfor ? Først og fremmest fordi de frygter Arbejdernes Magt, og fordi de vil lægge Magten i Bourgeoisiets Hænder. Men Kommunisterne, som vil virkeliggøre den kommunistiske (socialistiske) Samfundsordning, ikke på Papiret alene, men føre den ud i Livet, må uundgåeligt kæmpe for Proletariatets Diktatur og den endelige Nedstyrtning af Bourgeoisiet. Heri består hele Forskellen. Og netop derfor holder Menschevikerne og de Socialrevolutionære Fodslag med Storborgerskabet. Hvori består hovedforskellen mellem en parlamentarisk Republik og en Rådsrepublik ? Deri, at de Klasser, der ikke arbejder, ikke har Stemmeret i Rådsrepubliken og ikke tager Del i Statsforvaltningen. Rådene hersker over Landet. Disse Råd vælges af Arbejderne på Arbejdspladserne: i Fabrikkerne, i jernværkerne, i Værkstederne, i Bjergværkerne, i de store og små Landsbyer. Bourgeoisiet, de tidligere Godsejere, Bankiers, Spekulanter, Købmænd, Kræmmere, Ågerkarle, den borgerlige Intelligens, Præster og Biskopper - med eet Ord hele den sorte Bande har ingen Stemmeret, overhovedet ingen fundamental politisk Ret. Den parlamentariske Republiks Grundvold er Konstitutionen. Rådsrepublikens højeste Organer er Rådskongressen. Hvorved adskiller denne Rådskongres sig først og fremmest fra Konstitutionen? At svare på dette Spørgsmål vil ikke være vanskeligt for den, der blot evner at tælle på Fingrene. D’Hrr. Menscheviker og Social-revolutionære gør sig ganske vist de hæderligste Anstrengelser for at hylle Spørgsmålet ind i et uigennemtrængeligt Tågeslør, idet de betegner Konstitutionen med en Mængde festligt klingende Ord som f.eks.: »Det russiske Riges Herre«. Sandheden lader sig imidlertid ikke knægte. Konstitutionen adskiller sig fra Rådskongressen derved, at den ikke vedtages af Arbejderne alene, men også af Bourgeoisiet og dets betalte Håndlangere. Den adskiller sig fra Rådskongressen derved, at den konstitutionelle Forsamling ikke alene tæller Arbejdere og Bønder, men også Bankiers, Godsejere og Kapitalister; består ikke alene af Arbejderpartiet - Kommunisterne -, ikke alene af de Venstre-Socialrevolutionære, ja, endog ikke engang af Socialforrædere som Socialrevolutionære og Menscheviker; men også af Kadetter (Folkeforrædernes Parti), Oktobrister og Ultrarevolutionære. Når de hyler op om Hensynet til den »almindelige«, »alnationale« Konstitution, betragter de derfor ikke Rådene som alnationale, fordi de der, som Repræsentanter for det russiske Folk, savner Bourgeois og forskellige Udbyttere og Udsugere. At koble Arbejderne og denne Horde af Parasitter sammen, at give disse Folkets Fjender alle Rettigheder, at sætte dem ved Siden af sig i Parlamentet, og i Stedet for en Klasseregering, bestående af Arbejdere og Bønder, under Maske af at være alnationale, at søge dannet en Bourgeoisiregering - dette er, hvad de Højre-Socialrevolutionære, Menscheviker og Kadetter, med eet Ord, hvad Storkapitalen og dens småborgerlige Agenter ønsker. Erfaringerne fra alle Lande viser, at Bourgeoisiet overalt, hvor de har alle Rettighederne, vedblivende bedrager Arbejderklassen og de Fattige. Derved, at Bourgeoisiet behersker Pressen, Aviserne og Tidsskrifterne, er Indehavere af mægtige Rigdomme, bestikker Embedsmændene, udnytter flere Tusinde Agenters Arbejde, truer og ængster deres trælbundne Slaver, opnår de, at Magten ikke glider dem af Hænderne. Tilsyneladende er det hele Folket, der stemmer, men i Virkeligheden er dette kun et Skalkeskjul for Finanskapitalens Herrevælde, man har indrettet alt på en så fortræffelig Måde, at det er tilladt »Folket« at stemme og beholde forskellige »demokratiske« Friheder. Derfor er også i alle Lande, hvor der findes en borgerlig Republik (f.eks. i Frankrig, i Schweiz, i Amerikas forenede Stater) den almindelige Stemmeret ganske upåagtet, og Magten - den virkelige Magt - fuldstændig i Hænderne på Bankernes Ledere. På denne Måde bliver det efterhånden tydeligt, hvad det er, de Højre-Socialrevolutionære og Menschevikerne søger at opnå, når de vil styrte Rådenes Magt og sammenkalde en konstituerende Forsamling. I det Øjeblik, de giver Bourgeoisiet Stemmeret, forbereder de kun en Overgang til akkurat den samme Ordning, som hersker i Frankrig og Amerika. Thi de mener jo, at de russiske Arbejdere ikke er »modne nok« til selv at gribe Magtens Tøjler. De kommunistiske Bolschevikers Parti mener derimod, at netop Arbejdernes Diktatur er nødvendig, og at der ikke kan være Tale om at give Afkald på Magten. Man må berøve Bourgeoisiet enhver Mulighed for at kunne bedrage Folket. Man må på alle Måder forhindre, at de kommer til at deltage i Regeringen, fordi det netop nu er en urolig Tid, hvor de Kæmpende står stejlt overfor hinanden. Man må tværtimod styrke og udvide Arbejdernes og de fattige Bønders Diktatur. Derfor er Statsmagten nødvendig. Her findes der intet Bourgeoisi. Her er der ingen Godsejere. Her i Riget hersker kun Arbejdernes og Bøndernes Organisationer, der er vokset i Styrke samtidig med Revolutionen og Som på sine stærke Skuldre har båret den mægtige Kamps uhyre Byrder. Dette er ikke alt. Den almindelige Republik betyder kun Bourgeoisiets Magt. Hele dens Væsen kan aldrig nogensinde blive fyldt med Arbejdernes Ånd. I den parlamentariske Republik får hver Borger hvert fjerde eller femte År en Stemmeseddel stukket ud, og dermed er hans Rolle udspillet. Alt andet overlades til Rigsdagsmændene, Ministrene eller Præsidenten. der råder overalt. Her er der ingen Forbindelse med Masserne. Det store arbejdende Folks Masser bliver her kun bearbejdede og udbyttede af den borgerlige Stats Embedsmænd, men de har overhovedet ingen virkelig Andel i Regeringen. Noget ganske andet er det i Rådsrepublikken, der er et sandt Udtryk før Arbejdernes Diktatur. Her er hele Regeringen organiseret på en særlig Måde. Rådenes Magt er ingen Organisation af Embedsmænd, der er uafhængige af Masserne og afhængige at Bourgeoisiet. Rådenes Magt og deres Opgaver støtter sig til Arbejdernes og Bøndernes mægtige Organisationer, Fagforeninger, Fabrikskomiteer, Arbejdernes og Bøndernes provinsielle Råd, Soldaternes og Matrosernes Organisationer: alle understøtter de Rådenes Centralmagt. Fra Rådenes Centralmagt udgår der i alle Retninger Tusinder og Millioner af Tråde; disse Tråde knytter sig først til Amts- og Gouvernementsrådene, så til Byerne, og fra disse igen til de forskellige Bydistrikter, løber ind i Fabrikkerne og Værkstederne, forener hundrede Tusinder af Arbejderne. På ganske samme Måde er også Rådenes øverste Magt organiseret. Der er f.eks. Folkehusholdningens øverste Råd. Det dannes af Repræsentanter for Erhvervene, Fabrikskomiteerne og andre Organisationer. Erhvervsforeningerne på deres Side forener hele Virksomheder, har Afdelinger i de forskellige Byer og støtter sig til Fabrikkernes og Værkstedernes organiserede Masser. Nu findes der i enhver Fabrik en Fabrikskomite, der er valgt af Arbejderne på den pågældende Fabrik; disse Fabrikskomiteer er indbyrdes forbundne. Og de sender også deres Repræsentanter til Folkehusholdningens øverste Råd, der udarbejder Planerne og forvalter Produktionen. Altså også her er industriforvaltningens Centralorgan dannet af Arbejdernes Repræsentanter og støtter sig på Arbejderklassens og de fattige Bønders Kæmpeorganisationer. Her har vi altså en ganske anden Indretning end i den borgerlige Republik. Bourgeoisiet er ikke alene frataget hele Retten, ja, det er end ikke rigtigt, at Arbejdernes og Bøndernes Repræsentanter hersker over Landet, det er langt rigtigere at påstå, at Rådene i stadig Forbindelse med Arbejdernes og Bøndernes Masseorganisationer hersker, og at de store Masser således selv tager Del i Arbejder- og Bondestatens Regering. Derfor kan også enhver organiseret Arbejder gøre sin Indflydelse gældende. Han tager ikke alene Del i Statsforvaltningen, fordi han en eller to Gange om Måneden vælger sine Tillidsmænd. Erhvervsorganisationerne udarbejder f.eks. Planer for Produktionens Organisation, disse Planer sendes derefter til Godkendelse i Rådene eller i Folkehusholdningsrådet, og først da får de, såfremt de antages, lovlig Gyldighed, når Rådenes Central-Eksekutivkomite antager dem. Et hvilket som helst Erhverv, en hvilken som helst Fabrikskomite kan på denne Måde tage Del i det fælles Arbejde for planmæssig Dannelse af det nye Samfund. I den borgerlige Republik føler Staten sig des bedre, jo ringere Virksomhed Masserne udøver. Thi Massernes Interesse står i Modsætning til den kapitalistiske Stats. Når f.eks. Masserne i den nordamerikanske Republik en Gang begynder at tale, så vil det betyde, at Bourgeoisiet og den borgerlige Stats Dage er talte. Den borgerlige Stat hviler på, at Masserne bedrages, at de sover, på, at Masserne er skudt fuldstændig bort fra enhver Deltagelse i det daglige Statsarbejde, på, at de kun een Gang i Løbet af en Årrække bliver vækkede, får Lov at stemme og derved narrer sig selv. Helt anderledes er det i Rådsrepublikken. Da Rådsrepublikken er Legemliggørelsen af Folkemassernes Diktatur kan den ikke leve et Øjeblik længere, hvis Masserne river sig løs fra den; den er desto stærkere, jo mere selvvirksomme Masserne er, jo mere Energi de udlader, jo mere der bliver ydet på de enkelte Pladser - i, Fabrikkerne og Støberierne, i Byer og Landsbyer. Derfor var det slet ikke nogen Tilfældighed, at Rådsregeringen ved Offentliggørelsen af sine Dekreter vendte sig mod Masserne selv med Kravet om, at Arbejderne og de fattigste Bønder selv skulle gennemføre dem. Efter Novemberrevolutionen er Arbejder- og Bønderorganisationernes Betydning derfor ændret. Tidligere var de et Våben i Klassekampen mod det herskende Bourgeoisi. Vi kan f.eks. tage Fagforeningerne og de små Bønderråd. Tidligere måtte de føre Kampen mod Kapitalen for at få højere Løn og kortere Arbejdstid; i Landsbyerne måtte de kæmpe mod Godsejerne for at fortrænge dem fra jorden. Nu da Magten er i Hænderne på Arbejderne og Bønderne, bliver disse Organisationer selv Statsmagtens Maskineri. Disse Fagforeninger kæmper nu ikke alene mod Kapitalisterne, men de tager som Dele af Rådsregeringen, også Andel i Produktionens Organisation, i Forvaltningen af Industrien, og på samme Måde fører Landsby- og Bønderrådene ikke alene Kampen mod Blodsugerne, mod Bourgeoisiet og Godsejerne, men de beskæftiger sig også med at planlægge den nye Orden for Arbejdet på Landbrugets Område; d.v.s. at de som et af Arbejderregeringens Organer forvalter alle Landbrugsanliggender; de arbejder som Tandhjul med i Statsforvaltningens kolossale Maskineri, hvor Magten hviler i Arbejdernes og Bøndernes Hænder. Således bliver lidt efter lidt det arbejdende Folk gennem dets Arbejder- og Bønderorganisationer draget med ind i Landets Forvaltning. Der findes ikke i noget andet Land noget Sidestykke hertil, af den simple Grund, at det ikke i noget andet Land er lykkedes Arbejderne at nå frem til en sejrrig Position, og fordi der ikke der findes nogen Arbejdermagt, intet Proletariatets Diktatur, ingen Rådsrepublik og ingen Rådsstat. Det er indlysende, at Rådenes Magt, der er det samme som Proletariatets Diktatur, ikke passer alle de af Befolkningens Grupper, som er interesseret i at vende tilbage til det kapitalistiske Slaveri, og som ikke stræber efter at vandre frem mod den kommunistiske Samfundsorden. Det er ligeledes let at forstå, at de ikke åbent kan erklære: Vi ønsker kun Pisk og Knut bragt i Anvendelse overfor Arbejderne. Her er et Bedrag nødvendigt. Dette Bedrag er de Højre-Socialrevolutionæres og Menschevikernes særlige Speciale; altid larmer de op om »Kampen for den demokratiske Republik«, for Konstitutionen, der skal redde os fra alt Ondt. Men i Virkeligheden drejer det sig for dem kun om at overgive Magten til Bourgeoisiet. Men hvad dette Kardinalspørgsmål angår, da kan der ikke mellem dem og os komme nogen Overenskomst i Stand; enhver Samvirken mellem os Kommunister og de forskellige Menscheviker, Højre-Socialrevolutionære, »Nowoja Shiin« Gruppen og andre herrer, på dette Gebet er utænkelig. Disse er stemt for Kapitalisme - vi for stadig Stræben efter Kommunisme. Disse Partier er for den borgerlig-parlamentariske Republik, hvor Kapitalen hersker - vi for den socialistiske Rådsrepublik, hvor hele Magten er hos Arbejderne og de fattige Bønder. Indtil nu, indtil den russiske Revolution i Året 1917, skrev man kun om Proletariatets Diktatur. Men ingen vidste nøjagtigt, hvorledes dette Diktatur skulle praktiseres. Den russiske Revolution tydede Diktaturets Art og Form; denne Form er Rådsrepublikken. Derfor står der nu også på det internationale Proletariats bedste Avantgardes Faner skrevet med luende Bogstaver Rådsrepublikkens Løsen og Rådsrepublikkens Magt. Derfor består vor Opgave i alsidigt at befæste Rådenes Magt og udskille alle uærlige Elementer og i at hverve så mange dygtige og begavede Kammerater fra Arbejdernes og Bøndernes Masser for at vi kan iværksætte og fastholde Omordningen. Kun en sådan Magt, Rådenes Magt, Arbejdernes og Bøndernes Magt, kan og skal forene Arbejderne og Bønderne. Såfremt Bønderne hos os her i Rusland havde lidt et Nederlag, såfremt der var blevet sammenkaldt en Konstitution, såfremt der i Stedet for Rådenes Magt var dannet en almindelig borgerlig Republik i Lighed - med den franske eller amerikanske, havde Arbejderklassen måttet sætte Omstyrtningen af denne Republik på Dagsordenen, og de havde absolut ikke haft nogen Forpligtelse til at forsvare den; thi deres Sag er det at forsvare Arbejdernes Magt, men ikke Bourgeoisiets. Overfor Bourgeoisiets Magt har de kun en eneste Forpligtelse: at styrte denne Magt.

Arbejderklassens og de fattige Bønders Frihed og Bourgeoisiets.

(Talefrihed, Pressefrihed, Forenings- og Forsamlingsret o.s.v. i Rådsrepubliken.)

Da vi nu har et Arbejdernes og Bøndernes Diktatur, hvis Mål det er fuldstændigt at knække Bourgeoisiet og fravriste det enhver Mulighed for at kunne røve eller gøre Forsøg på at genoprette den borgerlige Magt, så er det også klart, at der ikke kan blive Tale om store Friheder for Bourgeoisiet, ligesom der selvfølgelig heller ikke kan være Tale om at give Bourgeoisiet Valgret, hvad der ville være det samme som at åbne det Adgang til at gå bort fra Rådenes Magt og danne et borgerlig-republikansk Parlament. Det kommunistiske Parti (Bolschevikerne) mødes da også fra alle Sider med forargede Udtryk som: »I censurerer Aviserne, I fængsler, I forbyder Forsamlinger, I knægter Ytrings- og Pressefriheden, I genopretter Selvherskerdømmet, I er Voldsmænd og Mordere !« og endnu meget andet. Dette Spørgsmål om Friheden i Rådsrepubliken må man grundigt undersøge. Lad os først og fremmest anføre et Eksempel: Da Revolutionen i Marts Måned forrige År (1917) brød ud, og de kejserlige Ministre (Stürmer, Protopopof o.a.) blev fænglede, var der da den Gang nogen, der protesterede ? Nej, ingen. Og dog var disse Fængslinger, som alle Fængslinger overhovedet, en Krænkelse at den personlige Frihed. Og hvorfor billigedes da disse Fængslinger af alle ? Og hvorfor siger vi nu: »ja, det måtte man absolut gøre!« Ganske simpelt af den Grund; at det er en Fængsling af farlige Kontrarevolutionære. I Revolutionstider må man mere end ellers erindre sig det ellevte Bud: »Pas på !«. Holder man ikke øjnene åbne og lader man uden videre alle Folkets Fjender uanfægtet spadsere omkring og ikke kommer dem i Forkøbet, bliver der vist ikke noget tilbage af Revolutionen. Endnu et Eksempel: På det samme Tidspunkt, da Stürmer og Goremykin blev fængslede, censurerede man den ultra-reaktionære Presse. Dette var en åbenbar. Krænkelse at Pressefriheden. Var da en sådan Krænkelse af Pressefriheden rigtig ? Naturligvis var den det. Og intet fornuftigt Menneske vil bestride, at man netop måtte handle således. Hvorfor ? Igen af den Grund, at man i Revolutionstider, hvor Kampen føres på Liv og Død, må afvæbne sine Fjender. Og et sådant Våben er Pressen. Allerede før Oktoberrevolutionen blev der i Kiev lukket forskellige ultra-revolutionære Foreninger, f.eks. »Dobbeltørnen« og endnu nogle andre. Dette var en Krænkelse af Foreningsfriheden, men man handlede ikke desto mindre rigtigt; thi Revolutionen kan ikke tillade, at der gives Organisationsfrihed for kontrarevolutionære Forbund. Da Kornilow rykkede frem mod Petrograd etablerede en Mængde af Generalerne Strejke og vægrede sig ved at adlyde den provisoriske Regerings Ordrer. De erklærede, at de fuldtud understøttede Kornilow. Kunne man tillade en sådan Strejkeret for Generalerne. Det er klart, at man måtte idømme disse ultra-reaktionære Generaler strenge Straffe. Hvad er det da, at Talen drejer sig om? Vi ser nu, at en Krænkelse af individets Frihed med Hensyn til Modstand mod Revolutionen er nødvendig. Under en Revolution kan der ikke gives Friheder for Folkets og Revolutionens Fjender. Dette er den klare og uigendrivelige Følge. Fra Marts til Oktober jamrede hverken Menscheviker, Højre-Socialrevolutionære eller Bourgeoisi over, at der i Marts havde fundet et »voldeligt Overgreb« Sted, at Pressefriheden (den ultra-reaktionære Presses), at Ytringsfriheden (den ultra-reaktionære) var trådt under Fødder. De jamrede ikke derover af den simple Grund, at alt dette udførtes efter Ordre fra Gutsckow, Miljukow, Rodsjanko, Tereschtschenko og deres tro Tjenere Kerenski og Zeretelli, der i Marts havde grebet Magten. Først i Oktober Måned ændrede Stillingen sig. I Oktober rejste Arbejderne sig mod Bourgeoisiet, der i Marts Måned satte sig på Nakken af dem. I Oktober understøttede Bønderne Arbejderne. Det er kun naturligt, at Bourgeoisiet blev Arbejderrevolutionens rasende Fjender og i deres Had ikke stod tilbage for Godsejerne. Alle de Besiddende forenede sig nu mod Arbejderklassen og de fattige Bønder. Alle grupperede de sig om det såkaldte »Folkefriheds-Parti« (men i Virkeligheden mere korrekt: Folkeforræderpartiet) imod Folket. Det er også forståeligt, at Folkets Fjender, da Folket begyndte at trykke disse sine Fjender, i magtesløst Raseri hylede op om: »Røvere, Voldsmænd« og meget andet. For Arbejderne og Bønderne er nu følgende klart: Kommunisternes Parti kræver ingen Frihed (hverken Presse-, Ytrings-, Forenings- eller Forsamlingsfrihed) for de borgerlige Folkefjender. Tværtimod. Det fordrer derimod, at man altid skal være beredt til at modarbejde den borgerlige Presse, opløse Foreningerne, forbyde dem at lyve, ophidse og sprede Panik; og på det mest skånselsløse undertrykke ethvert Forsøg fra Bourgeoisiets Side på at generobre Magten. Deri består netop Proletariatets Diktatur. Når Talen derfor er om Pressen, spørger vi først og fremmest om, om hvilken Presse man taler - om den borgerlige eller om Arbejderpressen, når Talen er om Forsamlinger, spørger vi om hvilke Forsamlinger - Arbejdere eller Kontrarevolutionære; .når Strejkespørgsmålet berøres, drejer det for os i første Række om at vide, om det er en Arbejderstrejke mod Kapitalisterne, eller om det er Bourgeoisiets og den borgerlige Intelligens’ Sabotage mod Proletariatet. Den der ikke nøje skelner mellem disse Ting forstår intet. Presse, Forsamlinger, Foreninger o.s.v. er Klassekampens Midler men i en Revolutionsperiode, og i revolutionære Tider er de Borgerkrigens Midler ganske ligesom Våbendepoter, Maskingeværer, Krudt og Bomber. Og hele Spørgsmålet består deri, af hvilken Klasse og mod hvilken anden Klasse er de rettede. Arbejderrevolutionen kan ikke give en Kornilow, en Dutow eller en Miljukow Ret til at organisere Opstand mod de arbejdende Masser, lige så lidt som den kan give kontrarevolutionære Bander, der med den største Hårdnakkethed vil føre deres Politik videre og kun venter på en Lejlighed til at styrte sig over Arbejderne og Bønderne, fuld Frihed til at tale, skrive eller arrangere Forsamlinger. Ovenfor sagde vi at de Højre-Socialrevolutionære og Menschevikerne når de benytter Konstitutionen som et Kampråb, kun angler efter Bourgeoisiets Stemmer. Når de raser vildt over, at enhver Frihed er udryddet, da drejer det sig ligeledes om Bourgeoisiets Friheder. Man må ikke røre ved den borgerlige Presse, de borgerlige Førere, de modrevolutionære Organisationer, det er i Virkeligheden disse Herrers Standpunkt. Men, siger man til os, I har jo også forbudt Menschevikernes og de Socialrevolutionæres Dagblade; det kommunistiske Parti har flere Gange slået løs også på værdige Mænd, der på deres Side har siddet i Fængsel under den zaristiske Regering. Hvorledes forholder det sig med dette ? På dette Spørgsmål kan vi svare med et andet Spørgsmål: Da den Højre-Socialrevolutionære Goltz organiserede en Opstand af Officerer mod Arbejderne og Soldaterne, skulle man så kærtegne ham for dette ? Da den Højre-Socialrevolutionære Rurnew sammen med den Højre-Socialrevolutionære Oberst Rjabzer i November bevæbnede Moskows hvide Garde, Bourgeoisiets, Husejernes og de øvrige Småjunkeres Yngel, den fornemme Verdens letsindige Ungdom og i Fællesskab med Officerer og junkere med Maskingeværer søgte at undertrykke Soldaternes og Arbejdernes Novemberrevolution og oversvømme den med Blod, skulle man så have hængt ham en Orden om Halsen ? Da det menschevikiske Blad »Vorwärts« (af Væsen »Rüchwärts«) og de Socialrevolutionæres Blad »Trud« i Kampens hedeste og mest spændende øjeblik bragte Markens Arbejdere den Løgn, at Kerenski havde taget Petrograd (det gjorde de for at vildlede Arbejdernes Vilje) skulle man så rose dem for sådanne provokatoriske Intriger ? Hvad følger der at alt dette? Deraf følger, at når Socialforræderne og deres Organisationer ovenud ivrigt begynder at gå Bourgeoisiet til Hånde, når de i Virkeligheden i deres Optræden hører op med at adskille sig fra de ultra-reaktionære Ophidsere, så kan og må man også med Hensyn til dem træffe de samme Forholdsregler, som man har taget imod deres elskede Velgørere. Der findes netop mange af den Slags Herrer, der kæmpede mod Zaren og Godsejerne, men som med svag Stemme klager, når Arbejderne antaster Bourgeoisiets Rigdomme. For det forgangne siger vi dem Tak. Men når de nu i intet adskiller sig fra de Ultra-Reaktionære, så bør de ikke klage over, at de behandles derefter. Når der er lagt en Tømme på Bourgeoisiet og alle Fjender af Proletariatet og de fattigste Bønder, så er der garanteret Proletariatet og Bondestanden Tale-, Forsamlings- og Pressefrihed, og ikke alene på Papiret, men også i Virkeligheden. Aldrig fandtes der nogen anden Statsordning, så mange Arbejder- og Bondeorganisationer, som der i vore Dage findes under Råds-Magten. Aldrig hjalp en Stat således de talrige. Arbejder- og Bondeorganisationer, som i vore Dage Rådsmagten. Det sker af den simple Grund, at Rådsmagten er Arbejdernes og Bøndernes Magt, og det er intet Under, at en sådan Magt hjælper Arbejdernes øvrige Organisationer, så vidt det er naturligt og så vidt den har Kræfter og Midler til det. Vi gentager - Kommunisterne (Bolschevikerne) gennemfører i Virkeligheden disse Friheder og forkynder dem ikke blot for Verden. Et lille Eksempel: Arbejderklassens Frihed. Under Pres fra Arbejderklassen kunne også Bourgeoisiet gå ind på en større eller mindre Frihed for Arbejderklassen. Men Arbejderne har ingen Hjælpemidler, alle Trykkerier er i Hænderne på Kapitalisterne, der har købt alt op. Arbejderen går omkring med sin Pressefrihed, men kan ikke virkeliggøre denne Frihed uden Penge og Papir. Men Kommunisterne går til d’Herrer Indehavere af Trykkerier og Papir og siger til dem: Den proletariske Stat konfiskerer Deres Trykkeri, erklærer det for Arbejder- og Bondestaternes Ejendom og stiller det til Rådighed for Arbejderne - for at de der kan virkeliggøre deres Pressefrihed. Det forstår sig, at d’Herrer Kapitalister hyler over det. Men kun således kan man opnå Arbejderpressens virkelige Frihed. Endnu et Spørgsmål kan man stille os: Hvorfor talte Bolschevikerne ikke tidligere om den fuldstændige Tilintetgørelse af Bourgeoisiets Frihed ? Hvorfor var de tidligere selv for en Borgerlig-demokratisk Republik? Hvorfor var de tidligere selv for den konstituerende Forsamling, og hvorfor talte de intet om at berøve Bourgeoisiet dets Valgret ? Med eet Ord: Hvorfor har de nu med Hensyn til disse Spørgsmål ændret deres Program ? Ganske simpelt fordi: Arbejderklassen havde tidligere endnu ikke Kraft til at løbe direkte Storm mod den borgerlige Fæstning. De trængte til Forberedelsen, Koncentrationen af Kræfterne, Massernes Oplysning, Organisation. De behøvede f.eks. Frihed for Arbejderpressen, for deres egen, men ikke for den Presse, der tilhørte Overklassen. Men de kunne ikke komme til Kapitalisterne og deres Statsmagt og stille den Fordring: D’Hrr. Kapitalister, hold op med at udgive jeres Blade og udgiv vore, Arbejderbladene. Man ville kun have leet dem ud, fordi det er latterligt at stille sådanne Krav til Kapitalisten; det betyder, at man forlanger af ham, at han med egen Hånd skal skære en Del af sig selv bort. Sådanne Fordringer stiller man kun, når man går frem til Storm. Men tidligere var der ikke Tid til dette. Derfor sagde Arbejderklassen (og vort Parti sagde også): Leve Pressefriheden (for hele Pressen, også for den borgerlige) !. Eller et andet Eksempel: Det er klart, at Arbejdsgiverorganisationerne - de, der kaster Arbejderne på Gaden, fører sorte Lister over deres Navne o.a. - er skadelige for Arbejderklassen. Men Arbejderklassen kunne ikke træde op og sige: Luk jeres Organisationer, lad vore være åbne. Derfor må man bryde den kapitalistiske Magt. Men man savnede den nødvendige Kraft. Vi fordrer Foreningsfrihed (for alle, og ikke alene for Arbejderne). Nu har Tiderne forandret sig. Nu er der ikke mere Tale om en langvarig Forberedelse til Kamp; vi lever nu i Tiden efter Stormen, i Tiden efter den første Store Sejr over Bourgeoisiet. Og nu stiller Arbejderklassen sig en anden Opgave: endeligt og afgørende at bryde Bourgeoisets Modstand. Derfor må nu Arbejderklassen, der virker under det Løsen at befri hele Menneskeheden for Kapitalismens Grusomheder og Rædselsregimente, fast besluttet bringe Opgaven til en heldig Løsning: ingen Eftergivenhed overfor Bourgeoisiet - fuldstændig Frihed - og Mulighed for, at praktisere denne Frihed for Arbejderne og de fattige Bønder.

Bankerne som de arbejdendes Fællesejendom.

(Bankernes Nationalisering.)

Vi har set, at Grunden til alle de Ulykker, det kapitalistiske Samfund bringer over Menneskene, må søges i den Omstændighed, at alle Produktionsmidlerne tilhører Godsejer- og Kapitalistklassen. Vi har også set, at man kun kan vente at blive befriet herfra ved at tiltræde en eneste Vej, nemlig ved at fratage den kapitalistiske Klasse (hvad enten det er Enkeltpersoner, Selskaber eller den borgerlige Stat) disse Produktionsmidler og overgive dem til den arbejdende Klasse. Det kan man gøre, og det vil blive gjort, når Arbejderne og Bønderne har et så mægtigt Middel i Hænderne som Arbejdernes Magt - Rådene. Det er indlysende, at man her må gå frem på den Måde, at man fremfor alt tager alle de væsentligste og vigtigste Områder, Kapitalens Hovedfæstninger. For det andet er det nødvendigt at begynde med at tage, hvad der ikke alene er lettest at tage, men også at organisere; man må ordne Sagen på den Måde, at den bliver så let som mulig at føre igennem. Vi ved jo allerede, at Arbejdernes og de fattige Bønders Opgave ikke blot går ud på dette ene: at tage alting fra de Rige og så selv stikke det i Lommen, udplyndre og så dele, men derimod deri, at danne et Arbejdsforbund, der arbejder planmæssigt og organiserer Produktionen og Fordelingen af Produkterne. Men heraf følger, at Arbejderklassen i første Række må støtte sig til de Organisationer, som allerede er tilstede, men den Gang kun til Fordel for Kapitalisterne og Godsejerne, og forandre disse Organisationer for det nye Formål, indrette dem således, at de kommer til at tjene det arbejdende Folk og ikke Kapitalisterne, Godsejerne eller en Flok drevne Spekulanter. Derfor opstiller vort Parti også Kravet om en Nationalisering af Bankerne (dette Krav er allerede gennemført), d.v.s. at Bankerne overtages af Proletar- og Bondestaten. I al Almindelighed mener man, at Bankernes hele Betydning ligger deri, at der i Bankernes grundmurede Hvælvinger ligger Barrer af Guld og en Mængde Papirspenge og Værdier, og at Kommunisterne netop af den Grund var så forhippede efter at få fat på dem. I Virkeligheden forholder det sig ganske anderledes. De nuværende Banker - det er ikke alene Pengesække. De er noget langt mere betydningsfuldt, nemlig: Bankerne er Organisationens Hoved, den kapitalistiske Organisations Hovednerve, der fuldstændig behersker Industrien. På hvilken Måde går det for sig? Det går for sig på følgende Måde: De kapitalistiske industrier får uafbrudt deres Profit, og Kapitalen flyder stadig til dem som en stedse rindende Strøm. Hvor anbringer Kapitalisten den erhvervede Profit ? En Del af den bruger han til at spise og drikke op - og more sig for. Men den resterende Del - og det langt den største - sparer han sammen til Udvidelse af sin »Forretning«. Denne Forretning kan han imidlertid ikke udvide hvert øjeblik, men kun, når han har sammensparet en tilstrækkelig solid Sum, der, for at tage et Eksempel, er tilstrækkelig stor til at bygge en ny Fløj til Fabrikken eller købe nye Maskiner for. Men så længe, han ikke har så stor en Sum, indbetaler han sine disponible Penge, for at de ikke skal ligge »ubenyttede« hen, til Banken, og får så til Gengæld af Banken udbetalt en vis Rente. Spørgsmålet er nu, om denne Kapital ganske roligt bliver liggende i Banken, og dér - på en eller anden mystisk Måde - formerer sig i det uendelige. Naturligvis ikke. Bankerne sætter disse Kapitaler i Omløb. De grunder selv nogle Foretagender, og får derved en rigelig Profit, eller de køber Andele (Aktier) i allerede bestående Selskaber, eller opkøber Aktier i Selskaber, der netop er i Færd med at dannes. Af disse Aktier får de så Renter (Dividender), der er betydeligt højere end de, de udbetaler til deres Deponenter. Overskuddet bliver i Banken. Dette Overskud vokser stadigt, sættes på ny i Omløb, og på denne Måde vokser Bankens Kapital stadig væk. Og jo mere Bankernes Kapitaler stiger, jo oftere bliver Bankerne de virkelige Indehavere af industrielle Virksomheder; nogle Virksomheder besidder de fuldt og helt, andre kun delvist. Erfaringen viser, at det er tilstrækkeligt at eje 30 eller 40 %, af Andelene, for i det væsentligste at være Herre over det Hele. Og i Virkeligheden sker det også således. I Amerika behersker to Banker f.eks. hele Industrien, I Tyskland holder fire Banker hele Landets økonomiske Liv i sine Hænder. Det, samme var også delvist Tilfældet i Rusland. Et uhyre stort Antal af de store Virksomheder i Rusland er Aktieselskaber. De russiske Banker var Indehavere af et meget stort Antal Aktier i disse Virksomheder, således at Aktieselskaberne stod i meget nær Tilslutning til Bankerne, ja var fuldstændig afhængige af disse og stod under deres Kommando. Da en Bank råder over mange industriforetagenders Skæbne, er det givet, at en Række af de største Banker i det væsentligste må betragtes som Industriens Hovedforvaltere, Industriens Midtpunkt, hvor alle Trådene fra Foretagender af forskellig Art løber sammen. Derfor må Bankerne tages I Besiddelse, rives bort fra Privatbesiddelsen og overdrages til Arbejder- og Bondestaten eller, som man siger, deres Nationalisering er en absolut Nødvendighed for Arbejderklassen. Bourgeoisiet, dets Presse og dets Følge af Køtere rejste naturligvis i den Anledning et vildt Hyl: »Bolschevikerne er Røvere, I Bolschevikerne er Tyveknægte! Lad ikke Nationalformuen og Folkets sammensparede Skillinger røve!« Hele dette Postyr var meget forståeligt: Bourgeoisiet følte, at Bankernes Nationalisering betød Overgivelse af det kapitalistiske Samfunds Hovedfæstning i de arbejdende Massers Hænder, og følgelig var det første og betydningsfuldeste Skridt hen imod en ødelæggelse af Profit- og Udbytningssystemet. Når Proletariatet lægger sin Hånd på de nuværende Banker, så holder det allerede i betydelig Udstrækning Industriens Tømmer i sin Hånd. På den anden Side er det ikke vanskeligt at forstå, at det ville være umuligt at fortrænge Kapitalisterne fra Industrien og Værkstederne, såfremt Bankerne ikke nationaliseredes. De bestående Fabrikker er afhængige af Bankerne: enten er Bankerne simpelthen indehaverne eller de besidder en Del al Aktierne, eller de giver dem under en eller anden Form Kredit. Lad os blot forestille os, at Arbejderne i en eller i Fabrik stiller alt under deres Kontrol og Afregning; er Banken på Privathænder eller i Bourgeoisiets Besiddelse, så er det ude med et sådant Foretagende. Banken meddeler det, at den ikke mere yder det nogen Kredit. Dette er ensbetydende med Udelukkelse fra alle Tilførsler. Arbejderne må så overgive sig og bøje sig for Kapitalisterne. Men ved Rådsregeringens Nationalisering af Bankerne får Arbejder- og Bondemagten Adgang til at råde over og forvalte alle Pengemidlerne og alle sådanne Papirer, der erstatter disse Pengemidler, således at Industriens Overgang til de arbejdende Masser ikke alene ikke forstyrres, men tværtimod fremmes. Den Magt, der i Bankernes Hænder var rettet mod Arbejderne, bliver i dette Tilfælde en Magt, der hjælper Arbejderklassen og er rettet mod Kapitalisterne. Den videre Hovedopgave består deri at sammenfatte forskellige tidligere Privatbanker i ´en Folkebank, forene Bankernes Virksomhed eller, som man siger, centralisere Bankforretningerne. Ved Industriens Overgang til Arbejderklassen vil Folkebanken forvandle sig til en Hovedafregningskasse, der varetager de gensidige »Udbetalinger« mellem de enkelte Virksomheder og Produktionsgrene. For at tage et Eksempel fra det, praktiske Liv: Lad os antage, at Kul-, Stål-, og jernindustrien er afhængig af Centralbanken. Enhver af disse Industrier har Brug for den andens Frembringelser. Stålværkerne skal have Kul fra Stenkulsgruberne, jernværkerne, der bearbejder Stålet, må have, dette leveret fra Stålstøberierne o.s.v. Det er derfor forståeligt, at alle »Betalinger«, når disse Virksomheder er fuldstændig afhængige af Bankerne, ganske simpelt kan foregå på den Måde, at Regningerne gensidigt overføres fra den ene til den anden; Banken bliver Afregningskontor, Centralbogføringskontor, hvor alle Forhold mellem de forskellige Virksomheder og Produktioner klart og let lader sig overse. Og i Overensstemmelse med den Dom, man således bliver i Stand til at fælde over Stillingen indenfor hver enkel Industri, understøtter (financierer) Bankerne industrien med Pengemidler. Når det lykkes at organisere hele Værket, som det er Meningen, (og derefter stræber vort Parti og Rådenes Magt, i Spidsen for hvilke vort Parti står), når vi sluttelig til dette Billede: alle Produktionsgrene tilhører Arbejderstaten; de er alle forenede gennem Central-Folkebanken; her løber alle de forskellige Foretagenders Tråde sammen; i Banken føres der nøje Regnskab over alle disse Virksomheder og deres gensidige Forretninger med Hensyn til de Produkter, de leverer hinanden; i Banken, i denne den fælles Produktions Bogholderi, afspejler på denne Måde hele den samlede Produktions Stilling sig og Forholdene mellem denne Produktions forskellige Dele. Den centraliserede og nationaliserede (d.v.s. den forenede og i Arbejder- og Bondestatens Hænder værende) Bankforretning forvandler sig til et samfundsmæssigt Bogholderi for den socialistiske, solidariske Produktion.

Arbejderfolkets Storindustri.

(Industriens Nationalisering).

Det afgørende Skridt med Hensyn til at tage Produktionsmidlerne ud af Hånden på Udbytterne er, som vi så ovenfor, den proletariske Nationalisering af Bankerne. Men hvis hist og her, i Fabrikker og Værksteder, Kapitalens Magt og Ejendomsret, vil blive ved at bestå, selv om det kun er for den Del af Storindustrien, der ikke står umiddelbart under Bankerne, ville der alligevel ikke komme noget godt ud af det. Virksomhederne ville trække deres Pengemidler ud al Bankerne, og d’Hrr. Kapitalister ville i Ro og Mag kunne udbytte Arbejderne og måske endda opnå Statsunderstøttelse, hvem ved, hvortil de kunne anvendes. Derfor er en Overgang til den kommunistiske Samfundsorden utænkelig uden Bankernes Nationalisering, men tillige utænkelig uden den proletariske Nationalisering af Stordriften. Også på dette Område bestræber vort Parti sig for ikke alene at kaste det gamle bort og fratage Kapitalisterne Rådigheden over Produktionen, men også at skabe nye Forhold og Tilstande. Derfor må Industriens Nationalisering i første Række gå ud fra Stordriften og de såkaldte Syndikater indenfor de forskellige industrigrene. Hvad er da Industri-Syndikater ? Syndikater er store Forbund af Besiddende; når Indehaverne af forskellige Virksomheder indser, at det ikke lønner sig at ligge i en evig indbyrdes Kamp, men at det er langt fordelagtigere at slutte et snævert Forbund, for med forenede Kræfter at kunne udbytte Publikum, så dannes der et Syndikat eller et endnu snævrere Forbund af Fabrikanter - en Trust. Såfremt Virksomhederne ikke er forenede i sådanne Forbund, trykker den ene Prisen for den anden: enhver vil søge at rive sin Modstanders - sin Konkurrents Købere til sig; men det lader sig kun gøre ved at sælge billigere, end han gør det; men han kan ikke tåle denne Konkurrence - han begynder at blive ruineret. En sådan Kamp mellem Fabrikanterne fører til, at de mindre modstandsdygtige ikke kan følge med og går til Grunde: Kapitalens store Hajer - de rigeste virksomheder - sejrer. Antager vi nu, at der indenfor en eller anden Industri (lad os f.eks. tage Metalindustrien) bliver tre eller fire store Firmaer tilbage. Såfremt et at disse er større og stærkere end de andre, fører de måske Kampen videre, indtil de alle er ruinerede. Men hvis deres Styrke er næsten lige stor? Så- er det indlysende, at gensidig Kamp er forgæves, den svækker alle Modstanderne i lige høj Grad. Der opstår derfor et ønske hos de stridende Parter om at slutte en Overenskomst; de organiserer et Forbund mellem disse Virksomheder og slutter Aftale om ikke at sælge deres Varer billigere end til en nærmere fastsat Pris, de fordeler Bestillingerne imellem sig, eller et Firma får anvist et Distrikt, et andet Firma et andet, med andre Ord, de fordeler frivilligt Markedet mellem sig. Da de Firmaer, der træder ind i Syndikatet, i Almindelighed producerer langt mere end Halvdelen af de Produkter, der er Tale om indenfor den pågældende industrigren, så betyder det, at Syndikatet behersker Markedet, at Syndikatets Medlemmer kan sætte meget høje Priser på deres Produkter og bringe deres Landsmænd til Betlerstaven. Da de imidlertid allerede er trådt ind i et Forbund, er det fuldkommen naturligt, at de grunder en fælles Forvaltning at de tidligere adskilte Virksomheder og fører en fælles nøje Afregning over de fremstillede Produkter, ordner Fordelingen at Bestillingerne, med et Ord: organiserer Produktionen. Ikke af Hensyn til Folket eller for at Folket skal kunne få mere, men udelukkende for at forøge Kapitalisternes Profit, for ganske at kunne udplyndre Arbejderne og røve fra Køberne - derfor forener Kapitalisterne sig. Nu er det forståeligt, hvorfor Arbejderklassen i første Række må nationalisere de forskellige Produktionsgrene, der var samlede i Syndikater. Af den simple Grund, at Kapitalisterne selv havde organiseret disse Virksomheder. Med en organiseret Produktion - selv om den også først er organiseret af Kapitalisterne - er det naturligvis langt lettere at blive færdig. Man må selvfølgelig i høj Grad ændre de kapitalistiske Organisationer; man må fjerne Arbejdernes forstokkede Fjender derfra; man må sikre Arbejderne en fast Position, således at alt underlægges Arbejderne, og noget må man ganske fjerne, Men selv for et lille Barn er det letfatteligt, at det er lettere at bemægtige sig sådanne industrigrene. Her forholder Sagen sig på akkurat samme Måde som med Statsbanerne. De blev først organiserede af den borgerlige Stat. Men fordi der her fandtes en centraliseret Forvaltning, var en Organisation til Stede, var det også lettere for Arbejderstaten at tage dem i sine Hænder. I Vesteuropa - i Særdeleshed i Tyskland og i Amerikas forenede Stater - er så godt som hele Produktionen overtaget af den borgerlige Røverstat. Bourgeoisiet trak sig bort der, for ikke at forstærke Syren, hvad der ville blive Tilfældet, hvis ikke den russiske Krig blev organiseret på bedste Måde. Den nuværende Krig kræver imidlertid, at der ikke alene anvendes Penge men at også Produktionen organiseres til Fordel for Krigen at der føres nøje Kontrol med al Ting, således at intet gives unyttigt. ud, og at alle Kræfter fordeles efter faste Regler. Men, dette er kun muligt, hvor en centraliseret, forenet Forvaltning er forhånden. Europas Bourgeoisi gjorde det, idet det stillede næsten hele Produktionen til Disposition for den røvende og plyndrende Stat. Det er letforståeligt, at hele denne organiserede Produktion ikke skabtes for at være til Nytte for Arbejderklasserne, men kun for, at føre den røveriske Krig videre og skabe Betingelser for, at Bourgeoisiet kunne blive endnu rigere. Det er intet Under, at der i Spidsen for dette organiserede Tvangsarbejde stod Generaler, Bankiers og store Udbyttere. Det er heller ikke noget Under, at Arbejderklassen blev undertrykt der, og forvandlet til hvide Slaver og til Livegne. Men på den anden Side er det også der lettere for Arbejderklassen, når den borgerlige Maskine eksploderer, at bemægtige sig Produktionen og indrette den på en ny Måde; de må kaste Generalerne på Døren og overalt ansætte nogle af deres egne Folk; men de kan udnytte hele det Afregnings-, Kontrollens- og Forvaltningsapparat, som var grundlagt af Kapitalismens Røvere. Derfor falder det de vesteuropæiske Arbejdere tusinde Gange vanskeligere at begynde (at ødelægge de stærkeste borgerlige Stater), men så meget desto lettere en Gang at nå frem til Målet med den af Bourgeoisiet organiserede Produktion. Det russiske Bourgeoisi,. der indså, at dets Magt var uholdbar, at Proletariatet nærmede sig Sejren, frygtede for at beslutte sig til at betræde den Vej, som Vesteuropas Bourgeoisi slog ind på. De indså, at samtidig med Statsmagten ville også den organiserede Produktion glide over i Arbejdernes Hænder. Derfor sørgede de for, at der ikke skabtes nogen Organisation, tværtimod, i Kerenski-Perioden saboterede (vanskeliggjorde) de endog Produktionen. Man må imidlertid bemærke, at allerede før Krigen var, takket være den udenlandske Kapital, de vigtigste industrigrene sluttet sammen i Syndikater. Særligt kan dette siges om den såkaldte svære Industri (Stenkuls, Metalindustrien o.s.v.). Sådanne mægtige Syndikater som: »Prodameta«, »Produgul«, »Prodwagon«, »Krowlja« og endnu andre, vil være bekendte. Det er fremfor alt nødvendigt at organisere denne svære Industri. Ved Storindustriens Overgang til Arbejderstaten, vil også den lille Industri blive gjort afhængig. Thi mange små Bedrifter var allerede før Nationaliseringen afhængige af Storindustrien. Det forekommer, at de ganske simpelt er Stordriftens Reparationsværksteder; i nogle Tilfælde aftager Storbedrifterne deres Produkter, i andre Tilfælde er de som Købere af Råmaterialer afhængige af denne, og i mange Tilfælde er de afhængige af Bankerne. Ved Bankernes og Storindustriens Nationalisering bliver de straks i nogen Grad nationaliserede. Selvfølgelig bliver der en Mængde mindre Håndværksmestre og industridrivende tilbage. Af den Slags er der mange i Rusland. Men i det store og hele dannes Hovedbestanddelen af vor Industri ikke at disse mindre Hjemmeindustrier, men derimod af den nationaliserede Produktions Virksomheder under Arbejderstaten. Bankerne og Storindustrien er Kapitalens to store Hovedfæstninger. Deres Ekspropriation, d.v.s. Overtagelse af Arbejderne gennem Arbejderregeringen, er Kapitalismens Død og Socialismens Morgenrøde. Den menneskelige Tilværelses Hovedstøtter - bliver her revet ud af Hænderne på en Håndfuld Udbyttere og lagt i Arbejder- og Bønderregeringens Hånd. Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære der ikke vil gå et Skridt bort fra Lovens Vej, men gå Hånd i Hånd med Bourgeoisiet, er i høj Grad oprørte over en sådan Nationalisering fra Rådenes Side. Det er imidlertid bare af den Grund, at de, ligesom Bourgeoisiet, så udmærket føler og forstår, at der her rettes et dødbringende Slag mod den kapitalistiske Ordning, der var dem så tiltalende. Derfor søger de at tilsløre Arbejdernes Bevidsthed med smukke Fortællinger om, at de endnu ikke er »modne nok« for Socialismen, at vi har en industri, der er så forfærdelig langt tilbage, at det er ganske umuligt at organisere den o.s.v. Vi har allerede påvist, at Sagen allerede længe har ikke forholdt sig således. Grunden til Ruslands tilbageblevne Stilling må ikke mere søges deri, at der indenfor vor industri er for få Storbedrifter - der findes tværtimod mange. Der er måske den store Fejl hos os, at vor industri i Sammenligning med Agerbruget indtager en altfor lille Plads, men heller ikke her kan man underkende Betydningen af vor Industri: det er ikke helt uden Grund, at det er Arbejderklassen, der står i Spidsen for Revolutionen som dens levende, drivende Kraft. Interessant er endvidere følgende Omstændighed: d’Hrr. Menscheviker og Højre-Socialrevolutionære opstillede i sin Tid, da Magten endnu var i deres og Bourgeoisiets Hænder, et Program for en statslig Regulering af Industrien. Den Gang skrev de ikke et Ord om, hvor langt vi var tilbage. Den Gang anså de det for muligt at organisere Industrien. Hvorfra stammer da denne Forskel i Synsmåden mellem nu og da? Det er meget let at påvise. Menschevikerne og de Højre-Socialrevolutionære anser det for nødvendigt, at den borgerlige Stat organiserer Produktionen (i Vesteuropa er Kejser Wilhelm, Kong George og Præsident Wilson også indforstået hermed). Det kommunistiske Parti ønsker i Modsætning hertil, at den proletariske Stat organiserer Produktionen. Så ligetil er Spørgsmålet. Det er igen den samme gamle Historie. Menscheviker og Socialrevolutionære går tilbage til Kapitalismen - Kommunisterne fremad til Socialisme og Kommunisme. De mest betydningsfulde Skridt på denne Vej er efter Kommunisternes Opfattelse Bankernes og Storindustriens Nationalisering.

Den samfundsmæssige Bearbejdelse af Jorden.

Oktoberrevolutionen bragte det i Stand, som de russiske Bønder i Århundreder havde stræbt efter: den tog Jorden fra Godsejerne og gav den i Hænderne på Bønderne. Spørgsmålet består i, hvordan man skal disponere over Jorden. Også her må vi Kommunister indtage den samme Stilling som i Spørgsmålet om Delingen af industridriften. Naturligvis kan man bedre dele jorden end en Fabrik. Men hvad ville der komme ud af Delingen af jorden mellem de enkelte Bønder? Den som har opsparet nogle Penge, den som er stærkere og rigere, han kom hurtigere på den grønne Gren, forvandlede sig let til en Parasitblodsuger og Ågerkarl, senere ville han stige endnu højere og begynde at købe jorden af de fattige. Se, efter nogen Tid ville Landsbyen påny deles i Storgrundbesiddere, Godsejere og Fattige, for hvem der ikke var andet gøre end enten at flytte til Byen eller fæste sig bort til de rige. Disse nye Grundejere ville ganske vist ikke blive adelige, men rige Bønder, men det er jo kun en ringe Forskel. Blodsuger-Godsejeren er en ægte Edderkop, en »Bedrager«, som hænger endnu fastere om Halsen på de fattige end den degenererede Adelsmand, som er kommet på Knæerne og ikke duer til noget mere. Ad Delingens Vej finder vi altså ingen Udvej. Denne Udvej findes kun i den samfundsmæssige Ejendomsret, i Folkets Ejendomsret til jorden, deri at jorden bliver erklæret for de arbejdendes Ejendom. Rådsmagten gennemførte Loven om jordens Socialisering. Godsejerne er i Virkeligheden fortrængt fra jorden, som er blevet til det arbejdende Folks fælles Ejendom. Men det er ikke tilstrækkeligt. Man må stræbe efter en sådan indretning, at jorden ikke blot er fælles Ejendom, men også bliver fælles bearbejdet. Hvis der ikke finder en fælles, samfundsmæssig Bearbejdning af jorden Sted, så er det ligegyldigt, hvilke Love, man giver en Socialisering; der kommer dog ikke noget ud deraf. Den ene vil fumle rundt på sit »Arbejds«stykke og den anden på sit, og når man lever således adskilt, uden gensidig Hjælp og uden indbyrdes Arbejde, vænner man sig lidt efter lidt til at betragte jorden som sin Privatejendom. Og ingen Love ovenfra afhjælper dette Onde. Fælles Bearbejdelse af jorden, derefter må man stræbe, det må man nå. I Landbruget er det ligesom i Industrien bedst at drive Produktionen efter en stor Målestok. I Stordriften kan man benytte gode Landbrugsmaskiner, spare på alt Materiale, ordne selve Arbejdet efter en Plan, sætte hver Arbejder på sin Plads, føre nøje Regning med alt, for ikke at give noget unyttigt ud, hverken af Materiale eller Kraft. Opgaven ligger altså absolut ikke deri, at hver Bonde roder på sit Arbejdsstykke, ligesom en Skarnbasse på sin Mødding, men deri, at de fattige Bønder går over til fælles Arbejde efter størst mulig Målestok. Hvorledes kan man opnå det? Det kan og må man gøre ad to Veje: for det første ved samfundsmæssig Bearbejdelse af de tidligere store, godsherreagtige Godser, for det andet ved Organisation af Landbrugskommuner. På de tidligere godsherreagtige Godser, hvor jorden ikke helt blev givet i Pagt til Bønderne, men hvor der blev drevet et eget Brug, drev man naturligvis dette Brug ti Gange bedre end hos Bønderne. Det slemme ved Historien bestod deri, at Indtægterne kom i Hænderne på Godsejerne, som hang om Halsen på Bønderne. Også her er ét klart for Kommunisterne: ligesom Arbejderne absolut ikke skal udplyndre Fabriksinventaret, dele det imellem sig og fordærve Fabrikken, ligeledes må Bønderne handle. I de godsherreagtige Godser findes der meget godt. Her findes Heste og Hornkvæg, Frø, forskellige Høst- og Mejemaskiner o.s.v. På andre Godser er der oprettet Mejerier, Osterier og hele Fabrikker. Det ville være dumt at slæbe alt ind i de enkelte Gårde og udplyndre det. Heri er Blodsugerne interesseret; de ved, at tidligere eller senere falder alt i deres Hænder, at de kan købe den fattige Bondes Andel af ham. Blodsugeren indser, at der på den Delingens Vej til syvende og sidst venter ham et Slaraffenland. De fattige Bønder og Halvproletarer og de, som selv næppe kan slå sig igennem og somme Tider også må fæste sig bort, har tværtimod helt andre Interesser. For de fattige Landsbybeboere er det Tusinde Gange mere fordelagtigt at gøre ligeså med de store Godser, som Arbejderne gør med Fabrikkerne: at tage dem under deres Kontrol, Afregning og Forvaltning; sammen at bearbejde det godsherreagtige Gods; ikke at udplyndre de enkelte Gårde, men sammen at benytte alle Maskiner og Inventaret, som Godsejeren tidligere ejede, og som nu gik over på Bøndernes Hænder; på Samfundets Bekostning at engagere Agronomer, kyndige Folk, og at bearbejde Jorden ikke som en Dåre, så at der blev frembragt mindre end på Godsejerens Tid, men mere. At tage Jorden er ikke vanskeligt. Det viste sig heller ikke at være vanskeligt at overtage Godserne. Det måtte man også gøre. Til Trods for alle de Socialrevolutionæres - og Menschevikernes Formaninger om, at det ville være Lovovertrædelse, og at der ikke ville komme noget ud deraf og det ville føre til et Blodbad i Landsbyen og det ene og det andet, så tog Bønderne dog jorden og Rådsmagten hjalp dem dermed. Det er langt sværere at få denne jord over på de arbejdendes Hænder, at beskytte dem mod Blodsugerne, som gør ivrig Fordring på den. Men netop her må de fattige Bønder tænke på, at de skarpt må våge over det samfundsmæssige Gods Ukrænkelighed. Thi nu er det tidligere godsherreagtige Gods samfundsmæssigt Gods. Man må passe på det og bevare det. Man må forøge det med de arbejdendes Vel for øje. Her må man virkelig organisere Sagen således, at Udvalgte af Bønder og Arbejdere, Kommunerådene og deres Landbrugsafdelinger våger over alt, ikke lader noget gå. tabt og understøtter den samfundsmæssige Bearbejdelse af de tidligere godsherreagtige Godser. Jo mere den samfundsmæssige Produktion. er ordnet i sådanne Godser, des bedre. Det vil sige, at Kornavlen lykkes bedre og at Blodsugerne intet opnår, men at Bønderne stadig mere og mere lærer det samfundsmæssige Arbejde, Kommunisternes vigtigste Arbejde. Men man må ikke blot bevare de gamle godsherreagtige Godser for at bearbejde dem efter ny Principper. Man må stræbe efter af de små Arbejdsstykker at organisere store Landbrugs-Arbejder-kommuner. Nu er jo Magten i Hænderne på Arbejderne og Bønderne. Men det betyder at de, så vidt det er muligt, står enhver nyttig Begyndelse bi. Det er ikke blot nødvendigt, at de fattigste Bønder og Halvproletarer, men også de tidlige Karle, viser mere Selvstændighed, eget Initiativ. De svage, fattige Bønder kan enkeltvis intet udrette, de er næppe i Stand til at holde sig oppe. Men de kan også meget, når de begynder at forene deres Arbejdsstykker, i Fællesskab ved Hjælp af Byarbejderne at sørge for Indretningen og i Forening og efter samfundsmæssige Principper at bearbejde Landet. Byrådene og Arbejdernes økonomiske Organisationer hjælper sådanne Landbrugs-Arbejderkommuner, leverer jern og Manufakturprodukter til dem; de hjælper dem med at fremskaffe Agronomer og kyndige Folk. Således begynder den tidligere fattige Småbonde, som intet har set udover sin Køkkenhave, at blive forvandlet til en Kammerat, der sammen med andre Kammerater, Skridt for Skridt og Hånd i Hånd skrider rask frem på det fælles Arbejdes Vej. Det er forståeligt, at det er nødvendigt til en sådan Ordning af Værket at have en god Organisation af de fattige Bønder. Denne Organisation må stille sig to Hovedopgaver: for det første Kampen imod Blodsugerne på Landet, imod Ågerkarlene, de tidligere Gæstgivere, med et Ord imod Landbrugsbourgeoisiet; for det andet Ordningen af Landbrugsproduktionen, Lønnen og Kontrol med, hvorledes jorden bliver fordelt. Organisationer at Arbejderkommuner, Omsorg for regelmæssig Udnyttelse at de tidligere godsherreagtige Godser, med andre Ord et kolossalt Arbejde at en ny Agrarordning. En sådan Organisation må de fattigste Bønder danne i Form af Kommunerådene, men ved disse Kommuneråd indrette forskellige Specialsektioner, f.eks.: Forplejnings- Agrar- og andre Sektioner. Bonderådenes Agrarsektioner må tjene til Støtte for de fattige Landsbybeboere i Agrarspørgsmålet. For at gøre det sikrere, er det bedst at indrette Organisationen af disse Råd således, at de stedlige eller i Nærheden boende Fabriksarbejdere, også har deres Repræsentanter der. Arbejderne er mere erfarne end Bønderne, mere vant til en kammeratlig Ledelse af Anliggenderne, også mere erfarne i, hvordan man skal kæmpe imod Bourgeoisiet. Arbejderne understøtter altid de fattige Landsbybeboere mod de rige, derfor finder de fattige Landsbybeboere i dem de bedste Hjælpere. De fattige skal ikke lade sig bedrage. De kæmpede længe for jorden, tilsidst lykkedes det dem at erobre den fra Godsejerne. Man må ikke påny lade den slippe ud at Hænderne. Endelig ikke påny lade den slippe fra en ! Denne Fare er forhånden, hvis man går ad Privatejendommenes Vej til Udstykningen og Delingen at jorden. Denne Fare svinder bort, hvis de fattige Landsbybeboere sammen med hele Arbejderklassen går ad den Vej, som fører til den størst mulige samfundsmæssige Produktion. Så styrer vi med fuld Damp henimod Kommunismen.

Arbejdernes Forvaltning af Industrien.

Ligesom på Landet er Hovedrollen i Forvaltningen af jorden lidt efter lidt går over på Hænderne at de fattige Bønders Organisation - i Hænderne på de forskellige Bønderråd med dens Sektioner, på samme måde må Forvaltningen af Industrien gå over til Arbejderorganisationerne og Arbejder- og Bondemagtens Organer, og det sker også overalt, hvor vort Parti fordrer det. Indtil Oktoberrevolutionen og i den første Tid efter den, stillede Arbejderklassen og vort Parti Fordring om Arbejderkontrollen, d.v.s. Tilsyn fra Arbejdernes Side, for at ikke Kapitalisterne i Fabrikkerne og Smeltehytterne skulle skjule Forråd af Fyrings- og Råmateriale, drive Bedrageri og spekulere, ikke tilføje Produktionen nogen Skade; og ikke som det passede dem, smide Arbejderne i Rendestenen. Produktionen, Køb og Salg af Produkter og Råmaterialer, deres Opbevaring, Foretagendernes Pengemidler, alt dette blev underkastet et Opsyn fra Arbejdernes Side. Et almindeligt Opsyn viste sig imidlertid utilfredsstillende. Som særlig utilfredsstillende viste et sådant Opsyn sig efter Produktionens Nationalisering, hvor alle de Herrer Kapitalisters Rettigheder blev tilintetgjort og Foretagender eller hele Erhvervsgrene gik over på Staten, Arbejderklassens og de fattige Bønders Hænder. Her er det klart, at man ikke kommer langt med Opsyn, at ikke blot Arbejderkontrol er nødvendig, men Forvaltning af Industrien ved Hjælp af Arbejderne. Arbejderorganisationer, Fabrikskomiteer, Fagforeninger, økonomiske Sektioner af de Arbejderdeputeredes Råd, og endelig Arbejder- og Bondemagtens Organer (specielle Komitter af forskellig Art, nationaløkonomiske Råd o.s.v.) det er de Organisationer, som ikke blot har Opsyn men også forvalter. Her må man bemærke følgende: indenfor nogle Lag af de ikke klassebevidste Arbejdere, består der en sådan Mening om Sagen: vi overtager altså vor Fabrik og dermed basta. Antager vi, at Fabrikken tidligere var Fabrikanten Sidorows Ejendom, nu ejes den at denne Fabriks Arbejdere. En sådan Anskuelse er naturligvis urigtig. Den minder meget stærkt om Deling. Thi hvis en sådan Situation opstod, hvor hver Fabrik kun tilhørte Arbejderne i denne Fabrik, så ville Følgen blive, at Fabrikkerne begyndte at konkurrere med hverandre, en Klædefabrik ville bestræbe sig for at vinde mere end de andre, de ville lokke Køberne fra hverandre, herved ville Arbejderne i en Fabrik blive rige og i en anden ruinerede. De russiske Arbejdere ville med et Ord fremkalde et bekendt Billede. Ligesom i Tilfælde af Deling, ville også snart Kapitalismen på ny blomstre frem. Hvorledes skal man kæmpe derimod? Det er klart, at man må skabe en sådan Form for Forvaltningen, som vænner Arbejderne til den Anskuelse, at enhver Fabrik ikke ejes at denne Fabriks Arbejdere men af hele Arbejderfolket. Det kan man også opnå på følgende Måde. I enhver Fabrik, i hver Smeltehytte, må der eksistere en Forvaltning af Arbejdere, men man må danne denne sådan, at Flertallet ikke er taget blandt denne Fabriks Arbejdere, men består af Arbejdere, som bliver delegeret af den Erhvervsgrens Fagforening, som kommer på Tale, af de Arbejderdeputeredes Råd og endelig af det nationaløkonomiske Distriktsråd. Hvis Forvaltningen bliver sammensat af Arbejdere og ansatte (der må garanteres Arbejderne Flertallet, da de er tilforladelige Tilhængere af Kommunismen), men ikke er Flertallet i den Fabrik, som kommer på Tale, så bliver Fabrikken forvaltet således, som den samtlige Arbejderklasses Interesser fordrer det. Enhver Arbejder kan forstå, at Fabrikkerne og Smeltehytterne ikke kan klare sig uden Bogholdere, Teknikere, Ingeniører m.m. Derfor er det Arbejderklassens Opgave at få disse Lag til at tjene sig. Indtil Arbejderklassen af sin Midte kan udvikle sådanne Specialister (den vil være i Stand til det, såsnart det lykkes at gennemføre Planerne om den almene Dannelse og om Adgang for enhver til speciel højere Dannelse, indtil da må den, hvad enten den vil eller ej, betale en Afgift til de intellektuelle. Gid de ville tjene Arbejderklassen på samme Måde, som de tidligere tjente Bourgeoisiet. Tidligere var de under dettes Kontrol og Opsyn, nu vil de komme under Arbejdernes og de ansattes Kontrol og Opsyn. For at Produktionen skal gå glat fra Hånden, derfor er det, som vi tidligere har omtalt, at en almen Enhedsplan er nødvendig. Det ville være for lidt, hvis hver stor Fabrik kun havde sin egen Arbejderforvaltning; thi der er mange Fabrikker og der findes forskellige Erhvervsgrene, de er alle forbundet med hinanden, alle afhængige af hverandre. Hvis Stenkulsgruberne leverer for lidt Kul, står Fabrikkerne og Jernbanerne stille, hvis der ikke findes noget Nafta, kan Dampskibene ikke gå, hvis der ingen Bomuld findes, har Tekstilfabrikkerne intet at gøre. Her må man følgelig skabe en sådan Organisation, som omfatter hele Produktionen, og som arbejder efter en fælles Plan og er forbunden med de enkelte Fabrikkers og Smeltehytters Arbejderforvaltning, fører nøjagtig Regnskab med alle Forråd, ikke med en By og ikke med en Fabrik, men med hele Landet. Nødvendigheden af en sådan Enhedsplan er særlig indlysende ved Eksemplet med jernbanerne. Ethvert Barn forstår, at Uorden i jernbanetrafikken vil have den største Elendighed til Følge, i Sibirien er der f.eks. Overflod af Korn, men i Petersborg er der næsten Hungersnød. Hvorfor? Fordi det Korn, som man oven i Købet kunne få, ikke kan blive transporteret til Petersborgs Indbyggere, som det burde. For at der kan finde en regelmæssig Samfærdsel Sted, må alt registreres og fordeles. Men det er kun muligt efter en fast Plan. Hvis vi forestillede os, at man på en Strækning forvalter jernbanerne på en Måde, på en anden på en anden, på en tredie på en tredie Måde, uden at regne med hinanden, ville der opstå et frygteligt Virvar. Dette Virvar kan man nu undgå ved en centraliseret, forenet Forvaltning. Derved opstå Nødvendigheden af sådanne Arbejdsorganer, som forener hele Erhvervsgrenene, forbinder disse Erhvervsgrene med hinanden, som igen forbinder de forskellige Departementer: Sibirien, Ural, de nordlige Gouvernementer, Centrum o.s.v. til et Hele og forener deres Virksomhed. Sådanne Organer bliver skabt: det er de nationaløkonomiske Departements- og Distriktsråd, tilligemed specielle Komiteer, som forener hele Erhvervsgrene eller Handelsbrancher, f.eks. Centrotekstil-, Centrometal o.s.v., men i Spidsen, som Centralorganisation det øverste nationaløkonomiske Råd. Alle disse Organisationer står i Forbindelse med de Arbejderdeputeredes Råd og arbejder Hånd i Hånd med Rådsregeringen. De er hovedsagelig sammensat af Repræsentanter for Arbejderorganisationerne og støtter sig til Fagforeningerne, Fabrikskomiteerne, de ansattes Foreninger o.s.v. Således bliver lidt efter lidt Forvaltningen af Produktionen helt igennem skabt af Arbejderne, I de forskellige Byer og Steder Fabrikskomiteer og Arbejderforvaltninger; højere oppe Departements- og Distriktskomiteerne og nationaløkonomiske Råd, og på Organisationens øverste Tinde - det øverste, nationaløkonomiske Råd. Arbejderklassens Opgave består nu i at udvide Produktionens Forvaltning fra Arbejdernes Side og gennem Opdragelse at fæstne de største Masser til dette Værk. Proletariatet, som tager Produktionen i sine Hænder, ikke som enkelte Personers eller Gruppers Ejendom, men som den hele arbejdende Klasses Ejendom, må drage Omsorg for at understøtte Central- og Distriktsarbejderorganisationerne, ved Hjælp af Arbejderforvaltninger i de forskellige Byer og Steder, i de enkelte Fabrikker og Smeltehytter. Hvis de øverste Forvaltningsorganer ikke støtter sig til de stedlige, så bliver de hængende i Luften, forvandler sig til embedsmæssige eller, som man plejer at sige, bureaukratiske Foranstaltninger, fra hvilke den levende, revolutionære Ånd forsvinder. Tværtimod, de er istand til at blive færdig med det frygtelige Sammenbrud, hvis de fra alle Sider bliver understøttet af Arbejderklassens levende, stedlige Kræfter, og når enhver Anordning fra Centralarbejderorganisationerne finder Genklang og ikke af Frygt, men fordi deres Samvittighed driver dem til der, bliver gennemført af de stedlige Arbejderorganisationer og Arbejdermasser. Jo mere Masserne selv drøfter deres Anliggender, jo fyrigere og mere interesserede de tager Del i Valgene til deres Forvaltninger, Arbejdet i Fabrikkerne og Smeltehytterne, og ubarmhjertigt straffer al Uorden og alle Bedragerier, desto hurtigere bemægtiger Arbejderklassen sig, i Virkeligheden - ikke blot i Ord, hele industridriften, og ikke blot den politiske, men også den økonomiske, Arbejderklassens Diktatur bliver gjort til Virkelighed, d.v.s. Arbejderklassen bliver til den faktiske herre ikke blot i Forvaltningen af Armeen, af Retsplejen, af Skolerne og andre Anliggender, men også i Forvaltningen af Produktionen. Først da bliver Kapitalen rystet i sin Grundvold og den Mulighed sat til Side, at Kapitalen igen vil kunne træde Arbejderklassen under Fode.

Kun Brød til de Arbejdende.

(De Riges Arbejdspligt).

Overgangen til en kommunistisk Samfundsordning betyder Overgangen til en Samfundsordning, hvor der ikke er nogensomhelst Klasser, ingen Klasseforskel imellem Menneskene, hvor alle i lige Grad er, ikke Lønarbejdere, men Samfundsarbejdere. Man må ufortøvet gå over til denne Samfundsordning. Og et af de første Skridt på denne Vej er, foruden den proletariske Nationalisering af Bankerne og Produktionen, Indførelsen af Arbejdspligt for de rige Klasser, I øjeblikket findes der mange Mennesker, som intet udretter, ikke skaber nogen Produkter, men udelukkende konsumerer, fortærer, udnytter og forbruger, hvad andre har frembragt. Og endnu værre, der findes Mennesker, som ikke blot ikke arbejder, men ved hele deres Virksomhed og med forskellige Midler stræber efter at skade Rådsregeringen og Arbejderklassen og lægge den alle umulige Ubehageligheder i Vejen. For alle Arbejderes øjne står Eksemplet med den Sabotage, hvormed den russiske Intelligens - Lærere, Ingeniører, Læger og andre »lærde Folk« beskæftiger sig. Det lønner sig slet ikke at tale om højerestående Fabriks- og Bankdirektører, tidligere højere Embedsmænd o.s.v. De anstrenger sig alle for at desorganisere Proletariatets Arbejde og Rådsmagten, og at ødelægge denne i Bund og Grund. Proletariatets Opgave består deri, også at tvinge d’Hrr. Borgerlige og de tidligere Herrer Godsejere og det talrige intelligensparti indenfor de velhavendes Kredse, at tvinge dem til at arbejde for det almene Vel. Hvorledes skal man gøre det? Ved Indførelsen af Arbejdernes små Budgetbøger og ved Arbejdspligt. Hver Arbejder modtager en særlig, lille Bog, hvor Kontoen over hans Arbejde, hans obligatoriske Arbejde, bliver indført. På Grundlag af denne Indførelse i den lille Arbejdsbog, bliver der givet ham Ret til at købe eller erholde bestemte Produkter, i første Linie Brød. Hvis et Menneske vægrer sig ved at arbejde, (antager vi, at en Sabateur tilhører Kredsen af de tidligere Embedsmænd, eller en tidligere Fabrikant, som er rasende på Arbejderne, eller en tidligere Godsejer, som absolut ikke kan føle sig tilfreds med, at hans jord, som han havde skaltet og valtet med i Årtier, blev taget fra ham), hvis altså dette Menneske vægrer sig mod at arbejde, så findes der i hans lille Arbejdsbog en tilsvarende Indførelse; han går i Butikkerne, men man siger til ham: »Vi har intet til dem, vær så venlig at få Deres Arbejde indført«. Ved denne Ordning er den Mængde af Lediggængere, som fylder Newski-Prospektet og Hovedgaderne i de store Byer, hvad enten de vil eller ej, tvunget til at udføre et Arbejde. Det siger sig selv, at Indførelsen af en sådan Arbejdspligt støder på store Vanskeligheder. De rige og middelvelhavende Klasser og Grupper vil på alle mulige Måder se at slippe uden om Arbejdspligten og med alle Midler lægge Hindringer i Vejen for en sådan Ordning. At indrette Sagen sådan, at nogle Produkter kun bliver udleveret på Grundlag af Indførelsen i de små Arbejdsbøger, at disse Produkter ellers ikke vil blive udleveret, er meget vanskeligt. De rige, som har Penge (men Penge er nu kun et Tegn til at få udleveret Produkterne for) finder samtidig tusinde Muligheder for at bedrage Rådsregeringen, Arbejderne og de fattige Bønder. Man må tilintetgøre disse Muligheder ved en regelret Organisation af Forsyningen. De riges Arbejdspligt kan man, siger vi, indføres på følgende Måde: hver Person, som tjener mere end 500-600 Rubler om Måneden, hver Person, som fæster Arbejdere, hver Familie, som holder Tjenestefolk o.s.v. modtager en lille »Konsumsbog«. Efter sådanne Kendetegn kunne f.eks. de riges Arbejdspligt indføres. Det er klart, at de riges Arbejdspligt skal være Overgangen til en almindelig Arbejdspligt. Ikke blot fordi man kun ved at samle alle Samfundets arbejdsdygtige Medlemmer kan hæve Industriens og Landbrugets Produktivitet, men også fordi en nøje Registration af Arbejdshænderne og regelmæssig Fordeling af disse Arbejdshænder indenfor de forskellige Erhvervsgrene er nødvendig. Ligesom man i Krigstilfælde på den ene Side mobiliserer alle Kræfter, men på den anden Side må beregne dem, organisere dem regelmæssigt, ligeledes må man under en Krig, for at forebygge det økonomiske Sammenbrud, samle alle de Lag af Befolkningen, som dur til denne Krig, føre Regnskab over dem og organisere dem i en stor Arbejderarmé, hvor der hersker Arbejdsdiciplin og enhver er sig sin tunge Pligt bevidst. I øjeblikket hersker der hos os i Rusland, som Følge af det økonomiske Sammenbrud og på Grund af Mangel på Fyrings- og Råmaterialer (men denne Nød voksede særlig, fordi den tyske Imperialismes Bander indtog Sydrusland og Ukraine) en uhyre Arbejdsløshed. Derfor opstår følgende Situation: på den ene Side er det klart, at vi kun med levende Arbejdskraft, derved, at Arbejdet højner vor Industris og Landbrugs Produktivitet, vil kunne undgå Sammenbruddet, medens denne levende Arbejdskraft - Arbejdshænder er til Stede, ellers kan disse Arbejdshænder, selv om der er mange af dem, ingen Steder bruge deres Kræfter. Allerede uden dette hersker der Arbejdsløshed. Hvor skulle man så anbringe endnu flere Folk, som af Arbejder- og Bøndermagten bliver påbudt at skulle arbejde? En af de vigtigste Opgaver er sandelig Organisationen af de samfundsmæssige Arbejder og af forskellige statslig vigtige Byggeforetagender (Bygning af nye jernbaner, Udbygning af nye Bjergværker, Vandings- og Dræningsarbejder, Udnyttelse af Tørvelejer, Bygning af Kornmagasiner, såkaldte Elevatorer o.s.v.). På den anden Side er det begribeligt, at dette Arbejde ikke på en Gang kan benytte sig af en så uhyre Mængde af overflødige Arbejdshænder, som er til Stede. Derfor må man i den allerførste Tid indskrænke sig til en nøje Registrering af Arbejdshænderne, med Angivelse af Profession og Specialitet og Indførelsen af en obligatorisk Tjeneste på Befaling af Rådsmagten eller Arbejdsorganerne, som forvalter Produktionen. Vi vil forklare dette ved et Eksempel: Antager vi, at der til Undersøgelsen af nye Bjergværker i Sibirien fordres Ingeniør-Specialister. Det nationaløkonomiske Råds Metallurgisektion - eller Bjergsektion fordrer da sådanne. Arbejdskræfternes Registrationssektion gennemser Erhvervsregistrene, og de er alle registrerede, forpligtet til at rejse, hvorhen de ovennævnte Sektioner sender ham. Det er forståeligt, at når det først er lykkedes at bringe Organisationen af Produktionen i Orden, og på denne Måde at skaffe Mulighed for Arbejde, så vil også lidt efter lidt Arbejdspligten d.v.s. Sammentrækning af alle arbejdsdygtige Elementer til obligatorisk, samfundsmæssigt Arbejde blive gennemført. Arbejderpligten er i og for sig absolut ikke noget nyt. I øjeblikket har de imperialistiske Regeringer i næsten alle krigsførende Lande indført Arbejdspligt for Befolkningen (i første Linie af de undertrykte Klasser). Men den Arbejdspligt, som er indført i Vesteuropa, er så forskellig fra den vi har indført, som Himmel fra jord. I de imperialistiske Riger betyder dens Indførelse Arbejderklassernes fuldkomne Underkuelse, deres fuldstændige Undertrykkelse fra Finanskapitalens og det røveriske Riges Side. Hvorfor? Det er meget let at besvare hvorfor: fordi Arbejderne ikke selv, men Generaler, Bankiers, Medlemmer af de store Syndikater, borgerlige Svindlerministre hersker over dem efter deres eget Skøn. Arbejderen er her en almindelig Skakbrik i deres Hånd. Han er ligesom en Livegen, som fuldstændig må lade sig behandle efter sin Herres Behag. Det er intet Under, at Arbejdspligten i Vesten nu betyder et nyt Hoveri, en Livegenpligt, et militaristisk Tvangsarbejde. Men den bliver der indført for at den røveriske Krig kan vare ved uendeligt, for at Arbejderne kan fylde de Herrer Kapitalisters Lommer. Hos os skal Arbejderne selv ved Hjælp af deres egne Organisationer på Grundlag af Arbejdernes Selvstyre indføre og gennemføre Arbejdspligten. Her står ingen Slags Bourgeoisi over os. Tværtimod, Arbejderne står højere end de tidligere borgerlige: Kontrol, Registration, Fordeling af Arbejdshænderne, alt det er Arbejderorganisationernes Sag, og for så vidt Arbejdspligten bliver indført på Landet, Bønderrådenes Sag, som hersker over Landsbybourgeoisiet og ikke er underordnet det. Alle Organer, som Arbejderhænderne forvalter, er fra øverst til nederst Arbejderorganer. Det er ganske naturligt. Når Industriens Forvaltning er en Arbejderforvaltning, så er også Arbejdets Forvaltning i Hænderne på Arbejderne - det er jo kun en Del af Produktionen. For Arbejderklassen, som vil bemægtige sig det økonomiske Liv (og trods alle Hindringer bemægtiger sig det), som bliver Herre over alle Rigdomme, står som Hovedspørgsmål, Spørgsmålet om Produktionens Organisation. Produktionens Organisation fordrer på sin Side Løsningen af to Hovedopgaver: Organisationen af Produktionsmidlerne (Registration, Kontrol, regelmæssig Fordeling af Fyrings- og Råmaterialerne, af Maskiner, Instrumenter, Frø o.s.v. og Organisationen af Arbejdet (Registration, Kontrol, og regelmæssig Fordeling al Arbejdshænderne). For på enhver Måde at kunne udnytte alle Kræfter indenfor Samfundet, er Arbejdspligten nødvendig, som Arbejderklassen før eller senere indfører. Snyltegæsterne forsvinder så; der bliver kun de for Samfundet nyttige Arbejdere tilbage.

Regelmæssig Fordeling af Produkterne; Tilintetgørelsen af Spekulationen; Konsumkommunen.

Man kan ikke, som man burde det, bemægtige sig Produktionen, uden at bemægtige sig Fordelingen af Produkterne. Hvis det fremlagte Produkt bliver uregelmæssigt fordelt, så kan Produktionen heller ikke gå regelmæssigt fra Hånden. Lad os antage, at alle større industrigrene er nationaliserede. Som vi ovenfor så, arbejder den ene erhversgren for den anden. For at Produktionen skal gå regelmæssigt fra Hånden, er det nødvendigt, at hver Branche får så meget som den behøver, et Foretagende en bestemt Mængde, et andet en anden. Det frembragte Produkt må altså fordeles regelret og planmæssigt, svarende til Produktionens Behov. Forsyningens forskellige Organer, d.v.s. sådanne Arbejderorganisationer som forvalter Fordelingen af Produkterne, må stå i Forbindelse med de Organer, som er forbundet med Produktionen af disse Produkter. Kun da kan hele Produktionen gå glat for Hånden. Men der findes Produkter af en sådan Art, der ligesom Brødet udelukkende går over på de konkurrerendes Hænder til deres personlige Behov. - Hertil hører f.eks. mange ernæringsmidler, en stor Del vævede Stoffer, mange Gummifabrikata (f.eks. Galosher. Dem køber ingen Fabrik, de bliver anvendt til Køberens personlige Forbrug) o. lign. - Her er ligeledes en nøjagtig Registration og retfærdig Fordeling af disse Produkter blandt Befolkningen nødvendig. Men denne retfærdige Fordeling er ganske umulig uden Gennemførelsen af en bestemt Plan. - Først må man registrere Mængden af Produkterne, derpå Behovet og så fordele på Grundlag at disse Beregninger. Det tydeligste Eksempel på Nødvendigheden af en sådan Enhedsplan, er Forplejningsspørgsmålet, Brødspørgsmålet. Bourgeoisiet, Snyltegæsterne, de Højre-Socialrevolutionære, Menschevikkerne og de velhavende Bondeblodsugere skriger af alle Kræfter op om, at man skal ophæve Kornmonopolet og tillade de store og små Spekulanter, de éngros Handlende og Byttemarodørerne, at handle, som de har Lyst til. Det er forståeligt, hvorfor Ågerkarlene er interesseret i Afskaffelsen af Monopolet; dette Monopol hindrer dem i at stikke Blår i øjnene på konsumenterne. På den anden Side er det klart, at der også nu forekommer Meningsløsheder; de rige spiser med rolig Samvittighed Hvedebrød, som de hemmeligt køber ind, aldeles ikke at tale om Rugbrød. De betaler betydelig dyrere og har alt. Hvem hjælper dem dermed? Naturligvis de Herrer Spekulanter. De bryder sig jo ikke om, om Befolkningen bliver mæt, men om at tjene mere, at knibe, stikke mere i Lommen. Det er en kendt Sag, at den rige kan betale mere end den fattige. Derfor skaffer Spekulanterne ikke Brødet derhen, hvor der er størst Brug for det, men derhen, hvor det bliver godt betalt. Heraf fremgår det tydeligt, at man for at kunne gennemføre en retmæssig Fordeling af Brødet, absolut ikke skal afskaffe Kornmonopolet og Forplejningskomiteernes og Forplejningskontorernes Arbejder, men tværtimod på det strengeste gennemføre dette Monopol; uden Barmhjertighed stille Spekulanterne for Domstolen, jage Privathandlerne Frygt i Livet, for at de ikke skal vove, på Bekostning af Ulykke for Folket, at erhverve sig Rigdomme og forstyrre den almene Plan. Ulykken består netop ikke i, at der findes et Monopol og ingen Privathandel, men deri, at Kornmonopolet bliver dårligt gennemført, så at den hemmelige Privathandel stadig finder Sted. Og det på et Tidspunkt, hvor der findes lidt Brød, hvor Tyskerne har bemægtiget sig de rigeste Egne hvor mange Steder det Korn, som man havde ladet blive tilovers til Såningen, er bleven spist, og der derfor intet bliver sået på Markerne, hvor Menneskene sulter ! Hvert Stykke Brød er dyrt, hvert Pund Mel, hvert Pund Korn er ubetaleligt. Og netop derfor må alt underkastes den nøjagtigste Registration, for at ikke en eneste Krumme skal gå til Spilde til ingen Nytte, for at alt Brød bliver ligeligt fordelt, for at de rige ikke kan glæde sig over nogensomhelst Forrettigheder. - Det, gentager vi, kan man gøre, og det kan man opnå, når alle Arbejdere går til Arbejdet, når de fanger Spekulanterne og Kæltringene. Der findes desværre også hos os ikke klassebevidste fattige, som med Fare for sig selv og på egen Risiko foretager Indkøb uden at regne med Arbejdernes Forplejningsorganisationer og derved bringer Forstyrrelse ind i den almene Plan. - Enhver af dem mener: »Hvad du end siger, så er enhver dog sig selv nærmest«, og han tager afsted for at købe Brød, men undervejs opstår der forskellige Sammenstød for dette Brøds Skyld, og dette vækker Utilfredshed; man lader os ikke engang sørge for os selv. Men i Virkeligheden kan det meget ofte sammenlignes med følgende: Forestiller vi os, at et Jernbanetog kører overfyldt af Sted. Mennesker står i Gennemgangen og ligger på Gulvet, kort sagt, et Æble ville ikke kunne falde til Jorden. - Pludselig mærkes en brandlugt og høres Råben af alle Kræfter: »lld« ! og en enkelt iler som en sindssyg, idet han støder alle til Side med næverne, henimod Udgangen. Menneskene styrter, som om de havde mistet Forstanden, alle på en Gang hen imod Døren. Der opstår en vild Trængsel og Slagsmål; Menneskene bider og slår hverandre, brækker Ribbenene på hinanden og trykker Børnene ihjel. Resultatet bliver en Mængde døde, sårede og lemlæstede. Er det godt ? Det kunne være gået ganske anderledes, hvis der havde været fornuftige Mennesker til Stede, som havde holdt Mængden tilbage, beroliget den, så ville alle i Rækkefølge være kommet ud uden en eneste Skramme. Hvorfor gik det anderledes? Fordi hver især kun tænkte: jeg sørger for mig selv, hvad kommer de andre mig ved, - og dog var han den første som brækkede Halsen. Nøjagtig den samme Historie sker også med dem, som selvstændig indkøber Brød imod Arbejderforplejningsorganisationens Bestemmelser. Enhver mener at han gavner sig selv. - Men hvad sker så? Ved disse Indkøb bliver al retmæssig Registration, af det, som er for Hånden, hæmmet; herved bliver Kornets rettidige Transport umuliggjort. - Antager vi, at man fra et Sted, hvor der hersker formelig Hungersnød, skal sende Korn til et andet Sted, hvor man, om end dårligt, så dog kan klare sig.. De Folk, som kommer fra det andet Sted, opkøber alt og sender det bort. Skal da det første Sted omkomme at Sult ? Og senere, når de samfundsmæssige, organiserede indkøb er kommet i Uorden, så viser Marodør-Spekulanten sig på Skuepladsen. Han begynder straks at gnide sig i Hænderne ved Udsigten til Privatindkøb. På denne Måde begynder de, »ikke-klassebevidste« fattige uden at de selv indser det, at fremme Edderkoppespekulanternes Virksomhed, hvis Plads egentlig var i Galgen. Nu er det forståeligt, hvorfor de Herrer Spekulanter udnytter de sultendes Utilfredshed imod Rådsmagten, og hvorfor disse Døgenigte, Blodsugere og Snyltegæster stiller sig i Spidsen for de Oprører imod Rådsmagten, som undertiden blusser op i de små Provinsbyer. Arbejderne må en Gang for alle forstå, at der ikke er nogen Redning ved at vende tilbage til det gamle, men kun på den Vej, som fører fremad mod Tilintetgørelsen af Handelen, mod den samfundsmæssige Fordeling af Produkterne ved Hjælp af Arbejderorganisationerne. Det samme må man sige med Hensyn til en hel anden Række af Produkter. Arbejderklassen skal absolut ikke tåle, at de rige ved en Overbetaling kan få alt; og heller ikke tillade Spekulanternes fabelagtige Profit, når de ligesom en Sværm af sorte Ravne kommer flyvende fra alle Sider og driver den snavsede Forretning. Regelmæssig Fordeling af Produkterne på Grundlag af en Registration af Behovet og Forrådene - det er en af Arbejderklassens Hovedopgaver. Hvad vil det sige? Nationalisering af Handelen, d.v.s. i det væsentligste Tilintetgørelse af Handelen. Thi Overgangen til en samfundsmæssig Fordeling finder sig ikke i Tilstedeværelsen af Ågere og forskellige Mellemmænd, som lever ligesom Snyltere og lægger Hindringer i Vejen for hele Forsyningen. Ikke tilbage til »fri Privathandel«, d.v.s. »frit« Rov, men fremad til en nøje, planmæssig Fordeling af Produkterne ved Hjælp af Arbejderorganisationerne! Det skal være de klassebevidste Arbejderes Løsen. For med Held at gennemføre en sådan Plan, må man stræbe henimod en tvangfri Sammenslutning af Befolkningen i Konsumskommuner. Man kan kun fordele Produkterne retfærdigt, når Befolkningen, som modtager disse Produkter, er enig og organiseret i store Grupper, hvis Behov man nøje kan beregne. Når Befolkningen ikke er enig, ikke organiseret, men splittet, så er det overordentlig vanskeligt at ordne denne Fordeling blot nogenlunde regelmæssigt; man ved ikke, hvor meget og hvad man skal bruge, hvorledes og hvormeget man skal levere, hvorledes, d.v.s. gennem hvem man skal fordele det. Antager vi nu, at Befolkningen f.eks. efter Rayonerne er forenet i Konsumskommuner. Hvert Bykvarter er, siger vi, sammensluttet i en kooperativ Forening, i en Konsumskommune, som står i Forbindelse med Huskomiterne. Så bliver Produkterne først fordelt til Kommunerne, og disse beregner i Forvejen, hvor meget og hvad de behøver og fordeler gennem deres Tillidspersoner Produktet videre blandt de enkelte Konsumenter. Ved Sammenslutning af Befolkningen i sådanne Konsumskommuner, vil de allerede eksisterende Konsumsforeninger (kooperative Foreninger) kunne spille en stor Rolle. Jo mere omfangsrig de kooperative Foreningers Virksomhed er, jo større Kredse af Befolkningen de omfatter, desto bedre organiseret går Fordelingen af Produkterne fra Hånden, desto mere forvandler disse kooperative Foreninger sig til Organer for hele Befolkningens Forsyning. Tvangskommuner i Tilknytning til de allerede eksisterende kooperative Foreninger er efter al Sandsynlighed den bedst egnede Form til at organisere Fordelingen på, hvorved Handelen bliver endeligt fortrængt, og hvorved man en Gang for alle kan tilintetgøre Handelsprofitten. For at lette Opgaven med Fordelingen af Produkterne endnu mere, må man også stræbe efter at erstatte den private Husholdning med en samfundsmæssig. Nu har hver Familie sit eget Køkken, køber selv, uafhængig at de andre, de Produkter, idet man dømmer Kvinden til stadigt Slaveri, forvandler hende til en evig Kokkepige, som fra tidlig Morgen til sen Aften ikke ser andet end Køkkenredskaber, Koste, Gulvklude og forskelligt Affald. - Derved går en uhyre Mængde Arbejde og Udgifter til Spilde uden nogen Nytte. Hvis man forenede og centraliserede den private Husholdning, i første Linie Ernæringen f.eks. ved en fælles Modtagelse af Produkterne, en fælles Tilberedning af Maden og Organisation af Store og mønstergyldigt indrettede Spiselokaler, så ville det være lettere at føre Regnskab Over Behovet, og ved Siden af en besparelse ville den regelmæssige Fordeling blive stærkt fremmet. Et af de vigtigste Spørgsmål for Konsumenterne er Boligspørgsmålet. De fattige bliver her uden Barmhjertighed udbyttet. På den anden Side tjener Husejerne en god Bunke Penge. Ekspropriationen af denne Form for Ejendom, Afgivelsen af Huse og Lokaler af forskellig Art til de stedlige Ardejdsorganer til Rådsmagtens Organer; Registrationen heraf og den regelmæssige Fordeling af Boligerne og Værelserne er et vanskeligt men, taknemmeligt Arbejde. Herskaberne har længe nok ført et Herreliv! Arbejderen den fattige, flittige Arbejder, har også Ret til at få en lun Krog og at leve menneskeligt. Således må det økonomiske Liv lidt efter organiseres Arbejderklassen organiserer Frembringelserne; Arbejderklassen organiserer Produkterne; Arbejderklassen organiserer Konsumtionen: Fødemidlerne, Beklædningen, Boligen - alt er registreret, alt bliver fordelt så hensigtsmæssigt som muligt. Der findes ingen Herrer; der eksisterer kun Arbejderklassens Selvforvaltning.

Arbejdernes og de fattige Bønders Arbejdsdiciplin.

At ordne Produktionen sådan, at man kunne leve uden Herrer efter kammeratlige Principper, det ville virkeligt være smukt. Men der er Forskel på Ord og Gerning. Der er fuldt op af Vanskeligheder: for det første har vi Arven fra den tunge og ulykkelige Krig, som fuldstændig har ruineret Landet. Arbejderklassen må overtage alt det, som Nikolai Romanow og hans Tjenere, Fusentasterne, Suchomlinow og Protopopow først brokkede i og som senere Gutschkow og Rodsjanko med deres Tjenere - Kerenski, Zeretelli, Dan og hele det øvrige landsforræderiske Selskab - rodede friskt op i; dernæst må Arbejderklassen organisere Produktionen, afværge de værste Fjenders Hug: først de udenrigske Fjender, som viser Tænder og anfalder os; for det andet de, som indefra stræber efter at sprænge Arbejdermagten i Luften. Under sådanne Omstændigheder må Arbejderklassen, for en Gang for alle at sejre fuldstændigt, også besejre sin egen Uselvstændighed. Når man organiserer Arbejderarmeen, må man også skabe en revolutionær Arbejdsdisciplin i denne Arme. Der findes jo endnu Lag indenfor Arbejderklassen, der, som det ser ud til, ikke tror, at de selv nu er blevet Livets Herrer. Thi Rådskassen er nu Arbejdernes og Bøndernes Kasse; Fabrikkerne er Folkets; jorden er Folkets jord; Skove, Maskiner, Bjergværker, Gruber, Inventar, Huse - alt det går nu over på det arbejdende Folks Hænder. Forvaltningen af alt dette er en Arbejderforvaltning. Nu må Arbejderen og Bonden ikke mere opføre sig overfor dette Gods som tidligere: Den Gang tilhørte det Herrerne, men nu tilhører det hele Folket. Herrerne pressede alt, hvad de kunne, ud af Folket. Godsejeren stak de stakkels Bønder eller Karle Blår i Øjnene. Arbejderne og Karlene var derfor i deres fulde Ret, når de ikke følte sig forpligtet til at arbejde godt for de Herrer, til at forøge deres Udbytteres Vold og Magt. Derfor kan der ikke være Tale om nogen Arbejdsdisciplin, når Kapitalistens Pisk suser over Hovedet på Arbejderen, og når Godsejerens Knut bliver svunget over Bønderne og Karlene. Nu forholder Sagen sig helt anderledes. Piskene er tilintetgjort. Arbejderfolket arbejder for sig selv, det skaber ikke Penge til Kapitalisterne, men fuldfører hele Folkets Værk, det arbejdende Folks Værk, det Folk, som tidligere befandt sig i Slaveri. Ikke desto mindre, gentager vi, findes der endnu sådanne »ikke-klassebevidste« Arbejdere, der - som det synes - ikke ser alt dette. Hvorfor? Fordi de alt for længe var Slaver. Slaviske og trælleagtige Tanker kom dem stadig i Hu. I deres Hjertes Dyb mener de, at man til syvende og sidst ikke kan klare sig uden en Gud og uden en Vært. Og de udnytter Revolutionen således, at de stræber efter at stikke det mest mulige i deres egne Lommer, ikke at bestille noget, hvor det er muligt, ved Arbejdet tænker de aldrig på deres Pligter, og heller ikke på, at Forsømmelighed og Snyderi ved Arbejdet kun er en Forbrydelse mod selve Arbejderklassen. Thi der bliver nu ikke arbejdet for Privatejendom, dette Arbejde kommer de arbejdende, de fattige Mennesker til gode, som nu står ved Samfundets Ror. Man bedrager nu ikke direktørerne og Bankierne, men Arbejderforvaltningens medlemmer, Arbejderforbundene, Arbejder- og Bønderrådene. Hvis de omgås skødesløst med Maskinerne brækker Instrumenterne itu, bestræber sig for ikke at bestille noget i den rigtige Arbejdstid, for at trække Arbejdet ud til Overtimerne, for at få det dobbelte. Dermed bedrager de ikke Udbytterne, skader ikke Kapitalisterne, men den samlede Arbejderklasse. På samme Måde forholder det sig med jorden, den som nu tilvender sig det Inventar, som Bønderne og Karlene har registreret, han bestjæler Samfundet, ikke godsejerne, som man allerede for længe siden har jaget bort. Den, som hugger Brænde, trods Bondeorganisationernes Forbud, han stjæler fra de fattige. Den, som i Stedet for at arbejde på den jord, som er taget fra Godsejerne, beskæftiger sig med Kornspekulanterne eller brænder Brændevin, han er en Bedrager Forbryder imod Arbejderne og Bønderne. Det står vel enhver klart, at Arbejderne for at indrette og organisere Produktionen også må organisere sig selv og skabe en egen Arbejdsordning. I Fabrikkerne må Arbejderne selv sørge for, at hver Kammerat arbejder så meget, som det sig hør og bør. Arbejdernes Fagforeninger, Arbejdernes Råd forvalter Produktionen. De kan, hvis det er muligt, forkorte Arbejdsdagen,og vi stræber henimod en så fuldkommen Organisation af Produktionen, således at alle Lag ikke skal arbejde 8 men 6 Timer. Men Arbejderorganisationerne og med dem også hele Arbejderklassen, kan og må af deres Medlemmer fordre, den omhyggeligste Opførsel overfor Folkets Gode og den mest samvittighedsfulde Opførsel overfor dens eget Arbejde. Arbejderorganisationerne, i første Linie Fagforeningerne, bestemmer selv Normen for Produktionen, d.v.s. Mængden af Produkterne, som skal produceres i Løbet af en Arbejdsdag. Den, som ikke producerer denne Mænge (her er der naturligvis ikke taget Hensyn til Sygdom eller unormal Svaghed) han saboterer, han sprænger Værket, Indretningen af den ny, fri, socialistiske Ordning i Luften, han hindrer Arbejderklassen i at gå Vejen til den fuldkomne Kommunisme. Produktionen er en uhyre Maskine, hvis Dele alle er afpasset efter hverandre, og som må være lige fuldkomne, lige hele. Et dårligt Instrument i Hænderne på en dårlig Arbejder er Vanvid. Det er nødvendigt, at Instrumentet duer, og at Arbejderen er dygtig til at benytte det. Derfor må vi at alle Kræfter organisere Leveringen af Fyringsmaterialer og Råstoffer, bringe Transportmidlerne i Orden, fordele Fyringsmaterialerne og Råstofferne regelmæssigt, men på den anden Side tage alle Forholdsregler til Selvdisciplin Standhaftighed og Samvittighedsfuldhed hos de arbejdende Masser. Dette er vanskeligere at gennemføre i Rusland end i et hvilket som helst andet Land. Arbejderklassen (men i endnu ringere Grad de fattige Bønder) har ikke gennemgået hin mangeårige Organisationsskole, som den vesteuropæiske og amerikanske Arbejder har gennemgået. Hos os findes der mange Arbejdere, som først for nylig blev Arbejdere, som først må vænne sig til det fælles Arbejde, som må vænne sig af med Tanken: »hvad kommer det os ved«. Sådanne Folk er altid uenige. Jo flere, der findes af sådanne Folk, som tænker: »at blive sin egen Herre, spare Penge og åbne sin egen Butik«, jo sværere er det at indføre en virkelig Arbejderdisciplin. Men desto stærkere må Bestræbelserne være hos Revolutionens Avantgarde, hos den førende Arbejder, hos Arbejderorganisationerne for at slå en sådan Disciplin fast, gennemføre og sikre den. Hvis det lykkes, så lykkes det at organisere alt, og Arbejderklassen går som sejrende ud af alle de Vanskeligheder, som krigen, Sabotagen, hele den kapitalistiske Ordnings Barbari og Grusomhed har skabt

Enden på Pengenes Magt.

(»Statsfinanserne« i Rådsrepubliken og Pengeforvaltningen).

Pengene er nu et Tegn til at få Varerne for. Derfor kan den, som har mange Penge, købe meget. Han er rig. Hvor meget Pengenes Værdi end er faldet, så kan den, som har flere Penge, dog leve bedre. De rige Klasser, som har Penge i Overflod, kan derfor få alt fuldtud. Handelsfolkene, Kapitalisterne og Spekulanterne I Byerne, Blodsugerne på Landet, som under Krigen er blevet ubegribelig fede, har opsparet hundred Tusind forskellig formede Pengesedler. Det er kommet så vidt, at de har gravet Penge ned i Jorden i Ler- og Glasfade, så mange af disse Sedler har de samlet sig sammen. Men på den anden Side trænger Arbejder- og Bondestaten til Penge. Yderligere Emissioner nedsætter Pengenes Værdi: jo mere der bliver udgivet, desto billigere bliver det. Men man må forsyne Fabrikkerne med Pengesedler; Arbejderne må betales. Hvorfra skal man tage Pengene ? Med dette for øje er det nødvendigt at beskatte de rige Klasser. Indkomst- og Formueskatter, d.v.s. Beskatning af de store indtægter og de store Formuer, skal være Hovedskatten, en Beskatning af de rige, af de, som får et indtægtsoverskud. Men nu, hvor vi alle lever i Revolutionens Hede, hvor det er vanskeligt på en Gang at ordne Opkrævningen af Skatter på en retfærdig Måde, kan også andre Former for Fremskaffelse af Penge være tilladelig og hensigtsmæssig. Hensigtsmæssigt og godt er f.eks. følgende Middel: Regeringen erklærer, at indenfor et vist Tidspunkt skal alle Penge veksles i ny Penge, medens de gamle Penge mister dens Værdi. Det betyder, at enhver må ryste alt ud at sine Lerfade, Dragkister og Skabe og bære dem til Banken for at få dem vekslet. Her kan man indføre følgende: Småfolks Sparepenge bliver ikke rørt; de får Rubel for Rubel, den gamle Rubel, bliver vekslet med en ny, men regnet fra en vis Sum bliver en Del holdt tilbage til bedste for Staten; og jo større de opsparede Pengesummer er, jo mere hårdhændet må man fradrage, f.eks. indtil 5 Tusind bliver Rubel vekslet med Rubel, af de følgende 5 Tusind bliver en Tiendedel fradraget, af de tredje 5 Tusind fradrager man en syvendedel, af de fjerde 5 Tusind en Fjerdedel, af de femte Halvdelen, af de sjette tre Fjerdedele og fra en bestemt Sum af bliver alt konfiskeret. Så ville de riges Magt blive tilfredsstillende undergravet, man kunne få supplerende Midler for Arbejderstatens Trang, al indkomst ville mere eller mindre blive udjævnet. I Revolutionstiden er også Kontributioner fra Bourgeoisiet tilladeligt, d.v.s. obligatoriske, enkelte Udredelser ifølge Rådsorganisationens Beslutning. Det er naturligvis absolut ikke hensigtsmæssigt, når et Råd beskatter Bourgeoisiet på en Måde, et andet på en anden og et tredje på en tredje; det er lige så uhensigtsmæssigt som Forskelligartethed at de skatter, som bliver pålagt på de forskellige Steder. Derfor man, for at forene hele Beskatningsapparatet, stræbe efter en bestemt Plan, som kan være velegnet for hele Rådsrepubliken. Men sålænge vi ikke har den, er Kontributioner også tilladelige.»Blandt de blinde er den enøjede Konge«, siger Ordsproget. Kun må man huske på, at Partiets Opgave, Rådenes Opgave, Arbejderklassens og de fattige Bønders Opgave, netop består i at centralisere Skatteopkrævningen for også her at skaffe Orden til Veje, planmæsigt at jage Bourgeoisiet bort fra sin Forskansningslinje. Man må dog bemærke, at Pengenes betydning overhovedet falder mere og mere, jo bedre organisations- og Produktionsarbejdet efter de ny Arbejdsprincipper går fra Hånden. Tidligere, da der fandtes Privatforetagender, solgte disse Privatforetagender Varer til hinanden, nu bliver disse Bedrifter før eller senere forenede og forvandlet til forskellige Afdelinger af Samfundsproduktionen. Produkterne kan ikke fordeles blandt dem efter den frie Handels Principper, men efter en Plan, som Arbejdernes Fordelingsorganer bekendtgør. Her sker det samme som i Kapitalisternes såkaldte kombinerede Foretagender. Kombinerede (sammensatte) Foretagender kalder man sådanne Foretagender, som i sig forener de forskelligartede Erhvervsgrene. I Amerika findes der f.eks. Foretagender, som besidder Metalfabrikker, Stenkulsgruber, Jernertsgruber og Dampskibsselskaber. En Del af Foretagendet leverer Produkterne til en anden Del eller transporterer de færdige Produkter. Men da alle disse enkelte Erhvervsgrene kun er Dele af et Foretagende, så er det forståeligt, at den ene Del absolut ikke sælger sine Produkter til den anden Del, men disse Produkter bliver fordelt ifølge Anordning fra et for Foretagendets enkelte Dele fælles Centralbureau. Eller lad os tage et andet Eksempel: i en Smeltehytte går et Halvfabrikata fra en Afdeling over til en anden, og dog finder der indenfor Smeltehytten ikke noget Køb eller Salg Sted. Det samme vil også finde Sted indenfor hele Produktionen. Når Hovederhvervsgrenene skal organiseres, så betyder det, at de skal forvandles til et uhyre Forretningsforetagende med en Arbejderforvaltning. Mellem alle dette Foretagendes Dele sker der en regelmæssig Fordeling af de nødvendige Produktionsmidler: Fyringsmateriale, Råstoffer, Halvfabrikata, Hjælpematerialer o.s.v. Men det vil sige at Pengene mister deres Betydning. De spiller nogen Rolle, når Produktionen ikke er organiseret; jo bedre den er organiseret, desto mindre Betydning har pengene og følgelig forsvinder også Nødvendigheden af at have dem. Hvordan forholder det sig da, spørger man os, med Arbejdernes Løn ? Også her har vi igen den samme Historie, jo bedre organiseret hele Produktionen er i Hænderne på Arbejderklassen, desto mindre vil man betale Samfundets Arbejdere med rede Penge og desto mere med Naturalier, d.v.s. med Produkter. Vi har allerede talt om Konsumskommuner og små Arbejdsbøger. Efter indførelserne i de små Arbejdsbøger bliver Produktionen fra Samfundets Depoter, som Arbejderne har brug for, udleveret uden Penge blot mod Beviset for, at de har arbejdet. Naturligvis kan man ikke indføre det på en Gang. Der går lang Tid, inden man kan organisere, ordne og indrette alt det. Det er et nyt værk, som aldrig før har bestået i Verden, og også et meget vanskeligt Værk. Men et er klart: jo mere Arbejderne bemægtiger sig Produktionen, desto ringere bliver Pengenes Nødvendighed, men så vil Pengene også lidt efter lidt uddø Uden Penge begynder også »Udvekslingen« at finde Sted mellem By og Land: Byernes industriorganisationer giver Landsbyerne Manufakturvarer, jernvarer o. lign.; Landorganisationerne giver Byerne Brød. Også her bliver Pengenes Betydning ringere, jo snævrere Arbejdernes Lands- og Byorganisationer er forbundet med hverandre. Lige i dette øjeblik behøver Arbejderregeringen Penge, og behøver det endda i høj Grad, fordi Organisationen af Produktionen og Fordelingen først nu begynder at blive bragt i Orden, og Pengene endnu spiller en meget stor Rolle. Finanserne, Statens Udgifter og Indtægter, har netop en uhyre Betydning. Derfor er også Skattespørgsmålet så tilspidset; Skatterne er nødvendige for enhver Pris; By- og Landbourgeoisiets Pengeoverskud må for enhver Pris konfiskeres; Kontributioner er fra Tid til anden nødvendige. Senere dør Skattesystemet ud. Allerede nu forsvinder, såsnart Produktionen bliver nationaliseret, Profitten ud af Hænderne på Kapitalisterne; Godsejerne er tilintetgjort, Beskatningen af de godsherremæssige Indtægter, den såkaldte Grundrente, bliver afskaffet, Husene bliver taget fra Ejerne, - også her forsvinder Beskatningskilden. Rigdommenes Overskud bliver konfiskeret, de rige mister deres Støttepunkt, og alle bliver lidt efter lidt til Arbejdere i den proletariske Statsorganisations Tjeneste (senere, ved den fuldkomne Kommunisme, selv om også Staten uddør, forvandler de sig alle, som vi så til lige Kammerater, og alle Minder om den tidligere Inddeling i Bourgeoisi og Arbejdere forsvinder). Når Sagen forholder sig sådan, er det forståeligt, at det er meget simplere straks at betale mindre, end at give en høj Løn og senere at give et Afdrag fra denne store Løn i Form af Skatter. Det lønner sig ikke at anvende Kræfter og Midler til dette unyttige Arbejde. På den anden Side så vi, at Pengene, så snart Produktionen og Fordelingen er organiseret til bunds, aldeles ingen Rolle spiller. Altså behøves der ingen Pengeinddrivning. Pengene ophører overhovedet at være nødvendige. Altså ophører de også at være nødvendige for Regeringen. Finanshusholdningen uddør. Vi gentager: der er endnu meget langt dertil. I den nærmeste Fremtid kan der ikke være tale om det. Vi må nu sørge for Fremskaffelsen af Pengemidlerne. Men også allerede nu bliver der truffet Foranstaltninger, som fører os til en endelig Tilintetgørelse af Pengesystemet. Samfundet forvandles til en uhyre Arbejderfagforening, som producerer og fordeler er det producerede, uden nogen som helst Produktion af Guld- eller Papirspenge. Pengenes Magt nærmer sig deres Ende.

Ingen Former for Handelsforbindelser mellem det russiske Bourgeoisi og det imperialistiske Udland !

(Nationalisering af Udenrigshandelen)

Hvert Land lever midt imellem andre Lande og er i høj Grad afhængig af dem. Uden Landenes indbyrdes Handel er det meget vanskeligt at klare sig: Et land producerer flere Produkter af en Art, et andet af en anden Art. Det blokerede Tyskland føler, hvor vanskeligt det er at klare sig på egen Hånd uden tilførsel fra andre Lande. Men hvis man f.eks. havde omgivet England med en lige så snæver Ring som Tyskland, så ville det for længe siden være gået til Grunde. Den russiske, af Arbejderklassen nationaliserede Industri kan heller ikke klare sig uden at få nogle Varer fra Udlandet. Men på den anden Side trænger Udlandet, især Tyskland, overordentligt til Råmaterialer. Vi må ikke et øjeblik glemme, at vi lever midt imellem røveriske Kapitalist-intriger. Og det er intet Under, at disse røveriske Riger stræber efter at få alt, hvad de har Brug for, på deres røveriske Måde. Men på den anden Side ville det russiske Bourgeoisi, som der er rejst så mange Hindringer for i Rusland, være henrykte over at kunne træde i Forbindelse med Ruslands imperialister. Det er udenfor al Tvivl, at det udenlandske Bourgeoisi kunne betale de russiske Spekulanter endnu mere end vort indenlandske, patriotiske ægte-russiske Bourgeoisi. Spekulanten forsyner dem, som betaler mest. Det er naturligt, at det ikke ville være godt for den socialistiske Rådsrepublik, hvis man gav vort Bourgeoisi Frihed til at eksportere hvilken som helst Vare til Udlandet, og hvis man gav de udenlandske Røvere Frihed til her at arrangere alle de Forretninger, som de havde Lyst til. Tidligere, da Spørgsmålet om Udenrigshandelen blev behandlet, stredes man om to Ting: om det var nødvendigt at lægge høj Told på udenlandske Varer, eller om man tværtimod helt skulle ophæve Tolden. I Kapitalistherredømmets sidste År gennemførte Fabrikanterne med Iver en Politik om høje Toldsatser. Som Følge heraf fik Syndikaterne en Merindtægt: indenfor Riget var de Markedets Monopolbeherskere, havde ingen Konkurrenter, og Udlændingene spærrede de ude ved en Toldmur. Ved Hjælp af de høje toldsatser udplyndrede Syndikaterne, d.v.s. Kapitalens største hajer, deres egne Landsmænd uden mindste skamfølelse. Det kom så vidt, at Syndikaterne, idet de udnyttede denne Ret til at udplyndre deres Landsmænd, begyndte at eksportere Varerne til meget billige Priser til Udlandet, for nu at fortrænge deres modstandere, Syndikaterne i andre Lande. Det er forståeligt, at disse billige Priser kun eksister til en Tid. Såsnart Konkurrenterne var blevet fortrængt, begyndte Priserne også straks at stige. For at gennemføre en sådan Taktik, behøvede de netop toldtaksterne. Syndikaterne skreg sig hæse, da de talte om Beskyttelse af Industrien, i Virkeligheden skreg de efter et Angrebsmiddel, efter et Middel til økonomisk Erobring af Udlandets Marked. Og, som det altid sker under sådanne Forhold, indhyllede Folkets professionelle Bedragere sig i Fraser om Beskyttelse af Folkets foregivne Interesser. Nogle Socialister fremhævede, fordi de indså dette, løsenet om Landenes Frihandel. Det betød, at alt blive overladt til de forskellige Bourgeoisiers økonomiske Kamp. Men dette Løsen var lige hen i Vejret, fordi det ikke duede til noget. Thi hvilket Syndikat giver vel Afkald på en ekstra Gevinst ? Men når det kun kan få denne ekstra Gevinst ved at forskanse sig med høje Toldtariffer imod den udenlandske Konkurrence, hvorledes skulle da dette Syndikat kunne give Afkald på disse Toldafgifter? Først må man styrte Syndikatet, først må man have den socialistiske Revolution. Således besvarer de virkelige Socialister Spørgsmålet - på vort Sprog Kommunisterne, Bolschevikerne. Men den socialistiske Revolution er en sådan Ordnings-Fæstning, hvor alt befinder sig i Hænderne på den statslig organiserede Arbejderklasse. Vi så, hvilken Skade Privathandelen anretter indenfor Landets Grænser. Den fri Handel fører ingen ringere Skade med sig i andre Lande. Det ville altså være Vanvid at genoprette den fri Handel udenfor Riget, efter at den er tilintetgjort inde i Riget. En lige så stor Absurditet er fra Arbejderklassens Standpunkt Systemet, hvorefter de udenlandske Kapitalister skal beskattes. Det er nødvendigt at benytte en tredje Udvej, og denne Udvej er Nationaliseringen af den udenrigske Handel fra den proletariske Stats Side. Hvad betyder det ? Det betyder, at ingen, som lever i Rusland, har Ret til at afslutte Forretninger med udenlandske Kapitalister. Hvis nogen bliver grebet deri, venter der ham Bøder eller Fængsel. Arbejder- og Bondestaten leder hele den udenrigske Handel. Den afslutter alle Overenskomster. Siger vi f.eks. at der bliver tilbudt amerikanske Maskiner i Bytte for en vis Vare eller en bestemt Sum Guld. Tyskerne tilbyder de samme Maskiner, men til en anden Pris og under andre Betingelser. Arbejderorganisationerne (Regeringen - Rådene) overvejer, om man skal gøre dette indkøb og hos hvem det er mest fordelagtigst at købe dem. Der, hvor det er fordelagtigst, der køber man. Befolkningen får de købte Produkter, uden at man tjener derpå. Thi her afslutter ikke Kapitalisterne, som udplyndrer Arbejderne, Forretningen, men Arbejderne selv. På denne Måde må Kapitalens Herredømme også blive fordrevet fra disse Forskansninger. Men Arbejderne må overtage den udenrigske Handel (og de gør det og har gjort det) og organisere den, så at ikke en eneste Spekulant, ikke en eneste Marodør kan slippe udenom Arbejderpatrouillerne. Det er forståeligt, at det er nødvendigt at stille Kapitalisterne og Kontrabanditterne for en ubarmhjertig Domstol. Man må en Gang for alle vænne dem af med enhver Slags Hokuspokus. Det økonomiske Liv er nu de arbejdende Massers Værk. Kun ved en yderligere Befæstelse af en sådan Ordning kan Arbejderklassen nå til den endelige Befrielse for alle Vedtægter indenfor den fordømte, kapitalistiske Ordning.

Samtidig med den økonomiske - en åndelig Befrielse.

(Kirke og Skole i Rådsrepubliken.)

Arbejderklassen og dens Parti, det kommunistisk bolchevikiske Parti - stræber ikke blot efter en økonomisk Befrielse, men samtidig også efter en åndelig Befrielse for de arbejdende Masser. Den økonomiske Befrielse går desto heldigere for Hånden, jo hurtigere Proletaren og Karlen slår enhver Svindel, som d’hrr. Godsejere og d’Hrr. Fabrikanter har banket ind i ham, ud af Tankerne. Vi har allerede tidligere set, hvor snildt de tidligere herskende Klasser omspandt Arbejderklassen med deres Aviser, Tidsskrifter og Ugeblade, med deres Præster og oven i Købet med deres Skoler, som de forstod at forvandle fra et Middel til Oplysning til et Middel til Forvirring af Folkefriheden. Et Middel til at forvirre Folkebevidstheden er Troen på en Gud og en Djævel, på de onde og de gode Ånder (Englene og Helgene) - Religionen. En Mængde Mennesker er vant til at tro på alt dette, men hvis man undersøger det ordentligt og forstår, hvorledes Religionen er opstået, og hvorfor Bourgeoisiet med en sådan Iver holder fast ved den, så bliver Religionens virkelige Betydning klar for os, som en Gift, hvormed man har forgiftet og endnu forgifter Folket. Så er det også indlysende, hvorfor Kommunisternes Parti er en Modstander af Religionen. Nutidens Videnskab har bevist, at den første Religion var en Tilbedelse af de afdøde Forfædre, og at denne Tilbedelse begyndte på et Tidspunkt, hvor, i det gamle menneskelige Samfund, de såkaldte »Slægtens Ældste«, de rigeste, mest erfarne og vise Oldinge, som allerede havde Magt over de øvrige Medlemmer af Samfundet, begyndte at blive berømte. Ved Begyndelsen af Menneskehedens Historie, da Menneskene endnu levede i Flokke af Halvaber, var alle lige. Først senere fremtrådte de ældste, som begyndte at byde over de øvrige. Først begyndte man at tilbede disse; Tilbedelse af de afdøde riges Sjæle - det er Religionens Grundlag. Disse »Helgener« - disse små Guder forvandlede sig senere til en streng Gud, som straffer og benåder, dømmer og hersker. Lad os undersøge, hvorfor Menneskene fandt en sådan Forklaring på alt, hvad der foregår i Verden. Sagen forholder sig nemlig således, at Menneskene altid betragter de Ting, som de kender dårligt, afpasset efter de Ting, som de kender godt. De måler dem i Forhold til det nære og forståelige. En lærd anfører følgende Eksempel: En lille Pige, som blev opdraget på et Gods, hvor man beskæftigede sig med Hønseavl, havde stadig at gøre med Æg; hun havde stadig Æg for sine øjne, og da hun en gang så den stjernebesåede Himmel, begyndte hun fortælle, at der på Himlen var strøet en Mængde æg. Man kan anføre en hel Mængde af sådanne Eksempler. Også her har vi den samme Historie om igen. Mennesket så, at der fandtes Mennesker, som byder, og Mennesker, som lyder; det iagttog stadig følgende Billede: Den ældste (senere Fyrsten), det af Hjælpere omgivne, mest erfarne, viseste, stærkeste og rigeste Menneske skalter og valter; og som han vil, handler alle de øvrige: de adlyder ham. Denne Ordning, som man hver Dag og Time kunne iagttage, gav Stødet at forklare alt, hvad der foregik i Verden efter dette Mønster. I Verden findes der altså en, der befaler, og hans undergivne. Hele Verden er således indrettet. Over Verden hersker der en stor, mægtig og streng Herre, af hvem alt afhænger og som straffer Ulydighed hårdt. Denne Verdens Herre er Gud. Således opstår Tanken om Gud i Himlen på det Tidspunkt, da Magten hos Slægtens Ældste i det tidligere Enhedssamfund forsvinder. Det er interessant at betragte den Omstændighed, at Benævnelsen Gud på det russiske Sprog vidner om en sådan Oprindelse af Religionen. Hvad betyder Ordet »Boy« (Gud)? Hvoraf stammer det? Af den samme Rod som Ordet, »bogaty« (rig). Gud er stærk, mægtig, rig. Hvad kalder man Gud mere? - »Herr«. Hvad betyder »Herr«? Det betyder Herre i Modsætning til Slave. I Bønnen hedder det: »Vi, dine Slaver«. Gud kaldes også »Himmelens Hersker«. Alle Guds andre Tilnavne peger også i samme Retning.: »Befalingsmand«, »albarmhjertige«. Ordet Hersker betyder iøvrigt en Person, som hersker over meget, som er i Besiddelse af et rigeligt Forråd at enhver Slags Gods. Altså hvad er Gud da ? Han er en foregivende eksisterende, rig og mægtig Herre, en Slaveejer, en »Himmelens Herre«, en Dommer, - med et Ord en nøje Kopi, en Afbildning af den jordiske Magt hos de »Ældste« - senere hos Fyrsterne. Da Hebræerne blev regeret af deres Fyrster, som straffede og pinte dem på enhver Måde, da opstod også Læren om den fortørnede og strenge Gud. Det var det gamle Testamentes Gud. Det er en grusom Olding, som uden Barmhjertighed straffer sine undergivne. Lad os nu betragte den ortodokse Gud. Læren om ham opstod i Byzans, i et Land, som tjente det suveræne Regime som Mønster. I Spidsen stod Eneherre-Monarken, rundt om ham Ministrene, så de højere Embedsmænd og under dem igen, ét helt net af forskellige små, gavtyveagtige Embedsmænd. Den ortodokse Religion er en nøje kopi af denne indretning. Foroven sidder »Himmelens Hersker«. Rundt ham de største Helgener (f.eks. Mirakelmageren Nikolai, den hellige jomfru, en Person af samme type som kejserinden, den hellige Ånds Hustru), der er Ministrene; under dem en hel Række af Engle og Helgener, som er fordelt efter samme Orden som Embedsmændene i den suveræne Stat. Det er de såkaldte »Engle og Englegrader« - Cherubimer, Seraphlimer og forskellige andre »Grader«. Disse »Grader« antyder allerede, at vi har at gøre med Embedsmænd (thi Embedsmændene har også forskellige Grader). Disse Grader bliver afbildet på helgenbillederne på den Måde, at de, som har højere Rang, er rigere klædt, har større Strålekroner, altså i Besiddelse at flere »Ordener« - igen ligesom på den syndige Jord. Ved en suveræn Statsforfatning forlanger Embedsmændene absolut at blive »smurt« - ellers udretter de intet; derfor må man også ofre Vokslys til Helgenen - ellers bliver denne vred og overrækker ingen Bønskrifter til øvrigheden - til Gud. Ved den suveræne Statsforfatning findes der særlig Embedsmænd, som specielt ved Bestikkelser spiller Talsmanden. Også her findes der specielle Helgener, »Talsmænd«, særlig kvindelige, f.eks. den hellige Jomfru, - hun er så at sige »Forsvarerinde« af Profession. Iøvrigt gør hun ikke alt det for ingen Ting: man må bygge flere Kirker til hende end til de andre, købe Rammer til hendes Helgenbilleder og besætte dem med Ædelstene o.s.v.. Altså Troen på Gud er en Genspejling af de afskyelige Jordiske Forhold, det er Troen på Slaveri, som foregives - ikke blot at eksistere på jorden, men i hele Universet. Det er selvfølgeligt, at der i Virkeligheden ikke findes noget sådant. På samme Måde er det forståeligt, at disse Eventyr hindrer Menneskehedens Udvikling. Menneskeheden udvikler sig kun, når den for ethvert Fænomen kan finde en naturlig Forklaring. Men hvis man i Stedet for en Forklaring henviser til Gud eller Helgene eller til Djævle og Skovånder, så kan der ikke komme noget fornuftigt ud af det. Vi vil anføre nogle Eksempler: Nogle religiøse Mennesker tror, at når Tordenen ruller, går Profeten Elias ud at spadsere. Derfor tager de Hatten af, når de hører det tordne, og slår Kors for sig. I Virkeligheden er denne elektriske Kraft, som frembringer Tordenen, udmærket kendt indenfor Videnskaben, og ved Hjælp af den samme Kraft sætter vi Sporvogne i Bevægelse, med hvilke vi kan transporter alt, hvad vi vil. Og det viser sig, at vi endog kan sende Gødning med Profeten Elias, hvis vi har Lyst, og vor Elias viser sig at være en glimrende Kusk. Hvis vi nu forestillede os, at vi troede på Profeten Elias, så ville vi lige så lidt se Sporvognene som vore egne øren. Vi ville altså, takket være Religionen, forkomme i Barbari. Et andet Eksempel: Der udbryder Krig, der omkommer Millioner af Mennesker, der bliver udgydt Oceaner af Blod. Hertil må man finde en Forklaring. De, som ikke tror på Gud, drøfter, hvorledes, hvorfor og hvortil denne Krig er opstået. De indser, at krigen blev anstiftet af Zarer, Præsidenter og Storbourgeoisiet; de indser, at den føres med røveriske og nedrige Formål for øje, og derfor, siger de til Arbejderne i alle Lande: Grib til Våben imod jeres Undertrykkere, styrt Kapitalen fra dens Troner!« Helt anderledes tænker det religiøse Menneske. Han dømmer på følgende Måde (og skælver samtidig som en gammel Kone): Herren straffer os for vore Synder. Ak, Fader, du som er Himlens Herre, du straffer os Syndere retfærdigt«. Og hvis han samtidig er meget religiøs og ortodoks, så begynder han med Iver på bestemte Dage at spise en Art Mad i Stedet for en anden (det kalder man at faste), at støde Panden mod nogle Stenfødder (det kalder man at »bøje sig for den hellige« og endnu Tusind, andre Dumheder. Sådanne Dumheder begår den religiøse Hebræer, Tartar-Muhamedaneren, den kinesiske Buddist, kort sagt enhver, som tror på Gud. Heraf fremgår tydeligt, at sandfærdigt troende Mennesker ikke er i Stand til at optage nogen Kamp. Religionen lader på denne Måde ikke blot Folket holde fast ved Barbariet, men den er også Skyld i, at det vedbliver at være i Slaveri. Det religiøse Menneske er mere tilbøjeligt til at tro, at man må bære alt uden at knurre, thi alt kommer jo »fra Gud«,at man skal adlyde øvrigheden og tåle alt (»i hin Verden bliver alt hundredefold gengældt«). Det er derfor intet Under, at de herskende Klasser i det kapitalistiske Samfund betragter Religionen for at være et meget nyttigt Middel til at bringe Forvirring i Folkets Sind. I Begyndelsen af denne Bog så vi, at Bourgeoisiet ikke blot holder sig oppe ved Hjælp af Bajonetterne, men også fordi de omtåger deres Slavers Forstand. På den anden Side så vi, at Bourgeoisiet organiserer og planmæssigt forgifter deres Undersåtters Bevidsthed. Til dette Formål tjener en særlig Organisation, det er Kirken, Statens virkelige Organisation. Kirken er i næsten alle kapitalistiske Lande en lignende statslig Indretning som Politiet; men Præsten er den samme Statsembedsmand som Bøddelen, Gendarmen og Politibetjenten. Han får Løn af Kronen for den Gift, som han strør ud blandt Folkemasserne. Netop, heri ligger det farlige ved Sagen. Hvis der ikke fandtes en så uhyre stærk og mægtig Organisation, som findes i Skikkelse af Bourgeoisiets Røverstat, så ville Præsterne ikke af sig selv kunne klare sig. De ville snart gå »bankerot«. Bourgeoisiets Stat understøtter imidlertid i det store og hele og med alle Midler sit Kirkestyre, som så til Gengæld med brændende Nidkærhed understøtter Bourgeoisiet. På Zarens Tid bedrog de russiske Præster ikke blot Masserne, men de benyttede endog deres Skriftemål til at opdage Tanker imod Regeringen, de udspionerede på Bekostning af deres »Sakramente«. Men Regeringen sørgede ikke blot for Præsternes Underhold den forfulgte også med Fængsel, Forvisning og forskellige andre midler alle såkaldte »Spottere af den ortodokse Kirke«. Alle disse Ting bestemmer klart og tydeligt det kommunistiske Programs Stilling til Religionen og Kirken. Man må kæmpe imod Religionen, ikke ved Hjælp af magt, men ved Hjælp af Overbevisning, og Kirken må Skilles ud fra Staten. Det vil betyde, at hvis præsterne skal blive, så må de, som vil tage imod deres Gift, eller de, hvem det ligger på Hjerte; at de bliver, sørge for deres Underhold. Der findes en gift som man kalder Opium. Hvis man ryger Opium, ser man søde Drømme. Man ligger som i Paradis. Dens Virkning ødelægger imidlertid også Helbredet. Mennesket bliver lidt efter lidt til en Idiot. På samme måde er det med Religionen. Der findes Mennesker, som vil ryge Opium. Men det ville dog være meningsløst, om Staten på sin Bekostning, d.v.s. på hele Folkets Bekostning, skulle sørge for at underholde Samlepladser for Opiumsrygere og særlige Folk til at betjene sådanne Steder. Derfor må man bruge samme Fremgangsmåde med Kirken (og det er allerede sket): man må ophæve enhver Understøttelse fra Statens Side af Præster, Biskopper, Metropolitter, Patriarker, Abbeder og hele det øvrige gejstlige Samfund; de troende kan så, hvis de har Lyst, fodre dem med Stør og Laks, hvad der i særlig Grad er de hellige Fædres Yndlingsretter. På den anden Side må Trosfriheden garanteres. Heraf fremgår følgende regel: Religionen er en Privatsag. Det vil sige at Staten ikke skal understøtte nogen kirkelig Organisation. Bolschevik-Kommunisternes Program på dette Punkt er nu realiseret i Rusland. Alle Arter af Præster har mistet deres Statsløn, Derfor er de halvt vanvittige af Raseri og har forbandet den nuværende Regering, d.v.s. Arbejderregeringen, og har lyst Kirkens Band over alle Kommunister. På Zarens Tid kendte de nøjagtig Teksten i den hellige Skrift: »Der er ingen Magt, som ikke er af Gud« og »den skal adlyde øvrigheden«. De stænkede gerne Vievand på Bøddelen. Men hvorfor har De nu glemt Teksten, nu da Magten er i Hænderne på Arbejderne? Eller strækker denne Guds Magt sig ikke til Kommunisterne ? Hvad drejer det sig om ? Det er meget let at forstå. Rådsregeringen er den eneste Regering i Rusland, som gjorde et Greb i Lommen på Præsterne. Men det er netop Præsternes ømme Punkt. Præsten befinder sig i det »undertrykte Bougeoisi´s« Lejr. De arbejder illegalt og i de himmelske Sfærer imod Arbejderklassen. Men Tiderne forandrer sig, og det arbejdende Folks store Masser lader sig ikke mere så let bedrage som tidligere. Deri består Revolutionens store oplysende Betydning. Den befrier for det økonomiske Slaveri, men den befrier også for det åndelige Slaveri. Der er et virkeligt Spørgsmål til, som berører Massernes åndelige Oplysning, og det er Skolespørgsmålet. Under Bourgeoisiets Herredømme tjente Skolen snarere til at opdrage Masserne til Lydighed imod Bourgeoisiet end til virkelig Dannelse. Alle Lærebøger, alle Læremidler var gennemtrængt af Slaveriets Årer. Særlig Historiebøgerne; her bestilte man intet andet end at lyve. Man beskrev Zarens og alle andre kronede døgenigtes heltegerninger. Desuden spillede Præsterne en uhyre Rolle i Skolerne. Alt gik ud på at bearbejde Barnet således, at det ikke blev til en Borger, men til en lydig Undersåt, til en Slave, der, hvis det er nødvendigt, også kan dræbe sine egne, hvis de gør Oprør imod den kapitalistiske Magt. Selve skolerne var inddelt i Kategorier. - Den ene Slags for Pøbelen, den anden Slags for Bourgeoisiet. For Bourgeoisiet var Gymnasierne og Universitetet. Her lærte Bougeoisiets små Sønner forskellige Videnskaber, med den Beregning, at de senere skulle forstå at beherske og underordne sig Pøbelen. For Pøbelen var Elementærskolen. Her virkede Præsterne aller ivrigst. Opgaven med disse Skoler, hvor der kun erhvervedes meget få Kundskaber, var at forberede Mennesker, som forstod at tåle, at adlyde Bourgeoisiet og uden Knurren underordne sig dette. Adgangen til Mellemskolen, og endnu mere til de højere Skoler (d.v.s. Universiteterne, de specielle tekniske Højskoler og andre Læreanstalter) var fuldstændig spærret for det jævne Folk. På denne Måde blev Dannelsesmonopolet skabt. På en mere eller mindre udholdelig Måde kunne kun den rige eller den som understøttede den rige få Lejlighed til at lære. Intelligenspartiet udnyttede derfor klogt sin Stilling; og det er forståeligt, at det på Oktoberrevolutionens Tid var imod Arbejderne; det tordnede om, at dets Privilegier, det priviligerede Stilling forsvinder, når alle kan lære, og når der også gives Pøbelen Lejlighed til at erhverve sine Kundskaber, Fremfor alt må man erklære Undervisningen for almen og obligatorisk. For at omdanne Livet efter nye Principper, er det nødvendigt, at Mennesket fra lille af, vænner sig til et nyttigt Arbejde. Man må derfor gøre Eleverne i Skolerne bekendt med de forskellige Arter af Erhverv. Dørene til de højere Skoler må stå åbne for enhver. Præsterne skal jages ud af alle Skolerne; så kan de, hvis de vil, bedrage Børnene et eller andet Sted hjemme hos sig selv, men ikke i Statens Anstalter; Skolen skal prisgives Verdsligheden men ikke Præsterne. Arbejdermagtens stedlige Organer skal føre Kontrol med Skolen og skal ikke være gerrig med Folkeoplysningsarbejdet, med at forsyne Børnene, Ynglingene og Pigerne med alt det, som er nødvendigt for frugtbare Studier. Nu fører mange enfoldige Lærere i nogle Landsbyer og Provinsbyer ved Hjælp af Blodsugerne (egentlig Blodsugerne ved Hjælp af disse enfoldige) en Propaganda, som skal bevise, at Bolchevikkerne vil tilintetgøre hele Videnskaben og fortrænge al Form for Dannelse o.s.v.. Det er naturligvis en uforskammet Løgn. Kommunisterne vil gøre noget helt andet; de vil befri Videnskaben for Kapitalens Åger, de vil gøre Videnskaben tilgængelig for det arbejdende Folk, de vil tilintetgøre Monopolet (den udelukkende Ret) på Dannelsen for de rige. Sådan forholder Sagen sig og det er slet intet Under, at de rige frygter for at miste en af deres Støttepiller. Når enhver Arbejder har de samme Kundskaber, som en Ingeniør, så bliver Kapitalisternes og de rige ingeniørers Stilling noget skæv. Den rige Ingeniør kan ikke mere være stolt af noget særligt, der er mange, som er ligesom han. Så er ingen Sprængning af Arbejdernes Værk mulig, ingen Sabotage af Kapitalens gamle Tjenere. Det er netop det, Som det ærværdige Bourgeoisi frygter, Kultur for de rige og åndelig Underkastelse af de fattige, det er Kapitalens Løsen. Kultur for alle, åndelig Befrielse for Kapitalens Undertrykkelse, det er Arbejderpartiets Løsen, det kommunistiske Partis Løsen.

Det bevæbnede Folk på Vagt for dets tilkæmpede Resultater.

(Rådsrepublikens Armé).

»Den bedste Garanti, Frihedens bedste Sikkerhedsforanstaltning er Geværet i Arbejderens Hænder«, således talte Grundlæggeren af den videnskabelige Kommunisme, Friedrich Engels. Nu først er det i Virkeligheden blevet klart, hvor rigtig denne Udtalelse var. Den bliver fuldstændig bekræftet af Erfaringen i den store russiske Revolution i Året 1917. Endnu til for nogle År siden fremhævede nogle af vore venstre Tilhængere Afrustningen. De sagde: »Overalt bygger Bourgeoisiet en kolossal Stor Flåde, en undersøisk Flåde, en Sø- og Luftflåde; de vanvittig store Armeer vokser Dag for Dag, der bliver bygget overnaturlige Fæstninger; mægtige og sådanne Helvedsmaskiner som Panserautomobiler og Tanks (Tanks ligner noget et mægtigt Panserautomobil. Dette Uhyre kører igennem alle Hindringer, det gennembryder Mure, kører hen over Huse, ødelægger Skovene o.s.v. De er naturligvis forsynet med tilintetgørende Kanoner.) Man må tilintetgøre hele dette frygtelige Voldssystem. Man må fordre en almindelig Afrustning. Vi Bolscheviker stillede ikke vort Spørgsmål således. Vi sagde, vort Løsen er Afvæbning af Bourgeoisiet, Bevæbning - almindelig og ubetinget Bevæbning af Arbejderklassen. Det er jo virkelig latterligt at prøve på at overtale Bourgeoisiet til at lade dets skarpeste Tand, den bevæbnede Magt, som befinder sig i dets Hænder, trække ud. Denne dødbringende Voldsmaskine kan kun blive tilintetgjort med Magt. Våbnene bliver først strakt, når andre Våben tvinger dem til det. Heri ligger netop Meningen med den bevæbnede Opstand imod Bourgeoisiet. Arméen er for Bourgeoisiet, på den ene Side et Kampmiddel til Verdens Deling, men på den anden Side et Kampmiddel imod Arbejderklassen. Zaren og Kerenski drømte om, ved Hjælp af Arméen at kunne erobre Konstantinopel, Strædet ved Dardanellerne, Galicien: og mange andre Lækkerbiskener. Samtidig forsøgte Zaren og Kerenski (d.v.s. Godsejerne og Bourgeoisiet) at kvæle Arbejderklassen og de fattige Bønder. Arméen var i Hænderne på Storbesidderne et Middel til at dele Verden og underkaste sig de fattige. Det var den gamle Armé. Hvorfor kunne da Bourgeoisiet da af Arbejdere og Bønder (Flertallet i Arméen og blandt Soldaterne består nemlig af Arbejdere og Bønder) skabe et Værktøj imod Arbejderne og Bønderne? Hvorfor kunne Zaren og Kerenski gøre det? Hvorfor lykkedes det Wilhelms og Hindenburgs Tilhængere, det tyske Bourgeoisi, at gøre dens Arbejdere til den russiske, finske, ukrainske og tyske Revolutions Bødler, og at gøre det endnu den dag i Dag ? Hvorfor blev de tyske Matroser, som endelig gjorde Oprør imod Voldshandlingerne, skudt Hjælp af de samme tyske Matroser? Hvorfor undertrykker det engelske Bourgeoisi ved Hjælp af de engelske Soldater (disse er også Arbejdere) Revolutionen i Irland, i et Land, som Englands mægtige Bankiers undertrykker og træder under Fødderne? På disse Spørgsmål må man give det samme Svar, som på Spørgsmålet om, hvorledes Bourgeosiet overhovedet kan fastholde sin Magt. Vi har set, at det opnås på Grund af den borgerlige Klasses udmærkede Organisation. I Arméen hviler Bourgeoisiets magt på to Grundlag: for det første på Officerskorpset, som består af Adelen og Bourgeoisiet; for andet på øvelsen og det åndelige Mord, d.v.s. på den borgerlige Bearbejdelse af Soldatersjælene. Officerkorpset bærer i Almindelighed i høj Grad Præg Klassekarakter. Det er dresseret til udmærket at forstå Krigerkunsten og Kunsten at uddele ørefigen, samt Kunsten at straffe strengt. .. Betragt hvilken som helst brav Gardeofficer eller en prøjsisk Nar med en arrig Moppes Fysiognomi. Man ser straks, at han ligesom Dressøren i Cirkus ikke sparer på ørefigen, som han uddeler til højre og venstre, at han har lært (og han måtte lære meget længe og standhaftigt) hvorledes man holder Menneskehjorden i Frygt og Lydighed. -Det er klart, at sådanne Herrer, som bliver hvervet blandt Bourgeoisiet og Adelen, blandt Gårdejernes og Kapitalisternes Sønner, vil føre Armeen ad gamle bestemte Veje. Lad os nu betragte Soldaterne. De ankommer som uddannede Folk, som ikke har stået i Forbindelse med hverandre, men strøet, som ikke kan yde nogen Modstand, og hvis Sjæle allerede er blevet forgiftet af Præsterne og i Skolerne. Man fordeler dem straks i Kasernerne, og Bearbejdelsen begynder. At gøre dem forknytte, indpode dem folkefjendtlige Tanker, det stadige System med Frygt og Afstraffelse, med at forføre til Udmærkelse ved Forbrydelser (f.eks. ved at skyde på de strejkende). Alt dette gør Menneskene til Halvidioter, til Dukker, som blindt adlyder deres Dødsfjender. Det er indlysende, at den Armé, som med begge Fødder stod på det kejserlige Grundlag, den Armé, som Kerenski også jog til Slagteri for at erobre Konstantinopel, ufortøvet måtte opløses af Revolutionen. Hvorfor? Fordi Soldaterne indså, at man havde organiseret, uddannet og sendt dem i Kamp kun for en forbryderisk Vindesyge hos Bourgeoisiet, De indså, at de næsten hele 3 År havde stået i Skyttegravene, ligget i Dødskamp, var døde, havde sultet og dræbt - alt sammen for Pengepungens Skyld. Det er ganske naturligt, at den gamle Armés Desorganisation, dens Sammenbrud, dens Undergang fandt Sted efter at Revolutionen havde sprængt den gamle Disciplin, men en ny endnu ikke formåede at komme op. - Denne Sygdom var uundgåelig. De Menschewikiske og Socialrevolutionære Narre kommer med Beskyldninger imod Bolschevikkerne. Aha! der kan i se, hvad I har gjort, I har desorganiseret Zarens Armé. Men de Menschewikiske og Socialrevolutionære Narre indser ikke, at Revolutionen ikke ville have kunnet sejre, hvis Arméen i Februar ville være blevet Zaren, og i Oktober Bourgeoisiet tro. Soldaternes Opstand imod Zaren var jo allerede en Desorganisation af den kejserlige Armé. Enhver Revolution slår det, der er gammelt og råddent, itu; der går først nogen Tid, inden man på den gamle Svinestalds Ruiner begynder at bygge et smukt Hus. - Vi vil straks anføre et lille Eksempel fra et andet Område. De gamle Arbejdere ved, at Bønderne, da de i fordums Tid blev Fabriksarbejdere og drog til Byerne, først forvandledes til dumdristige Bøller, »de barbenede«, » Håndværksfolkene . - Kort sagt, »Håndværker« eller »Fabriksarbejdere« var dengang næsten et Skældsord. Og disse arbejdere var virkelig Mestre i at drive Utugt, smudsig tale, Skænderi og Løsagtigheder. - Derfor prædikede alle Reaktionære, som frygter alt nyt, at man skulle vende tilbage til Livegenskaben. De sagde: Da Byen fordærver Sædeligheden, da man bliver »forvænt« i den, så trænger man til Landsbyens og specielt til Godsejerens faderlige Knippel, så vil Dyden trives. - Og de lo hånligt af dem, som i Arbejderklassen så det Salt, som Jorden trængte til. De sagde til os marxister, den store Kommunist Karl Marx´s Elever: »Der kan I se, hvad jeres Arbejdere er for nogle Folk! Det er jo Svin og ikke Mennesker! Men I siger jordens Salt! En Knut, en Svøbe i Hestestalden, - så skulle de nok Lære at forstå, hvad det vil sige at være overgiven og fræk.« - Alt dette overbeviste mange. Men i Virkeligheden forholder Sagen sig således: Da Bønderne drog ind i Byerne og brød med Landsbyerne, bristede de gamle landlige Grundvolde. På Landet lever man efter gamle Skikke; Se Oldingen i Munden og adlyd ham, selv om han også for længe siden er bleven vanvittig på Grund af sin Alderdom, sid stille i din Køkkenhave og stik aldrig din Næse udenfor den, frygt alt nyt mere end ilden. Det er Landsbyens Visdom. Det var en dårlig Visdom, men den var en Tømme, som blev skabt af den landlige »Ordning«. Denne Visdom forsvandt hurtigt i Byerne; her var alt nyt: nye Mennesker, nye Forhold, en Mængde nye heller ikke prøvede Fristelser. Det er intet Under, at den gamle Landsbymoral forsvandt. Men for at skabe en ny behøvedes endnu nogen Tid. Denne mellemliggende Tid er netop Opløsningsperioden. Tilsidst opstår der imidlertid en ny Visdom på et nyt Grundlag: Proletariatets Solidaritet. Fabrikken satte Arbejderne i Forbindelse med hinanden, Kapitalens Tryk lærte dem den fælles Kamp, i Stedet for den gamle, bedstefaderlige, - fuldkommen uduelige Visdom, opstod en ny, proletarisk, langt højere. Visdom. Den forvandler netop Proletariatet til »jordens Salt«, til den mest fremskridtsvenlige, revolutionære og produktive Klasse. Vi Kommunister havde Ret, men Livegenskaben og Jordejernes Forsvarere havde Uret. - Nu forsvarer Menschevikerne og de Socialrevolutionære Livegenskaben i Henhold til Armen. De jamrer på alle mulige Måder over Armeens Desorganisation og rejser Beskyldninger mod Bolschevikerne. Og ligesom Livegenskabens Forsvarere råber tilbage til landet, til Godsherrerne Knut, på samme Måde råber Menchevikerne og de Socialrevolutionære tilbage til den gamle Disciplin, i den konstituerende Forsamlings Tjeneste på Grundlag af en Tilbagevenden Kapitalismen og andre gode Ting. Men vi Kommunister ser fremad. Vi ved: det gamle er blevet råddent, men det måtte uundgåeligt rådne, og uden denne Forrådnelse ville Arbejderne og de fattige Bønder ikke have kunnet tage Statsmagten i deres Hænder. Men der kommer noget nyt, noget højere; i Stedet for den gamle Arme bliver Socialismens røde Armé skabt. Sålænge Magten er i Hænderne på Bourgeoisiet, sålænge »Fædrelandet« er et Fædreland for Bankiers, Kræmmere, Spekulanter, Gendarmer, Konger og Præsidenter, sålænge er Arbejderklassen på ingen Måde interesseret i at beskytte denne Vindingsmaskine. Dens proletariske Pligt er at gøre Opstand henimod. Kun elendige Lakajer og ydmyge Pengesmigrere taler om, at man under Krigen ikke må strejke og ikke gøre Oprør imod den røveriske, imperialistiske Stat. Det er indlysende, at det hindrer den røveriske Krigs Sag. Det er indlysende, at et indre Oprør og endnu mere Oprør i Armeen fremmer Desorganisationen. Hvorledes skulle man f.eks. knække Wilhelms Magt uden at desorganisere Wilhelms Disciplin ? Det er umuligt. De tyske Matroser, Martyrerne, som blev henrettede af Wilhelms Bødler, fremmede Desorganisation af den på Røvervis organiserede Armé. Også Liebknecht bliver af d’Hrr. Scheidemann, de tyske Socialforrædere, forfulgt som en Desorganisator af Armeen. Alle tyske Revolutionære, de tyske Bolscheviker bliver forfulgt som Mennesker, der giver »den heltemodige Armé«, d.v.s. Rovets Værk, et »Stød i Ryggen«. Lad d’Hrr. Menscheviker række d’Hrr. Scheidemann og det øvrige ildelugtende og rådne Pak Hånden; de er Folk af samme Slags. For Rusland er denne Tid allerede forbi. Arbejdernes Revolution har sejret. Tidspunktet for Desorganisationen hører Fortiden til. Foran os ligger den Tid, hvor det nye skal skabes. Den røde Armé bliver dannet - ikke til Rov, men til Forsvar for Socialismen; ikke til Forsvar for Fædrelandets Ågerkarle, hvor Kapitalen og Godsejerne havde alt i deres Hænder, men til Forsvar for det socialistiske Fædreland, hvor alt går over på Arbejdernes Hænder; ikke for at sønderlemme fremmede Lande, men til Hjælp for den internationale, kommunistiske Revolution. Det er klart, at denne Armé bliver bygget på et andet Grundlag end den gamle. Den røde Armé må være det bevæbnede Folk ved Siden af det afvæbnede Bourgeoisi. Dette Folk må være Proletarernes og de fattige Bønders Klassearmé. Den er jo i det væsentligste rettet mod hele Verdens Bourgeoisi, herunder også imod vort eget Bourgeoisie. Derfor kan den ikke indeholde nogen bevæbnede, borgerlige Elementer. At lade Bourgeoisiet få Adgang til Armeen, det ville sige at bevæbne det, - det ville sige indenfor den røde Armé at danne en hvid Garde, som let ville kunne fordærve Værket og gøre det til Midtpunktet for Forræderi og Opstand og gå over på de fjendtlige, imperialistiske Troppers Side o.s.v.. Ikke at bevæbne, men at afvæbne Bourgeoisiet, at tage den sidste Browning fra dem, det er vor Opgave. Den anden, ikke mindre vigtige Opgave er Uddannelsen af det proletariske Officerskorps. Arbejderklassen må forsvare sig imod de Fjender, som styrter ind over dem fra alle Sider. Krigen bliver påtvunget dem på Grund af rasende imperialisters Galskab. Til den nuværende Krig behøver man kyndige Specialister. Zaren og Kerenski havde sådanne. Arbejderne og de fattige Bønder har dem ikke. Disse Specialister må man skaffe til Veje. I det øjemed må man udnytte de gamle Specialister og lade dem uddanne Proletarerne. Så har det socialistiske Rådsfædreland også sine egne Officerer, sit eget Officerskorps. Og ligesom Arbejderklassen, som er mere erfaren og altid under Revolutionen anfører de fattige Bønder, på samme Måde anfører Arbejderofficererne Massen, den af Bønder sammensatte røde Armeé, imod de imperialistiske Voldsmænd. Den røde Armé må skabes på Grundlag af Arbejdernes og de fattige Bønders almene militaristiske Uddannelse. Det haster meget og kan ikke udskydes. Her må man ikke tabe et Minut, ikke et eneste øjeblik. - Enhver Arbejder og enhver Bonde må interesseres og er forpligtet til at lære at bruge Våben. Kun dumme Mennesker taler på følgende Måde: Nå, der er endnu langt til os - indtil man kommer til os, er der god Tid. De russiske Dagdrivere skønner ofte på den Måde. I hele Verden er det kendt, at den mest yndede russiske Talernåde er den: »det skal nok gå på den ene eller anden Måde«. »Måske har vi Tid nok«. Men se, Klassefjenden, som de tidligere Godsejere og Kapitalister påkaldte, er pludselig allerede på Pletten og tager vore kære ved Kraven. Og hvis måske en eller anden brav preussisk Underofficer (eller en engelsk, hvem kan vide) stiller vor gode Landsmand op ad Væggen for at skyde ham, så vil han sikkert klø sig bag. øret og sige: »Sikke en Nar jeg var«. Her må man skynde sig. Ingen må vente, alle må gå enige til Værks. Almindelig Indeksersering er øjeblikkets mest påtrængende og vigtigste Opgave. Den gamle Armé baseredes på Sløvelse af Soldaterne. Det skete, fordi Kapitalisterne og Godsejerne, der måtte herske over Millioner af Soldater-Bønder og Soldater-Arbejdere, hvis Interesser var i Modstrid med Kapitalisternes Interesser. Den kapitalistiske Regering måtte derfor gøre Soldaterne til et sløvt Værktøj, som måtte handle imod deres egne Interesser. Den røde Armé, som består af Arbejdere og Bønder, forsvarer derimod sin egen Sag. Den kan kun baseres på Oplysning og Klassebevidsthed hos de Kammerater, som træder ind i dens Rækker. Derfor er det nødvendigt at oprette særlige Kursus, Biblioteker, Forelæsninger, Møder og Forsamlinger. I Fritiden må den røde Armés Soldater sammen med Arbejderne tage Del i det politiske Liv, - besøge Forsamlinger, leve sammen med Arbejderklassen. Det er en af de vigtigste Betingelser for at skabe en urokkelig, revolutionær Disciplin, ingen Disciplin med Knuten, men den revolutionære klassebevidste Disciplin. Hvis Båndet mellem Armeen og Arbejderklassen løsnes, så udarter Armeen hurtigt, og den kan let blive forvandlet til en Bande, som tjener dem, der betaler bedst. Så begynder alt at opløses, og intet kan redde den fra Desorganisation. Hvis derimod den røde Armés Soldater står i levende Forbindelse med Arbejderne, lever eet Liv sammen med dem, så er de for os det, som de skal være: de revolutionære Massers væbnede Organ. Et at de bedste Midler, foruden de nævnte Forelæsninger, politiske Forsamlinger o.s.v. til at opretholde Forbindelsen med Masserne, er Udnyttelsen at den røde Armés Soldater til stadig at uddanne Arbejderne i at skyde med Gevær, Maskingevær o.s.v. I Stedet for at ligge og sove, spille Kort og anden »Underholdning«, i Stedet for sløvt at sidde i Kasernen, er der her et produktivt Arbejde, som forbinder alle til en enig, revolutionær Familie. Således bliver det væbnede Folk, det bevæbnede Proletariat og den bevæbnede fattige Bondestand, som skal stå på Vagt for den store Arbejderrevolution dannes.

Folkenes Befrielse.

(Det nationale Spørgsmål og den internationale Politik).

Det kommunistiske Partis Program er ikke blot Programmet for Befrielse af et Lands Proletariat, det er Programmet for Befrielse af hele Verdens Proletariat, thi det er den internationale Revolutions Program. Men det er samtidig Programmet for Befrielse af alle små undertrykte Lande og Folk. De røveriske »Stormagter« (England, Tyskland, Japan og Amerika) har ranet sig en uhyre Mængde Lande og Folk sammen. De har fordelt hele den jordiske Magt imellem sig. Og det er intet Under, at Arbejderklassen og alle de arbejdende Masser i disse røvede Lande stønner under et dobbelt Tryk: under Trykket af dets eget Bourgeoisi og Erobrernes supplerende Tryk. Det kejserlige Rusland havde også røvet en Mængde Lande sammen. »Vort« Kejserriges Størrelse kan netop forklares derved. Det er intet Under, at der hos mange »Fremmefolk« og endog hos nogle Dele af det ikke-storrussiske Proletariat, opstod Mistro overfor disse »Moskovitter«. Det nationale Tryk vakte også nationale Følelser: hos de undertrykte Dele indenfor Proletariatet - en Følelse af Mistro overfor den undertrykte Nation i sit hele, uden Klasseforskel; hos de underkuede Dele indenfor Proletariatets utilfredsstillende Forståelse af Situationen hos de Dele af de »fremmede Stammer«s Proletariat, som bliver undertrykt af et dobbelt Tryk. Men for at opnå Sejr for Arbejderrevolutionen på hele Fronten, er det nødvendigt, at der hersker en fuldstændig indbyrdes Tillid hos de forskellige Dele indenfor Proletariatet overfor hinanden. Man må vise og ved Gerning bevise, at andre Nationers Proletariat i den undertrykte Nations Proletariat har en tro Forbundsfælle. Hos os i Rusland var det den herskende Nation, det herskende Folk, Storrusserne, som undertvang Finnerne, Tartarerne, Ukrainerne, Armenierne, Grusinerne og Polakkerne, Tschuwaskerne og Mordwinerne, Kirgiserne og Baschkirene og mange andre Nationer. Det er naturligt, at der endog hos selv proletariske Dele af disse Folkeslag opstod en urigtig Forestilling om enhver Russer. De vænnede sig til at se, hvorledes det kejserlige Hundekobbel jog dem og udstedte Befalinger til dem, og troede, at alle Russere, d.v.s. også de russiske Proletarer handlede således. For at vække en broderlig Tillid hos Proletariatets forskellige Avantgarder overfor hinanden, proklamerer Kommunisternes Program, Retten hos enhver Nations arbejdende Klasser til, en fuldkommen Adskillelse. Det betyder, at den russiske Arbejder, som har Magten i sine Hænder, taler til de øvrige Folkeslags Arbejdere, som lever i Rusland, på følgende Måde: »Kammerater ! Hvis I ikke vil være en Del af vor Rådsrepublik, hvis, I, efter at have organiseret jeres Råd, vil have en separat Rådsrepublik, så kan I adskille jer fra os. Denne jeres Ret anerkender vi fuldkomment og vil intet øjeblik med Magt holde jer tilbage«. Det er klart, at man kun ved en sådan Taktik kan opnå det samlede Proletariats Tillid. Lad os forestille os, hvad der i Virkeligheden ville ske, hvis de storrussiske Arbejderråd med Magt ville holde nogen som helst Del af andre Nationers Arbejderklasse tilbage, medens denne med Våben i Hånd ville forsvare sig. Det er indlysende, at det ville betyde et fuldstændigt Forfald af den alproletariske Bevægelse, et fuldkomment Sammenbrud af Revolutionen. Således må man ikke handle, gentager vi, thi kun i Proletarernes broderlige Samfund er Sejrens Pant. Lad os mærke os det. Her er ikke Tale om Nationens (d.v.s. Arbejderne og Bourgeoisiet sammen) Ret til Selvbestemmelse, om de arbejdende Klassers Ret; d.v.s. at »Nationen«s såkaldte Vilje aldeles ikke er os hellig. Hvis vi ville erfare Nationens Vilje, måtte vi sammenkalde Nationens konstituerende Forsamling. For os er de proletariske og halvproletariske Massers Vilje hellig. Derfor taler vi ikke om Nationernes Selvbestemmelsesret, men om Retten hos enhver Nations arbejdende Klasser til at falde fra. Under Proletariatets Diktatur er den konstituerende Forsamling (»hele Folket«, det »alnationale«) ikke den afgørende, men de arbejdende Råd. Og hvis der I en eller anden Krog i Rusland samtidig var sammenkaldt to Forsamlinger, - vedkommende Nations konstituerende Forsamling og Rådskongressen - og den konstituerende Forsamling ytrede sig for Frafald, medens derimod den proletariske Kongres imod Frafald, så vilde vi forsvare Proletariatets Beslutning imod den konstituerende Forsamlings Beslutning med alle de Midler, vi havde til Rådighed, også Våben. Således løser Proletariatets Parti Spørgsmålet hos de forskellige Nationers Proletarer, som lever i vore Grænselande. Partiet stiller sig selv endnu et større Spørgsmål i sit internationale Program. Her er Vejen klar. Det er den Vej, ad hvilken man skal understøtte den internationale Revolution i hele Verden, Vejen til at understøtte den revolutionære Propaganda, Strejker og Opstande i de imperialistiske Lande, Vejen til at understøtte Oprør og Opstande i disse Landes Kolonier. I de imperialistiske Lande (sådanne Lande er alle, undtagen Rusland, hvor Arbejderne har slået Hjernen ind på det kapitalistiske Herredømme) er en af Revolutionens største Hindringer det chauvinistiske Socialdemokrati. Det fremhæves også nu, idet de bedrager de store Arbejdermasser med Løsenet - at forsvare det (røveriske) Fædreland. Det jamrer over den (røveriske) Armés Desorganisation. Vore Venner, de tyske, østrigske, franske og engelske Kommunister, som alene med Foragt og Væmmelse tilbageviser Opgaven at forsvare det borgerlige Fædreland, bliver forfulgt af dette Socialdemokrati. Rådsrepublikens Stilling er en enestående Stilling. Det er den eneste proletariske Statsorganisation i Verden, midt iblandt Bourgeoisiets røveriske Organisationer. Derfor har den alene Ret til Forsvar. Endnu mere, man må betragte den som Kampmidlet hos hele Verdens Proletariat - imod hele Verdens Bourgeoisi. Også Løsenet, denne Kamps Kampråb er allerede klart. Denne Kamps internationale Løsen er den internationale Rådsrepubliks Løsen. At styrte de imperialistiske Regeringer ved en væbnet Opstand og Organisation af en international Rådsrepublik, det er Vejen til Arbejderklassens internationale Diktatur. Den bedste Måde at understøtte den internationale Revolution på, er at organisere denne Revolutions bevæbnede Kræfter. Thi Arbejderne i alle Lande, som ikke er blevet forblindet af Socialforæderne, deres Menscheviker og Socialrevolutionære (den Slags findes i alle Lande), ser i Ruslands Arbejderrevolution og i Rådsmagten deres retfærdige Sag. Hvorfor? Fordi de indser, at Rådsmagten er Arbejdernes Magt. Helt anderledes forholdt Sagen sig, hvis Bourgeoisiet ved Hjælp af Menschevikerne og de Socialrevolutionære styrtede Rådsmagten, sammenkaldte den konstituerende Forsamling og på denne Måde organiserede en Bourgeoisiets Magt, f.eks. en sådan som før Omvæltningen i Oktober. I så Fald ville Arbejderklassen miste sit Fædreland, thi den ville miste sin Magt. Så ville Bønderne ufravigelig falde tilbage i Hænderne på Bourgeoisiet, Fabrikkerne i Hænderne på Fabrikanterne, Jorden i Hænderne på Godsejerne. Så ville »Vindingens« Fædreland påny blomstre op, og Arbejderne ville ikke have nogen Interesse i at forsvare dette Fædreland. Hvis derimod de vesteuropæiske Arbejdere ville høre op med i det borgerlige Rusland at se det klare Lys, som skal lyse op for dem i deres hårde Kamp. Ville den internationale Revolutions Udvikling blive standset. Befæstelsen af Rådsmagten derimod, Organisationen af Arbejdernes og de fattige Bønders bevæbnede Kræfter. Organisationen af Modstanden imod de internationale Røvere, som går løs på »Rådsrusland«, går løs på det som Klassefjender, som Godsejere og Kapitalister, som Bander af Arbejderrevolutionens Bødler, Organisationen af den røde Arme, det styrker også den revolutionære Bevægelse i de europæiske Lande. Jo bedre vi er organiseret, jo bedre bevæbnet Arbejdernes og Bøndernes Tropper er, jo mægtigere Proletariatets Diktatur er i Rusland, desto hurtigere udvikler den internationale Revolution sig. Denne Revolution vil uundgåelig bryde ud, hvor meget de tyske, østrigske, franske og engelske Menscheviker standser dens Løb. Ruslands Arbejdermasser har brudt med de Socialrevolutionære. Vesteuropas Arbejdermasser vil også bryde med dem (og de gør det allerede). Løsenet, at styrte det borgerlige Fædreland, at styrte de røveriske Regeringer, og Arbejderdiktaturens Løsen vinder større og større Sympatier for sig. Før eller senere vil den internationale Rådsrepublik opstå. Den internationale Rådsrepublik vil befri Hundreder af Millioner af Beboerne i Kolonierne for det Tryk, som hviler på dem. De »civiliserede«, røveriske Magter kvalte og pinte Koloniernes Befolkning ved et blodigt Regimente. Den europæiske Civilisation lever af de ubarmhjertigt udbyttede og udplyndrede små Folkeslag i de fjerne, oversøiske Lande. Proletariatets Diktatur, og kun denne alene kan befri disse Folk. Ligesom den russiske Rådsmagt gav Afkald på Kolonialpolitikken og beviste dette i Gerning, med Hensyn til Persien, på samme Måde vil den europæiske Arbejderklasse, efter at den har styrtet Bankiernes Herredømme, give de undertrykte og udbyttede Klasser den nødvendige Frihed. Derfor er vort Partis Program, som er den internationale Revolutions Program, samtidig Programmet for en fuldstændig Befrielse af alle svage og undertrykte. Den Store Klasse, - Arbejderklassen - stiller også store Opgaver for sig selv. Og disse stiller den sig ikke blot, men løser dem også i den nuværende, kvalfulde, heroiske Kamp.

Hvorfor er vi Kommunister.

Vort Parti kaldte sig indtil den sidste Kongres, det socialdemokratiske Parti. I hele Verden havde Arbejderklassens Parti en sådan Benævnelse. Krigen fremkaldte imidlertid en uhyre Spaltning indenfor de socialdemokratiske Partier, og der fremstod 3 Hovedretninger indenfor disse Partier: den yderste højre, Centrum og den yderste venstre Fløj. Højre-Socialdemokraterne viste sig at være Arbejderklassens ægte Forrædere. De slikkede (og gør dets endnu) Generalernes Støvler, som er bedækket med Arbejdernes Blod. De understøtter deres Regeringers største Skændselsgerninger og Forbrydelser. Det lønner sig kun her at minde om, at den tyske Socialdemokrat Scheidemann understøtter de tyske Generalers Voldspolitik. Det samme gjorde Renaudel, den franske Fører, Henderson, den engelske og Bissolati, Føreren for det italienske Socialdemokrati. Det er Arbejderrevolutionens sande Bødler. Dersom de tyske Arbejdere sejrer da ville de gøre en god Gerning, dersom de hængte Scheidemann sammen med Wilhelm op i en Galge. Også i Frankrig, i England og i andre Lande findes der et stort Antal den Slags Herrer. Netop disse bedrager Arbejderne ved deres Fraser om Fædrelandets Forsvar (Bourgeoisiet og Wilhelmerne) og kvæler Arbejderrevolutionen hjemme hos sig selv, og straffer den i Rusland ved hjælp af deres Regeringers Bajonetter, og ved at understøtte disse Regeringer. Den anden Retning er Centrum. Denne Retning knurrer imod dens Regeringer, men den er ikke i stand til at optage den revolutionære Kamp. Den vover ikke at kalde Arbejderne sammen på Gaden. Den frygter - som Pesten en Opstand, som ene og alene kan afgøre Spørgsmålet. Førerne for denne retning er i Tyskland Haase og Kautsky, i Frankrig, Longuet, i Italien Turati, i England Macdanold. Endelig den tredie Retning - den yderste venstre: i Tyskland Liebknecht og hans Tilhængere, i Frankrig Lorio, i Italien Serati, i England Mac Lean. Det er Udlandets Bolcheviker. Deres Taktik, deres Anskuelser, det er Bolschevikernes Anskuelser. Se nu blot, hvilket Virvar der opstår, dersom alle disse Grupper kalder sig ved samme Navn.. Socialdemokraten Liebknecht og Socialdemokraten Scheidemann ! - Hvad fælles har de ? Arbejderklassens modige Forkæmpere - og Revolutionens Bøddel, den gemene Forræder - kan man forestille sig nogen større Forskel?! I Rusland, hvor Revolutionskampen og Revolutionens Udvikling i Oktober drev Spørgsmålet om Socialismen og om den borgerlige Magts Færd på Spidsen, blev Striden mellem Socialismens Forrædere og Socialismens Tilhængere afgjort med Våben i Hånd. De højre Socialrevolutionære og til Dels Menschevikkerne var sammen med hele det modrevolutionære Pak hinsides Barrikaden; Bolschevikerne stod sammen med Arbejderne og Soldaterne på denne Side Barrikaden. Blodet pløjede en Fure imellem os. Det er ikke glemt og vil aldrig blive glemt. - Derfor måtte vi, give vort Parti et andet Navn, som kan adskille os fra Socialismens Forrædere. Afstanden var for stor mellem os og dem. For forskellige var vore Veje og Stier. Med Hensyn til den borgerlige Stat kender vi Kommunister kun en Pligt, - at sprænge den i Luften, at ødelægge dette røveriske Forbund. Socialdemokraterne prædikede under Skin af Fædrelandets Forsvar, Forsvaret af jeres eget Samfund. - Efter Arbejderklassens Sejr, står vi først sammen for at beskytte og forsvare Arbejdermagtens Råd , imod Arvefjenden, imod hele Verdens Imperialister. Disse stiller sig imidlertid som ægte Forrædere af Arbejdernes Interesser den Opgave, at sprænge Arbejdermagten, Rådene i Luften. Og i Bestræbelserne efter at løse denne Opgave går de Hånd i Hånd med Bourgeoisiet. Vi Kommunister stræber fremad, koste hvad det koste vil, imod Kommunismen gennem Proletariatets Diktatur. Socialismens Forrædere tillige med ondskabsfulde Bourgeois hader af deres ganske Sjæl denne Diktatur, forhåner den hvor de kan og fremhæver Løsenet; Tilbage til Kapitalismen. Vi Kommunister siger til Arbejderklassen: Mange Torne ligger på vor Vej; men vi må, uden at tabe Fatningen gå videre. Den store Revolution, som stiller hele den gamle Verden på Hovedet, kan ikke gå så glat fra Hånden, man kan ikke gennemføre den med hvide handsker på; den bliver født i Smerte. Disse Smerter må man lide, bære, gå igennem deres Skærsild - for til Slut at befri sig ud af det kapitalistiske Slaveris´ skrueblok. Menschevikkerne, de Socialrevolutionære og Socialdemokraterne ser afsides til, bemærker deres Fejltagelse og Fejl og drager deraf den Slutning: Lad os gå tilbage, lad os give Bourgeoisiet alt igen, lad os føjeligt fordre moderate Portioner i vor kapitalistiske Stald! Nej! Vi går ikke den samme som disse. De ulyksalige skræmmer os med Borgerkrigen. Mener de, at den socialistiske Revolution i andre mere udviklede Lande vil kunne foregå uden Borgerkrig ? - Finlands Erfaring viste det. - Tusinde af nedskudte, finske Kammerater, er det bedste bevis for, at Borgerkrigen i de mere udviklede, kapitalistiske Lande, vil blive endnu bitrere, heftigere og mere grusom. Man kan forudse, at Klassekampen f.eks. i Tyskland vil blive overordentlig bitter. Allerede nu skyder de tyske Officerer deres Soldater og Matroser ned i Hundredevis for det ringeste Forsøg på Oprør. - Kun gennem Borgerkrigen og Jerndiktaturen kan Arbejderen nå frem til den kommunistiske, kammeratlige Produktion. Forsvar af den borgerlige Stat og intet Skridt til Kommunisme; det er Socialdemokratiets Program. Sprængning af den Borgerlige Stat, Arbejderdiktatur, Ekspropriation af Kapitalisternes Ejendom, Arbejderklassens Organisationen af Produktionen, fri Bane til Kommunismen, det er det kommunistiske Partis Program. - Når vi kalder os Kommunister, isolerer vi os ikke blot fra Socialforræderne: Menschevikerne, de Socialrevolutionære, Scheidemanns Tilhængere og Bourgeoisiets andre Agenter. Vi vender også tilbage til den gamle Benævnelse af det revolutionære Parti, som Karl Marx stod i Spidsen for. Det var det kommunistiske Parti: og den nuværende Revolutions Evangelium er indtil den Dag i Dag, det af Marx og Engels forfattede kommunistiske Manifest. Den gamle Engels protesterede halvandet År før sin Død imod Benævnelsen »Socialdemokrat«. Den passer - sagde han - absolut ikke til et Parti, som stræber imod Kommunismen, som til syvende og sidst tilintetgør enhver Stat, altså også »demokratiske«. Hvad mon disse ædle Oldinge, som glødede af Had imod den borgerlige Statsmaskine, ville sige, hvis man viste dem sådanne Socialdemokrater som Dan, Zeretelli og Scheidemann ? De ville med Foragt brændemærke dem, som de altid brændemærkede sådanne »Demokrater«, som i tragiske tunge Revolutionsøjeblikke rettede Revolvermundingen imod Arbejderklassen. Mange Hindringer står i Vejen for os. Og meget dårligt er der også i vore egne Rækker, thi der har sneget sig mange fremmede Mennesker ind til os, som blot for at få Penge sælger os - for at fiske i rørt Vande. Men Arbejderklassen er ung og uerfaren. Og fra alle Sider omringer de værste Fjender den unge Rådsrepublik. Men vi Kommunister ved, at Arbejderklassen lærer af sine egne Fejl. Vi ved, at de renser deres Rækker for al det smudsige Pak, som har sneget sig ind i dem. Vi ved, at der nærmer sig en tro, kærkommen Forbundsfælle - hele Verdens Proletariat. Ingen Slags Klageråb eller hysteriske skrig af gamle Koner - kan bringe vort Parti ud af fatningen. Thi det har skrevet de gyldne Ord på sit Banner, som Karl Marx har udtalt i det »kommunistiske Manifest«:

»Gid de herskende Klasser må komme til at sitre for en kommunistisk Revolution. - Proletarerne kan ikke tabe andet ved den end deres lænker. - De kan vinde en Verden. - Proletarer alle Lande, forener Eder !«

10-Årsdagen for Oktoberrevolutionen -1927

Oktoberrevolutionen er på ingen Måde kun en Revolution »indenfor nationale Rammer«. Den er fremfor alt en Revolution af internationalt Format, af Verdensformat, thi den betyder en grundlæggende Vending i Menneskehedens Verdenshistorie, Vendingen fra den gamle, kapitalistiske til den nye, socialistiske Verden. Fortidens Revolutioner endte sædvanligvis med, at een Gruppe af Udbyttere afløste en anden ved Statens Ror. Udbytterne skiftede, Udbytningen fortsatte. Således var det under Slavernes Befrielsesbevægelser. Således var det under de Livegnes Opstande. Således var det under de kendte »store« Revolutioner i England, Frankrig og Tyskland. Jeg taler ikke om Pariserkommunen, som var Proletariatets første berømmelige, heltemodige, men dog mislykkede Forsøg på at vende Historien imod Kapitalismen. Oktoberrevolutionen adskiller sig principielt fra disse Revolutioner. Den sætter sig det Mål ikke at lade en Udbytningsform afløse en anden, ikke at lade en Udbyttergruppe afløse en anden, men at afskaffe enhver Udbytning af Mennesker ved Mennesker, at tilintetgøre alle mulige Udbyttergrupper, at oprette Proletariatets Diktatur, at oprette den Klasses Magt, som er den mest revolutionære blandt alle hidtil eksisterende Undertrykte Klasser, at organisere et nyt, klasseløst, socialistisk Samfund. Netop derfor betyder Oktoberrevolutionens Sejr et grundlæggende Omsving i Menneskehedens Historie, et grundlæggende Omsving i Verdenskapitalismens historiske Skæbneforløb, et grundlæggende Omsving i Verdensproletariatets Befrielsesbevægelse, et grundlæggende Omsving i Kampmetoder og Organisationsformer, i Levevis og Traditioner, i Kultur og Ideologi for de udbyttede Masser i hele Verden. Dette er Grunden til, at Oktoberrevolutionen er en Revolution af internationalt Format, af Verdensformat. Heri har også den dybe Sympati sin Rod, som de undertrykte Klasser i alle Lande føler for Oktoberrevolutionen, i hvilken de ser en Borgen for deres Befrielse. Man kunde fremhæve en Række Hovedspørgsmål, som markerer Oktoberrevolutionens Indvirkning på Udviklingen af den revolutionære Bevægelse i hele Verden. Oktoberrevolutionen udmærker sig fremfor alt ved, at den har gennembrudt Verdensimperialismens Front, har styrtet det imperialistiske Bourgeoisi i et af de største kapitalistiske Lande og har bragt det socialistiske Proletariat til Magten. Lønslavernes Klasse, de Forfulgtes Klasse, de Undertryktes og de Udbyttedes Klasse har for første Gang i Menneskehedens Historie svunget sig op til Stillingen som herskende Klasse, og dens Eksempel virker smittende på Proletarerne i alle Lande. Dette betyder, at Oktoberrevolutionen har indledet en ny Epoke, med proletariske Revolutioner i Imperialismens Lande. Den har frataget Godsejerne og Kapitalisterne Produktionsmidlerne og Produktionsværktøjet, har forvandlet disse til Samfundets Ejendom og har på denne Måde stillet den socialistiske Ejendom op imod borgerlige Ejendom. Derigennem har den afsløret Kapitalisternes Løgn, at den borgerlige Ejendom er ukrænkelig, hellig, evig. Den har fravristet Bourgeoisiet Magten, har berøvet det de politiske Rettigheder, har tilintetgjort det borgerlige Statsapparat og overgivet Magten til Sovjetterne, og har på denne Måde stillet den socialistiske Sovjetmagt som proletarisk Demokrati op imod den borgerlige Parlamentarisme som kapitalistisk Demokrati. Lafargue havde Ret, da han allerede i 1887 talte om, at Dagen efter Revolutionen ville »Valgretten blive frataget alle tidligere Kapitalister«. Derigennem har Oktoberrevolutionen afsløret Socialdemokraternes Løgn, at en fredelig Overgang til Socialismen i Dag er mulig ad den borgerlige Parlamentarismes Vej. Men Oktoberrevolutionen blev ikke stående ved dette. Det kunne den heller ikke. Efter at have tilintetgjort det gamle, det borgerlige, gik den i Gang med at opbygge det nye, det socialistiske. Ti Års Oktoberrevolution - det er ti Års Opbygning af Partiet, af Fagforeningerne, af Sovjetterne, af Kooperationen, af de kulturelle Organisationer, af Samfærdselsmidlerne, af Industrien, af den røde Hær. Socialisme utvivlsomme Resultater på Opbygningsfronten i USSR har på anskuelig Måde vist, at Proletariatet er i Stand til med Held at forvalte Landet uden og imod Bourgeoisiet, at det er i Stand til med Held at opbygge Industrien uden og imod Bourgeoisiet, at det er i Stand til med Held at lede hele Folkeøkonomien uden og imod Bourgeoisiet, at det er i Stand til med Held at opbygge Socialismen trods den kapitalistiske Omkredsning. Den gamle »Teori« om, at de Udbyttede ikke kan klare sig uden Udbytterne, på samme Måde som Hovedet og de øvrige Legemsdele ikke kan klare sig uden Maven, tilhører ikke udelukkende den fra Historien kendte romerske Senator Menenius Agrippa. Denne »Teori« danner nu Hovedhjørnestenen i Socialdemokratiets politiske »Filosofi« i Almindelighed og i den socialdemokratiske Koalitionspolitik med det imperialistiske Bourgeoisi i Særdeleshed. Denne »Teori«, som har antaget Karakter af en indgroet Fordom, danner i Dag en af de alvorligste Hindringer for Revolutioneringen af de kapitalistiske Landes Proletariat. Et af de vigtigste Resultater af Oktoberrevolutionen er den Kendsgerning, at den har tilføjet denne falske »Teori« Dødsstødet. Behøver det yderligere at bevises, at dette og lignende Resultater af Oktoberrevolutionen ikke kunde og ikke kan forblive uden alvorlig Indflydelse på Arbejderklassens revolutionære Bevægelse i de kapitalistiske Lande ? Sådanne velkendte Fakta som Kommunismens fremadskridende Vækst i de kapitalistiske Lande, den tiltagende Sympati for Sovjetunionens Arbejderklasse fra Proletarernes Side i alle Lande og sluttelig Strømmen af Arbejderdelegationer til Sovjetlandet vidner uden Tvivl om, at den Sæd, Oktoberrevolutionen har sået, allerede begynder at bære Frugt. Oktoberrevolutionen har rystet Imperialismen, ikke blot i dens Magtcentrer, ikke blot i »Moderlandene«. Den har også rettet et Slag mod Imperialismens Bagland, mod dens Periferi, og har undergravet dens Herredømme i de koloniale og de afhængige Lande. Efter at Oktoberrevolutionen havde styrtet Godsejerne og Kapitalisterne, sprængte den det nationale og koloniale Ågs Lænker og befriede alle det vældige Riges undertrykte Folkeslag uden Undtagelse fra dette Åg. Proletariatet kan ikke befri sig selv uden at befri de undertrykte Folkeslag. Et karakteristisk Træk ved Oktoberrevolutionen er den Kendsgerning, at den gennemførte disse nationale og koloniale Revolutioner i USSR, ikke under det nationale Fjendskabs Fane, ikke under Sammenstød mellem Nationerne, men under den gensidige Tillids Fane, under broderlig Tilnærmelse mellem Arbejdere og Bønder af de forskellige Nationaliteter i USSR, ikke i Nationalismens Navn, men i Internationalismens Navn. Netop fordi de nationale og koloniale Revolutioner hos os er foregået under Proletariatets Førerskab og under Internationalismens Fane, netop derfor har Pariafolkene, Slavefolkene, for første Gang i Menneskehedens Historie hævet sig op til Stillingen som Folkeslag, der er virkelig fri og virkelig lige, og deres Eksempel virker smittende på de underkuede Folkeslag i hele Verden. Det betyder, at Oktoberrevolutionen har indledet en ny Epoke, de koloniale Revolutioners Epoke, hvor Revolutionerne gennemføres i de undertrykte Lande i hele Verden i Forbund med Proletariatet og under dets Førerskab. Tidligere »var det Skik og Brug« at tro, at Verden fra Tidernes Morgen var inddelt i lavere og højere Racer, i Sorte og Hvide, hvoraf de førstnævnte var uskikkede til Civilisation og af Skæbnen var dømt til at være Genstand for Udbytning, hvorimod de sidstnævnte alene var Civilisationens Bærere og kaldet til at udbytte de førstnævnte. Nu må denne Legende betragtes som tilintetgjort og fejet til Side. Et af de vigtigste Resultater af Oktoberrevolutionen er den Kendsgerning, at den har tilføjet denne Legende Dødsstødet og i Gerning har bevist, at de befriede ikke-europæiske Folkeslag, når de inddrages i Sovjetudviklingens Bane, ikke er mindre skikkede end de europæiske folkeslag til at videreudvikle en virkelig Fremskridtskultur og en virkelig Fremskridtscivilisation. Tidligere »var det Skik og Brug« at tro, at den eneste Metode til Befrielse af undertrykte Folkeslag var den borgerlige Nationalismes Metode, den Metode, at Nationerne falder fra hinanden, isoleres fra hinanden, den Metode, som gik ud på at forstærke det nationale Fjendskab mellem de arbejdende Masser i de forskellige Nationer. Nu må denne Legende anses for gendrevet. Et af de vigtigste Resultater af Oktoberrevolutionen er den Kendsgerning, at den har tilføjet denne Legende Dødsstødet, idet den i Praksis har bevist Muligheden og Formålstjenligheden af den proletariske, internationalistiske Metode til Befrielse af undertrykte Folkeslag som den eneste rigtige Metode og i Gerning har vist Muligheden og Formålstjenligheden af det broderlige Forbund mellem de mest forskellige Folkeslags Arbejdere og Bønder på Frivillighedens og Internationalismens Grundlag. Unionen af socialistiske Sovjetrepublikkers Beståen som et Forbillede for den fremtidige Sammenslutning af de arbejdende Masser i alle Lande i en verdensøkonomisk Enhed må nødvendigvis gælde som et direkte Bevis herpå. Det er ikke nødvendigt særligt udførligt at påpege, at dette og lignende Resultater af Oktoberrevolutionen ikke kunde og ikke kan forblive uden alvorlig Indflydelse på den revolutionære Bevægelse i de koloniale og de afhængige Lande. Sådanne Kendsgerninger som Væksten af den revolutionære Bevægelse blandt de undertrykte Folkeslag i Kina, Indonesien, Indien o. s. v. og disse Folkeslags stigende Sympati for USSR vidner ubestrideligt herom. Den Æra, hvor Udbytningen og Undertrykkelsen af Kolonierne og de afhængige Lande foregik uhindret, er forbi. Den Æra er brudt frem, som præges af Befrielsesrevolutioner i Kolonierne og de afhængige Lande, af Proletariatets Opvågnen i disse Lande, af dets Hegemoni i Revolutionen. Oktoberrevolutionen, som har sået Revolutionens Sæd både i Imperialismens Centrer og i Imperialismens Bagland, og som har svækket Imperialismens Magt i »Moderlandene« og har rystet dens Herredømme i Kolonierne, har derigennem sat selve Verdenskapitalismens Beståen som Helhed til Diskussion. Medens Kapitalismens spontane Udvikling under Imperialismens Betingelser - som Følge af denne Udviklings Ujævnhed, af Uundgåeligheden af Konflikter og militære Sammenstød og endelig som Følge af det uhørte imperialistiske Myrderi - er vokset over i Kapitalismens Forrådnelses- og Dødsproces, måtte Oktoberrevolutionen og det, at et kæmpemæssigt Land derved er faldet ud af Kapitalismens Verdenssystem, nødvendigvis fremskynde denne Proces og Skridt for Skridt underminere Verdensimperialismens Grundpiller. Mere endnu. Idet Oktoberrevolutionen rystede Imperialismen i dens Grundvold, skabte den tillige - i det første proletariske Diktaturs Skikkelse - den revolutionære Verdensbevægelse en mægtig og åbenlys Basis, som den aldrig før havde haft, og til hvilken den nu kan støtte sig. Den skabte den revolutionære Verdensbevægelse hint mægtige og åbenlyse Centrum, som den aldrig før havde haft, og omkring hvilket den nu kan slutte sig sammen, idet den organiserer den revolutionære Enheds front af Proletarer og undertrykte Folkeslag i alle Lande imod Imperialismen. Dette betyder fremfor alt, at Oktoberrevolutionen har tilføjet Verdenskapitalismen et dødeligt Sår, som denne aldrig nogensinde vil blive helbredet for. Just derfor vil Kapitalismen aldrig mere tilbageerobre den »Ligevægt« og den »Stabilitet, som den besad før Oktoberrevolutionen. Kapitalismen kan stabilisere sig delvist, den kan rationalisere sin Produktion, den kan overlade Landets Forvaltning til Fascismen, den kan en Tid lang holde Arbejderklassen nede, men den kan aldrig mere tilbageerobrer den »Ro og sikkerhed«, den »Ligevægt« og »Stabilitet«, som den tidligere pralede med, thi Verdenskapitalismens Krise har nået et Udviklingstrin, hvor Revolutionernes Flammer uundgåeIigt må bryde igennem, snart i Centrerne for Imperialismen, snart i dens Periferi, tilintetgøre alle Forsøg på at lappe Kapitalismen sammen og for hver Dag, der går, bringe dens Sammenbrud nærmere. Det er nøjagtig som i den kendte Fabel: » Trak den Halen til sig, fik den Snuden i Klemme, trak den Snuden til sig, blev Halen siddende«. Dette betyder for det andet, at Oktoberrevolutionen har forøget de undertrykte Klassers Kraft og relative Vægt i hele Verden, har hævet deres Mod og Kampberedskab op til en vis Højde og har tvunget de herskende Klasser til at regne hermed som en mi, alvorlig Faktor. I Dag går det ikke længere at betragte de arbejdende Masser i hele Verden som en »blind Hob«, der famler forvildet om i Mørket og savner ethvert Perspektiv, thi Oktoberrevolutionen har rejst dem et Ledefyr, som oplyser deres Vej og giver dem Perspektiver. Mens der tidligere ikke fandtes noget åbent Verdensforum, udfra hvilket man kunde påvise og udforme de undertrykte Klassers Forventninger og Håb, så eksistere der i Dag et sådant Forum i det første proletariske Diktaturs Skikkelse. Der kan næppe være Tvivl om, at Tilintetgørelsen af dette Forum for lange Tider uhjælpeligt ville nedsænke de »fremskredne Landes« samfundspolitiske Liv i den sorteste Reaktions Mørke. Det kan ikke benægtes, at allerede den ene, simple Kendsgerning, at den »bolsjevikisk Stat« består, lægger Bånd på Reaktionens mørke Magter og letter de undertrykte Klasser Kampen for deres Befrielse. Dette er egentlig, Forklaringen på det dyriske Had, som Udbytterne i alle Lande nærer til Bolsjevikkerne. Historien gentager sig, omend på et nyt Grundlag. Ligesom Navnet »Jakobiner« tidligere, i den Tid, da Feudalismen blev styrtet, fremkaldte Frygt og Afsky blandt Aristokraterne i alle Lande, således fremkalder Navnet »Bolsjevik« i Dag, i den Periode, hvor Kapitalismen omstyrtes, Frygt og Afsky i de borgerlige Lande. Og omvendt, ligesom tidligere Paris var et Tilflugtssted og en Skole for det opadgående Bourgeoisis revolutionære Talsmænd, således er i Dag Moskva et Tilflugtssted og en Skole for det opadgående Proletariats revolutionære Talsmænd. Hadet til Jakobinerne skærmede ikke Feudalismen mod Sammenbruddet. Kan der tvivles om, at Hadet til Bolsjevikkerne heller ikke vil redde Kapitalismen fra dens uundgåelige Tilintetgørelse ? Den »stabile« Kapitalismes Æra er forbi og med den tillige Legenden om den borgerlige Samfundsordens Urokkelighed. Sammenbruddets Æra er begyndt for Kapitalismen. Oktoberrevolutionen er ingenlunde blot en Revolution på de økonomiske og samfundspolitiske Forholds Område. Den er tillige Revolution i Sindene, i Arbejderklassens Ideologi. Oktoberrevolution fødtes og voksede sig stærk under Marxismens Fane, under den Fane som er Symbolet på det proletariske Diktaturs Idé, på Leninismens som er Marxismen i Imperialismens og de proletariske Revolutioners Tidsalder. Den betegner derfor Marxismens Sejr over Reformismen, Leninismens Sejr over Socialdemokratismen, III Internationales Sejr over II Internationale. Oktoberrevolutionen har draget et uoverstigeligt Skel mellem Marxismen og Socialdemokratismen, mellem Leninismens Politik og Socialdemokratismens Politik. Tidligere, før Proletariatets Diktatur sejre kunde Socialdemokratiet pynte sig med Marxismens Fane uden åbenlyst at fornægte Proletariatets Diktaturs Idé, men også uden at noget som helst for at bringe Virkeliggørelsen af denne Idé nærmere - thi en sådan Holdning fra Socialdemokratiets Side frembød ingen som helst Trussel for Kapitalismen. Den Gang, i hin Periode, var Socialdemokrati og Marxisme formelt eet, eller da næsten. I Dag, efter at Proletariatets diktatur har sejret, efter at alle med egne øjne har set, hvortil Marxismen fører, og hvad dens Sejr kan betyde, i Dag kan Socialdemokratiet ikke længere pynte sig med Marxismens Fane, i Dag kan det ikke længere kokettere med Proletariatets Diktaturs Idé uden til en vis Grad at bringe Kapitalismen i Fare. Efter forlængst at have brudt med Marxismen fører, og hvad dens Sejr kan betyde, i Dag kan Socialdemokratiet sig åbent og utvetydigt imod Marxismens Barn, imod Oktoberrevolutionen, imod Proletariatets første Diktatur i Verden. Nu måtte det afgrænse sig selv fra Marxismen, hvad det da også virkelig har gjort, thi man kan ikke under de nuværende Forhold kalde sig selv Marxist uden åbent og uforbeholdent at støtte det første proletariske Diktatur i Verden, uden at føre en revolutionær Kamp imod ens eget Bourgeoisi, uden at skabe Betingelserne for, at Proletariatets Diktatur kan sejre i ens eget Land. Mellem Socialdemokratiet og Marxismen opstod der et Svælg. Fra nu af er Leninismen, Kommunismen, Marxismens eneste Bærer og Bolværk. Men Sagen indskrænkede sig ikke hertil. Efter at Oktoberrevolutionen havde afgrænset Socialdemokratiet fra Marxismen, gik den videre og fejede Socialdemokratiet over i den Lejr, som rummer Kapitalismens direkte Forsvarere imod det første proletariske Diktatur i Verden. Når d’Hrr. Adler og Bauer, Wels og Levi, Longuet og Blum smæder »Sovjetregimet« og lovpriser det parlamentariske »Demokrati«, så vil de dermed sige, at de kæmper og fremdeles vil kæmpe for Genoprettelsen af den kapitalistiske Samfundsorden i USSR, for Bibeholdelsen af det kapitalistiske Slaveri i de »civiliserede« Stater. Den nuværende Socialdemokratisme er Kapitalismens ideologiske Støtte. Lenin havde tusind Gange Ret, da han talte om, at de nuværende socialdemokratiske Politikere er »Bourgeoisiets virkelige Agenter indenfor Arbejderbevægelsen, Kapitalistklassens Arbejderforvaltere«, og at de under »Borgerkrigen mellem Proletariatet og Bourgeoisiet« uvægerligt »vil stille sig På Versaillernes Side imod Kommunarderne«. Det er umuligt at gøre Ende på Kapitalismen uden at have gjort Ende på Socialdemokratismen i Arbejderbevægelsen. Derfor er den døende Kapitalismes Æra tillige den Æra, hvor Socialdemokratismen dør indenfor Arbejderbevægelsen Oktoberrevolutionens store Betydning ligger blandt andet deri, at den betegner Leninismens uundgåelige Sejr over Socialdemokratismen i Verdens Arbejderbevægelse. II Internationales og Socialdemokratismens herredømme i Arbejderbevægelsen tilhører en æra, som er til Ende. Den Æra, hvor Leninismen og III Internationale hersker, er brudt frem !

* * * * * * *

KOMMUNISTISK INTERNATIONALES PROGRAM

DEN 1. SEPTEMBER 1928 I MOSKVA

Verdenskrigen og den revolutionære Krises Gang

De største kapitalistiske Staters imperialistiske Kamp om en Nyopdeling af Verden førte til den første imperialistiske Verdenskrig (1914-1918). Denne Krig rystede hele Verdenskapitalismens System og indledede dermed dens almindelige Kriseperiode. Krigen tvang hele Samfundsøkonomien i de krigsførende Lande til at træde i sin Tjeneste, den skabte Statskapitalismens pansrede Næve, drev de uproduktive Udgifter op til svimlende Højder, ødelagde uhyre Mængder af Produktionsmidler og levende Arbejdskraft, ruinerede brede Befolkningslag og læssede umådelige Byrder overpå Industriarbejdere, Bønder og Kolonibefolkningen. Den skærpede Klassekampen, som slog om i åbent revolutionære Masseaktioner og i Borgerkrig. Den imperialistiske Front blev gennembrudt på sit svageste Punkt, det zaristiske Rusland. Februarrevolutionen i 1917 styrtede den feudale Absolutisme, Oktoberrevolutionen styrtede Bourgeoisiet. Denne sejrrige proletariske Revolution eksproprierede Ekspropriatorerne, fravristede Bourgeoisiet og Jordbesidderne Produktionsmidlerne; for første Gang i Menneskehedens Historie oprettede og forankrede den det proletariske Diktatur i et Kæmpeland, skabte en ny Statstype, Råds- (Sovjet) Staten, og indledede dermed den internationale proletariske Revolution .

Den vældige Rystelse af hele Verdenskapitalismen, Skærpelsen af Klassekampen og den proletariske Oktoberrevolutions umiddelbare Indflydelse i Europa såvel som i Kolonierne og Halvkolonierne; en Række Revolutioner og revolutionære Aktioner: Januar 1918 Arbejderrevolutionen i Finland; August 1918 Rigsoprørene i Japan; November 1918 Revolution i Østrig og Tyskland, som styrtede de halvfeudale Monarkier; Marts 1919 Rådsstyre i Bayern; Januar1920 borgerlig-national Revolution i Tyrkiet; September 1920 Arbejdernes Besættelse af Fabrikkerne i Italien; Marts 1921 den proletariske Fortrops Opstand i Tyskland; September 1923 Opstanden i Bulgarien; Efteråret 1923 revolutionær Krise i Tyskland; December 1924 Opstand i Estland; April 1925 Opstand i Marokko; August 1925 Opstand i Syrien; Maj 1926 Generalstrejke i England; i Juli 1927 Arbejderopstand i Wien.

Alt dette sammen med Begivenheder som Opstanden i Indonesien, den dybe Gæring i Indien, den mægtige kinesiske Revolution, som rystede hele Asien, er Led i den internationale Revolutions Kæde, er Bestanddele i den dybtgående almindelige Krise, som Kapitalismen gennemgår. Denne internationale revolutionære Proces omfatter Kampen for Proletariatets Diktatur såvel som de nationale Befrielseskrige og Opstandene i Kolonierne mod Imperialismen, som atter er uadskilleligt forbundet med Bonde-Millionmassernes Agrarrevolution.

Sådan blev vældige Menneskemasser revet med ind i Revolutionens Strøm. Verdenshistorien er trådt ind i en ny Fase i sin Udvikling: ind i en langvarig almindelig Krise for det kapitalistiske System. Verdensøkonomiens Enhed fandt under denne Krise sit Udtryk i Revolutionens internationale Karakter den uregelmæssige Udvikling af Verdensøkonomiens enkelte Dele fandt Udtryk i de forskellige Tidspunkter, på hvilke Revolutionen fandt Sted i de enkelte Lande.

De første Forsøg på en revolutionær Omvæltning, som voksede frem af Kapitalismens akutte Krise (1918-1921), endte med, at Proletariatets Diktatur sejrede og befæstedes i Sovjetunionen, men samtidig led Proletariatet Nederlag i en i hel Række andre Lande. Disse Nederlag er i første Række en, Følge af den Forrædertaktik, der føres af de socialdemokratiske Spidser, men af Fagforeningsbevægelsens reformistiske Spidser, men det er også en Følge af den Omstændighed, at Arbejderklassens Flertal endnu ikke stod bag Kommunisterne, og at der i en Række af de vigtigste Stater overhovedet ikke fandtes, noget kommunistisk Parti. Disse Nederlag gav Bourgeoisiet Mulighed for en delvis Stabilisering af Kapitalismen ved den forøgede Udbytning af de proletariske Masser og af Kolonifolkene og ved en voldsom Sænkning af deres Levefod.

 Den revolutionære Krise og det kontrarevolutionære Socialdemokrati.

Under den i internationale Revolutions Forløb har de førende Lag indenfor de socialdemokratiske Partier og indenfor de reformistiske Fagforeninger såvel som de kapitalistiske Kamporganisationer af fascistisk Art ved deres aktive Bekæmpelse af Revolutionen og ved Medvirken til Kapitalismens delvise Stabilisering vist sig som Kontrarevolutionens stærkeste Kræfter.

Krigskrisen fra 1914 til 1918 ledsagedes af den socialdemokratiske Anden Internationales forsmædelige Sammenbrud . I afgjort Modsætning til Tesen i Marx' og Engels' Kommunistiske Manifest om, at Proletarerne under Kapitalismen ikke har noget Fædreland, i afgjort Modsætning til de Beslutninger mod Krig, som blev vedtaget på Kongresserne i Stuttgart og Basel, har de socialdemokratiske Førere på få Undtagelser nær stemt for Krigsbevillingerne og afgjort udtalt sig for Forsvaret af de imperialistiske Fædrelande (d.v.s. det imperialistiske Bourgeoisis Statsorganisation); i stedet for at kæmpe mod den imperialistiske Krig, blev de dens trofaste Soldater, Apostle og Lovprisere (Social, patriotismen udvikler sig til Socialimperialisme).

I den næste etape understøttede Socialdemokratiet de røveriske Fredsslutninger (Brest, Versailles). Hånd i Hånd med Generalerne var det en aktiv Kraft ved den blodige Undertrykkelse af proletariske Rejsninger (Noske); det kæmpede med Våben i Hånd mod den første proletariske Republik (Sovjet-Rusland); det forrådte Proletariatet, da dette havde fået Magten, og udleverede det til Fjenden (Ungarn); det trådte ind i det imperialistiske Folkeforbund (Thomas, Paul Boncour, Vandervelde); det stillede sig åbent på de imperialistiske Slaveholderes Side mod Kolonislaverne (det engelske Arbejderparti); det understøttede aktivt Arbejderklassens reaktionæreste Bødler (Bulgarien, Polen); det gav Stødet til imperialistiske Forsvarslove (Frankrig); det hjalp til med at kvæle Minearbejderstrejken i England, det hjalp til med at kneble Kina og Indien og gør det stadig (Mac Donald-Regeringen); det er det imperialistiske Folkeforbunds Udråber, Kapitalismens Talsmænd og den organiserende Kraft i Kampen mod Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen (Kautsky, Hilferding).

Til den systematiske Gennemførelse af denne kontrarevolutionære Politik betjener Socialdemokratiet sig af begge sine Fløje: Højrefløjen , der er åbenlyst kontrarevolutionær, er uundværlig for Forhandlinger og for den umiddelbare Forbindelse med Bourgeoisiet, medens Venstrefløjen har at gennemføre de særlig finspundne Bedrageri-Manøvrer mod Arbejderklassen.

Venstre-Socialdemokratiet, som spiller med pacifistiske, ja ofte også med revolutionære Fraser, vender sig særlig i kritiske øjeblikke imod Arbejderne (bl.a. det engelske uafhængige Arbejderparti og Venstre-Førerne i de engelske Fagforeningers Generalråd under Generalstrejken 1926, Otto Bauer og Konsorter under Opstanden i Wien og mange andre); denne Fløj er derfor de socialdemokratiske Partiers farligste Fraktioner. Selv om Socialdemokratiet som Tjener for Bourgeoisiets Interesser i Arbejderklassen står fuldstændig på det Standpunkt, der betegnes ved Klassefællesskab og Koalition med Bourgeoisiet, så tvinges det dog i visse Perioder til at indtage Stillingen som oppositionelt Parti; det foregiver at forsvare Proletariatets Klasseinteresser i dets økonomiske Kamp, for således at tilsnige sig Tillid fra en Del af Arbejderklassen og derpå særlig i Tider, hvor der føres afgørende Klassekamp så meget des skændigere at forråde Arbejderklassens varige Interesser.

Socialdemokratiets Hovedrolle er i Dag Undergravningen af Proletariatets Enhed, der er så nødvendig i Kampen mod Imperialismen. Ved at spalte og ødelægge Enhedsfronten i den proletariske Kamp mod Kapitalen bliver Socialdemokratiet til Imperialismens Hovedstøtte i Arbejderklassen. Det internationale Socialdemokrati i alle dets Afskygninger, Anden Internationale og dens faglige Filial, Amsterdam-Internationalen, er således blevet det borgerlige Samfunds Reserver, er blevet dets sikreste Støtter.

Kapitalismens Krise og Fascismen.

 Ved Siden af Socialdemokratiet, som hjælper Bourgeoisiet at undertrykke Arbejderklassen og at sløve Proletariatets Årvågenhed, stiller Fascismen sig.

I Imperialismens Epoke førte Skærpelsen af Klassekampen og Forøgelsen af Borgerkrigens Elementer særlig efter den imperialistiske Verdenskrig til Parlamentarismens Fallit. Derfor de nye regeringsmetoder og -former (f.eks. Systemet med små Kabinetter, oligariske Gruppers Aktivitet bag Kulisserne, Folkerepræsentationens Forfald og Forfalskning, Indskrænkningen og Ophævelsen af de demokratiske Friheder o.s.v.). Under særlige historiske Betingelser antager denne den, borgerlig-imperialistiske Reaktions Angrebsproces Fascismens Form. Sådanne Betingelser er: Labiliteten i de kapitalistiske Forhold; Tilstedeværelsen af socialt deklasserede Elementer i større Mængde; Forarmelse af brede Lag af Småborgerskabet i Byerne og af Intelligensen, Utilfredshed hos Småborgerskabet på Landet; endelig den stadige Fare for proletariske Masseaktioner.

For at sikre sin Magt større Stadighed og Fasthed, er Bourgeoisiet i stigende Grad tvunget til at gå overfra det parlamentariske System til den fascistiske Metode, som er uafhængig af Partiernes indbyrdes Stilling og Kombinationer imellem dem. Fascismen er en Metode, der betegner Bourgeoisiets umiddelbare Diktatur ideologisk udstyret med Ideen om Folkefællesskab og Repræsentation efter Erhvervsstænder (d.v.s. i Virkeligheden Repræsentation af forskellige Grupper indenfor den herskende Klasse). Den er en Metode, som gennem en særlig social Demagogi (Antisemitisme, lejlighedsvise Udfald mod Ågerkapitalen, Harme over den parlamentariske Sludrebutik) udnytter Utilfredsheden i Småborgerskabets Masser og blandt de Intellektuelle og andre. Den er gennem Opbygningen af de fascistiske Kampforbunds sammensvorne, besoldede Hierarki, det fascistiske Partiapparat og det fascistiske Bureaukrati, en Korruptionsmetode. Desuden siger Fascismen også at trænge ind i Arbejderklassens Rækker ved Forsøg på at vinde dens tilbagestående Lag, idet den udnytter deres Utilfredshed, Socialdemokratiets Passivitet o.s.v. Fascismens Hovedopgave er at tilintetgøre Arbejderklassens revolutionære Fortrop, d.v.s. Proletariatets kommunistiske Lag og dets førende Kadre. Sammenblanding af socialt Demagogi og Korruption med aktiv hvid Terror, såvel som en i Udenrigspolitik, der betegner en til det yderste drevet imperialistisk Aggressivitet, er karakteristiske Drag for Fascismen. I Tider, som er særlig kritiske for Bourgeoisiet, betjener Fascismen sig af en antikapitalistisk Fraseologi; men så snart den føler sin Magt sikret, viser den sig mere og mere som Storkapitalens terroristiske Diktatur og opgiver sine antikapitalistiske Fraser.

Alt efter de politiske Konjunkturer betjener Bourgeoisiet sig af de fascistiske Metoder eller af den Metode at indgå i Koalition med Socialdemokratiet, som ikke sjældent særlig i Tider, der er kritiske for Kapitalismen spiller en fascistisk Rolle. Socialdemokratiet viser under sin Udvikling fascistiske Tendenser, hvilket dog ikke hindrer det i at optræde som oppositionelt Parti imod den borgerlige Regering i Tilfælde af Ændringer i de politiske Konjunkturer. Fascisme og Koalition med Socialdemokratiet er begge Metoder, der er usædvanlige for den normale Kapitalisme. De er Tegn på en almindelig Krise for Kapitalismen og benyttes af Bourgeoisiet for at hæmme Revolutionens Fremmarch.

Modsætningerne i den kapitalistisk Stabilisering og Nødvendigheden af Kapitalismens revolutionære Sammenbrud.

 Alle Erfaringer fra Tiden efter Krigen beviser, at Kapitalismens Stabilisering, som sigtes opnået ved at slå Arbejderklassen ned og ved den systematiske Sænkning af dens Levefod, kun kan være en delvis, forbigående, uholdbar Stabilisering. Teknikkens springende, feberagtige Udvikling, som i nogle Lande grænser til en ny teknisk Omvæltning, den fremskyndede Koncentrations- og Centralisationsproces af Kapitalen, Dannelsen af kæmpemæssige Truster og af nationale og internationale Monopoler, Trusternes Sammenvoksning med Statsmagten, den kapitalistiske Verdenshusholdnings Vækst alt dette kan ikke overvinde det kapitalistiske Systems almindelige Krise. Spaltningen af Verdenshusholdningen i en kapitalistisk og en socialistisk Del, Indsnævringen af Markederne og den anti-imperialistiske Bevægelse i Kolonierne skærper til det yderste Modsætningerne i den Kapitalisme, som udvikler sig på det Grundlag, der er skabt efter Krigen.

Reversen af det tekniske Fremskridt og Industriens Rationalisering er Lukning og Likvidering af en Række Bedrifter, Indskrænkningen af Produktionen, de hensynsløse Rovdrift af Arbejdskraften, hvad der altsammen fører til en voldsom konstant Arbejdsløshed, som er enestående i Historien. Den absolutte Forværring af Arbejderklassens Kår bliver selv i en Række udviklede kapitalistiske Lande en Kendsgerning. Forøgelsen af Konkurrencen mellem de imperialistiske Stater og den stadige Krigsfare, den stadig stærkere Spænding i Klassekonflikterne skaber Forudsætningerne for et nyt, højere Udviklingstrin i Kapitalismens almindelige Krise og i den proletariske Verdensrevolution.

Resultatet af den første Række af imperialistiske Krige (Verdenskrigen 1914-1918) og af Arbejderklassens Oktobersejr i det tidligere Zarrige var Verdens Spaltning i to hinanden fundamentalt fjendtlige Lejre: på den ene Side de imperialistiske Stater og på den anden Side Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen .

Forskellighederne i Statsmagtens Klassestruktur og Klassekarakter, den principielle Forskel i Målet for Indenrigs- og Udenrigspolitikken, den økonomiske Politik og Kulturpolitiken, den fundamentale forskellige Udviklingsretning alt dette bringer den kapitalistiske Verden i skarpeste Modsætning til det sejrrige Proletariats Stat.

Indenfor Verdenshusholdningens Rammer, der engang dannede en Helhed, kæmper nu to indbyrdes antagonistiske Systemer: Kapitalismen og Socialismen. Klassekampen, hvis Former hidtil var bestemt af, at Proletariatet endnu ingen Steder besad Statsmagten, udtrykker sig nu, da hele Verdens Arbejderklasse allerede har sin Stat, det internationale Proletariats eneste Fædreland, i vældigt, virkelig verdensomfattende Format. Sovjetunionens Beståen og dens Indflydelse på de arbejdende, undertrykte Masser er allerede i og for sig det tydeligste Udtryk for det verdenskapitalistiske Systems dybtgående Krise og for en Udvidelse og Skærpelse af Klassekampen, som Historien endnu aldrig har set Mage til.

Da den kapitalistiske Verden er ude af Stand til at overvinde sine indre Modsætninger, søger den en Udvej i Grundlæggelsen af en international Sammenslutning (Folkeforbundet), hvis Hovedformål er at bringe den revolutionære Krises uophørlige Vækst til at standse og at kvæle Unionen af proletariske Republikker ved Blokade eller Krig. Men om Sovjetunionen flokkes alle Kræfter indenfor det revolutionære Proletariat og de undertrykte Masser i Kolonierne: overfor Kapitalens vaklende, indvendigt rådne og dog til Tænderne væbnede Verdenskoalition står samlet og sluttet Arbejdets Verdenskoalition. Således opstod af den første Række imperialistiske Krige en ny fundamental Modsætning, verdenshistorisk af Format og Betydning: Modsætningen mellem Sovjetunionen og den kapitalistiske Verden .

Også de indre Modsætninger i Verdenshusholdningens kapitalistiske Del blev skærpede . Forrykkelsen af Verdens økonomiske Tyngdepunkt til Amerikas forenede Stater og Dollarrepublikens Forvandling til Verdensudbytter forøgede Spændingen mellem De forenede Stater og den europæiske Kapitalisme, først og fremmest den engelske. Konflikten mellem det mægtigste af de gamle konservative, imperialistiske Lande, England, og De forenede Stater, den unge Imperialismes stærkeste Land, som allerede har tilrevet sig Verdenshegemoniet, bliver den Aske, hvorom de verdensomspændende Konflikter mellem de finanskapitalistiske Stater drejer sig. Tyskland, som efter at være blevet udplyndret ved Versaillesfreden, igen er styrket økonomisk og på ny betræder den imperialistiske Politiks Vej, bliver en alvorlig Konkurrent på Verdensmarkedet. I Stillehavet støder Modsætningerne sammen, i hvilke Konflikten mellem de forenede Stater og Japan danner Centrum. Ved Siden af disse Hovedmodsætninger udvikler der sig Modstrid mellem de skiftende, ubestandige Magtgrupperingers Interesser, under hvilken Andenrangsstaterne spiller Rollen som Redskaber for de imperialistiske Giganter og deres Forbund.

Som Følge af at Krigen indskrænkede det europæiske Hjemmemarked og som Følge af Sovjetunionens Udskillelse af det rent kapitalistiske Kredsløb, og som Følge af den vidtgående Monopolisering af de vigtigste Rå- og Brændstofkilder fører Forøgelsen af den Produktionskapacitet, Verdenskapitalismens industrielle Apparat besidder, til at Konflikterne mellem de kapitalistiske Lande bryder løs. Den fredelige Kamp om Petroleum, Gummi, Bomuld, Kul, Malm og Nyopdeling af Markederne og Kapitalanlægs sfærerne fører uundgåeligt til en ny Verdenskrig , som vil blive så meget mere ødelæggende, jo større Fremskridt Krigsteknikken gør under sin feberagtige Udvikling.

Samtidig vokser Modsætningerne mellem Moderlandene og Hel- og Halvkolonierne . En vis Magtsvækkelse, som Krigen tilføjede den europæiske Imperialisme, Kapitalismens Udvikling i Kolonierne, den Russiske Revolutions Indflydelse, de centrifugale Tendenser indenfor Verdens første Sø- og Kolonimagt, det britiske Verdensrige (Kanada, Australien, Sydafrika), lettede Udløsningen af Opstandene i Kolonierne og Halvkolonierne. Den store kinesiske Revolution, som har rusket op i Hundrede Millioner af det kinesiske Folk, slår en vældig Breche i hele Imperialismens Bygning.

Den stadige revolutionære Gæring mellem de indiske Arbejderes og Bønders Millioner og atter Millioner truer med at bryde det Herredømme, som England Verdensimperialismens Højborg hidtil har haft. Den voksende Strømning imod de forenede Staters mægtige Imperialisme i Latinamerika er en Kraft, som undergraver den nordamerikanske Kapitals Ekspansion. Således viser også den revolutionære Proces i Kolonierne sig som et Resultat af Kapitalismens dybtgående almindelige Krise; den drager de Folk, der selv om de er under tvungne af nogle Stormagters finanskapitalistiske Fåmandsvælde udgør Jordens overvældende Flertal, med ind i Kampen mod Imperialismen. Også i Europa, hvor Imperialismen har tvunget en hel Række små Nationer ind under sit trykkende Åg, er det nationale Spørgsmål en Faktor, som skærper Kapitalismens indre Modsætninger.

Endelig modnes den revolutionære Krise med tvingende Nødvendighed også i selve Imperialismens Centrer . Bourgeoisiets Angreb på Arbejderklassen, mod dens Levefod, dens Organisationer og dens politiske Rettigheder, såvelsom den tiltagende hvide Terror fremkalder voksende Modstand fra brede Masser af Proletariatet og skærper Klassekampen mellem Arbejderklassen og Trustkapitalen. De vældige Kampe mellem Kapital og Arbejde, Massernes fremadskridende Radikaliseringsproces, de kommunistiske Partiers stigende Indflydelse og Anseelse, den vældige Forøgelse af de bredeste Arbejdermassers Sympati for det proletariske Diktaturs Land alt dette er tydelige Tegn på, at et revolutionært Fremstød i de kapitalistiske Centrer nærmer sig.

Således undergraves fra forskellig Side Verdensimperialismen og med den Kapitalismens delvise Stabilisering: gennem Modsætninger og Konflikter mellem de imperialistiske Magter, ved at Koloniernes Millionfolk rejser sig, gennem det revolutionære Proletariats Kamp i Moderlandene og endelig gennem den revolutionære Verdensbevægelses ledende Magt, det proletariske Diktatur i Sovjetunionen. Den internationale Revolution skrider fremad.

Imod den samler Imperialismen alle sine Kræfter: Ekspeditioner mod Kolonierne, en ny Verdenskrig og Felttoget mod Sovjetunionen har Imperialismen sat på Dagsordenen. Det fører uundgåeligt til Udløsning af alle den internationale Revolutions Kræfter og med jernhård Nødvendighed til Kapitalismens Fald .

Den kommunistiske Internationales endelige mål: Verdenskommunismen.

 Det endelige Mål, den kommunistiske Internationale stræber imod, er at erstatte den kapitalistiske Verdenshusholdning med Kommunismens Verdenssystem. Den kommunistiske Samfundsordning, der forberedes af hele den historiske Udviklings Forløb, er den eneste Udvej for Menneskeheden; thi kun dette Samfund formår at hæve det kapitalistiske Systems fundamentale Modsætninger, der truer Menneskeheden med Udartning og Undergang.

Den kommunistiske Ordning fjerner Samfundets Klassedeling, og det vil sige, at den ved at afskaffe Produktionsanarkiet bortfjerner alle Arter og Former for Undertrykkelse og Udbytning af det ene Menneske gennem det andet. I Stedet for de kæmpende Klasser træder de sammenhørende Led af Arbejdets Verdensforbund. For første Gang i Historien tager Menneskeheden sin Skæbne i sine egne Hænder. I Stedet for at delægge utallige Menneskeliv og uvurderlige Rigdomme i Klasse- og Nationalitetskrige anvender Menneskeheden hele sin Energi på Kampen mod Naturkræfterne, på Udvikling og Fremme af sin egen kollektive Magt.

Så snart Kommunismens Verdenssystem, har ophævet Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne og forvandlet disse til offentlig Ejendom, træder i Stedet for Verdensmarkedets elementære Kræfter og Konkurrencens planløse Skalten og Valten, i Stedet for den planløse Samfundsproduktion, den samfunds- og planmæssige Regulering, der kan opfylde hele Samfundets hurtigt voksende Behov. Når man tilintetgør Produktionens og Konkurrencens Anarki, forsvinder også de hærgende Kriser og de endnu mere hærgende Krige. I Stedet for det kæmpemæssige Spild af Produktionskræfter og Samfundets krampagtige Udvikling træder den ordnede Disposition over alle materielle Rigdomme og en gnidningsløs Udvikling af Samfundsøkonomien gennem Produktivkræfternes ubegrænsede, harmoniske og hurtige Udfoldelse.

Når Privatejendommen ophæves og Klasseskellene dør bort, afskaffes dermed det ene Menneskes Udbytning af det andet. Arbejdet ophører med at være Produktion for Klassefjenden. Fra at være et blot og bart Middel til at opretholde Livet bliver det den første Livsfornødenhed. Fattigdommen forsvinder, og tillige forsvinder Menneskenes økonomiske Ulighed, de underkuede Klassers Elendighed, overhovedet deres ynkelige materielle Tilværelse; Menneskers Rangstilling i Arbejdsdelingen forsvinder og dermed Modsætningen mellem Åndens og Håndens Arbejde; endelig forsvinder alle Spor af Kønnenes sociale Ulighed. Samtidig forsvinder også Klasseherredømmets Organer, først og fremmest Statsmagten; den uddør som Udtryk for Klasseherredømmet i samme Grad som Klasserne forsvinder. Dermed uddør efterhånden enhver Form for Tvang.

Når Klasserne forsvinder, fjernes al Slags Eneret på Dannelse. Kulturen bliver alles Eje, og i Stedet for Fortidens Klasseideologier træder den videnskabeligt-materialistiske Verdensbetragtning. Hermed umuliggøres alt Herredømme af det ene Menneske over det andet, og der åbner sig uanede Muligheder for social Udvælgelse og harmonisk Udvikling af alle de Evner, der slumrer i Menneskeheden.

Produktivkræfternes Udfoldelse vil ingenlunde blive hæmmet af Skranker af samfundsmæssig Karakter. Det kommunistiske Samfund kender ingen Privatejendomsret til Produktionsmidler, ingen egennyttig Stræben efter Profit, det kender hverken den kunstigt nærede Uvidenhed eller Massernes Armod, der i det kapitalistiske Samfund hæmmer det tekniske Fremskridt, ejheller de kæmpestore uproduktive Udgifter. Den hensigtsmæssigste Udnyttelse af Naturkræfterne og de enkelte Verdensdeles naturlige Produktionsbetingelser; Ophævelsen af Modsætningen mellem By og Land, der er Følgen af, at Landbruget stadig er bagefter og teknisk står lavt; den mest vidtgående Forening af Videnskab og Teknik, af Forskerarbejde og omfattende Anvendelse af dets Resultater i Samfundets Tjeneste; planmæssig Organisering af det videnskabelige Arbejde; Indførelse af fuldkommengjorte Metoder i det statistiske Arbejde og planmæssig Regulering af Samfundets Økonomi; og endelig den hurtige Vækst af de samfundmæssige Behov, af hele Systemets stærkeste Fremdrift; alt dette sikrer Samfundsarbejdet den højeste Grad af Produktivitet og frigør en umådelig Mængde menneskelig Energi til mægtig Udfoldelse af Kunst og Videnskab.

Udviklingen af Produktivkræfterne i det kommunistiske Verdenssamfund gør det muligt at hæve hele Menneskehedens Velstand og i høj Grad at forkorte den Tid, der ofres på den materielle Produktion, og dermed påbegyndes en Kulturens Blomstringstid, der er uhørt i Historien. Denne den for første Gang forenede Menneskeheds nye Kultur, der har tilintetgjort alle Statsgrænser, vil komme til at hvile på Menneskenes klare og åbne Forbindelse med hverandre. Den vil derfor for altid begrave Mystik og Religion, Fordomme og Overtro og dermed give den sejrrige videnskabelige Erkendelses Udvikling et mægtigt Stød fremad.

Dette Kommunismens højeste Trin, på hvilket det kommunistiske Samfund allerede har udviklet sig på sit eget Grundlag, hvor Hånd i Hånd med Menneskenes alsidige Udvikling også Samfundets Produktivkræfter har taget et vældigt Opsving og hvor Samfundet allerede på sit Banner har skrevet Løsenet: Enhver efter sine Evner, enhver efter sit Behov, har som sin historiske Forudsætning et lavere Udviklingstrin Socialismen. Her begynder det kommunistiske Samfund først at afkaste det kapitalistiske Hylster; det bærer endnu i enhver Henseende økonomisk, moralsk og åndeligt det gamle Samfunds Modermærker, af hvis Skød det er udsprunget. Socialismens Produktivkræfter er endnu ikke udviklet i en sådan Grad, at en Fordeling af Arbejdets Frembringelser efter enhvers Behov er mulig. Fordelingen foregår tværtimod efter Ydelse. Arbejdsdelingen, d.v.s. Anvisningen af bestemte Arbejdsfunktioner til bestemte Grupper af Mennesker, er her endnu ikke overvundet, så at særligt Modsætningen mellem Håndens og Åndens Arbejde i Hovedsagen endnu består. Skønt Klasserne er ophævede, findes der endnu Rester af Samfundets gamle Klassedeling og følgelig også Rester af den proletariske Statsmagt, af Tvang og Ret. Af den gamle Ulighed består således endnu visse Rester, der endnu ikke har kunnet uddø. Modsætningen mellem By og Land er heller ikke fjernet og overvundet endnu. Men alle disse Levninger fra det gamle Samfund beskyttes og forsvares ikke længere af nogen Samfundskraft. Da de er bundne til et bestemt Udviklingstrin af Produktivkræfterne, forsvinder de efterhånden som Menneskeheden, befriet fra den kapitalistiske Ordnings Lænker, underlægger sig Naturkræfterne, nyopdrager sig selv i Kommunismens Ånd og fra Socialismen skrider frem til den fuldendte Kommunisme .

Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen og den internationale Socialistiske Revolution.

Socialismens opbygning i Sovjetunionen og klassekampen.

Det klareste Udtryk for den dybtgående Krise indenfor det kapitalistiske System er Verdenshusholdningens Spaltning i kapitalistiske Lande og i Lande meden socialistisk Opbygning. Den indre Styrkelse af det proletariske Diktatur i Sovjetunionen, det socialistiske Opbygningsarbejdes Resultater, Sovjetunionens voksende Indflydelse og stigende Anseelse blandt de proletariske Masser og de undertrykte Folkeslag i Kolonierne betyder også en Styrkelse af, en Videreførelse og en forøget Udvikling af den internationale socialistiske Revolution .

Sovjetrepublikernes Arbejdere råder i deres Land over de nødvendige og tilstrækkelige materielle Forudsætninger, ikke alene til at styrte de store Grundejere og Bourgeoisiet, men også til at opbygge den fuldkomne Socialisme. De har med Hjælp af det internationale Proletariat heltemodigt tilbagevist alle Angreb fra såvel den indre som den ydre Kontrarevolutions bevæbnede Kræfter. De har befæstet Forbundet med Hovedparten af Bønderne og Landbefolkningen og vundet betydelige Resultater på det socialistiske Opbygningsarbejdes Område.

Forbindelsen mellem den proletariske socialistiske Industri og det mindre Landbrug, som sikrer Landbruget Udviklingen af dets Produktivkræfter og den socialistiske Industri den førende Rolle, Industriens nøje Tilslutning til Landbruget, og Industriens Tilpasning overfor dette i Stedet for den tidligere kapitalistiske Produktions Tilfredsstillelse af de parasitære Klassers uproduktive Forbrug. Produktion ikke for Profittens Skyld, men for at tilfredsstille det stærkt stigende Massebehov en Udvikling, som i sidste Instans i høj Grad virker befordrende på den samlede Produktions Udvikling, endelig den højeste Koncentration af de økonomiske Magtposter i Hænderne på den proletariske Stat, Forøgelse af Elementerne for en planmæssig økonomi og de dermed forbundne Besparelser og den mest hensigtsmæssige Fordeling af Produktionsmidlerne , alt dette giver Proletariatet Muligheder for hurtigt at nå fremad på den socialistiske Opbygnings Vej.

Ved den almindelige Forøgelse af Samfundets Produktivkræfter og ved den faste Retningslinje for Industrialiseringen, hvis hurtige Tempo dikteres såvel af de internationale som af de indre Forhold, forhøjer Sovjetunionens Proletariat, på Trods af alle planmæssigt tilbagevendende financielle og Økonomiske Boykotforsøg fra de kapitalistiske Magters Side, Vægtfylden af den samfundsmæssige (socialistiske) Del af Folkehusholdningen, samtidigt med at det forøger sin Andel i Produktionsmidlerne og hele Landets samlede Produktion og Vareomsætning. Som Følge af jordens Nationalisering, drager den socialistiske Statsindustri, det statslige Trafik- og Bankvæsen, med Hjælp af den statslige Handel og de stærkt voksende kooperative Foretagender mere og mere de små og mindste Landbrug med sig.

Indenfor Landbruget fuldbyrdes Produktivkræfternes Opsving under Forhold, som sætter Grænser for Differentieringen indenfor Bondestanden (Jordens Nationalisering og det dermed forbundne Forbud mod Køb og Salg af Jord og Grund, skarp progressiv Beskatning, Financiering af den store Masse af fattige og mellemstore Bønders kooperative Foretagender og Produktionssammenslutninger, den af Loven fastsatte Regulering vedrørende Anvendelse af Lønarbejdere, Indskrænkning i Storbøndernes politiske og sociale Rettigheder, særlige Organisationer for Landproletariatet o.s.v.). For så vidt den socialistiske Industris Produktivkræfter imidlertid endnu ikke er nået til det Udviklingstrin, der muliggør en omfattende Reorganisation af Landbruget på Grundlag af den nye landøkonomiske Teknik og en som en Følge heraf hurtig Sammenslutning af Landbruget i store kollektive Landbrug (Storbønderne) som økonomisk og efterhånden også politisk forener sig med det såkaldte Nye Bourgeoisi.

Sovjetunionens Proletariat behersker alle afgørende økonomiske Kommandoposter, det fortrænger systematisk Resterne af Privatkapitalen i Byerne, hvis Andel i den samlede økonomi er gået stærkt tilbage i den sidste Periode, NEP-Perioden, det hæmmer på enhver Måde Tilvæksten af de Udbytterlag, der opstår som Følge af Vare- og Pengeøkonomiens Udvikling og som søger at udbytte Landbefolkningen, det understøtter de allerede bestående Sovjetbrug på Landet og fremmer Dannelsen af nye, det leder Hovedparten af enkelte Vareproducenter ind under den proletariske økonomis Fællessystem og derved også ind i det socialistiske Opbygningsarbejde gennem de hurtigt voksende kooperative Sammenslutninger, der under det proletariske Diktatur, takket være den socialistiske Industris førende økonomiske Stilling er identisk med Socialismens Udvikling. Sovjetunionens Proletariat stiller sig ved Overgangen fra Genopbygningsprocessen til Reproduktionen af hele Landets tekniske Produktionsgrundlag nye Opgaver, som man allerede er i Gang med at opfylde: Bygning af nye Produktionsanlæg (Produktion af Produktionsmidler, Opbygning af Sværindustrien, særligt Elektrificeringen) og ved Siden af en yderligere Forøgelse af Indkøbs-, Salgs- og Kreditforeninger, Organisering af Bondestanden, hvorved stadigt bredere og bredere Masser drages ind i de kooperative Foretagender på kollektivt Grundlag, en Opgave, der kræver omfattende materiel Støtte fra den proletariske Stat.

Således nærmer Socialismen, der i Sovjetunionen allerede er blevet den afgørende økonomiske Magt og har sat sit Stempel på Landets økonomiske Udvikling, sig mere og mere sin Fuldendelse ved systematisk Overvindelse af de Vanskeligheder, der er en naturlig Følge af Landets småborgerlige Karakter, og som er forbundet med Perioder med en forbigående Skærpelse af Klassemodsætningerne.

Nødvendigheden af Nyanskaffelser på det tekniske Område indenfor Industrien og storstilede Nyanlæg fremkalder, på Vejen mod den socialistiske Udvikling, en Række alvorlige Vanskeligheder, der i sidste Række er en Følge af hele Landets tekniske og økonomiske tilbageblevne Tilstand og af de ødelæggelser, Verdenskrigen og Borgerkrigen førte med sig. Ikke des mindre forbedres Arbejderklassens og de store Massers Levevilkår uafbrudt. Hånd i Hånd med den fremadskridende socialistiske Rationalisering og den videnskabelige Organisering af Industrien indføres lidt efter lidt 7 Timers Arbejdsdagen, der rummer videre Perspektiver for en Forbedring af Proletariatets Arbejds- og Levevilkår.

Støttet på Sovjetunionens økonomiske Styrkelse og den uafbrudt voksende Betydning af den socialistiske Del af Samfundshusholdningen drager Arbejderklassen under Førerskab af det i revolutionære Kampe stålsatte kommunistiske Parti, stadig nye Millionmasser af den arbejdende Befolkning ind i det socialistiske Opbygningsarbejde og forbinder sig fast med Hovedparten af Bondestanden, Småbønderne, uden dog et øjeblik at indstille Kampen mod Storbønderne. De vigtigste Midler i dette Arbejde er: Udvikling af brede Klasseorganisationer (Partiet som ledende Kraft, Fagforeningerne som Rygrad for hele Systemet i det proletariske Diktatur, det kommunistiske Ungdomsforbund, kooperative Sammenslutninger af enhver Art, de arbejdende Kvinders, Arbejderskers og Landarbejderskers Organisationer, forskellige Foreninger, Arbejder- og Bondekorrespondenter, Sportsforeninger, videnskabelige Foreninger, Kultur- og Undervisningsorganisationer), vidtgående Fremme af Massernes Initiativ og stadig nye Arbejdskræfter draget ind i de ledende Stillinger på de økonomiske og forvaltningsmæssige Områder. Stadig Omsorg for at drage Masserne med ind i det socialistiske Opbygningsarbejde, fortsat Fornyelse af hele Stats-, økonomi-, Fagforenings- og Partiapparatet med nye Funktionærer fra Proletariatet, systematisk Uddannelse af nye socialistiske Elementer fra Arbejdernes Rækker, i Særdeleshed Arbejderungdommens, til Højskoler, Specialkursus o.s.v. for alle Grene af Opbygningsarbejdet det er den bedste Garanti mod enhver bureaukratisk Forbening og social Udartning af de ledende Elementer indenfor Proletariatet.

Sovjetunionen og dens Pligter mod den internationale Revolution.

 Det proletariske Diktatur i Sovjetunionen har styrtet den russiske Imperialisme, har befriet hele det gamle Zardømmes tidligere Kolonier og undertrykte Nationer og ved en omfattende Industrialisering af disse Områder skabt et fast og sikkert Grundlag for deres kulturelle og politiske Udvikling. Det har fast forankret de autonome Områders, de autonome Republikkers og Forbundsrepublikkernes retslige Stilling i Sovjetruslands Forfatning og virkeliggjort de forskellige Nationers Selvbestemmelsesret i fuldt Omfang. Således sikrer det Unionens forskellige Nationaliteter ikke en formel, men en virkelig Lighed.

Som det proletariske Diktaturs og det socialistiske Opbygnings arbejdes Land, som Landet, hvor Arbejderklassen tilkæmpede sig de største Erfaringer, hvor Proletariatet sluttede Forbund med Bønderne, som Land for en ny Kultur under Marxismens Fane, bliver Sovjetunionen nødvendigvis Basis for alle undertrykte Klassers internationale Bevægelse, den internationale Revolutions Arnested, den betydeligste Faktor i Verdenshistorien. I Sovjetunionen tilkæmper Proletariatet sig for første Gang i Historien sit Fædreland. I Koloniernes Frihedskamp bliver Sovjetunionen det betydeligste tilknytningspunkt.

Således bliver Sovjetunionen under Kapitalismens almindelige Krise den betydeligste Faktor, ikke alene fordi den har skabt Grundlaget for et nyt socialistisk økonomisk System og som Følge heraf er gledet ud af det kapitalistiske Verdenssystem, men også fordi den spiller en revolutionær Rolle, der er uden Sidestykke: Rollen som den internationale proletariske Revolutions Motor, som driver alle Landes Proletarer frem mod Magtens Erobring, det levende Bevis for, at Arbejderklassen ikke alene formår at ,Ødelægge Kapitalismen, men at den tværtimod er i Stand til at opbygge Socialismen, Rollen som Forbillede for den broderlige Forbindelse af alle Jordens Folk i de socialistiske Rådsrepublikkers Verdensunion, og den økonomiske Sammenslutning af arbejdende i alle Lande i Socialismens Verdenshusholdning, som Verdensproletariatet efter Erobring af Statsmagten må virkeliggøre det.

Derved at to forskellige økonomiske Systemer består ved Siden af hinanden: det socialistiske i Sovjetunionen og det kapitalistiske i de øvrige Lande, påhviler det Arbejderstaten den Opgave at afværge alle Angreb (Boykot, Blokade o.s.v.) fra den kapitalistiske Verden. Men samtidig hermed har den også den Opgave at manøvrere økonomisk og udnytte sine Forbindelser med de kapitalistiske Lande (ved Hjælp af Udenrigsmonopolet, der er en af Grundforudsætningerne for en heldig socialistisk Opbygning i Form af Krediter, Lån, Koncessioner o.s.v.). Derved må Retningslinjen være at sikre den mest omfattende Forbindelse med Udlandet, men kun for så vidt denne kan blive til Nytte for Sovjetunionen, d.v.s. i det Omfang, den betyder en Styrkelse af Sovjetunionens Industri, derved at den danner en Basis for Sværindustrien, Elektrificeringen og sluttelig også for den socialistiske Maskinbygning. Kun i det Forhold, som denne økonomiske Selvstændighed sikres overfor de kapitalistiske Omgivelser, skaber Sovjetunionen en fast Garanti imod Faren for ødelæggelse af det socialistiske Opbygningsarbejde og dets Omdannelse til et Vedhæng til det kapitalistiske Verdenssystem.

De kapitalistiske Lande vakler, trods den Betydning, Sovjetmarkedet har for dem, stadig mellem Handelsinteresserne og Angsten for en Styrkelse af Sovjetunionen, der samtidig betyder Verdensrevolutionens Vækst. Den afgørende Tendens i de imperialistiske Staters Politik er dog Bestræbelserne for at indkredse Sovjetunionen og hidse op til en kontrarevolutionær Krig mod den, hvis Mål er Sovjetunionens ødelæggelse og Oprettelse af Bourgeoisiets Terrorregime over hele Verden.

Men hverken Imperialisternes hårdnakkede Forsøg på en politisk Indkredsning af Sovjetunionen eller den voksende Fare for et krigerisk Overfald hindrer Sovjetunionens kommunistiske Parti, som den Sektion af den kommunistiske Internationale, der står i Spidsen for det proletariske Diktatur, i at opfylde sine internationale Pligter og hjælpe alle undertrykte Arbejderbefolkningen i de kapitalistiske Lande som Kolonialfolkene i Kampen mod Imperialismen, i Kampen mod enhver Form for national Undertrykkelse.

Det internationale Proletariats Pligter mod Sovjetunionen.

 Sovjetunionen er Proletariatets sande Fædreland, dets faste Støttepunkt for, hvad det har tilkæmpet sig, og Hovedfaktoren i dets internationale Befrielse: dette forpligter det internationale Proletariat til at hjælpe Sovjetunionens socialistiske Opbygningsarbejde til det bedste Resultat, og med alle Midler forsvare det proletariske Diktaturs Land mod de kapitalistiske Magters Angreb.

Den verdenspolitiske Situation har nu sat det proletariske Diktatur på Dagsordenen, og uundgåeligt samler alle Begivenheder indenfor Verdenspolitiken sig om dette ene Centralpunkt: Verdensbourgeoisiets Kamp mod den russiske Sovjetrepublik, der hårdnakket må kæmpe for at skare alle Rådsbevægelser af oplyste Arbejdere fra alle Lande, og alle Koloniernes og de undertrykte Folks nationale Frihedsbevægelser om sig. (Lenin.)

Hvis Sovjetunionen bliver Genstand for et krigerisk Overfald fra de imperialistiske Staters Side, må det internationale Proletariats Svar blive: dristige, resolutte Masseaktioner og Kamp for Omstyrtningen af de imperialistiske Regeringer under Løsenet: Proletariatets Diktatur og Forbund med Sovjetunionen.

Kolonierne, frem for alt de Kolonier, der hører under en imperialistisk Stat, der overfalder Sovjetunionen, må benytte Omplaceringen af Imperialismens bevæbnede Kræfter til at slippe Kampen mod den pågældende Magt løs for fuld Kraft, organisere revolutionære Aktioner, styrte det imperialistiske Herredømme og tilkæmpe sig fuld Uafhængighed.

Socialismens Fremgang i Sovjetunionen og den voksende internationale Indflydelse opflammer ikke alene de imperialistiske Magter og deres socialdemokratiske Agenters Had, men den vækker samtidig i de store brede Masser af arbejdende over hele Verden en Bølge af Sympati, en Beredvillighed hos de undertrykte i alle Lande til med alle Midler at kæmpe for det proletariske Diktaturs Land, hvis det overfaldes af imperialistiske Magter.

Således fører Udfoldelsen af Modsætningerne indenfor Tidsperiodens Verdensøkonomi, Uddybningen af de almindelige kapitalistiske Kriser og Imperialismens væbnede Overfald på Sovjetunionen med jernhård Nødvendighed til en voldsom revolutionær Eksplosion. Denne Eksplosion vil i en Række såkaldte civiliserede Lande begrave Kapitalismen under sine Ruiner, den vil i Kolonierne slippe den sejrende Revolution løs, voldsomt udvide det proletariske Diktaturs Basis og derigennem betyde et Kæmpeskridt henimod Socialismens endelige Sejr i hele Verden.

Den Kommunistiske Internationales Strategi og Taktik i Kampen for Proletariatets Diktatur.

De mod Kommunismen fjendtlige ideologiske Retninger indenfor Arbejderbevægelsen.

I sin Kamp for Proletariatets Diktatur mod Kapitalismen støder den revolutionære Kommunisme på talrige Strømninger indenfor Arbejderbevægelsen. Nogle af dem udtrykker i større eller mindre Grad Proletariatets ideologiske Indordning under det imperialistiske Bourgeoisi, medens andre afspejler det ideologiske Tryk fra Småborgerskabet, som nu og da rebellerer mod Finanskapitalens Slavelænker, men er ude af Stand til i Kampen for at følge en logisk videnskabeligt begrundet Strategi og Taktik og på organiseret Måde at gennemføre denne Kamp på Grundlag af den for Proletariatet særegne strenge Disciplin.

Den uhyre sociale Magt, som den imperialistiske Stat med alle dens Støtteorganer Skole, Presse, Teater, Kirke besidder, ytrer sig først og fremmest ved Tilstedeværelsen af kristelige og reformistiske Strømninger indenfor Arbejderklassen, Strømninger, som er den største Hindring på Proletariatets Vej mod den socialistiske Revolution.

De konfessionelle , religiøst farvede Strømninger indenfor Arbejderklassen får i første Række deres Udtryk ved Tilstedeværelsen af kristelige Fagforeninger, der for det meste i umiddelbar Forbindelse med Bourgeoisiets parallelle politiske Organisationer knytter sig til den ene eller den anden af den herskende Klasses kirkelige Organisationer (katolske Fagforeninger, kristelige Foreninger for unge Mænd, zionistiske Organisationer og deslige). Disse Strømninger er det klareste Udtryk for mange proletariske Lags ideologiske Fordomme. De er for største Delen iklædt en romantisk feudal Form. Idet Lederne for disse Organisationer med Religionens Vievand helliger hele det kapitalistiske Regimes Nederdrægtigthed og terroriserer sine Lam med Trussel om Helvedeskvaler, udgør de Klassefjendens reaktionæreste Kolonner i Proletariatets Lejr.

Den kynisk kommercielle og verdslig imperialistiske Form for Underkastelsen under Bourgeoisiets ideologiske Indflydelse, er den moderne socialistiske Reformisme . Den låner alle sine Læresætninger fra den imperialistiske Politiks Lovtavler og tager i nuværende Periode den bevidst antisocialistiske og åbent kontrarevolutionære amerikanske Arbejderføderation til Mønster. De amerikanske Fagforeningspamperes ideale Diktatur, disse Bourgeoisiets Lakajer, er kun Udtrykket for den amerikanske Dollars ideale Diktatur; ved Hjælp af den engelske Reformisme og dens kongelige Socialister fra Arbejderpartiet er den amerikanske Reformisme således blevet Hovedbestanddelen i det samlede internationale Socialdemokratis Teori og Praksis og Amsterdam-Internationalens Fører. Førerne for det tyske og østrigske Socialdemokrati ferniserer denne Teori med en marxistisk Fraselogi og tilslører således deres Forræderi mod Marxismen.

Som den revolutionære Kommunismes. Hovedfjende i Arbejderbevægelsen er den socialistiske Reformisme, der har en bred organisatorisk Basis i de socialdemokratiske Partier og gennem disse i de reformistiske Fagforeninger, i sin hele Politik og Teori en Kraft, der modvirker den proletariske Revolution .

I Udenrigspolitikken har de socialdemokratiske Partier under Fædrelandsforsvarets Fane aktivt fremmet den imperialistiske Krig. Den imperialistiske Stats Ekspansion og Kolonialpolitik opnår hos dem alsidig Understøttelse; Orienteringen mod de imperialistiske Staters kontrarevolutionære Hellige Alliancer (Folkeforbundet), den stadige Prædiken om Ultraimperialismen, Mobiliseringen af Masserne under pseudopacifistiske Paroler, samtidig med en aktiv Understøttelse af Imperialismen i dens Angreb på Sovjetunionen og dens Forberedelse af Krigen; mod denne dette udgør Grundtrækkene i Reformismens Udenrigspolitik.

På den indre Politiks Område har Socialdemokratiet gjort den umiddelbare Fremme og Understøttelse af det kapitalistiske Regime til sin Opgave. Den fuldstændigste Understøttelse af den kapitalistiske Rationalisering og Kapitalismens Stabilisering, Sikringen af Klassefred en og af Erhvervsfreden, Samarbejdspolitikken mellem Arbejderorganisationernes og Arbejdskøbernes Organisationer og den imperialistiske Røverstat, det såkaldte økonomiske Demokratis Praksis, som i Virkeligheden falder sammen med den fulde Underkastelse under Trustkapitalen, Kryberiet for den imperialistiske Stat og særlig for dens pseudo-demokratiske Udhængsskilt, den aktive Deltagelse i Opbygningen af denne Stats Organer, dens Politi, Hær, Gendarmeri, dens Klassejustits, Forsvaret for denne Stat mod ethvert Angreb fra det revolutionære, kommunistiske Proletariat og Socialdemokratiets Bøddelrolle i de revolutionære Krisers Tider, dette er Linien i Reformismens indre Politik.

Reformismen lader, som om den fører den faglige Kamp mod Bourgeoisiet, og stiller som sin Hovedopgave også på dette Område at føre Kampen på en sådan Måde, at Kapitalistklassen skånes for Rystelser af enhver Art, og at i hvert Fald Grundstenen i den kapitalistiske Ejendomsret bevares hel og ubeskåren.

På det teoretiske Område har Socialdemokratiet fuldstændig prisgivet Marxismen. Over Revisionismens Etape nåede det frem til den fuldkomne borgerlig-liberale Socialreform og til den åbne Socialimperialisme. Marx's Lære om Kapitalismens Modsætninger ombyttedes med den borgerlige Lære om dens harmoniske Udvikling, Læren om Kriserne og Proletariatets voksende Elendighed blev lagt på Hylden. Klassekampens krigerske flammende Teori har det forvandlet til den fade Prædiken om Klassefreden; Læren om Klassemodsætningernes Skærpelse har det ombyttet med den spidsborgerlige Historie om Kapitalismens Demokratisering; i Stedet for Læren om Krigens Uundgåelighed under Kapitalismen, har det opstillet den borgerlige Svindel om Pacifismen og dens løgnagtige Lære om Ultraimperialismen. Teorien om Kapitalismens revolutionære Sammenbrud har det forfalsket til Fraser om den. sunde Kapitalisme, der ad fredelig Vej skal blive til Socialisme; Revolutionen har det ombyttet med Evolutionen; den borgerlige Stats ødelæggelse med det aktive Opbygningsarbejde for den; Læren om det proletariske Diktatur med Teorien om Koalitionen med Bourgeoisiet; Læren om den internationale proletariske Solidaritet med Læren om Forsvaret af det imperialistiske Fædreland, Marx's dialektiske Materialisme med den idealistiske Filosofi og Koketteren med det religiøse Affald fra Bourgeoisiets Bord.

Indenfor denne socialdemokratiske Reformisme må der skelnes mellem forskellige Retninger, der er ganske særlig betegnende for Socialdemokratiets borgerlige Udartning.

Den konstruktive Socialisme (Mac Donald og Co.), der allerede i Navnet indeholder Ideen til Bekæmpelsen af den proletariske Revolution og den positive Indstilling for den kapitalistiske Ordning, fortsætter det fabiske Selskabs liberalfilantropiske, antirevolutionære borgerlige Traditioner (S. og B. Webb, Bernhard Shaw, Lord Oliver m. fl.). Ved sin principielle Afvisning af Proletariatets Diktatur og Magtanvendelsen i Kampen mod Bourgeoisiet understøtter den den voldelige Kamp mod Proletariatet og Kolonialfolkene. Som Fortaler for den kapitalistiske Stat priser den under Socialismens Maske Statskapitalismen og er enig med Imperialismens vulgæreste Ideologer i Fordømmelsen af Læren om Klassekampen som førvidenskabelig Teori. Som Middel til Kapitalismens Overvindelse prædiker den konstruktive Socialisme et mådeholdent Program for Nationalisering mod Erstatning, Beskatning af Jordrenter, Arve- og Avancebeskatning Som afgjort Modstander af det proletariske Diktatur i Sovjetunionen er den konstruktive Socialisme i det intimeste Forbund med Bourgeoisiet en aktiv Fjende af Proletariatets kommunistiske Bevægelse og af den koloniale Revolution.

En særlig Underart af den konstruktive Socialisme er Kooperatismen eller Forbrugsforenings-Socialismen (Charles Gide, Totomianz og Co.). Også denne afviser bestemt Klassekampen og priser Forbrugernes kooperative Organisering som et fredeligt Middel til Overvindelse af Kapitalismen, hvis Stabilisering den i Virkeligheden befordrer med alle Kræfter. Den kooperative Socialisme, der ved Forbrugsforeningernes Masseorganisation råder over et vidt forgrenet Propaganda-apparat til daglig systematisk Påvirkning af brede Masser, fører en forbitret Kamp mod den revolutionære Arbejderbevægelse. Den hæmmer Virkeliggørelsen af dens Mål, og er for nærværende en af de aktiveste Faktorer i den reformistiske Kontrarevolutions Lejr.

Den såkaldte Lavssocialisme (Penty, Orage, Hobson m. fl.) er et eklektisk Forsøg på at forene den revolutionære Socialisme med den borgerlige liberale fabiske Bevægelse , den anarkistiske Decentralisering (nationale Industrilav) med statskapitalistisk Centralisering, Middelalderens lavsmæssigt-håndværksmæssige Begrænsethed med den moderne Kapitalisme. Lavssocialismen tager i Ord sit Udgangspunkt i Kravet om Lønsystemets Ophævelse som en umoralsk Indretning, der skal afløses af Arbejderkontrollen over Industrien og forbigår således fuldstændigt det vigtigste Spørgsmål, Magtspørgsmålet.

Idet Lavssocialismen stræber at sammenfatte Arbejderne, de Intellektuelle og Teknikerne i en Føderation af nationale Industrilav og på fredelig Måde (gennem Kontrol indefra) vil forvandle disse Lav til Forvaltningsorganer for Industrien indenfor den borgerlige Stats Rammer, forsvarer den i Virkeligheden denne Stat og tilslører dens imperialistiske, antiproletariske Klassekarakter. Den tildeler den Rollen som en over Klasserne stående Repræsentant for Konsumenternes Interesser i Modsætning til de i Lavene organiserede Producenter. Ved at prædike det funktionelle Demokrati (d.v.s. et System med Repræsentation af Klasserne i det kapitalistiske Samfund som Fag med deres bestemte Funktioner i Samfundsproduktionen) baner Lavssocialismen Vejen for Fascismens Korporationsstat. Flertallet af Lavssocialisterne afviser såvel Parlamentarismen som den direkte Aktion og fordømmer således Arbejderklassen til fuldstændig Uvirksomhed og passiv Underkastelse under Bourgeoisiet. Lavssocialismen er således trade-unionistisk, utopisk Opportunisme af en særlig Art og kan umuligt spille andet end en antirevolutionær Rolle.

En særlig Form for den socialdemokratiske Reformisme er endelig Austromarxismen . Som Bestanddel af Socialdemokratiets venstre Fløj er Austromarxismen en særlig smidig Form for Bedrageri mod Arbejdermasserne. Den prostituerer den marxistiske Terminologi og bryder samtidig med Grundlaget for den revolutionære Marxisme (ved Austromarxisternes Kantianisme, Machisme o.s.v. på Filosofiens Område),den koketterer med Religionen, låner hos de engelske Reformister Teorien om det funktionelle Demokrati og træder i Brechen for Opbygningen af Republikken, d.v.s. for den borgerlige Stats Opbygning. Austromarxismen anlbefaler Samarbejdet mellem Klasserne netop på det Tidspunkt, hvor en revolutionær Krise er på Vej til at modnes. Denne Teori er under Maske af Demokratiets Forsvar mod Reaktionen Retfærdiggørelsen af Koalitionen med Bourgeoisiet til den proletariske Revolutions Tilintetgørelse. Objektivt og i Praksis forvandler den Voldsanvendelse, som Austromarxismen tillader i Tilfælde af Reaktionens Angreb sig til Reaktionens Vold mod den proletariske Revolution. Austromarxismens funktionelle Rolle er at bedrage de Arbejdere, der allerede stræber henimod Kommunismen, derfor er den ganske særlig farlig for Proletariatet, farligere end de åbenlyse Tilhængere af den røveriske Socialimperialisme.

Ligesom alle disse Strømninger som Bestanddele af den socialistiske Reformisme udgør Agenturer for det imperialistiske Bourgeoisi i Arbejderklassens Lejr, således mødes Kommunismen også af en Række småborgerlige Strømninger, der giver Udtryk for de ustadige Samfundslags Svejninger (Bysmåborgerskab, der er ved at gå i Opløsning, Pjalteproletariat, deklasseret Intelligens samt Bohémer, forarmede Håndværkere, visse Lag af Bondestanden o.s.v.).

Disse Strømninger gør sig bemærket ved den højeste Grad af politisk Usikkerhed, de tilslører ikke sjældent deres højreorienterende Politik ved en radikal Fraselogi eller forfalder til Eventyrvæsen ligesom de erstatter den objektive Vurdering af Kræfterne med en pralende politisk Gestikuleren; i Overensstemmelse hermed foregår hos dem ikke sjældent Omslaget fra holdningsløst revolutionært Praleri til den dybeste Pessimisme og fuldstændige Kapitulation overfor Fjenden. Disse Strømninger kan under visse Betingelser især ved bratte Ændringer i den politiske Situation og Nødvendigheden af midlertidigt Tilbagetog blive til de farligste Desorganisatorer i de proletariske Rækker og dermed blive til Hindring for Proletariatets revolutionære Bevægelse.

Anarkismen , hvis mest fremragende Repræsentanter (Krapotkin, Jean Grave m. fl.) under Krigen 1914-1918 forræderisk er gået over i det imperialistiske Bourgeoisis Lejr, benægter Nødvendigheden af en omfattende, centraliseret og disciplineret Organisation for Proletariatet, hvorved de gør det værgeløst overfor de mægtige kapitalistiske Organisationer. Ved Propagandaen af den individuelle Terror afskærer den Proletariatet fra Masseorganisationens og Massekampens Metoder. Ved fra et abstrakt Frihedsbegrebs Standpunkt at afvise det proletariske Diktatur, berøver den Proletariatet dets vigtigste og skarpeste Våben mod Bourgeoisiet, mod dets Armeer og alle dets Undertrykkelsesorganer. Langt fra i Centrerne for den proletariske Kamp at fremkalde nogensomhelst Massebevægelse, forvandler Anarkismen sig tværtimod stadig mere til en Sekt, som ved sin hele Taktik og alle sine Aktioner herunder også dens Angreb på Arbejderklassens Diktatur i Sovjetunionen objektivt slutter de antirevolutionære Kræfters Enhedsfront.

Den revolutionære Syndikalisme , hvis Ideologer i Krigens kritiske Periode i ikke ringere Antal gik over i den fascistisk prægede antiparlamentariske Kontrarevolutions Lejr eller blev til fredelige Reformister efter socialdemokratisk Mønster, forstyrrer overalt, hvor den har Indflydelse, Massernes Revolutionering; ligesom Anarkismen afviser den politiske Kamp (den revolutionære Parlamentarisme) og Proletariatets revolutionære Diktatur. Den prædiker Arbejderbevægelsens og især Fagforeningsbevægelsens lavsmæssige Decentralisering, den afviser Proletariatets Parti, benægter Opstandens Nødvendighed og overvurderer Generalstrejken (de korslagte Armes Taktik). Dens Angreb mod Sovjetunionen, der står i Forbindelse med dens Afvisning af det proletariske Diktatur, stiller den i denne Henseende på Front med Socialdemokratiet.

Alle de karakteriserede Strømninger og Retninger stemmer i de politiske Grundspørgsmål, Stillingen til det proletariske Diktatur , overens med Socialdemokratiet , der er den proletariske Revolutions Hovedfjende i Arbejderbevægelsen. Derfor indtræder de alle mere eller mindre afgjort på Front med Socialdemokratiet mod Sovjetunionen. Socialdemokratiet, som fuldstændig har forrådt Marxismen, støtter sig i stadig stigende Omfang på den fabiske Ideologi, den konstruktive Socialisme og Lavssocialisterne. Disse Strømninger bliver til den anden Internationales borgerlige Socialismes officielle liberal-reformistiske Ideologi.

I de koloniale Lande, som overhovedet blandt de undertrykte Folk og Racer, mødes Kommunismen i Arbejderbevægelsen af Indflydelsen fra egenartede Strømninger, Strømninger, der indtil et bestemt Trin i Udviklingen har spillet en vis positiv Rolle, men som i Udviklingens nye Etape bliver til reaktionære Kræfter.

I Kina var Sun-Yat-Senismen den småborgerlige nationale Socialismes Ideologi. I Læren om de tre Principper (Nationalisme, Demokrati, Socialisme) overskyggede Begrebet Folk Begrebet Klasse; Socialismen blev ikke fremstillet som en særlig Produktionsmåde, som bliver virkeliggjort af en særlig Klasse, Proletariatet, men som en udflydende Forestilling om samfundsmæssig Velfærd . Den forbandt ikke Kampen mod Imperialismen med Perspektivet for Klassekampens Udvikling i Kina. Derfor blev Sun-Yat-Senismen, som i den kinesiske Revolutions første Stadium har spillet en uhyre positiv Rolle, med den fremadskridende Klassedifferentiering i den kinesiske Revolutions videre Forløb fra en ideologisk Form for dens Udvikling til dens Lænke. Sun-Yat-Senismens Epigoner understregede på overdreven Måde netop det Træk i dens Ideologi, som objektivt er blevet reaktionært, og gjorde det derved til Kuo-Min-Tang's officielle Ideologi efter dennes Forvandling til en åbenlyst kontrarevolutionær Magt. Den ideologiske Udvikling af det kinesiske Proletariat og de arbejdende Bondemasser må derfor være ledsaget af en afgjort Kamp mod Kuo-Min-Tang's Bedrageri og Overvindelsen af det, der er blevet tilhage af Sun-Yat-Senismens Ideologi.

Sådanne Retninger, som Ghandismen i Indien, der, idet de helt igennem er fyldt med religiøse Forestillinger, idealiserer de mest primitive og erhvervsmæssigt reaktionære Livsformer, som ser Udvejen ikke i den proletariske Socialisme, men i Tilbagevenden til sådanne primitive Former, som prædiker passiv Tålsomhed og fornægter Klassekampen, forvandler sig under Revolutionsudviklingens Proces til åbenlyst reaktionære Magter. Ghandismen bliver mere og mere til en Ideologi, der retter sig mod Folkemassernes Revolution. Den må hensynsløst bekæmpes af Kommunismen.

Garvayismen , som var Ideologien for Negerarbejdere og Negersmåborgerskab, og som også nu til Dags har en vis Indflydelse på Negermasserne, er for nærværende ligeledes blevet en Hæmning for disse Massers Revolutionering. Medens den i Begyndelsen gik i Brechen for Negernes fulde sociale Ligeberettigelse, blev den senere til en Slags Negerzionisme, der i Stedet for Kampen mod den amerikanske Imperialisme opstiller Løsenet: Tilbage til Afrika. Denne farlige Ideologi, der er blottet for ethvert ægte demokratisk Træk, og leger med et ikke eksisterende Negerriges aristokratiske Attributter, må bekæmpes på det skarpeste, da den ikke fremmer, men hæmmer Negermassernes Befrielseskamp mod den amerikanske Imperialisme.

Alle disse Tendenser står i Modsætning til den proletariske Kommunisme . Som hele Verdens revolutionære Arbejderklasses indflydelsesrige Ideologi, adskiller dens Lig fra alle disse Strømninger, og fremforalt fra Socialdemokratiet, derved, at den, i fuld Overensstemmelse med Marx's og Engels´s Lære i Teori og Pralsis, fører den revolutionere Kamp for Proletariatets Diktatur og herunder anvender alle Former for den proletariske Masseaktion .

Hovedopgaven for den kommunistiske Strategi og Taktik.

 Den kommunistiske Internationales sejrrige Kamp for Proletariatets Diktatur har til Forudsætning, at der i hvert Land består et sluttet, kamphærdet, disciplineret og centraliseret kommunistisk Parti, der står i nøje Forbindelse med Masserne.

Partiet er Arbejderklassens Fortrop, sammensat af dens bedste, mest bevidste, aktiveste og tapreste Medlemmer. Det legemliggør hele den proletariske Kamps samlede Erfaringer. Støttet på Marxismens revolutionære Teori er Partiet, derved at det til daglig træder i Skranken for hele Klassens varige, almindelige Interesser, et Udtryk for Enheden i de proletariske Grundsætninger, i den proletariske Vilje og i den proletariske, revolutionære Handling. Partiet er den revolutionære Organisation, som holdes sammen gennem jernhård Disciplin og den demokratiske Centralismes strengeste revolutionære Orden. Partiet bliver til denne Organisation gennem den proletariske Avantgardes Klassebevidsthed, ved at det giver sig hen til Revolutionen, gennem dets Evne til uafbrudt at opretholde Forbindelsen med de proletariske Masser, og ved Rigtigheden af dets politiske Førerskab, der atter og atter prøves og klarlægges gennem Massernes egne Erfaringer.

For at kunne opfylde sin historiske Opgave gennem Kamp at nå frem til Proletariatets Diktatur må det kommunistiske Parti stille sig følgende strategiske Mål og nå dem: Erobringen af dets egen Klasses Flertal indbefattet Arbejderkvinderne og Arbejderungdommen. For at nå dette, er det nødvendigt at sikre det kommunistiske Parti afgørende Indflydelse på Proletariatets store Masseorganisationer (Råd, Fagforeninger, Bedriftsråd, kooperative Organisationer, Sports- og Kulturorganisationer o.s.v.). Særlig stor Betydning for at vinde Proletariatets Flertal har det systematiske Arbejde for at erobre Fagforeningerne , denne Proletariatets omfattende Masseorganisation, der er nøje forbundet med dets daglige Kampe. At virke i reaktionære Fagforeninger behændig at erobre dem, at vinde de faglig organiserede brede Massers Tillid, at afsætte og fortrænge de reformistiske Førere fra deres Stillinger dette er en af de vigtigste Opgaver i Revolutionens Forberedelsesperiode.

Tilkæmpelsen af Proletariatets Diktatur forudsætter også, at Proletariatets Herredømme over de brede Lag af de arbejdende Masser er blevet til Virkelighed. For at opnå dette, må det kommunistiske Parti bringe den store Mængde af de fattigere Lag i By og på Land, de lavere Lag af de Intellektuelle og de småborgerlige Lag ind under sin Indflydelse. Særlig Betydning har Arbejdet for at skaffe Partiet Indflydelse blandt Bønderne . Det kommunistiske Parti må sikre sig fuld Understøttelse fra de Lag af Landbefolkningen, der står Proletariatet nærmest, d.v.s. frem for alt fra Landarbejderne og de Fattige på Landet. Dertil fordres særlige Landarbejderorganisationer og en alsidig Understøttelse af deres Kamp mod Overklassen på Landet, samt et energisk Arbejde blandt Småbrugerne. Hvad angår Bøndernes mellemste Lag, skal det kommunistiske Parti (i Lande med en udviklet Kapitalisme) følge den Politik, at gøre dem neutrale.

Løsningen af alle disse Opgaver gennem Proletariatet, der bliver Bæreren af hele Folkets Interesser og Føreren for de bredeste Folkemasser i Kampen mod det finanskapitalistiske Åg, det er en ubetinget Forudsætning for den sejrrige kommunistiske Revolution.

Set ud fra Proletariatets Verdenskamp er den Kommunistiske Internationales vigtigste strategiske Opgave den revolutionære Kamp i Kolonierne, Halvkolonierne og de afhængige Lande . Denne Kamp forudsætter Samlingen af de bredeste Masser af Arbejderne og Bønderne i Kolonierne under Revolutionens Fane, og den kan kun opnås ved det nøjeste broderlige Samarbejde mellem de undertrykkende Nationers Proletariat og de undertrykte Folks arbejdende Masser.

Idet den kommunistiske Internationale under det proletariske Diktaturs Fane i de såkaldte civiliserede Lande organiserer Revolutionen mod Imperialismen, understøtter den samtidig enhver Bevægelse mod det imperialistiske Voldsherredømme i Kolonierne, Halvkolonierne og de afhængige Lande (f. Eks. Sydamerika),den udfolder en levende Propaganda mod al Slags Chauvinisme og imperialistisk Mishandling af store og små undertrykte Folk og Racer (Stillingen til Negrene, den gule Race´s Arbejdere, Antisemitisme o.s.v.), og den understøtter deres Kamp mod det undertrykkende Bourgeoisi. Særlig energisk bekæmper den Kommunistiske Internationale Chauvinismen i Stormagternes Lande, som får Næring fra det imperialistiske Bourgeoisi og dets socialdemokratiske Agentur, II. Internationale, og opstiller imod det imperialistiske Bourgeoisis Praksis Sovjetunionens Praksis, der på sit Område har virkeliggjort broderlige Forhold mellem ligeberettigede Folk.

I de imperialistiske Lande må de kommunistiske Partier overhovedet yde de revolutionære Frihedsbevægelser i Kolonierne og de undertrykte Folks Frigørelseskamp systematisk Hjælp.

I første Linje er det en Pligt for Arbejderne i det Land, hvoraf den undertrykte Nation er afhængig i finansciel, økonomisk eller politisk Henseende, at yde den mest aktive Hjælp. De kommunistiske Partier må åbent anerkende Koloniernes Ret til Løsrivelse og udfolde Propaganda herfor, d.v.s. en Propaganda for Koloniernes Uafhængighed af den imperialistiske Stat. De må anerkende Koloniernes Ret til væbnet Forsvar mod Imperialismen (altså til Opstand og revolutionær Krig), propagandere for dette Forsvar med alle til Rådighed stående Midler. Den samme Politik må de kommunistiske Partier benytte overfor alle undertrykte Folk.

I de koloniale og halvkoloniale Lande må de kommunistiske Partier føre en dristig og konsekvent Kamp mod den udenlandske Imperialisme og derunder uafladelig agitere for Ideen om en Tilnærmelse til og Forbund med Proletariatet i de imperialistiske Lande, de må åbent opstille Agrarrevolutionens Løsen, propagandere for det og omsætte det til Gerning, for således at vække Bøndernes brede Masser for at få dem til at afkaste det feudale Åg; de må erklære Gejstlighedens reaktionære middelalderlige Indflydelse Krig.

Hovedopgaven er her den selvstændige Organisering af Arbejderne og Bønderne (i Proletariatets kommunistiske Klasseparti, i Fagforeningerne, Bondeorganisationerne og i Tilfælde af revolutionære Situationer i Råd) og deres Befrielse fra det nationale Bourgeoisi er kun forsåvidt tilladeligt, når dette Bourgeoisi ikke hindrer Arbejdernes og Bøndernes revolutionære Sammenslutning, og når det virkelig bekæmper Imperialismen.

Ved Fastlæggelsen af sin taktiske Linje må ethvert kommunistisk Parti regne med den givne indre og ydre Situation, Klassekræfternes Forhold, Graden af Bourgeoisiets Fasthed og Styrke, Graden af Proletariatets Kampberedskab, de mellemste Lags Holdning o.s.v. Udfra disse Forhold bestemmer Partiet sine Paroler og Kampmetoder, hvorved det går ud fra Nødvendigheden af at mobilisere og organisere så brede Masser som muligt og tilstræber den højest mulige Udvikling af denne Kamp. Når en revolutionær Situation modnes opstiller Partiet en Række Overgangsparoler og rejser svarende til de givne Forhold Dagskrav, som det må underordne sit revolutionære Hovedformål, Erobringen af Magten og Omstyrtelsen af den borgerlig-kapitalistiske Samfundsordning. At forsømme Arbejderklassens Dagskrav og Dagskampe er lige så utilladeligt som at indskrænke Partiets Virksomhed til dem alene. Idet Partiet går ud fra Arbejdernes daglige Savn, er det dets Opgave at føre Arbejderklassen ind i den revolutionære Kamp om Magten .

I Tilfælde af et revolutionært Opsving , når de herskende Klasser er desorganiserede og Masserne i en Tilstand af revolutionær Gæring; når de mellemste Lag vender sig til Proletariatet, og Masserne viser sig kampberedte og offervillige, har Proletariatets Parti den Opgave at føre Masserne til et direkte Angreb mod den borgerlige Stat. Dette opnås ved at propagandere for gradvis stigende Overgangsparoler Arbejderråd, Arbejderkontrol med Produktionen, Bondekomiteer for med Magt at tilegne sig Godsejernes Jord, Bourgeoisiets Afvæbning og Proletariatets Bevæbning o.s.v. og ved Organisering af Masseaktioner , hvorunder alle Grene af Partiets Agitation og Propaganda, indbefattet Parlamentsvirksomheden, må indordnes. Sådanne Masseaktioner er Strejker, Strejker i Forbindelse med Demonstrationer, Strejker i Forbindelse med bevæbnede Demonstrationer og til Slut Generalstrejken i Forbindelse med den bevæbnede Opstand mod Bourgeoisiets Statsmagt. Kampens, højeste Form følger Krigskunstens Regler, forudsætter en Felttogsplan, at Kampen føres som en Offensiv, forudsætter Proletariatets ubegrænsede Hengivelse og Heltemod. Aktioner af denne Art forudsætter som en absolut Betingelse, at de brede Masser organiseres i Kampformationer, der alene ved deres Form må omfatte de største Arbejdermasser og sætte dem i Bevægelse (Arbejder- og Bonderåd, Soldaterråd o.s.v.), og at styrke det revolutionære Arbejde i Hær og Flåde.

Ved Overgangen til ny, skarpere Paroler må følgende Grundregler for Leninismens politiske Taktik være Rettesnoren: Partiet må forstå at føre Masserne således frem til de revolutionære Stillinger, at de igennem deres egne Erfaringer overbeviser sig om Partiliniens Rigtighed. Hvis denne Regel ikke følges, fører det uundgåeligt til en Adskillelse fra Masserne, til Kupmageri og til, at Kommunismen ideologisk udarter til en Venstredoktrin, til et småborgerligt, revolutionært Eventyr. Ikke mindre ødelæggende er det, hvis Proletariatets Parti lader den revolutionære Udviklings Højdepunkt, der kræver et dristigt og beslutsomt Angreb på Fjenden, ubenyttet. At lade en sådan Lejlighed slippe forbi uden at gå over til Opstand, betyder, at overlade Initiativet til Modstanderne og føre Revolutionen mod Nederlaget.

Når der ikke findes noget revolutionært Opsving , må de kommunistiske Partier, idet de går ud fra Arbejdernes daglige Savn, opstille Dagsparoler og Dagskrav og knytte dem sammen med den kommunistiske Internationales Hovedformål. Men her må Partierne ikke opstille Overgangsparoler , som forudsætter Tilstedeværelsen af en revolutionær Situation, og i en anden Situation medfører en Sammenvoksen med den kapitalistiske Organisations System (f.eks. Parolen om Produktionskontrol el. Lign.). Dagskrav og Dagsparoler er en absolut Betingelse for rigtig Taktik, mens en Række Overgangsparoler er uadskillelig forbundet med Tilstedeværelsen af en revolutionær Situation. Principielt at afslå Opstillingen af Dagskrav og Overgangsparoler er dog ligeledes uforeneligt med Kommunismens Grundsætninger, da en Taktik af den Art i Praksis dømmer Partiet til Passivitet og isolerer det fra Masserne.

Enhedsfront taktikken som Middel til en resultatrig Kamp mod Kapitalen, Klassemobiliseringen af Masserne og Afsløringen og Isoleringen af de reformistiske Førere, er således en væsentlig Bestanddel af den kommunistiske Internationales Taktik i hele den førrevolutionære Periode.

Rigtigt at anvende Enhedsfronttaktikken og at vinde Masserne i al Almindelighed forudsætter et systematisk, vedvarende Arbejde i Fagforeningerne og Proletariatets andre Masseorganisationer. At tilhøre en Fagforening, selv den mest reaktionære når den blot har Massekarakter er enhver Kommunists umiddelbare Pligt. Kun gennem stadigt, konsekvent Arbejde i Fagforening og Bedrift for stadig energisk at forsvare Arbejderinteresserne og gennem en hensynsløs Kamp mod det reformistiske Bureaukrati kan Førerskabet i Arbejdernes Kamp erobres, kan de fagligt organiserede Arbejdermasser vindes for Partiet.

I Modsætning til Reformisternes Spaltningsforsøg, repræsenterer Kommunisterne Fagforeningernes Enhed i de enkelte Lande og i hele Verden på Klassekampens Grund, og understøtter på alle Punkter den Røde Faglige Internationales Arbejde.

Idet de kommunistiske Partier overalt forsvarer Arbejdermassernes og hele den arbejdende Befolkningsdaglige Fornødenheder, udnytter de borgerlige Parlamenters Tribuner til den revolutionære Propaganda og Agitation og underordner alle enkelte Opgaver under Målet, Kampen for Proletariatets Diktatur, opstiller den kommunistiske Internationales Partier Dagskrav og Dagsparoler på følgende vigtige Områder:

Til Forsvar for Arbejdernes Interesser i snævrere Forstand, Spørgsmål vedrørende den økonomiske Kamp (at slå Trustkapitalens Angreb tilbage, Løn- og Arbejdsspørgsmål, tvungen Voldgift, Arbejdsløshed), som udvikler sig til Spørgsmål vedrørende den politiske Kamp (store Industrikonflikter, Organisations- og Strejkeret o.s.v.); Spørgsmål af umiddelbar politisk Karakter (Skat, Varefordyrelse, Fascisme, Forfølgelse af revolutionære Partier, Hvid Terror, overhovedet Regeringspolitik), endelig Verdenspolitikkens Problemer : Forholdet til Sovjetunionen og til de koloniale Revolutioner, Kampen for den internationale faglige Enhed, Kamp mod Imperialismen og Krigsfaren og systematisk Forberedelse af Kamp mod den imperialistiske Krig.

For Bønderne angår Dagskravene: Skattepolitikken, Bøndernes Hypothekgæld, Bekæmpelse af Ågerkapitalen, de fattige Bønders Mangel på Jord, Forpagtningsafgifter og Brugsrettigheder o.s.v. Idet det kommunistiske Parti går ud fra disse Dagskrav, må det øge sine Paroler i tilsvarende Grad, indtil de kan sammenfattes i Parolen: Konfiskation af de store Jordegodser, og Parolen: Arbejder- og Bonderegering (der ide udviklede kapitalistiske Lande er ensbetydende med Proletariatets Diktatur, i tilbagestående Lande og en Del Kolonier betyder det samme som Proletariatets og Bøndernes demokratiske Diktatur). På samme Måde skal der udfoldes et systematisk Arbejde blandt Arbejder- og Bondeungdommen (navnlig gennem den kommunistiske Ungdomsinternationale og dens Sektioner) blandt Kvinderne, Bonde- og Arbejderkvinderne . Dette Arbejde må gå ud fra disse Lags særlige Livs- og Kampbetingelser, forbinde deres Fordringer med Proletariatets almindelige Fordringer og Kampparoler.

I Kampen mod Undertrykkelsen af Kolonialfolkene må de kommunistiske Partier i Kolonierne selv opstille Dagskrav, der svarer til de særlige Forhold, såsom: Fuld Ligeberettigelse for alle Nationer og Racer, Afskaffelse af alle Privilegier for Udlændinge, Frihed for Arbejder- og Bondeorganisationerne, Forkortelse af Arbejdsdagen, Forbud mod Børnearbejde, Annulering af de ågeragtige Gældsoverenskomster, Nedsættelse eller Afskaffelse af Forpagtningsafgiften, Lettelse af Skattebyrden, Skattenægtelse o.s.v.. Alle Dagskrav må underordnes følgende Grundfordringer, som det kommunistiske Parti opstiller: Landets fuldstændige politiske Uafhængighed og Fordrivelse af Imperialisterne, Arbejder- og Bonderegering, Jorden til hele Folket, 8 Timers Dagen o.s.v. I Imperialismens Lande må de kommunistiske Partier føre Kampagner for at de imperialistiske Tropper bliver trukket tilbage fra Kolonierne, udfolde en levende Propaganda i Hær og Flåde til Forsvar for de undertrykte Folk i deres Frihedskamp, mobilisere Masserne til at forhindre Våben- og Troppetransporter, organisere Strejker og andre Former for Masseprotest.

Ganske særlig Opmærksomhed må den kommunistiske Internationale anvende på en målbevidst Forberedelse af Kampen mod Faren for imperialistiske Krige . Skånselsløs Afsløring af Socialchauvinismen, Socialimperialismen og de pacifistiske Fraser, der blot tilslører Bourgeoisiets imperialistiske Planer; Propaganda for den Kommunistiske Internationales Hovedparoler; uafladeligt organisatorisk Arbejde for at virkeliggøre disse Opgaver, hvorved det er ubetinget nødvendigt at forbinde de legale Arbejdsmetoder med de illegale; organisere et Arbejde i Hær og Flåde det må være det kommunistiske Partis Virksomhed på disse Områder. Den Kommunistiske Internationales Hovedparoler i Kampen mod Krigsfaren er: at forvandle den imperialistiske Krig til Borgerkrig, at bringe ens egen imperialistiske Regering til Nederlag, med alle til Rådighed stående Midler at forsvare Sovjetunionen og Kolonierne i Tilfælde af en imperialistisk Krig rettet mod dem. At propagandere for disse Paroler, at afsløre de socialistiske Forvrængninger og den socialistiske Camouflering af Folkeforbundet, stadig at gøre Erindringen om Læren fra Verdenskrigen levende, alt dette er en uafviselig Pligt for alle Sektioner og alle Medlemmer af den Kommunistiske Internationale.

For at sideordne og lede den revolutionære Virksomhed og de revolutionære Aktioner hensigtsmæssigt, kræver det internationale Proletariat en international Klassedisciplin , hvis vigtigste Forudsætning er de kommunistiske Partiers strengeste internationale Disciplin. Denne internationale Kommunistiske Disciplin må finde sit Udtryk i en Underordning af Bevægelsens Lokal- og Særinteresser under de fælles og varige Interesser og i en uforbeholden Gennemførelse af alle Beslutninger fra den kommunistiske Internationales ledende Organer.

I Modsætning til den socialdemokratiske II. Internationale, hvis Partier kun underkaster sig deres nationale Bourgeoisis og deres Fædreland's Disciplin, kender Kommunistisk Internationales Sektioner kun een Disciplin: Verdensproletariatets Disciplin, som sikrer Arbejderne i alle Lande Sejren i Kampen for Proletariatets Verdensdiktatur. I Modsætning til II. Internationale, som spalter Fagbevægelsen, som kæmper mod Kolonialfolkene og samarbejder med Bourgeoisiet, er den Kommunistiske Internationale den Organisation, der står på Vagt for Proletarernes Enhed i alle Lande, for Enheden mellem Arbejderne af alle Racer og Folk, i Kampen mod Imperialismens Åg.

Dristigt og uforfærdet fører Kommunisterne denne Kamp på alle Afsnit af den internationale Klassefront, idet de trodser Bourgeoisiets blodige Terror, forvissede om Proletariatets nødvendige, uundgåelige Sejr.

Kommunisterne forsmår at hemmeligholde deres Anskuelser og Formål. De erklærer åbent, at deres Mål kun kan nåes gennem en voldsom Omstyrtning af enhver hidtidig Samfundsordning.

Måtte de herskende Klasser skælve for en kommunistisk Revolution.

Proletarerne har kun deres Lænker at tabe.

De har en Verden at vinde.

Proletarer i alle Lande, foren jer !

Webmaster