Emnet for Staunings foredrag var: Socialdemokratiets kamp i Tyskland og Danmark.

Efter indbydelse af vort tyske broderpartis afdeling for Slesvig-Holsten distriktet talte vort partis formand, folketingsmand Stauning, i aftes ved et møde i byen Slesvig. Tirsdag og onsdag aften taler Stauning ved møder i Kiel og Flensborg. Når tidspunktet for disse møder er valgt netop nu, skyldes det de tyske partifællers ønske om at fejre 10-årsdagen for Prøjser-regimentets overgreb overfor Stauning, der d. 9. januar 1914 blev udvist fra Flensborg, efter at man havde forbudt ham at tale ved det møde, som socialdemokraterne i Flensborg havde indbudt ham til. Men endvidere skyldes møderne et naturligt ønske om at få omtalt den nylig afsluttede grænseoverenskomst for større kredse.

Stauning indledede sin tale her i aften med nogle bemærkninger om udvisningen for 10 år siden og omtalte derefter krigens og efterkrigstidens ødelæggende virkninger, som også spores stærkt i Danmark. Han fremhævede den mission, som socialdemokratiet har, belært af kapitalismens jagt efter markeder og forøget udbytte, og fremhævede stærkt nødvendigheden af en kraftig kooperativ bevægelse, som bl.a. kan uddanne de kræfter der skal bruges i arbejdet for et nyt samfund. Men desuden understregede taleren stærkt, at arbejderklassen ikke kan være tjent med rollen som negativ opposition.

Socialdemokratiet må trænge ind overalt, for at arbejderklassens interesser kan blive varetagne, og partiet må heller ikke give afkald på et nøje indseende med den såkaldte udenrigspolitik, der ikke længere skal være det hemmelige diplomatis domæne. Efter at have udtalt sin beklagelse over de vanskeligheder, som udefra er påført det tyske folk efter krigen, udtalte Stauning, at de engelske arbejderes stolte valgsejr i forrige måned er af særdeles stor betydning for den kommende tids internationale politik, ligesom det vil være afgørende vigtigt for fremtidig fransk politik, om det franske socialdemokrati kan gøre et kraftigt fremstød i forårets valgkamp.

Efter derpå at have omtalt den politiske situation i Danmark og den forestående valgkamp, fortsatte Stauning: vi er dog ikke blot optagne af denne valgkamp alene, men lige så meget af udviklingen ude i verden, som er vigtig for alle små nationer. Udviklingen i Tyskland må interessere os stærkt. De valg, både kommunale og politiske, som forestår i Tyskland bliver af stor betydning. De bliver måske afgørende for en lang periode, og valgkampen er afgørende for spørgsmålet: kapitalistisk diktatur eller demokratisk republik. I Danmark er der ikke indenfor arbejderklassen tvivl om, hvad der må ønskes. At den fortsatte udvikling på demokratiets grund fører frem til socialismen er vor rodfæstede overbevisning. Og derfor håber vi, at valget vil samle alle tyske arbejdere i et kæmpemæssigt, enigt opbud af kraft. Et opbud til fordel for den tyske republik og til afværgelse af reaktionen.

Sluttelig omtalte vor partifælle det dansk-tyske grænsespørgsmål i følgende bemærkninger: »Striden om grænsen mellem vore lande har affødt megen ulykke. Krige, forfølgelser, undertrykkelse af sprog og kultur og en unaturlig bitterhed i de to landes befolkninger. Det er en historisk kendsgerning, at virkelig dansk land og dansk befolkning i 1864 annekteredes af Bismarcks Tyskland, og det er mørke blade i historiens bog, som indeholder beskrivelsen af de prøjsiske bestræbelser for at undertrykke eller udrydde danskheden. Køller-periodens talrige overgreb og mishandlinger, udvisninger, fængslinger og økonomisk forfølgelse, viser os datidens junkers opfattelse og dårlige moral.

Vi anerkender, at det tyske socialdemokrati altid påtalte begået uret og altid var rede til at yde danskernes repræsentant i Rigsdagen en håndsrækning. Jeg anerkender, at socialdemokratiet i 1902, med senere tilslutning af en partikongres, vedtog, at grænsespørgsmålet burde finde sin afgørelse ved en folkeafstemning, og jeg er ikke i tvivl om, at danskerne ville have fået deres ret på denne måde, hvis det tyske socialdemokrati var nået frem til magten. Nu kom imidlertid den sørgelige krig, og ved dens afslutning hidførtes også en løsning af det tysk-danske grænsespørgsmål på de allieredes initiativ.

Der kan både fra dansk og fra tysk side gøres indvendinger mod den form, hvorunder løsningen iværksattes, og der kan fra begge sider påvises punkter med hensyn til afstemningen, som burde have været anderledes. Men ingen af os havde magt til at ændre, hvad der blev til ved sejrherrernes afgørelse, og betydende afvigelser ville iøvrigt næppe være fulgt af afstemningsregler, der havde været lidt anderledes end dem, der blev fulgt ved afgørelsen. Jeg nævner, uden at ville fremhæve det som særlig fortjeneste, at det officielle Danmark indtog en fuldt loyal holdning overfor Tyskland under krigen. Det blev end ikke antydet, at et uløst spørgsmål forelå ved vor grænse.

Jeg beklager derfor de udfald, der nu og da rettes mod det danske folk fra chauvinistiske kredse i Tyskland. Det er ikke glemt, at det var Prøjsen, som øvede uretten i 1864, selv om dansk statsmandsuduelighed bidrog til den ulykkelige udgang af de da førte forhandlinger. Og det er heller ikke glemt, hvorledes den danske befolkning måtte lide igennem et halvt århundrede. Vi ved imidlertid, at chauvinister intet hensyn tager til sådanne kendsgerninger. Vi har selv en ubetydelig lille kreds af samme race, men jeg beder om, at man ikke i Tyskland tager denne klikes tale højtideligt. Den er ganske betydningsløs og uden virkeligt tilhold i det danske folk. Der kan ikke skabes stemning for ny strid i vort folk om det, der er afgjort, og der kan ikke, hvorledes end forholdene måtte udvikle sig for Tyskland blive stemning for en illoyal udnyttelse af forholdene i retning af forsøg på at rokke ved den nu fastlagte grænse.

Når det tyske og det danske socialdemokrati et par gange har fremsat fællesudtalelser om grænsen og om forhold i grænseegnene, er dette en naturlig fortsættelse af den politik, som det slesvig-holstenske og det tyske socialdemokrati fulgte i tiden før grænsereguleringen. Vi har i vor bedømmelse og i vore udtalelser handlet ud fra socialistiske synspunkter, og vi handler ret ved fremdeles at føle os som vogtere for retten og som beskyttere for de mindretal, der er blevet tilbage på hver side af grænsen.

De to socialdemokratiske partier har fornylig d. 25. november, fremsat en fællesudtalelse, som rettelig bør være afslutningen på diskussionen om den grænseafgørelse, der er truffet. Den nye grænse er en kendsgerning, og som sådan kan begge anerkende den. Det rette standpunkt er det, der har fundet udtryk: fælles forsvar for denne grænse fra de to socialdemokratiske partiers side. Gives der fra nogen af siderne mere eller mindre tilslutning til de chauvinistiske råb om flytning, befordrer man blot den chauvinistiske larm på den anden side og bidrager til vedligeholdet sen af en uro, der kun kan forvolde ulykke eller skade i det fremtidige forhold.

Hvad vi derimod bør omfatte med naturlig interesse, er mindretallenes stilling. Det danske socialdemokrati vil ikke tåle noget overgreb overfor det tyske mindretal. Vi har medvirket til sikring af dette mindretals kulturelle ret, og vi vil fortsat hellige denne sag vor opmærksomhed. Vi føler os overbeviste om, at vort tyske broderparti vil handle på samme måde i forholdet til det danske mindretal.

Vore partier har iværksat en undersøgelse af, hvad der er tilvejebragt til sikring af mindretallenes kultur, og vi er enige om, at der skal sikres mindretallene på begge sider af grænsen lige kulturelle rettigheder, samme frihed til at værne om modersproget, og iøvrigt alle rettigheder, der tilkommer statsborgere i det pågældende land.

Efter at have udtalt ønsket om godt nabovenskab, udtalte Stauning sluttelig: Nu må grænsestriden være endt. Vor fælles fjende er kapitalismen, hvis udbytningsprincipper er de samme i Danmark og Tyskland. Om kampen mod denne fjende vil vi i kommende tider samle al vor opmærksomhed. Til tyske kammerater siger vi: Hold sammen og hold ud i den hårde kamp. Leve socialismen!

……….Endelig har nogle medlemmer fremsat betragtninger over emnet nationalsangen. I denne forbindelse har et enkelt medlem også ment at kunne fælde dom over andres nationale begreber. Jeg tror, at det ærede medlem hr. Pürschel, som mente sig kaldet til denne dommerværdighed, først bør klare overfor sig selv, hvordan det står med hans nationale begreber, og han behøver i den henseende ikke at bekymre sig om mine eller mine meningsfællers.

Den sang, der under denne forhandling har spillet en rolle, og som i korthed kaldes »Kong Christian«, er ikke Danmarks nationalsang, hvis man vel at mærke ved nationen forstår hele folket og ikke blot en klike af dette folk. Denne sang, som nu er ca. 150 år gammel, er, som man ved, en del af indholdet af Ewalds syngestykke »Fiskerne«. Det vil jo næppe være på den måde, en nationalsang bliver til. Denne sang udtrykker moralen, som den forefandtes for 150 år siden. Den besynger nogle søhelte, der hamrede løs på fjenden, »så gothens hjelm og hjerne brast«, og i et andet vers hedder det, at de slog på fjenden slag i slag, så de skreg højt i stormens brag, og om en af heltene hedder det, at med ham lynte skræk og død. Det forekommer mig, at disse voldsomme ord ikke har noget at gøre med den danske nation, vi nu kender. Det er muligt, at de har haft noget at gøre med den danske nation, som den var for 150 år siden, men de har intet at gøre med det folk, der nu lever. Sangens sidste vers, der besynger havet, viser jo i øvrigt, at denne sang var en opsang for fiskere, søhelte, søfolk osv. med den tids overdrevne begejstring for død og ødelæggelse og uden respekt for, hvad der er sandhed. Jeg kan forstå, at den sang har sin plads i digtekunstens historiske værker, selv om, som sagt, dens lovprisning af visse begivenheder ikke har ret meget med historisk sandhed at gøre. Men nationalsang er den ikke. Om den nogen sinde har været det, kan jeg ikke afgøre, men i hvert fald er det ganske sikkert, at hvis den har været det, er den siden blevet gjort til noget andet. Den er gjort til konservatismens slagsang her i landet, har været det i en lang række af år og opfattes fremdeles på den måde, hvad jo alle begivenheder viser. Den har været det i den grad, at den endog affødte en protestsang i en vis periode. Men dermed forekommer det mig unægtelig, at dens rolle som nationalsang, hvis den nogen sinde har haft en sådan rolle, må være udspillet. Den er i et halvt hundrede år blevet brugt som demonstrationssang af dem, der forfulgte bestemte politiske og militære formål, og derfor er den også i en række af år afvist af alle dem, som ikke ville godkende moralen fra 1780. Den er også afvist i en lang årrække af det venstre, der en gang levede i vort land, og af hvilket nu kun meget få efterkommere er tilbage. Det er ihvertfald sikkert, at denne sang kan ikke være og har aldrig været anerkendt som nationalsang for arbejdere og bønder; og disse befolkningslag hører dog formentlig med til nationen endnu.

Vi har måske ingen bestemt nationalsang, men vi har i hvert fald nogle smukke sange, der besynger det fædreland, som jeg elsker med en styrke, der sikkert ikke er ringere end den, det ærede medlem hr. Pürschel har tilegnet sig selv. Jeg har ligesom det ærede medlem hr. Rode altid anerkendt den taktfulde måde, hvorpå landets nuværende konge er optrådt overfor andre med hensyn til anvendelsen af sange ved fester og sammenkomster. Også jeg har i min erindring lejligheder, ved hvilke jeg selv har deltaget, og ved hvilke kongen har været vært, og hvor den fælles sang, som han foranledigede afsunget, altid var »der er et yndigt land«. Da jeg i sommer på den danske stats vegne mødte i Dybbøl Skanser for at overtage dette historiske mindesmærke, denne folkepark, som man har ønsket at bevare ubeskåret som det danske folks og det danske lands særejendom, og da man, efter at der var talt, fandt anledning til at synge, sang man ikke den vise, hvor det lyner med død og ødelæggelse, man sang: »Der er et yndigt land«. Også Rigsdagens ledelse har i de 18-19 år, jeg har været medlem af Rigsdagen, altid udvist den samme taktfølelse. Ved talrige sammenkomster, interparlamentariske og skandinaviske, hvad det nu har været for sammenkomster, hvor nationalsangen er blevet afsunget, har den sang, der lød fra dansk side, altid været »Der er et yndigt land«. Det var aldrig den konservative slagsang, man bød den danske Rigsdag. Derimod er denne slagsang blevet benyttet i teatre og restaurationer. I den gamle politiske kamptid indførte man som tegn på godt og ondt, at folk skulle rejse sig, når denne sang lod som et led i »Elverhøj«. Det var ikke kunstnerisk kultur, men konservativ propaganda, man udviste, og det har i tidens løb fremkaldt mange pinlige optrin. Det var derfor særdeles hensynsfuldt overfor Nationalteatret, da undervisningsministeren søgte at afværge nye pinlige optrin, hvis det var muligt at afværge sådanne. Jeg har set i aviserne, at ministeren får skyld for at have fjernet sangen fra »Elverhøj«. Det er selvfølgelig opdigt. Men det er rimeligt, at den ikke bør bruges ved lejligheder, hvor det er opgaven at samles til hyldest af den danske skueplads, den danske skuespilkunst. Men konservatismens fortidsminder var altså ikke glemt ved den lejlighed, hvor man søgte at afværge gentagelser af de pinlige optrin, der kendtes fra tidligere. De, der ved Nationalteatrets jubilæumsfest iværksatte en betalt demonstration, handlede hverken i teatrets eller nationens tjeneste. Af de konservative aviser ses det, at demonstrationen var rettet mod ministeriet. Javel, den var et led i den rustningsagitation, som den konservative bevægelse og de konservative aviser har rejst. Derom er der ikke tvivl. Den rustningsagitation, som nu igen påkræves. Men på ministeriet er denne demonstration uden virkning. Vi påvirkes kun af de tilkendegivelser, der falder på valgdagen og her i salen. Man har talt om taktløshed hos dem, der ikke rejste sig, da disse lejede demonstranter sang. Jeg erkender, at således vil jeg for fremtiden handle. Jeg står ikke ret i teatret eller restaurationer, fordi tilfældige personer istemmer deres slagsang, og jeg forlanger heller ikke, at højremænd skal rejse sig, når socialdemokrater samles og synger Socialistmarchen. Jeg rejser mig af høflighed, hvis den, der forestår en sammenkomst, ønsker sine gæsters deltagelse i en sang, selv om det er »Kong Christian«. Men selvbestaltede personers kommando er mig uvedkommende. Iøvrigt er stillingen under taktløse personers latterlige demonstrationer temmelig ligegyldig, i alt fald kan jeg ikke afvinde den slags begivenheder, hvem der sidder, og hvem der står, større interesse.

Jeg har gjort disse bemærkninger, fordi dette spørgsmål endogså af ordførere er draget ind i debatten, og dermed overlader jeg hver enkelt at stå ret eller sidde ned efter behag.

Medens jeg er ved det nationale sindelag, må jeg måske ytre min forundring over, at Rigsdagens medlemmer virkelig finder det stemmende med godt nationalt sindelag at forstyrre den del af Rigsdagen, der ønsker at begynde arbejdet her med et leve for Danmark. Jeg troede dog, at vi alle sammen følte os hørende til Danmark, og jeg mener, at et leve for Danmark dog formentlig må omfatte alt, hvad der duer i vort land: konge, grundlov, Rigsdag, folk, historie. Alt det må dog være udtrykt i det samlede »Leve for Danmark«. Men her er altså virkelig folk i den danske Rigsdag, som ikke vil istemme et leve for Danmark. De bør fremtidig i hvert fald tie stille, til de har råbt leve for Danmark, som ønsker at udtrykke deres kærlighed til fædrelandet på den måde. Således har f.eks. også jeg og mit parti handlet i mange år, hvor der istemtes leveråb, som vi ikke fandt stemmende med rigsdagsarbejdets rette begyndelse.

Fra disse mere betydningsløse ting kan jeg vende mig til noget andet, men noget andet, hvor det også forekommer mig, at det var værd at påkalde en smule nationalfølelse. Der er virkelig et område, som i den senere tid er kommet stærkt frem, hvor også konservative politikeres interesse burde påkaldes mere end for private teaterløjer. Det er visse konservative blades landsskadelige angreb på den bank, Landmandsbanken, der har statsgaranti ifølge en af et flertal i Rigsdagen vedtagen lov. Det hedder i en artikel i et konservativt blad fra for nogle dage siden, at folk tror, at den bank er sikker, og at de tror, at de kan få deres penge, når som helst de forlanger det, men, siger bladet, det er en vildfarelse. Hvis bladet, der skriver således, havde en betydende indflydelse, så måtte denne usandfærdige fremstilling føre til millioners udtrækning af landmandsbanken, og hvad vil millioners, udtrækning af Landmandsbanken sige andet, end at denne bank drives til sammenbrud, og at der stilles krav om, at den statsgaranti, som er givet ved lov, bliver effektiv til skade for hele det danske folk? Selvfølgelig kan folk få deres penge når som helst, selvfølgelig er banken sikker. Statens garanti en kendsgerning, som intet konservativt blad kan rokke ved. I en anden artikel i det samme blad fremsættes en række ubeviste sigtelser og forvanskninger. Den omstændighed, at banken har afbetalt betydende summer på sin gæld til en anden bank, gøres til, at indenlandske banker har trukket penge fra Landmandsbanken, og på dette uvederhæftige grundlag tales der åbent om en ny forestående katastrofe i Landmandsbanken. Disse artikler i konservative blade har selvfølgelig deres mission. De er privatkapitalistiske indlæg mod den bank, der ved statsgarantien er blevet farlig som konkurrent, men denne handlemåde på private forretningers vegne er farlig for landet, er farlig, fordi den kan svække både udenfor og indenfor vore grænser og kan føre til farlige katastrofer, hvis de pågældende blade nogen sinde kommer til at øve en væsentlig indflydelse. Jeg har ikke haft indflydelse på den ledelse, der i øjeblikket dirigerer Landmandsbanken. Jeg har ikke heller været stemt for den ordning, der gennemførtes af Rigsdagen, men når den er gennemført, så er den gældende lov. Når den forrige minister, venstres handelsminister hr. Jørgen Christensen, har udnævnt 6 repræsentanter til at være medledere i bankrådet, må jeg gå ud fra, at han har bestræbt sig for at finde hæderlige mænd, i hvert fald er de udtryk for den tillid, som den tidligere handelsminister nærede til dem, og så bør man ikke ved ubevislige og usandfærdige skriverier bidrage til at svække et foretagende, for hvilket den danske stat står som garant overfor beløb, der strækker sig helt op til 10-12 hundrede millioner kroner. Det kunne blive en alvorlig sag, hvis disse blade virkelig opnåede deres hensigt: at drive landmandsbanken til sammenbrud. Derfor har jeg fundet anledning til i fuldt alvor at protestere mod denne statsfjendtlige adfærd, som under »Jyllandspostens« anførsel udvises med artikler som dem, jeg har nævnt, ikke blot de to, men en række artikler med de groveste sigtelser og de groveste forvanskninger. Her, tror jeg, var der brug for gode patrioter, som ville være med til virkelig at gøre noget for at genrejse, hvad andre patrioter har kørt i grøften i svundne tider.

Det ærede medlem hr. N. Neergård, der talte på venstres vegne, og som også beskæftigede sig med leveråbene ved Rigsdagens åbning og andet, talte om, at det var nålestik; jeg tror, at det, at vi råbte »Leve Danmark«, var nålestik. Jeg beklager, om det ærede medlem har en så fin følelse, at sligt virker på ham som nålestik. Det har jeg ellers ikke haft indtrykket af; jeg har jo kendt det ærede medlem i en tid, hvor der skete langt alvorligere ting imod ham, som ikke syntes at have den virkning, som et leve for Danmark nu øver. Det ærede medlem mente, at ministeriet nu havde haft en herlig sommer - en herlig sommer, i hvilken vi ganske vist intet havde udrettet. Det er nu en misforståelse af situationen. Jeg håber, det ærede medlem har haft en herlig sommer dér, hvor han befandt sig. Men når man overtager et bo som det, det ærede medlem efterlod os, bliver der ikke megen sans for den herlige sommer. Når man skal skaffe noget ud af et bo af en beskaffenhed som det, vi fik fra det ærede medlem, er der mange bryderier, af hvilke finansministeren ved finanslovforslagets forelæggelse har nævnt adskillige, adskillige overraskelser, som de tidligere forvaltere under det ærede medlems ledelse har beredt os. Og iøvrigt: I et kapitalistisk samfund savner man aldrig beskæftigelse; der er altid et par banker, der bryder sammen på grund af den slette privatkapitalistiske drift, så sommeren går ligesom vinteren med alskens beskæftigelse, og den herlige sommer føler man ikke så meget til.

Både det ærede medlem hr. N. Neergård og den konservative ordfører (Pürschel) har forsøgt at sige nogle morsomheder om valutaforhandlingerne og har også, hvad der vel er alvorligt, spurgt efter resultater heraf. Jeg beder de ærede medlemmer, som nu er så interesserede, erindre sagens udvikling, idet jeg beklager, at de ikke på et andet tidspunkt var mere interesserede for en løsning af dette spørgsmål, end de var. Der forelå i maj måned et lovforslag, hvis standsning jeg fremdeles må betragte som i høj grad uheldig for landets valutaforhold. Venstre og de konservative lavede den bekendte landstingsstrejke eller sabotage, hvad det nu skal kaldes, hvorefter landstingsvalget måtte afventes, og jeg håber, at dette landstingsvalg har haft en beroligende virkning på de to partier, og jeg forstår godt, at ordførerne efter dette valg ikke bryder sig det mindste om at komme til at tale om disse valg. Ministeriet, som efter det ærede medlems mening nød den herlige sommer, fandt det imidlertid praktisk at benytte den tid, som var levnet, til at få en alvorlig rådslagning om det, der var af vigtighed for landet, den valutakrise, som det ærede medlem hr. N. Neergård ikke til trods for, at han havde flertal i begge Rigsdagens ting, gjorde noget alvorligt for at bringe til løsning. Erhvervsrepræsentanter og politikere kom sammen til disse rådslagninger, og jeg er sikker på, at politikerne har fået megen god belæring af de erhvervsrepræsentanter, med hvem de nu har været sammen i nogen tid. Som jeg har oplyst før under en anden sags behandling for nogle dage siden, venter jeg, at Valutarådet nu snart vil ende sin rådslagning, og jeg håber fremdeles, at det må kunne enes om positive forslag eller planer. Skulle det ikke blive tilfældet, vil ministeriet derefter selvfølgelig atter give udtryk for sin opfattelse af forholdet. Rådet har besluttet, at de forhandlinger, der føres, ikke skal refereres. Det er i og for sig ikke noget nyt og besynderligt, thi det gælder for alle udvalg og kommissioner, som Rigsdagen kender til. Det kan naturligvis for dem, der ikke er med i disse råd, være ubehageligt, at de ikke altid med det samme ved lige så meget som de, der er indenfor rådet; men det ærede medlem hr. Pürschel behøvede da ikke at være utålmodig, da han kender det hele, idet han møder som suppleant i hvert møde i rådet og slet ikke er i tvivl om, hvad der foregår. Hvis han er misfornøjet, bør han forsøge på at få det konservative partis repræsentant til at ændre det, eller han kan gøre det selv, når han møder som suppleant, i hvert fald kan han og andre, der er utålmodige efter et resultat, bidrage stærkt dertil ved at få deres repræsentanter til at bidrage til en snarlig afslutning. Jeg håber, som sagt, at rådet i en nær fremtid vil nå dertil, og så vil der blive lys i sagen jeg tænker for øvrigt, det lys kommer tidsnok for de to konservative partier……….

Jeg skal tillade mig at fremsætte forslag til lov om støtte for dansk erhvervsliv, et lovforslag, ved hvilket man søger at stille midler til rådighed under forskellige former, men med det samlede formål at mildne den forhåndenværende krise og at ophjælpe i den udstrækning, man er i stand til det ved sådanne midler såvel landbrugs- som byerhvervene med det for øje at forøge disses produktionsevne og antagelig også derigennem deres konkurrencemuligheder og deres muligheder for at forøge beskæftigelsen.

Foranledningen til denne lovgivning ligger, som alle ved, i de ekstraordinære forhold, der er indtrådt med verdenskrigen og i dens følge. Det er en række forskellige forhold, der medfører de vanskeligheder, som erhvervene og store dele af befolkningen lider under. Det er ikke, som man er tilbøjelig til at fremhæve, alene den omstændighed, at den danske krone nu er nået til pari, nej, det er en række forskellige omstændigheder, der virker sammen, ikke mindst den formindskede købeevne hos store dele af Europas befolkning, dernæst den standsede udvandring, de omfattende forstyrrelser i Europas pengeforhold og selvfølgelig valutasvingningerne ikke blot det, at kronen er ført til pari, men valutaens svingninger gennem adskillige år. Og videre kan det vel tilføjes, at den letsindige forvaltning af det økonomiske liv, som ligger bag os, at spekulation og store tab som følge heraf har medvirket til svækkelse af erhvervslivets evne til at komme igennem krisen. Kapitalmangel, vekslende inflation og deflation er sådanne forrykkelser og forstyrrelser, som naturnødvendigt måtte fremkalde vanskeligheder selv i et så sundt samfund, som det danske utvivlsomt må siges at være.

Inflationens standsning og pengevæsenets ordning var ganske afgjort en betingelse for at få normal gang i produktion og omsætning. Det er uhyre beklageligt, at man ikke i 1922 fuldførte den deflation, som da var vidt fremskreden. Valutaens nye fald fra 82 pct. på et tidspunkt i 1922 ned til omkring et halvt hundrede øre - jeg tror til 58 øre - var en ganske uforsvarlig tilbagevenden til inflationen, en tilbagevenden til usikkerhed og dermed en forlængelse af den økonomiske krise i vort land, som vi allerede den gang befandt os i. Inflationens endelige standsning og kronens tilbageføring til sin gamle værdi var jo i virkeligheden en gentagelse af den proces, som man havde påbegyndt i 1922, og det måtte forudses, at virkningerne atter ville vise sig i form af en tids vanskeligheder for erhvervslivet og dettes arbejdere. Der var ingen af dem, der indgående beskæftigede sig med valutaspørgsmålet før gennemførelsen af den gældende lovgivning, som var i tvivl om, at den proces, der nu påtænktes, ville medføre visse vanskeligheder. Ingen var i tvivl om, at en deflation ikke på ny kunne iværksættes og gennemføres uden at medføre besvær for større eller mindre dele af befolkningen. Efter den af forskellige årsager forcerede kronestigning, der fandt sted i 1925, fulgte ligesom i 1921-22 mere eller mindre omfattende standsninger i erhvervslivet. Arbejdsløsheden i 1922 og et stykke ind i 1923 var af et lignende omfang som nu, i nogle måneder lidt mindre og i adskillige større. Nu har man jo i hvert fald den trøst, at grundlaget for produktionen er stabiliseret, og det er nu, efter at man har fået pengeforholdene så vidt i orden, mere et spørgsmål om, hvor lang tid der vil medgå til den fornødne tilpasning, og vilkårene for befolkningens gennemløb af denne tid afhænger noget af, hvorvidt man i fællesskab vil hjælpe befolkningen, hjælpe erhvervene gennem tiden og krisen, eller man vil opretholde den opfattelse, at de skal klare sig selv. Arbejdsløsheden, som jo er, om jeg så må sige, det ydre tegn på krisen, var ved udgangen af 1925 ca. 85,300 og holdt sig omtrent på samme højde i januar 1926. Derefter faldt tallet noget, efter at pristallet i februar var blevet bekendt; det steg igen i juli måned, før det nye pristal skulle komme, og faldt igen, efter at pristallet var kommet. Det er ganske tydeligt, at der er en forbindelse mellem arbejdsløshedens omfang og forventningerne om, hvad pristallet vil give. Nu er tallet på arbejdsløse omkring 48,000.

Som jeg har fremhævet, virker forskellige årsager sammen til den samlede krise, som man gennem arbejdsløshedstal og andet kan konstatere. Særlig føleligt er det utvivlsomt, at der efter krigen er indtrådt sådanne forhold, at der faktisk er lukket for vandringer fra det ene land til det andet. Før drog talrige håndværkere ud til fremmede lande for kortere eller længere tid, og før var der et betydeligt antal, som udvandrede særlig til oversøiske stater. Alt dette er jo ophørt eller næsten ophørt, og antallet på dem, der normalt udvandrede, men nu må blive hjemme, svarer for årene efter krigen så nogenlunde til det tal på arbejdsløse, som vi i øjeblikket har. Men også dette forhold med den standsede adgang til vandringer og til selve udvandringen fører os naturligvis ind i et problem, der er adskilligt mere omfattende end selve den øjeblikkelige krise: det problem nemlig, hvorvidt det med de forhåndenværende midler er muligt at skaffe beskæftigelse til den årlige befolkningstilvækst, eller om det nødvendiggør, selv om vi ser bort fra, at der er krise i øjeblikket, at man fra samfundets side alvorligt bestræber sig for at forøge produktionsmulighederne og dermed beskæftigelsesmulighederne.

Det er dernæst værd at nævne, at forholdene i en række andre lande har samme karakter som i Danmark. Der foreligger i arbejdsudvalgets betænkning en beretning fra Tyskland af juni måned, hvori det oplyses, at på det tidspunkt er der i Tyskland 2 1/2 million helt arbejdsløse og flere millioner på indskrænket arbejdstid. Også fra England, fra Norge og fra forskellige andre lande har man beretninger, der viser, at man dér befinder sig i meget store vanskeligheder med betydelig arbejdsløshed. Dette nævnes ikke som nogen trøst, thi det er jo en uhyre dårlig trøst, men det nævnes, for at man også deraf kan drage den rigtige slutning: at vi befinder os i en krise af væsentlig international karakter, og vi har altså også disse oplysninger, som det ved bedømmelsen af krisen ikke lader sig gøre helt at overse.

Men også dette fører mig til den opfattelse, som tit er gjort gældende, at talen om at overvinde krisen har intet på sig. Krisen kan ikke overvindes på den måde, at vi ved den ene eller den anden foranstaltning fra den ene dag til den anden borteliminerer det, som vi kalder krisen. Der skal ske en tilpasning. Købeevnen må stige. Produktionen må moderniseres. Forskellige foranstaltninger må her bringes i virksomhed, hvis man vil gøre sig håb om i løbet af nogen tid at komme igennem og blive færdig med krisens virkninger. Men under denne gennemgang af en krise, som er uafvendelig for vort land som for andre lande, kan befolkningen naturligvis støttes under besværet med at stå krisen igennem, på samme måde som man under mangfoldige andre af livets forhold er rede til at støtte den, der af ydre kræfter er ved at blive tvunget i knæ.

Det gælder jo i den tilstand, vi befinder os i her i landet, at selv om forholdene er forskellige for bymæssige erhverv og landbrugserhverv, er der dog ingen tvivl om, at landbruget, som jo glædeligvis fremdeles har sine afsætningsmuligheder i behold, alligevel har betydende vanskeligheder, vanskeligheder, der jo navnlig hidrører fra den forrykkelse i prisforholdene, som har fundet sted, de lavere afsætningspriser, som nu eksisterer, og som følgelig ikke svarer til de høje ejendomspriser, der en tid var rådende, og de må jo sikkert endnu anses for at være for høje i forhold til prisniveauet. Men på dette område står vi unægtelig overfor forhold, som i mange tilfælde er selvforskyldte. Der var en tid, hvor spekulation i landejendomme ikke var ukendt, men tværtimod meget omfattende. Men det skal på den anden side heller ikke skjules, at der selvfølgelig er mange, for hvem der ikke har været anden udvej end at søge at erhverve landejendomme, selv om prisen var høj, og som altså på sin vis er tvunget ind i de dyre besiddelsesforhold. Det er rimeligt, at samfundet træder hjælpende til overfor disse og yder den håndsrækning, som forhåbentlig kan ydes, og som kan være i stand til at hjælpe visse dele af erhvervssamfundet over krisens vanskeligheder.

Man har fremhævet ønskeligheden af at lette befolkningens byrder, og alle deler utvivlsomt dette ønske. Jeg ser i en avis i dag, at man gør gældende, at vi skal tage deflationens konsekvens, og disse konsekvenser skal være, at skatter og takster osv. nedsættes. Jeg har selvfølgelig ikke noget imod, at man bestræber sig for at gøre, hvad der i den henseende er muligt. Det er imidlertid ikke noget, man gør med erfaringerne fra 1922 for øje. I 1922 under den daværende deflationskrise skete der virkelig ikke hverken takst- eller skattenedsættelser, endskønt kronen steg fra 48 til 82 øre, skete der ingen af den slags lettelser under den deflationskrise. Jeg kan tværtimod huske, at der skete adskillige skatteforhøjelser. Men derfor kan det selvfølgelig være fuldkommen rigtigt og rimeligt nu at gøre, hvad man kan i henseende til lettelser, og der er jo da også udvist hæderlige bestræbelser i den henseende for at nå så vidt, som forholdene muliggør det. Det er allerede oplyst for den høje Rigsdag, i hvilken grad man har bestræbt sig for efterhånden at nedsætte også takster. Der er tale om portotakster, telefon- og telegraftakster. Fragttakster, der er nedsat i vidt omfang, og mere er under forberedelse. Og dertil kommer, at der jo også foreligger forslag fra den høje Rigsdag om besparelse i statsudgifterne til brug for en lettelse af de kommunale skatter. Der er altså åbnet adgang til at få visse lettelser, mere eller mindre betydende for befolkningen, som det kan være ønskeligt at skaffe sig i en tid, hvor der unægtelig kan være besværligheder nok for en stor mængde mennesker. Men som led i bestræbelserne for at forøge produktionen tror jeg dog, man overvurderer disse takst- og skattelettelser. Der kommer jo ikke en mand mere i arbejde, fordi en borger får 25 kr. mindre at betale i skat eller fragtomkostninger. Det kan mildne krisen for erhvervenes indehavere, for landbruget, for handelen måske, det kan mildne forholdet noget, men som nogen virkelig indsats i retning af at hjælpe produktion i gang eller arbejdsløshed ud af verden skal man ikke bilde nogen ind, det har betydning. Jeg ser fra et møde i går, at en taler, der repræsenterede handelsstanden, erklærede, at man fra den side ustandselig ville kræve: skatterne ned! Det kan jeg i og for sig godt forstå, for skatter er jo noget, som folk i almindelighed beklager sig over og er misfornøjede med at skulle betale. At man i en tid, hvor der, som sagt, er vanskeligheder i mængde, gerne vil have lettet byrderne, kan ingen forundres over, men det ville være rimeligt, om handelsstanden først og fremmest bestræbte sig for at få priserne ned, så blev mulighederne for at få skatterne ned unægtelig noget større. Nu mener jeg ikke, at alle varer er højere i pris, end de burde være, men der er for mig ingen tvivl om, at adskillige varer, specielt i den lille omsætning, er belastede med avanceudgifter, der ingenlunde står i forhold til de krav om nedgang her og dér, som stilles fra adskillige sider.

Det, der er af betydning i erhvervskrisen, er at skabe muligheder for at indskrænke arbejdsløsheden. Og betingelsen herfor er at få erhvervslivet i bedre stand, end det er nu, at få produktionen forøget. Hertil kræves efter alt, hvad man kan skønne, forskellige hjælpemidler, og der kræves god vilje ikke blot i Rigsdagen, men også hos erhvervenes indehavere. Nu er der i hvert fald nogle tegn, som tyder på, at det ligesom peger opad mod lyset. Jeg vil ikke påstå, at det er overordentlig meget, men der er dog i pressen og på anden måde kommet antydninger frem fra de kredse, som er i stand til at bedømme det fra handelens og fra bankernes side , som vel i alt fald berettiger til en forhåbning om, at det inden alt for lang tid vil begynde at gå opad. Men netop hvis dette er tilfældet, er der al grund til at opfordre alle dem, der er interesserede i erhvervslivet, til at sætte kræfterne ind på at få det i gang i videst mulig udstrækning. Der er næppe ret meget mere at vente på. Utvivlsomt har man i visse perioder ventet og ventet på, med hvor mange procent lønnen ville gå ned, ventet på, at den maskine, man tænkte på at anskaffe, ved pristallets lønnedsættelser vil blive lidt billigere at anskaffe, og således fremdeles. Dette er jo nu, om jeg så må sige, færdigt, den automatiske lønnedgang findes i hovedsagen ikke længere for de private erhvervs arbejdere. Efter at disse i indeværende år har fået en meget betydelig lønnedsættelse, er det forståeligt, om man fra den side ikke føler trang til fortsat at være alene om at bære byrder. Prisfaldet, også det internationale prisfald, synes jo også at være standset. Der er vel herefter al anledning til at hævde, at ret meget kan der næppe være at vente på nu. Der er formentlig derefter grund til at vende blikket indad og søge at oprette et samarbejde mellem industriens, håndværkets og landbrugets indehavere og de arbejdere, som beskæftiges i disse virksomheder. Jeg tror, at tiden er en sådan, at der er al grund til at anbefale, at man i kommende tider søger samarbejde i stedet for at excellere i de sædvanlige tilbud om lockout eller anden krigsførelse. Og dernæst er der efter min mening grund for folkerepræsentationen til at betragte situationen som indeholdende en opgave af virkelig national betydning, ikke blot rent øjeblikkeligt, men, som jeg sagde før, også når vi ser længere ud i fremtiden og betragter det problem, hvorledes vi år for år skal beskæftige de mennesker, som kræver beskæftigelse.

Der er jo ingen tvivl om, at folkerepræsentationen er i stand til at yde den midlertidige støtte, som på forskellige områder tiltrænges. Socialministeriets arbejdsudvalg har i år ligesom i fjor beskæftiget sig med erhvervsforholdene og har for nogle få dage siden afgivet betænkning, som jeg har afventet, før kriseforslag kunne fremsættes. I denne betænkning har to medlemmer - jeg husker ikke, hvor mange medlemmer udvalget består af - anbefalet ekstraordinære lønnedsættelser som en kriseforanstaltning en højst besynderlig anvisning i en tid, hvor mange af dem, der udfører hårdt arbejde, i virkeligheden har en løn, der i forhold til prisniveauet nærmest må siges at være for lav. Men disse to repræsentanter anviser altså ekstraordinære lønnedsættelser. I hælene på dem kommer så to repræsentanter fra arbejdsgiverne og siger, at man må endelig ikke drage den slutning, at industrikrisen kan løses ved en nedsættelse af lønnen eller en ændring af arbejdstiden. Det er dog glædeligt, at der er så megen sund fornuft i behold på det sted, hvor det har afgørende betydning. At arbejderne afviser lønnedsættelsens vej som den eneste, er da så forståeligt, at ingen kan være i tvivl om, at det må ske. Noget helt andet er, at der kan være enkelttilfælde, måske adskillige enkelttilfælde, hvor forhandling om forholdene, om konkrete stykker arbejde, om visse fabrikationer særdeles vel kan føre til aftaler om ændring i de arbejdsbetingelser, der normalt har været gældende, men alt det kendes og praktiseres og har været praktiseret gennem lang tid. Socialministeriets arbejdsudvalg peger i øvrigt på hjælpeforanstaltninger til industriens modernisering, og det store flertal af udvalget fremhæver også nytten af at fremme offentlige arbejder, selv om der i samme udvalg er enkelte, som fremsætter nogen tvivl om, hvorvidt offentlige arbejder nu også kan betale sig. Jeg forstår ikke denne betragtning. Man siger, der er kun kommet så og så mange tusinder i beskæftigelse ved sidste års lovgivning om offentlige arbejder, der er kun kommet jeg tror, der siges 2,000 helårsarbejdere ud af det hele. Ja, men er 2,000 arbejdere i arbejde da ikke at foretrække for 2,000 arbejdsløse? Og hvad er det for en talen om, at det ikke kan betale sig? Jo vist kan det betale sig, for det er ikke penge, der smides ud ad vinduet og ikke kommer igen, der står jo efter disse 2,000 arbejderes arbejdsår nogle bygninger eller ligger nogle veje eller baner, eller hvad det nu kan være, som har deres blivende værdi for samfundet, og som måske er blevet fremmet ekstraordinært hurtigt ved disse foranstaltninger, men som selvfølgelig trods denne hurtige fremme har deres overmåde store betydning, deres overmåde store værdi langt ud i fremtiden.

Det lovforslag, som jeg her fremsætter, er resultatet af en betragtning, foretagen på grundlag af socialministeriets arbejdsudvalgs betænkning og en bedømmelse af de talrige henvendelser, der er sket fra forskellige grene af samfundslivet, fra skibsfarten, fra håndværk og industri og fra et landbomøde. Hvad jeg altså fremsætter, er resultatet af en betragtning af alle de forskellige forhold og resultatet af et samarbejde mellem flere ministerier. Man har fundet, at det var mest overskueligt at samle de forskellige kriseforanstaltninger i en lov under navnet: »Støtte for dansk erhvervsliv«, og man har også fundet det rimeligt for derigennem at understrege endnu mere, end det ellers ville ske, at dette er ekstraordinære midlertidige foranstaltninger, som søges iværksat under hensyn til de abnorme forhold, der eksisterer. Foranstaltninger, som man forlader igen, når loven udløber, og når vi forhåbentlig igennem denne tid er blevet i stand til at mildne krisen og til at arbejde erhvervene ind på områder, hvor de tidligere ikke var i stand til at komme.

Afsnit I i det foreliggende lovforslag omhandler industri og håndværk, søfart og lignende erhverv. Det bygger først på den lov, der blev resultatet af vort forsøg i forrige rigsdagssamling på at skaffe hjælp til industrien, loven af d. 31. marts 1926. Det var jo et ret kummerligt resultat, der kom ud af den forhandling, som fandt sted den gang. I stedet for et omfattende forsøg på at hjælpe produktionen i gang, kom der en lille beskeden lov om, at 4 mill. kr. kunne udlånes til virksomheder, som var vanskeligt stillede på grund af den udenlandske konkurrence under den kronestigning, som havde fundet sted, og for hvem et lån under lidt lempeligere betingelser end almindeligt kunne have betydning. Denne lov foreslås udvidet således, at de oprindeligt ansatte 4 mill. kr. forøges til 8 mill. kr., og endvidere foreslås det at udvide adgangen til at yde disse lån noget, således at det ikke blot skal være den udenlandske konkurrence, men også andre ekstraordinære forhold, som gør det tilrådeligt at yde disse lån. Med hensyn til denne lånevirksomhed kan jeg oplyse, at der til dato er indkommet andragender om lån til et samlet beløb af 6 1/2 mill. kr., og da der kun står 4 mill. kr. til rådighed, så er en stigning jo alene af den grund i høj grad nødvendig. Ved den sidste opgørelse, som er refereret her i bemærkningerne, oplyses det, at der er anvendt til udlån et beløb af 1 3/4 mill. kr.. Det er vistnok forøget en smule i de sidste dage, vi nærmer os altså stærkt 2 mill. kr.; altså lige halvdelen af den til rådighed stående sum er anvendt. I samme tid er afslået andragender til et beløb af ca. 1 3/4 mill. kr., og der henligger uafgjort endnu andragender til et beløb af godt 3 mill. kr., men loven i sin oprindelige skikkelse gælder jo også et halvt år endnu, så det er rimeligt, at man også har søgt at have noget til rådighed til senere. Jeg har set kritiske bemærkninger i pressen over, at man ikke havde fået disse 4 mill. kr. anbragt endnu. Det tror jeg dog er en overilet kritik, og den er navnlig baseret på nogle fuldkommen urigtige tal, men nu kender man altså de rigtige tal og forstår, at det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre i en håndevending at uddele 100,000 kr. til een og 100,000 kr. til en anden, når lovens rammer er i den grad snævre, som den lovs var, der blev givet i sidste rigsdagssamling under 31. marts.

Blandt de andragender, der henligger som uafgjorte, er adskillige fra firmaer, der tilhører tekstilindustrien. Disse henligger og er fremdeles til undersøgelse, fordi forholdene her i særlig grad er vanskelige. Jeg mener ikke forholdene for industrien, for de er utvivlsomt vanskelige, men forholdene med hensyn til at anvende denne lov er netop uhyre vanskelige på det område under hensyn til de skarpe krav, der er stillet ved lovens givelse, om, at disse lån må ikke ydes således, at den ene fabrikant derved bliver gunstigere stillet i den indenlandske konkurrence end den anden. Der er altså ikke blot et hensyn at tage til, hvem der trænger til pengene i overensstemmelse med lovens bud, men også til, hvorvidt den pågældendes forhold er således, at hans stilling derved bedres i forholdet til de mange indenlandske konkurrenter, og her står vi netop overfor en industri, der efter mit skøn er baseret på et alt for stort antal fabrikker, er alt for lidt specialiseret, alt for lidt moderne indrettet. Men det foreslås altså ved den formulering, som nu er givet den pågældende paragraf, at tilvejebringe nogen udvidelse af adgangen, og det stemmer med ønsker, der, som jeg har set, navnlig i de seneste dage har været fremme i pressen i forbindelse med en kritik af loven og en vis polemik i anledning af denne kritik. Det stemmer med de resultater, man er nået til, at loven bør have en udvidelse, således at man kan være noget mindre påholdende med de lånemidler, der her er tale om. Men det er klart, at disse lånemidler er kun en ret underordnet hjælp til industrien. Det kan naturligvis være behageligt for en fabrikant at gå op i erhvervsministeriet og, efter en undersøgelse, få 50,000 kr. i lån til nye maskiner, eller hvad det nu måtte være til, og så slippe med at forrente dette beløb med 5 pct., medens han måske andre steder skulle have været af med 6-7 pct.. Gudbevares, det kan være en fordel, men det bringer jo ikke nogen særlig forøgelse af produktionen. Det er muligt - det vil jeg tro - , at vi ved disse lån har afværget forskellige fabrikkers lukning i den seneste tid, og det er selvfølgelig en meget værdifuld hjælpeforanstaltning, men det afgørende: at få produktionen i bedre gænge, det har vi næppe muligheder for at nå til ved denne virksomhed.

Dernæst indeholder lovforslaget bestemmelser, der tager sigte på at oparbejde forøgede eksportmuligheder for produktionen. Også det fandtes der en enkelt mindre omfattende bestemmelse om i den lille lov, der blev vedtaget i marts måned, og dette er altså taget op på ny. Det er jo et spørgsmål, der har været underkastet en nærmere prøvelse i det industriudvalg, der nedsattes i 1924, hvilket udvalg for kort tid siden har meddelt mig, at det nu har afsluttet sit arbejde, at betænkningen er under trykning, og at denne sidste betænkning beskæftiger sig med eksportspørgsmålet. Man har her været inde på forskellige muligheder for at hjælpe produktionen ind på nye baner, nye afsætningsmarkeder, og at sætte den i stand dertil eventuelt ved offentlig hjælp. Det er disse spørgsmål, vi tager op i lovforslagets § 5, idet vi foreslår, at der stilles 1/4 mill. kr. til rådighed, af hvilke der skal kunne ydes støtte til undersøgelser med hensyn til nye afsætningsmuligheder for danske produkter. Her tænker man på eventuelt at udsende folk til fjerne steder, f.eks. til Indien og lignende steder, hvor der efter sigende af folk, der bor dér, skal være betydelige afsætningsmuligheder også for visse danske industriprodukter. Dette må jo undersøges, førend danske erhverv er i stand til selv at sætte folk ud på en virksomhed for at indarbejde produktionen, og til sådanne undersøgelser skulle altså disse penge kunne anvendes; ligeledes til propaganda for afsætning af danske produkter under de forskellige former, hvorunder det kan ske, ved støtte til udstillinger, ved oprettelse af konsignationseller prøvelagre, prøvekontorer eller deslige, ved studiebesøg, direkte oprettelse af danske udstillinger visse steder samt til katalogmateriale og andet, som kunne være nyttigt for en sådan indarbejdelse af eksportvirksomhed.

I denne forbindelse er også det større spørgsmål om statens medvirken ved ydelse af eksportkredit taget op. Det vil være bekendt, at vi ved tidligere hjemmel gennem flere år har hjulpet industrier eller virksomheder, som søgte at afsætte produkter i udlandet, at man på grund af det almindelige krav om lange kreditter er gået til at yde statsgaranti for de pågældende eksportvarer. Denne garanti var oprindelig begrænset til et beløb af 10 mill. kr., hvilket beløb imidlertid i sidste rigsdagssamling blev forøget til 20 mill. kr., samtidig med at garantien blev udvidet til også at skulle omfatte eksport af landbrugsprodukter.

Denne forøgelse fandt sted, og ikke mindst siden det også lykkedes at komme udenom de vanskeligheder, som finansieringen af disse kreditter beredte erhvervslivet, har det imidlertid vist sig, at der er meget stærk efterspørgsel efter disse kreditter, og efter grundige undersøgelser af det udvalg, som gennem flere år har beskæftiget sig med denne sag, er der altså i øjeblikket ydet kreditter således, at vi på det nærmeste har opbrugt den bemyndigelse, som Rigsdagen gav, da den forhøjede beløbet til 20 mill. kr.. Det foreslås derfor, at dette beløb yderligere forhøjes til 40 mill. kr.. Herved vil man under flere former være i stand til fra det offentliges side i høj grad at medvirke til fremme af en eksportvirksomhed, der jo ikke blot er en gerning for i dag og i morgen, men som netop i allerhøjeste grad er en gerning, der tager sigte på at skaffe dansk industri større muligheder for at beskæftige den danske befolkning i fremtiden.

Dernæst indeholder lovforslaget bestemmelser, der i nogen grad slutter sig til, hvad socialministeriets arbejdsudvalg har forhandlet om, nemlig om offentlig støtte til såkaldte anlægsudgifter til modernisering, til tekniske forbedringer, til specialisering og til koncentration af industrier, som er i stand til at tilrettelægge en sådan udvikling. Det er her foreslået at yde støtten under form af en statsgaranti for de lån, der måtte være nødvendige dels til koncentrationer, dels til tekniske fremskridt, udvidelser af bedriften, omlægninger, som naturligvis alle sammen skal have for øje at billiggøre produktionen og dermed forøge konkurrenceevnen og afsætningsmulighederne. Man har her som maksimum nævnt en garantisum på 20 mill. kr. som det, der ville være ønskeligt at have til rådighed. Det drejer sig jo her i mange tilfælde ikke blot om store virksomheder, men om store industrier. Hvis der f.eks. var tale om tekstilindustrien, der normalt beskæftiger 12,000 arbejdere, vil man forstå, at det drejer sig om meget betydelige kapitaler, hvis man virkelig skal bringe industrien ind under sådanne moderne former, som man i de kredse, hvor man beskæftiger sig med den slags tekniske fremskridt, er på det rene med, at det var ønskeligt, at man stræbte efter. Og jeg tilføjer, at en sådan modernisering af dansk industri utvivlsomt i endnu højere grad er blevet en livsbetingelse efter den udvikling, udenlandsk industri har taget i årene straks efter krigens afslutning. Den vældige udvikling, der er foregået, og det høje stade, hvortil udenlandsk industri er nået ved den omlægning, der øjeblikkelig fandt sted efter krigen, nødvendiggør utvivlsomt, hvis Danmarks industri overhovedet vil være med i kapløbet, at der også her sker fremskridt, men sådanne fremskridt, som jeg forstår, at det i en krisetid med vanskeligheder for industrien i forvejen ikke er den muligt at gennemføre alene, og som det er i højeste grad af interesse for samfundet at medvirke til af hensyn til fremtiden. Af de 20 mill. kr.s garantikapital, som foreslås stillet til rådighed, er det tanken at båndlægge de 5 millioner til eventuel anvendelse, hvis nye virksomheder tænktes oprettet, og for så vidt disse efter en undersøgelse skønnedes at frembyde et forsvarligt grundlag for indførelse af nye fabrikationer eller af fabrikationer, der ikke kan antages at påføre bestående danske erhvervsvirksomheder en usund konkurrence. En sådan videreudvikling, en sådan støtte til industrien er jo i nøjeste overensstemmelse med de betragtninger om fremtiden, som jeg allerede flere gange har fremført.

Dernæst findes der i lovforslaget udformet en tanke, som også har været drøftet i arbejdsudvalget, nemlig om tilskud på indtil 20 pct. af prisen for maskiner og redskaber og materialer, som anskaffes hos danske virksomheder og er nødvendige for den modernisering og specialisering, som jeg nylig har omtalt. Altså for så vidt disse industrier gik ind på ved statens hjælp at modernisere og omlægge bedrifterne, ville de foruden den garantistøtte hertil, som jeg nylig har omtalt, også kunne få indtil 20 pct. af anskaffelsesprisen for visse maskiner og redskaber, såfremt de gik ind på at anskaffe disse hos danske virksomheder og dermed altså sikre dansk produktion. For flere af de her omtalte bestemmelser, og navnlig for de to sidste, gælder det, at de ikke blot tager sigte på håndværk og industri, som man i almindelighed siger, men naturligvis også meget vel kan gøres anvendelige for visse kombinerede fabrikations- og handelsvirksomheder, ligesom de også kan bringes i anvendelse for søfarten. Der er jo ingen tvivl om, at en vis side af dansk søfart er sakket så meget agterud, at den har uhyre vanskeligheder ved at stå sig i konkurrencen; og at der her er muligheder for ved hjælp til anskaffelse af motorer og anden hjælp at bringe den i bedre konkurrencedygtighed, anses i alt fald af nogle for en mulighed. Det er derfor rimeligt, at man har også dette for øje, når man beskæftiger sig med hjælpeforanstaltninger for forskellige industrier.

Dernæst er der i § 6 optaget bestemmelser af en lignende karakter som dem, der var indeholdt i det lovforslag, jeg i forrige rigsdagssamling havde den ære at forhandle med Rigsdagen om, nemlig om tilskud til industrier, som påtager sig at forøge antallet af beskæftigede arbejdere. Jeg kan kun beklage, at den høje Rigsdag afviste det forsøg, som det dengang blev foreslået at gøre. Jeg tror, at man ville have været i stand til at bringe mange virksomheder på fode ved den midlertidige hjælp og have været i stand til at få mange arbejdere nybeskæftiget. Og det har ved den fortsatte beskæftigelse med sagen stået uklart i ministeriet, at denne form for hjælp fremdeles var så anbefalelsesværdig, at det måtte være rimeligt påny at anmode Rigsdagen om at tage standpunkt hertil. Der er imidlertid fra i fjor sket en udvidelse, som formentlig imødegår en vis del af den kritik, der fremførtes over det pågældende princip. Thi det, man navnlig gjorde gældende, var, at her ville man ved tilskud til en virksomhed yde denne bedre vilkår i den indenlandske konkurrence, måske ville man oven i købet hjælpe dårligt ledede og slet forvaltede fabrikker til skade for godt ledede og bedre forvaltede fabrikker. Det er en selvfølge, at hvis loven var blevet vedtaget, ville man have været i stand til at komme udenom den grund til frygt, som her er udtrykt, på samme måde som vi er kommet udenom den ved bevillingen af de 2 mill. kr. til lån, for hvilken vi dog nu har betydelig erfaring. Men jeg har på den anden side ikke noget imod, at man tager så meget bort af sådan frygt som muligt, og derfor er bestemmelsen nu formuleret således, at der ved siden af, at der kan ydes enkeltvirksomheder og et enkelt stykke arbejde den favør, som et tilskud pr. nybeskæftiget arbejder er, også åbnes mulighed for, at hele fag eller brancher kan samarbejde og ved tilbud om en vis samlet beskæftigelsesforøgelse få et beløb pr. arbejder, hvis maksimum ligesom i fjor er sat til 2 kr. og til et noget højere beløb, eventuelt 3 kr., hvis arbejdet udelukkende eller næsten udelukkende baseres på danske materialer. Dette beløb vil altså ikke blot en enkelt virksomhed kunne få, men også et helt fag eller en branche vil ved samvirken indenfor organisationen kunne forlange sig dette udbetalt, og hvis faget anerkendes som kriseramt i lovens betydning, får det tilstået dette tilskud med ret til selv at fordele og forvalte det på den for vedkommende fag eller branche mest tiltalende og nyttige måde. Der er således intet til hinder for, at også denne bestemmelse vil kunne kombineres med forsøg på at specialisere og forbedre teknikken i virksomhederne, idet disse penge anvendte af fællesskabet under mere almene synsvinkler vil kunne bruges som grundlag for de bestræbelser, der før eller senere bliver nødvendige for dansk erhvervsvirksomhed.

Dernæst indeholder lovforslagets § 9 en bestemmelse, der midlertidig ændrer en paragraf i loven om indkomst- og formueskat til staten, nemlig 1, litra 3, næstsidste stykke, der bestemmer, at selskaber, der foretager henlæggelser, kan erholde en nedsættelse af skatten af disse henlæggelser med 1/4. Vi foreslår, at denne nedsættelse for den tid, her er tale om, skatteåret 1927/28, udvides til at være halvdelen af skatten for de henlæggelser, der finder sted.

I afsnit II findes bestemmelser, der væsentligt tager sigte på landbruget. Først er der § 11, hvor der er tale om planer om et vidtgående grundforbedringsarbejde. Det foreslås at stille et samlet beløb af 10 mill. kr. til rådighed som lån og tilskud til gennemførelse af grundforbedringsarbejder og større afvandingsarbejder, dels til private ejendomsbesiddere og dels til selskaber, som har til formål at foretage samlede afvandings- eller merglings- eller andre kultiveringsarbejder på Danmarks agerjord. Såfremt det drejer sig om enkelte ejendomsbesiddere, bestemmes det, at det maksimumsbeløb, den enkelte kan få som lån, skal være 5,000 kr., og af disse 5,000 kr. kræves tilbagebetalt efter visse bestemte regler de 4/5, således at det ene tusind kroner af de 5,000 bliver tilskud til vedkommende ejendomsbesidders grundforbedringsarbejder. I § 12 foreslås det at indføre visse lempelser i den gældende lovgivning om udlån til driftslåneforeninger. Lempelserne går dels ud på at forøge statens andel i tabet ved driftslåneforeningernes udlån til medlemmerne, dels gives der driftslåneforeningerne en udvidet adgang til at bevilge udlån, og endelig formindskes renten i den tid, loven gælder, fra det nuværende, som er 4 1/2 pct., til 3 1/2 pct. Endelig findes der en paragraf, der bestemmer, at husmænd, som af statskassen eller statslånefonden eller jordfonden har erholdt lån i henhold til bestemmelserne i loven af d. 22. juni 1917 om oprettelse af husmandsbrug, og hvis vilkår er blevet vanskelige på grund af de høje priser for ejendomme, de er kommet ind under, kan få indrømmet en henstand med betalingen af de kommende 4 terminers afdrag, således at løbetiden for de pågældende lån forlænges med den 2-årige periode, som disse 4 terminer vil omfatte.

Dernæst indeholder lovforslaget et afsnit om boligbyggeri, der ikke er særlig omfattende. Det indeholder i realiteten en forøgelse med 7 mill. kr. af det beløb, der står til rådighed til udlån fra statsboligfonden. Dette er efter de oplysninger, der foreligger fra indenrigsministeriet, absolut nødvendigt, hvis det skal lykkes at konkurrere, om jeg så må sige, med bolignøden, thi selv om der påpeges, at der hist og her står nogle andelslejligheder ledige på grund af, at folk ikke har økonomisk evne til at betale andelene, er det dog en ubestridelig kendsgerning, at der i forskellige byer her i landet den dag i dag er en omfattende bolignød, som naturligvis først og fremmest går ud over dem, der ikke har økonomisk evne til at skaffe sig andele og dermed indpas i andelsboligforeningerne. Det er derfor sikkert en nødvendighed, for at byggeriet ikke skal gå i stå og bolignøden forværres, at der stilles forøgede midler til rådighed for indenrigsministeriets bestræbelser for at fremme og fortsætte dette byggeri.

Dernæst indeholder lovforslaget et afsnit IV om offentlige arbejder, kan jeg kort sige, altså et afsnit, der beskæftiger sig med lignende forhold som dem, der ved en særlig lov i fjor blev iværksat, dels nødhjælpsarbejder, dels delvise nødhjælpsarbejder og dels arbejder af offentlig art, til hvilke man ydede lån, uden at de dog kom til udførelse som såkaldte nødhjælpsarbejder. Det foreslås at stille en sum af 16 mill. kr. til rådighed til udlån til sådanne nødhjælpsarbejder, der kan komme til udførelse i tiden fra oktober 1926 til d. 1. juni 1927, og det er også her hensigten at foretage en mindre udvidelse, således at det ikke blot skal være offentlige institutioner, som kan erholde disse lån, men også sammenslutninger af en sådan samfundsmæssig karakter, at det vil være rimeligt at jævnstille dem med offentlige institutioner, f.eks. sådanne sammenslutninger, som kendes fra de store vandkraftanlæg, der findes her i landet, og lignende, som er eller kan tænkes dannet med visse samfundsnyttige opgaver for øje.

I § 16 foreslås det at yde ligesom efter den nugældende lov visse tilskud til danske materialer og tilskud til arbejder, der iværksættes alene med den begrundelse, at man ønsker at afhjælpe arbejdsløsheden, tilskud, der tilsammen foreslås at skulle udgøre 4 mill. kr. og anvendes efter regler, som i hovedsagen er kendt fra den lov, der vedtoges i forrige rigsdagssamling.

Endelig findes der i et 5te afsnit, som angår midlernes tilvejebringelse, et forslag om en ekstraordinær kriseafgift på formuer, det vil sige på den del af formuer, der overstiger 50,000 kr.. Der foreslås her en meget lav beskatning, nemlig: 1/2, 3/4 og 1 pct. efter de forskellige størrelser af formue. Men medens man altså fornuftigvis må gå ud fra, at afgiften lægges på al formue over den nævnte størrelse, findes der i den følgende paragraf bestemmelser, hvorved denne afgift i hovedsagen vil komme til at falde på det, man i almindelighed kalder passiv kapital, idet man foreslår, at hvor den skattepligtige formue helt eller delvis består i fast ejendom, beliggende her i landet, skal der ved beregningen af afgiften efter nærværende lov gives en særlig nedsættelse i formuen svarende til 15 pct. af den værdi, hvortil den pågældende faste ejendom er ansat ved den almindelige formuebeskatning. For så vidt den ejendom, for hvilken sådant fradrag gives, er erhvervet efter d. 1. januar 1922 eller de til ejendommen hørende bygninger i deres helhed er opført efter nævnte tidspunkt, og det derhos godtgøres, at ejendommen siden d. 1. april 1926 helt eller delvis benyttes til agerbrug, skovbrug, industri, handel, håndværk, fabriksdrift eller anden erhvervsvirksomhed, herunder dog ikke udleje til beboelse, gives der en yderligere nedsættelse svarende til 50 pct. af den del af ejendommens fornævnte beskatningsværdi, der efter skatterådets skøn falder på nævnte andel.

Altså, i hovedsagen vil denne afgift falde på den mere passive kapital og dermed altså også på de kapitalejere, som har fået den ikke uvæsentlige fordel, som kronestigningen og afværgelsen af den såkaldte nedskæring var for dem, der besidder ejendom. At disse nu yder deres anerkendelse for denne håndsrækning, som samfundet ydede ejere af kapital at de nu til gengæld herfor yder en afgift for at hjælpe dem, der kom til at lide under kronestigningen, arbejdere og erhvervsdrivende i landet, til at kunne komme gennem krisen under nogenlunde lempelige vilkår, det er en sådan selvfølge og en så rimelig ting, at jeg går ud fra, at ingen vil rejse den mindste protest imod en så rimelig og beskeden afgift som den, der her er tale om. Det ville dog være at anse sine landsmænd for at være alt for dårlige, hvis man troede om dem, at de ville protestere imod en sådan rimelig afgift som den, der her foreslås.

Jeg skal nævne et par eksempler, for at man kan vide, i hvilken grad disse mine sidste ord er rigtige. En skattepligtig formue på 50,000 kr. får altså slet ingenting at betale. En skattepligtig formue på f.eks. 200,000 kr. skal betale 1000 kr., hvis ingen fradrag ydes, altså hvis den, der har de 200,000 kr., har dem i sparekasser eller i obligationer. En formue på 1 mill. kr. skal alt i alt betale 9000 kr.. Ingen kan få mig til at tro, at en millionær skulle have det allermindste imod at hjælpe samfundet med et for ham så ringe og ubetydeligt beløb. Jeg tager et andet eksempel: en gårdejer, hvis samlede formue er 75,000 kr. hvis denne formue udelukkende står i fast ejendom erhvervet efter d. 1. januar 1922, får han et fradrag på tilsammen 48,750 kr., således at hans afgiftspligtige formue derved kommer ned på lidt over 26,000 kr., og han kommer altså ikke til at betale nogen afgift til trods for, at han ejer en formue på 75,000 kr. Jeg skal nævne et andet eksempel: en mand ejer en fast ejendom, en landbrugsejendom, og har 100,000 kr. indestående i den faste ejendom, og han ejer desuden 50,000 kr. i anden formue, medens han har en gæld på 25,000 kr. med fradrag efter det her forelagte lovforslag kommer hans samlede formue ned på 60,000 kr., således at hans afgift bliver 50 kr.. Ingen kan få mig til at tro, at den landejendomsbesidder, der ejer 150,000 kr. i formue og kun har 25,000 kr. i gæld, skulle have noget imod at betale 50 kr. i afgift. Jeg kan også tage et fjerde eksempel, som naturligvis er af de mere ondartede. Jeg tager en rentier, hvis samlede formue er 250,000 kr., som han udelukkende har anbragt i fonds; han skal betale en afgift på 1500 kr.. 1500 kr. fra 250,000 kr. er dog ikke mere overvældende, end at man uden at få gråd i halsen kan tænke sig denne beskatning gennemført.

Det, jeg her har nævnt, er altså hovedpunkter i det lovforslag, som jeg har den ære at fremsætte for det høje folketing. Varigheden for bevillingerne til landbrug og industri er i hovedsagen sat til indtil d. 1. april 1928. Maksimum for det tilskud, som der er tale om under de forskellige former at yde, er et beløb af 23 1/4 mill. kr., og det modsvares af denne afgift på formuer, der er anslået at ville indbringe 24 mill. kr.. Der kan altså være tale om, at der kommer 3/4 mill. kr. for meget, men dem kan man jo så senere stille forslag om at efterbetale. Endvidere indeholder lovforslaget en række bestemmelser om garanti og om lån, og de nye lån og nye garantier andrager tilsammen et beløb af 75 mill. kr., medens der altså i forvejen er ydet dels eksportkredit, dels kriselån efter tidligere vedtagelser på 24 mill. kr.. Altså alt i alt er der tale om at stille til rådighed for samtlige vore erhverv for at imødegå krisen og arbejdsløsheden lån og garantisummer på 99 mill. kr., som tænkes tilvejebragt, efterhånden som det bliver fornødent, på den måde, der er angivet i den nugældende lånelov, nemlig ved en successiv udsteden af de nødvendige obligationer, svarende til, hvad der kommer til udbetaling, medens et beløb af 23 1/4 mill. kr. altså tænkes stillet til rådighed som tilskud og dækket ved en afgift på dem, der har haft fordel af kronestigningen, således at staten ikke vil få vanskeligheder med sin balance af den grund. Det tilskud på 23 mill. kr., der er tale om, svarer jo så nogenlunde til, hvad det koster at udrede understøttelse et enkelt år til de arbejdsløse, lidt mere eller lidt mindre, efter som arbejdsløshedens størrelse er. Og så er der den forskel, at ved disse foranstaltninger får vi blivende værdier for erhvervslivet og for samfundet, og vi får millioner i arbejdsløn, millioner i forøget skatteindtægt, omsætning i samfundet og ny produktion. Ingen kan få mig til at se andet, end at en sådan handlemåde er adskilligt mere forsvarlig end at fortsætte med en understøttelsesvirksomhed, som man forstår aldrig fører igennem de vanskeligheder, der er ved at få produktionen i gang. Og de garantier, der er tale om ja, man kan naturligvis sige, at det er at belaste staten med betydelige garantisummer, 99 mill. kr., men alligevel, det er jo ikke nær så meget som den garanti, Rigsdagen påtog sig overfor landmandsbanken. Selv om staten kom til at ofre både tilskuddene og lånene efter denne lov, hvis der ikke var et menneske, der betalte en skilling tilbage af det, vi lånte dem, ville summen alligevel være mindre end det, vi en skønne dag skal betale for vor garanti overfor landmandsbanken, og så vil jeg dog mene, at der er mere rimelighed og god mening i at yde erhvervslivet disse hjælpemidler for at opbygge en sund produktion i vort land end i at betale for den private banks forsyndelser en gang i fortiden.

Der er, som jeg allerede har sagt, sket en række henvendelser fra industrien, fra foreninger, fra skibsfarten, fra landbruget, og det er en overvejelse af alle herhenhørende forhold, der har ført til det lovforslag, jeg har den ære at fremsætte, et lovforslag, som ubestrideligt byder hjælp til produktionen, som byder et middel, hvorved arbejdsløsheden i vid udstrækning kan overvindes. Jeg tillader mig at anbefale den høje Rigsdag at stille sig velvilligt til dette lovforslag, og jeg fremhæver navnlig ønskeligheden af en hurtig behandling deraf, thi det er en erfaring, vi har, at når man i Rigsdagen beskæftiger sig med spørgsmål om, hvad der skal gøres, så er der en hel mængde mennesker, der går i forventninger om, at der vil blive gjort noget, og som af den grund lader hjulene stå stille. Det vil være lidet formålstjenligt, om Rigsdagen anvender et halvt år til at se på dette lovforslag for så sluttelig lidet eller intet at gennemføre. Mere formålstjenligt og mere respektabelt overfor hele erhvervslivet vil det være, om man underkaster lovforslaget en hurtig behandling og giver sit svar, ja eller nej, sådan som Rigsdagen er i stand til at gøre det.

Verdenskrigen 1914-1918 og den utøjlede spekulation, der fulgte den, har medført voldsomme rystelser i det økonomiske liv og indgribende forstyrrelser i de tilvante beskæftigelsesmuligheder. Overalt må man derfor beskæftige sig med de økonomiske spørgsmål, thi i de fleste lande lider befolkningerne under følgerne af kapitalismens udskejelser. Det gælder også i Danmark, hvor en omfattende lammelse af erhvervslivet har været følgen af vild spekulation, af forstyrrelse i pengevæsenet og af den formindskelse i købeevnen, som er det almindelige træk i hele Europa.

Dette spørgsmål burde være det, der fortrinsvis beskæftigede regering og Rigsdag i denne tid, men det er, som man ved, andre spørgsmål, små skatteborger-teorier, der har været rådende, da ministeriet gik uden om erhvervsspørgsmålet og satte forarmelsen af fattigfolk som hovedpunktet på den politiske dagsorden.

Her, hvor det arbejdende folks repræsentanter samles, vil vi ikke gå uden om det vigtigste spørgsmål; vi vil yde vort bidrag til belysning og til løsning, idet vi føler os overbeviste om, at den tid nærmer sig, da man vil forstå, at socialdemokratiets politik var den eneste sunde erhvervspolitik, og de retningslinier, vi har angivet, må man en gang følge, hvis bedre forhold end de nuværende skal opnås.

Vi ved, at årsagerne til den nuværende tilstand har sin oprindelse i kapitalismen. Krigen var kapitalismens værk, den var kapitalismens erobringskrig, den var opgøret mellem ny og gammel kapitalisme, den var kampen om råstofferne, om kolonierne, om verdensmarkedet.

Denne krig fik et uventet forløb, den gav ikke den afgørende sejr og det afgørende nederlag, men den gav, netop på grund af dens lange varighed, en voldsom omvæltning og forstyrrelse i de økonomiske forhold, og den gav ved sin anvendelse af teknik og kemi et stød til udviklingen af visse videnskaber, som i kommende tider får afgørende indflydelse også på produktionen.

Krigen og den kapitalistiske spekulation førte til kæmpemæssige tab for landene, og kapitalistiske svindlere, der søgte at udnytte tiden til tilfredsstillelse af et vildt profitbegær, bidrog yderligere til bortfjernelse af værdier, som netop i det kapitalistiske samfund er af grundlæggende betydning.

En voldsom forringelse af købeevnen måtte blive følgen af de uhyre værditab, og en skærpelse af konkurrencen mellem landene måtte atter følge deraf. Og selvfølgelig har de forskellige bestræbelser samlet sig til et tryk på arbejderklassen, thi da det er den, der skaber værdierne, er det også den, man overalt har udset som frelseren. Ved forringelse af løn og andre arbejdsvilkår har reaktionære magter overalt søgt at vinde de midler, der kunne dække tabene og skåne overklassen så meget som muligt. Det er den samme bevægelse, som foregår i Danmark, hvor den nuværende regering kun har den opgave at trykke arbejderklassen ned, for at kunne opfylde løftet om skattelettelse for formueejerne.

Det er imidlertid en kortsynet handlemåde, en samfundsskadelig politik. Den er i diametral modsætning til den politik, der forfægtedes af det socialdemokratiske ministerium, og den vil, om den fortsættes, være ødelæggende for selve det kapitalistiske erhvervsliv, i hvert fald for tusinder af erhvervsdrivende, som ikke besidder stor økonomisk magt.

Vi har i en række år haft en betydelig usikkerhed i erhvervslivet. Siden krigen udbrød, har der været abnorme forhold. Krigsårene gav i visse perioder alt for rigelig beskæftigelse, men da krigen sluttede, kom spekulationen i fremmede valutaer og dermed vareimporten, og så opstod det kaos, også i Danmark, som vi endnu har i vor erindring. Kræfternes frie spil måtte ikke hindres, og så udviklede sig den tilstand af usikkerhed, som har sat så sørgelige mærker i talrige arbejderhjem.

I 1918 havde vi en arbejdsløshed på 18,1 pct. af de organiserede arbejdere. I 1919 og 1920 gik det ned til et gennemsnit af 10,9 i det første og 6,1 pct. i det andet år. Og så fulgte virkningerne af den store import. I 1921 var arbejdsløshedens gennemsnit 19,7 pct. og i 1922 var det 19,3 pct.. Siden har vi været nede på 12,7, 10.7 og 14,8 pct., og i 1926 har gennemsnitstallet ligget noget over 20 pct.

Forholdene i Sverige og Norge har i disse år haft en lignende karakter som i Danmark, usikkerheden har været lige stærkt fremherskende, men arbejdsløsheden har i de sidste år været mest ondartet for Danmark.

I 1925 var arbejdsløshedsprocenten 14,8 i Danmark, 11.8 % i Norge og 11,1 i Sverige, medens 1926 har omkring 20 pct. Både i Danmark og Norge, men kun omkring 10 pct. i Sverige. I England, Tyskland, Polen og flere andre lande har der i de sidste år været en meget betydelig arbejdsløshed, og usikkerheden synes at være det fremherskende træk overalt. Der er således sikkert forskellige momenter af international betydning, som bidrager til krisetilstanden, men der er også særlige, nationale forhold, som øver sin indflydelse i hvert enkelt land, og da Danmark i almindelighed synes at være hårdt ramt, ligger det nær at antage, at man i særlig grad har vist ligegyldighed overfor krisen her i landet!

At dette er en stor fejl, også set fra det besiddende erhvervslivs side, er utvivlsomt. Den arbejdsløse mand er en kunde, der er sat ud af spillet, siger Henry Ford. Denne betragtning er rigtig. Hver kunde, der således sættes ud af spillet, bidrager til omsætningens og produktionens formindskelse. Dette må enten føre til tab for handel og produktion eller til opretholdelse af for høj avance og dermed for høje priser, og dette virker igen hæmmende på salget, fordi købeevnen er for ringe, og fordi den netop forringes, når tusinder af arbejdsløse skal leve af andres bidrag.

Erhvervslivets genrejsning er en opgave, som alle burde samles om, den er af stor vigtighed for arbejderklassen, men den er ikke mindre vigtig for alle andre, der deltager i produktion og omsætning, og det er ganske særlig tegn på misforståelse, når store dele af landbefolkningen har vist ligegyldighed eller fjendskab overfor de såkaldte bymæssige erhverv.

Landbefolkningens børn må i stigende grad søge ind til byerne, og det er landbefolkningen, der igennem beskatningen kommer til at betale måske endda en voksende del af de udgifter, som arbejdsløshed og indtægtsnedgang medfører. Og det vil ikke hjælpe, om man nok så brutalt formindsker hjælpen til de arbejdsløse; under en eller anden form må de hjælpes, hvis beskæftigelse ikke anvises. Der er stadig en betydelig arbejdsløshed for landarbejdere; selv nu i sommertiden er ca. 2000 landarbejdere anmeldt som arbejdsløse, og det moderne landbrug forøger ikke arbejderantallet. Igennem de sidste 70 år er en voksende strøm gået fra landet til byerne. Landdistrikternes befolkning er kun vokset med 41 pct., medens købstæderne er vokset med 215 pct. og hovedstaden med 330 pct.

En fortsættelse af jordudstykningen og en dybtgående jordreform kan formentlig forøge beskæftigelsesgraden noget, men med det moderne landbrug, med motorer. Tærskeværker og andre landbrugsmaskiner, kan Danmark ikke beskæftige sin befolkning ved landbrugsarbejde! Der må være adgang til andre erhverv, og det er en samfundsopgave at fremhjælpe sådanne, når de ikke forefindes i fornødent omfang.

Det spørgsmål, som foreligger, er ikke blot et spørgsmål om midler mod den forhåndenværende krise, men også et spørgsmål om beskæftigelsesmuligheder for den danske befolkning ud i fremtiden. Og når vi betragter denne opgave nærmere, ser vi, at den også omfatter spørgsmål om arbejdernes stilling i bedrifterne, om arbejdskampe, arbejdstempo, arbejdstid m. v., som har afgørende betydning for produktionen.

Det er i arbejderklassens interesse som i samfundets interesse at få opbygget et produktionssystem, der åbner beskæftigelsesmuligheder for alle, og det er derfor naturligt, at vi samler os om en politik, der styrer mod dette mål, selv om denne politik også må støtte en vis kapitalistisk udvikling. Denne udvikling fra smådrift til kapitalistisk stordrift kan imidlertid slet ikke undværes, den er nødvendig for kapitalismen, men den er også en forudsætning for den socialisering, der skal komine en gang.

Den industrielle produktion i Danmark har naturligvis været henvist til at bygge på forsyning af hjemmemarkedet og er i væsentlig grad opstået indenfor håndværkets rammer.

Det er først i den nyere tid og kun på enkelte områder, at en moderne stordrift er etableret. Eksport af industrivarer hører også til den nyere tid og har kun et meget beskedent omfang.

Når man imidlertid ved, at industrien er undergået en betydelig udvikling i de store lande, at stordrift med anvendelse af alle tekniske hjælpemidler har billiggjort produktionen, så forstår man, at den danske smådrift må ligge under i nutidens hårde konkurrence.

Vi har over 81,000 virksomheder i håndværk og industri, i hvilke ca. 1 million mennesker - hovedpersoner, funktionærer og arbejdere - beskæftiges. At dette er en fordyrende decentralisation er indlysende. Over 250,000 personer betegnes som »hovedpersoner«, altså indehavere af virksomheder, der måske leder arbejdet, men som belaster produktionen med altfor store omkostninger.

En mængde af virksomhederne er naturligvis små håndværksbedrifter med ganske få arbejdere, men selv indenfor de industrialiserede erhverv er der en urimelig mængde virksomheder.

Der er over 100 skotøjsfabrikker, 82 garverier, 176 spinderier og væverier, over 400 tobaks- og cigarfabrikker, over 100 margarinefabrikker. En mængde jernstøberier, metalvarefabrikker osv..

Hver enkelt virksomhed, der kun kan beskæftige forholdsvis få arbejdere, får altfor store generalomkostninger (lokaler, ledelse, bogholderi, reklame m. v), og selv om det også fra befolkningens synspunkt kan synes behageligt at have fabriker spredt på mange steder i landet, så må det absolut være en svækkelse i konkurrencen, at administrationen sluger en uforholdsmæssig del af vareprisen.

De industrier, der har det største økonomiske resultat, er da også sådanne, som har gennemført koncentrationen. Vi har således sukkerfabrikkerne, papirfabrikkerne, spritfabrikkerne, cementfabrikkerne og bajersk ølbryggerierne.

Koncentrationen af industrierne på enkelte større fabriker og specialisering af produktionen er sikkert nødvendig for at bevare dansk industri. Og så må virksomhederne moderniseres, de nyeste tekniske fremskridt tages i tjeneste, produktionen og økonomien må sættes i system, og finansieringen må også ind i andre former.

En væsentlig del af industrien drives af aktieselskaber. I 1925 fandtes 5517 selskaber med en aktiekapital på 2294 mill. kr.. Men aktiekapitalen er ofte altfor lille, således at selskaberne må optage dyre banklån endog til anskaffelse af maskiner og inventar. En række aktieselskaber har større lån end deres aktiekapital, og følgen er altså, at driften fordyres med store renter til bankerne, en udgift, der skal afholdes, selv om driften har underskud. Dette forhold er et væsentligt svaghedstegn i dansk industri og må ændres ved den modernisering, der er påkrævet.

Denne koncentration og modernisering er i vid udstrækning foregået i andre lande. Vort naboland, Sverige, er vidt fremme på flere områder, og Tyskland, såvel som andre udprægede industrilande, har sat alle kræfter ind på disse opgaver. Ikke mindst er udviklingen foregået efter krigen, som nævnt støttet af de opfindelser, særlig af kemisk art, der gjordes i krigens tjeneste. Kemien synes at gøre det kapitalistiske samfund delvis uafhængigt af råstofkilderne. Man fremstiller nu værdifulde råstoffer af såkaldte anorganiske stoffer, man kan således udvinde olie af kul, og de der er så heldige at have kulminer, kan altså gøre sig uafhængige af oliekilderne. Også kunstsilkeindustrien er et vidnesbyrd om opfindelsernes virkning. Dette produkt, som anvendes i et uhyre omfang, fremstilles ved hjælp af kemiske midler, af råstoffer, som er til stede overalt, og man er uafhængig af silkeorme og morbærtræer.

Men udviklingen fører som før fremhævet ind i storkapitalistiske former. Karteldannelser, internationalisering af industrien, truster, store sammenslutninger eller vidtgående aftaler, følger denne udvikling. Den frie konkurrences ophør er målet, og de store industrilande tilstræber desuden at underlægge sig markedet i de små industrisvage lande!

Den store del af denne udvikling skal vi igennem, den er væsentlige afsnit af den kapitalistiske udviklingsproces, og det er ubetinget en fordel for arbejderklassen, at denne udvikling fremskyndes, thi igennem denne skal vi komme til den samfundsmæssige produktion, som er socialdemokratiets mål.

Moderniseringen, som vil medføre en formindskelse af arbejderantallet til den nuværende produktion, skal muliggøre fremstillingen af billigere varer, og billiggøreisen skal give forøget afsætning, og navnlig skal billiggørelsen muliggøre konkurrencen med udlandet, først og fremmest på det danske marked. Forøget omsætning og produktion vil give forøget beskæftigelse, der bliver altså flere kunder, og den udvikling vil i alle henseender føre opad. Når vi kan komme dertil, at industrielle anlæg udnyttes fuldt ud, bliver der også muligheder for et bedre udbytte for arbejderne, for forkortelse af arbejdstiden og andre fordele, og dette er naturligvis sider, som arbejderne må have opmærksomheden henvendt på.

I de store industrilande har kapitalejerne og industriherrerne formentlig haft tilstrækkelig magt til at fremme den nødvendige koncentration og modernisering, og lovgivningen har også understøttet disse bestræbelser.

Jeg anser det imidlertid for utænkeligt, at vort lille lands industri alene kan magte disse opgaver, og det er også for vort land samfundsopgaver, fordi vi ellers afskæres fra de beskæftigelsesmuligheder, der er livsbetingelser for befolkningen.

At staten støtter og fremhjælper en vis erhvervsudvikling er da heller ikke noget ukendt. Det danske landbrugs modernisering er, som vi ved, blevet stærkt støttet af staten. Bevillingerne til landøkonomisk forsøgsvirksomhed, til statskonsulenter, til planteavlens fremme, til husdyravlens fremme, til forsøg i mejeribrug, til kontrol med fremstillingen og omsætningen af landbrugsprodukter, til hedeselskab og mergeltransport, til oprettelse af husmandsbrug og andet der tjener landbrugets udvikling, er af samme art, som det, der bør ydes for at sikre en udvikling af industrien, i hele folkets interesse.

Det anses for at være en selvfølge, at man yder hjælp til sandflugtens dæmpning, at man anlægger havne til støtte for fiskeriet, at man yder lån til fiskefartøjer osv.. Det bør ikke anses for mindre naturligt at yde hjælp og dækning for industrier, der skal arbejdes op til at beskæftige det overskud af befolkningen, som nu lider måned efter måned under arbejdsløshed.

Vi har som regering anvist midler, der kunne tjene til fremme af industrien, til oparbejdelse af eksport m. v., og det må fremdeles være vor opgave at arbejde for disse planers gennemførelse.

At industriens folk burde støtte os til gennemførelse af vore planer er en selvfølge, men industrien er fra gammel tid under politisk ledelse, og konservativ, antisocialistisk politik har været vigtigere for visse industriledere end et positivt arbejde for at skabe en levedygtig og konkurrencedygtig dansk industri!

Den konservative politik har fået industrien til at afvise alle andre udveje end de toldforhøjelser, som oprindelig var konservatismens skatteprogram, og stor skade er i disse år tilføjet erhvervslivet ved denne upraktiske toldagitation.

Vi erkender, som man vil have forstået af foregående udtalelser, i langt højere grad end det konservative godsejer- og folkeparti ikke blot industriens og håndværkets berettigelse, men også disse erhvervs absolutte nødvendighed for Danmark.

Industrien har åbnet adgang til beskæftigelse for de tusinder af danske borgere, der uden industrien havde været henvist til udvandring eller kummerlige forhold - uden lønnende beskæftigelse.

Vi har stadig rakt hånden til industri og håndværk. Det skete under ministeriet Neergårds dårlige behandling af erhvervslivet, og det skete i stor udstrækning i vort eget ministeriums tid. Ved et stort møde mellem industriråd og arbejderdelegerede gav jeg og tilstedeværende fagforeningsmænd tilbud om samarbejde til fremme af produktionen.

Industrilederne anerkendte den gode hensigt, men industrirådet lod sig holde ude fra dette samarbejde, modtog ikke vor fremstrakte hånd, men lod sig lede vild af anti-socialistiske politikere.

Vi er fremdeles rede til loyalt samarbejde i produktionens interesse, rede til at forhandle med det praktiske livs folk om de støtteforanstaltninger, der er fornødne for at bevare og udvikle beskæftigelsesmulighederne i vort land.

Det er industri og håndværk, som må afgøre, om samarbejde eller krig skal tilstræbes i den nærmeste tid.

Det er en selvfølge, at vi nu som tidligere må være bestemte modstandere af den konservative toldpolitik, der reelt er et forsøg på at vælte skattebyrden over på den arbejdende befolkning, men det kan ikke nægtes, at en række lande ved deres toldpolitik efter krigen har skabt betydende vanskeligheder for vor politik og muliggjort en skadelig og usund konkurrence,

Det var med stor tilfredshed vi modtog efterretningen om den økonomiske konference under folkeforbundets ledelse, og socialdemokratiet må også bifalde konferencens principielle udtalelser.

En international bevægelse: bort fra toldskrankerne, er naturligvis et godt og smukt mål. At frihandel er den lykkeligste tilstand for folkene og den tilstand, der vil afværge megen strid og ufred, er sikkert nok, men i praksis har disse ideer dog deres skyggesider. Teoretisk er det naturligvis ligegyldigt, om Danmark producerer støvler, tekstilvarer, cigarer og forskellige andre produkter, men i praksis vil det volde besvær at få 25,000 eller et andet antal arbejdere placeret ved anden virksomhed eller i et andet lands produktion. Skal der derfor blive mening i den internationale bevægelse: bort fra toldskrankerne, må den følges af andre former for økonomisk sikkerhed. Med andre ord, man må etablere Europas eller verdens forenede stater, man må sikre de små stater deres eget marked, man må dele verdensmarkedet, således at alle kan finde beskæftigelse.

At en sådan sikring så måtte ledsages af en offentlig kontrol for at hindre urimelig udbytning er nærliggende, men desværre er verden næppe nu moden til disse store fremskridt.

Den økonomiske konference blev kun en begyndelse, og det vil tage tid før dens principper trænger sejrrigt igennem, og derfor er vi henvist til at føre en praktisk erhvervspolitik og til at anlægge en politik, der løser beskæftigelsesproblemet i den kommende tid.

Vi har som allerede nævnt anvist midler. Staten må yde hjælp til den industrielle udbygning, til forøgelse af vore beskæftigelsesmuligheder, og den må overfor de fag, der er ramt hårdest af den økonomiske krise og den derved fremkaldte, ofte ubillige konkurrence, yde en direkte hjælp, der kan virke som et værn, indtil fornøden omlægning af driften kan gennemføres.

I ganske særlige tilfælde, kan der formentlig også dannes værn, under fornøden kontrol og sikkerhed imod udbytning, ved indførsels - restriktioner eller midlertidige afgifter på importen, men de bør ikke indgå som faste led i toldafgifterne, og de bør kun bestå, så længe som en fornøden modernisering af dansk produktion gør det nødvendigt.

Når vi imidlertid, således som nævnt, må anse en statsindgriben for påkrævet, til sikring af produktionen og til værn for arbejderklassen, er det en selvfølge, at man også må have opmærksomheden henvendt på andre sider af forholdet mellem industrien og arbejderne.

De gamle produktionsforhold kan ikke opretholdes under den rivende udvikling i verden, og det gamle forhold til arbejderne i bedrifterne kan heller ikke opretholdes.

Under de komplicerede forhold, som tiden fører med sig, er samarbejde indenfor produktionen særdeles ønskeligt, men samarbejde er kun opnåeligt, når der også vises tillid til arbejderne! Det tillidsmandssystem, som man kender i enkelte fag herhjemme, og som under navn af råd er gennemført i Tyskland, må gennemføres og udvikles videre. Arbejderen, der dog har større betydning for produktionen end den tilfældige aktionær, må have adgang til at kende bedriftens forhold. Han må lære at kende bedriftens økonomi, navnlig da man ønsker, at han skal tage hensyn til denne, og han må have lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende i mange forhold, hvor arbejderens indsigt måske er lige så værdifuld som direktørens.

Samarbejde og fredelige forhold i produktionen skal ikke opnås ved tvungen voldgift eller ved beskyttelse af skruebrækkere. Det skal opnås ved at vise arbejderen tillid, ved at betragte arbejdets udøvere som sidestillede med kapitalejere, teknikere og ledere og  ved at anerkende arbejdernes indsats, således at der også åbnes vej frem til et andet system for udbyttets fordeling, for ejendomsforholdet og for ledelsen af samfundets vigtigste funktioner.

De danske arbejdsgivere har kun i ringe grad vist forståelse af den nye tid og dens opgaver. Vi vil fremdeles slå til lyd for en politik, der viser produktionen tilbørligt hensyn, og hvis man havde fulgt de veje, vi anviste, ville der nu have været fremgang for erhvervslivet og mindre arbejdsløshed.

Efter den foran optrykte indledningstale og den påfølgende forhandling vedtog kongressen på forslag af hovedbestyrelsen en udtalelse, der optrækker linierne for en fortsættelse af den økonomiske politik, som er fulgt af det socialdemokratiske ministerium og fortsat efter dettes afgang.

Beslutningen fastslår, at den bærende idé for dansk handelspolitik må være frihandel, men gennemførelsen deraf må fremgå af samarbejde imellem staterne og må suppleres med aftaler, der sikrer ethvert land beskæftigelsesmuligheder for deres befolkninger.

Indtil dette mål nås, udtaler kongressen, er en selvstændig, positiv erhvervs- og beskæftigelsespolitik påkrævet, og man opfordrer derfor til fortsat virksomhed for det kriseprogram, som fremsattes af det socialdemokratiske ministerium, et program der tilsikrer midler til støtte ved opbygningen af levedygtige og konkurrencedygtige industrier. Og så betones det endelig, at såfremt det anses for nødvendigt, som midlertidig foranstaltning, at skride til importrestriktioner eller særlige afgifter for at give danske industrier tid til en modernisering og omlægning, må det ubetinget kræves, at forbrugernes og arbejdernes interesser fuldt ud sikres.

I overensstemmelse med denne vedtagelse af kongressen udarbejdedes det kriseforslag, der fremsattes i Rigsdagen den 22. juni som ændringsforslag til det konservative fartis forslag om forhøjelse af forskellige toldafgifter, der har betydning for skotøjsindustrien og for fabrikationen af herreklæder.

Til forståelse af dette forslag fremsættes i det følgende nogle bemærkninger, som formentlig kan påregne almindelig interesse i sammenhæng med den tale, som foran er aftrykt.

Som det er fremgået af den gengivne tale, er krisen ikke blot af betydning for nogle enkelte industrier. Den rejser med stor styrke spørgsmålet om fremtidig beskæftigelse af den voksende befolkning, og hertil udkræves helt andre midler end nogle mere eller mindre omfattende toldafgifter, særlige afgifter eller andre forbigående begrænsninger i den udenlandske vareindførsel.

Hertil kræves et systematisk arbejde for at skabe de danske produktionsgrene, der kan ventes at blive livskraftige nok, desuden et arbejde for at erobre hjemmemarkedet samt for at trænge ind på fremmede markeder, hvor andre landes industrier søger afsætning.

Et systematisk arbejde kan ikke overlades til det private initiativ alene, thi det er mere end privatøkonomiske interesser her skal vejes, det er landets og den danske befolknings interesser, det gælder. Det er fremtidens ungdom, det drejer sig om. Det er mulighederne for sundt og nyttigt arbejde, der skal tilvejebringes, det eneste sikre grundlag, på hvilket et folk kan bygge.

Forslaget giver ministeriet rådighed over statsmidler eller statsgaranti, hvorved omlægning af umoderne drift kan fremhjælpes, nødvendig koncentration fremmes, moderne maskiner tilvejebringes, og nye fabrikationer anlægges.

Det tilsigter en forøget støtte, i form af garanti for eksportkredit, hvorved udførsel af danske produkter kan fremmes, og det stiller midler til rådighed, hvorved et planmæssigt arbejde for undersøgelse af mulighederne på fremmede markeder kan foretages, og støtte ydes til propaganda for danske varer, bl. A. Ved udsendelse af prøvelagre og særlige udstillinger, samt til fuldførelse af forsøg, prøver osv. med eksportmarkeder for øje.

Til støtte for erobring af hjemmemarkedet foreslås desuden forskellige foranstaltninger, der kan anvendes under hensyn til de forhold, under hvilke erhverv eller fag kan være i vanskeligheder.

I nogle tilfælde ville man formentlig være i stand til at billiggøre danske varer og dermed til at forøge konkurrenceevnen, når der en vis tid ydedes nærmere bestemte tilskud. Det er en selvfølge, at disse tilskud ikke bør ydes til enkelte virksomheder, som derved bliver bedre stillede i den indenlandske konkurrence. De kan derimod med held anvendes i hele fag, naturligvis særlig i mindre fag, hvor der udkræves en kortere tid til omlægning, sammenlægning eller andet, som kan tilvejebringe en formindskelse af produktionsomkostningerne og dermed den forbedrede konkurrenceevne.

Dernæst vil man være i stand til at lette vilkårene for adskillige fag eller brancher igennem ophævelse eller formindskelse af den gældende told på råstoffer og hjælpestoffer. Et eksempel har man i den lempelse af toldloven, som ministeriet Stauning gennemførte, til stor fordel for trikotagebranchen i tekstilindustrien.

På dette punkt indeholder forslaget en bemyndigelse for finansministeren og handelsministeren til iværksættelse af sådanne toldlettelser, for indtil 6 måneder, medens det derefter skal afgøres af Rigsdagen, hvorvidt lempelsen skal gøres permanent ved indføjelse i toldloven.

Et andet punkt i forslaget tager sigte på at beskytte produktion og forbrugere imod en indførsel, som foregår under falsk eller misvisende varebetegnelse. Det er ved lov forbudt at indføre fodtøj, i hvilket pap er anvendt i stedet for læder. Der opstår imidlertid stadig fabrikationer, der ligger nær ved begrebet svindel, og det er rimeligt at beskytte sig mod disse. For tiden findes her mængder af klædninger, der ikke er fabrikeret af virkeligt klæde. Noget usselt, elendigt kram, som næppe tåler berøring, som ikke tåler regn, og som i virkeligheden er et bedrag overfor uvidende eller godtroende mennesker.

Også på dette punkt gives der en bemyndigelse til ministeren, dels til at stoppe mistænkelige varer hos toldmyndigheden, indtil undersøgelse igennem toldrådet har fundet sted, dels til at forbyde indførsel af sådanne varer og endelig til at påbyde mærkning af varer fra udlandet med nationalitet, firma og varebetegnelse

Endelig åbnes der adgang for ministeriet til at indføre midlertidige importafgifter, såfremt et om denne lovgivning nedsat rigsdagsudvalg bifalder det.

Det siges, at sådant kan foretages, når nærmere bestemte industrier ikke på anden måde kan skaffes hjælp til overvindelse af vanskeligheder, der hidrører fra uforholdsmæssig stor import.

Når ministrene og det nævnte rigsdagsudvalg skønner, at nødvendighed og betingelser er til stede, kan sådan afgift pålægges visse udenlandske varesorter for en begrænset tid.

Afgiften skal selvfølgelig af ministeren afpasses efter behovet og kan ingensinde fastsættes højere end til 24 pct. Af varens værdi. Den kan gives for et år eller for længere tid, dog ingensinde for mere end tre år, og den skal, såfremt den fastsættes for mere end 1 år, nedsættes med en trediedel i hvert af de følgende 2 år.

Disse afgifter skal imidlertid ikke, som toldskatterne, gå ind i statskassen. De skal afgives til vedkommende produktion og skal anvendes til nedsættelse af prisen på de danske varer. Beskyttelsen kan således ikke anvendes til opretholdelse af et højt prisniveau, og hvis den ydede beskyttelse fører til udelukkelse af de udenlandske varer og således til væsentlig forøget dansk produktion, skal billiggørelse af de danske varer gennemføres med det, der indvindes ved forøget udnyttelse af maskiner, lokaler, personale osv., altså med de formindskede generalomkostninger pr. produceret vareenhed.

Men foruden denne sikring af forbrugernes interesser stilles iøvrigt en række betingelser for ydelse af tilskud og for etablering af de her nævnte indførselsafgifter, nemlig følgende:

Virksomhederne skal forpligte sig til: 1) Ikke at forhøje priserne på de varer, til hvilke tilskud ydes, eller for hvilke importafgift er indført, medmindre sådan forhøjelse kan begrundes med en påviselig stigning i råmaterialernes pris, i arbejdsløn eller andre betydende driftsudgifter, 2) At nedsætte prisen på varerne, såfremt fald i priserne på råmaterialer, i arbejdsløn eller andre betydende driftsudgifter muliggør dette, 3) At tilstille ministeren for industri, handel og søfart regnskab og andre til bedømmelse af driftens økonomiske forhold nødvendige oplysninger, 4) At begrænse udbetalingen af udbytte til højst 5 pct. af den i virksomheden indskudte aktiekapital eller privatformue, så længe den i nærværende lov omhandlede støtte ydes. Hvis der i virksomheden fremkommer et større udbytte, må beløbet udover 5 pct. ingensinde udbetales til aktionærer eller andre indehavere. Det henlægges og anvendes til forbedring eller udvidelse af bedriften, 5) At undlade udbetaling af tantieme til direktører og bestyrelsesmedlemmer, samt at forelægge ministeren for industri, handel og søfart samt det i § 13 nævnte erhvervsudvalg oplysninger om, hvilket vederlag der ydes til direktører og bestyrelse, 6) At anvende udbyttet af importafgifter til billiggørelse af produktionen og, såfremt produktionen bliver væsentlig forøget ved importafgifternes indførelse, at nedbringe priserne i passende omfang, efter forhandlinger med ministeren og det i § 13 nævnte udvalg, selv om det påregnede udbytte ikke måtte fremkomme, 7) At iværksætte sådanne tekniske og driftsmæssige forbedringer, som kan tjene til billiggørelse af produktionen, samt, hvis ministeren for industri, handel og søfart, med tilslutning af det i § 13 nævnte erhvervsudvalg, kræver det, at indtræde i forhandlinger om sådan koncentration og forbedring af driften, som må anses fornøden for at sikre en overfor udlandet konkurrencedygtig virksomhed. De heromhandlede virksomheder har en fortrinsret til at erholde den i § 2 omhandlede støtte, 8) at lade mærkning af varerne foretage, således at engrossalgsprisen anføres på varen, såfremt det af ministeren og det i § 13 omhandlede udvalg skønnes fornødent. Forinden sådan mærkning påbydes, skal det ved en sagkyndig bedømmelse af to arbejdsgivere og to arbejdere afgøres, om mærkningen kan gennemføres. Mærkning af indførte varer kan ligeledes anordnes, såfremt det anses formålstjenligt.

Som det allerede er nævnt, er de fleste af lovens bestemmelser lagt i hænderne på det ansvarlige ministerium under forudsætning af, at dette får tilslutning fra flertallet af et nedsat rigsdagsudvalg på 15 medlemmer.

Til udvalget skal, for den sagkyndige bedømmelses skyld, tilforordnes nogle medlemmer fra erhvervene samt toldtekniske medhjælpere, og dette udvalg har selvfølgelig ubetinget tavshedspligt.

Den kritik, der er fremført imod forslaget, har særlig været rettet imod de foreslåede indførselsafgifter og er navnlig fremført af venstre og det radikale venstre. Disse partier synes ganske at se bort fra den nødvendighed, som industrien er for det danske lands befolkning. De beskæftiger sig ikke med det store spørgsmål om at skaffe beskæftigelse til de - selv ved sommertid - tilstedeværende 54,000 arbejdsløse, men så let kan man ikke slippe over et vanskeligt spørgsmål.

Venstres finansminister, hr. N. Neergård, havde i 1921 særdeles klart blik for industriens betydning, men hans ord synes ganske glemt af venstre. Det er derfor værd at minde derom, thi de passer særdeles godt på den nu foreliggende situation. Hr. N. Neergård udtalte, da han fremsatte sit toldforslag d. 23. november 1921 (Folket. Forh. Sp. 2527): »På den anden side anerkender jeg så fuldt som nogen industriens uundværlighed i dette land. Vi lærte den at kende under krigen, vi så, hvilken betydning det havde for os, da vi blev afspærret fra omverdenen, at vi havde en levedygtig industri, der kunne i alt fald til nød forsyne landet med dets fornødenheder. Jeg er endvidere fuldkommen klar over, at vigtige industrigrenes undergang ikke i det lange løb ville være ensbetydende med at gøre livet billigere her i dette land, idet man ganske sikkert gennem det stærkt gennemførte trustsystem, man lever under i de lande, som særlig kunne tænkes som importlande til os, ville vide at vurdere situationen, når man blev uden hjemlig konkurrence. Også på grund af hele samfundets sociale bygning kan man ikke se med ligegyldighed på, at vigtige industrigrene går til grunde eller svækkes ganske væsentligt.«

Denne sunde erkendelse, som er på sin plads også nu, hvor der meldes om en større arbejdsløshed ved sommertid end nogensinde før, kommer ikke frem i venstres presse.

Man synes også ganske at have glemt, ikke blot venstres tale, men også venstres handlinger. Toldloven af 1908 er venstres toldlov. Den gennemførte ikke frihandel. Den blev stærkt kritiseret af socialdemokratiet, som under behandlingen foreslog at ophæve tolden på kul, tømmer, træ, olie, farvestoffer. Fjer, gummi, lim, salt, frugt, kaffe, the, ris, sago, apotekervarer, ost, humle, cikorierødder m. m.

Venstre modsatte sig disse toldlettelser, og der er, som man ser, derved bevaret ikke blot en fordyrelse af industriens produktion, men også en beskyttelse for en række landbrugsvarer.

Da venstremanden Vilh. Lassen forelagde forslaget til toldloven af 1908, erklærede han, at hvis vort landbrug udviklede sig således, at det forbrugte mindre befolkning (altså færre arbejdere), så kunne der være grund til ad kunstig vej at skabe andre erhverv for at skaffe afløb for arbejdskraften, og han tilføjede: men lykkeligvis er det ikke tilfældet.

Nu er det imidlertid tilfældet. Landbrugsbefolkningen har i mange år været ude af stand til at overtage sit eget fødselsoverskud. Fra 1890 til 1925 er de egentlige landdistrikters befolkning aftaget med 10,000, medens byerne er vokset kolossalt som følge af den nødtvungne bortvandring fra landet!

Men venstre forholder sig trods alle kendsgerninger afvisende og glemsom. Venstres toldlov af 1908 er glemt, men også venstres handlinger i 1921-22 og 1922-23 synes glemte.

I 1921-22 fremsatte venstres regering med Neergård som finansminister et forslag til toldlov, der regnede med en stigning i toldindtægt på 44 af de vigtigste varegrupper af 18 millioner kr. årlig. Alene på manufaktur og klædningsstykker påregnedes ved forslaget en forøgelse af tolden med 12 mill. kr.! - det synes således ikke at have været frihandel, der foresvævede venstre dengang!

I august 1922 fremsatte venstres regering forslag til lov om importregulering for fodtøj og cigarer. Venstres minister motiverede forslaget med henvisning til industriens vanskeligheder og udtalte, at man i nogen grad måtte dæmme op for den overhåndtagende import.

Forslaget gennemførtes, og selv under denne skrappe form for industribeskyttelse lykkedes det at undgå prisstigning, ja for fodtøj blev der endda prisfald!

I det følgende år foreslog venstres regering at afløse importreguleringen, ikke med frihandel, men med: midlertidig forhøjelse af toldafgifterne for cigarer, cigarillos og fodtøj.

Venstres ordfører afviste en fremsat påstand om, at det foreslåede var overgang til en beskyttelsespolitik, idet han (Hedegård) sagde: »Her er ikke tale om at anlægge en toldprotektionistisk linie i retning af beskyttelse, her er tale om en krisehjælp overfor disse bestemte industrier.«

At det parti, der har en sådan fortid, endda så nærliggende, nu vover at tale om socialdemokratiets overgang til toldprotektionismen, viser blot, at venstre ikke viger tilbage for såkaldet demagogi, og at venstre ikke generer sig for at tage sandhedsfordrejelse og falsk mistænkeliggørelse i sin tjeneste.

Men venstre har et parti ved siden af sig, det radikale venstre, der synes at stræbe efter at være på højde med venstre i usandfærdig agitation. Og dog har det radikale venstre også den brogede fortid. Dette parti har, foruden andel i toldloven af 1908, været særdeles virksom for importreguleringen i 1922 og førte sin agitation, under hele venstres regeringstid, for beskyttelse af dansk produktion, ja også efter dannelsen af det socialdemokratiske ministerium, var det radikale venstre med på industribeskyttelsen.

Det lovforslag, der blev forelagt i sommeren 1924, hvormed regeringen tilsigtede at gøre begyndelsen til en genrejsning af valutaen, indeholdt vidtgående beføjelser til at iværksætte en regulering af sådan import, som kunne undværes, og for dette lovforslag stemte det radikale venstre.

I fortiden er der således en langt klarere forståelse, både hos venstre og det radikale venstre af samfundets tarv og erhvervslivets interesser, end der nu synes at være. Nu er disse to partiers eneste indsats en partipolitisk agitation, der samtidig viser, at de er bange for hinanden.

Det socialdemokratiske forslag er desuden blevet mødt med grossererssocietetets protest, hvilket turde være et bevis for, at det peger i den rigtige retning - at importøravancen er kommet i fare.

Socialdemokratiets forslag vil, som det er fremhævet, sikre publikum en formindskelse af de danske varepriser og har således ikke den farlige karakter, som ofte har vist sig ved almindelig toldbeskyttelse.

Dets gennemførelse ville betegne en sund forståelse fra samfundets side og ville, udført af en regering, der ønskede at komme til forøget produktion, være et velegnet middel i kampen mod arbejdsløsheden, det moderne samfunds største ulykke, den tilstand, der er ødelæggende for hjem, familieliv og samfundsfølelse.

Socialdemokratiet har taget det store problem op til alvorlig prøvelse og har ydet en indsats i forhandlingen, som viser partiets ærlige vilje. Det vil vise sig, om andre politiske partier er besjælede af den vilje, der kan føre til et resultat.

Det viste sig, at viljen til for alvor at gå ind i positivt arbejde savnedes. Ministeriet, venstre og det radikale venstre, indtog det skamløse standpunkt at afvise alt, uden selv at vove sig frem med en anvisning!

Men dette havde man efterhånden forsonet sig med. Derimod må det konservative partis optræden vække berettiget harme i vide kredse.

Endskønt industrirådets formand og lederne for de kriseramte fags organisationer straks havde udtalt deres uforbeholdne tilslutning til det socialdemokratiske forslags hovedprincipper, lykkedes det dog at få en afvisning vedtaget af industrirådet.

Importørinteresser, agrarindflydelse, radikale børsherrer og konservative spilfægtere har øvet den fornødne indflydelse til særlig tilfredsstillelse for det radikale parti. Industrirådets afvisning blev det konservative partis påskud til at afbryde forhandlingerne, og derefter stod partiet igen alene med sikkerhed for, at der intet positivt sker og med sikkerhed for, at ministeriet Madsen Mygdals liv igen bliver skånet.

De konservative toldforslag kan ingen Rigsdag vedtage, når en regering advarer derimod, således som det er sket.

De forslag er politisk agitationsmateriale uden hold i virkelighedens verden. Men de forslag sikrer, at agrarer og industrifolk indenfor højre holder sammen, at en byfjendtlig og arbejderfjendtlig politik kan fortsættes under »borgerligt samarbejdes ansvar, men de betyder også afværgelse af positive erhvervsforanstaltninger. Håndværkets og industriens mænd, udenfor den indviede, politiske kreds, vil med dyb skuffelse se det gode, socialdemokratiske forslag afvist, men de vil også vinde en tiltrængt erfaring om værdien af konservativ indsats og forhandlingsvilje.

Det sidste ord er imidlertid ikke talt. Der kommer en dag efter afvisningens dag, og det konservative parti kan ikke mere løbe fra sit ansvar.

Socialdemokratiet har handlet i forståelse af vort lands og vort folks interesser i nutid og i fremtid, og vi indlader roligt vor handlemåde for folkets domstol.

Endskønt jeg ikke har studeret nationaløkonomi og ikke har fået uddannelse som bankmand, har jeg dog lovet at fremsætte nogle bemærkninger om det valgte emne. Jeg gør det udfra min bedømmelse af bankernes samfundsmæssige opgaver, og jeg bygger i særlig grad på det kendskab, jeg har til livets praktiske forhold. Jeg beskæftiger mig ikke med bankforhold under den samfundsform, som jeg tilstræber, og som jeg tror må komme efter den nuværende. Min virkelighedssans byder mig også at beskæftige mig med forholdene i det kapitalistiske samfund, hvori livet må leves, og hvor det gælder om at hidføre tålelige tilstande for alle mennesker.

Den industrielle udvikling, der ikke blot fortrænger smådriften i håndværket, men også i landbrug, handel og skibsfart, stiller andre krav med hensyn til kapital end de, der før var tilfredsstillende. Som produktionen og de øvrige funktioner er gået eller er i færd med at gå over til stordrift, må også kapitalen ind under koncentrationens love, og her har bankerne deres store og betydningsfulde mission. De små kapitaler, som de enkelte før opsamlede og anvendte i deres egen bedrift, må nu opsamles af banker og sparekasser for derefter at anbringes i de store økonomiske virksomheder. Pengeinstitutternes opgave er dermed blevet mere social end i fortiden, men ansvar og pligter er derfor også større end før.

I det økonomiske liv har pengeinstitutterne den største betydning, i hvert fald næst efter sparerne, men netop derfor må samfundet også søge at sikre sig et godt bankvæsen. Pengeinstitutterne er den nødvendige forudsætning for produktionen og de andre funktioner, som verdenssamfundet behøver, men netop fordi pengeinstitutterne har denne betydningsfulde stilling, burde de alene ledes udfra disse samfundsmæssige hensyn. Det ville derfor stemme særdeles godt med det kapitalistiske samfunds interesser i produktion og handel, om bankerne var offentlige institutioner, der alene havde den opgave at lægge de økonomiske forhold til rette for de virksomheder, der skal opretholde nationernes liv - og som naturligvis i dette samfund både skal opfylde kravet om produkter og beskæftigelse, men også kravet om udbytte til kapitalindehaverne og til udøverne i virksomhederne. Man erkender fra alle sider, at toldvæsen, postvæsen. Jernbane, telegraf, telefon og lignende, må være uafhængige institutioner - under den ene eller den anden form offentlige - men man vil ikke anerkende berettigelsen af kravet om bankerne som offentlige institutioner. Dette er ulogisk, thi for det økonomiske liv er bankernes uafhængighed, soliditet og hele indretning af vital betydning.

Pengeinstitutterne bør til den ene side under fuldt ansvar kunne påtage sig forvaltningen af befolkningens sparepenge, af store og små indskud, og de bør til den anden side under former, der er fuldt betryggende for sparerne, kunne påtage sig finansiering af de virksomheder, som besørger befolkningens forsyning med produkter og med indtægtgivende arbejde. Banken skal for at kunne opfylde sit formål stabilisere sine beholdninger og i videste grad underbygge indskudsmidlerne. Kun derigennem kan banken bidrage til stabilitet i produktion og handel, virke regulerende og sikre den ligevægt i de finansielle forhold, som er vigtig for de virksomheder, der skal ud med produkterne på markedet.

Pengeinstitutterne burde ikke have det som et vigtigt formål at give høj rente til indskyderne og at tjene stort overskud til aktionærerne ved en høj udlånsrente til produktion og omsætning. Dette system, som vi desværre kender, forøger blot vanskelighederne for produktionen, svækker konkurrenceevnen og bidrager til arbejdsløshedens opretholdelse. Jeg nærer ingen tvivl om, at den solideste bankordning kan skabes ved staten, den ordning, der udelukker de nævnte ulemper og sikrer det overblik, den kontrol og stabilitet, som er i erhvervslivets interesse, men jeg regner al tid med livets realiteter og iblandt disse også med dem, at de nødvendige faktorer ikke vil kunne enes om at skabe et sådant bankvæsen.

Det næste er da at søge samfundsmæssige hensyn varetagne. Sikkerhed tilvejebragt ved rimelig lovgivning angående de bestående pengeinstitutter. Jeg anser det for at være ganske uforsvarligt, at bankvirksomhed drives efter rent forretningsmæssige principper, og helt meningsløst, at en hvilken som helst kreds af personer kan oprette en bank, hvor som helst og når som helst. Pengeinstitutter bør ikke være som private forretninger. De har ved lovgivningen rettigheder af monopolagtig karakter, og de må til gengæld udøve en virksomhed, som først og fremmest tager samfundsmæssige hensyn. Deri ligger, at der ikke burde være adgang til konkurrence på renten af indlån, ej heller på udbyttet til aktionærerne. Den sikkerhed, der kan bydes, bør for sparere, for aktionærer og for forstandige erhvervsdrivende være det eneste, som virkelig har betydning. Derfor kunne jeg godt tænke mig faste maksimaurentesatser for indlån og for udbytte til aktionærer og en skarpere skillelinie end den, vi har, imellem sparekassers og bankers virksomhed. Den konkurrence, vi oplever mellem disse to arter af pengeinstitutter, er ganske utilbørlig - og den er fordyrende for den, der skal have lånene.

Imidlertid - også dette princip savner venner nok; det er én gang afvist, også af regering og lovgivningsmagt, og må formodentlig vente til bedre tider. Efter disse mere principielle betragtninger, som jeg altså ikke venter virkeliggjorte i første omgang, endskønt de både stemmer med logik og samfundshensyn, skal jeg beskæftige mig med de sider af bankvæsenet, hvor lovgivning er absolut påkrævet til betryggelse for samfundet og dets erhvervsliv. Forinden jeg omtaler visse hovedpunkter i den lovgivning, jeg anser påkrævet, må jeg endnu anføre en begrundelse, der er aktuel, nemlig erfaringer fra de sidste 10 års bankvirksomhed.

Bankerne i et antal af 225 har 10-året 1918-27 måttet foretage afskrivninger til et beløb af 894 mill. kr. i henhold til de aflagte regnskaber - hertil kommer så, hvad der er oplevet i 1928. Tabene må dog anses at være større end de officielle regnskabstal, idet noget er dækket med skjulte reserver eller udeladt på anden måde. Bortset fra den store post - ca. halvdelen -, der falder på landmandsbanken, har de største tab måttet afskrives i de to deflationsperioder 1921-22 og 1924-25.

Tabene synes ikke meget forskellige i de forskellige størrelsesgrupper af banker, hvorimod der kan konstateres særdeles store tab i forhold til bankernes overskud i de nyere banker. Jeg ser selvfølgelig her bort fra Landsmandsbanken. 31 banker oprettede i tiden 1912-17 har haft afskrivninger på 70,7 pct. af tiårets overskud. 43 banker oprettede 1918-22 møder med tab på 122,6 pct. af overskuddet. Disse 74 banker har altså reelt tabt alle 10 års overskud - ca. 36 mill. kr.. For samme 10-år gælder, at foruden Landmandsbanken er 53 banker brudt sammen eller rekonstruerede med tab på 238,5 mill. kr.. Ser man alene på de banker, der har undgået rekonstruktion eller lukning, viser det sig, at disse 171 banker dog har måttet afskrive 36,4 pct. årlig af det gennemsnitlige driftsoverskud. Udfra de betragtninger, jeg her har fremsat, nævner jeg da som en første fordring, at bankers oprettelse ikke bør foregå ukontrolleret.

Da bankvirksomhed er meget forskellig fra almindelig forretningsvirksomhed, kan der ikke herske sådan ubegrænset frihed for denne som for handel med varer. Oprettelse af banker uden fornødent kapitalgrunding og på steder, hvor det ikke er påkrævet, kan virke ødelæggende langt udover bankens aktionærer og indskydere. En banks sammenbrud river ofte andre erhvervsvirksomheder med sig, og for hver lukket bank står der et overflødigt personale, som har store vanskeligheder ved at finde passende anvendelse igen. Det vil for at afværge sådanne ulemper være rimeligt at gå over til koncessionssystemet, således som det er indført i Norge, og som det længe har været gældende i Sverige. Kun derved kan man sikre sig mod masseoprettelser af banker i visse perioder og dermed imod de tab og ulykker, som jeg nylig har påvist i forholdet til de mange nyoprettede banker i en kort periode.

At man også i lovgivningen fastsætter et minimum for aktiekapital vil være rimeligt, og jeg er tilbøjelig til at mene, at man endog var for langt nede, når dette i det sidste bankforslag var sat til 200,000 kr.. En forpligtelse for bankerne bør det ligeledes være, at aktiekapitalen virkelig bliver indbetalt, enten straks ved oprettelsen eller i løbet af meget kort tid.

På den anden side bør lovlig oprettede og kontrollerede banker have sikret visse rettigheder. De alene må have retten til bankforretninger - og retten til at modtage indlån fra en ubestemt eller skiftende kreds af indskydere må være forbeholdt banker og sparekasser. Den virksomhed, der udøves ved modtagelse af indlån af såkaldte andelskasser og af foreninger f.eks. indenfor andelsbevægelsen, er lidet betryggende. Den burde enten forbydes eller bringes ind under betryggende kontrol af hensyn til den befolkningskreds, der måske har ladet sig friste af høje rentetilbud. Andelskasserne, der oftest omfatter mindre områder, hvor store dele af indskudskapitalen anbringes i et eller ganske enkelte foretagender, er uhyre farlige for indskyderne, idet et sådant foretagendes sammenbrud kan berøve hele indskyderkredsen alt eller en meget stor del af de indskudte sparepenge.

At der dernæst sættes regler ind i lovgivningen, som søger at sikre et minimum af likviditet og en rimelig sikkerhed imod uforsvarligt store udlån, har tiden vist os nødvendigheden af. Med hensyn til likviditet er der i de sidst behandlede bankforslag opstillet en regel, hvorefter der til enhver tid skal være en kassebeholdning, som står i et vist forhold til bankens aktiekapital. Man har her bevæget sig på fra 4 til 1 pct. På forskellige trin af aktiekapitalstørrelser: over 20 mill. kr., fra 5 til 20 mill. kr. og under 5 mill. kr.. Endvidere bestemtes det, at kassebeholdningen i forbindelse med beholdningen af sikre, letsælgelige, ubelånte kreditmidler skal udgøre 20 eller 15 pct. af en banks gældsforpligtelser.

Med hensyn til kravet om kassebeholdning viser det sig, at ved sidste års udgang var der kun 2 banker, der havde mindre kassebeholdning end foreskrevet i det af Folketinget i 1926 vedtagne lovforslag. På det andet punkt: forholdet mellem likvide aktiver og gældsforpligtelserne, var der kun én bank, som ikke opfyldte fordringen. Dette kunne tyde på, at man har været meget forsigtig med opstillingen af de nævnte fordringer. Det andet nævnte punkt, størrelsen af udlån, har som bekendt spillet en stor rolle for en række banker.

Men hensyn til finansieringen af selskaber er danske banker efter min mening inde på et skråplan. Det er næppe en forsvarlig bankpolitik, som er drevet på dette område. En undersøgelse et enkelt år omfattede 195 selskaber i handel. Industri og søfart viser, at disse selskaber, hvis aktiekapital er 729 mill. og samlet egenkapital 867 mill., havde en samlet bankgæld på 464 mill. kr., 53,5 pct. af egenkapitalen eller 63,7 pct. af aktiekapitalen. Forholdet er imidlertid endnu værre, når vi opløser gruppen i de tre afdelinger. For søfart og handel er bankgælden henholdsvis 48,3 og 41 pct. af aktiekapitalen, men for industriselskaberne 82,2 pct.. Den videre undersøgelse viser iøvrigt, at det er selskaberne med den mindste aktiekapital, som har den største bankkredit, og endelig ses det, at en række krigsselskaber - 80 selskaber stiftede efter d. 1. august 1914 - har en bankgæld på 182 mill. kr. og en egenkapital på 181 mill. kr., medens forholdet for de ældre selskaber er, at bankkreditten udgør 41 pct. af egenkapitalen.

Endelig ses det, hvad der måske er forklarligt, at de selskaber, der har tabt en større del af aktiekapitalen, har den største bankgæld - 65 selskaber med 157 mill. aktiekapital, men med et underskud på 71 mill. har en bankkredit på 212 mill., og det ses yderligere, at ca. en tredjedel af selskaberne er helt afhængige af bankerne, idet deres bankgæld er ca. 100 mill. kr. større end deres aktiekapital. Dette forhold er en meget alvorlig skade i vort økonomiske liv. De danske banker er gået alt for vidt ud i finansiering. Man burde have tilskyndet selskaberne til tilvejebringelse af langt større aktiekapitaler, thi det bestående forhold har svækket bankernes likviditet og forøget deres risiko. I stor udstrækning er bankgælden anbragt i ejendomme og maskiner, hvor aktiekapitalen skulle være, medens bankernes virksomhed i hovedsagen skulle være en finansiering af råstofferne og omsætningen.

Jeg forstår, at dette forhold ikke lader sig ændre i en håndevending; men det bør være med iblandt målene. Ved bankloven vil man foreløbig være istand til at begrænse bankernes risiko ved de enkelte, store engagementer. I det sidst fremsatte lovforslag var det fastsat, at en banks udlån til en enkelt kunne som regel ikke måtte overstige 35 pct. af bankens egenkapital. Dette punkt er et af de vigtigste i banklovgivningen. I hvert eneste bankkrak er det enkelte, meget store engagementer, som har været de afgørende, og her må ske en forandring, både af hensyn til bankerne, til erhvervslivet og til sparerne.

Af en foretagen undersøgelse i de senere år, altså efter afviklingen eller afskrivningen af de kæmpemæssige engagementer, der fandtes visse steder indtil 1924, ved man, at kun ca. en tredjedel af bankerne er fri for engagementer, der overskrider den nævnte 35 pct.s grænse. Alle de andre banker har sådanne store enkeltengagementer, der er en fare for dem. På et vist tidspunkt havde 19 banker et antal af 20 engagementer, der var på over 100 pct. af egenkapitalen, og et meget betydeligt antal banker havde engagementer på mellem 50 og 100 pct. af kapitalen. Det er bekendt, at skive bank havde et engagement med en købmand, medlem af bankrådet, hvortil hele aktiekapitalen var beslaglagt; men dette er desværre ikke helt enestående. I flere tilfælde er det, ligesom i Skive, direktøren eller medlemmer af ledelsen, som har sådanne store, i reglen tabgivende engagementer.

Jeg kender et tilfælde, hvor debitor var et aktieselskab, hvis direktør var formand for bankens bestyrelse. Engagementet var på over 6 mill. kr. eller 198 pct. af bankens egenkapital. I et andet tilfælde var engagementet over 300,000 kr. - eller 106 pct. af egenkapitalen, og debitor var én bankledelsen nærstående person. I et tredje tilfælde forefindes et engagement på 1 3/4 mill. kr. - eller 89 pct. af egenkapitalen. Bankens direktør heftede, og lånet var ydet uden bestyrelsens vidende.

Imod følgerne af sådan letsindighed må samfundet værge befolkningen, og det kan gøres uden skade for berettigede interesser. En række engagementer er endda særlig forkastelige, idet lånene er anvendt til spekulationer, hvorved risikoen er endnu større, end når det drejer sig om finansiering af produktion eller handel. At det kan volde visse vanskeligheder at komme bort fra sådanne, for store. Engagementer forstår jeg særdeles godt, og derfor må der også gives en rimelig overgangs- eller afviklingstid; men en reform er nødvendig, da bankens ledere ikke selv har villet gribe ind. Man indvender, at man ikke kan kaste sådanne engagementer bort, og det er også rigtigt. Men så må bankerne - ligesom forsikringsselskaber - søge etableret en art genforsikring, eller en deling af engagementerne, hvad særdeles vel lader sig gøre, når det er sunde, hæderlige og levedygtige virksomheder, det drejer sig om. - og de, der ikke er dette, må snarest muligt likvideres.

Til konsolidering af bankerne og stabilisering af disses vigtige funktioner vil det være nødvendigt, at loven foreskriver en vis henlæggelse til reservefonds. Lovforslaget har nævnt, at 20 pct. af driftsoverskuddet skal henlægges til reservefondet, dog undtaget banker, hvor egenkapitalen udgør mindst 15 pct. af gælds- og garantiforpligtelser. Denne bestemmelse vil kun berøre 47 banker; men det ville iøvrigt være rimeligt, om alle banker søgte at forøge sikkerheden på den angivne måde.

Efter de triste oplevelser, man har haft, når man undersøgte bankbestyrelsers ansvar, vil det være rimeligt at få klaret ansvarsspørgsmålet ved loven. Det vil være særdeles ønskeligt, at de valgte bestyrelser virkelig handler under ansvar. Direktørerne skal være udøverne i den daglige drift, men det må være bestyrelserne, som træffer beslutninger og bærer ansvar. Man må samtidig søge at komme bort fra den camouflage, som visse banker har benyttet sig af, når de overfor offentligheden mødte med underskrift på beretning og regnskab af et antal ansete og formuende mænd. Publikum opfattede disse som garanter, men når ansvaret skulle bæres, viste disse sig oftest at være udenfor skudvidde.

Hertil må føjes bestemmelser, der som regel sikrer imod, at direktører er låntagere i deres bank, som hindrer, at direktører og bestyrelsesmedlemmer gør sig afhængige ved at indtræde i bestyrelse eller direktion for foretagender, der finansieres af banken, og endelig må det absolut forbydes direktører, som andre funktionærer, at drive spekulationsforretninger for egen regning - helt eller delvis ved hjælp af kredit eller optaget lån.

Egentlig burde bankerne også afholde sig fra at yde andre lån i rent spekulationsøjemed, men så længe spil er tilladt, må man måske indskrænke sig til at kræve betydelig bedre sikkerhed end det i mange tilfælde er sket. Med hensyn til forbudet imod at indtræde i ledelsen for finansierede foretagender, er det indvendt, at banken så taber en adgang til kontrol. Dette er dog ikke nødvendigt. Hvor forholdene nødvendiggør noget sådant, kan man selvfølgelig delegere et bestyrelsesmedlem eller en funktionær til at møde vedkommende sted, uden at denne gør sig medansvarlig i foretagendet eller lønnet af dette. Der er syndet meget på dette område. En række aktieselskabsbestyrelser bestod af en art Tordenskjolds soldater. Enkelte personer har samtidig haft sæde i indtil 45 bestyrelser. En adfærd, der i alle henseender er forkastelig og ganske ødelæggende. En bedre moral må oparbejdes både iblandt bankkunder og bankledere, og da den ikke er kommet hidtil, må lovgivning hjælpe derpå.

Jeg har i min besiddelse nogle grundregler for en forening af bankledere i Wisconsin i USA det hedder heri:… direktionen, der daglig leder banken, skal bestå af mænd af moralsk kraft og sund ufordærvethed, godt omdømme, utvivlsom redelighed og anseelse ... Banklederen skal ikke deltage i nogen forretning, som er i modstrid med loven eller offentlighedens vel. Om forholdet til funktionærerne hedder det:... at der ikke skal tages hensyn til, om vedkommende er i familie med folk af faget. Et andet sted hedder det, om hvad man ikke må gøre:... at banklederen ikke skal afslutte krediter, hvor han er vidende om, at pengene skal bruges til ufine eller umoralske formål. Jeg véd ikke, om man efterlever sådanne regler i Wisconsin, men jeg véd, at de ikke altid er fulgt her i landet, og derfor holder jeg på nødvendigheden af en opdragende lovgivning.

Med hensyn til samfundets sikkerhed må endnu anføres revisionen og tilsynet. I det forslag, jeg oprindelig har fremsat i Rigsdagen, foreslog jeg mindst to kyndige revisorer for hver bank, og af disse skulle den ene udnævnes af ministeren, under hvem bankerne sorterer. I folketinget ændredes denne bestemmelse, men jeg tror, den må genoptages. I mange tilfælde har revisionen svigtet, senest viste det sig i bankskandalen i Ejby. På dette område er en betryggende ordning nødvendig, og en regeringsvalgt revisor vil være en særdeles god medhjælper for statens banktilsyn. Jeg mener nemlig også, at dette må bevares. Langt mindre områder er uden kritik inddraget under offentligt tilsyn. Jeg nævner sygekasser, arbejdsløshedskasser og andet, som har offentlig interesse. I bankerne omfatter forvaltningen langt større beløb end andre steder, og de interesser, der knytter sig til bankernes virksomhed, er de største, som samfundets medlemmer har under det herskende samfundssystem. Det må da formentlig være en dårlig spøg, når man fra enkelt side har krævet det offentlige tilsyn ophævet.

Udover de her nævnte hovedpunkter må jeg endnu nævne et stridsspørgsmål, som har været oppe under tidligere forhandlinger. Det er spørgsmålet om oprettelse af et fond til anvendelse, når tab indtræffer for banker. Jeg tror, det er en stor fejl af bankerne at afvise dette. Opsamlingen af en fælles reserve, uafhængig af de enkelte banker, til forholdsmæssig anvendelse, når økonomiske ulykker måtte indtræde, vil være en særdeles god betryggelse for indskyderne, og fondets tilstedeværelse vil styrke tilliden i så høj grad, at det vil være af stor værdi for bankerne.

Helt uprøvet er denne tanke da heller ikke. Den er praktiseret i en række stater i Amerika, og den praktiseres - så vidt jeg véd - med held i den czekoslovakiske republik. Ved lov af d. 10. oktober 1924 er her oprettet et almindeligt fond for pengeinstitutter. Det hedder i loven, at fondet er til fremme af sparsommelighed, gennem sikring af indskudsmidlerne, og til fremme af pengevæsenets udvikling og sikring. Fondet, der er en selvstændig institution, bestyres af 12 medlemmer, der udnævnes af regeringen, efter at pengeinstitutternes organisation har udtalt sig. Bidraget er 1 1/2 pct. af det rentebeløb, der udbetales eller godskrives til indskyderne i banker og sparekasser. Loven indeholder iøvrigt betingelserne for ydelse af hjælp fra fondet, når pengeinstitutter har lidt tab, om skattefrihed m. v..

Efter at vi også i den seneste tid har set indskyderne blive udsatte for betydelige tab, vil det være rimeligt, at dette spørgsmål tages op igen, og jeg håber, at man kan komme til en sikkerhedsstillelse også ad denne vej. Jeg tror, at det her nævnte er en række hovedpunkter, som trænger sig på, når man spørger om den påkrævede udstrækning for banklovgivningen, og jeg vil gerne tilføje, at hvis man kan pålægge bankerne en pligt til at bidrage til uddannelse af kyndige og dygtige bankledere, vil det være særdeles formålstjenligt. Hvergang, der skal bruges en ny bankleder, hører man om en frugtesløs søgen, særlig efter den internationalt uddannede mand. Det var egentlig rimeligt, om bankerne tog den opgave op, som hidtil er forsømt.

Men over alt rager det samfundshensyn, som ikke kan afvises, når talen er om de vigtigste økonomiske institutioner. Jeg har intet ønske om at vanskeliggøre banker deres gerning, men jeg har et ønske om, at de drives på en sådan måde, at de virkelig kan fremme samfundsnyttig gerning og afværge rystelser i det økonomiske liv som dem, vi har oplevet i de sidste ti år. Bankernes ledende mænd har ikke vist tilstrækkelig social forståelse, de har mere end andre handlet ilde overfor samfundet, og befolkningen må derfor i videst mulig udstrækning værnes imod gentagelsen af, hvad vi har oplevet.

Hr. præsident, mine damer og herrer. Idet jeg atter bestiger denne talerstol, fra hvilken jeg allerede en gang tidligere har haft den ære at tale til denne høje forsamling, vil jeg gerne i regeringens navn, som jeg har den ære at stå i spidsen for, bringe en hjertelig hilsen, båret af en oprigtig sympati for og tillid til de høje og nye idealer, som folkeforbundet er kaldet til at virkeliggøre til gavn for menneskeheden, der indtrængende ønsker at se de forhåbninger realiseret, som den nærer overfor det.

Vi befinder os på den 10de forsamling. Forbundets arbejde udviser allerede et righoldigt materiale, idet det har givet os stærke historiske holdepunkter til at bedømme karakteren af de gennemløbne stadier med deres ængstelser, deres glæder og tillige deres skuffelser og til at afstikke nye mærkepæle for fremtiden, uden hvilke den vej, der skal følges, kun ville blive mørk og fuld af farer, uden hvilke selve forbundets liv ikke ville være sikret, thi det må for at fortsætte sin eksistens stadig give beviser på sin levedygtighed.

Man har det indtryk, at det er nødvendigt at gøre nye anstrengelser, dersom man i de store masser vil bevare tilliden, hvorpå Folkenes Forbunds autoritet hviler. Det ville efter min overbevisning være en meget stor ulykke, hvis denne forbundets autoritet skulle blive svækket, og jeg ønsker, at det folk, som jeg repræsenterer, deltager så stærkt som muligt i folkeforbundets arbejde. Men netop fordi jeg tror på forbundets betydning, og fordi jeg ønsker at se dets betydning forøget, skal jeg tillade mig at gøre nogle bemærkninger om midlerne til at befæste dets autoritet.

Tillad mig først et øjeblik at kaste et blik tilbage. I de tre første år blev der udført et kæmpemæssigt arbejde for selve folkeforbundets organisation, forbundet med et umådeligt arbejde for rekonstruktionen af Europa, der endnu var helt desorganiseret af krigens virkninger. Jeg mindes med ærbødighed de store statsmænd, som har stillet deres rige indsigt til tjeneste for dette dobbelte arbejde. Adskillige af dem ser vi ikke mere i vor kreds; men vi har på den anden side den tilfredsstillelse påny iblandt os at hilse en af forbundets betydeligste medarbejdere i denne så farlige af alvorlige vanskeligheder opfyldte periode. Jeg tænker på lord Cecil, hvis ædle personlighed og høje idealer for bestandig har sikret ham en hædersplads i denne institutions annaler.

Men denne begynderperiode, hvor man helbredte så mange sår, samtidig med, at rejsningen af den nye bygning blev solidt påbegyndt, var ledsaget af en af de farligste politiske udviklinger i Europa, en situation, som fik de største og mest berømte talere til at udtrykke en alvorlig ængstelse for fremtiden. Siden dette tidsrum har et politisk sanerings- og afspændingsarbejde kunnet følge sin kurs langsomt og sikkert såvel ved hjælp af forbundets organer: rådet, sekretariatet og den faste domstol for mellemfolkelig retspleje, som ved de kræfters hjælp, som er blevet stillet til rådighed udenfor forbundet, men som handler fuldkommen i dets ånd. Jeg tænker særligt på den hjælp, der er blevet ydet fredsarbejdet ved Kellogg-pagten.

Lad mig dernæst, mine damer og herrer, et øjeblik dvæle ved forbundets universalitet, som vi alle stræber efter, for at se, hvilke fremskridt der er gjort i de år, der er gået siden forbundets stiftelse. Vi begyndte med 42 medlemmer og tæller nu 54. Året 1926 bragte os Tysklands værdifulde medvirken. Men der er en indirekte universalitet, som viser sig mere og mere ved samarbejde fra de staters side, der ikke er medlemmer, på konferencer og i kommissioner, som har været samlet og endnu samles under forbundets auspicier. Dette synes mig et godt varsel ikke blot for fremtiden, men også for det nuværende tidspunkt, et uafviseligt tegn på den voksende interesse, som hele verden, følgelig også ikke-medlemmeme, nærer for Folkeforbundets virksomhed. Det er tillige et bevis for dets voksende anseelse i de forløbne ti år.

Efter at jeg således har skitseret, hvad jeg havde at sige om forbundets vækst gennem de første ti år, det har eksisteret, vender jeg mig mod fremtiden, og, som jeg sagde, da jeg begyndte: nogen fornyelse synes mig meget ønskelig for at garantere forbundets levedygtighed, ja selve forbundets eksistens. I forbundets første år konstaterede man en naturlig tilbøjelighed til at koncentrere arbejdet så at sige i rådet og i kommissioner, der var nedsat af dette, og hvori de stater, der var medlemmer af rådet, udøvede en overvejende indflydelse. Man frygtede for at lade forsamlingen spille en for betydelig rolle. Følgen heraf har været, at man forøgede rådsmedlemmernes antal i højere grad, end mange af os finder ønskeligt, og at kampene for at besætte pladserne i rådet er blevet en af de mindst tilfredsstillende sider i Folkeforbundets liv.

Kunne man ikke overvinde disse vanskeligheder ved at give forsamlingen en mere fremtrædende rolle? De fleste af de arbejdende kommissioner er nedsat af rådet. Deraf følger naturligt, at i mange tilfælde er det rådets .medlemmer, der er repræsenterede deri, og at der kun bliver meget lidt adgang for de andre stater. Jeg tillader mig i ærbødighed at henstille, at man i visse tilfælde udnævner kommissioner sammensat såvel af medlemmer udpeget af rådet som af medlemmer valgt direkte af forsamlingen. Man ville således opnå et mere intimt samarbejde mellem repræsentanterne for et vist antal stater, udover hvad man opnår ved den bestående metode. Dette vil efter min mening være en fordel for forbundets regelmæssige arbejde. Kunne man ikke lade dette spørgsmål undersøge af 1ste kommission eller, dersom man mener, at det ikke endnu er modent til en sådan undersøgelse, ville det da ikke være muligt at henvise det til undersøgelse i sekretariatet og i rådet.

Et andet spørgsmål, som synes mig at fortjene deres opmærksomhed, er de konventioner, der er vedtaget af denne forsamling og af arbejdskonferencen. Antallet af de vedtagne konventioner er i dag meget stort, men mange af dem er endnu ikke blevet ratificeret og har derfor ikke virket, som man kunne håbe. Det er naturligt, at i mange tilfælde fordrer ratifikationen en vis tid. Mange konventioner nødvendiggør ændringer i landenes lovgivninger, og der må tid til for omhyggeligt at forberede tilpasningen af lovgivningen i konventionernes ånd. Men selv om man erkender disse vanskeligheder, kan man ikke nægte, at forskellen på antallet af konventioner og ratifikationer er meget stort. Flere af de omhandlede konventioner er udtryk for de løfter, der blev givet folkene ved fredsslutningen i 1920 og folkeforbundets skabelse. Visse af disse konventioner er blevet vedtaget her med enstemmighed og begejstring, men de er endnu ikke blevet sat i kraft i alle stater, der er medlemmer af nationernes forbund.

Jeg indrømmer gerne, at også Danmark må gøre sig bebrejdelser vedrørende denne sag. Den nuværende regering har derfor iværksat en undersøgelse af hele rækken af konventioner, som er blevet undertegnet, for at udsøge de konventioner, der umiddelbart kan tilpasses vor lovgivning og vore forhold. På grundlag af denne undersøgelses resultater påtænker den danske regering, når Rigsdagen åbnes i næste måned, at forelægge et større antal konventioner til ratifikation. Således har den til hensigt at foreslå ratificeret, uden forbehold og uden udeladelse af kapitel III, Generalakten om forlig og voldgift, konventionerne om kemisk krig, om privat våbenhandel og om handel med opium. Desuden et antal af arbejdskonventionerne, som arbejderklassen utålmodigt venter på at se bragt i anvendelse.

Men jeg vender mig atter til den almindelige situation, som er uforandret, og som det gælder om at forbedre. Ville det ikke være muligt gennem folkeforbundets organer at nå til et mere rimeligt forhold mellem de vedtagne og de ikke ratificerede konventioner? Ville det ikke være muligt at påbegynde undersøgelsen af dette spørgsmål i 1ste kommission og senere at betro det til et udvalg, hvis medlemmer skulle vælges af rådet og forsamlingen i fællesskab?

Jeg skal endvidere i denne forbindelse udtale, at det er muligt, at man undertiden har været en smule for hurtig til at vedtage konventioner, og at disse konventioner ofte har været meget detaljerede og derved manglet den nødvendige smidighed for at kunne passe til de forskellige interesserede landes særlige forhold. Ganske vist må man ikke undervurdere værdien af de vedtagne, men ikke ratificerede konventioner: de kan tjene som et ideal, mod hvilke bestræbelserne rettes; men dette er imidlertid ikke målet for folkeforbundets arbejde, og denne tendens synes mig egnet til at svække tilliden til Folkeforbundet. Vedtagelsen af konventionerne vækker forhåbninger i landene, men skuffelse og mistro opstår, når de vedtagne konventioner stadig forbliver dødt bogstav. Jeg for mit vedkommende ville foretrække, at man iagttog nogen forsigtighed ved vedtagelsen, når man ikke i hvert fald har en vis garanti for en tilstrækkelig tilslutning, og jeg tillader mig følgelig at fremsætte dette synspunkt såvel til denne høje forsamling som til de enkelte staters velvillige overvejelse.

Blandt de opgaver, som melder sig i den nærmeste fremtid, er også en undersøgelse af, hvilke følger Kellogg-Briand-pagten, hvilken vi hilser med glæde, kan få på forbundspagtens bestemmelser. Jeg har med glæde hørt, at den britiske premierminister har påkaldt opmærksomheden for dette spørgsmål. Endvidere vil jeg gerne fremhæve de økonomiske vanskeligheder, under hvilke en række stater lider. Nogle stater har søgt at overvinde deres egne vanskeligheder ved at forhøje toldskrankerne, men således overvinder man ikke de internationale vanskeligheder. Det er sikkert, at den almindelige misfornøjelse med toldskrankerne forøges i befolkningerne, og at man ville modtage med glæde fortsættelsen af det allerede begyndte arbejde for en forståelse på det økonomiske område. Som repræsentant for et lille land ser jeg meget vel de vanskeligheder, som det er nødvendigt at overvinde. De ord, som den franske konsejlspræsident, hr. Briand, fornylig har udtalt til fordel for en mere intim samvirken mellem landene, har vakt nyt håb hos folkene. Jeg håber, at Folkenes Forbund vil have kraft til i denne ånd at udarbejde en ordning, som kan sætte folkenes samvirken i stedet for den økonomiske krig.

Endelig er der et vigtigt spørgsmål tilbage, som siden krigens slutning i 1918 ganske særligt har interesseret alle folkenes store masser. Det er afrustningsspørgsmålet. Det er dem allerede bekendt, at den danske regering dette efterår agter at forelægge et lovforslag om en indgribende ændring af landets militære organisation. I 1924 havde jeg den ære fra denne talerstol i få ord at nævne det forslag, som vi dengang havde i sinde at forelægge. I år har regeringen til hensigt at forelægge et lignende forslag, som foreslår en omdannelse af hæren og flåden til militært organiserede styrker, hvis formål skal være i krise- og krigstider at våge over vore grænser og føre tilsyn med vore farvande.

Danmark føler sig ikke truet af nogen af sine naboer. Den fare, som kan frembyde sig for os, er en almindelig krig, hvori de store magter deltager. Som følge af vor særlige stilling er vi overbevist om, at vore styrker ikke vil være tilstrækkelige som væbnede styrker overfor de styrker, som vil blive sat i bevægelse i det tilfælde, at en sådan krig udbryder. Det er denne kendsgerning, som vi ønsker at bibringe det danske folk og andre nationer forståelsen af. Men iøvrigt er vi naturligvis besluttet på at organisere vore land- og sømilitære styrker på en sådan måde, at de er fuldstændig tilstrækkelige til at opfylde de forpligtelser, som måtte kunne komme til at påhvile os i henhold til neutralitetsoverenskomsterne af 1907, eller som måtte være en naturlig følge af vor stilling som medlem af Folkenes Forbund.

Vi slutter os til den tanke, der er udtrykt i Folkeforbundspagtens artikel 8, som siger, at hvert lands militære styrker bør være afpasset efter deres særlige forhold. Ligesom vi ønsker at organisere vore militære styrker i overensstemmelse med vort lands forhold, således anerkender vi også, at det er naturligt, at andre stater indretter sig efter deres forhold, som måske er meget forskellige fra vore. Vi forstår, at de store staters militære styrker kan betragtes under andre synsvinkler end de små staters, og vi forstår også, at hos adskillige små stater, som ikke føler den samme sikkerhed som vi overfor deres naboer, kan forholdene være ganske forskellige fra de i Danmark fremherskende. Men bortset fra de forhold, som efter vor opfattelse forklarer den politik, som Danmark bør følge, ønsker jeg at tilføje et ord vedrørende den almindelige situation med hensyn til opfyldelsen af de løfter, der indeholdes i pagtens art. 8.

Under de skiftende danske regeringer har det gentagne gange fra denne talerstol været fremhævet, at det for Folkeforbundets moralske autoritet overfor landene og folkene er af den største betydning, ja endogså nødvendigt, at man meget snart skrider til gennemførelsen af pagtens art. 8 om begrænsning af rustningerne. Danmark har under forskellige regeringer fordret dette uden hensyn til de forskellige meninger vedrørende spørgsmålet om vor nationale militære ordning. Jeg ved, at jeg ved at insistere på dette ønske er i overensstemmelse med følelserne i det folk, som jeg repræsenterer.

Alt, hvad der allerede er gjort i denne retning, har været et overordentlig nyttigt, forberedende arbejde, og der er indtruffet opmuntrende begivenheder, som har opfyldt os med forhåbninger: Genéve-protokollen, Locarno, Thoiry, Pariser-pagten, Erstatningskonferencen og nu Haagerkonferencen. Vi underkender ikke noget af det, som er udrettet. Men alt har sin tid. Det synes mig, at tiden er inde, hvor folkeforbundet bør forlade forberedelsesstadiet og gå over til de første handlinger, som kan vække glæde hos folkene, og som kan sikre tilliden til dets arbejde, en tillid, som er en af de fornemste betingelser for dets autoritet.

Lad os huske på den ubestridelige kendsgerning, at for dem, som har underskrevet pagten, er der med hensyn til begrænsning af rustningerne en fundamental og højtidelig forpligtelse, således som hr. Benes allerede udtalte under den 4de forsamling, idet han tilføjede: hvis folkeforbundet ikke når noget resultat i dette arbejde, svigter det, og vi med det, en af vore største forpligtelser. Vi krænker pagten.

I 1930 er der gået 10 år, siden Folkeforbundet skabtes. Jeg tillader mig at håbe, at folkeforbundets første jubilæum vil se afrustningskonferencen realiseret, og at det vil lykkes på denne konference at standse rustningskapløbet og at gøre de første skridt henimod almindelig afrustning for at lægge grunden til en varig fred mellem folkene.

Andre ville sikkert bedre end jeg være i stand til at give en udtømmende skildring og bedømmelse af Island. Jeg har kun gjort to kortvarige besøg i landet og må derfor udtale mig med forsigtighed om dets institutioner og forhold, men måske har Dansk-Islandsk Samfund netop ønsket en politikers udtalelser. Endskønt mange tilstedeværende kender Island bedre end jeg, må jeg dog, af hensyn både til tilstedeværende fremmede og til mine senere udtalelser, fremsætte nogle ord om landets natur, historie og udvikling. Vi ved, at Island er en ø i det nordlige atlanterhav imellem 63 grader og 66 1/2 grader nordlig bredde. Den ligger på højde med Archangel i Rusland ved Hvidehavet og med Angmagssalik i Grønland. Landet ligger i en afstand af 1500 km fra Danmark og er et stort land, det måler 104,785 kvadratkilometer, medens Danmark måler 38,971 - altså en tredjedel.

Men landet har kun en lille befolkning - 100,000 indbyggere, og landets størrelse giver på grund af dets naturegenskaber ikke håb om, at der kan leve en meget stor befolkning. Landets nordlige kystlinie, som jeg dog ikke har besøgt, har åbenbart megen lighed med Grønlands kyst - forrevet og indskåret, uden at der dog synes så mange øer som ved Grønland. Også i det indre er landet af lighed med Grønland, for så vidt som store dele har vulkansk oprindelse. De vældige lavamarker, hvor livet er udslukt, findes begge steder. Som Grønlands indre er dækket af tusindårige isfjelde - indlandsisen, er store dele af Island optaget af jøkler, - således dækker Vatnajøkelens snemasser et areal af 8500 kvadratkilometer og over store arealer danner vulkanerne en hindring for liv.

Befolkningen er derfor henvist til de beboelige kyststrækninger, og det er endda kun visse dele af kyststrækningerne, som virkelig er beboelige. Landet består næsten udelukkende af vulkanske bjergarter - særlig fremherskende er basaltformationerne. Der synes ikke at være store naturrigdomme - malme, metaller eller ædle stene -, brunkul og svovl findes, men såvidt jeg véd, betaler den sidstnævnte forekomst sig ikke ved udvinding. Derimod er de varme kilder sikkert af større værdi, end man tidligere har regnet med. - Det gælder både til varmeanlæg og til landbrug og havebrug, og med stor glæde ser man i den nyere tid disse ejendommelige naturkræfter i menneskenes tjeneste.

Også planteverdenen byder kun små og fattige forekomster. Den skov, jeg har set, har ikke megen lighed med en sjællandsk bøgeskov, men det er sagt mig, at der dog findes skove af betydeligere størrelse på Nordlandet, hvor jeg ikke har været. Derimod er der visse steder så megen jord både på lavlandet, i dalene og på fjeldene, at en forholdsvis rig græs- og plantevegetation findes. Dyreverdenen er nok også meget begrænset. Der findes dog vist mange ræve, og der findes rensdyr, - derimod skal isbjørnen ikke være almindelig forekommende. I fuglenes verden er der vistnok en meget betydelig mængde arter, hvoraf mange er svømmefugle. Og endelig er der havet, som rummer en rigdom netop ved Island. - der findes mange arter: kuller, torsk, sild, rødspætter, helleflynder, stenbider, rokker og meget mere - og der er i elvene mængder af laks og ørred.

Dette er den nødvendige baggrund for at forstå, hvordan det islandske samfund kan og må indrette sig, men også den politiske historie har sin betydning. Island har været forenet med Danmark igennem århundreder, landets opdagelse skyldes nok irlændere. I hvert fald fortæller en irsk munk i 825, at nogle gejstlige 30 år tidligere var kommet til en øde ø, hvor de opholdt sig et halvt år. Hele beskrivelsen viser, at denne ø var Island. Da nordmændene kom til landet senere, traf de nok også andre gæster, nemlig nogle irer, men desuagtet står den norske viking Naddodr og svenskeren Gardarr Svavarsson som opdagere hver for sig. I 930 kan man vel sige, at Island konstitueredes som stat med love, lovting og domstol.

Denne tilstand synes at have vedvaret i over 300 år, til 1262. Men i 1262 underkastede man sig - ved en pagt vedtaget af Altinget - den norske konge, således at der straks sikredes islændinge pligt til at betale skat til den norske konge. Der var nok nogen strid i disse år mellem Norges konge og de i selvstændighed opdragne islændinge, men det gik en tid. I 1380 kom Norge med under det etablerede rigsfællesskab, hvor både Norge og Island kom under den danske konge. I disse århundreder led Island meget under vulkanudbrud, jordskælv og pest, også tidens kirkestrid levede man med i - ja selv hekseforfølgelser har fundet sted. I 1662 modtog den danske konge enevoldsmagten, og denne tilstand vedvarede så til enevælden faldt også i Danmark.

Island fik i 1848 løfte om fri forfatning og om at blive hørt, før lovgivning fandt sted. Det skete dog ikke, måske på grund af krigen. - men den grundlovgivende Rigsdag i Danmark tog hensyn til islændingenes krav, således at den i 1849 vedtagne grundlov ikke kom til at omfatte Island. Regeringen forsøgte i 1851 at få dansk grundlov vedtaget i nationalforsamlingen i Reykjavik, men det mislykkedes. Kongen bevarede således enevælde overfor Island indtil 1871, da en lov om Islands forfatningsmæssige stilling vedtoges, men først i 1874 blev denne lov anerkendt og gældende.

Forholdet mellem Island og Danmark, således som det nu består, er ordnet ved forbundslov af d. 30. november 1918. Her fastslås det, at Island og Danmark er fri og suveræne stater, forbunden ved forbundslovens bestemmelser og fælles konge. Men der er ikke meget tilbage af fællesskabet, men dog noget, så meget som kan synes rimeligt mellem to folk, der har levet sammen i et rige i flere hundreder af år. For Danmark er der ikke megen realitet i dette forhold, men meget mere et følelseselement. Det danske folk er udviklet igennem århundreders omskiftelser og modgang til et folk, der er fri for stormagtsdrømme. Et lille folk, der er en national enhed, og som derfor har en udpræget, men ikke udvendig national følelse.

Denne nationale følelse gør det danske folk yderst forstående overfor international samvirken. Denne samvirken anerkendes af alle som en leveregel for det danske samfund, i forventning om - ja i tro på - at international forståelse må afløse nationale stridigheder og sikre de nationale staters beståen. Folkenes selvbestemmelsesret er derfor også et anerkendt princip, og just derfor løstes forholdet til Island uden bitterhed i 1918, og der er i Danmark kun ønske om fortsat, broderlig samvirken, med anerkendelse af nationernes selvstændighed. Det er altså med denne baggrund, jeg og det danske folk i den nyere tid har betragtet og bedømt Island.

Der har sikkert været en forståelig og berettiget tvivl om, hvorvidt det lille islandske samfund kunne stå på egne ben. Det ville heller ikke være gået for en hvilken som helst stat, men det er gået for Island, sikkert fordi der var en rodfæstet vilje dertil, en vilje, der har flere hundrede års bund under sig. Tider, hvor folket var frit og selvstændigt - og selv de tider, der levedes under dansk styre og under dansk enevoldskonge, udryddede ikke selvstændighedstrang og vilje i det islandske folk.

Da den islandske stats myndigheder derfor nu besluttede at fejre en storstilet fest - tusindårsfest - for Altinget, for den ældste, lovgivende og dømmende forsamling, var det nok lige så meget for at fejre selvstændighedsånd, følelsen af uafhængighed, følelsen af, trods alt, at have levet igennem tusinde år som et frit, ukueligt folk. Island har sin egen, ejendommelige historie, der samtidig er litteratur - eller sagaerne, som er arvet litteratur, er samtidig Islands historie. Også heri føles den frie, ubundne ånd. Ikke altid fredelig og vennesæl, men hvem var fredelige på tiderne, da sagaerne blev til i det virkelige liv - ikke mange. Der klinger fri og djærve ord fra sagaerne, ord, der vidner om folkets selvstændighed og uafhængighed, og man har handlet rigtigt ved at regne med denne arv i vor realistiske tid.

Når jeg da betragter Island i år, ved tusindårsfesten, har jeg for mig dette selvstændige, fremadstræbende folk, der vil noget som selvstændig nation, det, som det lille islandske folk var for 1000 år siden. Denne viljestyrke får måske til tider drastiske og frastødende udtryk i den offentlige debat, men mere end dette skal man betragte det levende liv, det arbejdende samfunds vilje, som får udtryk i stadig voksende virksomhed, i stadige fremskridt i økonomisk og teknisk henseende. Det er selvfølgelig ved arbejde, at Island skal hævde sig og bevare selvstændigheden, og det må erkendes, at landet og folket har nok at overvinde for at skabe et godt og sikret samfund i alle henseender.

Fiskeri og landbrug er som altid Islands hovederhverv. Naturen har henvist folket dertil og har ikke været mild og nådig, da grunden blev lagt. Som jeg har skildret, er landet fattigt, og havet er stormfuldt og lunefuldt. Hårde vilkår bydes det islandske folk. Der er sagn om Islands velstand, som der er det om Grønland. Vi ved nu, at den velstand, der skal vindes, kun kommer ved hårdt, ufortrødent arbejde, og landets beliggenhed fjernt fra verden har bevaret de gamle forestillinger om mange ting til den nyeste tid.

Jeg besøgte Island for 5 år siden og nu igen i år. Det var tydeligt, at der nu er en rivende udvikling i gang. Meget, som har ligget deroppe i århundreder, er først nu opdaget, og nu er der også brug for alle midler, der kan bringe landet frem. I fiskeriet er moderniseringen foregået med kæmpeskridt. Den daterer sig vel fra dette århundredes begyndelse, da også et ordnet bankvæsen var etableret. Hidtil drev man fiskeriet fra robåde og små sejlfartøjer, men den tekniske udvikling blev taget i anvendelse straks, stærkere end det er sket her i Danmark i fiskerierhvervet. Før 1904 var der kun robåde og sejlbåde, for et par år siden, sagde man, var der kun et sejlskib på fiskeri. Hele flåden er forsynet eller i det mindste omdannet til motorfartøjer. 40 trawlere på 3-400 tons med 20-30 .mands besætning fører an i fiskeriet, og dertil kommer andre dampskibe og en mængde motorfartøjer. Året 1929 opviser det største udbytte af fiskeriet: 67,000 tons fuldtvirket fisk, og desuden var der solgt for 3 mill. kr. iset fisk i England. Island er trods befolkningens lidenhed nr. 8 i rækken af fiskeproducerende lande. Sildefiskeriet siges at være af nyere dato end torskefiskeriet - dog fra 1875, men også dette fiskeri har nået vældige dimensioner. I året 1928: 682,000 tønder af de forskellige arter af nedpakning. Værdien af eksporteret fisk i ét år er oppe på henved 50 mill. kr., men kan naturligvis svinge efter konjunkturer og andre forhold. Hertil kommer værdien af affaldet, på ét år: 2 1/2 mill. kr. for fiskemel, 1/2 mill. kr.. for sildemel, over 2 mill. kr. for sildeolier - og desuden forskellige mindre produkter. Disse sidste tal er særdeles lærerige for Danmark, hvor man endnu er på overvejelsernes og forsøgenes stadium, endskønt der er en verden at vinde for fiskeprodukter.

Men så er der landbruget. Jeg har længe vidst, at fiskeriet var i rigtig gang og udvikling, og de to gange, jeg var der, har jeg med interesse set landbruget gå ind i en ny tid. Mægtige fremskridt var at se på de 5 år, og i år syntes der virkelig grund til at se en smuk fremtid i møde. Der er 6-7000 bøndergårde, deraf ejer staten 3-400, thi også det har jeg med glæde bemærket, man er ikke så bange for statsdrift i Island, som man er det visse andre steder. Efter officiel statistik er der 600,000 får, 29,000 stk. hornkvæg og 53,000 heste. Det tager sikkert nogen tid, før Island bliver stor eksportør af landbrugsvarer, men muligheder er der. Der anslås at være 2 mill. hektarer jord, som kan opdyrkes. Ved udgangen af 1928 var der kun opdyrket 23.000 hektarer, men i 1929 forøgedes det med 13.000 hektarer, mere end 50 pct.. Det er opdrift, som der er anledning til stolthed over. Men er der 2 mill. hektar at få under plov med tiden, så er Islands fremtid da også sikker på kød og smør. Det kniber nok mere med brødet, men det spiller jo ikke samme rolle at få brødkornet som før - der er nok af det ude i verden.

Også i landbruget mødte vi teknikken; traktor og fræser er nødvendige for at få bugt med tuerne, og nu, da også en landbrugsbank deltager i opgavens løsning, er en rig udvikling i vente. Landbrugseksporten er i hovedsagen lammekød (19.000 tønder). På ét år 2 mill. kr., et lignende beløb for 600.000 kg kød på is, uld giver 2 mill. kr., fåreskind lignende beløb, heste 72.000 kr., edderdun 86.000 kr. og levende ræve for 200.000 kr. Således var billedet af Island i tusindåret for Altinget, når vi ser på erhvervene. Ved siden af dette er andre store opgaver taget op af stat, kommuner og private eller af disse i forening. Jeg tænker på elektricitetsværker, hvor det er elve og vandfald, der giver kraften. Måske er dette såre kostbare anlæg, men nationaløkonomisk er det en uhyre fordel at bruge naturkræfter fremfor indført brændsel. Også udnyttelsen af varme kilder er et moderne fænomen. Jeg ved, at de anvendes i centralvarmeanlæg, og jeg så de herligste gartnerier, hvor blomster, meloner og anden herlighed skød frem ved hjælp af kilden, ledet ind i de rette baner.

Men også udenfor erhvervslivet er det beundringsværdigt, hvad der er præsteret. Store nye vejanlæg er udførte. Jeg tænker, man springer over det kostbare led, som jernbanerne betegner, og nøjes med veje og automobiler. Med den nye tids produktion har den Islandske hest formentlig snart udspillet sin rolle, i hvert fald i de store centrer i landet. Det var smukt at se karavaner på hestevejene med landbrugsvarer, med fisk eller andre produkter, men tidssvarende er det ikke. Island er blevet et moderne land, men et land, der dog bevarer de historiske minder og lever videre med sagatidens vilje til selvstændigt liv og med nutidens sans for samarbejdet som et uundværligt element i moderne produktion.

Landet har i løbet af de 12 år siden 1918 udbygget mange institutioner, museer, kunstsamlinger, biblioteker, er under udvikling. En litteratur blomstrer, og særprægede bildende kunstnere har beriget landet. Og under alt dette er landet og folket lykkeligt, thi de moderne landes frygtelige .mare - arbejdsløshed - kendes ikke. Håndværk og industri har ikke holdt sit indtog og har endnu ikke været en fornødenhed, men det kommer nok, og så gælder det om at være rustet til at give alle hænder beskæftigelse, hvilket sikkert lykkes i mange år. Ja, sådan så jeg Island i år, da folket fejrede sit Alting - og jeg mødte mange, der talte hjertelige og gode ord til Danmark. Tusindårsfesterne var en oplevelse for os, der kom udefra - men sikkert også for islændinge.

Og dernæst var festerne et vidnesbyrd om organisationstalent, som er stor ære værd. At bringe 20-30.000 mennesker ud - 50 km. fra byen til den vældige, ejendommelige slette uden skib eller jernbane - er en triumf for moderne teknik og organisation. At sørge for soveplads og forplejning for de mange mennesker under åben himmel og uden bebyggelse i nærheden, var et mesterværk. Det lykkedes altsammen, fordi den stærke vilje var til stede, og fordi hele folket stod samlet om begivenheden. For os, der kom fra slettelandet, var det en skønhedsåbenbaring at skue Tingvalla Sletten med sin krans af vældige klippeformationer, med Tingvalla vandet og andre herligheder. Det var betagende skønt, når solen skinnede og en broget folkemængde færdedes på sletten, og man måtte i tankerne føle sig hensat til tiden 930, da Altinget første gang samledes for at dømme og give love.

Det var en højtidsfuld stund, da Altinget åbnedes med 20-30.000 tilhørere, samlede omkring Lovbjerget og oppe på fjeldkransen, der står som et mægtigt bygværk til værn for den lille samling af borgere, der mødtes som repræsentanter for alle dele af folket. Det var gammel og ny tid her mødtes, da Altinget bød velkommen, som for tusinde år siden, og da repræsentanter mødte frem fra den internationale verden med hilsener og håndslag til det islandske folk og dets parlament. Der var storhed over denne begivenhed. Mange af verdens nationer - ikke alene brødrefolket i Norden, men Frankrig, England, Tyskland, Amerika - havde sendt repræsentanter for at hilse det selvstændige Island og for at tilsige det samarbejde i kulturens, i fremskridtenes tjeneste.

Og det var et udslag af den samme internationale ånd, der bragte repræsentanter for fire lande i Norden til at møde til højtidelig afslutning af traktat med Island, en traktat, hvis løfte er fred og venskab mellem Nordens folk. Ja, således ser jeg altså på Island i dette festens - tusindårsfestens år. Et frit, et uafhængigt, et selvstændigt lille folk i det gamle Island. Et folk, der har vist viljen til livet uden at bruge de voldsomme midler. Et land i opdrift, fordi folket har vilje og arbejdsmod. Et land, der trods karrighed og vildsom natur kan udvikles og frugtbargøres, så nye slægter kan leve og trives, og udviklingen fortsætte slægtled efter slægtled.

Det danske broderfolk ser uden bitterhed på det islandske folk i dets selvstændighed og med glæde på dets udvikling og opdrift. Jeg ønsker, at viljen til forståelse og fredelig samvirken også vil være til stede i fremtiden på begge sider af det store vand, der skiller de to lande.

Nu er 10 år forløbet, siden sønderjysk folk og land blev genforenet med det gamle moderland, Danmark. I over 50 år var det pågældende område skilt fra Danmark, og folket tvunget ind i et andet sprog end deres eget. I over 50 år søgtes udslettet nationale følelser overfor moderlandet, og det er forståeligt, at mange blev trætte af at kæmpe imod. Dansk ånd og kultur, dansk sprog og tradition blev dog bevaret i vide kredse, i talrige familier, og disse følte og opfattede genforeningen som deres sejr.

Vi herhjemme i det gamle land glædedes, da afstemningerne viste så kraftig tilslutning til danskheden, og selv om der var skuffelser iblandt og voldtes sorg på begge sider af den nye grænse ved den afgørelse, som fulgtes efter afstemningen, så er vi dog lykkelige over, at så stor en befolkningsdel vendte tilbage, og vi føler os trygge, fordi den stedfundne grænseregulering byggede på solide flertal og udelukkede sådan undertrykkelse af anden nationalitet, som dansk folk har lidt under i over 50 år.

Nu er der fred ved vor grænse, og vi har bidraget dertil, hvad vi evnede ved human og loyal adfærd overfor det fremmede mindretal, der kom til os. Vi anerkender andres ret til deres eget sprog og deres egen kultur. Vi ville kun få sorg og volde andre smerte, om vi ikke handlede højsindet overfor broderfolk, der kom under dansk flag. Vi anerkender det tyske mindretals ret til at værne om og til at pleje deres kultur, vi hjælper dem dertil ved den åndelige frihed, som er skabt på alle kulturområder på vor side af grænsen.

Det danske mindretal, der blev efterladt syd for grænsen, må naturligvis også have ret til at værne om sin kultur og om sit sprog, thi just igennem sådan ensartet frihed og ret på begge sider af grænsen udtrykkes viljen til fred og godt naboforhold, til forståelse og samarbejde imellem to så beslægtede folk som det tyske og det danske. Krigen og de store omdannelser, der fulgte denne grænseregulering og dermed følgende store forandringer i erhvervsmæssige og økonomiske forhold, genopbygning af det, der var gået i forfald under krigstidens ulykker, har stillet store krav til vor lille nations ydeevne. Alle har imidlertid anerkendt, at det, der var fornødent, måtte ofres, for at man kunne imødese en gunstig udvikling, også i Sønderjylland.

Endnu skal store reformer gennemføres; en betydningsfuld fortsættelse af bedriftsomlægningen i landbruget forestår. Arbejde skal tilvejebringes for de arbejdsdygtige og arbejdsvillige, og bistand må fremdeles ydes, når det er fornødent. De svundne 10 år har fjernet mange vanskeligheder og mange følger af en tid fuld af ulykke. Befolkningen derude er i færd med at vokse sammen med dens gamle nation, og det vil være en lykke for os alle, når vi kommer så vidt, at man ikke taler om Sønderjylland og det øvrige Danmark, men kun om Danmark og det danske folk.

Den særlige lovgivning for Sønderjylland er i hovedsagen ophævet, og når dansk skole og åndsliv har virket en passende tid, vil samhørigheden være fæstnet, og kun minderne om ondt og godt være tilbage. Men minder er der også. Minder om de triste ufredsår, der førte til adskillelsen i 1864. Triste minder om den lange tid, hvor danskheden blev undertrykt, hvor forbud, fængsling, forfølgelse var sat i system. Men også minder om kærligheden til Danmark, om en sikker tro på, at den skete adskillelse ikke ville vedvare. Og så er der minderne om den sidste, mørke periode. Om krigen, hvori mange danske måtte ofre livet under loyal opfyldelse af deres pligt som tyske statsborgere. Og til sidst er der minderne om dagene efter krigen, da håbet voksede i de danske hjem, da troen tog fast form, da budskabet om genforening med Danmark gik fra hus til hus og fik de danske flag frem fra skufferne, hvori de havde ligget skjult i de mange år.

Nu er 10 år svundet, siden troen blev til virkelighed, men meget er der endnu at overvinde. Dansk kultur har lidt afbræk og fået skår i den lange trængselstid, og nyordningen har bragt nyt besvær for det økonomiske liv. Ofre er bragt, og ofre må fremdeles bringes af det danske samfund igennem lovgivningsmagten. Men også direkte kan og må folket være med. Den sønderjyske dag, d. 11. april, er nær, atter vil der blive kaldt på dansk offervilje, lad der ikke blive kaldt forgæves. Dansk sprog og dansk kultur er værdier for hele folket, og disse værdier må heller ikke savnes der, hvor der er vilje til at værne derom.

De midler, der er fornødne i arbejdet for danskheden og for ophjælpning af den befolkningsdel, der atter er knyttet til hjemmet, til moderlandet, bør ikke savnes, og dertil vil det danske folk bidrage på den sønderjyske dag. Vi hilser efter 10 års forløb vore hjemvendte landsmænd med samme glæde og kærlighed, hvormed vi for 10 år siden fejrede genforeningen, og vi understreger glæden ved at gøre den sønderjyske dag til en god dag for danskheden.

 Stauning: Samarbejde i norden.

Der er talt mange ord igennem tiderne om Nordens enhed, mange uklare planer har været fremsatte, men trods taler og planer udvikledes de tre gamle skandinaviske landes selvstændighed, og en praktisk, moderne forståelse førte folkene fra skandinavismens drømmeverden til samarbejde om adskillige realiteter af betydning for moderne samfund.

Nu taler vi ikke om Nordens enhed, vi drøfter end ikke som Grundtvig spørgsmålet om, hvorvidt Nordens forening er ønskelig. Vi tror ikke på den enhed, der var målet for bestræbelser 300-200 eller 100 år tilbage i tiden. Vi kan, når vi kender nutidens tankeverden og stemninger, snarere undres over de udslag, hvorom historien lærer os. Konger og statsmænd har syslet med formerne, hvorunder enhed kunne tilvejebringes. Man har således drøftet gensidig adoption af kongehusene. Videnskabsmænd, studenter og kunstnere hyldede ved flere lejligheder den skandinaviske ide. Nordmanden P. A. Munch skrev den første fremstilling af de nordiske landes historie som en helhed. Under krigen 1848 meldte talrige norske og svenske sig som frivillige under de danske farver, og da krigen truede i tiden før 1864, var kong Karl XV fast besluttet på at møde med tropper på Danmarks side.

Sådanne problemer eller mål foreligger overhovedet ikke i nutiden. Nu tænker og handler vi udfra kendskab til livets realiteter. Og når der er tale om samarbejde, er det udfra bevidstheden om, at samarbejde ikke angriber selvstændigheden; samarbejde er i virkeligheden kun muligt imellem selvstændige personer og nationer. Men det forekommer mig unægtelig også, at samarbejde mellem de nordiske folk ikke blot er en naturlig og selvfølgelig sag, men ligefrem en historisk pligt både overfor os selv og overfor verden.

I oldtiden regnede alle nordboere sig til det samme folk. Vel var der også dengang grænser mellem riger og landskaber eller landsdele, men man var ét folkefærd med ét sprog. Civilisationen med sin finere forståelse for ejendomsretten og med de af ejendomsforholdet følgende krige ændrede oldtidsforholdet. Det nordiske folk blev spaltet i forskellige dele, nationerne udviklede sig, og folkene kom i fjendtligt forhold til hinanden. Men vi har lang tids fælles historie både før og efter spaltningen. Vort islandske broderfolk fejrede forrige år tusindårsjubilæum for Islands selvstændighed, for det første dømmende og lovgivende Alting. Og hvert af landene har på samme måde sine historiske minder, der dog ikke udelukker store afsnit af fælles historie, ligesom det gælder for Island, som blot viser samhørigheden under skiftende former. Vi kan endnu forstå hinanden, vi folk fra Sverige, Norge, Danmark, og vi kan tage Island med.

Jeg kan kun betragte denne mulighed på sprogområdet som en såre værdifuld kendsgerning. På mange områder føler vi os små og ikke mindst i forhold til de store nationer, hvis sprog tales af 50-100 millioner mennesker, men når vi da ikke er begrænset til vor egen lille nationale verden, bliver forholdet også bedre for os. Når vore sproggrænser spænder om 12 millioner mennesker, er mulighederne for kulturel udvikling som også for økonomisk virksomhed større og bedre, end når den nationale grænse også er sproggrænse.

Det forekommer mig indlysende, at vor fælles historie, vor samhørighed i hundreder af år, vort slægtskab både åndeligt og fysisk anviser os samarbejde som naturligt basis for vort liv, men jeg gentager også som en pligt overfor verden. Medens det engang har været andre nationer behageligt, at der blev grænser imellem folkedelene heroppe, så er i virkeligheden ingen sådan interesse aktuel i vore dage. Og den civiliserede verden ville undres, hvis vore folk med tusinder års samliv bag sig, med adgang til at tale indbyrdes i et for os alle forståeligt sprog, ikke enedes som brødrefolk, og om vi ikke udviklede et samarbejde til fælles gavn og videre udvikling.

Vi ved naturligvis også alle, at vi netop indtager denne særstilling imellem nationerne, samt, at vi hidtil og i mange år har øvet en praktisk skandinavisme i kraft af denne særstilling. Da lyrikkens toner døde hen, da virkeligheden blev klar i 1864, da alle forstod, at nu havde selvstændigheden skabt en række frie nationer, hvis folk ville hævde sine særegenheder og i første linie fortsætte sin egen udvikling, så tog man de praktiske opgaver op i forståelsen af, at materiel og åndelig enhed kunne fremmes i fælles interesse uden at sætte liv i det gamle, nordiske enhedsfolk, som ikke lod sig genoplive. Men praktiske opgaver lod sig løse. Allerede i 1872 kom møntenheden, som dog af forholdene under krigen sattes ud af funktion. I 1880 fik vi Fællesnordisk Veksellov. I 1892 Søloven. I 1921-25 en ny og fuldstændig Ægteskabslov. Imellem disse store begivenheder ligger desuden en række mindre omfattende love, særlig af betydning for handel og anden omsætning.

Men det er måske mere end fællesslovgivningen folkenes direkte samvirken, der har givet nyt og praktisk indhold i den skandinaviske formel. Det var på forslag af den norske læge Chr. Aug. Egebjerg, at det første skandinaviske naturforskermøde blev afholdt i Gøteborg i 1839. Også det første nordiske kirkemøde, afholdt i København i 1857 samt de såkaldte folkemøder, der samtidig fandt sted, havde sikkert betydning for den åndelige udvikling. Men det, jeg tillægger mest betydning, er den systematiske samvirken, som efterhånden etableredes. De skandinaviske landes arbejderpartier afholdt i 1886 den første skandinaviske arbejderkongres og tog derved initiativet til et såre værdifuldt samarbejde, som er etableret fag for fag til fremme af fælles interesser i arbejdsforholdet.

Læger, lærere, embedsmænd, jurister, sygeplejersker, presses folk. Skibsredere og mange flere har fulgt eksemplet og har på talrige områder fremmet materielle interesser til fordel for de samvirkende lande. Ligesom videnskabsmændenes møder og planmæssige samvirken har haft stor betydning ved at berede folkenes sind for den praktiske skandinavisme, således har også de nordiske interparlamentariske delegeretmøder haft såre gavnlig virkning på den offentlige mening og medvirket til klaring af mange politiske og økonomiske problemer, som har foreligget i de snart 25 år, hvori dette nordiske forbund af rigsdagsmænd har bestået og virket.

Konsekvensen af dette på mange områder udøvende samarbejde har været en genopvågnen af sådanne varme følelser, som 100 år tidligere slog ud i kraftfulde taler for Nordens enhed. Der er, som allerede sagt, ingen fare for sådanne taler i vor tid, men de vågnede følelser har styrket og sikret den opfattelse, at ufred, der kan føre til krig mellem de nordiske brødrefolk, er utænkelig. Der er imellem de tre nordiske lande sluttet indbyrdes overenskomster, der fastsætter ubetinget voldgift i alle folkeretlige tvistemner, der kan opstå imellem landene. Og der er senere afsluttet en økonomisk konvention: Oslo-konventionen, der lægger grunden til et samarbejde på handelspolitiske område, som måske kan få særdeles stor værdi netop under hensyn til den krig, som føres imellem tilhængere af de to principper: told og frihandel, og som føres, fordi nogle af verdens befolkninger endnu tror på høje toldskranker som varige sikringer for produktivt liv.

De nordiske folk står ikke langt fra hinanden med hensyn til de nævnte principper, derfor har man været i stand til at afslutte Oslo-konventionen, og derfor kan der også bygges videre på denne konvention. Også de tre nordiske kongers sammenkomster og de tre landes fælles ministermøder under krigsperioden kan nævnes som vidnesbyrd om det høje stade, hvortil samarbejdet har udviklet sig. Det er os bekendt, at dette samarbejde under den alvorsfulde krigssituation bidrog til, at materielle hjælpeforanstaltninger kunne iværksættes imellem de nordiske lande, og vi har alle grund til at glæde os over, at de nordiske folk stod på et så højt stade, medens krig og udsultning rasede imellem en række andre nationer.

Også fra den nyeste tid er der et interessant eksempel på samarbejde, nemlig gennem nordisk turist-trafik-komite. Siden 1922 drives der herigennem en storstilet fællespropaganda i oversøiske lande for turisttrafik, ikke til det enkelte land, men til Nordens lande, og dette er netop vidnesbyrd om fælles indsats på et for vore lande meget betydende område. Ingen kan være i tvivl om mit sindelag i forholdet til de nordiske landes indbyrdes stilling. Jeg tror på den internationale idés sejrsgang, og jeg véd, at det vil fremme det internationale samarbejde, når visse nationer har vist vejen, således som det er tilfældet i Skandinavien.

Men jeg erkender, at folkenes og nationernes liv er udsat for de bevægelser, som stemninger kan medføre, og derfor nægter jeg heller ikke, at der er tegn, som tyder på, at man i visse kredse bestræber sig for samarbejdets afbrydelse, ja, der er folk, som endog hævder den opfattelse, at det broderlige samarbejde blev sprængt, da grønlandssagen førte Norge ind i handlinger, der i Danmark måtte opfattes som overgreb. Da jeg absolut forkaster overilede handlinger og således også, hvad der udøves i hidsighed, har jeg ikke ladet mig påvirke af disse røster om det sprængte samarbejde. Jeg har tværtimod hellere ønsket at medvirke til dets bevarelse, men ved også, at ærlighed i den gensidige holdning er forudsætningen derfor. Jeg har, hvad enhver nok kan forstå, ønsket at sige nogle ord om dette særlige forhold her, hvor samarbejdet er på dagsordenen, og jeg ved, at mine norske tilhørere vil forstå at værdsætte et par ærlige ord, således som jeg må se situationen. Og jeg tilføjer, at det sikkert er bedre at tale ærligt om tingene end at stikke hovedet i busken, indtil ulykker er sket. Jeg finder det beskæmmende for de nordiske folk, at Norge og Danmark ikke enedes om i al stilhed at søge voldgiftens vej med det tvistemål, der var kommet til at foreligge. I Danmark var der villighed til dette skridt, endskønt den danske, principielle opfattelse måtte være den, at der ikke var nogen sag at føre frem til voldgift. Jeg beklager, at den imødekommende holdning, som udvistes ved Grønlands-overenskomsten af 1924, ikke fik lov at stå sin tid ud, men derved er intet at gøre, nu er vor sag ført frem for domstolen, og hver får tage resultatet, som det bliver. Men smukkest ville det utvivlsomt være for nordens anseelse, om der var ro, indtil retten afgav dommen. Nye handlinger, der hos os må betragtes som overgreb, kan kun virke undergravende på den følelse af samhørighed, der i mere reelle anliggender end det grønlandske har afsat så gode og betydningsfulde resultater.

Vi har af hensyn til forståelse og samvirken imellem de nordiske folk taget den her berørte sag med stor ro, men vi er ikke blevet opmuntret til denne holdning af organerne for den norske, offentlige mening. Man mener i Danmark, at det måtte være muligt at behandle en sag mellem brødrefolk med større sandhed og mindre stærke udtryk, end det er sket. Når jeg f.eks. i en norsk avis d. 5. august læser, at Danmark vil have suverænitet over Grønland, fordi den nordiske jødekræmmernation vil sælge landet for 400 mill. kr., så forstår jeg, at man i Danmark med undren spørger, om der er og kan være samarbejde med dem, der behandler broderfolket så simpelt, som det ved denne og andre lejligheder er sket. Jeg personlig, og med mig den danske regering, har ønsket at fremskaffe en fredelig afgørelse af det fra Norge rejste stridsspørgsmål, og vi har ønsket at medvirke, netop fordi vi værdsætter det nordiske samarbejde, hvis historie vi kender, og hvis resultater har været betydende for åndelig og økonomisk udvikling. Men det danske folk ønsker ikke at tiltvinge sig samarbejde for enhver pris. Hvis det norske folk kan undvære samarbejdet, kan det danske også gøre det; men vi føler os overbeviste om, at der vil opstå situationer, hvor man vil fortryde, at slægtleds arbejde for at skabe forståelse mellem to folk, blev lagt øde - hensigtsløst og ubegrundet.

Jeg har benyttet lejligheden, har fulgt den venlige indbydelse og er mødt her for at sige et ord som dansk, både om samarbejdets værdi og om dets pris. Jeg vil dybt beklage, om den tone, som igennem længere tid er anslået, skulle være udtryk for det norske folks mening. Men skulle det være tilfældet, så må ærlighed også byde det norske folk at ophæve forbindelsen med den nation, der uden protest behandles som før citeret. Jeg vil som nævnt også beklage en standsning af samarbejdet udover det, der allerede er sket, thi jeg ved, at man før eller senere må genoptage arbejdet, fordi det i længden både er naturligt og af materiel og åndelig betydning.

Jeg vender mig i dag til det norske folk. Jeg udtrykker for dem det mest levende ønske om fortsat at se de nordiske lande og befolkninger udvikle selvstændighed både i åndelig og økonomisk henseende. Der er hos os danske kun gode ønsker om held og fremgang for vore gamle stammebrødre. Der er ingen økonomiske interesser knyttet til besiddelsen i Grønland, men den historiske og retlige opfattelse må have sin dom, og det har vi bifaldet samtidig med, at vi har budt Norge al rimelig adgang til varetagelse af mulige økonomiske interesser på Østgrønland. Jeg vender mig til det norske folk og beder det overveje, om vi nu ikke i ro kan afvente rettens afgørelse og håbe, at vi i alle de tre skandinaviske lande vil besidde en sådan kultur og politisk modenhed, at vi kan fortsætte godt, broderligt samarbejde og skabe de nødvendige betingelser for dettes beståen og udvikling.

Jeg takker for den lejlighed, som er givet mig til i dag at sige nogle ord til det norske folk. Jeg fremhæver, at der ligeså lidt i Danmark som andet steds er tanke for den gamle fantasi: Nordens enhed. Nej, hvert land og hvert folk skal bevare sit særpræg, hvert land og hvert folk skal udvikle sin selvstændige kultur, men de tre selvstændige nationer bør ikke frygte det samarbejde på økonomiens, kulturens og samfundsudviklingens områder, der er muligt, naturligt og en pligt, hvis man kan se, det kan fremme udviklingen. Jeg slutter da med tak for indbydelsen og et ønske om bevarelse og styrkelse af samarbejdet i Norden, om held og fremgang for det broderland, som Sveriges statsminister og jeg i dag er indbudt til at gæste.

Som dansk lovgivning om Grønland viser, har der igennem tiderne været udvist stor interesse for den grønlandske befolkning, og der er uden hensyn til omkostningerne vist megen omsorg for, at eskimoerne kunne føres lempeligt igennem en udvikling frem til deltagelse i samfundslivet med den europæiske befolkning. Men kendskabet til kolonien og interessen for den har måske ikke været meget udbredt i den almindelige befolkning, selv om denne fuldt ud har forstået, at vi havde forpligtelser overfor denne koloni og dens eskimo befolkning. Den sidste tids begivenheder har bragt forholdet til Grønland frem imellem de aktuelle spørgsmål, og det har været særdeles glædeligt at få konstateret, med hvilken enighed nationen omfatter Grønland og med hvilken enighed vi har kunnet optræde overfor det andet land, der uberettiget har meldt sig med krav.

Jeg skal fremsætte nogle bemærkninger om forholdet mellem Grønland og Danmark, altså særlig om landets politiske og statsretlige stilling, men vil dog, for at vi alle ved hvad der tales om, give et par holdepunkter angående Grønlands størrelse og beliggenhed. Grønland er en polarø, beliggende mellem det nordlige Canada og Island adskilt fra det arktiske Canada mod nordvest ved et smalt stræde, mod vest ved Baffinbugten og Davisstrædet. Nordspidsen ligger på 83 nordlig breddegrad og sydspidsen på 59 breddegrad - altså på højde med Stockholm. Grønland spænder altså fra nord til syd over 24 breddegrader eller 2650 km - landets bredde er højest ca. 1200 km. Fladeindholdet er 2,175,600 kvadratkilometer. Vi ved, at ca. fem sjettedele af landet er optaget af indlandsisen, og at kun en smal kyststrækning er delvis tilgængelig og delvis beboelig.

Danmark har højhedsretten - suveræniteten - over dette land. Denne historiske kendsgerning er ikke tidligere bestridt, og man må undres over, at dette fattige, øde, isfyldte land overhovedet kan friste til strid. Den indfødte befolkning er eskimoer, og denne befolkning fandtes i landet, da det i det 10. århundrede blev opdaget. Det var nogle islændinge, der opdagede landet og anlagde en nordisk koloni i den sydvestlige del af det. Denne kolonisation foregik under ledelse af den fredløse Erik den Røde, hvis fader var nordmand, men måtte forlade Norge. Erik var bosat i Island, og derfra drog han altså til Grønland, vistnok i året 986. Den nordiske koloni stod i nogen forbindelse med Norge, men i året 1410 skal det sidste skib være sejlet fra Grønland til Norge, og derefter uddøde nordbokoloniens befolkning.

Norge og Danmark forenedes under samme konge i året 1380, og i det 16. århundrede søgte de dansk-norske konger at genoprette forbindelsen med Grønland, og det lykkedes efter flere mislykkede forsøg. Under Christian IV i 1605-06 og 1607 lykkedes det tre ekspeditioner at få forbindelse, og i 1652-54 var der atter tre danske ekspeditioner deroppe - altså under Frederik III.. Det var også denne konge, der i 1666 optog Grønlands mærke - en bjørn - i Danmarks riges våben. Derefter følger udstedelse af handelsprivilegier og love for Grønland. Kong Christian V udsteder således i 1691 forbud mod Hansestædernes besejling af Grønland. Derefter søger man at sikre besejlingen af Grønland ved oktrojer og monopoler for handelskompagnier eller private personer, og målet angaves allerede dengang at være: at fremme handelsforbindelsen og hjælpe befolkningen kulturelt. Der levede på den tid ingen andre i landet end eskimoerne. Nordboerne var forsvundne, uddøde, og omsorgen gjaldt det lille indfødte folk.

Meget stor betydning fik præsten Hans Egede, der grundlagde den første samlede bebyggelse - en koloni - og lagde grunden til det kulturarbejde, som siden er udøvet. Hans Egede var søn af en dansk mand, der var blevet sorenskriver i Norge. Hans Egede studerede ved Københavns Universitet og fik præsteembede i Norge. Her dannede han henimod 1721 et Grønlandsk Handelskompagni i Bergen, og dette udrustede et skib, der førte Hans Egede til Grønland, hvor han levede til 1736. Kongen udnævnte Hans Egede til missionær, og i 1723 udstedte kongen oktroj for det Bergenske Kompagni til handel og besejling, og det er nu af interesse at se, at kongen her, ligesom det iøvrigt skete ved de tidligere proklamationer, betegner sig som konge over hele Grønland - det hedder i oktrojen: så vidt landet strækker sig i øst og vest, sønder og nord. Bergen Kompagniet, som fik støtte af staten, bestod ikke længe. I 1728 opløstes det, og kongen beskikkede da tre mænd til direktører for det Grønlandske væsen, og dette underlagdes Danske Kancelli København - altså den danske stats centraladministration. Siden dette tidspunkt har Grønland kun haft forbindelse med Danmark, og al lovgivning, alt kulturarbejde, al handel og besejling er udgået fra København.

Endnu er det af interesse at nævne den epoke, hvor et nyt forsøg gjordes med et handelsmonopol på privat hånd. - det var i 1734, at kong Christian VI gav den danske borger Jacob Severin privilegium - oktroj - på handelen på Grønland og forbød alle andre handel og besejling. De år, hvori Jacob Severin havde oktroj, syntes meget betydningsfulde for Grønlands udvikling. Foruden handelen drev Severin også missionsvirksomheden, hvortil staten ydede et årligt tilskud - først 2000 rdl. og senere 5000. Jacob Severin anlagde flere kolonier bl.a. Jacobshavn, hvor vor udmærkede landsmand dr. Knud Rasmussen er født. I denne tid indstiftedes også den første inspektion på søterritoriet, idet der klagedes over, at hollænderne drev ulovlig handel på Grønland. Og endnu videre gik man i 1738, da kongen udsteder en instruktion angående Grønlands forsvar ved armerede skibe. Og endelig i 1740 dannes der en styrelse for de grønlandske anliggender, hvortil Jacob Severin beordredes at henvende sig med alt vedrørende handel, besejling og mission. Jacob Severin fik oktrojen fornyet til 1850, og i 1851 overdroges handelen af Frederik V til det danske, almindelige handelskompagni, og i 1774 overtoges handelen af staten. Den henlægges under den Grønlandske Direktion i København, der udnævnes i 1775, og således har forholdet været siden - altså i over 150 år.

Af disse historiske kendsgerninger fremgår det med stor styrke, at Grønland i 300 år har været underlagt det danske monarki og styret derfra. Forsåvidt måtte denne historiske udvikling alene sikre Danmark retten til suverænitet over Grønland, men hertil kommer desuden fredsslutningen i Kiel 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige, men hvor det samtidig bestemtes, at Grønland skulle forblive under Danmark. Dette var ret selvfølgeligt og næppe en tilfældighed, som nogen vil antyde, og freden med dette resultat giver da heller ikke anledning til nogen art af ændring i de forhold, der hidtil havde udviklet sig.

Hvad der var begyndt før 1814 fortsattes. Omsorgen for den grønlandske befolkning var stadig det første programpunkt, og dernæst fortsattes der ved danske ekspeditioner et målbevidst arbejde for kortlægning og udforskning af landet. Man holder sig i denne henseende ikke til vestkysten, hvor de samlede bebyggelser er anlagte, men allerede i årene 1828-31 berejses østkysten af en ekspedition under ledelse af kaptajnløjtnant Graah for at forberede kortlægningen. Denne ekspedition fastslår også, at den bebyggelse, som man vidste havde fundet sted i middelalderen under Erik den Røde, ikke som tidligere antaget havde fundet sted på østkysten, men i sydvest, hvor Julianehåbs-distriktet nu findes. Ekspeditioner for kortlægning og udforskning er stadig udsendt fra Danmark igennem de hundrede år siden kaptajn Graahs ekspedition. Der er, for at nævne nogle, de af kaptajn Normann planlagte undersøgelser efter 1880, der er løjtnant Ryders kortlægning af fjordområdet ved Scoresbysund, hvor han overvintrede, og der er marineløjtnant Amdrups betydelige undersøgelser på østkysten. Og så er der i den nye tid det store arbejde, som dr. Lauge Koch vil omtale.

Et interessant træk er det også, at den danske regering i 1863 gav koncession på 30 år for handel, jagt, fiskeri og bjergværksdrift på Grønlands østkyst til den engelske mineralog I. W. Taylor. Det viser, at Østgrønland aldeles ikke betragtedes som ingenmandsland, hvad der nu gøres gældende. Videre kan det anføres, at der i 1894 blev anlagt en bebyggelse, en koloni i Angmasalik på østkysten, og senere, i 1925, er endnu en koloni anlagt på østkysten, nemlig i Scoresbysund. Denne sidstnævnte koloni anlagdes ved overflytning af eskimoer fra vestkysten, særlig fra de nordlige dele, og det er en udvikling, som meget vel kan tænkes fortsat - særlig hvis der igen kommer tider, hvor fisken svigter. Det er få næringsveje, der kan udøves i Grønland. Sælfangsten er delvis ophørt på vestkysten, fiskeriet er blomstret frem, men da man ved, der har været lange perioder i fortiden uden fiskerigdom, må man have gentagelser for øje, og så kan det blive nødvendigt at søge ud til østkysten for at finde udkommet ved sælfangst og jagt. Det er forståeligt, at store reservearealer må stå til rådighed, men også ved anlagte kolonier må der af hensyn til jagtmulighederne være store, fredede landstrækninger, over hvilke monopolet udstrækkes til fordel for eskimoerne. I den henseende er der også rejst strid i den nyere tid eller bebudet strid, hvad meget må beklages.

Der har således flere gange været rygter fremme om, at norske fangstfolk agtede at slå sig ned i det indre af Scoresbysund. Det må hilses med glæde, at der ikke endnu har været forsøgt noget i den retning. Vi danske har siden 1924, støttet af artikel 6 i Grønlandstraktaten, som er afsluttet med Norge, betragtet ikke alene Liverpool-kysten, men også alle de indre forgreninger af Scoresbysund som det område, der var reserveret den eskimoiske befolkning i Scoresbysund, idet hele dette område siden koloniens grundlæggelse stadig er blevet besøgt af eskimoerne på deres fangstrejser. Vi følger med stor opmærksomhed den private norske fangstvirksomhed både nord og syd for Angmasalik, der under Finn Devolds ledelse er sat igang i sommer. Først når Knud Rasmussen i næste måned vender hjem fra Grønland, kan vi få fuld klarhed over, om de norske fangstfolks tilstedeværelse kan skade den eskimoiske befolkning i dens erhverv.

Fra dansk side er der ikke tillagt rygter om, at norske fangstfolk ville slå sig ned i det indre af Scoresbysund, nogen betydning. Vi har forstået Grønlandstraktatens artikel 6 således, at ikke alene Liverpool kysten, men også de indre forgreninger af Scoresbysund, dvs. det område, der hvert år på fangstrejser besøges af eskimoerne, måtte være forbeholdt disse, og da en ekspedition under rumæneren Dumbrawa i fjor uden tilladelse slog sig ned i distriktet, blev han afhentet og ført til København. Disse betragtninger er nøje i overensstemmelse med det hensyn, som igennem hele den forløbne tid har været det første i forholdet til Grønland - hensynet til den eskimoiske befolkning. Danmarks kolonisation og styre i Grønland har ikke haft økonomisk vinding som formål, men eskimoernes sociale og kulturelle højnelse og udvikling. Fra at være styret under enevoldskongerne direkte fra København er Grønland ført ind på vejen til selvstyre, og man skimter allerede dette interessante fremtidssamfund, hvis oprindelse er et primitivt folk.

Grønland er delt i distrikter og kommuner som andre lande, og der udøves indenfor disse en ganske anselig virksomhed for udvikling af folket ved repræsentanter udgået af den Grønlandske befolkning. Handelen og den øverste styrelse ligger for Grønland som for os selv under regeringen, men ved siden af landfogederne, der udfører en amtmands gerning, sidder et af valg fremgået landsråd. For hver kommune er der valgt et kommuneråd, og formændene for disse danner igen for større områder sysselråd, der varetager distriktets fælles anliggender. Grønlænderne har valgret fra 22 års alderen og er valgbare fra 25 års alderen. De danske har lige ret med grønlænderne, men der er regler, der sikrer, at grønlænderne skal have flertal i sysselrådene, hvis det utrolige skulle ske, at det danske element var blevet stærkt repræsenteret ved valgene. Da der er 15,000 eskimoer og kun 300 danske, er der ikke fare for, at selvstyret skal gå over til embedsmændene.

Jeg har søgt at give et billede af den politiske og sociale udvikling af Grønlands forhold til Danmark, og ingen tvivl synes mulig om vor ret til at fortsætte det ideelle arbejde, som i 300 år er ledet fra Danmark. Grønland er ingen rigdomskilde, når man ikke vil udpine, udbytte og misregere folket. Grønland er et barskt og fattigt land med en befolkning, som må udføre en streng gerning for at friste livet. Denne befolkning elsker Grønland, som vi andre elsker det land, hvor vi hører hjemme. Og denne befolkning har slægtled efter slægtled lært, at det danske folk var rede til at hjælpe den grønlandske befolkning frem igennem den samfundsudvikling, der også skal føre grønlænderne frem Til den modenhed og sociale forståelse, der er nødvendig for liv og samarbejde i et ordnet samfund.

Det er en æressag for Danmark, at arbejdet med Grønland kan fortsættes og fuldføres, og vi håber, at domstolen i Haag vil anerkende Danmarks indsats og dermed også Danmarks ret. Når det er sket, vil der være plads nok - også for foretagsomhed og eksperimenter udøvet af andre nationer, men Grønland er ikke »«terra nullius«, og ordnede forhold skal råde i dette land til fremme af den Grønlandske befolknings interesser.  

Det er med særlig glæde og tilfredshed, jeg i dag, i det danske folks og den danske regerings navn, hilser Hans Egede velkommen tilbage fra Grønland. Skibet hjemfører nemlig her til København de fremragende deltagere i to betydningsfulde ekspeditioner: professor Wegeners ekspedition og Watkins ekspedition. Disse to ekspeditioner til Danmarks koloniland Grønland er en beundringsværdig indsats, endda i en tid, hvor verden er ramt af alvorlige kriser. Men netop da betydelige økonomiske ofre er bragt, giver det tilfredsstillelse, at ekspeditionernes mænd møder med betydningsfulde videnskabelige resultater fra den lange færd i Grønland.

Professor Wegeners ekspedition. Alfred Wegener var deltager i Danmarksekspeditionen under Mylius Erichsen 1906-08 og i afdøde oberst J. P. Kochs rejse tværs over indlandsisen i 1912-13. Han har altid stået dansk videnskab nær. Allerede på Danmarksekspeditionen lærte han at tale dansk, og han har flere gange holdt foredrag på dansk. Han har søgt et professorat ved vort universitet, og den danske videnskab har gennem mange år betragtet Wegener som en af dens egne, som en æresdansker. Wegener, hvis arbejde på de to danske ekspeditioner er offentliggjort her i København, vandt sig herved et meget stort navn, særlig som meteorolog. Verdensberømt blev han på sin teori om, at kontinenterne flyder på jordklodens tunge indre og er i stadig bevægelse. Hans ry ville have vokset endnu langt mere, om han havde overlevet denne ekspedition og set de resultater, den hjembragte. Men eet nåede han nu til sidst, nemlig at få organiseret sin store plan om indlandsisens udforskning. Han nåede før sin død at se hele arbejdet sat i gang, dette arbejde, hvis igangsættelse han betalte med sit liv. Indenfor dansk og international videnskab vil Wegener både som forsker og som menneske vedblive at stå som en æret og agtet høvding. Sympatien samler sig om fru Wegener, der er her i København i dag, og om dr. Kurt Wegener, der har haft den tunge pligt at begrave sin broder i Grønland. Med ganske særlig hjertelighed hilser vi i dag, foruden Wegeners-ekspeditionens andre medlemmer, de tre unge mænd, dr. Sorge, dr. Georgi og dr. Lowe, der ved en overvintring midt inde på indlandsisen under yderst vanskelige forhold skabte Wegener-ekspeditionens videnskabelige succes. Allerede nu kan man sige, at ekspeditionens resultater ganske vil ændre vor opfattelse af Grønlands fysiske forhold. Det har været os en glæde og en ære, at vi har kunnet være værter i Grønland for denne betydningsfulde tyske ekspedition, og vi bøjer os i sorg over, at professor Alfred Wegener, som vi kendte så godt, og som vi var stolte over følte sig hjemme her i København, ikke mere er iblandt os. Vi udtrykker vor hjerteligste deltagelse overfor hustru og broder, men også overfor det land, han tilhørte.

Watkins ekspedition. Vi byder også i dag den engelske Watkins-ekspedition velkommen, en kreds af unge mænd, der for to år siden rejste ud til Østgrønland med et stort - mange syntes dengang for stort - program. Vi beundrer deres mange heldigt gennemførte rejser, deres flyvninger, deres kortlægninger langs kysten, deres to rejser tværs over indlandsisen, den ene fra Angmassalik til Ivigtut, den anden fra Angmassalik til Holstensborg. Vi ser med beundring på mr. Watkins, der står her så ung og dog allerede har været leder og organisator af dette mægtige geografiske arbejde. Og vi ser på Courtauld, som vi i foråret troede lå død inde på indlandsisen, men som nu, efter at have overvintret helt alene derinde, står ung og rask iblandt os. Vi byder dem velkommen og ønsker dem til lykke med deres glimrende sportsbedrift og deres udmærkede geografiske resultater. Vi danske, der i så høj grad selv arbejder på udforskningen af vor store koloni, Grønland, forstår i ganske særlig grad at værdsætte det glimrende arbejde, der er udført på den tyske og den engelske ekspedition, og derfor beder vi dem modtage vor allerhjerteligste lykønskninger til de resultater. De har nået, og vort hjerteligste velkommen tilbage. Det videnskabelige arbejde i Grønland er i så høj grad et arbejde i kulturens tjeneste, og jeg er overbevist om, at Danmark bestandig vil vise interesse for dette arbejde og efter evne deltage deri.

For sidste gang har Lyngsie i dag gjort rejsen fra sit lille hus i Bagsværd ind til storbyen, til arbejdspladsen, som han kun svigtede, når sygdom tvang ham dertil. Og vi er da mødt her i tusindtal, samlede i det største rum, som landet ejer, og dog kun en lille kreds af de mange tusinde, hvis tanker i denne tid har kredset om den afdøde og hans livsværk.

Vi tager afsked med en af de største og betydeligste skikkelser, som har levet i vort land, og vi mindes ved denne båre om en klasses rejsning, om kampe og sejre, men mest om det store bygværk, som Lyngsie var mesteren for, danske arbejdsmænds stærke organisation. Lyngsie var stridsmand, men han var også bygmester. Han tog kampen, fordi den var nødvendig, men han glemte ikke det første fornødne for arbejderklassen, han lagde sten på sten til organisationen, og han vågede over denne organisation, han var til sin sidste stund rede til at værne det værk, som han med god grund omfattede med stolthed og kærlighed.

Lyngsies barndom var, som digteren Overby skildrede den: et barn, som blev svøbt i en pjaltet klud og ammet ved ulykkens barm. Et barn, der voksede op til en proletar, et barn, der tidlig lærte livets hårde skole at kende. Han levede sin barndom ude på Kristianshavn, han hjalp en fattig moder med bydrengens ugeløn, og han fik så megen lærdom, som kommunens skole i den tid ofrede på proletariatets børn. Han blev voksen på den tid, da arbejderbevægelsens første spirer skød frem, og han forstod snart, at hans plads var i den lille flok, der satte sig arbejderklassens samling og frigørelse som mål. Han kastede sig ind i agitationen for socialdemokratiet og opnåede derved kendskab til den fanatisme, hvormed den tids magthavere søgte at hindre arbejderklassens rejsning. Det er 42 år siden, at Lyngsie blev afskediget fra hærens laboratorium, fordi han deltog i agitationen for valg af en socialdemokrat, og dermed var signalet givet til det arbejde, der blev et storværk.

De ufaglærte arbejdere, der ikke havde fået den håndværksmæssige uddannelse, der ofte var indvandret til byerne fra landproletariatet eller fra vore nabolande, stod længst tilbage i forståelsen af den solidaritetslære, der forkyndtes af arbejderbevægelsens pionerer fra 1871. Lyngsie handlede rigtigt, da han med ensidighedens styrke samlede sine kræfter om den opgave at drage disse arbejdere ind i organisationen og dermed ind i arbejdet for økonomisk og kulturel højnelse.

De mange usselt lønnede grupper af arbejdsmænd, ofte sløve og modløse, blev området, hvorpå Lyngsie ofrede sin vældige energi. Teglværksarbejdere, jordarbejdere, renovationsarbejdere, fabriksarbejdere, havnearbejdere, alle de navnløse, hvis tilværelse var uden interesse for dem på solsiden; de kom frem, de blev samlede, fordi Lyngsie var den store agitator, som med overbevisningens varme lærte de sløve, at der også var vej frem for dem. Der manglede ikke modstand i de tider; de gamle har mange erindringer derom. - Erindringer om arbejderes ligegyldighed, om arbejdslederes brutalitet og om arbejdsgiveres had - men over alle disse erindringer står billedet af den uforfærdede kammerat, som drog fra arbejdsplads til arbejdsplads, fra møde til møde for at samle arbejderne til værn om egne interesser.

Med 335 organiserede arbejdsmænd bag sig begyndte Lyngsie sin gerning, han nåede at se styrken vokse til 100,000. Han, der blev jaget ud af en statsarbejdsplads, opnåede at gøre mange års arbejde som medlem af Rigsdagen og som medlem af Københavns Borgerrepræsentation; han viste sig som en god borger, og hans organisationsarbejde bevirkede, at de ufaglærte, de sløve og modløse, blev vågne, dygtige, målbevidste samfundsborgere, der overalt har ydet en indsats i det offentlige liv.

Det er utroligt, som der er talt usandhed om Lyngsie, sikkert til hans sidste stund. Hans løn, hans formue, hans ejendomme var stadig genstand for omtale, men alle historierne var fantasi - ondsindet fantasi. Lyngsies livsværk var ikke til egen fordel, det var viet arbejderklassen. Stort er det, hans gerning medførte for arbejderne, og stort er det, som samfundet vandt ved den højnelse, som organisationen medførte. Med stolthed talte Lyngsie om den vældige forandring i kårene, i hjemmene, i festklæderne, og med begejstring foreholdt han arbejderklassen, at endnu skønnere opgaver venter på løsning ved sammenholdets magt. Han besad i sin sidste levetid den samme overbevisningsstyrke som i ungdommen, og hans sidste ord til offentligheden var netop en appel til arbejderne om sammenhold. Med berettiget forbitrelse vendte han sig imod forsøg på at splitte arbejderne til indbyrdes strid, og med logisk kraft viste han gang på gang, hvorledes kun sammenhold og organisation er værn for arbejdernes interesser.

Lyngsie var arbejderklassens ægtefødte søn, og han gav derfor sin bistand til alle sider af dansk arbejderbevægelse. Hans organisation blev et mønster for verden, det kooperative foretagende, der udgik fra Mælkeriarbejdernes Organisation, som resultat af en strejke, blev et af de smukkeste og bedste. Hans arbejde for den socialdemokratiske presse er kendt i vor egen kreds, og hans levende interesse for socialdemokratiets politiske sejr gav sig mange udslag, siden han i 1890 deltog i agitationen for Hørdums valg.

Et tilbageblik over Lyngsies liv er et tilbageblik over arbejderbevægelsens historie, og det ved vi, at vor gamle kammerat luede af begejstring, når han kastede blikket tilbage, og vi ved også, at Lyngsies navn er vævet ind i mange blade af denne historiens bog. I 40 år har jeg, omend yngre end Lyngsie, været med i arbejdet sammen med ham og med andre, som forud er gået bort. Et væld af erindringer er strømmet frem i disse dage, og en varm følelse af taknemlighed må beherske os alle.

Lyngsie var en særpræget og en selvstændig mand; der var tider, hvor man ikke helt forstod hans bevægelser, men vi ved, og vi vidste altid, at hans mål var det rette, og når kampen var endt, når opgøret fandt sted, så forsvandt også den misstemning, som måske på sine steder havde været til stede. Vi har i flere år været vidne til hans kamp mod en snigende sygdom; vi, der var hans kammerater og venner, havde dyb medfølelse med ham, thi vi vidste, at den stærke mand led, vi vidste, at sygdommen undergravede hans kraft, og vi forstod, at han kæmpede for at kunne udfolde energi, for at kunne fortsætte arbejdet for de små i samfundet - den gerning, der var indholdet i hans liv.

En høvdingestol står tom, Lyngsie efterlader et dybt savn i den organisation, der var hans storværk, i det parti, hvis fremgang var hans livs glæde.

Men vi forstår også, at han efterlader et savn i det hjem, han elskede så højt. Vi ved, at han, den robuste stridsmand, omfattede hjem, hustru og børn med rørende ømhed og kærlighed, og netop derfor ved vi også, at de, der er tilbage, føler savnet tungt og knugende. Vi formår ikke at bøde på dette savn. Men vi ved, at det er en trøst, at titusinder i dag sørger sammen med familien over den, som nu er gået bort. Det at vide, at den, man havde kær, øvede en stor og betydningsfuld livsgerning, det er et lykkeligt minde, der må kunne styrke i sorgens dage.

Vi tager da afsked med den djærve kæmpe, som viede et liv i vor klasses og vort samfunds tjeneste. Vi siger tak for alt stort og godt, der er frugten af Lyngsie´s arbejde, og vi lover at værne om hans værk og at føre hans arbejde videre.

Æret være mindet om Michael Christian Lyngsie!

Det er med ejendommelige følelser, at jeg denne gang stiller mig for mikrofonen, thi jeg taler nu til det store folk i Amerika, til landet på den anden side af kloden, og i denne kendsgerning fornemmer vi et tegn på den kæmpemæssige udvikling, som ved opfindelser og teknik er foregået i vor tid, og hvorved verden er blevet anderledes. Afstandene formindskede og mulighederne for samvirken forøgede.

Jeg havde en gang planlagt et besøg i USA, men måtte opgive det; jeg benytter nu lejligheden til at udtale en beklagelse derover og en tak til de mange, som på forhånd havde hilst mig med velkomstord. Nu må jeg nok nøjes med på denne måde at tale til folket i det store land, det folk, der også tæller tusinder, som er udgået fra Danmark, landsmænd, som jeg havde glædet mig til at træffe, hvor de nu har deres hjem.

Jeg hilser da folket derovre og først og fremmest dem, der udgik fra Danmark. Mange tårer er fældet, når rejsen skulle gøres, og mange tårer er fældet, når hjemlængslerne kom, men stolte føler vi os herhjemme, når vore landsmænd ydede en god indsats i det nye land, og lykkelige føler vi os over den kærlighed til Danmark, som tusinder derovre har vist igennem årene. Vi, der lever her i det lille land, føler os stærkere og større, når vi ved, at 1/2 million danske lever i USA, og at tusinder af disse bevarer deres gamle sprog ved siden af det nye og bevarer kærligheden til fødelandet.

Men jeg hilser også de andre, der lever i USA jeg hilser dette folk, udgået fra alverdens nationer, og er fuld af beundring over det, der er skabt igennem slægtleds gerning. Amerika er blevet det store, rige land, og dog rammes dette land som andre i denne tid af de voldsomme økonomiske forstyrrelser. Mange øjne er rettede imod Amerika, thi det er derfra, at der før eller senere ventes et initiativ, som kan føre til Europas genrejsning.

Vi ser med bekymring på den nuværende tilstand, på alle de sørgelige udslag af økonomisk krig. Vi ser skranker rejst for at hindre produkternes indførsel. Vi ser millionhære af arbejdsløse og hører samtidig røster om ufred og krig. Allerede længe har denne tilstand udviklet sig, og den fører efterhånden alle folk ind i ulykker og forviklinger, hvis virkninger vil spores langt ud i fremtiden.

Der trænges i øjeblikket til en ånd som den, der besjælede præsident Wilson, da han forkyndte fredens budskab, og der trænges til sådan international forståelse, som netop har været af afgørende betydning ved skabelsen af USA

Det store land, Amerika, har i stor udstrækning påtaget sig finansieringen af den gamle verdens lande, men netop denne omstændighed må føre til, at ikke blot ideelle, men også materielle hensyn må træde frem ved bedømmelsen af de forhold, der foreligger. De europæiske lande må udøve produktion med andre lande som markeder, thi uden dette kommer de til at savne betalingsmidler - også til de forpligtelser, man har overfor Amerika. Forståelse og samvirken er derfor de begreber, der må kaldes på for at slippe igennem nutidskrisen og frem til en produktion og omsætning, der sikrer samfundet imod de farer, som arbejdsløshed, pengemangel og sammenbrud i så høj grad byder.

Og så vender jeg da igen tilbage efter dette hjertesuk til hilsenen, som lyder over det store vand. Hilsen til alle i danske og de bedste ønsker for de kommende tider, og hilsen til Amerikas millioner, til det store land, hvorfra vi må vente initiativ, også i den gamle verdens interesse. Med ønsket om snarlig fred i verden, om fremgang for kulturen og forståelsen mellem menneskene hilser jeg folket i Amerika i den lille, danske nations navn.

Jeg takker for indbydelsen til dette jubilæum, og jeg bringer min, mit partis og ministeriets hilsen og lykønskning til Landarbejderforbundet. Det er i en ond og mørk tid, dette jubilæum fejres, og den onde tid sætter spor i landarbejdernes liv, men den viser også påny nødvendigheden af organisation, thi hårdest medtagne bliver de, der savner modstandskraft, og denne kraft har arbejderne kun igennem sammenslutningen, kun igennem det organiserede sammenhold.

Jeg har uden at være landarbejder bestandig beskæftiget mig med denne arbejdergruppe. Min første tale i Rigsdagen, d. 15. oktober 1906, var en skildring af landarbejdernes usle kår og et indlæg til fordel for en række reformer, af hvilke flere er gennemførte siden. Jeg deltog derefter i en række forhandlinger om landarbejderbevægelsen, deltog som partiets repræsentant i kongresserne og deltog i forhandlinger om program og love, og endelig ydede jeg som formand for det socialdemokratiske parti en indsats i det store agitationsarbejde, hvoraf den nuværende organisation kan siges at være frugten.

Jeg har således haft intim forbindelse med Landarbejderforbundet i de svundne år. Jeg ved, hvilket besværligt arbejde der var at udføre, men jeg ved også, hvor nødvendigt dette arbejde var, - og kan tilføje, det er fremdeles nødvendigt.

Sålænge der har været en moderne arbejderbevægelse, altså siden 1871, har landarbejderne været en gruppe, der var bud efter. De levede under forældede vilkår med en løn så ussel, at man næppe vil tro beretningerne derom, og livet blev derfor mere end for andre en trælletilværelse, og det blev tilfældet for et voksende antal, efterhånden som landbruget forlod de gamle driftsformer og gik over til industriel produktion, til eksport. Den patriarkalske tilværelse ophørte, og dermed de små fordele, som den bød, og samtidig bredte der sig i dele af landbefolkningen en mod arbejderne fjendtlig ånd, som var ukendt, da bondestanden selv følte trykket fra oven. Men trods alt, som talte for arbejdernes rejsning, gik det trægt og sindigt. De usle kår, Tyendeloven, reaktionært regimente, fjendskab mod arbejderne, alt syntes længe at virke sløvende på landarbejderne. Det var kun få, der vovede at tage kampen op, alle frygtede den skæbne, som Skjoldborg skildrer i fortællingen om Per Holt; økonomisk forfølgelse var altid det middel, der anvendtes imod de fattige, og de fattige havde ofte nok haft lejlighed til at bemærke sig, hvorledes midlet virkede.

Landarbejderne var mange, men de var splittede, og de havde ikke mange støttepunkter i livet. Sognerådene, som de ofte måtte have bud til, var ensidige venstre eller højreråd, hvor der ikke fandtes talsmænd for landarbejderne. Stemmeretten var ikke meget værd, sålænge afstemningen foregik under herremandens, proprietærens og den store gårdmands kontrol. Først med den hemmelige afstemnings indførelse forsvandt frygten for økonomisk forfølgelse, således at stemmeretten fik værdi, fordi den kunne bruges frit. Det var hårde tider for landarbejderne; de få socialdemokrater i Rigsdagen og de organiserede byarbejdere var de eneste, der viste omsorg for tyendet og landarbejderne; men lang tid gik der, før disses råd blev fulgt, lang tid gik der, før en del af landarbejderne lærte at forstå organisationens nytte og nødvendighed.

Jeg husker, at Carl Westergård var inde på partikontoret hos mig, da han drog ud for at begynde rejsningen af en organisation. Der var vistnok en vis skepsis hos mig overfor det forsøg, han ville gøre, og jeg havde lejlighed til i de følgende år at følge den bevægelse, som nogle få landarbejdere holdt liv i, en bevægelse, som længe syntes ude i håbløshed. Der er imidlertid grund til i dag at takke den, der begyndte, og de få, der fulgte ham i de trange år.

I disse år virkede imidlertid den socialdemokratiske agitation, vore møder, vor presse, det lille blad Landarbejderen, der udgik fra Århus, vor kamp imod den gamle Tyendelov - ført med voldsom kraft af Peter Sabroe, - og indlæggene fra Rigsdagen undlod ikke at gøre virkning både på modstanderne og på de landarbejdere, som vi kaldte på til samling for egen rejsning og egen frigivelse. Socialdemokratiet voksede. Landarbejderne øvede deres politiske indflydelse til fordel for denne vækst, og både den gamle Tyendelovs fald, husmandslovene og de sociale love er resultater af disse års politiske gerning. Og tiden kom også, da jorden var beredt for det store fremstød for organisationen. Vi lærte alle af de drøje år, at der skulle kraft i angrebet, og det socialdemokratiske parti, byernes fagforeninger og vor presse lagde kræfterne sammen med de kræfter, som den lille skare af landarbejderagitatorer rådede over, og så fik vi den store som har øvet betydende indflydelse i de sidste 15 år.

Som samfundet er undergået store forandringer siden socialdemokratiets og arbejderbevægelsens første dage, er også landarbejdernes liv og forhold anderledes end for 25 år siden, - og det gælder ikke blot organisationens medlemmer, også de, der stod udenfor, fik part i fremskridtene, men snød sig fra ofrene. Landarbejderforbundet, som i dag fejrer sit første jubilæum og ser tilbage på modgangstider, på kampe og sejre, er imidlertid ikke færdigt med rejsningsarbejdet og endnu mindre med det, der skal fuldføres. De, der er med i arbejdet, har lært at gøre deres pligt, men de, der står udenfor, skal lære, at de også må ofre og føle pligter, hvis de vil have rettigheder og goder, der kun kan opnås, sikres og bevares ved en virkelig hel og fuld samling af alle med fælles interesser og fælles mål.

Med 25 år på bagen, rig på erfaringer, må nye årgange af landarbejdere nu tage fat og føre værket videre. Skjoldborgs og Åkjærs digtning og socialdemokratiets praktiske arbejde har ryddet op i krat, i moser og heder, men kultiveringsarbejdet må ikke standse, thi så falder jorden tilbage til den gamle tilstand. Der må fremdeles pløjes og drænes og graves i de menneskelige samfund som i naturen, og i må have lært af tiden, der gik, at der er meget gammelt krat, som må ryddes, for at få gode afgrøder frem. Landarbejderforbundet kan blive den store kulturfaktor, det kan blive det afgørende led i arbejderklassens frigørelseskamp, thi uden landarbejdernes og tyendets taktfaste march i række med byernes arbejdere vil der stadig mangle et led i kæden. De henved 200,000 arbejdere, der står længst tilbage, må vise egen vilje til fremgang og til solidarisk samarbejde. De kan vel opnå et og andet i kraft af andres arbejde eller i kraft af politisk virksomhed, men de opnår aldrig den økonomiske frigørelse, de opnår aldrig tilfredsstillende medbestemmelsesret uden igennem egen tilslutning til organisationen.

Danske landarbejdere må have lært, hvor venner og fjender befinder sig. De må vide, at de, der førte an i krigen mod organisationen i den såkaldte Kolindsundsag, det var ikke landarbejdernes venner, og den dom, der nylig faldt ved Højesteret imod organisationen, må også være en illustration til nutidens kampmåde. Byarbejdernes organisationer har kæmpet sig igennem forfølgelse, domfældelse og lockouter, men har aldrig svigtet organisationen; landarbejderne må lære den samme fasthed og må vise den samme udholdenhed og sejrsvilje, som har holdt modet oppe i byarbejdernes tætte skarer.

Vi befinder os netop i denne tid under trykket af en verdenskrise, som stiller hele vort samfund på en hård prøve. Kapitalismen har bragt samfundet i forfald, alt flyder, alt er håbløs forvirring. Men i forvirringen finder vi det socialdemokratiske parti som det faste punkt, og de foranstaltninger, der må iværksættes for at bringe orden i samfundet, sætter kapitalismen under kontrol, bringer system og orden i tingene, fordi det er de første betingelser for at få ordnet produktion, som også er i arbejderklassens interesse. Men det er ikke nok med den krisetilstand, som internationale kræfter har sat ind over landet med vældig arbejdsløshed i sit følge. Også en lock-out-trussel er sendt ud som de danske arbejdsgiveres bidrag til det nødstedte samfund. Vi må håbe, at denne ulykke afværges, og vi ved, at hvis det sker, er det, fordi arbejderklassen har samfundssind og forståelse af de interesser, som det jævne folk må ønske varetaget i denne alvorlige tid.

For landarbejderne som for hele arbejderklassen gælder arbejdet ikke blot øjeblikket, ikke blot livet for nulevende slægter, men både dette og de kommende tider. Ved organisation, ved samarbejde, ved sammenhold skal livet gøres lysere og rigere for slægtled efter slægtled. Organisationen er midlet til økonomisk højnelse, men denne højnelse må følges af åndelig udvikling og dygtiggørelse, af en højere kultur, der omfatter de idealer, som arbejderklassen har som mål. Den store samfundsomdannelse, der skal sikre arbejderklassen medejendomsret til samfundets værdier og arbejderne retmæssigt udbytte af godt og ærligt arbejde, kan kun gennemføres, når magten er vundet, og når fornødne evner og kræfter befinder sig i arbejderklassen selv. Vi kan ikke tro på andre samfundsklassers bevågenhed. Vi kan måske få støtte til en og anden reform, vi kan på adskillige områder finde grundlag for samarbejde med andre, og det er muligt, at udviklingen også kan føre andre lag over til arbejde for vore principper, men den grund, arbejderklassen må bygge på, må være arbejderklassen selv, og denne grund må by- og landarbejdere i fællesskab tilvejebringe.

25 år er et ringe tidsrum, men dog stort nok til at vise landarbejderne, hvad arbejdet gælder, og hvad det kan bringe. Jeg lykønsker til den fremtid, som kommer, og jeg knytter håbet til den ungdom, der vokser frem. Denne ungdom forefinder resultater af års ofre og års arbejde. Den forefinder organisation, politiske rettigheder, sociale love, der var ukendte, da vore fædre begyndte livets gerning. Denne ungdom må for sin egen og for fremtidens skyld føle det som en pligt at bygge videre på det værk, som andre har begyndt. Der er allerede meget at værne, og det skal værnes, men der er meget endnu at udrette for at fuldføre det planlagte storværk. - Tag fat ungdom, for at nå målet, så bliver Eders liv ikke tomt og indholdsløst.

Tak for, hvad Landarbejderforbundet var i 25 år. Til lykke med fremtiden, lad ploven atter gå sin gang, lad nye tusinder rykke ind i organisationen, og gid landarbejdernes hærskare må få den lykke at yde en værdifuld indsats i arbejdet for arbejderklassens frigørelse.

Den udstilling, som nu skal åbnes her, har fiskeriet som grundlag, men den spænder også over andre områder, og navnlig vil en afdeling, der viser et udsnit af Grønland, være sikker på almindelig opmærksomhed. Fiskeriet er imidlertid hovedindholdet, det, som ganske naturligt frembyder sig, når en udstilling skal være beliggende i Esbjerg. Denne by er centrum for fiskeri og fiskehandel, og ganske særlig er den udgangspunktet for den meget betydelige eksport af fisk såvel til Tyskland som til England, en stilling, byen har fået på mindre end 50 år.

I 1870 anlagdes byens første havn - en lille trafikhavn; i 1886-88 byggedes fiskerihavnens første del, og siden er der stadig bygget til, fordi virksomheden voksede. Men udstillingens formål er at vise publikum fiskeriet og det, der står i forbindelse med dette erhverv. I bygningerne vil man finde fiskeredskaber og prøver fra de mange virksomheder, der går ud fra dette eller hviler på dette, og i film vil man få en sjælden lejlighed til at se fiskeren udøve sin besværlige gerning ude på Nordsøen. Men også den videnskabelige og undersøgende virksomhed, der er af så stor betydning for fiskeriet, har sin plads på denne udstilling, og ganske særlig vil Dana-ekspeditionens afdeling vække opmærksomhed.

Dansk fiskeri har, som vi ved, sin særlige karakter. Det blev i min barndom nævnt som et af landets vigtigste erhverv ved siden af agerbruget, men det er dog først i dette århundrede, at det er blevet et stort eksporterhverv rådende over 15-16.000 fartøjer og både. Da der imidlertid kun er ca. 18.000 mennesker beskæftiget i erhvervet, ser man her dets særlige karakter. Man kalder det husmandsbrug til søs, og det karaktermærke synes man at fastholde uden hensyn til den udvikling i anden retning, som er foregået for andre landes fiskeri.

Smådrift var vort fiskeri fra tidernes morgen, og det har sin naturlige forklaring i de geografiske forhold; de mange fjorde og sunde er velegnede for fiskeri, men det er særlig smådrift, der kaldes på. Således ved man, at Limfjorden allerede i det 12. og 13. århundrede havde en betydelig fiskerbefolkning særlig for sildefiskeri. Men også vestkystens sydlige del har tidlig været udset som fiskeplads. Her var det kuller, torsk, rødspætter, skrubber og rokker, som langt tilbage var udbyttet, og denne fangst blev da tørret og omsat på Ribe marked, - særlig var den tørrede fladfisk efterspurgt, men »Riber Fisk« var i det hele skattet over hele landet. Det virkelige erhvervsfiskeri er imidlertid først opstået i den nyere tid - bortset fra sildefiskerierne i Øresund og Limfjorden samt omsætningen af tørfisk i Vestjylland.

I tiden 1850-1900 ser vi udviklingen af fiskeriet hjulpet frem af baneanlæggene, som var istand til at besørge transporten af fisk til markeder, der ellers ikke havde modtaget fiskeforsyning. Robådene, som var det gamle fiskerfartøj, afløstes af større dækkede sejlfartøjer - kuttere, og senere fortsattes udviklingen i stærkt tempo ved maskinkraftens indtog i fiskernes fartøj. Hvad der yderligere gav fart i fiskeriet var snurrevådets anvendelse, der begyndte i 1880erne. Dette redskab har hævdet sig siden som det mest anvendte i kutterfiskeriet, og det er sikkert den danske havbunds beskaffenhed, der er særlig egnet for dette redskab, der ikke kan anvendes på ujævn og hård bund. Med dette redskab begyndte det store rødspættefiskeri i 1880erne med Frederikshavn som støttepunkt. I 1888 var således 76 kuttere og 124 mindre fartøjer hjemmehørende i Frederikshavn, og herfra begyndte også den danske fiskeeksport til udlandet.

Sammenlignet med fortiden er der på det spinkle grundlag udviklet et ganske stort fiskeri, særlig siden dette århundredes begyndelse, og der er muligheder for en betydelig udvikling endnu, særlig når de nuværende krisetider igen er bag os. Men det store fiskeri har fulgt linien fra fortiden. Karakteren er bevaret, selvom fartøjerne er vokset noget. Udlandets storfiskeri med trawl og med lønarbejdere som fartøjspersonale og fiskere har ikke fået indpas i Danmark. Vi er kommet fra små til større husmandsbrug, men har altså bevaret den ganske interessante og i social henseende tiltalende form for fiskeriet. Motoren er gået sin sejrsgang, snurrevådet er forbedret, og andre fremskridt er føjet til, således at fiskeriet trods alt er noget andet nu end i forrige århundrede. Men hvad der særlig viser udviklingen er fangstmængden. Den fordobledes fra århundredets begyndelse og til 1930, da den var oppe på 93 mill. kg, og fangstværdien viser endnu større stigning, nemlig fra 8 til 40 1/2 mill. kr. - Fartøjernes værdi er i samme tid steget fra 8 mill. kr. til 32 mill. kr.. Der var i 1900 ca. 200 motorfartøjer, medens der nu er 5700.

Ser jeg specielt på Esbjerg, ses det, at her landedes i 1900 ca. 4,5 mill. kg, medens det 30 år efter var ca. 20 mill. kg. Udførselen var i 1900 ca. 14 mill. kg, men den var i 1930 56 mill. kg til en værdi af over 30 mill. kr.. Nordsøen hævder sig som det område, der giver størst udbytte, nemlig næsten 11 mill. kr. på et år, og antallet af fiskere var her 2036. Rødspættefiskeriet er den mest fremragende del. Et år giver 27 mill. kg til godt 16 mill. kr.. Næst efter følger torsken med over 21 mill. kg, men kun til en værdi af knapt 5 mill. kr..

Disse enkelte træk viser os et erhverv i jævn udvikling, og derfor også et erhverv, som kan give stof til en udstilling. Det er nemlig ikke blot fiskeriet, der har interesse. Bådebyggeri, net- og garnfabrikker, tovværksfabrikker, isfabrikation, motorfabrikker og mange andre giver billedet af, hvad dette erhverv sætter i sving. Også konservesindustrien må nævnes, selv om den endnu er i sin vorden; der er grund til at håbe, at noget må vokse frem, som kan frigøre landet for den belastning af handelsbalancen, som udenlandske varer bevirker. Og dernæst må målet være at få befolkningen til at forbruge mere fisk. Hidtil er kun ca. 40 pct. af produktionen anvendt på hjemmemarkedet, medens resten er søgt afsat i udlandet. Men det er lidet rimeligt, at den danske befolkning, som har adgang til den fineste og bedste fisk - rigtig saltvandsfisk, kun forbruger 11-12 kg årlig pr. indbygger, medens der bruges 100 eller måske flere hundrede kg kød og kødvarer pr. indbygger. At forøge forbruget af fisk er et af målene for udstillingen, og det vil være ønskeligt, om det nås. Fisk er en sund og god spise, og forøget forbrug kan give forøget beskæftigelse endda flere steder.

Vi lever i en ond og mørk tid, hvor krisen hærger hele verden, men netop i modgangstider skal fremstød gøres eller forberedes. Forøget beskæftigelse er bedre end krisehjælp, og man bør ikke undlade de forberedelser til markeders erobring, som er naturlige for at være klar til fremstødet, når tiden er inde. Jeg hilser vore djærve fiskere, som er det sande grundlag for denne udstilling. Jeg udtaler ønsket om fremgang for fiskeriets forskellige erhvervsgrene og erklærer herved fiskeriudstillingen i Esbjerg åbnet.

Der tales i vore dage en del om parlamentarismens uheldige sider, og der er folk, som særdeles frit udtaler deres sympati for et diktatur - i hvert fald for et begrænset diktatur, udøvet overfor særlig vanskelige områder som f.eks. valutaforhold og handelspolitiske anliggender. Det er vistnok forklarligt, at sådanne tanker opstår under så kaotiske forhold, som verden nu oplever, men det er ikke tegn på ansvarsfølelse, når man således søger at befri sig selv for besvær og ansvar ved at skyde vigtige afgørelser og dermed ansvaret over på en diktator.

Siden den Franske Revolution i 1789-91 har parlamentarismen vundet anerkendelse i verden og er undergået en stadig udvikling, således at man har nærmet sig det virkelige folkestyre i forskellige lande og i første række i de gamle skandinaviske lande. En meget omfattende overgang til det parlamentariske system og endda til fremskredne former skete i Danmark ved grundlovsrevisionen i 1915 og for en række lande ved de store omvæltninger, der fulgte efter verdenskrigen 1914-18. Men man får det indtryk, at folkene ikke har været modne til dette folkestyre, eller at man har undervurderet modstanderne, som naturligvis ikke omvendte sig fra enevoldsregimente og monarki til folkestyre og republik i samme øjeblik, som disse former gennemførtes ved magt. Det gamle systems tilhængere rejste sig også efter den Franske Revolution, og den dag i dag findes der i Frankrig tilhængere af monarkiet, som ikke har forsonet sig med den nye tilstand, - som nu har så mange år bag sig.

De styreformer, der indførtes i 1918 og nærmest følgende år i forskellige af Europas lande, var indrømmelser til folkene, som følte sig voldtagne under det gamle system, særlig med hensyn til krigsudbruddet, men det gamle systems tilhængere har rejst sig igen, og nu ser vi de nye forfatninger skubbet til side til fordel for diktatur eller mindretalsstyre, og folkene er igen udsatte for voldsomme rystelser og voldsomme politiske kampe. Diktaturet i den mest udprægede form er som bekendt iværksat i Rusland og Italien. I begge lande afløste det visse parlamentariske former, og i begge lande er man gået over til diktaturet uden at have befolkningens tilslutning dertil.

For Rusland gælder det dog, at befolkningen heller ikke havde fået lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med det parlamentariske system. Den første regering efter revolutionen i 1917 indførte parlamentariske former, men den afløstes snart ved den nye revolution af de nuværende magthavere, og dermed afskaffedes det demokratiske system, som kun havde bestået så kort tid. Det russiske diktatur, kaldet proletariatets diktatur, udøves af et såre beskedent mindretal af den store befolkning. På et vist tidspunkt var antallet af organiserede kommunister ca. 5-600,000; tallet er måske nu lidt større, men næppe stort over 1 million, og det er denne del af befolkningen, der vælger, og således udøver diktaturet over en befolkning på 100 eller 120 millioner mennesker.

I karakteren er det italienske diktatur ganske som det russiske. Også der er et lille mindretal af befolkningen organiseret i den officielle regeringsorganisation, og det er alene til denne, at diktatoren støtter sig, medens folkets talrige millioner reelt er uden politisk indflydelse. Begge steder understøttes diktaturet af våbenmagt og en særdeles streng justits, og begge steder har man ved hjælp af magtmidlerne opnået en vis orden i forholdene, men næppe den solidaritet overfor samfundet, som er målet for demokratiske og socialdemokratiske reformplaner.

Hvorvidt diktaturet er den eneste anvendelige styreform i de to nævnte lande, kan og vil jeg ikke afgøre. Hvert folk må naturligvis råde for sig og for sit land, og så længe befolkningerne underkaster sig et bestående system, bør andre afholde sig fra indblanding eller domfældelse. Hvad vi derimod med rette kan gøre er at undersøge, hvorvidt disse nye former for enevolds- og mindretalsstyre er tillokkende for os, og vi kan ved sammenligninger mellem diktatur og folkestyre komme til klarhed over, hvilke fortrin hvert af systemerne måtte have.

Når der hos os udtales sympati for diktaturet, er det næppe resultat af nogen indgående overvejelse, og besynderligt nok vil man altid finde tilhængeren af diktaturet som svoren modstander af det russiske diktatur, endskønt dette ikke i sin form er væsensforskelligt fra det andet, som kendes. Sympatien for diktaturet åbenbares altid fra kredse i folket, der har tilknytning til den gamle tid. Gammel-konservative, udprægede militarister og folk med eventyrlyster føler sig tiltalt af de hårdhændede metoder, der knytter sig til diktaturet, og de mener vistnok, at der hurtigere og sikrere træffes vigtige afgørelser under denne styreform, end tilfældet er under parlamentarismen.

Desuden er der sikkert i sympatien for diktaturet også skjult visse interesser, der altid ligger bag politiske bestræbelser. Et kapitalistisk farvet diktatur vil en kortere eller længere tid holde underklassen nede, ligesom det vil sikre imod udvidet sociallovgivning, imod kraftig skatteudskrivning og imod samfundsmæssige indgreb i produktion og omsætning. Der er holdepunkter nok, hvis man vil forstå, hvem der har interesse i et diktatur, og der er derfor også fuld klarhed over, hvem der må være fjender af det diktatur, som er målet for visse kredses ønsker.

Det jævne folk, arbejderne og med dem beslægtede befolkningsdele må afgjort være imod enhver form for diktatur, thi det strider så absolut imod deres åndelige eller kulturelle interesser, men det vil også blive i strid med deres økonomiske og sociale interesser, fordi diktaturet netop i stor udstrækning skal udøves overfor den besiddelsesløse, arbejdende befolkning, på hvis produktion hele samfundet i virkeligheden skal hvile. Jeg mener altså, at man ikke bør tilstræbe diktatur, thi det er i afgjort strid med folkeflertallets interesser, og det er navnlig i strid med den almindelige interesse i en fremadskridende kultur, hvortil jeg henregner egenskaber som samfundsfølelse, ansvarsfølelse og forståelse for befolkningens - særlig arbejdernes sociale stilling og vilkår. Under den tilsyneladende rolige overflade i samfundslivet, som opretholdes under diktatur - også under det såkaldte proletariatets diktatur -, er der selvfølgelig bevægelser af farlig karakter, ganske som tilfældet var under enevælden, særlig kendt fra Rusland under zardømmet.

Der er lag i befolkningerne, som er intellektuelt udviklede, som er politisk modne og netop derfor afgjorte modstandere af diktaturet. De vil ikke i længden afholde sig fra propaganda, de vil undergrave diktaturmagten, og de vil før eller senere fremkalde begivenheder, der betyder ny forstyrrelse af orden og udvikling. Men det, der mest må oprøre venner af folkets kulturelle udvikling og venner af en fremadskridende bevægelse i alle forhold, også i samfundsforholdene, er den åndelige svækkelse og undertrykkelse, der må ledsage diktaturet.

Med diktaturet standses massernes politiske og sociale udvikling. Det er kun nogle få, som får lejlighed til at beskæftige sig med de mange betydningsfulde opgaver, der påhviler det moderne samfund, selv om dette hviler på det kapitalistiske system. Der vil uvægerligt blive et modsætningsforhold mellem de mange uindviede og de få indviede. De mange vil oftest savne begrundelse for de afgørelser, der træffes for de love eller forordninger, der udstedes, og de får ikke adgang til at diskutere eller til blot at blive oplyste om baggrunden for handlinger, der måske griber ind i folkets vigtigste interesser.

Det kan være, at en diktator i visse situationer kan handle hurtigere og sikrere end en Rigsdag, men han vil også i mangfoldige tilfælde gå på tværs af vigtige rettigheder, fordi han savner den vejledning, som folkets repræsentanter er i stand til at yde. Han vil ligesom andre mennesker være undergivet den klasseopfattelse og den økonomiske opfattelse, som han har tilegnet sig, men den vil ikke kunne vente bifald fra hele befolkningen, som regel kun fra et mindretal.

Diktatoren vil, om han så havde nok så megen retfærdighedsfølelse, kun kunne vente varig tilslutning fra de dele af befolkningen, som han favoriserer, og han vil på grund af modsætningerne i samfundet absolut komme i strid med visse befolkningsdele og må derfor have stærke magtmidler bag sig for at kunne hævde sine afgørelser, men et regimente af den art ligger fjernt fra det danske folks og forøvrigt fra alle de skandinaviske folks opfattelse og udviklingstrin.

Det er forholdsvis sjældent, at man hos os møder uforbeholden anerkendelse af diktaturet som styreform. Oftest vil man høre folk erklære, at diktatur var det rette på et eller andet begrænset område. Når en stor arbejdskonflikt truer eller er udbrudt, siger visse folk: den konflikt burde afgøres af én mand - altså ved diktatur -, og man har også visse steder skabt sådant diktatur i form af tvungen voldgiftsafgørelse. Andre har under den nuværende krisesituation hævdet, at visse afgørelser burde træffes ved diktatur, f.eks. valutadispositioner, importreguleringer og andre af de meget betydende foranstaltninger, som den alvorlige tid nødvendiggør.

Jeg kan godt se iøjnefaldende fordele ved sådan afgørelsesmåde, men det er utænkeligt, at den lod sig praktisere hos os uden meget alvorlige konflikter. Arbejdskonflikten ville aldrig blive afgjort, uden at afgørelsen ramte til en af siderne, og den ramte part ville rejse sig straks eller senere. Vi ville ikke være i stand til at anvende våben, fængsel eller andre voldsomme midler, og sammenbrud ville sikkert følge forsøget. Jeg erkender, at den nuværende tilstand har skyggesider. Der kunne tænkes et system, hvorunder mledlemmerne gav bemyndigelse til en repræsentation, og dette ville udvikle tillidsmændenes ansvarsfølelse i betydelig grad og svare mere til det parlamentariske system end det afstemningssystem, som er blevet almindeligt, men også dette er noget helt andet end diktatur og tvang.

Det andet eksempel kan man forholdsvis let bedømme. Vi har for valuta- og importforhold fået en lov, der giver de principielle linier for disse anliggenders forvaltning. Men det af lovgivningen indstiftede organ må naturligvis træffe afgørelser indenfor de af loven givne grænser. Vi har oplevet, at indehaverne af de økonomiske interesser, som måske ramtes ved afgørelserne, har rejst sig med megen styrke. Også her var krasse magtmidler nødvendige, hvis kritikerne skulle bringes til tavshed, men det ligger ganske udenfor dansk tænkeverden at skride til anvendelse af magtmidler imod borgere, der vil fremføre deres mening. Men så falder dermed også tanken om det begrænsede diktaturs muligheder og berettigelse i vort land.

Hvad der måske ligger bag de lidet overvejede krav om diktatur er formentlig forståelsen af, at samfundet ikke kan overlade tilfældige købmænd - importører og eksportører - at varetage landets handels, udenrigs- og valutapolitik. På disse områder er det måske nødvendigt at indføre en ny ordning, således at retfærdighed kan øves til alle sider, og det er muligt, at disse rent praktiske opgavers løsning kan få karakter af diktatur. Jeg tænker således, at man på visse områder må organisere indkøbene mere rationelt end under den helt frie virksomhed, som nu udøves, i ganske særlig grad for at få varetaget det danske landbrugseksportinteresser, og selv om en sådan handelsorganisation under statens kontrol blev et indgreb, der ramte visse importører, ville det dog være muligt at handle mere rationelt og ligeligt, end det nu sker under indflydelse af hver enkelt importør, som ikke kan anlægge det almene synspunkt.

Men også en sådan forbigående tilstand, iværksat ved lov, er selvfølgelig uden virkelig forbindelse med begrebet diktatur. Det må være lovgivningsmagten, der bestemmer retningen for det politiske arbejde, under normale forhold som i krisetider, men det må også være muligt, under parlamentarisk styre, at skabe hurtigt arbejdende organer, der besidder evnen til at udøve handlinger på en sådan måde, at disse ikke mistydes. Jeg besvarer således det stillede spørgsmål: skal vi tilstræbe diktaturet? Med et afgjort nej. Både når det gælder det virkelige, omfattende diktatur og det mere begrænsede. Diktaturet er tilbageskridt, reaktion, tilbagevenden til fortidssystemer, og dermed standsning af den udvikling, der skal føre folket frem til ansvarsbevidst varetagelse af alles interesser.

Parlamentarismen er den form for samfunds- og folkestyre, der giver hele folket adgang til udvikling og til at øve indflydelse på alle fælles anliggender. Igennem den parlamentariske virksomhed - også ved den blotte deltagelse i valgene - ydes der en indsats i folkeoplysningen og folkeopdragelsen, som sikkert er den største, der ydes, hvis befolkningen da selv vil tage den lære, der bydes. Det må komme dertil, at alle borgere, alle mænd og kvinder, lærer at forstå, at valgrettens udøvelse ikke blot er en ret, men en pligt, og at denne handling er en af de vigtigste opgaver for den borger, der ikke blot vil fremme sine egne interesser, men også vil bidrage til samfundets trivsel og til lykkelig udvikling i landet.

Valgretten er ikke en ligegyldig rettighed, og pligten skal ikke føles som et besvær. Valgretten er nøglen til indflydelse, til magt og til kultur. Men når jeg forkaster diktatur i enhver form, når jeg ønsker udvidet medbestemmelsesret for alle samfundets medlemmer, og når jeg hævder, at det er en pligt at benytte den medbestemmelsesret, man til enhver tid har, så vil jeg ikke dermed have anerkendt enhver forfatning, der ophøjer en vis parlamentarisme som grundlag for landet og borgerne. Parlamentarismen må som alt andet underkastes udviklingens lov, og målet må være at få alle privilegier fjernet fra de parlamentariske systemer. Der er mangler ved disse, der er pletter på disse, og der er skyggesider ved den praktiske, parlamentariske virksomhed, og det er pletterne, manglerne og skyggesiderne, som kalder uviljen frem og forleder folk til at tro på anti-parlamentariske metoder og diktatur som frelsen.

Dette er uhyre kortsynet, thi en tilbagevenden til enevælden, omend i nye former, vil uvægerligt fremkalde modgående bevægelser, og mange års ufred og ulykker vil forspilde tiden og forhindre det arbejde, der kunne føre folkene frem. Når jeg holder mig til Danmark som naturligt eksempel, er det forståeligt, om arbejdere vender sig harmfuldt imod et parlament, som igennem den ene afdeling forsinker eller hindrer gennemførelsen af, hvad den anden afdeling af parlamentet har vedtaget, thi det er som regel de for arbejderne betydningsfulde sager, der lider under en ublid behandling.

Der kan også påvises eksempler på, at behandlingen af sager har haft uheldige følger for andre befolkningsdele end arbejderne, og navnlig kan der nok klages over en vis langsomhed, som netop hidrører fra det tokammersystem, der gælder hos os. Jeg tror, at flertallet i Danmark, som også i de andre skandinaviske lande, er imod diktaturet, men det er ikke nok, at vi værger os imod det reaktionære diktatur, man bør også hindre de andre former, og man bør fjerne de punkter fra det parlamentariske system, der fremkalder kritik. Man klager således fra næringslivet over manglende sagkundskab hos Rigsdagens medlemmer til trods for, at vi nu har to afdelinger af Rigsdagen. En reform, der virkelig kunne betragtes som et betydningsfuldt slag imod alle diktaturplaner, ville bestå i oprettelse af et rådgivende organ, udgået fra næringslivet - industri, landbrug, håndværk, handel, skibsfart og fiskeri - og samtidig ophævelse af det nuværende landsting.

En sådan nydannelse kunne få virkelig betydning som prøvende og rådgivende institution. Hvis der i denne var samlet 20-30 mennesker, der fik alle erhvervsforslag og økonomiske forslag forelagt til bedømmelse og erklæring, ville et savn være afhjulpet, og en værdifuld nydannelse var føjet ind i det parlamentariske system. Derimod ville trangen til diktatur være formindsket både i overklassen og i underklassen, og vi var virkelig kommet ind på den fremskridtets vej, der er den naturlige. Den vej, der ikke fører til diktatur, men til hele folkets ansvarsbevidste deltagelse i statsstyrelse og i lovgivning.

Man bør altså ikke tilstræbe diktaturet. Man bør tilstræbe fremskridt og udvikling, og man bør navnlig medvirke til den udvikling, der fører hele folket fremad i modenhed og kultur, - egenskaber, der sikrest erhverves igennem en virksomhed, der kræver ansvarsfølelse, igennem den sunde og ærlige meningskamp på det politiske og sociale område.

Jeg har gerne efterkommet indbydelsen til at mødes med landsmænd i Holland, da jeg nu, efter mange års fraværelse, skulle besøge landet i et lidt trist anliggende - retssagen imod Norge. Det ville været fristende at tale om den og om Grønland, hvis minister jeg er, men dertil er tiden ikke inde. Jeg vil knytte nogle bemærkninger til den krisesituation, hvorunder Danmark lider, overbevist om, at den behersker sindene hernede som hjemme. Den lægger beslag på alle kræfter, og den udelukker også alt andet fra det politiske liv, selv om vi naturligvis, trods krisen, må beskæftige os med Grønland som med mange andre sager, der trænger sig på. Livet skal leves, om det end er nok så svært. Danmark er som bekendt et af verdens mindste lande efter at have overstået sine stormagtstider, og man kan vel nok sige, at Danmark nu er uden stormagtsdrømme.

Vi har alle glædet os, da udpræget dansk befolkning i Sønderjylland, efter i næsten 60 år at have levet under fremmedherredømme, fik adgang til at vende tilbage, vi kan kun beklage, at der også fulgte skuffelser dermed på grund af de forvirrede økonomiske forhold, som vi oplever efter krigen. Nu har vi kun det stormagtsønske, hvis man kan kalde det således, at bevare Grønland i tilknytning til Danmark. Ikke fordi det har økonomisk værdi, heller ikke fordi det har værdi som område for dansk udvandring, men fordi vi alle føler, at det er en æressag at fuldføre det værk, på hvilket der er arbejdet i 200 år. Det at være den grønlandske befolknings værner og beskytter, at arbejde for en naturlig og sund civilisatorisk og kulturel udvikling i den Grønlandske befolkning, at føre den til et stade, hvorfra den kan træde i kulturel forbindelse med andre nationers folk. Der er ingen rigdomme at hente i Grønland, men det danske folk er enigt om at føle glæden ved at fore et primitivt folk udenom civilisationens ulykker uden at tænke på egne økonomiske interesser. Endnu kan jeg nævne, at Danmark er besjælet af endnu et ønske, der har forbindelse med begrebet stormagt. Der lever nu som før et ønske om at bevare samarbejde og samfølelse imellem de beslægtede nationer i Norden. Norge, Sverige, Island og Danmark hører sammen, har mange fælles interesser, som vi har århundreders fælles historie.

Det er sikkert i sin orden, at disse lande hver for sig er selvstændige nationer, men netop denne selvstændighed kan tillade et frivilligt samarbejde, der har været af megen betydning og vil kunne være det også i fremtiden. Ingen drømmer mere om Nordens enhed, ikke engang om våbenbroderskab, men i alle fire folk lever en trang til samvirken på talrige felter. Og sikkert er det, at de samvirkende 12 millioner mennesker i mange tilfælde kan øve større virkning end de fire nationer hver for sig. Set ud fra dette synspunkt er processen mellem Danmark og Norge beklagelig, men der var ikke vej udenom den, og jeg håber, at en klar afgørelse hurtigt vil åbne vejen for fortsat broderligt samarbejde i Norden.

Også Holland frembyder sig som et land, der har naturlig tilknytning til Danmark. De er ganske vist konkurrenter som landbrugslande, som søfartslande, men dog falder deres interesser ofte sammen i forholdet til de store lande. Og det samarbejde, der allerede har fundet sted, kan sikkert udvikles videre, hvis verden igen kommer ind i normale baner. I svundne tider var der en betydeligere økonomisk forbindelse med Holland, end det nu er tilfældet. af regnskaberne for Øresundstolden ses det, at halvdelen af de skibe, der i det 17. århundrede årligt passerede Øresund, var hollandske. Så kom englænderne foran, og i det 18. århundrede sank andelen til 1/3 og 1/2, men dog var hollændernes handel på Danmark meget betydelig - og den gav klækkelige bidrag til den danske konges kasse igennem Øresundstolden, selvom de formodentlig også dengang har lagt Øresundstolden over på varerne og forbrugerne.

Endnu har hollænderne deres gang i Danmark. Der kommer årlig omkring 1500 hollandske skibe til danske havne, men desværre for os har de mere gods med til os, end de fører fra os igen. I sidste år var forholdet: tilførsel fra Holland godt 50 millioner kr..Udførsel fra Danmark til Holland ca. 20 millioner, ja et af de sidste år var Danmarks udførsel endog kun godt 12 mill. kr. og forholdet til Hollands kolonier er ikke bedre. I månederne januar-november 1932 modtog vi fra de hollandske kolonier for 15 mill. kr., men vi udførte kun for 1/2 mill. kr. til disse. Jeg tænker ikke, det bliver let at få balance. Begge er landbrugslande, og landbrugsvarer er hovedsagen i vor eksport, og fra kolonierne må vi have kopra og tobak, da sådant ikke kan fås fra Grønland, og kolonierne forsynes formentlig med industrivarer fra Holland.

Med dette eksempel er vi imidlertid inde på nutidens internationale handel. Den politik, som i de sidste år er iværksat i land efter land, tilstræber ved spærringer at etablere balance mellem køb og salg. Der spørges ikke om folkenes følelser overfor hinanden. Når vi vil have adgang med vore landbrugsvarer, spørges der om, hvor meget vi køber hos dem, der aftager vort smør og flæsk, og det kræves med strenghed, at vi skal arbejde os frem til balance. Det bliver under disse forhold umuligt at bevare gamle handelsforbindelser. Vi må tage vore råstoffer, f.eks. olie og kopra, fra den, der køber den færdige vare, og det vil sætte spor andre steder. Det er sådanne problemer, verdenskrisen har sat på dagsordenen, og det er formentlig ligeså i Holland.

Krisen er i mange måder hård for de store lande, men på en måde er det endnu sværere for de små lande at komme til en tilfredsstillende løsning. Vi eksporterede i nogle foregående år for 17-1800 mill. kr., hovedsagelig til to store europæiske lande, men vore indkøb, der også udgjorde 17-1800 mill. kr., Var fordelt på mange forskellige lande, uden hensyn til disses indkøb hos os. En så voldsom omlægning er yderst besværlig, den tager lang tid, og den er naturligvis ikke gennemførlig i fuld udstrækning. Følgen er kontingentering, som nødvendiggør en vældig produktionsindskrænkning, og vi står hver dag overfor uhyre vanskeligheder. En række vidtgående indgreb i den frie handel har været fornødne, og desuden har befolkningen bragt store ofre for at mildne virkningerne af krisen det mest mulige. Dennes varighed gør det fremdeles nødvendigt at fortsætte den ekstraordinære lovgivning, og vi står netop inde i forhandlinger om et nyt afsnit af kriselovgivning. Verdenskrisen, som vi nu oplever, har allerede stået på i nogle år. Den kom forholdsvis sent med sine virkninger ind over Danmark, og man må nok derfor også regne med længere varighed hos os, selv om man begynder at se afslutning på krisen. - endnu synes dette dog ikke at være tilfældet.

Det store prisfald ramte ikke straks vore eksportvarer: smør, flæsk og andre animalske næringsmidler. Hen på sommeren 1930 gav priserne efter, men endnu en tid var faldet ikke stærkere, end at det opvejedes delvis, da prisen på korn og foderstoffer, der hentes udefra, var faldet endnu stærkere i pris. Spændvidden mellem korn- og foderpris og smør- og flæskepris er selvfølgelig af stor betydning, da det er store mængder, der føres hjem, for at forædlingen kan udføres. Men i 1931 og 1932 faldt priserne på animalske levnedsmidler ligefrem katastrofalt, så stærkt, at faldet var dybere end for korn og foderstoffer. Priserne på smør var i 1929 omkring 3 kr. pr. kg, i 1930 omkring 2 kr. 50 øre, nu er den omkring 1 kr. 70 øre. For flæsk var prisen i 1929 omkring 1 kr. 50 øre pr. kg. I 1930 faldt prisen til omkring 1 kr.. I løbet af 1931 gik den ned til 62 øre. Der er derefter kommet en mindre stigning, men til gens gæld er afsætningsvanskelighederne forøget ved den britiske kontingentering.

Denne prisudvikling på de to hovedartikler, og samtidig fuldkommen standsning af kødeksporten, ramte i sig selv meget voldsomt, men blev helt katastrofal, da sterling i september 1931 faldt i guldværdi, efter at England havde forladt gulddækningen. Den økonomiske spænding i Danmark blev naturligvis da overmåde stærk, og Danmark måtte, hvormeget det end stred imod andre interesser, også forlade gulddækningen og følge den engelske sterling ud på de vildsomme veje. Hvis det ikke var sket, ville landbrugsprodukternes priser faldet endnu mere, og forstyrrelser af fuldstændig ødelæggende karakter havde da ramt det danske samfund. Det har været muligt at holde prisniveauet nogenlunde stabilt, efter at kronen har forladt guldet, og det har selvfølgelig virket beroligende i de kredse, der ville have fået følgerne af en modsat bevægelse. Enkeltsvingninger har naturligvis fundet sted som følge af bevægelserne på verdensmarkedet, men de har ikke været af indgribende betydning. Til belysning et par tal. Engrospristallet var i sommeren 1931, altså før valutakrisen indtrådte, omkring 110. Det svinger nu omkring 115-120. For leveomkostningerne gælder indtil nu en lignende stabilitet. Pristallet er godt 150 imod 100 i 1913.

Til sammenligning er kursen på guldvaluta steget med mere end 50 pct. - en hollandsk gulden fra normalprisen 1 kr. 50 øre til 2,32 (måske endnu mere de sidste dage). Det er klart, at denne udvikling for landets hovederhverv har medført kolossale virkninger i hele samfundet. Som bekendt er ca. en tredjedel af befolkningen knyttet til landbruget, og det er klart, at denne tredjedel, både til produktionen og til husholdningen beskæftiger en væsentlig del af den tredjedel, der er knyttet til håndværk og industri og øver stærk indflydelse også på den tredjedel, hvortil handel og skibsfart henhører. Vi ser i få linier, hvorledes alt afhænger af noget andet. Vi ser, hvorledes landenes befolkninger er afhængige af hinanden, hvorledes det ene erhverv er knyttet til det andet, og ringene bliver stadig større og flere, som når stenen kastes i vandet.

Vi har ikke kastet stenen. Vor krise er som krisen i Holland og andre små lande sat ind udefra. Den store verdenskrise er vidnesbyrdet om, at krigen ikke er endt, men har antaget andre former. Kampen om guldbeholdninger og dermed om verdenshandelen, de voldsomme byrder fra krigen - gældsproblemet, den vældige industrielle og tekniske udvikling, der dels er eftervirkninger fra krigen - krigsvirksomhedemes omdannelse til civil produktion, særlig i Tyskland - og dels virkninger af tidens kæmpemæssige fremskridt i videnskabens og teknikkens verden har tilsammen hidført de rystelser, som verden har oplevet. af disse årsager - og måske endnu flere - fremgår arbejdsløsheden. af denne fremgår formindsket købeevne. af formindsket købeevne formindsket produktion og afsætning, samt tryk på priserne - særlig med stort udbud af kvalitetsvarer. Og når hertil føjes den forøgede produktion drevet frem af teknikken, en produktion, der kræver langt mindre menneskelig arbejdskraft end tidligere, så har vi for os den håbløse tilstand, hvori verden befinder sig. En tilstand, som sikkert kan formildes, men som ikke varigt forbedres uden vældige indgreb, betydelige forandringer i systemet for produktion og fordeling, hvorved menneskene kan finde beskæftigelse og arbejdsudbytte til opretholdelse af livet.

Nogle data fra Danmark vil belyse stillingen og vise, hvor dybt vi er - og formodentlig også den sandhed, at det er købeevne i verden, der tiltrænges. I 1929 var Danmarks handelsomsætning: import 1794 mill. kr., eksport 1712 mill. kr. (dækning af underskud ved skibsfart og lån.) I 1930: import 1729 mill. kr., eksport 1616 mill. kr. - 1931: import 1465 mill. kr., eksport 1333 mill. kr. - Januar-november 1932: import 1036 mill. kr., eksport 1036 .mill. kr.. Vi har nået balance, hvilket er en stor fordel i den megen bedrøvelighed, da vi i forvejen har ca. 1 milliard at forrente, men vor indtægt er altså på de nævnte år faldet 700 mill. kr.. En væsentlig del af nedgangen falder på landbruget. En stor del skyldes direkte prisnedgange - er altså positivt indtægtstab uden tilsvarende udgiftsnedgang. En anden del skyldes formindsket udførsel med den følge, at landbruget må lade kreaturer i store mængder destruere, og nu står vi overfor en stor produktionsindskrænkning af hensyn til bacon-kontingenteringen. - vi er, så underligt det forekommer, nået til samme tilstand som de lande, der opbrænder majs, bomuld, kaffe osv. på grund af overproduktion og lave priser, - og samtidig har vi tusinder af mennesker, der er for fattige til at få kød, flæsk, klæder osv. - man kan just ikke beundre den verden, der er således indrettet.

For det danske landbrug var krisen straks overvældende. De gode konjunkturer og andre forhold har medført en stigning i prioriteringen af danske landejendomme. I årene 1909 til 1926 fordobledes prioritetsgælden (bortset fra Sønderjylland) fra ca. 1400 til ca. 2800 mill. kr.. Den samlede prioritetsgæld er nu for hele Danmark - altså også Sønderjylland - ca. 4000 mill. kr., hvortil kan lægges en løs gæld på ca. 500 mill. kr.. Man kan sikkert regne med, at omkring halvdelen af gårdene og omkring to tredjedele af husmandsbrugene har en gældsbyrde, der ligger omkring ejendomsskyldvurderingen eller over denne. Og rentebyrden må anslås til henved 200 mill. kr. årlig.

Da nu landejendommene, med den store gæld, kun gav et beskedent udbytte med de gamle priser, er det en selvfølge, at de intet udbytte giver, men tværtimod i mange tilfælde drives med underskud, når priserne er faldet til under halvdelen eller omkring halvdelen af priserne i 1929. Virkningen har været og vil længe være forfærdende. Arbejdslønnen er trykket ned til det laveste punkt, som synes muligt, og arbejdskraft anvendes i stærkt indskrænket udstrækning. Landbrugerne lader bygninger og maskiner forfalde, da de ikke har midler til betaling hos håndværk og industri. De begrænser udgifterne til klæder og andre fornødenheder, de lever kun ud af bedriftens naturalier. Det drejer sig om 150-200,000 bedrifter, om 1 million mennesker, der lever på denne måde. Det er en selvfølge, at skatteevnen samtidig forsvandt eller gik væsentligt ned.

Et hovedpunkt i landbrugets klager har været skatten på ejendommene, der ikke er afpasset efter konjunkturerne. Den andrager dog kun 40-45 mill. kr. årlig, den var engang oppe på 60 mill. kr.. En lettelse vil ikke i synderlig grad få betydning for andre end de store godsbesiddere. For de mindre landejendomme vil det kun dreje sig om få kroner årlig, for disse er det rentebyrden, de 200 mill. kr. årlig, der trykker såre føleligt, da den er fast og uafvendelig. Man har søgt at komme til hjælp ved statsforanstaltninger, og det blev nødvendigt både overfor landbrug, arbejdere og fiskere. Efter visse regler angående forholdet mellem ejendom og gæld ydedes der sidste år krisehjælp til ca. to tredjedele af landmændene, ca. 50 mill. kr. plus ca. 10 mill. kr. i form af midler til skattelettelse. Et lignende beløb, 50-60 mill. kr., er samtidig, under forskellige vilkår, bevilget til arbejdsløse udover den almindelige arbejdsløshedsforsikring, hvortil der ydes offentlige bidrag, medens arbejderne selv betaler ca. 20 .mill. kr. årlig i forsikringspræmie.

Det er muligt, at luksusforbrug uden skade kan indskrænkes, men dog betyder det også nedgang på andre steder. End ikke det lader sig afgøre med få ord. Der er store brydninger i vor tid, og vi spiller en ringe rolle i den hele udvikling. Vi bevarer forhåbentlig troen på nye og bedre tider, og vi føler os overbeviste om, at der vil være vilje til at oversinde, hvad der er muligt af tidens vanskeligheder. Jeg bringer danske her en hilsen fra hjemlandet og jeg beder, om jeg må bringe en hilsen tilbage. Der er sikkert meget, som trues af undergang i denne tid, men den danske nation og det danske sprog vil leve også under nye tider og nye systemer, som udvikles af det gamle.

D. 14. marts var det Karl Marx' dødsdag. 50 år er forløbet siden denne store tænker gik bort, og i disse 50 år er hans arbejde blevet anerkendt af millioner af mennesker. De tanker, han fremsatte, de forudsigelser, hvormed han underbyggede teorierne om samfundsudviklingen, er i stor udstrækning blevet bekræftede, og vi finder os netop nu i en af de kriser, han forudsagde, og i de brydninger, der viser det kapitalistiske samfunds fart frem imod undergang og nydannelse. Karl Marx er en af de største, der har levet. Hans navn er med rette nævnt sideordnet med udviklingslærens grundlægger, Darwin. Marx grundlagde den økonomiske udviklingslære på samme tid, i hvilken Darwin oprullede et nyt billede i naturvidenskaben.

Karl Marx brød med kapitalismens og liberalismens økonomiske lære, under hvilken underklassen er ejendomsløs, medens en ringe brøkdel af verdens befolkning har tilegnet sig ejendomsretten til produktionsmidlerne og dermed adgangen til at opretholde trældom og udbytning.

Karl Marx viste os samfundets udvikling og drog konsekvensen af læren. Han viste, hvorledes den moderne kapitalisme kvæler fortidens arbejdsgivere, den lille middelstand, der ikke kan stå sig i konkurrencen med de store kapitalbesiddere, han viste, hvorledes proletariatet rekrutteres fra disse befolkningslag, og han forudså også kvindernes anvendelse imod mændene i den industrielle udvikling. Vi har oplevet en udvikling endnu stærkere, industrielt og kapitalistisk, end Marx oplevede den, men vi har også oplevet organisationens indflydelse, stærkere end det synes, at Marx har tænkt sig, den kunne blive.

Proletarer i alle lande forener eder! Det er Karl Marx' slutningsord i det manifest, der indledede det første arbejde for socialistisk organisation. Det manende råb blev fulgt, nye former for forening og sammenhold blev anvendt, og i nogen grad har arbejderklassen ved organisation modvirket udviklingen frem til stadig større elendighed, som Marx måtte forudse som resultat af kapitalistisk udvikling, når denne kom til at foregå uden at blive tøjlet eller modvirket af andre kræfter. Men om end udviklingen således i visse perioder har tegnet andre kurver end de, der kunne været ventet, så viser udviklingslæren dog sin rigtighed netop i denne tid. Karl Marx forudsagde kriserne, og netop nu oplever vi en krise af sammensat oprindelse, men dog et ægte foster af kapitalismen, af privatejendomsretten til produktionsmidlerne.

Den vældige industrielle udvikling, som vi oplever, og den skærpede økonomiske krig, der også er forudsagt, har bragt hele verden, og i første række arbejderklassen og millioner af proletariserede håndværkere, handlende og andre såkaldte middelstandsfolk, ud i en tilstand af elendighed, der svarer godt nok til Marx' profeti.

Den besiddende overklasse klamrer sig til kapitalismen, til den privates ret til igennem besiddelsen af produktionsmidlerne at kunne fortsætte udbytningen og bevare ejendomsretten for den lille overklasse, men under denne kamp vokser anerkendelsen af de teorier, som Marx under modstand og protest har ført frem. Manchester-teorierne har lidt skibbrud, den anti-sociale lære er alligevel blevet for skrap for en mængde udbyttere, der økonomisk må regnes til middelstanden. Under kapitalismens fallit har Marx' økonomi fået mange tilhængere, uden at disse dog har klarhed over, hvad det er for en linie de nu følger. Det er, som Marx just har udviklet det, de økonomiske forhold, der bestemmer menneskenes bevidsthed, deres åndelige politiske og sociale indstilling. Og derfor oplever vi i denne tid at se danske bønder, forfægterne af Manchester-teorierne, ivrigt optagne af at få iværksat statsindgreb til sikring af deres økonomiske interesser.

Kapitalismens planløse produktion, som Marx har skildret, har ført ud i krisen, den vældige krise, under hvilken alt synes at visne undtagen Marx' lære om kapitalismens elendighed og planløshed, om arbejderklassens opgave i samfundsudviklingen, der må føre til socialistisk, planmæssig produktion. I denne krise er ikke blot arbejderne, men landmænd, handlende. Importører, fiskere og håndværkere slået ned af de højkapitalistiske kræfter. Alle kapitalismens institutioner vakler, og eftersom de nævnte befolkningsdele mærker rystelserne, griber de efter samfundet som hjælper. Handelen må reguleres. Landbrugsproduktionen reguleres. Pengemarkedet reguleres, statsindgreb, hvor det før var de frie kræfter, der skulle råde alene til ære og til fordel for privatejendomsretten. Hvis verdens arbejdere havde fulgt Marx' manende ord endnu stærkere, end det er sket, så havde tiden været moden til endnu større fremskridt, end det er sket, til endnu dyberegående forberedelse for det nye samfund, end der nu er mulighed for.

Det er ikke læren, der svigter, den underbygges netop ved den bevisførelse, som privatkapitalismen leverer. Det ses klart i vor højt udviklede tid, hvorledes de økonomiske interesser driver værket. Det gælder ofte under små og beskedne forhold, hvor udbytning kan drives, det gælder i de store aktieselskaber, som i de private foretagender. Det gælder trusterne og kartellerne, det gælder børsspillerne og pengeudlånerne, det gælder på nationalt og på internationalt område. De økonomiske magthavere vil stadig forøge magten, og folkenes velfærd er ofte indsatsen i det høje spil.

Landenes pengevæsen, landenes produktion, verdensfred og samarbejde mellem folkene, alt vakler under de kapitalistiske magtgruppers indbyrdes kampe. Bedriftsstandsninger, arbejdsløshed og elendighed følger den økonomiske krig, og 15 år efter, at den sidste krig sluttede, er man i færd med at producere våben og at køre kanoner i stilling til ny krig. Til krig for ny landvinding, fornyet område til brug for højkapitalistisk udbytning. Læren underbygges, hvad der savnes er arbejderklassens internationale sammenhold og solidaritet. Den socialistiske kultur, den rigtige arbejderkultur er åbenbart endnu kun i udvikling. Og derfor ser vi, at det faktiske mindretal i verden tilriver sig magten og påfører de arbejdende befolkninger svære lidelser, medens kampen om udbytte går sin gang, måske endog krigens vej.

Hele verden er ude for de voldsomme rystelser. Det store Amerika, kapitalismens nyeste eldorado, har gennemløbet udviklingen hurtigere end andre dele af verden, og netop der, hvor alle samfundsforanstaltninger hidtil blev holdt ude, tyer man til kraftige statsindgreb, selv om det sker under former, der nærmer sig diktatur. Der er intet sted vej udenom de vigtigste punkter i Marx' lære. Det er opmuntrende at se, hvorledes sandheden marcherer, men det er alligevel en uhyre tung prøvelsernes tid, der oprinder 50 år efter Karl Marx' død.

Medens alt viser kapitalismens krampetrækninger, og alle forhold illustrerer berettigelsen af den store tænkers - Karl Marx' - videnskabelige arbejde, begynder en ny politisk retning, en kamp for at udrydde marxismen. Jeg ved, at dette er en umulig opgave. Vi ser i det nye, at alvorligere tider er inde, at arbejderklassen skal ind i nye prøvelser, men en økonomisk lære, der igennem 75 års udvikling har fået medhold af kendsgerningerne i selve udviklingen, den kan ikke udryddes. Man kan brænde Karl Marx' værker på torvet, man kan forfølge og udrydde folk, der bekender sig til disse værker, men læren vil leve, og læren vil fortsat gå sin sejrsgang, fordi den er sandheden, der viser vejen for en ny udvikling, der må følge af den kapitalistiske udviklingsproces.

Vi tror på Marx, fordi vi kun stoler på de håndgribelige kendsgerninger, og vi ærer mindet om socialismens grundlægger, om århundreders største tænker: Karl Marx.

Landsforeningen Dansk Arbejde, hvis 25 års jubilæum vi fejrer i dag, er ikke nogen almindelig forening for varetagelse af en begrænset kreds interesser. Dansk Arbejde er en national og social institution, hvis virksomhed har sat dybe spor. Det kan næppe opgøres i penge, hvad der er udrettet af denne forening, men det drejer sig om mange millioner, hundreder af millioner, som nationaløkonomisk er tjent, mange millioner omsat i dansk produktion og arbejdsløn til danske arbejdere. Millioner, som under den gamle tilstand med de gamle principper for handelen og produktionen var gået ud af landet, medens danske arbejdere havde været uden beskæftigelse.

Det synes måske nu ufornødent at have en særlig forening til at passe på, hvor varer købes. Det skulle synes indlysende for offentlige myndigheder som for danske borgere, at man køber landets egen produktion, forinden man søger til udlandet efter det, der produceres herhjemme, men der er virkelig folk, der endnu ikke forstår, hvad der tjener dem selv bedst.

Se, dengang foreningen Dansk Arbejde trådte frem for 25 år siden, var der ikke så stor arbejdsløshed, som der siden er blevet. Dengang var der ingen, som fandt på at spørge, om skoene var danske, om sæben var dansk eller, om der fandtes dansk likør, man spurgte måske netop efter tyske sko, engelsk sæbe og fransk likør. Men hos nogle dæmrede en følelse af, at det næppe var forsvarligt at handle således. Danske industridrivende og håndværkere følte, at de havde en ret til det danske marked, således som det var anerkendt for det danske landbrug. Der købtes nogle russiske gæs, og der var nok også nogle bagere, som købte finsk smør, men i hovedsagen brugte vi danske landbrugsprodukter, og det er blevet endnu mere udpræget siden dengang. Landbruget er imidlertid blevet vor største eksportindustri og regner ikke hjemmemarkedet for noget større, hvad det heller ikke er i forhold til den hele produktion. Industrien er imidlertid helt anderledes stillet, og altfor mange har stået ligegyldige, eller endog uvillige, overfor den industrielle udvikling og dens betydning.

Danmark er fra naturens hånd agerbrugsland, og Danmark savner de værdifulde råstoffer, som er af betydning for industrien: jern, kul, olie, metaller og meget mere. Dampmaskinen, dampskibet og talrige andre tekniske fremskridt overvandt imidlertid trangen til råstoffer, de kunne forholdsvis let skaffes, og industriel produktion blev mulig. Ved siden af landbruget havde vi haft anvendelse for bageren, smeden, væveren, skrædderen og skomageren, men selv nogle af disse blev truet af den store industrielle udvikling ude i verden. Fra det store udland tilførtes støvler og klæder, alenvarer og smedearbejde, der var intet sikret udenfor landbruget udover det daglige brødforbrug og husbygningen. Og så måtte man altså med i kapløbet. Det håndgjorte arbejde måtte erstattes af det fabriksmæssigt udførte, og denne udvikling var ikke alene nødvendig på grund af prisforskellen, der hurtigt opdagedes af det købende publikum, men også nødvendig for nationens opretholdelse som selvstændig nation.

I svundne tider havde man beskæftiget befolkningens store flertal ved agerbruget, men det forhold ændredes betydeligt. Tærskeværket, selvbinderen, såmaskinen og de andre maskinelle frembringelser overflødiggjorde efterhånden de mennesker, der havde arbejdet med le og plejl, og den voksende befolkningsmængde kunne ikke finde anvendelse på den danske jord. Det var en national lykke, at industrien voksede frem, at varerne blev billiggjorte, så forbruget kunne vokse, det var, og det er fremdeles redningen for menneskene. God løn, billige produkter, stor efterspørgsel og deraf følgende stor produktion.

Man kan bryde ind i denne udvikling, man kan forsøge at trykke lønnen, man kan forsøge at holde priserne oppe og ved formindsket produktion opretholde udbyttet, men befolkningstilvæksten kan man ikke få anbragt, og så rejser sig, ikke et spøgelse, men det farlige, levende arbejdsløshedsproblem. Hvis nu verden var en enhed for de menneskelige væsener, hvis man ikke kendte indvandringsforbud, toldmure, importforbud og lignende, så kunne menneskene indrette sig som i fortiden, men det er forbi, efter at alle lande er kommet i konflikt med befolkningstilvækst, tekniske fremskridt, spærringsforanstaltninger og andet, som hører den moderne tid til. Man må, hvor lidt eller hvor meget man synes om det, indrette sig i det lille land, som den store verden udenom os indretter sig selv. Det er næppe i overensstemmelse med naturens orden, når man forsøger at virkeliggøre Per Gynts ord om at være sig selv nok. Det strider ligefrem imod slægtleds udvikling og lære, imod frikonkurrence, frihandel og anden liberal teori, men vi kan ikke være idealister, når verden iøvrigt lader idealerne sejle deres egen sø.

Vi må følge den vej, der for os fører til målet, og målet må være at finde nyttig beskæftigelse for dem, der lever i vort lille samfund. Kommer der andre tider og bedre tider for den ideelle, internationale opfattelse, så lad dem, der lever til den tid, vandre den anden og måske bredere vej frem til verdenssamfundets naturlige tilstand. Men ud fra disse synspunkter, ud fra denne opfattelse af den verdenstilstand, som vi nu oplever, hilser vi bevægelsen til støtte for dansk produktion, landsforeningen dansk arbejde, som den nødvendige og nyttige propagandist for det danske arbejde. I 25 år banede denne forening vej for den naturlige og sunde opfattelse angående pligten overfor det danske arbejde. Skridt for skridt vandt den frem og gjorde dansk arbejde agtet og anset. Den kæmpede mod fordomme, mod fortids forestillinger, mod den lille nations snobberi for de store, og den vandt plads og virkefelt for dansk foretagsomhed og for danske arbejdere.

Derfor hilser vi i dag den forening, der holder sit første jubilæum. Igennem 25 år er sund fornuft trængt igennem mørket, stort er vundet, og betingelserne for nye fremskridt er til stede. Vi oplever de mørkeste tider, som moderne samfund har oplevet. Vi har krise og krig, vi har broderstrid og fjendskab. Vi er sikkert langt fra det lykkeland, som mennesker har drømt om, men vi er ikke værre stillet, end at vi selv kan være - om ikke just vor egen lykkes smed, så dog i stand til at spænde mange flere heste for ploven end før og igennem denne kraftudfoldelse i nogen måde at blive herrer over den skæbne, vor egen befolkning skal lide.

Hilsen og lykønskning til landsforeningen Dansk Arbejde. Tak for det grundlæggende arbejde og lykke med fortsættelsen i alle arbejdende landsmænds interesse. Vort lands og folks fremtid afhænger af arbejdet. Leve Danmark!

Jeg skal i dag sige nogle ord om demokratiet, om den statsform, der populært betegnes som folkestyre. Jeg vil derundet berøre de politiske forhold, der naturligvis er påvirkede af statsfonnen, og jeg vil også tale om emnet med særligt henblik på den landsdel, hvori vi befinder os. Under indtrykket af de ulykker, som menneskene har oplevet i den nyere tid, er der opstået en bevægelse, der vender sig imod den parlamentariske statsform. Ser man, hvorfra sådan bevægelse udgår, ses det, at det særlig er fra befolkninger, der kun har haft ringe forbindelse med parlamentarismen og folkestyret.

England står uberørt af de nye strømninger, og det er naturligt, thi England har igennem 700 år udviklet en statsforfatning, der stærkere og stærkere har anerkendt folkestyret. Fra den første grundlov, kaldet det store frihedsbrev af 1215, og til de seneste ændringer i de parlamentariske forhold bygger man på folkets deltagelse i statens forvaltning. I Frankrig udgik den frie forfatning af revolutionen 1789-91, og systemet er ligeledes fastholdt der med stadige fremskridt i forhold til befolkningen. Også Danmark har i snart 100 år levet under parlamentarisk forvaltning i stadig fremadskriden, og folkets brede lag har i stigende grad vist forståelse og modenhed overfor det offentlige liv.

Verdenssamfundet er bygget på de mange nationer med anerkendelse af hver enkelt nations ret til at leve sit eget liv. Det er en anerkendt regel, at hver nation råder for sine indre anliggender, og denne regel bør fastholdes. Vi vil ikke søge at påtvinge andre folk vore politiske leveregler, og vi må også hævde, at andre savner ret til at gribe ind hos os. Det danske folk er gammelt nok, historisk set, og kan styre sine egne sager. Det danske folk har stadig vist vilje til at leve i god forståelse med andre, og den gode regel bør vi stadig følge. Det gælder vore naboer, som det gælder fjernere liggende nationer. Gamle tiders herskesyge er overvundet, vi tror på samarbejdets værdi for alle folk. Folkestyret, som modsætning til gamle tiders enevælde og nye tiders diktatur, udspringer af folkets trang til medbestemmelsesret i landets og befolkningens anliggender.

Folkestyret skal udvikle folket, højne dets kultur, skabe tænkende mennesker, der kan bidrage til fremme af kulturen, til dygtiggørelse af den opvoksende slægt og derigennem til opbygning af et samfund, hvor alle føler tryghed i det korte spand af tid, hvori mennesket skal leve. Ideen i demokratiet er, at menneskene, som er født til samliv med andre, også må udvikles til fordrageligt samarbejde. Masserne skal vælge deres tillidsmænd i staten og i andre organer for samfundets forvaltning, og hver tids mennesker skal altså kunne præge lovgivningen efter tidens opfattelse og menneskenes fornødenhed. Det er nødvendigt for menneskenes samliv og samvirken, at der er ordnede forhold, at man kan stole på hinanden, at man viser hinanden ærlighed, og at man bøjer sig under den flertalsvilje, som samfundets lovordnede afgørelser opviser. Alt andet fører til opløsning, til anarki og til broderkrig, men dette kan ikke være målet for menneskers stræben.

Den danske befolkning har loyalt bøjet sig ind under folkestyret. Vi har anerkendt trosfrihed, ret til politisk overbevisning og ret til at virke for enhver ide, der ikke tilsigter voldelig adfærd overfor samfundet. Og den linie, som passer for det danske folk, bør vi fortsat følge. Den sunde, rolige udvikling er den sikre vej frem for hele samfundet, for alle befolkningsdele, og her er et stort folkeflertal, som ubetinget ønsker at følge denne vej.

Der er måske folk, hvis økonomiske interesser kan friste dem til at modvirke en for dem ubehagelig økonomisk udvikling - en anden fordeling af arbejdsudbyttet, en social virksomhed, der stiller krav til dem med de store indtægter -, men selv for disse personer er det uholdbart at søge bort fra folkestyret. Orden, hæderlighed, humanitet og samarbejde, det er i virkeligheden den bedste sikkerhed for alle - og det er for arbejderklassen den bedste jordbund for væksten, som den må ønske.

Samfundet er, som planter og levende væsener, underkastet udviklingens lov. Voldsomme indgreb kan for en tid standse væksten, men før eller senere kræver udviklingen sin ret, og så vil man opdage, hvor skadeligt det var at foretage de voldsomme indgreb. Sådanne betragtninger har i stigende grad vundet anerkendelse her i landet, og udfra disse har det danske folk, dets rigsdag og regering hidtil handlet.

I over 50 år var denne landsdel tvunget bort fra det land, som landsdelen før havde tilhørt. Den nationale samfølelse bevaredes, og der levede et håb om frigørelse i mange slægter hernede. Da verdenskrigen endte, da det tyske rige syntes overmandet, var der mange, som rådede til, at Danmark skulle søge revanche for lidt uret. Det danske folk nægtede at følge disse råd. Man ønskede, at den befolkning, der fremdeles følte sig knyttet til Danmark, skulle vende tilbage, men man afviste alle planer om overgreb, som ikke stemte med troen på folkestyrets retsopfattelse. Og da grænsen var givet, viste det danske folk - udtrykt i lovgivningen - sin respekt for andre nationaliteter, for andres sprog, kultur og åndsfrihed. Vi gav udstrakt frihed til sikring af tysk kultur i den kreds, der havde ønsker herom. Skolen og andet område for åndsfrihed blev stillet til rådighed med de ofre, som dertil udkrævedes.

Og der er den ærligste vilje til at leve et fredeligt liv ved siden af naboen, og jeg føler mig overbevist om, at de ansvarlige i Tyskland absolut vil modsætte sig angreb på Danmarks selvstændighed og frihed - som vi selvfølgelig på vor side respekterer den tyske nations ret til at følge sin vilje og overbevisning indenfor Tysklands grænser. Men trods den ærlige vilje i Danmark er der kredse, som søger at forstyrre ro og orden i landet. De vil handle klogest i at ophøre dermed.

Jeg forstår godt, at nogen uro opstår af tidens økonomiske vanskeligheder. Men man bør erindre, at vanskeligheder forefindes ikke blot i Sønderjylland, men i hele Danmark som følge af de forstyrrelser, hele verden lider under. Det gamle, kapitalistiske system kunne ikke holde til den belastning, som krigen, og den økonomiske krig derefter, var for alle lande. De voldsomme byrder fra krigen førte til uhyggeligt stor arbejdsløshed, til svigtende købeevne og til lave priser - også på danske landbrugsprodukter. Told og afspærring forværrede vilkårene for eksporterende lande, men heroverfor hjælper hverken trusler eller desperate handlinger. Jeg forstår godt, hvor stærkt nødstilstand kan påvirke folk - både landmænd og arbejdere -, men derfor savner jeg heller ikke vilje til at yde hjælp indenfor det muliges grænser.

Det er urigtigt, hvis nogen vil påstå, at den sønderjydske befolkning ikke har fundet støtte. Den gældsstiftelse, som det sønderjydske landbrug lider under, er ikke forårsaget af den danske stat. Der var endda modstand fra nationalbankens side overfor denne gældsstiftelse, men sønderjydske landmænd søgte i stor udstrækning lån i Danmark allerede i 1919 i forventning om at få fordele af markkursen. Man afløste markgælden i håbet om at få de mark, der stod i banker og sparekasser omregnet til kroner. Det var en for optimistisk spekulation, og tab ved spekulation er ikke et statsanliggende.

Staten ydede 63 millioner kroner til valutareguleringen, således at der i gennemsnit ydedes 43 procent af markformuen i 1914, og regner man med værdien i 1920, bliver det endda 60 procent. Selvfølgelig var erstatningen størst for de små formueejere og mindst for de største, men man gik dog så vidt, at man sikrede formuer indtil 25.000 kr. Staten ydede dernæst lån til folk, hvis økonomi havde lidt under krigen, således at de atter kunne komme i drift. I de to første år ydedes over 12 mill. kroner i lån til 4 procent - også uden sikkerhed. Senere, da nye vanskeligheder viste sig, overtog staten rentegarantien for Sønderjyllands Kreditforenings kasseobligationer, og der er nu lån på henved 50 mill. kr. under statens garanti. Atter andre vanskeligheder førte til, at der under statens garanti tilførtes sparekasserne 9 mill. kr., og videre blev der under statens garanti stillet 20 mill. kr. til rådighed for Hypotekbanken, og endelig udlåntes gennem Lånekassen for Sønderjylland 8 mill. kr. til landmænd og andre erhvervsdrivende. Alle disse foranstaltninger påførte staten, dvs. hele folket en betydelig risiko, og store tab er allerede konstateret.

Alt dette og meget andet er præsteret af det demokratiske samfund, og man må erindre, at Danmark består af et lille folk, for hvilket de nævnte beløb er ganske anselige. Hvad der er udrettet, er udrettet netop i kraft af folkestyret og udfra de humane grundsætninger, hvormed det danske folk har påtaget sig opgaverne som noget selvfølgeligt. Men også anden virksomhed kan nævnes. Ved Jordfordelingskommissionen er der oprettet 227 smågårde og ydet byggelån til ca. 3 1/2 mill. kr. .Ved jordlovsudvalget er der oprettet 566 husmandsbrug - deraf over 300 ved udstykning af domænegårde. Og efter 1929 er der stillet midler til rådighed til opkøb af jord, anlæg af veje, nødvendige for udstykningen osv.. Der er foreløbig anvendt ca. 4 3/4 mill. kr.. Loven om driftslåneforeninger er også i stor udstrækning kommet landsdelen til gode. 10 foreninger fik ca. 1 1/4 mill. kr., og disse penge siges at være tabt.

Under den nu kendte krise har den almindelige lovgivning naturligvis også fundet anvendelse her. I forhold til ejendomsskylden har det sønderjydske landbrug fået 1 1/2 gang så megen krisehjælp som andre dele af landet. Og til finansiering af akkorder er der anvendt over 3 mill. kr., hvilket er 35 procent af, hvad der er anvendt i hele landet. Krigsinvalidernes forsørgelse har hidtil kostet staten 56 mill. kr.. Til istandsættelse af landevejene stilledes straks 12 mill. kr. til rådighed og senere andel i den almindelige vejfond. Det er enkelte dele af, hvad det lille demokratiske samfund har ydet, man kan næppe med sandhed påstå, at Danmark helt har forsømt sine pligter. Hvis vi yderligere føjer til hvad skolevæsen, kirke og mange andre institutioner har krævet på grund af de særlige forhold, vil man atter komme til betydelige beløb. Det er måske ikke vidtrækkende nok, hvad der er præsteret, men jeg tror, at arbejderklassen havde mere grund til misfornøjelse end just det besiddende landbrug. Hvad der har ramt dette er almindelige internationale ulykker og følgerne af forfejlede spekulationer, gældsstiftelse og andet, som staten ikke kan have ansvar for.

Den demokratiske regering og rigsdag har imidlertid ikke haft interesse i at søge efter de dybere årsager til ulykkerne, og man vil fremdeles være rede til at arbejde for hjælpeforanstaltninger, indtil vi atter kan komme frem til bedre tider, hvor sådanne kan undværes. Krisen består for en stor del i besvær med at skaffe prioritetshaverne udbytte af deres penge. Det er strengt taget et forhold mellem skyldneren og fordringshaveren. Intet andet sted garanterer staten for betaling af privat stiftet gæld. Vi kan det heller ikke i forhold til landbruget her i landet. Vi må frem til en lettelse i ejendomsbesiddernes forrentning af gælden, og her møder regeringens partier sikkert forståelse hos de besiddende landmænd. Kapitalmagten skal begrænses i sin udbytning af produktionen, det er et godt gammelt socialdemokratisk ønske.

Jeg venter, at der kan opnås enighed om nogle foranstaltninger til bedre fordeling af landbrugets udbytte. De planlagte ordninger for svineopdræt, for kreaturer, for korn og smør tilsigter dette og vil sikkert vise sig gavnligt. I denne forbindelse må vi søge at gennemføre en ordning, som fortsætter rentesænkningen for indlån i banker og spares kasser, således at landmændene kan få en følelig nedsættelse i rentebyrden. Også med hensyn til jordens udnyttelse finder overvejelser sted. Det er vort ønske at forcere etablering af små jordbrug, og om fornødent vil man også søge at finde midler, hvormed der ekstraordinært kan ydes støtte, således at dygtige, virksomme unge landmænd kan komme i drift. Sammen med jordfordelingen kan man antagelig også fremdeles fremme nødvendige vejarbejder, og det er sikkert et område, som man i det hele må have opmærksomheden henvendt på - også fordi det skaffer beskæftigelse.

Den kriseordning, som gennemførtes i sidste rigsdagssamling ved samarbejde på bredt grundlag - altså med tilslutning af partiet venstre - har haft særdeles stor virkning. Den førte til forøget beskæftigelse, 120.000 mennesker kom i arbejde, og det har også forøget landbrugets muligheder for at komme igennem krisen og har afværget sammenbrud for mange hjem.

Dette resultat var netop muligt under parlamentarismen, på folkestyrets grund. Bliver der opløsning i statens forhold, skal vi ud i klassekamp og borgerkrig, bliver der intet hverken til bonde eller arbejder, og den kapitalistiske overklasse vil også opdage, at dens sikkerhed er ringe, når der er kaos, størst, når der er orden i samfundets forvaltning. Men netop ud fra denne betragtning gælder det da også, at det, vi trænger til, er sammenhold i folket, offervilje fra alle sider og troskab mod det folkestyre, der bedst sikrer både økonomisk og kulturel udvikling og højnelse. Trusler fra enkelte befolkningslag om ødelæggelse af produktion og omsætning, således som følgen måtte være blevet af den såkaldte mejeristrejke, kan ikke føre til noget. I ufredstider må vi nok hellere virke sammen end imod hinanden.

Også trusler om en spekulation, der skal have til formål at svække landets pengevæsen for eventuelt at forøge en befolkningsdels indtægter, er en udfordring, der må standse alt arbejde for at skaffe hjælp til de kriseramte. Vi er nået til grænsen af, hvad der er muligt med landets pengevæsen, og man kan ikke vente Rigsdagens eller regeringens følgeskab ud på en vej, der nedbryder tilliden til landet og dets økonomiske forhold. Vi må bære vore byrder i fællesskab, og det er sikkert, at arbejderklassen ved arbejdsløsheden har båret de tungeste byrder, men den har bevaret troskab imod nationen og det herskende folkestyre.

Hjælp skal bringes i den udstrækning, samfundet evner det, også tusinder af små næringsdrivende, særlig håndværkere, klager med rette og har krav på hjælp. Også derom er forhandlinger optaget, og vi finder forhåbentlig midler, der på det område kan anvendes. Men det er sikkert, at hvis man tror mere på udenlandske agitatorer end på ansvarlige danske myndigheder, så bliver det endnu værre tider. Hvis man vil forsøge at påtvinge det danske folk metoder, der er fremmede for os, hvis man ved hjælp udefra vil rokke ved grænsen eller ved våbenmagt søge at tiltvinge sig uretmæssigt herredømme, så vil man måske kunne fremkalde så megen uro, at alt nyttigt arbejde standses. Man kan hindre kriselovgivning og forbedring af vilkårene for landboerne, men man kan ikke ved agitation eller våbenøvelser give det mindste bidrag til ophjælpning.

Arbejderklassen i Danmark står ikke alene som værner for den demokratiske statsordning. Arbejderklassens tillidsmænd i staten har ført en ærlig politik, som har overbevist mange andre om den demokratiske politiks forsvarlighed, og der er i Danmark en udpræget vilje til at holde sig på rettens og lovens vej. Enhver kan arbejde for at ændre loven, men lovløshed vil møde en hård afvisning fra en stærk fællesvilje her i landet. Jeg ved meget godt, hvilke danske kredse det er, som står i forbindelse med udenlandske omstyrtere, også adskillige personer er velkendte. I ly af demokratiets love om åndsfrihed, presse- og forsamlingsfrihed arbejder de dristigt på at undergrave det demokratiske samfund. I ly af demokratiets tolerance overfor borgernes politiske frihed tildænges staten, regeringen, Rigsdagen, arbejderne og deres organisationer med skældsord og usandfærdige sigtelser, men det går kun til en tid.

Her i landet skal vi ikke regeres af maskingeværer eller af private politi- og soldaterkorps; hvis de tilløb, som vi særdeles godt kender, føres videre, bør man forberede sig på at møde modstand, og den lovlige myndighed her i landet savner ikke midler til ordens opretholdelse og sikring. Vi elsker fred, vi ønsker, at det danske folk skal leve i fred, vi vil aldrig tage initiativ til ufred, men vi vil heller ikke tillade uansvarlige og ansvarsløse kredse at nedbryde de danske samfund. Vi tror ikke på lykken ved noget diktatur, vi anerkender andres ret til for sig selv at vælge sådan statsform, men vi ønsker i Danmark at bevare et folkestyre.

På grundlag af folkestyret vil vi bekæmpe krise og nød, arbejdsløshed og demoralisation. Vi vil fortsat virke for at skaffe beskæftigelse, for at skabe soliditet i produktionen, for at sikre afsætning af vore produkter, for at modvirke yderligere svækkelse af pengenes købekraft, og vi vil vende os imod alle forsøg på at nedbryde det ordnede samfund, der hviler på lovens grund.

Igennem tre menneskealdre er det danske folk modent til demokratisk, politisk arbejde, og igennem to menneskealdre har de danske arbejdere bygget organisationer, der er værnet og udgangspunktet for social og kulturel højnelse. Dette arbejde skal ikke forspildes ved tilsyneladende revolutionære spring. Vi vil holde os på udviklingens vej og medvirke i den omdannelse og demokratisering af samfundet, der er den nødvendige forudsætning for de videre fremskridt, for den frigørelse for udbytningen, som må være målet for alle, der arbejder. Og hvad nu særlig angår denne del af landet, her, hvor nationale brydninger er trådt stærkere frem end i andre dele af landet, så gælder det, at alle står sammen om at hævde retten til det land, der er dansk. Vi vil hverken undertrykke eller forulempe det mindretal af en anden nation, som fik plads her ved grænsedragningen, men vi stoler på, at de, der har ansvaret på den anden side af grænsen, vil værne om den ret, som er tilsikret Danmark.

Vi har ingen nationalistiske drømme, men kun et naturligt ønske om at undgå gentagelser af de ulykker, der før har ramt landsdelens befolkning. Og så til sidst appellerer jeg til forsamlingen her om at være på sin plads som vogter for landet og folkets interesser og som værn for det demokratiske samfund, som nu er bygget, det, som giver det solideste fundament for fortsat løsning af sociale opgaver, for fremme af sund produktion og for højnelse af det folk, der har arbejdet sig op i kultur og praktisk dygtighed igennem det folkestyrede samfund.

Da jeg var ung, var det ikke ualmindeligt at høre forstandige folk udtale, at verden trængte til en krig. Man udviklede kynisk, at nogle tab af menneskeliv ville give forøget beskæftigelse for de efterlevende og således et udbytte, som man stadig trængte til. Folk, der havde oplevet krigene 1848-50, 1864 og 1870 -71, udtalte sig om den gyldne tid, der var fulgt efter krigene, om travlhed og fortjeneste i erhvervslivet og om stærk efterspørgsel efter arbejdskraft. Der dæmrede dog allerede dengang en følelse af, at denne form for forøgelse af velstanden var noget ejendommelig, man var begyndt at tale om det utilbørlige i at slå hinanden ihjel. Digteren Holger Drachmann skriver i 1872 herlige digte imod krigen.