Den 9. september 1928 var det hundrede År siden, Leo Tolstoy blev født. Peder Hesselaa der i disse Dage udgiver en Bog om Digteren på Woels Forlag, skriver her om Leo Tolstoy's Personlighed og Digtning:

Skal man bestemme den Indflydelse, de russiske Romanforfattere har haft i Vesteuropa, kan man komme til det Resultat, at den, der har påvirket Sind og Tanker dybest og varigst, er Tolstoy. Det kan være, nogle mener, at Turgenjevs Naturbilleder, der er set gennem et Slør af Tungsind, er skønnere end Tolstoys; og det kan være, nogle mener, at Dostojevski trænger dybere i Menneskesjælen end Tolstoy. Men der er også nogle, som mener det modsatte, og de siger, at Tolstoy overgår begge sine berømte samtidige, idet han både er en stor Stemningskunstner (som Turgenjev) og en stor Menneskeskildrer (som Dostojevski). Man kan vanskeligt give den ene eller den anden af disse Meninger Tilslutning, fordi det faktisk er umuligt at foretage en Mandjævning mellem store Digtere. Arne Garborg indså dette, da han skrev sin smukke Bog om Jonas Lie, og brugte skarpe Ord om den Kritik, der vil afgøre, hvem der er størst. Og Maurice Maeterlinck indså dette, da han udtalte: »Blandt Digtere, der er værdige til dette Navn, findes ikke større og ikke mindre.«

Selv om man ikke kan afgøre, hvorvidt Tolstoy er mindre eller større end Turgenjev og Dostojevski, er der ikke noget selvmodsigende i, at man kan komme til det Resultat, at Tolstoy er den russiske Forfatter, der har øvet den største Indflydelse udenfor Ruslands Grænser. Den Indflydelse, der udgår fra en stor Digter, svarer ikke altid nøje til hans Ånds Størrelse, men bestemmes af så meget andet, som man må fastslå i hvert enkelt Tilfælde. Det, der erobrede Verden for Tolstoys Kunst, var den Fremmedartethed i hans Skildringer, der var så lykkeligt afpasset, at den altid virkede ansporende på Læseren, aldrig det modsatte, og i endnu højere Grad de etisk-moralske Værdier, han kæmpede for, og det Kærlighedens Evangelium, han forkyndte med en Religionsstifters Styrke og Alvor.

Det er altid lønnende at fordybe sig i en Indsats af store Dimensioner, og den, der benytter Hundredårsdagen for Tolstoys Fødsel til at genopfriske Bekendtskabet med den Mand, der skrev »Krig og Fred«, benytter den vel. Der er i Tolstoys Værker nedlagt et almenmenneskeligt Indhold, som i sig selv er overvældende. Men dette er ikke alt. Samtidig gives der Svar på så mange Spørgsmål, der optager vor Tid, at det nu må anses for hensigtsmæssigt at ridse Linierne op i det Liv og det Værk, der er så nøje forbundet, at man ikke kan skille det ene fra det andet.

Leo Nikolajevitsch Tolstoy, der på fædrene og mødrene Side tilhører Adelen, er født på Godset Jasnaja Poljana, som ligger i Guvernementet Tula i Nærheden af Moskva. Han bliver tidlig optaget af den Natur og de Mennesker, der omgiver ham, og tilbringer en lykkelig Barndom, skønt Forældrene dør tidligt, Moderen, da han er halvandet, Faderen, da han er ni År gammel. Gode Mennesker, Tanten Tatjana Alexandrowna Jergolskaja fremfor nogen, tager sig af Leo og hans Søskende. Med en Taknemmelighed, der ofte har fundet Udtryk, erindrer Tolstoy i sine Værker denne Tante, som han priser for moderlig ømhed og selvopofrende Kærlighed. Spredt over de mange Tusinder Sider, Tolstoy har skrevet, finder man mangfoldige Træk fra Barndommen. Disse Træk er vel altid mere eller mindre stærkt omformet af Årene og Fantasien, men det er ikke des mindre muligt på Grundlag af dem at danne sig et Billede af Tolstoys Liv i disse År. Helst skal man gå til de selvbiografiske Skildringer i »Barndom« og »Drengeår«. Straks i disse to Bøger, der er Tolstoys Debut, møder man den lyriske Følsomhed, hvormed han alene opfatter Naturen, og den indtrængende psykologiske Forståelse, hvormed han skildrer Mennesket. Disse Egenskaber træffer man også i »Ungdomsår«, en Redegørelse for de Tanker og Følelser, Tolstoy havde, mens han som ung Mand for sin Uddannelses Skyld opholdt sig i Byerne. Man ser, at det rene Præg fra Barndommens Færden i fri Luft er forsvundet for den smudsige grå Farve, som Deltagelsen i Selskabslivet har afsat i Tolstoys Sjæl. Han studerer i nogle År ved Universitetet i Kasån, først arabisk og tyrkisk Litteratur, siden Jura. Men ingen af Delene går, Ballerne optager ham mere end Bøgerne. Samtidig får Spillelidenskaben Fingre i ham, og han bukker ofte under for den, ikke blot i disse Ungdomsår, han selv har karakteriseret som spildte, men også senere. Omsider lykkes det ham dog at løsrive sig. Leden ved det Liv, han har ført, bliver så stor, at han må bort, og han flygter til Kaukasus.

I denne Bjergegn, som han allerede havde læst om hos Puschkin og Lermontov, kom han atter på ret Køl. Digterne havde skildret et andet Kaukasus end det, han nu fandt, et mere vildt og romantisk, men det hindrede ham ikke i at finde det virkelige fuldt så tiltrækkende. Man ser af »Kosakkerne«, hvor Tolstoy smukkest har fortalt om sine Oplevelser, at han ikke brugte lang Tid til at overvinde sin Skuffelse over det løgnagtige og drikfældige Folk, han fandt i Stedet for det, Digterne havde lovet ham. Han opdagede nemlig, at dette Folk levede et primitivt Naturliv, lige sundt for Sjæl og Legeme. Tolstoy fulgte sin Helt Olenins eksempel i alt, også i det Stykke, at han gik hen og forelskede sig i en Landsbyskønhed, bejlede og fik en Kurv. Men han tabte ikke Modet. Han glædede sig over, at han havde fundet tilbage til det Liv i Naturens Skød, som Rousseau i sin Tid begejstredes for, og han besluttede at holde det fast.

Tiden gik, Krim-Krigen brød løs, Tolstoy gik til Fanerne. Men den Begejstring, han følte, da han trak i Officersuniformen, gik til Grunde, da han lærte Krigens Virkelighed at kende. I en Række »Fortællinger og Skildringer fra Sebastopol« har han ført det første, dræbende Slag mod den usunde Krigsromantik, der har hærget Litteraturen både fer og siden. Han har lovet sig selv kun at sige Sandheden, og han maler Krigens rædselsfuldt fordrejede Ansigt uden Udsmykning af nogen Art. Han har senere sagt, at han har lært dette ædruelige Syn på Krigen af Stendhal. Man kan ikke nægte dette, men man mener alligevel, at han har set det væsentligste af det, han skildrer, med egne Øjne. Han har set den Sandhed, der hedder Krigens blodige Virkelighed, men han har heldigvis også set noget mere opmuntrende, han har hos de menige Soldater set en enfoldig Trohjertethed, en Sjælsstyrke og Udholdenhed, som spår godt for Ruslands Fremtid.

Der skulle ikke gå mange År, før Tolstoy benyttede det Kendskab til Menigmand, han havde fået på Sebastopols Fort, i den Skildring af den russiske Bonde, som han giver i »Polikuschka«. Denne Fortælling, der handler om de usle Kår, Polikuschka må friste i Hoveriet, har spillet en lignende Rolle i Kampen for Livegenskabets Ophævelse som Beecher Stowes roman »Onkel Toms Hytte« i Kampen for Negerslaveriets Ophævelse. Med » Polikuschka« indledede Tolstoy sin Kamp for praktiske Samfundsreformer. Med Jasnaja Poljana-Skolen, som han oprettede i Begyndelsen af Tredserne, fortsatte han med en pædagogisk Virksomhed i stor Stil. Under sin Gerning som Skolemand erobrede han de Erfaringer, som han fortalte om i det Tidsskrift, han oprettede på samme Tid som Skolen. Man ser af disse Artikler om »Folkeoplysning«, »Opdragelse og Dannelse« eta, at Tolstoy vender sig skarpt mod den gamle Skole, der efter hans Mening tiltvinger sig Retten til at opdrage i bestemte Former uden selv at kunne godtgøre, hvorfra den har denne Ret. Man ser fremdeles, at Tolstoy agiterer for den Skole, der er drømt om fra Rousseaus til vor Tid, den Skole som bygger på Frihed. Børnene skal komme og gå, som de har Lyst, de skal ingen Lektier have at forberede sig på, når de er hjemme, og de skal ingen Timeplan have at følge, når de er i Skolen. De skal selv bestemme, hvad de vil beskæftige sig med, og Læreren skal hjælpe dem til Rette med de Eksperimenter, de gør. På den Måde — mener Tolstoy — får Børnene de Kundskaber, som de virkelig har Brug for. Man kan vanskeligt lukke Øjnene for, at denne Skole i alt for hej Grad bygger på, at Læreren er en overordentlig Personlighed. En Tolstoy, en Starcke kunne være Lærer på denne Måde, men hvor mange er der blandt dem, der giver sig af med at undervise endog særdeles tilfredsstillende, der kunne? Tolstoy så ikke bort fra denne Vanskelighed, men søgte som den praktiske Mand, han var, at overvinde den: han ville oprette Undervisningsanstalter for voksne, der på en ejendommelig Måde minder om vore Ungdoms- og Folkehøjskoler, og disse Skoler skulle tillige uddanne Bondesønner til Lærere ud fra den Tankegang hos Tolstoy, at kun en Bonde kan undervise en Bonde. Desværre lykkedes det ham ikke at gøre dette »Universitet i Træsko« til Virkelighed; Myndighederne mente, at de 30,000 Rubler, Guvernementet rådede over til Skolevæsenet, bedre kunne anvendes til en Statue af Katharina den Anden!

Midt under denne stærkt udadvendte Virksomhed tabte Tolstoy ikke sin Digterpen ud af Hånden. Han skrev et så bedårende Værk som »Far og Søn«, i hvilket han tydeligt nok har skildret den, han gerne ville være, i Faderen, og den, han mente, han var, i Sønnen. Og han skrev »Ægteskabs-Lykke«, hvis Handling har en Fortid. Tolstoy havde en Gang været forlovet med en ung Pige, som han atter havde brudt med, skønt han elskede hende, fordi hun ikke kunne sætte sig ind i hans højere Interesser. Men det Ægteskab, der ikke blev noget af i Virkeligheden, har Tolstoy givet i »Ægteskabs-Lykke«, hvor han skildrer de Stadier, der efter hvad han forestillede sig kunne være indtrådt, hvis Forholdet var blevet ført videre. Tolstoy så sig tilbage, men han så sig også frem, da han skrev sin Fortælling. Man lytter ikke til de smukke Ord, den kvindelige Hovedperson siger om Kærligheden til sine Børn og sine Børns Fader, uden at ane, at Tolstoy i disse Ord har tegnet sit eget Håb til Fremtiden. Og han blev ikke skuffet. I 1862 førte han den Kvinde ud til Jasnaja Poljana som sin Hustru, der var rede til at ofre alt for sin Mands Lykke. Hun hed Sofia Andrejewna og var en Datter af dr. Bers i Moskva.

I den første Del af Ægteskabet følte Tolstoy sig umådelig lykkelig. Kræfterne svulmede i ham, og han skrev »Krig og Fred« og »Anna Karenina«. Man kan uden for stor Overdrivelse sige: hvis Rusland ved en Naturkatastrofe udslettedes af Jordens Overflade, ville man, så længe der endnu eksisterer et Eksemplar af »Krig og Fred«, gennem denne Roman kunne danne sig et så levende Billede af Rusland, dets Folk og dets Natur, at man kom Virkeligheden fuldt så nær ind på Livet, som hvis man selv havde kunnet rejse i det Rige, der havde haft Atlantis' Skæbne. I den Grad lever Rusland i dette mægtige Epos, at man finder, den egentlige Helt hverken er Pierre Besukhow eller Andrej Bolkonsky, men det russiske Folk, der i 1812 gjorde det af med Napoleon. Dette Årstal og dette Navn er nok til, at man formoder: altså en historisk Roman? Javist — men en historisk Roman forskellig fra Verdens Tusinder historiske Romaner. Man får et Indtryk af Særegenheden, hvis man f.eks. sammenligner med Zolas »Det store Krach«, der jo har Krigen 1870—71 til Sujet. Den franske Naturalist dukker ned i Stoffet, dynger Enkelthed på Enkelthed, som kan tjene til at godtgøre den Tendens, han sender gennem sit Værk. Således bærer Tolstoy sig ikke ad. Han. har også noget, han vil have frem, Uviljen mod Krig, men han-, får ikke denne Uvilje frem ved at begrave sig i Detailler, men i tværtimod ved at frigøre sig for dem. Han medtager enkelte typiske Træk, f.eks. fra et Besøg på et Lazaret, og han har, hvad han har Brug for, når han skal vise, at Krig er umenneskelig.

Denne Ejendommelighed giver »Krig og Fred« en så overordentlig Klarhed, at man ikke et Nu taber Overblikket over det Utal af Personer og Situationer, der fylder Værkets over 1000 Sider. Man beundrer Kompositionens gigantiske Vælde højest i de Kapitler, der fortæller om Austerlitz og Borodino. Skønt det Virvar, der myldrer, den Tummel, der gjalder på disse Slagmarker, er gengivet nøje, taber man ikke et øjeblik Tråden. De største Krigsmalere kunne med god Grund misunde Tolstoy den Evne til Forkortning, der giver hans Slagbilleder Kraft og Virkning. Det ville iøvrigt være fristende at tage Pierre Besukhov og Andrej Bolkonsky, der spejler og foregriber Tolstoys egen åndelige Udvikling, ud af Persongaleriet, men det ville føre for vidt; i Stedet anfører man det Grundsyn, over hvilket »Krig og Fred« er opført. Dette Grundsyn har to Sider, bestemt af Tolstoys Had til Napoleon og Tolstoys Kærlighed til det russiske Folk. Man ser, at man står overfor den Mand, der kan karakteriseres som Nietzsches diametrale Modsætning. Napoleon er så langt fra blevet Helten i »Krig og Fred«, at han tager sig ud som en Stymper, der er gennemført uhæderlig i sin Færd. Han stiller sig overalt i teatralsk Positur, lader Soldaterne slås om sin Handske og siger, at en Mand har fået en smuk Død, når han blot er tilstrækkelig ilde medtaget af Fjendens Kugler og Bajonetstød. Skønt han ynder at give den vennesæle, er han hidsig og hjerteløs. Han overfuser den russiske Kejsers Adjudant, som han skal underhandle med, og ser med ligegyldig Gaben på, at Soldaterne styrter sig ud i Njemens Strøm og sætter Livet til for at tækkes ham. Således tager det Geni, som Vesteuropæerne havde forherliget i 2-3 menneskealdre, og som Nietzsche havde hilst som Kulturens Kilde og egentlige Formål, sig ud i Tolstoys Forklaring. Overmennesket er end ikke værdigt til at løse Skotvingen for Bonden Plato Karatajev, om hvem det hedder, at han er »en ægte Type på den Trohjertethed, Sagtmodighed og Hjertets Enfold, der er Russerfolkets ret egentlige Kendemærke.« Man ser ikke denne Forherligelse af en russisk Bonde, der står som Generalnævner for det russiske Folk, uden at man erindrer »Fortællingerne fra Sebastopol«, hvor Tolstoy Ord til andet skrev det samme. Og man forstår, hvorfor »Krig og Fred« toner ud i den pompøse Hymne til Folket og Fædrelandet, der har gjort, at man må anse dette Kæmpeværk for det russiske Folks Nationalhymne. Skønt »Anna Karenina« ikke har nogen historisk Ramme, har dette andet Storværk i Tolstoys Produktion adskillige Skæringspunkter med »Krig og Fred«. »Anna Karenina« in deslutter en Fordømmelse og en Forherligelse, som egentlig er rettet mod samme Mål som i »Krig og Fred«. Tolstoy havde på Rejser i Vesteuropas Lande og Litteraturer fået Øjnene op for, at den Civilisation, der gik så stort Ry af, byggede på Løgn. Han betragtede det Forhold, han anså for det helligste på Jorden, Forholdet mellem Mand og Kvinde, og han så, at Vesteuropæerne havde profaneret det ved at betragte et Ægteskab, Gud havde indstiftet, som noget så ligegyldigt, at det kunne brydes. Mod denne Tankegang skrev han »Anna Karenina«. Handlingen i denne Roman kan sammenfattes i dette: Anna Karenina er som purung blevet gift med en Mand, der ikke har Anelse om, at hun har et selvstændigt Sjæleliv. Det er til at forstå, at hun ikke føler sig lykkelig i dette Ægteskab, og da hun træffer en anden Mand, der bedre véd at værdsætte hendes Skønhed og Ungdom, forelsker hun sig i ham. Først stritter hun imod, senere kaster hun sig med lukkede øjne i Favnen på ham, der har sat hendes Blod i Kog. Da hun ikke kan få ordnet sin Skilsmisse, forlader hun Mand og Barn for at leve sammen med Elskeren. Men hun erobrer ikke med dette dristige Skridt Lykken. Længsel efter Barnet, Skinsyge overfor. Manden, som alle Kvinder gør Stormkur til, gør hende urolig, nervøs, undergraver hendes Helbred. Til sidst er hendes Modstandskraft udtømt, frivillig går hun i Døden. Når Tolstoy giver hende denne Afslutning, er det fordi han mener, hun har handlet forkert, og at han virkelig mener det, ser man af de andre Ægteskaber, der skildres i Romanen. Han røber tydeligt, at han sympatiserer med den lille Dolly, når hun af Hensyn til sine Børn bliver hos den Mand, hun har overbevist om Utroskab. Men Idealet er dette Forhold naturligvis ikke. Det er derimod Forholdet mellem Ljevin og Kitty, i hvilket Tolstoy har skildret sin egen ægteskabelige Lykke.

Med »Anna Karenina« og »Krig og Fred« havde Tolstoy tilkæmpet sig Plads blandt Verdens største Romanforfattere. Men hvad så? Der kom den Dag, da han måtte spørge: hvad er Meningen med mit Liv? Han så på sin Formue, på sin Hustru og sine Børn, på sin Verdensberømmelse, men syntes ikke, at disse Goder rummede Svar på hans Spørgsmål, for han skulle jo dø fra det altsammen. Han gik til Præsterne og Videnskabsmændene, men ingen af dem kunne sige ham, hvad Meningen var med hans Liv. Så gik han til Bønderne, som han ofte før havde lært Visdom af. Og han gik ikke forgæves. Bønderne sagde, at han skulle »leve for Næsten« og »tjene Gud«. Da han så spurgte dem: hvem er Gud? sagde de, at han skulle læse Evangelierne. Det gjorde han, og pludselig standsede han ved et Ord i Bjergprædikenen: Du må ikke sætte dig imod det onde! Der faldt Skæl fra hans Øjne, han så i Lyset fra dette Ord Svaret på det Spørgsmål, han havde stillet. Jesus mente, hvad han sagde, mente, at man skulle vende den venstre Kind til, når man havde fået et Slag på højre. Der er ikke noget overnaturligt i, at Tolstoy så pludselig fattede denne bogstavelige Betydning af Ordene, for han havde gennem hele sit Liv kæmpet for at blive et bedre Menneske. Snart havde de lavere Tilskyndelser i hans Natur sejret, snart havde hans åndelige Jeg beholdt Magten. Men det var først nu, da han havde tilegnet sig Ordene fra Bjergprædikenen som en Oplevelse, at hans åndelige Natur brød afgørende igennem. I Skæret fra dette Bud: Du må ikke sætte dig imod det onde, så han, at Meningen med hans Liv var den ganske simple, at han skulle udbrede Kærligheden mellem Menneskene.

Med Følelser, der kan minde om dem, der besjælede Grundtvig, da han havde gjort sin mageløse Opdagelse, kastede Tolstoy sig ud i sin Forkyndelse af Kærligheden. Han læste Ordene »dømmer ikke«, og han så på Domstolene. På én Gang indså han, at vort Retsvæsen har ingen Berettigelse, det ene Menneske har ikke Lov til at dømme, endsige straffe det andet. Derfor bort med Domstolene, bort med Fængslerne! I den store Roman »Opstandelse« har han givet det kunstneriske Udtryk for dette Syn på Retsvæsenet. Med skarp Satire fortæller han i dette Værk, som Romain Rolland med Rette har betegnet som »Tolstoys kunstneriske Testamente«, fordi det så at sige giver et Resumé af de Erfaringer, han har gjort, og de Idealer, han har vundet gennem sit Liv, med skarp Satire og stærkt udviklet realistisk Sans fortæller han i dette Værk, der er hans vigtigste Romanindsats næst efter »Krig og Fred« og »Anna Karenina«, om Cellernes Helvede i de russiske Fængsler og om Smudset og Uhumskhederne i de Huller, som Fangerne stuves sammen i under Opholdene på deres Transport til Sibirien. Bedre gik det ikke Krigsvæsenet, da Tolstoy så på det med det nye Syn, han havde fået. Som allerede vist havde han under sin Deltagelse i Krimkrigen set og oplevet så forfærdelige Ting, at han havde sat sin Krigsbegejstring over Styr. Men han havde ikke rørt ved Spørgsmålet om Krigens etiske Berettigelse. Det gjorde han nu, og det syntes ham klart, at Krig stod i åbenlys Modstrid med Budet om ikke at sætte sig imod det onde. Han drog den praktiske Konsekvens af det, han havde indset, han blev Forsvars-Nihilist, som Jesus af Nazareth havde været det, han erklærede Krigen Krig. Skønt han hermed gik imod sin egen Lære om ikke at gøre Modstand, er det med Glæde, man nævner hans Krig mod Krigen. Thi den viser, i hvilken Grad han satte Livet over Læren. Han havde endog Mod til at være inkonsekvent, når han mente, at han kunne gavne Menneskeheden med det.

Med den Energi, som karakteriserede Tolstoy gennem hele Livet, tog han de Problemer op til Prøvelse, som han så, han havde behandlet galt før. Han læste Ordene: Du må aldeles ikke skille dig fra din Hustru, tænkte nøje over dem og opstillede Kravet om absolut kønslig Afholdenhed. I »Kreutzer-Sonaten« skrev han de Ord, der ikke er til at tage fejl af: »Hvorledes man end vender og drejer det, er og bliver Kønsdriften dog et Onde, et frygteligt Onde, som man bør kæmpe imod og ikke opmuntre som hos os. Skriftens Ord, at den, som ser på en Kvinde for at begære hende, allerede har bedrevet Hor med hende i sit Hjerte, gælder ikke blot med Hensyn til andre Folks Hustruer, men først og fremmest med Hensyn til ens egen.« Man kan ikke nægte, at man synes, Tolstoy her går så vidt, at han overskrider Grænsen for det naturlige. Man synes, at han overser, at Kærligheden mellem Mand og Kvinde i lige Grad må være sammensat af sanselige og ikke-sanselige Elementer, hvis den skal bevare et harmonisk Præg. Men man står ikke uden Forståelse. Man véd, at Tolstoy i sin Ungdom fik Lejlighed til at se så meget sædeligt Fordærv, at han nu måtte reagere. Iøvrigt siger han i en Efterskrift til »Kreutzer-Sonaten«, at han ikke venter, Kravet om absolut Kyskhed nogen Sinde kan blive opfyldt i det virkelige Liv, men han betragter dette Krav som et Ideal, man bør stræbe imod. Med denne Udtalelse står man lige overfor Tolstoys Opfattelse af Idealet. Et Ideal er det, der ifølge sin Natur er uopfyldeligt, urealisabelt. Men det Menneske, der har hævet sig over Dyrets Standpunkt, vil uvilkårligt gøre, hvad han kan, for at opfylde Idealets ophøjede Fordring. Man ser i dette »hvad han kan« noget karakteristisk for Tolstoy. Når han opstiller det Ideal, at Menneskene skal elske hverandre, går han rationelt til Værks. Hans Fornuft siger ham, at Menneskene vil blive lykkeligere, jo højere de elsker hverandre. Videre og videre, højere og højere bygger han, til det Ideal, han har erkendt som værdifuldt, rager op over Skyerne som den Vision, der kaster Lys og Lykke over Menneskeheden. Den skarpe Forstand og den levende Indbildningskraft, der har arbejdet Hånd i Hånd under Tilblivelsen og Udformningen af det Kærlighedsideal, der er Tolstoys skønneste Indsats, ses ofte i Samarbejde i hans Liv og Kunst. Der kommer derved en egen Himmelflugt over de Hverdagskår, han fremstiller, og et ejendommeligt nøgternt Virkelighedspræg over de Idealer, han skaber, som tydeligt viser, hvor han stammer fra. Den Forbindelse af Forstandsklarhed og Mystik, der i så overordentlig Grad gør ham til en rationel Utopist, at Selvmodsigelsen i Udtrykket er overvundet, kan kun komme fra de endeløse russiske Stepper, hvor øjet skuer vidt, ser alle Linier og alligevel taber sig i den Dybde og Dunkelhed, der følger de vældige Perspektiver, som fører lige ud i Uendeligheden.

Disse vældige Perspektiver kaldte på Tolstoy med lokkende, dæmonisk Røst. I sin høje Alderdom kunne han ikke mere modstå deres Kalden. Han brød op fra Hjemmet, hvor der var Luksus og Velvære, han flygtede ud i ørkenen, hvor han bedre kunne leve det Liv, han lærte. Dette er at forstå rent bogstaveligt: i 1910 tog Tolstoy bort fra Jasnaja Poljana for aldrig mere at vende tilbage. Mens han var undervejs, blev han syg og bragt ind på Jernbanestationen i Astapowo; her døde han den 10. November 1910. Som den hellige Frans af Assisi havde Tolstoy gjort sig til den ringeste af alle — mange vil derfor ophøje ham over alle som Kærlighedens Apostel.

Biografier af Tolstoy: Olaf Svane: »Lev Nikolajevitsch Tolstoy« (Gad 1925), Romain Rolland: »Tolstoy« (oversat af Signe Lehmann, Pio 1919), Chr. Collin: »Leo Tolstoy og Nutidens Kulturkrise« (Oslo 1910), Birukoffs udgave af Tolstoys erindringer (på dansk ved J. Kure 1906).

Det ældste sproglige mindesmærke er »Ostromirs Evangelium« (1056-57), der indeholder stykker af evangelierne ordnede efter de helligdage, på hvilke de skulle oplæses i kirkerne. En yndet form, for opbyggelseslitteratur var de såkaldte sborniki eller izborniki (dvs. samlinger), der oftest indeholdt stykker af bibelen eller kirkelige skrifter oversat fra græsk. Af særlig betydning er »Izbornik Svjatoslavov«, således kaldt efter den russiske fyrst Svjatoslav, for hvem den blev afskrevet i 1073.

Dens indhold var ikke blot kirkeligt, men den omfattede også filosofiske, retoriske og beskrivende stykker, alt taget fra en byzantinsk original. Den var en slags encyklopædi over den viden, russerne i denne periode hentede hos grækerne. Skønt påvisningen sydfra således bragte russerne åndelige impulser på mange forskellige områder, blev det dog i det lange løb skæbnesvangert for dem, at have modtaget kristendommen fra et folk som det græske, hvis kultur var i forfald, og hvis religiøse liv var ved at stivne i dogmatiske spidsfindigheder. Hurtigt blev det for den russiske kirke et hovedpunkt at værne sine tilhængere mod skadelige påvirkninger, hvad enten disse kom fra hedninger i nord og øst eller fra de latinske kristne, til hvem forholdet blev mere og mere spændt, efterhånden som bruddet mellem Rom og Byzans nærmede sig. Rusland blev åndeligt isoleret fra sine naboer, og samtidig arbejdede gejstligheden ivrigt på at udrydde hvert spor af folkets egen hedenske fortid. Heltedigtene (bylinerne, se næste afsnit), hvis ældste kreds besynger fyrst Vladimir af Kiev og hans kæmper, blev ligesom folkedigtningens andre frembringelser: sange, ordsprog, gåder og eventyr betragtet som bærere af hedenske traditioner og derfor forfulgt af kirken. Kun i afsides egne levede denne digtning videre og blev i langt senere tid optegnet og trykt. Som en slags erstatning for deres oprindelige folkedigtning fik russerne gennem sydslaverne, særlig bulgarerne, en broget samling af kirkelige legender og verdslige sagn, der stammede fra Byzans eller fra Orienten, hvori historiske begivenheder, apokryfiske beretninger om bibelske personer og mytologiske reminiscenser på en fantastisk måde var vævet sammen. Sagnene om Alexander den Store og Den trojanske Krig spiller en betydelig rolle i disse skrifter, af hvilke nogle kun var en slags fri oversættelser fra græsk, mens andre var stærkt omformede. Denne litteratur holdt sig indtil det 17. århundrede og fik også en del indflydelse på den russiske folkedigtning.

(((Bylinier er »meddelelse om det, som virkelig er hændt«. Bylinier er betegnelse for den russiske episke folkedigtnings heltesange, der endnu lever på almuens læber. Fælles for dem i indhold er besyngelsen af populære sagnhelte, bogatyri, der er et ord af orientalsk oprindelse. Den ydre enhed i bylinier beror på verset, stilen og sproget. Verset er som regel trokæisk med daktylisk udgang og uden rim; det foredrages reciterende under ledsagelse af et strengeinstrument. De partier af bylinier, der skildrer heltens væsen og ejendommeligheder, hans taler og lignende, gengives så nøjagtigt som muligt uden at forandre en stavelse, medens der i skildringen af begivenhedernes gang gives den foredragende en vis frihed. Det er ikke professionelle rapsoder, der tilegner sig disse bylinier og bringer dem videre, men håndværkere, der på arbejdsvandring omkring til bønderne foredrager dem til egen og andres adspredelse. Efter de handlende helte inddeler man bylinier i forskellige cykler. Som de ældste regnes de, der handler om fantastiske sagnhelte fra tidsrummet før den Vladimir’ske periode. Men den allerstørste del af bylinier er knyttet til den sagnkreds, som dannede sig om Vladimir af Kiev (980-1015) og hans hird, og mellem hvis helte Iljá fra Murom spiller den største rolle. Selvom bylinier er udgåede fra Sydrusland, er dog i denne deres fødeegn traditionen nu fuldstændig udslukket, dels på grund af en fanatisk gejstligheds forfølgelse af disse formentlig hedenske levninger, dels på grund af tatarernes indfald i 13. århundrede, der gav stødet til en udvandring til Ruslands nordlige egne. Udvandrerne tog sagnene med sig, og bylinier har lige til nutiden levet på folkemunde især i egnene omkring Onega-søen i guvernementet Olonets. Indsamlingen af disse folkeminder er først begyndt i 19. århundrede, og de betydeligste samlinger er af Rybnikov (4 bind, 1861-67), Kirjejevskij (10 hæfter, 1868-74) og Hilferding (1873))).

Den originale russiske litteratur, der begyndte at vokse frem i denne ældste periode, holdt sig nøje i de spor, der var angivet fra byzans. Luka Zhidjata, ærkebiskop i Novgorod i midten af det 11. århundrede, skrev et opbyggelsesskrift »Kirkelig formaning« og Jakov Mnich, munk i huleklosteret i Kiev, forfattede en levnedsbeskrivelse af de to russiske helgener Boris og Gleb. Helgenlevneder spillede overhovedet en stor rolle i den tids litteratur, og særlig huleklosteret i Kiev besad en fyldig samling af beretninger om de hellige mænd, der havde hørt hjemme der (Paterik Pecerskij). Også en virkelig historieskrivning begyndte, først i form af ganske knappe klosterannaler; senere fremkom sammenhængende skildringer af det daværende Rusland’s historie. Den ældste af disse krøniker er fra ca. år 1100, der almindelig kaldes Nestors Krønike efter en munk, som ansås for dens forfattere, tager efter græsk mønster sit udgangspunkt fra Syndfloden, men er for de senere partiers vedkommende bygget på mundtlige traditioner og samtidiges erindringer, hvad der giver den stor interesse som kilde til kundskab om det gamle Rusland’s åndsliv. Forskellige andre krøniker behandler kun enkelte landsdele eller byer, således Novgorod-krøniken, der udmærker sig ved sin nøgterne og knappe stil, og den galizisk-volynske krønike, der på sine steder er i høj grad livfuld og poetisk. Fyrst Vladimir Monomach (1053-1125) efterlod sig et formaningsskrift til sine børn, der er af stor kulturhistorisk interesse. Fra begyndelsen af det 12. århundrede skriver sig en skildring af en pilgrimsrejse til det hellige land, foretaget af abbeden Daniel, om hvem for øvrigt intet vides. Dette værk, der er opbevaret i talrige håndskrifter, synes at have været en af de mest yndede af den ældste tids rejsebeskrivelser.

Medens de hidtil nævnte litteraturværker alle mere eller mindre var afhængige af græsk forbilleder eller prægede af byzantinsk-kirkelig tankegang, indtager Igorskvadet en fuldstændig særstilling. Det blev fundet i et håndskrift 1795, men dette håndskrift gik tabt ved Moskva's brand i 1812. Den videnskabelige undersøgelse af digtet har derfor kun en afskrift, foretaget for Katharina II, og en trykt udgave fra 1800 at holde sig til. Skønt teksten foreligger i mangelfuld og forvansket skikkelse, har digtets store poetiske værd dog kunnet gøre sig gældende. Det skildrer i et slags rytmisk prosa fyrst Igor’s togt mod polovtserne, hans fangenskab, flugt og hjemkomst. Skildringens poetiske kraft og friskhed hæver det højt over den gammelrussiske litteraturs øvrige frembringelser.

I begyndelsen af det 13. århundrede kom Rusland under mongolernes herredømme, som tyngede på landet i mere end 3 århundrede. Den i forvejen sparsomme kultur holdt sig kun i klostrene, der stod under byzantinsk indflydelse, og selv efter at landet under Moskvas førerskab havde befriet sig for fremmedherredømmet, var det åndelige liv længe lammet. Litteraturen i dette tidsrum var fattig. De store historiske begivenheder har ganske vist sat sig spor i de to digtninge »Beretning om kampen mod Mamaj«; 14. århundrede og »Hinsides Don«; 15. århundrede, men de er blege og matte i sammenligning med »Igors-kvadet«. I det16. århundrede under Ivan Vasiljevitsch (Ivan den Grusomme), 1534-84, begyndte oplysningen påny langsomt at bane sig vej i Rusland, bl.a. gennem de skoler, tsaren oprettede i forskellige byer. I 1564 grundlagdes det første bogtrykkeri i Moskva, og overhovedet havde både tsaren selv og de mest oplyste af hans undersåtter fået forståelsen af, at hvis Rusland ikke i sin isolerede stilling skulle stagnere helt, måtte det søge forbindelse med Vesteuropa.

Den lærde Maksim Grek, en albanier, der havde studeret i Grækenland og Italien, og som var fortrolig med renæssancens åndelige strømninger, blev indkaldt for at revidere oversættelsen af de kirkelige bøger. Han blev i Rusland en ivrig talsmand for fremskridt og oplysning, men det konservative, byzantinsk farvede Moskva værgede sig imod ham på sin måde, så han blev anklaget for kætteri og trolddom, og var lang tid fængslet og forvist og døde i 1556 uden at have fået udrettet, hvad han kunne og ville. Hans åndelige lærling var den oprørske adelsmand fyrst Kurbskij, der fra sin landflygtighed i Litauen vekslede en række breve med Ivan, hvori han hensynsløst angreb de svage sider ved den moskovitiske stat og heller ikke skånede tsaren selv. Kurbskij er tillige forfatter til et historisk værk om Ivan den Grusomme: »Istorija velikago knjazja Moskovskago«. Et litterært mindesmærke over gammelrussisk tankegang fra denne tid er »Bogen om husholdningen«, en samling af moralske leveregler og praktiske råd for det daglige liv, samlede og til dels forfattede af munken Silvester, tsarens rådgiver i hans første regeringsår.

Polen, som på denne tid stod langt højere i kultur end Rusland, øvede gennem Kiev en stærk litterær indflydelse på dette, og også polsk sprog fik en del indpas i de sydvestlige egne. Dertil kom, at polske jesuitter ledede mange skoler i det sydvestlige Rusland og lagde et stærkt tryk på den ortodokse kirkes tilhængere. Borgerne i Sydrusland samlede sig derfor til en stærk modstand mod den polske og katolske propaganda. Forrest i kampen stod metropolitten Peter Mogila, der i 1631 omdannede en allerede eksisterende skole i Kiev til det kollegium, hvoraf senere akademiet udviklede sig. Det lykkedes Peter Mogila og hans efterfølgere at bryde jesuitternes magt i Sydrusland, og efterhånden begyndte lærde fra Kiev at gøre deres indflydelse gældende i StoreRusland. En af disse mænd var Simeon Polotskij (død 1682), på hvis initiativ der blev oprettet et græsk-latinsk-slavisk akademi i Moskva. Den kritik over tilstandene i det moskovitiske rige, der så stærkt var kommet til orde hos Kurbskij, danner også baggrunden for de interessante skildringer af Rusland ved midten af det17. århundrede, som skyldes den landflygtige russer Kotoschichin, der søgte tilflugt i Sverige, og kroateren Kryzhanitsch, som af tsar Aleksej Michajlovitsch indkaldtes til Rusland under denne tsar fik patriarken Nikon i 1667 gennemført dem revision af de kirkelige bøgers tekst, som allerede tidligere havde været påbegyndt. En følge af dette blev, at mange, der anså de hidtil benyttede meget fejlfulde tekster for de eneste tilladelige, skilte sig ud fra kirken og dannede sekter. Trods stadige forfølgelser fra regeringens side har disse »raskolniker« lige til nutiden spillet en stor rolle i det russiske folks åndelige liv. En af de første sekterere, Avvakum, der som forvist i Sibirien gennemgik store lidelser for sin tros skyld og til sidst, i 1681, blev brændt, og han har efterladt sig en interessant skildring af sit liv. Med Peter den Store’s tronbestigelse begyndte der nye tider for Rusland og derigennem også for den russiske litteratur. I den første tid hentede tsaren ofte sine hjælpere fra Sydrusland. Blandt dem var Feofan Prokopovitsch (1681-1737), Peter den Stores fortrolige rådgiver, der også har betydning i litteraturen som forfatter af det første verdslige drama, tragikomedien »Vladimir«. For Peter var litteraturen først og fremmest et middel til at fremme den omdannelse af Rusland, han havde sat sig som mål. Selv havde han ikke ringe indflydelse på skriftsproget, og han foretog en ændring af alfabetet, hvorved det blev mere praktisk og lettere læseligt. Al slags belærende litteratur blev på hans initiativ oversat på russisk, og selv skønlitteraturen stillede sig i oplysningens tjeneste. Digteren Antioch Kantemir (1708-44) angreb i sine satirer det gammelrussiske parti og den religiøse fanatisme. Vasilij Tredjakovskij (1703-69), der som digter er uden betydning, har indlagt sig fortjeneste ved at bryde med de tidligere fulgte principper for versbygningen og hævde, at russiske vers ifølge sprogets natur bør bygges på accenten. Den betydeligste af dette tidsrums digtere er Michail Lomonosov (1711-55), der med mesterskab behandlede det russiske sprog, og som i sine oder skabte en poetisk stil, der tjente som mønster for efterfølgerne. Som lærd og tænker stod han dog langt højere end som digter. Allerede under tsar Aleksej Michajlovitsch var der blevet givet teaterforestillinger i Moskva, hvorved særlig medlemmer af denne by's ret talrige tyske koloni havde været virksomme, men disse forestillinger havde vakt uvilje hos mange og måtte atter standses. Først under Peter den Store blev der oprettet faste teatre, og en dramatisk litteratur begyndte at vokse frem, i begyndelsen dog i den største afhængighed af fremmede, særlig franske forbilleder. En fejret teaterdigter var Alexander Sumarokov (1717-77), leder af det i 1756 oprettede teater i Petrograd. Hans 9 tragedier er korrekte efterligninger af franske klassiske dramaer og giver i alle tilfælde en god prøve på den franske klassicismes svageste sider. Hans efterfølger som dramatisk digter, Jakov Knjazhnin (1742-91), står ikke højere i digterisk begavelse og heller ikke i originalitet, idet hans tragedier for størstedelen er oversættelser eller bearbejdelser.

Katharina II’s regeringstiltrædelse virkede i høj grad fremmende på litteraturens udvikling, og påvirket af det18. århundrede’s filosofi og retslære stræbte hun at bryde nye baner. Hun grundlagde en række satiriske blade, understøttede unge talenter og skrev selv komedier, i hvilke hun frigør sig for den franske skole og søger at skabe et nationalt russiske drama. I 1783 gik hun endog så vidt som til at tillade grundlæggelsen af private bogtrykkerier for således at fremme oplysningen. Frimureriet greb på denne tid stærkt om sig særlig i de højere kredse i Rusland en tysk professor, Johann Schwartz (død 1784), der var ansat ved universitet i Moskva, stiftede flere loger der, og i forening med den begavede russiske forfatter Nikolaj Novikov (1744-1818) virkede han for frimureriets filantropiske formål, oprettede skoler og hospitaler, biblioteker og bogtrykkerier og udgav en stor mængde oplysende skrifter. Novikov’s virksomhed bar rige frugter, men i længden blev han Katharina for liberal og måtte bøde derfor med 4 års fængsel. Ikke mindre hårdt ramtes en anden af oplysningstidens forfattere, Alexander Radischtschev (1769-1802), der i en fingeret rejseskildring »Rejse fra St. Petersburg til Moskva« havde rettet stærke angreb på livegenskabet og andre af det russiske samfunds brøst. Katharina, der ofte liberalt så gennem fingre med dristige udtalelser, når de havde en spøgefuld eller vittig form, blev straks mistænksom, når hun stod over for alvorlig indignation, og hendes forbitrelse mod Radischtschev kendte ingen grænser. Han blev dødsdømt og benådedes kun for at sendes i streng forvisning til Sibirien, hvorfra han først befriedes efter Katharina’s død.

Samtidig med Katharina II virkede også komedieforfatteren Denis Fon-Vizin (1744-92) for at skabe et nationalt russiske drama. Hans to komedier »Brigaderen« og »Den mindreårige« rammer med deres satire både gammelrussiske konservatisme og den dengang moderne naragtige efteraben af ny og fremmede sæder og skikke, men mest af alt drager de til felts mod den slette opdragelse, der førte til uvidenhed og umenneskeligt despoti. Århundredes største digter var Gavriil Derzhavin (1743-1816), der forherligede kejserinden i »Felitsa« og andre oder. Hans berømteste digt er oden »til gud«, der vakte stor beundring hos hans samtidige og blev oversat til forskellige fremmede sprog. Til Novikov’s kreds hørte oprindelig Nikolaj Karamzin (1766-1826), hvis litterære virksomhed blev epokegørende. I 1789-90 foretog han en rejse til Vesteuropa, og straks efter sin hjemkomst offentliggjorde han »En russisk rejsendes breve«, hvori han ikke blot stiller sig som opgave at gøre sine landsmænd bekendt med Vesteuropa og dets kultur, men hvor han også selv helt igennem viser sig præget af vesteuropæisk tankegang i en ganske anden grad end de allerfleste andre af de forfattere, der hidtil havde været vestens talsmænd i den russiske litteratur. Dertil kommer, at hans sprog var let og naturligt og så frit for kirkeslaviske elementer som ingen af forgængernes. I sit tidsskrift »Vestnik Jevropy« fortsatte han sit arbejde for at belære og opdrage sine landsmænd. Fra konservativ side rustede man sig imod ham med akademiets præsident Schischkov i spidsen, men næsten alle forfattere af betydning fulgte i Karamzin’s fodspor. Med sin novelle »Stakkels Liza«, en meget simpel tragisk hverdagshistorie, indførte Karamzin den sentimentale digtning i Rusland sit livs litterære hovedværk udførte han, da han skrev »Det russiske riges historie« (indtil 1613), på hvilken han arbejdede i en årrække. Under dette arbejde kom hans egen udvikling til at gå mere og mere i konservativ retning, og det blev statens og regenternes historie, han skrev, ikke folkets historie.

I nært venskabsforhold til Karamzin stod Ivan Dmitrijev (1760-1837), der ligesom sin forgænger Ivan Chemnitzer (1745-84) kan betragtes som forløber for den berømte fabeldigter Ivan Krylov (1768-1844). Som tragediedigter kan nævnes Ozerov (1769-1816), der ved siden af de ofte benyttede franske forbilleder også undertiden fulgte engelske og tyske mønstre. Vasilij Zhukovskij (1783-1852), der som digter langt overgik Karamzin, støttede denne i hans kamp mod den konservative litterære lejr og bidrog selv til at bryde nye baner, idet han indførte romantikken i Rusland dels gennem originale digte, dels ved sine mønsterværdige oversættelser særlig af tyske og engelske digterværker. Ved Zhukovskij’s side som romantikkens forkæmpere står bl.a. Batjuschkov (1787-1855) og Ivan Kozlov (1779-1840).

Reformbestræbelserne i Alexander I’s første regeringsår vakte i Rusland en levende interesse for politiske og sociale spørgsmål. Pressen bragte talrige artikler på den slags områder, bl.a. begyndte man at drøfte muligheden for livegenskabets ophævelse. Frisindede elementer i de dannede klasser, og da særlig officerer, der vendte hjem fra Frankrig med okkupationsarmeen, deltog med iver i diskussionen og gav også deres hjerte luft i digte. I sine sidste år forlod Alexander I. Imidlertid ganske det frisindede program fra sin ungdom. Den almægtige minister Araktschejev’s tyranni vakte almindelig forbitrelse, og de frisindede samlede sig i hemmelige foreninger, der forgrenede sig over hele Rusland, og udsendte flyveskrifter og opråb. En af de misfornøjede, den unge officer Rylejev, der blev hængt i 1826 som deltager i Dekabristopstanden, gav den almindelige indignation mod den herskende reaktion et poetisk udtryk i sine digte.

Med Alexander Puschkin (1799-1837) begynder en ny periode i den russiske litteratur. Puschkin optrådte først som romantiker og vandt som ganske ung sine samtidiges beundring med det brogede og yndefulde eventyrdigt »Ruslan og Ljudmila«, hvor slaviske sagnmotiver og reminiscenser fra italiensk renæssancedigtning var lunefuldt flettet sammen. Som så mange af tidens unge var også Puschkin opfyldt af en uklar frihedsbegejstring, der gav sig luft i dristige digte og kåde epigrammer mod reaktionens støtter, men nogen virkelig politisk interesse eller forståelse havde han aldrig. Alligevel pådrog hans liberale sympatier ham forvisning, først til Sydrusland, senere til hans gods Michajlovskoje. Opholdet begge disse steder blev af stor betydning for ham. I syden var det de mægtige naturindtryk, han modtog på en rejse i Kaukasus, og bekendtskabet med Byron’s digtning, som prægede hans udvikling og satte sit spor i flere fortællende digte: »Den fangne i Kaukasus«, »Zigøjnerne« og flere sit hovedværk, den store roman på vers »Evgenij Onegin« begyndte han i 1823 som Byron’s lærling, men inden den blev færdig (1831), var hans udvikling kommet ind i helt andre spor. På Michajlovskoje studerede hans Rusland’s historie og folkedigtning, læste Shakespeare og Walter Scott og nåede nu både som menneske og digter sin fulde modenhed. Derom vidner både de senere dele af »Evgenij Onegin« og dramaet »Boris Godunov«, samt hans mange senere dramatisk og fortællende digte, bl.a. »Poltava« fra 1828 og »Bronzerytteren«, der begge forherliger Peter den Store. Ikke få af Puschkin’s arbejder fra de sidste år er kun brudstykker, og hele hans virksomhed fik en brat afslutning, da han kun 38 år gammel faldt i en duel. Hans betydning for den russiske litteratur er enestående, og særlig som lyriker ville han kunne tåle sammenligning med de største indenfor verdenslitteraturen.

Om Puschkin dannede der sig en kreds af digtere, bl.a. hvilke Baratynskij (1800-44), Jazykov (1803-46) og Delvig (1798-1831) var de mest fremtrædende. Til denne kreds kan også Venevitinov (1805-27) regnes; noget fjernere fra den står Aleksej Koltsov (1809-42), »Ruslands burns«, og Polezhajev (1805-38). Samtidig med at der således ingen mangel var på digterbegavelser, var på den anden side litteraturens ydre kår meget vanskelige, takket være Nikolaj I’s politiregimente. Censuren hæmmede enhver åndelig bevægelse, og kulturel påvirkning fra udlandet var næsten gjort umulig. Under disse forhold opstod der en rig hemmelig litteratur, der i håndskrift gik landet rundt. Til denne hørte også længe Alexander Gribojedov’s (1795-1829) berømte komedie »Ve den fornuftige«, en satire over den uvidenhed, indskrænkethed og immoralitet, som dengang herskede i de højere kredse i Moskva. Denne komedie har holdt sig frisk lige til den dag i dag, og mange af dens replikker er blevet ordsprog. Ved siden af Puschkin, fremmest blandt Rusland’s digtere, står Michail Lermontov (1814-41). Også han var påvirket af Byron og den russiske folkedigtning. Efter Puschkin’s død skrev han et digt, hvori han forlangte den skyldige straffet, og dette havde til følge, at han blev forvist til kaukasus, hvis herlige natur virkede ikke mindre stærkt på ham end tidligere på Puschkin. Bl.a. Hans digte kan nævnes »Dæmonen«), »Valerik«, »Mtsyri«, »Tereks gaver«, samt det store episk-lyriske digt »Sangen om tsar Ivan Vasiljevic«, et mesterværk, hvor den historiske tone er holdt med uforlignelig troskab, og versene er fulde af skønhed og kraft. I Lermontov’s mange lyriske digte mærkes en dyb skepsis og en glødende harme mod det herskende regeringssystem og de anerkendte samfundsidealer. Af prosa har han kun skrevet lidt foruden den berømte roman »Vor tids helt«. I hovedpersonen Petschorin giver han en skildring af de fejl og svagheder, der var særlig fremtrædende hos datidens ungdom. I 1840’erne og 50’erne dukker lignende typer atter og atter op i litteraturen og varieres bl.a. På særlig karakteristisk måde i mange af Turgenev’s fortællinger.

I den åndeligt bevægede del af det russiske samfund skete der i 1840’erne en spaltning, idet de, der følte sig stærkt tiltrukne af Vesteuropa’s kultur (de såkaldte »zapadniki«), stillede sig i modsætning til slavofilerne, der strengt holdt på en kultur på nationalt grundlag. I begge lejre ønskede man en omordning af de bestående samfundsforhold, man var kun uenig om, hvorvidt Rusland på sin vej frem skulle og måtte bygge på Vesteuropas erfaringer, eller om det sad inde med særlige evner til at finde helt nye veje. Til slavofilerne hørte digterne Chomjakov (1804-60), Sergej Aksakov (1791-1859), hvis »Familiekrønike« indeholder glimrende skildringer af godsejerlivet på Katharina II’s tid, den sidstnævntes sønner Ivan og Konstantin og Kirejevskij, den ivrige samler af russiske folkesange, til modpartiet hørte Alexander Herzen (pseudonym: Iskander) (1812-70), som skønlitterær forfatter særlig kendt gennem sin roman »Hvem er skyldig«, Ogarev (død 1877) og fremfor alle kritikeren Bjelinskij (1811-48), der var stærkt påvirket af Schelling’s, senere af Hegel’s filosofi. Som litterær kritiker var han først og fremmest optaget af at vejlede og opdrage det læsende publikum. Det var for ham ikke det væsentlige at bestemme et digterværks rent æstetiske værd, men derimod til bunds at undersøge de etiske, sociale dg andre problemer, som for en forstående læser ville rejse sig ved læsningen af vedkommende digterværk. Bjelinskij blev således den, der gav den russiske kritik dens ganske bestemte retning - en retning, der hænger nøje sammen med, at så mange brændende spørgsmål på grund af censuren ikke kunne drøftes direkte i pressen, men meget vel lod sig behandle som led af en æstetisk undersøgelse. Senere kritikere har i ret stor målestok fulgt samme spor som Bjelinskij, således Dobroljubov (død 1861), Grigorev (død 1864) og Tschernyschevskij (død 1889), der er forfatteren af tendensromanen »Hvad er der at gøre?«. Hans politiske standpunkt var betydelig mere radikalt end Bjelinwskij’s, og langt videre endnu gik Pisarev (død 1868), der ikke anerkendte nogen art af nedarvet autoritet, men søgte at gennemføre et helt ud fornuftsmæssigt og materialistisk standpunkt.

I 1830’erne og 40’erne begynder den naturalisme at gøre sig gældende, der efterhånden afløste romantikken. Dens første betydelige repræsentant er Gogol (1809-52). I sin store ufuldendte roman »Døde sjæle« lader han hovedpersonen Tschitschikov gennemrejse store dele af Rusland og komme i berøring med de forskelligste mennesker, hvis åndelige ejendommeligheder efterhånden afsløres fuldstændigt. Gogol ser på den virkelighed, der omgiver ham, med en stor kunstners øje, og han gengiver den med rammende sandhed, men uden selv rigtigt at forstå, til hvilken grad hans skildring af det daværende russiske samfunds ynkelighed og latterligheder måtte virke som en blodig anklage. I sine sidste år, da han hjemsøgtes af religiøse skrupler og var nedsunken i dyb melankoli, forsøgte han selv at tage brodden af »Døde sjæle« ved at tildigte en idyllisk slutning, hvori alle personerne forbedrede sig. Af Gogol’s andre værker er komedien »Revisoren« det berømteste. Han angriber her den russiske embedsstand; denne komedie hører med sine vittige replikker og muntre scener til det ypperste i russiske dramatiske litteratur. Desuden har Gogol skrevet mindre fortællinger, hvoraf nogle viser påvirkning fra E. T. A. Hoffmann og andre indeholder yndefulde folkelivsbilleder fra hans hjemland Lille-Rusland. Af andre forforfattere fra samme tid kan nævnes grev Sologub, Druzhinin (romanen »Polinka Sachs« samt Zagoskin og Lazhetschnikov, der skrev historiske romaner.

De sidste år af Nikolaj I’s regering var ikke blot ulykkelige for Rusland, men gjorde også litteraturens kår næsten umulige. Indenfor Rusland’s grænser var enhver oprigtig meningstilkendegivelse umulig. For Alexander Herzen, der havde søgt tilflugt i London, lykkedes det imidlertid trods al grænsespærring at lade sin røst høre i Rusland. Hans tidsskrift »Kolokol«, der til stadighed blev indsmuglet i landet og læstes overalt, tog med voldsomhed til orde mod hele det gamle regeringssystem, og han havde sin betydelige del i, at jordbunden var så godt forberedt, da muligheden for reformer endelig kom ved Nikolaj I’s død i 1855. Hurtigt fulgte nu livegenskabets ophævelse, reformer af retsvæsenet osv.. I løbet af kort tid gennemløb det russiske samfund alle faserne af en vidtrækkende udvikling, og denne udvikling afspejlede sig i litteraturen, særlig i Turgenev’s og Gontscharov’s romaner. Ivan Turgenev (1818-83) grundlagde sin berømmelse med »En jægers dagbog« fra 1847, hvori han med megen virkelighedstroskab skildrer russiske bønders liv og slår til lyd for livegenskabets ophævelse. Senere fulgte romanen »Rudin«, hvis hovedperson hører til en i russiske litteratur ofte skildret type - en mand fuld af talenter, men uden karakter og energi. Til de betydeligste af hans andre fortællinger hører »Fædre og sønner«, der behandler forholdet mellem den ældre og den yngre generation, hvor den sidste repræsenteres af »nihilisten« Bazarov. I »Nyt land« giver Turgenev et billede af russiske socialisters agitation blandt landbefolkningen, den bevægelse »ud i folket«, som foregik i 1870'erne. Ivan Gontscharov (1813-91) har i sine talentfulde romaner »Oblomov« og »Afgrunden« berørt lignende spørgsmål som Turgenev, og endelig har Pisemskij (1820-81) særlig i »Tusinde sjæle« givet mærke og bitre billeder af hverdagslivet.

Den store satiriker Saltykov (pseudonym: Schtschedrin 1826-1889) grundlagde sin berømmelse med »Skitser fra provinsen«). Det er særlig embedsstanden, der rammes af hans skarpe satire. Af hans andre arbejder kan nævnes »Herrerne Golovlev«, historien om en adelig families dybe forfald, »Gamle dage i Poschechonie«, »En bys historie«, hvori han på en let gennemskuelig måde gennemgår Ruslands og dets herskeres historie.

En række forforfattere har skildret landsbylivet, fra først af med noget hang til at idealisere, senere med stadig stigende realisme. Blandt disse kan fremhæves V. Dal (pseudonym: Kosak Luganskij; død 1872), der var af dansk slægt, Dmitrij Grigorovitsch (1822-99), »Landsbyen«, »Fiskerne«, »Ulykkesfuglen Anton«, den Lille-russiske forfatterinde Markevitsch (pseudonym: Marko Vovtshok), den tidligere nævnte Pisemskij, Aleksej Potjechin og flere gode kulturbilleder er givet af Reschetnikov (1841-71), Leskov (pseudonym: Stebnitskij), der skildrer den russiske præstestand. Pavel Melnikov (pseudonym: Petscherskij, død 1883), der i romanerne »I skovene« og »På bjergene« viser et dybtgøende kendskab til russiske sektereres liv i Volgaegnene, og endelig Grigorij Danilevskij (1829-90), der senere udelukkende kastede sig over den historiske roman. Pomjalovskij (død 1863) skrev med stort talent om livet i de gejstlige seminarier, og Gljeb Uspenskij skildrede det russiske proletariat. Grev Salias har i romanform behandlet det pugatschevske oprør, forfatterinden Nadezhda Chvoschtschinskaja (pseudonym: V. Krestovskij, født 1825) han i sine bøger med særlig interesse dvælet ved kvindernes skæbne og stilling i Rusland i hendes egen tid, og endelig har den uhyre produktive og ikke meget dybtgående P. Boborykin i sine romaner næsten fra dag til dag fulgt hver ny strømning i det russiske samfund fra midten af det 19. århundrede til langt ind i det 20 århundrede.

Størst blandt alle det 19. århundrede’s forforfattere er Dostojevskij og Tolstoj, der i flere henseender var uforsonlige modsætninger. Som kunstnere fulgte de helt forskellige fremgangsmåder, idet Tolstoj gennem en mængde ydre karakteristiske træk søger at gøre sine personer levende, Dostojevskij derimod altid belyser personerne indefra og udelukkende søger at trænge til bunds i deres sjæleliv, medens deres ydre forhold og fremtræden kun i anden række interesserer ham. Begge forfattere har gang på gang behandlet religiøse spørgsmål, men medens disse for Tolstoj som realist og forstandsmenneske mest samler sig om at klare, hvordan et menneske skal leve i verden, gælder det for Dostojevskij om; at finde, hvordan mennesket inderst inde er, at belyse dets skjulteste tilskyndelser og mest af alt dets forhold til gud.

Fedor Dostojevskij (1821-81) vakte opmærksomhed allerede med sin første fortælling »Fattige folk«, men snart efter dens fremkomst standsedes hans forfattervirksomhed for lange tider ved hans forvisning til Sibirien i 1849. Først 10 år efter kunne han atter vende tilbage til Rusland hvad han med sin dybe forståelse af menneskeligt sjæleliv havde vundet af erfaringer ved sit liv mellem sibiriske straffefanger, åbenbarede sig i hans »Optegnelser fra det døde hus«. I de store romaner »Idiot«, »Forbrydelse og straf«, »Forurettede og undertrykte« er det oftest psykiske problemer, han behandler, undertiden med særlig forkærlighed for de abnorme fænomener. I »De besatte« holder han et skånselsløst opgør med den russiske intelligens' frihedsbestræbelser, for hvilke han ganske manglede sympati. Hans religiøse ideer har fundet deres fyldigste, men undertiden noget uklare udtryk i »Brødrene Karamazov«).

Lev Tolstoj (1828-1910) viser sig allerede i sine tidligste fortællinger som en stor kunstner. Hans »Barndom« fra 1852 og dens fortsættelse »Drengeår«, skildrer mesterligt hans egen barndom. Da han som officer gjorde tjeneste fyrst i Kaukasus, senere på Krim under krigen, gav dette anledning til, at han behandlede sine egne indtryk og oplevelser i »Kosakkerne« og i de glimrende krigsbilleder »Sevastopol i december, maj og august«. Overhovedet er mange af hans værker rige på selvbiografiske træk, og man kan ofte i hans personer genkende ham selv. Dette gælder også om hans to store romaner »Krig og fred« fra 1864-69, skildringer af det russiske folk og dets hær under napoleonskrigene, og »Anna Karenina« (1873-77), der giver et billede af livet i de højere kredse i Rusland på hans egen tid. De etiske og sociale problemer, der i årenes løb kom til at lægge mere og mere beslag på Tolstoj, træder også stadig stærkere frem i hans produktion. For at få folkets bredeste lag i tale skrev han i 1880’erne en stor mængde folkelige fortællinger og legender. Skønt tendensen her og i mange af hans senere skrifter ofte gør sig gældende til skade for den kunstneriske helhed, var Tolstoj dog så stor en kunstner, at han selv i sine seneste år, da han var nået til en fuldstændig fornægtelse af kunstens betydning og berettigelse, alligevel kunne skabe værker, der også i æstetisk henseende stod meget højt; dette gælder således den lille fortælling »Ivan Ilic’s død«) og i højeste grad skuespillet »Mørkets magt«), skrevet 1886, men først opført i 1895, værker som »Kreutzersonaten« i 1890, hvor han voldsomt og ensidigt fremsætter sit syn på ægteskab og kønsmoral, og »Opstandelse« i 1899 kan derimod næppe regnes til skønlitteraturen. Medens Dostojevskij udelukkende virkede gennem sine skrifter, har Tolstoj indenfor sit lands grænser måske i lige så høj grad haft betydning ved sin kamp for at omsætte sine etiske og sociale ideer i praksis, både når det gjaldt hans eget liv, og når det gjaldt folkets opdragelse. Hvor dybtgående og varige resultaterne af hans virksomhed der har været, vil det måske være lige så vanskeligt at afgøre som at komme til enighed om, hvorvidt han som folkeopdrager har gjort sit land noget godt.

Blandt lyrikerne i slutningen af det 19. århundrede findes meget betydelige navne. Nikolaj Nekrasov (1821-77), hvis digtning helt er gennemtrængt af harme over social og politisk uretfærdighed og undertrykkelse, har i sine bedste øjeblikke skabt digte, der har bragt mange til endog at stille ham, ved siden af Puschkin. Apollon Majkov (1821-97) er betydelig både som episk og lyrisk digter og har skrevet dramaer af værd. Desuden må nævnes Afanasij Fet (født 1820), der besynger kærligheden og naturen i formfuldendte og klangfulde vers, og endelig Jakov Polonskij (1820-98) og Aleksej Pletschtschejev (født 1825), som begge anslår sørgmodige strenge. Endnu større som kunstner og digter end alle disse er Aleksej Tolstoj (død 1875). Han har besunget den russiske middelalder i digte, der kommer folkevisen nær, og skildret den i sin mærkelige roman »Fyrst Serebrjanyj«, der giver et udmærket billede af Ivan den Grusommes tid. Det russiske folkeliv er besunget af Lev Mej, og Rusland’s natur hyldes i skønne vers af Fedor Tjutschev (død 1873). Også Turgenev har efterladt skønne lyriske digte.

Skaberen af det moderne russiske drama er Aleksander Ostrovskij (født 1823). Hans forfattervirksomhed begynder i 1840’erne under påvirkning af Gogol, men senere blev han ganske selvstændig. Han har skrevet talrige skuespil, til hvilke han fornemmelig henter stoffet fra købmandslivet i Moskva, hvis lys- og skyggesider han skildrer med stor troskab, men også enkelte historiske dramaer og folkedramaer. Af stærk og betydelig virkning er Pisemskij’s drama »En hård skæbne«, hvor handlingen foregår blandt bønder, men flere af hans senere skuespil er ret svage. Turgenev’s dramatiske arbejder kommer ikke i højde med hans novellistiske. I det historiske drama når ingen så højt som den ovenfor nævnte Aleksej Tolstoj, hvis trilogi »Ivan den Grusommes død«, »Tsar Fjodor Ivanovitsch« og »Tsar Boris« er fulde af dramatisk kraft og historisk gætteevne. Stærkt påvirket af Ostrovskij, der har skabt skole, er blandt andre A. Potjechin. Som et drama af rang må endelig fremhæves A. Majkov’s »To verdener«, i hvilket der gives en fremstilling af den græsk-romerske verdens kamp med den kristne og den sidstes sejr.

Blandt 1870’ernes og 80’ernes forfattere indtager Vsevolod Garschin (1855-88) en fremskudt plads. Hans produktion omfatter kun få fortællinger, men deriblandt små mesterværker som »Fire dage« og »Den røde blomst«). Iøvrigt kan nævnes Matschtet, Stanjukovitsch med sine fortællinger fra sømandslivet, Mamin Sibirjak med skildringer fra Sibirien og endelig den i sin tid meget fejrede lyriker Nadson. En meget yndet fortæller var Vladimir Korolenko (1853-1921) ikke blot på grund af det talent, han lægger for dagen, men måske nok så meget, fordi han åbenbarer et noget mere optimistisk livssyn end de fleste af hans samtidige. Af hans fortællinger kan nævnes »Makars drøm«, »Den blinde musiker« og den selvbiografiske beretning »En af mine samtidiges historie«. Langt mindre betydelig, men uhyre produktiv er Potapenko, dog har hans skildringer fra præsternes liv en del interesse.

Anton Tschechov (1860-1904) begyndte sin litterære løbebane med ofte ganske korte småfortællinger, der undertiden med deres vittige og knappe form kunne minde om Maupassant. Senere har han også skrevet skuespil (»Ivanov« fra 1888, »Mågen«, »Onkel Vanja«, »Tre søstre«, »Kirsebærhaven«), der er uden nogen videre bevæget handling, men fulde af stemning, og som virker stærkt ved deres fine og forstående menneskeskildringer. Gennem hele Tschechovs produktion går en stærkt pessimistisk tone, særlig hvor han, som han ofte gør, skildrer russiske provinslivs sløvende og ødelæggende virkning på de mennesker, der gror fast i en afkrog. En endnu mørkere farve hviler over Fedor Sologubs romaner og fortællinger. Han skildrer med forkærlighed børn, men oftest de sygelige eller abnorme, og han har i sin roman »Den lille djævel« givet et billede af russiske provinsliv, der ikke blot er håbløst trist som hos Tschechov, men tillige frastødende i sin hæslighed. Mærkeligt nok synes det, som om krigen og revolutionen hos ham først har vakt den kærlighed til livet og sans for dets skønhed, som mærkes i hans sidste digte, men som han før fuldstændig manglede.

Blandt de yngre russiske forforfattere har få vundet et så stort navn også i udlandet som Maksim Gorkij (Aleksej Pjeschkov, født i 1868). Hans særlige område er skildringen af landstrygere, som han gennem sit eget omflakkende liv har kunnet lære nøje at kende. Mange af hans typer er af stor interesse, men undertiden virker hans proletarheltes filosofi ikke ganske ægte, og i årenes løb har det skadet ham som kunstner, at han blev mere og mere overbevist marxist og i tide og utide gjorde socialistisk propaganda. Til hans bedste fortællinger hører »Foma Gordejev«. Som dramatisk forfatter har han med »På bunden« vundet en betydelig sejr. Hans selvbiografi, der udkom i årene 1913-23 »Barndom«, »Mellem fremmede«, »Mine skoleår« må regnes mellem det allerbedste inden for russiske memoirelitteratur.

Leonid Andrejev (1871-1919) har ved siden af enkelte talentfulde og stærkt virkende realistiske skildringer »Fortællingen om de syv hængte« skrevet en række af fortællinger og dramaer, der i deres uklarhed og hysteriske jagen efter sensation undertiden kan virke næsten parodisk. Bedst blandt hans dramatiske arbejder er »Savva« fra 1906. 1915 har han i »Krigens åg« givet udmærkede billeder af krigens virkninger på de hjemmeværende. Som virkelighedsskildrere kan endnu nævnes Tschirikov (født 1864), Veresajev (Vikentij Smidovitsch) med sine bondenoveller og »En læges optegnelser« fra 1901 og Alexander Kuprin (født 1870), der med sit skarpe blik for realistiske detailler har givet gode billeder særlig fra officerslivet.

I 1890’erne begyndte der en tilbagegang i realismens hidtil ubestridte herredømme inden for den russiske litteratur længe havde den litterære kritik hævdet de sociale problemer som de eneste passende emner for digtningen og forudsat, at disse emner skulle behandles ud fra en materialistisk livsopfattelse og uden for stort hensyn til den kunstneriske form. Hos mange unge forforfattere mærkedes der nu en stærk opposition mod disse læresætninger og en stræben bort fra naturalismen, og skønt disse unge i øvrigt var indbyrdes meget forskellige, blev de efterhånden sammenfattede under betegnelsen dekadenter. Fælles for dem var, at de tillagde formen stor betydning. En typisk repræsentant for dekadenterne var Balmont (født 1867) der er en stor sprogkunstner og betydelig både som original lyriker og som oversætter. Valerij Brjusov (født 1873) har skrevet smukke og formelt mesterlige digte, men har til tider ikke undgået det affekterte og kunstlede. Som lyriker har også Vladimir Solovev (1853-1900), Rusland’s betydeligste filosofiske forfatter, vundet sig et navn. Merezhkovskij (født 1865) har særlig gennem sin kamp mod materialismen berøring med dekadenterne. Mest kendt er han ved sine store romaner: trilogien »Kristus og Antikrist«), hvis enkelte dele behandler Julian Apostata, Leonardo da Vinci og Peter den Store og hans søn Aleksej, og de tre sammenhørende romaner fra Rusland’s historie: »Poul I’s død«, »Aleksander I« og »14. December«. Desuden har han skrevet digte og litterære essays. - som digtere, der står dekadenternes gruppe nær, kan endnu nævnes: Vjatscheslav Ivanov, Ivan Bunin og Kuzmin.

Rusland’s litteratur i de seneste år har tilfulde været præget af de rystelser, landet har gennemgået, og endnu ville det næppe være gørligt at udpege det, der har blivende værdi, blandt dette kaos af navne og litterære retninger, der med utrolig hast afløser hinanden. Blandt de forfattere, hvis litterære ry var fastslået allerede inden krigen, må dog nævnes Alexander Blok (1880-1921), der med sin digtning fra vinteren 1917-18 »De tolv« har vakt interesse også uden for Rusland, og Andrej Bjelyj (Boris Bugajev, født 1880), der foruden digte har skrevet romanerne »Sølvduen« fra 1910 og »Peterburg« (1912), og som i »En særlings optegnelser« (1923) har skildret tiden 1914-18. Mellem de yngste, hvis virksomhed helt falder under krigen og revolutionen, synes det, som flere har vist talent, således bondesønnen Sergej Jesenin og Vsevolod Ivanov.

Man må omsider lære at indse, at af alle værdifulde kapitaler, der findes i verden, er den mest værdifulde og mest afgørende kapital menneskene ...« udtalte Stalin den 4. maj 1935 i en tale til afgangsholdet fra Den røde Hærs Akademi, og selvom hans ord ved denne lejlighed naturligvis først og fremmest sigtede til de militære kadrers kvalitet, kan man med fuld ret betragte dem også i forbindelse med en vurdering af Sovjetunionens åndsliv igennem det sidste tiår.

En tidligere periode havde formet parolen tekniken afgør alt, og denne parole havde i ret høj grad sat sit præg på de skønlitterære frembringelser i de første fem-årsplaners tid, idet der var en opgave, som måtte løses for at sikre landets eksistens fremover. Denne umådelige opgave, at skabe de materielle betingelser for militært og teknisk at besejre den fascistiske aggression, bestod for den russiske litteraturs vedkommende først og fremmest i at lære Sovjetfolkene at forstå teknikken, at beherske teknikken for at udvikle og betjene en moderne industri, som ikke alene skulle nå op på højde med anlæggene i de gamle industrilande, men endda overgå dem. Løstes denne opgave ikke, ville al møje være spildt, for så ville alt åndsliv, ja alt liv i det hele taget, være henvist til en kummerlig underjordisk tilværelse i hagekorsets skygge, måske gennem generationer.

Med den heldige gennemførelse af de første femårsplaner var det nødvendige tekniske grundlag skabt, og der blev for forfatterne tid og råd til ovenpå denne nødvendige »brugslitteratur«, som mere udmærkede sig ved saglige og faglige fortrin end ved kunstneriske, at beskæftige sig med mere almene spørgsmål og lægge større vægt på en kunstnerisk forsvarlig udformning af stoffet, end man før havde kunnet tillade sig. Dette hænger naturligvis også sammen med, at der i mellemtiden var sket en almen kulturel udvikling hos Sovjetunionens folk, så at der var opstået et kæmpemæssigt publikum, som havde de nødvendige forudsætninger for at kunne goutere en mere raffineret litterær kunst. Det er nemlig næppe heller noget tilfældigt sammentræf, at man i de samme år sporer en ganske overvældende interesse for den klassiske russiske digterkunst. Pusjkins, Lermontovs og Gogols værker optryktes i den sidste halvdel af trediverne atter og atter og til eksempel kan nævnes, at en enkelt samlet udgave af Pusjkins værker i 1937 på mindre end een Måned solgtes i 4.000.000 eksemplarer, medens samtidig enkeltudgaver af samme forfatters værker gik i ganske astronomiske tal.

De unge forfattere studerede indgående de gamle mestre, lærte sprogbehandling hos dem og øvede i vid udstrækning deres penne på opgaver af historisk karakter. Resultaterne kan ikke på nogen måde kaldes romantik, for stoffet var nok historisk, men fortiden forherligedes, ikke blot fordi det var »gamle minder«, men først og fremmest fordi man der fandt værdifulde kendsgerninger, som også i nutiden kunne være nyttige.

Men de historiske romaner er kun een side af Sovjet-litteraturen fra tredivernes slutning. Den samme periode var også i høj grad præget af de ikke-russiske Sovjetfolks indtræden på den litterære arena. Mange af disse nationaliteter havde en ældgammel, højt udviklet kultur, som først under Sovjetmagten havde fået muligheder for at gøre sig gældende, medens andre folkeslag hidtil endog havde måttet savne et skriftsprog og først nu var blevet i stand til at nedskrive deres mundtligt overleverede digterkunst. Kort sagt: perioden fra 1935 til krigsudbruddet var en periode, hvor litteratur og kunst var inde i en rivende udvikling i retning af det i ordets bedste forstand folkelige — det menneskelige, eller, om man vil, det socialistisk-humanistiske.

Til illustration af boghøstens størrelse i pågældende periode kan følgende statistik tjene: