Den første jordhytte i Esbjerg
og dens beboere.
Af tandteknikker Hans
Erlandsen - 1930.
Enhver, der får denne lille tekst mellem Hænderne, har utvivlsomt i Forvejen læst i hvert Fald lidt om Esbjergs første Hytteboere, hvormed menes de Pionerer i Esbjerg, der gravede deres Boliger ind i Bavnehøj. Disse Jordhytter smager ikke blot af Romantik; men i det unge Esbjergs Øren kan Fortællingerne om disse Hytter forekomme som rene Sagn! Hvorfor da ikke søge at få bedst Besked ved at henvende sig til een af de gamle Hytteboere, hvoraf der endnu lever enkelte i vor By. Og vi foretrækker at søge Oplysninger hos een af dem, der beboede den første Jordhytte, der blev udgravet i den kommende By’s Jorder, nemlig nede i det nuværende Bavnehøj.
Det drejer sig om ingen anden end Fru Wiese, som vel hele Byen kender. Hun kom til Esbjerg i 1869, kun 6 År gammel. Men først må forudskikkes nogle få Ord om Fru Wieses Familieforhold. Anne Johanne Marie Wiese er døbt med Efternavn Hansen. Hendes Fader døde imidlertid, og Moderen, der var født i Kiel, giftede sig med Stenhugger Witt, der også var Tysker af Fødsel (han var barnefødt i Pløhn,) lærte sin Hustru at kende i Bække ved Brørup, hvor Witt var Stenhugger. De blev viet og flyttede senere til Skanderborg. En anden Stenhugger i Skanderborg hed Schnack, og både Witt og Schnack hørte snart om „dette hersens Amerika, der skulle til at begynde på Jyllands Vestkyst“, og begge rejste de hertil som nogle af Havneanlæggets absolut første Arbejdere. Fru Wiese kan endnu erindre Rejsen hertil. Den foregik på den sidste Strækning pr. Dagvogn, i hvilken Familiemedlemmerne sad stablet op mellem Møblerne. At der var øde i Esbjerg på dette Tidspunkt, er velkendt. Der lå kun et Par Huse i Smedegade og et andet Par i Havnegade. Oasen var at finde hos Morten Spangsberg i Strandby Kro. Her blev der taget vel mod de to Nybyggerfamilier, for Witts Vedkommende indtil han havde lejet et enkelt lille Kammer hos en Landmand Thygesen i Kvaglund.
Det var et godt Stykke Vej at gå for denne Esbjergs nye Arbejder fra Kvaglund og til Havnepladsen. Brød kunne iøvrigt kun købes i eet af de stadig tilstedeværende Småhuse i Smedegade, og Brødene kom forresten hertil helt fra Kolding! Foruden Rugbrød forhandledes Franskbrød med Rosiner i; men det var den rene Luksus - dengang. Vejen fra Kvaglund til Havnepladsen fandtes selvfølgelig hurtigt for lang, og Schnack og Witt begyndte at tale om, at en Jordhytte vel kunne være god at bo i, specielt når man ikke besad Midlerne til noget større. - Noget forinden var Familien Witt dog flyttet og boede sammen med flere andre Arbejdere i en meget gammel og noget forfalden Gård, der var beliggende i Exnersgade, hvor Gæstgiver Sand senere havde Gæstgiveri. Der boede kun husvilde Folk; men alt var ikke lutter Idyl. Fru Wiese erindrer f. Eks. en Nat, hvor Stormfloden nåede det gamle Hus og stod alenhøjt i Stuen.
Men Witt og Schnack havde altså Planer, og længe varede det ikke, førend de gik i Gang med at opføre Esbjergs første Jordhytte. Den blev som nævnt indrettet på Bavnehøj, sydvest for Østre Havnevej, og Stedet, hvor Hytten lå, var oven for det gamle Alderdomshjem (nuværende Frugtauktion i 1929), omtrent ude ved Skrænten. Jordhytten vendte ind mod Land i Modsætning til den Hytte, som Peter Holm kort Tid efter byggede tæt ved. Holms Hytte vendte nemlig Front mod den stride Vestenvind.
Witt og Schnack udgravede et særlig højt Punkt på Banken, der den Gang gik længere ud mod Havet, og Hyttens Tag lå bag på Højen ned til Jorden. Døre og Vinduer blev forarbejdet af råt Tømmer, og både Gulv og Vægge udgravedes af Jorden. Senere hen, da der kom mere Velstand til huse, sejlede Witt til Fanø og købte Brædder (til Væggene) samt Aviser og Papir, som brugtes til at tapetsere Vægbrædderne med.
Hytten rummede altså to Familier, der hver havde en Stue og et mindre Kammer. Desuden havde Witt et Udhus til en Gris og nogle Høns. Kammeret benyttede Witts 3 Børn til Soveværelse; men udover en Seng til Børnene kunne der ikke placeres meget i Kammeret. At de 3 Søskende sov i samme Seng behøver vi næppe at tilføje; men dette havde engang en særlig Følge. Den lille Anne Marie havde ikke været helt artig. I hvert Fald havde Moderen garanteret hende en Endefuld (reverenter talt), når hun kom i Seng. Den Aften var Anne Marie særlig opmærksom overfor sin ældre Broder og spurgte, om de ikke, sådan for Sjov, skulle bytte Plads, så han kom til at ligge yderst. Og dette gik han ind på. - Første Del af den snedige Plan lykkedes fuldt ud; men desværre havde Stykket to Afdelinger, og den sidste gik i en god Mening ud over Anne Marie, den Skarns Pige!
Den noget større Stue havde følgende Møblement: Forældrenes Senge, en stor Dragkiste, Bord og Stole, et gammelt Chatol, et hjemmegjort Kakkelovnskomfur, nogle få Billeder og senere hen et gammeldags Kasseur. Anskaffelse af nævnte Ur var en stor Begivenhed. Fru Wiese siger endog, at det var en hel Højtid, da det Ur skulle købes. At det virkelig var noget ud over det almindelige, viser den Omstændighed, at Witt afhentede Uret - i en af Mors Duge!
Kakkelovnskomfuret bestod af to murede Vægge, hvorover der var lagt en Jernplade med Huller. Det virkede fortræffeligt efter sin Hensigt, og - som Fru Wiese udtrykker sig - når så Kaffekedlen var pudset blank, og der var strøet Sand på Gulvet, syntes jeg, der var så vældig fint deroppe. Noget så overdådigt som Gardiner stod der ikke anført på Witts Penge. Den „Drøm“ blev først til Virkelighed, da den solbrunede Anne Marie af Købmand Hansen i Havnegade fik sig tiltusket en Kaffesæk. Den blev sømmet op, broderet på med rødt og sluttelig slået Hulsøm i, hvorefter den udgjorde den nydeligste Kappe. (Købmand Hansen i Havnegade var kommet ude fra Roborg - Roborghus Ladeplads lå syd for Tjæreborg og var tidligere et af de vigtigste udskibningssteder for bl.a. tørv til brændselsfattige øer som Fanø. I 1858 udskibedes der f.eks. 1.769 læs tørv fra Roborghus. Til sammenligning blev der fra Strandby udskibet 450 læs. Der blev dog også udskibet tørv til bl.a. Norge og Hamborg fra Roborghus. Roborghus kro, som opstod ved ladepladsen, eksisterede fra 1754 til 1920erne. Med bygningen af Esbjerg havn i 1878 og trafikforholdenes ændring svandt sejladsen på Roborg).
Vandspørgsmålet var - om man så må sige brændende, navnlig i den første Tid. I de allerførste Dage forsynede man sig i et Vandhul ved Stranden; men så blev der stærkt Højvande, og så var den Herlighed kaput. Efter den Tid hentedes Vand i Engene ved Teglværket. Også efter Mælk måtte der løbes et Stykke Vej, nemlig til Rørkjær. Anne Marie var dengang en af de største Piger i Nybyggerkolonien, så hun fik ofte Lov at skridte ud, når man stod og manglede et eller andet. F. Eks. hentede hun Korn til både Witts og andre Folks Grise, og det skulle man helt til Jerne efter. En Tur til Møllen i Jerne belønnedes med 4 Skilling. Der hørte en Gris med til hver Husstand dengang. Den blev slagtet til Jul og skulle gerne strække til indtil næste Juleslagtning. Man mæskede sig altså ikke i „jenne Sul“. Oftest stod diner’en på Kartofler eller Kålrabi, der i Mangel af Sauce blev dyppet i Salt.
Arbejdsløshed var heller ikke dengang noget ganske ukendt. F. Eks. hindredes Arbejdet i Perioder af Frost og Sne. Da var det ofte skralt med Føden i Hytterne og de små Hjem. Fru Wiese kan endnu huske dette Udtryk fra sådanne Tider: „Her er dine to Mellemmad’er! Vil du ha’ en nu og den anden med i Skole, eller vil du ha’ dem begge to på én Gang?“
Jo - trange Tider har bestået alle Dage. Dermed være ikke sagt, at Livet blandt Pionererne ikke havde sine lyse Sider. Tværtimod! Tag Eksempler fra Højtiderne, eller når der skulle være Gilde. Som Prikken over i’et fik Møblerne i Witts Hjem ved sådanne Lejligheder en Omgang med Petroleumskluden. Og som Fru Wiese selv fortæller: Vi Pionerer havde jo vore egne Gilder ved Juletid, til Barnedåb osv. Spisekortet omfattede altid disse Hovedingredienser: Flæsk og Sylte med Rødbeder, en bitte hjemmebagt Julekage - og så en Kaffepunch for Resten. Det var forøvrigt i de Tider, da man måtte have de store Lygter tændt, når Gæsterne skulle følges hjem. Mens vi er ved Lygter, kan det i Forbigående nævnes, at Witt nok havde en fin Messinglampe; men den blev kun benyttet ved Højtiderne. Til Hverdag måtte en noget mere primitiv Lampe holde for, nemlig en Medicinflaske med et Blikrør i, hvorigennem var trukket Bomuldsgarn som Væge.
Til Fastelavn hørte selvfølgelig Fastelavnsboller, og dem forstod Fru Witt at bage. Ganske vist disponerede hun ikke over nogen Bageovn; men hendes Fremgangsmåde var den, at Dejen blev lagt på en Pande anbragt i Gløder. Ovenpå, som Låg, blev lagt en anden Pande, og på denne igen anbragt Tørvegløder. Disse Fastelavnsboller var den rene Delikatesse.
Hvor kunne Vintermånederne dog være barske, og dobbelt barske virkede de omkring Jordhytterne. Ingen Træer, intet Ly, altid og uhindret strøg Vinden og Vinterkulden sig hen om Højen. Da var det rart at holde sig indenfor i Hytten, hvor der var lunt og godt at være. Og hvad fik man nu de lange Vinteraftener til at gå med? Fru Wiese smiler ved Spørgsmålet. Der var nemlig ikke mange ledige Stunder at give bort af. Den lille Anne Marie kartede og strikkede, mens Moderen spandt. Sådan gik det hver Aften til Kl 21. Først da skulle den lille Esbjergpige til at se på sine Lektier. løvrigt talte Witt og hans Kone altid Plattysk til hinanden. Også Børnene blev tiltalt på Tysk; men de svarede altid på Dansk. Ved Højtiderne tog Fru Witt Dr. Martin Luthers Prædikener frem og læste i dem. For Børnene står dette den Dag i Dag som noget af det mest højtidelige og noget af det dejligste. Så kunne det også om Aftenen hænde, at Fru Witt læste højt af et gammelt Blad eller af Bogen „Robinson Krusoe“. Dagblade var der ikke noget, der hed. Fik et af Familiemedlemmerne fat i et sådant, blev det læst op fra Ende til anden af Fru Witt, så alle kunne få Gavn eller Glæde af det.
Sin første Skoleundervisning fik Fru Wiese hos en Fru Beck, der boede nedenfor Jordhytterne. Undervisningen her kostede 3 Mark om Måneden. Senere hen holdt Lærer Langvad jo Skole i Havnegade, og så blev Anne Marie sendt herhen. Da hun var 12 År gammel blev Fru Wiese iøvrigt sendt ud for at tjene i Novrup i Månederne Maj-November. Lønnen for den Tid var ialt 12 Kr. Fru Wiese kan også fortælle flere Træk om, hvor hjælpsomme Folk dengang var overfor hinanden. Man støttede hinanden med både Penge og Råd, når det kneb, og når der kom Sygdom tilhuse, kunne man være sikker på, at Naboerne stillede med Sødsuppe osv.
Som nævnt var Witts og Schnacks Jordhytte den første i sin Art i Esbjerg. Senere indrettedes nogle få Hytter nedenfor det nuværende Vandtårn.
Witt blev boende i sin Hytte i 15-16 År. Til sidst blev den noget forfalden, og da Witt døde, flyttede Fru Witt over i den såkaldte Gendarmkaserne, hvilken Bygning strakte sig fra Jernbanelinien op til Østergade. Kasernen bestod af en lang Staldbygning, i hvis nordre Ende der var Beboelseslejlighed på 1. Sal og Privatskole i Stuen. På Bavnehøj, tæt ved Frugtauktionens Bygninger, lå på den Tid et lille Træskur, der først tjente som Redskabshus, tilhørende Havnen. Det blev senere beboet og til sidst købt af en tilrejsende Johan Gewalt og hans Kone, som iøvrigt ikke havde kunnet begå sig andre Steder. I dette lille Hus stod mangt et Spiritusorgie, hvor Personerne var Konen, Karen Gewalt, og den noksom berygtede Spåkone, Madam Beese, der iøvrigt var fra Hjertingegnen. Det var ret ubeskriveligt, hvad disse to Kvindfolk kunne konsumere. En Dag under sådan et Drikkegilde røg de imidlertid inderligt i Totterne af hinanden, og Højdepunktet nåedes, da Madam Beese greb en Økse og løb efter Karen Gewalt for at slå hende ihjel. Den ville Jagt gik ud over Bankerne, men „Politi“ Fahrner kom dog til sidst, og Damerne blev pr. Vogn - og i Triumf - kørt til Sprøjtehuset. Fru Wieses Mand er også meget gammel Esbjergenser. Hans Fader, Claus Wiese, kom til Esbjerg omtrent samtidig med Witt. Han kom fra Vejle og var Kusk hos Entreprenør Hoffmann. Wiese har sejlet med begge de forliste Dampere „Merkur“ og har siden i mange År arbejdet for DFDS.
Til Slut et Par Ord om Witt. Han var meget anerkendt som Brolægger, og skulle en Brolægning være rigtig fin, skulle Witt altid til det. Han har da også lagt en stor Del af den bedste Brolægning i det gamle Esbjerg. Da han døde, var det Meningen, at han skulle begraves på Jerne Kirkegård, da Esbjerg endnu ikke havde fået sin. Imidlertid stod dette sidste for, og da Morten Spangsberg, Skibsbygger Dahl og Fabrikant Poulsen mente, at Witt, som en af Byens ældste, burde hvile på Byens egen Kirkegård, fremskyndedes Indvielsen af Esbjerg Kirkegård og fandt Sted samme Dag, Witt blev begravet mellem Lyngtørvene. Witt var således den første, der blev begravet på Esbjergs nuværende gamle Kirkegård.
Esbjerg politi ordenskorps.
af dyrlæge L. Hansen.
I Esbjergs unge Dage fandtes til Ordenens Hånd- hævdelse et „Politi-Ordenskorps“, undertiden kaldet „Borgervæbningen“; i det mindste har en af Korpsets Befalingsmænd, nu afdøde Fabrikant Dünweber, i sin Omtale af Korpset, så vidt jeg husker, altid kaldt det Borgervæbningen, men dets officielle Navn var Esbjerg Politi-Ordenskorps. Inden jeg går over til at skildre Korpsets korte, men glimrende Løbebane, kan det være på sin Plads at komme med nogle almindelige Bemærkninger angående Politiforholdene i Esbjerg lige fra Byens Grundlæggelse.
Esbjerg lå jo i Jerne Kommune, en Landkommune, der i politimæssig Henseende hørte ind under Herredskontoret i Varde, og om Politi i disse tyndt befolkede Sogne var der selvfølgelig ikke Tale; den eneste Politiperson var Sognefogeden, og at han ikke følte særlig Lyst eller havde Evner til at optræde over for denne Hob, der var stimlet sammen, da Havnen skulle anlægges, kunne man ikke vente, og Havnen var jo en Statshavn, og det måtte være Ministeriets Sag at holde Orden på Stedet.
De første 2 Måneder måtte Ingeniør Carlé og hans Assistenter selv holde Orden, og et Par Mand blandt andet senere Postbud Søren Hansen - var endog udstyrede med et Politiskilt, men den egentlige Ordensbetjent var Politibetjent Fahrner, der blev ansat d. 1. Juni 1869. Indtil 1876 blev han lønnet af Havnekassen og derefter af Amtet. Jeg husker tydeligt Fahrner, en Mand af Middelstørrelse med et kraftigt Overskæg og noget „drømmende“ Øjne; han var vist en meget elskværdig Mand, men nogen Herkules var han sikkert ikke; det har vist mangen Gang været en vanskelig Opgave for ham at ordne Gemytterne nede i „Tutten“. - Tutten var en stor Træbarak, oprindelig bygget af nogle smarte Forretningsfolk fra Varde med Udsalg af forskellige Varer, almindelig Beværtning samt Sove- og Spiserum for Arbejderne.
Alle disse Havnearbejdere var stimlet sammen vidt omkring fra. Hovedparten var vel nok Danskere, men der var mange Svenskere og Tyskere, og at disse indvandrede ikke var særlig velkomne, kan man godt forstå, navnlig da Svenskerne ville arbejde billigere end de øvrige; ofte gik det løs med Knive, og at Slagsmål var en almindelig tilbagevendende Forestilling, illustreres bedst deraf, at en indfødt Fanøbo, der var Dreng ved den Tid, har fortalt mig, at det var Fanødrengenes stadige Søndags Eftermiddagsfornøjelse at ro over til Esbjerg Kleve for at se Havnesjoverne slås nede ved Tutten; og han udtalte, at det var vist meget sjældent, at de ikke kunne overvære en sådan Forestilling. Man forstår, at det undertiden må have været vanskeligt for stakkels Fahrner!
I 1880erne blev vi jo forsynet med Bahnsons lyseblå Gendarmer, men at disse ikke altid netop virkede beroligende, har man jo Eksempler nok på fra disse bevægede År. Imidlertid kom Havnen med dens mange Søfolk, og også en anden Faktor kom til at spille en ret betydelig Rolle i Byens Fysiognomi - det var Blankenese Fiskerne, der i uroligt Vejr og dels for at proviantere gik ind på Reden, og så meget husker jeg fra min Barndom, at Blankenese-fiskerne langt fra var elskede af Byens Befolkning, - de var nærmest frygtede og spredte tit Skræk og Rædsel omkring sig, når de i løftet Stemning drog gennem Byen!
Også ved anden Lejlighed kunne der være Mangel på nogle Ordenshåndhævere, særlig når der var Brand; da kan det være heldigt at kunne holde den store Mængde i ærbødig Afstand. Vel havde vi et Brandvæsen, idet det første Sprøjtehus blev bygget i 1877, og i den Anledning blev der optaget et Lån på 3.600 Kr. til Indkøb af Sprøjte og Opførelse af et Hus, og indtil 1876 var der almindelig Tjenestepligt for enhver Mand over 18 År, - men et Ordenskorps manglede, og således opstod Esbjerg Ordens-Politikorps i Året 1888. Nu må man endelig ikke tro, at dette mærkelige Korps fremkom som et Magtbud eller Ønske fra oven, det hele var en selvbestaltet Historie.
Når ikke desto mindre Korpset fik en Slags Politimyndighed, var udstyret med Politiskilt, i det mindste for Befalingsmændenes Vedkommende, og ved passende Lejligheder kunne optræde med en vis Myndighed, da lå det i de daværende lokale Forhold, idet Byen var ret stor, meget urolig, uden ordentligt Politi- og Brandkorps. Det var således ikke sært, at Korpset blev udstyret både med Myndighedernes og Borgerskabets Bevågenhed. Man får Indtryk af, at det var særlig ved Ildebrande, at Korpset optrådte, og mine personlige Erindringer går også i denne Retning.
Korpsets Stifter var Agent Hans Nielsen, som vil være de ældre Esbjergensere velkendt; han var i de Tider en ret kendt Borger, vist en flink og brav Mand, der havde et ret betydeligt Mod på Livet; han havde tidligere boet i Varde og vist der oprettet et noget lignende Korps, men Forholdene for et sådant Korps’ Trivsel var sikkert ikke så gode i Varde som i Esbjerg.
Hans Nielsen, som Stifter, var Løjtnant! Købmand Alfred Marsch og Gæstgiver Steffensen var Sergenter og Fabrikant Dünweber var Korporal. Af de Menige, hvoraf der til Begyndelse var en Snes, kan jeg nævne følgende: Blikkenslager Rosenkilde, Isenkræmmer Gottschalk, Stenhugger Mogensen, Agent Friis, Købmand Friis, Bager Matthesen, Boghandler Jejling, Bager Jensen, Jyllandsgade, Restauratør Danckwardt og en Mand ved Navn Alstrup.
Korpset var iført flotte Uniformer. Løjtnanten var udstyret som almindelig Infanteriløjtnant med lang Sabel. Uniformen var iøvrigt mørkeblå Frakke med gule Metalknapper og gule Armsnører, grøn Halskrave. Kasketten var også mørkeblå med Guldsnore; dertil kom Udstyrelse med en gammel Artillerisabel med Messinghåndtag samt Forladegevær fra 48 med en stor Bajonet på. Til Korpset hørte Fane samt et beskedent Hornorkester; man forstår, at når dette imponerende Korps rykkede gennem Byens Gader med Fane og Musik i Spidsen, da var Borgerskabet imponeret, og der er vist ingen Tvivl om, at Korpsets Medlemmer, og især dets Fører, i sådanne Øjeblikke følte en Smule Stolthed i Brystet og var sig Situationens Alvor og Ansvar bevidst; thi det skete nemlig ikke så sjældent, at Korpset således drog gennem Byen; thi det holdt jævnlig Øvelser i Omegnen, ganske almindelige Felttjenesteøvelser. Man forstår bare ikke rigtig nu, at Medlemmerne ville lade sig trække rundt over Stubmarker og gennem Pløjejord, men det gik vist storartet. At Dünwebers Ølvogn altid holdt sig i en behagelig Nærhed, var måske en af Grundene til, at det gik så godt; og at Ølkasserne var betydelig lettere på Hjemturen end på Udturen, fortæller Krøniken, og det var vist ofte i en løftet Stemning, at Korpset drog gennem Byen op på Torvet, hvor Løjtnanten kommanderede højre Sving - ind på Centralen - eller dengang hed det vel Skandinavien.
Når der blev slået Brandalarm, skulle Korpset øjeblikkelig give Møde. Den første Lejlighed gaves, da Andelsslagteriet brændte i Vinteren 1888/89; der var nu Anledning for Korpset til at vise sin Nytte. At der ved denne Lejlighed blev begået visse tekniske Fejl, har Medlemmerne siden haft megen Glæde af. I Direktørboligen ville man også redde noget - den brændte for øvrigt slet ikke - og ved en beklagelig Fejltagelse blev Kakkelovnene kastet ud af Vinduerne, mens man forsigtigt bar Dynerne ned! Store Mængder af Flæsk blev slæbt ud på Marken uden for Slagteriet, og 2 Væbnere gik med opplantet Bajonet for at holde Langfingrene væk – disse 2 Væbnere var for Resten Blikkenslager Rosenkilde og Stenhugger Mogensen; pludselig begyndte Flæskesiden at røre på sig, og Mogensen, der var Svensker, udbrød: Tag mig Fa’en, om inte Svinen bliver levend’, men låt dom ta’ et Svin, de har godt af dom! - Sagen var, at nogle smarte Mænd havde udstyret sig med et Stykke Reb med en Krog i Enden; når Væbnerne under Patruljen vendte Ryggen til, listede de sig hen og huggede Krogen i Flæskesiden, for at hale til sig næste Gang, Patruljen vendte Ryggen til; der var nok adskillige, der levede højt på den Brand i længere Tid.
Næste Gang, Korpset fik Lejlighed til at optræde, var ved Jerne Præstegårds Brand Kristi Himmelfartsdag, d. 26. Maj 1889. De reddede Ejendele var opsamlede i Haven, og Korpsets Medlemmer stod rundt på Havediget med opplantet Bajonet - og så frygtindgydende ud. Når vi Drenge ville gøre Forsøg på at bryde Ringen, blev en Bajonet øjeblikkelig stødt frem i Retning af vort Bryst. Dog var Korpsets Nærværelse ved denne Lejlighed ikke forgæves! Et Fad med Præstens Middagsmad - Frikadeller - var også reddet og anbragt i Haven, og en æret Medborger blev pludselig lækkersulten og ville tage et Par Stykker; men et vågent Øje fra Korpset opdagede Slynglen - og reddede Frikadellerne og Moralen!
En Aftenstund var Korpset i vældig Aktivitet, idet der udbrød Brand tre Steder en og samme Aften; først hos Manufakturhandler List og sidenhen i den gamle Skole i Skolegade; der var gået Ild i nogle Tørv på Loftet - og der var vist egentlig mere Røg end Ild; men Dünweber udviste ved denne Lejlighed et enestående Mod og Snarrådighed, idet han tumlede ind i Lærerens Lejlighed på 1. Sal og ville absolut redde Lærerens lille Dreng; men Læreren ville ikke sådan uden videre udlevere Barnet, der var nemlig hverken Ild eller Røg i Lejligheden eller på Trapperne. Dünweber måtte ofte høre Stikpiller i den Anledning.
Ved Hotelejer Morten Spangsbergs Begravelse stod Korpset Æresvagt ved Kisten og gik i Procession foran Kisten til Graven. Morten Spangsberg var nemlig Byens første Brandfoged. Korpsets Fane blev i 1890 indviet ved en Fællesspisning i Hjerting. Turen gik til Fods over Sønderriis, hvor det første Søm blev slået i, og Løjtnanten holdt en stor Tale. Festen i Hjerting var i høj Grad animeret.
Når Korpset stillede til Øvelse, var det på fuldstændig militærisk Maner, idet en af Sergenterne med dragen Sabel afleverede Korpset til Løjtnanten, der ligeledes med dragen Sabel tog imod. Nytårsdag mødte hele Korpset hos Løjtnanten for at ønske glædeligt Nytår, også dette foregik på reglementeret Militærvis, men det var en hård Dag, især for Løjtnanten, der jo måtte drikke på hvert enkelt Medlems Velgående. I 1892 blev Korpset opløst efter at have eksisteret i 4 År. Grunden til Opløsningen kendes egentlig ikke, men Medlemmerne blev vel efterhånden kede af Forestillingen, og da der kom mere Politi, og da Brandvæsenet blev bedre ordnet, var der jo heller ikke særlig Brug for det.
Folketællingen i Esbjerg 1860, 1870, 1880.
af adjunkt B. Tengnagel Jørgensen.
I Geografien læser vi om Esbjergs rivende Udvikling, hvordan Byen i 1868 kun bestod af 2 Gårde med 13 Indbyggere, og nu har over 26.000 Indbyggere. En Undersøgelse af Folketællingslisterne fra 1860, 1870 og 1880 i Rigsarkivet giver et udmærket Billede af Byens Vækst.
I 1860 boede i Jerne Sogn, bestående af Veldbæk og Bollesager Skoledistrikter, 718 Mennesker, bestående af 159 Familier med deres Tjenestefolk. De beboede 75 Gårde og 56 Huse. De opføres alle som Lutheranere. Den Del af Jerne Sogn, der senere blev Købstaden Esbjerg, bestod af Rørkær med 2 Gårde og 2 Huse, beboet af 6 Familier; Esbjerg med 2 Gårde og 1 Hus, 5 Familier; Strandby med 6 Gårde og 1 Hus, 7 Familier. I den ene Gård i Rørkær boede den 29-årige Enkemand, Gårdmand Niels Pedersen Sillesen; han havde 3 Tjenestefolk. I den anden Gård boede den 45-årige Gårdmand Hans Hansen, gift med Edel Kjerstine Sørensen, 41 År gammel; 6 Børn i Alderen 3 til 19 År, nemlig Kjersten, Ingeborg, Edel Marie, Dorthea, Hansine og Ane Marie. Hans Hansen havde en Tjenestekarl fra Guldager. I det ene af de tre Huse boede Tømrer Mads Nielsen, hvis Kone, Karen Christensen, var Væverske; i det andet Hus boede Jens Pedersen, gift med Maren Christensen fra Tjæreborg; han levede af sin Jord. Hos ham boede hans Forældre (Peder Jensen og Dorthe Marie Hansdatter) som Aftægtsfolk og Væver. Også i det tredie Hus levede man af Væveri; her boede Enken Edel Hansdatter med 3 Børn.
I den ene Esbjerggård boede Gårdmand Niels Christensen, 41 År, gift med Karen Jensdatter, 40 År; der nævnes 8 Børn, Jens, Mads, Ane, Ane Kjerstine, Niels Peder, Dorthea Marie, Søren og Cathrine. På Gården var 2 Tjenestekarle og 1 Pige; endvidere boede som Aftægtskone den 73 årige Enke Karen Nielsdatter.
I den anden Esbjerggård boede Gårdmand Christen Pedersen, 48 År gammel, gift med den jævnaldrende Abelone Madsdatter 6 Børn, nemlig Karen, Peder, Johanne, Ane, Mads og Jens Christian. Endvidere boede på Gården en Tjenestekarl fra Fanø og som Aftægtskone den 68 årige Enke Elisabeth Hansdatter. I Huset, der lå i Esbjerg, boede Gregers Nielsen, gift med Grethe Jakobsdatter. Han opføres som Skrædder og havde til Medhjælp den 27 årige Skrædder Niels Gregersen og Skræddersvend Hans Christensen fra Skads. Endvidere bor Gregers Nielsens gamle Forældre der, Niels Sørensen, 81 År, og Ingeborg Gregersdatter, 77 År; de stammer begge fra Jerne Sogn. Der var således i Esbjerg i 1860 2 Gårde og 1 Hus, beboet af 29 Mennesker, hvoraf de 14 er Børn i Alderen 1år til 20 År. Det er jo et andet Tal end det sædvanlige, der nævnes i Geografien.
I Strandby boede Gårdmand Christen Christensen med Kone og 3 Børn; Gårdmand Christen Spangsberg, 48 År, gift med Mariane Jacobsdatter, 53 År, 4 Børn, Morten, 25 År, Maren, 19 År, Hans, 14 År og Jacob, 9 År, der havde været blind fra Fødslen; Christen Spangsberg havde 1 Tjenestekarl og 2 Piger.
I en anden Gård boede Indsidder Anders K. Knudsen, der ernærede sig af Engvanding. Han havde en Karl, der var hos ham i Engvandingslære! Endvidere kan nævnes 2 Tømrere ved Navn Tjellesen og en Væverske. Endelig 2 Gårdmænd: den 41-årige, ugifte Niels Jørgen Mortensen og Gårdmand Jørgen Pedersen Koch, 61 År gammel, født i Bork, gift med den 42-årige Dorthea Catrine Jensen, født i Billum; 5 Børn, hvoraf den ældste er 15 År og født i Møgeltønder, medens de andre 4 Børn er født i Jerne Sogn, således at Jørgen Pedersen Koch må være kommet til Strandby omkring 1850. Ialt boede i Strandby i 1860 34 Personer.
Af alle Folketællinger fra Esbjerg må Tællingen i 1870 siges at være den interessanteste. Nu begynder Tilstrømningen, Havnen skal anlægges. Morsom er en Skrivelse af d. 7. Februar 1870 fra Jerne-Skads Sogneråds Formand H. P. Mortensen til Stiftamtet i Ribe, hvori han siger, at det ikke har været muligt at kunne sige, hvilke Personer, der har midlertidigt Ophold i Sognet. På Listen har Sognerådet benyttet den Regel, at kun egentlig fremmede Arbejdere, forsåvidt de ikke tillige er Husejere, som man kan antage vil blive, også efter at Esbjerg Havn er anlagt, med deres Familier er regnede med, idet de dog i Anmærkningsrubrikken er betegnede med et „M“. Derimod har Sognerådet ikke medregnet Kontrollen og andre, som er kommet til Sognet på Grund af Havnearbejdet, når de ikke hører til den egentlige Arbejderklasse. Til den ved Esbjerg Havn opståede nye By har Sognerådet henregnet dels Strandby og dels Esbjerg og betragter det som et Hele.
I Rørkjær og Gammel-Esbjerg lå i 1870 5 Gårde og 5 Huse, beboede af 14 Familier, ialt 104 Personer, hvoraf de 47 havde midlertidigt Ophold. I Ny-Esbjerg lå 33 Huse med 409 Indbyggere (59 Familier), af dem havde de 308 kun midlertidigt Ophold i Byen. Betegnende for Tilvandringsforholdene er Fordelingen i Køn, idet der af de 409 Personer kun var 118 Kvinder, Resten, 291, var Mænd. I Strandby, Spangsberg og Vognsbøl, der er regnet som en Helhed, boede 171 Personer, hvoraf 43 midlertidigt; der var 22 Gårde. Til Sammenligning skal anføres Indbyggerantallet fra det øvrige Jerne Sogn: Gammelby 5 Gårde og 58 Personer; Tourup 1 Gård, 12 Huse og 65 personer; Veldbæk 16 Gårde, 6 Huse og 137 personer; Nourup 17 Gårde og 106 personer; Uglvig 3 Gårde og 19 personer; Jerne 12 Gårde, 19 Huse og 153 personer; Kvaglund 4 Gårde, 9 Huse og 73 personer; Bollesager 5 Gårde, 3 Huse og 60 personer. Personer, som Sognerådet havde betegnet med „M“, som midlertidigt boende i Jerne Sogn, træffes foruden de ovenfor nævnte i Gammelby (15 Personer), i Jerne (19 Personer.), i Bollesager (4 Personer.), i Kvaglund (4 Personer.), ja helt ude i Tourup boede en Mand, der arbejdede i Esbjerg; ialt stempler Sognerådet 441 Personer med „M“.
Vi skal nu lidt nærmere undersøge Folketællingslisterne fra 1870 og først give et Uddrag af Fortegnelse med Navn, Stilling, Alder og Fødested.
Søren Nielsen, Bygmester, 36 år, Vium Sogn.
Frantz Lund Møller, Smed, 32 år, Kolding
Jens Chr. Møller, Havneassistent, 56 år, Hjørring Amt.
Emil Har. Th. Fahrner, Politibetjent (gift og tidl. boet i Ribe), 39 år, København.
Ole Johnsen Petersen, Husejer, 25 år, Alslev Sogn.
Carl Christensen Løndborg, Murer- og Tømrermester, 51 år, Varde. Bor ellers i Janderup.
Jørgen Møller Hansen, Skomagermester, 46 år, Varde. Bor ellers i Varde.
Peter Jul. Samuelsen, Fyrbøder, 33 år, Slagelse.
Jens Olsen, Bager, 39 år, Sneum.
Niels Pet. Em. Petersen, Havneassistent, 28 år, København.
Pet. Soph. Nic. Weywadt, Opsynsmand, 27 år, København.
Joh. Heinr. Hoffmann, Jord og entreprenør, 30 år, Krigheide i Schlesien.
Gift Elise Marie Henriette Henrichsen, 22 år, Flensborg. Må være kommet til Esbjerg 1868/69. Slægtning: Joh. Carl Aug. Kitler, Kusk, Wengeln i Schlesien.
Heinr. Wilh. Schultz, Formand ved Havnearbejder, 30 år, Schlesien.
Ernst Jul. Schultz, Formand ved Havnearbejder, 27 år, Schlesien.
Mads Chr. Rothgert, Arbejder, 28 år, Holsten.
Niels Poulsen, Købmand, 34 år, Ødsted Sogn.
Carl Wilh. Steck, Konditor, 47 år, Polen.
Rasmus Hovedskov, Vægter, 32 år, Varde.
Niels Chr. Christiansen, Murermester, 29 år, Hemmet.
Mads Chr. Nielsen, Murermester, 34 år, Ølgod.
Lars Larsen, Tjener hos Carlé, 31 år, Serløse.
Chr. Petersen, Vægter hos Carlé, 28 år, Snejberg Sogn.
Hans Chr. Thomsen Tveed, Vognmand, 32 år Ål Sogn.
Christen Iversen, Slagtermester, 37 år, Hee.
Niels Kirkboum, Urmager, 25 år, Kolding.
Christen Jensen (Frøkjær), Murermester, 27 år, Guldager.
Andreas Weshoff Mariager, Billedhugger,50 år, Varde. Bor ellers i Guldager.
Carl Th. Lindbach, Regnskabsfører, 46 år, Svendborg.
Niels Barkentin, Bagermester, 57 år, Slesvig.
Hans Conrad Buthemann, Stenhugger, 48 år, Holsten.
Jens Chr. Jensen, Snedker, 29 år, Jerne Sogn.
Niels Christensen Weixmann, Saugskærer, 45 år, Rødding.
Else Catrine Svensen, Logiværtinde, 53 år, Serreslev. Bor ellers i Amerika.
Albert Louis Gepphardt, Teglværksejer (tidl. boet i Kolding) Kom tilbage til Esbjerg ca. 1907; forsøgte ad retslig Vej at få Slagteriets Jord tilbage, 33 år, Berlin.
Niels Peter Olsen, Logivært for Havnearbejder, 46 år, Bloustrød.
Gift m. Sophie Johanne O. (tidligere boet i Viborg og Vejle) 28 år, Hillerød.
Ole Chr. Nielsen, Murer, 33 år, Stege.
Chr. Joh. Fr. Holtzer, Formand ved Havnen, 39 år, Sorø Amt.
Johan Peterson, Stenhugger, 54 år, Sverige. Bor ellers i Allinge.
Johan Norén, Formand ved Havnen, 42 år, Sverige.
Chr. Carl Fr. Madsen, Kommis, 18 år, Stege.
Peter Jensen Schack, Saugskærer, 34 år, Haderslev A.
Hans Peter Møller, Stolemagermester ved Havnen, 36 år, Ribe.
Niels Gartner Gregersen, Tømrer. 45 år, Fåborg R. A.
Hendr. Chr. Schnack, Stenhugger, 37 år, Holsten.
Joh. Fr. Witt, Stenhugger, 41 år, Holsten.
Af de 409 Personer, der opføres i Folketællingslisterne fra 1870, er de 163 Arbejdere eller Daglejere.
Der er 2 Logiværter og 1 Logiværtinde, nemlig Else Catrine Svensen. Hun er 53 År gammel, født i Serreslev i Hjørring Amt, og af Tro opgiver hun at høre til Mormonerne, og ellers bor hun i Amerika. Af Handlende har der været en Købmand, en Slagter, en Konditor og 2 Bagere med 3 Svende, en Skomager med en Svend, en Snedker. Det er jo kun den nødvendigste Handelsstand; men Indvandringen fortsættes - og dét stærkt. Der bygges sikkert meget, idet der findes 5 Murermestre med flere Lærlinge, og 11 Tømrere; 3 Smede med 8 Svende. Politiet er kun repræsenteret ved én Mand, nemlig Fahrner. Ved Havnen var der to Vægtere, hvoraf den ene opføres som værende hos Carlé, der ligeledes havde Tjener. Endvidere boede der en Jordentreprenør (Hoffmann) og en Teglværksejer og flere Stenhuggere. En Billedhugger fra Guldager har antagelig lavet Gravmonumenter.
Resten af Indbyggerne har været beskæftiget ved Havneanlægget som Opsynsmænd, Formænd, Fyrbøder, Stolemagermester (!) ved Havnen, Saugskærere, Kusk og Vognmand, Havneassistenter. Endelig boede der 2 Sømænd, 1 Landmand og 1 Husejer. Vi vil slutte denne Gennemgang af Folketællingen fra 1870 med en Oversigt over de Steder, hvorfra de 409 Indbyggere var. To Ting falder straks i Øjnene: de mange Udlændinge og det ringe Antal fra den nærmeste Omegn. Over 25 pCt. eller 107 Personer var fremmede. 70 var fra Tyskland, 34 fra Sverige, 2 fra Norge og 1 fra Polen. Fra Jerne Sogn kom 13 til Esbjerg, fra Fanø kun 6. Varde og Ribe var derimod helt godt repræsenteret, med henholdsvis 23 og 20 Personer. Ialt var der 156 fra Ribe Amt. Resten - de 146 - var fra den øvrige Del af Landet. Fra Bornholm ingen Danske, kun en Svensker, der ellers boede i Allinge; 3 Københavnere; 14 Sjællændere; et Par Stykker fra de mindre Øer ved Sjælland og Fyn; 8 Fynboere. Af de jyske Amter kommer Vejle og Ringkøbing øverst med hver 38 - ganske naturligt de bedst repræsenterede, da de lå nærmest. Syd for den daværende Grænse, fra Haderslev og Tønder Amter, kommer henholdsvis 24 og 15 og en fra Als. Fra Hjørring Amt kommer der 10, fra Viborg og Thisted Amter hver 5. Ellers kun et Par Stykker fra de andre Amter.
I Strandby boede i 1870 96 Mennesker, der også for en stor Del stammede fra hele Landet. Vi træffer her Christen Mortensen Spangsberg, 57 År, Jordbruger, gift med Mariane Jacobsdatter, 62 år; deres Søn, Hans Christensen Spangsberg, 23 år, gift med Marie Hansen, 24 år; de havde to Logerende, Ingeniør Daniel Simoni fra Ålborg, 27 år, og Arbejdskarl Anton Andreas Møller fra Varde. Et andet Sted bor Kammerråd, Vandbygningsingeniør Carsten Johan Heinrich Reimers, 39 år, født i Ditmarsken, gift med Kirstine Marie Finderup, 38, fra Grønbæk Sogn. Smed Laurids Hansen, 31 år, fra Haderslev, gift med Maren Hansen Spangsberg, 28 år, født i Jerne med 3 Børn i Alderen 1-5 År, Marie Magdalene» Johansine Aboline og Hansine. I samme Hus boede Arbejdsmand Claus Hansen, 34 år, fra Alslev, gift med Marie Mikkelsen, 27, fra Brøndum, 2 Børn, Else Marie og Hans Mikael samt 2 Logerende, Niels Lauge Mikkelsen, 24, og Jens Mikkelsen, 22, begge fra Brøndum. Endelig kan nævnes Beboerne af Strandby Kro, Morten Christen Spangsberg, 34 år, Jordbruger og Kroejer, hans Hustru Cecilie Lauridsen, 26 år, fra Sneum, deres 3 Børn Mariane, 5 år, Mette, 3 år, Krestine, 1 år, deres 4 Tjenestepiger og 3 Karle. Ialt boede der i 1870 i Strandby 18 Familier i 6 Gårde og 5 Huse, tilsammen 96 Personer. De fleste havde Arbejde ved Havneanlægget, 6 var Gårdmænd, 2 Kvinder var på Aftægt, der var 2 Skræddere med en Svend og en Lærling, 1 ernærede sig ved kvindeligt Håndarbejde.
I 1880 fandt den næste Folketælling Sted. Udviklingen går stærkt fremad. Der er da 1658 Indbyggere i Esbjerg, Rørkær og Strandby. Der er kommet et mere rimeligt Forhold mellem Mænd og Kvinder, der er dog stadig flere Mænd, nemlig 833 mod 825 Kvinder. I den øvrige Del af Jerne Sogn bor 821 indbyggere, nemlig 409 Mænd og 412 Kvinder (Jerne 177 Indbyggere, Boldesager 61, Spangsberg og Vognsbøl 61, Gammelby 52). I 1880 er der 10 Gårde, 2 Teglværksgårde og 180 Huse, mens der i 1870 kun var 33 Huse. Der bor 316 Familier i Esbjerg i 1880 mod 59 i 1870. I Rørkær og Strandby var der 6 Gårde og 11 Huse med 22 Familier. Naturligvis lader det sig ikke gøre at behandle Folketællingen for 1880 på samme indgående Måde som Tællingen i 1870. Det kan heller ikke påregne nogen Interesse. Dog et Par Oplysninger; for Eksempel om Hotel Esbjerg. Gæstgiveren er den 54 årige Hans Volf Pedersen fra Haderslev, gift med Kjerstine P., 51 År. Som Tjenestepige nævnes den 13 (tretten!) År gamle Regine Poulsen fra Varde.
Den Dag, Tællingen finder Sted, d. 1. Februar
1880, opholder 4 rejsende Håndværkere sig i Hotellet. En anden Gæstgiver er
Georg Fr. Gustav Possel, han nævnes som Forpagter; han er født i ca. 1825 i
Vejle Amt, gift med den 20 År yngre Johanne Bovette. Af Børn 4 Døtre. Den i
Esbjerg omtalte Tømrer Kjøgs nævnes som Hans Iversen Kjøgs, 31 År gammel, født
i Vejle, gift med Karen Madsen fra Nørup i Vejle Amt. Han må være kommen til
Esbjerg omkring
Fanøboerne og Esbjerg Havn.
ved fabrikant N. M. Kromann.
Så langt tilbage i Tiden, der er bleven eksporteret Stude til Holland og senere til England, har de dertil anvendte Skibe været bemandet med Fanø Søfolk. Herved oplærtes de fra Børn i Sømandskunsten på den mest praktiske Måde og fik Kendskab til mange Forretningsfolk, i Holland især, der senere hjalp dem til Skibe. Samtidig fik de Forståelsen af den Betydning, det ville være for Landet, og ikke mindst for Fanø, om der kunne etableres en nogenlunde regelmæssig Forbindelse mellem Vestjylland og Udlandet til Eksport af Stude, Smør og Flæsk. De betænkte sig derfor heller ikke på, da Tanken om en Anløbsbro ved Hjerting i Midten af det forrige År hundrede kom på Tale, at støtte dette Foretagende økonomisk. Som bekendt blev denne Bro Gang på Gang ødelagt af Isen og til sidst helt opgivet. Broens Anlæg og Tilintetgørelse må betragtes som et heldigt Tilfælde, da derved Tanken om Anlæg af en Havn ved Hjerting, der teknisk set aldrig ville være bleven heldig, blev opgivet. Planen om et Havneanlæg ved Grådyb blev særligt efter Krigen i 1864 aktuel, og da begyndte Fanøboerne at røre på sig og fremkom med Forslag om Anlæg af en Frihavn ved Nordby. Den ivrigste Talsmand herfor var Konsul I. K. Borch i Nordby, der med lange Avisartikler og personlige Henvendelser til Rigsdagsmændene søgte at skabe Stemning for Frihavnsprojektet ved Fanø; først da dette ikke lykkedes, blev han, som Talsmand for
Stemningen på Fanø, ivrig i Arbejdet for at få Havnen anlagt ved Strandby, betydelig bistået af Kaptajnløjtnant Hammer, der, som Chef for Vagervæsenet på Vestkysten og med sit udmærkede Forsvar af Fanø under den nylig afsluttede Krig med Tyskland, havde det bedste Kendskab til Besejlingsforholdene både i Grådyb og Knudedyb. Begge var de de rette Mænd til at kritisere Ribes Forsøg på at skabe en Havn ved Ribe Ås Munding.
Esbjerg Havns Beliggenhed ved Strandby blev efter lange Forhandlinger for og imod til sidst en Kendsgerning. Arbejdere fra både Ind- og Udland strømmede snart til. Kvaliteten af disse Folk var vel ikke den bedste, men man blev nødt til at tage, hvad der meldte sig på det dengang ret afsides beliggende Sted, og da Fortjenesten var over, hvad der almindelig kunne opnås ved Arbejde på Landet, meldte der sig ikke så få Mennesker, der ved dette Arbejde ventede at erhverve sig Midler til en højere Uddannelse. Folk, der senere blev Lærere og Præster, har arbejdet ved Uddybningen af Esbjerg Havn. Cand. phil. P. Poulsen fra Sønderho, der senere kom til at indtage en høj Stilling i Store nordiske Telegrafselskabs Tjeneste i Sibirien og Kina, arbejdede som Student et helt År ved Esbjerg Havn.
Som nærmeste Udflugtssted for disse Havnearbejdere lå Fanø. De tog derover i flokkevis om Søndagen og efter Fyraften og søgte selvfølgelig hen, hvor de våde Varer kunne fås eller forsynede sig hos Øens Købmand med Brændevin, som de drak, hvor der bedst var Lejlighed dertil. Sådant Drikkeri afstedkom selvfølgelig Sjov og Uorden i det ellers så rolige Nordby, og Beboerne opskræmtes derved i den Grad, at de i Januar 1869 anmodede Birkedommer og Politimester Kruse om, at der måtte ansættes én eller flere Politibetjente til Beskyttelse og Ordenens Opretholdelse. Denne forhandlede med Sognerådet om Sagen, der imidlertid under Påskud af Unødvendigheden deraf, men i Virkeligheden af økonomiske Grunde, ikke ville gå med til Ansættelse af Politibetjente. Beboerne, der stadig var i Angst for at skulle lide Overlast af de jævnlig til Øen kommende Havnearbejdere fra Esbjerg, havde efter Afslaget om Kravet af Politi henledt Politimesterens Opmærksomhed på Brandfogderne, der, når de forsynedes med Politiskilte, ville være brugelige til mulig Beskyttelse mod Urostifterne fra Esbjerg Havn.
Det af Beboerne til Politimester Kruse sendte Andragende lyder således i Udtog: „Da det forestående Havneanlæg ved Esbjerg vil samle Arbejdsfolk fra forskellige Egne af Landet, ja endog fra Udlandet, hvilke ikke alle kan ventes at være pålidelige Mennesker, og det ikke er usandsynligt, at Nordby Sogn vil blive forulempet af Betleri, ja, måske endog Tyveri, hidrørende fra disse Mennesker m. v., så tror vi undertegnede, at der kan være Grund til at gøre noget fra Politiets Side for vor 0, især da de fleste Mænd er Søfolk og tildels fraværende fra Øen.
Det har ikke undgået vor Opmærksomhed, at Hr. Birkedommeren i den Anledning har henvendt sig til Sognets Brandfogder, om at hver især vil gøre sit til, at Sognet så vidt muligt befries for Løsgængere og Betlere under Anlægget af Esbjerg Havn, hvilket Brandfogderne har erklæret sig villige til, dog efter at de først er blevet forsynet med Skilt eller Tegn på deres Myndighed i påkommende
Tilfælde, hvilket Tegn forøvrigt også i Ildebrands- tilfælde kan have sin Betydning. Da Brandfogderne opholder sig rundt om i Sognet og således spredt kan iagttage ankommende Fremmede, og Sognefogden, der nærmest skal have Politiopsigt, bor i Nørby, så tillader vi os ærbødigst at bede Hr. Birkedommeren om ikke at opgive denne så gavnlige Foranstaltning for Sognets Helhed, så meget mere, som det er for Beboernes egen Velfærds og Sikkerheds Skyld, og den mindst bekostelige Måde for Sognet…. Idet vi udtaler vor Tak til Hr. Birkedommeren for Deres Virksomhed som Politimester i det Hele taget som og for de af Dem tagne Forholdsregler for det befrygtede Overhæng af Folk fra Anlægget af Esbjerg Havn, anbefaler vi Sagen på det bedste til Hr. Birkedommerens gode Foranstaltning forhåbende, at vor Begæring må ske Fyldest. Nordby på Fanø i Marts 1869.“ (Underskrifterne). Sognefogden, Gårdejer I. M. Iversen, tilføjer Skrivelsen: „Jeg kan ikke andet end at anbefale Sagen på det bedste...., selv om man har næret overdreven Frygt for Ulemper og Betleri af Folk fra Esbjerg Havneanlæg. “Sagen trækker dog i Langdrag; thi først d. 10. Oktober bekendtgøres ved Kirkestævne i Nordby, at Brandfogderne, 5 ialt, er bleven autoriseret som „Politiopsynsmænd og som sådanne tildelt Politiskilt“. Hvorvidt denne Foranstaltning har haft den tilsigtede Virkning eller om der senere blev Brug derfor vides ikke, men Beboerne faldt imidlertid til Ro ved Bevidstheden derom.
Esbjergs første bebyggelse.
af gårdejer Gyde Petersen.
Da det i 1868 i Rigsdagen blev vedtaget, at der ved Esbjerg skulle bygges en Havn, blev der Liv og Røre i det før så rolige Jerne Sogn; der blev selvfølgelig talt og diskuteret meget om det nye, der ville komme; men mange mente slet ikke, det kunne gå, man skulle nok få at se, at Vesterhavet var ikke til at spøge med. Man havde jo også kort før set, at Forsøget med en Anløbsbro ved Hjerting var mislykket. At der ville opstå en By ved Esbjerg Kiev og Hede, der hvor det centrale af Byen nu ligger, nemlig mellem Østergade, Kronprinsensgade, Nygårdsvej og Havnen, kunne Folk knap nok forstå, og talte de om det, var det nærmest spøgende. Men der blev alligevel af modige Folk begyndt.
Det første Hus blev bygget i Efteråret 1869 af Smedemester Møller fra Kolding. Det var en Smedie, Begyndelsen til Jensen og Olsens Jernstøberi og Maskinfabrik. Bygmesteren var Murermester Chr. Kjær fra Vognsbøl. Kjær boede siden i Esbjerg, hvor han døde i Sommeren 1926; han var Veteran fra 1864 og Dannebrogsmand. Smed Møller med Familie boede hos Niels Gregersen i Strandby, indtil han i Foråret 1869 fik bygget Beboelseshus til Smedien. Han var en rask og livlig Mand, som svang Hammeren i Takt til en rask Melodi; på den Måde forstod han at sætte Arbejdstempoet op. Han var heldigvis ikke den eneste raske og driftige Mand, der kom og bosatte sig i den nye By. Der flyttede mange unge, dygtige Mænd til Esbjerg; de var som Regel ikke belastet med Penge, når de kom, men de har ved Flid og Energi søgt at skabe Værdier, og det gælder både Arbejdsgivere og Arbejdere. Det er disse Mennesker, der i Forbindelse med de naturlige Forhold, den åbne Dør mod Vest, har sat Fart i Byens raske Udvikling, men der har været mange om det, hvis Navne jeg ikke her skal nævne, da mange af dem er omtalt i Alkærsigs Bog om Esbjerg.
I 1869 strømmede der Folk til Esbjerg, ikke alene fra næsten alle Egne i Landet, men også både Tyskere og Svenskere, en stor Del af dem var jo Arbejdere, der rejste fra den ene Arbejdsplads til den anden, men mange af dem bosatte sig dog her for deres Livstid. De er nu alle døde, men en Del af deres Efterkommere bor her endnu, således Familierne Stokholm, Wiese, Grandt, With og gamle Postbud Sørensen, som har været godt kendt i Byen. De Mennesker, der kom hertil, var jo ikke alene Arbejdere, men også Entreprenører med deres Familie, og Kontorfolk, Formænd og tilsynsførende Ingeniører. Alle de Mennesker skulle have Husly, og da der ingen Huse var, måtte der jo blive Bolignød. I Foråret 1869 tog Byggeriet fat, navnlig i Smedegade og Havnegade, hvor Ølbrygger Olsen, Fabrikant Olsens Fader, byggede Hus. På Hjørnet af Havne- og Stormgade byggede Barkentin Hus med Røgeri. Endelig byggedes den i forrige Hefte af Lærer Nourup omtalte Træbarak. Den benyttedes til Marketenderi og Logi for Arbejdere, men det var jo ikke for Familier, og heller ikke de mere rolige Arbejdere holdt af at bo i det Rod, som der nødvendigvis måtte blive, hvor der samledes så mange forskellige Mennesker, endog fra forskellige Nationer.
Jeg kan lige huske, jeg var derinde engang, vel sagtens en Søndag, sammen med mine Forældre og et Par Mennesker mere, men Opholdet varede kun et Øjeblik, da man ikke fandt det rådeligt at opholde sig længe der.
Så var der jo Jordhytterne, som Lærer Nourup også har omtalt; men det forslog ikke, hvorfor en Del søgte ud til de nærmeste Landsbyer og fik der Kost og Logi hos Bønderne, hvis Hustruer ikke havde noget imod at tjene en ekstra Skilling ved at have en 3-4 Arbejdere på Kost. Også i mit Hjem havde vi Kostfolk, som de den Gang kaldtes, det gav jo rigtignok et uroligt Hus med de fremmede Mennesker, men Tiderne var dårlige. Årene 1867, 1868 og 1869 var meget tørre, og Jorden var den Gang ikke i Kultur til at kunne modstå så lange, tørre Perioder. Men også Familier, som ikke kunne få Lejlighed i Esbjerg, kom til at bo omkring i Sognet, således kom den nu afdøde, men af mange kendte Hans Phillipsen og hans Kone til at bo hos mine Bedsteforældre, hvor de fik en lille Stue med Adgang til Køkkenet. Phillipsen kom fra Ribe, hvor han havde været Gæstgiver; her tog han Arbejde ved hvad som helst, hans Slagord var som bekendt: „Rask må det gå“, der så senere er optaget som Esbjergs Valgsprog. Sådan var der flere Familier, der kom til at bo i et enkelt Værelse eller to. Hvad der hjalp til, at Husnøden ikke blev større, end at alle fik Tag over Hovedet, var da også, at en Del Arbejdere kom her fra Omegnen. Så godt som alle Husmænd og Arbejdere søgte Arbejde ved Havnen, også Husmænds og Gårdmænds Sønner tog Arbejde der; de boede jo hjemme, selv om de havde lang Vej at gå; det regnedes ikke dengang for uoverkommeligt, om de skulle gå en halv Mil eller mere Morgen og Aften efter at have arbejdet strengt en hel lang Dag, ca. 11 Timer; det gav jo bedre Fortjeneste end hos Bønderne. Daglønnen ved Havnearbejde var vist 1 Rd. (2 Kr.) om Sommeren og mindre i Vintertiden. Det var strengt Arbejde; thi den Jord eller Klæg, der blev gravet op af Dokhavnen, måtte enten trilles med Bør eller køres med Heste op på Volden, der blev bygget omkring Dokken; denne Vold er senere ved Udvidelse af Havnen bleven sløjfet.
Hvor Tiden dog i teknisk Henseende er gået frem siden den Tid; den Gang var der knap nok noget, der kunne kaldes en Maskine, og nu går næsten alt med Maskinkraft. Det er interessant at tænke tilbage på de store Fremskridt og at have fulgt med Esbjerg Bys Udvikling.
Gårdejer P. Gyde Pedersen, der er født den 19. februar 1862 i Boldesager, fortæller om minder fra Esbjergs første tid. Endnu lever vi nogle, som kan huske en del fra Esbjergs første begyndelse. Således husker jeg det første hus, der blev bygget i efteråret 1868 ikke just, at det blev bygget, men det lå omgivet af det sorteste hede. Huset var en smedie og var eller blev begyndelsen til Jensen & Olsens maskinfabrik, altså en virksomhed, der har holdt trit med byens fremgang. Således gik det også med andre virksomheder, og det er jo derved, byen er blevet så stor som den er. Året efter i 1869 blev der rigtig taget fat på byggeriet og havnen. Med husene var det særligt galt; der var ikke husrum til de mange mennesker, der strømmede til byen for at søge arbejde. Mange familier søgte, for at få husly ud på gårde og huse i nærmeste omegn, hvor de lejede et værelse og havde adgang til køkkenet. Nogle familier var så praktiske, at de gravede sig ind i jordskråningerne, og fik dér lavet et rum til at bo i. De første jordboere boede omtrent der hvor brandstationen nu ligger. Det varede dog kun nogle få år, før disse jordhuse forsvandt. Jeg husker en lille dreng fra et af disse jordhuse, som blev dræbt ved et vådeskud. Drengen var en flink og god lille fyr. I skolen kaldte vi ham Christian jordhyt. Alle børn fra Esbjerg gik dengang i Boldesager skole, hvor der kun var én skolestue med én lærer. Der var flere jordhuse. Lidt øst for hvor nu Fanøhus ligger, lå der tre jordhuse, hvoraf de to var bygget sammen. Ejerne eller beboerne i disse jordhytter var Peder Holm og stenhuggerne Snak og Vitt. Jeg har mange gange været inde i disse huse. Det kan ikke påstås, at der var hyggeligt - men uhyggeligt var der heller ikke. Jeg tror, af konerne var meget dygtige og forstod under små forhold at få det til at se godt ud. Så vidt jeg husker, var væggene beklædt med brædder. Som anført var det mange unge dygtige og fremadstræbende unge mænd, som tillige havde vovemod, der kom til byen og tog fat - det var jo den slags folk, der skulle til for at skabe fremskridt. Desværre kan hurtigt fremskridt give bagslag, og det blev også tilfældet i Esbjerg. Der var særlig spekulation i jord- og byggegrunde, der gav bagslag og stilstand for en tid. En bekendt spekulant var slagtermester Gephardt, der kom til Esbjerg fra Kolding og købte 80 tdr land, som han lod pløje og kultivere. Over det store stykke mark og hede kunne vi tidligere gå, hvor vi ville. Det blev helt anderledes, da Gephardt fik det hele pløjet. Engang var jeg kommen ind på en gammel forbudt gangsti. Jeg blev bortvist af Gephardt, og siden kom jeg der ikke. Gephardt byggede hovedparten af det der nu kaldes Børsen. Han byggede et teglværk, der senere med tiden ejedes af teglbrænder Hans Jensen. Teglværket er forsvundet for adskillige år siden. Gephardt var en meget dygtig og pågående mand; der kan siges meget om ham, at han var fyldt med planer og ideer. Han var forud for sin tid, og derfor gik det galt for ham. Det værste smæk, han fik, var vistnok spekulationen i eksporten af levende kvæg. Han byggede en stor stald, beliggende langs Kongensgade, mellem Østergade og Jernbanegade. De ældre i Esbjerg husker den lange bygning, hvor der var indlagt sorte tagsten i taget, så er kunne læses L. Gephardt. Han lejede også en damper til at sejle kreaturer til England, men DFDS var ham for hårde konkurrenter, så foretagendet gav tab. Gephardts store bygning ved Kongensgade blev senere benyttet til gendarmerikaserne, og i samme bygning begyndte Esbjergs første realskole, som i tidens løb udviklede sig til det nuværende gymnasium. Således er det morsomt at tænke tilbage på mangt og meget, der er begyndt ganske småt. Men det, der har udviklet sig allermest, er vel nok fiskeriet, både i omfang og størrelse.
Fra Esbjergs jubilæum i 1893.
Den 28. Juni 1893 holdt Esbjerg By 25 Års Jubilæum. Fra denne Fest hidsættes den Tale som Direktør ved Slagteriet, C. Hansen, holdt for Kongen, en Tale, der er karakteristisk for den unge usnobbede By.
Ved Festen var der 3 Sange, deriblandt en for Kongen. Forfatteren til Kongesangen var Jens Iver Barfod, der ligeledes var Forfatter til den her aftrykte Sang For Esbjerg.
Mel.: Og det var i Året attenhundrede og syv osv. Langt ude i „Far West" under Hedebankens Ly, hvor Vesterhavet bryder under Brinken, der spreder sig på Bakkekam en rejsende By, den ser mod Saltvandsstænket uden Blinken, - den står som Moders yngste Dreng hel frejdig på sin Vagt
og stirrer med lidt drengeagtig kåd og kæk Foragt ud over Danmarks gamle Landevej til Ros og Magt. Og han blues ej, om Trøjen har en Flænge.
Han er Vestens Pioner for vort gamle Odelsland, hin raske Gut, som spejder over Stranden, - og han vokser Dag for Dag, - ja han bliver snart en Mand
med stålsat Arm og Snillets Vid i Panden.
Alt han lagde ud ihærdig og danned’ banet Vej med breden Kaj med Damp og Spor, hvor Bølgen gynged’ sig
og som Fædrene han bjærger over Havets frie Vej fra Bretland til sin Moder Guld i Dynger.
Så voks Dig stærk og kraftig da, vort unge, friske Hjem!!
Lad Folk kun rynke Næse af Stationen!! - Først frisk og fyldig Liv i Krammet, så vi kommer frem,
så kommer der nok Stadstøj på Personen.
Ja!! voks kun op og vis os, at du kækt står ved dit Ord
og holder i din Manddom, hvad med Ungdomsmod Du svor,
i Håb om det vi synge vil i højt og frejdigt Kor: et „Leve højt for Danmarks San Francisko!“
J. I. Barfod.
Kongetale ved Jubilæumsfesten d. 28. Juni 1893.
tale holdt af direktør C. Hansen.
Deres Majestæt (Chr. IX), Deres kgl. Højhed (Kronprins Frederik) og ærede Gæster!
På samtlige Indbyggeres Vegne i Esbjerg har jeg at bringe Dem en inderlig Tak, fordi De er kommen tilstede i Dag, og samtidig byder jeg Dem Velkommen til den Fest, som vi i Dag fejrer i Anledning af vor Bys 25-årige Beståen.
Som De sikkert vil have bemærket, træder vi ved denne vor Højtid ikke frem for Dem med Storstadens Pomp og Pragt og ejheller med Provinsialismens smålige Traditioner; men vi viser os for Dem på en tarvelig og beskeden Måde, som den 25 årige Yngling, der nu er sig sin Myndighed, sin sunde Ungdom og sin naturlige Styrke bevidst, og som sådan med Mod og Frejdighed går sin Fremtid i Møde, ja, går sin Fremtid i Møde med det lyseste Håb; men som på den anden Side ikke er blind for, at en hjælpsom Håndsrækning fra Nær og Fjern er nødvendig, for at Ynglingen kan nå det høje Mål, som han utvivlsomt styrer hen imod, nemlig at blive en af Landets Pulsårer, om ikke selve Landets Hjerte.
Måske er vi noget sangvinske her i Esbjerg, og måske lidt for stolte af vor By; men det må tilgives os; thi vi er det ikke uden Grund. Når vi på denne vor 25 årige Jubilæumsdag kan vise alle vore Gæster vor Trafik, vor Havn og vor By og sige dem, at denne By rummer 6000 Indbyggere, så er vi bevidste, at dette er hidtil noget ganske enestående her i Landet, og kan hænde, at mange Tider vil svinde, før et Sidestykke hertil kan opvises. Men hvad der i særlig Grad hjælper til at højne vor Fest i Dag og fylder enhver Esbjergensers Hjerte med Begejstring, er den Omstændighed, at Hans Majestæt Kongen, i hvis Regeringstid Esbjerg By jo er opvokset, allernådigst har beæret os med sin Nærværelse, og vi vil af Hjertet håbe, at det endnu i mange År må være Hans Majestæt forundt at følge vor unge Bys Udvikling med den Interesse, som Hans Majestæt altid har lagt for Dagen over for os.
Med denne Motivering vil jeg, da Tiden er afmålt, bede de høje Gæster modtage og den hele ærede Forsamling at udbringe et kraftigt Leve for Hans Majestæt Kong Christian den Niende.
Skolestriden i Skads i 1789.
af adjunkt B. Tengnagel Jørgensen.
Da der i 1780erne skulle bygges Skolehus i Skads Sogns østre Distrikt, gjorde de fleste af Sognets Beboere alt, hvad de kunne for at standse Sagen, ja gik endog så vidt, at de måtte mulkteres for deres Opsætsighed. - Og en skønne Dag afsatte de „den duelige og ordentlig beskikkede Skoleholder Hans Sørensen .... og antog i hans Sted en Dreng“, siger Provst Sidelman i Allerup i en Skrivelse fra d. 29. November 1789. Provsten havde nemlig fået et langt Klageskrift fra Hans Sørensen - et Klageskrift, det godt kan have sin Interesse at aftrykke i sin Helhed: Underdanigste Erklæring: Ifølge Højærværdige Hr. Proust Sideimans forhold og Omgangs Måde imod mig undertegnede Constituret Skole-Holder for det Øster Distrikt i Skads Sogn, da måe ieg Underdanigsi fremføre Efterfølgende:
Som det er Høyærværdige Hr. Provsten bevidst, at ieg for 2 år siden af Dem Selv er bleven examineret om min Lærdom og Duelighed til Skole Embedet og derpå erholdet Sognepræstens Velærværdige Hr. Bøtchers gode Constitution på at være Skole Holder ved fornevnte Skole District i Schads Sogn, så desuagtet dette Districts Beboere ey hidtil har klaget på mit Skolehold, men været vel fornøyet, især når ieg for Eftertiden ville lade mig accordere på samme måde som forhen nemlig 1) forbinde mig til at gåe omkring i Madning til enhver i Districtet, 2) når Skoletiden holdt op, da at være fornøyet for mit arbejde omtrent med 8te Slætte Daller. Jeg som ey med så den ringe Løn kunne see mig trindt, i Sær med at gåe i Madning, da både Sænge og Kost hos en deel var heel mådelig, Veien desuden lang til de 2de Byer Sadderup og Soelberg, ja og en Vanskelighed i en hård Vinter, Når ieg var langs i Districtet at made, ofte om Morgenen blev opholdt med hvad jeg til Froekost og andet skulle have, Børnene da imidlertid af de næste Byer vare allerede komne til Skolen og stod frosne for en tillukt Dør, besværede mig altså herover for Beboerne, at ieg ey for fleere Vintre ville eller kunne således lade mig accordere, men hellere ville holde min egen Kost og opholde mig i Skoele Huuset, samt og efter Skoele-Fundatzens 3die Post forlangte de ansatte flere Mark til Løn og Kost-Penge: Sådan min Påstand blev straks afslået, og i hvor vel ieg søgte at komme til acort, var det forgæves; Thi samtlige Beboere (Een undtagen) svarede, at når ieg ey ville nøyes med 3 Mk. i Kost, ville de ey give Meere, da de selv kunne leie en Skoele Holder for den Løn, de forhen havde givet mig, som de og har leiet, skønt ieg ey har frasagt mig Skoelen, det de beråber sig på, hvilket er gandske usandt, thi ieg har alleneste sagt: at ieg ey Således som meldt ville indgåe deres acort, men langt fra ikke, at ieg ey ville holde Skoele, ieg havde og fået den Ordre af Sogne Præsten Velærværdige Hr. Bønnelycke, at ieg den 10. Nov. skulle begynde Skoelen i Smørpøtte, det som og tilforn af Prædikenstolen var tilvaret, indfandt mig derpå til den tiid og forlangte i Forveien Nøglen til Skoelen af Smørpøtt Møller, men blev mig nægtet; tog derpå efter Tilladelse 2de Mænd til ham og lod den atter affordre, men forgieves. Districtets Beboere blev Dagen efter forsamlet i Møllen og gjorde alle (Een undtagen) deres forrige Påstand, at de ey anderledes ville accordere eller antage mig: Ja, for at fare mig af Veien kand ieg ikke undlade at melde, hvor ugudelig en vis Mand i Distriktet, da de eengang var samlet, i de fleestes Påhør, har oplat sin Mund imod mig, Således: vil du ey lade dig accordere som forhen, kand du gåe, hvor Fanden du vil, forlige så mange Dievie, som der er Hår på dit Hovedt.
At dette mit Andragende i et og alt medfører den reene Sandhed tilstår Underdanigst Hans Sørensen. Skoeleholder. Nourup, d. 26. November 1789. - PS. Den, som har holdt sig gandske uden Sagen er Gothart Sørensen, og den, som udsagt forbemelte ublue Ord er Thomas Pedersen i Knude.
I februar 1790 mødtes Beboerne fra Sadderup, Soelberg, Lunde og Smørpøt for at give Svar på Hans Sørensens Klage. Svaret skulle sendes til Herredsfoged Warthoe i Roust Møllegård. - Beboerne nægter ikke, at de jo for så vidt har afskediget Skoleholderen og taget Nøglen til Skolen til sig, men de mener, at Skylden og Årsagen alene er på Hans Sørensens egen Side. Han vil jo ikke akkordere. Hans Beskyldninger er urigtige og ubeviste. Han har nydt en god og forsvarlig Seng, som de endda i Frostvejr har ladet opvarme til ham. Han har fået „god og forsvarlig Mad, som nogen skikkelig Karl kunne prætendere.“ Sognemændene har heller aldrig hørt ham klage over, at Maden ikke stod færdig i rette Tid. Tværtimod har de „måttet vågne ham, og ventelig kunne han have nødig at ligge og hvile sig, siden han om Aftenen alt for meget havde viist sin Flittighed eller Virksomhed med at flikke Skoe, giøre Skeer og andet Nattelværk…“
Beboerne slutter deres lange Skrivelse med at udtrykke deres Tilfredshed med „den duelige og flittige Rasch Jacobsen“ - det er den nye Skoleholder, „Drengen“, som Provst Sidelmann kalder ham. Såvidt Mændene kan skønne, mener de, deres Børn lærer meget bedre hos ham end hos Hans Sørensen.
Sagen endte i Marts 1790 med, at Sognepræsten i Jerne, Bønnelycke, får Parterne, ved et Møde i Smørpøt, til „i Kierlighed“ at indgåe følgende Poster: 1) Forpligte vi os samtlig til for de 5 Vintermåneder Skolen holder at give ham med god Villie, når samme er endt 6 Rigsdalere, siger Sex Rixdaler, i Skoleløn. 2) At han bestandig, sålænge han er og bliver Skoleholder hos os, går omkring i Mading hos os, da han ved enhver skal nyde forsvarlig Seng og Kost. 3) At den hidtil værende Tvistighed mellem os og Skoleholderen Hans Sørensen, skal for Fremtiden mig være glemt og aldrig komme ham til mindste præjudice. 4) Forpligter vi os til aldrig for Fremtiden at leye eller tage nogen til Skoeleholder uden vor Sogne Præsts Viidende og Villie.
Dette således i ald Kierlighed og Mindelighed at være indgået, bekræftes herved under samtlige vore Hænder:
Frands Hansen. Povel Clausen. Jens Clausen. Jørgen Nielsen. Hans Christensen. Thomas Jensen.
Søren Hansen. Laust Frandsen. Jens Pedersen. Thomas Pedersen. Niels Pedersen. Hans Sørensen. Peder Christensen. Jens Jacobsen. Niels Hansen. Hans Eschildsen. Laust Pedersen. Jørgen Hansen. Laust Christensen. Hans Jensen. Peder Nielsen. Gothard Sørensen.
Med ovenstående er jeg også fornøyet. Hans Sørensen. Til Vitterlighed: P. Brandt og I. Nielsen.
Lidt Esbjerg bibliografi.
af Carl Thomsen.
Nærværende Fortegnelse gør ikke Fordring på at være en komplet Esbjerg Bibliografi. En Del mindre Artikler, som findes i Heilskov: Dansk Provins-Topografi, er udeladt. Iøvrigt kan henvises til Fortegnelsen over lokalhistoriske Avisartikler i „Fra Ribe Amt“ 1930.
Esbjergs almindelige Historie.
Falkman, A. Esbjerg og Fanø. (I hans: Fra Danmarks Far West. 1879. S. 81-86.)
Bruun, O. Fra Pionertiden i Esbjerg. Gamle Billeder retoucheret af ... 1893. 48 S.
Erichsen, Erich. Esbjærg. (111. Tid. 1892-93.S.472-74.)
Festlighederne i Esbjærg (i Anledning af Byens 25-Års Jubilæum.) (III. Tid. 1892-93. S. 493.) Hassing, V. V. Esbjerg og dens Ud- og Indførsel af Landbrugsprodukter, fra 1874-92 (Tidskrift for Landøkonomi, 1893, S. 654-64.)
Poulsen, A. H. Esbjerg. (De tusend Hjem. 1897. Nr. 1.)
Bruun, O. Esbjerg og Fanø. (Dansk Turistforenings Årsskrift 1898, S. 116-28.)
Danmarks yngste Købstad. (Hver 8. Dag. 1898-99. S. 266-67.)
Pinholt, J. G. Fra Esbjerg. (Søndagsbladet. 1900. S. 54-55.)
Schrøder, L. Esbjerg og gamle Breinholt. (Højskolebladet. 1904, Sp. 33-40 og 65-72.)
Esbjerg. 1907. 64 S. ill. (De danske Byerhverv i Tekst og Billeder.) Alkærsig: Havnens, Byens og Næringlivets Historie. Boesgård: Nutidens Næringsliv.
Clausen, C. C. Esbjerg. (Hver 8. Dag. 1908-9. S. 172-74.)
Alkærsig, S. Esbjerg Havn og By. Et Blad af Vestjyllands Historie. 1909-14. Bd. 1-2. ill. Kort. 1. Havnen. 2. Byen.
Erichsen, Erich. „Guld og grønne Skove.“ Billeder fra Esbjergs amerikanske Dage. (Jydsk Månedsskrift 1911, Bd. 2, S. 39-49.)
Esbjerg. Den Teilnehmern an der Studienfahrt der Vereinigung für Staatswissenschaftliche Fortbildung gewidmet. 1912. 30 S. ill.
Sundbo, A. Til Jerne Sogns Historie. (Fra Ribe Amt 1911-14. S. 642-47.)
Esbjerg og Omegn i Tekst og Billeder. 1913. 24 S. ill. Kort.
Müllertz, A. (Red.) Esbjerg. 1916. 12 S. ill. (Danmarks Søfart, Handel og Industri, 1.)
Jensen, Andr. K. Esbjerg By og Fanø. 1916. 80 S. ill. (Danske Byer og deres Mænd, 2.)
Rée, K. Esbjerg og Fanø. Turistfører. 1923. 32 S. ill. Kort. 2. Udg. 1925.
Esbjerg, Historie og Historier. Udg. af Lokalhistorisk Udvalg. 1927-30. Bd. 1-2.
Rambusch, E. Indtægts- og Erhvervsforhold i Esbjerg 1928. Belyst gennem Skattestatistikken. 1929. 19 S.
Havnen.
Om Anlægget af en Havn ved Grådybets Fastlandskyst. Meddelelser om de med Hensyn hertil i 1865 foretagne Undersøgelser og Projecteringer. 1866. 56 S. Kort.
J. Havnen ved Esbjerg. Kort. (111. Tid. 1867-68. S. 208.)
P. Esbjerg Havn. (Dansk Kjøbstadsblad 1875. S. 277-79.)
Hassing, V. V. Bemærkninger og Ændringsforslag til Ministeriets Forslag til en ny Havne- og Brotakst for Esbjerg Havn f. 1905-10. 1904. 28 S.
Enkelte Institutioner, Foreninger og Bygninger.
T. P. Esbjærg. (Architekten. 1898-99. S. 268-70, 277-78.)
Nybygninger i Provinsen. (Architekten 1899-1900. S. 268-70, 277-78.) Grundstenslæggelse i Esbjerg. (St. Josefs Hospital.) (Nord. Ugeblad for katolske Kristne. 1903. S. 567-70.)
Binzer, E. St. Josefs hospitalet i Esbjerg. (Nordisk Ugeblad for katolske Kristne. 1904. S. 625-29.) Grundstensnedlæggelse i Esbjerg. St. Josefs søstrenes Sanatorium. (Nord. Ugeblad for katolske Kristne. 1907. S. 435-37.)
Schiøtz, C. Post- og Telegraf bygningen i Esbjerg. (Architekten 1909-10. S. 249-53.)
Esbjerg Kommunes Badeanstalt. 1912. 15 S. ill. Esbjerg Sømands- og Fiskerhjem. 1903-1913. 1913. 18 S. ill.
Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund. Esbjerg Afdeling. Oversigt over Afdelingens Historie. (1890-1915). 1915. 21 S. Por.
Larsen, A. H. Esbjerg kommunale Skolevæsen i 40 År. En Oversigt. 1917. 40 S.
Esbjerg Elektricitetsværk 1907-1917 samt Beretning og Regnskab for Driftsåret 1917-18. 1918. 22 S. ill.
Esbjerg kommunale Værker under Krigen. 1919.19 S. „Neptun“. Gymnasieforeningen „Neptun“ 1910-1915. 1914. 20 S.
„Neptun“ Festskrift udgivet af Gymnasieforeningen „Neptun“ i Anledning af Foreningens 10 Års Jubilæum. 1920. 63 S.
Den almindelige Syge- og Begravelseskasse gennem de første 25 År. 1897 d. 3. April 1922. 24 S. ill. Por.
Christiansen, Johs. Træk af Esbjerg Gymnastikforenings Historie. 1898 d. 1. Maj-1923. 1923. 47 S. ill. Por.
Høyer-Nielsen, L. Esbjerg Boldklub af 1898. 1898 d. 1. Marts 1923. Udgave ved Esbjerg Boldklubs 25 Års Jubilæum. 1923. 20 S. ill.
Esbjerg KFUM gennem 40 År. 1884-1924. 1924. 20 S. Por.
Perch, P. H. Det nye Kapel i Esbjerg. Et Forsøg på at genoplive gammel katholsk Landsbykirkestil. 1924. 12 S. ill. Særtryk af Nordisk Ugeblad for katolske Kristne.
Høyer-Nielsen, L. Esbjerg og Omegns Brugsforening 1900-1925.
1925. 32 S. ill. Por.
Laursen, Niels. Esbjerg Aftenskole gennem 25 År. 1901-1926. 1926. 27 S. ill. Por.
Esbjerg tekniske Skole 1905-1930. Årsberetning 1929-1930. 1930. 31 S. ill. Por.
„Hermod“ gennem 25 År. Ved et Udvalg. 1905 d. 14. Juli 1930. 76 S. ill.
Jensen, L. V. Esbjerg Tovværk. En dansk Virksomhed gennem 25 År. Træk af Esbjerg Tovværksfabrik A/S Historie i Anledning af Virksomhedens 25-årige Jubilæum d. 8. Februar 1930. 1930. 32 S. ill. Por.
Smede- og Maskinarbejdernes Fagforening Esbjerg. D. 5. oktober 1890. 1930. 1930. 14 S. Por.
Plantningssagen.
Christensen, P. Plantningssagen omkring Esbjerg. (Hedeselskabets Tidskrift 1909, S. 123-26.)
Hansen, Karl. Plantningssagen i Esbjerg og Omegn. Et Stykke Kulturarbejde gennem 50 År, med 3 Tillæg. 1918. 42 S. ill. Kort.
Veje og Jernbaner.
Hassing, V. V. Esbjerg nutidige og fremtidige Betydning for Trafikken samt Byens Næringsforhold. (Nationaløkonomisk Tidskrift 1886, S. 241-61.) Diechmann, N. V. Esbjerg-Trafik. Baneplaner og Banemuligheder. 1921. 24 S.
Esbjerg Bazar Avis i 1889.
ved redaktør L. Høyer Nielsen.
I Marts 1889 udkom til Fordel for Teknisk Skole en Bazar-Avis, redigeret af S. Berg. Den bærer Undertitlen „Almindeligt Nyheds-Blad for Esbjerg og Omegn“ og indledes med en ganske fornøjelig Artikel: „På Kryds og tværs gennem Esbjerg“.
Efter en Skildring af Udsigten fra Bavnehøj ud over Havnepladsen, Havnen og Stationfilialen på Havnepladsen, følger en Tur gennem Byen: „Begiver man sig fra Pladsen forbi Foden af Spangsbjerget videre mod Nord, ser man Kirken, som gjør et „kæmpemæssigt“ Indtryk, den er, som alt i Esbjerg, storartet, men dog for lille, akkurat så meget for lille som dens Pengepung. Drejer man om tilhøjre og ser ind i Fremtiden, viser Rådhuset sig i det Uvisse. Pladsen, hvor det skal ligge, kan nemlig med Bestemthed ikke vises, da der er en lille Meningsforskjel blandt Byens vise Fædre, om det lettest tilgængelige Sted til hver enkelts Gadedør (Riften er næsten lige så stor som i sin Tid om Posthuset). - Nogle mene dog, „Huset“ burde ligge i Dahlens Skød i Nærheden af Bjerget - vi får se.
På venstre Side, lidt længere oppe ad Vejen, om Forladelse, Kongensgade, er et Mejeri (ikke Beieri; Beier var en Restauratør) opført; det har to Bestemmelser, den ene, som er meget kristelig, gåer ud på at skaffe Landboerne af med deres Mælk, den anden går vist nærmest ud på at knække Halsen på en ældre Kollega; om
begge Dele lykkes, vil Tiden vise. Den som osv.
Nå vi må videre og se - smukt beliggende på Torvet viser sig en skandinavisk Bygning. Denne er en sand Prydelse, ikke alene for Byen, men i Særdeleshed for Torvet, fra hvis Midte Bygningen præsenterer sig udmærket smukt, og geråder både Bygherren og Bygmesteren til stor Ære. Storartet Bygning - her serveres både legemlig og åndelig Føde. Byens muntre Kunstnere afholde her deres Møder. Man overbevises herom ved at passere Torvet ca. 23 Aften. Centralhotellet (Skandinavien).
Forinden vi forlade Torvet, må erindres Byens eneste Monument, som her er post’eret. For at undgå eventuelle Beskadigelser er „Værket“, som ganske snedig er anbragt midt i Kjørevejen, oplyst, når Mørket falder på, dvs. Pumpen på Torvet.
Vandrer man videre ad Kongensgade ligger til venstre et Stridens Æble: Svineslagteriet - også en overordentlig storartet Bygning - måske i Modsætning til Kirken for stor, om Pengepungen er i lignende Omstændigheder, vides dog ikke. De allernyeste Opfindelser findes anbragte i Slagteriet - ældre Opfindelser forsøges også anvendte, men uden Held. F. Eks. er det gamle Eksperiment med en Strikke forsøgt, men da Tråden var for tynd, gik den itu. Som det sees, følger Esbjerg med på alle Områder.
I Nærheden af Slagteriet sees et Par Træer, som vistnok i høj Grad ville have frydet Kongen - hvis H. M. under et Ophold her for 15 År siden havde seet dem.
Posthuset er endelig efter mange Møjsommeligheder havnet i Havnegade. At det har fået sin Plads på et så hensigtsmæssig Sted, skyldes vistnok lutter Omsorg for Borgernes Sundhed: Motion er et godt Lægemiddel, og den fortryllende Udsigt, som fra „Huset“ viser sig for den trætte Vandringsmands Øjne, bringer ham aldeles til at glemme de overståede Anstrengelser. Kontoret er dertil - trods sine indskrænkede Lokaliteter - både inde og ude forsynet med de allernyeste og bedste Indretninger for Publikums Bekvemmeligheder. Som noget ganske nyt, og dertil meget anbefalelsesværdigt, findes udenfor anbragt et Apparat, formentlig patenteret Indretning, som vi skulle forsøge at beskrive for vore Læsere, der ikke allerede personlig have haft Lejlighed til at gjøre dens nærmere Bekjendtskab, består af en Stolpe med Ring; heri er anbragt en Kjæde, som undertiden ligger ud på Gaden, men i Almindelighed befinder sig på Fortovet. Hænder det nu en mørk Aften, man går sin Motion til Posten, at Ens Ben pludselig bliver lænkebundne, ved man, hvor man er. Falder man uden at brække Benene, løsgør man sig for Kæden, og kan da, efter en lille Renselse, ganske rolig gå ind og aflevere sine Breve. Skal man ikke på „Huset“, fortsætter man selvfølgelig sin afbrudte Gang.
Som af det foranførte fremgår, vil dette Apparat med Held kunne anvendes af Handlende; fåes hos Patenthaveren. Med Sprøjtehusets bekendte Gæstfrihed vil det efter Forlydende snart være Slut. Dens hidtil dobbelte Virksomhed, som Hotel og Sprøjtehus, vil om nogen Tid tilhøre Fortiden. Hotellet bliver nedlagt, og Fremtiden vil udelt blive helliget dens egentlige Opgave: at huse ikke sprøjtende Sprøjter. Skolerne ere i Tiltagende i Esbjerg - dumpende Examinanter også. Skolelokalerne kunne nok være noget rummeligere. Børnene stuves sammen som Sild i en Tønde, men dette System har vist sig at være meget besparende om Vinteren: Luft og Varmetilførslen kan næsten besørges af Børnene selv. Som Følge af det store Børneantal er i Lokalerne anbragt en Masse Ventiler, men Luften, de tilføre, har desværre vist sig ikke alletider at være ganske ren.
Gaderne i Esbjerg ere endnu ikke brolagte; derimod en Del Fortov, som på sine Steder antager Karakteren - Trip, Trap - Hønsestige, om det er for at minde Beboerne om, at Byen ligger på et temmelig bakket Terræn, eller Hensigten skulle være den samme som „Kjædens“, er ikke oplyst.
Befolkningen ernærer sig hovedsagelig ved Hundehold, Fiskeri, Kvægavl og Bjørnetrækkeri. Forresten findes nu omtrent alle Næringsdrivende repræsenteret, et Par Håndværksudøvere undtagne. Guldsmede findes f. Eks. ikke, men savnes ikke; de ædle Metaller lade sig i forarbejdet Tilstand udgrave overalt på Byens Grund. Blandt de Manglende findes ligeledes Hattemagere, men da der på forskellige Steder i Esbjerg bliver forfærdiget og leveret ganske udmærket smukke og billige Hatte - savnes nævnte Håndværk heller ikke. De bedste og fleste Hatte leveres i Havne- og Kongensgade. Handelen går især strygende Lørdag Aften, for at Vedkommende kunne møde pyntet om Søndagen.
Religionen er moderat lutheransk. Søndag god lutheransk fra 10 Form. til 12 Middag eller 2 til 3 Eftermiddag På alle andre Tider nærmest „Jøder“, som søger efter den borteblevne Guldkalv. Alle Børn, hvis Antal er ubegrænset, blive dog døbte som Kristne.“ Foruden denne fornøjelige Indledning indeholder Bladet forskellige Meddelelser fra Bazarkomitéen, bl. a. om en i Anledning af Bazaren arrangeret „Skønhedskonkurrence i Esbjerg“. Og iøvrigt er Bladet fyldt med Annoncer, dels virkelige, dels selvkomponerede - og flere af dem særdeles fornøjeligt affattede. Vi gør et lille Udpluk.
Først en Forretningsannonce:
God Gang i Træskoene ! ! !
At Knyster og Ligtorne tildels fremkomme ved at gå med dårlige Træsko er en Selvfølge, og Enhver, som ønsker at være slige Plagerier kvit, kan bare gå ind i Larsens Butik på Torvet og kjøbe sine Træsko og Klodser, hvilke forefindes og laves efter Mål i alle Brancher, passende til de mest vanskelige Fødder.
Såvel Læder - som Træarbejdet udføres på eget Værksted, og Varerne sælges til billige Priser mod kontant Betaling. Ærbødigst H. K. Larsen, Torvet i Esbjerg.
NB. Under mit Skilt hænger en rød Træsko og hvem, som lever på så stor en Fod, som Træskoen er lang, får den og Mage til gratis.
Fra J. Jensens Herreekviperings- og Marskandiserforretning på Kongensgade findes en Annonce med forskellige Priser, som det sikkert kan have sin Interesse at gengive. De står jo knap på Højde med vore Dages Priser: „Heluldne Klædninger fra 20 Kr. til højere Priser. Heluldne Benklæder 4 1/2 Kr. Engelsklæder-Benklæder á 5 Kr.
Hvide og kulørte Skjorter 1,85 Øre pr. Stk. (skal jo dog nok være 1,85 Kr.) - Uldtrøjer 2 Kr. - Normal Uldtrøjer 3 Kr. pr. Stk. Bomulds-Underbenklæder fra 1 Kr. til højere Priser. Børne-Underbenklæder 65 Øre pr. Par.“
Og Andelsmejeriet averterer med nymalket Mælk 20 Øre pr. Kande, skummet og kjærnet Mælk 8 Øre pr. Kande. og Fløde 15 Øre pr. Pægl.
Fra en Restauration findes følgende versificerede Indbydelse, der tydeligt viser, at Annoncen ikke er fra et Afholdshjem:
„Uden Mad og Drikke,
Duer Helten ikke;
Hør derfor gamle Ven:
Gå Du til Beter hen!
Og har Du Mønt på Lommen Og Munterhed i Sind,
Du næstendels er kommen I Paradiset ind;
Thi Vinen flot du nyder,
Og Glædens Bud du byder Hver Pigelil på Jord.
Ja, leve Druesaften,
Den giver Dig Humør,
Fra Morgen og til Aften Drik Bier hos Beier til Du døer.
Og Poesi som denne:
„Læder af de bedste Oxer og Heste,
Skind, store & små,
De i Læderhandelen kan få.
Ærbødigst Chr. Lasson.“
Til Slut skal vi citere en af Bladets morsomme Annoncer:
„Stå ikke der og hæng med Hovedet, Petersen, fordi Du denne Gang ikke fik dit nye Tøj til at passe, Sagen er jo den, Du er for gjerrig, Du seer alt for meget på Skillingen. Nej, Petersen, når Du næste Gang skal have nyt Tøj, og Du sætter Pris på at få det til at passe, så må jeg bede Dig om ikke at se så nøje på Mønten; men gå hen til A. N. Gregersen, så fåer Du Tøjet til at passe, og så hænger Du ikke mere med Hovedet. For, kjære Petersen, hvad kan det nytte Dig, at Du skaber Dig til Kapitalist ved at spare 3 á 4 Kr. i Skrædderløn, når så Din Skrædder vanskaber Dig i Dine bedste Klæder.“
Småstykker.
Et møde mellem to matadorer.
Fra den Tid, da Esbjergs Indbyggerantal noteredes at ligge et Sted mellem 1000 og 1500, hidrører følgende muntre Legende, der med alle Tegn på Sandhedskærlighed er fortalt af én af Omegnens ældre Skolemestre. En kendt stor Gårdmand i Byens Nærhed udflugtede til Byen, og ved sådanne begivenhedsrige Lejligheder plejede bemeldte Gårdmand at være i et særdeles frejdigt for ikke at sige oprømt Lune. Tænk, han slog Folk venskabeligt på Skuldrene, sagde „du“ til dem og spurgte til Madammen og Kartoflerne i Sandjorden. Det skete også overfor en af Byens højeste Embedsmænd, som åbenbart ikke var vant til den Behandling. Han vendte sig en Kende fornærmet mod den gode Mand og sagde værdigt og bydende, at han var den og den.
Å, Skidt! mente Gårdmanden omgående. Det gør et’ nøj. For a æ Sognerådsformand for Jerne, Skads og hele Esbjerg med! Slutningen på dette interessante Møde kendes ikke.
Smør-Meyer var en Englænder, der i nogle År boede i Esbjerg, hvor han blandt andet byggede „Meyers Villa“ i Exnersgade. Der fortælles mange Historier om ham, særlig Jagthistorier. Meyer var en Søndag ude at skyde - han havde valgt Tjæreborg og Omegn denne Dag. Jagtret, Jagttegn osv. havde han selvfølgelig intet af; men Bøssen havde han da med. Den Gårdejer, på hvis Jord han gik, kom da ud og forbød Meyer at jage der. „Forbyde, forbyde, hvem vil forbyde mig at jage her? Kom bare an, hvis De tør“ - og Meyer smed Frakken i Græsset, tog det ene Øje, der var af Glas, ud, knyttede Næven og stillede sig i Possitur rede til at slås. Ved dette Syn blev Jordejeren så „paf“, at han løb, alt hvad han kunne, og den Søndag fik Meyer Lov at gå i Fred.
Der går sagn.
af Jørgen Hansen.
Når man taler om Esbjergs første Indbyggere, er der vist få, der tænker over, at der langt tilbage i den grå Oldtid har levet Mennesker bag den høje Klit i Læ for Vestenvinden.
I Slugten mellem Borgergade og Skolegade har deres Bosteder ligget i Rækker. De lå i Nærheden af Havet; der var tørt i Grunden, ved Regnskyl løb Vandet ikke ind i Hytterne. Her, hvor der nu hver Aften glider tætte Stimer af slørklædte Ungmøer, pomadeduftende Modemænd med Læg i Bukserne og Silkeparadeklud i Brystlommen, hvor Tusinder af hvide Lys kaster Brandlys mod drivende Skyer, hvor Skarer af Vildfugleflokke ses som Ildfunker imod den mørke Nathimmel, - på samme Sted har Stenalderfolket famlet sig frem i Mørke, under et Hvælv af høje Løvtræer; hist og her lyste et Bål uden for en Hytte. En skindklædt Skikkelse tegner sig mørk op mod en belyst Lervæg, glider ud i Mørket, giver Plads for næste levende Billede: To mørke Silhuetter, den ene i lang sid Kjole. Jo også dengang blev der filmet på Strøget.
Når Bålet er brændt ned til ulmende Gløder, skimtede man en Skikkelse, der sad på Hug op imod Hyttens Døråbning; foran ham lå en Stenkølle, og i Fanget holdt han et Spydskaft, hvis lange Flintspids ragede op over hans Skulder. Det var Nattevagten, der vågede over Fred i By - han sad ludende og lyttede efter Ulveglam og fangede de tusind Lyde inde fra den store Jungle, mens Vesterhavet sang sin evige Kantate tung, buldrende; i hæse Støn fuld af Sørgmod med korte Mellemrum hørtes i klagende dybe Toner Skovuglernes Skrig og Natravnens hvinende Diskant.
Dengang, der gravedes Grund til Vandtårnet, fandt man Grave fra Stenalderen. Hvor langt de strakte sig, blev der ikke undersøgt, men der hviler måske Tusinder af Esbjergs første Pionerer. En var den første, og det er om ham, jeg vil riste en liden Rune. De Oplysninger, jeg støtter mig til, er ikke så righoldige, heller ikke af den solideste Art, en Undtagelse indtager nogle interessante Beretninger, jeg fik hos en gammel klog Degn fra en By i Esbjergs Opland. Han var en sære Mand, sky og indesluttet. Resultatet af hans Granskninger kom aldrig frem for Offentligheden, de var nedskreven i Stilebøger af dem, Børnene brugte i Skolen. I en Kasse, der havde sin Plads under hans gamle Hestehårssofa, lå de gemt, bundtet sammen og omsnøret med Hyschen. Gorm den Gamle var Degnens Kælebarn, ham var der helliget mindst 20 Skrivebøger. Ved mange års ihærdige Granskninger fra hidtil skjulte Kilder var han nået så vidt, at han klart og tydeligt kunne bevise, at Gorm den Gamle i sine unge Dage havde været bosiddende i Varde. Måske det er for at hædre Degnens Minde, at Varde Museum har rejst en pragtfuld Gengivelse af Gorm den Gamles Jellingesten på Varde Grund. De endnu synlige Voldsteder ved Arnebjerg var fra første Færd opkastet af Gorm, dengang hin Unge.
I Vigen hvor stort Hav går i Land lod Fader min gøre Vold, om sin Boplads af 500 Mænd blev det gort (prentet af Bror Markus på Lygum Kloster), stod der i Degnens Skrivebog Nr. 17. Han ejede også en stor Samling af Kort, der angav Indlandssøer, Vige, brede sejlbare Floder, Veje og Bosteder. Pladser med Grønsten, Flint og andre Sten, der særlig egnede sig til Stenvåben, var også angivet. Selv var han i Besiddelse af en meget stor Samling af Oldtidsvåben, Urner, Husgeråd og Kranier af Urokser og andre uddøde Vilddyr. Da han døde, blev hele Samlingen spredt for alle Vinde. Hans Livsens Værk, Biblioteket under Sofaen, landede i Bilæggerovnen. „Det var så møj dejlig til at tænde op med“, sagde hans brave Efterkommere.
Nedenstående Fortælling fra Stenalderfolkets Tid stammer fra Begyndelsen af hans Gormsstudier; hans Fortællemåde er ikke præget af en Gammelmands tørre Skrivemåde, der kan på Steder være noget malende frisk ungdommeligt. Man mærker, at han er en stor Elsker af Naturen, særlig Landet herude i Vest.
Som et bugtende Sølverbånd glider Varde Å ud til Havet. Ved Sommertid næsten skjult af Siv, Enggræs, Kabbelejer, Gøgeurt og høje svingende Tidsler. Gøgekuk, Lærkekvidder og Rap fra Gråanden er de vante Lyde ude fra den blomsterbestrøede store Engflade. Sådan viser Varde Å sig for den nulevende Slægt. Men der var en Gang for Tusinder af år tilbage, da bredte Flodvandet sig over Engene i en rivende dyb Strøm med skumklædte Kanter langs de høje Skrænter. Store knudrede Ege voksede ud til Skræntens Kant, gamle Kæmpetræer lå med struttende Rødder i Skovbrynet og Kronen begravet i Bølgeskvulpet. Underskoven var et tæt Vildnis med snørklede Stier, hvor Vildsvin, Ulv og Bjørn holdt til. Ind imellem Højskovene kilede sig lavtliggende Sumpterræn bevokset med Siv, Rør og Flæg, der dannede sikre Skjulesteder for Skarer af Hejre, Rørdrum, Blishøns og den nu uddøde sorte Stork. Dag og Nat var Luften fyldt af skræppende jodlende Fugleskrig, tusinde Mangelyde fra Dyrestruber. Skrig, Angstskrig, jublende Livsglæde. Højt oppe, over og under Skyerne, kredsede Ørnene Cirkler ind, kun eet Vingeslag for hver Ring. Sejrsbevidst. Dernede lå den store bange Hob med Angst i hvert Øje.
Ude i den store brede Vig ilede Vandet afsted i krappe klukkende Bølgeslag, i Sus, i glad Pludren, alt efter hvordan Vejr og Vind stillede sig. En Flok Sæler stred sig op mod Strømmen på Jagt efter Ørred og Laks. Når een kom op med Bytte i Flaben, væltede hele Hoben sig ind på den lykkelige, og Kampen stod med Brøl og Hyl. En Kronhjort kom frem i Skovbrynet i lange vuggende Fjed. Med et langt hæst Brøl lagde han sig ud i Vandet, et Øjeblik efter sås kun hans store, grenede Krone glide hen over Havet. Hvorfor? Jo, i Skovbrynet på den modsatte Bred stod en Hind med et Skind lysende blankt, knejsende Holdning og Ben som etårige Egespire.
Der, hvor Janderup Kro ligger, var på den Tid en Boplads. I Læ bag store bredkronede Ege lå en Mængde bikubeformede Hytter med Døråbningen vendt mod Vigen. Et højt Gærde dannet af Tjørn og sammenbunkede Grene omgav Hytterne som Værn for Ulv og Bjørn. Dagen igennem herskede der uden for Palisadeværket en rastløs travl Færden. Mænd hulede med Ild og Stenøkser Træstammer ud til Kanoer. Gamle krøgede Mænd, der ikke længere kunne følge med på Jagt, sad bøjet over hulede Sten og møjsommelig sleb Æggen til på Stenøksen eller borede Huller i Stenkøller med Mejsler af Kronhjortens Takker. Ned ad den skrånende Skrænt lå en vældig Dynge af Flintskærver, Østersskaller, Kranier og Knogler af Vilddyr. Højbarmede brunede Kvinder i side Kjortler, smykkede med Halskæder af rødgyldne Ravstykker; en hvid Skindstrimmel om Panden holdt det stride, buskede Hår tæt til Hovedet; i Rækker sad de langs med Husvæggene beskæftiget med Udbedring af Lædervamse, Vævning af Tøj på primitive Håndvæve, Garvning af Skind og Formning af Urner. I lange Rækker stod Skåle, Krukker, bredbugede, høje slanke, forsynede med et Utal af forskelligformede Forsiringer, slyngede Bånd, tætsiddende prikkede Linier. Der fandtes også Gengivelser af Fugl, Fisk, springende Dyr, ja, selv Masker af deres elskede Mænd skortede det ikke på. Skaberglæden lyste og forskønnede deres ellers hårde, noget stereotype dystre Ansigtsudtryk. Gennem Suset af blafrende Egeløv skar et ensartet durende Drøn - en dæmpet Buldren, det var Flodvandet, der mødtes med Vesterhavets Storbølger. Skallingen var på den Tid ikke oven Vande. Vandet fra Vigen gik i lige Linie over den nuværende Ho Bugt og brødes mod Brådsøerne i en hylende Opsang, som var det Tusinder af Havuhyrer, der kværkede hinanden tildøde. Evig Dag og Nat bares Lyden ind over Land, dog mest ved Efterårstide tog den hule Buldren til i Kraft, så det lød som en fjern Torden. Da kunne det hænde sig, at Småbørnene i Hytterne skreg af Rædsel og krøb langt ind under Skindfellen, rullede sig sammen som Hundehvalpe, og Kvinderne krystede Småbarnet ind til sig, gispende efter Luft under de tykke Bjørnehuder. Kohuden for Døråbningen flagrede for Vindstødene, Regn og Sne føg ned igennem det åbne Røghul i Hyttens Tag, gamle arrige Far Vestenvind var gram i Hu.
Dette er et kort Uddrag af Degnens Skildring af Oldtidsfolkets Liv ved Varde Å. På mit Spørgsmål, om han ikke troede, at der har levet Mennesker på den Tid på Esbjerg Grund, sagde han: „å jo, formodentlig, jeg har forresten planlagt en Skildring af de allerførste Mennesker, der kom vandrende her op i Jylland sønden fra og her ud til Havet. Jeg har støttet mig til en underlig gammel Sagnhistorie fortalt af Kren Havmand fra Sjælborg. Min Oldefar har selv hørt den, han var dengang i Konfirmationsalderen. Det drejede sig om en Høvding, der kom Østen fra med hele sin Familie. De rejste et Bosted, der hvor Esbjerg nu ligger. Kren Havmand var dengang noget over de hundrede år. Folk sagde, at han var såen lidt til en Side, en Smule tunte; „men nårjen er skrejen over de Hundrede, kan det let komme til at fimre for jen“.
Så fik jeg i spredte Træk Planen over hans Fortælling om Stenalderfolkets Indvandring. Det er om den lille Flok, der drog her ud til Kysten, jeg vil fortælle. Noget lægger jeg selv til; kald det Fantasteri, Drøm eller Digt. Selv vil jeg kalde den en Hypotese om Esbjergs første Pioner, eller „der går Sagn om Runestene“.
På en lille åben Plads i Storskoven lå en cirkelrund Hytte. De lerklinede Vægge var knap i Mandshøjde; forneden var Leret opløst af Regn, så Grenefletningen var synlig. Taget bestod af Flæg, Siv og Kæmpegræs, det endte i et åbent Hul, hvor en Røgsøjle steg op lodret, til den nåede til Træernes Top, så fejede Vinden den vandret ud, ind over Kronerne. Op ad Hyttens Væg sad en Mand, kæmpestor, med brunet, vejrbidt Hud. Hans store, hvælvede Brystkasse var dækket med et kruset sort Hår, den øverste Flade af Muskelbundterne var lysere og blankslidte. Som han sad der, såes Føddernes Underflade, gråhvide i Lød som Hestehove. Han sad i vuggende Bevægelse frem og tilbage med en Stenkile mellem sine knoklede, klolignende Hænder; i lange, ensformede Strøg blev Kilen slæbt frem og tilbage i en rundhulet, sort Sten. For hver Gang hans Hoved blev bøjet forover, væltede det tykke, stride Hår ned over Panden.
Den Mand hed Ese. Han var med sin Kvind og to Hunde for mange år siden kommen vandrende sydfra. Skovene her var rige på Vildt, glathårede og tykpelsede. Først gravede han en Jordhule, senere hen formede han et Hus af Fletværk og klinet med Mos, æltet i Ler. Den Gang var han ung og spæn stig; som en Vind kunne han følge sine halsende Hunde, når de tog Fært af Vildorne, Elsdyr eller Kronhjort; men hans kæreste Vildt var Skovens sorte Trold, Bjørnen. Der var Mand i ham. Se ham stående oprejst med ondt gnistrende Øjne og blodrødt, åbent Fjæs, parat til at favne en, der ikke ejede Kløer eller Hugtænder. Det var en let Sag for Ese at knuse den store, hvælvede Pande med sin vældige Stenkølle, et eneste Slag, en kvasende Lyd, og Trolden ville vælte bagover. Nej, så slængte Ese både Spyd og Kølle, med dragen Flintdolk væltede han sig ind i Bjørnens Favn, pressede sit Hoved ind under Bamsens Underkæber imens han borede Dolken ind i Hjertekulen. Det var ham en særlig Nydelse at holde Bjørnen i Favnen og mærke det varme, rislende Blod fosse ud over sin nøgne Hud; mærke det sive ind under sit Lændeskind og ende i en kriblende Kildren rundt Hofterne. Hvor Livet dog var dårende dejligt!
Når Ese mødte den første Brok, der kom frem efter Vinterdvalen, gik han hjem og huggede en Flire med sin Stenmejsel på Hyttens Dørstolpe, Rækken var med Tiden bleven lang. I lang Tid lagde hans Kvinde hver Sommer en lille Menneskespire ud i det varme Sand; der lå det og krympede sig som en Regnorm. Når Ungen blev større og kunne krybe på fire, blev det tøjret i det ene Ben i en tørret Tarm; senere blev de indespærret i et af Ris og Pæle rejst Indelukke. Her trivedes de sammen med Hundehvalpe og en tam Bjørneunge i broderlig Forening, til de blev så store, at de kunne kaste med Sten og kravle op i de højeste Træer for at plyndre Hejre- og Ravnereder.
Ese levede i sine Mandomsår et rigt og lykkeligt Liv, når han med blinkende Flintspyd og sin tunge Stenkølle brasede gennem Tykningen efterfulgt af syv robuste, kraftige Sønner, alle belæsset med Våben eller tunge Fangenet. Da følte han sig som Hersker over alt levende i Skov, Luft og Vand. Var et Dyr efter dagelang Jagen brudt sammen af Træthed og Sår fra Spyd og Stenkast, da stillede den gamle Kæmpe sig op mod et Træ og hylede Råb ud til alle Sider. Der stod en Dans med Blodsprøjt, rungende Hyl og skogrende Latter. Det var Eses store Glædesfest at se sin Slægt tage Arven op, blive alle Skoves Herre. Kun een Ting bragte Forstyrrelse ind over Eses ellers så sorgfri Tilværelse, det var en Lyd, en dyb, rungende Stønnen. Det gik i alle Tonarter fra hæs Hvæsen til gurglende Hyl; de store Vilddyrs Brølen kaldte han dem. Ofte havde han gået i flere Dage efter Lyden, men Skoven var tæt uden Sti, og dyndede Sumpe spærrede hans Vandring mod Stedet, hvor Kæmpedyrene med den store Lyd havde sin Kampplads. Han rugede også over Planer om at forlade sit Bosted og med hele sin Familie drage ud at prøve Kræfter med Storvildtet. Både han og Sønnerne arbejdede på Våben, der var større end dem, de ellers anvendte. Store, bredbladede Flintøkser med Egeskafter hang færdig under Hyttens Tag. Bindselet, de anvendte, var smalle Strimer af Hanbjørnens Hud smurt ind med Elsdyrtalg. Hyttens Lervægge bar Mærker fra deres Øvelser i Spydkastning. Deres daglige Togter og Kampe med Storvildt var tildels Træning til deres Livsens Storbedrift: Kamp med de hylende Kæmpedyr langt ude bag Skovene.
Ved en ganske lille Tilfældighed fik Ese sit Ønske opfyldt. En stille Sommernat, da hele Familien sov tæt, listede en lille Flamme sig frem gennem det med Jord tildækkede Ildsted; den traf Enden på et Strå. Flammen listede sig hen ad Strået, traf et andet, der lige nåede at fænge Hyttens Risvæg, og på et Øjeblik stod Huset i Brand. Ese stod med et stort, bredt Grin ved den glødende Tomt; alle hans Køller, Spyd og Flintvåben, Fangenet og hans prægtige Sønner var reddet. Kun hans Kvindes Hår og Døtres Ravperler blev ædt af de røde Tunger. Nu var der ikke noget, der bandt ham til Stedet; nu ville han følge de store, hvide Fugle, han så ofte havde set ved Aftentide drage i Retning af Uhyrernes Hjem. Langt ude, hvor Solskiven gik ned bag Skovene.
Dagene svandt, hvor mange vidste han ikke. Igennem Slugter, uden om små Søer, dybe, sorte, med store, svømmende Blade og hvide, takkede Blomster, snart i mudrede Vildsvinestier, snart over mosgroede, stenede Bakker. Ese gik selv i Spidsen af den vandrende Skare, der bar Husgeråd, Våben, Børn og Huder på Stænger, der hvilede på Skuldrene med et Underlag af vissent Græs. Sol, Stjerner, de hvide Fugle og den hæse Susen ledte dem i en bestemt Retning. Flere Gange mødte de en underlig rå, tåget Luft med en Smag, de ikke før havde kendt, bitter, sur og stram som en gammel Hanbrok.
Ese vibrerede med Næseborene, slikkede det våde Skæg. Verden var fuldt af Under. Det forekom ham også mærkeligt, at Træerne ikke længere stod oprejst, de krøgede sig forover i en bestemt Retning; stod også mere spredt, og Løvet var mindre, mere forkrøblet. Træstammer og Blade tegnede sig i Silhuet op imod noget lysende, skinnende Hvidt. Skoven holdt op. Han stod ved Grænsen af en ny Verden; foran ham hævede der sig en høj Skrænt, og over den, ude i Lyset, flagrede de hvide Fugle med det gyldne Næb og de rustgule Fødder i lige Line bagud. Var han nået til de store Vilddyrs Hjem? Solen stod højt i hed Luft, på den Tid sov Bjørn og Los, det samme var vel Tilfældet med det store Vildt, som hans Øje aldrig havde set. Alene, med den største Økse hængende ved Lændebæltet, krøb han frem til den nye Verdens Grænse. Hvor ofte havde han ikke i Drømme hamret det store Vildt til døde, så Blodet stod i Sprøjt ud fra knuste brede Pander og vældige Tandrækker. Musklerne i hans brede Ryg dirrede i Spænding. Den bredbladede blev halet frem af Bæltet og beskuet med et ømt Øjekast. Hans Hjerte hang ved det Våben, der havde kostet ham lange Tiders Arbejde. Der var gået Sjæl i den! Mon den ikke også higede efter at grave sig ind i de ville Bestiers Pandebrask?
Ese rejste sig langsomt og lydløst op bag en gammel frønnet, udgået Eg, strakte Hovedet ud i Sollyset og steg frem. Af gammel Vane lod han Øjet falde på det, der lå nærmest hans Fod, hævede Blikket langsomt op til det fæstnede sig ved en Række hvide Svaner, der sang sig frem i den rene, blå Luft. Det gav et Sæt i Ese, næsten stivnet stod han måbende og så ud i det store Under. Glemt, skudt væk var alle Tanker om Drab af Uhyrer! Der lå et Vand, så stort så Randen af Himmelen hvilede på dets yderste Kant, glinsende, hvidblå som sleben Flint. Hvide Kæruldstotter hoppede om på dens Overflade, forsvandt, kom frem igen som legende Lækatte. Men lige neden for hans Fod og langt, langt ud var den gule Jord overstrøet med Fugle, der skræppede, jodlede og hujede.
I Flokke svang de sig op, kredsede rundt i Luften og slængte sig atter ned i Vandpytter, så der stod Sprøjt til alle Sider. Flest var der af de gulnæbede Fugle, hans Længslers Fugle, de, der ledte ham frem til Sollandet, hans nye Hjem, hans Drømmes Hjem. Hvordan det kunne være, vidste han ikke, det havde kun sket en Gang før; dengang hans Kvind lagde hans første Søn for hans Fødder. Han kunne ikke stå stille. Benene trampede løs. I rokkende Bevægelser svingede han hid og did, imens han udstødte sære Lyde, der lød som en summende Sværm af Gedehamser; blev højere, slog over i dyb Brummen. Hele Familien stod neden for Højen og undrede sig over Familiens Overhovedes mærkelige Opførsel. Hele Hoben lå Dagen ud og stirrede på det nye sælsomme. I Undren så de Havet komme listende ind imod Land med en underlig klukkende Lyd. De så Solskiven glide ganske langsomt ned mod Havet, men den standsede ikke. Stykke for Stykke blev den ædt af det grådige, store Vand. Kvinderne græd, men Ese sagde: Efter en sort Nat kommer en varm Sol hver evige Dag.
Om Ese er der videre det at berette, at han tømrede Bosted neden for Bjerget, der efter ham blev kaldt Eses Bjerg. Senere gled det over i Historien under Navnet Esbjerg. Uden om hans Hyttevægge lagde han en Række store Sten og klinede Mellemrummene med Ler. Disse Sten blev Tusinder af år efter fundet af de såkaldte første Beboere. „Det havde æ Tatere gort“, sagde de. Der er bleven mig fortalt, at disse Sten blev anvendt til Grunden ved den gamle Kro, der lå, hvor Centralhotellet nu ligger. Desuden fandt man Ravsmykker, gennemhullede Benstykker, Stenknive og en ualmindelig stor Stenøkse af sjælden Skønhed. Den findes nu på oldnordisk Museum. Det var et Pragteksemplar, den største, der endnu er funden her i Landet. Der er stor Sandsynlighed for, at den har tilhørt Ese. Videre Efterforskning er umuliggjort ved Rytterstatuens Anbringelse på Stedet, hvor Oldtidssagerne er fundet.
Nu i vor Tid ofres der et stort Arbejde for at løfte Sløret, der dækker over Oldtidsfolkenes Liv. Der høres ofte om nye Fund af Grave, Husgeråd, Våben og Tomter af Bopladser. Det kunne hænde sig, at der uden for vor Dør fandtes en mosgroet Sten med sære Tegn og Streger. En lærd Skriftgransker slår fast, at Nordens ældste Tegnsprog er funden. I Film, Landet over, forevises den vidunderlige Sten; på det hvide Lærred læses Oversættelsen: Jeg Ese, Søn af Dreng, levede her; første Mand, der såe Sol gå ned i det levende Vand.
Dermed var det fastslået, at både Degnens og Kren Havmands Beretninger var troværdige. Mindet om denne vældige Høvdingeskikkelse har levet fra Slægt til Slægt. Sagafortællerne har siddet ved Bålene og fortalt om Manden med den største Økse, måske var han med Tiden bleven til en Gudeskikkelse, et Forbillede for Guden Thor. Eses Saga, fortalt af et Menneske lige op til vor Tid, er de sidste Dønninger af Mindet om Esbjergs første Beboer.
De Vesterhavs Bølger vælter sig ind mod den hvidgule Kyst i Støn, i Sus, i Hyl, Bølge efter Bølge lægger sig til Hvile ved Foden af den hvide Klit, med et Suk som fra en dødssygs sidste Smertensstøn. Lyt efter, man kan næsten skælne Ord, en Røst så underlig sorgbetyngt. Luk dit Øje og lyt, lyder det ikke som døde Slægters ånderøst i et underligt, ukendt Sprog. Der høres en Lyd, dystert rungende som fra Fortidsdyrs brummende Kampskrig. Det er Urfolkets rå sorgmodige Røst. Men der kan være Tider, når Bølgerne legende kribler i Land, da kan det lyde som kåd klukkende Latter.
Lyt: der høres dæmpede Lyde som vibrerende Toner fra
Citerstrenge, bløde Skalmejefløjt. Det er Urfolkets Børn, der har leget på vor
sollyse Strand. Solskiven har streget sin Bue over Tusinder Slægters Levetid,
med deres Sorger og Glæder i skiftende Spand. Dage fødes, Dage dør; men den
sorte Ravn har alle Tider flagret over Land og skreget sit rå Skrig. Grav!
Grav! Alle skal i Grav!
|
KLUB SANG
FRA 18. APRIL 1876. Mel.:
Og kjöra Vatn og kjöra Ved. |
|
Lad
andre prise i fagre Ord, De
store Folk og store Stæder, De
mange herlige Ting paa Jord, De fine
og flotte Sæder. Jeg
synger ikkun om den lille By, Der
har sig reist under Fanøes Ly, Som
med sin Havn hurtigt fik Navn Som Danmarks nye San Fransisco. |
|
Hvad vilde Livet dog være her, Hvis
ei man sluttede sig sammen, Naar ikke man efter daglig Færd Sig samlede til Fryd og Gammen? Men dertil er just netop her et
Sted, Hvor man kan samles i
Gemytlighed, Og Esbjerg Klub Med Rub og Stub Er den, som knytter Alle sammen. |
|
Lad
mig da ønske, at Klubben maa Velkommen
stedse kunne byde, At den
i Kassen maa dygtigt faa, Saa at den Livet ret kan nyde, At den maa aldrig savne
i sin Kreds Det
smukke Køn, som Alle gør tilfreds. Paa dette Haab Ved Hurraraab Vil
vi vort Glas til Bunden tømme. |
Esbjerg
i gamle dage.
af lærer H. P. H. Novrup,
Alslev.
Når jeg er bleven opfordret til at drage nogle personlige Minder frem fra Esbjergs første Tid, vil jeg begynde med Jorden. Det er altid godt at holde sig til Jorden. Den Jord, hvorpå Esbjerg ligger, så noget sandet ud. Overalt, lige fra Kysten til et Stykke ind i Landet, omtrent til Skolegade, fandtes Små klitter fra en til tre Alen høje. Disse Klitter gik så lidt efter lidt over i Hede. Hvor den nuværende Stationsplads er, fandtes nogle få Agre, og der, hvor Stationsbygningen nu ligger, var Heden til en Tid ganske optaget af Stendynger. Et Konsortium, hvori N. P. Sillasen, Rørkær, og Møller H. C. Hansen, Spangsberg Mølle, var Parthavere, opkøbte Sten af Omegnens Beboere, som blev anvist Aflægningsplads på Kanten af Heden. Alle de mange Stenlæs ødelagde snart Vejene, der ikke i Forvejen var særlig vel underbyggede, og da Nybyggerne kom med store Flyttelæs, blev det endnu værre. Hvor Byen nu ligger, især Syd for Kongensgade, pløjede Hjulene dybe Furer, og fra disse opstod der en Sandflugt i Blæsevejr, så det var ikke til at se, og selvfølgelig fik man Øjne, Næse og Mund fulde af Flyvesand. Da Nybyggerne begyndte at arbejde i Jorden, fandt de snart, at under Sandet var der et godt Muldlag, og ved at føre det tilføgne Sand bort, dannedes rigtig pæne og gode Haver. Men hvor er al den Mængde Sand blevet af?
Øst for Stationspladsen lå de to Esbjerggårde. Ejeren af den nordligste, Niels Christensen, havde et lille Teglværk ude ved Havet lige Syd for Gårdene. Her hentede Omegnens Bønder deres Behov af Mursten, og til dette Teglværk knytter sig mit første Minde. Endnu før det første Hus blev bygget i Esbjerg By, kørte min Fader til Esbjerg efter et Læs Mursten, og jeg var med som en Purk på 5 á 6 år. Vi sneglede ad et Hedespor Syd for Esbjerggården ud til Teglværket, og her så jeg den første Hugorm, jeg ved af at have set. Den lå i Hjulsporet og solede sig.
Trafikken blev større og større, og Vejene blev dårligere og dårligere, det arme Sogneråd var i en slem Knibe; Læs efter Læs kørte fast i det løse Sand eller i de dybe Huller, der efterhånden dannede sig, og der kom Klage på Klage. Sognerådet var ikke uvillig, men det formåede jo ikke at grundforbedre Vejen, og det varede flere år, før Landevejen fra Esbjerg til Korskroen blev anlagt. Min Fader, Gårdejer H. P. Hansen, Novrup, sad i Sognerådet og havde blandt andet sammen med Peder Mortensen i Veldbæk Vejvæsenet under sig, og de var stadig på Farten for at tage Vejene i Øjesyn, udlicitere Vejarbejde, godkende Arbejdet osv. Jeg har afskrevet lange Lister på de forskellige Vejlicitationer. Min Fader var næsten aldrig hjemme. Da der begyndtes at bygges, var der ikke lavet nogen Byplan endnu, og det varede vist to eller tre år, inden Regeringen sendte en Ingeniør, vistnok Tornøe, herover. Ingeniør Tornøe, min Fader og Peder Mortensen har planlagt Byen. De fleste Nybyggere havde bygget med Gadeanlæg for Øje, og ud fra disse begyndende Gader blev Byen udstukken. På hvert Gadehjørne blev nedrammet en svær, hvidmalet Pæl, ligeledes på Torvets Hjørner. Den Gade, der først viste sig, var Smedegade; selvom der var åbne Pladser, var der dog så mange Huse, at man kunne kalde den en Gade, da Kongen i 1875 åbnede Baneanlægget. En Aften, min Fader kom hjem, kan jeg huske, han sagde: I Dag har det været os umuligt at få alt ordnet, uden at der kom os et Hus i Vejen, Huset vil komme til at ligge omtrent midt i Gaden. Dette Hus tilhørte, så vidt jeg husker, en Mand, der hed Stokholm. Huset er nedbrudt for lang Tid siden, det lå Nord for Kongensgade omtrent ud for Smedegade eller Jyllandsgade.
Bygningerne var Småhuse, der opførtes. Folk frygtede for at få dem høje, da Stormen så ville kaste dem omkuld. Selvom der de første år blev bygget ikke så få Huse, var det dog ikke tilstrækkeligt til de 300 á 400 Arbejdere, og mange måtte søge ud i de nærliggende Landsbyer, og endelig var der mange, der byggede sig Jordhytter. På det nordlige Affald fra Bavnen, der hvor Vandtårnet nu står og ned mod Kongensgade, var der en hel By af Jordhytter, hvoraf nogle var meget primitive, andre var ret hyggelige. Oppe på den østlige Kleve, som kaldtes Lille Esbjerg, men nu kaldes Bavnehøj, var der tre Jordhytter, hvori boede Stenhuggerne With, Schnak og Arbejdsmand Peder Holm, i den sidstnævntes har jeg været flere Gange, og efter at den var udbedret og udvidet, så det ret godt ud dernede. Jeg har også været hos Withs. Stenhugger With er den første, der blev jordet på Esbjerg Kirkegård.
Mens jeg er ved Jordhytterne, vil jeg nævne en Begivenhed, der satte Sindene i stærk Bevægelse. I en af Jordhytterne hørte en Dreng hjemme, som hed Kristian. Vi andre Drenge kaldte ham „Kristian Jordhyt“. Han var en mørkhåret Dreng på 12-13 år, noget robust og nærgående. Han mødte en søndag et ungt Menneske med en gammel Bøsse, og da han hørte, at han intet havde fået, gjorde han sig lystig og tilbød, at Jægeren godt måtte skyde efter ham. Han stillede sig op, og Søndagsjægeren pegede på ham, pludselig faldt et Skud, og Kristian Jordhyt var dræbt.
Til Bygningerne hører også den lange Træbarak, som Købmænd i Varde opførte, og som i Folkemunde kaldtes Tutten. Her boede Gæstgiver Posselt i den vestre Ende. I Midten var der Butik, og her begyndte Esbjergs første Købmand, Anders Stephansen. I den østre Ende var der et stort Lokale, som kaldtes Arbejderlokale, hvor Arbejderne opholdt sig i deres Fritid, og der gik det ikke altid roligt af, der sviredes og sloges. Om Aftenen var det ikke rådeligt at komme alt for nær. Der førtes det store Ord af sådanne Herrer som „Alverdenspeter“ og „Fandens Overmand“.
Havnens anlægger, Ingeniør Carlé, byggede sig et flot Træhus yderst ude blandt de højeste Klitter, så Huset næsten var skjult. Klitterne blev noget reguleret, så det nærmest lignede en lille Fæstning. Nu findes Havnekontoret på dette Sted. Der fortælles om Carlé, at han røg Cigarer til 24 Skilling - 50 Øre Stykket, og når han havde røget Halvdelen, smed han Stumpen. Disse Stumper var en eftertragtet Vare, de kunne bruges både til Rygning og Skråning. Det var første Klasses Vare.
Foruden Arbejderne, der hørte hjemme næsten i alle Europas Lande, dog især mange Tyskere og Svenskere, var der også fine Folk, en hel Stab af Embedsmænd og Funktionærer og så endelig de fastboende, der også var kommen fra Alverdens Hjørner. Mange af dem var Folk, som Lykken ikke havde smilet særlig til; de søgte til Esbjerg, om ikke der skulle være en Chance der. Foruden Bygningshåndværkere forsøgte mange sig som Logiværter, og de blev tillige Smugbeværtere, hvor der kunne fås Kaffepunche i lange Baner. Politieftersyn var der ikke meget af; thi Politibetjent Fahrner havde i Reglen nok at gøre med at anholde og transportere Urostiftere til Varde Arrest; hver Tur til Varde tog lang Tid.
I mange år kendte Omegnens Folk alle fastboende, og de var i stadig Handelsforbindelse. I Esbjerg savnedes alt, hvad Bønderne havde og kunne undvære: Mælk, Smør, Æg, Kød, Kartofler og Havesager. Jeg har mange Gange været i Esbjerg med, hvad jeg kunne slæbe. Og hvor der dog var mange fattige i Esbjerg i de Dage. I mit Hjem havde vi ca. 1870/72 en Dreng til at passe Kreaturer. Han var en Søn af en tysk Stenhugger, der boede i Kronprinsensgade. Drengen fortalte om Tilstanden i Hjemmet, og jeg var selv med ham hjemme engang. Jeg har aldrig været inde i så fattigt et Hjem. Ikke engang i Fattighuset på Tourup Hede så det så usselt ud. Af Møbler fandtes et lille Bord og et Par usle Stole samt en Bænk. Sengesteder var der i samme Stue, men Sengeklæderne var ubeskrivelige, nærmest en Bunke Pjalter. Børneflokken var så stor, at den umuligt kunne få Plads i Sengene, hvorfor et Par af Børnene om Natten måtte ligge på Gulvet i nogle gamle Sække og Pjalter. Tit og ofte fik Børnene ikke, hvad de kunne spise, men Faderen kunne nok få Råd til at indtage adskillige Kaffepunche om Dagen. Børnene måtte mangen Gang nøjes med kogte Kartofler, som dyppedes i smeltet Talg. Og så så beskidt der var!
Esbjerg lå i Boldesager Skoledistrikt, og Børnene måtte altså søge Boldesager Skole, der snart blev ganske overfyldt. Kirkesanger Petersen i Jerne var da enelærer ved Boldesager Skole. Skolestuen var ganske proppet, og i flere år var der omkring ved 100 Børn fordelt i to Klasser. I Nordby på Fanø var der da en ung Lærer, han søgte sin Afsked og oprettede en Privatskole i Esbjerg, så vidt jeg husker, var Skolestuen i en Bygning, der lå mellem Ølbrygger Olsens Hus og Spangsbergs Hotel. Jeg husker en Dag, jeg var i Esbjerg, at jeg så Børnene øve Gymnastik, jeg standsede og så den Forestilling. De havde Løbeøvelser i Rundkreds på en nogenlunde jævn Sandflade Syd for Havnegade. Den Lærer, der på denne Måde begyndte det esbjergske Skolevæsen, var den senere kendte Overlærer Langvad. Denne private Skole gik kun ganske få år.
Sognerådet blev nemlig nødsaget til at opføre en Skolebygning, Esbjergs første. Den Bygning står endnu og har været årsag til Gadenavnet Skolegade. Skolebygningen opførtes i 2 Etager med 4 Skolestuer i nederste og to Lærerboliger i øverste Etage. Oven over oppe under Taget, indrettedes et Værelse til Bolig for en Vinterlærer. Lærer Langvad blev Skolens Førstelærer og hans Svoger, Chr. Sørensen, der senere tog Navnet Kalff, blev den første Andenlærer. Jeg kender ikke årstallene for deres Ansættelse. Foruden de to faste Lærere ansattes der snart efter en Vinterlærerinde, og denne første Vinterlærerinde blev Madame Andrea Hansen, der var Datter af forlængst afdøde Pastor Koch i Jerne og Enke efter Gårdejer P. Hansen i Jerne, Moder til Slagteridirektør Nordland og Fru Rosendahl. Den fjerde Skolestue stod vist ubenyttet i et Par år. Madame Hansen havde i en Del år haft en Skole for Småbørn og blev altså nu knyttet til Kommuneskolen. I November 1882 blev jeg ansat som Vinterlærer, men jeg var ikke den første, og min Eftermand blev Anders Andersen, der siden blev Sognerådsformand. Jeg var imidlertid kun ganske kort i Esbjerg nemlig 5 Uger, så blev jeg kaldet til Lærer i Nordby på Fanø.
Om min Esbjergtid skal jeg gøre nogle Bemærkninger. I de fire Skolestuer havde vi mellem 40 og 50 Børn i hver, så der må have været henved 200 Børn, der for en stor Del bar Præg af Uensartethed. Jeg husker kun et Par af mine Elever, nemlig Jørgen Pedersen, Strandby og Peder Bothelet, hvis Fader vist var Overportør. Jeg mindes dem af god Grund, thi de var et Par af de flinkeste. Det var just ikke let at være Lærer eller Lærerinde i Esbjerg i de Dage, mange af Børnene var meget forsømte, og det var gennemgående kun lidt af Hjælp, de fik i Hjemmet. Jeg har beundret min gamle Veninde, Madame Hansen, at hun kunne holde til at blive ved Esbjerg Skole, indtil sin høje Alderdom. Hun har gjort et stort forberedende Arbejde ved Esbjerg Skole. Hendes Minde være hædret!
Efter Skoletid tog jeg gerne en Tur ned over Havnen, og så kunne jeg sætte mig op i mit Gavlværelse, men der var både koldt og trist, og når jeg havde kogt mig en Kop The og fået lidt Mad, længtes jeg efter at komme sammen med andre Mennesker; de nærmeste var jo Lærerne Langvad og Sørensen, det var et Par elskværdige Lærerpar. Vi drøftede pædagogiske emner og selvfølgelig Politik, det var jo midt mellem de to Provisorier, som Estrup udstedte. Estrup var et Stridens emne. Folk i Esbjerg var ved at blive Venstremænd, men for Venstremænd var Estrup en slem een, men på den anden Side kunne det ikke nægtes, at Estrup var Byens Fader, og altså havde han dog gjort noget godt.
Der var ikke i Esbjerg dengang ret meget af åndelig Nydelse. Man måtte selv sørge for at få lidt. En Dag indbød Langvad mig til et lille Aftenselskab. Dette Selskab bestod af nogle Familier, som een Gang om Ugen kom sammen, og her blev læst op af den nys udkomne Skønlitteratur, og derefter fik man en Kop Kaffe og en lille hyggelig Passiar. De andre Familier var så elskværdige at indbyde mig til de følgende Aftener, og disse Aftener var som Solstråler i min ensomme og triste Tilværelse. Ud over Lærerne kan jeg kun huske Manufakturhandler C. M. Christiansen af den lille literære Kreds.
Den Vinter begyndte Frosten i Midten af November i Forbindelse med uhyre Snefog, der vedblev i et Par Dage, så al Færdsel var standset. Snedriver på indtil 4 Alens Højde hindrede Børnene i at komme til Skole. Vi tre mandlige Lærere havde alle Børn samlet i en Skolestue, og vi skiftedes til at undervise, da der i det hele kun mødte mellem 10 og 20 Børn. Togene var standset, og Posten besørgedes med Slæde. Over 8 Dage efter at jeg var kaldet til Embedet i Nordby, fik jeg Meddelelse om Kaldelsen. Jeg sad i Lærer Sørensens Stue, da han kom med et stort Brev og bemærkede, at nu var min Tid i Esbjerg nok snart forbi. Da jeg fik Meddelelsen var al Trafik til Fanø standset; i fire Dage havde Havnedamperen forgæves søgt Forbindelse med Fanø.
På de Tider var Landbefolkningen her i Vestjylland langt tilbage såvel i Kultur som i åndelig Udvikling i det hele taget. Adskillige havde næppe været uden for deres Fødesogn. Jorderne dreves på gammel Manér, kun de fremmeligste havde begyndt at mergle. Den politiske Oplysning stod ikke højt, og Folk deltog kun lidt ved Valgene. Aviser var ikke så nær i hver Mands Hus. Man havde jo nok fået Færten af, at noget Nyt var i Gære, og et blev man snart klar over, og det var, at der ville komme en Mængde Mennesker til Sognet, men Spørgsmålet var så, hvad det ville blive for nogle Mennesker. De fleste var af den Mening, at det nok ville blive noget dårligt Kram, og at man fik Sognet fyldt med Tiggere og Tyveknægte, så man ikke længere kunne leve i Ro og Fred. Ja mange anså det hele for en stor Elendighed. Folk måtte til at tænke på at bevare deres Ejendele noget bedre, Yderdøre blev efterset, Låse og Slåer blev istandsat, og Sognerådet fandt fornødent at oprette et nyt Embede, som havde været nedlagt i lange Tider.
Det var Embedet som Stodderkonge, der var bleven genoprettet, og til Stodderkonge blev antaget en Husmand i Jerne, der hed Hans Fuglbæk i daglig Tale. Hans rigtige Navn var vistnok Hans Nielsen. En Stodderkonges Opgave var en Slags Polititjeneste, der særlig gjaldt at holde udensogns Tiggere fra Folks Døre. Og for udensogns Folk regnedes også de, der kom til Esbjerg og ikke havde Forsørgelsesret i Jerne Sogn. Jeg tror nu ikke, at han udrettede ret meget; thi han var ikke Pladsen voksen. Tiggerne holdt ham for Nar, og andre Folk ydede ham ikke den Støtte, som han kunne gøre Krav på. Forresten blev hverken Tiggeriet eller Lovløsheden så stor, som den opskræmte Fantasi havde udmalet sig, og Embedet blev snart nedlagt. Jeg er tilbøjelig til at tro, at Hans Fuglbæk er Danmarks sidste Stodderkonge og som sådan et interessant Moment i vor Kulturhistorie.
Den Tid, da Sognebeboerne mest mærkede til Ulempe fra Esbjerg, var om Vinteren, der indtraf nemlig Frostvintre, mens Havnearbejdet stod på, så det meste Jordarbejde standsede, og dermed standsede også alle andre Indtægtskilder. Da søgte en Del Arbejdere ud på Landet, og de tilbød Arbejde for Kost og Logi. Jeg mindes, at der en Dag kom en Karl til mit Hjem og bad min Fader, om han ikke kunne tage imod ham og give ham Kost og Logi, han ville være villig til alt muligt Arbejde, han ville nemlig nødig rejse hjem, da han havde mange Mil hjem, og han ville gerne være i Nærheden for at kunne være parat, så snart Arbejdet genoptoges. Min Fader så på ham og vurderede ham for en skikkelig Karl, og han blev hos os i tre til fire Uger. Det viste sig også, at han var en skikkelig Karl, og vi fortrød ikke, at vi havde taget os af ham. Han var en Husmandssøn, der havde hørt, at der i Esbjerg tjentes mange Penge, og så var han gået den lange Vej til Esbjerg, hvor han virkelig havde tjent sig en Skilling tilovers. Denne Spareskilling ville han nødig forbruge i den arbejdsløse Tid. Han er sikkert draget fra Esbjerg til sit Hjem med en efter den Tid betydelig Kapital.
Også de fastboende kneb det med i sådanne Vintertider, og nogle prøvede på at få Kartofler og vel sagtens også Korn hos Bønderne på Kredit. Jeg tror også, det lykkedes for adskillige, thi Bønderne ynkedes i Reglen over dem. Selvfølgelig var der også hårdhjertede Folk, der ikke ville indlade sig med dem. Jeg husker, at der en Dag kom en Mand, der bad min Fader om at køre et Læs Mursten for ham, da han ville bygge sig et Hus. Og jeg ved, at flere fra min Fødeby hentede Sten for ham, og det var ikke, fordi de kendte ham eller stod i noget Forhold til ham. Min Fader havde aldrig set ham før, og han spurgte, hvor han var fra. Manden svarede: Fra Kolding Kanten. Folk var meget nysgerrige. Om Sommeren kom det ene Vognlæs langvejs fra efter det andet. Arbejderne så slet ikke uvillig til dem, thi der faldt altid en Skilling af. Det var et stående Spørgsmål: Du kan vel give en Flaske Brændevin.
Da Jernbanen nærmede sig sin Fuldendelse, var man meget optaget af, hvorledes det skulle gå med Hestene, der selvfølgelig ville blive meget opskræmte af Lokomotivet. En af vore Bymænd havde fået det Råd at lade Hestene komme ud på Køretur i en Jernbanevogn. Ja Folk diskuterede det underlige Fænomen, de ville få at se, når Togene nu kom i Gang. Vor gamle Post, der var Fynbo, og som sådan lidt længere fremme end Jyderne, fortalte, at Togene gjorde så frygtelig et Rabalder, at det kunne høres til Esbjerg, når Toget kørte fra Lunderskov, og tillige skildrede han Togets Hastighed således, at jeg i det mindste indbildte mig, at Toget kørte så hurtigt, at man lige kunne få Øje på det - og så var det borte med det samme. Derfor var det mig også en uhyre Skuffelse, da jeg så det første Tog, der passerede Linien fra Lunderskov til Esbjerg.
En Eftermiddag vistnok i Sommeren 1873, i August Måned, stod vi en Flok Drenge nede i Engene. Vi havde lige fået vore Kreaturer slået løse i de respektive Fenner, og nu drøftede vi, hvad der interesserede os, da pludselig siger den ene: Hvad er det, der ryger ovre ved Hovmarken? Et Par Sekunder efter er jeg klar over Situationen og siger: Det er et Tog. Og det var et Tog. Et Arbejdstog bestående af et lille sort Lokomotiv, der trak en Række Vogne belæssede med allehånde Materialer, det gik langsomt. Lokomotivet var lille og Vognstammen forholdsvis lang og Sporet i dårlig Forfatning. Vi Drenge var ved at glo Øjnene ud af Hovedet. Nogle ville straks løbe op til Byen for at komme i Nærheden af Banelinien, når Toget passerede, men andre sagde, at det ville være spildt Ulejlighed, fordi Toget kørte raskere, end det så ud til. Vi havde jo alle en Forestilling om den uhyre Fart. Vi blev så alle og fulgte Begivenheden opmærksom. Et blev vi snart enige om, og det var, at den Fart var der ikke meget ved. Nogle mente, at de kunne løbe raskere, end Toget kørte, og det var vist rigtigt nok.
Da Toget var kommen lige ud for min Fødegård, holdt det stille, hvad årsagen var, vidste vi ikke, men det fik vi senere at vide. Der var sket et Uheld, en Kæde eller Kobling var sprungen, og nogle af de bageste Vogne blev stående. Mens vi stod og drøftede, hvad der dog kunne være årsag til Standsningen, kom Gårdejer Søren Nielsen trækkende med sine Køer. Hele Drengeflokken for hen mod Søren og råbte: Så Du Toget! Det holder oppe i Byen! I skal ikke bilde mig noget ind, i Knægte, det er Fanden i Vold allerede. Vi påstod, at det passede, men det var os umuligt at få ham overbevist, thi han var så nærsynet, at han ikke kunne se det, og os ville han ikke tro. Han vidste jo også nok, at når der kom Tog, var der Fart på.
En Dag kom der en yngre flot Mand ind i mit Hjem og spurgte min Fader, om han her i Byen kunne skaffe ham en Lejlighed, da han gerne ville bo her i Byen. Han fik så Søren Christensens Storstue og Gæstekammer til Lejlighed, og her boede han med Familie en Tid, mens Vogterhuset på min Faders Mark blev bygget, så flyttede han derind. Denne Mand var Materialforvalter Fischer, der blev den første Overbanemester i Esbjerg, og senere blev han forflyttet som Overbanemester til Randers.
I Esbjerg var der knebent med Lejligheder, og så havde han fået den Tanke, at han kunne jo bo i et Vogterhus, indtil Banens åbning, så boede han også frit. Nu havde han set på de forskellige Steder, hvor der skulle bygges Vogterhuse, og fundet, at det var et kønt Sted i Novrup og dog ikke såre langt fra Esbjerg. Han lod derfor sætte Fart på Bygningen af Vogterhus Nr. 28, og det var det første Vogterhus, der blev færdigt, og her flyttede han ind og boede i længere Tid. Vi kaldte ham altid Ingeniør Fischer, således må han vel have præsenteret sig. Der blev senere sagt, at han var ikke Ingeniør. Jeg ved ikke, hvad der passer. I 1924 er hans Enke død på Frederiksberg. Fischer og hans Hustru var meget flinke Folk, der befandt sig vel og kom meget sammen med flere af Byens Bønder. Det kneb dem som Københavnere, at forstå det uslebne vestjyske Mål, og de morede sig kostelig over adskillige Udtryk. En Dag i dårligt Vejr kom Fischer ind i vor Stue, han gav en Bemærkning om Vejret, og min Moder sagde: „Ja det er da en sølle Vejr“. Fischer svarede: „Ja sølle“, og så lo han. Ordet sølle var nyt for ham.
Fischer havde som Tjener en Husmand fra Tjæreborg Hede. Denne havde lidt Landbrug til et Par Køer. I Høsten ville han gerne have nogle Dage fri, hvilket også Fischer var villig til at give ham, når han kunne få en anden på de Dage, da han absolut måtte have en med sig. Fischer kom derfor en Dag ned i min Fødegård og spurgte min Fader, om han ikke nogle Dage kunne få Hans med - det var mig. Så blev jeg Tjener og min væsentligste Gerning blev at holde den store Nivelleringsstang, når Fischer foretog Nivelleringer. En Dag blev Tjæreborg Stationsplads afnivelleret, en anden Dag nivelleredes Banelinien over Veldbæk Mark, og til sidst kom vi ned på Esbjerg Stationsplads.
Her var der gravet nogle Grøfter i en Firkant i Nærheden af den nuværende Pakhusbygning. I disse Grøfter løb jeg omkring og holdt den store Stang, mens Fischer nøje så på sit Apparat. I disse Grøfter skulle Fylden til den første Lokomotivremisse lægges. Denne Remisse er nedbrudt for mange år siden. Når jeg om Aftenen kom hjem, var jeg meget træt, men så kunne jeg glæde mig til at få en stor Dagløn, når Afregningsdagen kom. Daglønnen var nemlig 75 Øre eller 2 Mark og 4 Skilling, såvidt jeg husker.
Hvor Byen nu ligger, kaldte man i daglig Tale Esbjerg Kløv, og her var et særligt godt Jagtrevier, især for Rævejægere. Esbjerg Bavn var synlig langt ind i Landet, da det var det højeste Punkt i en vid Omkreds. Overfarten til Fanø fandt Sted fra et Punkt på Stranden, lige neden for Tivoli, altså i den nye Trafikhavn. Her gik Landevejen fra Strandby Kro et lille Stykke ud i Stranden, vel en 30 til 40 Alen, og når Færgebåden kom, lagde den til i Nærheden af den ophøjede Vej. Kromandens Vogn kørte Varer og Personer og Post ud til Færgebåden, og det kostede 4 Skilling at komme med Vognen ud til Båden.
Det var dog ikke til enhver Tid, at der var tilstrækkeligt til at køre med, og så kørte Vognen ikke til Stranden. De Passagerer, der da ønskede at komme med, hentede Færgekarlene, som bar dem på Ryggen ud til Båden. Færgeriet havde en større og en mindre Færgebåd samt to Joller. Jollerne brugtes i Magsvejr, når der ikke ventedes mange rejsende.
Den mindre Færgebåd brugtes mest, og den var så stor, at den kunne medføre enkelte Kreaturer foruden adskillige Personer. Både på den og på den største var der opslået en Plade på den inderste Side af Bagstavnen, hvorpå der var angivet, hvor mange Heste, Kreaturer og Personer der måtte være ombord. Den største Færgebåd brugtes i uroligt Vejr og på Markedsdage i Varde, da der kunne ventes en Del Kreaturer. Ingen af Færgebådene var forsynet med Dæk. Under Sædet ved Agterstavnen var et aflukket Rum, der nærmest var bestemt til Posten. Den store Båd havde tillige et overdækket Rum i Forstavnen. For at kunne få Kreaturer om Bord, var der et Lem i Skibssiden, der kunne slås ned udad, og her måtte de så gå opad og ind i Båden. Der skulle ikke ret megen Søgang til, før Bølgerne oversprøjtede Passagererne, og mangen Gang kom der et Plask, der gjorde dem drivvåde.
Da Havnen så var færdig fik Færgeriet Dampbåden „Nordby“, som byggedes i Gøteborg. Kaptajn Hans Svarrer og en Maskinmester rejste til Gøteborg og førte Damperen til Fanø uden anden Besætning. Der sagdes, at i de tre Døgn, Rejsen tog, var de to Mænd i Funktion hele Tiden og uden at få Søvn. Sejladsen gik gennem Limfjorden. Jeg vil ikke indestå for Sandheden heraf, thi jeg synes, at i Limfjorden kunne der nok ankres og fås Hvile.
Enkefru, landinspektør Madsen fortæller om
personer og begivenheder i Esbjergs første år.
ved jernbaneassistent Kr. Mandal.
Landinspektør Jens Peter Madsen fødtes d. 30. April 1848 i Obbekjær og Fru Else Madsen, født Jepsen, den 9. April 1849 i Kalvslund. Efter at have taget Landinspektøreksamen nedsatte Madsen sig den 1. Juni 1876 i Esbjerg, der jo på det Tidspunkt kun var i sin Vorden. Købte straks „Nygård“, beliggende på Hjørnet af nuværende Torvegade og Nygårdsvej, dengang med Jordtilliggende begrænset - i store Træk - af Nygårdsvej, Jyllandsgade, Boldesager Dige, Torvegade, af et Konsortium, bl. a. bestående af Spangsbjerg Mølleren, Slagtermester Sieberg og Skibsbygmester Dahl, der kort forinden havde overtaget Gården af Peter Christensen, der flyttede til Hygum, men hvis Moder forblev på Gården, nydende Aftægt. Landinspektøren giftede sig året efter (17. Maj 1877) og i Forening drev de Gården til 1894, da den blev solgt til et Konsortium bl.a. bestående af Vogmand S. Petersen, Gartner Petersen og Partikulier Degn, der udstykkede og videresolgte Jorden. Flyttede derefter over i en nybygget Ejendom, nuværende Torvegade 62. Selve Gården havde tre Længer, hvoraf Stuehuset mod Syd og åben mod Øst. Før i Tiden har der i Haven mod Syd for Bygningen været en Kæmpehøj, der, da Gården blev bygget, blev sløjfet og måtte give Plads for den Teglovn, hvori de til Gårdens Opførelse medgående Mursten blev brændt. Efter Salget i 1894 blev Gårdens Stuehus brugt til Udleje. Stalden og Laden nedbrændte i året 1903 eller 1904. Selve Stuehuset, der i Tidens Løb blev stærkt ramponeret af de skiftende Lejere, henstod til sidst ubenyttet, og heraf benyttede sig de esbjergensiske Drenge, der rendte af med en hel Del af Bygningens ellers mur- og nagelfaste Tilhørende. Resten blev brækket ned og ført til Sædding og benyttet til nyopførelse. Sic transit gloria mundi!
Gården har jo givet Nygårdsvej navn. Iøvrigt hed den ellers i daglig Tale „Gammelgård“. Endnu ses dens sørgelige Rester i Form af Grundmurstenene. Den var ellers godt kendt af de fleste Esbjergensere, idet den leverede Mælk til den halve By; men da Torvegade ikke dengang eksisterede, gik Folk, som hentede Mælken, langs Marken ad nuværende Torvegade; men dette ville den bekendte Gebhardt, som ejede Jorden, ikke finde sig i og truede i ramme Alvor med at skyde enhver passerende og iøvrigt med al Landsens Ulykker, således at Gården måtte købe nuværende Torvegade af Gebhardt for 800 Kroner for at få Færdselsret. At Kommunen senere har lagt Beslag på Gaden uden Godtgørelse, er jo en anden Historie. Ellers gik Vejen ad nuværende Jyllandsgade. Gården lå ganske alene oppe på Bakken, og der var til at begynde med slet ingen Huse før Landevejen (nuværende Kongensgade).
Hvor Kongestatuen nu står, var i gamle Dage en Bypumpe, der benyttedes stærkt i Slutningen af 1880erne, da der indtrådte nogle stærke Tørkeperioder. Der var dog ikke Vand nok til Kreaturerne, der måtte trækkes til Vanding ned i Engene ved det nuværende Gasværk.
Der var jo meget småt med Plantning i og omkring Esbjerg. Størstedelen af det Areal, hvorpå Hovedbyen ligger, var jo Hede. Kongensgade en Hedelandevej. At der heller ikke blandt Byens Indbyggere har været nogen Sans for Plantning viser jo følgende: Landinspektøren, senere Formand for Plantningsforeningen, plantede Fyr som Hegn ovenpå Digeskellene. Men Folk mente, at det var noget Pjatteri at plante i denne Sandørken, og rev de nyplantede Fyrretræer op. Dette gentog sig flere Gange. Her kunne intet vokse! Det var formasteligt at forsøge derpå.
Omkring Gården, der jo lå ret ensomt, var der ikke altid lige fredelige Tilstande. Bosser og alskens Utysker drev deres Spil. Madsen havde altid et Gevær stående ved Sengen om Natten og måtte flere Gange true med Bøssen for alt for nærgående Løsgængere, der var ved Ruderne ved Nattetide. En af Byens Originaler, som det fåtallige Politi havde meget Besvær med, var Madam Bese, der boede i et af de såkaldte „Pilehuse“ på Nygårdsvej, hvor hun holdt en Slags Smugkro. Hun var mestendels fuld, og når Politiet transporterede hende - ikke i Politiautomobil - men i delvis bedøvet Tilstand på en Trækvogn til Stationen, sprællende med Benene i Vejret, var der Liv og glade Dage for den esbjergensiske Ungdom.
Gamle tømrer Kjøgx fortæller i 1923, at da han i 1876 arbejdede på Taget af den under Opførelse værende Stationsbygning sammen med nogle andre Tømrere, så de en støvet og træt Mand, der lige var ankommet med Toget. Da „Nygård“ netop var til Salg på den Tid, bemærkede en af Tømrerne spøgende: „Der kommer nok en „Boss“, mon han vil købe Nygård“ ? Da Kjøgx nogen Tid efter hørte, at Gården var købt af Landinspektøren, fortalte han de andre Tømrere, at det alligevel var „Bossen“, der havde købt Gården.
Enkefru Kristine Sørensen fortæller.
ved dyrlæge L. HANSEN.
Meddelelser efter Enkefru Kristine Sørensen, enke efter havnebetjent Poul Sørensen - kaldet Slusevogter Sørensen. Fru Sørensen født i Ribe, Povl Sørensen fra Billumtarp, var oprindelig Skibsbygger. Povl Sørensen og Hustru var til trods for deres beskedne Kår meget ansete Borgere, han en beskeden og tilbageholdende Natur, hun af mere åben, med et noget friskfyragtigt Temperament; en meget dygtig Kone, der forstod at holde Hjemmet pænt og pynteligt.
På Hjørnet af Stormgade og Havnegade - overfor Hotel Spangsberg - boede en Mand ved Navn Barkentin, der ejede Ejendommen; her i Lejligheden boede en Ingeniør Duncker, der var ansat ved Havneanlægget; hos nævnte Ingeniør fik Kristine Sørensen Plads som „ung Pige i Huset“. I en lille Lejlighed på Loftet boede en svensk Tømrer ved Navn Dorendorff; en Datter af Dorendorff blev gift med den kendte Smørgrosserer Kraunsø. I Kælderen under Ejendommen boede en talrig Skare af Havnens Arbejdere, og ikke altid herskede der idylliske Tilstande i Kælderetagen. Fru Sørensen husker, hvordan alle Arbejderne engang i sluttet Trop gik til Carlé - syngende Marseillaisen og forlangte højere Løn, men husker intet om Modtagelsen, der dog sikkert ikke har været god.
Der gik Dagvogn til Varde, men den var som Regel fuld af Arbejdere, der drak i Smugkroerne Vejen langs; derfor lejede Byens Damer som Regel en Vogn, når de skulle til Varde for at handle; alt måtte købes i Varde; engang var der kun een Stoppenål, der gik på Omgang. Der var ingen Læge i Byen, og Lægen fra Fanø blev benyttet; det var Aftale, at dersom der Nat eller Aften blev blusset, skulle Lægen komme herover. Engang blev der blusset efter Læge til en Barselkvinde; Jordmoderen i Tovrup blev benyttet. Dr. med. Chr. Bruhn var som bekendt Byens første Læge; han forlangte en garanteret Sum af 2000 Kr., og Byens Borgere måtte alle svare en bestemt Sum. Det var almindeligt, at Omegnens Bønder tog ned for at se på „Rakket“, og Fru Sørensen erindrer, at de uden videre gik ind i Huset og sagde: Godaw De ville bare se, hvordan de boede!
I Havnegade lå i Halvfjerdserne Ib Sørensens Beværtning, og her holdt Folk til. Den såre bekendte Tømrermester Christensen - der navnlig var en kendt Figur på Grund af sit store Corpus - havde været i Strandby efter Grønkål; Turen havde været streng for den tykke Mand, og på Vejen hjem måtte han bede hos Ib Sørensen. Mens Tørsten blev slukket, havde nogle Skælme foræret Sørensens Kone Grønkålen og fyldt Posen med Høvlespåner. Da Tømreren kom hjem til sine tvende Huskvinder (den ene var den senere så kendte Kogejomfru Skov), stod den langtfra på Grønkål.
Det var den samme Tømrer, der engang havde indbudt nogle Venner - Jagtkammerater - til en „bedre Aften“. Da han efter Måltidet spurgte Vennerne, hvad de troede, de havde spist som „Stegeret“ - kunne de ikke rigtig blive enige derom, men erklærede, det smagte storartet. Værten oplyste dem da om, at det var „Dianas“ Hvalpe, de havde spist, og det forholdt sig virkelig således; det fortælles, at adskillige af Gæsterne fik kvalmende Fornemmelser omkring Hjertekulen.
I de første år var der kun Lyng og Marehalm, og Ræve og Harer løb omkring. Byens to første Kreatureksportører var en Tysker ved Navn Berg og en ålborgenser ved Navn Herschind, de var i Kompagniskab. De boede hos Fru Sørensen i Smedegade; Berg måtte drage tilbage til Tyskland igen - meget imod sin Vilje, men han havde i sit Fædreland begået Falsk. Disse to Herrer stiftede sammen med Dr. Bruhn en Klub; der var ugentlig Møde i „Tutten“; de fleste af Byens mere adstadige Borgere var Medlemmer. Herrerne mødte i Morgensko, Damerne i Kapsko - men undervejs gik såvel Damer som Herrer i Træsko.
Povl Sørensen havde Værksted ved Siden af Carlé’s Hus; engang kom Frk. Teilmann til Nørholm og ville tale med Carlé; Frøkenen kunne ikke gå rundt i det Pløre i sine fine Sko og lånte Sørensens Træsko. Da Sørensen kom hjem, lå der en Daler i Træskoene. Povl Sørensen og den senere så kendte Skibsbygger Dahl havde arbejdet sammen i 10 år på Sønderhos Skibsbyggeri.
Esbjergs første Købmandshandel lå i Kronprinsensgade - hvor senere Fabrikant Lehde B. Jensen boede. Købmanden var Hans Hansen fra Roborghus; han gik fallit, rejste til Amerika, hvor han døde for et Par år siden, vist som en ret velhavende Mand. Byens første Urmager var en Mand ved Navn Kirschbaum; han havde Forretning i Smedegade, men havde et Værelse hos Smed Møller.
At Omgivelserne var øde, forstår man, idet Fru Sørensen, en Aften sammen med nogle andre Unge, var på Besøg på Nygård, hvor der var et Par andre Unge; på Vejen hjem foér de vild og havnede i Strandby, hvor de måtte spørge om Vej. Den første Grundlovsfest blev afholdt i Strandby Kro, vist omkring Midten af 1870erne. Fru Sørensen var den første Brud fra Esbjerg, der blev viet i Jerne Kirke. Byens første Jordemoder var en Fru Christensen, der blev gift med Købmand M. Sørensen - nu Vognmand M. Sørensen, Borgergade. Byens første Badeanstalt blev anlagt af Skibsbygmester Dahl, Vest for Dæmningen på Dokkens Vestside. Der holdtes jævnlig Bal i Klubben i Tutten. Var det Regnvejr, stod der store Vandpladsker på Gulvet, men dem dansede man uden om - og så var den klaret! Povl Sørensens Løn var i de 21 år, han var Havnebetjent, 62 Kr. pr. Måned. Når der var fem Børn, forstår man, der ikke var Råd til at slå store Brød op. Sammen med Lodsformand Holst’s Kone stiftede Fru Sørensen i 1886 den i sin Tid meget kendte Syforening, hvor der syedes Tøj til fattige Børn. Foreningen eksisterede i 30 år og opløstes under Krigen i 1916. Skulle der i Byen samles lidt Penge sammen, blev der afholdt Bazar på Hotel Spangsberg; således også da en Hjertingbåd var gået under med Mand og Mus.
Umiddelbart efter at Pastor Chr. Bruun var bleven Sognepræst, oprettedes en Hjælpekasse. Bestyrelsen bestod af Postmester Schiønning, Fru L. Bøtcher, Fru Lærer Andersen, Fru Kristine Sørensen, Fru Sagfører Knudsen; hver havde sine bestemte Gader, hvor der blev foretaget Husindsamlinger. Sammen med Fru Lærer Andersen og Fru Dyrlæge Berg blev Fru Sørensen af Sognerådet udnævnt til at føre Opsyn med Byens Plejebørn.
Hvad jeg husker af det ældste Esbjerg.
Af murer Kjær.
Jeg er født den 11. Maj 1839. Mine Forældre havde en lille Gård i Vognsbøl, Jerne Sogn. Jeg var hjemme, til jeg kom over til Fanø til Mester Krog i Murer-, Tømrer-, Snedker- og Malerlære. I 4 år skulle alle disse Fag indøves. Det mærkeligste var, at der ingen Malermester var på Øen. Fanikkerne er et rigtig flinkt Folkefærd, rigtig god Kost og ikke overanstrengende Arbejde. I den Tid var der godt med Arbejde på Fanø; der var 4 Tømrermestre, og der blev bygget temmelig store Skibe. Nu bygges der ikke stort mere end nogle små Fiskebåde; men Fanø har nu en stor Badeanstalt, hvor de om Sommeren har Besøg af mange Badegæster og i Tusinder af Besøgende, som har Lyst til at gæste den mærkelige ø. Ja, Fanø, o Fanø, hvor er du skøn, Hvid er din Strandbred, din Bølge så grøn.
Det er mærkeligt, at den store By Esbjerg har vokset sig op i ikke endda så mange år til godt 24000 Indbyggere. Jeg har lagt den første Sten i et bitte Huses Smedeværksted i Eftersommeren 1868 til Smed Møller (Smedegade har fået sit Navn herfra). Han flyttede vistnok fra Kolding her til Esbjerg. Samme Eftersommer blev der jævnet og planeret en Plads til Havnekontoret. Der blev sendt et Træhus fra Norge; Tømret var færdigt til at stille op.
Snart efter byggede Tømrer Olesen i Havnegade, og dernæst byggede Niels Barkentin, Ejer af Damsmark, et Hus lige over for, hvor Hotel Spangsberg nu ligger (Hjørnet af Havne- og Stormgade). Det gamle Hus er nu fjernet, og et andet er bygget i ny Stil. En anden gammel Bygning, jeg kan huske, er „Rundetårn“, bygget af en Mand ved Navn Gamle Boysen.
Bygningen var i 2 Etager, firkantet ud mod Øst, hvorimod Vestgavlen var rundbuet. Det var Boysens Mening, at det skulle være en Forlystelsesanstalt. Musikkens Plads skulle være på det flade Rundetårn. Bygningen var beliggende i Borgergade omtrent på Havnevej, men blev nedbrudt, da Borgergade blev ført under Banen. I Rundetårn boede engang en Mirakeldoktor ved Navn Lavind (Glavind). Der var mange Folk, der var bange for ham. Der blev fortalt om ham, at han kunne mere end sit Fadervor. Han var engang i Arresten, ikke her i Esbjerg, men et andet Sted han var på Færde; en Dag sad han med Benene hængende ud af Arrestens Vindue, Arrestforvareren kom forbi, gav Lavind med sin Stok et Slag over Benene, og Benene faldt af og ned på Gaden. Da Arrestforvareren kom ind til ham i Arresten, var der selvfølgelig intet i Vejen med hans Ben.
Hos en Købmand her i Byen betalte han en Dag en Del Varer. Da han skulle gå, spurgte han Købmanden, om han havde fået sine Penge, han skulle da se efter i Skuffen endnu en Gang. Købmanden trak Pengeskuffen ud og hele Skuffen var fyldt med små Papirlapper og andet Snavs. Lavind havde alle Pengene i Hånden. Han var den sidste, der døde i Rundetårn og ligger begravet lige Øst for Kapellet på den gamle Kirkegård.
Hotel Esbjerg.
ved postassistent Wulff. Esbjerg.
Gårdejer Hans Wulff Petersen i Vilslev ved Gredstebro solgte i halvfjerdserne sin Gård og bestemte sig til at bygge et Hotel i Esbjerg. Jorden blev købt af Gårdejer Niels Esbjerg, som da boede i den nordligste af de to Esbjerggårde. Der var arbejdet på at få Hotellet noget nærmere Byen, men af forskellige Grunde kunne det ikke lade sig gøre, den væsentligste var den, at Hotellet så ville komme for nær til daværende Hotel Spangsberg. Hotellet begyndte Driften i 1876. Det var jo ejheller så dårligt et Sted at bygge Hotel, omtrent over for den daværende Jernbanestation. Der var ikke nogen Dansesal i Hotellet, men der blev afholdt offentlig Dans een Gang hver anden Måned i Hotellets Rejsestald. (Rejsestalden er nu flyttet for at give Plads for den af den senere Ejer, Chr. Thomsen, opførte Sal). Der blev da lagt et løst Gulv i Rejsestalden, selve Stalden blev behængt med Flag og pyntet med Blomster.
Den gamle Politibetjent, P. Fahrner, var Ordenshåndhæver, og der mødte mange af Omegnens og Byens Borgere til Festerne. Fortæringen bestod mest af gammeldags Punch á 10 Øre pr. Stk. Det skal her fortælles, at der i de Tider rejste en Kæmpe rundt for at lade sig forevise. Brustad hed han. Han har to Gange taget Ophold på Hotellet - dog ikke for at optræde her i Esbjerg, men kun for at udhvile efter sine Ture. Han var glad ved at bo på Hotellet her. Han fik nemlig 2 Madrasser lagt sammen ved Enderne og Sengen redt ovenpå, det var det eneste Sted på sine Rejser, hvor han kunne ligge udstrakt i Sengen. Hans Fingerring var så stor, at en Tokrone kunne dumpe igennem, og han tog med Lethed en Køkkenpige på hver Arm. Når der var højrøstede Landboere i Skænkestuen, og Værten forgæves havde formanet dem til Ro, gik undertiden Brustad en Vending derind - det fortælles, at den værste Urostifter altid blev lille, når Brustad stillede sig op i Nærheden af Bordet.
Der blev flere Gange afholdt Rigsdagsvalg på Hotel Esbjerg. Det var under Provisorieregeringen, Kandidaten her hed „Hvid“; der blev ved en sådan Lejlighed udskænket 120 Kander Brændevin i Punch. Det havde været Frostvejr, men var umiddelbart forinden Valget slået om i Tø. Man kan tænke sig, hvilket Arbejde det var at gøre rent efter en sådan Indkvartering af Gæster. Der var et sådant Lag af Sne, Sand og Vand på Gulvene, at det ligefrem måtte skovles ud med en stor Skovl.
Den 7. Juni 1884 havde Esbjerg et stort Besøg af Sønderjyder, der ankom i tusindvis i to Ekstratog med 36 Vogne. Der var Indkvartering helt op til Ringkjøbing, ja nogle helt ud på Holmslands Klit, men der var særlig mange her i Esbjerg. Mellem Banegården og Hotel Esbjerg var rejst en mægtig Æresport til Ære for Gæsterne, og på Hotellet var der selvfølgelig Dans. Her havde Sønderjyderne Lov at synge danske Sange af Hjertens Lyst, der var ingen Gendarm ved Indgangen, der forbød sligt. Der fortælles, at af Deltagere i Festen blev senere mange Lærere og Embedsmænd udviste af Tyskland - ja, i Aabenraa blev en Købmand udvist med 2 Dages Varsel, bare fordi hans Lærling havde været med i Esbjerg.
Hotellet blev i 1878 forpagtet ud til Fru Posselt, som
tidligere havde haft „Tutten“ ved Havnen – i 1884 overtog Wulff Petersen igen
selv Hotellet. Senere var det igen på Forpagtning til H. P. Bojsen, nu
Fredericia. I 1890 solgtes Hotellet til Chr. Jensen, senere Gammelby og
Tjæreborg. Så skiftede Hotellet Ejere i en Uendelighed, og den smukke og store
Have såvelsom Hotellet forfaldt. Den store Sal er nu Ægpakkeri, og Hotellet er
omdannet til private Boliger. Det var alligevel Jernbanestationens nære Beliggenhed,
der gav Hotellet Værdi. Det gamle Hotel Esbjerg rejses sikkert aldrig mere.
Statuen på Torvet.
ved postassistent Wulff, Esbjerg.
Før Statuen af Christian den IX. blev rejst på Esbjerg Torv, var der på det Sted anbragt en grøn Bypumpe. Pumpestangen var en stor Jernstang med en vældig Jernklump på. Når Pumpen blev anbragt på Torvet, ved jeg ikke. Imidlertid blev der af Byens Borgere rejst Statuen af Christian den IX. – der blev afsløret i 1899. Jeg husker Afsløringen og Kong Frederik den VIII.s besøg. Et Par små Anekdoter herom. I Dagens Anledning blev der af mindre Drenge falbudt små Medallioner. En lille Knægt spurgte en ældre Herre, om han ville købe en Medallion. Herren så på dem, spurgte om Prisen, købte to og betalte med en 10 Kr. Seddel. Drengen kunne ikke give tilbage, men Herren spurgte, om Drengen gerne ville se Kongen. „Uh ja,“ sagde Drengen, „men ham får jeg nok ikke at se.“ - Herren sagde: „Ja, nu kan du beholde hele Sedlen for de to Medallioner, og så kan du hilse hjemme og sige, du har talt med Kongen.“ Dagen efter Afsløringen var nu afdøde Dyrlæge Claus Hansen fra et tidligt Morgenbesøg før 07 Morgen ude fra Boldesager på Vej til Esbjerg. En ældre Herre kom til og udspurgte ham om Esbjergs Forhold, Havnen, Byggeriet etc.. Claus Hansen gav uden at kende ham Oplysninger om både det ene og det andet. Da de kom til Andelsslagteriet, sagde Herren: „Ja, nu skal jeg ind og se på Svineslagtningen.“ Først senere kom Dyrlægen i Tanker om, at det var Frederik den VIII., der havde været hans Følgesvend.
Nogen Tid efter Afsløringen begyndte det imidlertid at „spøge“ på Esbjerg Torv. Byens Blade skrev om det. Der hørtes mellem 24 og 01 Nat Klang af Malm tunge og taktfaste Skridt etc., og blandt den forsamlede Menneskemængde ved Nattetide på Torvet kunne flere virkelig høre disse Spøgelser. Byen var et stort Spørgsmålstegn. Efter nogen Tids Forløb kom der i Bladene Oplysning om Spøgeriet. Det var Chr. d. 9., der steg ned af Hesten, begav sig til Kongensgade - i den Ejendom, hvori Hr. Brandenborg Jensen nu driver Forretning, og hvor Kongen beså Valdemar Smits righoldige Lager af osv.. Sådan endte den Historie.
På aftægt i Esbjerg i 1866.
ved adjunkt B. Tengnagel Jørgensen.
Der findes en endnu ikke gennemstuderet Guldgrube til Undersøgelse og Belysning af Forholdene i Fortidens Esbjerg, nemlig Skøde- og Panteprotokollerne. Man kan herigennen føre Byens Historie langt tilbage. Giver man sig således til Studiet af Esbjerggårdenes Historie, kommer man med største Lethed flere Hundrede år tilbage.
Vi skal her på dette Sted fremdrage et Kapitel af Esbjerggårdenes Historie, nemlig en Aftægtskontrakt fra 1866 for Christen Pedersens enke Abelone Madsdatter (kaldet Abelone Esbjerg). Aftægtsforhold i gamle Dage har jo ikke det bedste Ry på sig; man tænke blot på Aakjærs agitatoriske Roman fra 1907 „På Aftægt“.
Aftægtskontrakten fra 1866 giver rigtignok et helt anderledes godt Billede af gode Aftægtskår her i Esbjerg. Vil Aftægtskonen flytte fra Gården står det hende frit for; hun kan nyde Aftægten indtil 2 Mil fra Gården, og de forskellige Ydelser, hun ikke godt kan tage med, som Kartoffeldyrkning, Havedyrkning, Fårefold, Mælk, Brændsel og Husly skal da udredes i Penge, med 25 Rdl. årligt, halvdelen den 1. Maj og resten til Mortensdag. Også de Møbler, der er tillagt hende i Aftægtshuset, må hun tage med, hvis hun flytter. Vil hun tilbage til Gården, skal Aftægtsmanden med et Fjerdingårs Varsel sørge for, at hendes Bolig er i Stand til Indflytningen.
Til Bolig skal hun have 3 Fag af Gårdens Stuehus fra den østre Ende i fuldstændig beboelig Stand, navnlig skal de forsynes med fornødne Vinduer, Døre, Lofte, Bræddegulv, Skorsten, Ildsted m. m. alt sammen efter Abelone Madsdatters Ønske; det hele skal stå færdigt 3 Måneder efter Kontraktens Underskrift.
Dernæst følger en lang Opregning af alle de Varer, hun skal have om året - der gøres endda udtrykkeligt opmærksom på, at Varerne skal være gode. 2 1/2 Tønde Rug, 6 Skp. Byg, 6 Skp. soltørret Bygmalt, 2 Skp. Boghvedegryn, 2 lispund Sæbe, 10 lispund Kaffe, 8 lispund Kandis, 8 lispund Cikorie, 60 Hønseæg, 8 lispund sød Ost, 4 lispund Sirup samt 8 Rdl. i Penge. Endvidere skal hun have 1 1/2 Tønde Kartofler, der leveres med 1/2 Tønde den 1. Maj og Resten til Mortensdag. Af Kød skal hun have „3 Lispund fersk Kød af Bagdelen (det bedste) af Koen“, og 1 Lispund fersk Flæsk uden Ben, som leveres i Slagtetiden, senest til Mortensdag. Dernæst 1 Skp. Salt, 1 lispund Humle, 8 lispund uheglet Hør, 8 lispund Talg. Af Smør skal hun hver Måned have 4 lispund, og ligeledes hver Måned 1 1/1 Pot Kornbrændevin. Hver Dag 1,5 Pot nymalket Mælk og hver Uge 2 Kander Kærnemælk (eller Surmælk). Endelig leveres hende 2 Lispund tørsaltet Fisk, 1 Lispund Torsk og 1 Lispund Hvilling, som leveres hende til Midsommer.
Af Brændsel skal hun årligt have 8 forsvarlige Læs gode Klyne og 8 Læs gode Tørv af Gårdens Hede eller andetsteds fra, samt et forsvarligt Læs Lyng af Gårdens Hede. Brændslet skal leveres i fuldstændig tør Tilstand ved Aftægtsboligen, og det skal henlægges enten i hendes Bolig, hvis hun har Plads til det, eller i et af Gårdens øvrige Husrum på et for hende bekvemt Sted. Dernæst får Aftægtskonen Ret til at udtage 2 af Gårdens bedste Får, hvoraf Uld og Yngel skal tilhøre hende. Hvis Fårene dør, skal Aftægtsgiveren levere hende Lam i Stedet - og det skal være gode Lam! De skal fodres og græsses forsvarligt sammen med Gårdens øvrige Får. Ved Aftægtskonens Død falder de tilbage til Gårdens Ejer. Der følger så en Paragraf om det Indbo, Konen må udtage til Brug på Aftægten; hun må udtage, hvad hun finder nødvendigt - mere kan man da ikke forlange!
Endelig skal hun have Halvdelen af Gårdens Have (den daværende Kålhave) fra den østre Side af Ejendommen. Ejeren skal dyrke Jorden for hende, den skal graves, gødes og fredes forsvarligt efter hendes Anvisning. Men ikke nok med det: hun skal endvidere have Jord til årligt at sætte 1/2 Skp. Kartofler i Nærheden af Gården. Gårdens Ejer skal dyrke og gøde denne Jord forsvarligt for hende, ligesom han også skal levere og sætte Kartoflerne, der skal være gode Sættekartofler. Hendes Korn skal Gårdens Ejer besørge til Møllen, få det malet og atter hjemkørt, så ofte hun behøver og forlanger det. Gårdens Brønd og Bryggeredskaber får hun fri Adgang til, og når hun forlanger det skal Ejeren bage hende Brød og brygge hendes øl.
I Sygdoms- og Alderdomstilfælde skal Gårdens Ejer yde hende forsvarlig Pleje og Opvartning. Han skal derhos befordre hende til Kirke og til Slægt og Venner nogle Gange om året. Ligeledes skal han i Sygdomstilfælde befordre Lægen og Præsten til og fra hendes Bopæl, når det forlanges af hende. Når Aftægtskonen dør, skal Gårdens Ejer besørge hendes Begravelse, hæderligt og anstændigt efter Egnens Skik og Brug.
Derpå følger nogle Bestemmelser om Ejerens Pligter over for hendes øvrige Børn. Ved deres 24 år eller ved Giftermål, hvis dette indtræder tidligere, skal Johanne, Ane, Mads og Jens Christian Christensen hver have Sengeklæder til en Værdi af 40 Rdl. og hver en Kiste til en Værdi af 6 Rdl. samt hver af Pigerne et Klædeskab eller en Dragkiste til en Værdi af 12 Rdl. og hver af Drengene et Chatol til en Værdi af 20 Rdl., således at de nævnte Børn har Valgretten mellem Effekterne og de for disse satte Værdier. Endvidere udreder Gårdens Ejer til hver af Drengene et Sæt blå Vadmelsklæder til en Værdi af 16 Rdl. pr. Sæt og til hver af Pigerne 2 Kjoler til en Værdi af 5 Rdl. pr. Kjole, således at Modtagerne af de nævnte Klæder har Valgret mellem Pengene og Effekterne. Endvidere skal Gårdens Ejer besørge og bekoste Pigernes Bryllup anstændigt efter Egnens Skik og Brug eller betale enhver af dem dertil 25 Rdl., hvis de hellere vil have Pengene.
Endelig handler den sidste Paragraf i Kontrakten om Sikkerheden for dens nøjagtige og skadesløse Opfyldelse i enhver Henseende. De ovenfor nævnte Ydelser sætter Ejeren som en første Prioritet i Gården med dens rette Tilliggende og Tilhørende, idet han gør Aftægtstagerinden bekendt med, at nogle af Gårdens Jorder efter Kontrakt af d. 1. Oktober 1853 er udlejet til Gregers Nielsen, og at der på Ejendommen hviler en Mageskiftekontrakt af d. 15. Maj 1763 imellem „Edsberg“ og Rørkjær Beboere om en Toft.
For det stemplede Papirs Skyld sættes Aftægten til en femårig Kapitalværdi af 875 Rdl. Kontrakten er underskrevet i Varde den 26. Maj 1866 af Peder Christensen og Abelone Madsdatter. Til Vitterlighed underskriver N. Christensen og Jens Madsen. Tre år efter, altså i 1869, foretages et Par Forandringer i Kontrakten. Hvis Aftægtskonen ikke er tilfreds med den Pige og Opvartning, der ydes hende, kan hun forlange Løn til en Pige, som ansættes til 32 Rdl., hvis hun får i Sinde at holde én; i så Fald skal hun selv give hende Kosten. Endvidere udgår et Par Parceller (Matr. Nr. 1 b og 1 c) af Pantsætningen, da de er bleven udstykket.
Denne Tilføjelse til Kontrakten er dateret Esbjerg den 6. december 1869 og underskrevet af Abelone Madsdatter (med ført Pen) og af Peder Christensen; Vitterlighedsvidner er Jens Jacob Geising og Jens Peder Iversen Bøgh. Den 7. Maj 1879 døde Abelone Madsen, siger Jerne Kirkebog, 66 år gammel under Ophold hos sin Søn Gårdmand Mads Christensen i Skads. Hun blev begravet i Jerne. Et års Tid efter, d. 17. August 1880, blev Aftægtskontrakten udslettet af Skøde- og Panteprotokollen.
Mennesker og begivenheder i Esbjergs historie.
af
fhv. borgmester M. Mortensen i ca. 1947
Fhv. borgmester M. Mortensen er
født i Rude ved Odder som søn af smedemester Jens Mortensen. Han blev udlært
som smed i 1889 og kom til Esbjerg som lokomotivfyrbøder 1. september 1897. Han
var medlem af Esbjerg byråd fra 1902 til 1941, de sidste 12 år som borgmester.
Jeg kom til Esbjerg en trist
efterårsdag i 1897. Jeg kom fra Århus. Så snart jeg havde passeret Silkeborg,
så jeg kun lyng, lyng og atter lyng, så langt øjet rakte, med enkelte dyrkede
pletter iblandt. Esbjerg lignede - hvad den var - en nybyggerby - en samling
huse på en pløjemark. Det første, jeg mødte, var banegården eller
»Bræddeskuret«, som den kaldtes i daglig tale. Fra den kom man ud på landevejen
- den nuværende Exnersgade. Kongensgade var lige blevet asfalteret, ellers var
gaderne kun jordstriber mellem husene med dybe hjulspor.
Da jeg havde været en tur rundt i
byen, var jeg på det rene med, at her blev jeg ikke længe. Jeg ville hurtigst
muligt søge tilbage til Århus, hvor jeg kom fra. Alligevel blev jeg her - og er
her på 52. år, og jeg har aldrig fortrudt det nogen dag.
Da jeg kom i 1897, var der gået 29
år, siden loven om havnen var trådt i kraft og gav stødet til Esbjergs
grundlæggelse. Mange af de første pionerer, som er beskrevet i tidligere bøger
og skrifter om Esbjerg, var da døde eller rejst bort, men nogle var der endnu.
Først og fremmest konsulen, grosserer J. Lauritzen, som vel nok var den, der
stærkest prægede den hastigt voksende bys erhvervsliv. Senere, da jeg gennem
byrådsarbejdet fik ham på nærmere hold, fandt jeg i ham en jævn og usnobbet
borger, for hvem byens trivsel var en virkelig hjertesag. Lad mig også nævne
konsul C. Breinholt, hvis interesse for byen særlig gav sig udslag i
plantninger omkring Esbjerg - en sag, der sandelig også nok kunne trænge til at
fremmes. Jeg husker også Thorvald Møller, teglværksejer og grosserer i
bygningsartikler, som anlagde et smukt lystanlæg i Østerbyen ved den nuværende
lergrav. Fra min egen kreds vil jeg nævne den kendte fagforeningsmand,
arbejdsmand H. M. Hansen, sadelmager Andersen - som senere blev overpostbud -,
smed I. I. Marcussen, snedker Lauritsen - der senere blev journalist og
redaktør ved Socialdemokraten - og arbejdsmand Marcus Stockholm. Disse mænd
gjorde et stort og godt arbejde for arbejdernes faglige og politiske
organisering. - Men jeg husker også andre fra denne første tid. Der var
glarmester Melchior, en af byens få ryttere, kendt af alle, når han iført lange
støvler og tyrolerhat strunk og stiv kom ridende igennem Kongensgade. Og der
var marskandiser Jensen Nyboe, der boede Kongensgade 62. Der førte en høj
jerntrappe fra fortovet op til butikken, i hvis vinduer der hver dag udhængtes
meddelelser om, hvad der særligt beskæftigede butikkens indehaver. Snart var
det kommunen, der måtte holde for, oftere var det redaktør Sundbo, på hvem han
havde kastet sin særlige »kærlighed«. Ja, selv majestæten, kong Christian IX,
gik ikke ram forbi. En dag så man en gengivelse af det kendte maleri af kongen
til hest med en lakaj i baggrunden hængt op i vinduet og under billedet
følgende tekst: »Denne mand koster det danske samfund 1 million kroner om året
- er han det værd?« Dette var naturligvis majestætsfornærmelse og blev straffet
efter fortjeneste. Og der var »Spil-Thomas«! - Som man i andre byer havde en
trommeslager, der gik rundt i byens gader og annoncerede køb og salg, således
havde Esbjerg sin klokkemand - nemlig »Spil-Thomas«, som på sin klokke kunne
spille en selvkomponeret melodi. Når den lød i gaden, vidste man, at der var et
eller andet på færde, og alle lyttede efter, hvad der ville komme. Snart var
det en auktion, oftere var det en radmager krikke, der blev ført rundt i
gaderne, samtidig med at Thomas, efter at have spillet sin kendingsmelodi,
udråbte: »Kødet af denne fede hest udsælges på Torvet i morgen.« Endelig må jeg
nævne endnu en karakteristisk Esbjerg borger, slagtermester Pacharzina, om hvis
friske væsen og gebrokne sprog der endnu går utallige morsomme historier.
Esbjergs befolkning var på denne
tid - efter spekulationstidens udskejelser - meget fattig. Folkevittigheden sagde
- og ikke uden grund -, at byen kun ejede een hundredkroneseddel, og den blev
lånt ud til Esbjerg borgere, der skulle udenbys mod, at de afleverede den igen
ved hjemkomsten. Men humøret var der ikke noget i vejen med, og troen på byens
fremtid var urokket; og så var man så herligt usnobbede, en egenskab, der altid
har forlenet Esbjerg og dens befolkning med en egen charme.
Hos flere af Esbjergs
historieskrivere har det løsslupne liv i »Tutten« - marketenderiet på
havnepladsen - fået en fremtrædende plads - efter min mening for fremtrædende;
thi bortset fra måske de første 10-15 år efter havnens påbegyndelse, hvor der
vel nok på havnen var uheldige elementer, var Esbjergs befolkning ædruelig. At
der naturligvis dengang som overalt i landet forekom umådeholdent drikkeri, er
givet. Priserne på spiritus var lave, og det, vi nu forstår ved
forlystelsesliv, eksisterede ikke. Men livet i »Tutten« var selvsagt kun typisk
en kort overgang under havnens anlæg. Forholdene blev hurtigt anderledes - var
det i hvert fald, da jeg kom til byen. Jeg husker således et stort møde omkring
århundredskiftet på et af byens hoteller med flere hundrede deltagere. Mødet
varede adskillige timer, og dog tror jeg ikke, værten serverede over 20
genstande. Den kendsgerning, at der ud af en befolkning på 13000 var 2800
organiserede afholdsfolk, skal jo også sætte sit præg.
Lad mig også her kort omtale et
andet karakteristisk forhold, der gjorde sig gældende i slutningen af 90erne. Medens
der under den værste spekulationsperiode - 1895 til 1897 - herskede så stor
bolignød i Esbjerg, at folk ofte flyttede ind i husene, før håndværkerne havde
forladt disse - man havde endogså tilfælde, hvor folk flyttede ind, før
trapperne var sat op - var situationen i slutningen af 1897 og adskillige år
fremefter den stik modsatte. Folk flyttede fra byen i stort tal, og kun få
flyttede til. En overgang var det ligefrem reglen, at der i huse med flere
lejligheder var mindst een tom. I mange tilfælde stod ejendommene helt tomme.
Efterhånden blev det så galt, at man kunne flytte ind i en hvilken som helst
ejendom og tage en tom lejlighed uden først at have talt med ejeren, der
forøvrigt ofte boede i en helt anden by. Det hændte flere gange, at en ejer af en
sådan ejendom kom for at se til den og så opdagede, at den var beboet, hvilket
han naturligvis var veltilfreds med. Men når han så ville have husleje, kunne
det også hænde, at lejeren gav ham det trøsterige svar: »Skal jeg betale
husleje, så kan jeg lige så godt flytte et andet sted hen. De må dog være glad
ved, at der bor en i huset, der kan føre tilsyn.« Og på dette grundlag blev der
flere gange sluttet forlig.
Byens første borgmester, Jørgen
Lyngbye, var en meget dygtig og fremfor alt retfærdig mand. Han var kongevalgt
og følte sig derfor først og fremmest som regeringens repræsentant, hvis opgave
det var at bringe orden i de ikke så lidt kaotiske tilstande.
Byen var fattig, og borgerne var
fattige, det var derfor en svær opgave for det første byråd at få de krav, der
stilledes og måtte stilles til kommunen, til at forliges med indtægterne. Byen
manglede så godt som enhver antydning af de institutioner, som nødvendigvis må
findes i en moderne by. Der fandtes intet sygehus, intet offentligt slagtehus, af
skoler kun de to forskoler og de to gamle bygninger i Danmarksgade og
Norgesgade, med kloakeringen var det småt, der var intet elektricitetsværk,
gasværket og vandværket var ufuldkomne, og næsten ingen af de mange gader var
istandsatte. Desuden manglede der næsten helt beplantninger, parker og anlæg.
Som der så sandt står i Stuckenbergs Esbjerg sang: ”Intet læ og ingen hvile,
stakket stund til fest - Vil du drømme, vil du smile, drøner det mod vest”.
Ja, sådan var det. Der råbtes
overalt og alle steder fra på forbedringer og afhjælpning af alle de utallige
mangler, der klæbede ved vor by; men det, der skulle til for at opnå dette, var
der knap tid på - nemlig penge. Pengene skulle naturligvis komme gennem de
personlige skatter, men når man så får at vide, at disse skatter et enkelt år
kun indbragte 220.000 kr., vil man forstå, at der opstod en ret stor spænding
mellem kravene fra borgerne og de bevilgende myndigheders evne til at opfylde
dem.
Den 14. januar 1902 var der valg
til byrådet, som bestod af 10 repræsentanter valgt af den almindelige
vælgerbefolkning og 9 af de højest beskattede. Almindelig vælger var enhver
mandlig borger, som betalte skat og var fyldt 25 år, til den anden gruppe hørte
den højest beskattede femtedel. Ved valget kom 10 socialdemokrater ind med
redaktør Sundbo som ordfører.
For de, der har kendt de to mænd,
borgmester Lyngbye og redaktør Sundbo, står det som en selvfølge, at
samarbejdet mellem dem måtte slå gnister. Begge var særprægede og stærke mænd,
begge var besjælede af den tanke at gøre Esbjerg til en moderne by, som i
enhver henseende kunne klare sig i konkurrencen med landets øvrige købstæder.
Borgmester Lyngbye ville nå målet på den mest forsigtige måde ved at tage små
skridt, og fremfor alt ville han ikke anstrenge borgernes økonomi for stærkt -
men fremad ville han, og derfor kom han også af og til i modsætning til den
højest beskattede del af borgerne i byrådet; thi som den retsindede mand, han
var, ville han altid gennemføre, hvad han anså for rigtigt og retfærdigt, men naturligvis
stadig holdende sig indenfor den grænse, som han mente, byens økonomiske muligheder
satte. Redaktør Sundbo var i mange henseender hans modsætning. Sundbo ville
også fremad, men for hans urolige og iltre sjæl var små forsigtige skridt ikke
nok. Sundbo tog tingene med storm. Der var altid liv og bevægelse, hvor han var
med. Kunne vi ikke gennemføre det, der ansås for nødvendigt - måske endda kun
ønskeligt, med de midler, vi selv rådede over, ja, så måtte vi - som man
forøvrigt gjorde overalt i stat og kommuner - låne.
Det første sammenstød i byrådet
mellem socialdemokraterne og den anden gruppe var på skolevæsenets område.
Esbjerg havde dengang landsbyskoleordning med tilladelse til for forældrene at
få deres børn udskrevet til sommertjeneste hos bønderne. Dette fik vi hurtigt
standset - den største modstand mødte vi forøvrigt hos forældrene, som mente,
at de ikke kunne undvære den fortjeneste, det gav at have et barn mindre på
kost plus de 30-35 kr., som drengen kom hjem med om efteråret.
Vi havde altså heller ikke nogen
eksamensskole, og her satte Sundbo fulgt af sin gruppe meget hårdt ind. Hans
særlige modstander her var realskolebestyrer Rybner Petersen - en dygtig
skolemand og en stærk personlighed. Måske så Rybner Petersen i en sådan
kommunal børneeksamensskole en konkurrent til hans egen private eksamensskole,
som forøvrigt senere blev til Esbjerg Statsskole. Efter et utal af byrådsmøder,
hvor bølgerne tit gik højt, lykkedes det dog i løbet af 1904 og 1905 at få
tilslutning fra de højest beskattede til en skoleplan omfattende også en
eksamensmellemskole.
Som allerede nævnt havde byen
intet sygehus - eller så godt som intet, idet der nogle år i forvejen var
indrettet et interimistisk hospital i epidemihusets økonomibygning på Bavnehøj
- der, hvor nu gartnerne har auktionshal. Som læge var overlæge Cold blevet
antaget. Den lægelige side af sagen var altså i den fineste orden. Den unge,
dygtige læge gjorde her et stort og fortjenstfuldt arbejde under de mest
primitive forhold. Men det var naturligt, at kravet om et ordentlig sygehus
blev rejst af os, og snart blussede en voldsom kamp op om dette spørgsmål. Alle
var enige om, at spørgsmålet måtte løses, men B-gruppen var bange for
omkostningerne.
Som et lyn fra en »mørk« himmel
kom den senere overlæge Brinch fra Spangsbjerg Sanatorium midt under denne
strid med meddelelsen om, at nu kunne vi få et sygehus aldeles gratis, idet han
havde formået St. Joseph Søstrene til at bygge et sygehus i Esbjerg, såfremt
der kunne opnås enighed med Esbjerg kommune om belægning af dette. Forslaget
blev hilst med begejstring af dem, som kun så på pengepungen, medens andre, og
deriblandt ikke mindst de kirkelige kredse, var mindre interesserede.
Hospitalet i Nørregade blev imidlertid opført og kom i drift, men spørgsmålet om
et kommunalt sygehus blev ikke af den grund taget af dagsordenen - tværtimod.
Kravet om et kommunalt sygehus, hvor overlæge Cold skulle regere, blev
fastholdt. Efterhånden sluttede borgmester Lyngbye sig til dette standpunkt til
stor forargelse for borgergruppen, der nu vendte front også mod ham; men han
var som før nævnt en mand, der ikke veg fra, hvad han anså for ret, og da han
nu efter mange overvejelser var kommet til det resultat, at et kommunalt
hospital var at foretrække, stod han urokkelig fast på dette standpunkt.
I 1905 skulle der være valg af den
højest beskattede del af byrådet, og nu skete der dette, at den højest
beskattede femtedel kom til at omfatte samtlige vælgere. Ifølge den da gældende
valglov skulle de højest beskattede have betalt 1/5 af samtlige skatter,
ejendomsskatterne iberegnet, havde den højeste del ikke betalt det i loven
fastsatte beløb, måtte man optage så mange lavest beskattede vælgere på
valglisten, at beløbet nåedes. Ved udarbejdelsen af valglisterne opdagede man
hurtigt, at man ikke kunne nøjes med den meget omtalte 1/5, men måtte tage alle
med. Dette var vistnok en for hele landet enestående situation, at alle til den
almindelige vælgerklasse hørende vælgere nu pludselig blev rykket op som højest
beskattede. Et bevis for borgernes ret små indtægter.
Nu kunne socialdemokratiet have
valgt hele byrådet, men partiet nøjedes med at vælge 2 repræsentanter, de
radikale 6 plus 1 konservativ - maskinfabrikant Holger Olsen.
Muligheden for at få sygehuset
vedtaget var nu tilstede, og det skete også. De tegninger og overslag, der
leveredes af arkitekt Clausen, var færdige og udbudt i licitation, men da
tilbuddene forelå, lå disse betydeligt over arkitektens overslag, han slog i
bordet og sagde: »Nej, det er f.... for galt.« Da der ikke ved forhandling
kunne opnås en ordning med nogen af de tilbudsgivende, vedtog byrådet med
socialdemokraternes 12 stemmer mod de øvrige at lade sygehuset opføre uden
medvirkning af entreprenør. Denne beslutning gav anledning til en heftig
meningsudveksling, hvori efterhånden hele landet deltog, og ordet
»kommunesocialisme« var på alles læber. Arbejdsgiverforeningen tog naturligvis
parti mod byrådet, dvs. mod socialdemokraterne. Inden ret længe blev det
umuligt eller i hvert fald meget vanskeligt for byen at købe de nødvendige
materialer til bygningerne, hvorfor man måtte gå omveje, således købte
Lauritzen, Vilslev, sten til en skole. Stenene solgte han derefter til os;
stenene var købt - så vidt jeg husker i Kolding - og blev ekspederet til
Vilslev. For nu ikke at få dobbelt jernbanefragt gjorde man forsøg på at få
stenene omekspederet, medens de var undervejs, dette lod sig ikke gøre.
Kommunen måtte betale dobbelt fragt. Kedel- og varmeanlægget købtes i
Flensborg, det var hverken billigt eller godt. Jeg må indrømme, at det gamle
ord om det magre forlig og den fede proces kom til at passe her.
Under de indre stridigheder i
byrådet om navnlig denne sag søgte hele den borgerlige gruppe om tilladelse til
at udtræde af rådet, dette blev nægtet, hvorefter to af gruppen flyttede ud af
byen, så skulle der efter da gældende lov holdes suppleringsvalg. Ved dette
valg blev der valgt 6 konservative, deriblandt sagfører H. Hvedstrup, og en
venstremand, der var bogtrykker K. Rosendahl. Bogtrykker Rosendahl sad i
byrådet til 1937. Rosendahl vandt sig mange venner i byrådet, han var et
flittigt, dygtigt og meget initiativrigt medlem, som det altid var en
fornøjelse at arbejde sammen med, og som efterlod sig et betydeligt savn, da
han i januar 1937 trådte ud.
I 1904 købte kommunen den
nuværende administrationsbygning. Så vidt jeg husker, kostede den 54.000 kr.
Som eksempel på, hvor dybt krisen i halvfemserne havde grebet ind, skal her
anføres, at da borgmester Lvngbye kom til byrådet med tilbud om køb af
ejendommen og nævnede prisen, blev der ret stor debat på tværs af parti
linierne. Et enkeltmedlem (socialdemokrat) udtalte: »Nej, jeg skal ikke have
nogen ejendom købt, det har vi haft nok af her i Esbjerg, Vor Herre bevares.«
Kommunens kontorer var dengang beliggende i træhandler Rasmussen ejendom på
Torvet, og vi havde 1. og 2. sal til rådighed. Her fandtes hele
administrationen inklusive stadsingeniør, forsørgelsesvæsen og udvalgsværelser.
Lejen var 1200 kr. pr. år. Vi yngre medlemmer af byrådet havde ikke skrækken
fra spekulationsperioden i os, så vi slog til og købte huset, hvilket ingen
hverken af os eller andre har fortrudt. Kommunen havde ganske vist kun brug for
en mindre del af huset, men det er der jo som bekendt byrådet bod på siden. Det
skal lige bemærkes, at telegrafvæsenet boede i stueetagen til Torvegade, og at
den øvrige del af denne fløj var udlejet til beboelse.
Borgmester Lyngbye, der kom fra
Frederiksberg, havde svært ved at vænne sig til det flade, åbne land, han var
derfor overalt på færde for at skaffe noget læ og noget skønt, og han fik da i
1904 dannet en forening med det formål at forbinde de bestående plantninger,
der var i deres første spæde barndom, med hinanden. Vi havde Strandskoven vest
for Vardevej, Lauritzens Plantage øst for vejen, Strandplantagen mellem
Hjertingvej - som der dengang ikke var tænkt på - og havneterrænet og Gjesing
Plantage - nu Gjesing Skov. Planen gik ud på at købe en 40 alen bred strimmel
jord, begyndende ved Jyllandsgade, som forbandt de her nævnte plantninger, og
på den at anlægge en spadseresti med plantninger på begge sider. Foreningens
medlemmer skulle hver indskyde 50 kr., der enten betaltes kontant eller
opkrævedes med 1 kr. pr. måned. På denne måde indkom der ca. 8000 kr. -
tilstrækkeligt til gennemførelse af planen. Da arbejdet var udført, blev
arealerne uden betaling overdraget kommunen, der så overtog den fremtidige
vedligeholdelse. På denne måde fik Esbjerg sine skovveje.
Vognsbøl Park og Mose er et
kapitel for sig. Hvem der er fader til tanken om at omdanne den sump, der hed
»Vognsbøl Mose«, til en park, er i denne forbindelse ikke afgørende, der var
forøvrigt flere, som havde den samme ide. Hovedsagen var, at hele byen var enig
om at gennemføre planen, men »riget fattes penge«, det måtte vente. Imidlertid
kom vi efter Den Første Verdenskrig ud for en stor arbejdsløshed. Kunne man nu
anvende den ledige arbejdskraft til noget bedre end at tage fat på
realisationen af planen, som nu var udarbejdet? Arbejderne skulle jo alligevel
have noget at leve af. Det er til ære for det daværende byråd, ja, for hele det
esbjergske samfund, at der var fuld enighed om denne sag. Hvad den har kostet,
er der vistnok ingen, der ved, derimod ved vi, at den ikke er for dyr, at vi
ikke kunne undvære disse smukke anlæg, som - lad mig tilføje det - holdes så
smukke og hyggelige af vor udmærkede skovrider Frederiksen.
Tanken om at skaffe Esbjergs gamle
et hjem var en af de ting, der stod på dagsordenen allerede fra det første
byråds dage. Kravet om et sådant hjem voksede sig naturligt stærkere, efterhånden
som antallet af gamle forøgedes. I 1899, da byen blev købstad, bestod
befolkningen så godt som udelukkende af unge folk og børn. Af gamle folk med
ret til alderdomsunderstøttelse var der ikke mange, og trangen til et hjem var
derfor heller ikke endnu så stærk, men for hvert år, der gik, forøgedes tallet.
I 1904 foreslog alderdomsudvalget, som det dengang hed, at opføre et hjem for
de gamle. Man havde til formålet udset den grund i Kirkegade, hvor
dieselcentralen nu er beliggende. Grunden blev købt, og der udarbejdedes en
plan til et hjem med plads til ca. 20 gamle. Overslaget lød på 90.000 kr. Inden
tegningerne og planen iøvrigt var godkendt af byrådet, blev det klart, at der
kunne blive flertal for opførelse af et nyt sygehus. Når denne plan var gennemført,
ville det gamle sygehus stå ledigt, og man fandt dette velegnet til
alderdomshjem - i hvert fald for en ret lang årrække. Dette vedtoges af byrådet
mod alderdomsudvalgets stemmer. Da det nye sygehus i november 1909 blev taget i
brug, indrettedes den nu ledige bygning til hjem for de gamle og virkede som
sådan, indtil det i 1929 afløstes af hjemmet i Nørvang. Kun et par ord om det
nye: Mon man kan huske al den strid, der stod, og den bitterhed der nedkastedes
over vore syndige hoveder, fordi man ville have det nye hjem liggende derude så
langt fra byen. De gamle kunne jo ikke komme på besøg hos pårørende inde i
byen. Ja, nu er det jo gået således med dette, som med andre ting, der lå
udenfor byen, at nu har den strakt sine arme derud, og nu er de gamle godt
tilfredse med, at de bor så roligt og fredeligt i »Skovkanten«, og kan, selv om
de er ringe gående, dog komme i skoven og parken.
På budgettet for 1905/06
indstillede teknisk udvalg til byrådet en bevilling på 500 kr. til undersøgelse
af muligheden for at starte et elektricitetsværk i Esbjerg. Når udvalget på
dette tidspunkt fremsatte forslaget, var årsagen den, at et privat konsortium
forinden havde søgt om koncession på anlæg og drift af et elektricitetsværk.
Dette afslog byrådet. Udvalget mente derfor, at når vi havde afslået at lade
private løse dette for borgerne og - som det senere viste sig - også for
kommunen så vigtige spørgsmål, måtte det være kommunens pligt i det mindste at
undersøge muligheden for rentabiliteten af så vel som trangen til et sådant
anlæg. Dette spørgsmål, om der skulle være et elektricitetsværk i Esbjerg, der
for nutiden er så afgjort, at det måtte være udenfor diskussion, lå dengang
helt anderledes. Man havde ikke megen erfaring for, om det nu også kunne betale
sig, eller om trangen var stor nok til, at kommunen skulle udsætte sig for
øgede udgifter hertil.
Udvalgets forslag blev tiltrådt -
også af borgmester Lyngbye, der dog fremsatte følgende motivering: »Jeg vil
gerne stemme for indstillingen, men jeg håber, at undersøgelserne vil vise
udvalget, at det ikke endnu kan betale sig, og at spørgsmålet derfor bliver
udsat, indtil det er sikkert, at kommunen ikke bliver påført udgifter ved en
sådan foranstaltning.«
Undersøgelserne slog imidlertid
fast, både at der var trang til et værk, og at driften udmærket kunne betale
sig og endda give overskud til kommunen. Udvalget, der bestod af 5 medlemmer,
blev nu udvidet med to. Efter endt undersøgelse indstillede udvalget enstemmigt
at opføre et værk og at overdrage projekteringen til ingeniør P. A. Pedersen,
København. Da projektet med tilhørende rentabilitetsberegning forelå, viste det
sig, at der det første år måtte regnes med et underskud på 13.000 kr., at
driften allerede det følgende år ville balancere og senere give overskud. Overskud
eller underskud var helt afhængig af, hvor stor tilslutning der kunne
forventes. For at opnå en så stor øjeblikkelig tilslutning, at der var mulighed
for balance, indstillede udvalget efter forslag fra ingeniøren, at byrådet
skulle stille installationslån til rådighed for husejerne. Vi var allerede da
klar over, at der var tilstrækkelig mange husejere såvel som håndværkere, der
gerne ville have elektriske installationer enten af lys eller motorer eller
begge dele, men pengemangelen efter krisen i halvfemserne var endnu følelig.
Byrådet tiltrådte indstillingen, hvorefter der udsendtes tegningslister til
husejerne. Tegningen gav et aldeles strålende resultat, så stort, at udvalget
endnu inden værket var helt færdigt, måtte tage fat på en fordobling af den
bestilte kapacitet. Da værket var færdigt, var det dobbelt så stort som
oprindelig planlagt, og selvsagt var også det oprindelige overslag overskredet
med - så vidt jeg husker 60 %. Dette gav anledning til stærke angreb i et af
byens blade under valgagitationen. At det stipulerede underskud på 13.000 kr.
allerede efter det første års drift var forvandlet til et overskud på 26.000
kr., toges der naturligvis ikke hensyn til. Til driftsbestyrer antoges
maskinmester P. Buhl. Buhl var en overmåde flittig mand, der tidlig og sildig
var på færde for værkets udvikling. I en lang årrække drev værket også
installationsforretning. Formålet hermed var at gøre installationerne så
billige som muligt.
Omkring 1912 kom driftsbestyreren
med forslag om at komme i forbindelse med oplandet og udbygge et
højspændingsnet, særlig i den vestlige del af Ribe amt. Forslaget blev ikke
tiltrådt af byrådet, men var dog anledning til, at vi senere kom i forbindelse
med SAEF - Sydvestjyllands Andels Elektricitets Forsyning. Værket, der begyndte
med to dieselmotorer - en på 180 hk. og en på 120 hk. - råder nu over 3 stk.
dieselmotorer på tilsammen 6000 hk. en dampturbine på 10000 hk. Det udvides for
tiden med en dampturbine på ca. 22000 kwt.
I 1910, da tilførslen af olie til
dieselmotorerne standsede, blev det hurtig klart, at de dieseldrevne værker
ville komme ud for store vanskeligheder. Ministeriet for offentlige arbejder
nedsatte da et udvalg med det formål at undersøge, om de enkelte dieselværker,
eller om og da hvordan de kunne tilsluttes de eksisterende dampdrevne værker,
kunne ingen af delene finde sted, da hvilke foranstaltninger der kunne træffes,
for at forsyningen af elektrisk strøm bedst og billigst kunne holdes igang.
Udvalget fik en ret udstrakt bemyndigelse til at træffe bestemmelse.
Udvalget indkaldte blandt snese
andre værker også Esbjerg, Herning og Holstebro til et møde i København, hvor
det bestemtes, at Esbjerg - så snart dampcentralen kom i drift - skulle forsyne
de to byer og de til disse naturligt hørende små landværker med strøm. Dette
samarbejde, der senere kom til at omfatte såvel Ringkøbing, Struer, Grindsted,
Skjern og Åbenrå, er siden fortsat og er mellem Esbjerg inklusive SAE og
Herning knyttet endnu fastere i Interessentskabet »Vestkraft«.
Første januar 1900 fratrådte
borgmester J. Lyngbye, der havde fået embede i Helsingør. Inden sin afrejse gav
borgmesteren en afskedsfest for byrådet, hvor Stuckenbergs esbjergsang første
gang blev sunget. Borgmesteren fortalte forinden sangens tilblivelseshistorie:
Til festen for afsløringen af kongestatuen på Torvet havde komiteen bestilt en
kongesang hos Stuckenberg. Digteren sendte esbjergsangen, idet han skrev: »Ja,
nu sangen er skrevet, kan jeg jo nok se, at det ikke er en kongesang, men måske
de alligevel kan bruge den«. Borgmesteren tilføjede: »Jeg syntes, den var så
smuk, og så udmærket beskriver Esbjerg, at vi beholdt den, for ved passende
lejlighed at bruge den som esbjergsangen«. Dette er alle esbjergensere
borgmesteren taknemmelige for.
I januar måned tiltrådte borgmester
K. Holch sit embede som Esbjergs 2den og sidste kongevalgte borgmester, han
blev i 1919 Esbjergs første folkevalgte borgmester. Knud Holch var en venlig,
elskværdig mand, et klogt hovede og et meget vindende menneske, han var tillige
en udmærket forhandlingsleder, var meget forsigtig, sommetider for forsigtig i
sine dispositioner, således holdt han på, at skatterne i krigsårene ikke gerne
måtte komme over 1.000,000 trods prisstigninger - dette medførte, at kommunens
økonomi var ret anstrengt, og at lånene steg ret voldsomt fra ca. 6.000.000 ved
begyndelsen af byrådsperioden 1917- 21 til ved slutningen ca. 13.000.000.
Spekulationsperioden i
halvfemserne efterlod sig mange sår, ikke alene for Esbjerg, men også for mange
andre, som havde deltaget i dansen om guldkalven. Een af ubehagelighederne var
den, at så godt som hele det areal, der hørte under Esbjerg kommune, ja langt
ind i Jerne, var udstykket i små parceller på 1000 eller et par 1000
kvadratalen, som det dengang hed. Byens gadeplan var den ganske simple, at en
landinspektør havde trukket nogle linier op på et kort, således at der fremkom
de nu kendte, retvinklede enklaver, uden at tage andre hensyn end de, at skabe
de størst mulige antal facademeter. Med den byggevedtægt, man havde, før byen
blev købstad - eller rettere mangel på vedtægt, var det muligt at opføre huse
uden anden antydning af gade end de nævnte linier på det, der kaldtes byplanen,
og man benyttede sig af denne ret, således at der over hele arealet indenfor
kommunegrænsen - også udenfor - var spredt bebyggelse - et enkelt hus hist og
her, som sagt uden vejbane, uden kloak, uden vand og uden gas. Om vinteren og
efteråret, i det hele taget under fugtige vejrforhold, henlå hele Nygårdsmarken
- eller nærmere betegnet hele arealet nord for Nygårdsvej og vest for
Boldesagergade, i et ælte, der navnlig for ukendte var ufremkommelige, ja bedre
var det ikke i den østlige bydel - Klatterup kaldtes kvarteret - omkring
Teglværksvej. Når iøvrigt undtages Kongensgade, det meste af Skolegade, små partier
af Danmarksgade, Torvegade og Englandsgade savnedes fuldstændig vejbane. Her
var store opgaver for den nye købstads styre at tage fat på. Til at begynde med
gik det første byråd meget forsigtig til værks og istandsatte nogle
gadestrækninger meget let, ganske vist også billigt, og lod grundejerne betale
halvdelen. Det varede heller ikke mange år, inden disse strækninger måtte
grundforbedres, og her måtte kommunen betale det hele. Efter valget i 1902 og
navnlig efter 1905 toges der kraftigere fat, sådan at der stadig var større
eller mindre gadestrækninger i arbejde. Disse arbejder satte mange penge i
omløb, da byens erhverv var i en stadig jævn udvikling. Navnlig for eksportens
og importens samt for fiskeriets vedkommende mærkedes der en ret tydelig bedring.
Borgernes indtægter kan aflæses af kommunens indtægter. I 1899 var skatten
budgetteret til 148.647 kroner - 5 år senere var beløbet steget til 183.635
kroner. Befolkningsantallet voksede, de mange ledige lejligheder fik beboere,
og huslejen steg således, at en lille 3 værelses lejlighed, der i 1898 kostede
16 kr. pr. måned, i 1906 blev sat op til 25 kr. pr. måned. Allerede omkring
1909 var der brug for lejligheder. Byrådet vedtog da at opføre et antal
lejligheder på den grund i Østergade, hvor Arbejdernes Andelsboligforening
ligger. Alt var klar til at gå i gang, der manglede kun indenrigsministeriets
tilladelse til at optage lån til foretagendet - den daværende minister
resolverede imidlertid, at dette at skaffe bolig for kommunens beboere, ikke
var en kommunal opgave. Tilladelsen kunne derfor ikke gives. Så måtte vi lægge
denne sag til side foreløbig, men også kun foreløbig. I årene indtil 1914
arbejdedes der med forskellige planer til støtte for vore erhverv. Af de større
sager skal nævnes forarbejderne til dannelsen af sammenslutningen med
landboerne om elektricitetsforsyningen, der efter års forhandlinger og
betænkningstid trådte ud i livet i 1918 under navnet Sydvestjyllands forenede
Elektricitetsværker. En anden betydelig sag var bygning af et isværk til
forsyning af fiskerne. Hidtil havde man skaffet sig isen, dels ved at ophugge
isen på de ferskvandspytter, der fandtes her ved Esbjerg, særlig
teglværksgravene - isen oplagredes så i isolerede bygninger sommeren over -
dels købtes der is fra Norge, som sejledes herned. Men da forbruget var i
stadig og stærk stigning, og da køleteknikken efterhånden var så stærkt
udviklet, at det nu var muligt ad kunstig vej at producere store mængder is til
en pris, der lå under navnlig den fra Norge transporterede, opstod tanken om at
bygge et isværk ved den gamle fiskerihavn.
I teknisk udvalg var der ret stor
interesse for sagen, da elektricitetsværket derved kunne sælge sin
overskudsstrøm til en meget billig pris. For kommunen som helhed var det jo
også af betydning at støtte fiskerierhvervet, som allerede da var nået op til
at blive et af byens betydelige erhverv.
Efter byrådsvalget i 1913 tog
teknisk udvalg da sagen op til nærmere undersøgelse. Der kunne imidlertid ikke
blive flertal i byrådet for at gennemføre tanken, og sagen måtte så for
kommunens vedkommende henlægges og blev først løst, da John M. Larsen kom hjem
fra Amerika og med den voldsomme energi, han var i besiddelse af, satte fart i
tingene. Nu da isværkerne ligger - man kan næsten sige spredt - over havnen,
forstår man knapt, hvordan det tidligere var muligt at drive havfiskeri uden
disse.
I 1914 trådte vor by - som hele
den øvrige verden - ind i en hel ny epoke. Vi havde levet så længe under fredelige
tilstande, at vi havde vænnet os til at betragte krig som noget, der for
kulturmennesker var et tilbagelagt stadium, vi gik ud fra, at det ville være
umuligt at få den store arbejdende befolkning til at gå ud for at myrde og lade
sig myrde på kommando. Men den 1. august blev vi brat og brutalt revet ud af
denne illusion. Hvordan ville det nu gå? ville vort land blive inddraget i
krigens malstrøm? hvordan ville det gå os her i Esbjerg? Ret hurtigt blev det
klart, at vort hidtidige hovederhverv: Eksporten og importen, ville komme ud
for store vanskeligheder. Som de fleste af os kan huske, blev eksportruterne
til England forlagt til Århus og andre havne, og vor havn lå næsten øde hen.
Hvordan ville det gå os? Under indtrykket heraf rejste ikke så få af borgerne
bort fra byen. Længe varede det dog ikke, inden det gik op for os, at der også
under krigen var brug for Esbjerg, og befolkningstilvæksten steg igen i et ret
hurtigt tempo, således at vi allerede i 1916 kunne mærke en indtrædende
boligmangel. Under de herskende forhold holdt den private op med at bygge, han
kunne få en langt større fortjeneste ved at anvende sin kapital og sit
initiativ på andre felter, der ikke alle var lige tiltalende. Med en voksende
befolkning, et stagnerende boligbyggeri, blev boligmanglen snart følelig og
udviklede sig også snart til akut bolignød. Byrådet nedsatte et boligudvalg,
som stillede forslag om at opføre et kompleks ude på grundene, hvor senere
barakkerne fandt plads. Planen gik ud på at bygge et hus med 32 lejligheder.
Huset skulle ligge midt i et haveanlæg, hvor hver af beboerne kunne få hver sin
lille have. Planen vandt tilslutning i byrådet, selv om der fra forskellig side
med forskellig motivering også var nogen modstand. Dels var modstanden den
principielle modstand mod, at kommunen i det hele taget byggede boliger til
udleje, dels syntes en del, at den anslåede husleje - 32 kr. månedlig for en 3
værelses lejlighed - var så stor, at ingen arbejder kunne betale den. Men
imidlertid blev opførelsen dog vedtaget af byrådet, og huset blev udliciteret;
men nu viste der sig en ny vanskelighed, idet der ikke var og ikke kunne fås
mursten fra teglværkerne, hvorimod der kunne fås de dengang ret stærkt
benyttede kalksandsten. Nu kneb det med enigheden. Sagen behandledes flere
gange i byrådet, uden at der blev truffet nogen beslutning om at gå i gang med
kalksandstenene som grundlag. Så kom byrådsvalget i 1917 med delvis nye
medlemmer, hvorefter opførelsen af husene ikke kunne gennemføres. Så var vi
lige vidt eller rettere sagt, så var vi endnu længere tilbage. Boligmanglen var
nu blevet bolignød. Der måtte gøres noget, og så tog magistraten fat med et
forslag om at opføre 60 lejligheder i nogle træbygninger. De kunne bygges
hurtigt. At de var grimme og dyre, måtte man se bort fra, derimod måtte de ikke
officielt hedde barakker, men lejehuse. Lejen blev fastsat til 30 kr. pr. måned
for en to værelses lejlighed. Ja, så var altså princippet om, at kommunen ikke
måtte bygge boliger til udlejning brudt, og der fortsattes med et kompleks i
Havnegade og et andet i Sjællandsgade og Nørregade. Husene blev dyre og lejen
forholdsvis lav, så kommunen måtte afskrive ca. 1 million kr., og endda kneb
det med rentabiliteten.
En af de store vanskeligheder
under Den Første Verdenskrig var at få brændsel, såvel til industrien som til
opvarmning af boligerne. Ja, også gas- og elektricitetsværkerne mærkede
vanskelighederne. Med stor bekostning måtte dieselmotorerne bygges om, således
at der kunne bruges sugegas. Denne gas kunne fremstilles med hvilket som helst
brændstof. Her i Esbjerg anvendtes tørv. Sugegassen, der fremkommer ved en
fuldstændig forbrænding, efterlod i generatorerne en ret stor mængde uren
tjærelignende substans, som blev kørt ud på pladsen. Hvordan skulle vi nu bedst
komme af med denne hæslige dynge. Driftsbestyrer Buhl meddelte mig en dag, at
nu havde en af byens vognmænd tilbudt at købe bunken for 500 kr. og fjerne den.
Jeg var på det rene med, at når han ville give 500 kr., skulle den nok være
mindst 5000 kr. værd. Jeg talte så med gasværksbestyrer Bentzen om eventuel
destillering af denne tjære. Dette havde Bentzens fulde interesse. Der fandtes
netop på gasværket en kedel, der kunne bruges hertil, og som alligevel skulle
være fjernet. Destillationen kom i gang, tjæren afgav sin råolie, der solgtes
til fiskerne og indbragte 40.000 kr.
Under disse forhold var det småt
såvel med elektricitet som gas. Begge dele rationeredes meget stærkt med
strenge bestemmelser for overtrædelse af det tilladte forbrug. Brugtes der mere
end det tilladte, kostede gassen 3 kr. pr. m3 og elektriciteten 3 kr. pr. kwt..
Oversteg man forbruget af gas med
Brændsel til almindelig opvarmning
måtte i endnu højere grad end under den anden verdenskrig skaffes tilveje fra
vore moser og skove. Esbjerg købte en mose i Debel ved Agerbæk, byggede
barakker derude og satte en styrke igang med at skære tørv, som transporteredes
til byen og solgtes til forbrugerne for en pris, der var mindre end
fremstillingsomkostningerne.
Brænde købte kommunen i Klelund
Plantage. Der købtes ialt 20.000 rummeter. Brændet blev oparbejdet ude i
plantagen klar til at lægge i kakkelovnen. Der var bygget spise- og
sovebarakker, ligesom der var opstillet save- og huggemaskiner. Som drivkraft
anvendtes lokomobiler. Brændet transporteredes med bane til byen og blev
derefter udbragt til forbrugernes gadedør. Priserne var fastsat af den
overordentlige kommission og var 12 kr. pr. oparbejdet rummeter - vi tog 14.
På et møde, der afholdtes på Hotel
Spangsberg, var der repræsentanter til stede for kommissionen, blandt andre
Nielsen Hauge, den senere handelsminister. Nielsen Hauge holdt det indledende
foredrag, hvori han opfordrede kommunen til at sørge for brændslet, da der ikke
kunne ventes udenlandsk brændsel til opvarmning af boliger, og meddelte prisen,
som der måtte tages af forbrugerne. Vi var, som ovenfor skildret, ikke helt
uforberedte, men havde allerede drøftet, både om vi skulle købe, og hvordan vi
skulle få brændet oparbejdet og transporteret. Ved disse overvejelser var vi
kommet til det resultat, at det ikke kunne lade sig gøre for den fastsatte
maximalpris, som var 12 kr.. Imidlertid havde vi tænkt rent praktisk at ordne
os således, at vi lod borgerne tegne sig for et bestemt kvantum, der så
betaltes efterhånden, som brændselet aftoges. Vi forlangte 14 kr. pr. rummeter,
men såfremt kommunens omkostninger kom til at ligge under dette beløb, ville
tilbagebetaling finde sted. Alt dette forklarede jeg på det omtalte møde og var
naiv nok til at spørge kommissionsrepræsentanterne, om det ikke kunne
tiltrædes; men den gik ikke. Nielsen Hauge udtalte ret hånende, at han troede,
at vi nok kom igennem med den fastsatte maximalpris, ellers skulle vi være
meget uheldige.
Kommunen satte brændeproduktionen
igang og gav teknisk udvalg den fornødne bemyndigelse. Udvalget satte trods
kommissionen prisen til 14 kr. Efter slutningen af den første sæson viste det
sig, at kommunens udgifter ved køb af brændet i plantagen, ved oparbejdning og
transport beløb sig, ikke som kommissionen havde fastsat til 12 kr., men til 18
kr. pr. rummeter. Der blev altså ingen tilbagebetaling. På grund af
prisstigninger, navnlig kostudgifter og leje af materiel til transporten, blev
prisen pr. oparbejdet rummeter i næste sæson 21 kr. og i sidste 28 kr., hele historien
gav kommunen et underskud på omkring 1/2 million kr.
I årene efter krigen var det
særlig den store arbejdsløshed og bolignød, der voldte byens styre
vanskeligheder. Der dukkede nu et nyt slagord frem »bekæmpelse af
arbejdsløsheden«. En situation, der holdt sig helt frem til Den Anden
Verdenskrig. Her i Esbjerg brugte vi i dette øjemed, foruden det allerede
nævnte arbejde med omdannelse af Vognsbøl Mose til park, tillige gade- og
kloakarbejder. Vi havde jo endnu alle gaderne på Nygårdsmarken henliggende
ufarbare. At vedtage i byrådet, at alle disse gader skulle istandsættes,
kloakeres, og at grundejerne skulle bære hele udgiften i henhold til vedtægten,
var en nem sag, noget helt andet var det, om nu også disse grunde kunne bære en
sådan udgift, om ikke omkostningerne ville overstige grundenes værdi. Prisen
pr. m2 var dengang betydelig lavere end nu. Byrådet vedtog så, at
istandsættelsen skulle ske i tre tempi, og opkrævningen af grundejernes bidrag
ligeså. Dette ville jo være en stor lettelse for grundejeren, uden at det ville
koste kommunen noget, der var blot den hage derved, at vi skulle have
ministeriets godkendelse af fremgangsmåden. Dette var ikke så nemt, men
ministeriet gik dog til sidst med til tanken, mod at alle tre tempi inden en
nærmere bestemt tidsfrist var fuldført. Vi var dengang ængstelige for udfaldet,
men bedre eller lempeligere vilkår kunne vi ikke få godkendt. Udviklingen har
jo da også gjort vor ængstelse til skamme. Så snart de første tempi, der bestod
af jordarbejde og nedlægning af paklag, grusede fortove samt kloakering, var
færdigt, begyndtes der byggeri. I denne periode, nærmere betegnet februar 1925,
foreslog jeg gade- og vejudvalget at anlægge en diagonalgade fra Grønttorvet
over til hjørnet af Strandby Kirkevej og Stormgade. Erhvervelse af grunden
hertil var efter en af stadsingeniøren udarbejdet plan anslået til 60.000 kr.
Forslaget vedtoges i byrådet, men efter valget i marts samme år skiftede
flertallet, og nu foreslog gade- og vej udvalgets flertal med Balslev Jørgensen
som formand at annullere denne bestemmelse. Dette tiltrådtes af byrådet, og
Esbjerg mistede nu en færdselslinie, der ville have været af umådelig stor
betydning. Hvis den var gennemført, havde man kunnet nøjes med at istandsætte
alle gader på Nygårdsmarken med undtagelse af Stormgade og Strandby Kirkevej
som villaveje, thi den svære færdsel ville i så fald have holdt sig til disse
tre gader.
Da Esbjerg blev en selvstændig
kommune, begik man en hovedfejl. Grænserne blev trukket alt for snævre. En fejl
der har kostet strømme af blæk og tusinder af timer samt masser af rejser at få
rettet, men endelig kom det med Jerne kommunes indlemmelse i Esbjerg.
Den nye kommune, som Esbjerg var,
da den i 1894 udskiltes af Jerne Skads kommune, ejede bogstavelig ikke en kvadratalen
jord. Et forhold som de forskellige byråd gennem årene har rettet, oftest under
stor modstand fra en del af borgerne, men efterhånden som tiden er gået med
megen tilfredshed fra de samme, som oprindelig ydede modstanden. Ja, sådan går
det, når man gør, hvad man er sikker på er rigtigt, uanset hvad andre synes, så
ender det med også at blive anerkendt.
Det første betydelige jordkøb
fandt sted i forbindelse med anlægget af Trafikhavnen og Fiskerihavnen. Der
blev i loven om havneanlægget - eller måske var det et tillæg til denne lov,
indsat en bestemmelse om, at der blev givet tilladelse til at ekspropriere
sådanne arealer ved Esbjerg Havn, som det måtte være af interesse for staten at
have rådighed over. Alle de arealer, der således blev eksproprierede,
overdroges til Esbjerg kommune, der så ganske vist skulle betale
værdistigningsafgift til staten. Forhistorien hertil var ganske morsom, men dyr
for Esbjerg. Trafikminister Høgsbro fik vedtaget i Folketinget en lov om
udvidelse af Esbjerg havn - mod øst - loven blev ikke færdig fra Landstinget.
Det var forudsat, at Esbjerg skulle betale 250.000 kr. i tilskud til arbejdet.
Da loven igen kom frem, var Jensen Sønderup trafikminister. Nu lød loven på en
udvidelse mod vest. Loven vedtoges under den forudsætning, at Esbjerg erklærede
sig villig til at betale 500.000 kr. Hertil svarede Esbjerg nej. Så fremsattes
loven påny, men nu skulle Esbjerg betale 750.000 kr. Under lovens behandling
udtalte den tidligere esbjergmand Jacob Christensen, Silkeborg, at det var det
rene rov, staten her iværksatte. Der blev så stillet i udsigt, at Esbjerg kunne
få lejlighed til at opkræve en værdistigningsafgift, men nogen endelig
bestemmelse om eller regler for, hvordan dette kunne lade sig gøre, kom aldrig.
Endelig kom så ekspropriationsbestemmelsen, men nu tog staten foruden de
750.000 kr. tillige broderparten af værdistigningen. Alligevel var det af stor
værdi, at vi fik overladt de eksproprierede arealer. Der blev eksproprieret
ialt ca. 400 tønder land. Ved forhandlinger om hvor meget vi skulle forlange af
lyngbakkerne langs kysten, vandt desværre den kortsynede politik. Der var
nedsat et udvalg på 7 medlemmer. Hele udvalget, på nær een, var enige om at gå
nogle kilometer længere ud, således at vi havde fået hele den nuværende bebyggelse
langs Hjertingvej en. Men da dette ene medlem ikke ville bøje sig, ville hans
partifæller ikke tvinge sagen igennem, og vi måtte så standse ved arealet foran
Langli-pavillonen. Arealerne kostede dengang ikke meget. Grunden, hvor nu
Langli-pavillonen ligger, solgtes i 1912 for 1 øre pr. kvadratalen.
I slutningen af krigsårene købtes
et areal nord for Guldager Station på ca. 250 tdr. land hede, som blev
beplantet. Senere købtes ca. 200 tdr. land ude i Sjælborg, som i årene 1929-30
beplantedes af unge arbejdsløse. I perioden 1921-25 købtes Spangsberg jorderne
»Sandknoldene«. Omkring 1937/38 købtes Snepsgårde med sine 117 tdr. land med
gode bygninger for 8000 kr. Gården blev anvendt til arbejdslejr for unge mænd.
Den er senere overtaget af staten. Omtrent samtidig købtes Marbæk Plantage på
ca. 400 tdr. land for en sum af 77.000 kr. I 1935 købtes 80 tdr. land til anlæg
af en flyveplads. Alle disse arealer tilsammen udgør ca. 1600 tdr. land.
Selvom der oftest var stærk
uenighed om disse køb, er det jo gået således, at ingen eller kun meget få
esbjergborgere nu gerne ville se det ugjort.
Når jeg tænker på den tid, jeg har
været medlem af Esbjerg byråd - fra januar 1902 til september 1941 - mindes jeg
med glæde det samarbejde og kammeratskab, der var, trods meningsforskelligheder
og partiskel. Jeg tror, det var den kærlighed til vor by, der besjælede os
alle, der var skyld heri. Jeg har allerede nævnt en del af de mænd, som jeg her
traf, og jeg kunne nævne mange flere, men jeg skal nøjes med endnu engang at omtale
redaktør Sundbo, som står særlig skarpt i min erindring.
Sundbo kom til Esbjerg og begyndte
sin virksomhed som redaktør ved Vestjyllands Socialdemokrat den 1. maj 1898.
Med ham kom der liv i pressen og de offentlige kontorer her i Esbjerg. Det var
som om en forrygende storm for gennem kontorerne og blæste al gammel hengemt
luft ud. Jeg kan huske, at han i et af de første numre af bladet »luftede ud« i
posthuset, så den gamle, skikkelige postmester Schønning nær var gået ud af sit
gode skind. Men ikke alene »posten« fik, hvad der stod på »seddelen«, men
overalt, hvor han mente, der trængtes til en forandring, var han på færde.
Sundbo var i besiddelse af en
næsten generende energi, som aldrig lod ham og hans medarbejdere i ro. Hver dag
skulle der ske noget. Skarp og ofte hensynsløs i sine artikler som i debatten,
hvad enten det drejede sig om venner, partifæller eller politiske modstandere.
Så længe debatten stod på, var han fyr og flamme, når den var forbi, var han
lige så venlig, som han før var skarp. Det var derfor naturligt, at han havde
mange uvenner; men at han også havde mange venner, var lige så naturligt, thi
når man kom ham på nærmere hold, så man, at han inderst inde var et kærligt
menneske, der holdt umådelig meget af børn og følte varmt og stærkt for alle,
som levede på skyggesiden, og i den private kreds var han venlig og gemytlig.
Sundbo blev indvalgt i byrådet
1901 og sad der indtil sin død i 1928. Han var en betydelig mand, der elskede
sin gerning og sin by over alt.
Fhv. handelsminister, konsul J. Villemoes
fortæller:
Fhv. handelsminister, konsul J. Villemoes, som er født i Ulfborg d. 28. september 1880, kom til Esbjerg i 1907. Var medlem af byrådet fra 1920-29, formand for Esbjerg Handelsstandsforening fra 1920-30, nu æresmedlem af samme forening. Handelsminister fra 1945-47.
Da jeg som ung købmand kom til
Esbjerg i 1907, havde jeg hørt meget om byens nybyggeragtige udseende, men jeg
fandt egentlig, at bykernen virkede helt flot og købstadmæssigt. Havnen, som jo
skulle være min egentlige arbejdsplads, bestod dengang af Dokhavnen,
Englandskajen og det, der nu kaldes den gamle fiskerihavn. Det var ikke meget,
men der var da også en udvidelse på vej. Alle var enige om dens nødvendighed,
men ikke om dens beliggenhed. Skulle havnen udvides mod øst (Gammelby) eller
mod vest (Hjerting)? Herom stod striden, som delte byens borgere i to heftigt
stridende grupper. Den ene gruppe havde redaktør J. P. Sundbo som ordfører, den
ønskede udvidelsen mod øst. Tilhængerne af en løsning mod vest anførtes af konsul
Lauritzen. Som alle ved, sejrede den sidste opfattelse - men dog kun med nød og
næppe, idet der i rigsdagssamlingen 1907/08 blev indbragt et lovforslag om
udvidelse mod øst af trafikhavnen, hvorimod Fiskerihavnen skulle udvides mod
vest. Dette forslag blev imidlertid aldrig gennemført, hvorimod der i april
1909 blev gennemført en lov om udvidelse mod vest af såvel Trafik- som
Fiskerihavn. Den Første Verdenskrig fra 1914-18 sinkede imidlertid udførelsen
så meget, at de pågældende anlæg først blev helt færdige i 1922.
De mænd, der spillede den største
rolle indenfor Esbjergs handel og industri på den tid, da jeg kom til byen, var
skibsrederen og konsulen, J. Lauritzen - stifteren af en lang række af byens
virksomheder - formanden for handelsstandsforeningen, konsul C. Breinholt -
fabrikant N. J. Poulsen, der sammen med Esbjergs første indbygger, smedemester
Møller, startede byens første industriforetagende, det nuværende Jensen &
Olsen - konsul H. Pagh, der kappedes med Lauritzen om at gøre Esbjerg til en importhavn
af format, samtidig med, at han med stor iver gik op i sine mange offentlige
hverv og grosserer H. Eriksen fra firmaet Eriksen & Christensen.
Eriksen gav sig ikke som Pagh af
med offentlig virksomhed, men lagde alle sine kræfter og evner indenfor det
selskab, som under hans ledelse tog et mægtigt opsving med forbindelser over
hele kloden.
Ingen af disse mænd var født i
Esbjerg, men var kommet her til som voksne for at skabe sig en eksistens -
ligesom jeg selv iøvrigt. Højst forskellige, som de var, troede de dog alle på
byens fremtid og var rede til at tjene den ud over alle særinteresser. Konsul
Breinholt havde et udmærket udtryk, som han brugte, når han talte om Esbjergs
chancer som handelsby: »Esbjerg og dens havn har et naturligt opland mellem de
to Ter: Tønder og Thisted«, sagde han. For mange varers vedkommende er dette
mål nået. Gid det fortsat må være en spore for Esbjergs unge handelsstand.
Jeg husker også Holger Olsen og
Lede B. Jensen, de to fabrikanter, der skabte Jensen & Olsens Maskinfabrik.
Begge følte sig vel egentlig mere som håndværkere og var da også hver en
periode formænd for Håndværker- og Industriforeningen. Djærve og usnobbede
personligheder var de begge og passede derfor godt til byen. Jeg husker
tydeligt, da jeg første gang høfligt og med hatten i hånden indfandt mig hos
Lede B. Jensen for om muligt at sælge ham noget råjern - en forretning, som
Hans Broge i Århus hidtil havde været ene om i Jylland - »Sæt Dem ned mand og
lad være med at se så højtidelig ud«, brølede han, »hvis Deres varer og priser
er rigtige, køber vi selvfølgelig lige så gerne hos Dem«. Lad mig også nævne
den stoute malermester Busch og brødrene Hansen - dygtige håndværkere og
originale kunstnere. Men listen ville iøvrigt blive for lang, om jeg skulle omtale
alle de købmænd og håndværkere, som jeg lærte at kende, samarbejdede med og
satte pris på.
22 år levede jeg som lykkelig
borger i Esbjerg - jeg tror, jeg kan sige, at det gik mig som adskillige andre
unge forretningsfolk, der begyndte her omkring århundredskiftet. Vi fik en
række arbejdsår, hvor der måtte kæmpes hårdt for at vinde fodfæste og
kundekreds i konkurrence med de gamle byer. Man blev mødt med mistro, når man
kom fra Esbjerg. Pionertidens råhed og 1890ernes spekulationssvindel klæbede
endnu ved navnet, og det var ikke nær så fint at handle med en grosserer fra
Esbjerg som en fra Århus f. eks. De købmænd, der i disse år søgte at skabe
fodfæste for Esbjerg i omsætningen med det øvrige land, havde ofte modvind -
men det gik.
Men livet er ikke blot penge - og
selv om det var et slid i disse år at banke en forretning op, syntes jeg dog
heller ikke, at jeg kunne undslå mig for at deltage i det offentlige liv, som
jo netop i et ungt og ufærdigt samfund stiller særlige krav til sine borgere -
og jeg blev derfor hurtigt optaget af en række offentlige hverv. Og der var nok
at tage fat på, for byen manglede i begyndelsen praktisk talt alle de
institutioner og kulturgoder, som fandtes i de gamle byer.
I disse år var fiskeriet i stærk
opgang. Man havde fået større og motordrevne kuttere, og kunne nu gå længere ud
og blive længere tid borte. Dette medførte, at problemet om den fangne fisks
opbevaring blev aktuelt - med andre ord: Is! - Hidtil havde man hver vinter
hentet is på omegnens teglværksgrave - også fra mine - eller også fra Norges
indsøer og opbevaret den i særlige pakhuse. Dette var naturligvis både dyrt og
dårligt, og da den kunstige fremstilling af is netop da begyndte at blive
almindelig, gik nogle af byens forretningsfolk, fiskere og fiskeeksportører
sammen og dannede et aktieselskab med det formål at bygge et isværk. Midt under
forberedelserne dukkede dansk-amerikaneren John M. Larsen op - eller rettere
ned, for han landede med sin private vandflyvemaskine i Trafikhavnen. Han ville
gøre noget for sit gamle land, sagde han, han ville lave billig is for de
fattige fiskere - bygge isværk.
Jeg gjorde opmærksom på, at vi
netop var i færd med at løse denne opgave. Han tilbød da at opføre et moderne isværk
og sælge isen til de priser, som vi havde tænkt os, og tilbød endvidere senere
at overlade os værket, hvis vi ville. Ved denne lejlighed havde jeg også
samarbejde med formanden for Esbjerg Fiskeriforening, Ole Kristiansen. En smuk
og typisk repræsentant for vestkystfiskerne, som i stort tal i disse år
flyttede til Esbjerg.
Under den første verdenskrig havde
jeg held til at løse en interessant og for byens eksport og import meget vigtig
opgave: DFDS, der hidtil havde besørget eksporten til England fra Esbjerg,
turde - af hensyn til minefaren - ikke længere bruge Esbjerg som havn og
flyttede til Århus. Der var dog en del, der fortsat gerne ville eksportere
herfra trods risikoen, og jeg ville gerne hente kul i England. Da jeg på det
tidspunkt havde en mindre kuldamper, blev jeg enig med mit mandskab om, at vi
skulle prøve at trodse faren; og det lykkedes os virkelig uden uheld at
opretholde forbindelsen med England lige til den uindskrænkede ubådskrig
begyndte den 1. februar 1917. Vi tog smør, flæsk og æg med derover og fik som
betaling kul. Derved slap vi tillige for valutavanskeligheder, og forretningen
var til fordel både for os og landet. Skibet blev et par gange opbragt af
tyskerne, men det blev frigivet igen. En overgang havde jeg to dampere i denne fart,
ligesom damperen »Phønix« også deltog. Skibene tog også post med.
Jeg var medlem af byrådet fra 1920
til 1929 valgt af venstre. Dette arbejde tænker jeg tilbage på med stor glæde
og tilfredsstillelse. For det første fordi det var interessant at være der,
hvor alle trådene i et bystyre løber sammen, og for det andet fordi jeg her
traf sammen med en række i byens trivsel interesserede personer og lærte at
sætte pris på dem uden hensyn til partifarve. Det var derfor med sorg, jeg
flyttede min seng til København, men mit valg til Landstinget og mit
medlemsskab i Landmandsbankens bankråd tillige med en række andre
omstændigheder gjorde det nødvendigt. Mit byrådsarbejde havde været en udmærket
forskole til mit rigsdagsarbejde og min senere ministergerning - en forskole,
som jeg nødig ville have undværet.
Selv om jeg er optimist, er jeg
dog ikke så blåøjet, at jeg tror at fremtiden, hvad angår Esbjergs handel og
omsætning, vil ligge ovenud let, men efter min mening er Esbjerg Havns
beliggenhed sådan, at dygtige forretningsfolk indenfor de forskellige brancher
skulle kunne vente at have gode betingelser for fortsat at øge byens og havnens
omsætning til fordel for dem selv og deres by og det opland, den naturligt bør
kunne betjene. Kunne der komme mere fri handel mellem landene, hvad der dog
arbejdes på fra alle sider, ville uhyre meget derved være vundet også for
Esbjerg. Og hvad fiskeriet angår, vil jeg gerne sige - selvom jeg ikke direkte
har med det at gøre - at det har glædet mig, som vel alle andre, at se det nye
initiativ, der med indsats fra fiskerikredse i Esbjerg er gjort med hensyn til
fiskeriet ved Grønland. Det lover godt for dansk fiskeris fremtid.
Typer fra første og
anden generation
af T. Tobiassen Kragelund
Forfatteren T. Tobiassen Kragelund
er født 8. februar 1879 i Gredsted (Jernved sogn). Arbejdede ved landbruget,
var på efterskole og landbrugsskole, blev i 1918 leder af Andelsbankens filial
i Grindsted, hvorfra han i 1919 kom til dagbladet »Vestkysten« i Esbjerg som
forretningsfører. Sammen med forfatteren Salomon Frifeldt har han udgivet en
lang række hjemstavnsskildringer fra Vestjylland.
»Tag ikke til fallittenspillerbyen
Esbjerg for at handle, for enten bliver du snydt med noget dårligt kram, eller
også køber du alt for dyrt.«
Dette citat kan vist godt gælde
som udtryk for det øvrige lands syn på Esbjerg i slutningen af firserne og
halvfemserne med. Og dog var der også i denne periode mange unge håndværkere,
handlende og arbejdere, der tog til den nye by ved Vesterhavet med den sikre
tro, at her var byen med chancerne for deres fremtid. Mange forlod dog hastigt
byen igen - men nogle blev og holdt ud, selv om de nu indrømmer, at de ikke var
blevet, hvis de på forhånd havde vidst, hvor svært det blev.
Først måtte byens dårlige rygte
ændres, men det var ikke gjort i en hast. Der måtte arbejdes og atter arbejdes.
Der skulle skabes et godt omdømme ikke blot i byen, men også i omegnen, hvilket
var ulige sværere; thi alt for mange sad her og fortrød, at de nogen sinde
havde kendt denne by.
Det blev anden generation, der
måtte gøre denne brydsomme indsats, og da såvel pionererne som de øvrige store
navne i byens korte historie er omtalt andetsteds, ser jeg her som min opgave
at drage den jævne mands indsats frem. Mange kan her gøre krav på omtale, men pladsen
tillader kun, at nogle typer medtages. Nogle af dem rækker tilbage til første
generation, men tages alligevel med.
Mangen esbjergenser vil nikke
anerkendende til den næste, som jeg giver ordet: Gymnastiklærer B. M. Berthelsen. Han er født i 1872 i Givskud ved
Vejle, hvor hans far var smed, men allerede i 1876 flyttede forældrene til
Esbjerg. Jeg lader Berthelsen selv fortælle: Straks vi var nået til Esbjerg,
gik jeg på opdagelse. Der hvor nu Tobaksfabrikken ligger, var der dengang en
indhegnet toft, »Ronnevertoften«. Her gik til stadighed flere hundrede får og
ventede på skibslejlighed til Frankrig. Det var konsul Breinholt, der drev
denne forretning. Jeg vovede mig ind i flokken, men det skulle jeg aldrig have
gjort, for en stor »ronnever« kom imod mig og bukkede mig omkuld. Jeg tabte den
ene sko og så den aldrig siden, endskønt jeg adskillige gange blev jaget ned
for at lede efter den.
På Bavnehøj lå - ud til skrænten -
tre jordhytter. Den ene var skredet sammen, men de to andre var beboede. I den
ene boede to familier, nemlig stenhuggerne Schnack og Hvidt, som der jo iøvrigt
er skrevet meget om andetsteds. I det andet hus boede stenhugger Peder Holm. I
skolen sad jeg ved siden af en af drengene herfra. Pladsen på Bavnehøj var en
udmærket legeplads for vi børn - særlig om vinteren, når der kom sne, så
vandrede vi helt op på jordhytternes tag med vore kælke, for derfra kunne vi
rigtig få fart på.
Da vi havde boet i Esbjerg i tre
år - 1879 -, gik alt arbejde i stå - det var, som alt var lammet. Kun nogle
stenhuggere havde arbejde på havnen, ellers var der arbejdsløshed og fattigdom
overalt. Far og mor tog høstarbejde, for dog at tjene til føden, hos
slagtermester Louis Gebhardt, som havde tilsået en stor del af Nygårdsmarken
med korn.
Efterhånden blev far kendt af
omegnens bønder som en dygtig beslagsmed og fik dermed en god forretning
arbejdet op, og da senere skibsbygger Dahl kom til byen og anlagde et
skibsværft, fik han også smedearbejdet til skibene.
Vi børn måtte fra helt små hjælpe
til med at tjene til føden. Jeg havde ved siden af skolen en budplads. I min
første plads fik jeg 35 øre for en måned. Da jeg første gang fik denne
svimlende sum, var fruen så betænksom at pakke dem godt ind i papir, samtidig
med at hun formanede mig om at passe godt på pengene og give dem til min mor,
når jeg kom hjem. Da jeg var 8 år, kom jeg til Oxvang, hvor jeg tjente hos
hestehandler Jes Madsen. Mit arbejde var at passe hans køer, får og heste.
Lønnen for sommeren var 3 kroner. Derefter tjente jeg hos forskellige bønder i
omegnen indtil den sommer, da jeg skulle gå til præst, da tog jeg plads som
»kodreng« og keglerejser på Hotel Spangsberg. Jeg kan iøvrigt prale med at have
passet køer på størstedelen af den jord, hvorpå Esbjerg nu er bygget.
Jeg kom i skrædderlære hos
skræddermester M. Petersen i Varde. Da jeg havde fået svendebrev, blev jeg
yderligere hos min mester i 3 år og arbejdede da på akkord. Akkordlønnen på tøj
var følgende: En fin frakke 6 kr., en vest 2 kr., bukser 2,50 kr., livkjole
11,50 kr., diplomatfrakke 11,50 kr., overfrakke 10,00 kr.
Skrædderens have lå op til
skolegården, og gymnastiklærer Poul Jørgensen så med mellemrum ind til os, og
en dag så han, at jeg sprang buk over 11 drenge, som jeg havde fået stillet op.
Han spurgte da, om jeg ikke havde lyst til at gå til gymnastik, hvilket jeg
naturligvis havde. Jeg kom dog ikke med lige med det samme, for gymnastikholdet
bestod hovedsagelig af handelskommisser, og de ville til at begynde med ikke
have en almindelig håndværkersvend med. Vi blev dog hurtigt gode kammerater, og
året efter blev jeg nummer eet på holdet.
Da jeg havde været 7 år i Varde,
ville jeg på »valsen«, men i stedet for fik jeg arbejde i Esbjerg. En dag i
1893 sendte realskolebestyrer Rybner Petersen bud efter mig, om jeg ikke ville
overtage gymnastikundervisningen på hans skole. Skolens formand, købmand
Biilgrav, kasserede mig dog i første omgang, fordi jeg ikke var uddannet på et
seminarium eller Hærens Gymnastikskole, men da den lærer, de fik, ikke duede,
fik jeg alligevel efter nogen tids forløb pladsen. Min månedsløn var i
begyndelsen 25 kroner. Jeg var glad ved mit arbejde og kom til at stå mig godt
med mine overordnede. Gymnastikinspektør Amsing sørgede for, at jeg fik alle de
stipendier til kursusophold, som jeg ønskede mig. Jeg fortsatte også på skolen,
efter at den var blevet statsskole, og tog min afsked efter 42 års arbejde i
1942. Man tildelte mig da fortjenstmedaljen i sølv, hvilket jeg var meget glad
for.
I aviserne læser jeg ofte en eller
anden nyhed om mine piger og drenge fra de mange år på skolen. Det glæder mig
at læse om, at den eller den har fået embedseksamen eller stilling. Sådanne
avismeddelelser er som en lille hilsen til mig, og jeg mindes da den enkelte
fra gymnastiksalen eller sløjdværelset.
***
Handelen i Esbjerg har også sine
pionerer - mange af dem er døde, men købmand
Feerup, der drev forretning i Esbjerg gennem 47 år, lever endnu. Han kom
til byen i 1890 og oprettede kolonialforretning i Havnegade på det sted, hvor
»Peters Kro« nu ligger. Feerup er 84 år. Han har gjort en stor indsats indenfor
handelslivet i Esbjerg, og det er naturligt, at han er blevet udnævnt til
æresmedlem i Esbjerg Handelsstandsforening og Handelsforeningen af 1898, som
han var nært knyttet til gennem mange år.
Der var ikke ret mange købmænd i
Esbjerg, da jeg kom til byen, fortæller Feerup. Hvor mange indbyggere, der var,
er jeg ikke helt klar over, men jeg vil regne med, at der var nogle få tusind.
Det, der slog mig mest, da jeg kom til Esbjerg, var den store fattigdom, som
herskede i de fleste hjem. Man kunne mærke, at pengene var små, og som købmand
lagde jeg mærke til, hvor nøjsomt og spartansk de fleste familier levede. Der
blev arbejdet og atter arbejdet, og når folk kom hjem efter en lang og
trættende dag, skulle man tro, at de havde lyst til at »tage for sig af
retterne«.
Lyst havde de måske også, men hvis
der var kone og børn, kunne der kun blive penge til det allermest nødvendige.
Men jeg tror ikke, at folk var kede af at leve, og den fattige arbejdsmand var
ved godt mod, og det var sjældent, man hørte nogen beklage sig over
levevilkårene i Esbjerg. Det hændte naturligvis, at der var utilfredshed, men
det var som regel, når nye folk kom til byen, og de blev hurtigt
akklimatiseret. Alle fandt sig til rette under arbejdets lov, og de nye
utilfredse blev snart forvandlet til solide og flittige mandfolk med en
forbavsende tilpasningsevne.
Men der var vel også mindre
heldige elementer imellem? - Naturligvis, hvor er der ikke det? Man må jo tænke
på, at de fleste af dem, der kom til Esbjerg i 1890erne, var folk med uro i
blodet, og nogle af dem var ikke andet end fantasifulde eventyrere, som
egentlig slet ikke egnede sig til det arbejde, de kom ud for her i byen. De
mennesker kunne ikke klare sig i det lange løb. De forfaldt til drukkenskab og
forsømte deres arbejde.
Det var vel ingen guldgrube at
være købmand dengang? - Nej, det ville vist være synd at sige. Vi havde en lang
arbejdsdag, men kunder skortede det ikke på. Indkøbene var imidlertid meget begrænsede,
og det, man i dag forstår ved luksusvarer, var overhovedet ikke til at købe i
forretningerne i Esbjerg dengang. Det kunne slet ikke betale sig, hvis man
ville have hjemført varer i denne kategori. Mange af forretningsfolkene var ude
for økonomiske vanskeligheder, og det var medvirkende til, at handelsforholdene
i Esbjerg var ret forvirrede. En havde en lille biks med grøntsager, og foruden
blev der solgt købmandsvarer. Købmændene handlede i flere tilfælde foruden
kolonialvarer med tekstiler, og hvis man skal sammenligne Esbjergs
forretningsliv dengang med noget tilsvarende i dag, kan man tænke sig en
landkøbmand, der jo også handler med lidt af hvert. For mit vedkommende
handlede jeg udelukkende med kolonialvarer og skibsproviant. Det var ikke til
at blive fed af, men vi levede jo alle dengang i forhåbningen om bedre tider.
Holdt forretningsfolkene sammen? -
Det gik meget godt, der var jo ikke så meget at blive uenige om. Men der var
naturligvis områder, hvor man i højeste grad savnede et ordentligt samarbejde
forretningsfolkene imellem. Det gælder f. eks., hvad lukketiderne angår. Der
var ingen regler dengang, og forretningerne holdt gerne åbent til langt ud på
aftenen. Heller ikke om søndagen kunne der holdes fri. Folk kom og ville have
varer, og så var der ingen vej udenom. Med hensyn til søndagshandelen var der
dog en ordning fra myndighedernes side. Det var forbudt at have åbent på
helligdage, men det tog de handlende ikke så nøje. Der var kun een
politibetjent dengang, og han havde nok at gøre med at holde orden. Der blev
ikke tid til også at tage sig af lukketiderne, og jeg mindes ikke et eneste
tilfælde, hvor der blev skredet ind mod forretningsfolk, som havde åbent om
søndagen.
Og i Deres forretning gik det vel
ikke anderledes til end i de andre? - Jeg havde det noget anderledes, fordi jeg
også solgte proviant til skibene. Så måtte jeg nemlig gerne have åbent om
søndagen, men selvfølgelig kun for handel på dette område. Der kom naturligvis
også almindelige kunder, og hvis fru Petersen inde ved siden af savnede et pund
sukker, fik hun det naturligvis uden vrøvl. Men i det lange løb var denne
forvirring ikke tilfredsstillende, navnlig ikke for de handlende, og da Esbjerg
Handelsstandsforening og Handelsforeningen af 1898 blev dannet, var noget af
det første, disse foreninger gav sig til at beskæftige sig med, spørgsmålet om
lukketiderne. Det lykkedes så at nå frem til en bedre ordning.
Da der kom skred i
»indvandringen«, gav det vel også større indkomstmuligheder for de handlende? -
Det var ikke særlig overvældende, i nogle tilfælde blev der endda mindre at
lave, for i endnu hurtigere tempo, end der kom nye kunder, flyttede nye
handlende til byen for at søge at skabe sig en position. Det gav anledning til
en vældig konkurrence, og der er mange morsomme eksempler på, hvordan man søgte
at få kunderne lokket til.
Var der noget at gøre som
skibsprovianteringshandler? - Det var ikke det store sus, men det var der intet
i Esbjerg, der var på den tid. Jeg var tilfreds med mit arbejde, og man må
tænke på, at skatter og husleje samt en række andre udgifter var forholdsvis
langt mindre dengang, end de er i dag. På det tidspunkt forsynede jeg en del
fiskekuttere med proviant, men det var sjældent, at der kom større skibe. Der
var ikke mere end
Hvad synes De om Esbjerg af i dag?
- Det er en vidunderlig by, og jeg er lykkelig over, at jeg har boet her så
mange år af mit liv. Esbjergenserne er dejlige mennesker, så ligefremme og
usnobbede. De har lært at arbejde, og sådanne folk henfalder sjældent til høje
tanker om sig selv. Esbjergenserne opfattede arbejdet som en pligt og et kald,
og jeg tror, at det samme er tilfældet i dag. Når jeg ser tilbage på de første
år i Esbjerg, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på det sammenhold, der var
mellem byens borgere. Der var sjældent tale om stridigheder, og folk havde
ligefrem en fornemmelse af, at de trak på samme hammel, og så skulle det jo gå.
Kan man finde det samme sammenhold
i dag? - Nej, men det er ikke fordi, esbjergenserne har forandret sig
synderligt siden da. Det ligger efter min mening udelukkende i byens størrelse
i dag. Når en by har nogle og fyrre tusind indbyggere, er det ikke så sært, at
der ikke findes det samme sammenhold som i de gode gamle dage, hvor
indbyggerantallet var så lille, at næsten alle mennesker kendte hinanden. Og
sammenhold er der jo stadig. Det viste sig da i hvert fald under besættelsen.
***
Malermester H. Brorsen Petersen er født i 1882 i Kvaglund ved Jerne, men allerede som 10
årig kom han til Esbjerg, hvor han har boet siden, kun afbrudt af
soldatertjenesten og de år, da han gik »på valsen«. Brorsen Petersen er den
typiske »naver«.
I 1896 kom jeg i lære hos
malermester Busch i Esbjerg, derefter arbejdede jeg to år som svend hos
malermester Holm. Efter soldatertjenesten rejste jeg til udlandet - gik »på
valsen«, som det hed. I Hamburg arbejdede jeg nogle måneder og derefter i
Berlin. Her var jeg flere gange så heldig at se kejser Vilhelm den II og hans
søn køre gennem gaderne med fire skimler for vognen. Så blev gaderne altid
afspærret for anden trafik en time før. Jeg tog hjem for at holde jul, men i
februar drog jeg atter sydpå. Først arbejdede jeg 3 måneder i Hamburg, så 2
måneder i Düsseldorf. Herfra tog jeg sammen med en kammerat til
verdensudstilling i Liege samt en 14 dages tur langs Rhinen. Jeg rejste så til
Frankfurt, hvor jeg en kort tid arbejdede på et stort gods tilhørende en fyrst
Vegenberg. Denne mand ejede iøvrigt nogle store glasfabrikker både i Tyskland
og Polen og var kendt som en human arbejdsgiver, der bl. a. byggede et stort
hjem for børn og forældre, der kom til skade på hans fabrikker.
Da jeg efter julen i hjemmet for
tredie gang drog sydpå, arbejdede jeg igen en kort tid i Hamburg, hvorefter jeg
tog direkte til Schweitz til den gamle, smukke by Chur i kantonen Graubünden.
Her arbejdede jeg på hotellerne samt i byens gamle rådhus. Fritiden brugte jeg
mest til udflugter og bjergbestigninger. Det sidste var ofte spændende og ikke
ufarligt. 8 dage før jul drog jeg til Italien gennem passet ved St. Mouritz.
Turen foregik med kane over den evige sne og is ned til den henrivende by Como
ved søen af samme navn. Juleaften var jeg i domkirken i Milano, hvor jeg
overværede den katolske gudstjeneste. Fra Milano drog jeg til Venedig, hvor jeg
sejlede i gondoler, sejlede derfra over lagunen til den gamle by Chioggia, hvorfra
jeg gik til fods gennem hele Po-dalen. Her slog jeg følge med to tyske
stålarbejdere, hvilket jeg senere fortrød, da de viste sig at være et par store
tyveknægte, hvorfor jeg, så snart lejlighed gaves, stak af fra dem. Jeg drog
til Bologna, derfra til Florens og endelig til Rom, hvor jeg blev i 14 dage for
at gennemtrave den hellige stad på kryds og tværs, og jeg så selvfølgelig
Peterskirken, Vatikanet, Amfiteatret, Katakomberne, og hvad nu en turist
iøvrigt skal se. Fra Rom gik turen til Neapel, hvor jeg for første gang i mit
liv stiftede bekendtskab med det dyr, som kaldes lus. Neapel var meget smuk og
meget urenlig. Da jeg fra Pompeji klatrede op af Vesuv, var jeg i følge med to
danske kolleger, nogle rigtige kraftkarle, hvilket jeg var meget glad ved, da
vi ustandselig blev plaget af tiggere og vejvisere, og da vi sad ved Vesuvs
krater, stod der pludselig fire italienere, alle med stok - og jeg tror stadig,
at det var mine kraftige følgesvende, der forhindrede dem i at gå til angreb.
Fra Capri gik turen til Sorento og derfra til fods langs havet til Salerno og
så tilbage til Neapel, hvorfra jeg sejlede til Genua. Genua - den franske
Riviera - Marseille. Her slap vore penge op, og den danske konsul gav os da en
billet til Genf. - Lausanne - Bern - Luzern - Zürich - Innsbruch var alle
stationer - arbejdssteder - på vej til Wien. I nogle af disse byer var der
skandinaviske foreninger, hvor vi samledes med kammerater fra Danmark, Norge og
Sverige og sang vore naversange og udvekslede nyheder hjemmefra. I Wien fik jeg
straks arbejde hos en malermester Jurs, der ligesom sin mestersvend stammede
fra Sønderjylland, den sidste havde forøvrigt arbejdet sammen med brødrene
Hansen fra Esbjerg, og jeg fik en hilsen med. Wien var en fortryllende by,
absolut den blandt de store byer, som jeg syntes bedst om, og når jeg og en
dansk kammerat alligevel rejste efter tre måneders ophold, var det bogstaveligt
talt væggelusene, der drev os bort. Efter korte ophold i München og Nürnberg
tog jeg hjem til Esbjerg, hvor jeg nedsatte mig som malermester den 7. august
1907. Om disse vandreår kan siges, at de udvidede min horisont, og de betød et
stort plus til min faglige uddannelse. Jeg lærte meget, der blev mig til stor
nytte efter min hjemkomst, og samtidig gav de mig minder at leve på.
***
Fiskeriet er mere end noget andet
Esbjergs store erhverv og har iøvrigt været det i hele Esbjergs
købstadsperiode. Dets historie er fortalt andetsteds, her lader vi fiskeskipper og redningsbådsfører Søren
Hansen fortælle sin historie: Jeg er født i Guldager som søn af bygmester
Hans Jørgen Hansen. Fra mit 9. år tjente jeg hos bønderne om sommeren og gik i
skole om vinteren. Efter min konfirmation sejlede jeg en sommer med en
lægteskipper fra Fanø. Næste sommer tog jeg med en skonnertbrig fra Fanø. Turen
gik fra Antwerpen til Afrika med en ladning mursten og ammunition, derfra gik
vi i ballast til Portugal, hvor vi indtog en ladning salt til København. På
denne min første rejse som sømand blev jeg så mishandlet, at jeg lovede mig
selv, at jeg ikke ville ud at sejle mere, før jeg blev voksen og selv kunne
være med til at bestemme, hvad der kan bydes et menneske.
Efter et par år hos min far som
bygningshåndværker tog jeg ud at fiske med Lambert Sørensen fra Hjerting.
Dengang - omkring 1880 - fiskedes der kun forår og efterår, så i mellemtiden
arbejdede jeg hos min far. I 1884 - da jeg var 21 år - fik jeg hos skibsbygger
Dahl bygget en 12 tons kutter for 2600 kroner. Det var et dejligt fartøj, som
jeg gav navnet »Søblomsten«. Vi var 3 mands besætning og fiskede kun med kroge
- det såkaldte linefiskeri. Ormegravning og esning var akkordarbejde, som
udførtes af koner og piger. Prisen for at grave orm til en bakke med 600 kroge
samt esningen var 1 kr. 50 øre.
På hver fisketur havde vi fra 12
til 14 bakker med, og med nogenlunde stabilt vejr gjorde vi en fisketur i
døgnet. Vi sejlede ud med ebbe og kom ind med flod.
Vi drev som sagt ikke
helårsfiskeri, men fiskede ca. 3 måneder om foråret og 4 om efteråret. I de
øvrige måneder tog jeg fat på al slags arbejde. Da den første fiskerihavn ved
Englandskajen blev bygget, tog jeg f. eks. arbejde som tømrer, men ellers har
jeg iøvrigt prøvet næsten alt: losset kul, kørt med grustog, kastet sne,
arbejdet ved gade- og vejanlæg etc. etc.
Omkring 1890 begyndte nogle store
kuttere fra Grenå og Frederikshavn at søge til Esbjerg, og de fiskede med
snurrevod. Jeg satte straks dam i mit lille skib og begyndte som
snurrevodsfisker; men det gik ikke så godt. Mit skib var for lille. Året efter
solgte jeg det derfor og købte et større, lidt ældre skib - »Jylland« - på 30
tons for 5500 kroner. I denne kutter var der dampspil til indhivning af voddet.
Skibet skulle have 4 mands besætning. Det var iøvrigt ikke nogen stor
forretning dengang at fiske rødspætter. Ganske vist var der fisk nok, men de
kostede kun fra 8 til 12 øre pundet.
Nogle år senere blev jeg på en
fisketur overrasket af storm. Skibet drev ind på Skallingen, hvor det gik fast
i sandet. Grundstødningen skete ved ebbe, så skibet blev i de følgende timer
slået længere og længere ind mod kysten. Hele tiden måtte vi pumpe, da skibet
var læk. Det var vort held, at skibet var stærkt nok til at holde for det store
pres af storm og sø, ellers havde vi ikke reddet livet. Skibet kunne dog ikke
bjerges, men blev vrag.
Jeg lod straks et nyt skib bygge
på Abrahams skibsværft på Fanø. Det var på 35 tons og kostede 12000 kroner. I
dette skib blev installeret en 4 hestes motor med skrue. Det var et af de
første skruefartøjer i Esbjergs fiskerflåde. Med dette skib fiskede jeg nogle
år, men da fortjenesten blev ringere og ringere, solgte jeg det, forlod
fiskeriet og gav mig til at lave hyttefade, dels til salg og dels til udleje. I
de følgende år lavede jeg adskillige tusinde hyttefade.
I 1907 oprettedes der en
redningsstation på Esbjerg Havn. Jeg gik efter flere opfordringer ind på at
overtage stillingen som fører, skønt jeg var over 40 år, og man ellers ikke
måtte være over 30 år, og jeg gik først, da jeg fyldte 65 år, skønt regel var,
at man skulle gå, når man var 60 år. Lønnen var 20 kr. pr. måned til føreren og
15 kr. til det menige mandskab. Under Den Første Verdenskrig blev lønnen dog
fordoblet. Endvidere fik vi 10 kroner pr. gang for at holde øvelser med båden -
det skulle gøres mindst fire gange om året - og for hver redningsdyst fik vi
udbetalt fra 20 til 50 kroner. 20 kr. var dog det almindelige.
Min drøjeste tur med redningsbåden
havde jeg et år lige efter Den Første Verdenskrig. Der var strandet en tysk
trawler ud for Skallingen. Hvad det var for mennesker, der var ombord, aner jeg
ikke, men noget mærkeligt var der ved dem. Tre gange var vi ude ved skibet, og
det var hver gang et næsten umenneskeligt arbejde at manøvrere i den stærke
storm og strøm med sejl på båden, men mandskabet rørte sig overhovedet ikke for
at modtage vor hjælp. Forøvrigt troede jeg nu heller ikke, der var nogen stor
fare for, at de skulle drukne, blot de blev ombord, for skibet så ud til at
være stærkt, og vi sejlede derfor hjem. På en eller anden måde må besætningen
dog være blevet bange, for de forsøgte siden at bjerge sig i land på en
tømmerflåde, men det lykkedes ikke, og de druknede alle. Var de blevet på
skibet, var der ikke sket dem noget, for det tålte stormen uden at blive slået
til vrag.
Efter denne tur fik vi en ny
redningsbåd med motor. Jeg blev iøvrigt kort tid efter hædret med
Dannebrogskorset. Da jeg i 1928 gik af som redningsbådsfører havde jeg været
med til at redde 60 mennesker fra druknedøden.
***
Men lad os også dykke ned blandt
de helt ukendte borgere og finde en, der har gjort »turen« med. I Finsensgade
11 i bagbygningen bor fru Nielsine
Mortensen. Hun er nu 79 år, hun har været enke de sidste 41 år, hvilket vil
sige, at hun selv har måttet forsørge sine 8 børn, hvoraf de 6 endnu lever. Hun
er stadig rask og rørig og ønsker ikke at komme ud på alderdomshjemmet, så
længe hun kan klare sig selv.
Der er ikke noget særligt ved mig,
siger hun, jeg har bare arbejdet, og kan da Gudskelov arbejde endnu. Heri har
hun måske ret, men det er heller ikke blot dem, der er noget særligt ved, der
har skabt Esbjergs historie, men vel netop snarere folk som hende.
Jeg er født 1869 i Sønder Broby på
Fyn og har været ude at tjene, fra jeg var en stor pige - en overgang var jeg
barnepige hos lensgreven på Brobygård - Schaffalitzky de Muckadell - det var en
dejlig tid. Min mand var bødker. Vi var i Odense, da min mand fik besked om, at
han kunne få arbejde på Smørpakkeriet i Esbjerg.
Esbjerg! - det er jo halvvejs i
Amerika, sagde jeg, og jeg mente det, for jeg har aldrig lært geografien. Og da
vi kom til Esbjerg og stod ud af toget, så var stationen ikke andet end et
gammelt grimt bræddeskur. Da jeg spurgte hende om, hvordan det så ud i Esbjerg
dengang, svarede fru Mortensen: Det ved jeg såmænd ikke, for jeg havde travlt i
mit hus med mine børn - der kom et barn hvert år - og jeg kom ikke andre steder
end i de nærmeste butikker. Men jeg kan huske, at de to ældste børn var med
deres far på Torvet den dag, da rytterstatuen blev indviet. Det skal have været
en stor fest.
I 1908 lå både min mand og jeg på
sygehuset. Min mand havde været syg og arbejdsløs i to år efter et uheld på
arbejdspladsen, og jeg havde efter en streng fødsel med barselfeber og hver sit
også fået gigtfeber, der havde slået sig på hoften, som blev stiv. Her døde min
mand. Guldsmed Erlandsen og andre gode mennesker sørgede for begravelsen, og
det var jeg glad for, for det gjaldt om endelig ikke at komme på fattigvæsenet.
Da jeg langt om længe kom hjem, måtte jeg gå med stok. Fattigundersøger
Marcussen kom så og sagde, at nu måtte han hellere sørge for at få børnene
anbragt. Ikke tale om! - Jeg vil have mine børn hjem med det samme - og jeg fik
dem da også samme dag. Jeg knækkede forresten den fine stok samme dag, og så
gik det også uden.
Hvordan jeg bar mig ad med at forsørge
mine børn? Ja, jeg arbejdede ved, hvad jeg kunne få; og så snart børnene var
gamle nok, arbejdede de med - det enedes vi godt nok om. Jeg havde først og
fremmest kontorarbejde; ja, altså, jeg gjorde rent på kontorer. I mange år var
det Valsemøllen, hvor jeg hver morgen gjorde rent og fyrede op i kakkelovnene.
Jeg syede også sække for møllen, det var jo hjemmearbejde ligesom skjorter og
den slags, som jeg syede for forretninger. Det var et meget rart arbejde, som
jeg så kunne have med på min plads som vågekone på kommunens sygehus.
Brugte man vågekoner derude? Ih
ja, jeg har mange nætter siddet og passet på tossede, der var indespærret i
celler derude. En af disse - en slagter fra omegnen, som havde delerium, brød
ud for mig, og så fik jeg min afsked; men min efterfølger var natten efter lige
så uheldig, og så blev jeg igen taget til nåde. Mens jeg boede på Østerbro,
arbejdede jeg forresten også på teglværket med at skære sten. Det var helt godt
betalt.
Var der aldrig tid til glæder og
fornøjelser udenfor hjemmet? Nej, det synes jeg ikke - men jeg havde det også
meget godt endda. Vi var glade ved hinanden, og børnenes glæder var mine
glæder.
Blev De aldrig træt? Jo, hver dag!
Men så kunne man jo gå i sin seng. Det værste var, når det dårlige ben gjorde
knuder og svulmede op, så måtte børnene hjælpe mig i seng. Næste dag var benet
dog som regel i orden igen.
Hvad nu? Ja, nu passer jeg mit
hjem og min yngste søn - og så har jeg børnebørnene og børnebørnsbørnene, de
skal jo også passes.
***
Drejermester J. N. H. Jørgensen er også en af de håndværkere, der har oplevet Esbjergs
købstadperiode med dens onde og gode dage. Han fortæller: I 1893 rejste jeg til
Esbjerg, fordi arbejdet i Slagelse var sluppet op. Drejermester Lund i Esbjerg
søgte en svend, og jeg tog afsted og fik pladsen til 6 kroner om ugen samt kost
og logi.
På værkstedet var vi 3 svende.
Lund var tillige pumpemager og solgte mange pumper ude på landet. Jeg blev
snart den af svendene, der blev mest benyttet som installatør rundt om ved
bønderne. Når vi var færdige, skulle mester og jeg nemlig altid smage vandet
tilsat kaffe og brændevin, og det blev for det meste til flere kaffepuncher,
end en voksen mand kunne magte, men da jeg var afholdsmand, var jeg altid en
god følgesvend, når vi skulle hjem.
Hen på sommeren flyttede jeg til
drejer Nielsen, der gav en krone mere om ugen. Det blev dog kun en kort tid,
jeg arbejdede hos ham, for i oktober måned begyndte jeg selv som mester og blev
installeret på savværkspladsen, der hvor nu Danmarkshus og Østre Skole ligger.
Savværket havde dampmaskine, og derfra fik jeg kraften til drejemaskinerne, så
det gik let.
Esbjerg havde dengang 4000
indbyggere, men det gik fremad med rivende hast. Det ene hus blev opført efter
det andet, og folk strømmede til fra alle egne af landet. Det var den store
spekulationsperiode, der var begyndt. Overalt, hvor man så, var der forvirring.
Træskure, rigtige huse, ingen ordentlige gader og så en træbarak til banegård.
Om den hedder det i en vise fra den tid: ”Kommer man så hertil med banen og
står af på vor station, siger man, det var som fa’en, kaldes dette en stasjon.
Dette skur af gammelt træ, som jo knap kan give læ.”
Godt et par år efter - det var
1896 - brændte tømmerlageret og savværket, og mine drejebænke og mit lager
brændte med. Branden skete en tirsdag, og om torsdagen købte jeg Lunds gamle
forretning, der lå i Skolegade lige overfor kirkegården. Der hvor nu læge Baks
villa ligger. Drivkraften her var en vindmotor, som enten gik for hurtig eller
for langsom - aldrig helt tilpas. Når vi derfor havde store stykker træ i en af
bænkene, og der var kuling fra nordvest med byger, så skyndte vi os at kravle
ind under drejebænken, når vindstødene kom, for vi kunne aldrig vide, hvor
træet fløj hen.
***
Bortset fra fiskerne har vel ingen
stand betydet mere for Esbjerg end arbejdsmændene. Esbjerg blev faktisk bygget
af arbejdsmænd, og deres tillidsmænd var altid mænd af betydning. En af dem, arbejdsmand Søren Peder Thomsen,
fortæller: Jeg er født i Udbybøj den 31. oktober 1871, min barndom oplevede jeg
i Hyllested pr. Trustrup, hvor jeg fik min skolegang. Da jeg var 21 år, blev
jeg gift med kokkepige Sardine Marie født Sørensen, vi tjente sammen på
»Frydensberg«.
I 1895 rejste jeg med familie til
Esbjerg, der dengang nærmest var en barakby, der lå bulter til bulter med
marker mellem skramlet. Begyndelsen for os var ikke lystelig, for i de første 3
måneder havde vi ingen lejlighed. Tilgangen eller tilflytningen til Esbjerg var
dengang så eventyrlig, at der i et døgn kunne komme indtil 200 familier til
byen. I mange lejligheder boede der både 3 og 4 familier, - så jeg føler mig
ikke særlig forfærdet over bolignøden i Esbjerg her i 1948.
Mit første arbejde i Esbjerg var
som vognmandskusk med en månedsløn på 30 kroner og fri station. Jeg var jo
straks klar over, at jeg ikke for de penge kunne klare husleje og føde til
familien. Jeg tog derfor - så snart det var muligt - fat på andet arbejde som
arbejdsmand hos entreprenør Mejer, der havde nedlægningen af en stor
kloakledning gennem Englandsgade ned forbi Fanøhus. Jeg tjente 18 kr. om ugen.
Arbejdstiden var fra 6 morgen til 6 aften.
I efteråret 1898 blev der
arbejdsstandsning. Jeg tog da ud som søfyrbøder med skibet »Koldinghus«, og som
sådan fortsatte jeg vinteren ud. Da foråret kom, gik jeg i land og tog fat som
murerarbejdsmand og fortsatte dermed indtil århundredskiftet. Jeg tog da atter
ud at sejle med forskellige skibe. I 1902 blev der sømands- og
slagteriarbejderstrejke. Den varede fra d. 5. januar til d. 10. maj. Da
strejken var forbi, fortsatte jeg atter som fyrbøder. Jeg var med på
»Koldinghus«, da den strandede på Fanøs vestkyst, det var i 1904. Straks
derefter fik jeg arbejde på havnen ved landbrugseksporten hos Det forenede
Dampskibsselskab, - et arbejde jeg fortsatte med til 1938. Under mit arbejde på
havnen blev jeg i 1920 valgt som repræsentant for Sømændenes og Søfyrbødernes
Fagforening, et hverv jeg passede i 20 år.
Mit arbejde på havnen måtte jeg gå
fra på grund af min kones langvarige sygdom, hun måtte på sygehus. Heldigvis
overvandt hun sygdommen og kom atter hjem og kunne passe vort hjem. Foruden at
passe mit arbejde på havnen var jeg som sagt repræsentant for sømændene og
søfyrbøderne, og derforuden har jeg været medlem af Esbjerg byråd fra 1913 til
1937 med undtagelse af en fireårig periode.
Det, der særlig havde min
interesse i byrådet, var sygehusarbejdet. Da C. P. Pedersen gik ud af byrådet,
blev jeg formand for sygehusudvalget. I min tid blev der bygget funktionærbolig
og vaskeri. Jeg var også meget oppe for, at selve sygehuset skulle udvides. Vi
lod udarbejde tegninger og overslag; men denne bekostning kunne ikke magtes,
kommunens økonomi var ikke stærk nok. I ca. 50 år har jeg været organiseret
afholdsmand indenfor NIOGT, hvor jeg har beklædt flere tillidsposter.
Jeg har nu i 10 år boet på
Vardevej nr. 57, men nu til julen 1948 er der lovet mig plads på De gamles
Hjem, hvor jeg da får et værelse, og det passer bedst for min alder og mine
kræfter.
***
Den kendte gymnastikpædagog, fhv. højskoleforstander Rasmus Vind er
også en af byens ældste og mest kendte borgere. Han er tillige en god fortæller
og derfor let at komme på talefod med.
Rasmus Vind fortæller: Min slægt
på mødrene side hører til på Esbjergegnen, idet min bedstefar var ejer af
Spangsbjerg Mølle. Da møllerinæringen blev givet fri, solgte han møllen og
købte en gård i Obbekær. Et af børnene - en datter, der senere blev min moder -
var dengang 11 år, senere som voksen pige blev hun gift med min far, gårdejer
Jacob Vind i Obbekær. Jeg blev født den 18. april 1868.
I mit hjem var vi 11 søskende.
Skolegangen var kun vinterskole. Fra 1. maj til 1. november var skolen lukket.
Da jeg var 13 år, var min skoletid forbi, og jeg fik da plads på »Kjemsgård«
hos den kendte Nis Kjems, der var en meget dygtig og oplyst bondemand. Hos ham
lærte jeg forskelligt, blandt andet også at løse geometriske opgaver. Da året
var omme, kom jeg atter hjem i et par år.
I 1884 fik jeg plads for sommeren
i Askov hos Nutshorn som medhjælper pa hans gård. Jeg oplevede dengang at have
hver aften fri - også de søgnedage, det var noget, jeg aldrig havde oplevet
før. Jeg var atter hjemme et par år som karl. I vintrene 1886/87 og 1887/88 var
jeg elev på Askov Højskole. Sommeren 1887 tjente jeg hos den kendte bonde Jacob
Kloppenborg i Harreby.
Efter mit højskoleophold rejste
jeg den 10. april 1888 til Fredericia som soldat. Det blev en lang tjenestetid,
for jeg blev udtaget til underkorporal mod min vilje. Jeg har altid været
modstander af soldatervæsenet. Som soldat oplevede jeg lidt af hvert - blandt
andet også, at jeg som underkorporal blev straffet sammen med en menig soldat
med 5 gange 6 dages vand og brød.
Grunden var, at mange soldater
havde aftalt at underskrive en ansøgning til kompagnichefen om at få lov til at
holde nogle flere aviser til soldaterhjemmets læsestue. Der var blandt andet
kun eet venstreblad (Ribe Amtstidende), og af østkystens venstreblade var der
ingen. Da flere kompagnier indsendte ansøgning samtidig, og det væsentlig var
venstreblade, der stod på ønskeseddelen, var det ganske naturligt, at
befalingsmændene talte sammen og opfattede det som en sammensværgelse - man må
nemlig huske på, at det var i de år, da Venstre og Højre kæmpede om
militærvæsenet. Resultatet blev, at ansøgningen blev nægtet.
Da var det, at en menig soldat,
Thomas Thomsen fra Terpling, som var min gode ven og kammerat fra højskolen,
skrev et stort stykke til avisen. Artiklen blev sat op med store typer på
avisens forside, og det vakte røre blandt befalingsmændene. Der blev indkaldt
til stort forhør og domfældelse. Jeg havde ikke skreven artiklen, men der
hævdedes, at jeg vidste, at artiklen var sendt til avisen. Det kunne ikke slå
til, at jeg netop i den uge, som det hele var sket, lå på sygehuset. Jeg blev
som underkorporal og den, der havde ansvaret for min deling, dømt sammen med
soldaten (i dette tilfælde min ven) til samme straf.
Sagen vakte stor opsigt i bladene,
og vi blev betragtet blandt venstre-befolkningen som banebrydere for
folkefriheden indenfor militærvæsenet. Straffen udmåltes med 5 dages vand og
brød og derefter 5 dage med oplukkede vinduer, sengetøj at sove i og almindelig
kost, for så atter at begynde med skodder for vinduerne, en træbriks at sove på
og som føde vand og brød.
Vi fik fra Den folkelige Forsamlingsbygning
i Fredericia tilbud om, at de ville sende god mad over til os i de 5 dage, men
vi sagde, at angående maden, da havde vi dette ordnet med vort pensionat,
derfra fik vi den sendt.
Da straffen var udstået, og vi kom
ud af arresten, blev der samme aften holdt stor fest for os i Den folkelige
Forsamlingsbygning. Salen var fyldt af mennesker, og der blev holdt taler med
sang imellem, vi fik hver overrakt et sæt guldmanchetknapper og et smukt
sølvbæger med indgraveret: Fra danske frisindede Kvinder i Fredericia-egnen den
10. oktober 1889«.
Efter udstået straf rejste jeg
hjem. Far havde på et stykke af gårdens mark bygget en mindre ejendom, som jeg
straks forpagtede, jeg påtog mig ved siden af at passe gårdens drift at lede
gymnastikken i sognet, og i den anledning tog jeg på delingsførerkursus. Der
blev jeg kendt med K. A. Knudsen, der senere blev ansat som gymnastikinspektør.
I året 1898 forlod jeg landbruget
og tog på statens etårige gymnastikkursus, derfra fik jeg plads som vært i Ry
Sognehjem, der var bygget af en kreds, der var interesseret i arbejdet blandt
ungdommen. Jeg havde pladsen i et par år og kom så til Budde på
Himmelbjerggården, hvor jeg skulle lede avlsbruget og have opsyn med det ene af
de 3 drengehjem. Da jeg havde været der i nogle år, rejste jeg til Janderup
Højskole og var der i nogle år som lærer under forstander Blinkenberg.
Om sommeren var højskolen lukket,
og jeg måtte i den tid på anden måde tjene penge. Jeg kom gennem bekendtskab i
forbindelse med en større fotografforretning, og så blev jeg rejsefotograf om
sommeren. Jeg har blandt andet fotograferet så godt som alle Sjællands kirker
og daværende præster.
I Esbjerg blev der på den tid
bygget og indrettet en arbejderhøjskole, og da der søgtes forstander, indsendte
jeg min ansøgning og fik pladsen fra d. 1. november 1910. Straks efter min
ankomst til Esbjerg blev jeg opfordret til at lede »Hermods« gymnastikhold,
hvad jeg også gik ind på; men det kunne, som årene gik, ikke blive ved, da jeg
var nødt til at blive hjemme på skolen hos eleverne. »Hermod« fik så en anden i
nogle år; da han rejste fra byen, overtog jeg atter ledelsen.
Den 1. april 1921 forlod jeg
Arbejderhøjskolen. Jeg tog om sommeren atter fat som rejsefotograf, og om
vinteren var jeg lærer ved Esbjerg kommuneskole. Da Dagarbejdsskolen blev
oprettet, fik jeg pladsen som leder, senere blev jeg pantefogedassistent, til
jeg faldt for aldersgrænsen.
Og så lidt om privatlivet. Den 24.
juni 1891 blev jeg gift med frøken Andrea født Damgaard fra Hygomskov, - vi
opdrog 8 børn, der med undtagelse af den yngste alle er gift og har det godt. I
nogle år var jeg medlem af Esbjerg byråd. Da gymnastikselskabet med kontor i
København blev stiftet for at støtte den nye danske gymnastik, blev jeg medlem
der.
Esbjerg by kan jeg godt lide,
fordi den er så ægte vestjydsk, og befolkningen er jævne og lige for hverandre.
Det gør, at alle, der kommer til byen, straks føler sig hjemme og er godt
tilfredse.
Min første rejse til Esbjerg var
kort tid efter, at banen blev åbnet, jeg skulle besøge min moster, der tjente
på Hotel Spangsberg, og det var en stor oplevelse for mig, blandt andet derved,
at det var første gang, jeg kørte i lukket vogn. Esbjerg var nærmest dengang en
stor mark med nogle enkelte huse. Fra Hotel Spangsberg kunne jeg se banegården.
Jeg kunne ikke dengang ane eller drømme om så rivende en udvikling af byen og
heller ikke, at jeg skulle komme til at leve mange år og min alderdom i byen.
***
Fhv. overlærer J. H. Ganderup er født i Fåborg ved Varde den 11. januar 1871. Ansat som
7. lærer i Esbjerg 1893, viceinspektør ved Vestre Skole 1. april 1925,
overlærer (skoleinspektør) ved samme skole 1934: Der forlangtes ikke meget i
sin tid, fortæller den gamle overlærer J. H. Ganderup. I 1888 udstedte Hans
Højvelbårenhed - som han skulle kaldes - provst Chr. Oblitz i Varde mit
eksamensbevis. Seminarieeksamen havde jeg ikke dengang - men provsten skrev,
efter at jeg havde aflagt prøve: »J. H. Ganderup har dags dato bestået prøve
som vinterlærer. Han kan undervise en førsteklasse. Han har sangstemme. Chr.
Oblitz.
Se, det var al det eksamensbevis,
jeg kunne tilkomme. Senere fik jeg selvfølgelig slumret mig til en lærereksamen
fra Gjedved Seminarium, hvor jeg forresten kun gik 1 år. - Hvornår blev De
egentlig ansat ved Esbjerg skolevæsen ? Jeg fik
ansættelse i Esbjerg den 1. november 1889, og den 1. november 1893 fik jeg fast
ansættelse som 7. lærer, der var helt op til 9. lærere.
Men lad mig se tilbage og begynde
1889: Esbjerg, den yderste krog i Jerne sogn, var da kun spredt bebyggelse
mellem Rørkjær og Strandby, en by på ca. 3.000 indbyggere. Nørregade var
bygrænsen i nord, Vor Frelsers Kirke var lige taget i brug og skulle betjenes
af sognepræsten ved Jerne-Skads kirker, medens rådhuset er af senere dato. Den
bygning, som nu ejes af Esbjerg og Omegns Brugsforening, var da byens første
skolebygning og gav gaden navn. Endnu i nogle år efter gik rebslagerne baglæns
og lavede reb på pladsen overfor mellem Torvet og Kirkegade. I 1893 blev
Esbjerg selvstændig kommune og holdt sit 25 års jubilæum.
Medlemmer af det nyvalgte sogneråd
besad dygtighed og havde vilje til at udrette noget godt, men gik dårlig i
spand sammen. Brydninger og rivninger fandt ofte sted, og tit skiftedes
formand.
I det andet år efter adskillelsen
var der således formandsskifte 3 gange. En sommeraften, vel sagtens efter en
lummervarm dag fuld af elektricitet, indtraf en lille pudsighed i sognerådet.
Man drøftede en sag med sprængstof i og var nået til afstemningen. Formanden
advarede medlemmerne og lod dem vide, at han, om afgørelsen gik ham imod, ville
udtræde af rådet. Spændingen var stor - også blandt tilhørerne. Da resultatet
forelå, afbrød formanden videre forhandling, gjorde en protokoltilførsel,
forlod mødet og flyttede med stol og seng til Jerne. En stund sad de gæve rådmænd
målløse og noget længere rådvilde, inden de fik sig samlet sammen til at gå
hjem. Nå, rådet fik sig atter en ny formand, og alt gled atter i de vante
gænger.
Med asfalteringen af Kongensgade
forsvandt de sidste rester af landevejsgrøften, der kunne være så ubehagelig
for en sen nattevandrer, der gerne ville holde sig på den slagne landevej.
Ikke blot mejeriet og skolen
uddybede skiftevis deres brønde og arbejdede sig længere og længere ned, men
overalt i byen førte nabo og genbo en hård vandkamp, der sluttelig fik en
naturlig udgang: I 1896 opførte sognerådet Esbjerg Vandværk og det tilhørende
smukke vandtårn i byparken; den store vandgryde ved Nygårdsvej er af langt
senere dato. Dette, det første kommunale værk, har kun en eneste gang gjort
knuder og nægtet os det nødvendige forbrug af vand. Og kun en enkelt gang er
det blevet misbrugt, da politiet nytårsaften 1897 gav tykt strålevand ad
gaderne og lempede i en fart byens borgere hjem; nogle fik da vandskræk og
flere en våd trøje. Længe efter at byens brønde var tørlagte, stod »Posten«
endnu på Torvet og gav vand til dem, der ville slå de nødvendige slag.
Vor fiskerflåde var endnu kun
lille - af større og små fartøjer vel et par snese. Deres leje var i den
daværende bådhavn ved toldrevisionen. Fiskeriet havde kun lokal betydning og
interesse, afsætning til udlandet var endnu ukendt; rødspættefiskeriet var i
sin første vorden. Hændte det, at fiskerne kom ind med en stor fangst, måtte
»Spil-Thomas« ud at forkynde: Friske rødspætter er indkommet og uddeles gratis
på havnen. Kunne der endda ikke på denne måde skaffes rent bord, kom der
meddelelse til skolen, der havde den daglige forbindelse med hjemmene. Så kom
Esbjergs stortid, som indvarsledes ved to isvintre i 1894 og 1896. I flere uger
var havnen her landets eneste udgangspunkt mod åbent hav - fast is havde lukket
øvrige danske havne. Ad Esbjerg vandvej og jernbaner gik hele Danmarks eksport
og import. Men bag strømmen ind til havnen havde isen bygget en stærk bro
mellem os og Fanø - en fin promenade til midlertidig brug. Esbjerg var dermed
rykket op mellem Europas store trafikstæder og havde slået nabobyerne ud af al
fremtidig konkurrence. Denne førerplads måtte holdes, Østre Havn blev anlagt,
Dokhavnen uddybet, og en storstilet byplan projekteret. Hele Nygårdsmark,
Strandby- og Rørkjær jorder blev taget ud af dyrkning og kortlagt som
byggepladser. Gader og Torvet blev afstukne. Man (regnede) drømte om en by med
Jerne Kirke som midtpunkt; - en vældig tilflytning fandt da også sted, byens
indbyggerantal voksede med 2000 til 3000 mennesker årligt. Skolerne
overfyldtes. Håndværkere engros indførtes, og flere hundrede huse opførtes. En
bygning med tårn og spir på hvert hjørne var tidens fordring og byggeskik. Vild
spekulation greb mange; jordpriserne steg ustandselig, mens handelen gik.
Købmanden forlod sin butik og håndværkeren sit værksted. Bønder fra flere miles
omkreds kom herind og dansede med om guldkalven og mistede sluttelig gård og
grund. Man drak ustandselig lidkøb - og havde til sidst kun kreditbanknoter at
betale med. Under denne babelske forvirring med knald og fald undfangedes ideen
til en kongestatue på Torvet, spekulanternes samlingsplads. Rask blev
»Vandposten« fjernet, brønden fyldt, og bestillingen gjort. At man manglede
gangbar mønt at betale med, blev en kedelig opdagelse, man senere gjorde; andre
mere nøgterne mænd måtte betale. Byen var kommet i folkemunde, for den havde
man højest et medlidende skuldertræk, og de allerfleste, der havde været med i
den vilde spekulation, havde fået et knæk, de aldrig forvandt, og gled ud - de
lå, som de havde redet. Kun ganske få, som mureren, der i overmodig foragt for
nyttigt arbejde, havde kastet sin murske i Dokken, fik den atter i hænde, og
gik tilbage til sit håndværk. Ja, og manden, der altid betalte med guld og
aldrig tog tilbage, blev igen en jævn mand med sølv og kobbermønt.
Nytårsmorgen 1899 fremtrådte
Esbjerg som købstad. Det nyvalgte byråd overtog styret og gik i arv og gæld
efter sognerådet. Kl. 12 nytårsaften vekslede sognerådsformand N. J. Poulsen og
kgl. borgmester Lyngbye håndtryk på Rådhuspladsen i folkets påsyn, og byen gled
ind i en lysere dag.
Efter skoleplanen af 1894 skulle
halvdelen eller den største halvdel af lærerne være på ældste lønning. På dette
tidspunkt var 6 lærere fast ansatte. Lærerinderne stod udenfor nummer. Det
tilkom derfor Langvad, Sloth og Rand at komme på ældste lønning, medens
fjerdelæreren som den ældste og den, der havde været her længst, havde skubbet
Rand til side til fordel for sig selv. Provsten fastholdt imidlertid, at Rand,
der var kaldet som tredjelærer, ikke kunne forbigås af fjerdelæreren. Sagfører
Hansen, der da var blevet sognerådsformand, hævdede det samme som provsten, og
da flere medlemmer tog ordet for at hjælpe fjerdelæreren, foreslog formanden
sluttelig oprettelse af et syvendelærerembede. Dette vedtoges, fjerdelæreren
var reddet, og appelsinen faldt i min turban, - jeg fik embedet som
syvendelærer.
Lærere kaldet med nummer:
Førstelærer Langvad 1877. Andenlærer Sloth 1884. Tredjelærer Rand 1890.
Fjerdelærer Andersen 1890. Femtelærer Enkegaard 1892. Sjettelærer Holst 1894.
Syvendelærer Ganderup 1895 og ottendelærer Jakobsen 1897. (Fra 1894
konstitueret i embedet 1 år inden kaldsbrevet og kollats gaves).
Lønninger ved Esbjerg skolevæsen
var før 1894: Vinterlærere 150 kr. + skolepenge eller 37,50 kr. mdl., de øvrige
lærere nærmest efter sognerådets forgodtbefindende. Fra 1894-1899 enten som
lærer på yngste løn 850-1150
kr. stigende med 100 kr. hvert 3. år eller som lærer på ældste
løn 1150-1450 kr.. Fra 1899 efter stigende skala til 2400 kr. Fra 1908
ligeledes lønnet efter anciennitet stigende til 3000 kr. efter 20 års forløb.
Fra 1919 med 2820 kr. Grundløn stigende til 4820 kr. efter 18 års forløb. Fra
1931 fra 2880 kr. til 4860 kr. efter 18 års forløb.
Vinterskolen: Fra 1894 til henimod
århundredskiftet havde denne skoleafdeling sin glanstid. 4 var da det gængse
klassetal. Derefter svandt tallet ind og gled til sidst helt ud af skoleplanen.
Landsbyskolen bød ikke på tilstrækkelig skolegang i sommertiden, og vinterskolen
alene kunne ikke give det antal undervisningstimer, som loven krævede. I
årsberetningen for 1909 henvises til ministeriets skrivelse af d. 27. september
1905: Udskrivning til sommertjeneste skal for fremtiden være betinget af, at
børnene, der skal have sommertjeneste uden for Esbjerg, i sommerhalvåret kan få
samme ugentlige antal skoletimer i de befalede skolefag som her.
Vinterlærere: indtil 1894 krævedes
for at blive vinterlærer i Esbjerg en hos provsten aflagt og bestået prøve. Fra
1894 krævedes almindelig læreruddannelse. Af vinterlærere før nævnte årstal kan
nævnes landstingsmand Gregersen, dennes broder gårdejer Gregersen, Spangsberg,
og J. H. Ganderup. Af senere kan nævnes overlærer M. P. Jensen ansat 1/11 1901,
Astrup ansat 1/11 1902 og Agersnap ansat 1/11 1903.
***
I 25 år fra 1884 til 1909 sad
godsejer, kommandør Bluhme inde med esbjergkredsen, og hverken engmester
Thomsen fra radikal side eller Olaf Jørgensen, der anglede for Indre Mission,
eller senere Lars Mose, begge fra moderat side, kunne trænge ham ud. Kaptajnen,
som de fleste kaldte ham, forstod ikke blot søkort, men kunne også skib føre.
Sundbo var hans sidste og mangeårige modkandidat og øjensynligt den, han satte
mest pris på. Hans stående replik var: Når jeg bliver konsejlspræsident, skal
Sundbo være krigsminister, for han ved, hvordan det skal være. Venstre ønskede
imidlertid en mere hårdhændet politik, vragede den gamle og lod Pinholt og
Slebsager konkurrere, sidstnævnte havde kredsen, indtil den i 1918 deltes, og
Sundbo blev valgt; denne havde kredsen til sin død 1928.
Indtil 1915 var valgdeltagelsen
til Folketinget i tyndt befolkede egne såre ringe. Mange vælgere havde 3-4 mil
til valgstedet og måtte meget tidligt hjemmefra for at nå frem, til
valghandlingen begyndte. På Torvet var rejst en mægtig tribune, pyntet med flag
og grønt, med plads til kandidaterne, deres stillere, interpellanterne og
pressen. Hver kandidat havde sine talende stillere, som kort anbefalede, og når
kandidaterne havde bejlet til vælgernes stemmer, blev de interpellerede om dit
og dat. Den offentlige valghandling sluttede med, at vælgerne stemte ved
håndsoprækning. Var der ingen modkandidat, eller denne havde trukket sig
tilbage, var valget afgjort. Dog kunne vælgerne eller kandidaten forlange
hemmelig afstemning. Denne foregik i byens skoler, hvert sogn havde sil lokale,
og til dette begav sognerådsformanden sig fulgt af sine sognebørn. Når alle
havde haft lejlighed til at afgive deres stemme, samledes valgbestyrelsen på
Rådhuset, hvor stemmerne blev optalt, og hvorfra valgbestyrelsens formand afgav
resultatet og ønskede den nyvalgte folketingsmand til lykke. Valgdagen var
stadig for byens folk en begivenhed af rang og blev imødeset med spænding og
forventning. Også de mange, der kom ind udefra, fik en god dag ud af det og var
sammen med venner og bekendte, som de kun traf ved slig lejlighed. Valgdagen
mistede for mange sin charme, da sogneafstemningen hjemme i forsamlingshuset
indførtes.
***
Mon der er mange esbjergensere fra
de sidste 40 år, som ikke på en eller anden måde har været undergivet fhv. oversygeplejerske frk. K. J. Nielsens
omsorg? Ikke mange esbjergborgere har haft så lang og travl en arbejdsdag som
hun. Frk. Nielsens liv er tillige et godt billede af, hvilken enorm og hastig
udvikling sygeplejen har haft. Frk. Nielsen er født i 1879 i Vejlø ved Næstved,
men opvokset på Falster hos sine bedsteforældre, hvor navnlig bedstefaderen
betød meget for hende. Lige fra hun var barn ønskede hun at blive
sygeplejerske, hvilket bedstefaderen stærkt tilskyndede hende til, og da hun
som 20-årig passede en ung kone, som lå dødssyg af tuberkulose, gjorde dette så
stærkt indtryk på hende, at hendes beslutning tog endelig form. Den gamle
bedstefar nåede lige at opleve, at hun blev sygeplejeelev, og gav hende
følgende råd, som vist kan stå som motto for al sygeplejegerning: »Vær glad,
venlig, beskeden, kvik og hurtig i vendingen og fremfor alt mild og kærlig.«
Men nu fortæller frk. Nielsen selv: Lige fra min barndom havde jeg næret ønske
om at blive sygeplejerske. Dette ønske blev gennem mine oplevelser stærkere, og
jeg henvendte mig i efteråret 1899 til to hospitaler i København, men her antog
man ikke elever under 22 år. Efter forgæves forsøg flere steder så jeg i
sommeren 1900 et avertissement fra Esbjerg sygehus, jeg søgte og fik pladsen og
begyndte på det gamle sygehus på Bavnehøj d. 10. oktober 1900.
Sygehuset havde kun 10 medicinske
og 8 kirurgiske sengepladser + 25 epidemiske. Esbjerg var jo i 1899 blevet
købstad og havde indrettet sygehus i det fra amtet overtagne epidemihus’
økonomibygning. Overlæge Cold var blevet ansat d. 1. januar 1900, og der var to
dygtige ledende sygeplejersker, så jeg havde godt udbytte af at være der. På
grund af sygehusets ringe størrelse antoges elever kun for et år ad gangen, så
året efter måtte jeg flytte til Ørsted Sygehus et par år, derefter fik jeg
resten af min uddannelse på Kommunehospitalet i København.
Efter et ophold på sygehuset i
Ålborg som operationssygeplejerske og et kursus i barnepleje i København, tog
frk. Nielsen til Berlin efter samråd med Dansk Sygeplejeråd. Her var hun et år
på et stort moderne sygehus og tog så tilbage til Ørsted. Endelig blev hun d.
1. juni 1910 ansat som oversygeplejerske og operationssygeplejerske på det nye
kommunale sygehus i Esbjerg, hvor hun bestred begge stillinger til 1920 for så
at fortsætte som oversygeplejerske til d. 1. juni 1943. - Og så giver jeg igen
ordet til frk. Nielsen: Min sygeplejetid er faldet i en periode, hvor der er
foregået en meget stor udvikling indenfor lægevidenskab, hospitalsvæsen og
sygepleje.
Da jeg i 1900 begyndte som elev,
var kravet om en 3-årig uddannelse helt nyt, udgået fra Det internationale
Sygeplejeråd, som var stiftet i London 1899. Dansk Sygeplejeråd blev stiftet
1899 med det formål at samle alle danske sygeplejersker og arbejde for en
ensartet uddannelse. Sygepleje i nutids betydning kendtes kun fra 1860, da
Florence Nightingale åbnede sin sygeplejeskole i London. Men lang tid herefter
var det reglen, at sygepleje udførtes af stue- og vågekoner. Her i Danmark
skete det i begyndelsen i 1863, da Diakonissestiftelsen oprettedes. I 1870erne
kom nogle unge piger ind på københavnske hospitaler som sygeplejersker, og i
1899 var næsten alle stuekonerne afløst af sygeplejersker, men vågekoner
benyttedes endnu i mange år ved hospitalerne - også her i Esbjerg. På Ørsted
Sygehus var det dog eleverne, som måtte stå op, når patienterne ringede, og her
havde jeg en pudsig oplevelse. Jeg var en nat blevet kaldt op gentagne gange af
den samme patient for at fortælle hende, hvad klokken var og lignende
ligegyldige ting. Da det blev bebrejdet hende den følgende dag, svarede konen:
»Ja, a vil
Da jeg kom tilbage til Esbjerg i
1910, var det jo til et nyt sygehus - kun 1 år gammelt - så det var naturligvis
moderne indrettet. Her som de fleste andre steder var det elever, som vågede om
natten, men da jeg som oversygeplejerske kendte alle patienterne, forlangte
jeg, at de skulle vække mig, hvis der var noget, de var i tvivl om. Jeg huskede
nok fra min elevtid, hvor vanskeligt det var at skønne rigtigt. Som
operationssygeplejerske blev jeg også vækket om natten, sommetider endda flere
gange, men jeg har det held at have let ved at falde i søvn. Som tiden gik,
blev arbejdsforholdene langsomt bedre, vi fik afdelingssygeplejersker, vi fik
fridag - dog først i 1909. Et af sygehusudvalgets medlemmer fandt det
unødvendigt med en fridag, når de dog havde søndagen. Han havde aldrig skænket
en tanke, at sygehuset også fungerede om søndagen. Belægningen her i Esbjerg
var altid foran sygehusets kapacitet, og det var tit svært at gå og se på,
hvorledes personalet overanstrengtes. Derfor glædede det mig, hver gang det
lykkedes at indføre en lille lettelse.
En ting, som havde min særlige
interesse, var den teoretiske uddannelse, som eleverne fik ved siden af den
praktiske. Her underviste lægerne og jeg selv, og ved eksamen var overlægerne
censorer.
Men livet på sygehuset var ikke
kun arbejde. Vi havde også meget privat samvær. Ved udvidelsen i 1919 fik vi en
dagligstue - indtil da samledes vi i min stue. Denne dagligstue blev i årenes
løb rammen om mange hyggelige aftener, mange fornøjelige og smukke fester -
særligt kan nævnes eksamensfesterne og nytårsfesterne. Vi samledes fast een
aften om ugen til højtlæsning, sang og håndarbejde, og mange gamle elever har i
årenes løb skrevet til mig og mindedes de dejlige aftener i dagligstuen. Ind
under jul lavede vi julepynt, syede og strikkede julegaver til patienterne, alt
imens passiaren gik livligt, og en god kop kaffe virkede oplivende. En fast
tradition var pinsemorgen-frokosten i haven. Overlægen, lægerne, forvalteren
med fruer og børn deltog altid i denne frokost såvel som iøvrigt også i de
andre fester. Nogle år havde vi et trestemmigt kor, som blev dirigeret af
reservelæge Ludvig Christensen - nu overlæge i Brovst. Hele dette private samvær betød meget for såvel
sygeplejersker som elever, gav en hjemlig følelse, som var overordentlig
værdifuld.
Udviklingen på sygehuset kan
udtrykkes ganske kort i nogle tal: 1910 - 50 medicinske senge, 8 kirurgiske
senge, 2 celler, 25 epidemi senge, og hertil svarede: 1 oversygeplejerske, 4
afdelingssygeplejersker, 11 elever og 3 gangpiger. I 1943 var der (hvor
sygehuset er delt i tre afdelinger med hver sin overlæge): 70 medicinske senge,
103 kirurgiske senge, 25 epidemi senge - og hertil svarede: 1
oversygeplejerske, 9 afdelingssygeplejersker, 8 sygeplejeassistenter, 10
vikarassistenter, 46 elever samt et stort antal gang- og stuepiger.
Det har været interessant at leve
med i denne udvikling, og når jeg nu ser tilbage på de mange års
sygeplejegerning, er det med stor taknemlighed over at have haft et arbejde,
der helt kunne fylde mig, og med tak til alle de mennesker, jeg har mødt, og
som på forskellig måde fik betydning for mig, de trofaste venner, jeg vandt,
alle de sygeplejersker og læger, med hvem jeg har samarbejdet, og de mange
elever, jeg har været med til at uddanne. Først og sidst går min tak til Gud
for hans store nåde mod mig gennem hele mit liv. Da frk. Nielsen i 1943 tog sin
afsked som oversygeplejerske efter 33 års trofast gerning, fik hun overrakt
fortjenstmedaljen i sølv.
Omegnens folk og Esbjerg
af T. Tobiassen Kragelund
Man siger om mennesker, at de er
voksne, når de bliver 50 år - hvis dette kan overføres også på købstæder,
skulle Esbjerg altså nu være over voksenperioden. I det foregående har vi set,
hvorledes byens egne borgere så på dens lømmelår. I det følgende vil vi se,
hvad tre af omegnens bønder, der har levet tiden med, synes. Først fortæller
gårdejer P. Gyde Petersen, der er født i Boldesager i 1862. Hele sit liv har
han levet i sin fødegård og har fulgt Esbjergs vækst på nærmeste hold:
Da de begyndte at grave ud til
havnen, sagde en af omegnens bønder - Niels Dam fra Sædding - at det ville gå
galt, for æ vejsterhaw æ et såen å spøeg mej - og den første havnebygmester,
ingeniør Carlé, måtte da også erfare, at der var noget om det, thi han måtte
opgive.
Jeg kan huske - fortsætter P. Gyde
Petersen - at jeg en søndag eftermiddag i 1869 var med mine forældre på en
spadseretur ned til den påbegyndte havn. Vi var også inde i marketenderiet -
»Tutten« som den kaldtes. Her var en forfærdelig leben, og min far og naboen,
Peder Kristiansen, trak sig skyndsomst tilbage og tog mig med, men konerne var
mere dristige - og nysgerrige - de blev derinde i nogen tid. De fleste af de
arbejdere, som arbejdede her de første år, var rene »børster«, sådan som man
kendte dem fra de mange jernbaneanlæg.
Forøvrigt kendte vi dem godt nok,
for de boede jo ude hos vi bønder, da der jo slet ikke var huse nok endnu. Min
mor havde således til stadighed 3-4 af dem på kost og logi. Philipsen -
ophavsmanden til Esbjergs valgsprog »rask må det gå« - boede et par år hos min
bedstemor. Oprindelig var han vist slagter, senere blev han kendt af enhver
esbjergenser som fiskemand. Han sagde godt nok »rask må det gå« til hvert andet
ord. Han var forøvrigt en rå fyr, og vi børn var bange for ham.
Ved sognerådsvalget i 1891 var
»Gøgeungen« Esbjerg blevet så stor, at den kunne vælge 7 af de 9 medlemmer. 2
blev valgte i Skads, men Jerne og Boldesager fik ingen repræsentanter. Blandt
de valgte fra Esbjerg var dog en bonde - nemlig Peder Pedersen fra Strandby.
Ham måtte jerne-boerne så trøste sig med. Min svoger Gregers P. Gregersen - den
senere landstingsmand - var dengang vinterlærer i Esbjerg og gik vældigt op i
valget på byboernes side. Dengang var valgretsalderen 30 år, så jeg kunne ikke
deltage, da jeg kun var 29 år. Valgresultatet gjorde naturligvis sognets
landboer meget forskrækkede, og de satte nu ind af al kraft, for at få Esbjerg
skilt ud som en selvstændig kommune. Medvirkende til forskrækkelsen var også de
stigende udgifter, som den stærkt voksende by skaffede den fattige landkommune
- alene skoleproblemet var næsten uløseligt lokalemæssigt. En vinter holdtes
der skole i mine forældres storstue, det var forresten min anden svoger, den
senere pastor Gregersen i Åbybro, der var lærer. Hans løn var 150 kr. for hele
vinteren. Da han kom ud til sognerådskassereren, Therkel Nielsen i Andrup, og
ville hæve pengene, syntes denne, at beløbet var for stort, og da min svoger
anførte, at han måtte betale 70 kr. for kost og logi hos mine forældre,
antydede Therkel Nielsen, at dette var grov udnyttelse af situationen.
Esbjergs første sognerådsformand
var den kendte sagfører Hansen. Han var dygtig og meget sparsommelig, men
tillige også meget egenrådig; og da afstemningen i sognerådet engang gik ham
imod, slog han protokollen i og gik sin vej. Han flyttede til Jerne, så man
blev nødt til at vælge en anden formand. I de 5 år, der gik, inden Esbjerg blev
købstad og fik kongevalgt borgmester, havde man ikke mindre end fire
sognerådsformænd, nemlig foruden sagfører Hansen, skibsbygger Dahl, lærer
Andersen og N. J. Poulsen. Jeg var også lidt med i de meget omtalte
jordspekulationer i slutningen af 1890erne - man kunne jo ikke lade være - men
jeg klarede mig dog nogenlunde uskadt ud af det - jeg behøvede jo ikke at købe,
men kunne nøjes med at sælge.
De ældre bønder i omegnskommunerne
lærte aldrig at se med milde øjne på Esbjerg. Vi unge derimod kunne godt se, at
det var en fordel for os, at byen og havnen kom, og vi har egentlig aldrig haft
andet end glæde af naboskabet. Mænd som borgmester Lyngbye, redaktør Sundbo og
borgmester Mortensen har jeg kendt, og jeg satte pris på deres dygtighed og
retsindighed.
***
Dernæst giver jeg ordet til kommissionær Jørgen Pedersen, der -
skønt landmand - er født og opvokset indenfor bygrænsen praktisk talt sammen
med byen i en lille gård i nærheden af Strandby kro. Jørgen Pedersen er født d.
24 januar 1875: Strandby kro, der lå, hvor nu Gormsgade skærer Gl. Vardevej,
havde stor købmandshandel og landbrug og var nærmeste nabo til min fars gård.
Her var rykind af folk næsten døgnet igennem. Fra kroen gik der en vej ned til
stranden, her lagde færgen fra Fanø til. Mindet herom er bevaret i gadenavnet
Gl. Færgevej.
Når Fanø-sømændene skulle på
langfart, var Strandby kro den første holdeplads. Min bedstefar har for at
tjene en ekstra skilling kørt mange af dem videre til østkystens byer - helt op
til Horsens. På en sådan tur kom han iøvrigt ulykkeligt af dage ved at falde
ned blandt hestene.
Da min far overtog gården var den
på 40 tdr. land og havde 10 køer og 3 heste. Den ene hest trak mælkevognen
rundt i Esbjerg. Jeg gik i skole i den bygning, hvor nu EOB. har sin smukke
hovedafdeling. Jeg kunne gå tværs over alle markerne til skolen. Hele strækningen
var bevokset med lyng.
I 1892 købte min far Strandby Kro
af ejeren, Morten Spangsberg, som da havde bygget Hotel Spangsberg, og begge
gårde blev nu lagt sammen. I 1903 blev den gamle kro brudt ned med undtagelse
af kørestalden, som blev stående til 1911, da stormfloden tog den.
Min barndom og første ungdom hører
altså mere til landet end til byen, men efterhånden som denne voksede, slugte
den mere og mere af vor jord, og på denne måde gled jeg ind i byens liv. På
nært hold har jeg fulgt byens og havnens vækst. Skibsfarten var selvfølgelig
det, der fulgtes med størst interesse. Dampskibene »Esbern Snare« og »Riberhus«
var de første, der sejlede på Esbjerg, senere fulgte hjuldamperen »Koldinghus«,
der var betydelig større. Deres væsentligste fragt var levende kreaturer til
England og så lidt smør.
De første tre mænd af betydning,
jeg kan huske, var gamle Breinholt, skibsbygger Dahl og møller Hansen på
Spangsberg Mølle, ja, og så distriktslæge Bruun, der anlagde det smukke anlæg
ved Vandtårnet, det, der nu kaldes Byparken. Af senere foregangsmænd med hensyn
til plantning husker jeg bedst direktør Ebbesen på Valsemøllen, sagfører Hansen
og konsul Lauritzen.
Konsul Lauritzen og Esbjerg by og
havn er uløseligt sammenknyttet. Også fiskeriet skylder ham meget. Han satte
fart i det, smittede det med sit gå på mod. Hans store forretning deltes
forøvrigt senere i en lang række særlige enkeltvirksomheder, der stadigvæk er
rygraden i Esbjergs erhvervsliv: Eriksen & Christensen, der nu ledes af
Harald Eriksen, en søn af en af medstifterne J. Lauritzens Kulforretning -
Valsemøllen, der under direktør Langergaards ledelse er blevet en af Nordens
største og mest moderne møller, og min nabo gennem mange år, Tovværksfabrikken.
Jeg husker, da konsulen byggede den første lille reberbane, som dog hurtigt
voksede, ikke mindst efter at den nuværende leder, konsul Broegaard, kom til i
begyndelsen af århundredet. Nu er den vel en af Danmarks største virksomheder
af sin slags.
I 1911 eksproprierede byen en del jord
og deriblandt også min ejendom, som jeg dog forpagtede indtil 1914, hvilket år
jeg definitivt forlod landbruget og blev kreaturkommissionær, og det har jeg
været siden, samtidig med at jeg har passet en række offentlige hverv -
heriblandt kassererposten i Esbjerg og Omegns Landboforening gennem 40 år.
***
Endelig går vi til Guldager, hvor
den gamle sognefoged Mads Peter Hansen,
født d. 7. maj 1866, fortæller: Efter en vinter på højskole og en på
landbrugsskole kom soldaterårene, og da jeg derefter kom hjem, blev gården delt
mellem min bror og mig, jeg for min part byggede en ny gård.
I 1900 blev jeg valgt til
sognefoged. Esbjerg var jo vor naboby, og dens vækst blev fulgt med interesse
af os alle. Flere gange er vi her i Guldager kommet i forbindelse med
adskillige af byens dygtige mænd. Deres initiativ mærkede vi også her i
Guldager sogn. F. eks. var Breinholt, skibsbygger Dahl og møller Hansen,
Spangsberg, en overgang ejer af Sønderris og byggede da det store, smukke
stuehus. Konsul Lauritzen så vi alle op til som den fremsynede og driftige
mand, både når det gjaldt handel og fiskeri, og vi bønder var meget
interesserede i den måde, hvorpå han skabte gården »Hedelund« med dens mange
plantninger.
Talte vi om Esbjerg, var det altid
havnen, vi så hen til som byens gode ven. Det var havnen, vi troede på. Byens
vilde tid i 1896 og 1897 var en dans om guldkalven, som vi i begyndelsen stod
uforstående overfor, men efterhånden for nogles vedkommende blev grebet af.
Jeg husker, når jeg tog ind til
byen med toget, hvorledes jeg da kunne se Nygårdsmarken tæt besat med folk, der
ville købe jord. Uden varsel kom omslaget, og i samme nu var alle køberne væk,
og sælgerne stod tilbage med smerterne. Mange mennesker tabte så meget, at de
måtte være glade, om de kunne sidde ved deres ejendomme. Også jeg fik et lille
tab, men dog ikke større, end jeg kunne smile ad det.
Men trods bølgegang og vildskab
tabte vi aldrig her i omegnen troen på Esbjerg. Det var stadig havet, vi så hen
til. Handel og søfart kunne klare skærene, mente vi, og det slog da også til -
for byen er trods skiftende konjunkturer stadig vokset.
I Guldager sogn har vi fra gammel
tid haft nær tilknytning til havet, fordi vi havde Hjerting som havneplads,
fiskeplads og tillige handelsplads. Jeg husker tydeligt som dreng, at vi i
sognet havde to lukkede vogne: Herskabets på »Sønderris« og storkøbmandens fra
Hjerting. Men vestkystboerne blev ikke ved Hjerting, Esbjerg løb af med sejren.
Jeg har selv været vidne til, hvordan sejladsen og fiskerflåden flyttede til Esbjerg.
Rent økonomisk har Hjerting dog ikke tabt, men er bestandig gået fri. Nu er den
blevet den hyggelige forstad til Esbjerg, hvor mange fiskere stadig ønsker at
bo.
Min kone og jeg husker særlig godt
kongebesøget i 1893, fordi min kone havde en særlig oplevelse. Festpladsen lå
på nordsiden af Kongensgade i nærheden af Kronprinsensgade - og blev forresten
i mange år derefter kaldt kongepladsen. Min kone, der sad på en af de forreste
bænke, fik under kongens (Chr. IX) tale et ildebefindende. Det så kronprinsen,
den senere Frederik VIII, og sprang hen til hende med et glas vand samtidig
med, at han støttede hende. Det var et kønt træk af kronprinsen.
Pensioneret overassistent Hans Wulff fortæller om Hotel Esbjerg: Da loven om
Esbjerg havn var vedtaget i 1864, og der nogle år efter kom jernbane til
Esbjerg, rygtedes det ud over det ganske land, at i denne nybyggerby var der
sikkert guld at hente. Mange rundt omkring fra landets forskellige egne
strømmede til, og nedsatte sig her, enten ved det ene eller det andet håndværk,
alt som de nu mente passede bedst for dem og deres familie.
Hans Wulff Petersen, der forøvrigt
havde levet sine barneår på Spangsberg Mølle, idet hans far havde denne indtil
1852, havde i begyndelsen af 1870erne en gård i Vilslev ved Ribe, fik også mod
på at drage til Esbjerg, hvor han bestemte sig til at bygge og drive et hotel.
Det er blevet mig fortalt af mine
forældre, at der var nogen vanskelighed med at få et passende stykke grund,
idet myndighederne modsatte sig, at hotellet blev bygget mellem den gamle
jernbanestation og Hotel Spangsberg, for at det nye hotel ikke skulle påføre
Hotel Spangsberg unødig konkurrence. Jeg erindrer, at jeg så sent som i 1930
har haft fat i et kort (tegnet i Varde) og hvor man tilbød Hans Wullf den grund,
hvorpå a/s Esbjerg Svineslagteri senere blev opført, men hotellet blev altså
opført på den grund på Jernbanevej, nuværende Exnersgade, hvor resterne af det
ligger endnu den dag i dag. Denne grund havde tilhørt Niels Christensen, kaldet
Niels Esbjerg, Hotellet er opført færdig til indflytning i 1874, men skødet er
først tinglyst og berigtiget d. 9. januar 1877. I syv år drev Hans Wulff
hotellet som vært, men fra 1884 var sønnen Chresten Wulff medejer af hotellet.
Dengang så hotellet ud som på hosstående billede: Nedgang til haven ved
hotellets nordlige gavl og med en kørestald ved det sydvestlige hjørne, jeg må
her beskrive det gamle billede. På kørestalden findes 3 reklamer: „Hotel
Færgegården, Fanø - Køretøjer haves - Lund og Helles Krystal Margarine."
Det tredie er ulæselig. På trappen ser man ejeren, samt den senere ejer, Chr.
Jensen med familie, foran hotellet 4 tjenestepiger. Den sidste længst mod
kørestalden er den senere fru slagtermester Parchazina, der står en mand med en
trækvogn. Byens første bybud, Ib Sørensen, med vognen „Gine". I øverste
etage stikker landbrugsveterinær Claus Hansen hovedet ud af vinduet. .
I hotellet fandtes gæstestue,
billardstue, 2 selskabslokaler og værelser til udleje. I kørestalden blev den
1. søndag i hver måned lagt gulv og her var offentlig dans, maskerade, eller
hvad andet, der kunne forekomme. En sådan aften havde byens eneste
politibetjent, gamle Pfarner, meget at gøre.
Både mine forældre, men også min
bedstefar har fortalt mig en del fra tiden 1874-1889 fra Hotel Esbjerg. Ret
ofte kom en kæmpe fra Norge for at bo på hotellet og hvile ud her mellem sine
rejser, han rejste rundt og lod sig forevise, Brustad, hed han, og var så høj,
at han måtte bøje sig for at gå gennem en almindelig døråbning; han vår meget
taknemmelig, fordi man på hotellet redte seng til ham på 2 madrasser, der var
lagt med enderne sammen. Det var et af de få hoteller, hvor han rigtig kunne
strække sig i sin seng. En to-krone kunne dumpe gennem hans fingerring, og i
køkkenet tog han med lethed en pige på hver arm. Hans daglige spadsereture gik
ud over markerne, nord om byen, ud i ensomheden; han indtog sine måltider inde
bagved, eller kun sammen med mine forældre. Far fortalte, at skete det, at det
blev for livligt i skænkestuen om aftenen, bad far Brustad gå en vending gennem
stuen, og det hjalp altid på de oprømte gemytter, når den stoute kæmpe tog dem
i øjesyn.
Foruden hotelvirksomhed havde far
et agentur for rejsende fra og til Amerika via England; engang kom en hjemvendt
fra USA, han gav min far nogle frø til at putte ned i haven. Om foråret blev de
amerikanske frø såede i haven, og der kom nogle høje grønne planter, som hen på
sommeren satte grønne frugter, omsider blev disse frugter dejlige røde; der var
ingen i byen, der kendte frugterne, men de opdagede snart, at svinene gerne åd
dem. At disse frugter kunne anvendes til, menneskeføde, var der ingen, der
tænkte på. Jeg tror nok, at det var de første tomater, der blev avlet i
Esbjerg.
Hotel Esbjerg var en af de første
virksomheder i Esbjerg, der fik telefon, en mægtig stor en, der hang på væggen.
Folk, der kom på hotellet, spurgte „Hvad er det for en indretning?" og
svaret var altid, at det var et apparat, man kunne tale i med andre, der havde
et sådant. Far og mor havde en aftale med en gårdejer i Hjerting; han blev så
ringet op, og da han var informeret om disse samtaler, havde han altid et svar
på rede hånd, når der var nogle nysgerrige, der talte til ham. De fleste blev
så forbavsede, at de lod røret falde og sagde „Hvabehar, er svaret her allerede?".
På Hotel Esbjerg havde de på denne
tid en tørret grisehale, der gik på omgang mellem hotellets gæster. Hang der et
stykke overtøj i garderoben, puttede indehaveren af halen denne ned i en eller
anden tilfældig lomme eller muffe, når vedkommende havde forladt hotellet og
fandt halen, kastede han den ikke bort, men gemte den, til han en anden gang
kom på hotellet, så kom den i et andet stykke overtøj. Den var kendt, og alle,
der havde den vidste, hvor de havde fået den fra. Min mor har fortalt mig historien
om grisehalen, og hun sagde altid, når hun sluttede den fortælling. „Det skete,
at jeg oppe i byen eller i Varde, hvor vi dengang handlede meget, trak halen ud
af min muffe, når jeg var inde i en eller anden butik."
Som stamgæst havde hotellet en
englænder, hr. Meyer. Han var smørgrosserer, og boede under sine ophold altid
på Hotel Esbjerg. Undertiden, når han var på forretningsrejse til København,
trak han halen op af lommen på sin rejsepels og udbrød da „Ach, deen fordamte
grisehale", men han tog den altid med tilbage og afleverede den på rette
sted. Samme hr. Meyer var søndagsjæger, gik ud over markerne ad Tjæreborg til
på harejagt; selvfølgelig uden tilladelse af nogen art. En søndag gik han på en
mark i Tjæreborg, da ejeren kom imod ham og sagde: „Hør, min gode mand, her må
De ikke gå på jagt". ”Det må jeg vel nok“, sagde Meyer, „hvem skulle
forbyde mig det”. Det forbyder jeg“, sagde ejeren, „det er mig, der ejer marken
her. Meyer smed sin jakke og tog sit éne øje ud, Meyer havde glasøje, og sa’:
„Kom an“. - Ejeren blev så forskrækket over at træffe en mand, der kunne tage
øjnene ud, at han løb sin vej, medens Meyer fortalte historien i Esbjerg. Samme
herre byggede senere Meyers villa, nuværende Exnersgade 27. Der er måske mange
nulevende, esbjergensere, der ikke ved, hvorfor denne ejendom har havnet Meyers
villa, men nu er det opfrisket her.
I faders hoteltid blev der flere
gange afholdt rigsdagsvalg på Hotel Esbjerg, det var utroligt, hvad der på en
sådan dag blev, solgt af kaffepunche til 10 øre pr. stk. 70 kander =
I den første periode af de 15 år
min slægt drev hotellet, var det ret svært med de daglige indkøb til hotellets
drift. Der er vist ikke ret mange nulevende Esbjerg-borgere, der tænker på, at
i disse tider måtte et hotel i Esbjerg foretage sine indkøb af fødevarer og
drikkevarer, porcelain og meget andet i Varde. Der var ingen forretninger i
Esbjerg, der var så forsynede, at de var leveringsdygtige til et hotel.
I 1889 var Chr. Wulff ked af at
drive hotelvirksomhed. Hotellet var for en tid bortforpagtet til en hr.
Posselt, der senere blev restauratør på Tommerup Jernbanestation, og den 26.
november 1889 solgtes hotellet til Christen Jensen, og Wulff flyttede til
Nygårdsvej, hvor han havde, bygget sig en gård, nuværende Nygårdsvej 41. I min
faders og Chr. Jensens hoteltid var Hotel Esbjerg et hotel, der blev besøgt af
såvel byens som omegnens beboere, af tilrejsende og af badegæster, som der i
disse åringer var mange af i Esbjerg. Den 19. december 1893 kom der en ny ejer
af hotellet, Christen Thomsen. Han var klar over, at hotellet trængte til en
udvidelse. Kørestalden ved hotellets sydlige gavl blev erstattet med en
tre-etages ny bygning med bagved beliggende store sal med balkon og scene samt
en udvidelse af værelsesantallet. Under det nye hotel blev nedlagt en flaske
med følgende papir: I det Herrens år 1895 den 14. maj i kong Christian den 9.
32. regeringsår er dette papir ved grundstensnedlæggelse nedlagt af ejeren af
hotel Esbjerg Christen Thomsen og hustru, Anna og børn Thomas Christian
Thomsen, Christian Thomsen, Jeppe Christian Thomsen, Johannes Thomsen, Carl
Thomsen, Magnus Thomsen. Arkitekt Hans-Jensen Quist. Bygmestre: Tømrermester
Chr. Pedersen, Murermester Emil Boysen, Murermester I. P. Larsen, Malermestre
Brødr. Hansen, Blikkenslagermester R. Rosenkilde. Som nærværende ved
grundstenens højtidelige nedlæggelse, skriveren af disse linier, husets og
ejerens gamle ven Hans Nielsen.
Endvidere var der nedlagt i
flasken en fortegnelse over hotellets daværende personale: Hotel Esbjergs
tjener personale den 14. maj 1895 ved grundstensnedlæggelse: Fritz Würtz,
buffist, Carl Tonsgård, kelner, Sedenius Madsen, kelner, Hans Simonsen Hansen,
havebetjent, Hans Olesen, avlskarl, Christian Nielsen, hotelkarl, Hansine,
Beck, stuepige, Kristine Larsen, stuepige, Kristine Pedersen, husjomfru, Amanda
Andersen, barnepige, Karen Pedersen, opvaskepige, Esbjerg, den 14. maj 1895.
Chr. Thomsen med familie.
Men ikke nok med at Chr. Thomsen
byggede den nye fløj, men langs denne og langs den gamle bygning blev i haven i
1. sals højde bygget en herlig bred veranda, og midt i haven en 8-kantet
musiktribune, man må jo tænke på, at haven var anlagt og tilplantet i 1874, så
der nu midt i 1890erne var ret høje træer og læ.
Den 16. marts 1894 solgte Chr.
Thomsen hotellet til a/s Arbejdernes forsamlingsbygning, for igen at overtage
det den 21. september 1897. Chr. Thomsen drev så hotellet til august 1901, da
det blev solgt til H. M. Caspersen, der havde hotellet til d. 11. juni 1907.
Under såvel Chr. Thomsen som under Caspersens ledelse havde Hotel Esbjerg sin
storhedstid. Haven blev udvidet til sin nuværende størrelse, bag i haven blev
bygget en ny tribune med scene, rundt imellem træerne mange små dejlige
lysthuse og endelig et langt træhus med dobbelt keglebane.
Min far havde, da han solgte
hotellet, sikret sig et par byggegrunde ved sydsiden af hotellets grund,
hjørnet af Ribegade. Her byggede far et par ejendomme, og hertil flyttede vi i
august 1893, her boede jeg i mine drengeår, og det siger sig selv, at for os
drenge fra Jernbanevej blev Hotel Esbjerg, haven, keglebanen og meget mere jo
noget af vort livs store minder. Langs den omtalte veranda var på buede gasrør
anbragt små kulørte gaslamper, alle tribuner og lysthuse samt mange ledninger
rundt mellem træerne var ligeledes behængt med lamper, så for os drenge var det
som en Alladins hule at færdes i, når alt det var tændt, og musikken spillede
op.
I 1907 afhændede Caspersen
hotellet, der i de følgende år ofte skiftede ejere. I 1918 solgtes hotellet af
slagtermester L. Hertz og vognmand V. Berg til et firma Hassing og Poulsen, der
drev forretning i ejendommen indtil 1929, da både forretningen og ejendommen
overgik til Chr. Christensen, som senere afhændede det til en datter. I august
1940 nedbrændte den nyere del, salen, men den blev opbygget i sin nuværende
skikkelse.
Hotel Esbjerg, mit fødested og
dels mit barndomshjem findes ikke mere på Jernbanevej - nuværende Exnersgade, -
men det glæder mig meget, at navnet Hotel Esbjerg atter er genopstået i navnet
„Hotel Esbjerg Højskolehjem" i Skolegade.
Esbjerg ser fremad!
samtale med borgmester L. Høyer-Nielsen
De tiltrådte under besættelsen!
Var det svært at være borgmester i disse år? Ja, det var et noget besværligt job,
som jeg dog ikke skal komme nærmere ind på, men det gik jo! Vor hovedopgave var
den at skåne byen og dens borgere mest muligt, og uden at jeg iøvrigt skal
fremhæve mig selv eller andre, må jeg have lov til at sige, at, til trods for
den udsatte post, Esbjerg lå på, det store antal tyskere, der var her, og den
fremskudte stilling, Esbjerg indtog i modstandsbevægelsen, bl. a. med den
første folkestrejke, så slap såvel borger som by forholdsvis smertefrit. Vi
slap for privat indkvartering f. eks., schalburgtagen kunne have været langt
større, og antallet af menneskeofre, hvor tragisk og beklagelig hver enkelt end
var, blev ringe i forhold til flere andre steder.
Hvilke planer har Esbjerg for
fremtiden? Vi må først og fremmest have sporene fra besættelsestiden udslettet
i den udstrækning, vi kan få lov til det. De mange bunkers og de store
kanonstillinger (Esbjerg var jo efter tysk sigende Nordeuropas stærkeste
fæstning) er der jo endnu ikke givet tilladelse til at fjerne. På de mange
områder, hvor ejendomme eller ting blev ødelagte, og på de endnu flere områder,
hvor al udvikling gik i stå, er der foreløbig nok at tage fat på. Alene at
bringe en ting som gadebelysningen op på, hvad den bør være, vil koste 14
million kroner, og at få boligforholdene gjort normale, når vi mangler ca. 1200
lejligheder og knap nok kan følge med i den årlige tilvækst, vil beløbe sig til
meget store summer; men det er til gengæld den vigtigste af alle de
foreliggende opgaver - hvis man da tror på Esbjergs udvikling i fremtiden!
Tror De på Esbjergs udvikling i
fremtiden? Ja, det gør jeg! Landets vise fædre så rigtigt, da de i sin tid
placerede en havn på Jyllands vestkyst. Og denne beliggenhed, der er Esbjergs
største aktiv, kan ingen tage fra os. Esbjergs eksistens er baseret på indførsel
og udførsel mellem Danmark og det vestlige Europa, og selv om det synes at gå
meget langsomt med at komme i gang igen efter krigen, så kan der ikke være
nogen tvivl om, at de fornylig afsluttede englandsforhandlinger,
Marshallhjælpen og den almindelige udvikling såvel herhjemme som i Vesteuropa
må give forøget omsætning på Esbjerg Havn - ligesom det strålende initiativ,
der udvises af fiskerierhvervets mænd i Esbjerg, sildefiskeri, grønlandsfiskeri
m. v., naturligvis må give os tro på og tillid til, at Esbjergs andet store
hovederhverv, der langsomt, men sikkert er vokset op sideordnet med havnens
øvrige udvikling, også har en god fremtid for sig.
Ved siden af disse to hovederhverv
er det ved forenede private og offentlige kræfter lykkedes i den nyere tid at
oparbejde en del industri udover den, der direkte er knyttet til havnen og
fiskeriet. Disse bestræbelser fortsættes naturligvis stadigvæk, - Esbjerg by
har lige sikret sig et ret stort areal til industribrug -, således at
ensidigheden i byens udvikling bliver knap så iøjnefaldende som tidligere. Får
verden og dermed Danmark lov at udvikle sig i blot nogenlunde ro i de kommende
år, tror jeg, at Esbjerg står overfor en meget rig udvikling, der yderligere
vil placere vor by smukt i rækken af danske købstæder.
Hvilke enkeltplaner har man med
hensyn til havnens og byens udvikling i den nærmeste tid? For havnens
vedkommende foreligger der fuldt færdige planer om udvidelse af Fiskerihavnen
med to bassiner mod nord tillige med en række andre foranstaltninger. For
Trafikhavnens vedkommende - hvor der desværre foreløbig er altfor rigeligt med
kajplads - er den næste udvidelse også projekteret i form af en bred midterpier
parallel med den nuværende hovedkaj.
For byens vedkommende foreligger
en lang række udvidelsesplaner. Nøglen til al virksomhed i vor moderne tid er
elektriciteten, og derfor er udvidelsen af Dampcentralen det første, der bør
nævnes. Her bygges i øjeblikket en ny kedel og en ny turbine på 18000 kW
(centralens nuværende kapacitet er ca. 8000 kW), og der er allerede givet i
ordre to nye kedler og en ny turbine på 30.000 kW. Ialt vil udvidelserne
indenfor »Vestkraft« med ledningsnet - hvor vi bl. a. over Skive får
ringforbindelse med Århus - i de kommende år komme til at koste ca. 32
millioner kr. Til gengæld vil elektricitetsprisen - lige forhold iøvrigt
forudsat - kunne komme ned på under det halve. Gasværket er ligeledes i stærk
udvikling og kræver i den nærmeste fremtid et helt nyt ovnanlæg for at kunne
være på højde med, hvad borgerne kan kræve. Det tredie og måske ikke mindst
vigtige af vore værker - vandværket - har længe i bogstavelig forstand kørt på
pumperne, og udarbejdelsen af projektet med et nyt vandværk 7-
Vedrørende skolevæsenet kan siges,
at den tid, der er gået siden besættelsen, har været brugt til istandsættelse
af de stærkt ødelagte skoler samt til udbygning af skolerne i den del af
Esbjerg, der blev indlemmet i den sidste del af besættelsestiden, og nu melder
der sig nye, store krav til kommunen for at holde trit med byens vækst både
befolkningsmæssigt og arealmæssigt. Skolevæsenet har meget store planer både om
udvidelser af de bestående skoler og bygning af nye, hvorfor man foreløbig har
reserveret en plads bagved Fiskerhøjskolen og en plads ved Stormgades
forlængelse til nye skoler.
Mens vi er ved nye skolers
placering, kan jeg nævne, at der med hensyn til boligbyggeri er planer om en
hel ny by, som Esbjerg Boligselskab vil opføre på Spangsberggårdens jorder,
ligesom de to gamle boligforeninger, som i øjeblikket i fællesskab bebygger Den
gamle Dyrskueplads med en hel lille by, har store planer om nyt byggeri. Og
endelig har kommunen selv planer om et betydeligt byggeri ved Strandvejen, ved
Strandbyplads og ved Jernbanepladsen.
I de kommende år forestår en lang
række gade-, vej- og kloakarbejder, navnlig i de indlemmede distrikter, således
at Esbjergs »nye beboere« også på dette område skal kunne føle sig hjemme i vor
by. Samtidig arbejdes der naturligvis stadig på bygningen af det vejnet til det
øvrige Jylland, der er af så stor betydning for både Esbjerg havn og det øvrige
Jylland, hvis interesse i den korteste og bedst mulige forbindelse til eksport-
og importhavnen er indlysende. Diagonalvejene til Åbenrå, Århus og Randers står
stadig på arbejdsprogrammet.
Sygehusudvalget har meget store
udvidelsesplaner der blev aktuelle, efter at det kommunale sygehus i Esbjerg
for få år siden blev centralsygehus for Ribe amt. Disse planers gennemførelse
afhænger af mange forskellige ting, men glædeligvis ser det ud til, at behovet
ikke længere er så stærkt, som overbelægningen for få år siden gav udtryk for.
Også på De gamles Hjem er der
planer om forskellige udvidelser, hvis gennemførelse ligeledes er afhængig af
mange forskellige forhold, men på dette område tør Esbjerg vist rose sig af, at
den altid har omfattet sine gamle pionerer med interesse og velvilje.
Det samme »praleri« må jeg måske også
have lov at gøre gældende med hensyn til stillingen overfor ungdommen, hvor de
senere år har bragt en række goder fra Ungdomsskolen til Den nye Idrætspark -
som for tiden er under bygning for en sum af et par millioner kroner - og til
Ungdomskollegiet, som forhåbentlig snart påbegyndes efter et godt samarbejde
mellem private og offentlige kræfter.
Af andre offentlige
byggeforetagender skal nævnes, at det påbegyndte kompleks »Retsgården« - hvoraf
hidtil kun arrestbygningen er fuldført - forhåbentlig i en ikke alt for fjern
fremtid må blive færdiggjort med både politigård og domhus, og at Esbjerg
kommune selv arbejder med spørgsmålet om en ny administrationsbygning, ikke et
rådhus med mere eller mindre fjollede tårne, men en ganske almindelig
administrationsbygning.
Til slut skal jeg omtale 3 store
projekter, der ikke alene står i nøje sammenhæng med vort arbejde med byplanen,
men også har - navnlig for det enes vedkommende - direkte indflydelse på
byplanens udseende:
Det første projekt er lufthavnen,
hvor det ikke skal være nogen hemmelighed, at vi er meget skuffede over, at
staten, der overtog havnen efter dens totale ødelæggelse under besættelsen,
endnu ikke har foretaget sig noget for at få gennemført det af Rigsdagen
vedtagne forslag om at gøre Esbjerg til en lufthavn af klasse B. Da Esbjerg i
sin tid ved oprettelsen af Danmarks første kommunale lufthavn viste fremsyn på
dette vigtige område, og da Esbjergs beliggenhed på landkortet også i
luftmæssig henseende må være god, burde disse planer have været meget længere
fremme.
Det andet projekt er Fanø-broen,
på hvis forundersøgelser og forarbejde Esbjerg kommune har ofret ca. 1/4
million, og hvis gennemførelse vil være af meget stor interesse ikke alene for
Esbjerg og dens nærmeste omegn, men for hele det østlige Sydjylland,
Sønderjylland og Fyn, derved at den giver uhindret adgang til Danmarks fineste
badestrand.
Det tredie og allerstørste af
samtlige nævnte projekter er det, der for tiden arbejdes med i
Generaldirektoratet for Statsbanerne, nemlig flytningen af Esbjergs
Jernbanestation og jernbanelinierne til og fra Esbjerg, således at den deling
af Esbjerg i østerby og vesterby, som jernbaneterrænet nu bevirker, bortfalder.
Dette projekt, hvis bekostning løber op i mange millioner, er der endnu ikke
taget stilling til fra Esbjerg byråds side, og før man kender dets plusser og
minusser, vil det naturligvis være svært at vurdere det, men personlig tror
jeg, at dets gode sider for Esbjerg er så store, at bekostningen ikke bør virke
afskrækkende.
Jeg håber, at jeg med det billede,
jeg her har oprullet, har bevist, at bystyret i høj grad arbejder for at gøre
Esbjerg til en by, som det er værd at leve i - og det er også mit indtryk, at
borgerne i almindelighed ikke alene skatter til dette, men også skatter på det!
De år, der kommer, vil måske på
mange måder blive vanskelige, men når bystyret vil arbejde sagligt og nøgternt,
og borgerne støtter styret i dets bestræbelser, så skal vi også nok komme godt
igennem disse år. To verdenskrige og adskillige verdenskriser har ikke kunnet
rokke ved Esbjergs placering i vort land og byens betydning for det danske
samfund, og der er ingen tvivl om, at ved fornuftigt arbejde og samarbejde i de
kommende år vil vi ikke alene kunne bevare, men også yderligere forstærke den
smukke position, Esbjerg ved sit 50 års købstadsjubilæum indtager blandt de
danske købstæder - en position, som kun de tusinder samvirkende kræfter har
kunnet skabe, og som der er grund til ved denne lejlighed at sige tusinder af
nuværende og tidligere esbjergensere, der stadig med interesse følger deres
gamle by, en velment tak for.
***
E. Th. Witt er født den 1. maj 1874 i et af jordhusene på Bavnehøj i Esbjerg. Fru Karoline Witt er født den 12. juni 1874 i Skanderup. Begge fortæller om en uhyggelig nat den 28. august 1944: Vi boede dengang på badeanstalten og passede fyringen. Netop i disse dage havde værnemagten bekendtgjort udgangsforbud, og alle skulle være hjemme inden kl. 21 aften. Vi var gået ud i Storegade til vor svigersøns fødselsdag, od dér var en del familie samlet, og vi havde det fornøjeligt, og fik et slag kort. Min svigersøn, Kaj Schmidt, kom hen på aftenen hen til mig og sagde, at nu var det på høje tid at gå, for at komme rettidigt hjem. Jeg svarede: Det går nok! På en måde ville jeg nødig fra det fornøjelige selskab, men måtte jo af sted. Vi gik ad Exnersgade og under tunnelen og op i Borgergade, men da vi nåede Torvegade, gik vi op til Havnegade, for at skynde os hjem. Da vi kom til Kirkegade, så vi vagtposterne på gaden ud for „Hotel Royal", og vi svingede ned til Borgergade og hen til Smedegade, så vi igen kunne komme til Havnegade. Denne omvej forsinkede os en del; vi nåede næsten forbi „Hotel Spangsberg". Min kone havde fødderne på badeanstaltens grund, og vi følte os lettet i sindet ved at være hjemme. I samme nu blev vi stoppet af to soldater og den ene greb hårdt fat i min kone, og så måtte vi med ned i Hotel Spangsberg’s kælder i garderoben, hvor vi kunne sidde og hvile os. Efterhånden kom der flere og flere, til sidst var vi over 30 mennesker i garderoben, deriblandt en ung kone som var gravid, af mændene kendte jeg kun barber Nicolaisen og en havnebetjent. I garderoben sammen med os gik der to soldater frem og tilbage for at havde os under opsigt; var der nogle i forsamlingen, der talte sammen, råbte soldaterne: Hold snøwl og alt imens blev vore legitimationspapirer taget fra os. Da to timer var gået, blev vi kommanderet op på gaden, hvor vi blev opstillet i rækker med fire i hver. Min kone havde mig under armen, og den omtalte unge kone havde min kone under armen. Jeg henvendte mig til en af befalingsmændene og spurgte, om vi ikke måtte gå hjem, da vi boede lige ved siden af. Jeg fik til svar: „Nu gælder det standret!" Foran os stod en soldat, to ved hver side af flokken og en soldat bagefter. Der blev så kommanderet march efter Strandskoven, hvor der gjordes holdt, og så blev der sagt: „Såfremt nogen forsøger at gå, bliver der skudt!" En befalingsmand gik ind mellem træerne. Jeg sagde til min kone, at nu går han nok ind for at finde et sted, hvor vi skal skydes. Straks jeg havde sagt dette, vår den unge kone ved at falde sammen af gråd, og fra flere sider hørtes der dybe suk. Da der var gået et kvarter, nærmest i åndeløs spænding, kom befalingsmanden og kommanderede os over til arbejderhøjskolen, hvor vi måtte stå ret, lidt efter kom der to stole til min kone og mig, som var de ældste i flokken, og så måtte hver enkelt ind til en officer, hvor vi skulle give forklaring, hvorfor vi ikke havde lystret ordre. Jeg fortalte, at min kone og jeg havde været til geburtstag hos vor svigersøn i Storegade, og at vejen hjem var lang, samt at vi ikke var unge længere. Jeg tilføjede, at jeg boede på badeanstalten og at jeg var „hetser" (fyrmester), og såfremt vi ikke kom hjem, blev der ikke noget med badning og heller ikke for soldaterne, som var flinke til at bade. Officeren smilede, og så fik vi en formaning om at lystre deres forbud samt love at holde os det efterretteligt og blive hjemme, når der var udgangsforbud.
Befalingsmanden gav derefter ordre til, at vi skulle eskorteres hjem af fire soldater; der gik en foran os, en på hver side og en bagefter, på den måde var vi indespærret, indtil soldaterne hørte, vi smækkede døren. Dagen derpå kom der en officer med vore legitimationspapirer, som var frataget os, og så formanede han os atter til at overholde et udgangsforbud, og såfremt vi holdt os dette efterretteligt, ville der ikke ske os noget.
Senere på dagen fortalte læge S.
A. Andersen og ostehandler Lund; at de fra vinduet havde set, at min kone og jeg
blev ført bort af de tyske soldater. Vi var de eneste, som den bevægede og uhyggelige nat blev fulgt Hjem. De
andre blev sat til af skrubbe og skure gulve samt vaske døre og paneler, og så
snart et gulv var skrubbet og vandet tørret op; kom der en officer og sparkede
til spanden med det snavsede vand, så hele gulvet atter flød af vand - og så
kunne der begyndes forfra. På den måde holdt de hele flokken i bevægelse til et
stykke hen på næste formiddag, før de fik lov at gå hjem. Det var en uhyggelig
nat, som sent glemmes slutter hr. og fru Witt.
***
Rundetårnet i Esbjerg
lå ved enden af Borgergade og måtte flyttes, da viadukten under banen blev
bygget. Rundetårnet blev bygget af Elias
Boysen, hvis mening det var, at der skulle være varieté. Bygningen var rund
mod vest og nord, de to andre sider var lige. Bygningen var med høj kælder og
første sal. I kælderen var der lejlighed med stort køkken samt butikslokale -
hvori der var ølhandel, som gik strygende (bajeren kostede den gang 12 øre).
Første sal (eller stuen) var i et stort lokale, beregnet til optræden og dans.
Midt i salen var der en stolpe, eller søjle, der bar taget, som tildels var
fladt. Det viste sig, at varietéen ikke kunne gå, fordi Boysen ikke kunne få
beværterbevilling. Det store rum blev en tid efter indrettet til lejlighed og i
lejligheden boede en tid familien Peder Torp, som flyttede til byen fra
Herning, og var derfra kendt med troldmanden Glavind; som med korte mellemrum
boede hos dem. Glavind døde hos familien i rundetårnet og blev begravet på Vor
Frelsers kirkegård. Elias Boysen havde stadig nye planer. En tid
eksperimenterede han med at sætte skrue i robåde. Skruen skulle drives med
håndkraft - i stedet før at bruge årer. Det lykkedes dog ikke. Elias Boysen
boede sine sidste leveår i Norgesgade nr. 12 og her drev han et mindre
gartneri.
***
Faktor H. K. Hansen, der har fulgt Esbjergs udvikling gennem et halvt hundrede
år, fortæller her nogle spredte træk fra sin ungdomstid i Esbjerg, der dengang
kun var en opkomling blandt de danske købstæder. (1953): Jeg er født den 7.
juni 1884 i Alslev pr. Varde, hvor min far var gårdejer. Jeg har, som nummer to
i en søskendeflok på ti (fem drenge og fem piger) siden 1917 været alene
tilbage. Min et år ældre broder, Morten, døde umiddelbart efter at mine
forældre i 1888 var flyttet til Esbjerg. Fraset min et år yngre broder,
Christian, der i 1917 måtte bukke under for den spanske syge, og min ældste
søster, Dagny, der nåede op til konfirmationsalderen, er alle mine søskende
døde som mindreårige.
At
plukke ud af mine erindringer er mere end svært, fordi disse erindringer er så
omfattende og mange, at de kunne fylde flere jævnt store bind; derfor vil jeg
kun holde mig til en hændelse, som blev meget betydende for mig.
Dog
vil jeg indflette et pudsigt særpræg fra Esbjergs første år, de mange passager
eller smøger, som gav fri færdsel fra gade til gade. Nå, om gader kan der knap
nok tales, et virvar prægede byen, den gang troede vist ikke mange på, at den
nu i året 1953 skulle stå så smuk en by ud af sandbankerne. Alene
Kongensgade-Borgergade havde cirka en snes smøger, hvorigennem en livlig trafik
var at se både dag og nat. En af de sidst nedlagte smøger var den gennem
melhandler Pedersens port i Kongensgade til Borgergade (nu bogtrykker
Rosendahls ejendom). Én anden smøge gik ligeledes gennem en åben port i
Kongensgade (mellem broderihandler Herluf Nielsen og Bo-blomster) til købmand
Billgrav i Borgergade. Også en smøge fandtes ved farvehandler Dahl (direkte mod
brandstationen - sprøjtehuset), der hvor Varde Banks bygning nu spærrer hele
facaden, kunne man også skyde genvej; ja, sådan var der afstikkere hele
Kongensgade langs, såvel som i alle andre gader. En meget benyttet smøge gik i
gamle dage gennem Andelsmejeriets port i Skolegade, over nu Fællesbageriets
grund til Danmarksgade - det var jo særlig skolebørn, som denne genvej tjente i
rigt mål. Da jeg som 7-årig begyndte at løbe med aviser for redaktør Jens Lund,
„Esbjerg Dagblad", fik jeg jo megen lettelse i arbejdet ved at benytte
alle disse ovenomtalte smøger. Foruden avisomdelingen, der strakte sig til mit
14. år, havde jeg plads som bydreng og „medhjælp" i butikken hos købmand
Niels Madsen Nielsen i Kongensgade. 1 de første år havde forretningen til huse
ved siden af det gamle apotek (hvor nu Rehkoff residerer), senere købte Niels
M. N. ejendommen Kongensgade 46 (ved Torvet) og drev her forretningen i mange
år - det var dengang lukketiden gik efter bedste beskub. Lørdag hændte det
ofte, at klokken blev 12, førend den sidste kunde havde fået sin petroleumsdunk
fyldt og sit lispund mel anbragt i sin store kurv. Tiden var kommet dertil, at
jeg med mine 14 år gerne ville i lære, og der var flere pladser, som tilbød
sig. Det blev hos redaktør Lund, at jeg trådte til; men efter en kort tids
forløb fik jeg færten af, at et avistrykkeri ikke var så god en læreplads som
et bogtrykkeri; derfor blev jeg ved mindelig overenskomst løst fra redaktør
Lund og flyttede til Harder Mikkelsen, hvor jeg i hans nystartede trykkeri
fandt en god læreplads, og jeg må tilføje: blivende - idet jeg alt har holdt 50
års jubilæum dersteds.
En
lykke for mig har det været, at jeg i mine læreår besøgte Teknisk skole (den
gamle skole i Englandsgade) under „Den lille maler’s“ (Jørgen Hansens) ledelse.
Foruden aftenskolens timer gav „den lille maler" os frivillige timer hver
søndag formiddag i vinterens løb; her var jo anledning til mere personlig
præget undervisning, og „den lille maler" havde en sjælden evne til at
lære os glæder over udførelsen af et godt stykke håndværksmæssigt arbejde.
Ja,
så endelig denne min erindring, jeg her vil fremhæve: at særlig vi tre
jævnaldrende, som endnu i 1953 kan glæde sig ved livet - ellers er det jo
desværre tyndet alt for meget ud i den gamle kammeratlige kreds - typograflærling
Arthur Pedersen, nu bogtrykker i Hørsholm, malerlærling Christian Madsen, nu
selvstændig mester her i staden og jeg undertegnede typograflærling H. K.
Hansen - nu faktor i Harder Mikkelsens bogtrykkeri, indmeldte os i Esbjerg
gymnastikforening og tog ivrigt del i de ugentlige øvelsestimer og i de årligt
tilbagevendende amtsgymnastikstævner samt evt. private konkurrencer og
opvisninger. En stor skare unge mennesker (ældre også - idet et motionshold
blev oprettet) flokkedes om foreningens fane og fik øjnene op for specielt
gymnastikkens betydning, derfor blev det for mange af os (idealistisk
indstillede lærlinge) en skuffelse, at bestyrelsen ikke rigtig var sin opgave
voksen. Bestyrelsen bestod udelukkende af ældre, værdige borgere, bl. a.
havneingeniøren, vognmand Magnus Pedersen, grosserer Dujardin og journalist
Hansen - denne bestyrelse lod hånt om vort fattige ønske: at få en fodbold til
at lege med, når fyraften var inde og vi på grund af skoleferier og lignende
ikke måtte benytte Danmarksgades gymnastiksal (dengang den eneste kommunale
gymnastiksal). Vi havde nemlig ved forenede anstrengelser fået købt en bold til
nævnte leg, som foregik på pladsen nedenfor hotel Spangsberg, hvor nu
kreaturstaldene er beliggende. Pladsen var ikke ideel, fordi den store
trælasthandel var gået op i luer og havde efterladt pladsen i en slaggefyldt og
trist tilstand, hvorfor bolden ikke holdt ret længe, for fuldstændighedens
skyld nævnes, at vi ikke var videre propre, når aftensolen gled ned efter vore
løb og spark på den af aske mættede plads; men - heldigvis - stranden var nær
og vi kunne skylle os rene i det salte vand, som dengang var mere frisk end den
dag i dag - af kloaker var der ikke udløb til den side, hvor vi badede.
Så
kom i 1905 E.G.F.s ordinære generalforsamling, og på denne generalforsamling
forelå en regning på anlæg af en tennisbane på Hans Jensens grund i
Kongensgade, der hvor nu ESA har bygget sin store biograf. På grund af, at der
ikke forud var bevilget anlæg af tennisbane og måske også på grund af vor
mistillid til bestyrelsen, blev vi rebelske og kunne ikke stemme for
baneregnskabets godkendelse, hvad da havde til følge, at bestyrelsen fremsatte
udtalelser om: - „var vi ikke tilfredse, kunne vi jo gå!“ Vi tog udtalelserne
meget alvorlig og gik (listede stille af). At bestyrelsen fortrød, tjener kun
lidet til dens undskyldning. Aftenen derpå samledes vi (12 kammerater) på
Højskolehjemmet, ja, det gamle, som blev sprængt i stumper og stykker under
sidste krig, og vedtog stiftelsen af en ny forening „Hermod" som på et
ideelt og sundt grundlag skulle kæmpe for den sunde idræt: gymnastikken. Vi
lejede Højskolehjemmets sal med det samme og tog dermed straks fat på opgaven.
En lærer havde vi ikke til at begynde med, men ved forenede kræfter kom vi ud
over dette indtil overportør Julius Hansen (Nordved) tog sig af ledelsen. Vi
havde allerede inden 3 måneder fået et drengehold og et damehold stablet på
benene. Frk. Bjørndahl ledede i mange år dameholdet med stor dygtighed, og vi
er hende megen tak skyldig - godt begyndt er jo halvt fuldendt. Indenfor
„Hermod" er det blevet en tradition, at det er aktive medlemmer, som bør
være førende, og derfor kan det altid være og skal være i fremtiden en glæde at
være medlem af „Hermod", idet arbejdet giver sin løn: en tilfredsstillelse
i at se foreningen vokse. „Hermod“s historie, der er ved at nå gennem 50 år,
burde der være råd til at få i trykken, idet en så prægtig leder som Rasmus
Vind aldrig må gå af minde; hvad Vind har betydet for „Hermod" og dermed
Esbjerg er det ikke muligt at klarlægge i en snæver beskrivelse. Et sjældent og
opofrende menneske var Rasmus Vind; den forståelse han ejede for skønhed og
renhed i form og udførelse af gymnastiske øvelser er ikke tilstede hos ret
mange ledere i vort lille land. Jeg rækker til Rasmus Vind min fattige
Esbjerg-hyldest, ikke en funklende buket røde roser, men en buket lyng i
blomst.
***
I 1949
boede den 91-årige tidligere sømand og fisker Niels Christian Christensen
i Vesterhavsgade 3. Han havde boet i dette hus siden 1892. N. C. Christensen
var født d. 11. april 1858 i Blåvand, og da han var dreng, var han mange gange
med til strandinger ved Blåvand, men da fyret kom i 1885, og senere også
fyrskibene hjalp det til, så skete der ikke så mange strandinger mere. I 1872
kom han som 14-årig ud at sejle med Fanø galeasen »Diana« som kok. Senere gik
turene til Hamborg for at få hyre med de store sejlskibe som matros og
sejlmager, og det er særligt turene med barkskibene »Tyskland« og »Phønix« han
mindes med glæde. I 1877 var han letmatros på konsul Ditlev Lauritzens fars
skonnert fra Ribe, »Frederikke«. Skibet lå på rheden udenfor lededæmningen,
fortæller han, og lossede kul i lægter til Ribe. Kaptajn Søren Thomsen skulle
roes ind til Esbjerg og foruden kaptajnen var en matros og N. C. Christensen i
jollen. Da kom hjuldamperen »Vildanden« sejlende med en mudderpram, og da der
på damperen blev givet forkert ror, blev vi påsejlet. Det var et helt under, at
vi blev reddede alle tre. Heldigvis fik jeg fat i en jernstang på hjulkassen, og
fik fat i kaptajnens halstørklæde, og den anden unge mand reddede sig op på
skærmen. Vi var nær druknet alle tre. N. C. Christensen sejlede som sømand i 15
år, og tog derefter til Esbjerg og fiskede. Dengang drev man krogfiskeri, og
han havde en kutter, der hed »Jylland«. Esbjerg har forandret sig siden, da der
kun var ca. 4.000 indbyggere, dg vi
skulle have træsko på i Kongensgade. Senere solgte han kutteren, men brugte
jollen indenskærs til jeg var 77 år. Dengang var der jo også stormfloderne i
1909 og 1911, og det var først i 1915, de begyndte at anlægge den nye havn. N.
C. Christensen havde også været reservemand i Esbjerg redningsvæsen og været
med til at bjerge 36 mennesker - fortæller han beskedent. Det var en norsk
damper, der i 1914 strandede ude på Barren.
***
Murer Marinus Jørgensen, Gl. Vardevej 57, født d. 10. maj 1874, fortæller i 1955: Jeg er født i Bording, mellem Herning og Silkeborg, og min fader Niels Andreas Jørgensen var arbejdsmand på teglværket. Min moder var Anna Elisabeth, født Jacobsen. Mine forældre var begge født i Bording kommune.. Vi var 8 søskende. Fra Bording flyttede mine forældre til Silkeborg; hvor fader fik plads på Papirfabrikken, og havde godt arbejde i 14 år.
Da jeg var 12 år kom jeg ad at tjene ved landet, hvor jeg skulle hjælpe ved alt forefaldende arbejde.
I løn fik jeg fra marts til november 6 kroner og kosten. Næsten pludselig gik det galt med arbejdet på Papirfabrikken, og det så ud til en længere standsning, eller måske kom fabrikken slet ikke igang mere.
Den 3. august 1888 flyttede mine forældre så til Esbjerg, hvor fader straks fik arbejde på Møllers Teglværk, og der kom jeg og mine brødre også i arbejde, ved at læsse sten af vognene på de forskellige byggepladser i byen. For hver 1000 sten vi læssede af, fik vi 10 øre.
Det strengeste arbejde vi havde, var når Fanø-lægterne kom efter sten. Lægterne kom sejlende ved højvande og lagde til lige nedenfor teglværket. På ebbe kunne der køres med sten, så vognen holdt lige ved siden af skibet. Jeg og mine brødre måtte da være parat, enten det var midt om dagen eller kl. 01, 02 eller 03 om natten. Så snart lægteren var inde, og det var ebbe, begyndtes der at køre sten, som vi skulle læsse over i skibet.
Jeg vil sent glemme lægterskipper Jens Madsen fra Nordby. Vi var altid glad, når han kom, da han forstod at snakke med os. Vi lærte ham særlig at kende, og var glad for ham, når han inde fra skibets opholdsrum råbte til os: „Nå, bitte kåel, no ska’ vi ha’ en tor kaffe". Det var altid spændende for os at komme ind i det lille skibsrum og der drikke kaffe af spølkummer (små skåle uden ører).
For nogle år siden fortalte jeg om denne min drengeoplevelse på Fanø hos min familie, - og straks var der en der sagde: „Har da drukket kaffe hos Jens Madsen, så skal du arve hans tegnebog”. Jeg fik den, og har den som et kært minde.
Da jeg var 15 år, kom jeg i smedelære hos smed Berthelsen, der havde værksted, hvor Hoffmanns Maskinfabrik nu ligger. Læretiden var 4 år med kost og logi. Arbejdstiden var fra kl. 06 om morgenen til kl. 07 aften, - hver søndag formiddag havde vi Hotel Spangsberg heste, der skulle pudses på hovene og hesteskoene efterses. Derefter skulle der ryddes op i værkstedet, - så vi læredrenge havde kun en lille søndag eftermiddag som frihed.
Mit arbejde som lærling, var at løbe ærinder fra morgen til aften, samt smede træskoringe. Jeg blev hurtigt ked af arbejdet som smed, - og gik derfor ganske roligt hjem. Fader slog i bordet for mig, og sagde, at sådan kunne man ikke uden videre gå, bort af sin plads. Jeg protesterede ikke, men gik heller ikke; der var ikke noget at gøre ved mig. Jeg ville i murerlære og kom i lære hos murer Bonde, der netop den gang byggede bryggeriet i Skolegade (hvor Andersen & Haugård nu har maskinfabrik); det var brødrene Christensen fra Ribe, der lod bryggeriet bygge.
Bonde holdt imidlertid op som murermester. Jeg kom så til murermester Lund fra Kolding, der byggede Esbjerg Rådhus. Derefter kom jeg i arbejde hos murermester Anders Jensen (kaldt Silkeborg Jensen), der byggede Hotel Spangsbergs store sal (teatersalen). Da vi var færdige med salen - det var i 1893 - kom jeg over til Fanø, hvor vi lagde, de første sten til hotel Kongen af Danmark.
Timelønnen for en murer var 33 øre! - på Fanø fik jeg 37 øre. Tillægget 4 øre mere i timen var for at ligge ude, - og det var mange penge dengang. Kosten for ugens 7 dage kunne jeg få for 1 krone, og mindre god kost til 75 øre om ugen. Sammenlignet med fader, fik jeg en stor timeløn. Han fik for det hårde slid på teglværket kun 27 øre i timen. I 1894 kom jeg ind som soldat, på Sølvgades kaserne i København, hvor jeg lå i 6 måneder. I 1899 stiftede jeg eget hjem, og de følgende år arbejdede jeg hos forskellige. I 1899 fik vi den store lockout. Jeg rejste til Norge og fik straks arbejde i Kristania (Oslo) på Ullivalds sygehus.
Så snart lockouten var afblæst efter ca. 6 måneder, rejste jeg hjem og fik arbejde på slagteriet i Exnersgade, hvor jeg skulle hjælpe ved alt forefaldende arbejde. Det varede heldigvis kun kort tid. Så fik jeg arbejde hos murermester Hans Andersen, da han byggede huset i Kongensgade, hvor nu Rehkopff har forretning. Efter den tid blev det meget dårligt med arbejde i byen, og derfor flyttede jeg med familien til Kolding, hvor jeg havde godt arbejde i et par år. Senere flyttede jeg til Århus, hvor jeg også arbejdede et par år. Fra Århus flyttede jeg til Herning, (overalt havde jeg familien med) og havde der godt arbejde i 8 år. Da jeg rejste til Herning, var der en politimand, der sagde til mig. „Det skal du ikke, Jørgensen, for i Herning bliver du enten en børste eller missionsmand". Jeg opdagede alt som tiden gik, at det passede, hvad politimanden havde sagt, og jeg blev for slem til at bøje armen. Så var der pludselig en dag, at jeg sagde til min kone. „Nu kan det være nok; jeg rejser til Esbjerg for at tage arbejde og finde en passende lejlighed, og så flytter vi“. I 1913 flyttede vi til Esbjerg, og fra den dag smagte jeg ikke spiritus i mange år. Jeg fik straks arbejde hos murermester Krabbenhøft, der de følgende år havde adskillige store arbejder, foruden en mængde af mindre. Vi byggede, bl.a. Isværket, Paladshotellet, Akselborg. Jeg havde fast arbejde hos Krabbenhøft i over 20 år. I 1938 flyttede jeg ud i aldersrenteboligerne ved Vardevejen, hvor alt er fredenligt og dejligt. I adskillige år har jeg puslet med reparationsarbejde rundt i byen - men nu kan jeg ikke magte det mere.
***
Den 81 årige vognmand Rasmus Bendictsen fortæller i 1949, at han blev født i Vinding ved Vejle i 1868, og da han var blevet uddannet som møllersvend, rejste han i 1886 til Esbjerg, og fik arbejde med snekastning hos statsbanerne i to måneder i Boldesager. I februar 1887 fik han arbejde på Linding vandmølle i Thorstrup sogn, men han tog til Fanø i 1888 for at søge plads hos møller Mortensen. I 1889 blev han gift med frøken Dorthea Kristensen, der var datter af lærer Kristensen på Fanø, og han købte da en ejendom på Fanø og drev vognmandsforretning, og foruden hestene havde han to køer på ejendommen. Rasmus Bendictsen fortæller, at som vognmand påtog jeg mig alt arbejde, der bød sig. Når lægterne kom og ankrede op på forstranden med klyne, kørte jeg ud til skibet og fik læsset. Kassevognens størrelse havde ikke noget med læs at gøre. Når jeg fra skibet havde fået 40 tørvefulde klyne på vognen, så havde jeg læsset og måtte køre med det til den mand, der havde købt et læs klyne hos skipperen. Når lægterne kom med hø fra Manø hølade, var jeg bestilt til at køre hø hjem til de forskellige, der havde hø på skibet. Jeg kørte ud til skibet og fik hø læsset på vognen, men der var hverken mål eller vægt. På lægteren var der hø fra flere forskellige engstykker, og for at kende hver sit, var der lagt sejl eller brædder som mellemrum i høet, derfor skulle der køres hø til den enkelte familie, indtil et skillerum var nået. I så godt som alle hjem i Nordby holdtes der en eller to køer. Jordstykkerne, der hørte til ejendommene, lå altid flere forskellige steder og havde næsten alle meget forskellig størrelse. Arealets størrelse som sådan taltes der aldrig om. Størrelsen blev altid opgivet i skæpper sæd. I foråret, når markerne skulle tilsåes, betaltes der fra 50 øre til een krone for at køre et læs gødning i marken, alt efter afstanden fra byen. Enhver vidste, hvad det kostede, når gødningen skulle køres til »Krotoften«, »æ Naer Bjerre« eller »æ Næes«. Gødningen læssede konerne selv på vognen. Det var konerne, der forestod alt, da mændene alle var på langfart. Betalingen for at pløje gødningen ned på marken samt harve og så kornet, var altid efter taksten: skæpper sæd. Kornet fik man udmålt af konen, og alt skulle såes på det angivne stykke, thi ellers fik man ikke betaling for mere end det kvantum korn, der var sået. Men det havde jo også sine svage sider, for kornet blev i mange tilfælde sået alt for tykt. Der var ikke noget, der ned en halv eller hel dags arbejde. Jeg kunne tage lang eller kort tid til arbejdet. Jeg fik kun betaling efter de skæpper sæd jeg havde sået. I de dage jeg udførte markarbejdet for en kone, måtte jeg ikke spise hjemme. Kosten skulle jeg have hos hende. Fanø-konerne var flittige og dygtige og meget påpasselige. Når markerne var tilsået, gik konen i marken, gravede de fire hjørner i kornstykket og såede deri noget korn og rev alt med en rive. Alle kornmarker så på den måde godt ud. Når høsten kom, gik konen i marken med seglen og høstede kornet. Kornneg høstet med segl var lige så stive som en tagknippe, og rodenderne i neget var nøjagtig lige lange. Når negene havde stået længe nok i marken, og afstanden til hjemmet ikke var alt for stor, da kom konen med et lagen og fyldte passende med neg i dette og svingede så bundtet på ryggen og bar det hjem. Med køerne havde vi det forholdsvis nemt om sommeren, i Nordby (Odden) havde vi fællesgræsning på Grønningen. Der blev hvert år lejet en kreaturpasser (en hjøwer) til at passe køerne, det vil sige tage køerne i byen, drive dem ud på Grønningen, efter ca. 12 timers forløb atter drive dem tilbage til byen, hvor enhver da måtte være tilstede for at hente sine køer. Der var kun, eller rettere, der var noget meget kedeligt ved græsningen på Grønningen, og det var, at kodriften måtte rette sig efter flod og ebbe, da drivervejen gik langs stranden, og det havde til følge, at hyrden i blæsevejr kom efter køerne kl. 03 om natten for at passe ebbetiden. Forinden måtte vi have køerne malket. Og så kom køerne hjem om eftermiddagen kl. 15. Så tidligt kunne vi ikke sætte køerne på stald, men måtte trække dem ud på marken derhjemme. Det var altså til stort besvær i den tid flod og ebbe faldt så uheldigt. Eller var det en meget billig måde at få køerne græsset og passet på, da hyrden kun fik 75 øre pr. ko for hele sommeren. I 1895 solgte jeg ejendommen med vognmandsforretningen på Fanø og købte en ejendom i Armvang ved Varde. Ejendommen var ikke ret stor, men meget passende for mig, da jeg havde fuldt op at bestille hvad arbejde og forbedringer angik. I 1900 solgte jeg ejendommen, besætningen var 6 køer og 2 heste. Jeg flyttede til Esbjerg og købte straks en mælketur og lejede Logen i Jyllandsgade. Da der var gået 4 år, tog jeg derfra. Grunden var, at min kone ikke kunne udholde arbejdet. Jeg havde alt imens fået oparbejdet lidt vognmandsforretning og gik så helt og fuldt op i den. Vi flyttede til Skolegade hos Therkelsen og drev derfra vognmandsforretningen. Jeg fik kørselen til sanatoriet og til Sct. Josephs Hospital. Det var noget fast at holde sig til. Det var i 1904, jeg flyttede til Skolegade. I 1911 købte jeg en ejendom i Islandsgade og indrettede den til vognmandsforretningen. I 1912 flyttede jeg til Logen i Norgesgade og var der i 6 år. Samtidig med, at jeg flyttede til Norgesgade, solgte jeg ejendommen i Islandsgade og købte samtidig ejendommen Nørregade 31, hvor jeg havde mine vogne og heste. I 1918 solgte jeg min vognmandsforretning, foruden heste og vogne også telefonen og huset i Nørregade. Jeg købte så ejendommen Danmarksgade 26 og flyttede dertil. Samtidig købte jeg min svogers vognmandsforretning og overtog desuden kørselen for Villemoes’ kulforretning. Denne kørsel har jeg endnu. I år, 1949, er det 31 år siden jeg overtog dette arbejde. Selvom jeg ikke hele tiden, siden jeg første gang kom til Esbjerg, har boet i byen, så har jeg alligevel på nært hold fulgt med i, hvad der skete her. I 1886, da jeg første gang kom til Esbjerg, var der ikke mange huse. Landevejen (Kongensgade) gik lige over banen, og der blev lukket et led for, når et tog skulle rangere. Stationen, et træhus, lå ud mod Jernbanevej (Exnersgade). Der hvor »Solborg« er bygget, havde D. Lauritzen trælasthandel og kulforretning. På et stort areal, hvor Andels Svineslagteriet blev bygget, var der hede. Det var helt uforståeligt for mange mennesker, at slagteriet skulle bygges så langt udenfor byen (det vil sige så langt fra Kongensgade). Der hvor Børsen nu ligger, byggede toldforvalter Hassing et hus på et stykke hede. De fleste kunne ikke forstå, at Hassing ville bo så langt fra byen. Der var hverken vej eller sti til huset, det hele var overgroet med lyng. Hassing var plantningsmand og fik jorden indhegnet og heden gravet og tilplantet med træer, det er disse træer, der nu med deres store kroner breder sig over Børsens have. Træerne er blandt de største og ældste i Esbjerg. Lige for enden af Danmarksgade, hvor nu jernbanens store pakhus er bygget, lå der, da jeg kom til Esbjerg, et hus, hvori der holdtes skole, sikkert Esbjergs første skole. Da skolen i Skolegade blev bygget (hvor nu FDB har deres store butik) blev børnene flyttet dertil. Det tomme skolehus blev straks taget i brug til gendarmerne, da de kom (de lyseblå). Efter den tid blev huset kun kaldt gendarmerkasernen. Huset blev nedbrudt, da jernbanen overtog det store terræn til banegårdsplads. Der hvor Centralhotellet nu ligger, blev der bygget en gammeldags kro med kørestald. Manden, der byggede kroen, havde en beværtning i nærheden af havnen. Bevillingen tog han med til kroen. Da jeg kom til byen, havde Esbjerg sit rundetårn, en to etagers bygning med spidst tag. I det runde tårn var der to gode lejligheder, der var to gode stuer med køkken og kammer i hver etage. Jeg var inde i huset adskillige gange. Tårnet lå i vejen og blev nedbrudt, da viadukten under banen blev bygget. I flere år efter at jeg var kommet til Esbjerg kørte der ingen lokomotiver ned på havnen. Når en jernbanevogn skulle på havnen, trak en hest vognen fra banegården og et stykke mod syd, omtrent dertil, hvor viadukten nu er, og så løb vognen selv ned på havnen. Skulle en jernbanevogn fra havnen op til stationen, måtte en hest trække vognen op.
I den vilde jordspekulation i
årene 1894/95 gik det hårdt til. De fleste af de indbildte formuer fik så godt
som ingen at se. De fleste penge blev omsat på Centralhotellet. Vi var otte
mænd, der købte et stykke jord for 46,000 kroner. Handelen blev ordnet på
Centralhotellet. På bordene var der hvide marmorplader og på disse tegnedes
arealerne. Jordstykket, som vi købte, lå i Strandbygade, men hvor fik jeg
aldrig at se. Dagen efter solgte jeg min part til en sadelmager for et sæt
seletøj og 100 kroner kontant. Jeg fik mit navn slettet på slutsedlen, og
sadelmageren blev antaget i mit sted. Tre år efter var de fleste ved at gå
fallit og jorden blev taget fra dem. Jeg tænkte da med glæde på mit seletøj og
de 100 kroner.
Ølhandler Jørgen Hansen
Det har været nævnt
fornylig (1950), at bybud og klokker Poul Kristensen, som den 25. april 1937
afgik ved døden, i sin tid var Esbjergs første „klubvært". Det er dog ikke helt rigtigt, thi i 1890erne, medens den
første og dermed ældste fiskerihavn var i brug var her en anden klubvært (som
bekendt er denne Esbjergs første fiskerihavn udfyldt, men endnu er dens
historiske beliggenhed synlig, og det er mellem Englandskajen og Dokhavnen). På
grund af de dengang meget sammentrængte arbejdsforhold var der et liv og røre,
som ikke dagen i dag viser. Det var til denne del af havnen (Englandskajen og
den gamle fiskerihavn), at ølhandler
Jørgen Hansen i et par år med trækvogn, og derefter med hestekøretøj hver
morgen, sommer og vinter, ankom og solgte løs fra sit ambulante marketenderi.
Kunderne var
fiskere, arbejdere, kuske (chauffører fandtes ikke dengang), toldere, lodser,
kort sagt alle, der havde erhverv eller ærinde på havnen. En meget streng
vinterkulde gav stødet til, at Jørgen Hansen begyndte at fabrikere en varm og
liflig drik: Kogt hvidtøl med en „pind" i - drikken blev også kaldet
„ølhøvl" eller „ølhund", og der var en rivende afsætning på det kogte
„øl", tilpas sødet som det var og tilsat så meget brændevin, at det var en
god opstrammer i den kolde vintertid. Til „ølhundene" spistes 5-øres kager
(herligt, lækkert wienerbrød eller 2-øres kager - af de kendte gammeldags
„snegle"). Fra bagermester Ernst’s forretning på Torvet blev Jørgen
Hansens vogn hver dag forsynet med ca. 400 stk. wienerbrød. „Ølhundene"
blev serveret i små gule lerskåle (uden hank) - spølkummer kaldet – og valne
fingre fik en kærkommen opvarmning ved at holde på den fyldte skål. At
„ølhundene" kunne holde sig varme, skyldtes, at de lå godt gemt i små
tønder, pakket i høkasser og desuden godt tildækket med uldne tæpper, kun var
der en liden åbning i indpakningen til aftapning fra hane. Ja, det var en bitte
god forretning efter princippet: lille avance, stor omsætning.
Men det gode
varede kun så kort, for i 1896 blev „Tutten" bygget og dens vært fik
monopol på at betjene sultne og tørstige folk på havnens område, og derfor fik Jørgen
Hansen påbud om at indstille sine besøg med vogn og varer på havnen. Påbuddet blev ikke øjeblikkelig fulgt, hvad
der gav en bøde til skræk og advarsel om at følge ordre. Andet påbud blev
heller ikke taget højtidelig, hvad der havde en endnu større bøde i sit
kølvand. Jørgen Hansens mange og trofaste kunder
splejsede sammen og betalte bøderne, fordi de nødig gav slip på Jørgen Hansens
gode og billige betjening. Sammenholdet var så stort, at også den tredje bøde,
som jo ikke var den mindste, blev betalt af den faste stok. Enige blev man om,
at i længden gik det ikke at vise trods mod øvrigheden, så det blev vedtaget,
at Jørgen Hansen skulle fortsætte forretningen hjemmefra i sin ejendom, hvor
netop en ledig lejlighed var disponibel - og med de kraftigste løfter om støtte
til foretagendet, gik Jørgen Hansen i gang med at montere lejligheden med borde
og stole, og så kunne „Tutten" få lov til at være helt alene på den
omstridte handelsplads. At „Tutten" også måtte arbejde efter linien: stor
omsætning, lille avance, viste dens priser, for der blev for 50 øre serveret 2
hakkebøf, dertil eet glas øl og endvidere kaffe.
Men nu er vi nået til at
klubben i Jyllandsgade under stor og begejstret tilslutning indvies. Alle
besøgende var medlemmer (en protokol på et lille bord ved indgangsdøren modtog
hver besøgendes navn, og så var han medlem). Klubben blev døbt „Fremad" -
og trods dette navn gik klubben i løbet af kort tid meget tilbage, vel nok
fordi Jørgen Hansen og langt mindre hans hustru ikke egnede sig til restaurationslivet,
- fødte og opvoksede på landet, som de begge var. Ja, så gik klubben, den
allerførste her i Esbjerg, konkurs. Af de mange klubber, der senere voksede op,
var flere bygget på ikke helt rene linier, hvorfor klubnavnet som sådan fik en
dårlig klang. Tilbage står dog mindet om den første klubvært i Esbjerg - en
vært, som ville føre sin forretning på sund menneskelig og reel måde; men helt
moden var tiden ikke dengang til et godt og indenfor lovens grænser bygget
foretagende.
***
Hans N. Wulff fortæller,
at den gamle bro ved Frodesgade blev taget i brug lørdag d. 7. september 1903,
og tunnelen (viadukten) ved Borgergade d. 21. april 1903. Dengang hed
Exnersgade, Jernbanevej, og den senere Jernbanegade på den modsatte side af
jernbanesporene eksisterede ikke, og Skolegade var kun var ført igennem til
Østergade. Østergade var ud mod Jernbanepladsen kun bebygget fra Kongensgade op
til Østre skole samt nogle enkelte bygninger omkring Nygårdsvej. Resten af den
østre side af Østergade var grønne marker. Tværs over de grønne marker og over
Østergade var anlagt et jernbanespor fra banen i en bue, ind i slagteriets
gård, nu Museumspladsen. Sporet var ikke indhegnet og var ikke forsynet med led
eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Omtrent ud for Norgesgade var der ind
til Banepladsen en låge, der næsten aldrig var aflåst. Denne smutvej, tværs
over jernbanen, benyttede drengene fra Østerbyen ofte til og fra skole.
I den sydlige ende af
Jernbanepladsen gik Kongensgade over banen og svingede om på Jernbanevej; her
ved overskæringen var et ledvogterhus, og bomme blev sænkede, når der skulle
vogne op eller ned. Havnesporet gik langs med Østre Havnevej. På hosstående
lille billede ser man overskæringen med vogterhuset ved Kongensgade. I den
nordlige ende af Jernbanepladsen var der mere trafik; her løb togene jo ud og
ind, ligesom nu, men der var dengang ingen remise i den nordre ende af
stationspladsen. Lokomotivremisen var beliggende ved Kongensgade. Nygårdsvej
var forbundet med Jernbanevej og Storegade, der dengang hed Jernevej, og her
var et ledvogterhus; dette findes endnu på Nygårdsvej. Sådan omtrent så der ud
omkring Jernbanepladsen ved århundredskiftet, da tunnelen ved Borgergade og
broen ved Frodesgade blev åbnet for trafik. Det siger sig selv, at Østerbyens
beboere, altså Jernbanevejs beboere, fik ca.
Østerbyens beboere kom så langt
med planerne, at der blev udarbejdet en ansøgning, underskrevet af 400
østboere; den blev forsynet med anbefalinger fra 20 større næringsdrivende i
byen. Det var en aftale med daværende folketingsmand, direktør Slebsager, at
ansøgningen med byrådets anbefaling skulle indsendes til ham, der havde lovet
at fremlægge den på tinget. Desværre blev det ikke til noget med byrådets
anbefaling. Da andragendet kom ind i Rigsdagen, havnede det i et udvalg, og der
hørtes aldrig noget som helst om sagen.
Den nuværende banegård blev
indviet søndag d. 21. februar 1904 og blev taget i brug d. 28. februar 1904.
Blandt gamle billeder fra før
broen og tunnelen har Esbjerg museum hosstående, der er fotograferet fra
marken, hvor nu Storegade går op over den nuværende bro. Man ser
Storegade-svinget om til den gamle Jernbanevej; endvidere de fire ejendomme,
som endnu findes ved siden af broen i 1959. Yderst til højre i billedet det
gamle svineslagteri med de to skorstene og kontorbygningen - det nuværende
museum. Ser man om ad Jernbanevej får man straks øje på en bygning i to etager;
det var dengang embedsbolig for stationsforstanderen. Nu benyttes den som bolig
for andre af jernbanens funktionærer. Over taget skimter man melhandler Pedersens
vindrose i Kongensgade 24; lidt længere henne på Jernbanevej ses den nordre
gavl af den gamle banegård „træbygningen".
På det billede, jeg har stående
foran mig, skimter man den østre ende af „Børsen", nuværende ejendomme i
Danmarksgade, nemlig nr. 13 og nr. 22. Den store kvist på nr. 22 ses tydeligt
på billedet. Skolegade 27 er også tydelig at se, og længere fremme mejeriets
skorsten og Vor Frelsers kirke. Foran i billedet ses en lav aflang bygning; den
var beliggende mellem Jernbanepladsen og Østergade, tværs over den nuværende
Jernbanegade. Ejendommen var så lav, at vi drenge let kunne komme op på taget
og trille bold over tagrygningen. I min barndom hed denne ejendom aldrig andet
end Petroleumslageret.
Der skulle bruges meget jord vest
for Kongensgade, og jord for at flytte havnesporet, der dengang gik langs Østre
Havnevej med en mængde led og overskæringer. Langs Jernbanepladsen østside op
mod Rosenvængets Allé var der masser af jord. Stationsforstanderens dejlige
have i Exnersgade måtte ofres; gennem denne og langs Exnersgade blev der lagt
et arbejdsspor, og så blev jorden kørt på tipvogne ud til Borgergade og ud til
den nuværende dæmning, hvor nu havnesporet fører ned til havnen. Utallige gange
om dagen blev dette spor befærdet af tipvognstoget og den lille maskine,
„Grisen", Og mange ture fik vi Jernbanevej-drenge på den lille Gris.
Efterhånden blev jordarbejdet færdigt ved Borgergade, men så skulle
brobygningen gå for sig, og det var også interessant at se på, når de gloende
nitter kom op af hullerne og hele broen på denne måde blev nittet sammen, så
den dannede et stærkt hele, der kunne bære selv de sværeste tog. Det er ganske
morsomt at tænke på den mægtige udvidelse af jernbanens spornet, der er sket
siden bro og tunnel blev taget i brug omkring århundredskiftet. Da
stationspladsen ophørte ved Kongensgade, og havnebanen gik ned langs Østre
Havnevej, forbi Pagh & Quist Pedersen, nu Jørgen Colding, Fanøhus og
smørpakkeriet og faktisk ophørte ved Vestre Havnevej og vejen til Fanøfærgen.
Nu i 1959 strækker jernbanens og havnens rangerspor sig fra nord for remisen og
helt ud til oliebeholderne på Nye Havn.
Det er blevet mig fortalt af min
gamle bedstefader og hans samtidige, at der midt på marken, dér hvor der nu er
jernbaneterræn, før jernbanen blev anlagt, boede en gammel kone, „Gamle
Lisbeth". Om hende blev der fortalt, at hun var „synsk"; hun kom ofte
om morgenen over på Esbjerg-gårdene og beklagede sig over, at det var umuligt
at sove og få ro, fordi der var så meget lys omkring hendes lille hus, meget
med rummel og fløjten og alskens spektakel. Det var jo lyset og støjen fra den
senere Jernbaneplads, hun allerede dengang kunne se.
Om Lisbeth er der også fortalt, at hun en morgenstund kom ind i et hjem, hvor der sad 3 - 4 gårdejere fra Esbjerg og Jerne og talte sammen. De var alle medejere af Jerne Mølle, og Lisbeth kunne høre, at det de drøftede var nedsættelse af brandforsikringssummen for møllen. Gamle Lisbeth sagde til dem, at det skulle de ikke gøre, da hun i drømme havde set møllen brænde. De tog ikke hensyn til hende drøm, men nedsatte forsikringssummen. Knapt et år efter slog lynet ned, og møllen brændte.
Pensioneret postbud Søren Sørensen fortæller
i 1950: Jeg er født den 25.
september 1860 i Sædding, Guldager sogn. Min fader, Søren Hansen, var sømand og
skibsfører, og han sejlede på langfart. Min bedstefader, Søren Sørensen, var
hjul- og pottemager. Min moder, Maren Kjerstine, født Knudsen, var fra Gammelby
ved Esbjerg. Da fader og moder blev gift, fik de deres hjem hos mine
bedsteforældre i Sædding. Fader var jo for det meste på langfart. Moder hjalp
så sin svigermoder i huset. Jeg er den næstældste af søskendeflokken, og vi
blev boende hos mine bedsteforældre, til jeg var 8 år. Jeg var meget
interesseret i bedstefaders arbejde, når han blandede og æltede ler, og ikke
mindst når han formede og drejede potter, fade, skåle, kopper og urtepotter.
Potteovnen, hvor genstandene
skulle brændes, var slutresultatet af bedstefaders store arbejde. Det var
meget, der var gået forud, med lerblanding, formning og tørring af de mange
forskellige lerting, der derefter blev sat i ovnen og lukket til. Fyringen
eller brændingen tog sin begyndelse. Hver gang, der brændtes potter, var
nysgerrigheden stor efter at se resultatet. Der kunne nemlig ske så meget. Uheldig
glasur - for hårdt brændt - for lidt brændt og alt for mange revnede genstande.
Jo der var meget, der kunne ske, selv for en øvet og dygtig pottemager.
Pottemændene, der kom til min bedstefader for at købe potter, var en stor
oplevelse for mig.
Vognen, som pottemændene havde til
potterne, var lille, og forspændt én hest. Pottemændene var gode til at snakke,
og prøvede på alle måder at få bedstefader til at give så mange procenter som
muligt på udsalgsprisen og det var ganske naturligt, for det var jo procenterne,
pottemændene skulle leve af. Det var kun røde potter, min bedstefader formede
og brændte.
Da jeg som sagt var 8 år, flyttede
mine forældre til Esbjerg, og min fader holdt da op at sejle på langfart. Det
første sted, vi boede i Esbjerg, var i et lejet hus ved Strandby Kirkevej, og
der hørte så stort et areal til ejendommen, at vi kunne holde 2 køer. Vi boede
der kun i ca. 2 år. Fader lod da bygge et hus i Smedegade; det fik senere nr.
10 og var dengang det første hus i gaden. Straks, da fader var flyttet til
Esbjerg, købte han en lægter, og sejlede med hø og tørv fra Varde til Fanø.
Fader sejlede altid til Varde
under højvande, når floden strømmede ind gennem åen. Ved Varde ankrede han op i
havnen. Bønderne kom da kørende med tørvelæssene, som fader til tider købte for
egen regning, og solgte så tørvene, når han lagde til i Nordby Havn. Undertiden
var det en mand i Nordby, der købte tørvene, og lejede da fader til at sejle
dem hjem. Høet, som fader sejlede hjem til Varde enge, var for Fanø-boernes egen
regning. På disse mange sejlture var jeg med og jeg mindes det som en meget
fornøjelig tid. Sejladsen ind gennem Varde Å, var som sagt altid på højvande,
så strømmen hjalp til at føre skibet frem, og det måtte passes, enten det var
dag eller midt om natten. Jeg husker en gang i Hjertingbugten på vej efter
åmundingen; det var en stjerneklar sommernat - fader sagde til mig: Nu går jeg
ned i kabyssen og spiser et stykke mad - imens kan du stå ved roret, og så skal
du hele tiden sejle efter den stjerne - som han da pegede på. Jeg sagde ja, og
syntes, det var spændende. Fader sejlede også med hø fra Ribe enge - det var
hø, som Fanø-boerne selv bjergede - det vil sige, at de selv sørgede for at få
græsset slået, høet revet og sat i stak. I forårstiden og om efteråret fiskede
min fader, og det var udelukkende som krogfisker. Ormegravningen og esningen
lejede han til.
Som dreng prøvede jeg lidt af
hvert, i nogle somre passede jeg køer. En sommer tjente jeg hos Søren Knudsen i
Gammelby, og en sommer i Boldesager på Peder Gydes gård. Så kom årene, da
Esbjerg Havn blev bygget, og det gav meget arbejde. Fader kom da til at sejle
med grus og klæg til havnebygningen. Kort efter havneanlæggets begyndelse
købtes der et lille dampskib til havnen, skibets navn var „Bylgia“, og på dette
skib blev fader skibsfører. I disse år, da fader var skibsfører på „Bylgia“,
havde jeg forskellige pladser; et år tjente jeg hos landinspektør Madsen, et
andet år hos Niels Esbjerg, derfra fik jeg plads på Hotel Spangsberg. Jeg var
dengang 18 år gammel. Kongensgade var dengang landevej med grøfter, og der lå
kun enkelte huse ved siderne. Der er et enkelt af de gamle huse, som jeg endnu
tydelig kan huske. Dér hvor Varde Banks bygning ligger, lå dengang et hus med
høj kælder, og i kælderen havde træskomand Toft værksted og lejlighed. Toft
havde tillige ølhandel, og han solgte øllet fra tønden i pottevis - flasker
brugtes ikke. Køberne kom med en spand eller krukke, og købte så en eller flere
potter øl, alt efter som de havde brug for (1 pot=4 pægle). Toft trak også
tænder ud. Når en stakkels mand eller kvinde havde alt for voldsomme
tandsmerter, gik de til Toft, og han rykkede da tanden ud - det kostede 50 øre
pr. stk..
Der regnedes dengang med små
beløb. De to hjørnegrunde ved Torvegade, hvor Handelsbanken blev bygget og med
hjørnehuset overfor, hvor der er isenkramforretning, kostede dengang 20 øre pr.
kvadratalen. På Hotel Spangsberg havde jeg ved siden af meget andet arbejde et
køretøj at passe, jeg kørte til hvert tog med gæster, og samtidig for at hente
gæster og handelsrejsende, der ville bo på hotellet. Jernbanestationen (et
træhus) ja dengang ved Jernbanevej (Exnersgade). Jeg måtte hver gang køre over
alle jernbanesporene, og et godt stykke med Exnersgade for at komme til
stationen.
Hotel Spangsberg var dengang en
alsidig virksomhed. Til hotellet hørte der landbrug med 10 køer, som blev
passet af en karl. Desuden var der en vognmandsforretning og en karl med et
spand heste, der hele dagen var beskæftiget med kørsel. Fra stationen skulle
vognen være for at køre gods, og ligeledes skulle vognen køre fra stationen og
til Englands-damperen og omvendt. Fra hotellet skulle der også køres med
rejsende og rejsegods til Englandsdamperen. Rejsende, der dengang tog til
England, kom så godt som altid dagen før og overnattede på hotellet.
I 1882 kom jeg ind som soldat i et
år. Derfra rejste jeg til Vejle og
tog plads et år hos købmand Flak som kørekarl. Da året var omme, rejste jeg til
Esbjerg og fik atter plads på Hotel Spangsberg som hotelkarl.
Fader, der fortsatte med at være
fører på den lille damper, var i disse
år med til at bjerge besætningerne på to store dampskibe, der strandede på
Horns rev. Damperne var ladet med bomuld.
I 1884
var fader med sit skib beskæftiget med bjergningsarbejde på et skib, der var
gået fast på Horns Rev - ved dette arbejde fik fader sin ene skulder stærkt
beskadiget og måtte forlade skibet som fører.
I 1886
blev fader antaget af postmester Schønning som lokalt postbud, og blev således
Esbjergs første postbud.
På Hotel
Spangsberg fortsatte jeg som hotelkarl. I 1886 blev jeg gift med frøken Dorthea
Christensen, født d. 15. april 1863 i Frøkjær, Guldager sogn. Vi fik lejlighed
i Kongensgade nr. 16. Ja, det var dengang - indskyder fru Dorthea Sørensen -
jeg tjente i 3 år hos manufakturhandler Christiansen, hvor senere boghandler
Dalsgaard Olsen begyndte forretning, og på den anden side af døren havde
købmand Pallesen forretning (nu Esbjerg Bank). Jeg var både pige og barnepige -
dengang var barnevogne ukendt. Hver gang et lille barn skulle udenfor hjemmet,
måtte det bæres. Var der et langt stykke vej at gå, blev armene helt
følelsesløse, og man fik smerter i ryggen. Forholdene og arbejdet dengang og nu
kan ikke sammenlignes.
Søren
Sørensen fortsætter: Året efter, i 1887, byggede jeg et hus i Skolegade nr. 25,
hvor nu købmand Meilvangs forretning ligger Byggegrunden kostede 50 øre
kvadratalen, og huset med to lejligheder kostede 4000 kr.
Året
efter, i 1888, forlod jeg Hotel Spangsberg og blev ansat ved postvæsenet i
Esbjerg af postmester Schønning - dengang var der ikke tale om statsansatte
postbude - det var postmesteren, der antog og afskedigede personalet. Som
postmand gled min tilværelse ind i en ensformig gænge. Jeg skulle møde på
posthuset kl. 06. Middagsmaden fik jeg til ubestemte tider - nogen bestemt
spisetid gaves ikke - et lille stykke hen på eftermiddagen havde jeg
I
1890erne solgte jeg huset i Skolegade for 6000 kr. og købte nr. 28 i Torvegade
for 16.000 kr. Efter ca. fire års forløb byttede jeg ejendommen bort med nr. 30
i Danmarksgade (nu nedbrudt). I dette hus havde vi en lille butik med
kolonialforretning, som min kone passede, og tillige havde hun pensionat. I
ejendommen boede der en dameskrædderinde, der havde mange elever - det var
disse unge piger, som min kone havde på kost. Det var nemlig nødvendigt at
tjene en skilling til hjælp til min løn, som dengang, efter 17 års tjeneste som
postmand, kun var på 50 kr. om måneden. Vi havde dengang 6 børn, så der skulle
spinkes og spares for at få pengene til at slå til. Tøj og føde til børnene og
os selv, og desforuden andre løbende udgifter - tog for stærkt i vore små
indtægter - derfor tog min kone et raskt tag og sørgede for at tjene så meget,
at vi kunne betale enhver sit - købe på kredit har vi altid undgået.
Jeg
havde nok at gøre med mit arbejde på posthuset. Min første tur om morgenen var
rundt i byen med breve - kl. ca. 09 var jeg færdig, og så afsted med
pakkeposten - dertil havde jeg en lille trækvogn - om sommeren kunne det
sagtens gå - men om vinteren, når der var sne, da var det mere end mandsarbejde
at slæbe af sted med vognen - efter hjemkomsten måtte jeg hele omgangen rundt
igen med middagsposten. Jeg trængte ovenpå disse ture hårdt til et lille hvil -
indtil jeg atter skulle møde til sortering og så atter omgangen rundt med breve
og aviser. Det var en lang og ofte trælsom arbejdsdag.
I 1911
blev jeg pengepost, det var ikke alene en forfremmelse, men også en stor
lettelse i arbejdet.
Efter at
have drevet kolonialforretningen i 7 år solgte jeg huset med forretningen og
købte Danmarksgade 22. Dameskrædderinden, der boede i Danmarksgade 30,
flyttede med os, og min kone fortsatte som hidtil med pensionat for de unge
piger. Da der var gået ca. 8 år ophævedes systuen, og dameskrædderinden blev
gift med lærer Blom, og så nedlagde min kone pensionatet.
I 1922
søgte jeg min afsked fra postvæsenet, og fik da straks pladsen som
forretningsfører for Esbjergs Menighedssygekasse. Det fortsatte jeg med til
1929, og lejede da huset bort til sygekassen for et tidsrum af 5 år. Efter de 5
års forløb solgte jeg huset til bybud Andersen. Efter at have boet i
Danmarksgade i 25 år, flyttede vi til Norgesgade 49, hvor vi d. 1. januar 1950
har boet i 18 år.
Jeg har
i den tid været optaget af forskelligt - til nytte og tidsfordriv. Jeg har således
siden 1925 været vicevært for min svoger, der bor i Rude på Sydsjælland. Han
ejer huset, der ligger på hjørnet af Nørregade og Torvegade med apoteket i
hjørnebutikken. Det tager jo en del af min tid. Tiden er ellers gået godt og
har givet os gode minder. Vore børn, 4 piger og 2 drenge, de 5 bor i Esbjerg,
og den sjette i Vejle, er alle gift og har det godt. Vi er glade for at besøge
vore børn, og de er flinke til at besøge os, og det er vore bedste timer.
Salomon J.
Frifelt fik en samtale med fiskeskipper Anders Andersen, Esbjerg i 1955,
og
der står blank forårssol ind ad de brede vestruder i fiskeskipper Anders
Andersens hyggelige lejlighed i det store splinterny bygningskompleks „Nørvang”
i Esbjerg. Fra vinduerne ser man over til Tovværksfabrikken og et lille skimt
helt ud mod Sædden. Her henne ved vinduet har fru Andersen sin plads. Hun deler
sin opmærksomhed ligeligt mellem sit sytøj, og så hvad hendes mand og gæsten
drøfter. Anders Andersen smøger skjorteærmerne ned over en blå tatovering. Opsmøgede
ærmer og bart bryst er en rar tvangfri påklædning til hverdags, det minder dog
altid lidt om et kutterdæk.
Men
Andersen bar levemåde og tager hensyn - har man gæster, må man vise sig fuldt
påklædt. Altså ofrer han dagligantrækket og smager ærmerne ned.
Hvor
så siden man end traf Anders Andersen, ville man straks være klar over, at her
står man over for en Vesterhavsskipper - ikke en kaptajn eller højerestående
funktionær i et rederi, men en rigtig skipper af den gamle type, der har lært
under sejl og hørt suset fra de 7 have.
Alle
himmelhjørners vinde, sol og saltvand på begge sider linjen har brun et og
barket hans hud. Og hans hvasse øjne er ikke skabt til bare at se på en stuevæg
eller kikke ud på gaden. Når de svære bryn sænkes, og det fine net af rynker
ved øjekrogen trækkes sammen, aner man fjerne havvidder eller dis og tykning,
hvor der skal spejdes anstrengt fremefter.
Og
næverne, han lægger foran sig på bordet, har Vorherre og mange års kraftig brug
formet så fuldkommen, som næver kan ønskes til at klemme om en ratknag eller et
tjæret tov - jo, Anders Andersen er Skipper og dus med „Kræ Vester", det
skønner selv en landkrabbe let.
Ja,
når man sådan er vant til at ligge og pjaske i saltvand, så kan det ligefrem
blive en vane, så man ikke så godt kan undvære det". „Hvor længe har De i
grunden sejlet, kaptajn Andersen?". Siden jeg var 15 år. Det bliver 53 år
ialt godt og vel
Min
første hyre? - jo, det var med en lille jagt der gik til Mariager. Efter 3
måneders sejlads kom jeg om bord i en svensker, der gik i oversøisk fart og så
sejlede jeg 10-11 år med udlændinge. Jo, jeg har sejlet på de syv have, som de
gamle siger - set og prøvet lidt af hvert - ja, det kan siges. En sømand må
tagr sin tørn, som det falder, og altid med godt humør, ellers duer han ikke
til sømand!
Ja,
så blev jeg gift. Og konen holdt ikke af, at jeg gik på langfart. Jeg syntes
også selv, det kunne være rart ligesom mere at blive sin egen mand og selv få
en lille kutter at føre.
Men
midlerne var små. Jeg havde kun 500 kr. Og der krævedes mindst 1000 kr. for at
opnå statslån til bygning af en fiskekutter. Så gik jeg til konsul Ditlev
Lauritsen. Det gjorde jo de fleste, når det kneb med midlerne til at komme
igang. Han hørte roligt på mig og sagde så blot: „Kom igen om to dage, så skal
jeg give Dem besked.” Jeg tænker jo nok, han ville have mine personlige forhold
lidt undersøgt for at være klar over, hvad for en karl jeg var.
Da
jeg så to dage efter igen møder hos konsulen for at få besked, siger han: „Sæt
bare kutteren på stabelen, Jeg skal nok ordne lånet for Dem.” Så fik jeg
kutteren bygget hos Abrahamsen i Esbjerg - „Verdandi“ hed den. Det var en
rødspættekutter på 40 tons. Den kostede 14.500 kr. 7.500 kr. fik jeg som
statslån i første prioritet - resten lånte jeg så af konsulen. Se, sådan hjalp
konsul Lauritzen en hel del fiskere, vist en snes stykker med billige lån, så
de kunne få bygget nye og gode fiskekuttere.
„Var
der så ingen betingelser stillet, eller modydelser krævet for at opnå disse
billige anden prioritetslån hos konsulen?" „Nej, sådan var konsulen ikke.
Han hjalp os ikke for egen vindings skyld, men fordi han ville støtte og
ophjælpe et nationalt erhverv, der var i forfald - ja, og så havde han måske
allerede dengang lagt sine planer for et stort søgående fiskeri ud fra Esbjerg
- og kanske forberedte han disse planer ved at få dygtige fiskere sat igang.
Den
eneste hæftelse, der fulgte med lånet, var den, at konsulen forlangte, vi
skulle have en korresponderende reder. Det var kaptajn P. Degn. Og det var da
nærmest en fordel for os kutterejere. Jo, for så holdtes regnskabet i orden, og
fartøjet fik alt, hvad det retteligt skulle have. Nå, så var dét, konsulen
begyndte at virkeliggøre sine planer med det store sildefiskeri i Nordsøen.
Indledningen var jo, som De ved, at han lod bygge den første danske
»sildekutter - „Anna" hed den. Og i 1906 fiskede så „Anna" i
Nordsøen. Der var en tysk kaptajn og delvis tysk besætning. De skulle være vore
læremestre. 'Og så var vi tre skippere, det var Poul Knopper, Søren Mathiasen
og jeg og tre styrmænd fra Esbjerg, vi var alle seks en slags elever og skulle
lære at fiske sild. Da dette her sildefiskeri blev planlagt i vinteren 1905-06,
sagde konsulen til os tre skippere: „Vil i tage fat på dette her og hjælpe mig
med at få sildefiskeriet sat igang, da skal jeg aldrig slå hånden af jer, så
længe jeg selv har midler." Og dét løfte holdt han." „1906 var altså
som en slags læreår. Ikke sandt?"
„Akkurat
ja. Men læretiden var alligevel lovlig kort. Storfiskeri læres ikke sådan i en
ruf. Ja, fange sild, det kunne vi
sagtens. Men få silden behandlet og afsat, der kneb det. Og det var netop her,
det gik galt. Så i 1907 syntes konsulen - og vi selv da med - at vi måtte ha
lært tyskerne kunsten af og kunne fortsætte forsøgsfiskeriet på egen hånd. Søren
Mathiasen overtog nu kutteren „Anna”. Og jeg kom til at føre damperen
„Nelly" - En ny damper? - Nej, „Nelly" var et ældre fartøj, der blev
restaureret og fik ny maskine. Det var et godt, stærkt fartøj, men maskinen
blev lovlig stærk til skibet, for det var jo bygget som sejler. Men ellers var
skuden god til sit brug, og vi fiskede godt med den hele sommeren 1907.
Nu
mente konsulen, at Islandsfiskeriet var gennemprøvet med godt resultat, så det
kunne, rigtigt sættes i gang og laves til storfiskeri. Og så var det at
„Islandsk-Færøisk Kompagni" blev stiftet. Vi skippere var med til et møde
indenfor en snæver kreds hos konsul Lauritzen for at drøfte planerne for
udvidelse af Islands-fiskeriet. Jeg husker, at jeg under forhandlingen siger:
„Den mand, som kan lede den historie her, kan ikke være for dyr!" „Hov,
hov!" siger gamle Breinholt ”ja, de kan godt skære rem af anden mands
ryg!" Men så siger konsulinde, fru Lauritzen: „Jeg tror, Andersen har ret:
Den mand, der er dygtig nok til at lede dette her, er en god løn værd, han
bliver ikke så let for dyr!" - Nej, jeg kom ikke med i Islandsfiskeriet
under „Islandsk-Færøsk Kompagni". For det ville jeg ikke. Engang hen på
vinteren 1907-06 sendte konsulen bud efter mig, og han tilbød mig da pladsen
som kaptajn på damperen „Britta". Se, „Britta" var i 1907 købt til
sildefiskeriet. Det var noget større og bedre fartøj end „Nelly". Vist så,
det var et godt tilbud fra konsulens side. Men se, „Britta" var særlig
beregnet til trawlfiskeri, og det var jeg ikke uddannet i. Og så sagde jeg nej
til det gode tilbud.
Jo,
fra førstningen af var fiskeriet lagt udmærket til rette. Det var først, da
konsulen overlod ledelsen til andre, at det gik galt. Havde konsulen blot selv
fortsat med at lede den forretningsmæssige del af fiskeriet, og vi bare var
gået sindigt frem, så kunne vi have fisket sild lige til 1918, da den sidste
minespærring blev lagt. Fiskede godt - Jo, de fiskede masser af sild. Men hvad
kunne det hjælpe, når de bare lå og rådnede i pakhusene deroppe på Island i stedet
for at blive behandlet og afsat. Fiskeskipper Jens Nielsen i Hjerting, der var
med i Islandsfiskeriet i 1908, siger, at „Nelly" og „Britta" fiskede
omkring 4000 tønder sild hver.
Et
godt udbytte! - Ja, vel var det så, men det gav jo blot så meget mere arbejde
at få det sejlet ud og smidt i havet igen, når de ikke længere kunne have det i
land for bare stank! Jo, sådan gik det med en hel del af de mange sild! Ja, nu er det 30 år siden, men det harmer mig
endnu at tænke på, at det gik, som det gik, og at konsulen skulle miste alle de
penge ved det fiskeri. Og jeg siger, som jeg har sagt mange gange: At
Islandsfiskeriet blev slået i stykker for konsulen, og det er den største
skade, der er sket for danske fiskere i det sidste halve århundrede!
På
de rige fiskegrunde oppe under Island, hvorfra danske fiskere kunne bjerge
millionværdier hjem til landet, der fisker nu tyskere, englændere, russere,
finner og nordmænd. Det var den store rigdom af fisk heroppe som konsulen ville
have, at danske fiskere skulle have del i. Men det blev altså grundigt ødelagt
for ham. Og det lider dansk fiskeri under i dag. Ja, er det ikke harmeligt at
tænke sig!
”Sig
mig engang, Andersen, når De har sejlet i 53 år og prøvet alle de 7 have, så
har De sikkert også oplevet adskilligt spændende?
"Hvornår
har De haft den hårdeste tørn, De har været ude for?"
Anders
Andersen grunder lidt, mens øjekrogenes rynkenet tætnes. „Jo, den hårdeste tøm,
det var vist ligegodt en tur rundt Kap Horn i 1889. Jeg var forhyret med en
norsk sejler „Royal". Det var en god skude og godt udrustet med 12 mands
besætning. Men det tog os alligevel 7 uger at klare Kap Horn! Ustandseligt
måtte vi krydse eller drive af med en stiv storm imod i alle 7 uger!
Vore
hænder blev helt rå, og fingrene ligefrem spaltedes af saltvandet og den
evindelige hiven og halen.
Vi
havde godt olietøj til at begynde med, men længe inden vi klarede Hornet, var
det blevet til tyndt lærredstøj!
Ja,
og så var vi endda godt udrustede. På dårligt udrustede sejlere kunne de blive
ilde stedt hvis proviant eller vand slap op, når de lå og krydsede for Kap
Horn. Nej, det er ikke uden grund, at det Kap Horn har en egen klang for gamle
sømænd. Nej, jeg er aldrig forlist. Og jeg har aldrig været med til at miste en
eneste mand på mine rejser. Det er vist ikke helt almindeligt.
„Aldrig
forlist! Det var meget, når man har sejlet kloden rundt i over 50 år. "Har
De heller aldrig været nær ved at gå ned?"
„Jo,
nær ved, men det sker der såmænd ingen skade ved! En af de gange, det var ved
at være lige op over, det var i 1926, da var jeg ude med en fiskekutter
,,Elisabeth“. Så fik vi en orkan af nordvest og blev slået ind nord for
Horns rev. Her var vi rødt til at ankre.
Hav
og himmel stod i eet. Nå, det kender De vel ikke. Det er heller ikke rart. Så
er vandet sådan pisket op, at der ingenting er at skimte undtagen lige til
vejrs - og den kurs tager man ikke så gerne. Nej, det er kuns, hvis man
uforvarende kommer til at trampe en mine på ligtornen - Nå, herude nord for
Horns rev lå vi så for anker fra kl. 07 morgen til kl. 16 og i den tid gik der
6 Esbjerg-kuttere ned. Det var et rent guds under, at vi ikke gik samme vej.
Søen
brød så hårdt, at vi havde grundbrod.
Jo, det vil sige, at søerne bryder helt ned til grunden, så vi fik sand
kastet ind på dækket.
Vi havde
den udvej, at vi kunne prøve at gå ind på land. Det kunne vi gøre her med nogen
udsigt til at slippe ind. Men så var jo skude og fangst forlist. Og vi havde
stor last af fisk, og dem ville vi nødigt miste. Så prøvede vi altså at ride
orkanen af. Om jeg var bange for at forlise den gang? Nej, det gjorde mig ikke
en bitte. Det er først bagefter, man tænker på den slags. Mens det står på, er
der andet at tage vare på. Hen på eftermiddagen flovede det en smule og klarede
så meget, at vi kunne tage kending. Ja, og så slap vi ind gennem æ Sluund -
spændende - nå ja, der kan godt være lidt afveksling nu og da ved at farte til
søs. Somme tider er det svært ensformigt, og til andre tider mere spændende,
end man skøtter om, men det må man tage, som det falder.
Som
nu da krigen brød ud, da kom vi ude fra Dogger og vidste ingenting. Bedst som
vi sejler, kommer der 3 grå torpedojagere med slukkere lanterner farende lige
mod os, som havde de selve fanden ombord - Nå, det havde de jo på en måde også.
Jo, for det var sikkert de 3 tyske jagere, der hentede kejser Vilhelm hjem fra
Norge. De havde på et hængende hår nær kuldsejlet os. Men hvad brød de sig om
sådanne småting, nu de skulle hjem og lave verdenskrig! Da vi kommer ud for
Blåvandshuk, ser vi, at alle sømærker er væk. Og da slår det mig straks:
Krigen! Og jeg siger til min unge mand: „Nå, nu kan du godt belave dig på at
trække i trøjen, når vi kommer hjem, for nu har vi krig!"
Og
det kom godt nok til at stemme. Miner! Ja føj, det er en grim fangst at få i
nettet! Hvad så. Ja, så kappede vi snarest nettet, der var ikke andet at gøre,
selvom det betød et tab på flere tusinde kroner. Men livet og fartøjet var jo
da mere værd! Den slags overraskelser har jeg været ude for 3 gange.
Jo,
sådan en mine er noget forbandet mærkeligt døwlskab! Det futter af, det skidt, inden man ser sig
for. Og sådan en patron gir endda en grimme puf, når den knalder! Farligt at fiske under krigen. Nå ja, hvert
arbejde har jo sin risiko. Er der noget at vinde, er der også noget at vove,
det er så lige til. Jo, 17 eller 18
fiskekuttere her fra Esbjerg blev minesprængt under krigen. Den første kutter,
der slumpede på en mine, var her ude nord for Blåvand. De to mand, der var på
dækket, gik væk. Men de to i lukafet kom intet til og blev bjerget af de andre
kuttere - Ja, den ene forstuvede sin storetå, men det var da både hændeligt og
forvindeligt.
I
tiden efter siden krigen har jeg sejlet og fisket og tjent penge og sat dem
over styr igen, sådan ligesom det kunne slumpe sig, og ligesom andre fiskere
har for skik. I 1931 var jeg med oppe på Færøerne for at lære færingerne at
fiske. Vi var 7 kuttere ialt med moderskibene „Hans Tavsen" og
„Stauning". Vi fiskede sild med snurpenot."
„Fik
I så færingerne lært at fiske med moderne redskaber og teknik?" Nej, de
var for selvkloge og holdt fast ved deres gamle overleverede fangstmåder, og de
er også udmærkede under primitive forhold, men de duer ikke til moderne
fiskeri..."
”Og
hvad så nu, har De nu lagt op, Anders Andersen?"
„Det
kan man vel godt sige. Nu sejler jeg med Skallinge-doktoren, ham professor
Niels Nielsen, og passer hans laboratorium om vinteren, Så går jeg da ikke og
bliver helt fremmed for saltvand..."
„Og
De har fortsat tro på storfiskeri her fra Esbjerg?"
„Det
har jeg. Det skulle ikke undre mig, om den gamle konsuls drøm og planer om
storfiskeri, i Nordsøen ud fra Esbjerg en skønne dag bliver til virkelighed på
en eller anden måde..."
„Den
dag kunne De lide at være med, Anders Andersen! “
„Lide
at være med! Ja, det kan De forlade Dem på! For dét bliver en mærkedag for
dansk fiskeri - Hvem der blot til den tid kun var 30 år og stod på et dæk under
konsulens flag, så skulle jeg ikke ønske mig bedre!"
Tobiasen
Kragelund skriver i 1953:
I
1868 blev der bygget et par huse i Esbjerg, og i 1869 byggedes der 14 eller 15,
udelukkende i anledning af havnens anlæg. Der var ingen plan for byggeriet.
Folk byggede som de selv syntes bedst. Der var ingen veje og ingen
byggevedtægter. Man kørte, hvor man ville, og væltede uden at vække opsigt.
Fra
Skads herredskontor i Varde var der allerede i 1869 gjort indstilling til
ministeriet om - at man ønskede husene anbragt efter en vis orden, men først i
slutningen af 1870erne blev planen for bebyggelse vedtaget.
Bygningerne
blev opført af tilfældige håndværkere, og ofte af det billigste og letteste
materiale. (Betegnelsen: spekulationshuse).
I
1898 den 30. december tiltrådte Esbjergs første byråd og dermed begyndte byens
historie som købstad med kongevalgt borgmester Lyngby som ansvarlig leder af
byens anliggender.
Borgmester
Lyngbye var en rask og initiativrig mand, og retsvæsenet i Esbjerg sorterede
under by- og herredsfoged Jespersen, der var meget afholdt af byens befolkning.
Han var en mand med selvstændig mening og tænkning.
Blandt
de første nyordninger, som borgmester Lyngbye tog fat på og fik gennemført i
byrådet, var en byggevedtægt, og dermed var den frie byggemåde forbi.
Byggevedtægten
bestemte bl.a., at der skulle være en bestemt højde mellem gulv og loft, skorstenene
skulle have en bestemt vidde, og efter en fastsat tidsfrist skulle der
indrettes wc i alle huse, m. v.
I
disse år var højeste mode, at husfacader blev udset med en blanding at
glaspulver i størrelse med knappenålshoveder og i forskellige farver, som det
ønskedes - glaspudsningen var smuk og meget holdbar - men mentes farligt, da
det virkede som sandpapir. Borgmester Lyngbye fik denne pudsning forbudt og
samtidig blev hvidkalkede facader også forbudt.
Under
forhandlingerne angående byggevedtægten, oplystes det, at en hel del huse var
ulovligt opført, og ligeledes, at flere af de gamle eet- og to-families huse
var meget dårlige. Tilsammen var der ca.
80 huse, der ikke kunne anerkendes som lovlige beboelseshuse. By- og herredsfoged Jespersen
måtte efter indstilling fra byrådet ved dom erklære husene ulovlige, og de
skulle nedbrydes.
Et
års tid efter spurgte borgmester Lyngbye herredsfoged Jespersen. Hvorledes går
det med husene, som er dømt til nedbrydning?
Svaret
lød: Husene er dømt til nedbrydning - men ikke hvornår - og et hus er et hjem,
som jeg ikke ønsker at forstyrre. Borgmester Lyngbye spurgte aldrig senere
efter husene.
Af
de små, dårlige og ulovligt byggede huse, står der endnu adskillige - og de er
med den udmærkede pasning og vedligeholdelse hyggelige og dog hjem, som ikke
virker skæmmende i byen. (Har vi ikke i 1953 alt for meget kontorius og regler
samt vedtægter, der kun fordyrer tilværelsen?)
Det
er meget interessant at gå på opdagelse for at finde lidt i tiden fra Esbjergs
første dage - da huse blev bygget og mennesker strømmede til eventyrlandet ved
havet.
Desværre
er det vanskeligt - ja, umuligt at få det virkelige billede frem - først og
fremmest, fordi meget den gang blev aftalt uden skriverier.
Dengang
var et ord - et ord og en mand - en mand - kort sagt der levedes og arbejdedes
sammen på tillidsforhold.
Det
fremgår bl. a. af, at byggegrunde blev solgt, og køberen gav et skadesløsbrev
på restbeløbet til sælgeren. Dokumentet blev stemplet og kom ikke til andre. Af
den grund kan der ikke i mange tilfælde fås at vide, hvad byggegrundene har
kostet, og heller ikke, hvad huset kostede at opføre; der er først udstedt
skøde, når huset var bygget, og betalingsspørgsmålet blev da ordnet samtidigt.
Husrækken,
der nu følger og omtales, er ikke valgt efter nogen bestemt orden, årstal eller
lignende, og heller ikke som anført huse, der i sin tid blev dømt til
nedbrydning.
***
Kirkerne som Sømærker (uddrag) af N. Thomsen.
Færdes man ad danske Landeveje, og
især herude i det flade Vestjylland, vil man næsten overalt kunne se en Række
hvide Kirketårne karakterisere Landskabet. Som lysende Fyrtårne rager de op i
det grønne og har den Dag i Dag større Betydning, end man egentlig tænker over,
som Orientering for den vejfarende.
Man hører dertil også af og til,
at bekvemt beliggende Kirker har eller har haft Betydning som Mærker for
Sejladsen langs Kysterne. En ikke-søkyndig kan dog måske med nogen Ret tvivle
på, at disse i Forhold til Sejladsen tilfældigt beliggende Kirkebygninger
virkelig kan have haft væsentlig søfartsmæssig Betydning.
Når således Folkesagnet fortæller om
Øster Ny kirke, der ligger på den jyske Højderyg ved den gamle Hærvej mellem
Viborg og Slesvig, at dens høje Tårn skal have været Sømærke, og det både for
Farten på Kattegat og i Vesterhavet, må det betragtes som værende uden Bund i
Virkeligheden. Også den højtliggende Læborg Kirke var efter Overleveringen
Sømærke for den før mere sejlbare Skodborg Å (Kongeåen).
Derimod er det utvivlsomt, at
disse Kirker har haft Betydning som Vartegn for den vejfarende på det gamle Vej
strøg, og kun fortolket på denne Måde bliver der Mening i Sagnene.
Langs den sønderjyske Vadehavskyst
og videre forbi Esbjerg og ind i Bunden af Ho Bugt ligger en lang Række Kirker,
der alle er mere eller mindre synlige fra Søen. Om mange af disse findes der
Overleveringer om deres fordums Brug som Sømærker, måske kan det derfor være af
Interesse at foretage en kritisk Gennemgang af de Sagn og de øvrige Kilder, der
kan findes frem om Emnet.
Fra gammel Tid ved man, at Sejladsen
langs den sydvestjyske Kyst har været betydelig. Allerede i Bronzealderen, og
måske før, har der været en betydelig Handelsplads på Esbjerg-Hjerting Egnen.
De mange Gravhøje, der har ligget, hvor Esbjerg nu er vokset op, og Sporene af
de gamle Veje, der fra alle Sider viser mod Egnen, fortolkes på den Måde, at
Esbjerg Havn således kun er en Nutids Renæssance af Fortids Storhed.
Fra Romersk Jernalder vides der om
Forbindelse mellem Kongeå området og Rhinmundingen, og det var her fra Kysten,
Jyderne havde deres vigtigste Udfaldsport, da de i 5. århundrede sammen med
Angler og Saksere invaderede England.
Ribe og Ladepladserne på Kysten
foran den gamle Kongeby havde i vor tidligste historiske Tid stor Betydning for
Udenrigshandelen. Bl.a. foregik Transporten af den rhinske Tuf til Egnens
romanske Kirker søværts.
Langs den flade, ensartede
Marskkyst, der først ophører Syd for Esbjerg, har det ikke været let for
Datidens Sømænd at orientere sig i de grundede Farvande mellem Fastlandet og
Vesterhavsøerne.
Før Kirkerne i 12.-13. århundrede
og Tårnene et Hundredår senere blev opført, har der næppe været meget at tage
Landkending af. Det er derfor naturligt, at Kirkerne hurtigt bliver Vartegn for
Skipperen, når han skal føre sit fladbundede Fartøj sikkert forbi de lumske
Grunde ind til Ladepladsen ved Kysten.
Sømændenes stærke Interesse for
Kirketårnene afspejler sig da i en Præsteberetning fra Ribe Stift fra 18.
århundrede, hvori det hedder om Møgeltønder Kirke, at Tårnet, der blev ødelagt
ved en Storm 1628 og tabte Spiret ved 14 Alen af sin Højde, som førhen var til
stor Nytte for Søfarende, så det kunne ses langt ude i Vestersøen, og rette
Sejl derefter; særlig når de skulle gennem det farlige Lister Dyb.
Hollænderne skal da have tilbudt
at betale en Trediedel af Omkostningerne ved dets Genopførelse på Betingelse
af, at Tårnet opførtes til sin gamle Højde.
Også Tønder Kirkes Tårn skal have
været højere, og efter Beretningen havde Løgumkloster Kirke ligeledes et højt
Tårn, der tjente som Sømærke, men som blev brudt ned engang i Krigstider.
Cisterciensernes Klosterkirke har
dog aldrig haft noget Tårn, og dette, sammenholdt med, at den ligger ca. 20
Kilometer fra Kysten, gør denne Overlevering usandsynlig.
Ribe Domkirkes bastante Tårn har
selvsagt været det vigtigste Mærke for indsejlingen til Ribe. Ribe Tårns
Tilsynekomst over Horisonten gav Styrmanden fuld Sikkerhed for, at han var på
ret Vej. Tårnets Betydning bemærkes da også ret
Fra 1864 til 1920 havde Ribe Tårn tillige
en kedelig Opgave. Holdt over et med en Baake ved Vester Vedsted angav det en
Del af Grænsen mellem dansk og tysk Søterritorium i Vesterhavet.
Der synes ikke at have været Brug
for Vilslev Kirke, når det drejede sig om direkte Sejlanvisninger. På et Søkort
fra 1807 findes der end ikke angivet noget Løb ind til Kongeåens Munding.
Derimod styrede man efter Dårum Kirke, når man benyttede det nu tilsandede
Darum Løb, der strakte sig fra Kjelding Lo (Løbet mellem Fanø og Fastlandet)
Nordøst ind til en Ankerplads ud for Darum.
Efter Overlevering blandt Fanø
Sømænd skal der også have været Bestemmelser om, at Kirkerne i Sønderho og
Nordby ikke måtte have Tårne, af Hensyn til Orienteringen til Søs. Denne mulige
Ordning kan dog ikke kædes sammen med Fortællingerne om Ribe-Gruppen, men må
være langt senere.
Nordby Kirke er opført 1786 til
Afløsning af en vistnok 1574 opført Kirke, der havde Tårn. Overleveringen er
næppe mere end et sent opstået Sagn. Ellers skal Bestemmelsen jo have bevirket,
at Nordby Kirke ikke fik Tårn 1786. N. M. Kromann, der indgående bar behandlet
Fanøs Historie, har dog ikke kunnet finde skriftlige Kilder til Støtte af
Traditionen.
Jerne Kirke synes at have haft en
søfartsmæssig Betydning, der næsten overgår Ribe Tårns. »Den danske Lods« 1866
bemærker om omsejlingen af det frygtede Horns Rev: »Nordligere i Farvandet ses
Baaken på Fanøs Nordende, samt Fanø Møller og Jerne Kirke, som ligger meget
højt og i klart Vejr kan ses over Fanø 12-16 Q.mil hen mod Grunden Cancer«.
Også til Hjælp ved den vanskelige Indsejling over Barren udenfor Grådyb, mellem
Fanø og Skallingen, tyede man til Jerne Kirke: »På Fanø Nordende tvende Baaker,
der holdt overet og i Linie med Jerne Kirke, føre ind over Barren«. (1872). Fra
Grådyb ind til Landingspladsen ved Esbjerg Kleve klarede man sig et Stykke ved
at holde Jerne Kirke overet med Hustage i Strandby.
Om Brøndum Kirke hedder det, at
dens Tårn er Sømærke ved Indsejling i Hjerting Bugt, hvorfor det ikke må
nedrives. Det var endnu i 1885 i Brug som Sømærke: »Anduvnings-Klokketønden for
Grådyb er flyttet 1500 Alen vestligere og ligger i 6 Favne Vand i Mærket:
Brøndum Kirke imellem Skalling Baaker).
En god Stoppeplads i Grådyb
fandtes under Langli, mellem nogle Punkter på Fanø og »en lille kendelig Høj i
Baglandet fri vest for Guldager Kirke. Selv den lavtliggende Guldager Kirke har
kunnet bruges, men Esbjerg Havns Anlæg og den dermed følgende bedre Afmærkning
af Løbene med Fyr og Bøjer har vel nu helt fjernet Kirketårnenes og de andre
tilfældige Kendemærkers Betydning. Som et Kuriosum kan forøvrigt nævnes, at for
Passagen gennem »Slunden«, det lille Løb mellem Fanø Lo og Esbjerg Havn, der
under gunstige Forhold kan benyttes af Småfartøjer, bruges to for Sejladsen så
tilfældigt placerede Mærker som Sømandshjemmets grønne Tårn overet med Vor
Frelsers Kirkes Tårn.
Ad Varde Å var der førhen en
betydelig Trafik, så det er forståeligt, at Sagn og Traditioner også har
beskæftiget sig med Kirkerne omkring åløbet og dets Indsejling.
En Lokalhistoriker skriver
således, at Hostrup Kirke bar været et meget brugt Sømærke for indsejlingen til
Varde Å, og at Kirken er placeret med Hensyntagen til dens Anvendelse som
sådant, idet den skulle ligge nøjagtig ret Øst for åmundingen. Det gør den nu
for det første ikke, men en Streg eller to til Syd, hvilket dog næppe har haft
Betydning, selvom Kirken har været brugt til at sejle efter.
Antagelsen støtter sig til, at
Kirken er bygget omtrent ved Sognets Nordgrænse, en ubekvem Beliggenhed for
Beboerne i Sjelborg. Mon det ikke nærmere er sådan, at Sognets beboelsesmæssige
Tyngdepunkt, da Kirken blev bygget, ligesom nu lå i Sognets nordlige Del. De
udstrakte Hedestrækninger i Sjelborg, Kraunse og Marbæk er meget gamle.
Digevoldingsforekomsterne i Sønderhede tyder jo på, at Egnen allerede i tidlig
Jernalder dyrkningsmæssigt er blevet forladt og først i nyere Tid atter er
taget i Brug. Antagelsen, at Kirken er placeret som Sømærke strander da også
på, at Tårnet er bygget senere end Kor og Skib, og må alene derfor betragtes
som urigtig. Derfor kan Kirken godt, som ment, have vist hen til åmundingen,
når man havde passeret Bankerne ved Myrthue. Det skulle dog synes at være
lettere at se åen end Kirken, når man først er kommet så langt. Det kan også
tænkes, at Tårnet, holdt overet med et andet Mærke i Land, har vist fri af den
farlige Grund, Svineryggen, der strækker sig Nordvest ud for Myrthue og
besværliggør Tilsejlingen.
For den nordøstgående Del af
Løbet, der går fri af Svineryggen, berettes der, at man i Nutiden benytter den
højtliggende Billum Kirkes Kor, holdt overet med Billum Mejeris Skorsten.
Janderup Kirke, Nord for Varde Å,
ligger ikke solret, men har Længderetningen fra Østnordøst til Vestsydvest.
Alslev Kirke, der ligger skrås overfor, på den søndre Side af åen, har
Længderetning fra Østsydøst til Vestnordvest. Forlængelseslinierne af de to
Kirkers Længderetning skal falde sammen eller skære hinanden i et Punkt, der
ligger udenfor åmundingen, og et gammelt Sagn fortæller, at de to Kirker er
byggede således for at danne et Sømærke for Indsejlingen i Varde Å.
Her er det altså ikke Tårnene, der
har Betydning, men det Skæringspunkt, man finder på det Sted, hvor man kun kan
se begge Kirkernes Gavle, og ingen af Siderne. Dette Punkt skulle efter Sigende
holde fri Nord af Svineryggen. Det gør det for så vidt også, men det vil være
utilrådeligt at sejle efter den Anvisning, idet de to Forlængelseslinier skærer
hinanden omtrent ved Billum Kirke, hvad enhver, der færdes på den nye
Tarphagevej, kan konstatere.
Erindringer fra Esbjergs Barndom af overlæge
Thomas Brinch.
Blandt Th. Brinchs efterladte
Papirer fandtes nogle Erindringer, han havde skrevet på hvide Blade, som han
havde ladet indbinde sammen med Alkjærsigs Bog: Esbjergs Historie. Disse
Erindringer har Form af en direkte Henvendelse til os, til hvem han efterlod
Bogen. De rummer en lang Række Oplysninger og Meddelelser fra Esbjergs
Grunderperiode og forekommer os at have Værdi til Belysning af hele dette
mærkelige Tidsrum, som få eller ingen nulevende kan fortælle om ud fra egne
Oplevelser. Yderligere bringer Erindringerne Udviklingshistorien for de to
Institutioner, der står som Mindesmærker for forfatterens Virksomhed i Esbjerg,
nemlig St. Josefs Hospital og Spangsbjerg Sanatorium. Begge oprettedes de på
hans Initiativ, og begge er fremdeles i Brug og tjener de Formål, han ønskede.
Vi har derfor ment, at det ville være af Interesse at offentliggøre hans
Erindringer, skønt de med deres brede Stil slet ikke er skrevet med
Offentliggørelse for Øje. Vi har af Manuskriptet udeladt visse få Enkeltheder,
som kun har Interesse for os personligt, og et Par korte Afsnit, som i hvert
Fald ingen Interesse kan have for fremmede Læsere. Ellers er alt, også
Ortografien, ordret gengivet. Erindringerne er skrevet i 1915; efter den Tid
foreligger der ingen Erindringer fra Esbjerg fra hans Hånd. Landinspektør Oscar
Brinch og Dr. med. Ove Brinch.
Jeg fødtes i 1869 i Sønderho på
Fanø. Indtil min barndom var det en selvfølge, at enhver dreng derovre skulle
til søs efter konfirmationen. Derfor har mine forfædre i umindelige tider været
søfolk og skibsførere. Efter i den for sejlskibsfarten så gunstige tid i sidste
halvdel af 1870’erne at have tjent en lille kapital hørte min fars ældste
broder, Peter Brinch, op med at sejle. Min far overtog i en ung alder det af
ham førte skib briggen Anna. Min onkel anlagde et uldspinderi og farveri i
Esbjerg i samme ejendom som han beboede til sin død i 1908 (Strandbygade 14).
Samtidig flyttede fars ældste søster med sin mand, J. Warrer, der var blevet
kaptajn i DFDS, til Esbjerg, og i øverste etage af deres hus i Havnegade
flyttede så fars forældre ind. Jeg havde således ofte lejlighed til at komme på
besøg i Esbjerg i min barndom.
Oftest sejlede vi fra Sønderho
derop, det var både billigst og morsomst. I de første år sejlede vi altid i
jollen fra toldkrydseren. Mors far førte denne krydser som tak for, at han
meldte sig frivillig som lods på admiral Suensons skib Niels Juel i slaget ved
Helgoland 1864. Da krydstoldvæsenet i 1898 ophævedes, købte jeg denne krydser
og sejlede i de følgende tre år lange ture fra Kiel langs Sønderjylland og Fyn.
Da far på grund af sygdom blev nødsaget til at holde op at sejle, købte han en
stor jolle, som vi så sejlede i.
Der var dengang dybt nok langs med
Fanøs østkyst til at vi kunne sejle »langs med landet«, som det hed. Vi landede
så der, hvor nu smørpakkeriet ligger og gik så op hvor det nuværende »anlæg«
ligger syd for Havnegade op til mine bedsteforældre. Allerede tidligt var denne
skrænt beplantet, og jeg husker, at jeg engang, da jeg klatrede op ad den
mellem de små fyrretræer, blev drevet tilbage af den daværende havneingeniør,
senere vandbygningsdirektør Westergård med et: hvad skal du der, din hvalp! Da
vi mange år efter sad sammen i Esbjerg byråd, mindede jeg ham om, hvorledes
vort første bekendtskab var indledet, hvad der morede ham meget. Esbjerg var
den gang (1875-80) meget lidt bebygget. Når vi fra min onkels fabrik i
Strandbygade så op mod det dengang nybyggede, nu forlængst nedrevne,
missionshus på hjørnet af Skolegade og Kirkegade, var der så godt som ingen
bygninger derimellem, og det forekom os at ligge langt udenfor byen. Når jeg
hentede mælk for bedstemor ude på Nygård (en af de gamle Esbjerggårdes
udflyttergårde omtrent der, hvor nu Torvegade og Nygårdsvej mødes), så skete
det ad en sti, der gik fra Havnegade tværs over, hvor det nuværende rådhus
ligger, og der var ikke flere huse, end at bedstemor kunne følge min færd hele
vejen fra sit vindue.
Af »gader« var der egentlig kun
Kongensgade og Havnegade. Sidstnævnte har vist altid været kaldt således,
hvorimod førstnævnte hele min barndom kaldtes »Chausséen«. Den var heller ikke
andet end en almindelig landevej (som gennem andre landsbyer), på hver side
begrænset af en dyb grøft med stillestående stinkende vand og mudder, hvorover
der førte gangbrædder ind til de forskellige huse. Mest lå jeg og roede omkring
i havnen sammen med andre drenge. Engang var jeg med farfar, der førte en lille
damper »Bylgia«, ude ved Horns Revs fyrskib, og en anden gang var jeg med
»Riberhuus«, der førtes af min onkel, en tur i Newcastle.
Ofte kom jeg også hen på Hotel
Spangsberg, hvor en af sønnerne var på min alder. Vi spillede så kegler eller
red på hestene. Morten Spangsberg havde til mark for sine dyr den jord, der
begrænses af nuværende Stormgade, Nørregade og Spangsberggade; den var
indhegnet med ståltråd. Her spillede vi kroquet, og her græssede hestene på den
magre jord. Morten Spangsberg tilbød engang farfar at bytte denne jordlod med
et stykke eng, som farfar ejede oppe ved »Manø Hølade« (vest for Ribe, ude ved
havet), men bedstefar afslog byttet med den bemærkning, at engen gav i det
mindste hø nok til nogle heste og køer, hvorimod Spangsbergs mark som gammel
hedejord næsten intet gav. Det var lidet forudseende af bedstefar. Engen ved
Ribe er senere solgt for 1000 kr., hvorimod der for Spangsbergs jord til
byggegrunde vistnok er solgt for en million.
I 1881 blev jeg 12 år gammel og
kom i Ribe Latinskole, og derefter passerede jeg, sammen med min svoger, dr.
Niels Anthonissen i Nordby, der gik i samme skole, i hver ferie på hjem- og
tilbagerejsen Esbjerg og kunne således skridt for skridt følge dens vækst. Af
og til så vi også her esbjergensere i Ribe, da de hverken kunne se noget
rigtigt teaterstykke eller komme i rigtigt »fint« selskab uden at tage derned.
De brugte Varde til at købe deres varer i, Ribe til mere »åndelige« nydelser.
Vi stod også i telefonisk forbindelse. Min onkel, P. Brinch, havde i spidsen
for et selskab anlagt telefon i Esbjerg og omegn, deriblandt også til Ribe. Det
var dengang kun enkelte, der indlod sig på sådanne »narrestreger« som at holde
telefon, men som hørende til familien benyttede jeg den jævnligt fra Ribe
central. Skønt vi jo havde fået den forklaret i skolen, husker jeg dog den
spænding, hvormed jeg første gang telefonerede.
I juleferien var der jævnlig
istransport mellem Esbjerg og Nordby, og vi måtte da ofte overnatte i Esbjerg,
da båden kun gik een gang om dagen. Byen var vokset en del, men havde dog ikke
overskredet Varde eller Ribe i folketal og blev af disse regnet for en parvenu
blandt borgerskabet; den havde fået »gader« af navn, men i virkeligheden kun
veje med hedesand, men der var stadig langt mellem husene, ingen gas- eller
vandværk, kort sagt, der var rigelig grund for byer med gammel kultur til at se
ned på dette pågående sogn. Når vi kom i isbåden (en stor fladbundet jolle, der
kunne slæbes over isen og manøvreres af nogle gamle søfolk, der ikke tog det så
nøje med tiden), kom vi småfyre jo svært forfrosne til Nordby. Der stod så den
kæmpestore færgeejer Hans Svarrer og modtog os med de ord: Nå drenge, fryser I,
så kom med mig! Han fik os med ind på Færgegården og fyldte en kaffepunch
(brændevin og sukker i varm kaffe) i os, og så brændte blodet som ild gennem
årerne.
I de første år gik vi til fods
vejen mellem Nordby og Sønderho, - ligesom jeg ofte som lille dreng havde gået
den ved dag og nat, når der skulle hentes medicin på apoteket i Nordby. Vi var
temmelig gamle, inden den betragtning, at det var flothed og blødagtighed at
køre det par mil, forsvandt, og en cykle var på den tid en for de fleste
uopnåelig luksus; i Ribe var der f. eks. kun to rigmandssønner, der havde en
sådan (de havde dengang et mægtigt højt forhjul og et lille bitte baghjul).
I mine sidste skoleår var jeg i
sommerferierne jævnligt en tid i Esbjerg. Jeg husker således, at jeg var der i
1886, da far skrev til mig, om jeg havde lyst (hvad jeg naturligvis havde) til
at tage med ham ombord i briggen Anna fra København til Finland. Det var fars
sidste sørejse (med trælast fra Finland til Brazilien). Da han året efter - i
sommeren 1887, netop da jeg var blevet student - kom tilbage, var jeg ligeledes
i Esbjerg og tog derfra over til Liverpool, hvortil far var kommen med sit
skib. Vi rejste så sammen hjem, og fars sygdom tog stadig til trods et kurophold
i Norge, indtil han døde i 1892, kun 42 år gammel.
Byen var i disse år vokset meget,
men ganske uregelmæssigt, med store mellemrum mellem gadernes huse, men til
gengæld med huse strøet langt uden for gadeplanen og de derved projekterede
grænser for byen, - som en lang leddeløs dreng med hænder og fødder strittende
udenfor jakke og bukser.
I 1893, da byen holdt 25 års
jubilæum, var jeg deroppe med min yngste søster for at se på festen. Da kongen
med sit følge så på processionen fra rådhustrappen, løftede jeg min lillesøster
op, for at hun kunne se kongen.
Efter at jeg havde forlovet mig
med Agnes Friis, der var datter af vinhandler F. i Kolding (medens jeg et års
tid praktiserede som læge i Vejen), tog jeg hospitalsuddannelse i København med
den bestemmelse at nedsætte mig i Esbjerg. Der var ganske vist tre læger i
forvejen, og af dem havde endda den ene nedsat sig året i forvejen, og det blev
fra alle sider spået mig, at det kunne aldrig gå. Men
hverken min kone eller jeg var i mindste tvivl om, at det nok skulle gå, - jeg
havde ungdomsmodet og lysten til snarest at blive gift og betragtede de andres
tvivl med et overbærende smil. Den 11. oktober 1895 begyndte jeg da at
praktisere i stueetagen af hjørneejendommen Havnegade-Smedegade, der tidligere
havde været hotel og endnu kaldtes Gamle Hotel Royal. Vor lejlighed bestod af
hele stueetagen fra gadedøren i Havnegade og til enden af huset i Smedegade.
Det gik straks fra begyndelsen
godt med praksis, og nytårsdag 1896 giftede vi os i Kolding kirke. Vi boede på
et i flere henseender godt sted. Der var livlig trafik der forbi og til havnen
og en enestående udsigt. Hverken den store toldbodbygning, silopakhuset eller
nogen af de andre nuværende store bygninger eksisterede dengang, og vi kunne
derfor fra vore vinduer se frit over hele havnen, følge skibene helt ude fra
havet til de lagde til ved kajen, se søerne sprøjte over molen og
lededæmningen. Men det var et stærkt forblæst hjørne, og da huset - som de
fleste dengang - var dårligt bygget, så rystede borde og stole, når det
stormede, og det hændte, at vi om morgenen måtte ud i Havnegade og lede efter
hele karmvinduet, der var blæst væk om natten, ligesom vi ofte måtte låse
dørene, der ikke kunne holde ved almindelig lukning.
I Kælderen boede en bager, der tog
fat om natten kl. 04 og fyrede, så gulvet i vort soveværelse knapt var til at
gå på. Kloset fandtes ikke i lejligheden, vi måtte gå gennem 2 etager op på
loftet for at finde et. Gas og vand eksisterede ikke; en pumpe i gården
forsynede os sparsomt med dårligt vand. Da dokken i 1897 udtørredes til
uddybning, forsvandt vandet fra alle Havnegades brønde, og en vogn kørte rundt
til os med vand fra en bæk ude i Strandby. Gud ved, hvordan det vands analyse
ville have set ud! Kloaker eksisterede heller ikke. En renovationsvogn tømte
klosetterne een gang om ugen. Spildevandet fra køkkenet gik ud i gården og sank
i jorden eller blev liggende og kunne lugte ganske yndigt, særligt da ingen
måtte ødsle med vand til at skylle efter med. Gaderne var med lange mellemrum
forsynet med petroleumslygter; ville vi have mere lys, måtte vi selv tage
håndlygter med. Fortovene var ganske vist afstukne, men ikke flisebelagte; der
kunne højst være en smal flise midt på, resten var sand eller rullesten.
Havnegade var den bedst
istandsatte, vistnok fordi havnen alias staten havde hånd i hanke med dens
tilstand. Kongensgade var i vore to første år i en frygtelig forfatning med
gammel makadamisering, som ikke var blevet vedligeholdt, fordi man ikke kunne
blive enige om, hvorledes gaden fremtidigt skulle brolægges. Den stærke trafik
havde pulveriseret gruset sammen med ler og sand, dei i regn var mudder og i
tørvejr og i blæst føg i skyer. Varede en regnperiode undertiden noget længe,
så mudderet i gadernes huller blev for generende, kørte en vogn med en
»skidtskraber« og skrabede mudderet sammen i dynger. I 1898 sprang vi så fra
denne tilstand lige over til at få asfalt. Inde på Rigsdagen var de forargede
over denne flothed, der rimede dårligt med, at byen omtrent samtidigt ansøgte
om rentefrit lån (helst også afdragsfrit). Man læste dengang jævnligt i landets
blade tilrejsendes forbavselse, blandet med forargelse, over, at man i Esbjerg
kunne gå lige fra Kongensgades blanke asfalt ud i sidegadernes bundløse
hedesand. Og bundløst var der næsten. I Jyllandsgade blev engang en efterårsdag
en af mine galoscher siddende i pløret, og den måtte blive siddende der, indtil
den kom frem igen næste forår, da det blev tørvejr. Efter den tid gik jeg
gennem mange år kun i praksis i lange støvler.
Ude på Nygårdsmark (terrænnet nord
for Nørregade) var der endnu værre. Man byggede der, som man ville, uden nogen
plan. Og da der senere skulle kloakeres her, var en del af ejendommene ikke til
at afvande og blev ved retten dømt til at nedrives, men fik dog lov til at
blive stående. En tur derud i praksis en vinternat var ikke hyggelig, og
natte-praksis var der nok af de første år. Befolkningen bestod jo i disse
første år for størstedelen af sammenløbne elementer fra alle landets dele,
lokket til af de eventyrlige rygter, der overalt hørtes om Esbjerg. Det var for
en stor del folk, som kom i oktober og rejste i november og blev afløst af
andre, der rejste til nytår. Vel havde lægerne dobbelt takst for natbesøg, men
disse fyre betalte hverken for dag- eller natbesøg og var derfor ligeglade med
fordoblingen! Der var perioder, hvor jeg en måned igennem ikke sov nogen nat
til ende i min seng, uden at blive kaldt ud. De sidste år, jeg praktiserede i
Esbjerg, havde jeg ikke så megen natte-praksis i eet år som dengang i een
måned.
Også på anden måde var det en
mærkelig praksis, jeg havde. Ulykkestilfælde fra det store havneanlæg kom i
massevis til mig som den nærmeste læge, og da der intet sygehus var, måtte jeg
klare alting hjemme i min konsultationsstue. Sygeplejerske havde jeg heller
ikke udover en enkelt diakonisse, som havde nok at gøre ude i byen. Så hjalp
min kone mig. Det var ikke hyggeligt for en 20-årig nygift kone, der aldrig før
havde set en tilskadekommen. Det hændte mangfoldige gange, når jeg skulle foretage
amputationer og store sår skulle syes sammen, når arme eller ben skulle sættes
i led eller lignende, at jeg lagde patienten ned på mit gulv, påbegyndte
bedøvelsen og lod min kone fortsætte den, medens jeg opererede. Af og til
hændte det, at en af disse fyre tog svært på vej under bedøvelsen, enten fordi
han var påvirket af spiritus (så var det mest gemytlige sange, der foredroges),
eller fordi han skabede sig. Jeg husker, at jeg engang til min kones
forfærdelse kurerede sådan en fyr for disse tendenser ved at tømme en
vandkaraffel lige i ansigtet på ham. Han blev så overrasket, at han straks blev
rolig.
Der måtte i det hele i de tider og
til det publikum jævnlig en håndfast optræden til for at skaffe sig respekt. De
mange beværtninger i Havnegade fyldtes med havarerede eksistenser allevegne fra
(min svigerfar genkendte i mine protokoller mange navne fra Kolding
fattigvæsen). Det hændte meget ofte, at jeg om natten blev kaldt hen i en af
disse beværtninger, når slagsmålene havde antaget former ud over de
almindelige. Der kunne da høres det mest infernalske spektakel, når jeg kom til
døren. Når jeg så kom ind, var der een, i reglen værten i hulen, der råbte:
»doktoren«! og så var alt musestille; men jeg havde ofte indtrykket af, at der
kun behøvedes lidt for at vende stemningen, så denne døddrukne bande faldt over
mig. Det var de utroligste råheder, der kunne forefalde under slagsmålene i
disse snasker. Jeg husker således engang, at en fyr slog sin ølflaske itu mod
sin træsko, beholdt flaskehalsen med de skårede rande i sin hånd og plantede
dette våben ind i ansigtet på modstanderen. Jeg har aldrig syet så mange sår
sammen som i disse år. Betaling fik jeg næsten aldrig, undtagen når det var
værten selv, der rekvirerede lægen. Dette skete dog kun, når han var bange for,
at den overfaldne eller den hårdest medtagne kunne ligge og forbløde i hans
beværtning. Jævnligt bad den overfaldne mig om en attest, som han ville bruge
ved anmeldelse til politiet. I begyndelsen var jeg naiv nok til at give disse
attester gratis, men så opdagede jeg, at den slags sager næsten aldrig kom frem
for retten, men »ordnedes i mindelighed«. Dette skete på den måde, at fyren
straks fra mig vandrede tilbage til beværtningen og dokumenterede, at han med
lægeattesten kunne skaffe både værten og voldsmanden i kachotten. For at undgå
denne kalamitet enedes hele banden om, at synderen skulle give en omgang for at
slippe for anmeldelse, og under fortsat bægerklang blev min attest så brændt.
Jeg blev dog snart så klog, at jeg forlangte kontant betaling forud for
attesten.
Også på anden måde måtte man
dengang jævnligt sætte sig i respekt. Jeg blev engang kaldt ud til en kone, der
var blevet pryglet af sin mand og derefter smidt ned ad trapperne. Efter at
have behandlet hende, bad jeg naboerne sige til manden, der ikke var hjemme, at
han skulle tage sig i agt, da jeg i gentagelsestilfælde ville lade ham sætte
fast. Samme aften stillede fyren hos mig og spurgte frækt, om det var mig, der
havde sendt ham den besked, og truede mig med al landsens ulykker. Uden
diskussion tog jeg ham i nakken og satte ham udenfor. Vi var spændt på, hvordan
dette ville ende, da han var kendt og frygtet som en ondartet skændegæst, men
det mærkelige var, at han efter den tid hilste dybt på mig på gaden og i det
hele taget var udsøgt høflig imod mig.
Betalingsforholdene var meget
usikre i Esbjerg på denne tid. Sygekasser var der så godt som ingen af, lægerne
hjalp nye kasser i gang - ved stærkt nedsatte lægehonorarer - for at de skulle
optage de fattigste, der ellers i sygdomstilfælde ville falde ind under
fattigvæsenet. Også mange af middelstanden var dårlige betalere. Jeg regnede
med, at jeg allerede det første år kunne have haft 2000 kr. mere i indtægt,
hvis jeg ikke var blevet snydt. For mig, der begyndte med studiegæld, var dette
jo ikke så lidt at miste.
Denne tid var spekulationens
værste år i Esbjerg. Alle - på ganske få undtagelser nær - handlede med
»byggegrunde«. Helt ude i Jerne og Spangsbjerg handledes der, skønt der ikke
var mindste udsigt til, at disse grunde i overskuelig fremtid kunne blive
bebyggede. Og alle havde fortjeneste på papiret. Og flot levedes der. Det meste
blev taget på kredit, ikke mindst lægebehandling, og regningerne blev lagt hen,
til den ventede fortjeneste kom. Den kom desværre i alt for mange tilfælde
aldrig. Det viste sig hurtigt unyttigt at lade sit tilgodehavende inddrive
gennem sagfører. De pågældende ejede intet; møblerne var købt på afbetaling
eller »overskrevet til konen«, så man kun opnåede at få ekstra udgifter til
sagfører. Bedst var det, når vedkommende gik fallit, da lægeregninger er
privilegerede forud for mange andre krav. Jeg havde for spøg sagt til min kone,
at hun skulle få alle de penge, der kom ind ved fallitter. Det blev i de første
år ikke så lidt. Men også fallitterne hørte op, da folk opdagede, at de som
almindelige kreditorer kun havde udgifter derved til retten, til sagførere
osv.. Ved en fallit, hvor kreditorerne havde ventet sig en hel del, var der til
slut kun 53 kr. tilbage. Dr. Bruhn havde indsendt en regning på 50 kr., og
herredsfuldmægtigen spurgte ham da privat, om han ikke kunne sætte den op til
53 kr., da ellers de 3
overskydende kroner skulle fordeles blandt en mængde mennesker, og det skete
så!
Hvor der soldedes i disse år! De
fleste af byens borgere var folk, der hidtil intet havde ejet, og de blev
ganske svimle, da de nu tjente - eller troede at tjene - de mange penge, som
handlerne drejede sig om. Og med parvenuens respekt for, hvad der er dyrt, smed
de om sig med penge. Der var opstået en ny erhvervsklasse: kommissionærer (en
af dem stavede det med eet m!), som mod en passende fortjeneste var mellemmand
mellem jordsælger og -køber. De stillede ved alle tog for at fange købelystne
rejsende (vittige hoveder påstod endog, at de rejste landet rundt med prøver af
Esbjerg-jord i pakker). Så travede de ud med ofret og viste ham,
hvor jorden lå. Det viste sig siden i flere tilfælde, at den var helt
ubebyggelig, idet den ikke havde facade til nogen gade, men det glemte man at
få set efter af bare lyrisk betagelse over den store gevinst, kommissionæren
stillede i udsigt. Når så jorden var besigtiget, gik man ind på et af
hotellerne for at afslutte handelen. Dette foregik ved at underskrive
slutsedler, dvs. ustemplet papir, og da bøden for at have benyttet ustemplet papir
ofte ville beløbe sig til adskillige tusinde kr., var handelen ofte ganske
ugyldig, idet ingen af parterne af frygt for stempelbøderne turde lade sagen
komme for retten. Jeg har i 1896 og 1897 mange gange set folk stå i en lang
række udenfor Centralhotellet på hjørnet af Kongensgade og Torvet for efter tur
at komme ind til kommissionærerne, der gav audiens inde i et af
hotelværelserne. Folk var gale, og alle var smittede af galskaben. Selv
bønderne og københavnere kom rejsende og fik skænd af deres koner, hvis de kom
hjem uden at have købt jord i Esbjerg; men det var desværre kun sjældent, at
skændene behøvedes. En af mine bekendte, en skibskaptajn fra Rømø, der levede i
København af sine surt sammensparede penge, blev lokket herover, og købte et
stykke jord, men blev efter ved hjemkomsten at have talt med sine
kone bange for at have gjort noget galt. Mod at betale nogle tusinde
kroner, fik han af sælgeren lov til at lade handelen gå tilbage. Jorden blev
imidlertid få dage efter solgt med stor »fortjeneste«, og da kaptajnen og især
hans kone hørte det, var der ingen ende på deres fortrydelse. Han tog til
Esbjerg igen og købte et nyt og endnu større stykke jord, og resultatet blev,
at han tabte omtrent alt, hvad han ejede.
Selvom de fleste af dem, der
handlede, aldrig så noget til fortjenesten undtagen på papiret, var der dog
nogle af »jordgrossererne«, som fik en del penge mellem hænderne, og deres måde
at leve på var vild og komisk. Ikke alene hævede det dem - som de parvenuer de
var - i deres egne øjne at strø om sig med penge, men det imponerede andre og
lokkede folk til at handle. På Esbjergs hoteller flød champagnen (billigere
drikke foragtedes) i strømme, men skulle der være rigtig slag i det, tog man
til København. Selv når de rejste alene, lejede de en hel suite værelser i de
dyreste hoteller, helst d’Angleterre eller Phoenix. En af dem, en tidligere
murersvend, lod gerne melde forud til hotel d’Angleterre, hvornår han kunne
ventes. Så stod hele tjenerpersonalet og dannede spalier fra vestibulen helt op
ad trapperne og bukkede dybt, mens han skred forbi. Til gengæld for bukket fik
så hver enkelt en seddel eller et guldstykke.
Indbyrdes forærede disse
grosserere hinanden mægtige gaver. Mureren fik en dag af sine venner anmodning
om at flytte sine sovekammermøbler ud - der ville komme nye. Næste dag ankom et
meget kostbart møblement af mørk mahogni; i de senere nedadgående tider så jeg,
når jeg kom på besøg hos ham, møblementet forsvinde stykke for stykke for at
skaffe brød i huset. En anden, ligeledes tidligere murersvend, fik en urkæde af
massivt guld, tyk som en hundelænke og dobbelt, så den kunne nå ud til begge
vestelommerne. Den samme mand gik kun sjældent og nødigt til fods; oftest var
han i en høj gig, forspændt med en ægte væddeløbshest, og altid med høj hat. En
tredie fik af sine kolleger foræret en ridehest; han var både skæv og krum og
ville vel nok have taget sig rigelig komisk ud til hest. Så købte han to - tre
elegante vogne for at kunne bruge hesten. Han var tidligere lappesaddelmager,
og da han nu kom til penge, ville han først og fremmest have mange og dyre
møbler i stedet for som hidtil at lappe dem for andre. Han ejede et hus i
Stormgade, og hans lejlighed der var stoppet så fuld med møbler, at man måtte
skræve over dem for at komme frem, - og så blev der alligevel siddende så meget
af den lille mand i ham, at han ikke nænnede at bruge disse kostbare møbler.
Han og hans kone spiste alle deres måltider ude i køkkenet med en avis som
borddug bredt ud på køkkenbordet. Men han var i den henseende en undtagelse, -
alle de andre brugte både pengene og møblerne.
Ingen af disse folk undgik deres
skæbne, da tilbageslaget efter al denne vildskab kom. Alle gled de tilbage til
den ubemærkethed, hvorfra de var kommet, de fleste i fattigdom, kun enkelte med
tilstrækkelige midler til at kunne leve deraf.
En af dem, en af mine
drengekammerater fra Sønderho, kom ind i en tømmerhandel, overtog denne endnu
inden han var blevet myndig og kom hurtigt ind i en overvældende
jordspekulation, som desværre lokkede mange andre fra Sønderho med ind i den
vilde dans om guldkalven, så de, der tidligere havde været velhavende, endte
med at tabe alt, hvad de ejede. Hans far, en gammel veltjent skibskaptajn, der
gik hjemme og passede en fuglekøje og sit par køer, beskeden og tilfreds, fik
ordre til at sælge køerne; det gamle hus blev omkalfatret i alle ender og
kanter, og der blev anskaffet nyt møblement, som man aldrig havde set magen til
i Sønderho. Den unge mand hjalp sine søskende igang og sikkert også mange andre
af slægten. Han var i det hele taget et varmhjertet menneske, som jo ikke kunne
gøre for, at han var for ung og manglede åndelig ballast til at kunne bære
denne pludselige medgang. Jeg husker adskillige små træk fra hans
»velmagtsdage«. Han havde bestilt en barbersvend til at komme hjem til ham for
at barbere ham til en bestemt tid hver dag. Så var det ham en veritabel
nydelse, selv om han kun sad og læste i en avis, at sende en af tjenestepigerne
ud i entréen med besked til svenden, at det ikke passede herren at lade sig
barbere nu, han måtte komme igen om en time. For barbersvenden var det en lige
så stor nydelse, for han vidste, at det altid blev honoreret med en krone i
drikkepenge. Dette var jo kun komisk og ikke ondartet. Hvad der hævede ham over
mange andre var, at han, da sæbeboblen brast, resolut tog kone og børn til
Nordamerika, begyndte som arbejder og tog energisk fat. Han har arbejdet sig op
til en smuk stilling som leder af flere store virksomheder; han har endda fået
to af sine brødre ansat i virksomhederne, og han har hentet sine gamle forældre
derover, for at de kunne have det godt på deres gamle dage.
Jeg mindes en dag, da han kom
kørende i en elegant landauer op foran min dør i Havnegade for at føre mig ud
at se på hans jord i Gammelby og Måde. Han rådede mig - og jeg er den dag idag
sikker på, at han mente at gøre mig en vennetjeneste dermed - til at tage part
i den til en pris af 75 øre pr. kvadratalen. En nådig skæbne fik mig til at
sige nej. Den er i dag vist knapt 5 øre værd, og arealet var så stort at både
jeg og mine efterkommere kunne have afbetalt på det uden at nå bunden.
Alligevel slap jeg ikke selv helt
fri for at komme ind i heksedansen. Den mærkelige historie lyder således. En
ganske ung kone havde fået et barn og i tilslutning dertil en alvorlig
barselfeber. Det så i lang tid nærmest ud til, at hun skulle bukke under. Jeg
gik der flere gange hver dag og stod i telefonisk forbindelse med familien om
natten, ligesom jeg også aflagde flere nattebesøg. Konen kom sig til stor glæde
for os allesammen. Så en dag kom manden op til mig og forklarede med bevæget
stemme, at han ikke syntes, han kunne lønne med penge det, jeg havde udrettet,
men han og fire andre stod i begreb med at købe et stykke jord til en sådan
pris, at man ikke kunne undgå at tjene en formue på det senere. Nu ville han af
taknemmelighed tilbyde mig også at blive parthaver. Jeg betænkte mig længe, og
min kone og jeg talte om det ved dag og ved nat; alle handlede jo med jord
dengang. Kørte jeg med bønderne ud på landet, talte de ikke om andet end
jordhandel. Og det så ud, som om alle vandt, jordpriserne steg fra måned til
måned, ja, undertiden fra dag til dag. Og vi var unge og i økonomisk henseende
uerfarne. Manden bedyrede ved alle guder, at der kun kunne være tale om
gevinst; ellers ville han, der var mig så taknemlig, aldrig råde mig dertil.
Jeg gik så med i handelen, der drejede sig om et stykke jord på det sydøstlige
hjørne af Stormgade og Skjoldsgade og kostede 36.000 kr. Det var vi altså seks
om, og det lød jo nogenlunde overkommeligt, når vi skulle hæfte for 6.000 kr.
hver, men desværre, de to viste sig hurtigt at være besiddelsesløse; deres
andel blev så solgt til andre, der imidlertid, da tiderne begyndte at gå nedad,
søgte at skyde forpligtelserne fra sig. Overfor sælgerne
hæftede vi imidlertid solidarisk, så de kunne kræve alle renter og
afdrag hos een af os, og hvis renter og afdrag ikke blev betalt rettidigt,
kunne de kræve hele købesummen hos hvem af os de ville. Efter at have været
udsat for utrolige forsøg på kæltringestreger, lykkedes det os at få sat
igennem - med ikke små pengeofre - at jorden udstykkedes i 6 lodder, så enhver
af os nu kun hæftede for en sjettedel af det hele og kunne handle med sin
jordlod, som han ville, mens tidligere kun alle seks kunne sælge sammen. Sammen
med en anden - vi to havde hele tiden holdt sammen - byttede vi vore to lodder
bort for et hus i Sverigesgade og en del aktier i »Vestjyllands Landmandsbank«.
Banken gik fallit, og aktierne var ikke det papir værd, de var skrevet på, og
huset havde vi det utroligste besvær med. Lejerne ramponerede det og flyttede
uden at betale lejen. Nå - jeg skal ikke gå mere i detaljer i denne jeremiade.
Efter i 5-6 år at have slæbt om med alt dette, slap vi ud af det ved en handel,
hvis hovedresultat var, at jeg for mit vedkommende havde tabt ca. 3.000 kr.,
men også med bevidstheden om, at det kunne være gået meget værre. For mig var
det en lærestreg for hele livet.
I 1898 blev Esbjerg købstad.
Nytårsnat blev begivenheden fejret med stort knald. Både den fratrædende
sognerådsformand og den tiltrædende byrådsformand holdt taler. Musikken
spillede på Torvet, drengene kastede med fyrværkerisager efter spillemændenes
instrumenter, så de eksploderede inde i hornene, - kort sagt, det var det
sædvanlige Esbjerg-humør, kun i potenseret form. Efterveerne skulle dog snart
komme, særlig i form af forhøjede skatter. Disse føltes endda så meget mere,
som forhøjelsen kom umiddelbart ovenpå jordspekulationerne. Da jeg begyndte at
praktisere i 1895, gik det endnu så formløst til, at skibsbygmester Dahl, der
dengang var sognerådsformand, spurgte mig, hvad jeg mente at kunne betale i
skat. »Ja, så lidt som muligt«, svarede jeg. »Så sætter vi Dem til 35 kr. om
året, det er den laveste skattegrænse for at høre med til den højstbeskattede
vælgerklasse, og så bliver De landstingsvælger!« Denne skatteidyl varede ikke
længe; stigningen blev voldsom, og inden jeg i 1907 forlod byen, betalte jeg op
imod 1000 kr. i skat, altså omtrent tredive gange så meget.
I 1897 købte jeg en byggegrund til
eget brug i Skolegade ved siden af skolen lige overfor indkørslen til kirken.
Det var det eneste sted midt i byen, hvor jeg både kunne have åben plads foran
huset og en have bagved. I 1898 flyttede vi ind, og det var med virkelig vemod,
at min kone, børnene og jeg i 1907 forlod det smukke hus, der rummede så mange
gode minder. Det var forøvrigt på mange måder en urolig tid for byen i disse
år. Mange virksomheder gik i stykker, mange borgere, der havde været ansete for
velhavende, viste sig intet at eje og flyttede fra byen. På den måde gik mange,
også lægerne, glip af deres tilgodehavende. Også på anden måde var der uro.
Byen fik i 1898 et socialdemokratisk blad med en ualmindelig tøjlesløs redaktør
(Sundbo). Jeg bruger det udtryk om ham, fordi selv hans politiske meningsfæller
både i Esbjerg og i København jævnlig har måttet træde op imod hans
yderliggående handlen og skriven. Efterhånden blev
enhver i en blot nogenlunde fremskudt stilling skandaliseret i bladet. I
begyndelsen tog de overfaldne til genmæle, men da det viste sig, at uanset hvad
der blev gendrevet, fastholdt bladet overfaldene, lod man det skrive, hvad det
ville. Ved siden af - det skal indrømmes - har bladet dog utvivlsomt tømret de
tidligere splittede arbejdere sammen til en fast organisation, og derved
bidraget til at forbedre både deres politiske og økonomiske kår.
Men der blev ikke lagt fingre
imellem overfor dem, der kom i åbenlys opposition til det socialdemokratiske
parti. I den situation kom jeg i 1901, idet der fra den modsatte side rettedes
opfordring til mig til at lade mig vælge ind i byrådet. Jeg blev valgt ved
nytårstid 1902 af den såkaldte højstbeskattede vælgerklasse, der valgte
byrådets ene halvdel, medens dens anden valgtes af samtlige byens
skatteborgere.
De tre år, jeg sad i byrådet, var
den hidsigste periode, byen i kommunalpolitisk henseende har kendt. Alle
institutioner skulle enten nyskabes eller omorganiseres. Skole-, vej-,
sundheds-, fattig- og alderdomsvæsenet osv. Og herunder var der jo den
rigeligste lejlighed til brydning mellem de forskellige politiske anskuelser,
og her var hver dag stof for en tøjlesløs presse til overfald og insinuationer
mod modstandere.
Hver anden uge havde vi byrådsmøde
om torsdagen fra kl. 19 aften. Jeg mindes aldrig at være kommet hjem før kl.
23, oftest var det langt over midnat, og det hændte flere gange, - særlig under
budgetforhandlingerne - at klokken blev 03 om morgenen. Deri var dog
hovedsagelig byrådets formand, borgmester Lyngbye, skyld. I stedet for at
tilrettelægge sagerne og afkorte debatterne, tilbragte han timevis med at
skændes med redaktør Sundbo, hvad der var gefundenes fressen for denne, der
derved fik nyt stof til artikler i bladet. Desforuden tog arbejdet i udvalgene
næsten hver dag megen tid. Jeg var medlem af og formand for adskillige udvalg
(bl. a. alderdoms-, kødkontrol-, sygehusudvalg, sundhedskommission og meget
andet). Da byen som købstad skulle have sit våben, og da man var utilfreds med
det gamle, der var tegnet af professor Amberg (det var heraldisk ukorrekt),
blev der nedsat et udvalg til at foreslå et nyt. Udvalget bestod af borgmester
Lyngbye, redaktør Sundbo og mig med mig som formand. Det blev min kone, der
tegnede det nye våben, bestående af en lind (Skads herreds gamle våben),
hvortil to ankere støtter sig (i sølv på blå baggrund); det skulle symbolisere
den nye søkøbstad, der var vokset op af det gamle herred. Dette våben blev
vedtaget af byrådet og approberet af ministeriet, efter at det havde været
indsendt til og billiget af arkivar Thiset, - men det var tegnet af min kone og
ikke af arkivaren, som det fejlagtigt angives i Alkjærsigs bog om Esbjergs
historie.
Mest spektakel skaffede dog
hospitalssagen mig. I 1894 havde amtsrådet oprettet et epidemisygehus i Esbjerg
på 24 senge, og i dettes administrationsbygning havde dr. Bruun fået lov til at
benytte tre mindre værelser til patienter med ikke-epidemiske sygdomme samt en
lille operationsstue. Dette var jo ganske utilstrækkelig til den hurtigt
voksende by, og, som jeg har beskrevet ovenfor, vi måtte derfor behandle en
stor del hjemme i vore konsultationsstuer, som i andre byer ville være gået til
sygehusene. Alle var enige om, at det ikke kunne blive ved at gå. Da jeg kom
ind i byrådet, syntes jeg, at jeg som dets eneste læge havde særlig pligt til
at få hospitalsvæsenet ordnet. Borgmester Lyngbye følte sig imidlertid kaldet
til at varetage den samme opgave. I årene 1898-1901 havde han som formand for
et dertil nedsat udvalg fået købt en stor byggegrund ude ved havet, grænsende
til Strandby Fyr, og fået byggeplanerne færdige ved en arkitekts hjælp.
Som repræsentant for de
skatteydende borgere forekom disse planer og særligt de beregnede
driftsudgifter mig alt for kostbare - ganske særligt i de år, hvor en række nye
udgifter til fattig- og alderdomsvæsenet og til nye bygninger (de offentlige
slagtehuse, den store skole i Stormgade, købet af kommunens
administrationsbygning osv.) havde spændt byens skatteevne stærkt.
På den ene side at føle sig
overbevist om nødvendigheden af et nyt hospital, på den anden side ikke at
turde lade byen påtage sig udgifterne derved, - det syntes at være en håbløs
stilling.
Så læste jeg en dag i et
avisreferat fra Århus byråd, at dette lå i forhandling med St. Josefs Søstrene
om afbenyttelse af nogle sengepladser i et hospital, som disse agtede at bygge
i Århus. Det slog ned i mig om det ikke var muligt, at man kunne få disse
søstre til at bygge i Esbjerg også, og at så kommunen kunne få indlæggelsesret
der og på den måde slippe for at bygge selv foreløbig. Jeg har aldrig haft langt
- men jævnligt for kort - mellem tanke og handling. Jeg forklarede min kone
planen, men hun mente, den var for stor, og at jeg ville lide skuffelser
derved. Jeg kendte ikke en eneste katolik, og af St. Josefs Søstrene havde jeg
kun set enkelte på gaden i København.
Jeg vidste tilfældigt, at deres
biskop hed von Euch og sluttede, at han måtte være deres øverste i Danmark. Jeg
skrev da straks til ham og udviklede min tanker. Nu var det så mærkeligt, at
han netop meget stærkt havde ønsket en katolsk kirke i Esbjerg, dels fordi det
var en stærkt voksende by, dels fordi den rummede en del udlændinge, hvoraf
flere var katolikker. Han havde derfor flere år i forvejen, da han i anledning
af et katolsk barns dåb var i Esbjerg, købt en byggegrund, som kunne give plads
for skole og kirke. I et festskrift, som udkom nogle år senere, i anledning af
biskoppens 50 års præstejubilæum, skildres sagen således: »Som ved det
guddommelige forsyns indgriben lykkedes det at åbne en missionsstation i
Esbjerg, en af Danmarks alleryngste byer og dog allerede den syvendestørste.
Byrådet i Esbjerg havde gentagne gange forhandlet om opførelsen af et hospital,
men uden at nå til noget resultat, især på grund af de store krav der stilledes
til stadens kasse. Under disse forhold henvendte flere for sagen interesserede
borgere sig til biskop von Euch. Da imidlertid de søstre, der skulle overtage
hospitalet, under deres opofrende virksomhed ikke kunne undvære regelmæssig
gudstjeneste, besluttede den højærværdige herre at oprette en egen station for
byens tyve katolikker, som hidtil var blevet besøgt fra Kolding.«
Jeg skrev i mit brev til
biskoppen, at jeg vel var medlem af byrådet, men i denne sag foreløbig optrådte
på egen hånd, og spurgte, om han på basis heraf ville fremme sagen. Jeg fik straks
svar, at jeg kunne komme nogle dage efter til hans hjem i Bredgade, og til
dette møde var tilsagt St. Josefs Søstrenes forstanderinde for Danmark, mére
Géneviéve, og hendes assistentinde mére Suzanne. Jeg hentydede til, at en
byggegrund muligvis kunne blive skænket, og rejste hjem med den besked, at de
nok ville bygge. Fra Søstrenes side kom der da heller ikke forsinkelser: denne
min første henvendelse skete i efteråret 1902, og allerede i september 1904
blev hospitalet indviet.
Men desto mere vrøvl kom der fra
anden side. I det førstkommende byrådsmøde stillede jeg forslag på dagsordenen
om, at byrådet skulle skænke søstrene en byggegrund mod at disse sikrede et
vist antal sengepladser forlods til disposition for byens patienter til en
bestemt pris og under behandling af den nys ansatte sygehuslæge. Dette forslag
blev prompte forkastet med 11 stemmer mod 9 (de 10 socialdemokrater og
borgmesteren imod samtlige de af den højstbeskattede vælgerklasse valgte
byrådsmedlemmer). Min plan virkede i det hele taget som en brand i næsen på de
førstnævnte 11. Borgmesteren rasede, fordi ordningen af hospitalssagen nu
pludselig ville kunne blive slået ham ud af hænderne, og socialdemokraterne,
fordi deres princip er offentlig drift af alting, og fordi det i dette tilfælde
ovenikøbet var en religiøs orden, der skulle kuldkaste deres princip. De fik
ydermere forbundsfæller i den såkaldte Indre Missions tilhængere, hvoraf der
altid har været mange i Esbjerg. Det ene angreb efter det andet fremkom i Esbjerg
Avis, og jeg besvarede dem alle. Derimod svarede jeg aldrig på den sværm af
artikler, der haglede ned over mig i »Vestjyllands Socialdemokrat«; det ville
have været håbløst. Selv fra kirkens prædikestol søgte pastor Bruun at hidse
befolkningen op imod »disse sorte nonner«, der nu skulle holde deres indtog i
Esbjerg.
Det gjaldt jo nu imidlertid om at
komme fremad trods alt. Da byrådet havde nægtede at give byggegrunden,
henvendte jeg mig til sagfører E. Hansen, konsul E. Lauritzen, konsul Breinholt
med flere og spurgte, om de troede, man kunne indsamle penge blandt private
dertil. De mente ja, og det lykkedes da at få ca. 120 borgere til at give hver
1/7 af deres skattebeløb, så vi fik 10.000 kr. ind. Den mest passende
byggegrund forekom mig at være den, der afgrænsedes af Nørregade, Kirkegade,
Nygårdsvej og Jyllandsgade, idet vi for nævnte sum kunne få denne karré med
undtagelses af et hjørne Nørregade-Kirkegade. Mærkeligt nok viste det sig, at
dette hjørne netop var det, den katolske biskop nogle år i forvejen havde købt,
så der nu kunne komme skole, kirke og hospital på samme karré.
Kort at fortælle: trods fortsat
fanatisk modstand blev St. Josefs Søstrenes hospital bygget, og den 14.
september påbegyndte jeg behandlingen af hospitalets første patient, idet, så
længe jeg var i byen, hver læge behandlede de patienter, han selv indlagde, og
som ikke var i sygekasse eller under kommunal forsorg.
For at ikke St. Josefs Hospital
skulle nøjes med tilslutning fra Esbjerg, der jo engang tidligt eller sent ville
få sit eget hospital, satte jeg mig i forbindelse med sognerådene i omegnen og
fik dem til at underskrive et andragende til amtsrådet om, at St. Josefs
Hospital for deres sogne (de to byer på Fanø og næsten hele Skads herred) måtte
blive betragtet som amtssygehus, således at beboerne kun skulle betale samme
pris som ved indlæggelse på et af amtets egne sygehuse (i Varde og Ribe),
medens amtet skulle tilskyde differencen mellem denne sum og den pris, hver
sygedag kostede amtet på dets egne sygehuse. Også ved denne sags gang blev der
mobiliseret en del modstand, men sagen gik alligevel til sidst iorden.
Agitationen for et eget kommunalt
hospital i Esbjerg fortsattes imidlertid usvækket. De utroligste midler
anvendtes. Hårrejsende klager over patienternes behandling på St. Josefs
Hospital fremsattes i det socialistiske blad; det gik endog så vidt, at
søstrene beskyldtes for at både sulte og prygle patienterne, og når patienterne
selv ville skrive i bladet, at det var usandhed, blev det dem nægtet af redaktionen.
Den byggegrund, borgmesteren tidligere havde fået byrådet til at købe ude ved
Strandby Fyr, lå jo meget dårligere end den, vi havde fået, og nu lykkedes det
at få tilbud på en, der lå lige bag St. Josefs Hospital. Tilbuddet gjaldt til
31. januar, og på et byrådsmøde to dage i forvejen skulle købet vedtages. Vi
vidste jo, at der var 11 stemmer for og kun 9 imod. Så skete det den samme
morgen, som mødet skulle være om aftenen, at en eksplosion ude på bryggeriet
bl. a. kvæstede kusken, Ingvard Mortensen, der var byrådsmedlem. Hvis han ikke
kunne give møde, kunne købet forhindres, idet mindst 11 af byrådets 20
medlemmer skulle være tilstede, for at det kunne være
lovligt beslutningsdygtigt, hvilket var umuligt, hvis vi 9 forlod mødet. Jeg
svøbte mandens kvæstede hoved ind i en utrolig mængde bandager og malede ham
som hans behandlende læge døden på væggen, hvis han
forlod sengen, og skønt redaktør Sundbo flere gange i løbet af dagen var ude
hos ham og tilbød ham at lade ham bære på en båre op i byrådssalen, så turde
han dog ikke komme. Om aftenen, da sagen kom for, forlod vi 9 i sluttet trop
salen, og købet var dermed bortfaldet, da tilbudsfristen var udløbet. Det var
jo meget »amerikansk«, men sådan var så meget dengang. Da kommunen kun betalte
St. Josefs Søstrene 2,50 kr. om dagen pr. sygedag, mens en sådan på det
nuværende kommunale sygehus koster 5 kr., sparede Esbjerg kommune i de fire-fem
år, hvor St. Josefs Hospital fungerede som sådan, en årlig sum på 25-30.000 kr.
Min kone havde som ung pige haft
tuberkulose; mens vi var forlovede, havde hun endog en ret slem blodspytning.
Jeg kom derved til særligt at beskæftige mine tanker med denne sygdom, og da vi
havde bestemt os til at bosætte os i Esbjerg, måtte jeg tænke over, hvordan det
kunne tænkes at gå hende herovre ved Vestkysten. Fra min barndom kendte jeg jo
nok en del til klimaet, nu gav jeg mig til at studere, hvad der her fra landet
og fra andre lande var skrevet om nordsøklima og lungetuberkulose. Jeg
udarbejdede en statistik over denne sygdoms dødelighedsprocent i Ribe amt og
mente deraf at kunne konstatere, at der fandtes en bræmme langs kysten, hvor
der var mindre dødelighed end inde i landet, et forhold, der bekræftedes ved en
lille bog, jeg udgav i 1910: »Den jydske vestkysts klima og dets forhold til
lungetuberkulosen«.
Det forekom mig da, at vestkysten
måtte være velegnet til et sanatorium for lungetuberkulose. Men hvorledes
skulle det lykkes at få et sådant oprettet? Nationalforeningen til
Tuberkulosens Bekæmpelse, der var oprettet nogle år i forvejen, ville ikke. Jeg
var banebryder for denne nye tanke herhjemme, og som det altid går med nye
tanker: autoriteterne, i dette tilfælde Nationalforeningens ledende læger,
stillede sig imod den. (Jeg har dog haft den triumf, at det nu ikke alene
anerkendes overalt, at vort sanatorium herovre med sine behandlingsresultater
på intet punkt står tilbage for andre sanatorier, og at selve
Nationalforeningen har ladet bygge et kystsanatorium for tuberkuløse børn et
par mil herfra ude ved Hjertingbugten).
Så bad jeg St. Josefs Søstrene
bygge et sanatorium herovre, og på trods af så godt som alle lægeautoriteters
advarsel mod »den galskab at lægge et sanatorium ved Vesterhavet« stolede
søstrene på mig og erklærede sig villige. Stedet, hvor det skulle ligge, var jeg
ikke længe om at finde. Fra 1890 til 1894 var der 4 km. fra Esbjerg af et
aktieselskab blevet købt ca. 120 tdr. land og beplantet med fyrretræer. I de
første år kørte jeg ofte herud i praksis; da var disse træer lige dukket op af
jorden. Nu - i 1905 - var de over mandshøje. På den østre side af landevejen
mod Varde lå der ca. 20 tdr. land, skrånende mod øst og syd dækket i vest og
nord at de 100 tdr. land vest for landevejen. Op til de 20 tdr. land havde
Spangsbjerg Mølle en mark, hvorpå sanatoriebygningen skulle ligge; derved ville
denne ydermere få læ fra øst fra den store møllehaves gamle træer.
Men hvorledes få jorden? Ja, at
købe møllerens mark og lidt af hans plantage gik let nok. Værre blev det med
det øvrige. Jeg gik til sagfører Hansen, og indviede ham i planerne og spurgte
ham, om han troede, man kunne købe disse 20 tdr. land. Ja, det kunne der da
ingen tvivl være om, mente han. Man skulle jo også på forhånd tro det; netop i
samme tid havde Silkeborg og Kolding givet 70.000 kr. og 30.000 kr. for at få
et sanatorium lagt i nærheden. Her kunne Esbjerg by og omegn få et sanatorium
gratis; alt, hvad der krævedes, var, at 1/6, hedeplantagen solgtes af det gamle
aktieselskab til almindelig gangbar pris. Med den modstand i frisk minde, som
var rejst mod hospitalet inde i byen, anså jeg dog ikke sagen for så let
gennemførlig og foreslog derfor sagfører Hansen, at der i stilhed, inden planen
kom frem, skulle indkøbes over halvdelen af aktierne. Dette ville have været så
meget lettere at gøre, som disse aktier oprindelig var tegnet uden tanke på
udbytte, blot for at få egnen beplantet, og derfor ikke regnedes for at have
synderlig værdi. De kunne med lethed have været købt for 1/4 af deres pålydende
værdi. På den måde kunne man være sikker på at få stemmer nok for salget.
Straks, da planen blev bekendt,
blev der fra Indre Mission og fra Socialdemokratiets side sat en endnu
voldsommere kampagne igang end mod hospitalssagen inde i Esbjerg. Det blev
fremstillet, som om vi ville »berøve den skovfattige by dens eneste plantage«,
skønt sandheden var, at vi kun ville have 1/6 (nemlig hvad der lå øst for
landevejen). Borgmester Lyngbye stillede penge til rådighed til opkøb af
aktier; derved gik disse, hvis nominelle værdi var 100 kr., men som før
kampagnen kunne købes for 25 kr., nu op i 200 kr.. Det lykkedes på den måde
modpartiet at få rådighed over 1/3 af aktierne. Tager man i betragtning, hvor
fristende det måtte være at sælge sine aktier til den høje kurs i disse dage,
må man beundre, at det alligevel kun lykkedes at få købt 1/3 af dem. Resten lod
sig ikke lokke af guldet, men indså, at man gavnede sin egn bedre ved at få et
sanatorium end ved selv at bjerge en øjeblikkelig gevinst. Imidlertid stod der
i aktieselskabets love, at der til at sælge plantagen eller en del af den
krævedes mindst 2/3 af stemmerne for salget, og på en yderst stormende
generalforsamling blev salget da forkastet. Sagfører Hansen foreslog da, at man
skulle leje det pågældende areal (de 20 tdr. land); dertil behøvedes nemlig kun
een mere end halvdelen af stemmerne; så skulle man samle aktierne (de
velvilliges) på enkelte hænder, så de ikke kunne sælges. Lejemålet skulle gælde
for 50 år, og efter den tid ville man altså være sikker på at have stemmer nok
til igen at leje for de næste 50 år osv. osv. På en ny generalforsamling, der
var om muligt endnu mere stormende end den første, blev det da vedtaget at leje
den østlige del af plantagen ud til St. Josef s Søstrene for 50 år til anlæg af
et sanatorium. Mage til raseri som det, der herved fremkaldtes, har vist aldrig
været set herovre. Ikke alene var slaget tabt for modstanderne, men den
opskruede pris, hvorfor de havde købt aktierne, var til ingen nytte smidt ud ad
vinduerne. Det sidste svage håb, de havde, var, at vi i virkeligheden ikke
turde bygge, inden plantagen var virkelig købt. Blandt andet fik de statens
tilsynsførende med plantagen til i henhold til fredsskovsforpligtelserne at
forbyde os at fælde træer på noget areal så stort, at bygningen kunne anbringes
derpå. Det nyttede dog altsammen intet, da det netop var min bestemmelse, at
bygningen skulle ligge på den af mølleren købte mark, der lå ved siden af
plantagen, så vi altså ikke behøvede at fælde træer. Skoven skulle kun bruges
til at spadsere i for patienterne. Da nu alt håb var ude, blev der i 1907, da
borgmesteren skulle forlade byen, sluttet fred. På en tredie og sidste
generalforsamling enedes man om at sælge den østlige del til sanatoriet, den
vestlige til Esbjerg kommune (idet dog sanatoriets patienter såvel som alle
andre skulle have uhindret adgang til kommunens del, hvorimod den østlige del
forbeholdtes sanatoriets patienter alene).
I sommeren 1905 var det lykkedes
mig at få ansættelse på byen Berlins folkesanatorium i Beelitz (Mark
Brandenburg), da jeg ville uddanne mig i sanatoriebehandling af
lungetuberkulose. Jeg blev overordentlig elskværdigt behandlet dernede såvel af
cheferne som af alle de andre læger. Allerede da jeg havde været der et par
uger, blev det mig meddelt, at jeg ville få fuld gage foruden frit ophold og
forplejning (hvilket sidste jeg havde haft fra begyndelsen). Efter at jeg havde
været der en måned gjorde man mig til afdelingschef for en hel afdeling på 100
kvindelige patienter.
I 1908 overdrog staten mig
tuberkulose-diagnose-stationen for Ribe amt. I 1907 påbegyndtes bygningen af
sanatoriet, der efter kontrakten skulle afleveres færdigt til brug i februar
1908. Der kom imidlertid en uendelig række besvær og vanskeligheder, som gjorde
mig det klart, at vi ikke kunne komme rettidigt igang. I sommeren 1907 havde jeg
solgt vor hidtidige bolig til distriktslæge Hamburger. Vel havde villaen været
dyr (byggegrunden alene kostede 9.600 kr., og alt var bygget af allerbedste
materialer), men vi var kommet til at sætte stor pris på huset, hvor vi havde
levet en række gode ungdomsår, og som rummede så mange gode minder. Den 30.
november rejste vi til København, hvor jeg havde bestemt mig til at fortsætte
min uddannelse i lungetuberkulose på Øresundshospitalet, indtil sanatoriet
måtte blive færdigt. Efter et halvt års forløb var det meningen, at vi skulle
flytte ind i overlægeboligen på sanatoriet, men alt var forsinket, og huset var
langt fra færdigt, da vi flyttede ind. Den sidste tid havde vi boet hos vore
venner, dr. Perchs i Tistrup. Af ham havde jeg købt mig en hest, en vogn havde
jeg købt i København. Endelig slog forløsningens time, og med mig som kusk drog
vi en skøn forårsdag over Varde, hvor vi boede og spiste middag hos dr.
Christoffersens, hjem til sanatoriet. Lige da vi drog ind over Bryndum sogns
grænser, så vi et stort vogntog komme os imøde. Som vel alle mennesker var vi
lidt overtroiske og ville nødig have mødt et ligtog; hjertet slog lettere i os,
da vi så, det var et stort brudetog.
Hjemme var som sagt langt fra
færdigt; alle slags håndværkere gik og rodede, men vi havde dog ved min kones
indsats fået et par stuer ryddet, så vi kunne sove og opholde os i huset. Det
var slemme udsigter. På sanatoriet syntes forholdene endnu værre. Alt gik, som
det bedst kunne. Hovedentreprenøren, en murermester W., viste sig at være en
eventyrer, der kun havde givet tilbud på arbejdet for i et
årstid endnu at have penge mellem hænderne. Han skyldte alle sine
underentreprenører penge, hvorfor disse jo ikke var særligt ivrige efter at
gøre arbejdet færdigt. Han gik fallit kort efter, og de stakkels St. Josefs
Søstre måtte - af medlidenhed - betale en større sum til snedkere, tømrere
osv., skønt de allerede havde betalt til W.. Forstanderinden, mére Géneviéve i
København, sagde flere gange, at det var, som om en djævel havde fat i hele
sanatoriesagen, og når jeg tænker på, hvilken uendelig række af besværligheder,
der havde været fra den dag, jeg indviede sagfører Hansen i mine planer, og til
sanatoriet stod færdigt, måtte jeg give hende ret. Ikke nok med de omtalte
genvordigheder, inden vi fik plantagen købt, men også, hvad der foregik under
sagens gang gennem regering og rigsdag var undertiden ved at bringe os til
fortvivlelse.
Hvis vi skulle tænke på at drive
sanatorium her i landet, måtte dette have statsanerkendelse. Hermed følger
nemlig, at staten betaler de 3/4 af patienternes ophold på vedkommende
sanatorium, medens sygekassen eller kommunen (uden fattighjælps virkning)
betaler den sidste fjerdedel. Det er selvsagt, at ingen ville betale fulde tre
kroner her, når de på andre sanatorier kunne få opholdet for 3/4 af prisen
eller helt gratis. Vi indgav også en ansøgning om statsanerkendelse i rette
tid. Da vi havde benyttet samme arkitekt (Ingemann) og ingeniør (Jess Jensen),
som havde bygget alle Nationalforeningens sanatorier, og da vort skulle koste
samme sum (beregnet pr. sengeantal) som disse, så skulle man jo tro, at alt
måtte gå glat. Imidlertid måtte vi være forberedt på, at sagens modstandere
herovre ville søge at hindre statsanerkendelsen, for derigennem at slå sagen
ihjel. Vi fandt det derfor rigtigt at lade redaktøren af Esbjerg Avis, Fr.
Petersen, henvende sig til justitsminister Alberti, som også lovede, at sagen
ikke skulle blive hindret af uvedkommende hensyn. Imidlertid kom sagen ikke med
i den første rigsdagssamling, som det var ventet; grunden hertil var, at en
departementschef - havde lagt tegningerne hen på en forkert hylde!! Således lød
ministeriets forklaring, men det er rimeligt at antage, at det skyldtes en
forhaling fra professor Carl Lorentsens side. Han var justitsministeriets
konsulent i tuberkulosesager, og han vedkendte sig overfor mig at være meget
imod, at vort sanatorium skulle fremmes. Han var nemlig blandt stifterne af
Nationalforeningen, og betragtede det som en æressag, at denne blev den eneste
sanatoriedrivende institution her i landet. Så i løbet af det år måtte jeg
mange gange, ofte med dags varsel, til København for at få tegninger osv. nøje
i overensstemmelse med konsulentens fordringer, for at der ikke af den grund
skulle opstå påskud til at slå sagen ihjel. Endelig kom så tiden, hvor sagen
skulle indbringes for rigsdagen. I håb om, at nu kunne der da ikke ske mere, havde vi begyndt at bygge
herude. Så kom der en skønne dag meddelelse fra ministeriet kort og godt, at
»dette ikke så sig i stand til at fremme sagen«. Jeg kunne på dette tidspunkt
ikke rejse hjemmefra, og min kone og mere Anthelma måtte da tage over og
forklare justitsminister Alberti, at bygningerne allerede var under opførelse.
Samtidig lod jeg redaktør Fr. Pedersen minde ministeren om, at vi havde
begyndte at bygge i tillid til hans løfte, ja endog den katolske prinsesse
Maries hjælp måtte vi benytte.
Så endelig indbragte
justitsministeriet med sin anbefaling sagen for rigsdagen, og nu var der ikke
nogen hindring mere. Statsanerkendelsen og det dermed ifølge loven følgende
statstilskud til opførelsen af sanatoriet blev givet, - ja, da
bygningsmaterialer var steget stærkt i pris, fik jeg endogså ministeriet til at
foreslå (og få vedtaget) 12.000 kr. ekstra til os.
Men trængslerne var ikke endt
endnu. Som tidligere nævnt gik hovedentreprenøren fallit, og søstrene måtte af
med en hel del ekstra penge. Da bygningen nærmede sig sin fuldførelse, skulle
der jo skaffes prioritetslån deri. 1. prioritet gik det let nok med, men 2. -!
Det var i 1908, det værste kriseår, vi har haft herhjemme i umindelige tider.
Allerede i februar gik Grundejerbanken i København fallit, flere andre banker
og mange private måtte samme vej. Så kom det som et
tordenslag, at Alberti meldte sig til politiet for bedrageri for ca. 18
millioner kr. Der kom pengepanik over hele landet. Folk tog deres penge ud af
bankerne, og disse havde således ikke noget at låne ud, rent bortset fra, at de
hverken havde lyst eller mod dertil. De stakkels St. Josefs Søstre måtte
ligefrem gå tiggergang for at få kaution, thi der var slet ikke tale om at låne
på 2. prioritet alene, kun mod yderligere kaution. Endelig lykkedes det at få
en katolik (Berling) til at kautionere for et 2. prioritetslån i Handelsbanken
på 120.000 kr. Men betingelserne blev sat så stramt, at lånet skulle afbetales
på 10 år, medens prioritetslånene i hypotheksforeningerne sædvanligvis
afbetales på 40 år. Denne frygtelige årlige åreladning lammer os endnu stadig.
Skønt sanatoriet stadig holdes fuldt belagt og med de sædvanlige (og
forventede) afdrag på 40 år let ville have klaret sig selv, og skønt jo intet
menneske have kunnet drømme om sådanne katastrofer som dem, der havde ramt os,
piner det mig dog at se, at det kniber for St. Josefs Søstrene. Det skal blive
en lettelse, når disse 10 år er gået.
Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber.
Endnu i Slutningen af forrige
århundrede lå der mellem Sjelborg og Hjerting Byers Marker et Stykke uopdyrket
Hede, gennemfuret af mange gamle Veje. Her byggede Enkefru Klindt i 1889 en
Gård, Klindtsminde, til Minde om hendes afdøde Mand. Det var store og solide
Bygninger. Min Broder havde opført dem, og Madam Klindt ville ikke spare. Så
anlagde hun en stor og smuk Have med mange sjældne Planter. Det var alt sammen
såre godt - men Marken manglede! Gården var anlagt på den bare Hede, og lidt
Agerjord mod Øst, som hørte dertil, havde ligget udyrket så længe, at den var
overgroet med Lyng. Men Madam Klindt vidste råd. Hun lejede et Stykke Jord ved
Stranden, som græssede godt.
Denne Gård købte jeg og overtog
den 1. april 1895. Vi skulle give 12.000 Kr. for den. De 7.000 stod i
Kreditforeningen til 5 %, så lod Madam Klindt 2.000 stå til 4 %, og vi lånte
2.000 i Varde Sparekasse til 5 % og sluttelig betalte Svigerfar 1.000 Kr., som
var min Kones Arvepart. Jeg havde også 1.000 Kr., som jeg havde sparet sammen.
Lønnen var ellers lille dengang. Efter min Konfirmation tjente jeg hos Købmand
Vindfeld i Hjerting i 2 år, det første år for 45 kr., det andet år for 55 kr.
Det kunne ikke give meget i Overskud, når der skulle købes Træsko og andre
Småting; Tøjet fik jeg hjemmefra, men herfor betalte jeg af på Fars
Købmandsregning. Jeg havde tjent i 14 år med Undtagelse af min Soldatertid og
en Vinter på Vallekilde Højskole. Højskolen tog lidt, Soldatertiden kunne
derimod nok bære sig selv.
Mine 1.000 Kr. beholdt jeg som
Driftskapital. Der skulle købes Korn til Sæd, Høns, Heste og Svin ligeledes
lidt Frø og Gødning m. m. samt Indbo og Køkkenudstyr. Papirsomkostningerne blev
mere end 300 Kr. Jeg syntes, Stempeludgifterne var en underlig Måde at tage
Skat på; det var at tage af de fattige, som måtte låne; det var bedre at tage
en lille Afgift af de Renter, rige Folk hævede i Pengeinstitutterne. Vi måtte
ikke købe mere end højst nødvendig. Jeg købte et dobbelt Sengested med Bund.
Det kostede 14 Kr. Så lagde vi et Lag Halm i Bunden. Jeg fik en Dyne hjemme ved
min Mor, og min Kone kom også med noget Sengetøj, og hun kom med et Bord og 4
Stole, en Væv og et Klædeskab. Jeg havde også et Skab, og i Køkkenet var et Bord
og en fast Bænk, og vi fik en Seng med Sengetøj til en Hyrdedreng. Min Kone
skulle tage hjem den foregående Vinter for at lære at væve. Hendes Moder
vævede, men hun blev syg. Vi skulle have haft Bryllup til April,
men Johanne kunne ikke komme fra sin syge Mor, så vi måtte vente. Jeg fik da
Kosten hos Fru Klindt, som boede i Huset. Hun var altid flink og medgørlig og
gav os mange Småting eller overlod os dem til små Priser.
Besætningen bestod af en Hest, 2
Plage, 6 Malkekøer, 4 små Kreaturer, 5-6 Får, 2 Grise og 40- 50 Høns. Der var
50 Td. Land, hvoraf 4 Td. Land god Eng i Toftnæs. Dog fulgte den førhen omtalte
Lejejord ved Stranden jo ikke med. Der var altså Værdier nok for Pengene. Men
Landbrugets Indtægter var usle i disse år. De havde lavet et Mejeri i Hjerting,
noget af det dummeste, voksne Mænd havde fundet på. Der var ikke mere Mælk til
det, end een Hest kunne slæbe sammen. Vi fik i Reglen 10 Øre pr. Kande for vor
Mælk og gav 4 Øre for den skummede Mælk, vi fik tilbage. Desuden gav Køerne
meget lidt. Vi havde hverken Roer eller Kager, vi kunne købe Hvedeklid, men med
den Mælkepris kunne Køerne ikke betale derfor. Et fedt Svin kunne koste 25 Kr.
Nu koster en lille Gris over 100 kr.!
Ved Gården lå nok megen Hede
pløjet, men den skulle bearbejdes og have Gødning og Mergel. Det var Slid at få
Mergelen kørt hjem fra Guldager, men det kostede også Penge.
Fiskerne havde dengang begyndt at
eksportere Fisk til Tyskland, men når vi kom hen til sidst i Maj eller Juni blev det i Reglen for varmt at sende Fisken, så tog de
den hjem og saltede og tørrede den og solgte den som Tørfisk, men Affaldet,
Hoved og Indvolde kogte de og blandede med Mel. Det gav et udmærket Svinefoder,
og det blev mange Svin, som de fedede. Det gav også en Del Gødning, og det var
noget, jeg kunne bruge til Hedejorden. Her satte Fiskerne Kartofler, men jeg
fik Betaling for at køre Gødningen ud og Kartoflerne hjem til dem, og det
kultiverede min Hedejord. Også Svinene kørte jeg til Esbjerg for dem. Jeg fik 3
Kr. for en Tur, der kunne gøres en Formiddag, og jeg var glad for hver Krone.
Jeg blev mere og mere klar over,
at Gården ikke kunne give til Renterne. Jeg besluttede at køre en Dag om Ugen
til Esbjerg og tage Bud og Personer med. Hjerting og Esbjerg havde fælles
Interesser. Fiskerne begyndte at sejle deres Både om i Esbjerg Havn. De første
to, der prøvede, blev afvist. Da sejlede Hans Øllgård derind og gik op til
Havnemesteren. Resultatet blev, at hans Båd blev liggende, og at han lod de
andre Fiskere vide, at nu
kunne de godt sejle derom. Jeg tænkte også, at Posten med Tiden kunne komme
over Esbjerg. Spidserne og Købmændene ville ikke have med Esbjerg at gøre. Det
var kun Bosser og Bissere, der holdt til! Men Esbjerg var der nu engang. Og den
20. februar 1897 kørte jeg den første Tur, efter at jeg havde averteret. Jeg
tjente 10 Øre. Det var en Fiskers Protokol, jeg havde med til Toldforvalteren.
Det var ikke meget lovende! Men næste Dag tjente jeg 3-4 Kr.
Den første Tid holdt jeg hos
Købmand Pallesen i Kongensgade. Han havde en Del Landhandel, og der holdt vi
altid ind, mens jeg tjente i Guldager Præstegård, og der var god Staldplads.
Jeg skulle gerne skaffe ham flere kunder fra Landet. Det var ikke så nemt. Han
lå gerne i Overkanten med Priserne. Og samtidig havde Brugsforeningerne
begyndt. Engang skulle jeg sælge noget Smør for Uddeleren i Tarp. Jeg falbød
det til Pallesen. Han ville nok købe det, og de spiste af det til Kaffen, og
han roste det og spurgte, hvor det var kommet fra. Jeg vidste ikke, hvem der
havde kernet det, men jeg havde da fået det af Uddeleren i Tarp.
»Ham, den Karl!« råbte Pallesen,
»han skader sin egen Stand!« Og han kylede Smørret hen ad Disken og vedblev
længe at skænde. Og Smørret til Kaffen fik jeg ingen Betaling for!
Jeg handlede med mange Ting, navnlig
Æg. Jeg havde undertiden 100-150 Snese. Der var ikke Ægpakkerier dengang, så
jeg købte ved Købmænd og Brugsforeninger og solgte til Købmænd og
Skibsprovianterere. Vildt var også en god Handelsvare; det kunne jeg nok tjene
lidt på, og jeg kunne næsten altid sælge det til private. Når jeg tog et Bundt
Harer, Vildænder, Agerhøns eller Duer og gik ned ad Kongensgade, kom Folk og
købte, andre bestilte. Vildgæs og Ænder fik jeg især fra Langli. Jeg købte også
Skind m. m. Det var jo om at lave Penge.
I Førstningen kørte jeg med en
Charabanc til 6 Personer. Men når jeg havde Passagerer med, var der for lidt
Plads til Gods. Jeg købte da en gammel Hotelvogn fra Hotel Spangsberg, den
første lukkede Vogn, Esbjerg ejede. Jeg skulle give to Læs Hø for den. Jeg fik
den malet og gjort istand. Det var en stærk Vogn. Jeg havde tit 2000 Pund oven
på den, mens Passagererne i ro og mag tog sig et Spil Kort inde i Vognen.
Den første Tid kørte jeg altid
gennem Sædding, men da jeg begyndte at køre to Gange om Ugen, kørte jeg efter
Tarp Kro om tirsdagen. Det var lidt længere, men bedre Vej. Sæddingvejen var
dårlig, især for den store Vogn, som var meget vidsporet.
Jeg skulle ind mange Gange i Gårde
og Huse; når jeg havde Bud med, så skulle jeg have Penge. Undertiden ville de komme
med dem næste Dag, det kunne blive til 1-2 Måneder. Jeg måtte næsten føre et
helt Bogholderi. Jeg havde en Hovedbog hjemme, men jeg skulle også have en
Kladde med i Tasken, så jeg kunne se Beløbet og kvittere. Esbjerg var ikke så
stor dengang. Kongensgade var Landevej med Grøfter ved Siden, hvor der ingen
Huse var. Der var begyndt at komme Husnumre, men dem tog jeg ikke Hensyn til.
Jeg kendte Husene og vidste i Reglen, hvem der boede der. En gammel Kone, som
boede i »Frihavnen« i Hjerting, havde tre Døtre gift og boende i Esbjerg. Jeg
havde tit Bud for hende og fik en Tiøre for det, hvis hun havde nogen.
Det kneb stadig for os med
Økonomien. Det første Efterår måtte jeg sælge den største af Plagene. Jeg fik
220 Kr. for den. Så havde jeg dog Fred for Renterne et halvt år. Engang noget
senere havde jeg fået Pengene samlet sammen, så nær som 10 Kr.. Jeg gik en
Aften ude ved Granerne og spekulerede på, hvor vi dog skulle få dem fra. Jeg
syntes ikke, vi havde noget at sælge, og næste Dag var sidste Dag. Jeg gik så
ind til Johanne og talte med hende om det. Jo, hun havde et Stykke Vadmel
liggende, som jeg skulle have haft Tøj af; det kunne jeg sælge til Fiskerne. Vi
havde selv Får og Uld og kunne lave et Stykke Vadmel igen og kunne jo selv væve
det. Jeg blev glad. Næste Morgen gik jeg til Hjerting med Tøjet. Der var
Fiskere nok, som ville købe, men ingen havde Penge nu sidst i Marts Måned, jeg
kunne tidligst få Pengene, når de begyndte at fiske i April.
Indtil da fik de deres Forbrug hos Købmand Vindfeld, der så i Fisketiden fik
deres Fisk til Eksport. Jeg traf også en gammel Mand, Villumsen, som en Tid
havde haft Visselbjerg. Han ville gerne have købt Tøjet, hvis han ikke netop
havde bestilt et Sæt hos Skrædderen. Endelig i det sidste Hus havde Manden 15
Kr., som jeg fik, Resten skulle jeg få, når Fiskeriet begyndte. Deromme i
Vesterbyen så jeg, at gamle Villumsen gik oppe på Bakken og pegede ad vores
Gård med Stokken. Jeg skyndte mig da hjem. Da havde hans Husbestyrerinde været
der med 10 Kr., som jeg måtte låne.
Engang en Sommer havde jeg
Dynweber, som dengang havde Brødfabrikken, og hans Kone og el Par mere med mig
til Hjerting. Jeg havde mange Varer med til Brugsforeningen i Tarp, og det tog
nogen Tid at få det læsset af, og jeg skulle også have en Del med til Hjerting.
Jeg kørte så over til Kroen, hvor jeg også havde Ærinde. Endelig var jeg færdig
og sprang op på Vognen og greb Tømmen. Hestene kunne vel nok mærke, at jeg
havde travlt og slog straks over i Trav, og jeg kørte rask. Det var jo fine
Passagerer, jeg havde med. Da jeg kom omtrent til Højgårdene, mødte jeg en
Cyklist. Han råbte efter mig, at Vogndøren slog op og i. Jeg kiggede ind i
Vognen. Ja, Døren stod åben, og Vognen var tom! Det kan nok være, jeg fik
Skuden vendt og kørte tilbage. Mellem Vogterhuset og Tarp Kro, mødte jeg
Selskabet. Jeg undskyldte, at jeg ikke havde set efter. Men Dynweber påstod, at
det var deres Fejl; de burde have sagt, at de stod af. De tog det alle med godt
Humør. Dynweber lo, så hans tykke Mave rystede.
En Vinter var jeg kørende i Kane,
da det satte ind med Tøvejr. Det gik til Tarp Kro, hvor Vejen var godt banet,
men efter Hjerting var den mere gruset. Og det endte med, at Hestene rykkede
Kindingerne af (Gaffelen, hvori Stjærten fastgøres). Jeg måtte da ind på en
Gård for at låne en Vognkæde, som jeg fastgjorde inde under Kanen. Men den
sprang. Så lånte jeg en Vogn. Den læssede vi alle Varer op i. Men der var tre
rejsende: to unge Mennesker og Toldforvalter Dyres Frue. Hun var en ældre Kone
med et stivt Ben og kunne ikke komme op i den stive Vogn. Hun ønskede så at
blive i Kanen. Når der ikke var andet Læs i den end hende, gik det vel nok. Jeg
bandt så Kanen bag efter Vognen; men der var jo intet Styretøj i den, og når
det gik lidt nedad, rutchede den i en Fart ud til Siden, til Kæden blev stram,
så gav det et Ryk, og den foer over til den anden Side, til det atter gav et
Ryk. Sådan krydsede den, så det kan nok være, den gamle Frue fik megen Kørsel
for Pengene! Jeg var bange for, at Kæden skulle springe og hun gå på Hovedet i Grøften;
men den holdt.
Efter en Tids Forløb flyttede jeg
om på Højskolehjemmet at holde. Der fik jeg Middagsmad og gennemgik mine Bøger,
og ordnede Buddene, så jeg kunne tage det hele med en Tur til hver Side. Jeg
havde tit mange Penge med til Banken fra de handlende, ofte flere Tusinde, det
var mest Kassekreditbøgerne, jeg havde med at sætte Penge ind på. Jeg
sammenlagde da Beløbene, så jeg havde det på rede Hånd, når jeg kom i Banken.
Det var mest Varde Bank, der dengang havde lejede Lokaler i den østlige Ende af
Kongensgade.
En Dag stod en Sagfører fra Varde
ved Kassen. Jag gav ham Bøgerne og sagde, hvor meget der skulle sættes ind på
hver Bog. Da han var færdig, rakte han mig Bøgerne og forlangte en Sum, jeg
straks var klar over var forkert. »Passer det?« sagde jeg. »Ja, gu’ passer
det!« sagde han og tilkastede mig et skarpt Blik. Jeg tog da Tegnebogen frem,
men Palludan, som havde hørt Ordskiftet, sagde: »Aa, Sagfører, må jeg ikke lige
se? Den Mand plejer ikke at regne fejl.« Han fik Bøgerne og nævnede det rigtige
Beløb. »Det passer«, sagde jeg og betalte.
Mange Steder gav man Drikkepenge,
men det brugte Banken ikke, heller ikke ved denne Lejlighed. Skønt jeg havde
indbetalt over 2 Millioner i Varde Bank, blev det det eneste Sted, hvor jeg
ikke havde fået en Øre i Gratiale. På Apoteket fik jeg Julegave hvert år, og
mange gav mig een Krone, når jeg betalte regninger. Jeg mindes endnu gamle
Landinspektør Hvelplund. Når jeg kom og betalte ham en stor Regning, gav han
mig en Daler. Mange så sådan på det, at det var en nyttig Gerning for Byen, jeg
havde taget op.
Selv kunne jeg godt have taget
noget mere og endda have haft nok at køre med. Jeg havde f. Eks. tit 3-4
Flasker Medicin, Kamfer eller Kamferdråber. Jeg skulle da først om og bestille
det, så hente det og betale det og så bringe det ind i Hjemmene. Det fik jeg 10
Øre for. Skal man nu have en Flaske fra Esbjerg til Andrup, koster det 50 Øre,
selvom det bliver bragt på Rutebilstationen. Engang glemte jeg at indfri en
Veksel på 200 Kr. for en Mand. Jeg opdagede først Forglemmelsen, da jeg var
kommet hjem, og da jeg ikke skulle køre næste Dag, tog jeg en Hest og red på
til Esbjerg. Der var endnu ikke mange Cykler dengang. Den Tiøre var også dyrt
tjent. Jeg købte ofte Tøj eller Legetøj til Børn eller Damer og havde det Held,
at det næsten altid passede. Engang skulle jeg købe et Stykke amerikansk
Oksekød eller Tøndekød. Et Par Dage efter kom Manden med Kødet igen og sagde,
at det var lavet af Mennesker, og det ville han ikke ha’. Jeg havde jo købt
det, hvor han havde sagt, og derfor måtte han også tage det, som det var.
Ellers kom jeg godt ud af det med mine kunder.
Engang havde jeg 1/2 Td. Kartofler
for i Vognen og satte en Barnevogn over den, så 2 Hjul stod på hver Side af
Sækken; i Vognen lagde jeg så en Mængde Småting. Da jeg i Esbjerg ville trække
Kartoflerne ud, fik Barnevognen Overbalance og slog en Kolbøtte ud over den
nærmer Hest, der blev bange. Hestene satte i Løb, og for ikke at blive klemt
fordærvet mellem Vognen og en Husmur, måtte jeg give Slip på Tømmen. Hestene
foer afsted med Køretøjet, ved Havnegade drejede de ind efter Byen. Her stod en
Murer øverst på en Stige ved et toetages Hus. Hastigt skubbede han et Par
Teglsten til Side og greb fat i Lægten og kom ind i Huset, mens Hestene ramte
Stigen. Vognstangen knækkede og Stigen havnede på Taget af Vognen, hvor den
blev liggende. I Vognen var der flere rædselsslagne Damer. En efter en sprang
de ud af Vognen; en af dem havde et lille Barn med. Hun bøjede sig langt ud af
Vognen og lod Barnet falde ned på Vejen, hvorefter hun selv hoppede ud. I
Stormgade drejede Hestene om til Kongensgade, der blev fyldt med Mennesker. En
Cyklereparatør kom op fra en Kælder og kastede en Frakke i Hovedet på Hestene,
men uden Resultat; ved Kirkegade fik Slagter Hans Jensen fat i Tømmen, og ved
Torvet fik han dem helt standset. To af Damerne turde ikke tage med tilbage.
Der var dog ikke mere noget at mærke på Hestene.
I Badetiden havde jeg tit
Badegæster med til Esbjerg Banegård. Og Dagvognen gik nu sin Sejrsgang.
Trafikken voksede; jeg måtte køre fire Dage om Ugen. Jeg havde nu tre kraftige
Heste, for Ejendommen skulle jo også passes. Jeg havde flere Gange en Samtale
med Postmester Sjønning og Hjertingboerne om at få Hjertingposten over Esbjerg;
men der var ikke nogen Stemning for det. Da købte Sagfører E. Hansen, Esbjerg,
Marbækgård, og anlagde en god Vej fra Tobøl til Marbæk, hvorefter han fik
gennemført, at Posten gik over Esbjerg, så kom Strandvejen mellem Esbjerg og
Hjerting. Det var også et Plus i den rigtige Retning.
Bilerne begyndte nu at komme frem,
og jeg var nok klar over, at de blev Fremtidens Løsen. Men jeg kunne ikke magte
at anskaffe Bil. En Forretningsmand i Esbjerg foreslog mig at danne et
Aktieselskab; der var nok, som ville skyde Penge til, så Bilen kunne anskaffes.
Men skønt min gamle Hotelvogn ikke kunne klare det længere, turde jeg ikke give
mig i Lag med Bilen, men købte en gammel Dagvogn, lidt større end min
tidligere.
Da kom Katastrofen! En Dag i
Esbjerg blev jeg meget syg. Det var godt, jeg var velkendt, for jeg skulle
hyppigt på W. C. Men trods tiltagende Smerter ville jeg gennemføre min Tur. En
Nabo tog en Del Varer med over Tarp, for det gjaldt for mig snarest at komme
hjem og i Seng. Alligevel måtte jeg over Tarp, da jeg senere fik en Pakke Kød
til Tarp Kro, hvor der skulle være Spisning om Aftenen. I Hjerting fik jeg
Hjælp til Aflæsningen og en Mand til at hjælpe mig hjem. Jeg lå da inde på
Sædet i Vognen og kunne ikke mere. Næste Dag havde vi Lægen. Det var
Bindtarmsbetændelse. Men der var ikke Tale om Operation. Det var sjældent
dengang. Jeg fik smertestillende Dråber og måtte intet spise de første Dage.
Efter en Uges Tid kom jeg op, men fik stadig Tilbagefald. Efterhånden blev der
længere og længere mellem Anfaldene, og efter et års Forløb hørte de helt op,
og jeg har intet mærket til Sygdommen siden. Mens jeg var syg, måtte min Karl,
Jens Søndergård, køre Dagvognen, og han var flink og dygtig. Jeg ville gerne
have lejet ham til at fortsætte, men han ville ikke. Og Lægen frarådede mig
selv at køre. Jeg havde nemlig efterhånden fået alt for mange Grovvarer at køre
med, og det var et Arbejde at få en 200 Punds Sæk op på Vognen.
Den 1. november 1908 solgte jeg så
Ruten, Vogn, Seletøj og to gode Heste til Jens Thorstensen for 1.800 Kr., så
der blev ikke meget i Afståelse. Efter et Par års Forløb var det, Posten kom
over Esbjerg, og Thorstensen fik en lille Bil, som stadig blev forstørret. Nu
kører der i Sommertiden hver halve Time Bil mellem Hjerting og Esbjerg, tit ret
store Rutebiler, to til tre efter hinanden. Den Tur, som begyndte med 10 Øre,
giver nu flere Hundrede Kroner om Dagen.
***
P. Brinch død lørdag d. 20. december 1908. Igen er en af Esbjergs pionerer gået bort - en af dem, som har set Byen vokse op fra en ubetydelighed til den anselige By, som den nu er. Fabrikant P. Brinch., som i Lørdags Nat døde efter et ganske kortvarigt sygeleje kom til Esbjerg i April I876 som en 35årig mand, efter i sin ungdom at have pløjet søen. Han stammede fra en gammel Sømandsslægt på Sønderho, hvor han var født den 7. Oktober 1841. Allerede som 26årig var han skibsfører, og i de gode år som det var for Skibsfarten, tjente han - påpasselig som han var en lille formue, så han i sin bedste manddomsalder kunne begynde den fabriksvirksomhed her i byen, som efterhånden blev ret betydelig. Året før han blev fast borger i den unge by, havde han været her sammen med svogeren, kaptajn Warrer, og sammen med ham opført det hus i Havnegade son hr. Warrer endnu bebor, men da havde Brinch endnu ikke sagt søen farvel. Den bygning som han i 1876 erhvervede ved Strandbyvej, var tænkt som Uldspinderi, men dette var endnu ikke indrettet da Brinch tog fat. Han fik det snart igang, og udvidede efterhånden virksomheden, så den kom til at beskæftige et betydeligt antal mennesker. Men Brinch havde også øje for andet som kunne bringe næring til Byen, og han var ikke bange for at sætte sin kapital i vove. Sammen med P. Breinholt, M. Spangsberg og skibsbygmester Dahl lod han bygge de første fiskerfartøjer, som fiskede her fra byen, og han blev fiskeeksportør, - en virksomhed, som nok ikke viste sig videre lønnende dengang.
Da Telefonen kom op, var Brinch rask til at "gribe Tråden", og han knytte de den første forbindelseslinje mellem Esbjerg, Varde og Ribe. Anlægget blev i hans hånd indtil det gennem et interessentskab i slutningen af Guldalderen gik over til Sydjyske Telefonselskab. Også fremhjælp af Byens økonomiske liv har Brinch været med til. Han var således medstifter og senere meddirektør i Fanø-Esbjerg Bank, den virksomhed, som han bogstaveligt ofrede sine sidste kræfter, idet han fra bankens lokale i torsdags bragtes dødssyg til sit hjem.
Da Grundejerforeningen oprettedes, blev Brinch dens repræsentant i Esbjerg-distriktet, en stilling som han varetog ned den flid og interesse, der i det hele taget kendetegnede hans bramfri færd. Det var dog søen og hvad der knyttede sig til sø-næring, som havde P. Brinch hjerte. Derfor var det kun rimeligt, at Brinch var den første mand, som regeringen indsatte i Havnerådet, da det oprettedes, - at han blev medlem af Søretten i Esbjerg, og at han var Switzers repræsentant for denne del af kysten. Han var en sagkyndig og en god rådgiver i mange forhold, ikke mindst i Havnesager. På hans autoritet hviler sikkert delvis det Projekt til en Trafikhavn mod Vest, som nu behandles i Folketinget. Sørgeligt var det, at P. Brinch ikke oplevede at se den sag, som han endnu den sidste dag han var rask, drøftede med dette blads redaktør (Esbjerg Avis), bragt til sin endelige afslutning. Den ellers så rolige mand kunne blive fyr og flamme når han kom i debat mod de, der var hans modstandere i Havnesagen. Man han havde næppe nogen uven af den grund, thi alle var på det rene med, at hvad P. Brinch forfægtede i denne som i enhver anden sag, var hans oprigtige mening.
Nu lige under Jul jordfæstes da P. Brinch, og den store slægt, hvis samlingsmærke han var, har kun mindet tilbage om ham. Han var tre gange gift, og med sin sidste hustru, en søster til afdøde skibsbygmester Dahl, fejrede han i december forrige år sølvbryllup. Fire af hans døtre er gifte, nemlig med kaptajnerne Sonnichsen og Stabel i København, og konsulerne, bankdirektør Nielsen og grosserer Olsen i Esbjerg. En datter er ugift i hjemmet, og afdødes eneste søn bor ligeledes her i byen. Brinchs død skyldes en hjertelammelse som følge af en forkalkning i blodårerne. Han har ikke tidligere mærket til denne sygdom, og var tilsyneladende en kraftig mand, som kunne være nået langt over støvets år - hans moder er endnu temmelig rask, trods sine 88 år.
Da han ramtes af ildebefindende under sin virksomhed i banken, var han dog klar over, at det kunne være en alvorlig sygdom, og at det kunne bære mod døden. Hans nærmeste familie samledes derfor, og han nåede også at se sine i København bosatte døtre ved sit sygeleje lørdag formiddag. Straks faldt han hen i en døs, som varede til døden indtrådte ved to-tiden natten til søndag. Brinch, der blev ridder da Rytterstatuen afsløredes, vil blive begravet på onsdag middag fra Kirken. I anledning af dødsfaldet flagede Havneadministrationen og Esbjerg-Fanø Bank i går, søndag, på halv stang. P. Brinch var også med i orlogsflåden efter d. 20. juni 1863 til 27 november 1864. bl.a. på ”Esbern Snare” i kampene mod prøjseres indtrængen i Danmark.
Direktør Frederik Lorentzen Brinch der var født d. 23. oktober 1880 i Esbjerg
fortæller, at som barn var han meget svagelig.
Hans moder døde af tuberkulose da han var ca. 1 år gammel. Han blev opereret to
gange for knogletuberkulose af dr. O. Bruun der til assistance havde lægen
ombord på fiskeriinspektionsskibet "Guldborg". Operationen fandt
sted i vores spisestue og på spisebordet. Min søster Alma - der blev gift med
den engelske konsul Jørgen Nielsen - og jeg gik i skolen dér som var indrettet
i den daværende Gendarmerikasserne, hvor der i gavlen var indrettet skolestue.
Det var en fæl tur om vinteren at gå i mørke fra Strandbygade hvor far's fabrik
lå, og det skete jo adskillige gange vi dumpede i grøften der løb langs
Strandbygade. Ofte bad vi drenge om at få lov at gå i gården for at komme ind
til gendarmerne der altid var venlige og fornøjelige. Jeg husker jo adskillige
af lærerkræfterne dengang, men engang imellem måtte der søges hjælp i de
mindste klasser såfremt der var sygdom iblandt lærerkræfterne. Jeg erindrer
således Poula Mikkelsen der kun var 4 - 5 år ældre end jeg, hun var datter af
havnebetjent Sørensen - hun underviste i dansk og regning. Skolen blev holdt
ren af madam With - der boede ovenover. Hun blev gift med Phillipsen - der var
handelsmand med en trillebør. Vi børn tingede ofte med ham om priserne på
æbler, blommer og pærer og derved skabte han sætningen - "rask må det
gå" - som er blevet Esbjergs valgsprog, og som byen lever op til. Så blev
der jo bygget en ny bygning overfor kirken i Skolegade. Det var jo store og
flotte forhold i modsætning til Gendarmerikassernens lokaler.
Direktør Brinch var født d. 1. december 1875 i Sønderho på Fanø, - og fortæller, at hans fader P. M. Brinch var kaptajn, og at moderen, Anna Brinch, begge var født på Sønderho. Min Barndom og Skoletid, gik ellers i al Stilhed således at Jeg ikke engang havde været i Esbjerg før Jeg blev konfirmeret. I Nordby var jeg adskillige Gange, - især efter Medicin, for en Tur til Nordby fik man 10 øre. Dengang løb man gerne de 14 Kilometer frem og tilbage for 10 ører. Den 17. februar 1890 - 14 Dage efter min Konfirmation sejlede jeg med Hjuldamperen Koldinghus fra Esbjerg til Newcastle, en Sørejse der dengang tog 36 Timer for at nå England hvor jeg straks kom Ombord i Faders 500 Ton store Barkskib som lastede Kul til Rio de Janeiro. Vi sejlede fra England d. 3. marts og nåede Rejsens Mål den 10. maj. Kullene blev losset og vi indtog straks en ladning Huder til Le Havre i Frankrig, - og derfra i Ballast til Visby på Gotland for at indtage en Ladning Træ. På tilbagevejen gik jeg i Land på Københavns Rhed og rejste Hjem. Det var først i December Måned 1890, og dermed var mit Sømandsskab forbi. Efter Sommerferien i 1891 kom jeg til Varde på Realskolen hos Bestyrer Kaptajn Briks, og i 1893 efter to Års Forløb fik jeg Præliminæreksamen, og ca. 8 Dage efter fik jeg Kontorplads i Trælastforretningen Meinerts & Co. i Esbjerg. Trælastforretningen var een af Konsul Lauritzens nyoprettede Firmaer. Da jeg begyndte på Kontoret i Esbjerg havde Byen 4.000 indbyggere. Husene lå spredt over et stort Område, med Pløjemarker og Kornmarker ind imellem. At alt det hele var en stor Forvirring forklares bedst derved, at jeg engang i min Skoletid i Varde, havde været hjemme i Juleferien, og på Tilbagerejsen kom med den lille båd (færge) til Strandby Kro, hvorfra jeg skulle gå til Banegården ved Exnersgade, Det var først på Aftenen men jeg løb vild omtrent der hvor Esbjerg Andelsmejeri er bygget. Jeg var kommen fra Landevejen, og kunne ikke finde den mellem Husene, samt Stendynger og Skramlepladser, - endelig fandt jeg frem og kom med Toget. Jeg var på Trælastkontoret til 1895, og da blev Tømmerhandelen Meinerts & Co. slået sammen med Bøtkers Tømmerhandel. I Tarm havde Bøtker oparbejdet en Tømmerhandel som han solgte og flyttede til Esbjerg, hvor han straks begyndte en Tømmerhandel, - kun kort Tid efter i 1895 skete Sammenslutningen, - med Bøtker og M. B. Knudsen som Direktører. Der gik kun nogle få år, så skiltes de. Knudsen rejste til Amerika og Bøtker fortsatte som enedirektør. Meinerts Kontor var i Kongensgade 6 og Foderstoffirmaet, Eriksen & Christensen havde Kontor i modsatte Ende af samme Bygning Samme Dag som Sammenslutningen af de to Trælastfirmaer skete begyndte jeg klokken 20 om Aftenen på a/s Eriksen & Christensens Kontor. Det nye Kornfirma var startet i 1893, og før den Tid blev alt Kornet fragtet fra Kolding og her til Vestjylland. De fleste Mennesker i Esbjerg gik dengang med Træsko. Jeg husker således engang, jeg fulgte med direktør Eriksen fra Kontoret og ned på Havnen. Jeg gik med Træsko på Fødderne og direktør Eriksen sagde til mig, ”det er Fodtøj man er godt tjent med. Træsko passer til Esbjerg hvor der ikke findes Gader, - men kun dårlige Veje og smalle Stier!' Kornfirmaet voksede hurtigt, det første Pakhus som Selskabet selv byggede skete i 1898. Det var Træpakhuset ved Siden af Saltværket. Silopakhuset begyndtes der på i 1899. Tømrermester Clausen havde Arbejdet, men som en Tid måtte ligge stille på Grund af Strejke. Clausen led på Grund af denne Strejke et meget stort Tab, idet han havde Cement liggende for l0.000 Kroner, som fuldstændigt forstenedes. I 1909 brændte Silopakhuset. Det var d. 19. august 1895 at jeg begyndte og fik der mit mangeårige Arbejde i Kornforretningen a/s Eriksen & Christensen. og jeg vil her tilføje, at jeg havde den store Glæde, at komme med i et stort Arbejde, med at oparbejde en stor vestjydsk Kornfirma. De to Direktører Eriksen og Christensen var udmærkede mænd at arbejde under. Jeg arbejdede uafbrudt i Firmaet til 1933. I disse vanskelige Landbrugsår led Firmaet store Tab, - og der måtte på en Måde næsten begyndes i det små igen. Jeg enedes med Direktør Eriksen i 1933 samt med hele Bestyrelsen om at begynde en Hønsefoderfabrik. Der var dengang kun een Forretning for Hønsefoder der betød noget, - nemlig ''KarensmøIle" i Aarhus, som voksede meget stærk, udvidede stadig kundekredsen - ja, helt her over til Sydvestjylland. Jeg troede på Foretagendet da jeg startede, og mente med Sikkerhed, at en sådan Virksomhed kunne gå i Esbjerg. Jeg havde i de mange År solgt meget Korn i de vestjyske Egne, og var sikker på, at jeg også kunne sælge Hønsefoder - og det har vist sig at være rigtig. Omsætningen steg År efter År, og er nu den største Hønsefoderfabrik i sin Art i Danmark. Da jeg trådte tilbage, indtog min Søn P. M. Brinch, og Thorvald Vilhelmsen Direktørposterne. De to Mænd fulgte med mig fra a/s Eriksen & Christensens Kontor til Hønsefoderfabrikken, og har således været med fra Starten, og kender som sådan Virksomheden i alle Enkeltheder. Hønsefoderfabrikken beskæftiger nu fra 70 til 100 Mennesker daglig. Direktør Brinch også ofret ikke så lidt Tid udenfor Firmaet, og har siddet i bestyrelsen for Købmændenes Arbejdsgiverforening i 45 År, og deraf 30 År som formand, og han overtog posten efter konsul Pagh. Og jeg var så medlem i 25 År af bestyrelsen for Sammenslutningen af Havne- og Købmændssammenslutningen i Danmark, samt medlem i 7 År af Arbejdsgivernes hovedbestyrelse.
Boghandler Engers Hansen
Boghandler Engers Hansen, Esbjerg fortæller
i 1945: Jeg er født i Nordby på Fanø d. 20. maj 1879, og min far var
skibsfører, men holdt op at sejle i 1882, da han var syg, da han havde dårlig
mave. Men min far lå ikke på den lade side, da han kom hjem, og han købte
boghandelen på Hovedgaden. Desuden var far meget interesseret i
plantningssagen, og han fik beplantet 15 tønder land jord mellem Nordby og
badet, og inde i plantagen blev der anlagt en stor have. Far havde foruden en
stor frugthave inde i Nordby og mange kolonihaver til udlejning på Vestervejen.
Far var i nogle og tyve år til sin død i 1925 bestyrer af Handelsbankens filial
i Nordby, og vi havde kontoret indrettet i en stue til gaden, hvor kontoret er
endnu. Til mit barndomshjem, der endnu ligger på Hovedgaden, hørte både mark og
eng, og som besætning havde
vi en ko. Begge mine forældre stammede fra Fanø, og min mor bar nationaldragten
til sin død i 1886. Vi var 5 søskende hjemme, 3 brødre og 2 søstre, og alle
drengene blev boghandlere. Jeg gik i Nordby Realskole både i den gamle skole og
senere i den nye skole, da den blev færdig i 1892. Da jeg kom ud af skolen, var
jeg i lære hjemme hos min far i 2 år og gik desuden i teknisk skole, og
derefter var jeg to år i Præstø, hvor min broder i forvejen var i lære. Jeg
fortsatte så dér, og min læremester, der hed Andreas Jensen, var i sin bedste
alder. Han var en dygtig forretningsmand, hos hvem, man lærte godt. Jeg fik
ingen løn, men derimod kost og logi. Vi begyndte kl. 07 om morgenen og
arbejdede til kl. 21 og 22 om aftenen. Desuden havde alle boghandlerne dengang
åbent søndag formiddag. En tid, husker jeg, havde vi her i Esbjerg åbent hver
søndag morgen fra kl. 07 til 21 aften, og særlig konfirmationssøndagene var der
meget at bestille. Dengang var der ingen kiosker, og så kom folk til boghandlerne
og købte kort og telegrammer. Kl. 16 søndag eftermiddag lukkede vi op igen et
par timer; det var nu kun de første år, jeg var her i Esbjerg. Da jeg var
udlært i Præstø, kom jeg hjem i min fars forretning i et års tid, derefter 3 år
i Bollerups Boghandel i Ringkøbing, hvor jeg fik 40 kr., senere 50 kr. månedlig
plus kost og logi. En tid var jeg i Priors Hofboghandel i København og Ejnar
Jespersens Boghandel i Nakskov, og dog var jeg hjemme i sommermånederne fra
juli 1901. I København fik jeg 85 kr. i løn pr. måned, og jeg gav 55 kr. for
kost og logi i KFUMs nye bygning i Gothersgade.
I 1897 overtog min far et trykkeri
i Nordby, som var startet af et aktieselskab, som ikke kunne få det til at gå.
Det var „Fanø Ugeblad - Esbjerg Tidende - Bramminge Ugeblad og Holsted-Vejen
Ugeblad, der blev trykt en gang ugentlig. Desuden trykkede vi ugebladet
„Kritikeren” for restauratør Jørgensen, Havnerestaurationen i Esbjerg. Jeg
husker endnu, hvor trættende, det kunne være, når jeg stod og drejede maskinen
med håndkraft, men da der kom gas, fik vi en motor til at trække maskinen.
Senere blev gassen jo afløst af elektriciteten. Maskinen var købt som brugt
nede i Hamborg, men den var god; den går endnu, og vi trykkede forøvrigt også
skibsdagbøger for konsul D. Lauritzen.
Far ejede som sagt trykkeriet og
redigerede ugebladet, senere blev det redigeret af bogtrykker Høgsted,
overlærer Thyssen og navigationslærer Busch, og nu er det lærer Sneum, der er
redaktør. Min broder Søren Clausen Hansen overtog forretningen og trykkeriet i
1920 og drev det til sin død i 1936. Nu er det min broderdatter og hendes mand,
der driver forretningen og trykkeriet. I 1891/92 byggede min far den første
villa ved Fanø Vesterhavsbad (senere tilhørte denne villa dommer Esmann). Vi
havde butik og brevsamlingssted dér, og jeg bar post rundt i de år. Da „Hotel
Kongen af Danmark" blev bygget i 1895, byggede far et hus lige overfor med
hjørnebutik og badepensionat ved siden af, hvilket far havde til 1920. Min
broder Søren Hansen havde det derefter til 1936. I mange år lejede Post- og
Telegrafvæsenet sig ind hos os derude ved badet. Omkring århundredskiftet købte
vi den store villa af margarinefabrikant Steensens fra Vejle, hvor der var tre
butikker og 20 værelser ovenpå, hvor vi drev pensionat. I 1916 købte vi af
tyskeren Scheele, Bremen, „Strandhotellet" for 40.000 kr., og drev det i 2
somre, Vi solgte det i 1918 for 85,000 kr. til et konsortium, der ejede
missionskurstedet Nyborg Strand.
Der skete noget i disse
sommermåneder. Kender de forresten ikke historien om flaget og brygger
Jacobsen? Det var i 1890erne, og der var en masse gæster ved badet. En dag var
der nede ved stranden hejst et stort, tysk flag på en høj flagstang. Ved siden
af vajede Dannebrog på en lille flagstang. Brygger Jacobsen fra Valby der
ferierede på „Hotel Kongen af Danmark", blev så vred, at han tog
flagstangen med det tyske flag og knækkede den midt over. Men det bevirkede, at
alle tyskerne rejste omgående, og da det hovedsagelig var tyskere, der boede på
„Strandhotellet", som forpagtedes af kaffe-Mathisen (der dog var
hovedaktionær) - rejste denne sag mod brygger Jacobsen. Mange gange rejste
kaffe-Mathisen til København og talte med brygger Jacobsen, men brygger
Jacobsen ville ikke have noget med ham at gøre. I forretningen ude ved badet
solgte far sjældne, oversøiske ting, som han købte af skibsførerne, og mange
fine folk kom i butikken. Blandt andre ferierede prinsesse Marie en hel sommer
alene derovre, og hver dag var hun i butikken. Prinsesse Marie var meget
ligefrem og meget afholdt. Jeg husker så tydeligt en dag inde i Nordby, hvor
prins Valdemar var da var på besøg hos sin gemalinde. Prins Valdemar var inde i
butikken og udenfor holdt droschen med prinsesse Marie. I det samme kom
boghandler Digmann fra Silkeborg ind for at hilse på far, og han siger da efter
at han havde set prinsessen sidde udenfor i vognen: „nå, Hansen! Kan de ikke
præsentere mig for prinsesse Marie?" prins Valdemar, der stod lige ved
siden af, hørte selvfølgelig udbruddet, og morede sig derover, og far måtte så
præsentere prins Valdemar for boghandleren fra Silkeborg. Ja, både Carit Etlar
og Drachmann har også ferieret derovre, og inde i Nordby kom Holger Drachmann
ofte ind til far i forretningen. Drachmann ville meget gerne have et glas vin,
og oftest ville han gerne have mere end et glas, men det syntes far ikke om.
Ved indvielsen af Fanø bad i 1891 blev der foræret grunde til forskellige
kendte mennesker, for at få dem til at bygge sommerboliger derude. Badelivet og
de mange fremmede badegæster prægede øen i sommertiden. Jeg husker tydeligt
grevinde Friis, Friisenborg, når hun kom ridende med sine døtre; det så vældig
flot ud. Den ældste datter, grevinde Wedel Wedelsborg, er nu overhofmesterinde
hos dronningen.
Som dreng hjalp vi hjemme, og så
snart vi kom fra skole, skulle vi ud i marken efter koen, og vi hjalp også ude
i marken, og når vi var færdige med det, hjalp vi i butikken. Den 7. august
1903 overtog jeg her i Esbjerg Chr. L. Grottrups boghandel, og indgangsdøren
var dengang samme sted, som den er nu. Jeg gav 2000 kr. i afståelse og 900 kr.
i årlig leje, og der var en omsætning på ca. 22,000 kr., og nu i 1945 er
omsætningen omkring 700,000 kr.. Dengang var det kun frk. Bune og jeg, der var
i forretningen; nu beskæftiger vi 30 personer i hele foretagendet. I 1910 købte
jeg hjørneejendommen for 77,000 kr.. og i 1922 Jyllandsgade 19 for 42,000 kr.,
hvor jeg har trykkeri og bogbinderi, og i 1939 købte jeg ejendommen Kongensgade
63 for 85.000 kr.
Da jeg begyndte i Esbjerg i 1903
var der var vel ca. 14,000 indbyggere, og nu har vi over 40,000. I 1903 fik vi
en bydreng til 2,50 kr. - 3 kr. om ugen, og en lærling fik gerne kost og logi,
men nu får en lærling 40-50-65-90 kr. månedlig i de 4 år læretiden varer, og i
dag er det jo faktisk ikke så meget værd som kost og logi.
I 1903 havde vi meget handel med
passagererne, der kom med englandsbådene om aftenen. Der var kun forbindelse
med København kl. 22 om aftenen, og den forbindelse tog de fleste ikke med.
Derimod overnattede de gerne på „Royal", og næste formiddag havde vi meget
handel med dem. Nu derimod, tager passagererne lige igennem. Den 28. februar
1944 blev vi ramt af en bombeeksplosion, og nu har vi i 1944/45 fået
hjørneejendommen bygget op og forretningen fuldstændig moderniseret.
Og lige
overfor i Jyllandsgade, og på det andet hjørne er der et lavt hus, der netop i
disse dage er solgt for 176,000 kr.. og dengang Engers Hansen kom til Esbjerg,
kunne dette hus købes for 24,000 kr.. Det er en rivende udvikling, der har
været i Esbjerg, og det er en stor prisforhøjelse, der er sket på ejendommene i
Kongensgade. Engers Hansen boghandel er i dag en stor og moderne indrettede
forretning med hylderne fulde af bøger, papirvarer, kunstsager, og desuden er
der bogbinderi og Akcidenstrykkeri og kontormøbler i andre lokaler. I 1911 blev
hr. Engers Hansen gift med frk. Juliane Winther fra Nordby, og trods megen
svaghed gennem årene har fru Engers Hansen altid forstået at være den gæstfri
værtinde i det smukke hjem på 1. sal, og samtidig været den store støtte, der roligt
og besindigt hjalp sin travlt optagne mand. I ægteskabet er der ingen børn.
Træk
af modstandsbevægelsens historie fra Varde egnen
Et foto som Gestapo i Esbjerg har
taget under besættelsen af „Sabotagegruppe aus Varde". Fotografiet er
taget i Hotel Hafnias gård, Skolegade, Esbjerg, hvor Gestapo havde
hovedkvarter, og på billedet ses fra venstre: Politifuldmægtig Schlanbusch;
garagemester Thorvald Søndergård Petersen, politimester Simony, kontorist Peter
Madsen Pedersen, læge Knud Nordentoft, politifuldmægtig Poul Emil
Gerner-Mikkelsen, stålværksarbejder Viggo Hansen, arbejdsmand Jens N. H.
Jørgensen, læge Bent Øllgaard og Kurt Jørgensen.
En anonym deltager i
modstandsbevægelsen i Varde giver i efteråret 1945 et lille indblik i det
arbejde grupperne udførte i den lille rolige og tilsyneladende så trygge bys
borgere i Varde, og det kom som et lyn fra en klar himmel, da Gestapo d. 9.
februar 1944 pludselig slog til midt blandt vardenserne. Alt var indtil da gået
så roligt og dagligdags, og det også selvom Varde’s beliggenhed lå midt i en af
de mest militariserede egne Danmark. Få var de vardensere, som havde blot en
anelse om, at der midt iblandt dem fandtes folk, der udøvede sabotage, og som
havde den rette indstilling til at gå til modstand mod den tyske
besættelsesmagt. Ganske vist havde Varde Stålværk og Vestbanegårdens remise
været udsat for sabotage, - men det var den almindelige mening i Varde, at
sabotagerne var udført af udenbys sabotører. Og så var sandheden den, at Varde
var både tidligt og godt repræsenteret i modstandsarbejdet. I foråret 1943
etablerede stålværksarbejder Viggo Hansen, som i nogen tid havde deltaget i et
rejse-sabotageholds arbejde, en ren Varde-gruppe, bestående af bl.a. P.
Petersen, Godske Petersen, J. Jørgensen, C. Christiansen, Arnold Hansen og
Abildsted og med læge Nordentoft som en kyndig medarbejder. Sammen med
ligesindede modstandsgrupper i andre byer udførtes flere større sabotager, som
f.eks. mod transformatorstationen ved Fredericia, Dampcentralen i Esbjerg,
Varde Stålværk og den mislykkede aktion mod Callesens Maskinfabrik i Åbenrå. De
senere aktion mod Callesens Maskinfabrik i Åbenrå viste sig ganske uheldig, og
medførte blandt andet at en meget stort anlagt aktion mod Fredericia Banegård
ikke blev til noget på det daværende tidspunkt. Senere i 1943 opnåede disse
modstandsfolk kontakt med en anden illegal organisation i Varde, der bestod af
politifuldmægtig Schlanbusch, som var dens leder, samt af politimester Simony,
Gerner Mikkelsen, Søndergård Petersen, P. M. Petersen, N. Hjorth, H. Gammelgård
og Per Haugsted. Gennem en faldskærmsagent ”Jensen”, hvis borgerlige navn var
Christiansen og som var fra Vejle, og som gennem længere tid opholdt sig i
Varde, tilrettelagdes og udførtes omfattende våben- og sprængstofmodtagelser
fra flyvemaskiner på et nedkastningsterræn ved Ansager. De betydelige
sendinger, der herved kom modstandsgrupperne ihænde, fordeltes for en stor dels
vedkommende over hele Jylland, mens resten opbevaredes i Varde til gruppernes
eget brug. Som opbevaringssteder benyttedes kommunens store tørvelagre samt
Amtssygehusets lofter, der ved overlæge Bechs bistand var stillet til rådighed.
Da de aktive modstandsgrupper
forlængst var en realitet, påbegyndtes umiddelbart efter nytår 1944 dannelsen
af M-grupper til indsats, såfremt det skulle komme til åben kamp. Der dannedes
hurtigt 10 grupper á 6-8 mand, og for det tilfælde, at Gestapo skulle komme på
sporet heraf - kaldtes denne styrke for et ”evakueringspoliti”, der stod til
rådighed for luftværnschefen. Netop på den tid var evakueringsspørgsmålet
aktuelt, efter at ordet evakuering gennem længere tid havde været forbudt.
Meningen var naturligvis ikke, at man ville reklamere med oprettelsen af dette
hjælpepoliti, men blot skulle det om fornødent kunne være en slags forklaring.
Thi i Varde, som de fleste andre steder, snakkedes og sludredes der mere, end
godt var - og i en lille by trives den slags hemmelighedsfulde foreteelser
meget dårligt.
Den 9. februar 1944 kom så
Gestapos jernnæve - og de gjorde deres indtil da bedste fangst i Danmark. Den
førnævnte uheldige aktion mod Callesens Maskinfabrik i Åbenrå med påfølgende
ildkamp og med døde og sårede, førte Gestapo til Varde, hvor de arresterede
Schlanbusch, Simony, Nordentoft, Viggo Hansen, Gerner Mikkelsen, Søndergård
Petersen, P. M. Petersen, Peter Petersen og Jens Jørgensen, mens andre undslap
i sidste øjeblik. Efter ca. 7 måneders ophold i Vestre Fængsel, hvor kun
generalstrejken i juni/juli 1944 reddede dem fra en dødsdom, sendtes disse
patrioter via Frøslev-lejren til tyske koncentrationslejre, hvor de opholdt sig
til kort før kapitulationen i maj 1945, da svensk røde kors påbegyndte sit
enestående hjælpearbejde.
Desværre forundtes det ikke dem
alle at gense det fædreland, som de havde bragt så store ofre for. Ufattelige
lidelser i form af kulde, sult og mishandlinger måtte de gennemgå i disse lejre
- og de stod det ikke igennem alle. Sidst i 1944 døde politimester Simony og
kort efter læge Nordentoft begge i en lejr ved Husum, og i februar 1945 døde
politifuldmægtig Gerner Mikkelsen i Porta. Stålværksarbejder Peter Petersen
nåede netop at gense Danmark, idet han døde i Padborg under transporten til
Sverige.
Den respekt og taknemlighed, som
Vardes borgere nærer for disse brave danske mænds indsats, gav sig tydelige
udslag ved begravelseshøjtidelighederne på Varde Kirkegård, hvor de alle
stedtes til hvile. Også modtagelsen af de, der via Sverige vendte hjem fra
Tyskland efter kapitulationen, var hjertelig og vidnede om de samme følelser.
Men byens sorg over sine døde var forlenet med en stolthed over deres dåd - en
stolthed som må have trøstet de efterladte.
Da organisationen således
sprængtes i februar 1944, stod der heldigvis folk parat til at genoptage
arbejdet - og med Freddy som chef, med Mik, Britt, Jørgen og Kaj som nærmeste
medarbejdere knyttedes nye forbindelser. I løbet af foråret var delinger og
grupper formeret, og efter at Jørgen og Kaj på en gård i Guldager havde
deltaget i kursus for instruktører, gik man igang med våben- og
sprængstofuddannelsen. På grund af tyskernes mange militære poster i oplandet
måtte modtagelse fra luften opgives, og i stedet for modtog man pr. bil fra
Esbjerg de nødvendige materialer. Der opnåedes samarbejde med andre
eksisterende gruppers ledere, således bl.a. med Ras, Johannes, Jacob og
Fuphans, og der begyndte at komme gang i sagerne. Tyske vogne og ot-lastbiler
sprængtes overalt i byen, således at tyskerne blev nødt til at samle alle vogne
under skarp bevogtning på markedspladsen. Også værnemagernes vogne, lagre og
skure udsattes for ødelæggelse i stor stil, og Gestapo blev daglige gæster i
byen. Pludselig blev Jørgen arresteret, og der fulgte nogle dage med uro i
rækkerne. Heldigvis var det kun en illegal bladaffære, som Gestapo tog ham på -
og man åndede lettet op igen.
Efter et forsøg fra Gestapo på at
arrestere Freddy måtte han gå under jorden. Han blev dog i byen og ledede
arbejdet, idet han fik ophold hos kinografejer Christensen og dennes
husbestyrerinde, frøken Lauridsen, som var fortrinlige værter ved en masse
møder, hvor slagene tilrettelagdes. Senere måtte Freddy igen skifte
opholdssted, og han boede bl.a. hos overlæge Beck og kabelmester Rasmussen.
Denne gæstfrihed måtte senere betales med et månedlangt ophold i Frøslev, idet dog kabelmesteren undslap ved
at gå under jorden.
Efterhånden koncentrerede man
arbejdet om jernbanesabotagen, og nat efter nat knaldede det på banelinjerne -
helt op til 89 sprængninger på en enkelt nat. Blokposter, skiftespor og
vandtårn sprængtes. Den første jernbanesprængning iværksattes i august 1944 på
Varde-Oksbøl-banen ved Hyllerslev. Trods fortrinlige oplysninger smuttede den
tyske troppetransport, som skulle have været knaldet, fra den udsendte
sabotagegruppe - og det blev i stedet for „Piraten" med danske arbejdere,
der bragtes til afsporing, heldigvis uden at nogen kom til skade. Ved en anden
lejlighed var det lykkedes at indefryse et tysk tog med ca. 70 tanks i 2-3 døgn
ved sprængninger på alle linjerne omkring Varde.
Sideløbende med sabotagen udførtes
mange andre opgaver, såsom efterretningstjeneste om tyske styrker og deres
bevægelser, om militære anlæg osv.. Nævnes bør også den specialgruppe af
fagfolk, som udarbejdede yderst detaillerede kort over alle tyske ledningsnet i
Varde by og omegn. Planer for besættelse af livsvigtige institutioner og
forsvaret af disse udarbejdedes, og mandskabet instrueredes. Våben og
sprængstoffer opbevaredes dels på elektricitetsværket, dels på Kinografens loft
og senere på loftet bag Hotel Phønix, hvor det nød den ære at være under tysk
bevogtning.
Sidst i september 1944 gik det
igen galt, uden at det dog lykkedes Gestapo at få nogen fangst. Freddy og hans
medarbejdere måtte gå under jorden, men kontakten bibeholdtes i nogen tid, og
arbejdet fortsattes under ledelse af Fuphans og redningsfører Uhre. Til sidst
glippede forbindelsen imidlertid, og i nogle måneder lå det hele stille. Ad nye
kanaler dukkede omkring juletid en ny ledelse op, denne gang under ledelse af
amtstueassistent Schmidt og politifuldmægtig Danelund og arbejdet kunne
genoptages i fuldt omfang. Omkring midten af januar bragte Gestapo igen uorden
i cirklerne, da de fandt et større våbenlager hos gartner Hansen i Grydergade.
Dette medførte, at hele gartnerens familie og en del andre frihedskæmpere
arresteredes.
Kort efter gik det galt igen. En
gruppe blev taget på fersk gerning, da de forsøgsvis skulle sprænge en
vejspærring på Ringkøbingvej. Følgen blev, at falckstationen „indtoges” af
Gestapo assisteret af feltgendarmeriet, men mandskabet var forduftet, idet redder Viggo Christensen, som
var sluppet fra sine bevogtere på Ringkøbingvej sammen med Knud Mikkelsen,
havde fået advaret sine kammerater på stationen. Derimod stillede Gestapo sin
umenneskelige behandling af fanger til offentlig skue, da de på gaden foran
falckstationen mishandlede de to mand, redder Osmund Jensen og radiotekniker
Evald Petersen, som de havde taget om natten på Ringkøbingvej. De to danske
håndlangere, Hans Julius og Børge Andersen førte an i disse mishandlinger.
Hermed var en af de bedste grupper i hele organisationen sprængt, idet disse
unge mennesker havde dannet kernen i et par grupper, som havde langt den
overvejende del af sabotagen i Varde på deres samvittighed.
Ved et dygtigt forarbejde af bl.a.
ingeniør Thornberg, kriminalbetjent Svend Hansen, redningsfører Uhre og
direktør Bülow reorganiseredes modstanden og den første egentlige militære
byleder, løjtnant Niels Fenger, kom til Varde. Efter at have været en meget
virksom sabotør, flyttedes han fra sin underjordiske tilværelse af Region III
til Varde, og denne ordning bibeholdtes endnu ved kapitulationen og det
kæmpemæssige arbejde, som fulgte i dennes fodspor. I denne sidste tid havde
især savværksejer Skov udført et beundringsværdigt arbejde. I vinterens
buldrende mørke nætter trillede Skov - ene mand - rundt på Vestjyllands
landeveje med læs efter læs af sprængstoffer og våben, som oftest skjult under
et læs uskyldigt udseende generatortræ. Transporterne foregik hyppigst fra
Viborg- eller Hirtshalsegnen og helt ned til grænsen, og Skov sørgede såvidt
muligt for at have et par tyske soldater placeret ovenpå læsset. Engang blev
Skov anholdt af det tyske politi i Varde, og i et par timer holdt lastvognen
udenfor dettes kontor med et læs generatortræ. Under træet lå ca. 2 tons våben
og sprængmidler, hvilket tyskerne ikke opdagede - og Skov fik lov til at køre
igen.
Under hele arbejdet i besættelsens
sidste år forekom små pudsige træk, som gjorde det hele lettere at have med at
gøre. Gang på gang toges tyskerne grundigt ved næsen. Da man i oktober 1944
skulle køre en længere illegal tur fra Fyn til Nordjylland, sikrede man sig
først hos den lokale tyske kommandant en skriftlig tilladelse med behørig
underskrift og en masse stempler.
En gruppe blev antruffet af en tysk
patrulje en aften. Mandskabet havde både sprængstof og våben på sig. Imidlertid
forklarede man tyskerne, at man skulle hente jordemoderen, og at det hastede.
Tyskerne ønskede den vordende fader tillykke og lod de 2 mand passere. Samme
gruppe havde været på skinnearbejde på sydstrækningen ved Hjertingvej. For at
komme en anden vej tilbage, gik gruppen tværs gennem Sønder Plantage. Midt
under denne dystre vandring i nattens mulm og mørke brasede „noget"
pludselig gennem underskoven. At samtlige gruppemedlemmer i samme sekund stod
med en skyder i hånden, mens hjertet momentant skiftede plads, dels opad og
dels nedad, kan ikke undre. Såvel skyder som hjerte kom imidlertid hurtigt på
plads igen, da dette „noget" viste sig at være en ko, der sikkert var
blevet lige så forskrækket som gruppen.
Mens våbennedkastningerne fandt
sted i Ansager var modtager-mandskabet ude for at signalisere til en maskine,
som viste sig at være tysk. Man gjorde naturligvis straks klar til at forsvinde
- og ud fra betragtningen at det bedste forsvar er angreb, standsede man alle
de tyske vogne, man mødte på hjemvejen, idet gruppen udgav sig for politi på
færdselseftersyn.
Endelig skal nævnes en lille
solstrålefortælling: i en af sendingerne med våben fandtes i emballagen om en
Remmington revolver en pakseddel, på hvis bagside den unge, amerikanske pige,
miss Pauline Therese, havde skrevet en hilsen. Samtidig opgav hun alder, højde,
vægt og hårfarve samt sin fulde adresse. Gruppen har naturligvis sendt miss
Therese en hilsen og fortalt lidt om gruppens virksomhed, således bl.a., at man
havde benyttet hendes navn som kendeord under resten af modstandsarbejdet.
Denne kortfattede beretning, som
ikke på nogen måde skal betragtes som helt udtømmende, skal ikke sluttes uden
en hyldest til de mange, som udførte det djærve og farlige arbejde, som skulle
og måtte gøres under besættelsen. Nat efter nat samledes ledelsen for at
planlægge aktionerne - og uden at kny, snarere ivrige efter at få endnu flere
job tildelt, begav de aktive grupper sig ud på deres farefulde færd. Også
R-folkene fortjener al mulig påskønnelse for deres indsats, som grundet på
forholdene ikke blev den kamp med livet som indsats, som man havde forberedt
sig på. Havde general Lindemann adskilt sig fra andre tyskere ved at holde sit
ord, ville en sådan kamp have fundet sted, og frihedskæmperne havde sikkert
gjort deres til, at tidspunktet for, som general Lindemann udtalte, ”tysk kamp
til sidste patron og sidste åndedrag“ ikke var faldet samtidig. For en gangs
skyld er der grund til at være taknemlig for et tysk løftebrud.
Alle disse gode danske mænds navne
burde nævnes i en beretning som denne, men det lader sig af praktiske grunde
ikke gennemføre. De var alle med til, sammen med ligesindede i ind -og udland,
at bekæmpe den tyske nazisme og til at befæste Danmarks stilling i verdens
øjne, således at vort fædreland sikredes en plads blandt de allierede.
Modstandsbevægelsen under den
tyske besættelse 1940-45 var organiseret i seks regioner. Region III strakte
sig fra grænsen til en linje nord for Varde-Kolding og omfattede altså
størstedelen af Syd -og Sønderjylland. Modstandsbevægelsens første aktion i
området fandt sted i Esbjerg den 4. oktober 1942, hvor en tysk militærbarak
nedbrændte, og fem måneder efter, den 11. marts 1943, blev den første regulære
bombe bragt til sprængning ved Tjæreborg.
Svesinglejren i Svesing ved Husum
(Husum-Schwesing) i det sydvestlige Sydslesvig var en del af udekommandoen fra
koncentrationslejren i Neuengamme ved Hamborg, hvor over halvdelen af de 106.000
fanger, der fra 1938 til 1945 passerede, mistede livet. Kz-fangerne blev
transporteret i kreaturvogne fra Neuengamme og blev tvunget til at grave
pansergrave i den tunge marskjord til den såkaldte Friservold, som var en del
af nazisternes atlantvold. Efter at Friservolden blev opgivet i december 1944,
blev lejren i Svesing lukket. De døde blev begravet tæt ved i massegrave på
kirkegården "Husumer Ostfriedhof" i Husum. Blandt de døde i Svesing
var også mange danskere, bl.a. politimester Jørgen Bech Simony fra Varde. Einar
Brøgger fortæller: "Jeg blev sammen med et kontingent på 1500 fanger,
hvoriblandt 100 var danske, sendt til en Neuengamme-udelejr i Husum/Schwesing,
hvor vi skulle grave pansergrave. Det var et vådt og hårdt arbejde. Så snart vi
kom et par spadestik ned, piblede grundvandet op, og når vi om aftenen vendte
hjem til lejren, sov vi i vores våde tøj. Der var ikke andre muligheder for at
få det tørret. Der blev ikke fyret i kakkelovnen. Morgenmaden bestod af
kaffeerstatning og en humpel rugbrød, og der blev kun serveret kålrabisuppe.
Noget tyndt pjask uden næring, men hvor man engang imellem kunne være heldig at
finde nogle klumper, der lignede kød. Arbejdet med pansergravene sluttede lige
før jul, og da var vi kun 427 tilbage af de oprindeligt 1500 fanger".
Viggo Hansen arresteret d. 9
februar 1944.
Fra 25-08-1944 til 15-09-1944:
Fange i Frøslevlejren
Fra 15-09-1944 til 20-04-1945:
Fange i Neuengamme
Fra 20-04-1945 til 05-05-1945:
Fange i Møgelkær
Læge Knud Nordentoft bistod Viggo
Hansens modstandsgruppe som læge og fungerede som depotforvalter for våben og
sprængstoffer, samt ydede lægehjælp til eftersøgte og var logivært. Han død i
udekommandoen Svesing d. 1. 12. 1944 ved Husum-Schwesing i Tyskland.
Fra 09-02-1944: Fange i Arresten,
Esbjerg
Til 15-09-1944: Fange i
Frøslevlejren
Fra 15-09-1944: Fange i Neuengamme
Til 01-12-1944: Fange i
Husum-Schwesing
Politimester Jørgen Bech Simony
blev arresteret d. 9. februar 1944 og deporteret til Neuengamme, hvor han døde
d. 12.11.1944 på en udekommando i Svesinglejren ved Husum. Han var leder af den
første modstandsorganisation i Varde; anholdt efter sabotagen på Callesens
Maskinfabrik i Åbenrå. Han var bl.a. logivært, fremskaffede våben, etc.
Politifuldmægtig Henning
Sclanbusch: Sprængning af Varde Staalværk, Frøslevlejren, Neuengamme, Porta
Westfphalica
Politifuldmægtig Poul Emil
Gerner-Mikkelsen, døde d. 20. 02.1945 i Porta Westfalica.
Garagemester
Th. Søndergaard Petersen
Fra 09-02-1944 til 13-02-1944:
Fange i Hotel Hafnia, Esbjerg
Fra 13-08-1944 til 15-09-1944:
Fange i Frøslevlejren
Fra 15-09-1944 til 19-09-1944:
Fange i Neuengamme
Fra 19-09-1944 til 15-03-1945:
Fange i Porta Westfphalica
Fra 15-03-1945 til 21-04-1945:
Fange i Neuengamme
Fra 21-04-1945 til 28-04-1945: Fange
i Møgelkær
Fra 13-02-1944 til 29-07-1944:
Fange i Vestre Fængsel, København
Fra 29-07-1944 til 13-08-1944:
Fange i Horserødlejren
Peder Madsen Pedersen
Fra 09-02-1944 til 14-02-1944:
Fange i Arresten, Esbjerg
Fra 14-02-1944 til 25-08-1944:
Fange i Vestre Fængsel, København
Fra 25-08-1944 til 15-09-1944:
Fange i Frøslevlejren
Fra 19-09-1944 til 19-03-1945:
Fange i Porta Westfphalica
Fra 20-03-1945 til 20-04-1945:
Fange i Neuengamme
Fra 21-04-1945: Fange i Møgelkær
Til 05-05-1945: Fange i
Frøslevlejren
Fra 16-09-1944 til 18-09-1944:
Fange i Neuengamme Porta Westfphalica
Kurt Jørgensen
Sendt i KZ.
***
Borgergade 6. Matr. nr. 570a - gl. matr. nr. 2de.
Skøde af 30. juni 1876 tinglæst
samme år den 12. december fra Niels Christensen til Iver Pedersen Møller.
Skøde af 10. december 1879
tinglæst den 16. december fra Iver Pedersen Møller til Steffen Pedersen Møller.
Deklaration læst 1. maj 1888, at
Marie Christine Møller er eneejer af matr. nr. 2 de.
Vielsesattest som adkomst for Jens
Jensen læst 4. oktober 1898.
Skøde læst den 7. november 1905
fra Jens Jensen, tiltrådt af Marie C. Jensen til N. Hedegaard.
Den 11. maj 1936 skifteudskrift
som adkomst for Laura Hedegaard.
Den 11. maj 1936 kommanditselskab ved
Ejnar Spangsberg Hedegaard og Oluf Spangsberg Hedegaard.
I Borgergade nr. 6 boede fra 1876
Esbjergs første postekspeditør M. V. Due, som senere blev redaktør i København.
Esbjergs første havneingeniør V.
Westergaard boede her fra 1885, til den nye havnebolig blev bygget.
I stuen drev bager Strøm
forretning i 1880erne, - derefter bager H. Matthesen, som senere byggede bageri
i Kongensgade 12; han rejste der efter til Kolding, hvor han startede en
brødfabrik. Han kom senere til Esbjerg, hvor han overtog brødfabrikken omkring
1900.
I 1898 drev sadelmager J. Jensen
forretning i Borgergade 6 indtil 1905, da grosserer Hedegaard køber ejendommen.
Borgergade nr. 14. Matr. nr. 567 - gl. matr. nr. 2 iø. Areal 1305 kv. alen.
Deklaration læst 22. november 1887 på matr. nr. 2 iø.
Skøde den 15. august 1893 fra N. Christensen til S. Meinerts.
Skøde
den 22. januar 1895 fra S. Meinerts til
Skøde den 2. august 1898 fra I. M. Hansen til Terman Blok.
Skøde den 6. juli 1909 fra Terman Blok til M. K. Hedegaard.
Skøde
den 20. juni 1911 fra M. K. Hedegaard til Georg Olsen.
Skøde den 20. september 1930 fra Georg Olsen til N. C. Isholdt.
Skøde den 4. november 1931 fra N. C. Isholdt til A. C. V. Nielsen.
Skøde den 20. maj 1935 fra A. C. V. Nielsen til Abelene Vang.
Skøde den 31. december 1943 fra Abelene Vang til Niels Th. Andersen.
Skøde den 24. november 1949 fra Niels Th. Andersen til sagfører Jacob Andreassen.
Skøde den 26. januar 1950 fra Jacob Andreassen til Svend Aage Larsen.
Skøde
den 17. maj 1950 fra S. Aa. Larsen til slagtermester Sofus Christensen.
Borgergade nr. 16.
Matr. nr. 566 - gl. matr. nr. 2 ka, 2 kæ, areal 816 kv. alen
Skøde læst den 14. juli 1891 fra N. Christensen til Rasmus Clemmensen.
Brandpolice læst samme dato som adkomst for Rasmus Clemmensen.
Skøde læst 6. juli 1893 fra Rasmus
Clemmensen til Hans Philipsen. Her boede Hans Phillipsen fra 1893 til 1916; han
var sønderjyde og kom til Esbjerg 1868, hvor hån fik arbejde véd havneanlægget.
I 1870 og 1880erne var han fiskehandler, og kørte rundt i byen og i oplandet
med et lille hestekøretøj. Når han blev forsinket i Anders Møllers beværtning,
fik han på én gang travlt, sprang op i vognen, svingede med pisken og råbte
„Rask må det gå“. Derfra stammer Esbjergs valgsprog.
Skifteudskrift den 5. december 1916 til Johanne M. Witt med flere.
Skifteudskrift som adkomst for Johanne M. Philipsen i 1916.
Den 5. december 1916 skøde til Jens Møller Jensen.
Den 29. januar 1918 skøde til Christian Jensen.
Skifteudskrift som adkomst for Louise
Jensen den 30. juni 1930.
Borgergade
nr. 30. Matr.
nr. 559.
Skøde
den 14. juni 1875 fra Niels Christensen til Henrik Tiedemand.
Brandpolice
læst den 21. juni som adkomst for H. Tiedemand.
Skifteudskrift
den 15. september 1908 som adkomst for Tiedemands enke, Maren, f. Hansen.
Skifteudskrift
som adkomst for Vilhelm Tiedemand og Ferdinand Tiedemand - hvorefter Vilhelm
Tiedemand er eneejer - læst den 14. juli 1914.
Skifteudskrift
som adkomst for Maren Olga Thomsen, født Tiedemand m. fl. - læst den 29. januar
1949.
Samme
dag skøde til andelsselskabet „Kamm“.
Borgergade
nr. 32. Matr.
nr. 558 - gl. matr. nr. 2 gl. 2 co. Areal 727 kvadratalen.
Skøde
5. april 1878 fra Niels Christensen til Peder Pallesen Dinnesen.
Skød
den 18. juni 1879 fra P. P. Dinnesen til J. A. Strube.
Skifteudskrift
som adkomst for Chr. Fr. Strube
m. fl. læst den 24. december 1932.
Skøde
den 9. august 1933 fra arvingerne til Chr. M. Jensen.
Skøde
den 14. september 1936 fra Chr. M. Jensen til Marie Toft.
Borgergade
nr. 36. Matr.
nr. 556 - gl. matr. nr. 2
dd Areal 948 kvadratalen.
Skøde
den 25. juni 1876 fra Niels Christensen til Niels J. Pedersen.
Brandpolice
læst som adkomst for N. J. Pedersen
den 12. september 1876.
Skøde
den 17. august 1882 fra N. J. Pedersen til L. P. Sommerstedt.
Skøde
den 24. maj 1904 fra L P. Sommerstedt til C. C. H. Brasch.
Skifteudskrift
som adkomst Carl H. Brasch læst den 26. oktober 1926.
Skøde
den 16. november 1926 fra C. H. Brasch til enkefru Maren Jensen.
Skøde
den 15. juli 1943 fra Maren Jensen til Søren Rasmussen.
Solgt
og indgået under matr. nr. 554 den 13. januar 1948.
Borgergade nr. 40
(Borggården) Matr. Nr. 554 - gl. matr. nr. 2da, 2db, 2 dc, areal 3186 kv. alen.
Skøde den 12. oktober 1876 fra
Niels Christensen til J. P. Keller.
Skøde 17. august 1897 fra J. P.
Keller til Chr. Thomsen.
Skøde den 21. september fra Chr.
Thomsen til forsamlingsbygning.
Skøde den 28. august 1906 fra P.
M. Madsen til H. C. Hansen.
Skøde den 29. oktober 1907 fra H. C.
Hansen til Chr. P. Pedersen.
Skøde den 6. juni 1911 fra Chr. P.
Pedersen til Jens Peder Jensen.
Udlægsskøde den 13. maj 1919 til
Viggo Arthur Kaas.
Skøde den 23. december 1924 fra V.
A. Kaas til S. J. Simonsen.
Skøde den 18. december 1930 fra S.
J. Simonsen til Jens Carl Gluud. Udlægsskøde den 16. december 1936 til Søren
Rasmussen.
Skøde den 13. januar 1948 fra
Søren Rasmussen til Hans Nielsen, i Borgergade nr. 40 begyndte J. P. Keller,
Tjæreborg, i 1876 et bageri, som i 1892-93 blev ombygget og åbnet på Esbjergs
25 års jubilæum den 28. juni 1893 under navnet „Kellers konditori og lysthave“.
Keller solgte forretningen i august 1897 til Chr. Thomsen, „Hotel Esbjerg“, og
flyttede til Andrup, hvor han købte en gård.
Borgergade 40 havde i de kommende
år adskillige værter og blev i 1936, da Søren Rasmussen, Horsens, overtog den,
omdøbt til „Borggården“.
Det må tilføjes, at i Borgergade
40 startedes Esbjergs første biograf, „Kosmorama“ i efteråret 1906.
Billetprisen var dengang 25 øre. Biografen ejedes af et konsortium, og var
følgende: Jørgen Sørensen, vognmand, V. Bruhn, Gustav Forum og Wejling.
Operatør var skorstensfejer Ejlstrup.
Borgergade
nr. 62. Matr.
nr. 542 - gl. matr. nr. 2 fg. Areal 1011 kv. alen.
Skøde
den 12. maj 196 fra Knud P. Christensen til Jørgen Peter Johansen.
Brandpolice
som adkomst for J. P. Johansen, læst samme dag.
Skøde
den 21. februar 1891 fra J. P. Johansens, enke til Knud Pedersen.
Skøde
den 12. maj fra Knud Pedersen til Chr. Knudsen.
Skøde
den 16. marts 1920 fra Chr. Knudsen til Petra Kirstine Knudsen og Johanne
Kirstine Rasmussen samt Anders Rasmussen.
Skøde
den 9. august 1937 til Chr. P. Christensen.
Skøde
den 13. januar 1948 fra Chr. P. Christensen til Poul S. Nielsen.
Skøde
den 24. september 1949 fra Poul S. Nielsen til Jørgen Jørgensen.
Englandsgade nr. 10
Skøde læst 6. juli. 1897 fra M. Jensen til Hédevig Pogge.
Skifteudskrift, læst den 17. juni 1902 som adkomst for H. Pogges selvskiftende arvinger.
Skøde fra arvingerne til N. J. J. Jæger, læst d. 17. juni 1902.
Skøde, læst 21. december 1962 til Laust Chr. Nielsen.
Skifteudskrift som adkomst for Anna Marie Nielsen, født Jacobsen, m. fl., læst d. 1. december 1941.
Arveudlægsskøde til. Ebba Johanne Østergård Nielsen, læst den 1. december 1941.
Havnegade nr. 17
Adkomstskøde af d. 19. juni 1874, tinglæst d. 7. juli 1874 fra Niels Christensen til Hans Philipsen. Brandpolice læst samme dag som adkomst for bygningerne for Hans Philipsen.
Købekontrakt og skøde af 24. juli 1888 fra H. Philipsen til A. P. Berg. .
Mageskifteskøde den 29. september 1891 fra A. P. Berg til C. P. Mainborg.
Skøde den 18. december 1894 fra G.
P. Mainbørg til M. J. H. Skov.
Skøde den 1. oktober 1895 fra M. J. H. Skov til H. Rødgård og Niels Chr. Sørensen.
Skøde den 1. februar 1910 til Erna Kathrine, f. Svarrer.
Læst samme dag ophævelse af sameje, hvorefter Niels Chr. Svarrer bliver eneejer af ejendommen.
Skøde til Erika Soffy Maren Skenkelbo, læst 26. januar 1928.
Den 17. november 1949 skøde til
Splid Andersen.
Havnegade nr. 19. Matr.
nr. 129, areal 1605 kv. alen.
Som adkomst, købekontrakt og skøde af d. 28. juni 1874 berigtiget den 8. december samme år fra Niels Christensen til Peder Thomsen Geert. Brandpolicen læst d. 11. januar 1876 som adkomst for P. T. Geert på bygningerne.
Auktionsskøde af 12. november 1884 til Marie Nedermann.
Gavebrev læst 16. april 1889, d. 30. august 1892 og d. 15. september 1893 fra M. Nedermann til Marie Kathrine Johanne Elisabein og Kirstine Petrine Heinrika Lund.
Vielsesattester som adkomst for E. G. Venzel på M. K. K. J. E. Lunds andel og for J. I. R. K. Ovesen på Kirsten P. H. Lunds andel, læst den 18. august 1914.
Skøde til fuldmægtig Brix, læst 18. august 1914.
Skøde til Mikkel Skov, læst 10. december 1918.
Skøde til Carsten Skov, læst 19. oktober 1931.
Den 28. november 1938 ejerens bo under skiftebehandling.
Skøde til A. N. Skov, læst 27. februar 1939.
Skøde til Alfred Schmidt, læst 28. oktober 1942.
Skøde til Axel Cokiing, læst 16. oktober 1943.:
Havnegade
nr.
I
Esbjerg bogen af Alkjærsig skrives, at det første hus i Esbjerg blev bygget i
1868 af smed Møller. Næste hus samme år i 1868 sidst på året af ølbrygger
Olsen. Huset findes endnu og er Havnegade
Ølbrygger
Olsen kaldtes altid kulsvieren, fordi han var fra Nordsjælland - oprindelig var
han tømrer og arbejdede ved anlægget af Vejle-Fredericia banen. Derfra kom han
til Esbjerg den 15. september 1868 og købte straks 5,5 skp. land for 150
rigsdaler; ved juletid flyttede han med familie ind i sit hus - det var blevet
bygget i mellemtiden.
I
1876 blev skødet på ejendommen overdraget til Johanne Sophie Olsen.
I
1912 skødet til Anna Hartha Elisabeth Olsen, og Georg Daniel Chr. Olsen.
I
1933 skødet til Eli Buhl, Aksel Buhl og Gerda Buhl.
I
1933 til Holger Olsen. I 1952 til B. Blitchta.
Havnegade
nr. 99. Matr.
nr.
Skøde
af 14. marts 1878 - berigtiget den 19. juli 1881 fra M. C. Spangsberg til Emil
Andreas Jacobsen.
Adkomstskøde
samme dag til P. C. Mathiassen.
Den
18. december 1894 skøde fra P. C. Mathiassen til Hans Nielsen og A. Jensen.
Den
19. maj 1896 skøde fra Hans Nielsen og A. Jensen til M. S. Frøsig.
Den
12. december 1903 skøde fra M. C Frøsig til S. P. Kirketerp.
Den
15. december 1908 skifteudskrifts skøde til S. P. Kirketerps arvinger. Skøde
fra samme til L. A. Poulsen.
Den
12. juni 1917 skøde fra L. A.
Poulsen til P. H. Jensen.
Den
11. marts 1947 skøde fra P. H. Jensen
til fru Marie Dusine Andersen.
Havnegade nr. 115. Matr. nr. 69 - gl. matr. nr. 2 dd.
I 1890 solgte Jacob Hansen Bech og murermester Stærk en byggegrund, matr. nr. 2 dd, stor 480 kvadratalen, for 40 øre kvadratalen. På grunden blev der bygget et hus, og samme år fik Chr. Th. Enevoldsen skøde på sin købte grund og huset.
I 1942 blev
huset solgt til C. P. Hansen.
Danmarksgade nr. 61. Matr. nr. 254 - gl. matr.
nr. 1 ds. Areal
Skøde
den 31. august 1887 fra L. D. Christensen til Niels P. Jensen. Samme dag læst
adkomst på brandpolicen for køberen.
Skøde
den 1. december 1891 fra N. P. Jensen til Laurids Pedersen.
Skøde
den 20. september 1892 fra L. Pedersen til J. J. Olsen.
Den
17. november 1903 skifteattest som adkomst for J. J. Olsens enke Ane Marie
Frandsine Nielsen.
Skøde
den 14. marts 1911 fra enke A. M F. Olsen til Hans Chr. Nielsen.
Bag Teglværket nr. 11. Matr. nr. 1 y R. 1 as R.
Skøde
7. marts 1899 fra N. P. Silladsen til Andreas Pultz.
Auktionsskøde
den. 26. august 1902 til Jørgen Schmidt.
Skøde
den 12. januar 1909 fra Jørgen Schmidt til Jens Madsen.
Skifteudskrift
som adkomst den 7. januar
1937 for Niels Peder Madsen.
Kongensgade 5.
(Østend). Matr. nr. 695 – gl. matr. nr. 1 aco, areal 1686 kv. alen.
Skøde den 25. oktober 1898 fra L.
Bøtker til Th. Bøtker.
Skøde den 21. oktober 1913 fra Th.
Bøtker til S. Chr. Lauritsen og Krabbenhøft,
Skøde den 20. december 1916 fra S.
C. Lauritsen og Krabbenhøft til C. P. Pedersen.
Skøde den 26. februar 1924 fra C.
P. Pedersen til Chr. Hylke og Marinus Jensen.
Skøde den 10. marts 1925 fra Chr.
Hylke til Marinus Jensen (halvdelen).
Skøde den 19. juni 1934 fra
Marinus Jensen til V. D. Støkler.
I Kongensgade nr. 5 startede L.
Bøtker fra Tarm en isenkramforretning i 1893; han overdrog den til sin
brodersøn, Th. Bøtker fra Varde, i
Kongensgade nr.
Skøde den 5. november 1889 fra H.
P. Hansen og H. P. Jensen til O. H. L. Rolin.
Skøde den 1. september 1896 fra O.
H. L. Rolin til H. P. Gerlufsen.
Skifteudskrift den 29. marts 1910
som adkomst for H. P. Gerlufsens enke Margrethe Gerlufsen.
Skøde den 15. maj 1923 fra
Margrethe Gerlufsen til P. H. Andersen.
Skøde den 21. december 1934 fra P.
H. Andersen til N. J. Beier.
Kongensgade nr. 14 er bygget af
fotograf O. H. L. Rolin, og han drev her forretning (med atelier på første sal)
til 1896.
Fra 1896 drev H. P. Gerlufsen
restauration til 1910, derefter hans enke til 1923.
P. H. Andersen, Vejrup, køber
ejendommen og forretning i 1923 af enkefru Gerlufsen. P. H. Andersen havde
virksomheden til 1934.
Restauratør N. I. Beier overtog i
1934 ejendom og restauration.
Kongensgade 16. Matr. nr.
Skøde den 18. januar 1884 fra H. P. Hansen til Christian Dall.
Samme dag læst brandpolice som adkomst for Chr. Dall.
Skøde den 10. maj 1885 fra Chr. Dall til Thulstrup, Martch og Jejling, hver med en tredie del.
Skøde den 25. maj 1887 fra Thulstrup, Martch og Jejling til Berthel Olsen.
Skøde den 7. maj 1889 fra Berthel Olsen til Degn, Chr. R. Pedersen og Andreas Andersen.
Skøde den 8. oktober 1889 fra Degn, Chr. R. Pedersen og A. Andersen til Martin Christensen.
Skøde den 10. januar 1899 fra M. Christensen til A. Jensen og N. P. Schested.
Mageskifteskøde den 30. maj 1899 fra A. Jensen og N. P. Schested til Mads Jensen.
Skøde den 6. december 1904 fra Mads Jensen til J. M. Madsen.
Skøde den 23. marts 1933 fra J. M. Madsen til P. H. Andersen.
! Kongensgade 16 havde grosserer N. Hedegaard i 1886 sit første kontor, til han i 1905 flyttede til Borgergade nr. 6.
Endvidere
havde her gartner Th. Thomsen blomster- og gartnerforretning.
Kongensgade nr. 18. Matr. nr. 643 - gl. matr. nr. 1 bl og 1 yo. Areal 1308 kv. alen.
Skøde den 6. februar 1883 til H. P. Hansen.
Skøde den 9. juni 1883 fra H. P. Hansen til Niels K. Nielsen.
Skøde den 4. februar 1890 fra Niels K. Nielsen til Hans Jensen.
Skøde den 24. juni 1890 fra Hans Jensen til Christen N. Hansen og Laust Christensen.
Skøde
den 19. december 1893 fra C. N. Hansen og L. Christensen til N. Friis.
Skøde den 20. august 1895 fra H. N. Friis til S. Frederiksen og P. C. Pedersen.
Skøde den 17. marts 1896 fra S. Frederiksen og P. C. Pedersen til Mads Jensen 1/2, Carl Hansen 1/4 og Laurids Hansen 1/4.
Mageskifteskøde den 30. september 1902 fra Mads Jensen, Carl Hansen og L. Hansen til Mads Hansen.
Skøde den 9. april 1912 fra Mads Hansen til J. M. Madsen.
Skøde den 17. november 1914 fra J. M. Madsen til Johanne Poulsen.
Skøde den 16. april 1918 fra Johanne Poulsen til A. Rasmussen.
Skøde den 18. september 1936 fra A. Rasmussen til I. V. Hansen.
Skøde den 3. december 1941 fra I. V. Hansen til F. Droob.
I Kongensgade 18 havde Esbjerg skolevæsen i 1888-89 tre klasseværelser, med legeplads på pladsen, hvor teglbrænder Hans Jensens ejendom nu ligger.
Kongensgade
var dengang amtsvej, som støvede om sommeren, og om vinteren lå den i et slemt
ælte, så når skolebørnene skulle ind, var indgangen til skolen et med
landevejen.
Kongensgade 23.
(Galvanisk Industri). Matr. nr. 686 - gl. matr. nr. 2aq.areal 1452 kv. alen.
Deklaration om bebyggelse læst 13.
december 1870.
Auktionsskøde den 7. juli 1880 til
J. P. Nicolajsen.
Skøde den 30. april 1889 fra J. P.
Nicolajsen til I. P. Jacobsen og H. M. Sørensen.
Skøde den 8. august 1893 som
adkomst på, at I. P. Jacobsen er eneejer af matr. nr. 1 aq.
Den 22. august 1916 skifteudskrift
som adkomst for Kirsten Marie Jacobsen født Bøndergaard.
Den 30. juli 1918 skøde fra
Kirsten Marie Jacobsen til A. K. Kjeldsen og L. M. Barslund.
Den 12. december 1922 skøde fra A.
K. Kjeldsen og L. M. Barslund til Fr. Nielsen og O. V. Nielsen.
Skøde fra Fr. Nielsen til O. V.
Nielsen (på halvparten) den 24. september 1929.
I Kongensgade 23 boede Esbjergs
første toldforvalter I. P. L. Trechow fra 1874 til 1881.
Realskolebestyrer Pedersen fra
1883 til 1889. Han blev derefter fedevarehandler på hjørnet af Kirkegade og
Borgergade, men kun kort tid og rejste derefter til Amerika med sin familie.
Smed H. M. Sørensen overtog
ejendommen i 1889 og byggede værksted på grunden, hvor nr. 21 nu ligger.
Sidst i 1880erne boede her
lærerinderne, frk. Ree og Nielsen, som var på realskolen.
Kongensgade 31.
(Blichfeldt). Matr. nr. 682.
Den 13. december 1870
protokolleret hæftelse angående regler for bebyggelse.
Den 16. december 1884 heftelse til
Fanø Spare- og Lånekasse 2500 kr.
Den 16. december 1884 skøde fra H.
P. Hansen til Hans Jensen.
Den 20. marts 1888 købekontrakt og
skøde fra Hans Jensen til I P. Dahl.
Den 9. juli 1889 skøde fra I. P.
Dahl til S. P. Jacobsen.
Skøde af 3. november, læst den 24.
november 1896, fra S. P. Jacobsen til Marinus Jørgensen.
Auktionsskøde læst den 20. juni
1905 til D. Lauritzen på matr. nr. 682.
Skøde den 19. marts 1912 fra D.
Lauritzen til R. Blichfeldt (nu a/s H. Blichfeldt, Flensborglager).
Kongensgade nr. 31 var oprindelig
i to etager. Købmand Marinus Jørgensen begyndte her i 1889 en kolonial- og
brændselshandel på hjørnet, en stor butik efter datidens forhold. Marinus
Jørgensen overlod butikken omkring 1900 til materialhandler Viggo Jensen,
tidligere Kongensgade 82. Marinus Jørgensen drev derefter brændselshandelen
videre. Viggo Jensen ophævede forretningen ca. 1904 og rejste fra byen. I 1904
startede H. Blichfeldt fra Vejle et Flensborglager og manufakturhandel. Den 19.
marts 1912 fik H. Blichfeldt tilskødet ejendommen fra konsul D. Lauritzen. H.
Blichfeldt byggede den tredie etage og moderniserede i det det hele taget
ejendommen, som derefter blev anvendt til forretningen i sin helhed.
Kongensgade 33.
(Vestkysten og Sparekasse). Matr. nr. 680 - gl. matr. nr. 1 q. Areal 956 kv.
alen.
Den 6. februar 1883 adkomstskøde
til H. P. Hansen.
Skøde den 3. juni 1890 fra H. P.
Hansen til Chr. Thomsen.
Skøde den 20. juni 1893 fra Chr.
Thomsen til Søren Pedersen.
Skøde den 24. december 1895 fra
Søren Pedersen til Jens Jensen. Mageskifteskøde den 5. september 1899 fra Jens
Jensen til Jens Christensen.
Skifteudskrift som adkomst for Ane
Marie Christensen, født Hansen, den 24. november 1914.
Skøde til Johanne Madsen, født
Schou, som særeje, læst den 8. januar 1917.
Skøde til Den sydvestjydske
Venstrepresse den 13. november 1917. I Kongensgade 33 var der i 1890erne
følgende forretninger: Boghandler Th. Jejling, Esbjergs første boghandler, som
startede 1875 på hjørnet af Kirkegade og Kongensgade.
Desuden forretningerne:
Skræddermester B. M. Mathiasen - Cigarfabrikant og tobakshandler Madsen - Siden
1917 havde dagbladet Vestkysten haft kontorer og trykkeri i ejendommen.
Kongensgade 58
Bagbygningen til Kongensgade 58 var Esbjergs første sygehus. I bygningen har der senere været bageri.
Kongensgade 69.
(Henning Pedersen) Matr. nr 663..
Skøde den 4. december 1881 fra M.
Jensen til Johan Pedersen og Lorents Peter Sommerstedt.
Skøde den 20. juni 1884 fra J.
Pedersen og Sommerstedt til Henriette Lohff.
Auktionsskøde den 2. november 1885
til Hans Peder Jensen.
Skøde den 15. december 1891 fra H.
P. Jensen til A. Sørensen. Skøde den 23. august 1892 fra A. Sørensen til S.
Sørensen.
Skøde den 20. december 1892 fra S.
Sørensen til P. V. Rosenvinge. Skøde den 7. maj 1895 fra F. V. Rosenvinge til
H. S. Nielsen. Auktionsskøde den 20. december 1904 til C. Bendixen.
Skifteudskrift som adkomst for
Mette Marie Kathrine Koch, J. Rasmussen og Johan Frederik Koch, læst 30. marts
1915.
Skøde den 6. juli 1915 fra arvtagere
til Henning Pedersen. Arveudlægsskøde til Holger Henning Pedersen den 28. marts
1934. Ejendommen er opført 1891 af snedker A. Sørensen, og følgende har drevet
forretning her fra 1891: Isenkræmmer Georg Gottchalch - Sadelmager H. S.
Nielsen - Fru glarmester Kruse, modemagasin. Efter 1893: Isenkræmmer Bang
Knudsen - Farvehandler A. Lykke Thomsen - Isenkræmmer Henning Pedersen fra
1915.
Kongensgade nr. 70. Matr.
nr. 617. - gl. matr. nr. 2 cy. Areal
3000 kv. alen. (Hartvig Nielsens
Boghandel)
Skøde den 27. december 1875,
tinglyst i februar 1876 fra Niels Christensen til Christen Madsen Christensen.
Skøde den 7. maj 1889 fra C. M.
Christensen til Thorvald Nielsen.
Skøde den 25. februar 1902 fra
Thorvald Nielsen til handelsfirmaet Faarup & Sønderby.
Skøde den 3. maj 1913 fra firmaet
Faarup & Sønderby til Fr. Pedersen og M. N. Slebsager.
Skifteudskrift som adkomst for Fr.
Pedersens enke, Andrea Pedersen og M. N. Slebsager.
Den 24. marts 1914 skøde fra
Andrea Pedersen til M. N. Slebsager som eneejer.
Skøde den 19. januar 1917 fra M.
N. Slebsager til Esbjerg Bank.
Købmand
M. C. Christiansen, Nr. Nebel, lod ejendommen
Kongensgade 70 opføre i 1874/75.
Ejendommen var rødstenet i to
etager med 2 butikker. Christiansen åbnede her i 1875 en kolonialforretning og
en manufakturhandel under firma M. C. Christiansen & Co.
I 1877 overdrog Christiansen
kolonialforretningen til P. A. Pallesen fra Bøel ved Gørding. Han ændrede
forretningen til også at omfatte isenkram. (Christiansen beholdt selv
manufakturforretningen). Pallesen udvidede med isenkram engros i kompagni med
landinspektør I. P. Madsen, Nygården. Der blev bygget lager og kontor i gården
i Kongensgade 70.
Den 7. maj 1889 solgte
Christiansen ejendommen til købmand Thorvald Nielsen (firma Rech Thomsen &
co.), hvilken forretning lå på hjørnet af Jyllandsgade og Borgergade, som drev
kolonialforretning.
I 1892 den 1. april flyttede
Thorvald Nielsen forretningen til Kongensgade 70, og hævede kompagniskabet med
Rech Thomsen. Firmaet hed derefter Thorvald Nielsen.
M. C. Christiansen flyttede sin
manufakturforretning til Kongensgade 36 i 1889 (der hvor Kroneapoteket nu er)
og P. A. Pallesen flyttede til Kongensgade nr. 61.
I 1897 overdrog Thorvald Nielsen
sin forretning til hans første mand Carl Plett, som stammede fra Silkeborg.
I 1902 overtog firmaet Faarup
& Sønderby ejendommen ved skøde af 25. februar 1902 fra Thorvald Nielsen.
Faarup & Sønderby ombyggede
ejendommen til den nuværende skikkelse. Samtidig byggedes der kontor og lager i
gården.
I forhuset drev Carl Plett stadig forretning
til hans død i 1917.
Boghandler I. O. Dalsgaard
flyttede ind her i 1902 fra Kongensgade 68.
Fra ca. 1918 til 1925 havde
Gyldendalske boghandel i København oplag og udsalg af bøger i ejendommen.
Kongensgade 88. Matr. nr. 609.
Skøde
den 16. januar 1888 fra Sofie Alise Jacobsen til Jørgen Hansen.
Skøde
den 25. juni 1889 fra J. Hansen til Johannes Georg Keller.
Skøde den 19. maj 1896 fra J. G. Keller til Jens Pedersen og Chr. Carl Nielsen.
Skøde den 1. august 1899 fra Jens Pedersen og Chr. C. Nielsen til Jørgen Pedersen.
Skøde den 18. august 1908 fra J. Pedersen til H. L. Mathiesen.
Skøde den 20. oktober 1918 fra H. L. Mathiesen til P. M. Gram, H. P. Tranholm og Chr. Hald.
Skøde den 3. juni 1930 fra Chr. Hald til Peder Pedersen Hald. Skifteudskrift den 15. januar 1942 fra Hald, Tranholm m. fl.
Skøde samme dag den 15. januar 1942 til Jens R. Jespersen.
Skøde
den 10. marts 1942 fra Jens R. Jespersen til Carsten Jespersen.
Kongensgade 93. Matr. nr. 651.
Skøde den 21. juni 1891 fra H. M. Mathiassen til H. P. Jessen.
Skøde den 20. december 1892 fra H. P. Jessen til Niels N. Dahl og Chr. Kjær.
Skøde den 8. januar 1895 fra N. N. Dahl og Chr. Kjær til P. Sørensen.
Skifteadkomst den 8. maj 1900 for P. Sørensens enke.
Skøde af 30. marts 1916 fra P. Sørensens enke til Søren Mathiassen.
Skøde den 27. september 1929 fra Søren Mathiassen til Anna Louise Mathiassen.
Skøde den 6. januar 1930 fra Anna Louise Mathiassen til P. Bronton.
I Kongensgade 93 boede havnebetjent Poul Sørensen fra 1895 til 1900 og hans enke til 1916.
Ejendommen
er blevet moderniseret af P. Bronton, som driver forretningen. Han overtog
ejendommen i 1930.
Kongensgade 95. Matr. nr.
Skøde 5. august 1888 fra J. S. Olsen til H. M. Mathiesen.
Samme dag læst brandpolice for bygningerne, tilhørende H. M. Mathiesen.
Skifteudskrift af 12. januar 1904 som adkomst for H. M. Mathiesens selvskiftende arvinger.
Samme dag skøde fra H. M. Mathiesens arvinger til Søren Mathiasen og Hans Nielsen Clausen.
Skøde den 1. november 1904 fra H. N. Clausen til Søren Mathiasen.
Skøde den 17. december 1929 fra Søren Mathiasen til P. S. Ankersen.
Skøde den 17. december 1941 fra P. S. Ankersen til a/s P. S. Ankersen.
I Kongensgade nr. 95 startede sejlmager H. M. Mathiasen 1888 (døde 1904). Sønnen, Søren Mathiasen, fortsatte forretningen - og derefter Hans og Niels Mathiasen.
Gæstgiver Appel drev derefter restauration indtil 1929, da herreekviperingshandler P. S. Ankersen købte ejendommen.
Kronprinsensgade nr. 16.
Matr. nr. 617 - gl. matr. nr. 1 bu,
571 kv. alen.
Skøde den 19. februar 1887 fra
Sophie Olsen til Niels Peder Pedersen.
Skøde den 23. juni 1896 fra N. P.
Pedersen til Jens Ole Jensen.
Skøde den 16. juli 1907 fra J. O.
Jensen til Peder Madsen Gram. Skøde den 10. oktober 1950.
Skifte udskrift som adkomst for
Edel Gram født Hansen.
I ejendommen Kronprinsensgade nr.
16 drev P. M. Gram fra 1907 cyklehandel og reparationsværksted.
Nygårdsvej nr.
I 1892 den 9. august gav J. P. Madsen skøde på ejendommen til M. C. Hansen.
1893 skødedes ejendommen til I. P. Jørgensen.
1897 til L. K.
Strand.
1898 til Jacob
Bech.
1899 til Aa. R.
Andersen.
1902 til N. H.
Nissen.
1903 til H. P.
Hansen.
1907 til Hans
Friis Laugesen.
1917 til
Johanne Friis Laugesen.
1918 til Hans
P. Hansen.
1946 til Fru
Mette N. Hansen.
Nygårdsvej nr. 55. Matr. nr. 477 - gl. matr. nr. 1 mt:
I 1892 den 23. august gav J. P. Madsen skøde på ejendommen til M. C. Hansen.
1893 skødedes ejendommen til I. P. Jørgensen.
1893 til I. P.
Andersen.
1897 til L. K.
Strand.
1898 til Jacob
Bech.
1899 til R.
Andersen.
1902 til N. H.
Nissen.
1903 til Niels
Pedersen.
1905 til Hans Friis Laugesen.
1905 til
Johanne Friis Laugesen.
1917 til Hans
Chr. Gejsing.
1921 til Anders
Ejnar Østergaard.
1935 til
Sigvald P. L. Andersen.
1952 til Emil
Sørensen.
Nygårdsvej nr. 59. Matr. nr. 475 - gl. matr. nr. 1 pa.
I 1893 gav J. P. Madsen skøde på matr. nr. 1 pa til H. P. Thomsen.
1893 skødedes
ejendommen til Anders Olesen.
1894 til
Christian Christensen.
1895 til Hans
Nielsen.
1895 til Jesper Hansen.
1906 til Martin
M. Lauridsen.
1911 til Peder M. M. Lauridsen.
1919 til P. M.
Pedersen.
1920 til Jens
P. Bang.
1922 til Mads Pedersen.
1922 til Peter
Nielsen Foldberg.
1923 til A.
Christensen.
1926 til Jens Peder Hansen.
1931 til Erik
Hansen.
Rørkjærsgade
nr. 6. Matr.
nr. 1196 - gl. matr. nr. 2 iy. Areal 460 kvadratalen.
Købekontrakt
3. november 1871 fra N. Christensen til J. Krabbenhøft.
Købekontrakt
og skøde den 12. januar 1892 fra J. Krabbenhøft til Hans Madsen.
Skøde
den 7. februar 1893 fra Hans Madsen til J. K. Klausen.
Mageskiftebrev
den 27. oktober 1896 fra J. K. Klausen til Laurids A. Lauridsen.
Skøde
den 20. januar 1902 fra L. A. Lauridsen til Jørgen Nielsen.
Skifteudskrift
som adkomst for Henny B. Nielsen m. fl. den 11. maj 1949.
Arveudlægsskøde
til Axel M. Nielsen den 11. maj 1949.
Rørkjærsgade
nr. 8. Matr.
nr. 1197 - gl. matr. nr. 2 fg. Areal 791 kvadratalen.
Skøde
den 30. september 1886 fra Niels Christensen til Thomas Nielsen.
Brandpolice
læst som adkomst for Th. Nielsen, den 14. juni 1887.
Mageskifteskøde
af 1. februar 1888 fra h. Nielsen til Chr. Christensen.
Skøde
den 27. april 1897 fra Chr. Christensen til Søren Thomsen Gravesen.
Skøde
den 16. maj 1922 fra Søren Thomsen Gravesen til Jens Jensen.
Skifteudskrift
for Hanne Margrethe Thygesen, f. Sørensen, den 5. november 1945.
Skøde
den 5. november 1945 fra Hanne M. Thygesen til Martin Jensen.
Skøde
den 3. juli 1946 fra Martin Jensen til
Margrethe Marie Pedersen.
Skøde
den 23. januar 1951 fra Margrethe Marie Pedersen til K. Pedersen.
Stormgade 39. Matr.
nr. 788 – 364a – gl. matr. nr. 1 ah, 1do, 1de, areal 1046 kv. alen.
Skøde den 28. juli 1871 fra I. P.
Bech til toldmedhjælper N. P. Jensen.
Skøde den 7. august 1894 fra N. P.
Jensen til I. P. Bech.
Skøde den 15. december 1898 fra L
P. Bech til I. M. Kaas 3/8 og Anton Nielsen Broe 3/8.
Mageskiftejournal den 25. juni
1904 fra I. M. Kaas og A. N. Broe til I. Laugesen Pedersen.
Skøde den 23. februar 1909 fra I.
Laugesen Pedersen til E. K. T. Møller.
Skøde den 9. marts 1909 fra E. K.
T. Møller til C. Behrens.
I ovennævnte bygning havde Trinne Skaarup
en „klub“, døbt „Nordlyset“, vistnok den værste i byen. Den blev lukket af
politiet og Trinne drog bort fra byen. I „Sommerrevyen 1895“ var en strofe af
en sang:
„I „Nordlyset“ slukkede man
lampen,
og ruder blev slået ind,
så Trinne af skræk faldt på rumpen
og flytted i hast - stakkels
skind“.
Tømrergade
nr. 8. Matr.
nr. 59 – gl. matr. nr.
Skøde
den 14. november 1875 (henlagt til i marts 1876) fra M. Spangsbjerg til Thomas
Jensen Olsen.
Den
8. januar 1895 skøde fra T. J. Olesen til Hans Nielsen, J. Rasmussen og
sagfører Kiertzner.
Den
9. marts 1897 skøde fra J. Rasmussen til Hans Nielsen på en trediedel.
Den
11. januar 1898 skøde fra Hans Nielsen til sagfører Kiertzner.
Den
22. august 1898 skøde fra sagfører Kiertzner til Niels Nielsen.
Den
9. januar 1906 skøde fra Niels Nielsen til Laurids Thomsen Jørgensen.
Der.
12. april 1910 skøde fra L. T. Jørgensen til Chr. Dankwart.
Den
17. maj 1921 skifteudskrift som Adkomst fra Chr. Dankwart og Chr. Klint
Den
17. maj 1921 skøde til interessentskabet Dankwarts efterfølgere T. J.
Christensen, J. R. Jensen og N. K. Lauridsen.
Den
1. marts 1925 skøde fra N. K. Lauridsen på en trediedel.
Tømrergade
nr. 12. Matr.
nr.
Den
11. september 1883 skøder M. C Spangsberg matr. nr. 2 b til Christian Federsen.
Den
11. juli 1893 skøde fra Chr. Pedersen til O. Hansen og A. P. Nielsen.
Den
17. august 1893 skøde fra G. Hansen og A. P. Nielsen til N. P. Enevoldten.
Den
29. april 1919 fogdeudlægsskøde til P. M. Pedersen.
Den
20. februar 1935 arveudlægsskøde til Thomas Pedersen.
Tømrergade 13. Matr. nr. 533 - gl. matr.
nr. 2 s Strandby: Matr. nr. 2 s Strandby.
Skøde
den 16. juli 1878 fra M. C. Spangsberg til Andreas Jensen Møller. Ved købet
udstedte A. Jensen Møller en panteobligation på 500 kr. til M. C. Spangsberg på
grunden.
Den
31. maj 1886 sletter M. C. Spangsberg skadesløsbrevet på 300 kr. og 200 kr. til
indfrielse (udstedt den 16. juli 1878). Samme dag den 31. marts udstedte Andreas
Jensen Møller på matr. N. 2 s panteobligation til kreditforeningen af ejere af
mindre ejendomme på landet i Jylland - på 1800 kr.
Den
10. januar 1893 skøde fra Andreas Jensen Møller til J. Olsen.
Den
5. december 1893 skøde fra J. Olsen til S. Cl. Pedersen.
Den
22. januar 1895 skøde fra S. Cl. Pedersen til Jens Pedersen.
Den
19. april 1898 skøde fra Jens Pedersen til Marius Jensen.
Den
9. oktober 1917 skøde fra Marius Jensen til Jens Pedersen.
Tømrergade
nr. 14. Matr.
nr. 531 b - gl. matr. nr. 2 r Strandby. Areal 488 kvadratalen.
På
matr. nr. 2 r Strandby, skøde den 28. februar 1879 - berigtiget den 14. oktober
- fra M. C. Spangsberg til Anton Pedersen.
Den
8. februar 1881 adkomst på huset for Anton Pedersen.
Den
25. august 1891 skøde fra Anton Pedersen til Chr. Pedersen.
Den
11. juli 1893 skøde fra Chr. Pedersen til G. Hansen og A. P. Nielsen.
Den
17. august 1897 skøde fra O. Hansen og A. P. Nielsen til N. P. Enevoldsen.
Den
27. marts 1919 fogedudlægsskøde til E. Andersen.
Der
16. december 1919 skøde fra E. Andersen til Lars Peder Andersen.
Den
1. april 1924 skøde fra Lars P. Andersen til L. A. Larsen.
Den
28. juni 1929 skøde fra L. A. Larsen til Jens Nielsen.
Fiskergade nr. 4. Matr. nr. 79 - gl. nr. 2 at.
Den
13. december 1870 tinglæst byggevedtægt på matr. nr.
Skøde
den 19. februar 1886 fra M. Spangsberg til Frederik Nielsen.
I
1886 skøde til Bakken Jepsen.
1890
J. C. Møller.
1891
J. C. Møllers enke (skifteretsskøde).
1915 P. M. Pedersen 1925 Chr. V. A.
Christensen.
1928 S. Bøgh Mathiassen.
1930 P. Chr. Sørensen.
1942
Kathrine Karoline Sørensen.(skifteretsskøde).
1948
Fru Anne Marie Stenholdt.
1950
Møller Therkel Jensen Guldberg.
1951 Martin Jensen.
1952 H. A. Thomsen.
1952
K. Opstrup.
Fiskergade
nr. 10. Matr.
nr. 76 - gl. matr. nr. 2, 0,
I
1886 den 17. februar sælger og skøder M. Spangsberg forannævnte matr. nr. 2 o og
Samme
år giver S. A. Therkelsen en panteobligation til tømmerhandler J.
Lauridsen
i Ribe på beløbet 800 kroner for bygningsmaterialer - sikkerhed i matr. nr. 2 o
og
I
1905 skifteadkomst skøde til Søren A. Therkelsens arvinger.
I
1905 skøder Søren A. Therkeldsens arvinger ejendommen til J. N. Jepsen,
1906 skøder J. N. Jepsen ejendommen dommen til Niels Nielsen.
1916 Niels
Nielsen til Carl Jensen.
1917 Carl
Jensen til Niels Jørgen Nielsen.
1921 Niels
Jørgen Nielsen til Niels Ballum Nielsen.
1922 Niels
Ballum Nielsen til Jens Senius Møller.
Skolegade
nr. 61. Matr. nr.
I 1882 skødede ejeren H. P. Hansen ejendommen til grosserer Søren A. Nielsen.
1885 skødedes
ejendommen til Jacob Bech.
1886 til N.
Sørensen.
1887 til C. M.
Sørensen.
1910 til enke Mette Nicoline Sørensen f. Lauridsen.
1910 til V. V. Bruun.
1945 til Mette Jensine Bruun.
1945 til R. A.
Bruun.
Smedegade
nr. 6. Matr.
nr. 805 – gl. matr. nr. 1 h. Areal 640 kv. alen:
skøde
den 26. august 1870 fra Peder A.. Christensen til Søren Peder Christensen.
Skøde
samme dag fra S. P. Christensen til Christen Jepsen.
Skøde
den 30. december 1873 fra Chr. Jensen til Mads Jepsen.
Skøde
den 4. juli 1881 fra Mads sen til Peder Larsen.
Skøde
den 12. december 1916 fra der Larsen til L. P. Larsen.
Skifteudskrift
skøde som adkomst enkefru Ane Marie Larsen læst den juli 1941.
Smedegade
nr. 15. Matr.
nr. 822 -
gl. matr. nr. 2 1. Areal 1387 kv. alen.
Skøde
den 3. januar 1873 fra Niels Christensen til Søren Mortensen Bjerrum.
Skøde
den 14. juli 1887 S. M. Bjerrum til Søren Pedersen.
Skøde
den 11. august 1896 fra S. Pedersen til Johannes Henrik Mejer.
Auktionsskøde
den 5. januar 1901 til J. J. Amstrup.
Fogdeudlægsskøde
læst den 11. marts 1919 til R. Tosti.
Sverrigsgade
nr. 9. Matr.
nr. 986 – gl. matr. nr. 2 kv.
Skøde
1873 fra Brejnholdt og Hansen til Johannes Jørgensen.
I
1895 skøde fra Johannes Jørgensen til Mølgaard Jepsen.
I
1899 skøde fra Mølgaard Jepsen til Just Christensen.
I
1903 skøde fra Just Christensen til Martin Hansen.
I
1909 skøde fra Martin Hansen til 1. K. Brøndberg.
i
1919 skøde fra I. K. Brøndberg til A. C. Poulsen.
i
1936 skøde fra A. C.
Poulsen til Chr. P. Christensen.
Vesterhavsgade
nr. 1. Matr.
nr. 44 - gl. matr. nr.
Den
10. maj 1885 gav M. Spangsberg skøde til Jens Jacobsen.
Den
17. maj 1887 gav J. Jacobsen skøde til Hans Ø. Nielsen.
Den
15 september 1896 skøde fra Hans Ø. Nielsen til P. P. Stærk og H. H. Inselmann.
Den
15. marts 1898 skøde fra H. H. Inselmann til P. P. Stærk.
Den
10. oktober 1899 skøde fra P. P. Stærks likvidationsbo til interessentskabet
„Esbjerg".
Den
10. juli 1900 skøde fra interessentskabet „Esbjerg" til Fr. Pedersen, der
ved overtagelsen af Matr. nr.
Den
7. januar 1908 skøde fra Fr. Pedersen til Pagh & Qvist Pedersen.
Den
7. marts 1932 gav Pagh & Qvist Pedersen skøde til O. C. S. Olsen.
Vesterhavsgade
nr. 18. Matr.
nr. 14 - gl. matr. nr. 2 ca. Areal 840 kv. alen.
Skøde
den 18. marts 1890 fra H. Spangsberg til H. M. Grandt. Brandpolice læst samme
dag som adkomst for H. M. Grandt.
Skøde
den 9. april 1895 fra H. M. Grandt til Mads Hansen.
Skøde
den 29. april 1902 fra Mads Hansen til Maren Stærk.
Skøde
den 1. september 1903 fra Maren Stærk til I. S. Hansen.
Skøde
den 30. oktober 1940 fra I. S. Hansen til Anne M. K. Nielsen.
Skifteudskrift
den 4. juni 1946 som adkomst for Alice Nielsen.