Krigens Kræmmere (II)

 KRIGEN SOM MONOPOLERNES STYRKEPRØVE

Den tyske kemitrusts store europæiske røvertogt.

Hvad dækker i grunden det begreb, vi til daglig kalder krig? Den ene side af sagen kender vi alt for godt fra to verdensomfattende krige i samme generation. Krigens former og følger har de allerfleste ikke undgået at stifte bekendtskab med eller mærke på deres egen krop. Krigen det betyder i de flestes bevidsthed en dyrisk massenedslagtning af millioner, det betyder koldblodig udryddelse af civilbefolkningen uden hensyn til kvinder og børn. Krigens spor er over hele Europa trukket op i gigantiske grusdynger i afsvedne og sønderbombede byer, plyndrede provinser, ødelagte milliardværdier og millioner af sultende eller underernærede mennesker og hærgende epidemier. Hele denne side af sagen er kendt til den mest trivielle trøstesløshed, men det er kun krigens ene side, og den giver jo for eksempel ingen som helst fornuftig forklaring på, hvorfor »pauserne« mellem de krigerske konflikter i vor tid stadig bliver kortere og magtopgørene grusommere. Erfaringerne burde jo i så henseende være tilstrækkelig afskrækkende. Selv den mindste hundehvalp har dog fornuft eller instinkt nok til kun at bide efter ild een gang. På mange områder er den menneskelige videnskab nået langt frem. Men på et afgørende område som klarlæggelse af krigens baggrund og årsager er den officielle borgerlige videnskabs manglende evne eller vilje til at klarlægge problemerne stadig iøjnefaldende. I stedet for at blotte drivkræfterne bag krigen tyer man til maskeringen og bedraget. Længere er vi ikke nået inden for den borgerlige samfundsvidenskabs rammer, og længere vil vi heller ikke nå, så længe kapitalismen fortsat består. De brede massers vildførelse eller uvidenhed på dette afgørende område er nemlig blevet en livsbetingelse for hele den moderne kapitalismes fortsatte eksistens.

Bag vor tidsalders imperialistiske krige ligger imidlertid en tilbagevendende lovmæssig proces, hvor de såkaldte ideologier og modsætninger af »national og racemæssig« art ikke giver forklaringen, men højst yder kamouflagen. Mest forståelig bliver problemerne, når man opmærksomt ser på nogle af de typiske begivenheder, der stadig foregår bag krigene, men som hemmeligholdes eller tilsløres med stor omhu af de herskende lag i den kapitalistiske del af verden. Vi kan begynde med et særlig indlysende og særdeles talende eksempel fra den anden verdenskrig. Hvad lå der bag Hitler og Co.s brutale og alt udslettende kamp om verdensherredømmet? Hvad var det, man i praksis søgte at tilrive sig kontrollen over, og hvilke midler tog man sin tilflugt til? For at forstå dette må man se på de handlinger og manøvrer, der under krigen blev foretaget af nazismens sociale bagmænd: de tyske truster og karteller uden, at nogen menneskelige ofre blev skyet. For at forenkle billedet kan vi foreløbig koncentrere os om et enkelt foretagende: milliontrusten I.G. Farbenindustries private erobringer og krigsmål ved at belyse dens metoder og gerninger på et afgørende område under den anden verdenskrig. Vi kan begynde med Hitlers indmarch i Østrig 1938. Nazismens officielle slagord var her: »Ét folk, éet rige og én fører«. Skal man tilpasse disse fraser på den store tyske kemitrusts private målsætning, må vi oversætte den på godt dansk med parolen: »Ja og én trust og ét marked.« Østrig havde endnu ved indmarchen sin egen »nationale« kemiske koncern; »Pulverfabrik Skoda Werke Wetzler« resterne af det gamle Østrig-Ungarns en gang blomstrende rustningsindustri. Med det nationale var det dog så som så, kemifirmaet kontrolleredes af Wienerbanken »Creditanstalt«, der tilhørte den internationale Rothschild-gruppe. Både banken og firmaet skulle derfor »arieseres«. Banken blev efter indmarchen overtaget af »Deutsche Bank« i Berlin og I. G. Farben overtog Skodas aktier. Alle de øvrige kemiske virksomheder i Østrig opsugedes derefter i foretagendet og alt samledes i et stort I. G. Farben-datterselskab »Donau-Chemie A. G.«. Det var værnemagtens første annek-tering til kemitrusten.

Da Tjekkoslovakiet kom på dagsordenen få måneder efter, var I. G. Farbenindustrie igen fremme på scenen i særdeles god tid. Dens ledere tilhørte absolut ikke den gruppe tyske kapitalister og generaler, der konspirerede mod Hitler af frygt for hans risikable spil. Allerede en uge før München-aftalen havde I.G. Farben-direktøren, Hermann Schmitz, undertegnet en overenskomst med Hitlers regering om, at trusten skulle overtage den store tjekkiske kemikoncern -»Aussiger Verein«., der stod på fjerdepladsen indenfor Europas kemiske industri. I første omgang overtog I. G. folk værkerne som »kommissariske« ledere. Firmaets aktier ejedes af en blandet tjekisk-belgisk gruppe, der stod i forbindelse med »Zivnosstenka Bank« i Prag. Dresdner banken udøvede imidlertid et sådant tryk på denne finansgruppe, at den gik med til »frivilligt« at overlade I. G. Farben aktierne.

Straks efter München-aftalen modtog Hitler følgende karakteristiske telegram fra sine bagmænd i kemitrusten, undertegnet af den ovenomtalte Hermann Schmitz: »Til føreren og rigskansleren Adolf Hitler. Dybt grebet af Sudeterlandets tilbagevenden til riget, som De, min fører, har virkeliggjort, stiller I. G. Farbenindustrie A.G. et beløb på en halv million Reichs-mark til Deres disposition til anvendelse i det sudetertyske område.« Man kan ikke nægte, at trusten fik noget for pengene! Den moderne storkapitalisme har indadtil sine egne former, som den holder på i skærende modsætning til dens holdning overfor almindelige mennesker. Disse sidste repræsenterer i trusternes øjne kun arbejdskraft, til nød »kunder«, der igen bedømmes efter købekraften. Et konkurrerende firma repræsenterer derimod selv i krigstid noget beslægtet: reelle værdier som produktionsmidler, og råstofkilder, patenter plus produktionsmetoder og et marked. Endelig kan tiderne jo skifte - under krigene som i konkurrencen. En vis formel »kollegialitet« er derfor på sin plads ud fra grundsætningen om, at den ene ravn ikke hugger øjnene ud på den anden. I formen er de internationale finansgrupper i forholdet til hinanden præget af noget i retning af en vis kapitalistisk »familiefølelse« ...

Direkte og brutal konfiskation skrider man kun til i undtagelsestilfælde. Det kan nemlig forrykke ejendomsbegreberne, der er den fælles grundvold, for det moderne kapitalistiske samfund, og det kan derfor virke »demoraliserende«. Almindelige mennesker kan man under krigen uden at blinke slå ihjel i titusindvis, for arbejdskraften kan altid erstattes, men opfattelsen af den »hellige« ejendomsret som noget ukrænkeligt må bevares. Her gælder det nemlig selve den »varige« hovedhjørnesten, kapitalismen bygger på. Selv nazismen respekterede inden for visse grænser denne monopolkapitalens uskrevne grundlov under krigene i de besatte områder vestpå. I øst lå forholdet anderledes. Her havde man jo gennem »raceteorierne« skabt opfattelsen af slaver og jøder som »mindreværdige« folk, hvor der ikke skulle så mange formaliteter til. Forskellen mellem tyskernes optræden i Polen og i de skandinaviske lande og Frankrig viser de to fremgangmåder: I Polen lå tre store betydningsfulde kemiske foretagender, som I. G. Farbens ledere havde udset sig som krigsbytte: Boruta-værkerne, Wola Krystopolska og Winnica-værkerne, der ejedes af den store franske Kuhlmann-trust. To dage efter Warszawas fald havde den tyske regerings befuldmægtigede overdraget I. G. Farben den »kommissariske« ledelse af alle tre virksomheder. Et af dem kunne »ariseres«, et polsk selskab voldte heller ikke bryderier, men det formelle ejendomsforhold til Winnica-værkerne kunne først bringes i orden efter Frankrigs fald.

Ved indrykningen i Frankrig så man i regelen, at ejendomsoverdragelserne til de tyske truster fandt sted i den ydre form af »normal forretning«, naturligvis under behørig hensyntagen til de »ændrede magtforhold på markedet«. At de tyske koncerner gennem værnemagtens tilstedeværelse, de udskrevne »besættelsesomkostninger« og isoleringen fra de gamle markeder og finansforbindelser havde et aldrig svigtende tryk i baghånden over for uvillige »forretningsforbindelser«, er en sag for sig. I Frankrig som andre steder blev slutresultatet naturligvis, at I. G. Farbenindustries gamle kartelpartner »Etablissements Kuhlmann« måtte bukke under som selvstændigt foretagende over for sin sejrende tyske partner. Kuhlmann-trustens »kapitulation« er en gribende omend langtfra heroisk historie, der er blevet udførlig skildret i en af I. G. Farbens beretninger. Firmaets 62-årige chef, Joseph Frossard, taler med tårer i øjnene til. I. G. Farbendirektøren Georg von Schnitzler. Både han og hans meddirektør, Duchemin, tilbyder frivilligt at trække sig tilbage for at fremme »tillidsforholdet« til tyskerne, men det er tydelig nok en eventualitet, der skal undgås: »Man er hos Kuhlmann helt klar over, at Tyskland vil vinde krigen, og at organiseringen af det europæiske erhvervsliv vil foregå under Tysklands ledelse. Frossard tilbyder at stille hele industrien i Tysklands tjeneste for at forhøje de kemiske produktionsmuligheder under krigen mod England. Kuhlmann er parat til at fremstille alle de råstoffer og hjælpeprodukter for I. G., som ønskes fra tysk side. Han ønsker et tillidsfuldt samarbejde.«

Det er kartelpartneren og kosmopoliten som »national fædrelandsforsvarer«. Han kapitulerer ikke blot, han kryber for nazisterne, trækker dolken frem for at anvende den mod den allierede fra i går. Fædrelandet kan besejres og opgives - men ikke profitbegæret. Det må blot »reguleres« efter de ændrede forholds krav. Det er slutresultatet af storbourgeoisiets udvikling i det Frankrig, hvor den borgerlige revolution forkyndte nationalstatens og den nationale tankes sejr i Europa. I det samme Frankrig, hvor tusinder af ubemidlede socialistiske arbejdere rejste modstanden, stod ranke og ukuede foran de tyske geværmundinger, trodsige vandrede i koncentrationslejrene frem for at affinde sig med slavearbejdet for de tyske erobrere! Der er sket et og andet i Europa, som alligevel gør det vanskeligt at vende tilbage til det gamle og rådne. Bevidstheden har forskudt sig. Det er nye kraftkilder, folkene må øse af. Nationen kan kun leve med et nyt ansigt, under overfladen er nye lag ved at konstituere sig som det nye grundlag for nationen, der ellers måtte dø under ledelse af monopolherrernes kapitalistiske kosmopolisme. Monsieur Frossard beholdt sin post. Etablissement Kuhlmann, Produits Chemiques de Saint Denis og Saint Claire du Rhone blev smeltet sammen i én stor ny trust, »Francolore S. A.«. Det franske flags farver fik lov til at dække over et nyt firma, hvor de 51 % af aktierne var overtaget af det tyske I. G. Farbenindustrie... nationalt hykleri til det sidste! Flaget som tysk varemærke! Man kan til slut se lidt på I. G. Farbens erobringstogt her i Norden: I Norge var trusten ikke sen til at overtage de hidtidige franske aktier, der sikrede trusten aktiemajoriteten i landets kvælstofindustri, i »Norsk Hydro«. Det næste skridt var bestræbelserne for at få magten over hele Norges værdifulde aluminiumsindustri.

Her i Danmark er man gået yderst stille med dørene for at dække over indholdet og formerne for den tyske trusts erobringsforsøg. Bemærkelsesværdig var dog i alle tilfælde Gunnar Larsens vidtrækkende forhandlinger om opførelsen af en stor »dansk« virksomhed til fremstilling af kvælstofgødning under I. G. Farbenindustries ægide, der førte til en tvivlsom overenskomst, i hvilken Danmark blandt andet måtte forpligte sig til ikke at indføre chilesalpeter. Hele krigstidens økonomiske historie i Europa er et eneste vidnesbyrd om I. G. Farbenindustries umættelige begær efter at skaffe sig kontrollen over hele Europas kemiske industri. Da trustens magt var på sit højdepunkt, var den svulmet op til en gigantisk polyp: Den omfattede 380 tyske selskaber og havde opslugt henved 500 udenlandske firmaer. Dens kapital var fra 646 millioner nået op på 6 milliarder mark. Alene i I. G.s tyske virksomheder beskæftigedes da over 100.000 slavearbejdere, der var blevet indfanget af SS og Gestapo i de besatte områder. En mægtig menneskelig skamstøtte var vokset ud af den moderne monopolkapitalisme. Og I. G. Farbenindustrie var intet enkelttilfælde. Det var ikke undtagelsen. Man kunne lige så godt have valgt sig den umættelige ekspansion, der kom til udtryk i andre tyske truster som »Herman Göring Werke«, »Vereinigte Stahl Werke« eller de andre kæmpetruster i Tyskland, der havde vokset sig stærke og aggressive under nazismen. Fra denne side var krigen de store tyske trusters hensynsløse og brutale kamp for at opnå alle trusters mål: verdensmonopolet. Og så højfinansen og monopolerne på den anden side af fronten: repræsenterede de så folkenes kæmpende demokrati og en højere retfærdighed? Vi skal vende tilbage til dette interessante problem.

Allerede under den første verdenskrig sammenfattede Lenin læren af begivenhedernes udvikling i det første afsnit af imperialismens epoke i følgende karakteristik af den moderne kapitalismes indre kampe: »Man kan ikke dele anderledes end »efter magten«. Men magten forskyder sig efter den økonomiske udviklings gang... For at prøve en kapitalistisk stats virkelige magt findes der ikke, og kan der ikke findes, noget andet middel end krigen. Krigen er ikke nogen modsætning til privatejendommens grundsætninger, men er en direkte og uundgåelig udvikling af dette grundlag. Under kapitalismen er en jævn vækst i de enkelte bedrifter og i de enkelte staters økonomiske udvikling umulig. Under kapitalismen findes der ikke andre midler til at genoprette den fra tid til anden forstyrrede ligevægt end kriser i industrien og krige i politikken...« Også den »kapitalistiske sektor« af den anden verdenskrig var en strålende, uigendrivelig illustration af, at denne Lenins knivskarpe analyse ikke er indhentet af udviklingen, men fortsat har sin fulde gyldighed i den imperialistiske del af verden. Det er for at undgå konsekvenserne af denne enkle og indlysende erkendelse, de herskende klasser altid, ved afslutningen af ethvert grusomt masseblodbad, forsikrer menigmand om, at dette var den »sidste store krig«, og at man fra nu af fredeligt er på vej ind i helt nye sociale og økonomiske systemer, præget af fred, frihed og virkeligt demokrati. Derigennem søger man at dække over og besmykke milliontrusternes fortsatte herredømme, at forvirre begreberne hos krigens ofre for at lamme dem i deres forsæt om at tage konsekvenserne af deres egne dyrekøbte erfaringer, som Lenin blot sammenfattede med klar videnskabelig grundighed allerede under den første verdenskrig.

Den moderne kapitalisme og dens ideologer har altid stået over for et beklageligt dilemma. I »teorien« vil man så uendelig gerne »modbevise« Lenin og marxismens øvrige klassikere. Men som herskende klasse lykkes det i regelen med minutiøs nøjagtighed bourgeoisiet og dets politiske eksponenter gennem deres handlinger gang efter gang at dokumentere, hvor forbandet ret Lenin i grunden havde i sin analyse af den moderne monopolkapitalisme i den imperialistiske tidsalder. Der blev repeteret en hel del marxisme under den anden verdenskrig efter mellemkrigsårenes pomadiserede »idealistiske« historieopfattelse. »Kendsgerningerne er - nogle hårde krabater!«

En amerikansk oliekonge forbereder krigens omskiftelser.

Under selv de mest voldsomme krigerske opgør mellem staterne afbrydes forbindelserne sjældent helt mellem de helt store finansfyrster, der sidder på kommandoposterne i de store internationale monopolforetagender. I værste tilfælde »suspenderes« den gamle kontakt midlertidig, medens man afventer slutresultatet af magtopgøret og hver for sig dirigerer kampens enkelte faser. Under moderne krige har kapitalismens lakajer stadig haft held til at ophidse mennesker i den grad mod hinanden i »national« beruselse, at de har slagtet hinanden, pint, mishandlet og udsultet hinanden og koldblodigt myrdet uskyldige børn, blot de er født i et andet land. Magthaverne har sat den altid brugbare officielle presse - »fabrikanterne af den offentlige mening« - i fuldt sving for at skabe den nødvendige krigspsykose, og alle statens magtmidler er blevet udnyttet mod de trodsige og modstræbende. I deres indbyrdes magtkamp lader de store finansherrer sig sjældent ophidse til tilsvarende lidenskaber. Den moderne kapitalisme er alt for intimt forbundet over og på tværs af landegrænserne, og nationalstatens rammer er forlængst sprængt af kartellernes, trusternes og bankernes kosmopolisme. Man har ikke råd til at se på sagen fra blot een side. Det ville hindre, at situationen udnyttedes alsidigt til indbringende forretning også under opgøret. Derfor er folks forestillinger om kapitalister i krig i regelen alt for enkle. Hvor krigen betyder død og elendighed for almindelige dødelige, byder den for eksempel enorme muligheder for profit for indehaverne af de store olieselskaber. Moderne krig er motoriseret: lastbiler, tanks, kampvogne og flyvemaskiner betjener sig alle af olie og benzin. En krig bringer omsætningen til at stige til uvante højder, og fortjenesten bliver derefter. Det kan derfor være interessant at se lidt på, hvordan de store olieselskaber indretter sig under en krig.

I eftersommeren i det skæbnesvangre år 1939 foretog en ,af lederne af det mægtige amerikanske olieforetagende Standard Oil en lille rundrejse i de dele af Europa, der ventede på at blive krigsskueplads. Mandens navn var Frank A. Howard, og han var en af de administrerende direktører i den store trust i New Jersey. Da man aldrig skal gøre en skælm uret, vil det mest korrekte vel være at lade manden selv berette om sin eventyrlige færd. Takket være præsident Roosevelts justitsministerium kom mr. Howards beretning under krigen offentligt frem i Staterne. Den 12. oktober 1939 skrev mr. Howard til sin meddirektør, W. S. Farish, Rockefeller Plaza: »En beretning om turen til Europa«. Som indledning fortæller mr. Howard indgående om sine forhandlinger om krigsleverancerne til den britiske og franske hær og fortsætter om de videre begivenheder i London: »Jeg havde altså adskillige møder med repræsentanter for luftfartsministeriet og bestræbte mig for at hjælpe dem med at koordinere deres program med det franske program for flyvevæsnets forsyninger. I betragtning af min intime tilknytning til disse forsyningsproblemer både i England og Frankrig var jeg lidt bekymret over det indtryk, det ville gøre, når man opdagede, at jeg havde forladt disse forhandlinger for i Holland at føre lignende forhandlinger med tyskere, der var interesseret i de samme problemer. Både af denne grund og fordi jeg havde brug for hjælp for at opnå den nødvendige tilladelse til at rejse til Holland, besøgte jeg vor ambassaderåd i London og forklarede ham situationen. Han var yderst bekymret i anledning af denne sag og var stærkt i tvivl om, hvorvidt ambassaden kunne tillade mig at gå videre med mine planer. På et vist tidspunkt havde jeg det indtryk, at de overvejede at inddrage mit pas. Efter en samtale med ambassadøren blev sagen imidlertid fuldstændig afklaret. Vi enedes om, at jeg var helt og fuldt i min ret, og at ambassaden ikke alene ville tillade mig at rejse, men også ville tage de nødvendige skridt til at forklare situationen over for det britiske udenrigsministerium for at fritage mig for alle ubehageligheder og gøre det lettere for mig at opnå den nødvendige udrejsetilladelse med ret til igen at rejse ind i England.

Herrerne i luftfartsministeriet, som jeg formoder havde en mistanke om naturen af min aktivitet i Holland, tilbød mig også meget venligt at være mig behjælpelig med at vende tilbage til England, hvis udenrigsministeriet skulle volde nogen vanskeligheder angående min tilbagevenden, idet de understregede, at de ønskede at have nogle afsluttende forhandlinger med mig, før jeg rejste tilbage til USA Som anerkendelse over for dette udslag af tillid tilbød jeg over for ambassaden at føre alle forhandlinger i Holland i nærværelse af et medlem af den amerikanske legations stab i Haag. Dette blev imidlertid ikke krævet af mig. Som følge af dette arrangement var jeg i stand til at holde mine aftaler i Holland, hvor jeg havde tre dages forhandlinger med I. G. Farbenindustries repræsentanter. De leverede mig overdragelsesdokumenter for godt 2000 udenlandske patenter, og vi gjorde vort bedste for at udarbejde fuldstændige planer for en modus vivendi, som kunne virke, så længe krigen varede, uanset om De forenede Stater kom med eller ej. Vi fik ikke udarbejdet alle vore overenskomster i detailler, men vi håber dog, at vi er nået så langt, at vi kan komme til enighed ad telegrafisk vej. Det er vanskeligt på dette tidspunkt at gøre sig nogen klar forestilling om, i hvilken udstrækning det vil lykkes for os i tiden fremover at opretholde vore forbindelser uden nogen personlig kontakt.« Vi får i denne åbenhjertige skrivelse, beregnet til indre brug i Standard Oil, en ny bekræftelse på rustningsindustriens internationale grundlov, der uanset de ydre forhold foreskriver, at det for en trust er tåbeligt kun at handle med en af de krigsførende parter, da det kun betyder, at man snyder sig selv for halvdelen af fortjenesten under de enestående forhold, en ny krig byder på for de »rette folk«.

Den famøse overenskomst var betegnende nok blevet dateret på krigens første dag, den 1. september 1939, og underskrevet af Frank Howard og I. G. Farbens befuldmægtigede, dr. Fritz Ringer, men det var kamouflage for at redde amerikanernes ansigt. I virkeligheden blev overenskomsten indgået den 25. september, det vil sige efter tyskernes erobring af Polen. Overenskomstens almindelige linier forudså en markedsdeling efter krigens ændrede forhold. Standard fik foruden USA overdraget England og det britiske imperium, Frankrig og de franske kolonier og visse dele af Det mellemste Østen, medens resten af markedet betragtedes som den tyske trusts interesseområde.

Det kan gå nok så hårdt til ved fronterne og i baglandet. Men ophøjet over det hele sidder monopolernes ledere. For dem er krigen slet og ret - forretning! Tydeligt kom hovedlinien i Standard Oils »krigspolitik« frem på et møde i selskabets ledelse den 14. november 1939- Den hjemvendte mr. Howard præciserede her de mål, man havde sat sig, da han erklærede: »Efter at denne overenskomst var blevet afsluttet, greb krigen forstyrrende ind, idet vor gruppe jo omfattede både amerikanere, englændere, hollændere og tyskere, og krigen medførte, at der opstod temmelig mange vanskeligheder. Hvordan vi skal få disse krigsførende parter til at forlige deres interesser, står endnu ikke helt klart for os. Vi har nu lagt vore hoveder i blød for at løse denne side af problemet, og jeg håber, vi kommer til et resultat. Den tekniske industri må arbejde videre - krig eller ikke krig, så bliver vi dog nødt til at finde en løsning på disse problemer...«

Siden den europæiske krigs udbrud befandt USA - selv om dette land endnu var ikke-krigsførende - sig dog i økonomisk krig med Tyskland og de øvrige aksemagter. Men de store trusters ledere beskæftigede sig ikke nær så meget med, hvordan man bedst kunne lamme de fascistiske angribere. De havde langt større opgaver med at udfinde nye former, hvorunder de gamle forbindelser med de krigsførende tyske karteller kunne opretholdes under nye former trods krigen. Kun herigennem kunne man også fremtidig sikre sig opretholdelsen af sine monopolprivilegier - og få den maksimale profit ud af krigen. Så måtte »fædrelandets interesser foreløbig træde en smule i baggrunden!

Den første opgave, Standard Oils ledere stillede sig, var naturligvis at sørge for maskeringen. Man søgte til det yderste at hindre, at de tyske partneres ejendom i Staterne ligesom under den første verdenskrig blev beslaglagt af Roosevelts regering. I det fælles aktieselskab Standard Oil - I. G. Corporation ejede tyskerne 20 pct. af aktiekapitalen. De skulle nødig komme på »fremmede« hænder. Allerede en uge efter den anden verdenskrigs udbrud, den 8. september 1939, skrev en af Standards funktionærer herom til direktionen: »Det, vi tager sigte på, er naturligvis at værne denne minoritetsinteresse i tilfælde af, at der skulle udbryde krig mellem Tyskland og os, da det absolut ville være yderst uheldigt, om denne 20 % interesse gik videre til direktoratet for fjendtlig ejendom, som kunne komme til at sælge den til interesser, som var uvenlige over for os...«

Formerne for de sikkerhedsforanstaltninger, der skulle træffes, var et af hovedformålene med mr. Howards vigtige forhandlinger i Haag. Den 3- november 1939 underrettede Standards direktion højtidelig sine partnere i »olieinternationalen« om, at trusten havde overtaget I. G. Farbens aktier i Standard - I. G. Corporation, der nu fungerede som et »rent amerikansk« foretagende. Selskabet tog endogså navneforandring til det mere amerikansk klingende Standard Catalytic Corporation. Det så meget tillidvækkende ud altsammen. Men der var stadigvæk det lille aber dabei, at det hele kun drejede sig om en lille sceneforandring af hensyn til krigsforholdene. Ved »nyordningen« bevarede den tyske trust i virkeligheden alle sine gamle patentrettigheder, retten til royalties (patentafgifter), der fortsat skulle inkasseres af Standard Oil - og afregnes efter krigen.

I.G. Farbenindustrie, Tysklands største producent af flyvemaskinebenzin, kunne altså gnide sig velbehageligt i hænderne ved tanken om, at man i den vestlige verden kvitterede for luftbombardementerne mod London og andre byer ved, at Standard Oil og indirekte også det britiske Shell-kompagni inkasserede millionafgifter til det samme tyske selskab, der muliggjorde Hitlers bombetogter! På samme måde medvirkede Standard Oils ledere til efter evne at gøre et andet af de store tyske firmaer i USA urørligt indtil videre. Også I. G. Farbens store amerikanske datterselskab, American I. G. Chemical, skiftede ved krigsudbruddet formelt ejere. Den tyske kemitrusts aktier blev i dette tilfælde overtaget af et »neutralt« schweizisk firma i Basel (tidligere I. G. Chemie, Basel), og det amerikanske selskab tog navneforandring til General Aniline & Film Corporation. Den tyske direktør, Walter Duisburg, trådte tilbage fra ledelsen. Gode amerikanere fra Standard Oils kølvand påtog sig at maskere de tyske kapitalinteresser i et stort, krigsvigtigt foretagende: Dommer John E. Mack blev formand, og som hans medhjælper fungerede betegnende nok den kendte pronazistiske diplomat og München-politiker William C. Bullit - der efter krigens slutning overtog det ærefulde hverv som præsident Trumans private rådgiver og observatør!

Først efter Pearl Harbor-katastrofen tykkedes det at afsløre dette maskerede tyske foretagende, hvor Standard Oil sad inde med en større aktiepost, der også medførte regelmæssig repræsentation i det nævnte »schweizerfirma«. Standard Oils ledere nægtede typisk nok konsekvent at give de nødvendige oplysninger om denne deres intime og mystiske forretningsforbindelse i Basel. Krigstidens mærkværdige transaktioner mellem de amerikanske oliefyrster og deres tyske kartelpartner belyses bedst gennem et fortroligt brev, direktør Howard den 12. januar 1940 sendte til sin tyske kollega Fritz Ringer i I. G. Farbenindustrie: »Jeg vedlægger kopi af to trust-overenskomster, den ene handler om Standard I. G. patenterne, der blev overdraget mig i Haag, den anden er angående Jasco-aktierne. Denne situation har voldt mig en del bryderier, fordi jeg var bange for, at der gennem uforudset gennemførelse af gamle kontrakter eller ved uagtsom indgåelse af nye aftaler skulle kunne finde en sammenblanding sted mellem Standard I.G.s eller Jascos patentrettigheder, så at de skulle kunne overgå til andre som en del af almindelige overenskomster, der binder Jersey og alle dets 100 % datterselskaber. Det forekommer mig derfor klogt at sætte en særlig mekanisme op, som der altid måtte tages særlig hensyn til, før der blev foretaget nogen handlinger, der ville influere på Standard, I.G.s eller Jascos patentrettigheder. Dette er blevet gennemført i overensstemmelse med fireparts-overenskomsten og ved at placere 50 % af de stemmeberettigede akter fra Jasco hos en befuldmægtiget (trust) i overensstemmelse med det memorandum, vi udarbejdede i Haag. Jeg tror, disse arrangementer fuldstændig vil beskytte alle parters interesser og rettigheder...«

Standard Oils ledere har søgt at prale af, at de ved den store transaktion i Haag sikrede tusinder af vigtige I. G. Farben-patenter for USA og dette lands krigsindustri. I virkeligheden var overdragelsen af en stor del af patenterne dog kun af rent formel natur. Og den amerikanske olietrust overdrog for sit vedkommende ligeledes sin store tyske partner sine aktieposter inden for kartellet i de dele af Europa, der befandt sig under tysk kontrol. Det egentlige opgør af mellemværendet skulle først finde sted efter krigen. Direktør Howard fremsatte i 1942 over for en amerikansk senats-kommission (den såkaldte Truman-kommission, da USA's nuværende præsident fungerede som formand) nogle særdeles interessante oplysninger om de store, internationale trusters »gentleman-agreement«. Efter en omtale af den oprindelige kartelaftales bestemmelser fortalte han om Haag-aftalen: »For at efterkomme dette særlige arrangement i 1939 overdrog vi de tre ottendedeles interesser, vi havde i landene uden for England, Frankrig og De forenede Stater... Det eneste arrangement, der må imødeses, er et simpelt spørgsmål om pengebetalinger. Hvis overenskomsterne stadig var løbende, kunne I. G. Farbenindustrie efter krigen komme og kræve en opgørelse og sige: 'De har tjent så og så mange penge på disse patenter i disse tre lande. Vi tjente så og så meget i andre lande. Under den originale kontrakt, som De handlede os ud af i 1939, var vi før berettigede til en større sum, end vi fik. Den handel, De afsluttede med os i 1939, var ikke fair, og De må betale os så og så mange penge.'

Det er den stilling, I. G. befandt sig i, og det kan der ikke gøres noget ved. Kravet kan ikke rejses 'under krigen af indlysende årsager, og hvis det blev rejst, ville det blive underkastet kontrollen fra 'Administrationen af fremmed ejendom'. Hvis det blev rejst efter krigen, ved jeg ikke, hvordan forholdene vil komme til at ligge over for det...« Over for undersøgelseskommissionen var Standard Oil-direktøren diplomat med hensyn til fremtiden. Ved en anden lejlighed var mr. Howard mere åbenhjertig, da han om de samme kartelaftaler erklærede: »Hvordan parternes følelser end må være, så afskaffer krigen ikke aftaler af denne art. Den suspenderer dem kun.«. Det er denne enkle sandhed om kartellernes og de store kapitalistiske monopolers aftaler og virksomhed, vi også på en skæbnesvanger måde har fået at mærke i verdenspolitikken i efterkrigstiden. De indviklede tråde i »det tyske problem« af i dag kan hverken anes eller endnu mindre udredes, hvis man ikke regner med førkrigstidens finansforbindelser og aftaler som en realitet, der også virker uhyggelig stærkt i dag. For finansverdenens virkelig store giganter var krigen kun en »episode«, en »praktisk målestok« for det reelle magtforhold i konkurrencen om verdensherredømmet. Men når styrkeprøven er overstået, fortsætter de samme partnere det gamle samarbejde på det nye grundlag.

Krigens ny opdeling af markederne.

»Man kan ikke dele anderledes end 'efter magten'. Men magten forskyder sig efter den økonomiske udviklings gang...« og endnu hurtigere efter krigens gang. Intet er så fejlagtigt og misvisende som den stive, men temmelig udbredte antagelse, at de internationale kartelaftaler med deres patentmonopoler og markedsdeling varigt ophæver konkurrencen mellem landene og trusternes indbyrdes magtkamp. Selv for den moderne højkapitalisme er ikke kartelaftalen den højeste lov. Det er fortsat profitbegæret - og målet, det er verdensmonopolet. Det kan være lærerigt at se på, hvordan en af de førende britiske monopolister, sir Alfred Mond (senere lord Melchet), så på spørgsmålet om kartelaftalernes varighed. Han skriver: »Kartellet eller sammenslutningen, der kun består i et begrænset antal år, er i virkeligheden intet andet end en våbenstilstand i den industrielle krig, og folkene indstiller sig ikke på at overdrage de våben og metoder, de skal føre krig med, til dem, som de måske i løbet af nogle år skal kæmpe imod. Derfor finder der heller ikke nogen fuldstændig og definitiv udveksling sted af informationer, patenter, opfindelser eller nye produktionsprocesser...« Kartelaftalen er den midlertidige overenskomst om samarbejde i en given situation og med de givne magtforhold som grundlag. Balancen i styrkeforholdet kan imidlertid hurtigt forskyde sig. En epokegørende opfindelse, der forrykker de hidtidige produktionsforhold og råstofproblemer, kan pludselig gøre helt nye konstellationer nødvendige. Den kan bryde hele grundlaget for de gamle aftaler og med ét slag gøre helt nye nødvendige. Opfindelsen af den syntetiske olie og benzin medførte i mellemkrigsårene et sådant skred. I en til tænderne væbnet kapitalistisk verden kan den ujævne økonomiske udvikling, det stadig skiftende økonomiske styrkeforhold mellem landene indbyrdes og forskydningen i deres militære potentiel i løbet af en kort periode fremkalde »uforudsete overraskelser« i verdensbilledet. Både Hitlers »blitz« og atombomben forrykkede i en kort årrække helt den gamle balance i den kapitalistiske verden.

Krigspotentiellet, vurderingen af det væbnede fremstøds muligheder og chancer og i sidste instans krigen selv er også en af metoderne til nyopdelingen af verden mellem de moderne storkapitalistiske monopoler. Også under den anden verdenskrig, da magtkampen befandt sig på sit højdepunkt, fandt der fra dag til dag, i alle krigens faser, en stadig nyopdeling sted af verden mellem de store truster og de internationale kartellers deltagere, hvor disse i ordets egentlige forstand delte »efter magten« og de stedfundne omskiftelser ude i verden. I første omgang måtte det krigsførende Tyskland afskrive en række af sine oversøiske markeder, der grundet på blokaden blev overladt til de amerikanske kartelpartnere. Allerede den 19- september 1939 telegraferede I. G. Farbenindustries direktion til General Aniline & Film: »Foruden Kanada løser vi Dem herved fra eksportindskrænkningerne med hensyn til følgende lande: Storbritannien, Britisk Indien, Australien og New Zeeland, men kun så længe den nuværende krigstilstand varer, og når det gælder leverancer til følgende firmaer.« (Liste over forhandlere følger.)

Sådan summede telegrafen i krigens første tid. Den kapitalistiske genforsikring trådte i kraft, og det gjaldt om at bevare markederne gennem gamle forbindelser, der kunne holde pladsen varm, og af hvem man senere kunne vente en passende afregning og andel i fortjenesten. Også kunderne kunne undertiden skifte overraskende hurtigt, uden at det voldte nogen særlig ravage. I de første krigsmåneder påtog Standard Oil sig mægtige leverancer af olie og benzin til England og Frankrig. Så fulgte pludselig Frankrigs fald i 1940. En stor kunde var brudt sammen, og oven i købet en kunde, der havde modtaget kæmpeleverancer på kredit. Hvordan klarede Standard Oil denne kritiske situation. Den kendte tysk-amerikanske økonomiske forfatter Günter Reimann har en henrivende lille solstrålefortælling fra disse kritiske dage, hvor han beretter: »Det fortælles, at chefen for de franske militære forråd på dette tidspunkt var en Standard Oil mand. Efter Paris' fald overdrog han de franske oliereserver ganske uskadte til den nazistiske leder, der var ansvarlig for de tyske militære styrkers olieforsyninger i Frankrig. Denne nazistiske olieadministrator var i tiden før krigen intimt knyttet til I. G. Farbenindustrie...« Ridderlig romantik er moderne krig temmelig blottet for. Den udbredte nationale korruption, der indefra havde undergravet de 200 familiers Frankrig, levnede heller ikke plads for nogen heroisk gennemførelse af den brændte jords - ja, ikke en gang olies - politik. Det eneste, der endnu var plads for, var kynisk kosmopolitisk forretningssans. Det var kartellernes gave til den franske republik, der i sin tid åbnede det borgerlige demokratis æra i Europa.

Krigen skulle jo imidlertid hurtigt komme ind i et spor, hvor revisionen af de gamle kartelaftaler »efter magten« skulle udvikle sig i en retning, der ikke var slet så tilfredsstillende, set ud fra de store amerikanske trusters synspunkt. Ud fra de store vestlige monopolers interesser og grundbetragtning havde krigen fra første, værd været »de bristede forudsætningers krig«. Når de i mellemkrigsårene med millionbeløb havde medvirket til Tysklands økonomiske og militære genoprustning, havde tanken indlysende nok ikke været, at Hitler derigennem skulle bringes i stand til at kaste sig over Vesteuropa og foretage en nyopdeling af denne del af verden, hvor markedet i vid udstrækning beherskedes af de tyske trusters kartelpartnere. De vesteuropæiske monopolherrers spekulationer var gået i en helt anden retning. Man var i alle enkeltheder kendt med nazismens aggressive planer og forberedt på en storstilet tysk ekspansion. Men lige så bombesikkert havde man regnet med, at Hitler ville vælge angrebsretningen mod øst, mod Sovjetunionen. Et sådant »korstog mod socialismen ville have været en for den vestlige højfinans velbehagelig krig, der ville være blevet hilst som et udslag af stor statsmandskløgt.

Spekulationen i Hitler havde netop i første række bygget på tilliden til, at hans hære skulle være et velkomment middel til at genvinde kapitalismens »tabte områder«, der var blevet unddraget monopolernes udsugning gennem oktoberrevolutionen i 1917. Blev socialismen tilintetgjort gennem en sådan krig, gik man ud fra som givet, at de kræfter, der havde ydet Hitlers Tyskland så rundhåndet en finansiel, økonomisk og »moralsk« støtte, som en passende gentjeneste også skulle have deres del af byttet. Desuden regnede man bestemt med, at en kapitalistisk omformning af et besejret Rusland ville være for stor en mundfuld selv for Hitlers og hans tyske kartellers appetit. Her ville virkelig endnu være et område, hvor man til gensidig gavn kunne dele »efter magten«.

I stedet havde de tyske kartel-politikere og værnemagten i krigens første tid valgt den mindste modstands vej, valgt at sikre sig herredømmet over hele det europæiske kontinent, før man gik til angreb mod hovedfjenden. Herved var hele den gamle broderkrig igen kommet til fuld udfoldelse inden for den monopolkapitalistiske verdens egne døre. Og hvert fremstød af værnemagten i denne retning betød uvægerligt tab og afskrivninger for de øvrige kartelpartnere. Man kan bogstavelig talt aflæse dette dilemma i forhandlingerne mellem de tyske og amerikanske kartelpartnere i krigens første år. I marts 1940 fandt der en af disse typiske aftalerevisioner sted mellem Standard Oil og I.G. Farbenindustrie angående nyfordelingen af Europa og i overensstemmelse med krigens hidtidige gang. Naturligvis var det tyskerne, der tog initiativet, for de amerikanske oliekonger var i denne periode endnu meget tilbageholdende og ville frem for alt ikke træde deres tyske partnere over tæerne af hensyn til fremtiden. Derfor holdt man sig strengt til gældende aftaler.

Endnu så sent som den 20. januar 1941 erklærede mr. H. W. Fishers, lederen af Standard Oil Development Co., om markedsdelingen under krigen på de oversøiske markeder mellem Standard Oil og den store tyske trust: »Man må notere sig, at vi ikke kan gå ud fra, at I. G. er ude af stand til at levere. Derfor er det nødvendigt at henvise sydamerikanske og japanske kunder til I. G. Farbenindustrie...« Med hensyn til indgåede forpligtelser overfor tyskerne var Standard Oil fortsat meget nøjeregnende. Tyskerne var imidlertid så meget mere stadig i offensiven. Ved den nævnte lejlighed ønskede de for det første i henhold til tidligere aftaler at få udleveret de sidste tekniske hemmeligheder angående raffinering af et krigsvigtigt produkt som smøreolie. Det fik de. Men i samme forbindelse ønskede de også en revision med hensyn til retten til udvinding af syntetisk gasolin. I. G. Farbenindustrie ønskede formel godkendelse af, at deres fremstillingsrettigheder blev udvidet til Østrig og Tjekkoslovakiet, medens de tidligere i kartelaftalerne kun havde omfattet det tyske rige indenfor de gamle grænser. USA's regering havde hidtil hårdnakket vægret sig ved at anerkende den nævnte indlemmelse af de to tidligere selvstændige stater i riget. Men Standard Oil gjorde det for sit vedkommende ud fra synspunktet om, at man måtte dele »efter magten«. Tyskerne havde under krigen ganske særlig brug for virksomheder, der fremstillede syntetisk gasolin til værnemagtens flyvemaskiner i de pågældende områder. For netop Tjekkoslovakiet og Østrig var på dette tidspunkt de områder, der var mindst udsatte for det britiske Royal Airforces bomberes angreb. Standard Oil gav efter ved frivillig overenskomst, og den tyske partner havde bevaret sit ansigt som korrekt kartelpartner.

En endnu mere bitter pille fik Standard Oils ledere serveret et lille års tid senere. I den skæbnesvangre sommer 1940 var efter Danmark og Norge også Frankrig, Belgien og Holland faldet i de tyske angrebshæres hænder. Og Hitlers bagmænd i I. G. Farbenindustrie og de øvrige truster kom naturligvis hurtig igen til den opfattelse, at en ny »deling efter magten« ville være på sin plads. Af Standard Oils papirer fremgår det, at den" tyske trust i begyndelsen af februar 1941 udtrykte »det dristige ønske om at få Frankrig indlemmet i det område, i hvilket hydrogenation-patenterne er reserveret for dem frem for det område, i hvilket hydrogenation-patenterne er reserveret Hydrogenation Patent Compagniet«. Her var imidlertid et område, hvor Standard Oil dårligt kunne optræde for egen regning. Også den store britiske olietrust Royal Dutch Shell stod jo fortsat som ligeberettiget medlem af »olieinternationalen«s patentkartel på dette område og måtte derfor spørges. Af materialerne vedrørende denne sag fremgår det, at Shell-kompagniet »synes uvilligt, eller måske under pres fra den britiske regering ikke har været i stand til at indtage nogen gunstig holdning over for dette forslag«. I det afgørende af selskaberne, Standard Oil, fulgte man imidlertid stadig den linie at vige tilbage og give efter for det tyske tryk. Mr. Howard, der hele tiden havde haft forbindelsen med tyskerne i sine hænder, »mente, at sagerne havde nået et punkt, hvor man måtte give efter«.

Den 24. februar 1941 afholdtes der et ekstraordinært møde i Standard Oils eksekutivkomité. Ifølge papirerne fra den såkaldte Truman-kommission blev resultatet: »Komiteen mente, det ville være mest fordelagtigt at gennemføre det arrangement, som vår foreslået af I. G.« Også Frankrig havde i alle tilfælde foreløbig måttet afskrives som tabt interesseområde for den store amerikanske olietrust efter denne nye deling »efter magten«. Standard Oils ledere gik endogså så langt, at de gik med til at afhænde en hel del af deres franske aktiver »frivilligt« til de heldige tyske kartelpartnere. Den tysk-amerikanske økonomiske skribent Günter Reiman, der under krigen arbejdede med kartellernes internationale manøvre, giver på visse områder udtryk for en lidt ejendommelig opfattelse, idet han urigtigt søger at forenkle problemerne til den ledende klike i Standard Oil. I den store britiske kemitrust Imperial Chemical Industries ser han vel grundet på den akutte krigstilstand den store europæiske modpol mod I. G. Farbenindustries manøvre. På samme måde betragter han lederne af Shell-kortfpagniet som uindviede ofre for deres mere drevne og hensynsløse amerikanske partnere og konkurrenter inden for kartellet. Netop spørgsmålet om de franske patentrettigheder viser jo imidlertid, at Standard Oil i sine forhandlinger med I. G. Farben ikke optræder på egen hånd. Selv om Shell-folkene i dette tilfælde er betænkelige i anledning af den fortsatte tyske ekspansion i Europa, bliver de dog fuldtud holdt å jour med de forhandlinger, Standard Oil fører med Englands store krigsmodstander, og også deres mening bliver hørt, før kartelaftalen vedrørende Hydrogenation-patenterne revideres.

Royal Dutch Shell og de øvrige store britiske monopoler har sikkert i virkeligheden et stort fortrin frem for deres amerikanske kolleger. Medens Roosevelt og Henry Wallace i Staterne for at gennemføre deres linie under krigen gik så vidt, at de offentlig lod trusternes mest tyskvenlige ledere afsløre ved at demaskere deres handlinger, hvor de stred mod Amerikas officielle interesser, har det såkaldte britiske »demokrati« aldrig tilladt sig en sådan hovedrengøring for åbent tæppe over for højfinansens underverden.

Både Churchill og hans torier var for ægtefødte børn af engelsk monopolkapital til, at man i større omfang tillod sig at fremkalde familieskandaler i City af denne art. Og intet er mere karakteristisk for labour-regimets næsegruse kapitulation for Citys truster, end at det indtil dato absolut intet har gjort for at rive masken af kapitalismen ved at lade tæppet gå op for alle de lyssky transaktioner, der i højfinansens verden blev foretaget for at gennemtvinge Chamberlains München-politik og sabotagen mod »den anden front« under krigen. Det skal ikke overses, at den britiske trust Royal Dutch Shell i denne periode var med til at danne et nyt olie-patentkartel, Catalytic Refining Association. Dets ledere underskrev to aftaler om tilslutning. Den første i oktober 1938 og den anden den 15. august 1939 - kun 14 dage før krigens udbrud. Fra Standard Oils korrespondencer, der blev fremdraget offentligt i De forenede Stater under krigen, ved vi, at der mange måneder efter krigens udbrud blev arbejdet videre med at finde en praktisk ordning for ovennævnte patentkartels virksomhed. Endnu den 3. juli 1940 telegraferede Standard Oils direktion til deres partnere i I. G. Farben: »I det store og hele tror vi, at overenskomsten er gennemførlig, til at arbejde efter og tilfredsstillende, men vi er i tiltagende grad foruroliget over den til grund liggende legale situation.«

En uge senere havde Frank Howard en telefonsamtale med I.G. Farben-direktøren Fritz Ringer i Berlin og »sikrede sig hans godkendelse til Catalytic Refining Association's-overenskomsterne i den form, de var blevet påbegyndt af alle parter og overdraget mig (Howard) i går. Overenskomsten vil derfor blive givet fri i dag, og partnernes samarbejde under overenskomsten vil straks begynde«. »Den til grund liggende legale situation« blev imidlertid efter krigens forløb stadig mere foruroligende for trusterne. Det var ikke så helt enkelt at forny en vigtig international kartelaftale midt under en krig, hvor to af parterne - Tyskland og England allerede befandt sig i krig med hinanden, og bomberne netop begyndte at regne ned over London. Der måtte juridiske formaliteter til, hvis ikke anklage for »forbindelse med fjenden« skulle kunne rejses mod Shells ledere. Der er derfor heller intet mærkeligt i, at der i august måned 1940 blev indgået en særaftale mellem Standard Oil og Shell, hvor man søgte at redde sit ansigt. Der aftaltes heri, at alle royalties i forbindelse med C.R.A.S overenskomster skulle indbetales til et nyoprettet selskab: The Special Company, hvor Shell og Standard havde hver halvdelen af aktierne. For en ordens skyld blev det også i aftalen præciseret: »The Special Company må ikke foretage nogen betalinger til noget tysk selskab eller til noget selskab, hvor nogen tysker eller tysk selskab er aktionær.« Der er ingen grund til at lade sig bluffe af disse formaliteter. Som de amerikanske undersøgelsesmyndigheder klart fastslog det under krigen: »Efter alle de formelle arrangementer, der blev foretaget af Standard Oil og I. G. Farben efter krigens udbrud i Europa, blev den kendsgerning tilbage, at I. G.s interesser i royalties (patentafgifter) »testen var nøjagtig de samme som før de formelle ændringer...«

Der er ingen grund til at antage, at lederne for Royal Dutch Shell i den grad var novicer på de internationale kartelaftalers område, at de intet anede om disse ting. Men de trøstede sig vel med en god national samvittighed: De betalte jo ikke kontant noget til det selskab, der udrustede flyvemaskiner til bombetogterne over London. Pengene blev jo sat på konto til normale tider, og formaliteterne var ordnet så viseligt, at den britiske olietrust kunne nøjes med at spare royalties sammen til den store tyske ven...! Man skal imidlertid ikke se bort fra, at USA's store olietrust, trods sin grænseløse loyalitet over for sin tyske partner og sin yderst ringe loyalitet over for sit land og dets politik, alligevel måtte nå til et punkt, hvor revisionen af kartelaftalerne med tyskerne »efter magten« begyndte at ramme dens vitale interesser. Samarbejdet med tyskerne havde intet med kærlighed at gøre, det var i sin tid dikteret af frygten for at se de gamle olietrusters profit beskåret ved, at der uden for trustens rækkevidde opstod en ny storproducent, der kunne fremstille syntetisk olie og benzin nok til at forsyne det oliefattige Europa.

Kartelaftalernes dybeste mening var, at man ville hindre fremstillingen af syntetiske brændstoffer uden for Tyskland ved, at olietrusterne sammen med I. G. Farbenindustrie sikrede sig alle patentrettigheder, ikke for at udnytte dem, men for at forhindre, at de blev udnyttede. I stedet så man nu under krigen, hvordan det tyske rige og dets mægtige karteller erobrede land efter land, medens Standards privilegier måtte | ofres punkt for punkt, efterhånden som tyskerne tiltvang sig retten til at opføre nye værker for syntetisk brændstof i det ene land efter det andet. Det var jo ikke det, man havde tilsigtet ved kartellet af 1929. Der måtte komme et punkt, hvor man blev træt af denne nydeling efter den magt, den tyske hær skabte i Europa, og hvor den eneste udvej af dette dilemma blev selv at være med til igen at forskyde magten i verden - med militære metoder, gennem Amerikas indtræden i trusternes kamp om verdensherredømmet.

DER OPSTÅR EN TYSK OLIETRUST

Store forretninger med Standard Oil i Ungarn.

Enhver kapitalistisk trust eller kartelforetagende stræber i sidste instans mod verdensmonopolet som sit endelige mål. I. G. Farbenindustries udvikling er belærende på dette område. I den første halvdel af vort århundrede har herredømmet over olien stået som indbegrebet af al økonomisk og politisk magt. Det slagne Tyskland efter den første verdenskrig stod uden olie. Versailles-freden havde gjort en brat ende på det gamle kejserlige Tysklands drømme om at blive en selvstændig oliemagt gennem projektet om Bagdad-banen og rigets fremtrængen til Det mellemste Østens rige olieforråd. De gamle tyske olieinteresser i Rumænien havde vestmagterne bemægtiget sig. De galiziske kilder var gået til Frankrig. Boringer i selve Tyskland gav kun kummerlige resultater. Så var det, at I. G. Farbenindustries ingeniører og kemikere fik tanken om at fremstille olie af kul ad syntetisk vej. Til at begynde med stillede man sig kun det mål: at gøre riget selvforsynende, så man kunne spare den knappe valuta ved indkøbene hos de angel-saksiske truster. Projektets militære opgave var igen at sætte riget i stand til at føre en krig uden at blive kvalt langsomt af en effektiv olieblokade.

Til at begynde med var I. G. Farbens krav beskedne. For at opnå nogle millioner amerikanske dollars var det villig til at fraskrive sig patentretten til al fremstilling af syntetisk olie og benzin uden for Tyskland - til de angel-saksiske truster. Men man siger som bekendt, at appetitten kommer, medens man spiser. Og det gjaldt også den store tyske trust. Under krigen søgte den konsekvent at genvinde sine fraskrevne rettigheder i hele det besatte Europa. Det blev snart klart som dagen, at det, der nu foresvævede de tyske kartelherrer, igen var planerne om at skabe en tysk verdenstrust for olie, der kunne tage kampen op mod Standard Oil og Shell. Snart indskrænkede tyskerne sig ikke til området: syntetiske brændstoffer. De tyske karteller begyndte også at strække deres fangarme ud efter Europas forekomster af naturolie. Begyndelsen til denne ekspansion blev gjort i det besatte Østrig. I Zistersdorf lykkedes det i perioden 1930- 32 at finde nogle temmelig rige oliefelter, der forsøgsvis blev udnyttet af det tyske selskab Raky-Danubian og det østrigsk-schweiziske firma Erdolproduktions-Gesellschaft. I 1937 var den samlede produktion dog kun nået op på 32.000 tons råolie. Det blev først efter Hitlers indlemmelse af Østrig, der kom rigtig fart i tingene. Zistersdorf-olien kom helt på tyske hænder, og under krigen blev produktionen bragt op på flere hundrede tusinde tons årlig. Det var de første oliekilder, der blev erobret af na2itrusterne i Tyskland under Hitlers europæiske ekspansion. I eftersommeren 1940 fulgte så gennemmarchaftalen med Ungarn og den kolde besættelse af Rumænien. I Ungarn stødte tyskerne imidlertid på amerikanske interesser. Standard Oils folk havde allerede været på pletten og sikret sig, hvad der måtte findes af olie gennem en koncession. Produktionen var på dette tidspunkt hurtigt stigende. Da tyskerne nu militært beherskede Ungarn, fik de naturligvis hurtigt den lyse idé at forsøge en forretning med Standard Oil for selv at overtage de ungarske oliekilder. Henvendelsen herom skete i slutningen af 1940.

Fra Standard Oils arkiver gengiver Günter Reiman følgende interessante memorandum om denne sag, dateret den 19. august 1941: »For adskillige måneder siden forespurgte I. G. Farbenindustrie telefonisk om, hvorvidt vi ville være interesserede i at sælge vor produktionsejendom i Ungarn. Denne ejendom, der i 1940 producerede 1.935.000 barrels olie, ejes af et ungarsk selskab, »M.A.O.R.T.«, der på sin side til 100 % ejes af European Gas and Electric Company, et amerikansk selskab, der er et datterselskab af Standard Oil med en minoritetsinteresse. Efter at have refereret sagen til statsdepartementet, erklærede vi over for I. G., at vi ville være villige til at diskutere sagen med dem, og de erklærede, at de ville sende en repræsentant til New York med dette formål. Deres repræsentant, mr. Penthal, rejste til Rio de Janeiro, men var ude af stand til at få visum til ae besøge De forenede Stater. Vort kompagnis vicepræsident, mr. Harden, rejste til Rio for at fastslå, hvilket tilbud der ville blive stillet.

Det bedste tilbud fra I. G. Farbenindustrie, der ud fra vort standpunkt er yderst akceptabelt, var at købe alle aktier, der er emitteret af M.A.O.R.T., og betale os følgende: Guld, sandsynligvis mest tyske mønter $ 13.500.000 - Svenske kroner, schweizerfrancs og/eller mellem- eller sydamerikanske penge $ 5.000.000 - Solaveksler fra I. G. Farben $ 5.000.000. Solavekslerne vil blive betalt i USA-dollars tre måneder efter krigens slutning og vil erklære, at behørig betaling af summen vil blive garanteret af forbindelser, der repræsenterer amerikanske aktier og aktiver tilhørende I. G. Farbenindustrie. ... Hvis salget af vor ungarske ejendom i princippet blev godkendt af USAs regering, forventer vi at opnå navycert fra den britiske regering angående forsendelsen (guld fra Lissabon). Disse præmisser blev akcepteret af mr. Ray Atherton, lederen af statsdepartementets afdeling for europæiske anliggender, med hvem sagen blev drøftet for adskillige måneder siden.«

Heller ikke i dette tilfælde var Standard Oils ledere uvillige til at gøre denne nye »forretning« med Hitler angående Ungarns olie. De var stadig i den grad overbevist om, at nazisterne ville gå ud af krigen som Europas herrer, at de alvorlig overvejede at opgive deres ungarske koncession for tysk guld og god valuta, selv om det her drejede sig om Standards egentlige specialitet - oliekilder, som man ellers jagede efter over hele verden. Når forretningen alligevel ikke gik i orden skyldtes det i første række den holdning, Roosevelts regering indtog over for denne transaktion med tyskerne. Henry Wallace, der dengang var vicepræsident og formand for forsyningsdepartementet, forlangte bestemte garantier for, at Standard Oil ikke blev betalt med stjålet guld fra de besatte lande, og til slut nægtede regeringen at godkende hele denne store forretning.

Historien om den ungarske olie er imidlertid også i andre henseender illustrerende for, hvordan den store amerikanske olietrust indrettede sig i de af tyskerne besatte lande i krigsårene. Det fascistiske Horty-regime, der i alle mellemkrigsårene holdt sig ved magten i Ungarn, var så populært blandt de fremmede kapitalister, fordi de regerende feudalherrer gjorde store forretninger med at pantsætte landets naturrigdomme til udenlandske finansgrupper. Den 8. juni 1933 havde således et af Standard Oils datterselskaber »European Gas and Electric Company« for 40 år fået koncession på alle olieforekomster i det vestlige Ungarn. Selskabets boringer gav et godt resultat, og i 1938 oprettedes det ungarsk-amerikanske oliefirma M.A.O.R.T., der skulle organisere udnyttelsen af de fundne kilder.

Det første år gav et beskedent udbytte på 37.255 tons, men produktionen gik dog hurtigt i vejret. I det første krigsår 1939 var den nået op på 141.849 tons. Så fulgte i 1940 tyskernes »gennemmarch« i Ungarn, og landet kom faktisk under nazi-kontrol. Al ungarsk olie blev stillet til rådighed for det krigsførende Hitler-Tyskland. Det forstyrrede ikke Standard Oils lokale direktører. De betragtede værnemagten som en god kunde og satte i 1941 olieproduktionen op til 426.660 tons! M.A.O.R.T.S amerikanske leder, tysk-amerikaneren Poul Ruedemann, forklarede senere: »Jeg var klar over, at den hurtigt stigende produktion hjalp den tyske krigsmaskine. Alligevel gjorde jeg intet for at formindske produktionen. Jeg skal indrømme, jeg til at begynde med havde sympati for nazismens økonomiske synspunkter...«

I 1941 trådte det fascistiske Ungarn, der allerede to gange havde deltaget i opdelingen af Tjekkoslovakiet, officielt ind i krigen på Tysklands side under felttogene på Balkan og i Sovjetunionen. Men det amerikanske selskab fik uforstyrret lov til at fortsætte sin virksomhed i Budapest. Det havde jo ydet Hitler uvurderlige tjenester som en punktlig leverandør, og i regeringen i Berlin var man velinformeret om Standard Oils nære forbindelse med I. G. Farbenindustrie. Idyllen i Budapest blev dog afbrudt i begyndelsen af 1942, da Roosevelts regering efter Pearl Harbor var så hensynsløs at afbryde den diplomatiske forbindelse med Hortys Ungarn. Den 15. februar 1942 forlod Standard Oils to amerikanske direktører Budapest, men M.A.O.R.T. blev ikke inddraget som fjendtlig ejendom. .Dets ungarske direktører førte geschæften videre. Poul Ruedemann og hans meddirektør, George Bannantine, havde før afrejsen givet deres ungarske kollega, Simon Papp, fuldmagt til at videreføre selskabets virksomhed i Standard Oils navn. Hr. Simon Papp, der var en ivrig ungarsk fascist, havde også fået direktiver fra amerikanerne om, hvordan forretningen skulle drives. Standard Oil havde nemlig sin egen form for »krigsførelse«: Det afgørende var ikke hvem, der fik olien, men at datterselskaberne udnyttede krigskonjunkturerne til at tjene de flest mulige penge til trusten i New Jersey.

Selv i Tyskland, hvor Standard Oil både før og efter Hitlers magtovertagelse havde investeret millionbeløb, videreførtes forretningerne for Standard Oil af Hamburger-firmaet »The German-American Petroleum Company«. Trusten levede altså højt på at forsyne det amerikanske folks krigsmodstandere med olie og benzin til Hitlers flyvemaskiner og tanks. Det var med dette formål for øje, man lige efter krigsudbruddet havde truffet det praktiske arrangement med I. G. Farben om indtægterne, der gik på clearing og skulle afregnes »tre måneder efter krigens slutning« - uanset hvem der vandt.

For Ungarns vedkommende gav Standard direktøren Poul Ruedemann personlig direktiverne om M.A.O.R.T.S fremtidige forretningsgang før afrejsen. Han fortalte herom efter krigen: »Da der blev erklæret krigstilstand mellem USA og Ungarn, vendte jeg tilbage til New York. Jeg overlod ledelsen til Simon Papp. Han var en nazi-sympatiserende, og i mit fravær gjorde han alt muligt for yderligere at hæve produktionen. I afgørende spørgsmål gav jeg ham direktiver om at henvende sig til direktøren for »The German-American Petroleum Company«, hr. Klassen, en tysk statsborger. Som enhver ved, var det tysk-amerikanske petroleumskompagni et nazi firma. Denne koncern modtog »M.A.O.R.T.«s olieeksport under hele krigen!«

Naturligvis fulgte den ungarske fascist-direktør med liv og sjæl disse anvisninger fra sine amerikanske foresatte. Der indtraf en sand guldalder for den ungarske olieindustri, hvor årsproduktionen i løbet af tre år igen var fordoblet, så den i 1944 var bragt helt op på 810.000 tons, af hvilke den altovervejende del gik til Tyskland. Direktør Simon Papp udførte ikke dette arbejde forgæves. Før sammenbruddet blev han af Hitler belønnet med ørneordenen af 1. grad for god og effektiv krigsindsats. Det var Hitlers flyvende »bombeørne«, han havde fodret. »Efter sin tilbagekomst i 1945 godkendte Ruedemann selskabets hidtidige aktivitet,« fortalte Papp senere, og naturligvis fortsatte fascistdirektøren uforstyrret sin virksomhed efter krigen, så længe Standard Oil endnu kontrollerede Ungarns olie. Trods krigens omskiftelser blev M.A.O.R.T. en gylden indtægtskilde for den amerikanske olietrust. Oprindelig havde amerikanerne investeret den forholdsvis beskedne sum af 14 millioner pengö i den ungarske olieindustri. Gennem sine kæmpeleverancer til den tyske værnemagt under krigen var selskabets aktiver imidlertid i 1944 svulmet op til 120 millioner pengö. Det er altså ikke altid fronterne afskærer gamle økonomiske bånd og hindrer indbringende forretninger. Først nogle år efter den anden verdenskrig afsluttedes det gyldne amerikanske olieeventyr i Budapest. Og det blev ikke nogen happy end. Medens Standard Oil havde været villig nok til at producere for at forsyne nazisterne, forsøgte M.A.O.R.T.S ledere konsekvent at nedsætte produktionen efter russernes indmarch og etableringen af den ungarske folkerepublik. Det lykkedes i løbet af tre år at sætte den daglige olieproduktion ned til det halve og tilføje det nye Ungarn et tab på 52 millioner dollars ved denne sabotage. Resultatet blev i september 1948, at den ungarske regering nationaliserede Ungarns olie og gav disse rigdomme tilbage til det ungarske folk.

Olieidyl i krigstidens Rumænien.

Under krigens forløb havde Standard Oils ledere i og for sig ikke meget glæde af den gamle aftale med I. G. Farben om, at der skulle gennemføres arbejdsdeling, så den tyske trust helligede sig det kemiske felt, medens Standard tog sig af olien. Forpligtelsen til ikke at udvide forretningen i retning af olieindustri uden for Tyskland tog I. G.s ledere sig let under det tredje riges forsøg på verdenserobring for de tyske truster. Ungarn var indledningen til, at den tyske kartelpartner fik appetit på naturolie, men de mislykkede forhandlinger markerede langtfra afslutningen. Meget hurtigt kom det næste kapitel til at hedde Rumænien. Dette kongerige var oprindelig det tabte tyske olieparadis. Tyskerne var kommet først, da Rumæniens rige oliefelter skulle udnyttes. Men det var en gammel historie, der endte brat, da Tyskland blev slået ud under den første verdenskrig, og der var blevet tappet meget olie ved Ploesti, der gik tyskernes næse forbi. Tyskerne havde fået forspringet frem for de andre magter gennem landets tyske regenter af huset Hohenzollern. Allerede i slutningen af forrige århundrede havde en tysk finansgruppe i forbindelse med Deutsche Bank overtaget det store rumænske olieselskab Steauna Romana og senere selskaberne Concordia og Columbia. Da tyskernes indflydelse i 1907 var på sit højdepunkt, havde tysk kapital behersket ikke mindre end 62 pct. af den samlede kapital i Rumæniens olieindustri.

Rockefellers Standard Oil havde dog hurtigt været på pletten for at tage kampen op. Omkring århundredeskiftet havde Standard tilbudt den rumænske regering et større lån mod at 'selskabet fik koncession på alle landets oliefelter, men manøvren var slået fejl. En tid trak det endogså op til en hårdhændet konkurrencekrig i Europa mellem tyskerne og Standard Oil, men Deutsche Bank kom til kort, og i 1907 måtte de tyske selskaber gå ind på en yderst ugunstig kartelaftale med Standard, hvor tyskerne forpligtede sig til ikke at skade Standards interesser på markedet i Europa. Versailles-freden havde definitivt gjort det af med Tyskland som oliemagt, idet landet blev tvunget til at afhænde sine olieaktier i de rumænske selskaber. Briter og franskmænd delte Steauna Romana imellem sig, Concordia blev overtaget af en belgisk-fransk gruppe, og et rent fransk firma overtog Columbia. Også Standard Oil var imidlertid kommet for sent til det rumænske marked. Det havde ganske vist dannet et stort rumænsk datterselskab i Romano-Americana, men både englændere og franskmænd havde i mellemkrigsårene distanceret amerikanerne, og ved krigsudbruddet i 1939 kontrollerede Standard gennem datterselskabet af en samlet rumænsk olieproduktion på over 6 millioner tons kun kilder, der gav et årligt udbytte af 780.000 tons.

Med Frankrigs fald og tyskernes indrykning i Rumænien i september-oktober 1940 forrykkedes billedet igen helt. Det viste sig hurtigt, at tyskerne ikke blot havde lyst til at aftage produktionen fra de rumænske oliekilder fuldstændig, men de tyske truster havde også bevaret lysten til at komme i besiddelse af ejendomsretten over de rumænske olieselskaber. Det besatte Frankrig og Belgien blev benyttet som løftestang i disse bestræbelser. Indehaverne af de rumænske aktier og oliebanken Banque de Paris et Pays Bas frygtede for, at tyskerne skulle konfiskere de efterspurgte aktier til en lav tvangskurs. Banken og de to selskaber, der var »holding-companies« over for de rumænske selskaber, det fransk-belgiske Petrofina og det franske Hydrofina indsamlede,med stor energi alle aktier (ialt 1.865.000 aktier) og solgte dem underhånden til tyske finansgrupper, hvad der dog senere ikke hindrede selskaberne i også at modtage erstatning af Vichy-regeringen for det offer, de havde bragt i »landet«s interesse. Både Concordia og Columbia var således igen havnet på tyske hænder ved en »normal« forretningstransaktion. Den franske regering søgte senere ved et dekret af 29. januar 1946 at erklære sig som ejer af disse selskaber under henvisning til Vichy-regeringens erstatning til de tidligere ejere, men da det kunne dokumenteres, at disse selv uden konfiskation havde solgt aktierne til Tyskland, tilfaldt de to selskaber efter krigen som tysk ejendom Sovjetunionen i krigsskadeserstatning. Kilderne blev dog overgivet til et nydannet selskab Sovrom Petrol, hvor sovjetregeringen frivillig overdrog den nye rumænske stat halvdelen af aktierne. Gennem de nævnte fransk-tyske transaktioner under krigen så Standard Oil altså pludselig tyskerne begynde at optræde som petroleums-producenter på det rumænske marked, oven i købet i større omfang, end det tidligere havde været Standard Oil muligt. Det var straks en betænkelig udvikling set ud fra rene amerikanske oliesynspunkter.

Den gamle forbindelse Standard - I.G. kom dog også i en vis forstand den amerikanske trust til hjælp. Tyskerne konfiskerede betegnende nok aldrig Standard Oils rumænske besiddelser under besættelsen. Da det i 1942 kom til et diplomatisk brud mellem USA og Rumænien forlod de amerikanske direktører i Romano-Americana landet, men forretningerne blev efter ungarsk mønster videreført af de rumænske direktører og bestyrelsesmedlemmer, folk der politisk samlede sig i kredsen om den senere så omstridte dr. Maniu og hans tidligere udenrigsminister Mironescu. Disse administrerede deres amerikanske og britiske herrers ejendom til udelt tilfredshed. Der kunne naturligvis kun være tale om at sælge olien til værnemagten eller eksportere den til Tyskland, men det blev også en strålende forretning. Hele historien om de angel-saksiske olieselskabers storstilede værnemagerforretninger med tyskerne, med deres rumænske stråmænd som bindeled, kom ved et teknisk uheld for dagens lys i eftersommeren 1946 under fredskonferencen i Paris.

Englands og De forenede Staters repræsentanter bekæmpede som bekendt med stor energi alle erstatningskrav fra det krigshærgede Rusland, men da turen kom til de rumænske oliekilder fik piben en anden lyd. Her forlangte begge lande erstatning på 100 pct. af al skade, der var tilføjet olietrusternes ejendom, og briterne mødte op med lignende krav for deres forsikringsselskabers vedkommende. Da en stor del af de nævnte skader imidlertid var sket ved britiske og amerikanske luftbombardementer i tiden før den røde hær rykkede ind og befriede Rumænien, fandt de rumænske repræsentanter disse glubende angel-saksiske fordringer lidt overdrevne. Under et møde i fredskonferencens økonomiske kommission den 10. september 1946 tog den rumænske delegerede, dr. Maurer, derfor bladet fra munden og afgav en nøgtern beretning om, hvad de angel-saksiske selskaber i grunden havde tjent ved krigsforretningerne med tyskerne. For Standard Oils datterselskab så regnskabet omtrent sådan ud: Selskabet havde oprindelig en aktiekapitel på 1,5 milliarder lei. Men alene i året 1943, da krigen på østfronten var på sit højdepunkt, medførte forretningerne med værnemagten, at Romano-Americana kunne bogføre et netto-overskud på 726 millioner lei samtidig med, at der alligevel kunne henlægges 500 millioner til afskrivninger. Hr. Maurer mente derfor, at der allerede fra Rumæniens side var givet en temmelig god forhåndserstatning for eventuelle krigsskader. Hr. Maurers argumentation var ikke uden virkning. Det var ikke noget rart spørgsmål at få taget op til offentlig debat, og den amerikanske repræsentant skyndte sig derfor med at meddele, at hans regering var villig til at nøjes med 25 pct.s erstatning. Så langt ville socialdemokraten Bevins stedfortræder dog ikke på nogen måde gå, selv om Shells datterselskab »Astra Romana« samme år havde indkasseret et nettooverskud på 840 millioner lei. Og briterne gennemtvang ved deres stædighed en erstatning på 65 pct. til de store værnemagerselskaber, der havde tjent millioner på leverancerne til den tyske fjende.

Da det nye Rumænien i maj 1948 skred til nationalisering af de udenlandske olieselskaber, kom en række nye oplysninger frem om Standard Oils gyldne eventyr i krigens Rumænien. Den 21. april meddelte det rumænske regeringsblad Scanteia således, at Romano-Americanas regnskaber udviste, at dette selskab med en aktiekapital på 1,5 milliarder lei i krigsårene havde været i stand til at sætte sine aktiver op på den formidable sum af 6,5 milliarder lei. Det var dette firma, der ville have fuld erstatning af det krigshærgede Rumænien - forud for Sovjetunionens erstatningskrav for de rumænske fascisters ødelæggelser i Ukraine! Også i krig er der noget, der hedder genforsikring igennem fronterne. Der var helligdomme under den anden verdenskrig, som selv en Hitler til en vis grad respekterede. Til disse hørte de store angel-saksiske olietrusters interesser. Forretningerne i både Ungarn og Rumænien gik helt godt. Mon det var den løbende clearing-aftale med I.G. Farbenindustrie, med afregning tre måneder efter krigens slutningt der var den talisman, der beskyttede Standard Oils europæiske kongeriger mod germanernes rasen?

Man taler altid om den frie, frie presse som en af den vestlige kulturs kostelige klenodier. Men hvad har i grunden dansk borgerlig og socialdemokratisk presse berettet sine læsere om, hvad der virkelig foregik bag krigens kulisser. Har de ikke bøjet sig med samme ærbødighed for olietrusternes helligdomme, som de for få år tilbage bøjede sig for Hitler og de øvrige nazistiske koryfæer, medens de havde magten? Er ensretningen og lydigheden over for de store angel-saksiske pressemonopoler og deres »nyhedstjeneste« ikke det fælles kendemærke. Eller vor presse har måske alt for travlt med at skildre, hvor politisk oplyste vi er her i Danmark om internationale forhold?

Kontinentale Oel - en udfordring.

Medens Standard Oils ledere under krigen i og for sig ikke havde så meget at klage over i forretningsmæssig henseende under den tyske besættelse af det europæiske kontinent, må man til gengæld erkende, at fremtidsudsigterne for den amerikanske olietrust verdensherredømme med hensyn til olieforsyningen ikke var de allerlyseste. Sejrede det nazistiske Tyskland, og der skulle foretages en nyfordeling efter magten, ville de tyske monopoler blive en farlig modpart at forhandle med. I.G. Farbenindustrie stod med sin syntetiske benzin, der nu også fremstilledes uden for Tyskland. Det var galt nok. Lidt efter lidt havde de tyske finansgrupper også i Europa lagt sig efter at jage naturolie. Kilderne i Østrig fik stadig større betydning og var på tyske hænder, Ungarns olie disponerede tyskerne over, og de ville købe dem af Standard. En god bid af Rumæniens olieforekomster var også som en moden appelsin gledet ned i den tyske turban. Det franske selskab Malopolskas galiziske olie havde tyskerne bemægtiget sig lige ved begyndelsen af det russiske felttog. Det var tydelig, Hitlers Tyskland arbejdede på at blive en oliemagt, lige som kejser Wilhelms Tyskland tilstræbte det i Rumænien før 1907 og helt frem til den første verdenskrigs nederlag. I slutningen af 1940 og i begyndelsen af 1941 begyndte de tyske trusters planer at tage form. Der skabtes en ny gigantisk tysk trust »Kontinentales Oel« med en startkapital på l milliard mark. Alle førende tyske banker og truster deltog i finansieringen af det nye foretagende, hvis leder var den nazistiske rigsøkonomiminister Funk. Også I.G. Farben-industrie deltog med førende indsats i denne nydannelse, trods alle aftaler med Standard. Alene navnet Kontinentales Oel lød ikke godt i amerikanske ører. Hvor holdt det kontinent, tyskerne sigtede til, mon egentlig op? Skulle det kun være et europæisk foretagende, eller havde de tyske truster videre perspektiver?

Krigens retning måtte virke endnu mere foruroligende i Wallstreet. Sigtede Rommel og italienerne ikke netop på dette tidspunkt lige mod Ægypten, Suez og hele det mellemste Østen, det vigtigste oliereservoir udenfor USA? Ville man genopfriske Hohenzollern-kejserens store projekter i forbindelse med Bagdad-banen og oliekoncessionerne i Mesopotamien (Irak). I foråret 1941 kom oven i købet det tysk inspirerede statskup i Irak. Tysk ekspansion var i alle tilfælde ved at få en retning, der var uønsket blandt trustherrerne i New Jersey. Under disse auspicier fik selv Hitlers virkeliggørelse af den i vestlige kapitalistkredse i sin tid ønskede krig mod det socialistiske Rusland en farlig baggrund. Stødte Hitlers hære måske ikke fra Rumænien gennem det rige Ukraine direkte mod sydøst mod Kaukasus med de rige oliefelter ved Grosny og Baku? Skulle disse fantastiske rigdomme måske også monopoliseres af dette nye Kontinentales Oel, der tilsyneladende ingen grænser kendte. Ville det næste mål blive olielandet Iran, hvor tyske agenter også var aktive i briternes og Shells rige paradis ved den persiske havbugt? Og hvad med Indien? Var det for alvor de tyske imperialisters mening at dele hele Asien med japanerne, der også søgte at fortrænge USA fra de rige markeder ved Stillehavet. I alle tilfælde markerede Kontinentales Oel og tyskernes stadig videre fremtrængen noget af et vendepunkt i USA-trusternes hidtidige indstilling over for krigen. Hitlers »forbrydelser mod menneskeheden« havde virkelig nået et punkt, som var forståeligt selv for I. G. Farbens trofaste kartelpartnere i Standard Oil. Tyskland som en verdensmagt, der beherskede alle vigtigere olieforråd uden for De forenede Stater, det var mere, end Rockefellers gamle stridbare selskab kunne lade sig byde. Man måtte sige hertil og ikke længere.

I juni måned 1941 erklærede selv Standard Oils mest energiske forbindelsesmand med tyskerne, direktør Frank Howard over for intervieweren Günter Reimann, at både han og Standard Oil var absolut pro-britiske og var tilhængere af krig mod nazisterne. Det hindrede imidlertid ikke, at Standard opretholdt sine »rutinemæssige« forbindelser med de tyske venner, men man havde indstillet sig på, at disse måtte bremses på den ene eller anden måde. For nu var vitale USA interesser truede. Isolationismens dage lakkede mod enden, for Hitler tvang de amerikanske truster til at forsvare deres egne profitinteresser. Som det gik Standard Oil, gik det også de øvrige førende amerikanske truster. Linien med at holde på den tyske hest havde været et farligt spil, og hesten begyndte at sparke bag ud efter dem, der mente at holde den i tøjlerne for at spænde den for deres egen vogn. Som det i 1940 var gået England gik det året efter USA Hitlers aggression indskrænkede sig så sandelig ikke til kun at gælde russerne og socialismen. Det var den store fejl i regnestykket.

Alligevel vaklede trustherrerne stadig i spørgsmålet om krigen mod den angribende nazisme. Ville det ikke lykkes at tale Hitler til »fornuft«, at begrænse hans verdensomfattende planer og tvinge ham til at trække sig tilbage i et livsrum med lidt snævrere grænser? USA nåede aldrig selv at træffe beslutningen om at træde ind i krigen for at slå nazismen ned. Aksen slog først. I december 1941 kom overfaldet på Pearl Harbor. Sammenspillet mellem Tyskland og Japan lå klart for dagen. Amerika og dets herskere havde intet valg mere. Nu stod kampen om at hindre »Aksen«s farlige verdensherredømme. Selv de mest vidtgående kartelaftaler sikrer ingen fred. Det er en anden hemmelighed ved den moderne monopolkapitalisme. Når magtforholdene forskyder sig, eller blot synes at have forskudt sig, holder det gamle grundlag for fordelingen ikke mere. Så skal der en ny deling til efter magten. Det er krige af denne art, der i ordets egentlige forstand er imperialistiske, fordi de er et indre opgør mellem kapitalens monopoler i disses kamp om verdensherredømmet. I sit væsen er begge parter aggressive, fordi deres mål er det samme: imperialistisk ekspansion ud over »nationalstatens egne grænser.

HVOR ROOSEVELT VAR MAGTESLØS

Da Harry Trumans mesterkup dækkede monopolerne.

I sit alt for lidt kendte værk om USA: »America's 60 Families« skriver Ferdinand Lundberg, at USA's præsidenter som regel enten er favoritter eller direkte redskaber for en lille håndfuld monopolister. Theodor Roosevelt var Morgans favorit, og Taft var Rockefellers favorit. Præsident Mac Kinley var et direkte værktøj for Standard Oil og nogle andre selskaber. »Man kan ikke rykke ind i det hvide hus uden de herskende familiers samtykke.« Præsident Franklin D. Roosevelt var på mange måder en progressiv borgerlig politiker, og han rykkede alligevel fire gange ind i det berømte hvide hus i Washington, men det skete ganske vist også under ganske ekstraordinære omstændigheder. Forholdene havde udviklet sig sådan, at de 60 familier havde brug for én ny præsidenttype - derfor gav de deres samtykke. Forspillet til Roosevelts valg i 1932 var en af de største rystelser, moderne amerikansk monopolkapitalisme nogen sinde havde været ude for. I hele den første del af perioden mellem de to krige havde USA befundet sig i økonomisk opsving. De hovne republikanske trustherrer havde allerede i hovmod over tidernes gunst udformet det pralende slagord: »Velstand - velstand for evig.«

Så var den amerikanske højkapitalisme blevet indhentet af sin egen lov - og sine egne forsyndelser. Som et lyn fra klar himmel brød pludselig den dybtgående økonomiske krise 1929-33 som et uvejr ind over staterne og rystede selve den amerikanske kapitalisme i sin grundvold. Der stod mere på spil end de tabte milliarder ved krakkene. Selve systemets autoritet var truet, og faren for, at de gamle og såre »praktiske« politiske rammer skulle sprænges, var eklatant. Oppositionen var almindelig: Farmernes brede masser var kastet ud i den rene elendighed af prisfaldet på deres produkter. Der gik millioner af arbejdsløse uden slagkraftige fagorganisationers beskyttelse og uden nogen virkelig sociallovgivning. Risikoen for et mægtigt »tredje parti«, der rettede sin brod mod de gamle herskere: monopolkapitalen, var overhængende. Selv de 60 familier var klar over, at det ikke nyttede noget at møde frem med de sædvanlige typer af velnærede, kolde og hårde forretningsmænd med Colgate-smil og nyeste snit ved de forestående præsidentvalg. Folket måtte have noget nyt, der dog ikke var direkte samfundsomvæltende. Det fik Franklin D. Roosevelt og hans »New Deal« -

Roosevelt var realist. Han udnyttede den tvangssituation, den amerikanske højkapitalisme var stillet i til at gennemføre sin reformpolitik inden for systemets rammer, søgte at blive et samlingspunkt for de mere progressive kræfter inden for begge systemets store borgerlige partier, men selve systemet vogtede han sig vel for at tage kampen op imod. Dertil kendte han spillets regler for godt. I stedet handlede han sig frem som en klog og forsigtig forretningsmand. Den amerikanske sociolog Ferdinand Lundberg siger træffende om Roosevelts »New Deal«: »Det andet alternativ ville have været at administrere ved hjælp af maskingeværerne ...« Roosevelt kendte trusternes og kartellernes lyssky og landsskadelige politik bedre end de fleste andre, men han kendte også deres fantastiske magt og politiske indflydelse. I midten af trediverne havde senator Gerald, P. Nye vakt furore ved sin undersøgelseskommissions fantastiske afsløringer af de amerikanske og internationale rustningskoncerners lyssky manøvrer og konspirationer med de fascistiske magthavere i Europa. Men der skete ingenting - bortset fra »neutralitetslovene«.

Ved krigsudbruddet fik Amerika selv følgerne at mærke af et utøjlet trustregime, da landet på krigens tærskel stod lammet i en række af sine afgørende industrier, distanceret, udleveret og forrådt ved starten af sine krigsanstrengelser. I en oversigt fra præsidentens informationsafdeling (Præsidents Office of Facts and Figures) hed det så karakteristisk om stillingen i det første rigtige krigsår 1942: »Fjenden har arbejdet i mange år for at svække vor militære forsvarskraft. Ved sine patentrettigheder og gennem sine kartel-overenskomster er det lykkedes ham at holde De forenede Staters produktion og eksport af mange livsvigtige varer tilbage. Han har holdt priserne på disse varer oppe og produktionen nede. Han har forberedt krig, og han har gjort sit arbejde godt, idet han har lokket ansete amerikanske selskaber ind i aftaler, hvis hensigter de ikke opfattede ...« Det, der her sigtes til, er hele det lyssky arbejde, der er skildret i de foregående kapitler. Papirerne var kommet på bordet, de skyldige identificerede - og ved fronterne faldt amerikanske soldater som ofre for dolkestødene fra deres egen herskende klasse. Roosevelt-tilhængeren, den utrættelige kontrollant i justitsministeriets anti-trustafdeling, Wendell Berge, forklarede endnu tydeligere, hvad sagen drejede sig om: »Da vi mobiliserede for at deltage i krigen, opdagede vi næsten for sent, at kartellerne havde ansvaret for, at livsvigtige leverancer svigtede den ene gang efter den anden. Sagen er, at de har holdt de tekniske fremskridt tilbage og sinket indførelsen af bedre metoder og produkter, når deres egne interesser dikterede dem det, til trods for at de derved måske udsatte landets sikkerhed for fare. De har faktisk i vid udstrækning hindret og modarbejdet den udenrigspolitik, den amerikanske regering havde knæsat, og sat sine private forretningsinteresser over folkets interesser.« Det er en knusende dom over den folkefjendske kapitalismes kosmopolisme, der havde været hovedlinien for USA's økonomiske regenter i perioden før og under krigen.

At Roosevelt personlig ikke billigede kartellernes og højfinansens private politik, er ingen hemmelighed. Hans kendskab til manipulationerne gennem de internationale patentkarteller fik ham i en tale i april 1943 til at erklære: »Patenterne er nøglen til teknikken. Teknikken er nøglen til produktionen, og produktionen er nøglen til sejren.« I et brev til senator Kilgore, der arbejdede med disse sager skrev Roosevelt den 6. september 1944: »Besejringen af nazi-hærene må efterfølges af udryddelsen af disse våben for økonomisk krigsførelse (kartellerne). Men mere end de tyske kartellers politiske aktivitet må bortelimineres. Kartelpraktikerne, som vil begrænse varernes frie strøm i udenrigshandelen, må tøjles. Eftersom den internationale handel derved er indblandet, kan dette mål kun nås gennem de forenede nationers fælles aktion ...« I sin teoretiske behandling af kapitalens mægtige økonomiske kraftcentre, og de misbrug, der springer af monopolernes politik, er Roosevelts opfattelse begrænset til en overleveret liberalismes almindelige flovser, hvor man ignorerer, at monopolet netop er slutresultatet af det altid så stærkt idealiserede kræfternes frie spil. Hans praktiske forholdsregler var også den vaklende liberale småborgers demonstration af sin egen magtesløshed over for overmægtige kræfter i det samfund, Roosevelt var topfiguren for uden at være herskeren. Hele Roosevelt-regimets rolle som eksponent for det amerikanske bourgeoisi og for det rådende kapitalistiske system bandt ganske indlysende denne gruppe amerikanske politikere på hænder og fødder, så at de ikke vovede, og ikke engang forsøgte, at indlade sig på et blot klart politisk opgør med monopolkapitalens stærke og velorganiserede kræfter i det amerikanske samfund.

I enkelttilfælde, der var for udfordrende, kunne man gribe ind. I Sydamerika tvang regeringen således Standard Oils filialer til at opgive de åbenlyse leverancer til aksemagternes flyvemaskiner i oktober 1941 ved trusler om at sætte selskaberne på den sorte liste. I 1942 skred man efter megen tøven og usikkerhed endelig også til at beslaglægge tyske selskabers ejendom i Staterne og stille de tyske patenter til fri rådighed for den amerikanske krigsindustri. Men det skete først, da den amerikanske kapitalistklasse var angrebet i sine egne besiddelser og måtte kæmpe for livet med sine gamle kartelpartnere og forbundsfæller. Fra begyndelsen af prægede halvheden og angsten for at støde de hjemlige finansfyrster alle forholdsregler fra regeringens side. Man udnævnte en administrator for fjendtlig ejendom i Staterne. Det var i sin orden. Men det virkede betydelig mindre betryggende, når man til denne vigtige post afgjort ikke kunne finde nogen mere velegnet person end Leo T. Crawley, der var direktør for Standard Gas and Electric Company, og denne igen til sin nærmeste medarbejder netop udvalgte sig John Foster Dulles, den juridiske konsulent for de banker, der sad inde med de største interesser i den tyske rustningsindustri. At inddragne patenter på denne måde for eksempel vandrede fra den ene af I. G. Farbenindustries kartelpartnere til den anden kan næppe henregnes helt til tilfældighedernes verden.

Der blev nedsat en senatskommission, der udførligt skulle udrede de amerikanske trusters misliebige forbindelser med fjendens rustningsindustrier og årsagerne til amerikansk krigsproduktions svigten. Som ved en tilskikkelse fra himmelen blev denne betydningsfulde kommissions formand underlig nok daværende senator Harry Truman, en af lederne for det demokratiske partis yderste højrefløj, der var kendt for^ sine særdeles venskabelige forbindelser med herrerne i Wallstreet. Kommissionen fremskaffede et væld af materiale og vidneudsagn, en overflod af beviser, som Henry Wallace og Wendell Berge med pågående og stædig sporsans lagde på bordet for et gennemtrumfe deres opgør med kartelherrerne. Resultatet blev et overdådigt materiale i nogle betænkninger, der gør vor parlamentariske kommission helt til skamme både hvad tid og omfang angår. Men mere kom der heller ikke ud af affæren, bortset fra nogle rutinesager for trustdomstolen for at få omstødt »ulovlige forretningsaftaler«. Truman var netop den rette til at få ingenting ud af en opgave af så gigantiske sociale og politiske dimensioner. Han valgte med stor kløgt den samme linie, som der blev givet udtryk for i den oven for citerede beretning fra præsidentens informationskontor: Ansete amerikanske selskaber var af tyskerne »lokket ind« i aftaler, hvis hensigter de ikke opfattede. Selv Standard Oils landsskadelige forbindelser med de tyske kartelpartnere mente kommissionen at måtte omtale i undskyldende vendinger: »Det skal fra begyndelsen af fastslås, at der ikke kan være tale om moralsk ondskab eller subjektivt upatriotiske motiver. Det ville være »unfair« at bedømme de individuelle handlinger anderledes end som et udsnit af det almindelige billede af big business. Standard Oil spillede sine kort efter spillets regler, som det udlægger dem.«

Der er stadig dem, der er af den opfattelse, at Harry Trumans afgørende skridt frem til præsidentværdigheden i det hvide hus blev taget, da han i 1942 gennem denne smidige problemstilling frelste en række af USA's ledende kartelherrer fra at blive draget til ansvar efter straffelovens bestemmelser om landsskadelig forbindelse med fjenden ! Samtidig erhvervede han sig i offentligheden en ufortjent position som den moralske revser af de store truster! Trods alle progressive sider ved Roosevelts politik er der en ting, der ikke bør overses. Når det gjaldt mellemværender med Wallstreets ledende kredse, var han ikke den, der tog opgøret, uanset hvor klart sagerne lå. Selve hans politiske regime var så intimt forbundet med kapitalismen og dens system, at han her stod både magtesløs og uden vilje til at føre kampen for ændrede sociale styrkeforhold i samfundet igennem til bunds. Springet til en antikapitalistisk politik tog han aldrig, heller ikke efter kartelskandalerne ved krigens udbrud. Det var i visheden om dette, at de 60 familier fire gange lod Franklin D. Roosevelt vandre ind i det hvide hus som den amerikanske pengerepubliks præsident på et tidspunkt, hvor de gamle magthaveres autoritet var truet og svækket.

Da krigen støttede stabiliseringen af trusternes magt.

I sin organisering af De forenede Staters krigsanstrengelser under den anden verdenskrig viste Roosevelt teknisk både kraft og dygtighed i bestræbelserne for at indhente, hvad der var blevet forsømt i årevis gennem monopolernes sammenspil med Hitlers femtekolonne. Det lykkedes at organisere en slagkraftig krigsindustri. Men regningen for trusternes forsyndelser til det amerikanske folk blev uhyggelig stor. Hverken trusterne eller de private bankhuse viste nogen synderlig interesse for selv at finansiere anlægget af de nye krigsindustrier. Hvor det skete, var de så meget ivrige efter at rejse krav om store statstilskud. I den egentlige industri investeredes til nybygninger og udvidelser i hele perioden 1940-45 25.233 millioner dollars, og heraf stillede det private erhvervsliv kun godt 9 milliarder til rådighed, medens staten for skatteydernes penge måtte tilvejebringe 16,2 milliarder dollars. Ser man på de egentlige krigsvigtige bedrifter, der måtte opføres i huj og hast for at kunne imødekomme krigens krav, er billedet endnu grellere. På dette område giver nedenstående oversigt et klart billede af, hvem det var, der bar omkostningerne ved krigens førelse, når det gjaldt kapitalinvesteringer. Beløbet er angivet i millioner dollars:

 

Private investeringer

Staten

Sprængstof-industrien

19

2700

Syntetisk gummi

66

695

Flyvemaskinebenzin

453

446

Våben og ammunition

328

2037

Lette og farvede metaller

383

1128

Tanks og motorvogne

291

575

Skibsbygning

204

2348

Flyvemaskine-industrien

402

3361

Der er stadig en vis kategori af overfladiske mennesker, der i ethvert statsligt indgreb i det private næringsliv, såvel når det gælder offentlig finansiering som statsdrift af enhver art, ser en tiltagende overgang til planøkonomi og skridt i retning af socialisme. Et studium af den amerikanske krigsøkonomi skulle ellers være en tilstrækkelig vaccine mod sådanne i bund og grund usocialistiske illusioner. I De forenede Stater under den anden verdenskrig var det så ganske udpræget de kapitalistiske monopoler, der skærpede deres kontrol og rådighedsret over både statsapparatet og statskassens midler for at udnytte disse til at sikre monopolerne den billigste, den mindst risikable og størst mulige profit. Afslutningen på statens kostbare indsats for at udvide De forenede Staters industrielle kapacitet under krigen er endnu mere typisk. Efter krigens afslutning afhændede staten også formelt sine industrielle nybygninger, som de industrielle monopoler overtog for en latterlig lille sum.

»United States Steel Corporation« (Morgans store trust) overtog således statens store metalkombinat i Geneve i staten Utah, der havde kostet staten 191 millioner dollars at bygge af skatteydernes penge for en slik af 47,5 millioner dollars, det vil sige for henved en fjerdedel' af anlægsværdien. På samme måde købte et andet firma »National Tube« anlæg og maskiner til fremstilling af rør, der havde kostet staten 12 millioner dollars for kun 4,8 millioner dollars. Trusternes tekniske monopolstilling og en særdeles praktisk udvidelse af deres kapacitet og slagkraft over for outsidere blev således sikret uden risiko på en særdeles bekvem måde. Disse sidste transaktioner i »det frie næringsliv«s navn var dog ikke knyttet til Roosevelts navn. Han var på dette tidspunkt død. De nævnte overdragelser af statsvirksomheder til Wallstreet var Harry Trumans morgengave til de store monopoler efter hans overtagelse af præsidentvirksomheden. Man siger jo, at den ene tjeneste er den anden værd. I USA under Roosevelt-regimet i krigsårene opretholdt man ikke engang tilløbet til en illusion om overgang til »statsdrift«. Det var så ganske udpræget udgiftssiden, der blev reserveret statskassen og skatteyderne. Selv størstedelen af de mægtige virksomheder, der blev opført for statens midler, blev stillet til rådighed for de private koncerner. Den kendte russiske økonom, L. Mendelson anfører på grundlag af officielle amerikanske materialer herom følgende: »Kun omtrent en tiendedel af de statslige investeringer forblev direkte under statens kontrol. I hovedsagen gælder dette skibsbygningsindustrien. De øvrige ni tiendedele, deriblandt de mægtige nybygninger inden for flyvemaskineindustrien, der var blevet opført for statens midler, virksomhederne, der fremstillede krigsmateriel, syntetisk gummi, artillerimateriel og lignende, blev overgivet til private selskaber. Omkring en fjerdedel af de statslige investeringer blev anbragt i foretagender, der var i »blandet besiddelse«. I virkeligheden var det dog også juridisk statslige investeringer i den private industri. Risikoen ved kapitalinvesteringerne væltede monopolisterne over på staten, men virksomhederne selv, den nye produktionskapacitet og den mergevinst, der fulgte med krigen, beholdt de i deres egne lommer . . .«

Hele statsmagtens økonomiske virksomhed i amerikansk krigsindustri var således kun en ny form for udvidelse og sikring af monopolkapitalens profit på de øvrige befolkningslags bekostning og repræsenterer derfor, trods alle fraser i modsat retning, i hele sit væsen socialismens direkte modpol. Monopolherrernes tiltagende udnyttelse af både statsmagten og statsmidlerne under krigen havde imidlertid også en anden side, der heller ikke bør undervurderes. Også finansverdenens personlige kontrol med statsadministrationens forskellige grene udvidedes betydelig i krigsårene. Trods de bitre erfaringer, man havde gjort med trustherrernes loyalitet overfor landet i førkrigsperioden, kunne Roosevelt-regimets borgerlige inderkreds naturligvis ikke forestille sig nogen anden form for organiseringen af krigsøkonomien, end at den egentlige ledelse blev lagt i hænderne på det private erhvervslivs spidser. De stod jo både med den direkte kontrol over produktionsapparatet og med de praktiske erfaringer med hensyn til produktionens tekniske problemer. På denne måde mødte kartellernes folk op igen på ledende poster og fik ved samme lejlighed øget deres indflydelse på hele statsmekanismen i betydelig grad. I forvaltningen til ledelsen af industrien dukkede efterhånden lederne for alle de største truster og korporationer op. I spidsen for denne vigtige institution stod General Motors' leder William S. Knudsen, præsidenten for ståltrusten, Stettinius, jernbanekongen Biggers og værdige repræsentanter for de 60 familier med dynastierne du Pont, Morgan, Mellon og Rockefeller på førstepladsen.

I en eneste afdeling af krigsforvaltningen fandtes der betegnende nok 253 personer, der i løn »symbolsk« kun modtog en dollar om året, og 631 personer, der overhovedet ikke lod sig lønne. Disse »embedsmænd« var alle folkene fra finansverdenen, for hvem indflydelsen var alt, og en latterlig embedsmandsløn intet. Ikke uden ironi skrev den amerikanske skribent, Stone i sin bog: »Business as usual« om følgerne af dette system: »Når regeringen ønskede at fremskaffe elektriske artikler, fodtøj, gummi, havde den i de fleste tilfælde den tvivlsomme fornøjelse at modtage konsultation af folk, der var engageret i den samme industrigren eller i det samme firma, som man havde at gøre med ... Når forretningsfolkene fra trusternes kontorer træder ind i forsvarskomiteens kabinet, svigter hukommelsen vel hos dem på en mærkelig måde. De glemmer, hvad de vidste, medens de ledede deres trusters sager. Teoretisk har de afskrevet deres personlige interesser og er rejst til Washington for at tjene fædrelandet. Men i praksis opfører de sig ikke på denne måde...«

Intet er i reglen så dyrt for et samfund som en sådan sammenblanding f af statens og de private forretningsmæssige interesser. Den symbolske ene dollar i løn til monopolisten dækker ofte over uforholdsmæssige udgifter på anden måde. I krigstidens England var man iøvrigt vidne til en tilsvarende sammensmeltning af statsapparatet og trustadministration. I begyndelsen af 1944 meddelte MacGowan, lederen af en af landets største truster Imperial Chemicals, på et møde i Glasgow, at ikke mindre end 2500 funktionærer fra hans selskab var indtrådt i statstjenesten. For en sikkerheds skyld tilføjede trustlederen, at dette naturligvis kun var sket, »fordi regeringen ingen andre steder end i de store firmaer kunne finde folk, der rådede over den nødvendige dygtighed og erfaring, når det drejede sig om at lede større forretningsmæssige opgaver.« Man behøver under sådanne forhold aldrig at spørge om, hvem der behersker hvem i forholdet: De private truster og den borgerlige statsmagt? I krigstid bliver den borgerlige stat netop mest konsekvent monopolernes statsmagt, om ikke af navn, men så meget mere af gavn. Det gjaldt også Roosevelts USA For folk, der i Roosevelts »New Deal« så et brud med den gamle kaotiske kapitalisme og en »statslig kontrol« over monopolerne, må der være noget uendelig nedslående ved at betragte sidste akt af Roosevelt-administrationen i krigsårene. Det kan være ligegyldigt, om præsidenten personlig ønskede at gå den vej, De forenede Stater gik, eller om han blot var for svag til at gå mod strømmen. Resultaterne bliver dog de samme.

I udviklingen af det kapitalistiske samfund i De forenede Stater betød krigsårene ubestrideligt en stadig tiltagende magt for monopolerne og deres herskere. De mindre »frie« erhvervsdrivende blev drevet fra position til position for helt at gå til grunde eller ende under trusternes kontrol. For trusterne og det private erhvervsliv overhovedet var staten og gennem denne den brede befolkning blevet den store malkeko, der udnyttedes til hensynsløs fremskaffelse af en enestående profit. Statens forretninger ved tilvejebringelsen af varer og krigsleverancer hos private firmaer svulmede efterhånden op til fantastiske summer. I året 1944 gik ikke mindre end 55,6 milliarder dollars eller 61,9 pct. af de samlede krigsudgifter til denne konto. Man regner med at den amerikanske stat i perioden fra juni 1940 til september 1944 hos 18.539 private firmaer købte ind for 173 milliarder dollars. Hvor gik disse bestillinger og den dermed følgende profit da i grunden hen? Efter udførlige opgivelser havnede bestillinger på et samlet beløb af 117 milliarder eller 67 pct. hos de 100 største korporationer. Den alt overvejende del af krigsprofitten havnede altså på ganske få hænder og styrkede frem for alt de store trusters økonomiske magtstilling.

Under monopolkapitalismen er de små producenter dømt til at vegetere eller gå til grunde: I de fem krigsår frem til januar 1945 likvideredes ialt henved en halv million mindre amerikanske firmaer, og alene indenfor den egentlige industri lukkedes over 120.000 mindre virksomheder. Koncentrationen af produktionen og af kapitalmagten foregik i et uhyggeligt hurtigt tempo i krigsårene: I 1939 beskæftigede mindre virksomheder med under 500 arbejdere endnu 51,7 pct. af alle lønarbejdere, j 1944 kun 38,1 pct. I 1943 havde til gengæld de foretagender, der beskæftigede over 1000 arbejdere, rådighed over 45 pct. af alle amerikanske lønarbejdere mod 30 pct. i 1939. De amerikanske aktieselskabers krigsfortjeneste var enestående. I de fem år fra 1940 til 1944 var selskabernes samlede nettooverskud 42,3 milliarder dollars mod 15,3 milliard i det foregående femår. Medregnes 1945 kommer selskabernes samlede overskud op på 52 milliarder dollars i krigsårene. Hårdere ramte Roosevelt-regeringens »reguleringer« ikke samfundets spidser og monopolerne i krigsårene. Mon ikke en af hovedårsagerne hertil må søges i, at den virkelige metode i statskontrollen bestod i, at finansfyrsterne i vid udstrækning »kontrollerede« sig selv? Trods de nye folk i det hvide hus var og blev USA dog stadigvæk frem for alt de store pengefyrsters land.

Politisk magtforskydning følger den økonomiske.

Det ville være tåbeligt at antage, at en økonomisk magtforskydning, som den der fandt sted i De forenede Stater i krigsårene, skulle undgå at sætte sig politiske spor. Der er nu engang en ubrydelig og uundgåelig sammenhæng mellem økonomi og politik. De suveræne økonomiske herskere forstår altid at finde magtmidler til også at gøre sig gældende på den politiske arena. Uanset alt formelt demokrati tæller millionæren, der råder over produktionsmidlerne stadigvæk i et kapitalistisk samfund betydelig mere end arbejdsmanden, som den økonomiske hersker efter behag kan kaste på gaden i morgen. Deres stemmer er ikke vurderet efter samme alen.

Den mest kartelfjendtlige fløj af Roosevelts tilhængere inden for det demokratiske parti var ikke blinde for de farer, styrkelsen af monopolkapitalens økonomiske positioner i krigsårene kunne medføre. Wendell Berge skriver åbent i sin bog om kartellerne: »Det nytter ikke at nægte, at krigen har resulteret i, at produktionsmidlerne er koncentreret hos et relativt lille antal kæmpeforetagender. Allerede før Pearl Harbor var en del af disse vokset til gigantiske koncerner med uimodståelig styrke i konkurrencekampen med andre og mindre foretagender. I dag og efter krigens afslutning vil de overlevende mindre konkurrenter finde, at deres chancer for at kæmpe med held mod overmagten er blevet adskilligt reduceret«..

De gammelliberale af Jefferson-skolen, der flokkede sig omkring Roosevelt i håb om, at han skulle anvende statsmagten og lovgivningen mod det tiltagende kartelvælde begreb imidlertid ikke dybden af de samfundsmæssige forskydninger under kapitalismens modningsproces. Deres idealer er ikke fremtidens opgør med finansmagnaternes fåmandsvælde, men tilhørigheden til det overlevede, kapitalismen af i går med dens »frie handel« og den »frie konkurrence« på lige fod mellem småproducenter. De vil ikke forstå, at disse økonomiske former allerede er lagt i graven af de teknisk og økonomisk sejrende monopoler.

De frygter enhver nøgtern vurdering af klassekræfterne, fordi de og deres idealer i alle tilfælde vil stå som den tabende part. Som gruppe repræsenterer de småproducenterne, der går til grunde og udsuges af de stærkere konkurrenter. Skibbruddet fra i går over for trusterne og udsigterne til arbejderklassens og socialismens sejr i morgen får dem til at vakle frygtsomt mellem to kraftpoler, fordi mulighederne for en førende eller blot selvstændig politisk rolle ikke længere findes. Betydningen af den sociale og økonomiske proces i det amerikanske samfund i krigsårene ligger netop i, at hver ny gevinst for monopolkapitalen i kapløbet om eneherredømmet og hver lille virksomhed, der bukkede under i den ulige kamp, var ensbetydende med et nyt politisk tilbageslag for gammelliberalismen og dens repræsentanter. Først den nye tilværelse som lønarbejder får de tidligere småproducenter til skridt for skridt kritisk at repetere utilstrækkeligheden af liberalismens forældede filosofi. Evnen til at reformere er allerede afløst af trangen til at moralisere. Det ser vi klart i et indlæg af Berge i et kongresudvalg, hvor han havde doceret mod kartellerne: »Min mening er, at om dette fortsætter i det uendelige, vil det private initiativ blive uafladelig kvalt helt frem til det punkt, da det viser sig nødvendigt at etablere en yderliggående form for en statskontrol, hvis vi i det hele taget vil eksistere. Jeg er sikker på, at ingen af os ønsker at se en sådan yderliggående form i levende live,« Men kampen mod vor tids stærkeste diktaturvælde, højfinansens oligarki, kan ikke bygge på en klagende, småborgerlig liberalisme, hvis sociale basis stadig skrumper ind, der magtesløs skeler til et statsbegreb, man ikke vover at definere, efter et under, der altid udebliver. Monopolkapitalismen kan kun besejres under ledelse af en arbejderklasse, der erkender sin historiske opgave og tager sit udgangspunkt i det ubestridelige faktum, at den nuværende statsmagt allerede forlængst er blevet et redskab i finansoligarkiets hænder og fremmer dettes interesser uanset alle bedrageriske »demokratiske« draperier - så sandt som økonomisk fåmandvælde altid under kapitalismen fører til den herskende klasses mere eller mindre godt maskerede diktatur.

Roosevelt-regimets historiske tragedie lå først og fremmest r, at det var aktivt med til at forrykke styrkeforholdene mellem de sociale grupperinger i De forenede Stater på en sådan måde, at monopolernes økonomiske magt igen nåede uanede højder samtidig med, at landets små »selvstændige« producenter i stadig hurtigere tempo bukkede under og gik til grunde. En logisk følge af disse udslag af Roosevelt-politiken blev en ny styrkelse af finansmagterne og kartelherrerne som politisk faktor, der uundgåeligt også måtte sætte dybe spor i den påfølgende udvikling: Efter reorganiseringen af sine styrker under krigsårene blev de 60 familier og deres hjælpere atter i stand til at optræde langt mere direkte og betydelig mere åbenlyst på den politiske arena. Dette skulle hurtigt sætte sine mærkbare spor både inden for Roosevelts regering og inden for det parti, han tilhørte. Med småproducenternes fremadskridende forfald var timeglasset ved at løbe ud for de gammelliberale, der nøjedes med at filosofere over, hvordan man skulle sikre effektive forholdsregler mod kartellerne gennem De forenede Nationer - efter krigen. Næste akt i amerikansk politik skulle allerede under krigen blive et nyt offensivt fremstød fra monopolherrernes side for at vise gud og hver mand, hvem det var, der regerede i De forenede Stater. Ikke mindst i USA's udenrigspolitik lå der problemer og ventede på at finde en løsning, som de 60 familier helst selv så direkte som muligt; ville være med til at udforme.

Året 1944 bliver allerede noget af et mærkeår i amerikansk politik. På dette tidspunkt ser man ikke blot, hvordan monopolkapitalens eksponenter bliver aktivere i det politiske liv, men også. hvordan de lidt efter lidt tilriver sig den ene officielle nøgleposition efter den anden ved udskiftninger i regeringen. Klart kom den voksende indre spænding frem omkring præsidentvalgene, da Roosevelt for fjerde gang lod sig genopstille. Præsidenten var allerede på dette tidspunkt en syg og svækket mand. Det var tvivlsomt, om han ville overleve valgperioden, og spørgsmålet om vicepræsidenten - hans eventuelle efterfølger - blev under disse forhold et politisk spørgsmål af første rang. Inden for det demokratiske partis rammer satte monopolkapitalens folk alle sejl til for at sikre valget af en af deres håndgangne mænd og udnyttede hertil partiets stærke højrefløj, der byggede på de reaktionære kræfter i syden - slaveejernes efterkommere. Der er ingen tvivl om, at denne situation gik Franklin Roosevelt på nerverne. Han så klart, at en sejr for højre ville true med helt at udslette hans livsværk, som det var formet i »New Deal«-politikken, der havde stærke modstandere også inden for det demokratiske partis rækker. Han kendte finansfyrsternes utrolige magt i USA's offentlige liv. Trods al svaghed og hang til principløse kompromis'er med »det tredje ting« var det dog Roosevelt, der havde formuleret, hvor faren for en amerikansk udgave af fascismen var at finde, da han i et budskab til kongressen åbent erklærede: »Friheden er ikke sikret i et demokrati, hvis menneskene finder sig i, at en privat magt vokser til et punkt, hvor den bliver mægtigere end den demokratiske stat. Dette er i virkeligheden fascisme - et enkeltvæsens, en gruppes eller en anden bestemmende privat magts herredømme over regeringen.«

Roosevelt så, hvordan den amerikanske monopolkapitals folk i første række rettede al deres svære skyts mod den hidtidige vicepræsident Henry Wallace, en progressiv tidligere republikaner, leder af partiets venstrefløj, der på sin vigtige post som Roosevelts vicepræsident gang på gang havde søgt at krydse Wallstreets planer og lyssky manøvrer. Roosevelt hældede personlig i denne tid mest til venstre og søgte personlig at gribe ind til fordel for Wallace. Forud for det demokratiske konvent, der skulle nominere kandidaterne til præsidentvalget, foretog han det karakteristiske og ekstraordinære skridt at sende et indtrængende brev til lederen af dette, senator Jackson, hvori det uden omsvøb hed: »Jeg har opretholdt intim forbindelse med Henry Wallace i de fire år, han har fungeret på posten som vicepræsident, og i løbet af de 8 år, han var landbrugsminister, og endnu tidligere. Han tiltaler mig, og jeg agter ham. Han er min personlige ven. I kraft af dette ville jeg personlig stemme for hans genop-stilling til denne post, hvis jeg var delegat til kongressen.«

Henry Wallace var Roosevelts kandidat til posten som hans eventuelle efterfølger - men han var ikke Wallstreets. Lige så lidt var han en favorit af de 60 stenrige familier, der overgiver den udvalgte nøglerne til Det hvide Hus. På det demokratiske konvent i Chicago 19-21. juli 1944 faldt afgørelsen. Wallstreets folk, der allierede sig med sydens reaktion havde først som deres kandidat udpeget den mest markante leder for det demokratiske partis højrefløj, højesteretsdommer James Byrnes. Men efter Roosevelts indgriben sank Byrnes' chancer til under nul. Han var for sejg en kamel for alt, hvad der havde med progressiv politik at gøre. Derfor trak han sin kandidatur tilbage til fordel for Harry Truman, en mand, der fra ingenting - fra indehaver af en falleret manufakturforretning - af kapitalstærke velyndere var blevet pacet frem til »demokratisk« politiker og senator fra det mørke syden. Truman blev ikke engang USA's præsident i kraft af tilliden indenfor sit eget parti. Han blev påtvunget partiet af stærkere kræfter. I første omgang faldt der 429 stemmer på Wallace og 319 på Truman, men der krævedes 589 valgmænd for at blive opstillet. Anden valgomgang fik omtrent samme forløb. Efter demokratiske spilleregler skulle mindretallet have bøjet sig for flertallets vilje, rnen det skete ikke. I stedet truede højre direkte med partisprængning, hvis Wallace blev opstillet.

Et præsidentvalg er ikke en affære for ubemidlede i USA, den koster millioner, for det er milliarder, der står på spil. Og Trumans venner, det var nu engang de store fisk, dem der skulle finansiere Roosevelts genvalg og betale omkostningerne. Demokraterne havde ikke råd til at lægge sig ud med denne gruppe, hvis de ikke ville lide nederlag ved præsidentvalget til fordel for den rabiate republikaner Dewey. Derfor kom det til et kompromis, hvor konventets flertal og Roosevelt måtte acceptere Harry Truman, Wallstreets »demokratiske« kandidat til posten som Roosevelts eventuelle efterfølger. Monopolherrerne havde sat præsidenten stolen for døren, da det gjaldt, og udviklingen på det demokratiske konvent blev et personligt nederlag for Franklin Roosevelt, der viste, hvordan de ændrede magtforhold lå. Det blev ikke det sidste fremstød fra de store fisk i Wallstreet i Roosevelts sidste leveår. Der kom kort efter den tragikomiske affære med præsidentens tilslutning til Morgenthau-planen, som senere vil blive belyst udførligt. Her reddede Roosevelt ikke engang »ansigtet«. Senere kom der nogle ministerskifter, der klart skulle understrege, at det var folk af en ny type, der rykkede frem som medlemmer af Roosevelts regering - »New Deal«-folkenes afløsere. I september døde marineminister Knox. Han skulle have en efterfølger. Wallstreet havde sin kandidat parat. Han var allerede i 1940 blevet manøvreret ind på posten som understatssekretær, da alle kræfter skulle samles i regeringen. Den nye marineminister blev en kendt finansmand fra bankverdenen James Forrestal. Han havde begyndt sin karriere ikke som politiker, men som finansmand i Wallstreet - i firmaet Dillon Read Co., den store finansgruppe, der havde investeret millioner i genopbygningen af tysk rustningsindustri.

I november 1944 kom turen til udenrigsministeriet: Den gamle Cordell Hull, politiker af den ortodokse liberale skole, en fanatisk frihandelsmand, der havde holdt ud i hele Rooseveltperioden, trådte tilbage. Udenrigsministeriet skulle have en ny chef umiddelbart før krigens slutning, hvor Tysklands sammenbrud allerede var i sigte. Her stod virkelig noget på spil i det store opgør om, hvem der ville fortrænge hvem. Den 28. november »fik« Roosevelt en ny udenrigsminister, der kom fra helt andre kredse end den konservative, men ubestikkelige Cordell Hull. Dennes efterfølger blev Edward Stettinius, sært nok præsident for »United States Steel Corporation« - Morgans almægtige amerikanske ståltrust. Sådan havde magtforholdene allerede forrykket sig på overfladen i amerikansk politik. Huset Morgan havde i alle tilfælde fået en ung og driftig udenrigsminister, der med garanti ikke ville gå sit eget firmas interesser for nær. Der findes en vis lovmæssighed i politik, som man ikke kommer udenom i den kapitalistiske verden. Når den økonomiske magt koncentreres på ganske få hænder i finansverdenen - og det er hele den moderne kapitalismes grundlov - så skal industriens og bankverdenens diktatorer også nok finde midler til at gøre sig gældende på tilsvarende måde i det politiske liv også under et formelt demokrati, der lever højt på myten om, at det er folket, der regerer. Men »folkestyret« bliver blot et tomt ritual, man udadtil bøjer sig ærbødigt for med en næsten religiøs patos, som den der altid tilegnes de kære afdøde. I vor tid dækker det misbrugte ord »demokrati« over mange ting, der ikke har ret meget til fælles.

Franklin Roosevelt var endt i en politik, der havde styrket de 60 familier og Wallstreets monopolkapital og givet dem en enestående magt i USA's økonomiske liv takket være udviklingen af krigsøkonomien i trusternes favør. Roosevelt kunne med apostelen Paulus' resignation ved slutningen af sit livsværk have erkendt: »Alt det gode, jeg vil, gør jeg ikke, men alt det slette, som jeg ikke vil, gør jeg til stadighed«. De nye magtforhold i økonomien gav sig alt for praktiske udslag i politikken. Den nye demokratiske »liberalisme« havde undergravet sig selv. På årsdagen for Roosevelts tiltrædelse af præsidentværdigheden, den 4. marts 1934, sad en af hans tilhængere, historieprofessoren og patentliberalisten William E. Dodd som USA's ambassadør i Hitlers Berlin og filosoferede over præsidentens muligheder. Han noterede i sin dagbog: »Om han får held med sig, vil Adams" og Jeffersons idealer blive realiserede i et samfund uden slaveejere, det vil sige uden store forretningsmænd...« Og Dodd tilføjede: »Hvis Roosevelt ikke får held med sig, eller hvis han skulle dø, inden størstedelen af hans værk er udført, vil der komme diktatur i De forenede Stater, hvilket ville være katastrofalt for landet...« Et diktatur behøver ikke at være en tro kopi af Hitlers og Mussolinis. Det var de »varme« diktaturer. Men diktaturet kan også være koldt og maskeret. Dets indhold er alligevel finansmagtens ubegrænsede og brutale eneherredømme!

MONOPOLERNES EGEN UDENRIGSPOLITIK

Bestræbelserne for at give krigen en ny retning.

To gange i forbindelse med den anden verdenskrig stod de progressive kræfter i De forenede Stater med objektivt enestående muligheder for et virkeligt opgør med monopolkapitalens ledere. To gange meldte der sig en oplagt chance for at demaskere finansfyrsternes landsskadelige virksomhed, og begge lejligheder blev forpassede. Navnet Harry Truman var begge gange knyttet til de spildte chancer. Første gang, Wallstreets regenter virkelig stod afklædt til skindet, var, da deres skumle kartelmanøvre med de tyske truster ved krigsudbruddet blev klarlagt for en snæver kreds i uhyggelig detailleret form. Truman kom i spidsen for den senatskommission, der undersøgte sagerne og hindrede, at det ved denne lejlighed kom til noget retsopgør. The big business havde jo blot brugt sine »gængse« metoder for at skaffe sig profit, argumenterede man. En uvurderlig hjælp havde de millionærer, der var kommet i knibe, i den berømmelige »frie« presse, som korporationernes folk selv finansielt havde krammet på. Amerikansk presse og radio beherskes jo også af nogle få store truster, der fabrikerer den »offentlige mening«. Wendell Berge sad i en ledende stilling i Roosevelts justitsministerium, men ikke engang han magtede at nå frem til det brede publikum med sine afsløringer. Det fortæller en hel del om »den frie presse«. Om sit opgør med kartellerne under krigen skriver Berge selv lidt skuffet og bittert i sin bog om monopolerne: »Eftersom mine taler og vidnesbyrd dengang blot undtagelsesvis var genstand for større opmærksomhed fra pressens side, måtte den tilfældige avislæser nødvendigvis bare få en løs og overfladisk forestilling om de vidtspændende forgreninger, som dette emne dækker. Hvis man skal få en grundig forståelse af disse ting, trænges der til noget mere...« Berge forsøgte sig med en bog. Af hans omgangskreds blev denne betegnet som »en atombombe mod kartellerne«. Der kom også et par andre bøger, men hvor langt når bøger ud i et højkapitalistisk samfund? Også her har den monopoliserede presse et afgørende ord at skulle have sagt. Og de amerikanske karteller og truster overlevede Berges »atombombe« temmelig helskindet. Næste mulighed for fra grunden af at belyse de store finansgruppers sammenspil med fjenden kom, da man efter Hitlers fald fik lejlighed til at åbne de tyske arkiver. De tyske trusters fortrolige gemmer var fyldt til randen med papirer, der i allé enkeltheder belyste forbindelsen med Wallstreet før og under krigen. Afhøringerne af de førende krigsforbrydere gav igen et overdådigt materiale. Men blev dette udnyttet til et indre opgør i USA? Tværtimod. Der blev omgående stemplet »strengt fortroligt« på de indsamlede materialer. Så blev de under sikker bevogtning transporteret til Washington, hvor nogle diskrete herrer, der mer eller mindre selv var implicerede eller i alle tilfælde »interesserede«, påtog sig det videre fornødne. Det var Trumans regering, der besluttede, at disse nye fældende materialer ikke skulle ud til den amerikanske offentlighed, og samme diskrete metode anvendte de nye lys i den britiske »arbejderregering«. Man dækkede over samfundets tvivlsomme støtter. Det kunne naturligvis ikke helt forhindres, at også nogle vigtige dokumenter i det tyske kaos ved sammenbruddet faldt i russernes hænder. Fra denne side kom en hel del rare sager frem i lyset. Men den »frie« presse i Vesteuropa og hinsides Atlanten udviste en utrolig ensrettet »selvdisciplin« og lod så at sige intet gå videre til det brede publikum.

Under kapitalismen betyder frasen »fri presse« i mange afgørende tilfælde, at den daglige avislæser bliver fritaget for de kendsgerninger og sandheder, der ikke passer i de kapitalistiske magthaveres og i de kapitalistiske pressetrusters kram. Pressen leverer hver dag igen beviset for rigtigheden af denne påstand. Kun i enkelte tilfælde sivede der i USA en lille smule ud om, hvad man var blevet klar over ved gennemgangen af de tyske arkiver og ved de hemmelige afhøringer i Nürnberg. Det skyldtes i reglen det, man kalder indiskretion. Et sådant brud på etiketten i det formelle demokrati fandt sted i oktober 1946. Først meddelte en højtstående embedsmand i justitsministeriet, John Rogge, at der var blevet nedlagt veto mod at afsløre nogen som helst enkeltheder fra de fundne materialer om de amerikanske isolationisters og nazivenners forbindelse med tyskerne.

Få dage efter fremsatte han dog selv i en offentlig tale i Swartmore i staten Pennsylvania trods denne banbulle nogle fortrolige oplysninger om resultatet af afhøringerne af Hitlers tolk, en højtstående funktionær i det tyske udenrigsministerium, hr. Schmidt. Man fik heraf et billede af det spil, der var blevet drevet af en gruppe højtstående trustherrer indenfor det republikanske parti i krigsårene. Efter John Kogges oplysninger befandt en kendt republikaner og olie-magnat ved navn Davis sig lige efter krigsudbruddet i september 1939 i den tyske hovedstad. Han havde her en vigtig sammenkomst med Göring og en repræsentant for økonomiministeriet Herzlet, hvor man drøftede, hvordan Roosevelts genvalg i 1940 kunne hindres. Davis spurgte rent ud Göring, om nazisterne var villige til at yde 3 eller 5 millioner dollars til det republikanske valgfond for at hjælpe med dl at hindre Roosevelts genvalg. Goring svarede, at tyskerne var rede dl at punge ud med både 100 og 150 millioner dollars dl dette formål. Ved samme lejlighed oplyste nævnte hr. Davis sine tyske venner om, at republikanerne overvejede den taktik at søge at spalte de flest mulige arbejderstemmer bort fra Roosevelt ved de kommende valg. Det redskab, der skulle udnyttes hertil var den kendte fagforeningsbureaukrat fra minearbejderforbundet John Lems, der før krigen havde drevet indgående »studier« i Tyskland og Italien. Davis fortalte, at Lewis var en af de få, »der forstod Tysklands stilling«. Denne makabre underholdning mellem venner fandt sted i de samme dage, Görings flyvere tømte deres bombeladninger ned over Warszawa. Den åbenmundede embedsmand kom med en tilføjelse for egen regning. Han oplyste, at samme John Lewis nogle måneder efter, omkring årsskiftet 1939-40, havde opsøgt understatssekretær Burley i udenrigsministeriet og erklærede, at tiden nu efter hans opfattelse var kommet til at få afsluttet en almindelig fred. Lewis fortalte Burley, at den omtalte Davis havde modtaget informationer fra højtstående tyske kredse, som medgav muligheden for en fredsslutning.

Historien er karakteristisk for stemningen i de førende amerikanske kredse, der grupperede sig omkring de store monopoler - tyskernes kartelpartnere: republikanske isoleringspolitikere, gruppen »America first«, folk af typen Lindberg, Taft og deres »demokratiske« åndsfrænder. De repræsenterede fra begyndelsen af den opfattelse, at kampen mod nazismen var både overflødig og skadelig, og at USA's hovedopgave måtte være at hidføre en hurtig fred mellem Hitler og vestmagterne. Det var en hel »misforståelse« at denne krig overhovedet var kommet i gang mellem brødre, og fejlen måtte hurtigst muligt rettes. Bag denne forlorne pacifisme lå i virkeligheden tanken om at give krigen en ny og »fornuftig« retning ved, at fronten fra hele Vesteuropas side blev rettet mod det socialistiske Rusland, I ledende kredse i både Paris og London gjorde lignende strømninger sig samtidig stærkt gældende, og dem måtte USA styrke og støtte.

Også fra anden tysk side søgte man at indvirke i denne retning på USA's politik. Efter Hitlers overfald på Polen forsøgte den gamle intrigante Hjalmar Schacht en manøvre for at skaffe Tyskland rygdækning fra De forenede Stater. Han skrev i september 1939 et brev til sin kollega fra den internationale bank i Basel, Morgan-bankieren Leon Fraser, og bad denne om at arrangere, at Schacht fik en indbydelse til at komme til staterne for at forhandle om »en bilæggelse af konflikten«. Han ville søge at komme til en forståelse med de amerikanske monopoler om en opdeling af verden i »interessezoner«, men forsøget slog fejl i denne omgang. Schacht fik ikke indrejsevisum.

Samtidig dukkede en anden tidligere tysk forgrundsfigur op i Washington. Det var den tidligere katolske rigskansler Heinrich Brüning, der havde forladt England efter krigsudbruddet. Han havde intim tilknytning til de katolske storindustrielle i Ruhr og bestræbte sig energisk for at vinde indflydelse på udenrigsminister Cordell Hull for at få denne til at mægle mellem Tyskland og vestmagterne, så krigen kunne omadresseres til det »gudløse« socialistiske Rusland. Senere begivenheder viste, at Brunings bestræbelser ikke slog så helt fejl endda. Tanken om at vende fronten havde vokset sig stærk efter Polens nederlag og i særdeleshed i forbindelse med den finsk-russiske krig. Churchill gengiver i sine krigserindringer en engelsk regeringsbeslutning fra september 1939 om, at man måtte søge et påskud for at bryde ind i Østersøen. Chancen hertil søgte man fra London bevidst at fremme ved at lægge pres på Helsingfors for at få forhandlingerne med Sovjetunionen til at strande, og denne britiske manøvre lykkedes over al forventning.

Den 19. december havde vestmagternes krigsråd i Paris truffet en skæbnesvanger beslutning. Den gik ud på, lige som hidtil, at lade fronten mod Tyskland ligge stille og i stedet indlede operationer over Petsamo mod Sovjetunionen. Dagen efter blev den franske forbindelsesofficer Ganeval sendt til Helsingfors for at udarbejde fælles felttogsplaner med Mannerheim. De kendte planer om »hjælp til Finland«, landgang i Narvik, kontrollen over den svenske malm med mere tog sin begyndelse som grundlag for de véstallieredes krigsførelse. Disse prospekter suppleredes lidt senere med andre planer om at angribe Sovjetunionen samtidig på den sydlige flanke - over Baku og Kaukasus ved hjælp af Weygands hær i Syrien og med tyrkernes hjælp. Den 19. januar noterede Daladier i sine optegnelser: »Har bedt general Gamelin og admiral Darlan om at udarbejde et memorandum om en eventuel intervention til ødelæggelse af de russiske oliefelter.« Planerne om en sejrrig krig mod Hitler var blevet afløst af projektet om et angreb mod Sovjetunionen; det skulle være den politiske generalnævner for en fredsslutning med Tyskland, hvis grundlag skulle være hele det kapitalistiske Europas angrebskrig mod den sejrrige socialismes land.

Den russisk-finske fredsslutning den 12. marts 1940 var en alvorlig streg i regningen for den fransk-britiske skole, der byggede deres politik på disse grundbetragtninger. Men man satte blot ind med forøget kraft på Narvikprojektet og angrebsplanerne via Kaukasus. I den sidste halvdel af marts blev der oversendt udførlige angrebsplaner til Orienthæren, og ifølge Gamelins krigserindringer svarede dennes øverstkommanderende Weygand: »Med visse forstærkninger og 200 flyvemaskiner vil jeg sætte mig i besiddelse af Kaukasus og rykke ind i Rusland, som en kniv skærer igennem smør.«

Så sent som den 4. april 1940 var de fransk-engelske regeringer og deres stabe kun optaget af disse skæbnesvangre østplaner. Den nævnte dato var Weygand tilstede i Paris og deltog i krigskabinettets møde sammen med Frankrigs øverstkommanderende Gamelin. Denne fortæller om mødets forløb: »Til sidst blev det besluttet at fortsætte forberedelserne til operationerne mod de russiske oliefelter. Flertallet af de ministre, der var til stede, var af deres ganske hjerte tilhængere af dette, men efter min mening forstod de ikke rigtig konsekvenserne af et brud med Sovjetunionen. De syntes næsten alle at acceptere denne eventualitet med et let hjerte...« Tidspunktet for vestmagternes angreb mod Sovjetunionen var allerede ifølge Gamelin fastsat til maj eller juni, men fem dage efter Pariser-mødet slog Hitler til mod Danmark og Norge. Den 23. april måtte briterne beklagende meddele i Paris, at de som følge af operationerne i Norge ikke kunne undvære nogen flyvere til aktionen i det mellemste Østen, mod Sovjetrepublikens kaukasiske grænse. Krigen mod Sovjetunionen blev foreløbig afblæst - og den 10. maj trådte Hitlers hære an til det store fremstød på vestfronten. Det blev den endelige afslutning på et af den anden verdenskrigs mest hasarderede eventyr, der var udtænkt af de vestlige »demokratiers« ledende mænd, München-folkenes sidste store forsøg på at gennemføre deres gamle grundtanke for europæisk politik.

Naturligvis drejede det sig her ikke blot om fejlslagne militære planer, der byggede på en fuldstændig fejlvurdering af magtforholdene i Europa. Store dilettanter var de fransk-britiske statsmænd på dette område. Men der lå en vis politisk plan bag strategien. Man regnede med, at hvis man fra vest gik til et beslutsomt fremstød mod socialismen, ville Hitler ikke være uvillig til at slutte fred og selv overtage den centrale del af østfronten. Skete det, havde man hele den genopstandne hellige kapitalistiske alliance i dens fuldeste blomst. Selve krigen ville have fået en ensartet og ny social mening for Vesteuropas herskere. Det er nu ikke længere nogen hemmelighed, at der netop i slutningen af 1939 og begyndelsen af 1940 blev gjort alvorlige anstrengelser for via Rom og Vatikanet at nå til en forståelse med tyskerne. Pavens indsats skal have været den geniale idé, at vestmagterne kunne redde deres »demokratiske« ansigt, hvis Hitlers person blev afløst af »katoliken« Josef Goebbels! Enkelthederne om disse forhandlinger bag kulisserne er af gode grunde blevet undertrykt, men i den italienske udenrigsminister grev Cianos dagbog kan man dog den 5. april 1940 læse: »Vi har fået en meddelelse fra Chamberlain, en af den slags, der er opfyldt af velvilje, prædestineret til at blive ubesvaret. Vigtigere er hans modløse tone, hans nervøse søgen efter et kompromis og hans manglende tro på sejren.«

Der skulle sluttes fred i vest for at føre krig i øst. Det var stadig den vesteuropæiske kapitalismes motto i krigens første afsnit. Det var denne linje, der førte lige lukt ud i nederlagene. Hitler fik tiden og initiativet. Denne linje førte lige lukt ud i vestfrontens sammenbrud, til Dunkerque og bombardementerne af London, til Narvik - og herhjemme til den 9. april. Det var den europæiske baggrund for de amerikanske monopolkapitalisters »pacifistiske« evangelium, for følerne fra oliekongen Davis og fagforeningsbureaukraten John Lewis. Krigen skulle have en ny retning, og også i De forenede Stater blæstes der til storm under Finlands-kampagnen for at lette den »psykologiske« omstilling, der gik ud på, at ikke nazismen - men Sovjetunionen var fjenden.

Der var et kritisk øjeblik, hvor selv Roosevelt-regeringen syntes at vakle i sin antifascistiske kurs, syntes at give efter for presset fra Wallstreet. I de første dage af januar 1940 kaldte præsidenten udenrigsministeriets hidtil mest tyskvenlige politiker, understatssekretær Sumner Welles til sig for at foreslå ham en rejse til Europa for at undersøge alle muligheder for fred. Welles skulle til Rom og Berlin. Han skulle også til Paris og London. Men han skulle ikke til Moskva. I februar og marts undersøgte denne amerikanske udsending et grundlag for en forståelse mellem alle Europas kapitalistiske stormagter. Det var på samme tidspunkt, man i de vestallieredes stabe var ved at lægge sidste hånd på planerne for angrebene på Kaukasus, da man splittede sine styrker på vestfronten. Der blev ingen »vestens fred«, med fælles krig mod Sovjetunionen, men stærke mørkets kræfter trak af fuld kraft i trådene for, at den fascistiske og den »demokratiske« kapitalisme igen skulle finde hinanden til kamp mod socialismen. Det var Wallstreets program i krigens første fase.

Mr. Truman formulerer krigens politiske strategi.

Det er vel både i lyset af de tidligere intime økonomiske forbindelser med de ledende kredse med de tyske monopoler, i overvurdering af Tysklands militære magt og i ovennævnte forhåbninger om, at krigen endnu kunne skifte ansigt, og nazismen blive en potentiel allieret mod bolsjevismen, at de reaktionære monopolers landsskadelige manøvre mod deres eget land må ses. I vid udstrækning antog denne konspirative undergravning af Roosevelt-regimets politik form af en direkte understøttelse af de tyske kapitalinteresser i staterne. Det er allerede nævnt, hvordan adskillige af de store truster indrettede sig hyggeligt på at fortsætte samarbejdet med tyskerne under nye former, hvordan forsyningerne til de britiske krigsanstrengelser saboteredes, og hvordan et millionfirma som Standard Oil først ved trusler om optagelse på den sorte liste lod sig bevæge til at indstille sine olie- og benzinleverancer til aksemagterne via Sydamerika.

Lige så indviklet var det juridiske spil, der blev drevet for at umuliggøre Roosevelt-regeringens beslaglæggelse af de tyske aktiver i De forenede Stater. Typisk i denne henseende var det, at selv kendte politikere ikke veg tilbage for at deltage i tvivlsomme juridiske trick, der skulle begunstige de tyske truster og føre regeringens repræsentanter bag lyset. William Bullit havde indtaget så fremragende en post som leder af USA's diplomatiske korps i Europa, men han lod sig alligevel villigt bruge, da det drejede sig om at maskere I. G. Farbenindustries store datterselskab »General Aniline & Film Corporation« som et »amerikansk« foretagende ved at indtræde i selskabets ledelse, da det var truet af konfiskation. Alligevel er han efter krigens afslutning gang på gang optrådt i rollen som præsidentens personlige rådgiver og informator.

Tilfældet er langtfra enestående. I oktober 1948 bragte New Yorker-tidsskriftet »Gazette and Daily« en betydelig alvorligere afsløring om den kendte republikanske politiker John Foster Dulles, hvori denne blev beskyldt for i 1940 at have hjulpet med til at maskere det store tyske selskab American Bosch Corporation i Springfield. For at redde disse store aktiver fra beslaglæggelse havde den tyske regering henvendt sig til Wallenbergs bank i Stockholm og truffet en aftale om, at dette »neutrale« firma formelt overtog ejendomsretten til dette foretagende, der havde en værdi af 8 millioner dollars. For sin ulejlighed blev der godskrevet banken en sum af 650.000 dollars. De amerikanske deltagere i transaktionen var det kendte amerikanske sagførerfirma Sullivan og Cromwel, hvis leder var John Foster Dulles. Man fik ordnet det så snildt, at den svenske bank blev registreret som indehaver af Bosch-aktierne. Senere blev disse overdraget direkte til det amerikanske selskab Delaware Corporation, der direkte var Dulles foretagende. Efter tidsskriftets påstand blev dokumenterne om denne transaktion senere fundet i det tyske Bosch-selskabs arkiver.

Disse pinlige sager satte dog langtfra Dulles ud af spillet. Han var ved sidste præsidentvalg i USA kandidat til posten som udenrigsminister, hvis republikaneren Dewey havde sejret, og er til stadighed blevet anvendt som en af Truman-regeringens repræsentanter i de Forenede Nationer. En særlig vigtig rolle kom Wallstreet-folkenes private udenrigspolitik til at spille ved det store vendepunkt i den anden verdenskrig, da angrebet fra Hitlers hære den 22. juni 1941 gjorde Sovjetunionen til krigsdeltager. Her fulgte Wallstreets monopoler den konsekvente linje, at denne lejlighed burde udnyttes til at svække den store arbejderstat det mest mulige.

Roosevelt-regeringen havde valgt en helt anden kurs. Med rette så Roosevelt, at russernes sammenbidte kamp mod de fascistiske angribere bød krigens store chance for at nedkæmpe og besejre Hitler-fascismen. Han trådte derfor energisk i brechen for et intimt samarbejde med sovjetregeringen i en fælles anti-fascistisk blok og gennemførte som bekendt senere betydelige leverancer af våben og materiel til støtte for krigens afgørende front i Østeuropa. Det er imidlertid ingen hemmelighed, at denne politik fra Roosevelt-regimets side blev mødt med den skarpeste afvisning, ikke blot fra de republikanske isoleringstilhængere, men også fra lederne af det demokratiske partis højrefløj og store dele af monopolkapitalen, der hævdede, at regeringen herved gik bolsjevikernes ærinde til skade for den kapitalistiske verden.

De republikanske monopolherrers modplatform over for Roosevelts politik var klar og fyndig. Den blev lige efter Hitlers overfald på Sovjetunionen i 1941 formuleret af den kendte reaktionære senator Taft, der . .erklærede uden omsvøb: »Kommunismens sejr i verden ville være langt mere farlig for De forenede Stater end fascismens sejr.« Det var rene ord for pengene, men de udmærkede sig egentlig ikke ved en tilsvarende evne til at forudse selv den nærmeste fremtids hændelser i den praktiske politik. Trods mr. Tafts bagatellisering af den fascistiske fare, var USA inden årets udgang selv blevet et offer for de forenede europæiske og asiatiske fascisters aggression. Pearl Harbor blev udviklingens svar på mr. Tafts forudsigelser. Mr. Taft og hans republikanske venner var imidlertid ikke alene om at optrække en fjendtlig platform over for det Rusland, der bandt Hitlers hære ved egen kraft og senere tilintetgjorde dem. Også inden for det demokratiske parti rebellerede monopolkapitalens mest svorne tilhængere mod det, de opfattede som Roosevelts mesalliance med den onde selv. Demokraternes højrefløj sagde klart fra. Som deres ordfører optrådte senator Harry Truman, der på dette tidspunkt så småt startede sin karriere som en modpol til Roosevelt-politiken.

Senator Truman var lidt smidigere end sin republikanske kollega og nøjedes med at tale om to lige store onder, som man med forretningsmæssig smidighed måtte manøvrere ud mod hinanden. Ifølge »New York Times« for den 24. juni 1941 erklærede mr. Truman dagen efter Hitlers overfald på Sovjetunionen i en tale følgende: »Hvis vi ser, at Tyskland vinder, bør vi hjælpe Rusland. Og hvis Rusland vinder, bør vi hjælpe Tyskland, og på den måde lade dem dræbe så mange som muligt...« Sådanne klare ord fra en »demokratisk« forgrundsfigurs mund kunne naturligvis ikke undlade at vække opmærksomhed. Ikke mindst i Wallstreet fandt man, at det var en næsten genialt formuleret strategi for USA's nærmeste udenrigspolitiske opgaver. Efter dette begyndte Trumans aktier stadig at stige i de 60 familier, der forvalter nøglen til det hvide hus. Måske var netop denne tale Trumans første skridt frem mod værdigheden som De forenede Staters næste præsident. Han var i alle tilfælde blevet en mand, man fulgte opmærksomt. Og snart kom hans nye chance som formand for den senatskommission, der skulle redde tyskernes medhjælpere i USA-trusterne frelst ud af en slem knibe. Da også dette job blev løst med megen elegance, kom Harry Truman helt frem i første række.

Trumans tale fik iøvrigt virkninger helt over på den anden side af Atlanten. Den udtrykte så enestående klart og utvetydigt, hvad kapitalistiske elementer mente om krigens opgaver, at et par af Churchills ministre, luftfartsminister Moore-Brabazon og krigsminister Margesson begyndte at optræde på samme linie. England var imidlertid selv krigen på nærmere hold. Man kunne naturligvis mene noget i den retning - det gjorde de fleste af regeringens medlemmer - men det var for farligt at sige det, når det isolerede England lige havde fået en ny stærk allieret. Ministrene måtte gå - men Harry Truman blev. Stod man i disse kredse kun over for oppositionelle strømninger i USA's politik i krigsårene, medens Roosevelt konsekvent gennemtvang en anden kurs på trods af monopolkapitalen og dens lakajer? Det ville være urigtigt at fremstille billedet så enkelt. Et af de mest progressive træk hos Roosevelt var uden tvivl hans relativt fordomsfri bestræbelser for at skabe og opretholde en samlet anti-nazistisk blok gennem samarbejde med Sovjetunionen, rygraden i de europæiske folks selvforsvar mod barbariet. Men man skal på den anden side ikke være blind for, at tilhængerne af den modsatte kurs gang på gang under krigens forløb gennemtvang beslutninger, der var direkte rettet mod den østlige forbundsfælle.

Det gjaldt omfanget og kvaliteten af forsyningerne til den østlige krigsskueplads, og det gjaldt hele det store spil om tidspunktet og stedet for etableringen af den anden front i Europa. Roosevelt og hans regering afgav højtidelige løfter om, at den anden front skulle blive etableret inden udgangen af 1942. Men Churchills britiske regering forenede sig med reaktionens målbevidste kræfter i USA og gennemtvang, at de indgåede forpligtelser ikke blev overholdt. 11943 manøvrerede de samme kræfter igen med held og gennemførte væsentlige dele af deres anti-russiske strategi på konferencerne i Casablanca og Washington. Aftalerne om den anden front saboteredes med held i næsten to år, hvad der medførte uhørte og overflødige tab både for den Røde Armé og befolkningen i de besatte lande i Europa. Betød hele forløbet af dette vedvarende tovtrækkeri mellem de allierede ikke til syvende og sidst, da krigslykken efter Stalingrad begyndte at hælde til russernes favør, at Truman dg de mørke kræfter, der stod bag ham, fik gennemført slet ikke så lidt af deres program, der kynisk gik ud på at svække den socialistiske stormagt ved at lade tyskerne »dræbe så mange som muligt«?

Og var der ikke noget mere end symbolsk i, at Roosevelts direkte forbindelse med sovjetregeringen i de sidste krigsår blev opretholdt gennem den mægtige monopolist og mangemillionær Averell Harriman ? Var det nogen tilfældighed, at denne amerikanske ambassadør, der sad på den vigtigste post indenfor hele USA's diplomatiske korps i krigsårene, netop var en mand med udprægede finansielle interesser i tyske foretagender, eftersom Harriman-koncernen før krigen var storaktionær i begge de to tyske amerikalinier? Betød det alene ikke, at Wallstreet hele tiden sad med kontrollen over en af de vigtigste nøglestillinger i USAs udenrigspolitik og kunne handle derefter ? Det ville være letfærdigt at hævde, at »the big business« i verdenspolitikken var sat i skammekrogen i krigsårene som opposition, medens gruppen omkring Roosevelt suverænt fastlagde staternes udenrigspolitik. Det var langtfra sådan, og det ville have været et mærkværdigt højkapitalistisk samfund, hvis noget sådant overhovedet havde været tænkeligt!

Fredlyste pletter i krigens jungle.

En alt for enkelt opfattelse af politiske problemer er i reglen en fejlagtig opfattelse. Der er mange gange folk, der opfatter begrebet krig med en overfladisk enkelhed og forestiller sig at alle gamle bånd og forbindelser overskæres og afbrydes af frontliniernes uhyggelige menneskeofringer på begge sider. Intet er mere misvisende under moderne højkapitalisme. Den moderne kapitalistiske økonomi krydser alle landegrænser. Monopolkapitalismen er for sammenfiltret og for kompliceret et maskineri til at alle gamle bånd på en bestemt dato kan skæres over. Dertil står for store materielle værdier på spil. Det mest iøjnefaldende og typiske kendetegn for den kapitalistiske »kosmopolisme« er netop, at de økonomiske herskeres interesser ikke længere falder sammen med »nationalstatens« og folkenes interesser. »Folkets enhed« opretholdes her, som på så mange andre områder, kun som en skæbnesvanger og ofte dyr illusion. Kosmopolismen i toppen ofrer folkene for sine egne snævre interesser. Det gør vestens moderne krig så uendelig djævelsk og uhyggelig. Uden at kende denne junglens lov vil folkene altid kun blive ofrene og slagtekvæget.

En af Roosevelt-folkene i den amerikanske komité for krigsmobilisering, Corwin D. Edwards, fremdrog i 1944 et typisk eksempel på de store internationale trusters fantastiske manøvredygtighed, selv når »fronten« skiller. Han fortalte om den internationalt kendte hollandske Phillipstrust (glødelamper og radio), at dens hollandske firma fortsatte sin virksomhed under den tyske besættelse under ledelse af funktionærer, der var blevet i Holland. På den hollandsk-vestindiske ø Curaceau sad andre medlemmer af trustens ledelse og administrerede interesserne i de allierede lande. Det mest bemærkelsesværdige var dog, at de to parter under hele krigen opretholdt den mest intime forretningsmæssige forbindelse tværs gennem fronten. Corwin Edwards fortæller, at dette skete gennem kurerer, der over neutralt område i Sydamerika regelmæssigt opretholdt forbindelsen mellem Holland og Curaceau. Disse kurerer medbragte i begge retninger direktiver og mikrofilm-breve om forretningens førelse. Forbindelserne med beslægtede og indflydelsesrige truster i begge de to krigsførende lejre var så intime og rodfæstede, at dernie trafik ikke alene kunne opretholdes, men hverken hos aksemagterne eller .de vestallierede gik man til beslaglæggelse af Phillipstrustens aktiver. Dens filialer manøvrerede så flot, at de end ikke kom på de sorte lister. Så lidt hindrer fronterne undertiden trusternes »normale forretning«. Historien om Phillipstrusten er naturligvis et yderliggående tilfælde for monopolernes konsekvente kosmopolisme i krigsårene, men denne forbindelse mellem gamle partnere gennem fronterne er langtfra noget enestående. En vis kontakt opretholdtes hele tiden via de neutrale lande, direkte eller indirekte. Under den anden verdenskrig skrumpede de neutrale landes antal uhyggeligt ind, men nogen blev der dog altid tilbage i Europa. Der var Sverige og Schweiz, og der var Portugal og det »ikke-krigsførende« Spanien. Endelig var der en del sydamerikanske stater, der kunne tjene som kontaktområder både økonomisk og politisk.

De fleste af konspirationerne mellem de førende kapitalgrupper i de to krigsførende blokke er endnu skjult af mørke. Regeringerne i de vestlige »demokratier« har efter krigen gjort det til en hovedopgave at sørge for, at så lidt som muligt er sivet ud om dette, en af den anden verdenskrigs mest spændende kapitler. Man har haft en klar forståelse af, at oplysning af denne art ville sætte den kapitalistiske kosmopolisme i et alt for lidet smigrende lys. Det kunne let gå udover samfundsstøtternes i forvejen hårdt belastede »folkelige autoritet«. Og mellem de socialdemokratiske ledere og de borgerlige synes man i denne retning at have indgået en slags »gentleman-agreement« - en ikke-angrebspagt. Trods disse formelle vanskeligheder er dog et par af de vigtigste smuthuller i monopolernes indbyrdes samkvem kendt. Der fandtes nemlig sådanne fredlyste pletter midt inde i krigens brølende jungle.

Der var for eksempel lilliputstaten Licbtenstein på grænsen mellem Østrig og Schweiz. Denne stat havde kun 12.000 indbyggere og et par gendarmer. En håndfuld SS-mænd kunne ved krigens udbrud have overtaget magten dér uden at løsne et skud. Men det skete ikke, for Lichten-stein var en international helligdom. Hitler, der ellers ikke var bleg for at inddrage småstater, lod dette område ligge som en fredlyst og skånet plet. Hvad var forklaringen? Befolkningen var oven i købet tysk! I Lichtensteins hovedstad Vaduz var indregistreret et mægtigt internationalt firma: I. G. Farbenindustries og de to store angel-saksiske olietrusters fælles foretagende »Hydro Patents Company«. Nazisterne havde ikke noget imod, at disse ophøjede interesser opretholdt en vis uofficiel kontakt. Der var visse lige så lidt officielle clearing-mellemværender for perioden efter krigen, der skulle holdes en vis orden i. En sådan personlig kontakt kunne være en praktisk kanal for andre tilnærmelser, når et gunstigt øjeblik var inde. Lichtensteins bønder løb ikke med sladder om mystiske udenlandske gæster, der rekreerede sig i Vaduz. »Diskret ophold foretrækkes...« Og i denne henseende var det gudsforladte Lichtenstein en ideel rede.

En anden fredet plet var under krigen i det neutrale Schweiz, Morgans internationale bank i Basel, der var blevet oprettet i 1930 for at regulere de amerikanske finansinstitutters mellemværende med de tyske låntagere. I denne »The Bank for International Settlements« var før krigen alle de ledende amerikanske pengeinstituter - Morganinteresserne, Rockefeller-banken: »Chase National Bank«, Dillon Readgruppen og Henry Schrøder bankhuset i New York - repræsenterede. Fra tysk side havde Kurt von Schröder, Hjalmar Schacht og Hermann Schmitz repræsenteret Ruhr-trusterne og I. G. Farben i bankens ledelse. Banken i Basel havde været et typisk Münchnerforetagende. Efter Hitlers og Chamberlains strangulering af Tjekkoslovakiet havde banken uden tøven stillet tjekkisk ejendom på 6 millioner Pund Sterling til rådighed for den tyske Rigsbank. Under krigen gik der grimme rygter om, at store mængder af tysk guld fra Hitlers »ligfabrikker« - koncentrationslejrene - blev omsat uden betænkeligheder gennem Baselbanken.

Heller ikke i krigsårene lå dette internationale pengeinstitut helt stille. De amerikanske bankmænd kom stadig til Basel. Blandt de hyppige gæster var blandt andet repræsentanter for Rockefellerinteresserne, Mac Kittrick med flere og en af lederne for den amerikanske efterretningstjeneste, direktør i Schrøders bank Allan Dulles, en broder til John Foster Dulles, den kendte Wallstreetsagfører og republikanernes mest fremragende ekspert i udenrigspolitikken. Der kom også regelmæssigt kendte tyske kartelpolitikere og finansmænd i Basel. I den internationale bank glemte de pludselig krigens onde fjendskab ude ved fronterne.

Endnu den 22. maj 1944 meddelte United Press' korrespondent i Basel, at bankbestyrelsens formand Ernest Weber denne dag havde fastsat forrige års dividende til 4 pct.: »På forhånd havde Weber indhentet samtykke til dagens vedtagelse fra cheferne for nationalbankerne i de lande, der ejer banken: USA, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland, Sverige, Italien og Japan. Når forretningerne for indeværende år er afsluttet, kan bankens direktører fra USA, Frankrig, Tyskland, Italien og Holland, tage fat på et nyt år med, daglige sammenkomster...« Den amerikanske administrerende direktør Thomas B. Mac Kittrick erklærede højtidelig over for korrespondenten: »Vi holder maskineriet gående. For når våbenstilstanden kommer, vil de tidligere fjendtlige magter trænge til et effektivt instrument således som den internationale bank...« Der var også andre neutrale mødesteder, hvor verdens herrer fra begge de to krigsførende lejre kunne mødes incognito. I 1943 slog således en af I. G. Farbenindustries ledende mænd, Georg von Schnitzler sig ned i Madrid, og som ved et tilfælde indtraf også gamle amerikanske venner og kartelpartnere af den tyske trust sig nu og da tilfældigt i Francos hovedstad. Heller ikke Stockholm blev helt forbigået som kontaktkanal for den internationale højfinans. Ifølge »Gazette and Daily« var det herfra de tyske myndigheder gennem Wallenbergs bank fik John Foster Dulles til at maskere de tyske Boschfabriker i Springfield som »svensk ejendom«. De tyske arkiver indeholdt også et andet interessant Stockholms-eventyr i en beretning, der faldt i russernes hænder.

I oktober 1948 indeholdt det demokratiske tyske ugeblad »Deutschlands Stimme« et dokument fra Himmlers Reichssicherheits-Hauptamt, en beretning fra Stockholm dateret 21. januar 1942. Ifølge dette havde de tyske myndigheder gennem den finske Berliner-gesandt Kivimæki ladet præsidenten for den svenske hofret, Eckeberg, foretage en fredsføler hos Churchill-regeringen. Eckeberg forespurgte direkte: »Under hvilke betingelser ville den engelske regering være beredt til at optage fredsforhandlinger med den tyske regering (forudsat at Rusland er fuldstændig slået og kastet til jorden af Tyskland?« Videre hedder det: »Eckeberg lod endvidere meddele, at ifølge hans overbevisning og gennem de erfaringer, han havde vundet af samtalerne, var England ikke interesseret i en bolsjevikisk sejr.«

Denne beretnings tendens stemmer forbløffende godt sammen med nogle andre materialer fra de tyske arkiver, hvis rigtighed er blevet bestridt af forståelige grunde. Blandt viceudenrigsminister Weizsäckers papirer fandtes en fortrolig indberetning fra den tyske generalkonsul i Geneve Krauel. Denne omtaler et fortroligt møde, der den 13. september 1941 skulle have fundet sted i Lissabon mellem en ungarer Gustav von Koever og en englænder, det senere konservative parlamentsmedlem Aitken, Under denne sondering skulle Aitken rentud have spurgt denne uofficielle tyske befuldmægtigede: »Kunne ikke den kommende vinter og foråret udnyttes til fortrolige diskussioner om mulighederne for en fredsslutning?« Som bekendt regnede Churchill bombesikker! med et hurtigt russisk sammenbrud i krigen på østfronten. Han lagde slet ikke skjul på denne opfattelse. Hitlers nederlag foran Moskva forrykkede helt de internationale magtforhold, briterne gik ud fra som de givne. Men man kan ; forestille sig, hvad der var sket, hvis den Røde Armé havde vist sig mindre modstandsdygtig overfor de voldsomme tyske stormløb? Mon så ikke visse uforbindende følere havde nået at blive verdenshistorie i form af et nyt og frygteligere europæisk München?

Stalingradslaget betød det store vendepunkt i den anden verdenskrig. Det blev efterhånden mere og mere klart, at de tyske generaler ikke blot havde tabt et slag, men at Hitler havde tabt krigen. Da de russiske hære begyndte deres uafbrudte fremrykning vestpå, blev dette uden tvivl hilst med blandede følelser af den amerikanske monopolkapitals forgrundsfigurer. Skulle man følge Trumans recept fra juni 1941, var øjeblikket nu kommet, hvor man skulle hjælpe det tabende Tyskland med at få slået så mange russere som muligt ihjel før sammenbruddet. Fremfor alt måtte den sejrende socialisme blodtappes og svækkes. Heri så Wallstreet sin store historiske opgave. Den stadige udsættelse af landgangen i Frankrig var et led i denne plan. Men der skete også andet bag kulisserne. Basel blev igen skuepladsen for nogle betydningsfulde forhandlinger.

Ifølge dokumenter fra den tyske Sicherheits-Diensts arkiver fandt der i februar 1943 - lige efter Stalingradslagets afslutning - i Schweiz en sammenkomst sted mellem en befuldmægtiget for den tyske rigsregering, Fyrst Hohenlohe og Allan Dulles. Denne sidste opgav at han optrådte med fuldmagt fra det hvide hus, men det er stadig uklart, om han havde den amerikanske regering bag sig eller blot optrådte som budstikke for de 60 familier. Af de opbevarede forhandlingsreferater fremgår det, at Dulles optrak er helt aktionsprogram for efterkrigens Europa, som udtryk for, hvordan Wallstreet så på sagerne. Ifølge S.D.´s referat fremsatte Dulles blandt andet følgende synspunkter som grundlag for en forståelse med Tyskland: »I fremtiden vil det aldrig blive tilladt, at der opstår en situation, hvor nationer som Tyskland bliver tvunget til at tage deres tilflugt til desperate eksperimenter og heroisme som et resultat af uretfærdighed og savn. Den tyske stat må fortsætte med at eksistere som en ordens- og genrejsningsfaktor. En deling af Tyskland, eller Østrigs udskillelse, kunne der ikke være tale om.« Dulles, der under forhandlingerne optrådte under dæknavnet »Bull«, gik derefter over til at skildre de amerikanske monopolherrers opfattelse af, hvad der burde ske i Øst- og Mellemeuropa: »Ved at udvide Polen mod øst og ved at bevare Rumænien og et stærkt Ungarn ville etableringen af en cordon sanitaire mod bolsjevismen og panslavismen blive understøttet...« Dulles erklærede ligeledes, at han fuldtud anerkendte den tyske industris krav på den førende rolle i Europa, og i referatet hedder det videre: »Mr. Bull godkender mere eller mindre den politiske og industrielle organisation af Europa på grundlag af store territorier (Grossräume) ud fra den antagelse, at en stortysk federation (i lighed med USA) sammen med en tilstødende Donau-federation vil udgøre den bedste garanti for orden og genrejsning i det centrale og østlige Europa...« Dulles gik altså under disse forhandlinger ud fra, at Tyskland skulle have en billig fred, hvis det indstillede fjendtlighederne mod vest. Til gengæld fandt Wallstreet det rimeligt og naturligt, at Sovjetunionen, som tak for sin krigsindsats, skulle afstå land til et borgerligt Polen og holdes ude fra enhver medbestemmelsesret i Europa. Efter bedste Goebbelsmønster skulle Europas østlige halvdel betragtes som »rumfremmed« grundet på sin socialistiske samfundsform, medens kartelherrerne fra den anden side. Atlanten skulle spille europæisk første violin! Det er betegnende, at repræsentanterne for USA's monopoler var villig til at sikre de tyske forbindelser en billig fred samtidig med, at Roosevelt-regeringen officielt havde proklameret kravet om Tysklands »betingelsesløse kapitulation«. Wallstreet videreførte sin egen udenrigspolitik og havde stadig kraft til det.

Hr. Allan Dulles og hans indflydelsesrige bagmænd var dog ikke istand til umiddelbart at realisere deres planer om en separatfred i vest på Sovjetunionens bekostning. Man indså klart, at det efter krigens forløb ville blive en vanskelig opgave at gennemtrumfe en forståelsesfred med en tysk regering med Adolf Hitler som topfigur. Dertil var folkene blevet for politisk aktiviserede under den anden verdenskrigs hårde lærdomme. Derfor forsøgte Wallstreet-diplomaterne at gennemføre deres hovedlinie i verdenspolitikken dækket under nye former for maskering.

Tidspunktet for monopolernes øgede »fredsaktivitet« var ikke så helt dårligt valgt. Angel-saksernes private krigsråd i Washington i dagene 12.-15. maj 1943 var resulteret i et nyt tillidsbrud overfor Sovjetunionen. Man havde lige besluttet igen at udsætte oprettelsen af den anden front i Vesteuropa til 1944, og der opstod en stærk spænding mellem de allierede i øst og vest. Et møde, som skulle have fundet sted mellem Roosevelt og Stalin den 15. juli blev aflyst, og det kom i juni måned til en skarp noteudveksling, hvorunder Churchill søgte at uddybe modsætningerne. Udgiveren af Harry Hopkins papirer, Robert Sherwood, lægger ikke skjul på, at man her stod overfor en af de alvorligste kriser under hele krigen. Han skriver: »Det var et held, Hitler ikke vidste, hvor dårligt forholdet var mellem de allierede på dette tidspunkt, hvor nær de var ved det brud, som var hans eneste håb om at overleve.« Hitler vidste det sikkert, og Wallstreets folk udnyttede situationen til nye privatforhandlinger samtidig med, at de snedigt udspredte rygter om at en tysk-russisk separatfred var forestående! Disse rygter ville være en nyttig baggrund for forræderiet. Fra officiel amerikansk side har man efter krigen både forsøgt at ignorere og bringe haltende »dementier« af påstandene om de tysk-amerikanske kontaktforhandlinger i krigsårene. Man har hævdet, at det var en russisk propaganda-opfindelse, men intet taler i denne retning.

Allerede i begyndelsen af 1944 var forskellige amerikanske blade kommet på sporet af efterretnings-agenten Allan Dulles mystiske forhandlinger med tyske finansmænd. Man har endvidere det officielle holdepunkt, at den amerikanske rigsadvokat Francis Biddle, der deltog i kontrollen med monopolernes internationale manøvrer, i marts 1945 offentliggjorde en rapport, der afslørede nogle kendsgerninger om visse forhandlinger, repræsentanter for Wallstreet havde ført med folk fra de tyske monopoler. Knap en måned efter døde imidlertid Franklin Roosevelt og hverken justitsministeriet eller statsdepartementet foretog sig videre i sagen. James Allen henviser i sin bog »World Monopoly and Peace« til en afhøring der fandt sted i den såkaldte Kilgore-kommission. Her forklarede et vidne, der selv havde forhandlet med fremragende tyske forretningsmænd under krigen: »Disse ledere håber på, at deres indflydelsesrige engelske og amerikanske venner, der tidligere var deres kartelpartnere, vil hjælpe dem ud af deres vanskelige situation.«

Fra midten af 1943 arbejdede Wallstreets repræsentanter imidlertid ud fra et nyt perspektiv for at gennemføre deres separatfred med tyskerne. De søgte at indvirke på fremragende tyske finansfolk for at få dem til at lade Hitlers person falde. Som belønning lovede man til gengæld at støtte et regime af de store monopolers folk og at skaffe Tyskland en billig fred med vestmagterne. Nu er der den ejendommelighed ved de store monopolers folk, at de med glæde udnytter og støtter selv det mest diktatoriske og folkefjendske regime, så længe det er i stand til at skaffe dem fordele. Deres vilje til at følge det trofast i graven er imidlertid ikke slet så udpræget.

I Hitlers sidste år bredte den indre opløsning sig efterhånden både i nazipartiet, hæren og blandt monopolernes folk, efterhånden som man så katastrofen nærmede sig. Allerede fra sommeren 1943 forstærkedes kontakten mellem Wallstreets folk og tyskerne både i Schweiz, Lissabon og Madrid. Denne uofficielle tilnærmelse mellem to parter, der formelt befandt sig i krigstilstand med hinanden, udviklede sig efterhånden til at tage fast form i den såkaldte Schacht-plan. Alt tyder på, at de tyske dissidenter, der ikke ønskede at deltage i Hitlers krig til sidste blodsdråbe, i de sidste krigsår begyndte at samle sig om »troldmanden Schacht«, der før krigen havde ledet Tysklands genoprustning til den anden verdenskrig. Hjalmar Schacht og hans nærmeste var tilhængere af en separatfred i vest - uden Hitler - for at kunne forsætte modstanden i øst. Det passede med Wallstreets egne perspektiver som fod i hose.

Interessante enkeltheder om Schachts konspirationer er allerede kommet frem i brudstykker ved forskellige lejligheder. Fra 1943 var han og hans emissærer - i regelen med den internationale bank i Basel som mellemled - i konstant forbindelse med amerikanske ligesindede: folk som Rockefeller-bankiéren Mac Kittrick og Allan Dulles, for at finde et holdbart grundlag for en separatfred i vest. Hovedindholdet i Hjalmar Schacht, Gördeler og Co.'s tilbud er kendt: Amerikanerne skulle støtte en ny tysk regering af trusternes folk, Tyskland skulle beholde sin egen hær »for at videreføre kampen mod bolsjevismen i øst«, og til gengæld skulle der indrømmes Wallstreet en vis kontrol over Tyskland ved, at amerikanske bankhuse og industriherrer overtog store dele af aktiekapitalen i de førende tyske industrier og aktiemajoriteten i rustningsindustrien i Ruhr.

Samtidig med udarbejdelsen af dette »fredsgrundlag« tyder alt på, at den tyske »opposition« forhandlede med efterretningsmanden Allan Dulles om formerne for at rydde Hitler af vejen. Disse internationale konspirationer i den helt store stil mundede senere ud i den sørgelige fiasko, der er kendt som attentatet den 20. juli 1944 under oberst Stauffenbergs ledelse. I planerne var efterhånden bortset fra finansmændene også inddraget en militærgruppe med folk som marskal Rommel, general Beck og rimeligvis også den tidligere generalstabschef general Halder. Også den tyske hemmelige efterretningstjenestes folk under ledelse af admiral Canaris, general Lahaussen og andre var implicerede i planerne.

I sin bog om julikomplottet: »Offiziere gegen Hitler« fortæller Gero von Gävernitz om Schacht-Gördeler-gruppens forbindelse med amerikanerne, at to af de vigtigste forbindelsesled med udlandet var Regierungsrat Hans Bernd Gisevius og advokat Josef Müller: Gisevius havde forbindelse med amerikanske repræsentanter i Schweiz, medens Müller stod i intim kontakt med Vatikanet. Gisevius havde i lang tid stået på fortrolig fod med admiral Canaris, general Oster og dr. Gördeler. I foråret 1944 fik han af generaloberst Beck det hverv at formidle en vigtig besked til De forenede Staters særlige udsending i Schweiz A. W. Dulles...«

I februar 1945 kom også Hjalmar Schacht selv til Schweiz for at oprette kontakt. Det dilettantisk forberedte kup, der skulle lade magten glide over fra en finansgruppe til en anden med bedre internationale forbindelser og tilbagetogsveje slog dog som bekendt fuldstændig fejl, og det var i første række en grim streg i regningen for de amerikanske monopoler, der gik glip af en gunstig lejlighed til at bygge bro over »utidssvarende« modsætninger i den kapitalistiske verden. Krigen måtte fortsættes til den bitre ende. En grundlæggende forskydning af de internationale magtforhold blev resultatet af Wallstreets mislykkede konspiration. Den særdeles velunderrettede amerikanske skribent Robert Sherwood lader i sin bog ganske tydelig skinne igennem, at de ledende angel-saksiske kredse var velinformeret om disse konspirationer med Schacht og generalerne. Om denne del af sin virksomhed havde Allan Dulles uden tvivl informeret både regeringen og det hvide hus. Sherwood skriver: »Når Churchills memoirer fra de senere år er offentliggjort, vil der måske være en omvurdering af, i hvilket omfang hans opfattelse af »Overlord« (planerne om invasionen i Frankrig) var influeret af muligheden af et tysk sammenbrud som følge af en sådan opstand af de tyske generaler, som virkelig blev forsøgt og forkludret efter invasionen, i juli 1944. Men der er ingen tvivl om, at Roosevelt aldrig tog denne mulighed særlig alvorligt som en løsning af problemet at nå frem til en fuldstændig sejr.«

Trods de svære anklager, der blev rejst mod mester-krigsforberederen Hjalmar Schacht blev denne som bekendt i Nürnberg frikendt med de amerikanske, franske og britiske dommeres stemmer mod den russiske dommers. Var det mon ikke en erkendtlighed for god vilje udvist i krigens sidste år? Og kan man heraf slutte, hvad der var sket, hvis »troldmanden« havde haft en lidt heldigere hånd i 1944 lige efter, at angel-sakserne endelig var gået i land på Normandiets kyst? Taler ikke meget for, at de hidtidige fronter havde vist sig som forældede? Ville mon de amerikanske monopoler ikke med større held have søgt at genoplive den gamle kongstanke fra den kritiske tid under Finlandskrigen om, at hele den kapitalistiske verden burde samle sine kræfter mod den sejrende socialisme i øst?

Billedet af de indviklede internationale konstellationer i de sidste krigsår ville have været ufuldkomment, hvis man ikke tog nogle strømninger, der udfoldedes på den pyrenæiske halvø, med i betragtning. Diktatoren Franco var den af de fascistiske krigsanstiftere, der slap lettest fra sine sorte forbrydelser mod menneskeheden og det spanske folk. I øjeblikket er USA's agenter for fulde sejl i gang med at »rehabilitere« den spanske diktator for at drage ham med ind i »de vestlige demokratiers samvirke«. Hvorfra denne svaghed over for en vaskeægte fascist og folkefjende? For at få en vigtig del af forklaringen med, gør man sikkert klogt i at se på den rolle Spaniens Hitler spillede på et vist stadium af de angel-saksiske monopolers bestræbelser for at nå til en forståelse med det nazistiske Tyskland. I de tyske arkiver fandtes nogle papirer, der klart belyser Francos rolle i denne periode - indberetninger fra det tyske gesandtskab i Madrid. Man kan læse om, hvordan Franco fuldt bevidst af tyskerne modtog den opgave at »uddybe modsætningerne« mellem Sovjetunionen og dens angel-saksiske allierede. Han kaldte Englands ambassadør, torien Samuel Hoare til sig og udmalede faren ved en militær russisk sejr: »Holland og Belgien vil øjeblikkelig blive oversvømmet af bolsjevikiske tropper, og kommunismen vil brede sig til Kanalen.« Det var Francos malende skræmmebillede. Han foreslog direkte den britiske repræsentant, at England slog ind på »vejen til en kompromisfred med Tyskland« for at fjerne den kommunistiske fare.

Den britiske ministers reaktion over for denne føler var bemærkelsesværdig: »Sir Samuel Hoare svarede til dette, at Francos udtalelser var af den allerstørste interesse for ham, og han ønskede, at forhandlingerne i denne retning blev fortsat...« Denne Francos »fredsoffensiv« blev også ledet ind i andre kanaler: »Efter forberedende overvejelser overgav udenrigsminister Jordana de herværende gesandter for Irland, Sverige og Schweiz et memorandum ... I forening skulle disse stater i et passende øjeblik, efter at have forberedt jordbunden hos de krigsførende magter, udsende en opfordring til at standse krigen for i fællesskab at forsvare sig mod den bolsjevikiske fare eller ved en passende lejlighed udarbejde konkrete forslag som grundlag for en fredsmægling.«

Dette initiativ blev igen udgangspunktet for en længere forhandling mellem Samuel Hoare og den spanske udenrigsminister Jordana, der understregede nødvendigheden af, at England nu brød med Sovjetunionen, så at der blev »dannet en fælles europæisk front mod bolsjevismen«. Den tyske ambassadør von Moltke fortsætter i sin beretning om dette pikante møde: »Spanien foreslog sine tjenester til dette formål. Efter hvad der meddeles, forholdt Hoare sig som tilhører, men stillede dog nogle modspørgsmål, der krævede et nyt møde mellem Jordana og Franco. Desuden har det spanske udenrigsministerium lige fra London modtaget efterretning om, at der i England findes ansvarlige personer og ligeledes et medlem af kabinettet, der forsvarer ideen om en fredsmægling og overhovedet tanken om en fælles europæisk front mod bolsjevismen«. 

Den tyske ambassadør tilføjer, at han havde sine oplysninger fra »absolut pålidelig kilde«. Det vil vel sige fra det spanske udenrigsministerium eller fra Franco selv. Ja. Det var altså en lille idyl fra Madrid i det herrens krigsår 1943, hvor millioner af europæere med længsel ventede befrielsen fra besættelsen og det tyske helvede i koncentrationslejre og ved tvangsarbejdet. Den vestlige verden og dens herskende lag havde intet hastværk. Den var netop midt i sit store og spændende spil, hvis hovedspørgsmålet var, om det ville lykkes at komme til en forståelse med de tyske monopoler og krigsherrer om at afbryde »broderkrigen« for at tage kampen op mod socialismen.

Efter Wallstreets og den amerikanske reaktions opfattelse befandt netop Franco sig på dette afgørende tidspunkt på den helt rigtige side. Han handlede, som om han havde modtaget sine instruktioner fra USA's truster og ikke fra Adolf Hitler selv. De forenede Staters 60 familier glemmer ikke fortjenester af denne art - selv når de ydes af mænd med en fortid som Franco og Hjalmar Schacht. Begge disse herrer blev af en usynlig men stærk hånd reddet fra at stå til ansvar for deres handlinger ved den anden verdenskrigs slutning. Begge spiller de stadig i dag en ikke uvigtig politisk rolle hver på sit felt. Deres aktier er igen stigende, for Wallstreet har stadig brug for dem. Måske kan de endnu få tildelt vigtige opgaver i visse planer, der led så sørgeligt skibbrud i perioden 1943-44 - men som måske er lige så aktuelle i dag. Wallstreet havde sin egen udenrigspolitik under hele krigen. De gamle mål er ikke glemt. De gamle venner og forbundsfæller heller ikke - selv om de i en afgørende periode af verdensudviklingen hørte til i Hitlers underverden. Krigen har altid sine heldige spillere og sine sorte fugle, der basker mætte og uskadte bort fra krigens valpladser. ,

FRA MORGENTHAU-PLANEN TIL POTSDAM

Roosevelts hastige flugt fra et Tysklands-projekt.

Efter det nazistiske Tysklands sammenbrud ved den anden verdenskrigs slutning, stod man over for ét afgørende spørgsmål i europæisk politik: Skulle det denne gang lykkes at tilintetgøre og borteliminere de reaktionære kræfter i toppen af det tyske samfund, som to gange i træk havde ført Europa ud i blodige og ødelæggende krige for at sikre de tyske monopolers verdensherredømme? Eller ville den gamle hasarderede og forbryderiske politik fra perioden efter den første verdenskrig blive gentaget under ændrede former? Til at begynde med måtte faren for en ny reaktionær tysk renaissance forekomme en overfladisk iagttager yderst ringe. Da angel-sakserne endelig i sommeren 1944 for alvor var kommet ind i en aktiv krig med det tredje rige, kendte hadet og forbitrelsen mod alt, hvad der var tysk, en overgang næsten ingen grænser. I de vest-allieredes agitation i disse måneder var der meget, der næsten tydede på, at krigsmålet ikke kunne være noget mindre end fuldstændig tilintetgørelse af hele det tyske folk, eller i alle tilfælde dettes totale udslettelse som nation. Den tøjlesløse agitation, der for eksempel i England blev drevet af kredsen omkring lord Vansittard, er velkendt, men selv i det fjernere USA, der intet selv havde mærket til krigens direkte følger, så det ikke meget anderledes ud. Et småborgerligt nationalistisk delirium syntes helt at have grebet sindene og agitationen i opgøret med Hitlers Tyskland.

Langt ind i inderkredsen omkring Roosevelt syntes disse stemninger at have fået overtaget. Den tidligere amerikanske udenrigsminister, James Byrnes, fortæller om et møde med præsidenten i august 1944. Roosevelt var synlig ophidset over, at en gruppe embedsmænd i udenrigsministeriet havde gjort sig til talsmand for en »mild fred« med Tyskland og understregede, at dette ikke var hans plan: »Det tyske folk skal blive belært om sit ansvar for krigen, og i en lang periode skal de kun have suppe til morgenmad, suppe til frokost og suppe til middag.« I militære kredse i USA gik man naturligvis endnu længere. Under et møde mellem finansminister Morgenthau i det sydlige England erklærede den amerikanske øverstkommanderende, general Eisenhower: »Hele det tyske folk er en samling sindssyge,« og han tilføjede, at han ingen grund så til at behandle sindssyge mildt. Det var midt i denne oppiskede psykose, De forenede Staters første standpunkt dl »det tyske spørgsmål« blev formuleret: Den såkaldte Morgenthau-plan.

Dette famøse projekt kom betegnende nok til verden under finansministerens Englands-ophold i august 1944. Henry Morgenthau havde på dette tidspunkt midt under den store angel-saksiske offensiv i Frankrig ført en række forhandlinger om Tysklands fremtid med ledende britiske politikere af den konservative skole. Morgenthaus sekretær Fred Smith skrev senere, at hans chef under en konference med sin kollega, den britiske finansminister, sir John Andersson, formulerede sine planer med hensyn til Tyskland på følgende måde: »Jeg tror, vi kunne dele Tyskland i en række mindre provinser, standse al industriel produktion og forvandle tyskerne til små ejendomsbesiddere, der driver landbrug...« Også med Churchill og Antony Eden trådte Morgenthau i forbindelse og kom til den opfattelse, at de var villige til at støtte hans projekt. Før sin afrejse fra England sammenkaldte finansminister Morgenthau yderligere alle de ledende amerikanske repræsentanter, der på dette tidspunkt opholdt sig i Storbritannien, og videreudviklede overfor dem sine planer: »Efter hans opfattelse skulle alvorlig opmærksomhed henledes på det ønskelige og mulige i at reducere Tyskland til en agrarisk økonomi, indenfor hvilken Tyskland blev et land af små farmere uden nogen industrielle foretagender i større stil. Han sammenlignede dette projekt med landbrugsordningen i Danmark, under hvilken folket næsten fuldstændig var beskæftiget i mindre landbrug.« Det var den britiske optakt til den såkaldte Morgenthau-plan, og da den amerikanske finansminister kort efter vendte tilbage til Washington, satte han alle kræfter ind for at vinde Roosevelt og de øvrige regeringsmedlemmer for projektet. Resultatet af forhandlingerne om Tysklands fremtid blev foreløbigt, at kabinettet nedsatte en komité bestående af finansminister Morgenthau, udenrigsminister Cordell Hull og krigsminister Stimson, der i fællesskab skulle udarbejde en betænkning om stillingen til det slagne Tyskland.

Den 9- september 1944 fandt der/ i præsidentens kontorer et formelt møde sted om sagen, i hvilket også Harry Hopkins deltog. Finansminister Morgenthau gik straks i offensiven for sine særprægede ideer og erklærede om det vesttyske industriområde: »Dette område skulle ikke alene sløjfes for alle de industrier, der fandtes dér i øjeblikket, men skulle i den grad svækkes og stilles under kontrol, at det ikke i en overskuelig fremtid kunne blive et industriområde igen - alle industrielle virksomheder og deres udstyr, der ikke blev ødelagt ved de militære aktioner, skulle enten fuldstændig demonteres og bortføres fra området eller totalt ødelægges. Alt inventar skulle fjernes fra minerne, og disse skulle grundigt ødelægges ...« Som hovedopponent mod Morgenthaus forslag optrådte krigsminister Stimson. Han erklærede sig enig i, at det tyske krigspotentiel måtte tilintetgøres een gang for alle, men mente ikke, Europa kunne undvære den vesttyske industri under genopbygningen. Man burde derfor nøjes med enten at internationalisere Ruhr eller stille dets produkter under internationalt formynderskab. Udenrigsminister Hull stillede sig nærmest på Stimsons side, medens Morgenthau satte alle sejl til for at vinde præsident Roosevelt for sine synspunkter.

Øjeblikket var temmelig afgørende, for få dage efter skulle Roosevelt igen mødes med Churchill og Eden i Quebec. Officielt var det kun de militære spørgsmål og den kommende opdeling af Tyskland i besættelseszoner, der stod på dagsordenen. Men ikke des mindre indtraf der en overraskelse. Da mødet mellem de to angel-saksiske statsmænd var afsluttet, undertegnedes der den 15. september 1944 - uden at russerne var blevet hørt - et memorandum, hvori USA og England formulerede deres krigsmål overfor Tyskland. Det var hovedpunkterne i Morgenthau-planen, der havde fået både Roosevelts og Churchills underskrift. I det nævnte memorandum beskæftigede man sig udførligt med de gamle erfaringer, der gik ud på, at Tysklands mægtige metallurgiske, kemiske og elektriske industrier meget hurtigt kunne omstilles fra freds- til krigsproduktion. De stater, der havde lidt de største tab under krigen, burde derfor have ret til at demontere de pågældende tyske virksomheder og modtage det industrielle udstyr i skadeserstatning. Derefter hed det videre: »De omtalte industrier i Ruhr og Saar skal derfor nødvendigvis sættes ud af drift og nedlægges. Man mente, at disse to områder skulle underlægges en eller anden institution under verdensorganisationen, der skulle overvåge demonteringen af disse industrier og sikre, at de ikke blev genoprettede under noget som helst påskud. Dette program for at borteliminere de krigsproducerende industrier i Ruhr og Saar forudseer, at Tyskland omformes til et land, der i første række bar karakteren af et landbrugs- og kvægavlsland. Premierministeren og præsidenten var enige om dette program.«

Finansminister Morgenthau stod på dette tidspunkt med alle laurbærrene i sine hænder. Hans plan havde fået det officielle stempel både fra USA's præsident og den britiske premierminister. Tilsyneladende var Morgenthau-planen blevet generalnævneren for begge de angel-saksiske landes stilling til det tyske spørgsmål. Alligevel skulle det hurtigt vise sig, at denne plan stod på yderst svage fødder på begge sider af Atlanten. I virkeligheden varede Morgenthau-planens succes kun nogle få uger. Og hvorfor? Det ville sikkert være for overfladisk at sige, at Morgenthau-planen kun byggede på en vis krigspsykose. Der stod virkelig reelle amerikanske interesser bag dette projekt. I visse temmelig brede amerikanske kapitalistkredse argumenterede man sådan, at USA's industrielle kapacitet var blevet udviklet enormt under krigen. Skulle omstillingen til fredsøkonomi lykkes uden alt for store sociale kalamiteter, måtte forudsætningen være en hurtig og effektiv forøgelse af eksporten til oversøiske markeder.

I europæisk udenrigshandel havde Tyskland før krigen spillet en temmelig dominerende rolle. Blev den tyske industri med et slag udslettet som konkurrent, ville det så ikke med et slag mangedoble mulighederne for amerikansk vareeksport til det krigshærgede Europa? Ville USA ikke få en enestående chance? Ja, sådan argumenterede den lette amerikanske industri, for hvem vareeksporten var alfa og omega. Finansminister Morgenthau var en eksponent for disse kredse, og selv Roosevelt var særdeles lydhør for stemmer fra denne kant. Men den lette industri var og er ikke den førende kraft i amerikansk kapitalisme eller i amerikansk politik. Kernen af de store industrielle monopoler og de egentlige førende kredse inden for finanskapitalen i Wallstreet så med helt andre øjne på »det tyske spørgsmål« end Roosevelt og hans finansminister.

Alene ved rygterne om Morgenthau-planen vågnede de tyske trusters finansier'er og kartelpartnere op til dåd: Det kunne være meget godt med al den megen snak om europæisk sikkerhed, men havde amerikanske bankhuse og truster måske ikke anbragt hundreder af millioner i tyske industrielle foretagender? Skulle de afskrives som tabte samtidig med, at de tyske fabriker og værker blev ødelagt eller afmonterede? Og hvad der var endnu vigtigere: Hvilken europæisk magt ville være stærk nok til at beskytte den vestlige verden mod den sejrrige socialisme, hvis man letsindigt brød det tyske »bolværk« for kapitalismen ned? Ville Roosevelts regering måske udlevere hele Europa til bolsjevismen? Sådan omtrent argumenterede de førende kredse i Wallstreet, og de var i stand til at sætte selv Det hvide Hus stolen for døren, når man gik deres interesser for nær!

Morgenthau-planen var hidtil blevet holdt strengt hemmelig og var kun kendt indenfor en snæver kreds. Men den 23. september 1944 rykkede pludselig finansbladet Wall Street Journal ud med et udførligt referat af planen og berettede offentligheden om præsidentens tilslutning til denne. Hvem der har været kilden til denne indiskretion er aldrig blevet oplyst, men denne blev i alle tilfælde indledningen til et almindelig stormløb mod Morgenthau-planen og Roosevelts Tysklands-politik i almindelighed. Wallstreet begyndte at spille sine kort ud. Da modstødet mod Morgenthau-planen blev indledet, befandt Roosevelt sig i en yderst svag stilling. Når en offentlig debat blev åbnet på dette tidspunkt, talte så at sige alle faktorer mod hans Tysklands-politik. Præsidenten havde i vid udstrækning den sunde fornuft imod sig, for i Morgenthau-planen var der alt for meget, der mindede om tyske krigsmål, da man letfærdigt talte om »europæisk nyordning«. Også her var der blevet krævet agrarisering af store områder af Europa, medens det var blevet slået fast, at industri kun var en beskæftigelse for herrefolk. Roosevelt havde endvidere en stor del af sine egne ministre imod sig. Under ledelse af Cordell Hull og Stimson vendte de sig skarpt mod beslutningen fra Quebec, og indenfor det demokratiske partis ledende kredse var enigheden ikke større. Republikanere og finansmagnater var klart imod.

Churchills underskrift pyntede naturligvis på det famøse memorandum fra Quebec-konferencen, men den betød ikke, at England stod bag Morgenthau-planen. Forhandlingerne om Tysklands-problemet havde været knyttet sammen med en ny finansiel tiggergang fra den britiske allieredes side om en storstilet udvidelse af leverancerne under lend- og lease-programmet. Under disse forhold var de britiske torier af gode grunde mere end ængstelige for at afvise noget som helst forslag, der kom fra USAs finansminister, i særdeleshed når det også støttedes af præsidenten. Men i ledende britiske kredse var helt andre synspunkter netop i øjeblikket ved at få overtaget, når det gjaldt behandlingen af et besejret Tyskland og dets stilling i efterkrigstiden. Om sin underskrift på Morgenthau-planen erklærede Churchill senere, den 29. juli 1949 i underhuset: »Jeg syntes aldrig om denne plan, og får jeg nogensinde forelagt papirerne, skal jeg åbent beklage, at de bærer min underskrift...« Henry Morgenthau havde selv under sin sidste Englandsrejse fået et klart praj i denne retning. Da han havde forelagt sit Tysklands-projekt for den amerikanske London-ambassadør, mr. John C. Winant, havde denne straks givet udtryk for sine betænkeligheder og henledt ministerens opmærksomhed på, at der i officielle britiske kredse eksisterede en stærk retning, »der ønskede at opbygge Tyskland som et bolværk og en stødpude mod Rusland, da den mente, at kommunismen var et større onde end et genfødt Tyskland.« I det amerikanske udenrigsministerium kendte man disse strømninger som den lille tabel, og da Cordell Hull den 25. september indledte en ny attak mod Morgenthau-planen, foreslog han, at spørgsmålet om Tysklands fremtid burde tages op til behandling på grundlag af grundige meningsudvekslinger mellem alle de tre store allierede, og han tilføjede, at »statsdepartementet ikke var i besiddelse af nogen antydninger om, at den britiske regering ville være gunstigt stemt overfor en komplet udslettelse af Tysklands industrielle produktionskapacitet i Ruhr-området og Saar.«

Finansminister Henry Morgenthaus nære tilknytning til den lette industris mest udprægede eksportinteresser var for smal en basis til, at den kunne danne grundlaget for den samlede amerikanske kapitalistklasses Tysklands-politik, og der er få eksempler på, at Franklin D. Roosevelt så hurtigt har ændret standpunkt i et vigtigt principielt spørgsmål med en politisk rækkevidde som Morgenthau-planen. Den 29. september 1944 var der intet tilbage af Roosevelts ubetænksomme underskrift på planen. Denne dag sendte han nemlig udenrigsministeriet et nyt memorandum, hvori det blandt andet hed: »Situationens virkelige kernepunkt er at forhindre, at England går fuldstændig bankerot ved krigens slutning.« Man måtte modvirke, at et svagt England efter krigen blev stillet over for et Tyskland, der genoprustede og blev i stand til at føre en ny krig i løbet af 20 år. Almindelig kontrol ville ikke være nok, men »ingen ønsker en fuldstændig udslettelse af Tysklands industrielle produktionskapacitet i Ruhr-området og Saar«. Roosevelt fortsatte:»Ingen Ønsket at gøre Tyskland til en fuldstændig landbrugsnation igen, skønt en eller anden underordnet har ladet en meddelelse herom gå videre til pressen. Jeg ville ønske, vi kunne fange og straffe ham.« Det var det endelige punktum i forsøget på at gøre Morgenthau-planen til amerikansk regeringsprogram. Som så ofte før havde den lette industris folk trukket det korteste strå i storpolitikken.

Omslaget var endogså brattere, end det fremgår af ovenstående. Dagen før Roosevelt havde sat sit navn under det nye memorandum, havde han foretaget et endnu mere afgørende skridt: Spørgsmålet om udarbejdelse af materialet om Tysklands-politikken var blevet lagt i helt nye hænder, og ledelsen af dette arbejde var blevet overdraget administratoren af fjendtlig ejendom i staterne, Leo T. Crowley. Denne havde også modtaget præsidentens forsikring om, at det ville blive meddelt offentligheden, at ansvaret nu var lagt i hans hænder. Det var anden gang, mr. Crowley ganske overraskende havde fået overdraget en vigtig statsopgave i forbindelse med Tysklands-problemet. Igen dukkede kredsen omkring Standard Oil og de andre Tysklands-interessenter op i afgørende funktioner i udenrigspolitikken, for Leo Crowley var ingen almindelig embedsmand. Han beklædte i det økonomiske liv - i trusternes verden - posten som præsident for Standard Gas and Electric Company. Som administrator af den fjendtlige ejendom havde han som sin nærmeste medarbejder valgt sig mr. John Foster Dulles, en af dem, der var mest knyttet til tyske kapitalinteresser. Efter denne udnævnelse faldt der igen ro over Wallstreet. De amerikanske financier'ers og kartelpartneres interesser var lagt i sikre hænder. Roosevelt havde måttet bøde for sin blamage med hensyn til Morgenthau-planen ved at placere en af Wallstreets sikre folk på en nøglestilling. Der var skabt sikkerhed for, at både de gamle konspiratorer fra Standard Oil og folkene med Ruhr-interesserne ville blive hørt, når beslutningen skulle træffes om tysk industris fremtid.

De klare løfter fra Jalta-konferencen.

Roosevelts regering var endnu ikke færdig med sine drøftelser af den kommende Tysklands-politik, da problemerne blev rejst under tremagts-forhandlinger mellem de store allierede. Først den 25. marts 1945 enedes udenrigsdepartementet med forsvars- og finansministeriet om en fælles indstilling vedrørende det tyske problem. Det var knap tre uger før Roosevelts altfor tidlige død. Før den tid var der imidlertid indgået en række vigtige aftaler mellem de tre store allierede. I dagene fra den 5. til den 12. februar 1945 afholdtes i Jalta en af krigens mest betydningsfulde konferencer mellem de tre store, og her fandt for første gang en grundig diskussion sted om stillingen til det besejrede Tyskland. På det militære område enedes man om fordelingen af de respektive besættelseszoner i Tyskland, hvor Elben blev skillelinjen mellem øst og vest. Også de økonomiske spørgsmål blev imidlertid rejst på en bred basis. For Sovjetunionen med dens tusinder af ødelagte byer, fabriker og kollektivbrug måtte spørgsmålet om det besejrede Tysklands pligt til at yde sit bidrag til genopbygningen naturligvis stå betydelig skarpere end i det helt uskadte USA eller i Storbritannien, der aldrig direkte var blevet krigsskueplads. At Tyskland ikke var i stand til at yde fuld erstatning for sine hæres frygtelige hærgen og plyndringerne i de besatte områder var indlysende, men man måtte dog i alle tilfælde principielt enes om et vist minimum af erstatningspligt, for at angriberen efter krigen ikke skulle komme til at stå gunstigere end sine mange ofre. På Jalta-konferencen blev erstatningsspørgsmålet i første omgang rejst af den russiske viceudenrigsminister Maiskij. Han foreslog, at Tyskland skulle forpligtes til at yde erstatninger ad tre forskellige veje: Ved leverancer af industrielt udstyr til de krigshærgede områder gennem demontering af overflødige industrielle anlæg, ved naturalleverancer af Tysklands løbende produktion og endelig ved, at det blev tvunget til at stille arbejdskraft til rådighed til genopbygningen af de krigshærgede områder.

Det russiske standpunkt blev senere uddybet af Stalin, der ifølge den senere amerikanske udenrigsminister Byrnes optegnelser erklærede: »Sidste gang lå vanskelighedernes rod i, at man forlangte erstatningerne i penge. Så rejste spørgsmålet sig om at omsætte tyske mark i fremmed valuta. Det var den klippe, erstatningsbetalingerne brød sammen på.« Roosevelts vigtigste betænkelighed udsprang af hans frygt for, at Tyskland gennem erstatningsbetalingerne skulle blive så økonomisk svækket, at USA ligesom efter sidste krig skulle blive nødt til at yde den besejrede fjende store genrejsningslån. Han fortsatte: »Vi befinder os ikke i den situation, at vi har brug for noget af Tysklands arbejdskraft. Vi har heller ikke brug for noget af dets maskineri, værktøj eller dets fabriksanlæg. Der vil være nogle tyske investeringer i De forenede Stater, som vil kunne krediteres overfor, hvad Tyskland skylder De forenede Stater, men det vil beløbe sig til meget lidt.« Byrnes, der deltog i Jalta-konferencen, anslog de tyske investeringer i USA til et samlet beløb af 150-200 millioner dollars. To slags erstatningskrav blev her for første gang stillet overfor hinanden: Pligten til at dække en del af omkostningerne ved de ødelæggelser, der var anrettet af Hitlers angrebshære, og dækningen af de mægtige kapitaler, angel-sakserne i sin tid havde stillet til rådighed for genopbygningen af den tyske krigsindustri i mellemkrigsårene. Omkostningerne ved opbygningen af Hitlers krigsmaskine kontra omkostningerne ved dens senere ødelæggelser.

Churchill var allerede i Jalta nået såre langt bort fra det standpunkt, han gav udtryk for, da han gennem sin underskrift på det famøse memorandum i Quebec tilsluttede sig Morgenthau-planen. I Jalta forsvarede han først og fremmest ud fra den britiske Ruslands-frygt de standpunkter, at man måtte følge en mildere kurs over for det slagne Tyskland. Trods modsætningerne mellem de tre store allierede nåedes der dog i Jalta en vis principiel overenskomst i erstatningsspørgsmålet. Roosevelt foreslog, at der i Moskva blev nedsat en fælles allieret erstatningskommission, der skulle udarbejde alle spørgsmålets enkeltheder, og trak et grundlag op for dennes arbejde, som russerne mente at kunne acceptere som antageligt for dem. Fra angel-saksisk side er der senere blevet gjort mange forsøg på at udviske indholdet af de retningslinjer, man gav sin tilslutning til i Jalta. Det har derfor værdi klart at trække op, hvad Jalta-overenskomsten egentlig gik ud på.

Overenskomsten indeholdes i en protokol, der bærer Roosevelts, Stalins og Churchills underskrifter. Dens første artikel fastslår i princippet Tysklands pligt til i naturalier at yde erstatning for den skade, det har forvoldt de Forenede Nationer under krigens forløb. Den anden artikel forudser inddrivelsen af erstatninger fra Tyskland under tre former: a) i form af fjernelse en gang for alle af udrustning og lignende, hvorved denne demontering ligeledes skal have det formål at tilintetgøre Tysklands krigspotentiel; b) i form af årlige leverancer af varer fra den løbende produktion; c) i form af udnyttelsen af tysk arbejdskraft. I den tredje artikel tales der om dannelsen af en interallieret kommission, der skal beskæftige sig med erstatningsspørgsmålene og endelig fastsætter artikel 4 i princippet erstatningernes omfang og deres fordeling. Her hedder det ordret i protokollen fra Jalta: »Med hensyn til fastsættelsen af erstatningernes almindelige sum og ligeledes med hensyn til dennes fordeling mellem de lande, der er blevet ofre for den tyske aggression er den sovjetiske og amerikanske delegation blevet enige om følgende: Erstatningskommissionen i Moskva skal i det første stadium af sit arbejde som grundlag for sine forhandlinger antage sovjetregeringens forslag om, at erstatningernes almindelige sum i overensstemmelse med punkterne a og b i artikel 2 skal udgøre 20 milliarder dollars, og at 50 % af denne sum skal tilfalde Sovjetunionen.« Roosevelt var her i princippet gået ind på at godkende, at de gigantiske ødelæggelser, nazi-hærene havde tilføjet landene på det europæiske kontinent, når det gjaldt erstatning, måtte have forrang for dækningen af de tilgodehavender private angel-saksiske finansgrupper havde sikret sig i Tyskland i mellemkrigsårene gennem deres samvittighedsløse og farlige finansiering af genopbygningen af det tyske krigspotentiel med en anti-sovjetisk aggression for øje.

USA's delegerede var endvidere gået ind på, at Sovjetunionen i betragtning af, at den var det land, der havde lidt den største skade og ydet de største ofre, måtte have retten til i alle tilfælde halvdelen af den samlede erstatningssum, der i tal fastsattes til 20 milliarder dollars. Det bør endvidere understreges, at der mellem de allierede staters ledere på dette tidspunkt heller ingen divergenser fandtes med hensyn til. formerne for de tyske erstatningsbetalinger. Roosevelt var for sit vedkommende gået med til alle de tre erstatningsydelser, russerne havde foreslået. Jalta-protokollen forudser udtrykkelig både fordeling af en del af Tysklands industrielle anlæg og deres maskineri mellem de Forenede Nationer og årlige erstatningsydelser af Tysklands løbende industrielle produktion. At tysk arbejdskraft skulle bringes til anvendelse for at opbygge noget af det, Hitlers hære havde lagt øde, opfattedes den gang ligeledes som en selvfølgelighed. Der var ingen, der fandt det på sin plads at tale om »slavearbejdere« i den forbindelse. Det var senere agitatorisk fyrværkeri fra angel-saksernes side, da det gjaldt om at diskreditere den tidligere allierede fra krigsårene. Roosevelts standpunkt og de forpligtelser, han i Jalta pålagde USA, savnede intet med hensyn til klarhed. Men hans planer krydsede igen på dette punkt de interesser, der var grundlæggende for førende dele af amerikansk monopolkapital med gamle tyske forbindelser og tilgodehavender. Disse kredses indflydelse i amerikansk politik skulle hurtigere vise sig at være stærkere end de højtidelige forpligtelser, USA's præsident ved sin underskrift havde pålagt sit land under konferencen i Jalta.

Begyndende luftforandring i Potsdam.

USA's politik i det tyske spørgsmål blev ikke ændret pludselig, med et slag. Den blev langsomt af landets egentlige hersker - monopolkapitalen - bragt under udviklingens lov. Stemningerne mellem folkene i de angel-saksiske lande var ikke ved krigens slutning sådan, at man brat kunne skifte signaler og løbe åbenlyst fra en gang indgåede internationale aftaler til fordel for Tysklands tidligere kapitalistiske herskere. Roosevelts Tysklands-politik måtte likvideres gradvis, så at sige skridt for skridt og så lidt iøjnefaldende som muligt. Det første tilløb til amerikansk kursændring sporedes dog allerede få måneder efter Roosevelts død, da Truman gjorde sin debut som en af de »tre store« under den historiske konference i Potsdam, der afholdtes godt et par måneder efter Tysklands kapitulation, i dagene fra den 17. juli til den 2. august 1945. Forud for konferencens åbning havde man allerede været vidne til det første fremstød mod Jalta-aftalerne fra amerikansk side. De nye mænd i den amerikanske regering arbejdede allerede forsigtigt, men målbevidst, på en revision af Roosevelts løfter til russerne. Under forhandlingerne i den interallierede erstatningskommission i Moskva var der opstået visse vanskeligheder, fordi De forenede Staters repræsentant, Edwin W. Pauley, pludselig fra Det hvide Hus i Washington havde modtaget nye instruktioner om, at der ikke kunne være tale om at tage nogen erstatninger til de krigshærgede lande fra Tysklands løbende produktion. Disse direktiver fra Truman-regeringens side var ganske åbenlyst i strid med Jalta-protokollens artikel 2, der ganske utvetydigt netop forudsatte denne form for erstatninger. USA's regering begyndte altså allerede fire måneder efter aftalen med Roosevelt at løbe fra forpligtelser, denne havde pålagt USA I praksis betød denne kursændring for eksempel, at Tyskland blev helt fritaget for at yde nogen som helst erstatninger til de krigshærgede lande i form af kul og industrivarer, uanset produktionens størrelse i efterkrigsperioden. Det var en ændring, som ikke blot ramte russerne. Hvad havde det for eksempel ikke betydet for Danmarks økonomi, om vi i de sidste år havde kunnet få et større kvantum Ruhr-kul uden valutaforbrug som et ringe afdrag på milliarderne på tyskernes clearingkonto fra krigsårene? I stedet blev tyske kul jo en vare, der kun kunne købes - for dollars.

På selve Potsdam-konferencen fulgte amerikansk monopolkapitals næste fremstød mod Jalta-aftalen. Det gjaldt omfanget af de erstatninger, der skulle inddrives. Roosevelt havde som bekendt anerkendt summen 20 milliarder dollars som grundlaget for forhandlingerne i erstatningskommissionen. Men et sådant erstatningsbeløb ville Truman og hans nye udenrigsminister James Byrnes slet ikke høre tale om i Potsdam. Ganske sofistisk fortolkede amerikanerne denne aftale derhen, at man jo kun havde påtaget sig at diskutere dette russiske forslag. Byrnes fortæller i sine erindringer meget åbenhjertigt om sin spidsfindige argumentation under forhandlingerne om dette vigtige punkt: »Jeg pegede på, at vi ikke alene havde accepteret dette forslag som grundlag for en diskussion, men at mr. Pauley også havde været i Moskva i 35 dage og diskuteret det. Så var han kommet til Berlin og vi havde fortsat med at diskutere det, og af mange grunde, som jeg tidligere havde forklaret ham (Molotov), havde vi efter denne diskussion bestemt at dette tal ikke var praktisk.«

Der skal vistnok en særlig amerikansk jura og logik fra atomtidsalderen til at forklare en så liberal »fortolkning« af begrebet, at et forslag skal lægges til grundlag for internationale forhandlinger. I mr. Byrnes' sprog var det tydelig nok ensbetydende med, at forslaget skulle blankt afvises af angel-sakserne! På en hel ny måde stod i Potsdam igen to hold erstatningskrav over for hinanden. Hvad skulle have første prioritet med hensyn til, hvad Tyskland kunne yde: De krigshærgede landes rimelige krav på i alle tilfælde at opnå en delvis erstatning for værnemagtens ødelæggelser og plyndringer? Eller de angel-saksiske finansgruppers krav om, at de milliarder, de i sin tid havde investeret i tysk genoprustning, skulle sikres og forrentes, og angel-saksernes besættelsesomkostninger betales fremfor noget andet krav på det besejrede Tyskland?

På et senere tidspunkt af konferencen ignorerede amerikanerne med samme arrogante dødsforagt for indgåede aftaler også Roosevelts programpunkt om, at tysk arbejdskraft burde medvirke ved genopbygningen af de ødelagte områder i Europa. Gennem alle disse manøvrer mod Jalta-overenskomsten tilstræbte den nye regeringsklike i USA bevidst at lede hele erstatningsproblemet ind på et yderst farligt spor: Når man spærrede alle andre veje til erstatning, måtte alle krav koncentreres om ét eneste felt: hvad der kunne opnås gennem en demontering og fordeling af eksisterende tyske kapitalanlæg. Efter amerikanernes oplæg var det den eneste form, der blev tilbage, hvis der overhovedet skulle være tale om nogen tyske erstatninger. Men skulle der overhovedet økonomisk komme noget ud af en sådan koncentreret »erstatningsplan«, ville man så ikke i uhyggelig grad nærme sig de samme grundlæggende problemer, der havde taget form i »Morgenthau-planen« ? Denne linie var allerede grundigt torpederet af amerikansk monopolkapital. Når Truman og Byrnes i Potsdam ikke des mindre forsøgte at give hele forhandlingen om erstatningsspørgsmålet netop denne retning, var perspektivet så ikke, at man i første række søgte at vinde tid, fordi man med den største tilfredsstillelse ville se på en udvikling, der gav de krigshærgede »allierede« det mindst mulige og gav amerikansk monopolkapital det størst mulige albuerum til at sikre en ren amerikansk »løsning« af det tyske problem. Så man ikke i en sådan udvikling af erstatningsspørgsmålet et velkomment middel til at svække socialismen og Sovjetunionen det mest mulige både økonomisk og politisk? De negative sider ved Potsdam-konferencen peger uhyggelig klart i denne retning.

Som tidligere nævnt var tiden imidlertid endnu ikke inde til at regeringerne i de angel-saksiske lande med udgangspunkt i det tyske spørgsmål kunne tillade sig et åbent brud med Sovjetunionen. Det ville have været for farligt spil så få måneder efter sejren. Selv en reaktionær politiker som James Byrnes må i sine erindringer indrømme: »Når man ser tilbage på folkets holdning overfor Sovjet i De forenede Stater i dagene umiddelbart efter Tysklands kapitulation, må man indrømme, at Sovjetunionen dengang som følge af vore lidelser og ofre for den fælles sag rådede over et fond af goodwill, der var lige så stor om ikke større end noget andet lands...« Der skulle endnu en krampagtig ensretning af både pressen og hele den politiske agitation og en daglig bagtalelses gift til, før de angel-saksiske regeringer kunne tillade sig at føre en politik, der var åbenlyst fjendtlig over for det land, der havde båret de største ofre og gjort den største indsats i kampen mod fascismen i alle dens afskygninger. Derfor måtte der, trods alle snigløb endnu komme noget positivt ud af konferencen i Potsdam. Ser man tilbage på dennes beslutninger, findes der, trods alle iøjnefaldende mangler, alligevel så mange positive anvisninger, at man roligt kan fastslå, at mangt og meget i Europa kunne have set betydelig lysere ud, om retningslinierne fra Potsdam var blevet ført ud i livet.

Politisk stillede konferencen den hovedopgave for de allierede besættelsesmyndigheder i Tyskland fuldstændig at opløse og afvæbne det tredje riges militære formationer, tilintetgøre eller beslaglægge alle forråd af våben og ammunition og hindre al fremtidig virksomhed af militære og halvmilitære korps af enhver art. Samtidig hermed skulle enhver fremstilling af krigsudrustning forbydes. Sideløbende med disse forholdsregler til det tredje riges fuldstændige militære afrustning påbød konferencen afstraffelse af alle nazistiske krigsforbrydere øg. opløsning af nazistiske organisationer af enhver art, ligesom almindelige retningslinier blev trukket op for demokratiseringen af det besatte Tyskland. På dette felt forpligtede alle tre allierede stormagter sig blandt andet til at drage omsorg for, at alle aktive nazister omgående blev fjernet fra alle ledende embeder og funktionærstillinger, og det samme skulle gælde »ansvarlige poster i vigtige private foretagender«. Konferencens økonomiske beslutninger bevægede sig på samme plan: Man påbød sløjfning af alle egentlige rustningsindustrier eller deres omstilling til fredsproduktion, indførte streng kontrol med al tysk industriproduktion og påbød en vidtgående decentralisering af hele Tysklands næringsliv. Herom hed det: »Den tyske økonomi skal indenfor den kortest mulige frist decentraliseres med det formål at borteliminere den nuværende yderliggående koncentration af økonomisk magt, som i særdeleshed giver sig udtryk i karteller, syndikater, truster og andre monopolistiske arrangementer.« Formelt gik altså også USA's repræsentanter ved denne lejlighed med til at fælde dødsdommen over de amerikanske trusters store tyske kartelpartnere, der økonomisk og socialt havde spillet rollen som de egentlige bagmænd for Hitler-diktaturet og som havde den farligste drivkraft bag den tyske værnemagts røvertogter mod flertallet af de europæiske stater. Roosevelt-traditionen præger endnu disse beslutninger fra Potsdam.

Der var imidlertid andre ting i Potsdam, der tegnede mindre lovende. I forhold til Jalta-aftalen stod mangt og meget i revisionismens tegn. Allerede forud for Potsdam-mødet havde præsident Truman rettet en note til Stalin om ændring af aftalerne om besættelseszonerne. Han havde taget Churchills gamle linie op om, at russerne ikke burde beherske Berlin, som de alene havde besat. Den 14. juni 1945 havde Roosevelts efterfølger foreslået, at alle allierede stormagter i fællesskab skulle holde tropper i den tyske hovedstad for at demonstrere de allierede nationers enighed overfor det besejrede Tyskland. Truman havde ligeledes foreslået, at de samme principper blev bragt i anvendelse i det af russerne befriede Wien, det genoprettede Østrigs hovedstad. Stalin havde vist sig imødekommende og havde den 16. juni givet sin tilslutning til denne nyordning. Russerne havde vist deres gode vilje til samarbejde og var blevet belønnet med et samlet angelsaksisk stormløb mod Jalta-aftalen i erstatningsspørgsmålet. Under Potsdam-konferencen rejste russerne forståeligt nok et modkrav: Når vestmagterne var blevet medbestemmende i Berlin og Wien, ville det kun være rimelig om også russerne blev repræsenteret i Vesttysklands store centrum Ruhr-området. De ønskede at deltage i administrationen og kontrollen over Tysklands store rustningscentrum. På dette område kendte angel-sakserne imidlertid intet til begrebet gensidighed. Russernes forslag blev mødt med afvisende kulde og blev efter forslag fra Eevin henvist til senere behandling i udenrigsministrenes råd.

Allerede på dette tidlige tidspunkt ønskede angel-sakserne at være alene hjemme med tyskerne i Ruhr. Havde man allerede planer i baghånden, som gjorde det alt andet end praktisk, at russerne fik medindflydelse? Meget tyder på det. Monopolisterne med de tyske millioninteresser var allerede begyndt at tilrettelægge det store spil om Tysklands fremtid i dollarens tegn. I erstatningsspørgsmålet optrådte amerikanerne som nævnt lige så respektløst over for indgåede aftaler. Der blev nået enighed om en ordning, men det var en revideret udgave af Jalta-principperne, yankeerne gennemtvang. Efter at være løbet fra erstatningssummen på de 20 milliarder, betalingerne af den løbende produktion og udnyttelsen af den tyske arbejdskraft i Europas genopbygning, foreslog Truman og Byrnes nu, at hver af de allierede magter først og fremmest skulle hente erstatningerne fra sin egen zone. Man gav det hårdest ramte Rusland én indrømmelse: Sovjetunionen kunne få 10 % af de kapitalværdier, der blev frataget tyskerne ved demonteringen i vestzonerne. De kunne endvidere overtage endnu 15 % mod betaling i landbrugsvarer og råstoffer.

Forståeligt nok ønskede Molotov i sit indlæg at få indføjet et minimumsbeløb - 2 milliarder dollars - i denne nye plan. Også dette rimelige forslag blev afvist af en angelsaksisk enhedsfront. Det ændrede intet, at Churchill og Eden midt under Potsdam-konferencen blev afløst af de britiske valgs sejrherrer: Attlee og Ernest Bevin. James Byrnes fortæller hoverende, hvorledes han lige efter de to labour-lederes ankomst under et langt separatmøde havde overtalt »socialisterne« til at støtte det amerikanske standpunkt. De eneste indrømmelser, amerikanerne ville gøre det krigshærgede og udplyndrede Rusland var, at resterne af den tyske handelsflåde, der var flygtet vestpå under den røde hærs fremtrængen, skulle fordeles ligelig mellem de store allierede. Endvidere skulle stormagternes erstatningskommission inden den 2. februar 1946 have udarbejdet en endelig plan over omfanget af demonteringen af den tyske industri - og dermed også af de kommende erstatninger. Byrnes lægger i »Speaking Frankly« ikke skjul på, at forslaget om denne beskårne og temmelig svævende erstatningsordning blev fremsat i form af et amerikansk diktat. Erstatningerne blev af Byrnes og Truman knyttet sammen med beslutningerne om at overdrage områderne frem til Oder og Neisse til polakkernes administration og med resolutionen om de sydøsteuropæiske staters optagelse i De forenede Nationer. James Byrnes meddelte den 31. juli Molotov, at hvis de tre forslag ikke blev vedtaget under ét, ville han og Truman næste dag sprænge konferencen og tage hjem til staterne uden at nogen overenskomst var opnået. Under disse forhold foretrak russerne ikke at stille sagerne på spidsen, men at afvente de forslag erstatningskommissionen havde at byde på, og de berømte Potsdam-beslutninger fik alle tre magters underskrifter.

Med hensyn til klarhed betød Potsdam-aftalen et skridt tilbage fra Jalta, men gennemførtes beslutningerne loyalt, var der på en hel række afgørende områder et grundlag at bygge videre på. Potsdam betegner en overgang fra Rooseveltperiodens former for samarbejde mellem de allierede fra krigstiden. Nye kræfter begyndte at gøre deres indflydelse stærkere gældende i amerikansk politik end hidtil. Den kommende periode skulle vise, at ikke engang grundlaget fra Potsdam holdt. Der var indledet en amerikansk manøvre med vidtrækkende perspektiver for fremtiden. Wallstreets monopoler og finansinstitutter havde i Truman og Byrnes fundet både lydhøre og brugbare redskaber for deres tyske politik. Langsomt men målbevidst begyndte man i Washington at frigøre sig for gamle aftaler for ensidigt at forsøge at diktere efterkrigstidens politik. De næste etaper af udviklingen skulle klart vise, at det man fra USA's regering tilstræbte, var at løse det tyske spørgsmål udfra ensidige amerikanske kapitalinteresser.

MONOPOLHERRERNES STORE COMEBACK

En uhyggelig rigtig forudsigelse.

Lederen af anti-trustafdelingen i Roosevelts justitsministerium Wendel Berge var ikke blot en fordomsfri mand med de allerrigeste erfaringer, når det gjaldt de amerikanske trusters lyssky arbejdsformer og politiske manøvrer. Han var også på sit felt en mand med et temmeligt klart perspektiv. Gennem sine praktiske erfaringer nåede han hurtigt frem til den overbevisning, at kartelvældet var uforeneligt med opretholdelsen af et demokrati, der er af mere end formel karakter: »Hvis vi ikke beslutsomt går til kamp mod kartelvældet... vil vort håb om at opretholde en demokratisk samfundsordning få et alvorligt knæk...«, skriver han i indledningen af sin bog: »Cartels - challenge to a free world«. Om kartelfyrsternes indsats i det politiske liv, siger Berge, at de »regner sig for stående over loven eller søger at influere på lovgivningen og øve et tryk på regeringens handlinger i de talrige lande, hvor de udøver deres virksomhed.« Udfra sine undersøgelser af de store monopolers virksomhed i USA under krigen drager Berge den slutning: »De politiske følger af kartelvirksomheden truer med at rive grundlaget bort under De forenede Staters udenrigspolitik.« Udfra denne opfattelse konkluderede Berge videre: »Det synes at fremgå med al ønskelig tydelighed, at De forenede Stater aldrig vil veer e i stand til at føre en udenrigspolitik, der er baseret på demokratiske principper og international goodwill, så lange verdenshandelen bliver domineret af karteller. Der synes ikke at være nogen mulighed for at Atlanterhavsaftalen (deklarationen af 14. august 1941, ikke at forveksle med den .militære Atlanterhavspagt), den panamerikanske venskabspolitik og de gensidige handelsaftaler skal kunne gøres effektivt gældende, så længe kartellerne gennem sine særprivilegier får lov til at dominere handelslivet og udenrigspolitikken i efterkrigsverdenen...« Så meget mere subjektivt ærlig og klartseende var denne gammel-liberale Roosevelt-tilhænger allerede i krigsåret 1944 - end vore frasefyldte og uoprigtige socialdemokratiske vinduespyntere for kapitalismen er i dag.

Trods alle afsløringer og kommissionsundersøgelser i krigsårene blev amerikansk monopolkapitalisme hverken tilintetgjort eller blot stækket i sin virksomhed. Den voksede sig tværtimod stærkere end nogensinde før, og der er derfor intet som helst overraskende i, at Roosevelts forsigtige og mæglende udenrigspolitik fra opgøret med nazismen var dømt til at styrte sammen som et korthus ved det første alvorlige sammenstød med de store monopolers økonomiske og politiske interesser i efterkrigstiden under Truman-regimet. Ved deres økonomiske styrkelse af de store »korporationer« under krigen og ved de politiske bastioner i amerikansk politik, som man havde udleveret til kartelherrerne, havde Roosveelts liberale inderkreds selv været med til at grave deres egen grav som den formelt »førende« gruppe i De forenede Staters politik, da Harry Truman og Co. gennemførte »vagtskiftet« i det hvide hus. Når talen er om monopolkapitalens regime indenfor et formelt demokratisk samfund er der folk, der vulgært forestiller sig en regering, hvor ledende bankfolk og de store aktieselskabers direktører beklæder alle vigtigere regeringsposter. En sådan forestilling er imidlertid temmelig virkelighedsfjern, for ingen forstår bedre end netop højfinansens underverden at vurdere maskeringens kunst. Vi er forlængst i det borgerlig »demokratiske« livs former nået så vidt, at monopolernes mægtige har indset det upraktiske at optræde officielt som parti. Det ville gøre spillet for enkelt og lægge alt for snævre rammer for finansherrernes aktionsradius og indflydelsesfærer. Højfinansen begrænser sig oven i købet kun i ganske enkelte tilfælde til at støtte et enkelt parti eller en, regering af en bestemt politisk farve. For opgaverne veksler med forskydningen af klasserne og magtforholdene i samfundet.

I regelen er den økonomisk herskende gruppe endogså temmelig jævnt : repræsenteret i alle de grupperinger, der politisk står som støtter for »systemet«. Alle mer eller mindre kapitalistisk farvede - eller kapitalistisk afhængige - partier, og ikke mindst deres presse, er i regelen beæret med begunstigelser fra en gruppe af de helt store fisk, der ofte udøver deres indflydelse behændigt bag kulisserne. Graden af kastens mer eller mindre overdådige støtte til de enkelte partier er også vekslende efter de opgaver, der ligger for. Det samme gælder udvælgelsen og populariseringen af »partiførerne« og ministeremnerne. I USA er afgrænsningen mellem de to store partimaskiner (demokrater og republikanere) for længst både forældet og udflydende. Der findes intet officielt »storkapitalistisk« og heller intet »antikapitalistisk« parti i den indbyrdes kappestrid om vælgerne. Wallstreet regerer med en sikker hånd de førende grupper i begge partiers inderkreds, og begge parters presse finansieres ofte af de samme aktieselskaber. Det mest typiske for USA's politiske liv er den fantastisk håndfaste indflydelse monopolkapitalens samlede propagandamaskine har erhvervet sig i det politiske liv.

Det ville derfor også være latterligt at tale om, at monopolkapitalens politiske indflydelse var sat ud af funktion eller blot uskadeliggjort under Roosevelt-regeringen. Roosevelts styre repræsenterede lige så vel som dets republikanske forgængeres den amerikanske kapitalistklasses magt, og det var dennes førende grupper, der på alle afgørende områder sad inde med bestemmelsen. Roosevelts politik var da derfor under givne historiske betingelser et forsøg på at finde en generalnævner, der kunne samle alle afgørende lag af den herskende klasse og samtidig bevare sit tag over befolkningen. Men som de ydre betingelser skiftede i tiden omkring Roosevelts død, kom også de førende kredse i Wallstreet til den opfattelse, at der stod nye opgaver på dagsordenen, og at tiden var inde til at udvælge nye mænd, der mere åbenlyst kunne optræde som eksponenter for Wallstreets mål i efterkrigstiden. Arrangementet med Harry Trumans valg til vicepræsident og omgrupperingerne i regeringen var vigtige led i forberedelserne til »den nye kurs«. I Roosevelts sidste periode og i særdeleshed efter præsident Trumans overtagelse af præsidentværdigheden er man derfor på en række områder vidne til en betydningsfuld forskydning i besættelsen af nøglepositionerne i både regering og administration. Højfinansens direkte indflydelse træder under denne proces betydelig klarere frem.

Med Tysklands fuldstændige militære sammenbrud dukker en hel række nye problemer frem. Der melder sig spørgsmålet om besættelseszonerne. Det var ikke helt uvigtigt, hvilket omrade amerikanerne skulle administrere. Hvorfor lod de i første omgang Ruhr ligge som en præsent til briterne? Under Quebec-konferencen i september 1944 havde amerikanerne på krigsministeriets forslag udset sig Sydtyskland med Frankfurt am Main som hovedstad. Når man tænker udfra førkrigstidens intime finansielle tysk-amerikanske forbindelser, spørger man uvilkårligt: Var det nogen tilfældighed, at det blev USA myndigheder, der for eksempel overtog I. G. Farbenindustries gamle kongerige og hovedsæde? Kunne der ikke være sivet slemme indiskretioner og blamager frem, hvis andre og mindre forståelsesfulde personer begyndte at kikke i den tyske trusts arkiver? Trumans regering havde såmænd mas nok med sine egne funktionærer på dette punkt. I forbindelse med besættelsen af den tyske vestzone rykkede i samme åndedrag det amerikanske krigsministerium og de militære departementer overhovedet frem til at spille en rolle af første rang i verdenspolitikken - skønt de militære operationer var afsluttede. Den amerikanske zone skulle jo ledes af en militærregering og af en militær guvernør. Begge skulle jo sortere under krigsministeriet. Som krigsminister sad ved Roosevelts død stadig Stimson, men han var gammel, havde passeret de 75 og væsentlige dele af ministerens funktioner var allerede gledet langsomt over i hænderne på understatssekretæren. På denne post sad betegnende nok ikke en militærperson men en kendt jurist, Bob Patterson. Ifølge det tyske socialistiske enhedspartis pressetjeneste for 8. december 1948 var Patterson langtfra ukendt med tyske forhold. Han havde nemlig før krigen fungeret som juridisk konsulent for I. G. Farbenindustries interesser i staterne. Hans udnævnelser kunne tyde på det. I september 1945 trådte Stimson tilbage som krigsminister, og Truman var ikke sen til at udnævne Patterson til hans efterfølger.

I juli 1947 fandt der et nyt »vagtskifte« sted i krigsministeriet. Ved denne lejlighed blev Patterson afløst af den hidtidige marineminister James Forrestal, der, før han begyndte sin politiske karriere, havde været en ledende mand og storaktionær i Dillon Read, et af de amerikanske pengeinstitutter, der i mellemkrigsårene havde pumpet de fleste dollars i tyske rustningstruster som Vereinigte Stahlwerke, Siemens-koncernen og andre foretagender, der gik i spidsen for den tyske genoprustning. Ved Forrestals hop fra marinen til krigsministeriet fik denne finansgruppe en afgørende indflydelse på sammensætningen af personalet i den amerikanske militærregering, og det fik gennemgribende virkninger. Det blev ligefrem tradition under Truman, at krigsministeriet skulle ligge i hænderne med på folk med tyske finansinteresser. Forrestal havde i øvrigt nære personlige forbindelser med lederen af det demokratiske partis yderste højrefløj James Byrnes. Det var Forrestal, der ved budskabet om Roosevelts død personlig havde sendt en flyvemaskine til Spartanburg for at hente sin ven til Washington, hvor han overtog pladsen som Trumans nye udenrigsminister. Edward Stettinius havde jo ellers været ståltrustens mand, men dette Morgan-foretagende havde som bekendt kun modstræbende ladet sig tvinge ind i det internationale stålkartel, hvor tyskerne regerede. Morgan-gruppen var ikke uden ambitioner og heller ikke uden lyst til europæisk ekspansion. Derfor blev Stettinius overflyttet til De forenede Nationer.

Jim Forrestal var i øvrigt kendt for sin fantastiske russerskræk, der måske er opstået yderst naturligt udfra Dillon Reads interesser i Europa. Til sidst tog denne nervøsitet i den grad overhånd, at han i foråret 1949 efter undertegnelsen af Atlanterhavspagten måtte forlade sin post grundet på sindssyge, der ytrede sig i tvangsforestillinger om, at russerne allerede havde gjort landgang i De forenede Stater. Til posten som leder af militærregeringen i Tyskland havde Patterson sammen med Byrnes fået udnævnt en af dennes protegéer, general Lucius Clay, som indtil sin udnævnelse i april 1945 havde fungeret som Byrnes højrehånd og stedfortræder i kontoret for krigsmobilisering. Om Clay ved vi bestemt, at Roosevelt ikke kendte denne person, der kom til at spille så fremtrædende og skæbnesvanger en rolle i USA S Tysklands-politik efter krigen. Det var Byrnes, der underrettede Roosevelt om, at en tidligere kandidat til posten, hjælpesekretær i krigsministeriet Mac Cloy havde trukket sin kandidatur tilbage. Det var også Byrnes der introducerede sin stedfortræder hos præsidenten som velegnet til denne afgørende post. »Præsidenten bemærkede, at jeg var usædvanlig begejstret for Clay,« fortæller Byrnes selv i sine erindringer.

Ved Clays første møde med Roosevelt indtraf der en af disse små episoder som betegnede en af svaghederne hos den afdøde præsident. Roosevelt glemte helt at undersøge kandidatens kvalifikationer og meninger, for Clay nåede slet ikke at få ordet. Da Roosevelt hørte, han var ingeniør, begyndte præsidenten straks at udvikle en af sine yndlingsplaner, projektet om for amerikanske midler at bygge et stort elektrisk vandkraftværk ved Donau, der kunne forsyne Mellemeuropa med strøm og afhjælpe kulmangelen. Clay lyttede i tavshed og fik et klart indtryk af, at der også var amerikanske interesser at pleje udenfor USA's Tysklands-zone. Folkedemokratiernes selvstændige industrielle opbygning i Mellem- og Sydøsteuropa kom til Clays; store ærgrelse disse amerikanske koloniseringsplaner i vejen. Han måtte nøjes med at samle fascistiske emigranter fra Donau-landene ved sit hof i Frankfurt am Main. Som militærregeringens politiske leder lykkedes det at få skubbet en anden tvivlsom politisk skikkelse frem, nemlig Robert Murphy. Denne havde under krigen tjent sine laurbær i Nordafrika og som bindeled med de fascistiske kredse, der samlede sig om Vichy-regeringen. Selv de Gaulle var ham ikke nær reaktionær nok, og han havde forsøgt at overtale præsidenten til i stedet at skubbe Vichys marineminister Darlan og general Giraud, der havde startet sin politiske virksomhed på yderste højre fløjmellem de fascistiske »munkekutter« frem på de ledende poster i det nye Frankrigs regering. Roosevelt var forfærdet, da han traf Giraud personlig under konferencen i Casablanca i 1943.

I Tyskland blev fascistvennen Murphys politiske hovedopgave at lede »afnazificeringen«, og den blev derefter. Richard Sasuly, der havde den tvivlsomme fornøjelse at arbejde i militærregeringens afdeling for af-kartellisering, fortæller nogle typiske træk om formerne for amerikansk afnazificering, hvor det drejede sig om en kendt nazist og industribaron, Richard Freienburg. Hans sag blev ganske simpelthen standset af militærregeringen. Ved denne lejlighed erklærede Murphys politiske afdeling, at afnazificering af ledende forretningsmænd »mere eller mindre var en social revolution«, da »krænkelse af den private ejendomsret var i modstrid med amerikansk retsopfattelse«. Militærafdelingens økonomiske sektion gav naturligvis sit besyv med og karakteriserede nazisten som »en meget dygtig industrileder af typen Henry Ford«. At Murphys praksis udfra disse synspunkter betød et klart brud med Potsdam-aftalen er en hel anden ting.

Galleriet over de folk, der i besættelsens første periode var blevet skubbet frem, så de kom til at spille en ledende rolle i toppen af militæradministrationen ville ikke være helt fyldestgørende, hvis man ikke tog »outsideren« William Butlit med. Via Frankrig manøvrerede denne herre sig ved Tysklands sammenbrud frem til de ledende kredse i militærregeringen. Senere beklædte han i adskillige brændpunktet i verdenspolitikken den markante rolle som præsident Trumans personlige informator (senest i Frankrig og Kina). Bullit var ikke blot gammel München-politiker af første rang, men var også i den første periode efter krigens udbrud via sine interesser i filmindustrien nået ind i gruppen omkring I. G. Farbenindustries datterselskaber i staterne. Da det drejede sig om at hindre, at I. G.s mægtige amerikanske filial American I. G. Chemical blev inddraget som fjendtlig ejendom tog selskabet navneforandring til General Aniline and Film Corporation og diplomaten William C. Bullit indtrådte i 1940 i selskabets ledelse for at demonstrere, hvor godt et »amerikansk« foretagende, det var.

Der er både skikkelige mennesker og drevne politiske bedragere, der til kedsommelighed har popularisere! det synspunkt, at Harry Truman er Wallstreets og de store monopolers modpol i amerikansk politik. Den sidste gruppes opgave er at skjule, at han er redskabet for disse interesser. Fra socialdemokratisk side er man gået så vidt at hævde, at Truman er fagforeningernes og farmernes mand i U.S-A.s politiske liv. Da Atlanterhavs-pagten skulle smugles igennem i folketinget, stod ingen ringere end tingets formand, hr. Julius Bombolt, og docerede: »Vi deler ikke den kommunistiske opfattelse, at USA er en krigshetzernation. Det var arbejdere og bønder, der stemte Truman ind i præsidentstolen. Der var utvivlsomt mere end 40 millioner fagorganiserede arbejdere blandt hans vælgere ...« (Ordret efter det stenografiske referat af folketingsmødet den 23. marts 1949). I sin iver efter at tækkes de amerikanske velyndere tager folketingets formand en passant munden temmelig fuld, når det gælder antallet af »fagforeningsvælgere«. Trumans samlede stemmetal var faktisk kun 24 millioner. Men samme argumentation angående karakteren af regimet i USA traf vi underligt nok også i Norge i begyndelsen af 1949. Også den norske delegation af fagforeningsspidser, der havde besøgt »guds eget land«, proklamerede i Arbeiderbladet, at Truman gennemførte fagforeningernes politik.

Nu bestemmes karakteren af et politisk regime imidlertid ikke af, hvor mange stemmer fra ubemidlede, der falder på det. Der er desværre også noget, der hedder politisk bedrag, der blandt andet fremmes gennem kapitalens ensretning af pressen, oplysningsmonopoler og lignende. Det lykkedes også Hitler at få millioner af småkårsfolk til at stemme på sig forud for magtovertagelsen. Der trådte også tusinder af deklasserede elementer ind i S.A., ubemidlede, der var drevet til desperation af krise og arbejdsløshed. I dag vil hr. Bomholt trods sit tidligere medlemsskab i dansk-tysk forening vel alligevel ikke gå så langt som til at påstå, at N.S.D.A.P. af den grund var et - »arbejderparti« ? Men det er denne logik, han betjener sig af for at tilsløre, hvad Truman-regimet repræsenterer. Et partis politiske rolle bestemmes af den linje, det repræsenterer i sin praksis, af de virkelige drivkræfter, der dikterer dets handlinger - og ikke af antallet på dets ofre, som det lykkedes at bedrage ved gyldne løfter. Selv efterkrigstidens stærkt censurerede historie fortæller noget helt andet om Truman-regimet, end Folketingets formand ønsker at hævde, både på den hjemlige scene i guds eget land og fra den verdenspolitiske arena. I Tysklands-politikken har vi beviset. Var det højfinansens og kartellernes modstandere, der af Trumans regering blev sat til at løse »det tyske spørgsmål«? Det vil være temmelig dristigt at fremsætte denne påstand. Havde USA s præsident næret en ærlig vilje til at uskadeliggøre og afregne med Hitlers økonomiske bagmænd fra de tyske truster og karteller, var det så ikke besynderlige medarbejdere, der dukkede op overalt, hvor de afgørende beslutninger skulle træffes?

Men den ene tjeneste er måske den anden værd. Også Trumans folk har nu og da udvekslet komplimenter med lederne af de vestlige socialdemokratier. I begyndelsen af 1948 erklærede for eksempel Trumans handelsminister, mangemillionæren Averell Harriman, at han havde »fuld tillid dl de højre-socialistiske regeringer i Vesteuropa, da deres mål faldt sammen med USA-regeringens«! Måske var det et høfligt gensvar, folketingets formand ønskede at sende over Atlanten på det historiske risgdagsmøde. For millionæren Harriman hører vel også med til dem, der efter hr. Bomholts mening af 40 millioner fagforeningsfolk er udvalgt til at regere USA ? Ja, truster og karteller er vel efterhånden også af de socialdemokratiske spidser anerkendt som »fredelige demokratiske institutioner«?

Kartelherrer under Stars and Stripes.

Den kendte borgerlige amerikanske økonom og skribent ]arnes Stewart Martin havde det held, at han efter krigens slutning fik lejlighed til at studere dagliglivets forhold i vestzonen på allernærmeste hold: Han fungerede nemlig som amerikansk medlem i to afdelinger under militærregeringen, der var sat til at arbejde med »kontrollen« over de tyske karteller. Det blev ham lidt for meget. Hans personlige erfaringer og hans medfødte sans for humor fik ham senere til i en artikelrække at sammenligne de amerikanske besættelsesmyndigheders optræden i Tyskland med det famøse dobbeltmenneske »Dr. Jekyll - mr. Hyde«. Den pæne doktors rolle må vel være det officielle Amerikas udadvendte facade, som vi kender den gennem Trumans og hans vekslende udenrigsministres taler, hvor det stadig tilbagevendende tema var: Tysklands afrustning, ødelæggelse af dets krigspotentiel, afstraffelse af alle krigsforbrydere, afnazificering, kartellernes opløsning og sikring af fred, frihed og demokrati.

Alt dette var imidlertid kun den ene side af USA-medaljen. Bag kulisserne, men så meget mere effektivt, virkede den mystiske dobbeltgænger mr. Hyde på sin egen måde med »det tyske spørgsmål« efter linjer, der var vidt forskellige fra de lammefromme fredstoner fra Det hvide Hus. Mr. Hydes forklædninger var forskelligartede: Somme tider optrådte han korrekt uniformeret i militærregeringens officielle klædedragt, til afveksling i de amerikanske storbankers mere civile snit som »rådgiver« og til andre tider som direkte repræsentant for de store USA -monopolers mægtige tyske interesser. I alle tilfælde helligede denne moderniserede mr. Hyde sig den samme opgave: at knytte trådene til fortidens Tyskland, redde dets koryfæer blandt finansfyrsterne for sammen med dem at gennemføre en politik, hvis logiske konsekvens er forberedelsen af den tredie verdenskrig. Resultaterne blev derefter. Stewart Martin giver følgende lille udsnit af persongalleriet i Frankfurt am Main, militærregeringens hovedsæde. Han omtaler først monopolkapitalisternes store spil i Washington og fortsætter: »Måneder før Tysklands besættelse tog sin begyndelse, gik denne gruppe af amerikanere, som ikke havde noget til overs for USAs 'traditionelle opposition mod private monopoler' i gang med at tilrettelægge den kommende militærregerings organisation. De var besluttede på, at Tyskland ikke skulle gøres til et 'forsøgsfelt' for senere trustfjendtlige foranstaltninger i De forenede Stater. De bagatelliserede den rolle, de tyske finansmænd og industri baroner havde spillet i nazismens tilblivelse, og de gjorde gældende, at ledelserne i I.G. Farbenindustrie, Vereinigte Stahlwerke og Siemens ikke var forskellige fra de ledende mænd indenfor de amerikanske foretagender...« Dette sidste er måske ikke helt urigtigt. En anden amerikansk skribent fra militærregeringens kartelafdeling, Richard Sasuly, fortæller om, hvordan en »professionel« kollega rent ud sagde til ham: »Hvor kan du vente, at vi skulle straffe tyskerne for ting, vi også ville have gjort i deres stilling?«

Intet er i virkeligheden så misvisende, som når vore småborgerlige filosofer søger at bilde folk ind, at monopolkapitalens fascistiske indstilling og dens dyriske metoder er noget specielt, der skyldes tysk eller italiensk ' »mentalitet«. Småborgerlige ideologer ser imidlertid noget næsten religiøst i hykleriet, en form for platonisk bekendelse til det gode, og i oktober 1945 blev den amerikanske øverstkommanderende Dwight Eisenhower ude af sig selv af raseri og afskedigede omgående den berømte general Patton som chef for den østlige del af den amerikanske zone, fordi han rentud nægtede at være med til afnazificeringen af embedsstanden med følgende kyniske motivering: »Den nazistiske politik var såmænd hverken værre eller bedre end de republikanske og demokratiske politikeres valg i De forenede Stater.« Alle havde mer eller mindre på fornemmelsen, at det var sådan, men man kunne jo i alle tilfælde have den takt ikke at sige det offentligt! Det var »affæren« Patrons store blamage.

Om de amerikanske embedsmænd, der skulle genopdrage tyskerne i »demokrati«, giver Stewart Martin følgende talende oplysninger: »Den amerikanske militærregering i Tyskland startede som 'The U. S. Group Control Council' med brigadegeneral Cornelius W. Wickersham som chef. Dens økonomiske division var underlagt oberst Graeme K. Howard, som i sin egenskab af direktør for et stort amerikansk motorfirma (Ford Motor Co.) havde oprettet den ene af de to masseproducerende automobilfabrikker, der fandtes i førkrigstidens Tyskland. Kort før Amerikas indtræden i krigen havde Howard skrevet en bog, som formede sig som et forsvar for nazisternes økonomiske system. Howard opgav dog så tidlig som i 1945 sin stilling og vendte hjem til De forenede Stater.« Efter Marshall-planen dukkede Howard iøvrigt op på den danske arena: 3. april 1949 blev han indvalgt i ledelsen for Ford Motor Co. i København.

Han blev erstattet af brigadegeneral William H. Draper jun. fra det bankier-firma (Dillon Read Co.), der havde pumpet lånene frem til den tyske ståltrust og Siemenskoncernen efter den første verdenskrig... General Draper er nu (siden juli 1947) understatssekretær for hæren og har fået til opgave at omstille Amerikas politik over for Japan og Tyskland: De skal igen gøres til sværindustrielle magter. Draper arbejdede intimt sammen med Sir Percy Mills for at organisere en forenet engelsk-amerikansk opposition mod 'Roosevelt-politiken'. I det første år havde han Rafas Wysor fra Tom Girdlers 'Republic Steel Corporation' som chef for stålindustri-sektionen, det vil sige leder af jern- og stålpolitikken ...« Sasuly kan supplere Martins karakteristik af Draper med den interessante oplysning, at man i de tyske arkiver bl.a. fandt et brev angående dollarlånene til den tyske rustningsindustri i 1930, som Draper havde skrevet i sin egenskab som en af lederne for Dillon Read. Om korrespondencen blev kontrolleret af Draper selv som »sagkyndig« får stå hen. Man kan iøvrigt uden vanskeligheder supplere Stewart Martins flotte galleri. Militærguvernørens senere økonomiske rådgiver var mr. Wilkinson. Denne havde modtaget sin udnævnelse fra John Foster Dulles efter anbefaling fra den tidligere krigsminister Patterson. Også denne sidste var jo en god gammel bekendt af de tyske kartelherrer, for han gjorde sig i sin tid kendt som juridisk konsulent og forsvarer for I. G. Farbenindustries interesser i staterne.

Efter Marshall-planens vedtagelse fandt dennes administrator med det tyskklingende navn Poul Hoffmann en ny karakteristisk personlighed frem til at gennemføre Tysklands-politikken. Han overlod likvideringen af beslaglæggelsen af krigsforbrydernes ejendom til den stedfortrædende krigsminister Drapers svigersøn, direktør Phillip Hawkins. Heller ikke denne var helt ukendt med tyske forhold og tyske fristelser. Hans selskab var nemlig det store sprængstoffirma, Herkules Powder Company, en kartelpartner af den gigantiske kemiske trust E. I. Dupont de Nemour, der siden 1920 havde arbejdet intimt sammen med Neville Chamberlains senere så kendte milliontrust Imperial Chemical Industries for at kontrollere verdensmarkedet. Det var disse to selskaber, der fra 1. januar 1926 afsluttede den skæbnesvangre kartelaftale med det store tyske sprængstoffirma D.A.G. (Dynamit A.G.), der senere blev opsuget af I. G. Farben-industrie som et af dennes datterselskaber.

Denne tyske trusts direkte amerikanske medarbejdere fra før krigen blev heller ikke forbigået på ledende poster under militærregeringen. Særlig bemærkelsesværdig var her udnævnelsen af den tidligere direktør for den store amerikanske trust, der fremstillede syntetisk kvælstof (Norgessalpeter): Carl B. Peters. Denne havde før krigen som bibeskæftigelse været formand for I. G. Farbenindustries mest berygtede amerikanske datterselskab Chemnyco - der fint maskeret havde gjort sig til speciale at drive økonomisk og teknisk spionage i USA Dette er blot et lille beskedent udsnit af nogle af hovedaktørerne i det tyske drama i efterkrigstiden. Det mest iøjnefaldende træk ved billedet var uden tvivl, at alt tyder på, at den amerikanske militærregering i Frankfurt med stor forkærlighed til alle ledende funktioner synes at foretrække kendte kartelherrer med en markant fortid, når det gjaldt de gamle forbindelser med de slagne tyske kartelpartnere. Alle de mest fremtrædende amerikanske kollaboratør-firmaer fra mellemkrigsårene og de første krigsår er atter dukket op på den tyske scene som udøvende befuldmægtigede for Trumans USA , og de har genoptaget gamle forbindelser med lige så gamle tyske bekendte, fra den tid Wallstreets dollarmillioner rullede muntert ind i Hitlers nyskabte tyske rustningsindustri. Den amerikanske monopolkapitalismes folk var på pladsen straks efter krigens slutning, parat til at spille næste runde uden smålige hensyn til, om resultatet bliver en tredie verdenskrig. Trumans mesterhold gik til gærdet i Tyskland, og resultaterne er blevet derefter.

En markant britisk medspiller.

Men hvad da med USA's britiske partner i Tysklands-politiken, vil man måske indskyde. Arbejderførerne Attlee og Ernest Bevin er dog ikke monopolkapitalister. Har de da ikke repræsenteret en vis modvægt overfor det lidt brogede amerikanske selskab fra de højere lag af Wallstreets underverden? Lad os som svar herpå blot undersøge, hvem labourregeringen i London overlod at lægge grundlaget for Englands økonomiske politik i det besejrede Tyskland allerede før Storbritanniens udenrigspolitik reduceredes til at være første bivogn til verdenshistoriens frembrusende amerikanske lokomotiv. En bivogns opgave er som bekendt blot at følge med, og det har Attlees regering såmænd gjort.

Labourregeringens første økonomiske rådgiver for militærregeringen i Tyskland var en fin gammel herre fra de bedste kredse i City. Man havde arvet ham fra Churchills tid. Ikke noget ubeskrevet blad, en mand, der kunne rose sig af at have en fortid, og oven i købet en meget markant fortid. James Stewart Martin giver følgende oplysende karakteristik af denne Bevins højrehånd fra starten: »Labour-regeringen, der var blevet valgt i 1945, lod i mere end et år Sir Percy Mills, en inkarneret tory, blive siddende som øverste økonomiske rådgiver for den britiske militærregering. Han lagde ikke skjul på sin uvilje mod Potsdam-overenskomsten. Han forlangte, at uanset, hvad de øvrige besættelsesmagter mente, skulle Tysklands kemiske industri, jern, stål og andre tunge industrier særlig i Ruhr-området genrejses. Han modsatte sig alle forslag om at røre ved tyske firmaer, der var knyttet til britiske finansinteresser, særlig den tyske kunst-tekstiltrust Glanzstoff, 'Unilevers' tyske afdelinger, Siemens elektricitetskoncern og Vereinigte Stahlwerke. Sir Percy Mills havde i sin tid været medlem af en delegation fra 'British Industries', som i marts 1939 havde et møde i Dusseldorf med Tysklands 'Reichs-gruppe Industrie'. Den private Düsseldorf-overenskomst, som blev resultatet af forhandlingerne, gik ud på et intimt samarbejde mellem de tyske karteller og det voksende kartelsystem i England. Hovedformålet var at organisere en fælles modstand mod konkurrencen fra Frankrig og De forenede Stater. Den britiske regering anså denne overenskomst for ugyldig, da den var i modstrid med landets officielle politik, men 'Economist' kunne oplyse, at 'Federation of Britisk Industries1 bare regnede den for suspenderet så længe krigen varede ved...« Stewart Martins beretning trænger til et par supplerende bemærkninger. Den fatale Düsseldorf-overenskomst blev som bekendt indgået umiddelbart efter, at de tyske tropper i strid med alle aftaler var rykket ind i Praha, da tysk ekspansion og aggression var ved at nå sit højdepunkt. Den var et nyt München på det økonomiske område. Aftalen drejede sig da heller ikke blot om en fælles kamp mod konkurrenter. Den var et bevidst led j de britiske trusters politik, der gik ud på at lede Hitlers angreb mod øst mod Sovjetunionen. Dens politiske parallel var forhandlingerne i London i sommeren 1939, hvor Chamberlains regering foreslog en britisk-tysk opdeling af verden i »interessezoner«. For Percy Mills var rejsen i 1945 til de nye opgaver i Düsseldorf altså nærmest at betragte som en fortsættelse af en tidligere forretningsrejse til det samme sted, hvor man i sin tid sjakrede om Europas skæbne og fred. Forholdene var naturligvis lidt ændrede efter den tvungne afbrydelse. Men man kunne jo passende tage fat igen,- hvor man sluttede forrige gang - i marts 1939.

Så enkel en type var Bevins økonomiske højrehånd i den første og afgørende periode: en gammel München-mand og kartelpolitiker om en hals. Og godt begyndt er halvt fuldendt, siger man jo. Det var til ham, »socialisterne« i labourregeringen overlod at udforme det økonomiske grundlag for Englands Tysklands-politik efter krigen. Også i dette tilfælde blev resultaterne derefter. Monopolkapitalen havde også i den britiske zone fået en afgørende stemme forærende - af de britiske højresocialdemokrater, repræsentanterne for den vestlige »demokratiske socialisme«. Hvorfor lugter der mon altid af højfinans i nærheden af de socialdemokratiske regeringer i Vesteuropa? Enkelthederne fra udviklingen i den britiske besættelseszone falder ikke indenfor rammerne af denne oversigt. Ovennævnte er kun et sidespring, men fortæller det alligevel ikke en hel del?

Folk, der forsvandt og folk, der bestemte.

Læseren vil måske ud fra ovenstående forståeligt nok spørge: Er det da muligt, at de store kapitalistiske monopoler virkelig kan spille så afgørende og suveræn en rolle på en så betydningsfuld arena i formelt demokratiske stormagters internationale politik? Var der da slet ingen, der reagerede? Var der da slet ingen almindelige mennesker, der var begivenhederne inde på livet og sagde fra i tide, før det var for sent? Svaret på denne forespørgsel giver i virkeligheden én lidt af en vurdering af det moderne borgerlige »demokratis« værd i efterkrigstiden, når det drejer sig om at modvirke monopolkapitalens maskerede diktatur. Naturligvis fandtes der også i vestzonerne ærlige folk med en udpræget vilje til at hindre tragedien fra mellemkrigsårene, som var modstandere af de store monopolers spil. De gjorde individuelt slet ikke så lidt for at rejse modstand mod en udvikling, som de med rette betragtede som katastrofal. Det er rigtigt. Men det er lige så rigtigt, at de uhjælpeligt blev den tabende part overalt, hvor de med naiv oprigtighed søgte at stikke en kæp i udviklingens hjul. De stod som uorganiserede enkeltindivider overfor verdenshistoriens mægtigste og mest raffinerede organiserede sammensværgelse mod folkenes interesser. Deres farligste illusion bestod måske i, at de betragtede den eksisterende borgerlige stat, der formelt hentede sine fuldmagter i »frie valg«, som deres egen som folkets »demokratiske« stat, der stod uafhængig af klasserne. Alt for sent opdagede de, at regering og stat var et magtinstrument i helt andre hænder end det, man kalder folket. Under deres opposition mod udviklingen lærte de først gradvist og uklart, at staten i de vestlige kapitalistiske lande i første række er et lydigt redskab i den herskende klasses hænder. Det er den småborgerlige oppositions evige og stadig gentagne tragedie i imperialismens epoke. Den marxistiske lære om staten og dens funktioner repeteres hver dag i det levende liv. Et par praktiske eksempler vil belyse, hvordan det gik opponenterne mod Truman-politiken i Tyskland i efterkrigsårene.

I krigens første år, i Roosevelts tid, var den ærlige kartelmodstander af overbevisning Wendell Berge indehaver af så vigtig en administrativ stilling som leder af det amerikanske justitsministeriums anti-trustafdeling. Efter sine grundige og utrættelige afsløringer af monopolkapitalens spidser og deres arbejdsmetoder i 1941-42 drømte han om et opgør efter krigen med denne højfinansens underverden. Han arbejdede på et nyt grundlag for en hel ny og effektiv anti-kartellovgivning i staterne. De smukke drømme blev aldrig realiserede. Naturligvis måtte spørgsmålet behandles af »sagkundskaben« efter den offentlige blamage i krigsårene. Den 20. april 1945 besluttede præsident Truman, at spørgsmålet om patentkartellernes virksomhed skulle gøres til genstand for en særlig undersøgelse. Et firemandsudvalg skulle indlede »et fuldstændigt objektivt studium af patentlovenes virkninger og effektivitet«. Det nedsatte udvalg kom til at bestå af tre højtstående embedsmænd - og Ch. F. Kettering, viceformanden for General Motor, en aflægger af en af landets førende truster du Pont de Nemour - rustningsgiganten og I. G. Farbens store partner. De amerikanske truster og karteller fortsætter endnu i dag uantastet deres virksomhed som økonomiske diktatorer i USA - men i 1947 forsvandt Wendell Berge stilfærdigt fra justitsministeriet uden at have fået realiseret nogen af sine store planer om at hindre monopolernes landsskadelige virksomhed.

Et særdeles karakteristisk kapitel er den skæbne, der i årenes løb er overgået en række ledere af militærregeringens afdeling for af kartellisering af Tysklands økonomi. Så snart uafhængige personer her gik i gang med et hæderligt forsæt om, at der skulle udrettes noget i overensstemmelse med Potsdam-aftalens beslutninger - var de færdige i løbet af forbløffende kort tid. De ledende instanser i militærregeringen ekspederede ganske simpelt og bramfrit sådanne »fantaster« tilbage til staterne. De havde jo ganske simpelthen fra grunden af »misforstået« hele deres opgave. Rækken af afsatte »chefer« for denne afdeling begyndte med oberst Bernstein, der havde fået den ulyksalige idé særlig at hellige sig I. G. Farbenindustries forhold. Dermed var afslutningen af hans karriere i Tyskland bestemt, for netop her rørte Bernstein ved alt for vitale Wallstreet-interesser. I løbet af 4 måneder var han manøvreret ud. Det eneste, der kom ud af oberst Bernsteins energiske efterforskningsarbejde var hans medarbejder, økonomen Richard Sasulys interessante bog, der giver et hårrejsende veldokumenteret billede af den tyske kemitrusts virksomhed og af dens amerikanske hjælperes lyssky metoder for at redde kartelpartneren.

Oberst Bernsteins efterfølger blev underlig nok også en mand af samme støbning, Russel Nixon. Han mødte den 26. februar 1946 i Washington op i en senatskommission og tordnede mod militærregeringens brud på alle aftaler og ignorering af alle direktiver fra Washington. Han dokumenterede ligesom Bernstein, hvordan bestræbelserne for at opløse I. G. glatvæk saboteredes, og at det forholdt sig på samme måde med stillingen til de øvrige tyske monopoler, afnazificeringen og inddragningen af de tyske aktiver i udlandet. Det er overflødigt at tilføje, at også denne nye rebellion mod Wallstreets urokkelige vilje naturligvis blev - at Nixon forsvandt, medens Wallstreet-herrerne fortsat skaltede og valtede i militærregeringens navn efter behag. Om de erfaringer en senere leder af afkartellerings-afdelingen i Frankfurt am Main, mr. Martin, senere gjorde på denne uriaspost, kunne man i begyndelsen af 1947 læse i et par breve til New York Times. Han beskyldte her indehaveren af en række kendte kemiske virksomheder, der havde forretningsforbindelser med Tyskland, for at forsøge med lovlige og ulovlige midler at komme i besiddelse af en række af I. G. Farbenindustries virksomheder samtidig med, at den pågældende trust stræbte efter at opnå monopol på fremstilling af penicillin i Tyskland. I et andet brev gik mr. Martin videre for at berette om sine erfaringer angående amerikanske trusters erobringspolitik i Tyskland. Han fortalte om, hvordan tre store amerikanske verdensfirmaer, National Cash Register Co., Pneumatic Tube Co. og symaskinefirmaet Singer havde skaffet sig regeringens tilladelse til at overtage nogle tyske foretagender indenfor deres branche. Da disse amerikanske selskaber ikke kunne få de tyske virksomheder til frivilligt at overdrage sig fabriker og inventar, gik de til militærregeringen, der omgående udgav en forordning om, at de tre amerikanske truster skulle have overdraget tyske millionforetagender - i »leje«.

Ifølge mr. Martins udtalelser veg besættelsesmyndighederne ikke tilbage for grove magtmisbrug for at genoprette førkrigstidens tyske monopoler. Han sluttede sin skildring med, at man i Tyskland kunne iagttage »en fuldstændig genoprettelse af tingenes tilstand fra før krigen og en nøjagtig gentagelse af de begivenheder, der udspandt sig efter krigen i 1914 ...« At mr. Martin måtte forlade sin stilling i militærregeringens administration kan ikke overraske nogen. I den stridbare Martins sted trådte senere en mand, Wallstreet kunne bruge: mr. Bronson. Han saboterede åbenlyst enhver afkartellisering og fremmede i stedet oprettelsen af amerikansk-tyske monopoler i vestzonen. Omtrent på samme tidspunkt offentliggjordes en beretning fra en kendt amerikanske jurist, mr. Meeder, der havde deltaget i undersøgelserne mod de tyske rustningsindustrier. Heller ikke han lagde fingrene imellem i sine afsløringer. Han krævede rentud, at der blev indledt undersøgelser i anledning af, at »repræsentanter for kendte amerikanske firmaer, der indtog vigtige økonomiske poster i militæradministrationen, tjener deres selskabers interesser og ikke deres lands interesser.« Og denne skuffede højtstående embedsmand tilføjede ganske logisk: »Det er fuldstændig klart, at folk, der har forbindelse med Wallstreet ikke vil være tilbøjelige til at optræde energisk og effektivt for at virkeliggøre programmet for afkartellisering...«

Et par mønstereksempler til belysning af spørgsmålet, om det i et højkapitalistisk samfund er »staten«, der kontrollerer de store private monopoler, eller om det er disse, der er blevet så mægtige og manøvredygtige, at de med deres egne folk er i stand til at kontrollere og beherske både stat og statsadministration til deres private formål. Det er her, tilhængerne af det borgerlige demokrati i et kapitalistisk samfund hverken vil eller vover at sige den utilslørede sandhed, når de soler sig i snakken om det, de kalder »folkestyre«. Nu skal man ikke gøre sig nogen som helst falske forestillinger om, at alle disse misforhold var ukendte i regeringskredse i Washington eller i kongressen. Det var heller ikke uansvarlige outsidere, der rejste kritikken i tide. Den kom også fra folk, der havde spillet en f ørende, rolle på ansvarlige poster i Roosevelt-tiden. Da undermineringen mod Potsdam-aftalen satte ind, tog for eksempel Edwin Pauley, De forenede Staters officielle repræsentant i den inter-allierede erstatningskommission (der havde fungeret siden Roosevelts dage), bladet fra munden og erklærede i et møde i den demokratiske partikomité i staten New York: »De planlagte erstatningsbetalinger ved at forlægge sværindustrien fra Tyskland til Europas befriede lande vil ikke blot gøre slut på Tysklands økonomiske herredømme i Europa, som uundgåelig også ville betyde dets politiske herredømme i Europa, men ville samtidig også genopbygge økonomien i de fredselskende europæiske lande.« Om likvideringen af rustningsindustrien erklærede Pauley videre: »De folk, der vil bibeholde denne tyske industri jager i virkeligheden efter profit og er parat til at indlade sig på risikoen for påny at styrte verden ud i en ny krig«. Ikke et år senere var også Pauleys rolle som ledende person med hensyn til USA S Tysklands-planer udspillet. Eller man kan nævne Roosevelts vicepræsident og handelsminister den liberale Henry Wallace, der åbent sagde fra overfor Trumans og Byrnes' åbenlyst sovjetfjendtlige politik. Han fik sin afsked på gråt papir som regeringsmedlem i september 1946, og USA S tidligere vicepræsident fremstilles nu verden over nærmest som et »halvbolsjevikisk brushoved«.

Fra Roosevelt-tiden sad der også en særlig parlaments-kommission, der skulle overvåge trusternes hjemlige og internationale manøvrer, den såkaldte Kilgore-kommission. Også dennes formand, senator Kilgore, der på nærmeste hånd fulgte hele udviklingen, erklærede i december 1945 om militærregeringens virksomhed i Tyskland: »De er alt for venskabeligt indstillet overfor repræsentanterne for de tyske karteller. De amerikanske repræsentanter i Tyskland er forbundet med industri- og finansforetagender, der igen på deres side var intimt forbundet med nazisterne. De sympatiserer stadigvæk med deres gamle kartelpartnere og foretrækker at forny handelsforbindelserne med den genopstandne tyske industri, hvis førende personligheder de kender godt, i stedet for at indlade sig med nye økonomiske foretagender ...« Kilgore-kommissionen kunne endnu få lov til at »undersøge« og komme med saglig velbegrundede indlæg angående disse problemer. Men den havde ikke længere mindste indflydelse på regeringens politik - og allermindst på udviklingen i Tyskland. Trumans overtagelse af præsidentvirksomheden betød monopolherrernes officielle og store come back. I Tyskland fornyede gamle venner bekendtskaberne for at forsøge at gentage det gyldne eventyr fra mellemkrigsårene. Sådan begyndte Europas opdeling i efterkrigstiden, og det var Wallstreets skumle værk.

VEJEN TIL TYSKLANDS GENOPRUSTNING

De tyske monopolherrers planer og forhåbninger.

Kapitalens kosmopolitiske væsen og arbejdsmetoder udstyrer selv i de mest tragiske situationer for folkene monopolernes repræsentanter med en vis ydre sikkerhed og kynisme. Da de amerikanske besættelsesmyndigheder holdt deres højtidelige indtog i I. G. Farbenindustries gamle højborg Frankfurt am Main, blev de efter sigende modtaget af en af den store tyske trusts ledende mænd, Georg von Schnitzler, en fremragende nazist og kaptajn i SÅ - med de bevingede ord: »Mine herrer, det vil virkelig være mig en fornøjelse at samarbejde med Dem igen...« Det var som om denne Hitler-tilhænger allerede anede, hvem der i Frankfurt skulle repræsentere det sejrende USA Hvad USA S repræsentanter tænkte ved gensynet med denne gamle tyske partner, melder historien ikke- noget om, men tiden var endnu ikke inde til åben fraternisering, og for et syns skyld blev I. G. Farbens direktører indtil videre arresterede i militærregeringens navn.

Denne »formalitet« fik dem dog ingenlunde til at tabe hovedet. I fængslet pralede I. G.s ledende mand Max ligner åbenlyst med, at hans amerikanske venner nok skulle redde ham. En skønne dag - allerede i maj måned 1945 - forlod en officer fra det amerikanske efterretningsvæsen fængslet i Frankfurt med et brev fra Max ligner til de af hans assistenter, der befandt sig på fri fod. Brevet gik ud på, at I. G. Farbens gamle stab for enhver pris måtte opretholde den indbyrdes forbindelse og holde organisationen oven vande, da ligner forudsagde, at amerikanerne eventuelt senere ville lade trusten genoptage sin virksomhed. ligner gav endvidere sit personale det gode råd, at de om nødvendigt skulle søge de amerikanske myndigheders assistance til igen at komme i kontakt med hinanden. Fængselsopholdet for de tyske monopolister blev dog heller ikke længere end nødvendigt for at opretholde skinnet. Trods alvorlige anklager for aktiv krigsforbrydelse blev næsten alle I. G.s direktører senere sat på fri fod, »medens undersøgelsen stod på«.

Richard Sasuly fortæller et typisk eksempel fra sin virksomhed i den amerikanske »afkartelliserings«-kommission. En skønne dag vandrede direktør Georg von Schnitzler med en holdning som en udenlandsk ambassadør ind i Hotel Carlton, de højere amerikanske officerers residens. Krigsforbryderen mødtes med en bukken og en skraben: »Var der noget, han ønskede? Var der noget, man kunne gøre for ham?« På amerikansk område giver pengemagt altid en vis goodwill, der ikke skal undervurderes selv efter en tabt krig. Hr. Schnitzler repræsenterede stadigvæk noget, Trumans militærregering respekterede - og havde brug for. Hjalmar Schacht sad samtidig i Nürnbergs fængsel og Var bombesikker på, at ham skete der heller ikke noget ondt! En af de ledende mænd inden for Krupps mægtige rustningskoncern i Essen reagerede på en lidt anden måde. Lige efter kapitulationen i maj 1945 erklærede Krupps generaldirektør E. Houdremont overfor den amerikanske journalist Henry Taylor: »Vi vil sandsynligvis få brug for amerikanske lån, men verden vil undre sig over, hvor hurtigt Krupp vil leve op igen.«

De tyske monopolister kendte deres amerikanske »modstandere« fra årelangt samarbejde i de fælles aktieselskaber og karteller. En ting var de fuldstændig overbevist om: USA's herskere ville se forretningsmæssigt på tingene. Der måtte lidt komedie til, indtil man igen fik »den offentlige mening« under kontrol efter krigens »ophidselse«. Men Wallstreets monopoler kunne naturligvis aldrig for alvor tænke på at ødelægge et førsteklasses produktionsapparat, hvor de selv havde investeret millioner af dollars. Før eller senere ville de i stedet udnytte det til forretning og profit. Så var de tyske kartelpartneres time igen inde, selv om det til at begynde med kun blev på andenpladsen, når der igen skulle deles efter magten. Var de store tyske monopolister mon i maj 1945 den part, der regnede mest fejl med hensyn til den fremtidige udvikling i Europa? Når der er tale om krigens ødelæggelser i Tyskland ved kapitulationen, gør almindelige mennesker i reglen den afgørende fejl, at de bedømmer forholdene udfra hvad den menige tysker - civilbefolkningen - har lidt som følge af bombardementerne. Her er tabene frygtelige. Men hvor det gælder den tyske industris kapacitet og specielt rustningsindustrierne i vest, er billedet et væsentligt andet. Naturligvis er der sket skader, men det var alligevel en frygtelig industriel krigsmaskine, der blev tilbage ved sammenbruddet. De tyske monopolister repræsenterede virkelig fortsat enorme materielle værdier, der gav dem en endnu stærkere stilling på baggrund af folkets almindelige ruin. Det var krigens ophavsmænd og hovedskyldige, der sad tilbage med værdierne, hvis de gamle ejendomsbegreber fortsat skulle gælde. Den anden tyske ejendommelighed, man må have for øje, er, at de gamle tyske herskere fra første dag af i USA og England af tradition og beregning så en potentiel forbundsfælle mod det socialistiske østen for at skaffe disse ejendomsforhold - der byggede på krigsrovet - respekterede! Det er svært at skaffe sig noget helt korrekt billede af, hvor stor en del af den tyske industri, der var bevaret ved kapitulationen og angelsaksernes besættelse af vestzonerne, men vi ved bestemt, at det ikke var småting. Her giver alle autentiske beretninger det samme billede.

I januar 1946 blev der i Washington offentliggjort en rapport fra forvaltningen for ledelse af USA's økonomiske virksomhed i udlandet udarbejdet af afdelingen for fjendtlige lande. Det hed heri, at Tyskland »stadigvæk rådede over størstedelen af sit krigspotentiel.« I december måned 1945 havde den nævnte afdelings leder William Fowler afgivet vidneudsagn over for en senatskommission. Han erklærede: »Trods Tysklands nederlag befinder dets økonomi sig dog i en sådan tilstand, at den kan tjene som grundlag for en fremtidig krig«. Ganske samme indtryk får man af en beretning, der i samme periode blev afgivet af lederen af det amerikanske krigsministeriums civile forvaltning, generalmajor John H. Hilldring, Denne rapporterede over for en amerikansk senatskommission om de stedfundne undersøgelser af den eksisterende tyske krigsindustri følgende: »Koncentrationen af Tysklands industrielle kræfter, den tekniske kapacitet i den tyske krigsmaskine overstiger alle forestillinger. Indflydelsen fra de gigantiske tyske syndikater og karteller, der drev misbrug med alle den moderne videnskabs opfindelser, idet de stillede disse til rådighed for nazismens erobringsplaner, var kolossal...«

Det var de objektive informationer, der blev givet, før det i og fra Washington blev god tone at bagatellisere de tyske finansherrers forbryderske indflydelse og gøre den fuldstændige genrejsning af Tysklands krigsindustri til hovedopgaven i efterkrigstidens europæiske »genopbygningsplaner«. Hvor stor en del af Tysklands mægtige krigsindustri i vesten var da gået til grunde under krigen, og hvor meget var bevaret? Også her foreligger der fra autoritativ side nogle interessante skønsmæssige opgørelser fra marken i vestzonerne i »fredens« første periode, før den kolde krig rigtig kom i gang: Efter de første undersøgelser i de vestlige zoner regnede man med, at omtrent de tre fjerdedele af de industrielle virksomheder var temmelig uskadte, og selv i de bomberamte foretagender var skaderne langtfra uoprettelige. En repræsentativ undersøgelse foretaget af allierede eksperter i 45 beskadigede virksomheder udviste, at de 32 kun havde pådraget sig skader i en udstrækning af 10-30 %. Det velinformerede schweiziske blad »Journal de Genéve« kunne i juli 1946 meddele, at hvis den vesttyske industri blot blev forsynet med den nødvendige arbejdskraft og materialer, ville den i løbet af få måneder kunne nå op på produktionsniveauet af 1938. Skred man blot til en vis rationalisering, ville førkrigsniveauet endogså kunne overskrides.

Oberst Bernstein, der i 1945 virkede i den amerikanske militærregerings afdeling for »afkartellisering«, var af den opfattelse, at Tyskland, hvis det ikke blev effektivt økonomisk afvæbnet, i løbet af 5-10 år ved egen kraft kunne optage sin fulde krigsproduktion. Med hensyn til I. G. Farbenindustries virksomheder var Bernstein endnu mere kategorisk. Han erklærede i december 1945 over for en senatskommission i Washington, at denne trust ifølge hans undersøgelser havde ikke mindre end 87 % af sin fulde produktionskapacitet i behold. Af trustens virksomheder lå' praktisk nok 55 af de mest betydningsfulde i den amerikanske zone. Adskillige iagttagere har overhovedet i årenes løb udtrykt deres forbavselse over, hvor helskindet mange af Tysklands store rustningsgiganter var sluppet fra de næsten daglige angel-saksiske bombardementer. I særdeleshed synes store foretagender, der var udrustet med amerikansk og britisk kapital, at have været særdeles vanskelige mål for de allierede flyvere. Dette var så meget mere iøjnefaldende, som amerikanske flyvere med stor sikkerhed for eksempel så sent som den 26. april 1945 var i stand til at rette et næsten tilintetgørende angreb mod de tjekkiske Skoda-værker i Pilsen - umiddelbart før den Røde Armé nærmede sig byen.

Udfra krigens erfaringer og i kraft af deres gamle og rodfæstede forbindelser med de amerikanske truster, argumenterede de tyske pengemænd ganske logisk: Når deres virksomheder havde klaret krigen så godt, ville de sikkert også kunne overleve freden og besættelsen. Det gjaldt blot om at komme til en praktisk ordning med de amerikanske partnere. For de besejrede tyske monopolister stod USA nok som en krigsmodstander, men man betragtede i første række dette land som det mægtigste centrum for kapitalistisk verdensanskuelse. Så snart de første åbne divergenser mellem de hidtidige allierede begyndte at melde sig på udenrigsministermødet i London i efteråret 1945, besluttede Hitlers bagmænd straks at forsøge at udnytte situationen til et fremstød i deres egen interesse. Skal man forstå den senere udvikling af det tyske spørgsmål, gør man klogt i at sætte sig ind i, hvilke mål de tyske storkapitalister stillede sig under de ændrede magtforhold. Man vil blandt andet herudfra kunne bedømme, i hvor høj grad disse: nazismens og aggressionens egentlige rygrad, tog stikkene hjem i efterkrigstidens udvikling af det tyske spørgsmål. Fra begyndelsen af satte de deres kort ind på at søge at opnå en gentagelse af udviklingen efter den første verdenskrig: Et højkapitalistisk Tyskland skulle genopbygges for amerikanske dollars og gennem store amerikanske investeringer. Så blev der i alle tilfælde ikke tale om nogen socialisering i Vesttyskland.

Typisk for de tyske trustherrers tankegang er et memorandum, der den 8. september 1945 blev udarbejdet af Hans Werchmeyer, generaldirektøren for Tysklands næststørste kemiske trust Schering A.G.. Denne var endnu så naiv at mene, at den gamle konkurrent I. G. Farbens dage var talte. Werchmeyer skrev: »Jeg er af den opfattelse, at eftersom I. G. Farbenindustrie har mistet sin private karakter, og da dets virksomheder er lukkede, vil ledelsen lidt efter lidt tilfalde os. Jeg forudser forskellige muligheder... I løbet af tre år vil vi muligvis nå frem til at arbejde med overskud. Så står kun problemet tilbage om den stærke værdiforringelse af vore kapitaler. Vi må forsøge at oprette forbindelse med du Pont (den store amerikanske kemitrust) og foreslå denne at overtage henved en tredjedel af vor aktiekapital til rimelige priser og stille vore patenter, vore erfaringer og vore opfindelser til rådighed for denne mod en moderat betaling og mod en opdeling af markedet...

Hvis du Pont giver sin tilslutning til sådanne forslag, skal firmaet Schering forsøge at opnå et større garanteret lån for 6 år. På denne måde ville vi opnå følgende fordele: 1) den amerikanske regerings understøttelse, 2) en større sum udenlandsk valuta, der ville give os mulighed for at udvide vore virksomheder og 3) du Pont ville overfor os i fremtiden stille sig på samme måde, som det tidligere stillede sig over for I. G. Farbenindustrie, og det er vi interesserede i...« Der er to ting, der er værd at lægge mærke til: For det første regnede de besejrede tyske kapitalister som givet med, at vejen til hjælp fra Trumans regering var sikret, hvis man blot kunne nå til en privat aftale med du Pont. Det genspejler en ganske praktisk forståelse af statslæren over for USA's nuværende regime hos de tyske kartelherrer! For det andet rejses herudfra ganske kynisk spørgsmålet om den kommende tyske fred skulle være en nyordning, der bragte folkene fred og sikkerhed, eller om den skulle være et rent og skært forretningsmæssigt opgør af gamle mellemværender mellem en række kosmopolitiske syndikater og pengeinstituter i den helt store stil.

Firmaet Schering A.G.s spekulationer i fremtiden er ikke noget isoleret tilfælde af private spekulationer inden for et mægtigt tysk selskabs rammer. De var typiske for den gamle herskende kaste i det besejrede tredje rige. En måned efter gik man til et betydningsfuldt praktisk skridt for at nå til en forståelse med amerikanerne, hvor man foretog en »nydeling efter magten«. Initiativet kom denne gang fra en af veteranerne i den tyske monopolkapitalisme Arnold Rechberg, kalitrustens ledende mand, en gammel forkæmper for ideen om vestligt samarbejde - og en af de tyske finansmænd, der først havde givet en rundhåndet understøttelse til Adolf Hitler og den tyske nazisme. Når efterkrigstidens kosmopoliter og europæiske fantaster i dag hylder ideen om den europæiske union og »Europas forenede Stater«, bilder de sig i regelen ind, at de hylder en »stor idé«, hvis åndelige fader er deres store helt Winston Churchill. Denne fik imidlertid kun overdraget den ære at bringe den nye vare frem på det europæiske marked under den fornødne og tilbørlige reklame og under det populære varemærke »Made in England«. Mellem Churchill og Rechberg var der ganske vist allerede fra tyverne en vis vekselvirkning, men efter den anden verdenskrig tilfalder paterniteten for den store europæiske tanke historisk nazisten og storkapitalisten Arnold Rechberg - general Hoffmans gamle våbenbroder i agitationen for europæisk korstog mod bolsjevismen.

Rechberg lancerede nemlig denne idé så tidlig som i oktober 1945 i et alt for lidet kendt memorandum til den amerikanske militærregering, hvis tyske rådgiver han betegnende nok hurtig blev indtil sin død i 1947. Rechbergs forslag havde form af en »plan om at frelse den tyske økonomi«, og Rechberg foreslog her rent ud, at dette måtte ske gennem »en union mellem vestmagterne og Tyskland«. Hans memorandum blev modtaget med stor opmærksomhed af den amerikanske militærregerings sagkyndige, og det kom senere til en interessant brevveksling om dette aktuelle emne. Man får her nærmere besked om Rechbergs fremtidsperspektiver for det besejrede Tyskland. De fortjener at blive kendt. Naturligvis var baggrunden for Rechbergs forslag spekulationen i, at det snart skulle komme til et opgør mellem den vestlige kapitalisme og Sovjetunionen. Han fulgte her gamle traditioner. I et brev dateret 21. februar 1946 uddybede Rechberg sine planer og foreslog som grundlaget for en vestlig forståelse, at vestmagterne overtog 23-30 % af aktiekapitalen i de virksomheder, der lå i deres respektive zoner. Det skulle være kontrol nok med »det nye Tyskland«. Det hedder i forslaget: »Deltagelsen af De forenede Stater, Storbritannien og Frankrig i Tysklands nøgleindustrier ville give dem kontrol over disse industrier. Amerikansk-britisk-fransk indtrængen og sammensmeltning med tysk industri skal garanteres ved at kombinere deres militære interesser.«

Hvem de militære interesser skulle »kombineres« imod, behøver man ikke at være nogen større spåmand for at gætte. I et brev dateret 16. januar 1947 gik Rechberg videre i sine projekter og skrev allerede betydelig mere konkret: »Fremfor alt må opløsningen af de tyske industrielle karteller og sammenslutninger annulleres... De tyske industrielle foretagender, der er blevet beskadiget under verdenskrigen må genopbygges i løbet af temmelig kort tid. Dette vil øjensynlig kun være muligt ved hjælp af væsentlig støtte fra britisk og amerikansk kapital. Endvidere, hvis det tidligere produktionsniveau i disse tyske virksomheder skal nås, vil de få brug for store britiske og amerikanske kreditter.« Det næste punkt i Rechbergs genopbygningsprogram for den tyske monopolkapitalisme bevæger sig allerede direkte over på det politiske plan, selv om det maskeres bag »teknisk nødvendighed«. Det lyder: »Efter min opfattelse er den politiske fortid hos Tysklands industrielle ledere i dag uden betydning. Den eneste ting, der tæller, er at de fleste af dem er i besiddelse af stor forretningsmæssig viden og betydelig erfaring i at administrere nøgleindustrierne, særlig i vanskelige tider og under vanskelige betingelser. Efter min opfattelse vil englænderne og amerikanerne ikke være i stand til at undlade at samarbejde med tysk kapital. Det er derfor nødvendigt af give amnesti til dygtige tyske industrielle ledere, der i øjeblikket er internerede eller fjernede fra deres poster, og at genindsætte dem i deres tidligere stillinger.« Her har vi tysk monopolkapitals nærmeste aktionsprogram for igen at komme til kræfter til ny verdenserobring i en nøddeskal. Den gamle nazist og korsfarer mod socialismen, Arnold Rechberg, havde personlig det tragiske uheld at dø, netop på det tidspunkt, hvor angelsaksisk gunst syntes at tilsmile så at sige alle hans forslag om genrejsning af tysk monopolvælde som en junior-partner til de nye angel-saksiske verdenserobrere. Hans råd skal alligevel mindes.

Denne koncentrerede oversigt over de tyske finansmænds fremtidsplaner ville være for ufuldstændig, hvis den ignorerede den rolle, der bag kulisserne er blevet spillet af det tyske pengevældes gamle »troldmand«, den store ekspert i optagelse af angel-saksiske lån i mellemkrigsårene: Hjalmar Schacht. I en vis periode var den tyske finanskapitals gamle førstemand ganske vist en smule - lad os sige »erhvervshæmmet«. Anklagen mod ham for at være en ondartet krigsforbryder svævede i nogle år stadig over hans hoved. Ved Nürnberg-processen blev Schacht først den 1. oktober 1946 frifundet med tre veststemmer mod den russiske dommers. Den 13. maj 1947 idømte en tysk domstol ham for et syns skyld 8 års fængsel. Allerede næste dag fik amerikanske velyndere dog Schacht indlagt på hospitalet i Ludwigsburg, og en måned efter meddelte amerikanske myndigheder, at den tidligere rigspræsident var blevet »midlertidig« løsladt. Senere har der været nye sager og appeller, men det er ingen hemmelighed, at i opgøret om Hjalmar Schacht har de angel-saksiske velyndere stadig vist sig at være betydelig stærkere end retfærdigheden. Gammel kærlighed ruster som bekendt ikke. De talrige retssager, hvis endelige udfald Schacht dog så nogenlunde kendte, har naturligvis ikke hindret »troldmanden« i at give sit besyv med, når det gælder tysk kapitalismes fremtid. Hans litterære produktion i efterkrigstiden er desværre kun ufuldstændig kendt. De mest værdifulde indlæg har han givet i forskellige fortrolige memoranda til den britiske og amerikanske militærregering, men noget er dog også sivet offentlig ud. I 1948 udgav således Schacht med vestallieret licens i både Hamburg og Stuttgart en lille bog med den misvisende titel »Abrechnung mit Hitler«. Den forklarer naturligvis, hvorfor Schacht som god »vestlig demokrat« måtte støtte Hitler og nazismen.

De politiske slagord i dette værk er kapitalismens sædvanlige vinduespynt: Antikommunisme, opløsning af fagforeningerne (af gammel vane velsagtens), monarki og kirke. Schacht slutter betegnende nok med kravet om, at Tyskland må optages som ligeberettiget, partner i det »atlantiske folkefællesskab«. Hans lære af krigen er interessant. Det er en bekendelse til tysk kapitalismes fremtid som et led i fronten mod socialismen: »Derfor må vi være af den faste overbevisning, at også de nyeste ofre, der er blevet pålagt Tyskland, har en mening:.. Før krigen har verden ikke forstået Tysklands tvangssituation og dets søgen efter en fredelig udvej i sin selvopholdelse. Efter krigen erkender verden, hvad den ville tabe med Tysklands tilintetgørelse ...» Økonomisk er Schachts planer mere konkrete. Han tager naturligvis sit udgangspunkt, hvor han i perioden 1943-44 sluttede under sine forhandlinger med Allan Dulles og de øvrige amerikanske monopolherrer og tilbyder en »fredelig« nyopdeling efter magten i den kapitalistiske verden. Schacht går så langt, at han er villig til at indrømme Wallstreet 51 pct. af kapitalen i den tyske rustningsindustri, hvis man blot vil gennemføre det Schacht kalder »Hoover-planen« om fuld genopbygning af den tyske sværindustri. Ligesom Rechberg fisker han åbenlyst med sin gamle virtuositet efter nye amerikanske dollarlån, der kan bekræfte det genoprettede kompagniskab mellem de tyske og angel-saksiske monopoler. Schacht vil ikke blot »et forenet Europa« - men præsenterer med et høfligt buk for Wallstreets krav om verdensherredømme, tanken om »een verden« efter sin egen kogebog. I en artikel af Schacht, der i 1948 først så dagens lys i det schweiziske blad »Die Weltwoche« og senere i »Schwäbische Landeszeitung« forkynder han sit nye evangelium på følgende måde: . »En førende amerikansk indflydelse under tilsvarende indsats af kapital i den europæiske industri ville betyde et væsentligt skridt fremad i retning af en verdensøkonomi, der ledes under ét...«Under utopien: en forenet kapitalistisk verden uden kriser og indre konflikter og med magtdeling efter kapitalindsatsen skjuler Schacht fiffigt tysk monopolkapitals nærmeste mål: at blive partner i et opgør med socialismen. Perspektivet er Tysklands genopstandelse under en tredie verdenskrig.

Ruhrmagnater, der atter trækker i munkekutten.

Monopolkapitalens store livgivende kraft på den politiske arena er, bortset fra pengemagtens uhyre økonomiske magtudfoldelse på agitationens og »oplysningens« område, dens utrolige evne til i en snæver vending at maskere sig i et nyt politisk klædebon. Den skifter politisk ansigt, som en kamæleon skifter farver. I efterkrigstidens Tyskland har højfinansen resolut smidt nazi-uniformen for igen at trække i den katolske munkekutte. Tilpasset det »vesteuropæiske demokratis« krav hedder monopolkapitalens førende parti i vestzonerne i dag de kristelige demokrater (C.D.U.). Der er intet mærkværdigt i denne skiften ham overfor de nye opgaver. Ruhr-magnaternes forbindelse med den katolske kirke i Rhinlandet er af gammel dato, og det er ikke første gang, vesttysk finanskapital har søgt skjul bag pavestolens fromme lader. Før Hitlers magtovertagelse stod monopolkapitalen i Ruhr traditionsmæssigt opdelt i to konkurrerende politiske grupper: En rabiat preussisk fløj med så markante ledere som Krupp von Bohlen, August og Fritz Thyssen, baron Kurt von Schrøder, en tid dynastiet Hugo Stinnes og sønner, Friedrich Flick, Vögeler med flere repræsenterede de mest uforsonlige revancheforkæmpere og hævdede skarpt Tysklands ubestridte hegemoni indenfor de internationale kartellers opdeling af det europæiske marked. Politisk samlede de sig først om det militaristiske og reaktionære tysk-nationale parti, hvor de indgik et fornuftsægteskab med Østtysklands junkere, officersdynastier og storgodsejere. Senere svingede denne fløj med fuld musik over til nazisterne og bar Hitler frem til magten og den anden verdenskrig.

Inden for de store Ruhr-karteller fandtes imidlertid også, snævert forbundet med den katolske kirke i Rhinlandet, en anden retning, der vurderede den internationale magtbalance og tysk monopolkapitals muligheder mere forsigtigt og nøgternt, selv om den satte sig de samme mål. Lederne af denne gruppe så ligesom den første, at hovedretningen for tysk ekspansion lå mod øst, i et opgør med Sovjetunionen for at føje dennes område ind i det tyske »storrum«. Men de ønskede først og fremmest at sikre Tyskland en solid rygdækning mod vest. Derfor var de rede til betydelige indrømmelser til vestmagterne (øget kuleksport til Frankrig, gradvis traktatmæssig lempelse af Versailles-diktatet). De tilstræbte et samarbejde i vest på længere sigt og var indstillet på at udskyde magtkampen her, til ekspansionen i øst var en kendsgerning. Ruhr-magnaterne af denne »klerikalt-liberale« skole samlede sig omkring det store katolske centrumsparti, en altid konstant magtfaktor i Weimar-republikkens dage. Politisk var denne gruppes eksponenter folk som Erzberger, Fehrenbach, Marx, Luther, den »sorte kansler«, Heinrich Brüning, og dr. Adenauer. Folkene i Deutsche Bank holdt i en årrække denne gruppe ved magten, og indenfor Ruhr-kartellerne repræsenteredes denne klerikale kapitalisme af mægtige trustherrer som Otto Wolf, Klöckner, Ottomar Strauss, Silverberg og Brünings finansrådgiver, bankdirektør Pferdmenges fra Deutsche Bank og Ruhr-bankhuset Louis Hagen. Det var i perioden før Hitler - folkene bag »nødforordningernes« kolde diktatur i Weimar-republikkens sidste år. I de indre opgør indenfor Ruhr-trusterne trak centrum og de »klerikalt-liberale« som bekendt det korteste strå i magtkampen. En fløj af de katolske pengemænd satte i det afgørende øjeblik under von Papens ledelse også deres kort på Hitler, nogle finansmænd af jødisk oprindelse blev »udrensede« og resten af katolikkerne lod sig efterhånden ensrette og trådte i Hitlers tjeneste på mindre fremtrædende poster i det økonomiske liv.

En undtagelse dannede her Ruhr-katolikkernes politiske førstemand Heinrich Brüning. Han udvandrede i 1934 til England og forlagde ved krigsudbruddet sin residens til USA. Bruning hørte dog langtfra til den gruppe emigranter, der i udlandet arbejdede på Hitler-Tysklands nederlag. Hans rolle var mæglerens. I sommeren 1939 søgte han i England at hindre krigsudbruddet i vest ved at foreslå forhandlinger mellem de tysk-britiske stabe, og i USA bestræbte han sig i den følgende tid utrættelig på at få Roosevelts regering til at optræde som mægler mellem Tyskland og England for at krigen kunne få et »normalt forløb« som et enkelt opgør mellem øst og vest. Efter angel-saksernes besættelse af de vestlige zoner var det Brünings gamle garde i finansverdenen og i det nyoprettede kristelig-demokratiske parti, City og Wallstreet søgte at skyde frem i forgrunden i Tysklands politiske liv. Heinrich Brüning blev imidlertid indtil videre selv i USA for at trække i trådene bag kulisserne. Selvom Heinrich Bruning endnu ikke selv er dukket op på den vesttyske arena efter sammenbruddet, er det dog hans inderkreds, der i de sidste år har præget tysk politik i vestzonerne.

Allerede i 1945 vendte Brünings højre hånd Karl Spiecker tilbage til Tyskland, hvor han først i den britiske zone søgte at organisere et nyt »Centrumsparti«. Senere tilsluttede han sig dog de kristelige demokrater. Som belønning blev han af angelsakserne udnævnt til viceformand for eksekutivrådet i dobbeltzonen. Senere rykkede også Brünings gamle statssekretær i rigskancelliet, dr. Hermann Pünder, frem på scenen som formand for det administrative råd. Også med andre kristelig-demokratiske forgrundsfigurer som dr. Konrad Adenauer og Jacob Kaiser trådte Brüning fra sin udlændighed i intim kontakt. Det er hans skygge, der hviler over vestzonerne.

Den 5. juni 1948 var det demokratiske tyske blad »Neues Deutschland« i stand til at offentliggøre en udførlig beretning og nogle direktiver, »den sorte kansler« fra USA havde sendt til sin fortrolige dr. Pünder. De kaster et interessant lys over de mål, de klerikale Ruhr-kapitalisters åndelige leder, Heinrich Brüning, har stillet sig for Tysklands fremtid. Brüning beretter først udførligt om, hvordan Roosevelts død bragte folk frem i forgrunden i USA, som han havde indflydelse på. I hans brev, der stammer fra sidste halvdel af 1947, skriver han: »Siden sidste efterår har jeg haft lejlighed til at give råd angående forskellige spørgsmål. Jeg havde selvfølgelig lejlighed til at forklare konsekvenserne af Jalta-overenskomsten til personer, som nu - skønt de ikke var det dengang - er yderst indflydelsesrige, mellem dem Hoover...« Heinrich Brünings virksomhed bag kulisserne med de mest tyskvenlige amerikanske finansmænd var efter krigen en yderst vigtig kanal, Ruhr-monopolerne udnyttede for at vinde indflydelse på amerikansk politik. Også Brüning viste sig som en ivrig forkæmper for metoden at bevare Tysklands sværindustri i monopolernes hænder ved at drage amerikansk kapital med ind i geschæften for at undgå afmonteringer eller socialisering. I brevet hedder det herom: »Hvis Ruhr-industrien bliver socialiseret, vil der ikke blive stillet nogen amerikansk kapital til rådighed for denne. Man kan kun vente privatkapital under regeringsgaranti. Derfor glæder det mig meget, at Adenauer er trådt i brechen for blandede økonomiske foretagender...« Også med hensyn til formerne for genoprettelse af de tyske monopoler under de ændrede forhold gav Brüning på egne og sine amerikanske velynderes vegne gode råd i form af noget, der ligner en katolsk-fascistisk »korporationsstat« i Vesttyskland. Herom hedder det: »Det er meget vel muligt at indsætte en ledelse for hvert firma med en større fagorganisation for hele området og med flere ensrettede organisationer for de forskellige produktionsgrene, i hvilke såvel repræsentanter for forbrugerfirmaerne som også fagforeningerne må deltage. Jeg skal blot omtale muligheden for at imødegå nationalisering med slagordet kooperativisering...«

En anden metode Brüning anbefaler for at splitte arbejderbevægelsen i Tyskland er oprettelsen af katolske fagforeninger, og hans religiøse anskuelser er i denne retning ingen hindring for, at han kan give den tyske protestantiske kirke det samme gode råd, hvor dennes trosbekendelse er den fremherskende. Betegnende nok begrunder Brüning denne faglige splittelse af monopolernes klassemodstandere med følgende: »Som det har været tilfældet i mange andre lande, vil socialisterne indenfor en forenet fagforening gradvis miste bevidstheden om forskellen mellem dem og kommunisterne...« Om slutmålet for Brüning-klikens og de katolske Ruhr-monopolers bestræbelser på tysk udenrigspolitisk område erfarer man interessante enkeltheder i en bog, en af Brünings nærmeste venner, Gustav Stolper, i begyndelsen af 1948 udgav i De forenede Stater. Det hedder her ganske kynisk og utilsløret: »På den dag vi organiserer et Vesttyskland, påbegynder vi igen ligesom i middelalderen en march for at beskytte vesten mod østen...» Det er den katolske tyske monopolkapitalismes særlige ansigt i efterkrigstidens Tyskland. Vi står her overfor et »demokrati« af en særlig tysk afart. Dækket bag den katolske munkekutte skal de stærkeste drivkræfter i den traditionelle reaktionære tyske aggressionspolitik maskeres, og bevares. Men trods forklædningen er både målsætningen og ekspansionsretningen den samme. Man føler sig ved læsningen af disse »fromme« katolske folkeføreres planer uvilkårligt hensat til den tid, Adolf Hitler og Alfred Rosenberg efter Versailles kaldte til korstog mod øst. To verdenskrige har ikke været Tysklands borgerlige regenter nok. De søger selv i det katolske prælatskrud kun forbundsfæller til tredje runde!

Wallstreets hjælpekolonne sætter ind.

I hvor høj grad er det lykkedes de tyske monopolister at føre deres planer om landets genoprustning ud i livet i efterkrigsårene? Er vi på dette område nået videre end efter den første verdenskrig? Det skal straks.; slås fast, at spekulationen i at modtage en hjælpende hånd fra Wallstreet var en såre realistisk linie, som i løbet af forbløffende kort tid gav de første resultater. I ugerne lige før Potsdam-konferencen så det ganske vist ud til, at der i overensstemmelse med Roosevelts planer og aftaler skulle gøres noget effektivt for at hindre en ny genoprustning i Tyskland og for at bryde de tyske trusters og syndikaters herredømme. Begyndelsen var drastisk - alt for drastisk til at være tillidsvækkende.

Den 5. juli 1945 udsendte den amerikanske militærregering sin berømte »General Order No. 2«. Den gik kort og godt ud på øjeblikkelig beslaglæggelse af alle I. G. Farbenindustries virksomheder. Alt maskineri og materiel skulle gøres klart til demontering og fjernelse fra Tyskland som erstatning til De forenede Nationer. Det, der blev tilbage skulle ødelægges. Der blev samme dag nedsat en særlig kommission, der skulle føre kontrollen med, at produktionen ingen steder blev genoptaget i krigsvigtige virksomheder. Det viste sig dog hurtigt at være et storstilet amerikansk skuespil beregnet for det bredere publikum. Lidt efter lidt satte amerikanerne selv produktionen i gang i de fleste af kemitrustens virksomheder under ledelse af de lokale tekniske direktører. Man begyndte klogt med at sætte de store fabriker i Höchst igang igen. De fremstillede farmaceutiske artikler og det var let at forklare, at disse afdelinger var livsvigtige for den tyske befolkning. Snart viste næsten alle koncernens afdelinger sig at være »livsvigtige«. Richard Sasuly, der selv deltog i »afkartelliserings«-afdelingens arbejde under oberst Bernstein giver følgende træffende karakteristik af begivenhedernes videre næsten tragikomiske forløb: »Der var afdelinger i alle I. G. virksomheder, der ingen nytte var til undtagen for krigsproduktion; der var mere end et dusin anlæg, der som helhed kun var bygget for krigen. Alligevel blev ingen af disse ødelagt undtagen et par afdelinger i to af anlæggene. De ødelagte enheder var godt bladstof, men deres ødelæggelse havde kun liden virkning på de 55 produktionsanlæg, I. G. Farben ejede eller holdt i drift i USA-zonen.«

Sasuly fortæller detailleret om den helt uskadte hemmelige virksomhed i Gensdorf i det østlige Bayern, der lå godt skjult i skovene. Man havde her fremstillet en delikatesse som sennepsgas i masseproduktion. Fabrikken blev liggende helt uberørt og udnyttedes efter sigende til at fremstille en vædske, der udnyttedes i bilradiatorer for at hindre virkninger af frost. Da denne interessante virksomhed blev inspicerer af amerikanerne, spurgte disse den gamle I. G. Farben-leder dr. Roell: »Ville det være let at producere sennepsgas igen?« Dr. Roell gav det karakteristiske svar: »Ja. Er De, mine herrer, interesseret i det nu?« Snart snurrede hjulene lystigt i så at sige alle I. G. Farbens gamle virksomheder, som om der ikke eksisterede nogen »Ordre no. 2«. Det var Wallstreets første hjælpende hånd til den gamle kartelpartner. Der var folk nok, der protesterede, men de forsvandt hurtigt fra militærregeringens tjeneste, da de jo ganske øjensynlig helt havde »misforstået« deres opgaver. I december 1945 begyndte pludselig I. G. Farbens juridiske ganske værdiløse aktier at stige igen og at blive officielt omsat på vestzonernes børser! Det var første akt, der flot klaredes af eksperterne i administrationen. Her »overså« man ganske simpelthen både de formelle »direktiver« fra Washington og de indgåede internationale aftaler. Næste opgave blev at skaffe et grundlag for at ændre de indgåede forpligtelser til fordel for monopolernes privatpolitik. Til dette formål satte Wallstreet straks efter Potsdam sine egne »sagkyndige« ind med undersøgelser på stedet.

James Stewart Martin, der selv var medarbejder i militærregeringens administration, fortæller om det systematiske og organiserede undergravningsarbejde der blev sat ind mod Potsdam-aftalen så at sige, før blækket var tørt på dette betydningsfulde dokument. Han skriver i sin artikelserie: »Så tidlig som i september 1945 - otte måneder før det kom til de første divergenser med Rusland om Potsdam-aftalens gennemførelse - summede det i den amerikanske militærregerings økonomiske afdeling med planer og projekter, som stod i direkte modstrid til Potsdam-aftalen. Den ene 'ekspert' efter den anden blev indbudt til at komme til Tyskland, se sig om nogle uger og skrive en, 3 rapport set med den 'økonomiske divisions" øjne. Calvin Hoover-rapporten af september 1945 forsøgte at godtgøre, at Tyskland ikke kunne genoplives undtagen som sværindustriel magt. Dr. Don D. Humphrey, general Drapers økonom, supplerede dette med en betænkning af 15. oktober, som gik ind for, at vi skulle beholde kullene indenfor Tysklands grænser og koncentrere os om at genoplive industrier, som ville kunne anvende kullene 'på den måde, som har bedst muligheder for at reducere vore forpligtelser', det vil sige producere tungt maskineri, fabriksudstyr, jern og stål. Militærregeringens personlighedsspaltning lå således klart for dagen længe før vor kontrovers med Rusland blev akut. En gruppe tog de officielle direktiver fra Washington højtidelig, medens en anden indtog det 'realistiske' standpunkt, at Washington måtte beskyttes mod sin egen dårskab. Efterhånden som den sidste gruppe fik hjulpet nazi-industribaronerne tilbage til magten i dobbeltzonens administration, varede det ikke længe, før hamstringsskandaler, administrationsfadæser, sabotage af kulproduktionen, uopfyldte eksportkvoter og lignende blev hverdagskost i rapporterne fra Tyskland.« Det er en af den amerikanske militærregerings tidligere højtstående funktionærer, der giver ovenstående forklaring på, hvordan sabotagen af de højtidelige aftaler, Truman-regeringen havde indgået, stod i fuld blomst allerede inden udgangen af 1945. Wallstreets folk havde tilrevet sig hele kontrollen med administrationen i USA S tyske zone - og de regnede ikke Potsdam-aftalen for mere værd end det papir, den var skrevet på.

FEM ÅRS TYSKLANDS-POLITIK

De brudte aftalers helt vender hjem

Den 17. maj 1949 var en af de helt store dage i Washington. Under en drønende æressalut på 17 kanonskud landede den første leder af den amerikanske militærregering i Tyskland, general Lucius D. Clay, efter endt tjeneste i den amerikanske hovedstads lufthavn. USA's præsident, Harry Truman, var ganske vist ikke personlig mødt op på flyvepladsen for at byde sin omstridte »oversergent i Berlin« velkommen, men denne blev ved ankomsten kørt direkte til det hvide hus. Under en celeber højtidelighed i præsidentpalæets rosenhave overrakte Truman general Clay en høj orden: »Distinguished Service Medal«. Som en erindring om andre tider i Tyskland var medaljen naturligvis af 1. grad og - med egeløv! I sin hilsningstale erklærede præsidenten: »General Clay viste sig under sit arbejde som militærguvernør og øverstbefalende i Tyskland ikke blot som en god soldat, der holdt de amerikanske styrkers fineste traditioner højt i hævd, - men også som en statsmand af bedste klasse, der fast og modigt viede sin gerning til fredens sag...« Sådan vendte de brudte løfters amerikanske helt tilbage fra Europa efter de første »fredsår«, der fulgte den anden verdenskrig. Han fejredes som eksponenten for' de amerikanske monopolers politik, som den politiske og militære leder, der mere end de fleste andre havde stået i første frontlinie for igen at opdele Europa i to tilsyneladende uforsonlige halvdele, så det gamle kontinent igen havde oplevet fire lange år uden sikkerhed og uden fred.

Lørdag den 2. juli 1949 landede general Clays efterfølger, USA's; første »højkommissær« i vestzonen, John McCloy i lufthavnen i Tempelhof i Berlin. Der havde fundet et amerikansk »vagtskifte« sted Tyskland, men hvori lå dettes politiske betydning? McCloy forsikred straks ved ankomsten, at også han ville følge general Clays »faste linie« i den kolde krig: »Der vil ikke blive tale om nogen radikal ændring i USA's Tysklands-politik.« Lidt klogere angående den kurs, McCloy repræsenterer, bliver man ved at se lidt nærmere på den nye højkommissærs politiske fortid. Han er intet ubeskrevet blad. I perioden før Roosevelts død fungerede McCloy (der ikke er professionel militær men en kendt jurist) som hjælpesekretær i krigsministeriet under gamle Stimson. Senere var han medlem af et forberedende femmandsudvalg, der skulle udarbejde det foreløbige materiale angående atomenergien, og senere overtog han under Truman posten som formand for den internationale »genrejsningsbank«. På denne post udmærkede McCloy sig specielt ved konsekvent at afvise alle lån til østeuropæiske staters genrejsning.

Det amerikanske blad »Daily Compas'« Washington-korrespondent, den kendte skribent Stone, gav den 20. maj 1949 i sit blad nogle interessante oplysninger om McCloys personlige tilknytning til et af de førende monopoler. Han henviste til, at den nye højkommissær er en af indehaverne af det kendte Wallstreet sagførerfirma »Midland, Tweed, Hope, Headley and McCloy«. Dette er ikke noget helt almindeligt juridisk forretningsforetagende, for mellem firmaets store kunder står i første række Rockefellers og Standard Oils store bankforetagende -»Chase National Bank«, det finansinstitut i USA , der var stærkest engageret i Tysklands-forretningerne og i forbindelserne med I. G. Farbenindustrie før krigen. Betydningen af det stedfundne vagtskifte understreges yderligere, når det oplyses, at McCloys efterfølger i den internationale genrejsningsbank er en af forgrundsfigurerne i den samme finansgruppe: en mr. Blake, der hidtil har fungeret som vicepræsident i »Chase National Bank«. Når det yderligere kan nævnes, at storbankieren Thomas McKittrick - der under hele krigen som direktør for den internationale bank i Basel opretholdt stadig kontakt med så fremragende ledere for de tyske monopoler som Hjalmar Schacht, baron Kurt von Schrøder og Hermann Schmitz fra I. G. Farben - i dag fungerer som en af direktørerne for Rockefeller-banken, er det ikke for meget sagt, at kredsen i dag er sluttet.

Hitlers gamle financier og I. G. Farbens kartelpartnere har efter nogle års stilfærdigt arbejde bag de trumanske kulisser nu åbenlyst tilrevet sig kommandoposterne i USA's tyske politik. Med sine økonomiske aktiver, der nu er nået op på en kæmpesum af 6,6 milliarder dollars, er Rockefeller-gruppen og Chase National Bank også politisk ved at tilrive sig en afgørende rolle i efterkrigstidens amerikanske storpolitik, selv om dens ledere hidtil gik for at være bagmænd for Hoovers og Deweys republikanere. Både i Vesttyskland og i »den europæiske genrejsning« har den gamle garde fra Standard Oil tilrevet sig særdeles vigtige nøglepositioner til nye fremstød i kampen om verdensherredømmet. Heri ligger betydningen af »vagtskiftet«, der lod egeløvshelten Lucius Clay afløse af Wallstreet-sagføreren, »højkommissær« John McCloy. Den skæbnesvangre kontinuitet i de store amerikanske monopolers Tysklands-politik er både ubrudt og forstærket efter Harry Trumans genvalg som USA S præsident. Der står igen Standard Oil som varemærke på den amerikanske militærregerings virksomhed i Frankfurt, nøjagtigt som der stod Standard Oil på Hitlers tyske genoprustning.

Udfra dette slutresultat af fem års udvikling af amerikansk politik kan det være interessant at kaste et kort tilbageblik på de forskellige etaper, der markerer modsætningerne i tysk politik mellem krigstidens allierede magter. Som udgangspunkt vil det vel være klogest at vælge de aftaler, man i sommeren 1945 enedes om som det fælles grundlag for, hvad der skulle gennemføres for at hindre en genopliven af aggressiv tysk militarisme. Som målestok står Potsdam-aftalens vigtigste bestemmelser her i forgrunden. Gennem afvigelserne fra denne linje og gennem de gentagende krænkelser af overenskomstens bestemmelser løber en linje, der betegnende nok falder sammen med de store amerikanske monopolers private interesser i verdenspolitikken. Man kan først tage et vigtigt felt som tilintetgørelsen af Tysklands krigspotentiel, afmonteringen af de egentlige rustningsvirksomheder, der i Potsdam efter amerikansk initiativ ensidigt blev udpeget som det grundlag, på hvilket der skulle ydes erstatninger til de lande, hvor Hitlers hære under krigen havde anrettet de største ødelæggelser og krigsskader. Der var i Potsdam fastsat ganske præcise regler for fremgangsmåden ved udvælgelsen af de tyske industrielle virksomheder, der skulle afmonteres og anvendes som erstatningsobjekter. Fristen for udarbejdelsen af den færdige liste var oven i købet fastlagt til den 2. februar 1946, og arbejdet var overdraget de store allieredes fælles erstatningskommission i Berlin. Tilsyneladende skulle arbejdet ikke være uoverkommeligt. Under Hitler havde det tyske produktionsapparat fået en skæv udvikling, der intet havde med normal økonomi at gøre. Der var oprettet en hel række store industrielle virksomheder, der udelukkende arbejdede med den kommende angrebskrig for øje. De leverede ingen varer til befolkningens forbrug. De spillede heller ingen rolle i landets eksport, men havde kun een stor kunde: den tyske værnemagt. Demontering af foretagender af denne ensidige art skulle i det lange løb ikke spille nogen afgørende rolle, hverken for genoprettelsen af tysk fredsøkonomi eller for befolkningens forsyninger. Det var her, de allierede stod over for den opgave at afmilitarisere den tyske industri ved at tilintetgøre rustningsvirksomhederne, anvende deres maskiner og inventar som erstatninger eller drage omsorg for deres kontrollerede omstilling til at fremstille varer til fredens behov.

Underlig nok voldte udarbejdelsen af erstatnings- og demonteringsplanerne fra de allierede eksperters side slet ikke de største vanskeligheder. De blev lidt forsinkede, men den 28. marts 1946 forelå dog for kontrolrådet i Berlin en detailleret indstilling, der blev anbefalet af alle ,! stormagternes repræsentanter og godkendt. Der var udarbejdet en liste over rene rustningsforetagender, der helt skulle sløjfes, over andre, der skulle begrænses eller gradvis omstilles til civil produktion. For en række industrigrene var der fremsat regler om en maksimumsproduktion, der skulle hindre en hemmelig industriel genoprustning. Det mest karakteristiske ved denne de allieredes fælles erstatningsplan er, at den aldrig officielt er blevet afvist eller forkastet af nogen af de allierede. Den er i årenes løb ganske stilfærdigt smuldret hen grundet på ensidige beslutninger fra vestmagternes side. Man har i vestzonerne aldrig ført planen ud i livet af den ene grund, at de ikke passede i den stærkeste magt, i de store amerikanske monopolers kram. Punkt for punkt er erstatningsplanen fra Potsdam blevet pillet fra hinanden og sat ud af kraft.

Til at begynde med var der for vestzonerne alene opstillet en liste på 1977 tyske rustningsvirksomheder, der var udpeget til demontering. Denne liste var sanktioneret af kontrolrådet, men ikke desmindre reducerede de britisk-amerikanske myndigheder ved ensidig beslutning i 1947 antallet af tyske foretagender, der skulle demonteres, til 682, af hvilke kun 301 hørte med til de egentlige rustningsvirksomheder. Resten var enten af mindre økonomisk betydning, eller det drejede sig om foretagender, der betragtedes som konkurrenter til de angel-saksiske industriforetagender. Den 16. oktober 1947 stadfæstedes listen. Den ovennævnte udvikling var så meget mere bemærkelsesværdig, som den britiske militærregering selv til udenrigsministermødet i Moskva i april 1947 havde udarbejdet en udførlig beretning om de forestående demonteringer. Dette materiale havde betegnende nok den prangende titel: »Beretning fra militærguvernøren i den britiske zone om opfyldelsen af de beslutninger, der er truffet af det allierede kontrolråd om likvideringen af det krigsøkonomiske og industrielle potentiel i den britiske zone.« I denne beretning var opført en liste over 284 rustningsvirksomheder af første kategori, der var udpegede til demontering. Det drejede sig her i første række om virksomheder, der fremstillede så vigtige arter af krigsmateriel som militære flyvemaskiner, tanks, kanoner og panservogne, militære sprængstoffer med mere.

I juli 1947 begyndte den britiske militærregering imidlertidig ensidigt at revidere sine egne tidligere beslutninger. 86 højvigtige rustningsforetagender blev vilkårligt strøget af demonteringslisten ,og blandt disse var så vigtige nøgleforetagender som »Friedrich Krupp Stahlbau«, der havde fremstillet materiel til undervandsbåde, »Rheinmetall Borsig«, der havde leveret artillerimateriel og »Norddeutsche Dornierwerke«, der havde fremstillet militære flyvemaskiner til værnemagten. Endnu mere utilfredstillende udviklede forholdene sig i den amerikanske besættelseszone. Her var ikke mindre end 130 rustningsvirksomheder af første kategori oprindelig udpeget til demontering. USA's militærregering i Frankfurt bekræftede imidlertid i sidste instans kun demonteringsplanerne for 52 rustningsvirksomheder. I stedet søgte man at maskere sig ved likvideringen af 66 mindre tyske virksomheder, der intet havde med den egentlige krigsindustri at gøre. Blandt ofrene for disse amerikanske tricks var blandt andet nogle autoværksteder, et foretagende til reparation af sneplove, et kontor for kvægmarkederne og et kontrolpunkt for færdselsregulering ...! Krigsvigtige rustningsvirksomheder som »Robert Bosch værkerne« i Stuttgart, »Heinkelfabrikkerne« og »Messerschmidt flyvemaskinefabrikkerne« i Lenheim og Leinfelde og I. G. Farbenværkerne havde general Clays militærregering derimod langt mindre hastværk med!

De eneste, der i Vesttyskland til en vis grad tog kontrolkomiteens afrustningsbeslutninger alvorligt i den første periode var betegnende nok franskmændene. I østzonen forløb de besluttede demonteringer derimod glat. Allerede i januar 1947 fastslog det allierede kontrolråd angående udviklingen i sovjetzonen: »Arbejdet på at likvidere de inspicerede rustningsforetagender udvikler sig i fuldt omfang, i overensstemmelse med direktiv nr. 39 fra kontrolrådet, og gennemføres heldigt i en række tilfælde på kortere tid end de frister, der er fastsat for likvideringen...« Ingen med sin sunde fornuft i behold kan med noget holdepunkt i virkeligheden påstå, at russerne i nogen henseende bærer ansvaret for tilsidesættelsen af de allieredes fællesbeslutninger om likvideringen af Tysklands krigspotentiel og rustningsindustrier. Potsdam-aftalen havde indeholdt ganske præcise bestemmelser angående fristen for gennemførelse af demonteringerne og for fordelingen af det eksproprierede materiel. I afsnittet om erstatningerne hed det i punkt 6: »Fjernelsen af det industrielle kapitaludstyr skal begynde så hurtigt som muligt og skal afsluttes i løbet af to år fra den slutfrist, der er specificeret i paragraf 5.« Det var ensbetydende med, at al demontering af krigsvigtige virksomheder i vestzonerne skulle være tilendebragt senest den 2. februar 1948.

Ifølge Potsdam-aftalen havde vestmagterne selv givet afkald på alle erstatninger fra østzonen, og Sovjetunionen havde til gengæld fået ret til 10 pct. af de værdier, der fremkom ved demonteringen i vest. Denne forpligtelse er totalt blevet ignoreret af de vestlige stormagter: I maj 1947 havde 18 krigsbeskadigede lande i Europa ialt fået tildelt tyske kapitalværdier til et beløb af 83 millioner dollars, og kort efter blev erstatningsydelserne de facto indstillet af angelsakserne. Hvad dette tillidsbrud betød for det krigshærgede Rusland, kan man forestille sig, når man tager i betragtning, at russernes krav i Potsdam forudså et minimum på 2 milliarder dollars! For at sætte kronen på værket gik angelsakserne i deres sabotage af Potsdam-aftalen så vidt, at de endogså hindrede, at Sovjetunionen og de øvrige østeuropæiske stater fik de enorme værdier af maskiner, materiel og inventar tilbage, som tyskerne havde røvet og slæbt med sig under tilbagetoget. Også her drejede det sig om milliardværdier.

I marts 1949 opgjorde lederen af den russiske militæradministration i Tyskland, marskal V. D. Sokolovskij, Sovjetunionens status for tilbageleveringen af røvet gods fra vestzonerne på følgende måde: Indtil den 31. december 1948 var der ialt fremfundet værdier, der var bortført fra de besatte områder, til ét beløb af 299,7 millioner mark. Men heraf var der til Sovjetunionen kun blev leveret værdier til et samlet beløb af 281.000 mark, hovedsagelig arkiver og kunstgenstande af mindre værdi. Den britiske zones ledere havde fulgt nøjagtig samme fremgangsmåde: Der var i denne zone ialt blevet frataget tyskerne for 142,5 millioner røvet gods, men russerne havde heraf kun modtaget værdier til et beløb af 202.000 mark! De havde ganske vist fået Peter den Stores globus tilbage i uskadt stand, men såvel uerstattelige kulturværdier som materielle goder til store beløb havde briterne reserveret sig selv, eller overladt de tyske røvere. Firmaet Heinrich August Schülte A.G. havde således bevisligt tilegnet sig 216.000 tons stål og metaller, Krupp lå med 250.000 tons russisk jernmalm og Vereinigte Stahlwerke med gigantiske beholdninger af røvet manganmalm, men intet af dette blev givet tilbage til de russiske myndigheder trods gentagne krav. Slutresultatet i erstatningsydelsernes status i vestzonerne var betegnende nok: en ensidig angelsaksisk ændring af demonterings- og erstatningsplanen, vilkårlig tilbageholdelse af de værdier, der efter Potsdam-aftalen skulle tilfalde Sovjetunionen og de øvrige krigshærgede østeuropæiske stater, og endelig at angelsakserne bevidst enten var tyskerne behjælpelige med at tilbageholde røvet gods fra de besatte områder i Østeuropa, eller uden smålig hensyntagen til ejendomsbegreberne selv satte sig i besiddelse af de bortførte værdier.

Marshall-planen blev igen udnyttet til en systematisk sabotage af alle eksisterende aftaler vedrørende demontering og erstatningsydelser fra den tyske krigsindustri. Som europæisk administrator af »Marshall-hjælpen« udnævnte Truman som bekendt den 6. april 1948 forretningsmanden Poul Hoffmann, der var præsident for Studebaker Automobile Company. En af dennes første embedshandlinger var betegnende nok at nedsætte en kommission, der skulle undersøge hvilke forholdsregler, der burde træffes for at genrejse Vesttyskland økonomisk. Som leder af dette ekspertudvalg udpegedes praktisk nok den samme amerikanske industrielle Don D. Humphrey, der som general Drapers økonomiske »sagkyndige« allerede den 15. oktober 1945 havde protesteret mod hele erstatningsplanen og foreslået, at den tyske krigs- og sværindustri i det store og hele burde bevares.

I efteråret 1948 forelå Humphrey-kommissionens indstilling: Den gik kort og godt ud på, at 167 af omkring 300 store rustningsvirksomheder, der stadig var udpeget til demontering i vestzonerne, trods alle aftaler, burde bevares. Denne indstilling var allerede baseret på den »nye kurs« i vestmagternes politik, at rustningsindustrien i Ruhr burde bevares som »vestmagternes arsenal« i forbindelse med den planlagte Atlanterhavspagt. Både fra britisk og særlig fra fransk side blev for et syns skyld rejst indvendinger, og man foreslog Humphreys famøse liste reduceret til 117 foretagender. USA S finansielle greb over begge vestmagter var dog på dette tidspunkt allerede blevet så håndfast, at alle »protester« blev glat ignorerede.

Den 13. april 1949 forelå det endelige »kompromis« om indskrænkningen af demonteringen »på grundlag af Marshall-planen«. Franskmænd og briter havde opnået det imponerende resultat, at USA alligevel havde udleveret - 8 af de 167 tyske rustningsværker til demontering, medens »kun« 159 af Ruhrs største og mest krigsvigtige giganter blev slettet af demonteringslisten. Russerne og Potsdam-aftalen blev i samme grad ignorerede. Betegnende for den amerikanske linje, der gik gennem hele denne aktion var, at man nu slet ikke søgte at illudere nogen hensigt om Vesttysklands industrielle afrustning: Typisk i denne henseende var det, at selv vigtige dele af Krupps berygtede våbensmedje blev skånet i den europæiske genopbygnings navn. Selv her kom krigsproduktionen hurtigt i gang igen »til fælles gavn« for Vesteuropa. Da de kristelige demokrater i vestzonerne forrige sommer hyklerisk afgav erklæringer om, at de ikke var tilhængere af nogen tysk rustningsindustri, skrev det britiske Financial Times den 15. juni 1948 ironisk: »Den tyske kristelig demokratiske union hævder, at ingen har interesse af at udnytte Ruhr-produktionen til militære formål. Dette er særlig spøgefuldt, når man betænker, at der samtidig allerede er produceret krigsmateriel i Kruppværkerne...«

Et halvt år senere løftede også det store forsigtige britiske blad Times en ny flig for, hvorledes angelsakserne har indrettet sig i den tyske rustningsindustri på trods af alle allierede beslutninger og aftaler. Den 21. januar 1949 meddelte bladet, at administrationen for Kruppværkerne i Essen ugen i forvejen »uden tilladelse fra den britiske militærregering« havde sat tankfabrik nr. 2 i gang. Bladet fortsatte derefter: »I den kruppske koncern i Essen er der ialt beskæftiget 15.000 arbejdere, hvad der langt overskrider den nuværende produktions krav. En stor del af de tekniske specialister, der arbejdede i fabrikkerne under krigen, befinder sig foreløbig stadigvæk i byen...« Hvad der gælder Krupp, gælder i samme målestok snese af Hitlers øvrige rustningsgiganter. USA's aggressive ekspansionister har gennemført deres linje på trods af alle aftaler og løfter. De har i dag brug for en stærk tysk rustningsindustri i Europa og har forstået at udnytte situationen til de yderste. Truslerne om demontering er i vid udstrækning blevet brugt til store og billige aktieindkøb i de virksomheder, der var opført på demonteringslisten, nu sættes fabrikkerne »overraskende« nok i gang igen, efter at Trumans og Wallstreets folk ved et pennestrøg har klaret sagerne. Sikkerheden er ikke blevet større i Europa, men der er adskillige amerikanske millionærer, der er blevet rigere. Lige så lærerigt er det at se på, hvordan det er gået med meget af det materiel, der er blevet fjernet fra rustningsvirksomheder, der virkelig er blevet demonterede for et syns skyld.

I midten af februar 1949 gav Telepress' korrespondent i Paris nogle interessante oplysninger. Han fastslog, at de amerikanske myndigheder havde truffet »en vigtig politisk beslutning«: at sende materiellet fra de demonterede tyske krigsvirksomheder til - Francos Spanien, hvor fabrikkerne skulle genopstå. Ifølge denne meddelelse havde den amerikanske Chargé d'affaire i Madrid, mr. Culbertson, truffet en aftale med Francos regering om, at Spanien skule stille de nødvendige fabriksbygninger og arbejdskraften til rådighed for at etablere de nye rustningsvirksomheder. Til gengæld skule spanierne overtage 20 pct. af aktierne i de nyoprettede blandede spansk-amerikanske rustningsvirksomheder. Meddelelsen falder særdeles godt i tråd med efterretningerne om, at amerikanerne i vid udstrækning er ved at udbygge de spanske havne og flyvepladser med en kommende krig for øje, ligesom de til forsyning af den amerikanske middelhavsflåde er ved at indrette talrige spanske olieraffinaderier, der skal bearbejde de amerikanske selskabers råolie fra kilderne i det mellemste Østen. Franco-Spanien er i dag Atlanterhavs-blokkens uofficielle - men ikke mindst betydningsfulde - sydlige flanke i forberedelserne til den tredje verdenskrig. Blandt de tyske rustningsforetagender, der på denne måde skal være ved at genopstå i det fascistiske Spanien skal være nogle afdelinger af Junkers og Messerschmidts militære flyvemaskinefabrikker, Adam Opels automobil- og tankvirksomhedér og Mausers våbenværker. Telepress tilføjede i sin meddelelse: »Disse kendsgerninger kaster et nyt lys over det dollarlån på 14 millioner, der nylig blev ydet Franco-Spanien af den amerikanske 'Chase National Bank'.« Standard Oils og Rockefeller-millionærernes hånd kaster her igen en krigerisk skygge over det fredløse Europa. Den store amerikanske olietrust kaster både sine millioner i grams til oprettelse af næste krigs benzindepoter på Den pyrenæiske Halvø og til fremme af en ny krigsindustri under Franco-diktaturet. Kapitalismens »demokratiske« og fascistiske fløj er ligesom i München-perioden ved at finde hinanden i forberedelse af fælles aggression mod socialismen i Østeuropa, Fascismen skal genoprustes - for at beskytte Europas frihed velsagtens. Der står i alle tilfælde en ny München-politik på hele det sorte kapitel, der hedder angelsaksernes brudte løfter med hensyn til ødelæggelsen af tysk rustningsindustri og krigspotentiel. Og det var ikke blot russerne, det gik ud over ved Wallstreets »erstatningspolitik« i årene efter krigen, selv om lederne af Vesteuropas borgerlige småstater også denne gang foretrækker at mimre nervøst som den hypnotiserede kanin med lidt problematisk Marshall-hjælp i lommen, medens der afbetales på Tysklands-kontoen af befolkningen.

Den evige kartelskandale i Frankfurt am Main.

Potsdam-aftalen af 1945 havde en stor fordel. I dette dokument erkendtes om end i forsigtige vendinger, at der eksisterede en vis sammenhæng mellem de gentagne tyske aggressioner og strukturen i det gamle tyske samfund. I overenskomstens paragraf 12 var derfor indført følgende betydningsfulde beslutning: »På det tidligst gennemførlige tidspunkt skal den tyske økonomi decentraliseres med det formål at borteliminere den nuværende yderliggående koncentration af den økonomiske magt, som i særdeleshed giver sig udtryk i karteller, syndikater, truster og andre monopolistiske arrangementer.« Forpligtelserne til at tilintetgøre monopolkapitalens farlige magt i det besejrede Tyskland var en anden af de praktiske forpligtelser, sejrherrerne efter Hitlers fald påtog sig over for Europas folk for at sikre freden i fremtiden. Historien om »afkartelliseringen« i vestzonerne er ikke meget mere lystelig end kapitlet om det besejrede Tysklands industrielle1 afrustning. Man stod overfor det interessante spørgsmål: Kan stormagter, der hjemme er beherskede af monopolkapitalistisk praksis, selv i et så klart tilfælde som Hitlers Tyskland bekvemme sig til socialt at trække de værste gifttænder ud på et økonomisk system, der gang på gang har vist sig at være en oplagt trussel for folkenes fred? Erfaringerne fra Tyskland har ikke været lovende.

Til at begynde med kunne angelsakserne naturligvis ikke rentud nægte at være med til at virkeliggøre denne vigtige del af Potsdam-aftalen, som de selv havde underskrevet. Også her var linjen igennem fire år langsomt at undergrave en international beslutning i praksis. Den første formelle håndsrækning til de store tyske kartelherrer kom betegnende nok formelt ikke fra det højkapitalistiske USA, men fra repræsentanterne for Attlees og Ernst Bevins England. De britiske højresocialdemokrater var endnu mere plumpe i deres sabotage end monopolernes Amerika. Amerikaneren James Stewart Martin, der selv sad på en uriaspost i den amerikanske »dekartelliserings-afdeling«, skriver om dette spørgsmål: »I august 1946 enedes amerikanske, russiske og franske repræsentanter om en liste over 69 af de værste uhyrer blandt de tyske gigantkombinater, som skulle reorganiseres eller opløses. Englænderne kunne kun acceptere de 21 af listens navne, da man ved at tage fat på resten ville komme til at gå britiske interesser ubehageligt nær...« De store britiske investeringer i de tyske truster var det hensyn, der skræmte Attlees ministre fra vid og sans.

I østzonen blev nazi-trusterne konsekvent opløst, og deres foretagender blev senere overdraget befolkningen som helhed gennem nationalisering, hvor det ikke drejede sig om virksomheder, der faldt ind under krigserstatningen. I vestzonerne blev de tyske monopoler enten efter et passende tidsrum givet tilbage til de gamle naziejere eller indlemmet som en del af de amerikanske monopoler på den anden side Atlanten i disses bestræbelser for europæisk erobring på det økonomiske område. Den 3. december 1946 tvang Trumans regering som bekendt det finansielt svækkede og afhængige England til at undertegne overenskomsten om sammenslutning af d? to angel-saksiske besættelseszoner. Det medførte i økonomiske spørgsmål en ensartet optræden, og først bluffede man i fællesskab. Den 12. februar 1947 udsendtes i begge zoner (udenom de allieredes fælles kontrolråd) lov nr. 56 om afkartellisering. Den påbød formelt opløsning af visse monopoler, og der blev nedsat en fælles kontrolkommission, der skulle indlede undersøgelse mod alle firmaer, der beskæftigede over 10.000 arbejdere. Da det formelle var klaret, satte så de amerikanske monopolister i militærregeringen for alvor sabotagen ind. Naturligvis skulle forholdsreglerne mod kapitalistiske monopoler blive på papiret. Stewart Martin, som fulgte begivenhederne på nærmeste hold, beskriver udviklingen i den amerikanske zone på følgende måde: »Den eneste virkelige anti-kartelaktion, der blev foretaget, var opløsningen af et tysk smøreoliekartel fra krigstiden. Der blev gjort visse tilløb til at udskille kuldistributører fra transport- og grubeselskaber samt at udskille filmproducenter fra distributører og forevisningsselskaber. Det eneste større firma, som derefter blev berørt var Robert Boschs automobil-rekvisit firma i Stuttgart, som i marts i år (1948) fik ordre til at sælge et af sine anlæg. Så vidt gik amerikanerne i deres anti-kartelpolitik...« De gamle truster levede uforstyrrede videre. Historien med Robert Bosch A.G., der var et berygtet nazifirma, er yderst lærerig. Her havde nogle blåøjede embedsmænd i kartelafdelingen stukket fingrene i en hvepserede. Nazi-firmaet havde nemlig en amerikansk partner af samme navn: American Bosch Corporation, hvis aktiver under krigen var blevet reddet for beslaglæggelse som fjendtlig ejendom af selveste republikanernes udenrigspolitiske førstemand, John Foster Dulles, der Kavde sørget for at firmaets aktier gennem en transaktion med Wallenbergs bank i Stockholm blev registreret som svensk ejendom.

Da aktionen mod det tyske Bosch-firma blev indledet, blev sagen betegnende nok, før kartelopløsningen var halvt gennemført, standset af selveste lederen af den amerikanske militærregerings »anti-kartelafdeling«, Richard Bronson, der ikke blot holdt sin hånd over den store tyske elektrotekniske trust, men endogså fik statsdepartementet i Washington til at godkende, at Bosch-koncernen fik genoprettet en stor schweizisk filial i Zürich: Industrial Products Trading Co., idet Bosch formelt overdrog Züricher-banken Schweizer Unionbank 50 pct. af aktierne i selskabet, hvis ledende mand var Bosch-gruppens hidtidige generalrepræsentant for Schweiz, Albricht Ulrich. Der blev truffet en prisaftale, der muliggjorde det for Bosch-gruppen at maskere en større kapitalflugt ved opsamling af valutafonds i Schweizer-banken. På samme måde standsedes forsøg på afkartellisering energisk af Bronson og militærguvernør Clay personlig både overfor de store kuglelejefabrikker i Schweinfurt, overfor det elektriske firma Siemens og Halske og i tilfældet med Henschel und Sohns store autobus- tank- og lokomotivfabrikker i Kassel. I det sidste tilfælde blev aktionen standset ved general Clays personlige indgreb i Embedsmændenes forsøg på at sprænge de eksisterende metallurgiske monopoler i Sydtyskland lod Richard Bronson ligge ubehandlet lige fra april 1948 og til general Clays afgang i foråret 1949.

Da alle forsøg på at komme de tyske monopoler til livs således i den første periode var blevet kvalt i fødslen gennem stille sabotage fra allerhøjeste sted, gik militærregeringen efter Marshall-planens gennemførelse over til åbenlyst at likvidere »afkartelliserings-afdelingens« kontrol med monopolerne. Stewart Martin fortæller herom: »Det kom ikke som nogen synderlig overraskelse, da general Clay den 9. marts 1948 gav ordre til at der ikke skulle gøres noget yderligere forsøg på at nedlægge de tyske karteller og kombinater i sværindustrien, hvor alle de vigtigste karteller findes... General Clay bekendtgjorde, at politikken overfor karteller og monopoler var uforandret, men at ansvaret for dens gennemførelse var blevet overdraget til tyskerne selv...« Med virtuositet havde den amerikanske militærregerings ledende folk gennemført de hjemlige monopolers linje og reddet Hitlers egentlige økonomiske bagmænd igennem den første farlige periode efter krigens slutning. Med Clays frække tilsidesættelse af både Potsdam-aftalen og af militærregeringens egne forordninger var monopolernes stilling igen sikret. Trusternes ledere havde nu frie hænder til selv at fortolke, hvordan begrebet »afkartellisering« skulle forstås i fremtiden.

General Clays forordning fremkaldte naturligvis stor opstandelse mellem de hæderlige amerikanere, der i kartelafdelingen mente, at de virkelig skulle kontrollere de tyske monopoler. 19 af afdelingens ledende funktionærer protesterede energisk og stemplede den nye forordning som et tilintetgørende slag både mod loven af 1947 og mod hele monopolkontrollens arbejde. I USA's senat rettede de gamle Roosevelt-tilhængere Kilgore og O'Mahoney ligeledes protest og forespurgte rent ud statsdepartementet og krigsministeren, om De forenede Staters Tysklands-politik helt var blevet omlagt uden kongressens vidende. Trumans regering fik dog nedsyltet hele sagen ved at lade den gå til »undersøgelse« i »komiteen for økonomisk udenrigspolitik«. Den amerikanske »afkartelliserings-kommissions« historie er en sammenhængende række af indre konflikter og skandaler. Intet andet sted kom monopolernes vilkårlige diktatur så tydeligt frem som her, hvor det drejede sig om at redde både systemet og de gamle tyske kartelpartnere.

I et helt år gik den indre uro videre i denne institution, så at ministeren for hæren, Kenneth Royal, i december 1948 for et syns skyld måtte nedsætte en særlig undersøgelseskomité for at tage sagen op. Resultatet blev typisk amerikansk: Komiteens beretning måtte erkende, at hverken Washingtons formelle direktiver, militærregeringens egne forordninger eller internationale aftaler var blevet gennemført af Clay og militærregeringens højere funktionærer. De havde hindret og saboteret alle forsøg på indgreb mod de tyske monopoler. Det lød meget godt, men så fulgte anden akt. I forbindelse med vagtskiftet Clay-McCloy skred man derefter til afskedigelse af de to funktionærer i »afkartelliserings-afdelingen«, der havde været ivrigst for at få skandalen frem i dagslyset! Ofrene for hele denne fantastiske affære blev afdelingens stedfortrædende leder, mr. Collinson, og hans medarbejder, mr. Sachs.

Omkring midten af juni 1949 fremsatte det tyske økonomiske ugeblad Wirtschaftszeitung, der udkommer i Stuttgart, følgende talende kommentarer til den amerikanske »afkartelliserings« endelige ligbegængelse: »Det ligger nær at antage, at McCloy vil gøre en ende på stridighederne indenfor komiteen for afkartellisering. Skønt disse stridigheder er udspillet i Tyskland i forbindelse med spørgsmålene om den tyske »Kartelpolitik« har de ikke des mindre større betydning for Amerika end for Tyskland. Nogle poster i afkartelliserings-afdelingen var blevet besat med folk, der ikke var indforståede med general Clays linie. Disse embedsmænd var naturligvis et fremmedlegeme inden for militær-administrationen. De kunne ikke regne med, at deres forslag blev antaget, og de kunne ikke regne med general Clays støtte, når de kom i konflikt med tyske firmaer.

Såvel i det amerikanske krigsministerium som i den amerikanske militæradministration i Tyskland sad og sidder fortsat bankmænd og industriherrer i militæruniform, der enten er indforståede med de tyske industrifolks argumenter eller forsvarer de amerikanske kartellers interesser. Som følge heraf overdrages de ledende poster til indflydelsesrige bankledere og til medlemmer af bestyrelserne for de største industriforetagender...« Om afskedigelsen af de to rebelske Roosevelt-tilhængere skriver det reaktionære tyske finansblad: »Begge embedsmænd lægger skylden for sammenbruddet af den politik, de har repræsenteret, på folk, der er blevet udnævnt til de ansvarlige poster til dels med McCloys billigelse ...« På baggrund af disse hændelser ser Wirtschaftszeitung sikkert med rette udnævnelsen af McCloy til tysk højkommissær som »en ny understregning af de tendenser i amerikansk politik, der fører til et udvidet samarbejde med tyske industrielle kredse ...«

Hitlers bagmænd tog stikkene hjem.

Intimt forbundet med det foregående er også spørgsmålet: Hvem er i dag de økonomiske herskere i Vesttyskland, der under Marshall-propagandaen fremstilles som en sand »demokratisk« urtegård og som en værdig partner både i »det forenede Europa« og uofficielt i Atlanterhavs-blokken? Den stærkeste økonomiske faktor er naturligvis de amerikanske monopoler, der er i fuld gang med at kolonisere både Vesttyskland og det øvrige vestlige Europa. Inden for tyskernes egen kreds er det imidlertid ingen overdrivelse at påstå, at den økonomiske magt igen lige så stille er gledet over i hænderne på det samme lag af monopolister, der bragte nazismen til magten, og som var den egentlige basis både for nazidiktaturet og for den sidste tyske angrebskrig. Heller ikke på dette punkt savnede Potsdam-aftalen ellers noget som helst i klarhed. I første afsnits punkt 6 hed det meget konsekvent: »Alle medlemmer af nazipartiet, der har været mere end nominelle deltagere i dets aktivitet og alle andre personer, der er fjendtlige over for de allierede skal fjernes fra offentlige og halvoffentlige stillinger og fra ansvarlige stillinger i vigtige private foretagender. Sådanne personer skal erstattes af personer, der ved deres politiske og moralske egenskaber anses for egnede til at udvikle sande demokratiske institutioner i Tyskland.« Længe før konflikten mellem de allierede nogensinde nåede at blive aktuel, havde specielt angelsakserne hånligt tilsidesat dette vigtige grundlag for opbygningen af et nyt Tyskland. De kapitalistiske synspunkter, der var rådende i den vestlige verden, bevirkede omgående, at militærregeringernes ledere og højtstående embedsmænd omgående allierede sig med tyske standsfæller, uanset om disse havde været kompromitterede i Hitlers forbryderiske politik eller ej. Klassesolidariteten var stærkere end Potsdam-aftalens principper.

I den britiske zone udspilledes fra første færd en uværdig komedie. Lederne af Attlees regering og deres repræsentanter i Tyskland foregøglede først offentligheden hjemme, at man traf forberedelser til at nationalisere de store tyske truster, og at man derfor kun etablerede en rent foreløbig teknisk administration i industrien. Militærregeringens økonomiske rådgiver, sir Percy Mills, der var en forbenet tory og en af ophavsmændene til den tysk-britiske monopolalliance i Düsseldorf i marts 1939, gjorde dog naturligvis alt muligt for atter at hjælpe de britiske monopolisters tyske partnere i sadlen igen. Som administratorer af den tyske storindustri sad derfor allerede i 1946 i den britiske zone et helt galleri af Hitlers gamle trustherrer og »Wehrwirtschaftsfuhrer«: I spidsen for den store elektriske koncern A.E.G. sad i Hamburg den samme dr. Bücher, der havde været selskabets formand under nazismen, i spidsen for Siemens-koncernen figurerede fortsat nazisten Benkert, Flick-trusten var overdraget dl Friedrich Flicks befuldmægtigede i Holland Streza, Klöckners Ruhr-trust var fortsat i hænderne på den gamle nazistiske generaldirektør Fahr. I byen Minden i den britiske zone var organiseret et »økonomisk råd«, hvis leder var hovedmanden i »Bamberger-koncernen« Abraham Frowein, der var den førende mand inden for mægtige trust, der fremstillede syntetiske tekstilvarer. Han blev i 1934 af »der Führer« selv udnævnt til æresmedlem af »Akademiet for tysk ret« for sine fortjenester ved Hitlers magtovertagelse og for sin revision tysk arbejderlovgivning. I spidsen for de elektriske kraftværker i Ruhr i sad i »administrationsrådet« de gamle trustledere: Abs, Karl Hetz, Arthur Köpken og bankieren Oppenheim. Administrator for Ruhrs jern og ståltruster var nazi-monopolisten Ernst Poensgen, og senere den nazistiske »Wehrwirtschaftsfuhrer« og generaldirektør i »Vereinigte Stahlwerke« Heinrich Dinkelbach!

Det var de britiske socialdemokraters overbevisende bidrag til gennemførelsen af Potsdam-aftalen og til »demokratiseringen« af den tyske økonomi. I den amerikanske zone gik man frem efter nøjagtig samme recept. Det kan næppe lægges russerne til last, at angelsakserne fra første færd valgte sig så fremragende medarbejdere! Spørgsmålet om russernes andel i kontrollen over Ruhr var allerede blevet rejst i Potsdam, efter at Sovjet-regeringen havde givet vestmagterne andel i administrationen i Berlin. Bevin havde smidigt fået spørgsmålet udskudt til afgørelse i udenrigsministrenes råd, men hver gang Molotov energisk tog dette problem (der sammen med erstatningerne og misligholdelsen af Potsdam-aftalen var det oprindelige hovedstridsspørgsmål mellem de allierede), op til behandling, blev han hånligt afvist af vestmagterne. Det var tydelig, at man i Tysklands vigtigste industrielle hjerte ville have frie hænder til at gennemføre en egen politik, der ikke stemte overens med de vedtagne aftaler.

Da den britisk-amerikanske dobbeltzone i 1947 etableredes, kom vestmagternes egentlige hensigter stadig tydeligere frem, specielt efter den separate britisk-amerikanske Ruhr-konference, der afholdtes i tiden fra den 12. august til 10. september 1947. Briternes finansielle vanskeligheder tvang dem til helt at underordne sig de amerikanske financier'ers direktiver, der gjorde USA s monopolister til dobbeltzonens egentlige herrer. Kulmangel og dollarlån tvang Frankrig samme vej. Når amerikanerne i denne periode talte så meget om Tysklands økonomiske enhed, udtrykte dette overhovedet kun deres brændende ønske om at bringe hele Tyskland under deres trusters politiske og økonomiske kontrol, men ikke nogen ærlig vilje til at etablere et fælles regime i overensstemmelse med indgåede aftaler. Englændere og franskmænd kunne ved dollarlån kommanderes til at makke ret, men det gik ikke med russerne.

Resultatet af det britisk-amerikanske samarbejde blev, at der den 20. november 1947 etableredes en fælles administration over Ruhr-kullene. Dennes ledere var fra amerikansk side mr. E. Steel, der var præsident for et af de store amerikanske kulsyndikater Frick Coke Company i Pittsburg, og Marshall, der repræsenterede en anden stor kultrust. Fra britisk side optrådte i denne kontrolinstans mr. Collins fra den nu likviderede engelske kuladministration i Ruhr. Den praktiske daglige ledelse blev dog lagt i hænderne på de store tyske Ruhr-industrielle selv, der nu optrådte som administratorer af deres tidligere virksomheder. Som generaldirektør for kuladministrationen udnævntes Heinrich Kost, et af bestyrelsesmedlemmerne i nazi-sammenslutningen det rhinsk-westphalske kulsyndikat og direktør for kulselskabet Rhein-Preussen. Kosts medarbejdere var naturligvis andre ledende tyske kulbaroner: direktør Ahlers fra Haniel A.G., Reinhard Wuster fra Forbundet til forsvar af mineinteresser, Karl Schirner. en af Hitlers tidligere Wehrwirtschaftsführer og formand for Deutsche Erdoel A.G., der havde nær tilknytning til Standard Oil, bankieren Waldemar von Oppenheim med flere. At opvartningen med hele dette galleri af Hitler-tidens store mænd vakte en storm af harme blandt Ruhrs minearbejdere, behøver man ikke at undre sig over.

Efter samme retningslinier ordnedes også den foreløbige administration af Ruhrs jern- og stålindustri. Ernst Poensgen og Heinrich Dinkelbach dominerede fortsat på besættelsesmagtens vegne denne Tysklands vigtigste industrigren. Typisk nok havde briterne også overladt det til. den tidligere direktør for Ruhrs største trust: Vereinigte Stahlwerke, Dinkelbach, at gennemføre stålindustriens reorganisering og afkartellisering. Det blev naturligvis en oplagt succes. Han benyttede selvsagt lejligheden til gradvis at oprette en ny mægtig monopolsammenslutning omkring de selskaber, der repræsenterede hans egne interesser. Han samlede først fire selskaber med sig selv som formand i en ny sammenslutning, og i marts 1947 erklærede han at yderligere 25 selskaber senere ville blive forenet med de fire, formelt under den britisk-tyske jern- og stålkontrol i Nordtyskland.

Overdragelsen af administrationen og »afkartelliseringen« til folk som Dinkelbach havde en særdeles opmuntrende virkning på de tyske børser: Fra juni 1946 til januar 1947 var der allerede noteret følgende stigning i aktierne fra de største Ruhr-koncerner: Klöckner fra 130 til 171,5, Vereinigte Stahlwerke fra 70 til 130 og Gute Hoffnungs Hütte fra 180 til 284. Monopolisterne havde langtfra tabt modet. Det var de tyske trusters fremtidige chancer, der noteredes betydelig over pari. Overgangen til »normale tilstande« for Hitlers økonomiske bagmænd og »genoprettelsen« af de gamle ejendomsforhold foregik naturligvis med visse spring. For at berolige stemningen måtte givetvis enkelte af de værste krigsforbrydere og slaveholdere fra Hitler-tiden dømmes. Det gjaldt således Alfred Krupp, Flick og den store Saar-industrielle Roechling. Men alle reddede de dog livet. Da man nåede til I. G. Farbens direktører, var dommene helt farceagtige. De fik nogle kortere fængselsstraffe og blev straks sat på fri fod.

Da Vesttyskland kom med under »Marshall-planen« kendte de tyske trustherrers begejstring ingen grænser. Det åbnede jo oven i købet vejen til amerikanske millionkreditter ligesom efter forrige krig, og Vesttyskland rykkede oven i købet ind på en fin plads blandt de lande, der skulle »hjælpes«. Associated Press måtte naturligvis i forsommeren 1948 afhøre selveste dr. Schacht om dette finansielle vidunder fra Wallstreet. Hitlers tidligere økonomiminister og rigsbankchef erklærede allernådigst: »Den vestlige verden bevæger sig nu i den helt rigtige retning. For dette giver jeg udtryk for min allerstørste tillid til amerikansk politik ...« Et kæmpespring blev i vestzonerne foretaget tilbage til tysk fortid gennem den famøse »lov no. 75« af 10. november 1948, dér overdrog den vesttyske industri til de gamle tyske ejere. Der var fra angelsaksernes side generelt slået en streg over tysk højfinans' forsyndelser i krigstiden. Man, skulle nu igen arbejde sammen som »gode kolleger«. Dagen efter, at den nye lov var offentliggjort, stod ståldirektøren Dinkelbach ved radioen og erklærede bevæget: »Jeg har altid sagt, at de gamle ejere ikke vil komme til at lide nogen nød. Nu vil de tyske industrielle ikke blot lede industrien, men de vil også forsvare besiddernes interesser....« På fortiden så man herefter yderst let i vestzonerne: I midten af januar 1949 meddeltes det endogså, at den kendte nazistiske flyvemaskinefabrikant og »Wehrwirtschaftsfiihrer« Ernst Heinkel igen havde overtaget ledelsen af sine fabriker i Würtemberg-Baden. I forvejen var han naturligvis blevet »afnazificeret« og fundet »ren« af en domstol i Ansbach. Ved at fremstille svære bombere og jagere til Görings luftflåde, havde Heinkel under krigen tjent sig en personlig formue på 40 millioner mark. Nu fortsætter han, hvor han slap sidst.

Omkring årsskiftet indtraf der en ny glædens dag for aktionærerne i den store tyske ståltrust Vereinigte Stahlwerke. Heinrich Dinkelbach havde stadig godter i posen efter nytår. Den 4. januar 1949 meddeltes det fra Düsseldorf, at de angel-saksiske »kontrolmyndigheder« havde givet deres samtykke til, at ståltrusten udbetalte 6 % dividende på aktierne for alle årene 1940-44. Krigsfortjeneste, der selv var blevet tilbageholdt af nazi-regeringen indtil krigens slutning, blev nu udbetalt på dividendekuponerne 5, 6, 7, 8 og 9-1 kapitalafgift skulle blot fradrages 15 % af beløbet. Da denne efterretning bredte sig over vestzonerne, kunne Hitlers bagmænd med rette gnide sig fornøjet i hænderne. Betalingerne for den skade, nazi-hærene havde anrettet, var gradvis blevet standset. De krigshærgede områder fik ingenting. Men militærguvernør Lucius Clay og hans økonomiske rådgiver mr. Wilkinson, havde i stedet fyrsteligt betænkt aktionærerne i det selskab, der leverede våbnene til Hitlers krigsmaskine. Man modtog, som morgengave i det nye tysk-amerikanske fornuftægteskab, fem års dividende for den »fortjeneste« over for Europa, at man havde stået som største leverandør til den angribende tyske værnemagt. Et uomtvisteligt bevis var blevet leveret for hvem, der var de tyske herrer i Ruhr - Tysklands største våbensmedie! »Fest steht und treu die Wacht, die Wacht am Rhein...«

I begyndelsen af 1949 bragte det kendte amerikanske tidsskrift: »United States News and World Report« en række beretninger fra en af bladets skribenter, der lige havde besøgt Ruhr-området. Man får en række malende skildringer, der får fire års udvikling til at stå i et skærende klart lys: »Dalsænkningen ved Ruhr er ikke længere den sønderskudte målskive for bomberne fra den anden verdenskrig. I stedet er det ovale område på 400 kvadratmiles, hvor industribyernes forstæder løber sammen, grebet af en forrygende travlhed, og indhylles dag og hat af røgsløret fra tusinder af fabriksskorstene ...« Der er travlt ved Ruhr, for der produceres atter våben til den næste runde i magtkampen om Europa. Forfatteren fortsætter: »Lederne... er vendt tilbage til deres gamle pladser, de fleste af de fagfolk, der i Kruppværkerne producerede våben for nazisterne, er igen ved deres arbejde... De tyske chefer, der tidligere arbejdede for Hitler, er igen på deres poster ... De værker, der i dag er i funktion... kan påny opruste Tyskland...« »På deres frugter skal I kende dem«: Marshall-planens, Atlanterhavspagtens og »den europæiske union«s mirakel er ved at fuldbyrdes i Ruhr. Ikke »fantasterierne« om et nyt demokratisk, fredeligt og frihedselskende Tyskland, der hører med til folkenes europæiske kontinent, er blevet virkeliggjort. Den drøm brast. Et endnu større »under« er sket, noget de færreste havde drømt om i sommeren 1945: Det gamle Tyskland er ved at genopstå lyslevende midt i det Europa, der naivt bildte sig ind at stå som sejrherren. Det gamle Tyskland med dets værker, der ikke fremstiller materialer til genopførelse af sønderskudte byer, der ikke leverer de varer, det tyske folk hungrer efter. Et Tyskland, der er besat, men alligevel handler med og tænker i de gammelkendte produkter: Kanoner, panservogne, flyvemaskiner og luftbomber.

Det er vestens værk. Ikke vestens drøm. Det gamle Tyskland beherskes også af sine gamle magthavere: af folkene fra 1914, 1933 og 1939-45. Folkene, der tænker i kanoner, flyvemaskiner - og grænser, der skal flyttes, og markeder, der skal erobres. Hitler snærrede: Saar, Sudeterlandet, Danzig... og hele Europa. Kulisserne er skiftet. Nye eksponenter for gammel tysk ekspansionisme: Konrad Adenauer, Carlo Schmid og Kurt Schumacher brøler allerede idag, opmuntret af vestlige protektorer, lige så forvrænget hæst og hadefuldt: Stettin! Schlesien! Danzig! Og alt det andet kommer nok senere. Man har sluppet alle de kræfter løs, der intet har lært og intet glemt. Tysklands fremtid... og nye tyske soldatergrave skal atter ligge mod øst! Vestens herskere ville skabe et nyt Europa i sit eget billede. Monopolisterne har sat alle kræfter ind, og Tyskland er blevet generalprøven. Hele maskineriet snurrer velsmurt, med teknikken i bedste orden. Det nye Tyskland skulle rulle frem over lærredet - og der må være sket et frygteligt teknisk uheld: Det eneste, man ser, er Ruhr-magnaternes og nynazismens grimme fjæs og gamle kendinge klædt i nyeste snit a la Wallstreet. Og spejlet er ufejlbarligt. Det viser altid fjæset, som det er! Måske var forskellen ikke så stor, som man indbildte sig i 1945? Det er åndelig spedalske, der tiljubler denne groteske farce.

Wallstreet deler efter magten.

Nat man læser de gængse skildringer af besættelsen af de vestlige zoner, vi, til daglig præsenteres for, må den almindelige læser vel nærmest komme til det resultat, at det foreløbig har drejet sig om det rene filantropi fra angelsaksernes side og om et eneste stort underskud i - »Europas interesse«. Man nøjes med at notere det årlige »underskud« på vestzonernes handelsbalance. Der mangler dog forskellige ikke uvigtige poster i denne regnskabsopstilling, og den minder uhyggeligt om visse millionærers årlige selvangivelse overfor skattevæsnet. Der er givetvis ting, der tages med, specielt i betragtning af, at for eksempel USA ikke kunne opvise en eneste krigshærget by, eller blot fabrik, ved krigens slutning. For det første er der hele den mægtige aktivpost, der hedder »krigsbytte«. Her indkasseredes dog vist også i vest nogle milliardaktiver. Så kommer posten tyske tilgodehavender i udlandet. Det var kun i Østeuropa, disse aktiver blev overdraget russerne og de folkedemokratiske allierede, og de største poster fandtes vestpå. Det har været vanskeligt at få en nøgtern opgørelse på dette felt, for mange tyske aktiver har været godt maskeret, blandt andet med de angel-saksiske monopolers hjælp. Sådanne transaktioner må dog i højere grad være et »indre« angelsaksisk mellemværende, andre ikke kan have ansvaret for.

Rundt regnet må de forskellige tyske kapitalplaceringer i udlandet i det mindste vurderes til godt tre milliarder dollars, og den amerikanske statsadvokat Tom Clark beregnede ifølge »Tagesspiegel« for 24. april 1946 alene de tyske aktiver i USA til den smukke sum af over l milliard dollars. Ifølge den nævnte sikkert for lavt ansatte opgørelse skulle der være. tilfaldet England og USA hver mindst 840 millioner dollars i krigsskadeserstatninger alene af denne ene kilde. Om man af »forretningsmæssige grunde« har ladet tyske monopolister beholde en del heraf ligesom efter sidste krig, er regnskabet ganske uvedkommende. Et stærkt undervurderet aktiv har på samme måde været de tyske patenter og fabrikationshemmeligheder, angel-sakserne under besættelsen har sat sig i besiddelse af i Tyskland. Her drejer det sig også om milliardværdier, de angel-saksiske monopoler og truster i alle tilfælde i dag nyder godt af. Der er ganske vist også lavet en lille regnskabsmæssig transaktion, der får indtægterne til at se mikroskopiske ud på de statslige budgetter, men som har fået merindtægten til at svulme så meget mere op i de store industrielle koncerners årsregnskaber. »Staten« har som sædvanligt fået overdraget omkostningerne og de private millionkoncerner indtægterne.

Bladet »Berliner Informationsbriefe«, der udgives af den franske militærregering i Tyskland har på grundlag af originale amerikanske kilder vurderet det amerikanske bytte af patenter til henved 5 milliarder dollars alene for USA's vedkommende. Det er »erstatninger« til folk, der ingen krigsskade har lidt. I over tre år har amerikanernes tekniske informationsbureau (Office of Technical Service) beskæftiget en kæmpestab i Tyskland for at efterforske tyske industrielle metoder. Over 10.000 tons dokumenter er fra dette felt blevet transporteret til USA. Fra I. G. Farbens arkiver fjernedes alene 65 tusinde dokumenter om fabrikationsmetoder. »Wall Street Journal« skrev i sin tid triumferende: »Vort land er blevet arving til I. G. Farbenindustries opgivne imperium, og det har til hensigt at forblive i besiddelse af dette...« Det tekniske tidsskrift »Chemical og Engineering News« har åbenhjertigt henvist til, at USA efter krigen har firedoblet sin eksport af farver og kemikalier, hovedsageligt ved at bemægtige sig de tidligere tyske markeder: Som det gælder det kemiske felt, kan man tage industri efter industri. Særlig amerikanerne har under den rådende vareknaphed efter Tysklands sammenbrud indtjent milliardbeløb ved at sætte sine tidligere tyske konkurrenter helt ud af spillet på markedet. Kontrollen over den tyske industri har her gjort underværker. Eller hvad mener man blot om briternes vellykkede fremstød for helt at sætte den tyske værftsindustri ud af funktion ved likvidering af de største tyske værfter som »Blohm und Voss« og andre? Norske søfartsblade meldte omkring årsskiftet 1949, at en af følgerne i forbindelse med den voldsomme skibsbygningskonjunktur var, at omkostningerne ved anskaffelse af nye skibe pr. ton var blevet tredoblet i forhold til førkrigsårene. Også et lille plus til angel-sakserne, som vi ikke hører fremdraget til daglig! Efterkrigstidens aktiver og passiver er foreløbig blevet gjort op i kapitlet Tyskland med såre nænsom og såre letfærdig hånd.

En anden stor gevinst, der stadig spilles om i den vestlige kapitalistiske verden, hedder Tysklands mægtige industrielle apparat og produktions-potentiel. Også her »deles der i øjeblikket efter magten«. I virkeligheden er USA's monopoler godt på vej til at reducere de gamle tyske monopolister til blot at være juniorpartnere i de blandede tysk-amerikanske koncerner, der i stigende grad behersker hele Vesttysklands økonomi. Gamle bånd knyttes på baggrund af et helt nyt magtgrundlag, der er tilpasset USA -monopolernes voksende herredømme på »verdensmarkedet«. USA-millionærernes økonomiske erobringer i Europa står ikke langt tilbage for de tyske trusters store røvertogt i krigsårene. Metoderne er lidt mindre iøjnefaldende, men resultaterne ser ud til at følge omtrent de samme linier. Truslen om en omfattende likvidering af det tyske industrielle apparat er blevet udnyttet til det yderste af amerikanske trustherrer. Man har i ordets egentlige forstand forstået at presse citronen til det yderste for at tilrive sig magten over den mægtige vesttyske industri og over det tyske marked. Selve militærregeringens sammensætning i Frankfurt har været tilpasset dette store formål. Intet andet steds er statsadministration og monopolinteresser i den grad åbenlyst gået op i en højere enhed som i vestzonernes forskellige økonomiske departementer. Alle de gamle Wallstreet-firmaer med tyske millioninteresser har forstået at gøre sig gældende på ledende poster i militærregeringens forskellige afdelinger, hvor afgørelserne træffes i USA's navn.

På et givet tidspunkt så listen over general Clays økonomiske medarbejdere i Frankfurt over et lille frontafsnit ud på følgende måde: Clays økonomiske konsulent var general William Draper, der i firmaet Dillon Reads ledelse havde været med til at låne den tyske rustningsindustri millioner af dollars. Ansvarlig for stålindustrien var den hidtidige præsident for Republic Steel Corporation, Wysor. Kontrollør for mineindustrien var Phillip Geathke, tidligere direktør for Anaconda Company. I den økonomiske administration sad endvidere Phillip P. Clover, direktør for et af Standard Oils datterselskaber, medens Vesttysklands industrielle produktion blandt andet kontrolleredes af Peter Hogland fra ledelsen af General Motors, der før krigen havde magten over halvdelen af Tysklands fremstilling af automobiler. Forsvandt en monopolist, blev han øjeblikkelig afløst af en anden. Kan man under disse forhold undre sig over, at private amerikanske trustinteresser i Tyskland er blevet plejet flittigt sideløbende og fremfor militærregeringens »upartiske« administration af det besatte område? Og Wallstreets truster har forstået at tage stikkene hjem i et tempo, der har været helt forrygende. Kampen om trusternes verdensherredømme er her kulmineret - i frihedens og demokratiets navn. Der er blevet delt efter magten! Under truslen om de forestående demonteringer af industriforetagender vandrede allerede i den første periode af besættelsen uhyre aktieposter i tyske foretagender, der var »på listen«, over til amerikanske forbindelser, der var »interesserede«. Der kunne selvsagt gøres billige »indkøb« af fabriker på dette tidspunkt, og tyske truster så med rette kompagniskab med Wallstreet som den mest realistiske vej til redning af det truende skibbrud. Formelt eksisterede der på papiret lige til den 1. april 1949 »forbud« mod udenlandske private investeringer i Tyskland. Det kunne holde »uvedkommende« grupper på afstand, men tysk-amerikanske transaktioner »under hånden« er næppe floreret frodigere i nogen periode. Både demonteringstruslen og »forbudet« skaffede Wallstreet-opkøbere ideelle vilkår til indkøb af tysk industri.

Medens en officiel amerikansk opgørelse af 1943 ialt vurderede de samlede amerikanske investeringer i tysk industri til en samlet sum af 420 millioner dollars, beregnedes værdien af aktier i tyske industriselskaber på amerikanske hænder allerede inden udgangen af 1948 til et beløb på mindst l milliard dollars. Maskerede eller reelle aktieoverdragelser eller betaling for amerikanske råstof- eller maskinleverancer var de mest gængse former for USA -monopolernes »investeringer«. Trusternes egne folk i militærregeringen gjorde naturligvis ingen indvendinger, men støttede de nævnte transaktioner. Ifølge meddelelser i den britiske presse fandtes der allerede inden udgangen af 1947 i Vesttyskland over 100 større tyske industriforetagender, hvor over 50 % af aktiekapitalen befandt sig i hænderne på amerikanske banker eller truster, i endnu flere var yankeerne interesserede med mellem 15 og 30 procent af kapitalen. I. G. Farbens finansielle mirakler i de besatte lande under krigen blev nu gentaget af amerikanerne i det besatte Tyskland! Mest typisk har udviklingen måske formet sig i den franske besættelseszone. I forsommeren 1949 fremkom økonomiministeren for »Syd-Baden« med en yderst interessant redegørelse som svar på en forespørgsel i landdagen angående udenlandsk kapitals indtrængen i den lokale industri. Ministeren oplyste, at udenlandsk kapital på daværende tidspunkt af en samlet industrikapital på 420 millioner kontrollerede - foretagender med en samlet kapital på 398 millioner mark. Inden for de enkelte industrigrene var den udenlandske kapital repræsenteret med følgende andele: Den kemiske industri - 99 %, de elektriske kraftværker - 46 %, tekstilindustrien - 83 %, papirindustrien - 64 %, træindustrien - 45 % og filmsindustrien - 81 %. Det er et lille afsnit af de store vestlige monopolers økonomiske erobringer i det besatte Tyskland!

Marshall-planen byggede på millionkreditter til den vesttyske industri, der kun kunne udlignes ved gradvise amerikanske investeringer af længere varighed. Den var et vigtigt led i Vesttysklands kolonisering under de amerikanske monopolers herredømme. Den fireårsplan, der udarbejbejdedes for Vesttysklands økonomi under »Marshall-hjælpen« forudså allerede amerikanske millioninvesteringer i de tyske rustningsindustrier, der ifølge Potsdam-aftalen skulle begrænses. I den oprindelige plan forudså man investeringer til 330 millioner dollars i Vesttysklands kemiske industri, 240 millioner dollars i den svære metal- og maskinbygningsindustri og 70 millioner dollars i de foretagender, der fremstiller syntetiske brændstoffer. Man har fra amerikansk side heller ikke lagt skjul på, at man anså det som den rimeligste løsning på det kildne spørgsmål om Tysklands negative handelsbalance, at USA's finansgrupper udlignede dette mellemværende ved at overtage tyske realværdier. En ivrig tysk hjælper ved virkeliggørelsen af denne tanke fik de amerikanske monopoler omkring årsskiftet 1948-49 af den berygtede nazi-minister Hjalmar Schacht, der i en række økonomiske spørgsmål er optrådt som angelsaksernes økonomiske rådgiver i tyske spørgsmål. På dette tidspunkt offentliggjorde Schacht i ugebladet »Echo der Woche« en række artikler, hvori han plaiderede: »En betydelig lettelse i situationen ville opstå i det tilfælde, at de planlagte kreditydelser, i alle tilfælde dl dels, blev erstattet af amerikanske kapitalinvesteringer i den europæiske industri...« Her har vi i en nøddeskal Marshall-perspektivet, hvor de amerikanske monopoler kommer til at stå som besidderne af naturrigdomme og industrielle anlæg i Europa, og hvor kun arbejdskraften er national. De besiddendes folkefjendske kosmopolisme viser her sit rette ansigt som dollardiktaturets lakajer, medens den eneste organiserede faktor mod udsugningen og den eneste værner af den nationale selvhævdelse bliver den lokale arbejdende befolkning, der værger hele nationens interesse mod »rumfremmede« monopolers erobringer.

Et vendepunkt i Vesttysklands fremadskridende »kolonisering« under amerikansk finanskontrol var igen den berygtede lov no. 75 af 10. november 1948, der de facto igen overdrog den vesttyske industri til de tidligere besiddere. Denne lov indeholdt endnu en bemærkelsesværdig bestemmelse, nemlig at foretagender med overvejende udenlandsk kapital med øjeblikkelig virkning blev fritaget for alle kontrolrestriktioner. En ny spore var hermed givet til, at tyske koncerner garderede sine interesser i forbund med Wallstreet. Allerede før offentliggørelsen af denne betydningsfulde lov havde den økonomiske rådgiver for den amerikanske militærregering mr. Wilkinson i et foredrag for tyske storindustrielle i »Det økonomisk-politiske selskab af 1947« fremsat USA -monopolernes perspektiver for vestzonernes økonomiske genrejsning. Han roste Ruhr-magnaternes hidtidige »samarbejdsvilje« og forklarede derefter, at de gamle tyske truster ville blive reorganiserede, så at der forbeholdtes de tidligere aktionærer en afgørende del af aktierne i de nye selskaber. Amerikanske finansgrupper ville dog overtage en betydelig »kontrolpost« af aktier til sikring af sine investeringer. På dette grundlag ville den hidtidige »konfiskation« af den tyske storindustri blive ophævet. På dette grundlag befinder Vesttysklands økonomi sig i øjeblikket i støbeskeen. Stillet over for så stærke partnere som de amerikanske monopoler har de »nationalistiske« tyske trustherrer, der var rygraden i Hitlers ekspansion, med et slag forvandlet sig til krybende kosmopoliter, der har accepteret Wallstreets tilbud om samarbejde efter de ændrede internationale magtforhold. En række praktiske eksempler vil illustrere den proces, der er igang.

Fra begyndelsen af 1949 er de gamle amerikanske truster med tyske investeringer også formelt igen blevet herrer over deres tyske virksomheder fra mellemkrigsårene, og deres indflydelsessfærer udvides uophørligt, i særdeleshed inden for mineindustrien i Ruhr, kemibranchen og de store rustningskoncerner, der nu rekonstrueredes. Mere end 15 % af mineforetagenderne i Ruhr var allerede inden udgangen af 1948 på udenlandske hænder. Stinneskoncernens miner var helt amerikaniserede. De nævnte områder repræsenterede tilsammen en femtedel af den samlede kulproduktion. Der er yderligere for amerikansk kapital planlagt åbning af fem nye skaktanlæg, der vil levere endnu 10-12 % af Ruhrs fremtidige kulproduktion. For de næste 20 år er planlagt i alt 20 nye mineskakter af stort format. Mineudstyr, materiel og kapitalanbringelse er forberedt under Marshall-planens maske, og både USA-leverandører og mineselskaber forbereder sig i denne forbindelse på gigantiske forretninger. Også de amerikanske automobil-truster er igen på pletten. General Motors har igen overtaget Adam Opelværkerne i Rüsselsheim og foretager nye udvidelser i Ruhr-industrien. Daimler og Benz' store automobilværket, er ligeledes havnet på amerikanske hænder. Et stort fremstød på det tyske marked er blevet foretaget af I. G. Farbens gamle partner Ford Motor Co. Den har ikke alene atter sat sig i besiddelse af Ford Motoren Werke i Køln, hvis tyske leder Otto Horatz spiller en fremtrædende rolle i kredsen omkring militærregeringen i Frankfurt. Ford-trusten har ligeledes udvidet sine interesser med Bayrische Motorenwerke i München og med Adler-fabrikkerne i Nürnberg. Et dristigt kup er også blevet foretaget af dynastiet Mellons store amerikanske aluminiumstrust Alcoa, der var I. G. Farbens amerikanske kartelpartner inden for industrien for lette metaller. Alcoa-trusten har gennem sin indflydelse fået hindret demontering og sikret ændring af de oprindelige bestemmelser mod fremstilling af aluminium til flyvemaskiner. Da de gamle tilførsler af Bauxit fra Ungarn var standsede, har Alcoa ligeledes hjulpet sin tyske partner med at fremskaffe fransk Bauxit til fremtidig produktion. Den 1. marts 1949 meddelte det ungarske blad »Hirlap«, at Alcoa som modydelse for disse »tjenester« først overtog 30 % af aktiekapitalen i de gamle I.G. Farben-selskaber Leichtmetalle og Vereinigte Aluminium-Werke. Senere skal denne aktiepost yderligere været forøget. Dette skal danne udgangspunktet for en amerikansk finansieret europæisk aluminiumstrust.

En påfaldende interesse for den tyske sværindustri er siden slutningen af 1948 blevet udvist af de store amerikanske ståltruster, der også søger at bringe sine gamle tyske konkurrenter under kontrol. Ved revisionen af demonteringslisten over for de tyske rustningskoncerner skal Morgangruppen og de øvrige førende stålselskaber have spillet en ledende rolle. Repræsentanter for de førende amerikanske selskaber i stålbranchen har uafbrudt aflagt besøg i Ruhr i de sidste måneder, for at udpege de tyske værker, de specielt er interesseret i at »finansiere«. Den 2. juni 1949 bragte det hollandske blad »De Waarheid« en interessant oversigt over resultatet af en rejse, generaldirektøren for det økonomiske råd i vestzonerne, professor Ludwig Erhardt, havde foretaget til USA i slutningen af april i forbindelse med ydelsen af kreditter til de foretagender, der var strøget af demonteringslisten. Han vendte tilbage med en hel liste over de virksomheder, de forskellige amerikanske truster ønskede at give kreditter til eller overtage aktier i.

Morgan-gruppens United States Steel Corporation havde udset sig ikke mindre end 200 tyske værker i jern- og stålbranchen, deriblandt Gute Hoffenungs Hütte i Oberhaussen, Dorstener Eisengiesserei, August Thyssen Hütte i Dortmund, Klöcknerværkerne i Treusdorf og Deutsche Edel-stahlwerke i Krefeld. Bethlehem Steel Co. havde påtaget sig at reorganisere 16 større rustningsfirmaer. Westinghouse Electric havde 24 foretagender i kikkerten, deriblandt en række virksomheder tilhørende den store Mannesmann Ruhr-trust, og General Motors var ikke uvillig til at finansiere 19 andre tyske industrigiganter. Den berømte afkartellisering antager åbenbart her karakteren af en fordeling af de gamle tyske virksomheder »efter magten« mellem de amerikanske truster i denne branche, hvor de tyske monopolkapitalister så at sige bliver »adopterede« af amerikanske velyndere og indført i disses internationale organisation som partnere, hvorunder store dele af aktiekapitalen bliver Wallstreets eje under »genopbygningen« af den vesttyske industri. Morgan-gruppens endelige perspektiv synes at være organiseringen af en kontinental ståltrust kontrolleret af amerikanerne og omfattende både Ruhr og de franske, belgiske og luxemburgske selskaber.

Særlig interessant er den sidste tids udvikling med hensyn til I. G. Farbenindustries bo. Den 8. februar 1949 skildrede »Isvestias« korrespondent Poljanov, hvordan denne store tyske trusts virksomheder, der spillede så eminent en rolle under sidste krig, begyndte at leve op igen: »I det mindste 100 virksomheder under den militær-kemiske koncern I.G. Farbenindustrie ligger meget nær ved deres førkrigskapacitet. Aktionærerne i denne koncern læste for nylig med stor glæde i den amerikanske 'Die neue Zeitung' at: 'I.G. Farbenindustries virksomheder, hvis arbejde var blevet suspenderet, er af utvivlsom interesse og derfor vil de atter blive sat i drift.' Den voksende aktivitet fra denne koncerns side kan også bedømmes efter udviklingen på aktiemarkedet i Vesttyskland. Forretningsfolk, der føler, hvad vej vinden blæser, har genoptaget deres spekulation i I. G. Farbenindustries aktier på børserne i Frankfurt am Main og München...« Det havde længe været en kendt sag, at den tidligere I. G. direktør Herman Scbmitz1 navn stadig hyppigere var blevet nævnt blandt de økonomiske tyske »sagkyndige« omkring general Clays militærregering. Der arbejdedes bag kulisserne hårdt for definitivt at få omstødt det famøse dekret fra juli 1945, der med et pennestrøg havde beslaglagt I. G. Farbenindustries virksomheder i den amerikanske militærregerings navn, forbudt at produktionen blev genoptaget og påbudt alle bedrifternes demontering og bortførelse af maskineriet til udlandet. I 1949 var tiden endelig moden til at gennemføre en »nyordning« for Tysklands største rustningstrust efter helt andre linier. Også I. G.s virksomhed skal genopstå i en ny skikkelse, i snævert forbund med USA S kemiske monopoler, de gamle kartelpartnere. »Politiken« præsterede den 1. juni 1949 over tre spalter at forkynde I. G. Farbens endelige opløsning for sine læsere og koketterede dristigt med, at dette var et af resultaterne af den kritik, der var blevet udøvet over for general Clays mangelfulde »dekartellisering« i Vesttyskland. Man henholdt sig til en erklæring, der dagen i forvejen i Frankfurt var blevet afgivet af den fungerende amerikanske militærguvernør George Hayes. I virkeligheden maskerede hele denne komedie meget snildt de amerikanske planer om det »opløste« I. G. Farbens reorganisering under dens amerikanske partneres kontrol. I »Politiken«s meddelelse hed det en passant: »Den økonomiske rådgiver for den amerikanske militærregering, Lawrence Wilkinson, erklærer, at man i løbet af en 5-6 uger vil sælge det første af I. G. Farbens anlæg i den amerikanske zone, og at man først vil tilrettelægge salget ved forhandlinger med aktionærerne...«

Tager man den hidtidige juridiske stilling for I.G. Farben i betragtning, har dette firma overhovedet ikke eksisteret siden den berømte »General Order no. 2« af 5. juli 1945. Denne gik ud på øjeblikkelig beslaglæggelse af alle I.G.s aktiver og påbød at trustens anlæg skulle gøres klar til snarlig demontering. Nu tages de gamle aktionærer pludselig med på råd som e]ere ved reorganisationen, der foregår gennem formelt salg af trustens enkelte grene. Den berygtede lov no. 75 har åbenbart også de facto igen indsat de tidligere ejere som herrer over I. G.s bo trods »beslaglæggelsen«. Men hvad er »salget« da indledningen til? For folk, der har fulgt med, kan det ikke forekomme som nogen overraskelse, hvis dette, som mest sandsynligt er, bliver indledningen til finansgruppen I.G. Farbens muntre genopstandelse som partner i en række af de største USA-rnonopoler. Reorganisationen vil rimeligvis foregå på den måde, at der finder en simpel nyopdeling sted af trusten, hvis enkelte brancher indgår kompagniskab med en række af de samme amerikanske monopoler, der var den tyske trusts trofaste partnere før krigen og i de første krigsår. Disse folk er nu I.G. Farben-folkene behjælpelig med at klare skærene nøjagtig, som man reddede direktørernes hoveder under den farceagtige »proces« i 1947. Af direktør Erhardts berømte liste over amerikanske »adoptivforældre« til tyske monopoler, er det kendt, at USA's store rustningstrust, E. I. du Pont de Nemour, skal have udtalt ønsket om at »reorganisere« og finansiere 30 af de vigtigste kemiske virksomheder i Tyskland. Man tager næppe meget fejl, hvis resultatet af »salget« af disse fabriker bliver et foretagende, hvor I.G.-folk og du Pont-aktionærer mødes i skøn forening. Vi ved ligeledes, at Standard Oil står som liebhaver til andre dele af I.G.s imperium på de felter, man før samarbejdede. Som tidligere nævnt har Alcoa tidligere uden at afvente noget »salg« truffet sit private arrangement med hensyn til I.G.-virksomheder indenfor de »lette metallers branche. Også visse Schweizer-firmaer med nær tilknytning både til du Pont og I.G. Farben har vist påfaldende interesse for den. efter-1 spurgte »salgsvare«, der nu bydes på fra Frankfurt.

Når reorganiseringen af I. G. Farben er endt, vil man sikkert stå over ; for et af de helt store mesterværker i den moderne monopolkapitalismes historie, hvor der for trusterne vil blive rig lejlighed til afregning af gamle uopgjorte mellemværender fra krigstiden. De nye tysk-amerikanske monopoler vil sikkert også lade høre fra sig udenfor Tysklands grænser. For de famøse »salg« vil ikke blive afslutningen på de kemiske monopoler, hverken i Tyskland eller andre steder i verden. Man spørger uvilkårligt: Var det nogen ren tilfældighed, at netop John McCloy blev udnævnt til amerikansk højkommissær i Tyskland netop i det kritiske øjeblik, I. G. Farben skulle reorganiseres? Havde man netop ved dette kritiske punkt brug for en mand, hvis firma havde været den juridiske konsulent for millionærerne omkring Chase National Bank og Standard Oil, den mest ihærdige og trofaste amerikanske protektor og financier for I.G. Farbenindustrie? Standard Oils magt er tiltaget under den anden verdenskrig. Til sit tidligere verdensrige har trusten under krigen føjet rige oliefelter i den mellemste orient og i Østasien, og nu deler den »efter magten« i Vesttyskland. Søsterselskabet Socony Vacuum Oil opnåede allerede i november 1947 en overenskomst med det tyske oliemonopol, der gav selskabet ret til at bygge olieraffinaderier både i Hamburg, Bremen, Hannover og Mannheim. Det har sikret sig retten til at levere 25 % af hele Vesttysklands forbrug af olie og benzin. Standard Oils navn er også intimt knyttet til den sidste farceagtige gennemførelse af industriel demontering i Vestzonerne.

Under udbygningen af den tyske rustningsindustri, som i øjeblikket gennemføres konsekvent i overensstemmelse med Atlanterbavspagten har demonteringer i Potsdam-aftalens forstand mistet enhver praktisk betydning. For at maskere det hemmelige tyske spil, har angel-sakserne derimod skabt konflikter om en begrænset demontering, der i væsentlig grad har været rettet mod de tyske værker, der har fremstillet syntetisk olie og benzin. Hvorfor er netop denne erhvervsgren blevet udpeget som sonofret? Jo, her er et felt, hvor store britiske og amerikanske olieinteresser falder sammen. Baggrunden er den tiltagende depression, der siden slutningen af 1948 stadig har været under udvikling på oliemarkedet, hvor faldende priser har varslet, at den store efterkrigskonjunktur er ved at være slut. Den 11. maj 1949 bragte det franske blad »Liberation« en interessant artikel om, at en britisk-amerikansk oliekrig igen var på trapperne i forbindelse med en forestående oliekonference i Washington. Marshallplan-administratoren Poul Hoffmann ville her lade sig repræsentere af sin petroleumsrådgiver Walter Levy - direktør for Socony Vacuum Oil. Som en passende optakt til konferencen om markedsdelingen var britiske bestillinger på olieboringsmateriel under Marshall-planen til en værdi af 87 millioner dollars blevet nedskåret til leverancer for 14 millioner dollars. Sådan begrænser Standard sine konkurrenters ekspansion. Men om Tyskland enedes Standard og Shell. De enedes om at tvinge Tyskland til at aftage stigende kvantum fra de angel-saksiske truster ved at demontere og nedlægge et stort antal anlæg til fremstilling af syntetisk olie i Tyskland selv, i særdeleshed, når olie fremstilledes efter de omstridte Fisher-Tropschpatenter, olietrusterne aldrig helt fik herredømmet over. Demonteringerne har i denne fase antaget en vaskeægte imperialistisk karakter, hvor »sikkerhedshensyn« misbruges til at slå industrielle konkurrenter af de angel-saksiske truster ned under disses forsøg på at tilegne sig det tyske marked helt og fuldt.

Vesttyskland er et sort kapitel i Europas historie, fordi den kapitalistiske verdens gamle kyniske magthavere her lægger alle hensyn til side for at fremme deres bestræbelser for at opnå et økonomisk verdensherredømme. Metoderne er de samme vi kendte fra den tyske besættelse: Den økonomiske erobring. Hvor langt man er nået i Vesttyskland under Marshall-planen, beskrev det britiske socialdemokratiske tidsskrift »New Statesman and Nation« meget træffende i december 1948: »Hvad der nu skabes er intet andet end en slags aktieselskab, hvor aktionærerne er amerikanere og direktørerne tyskere, medens englændere, franskmænd, hollændere og andre spiller kunder, der skal sluge alt, hvad man byder dem ...« Var det mon i grunden et sådant aktieselskab, der var formålet for tusinder af tapre mænds kamp i de hårde år, hvor man endnu troede opgøret mod nazismen ville bringe frihed og fred for Europas folk? Eller er det folkenes vilje Wallstreet nu gennemfører sammen med Ruhrs magnater?

MILITÆR GENOPRUSTNING I TYSKLAND?

En hemmelig tysk generalstab og tyske fremmedlegionerer

Med hensyn til Tysklands fremtidige rolle som militærmagt var Potsdam-aftalen særdeles kategorisk i sine formuleringer. Alle de allierede stormagter var på dette tidspunkt formelt enige om, at der én gang for alle måtte gøres en ende på tysk militarisme som en faktor i europæisk politik. I overenskomstens punkt 3, afsnit a., hed det ordret: »Alle tyske land-, flåde- og luftstyrker SS, SA og SD med deres organisationer, stabe og institutioner, inkluderet generalstaben, officerskorpset, reservekorpsene, militærskoler, krigsveteranorganisationer og alle andre militære og quasimilitære organisationer, sammen med alle klubber og foreninger, der tjener til at holde de militære traditioner i live i Tyskland, skal totalt og definitivt afskaffes på en sådan måde, der er istand til permanent at hindre en genopliven og reorganiseringen af den tyske militarisme og nazismen.« Hvilket principielt standpunkt indtog nu for det første den klike af reaktionære tyske politikere, der har ledelsen i vestzonerne, over for denne beslutning om at hindre fremtidig tysk magtpolitik? Deres standpunkt var fra første færd, at dette punkt i Potsdam-aftalen måtte revideres og ville blive revideret af vestmagterne. Hovedsynspunktet var betegnende nok, at efterkrigstidens Frankrig ville være for svagt og splittet til at kunne udfylde rollen som Vesteuropas kontinentale militærmagt, og at England og USA i det lange løb ikke havde lyst til at binde større militære styrker på kontinentet. Det skulle være Tysklands nye chance: En genopstanden tysk militærmagt skulle i første omgang påtage sig rollen som vestens militære bolværk mod den østlige socialisme. Lykkedes denne politik ville vejen igen automatisk ligge åben for en ny tysk ekspansion mod øst. I sit tidligere nævnte brev fra USA til dr. Pünder (fra sidste halvdel af 1947) kommer den gamle katolske intrigant Heinrich Brüning udførligt ind på Tysklands opgaver i denne retning, men advarer mod eventuel fransk konkurrence i følgende vendinger: »Du og dine venner må regne med den kendsgerning, at franske generaler og societydamer arbejder hårdt og dygtigt her for at støtte den tanke, at kun Frankrig kan redde Europa, og at de Gaulle er den eneste mand til dette formål. Det er i sidste instans dette synspunkt, der for eksempel forklarer mr. Foster Dulles opførsel. Jeg mener imidlertid ikke, at denne opfattelse deles af vidtskuende militære personligheder, der ikke har nogen høj mening om general de Gaulles franske hær. Men jeg er ikke helt sikker på, at general Marshall er i fuld overensstemmelse med den sidstnævnte gruppe...« Af samme brev fremgår det iøvrigt klart, at resterne af den gamle tyske generalstab allerede var begyndt at udøve betydelig politisk indflydelse i Washington bag kulisserne. Herom skrev Brüning: »Det var først efter samtaler med vore bedste stabsofficerer, at personer, der spiller en vigtig rolle her, fuldtud kom til forståelse af den militære situation i - Europa. Jeg kan ikke give dig nogen yderligere enkeltheder på dette område, men jeg har det indtryk, at de synspunkter, der blev givet udtryk for gennem disse samtaler, blev fuldt og helt akcepterede. Et af deres første resultater var ydelsen af militær og økonomisk hjælp til Grækenland og Tyrkiet.« Man ser her ganske interessant, hvordan »gengangere« fra Adolf Hitlers generalstab i Washington begynder at spille en rolle som sagkyndige rådgivere i militære spørgsmål i Europa. Selv Truman-doktrinen hentede sin inspiration fra denne grumsede kilde.

Hermed nærmer vi os et andet interessant problem: Var disse militære rådslagninger kun af tilfældig karakter og et forbigående fænomen, eller fungerer det gamle systems militære hjerne: generalstaben stadig under ændrede forhold i vestzonerne ligesom efter forrige krig? For at komme dette problem nærmere ind på livet vil det være oplysende at se lidt nærmere på den virksomhed, der i de sidste år er blevet udfoldet i Frankfurt af Hitlers generalstabschef gennem fire afgørende år: generaloberst Franz Halder. Halder blev i sin tid snildt manøvreret ud af anklagen ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, til trods for at han som stabschef havde været hovedmanden ved udarbejdelsen af de fleste af Hitlers angrebsplaner mod nabostaterne. I stedet blev Halder stillet for en almindelig tysk afnazificerings-domstol i München. Den mand, der skulle dømme Halder, var meget praktisk en af generalens personlige venner, den tyske officer Oscar von Dewitz. Da dommen faldt den 22. september 1948, kom den betegnende nok til at lyde på pure frifindelse. Baggrunden for denne opsigtvækkende afgørelse var, at Franz Halder var en af de højtstående tyske officerer, der som ovenfor anført af Brüning, i »fangenskabet« havde optrådt som militær konsulent for amerikanerne.

Kort efter frifindelsen udtalte Halder over for de amerikanske besættelsestroppers blad Stars and Stripes meget karakteristisk: »Jeg kan i løbet af kort tid rejse en hær i dobbeltzonen. Det eneste, jeg har brug for, er våben og penge...« Allerede længe før frifindelsen havde Franz Halder fået en ansættelse, der var værd at lægge mærke til: Den 5. september 1947 meddelte et tysk telegram, at den amerikanske militærregering havde udpeget Halder til leder af en mystisk institution, der fik navnet »Komiteen af militære historikere«, hvor 120 kendte Hitler-generaler officielt beskæftigede sig med udarbejdelsen af den anden verdenskrigs militærhistorie. Man ser her en fuldstændig gentagelses af mellemkrigsårenes famøse »særlige afdeling« under Rekhsarchive i Potsdam. Medlemmerne af det tredie riges generalstab er blevet sat til at udarbejde de militære erfaringer af Hitlers felttog verden over - for at finde »fejlene« fra strategien på østfonten. Under denne maskering lod general Clay allerede i juli 1947 den gamle tyske generalstab genoptage sin virksomhed i Marburg, og i Münsterlager oprettedes senere af amerikanerne særlige træningskursus for tidligere tyske kadreofficere.. Tilsyneladende har generaloberst Halder siden da været en meget travlt beskæftiget mand. De tyske myndigheder havde appelleret den provokatoriske frifindelse af Hitlers stabschef, og den 18. marts 1949 skulle Franz Halder atter være mødt i retten angående sine tidligere bedrifter. Retssagen kom aldrig i stand, for kort tid efter, at retsmødet var fastsat, meddelte repræsentanter for den amerikanske militærregering kort og godt, at generalobersten var så travlt beskæftiget i amerikansk tjeneste, at han i en uoverskuelig fremtid ikke kunne afse blot en eneste dag til at møde i retten. »Sagen« Halder måtte under disse forhold »udsættes« på ubestemt tid. Historie er åbenbart en enestående vigtig videnskab for tidligere tyske generalstabsofficerer. Det er vist ikke blot så meget fortiden, man beskæftiger sig med, som - efter amerikansk ordre - at udarbejde planer for fremtiden. På et andet område havde general Halder imidlertid betydelig mere tid: Han havde allerede i begyndelsen af 1948 overtaget endnu et vigtigt hverv som leder af den af amerikanerne oprettede særlige civilgarde - den berygtede »sorte garde«. Men herom senere.

I det nye surrogat for en tysk generalstab fik Halder iøvrigt også assistance af andre militære nazi-helte. Til den historiske komité var også knyttet den berygtede tysk-armenske pansergeneral Guderian, der sammen med Erwin Lahausen i juli 1948 blev sat til at skabe grundlaget for den genopstandne tyske militære efterretningstjeneste. Dennes afdeling i vestzonerne sorterer betegnende nok direkte under den amerikanske efterretningsleder Allan Dulles. Ifølge en artikel i Pravda for den 12. januar 1949 var alene i Guderians afdeling af staben beskæftiget 9 tidligere nazi-generaler og ti oberster. Panserkrigeren Guderian, der hærgede de fleste europæiske lande som en af lederne af Hitlers blitz (og som af russerne er stemplet som en ondartet krigsforbryder fra østfronten) har naturligvis kamæleonagtigt tilpasset sig fraselogien fra Atlanterhavsblokken. I slutningen af 1948 udtalte han i sin nye stilling over for France Presse: »Lad os glemme fortiden og forberede os på forsvaret af Europa. En politisk forståelse mellem de vesteuropæiske nationer er en nødvendig forudsætning for deres sikkerhed. Dersom tyskere og franskmænd kan samarbejde, er der ikke længere nogen fare for Europa...» Selv Hitlers mest berygtede angribergeneral melder sig nu til tjeneste som Rasmus Hansens kollega i Atlanterhavsblokken og er allerede i fuld funktion som amerikansk spionagechef. En flot erobring for »vestligt demokrati«! Sådan så det fire år efter det tredje riges sammenbrud ud med opløsningen af den tyske generalstab. Den fornuftige beslutning fra Potsdam var blevet på papiret grundet på kursændringen i amerikansk udenrigspolitik!

Mod slutningen af året 1948 - under optakten til Atlanterhavspagten - var det iøvrigt typisk, at USA's protegéer blandt nazigeneralerne allerede følte sig så sikre i sadlen, at de begyndte at give officielle interviews angående Tysklands fremtidige militære opgaver. Som deres yndlingstema udvalgte de sig naturligvis så delikat et emne som den »forestående« tredje verdenskrig mod socialismen, og de strategiske opgaver i Tyskland under et sådant tænkt opgør. Den 27. november 1948 bragte Kassel-bladet Hessische Nachrichten et opsigtvækkende interview med selveste Franz Halder om den nye krigs muligheder. Om dennes første akt nærede Hitler-generalen ikke store forhåbninger: »Ethvert forsøg på at forsvare Vesttyskland ved dets grænser må afvises som romantisk. For at skåne mandskab og materiel må de landstrækninger, der mod øst ligger foran Rhinen - så bittert det end må forekomme os tyskere - opgives ...« Halder håbede dog senere at få nytte af »sit nøjagtige kendskab til landskaberne mellem Atlanterhavet og Volga«. Naturligvis var Halder af den opfattelse, at en tysk hær ville være nødvendig for Vesteuropas »forsvar«, men han mente ikke, man åbenlyst skulle gå til at formere den for ikke at give »den Røde Armé et påskud til fremmarch«. I et interview med en korrespondent for France Presse uddybede Halder sit syn på aktiv militær optræden ved at erklære: »Idag eksisterer kun en mulighed: at overlade forsvaret af Rhinlinien til de allierede og at mobilisere alle tyskere, der er egnede til militærtjeneste for at trække dem ind i forsvaret af Vesteuropa...« Hitlers gamle angrebsstrateg, Franz Halder har ganske vist i formen tilpasset sig den påståede »defensive« Atlanterhavspagt-strategi i sine udtalelser. Det er den formelle indrømmelse til Europas fredselskende folk. Men hele hans indstilling er den gamle nazistiske: En genopstanden tysk hær har en vigtig rolle at spille i det kommende store opgør med socialismen. En tredje verdenskrig skal igen flytte Tysklands grænser mod øst. Aspirationerne er stadig felttoget frem til Volga! Og folk som Halder spiller i dag kun en rolle, fordi deres amerikanske bagmænd har brug for dem!

Er de centrale organer til genoprettelsen af en fremtidig reaktionær og nazistisk præget tysk hær således allerede i funktion igen i vestzonerne, ville en ganske almindelig anti-nazistisk gennemsnitseuropæer til gengæld også blive temmelig chokeret, hvis han anede, hvor vidt fremskreden formeringen af tyske militære afdelinger allerede er i øjeblikket. Få løfter over for folkene er blevet så groft krænkede af angelsakserne som Potsdam-aftalens bestemmelser om at tilintetgøre reaktionær tysk militarisme én gang for alle. Man skal gå meget langt tilbage, til manøvrerne bag kulisserne under den anden verdenskrig, for at finde de første tilløb til genopbygningen af reaktionære væbnede tyske styrker, der skabtes med det perspektiv for øje, at krigen ville ende med en separat tysk-angel-saksisk forståelsesfred med det formål at begrænse socialismens fremtrængen i Europa. I særdeles god tid begyndte amerikanerne deres forsøg på at udvælge tyske militære kadrer, der kunne anvendes efter krigens afslutning!

I tidsskriftet New Times nummer 7 for 11. februar 1948 løftede den kendte russiske skribent, P. Trojanovskij sløret for nogle enkeltheder om oprindelsen af de første tyske væbnede afdelinger i vestzonerne. Trojonavskij berettede om, hvorledes oberst Winlop fra det amerikanske krigsministerium den 27. juli 1943 lod afholde en konference for funktionærerne fra de forskellige krigsfangelejre for at give dem instruktioner vedrørende behandlingen af de tyske hitlerister, der var kommet i amerikansk fangenskab: »Deres opgave var mellem de tyske krigsfanger at træne mænd, der kunne hjælpe med til at højne USA's prestige og yde et bidrag til at gennemføre den amerikanske politik i Tyskland, efter at landet var blevet besat af de allierede. Obersten fremhævede, at 'gode' tyskere skulle udvælges til dette formål, uanset om de var fascister eller ej. Ordene fascist og nazi måtte udryddes, sagde Winlop og tilføjede, at skønt nazisterne var upopulære idag, kunne de dog for amerikanerne og for Europas fremtid vise sig at være mere nyttige og mere bekvemme end antifascister og demokrater i almindelighed. Vi amerikanere er ude for at oprette orden i Tyskland og i Europa, og derfor har vi brug for et stort antal folk, der er beslægtede med os selv i ånd og overbevisning...« Socialister og antifascister mellem de tyske fanger blev af de amerikanske myndigheder behandlet som »dårlige« tyskere, der ustandselig blev udsat for chikanerier både af deres heldigere nazistiske medfanger og af de amerikanske fangevogtere, der var »udpillet« mandskab efter oberst Winlops smag.

Trods periodisk kritik i amerikanske blade over myndighedernes optræden i fangelejrene (bladet German American blev således forbudt mellem fangerne) forvandledes oberst Winlops lejre i de sidste krigsår til veritable træningskursus, hvor tidligere aktive nazister blev skolet til at være de fremtidige tyske kadrer for den amerikanske militærregering. De fik kursus som embedsmænd, administratorer og først og fremmest som ledere af det kommende tyske politi og de forskellige »sikkerhedsafdelinger«, der skulle opretholde »orden« og hindre en socialistisk udvikling i Vesttyskland. Til denne del af opgaven var nazister af enhver art naturligvis særdeles »pålidelige« kræfter! En række uhyggelige mord på antifascister i lejrene understregede klart bevægelsens karakter. Vestmagternes skjulte formering af reaktionære tyske militærafdelinger falder på to områder. Den ene del af opgaven blev løst i udlandet, den anden i Tyskland selv. Begge steder var hovedopgaven at udnytte kernen i Hitlers hær til at skaffe brugbare hjælpetropper ved gennemførelsen af vestmagternes politik. Fremmedlegioner af tyske militære har været et vigtigt led i de kapitalistiske vestmagters militærpolitik i efterkrigsårene.

Organiseringen og bevarelsen af tyske nazistiske kommandokadrer har spillet en »diskret« men yderst vigtig rolle i de imperialistiske stormagters forskellige kolonikrige specielt i Sydøstasien og Det mellemste Østen. Da den hjemlige franske befolkning har vist sig yderst uvillig til fortsat krigstjeneste under de militære operationer i Vietnam (Indochina) og under den evige »vagttjeneste« i fransk Afrika er titusinder af tyskere i al stilhed blevet indrulleret i fremmedlegionen under kommando af tidligere tyske officerer. »Hvervningerne« er foregået i stor stil såvel mellem tyske krigsfanger i Frankrig som mellem tidligere militære i den franske besættelseszone. Antallet af hvervede nazister har været angivet så højt som til 50.000 mand alene for Frankrigs vedkommende. Det er blandt andet det reaktionære Frankrigs indsats i »afmilitariseringen« af tyskerne! På dette område har imidlertid heller ikke England og dets »arbejderregering« ligget på den lade side. Tyske nazi-instruktører og erfarne stormtropper er særlig blevet anvendt under den spændte situation i de arabiske lande, hvor store britiske finansielle interesser står på spil for monopolkapitalen. I særdeleshed har man lagt vægt på at hverve de tidligere ørkenkrigere fra Rommels berømte Afrika-korps.

Sit højdepunkt nåede hvervningerne af tyske soldater og nazi-officerer under Ernest Bevins og den arabiske unions felttog i Palæstina mod den nydannede jødiske stat Israel. Allerede den 8. december 1948 indberettede den franske efterretningstjeneste, at briterne i Ægypten havde løsladt 6.000 tidligere tyske ørkenkrigere for at de kunne indtræde i ægyptisk militærtjeneste mod jøderne. De formeredes i to regulære tyske brigader, der fik supplerende militær uddannelse i lejrene i Sollum og Mersa Matruh i det af briterne besatte Cyrenaica. Også i de øvrige arabiske lande dukkede på dette tidspunkt kendte SS krigsforbrydere op som militære instruktører for feudalherrerne i de forskellige arabiske regeringer: Ved den iraksk-transjordanske stab i Palæstina optrådte i slutningen af 1948 pludselig den efterlyste krigsforbryder SS gruppefører Derwanger. I Beyrut virkede SS Obergruppen-führer Katzmann, der som leder af en særlig SS politidivision i Polen havde ledet udryddelseskrigen mod Polens jøder. I Bagdad optrådte SS Standardenfuhrer Bizantz, der under krigen kommanderede en brigade af den berygtede galiziske SS division, der blandt andet anvendtes som vagtmandskab i de tyske koncentrationslejre. I Syrien arbejdede andre reaktionære tyske officerer som militærinstruktører.

Omkring årsskiftet 1948-49 kom yderligere afsløringer om tyske nazisters hvervning til de arabiske hære frem til offentligheden. Fra de vesttyske besættelseszoner smugledes hundreder af tidligere Hitler-officerer og specialister over grænsen til Italien, hvor de fra en samlelejr i Frascatti ved Rom blev videresendt til Det mellemste Østen for at tjene i den arabiske legion under britisk kommando. Ved slutningen af november 1948 var allerede 2-3.000 tyske nazister alene ad denne rute blevet transporteret til krigsskuepladsen i Palæstina. I udlandet har man således været vidne til, hvordan kadrer af den gamle tyske hær er blevet formeret som lejetropper for vestmagterne, anvendt som brugbare »kulturbringere« i kolonikrigene og holdt i beredskab til om nødvendigt senere at kunne bringes tilbage til Tyskland som kamptrænede enheder i en kommende reaktionær tysk armé. At både englændere og amerikanere i de senere år har ført en sand klapjagt for at »hverve« tyske officerer med erfaringer fra vinterkrigen på østfronten er selv officielt bekendt og bekræftet, blandt andet af en autoritet som den britiske krigsminister Shinwell.

Kadrer til en reaktionær tysk hær i Vesttyskland.

I spørgsmålet om opløsningen af alle væbnede styrker i Tyskland selv meldte sig visse vanskeligheder allerede ved hjemsendelsen af nazi-hærenes rester få måneder efter kapitulationen. Det tog særlig briterne utrolig lang tid at få opløst og afvæbnet en række specialafdelinger af Hitlers hære. I juni 1946 fandtes der i den britiske besættelseszone stadig 150.000 mand delvis bevæbnede tyskere i de såkaldte Diehstgruppen. Den britiske kommando undskyldte sig med, at det drejede sig om »arbejdsafdelinger«, der var nødvendige til minestrygning, demonteringer og lignende, medens russerne energisk protesterede mod opretholdelsen af disse korps. Resultatet af de russiske protester blev, at de allierede magters kontrolråd den 20. august 1946 vedtog lov nr. 34 om afvæbningen, der i sine hovedafsnit var en ordret gentagelse af Potsdam-aftalens bestemmelser. Det gik dog fortsat yderst langsomt i den britiske zone, og den 1. januar 1947 var tjenestegruppernes bestand stadigvæk kun bragt ned til 81.358 tyske soldater. Det må yderligere tilføjes, at denne reduktion mindre skyldtes foranstaltninger fra den britiske militærregerings side end den kendsgerning, at de tyske soldater i vid udstrækning var begyndt at desertere fra tjenesten. I adskillige afdelinger forsvandt henved halvdelen af mandskabet i tjenestegrupperne.

Hvad der i vest virkelig foregik bag kulisserne lige efter krigens slutning er på overbevisende måde blevet skildret af en tysk officer, Joachim Wenzel i det demokratiske blad Weltbühne nr. 10 i 1947. Den pågældende tysker var selv den 29. november 1943 blevet hvervet til briternes »specielle« tyske styrker i fangenskabet. Han fortalte åbenhjertigt om, hvordan briterne i fangelejrene i oktober og november 1945 var begyndt at udpille de bedste kadrer af krigsfangerne: officerer, underofficerer, tankmandskab, faldskærmsjægere og teknisk skolet personale for at sammenfatte disse kadrer fra Hitlers hær i specialenheder, der ikke blev hjemsendt fra fangelejrene, men i Belgien formeredes som tyske kadreenheder, der blev holdt i militær træning. Politisk virksomhed blev strengt forbudt i disse afdelinger. Wenzel, der selv deserterede, skrev herom: »Dette var helt overflødigt, for i tjenestegrupperne i vestzonen rådede der en sådan antidemokratisk, militaristisk og fascistisk ånd, at ingen viste den mindste interesse i progressiv partiaktivitet...« Da russerne begyndte at protestere mod disse nazi-afdelingers eksistens, blev de britiske myndigheder forsigtigere. De maskerede tjenestegrupperne som »uskyldige« arbejdsenheder. Herom fortalte Wenzel: »Således blev kaptajnerne 'arbejdsledere', premierløjtnanterne og løjtnanterne blev 'feldmeister', underofficererne blev 'formænd' og de lavere kategorier omdøbtes til 'arbejdsmænd'...« Det var ikke for ingen ting, Wenzel kaldte sin artikel i Weltbühne for »Sort Rigsværn i 1947«. Eksperimenterne fra tiden efter første verdenskrig blev gentaget blot med den forskel, at det var de vestlige besættelsesmagter, der denne gang direkte tog initiativet til oprettelsen af de hemmelige tyske korps. Det skulle være hjælpetropper i et eventuelt opgør med de forhadte russere.

De inter-allierede konflikter om »tjenesteafdelingerne« fortsatte i et par år. Hårdt trængt af stadig nye beviser for den illegale tyske militære aktivitet erklærede en talsmand for den britiske militærregering i Tyskland den 3. maj 1947, at tjenestegrupperne nu snart ville blive opløst. I virkeligheden var der dog naturligvis allerhøjst tale om en reorganisering og om en ny maskering af de vesttyske militærafdelinger. Undertiden var den tyske presse i vestzonerne temmelig åbenhjertig i sine beretninger fra dette delikate område. I forsommeren 1947 skrev således Westdeutsche Rundschau såre karakteristisk: »I dobbeltzonen er der 323.000 tyskere i de britiske militære autoriteters og i den britiske besættelseshærs tjeneste, medens selv den enormt overfyldte tyske administrationsmaskine kun tæller 390.000 mennesker. Vi har ondt ved helt at forstå, at der kan ansættes 132.000 tyskere i Nord-Rhin-Westphalen. Og hvad arbejde er der for de 45.700 personer, der beskæftiges af besættelsesmyndighederne i det lille Slesvig-Holsten? I Hamburg er der over 40.000 ...« Ser man på de enorme besættelsesomkostninger, der stadig berettes om fra vestzonerne, skal man ikke lade sig forbløffe. En ikke ringe del er hele perioden gået til opretholdelse af ulovlige tyske militære enheder.

Selvom vor hjemlige presse, for ikke at blotte de angel-saksiske venner, i det store og hele med den yderste diskretion har bestræbt sig for ikke at komme for langt ind på dette delikate emne, er der indtil dato fremkommet et helt overvældende bevismateriale angående formeringen af reaktionære og nazistiske militære enheder i vestzonerne. Det nytter ikke mere at benægte, at formeringen af bevæbnede afdelinger af de mest militaristiske elementer af Hitler-hærene atter er i fuld gang, trods alle løfter fra Potsdam. Militariseringen af det tyske politi er et vigtigt led for at dække over disse bestræbelser. Det er blevet dokumenteret, at chefen for det bayerske politi, hr. Godehn er en af lederne af mellemkrigsårenes hemmelige militærorganisation Orgesch, og på ledende poster i det bayerske politi sad i sommeren 1948 175 højtstående tyske officerer fra Hitlers hær. En helt latterlig situation opstod i slutningen af forrige år i Würtemberg-Baden. Et reaktionært svejtsisk blad havde påstået, at man i det lokale politi havde favoriseret »røde«. Politichefen rykkede derefter ud med et forarget dementi, idet han erklærede: »I de politistyrker, der er undergivet mig, er 91,5 % af personalet officerer, underofficerer og soldater fra den tyske armé ...«

Særlig godt synes repræsentanterne for socialdemokraterne i den britiske »arbejderregering« at være kommet ud af det med tidligere nazister og SS folk inden for politiet. Som politichef i Hannover udnævntes i alle tilfælde betegnende nok den tidligere SS »Sturmführer« Wilkening, medens kommissariatet for kriminalpolitiet blev overtaget af SS'eren Zies. Man kan blive ved i en uendelighed på samme måde. Af militære og halvmilitære tyske korps findes der efterhånden en hel række. De tidligere »tjenestegrupper« er af briterne blevet omdøbt til »German Civil Labour Organisation«, medens amerikanerne i deres zone har skabt en lignende »German Civilian Comunity«. Ved siden af disse grundorganisationer er en hel række andre væbnede korps dukket op: Berliner Zeitung for 30. oktober 1948 meddelte, at der var dannet ikke mindre end 40 batailloner tysk »industripoliti« i vestzonerne for at nedkæmpe eventuelle arbejderuroligheder. Amerikanerne har, ligeledes hovedsagelig af tidligere SS'ere, organiseret deres berygtede »Civilgarde« eller »den sorte garde«, som den populært kaldes i Tyskland.

Den sorte garde står formelt under amerikansk kommando, men det er ingen hemmelighed, at dens øverste tyske chef er general Halder, der inspicerede gardens enheder i Berlin i forsommeren 1948, allerede før hans famøse frifindelse. Gården er inddelt i rent militære formationer, har sine egne kaserner og er næsten udelukkende rekrutteret blandt tidligere nazister, værnemagtsofficerer og medlemmer af tidligere SS-enheder. I Berlin gjorde den sig berygtet ved i dagene 24. maj til 1. juni 1948 at arrestere 1000 medlemmer af Berlins socialistiske ungdom. På et møde i de første dage af juni 1948 forlangte den russiske oberst Jelisarov formelt denne nazi-garde opløst og spurgte meget aktuelt sine angel-saksiske kolleger: »Af hvilken grund er der indført militære tjenesteforskrifter fra den amerikanske armé for 'den sorte garde' og særlige 'anvisninger i tilfælde af et oprør' ligesom instruktioner for fremgangsmåden under uroligheder og demonstrationer og lignende. Er den slags anvisninger nødvendige for vægtere, der skal beskytte amerikansk ejendom?« Listen over tyske militære organisationer er senere yderligere blevet suppleret med jernbanepoliti, marinegrupper og »grænseværn«. En beskeden vurdering har anslået det foreløbige antal af hvervede tyske militærpersoner til de forskellige korps til henved 300.000, medens det skal have været målet at bringe den op på en fredsstyrke af en halv million mand. Det er Atlanterhavspolitik lige syd for vor sydgrænse. Naturligvis findes der også tysk politi og milits i østzonen, men der er en væsensforskel: Her rekrutteres politiet og militsen af sådanne folk, der under hele den værste nazi-terror stod som aktive modstandere, af nazismen, medlemmer af de illegale organisationer, aktive antinazister og tidligere fanger i koncentrationslejrene. I vestzonen synes man ikke at kunne have været aktiv nazist nok for at komme i betragtning ved oprettelsen af de væbnede korps! Det er forskellen, og den er dog ikke uvæsentlig. Meddelelserne om hemmelig tysk oprustning og militarisering af vestzonerne er utallige gange blevet »dementeret« af uldne erklæringer fra de britiske og amerikanske repræsentanter i vestzonerne. Selv den censurede vesttyske presse har ikke taget disse »dementier« for mere, end de er værd.

I slutningen af 1948 erklærede den kendte tyske skribent Eugen Kogon, der er en ivrig »europæisk føderalist«, i bladet Frankfurter Hefte, at han var i besiddelse af konkrete oplysninger om en remilitarisering af Vesttyskland, men at han »i øjeblikket var tvunget til at forholde sig tavs om dette emne«. Kogons erklæringer medførte en livlig diskussion i den vesttyske presse. Det reaktionære nedersaksiske blad i Hannover, Die Abendpost, skrev den 29. november 1948: »Dr. Kogons udtalelser om en remilitarisering af Vesttyskland er i det parlamentariske råd og i regeringskredse i Diisseldorf genstand for livlige meningsudvekslinger. Af repræsentanter for alle partier bliver overensstemmende givet udtryk for, at der ikke findes nogen tysk instans, der har beføjelser til selvstændigt at foretage skridt i denne retning. Dr. Adenauer ytrede, at der ikke kunne være tale om nogen militarisering, forbundet måtte imidlertid, hvis det skulle opfylde sine opgaver, råde over et moderne politi. De hidtil ikke bekræftede rygter, der taler om en sammenfatning af frivillige soldater, der er blevet løsladt fra krigsfangenskabet, forstærkes. En del af dem, der tilhører disse enheder, der i et bestemt område under ledelse af en general i øjeblikket anslås til 45.000 mand, skal allerede under fangenskabet været skolet i forskellige udenlandske lejre, fremfor alt som pansertropper. I den nærmeste fremtid venter man forstærkninger af uddannede Pak-formationer. Efter hvad der forlyder har der fundet en forhandling sted mellem dr. Adenauer og den tidligere general Manteuffel, der nævnes som kommandør for en i nærheden af Køln stationeret formation. Samtalen skulle tjene det formål at udøve en parlamentarisk kontrolvirksomhed over den kommende udvikling, for at forhindre, at der danner sig en slags sort rigsværn, der både indenrigs- og udenrigspolitisk kan blive til en alvorlig fare...« Om de politiske kvalifikationer hos general Manteuffel, der spiller en fremragende rolle i formeringen af tyske militærafdelinger i vestzonerne, kan der ikke råde nogen tvivl. Han tilhører den nynazistiske gruppe i Godesberg, der i sidste halvdel af juni 1949 afholdt en konference for at drøfte opstillingen af nynazistiske »uafhængige« kandidater til de forestående »valg« i Vesttyskland. Blandt de øvrige ledende kræfter i denne kreds er blevet nævnt: Joachim von Ostau, dr. Schacht, Nürnberg-forsvareren dr. Diecks, generalfeltmarskal Hugo Sperrle, generalleutnant Ditmar, tidligere »gauleiter« Krebs og den berygtede generalmajor Remer Til trods for at denne sidste havde gjort sig bekendt ved den 20. juli 1944 ved forræderi at knuse generalernes »opstandsforsøg« i Berlin i forbindelse med attentatet mod Hitler, blev han i slutningen af juni 1949 grundet på amerikansk protektion pure frifundet ved en »afnazificeringsdomstol« i Bremen med den begrundelse, at han havde været »helt igennem fjendtlig over for Hitlers parti«.

Under valgene til det vesttyske forbundsparlament bekendte Remer åbent kulør, da han i en af sine valgtaler demonstrativt erklærede: »Vort arbejde begynder efter valget. Om ca. to år vil vi have nået det punkt, da vi kan overtage magten i Tyskland. Jeg kan ikke nægte, at vi navnlig appellerer til de gamle anstændige nationalsocialister.« For folk, der som følge af pressens enestående hensyntagen til vestmagternes renommé, stadig stiller sig tvivlende over for meddelelserne om militariseringen af Vesttyskland gennem oprettelsen af stadig voksende militære tyske enheder, kan det måske virke oplysende at se lidt på, hvad det vesttyske borgerlige blad Allgemeine Zeitung havde at berette om den tyske genoprustning. Bladet skrev uden omsvøb: »Det er helt igennem sandsynligt, at disse meddelelser er de angel-saksiske magter ubehagelige. De vil rimeligvis sige, at man ikke burde levere russerne et sådant materiale til deres propaganda. Men russerne vil dog på den ene eller anden måde erfare, at der på skydepladserne i den britisk-amerikanske besættelseszone uddannes store troppeenheder. Om disse kendsgerninger skulle blive bekendtgjort et fjerdingår før eller senere, er fuldstændig ligegyldigt...« (Efter »New Times«, 12. januar 1949). Man behøver blot at se lidt på de udgifter, der i dag er pålagt den vesttyske befolkning i »besættelsesomkostninger« for at få en anelse om, hvad den tyske remilitarisering koster: Ifølge oplysninger fra dobbeltzonens midlertidige »regeringsråd« måtte vestzonerne alene i perioden fra 21. juli til 31. december 1948 udrede »besættelsesomkostninger« på over 2 milliarder mark. Denne pæne sum svarer til 38,5 pct. af vestzonernernes samlede skatteindtægter. I 1949 vil vestzonernes besættelsesomkostninger nå op på 5,5 milliarder mark. Nogen tid før sin afrejse udtalte general Clay: »Der står store opgaver foran den vesttyske stat. Derfor kan der ikke være tale om at sænke besættelsesomkostningerne. Sandsynligvis vil de blive forhøjede...« En fransk general gav omkring årsskiftet nogle interessante oplysninger om »besættelsesomkostninger«. Han havde udregnet, at hver fransk soldat i besættelseshæren årligt kostede Tyskland 6000 mark, men for hver amerikaner, der opholdt sig i Tyskland, måtte dobbeltzonen imidlertid årligt punge ud med 20.000 mark. Det er omtrent, hvad en tysk arbejdsmand i dag er ti år om at indtjene. Administration med et andet folks midler fører i regelen til ødselhed. Når amerikanerne for eksempel i 1948 fik leveret for 5 millioner køleskabe, og der anvendtes 320.000 mark til at opføre et svømmebassin til en amerikansk general, ser det ikke helt godt ud på baggrund af det tyske folks elendighed, men udgifternes store poster skyldes dog det stigende antal tyskere, der betales af besættelsesmagten. I vestzonerne er dette tal nu nået op over 1 million. Hvor mange af disse folk er embedsmænd og bureaukrater? Og hvor mange er maskerede tyske fremmedlegionærer i angelsaksisk sold? Den sidste kategori er i alle tilfælde hurtigt voksende. Og det er ikke blot væbnede formationer, der gives penge ud til i dag i vestzonerne. Der går også millionbeløb til militære anlæg og befæstninger. I slutningen af 1948 godkendte således det økonomiske råd i Frankfurt, at 19 millioner mark af Marshall-hjælpens midler anvendtes til opførelse af fem nye militære flyvepladser, der er under opførelse af angel-sakserne.

Nogle franske kommentarer til udviklingen i forbindelse med Atlanterhavspagten er karakteristiske. Paris var altid det mest følsomme barometer i Vesteuropa, når det drejede sig om at måle udviklingen af tysk militarisme. Det kommer af visse erfaringer. Den 6. april 1949 skrev det borgerlige blad »Monde« rent ud: »Om det passer dem eller ej, så forudser Nordatlantpagten for fremtiden Tysklands oprustning, og det er lige så sikkert, som ethvert æg indeholder en kimcelle ...« Allerede i december 1948 havde den reaktionære skribent Maurice Duverger skrevet i det samme blad: »Når man taler om at forsvare Vesteuropa mod et muligt angreb udefra, må man gøre sig klart, at dette vil betyde, at man genopbygger den tyske hær samtidig med den franske...« Vi står her over for den måske vigtigste af præmisserne til Atlanter-havspagten, som ikke én af regeringens medlemmer og ikke én af repræsentanterne for den samvirkende »atlantiske blok« vovede at gøre rede for eller fremdrage under debatten i folketinget. Genopbygningen af reaktionær tysk militarisme er nemlig et af hovedpunkterne i Atlanterhavs-programmet, der efter sigende skal garantere »Europas sikkerhed« - nøjagtig som Hitler tidligere fremstilledes som »den vestlige kulturs bolværk mod øst«!

I Frankfurter Hefte skrev den ovennævnte skribent Egon Kogon: »Et stort antal ledende tyske politikere nærer det glade håb, at man vil tillade Vesttyskland at danne sin egen hær, for at denne kan deltage i forsvaret af Vesteuropa. En af dobbeltzonens politiske ledere erklærede overfor en medarbejder i den amerikanske militær-administration, at staterne i det vesteuropæiske forbund havde dannet en overkommando, men de havde ikke soldater. Vesttyskland kunne yde dem tropper... De specialister, man har trukket til sig, formerer allerede de tekniske institutioner og nogle hjælpeenheder, som langt overskrider industripolitiets rammer...« Det er tyske stemninger og tysk hverdag på baggrund af Atlanterhavs-pagten. Det frie »demokratiske« vesten har intet at frygte. Det har mægtige forbundsfæller trænede i krig og opflasket i aggressiv militarisme. Bag den vestlige verdens smukke kulisser er Hitlers generaler igen trukket i uniformen og nazister og SS'ere, der blev trænede på alle Europas slagmarker, melder sig atter under fanerne i Vesttysklands hvervede hære. Er det ikke vidunderlige perspektiver, der åbner sig for vore Atlanterhavs-politikere?

»Landet uden faste grænser ...«

Mon de fleste af de danske, der lod sig indfange af den hule agitation omkring Atlanterhavspagten, virkelig gjorde sig klart, hvad det betyder at tilslutte sig en militær konstellation, der - skønt endnu uofficielt - har en partner, hvis grænser ikke ligger fast, men er et europæisk stridsspørgsmål af første rang. I virkeligheden er der god grund til at spørge: Skal dansk ungdom en skønne dag sendes ud på europæiske slagmarker under en tredie verdenskrig i en konflikt, som meget vel kan tage sit udgangspunkt i et forsøg på at ændre for eksempel den tyske østgrænse? Ligger det i overensstemmelse med danske interesser at komme til at kæmpe side om side med vore undertrykkere fra krigstiden, sammen med Hitlers generaler og de SS tropper, der udbredte ødelæggelse og død over størstedelen af Europa? Disse mørke magter er i dag atter en af magtfaktorerne i den vestlige verden af angelsaksernes nåde og i kraft af deres vilje. Kravene om revanche og grænseflytning lyder også stadig mere højrøstet fra Vesttyskland, og det er i første omgang Polens og Tjekkoslovakiets grænser, der i agitationen løbes storm imod.

Mangt og meget af det, der foregår i Vesttyskland i dag trænger til at blive opfattet med langt større opmærksomhed, end man i dag tilmåler det. De vesttyske reaktionære stiller sig i dag opgaverne i visse etaper. Det har de lært af Hitler, der altid stillede sit »sidste og eneste« krav. Den 2. december 1948 skrev en af Tysklands mange vestlige propagandister, Richard Tüngel, i Hamburg-tidsskriftet Die Zeit om den tyske reaktions foreløbige mål: »Så snart vi råder over et politi, der beregnet efter befolkningstallet svarer til politiet i østzonen, kan vestmagterne med fortrøstning acceptere et russisk forslag om at rømme Tyskland. De behøver ikke at gøre sig noget hovedbrud med, hvad der derefter vil ske... Uden tilintetgørelse af den østtyske borgerkrigshær vil der ikke blive nogen fred i verden... Da vi gerne vil være offensive, vil vi ikke vige uden om den...« Væbnet erobring af Østtyskland, ophævelse af agrarreformerne og nationaliseringen i den russiske zone, tilintetgørelse af den socialistiske enhedsbevægelse, det er den væbnede tyske reaktions første mål. En af nynazisterne inden for Kurt Schumachers såkaldte »socialdemokratiske« parti i Tyskland, Berliner-hetzeren »borgmester« Ernst Reuter supplerede ved ophævelse af Berlin-»blokaden« den 12. maj i år Richard Tüngel politisk, da han proklamerede: »Send alle Grothewohler og Piecker til paradiset længere øst på. Det næste skridt er ophævelsen af den politiske blokade...« Det er fredstonerne vestfra i dag. Det er sådanne folk, angel-sakserne bevæbner til tysk borgerkrig.

Man siger appetitten kommer, mens man spiser. Den 24. marts 1949 stod præsidenten for Vesttysklands »parlamentariske råd« dr. Konrad Adenauer i Bern og holdt en tale til den svejtsiske gruppe af den inter-parlamentariske union. Han proklamerede udfordrende: »Det er ubetinget nødvendigt, at der dannes en tysk centralregering. Berlin vil vi aldrig opgive, og lige så lidt vil vi nogensinde anerkende en gramse ved Oder-Neisselinien. Det er nødvendigt at fremhæve, at det i maj 1945 var den tyske værnemagt, der kapitulerede betingelsesløst, men ikke det tyske folk...« Føler man sig ikke hensat til tiden efter forrige verdenskrig? Kunne mon Adolf Hitler selv have fortalt det tydeligere, at det reaktionære Tyskland igen kræver grænserevision og revanche? Også på dette område fik den klerikale reaktion assistance fra den kendte højresocialdemokrat Carlo Schmid, der i sin Berlin-tale den 12. maj forkyndte: »En fortsat kamp om Berlin vil i sin yderste konsekvens være kampen for frihed i verden. Jeg og enhver af jer, mine berlinere, skal atter frit kunne drage til Düsseldorf, Køln, Hamburg og til Stettin, Breslau og Frankfurt an der Oder.«

Særlig kravet om Breslau og Stettin som en del af »vestzonerne« hilstes med udfordrende hyl fra Berlins opgejlede nazistiske pøbel. De forstod, at Schumachers stedfortræder her rejste kravet om grænserevision over for det nye Polen. Man demonstrerer atter, at Tysklands grænser ikke ligger fast, men skal rykkes frem mod øst igen. Og professor Carlo Schmid er ingen helt almindelig nynazistisk provokatør, han er ikke blot formand for vestzonernes »forfatningsudvalg«, men omtaltes før »valgene« som højresocialdemokraternes kandidat til posten som Vesttysklands første »rigskansler«. Schumacher-folkene søger at konkurrere med den øvrige reaktion gennem en målbevidst nationalistisk hetz. Også deres mål er revanchepolitiken og kamp med alle midler mod den østlige socialisme. Er Polens nuværende grænser alene noget, der vilkårligt er blevet fastlagt af russerne, som mange nu til dags synes at mene. Nej, de skyldes oprindelig en overenskomst mellem alle de store allierede. Briternes medansvar er temmelig klart. Så tidlig som den 2. november 1944 sendte den daværende direktør for det britiske udenrigsministerium, Alexander Cadogan et interessant brev til udenrigsministeren i den polske regering i London. Heri hed det: »For det andet har De spurgt mig om, hvorvidt hans majestæts regering definitivt var tilhænger af at skyde den polske grænse frem til linien langs Oder-floden og at indlemme havnen Stettin. Svaret er, at hans majestæts regering er af den opfattelse, at Polen skal have ret til at udvide sit territorium i dette omfang...»

Oder-grænsen er altså ikke nogen russisk opfindelse. Allerede Churchills regering havde i sin tid givet sit højtidelige tilsagn om at støtte polakkerne politisk og moralsk i fastsættelsen af en grænse langs Oder og Neisse som en delvis erstatning for de frygtelige ødelæggelser, værnemagten havde anrettet i Polen under krigen. At Churchill og hans venner senere demagogisk har søgt at ophidse tysk nationalisme ved en ansvarsløs agitation mod Polens nys grænser karakteriserer blot kvaliteten af denne art politikere og viser, at deres mål i alle tilfælde er andre end at sikre freden ! Både Trumans regering i USA og Attlee og Bevin har samme ansvar for grænsedragningen i øst. På konferencen i Potsdam sanktionerede de udtrykkelig, at polakkerne straks skulle overtage administrationen frem til Oder-Neisse, og at alle tyskere skulle evakueres fra områderne øst for disse floder. Det blev ganske vist fastslået, at grænsen endelig skulle bekræftes af fredskongressen. Men hvis det ikke var meningen, at polakkerne skulle have det nævnte land, hvorfor skulle så tyskerne fjernes og polske kolonister gå i gang med den brydsomme genopbygning af de områder, den tyske hær havde lagt øde?

I sin beretning om Potsdam-mødet den 9. august 1945 forklarede Harry Truman da også utvetydigt, hvad overdragelsen af østområderne til Polen betød: »Det vil mellem Tyskland og Polen tilvejebringe en grænse, der er mere sikker og lettere at forsvare. Koloniseret med polakker vil det skabe en mere homogen nation. Det initiativ, der blev taget i Berlin, vil hjælpe med til at gennemføre De forenede Nationers grundlæggende politik overfor Polen: at skabe en stærk, uafhængig og velhavende nation ...« Hvad man end mener om den historiske berettigelse af Oder-Neisse-grænsen, er det en kendsgerning, at beslutninger fra alle de store allieredes side overdrog østlandet til polakkerne, at over 6 millioner polske borgere, der var blevet gjort hjemløse under krigen nu er bosat i områderne frem til Oder, og at den nye polske stat har anvendt milliardbeløb på at genopbygge et land, der var frygtelig hærget og til dels totalt ødelagt af tyskerne selv. Under disse omstændigheder kan man dog næppe for alvor hævde, at grænsedragningen i 1945 kun var af »midlertidig« karakter. Var dette angelsaksernes mening i Potsdam, var deres beslutninger intet mindre end forbryderiske over for et af de folk, der havde kæmpet på de allieredes side, og som havde bragt de frygteligste ofre for den fælles sejr over nazismen.

Skulle 6 millioner af krigens polske ofre kun rykke ind i østlandet for at genopbygge huse og gårde, for at sætte havne, miner og fabriker i drift igen for millionbeløb af de polske skatteyderes penge, for at få landbruget til at blomstre og forsyne gårdene med besætninger - for at forsvinde igen, når det hele stod fikst og færdigt? Vil man virkelig hævde, at det var Trumans og Attlees mening, at de 6 millioner polske krigsofre efter dette slid igen skulle drives fra hus og hjem, medens tyskerne atter rykkede ind og indrettede sig mageligt i det land, polsk arbejde igen havde gjort beboeligt og rigt? Det er konsekvenserne af påstanden om, at de vestallierede aldrig definitivt har godkendt Polens nye østgrænse. At acceptere dette synspunkt betyder intet mindre end at tillægge Truman, James Byrnes, Attlee og Ernest Bevin direkte forbryderiske motiver, da de i Potsdam satte deres navne under overenskomstens bestemmelser vedrørende Polen. Man kan dog ikke blive ved med at flytte grænser,, som om det drejede sig om teltpæle tilhørende et omvandrende cirkus! Polen har siden Potsdam-konferencen udviklet sig hurtigt i socialistisk retning, men man kan vel ikke påstå, at et socialistisk land skal have ugunstigere grænser end man havde tiltænkt et reaktionært Polen?

Baggrunden for den nuværende nationalistiske hetz i Vesttyskland, når det gælder »rigets« østgrænse, er USA-regenternes kyniske spekulationer i at vinde den tyske reaktion som forbundsfæller mod socialismen i øst. Dette uansvarlige trick har en lang historie bag sig. Indledningen til denne spekulation i et ufredeligt Europa, går så langt tilbage som til 1946. Første gang lanceredes appellen til tyske reaktionæres traditionelle krav om grænserevision i øst af en »ansvarlig« angelsaksisk politiker, da den daværende udenrigsminister James Byrnes, der selv havde sat sit navn under Potsdam-dokumentet, rejste denne sag for et tysk forum. Den 6. september 1946 erklærede Byrnes nemlig i sin famøse Stuttgart-tale, der indledte USA's nye Tysklandskurs: »Schlesien og andre østtyske områder var blevet tildelt Polen før Potsdammødet. Dette var sket udelukkende af administrative grunde, og Storbritannien, Rusland og De forenede Stater var ikke gået med til ved den kommende fred at afstå noget særligt område...«

Her har vi indledningen til den nuværende farlige rummel om tysk grænserevision. Tysk nationalisme fra de underjordiske nazi-grupper og til Kurt Schumachers socialdemokratiske spekulanter i nazismens »ideologiske« arv har kun været istand til efter sammenbruddet i 1945 at vokse sig stærk og farlig igen, fordi alle revanchetørstende grupper, og alle der optræder i rollen som grænseflyttere i øst, politisk og moralsk har kunnet støtte sig til stikord, der er blevet udslynget af repræsentanter for de vestmagter, der selv var med til at udforme og undertegne Potsdam-aftalens klare bestemmelser. I kraft af denne dobbelttungede politik fra angelsaksisk side er det reaktionære Vesttyskland i hænderne på de gamle økonomiske regenter igen ved at udvikle sig til et farligt europæisk urocentrum, der allerede i dag truer Europas fred. »Grænsen, der ikke ligger fast« er blevet et af de sårbare punkter for Europas fred. For at ramme socialismen i øst, puster angel-sakserne i dag til det bål, der hedder tysk nationalisme, der to gange tidligere har sat verden i brand i imperialismens tidsalder. Tysk monopolisme og tysk ekspansion udrustes endnu engang i vestzonerne med kapital til genoprustningen af monopolisterne og med nye væbnede organisationer af samme type og med samme ledere som Hitlers berygtede værnemagt. Atlanterhavs-pagten har også gjort os til en partner i dette farlige spil. Det har ingen ret til at lukke øjnene for. Forkyndte man ikke allerede få uger efter pagtens undertegnelse, at Berlin var »den vesteuropæiske friheds kæmpende forpost«? Betyder det, at der skal manøvreres sådan, at danske soldater eventuelt skal kæmpe for at tysk reaktion atter kan brede sig mod øst? Skal danske regimenter, der allerede står i vestzonerne, måske en skønne dag tvinges til at optræde som et nyt »Frikorps Danmark« under overkommando af Hitlers stabschef: Generaloberst Franz Halder?

Amerikansk politik og amerikansk agitation har længe været den »livgivende kilde«, resterne af den tyske nazisme har styrket sig ved. I særdeleshed er den antikommunistiske hetz, der er blevet udbredt af de velaflagte bureukrater i spidsen for den gule fagforenings-»bevægelse« Federation of Labour blevet udnyttet til ny tysk agitation for en revanchekrig mod Rusland. Yderst karakteristisk skrev den amerikanske skribent Sigrid Schultz allerede i »Colliers Magazine« den 8. november 1947 i en artikel »Tysk undergrund ønsker krig«: »Udtalelser af vicepræsidenten for den amerikanske Federation of Labour, Matthew Woll, spiller en vigtig rolle i kampagnen om 'at gøre sig klar til krig'. Hundredetusinder af organiserede arbejdere i Ruhr og Vesttyskland er blevet oversvømmede af fotokopier af Wolls ledende artikler... Tyskerne udlægger Wolls erklæringer i den mening, at 'Tyskland må genopruste til den kommende krig mod kommunismen'. Hvorfor bryde sig om fredsproblemerne, når den store bror fra Amerika siger, at krigen kommer...«

Federation of Labour, som nynazisterne i Tyskland i dag høster deres styrke fra, er monopolkapitalismens agentur inden for amerikansk arbejderbevægelse, men det er dette agentur, man efter krigen har søgt at knytte vesteuropæisk fagbevægelse til fra højresocialdemokratisk side. Det har ikke blot og bart været ideologiske impulser, efterkrigstidens højresocialdemokratiske spidser har hentet fra den amerikanske »store bror«. En række socialdemokratiske partier i vesten har haft sin private lille »Marshallplan« til den reformistiske bevægelses genrejsning som et led i kampen mod socialismens virkeliggørelse i tiden efter nazismens sammenbrud. I Federation of Labour's bulletin nr. 708 fra 17. november 1948 kan man på side 8 læse følgende: »Mr. Green, A.F.L.s præsident erklærer: Såvel under som også efter krigen har American Federation of Labour næret det ønske at yde en praktisk hjælp og understøttelse til genopbygningen af den frie(?) faglige bevægelse i Europa. Efter de tal, der i øjeblikket er tilgængelige for mig, beløber den samlede sum sig til mere end 160 millioner dollars...« Det er det foreløbige resultat af højresocialdemokraternes private Marshall-plan. Et pænt lille tilskud på 160 millioner dollars fra den amerikanske »store bror«. Kan man som tankeeksperiment forestille sig, hvad der var sket, hvis det var blevet dokumenteret, at for eksempel Sovjetunionens faglige landsorganisation havde givet et tilskud på samme sum til revolutionær arbejderbevægelse i Vesteuropa? Ville hele den borgerlige og socialdemokratiske presse ikke have skummet af oppustet indignation under brølene om »betalt femtekolonne«? Når sådanne transaktioner foregår fra USA, hersker der derimod taktfuld stilhed. »Frihedsbegrebet« følger dollaren, i Tyskland som i de vestlige demokratier. Dollarens infiltration er blevet en faktor, man må regne med i praktisk »national politik«. Den var baggrunden for sprængningen af det faglige verdensforbund! Og det er folkene med de 160 millioner dollars, også vore faglige socialdemokratiske spidser i dag følger. Sig mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er, hedder det i et godt, gammelt dansk ordsprog.

Vor generation fik foreløbig to verdenskriges rædsler forærende i morgengave af imperialismens tidsalder. Der blæses i lurerne til den tredje. Efter sin gennemgang af dokumenterne om de internationale finansgruppers skumle transaktioner bag kulisserne skrev Roosevelt-eksperten Wendell Berge om de britiske og nazistiske industriherrers store kohandel i Düsseldorf i marts 1939, dagen efter indmarchen i Prag: »Der kan næppe råde nogen tvivl om, at hvis Düsseldorf-programmet bliver gennemført, vil det fremkalde en tredje verdenskrig.« Står vi ikke i dag over for en endnu farligere kombination af amerikanske, britiske og tyske monopoler? Er det ikke herfra, faren igen kommer? For dem, der vil lære af fortiden, mangler der så sandelig ikke materialer om, hvem der er den farlige femte kolonne, og hvor man skal søge de egentlige centre, der slipper krigene løs. Man kan ikke skille kampen for freden fra kampen mod krigens ophavsmænd. At vinde kampen for freden betyder praktisk at nedkæmpe monopolkapitalens forberedelser til den næste krig. Det er »Vesteuropas problem« i dag - så sandt som to verdenskrige må være nok i én generation.

Vi skal lære af historien, for at den ikke skal gentage sig.

Webmaster