I September 1947 mødtes Repræsentanter for 9 europæiske Landes kommunistiske Partier i Warszawa for at drøfte den internationale Situation, Udviklingen i deres Lande og Perspektiverne for Kampen mellem Demokrati og Reaktion, mellem Folkets Kræfter og Imperialismens Kliker. De udvekslede Erfaringer fra de kommunistiske Partiers Virksomhed til Samling af den arbejdende Befolkning under Frihedskampen mod Fascismen og under den senere Fase af Kampen for national Uafhængighed, økonomisk Opbygning og varig Fred. Et Resultat af Konferencen var Oprettelsen af det kommunistiske Informationsbureau i Belgrad. Her er samlet 10 Beretninger fra Warszawa-konferencen, nemlig først A. A. Sjdanovs Redegørelse for den internationale Situation og dernæst Materialet fra de 9 deltagende Lande, ordnet alfabetisk efter Lande. Som Tillæg bringes Resolutionerne fra Konferencen.

Sjdanov: Den internationale Situation * * V. Tjervenkov: Bulgarien * * J. Duclos: Frankrig * * L. Longo: Italien * * E. Kardelj: Jugoslavien * * W. Gomulka: Polen * * G. Georghiu-Desj: Rumænien * * G. Malenkov: Sovjetunionen * * R. Slansky: Tjekkoslovakiet * * J. Revai: Ungarn * * Resolutioner

Slutningen af den anden Verdenskrig medførte store Forandringer i Verdenssituationen. De fascistiske Staters Nederlag, Krigens Karakter som Frihedskrig mod Fascismen og Sovjetunionens afgørende Rolle i Nedkæmpningen af de fascistiske Aggressorer betød en brat Ændring i Kræfternes Fordeling mellem de to Systemer - det socialistiske og det kapitalistiske - til Gunst for Socialismen. Hvad er det væsentlige i disse Forandringer?

Hovedresultatet af den anden Verdenskrig var Tysklands og Japans militære Nederlag - de to mest militaristiske og aggressive af de kapitalistiske Lande. De reaktionære imperialistiske Elementer over hele Verden, især i England, Amerika og Frankrig, havde sat store Forventninger til Tyskland og Japan, især til Hitler-Tyskland: først og fremmest som den Kraft, der var mest egnet til at lange ud mod Sovjetunionen for, måske uden helt at kunne ødelægge den, dog i det mindste at svække den og undergrave dens Indflydelse, dernæst som den Kraft, der kunne knuse den revolutionære Arbejderbevægelse og demokratiske Bevægelse i Tyskland selv og i alle de Lande, der var udset til Ofre for Nazi-aggressionen, og derved styrke Kapitalismen i Almindelighed. Dette var Hovedårsagen til Førkrigspolitiken, som gik ud på »Fordragelighed« over for den fascistiske Aggression og Opmuntring af den, dvs. den såkaldte München-politik, der ihærdigt blev drevet af de imperialistiske herskende Kredse i England, Frankrig og USA.

Men de Forventninger, de britiske, franske og amerikanske Imperialister nærede til Hitleristerne, blev ikke opfyldt. Hitleristerne viste sig at være svagere og Sovjetunionen og de fredselskende Nationer stærkere, end München-politikerne havde regnet med. Som Følge af den anden Verdenskrig blev den krigsgale internationale fascistiske Reaktions Hovedstyrker knust og sat ud af Spillet for lange Tider.

Dette var ledsaget af et andet alvorligt Tab for det kapitalistiske Verdenssystem i Almindelighed. Mens Hovedresultatet af den første Verdenskrig var, at den totale imperialistiske Front blev brudt, og at Rusland faldt ud af det kapitalistiske Verdenssystem, og mens Kapitalismen som Følge af det socialistiske Systems Triumf i Sovjetunionen ophørte at være et alt omfattende, verdensomspændende økonomisk System, så resulterede den anden Verdenskrig og Fascismens Nederlag, Svækkelsen af Kapitalismens Verdensposition og den forøgede Styrke i den antifascistiske Bevægelse i, at en Række Lande i Mellem- og Sydøsteuropa faldt ud af det imperialistiske System. I disse Lande opstod der nye, folkelige, demokratiske Regimer. Den indholdsrige Lektion, der blev givet gennem Sovjetunionens Fædrelandskrig og Sovjethærens Befrierrolle, blev ledsaget af de frihedselskende Folks Massekamp for national Befrielse fra de fascistiske Indtrængere og deres Medskyldige. Under denne Kamp blev de profascistiske Elementer, de Folk, der samarbejdede med Hitler - de mest indflydelsesrige Storkapitalister, store Godsejere, høje Embedsmænd og monarkistiske Officerer - afsløret som Forrædere mod Nationens Interesser. I Donaulandene parredes Befrielsen fra det tyske fascistiske Slaveri med Storbourgeoisiets og Godsejernes Fjernelse fra Magten som Følge af det kompromitterende Samarbejde med den tyske Fascisme, og med nye folkelige Kræfters Opstigen til Magten som Følge af, at de havde vist sig værdige i Kampen mod Hitler-Erobrerne. I disse Lande overtog Repræsentanter for Arbejderne, Bønderne og de progressive Intellektuelle Magten. Eftersom Arbejderklassen alle Vegne havde udfoldet den største Heroisme, den største Konsekvens og Uforsonlighed i Kampen mod Fascismen, er dens Prestige og Indflydelse i Folket øget umådeligt.

Den nye demokratiske Magt i Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Albanien med Støtte fra Folkets Masse var i Stand til på meget kort Tid at gennemføre sådanne progressive demokratiske Reformer, som det borgerlige Demokrati ikke længer evner at sætte i Værk. En Jordreform overdrog Jorden til Bønderne og fjernede Godsejerklassen. En Nationalisering af Storindustrien og Bankerne og Konfiskation af Ejendom, som ejedes af Forrædere, der havde samarbejdet med Tyskerne, undergravede radikalt Monopolkapitalens Position i disse Lande og frigjorde Masserne fra Imperialismens Trældom. Samtidig hermed blev Grunden lagt til en statslig, national Ejendomsform, og en ny Statstype blev skabt - den folkelige Republik, hvor Magten tilhører Folket, hvor Storindustrien, Transportvæsenet og Bankerne ejes af Staten, og hvor en Blok af de arbejdende Befolkningsklasser med Arbejderklassen i Spidsen udgør den ledende Kraft. Som Følge heraf har disse Landes Folk ikke alene revet sig ud af Imperialismens Skruestik, men er i Færd med at betræde Vejen til en socialistisk Udvikling.

Krigen forøgede i stor Målestok Sovjetunionens internationale Betydning og Prestige. Sovjetunionen var den førende Kraft og Sjælen i Tysklands og Japans militære Nedkæmpning. De progressive demokratiske Kræfter i hele Verden samledes omkring Sovjetunionen. Den socialistiske Stat bestod med Held Krigens krævende Prøve og gik sejrrigt ud af Kampen på Liv og Død mod en overordentlig stærk Fjende. I Stedet for at blive svækket blev Sovjetunionen stærkere.

Den kapitalistiske Verden er også undergået en væsentlig Forandring. Af de seks såkaldte store imperialistiske Magter (Tyskland, Japan, Storbritannien, USA, Frankrig og Italien) er tre blevet elimineret ved det militære Nederlag (Tyskland, Italien og Japan). Frankrig er også blevet svækket og har mistet sin Betydning som Stormagt. Som Følge heraf er der kun to »store« imperialistiske Magter tilbage - USA og Storbritannien. Men den enes, Storbritanniens Position er undergravet. Krigen afslørede, at militært og politisk var den britiske Imperialisme ikke så stærk, som den havde været. I Europa var England hjælpeløs imod den tyske Aggression. I Asien var England, en af de største imperialistiske Magter, ude af Stand til uden fremmed Hjælp at bevare Kolonibesiddelserne. Da England midlertidigt var afskåret fra Kolonier, som havde forsynet Landet med Mad og Råmaterialer og opsuget en stor Del af dets Industriprodukter, blev det selv militært og økonomisk afhængigt af amerikanske Leverancer af Mad og Industrivarer. Efter Krigen er England i stigende Grad blev finansielt og økonomisk afhængigt af USA Skønt det lykkedes England at genvinde sine Kolonier efter Krigen, ser Landet sig dér stillet over for den amerikanske Imperialismes øgede Indflydelse, som under Krigen er trængt ind i Områder, der førhen blev betragtet som britisk Kapitals eksklusive Indflydelsessfære (det arabiske Østen, Sydøstasien). Amerika har også forøget sin Indflydelse i de britiske Dominions og i Sydamerika, hvor Englands tidligere Rolle i stor og stadig større Udstrækning går over til USA.

Den anden Verdenskrig forværrede Krisen i Kolonisystemet, hvad der finder Udtryk i en kraftig national Befrielsesbevægelses Vækst i Kolonierne og de afhængige Lande. Dette har sat det kapitalistiske Systems Bagland i Forlegenhed. Kolonibefolkningerne vil ikke længere leve på den gamle Måde. De herskende Klasser i Moderlandene kan ikke længere regere Kolonierne efter de gamle Linier. Forsøg på at knuse den nationale Befrielsesbevægelse med militær Magt møder nu i stadig større Udstrækning væbnet Modstand fra Kolonifolkene og fører til langvarige Kolonikrige (Holland-Indonesien, Frankrig-Vietnam).

Krigen - i sig selv et Produkt af Ujævnheden i Kapitalismens Udvikling i de forskellige Lande - har yderligere uddybet denne Ujævnhed. Af alle kapitalistiske Magter er kun USA - gået ud af Krigen ikke alene usvækket, men også betydelig stærkere, økonomisk og militært. Krigen har beriget de amerikanske Kapitalister i stor Stil. På den anden Side har det amerikanske Folk ikke oplevet de Afsavn, som følger med Krigen, en Besættelses Prøvelser eller Luftbombardementer, og eftersom Amerika trådte ind i Krigen praktisk talt på Slutstadiet, da Udgangen allerede var sikker, blev Landets Tab i Menneskeliv relativt lille. For USA var Krigen hovedsagelig en Spore til udstrakt industriel Udvikling og til en væsentlig Forøgelse af Eksporten (navnlig til Europa).

Men Krigsafslutningen har stillet USA overfor en Række nye Problemer. De kapitalistiske Monopoler var ivrige efter at opretholde deres Profitter på det tidligere høje Niveau og øvede derfor et stærkt Tryk for at forhindre en Reduktion af Leverancernes Omfang fra Krigens Tid. Dette betød imidlertid, at USA må bevare udenlandske Markeder, som havde opsuget amerikanske Produkter under Krigen, og yderligere erhverve sig nye Markeder, for så vidt som Krigen i væsentlig Grad har sænket de fleste Landes Købekraft. Disse Landes finansielle og økonomiske Afhængighed af USA var ligeledes blevet forøget. USA. placerede Kreditter til Udlandet til en Sum af 19 Milliarder Dollars, ikke medregnet Indskuddet i den Internationale Bank og den Internationale Valutafond. Amerikas Hovedkonkurrenter, Tyskland og Japan, er forsvundet fra Verdensmarkedet, og dette åbnede nye og meget betydelige Muligheder for USA.

Mens de mere indflydelsesrige Kredse inden for amerikansk Imperialisme før den anden Verdenskrig støttede en isolationistisk Politik og havde afholdt sig fra aktiv Indblanding i Europas og Asiens Anliggender slog Wall Streets Finansmænd under de nye Efterkrigsforhold ind på en ny Politik. De fremsatte et Program for Udnyttelse af Amerikas militære og økonomiske Styrker, ikke alene for at bevare og konsolidere de Positioner, der var vundet i Udlandet under Krigen, men også for at udvide dem til et Maksimum og afløse Tyskland, Japan og Italien på Verdensmarkedet. Det bratte Fald i andre kapitalistiske Staters økonomiske Kraft gør det muligt for USA at spekulere i deres økonomiske Efterkrigsvanskeligheder, især i Storbritanniens, hvad der gør det lettere at bringe disse Lande under amerikansk Kontrol. USA har proklameret en ny, oplagt underkuende og ekspansionistisk Kurs.

Formålet med denne nye, oplagt ekspansionistiske Kurs er at oprette et Verdensherredømme for amerikansk Imperialisme. I den Hensigt at konsolidere Amerikas Monopolstilling på de Markeder, der er erhvervet som Følge af de to største Konkurrenters, Tysklands og Japans Forsvinden, og som Følge af Svækkelsen af de kapitalistiske Partnere, England og Frankrig, rummer USA´s nye politiske Kurs et bredt Program for militære, økonomiske og politiske Foranstaltninger, der skal give USA en politisk og økonomisk Herskerstilling i alle Lande, der er udset til amerikansk Ekspansion, reducere disse Lande til at være USA´s Drabantstater og indføre Regimer i disse Lande, der kan fjerne alle Hindringer, som Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse rejser mod den amerikanske Kapitals Udbytning af disse Lande. USA bestræber sig nu på at udvide denne nye Politik ikke alene til sine Fjender i Krigen og til neutrale Lande, men i stadig større Målestok også til sine Allierede fra Krigens Tid.

Specielt lægges der Vægt på at udnytte de økonomiske Vanskeligheder i Storbritannien, som ikke alene er Amerikas Allierede, men også fra gammel Tid en kapitalistisk Rival og Konkurrent. Det er Tanken med Amerikas ekspansionistiske Politik ikke alene at forhindre England i at komme fri af den økonomiske Uafhængighed af USA., i hvilken England gerådede under Krigen, men tværtimod at øge Trykket, i den Hensigt gradvis at berøve England Kontrollen over Kolonierne, manøvrere Landet ud af Indflydelsessfærerne og reducere det til en Vasalstat.

USA´s nye Politik er således beregnet på at konsolidere Monopolstillingen og at reducere de kapitalistiske Partnere, således at de bliver Amerikas undergivne. Men Amerikas Bestræbelser for at vinde Overherredømme i Verden støder på en Hindring: Sovjetunionen, det faste Punkt for antifascistisk og anti-imperialistisk Politik med en voksende international Indflydelse, og de nye Demokratier, der har gjort sig fri af den britiske og amerikanske Imperialismes Kontrol, og endelig Arbejderne i alle Lande, Amerika indbefattet, der ikke ønsker en ny Krig for at deres Undertrykkere kan vinde Overmagt. Derfor tilsigter USA's nye ekspansionistiske og reaktionære Politik en Kamp mod Sovjetunionen, mod det nye Demokratis Lande, mod Arbejderbevægelsen i alle Lande, USA indbefattet, og mod de frihedssøgende anti-imperialistiske Kræfter i alle Lande.

Opskræmt over Socialismens Fremgang i Sovjetunionen, over de nye Demokratiers Resultater og over Arbejderbevægelsens og den demokratiske Bevægelses Vækst i alle Lande efter Krigen indstiller de amerikanske Reaktionære sig på at overtage Missionen som det kapitalistiske Systems »Frelsere« fra Kommunismen. USA's oplagt ekspansionistiske Program minder derfor stærkt om det eventyrlige Program, der fejlede så vanærende, de fascistiske Aggressorers, der som bekendt også var ude efter Verdensherredømme.

Ligesom Hitleristerne under deres Forberedelser til Piratoverfald camouflerede sig med Antikommunismen for at muliggøre en Undertrykkelse og Lænkebinding af alle Folk, først og fremmest deres eget, sådan maskerer Amerikas nuværende Herskerkliker deres ekspansionistiske Politik og også deres Offensiv mod den svagere imperialistiske Rival Englands vitale Interesser ved at pukke på et Forsvar mod Kommunismen. Den feberagtige Våbenoplagring, Opførelsen af nye Militærbaser og Oprettelsen af Brohoveder for amerikanske væbnede Styrker i alle Dele af Verden, retfærdiggøres falsk og farisæisk med »Forsvar« mod en foregøglet Krigstrussel fra Sovjetunionens Side. Ved Hjælp af Skræmmeforsøg, Bestikkelse og Afpresning har det amerikanske Diplomati ikke Besvær med at få andre kapitalistiske Lande og især Storbritannien til at godkende Befæstelsen af Amerikas overlegne Position i Europa og Asien - i Tysklands Vestzoner, i Østrig, Italien, Grækenland, Tyrkiet, Ægypten, Iran, Afghanistan, Kina, Japan o.s.v.

De amerikanske Imperialister anser sig for Hovedkraften imod Sovjetunionen, de nye Demokratier og Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse i alle Lande, de anser sig for de reaktionære, antidemokratiske Kræfters Bolværk overalt på Kloden. Derfor begyndte de bogstavelig talt Dagen efter Krigsafslutningen at opbygge en Front vendt imod Sovjetunionen og Verdensdemokratiet og at opmuntre de folkefjendske reaktionære Kræfter - Kollaborationister og tidligere kapitalistiske Håndlangere - i de europæiske Lande, der var blevet befriet for Nazi-åget, og som var begyndt at ordne deres Anliggender efter deres eget Hovede.

De mest ondsindede og uligevægtige imperialistiske Politikere fulgte i Churchills Fodspor og udklækkede Planer for en hurtig Start af en præventiv Krig mod Sovjetunionen. De opfordrede åbenhjertigt til at anvende Amerikas midlertidige Monopol på Atomvåbenet imod Sovjetfolket. De nye Krigsophidsere gør Forsøg på at skræmme og true ikke alene Sovjetunionen, men også andre Lande, navnlig Kina og Indien, ved at bagvaske Sovjetunionen og stemple det som mulig Aggressor, mens de selv poserer som »Venner« af Kina og Indien, som »Frelsere« fra den kommunistiske Fare, idet deres Mission er at »hjælpe« de svage. Med disse Midler forsøger de at holde Indien og Kina i Imperialismens Greb og i fortsat politisk og økonomisk Slaveri.

De fundamentale Forandringer, Krigen har hidført på den internationale Scene og i de enkelte Landes Stilling, har fuldstændig ændret Verdens politiske Udseende. En ny Gruppering af de politiske Kræfter er opstået. Jo mere Krigen rykker på Afstand, desto klarere bliver to Hovedstrømninger i Efterkrigstidens internationale Politik, svarende til en Deling af de politiske Kræfter, der virker på den internationale Arena, i to store Lejre: på den ene Side den imperialistiske og antidemokratiske Lejr, på den anden Side den anti-imperialistiske og demokratiske Lejr.

Den egentlige Drivkraft i den imperialistiske Lejr er USA Allieret hermed er Storbritannien og Frankrig. Eksistensen af Attlee-Bevins Labourregering i England og Ramadiers socialdemokratiske Regering i Frankrig hindrer ikke disse Lande i at optræde som USA's Drabanter og at følge USA's imperialistiske Politik i alle Hovedspørgsmål. Den imperialistiske Lejr støttes også af kolonibesiddende Lande som Belgien og Holland, af Lande med reaktionære antidemokratiske Regimer som Tyrkiet og Grækenland, og af Lande, der politisk og økonomisk er afhængige af USA: det nære Østen, de sydamerikanske Lande og Kina. Den imperialistiske Lejrs Hovedmål er at styrke Imperialismen, at iscenesætte en ny imperialistisk Krig, at slå Socialismen og Demokratiet og at støtte reaktionære, antidemokratiske, profascistiske Regimer og Bevægelser alle Vegne. Under Forfølgelsen af disse Mål er den imperialistiske Lejr beredt til at bygge på reaktionære og antidemokratiske Kræfter i alle Lande og at støtte de tidligere Fjender mod de tidligere Allierede i Krigen.

De anti-imperialistiske og antifascistiske Kræfter udgør den anden Lejr, baseret på Sovjetunionen og de nye Demokratier. Den rummer også Lande, der har brudt med Imperialismen og fast betræder en demokratisk Udviklingsvej, som Rumænien, Ungarn og Finland. Indonesien og Vietnam hører hjemme i den, den nyder Sympati hos Indien, Ægypten og Syrien. Den anti-imperialistiske Lejr støttes af Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse og af de kommunistiske Broderpartier i alle Lande, af de nationale Frihedskæmpere i Kolonierne og de afhængige Lande, af alle progressive og demokratiske Kræfter i ethvert Land. Denne Lejrs Mål er at imødegå Truslen om nye Krige og imperialistisk Ekspansion, at styrke Demokratiet og udslette Resterne af Fascismen.

Afslutningen af den anden Verdenskrig stillede alle frihedselskende Nationer over for den Hovedopgave at sikre en varig demokratisk Fred som Kronen på Sejren over Fascismen. Ved Løsningen af denne fundamentale Opgave spiller Sovjetunionen og dens Udenrigspolitik en ledende Rolle. Dette følger af selve den socialistiske Sovjetstats Natur, for hvilken Aggressions- og Udbytningsmotiver er fuldkommen fremmede, og som er interesseret i at skabe de gunstigste Betingelser for Opbygningen af et kommunistisk Samfund. En af disse Betingelser er Fred med Omverdenen. Som Legemliggørelsen af et nyt og overlegent Samfundssystem genspejler Sovjetunionen i sin Udenrigspolitik Forhåbningerne hos den progressive Menneskehed, som tilstræber en varig Fred og intet har at vinde ved en Krig fra Kapitalismens Side. Sovjetunionen er en Støttepille for alle Nationers Frihed og Uafhængighed og en Fjende af national og racemæssig Undertrykkelse og kolonial Udbytning i enhver Form. Den Forandring, Krigen har bevirket i den almindelige Gruppering af Kræfterne mellem den kapitalistiske Verden og den socialistiske, har yderligere markeret Betydningen af Sovjetstatens Udenrigspolitik og udvidet Perspektivet for dens Virksomhed på den internationale Arena. Alle Kræfter i den anti-imperialistiske og antifascistiske Lejr er forenede i Bestræbelsen for at sikre en retfærdig' og demokratisk Fred. Det er denne forenede Bestræbelse, der har hidført og styrket et venskabeligt Samarbejde mellem Sovjetunionen og demokratiske Lande vedrørende alle udenrigspolitiske Problemer. Disse Lande, i første Række de nye Demokratier - Jugoslavien, Polen, Tjekkoslovakiet og Albanien, som spillede en stor Rolle i Frihedskrigen mod Fascismen, og også Bulgarien, Rumænien, Ungarn og i nogen Grad Finland, som har sluttet sig til den antifascistiske Front - har i Efterkrigsperioden vist sig som standhaftige Forsvarere for Freden, Demokratiet og deres egen Frihed og Uafhængighed mod alle Forsøg fra USA's og Englands Side på at dreje deres Kurs og igen bringe dem ind under det imperialistiske Åg.

Den demokratiske Lejrs Fremskridt og voksende internationale Prestige er ikke faldet i Imperialisternes Smag. Allerede mens den anden Verdenskrig udspilledes, blev reaktionære Kræfter i Storbritannien og USA mere og mere aktive og stræbte efter at forpurre koordineret Handling fra de allierede Magters Side, at forlænge Krigen, at blodtappe Sovjetunionen og at redde de fascistiske Aggressorer fra komplet Nederlag. De angel-saksiske Imperialisters og i første Række Churchills Sabotage af den anden Front var et klart Spejlbillede af denne Tendens, som i Virkeligheden var en Fortsættelse af Münchenpolitikken under de nye og forandrede Betingelser. Men dengang Krigen endnu rullede videre, dristede de britiske og amerikanske reaktionære Kredse sig ikke til åbent at træde op imod Sovjetunionen og de demokratiske Lande, idet de var klar over, at disse nød udelt Sympati hos Masserne Verden over. I Krigens sidste Måneder begyndte Situationen imidlertid at skifte. De britiske og amerikanske Imperialister tilkendegav allerede på Tremagts-konferencen i Potsdam i Juli 1945 deres Uvillighed til at respektere Sovjetunionens og de demokratiske Landes legitime Interesser'.

Sovjetunionens og de demokratiske Landes Udenrigspolitik i de to sidste År har konsekvent tilsigtet at få overholdt de demokratiske Principper i Ordningen af Efterkrigstiden. Landene i den anti-imperialistiske Lejr har loyalt og konsekvent stræbt efter at iværksætte disse Principper uden at afvige en Tøddel fra dem. Som Følge heraf har de demokratiske Stater med deres Udenrigspolitik efter Krigen haft til Hovedformål at etablere en demokratisk Fred, at udslette Fascismens Rester og at forhindre en Genoplivelse af fascistisk imperialistisk Aggression, at anerkende Princippet om Nationernes Ligeberettigelse og Respekten for deres Suverænitet, at få gennemført en almindelig Nedsættelse af Rustningerne og et Forbud mod de mest ødelæggende Våben, som er beregnet på Massenedslagtning af Civilbefolkningen. Under deres Bestræbelser for at nå disse Mål har Sovjetunionens og de demokratiske Landes Diplomati mødt Modstand fra det engelsk-amerikanske Diplomati, som siden Krigen uafladeligt og urokkeligt har stræbt efter at fornægte de almindelige Principper for Efterkrigsordningen, som blev proklameret af de Allierede under Krigen, og at erstatte Fredspolitikken og Konsolideringen af Demokratiet med en ny Politik, en Politik der tilsigtede at krænke Verdensfreden, at beskytte fascistiske Elementer og at forfølge Demokratiet i alle Lande.

Af umådelig Betydning er de forenede Bestræbelser, som udfoldes af Sovjetunionen og de øvrige demokratiske Landes Diplomati, for at gennemføre en Reduktion af Rustningerne og et Forbud mod det mest ødelæggende Våben, Atombomben. På Initiativ af Sovjetunionen blev der i UN forelagt en Resolution, der foreslog en almindelig Reduktion af Rustningerne og en Anerkendelse af den primære Nødvendighed af at forbyde Produktion og Brug af Atomenergi til Krigsformål. Dette Forslag fra Sovjetregeringens Side mødte stærk Modstand fra USA og Storbritannien. Alle imperialistiske Elementers Bestræbelser koncentrerede sig om at sabotere denne Beslutning ved at opstille endeløse og ufrugtbare Hindringer og Skranker, med det Formål at forhindre enhver effektiv og praktisk Foranstaltning. Den Virksomhed, som Sovjetunionens og de andre demokratiske Landes Delegationer udfolder i UN's Organer, bærer Præg af en systematisk, stædig og daglig Kamp for demokratiske Principper i det internationale Samarbejde, for Afsløring af de imperialistiske Konspiratorers Intriger mod Nationernes Fred og Sikkerhed. Dette blev åbent demonstreret, f.eks. da Situationen ved Grækenlands Nordgrænse blev diskuteret. Sovjetunionen og Polen gjorde kraftige Indvendinger mod, at Sikkerhedsrådet blev brugt som Middel til at sværte Jugoslavien, Bulgarien og Albanien, som Imperialisterne falskeligt beskylder for at foretage aggressive Handlinger mod Grækenland.

Sovjetunionens Udenrigspolitik bygger på det Faktum, at to systemer. Kapitalisme og Socialisme, må eksistere Side om Side for en lang Periode. Deraf følger, at Samarbejde mellem Sovjetunionen og Lande med andre Systemer er muligt, forudsat at Princippet om Gensidighed overholdes, og at engang akcepterede Forpligtelser holdes i Ære. Enhver ved, at Sovjetunionen altid har overholdt de Forpligtelser, den har påtaget sig. Sovjetunionen har demonstreret, at den er rede til og ønsker Samarbejde. England og Amerika forfølger den stik modsatte Politik i UN. De gør alt, hvad de kan for at fornægte deres Forpligtelser og sikre sig frie Hænder til Gennemførelse af en ny Politik, en Politik, der ikke tilsigter Samarbejde blandt Nationerne, men den enes Ophidselse mod den anden, Krænkelse af de demokratiske Nationers Rettigheder og Interesser og Isolering af Sovjetunionen. Sovjetpolitikken følger den Linie at opretholde loyale, nabovenlige Forbindelser med alle Stater, som viser Ønske om Samarbejde. Hvad angår de Lande, som er dens oprigtige Venner og Allierede, har Sovjetunionen altid optrådt som deres sande Ven og Allierede og vil fortsat gøre det. Sovjetunionens Udenrigspolitik tilsigter en yderligere Udvidelse af den venskabelige Hjælp fra Sovjetunionen til disse Lande.

Sovjetunionens Udenrigspolitik til Forsvar for Fredens Sag kaster Vrag på en Hævnpolitik over for de besejrede Lande. Som bekendt er Sovjetunionen stemt for et forenet, fredselskende, demilitariseret og demokratisk Tyskland. Kammerat Stalin formulerede Sovjetpolitikken over for Tyskland, da han sagde: »Kort sagt, Sovjetunionens Politik i det tyske Spørgsmål går ud på Demilitarisering og Demokratisering af Tyskland. Demilitarisering og Demokratisering af Tyskland er en af de vigtigste Garantier for Oprettelse af en solid og varig Fred.« Denne Politik, som Sovjetunionen fører over for Tyskland, møder imidlertid fanatisk Modstand fra de imperialistiske Kredse i USA og Storbritannien. Udenrigsministermødet i Moskva i Marts og April 1947 viste, at USA, Storbritannien og Frankrig er rede til ikke alene at forpurre en demokratisk Genopbygning og Demilitarisering af Tyskland, men også at likvidere Tyskland som en samlet Stat, at sønderlemme Landet og afgøre Fredsspørgsmålet isoleret. I Dag føres denne Politik under nye Betingelser, nu da Amerika har forladt Roosevelts gamle Kurs og er ved at påbegynde en ny Politik, en Politik, der forbereder nye militære eventyr.

Den aggressive og åbent ekspansionistiske Kurs, som amerikansk Imperialisme slog ind på efter den anden Verdenskrigs Afslutning, finder Udtryk i såvel Udenrigspolitik som Indenrigspolitik i USA Den aktive Støtte, der ydes de reaktionære, antidemokratiske Kræfter over hele Verden, Sabotagen mod Potsdam-Beslutningerne om demokratisk Genopbygning og Demilitarisering af Tyskland, Beskyttelsen af de japanske Reaktionære, de udstrakte Krigsforberedelser og Oplagringen af Atombomber - alt dette foregår Hånd i Hånd med en Offensiv mod det arbejdende amerikanske Folks elementære demokratiske Rettigheder.

Skønt USA mærkede forholdsvis lidt til Krigens Lidelser nærer det store Flertal af Amerikanere ikke noget Ønske om endnu en Krig, med de ledsagende Ofre og Restriktioner. Dette har foranlediget Monopolkapitalen og dens Tjenere i USA's herskende Kredse til at anvende ekstraordinære Midler for at knuse den indenlandske Opposition mod en aggressiv ekspansionistisk Kurs og for at sikre sig frie Hænder til at drive denne farlige Politik videre. Det antikommunistiske Korstog, som Amerikas herskende Kredse har proklameret, fører imidlertid med logisk Konsekvens til Angreb på det amerikanske arbejdende Folks fundamentale Rettigheder og Interesser, til en Fascisering af Amerikas politiske Liv og til en Spredning af barbariske og menneskefjendske »Teorier« og Begreber. Amerikas Ekspansionister, som drømmer om at forberede en ny, tredie Verdenskrig, er vitalt interesserede i at knægte enhver mulig indenlandsk Modstand mod eventyrpolitik udenlands, i at forgifte de politisk lidet udviklede og lidet oplyste amerikanske Masser med Chauvinismens og Militarismens Gift og i at bedøve Gennemsnitsamerikaneren med diverse Midler til antisovjetisk og antikommunistisk Propaganda, gennem Film, Radio, Kirke og Presse. Den ekspansionistisk Udenrigspolitik, som inspireres og ledes af de amerikanske Reaktionære, tilsigter en samtidig Fremtrængen ad alle Linier: 1) strategiske militære Foranstaltninger; 2) økonomisk Ekspansion, og 3) ideologisk Kamp.

Udførelsen af de strategiske Planer for Fremtiden er knyttet sammen med Ønsket om fuld Udnyttelse af USA's Krigsproduktionsanlæg, som var vokset til enorme Dimensioner ved Slutningen af den anden Verdenskrig. Den amerikanske Imperialisme forfølger vedholdende en Politik til Militarisering af Landet. Udgifterne til USA's Hær og Flåde overstiger 11 Milliarder Dollars om Året. For 1947-48 blev 35 % af Amerikas Budget afsat til de væbnede Styrker, 11 Gange mere end i 1937-38. Ved Udbruddet af den anden Verdenskrig var den amerikanske Hær den syttende største i den kapitalistiske Verden, i Dag er den største. USA er ikke alene i Færd med at oplagre Atombomber; amerikanske Strateger siger ganske ugenert, at Amerika er ved at forberede bakteriologiske Våben.

USA´s strategiske Planer tilsigter at bruge Fredstiden til at oprette talrige Baser og fremskudte Støttepunkter langt fra det amerikanske Fastland, beregnede til aggressive Formål mod Sovjetunionen og det nye Demokratis Lande. Amerika har bygget eller er ved at bygge Luft- og Søbaser i Alaska, Japan, Italien, Syd-Korea, Kina, Ægypten, Iran, Tyrkiet, Grækenland, Østrig og Vesttyskland. Der er amerikanske Militærmissioner i Afghanistan og også i Nepal. Der træffes feberagtige Forberedelser til at bruge de arktiske Egne til militære Aggressionsformål. Skønt Krigen forlængst er forbi, eksisterer Militæralliancen mellem England og USA og den kombinerede engelsk-amerikanske Militærstab stadig. Maskeret som en Overenskomst om Standardisering af Våben har USA etableret Kontrol med andre Landes væbnede Styrker og militære Planer, især med Storbritanniens og Kanadas. Under Påskud af fælles Forsvar for den vestlige Halvkugle trækkes de latinamerikanske Lande ind som Led i Amerikas Planer om militær Ekspansion. USA's Regering har officielt erklæret, at den har påtaget sig at bistå ved Moderniseringen af den tyrkiske Hær. Den reaktionære Kuomitangs Hær bliver trænet af amerikanske Instruktører og bevæbnes med amerikansk Materiel. Militære Kredse er ved at blive en aktiv politisk Kraft i USA, idet de forsyner Regeringen med et stort Antal Embedsmænd og Diplomater, som leder Landets hele Politik ind i en aggressiv militær Kurs.

Økonomisk Ekspansion er et vigtigt Supplement til Gennemførelsen af Amerikas strategiske Plan. Den amerikanske Imperialisme forsøger som en Ågerkarl at drage Fordel af Efterkrigsvanskelighederne i Europas Lande, især af Mangelen på Råmaterialer, Brændstof, og Fødevarer i de allierede Lande, som har lidt mest under Krigen, at diktere dem krævende og indgribende Betingelser for enhver Hjælp, der ydes. Med den overhængende økonomiske Krise for Øje har USA travlt med at finde nye Monopolområder til Kapitalanlæg og Markeder for sine Varer. Amerikansk økonomisk »Hjælp« har det vidtrækkende Formål at bringe Europa i Trælleforhold til Amerikas Kapital. Jo sværere et Lands økonomiske Situation er, desto bitrere bliver de Betingelser, som Amerikas Monopoler agter at diktere det. Men økonomisk Kontrol fører logisk til politisk Underkastelse under Amerikas Imperialisme. Derfor kan USA kombinere Udvidelse af sine monopolistiske Afsætningsmarkeder med Erhvervelse af nye Brohoveder i Kampen mod de nye demokratiske Kræfter i Europa. Når Amerikas Monopoler foregiver at »redde« et Land fra Sult og Sammenbrud, søger de samtidig at berøve det den sidste Rest af Uafhængighed. Amerikansk »Hjælp« rummer automatisk en Forandring af Politikken i det Land, den ydes til: Magten lægges i Hænderne på Partier og Personer, som er parate til på Washingtons Direktiv at gennemføre et indenrigsk og udenrigsk Program, der passer USA (Eksempler: Frankrig, Italien etc.).

Endelig rummer USA´s Stræben efter Verdensherredømme og deres antidemokratiske Politik også en ideologisk Kamp. Det principielle Formål med den ideologiske Side af Amerikas strategiske Plan er at vildføre den offentlige Mening ved at pådutte Sovjetunionen og de nye Demokratier aggressive Hensigter og således fremstille den angel-saksiske Blok som defensiv og fritage den for Ansvaret for at forberede en ny Krig. Under den anden Verdenskrig blev Sovjetunionens Popularitet i Udlandet meget stærkt forøget. Dens opofrende og heroiske Kamp mod Imperialismen gjorde den afholdt og respekteret blandt arbejdende Mennesker i alle Lande. Den socialistiske Stats militære og økonomiske Kraft, Sovjetsamfundets urokkelige moralske Styrke og politiske Enhed blev slående demonstreret. De reaktionære Kredse i USA og Storbritannien er ivrige efter at udslette det dybe Indtryk, det socialistiske System gjorde på den arbejdende Befolkning alle Vegne. Krigsophidserne er ganske klar over, at lang ideologisk Forberedelse er nødvendig, før de kan få deres Soldater til at kæmpe mod Sovjetunionen.

I deres ideologiske Kamp mod Sovjetunionen bestræber de amerikanske Imperialister, der åbenbart ikke besidder større Indsigt i politiske Spørgsmål, sig for at fremstille Sovjetunionen som udemokratisk og totalitær, mens USA og Storbritannien og hele den kapitalistiske Verden skal .være demokratisk. Dette Udgangspunkt for ideologisk Kamp, dette Forsvar for det borgerlige Skindemokrati og denne Fordømmelse af Kommunismen som totalitær er Bindemidler, som forener alle Arbejderklassens Fjender, fra de kapitalistiske Magnater til Højre-Socialisterne, som med største Iver griber enhver antisovjetisk Bagvaskelse, deres imperialistiske Herrer hvisker dem i Øret. Ledemotivet i denne svigagtige Propaganda er en Påstand om, at Kendemærket på sandt Demokrati er Eksistensen af flere Partier og af en organiseret Minoritet i Opposition. På denne Basis ville de britiske Labourpolitikere, som ikke sparer nogen Anstrengelse i Kampen mod Kommunismen, gerne se stridende Klasser og en tilsvarende Partikamp i Sovjetunionen. Politiske uvidende, som de er, kan de ikke forstå, at Kapitalister og Godsejere, stridende Klasser og dermed en Flerhed af Partier forlængst er ophørt at eksistere i Sovjetunionen. De kunne godt lide at se en Sovjetunion med borgerlige Partier, som står deres Hjerte så nær, inclusive skinsocialistiske Partier, som et Agentur for Imperialismen. Men til deres bitre Sorg er disse Partier for det udbyttende Bourgeoisi blevet dømt af Historien og er forsvundet fra Scenen. Labourpolitikerne og andre Advokater for det borgerlige Demokrati vil ty til ethvert Middel for at bagvaske Sovjet-regimet, men samtidig betragter de den fascistiske Minoritets blodige Diktatur over Grækenlands og Tyrkiets Folk som ganske normalt, de lukker Øjnene for mange skrigende Brud på selv det formelle Demokrati i de borgerlige Lande og siger intet mod den nationale og racemæssige Undertrykkelse, Korruptionen og den ugenerte Beskæring af de demokratiske Rettigheder i USA

En af de Linier, der følges i den ideologiske Kampagne, Hånd i Hånd med Planerne for Lænkebinding af Europa, er et Angreb på den nationale Suverænitets Princip, en Opfordring til at give Afkald på Nationernes suveræne Rettigheder til Fordel for Tanken om en »Verdensregering«. Formålet med den Kampagne er at maskere den amerikanske Imperialismes tøjlesløse Ekspansion, som hensynsløst krænker Nationernes suveræne Rettigheder, for at fremstille USA som en Forkæmper for almenmenneskelige Love, mens de, der modvirker Amerikas Indtrængen, fremstilles som Tilhængere af en forældet og »egoistisk« Nationalisme. Tanken om en »Verdensregering« er blevet taget op af forvirrede borgerlige Intellektuelle og Pacifister og anvendes ikke alene som et Pressionsmiddel, for ideologisk at afvæbne Nationer, der forsvarer deres Uafhængighed mod den amerikanske Imperialismes Attentater, men også som en Parole med specielt Sigte mod Sovjetunionen, der utrætteligt og konsekvent ..støtter det Princip, at alle Nationer, store og små, har suveræne Rettigheder, der er lige fundamentale og i lige Grad skal beskyttes. Under de nuværende Forhold bliver imperialistiske Lande som USA, Storbritannien og Stater nært forbundne med dem, farlige Fjender af Nationernes Uafhængighed og Selvbestemmelse, mens Sovjetunionen og de nye Demokratier er et pålideligt Bolværk mod Attentater på Nationernes Ligeberettigelse og Selvbestemmelse. Det er en bemærkelsesværdig Kendsgerning, at amerikanske militærpolitiske Efterretningsfolk af Bullitt-Typen, gule Fagforeningsledere som Green, franske Socialdemokrater med den indædte Kapitalistforsvarer Blum i Spidsen, den tyske Socialdemokrat Schumacher og Labourledere af Bevins Art alle er forenede i intimt Kammeratskab for at udføre den amerikanske Imperialismes ideologiske Plan.

På dette Tidspunkt finder USA´s ekspansionistiske Bestræbelser konkret Udtryk i »Trumandoktrinen« og »Marshallplanen«. Omend forskellige i formulering er de begge Udtryk for en og samme Politik, Amerikas Stræben efter at gøre Europa til Træl. Hovedtrækkene i »Trumandoktrinen«, anvendt på Europa, er følgende: Oprettelse af amerikanske Baser i det østlige Middelhav for at etablere amerikansk Overhøjhed i dette Område. Demonstrativ Støtte til de reaktionære Regimer i Grækenland og Tyrkiet som Bastioner for amerikansk Imperialisme mod de nye Demokratier på Balkan (militær og teknisk Assistance til Grækenland og Tyrkiet, Ydelse af Lån). Uafladeligt Tryk på det nye Demokratis Stater, gennem falske Beskyldninger for totalitært Styre og ekspansionistiske Bestræbelser, Angreb på Fundamenterne for det nye demokratiske Regime, stadig Indblanding i deres indre Anliggender, Støtte til alle anti-nationale, anti-demokratiske Elementer i disse Lande og demonstrativ Afbrydelse af økonomiske Forbindelser med disse Lande for at skabe økonomiske Vanskeligheder, forsinke deres økonomiske Udvikling, forhindre deres Industrialisering o.s.v..

»Trumandoktrinen«, som tilsigter Ydelse af amerikansk Assistance til alle reaktionære Regimer, der aktivt modarbejder de demokratiske Folk, bærer en åbenlyst aggressiv Karakter. Dens Fremsættelse vakte nogen Fortrydelse endog blandt amerikanske Kapitalister, som ellers er vant til lidt af hvert. Progressive Personligheder i USA og i andre Lande har energisk protesteret mod Truman-Erklæringens udfordrende og oplagt imperialistiske Karakter. Den ugunstige Modtagelse, »Trumandoktrinen«; fik, er Motivet til Fremsættelsen af »Marshallplanen«, som er et mere omhyggeligt tilsløret Forsøg på at gennemføre den samme ekspansionistiske Politik. Men de vage og bevidst afslebne Formuleringer vedrørende »Marshallplanen« rummer i Virkeligheden en Plan til Dannelse af en Blok af Stater, der er bundet af Forpligtelser over for USA, og til Ydelse af amerikanske Lån til europæiske Lande som Kompensation for deres Opgivelse af økonomisk og dernæst af politisk Uafhængighed. Oven i Købet er »Marshallplanen«s Hovedhjørnesten en Genrejsning af Vesttysklands Industriområder under Kontrol af amerikanske Monopoler. Som det fremgik af senere Samtaler og Erklæringer fra amerikanske Ledere, er det Tanken med »Marshallplanen« at yde Hjælp ikke først og fremmest til de forarmede Sejrherrelande, Amerikas Allierede i Kampen mod Tyskland, men til de tyske Kapitalister, i den Hensigt at give Amerika Overtaget over Hovedkilderne til Kul og Jern, som Europa har Brug for, og at gøre de kul- og jerntrængende Lande afhængige af Tysklands genrejste økonomiske Kraft.

På Trods af, at »Marshallplanen« forudser en definitiv Degradering af England og Frankrig til andenrangs Magter, greb Attlees Labourregering i England og Ramadiers socialdemokratiske Regering i Frankrig efter »Marshallplanen« som en Redningsplanke. England har som bekendt allerede praktisk taget opbrugt det amerikanske Lån på 3.750 Millioner Dollars fra 1946. Det er også kendt, at Betingelserne for dette Lån var så tyngende, at de bandt England på Hænder og Fødder. Men selv da England allerede var fanget i USA's finansielle Snare, kunne den engelske Labourregering ikke finde på andet end at søge nye Lån. Den hilste derfor »Marshallplanen« som en Vej ud af den økonomiske Blindgade, som en Chance for at få nye Lån. De britiske Politikere håbede desuden på at få Fordel af Dannelsen af en Blok af vesteuropæiske Skyldnerlande overfor USA, idet England kunne spille Rollen som Amerikas Hovedagent i denne Blok og måske kunne profitere på svagere Landes Bekostning. Det britiske Bourgeoisi håbede ved at anvende »Marshallplanen«, ved at yde de amerikanske Monopoler Tjenester og ved at underkaste sig deres Kontrol at genvinde sine tabte Positioner i en Række Lande, især i Balkan- og Donaulandene. For at give de amerikanske Forslag en Glorie af »Upartiskhed« blev det bestemt at lade også Frankrig stå som en af Ophavsmændene til Iværksættelsen af »Marshallplanen«. Frankrig havde allerede prisgivet et godt Stykke af sin Suverænitet til USA, for så vidt som det Lån, Landet fik fra Amerika i Maj 1947, blev givet under den Forudsætning, at Kommunisterne skulle fjernes fra den franske Regering.

Efter Instruks fra Washington inviterede de britiske og franske Regeringer Sovjetunionen til at deltage i en Diskussion af Marshallforslagene. Dette Skridt skulle tilsløre, at Forslagene var båret af Fjendtlighed over for Sovjetunionen. Beregningen gik ud på, at da man på Forhånd vidste, at Sovjetunionen ville afslå amerikansk Assistance på Marshalls Betingelser, ville det blive muligt at pålægge Sovjetunionen Ansvaret for at »nægte at bistå ved den økonomiske Genrejsning af Europa« og derved skabe Gnidning mellem Sovjetunionen og europæiske Lande, som havde Brug for virkelig Hjælp. Hvis derimod Sovjetunionen skulle samtykke i at tage Del i Samtalerne, ville det blive lettere at lokke Landene i Øst- og Sydøsteuropa i Fælden, ind i en »økonomisk Genrejsning af Europa med amerikansk Assistance«. Mens »Trumanplanen« var beregnet på at terrorisere og skræmme disse Lande, havde »Marshallplanen« til Formål at prøve deres økonomiske Rygrad, at lokke dem i en Fælde og så lægge dem i »Dollarhjælpens« Lænker. Hvis det skete, ville »Marshallplanen fremme Opnåelsen af et af de vigtigste Mål i det almindelige amerikanske Program, nemlig en Genrejsning af Imperialismens Magt i det nye Demokratis Lande, og tvinge dem til at opgive et nært økonomisk og politisk Samarbejde med Sovjetunionen.

Da Sovjetunionen havde givet Samtykke til en Diskussion af Marshallforslagene i Paris sammen med Englands og Frankrigs Regeringer, klarlagde Sovjetrepræsentanterne under Parissamtalerne det usunde i et Forsøg på at udarbejde et økonomisk Program for hele Europa og viste, at et Forsøg på at skabe en ny europæisk Organisation under Frankrigs og Englands Ægide var en Trussel om at blande sig i de europæiske Landes indre Anliggender og at krænke deres Suverænitet. De viste, at »Marshallplanen« var i Strid med de normale Principper for internationalt Samarbejde, at den rummede en Fare for at splitte Europa og en Trussel om at lægge en Række europæiske Lande ind under amerikanske Kapitalinteresser, at den var udarbejdet for at give Tysklands Monopolkoncerner Fortrinnet frem for de Allierede, og at sådanne genrejste Koncerner vitterligt gennem »Marshallplanen« var tiltænkt en speciel Rolle i Europa.

Sovjetunionens klare Holdning rev Sløret fra de amerikanske Imperialisters og deres britiske og franske Følgesvendes Plan. Den europæiske Konference blev en oplagt Fiasko. Ni europæiske Lande afslog at deltage. Men selv i de Lande, der samtykkede i at deltage i Diskussionen af »Marshallplanen« og i en Udarbejdelse af konkrete Foranstaltninger til dens Gennemførelse, blev den ikke hilst med særlig Begejstring, så meget mere som det snart blev konstateret, at Sovjetunionen havde fuldkommen Ret i sin Antagelse, at Planens Formål langt fra var virkelig Hjælp. Det sivede ud, at USA's Regering i det hele taget ikke havde Hastværk med at opfylde Marshall´s Løfter. Amerikanske Kongresledere indrømmede, at Kongressen næppe ville beskæftige sig med nye Lån til europæiske Lande før i 1948. Det blev således indlysende, at England, Frankrig og andre vesteuropæiske Lande ved at akceptere Parisudkastet til Iværksættelse af »Marshallplanen« selv var taget ved Næsen af USA. Ikke desto mindre fortsættes Forsøgene på at oprette en Vestblok under Amerikas Ægide.

Det må bemærkes, at den amerikanske Variant af Vestblokken givet vil møde alvorlig Modstand selv i Lande, der allerede er så afhængige af USA som England og Frankrig. Udsigten til en Genrejsning af tysk Imperialisme som en effektiv Kraft til Modarbejde af Demokrati og Kommunisme i Europa kan ikke være meget fristende for hverken England eller Frankrig. Her har vi en af de store Modsigelser inden for den engelsk-fransk-amerikanske Blok. Øjensynlig betragter de amerikanske Monopoler og overhovedet de internationale reaktionære ikke Franco og de græske Fascister som et meget pålideligt Bolværk for USA imod Sovjetunionen og de nye Demokratier i Europa. De sætter derfor deres egentlige Håb til en Genrejsning af et kapitalistisk Tyskland, som de mener ville være en bedre Garanti for Sukces i Kampen mod de demokratiske Kræfter i Europa. De stoler hverken på britiske Labourfolk eller franske Socialdemokrater, som på Trods af deres åbenbare Tjenstvillighed betragtes som »Halvkommunister«, der ikke er tilstrækkelig tillidvækkende. Af den Grund spiller det tyske Problem, og især Ruhr som en mulig krigsindustriel Base i en fjendtlig Blok mod Sovjetunionen, så betydelig en Rolle i international Politik og er et Stridens Æble mellem USA og England og Frankrig. De amerikanske Imperialisters Appetit kan kun vække alvorlig Utryghed i England og Frankrig. USA har utvetydigt ladet forstå, at de ønsker at overtage Ruhr fra Britterne. De amerikanske Imperialister stiller ligeledes Krav om, at de tre Besættelseszoner slås sammen, og at en politisk Udskillelse af Vesttyskland under amerikansk Kontrol iværksættes. USA holder fast ved, at Stålproduktionen i Ruhr må øges, af kapitalistiske Firmaer under amerikansk Overhøjhed. Marshalls Løfter om Kreditter til Europas Genopbygning udlægges i Washington som et Løfte om Fortrinshjælp til tyske Kapitalister.

Vi ser således, at Amerika stræber efter at opbygge en »Vestblok«, som ikke følger Churchills Plan om et Europas Forenede Stater, der blev skabt som et Redskab for britisk Politik, men derimod tilsigter et amerikansk Protektorat, i hvilket suveræne europæiske Stater, England ikke undtaget, skal indtage en Stilling, som ikke er meget langt fra en »49. Stat i Amerika«. Amerikansk Imperialisme bliver mere og mere arrogant og ugenert i sin Behandling af England og Frankrig. De tosidede eller tresidede Samtaler om Niveauet for Vesttysklands Industriproduktion (Storbritannien-USA, USA-Frankrig) er dels en vilkårlig Krænkelse af Potsdams-beslutningerne, dels navnlig en Demonstration af, at USA er komplet ligeglad med sine Forhandlingspartneres vitale Interesser. England og navnlig Frankrig er nødt til at lytte Til Amerikas Diktat og adlyde uden Vrøvl. De amerikanske Diplomaters Optræden i London og Paris er kommet til at minde stærkt om deres Opførsel i Grækenland, hvor amerikanske Repræsentanter overhovedet ikke længere anser det for nødvendigt at iagttage elementær Høflighed, de udnævner og afskediger græske Ministre efter Forgodtbefindende og .opfører sig som Erobrere. Den nye Plan for Europas Dawesisering rammer således Interesser, som er vitale for Europas Folk, og udgør en Plan til at lægge Europa i USA's Lænker.

»Marshallplanen« tilsigter at ramme Industrialiseringen de demokratiske Lande i Europa og dermed Grundlaget for deres Beståen og Uafhængighed. Og hvis Planen til Dawesisering af Europa var dømt til Fiasko, på en Tid da Modstanden mod Dawes-planen var langt svagere end Modstandskræfterne er nu, så er der i Dag, i Efterkrigstidens Europa, helt tilstrækkelige Kræfter, endda bortset fra Sovjetunionen, og hvis de udfolder Viljestyrke og Beslutsomhed kan de forpurre denne Trælleplan. Alt, hvad der behøves, er Energi og Vilje til Modstand hos de europæiske Folk. Hvad Sovjetunionen angår, vil den gøre sig alle Anstrengelser for, at denne Plan kan lide Skibbrud. Den Vurdering af »Marshallplanen«, der blev givet af Landene indenfor den anti-imperialistiske Lejr, er blevet fuldtud bekræftet af Udviklingens hele Forløb. I Forholdet til »Marshallplanen« har de demokratiske Landes Lejr bevist, at de er en betydende Kraft, der står Vagt over alle europæiske Nationers Uafhængighed og Suverænitet, og at de ikke vil give efter for Trusler og Skræmmeforsøg, ligesom de heller ikke lader sig føre bag Lyset af Dollardiplomatiets skinhellige Manøvrer.

Sovjetregeringen har aldrig gjort Indvendinger mod at anvende udenlandsk og navnlig amerikansk Kredit som Middel til at fremskynde den økonomiske Genrejsning. Sovjetunionen har imidlertid altid indtaget det Standpunkt, at Lånebetingelserne ikke må være tvangsprægede, og ikke må resultere i, at Skyldnerlandet i økonomisk og politisk Henseende bliver underlagt Kreditorlandet. Ud fra denne politiske Opfattelse har Sovjetunionen altid hævdet, at udenlandske Lån ikke må blive Hovedmidlet til at genopbygge, et Lands Økonomi. Den alt overragende Betingelse for et Lands økonomiske Genrejsning må være en Udnyttelse af dets egne indre Kræfter og Hjælpekilder og Skabelse af en egen Industri. Kun på den Måde kan dets Uafhængighed sikres mod Attentater fra udenlandsk Kapital, som til Stadighed åbenbarer en Tendens til at anvende Kreditter som en politisk og økonomisk Lænke. Det er netop Indholdet i »Marshallplanen«, som ville ramme de europæiske Landes Industrialisering og i det videre Forløb undergrave deres Uafhængighed.

Sovjetunionen indtager uforanderligt den Stilling, at politiske og økonomiske Relationer mellem Stater må bygges alene på Ligeberettigelse og gensidig Respekt for deres suveræne Rettigheder. Sovjetunionens økonomiske Forhold til fremmede Lande er baseret på Princippet om Ligeberettigelse, på Princippet om, at Overenskomster må være til Fordel for begge Parter og aldrig indeholde noget, der beskærer de kontraherende Parters nationale Uafhængighed og Suverænitet. Dette Grundtræk i Sovjetunionens Overenskomster med andre Lande træder særlig plastisk frem netop nu, sammenlignet med de urimelige og ulige Overenskomster, der sluttes eller planlægges af USA Ulige Overenskomster er Sovjetunionens Handelspolitik med andre Lande fremmed. Ja selve Udviklingen af Sovjetunionens økonomiske Relationer med andre Lande, der er interesseret i sådanne Relationer, viser hvilke Principper der bør ligge til Grund for normale Relationer mellem Stater. Det er nok at minde om de Overenskomster, Sovjetunionen fornylig har sluttet med Polen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Finland. På den Måde har Sovjetunionen klart peget på de Linier, ad hvilke Europa kan finde Vejen ud af de nuværende økonomiske Vanskeligheder. England kunne have fået en lignende Overenskomst, hvis Labourregeringen ikke under Tryk udefra havde forpurret en Aftale med Sovjetunionen, en Aftale, der allerede var ved at være i Orden.

Afsløringen af den amerikanske Plan til økonomisk Lænkebinding af de europæiske Lande er en ubestridelig Tjeneste, som Sovjetunionens og de nye Demokratiers Udenrigspolitik har ydet. Det må huskes, at Amerika selv er truet af en økonomisk Krise. Der er vægtige Grunde for Marshalls officielle Ædelmodighed. Hvis de europæiske Lande ikke tager imod amerikanske Kreditter, vil deres Efterspørgsel efter amerikanske Varer blive ringere, og dette vil tendere henimod at fremskynde og forstærke den kommende økonomiske Krise i USA Hvis de europæiske Lande udviser fornøden Standhaftighed og Vilje til at modstå de knugende Betingelser, der stilles for amerikanske Lån, kan Amerika følgelig blive nødt til at blæse Retræte.

Kommunistisk Internationales Opløsning, som svarede til Arbejderbevægelsens Udvikling i den nye historiske Situation, hat spillet en positiv Rolle. Opløsningen af KomIntern fjernede en Gang for alle den perfide Insinuation, som Kommunismens og Arbejderbevægelsens Fjender anvendte: at Moskva blandede sig i andre Staters indre Anliggender, og at de kommunistiske Partier i de enkelte Lande ikke handlede i deres Nations Interesse, men på Ordre udefra. KomIntern blev stiftet efter den første Verdenskrig, dengang de kommunistiske Partier endnu var svage, da der praktisk taget ikke fandtes Forbindelser mellem Arbejderklasserne i de forskellige Lande, og da de kommunistiske Partier endnu ikke havde frembragt almindeligt anerkendte Ledere for Arbejderbevægelsen. Den Gavn, KomIntern gjorde, var at genskabe og styrke Forbindelserne mellem den arbejdende Befolkning i de forskellige Lande, at behandle de teoretiske Problemer for Arbejderbevægelsen under de nye Udviklingsbetingelser i Efterkrigstiden, at etablere almene Principper for Udbredelsen af Kommunismens Ideer og lette Udviklingen af Ledere for Arbejderbevægelsen. Dette skabte Betingelser for, at de unge kommunistiske Partier kunne forvandle sig til brede Arbejderpartier. Men så snart de unge kommunistiske Partier var blevet sådanne brede Arbejderpartier, blev Ledelse af disse Partier fra et Centrum umulig og upraktisk. Som Følge heraf begyndte KomIntern, som havde været fremmende for de kommunistiske Partiers Udvikling, at blive hindrende for deres Udvikling. Det nye Trin i de kommunistiske Partiers Udvikling krævede nye Former for Kontakt mellem Partierne. Det var disse Betragtninger, der gjorde det nødvendigt at opløse KomIntern og at etablere nye Former for Forbindelse mellem Partierne.

I de fire År, der er forløbet siden Opløsningen af KomIntern, er de kommunistiske Partier vokset anseligt i Styrke og Indflydelse i næsten alle Europas og Asiens Lande. De kommunistiske Partiers Indflydelse er vokset ikke alene i Østeuropa, men i praktisk talt alle europæiske Lande, hvor Fascismen har hersket, og også i dem, der var okkuperet af de tyske Fascister, Frankrig, Belgien, Holland, Norge, Danmark, Finland etc.. Kommunisternes Indflydelse er især øget i de nye Demokratier, hvor de kommunistiske Partier er blandt de mest indflydelsesrige i Staten. Men de kommunistiske Partiers nuværende Position har sine Mangler. Nogle Kammerater har opfattet KomInterns Opløsning som en Ophævelse af alle Forbindelser, af al Kontakt mellem de kommunistiske Broderpartier. Erfaringen har imidlertid vist, at en sådan indbyrdes Isolation af kommunistiske Partier er fejlagtig, skadelig og faktisk unaturlig. Den kommunistiske Bevægelse udvikler sig inden for nationale Rammer, men der er Opgaver og Interesser, som er fælles for Partier i forskellige Lande. Vi har fået en ret løjerlig Tilstand: Socialdemokraterne, som ikke skyede noget Middel for at bevise, at KomIntern dikterede Direktiver fra Moskva til Kommunisterne i alle lande har genoprettet deres Internationale og alligevel har Kommunisterne afstået fra blot at mødes for slet ikke at tale om at drøfte Spørgsmål af gensidig Interesse, af Frygt for deres Fjenders Perfidier om »Moskvas Hånd«. Folk fra de mest forskellige Virkefelter - Videnskabsmænd, Kooperationsmænd, Fagforeningsledere, Ungdomsledere, Studenter - anser det for muligt at opretholde international Kontakt, at udveksle Erfaringer og rådføre sig indbyrdes om Sager, der vedrører deres Arbejde, at afholde internationale Kongresser og Konferencer, mens Kommunisterne selv i Lande, der er knyttet sammen som Allierede, tøver med at etablere venskabelige Forbindelser. Der kan ikke være Tvivl om, at hvis denne Situation skulle fortsætte, ville den rumme ganske alvorlige Konsekvenser for Udviklingen af Broderpartiernes Arbejde. Behovet for indbyrdes Rådslagning og frivillig Koordinering af Handlinger mellem de enkelte Partier er blevet særlig akut på dette Tidspunkt, hvor fortsat Isolation kan føre til en Svækkelse af den indbyrdes Forståelse og undertiden til alvorlige Fejlgreb.

I Betragtning af, at de fleste Ledere for socialdemokratiske Partier (især de britiske Labourfolk og de franske Socialdemokrater) handler som Agenter for USA´s imperialistiske Kredse, har Kommunisterne fået den særlige historiske Opgave at lede Modstanden mod den amerikanske Plan til Lænkebinding af Europa og dristigt at afsløre alle den amerikanske Imperialismes Håndlangere i deres egne Lande. Samtidig må Kommunisterne støtte alle virkelig patriotiske Elementer, som ikke ønsker at se deres Lande trådt for nær, og som vil modarbejde deres Landes Lænkebinding til fremmed Kapital og opretholde den nationale Suverænitet. Kommunisterne må være Lederne i Inddragningen af alle antifascistiske og frihedselskende Elementer i Kampen mod de nye amerikanske Ekspansionsplaner til Lænkebinding af Europa. Man må huske, at der ligger en stor Afstand mellem Imperialisternes Ønske om at udløse en ny Krig og så Muligheden for at iscenesætte en Krig. Folkene Verden over ønsker ikke Krig. De Kræfter, der går ind for Fred, er så store og indflydelsesrige, at hvis de er standhaftige og beslutsomme i Forsvaret for Freden, hvis de udviser Fasthed og Styrke, vil Aggressorernes Planer komme til kort. Det må ikke glemmes, at det Postyr, Imperialismens Agenter foranstalter omkring Krigsfaren, er beregnet på at skræmme Folk med svage Nerver og svag Karakter og på at fremtvinge Indrømmelser til Aggressoren ved Hjælp af Skræmmeforsøg. Hovedfaren for Arbejderklassen på dette Tidspunkt ligger i en Undervurdering af dens egen Styrke og i en Overvurdering af Modstanderens Styrke. Ligesom Münchenpolitikken i Fortiden frigjorde Nazi-aggressorernes Hænder, således kan Indrømmelser i Dag til USA´s og den imperialistiske Lejrs nye Kurs opmuntre dens Ophavsmænd til at blive endnu mere pågående og aggressive. De kommunistiske Partier må derfor stille sig i Spidsen for Modstanden mod den imperialistiske og aggressive Ekspansionsplan ad alle de Linier - statsligt, økonomisk og ideologisk; de må slutte Rækkerne tættere og forene deres Anstrengelser på en fælles anti-imperialistisk og demokratisk Basis og samle alle demokratiske og patriotiske Kræfter i Folket omkring sig. En særlig Opgave påhviler de kommunistiske Broderpartier i Frankrig, Italien, Storbritannien og andre Lande. De må løfte Fanen til Forsvar for deres Landes nationale Uafhængighed og Suverænitet. Hvis de kommunistiske Partier holder fast ved deres Position, hvis de modigt står Vagt om en varig Fred og et folkeligt Demokrati, for national Suverænitet, Frihed og Uafhængighed, hvis de i deres Kamp mod Forsøgene på økonomisk og politisk at lænke binde deres Lande er i Stand til at tage Føringen af alle Kræfter, der er beredte til at hævde den nationale Ære og Uafhængighed, kan ingen Plan til Lænkebinding af Europa realiseres. .

I over tyve År har vort Parti ført en uophørlig, modig Kamp imod Fascismen under den totale Illegalitets Vilkår. Trods uhyre Ofre og Tab, særlig blandt sine ledende Folk, har Partiet vedligeholdt sin Forbindelse med Folkets brede Masser, draget den nødvendige Lære af Kampen, overvundet højre-opportunistiske og venstresekteriske Tilbøjeligheder. Idet Partiet styrkede sig politisk, taktisk og organisatorisk som revolutionært Parti og samlede Landets sande demokratiske Kræfter om sig, forberedte og gennemførte det Omstyrtelsen af det fascistiske Diktatur og Oprettelsen af Folkets Magt. Afgørende for Partiets bolsjevikiske Udvikling var det, at Partiet efter det fascistiske Statskup i 1923 fandt Styrke og Mod til at rette den alvorlige Fejl, det begik, da det indtog en neutral Holdning på en Tid, hvor Landet hærgedes af Borgerkrig. I September 1923 kaldte Partiet Masserne til væbnet Opstand imod Fascismen og stillede sig i Spidsen for Opstanden. Endskønt Septemberopstanden blev knust, spillede den dog en overordentlig betydningsfuld Rolle for Landets videre Skæbne i den Forstand, at den styrkede Forbundet mellem Arbejdere og Bønder og gravede en dyb Kløft mellem det arbejdende Folk og Fascismen. Denne Kløft lykkedes det ikke Fascismen at slå Bro over i de følgende tyve År, hvor meget den end forsøgte.

Vort Parti gik den anden Verdenskrig i Møde som et kampberedt Parti, den eneste organiserede Kraft i Landet, som var i Stand til at samle og føre det bulgarske Folk i Kampen mod de tyske Okkupanter og deres Agenter i de herskende Kredse. I Vinteren 1940-41 stillede vort Parti sig i Spidsen for den brede Folkebevægelse for en Venskabs- og Ikke-Angrebspagt mellem Bulgarien og Sovjetunionen.

Den 1. Marts 1941 tilsluttede Kong Boris-Filov-Kliken Bulgarien til Akselandene og åbnede umiddelbart derefter dets Grænser for de tyske Tropper, som de skyndte sig at søge Hjælp hos, fordi de frygtede Folket og det kommunistiske Parti. Den tyske Imperialismes bulgarske Agenter udspredte Myten om de tyske »Allierede«, ved hvis Hjælp Bulgarien skulle realisere sine århundredgamle Drømme om »national Enhed«. Da Makedonien, Thrakien og en Del af Serbien blev besat af bulgarske Tropper og med Hitler-banditternes Sanktion, blev det fremstillet som Skabelsen af et »Storbulgarien«. Ved hele dette Teater søgte Hitlers Agenter i Bulgarien at forvirre vort Folk og gøre det moralsk og politisk våbenløst over for den nazistiske Aggression. Visse Dele af Bourgeoisiet og Intelligensen lod sig en Tid påvirke heraf. De tyske Troppers Invasion i Bulgarien ledsagedes ikke af nogen Ødelæggelse af Statsmaskineriet og Indførelse af rent tysk Styre. I Virkeligheden overtog Tyskerne dog Styret i Bulgarien, som de forvandlede til en Base for deres Røverkrig imod USSR, Jugoslavien og Grækenland. I Bulgarien havde de indfødte fascistiske Ledere til at gøre Arbejdet for sig. For Eksempel betalte de pænt for de Varer, de købte i Bulgarien, men Folket fik ikke at vide, at Pengene hertil blev taget fra den bulgarske Nationalbank.

Vort Parti gik skarpt imod Bulgariens Indlemmelse i Akselandene og imod de tyske Troppers Indtrængen i Landet og brændemærkede denne Handling som Forræderi mod Landets vitale Interesser. Det afslørede Hykleriet i de såkaldte nationale Enhedsbestræbelser og opfordrede Folket til at samle alle demokratiske Kræfter til Forsvar for Landets nationale Uafhængighed, til at kæmpe imod Bulgariens Inddragning i Krigen. Efter Hitler-Tysklands forræderiske Angreb på Sovjetunionen opfordrede vort Parti Arbejdere, Bønder, Håndværkere, Patrioter i Hæren, Intellektuelle, som var loyale mod Folket, til at begynde en væbnet Kamp imod de nazistiske Okkupanter og deres bulgarske Agenter, en Kamp, som tilsidst måtte udvikle sig til en væbnet Folkeopstand og føre til Omstyrtelsen af den fascistiske Regering, til Tyskernes Uddrivelse af Landet og til Oprettelsen af en Folkeregering. Til Trods for den militære og politiske Terror, som beherskede Landet i 1941, blev allerede de første Partisanafdelinger dannet, såvel som Kampgrupper, der hovedsagelig var sammensat af Medlemmer af Partiet og af REMS (Det kommunistiske Ungdomsforbund), som udførte Diversions- og Sabotagevirksomhed. Partisanafdelingerne virkede dog ikke i nogen stor Målestok i 1941-42.

Den fascistiske Regering, som stadig disponerede over et stærkt Statsapparat og Landets væbnede Styrker, og som forstod Faren ved en Partisanbevægelse, tog drastiske Forholdsregler for at undertrykke denne Bevægelse i dens første Stadier. Fængslerne og Koncentrationslejrene blev overfyldt med Kommunister; Dødsdomme hørte til Dagens Orden. Alligevel fortsattes Kampen. Ved Udviklingen af Partisanbevægelsen forenede Partiet de demokratiske Kræfter i en fælles Kampfront imod den tyske Aggression og Fascisme. På Kammerat Dimitrov´s Initiativ blev Grunden til Fædrelandsfronten lagt i Sommeren 1942 og dens Program offentliggjort. Programmet gik ud på at forhindre, at Bulgarien blev draget ind i Krigen mod Sovjetunionen og at vriste Bulgarien fra Akselandene. Programmet opfordrede til at styrte den fascistiske Regering og til at oprette en sand national Regering, som var i Stand til at sikre Landets Frihed og Uafhængighed. Det var Kommunisterne, som tog Initiativet til at danne Fædrelandsfrontskomiteerne, og de udgjorde den overvejende Majoritet i de lokale Komiteer,

Vendepunktet i Fædrelandskrigen, som indtrådte ved det store Slag om Stalingrad, dannede Vendepunktet i Udviklingen af Modstandsbevægelsen i Bulgarien. I den anden Halvdel af 1943 tiltog Modstanden i Styrke, men det var dog først i 1944, at den fik Karakter af en Massebevægelse, da de spredte Partisangrupper samledes til Brigader. Landet blev opdelt i militære Operationszoner, og i hver af disse opererede store Partisanstyrker. I Spidsen for Partisanbevægelsens Generalstab stod så fremtrædende Skikkelser inden for Partiet som Hristo Mikhailov (faldet), Anton Jogov, Dobri Terpesjev og andre. Den væbnede Modstand voksede til en sådan Styrke, at Regeringens Gendarmeri, der var dannet specielt til Forsvar mod Modstandsbevægelsen og forstærket med regulære Tropper, stod magtesløst. I Mellemtiden udvidede Fædrelandsfronten sit Net af Komiteer under Ledelse af Nationalkomiteen, der foruden Kommunister indbefattede Repræsentanter for andre demokratiske Organisationer. Broderlandet Jugoslaviens berømmelige Frihedsbevægelse fik stor Indflydelse på den bulgarske Modstandsbevægelses Vækst og Udvikling. De jugoslaviske Frihedskæmperes Eksempel opflammede de bulgarske Partisaner. Sovjethærens Tilsynekomst ved Donau og Bulgariens nordøstlige Grænse og Sovjetunionens Krigserklæring til den bulgarske Fascistregering fremskyndede Folkerejsningen, som blev forberedt og anført af Bulgariens kommunistiske Parti.

Den 5. og 6. September opstod der Massestrejker blandt Minearbejdere, Sporvognsfunktionærer, Bomuldsspindere og andre Arbejdere i Industricentrene over hele Landet. Partisanafdelinger forlod Bjergene og tog de forskellige Byer i Besiddelse. Om Aftenen den 9. September iværksattes det bulgarske Folks sejrrige Opstand under direkte Ledelse af Generalstaben for Folkets Frihedshær og under Overledelse af det bulgarske Arbejderparti's (Kommunisternes) Centralkomite i Sofia og andre af Bulgariens store Byer. Denne Opstand styrtede Fascismen og oprettede Folkets Regering i Form af Fædrelandsfronten.

Den væbnede Folkeopstand den 9. September 1944 medførte en historisk Forandring i Bulgariens Udvikling ind- og udadtil. Der skete gennemgribende Ændringer i Samfundskræfternes Gruppering og Rolle i Staten og i det sociale, politiske, økonomiske og kulturelle Liv. Statsmagten blev fravristet de store kapitalistiske Grupper, som samlede sig omkring Monarkiet og var tæt forbundet med den tyske Imperialisme, og overgivet til Folket, til det kæmpende Forbund af Arbejdere, Bønder, Håndværkere og fremskridtsvenlige Intellektuelle, der var forenet i Fædrelandsfronten. Det kommunistiske Parti stod i Spidsen for denne Alliance. Således blev Statsmagten i vort Land Folkets Magt. Fædrelandsfronten mobiliserede alle Landets materielle og moralske Ressourcer til Krigen mod Hitlertyskland. I otte Måneder kæmpede den bulgarske Hær under Sovjethærens Ledelse og sammen med det jugoslaviske Broderfolks Frihedshær for at fordrive de tyske Horder fra Balkan. Den 9. September 1944 blev de fascistiske Styrker i Bulgarien knust. Heri spillede særligt oprettede Folkedomstole en meget positiv Rolle. De farligste fascistiske Forbrydere og andre Fjender af Landet blev uskadeliggjort. Det monarkiskfascistiske Diktaturs Grundvold blev praktisk talt likvideret kort efter den 9. September. Den Folkeafstemning, som fandt Sted to År senere, den 8. September 1946, og ved hvilken 92 % af alle bulgarske Vælgere stemte for Monarkiets Afskaffelse og for en Folkerepublik, godkendte den faktisk foretagne Afskaffelse af Monarkiet, dette overordentlig farlige Arnested for tyske Agenter.

Efter at have rettet et knusende politisk Slag mod Fascisme og Reaktion den 9. September og de følgende Uger, og efter at have knust deres Organisationer, var den nye Regering dog ude af Stand til at berøve dem deres økonomiske Grundlag og fuldstændig gøre op med dem. Reaktionens første Fremstød blev foretaget i December 1944 af den famøse Dr. G. M. Dimitrov-Gemeto, Englændernes og Amerikanernes håndgangne Mand, som under Krigen opholdt sig i en af de engelske Besiddelser i det nære Østen. Da han vendte tilbage til Bulgarien efter den 9. September, stillede han sig i Spidsen for Bondepartiet og gjorde et kluntet Forsøg på at fremkalde et Modsætningsforhold mellem Bondepartiet og det kommunistiske Parti; han prøvede også at lancere Paroler om en selvstændig Bondemagt og om at fjerne Kommunisterne fra udslaggivende Deltagelse i Fædrelandsfronten og i Landets Regering. Dr. G. M. Dimitrov-Gemetos Gruppe indtog et defaitistisk Standpunkt i Spørgsmålet om Fædrelandskrigen og forsøgte at operere i Overensstemmelse hermed. Det blev nødvendigt at tage energiske Forholdsregler og at kalde Masserne til Kamp imod denne Gruppe. Reaktionens første Forsøg efter 9. September 1944 på at splitte Fædrelandsfronten, denne sande Folkebevægelse, og på at sætte Bønderne op mod Arbejderne ved at genoplive Alexander Stamboliskv's gamle Slagord om en selvstændig Bondemagt på Landet led et knusende Nederlag. G. M. Dimitrov-Gemeto flygtede til Amerika ved den amerikanske Sofia- Ambassadør Barn´s Hjælp.

Et andet og mere alvorligt Forsøg fra Reaktionens Side på at bekæmpe Fædrelandsfronten blev gjort i Sommeren 1945. Dette Forsøg var forbundet med en direkte Indgriben i Bulgariens indre Anliggender fra den engelske og den amerikanske Regerings Side. Under Påvirkning fra Udlandet brød den reaktionære Fløj af det bulgarske Bonde- og Folkeparti, som Nikola Petkov stod i Spidsen for, og den reaktionære Fløj af det socialdemokratiske Parti ud af Fædrelandsfronten. Disse to reaktionære Fløje dannede en Opposition og modarbejdede åbent Fædrelandsfronten i alle Spørgsmål om indre og ydre Politik. I Ly af demokratiske Fraser om Kampen for Frihed og Demokrati prøvede Oppositionen på alle Måder at drage Fordel af Landets midlertidige Vanskeligheder og særlig af det nye Bulgariens usikre internationale Position på den Tid. I Ved Valgene til Folkeforsamlingen opnåede den reaktionære Opposition 29 % af det samlede Stemmetal. Oppositionens Ordførere benyttede Folkeforsamlingen til at starte en tøjlesløs Kampagne mod Fædrelandsfronten, idet den åbent opfordrede Befolkningen til at lade hånt om de Ordrer og Love, som Regeringen udstedte; de satte alt deres Håb til Hjælp udefra, til en Indgriben fra Vestmagterne og særlig fra Amerika i vore indre Anliggender. Som den mest aktive og betydningsfulde Kraft i Fædrelandsfronten begyndte vort Parti sammen med sine Forbundsfæller en ihærdig Kamp for at isolere de oppositionelle Ledere fra de Vælgergrupper, som havde givet dem deres Stemmer. Denne Kamp kronedes med betydelig Fremgang. 

Bulgarien har underskrevet Fredstraktaten, og England er blevet tvunget til at anerkende os de jure. Med Sovjetunionens Hjælp har Fædrelandsfronten frelst Befolkningen fra Hungersnød og indført fundamentale Reformer, som er indeholdt i dens Program. Da Oppositionens Planer begyndte at bryde sammen, da de Vælgere, som havde stemt for Oppositionslederne, gradvis begyndte at tage Del i Landets Opbygning og således i Virkeligheden begyndte at trække sig tilbage fra Oppositionen, slog Oppositionslederne ind på den konspirative Vej, begyndte at sabotere Fædrelandsfrontens Foranstaltninger og at organisere reaktionære Komplotter for at fremkalde Uroligheder i Landet og således skabe Betingelser for Indgriben udefra. Vort Parti, som opdrog Masserne til Årvågenhed, kaldte dem til Kamp mod Sabotører og Skadegørere. Den ene efter den anden af de konspirative Organisationer inden for Hæren, som stod i Forbindelse med Nikola Petkovs Hovedkvarter, blev afsløret. Oppositionen udartede derved til en Samling Konspiratorer mod Folkemagten og til vitterlige Agenter for den vestlige Imperialisme. Det var nødvendigt for Fredens og Demokratiets Skyld både i Bulgarien og på det øvrige Balkan, at den blev sønderslået. Nederlaget for Petkovs Opposition var et Slag ikke blot mod de fascistiske og reaktionære Kræfter i Bulgarien, men også mod de angel-saksiske Imperialisters reaktionære Planer i Bulgarien og på Balkan. Dette er absolut en Sejr for Fædrelandsfronten og for Folkedemokratiet, en Sejr, som vil føre til gunstige Resultater i vort Lands videre demokratiske Udvikling. Denne Sejr må dog under ingen Omstændigheder sløve Årvågenheden hos vort Parti og hos Fædrelandsfronten, for Reaktionen er endnu ikke helt sønderslået, og Petkovgruppens Bagmænd i Udlandet fortsætter stadig med at udæske Folkerepublikken i Bulgarien.

Bulgariens demokratiske Forfatning, som i nær Fremtid vil blive endelig vedtaget af Folkeforsamlingen, afspejler de dybtgående Forandringer, som har fundet Sted i Landets politiske, sociale og økonomiske Opbygning som Følge af Fascismens Nederlag. Hovedpunkterne i den nye Forfatning blev udformet af Kammerat Dimitrov forud for Folkeafstemningen om Afskaffelsen af Monarkiet og Oprettelsen af Folkerepublikken. »For det første,« sagde Kammerat Dimitrov, »vil Bulgarien ikke blive en Sovjetrepublik; det vil blive en Folkerepublik, i hvilken den førende Rolle vil blive spillet af Folkets overvejende Majoritet - af Arbejderne, Bønderne, Håndværkerne og den folkeligt indstillede Intelligens. Der vil ikke blive noget Diktatur i Republikken; den grundlæggende og afgørende Faktor i Folkerepublikken vil blive det arbejdende Folks Flertal, samfundsmæssig skabende og arbejdende Mennesker, men ikke Kapitalister og ikke dets Mindretal, som udgøres af det politisk og moralsk rådne Bourgeoisi's øverste Lag; for det andet vil Bulgarien blive en Folkerepublik, hvor privat Ejendom, som er erhvervet ved Arbejde, vil blive beskyttet af Statsmyndighederne mod alle Hajer og Spekulanter, men hvor det ikke vil blive tilladt den storkapitalistiske, spekulerende Privatejendom at fordømme det arbejdende Folk, Arbejdere, Bønder, Håndværkere, Funktionærer og Folkets Intellektuelle - til Sult og Armod; for det tredie vil Bulgarien blive en Folkerepublik, som ikke vil lade nogen Dør stå åben, hvorigennem den skændige Fortid - Monarkismen, Fascismen og den storbulgarske Chauvinisme - kan vende tilbage, og som vil tilvejebringe alle fornødne forfatningsmæssige, politiske, økonomiske, materielle og kulturelle Garantier for, at vort Land vil udvikle sig langs Fremskridtets Vej, også således at det ene Menneskes Udbytning af det andet bliver fuldstændig udryddet; for det fjerde vil Bulgarien blive en Folkerepublik, som er en fri og uafhængig Stat, suveræn både som Nation og Stat. Den vil ikke danse efter de kapitalistiske Koncerners og Trusters Pibe, de, som ønsker politisk og økonomisk at gøre de små Nationer til deres Slaver; for det femte vil Bulgarien blive en Folkerepublik, der er en Faktor for Enhed og Broderskab mellem slaviske Folkeslag imod enhver tænkelig Aggression. Det vil ikke være et Redskab for den anti-slaviske og sovjetfjendtlige Politik, som fører til Fjendskab mellem Folkene; for det sjette vil Bulgarien blive en Folkerepublik, som tillige med de andre demokratiske og frihedselskende Nationer vil udgøre en stærk Faktor for Fred og Demokrati på Balkan og i Europa og ikke vil være et Redskab for militære Eventyr og Angrebskrige.«  

Det største Problem, Fædrelandsfronten fra selve Starten stod overfor, var Genoprettelsen af Landets Økonomi, som Tyskerne havde ødelagt. Det er naturligvis ikke blot et Spørgsmål om at genoprette Økonomien, men om at genoprette den og udvikle den videre ad nye demokratiske Linier. Fædrelandsfrontens økonomiske Politik er baseret på Princippet om at kombinere statslige, kooperative og private Sektorer i Landets økonomiske Liv (idet den statslige Sektor er fremherskende og ledende), på Planlægningsprincippet, på statslig og offentlig Kontrol med Produktion, Handel og Kredit; på Princippet om hurtig Industrialisering af Landet. Folkeforsamlingen har godkendt en Toårsplan for Økonomien, hvis Opfyldelse nu er af den yderste Interesse for Regeringen og Folket. Toårsplanens vigtigste Opgaver er: 1) At overvinde de økonomiske Vanskeligheder, som skylles Krig og Fascisme, og som er blevet yderligere forværret af to efterfølgende Tørkeår, og at nå op på og overstige førkrigsniveauet for Produktionen i Landbrug, Industri og indre Grene af Økonomien. 2) Hurtigt at industrialisere Landet ved Opførelse af nye fabrikker og Værker ved Hjælp af Statslån, Bankkreditter, udenlandske Lån, ved Midler tilvejebragt af de kommunale Råd, Kooperativer og private Sparere og, hvor det er muligt, med udenlandske Kreditter og også ved at udvide og rationalisere allerede eksisterende Industri. 3) Hurtigt at overvinde Krisen i Forsyningen med elektrisk Kraft og Kulproduktionens Tilbageståenhed ved at bygge nye elektriske Vandkraftværker, ved at udnytte nye miner og restaurere de gamle Miner. 4) Gennemgribende at forbedre Produktionsteknikken og anvende den til det yderste i alle eksisterende Industrier som den vigtigste Betingelse for at forøge Produktionen og hæve Arbejdets Produktivitet. 5) På enhver Måde at ophjælpe Udviklingen af Landbrug, Kvægavl, Skovbrug og Fiskeri, at fremme Kendskabet til Jordbrugslære, Veterinær- og andre Landbrugsvidenskaber; på enhver Måde at støtte frivilligt oprettede Kooperativer indenfor Landbruget. 6) At fremme Udviklingen af Jernbane-, Automobil-, Vand- og Lufttransporten. 7) At modernisere Håndværket og at sørge for en mere regelmæssig Forsyning med Materialer til Håndværkerne; i denne Forbindelse vil Oprettelsen af Håndværkskooperativer blive opmuntret. 8) At styrke og udvide indenlandsk og udenlandsk Handel, at afskaffe den samfundsskadelige Mellemhandel, at regulere Priserne på Landbrugs - og Industrivarer, hvilke Priser må fastsættes i Overensstemmelse med Priserne på Verdensmarkedet . 9) At udøve streng Kontrol med Økonomien og bringe Produktionsomkostningerne ned. 10) At uddanne de nødvendige faglærte Kadrer. 11) At hæve Befolkningens almindelige materielle og kulturelle Niveau.

Den økonomiske Toårsplan skal lægge Grunden til Landets Industrialisering og Elektrificering, lette Reorganiseringen af Landbruget og bringe en betydelig Forøgelse af den sociale Sektors Rolle i Produktionen og Vareudvekslingen. Industrien er svagt udviklet i vort Land. Den industrielle Produktion udgør 26 % af Landets samlede Produktion. Produktionen er navnlig bagefter med Hensyn til Fremstillingen af elektrisk Kraft, Udvindingen af Jernmalm, Jern og andre Metaller, Maskin-, Kemikalie- og Kulproduktionen. I 1946 nåede den industrielle Produktion 91 % i Sammenligning med 1939. Det er planlagt at forhøje den industrielle Produktion med 34 % i 1947 og med 67 % i 1948 i Forhold til 1939. Deri findes 6.250 større og mindre industrielle Foretagender i vort Land, af hvilke 492 regnes for Nøgleforetagender. 16,6 % af disse Nøgleforetagender ejes af Staten, 2,6 % af Kooperativer, 77,8 % af private Kapitalister. Transporten, Minerne og Bankerne er på Statens Hænder. Udover disse har Staten Monopol på Produktionen af Tobak, Spiritus og på Forsikringsvirksomheden. En betydelig Del af den indenlandske Handel er i Hænderne på Staten og Kooperativerne. Staten har også Monopol på Produktionen, af livsvigtige Varer. Udenrigshandelen kontrolleres af Staten. Ved at oprette Statsbutikker og kommunale Forretninger vil vi gradvis fjerne den private Detailhandel. I Løbet af de sidste tre År er den kooperative Bevægelse i Bulgarien blevet en betydningsfuld Faktor i Landets økonomiske Liv. I April 1947 gik alle de kooperative Foreninger op i Centralforeningen af kooperative Forbund. Denne Forening tæller ca. 5.000 kooperative Organisationer med l. Million Medlemmer. I 1947 vil Kooperativernes Andel i Landets Handelsomsætning beløbe sig til 99.000 Millioner Lev., hvilket er 60 % af den samlede Handelsomsætning. I Udenrigshandelen vil deres Andel udgøre 14 %.. Visse Industrigrene, som f.eks. Sukkerraffinering og Træindustri, er næsten udelukkende på Kooperativernes Hænder. I Konservesindustrien vil Kooperativerne i 1947 i Henhold til den økonomiske Plan fremstille 48 % af den samlede Produktion, i Levnedsmiddelindustrien 50 %, i Mejeridriften 90 %. I den Periode, der omfattes af den økonomiske Toårsplan, vil den kooperative Bevægelse udvikle sig støt, særlig på Håndværkets og Landbrugets Områder. Toårsplanen træffer ligeledes Forholdsregler til Sikring af en Forøgelse af Landbrugsproduktionen. Planen forudsætter en Forøgelse af det opdyrkede Jordareal med Titusinder af Hektarer, hvilket hovedsagelig vil blive muliggjort ved Udtørring af Marsklandene omkring Donau. Planen forudsætter en Forøgelse af Landbrugsproduktionen med 13 % i 1947 og med 34 % i 1948 sammenlignet med 1939.

Som et Resultat af Jordreformen, der blev indført af Fædrelandsfronten, har 88.358 Landbrug fået Jord til et samlet Areal af 100.000 Hektarer. Den virkelige Redning for Bulgariens stærkt opdelte Smålandbrug ligger imidlertid i at organisere produktive Landbrugskooperativer, som kan skabe Betingelser for Mekanisering af Landbruget og gøre Ende på Landbrugets Tilbageståenhed. Vi vil hjælpe med til at organisere sådanne Kooperativer, af hvilke vi allerede har 565, der ejer ca. 200.000 Hektarer Jord. I Henhold til den økonomiske Plan for 1948 vil der blive 8000 sådanne Kooperativer, hvilket vil betyde, at en Femtedel af Bulgariens Landsbyer vil blive dækket af det kooperative Net. Endskønt disse kooperative Landbrug i Øjeblikket er mangelfuldt mekaniserede, og der stadig er mange Vanskeligheder på Grund af Mangelen på erfarne og dygtige Kadrer, har de dog ikke desto mindre bevist deres Levedygtighed. .De kooperative Landbrug er ikke Kollektivbrug. De bibeholder Bøndernes Ejendomsret til Jorden. Desuden går en Del af de kooperative Landbrugs Indtægter til Ejerne i Form af Jordafgift. Alligevel er Fordejene ved disse Kooperativer betydelige, både set fra et økonomisk Synspunkt og med Hensyn til Bøndernes Opdragelse i Kollektivismens Ånd. Landbrugets Udvikling lettes også ved Oprettelsen af Traktorstationerne, af hvilke der nu er over 30. I 1948 vil deres Antal nå op på 50 med 1.317 Traktorer, for ikke at tale om andre Landbrugsmaskiner. Vanskelighederne ved at opfylde den økonomiske Plan er overordentlige. De skyldes ikke blot ydre Omstændigheder (Mangel på Råmaterialer og Maskiner), men også dårligt organisatorisk Arbejde, det stadig eksisterende Bureaukrati, Stagnation såvel som Sabotage og skadegørende Virksomhed fra reaktionære og fjendtlige Elementers Side. Men denne Plans Opfyldelse garanteres af Massernes Tilslutning, af deres utrættelige Arbejdsiver. I denne Henseende danner Ungdommen Fortroppen. Ungdommen er organiseret i Ungdomsbrigader, som frivilligt yder deres Bidrag til det nye Bulgariens Opbygning. Dimitrov-Ungdomsbrigaden talte i Året 1947 80.000 Medlemmer. Stadig større Dele af de arbejdende Masser tager Del i Kappestrid og Stødbrigadearbejde. Arbejdsdisciplinen bliver stadig bedre. Arbejdsproduktiviteten tiltager. I denne Henseende er Fagforeningernes Rolle af ganske særlig Betydning. Der er Grund til særlig at fremhæve de kulturelle Arbejdsbrigader, som organiseres i Byerne til Hjælp for Befolkningen på Landet. Om denne Bevægelses Udstrækning og de Resultater, den har opnået, giver følgende Tal en Forestilling: i det første Kvartal af 1947 sendtes 9.543 Brigader, der talte 1.061.000 Personer, ud på Landet. Disse Brigader arbejdede 1.067.000 Arbejdsdage og udførte således nyttigt Arbejde til en Værdi af 348.000.000 Lev. Ved Udførelsen af den økonomiske Plan bygger vort Land først og fremmest på egne Ressourcer og på den Hjælp, der ydes det af dets slaviske Broderlande, særlig den udstrakte Hjælp, som vi stadig modtager fra Sovjetunionen. Vi påbegyndte først Opfyldelsen af vor Toårsplan den 1. April 1947.

Bulgariens internationale Position må nu anses for befæstet. Det har normale diplomatiske Forbindelser med praktisk talt alle Stater undtagen USA og det monarkistiske Grækenland. Takket være den store Sovjetunion og de andre slaviske Broderlandes Støtte har Bulgarien opnået en Fredstraktat, som, skønt den indeholder visse byrdefulde Betingelser, særlig med Hensyn til Erstatninger til Grækenland, bevarer vort Landområdes Integritet og vor nationale og statslige Suverænitets Ukrænkelighed. Men skønt Fredstraktaten er underskrevet, og Fædrelandsfronten fører en Fredspolitik, må Partiet og Folket dog nøje overvåge Bulgariens Grænser til sådanne Stater som Grækenland og Tyrkiet. Det monarkisk-fascistiske Grækenland og det reaktionære Tyrki er Arnesteder for uophørlig Fare for de demokratiske Stater på Balkan. Dette er fornylig blevet bekræftet af et Antal Provokationer ved den græske Grænse og ved de anglo-amerikanske Imperialisters Forsøg på at blande sig i vore indre Anliggender. Det Pres, som Englænderne og Amerikanerne udøvede mod Fædrelandsfronten for at frelse deres Agent Nikola Petkov, afslører deres aggressive Planer imod Bulgariens Frihed og Uafhængighed, for ikke at tale om de andre demokratiske Stater på Balkan.

Det Princip, der ligger til Grund for vor Udenrigspolitik, er for enhver Pris at bevare Landets nationale Uafhængighed og statslige Suverænitet i Samarbejde med alle frihedselskende Nationer. Som Kammerat Dimitrov gentagne Gange har understreget, er denne Politiks vigtigste Formål varigt Venskab med vor Befrier, den store Sovjetunion, broderligt Forbund med det nye Jugoslavien og nært Samarbejde med de øvrige slaviske Lande og de andre demokratiske Nationer. Konferencen i Bled og de Bestemmelser, der blev taget der, betegner Begyndelsen til en ny Fase i Forbindelserne mellem Bulgarien og Jugoslavien; de betegner et stort Skridt fremad i Arbejdet på at knytte en inderlig Forbindelse mellem de to Lande. Konferencen i Bled tog Beslutning om fælles Handling og forenet Forsvar for Freden på Balkan. Der vil blive sluttet Aftaler om Venskab og indbyrdes Hjælp med Jugoslavien, Rumænien, Tjekkoslovakiet og Polen, hvilket yderligere vil styrke Bulgariens internationale Position. Bulgarien afslog bestemt at deltage i Pariskonferensen, som var trådt sammen for at forberede Marshallplanen, fordi det ikke ønsker at afstå noget som helst af sin politiske og økonomiske Uafhængighed. Vort Parti anser Sikringen af vor nationale Uafhængighed og Folkerepublikkens statslige Suverænitet for den fornemste Opgave i Landets inden- og udenrigske Politik.

Vort Parti spiller en førende Rolle i Staten såvel som i Landets sociale og politiske Liv. De første parlamentariske Valg i Efteråret 1945 fandt Sted i Overensstemmelse med vore politiske Allierede og på Basis af en fælles Liste. Bondepartiet og vi blev enige om at opstille Kandidater, Valgene til den store Folkeforsamling blev afholdt på et fælles Program, skønt vi anvendte forskelligt farvede Stemmesedler. Vi førte Valgkampagnen i Fællesskab med vore politiske Allierede, med fælles Valgmøder. Fædrelandsfrontens Nationalkomité vedtog i Forening med Lederne af Partierne i denne Front en særlig Beslutning, der gik ud på, at Partierne afstod fra at angribe hverandre under Valgkampagnen. Som bekendt vandt vort Parti en stor Sejr ved Valgene. Det opnåede 54 % af alle Stemmerne og 286 Mandater, dvs. 60 % af Pladserne i Sobranjen. Vort Parti opnåede altså absolut Majoritet. I Overensstemmelse med den parlamentariske Forretningsorden kunne vort Parti have dannet en rent kommunistisk Regering. Da Partiet imidlertid ønskede at styrke Folkefronten og den nationale Enhed, tilbød det alle Folkefrontens Partier, uden Hensyn til de opnåede Stemmetal, Lejlighed til at tage Del i Regeringen. På denne Måde bidrog Partiet til yderligere at styrke Fædrelandsfronten og øge vore Allieredes Tillid til den. Vort Parti er i Dag den vigtigste, mest aktive og førende Kraft i Fædrelandsfronten og i Landets Administration. Fædrelandsfronten er ikke blot en Koalition af Partier. Den er fremfor alt en Folkebevægelse, et Kampforbund af Arbejdere, Bønder, Håndværkere, Kontorfunktionærer og folkeligt indstillet Intelligens, til Opbygning af Landet efter sande demokratiske Principper. Vort Parti arbejder på at styrke Fædrelandsfronten, Kampforbundet af Folkets sunde Kræfter. På vort Initiativ vedtog Fædrelandsfrontens Nationalkomité tillige med Partiernes Ledere en Række vigtige Beslutninger, der fastlægger Fædrelandsfrontens indre Statutter og indre Disciplin, og som er obligatoriske for alle dens Medlemmer. Fædrelandsfrontens Nationalkomité fungerer som Fællesledelse for Landets forenede demokratiske Kræfter. Vi afholder hyppige Møder mellem Fædrelandsfrontens Nationalkomité og Partiernes og Masseorganisationernes Ledere, på hvilke vigtige inden- og udenrigspolitiske Spørgsmål sættes under Debat.

Fædrelandsfrontens Komiteer er stadig sammensat- efter Paritetsprincippet. Ethvert politisk Parti og også Masseorganisationerne er repræsenteret i Komiteerne. Beslutninger kræver Enstemmighed. Denne Måde at sammensætte Komiteerne på er imidlertid ikke i Overensstemmelse med Fædrelandsfrontens virkelige Karakter. Fædrelandsfronten består af fem politiske Partier: vort Parti, det bulgarske Bonde- og Folkeparti, Zveno, Socialdemokraterne og de Radikale. Også alle Masseorganisationer, Fagforeningerne, økonomiske, kulturelle, Kvinde-, Ungdoms- og andre Organisationer er repræsenteret i Fædrelandsfronten. Vort Parti har ifølge Opgørelse for 30. Juni 1947 510.000 Medlemmer. Efter 9. September 1944 blev Partiets Sammensætning gennemgribende ændret, da det åbnede sine Døre for Hundredtusinder af nye Medlemmer, der kom fra Arbejdernes, Bøndernes og de Intellektuelles Rækker, og som for første Gang kom i Kontakt med det politiske Liv. Det var nødvendigt at opdrage denne Medlemsmasse fra Grunden af i marxistisk-leninistisk Ånd. Derfor har vort Parti så kolossale Opgaver på Skolingsområdet. Vort Parti har nu alvorligt skærpet Reglerne for Optagelse i dets Rækker. Vor Opmærksomhed er nu henvendt på den politiske marxistisk-leninistiske Opdragelse af Partiets Medlemmer, på at styrke Disciplinen i Partiorganisationerne, særlig på Landet. Vi renser nu Partiet for tilfældige og fremmede Elementer, som har sluttet sig til Partiet af egoistiske Grunde eller for at skjule Sporene af deres lyssky Handlinger i Fortiden. Partiets sociale Sammensætning ser således ud: 132.153 Arbejdere, 223.386 Bønder, 82.345 Kontorfunktionærer, 72.108 Håndværkere, Småhandlende, Studenter, Rentenydere, Husmødre osv. I alt over 509.000 Medlemmer, hvoraf 67.105 Kvinder. Der findes ikke en eneste større Landsby, i hvilken vort Parti ikke er repræsenteret. Med Hensyn til Partikadrer er der Grund til at fremhæve følgende: under det fascistiske Diktatur var Partiets nuværende Kadrer stillet forskelligt og fulgte ikke alle den samme Vej. Den første Kategori af vore Kadrer sluttede sig til Partiet før den 9. September 1944 - nogle af dem har stået i Partiet siden 1923 - de tog Del i Kampen mod Fascismen, i Partisanbevægelsen og i Opstanden den 9. September og er nu aktive i Partiet. Der findes Medlemmer iblandt dem, som har været i Fængsel eller Koncentrationslejr i længere Tid, og andre, som har været nødt til at opholde sig i Udlandet i flere år. Denne første Kategori er den vigtigste Kategori af Partiets Kadrer. Den anden Kategori indbefatter Medlemmer, som i Tiden før 9. September ikke var aktive og ikke Medlemmer af Partiet, men som hjalp det så godt, de kunne, undertiden gav Husly til Partifunktionærer og ydede materiel Bistand. Det er Folk, som var bange for at slutte sig til Partiet under det fascistiske Diktatur, men som sympatiserede med Partiet. Den tredje kategori dækker sådanne, som var Medlemmer af Partiet før 1923, da Partiet gik i Illegalitet. Under det fascistiske Regime forlod de Partiet og lod sig opsluge af deres egne personlige Affærer. Skønt de ikke hjalp Partiet, stillede de sig dog heller ikke fjendtligt til det, de gik ikke over til Fjenden og støttede ikke Fascismen. Den fjerde Kategori består af Personer, som sluttede sig til Partiet efter den 9. September, da det slog sine Døre op på vid Gab for politisk Virksomhed. De begyndte at arbejde som nye Partikadrer i Statsapparatet, i offentlige Organisationer og i selve Partiet. Det er de mest fremtrædende Træk ved de fire Kategorier af vore Kadrer. Vor Politik går ud på at udnytte alle disse Kadrer rationelt til Arbejde inden for Partiet, i Statsapparatet, i de forskellige offentlige Organisationer - kort sagt over alt. Vi har pålagt os selv den Opgave at sammensmelte alle disse forskellige Kategorier til en Helhed.

Vi benytter imidlertid ikke alle disse Kategorier på samme Måde. Partiets centrale Ledere og Lokal- og Distriktslederne består for største Delen af Mænd af den første Kategori. Denne Kategori er Partiets Rygrad. Den er Garantien for, at Partiet udvikler sig rigtigt. Derefter kommer den anden Kategori, dvs. de, som på en eller anden Måde har hjulpet Partiet under det fascistiske Regime. Vi stiller os lidt reserveret over for den tredje Kategori, får så vidt som den ikke kan påregnes at afgive pålidelige Ledere. Som Regel er Partimedlemmerne i denne Kategori mindst 20 År bagefter vor Tid og endnu gennemsyret af Sekterisme. Disse Kadrer anvender vi mest i Statsapparatet, i Masseorganisationerne, i det økonomiske Liv, men under Partiets Overopsyn. De er hovedsagelig Jurister, Læger, Ingeniører og Lærere. Over for den fjerde Kategori er vor Fremgangsmåde på enhver Måde at hjælpe dem til at sætte sig ind i Partiets Erfaringer i Tiden indtil den 9. September og at bibringe dem de vigtigste Kundskaber om Partiets Historie får at hærde dem politisk og uddanne dem til fuldgyldige Partikadrer. Den fornemste Opgave i Uddannelsen af alle vore Kadrer er at lære dem at lede Staten i Samarbejde med vore Forbundsfæller. Kammerat Dimitrov trak dette Spørgsmål skarpt op i Begyndelsen af 1946 i sin Tale til Partiets Distriktskonference i Sofia, da han sagde: »Tidligere var vi ikke det ledende Parti, men et Oppositionsparti. Vi kritiserede og kæmpede, men vi regerede ikke. Efter den 9. September har vi fået Erfaring som det ledende Parti. Denne Erfaring er vigtig for os. Vore Partikadrer må, hvor de end befinder sig, lære. Alle må lære at bygge op sammen med vore Forbundsfæller i Fædrelandsfronten og at samarbejde med dem, at kappes med dem, således at vi kan levere de bedste Eksperter, og således at vore Kadrer altid kern høre til Fortroppen og altid vise sig berettiget til den Tillid, der vises dem. Dertil kræves Arbejde, Kundskaber og Dygtighed; der må ikke findes nogen Dovenskab, sekterisk Selvtilfredshed og Hvilen på vore Laurbær; der kræves Studium og atter Studium, utrætteligt Selvstudium ..« Det er ubestrideligt, at vi siden da har opnået store Resultater på dette Område. Vore Kadrer lærer nu at lede Staten, at lede Arbejdet på de økonomiske, kulturelle og andre Områder. Men Kammerat Dimitrovs Parole »lær at lede« står stadig i Forgrunden. Vore Partikadrer på Landet (Sekretærer og Medlemmer af Partibestyrelser) er for Størstedelen politisk svage. Partiets videre Udvikling som den ledende Kraft i Fædrelandsfronten og i Landets Ledelse afhænger af, hvor hurtigt denne Svaghed bliver overvundet. Dette er Grunden til, at Centralkomiteen har sat Forholdsregler på Dagsordenen, som skal tjene til at fremme vore Kadrers ideologiske og politiske Opdragelse, særlig på Landet. Der er organiseret 4-5000 Studiekredse, der søges af 50.000 Personer, og hvor der undervises i Sovjetunionens kommunistiske Parti´s Historie, Bulgariens kommunistiske Parti´s historie og Dagens Politik. Vi arrangerer talrige Måneds- og Fjorten-dages-Aftenkursus. 3-Måneders-Kursus er i Gang i Plovdiv, Plevna og Sofia. Vi har også en 1-Årsskole i Sofia, som besøges af 60 Personer. Alle disse Foranstaltninger giver positive Resultater, men de er utilstrækkelige. Med Henblik på Partiets følelige Mangel på kvalificerede og erfarne Kadrer har Partiets Centralkomité taget Skridt til at forbedre den ideologiske og politiske Opdragelse af dets Kadrer.

Partiet disponerer over et betydeligt Propagandapparat. Sammen med Ungkommunisterne udsendte vi Hundredtusinder af Agitatorer under Valgkampagnen. Vi arbejder nu på at styrke Partiets permanente Agitationsafdeling for at sætte vore Agitatorer i Stand til at stå i regelmæssig Kontakt med Befolkningen i deres Områder, hvor de kan udføre et dagligt Oplysningsarbejde. Som Regel udfører vi agitatorisk Arbejde blandt Befolkningen sammen med vore Forbundsfæller. I Almindelighed sammenkaldes alle Agitatorerne fra alle Partierne i Fædrelandsfronten til fælles Instruktionsmøder. Agitationscentrene, hvor der omdeles Propagandamateriale og gives Instruktioner, er fælles for hele Fædrelandsfronten. Partiets Forlagsvirksomhed er omfattende, og det er Landets største Forlægger. Vi udgiver marxistisk-leninistisk Litteratur i Masseoplag, og vi har oversat og udgivet Lenins og Stalins vigtigste Værker og også flere Bind af Lenins udvalgte Værker. Stalin´s Biografi er snart færdigtrykt, og Udgivelsen af Stalins Værker er under Forberedelse. Partiets Hovedorgan »Arbejdersagen« trykkes i 240.000 Eksemplarer. Partiet udgiver sit teoretiske Tidsskrift »Ny Tid« i 25.000 Eksemplairer, og »Den filosofiske Tænkning« i 10.000 Eksemplarer. Desuden udgiver Centralkomiteen et Tidsskrift »Partiarbejderen«, som behandler Spørgsmål vedrørende Partiets Organisation, Agitation og Propaganda (10.000 Eksemplarer) og »Agitatorens Orientering« i 10.000 Eksemplarer. Vi har ingen Partiaviser i Provinsen. Dér udgiver Fædrelandsfrontens Komiteer Bladene. Vore Distriktskomiteer har Trykkerier, som kun fremstiller Pjecer og lignende Materiale. Partiets ideologiske Arbejde er stadig svagt. De Erfaringer, som er indvundet i det nye Oplysningsarbejde, er endnu ikke blevet teoretisk bearbejdede i almen Form. Antallet af godt skolede marxistiske Kræfter er stadig ringe. Vi prøver at samle dem omkring Tidsskriftet »Ny Tid«. Resterne af den fascistiske Ideologi er endnu ikke helt afslørede og udryddede. Vort Parti har en betydelig Indflydelse blandt Landets Intellektuelle Flertal, hvoraf det overvejende flertal har tilsluttet sig til Fædrelandsfronten. Fremragende Repræsentanter for bulgarsk: Kunst, Videnskab og Teknik er Medlemmer af vort Parti. Ikke en eneste betydelig Repræsentant for bulgarsk Kunst og Videnskab er gået i Opposition. Partiet vier den kulturelle Front megen Omhu. Fagforeningsbevægelsen i Bulgarien er samlet i een Sammenslutning med et Medlemstal på 576.000 af 747.000 Arbejdere, der er beskæftiget i Industrien. Landsorganisationen omfatter således 77 % af alle, der beskæftiges i Produktionen.

Her er der Grund til at omtale Landbrugernes Organisation, som er af særlig Betydning for os. Det er Landbrugernes Fagforening med 1.200.000 Medlemmer, hvoraf næsten Halvdelen er Kvinder. Denne Organisations Opgaver er først og fremmest at søge at forbedre Landbrugernes Forhold med Bistand af alle andre offentlige Organisationer., som f.eks. Kooperativerne, Kreditinstitutionerne, Fædrelandsfrontens Komiteer og de kommunale Råd, for det andet at iværksætte Forholdsregler, som tjener til at højne det kulturelle Niveau på Landet, og for det tredie at medvirke til at styrke Forbundet mellem Arbejdere og Bønder. REMS (det kommunistiske Ungdomsforbund - 500.000 Medlemmer), som nu udfolder en udstrakt Aktivitet på Arbejdsfronten, er nært forbundet med Partiet. REMS har taget Initiativet til Arbejdsbrigaderne, som det har organiseret på forskellige Felter af Opbygningen. Det har organiseret Dimitrov-Nationalbrigaden, som vi har omtalt ovenfor, samt et Antal lokale Ungdomsbrigader på Landet og på Bedrifter i Byen.

Under Partiets Ledelse kæmper REMS for at samle hele Bulgariens demokratiske Ungdom, og det har allerede gjort store Fremskridt. Over hele Landet har den demokratiske Ungdom dannet Komiteer. Der er oprettet 4.000 Komiteer, som sideordner Ungdomsforbundenes fælles Arbejde og leder Ungdommens Arbejdsbrigadebevægelse. Foruden de forskellige Ungdomsforbund, ZEMS - 100.000 Medlemmer, SSM- 15.000 Medlemmer, »Zveno« - 10.000 Medlemmer og de Radikale omfatter de demokratiske Ungdomskomiteer også den store Masse af partiløse Unge. REMS overfører efterhånden Hovedparten af sit Skolingsarbejde til de demokratiske Ungdomskomiteer. Der er et stærkt Ønske om at få alle Ungdomsorganisationerne samlet i en enkelt Ungdomsorganisation. De kommende Kongresser, der afholdes af REMS og ZEMS i Oktober i År vil blive præget af et nært Samarbejde. Den studerende Ungdom i Gymnasieskolerne er samlet i en Organisation, med 180.000 Medlemmer. Det er lykkedes Fædrelandsfronten at bryde den skadelige Indflydelse, der udøvedes af de reaktionære Elementer i Gymnasieskolerne, og at vinde Stillingen der. Det siger sig selv, at det vil kræve et stort Arbejde at udvikle og opdrage Ungdommen i Gymnasieskolerne i en sand demokratisk Ånd og fuldstændig udrydde den reaktionære Ideologi. Ungdomsorganisationen for Grundskolernes Ungdom har et Medlemstal på 600.000. Et karakteristisk Træk ved det nye Demokrati er Kvindernes store politiske Aktivitet. Vort Parti har taget Initiativet til at organisere et Kvindeforbund, som skal samle alle demokratiske Kvinder i By og på Land. Dette Forbund har i Øjeblikket 407.000 Medlemmer. Partiet er stærkt interesseret i Idrætsbevægelsen (362.000 Personer er beskæftiget med Sportsvirksomhed). Partiet omfatter også med stor Interesse de bulgarsk-sovjetiske Foreninger, som har over en Million Medlemmer, og som er meget aktive i Arbejdet for at udbrede Kendskabet til Sovjetunionen og styrke Venskabet mellem Sovjetunionen og Bulgarien.

Partiets Hovedopgaver.

Hvad er de vigtigste Opgaver, Partiet har at løse? De kan formuleres således: 1) På alle Måder at forsvare og vogte Landets Uafhængighed og Suverænitet mod enhver tænkelig Indgriben fra den udenlandske Imperialismes Side i vore indre Anliggender, på enhver Måde at styrke vort Venskab med den store Sovjetunion, med vort Broderland Jugoslavien, med alle de slaviske Folk og andre demokratiske Stater; ikke at slappes i vor Årvågenhed over for de Rænker, som den endnu ikke tilintetgjorte Reaktion smeder imod os. 2) Ikke at spare nogen Anstrengelse for at sikre Opfyldelsen og Overskridelsen af den økonomiske Toårsplan. 3) At holde den strengeste Orden i vor Økonomi, idet vi holder os for Øje, at vi ved Gennemførelsen af vor Plan først og fremmest må stole på os selv, på vore egne Kræfter. 4) At tilendebringe Efterårssåningen efter en ordnet Plan, så vi kan sikre vort Folk Brødet i det kommende År. 5) At lovfæste den nye Forfatnings endelige Tekst, efter at visse Ændringer er indført (at oprette et Præsidium, underordnet Folkeforsamlingen, i Stedet for en Præsident for Republikken, at finde egnede lokale Organer for Statsmagten osv.), og at varetage Lovgivningen i Overensstemmelse med den. At reorganisere Statsapparatet på Basis af Forfatningen (at oprette et Organ for Statskontrol, et planlæggende Organ osv.). 6) At indføre Forholdsregler, der kan styrke Forbundet mellem Arbejdere og Bønder. 7) Yderligere at styrke Fædrelandsfronten ved at gøre den til en fælles politisk Organisation af Landets demokratiske Kræfter og at forny dens Program.

Vi anser Fædrelandsfronten for den Form, der under vore Forhold er den mest hensigtsmæssige til Styrkelse af Demokratiet og Indførelse af Socialismen. Kammerat Dimitrov har formuleret Partiets Synspunkt med Hensyn til dette Spørgsmål således: »Hvad er vort Partis Politik strengt taget på Samfundsudviklingens nuværende Standpunkt, dvs. i Fædrelandsfrontens Epoke? Det kan kort beskrives således: Fra vort Partis Standpunkt, som den arbejdende Klasses Parti, som det arbejdende Folks Parti nu og i Fremtiden, betyder en fuldstændig Opfyldelse af Folkefrontens Program at tilvejebringe de nødvendige Betingelser for, at vort Folk kan gå over til Socialismen. Vi ved jo alle, at Nationernes Fremtid i sidste Instans ligger i Socialismens Gennemførelse. Men Kampen for Socialismen foregår under andre Omstændigheder end i 1917-18, i det tsaristiske Rusland, da Oktoberrevolutionen blev gennemført. Det var dengang nødvendigt at styrte Tsarismen og oprette Proletariatets Diktatur for at kunne gå over til Socialismen. Siden da er, som I ved, forløbet næsten tredive År, og den socialistiske Stat, Sovjetunionen, er vokset til en stor Verdensmagt, I den store Fædrelandskrig viste Socialismens Land den største Levedygtighed og ydede det største Bidrag til Sejren over Fascismen for at redde Civilisationen i Europa og i hele Verden. Det var netop denne Krig, som gav det strålende Bevis på et socialistisk Samfunds Styrke, Kraft og Fortrin. Dette påvirkede i høj Grad, og påvirker stadig, hele den internationale Udviklings Forløb. Krigen og Sovjetunionens store Eksempel bevirkede, at betydningsfulde demokratiske Reformer blev indført i mange Lande, deriblandt Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Polen, Ungarn, Rumænien, Finland og Bulgarien, hvor den demokratiske Udvikling har fundet Sted. Disse demokratiske Omskabelser, denne Udvikling ad Fremskridtets Vej, rettet imod de reaktionære Regimer i Verden, mod den store spekulative Kapitals, Kartellernes, Koncernernes og Imperialismens Regimer - denne Udvikling ser vi også i Kolonierne og de halvkoloniale Lande, i Indonesien, Indien og i andre Dele af Verden. Eksistensen af en så stor socialistisk Stat som Sovjetunionen og de historiske demokratiske Omskabelser, der er sket siden Krigen, stiller mange Lande over for Spørgsmålet om en Gennemførelse af Socialismen, og stiller det som et Spørgsmål om Samarbejde mellem Arbejderklassen og Bønderne, Håndværkerne, de Intellektuelle og andre fremskridtsvenlige Befolkningslag. Når vi i Bulgarien bliver stillet over for Spørgsmålet om Overgang fra den nuværende Samfundsordning til en ny socialistisk Samfundsordning, vil Kommunisterne, støttende sig til Folket, opbygge det nye socialistiske Samfund sammen med Bønderne, Håndværkerne og de Intellektuelle som en fælles historisk Opgave.«

Tillad mig først og fremmest på Frankrigs kommunistiske Partis Vegne at udtrykke vor Glæde og dybe Bevægelse ved at mødes med Repræsentanter for Broderpartierne. Det er os en ganske særlig Glæde her at kunne: hilse fremragende Ledere for det bolchevikiske Parti, Lenins og Stalins store Parti, som vi skylder så meget. Før jeg går over til en Analyse af den Situation, som vi må arbejde under i Frankrig, vil jeg gerne i det kommunistiske Partis Navn give Udtryk for vor Taknemmelighed mod og ubegrænsede Hengivenhed for Kammerat Stalin.

Situationen i Frankrig har forandret sig i de sidste Måneder. Reaktionen har skærpet sin Offensiv mod Arbejderklassen og Demokratiet. Dette ses tydeligt af følgende Kendsgerninger: Kommunisterne er blevet fjernet fra Regeringen; Arbejderklassens Levevilkår er blevet forringet; Frankrigs Genopbygning bliver saboteret for at hjælpe de amerikanske Imperialister til at skaffe sig Kontrol over vor Økonomi; Regeringen fører en Kolonialpolitik, der tilstræber Krig; i sin Udenrigspolitik har Frankrig fuldt ud tilsluttet sig Vestblokken og viser en stigende Tendens til at blive en Drabant til den angel-saksiske Verden; der hersker betydelig Uro og en dyb Utilfredshed i Landet, som fører til en Massebevægelse i Arbejderklassen. Det er de Betingelser, hvorunder Forberedelserne til Kommunevalgene den 19. Oktober foregår.

Amerikas Indblanding i Frankrigs politiske Liv bliver mere og mere åbenlys og vil utvivlsomt forøges yderligere med de kommende Valg for Øje. Efter ganske kort at have nævnet Hovedspørgsmålene skal jeg nu komme nærmere ind på den franske Industris Udvikling siden Befrielsen. Vort Parti, der var et af de førende i Modstandsbevægelsen under Besættelsen, og som siden har vundet stor Autoritet blandt Frankrigs brede Befolkning, iværksatte i Begyndelsen af 1945 en landsomfattende Kampagne for at forøge Produktionen. Denne Kampagne var Hovedemnet ved vort Partis 10´ende Kongres, som blev afholdt i Juni 1945. Maurice Thorez appellerede til Minearbejderne og Resultatet viste sig snart. I sin Helhed har Frankrigs Industriproduktion gjort kæmpemæssige Fremskridt sammenlignet med 1945, hvad man vil kunne se af følgende Tabel. Hvis man sætter 1938 lig 100, har vi følgende Indeks for Industriens Udvikling:

Det vil med andre Ord sige, at den franske Industri praktisk talt er nået op på 95 % af sin Førkrigsproduktion. Vi kunne være nået op over de 100 %, hvis vi havde fået flere Kul fra Ruhr. I de nationaliserede Industrier, der stadig arbejder sig opad, har vi følgende Indeks sammenlignet med Førkrigsniveauet: Elektrisk Kraft - 136 %; Kul - 108 %; Jernbaner (de nationaliserede Jernbaneselskaber) - 120 % (trods Manglen på rullende Materiel). Imidlertid må man lægge Mærke til, at der siden Maj har været en vis nedadgående Tendens i Industriproduktionen. Indekset for den første Halvdel af 1947 var yderst lovende, takket være den høje Arbejdsproduktivitet i Årets første tre Måneder. Den af Regeringen fulgte Politik har imidlertid rettet et Slag mod Arbejderklassens Iver efter at producere. At Kommunisterne blev fjernet fra Regeringen har kun fået Utilfredsheden i den Brede Befolkning til at vokse. De sidste Beretninger viser, at Regeringens reaktionære Politik er ansvarlig for nedgangen i Produktionen, en Kendsgerning, der endogså skaber Uro blandt visse Arbejdsgivere.

Det kan altså fastslås, at Industrien i Frankrig var i Opadgåen i Begyndelsen af 1947 og Udsigterne gunstige. Det samme gælder imidlertid ikke indenfor Landbruget, hvor Situationen er kritisk. Frankrig er inde i en alvorlig Krise med Hensyn til Fødevarer. Brødrationen er blevet skåret ned til 200 Gram om Dagen (kun 2 % af Melet er sigtet og 20-30 % af det er blandet med Majs). Her må det bemærkes, at selv denne utilstrækkelige Ration kun kan opretholdes, hvis der indføres Brødkorn. I Stedet for de 1.800.000 Tons Korn, der var ansøgt om, har den internationale Kornorganisation kun tildelt Frankrig 820.000 Tons. Det vil sige, at Frankrigs Problem med Hensyn til Forsyningen af Brødkorn absolut ikke er løst. Den nedsatte Brødration har været Årsag til Strejker og Demonstrationer og har overhovedet skabt bitter Utilfredshed i Befolkningen. Det vil ikke blive let at få Bønderne, der er blevet mistroiske, til at aflevere deres Korn. Dette kan forklares ud fra den Kendsgerning, at de, efter at have afleveret Korn sidste År, selv var uden Brød i flere Måneder. Før Krigen havde Frankrig Hvede nok til at dække sit eget Forbrug og havde ovenikøbet Overskud. Nu opstår der naturligt Spørgsmålet: hvad er Skyld i Frankrigs nuværende Hvedemangel ? Når man skal besvare det, er det nødvendigt først og fremmest at tage i Betragtning, at Høsten takket være Frost og Tørke har været dårlig, hvad man vil kunne se af følgende tal: Hvedehøsten i 1939-40 var på 73.000.000 Centner. Den Mængde der var udbudt på Markedet var kun på 40.000.000 Centner. Hvedehøsten i 1946-47 var på 67.000.000 Centner. Den Mængde der var udbudt på Markedet var kun på 44.000.000 Centner. Hvedehøsten i 1947-48 var på 35.000.000 Centner. Den Mængde der var udbudt på Markedet var kun på 15.000.000 Centner. Men der er også andre Grunde, navnlig Indskrænkningen af det med Hvede tilsåede Areal. Gennemsnitlig var 5.217.000 Hektarer tilsået i 1930-39; 3.783.000 Hektarer i 1944-45; 4.131.000 i 1945-46; 3.326.000 i 1946-47. Indskrænkningen af det dyrkede Areal skyldes de lave Hvedepriser. I 1945 var den virkelige Pris for Hvede (fastsat i Overensstemmelse med Bønderne på Basis af Produktionsomkostningerne) 819 Francs pr. Centner. Den officielle Pris var 700 Francs. Samtidig nåede Priserne på andre Kornsorter op på 900-1.000 Francs pr. Centner. I 1946 forlangte Landmændene 1.200 Francs pr. Centner for Hvede; den officielle Pris var 1.003 Francs, hvorimod andre Kornsorter solgtes for 1.500 til 2.000 Francs pr. Centner, og Majs, der blev indført fra de Forenede Stater, gik op i 1.400 -1.500 Francs pr. Centner. I 1947 sælges Hvede for 1.800 Francs pr. Centner (den af Regeringen fastsatte Pris), og andet Korn ligger i endnu højere Priser.

Regeringen skulle have gjort en Indsats for at få fem Millioner Hektarer tilsået med Hvede, men den gjorde jet ikke effektivt nok. Det er vort Parti, der fører Kampen for de fem Millioner Hektarer, og vi har gjort det til en af de vigtigste Paroler i vor Valgkampagne. Vi hævder, at vort Lands Uafhængighed er nært forbundet med Løsningen af dette Problem. Udvidelsen af Hvedearealet bliver åbenlyst saboteret, hvilket svarer til hele den pro-amerikanske Politik. I 1944 gennemførte André Philip en Indskrænkning af det tilsåede Areal i Algier. I 1946 fik Landbrugsminister Tanguy-Prigent i København at vide af de amerikanske Repræsentanter, at Forholdene i Frankrig egnede sig bedre for Dyrkningen af Blomster end af Korn. Det vil med andre Ord sige, at den nuværende Fødevarepolitik er i de store, hvededyrkende Landes Interesse, især USA´s og Canadas, mens den ikke på nogen Måde fremmer Frankrigs Interesser, og Resultatet er, at Frankrigs Forsyning med Brødkorn nu til en vis Grad er afhængig af USA. Men det er ikke alene Brødet, det er galt med. Frankrig mangler også Kød, som bliver eksporteret og desuden er Genstand for den vildeste Spekulation. Endvidere har det øgede Forbrug af Kød på Landet ført til en Nedgang af Tilførslerne til Byerne. Frankrig har heller ikke Fedtstof nok. Hvad Vinen angår, er den netop kommet ud på det fri Marked.

Med den Kendsgerning for Øje, at Manglen på Hvede har gjort det nødvendigt at gøre Indkøb i USA, hvilket vil sige Dollarudbetalinger, er Importen af følgende vigtige Varer blevet indskrænket: Korn -138 Millioner Dollars; Kul - 92 Millioner Dollars; Fedtstoffer -15 Millioner Dollars. Når hertil kommer forskellige andre Produkter, er der i alt blevet købt ind for 293 Millioner Dollars i Løbet af et Kvartal. Med Hensyn til vore Dollarudgifter til Kul må det understreges, at disse Udgifter skyldes de utilstrækkelige Kulleverancer fra Ruhr, hvad følgende Tal illustrerer: Kulimport til Frankrig i tons fra Ruhr: Marts -151,505; April - 164,000; Juli - 174,396; August. Kulimport til Frankrig i tons fra USA: Marts - 571,791; April - 785,000; Juli -1,215,827; August 1,683,000. Vi betaler 2,400 Francs pr. Ton for amerikansk Kul og 2,140 Francs for Ruhrkul. Endvidere opfylder amerikanske Kul ikke de Krav, vor Industri stiller, vi behøver Ruhrkoks til vore Højovne. Sammenlignet med 1938 arbejder de af vore Højovne, der er i Gang, kun med 73 % af deres Kapacitet. Allerede dengang havde Sabotørerne i Comité des Forges (Sammenslutningen af Mine- og Stålværksejere), som et Middel til at hjælpe Hitler, kun de tre Fjerdedele af vore Højovne i Gang. Således er Frankrig blevet udleveret til de Forenede Staters Nåde og Barmhjertighed i alt, hvad der angår Brød til dets Befolkning og Brød til dets Industri.

Der er nu en Kampagne i Gang i Frankrig for helt at gøre Landet til et Lydrige af de Forenede Stater. En af de Grunde, der bliver ført i Marken, er at Frankrig ikke vil være i Stand til at komme på Fode igen uden Amerikas Hjælp. Det er et politisk Problem af førsterangs Betydning, som jeg skal vende tilbage til senere. Først vil jeg komme med nogle Eksempler, der er karakteristiske for Frankrigs økonomiske Stilling. Vi er nødt til at købe Hvede og Kul, men Frankrig har ikke flere Dollars. De 60 Millioner Dollars, vi regnede med, er nu gået tabt, fordi Konverteringen af Sterling til Dollars er blevet suspenderet. I London bad den franske Finansminister om de resterende 250 Millioner Dollars af den Kredit på 500 Millioner Dollars, der var indrømmet os af den internationale Bank. Bankens Direktør, John Mac Cloy, kom til Paris for at kontrollere, hvad de 250 Millioner Dollars, der hidtil var udbetalt, var blevet brugt til. Endnu ved vi ikke Svaret på Frankrigs Anmodning om den resterende Sum, men det er givet, at den ikke vil blive bevilget. Jeg tror, det vil have sin Interesse at vise, hvordan Frankrigs Udenrigshandel ligger. Følgende Tal refererer til den første Halvdel af 1947. Totalimporten beløber sig til en Sum på 125,978 Millioner Francs, hvoraf 45,000 Millioner falder på Importen fra USA. Importen fra andre Lande er fordelt på følgende Måde: Belgien-Luxemburg 7,776 Mill. Francs; Argentina 7,267 Mill. Francs; Tyskland 6,820 Mill. Francs; Storbritannien 5,550 Mill. Francs; Australien 4,994 Mill. Francs; Schweiz 4,185 Mill. Francs; Canada 3,724 Mill. Francs; Brasilien 3,232 Mill. Francs; Ialt43,538 Mill. Francs. Tjekkoslovakiet 1,105 Mill. Francs; Polen 385 Mill. Francs; Sovjetunionen 345 Mill. Francs; Jugoslavien 137 Mill. Francs; Bulgarien 142 Mill. Francs; Ungarn 504 Mill. Francs; Rumænien 337 Mill. Francs; Ialt 2,955 Mill. Francs

Hvad Frankrigs Eksport angår, nåede den i den første Halvdel af 1947 op på 64,558 Millioner Francs, hvoraf 3,223 Millioner faldt på Eksporten til USA. Det står overhovedet ikke i Forhold til Importen fra samme Land, der beløb sig til 45,000 Millioner Francs. Eksporten til andre Lande er fordelt på følgende Måde: Belgien-Luxemburg: 13,526 Mill. Francs; Schweiz 7,092 Mill. Francs; Storbritannien 6,309 Mill. Francs; Holland 4,243 Mill. Francs; Sverige 3,166 Mill. Francs; Tyskland 2,896 Mill. Francs; Argentina 2,074 Mill. Francs; Norge 2,022 Mill. Francs; Ialt.... 41,328 Mill. Francs. Tjekkoslovakiet 1,032 Mill. Francs; Polen 258 Mill. Francs, Jugoslavien 184 Mill. Francs; Ungarn 71 Mill. Francs; Rumænien 40 Mill. Francs; Bulgarien 14 Mill. Francs; Sovjetunionen 9,5 Mill. Francs; Ialt 1,608,5 Mill. Francs. Det vil altså sige, at der er Underskud i vor Handelsbalance, samtidig med at vore Guldreserver næsten er opbrugt. I 1939 beløb Guldreserverne i Frankrigs Bank sig ialt til 2,159 Tons. I 1947, før Kommunisterne blev fjernet fra Regeringen, lå Guldreserverne på 618 Tons. I Dag er Tallet kun 394 Tons. Altså er der, siden Kommunisterne blev fjernet fra Regeringen, sivet 224 Tons Guld, det vil sige 30,000 Millioner Francs, ud af Landet.

Befolkningen imødeser med den største Ængstelse en eventuel Devaluering af Francen. Den vil højst sandsynlig finde Sted, når man tager i Betragtning, at det Pengebeløb, der er i Cirkulation, stadig vokser. I April var der 770,000 Millioner Francs i Cirkulation, den 4. September 854,000 Millioner, det vil sige en Stigning på 84,000 Millioner Francs. Misforholdet er her, at der ikke til den forøgede Pengecirkulation svarer en tilsvarende Stigning i Produktionen. Statens Udgifter er store. Udgifterne til Militæret beløber sig til 280,000 Millioner Francs, Krigen i Indokina koster 100 Millioner Francs om Dagen. Det ordinære Budget på 617,000 Millioner Francs balancerer teoretisk, men Prisstigningerne kan føre til et Underskud. Hvad det ekstraordinære Budget angår, er Underskuddet 126,000 Millioner. Endelig giver følgende Tal et godt Indtryk af Prisstigningerne: i April var Pristallet 837, hvorimod det i August nåede op på 1068, det vil sige en Stigning på 27 %.

Prisstigningspolitikken er blevet systematisk gennemført, lige siden Kommunisterne blev fjernet fra Regeringen. Det hænder, at en Prisstigning bliver besluttet, uden at der er rejst Krav derom fra Arbejdsgivernes Side, ja undertiden ligefrem mod deres Ønske. Det var således Tilfældet i August i År, da Prisstigningerne gjorde de 11 Procents Lønforhøjelse, der var gennemført i Begyndelsen af Måneden, værdiløs. Pristallet steg fra 965 til 1068. Hvordan er Arbejderklassens Levevilkår i Frankrig i Dag ? Den franske Arbejders Levestandard ligger 50 % lavere end før Krigen. Hans Andel af National indtægten er i stadig nedadgåen på Trods af den Kendsgerning, at Arbejderen er den, der yder det største Bidrag til Produktionen. Arbejderens Levestandard er ikke steget sideløbende med Forøgelsen af Produktionen. Kapitalisternes Indtægter er derimod steget. I 1945 havde Frankrigs Industriherrer og Forretningsmænd en Nettoindtægt på 17,000 Millioner Francs og i 1946 på 110,000 Millioner. Denne Tingenes Tilstand har, som rimeligt er, vakt Misfornøjelse i den brede Befolkning, navnlig da det er den, der må bære Hovedbyrden af de nye Skatter. Vort Forslag om at lægge højere Skatter på de store Indtægter blev afvist. Der er vedtaget en ny Indkomstskat udover den allerede eksisterende Skat på Arbejderes og funktionærers Lønninger. Dette Skridt har fremkaldt en Protestbevægelse i Befolkningen. En bestemt Kreds indenfor Arbejdsgiverne forstår fuldt ud, hvor alvorlig Situationen kan blive for Industriens fremtidige Stilling og Landets Genopbygning. Med dette for Øje gik Arbejdsgiverforeningen den 1. August ind på en Overenskomst med de samvirkende Fagforbund (CGT) om en Lønforhøjelse på 11 % uden tilsvarende almindelig Prisstigning. Overenskomsten tilsigtede simpelthen at bringe Orden i Priserne ved at sænke nogle af dem og lade andre stige en Smule. Regeringen gik imod Overenskomsten. Den gav de lavest lønnede Arbejdere en Lønforhøjelse på 11 % uden at tage Hensyn til Lønskalaen og udstedte et Dekret, der lod Priserne stige med noget nær 11 %.

På den Måde tog »den onde Cirkel«s Teoretikere, som vi kæmpede imod, deres Forholdsregler for at vise det formålsløse ved Lønstigninger, for at provokere det arbejdende Folk (Ramadiers Tale i Limoges), for at sabotere Videreudviklingen af Industrien og for at bane Vejen for de amerikanske Monopolers Herredømme over Frankrig. Der findes utvivlsomt Arbejdsgivere, der er ængstelige for deres kapitalistiske Interesser. De føler sig i høj Grad foruroligede af den Kendsgerning, at Frankrig forbereder sig på at spille Rollen som en Tredjerangsmagt. Vi følger nøje Udviklingen og anstrenger os på enhver Måde for ikke at se bort fra nogen som helst Form for Hjælp til at krydse de amerikanske Imperialisters Planer og forsvare Frankrigs Uafhængighed. Sådan er Situationen i Frankrig i Dag, og den karakteriseres gennem følgende Faktorer: Klassekampens Skærpelse, Reaktionens Genopblussen, amerikanske Imperialisters åbenlyse Indblanding i Frankrigs Politik. For at forstå Grunden til denne Tingenes Tilstand er det nødvendigt at genopfriske, hvad der er sket i Frankrig siden Befrielsen.

Under Krigen sikrede Bourgeoisiet sig sin Stilling i dobbelt Forstand. En Del fulgte Pétain, en anden Del fulgte de Gaulle. Under selve Okkupationen tabte de Gaulle ikke et Øjeblik Kampen mod Kommunisterne af Syne. Han var bange for at lade Folkets brede Masse træde i Aktion, fordi han indså, at Kommunisterne var det eneste Parti, der var i Stand til at lede en Massebevægelse. Derfor proklamerede han sin Vent-og-se-Politik. Han gjorde sit yderste for at forhindre Kommunisterne i at få Våben. Han tog sine Forholdsregler for at vende de allierede Troppers Fremrykning fra at Være en vellykket Operation mod Besættelsesmagten til et Middel til at opretholde »Ordenen«.

Man kan spørge, hvorfor det ikke var muligt ved selve Befrielsen at give Offensiven mod Pétain-forræderne et videre Omfang. Man må imidlertid ikke glemme, at i August 1944 blev Krigen udkæmpet på fransk Jord sammen med de allierede Hære, og Kampen mod Hitler kom i første Række. Det var umuligt at fjerne de Gaulle på det Tidspunkt. Det Faktum, at han stod i Spidsen for Regeringen, var en Hindring for af fortsætte den aktive Kamp mod den tyske Fascisme, hvad Opløsningen af de franske Hjemmestyrker (FFI) i Slutningen af August 1944 beviser. Straks efter sin Hjemkomst til Frankrig forsøgte de Gaulle, efter at have indgået en Alliance med Socialdemokraterne og Katolikkerne, at isolere Kommunisterne og få dem fjernet fra Regeringen. Socialdemokraterne gjorde Gennemførelsen af denne Politik lettere. Efter nogle svage Bestræbelser på at etablere Aktionsenhed med os gik de ud i Kommunevalgene i 1945 i Alliance med MRP (det katolske Parti) og prøvede forgæves at slå Frankrigs kommunistiske Parti.

Socialdemokraternes Nederlag ved Valgene havde en afsvalende Virkning på nogle af Partiets Ledere, så de prøvede at gå imod MRP. Men Blum, der netop var kommet hjem fra Tyskland, krævede på den socialdemokratiske Kongres i August 1945 en Alliance mellem Socialdemokraterne og MRP. Som Forsvar for Alliancen kom han med en hel Række såkaldte teoretiske Argumenter. Han gik imod den dialektiske Materialisme og stillede en »human Socialisme« op imod Klassekampen. Han foreslog, at det socialdemokratiske Partis Statutter skulle revideres, så det blev muligt at komme til Enighed med MRP. Ved at gøre MRP til Socialdemokratiets Allierede satte Leon Blum dette Parti i Stand til at kalde sig et »venstreorienteret« Parti. I Virkeligheden er MRP kun en ny Form for reaktionær Organisation. MRP prøver at drage Skillelinjen mellem sig selv og de tidligere Højrepartier ved at fremstille sig som et Modstandsbevægelsesparti, ved at benytte en demagogisk socialistisk Udtryksform og ved så vidt muligt at skjule sit sande Væsen som et katolsk Parti.

Efter at være blevet enige om fælles Optræden allierede Socialdemokraterne og MRP sig med de Gaulle og blev således i Stand til at begrænse den grundlovgivende Forsamlings Rettigheder. MRP udnyttede Socialdemokraternes Støtte og distancerede dem ganske ved Valgene i Oktober 1945. Men trods MRP's Fremgang havde Kommunisterne og Socialdemokraterne Flertallet i den grundlovgivende Forsamling. Ikke des mindre nægtede Socialdemokraterne, da de Gaulle trak sig tilbage i Januar 46, at danne Regering alene sammen med Kommunisterne, men holdt på, at MRP skulle indtræde i Regeringen, hvorved dette Parti blev den afgørende Faktor i Regeringens Politik. Denne Politik kunne være bremset, for det første ved, at der var taget kraftige og konsekvente Forholdsregler til at nationalisere Nøgleindustrierne under gunstigere Betingelser end dem, der tillod deres delvise Nationalisering, for det andet ved at gennemføre en virkelig Udrensning, der ville have gjort det muligt at reorganisere Statsapparatet fra Grunden og derved sikre sig mod et nyt Fremstød af reaktionære Kræfter. Socialdemokratiets Stilling fik de vaklende Elementer indenfor MRP til at svinge over mod højre, hvorimod en Politik, der var haseret på Aktionsenhed mellem Socialdemokrater og Kommunister, ville have fået dem til at svinge over mod venstre. Resultatet var, at Socialdemokratiet til en vis Grad mistede sin Indflydelse for slet ikke at tale om en anselig Del af sine Medlemmer. Nogle af de socialdemokratiske Ledere sætter imidlertid Forsvaret af Bourgeoisiet over alle Hensyn til Partiet.

Socialdemokratiet tabte Terræn ved Valgene den 2. Juni 1946. Som Følge af, at de yderste Højrepartier ikke havde opstillet Kandidater i flere Departementer, kunne MRP forøge sit Stemmeantal. Det kommunistiske Parti kom ind som Nummer to, langt foran Socialdemokratiet. MRP anså det ikke for muligt på det Tidspunkt at danne Regering uden Kommunisterne. Når man tog den indre politiske Situation i Betragtning, ville en sådan Handling have skabt altfor stor Uro i Masserne, deri indbefattet såvel de menige Socialdemokrater som overhovedet alle Demokrater. På det Tidspunkt var MRP dengang ikke så underdanig overfor USA som nu på det udenrigspolitiske Område.

Ved Valgene den 10. November 1946 led Socialdemokratiet et nyt Nederlag. MRP mistede en Del Stemmer, mens Kommunisterne gik af med Sejren. Under de Omstændigheder gjorde det kommunistiske Parti Krav på Posten som Ministerpræsident. Begivenhedernes videre Forløb er almindelig kendt. Vor Kandidat, Maurice Thorez, blev ikke valgt, fordi tyve Socialdemokrater undlod at stemme. MRP's Kandidat fik endnu færre Stemmer end det kommunistiske Partis Kandidat. Reaktionens Planer gik på det Tidspunkt ikke alene ud på at forhindre os i at stå i Spidsen for Regeringen, men også på helt at udelukke os fra den. Resultatet var, at Blum dannede en rent socialdemokratisk Regering, hvis Formål var at indlede en Periode med Regeringer uden Kommunister. På det udenrigspolitiske Område bragte Leon Blum den fransk-engelske Overenskomst i Stand, fik Frankrig ind i Vestblokken og påbegyndte Krigen i Indokina.

Efter Valget af Republikens Præsident kunne Blum-regeringen ikke fortsætte. Ramadier dannede en ny Regering, der også omfattede Repræsentanter for det kommunistiske Parti. På det indenrigspolitiske Område bebudede Regeringen en Politik, der skulle hæve den brede Befolknings Købekraft. Den udenrigspolitiske Linje var yderst vag, men ændrede intet i den almindelige Linje, Frankrig hidtil havde fulgt. Som et Middel til at hæve Befolkningens Købekraft erklærede Ramadier at ville fortsætte den Prissænkningspolitik, Blum-regeringen allerede havde begyndt af demagogiske Grunde. Denne Politik kunne kun have været gennemført med Held, hvis man havde mobiliseret de brede Masser og navnlig dannet Husmoderkomiteér og Industrikomiteer ved de store Virksomheder til Bekæmpelse af de høje Priser.

Frankrigs kommunistiske Parti mobiliserede Masserne til Kampen mod de høje Priser. Men Regeringen saboterede de Forholdsregler, de kommunistiske Ministre tog, fik Overtaget og var i Stand til at få Befolkningens Tillid til disse Forholdsreglers Effektivitet til at vakle. I Betragtning af Blums mislykkede Forsøg på at sænke Priserne gik CGT (de samvirkende Fagforbund) i Overensstemmelse med Krav fremsat af mange af de store Fagforeninger ind for at indføre en Bonusudbetaling (»Produktionspræmier«) i alle Industrigrene, hvilket ville have betydet en Lønforhøjelse. Ramadier modsatte sig dette Krav og gjorde i Begyndelsen af Maj i År Sagen til et Tillidsspørgsmål. Han benyttede Spørgsmålet om Bonus som et Påskud til at fjerne Kommunisterne fra Regeringen. Det var et Påskud af samme Art som det, der blev anvendt under Debatten om Krigen mod Vietnam. For Ramadiers Vedkommende var det imidlertid åbenbart, at det i Virkeligheden drejede sig om at udføre Amerikanernes Ordrer om, at Kommunisterne skulle fjernes fra Regeringen. Fra det Øjeblik skulle vi have lagt Hovedvægten ikke på de Påskud, der blev brugt til at fjerne Kommunisterne fra Regeringen, men på de Faktorer, der virkelig var bestemmende for denne Politik, nemlig de amerikanske Imperialisters Indblanding i Frankrigs politiske Liv. Vi må erkende, at vi ikke gjorde det tilstrækkelig kraftigt, hvad der var Skyld i den noget usikre Holdning, vort Parti indtog overfor Ramadier-regeringen efter Begivenhederne i Maj. Partiet forstod imidlertid den Fare, der uvægerligt ville være forbundet med vedblivende at indtage denne usikre Holdning. Ved det nylig stedfundne Møde i Centralkomiteen understregedes Nødvendigheden af at forstærke Kampen mod Ramadier-regeringens arbejderfjendtlige, pro-amerikanske Politik.

En fastere Holdning fra Frankrigs kommunistiske Partis Side overfor Ramadier-regeringen var så meget mere påkrævet, som Frankrigs Udenrigspolitik efter Kommunisternes Fjernelse fra Regeringen undergik dybtgående Forandringer. Den Rolle, Bidault spillede ved at sammenkalde en Konference af seksten Lande for at sætte den såkaldte Marshallplan i Funktion, lettede til vor store Beklagelse og dybe Skam Omstillingen af vort Land til et blot og bart Redskab for den amerikanske Imperialisme, der på een Gang retter sig mod andre Nationers Suverænitet og Uafhængighed og mod Freden. Til Trods for at vore Fjender prøver at påtvinge os det Indtryk, at Frankrig ikke kan klare sig uden Amerikas Hjælp, er der en dyb Understrøm af Fjendtlighed i Landet mod USA´s Ekspansionspolitik. Vore Fjender, der spekulerer i denne Hjælp, prøver at tvinge os til at indvillige i, at Frankrig underkaster sig USA, der ønsker at benytte vore økonomiske Vanskeligheder til at gøre Frankrig til et reaktionært Brohoved i Europa. Vi bekæmper den Politik, men der er ingen Tvivl om, at Kampen må føres med stigende Styrke. De europæiske Lande kunne utvivlsomt ved egne Anstrengelser, gensidige Overenskomster og Vareudveksling sikre deres Genopbygning uden Amerikas Hjælp. En Påvisning af dette ville gøre et dybt Indtryk.

Jeg skal nu tale om de Betingelser, hvorunder vort Parti begynder den ny Valgkampagne. I de sidste Måneder er vor Indflydelse i Arbejderklassen, i den brede Bondebefolkning og blandt Middelstanden i Byerne steget. Det er derfor, vore Fjender har vedtaget en Valglov, der er rettet mod Kommunisterne. Ved at indføre Forholdstalsvalg i Kommuner med en Befolkning på over 9.000 og Flertalsvalg i Kommuner med en Befolkning på under 9.000 prøver de at forhindre os i at besætte Borgmesterembedet, selv om vi skulle få et Stemmeflertal, og gennemføre i lokal Målestok, hvad de gjorde med Staten som Målestok - nemlig forhindre det stærkeste Parti i at tage Førerskabet indenfor Byrådene. Vi vil komme til at føre en bitter Kamp, så meget mere som den amerikanske Imperialisme, der står bag den franske Regering, dikterer den en anti-kommunistisk Politik, som ved Begivenhedernes egen Kraft er ved at blive en anti-fransk Politik. Vort Parti er imidlertid stærkt. Det har stor Indflydelse i visse Lag af den arbejdende Befolkning. Hvis vi skærper vor Kamp mod Regeringens reaktionære Politik, kan det kun yderligere styrke vor Indflydelse. Der hersker i Frankrig en stærk Utilfredshed, som endogså har bredt sig til Regeringen, hvor Ramadier kun fik et knebent Flertal. Det, der reddede ham, var, at de yderliggående Højrepartier undlod at stemme, da han forlangte et Tillidsvotum. Ramadier klamrer sig til Magten ved at lade, som om han ønsker at føre en »Mellemvejspolitik« i Forholdet til de Gaulle og Kommunisterne. Vi afslører denne Manøvre ved at bevise, at Ramadier i Virkeligheden fører en Politik, der er i de Gaulles Interesse.

De Gaulle samler tidligere Vichy-elementer i sin Organisation, RPF (»Den franske Folkesamling«), og benytter sig endvidere af de Folk, der står til hans Disposition indenfor de forskellige Partier, naturligvis med Undtagelse af det kommunistiske Parti. De Gaulle har bestemt at opstille Kandidater til Kommunevalgene, en Kendsgerning, der muligvis vil komme til at gå hårdt ud over nogle af de andre Partier. For vort Vedkommende vil det måske komme til at betyde ny Muligheder for at forhindre Dannelsen af en antikommunistisk Blok, som de alle fra Ramadier til de Gaulle drømmer om, og for at skabe Arbejdernes og de demokratiske Kræfters Samling. De Gaulle spekulerer i kaotiske Tilstande i vort Land og sanktionerer Mord, Brug af Bomber og Gift og Ødelæggelse af afgrøden, for at nå sit Mål. Han får Hjælp til dette af tidligere Medlemmer af LVF (Frikorpsfolk fra den tyske Hær), Fascister, der er løsladt fra Fængslerne, Vichys tidligere Gestapofolk og Spioner fra BCRA (de Gaulles Efterretningstjeneste), der alle har sluttet sig til ham. Alle disse Elementer har det som Mål at skabe kaos i Landet for derved at fremkalde et almindeligt Ønske om Ro og Orden, som kun kan opnås ved Hjælp af »en stærk Mand«.

Vi bekæmper denne Politik og bliver i stigende Grad anerkendt af den brede Befolkning som det Parti, der søger at opretholde Ordenen, mens Ramadier betragtes som den, der baner Vejen for de Gaulle. Der bliver gjort Forsøg på at forvanske Indholdet af den kommende politiske Kamp. Ramadier gør det ved at erklære,, at det gælder »de Gaulle eller Kommunisterne«. Vort Svar er »Demokrati eller Reaktion«. Der kan ikke eksistere noget Demokrati uden Kommunisterne. Vor Taktik går ud på at forene alle demokratiske Kræfter, der forsvarer de nationale Interesser, at samle alle de Elementer, der føler sig foruroligede ved de Gaulles Virksomhed. Frankrigs Indenrigspolitik er imidlertid for Øjeblikket bestemt af dets Udenrigspolitik. Hver eneste Handling, Regeringen foretager sig, bærer Præget af de amerikanske Imperialisters Tryk, der krævede Kommunisterne fjernet fra Regeringen for at styrke deres eget Herredømme over Landet. Vi har ikke gjort tilstrækkelig kraftigt opmærksom på denne de amerikanske Imperialisters ustandselige Indblanding i Frankrigs Affærer. Fra det Øjeblik, vort Parti blev fjernet fra Regeringen efter de amerikanske Imperialisters Krav, skulle vi have ført en stærk Oppositionspolitik overfor Ramadier-regeringen. Det ville have gjort det muligt at gøre den brede Befolkning klar over den kritiske Stilling, vort Land befinder sig i, og over det utålelige Pres, der bliver lagt på det udefra. Havde vi gjort det allerede i Begyndelsen af Maj, ville vi have overvundet den Vaklen og Ubeslutsomhed,, som senere bar givet sig Udtryk i Ledelsen af Massebevægelsen. Centralkomiteen gjorde opmærksom på denne Svaghed og præciserede Partiets Linje ved resolut at opfordre det til at stille sig i Spidsen for Massebevægelsen og ikke sky nogen Anstrengelse for at gøre den til en politisk bevidst Bevægelse. Vi står overfor det alvorlige Problem at samle de brede Masser for at sætte en Stopper for den Politik, der bliver ført af den hjemlige Reaktion, en Politik, der har til Hensigt at gøre Ende på den nationale Uafhængighed, og som bliver ført ud i Livet under Ledelse af Socialdemokraten Ramadier. Ramadiers Politik var Genstand for utallige kritiske Bemærkninger under den nylig stedfundne socialdemokratiske Kongres i Lyon. Det må imidlertid understreges, at Kritikken ikke berørte så vigtige Problemer som Forsvaret af Frankrigs Suverænitet og Uafhængighed. De førende Socialdemokrater nærer ikke det svageste Ønske om at beskytte Landets nationale Interesser; derimod fremstilles Underdanighedspolitikken overfor de amerikanske Imperialister som et Udtryk for fremskridtsvenlig »Internationalisme«. I Kampen for at frelse Landet fra at blive gjort til Slave for den amerikanske Monopolkapital håber vi at finde allierede både blandt de menige Medlemmer af Socialdemokratiet og blandt dets Funktionærer. Vi vil også finde andre allierede, for der hersker overhovedet ingen Tvivl om, at det franske Folk - det samme gælder forøvrigt Folk af andre Nationer - aldrig vil finde sig i at blive lagt i Slavelænker.

Efter en Periode, hvor en vis Stagnation har gjort sig gældende, er vort Parti påny i Vækst. Ingen vil kunne benægte dets store Indflydelse i den brede Befolkning. Vort Parti anerkender fuldt ud det Ansvar, der hviler på dets Skuldre, i Betragtning af den Rolle, Frankrig nødvendigvis må spille i internationale Forhold. Ved det nylig afholdte Møde i Centralkomiteen blev det besluttet at forstærke Kampen på den ideologiske Front. Der er sat ind på at forbedre Arbejdet i Partiorganisationerne og på at hæve Partimedlemmernes politiske. Standard ved at udvikle Evnen til Kritik og Selvkritik. Der er også sat ind på at forbedre Indholdet af vore Aviser og Tidsskrifter og få sat deres Oplag i Vejret. Der er udarbejdet Planer for en systematisk politisk Opdragelse af vore ledende Kadrer, først og fremmest af alle Medlemmerne af Centralkomiteen. Frankrigs kommunistiske Parti, der står sammen om sin Ledelse med Maurice Thorez i Spidsen, vil således ikke sky nogen Anstrengelse for at holde sig på Højde med det Arbejde, der venter Partiet. Vi støtter Forslaget om at oprette Kontakt mellem de forskellige kommunistiske Partier, og jeg kan stå inde for, at de franske Kommunister, der er sig deres Rolle som årvågne Forsvarere af Frankrigs Suverænitet og Uafhængighed bevidst, under Marx-Engels-Lenins-Stalins Banner vil være på Højde med Situationen.

Det fascistiske Regime i Italien varede i omtrent tyve År, fra Slutningen af 1922 til 25. Juli 1943. Da Fascismen kom til Magten, begyndte en frygtelig Forfølgelse af det kommunistiske Parti, og det var det første Parti, der blev sat uden for Loven. Det var det eneste Parti, som under fuldstændig Illegalitet fortsatte Kampen imod Fascismen. I 1934 sluttede det kommunistiske Parti en Pagt om fælles Aktion med det socialistiske Parti. De to Partier forpligtede sig til i Fællesskab at kæmpe imod det fascistiske Diktatur, Denne Pagt, som senere blev revideret og ændret efter de forandrede Forhold, tjener stadig som Grundlag for de to Partiers Samarbejde.

Da Mussolini blev afsat, havde det kommunistiske Parti mellem 5.000 og 6.000 organiserede Medlemmer. Foruden disse fandtes der talrige spredte kommunistiske Grupper, som ikke havde Forbindelse med hverandre eller med Partiets Hovedledelse. De italienske Kommunisters forskellige Arbejdsgrene lededes af Kammerater, som havde været aktive i Landet i de tyve År, Fascismen havde været ved Magten; mange af dem havde været i Fængsel eller i Landflygtighed, hvorfra de vedligeholdt Kontakten med de fængslede Partiledere. Før Arrestationen havde et stort Antal af disse Kadrer været aktive inden for de illegale Organisationer eller besøgt Partiskoler i Italien eller i Udlandet. Endelig fandtes der blandt Partiets Medlemmer Hundreder af Veteraner f rå den spanske Borgerkrig, som Vichy-regeringen havde udleveret til Mussolini. Da disse Veteraner først kom ud af Fængslet, blev de bedste Organisatorer og Ledere af Partisanbevægelsen.

Tyve Års fascistisk Styre bevirkede dybtgående Forandringer i det italienske arbejdende Folks politiske Bevidsthed. Det kommunistiske Parti, som ved Fascismens Magt overtagelse kun var et lille Oppositionsparti, og som hovedsagelig havde Indflydelse i de store Industribyer og i de Provinser, som havde en stor Landarbejderbefolkning, vandt i Anseelse og Autoritet blandt alle Dele af det italienske Folk ved sin Trofasthed mod Frihedsidealerne og ved sin heltemodige ,og udholdende Kamp. Til Trods for de Vanskeligheder, som Illegaliteten medførte, formåede Partiet dog at opretholde en betydelig og stabil Organisation. Dette satte Partiet i Stand til at holde Trit med Begivenhederne i Landet og til at vedligeholde en uafbrudt Kontakt med Masserne. Det satte Partiet i Stand til på Trods af Illegaliteten at vinde Fodfæste inden for alle de store Byer og til at udfolde en udstrakt Aktivitet under Krigen for at organisere en systematisk Modstand mod Krigen og Fascismen.

Henimod Slutningen af 1942 opstod der Strejker, som var organiseret af vort Parti, i norditaliénske Byer. En Bølge af politiske Strejker gik over Torino, Milano og Genua i Foråret 1943. De tyske Hæres Nederlag på Østfronten og de allierede Troppers Landgang på Sicilien fremskyndede Begivenhedernes Gang og tvang det italienske Bourgeoisi til at finde en Vej ud af Situationen: De regnede med, at de kunne undgå en Folkeopstand, hvis Mussolini blev erstattet med en mindre kompromitteret Repræsentant for Bourgeoisiet. De valgte derfor Marskal Badoglio, som ved at holde sig til den mindre yderliggående fascistiske Fløj og de ikke-fascistiske konservative Elementer skulle søge at finde Løsningen på Italiens vanskelige militære, politiske og økonomiske Situation.

Meddelelsen om Mussolinis Tilbagetræden blev hilst med Kæmpedemonstrationer. Folket krævede, at der blev gjort Ende på Fascismen og Krigen. De politiske Partier blev genoprettet. Ledelsen af de tidligere fascistiske Fagforeninger gik over til Tillidsmænd, der for det meste var valgt blandt Kommunister, Socialdemokrater og kristelige Demokrater. »Modstandskomitéer«, som repræsenterede de forskellige anti-fascistiske Partier - Kommunister, Kristelig-Sociale, Liberale - blev dannet i alle Byer. Efter nogen Forhaling blev alle politiske Fanger, deriblandt Kommunisterne, som Myndighederne gerne ville have beholdt bag Lås og Slå, frigivet. Efter den 25. Juli 1943 blev trods Modstand fra Badoglio-regeringen iværksat en landsomspændende Agitations- og Organisationskampagne for en sand demokratisk Regering, som ville ophæve Alliancen med Tyskerne og uopholdelig slutte Fred med de Allierede. Under Pres af denne Kampagne og de allierede Hæres Fremgang blev Marskal Badoglio tvunget til at anmode om Våbenstilstand, som blev forkyndt for det italienske Folk den 8. September 1943. Men den Dag, da Våbenstilstanden blev bekendtgjort, forlod Badoglio-regeringen og det kongelige Hof Rom og flygtede mod Syd for at møde de allierede Hære, i Stedet for at opfordre Folket til at gøre Modstand mod Tyskerne og kæmpe imod dem. Den italienske Hær, som da stadig bestod af et stort Antal Divisioner, og Folket, som var gennemsyret af stærke antifascistiske Følelser, blev ladt i Stikken. Hæren, som var overfyldt med fascistiske Officerer, faldt fra hinanden. Derefter rejste Folket Modstandens og Kampens Banner. De antifascistiske Komitéer, som tidligere var samlet i »Modstandskomitéerne«, oprettede »Nationale Befrielseskomitéer (CNL), som påtog sig den Opgave at koordinere og lede Kampen for at befri Landet.

En stor Del af Landet var besat af Tyskerne og af italienske Fascister, som kaldte sig Republikanere og reorganiserede deres Styrker under Ledelse af Mussolini, som Nazisterne havde befriet. Således var Italien delt i to Dele: på den ene Side Egnene længst mod Syd, som de Allierede havde befriet, hvor Arbejder- og Folkebevægelsen var svagest på Grund af de historiske Traditioner og de herskende økonomiske og sociale Forhold, og på den anden Side det af Tyskerne besatte Mellem- og Norditalien, dvs. de Egne, hvor den mest fremskridtsvenlige og kampberedte Del af Befolkningen var koncentreret, særlig i Norditalien. I de Egne, som Tyskerne og de italienske Fascister holdt besat, bredte Kampen sig hurtigt og udviklede sig til en Massemodstand mod det fascistiske Åg, til væbnet Guerillakrig imod Okkupationsstyrkerne. I den nordlige Del af Italien varede denne Kamp, hvori Hundredtusinder af bevæbnede Mænd tog Del, i over tyve Måneder.

Hovedopgaven for alle Antifascister på det besatte Territorium var at øve Modstand og føre en hensynsløs væbnet Kamp imod Angriberne. Det kommunistiske Parti stillede sig lige fra Begyndelsen i Spidsen for Modstandsbevægelsen. Det organiserede Soldaterne i de opløste militære Enheder, samlede de Våben, som Soldaterne havde efterladt, og hvervede Arbejdere og fremskridtsvenlige Soldater til de første Partisanafdelinger. I Modsætning til alle de andre Partier påpegede det kommunistiske Partis Repræsentanter i de nationale Befrielseskomitéer og i disses militære Komitéer lige fra Begyndelsen Nødvendigheden af en hensynsløs væbnet Kamp imod de tysk-italienske Fascister.

Kommunisterne udfoldede en hårdnakket Kamp - og dog lykkedes det dem ikke altid at overvinde Oppositionen fra de Liberale og Kristelig-demokratiske mod aktiv Kamp imod Fascismen. Disse Partier ønskede at begrænse Kampen til at yde Hjælp til de Officerer og Soldater, som havde forladt Hæren, og var af den Mening, at Befrielsen udelukkende var de allierede Militærstyrkers Sag. Medens det kommunistiske Parti's Repræsentanter i de nationale Befrielseskomitéer og i Modstandsbevægelsens militære Organer bestræbte sig for at drage disse Partier ind i en mere målbevidst Kamp mod Landets Fjender og således udvide Kampfronten, begyndte det kommunistiske Parti på egen Hånd at organisere Partisanafdelinger i Samarbejde med alle, som delte dets Synspunkter; det organiserede Kamphandlinger .mod Fjenden og deres Hjælperes Barakker og militære Enheder. Partiet samlede Folket til udbredt Modstand og opfordrede det til at sabotere Tyskernes Forsøg på at udnytte Italiens Industri og Landbrug til militære Formål.

I Kampens Løb sikrede vi os de nødvendige Våben og vandt en førende og fremragende Position i alle Grene af Kampen for Landets Befrielse. Vi organiserede Garibaldi-Stødbrigaderne, der tjente som Mønsterenheder i den væbnede Kamp; vi dannede »GAP« og »SAP« (»Patriotiske Aktionsgrupper« og »Patriotiske Aktionsafdelinger«), som opererede i Byer og Landsbyer. Snart forenede vi alle disse Formationer under Ledelse af lokale, Provins- og Distriktsstabe, som også disponerede over en Hjælpetjeneste: Førstehjælp, Kontakt o.s.v. De andre Partier fulgte vort Eksempel og grundede deres militære Organisationer på lignende . Principper. Vi udfoldede vor politiske og militære Aktivitet under Mottoet: Samarbejde med alle de politiske antifascistiske Organisationer og militære Formationer. Under - hele Kampen fremhævede vi Nødvendigheden af at forene de spredte Partisanformationer under en enkelt Kommando, og det lykkedes os gradvist at oprette en forenet militær Kommando over alle Partisanafdelingerne. I det besatte Italien forbandt vort Parti den væbnede Partisankamp med Arbejdernes og Bøndernes Kamp imod Okkupationsstyrkernes og Kollaboratørernes Voldsregimente.

Fra November 1943 organiserede og ledede Partiet store Strejker i Piémont, Lombardiet, Ligurieri og Toscana. I Begyndelsen af 1944 iværksattes en Generalstrejke, som var organiseret på Initiativ af det kommunistiske Parti og blev støttet af Norditaliens nationale Befrielseskomité, i det tysk-okkuperede Område. Denne Strejke, hvori over en Million Arbejdere deltog, varede en Uge. Denne Massebevægelse skabte gunstige Betingelser for en videre Udvikling af Guerillakrigen og andre Former for Modstandsbevægelse blandt Masserne. Under hele den tyske Okkupation blev Tyskerne og de fascistiske Myndigheder stillet overfor Modstand fra Befolkningen i de forskellige Egne af Italien. Som Følge af Bevægelsen i Masserne fandtes der allerede en Dobbeltmagt i mange af de besatte Områder, nemlig de officielle fascistiske Myndigheder, som blev mere og mere kompromitterede, og de illegale antifascistiske Myndigheder, som nød Folkets Tillid. Foruden disse Områder var der i Norditalien et Antal Zoner, som var helt befriet fra Tyskerne og fra de fascistiske Magthavere. Disse Zoner blev ledet af demokratiske Magtorganer, der var valgt ved frie Valg under Beskyttelse af Partisanenheder.

I Vinteren 1944-45 måtte Partisanbevægelsen udstå mange Lidelser på Grund af Vinterens Strenghed, Tyskernes Grusomheder og Forsøgene fra de Partier og Retninger, som fulgte en »vente-og-se-Politik«, på at desorganisere Partisanbevægelsen. General Alexander, Øverstkommanderende over de anglo-amerikanske Tropper, opfordrede i en Dagsbefaling Partisanerne til at nedlægge Våbnene, vende tilbage til deres Hjem og der afvente »gunstigere Vejrforhold«. Vort Parti protesterede kraftigt imod denne demoraliserende og demobiliserende Kampagne. Det appellerede til Folket og organiserede Indsamlingen af Fødevarer, Klæder og alt, hvad der ellers udkrævedes til at føre Guerillakrig om Vinteren. Denne Kampagne hjalp ikke blot med til at bevare Partisanorganisationerne intakte, den medvirkede også til at skabe større Solidaritet mellem dem og Folket.

Efter Garibaldi-brigadens Eksempel besluttede de andre Partisanafdelinger at fortsætte Kampen hele Vinteren. Resultaterne var strålende: da Foråret kom, havde Partisanbevægelsen stadig alle sine Kadrer og Enheder i Behold. I Begyndelsen af April 1945 gik over 300.000 Partisaner i Norditalien til Aktion og befriede Byerne Bologna, Modena, Parma, Piacenza, Genua, Torino, Milano og hele Venezia-området. Før de allierede Tropper nåede frem, reddede Partisanerne Fabrikkerne og Kommunikationsmidlerne fra den Ødelæggelse, som Tyskerne havde forberedt; tog Krigsfanger i Titusindvis og erobrede betydelige Mængder Våben og Ammunition. De oprettede nationale Befrielseskomiteer og henrettede de italienske Fascistledere. Næsten alle Medlemmerne af Fascistregeringen, deriblandt Mussolini, blev taget til Fange og henrettet af Garibaldi-brigaden. Under Krigen var de nationale Befrielseskomitéer i det besatte Italien den Koalition, hvori alle de antifascistiske Partier var forenet. Men fremfor alt tjente de som Organer, der samlede Masserne til væbnet Kamp. De var også de egentlige Myndigheder i visse Områder, og i en vis Periode blev de officielt anerkendt som sådanne af de allierede Myndigheder og den italienske Regering, hvis Repræsentanter de var. Under Ledelse af Centralkomitéen for den nationale Frihedsbevægelse i Norditalien og De nationale Befrielseskomitéer trak de sidstnævnte Planerne op for Reorganiseringen af Industrien og Landets Administration. De nationale Befrielseskomitéer oprettede Folkedomstole, som skulle dømme de fascistiske Forrædere, de indsatte Kommissærer til at føre Tilsyn med Fabriker og Foretagender, som var blevet forladt af deres fascistiske Ejere, de indsatte Borgmestre, Amtmænd og Politikommissærer, som skulle træde i Funktion i samme Øjeblik, de fascistiske Myndigheder var fjernet. Ifølge en Forordning, der var udstedt af Centralkomitéen for den nationale Frihedsbevægelse i Norditalien på Aftenen for Opstandens Udbrud, oprettedes der Bedriftsråd på Fabrikkerne, hvor Arbejdere, Kontorfunktionærer og teknisk Personel i Forening holdt Fabrikkerne gående sammen med Arbejdsgiverne og Regeringskommissærerne. I ti Dage, dvs. indtil de allierede Tropper og Regeringsmyndighederne nåede frem, ledede De nationale Befrielseskomitéer Norditaliens politiske, sociale og økonomiske Liv. Partisanafdelinger, som ikke var optaget af at forfølge og afvæbne de tyske Tropper, overtog Polititjenesten. Så snart de allierede Myndigheder sammen med deres Tropper nåede til Norditalien, fjernede de Medlemmerne af Modstandsbevægelsen fra de ansvarlige Poster, hvor de nationale Befrielseskomitéer havde anbragt dem, og erstattede dem med Embedsmænd fra det gamle Statsapparat. Hvad Regeringen i Rom angår, så spildte den ikke et Øjeblik, efter at de Allierede i Slutningen af 1945 havde betroet den Landets Administration, men erstattede alle de ansvarlige Embedsmænd, som var indsat af Befrielseskomitéerne, med Embedsmænd fra det gamle Administrationsapparat.

For at forstå Begivenhedernes Udvikling i Italien, må man erindre, at vort Folk ikke frit kunne vælge den nye Regering. Enhver Regeringsdannelse i Italien skulle sanktioneres af de Allierede både med Hensyn til Sammensætning og politisk Farve. Det siger sig selv, at de mere konservative Retninger i den antifascistiske Bevægelse under disse Omstændigheder havde alle Muligheder for at lamme og sabotere ethvert sandt demokratisk Initiativ fra noget Parti eller nogen Partigruppe. Disse konservative Retninger nød direkte Støtte fra de allierede politiske og militære Autoriteter, som havde Kontrol med Regeringen og Nøglestillingerne i Landets nationale Liv.

Alle Anstrengelser for at fjerne de Hindringer, som Højregrupperne opstillede for de venstreorienterede Partier, som var interesserede i Landets Genopbygning, stødte på Modstand fra de allierede Myndigheder. Under de Allieredes Besættelse af Italien var der således to Fremgangsmåder at vælge imellem: enten en målbevidst Kamp for at knuse Modstanden fra de konservative Elementer, hvilket ville have fremkaldt et væbnet Sammenstød med de allierede Myndigheder, eller at udnytte den relative Frihed, man havde opnået, til at videreudvikle og styrke den demokratiske Blok før Valgene til de kommunale Råd og til den konstituerende Forsamling. Af de sidstnævnte afhang Løsningen af de mere betydningsfulde forfatningsmæssige Spørgsmål så vel som Spørgsmålet om Ændringer i Landets Struktur.

Vi valgte den sidstnævnte Fremgangsmåde, hvilket var en logisk og naturlig Videreførelse af Partiets Politik under den nationale Befrielseskrig. For at forstå, hvorfor Partiet valgte denne Fremgangsmåde, må man erindre, at Italien lige var blevet udfriet fra tyve Års fascistisk Diktatur, under hvilket vort Parti havde arbejdet i dyb Illegalitet. Efter Befrielsen måtte der arbejdes på at udvikle og styrke selve Partiet; det var nødvendigt at udbrede demokratiske og fremskridtsvenlige Ideer blandt Masserne i Syditalien, som for det store Flertals Vedkommende havde holdt sig fjernt fra Kampen for Demokratiet i den Periode, hvori Fascismen blev nedkæmpet, og som på Grund af Begivenhedernes Udvikling under Krigen ikke engang havde deltaget i Kampen for Landets Befrielse. Således var den politiske Holdning, vi indtog under Forberedelserne til de kommunale Valg, til Afstemningen om Statens fremtidige Struktur og til Valgene til den konstituerende Forsamling. Endskønt vi ikke var i Stand til at gennemføre større Ændringer i Landets Struktur efter Opstanden, som f.eks. Nationalisering af Bankerne og Industrimonopolerne, Indførelse af en Jordreform o.s.v., gjorde vi dog god Fremgang i Arbejdet på at forbedre Forholdene for det arbejdende Folk i By og på Land. Vi gennemførte vort Krav om, at Arbejderne ikke måtte afskediges fra Fabrikkerne. Dette frelste dem fra Arbejdsløshed under den vanskelige Periode, da Industrien blev lagt om. Det lykkedes os også at få indført progressive Lønsatser og automatisk Regulering af Lønnen i Overensstemmelse med Prisstigningerne. Dette var et betydningsfuldt Resultat, særlig i Devalueringens og Varemangelens Periode. På den kommunistiske Landbrugsministers Initiativ udstedtes en Lov, der overgav de udyrkede og dårligt dyrkede Jordarealer til de jordfattige Bønder og Landarbejdere. Til Trods for Godsejernes Sabotage og Modstand betød denne Lov en gennemgribende Forandring af de gamle sociale, halvfeudale Forhold, der bestod mellem Godsejere og Bønder i mange Dele af det sydlige Italien. Som Følge af en udbredt Bondebevægelse skete der store Forandringer i Kontrakterne mellem Godsejere og Bønder, som hvilede på århundredgamle Traditioner. Disse Forandringer tvang Regeringsmyndighederne til at ophæve den tidligere Fordeling af Avlen med 50 % til hver af Parterne og tilkende Bonden Ret til 53 % af Høsten plus 4 % for Grundforbedring. Bedriftsrådene, der er oprettet af De nationale Befrielseskomitéer, og ved Hjælp af hvilke Arbejderne kontrollerer og tager Del i Administreringen af Produktionen, er endnu ikke blevet anerkendt i alle Dele af Italien. Ikke desto mindre findes disse Bedriftsråd i Virksomhed ved alle større Fabriker og Virksomheder i Norditalien og i Neapel, Toronto, etc..

Det kommunistiske Parti vandt store Sejre ved alle de Valg, der blev afholdt i første Halvdel af 1946, da det opstillede uafhængigt eller sammen med det socialdemokratiske Parti. Italien blev erklæret for Republik som Følge af Afstemningen om Landets Regeringsform, ved hvilken Lejlighed over 12 Millioner Mennesker afgav deres Stemme. Dette var en betydningsfuld politisk Sejr for Partiet, ,som havde kæmpet for dette under Kampen for Landets Befrielse. Ved de kommunale Valg opnåede Kommunisterne sammen med Socialisterne Flertallet af Mandaterne i 35 % af Kommunerne. Socialdemokratiske Borgmestre er i Overtal i de mindre Byer og Kommuner og kommunistiske Borgmestre i de store Byer. I de almindelige Valg til den konstituerende Forsamling den 2. Juni 1946 opnåede vort Parti 19 % af det samlede Stemmetal og det socialdemokratiske Parti 23 % medens de kristelige Demokrater opnåede 37 %. De resterende Stemmer blev afgivet til forskellige politiske Grupper af mindre Betydning. Ved de senere Valg, der blev afholdt i Slutningen af 1946 og Begyndelsen af 1947, fik de kommunistiske Kandidater dog betydelig højere Stemmetal. Derimod tabte de kristelige Demokrater betydeligt Terræn, særlig i Syditalien. Syditalien, som tidligere var Centret for de stokkonservative og reaktionære Elementer, er nu ved at nå op på Højde med de politisk og socialt mest fremskredne Områder i Mellem- og Norditalien. Efter Norditaliens Oprør og Befrielse begyndte Masseorganisationerne at udvikle sig hurtigt. I Begyndelsen af 1947 havde Italiens samvirkende Fagforbund over 6 Millioner Medlemmer. I de nylig afholdte Valg til Bestyrelsen i Forbundet opnåede de kommunistiske Kandidater 58 % af Stemmerne, medens Socialisterne opnåede 22 % og de kristelige Demokrater kun 19,5 %. I de store Fagforeninger vandt Kommunisterne endnu større Sejre. For Eksempel vandt Kommunisterne i »Confederterra« (Landarbejderforbundet) 67 % af Stemmerne, i Metalarbejdernes Forbund 63 % og i Bygningsarbejdernes Fagforening 71 %, osv.

Med Fascismens Likvidering voksede den kooperative Bevægelse og blev stærkere. Over 3 Millioner kooperative Medlemmer er organiseret i Italiens kooperative Forbund, som er i Opposition til den kooperative Organisation, der står under de Kristelige Demokraters Indflydelse. Ved Valgene fornylig i Italiens kooperative Forbund opnåede den kommunistiske Fløj over 70 % af Stemmerne. Foruden Fagforeninger og kooperative Organisationer findes der indflydelsesrige Kvinde-, Ungdoms- og Veteranforeninger. »Italienske Kvinders Union« har omtrent en halv Million medlemmer. »Ungdomsfronten« tæller 273.000 unge Mænd og Kvinder. Denne Organisation er meget populær blandt Landets Ungdom »Italienske Partisaners nationale Forening« tæller over 200.000 Partisaner. Kommunisterne har den overvejende Indflydelse i alle disse Organisationer. Den kommunistiske Indflydelse har også bredt sig til andre Folkeorganisationer som f.eks. Foreningen af Krigsveteraner, Invalider, gensidige Understøttelsesforeninger, kulturelle og Sportsforeninger etc.. Takket være vort Partis urokkelige antifascistiske Politik under hele det fascistiske Regime, takket være dets heltemodige Kamp imod den tyske og italienske Fascisme, takket være dets kraftige Forsvar af det arbejdende Folks demokratiske Interesser, takket være dets utrættelige Arbejde inden for de forskellige Folkeorganisationer er Partiets Medlemstal steget fra 5-6.000 den 25. Juli 1943, da Mussolini i Slutningen af 1945, 2.145.000 i Slutningen af 1946 og 2.279.000 i Slutningen af Juli 1947. Antallet af Kommunister er forholdsvis større i Norditalien og i nogle Områder i Mellemitalien end i de sydlige Områder. I syv Områder er over 5 % af Befolkningen Medlemmer af Partiet (12 % i Emilia, 9 % i Toscana, 7 % i Umbrien etc.). I Siena, Provinsen Toscana, er 20 % af Befolkningen Medlemmer af det kommunistiske Parti. Partiets Hovedorgan, »Unita«, udkommer i fire Udgaver og i et Oplag af ca. 340.000 Eksemplarer. Desuden udgiver Partiet over 50 Ugeblade med et samlet Oplag, der overstiger 400.000 Eksemplarer. Et Landsugeblad udkommer i 65.000 Eksemplarer, og Partiets Månedsskrift i 40.000 Eksemplarer.

Centralkomitéen mener imidlertid ikke, at Partiets organisatoriske Indflydelse blandt Masserne svarer til de Muligheder, som en stof Masseorganisation som Italiens kommunistiske Parti har med sine mere end 2 Millioner Medlemmer. Denne Svaghed hos vort Parti skyldes visse Mangler ved dets politiske Linie, for få Kadrer og mangelfuld politisk Skoling hos de Kadrer, der findes. Centralkomitéen har i Erkendelse af disse Mangler taget de fornødne Skridt til at overvinde dem. Uden at være overoptimistisk kan man sige, at vort Parti har nær Tilknytning til alle de udslaggivende Dele af den italienske Befolkning, og at dets Indflydelse er i stadig Stigen. Foruden den direkte Indflydelse, som Partiet udøver blandt forskellige, Dele af Befolkningen, har det også nær Forbindelse med andre politiske Retninger og sociale Lag, som endnu ikke har bestemt sig til at akceptere vore Principper om uforbeholden Kamp. Vi har en Aftale om fælles Aktion med Italiens socialistiske Parti, vore Funktionærer i Fagforeningerne og i nogle af Masseorganisationerne samarbejder med Socialisterne såvel som med Repræsentanterne for de Kristelige Demokrater, Aktionspartiet og det republikanske Parti.

De reaktionære antikommunistiske Elementer søger på enhver Måde at bringe Splittelse ind i denne Samling af de demokratiske Kræfter, som opnåedes under Befrielseskrigen og stadig eksisterer i et Antal Områder trods Forsøgene på at underminere den. Den mere reaktionære Fløj af de Kristelige Demokrater sparer ingen Anstrengelser for at bryde de folkelige Partiers Enhed. Det lykkedes dem efterhånden at hæmme De nationale Befrielseskomitéer, som blev dannet under Kampen for Friheden, i deres Virksomhed og tilsidst at få dem opløst. Dette Parti forsøger nu at bringe Splittelse ind i Fagforeningerne og har med dette Mål for Øje oprettet »Kristelig Forening af italienske Arbejdere« og »Foreningen af Jordejere blandt Bønder«. Det er lykkedes dem at splitte den kooperative Bevægelse og Kvinde- og Ungdomsorganisationerne.

Fjender af Demokratiet og den nationale Enhed arbejdede også inden for Det socialistiske Parti, hvor de forsøgte at få dette Parti til at ophæve Aftalen om fælles Aktion med Kommunisterne og danne en Blok sammen med de reaktionære antikommunistiske Partier. Forsøget slog fejl, og., de. måtte nøjes med at splitte Det socialistiske Parti. Højre-Socialisterne og nogle Grupper trotskistiske Eventyrere brød ud af Det socialistiske Parti og dannede under Saragats Ledelse et nyt Parti, som de kaldte »Italienske Arbejderes socialistiske Parti«. Dette Parti påstår, at det »kæmper for Socialismen, uafhængigt af Kommunisterne og enhver fremmed Indflydelse«. I Virkeligheden er Arbejderklassen det eneste, det er »uafhængigt« af, og det har intet tilfælles med Socialismen det er den amerikanske Imperialismes betalte Lakaj, hvilket er blevet godtgjort ved Offentliggørelsen af uigendrivelige Dokumenter. Det er Antikommunismens Fortrop i Arbejderklassens Rækker.

Det varede ikke længe, før Saragats Parti afslørede sig selv for de demokratiske Partier, på hvis Bekostning det havde håbet at komme frem. Ganske vist havde det Held til at splitte Det socialistiske Partis Grupper i Deputeretkammeret. Men ved Valgene fik Saragats Parti kun en ubetydelig Del af de Stemmer, som hidtil var blevet afgivet til Socialisterne. Man kan roligt sige, at Saragats Forsøg på at ødelægge det socialistiske Parti og at tvinge Socialisterne til at forlade Samarbejdet med Kommunisterne er slået fuldstændig fejl. Der er endnu nogle Repræsentanter for den reformistiske og antikommunistiske Fløj af det gamle socialistiske Parti, som håber at kunne skille Det socialistiske Parti fra Kommunisterne og fremkalde en ny Splittelse. På Grund af at Saragats indledende Forsøg blev en Fiasko, og på Grund af de gode Resultater af Samarbejdet står Reformisterne i Det socialistiske Parti dog isolerede, og deres Indflydelse tager af.

Splittelsen i Det socialistiske Parti, som blev Følgen af Saragats Virksomhed i Januar 1947, gjorde det lettere for de Gasperi at manøvrere Socialisterne og Kommunisterne ud af Regeringen. Da de Gasperi havde lidt Nederlag i Krisen i Januar, fremkaldte han under direkte Pres af USA og Vatikanet, en ny Regeringskrise i Maj 1947. Denne Krise blev fremkaldt under Foregivende af, at Italien ikke kunne eksistere uden Hjælp fra Amerika. De forenede Stater afslog på deres Side at støtte en Regering, hvori der sad Kommunister. De for måtte Kommunisterne fjernes fra Regeringen. På denne Måde gennemførte de Gasperi i Virkeligheden et Statskup. Han gjorde Ende på Samarbejdet mellem de store Massepartier, som var kommet i Stand under Befrielseskrigen. Dette Samarbejde viste sin Frugtbarhed under Valgene til den grundlovgivende Forsamling. Efter at have afbrudt Alliancen med Venstrepartierne dannede de Gasperi. uden Hensyn til sit politiske Program før Valget, en Blok sammen med Højrepartierne.

Fjernelsen af Kommunisterne og Socialisterne fra Regeringen betød en gennemgribende Forandring af den politiske Situation i Italien. Kammerat Togliatti udtalte i Deputeretkammeret, at denne Løsning på Krisen betød en Splittelse af de demokratiske Partier i Italien. Det kommunistiske Parti afslørede hensynsløst de indre og ydre Årsager til, at det var blevet fordrevet fra Regeringen. Efter at have fjernet Repræsentanterne for Venstrepartierne fra Regeringen, fik Reaktionen frie Hænder i Udenrigspolitikken og forsøgte at stille Italien til Rådighed for den anglo-amerikanske Imperialisme. Den nye de Gasperi-Regering afslørede straks sin reaktionære, antidemokratiske Karakter. På Grund af den Måde, hvorpå de kristelig-demokratiske Deputerede stemte i den grundlovgivende Forsamling, blev Valgene til Deputeretkammeret, som var fastsat til Efteråret 1947, udsat til Foråret 1948. Alle de demokratiske Friheder, som var blevet vundet under Befrielseskampen, er nu i Fare. Medens de kommunistiske Ejendomme er Genstand for Politirazziaer, Partisaner arresteres, og der tages skridt til at Forbyde Fabrikkernes Vægaviser og Arbejdermøder, tillades det fascistiske Aviser at udkomme, og fascistiske Forbrydere løslades fra Fængslet.

Politiundertrykkelsen har ikke taget Modet fra Det kommunistiske Parti. Tværtimod har den stimuleret dets Arbejde, gjort det mere kampberedt. Nye Medlemmer slutter sig til Partiet. Stadig flere Mennesker besøger vore Møder og tager Del i vore Demonstrationer. Komitéer, der skal arbejde for Samarbejde mellem de forskellige politiske Retninger, og Kampkomitéer til Forsvar for Demokratiet og Republikken er under Oprettelse i flere Byer. De Gasperi-Regeringens økonomiske Politik nedsætter den arbejdende Befolknings Levestandard. Nye Prisstigninger er sat ind, Liren falder stadig i Kurs, Arbejdsgiverne gør endnu et Forsøg på at afskedige Arbejdere og Kontorfolk en masse. De ønsker at afskaffe den progressive Lønskala. Regeringen søger at tilintetgøre de politiske Sejre, som det arbejdende Folk vandt ved sin Opstand. Arbejdsgiverne for deres Del prøver at gøre det samme på det økonomiske Område, og får hertil Regeringens Støtte.

Kampen mellem Demokrati og Reaktion, mellem Arbejdere og Arbejdsgivere tiltager i Heftighed. For første Gang siden Befrielsen er der gået en Bølge af Masseaktioner og Strejker over Italien. Over en Million Landarbejdere gik i Strejke i Podalen. 600.000 Metalarbejdere nedlagde Arbejdet i 24 Timer. Bevægelsen blandt Bønderne, som har til Formål at overtage de udyrkede og dårligt dyrkede Jorder, har bredt sig ud over hele Landet. Den 20. September afholdtes der i alle Byer store Protestdemonstrationer mod de høje Priser. Disse Demonstrationer blev organiseret af Kommunisterne tilligemed Socialisterne, Aktionspartiet og Det demokratiske Arbejderparti. Efterhånden som den politiske og økonomiske Kamp skærpes, fordobler de Kristelige Demokrater deres Splittelsesvirksomhed i Fagforeningerne og prøver på enhver Måde at hindre og lamme Fagforeningernes Arbejde. På Fagforeningernes Kongres i Juni 1947 nægtede de kristelig-demokratiske Fagforeningsledere at stemme for en Resolution, der opfordrede til politiske Strejkeaktioner. Resolutionen, som blev forelagt af Kommunisterne og Socialisterne, blev imidlertid vedtaget med overvældende Majoritet. De kristelig-demokratiske Ledere stillede en Mængde Betingelser, men de vovede ikke at gå så vidt som til at splitte Forbundet. De har gjort sig til Forkæmpere for de Gasperi-Regeringens folkefjendtlige Politik. De prøver nu at sabotere Massernes Aktioner, at splitte Massernes Enhed.

I Udenrigspolitikken har de Gasperi-Regeringen vist sin Redebonhed til at indgå enhver Aftale med Amerikanerne. Den opmuntrer og leder en ondskabsfuld Løgne- og Sladderkampagne imod Sovjetunionen og de nye demokratiske Stater. Denne Kampagne, som er inspireret af Agenterne for Amerika og Vatikanet, skal tjene til at dække over de amerikanske Imperialisters og italienske Chauvinisters Manøvrer og Krigspolitik. Idet Reaktionen benytter sig af Italiens Trang til Hjælp udefra, forsøger den at bevise, at denne Hjælp kun kan komme fra Amerika og kun vil blive ydet på Betingelse af, at Italien fører en antikommunistisk Politik, at det gør sig til Redskab for de amerikanske Imperialisters Ønsker og Planer. Marshallplanen er Hovedvåbnet i den inden- og udenlandske Reaktions Kamp imod Demokrati, Frihed og national Uafhængighed. Vort Partis Standpunkt til Spørgsmålet om Hjælp fra Udlandet og Forbindelser med De forenede Stater er klart og tydeligt. Det kan udtrykkes således: Forsvar for Italiens Frihed og Uafhængighed, Forsvar for Fred, Venskab og Samarbejde, ikke blot med de anglo-amerikanske Nationer, men også med Sovjetunionen og de nye demokratiske Stater. Vi har Brug for Amerika, men Amerika har også Brug for os. Vi trænger til Amerikas Hjælp, men vi behøver også økonomisk Samarbejde med alle de andre Lande, i Særdeleshed med de østeuropæiske Stater. Vi vil modsætte os enhver Plan, som binder vore Hænder og gør os til Slaver af en udenlandsk Magt.

Italiens kommunistiske Parti afslørede Marshall-Planen som skadelig for vor Økonomi og farlig for vor nationale Selvstændighed, fordi den fører a) til Dannelse af en Blok af Stater, som fører en sovjetfjendtlig Politik, b) til Europas Opdeling i to Blokke, c) til, at en Gruppe af Stormagter blander sig i andre Staters indre Forhold, d) til politisk Indgriben i europæiske Staters indre Forhold, hvilket Grækenland giver et levende Eksempel på. Vi prøver at forklare det italienske Folk, at det ikke er »Hjælp«, vi har Brug for, men økonomisk Samarbejder Ordet »Hjælp« henleder Tanken på Velgørenhed og Afhængighed. Vi har Midler og Ressourcer nok til at forhandle ,med De forenede Stater på lige Fod og ikke som fattige Slægtninge. I sin Tale til Det kommunistiske Parti's Centralkomité konstaterede Kammerat Togliatti, at til Trods for den nye Situation, som de Gasperis Statskup har fremkaldt, er vort Partis vigtigste strategiske Mål stadig et fremskridtsvenligt og demokratisk Regime. Dette kan kun opnås ved at danne og bevare en bred og stabil Blok af demokratiske og folkelige Partier, som er i Stand til at spærre Vejen for Reaktionen og til at lede Regeringens Virksomhed i en ny demokratisk og konstruktiv Retning. Det politiske Mål, vi kæmper for i Dag, er de Gasperi-Regeringens Fald. Vi kæmper for at oprette en Regering, hvori alle folkelige og venstreorienterede republikanske Partier er repræsenteret. Men vi forstår fuldtud, at dette Mål kun nås ved Presset fra de brede demokratiske Kræfter.

Partiet har ikke til Hensigt at blive stående i Defensiven, medens Reaktionen og de Gasperi-Regeringen angriber det fra alle Sider. Vi vil ikke tillade dem at jage os i Illegalitet. Vi vil forsvare os og gå til Modangreb; vi vil vedblive at stå i Spidsen for Folkemasserne, der kæmper for Arbejde og Brød, for Fred og Frihed. Vi retteøen Appel til alle Partier og alle Organisationer, som kalder sig demokratiske og venstreorienterede, om at slutte sig til denne Kamp, og vi vil afsløre alle, der repræsenterer den kristelig-demokratiske og amerikanske Reaktion i Demokratiets Rækker. Vi vil arbejde i de lokale Organisationer og Bestyrelser, og vi vil indgå Aftaler med de forskellige Partier og Organisationer. Vi vil skabe en Bevægelse for Enhed blandt Arbejdere i By og på Land, vi vil opbygge en stærk Enhedsfront, sammensat af alle sande Demokrater, af alle Dele af det arbejdende Folk, og anføre dem i Kampen mod de Gasperi-Regeringen, til Forsvar for Frihed og Demokrati.

Det er i Hovedtrækkene vort Partis Virksomhed i Øjeblikket. På det Møde, der fornyligt blev afholdt af Centralkomiteen, drøftede vi Partiets politiske Linie og praktiske Arbejde. Centralkomiteen erkendte de alvorlige Mangler i Partiets politiske Orientering og i dets praktiske Arbejde. Partiet viste stor Svaghed, da vi blev sat ud af Regeringen og blev til et Oppositionsparti. Denne Opposition kom hovedsagelig til Udtryk i Pressen og i offentlige Taler. I den senere Tid er vor Opposition blevet mere effektiv som Følge af flere økonomiske Kampe og Masseaktioner. Denne Virksomhed holder sig inden for Rammerne af Økonomiske Fagforeningskrav og har endnu ikke udviklet sig til en bred Massebevægelse med klare politiske Mål. Centralkomiteen konstaterede også en vis Tendens hos vor organisatoriske Ledelse til at begrænse vort Arbejde til de Dele af Befolkningen, som allerede står under vor Indflydelse, og således forsømme de Befolkningsgrupper, som endnu ikke har sluttet sig til os, og som står ubeslutsomme eller passive i den politiske Kamp. Den henledte også Opmærksomheden på Tilbøjeligheden til at lade Forholdet mellem vort Parti og de andre demokratiske Partier udvikle sig på bedste Beskub, på Svagheden i Bestræbelserne for at forhindre, at der skabes en Kløft mellem os og de Elementer fra Arbejderklassen, som er tilsluttet Det kristelig-demokratiske Parti.

Partiets Centralkomité understreger, at vi ikke kan tillade os passivt at afvente de Gasperi-Regeringens Fald som et Resultat af parlamentariske Forviklinger. Hvis det virkelig er vort Mål at fremkalde en Forandring i vort Lands politiske Ledelse, må vi først og fremmest få Befolkningen til at slutte op om vore Kampmål. Dette opnås kun ved utrættelig Agitation og Propaganda. Med dette som Udgangspunkt har Centralkomiteen besluttet at koncentrere sin Virksomhed om følgende Punkter: 1. Forsvar for de demokratiske Friheder, 2. Forsvar for Folkets Levestandard, 3. Beskyttelse af de små og mellemstore Ejendomsbesiddere imod overdreven Beskatning, 4. Kamp imod enhver Form for Uretfærdighed, Vold og Udplyndring.

For at gøre Industri og Landbrug uafhængig af de store Monopoler og Godsejere vil Partiet agitere for, at Arbejderne får Kontrol med Industrien gennem Bedriftsråd, og for en øjeblikkelig Indførelse af en Jordreform, som kan tilfredsstille den italienske Landbefolknings mest påtrængende Behov. For at sikre Gennemførelsen af denne Politik samler vort Parti sig om sin Centralkomité og om sin Leder, Kammerat Togliatti. Vi kender vor Styrke og vore Svagheder, vi kender de Opgaver, der påhviler os, og de Muligheder, som de forhåndenværende Forhold mellem de mange forskellige Særgrupper og politiske Bevægelser i Italien giver os. Vi vil overvinde vore Svagheder i denne Kamp. Vi ved, at vi går vanskelige sociale og politiske Forhold i Møde i Italien og i Europa, og vi vil møde dem ideologisk, politisk og organisatorisk vel forberedt. Derfor slutter jeg mig til Kammerat Duclos' Beretning og byder på den italienske Delegations Vegne denne Konference velkommen, fordi den giver os Lejlighed til at udveksle vore Erfaringer i den Kamp, som vi fører i Fællesskab med alle vore ledende kommunistiske Broderpartier i Europa. Denne Udveksling af Erfaringer vil hjælpe os til at forbedre vort politiske og organisatoriske Arbejde. Den vil hjælpe Partiet til at anføre det italienske Folk i Modstandskampen mod Reaktionen og den amerikanske Imperialisme, som ønsker at bruge vort Land som en Brik i deres Spil om Europas Frihed. Vi er overbevist om, at når vi således stiller os i Spidsen for det italienske Folks Kamp for Frihed og national Uafhængighed, vil vi vinde nye politiske og sociale Sejre på Vejen til Socialismen.

Den Vej, Jugoslaviens kommunistiske Parti har tilbagelagt fra det Tidspunkt, da Fascisterne okkuperede Landet, og indtil nu, har ført os gennem store Sejre og til strålende Resultater i Kampen for de jugoslaviske Folkeslags Uafhængighed, for Folkets Magt, for Landets økonomiske Genrejsning og for socialistisk Opbygning. Så store Sejre over en stærkere Fjende kunne kun vindes af et Parti, der var hærdet i en lang Kamp imod Folkets Fjender, og som gennem denne Kamp havde fået et relativt højt ideologisk Niveau. Det er netop dette, som satte Partiet i Stand til at drage Fordele af alle de Midler og Muligheder, som objektive Omstændigheder tillod i Kampen for at tilintetgøre Fjenden og Forræderne mod Folket. Det er en stor Misforståelse at tro, at det kun var under Krigen, at det kommunistiske Parti blev tæt knyttet til Folkets brede Masser, altså at Partiet »tilfældigvis« vandt Indflydelse blandt Folkets Masser på Grund af visse »gunstige« Vilkår under Krigen. Tværtimod, Jugoslaviens kommunistiske Parti havde vundet stærke Positioner i Masserne længe før Krigen. Ikke blot viste Partiet sig som den bedste Forkæmper for Arbejderklassens, Bøndernes og de arbejdende Massers økonomiske Krav, men også som det eneste konsekvente, politiske Parti i Jugoslavien, der indtog en klar Stilling i det nationale Spørgsmål, og som aktiviserede Masserne i Kampen for de jugoslaviske Folkeslags Selvbestemmelsesret, Ligestilling og for Folkemassernes demokratiske Rettigheder. Den Politik, der mobiliserede Masserne til Landets Forsvar mod den optrækkende Agressionsfare fra Aksemagterne, var af særlig stor Betydning for Styrkelsen af vort Parti's Indflydelse.

Til Trods for at Jugoslaviens kommunistiske Parti arbejdede i fuldstændig Illegalitet og udsat for den mest tøjlesløse Terror og Forfølgelse, styrkede og rensede Partiet samtidig sine egne Rækker og udstrakte sine Organisationer over hele Landet. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Udrensningen og selve den organisatoriske Styrkelse af Jugoslaviens kommunistiske Parti efter 1937, under Marskal Titos Ledelse, var en Betingelse for og en af de vigtigste Årsager til Sejren. Partiet gik ind i Krigen indadtil fasttømret og besjælet af en dybtgående revolutionær Ånd og udadtil tæt knyttet til Masserne. Således var vort Parti allerede før Krigen en af de stærkeste politiske Faktorer i Landet. Dette fik man et tydeligere Indtryk af under det tysk-italienske Angreb på Jugoslavien i April 1941 og i de første Måneder af Besættelsen.

I Krigens April-Fase gik vort Partis Linie først og fremmest ud på af al Magt at styrke Frontens Modstandskraft imod Overfaldshærene, at fjerne uduelige og forræderiske Officerer, at lade Kampledelsen i visse Frontafsnit overgå til dygtige Patrioter, at bevæbne Civilbefolkningen og særligt Arbejderne i Byerne og at organisere dem til Kamp sammen med Hæren, at styrke den antifascistiske Indflydelse i Hæren, at fastslå Nødvendigheden af en demokratisk Folkeregering, som kunne føre Krigen mod den indtrængende Fjende, og at fortsætte Kampen mod de tysk-italienske Angribere ved Hjælp af Partisantaktikken på Grund af Fjendens Overlegenhed i åben Kamp. I Aprildagene kunne denne Taktik fra vort Partis Side naturligvis ikke bringe praktiske militære Resultater, eftersom den gamle jugoslaviske Hær usædvanlig hurtigt brød sammen som Følge af den forræderiske Rolle, Størstedelen af det gamle Jugoslaviens politiske og militære Ledere spillede. Den samlede Reaktion og endog det meste af Generalstaben arbejdede bevidst på at afslutte Krigen så hurtigt som muligt, idet de regnede med, at de kunne genvinde deres Magt ved Samarbejde med Besættelsesmagterne, ligegyldig hvordan Krigen endte. Mens den ene Gruppe af de reaktionære Kræfter befæstede sine Stillinger gennem Samarbejde med Besættelsesmagterne, traf den anden Gruppe - dvs. i de reaktionære Kredse omkring Emigrantregeringen - Forberedelse til at vende tilbage til Landet efter Krigen med ,Hjælp udefra for at fortsætte deres gamle, folkefjendske Politik. Det er klart, at disse Herrer aldrig havde tænkt alvorligt på at kæmpe mod den fascistiske Aggression, fordi de udelukkende blev drevet af egne Klasseinteresser eller af deres imperialistiske Herrers Interesser, som de havde været Agenter for længe før Krigen.

Det er unødvendigt at sige, at Besættelsestyrkernes første og hårdeste Slag efter Trællebindingen af vort Land, rettedes mod det kommunistiske Parti. Imidlertid lykkedes det Partiet, takket være sin indre Styrke og de rige Erfaringer fra de mange Års illegale Arbejde, ikke blot at modstå Terroren, men at blive den førende Kraft i Jugoslaviens Frihedskamp. Jugoslaviens kommunistiske Partis politiske Linie efter Begivenhederne i April var klar: Forening af de patriotisk Kræfter i Kampen for national Befrielse, Fortsættelse af de væbnede Modstand mod Besættelsesmagterne i Form af Afledningsmanøvrer og Sabotage, Afsløring og Isolering fra Folket af alle Afskygninger af forræderisk Reaktion og Styrkelse af den førende Rolle, Arbejderklassen spillede i Frihedsbevægelsen, fordi dette var en bydende Betingelse for at gennemføre Kampen; Afsløringen af den forræderiske Rolle de reaktionære Kredse i Eksilregeringen, der var ansvarlig for den forsmædelige Kapitulation, havde spillet; Udviklingen af en vidt forgrenet Kamp mod Besættelsesmagterne, Kollaboratørerne og Forræderne; at træffe de politiske og organisatoriske Forberedelser til en almindelig Folkerejsning i det rette Øjeblik.

Disse Forberedelser til den væbnede Opstand mod Besættelsesmagterne havde både en politisk og en organisatorisk Side. Set fra et politisk Synspunkt kæmpede Partiet for den størst mulige Udvikling af den Nationale Befrielsesfront samtidig med Anvendelsen af de mest skiftende Kampformer mod Fjenden, herunder Boycot og Sabotage af Besættelsestelsesmagternes Foranstaltninger, passiv Modstand, Tilbageholdelse af Levnedsmidler, Skabelse af alle mulige økonomiske Vanskeligheder på Besættelsesmagternes Vej. I Kampen for en Samling af alle patriotiske Kræfter om Kampen mod Besættelsesmagterne lykkedes det Partiet at komme til Enighed med Lederne af forskellige Partigrupper. Samtidig med, og uafhængigt af dette, skabte Partiet nedefra Organisationer af Massekarakter indenfor den Nationale Befrielsesfronts og andre Masseorganisationers Rækker. Således udviklede Partiet uafhængigt Massekampen imod Besættelsestyrkerne, samtidig med at det rakte Samarbejdets Hånd ud til alle Patrioter og til de patriotiske Grupper i de andre Partiers ledende Kredse.

Det er rigtigt, at visse Grupper fra de gamle politiske Partier og enkelte Ledere fra disse Partier sluttede op om den Nationale Befrielsesfront; de var bragt over i Frihedskampens Lejr af deres nationale og patriotiske Følelser. Samtidig må det imidlertid udtrykkeligt slås fast, at som Helhed slog Lederne af de gamle politiske Partier øjeblikkeligt ind på Samarbejde med Fjenden, og sammen med dem alle mulige reaktionære og pseudo-demokratiske »vestorienterede« Kliker. Nogle gjorde dette åbent, andre forsøgte at skjule det i nogen Tid, men Begivenhedernes Udvikling afslørede dem og tvang dem tit at vise sig for Folket, som det de var - Besættelsesmagternes Håndlangere og Hjælpere. Naturligvis er denne Udvikling ikke tilfældig for de herskende Klasser i Jugoslavien, den begyndte ikke først under Krigen. Det er almindeligt kendt, at de nu emigrerede jugoslaviske »demokratiske Koryfæer«, som det reaktionære Amerika og andre foretagsomme Imperialister beklager som »Kommunismens« forfulgte Ofre, er Folk, som først forberedte og underskrev Aftaler med Hitler og senere, da denne Fidus ikke helt virkede efter Planen, forsøgte at hidføre den gamle jugoslaviske Hærs Nederlag så hurtigt som muligt. Senere, da disse Herrer og deres Tilhængere fortsatte denne Linie ved at gå i Samarbejde med Besættelsesmagterne, handlede de kun som den Slags Folk nu engang handler.

Hvorfra stammer da disse Herrers gennemførte Forræderi ? Forklaringen må søges i den Kendsgerning, at disse reaktionære Herrer var de samme under Krigen, som de var før - Folkets Fjender. De priviligerede velhavende Klasser og forskellige kapitalistiske Udbyttere og deres Følgesvende, frygtede ligesom alle de øvrige reaktionære Kliker enhver Form for demokratisk Bevægelse i Masserne under Krigen, ligesom de gjorde det før Krigen. I enhver Bevægelse i Folkets Masser så de en voksende Fare for sig selv og for deres System. Der er derfor intet overraskende i den Kendsgerning, at disse reaktionære Herrer i Kampen mellem Demokratiets Kræfter og Besættelsestropperne uden at tøve valgte at gå over til Fjenden, til Forsvarerne af det imperialistiske System. Landsforræderi blev et lovligt Princip for disse reaktionære Kredses Virke. Vore Reaktionære forblev tro mod dette Princip gennem hele Krigen både for den Gruppes Vedkommende, der åbenlyst understøttede Hitler, og for de »vestorienterede«s Vedkommende. Disse forræderiske Reaktionære regnede mere med de imperialistiske Indtrængere end med Folket, som havde grebet til Våben. Råt og nådesløst trampede de på alle nationale Interesser af Frygt for, at deres Udbytning, Klasseinteresser og deres imperialistiske Herrers Interesser skulle blive truet, når Folket var bevæbnet. Hvis der ikke havde været nogen Frihedsbevægelse og væbnet Opstand, havde de reaktionære Kliker måske været i Stand til i nogen Grad at skjule deres Forræderi overfor Folket, sådan som det har været Tilfældet i visse andre Lande. Udviklingen af den væbnede Kamp krævede imidlertid, at enhver bekendte Kulør. Forræderne afslørede sig selv mere og mere, og alle ærlige og patriotiske Mennesker vendte dem Ryggen.

Det er klart, at i en sådan Situation ville det ikke have været nok at kæmpe for den Nationale Befrielsesfront udelukkende på Grundlag af et Samarbejde mellem Lederne af de politiske Partier. Det var nødvendigt på alle Måder at kæmpe for Massernes Enhed nedefra. Vort Partis Kamp for indenfor Frihedsbevægelsens Rammer nedefra at få dannet Komiteer med Massekarakter, samtidig med Bestræbelserne for at opnå Enighed med Lederne fra andre politiske Partier, fremskyndede Afsløringen af de pseudo-demokratiske Frasemagere og hjalp med til at skaffe rene Linier. Enten var man for Frihedsbevægelsen, der arbejdede henimod en almindelig Folkerejsning, eller man var for Samarbejde med Besættelsesmagterne. Udviklingen af den væbnede Opstand trak fuldstændigt Skillelinjen op. Under den væbnede Kamps hårde Betingelser, som udstrakte sig til alle Afkroge af vort Land, blev alle de, der indtog et »Mellemstandpunkt«, snart tvunget til at vise, på hvilken Side de stod. Det organisatoriske Mål for Forberedelserne til den væbnede Opstand bestod i første Række i at oprette fuldstændig illegale Militærkomiteer, hvilket blev påbegyndt straks efter Nederlaget i April 1941. De militære Komiteer fik til Opgave at træffe alle organisatoriske Forberedelser, til at organisere Indsamlingen af Våben til at uddanne militære Kadrer og organisere Sabotage og Afledningsmanøvrer. Da Hitler angreb Sovjetunionen, havde vi allerede et helt Net af Komiteer over hele Jugoslavien, som var i Stand til at påtage sig Rollen som direkte militære Ledere i den væbnede Opstands første Fase.

De som bagtaler vort Parti, er ofte kommet med det »Argument« mod Frihedsbevægelsen i Jugoslavien, at Frihedskampen først blev fuldt udviklet efter Hitlers Angreb på Sovjetunionen, og ikke før. Med dette »Argument« ville de »bevise«, at Jugoslaviens kommunistiske Parti under Krigen ikke tog Hensyn til den nationale Uafhængighed, men til andre Interesser. I hvor høj Grad denne »Argumentation« er falsk og løgnagtig bevises bedst af den Kendsgerning, at vort Parti så langt tilbage som a April 1941 begyndte at organisere militære Komiteer med konkrete militære Opgaver. På den anden Side er det også klart, at det ville have været umuligt at have udviklet en Folkerejsning af større Omfang på et Tidspunkt, da Hitlers Hære stod ved den engelske Kanal, og da ikke een eneste Hær i hele Europa gjorde Modstand mod de tyske og italienske fascistiske Horder. Desuden var Folkets Masser efter April-Nederlaget endnu ikke klar til at gribe til Våben i Massemålestok.

Disse var Jugoslaviens kommunistiske Partis Centralkomite´s vigtigste Grunde til i Juni 1941 at opfordre alle Patrioter i Landet til at udfolde en bredt anlagt Partisanvirksomhed mod Besættelsesmagterne med det Perspektiv, at den skulle vokse til en almindelig væbnet Folkeopstand. Så tidligt som i Juli og August bredte Partisankrigen sig over hele Landet og begyndte hurtigt at udvikle sig til en almindelig Folkerejsning. I September var en betydelig Del af Landet allerede blevet befriet, og henimod Midten af denne Måned forlod Jugoslaviens kommunistiske Partis Centralkomités Politbureau Belgrad for at tage til de befriede Områder. Partisanstyrkernes Hovedkvarter med Marskal Tito som Øverstkommanderende blev dannet samtidig med forskellige Nationale Hovedkvarterer. Vore militære Styrker øgedes støt til Krigens Slutning. Mange Offensiver blev iværksat, enorme Ofre blev bragt, men den Nationale Befrielseshærs Styrke voksede støt, og de befriede Områder udvidedes fra År til År. Folkets brede Masser besvarede det kommunistiske Partis Appel om at gribe til Våben. Jugoslaviens kommunistiske Partis Centralkomités Linie med Hensyn til Udviklingen af Partisankrig som den vigtigste Form for væbnet Kamp mod Fjenden viste sig at være rigtig. Den Sejr Jugoslaviens kommunistiske Partis Politik vandt indenfor Frihedsbevægelsen blev i første Række sikret af fire Faktorer, fire grundlæggende Elementer i Partiets Taktik.

Den første Faktor var uden Tvivl Jugoslaviens kommunistiske Partis klare Stilling til den væbnede Opstand lige fra Besættelsens første Dag. Partiet kæmpede uophørligt for Samarbejde med alle Partier og alle patriotiske Grupper som var rede til at deltage i den væbnede Kamp. Vort Parti gjorde imidlertid ikke Udviklingen af Kampen afhængig af Resultaterne af disse Bestræbelser. Vort Parti kæmpede for at vinde Masserne ved at udvikle den væbnede Opstand, ved at give Magten til Folket i de befriede Områder og ved i stor Stil over hele Landet at arbejde for en vidtgående Udvikling af den Nationale Befrielsesbevægelse. Jugoslaviens kommunistiske Parti stod ikke blot som Ophavsmand til og Organisator af den nationale Befrielseskamp, men også som den mest konsekvente og bedst organiserede Anfører i Kampen, som den førende Kraft i den nationale Befrielseskrig. Det er klart, at netop dette knyttede Partiet nært til Masserne. På dette Tidspunkt var der selv i vort Parti stædige Dogmatikere som hævdede, at Partisankrig kun kan være et Hjælpemiddel og ikke den vigtigste Faktor i en væbnet Opstand. De hævdede, at det ville blive Byerne og ikke Skovene og Ødemarkerne, der ville afgøre en væbne Opstand. Derfor anså de det for en Fejl at drage Arbejderne bort fra Byerne og ud i Partisanafdelingerne, ja selv at Partiledelsen forlod Byerne og delvis blev en Militærledelse. I Virkeligheden var alle sådanne og lignende Teorier Resultat af en Opportunisme, som frygtede Kampen. Den Sejr, vort Partis Centralkomités Linie vandt, beviste, i Modsætning til alle den Slags opportunistiske Teorier, at under en brutal fascistisk Besættelse var netop Partisankrig kombineret med mangesidig Aktivitet i Byerne den bedste, hurtigste og eneste mulige Vej til Sejr.

Jugoslaviens kommunistiske Parti under Kammerat Titos Ledelse standsede naturligvis ikke med Organiseringen af de oprindelige Partisanafdelinger. Som Øverstkommanderende for Partisanafdelingerne optrak Kammerat Tito lige fra Begyndelsen klare Retningslinier for Dannelsen af regulære Enheder. De oprindelige Partisanafdelinger var mere eller mindre knyttet til en bestemt Egn og stod under Ledelse af et permanent Hovedkvarter indenfor dette Område. Selv om disse Enheder havde Massekarakter, og selv om deres heroiske Kamp er indskrevet i vor nationale Befrielseskrigs Historie som et strålende og glorværdigt Kapitel, var det klart, at hvis man havde ladet sig nøje med disse oprindelige Partisanafdelinger, ville man have tabt Krigen. Det var nødvendigt at skabe en Hær, som ikke bare var i Stand til at gøre Fjende Skade, men som kunne tilintetgøre og slå ham, og som ville være i Stand til at oprette en Front, at erobre Byer og befæstede Anlæg, at befri Landet. Derfor begyndte Overkommandoen allerede i Slutningen af 1941 og Begyndelsen af 1942, da Forholdene var modne til det, at tage de bedste Enheder og de bedste Soldater fra Partisanafdelingerne, og af dem danne operative Brigader, som ikke skulle være knyttet til et bestemt Territorium. Dette var de første regulære Enheder af vor Hær, som blev sendt fra Sted til Sted og som opererede i Overensstemmelse med Overkommandoens samlede Operationsplan. Divisioner og Korps voksede ud af disse Brigader, og sådan opstod den Nationale Befrielseshær, som i Kraft af sin Disciplin og Kamperfaring, Slagkraft og Kampmetoder var afgørende forskellig fra de Partisanstyrker, der i Hovedsagen var og blev Udgangspunktet for Organiseringen af Massernes Modstand. Denne Proces karakteriserede Kammerat Tito i Slutningen af 1942, på følgende Måde: »Oprettelsen af Folkehæren er op til nu det største Resultat af den jugoslaviske Folkerejsning. Denne Proces var lang og besværlig, fordi vor Folkehær voksede frem af små Partisanafdelinger, der bestod af ubevæbnede Patrioter, Bønder, Arbejdere, ærlige intellektuelle og Ungdom fra By og Land, som havde rejst sig mod Undertrykkeren og hans Håndlangere. Det var nødvendigt, og det kostede store Ofre, at fravriste Fjenden hver Riffel, hver Bombe, hver Kugle, hvert Maskingevær, hvert Gevær, hver Morter, og at modstå talrige Offensiver fra en talmæssig og teknisk overlegen Fjende, som for enhver Pris ville undertrykke Folkerejsningen og knuse Partisanafdelingerne og Brigaderne. Vor Folkehær var således ikke skabt ved et Dekret ovenfra, ved Tvang, den var heller ikke bevæbnet af Ammunitionsfabrikanter ... Tværtimod, hver eneste Soldat i vor tapre Folkehær måtte dengang og må stadig i bitter Kamp og med sit eget Blod erobre de Våben, som skammeligt blev overgivet Fjenden i April Måned sidste År af Forrædere mod vort Folk, af forskellige højtstående Officerer og Generaler i den tidligere jugoslaviske Hær. Oprettelsen af Divisioner og Korps, Skabelsen af vor Folkehær, fandt Sted på et Tidspunkt, da alle Betingelser var modne dertil, da det var blevet en bydende Nødvendighed, da talrige Bataljoner og Brigader allerede var blevet dannet, da disse Brigader og Bataljoner allerede var blevet udrustet med næsten alle Slags Våben (undtagen Luftvåben), da det var blevet umuligt at kommandere alle Brigaderne, Bataljonerne og Divisionerne på samme Måde som hidtil, og da endelig en stor Del af vort Territorium var blevet befriet og Kravet om storstilede Offensiv-Operationer meldte sig. Af alt dette følger klart, at Jugoslaviens kommunistiske Parti ved at udvikle Partisankrigen og den væbnede Opstand ikke i Almindelighed betragtede dette som det eneste Middel til at svække Fjenden, til at tilføje ham Tab, til at lægge Pres på den forræderiske hjemlige Reaktion, men betragtede det lige fra første Færd som Vejen til Folkets fuldstændige Sejr over Undertrykkeren og hans Medløbere i Landet. Den anden vigtige Faktor i Frihedsbevægelsens Sejr var den særlige Udvikling, der fandt Sted i Jugoslaviens Nationale Befrielsesfront, og som vi allerede har været inde på. Den Nationale Befrielsesfronts Enhed bestod ikke blot i en fælles politisk Platform. Den Nationale Fronts Udvikling var især bestemt af 2 Faktorer:

1) Den Nationale Befrielsesfront krævede af enhver politisk Gruppe og af hvert enkelt Medlem, at de på den ene eller den anden Måde aktivt hjalp med i Befrielseskampen. Der fandtes, særlig i Begyndelsen, forskellige Politikere, som kun i Ord ville gå ind på den Nationale Befrielsesfronts almindelige Linie, men som ikke ville gå med til væbnet Opstand og Partisankrig. Det var ikke få, som på den Måde var Demokrater og Patrioter i Ord, men som samtidig i Praksis hævdede, at Opstanden skulle vente til Krigens Slutning, når vore allierede ville befri os. Disse Enkeltpersoner og politiske Grupper ville have, at den Nationale Befrielsesfront ikke skulle være en kæmpende Organisation, men kun skulle udsende almindelige Opråb, sådan at de midlertidig kunne søge Ly der, indtil Reaktionens Kræfter igen kunne indsætte dem i deres ledende Stillinger. Jugoslaviens kommunistiske Parti modsatte sig ikke blot sådanne Menneskers og politiske Gruppers Optagelse i den Nationale Befrielsesfront, men afslørede dem for Folkets brede Masser, som Besættelsesmagtens Reserve, som et skjult Støttepunkt for Fjenden. Denne Politik fra det kommunistiske Partis og den Nationale Befrielsesfronts Side gav denne sidste usædvanlig Kampstyrke og forhindrede på samme Tid de forræderiske Manøvrer, der blev iværksat af det såkaldte »demokratiske Centrum«, som på den ene Side anvendte skinliberale og skindemokratiske Slagord, men som på den anden Side angreb det kommunistiske Parti og den Nationale Befrielsesfront, idet de påstod, at de førte de jugoslaviske Folk ud i Eventyr og unødige Ofre, i Stedet for at vente på at blive befriet af de allierede. Alle ægte Patrioter og Demokrater sluttede op om den Nationale Befrielsesfront. I Virkeligheden var Arbejdet på at udvikle den Nationale Befrielsesfront på samme Tid et Arbejde på at isolere Reaktionen fra Masserne og et Arbejde på at forene det arbejdende Folk og alle patriotiske Elementer under Arbejderklassens Førerskab.

2) Dette politiske Indhold svarede også til den organisatoriske Udvikling af Befrielsesfronten eller Folkefronten, som den blev kaldt efter Jugoslaviens Befrielse. Den store Befrielseskamp krævede Folkets Enhed under en Enhedsledelse. Alt dette førte til Konsolideringen af den Nationale Befrielsesfronts og alle dens Organisationers ledende Stilling. I den Henseende spillede Enheden i de lokale Organisationer den vigtigste Rolle, idet den fuldstændig lammede de reaktionære Partiers lokale politiske Virksomhed. Således blev Folkefronten en stor, enig, kæmpende Organisation af Folket, som ikke arbejdede og ikke arbejder på Koalitionsgrundlag eller på Basis af Komiteer med fastsat Repræsentation. men på Basis af fælles lokale Masseorganisationer. Denne Udvikling af Folkefronten som en særlig, men fælles Masseorganisation bestående af alle demokratiske og patriotiske Kræfter i vort Land under Ledelse af Arbejderklassen spillede en afgørende Rolle ved Mobiliseringen af Masserne under Frihedskampen, under Kampen for at tilintetgøre Besættelsesmagten og de hjemlige reaktionære Forrædere, som tjente den.

Den tredie Faktor i Frihedsbevægelsens Sejr var de Nationale Befrielseskomiteer. Som Magtorganer dukkede de Nationale Befrielseskomiteer først op i vort Land i 1941, ligeså snart det første Territorium var blevet befriet. De udviklede sig gennem en Periode på mange År fra de laveste til de højeste Former og dannede fra nederst til øverst Grundlaget for Statsmagtens Enhedssystem. Naturligvis dukkede de Nationale Befrielseskomiteer ikke op ved et Tilfælde. Det var klart for Jugoslaviens kommunistiske Partis Ledelse og for den Nationale Befrielsesfront, at Udfaldet af væbnet Opstand mod Besættelsesmagten afhang af de brede Folkemassers Deltagelse og Beslutsomhed i Kampen, det vil i særlig Grad sige det arbejdende Folk i By og på Land. For at mobilisere disse afgørende Lag af Befolkningen var det ikke nok blot at udsende nationale Befrielsesparoler. I sin Omtale af dette sagde Kammerat Tito: »Det er klart, at den rette Løsning af det nationale Spørgsmål og den rette Løsning af det sociale Spørgsmål og endelig det klare Perspektiv for en gennemgribende social Ændring i det nye Jugoslavien var af stor Vigtighed, når det gjaldt om at styrke og stabilisere Folkefronten. Det er mere end sikkert, at uden sådanne klare Perspektiver ville vore Folk ikke have kunnet bære Frihedskampens tunge Byrder.« (Tito: Beretning til den jugoslaviske Folkefonts anden Kongres).

Der var virkelig Folk, som hævdede, at Dannelsen af Nationale Befrielseskomiteer og Realisationen af visse af Folkemassernes revolutionære demokratiske Krav ville få visse politiske Grupper til at træde ud af den Nationale Befrielsesfront. Jugoslaviens kommunistiske Parti kæmpede beslutsomt mod sådanne Synspunkter. Hvis Folkefronten havde fulgt sådanne Forskrifter, ville det ikke have haft Masserne med sig, eller rettere, Folkets Masser ville ikke have været i Stand til at yde sådanne Ofre og kæmpe med Våben i Hånd som de gjorde, nu hvor de foran sig havde ikke blot Udsigten til en national Befrielse, men Udsigt til Virkeliggørelse af deres demokratiske og sociale Forhåbninger. Det viste sig i Praksis, at man ved at knytte den nationale Befrielseskamp nøje til Folkets demokratiske Revolution ikke blot undgik at svække Slagkraften, men fik Folk til at slutte op om den og gav den en ukuelig Stabilitet og Livskraft.

Det var nødvendigt at nedbryde og tilintetgøre det gamle, forhadte Styre, som undertrykte Folket i Udbytternes Interesse, det var nødvendigt at garantere, at det nye Jugoslavien ikke skulle være et Folkenes Fængsel, således som det gamle havde været, men en Stat, som skulle opbygges på Grundlag af Folkenes Selvbestemmelsesret og Ligestilling. Det var nødvendigt klart at slå fast, at Fortidens antidemokratiske, folkefjendske og forbryderiske Styre aldrig ville vende tilbage. Det var nødvendigt at forhindre Kongemagtens Tilbagevenden, da den var Centrum for alle forræderiske og folkefjendtlige Kliker. Det var nødvendigt at give Arbejderne, Bønderne og hele det arbejdende Folk Garanti for, at de skulle blive i Stand til at skabe sig bedre Livsvilkår, end de havde haft i det gamle Jugoslavien. Det var nødvendigt at bevise alt dette i Praksis for Folkets Masser i de befriede Områder. Derfor blev det gamle Statsapparat overalt i de befriede Områder øjeblikkelig sløjfet, og en ny Form for Statsmagt bygget op. Den Nationale Befrielsesfronts Parole var: Al Magt i de befriede Områder tilhører de Nationale Befrielseskomiteer, kun begrænset af rent militære Hensyn. Folket, det vil sige Bønderne, Arbejderne og alle hæderlige Patrioter skulle tage Magten i deres egne Hænder. »Det var en Form for Folkets Styre, som Folket kendte,« sagde Kammerat Tito om Folkekomiteerne; »man kendte det, fordi man i Årevis havde ventet og længtes efter det, havde båret det i sit Hjerte. Det var netop den Form for Styre, som bedst svarede til Folkets Interesser ....... (Tito: Beretning til den jugoslaviske Folkefronts anden Kongres).

De Nationale Befrielseskomiteer, der i og for sig havde meget til fælles med Sovjetterne, blev opbygget ud fra de særlige Forhold i Jugoslavien og i Overensstemmelse med den nationale Befrielseskamps særlige Udvikling i vort Land. Det er ganske klart, at de Nationale Befrielseskomiteer, såvel som visse af de revolutionær-demokratiske Forholdsregler disse førte ud i Livet, gjorde de forræderiske og antidemokratiske Kliker i vort Land rasende, så de var rede til at alliere sig med selve Fanden for at vriste dette mægtige Våben ud af Folkets Hænder. På den anden Side vandt de Nationale Befrielseskomiteer hurtigt stor Popularitet blandt Befolkningen. Under Krigen spillede de en stor Rolle ved at få de arbejdende Masser til at slutte tættere op omkring den Nationale Befrielsesfront under Jugoslaviens kommunistiske Partis Ledelse. Det var denne Styrke og Popularitet for de Nationale Befrielseskomiteer, for den virkelige Folkets Magt, der muliggjorde Beslutninger som dem, der blev taget på det andet Møde i AVNOJ, det Anti-Fascistiske Råd for Jugoslaviens nationale Befrielse, der blev det øverste Organ for Folkets Magt i de befriede Områder. Dette Møde fandt Sted i Jajce den 29. November 1943. Dette Møde erklærede Eksilregeringen afsat, forbød Kongehuset at vende tilbage og gjorde Jugoslavien til en føderativ Stat, der skulle bygge på national Ligestilling. Det blev også endeligt fastslået, at de Nationale Befrielseskomiteer og hele det statslige Magtapparat, som var opbygget med dem som Grundlag, inklusive AVNOJ, var det eneste lovlige Organ for Folkets og Statens Magt i Landet. Dette Skridt forøgede stærkt det folkelige Styres Prestige og markerede det afgørende Vendepunkt i Magtbalancen til Fordel for Frihedsbevægelsen og Folkemagten. Man kan sige, at den nationale Frihedsbevægelses og Folkemagtens Udvikling i Jugoslavien er et specifikt Eksempel på, hvorledes en national Befrielseskrig kan knyttes sammen med en demokratisk Folkerevolution under Arbejderklassens Ledelse, som ved at udvikle den stræber hen imod højere socialistiske Former.

Den fjerde Faktor ved vor Sejr var vor utvetydige Holdning overfor vore Allierede under Krigen. Jugoslaviens kommunistiske Parti og hele den Nationale Befrielsesfront førte en Politik, som tilstræbte en Styrkelse af Anti-Hitler Blokkens Enhed, som en Betingelse for Sejren over Fascisterne. Uanset dette afstod vi imidlertid ikke fra åbent at kritisere det, der var nødvendigt at kritisere i Forholdet mellem de Allierede, således at Folket kunne få et klart Billede af Situationen og de forskellige virkende Kræfter. Netop herfor var Jugoslaviens kommunistiske Parti i Stand til uden Vanskeligheder af nogen Art at gøre op med visse opportunistiske Tendenser, der dukkede op i Krigens sidste Fase. Nogle tillod sig at tro, at der efter Krigen ville begynde en Periode med en fredelig, parlamentarisk Udvikling af Imperialismen, og ikke en Periode med yderligere Skærpelse af Kapitalismens almindelige Krise og alle dens indre Modsætninger, en Periode, hvor de reaktionære imperialistiske Kræfter ville benytte den første givne Lejlighed til at forsøge at frigøre sig for de demokratiske Kræfters Pres og at få frie Hænder til en ny imperialistisk Ekspansion, hvis blot ikke de demokratiske Kræfter hindrede dem deri.

Jugoslaviens kommunistiske Parti bragte disse Illusioner til at briste under Krigen og lige efter den. De jugoslaviske Folk blev befriet for den Slags Illusioner gennem egne Erfaringer. I denne Henseende var den væbnede Kamp den bedste Lærer. Man så tydeligst ved Fronten, hvem der var en virkelig Ven, og hvem der ikke var det. Hvis der ikke havde været en væbnet Folkerejsning, ville Folket ikke have set dette, og ikke været i Stand til at gennemskue et skindemokratisk Frasemageri. Folkets Masser var imidlertid kendt med Årsagerne til den ringe Våbenhjælp, vi fik fra de Vestallierede, og de måtte med deres eget Blod betale for den Støtte, som Draza Mihailovic´s Tjetniker og andre Forrædere fik fra Udlandet lige til Krigens sidste Dag. De så mange Eksempler på de Vestallieredes Uoprigtighed og kunne følge visse imperialistiske Kredses forræderiske Manøvrer med Hensyn til den anden Front. Alle disse og mange andre bitre Erfaringer lærte vort Folk ikke at dømme de Allierede efter deres Ord alene, men også efter deres Handlinger. Derfor havde vort Folk ingen Illusioner med Hensyn til imperialistisk »Demokrati« eller en »Forbedring« af Imperialismen.

På den anden Side så vort Folk daglig af egen Erfaring den store befriende Indflydelse Sovjetunionen havde, og den uselviske Hjælp, vi fik herfra i vor Frihedskamp. Vort Folk så, at Sovjetunionen bar Krigens tungeste Byrder, og kunne følge dens uselviske Politik, når det gjaldt Hjælp til alle undertrykte Folk. Derfor forstod de, at Sovjetunionens Kamp i fuld Udstrækning var deres egen Kamp. Netop under Krigen lærte vore Folk allerbedst at forstå, at den broderlige Alliance Moskva-Belgrad var den grundlæggende Garanti for deres Uafhængighed. Jugoslaviens kommunistiske Parti pegede uophørligt på disse Kendsgerninger ud fra det Synspunkt, at en klar Forståelse af de internationale Forhold og en rigtig Stilling i dette Spørgsmål var en overmåde vigtig Faktor i Kampen for at mobilisere Masserne, for at ødelægge skadelige Illusioner og for at isolere og likvidere vort Lands forræderiske Reaktion. Foruden dette blev vort Folk belært om noget mere af disse Kendsgerninger. De blev belært om at skelue mellem ægte Demokrati, ægte demokratisk Styre og formelt »Demokrati« i Ord, falsk »demokratisk« Styre. Der opstod f.eks. den Opfattelse, at enhver Regering, i hvilken der fandtes Kommunister, allerede var en ny folkedemokratisk Regering. Sådanne Synspunkter er naturligvis gale og meget farlige. Rige Erfaringer har vist, at Reaktionen ofte er parat til at samarbejde med Kommunisterne i en Regering, sålænge den selv føler sig svag, mens den, ligeså snart den føler sig stærkere, er klar til at træde på alle demokratiske Principper og parlamentariske Formaliteter blot for at unddrage sig den Kontrol, som Arbejderklassen og det arbejdende Folk udøver gennem det kommunistiske Parti. Netop af disse Grunde tog de demokratiske Kræfter i Jugoslavien, under det kommunistiske Partis Ledelse, Skridt til at beskytte Folkets Styre mod mulige Angreb fra forskellige imperialistiske Agenter og anti-demokratiske og reaktionære. Sammensværgelser. Jugoslaviens kommunistiske Parti anlagde det Synspunkt, at det ny Folkedemokrati først begynder, når Arbejderklassen sammen med de øvrige arbejdende Masser besidder Statsapparatets Nøglestillinger, hvilket netop garanterer Folkedemokratiets Stabilitet og alene er i Stand til at forhindre, at den imperialistiske Reaktion kan berøve Folket Frugterne af deres Kamp. Naturligvis råber Bagtalerne, Imperialismens Agenter, nu som før, op om at dette er Diktatur. Vort Folks Svar på dette er: Vi beskytter blot det sande Folkedemokrati og vor nationale Uafhængighed, mod jeres anti-demokratiske Sammensværgelser og Diktatur og mod Jeres imperialistiske Ekspansion.

Det kommunistiske Partis Politik vandt Sejr. De reaktionære Kræfter, der var gået i den udenlandske Imperialismes Tjeneste, var slået, samtidig med, at langt den største Del af Folkets Masser allerede under Krigen blev fast forenet i Folkefronten under det kommunistiske Partis Ledelse. Jugoslaviens kommunistiske Parti, Folkefronten og Kammerat Tito, der ledede og organiserede Folkets Kamp for den nationale Uafhængighed og Folkets Magt nyder Folkemassernes ubegrænsede Tillid. Det gamle statslige Magtsystem blev sløjfet, ikke blot hvad angår dets indre Struktur og de Folk, der betjente det, men selve dets ydre Form. Væsentligt ved denne Forandring er den Kendsgerning, at det folkelige Styre, der hvilede på Folkekomiteerne og havde Folkets aktive Støtte, er en højere Form for Demokrati end det parlamentariske Demokrati. Sommetider kan man høre dårligt oplyste Folk sige, at det ny Demokrati i Virkeligheden er det gamle parlamentariske Demokrati med nyt Indhold. Hvad angår Jugoslavien er en sådan Udtalelse ikke i Overensstemmelse med Virkeligheden. Det karakteristiske for det jugoslaviske Folkedemokratis Udvikling er netop den Kendsgerning, at det ikke udviklede sig ad de samme Veje som det borgerlige, parlamentariske Demokrati. Det jugoslaviske Folkedemokrati er Resultatet af en vedholdende og blodig Kamp for national Uafhængighed og vore Folks Frihed, hvorved samtidig Folkets demokratiske Revolution udviklede sig. Det er i Virkeligheden en særlig Form for Sovjetdemokrati, som svarer til vore Forhold og til de særlige Betingelser, under hvilke vi samtidig udviklede vor Frihedsbevægelse. Netop derfor har man aldrig tidligere i det jugoslaviske Folks Historie set, at det arbejdende Folk har stået så enigt sammen som i Forsvaret for det folkelige Styre.

Alle administrative territoriale Enheder i den føderative jugoslaviske Folkerepublik og i de enkelte Republikker (Købstæder, Byer, Distrikter og Regioner) styres af Befolkningen selv gennem deres egne Magtorganer, dvs. gennem Folkekomiteerne som de vælger hvert 3. År ved direkte og hemmelig Afstemning. Folkekomiteerne afgør alle Sager af lokal Betydning og udfører på samme Tid indenfor deres Område de Opgaver af almindelig Karakter, som pålægges dem af Statsmagtens højere Instanser. De er følgelig den eneste og højeste Instans af Statsmagten indenfor deres administrative Landområde. Således er der gennem vore Folkekomiteer skabt en mere udviklet Form for Selvstyre, som på væsentlige Punkter adskiller sig fra Selvstyret i de borgerlig demokratiske Lande. Sammen med Nationalforsamlingen, dens Præsidium og folkerepublikkernes Folkeforsamlinger sammen med Forbundsregeringen og de enkelte Folkerepublikkers Regeringer repræsenterer Folkekomiteerne Statsmagtens Enhed. Enheden i et nyt Folkedemokrati, som står ulige højere end noget borgerligt parlamentarisk Demokrati, ikke alene i Indhold, men også i Form.

Takket være den Kendsgerning, at det gamle Statsapparat allerede under Krigen blev fuldstændig knust, blev der tilføjet Fjenden et dødbringende Slag, idet dette berøvede ham enhver Mulighed for selv indirekte Indflydelse på Statsapparatet. Vi var i Stand til at genopbygge et nyt Apparat på relativ kort Tid, fordi vi ubetinget kun stolede på de Erfaringer og de Kadrer, som Frihedskampen og Udviklingen af de Nationale Folkekomiteer gennem Krigens 4 År havde givet os. Vi betragter Opbygningen af det ny Statsapparat som en af Folkefrontens og det kommunistiske Partis største og mest betydningsfulde Sejre. Denne Sejr lettede i høj Grad en hurtig organisatorisk Konsolidering og definitiv Befæstelse af Folkemagten efter Befrielsen til Trods for de slagne Folkefjenders stædige Forsøg på med Hjælp udefra at berøve Folket Frugterne af deres heltemodige Frihedskamp. Desuden slog det ny Jugoslavien straks efter Befrielsen uden at tøve ind på den Vej, der skulle føre til den hurtigst mulige Virkeliggørelse af de nationale og demokratiske Krav, de jugoslaviske Folk allerede havde givet Udtryk for i Jajce så tidligt som i 1943. Jugoslavien blev hurtigt en føderativ Republik af frie Folk med lige Rettigheder. Folkets Fjender var således berøvet endnu et Våben, med hvilket de tidligere havde undertrykt Folkets Masser.

Disse Sejre og Folkefrontens Struktur var det Grundlag, Folkerepublikken blev opbygget på. I Dag repræsenterer den de arbejdende Massers Enhed under Arbejderklassens Førerskab. Folkeregeringen er et Udtryk for de arbejdende Massers Interesser og er disse Massers Organ i Kampen mod Kapitalismens Rester og for Opbygningen af Socialismen i Jugoslavien. Efter at have vundet så store Sejre var de jugoslaviske Folk i Stand til at gå til det næste Afsnit af deres Kamp: at lægge Grundlaget for Opbygning af Socialismen i deres Land. En sådan Politik var uundgåelig fra Regeringens Side. En Situation, under hvilken Arbejderklassen i Forbindelse med det arbejdende Folk besidder Magten, medens de grundlæggende økonomiske Kilder er i Hænderne på det detroniserede kapitalistiske Borgerskab, kan ikke vare længe. Det er derfor klart, at en Regering, som er et Udtryk for det arbejdende Folks Enhed under Arbejderklassens Ledelse ikke kunne nøjes med blot at likvidere de forskellige feudale Rester og kapitalistiske Monopoler, men måtte slå ind på den Vej, som førte til den fuldstændige Borteliminering af Kapitalismen i Jugoslavien, til Opbygningen af Socialismen. Udviklingen af Folkets demokratiske Revolution har været tæt knyttet sammen med socialistiske Former, som i Dag dominerer. Enhver, der ville forsøge at skelne mellem disse to parallelle Udviklingsformer, ville kun vise, at han enten er dårligt oplyst, eller at han anvender Marxismen-Leninismen mekanisk.

Allerede under Krigen iværksatte de Nationale Befrielseskomiteer en Række Forholdsregler, som i høj Grad svækkede den forræderiske, kapitalistiske Reaktions økonomiske Indflydelse. Det er klart, at efter Befrielsen og den Styrkelse af Folkemagten, der havde fundet Sted, måtte det nye Jugoslavien uden Tøven slå ind på den socialistiske Genopbygnings Vej. Før man i fuld Udstrækning kunne slå ind på den Vej, var det nødvendigt straks efter Krigen konsekvent og beslutsomt at føre Jordreformerne ud i Livet. Loven om Jordreformen fastslår i Overensstemmelse med Forfatningen det Princip, at Jorden skal^: tilhøre dem, der dyrker den. I Overensstemmelse med dette Princip blev først og fremmest de store Ejendomme, der var i Hænderne på Ikke-Landbrugere, konfiskeret. Loven definerer store Ejendomme som Besiddelser med et Areal over 25 til 35 ha dyrket Jord eller 45 ha ialt. Sådanne Ejendomme bliver overtaget fuldstændig med hele deres Besætning og Inventar, Redskaber og Bygninger. Kirker, Klostre og religiøse Institutioner bliver frataget al Jord udover 10 ha. Kun religiøse Institutioner med historisk eller anden Betydning kan undtagelsesvis få Lov til at beholde 30 ha dyrket Jord og indtil 30 ha Skov. De tre ovennævnte Kategorier Jord bliver beslaglagt uden Godtgørelse. Ikke-Landbrugere, hvis Ejendomme er små eller af middel Størrelse mister alt, hvad der er ud over 3 ha, undertiden 5 ha afhængig af Ejerens økonomiske Forhold. Kun de Jordbesiddere, der ejer mere end 20-30 ha dyrket Jord, eksproprieres efter nærmere Bestemmelser i Folkerepublikkens Love under Hensyn til Jordens Natur og Bonitet. I disse Tilfælde og på særlige Betingelser betaler Regeringen en Godtgørelse, beregnet på Grundlag af den årlige Indtægt pr. ha.. En Jordfond, hvori al eksproprieret og konfiskeret Jord indgår, er blevet oprettet. Denne Fond råder over 1.564.000 ha, hvoraf 1.075.000 ha er Agerjord og 489.000 ha er uopdyrket. 

Fra denne Fond har 246.000 Bondefamilier fået 438.000 ha, som Jordreformen foreskriver, mens 60.000 Nybyggerfamilier, hovedsagelig tidligere Soldater fra den jugoslaviske Hær, har fået 359.700 ha. Den øvrige Jord blev brugt til at danne Statsgodser eller Godser tilhørende en af Statens Virksomheder eller Institutioner. Således afskaffede Loven om Jordreformen fuldstændigt de store Brug, samtidig med at Bondebrugene blev begrænset til 30-35 ha, for nogle Republikker endog til 25 ha dyrket Jord. Reformen forbyder også for Fremtiden Oprettelse af private Gårde over dette Maximum. På den anden Side er Antallet og Størrelsen af Statsgodserne vokset betydeligt. Jordreformen har knyttet Folkets Masser endnu tættere til det folkelige Styre og medvirket til at isolere visse Udbytterelementer i Landsbyerne. Dette har således været et kraftigt Slag mod alle kapitalistiske Elementer i Landsbyerne, fordi Jordreformen svækkede det Pres, de kunne lægge på Småbønderne, og begrænsede deres Handlefrihed.

Hele Industrien, med Undtagelse af små lokale Industrigrene, blev nationaliseret ved sidste Års Slutning. Engros-Handelen blev ligeledes nationaliseret, mens kun en Del af Detailhandelen forblev på private Hænder. Alle Banker og Forsikringsselskaber, og alle Transportmidler til Lands, til Søs, langs Floderne, osv., blev også nationaliserede. Naturligvis ændrede alt dette fuldstændigt vort Lands social-økonomiske Struktur. Vi kan belyse dette med nogle få Tal. I År får Staten over 30 Milliarder Dinarer i Omsætningsskatter fra Statsforetagender, dvs. som Afgift af Fortjenesten på Statens Produktion. Det bemærkelsesværdige ved disse Tal er det, at det gamle Jugoslaviens samlede Budget aldrig nogensinde nåede op på dette Tal. Det forklarer, hvorfor vort nuværende Budget ligger på 85 Milliarder Dinarer, eller næsten tre Gange så meget som det gamle Jugoslaviens, hvis der tages Hensyn til Dinarens nuværende Værdi. De følgende Tal taler endnu tydeligere om det ny Jugoslaviens social-økonomiske Struktur. Staten ejer Bankerne til 100 %, den Industri der er af Betydning for Federation eller Republikker til 100 %, Industrien af lokal Betydning til 70 % (altsammen indbefattet den kooperative Sektors Andel). Statens Sektor, indbefattet den kooperative Sektor, råder over 90 % af den samlede Værdi af Industriproduktionen. Naturligvis får Staten også en Del af sine Indtægter fra Omsætningsskatter fra private Foretagender. Næsten 100 % af Storhandelen og det mekaniserede Transportvæsen ejes af Stat og Kooperation. Af samtlige Detailforretninger ejer Stat og Kooperation næsten 44 %, medens ca. 56 % er på private Hænder. Statens og Kooperationens Handel overgår imidlertid i Omfang langt den private Handel. Til Belysning af dette skal jeg angive nogle Tal fra dette Års andet Kvartal. I dette Kvartal udgjorde Statens Andel i Værdi af den samlede Handel 33,95 %, Kooperationens 49,19 % og den private Andel 16,86 %. Ud fra alt dette skal vi sætte os det Mål at udvide vor Statsdetailhandel og vort Net af kooperative Foretagender. Her bør det bemærkes, at Engros-Detail-Kooperativerne i Købstæder og Landsbyer alene forsyner 11 Mill. Forbrugere. I det hele taget indtager den Kooperative Bevægelse en uhyre vigtig Plads i Opbygningen af Socialismen i vort Land, selvom den endnu er organisatorisk svag og for inaktiv. I denne Forbindelse er det en vigtig Kendsgerning, at Landbrugskooperativerne alene på den ene eller den anden Måde dækker mere end % af alle vore Bondebrug. Det er også karakteristisk, at de arbejdende Kooperativer, dvs. kollektive Landbrugsejendomme af Andeltypen nu er nået op på 612 Brug ialt omfattende 30.000 Småbrug. Naturligvis omfatter disse Landbrugs-Kooperativer den mindste og mest fremskredne Del af Bønderne, og kan ikke tages som et Udtryk for vort Landbrugs almindelige Udviklingstrin. Der kan imidlertid ikke være Tvivl om, at de kommer til at spille en vigtig opdragende Rolle på Landet, og at de vil blive et vigtigt Redskab for vort Landbrugs socialistiske Opbygning. Endelig må vi nævne endnu en, måske den vigtigste Faktor, nemlig den enorme Rækkevidde af de Forholdsregler, der er ført ud i Livet for at sikre vort Lands økonomiske Uafhængighed. Takket være Nationaliseringen og andre Forholdsregler har Regeringen faktisk bort elimineret al udenlandsk Kapital i Landet. Udenlandsk Kapital beherskede tidligere de vigtigste Grene af Jugoslaviens Økonomi. Det er karakteristisk, at 52,1 % af al investeret udenlandsk Kapital var investeret i fire Grene af Økonomien, nemlig Miner og Metalværker, Elektroindustri, Olieindustri og Banker. Det er indlysende, at den udenlandske Kapital fra disse Nøglestillinger kunne kontrollere Jugoslaviens Økonomi. I dag er disse Positioner for den udenlandske Kapital blevet likvideret; de er på de jugoslaviske Folks Hænder.

Alle disse Resultater medfører naturligvis ikke, at Faren for en Udvikling af kapitalistiske Elementer indenfor vor Økonomi helt er bragt ud af Verden, eller at Klassekampen imod Kapitalismens Rester er forbi. Nej, Kapitalismens Rester kæmper for deres Eksistens og for at blive stærkere. Handelen er deres Arbejdsfelt. Derudover repræsenterer Småproducenten i Landsbyen Hovedformen for Landbruget og, som Lenin sagde, »kapitalistiske Handelstendenser« udvikler sig derved stadig. Alle disse Tendenser kunne imidlertid blive farlige, hvis vi ikke tog dem med i Betragtning. Men både de politiske og økonomiske .Midler, som kan forhindre en Genoplivning af de kapitalistiske Elementer, er i Hænderne på Folkemagten. For det første betydet disse »kapitalistiske Handelstendenser« hos Småbrugene slet ikke, at disse i sig selv er kapitalistiske. Problemet er at knytte disse Brug økonomisk, organisatorisk og planmæssigt sammen med den statslige Sektor i Kampen mod Landsbyens kapitalistiske Elementer, og på denne Måde forandre dem fra at være en Reserve for Kapitalismen til at være et Støttepunkt for en socialistisk Udvikling. Et sådant organisatorisk Våben, som kan føre os direkte til dette Mål, er Landbrugskooperativerne, som jeg senere skal omtale.

Hvis vi holder os alt dette for Øje, er det klart, at Jugoslavien ikke længere er et kapitalistisk Land, ej heller et Land med en overvejende kapitalistisk Sektor, men en Stat, som er typisk for Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme med overvejende socialistiske, økonomiske Elementer, som er Resultatet af den Kamp, Arbejderklassen og det arbejdende Folk har ført indtil nu. På den anden Side indeholder det folkelige Styre, dvs. det arbejdende Folks demokratiske Styre under Arbejderklassens Ledelse, alle de nødvendige Elementer og Betingelser for den videre Opbygning af Socialismen i vort Land. Alt dette fremgår også af Sammensætningen af vore Nationalindtægter, som i høj Grad genspejler vort Folks bemærkelsesværdige socialistiske Sejre.

Af hele Jugoslaviens Federative Folkerepubliks nuværende Nationalindtægt repræsenterer - i Følge næsten nøjagtige Vurderinger til almindelig Orientering - 54 % de samlede Indtægter fra Statens Produktion og Omsætning, 20 % civile Tjenestemænds og Arbejderes Indtægter, 19 % Bøndernes Nettoindtægter, (herunder også indbefattet Landbrugskooperativernes Indtægter), 3,5 % Håndværkernes Nettoindtægter (heri indbefattet Håndværkerkooperativer), og de øvrige 3,5 % repræsenterer den private Sektor (herunder indbefattet private kapitalistiske Elementer, private Erhverv, osv.). Imidlertid vil en detailleret Undersøgelse af de 26 % af Indtægterne, der kommer fra Småbrugerne (herunder Kooperativerne) eller de kapitalistiske Elementer, vise, at næsten 12 % af denne Indtægt opstår ved Forbindelserne mellem den statslige og den private Sektor, 5-7 % ved mindre Vareudvekslinger mellem Producenterne indbyrdes og kun 7-9 % ved kapitalistisk Vareudveksling. Dette betyder naturligvis ikke, at disse Tal ikke fra Tid til anden kan ændre sig. Imidlertid er Udviklingen som Helhed klar, og alle disse Tal bekræfter tydeligt, hvad jeg tidligere har sagt, nemlig, at Jugoslavien i Dag er et Land på Overgangen fra Kapitalisme til Socialisme, et Land med overvejende socialistiske Elementer. Hvis vi samtidig holder os de betydelige Resultater for Øje, som er opnået i Udviklingen af Landbrugskooperativerne, vil denne Kendsgerning træde endnu tydeligere frem. Kort sagt: de kapitalistiske Elementers økonomiske Magt i vort Land har fået et dødbringende Slag. Alt dette har gjort det muligt f or de jugoslaviske Folk at begynde deres økonomiske Femårsplan allerede i År, en Plan, som fuldstændig vil ændre Jugoslaviens Ansigt. Loven om Femårsplanen formulerer Formålene med denne Plan således: 1) Bortskaffelse af Landets økonomiske og tekniske Tilbageståenhed. 2) Konsolidering af Landets økonomiske og forsvarsmæssige Styrke. 3) Konsolidering og Videreudvikling af den nationale Økonomis socialistiske Sektor og af de nye Produktionsforhold, som opstår herved. 4) Forbedring af det arbejdende Folks almindelige Kår. Vi skal ikke i Detailler komme ind på Femårsplanen; vi skal kun nævne enkelte Tal til Illustration heraf.

I 1951 skal Nationalindtægten være forøget med 193 % i Sammenligning med 1939, dvs. fra 132 Milliarder til 255 Milliarder Dinarer. Nationalindtægten pr. Indbygger skal være forøget fra 8464 til 15.625 Dinarer. Industriproduktionens Værdi vil være næsten femdoblet, dvs. fra 25,5 Milliarder til 126 Milliarder Dinarer. Landbrugsproduktionens Værdi vil være forøget med 51 %, dvs. fra 63,8 til 96,7 Milliarder Dinarer. Medens Nyinvesteringerne i det gamle Jugoslavien i 1938 beløb sig til 13,5 Milliarder Dinarer, vil Investeringen ved Udgangen af 1951 være 69,6 Milliarder Dinarer, medens den samlede Investering under den første Femårsplan vil beløbe sig til 278,3 Milliarder Dinarer. Produktionen af elektrisk Kraft vil blive forøget fra 71 kw til 272 kw pr. Indbygger i 1951 og endog mere i 1952, eftersom de vigtigste Kraftværker først vil blive færdige i det År. Disse Tal er nok til at vise Femårsplanens Omfang. Den vil fuldstændig forandre Landet og danne et sikkert Fundament for vor socialistiske Genopbygning. Den vil skabe de nødvendige materielle Forudsætninger for den endelige Likvidering af Kapitalismens Rester i vort Land. Samtidig vil den radikalt forbedre det arbejdende Folks Levestandard.

Det er klart, at Forberedelserne til Realiseringen af denne Plan krævede en betydelig foreløbig Reorganisation af hele vort Statsapparats økonomiske Ledelse. Men til Trods for Vanskeligheder og mange Fejl kan man i Dag - efter at de tre første Kvartaler af vor Femårsplans første År er gået - sige, at Planen bliver opfyldt. Den bedste Illustration af Massernes Arbejdsiver er den Kendsgerning, at Værdien af den nuværende Industriproduktion er på 167 % af Førkrigsproduktionen. Det er indlysende, at Industrialiseringen også har sat Problemet om vort Landbrugs videre Udvikling på Dagsordenen. Industrialiseringen kræver en betydelig forøget Landbrugsproduktion. Vi kan ikke nå de nødvendige Resultater i Fremtiden ud fra de eksisterende tilbagestående Småbrug. Vi står i Fare for at komme ind i en kronisk Krise med Hensyn til Landbrugsproduktionen, hvis dens Udvikling sakker helt bag efter Industriens Udvikling. Det var derfor nødvendigt, at vi samtidig med Industrialiseringen viede vor Opmærksomhed til Spørgsmålet om vort Landbrugs Genopbygning.

Den kooperative Bevægelse er det vigtigste organisatoriske Middel i vort Landbrugs Genopbygning. Allerede i Dag omfatter Landbrugskooperativer under den ene eller den anden Form 3/4 af alle Bondebrug i Jugoslavien. Forbrugskooperativerne er den dominerende Type indenfor den kooperative Bevægelse. Det er Statens Hensigt at give den størst mulige Hjælp til denne Bevægelse, at hjælpe den til en videre Udvikling imod højere Former, og for indenfor dens Rammer at udvikle andre Former for kooperativ Bevægelse, især forskellige Former for Landbrugskooperativer for Forarbejdningen og Produktion i det hele taget. Staten bestræber sig for i Landsbyerne at skabe en organisatorisk ensartet Kooperation, som skal have en Forbrugsafdeling, en Kreditafdeling med Opsparing, Værksteder og måske mindre Afdelinger for Forarbejdning af Landbrugsprodukter; endvidere Maskin- og Traktorstationer, et lokalt Elektricitetsværk, hvis det er muligt og nødvendigt, osv. Med andre Ord: det nuværende Landbrugskooperativ skal blive en betydningsfuld økonomisk Enhed, som må være i Stand til at vise Bønderne det stort anlagte Landbrugs Fortrin i Praksis. Sådanne Kooperativer skal naturligvis have det nødvendige tekniske Personale. Der er ingen Tvivl om, at Udviklingen af sådanne Landbrugskooperativer vil spille en betydelig opdragende Rolle i Landsbyen. Til samme Formål er Staten i Færd med at udvikle et Net af Maskin- og Traktorstationer og viser stor Opmærksomhed overfor Udviklingen af den statslige Sektor i Landbruget. I dette År og især i 1949 vil Statsgårdene være i Stand til at tilfredsstille en betydelig Del af Byernes og Landsbyernes Behov for visse Landbrugsprodukter og vil være i Stand til at dække Behovet for andre Produkter. Staten har i den sidste Tid haft sin Opmærksomhed henvendt på Udviklingen af de Gårde, som er direkte knyttet til Fabrikker eller Institutioner, og som har til Formål at dække Bisses eget Behov. Alt dette er vigtige Midler i Genopbygningen af vort Landbrug. De store Sejre på den økonomiske Genopbygnings Område og særlig den resultatrige Opfyldelse af Femårsplanen, har naturligvis styrket det kommunistiske Parti og Folkefrontens Indflydelse yderligere. I Kampen for vort Lands økonomiske Genopbygning og under Forberedelserne til og Opfyldelsen af Femårsplanen, har Folkefronten spillet en yderst vigtig Rolle.

»Folkefronten,« sagde Kammerat Tito, »har bragt vort Folks kolossale skabende Arbejdsbegejstring ind i Genopbygningsarbejdet, vor Ungdoms Ildhu, vore Arbejderes, Bønders og Intellektuelles Selvopofrelse. Takket være Folkefronten alene, blev vort Transportsystem genopbygget, ødelagte Broer og Jernbanelinjer blev genopbygget og vore Flod- og Søtransporter sat igang igen på Rekordtid. Vi er i stor Gæld til Folkefronten, når i Dag Størstedelen af vore øde lagte Byer og Landsbyer er genopbygget. Det er Folkefrontens og først og fremmest Arbejdernes Fortjeneste, og ikke nogen ringe Fortjeneste, at vore Fabriker blev genopbygget så hurtigt, og at de begyndte at arbejde så tidligt. Den heldige Løsning af mange sociale, kulturelle og opdragende Opgaver i det ny Jugoslavien er også en af Folkefrontens store Fortjenester. Regeringerne, både den føderative og Republikkernes Regering ville ikke have været i Stand til at løse disse Opgaver uden Hjælp fra en så stærk Masseorganisation som Folkefronten « (Tito: Beretning på den jugoslaviske Folkefronts anden Kongres). Netop derfor forøger Folkefronten i vort Land stadig sin Indflydelse. Netop derfor kæmper Jugoslaviens kommunistiske Parti bestandigt for den størst mulige Aktivitet i Folkefronten, som i Dag omfatter næsten 7 Millioner Medlemmer, og har sine Organisationer i hver eneste Krog af Landet. Særlig nu under Opfyldelsen af Femårsplanen spiller Folkefronten en overordentlig vigtig Rolle ved at mobilisere vore arbejdende Masser. Det er klart, at alle de Resultater vi har opnået indtil nu, yderligere har styrket Folkefrontens indre Enighed. Den har rodfæstet sig som det arbejdende Folks fælles politiske Masseorganisation i Kampen for Genrejsningen og den socialistiske Opbygning i vort Land; den er blevet så stærk, at ingen imperialistiske Agenters Angreb kan bryde denne Frihed. Der er ingen Tvivl om, at Folkefronten er en af de største Sejre, som Jugoslaviens kommunistiske Parti og det arbejdende Folk har vundet i vort Land.

»Da den bedst repræsenterer ikke blot vort Folks politiske Enhed, men også Broderskabet og Enheden i national Forstand,« erklærede Kammerat Tito, »kan intet borgerligt politisk Parti erstatte Folkefronten. Derfor er Folkefronten Folkets permanente politiske Organisation, og derfor uerstattelig og forskellig fra alle tidligere politiske Partier og Sammenslutninger af Partier.« (Tito: Beretning på den jugoslaviske Folkefronts anden Kongres). Naturligvis har Kampen mod den slagne anti-demokratiske Reaktion og de kapitalistiske Elementer antaget en ganske anden Karakter. Den har ikke længere Form af den gamle politiske Kamp Partierne imellem. Klassekampens Brændpunkt er blevet overflyttet til vor økonomiske og almindelige statslige Genopbygning. På det økonomiske Område er Fjendens Aktivitet hovedsagelig vendt imod Femårsplanen og møder alle Regeringens Bestemmelser med Obstruktion; Fjenden virker som Profitmager, Sabotør og Parasit eller som Talerør for forskellige skadelige »Teorier« i Forbindelse med Genopbygningen af vort Land. Klassekampen kommer også til Udtryk i den anti-nationale, reaktionære Aktivitet, som en Del af Landsbyernes Kirkehieraki og Profitmagere udfolder.

Samtidig søger Fjenden Kontakt med udenlandske Imperialisters Spionageagenter. Den indre Magtbalance mellem de politiske Kræfter i ethvert Land er i Dag uundgåeligt en afgørende Bestanddel af den internationale Magtbalance. De amerikanske monopolistiske Kredses imperialistiske Ekspansion hviler i Dag på en hidtil ukendt økonomisk Overlegenhed over andre kapitalistiske Lande. Derfra stammer den Tendens, der i Dag, særlig fra amerikanske Monopolisters Side, er til at gøre visse kapitalistiske Landes Borgerskab til deres eget økonomiske og politiske Redskab, til et Redskab til Trællebinding af disse Lande, til at gøre dem halvafhængige, eller endog halvkoloniale. Den uamerikanske imperialistiske Ekspansion har til Hensigt at kolonisere den civiliserede Verden, at »afrikanisere« Europa, eller i det mindste at gøre Europa til noget lignende som Sydafrika til Fordel for de amerikanske Monopolister. Den kapitalistiske Reaktion og dens højre-»socialistiske« Lakajer i visse kapitalistiske Lande er i Virkeligheden et Redskab for denne Ekspansion, der er vendt direkte imod deres eget og andre Folks Uafhængighed. De store Imperialisters Tendens til at blande sig i andre Landes indre Anliggender er i Dag tydeligere og klarere, end den nogensinde før har været.

Dette bliver nu som før forsøgt i Jugoslavien af visse udenlandske imperialistiske Kredse, som bygger på Resterne af den slagne forræderiske Reaktion, der er isoleret fra Folkets Masser og fra alle ægte demokratiske Elementer i vort Land, der sammen med det kommunistiske Parti arbejder i Folkefronten på det store Arbejde at opbygge Socialismen i vort Land. Ledet udefra og i udenlandske Imperialisters Interesser har de Handlinger, Folkets Fjender begår, i Dag mistet ethvert partimæssigt og politisk Præg. Kampen mod dem tager åbent Form af en Kamp for at sikre Freden og den nationale Uafhængighed. De jugoslaviske Folk elsker deres Frihed og Uafhængighed, er loyale mod Frihedens Traditioner, og derfor ønsker de ikke at blive Slaver af de moderne »Conquistadores«. Netop derfor får den imperialistiske Reaktions Agenter ikke Lov til at underminere vort Folks Styrke og Enhed. Dette er Resultaterne af den store og strålende Kamp, som de jugoslaviske Folkeslag begyndte under den nationale Befrielseskrig, forenet i Folkefronten og under det kommunistiske Partis Ledelse. I Dag lægger de det sikre Fundament til en lykkeligere Fremtid og virkeliggør således det, Hundreder og Tusinder af Soldater gav deres Liv for i Frihedskampen.

Den anden Verdenskrig forårsagede store sociale og økonomiske Forandringer i Polen. Den ledende Kraft ved disse Reformer var Arbejderklassen ført af det Polske Arbejderparti. Vort Parti har holdt Nøglestillingerne indenfor alle livsvigtige Områder i det nye Polen lige fra den allerførste Dag, da Landet blev befriet for den tyske Besættelsesmagt. Medlemstallet nærmer sig i Dag de 800.000. Da vi begyndte at bygge det nye Polen, havde vi kun omkring 20.000 Medlemmer, der for det meste samlede sig i Partisangrupper eller blandt tidligere Partisaner. Forandringerne i Polens statslige, politiske og økonomiske Struktur skete ad fredelig Vej, dvs. gennem en ublodig Revolution. Dette blev muliggjort af den røde Hær, som sammen med de polske Patrioter slog de tyske Tropper og befriede det polske Folk for den fascistiske Terror. Heraf følger dog ikke, at Overtagelsen fandt Sted uden Kamp eller Ofre. Vi oplevede en Periode med overordentlig skarp Klassekamp først og fremmest forårsaget af den fascistiskreaktionære Undergrundsbevægelses væbnede Omvæltningsforsøg. Vi mistede 14.876 Personer, for største Delen Partimedlemmer i Kampen mod Banditter og fascistiske Mordere. Vi har næsten knust de reaktionæres væbnede Oprørsvirksomhed, dog ikke helt udryddet den.

Det følger af det førnævnte, at den demokratiske Genrejsning af Landet, efter at den røde Hær havde befriet det, gik Hånd i Hånd med en skarp Klassekamp, hvorved vi led store Tab. Polens fredelige Overgang til sociale Reformer og den polske Revolution, der var gennemført og nu fortsattes indenfor Lovgivningsmagtens Rammer, betyder slet ikke, at der hersker Klasseidyl. Det er fremfor alt en skarp og blodig Klassekamp. Ved Overtagelsen af Statsmagten behøvede vort Parti ikke at styrte det gamle Statsapparat, for der var faktisk ikke et sådant Apparat på det Tidspunkt. Vort Arbejde var at bygge et nyt, da det gamle Førkrigssystem var blevet knust og begravet under den tyske Besættelsesmagts Ruiner. Med Hensyn til Besættelsessystemet blev det likvideret samtidig med de tyske Undertrykkeres Nederlag. En lignende Situation forekom mere eller mindre i alle Lande, der var befriet fra tysk Besættelse eller fra den hjemlige Fascismes Herredømme. Det var den vigtigste Opgave i alle Lande at opbygge et nyt Magtapparat for Staten.

Skønt de revolutionær-demokratiske Partier i Polen og i de andre Lande, som blev befriet af den røde Hær, utvivlsomt var i en gunstigere Stilling til at opbygge deres eget Statsapparat end Arbejderpartierne i de Lande, hvor det var angel-saksiske Tropper, der kom, forekommer det os ikke desto mindre, at selv der var det muligt at foretage grundlæggende Forandringer i det nye Statsapparat. Dette gælder især de Lande, hvor Arbejderpartierne organiserede en omfattende national Frihedskamp, og hvor de havde bevæbnede Partisanstyrker til deres Rådighed. Det væsentlige i de politiske og økonomiske Forandringer i Polen er ikke blot Reformer, der har berøvet de mellemstore og store Kapitalejere deres materielle Basis. Omfanget af disse Reformer ses først rigtigt i Forbindelse med hele Forandringen i Statsordenen, den fundamentale Reorganisation af hele Statsapparatet for at imødekomme Arbejderklassen og det arbejdende Folks Interesser. Det reaktionære Statsapparats negative Sider bliver gradvis udryddet. Vort Parti har afgørende Indflydelse på Statsapparatet, hvilket i høj Grad letter dets Arbejde med at lede Udviklingen af de samfundsmæssige Forhold i Polen. Dette er måske det væsentligste nye Træk ved den nye Orden i Polen.

I denne Forbindelse skal jeg bemærke, at Forståelsen af de virkelige Tilstande med Hensyn til det vigtige Spørgsmål om Styrkeforholdet i det polske Statsapparat som Helhed, ikke kun indenfor Ledelsen, giver et sandt Billede af den polske Vej til Socialisme. Det karakteristiske ved den er, at den bliver ledet af et marxistisk Parti og andre virkelige demokratiske, anti-imperialistiske Partier, der danner de vigtigste Led i Statsapparatet fra øverst til nederst. Der er ikke nogensomhelst Tvivl om, at Arbejderpartiet og Folket kun kan vinde og bevare Magten ved at bekæmpe Reaktionen, selv hvis denne Magt er blevet vundet som et Resultat af parlamentariske Valg. Hvis vi f.eks. siger, at virkelige demokratiske Partier i et eller andet Land får Flertallet i Parlamentet og danner en Folkeregering, er det givet, at de reaktionære vil starte en voldsom Kamp for at vælte en sådan Regering. Under sådanne Omstændigheder vil et Statsapparat, der er loyalt overfor de arbejdende

Vort Partis Centralkomites Plenarmøde i April 1947 gav en Karakteristik af Polens økonomiske Struktur og angav Hovedretningslinjerne for dets yderligere Udvikling. Landets Økonomi er delt i følgende 3 Grupper: 1) Småproduktionen: dette dækker de fleste Husmandsbrug, en betydelig Del af Håndværksproduktionen og Detailhandlerne. 2) Den privatkapitalistiske Økonomi: denne omfatter de store Gårde, der beskæftiget Arbejdskraft, private Industriforetagender, en Del af Håndværksproduktionen, Grossererne og en stor Del af Detailhandlerne, Husejere, forskellige Slags Spekulanter osv.. 3) Den økonomiske Form, der indeholder en betydelig Del socialistiske Elementer: Statens Industri, Handel, Kredit, Transport osv.. Med Hensyn til den kooperative Handel kan den endnu ikke indbefattes i de førnævnte økonomiske Grupper, men må bedømmes efter den faktiske Rolle, som dens forskellige Grene spiller. Plenarmødet fastslog, at vor Statssektor, specielt vor Industri, indeholder vigtige socialistiske Elementer, men at den ikke er helt gennemsocialistisk. Vi er af den Mening, at vor Statsøkonomi ikke er en kapitalistisk Økonomi, men en demokratisk Folkestats Økonomi og følgelig ikke kan betegnes som Statskapitalisme. Den kan dog ikke betragtes som en helt igennem socialistisk Økonomi, eftersom kun en Del af Overskudsproduktionen, der produceres indenfor Statsøkonomiens Rammer, forbliver i Statens Hænder og fordeles planmæssigt i Overensstemmelse med det offentlige Behov. En betydelig Del af denne Produktion går gennem kapitalistiske Handelselementer. Plenarmødet fastslog, at Statssektoren af vor Økonomi kun kan betragtes som gennemført socialistisk, når den Del af Merproduktionen, der kommer i Hænderne på handelskapitalistiske Elementer, bliver betydelig begrænset af os. Med andre Ord, når de kapitalistiske Elementer bliver underkastet Statskontrol og bliver statskapitalistiske Elementer indenfor den folkedemokratiske Stat.

Det er klart, at dette kun kan opnås ved støt at udvikle Statssektoren og ved at forøge dens Vægt indenfor den nationale Økonomi. Omdannelsen af vor Statssektor i vor Økonomi til en helt igennem socialistisk Sektor og Omdannelsen af de privatkapitalistiske Elementer til statskapitalistiske Elementer vil danne Grundlaget for det videre Fremstød mod Socialismen. Dette kan kun opnås i skarp Klassekamp mod Kapitalistelementer, der prøver på at rive sig løs fra Staten. De søger at tilegne sig den størst mulige Del af Merproduktionen fra Statssektoren og faktisk at omdanne denne til et Foretagende, der leverer til Kapitalistklassen under Statens Varemærke. Det er klart, at Virkeliggørelsen af disse Planer tilsidst ville lede til en Tilbagevenden fra Folkedemokratiet til det kapitalistiske System med alle de økonomiske og politiske Følger, der herved opstår. Således er det vort Partis Hovedlinje at få Overtaget over de kapitalistiske Elementer, at underordne dem under Statskontrollen og omdanne dem til statskapitalistiske Elementer indenfor den folkedemokratiske Stat.

Det lave Produktionsniveau indenfor Landbruget og de vigtigste Forbrugsvarer gør det uundgåeligt og på en vis Måde også ønskeligt på visse Betingelser og indenfor visse Grænser at udvikle det større Landbrug og private Håndværks- og Industriforetagender i Byerne. Vi sætter os heller ikke som Mål helt at udrydde privat Detailhandel. Det er imidlertid klart, at de kapitalistiske Elementer skal begrænses, så Hovedtrækket ved vor Udvikling må blive en stigende Overvægt for Statsøkonomien. Erfaringerne har ikke desto mindre vist, at under den folkedemokratiske Stats Betingelser, når den politiske Magt og de økonomiske Nøglestillinger først er i vore Hænder, er det nok vanskeligt, men dog muligt og realistisk at få de kapitalistiske Elementer til at indordne sig under Folkestatens Politik. Indordningen af de kapitalistiske Elementer under Statens Kontrol må gennemføres på følgende Måde: 1) Staten og Kooperativerne skal sikres den afgørende Rolle indenfor Engroshandelen. Store Resultater er fornylig blevet opnået indenfor dette Område specielt ved Salget af Korn. 2) Statens og Kooperativernes Stilling indenfor Detailhandelen må styrkes særligt i de store Industricentre. Med mindre dette bliver gjort vil det være umuligt at sætte de handelskapitalistiske Elementer under Statskontrol. Dette praktiseres ved Oprettelse af Statslagre og ved at udbygge Nettet af Kooperativer, specielt Varehuse med et begrænset Antal Kunder i de store Industricentrer. 3) Kooperativerne på Landet må udvikles stærkt både med Hensyn til Forsyninger og til Salg. Vi er langt bagud med denne Opgave. 4) Der må afsluttes faste Aftaler om Køb af Landbrugsprodukter. Sådanne Kontrakter er med godt Resultat blevet afsluttet for Køb af Afgrøden af Industriplanter: Roer, Tobak, Hør, Hamp, Planteolie og Cikorie. Formålet er efterhånden at udvikle Kontraktsystemet til andre Landbrugsprodukter. En tilsvarende Prispolitik vil til en vis Grad gøre det muligt at udvikle Landbruget ad Linjer gunstige for Staten. 5) Der må organiseres Landbrugsforeninger, som udlejer Landbrugsmaskiner til Bønderne. Oprettelsen af disse Foreninger vil afhænge af Statens Planer om Udvidelse af Produktionen af Landbrugsmaskiner og Traktorer såvel som af Importen fra Udlandet. 6) Det kooperative Net må udvides til Håndværksproduktionen først og fremmest til små Værksteder og Landsbyhåndværkere med det Formål at forsyne dem med Råmaterialer, og sælge deres Færdigvarer. Erfaringerne på dette Område giver Håb om en yderligere heldig Udvikling. 7) Økonomisk Kontrol med Privatindustrien ved at regulere Forsyningerne af Råmaterialer, Elektricitet og Brændsel. Afslutning af Overenskomster om Levering til Staten af Varer af en bestemt Kvalitet og i bestemte Mængder. Vi har allerede positive Resultater fra private Tekstilforetagender. 8) Systematisk Standsning af ulovlig privat Handel, Spekulation i udenlandsk Valuta, ulovlige Transaktioner mellem Statsapparatet og det kooperative Apparat på den ene Side og private Elementer på den anden; Forholdsregler mod Misbrug osv.. 9) Kontrol med Priserne i den private Detail- og Engroshandel så de fastsatte Priser og Fortjenester kontrolleres af Staten. Denne Kontrol bliver allerede praktiseret i stor Udstrækning og giver som Helhed positive Resultater. 10) Regulering af Privathandelen, så overflødige Led bortskæres og åbenbare Spekulanter udryddes. 11) En tilsvarende Skattepolitik overfor de privatkapitalistiske Elementer. Dette skal ikke gøres for at hindre deres yderligere Udviklingsmuligheder, men for at begrænse ublu Indtægter. Store Resultater er netop blevet opnået på dette Område, som det ses af Budgetindtægterne fra den private Kapital, der er fordoblet i Løbet af det sidste halve År.

Jeg vil ikke gå i Enkeltheder om vor Treårsplans principielle Synspunkter for den økonomiske Genopbygning. Planen er offentliggjort og efter al Sandsynlighed er Kammeraterne kendt med den. Der må gøres store Anstrengelser for at gennemføre denne Plan, som tilsigter at hæve Førkrigsniveauet for Forbruget betydeligt ved helt at genopbygge og rekonstruere Industrien og ved at dyrke hidtil uopdyrkede Arealer, hvilket i høj Grad vil forøge Udbyttet. Samtidig med dette skal der træffes storstilede Forholdsregler til at industrialisere Landet og udvikle dets Sværindustri. Første Halvdel af 1947 viser, at som Helhed er Planen blevet resultatrigt gennemført, skønt dette Års Fejlhøst, forårsaget af Tørken, vil give alvorlige økonomiske Vanskeligheder. Gennemførelsen af Treårsplanen afhænger af følgende afgørende Betingelser: 1) Fuld Udnyttelse af alle Reserver i vor Økonomi ved at økonomisere med Kræfterne. 2) Forøget Arbejdsproduktivitet ved Anvendelse af Rationaliseringsmetoder og ved at give al mulig Støtte til den Massekappestridsbevægelse blandt Arbejderne, der spontant begyndte i nogle af vore Industrier i Begyndelsen af 1947. 3) Dannelse af en Arbejdshær bestående af den mandlige Befolkning, som ellers skulle udtages til Militærtjeneste. 4) Yderligere Udvidelse af en sund finansiel Basis for at gennemføre den økonomiske Plan uden Inflationsrystelser - dette skal gøres gennem en tilsvarende Skattepolitik. 5) En Forøgelse af vor Eksport, indbefattet Landbrugseksporten, så vi kan forøge Importen af de nødvendige Redskaber og Råstoffer.

Polens Udenrigshandel udvikler sig godt, og vil efter al Sandsynlighed nå op imod 300 Millioner Dollars i Eksport dette År. Dette Tal svarer omtrent til den årlige polske Gennemsnitseksport i 1936-38, når man tager Devalueringen af Dollaren i Betragtning. Polen har Handelsforbindelser med Sovjetunionen og folkedemokratiske Lande og i stigende Grad med kapitalistiske Lande. Takket være sin Kuleksport har Polen opnået at få store Handelskreditter fra en Række europæiske Lande. Bortset fra de sædvanlige Handelsoverenskomster har Polen fornylig afsluttet en Række Overenskomster med Sovjetunionen og forskellige folkedemokratiske Lande. Disse Aftaler tilsigter gensidig Udveksling af teknisk Erfaring, fælles Genoprettelse og Genopbygning af økonomiske Forhold, udvidet gensidig Brug af Transit etc.. For at få et Billede af den nationale Økonomi i 1945-47 og det i Dag opnåede Niveau, er det nødvendigt i Korthed at skitsere de enorme Ødelæggelser, som Krigen forårsagede. Som et Resultat af Krigen tabte Polen (indenfor dets nuværende Grænser) 40 % af sin Industri, 67 % af Hornkvæget, 55 % af Hestene, 83 % af Småkvæget, 20 % af Landbrugsinventaret. Hertil føjes de enorme Tab grundet på Udpiningen af Jorden, Ødelæggelsen af Transportsystemet til Lands, til Søs og på Floderne, af Kommunikationssystemet, af Boligerne i Byerne, af kulturelle Institutioner osv..

Til Trods for de hurtige Fremskridt i de sidste 3 År, har Polens Landbrug stadig langt igen, før der er rådet Bod på Krigstabene. Det samme gælder for det dyrkede Areal, Høstudbyttet, Antallet af Hornkvæg og Svin. På Grund af den store Nedgang i Udbyttet pr. Hektar, er Forøgelsen af Høsten forholdsvis ubetydelig, til Trods for den hurtige Udvidelse af opdyrket Land. Nedgangen i Høstudbyttet skyldes først og fremmest Mangel på Gødningsstof og Trækdyr. Som Helhed er der en akut Mangel på Landbrugsprodukter, Således når f.eks. dette Års Bruttoudbytte af Rug og Hvede i det indre Polen knebent 60-70 % af Førkrigsniveauet pr. Hoved. Polens Industriproduktion (indenfor dets nuværende Grænser) overstiger nu Førkrigsproduktionen. Dog er denne Stigning uensartet. Mens Sværindustrien er nået op på 28,2 % over Førkrigsniveauet og Elektricitetsværkerne 52 % over, har vi kun nået 80 % af Førkrigsniveaueet indenfor Letindustrien. Produktionen er endog endnu lavere for nogle vigtige Forbrugsvarers Vedkommende (Produktionen af Skolæder er f.eks. 23,9 % af Førkrigsniveauet). Denne langsomme Udvikling af Letindustrien skyldes hovedsagelig Landets Svaghed med Hensyn til Råmaterialer og Landbrug og de begrænsede Muligheder for Import af Råmaterialer udefra. Heraf kommer den akutte Knaphed på vigtige Industrivarer til Masseforbrug. Denne Knaphed bliver yderligere fremhævet ved den åbenbare Tilbagegang i den lettere Industri og Håndværket i Forhold til Førkrigstiden, selv om Antallet af indregistrerede Værksteder fra at være 88.700 den 31. December 1945 steg til 135.900 den 1. April 1947. Dog er dette langt under Førkrigstallet på 250.000 Virksomheder.

Det almindelige Pristal på det åbne Marked i August 1947 var 148 sammenlignet med April 1945. Når man sætter Reallønnen i Begyndelsen af 1947 til 100, lå Reallønnen for statsansatte i Juni 1947 fra 134 til 141. Arbejdernes Realløn i Mellem- og Storindustrien var, (når man tager Forandringerne i Socialforsikringen og Indførelse af Ferie med Løn med i Betragtning) 80 % af Førkrigstidens Reallønninger. Til Trods for det hidtil lave Niveau for Produktionen af Landbrugsvarer og Nødvendighedsartikler tyder Reallønningerne i Dag på store Forandringer i Fordelingen af Nationalindtægten til Gode for Arbejderklassen. Stigningen i Realfortjenesterne overstiger langt Væksten i Arbejdsproduktiviteten, der af forskellige Grunde, såsom Slid på Maskiner, Standsninger grundet Mangel på Materialer, Mangel på fagudlærte Arbejdere, utilstrækkelig Organisation og Disciplinering af Arbejdskraften, når Førkrigsproduktionen. Som et Resultat af Landbrugsreformerne og Udflytningen til de vestlige Områder, vil Dyrkningsarealet pr. Brug i det indre Polen snart nå 7,7 Hektar i Stedet for 5,5 før Krigen, dvs. en Stigning på 40 %. Vi har hidtil ikke fået nøjagtige Data om den nye Struktur af vort Landbrug. Imidlertid kan det nævnes, at Ophævelsen af de store Herresæder og Storgodser i høj Grad har forøget den forholdsvise Andel af de mellemstore Brug i det polske Landbrug.

Staten råder stadig over omkring 10 % af den dyrkede Jord efter Indførelsen af Landbrugsreformer og Udflytningen til de vestlige Områder. Disse Arealer kan og skal udnyttes i nær Fremtid til at styrke den nationale Økonomi som Helhed og Landbruget i Særdeleshed. Som Følge af Nationaliseringen af Industrien ejes hele Landets Stor- og Mellemindustri af Staten. Kun omkring 15 % af den almindelige Industriproduktion kommer fra den private Industri og Håndværket. Staten har også overtaget alle Banker. På samme Tid overtager Staten og de kooperative Foretagender i stadig større Udstrækning Nøglestillingerne til Engroshandelen. På nuværende Tidspunkt er Statens Andel i Engrosomsætningen 50 % og den kooperative Sektors 26 % og de private Virksomheders 24 %. Her skal det imidlertid bemærkes, at på. Grund af, at Markedet ikke er organiseret, får Detailhandleren en betydelig Del af Landbrugsvarerne direkte fra Producenten og går således udenom Engroshandelen. Med Hensyn til den kooperative Engroshandel må det siges, at under de nuværende Forhold for den kooperative Handel virker den ikke helt indenfor Planøkonomiens Rammer. Staten og det kooperative Net spiller stadig en lille Rolle indenfor Detailhandelen. I Øjeblikket er Statens Andel i Detailomsætningen 2 %, den kooperative Sektor 11 %, hvorimod den private Sektor udgør 87 %. Sammenfattende sagt er den nationale Økonomis Nøglestillinger i Statens Hænder, der ejer den store og mellemstore Industri, Bankvæsenet og Engroshandelen.

Det mest karakteristiske Træk ved de politiske Forhold i Polen er den Førerstilling, Arbejderklassen indtager i Folkets politiske Liv, og den fremtrædendende Rolle, det polske Arbejderparti spiller i den demokratiske Blok. Vi blev i Stand til at nå dette ved at organisere Arbejderklassens Enhedsfront og ved at samarbejde med Polens Socialistiske Parti. Arbejdernes Enhedsfront og Samarbejdet mellem PAP og PSP udgør Hoveddrivkraften i Polens March mod Socialismen Alle de politiske og økonomiske Resultater, vi har nået, alle vore Succes'er og Sejre skyldes Arbejderklassens Enhedsfront og Samarbejdet .mellem de to Arbejderpartier.

De socialdemokratiske Traditioner har ligget tungt over den polske Arbejderbevægelse. I Fortiden indtog Polens Socialistiske Parti en fjendtlig og tydelig uvenlig Holdning over for det tidligere polske kommunistiske Parti. Polens kommunistiske Parti, der var bebyrdet med Luxemburgske Traditioner, begik en Række Fejl i Fortiden, særlig i dét nationale Spørgsmål. Først under den anden Verdenskrig og den tyske Besættelse kom Polens Arbejderparti, der bestod af tidligere Medlemmer af det kommunistiske Parti (opløst så tidligt som i 1938) og af andre virkelige Demokrater, der sluttede op om Kampen for national og social Befrielse, i Spidsen for Bevægelsen, som et Parti, der kæmpede for Polens Uafhængighed. Denne Omstændighed

gjorde det meget lettere for os at udbrede Partiets politiske Indflydelse over hele Arbejderklassen og andre Lag i Befolkningen. Allerede under den tyske Besættelse, da det ny Polen var i Støbeskeen, indså vort Parti klart, at det ville blive overordentligt vanskeligt at skabe Enhed i Arbejderklassens Rækker uden Samarbejde med Polens Socialistiske Parti. Kun Enheden kunne sikre Arbejderklassen den førende Rolle blandt Masserne. På den anden Side stod det os klart, at medmindre de farlige socialdemokratiske og Pilsudskiske Traditioner med Rode blev rykket ud af Polens Socialistiske Parti, ville det være umuligt at skabe en Folkemagt og føre et genfødt Polen fremover i en socialistisk Udvikling. Lige fra Befrielsens Begyndelse var vort Samarbejde med Polens Socialistiske Parti derfor nøje knyttet til vore Bestræbelser på at skabe ideologisk Enhed på Marxismens Grundlag.

Under Besættelsen splittedes Polens Socialistparti i to Grupper, hvoraf det ene, under Navnet »Frihed, Lighed og Uafhængighed« repræsenterede Polens Socialistpartis gamle Ideologi, som kun indebar Had mod Polens Arbejderparti og Sovjetunionen. Den anden, som i Begyndelsen kaldte sig »Polske Socialister« og senere »De polske Socialisters Arbejderparti« grundlagde Socialistpartiet. »De polske Socialisters Arbejderparti« var Kimen til det nuværende polske Socialistparti, og det fik senere på en ret uorganiseret Måde Tilslutning fra praktisk talt hele Gruppen »Frihed, Lighed og Uafhængighed«, med Undtagelse af et Dusin af de mest reaktionære Ledere, En Del af disse er nu i Udlandet, hvor de fortsætter deres Splittelsesarbejde. Polens Socialistparti af i Dag står på den yderste venstre Fløj blandt de socialdemokratiske Partier i Europa. Det indser ganske klart, at Landet ikke kan regeres uden Hensyn til eller helt uden om Polens Arbejderparti. Det ville imidlertid være fejlagtigt at drage den Slutning, at Polens Socialistiske Parti samarbejder med os udelukkende på Grund af vort Partis Styrke. PSP ønsker virkeligt dette Samarbejde. De historiske Erfaringer og i særlig Grad Erfaringerne fra den sidste Krig har i høj Grad haft Indflydelse på Polens Socialistiske Partis Politik. Det er nu i Færd med at overvinde det skadelige anti-sovjetiske, Pilsudskiske og socialdemokratiske Traditioner. Dette lettes i vid Udstrækning af de almindelige Resultater, der er opnået i Polens økonomiske og politiske Liv, som direkte Følge af Enhedsfronten og Samarbejdet mellem de to Partier.

Erfaringerne fra tre Års Samarbejde mellem PSP og PAP, som resulterede i Arbejderklassens Enhedsfront har været positive. Vi kan roligt slå fast, at udelukkende i Kraft af Samarbejdet var vi i Stand til at spare Polen for forskellige politiske og økonomiske Rystelser og til at konsolidere Grundlaget for et nyt Folkets Polen. Ligesom ethvert politisk Fænomen er Samarbejdet mellem Polens Arbejderparti og Polens Socialistiske Parti underkastet Udviklingens særlige Love og kan derfor ikke være noget stationært. Vi kunne ønske, at Samarbejdet i Fremtiden udviklede sig henimod de to Partiers organisatoriske Enhed. Enhedsfronten styrkede i høj Grad den polske Arbejderklasse og satte den i Spidsen for Folket. Men så længe denne Klasses Interesser varetages af to Partier, og så længe der eksisterer forskellige ideologiske Retninger i Arbejderklassens Rækker, kan denne ikke udfolde sin fulde Styrke. Der opstår Uoverensstemmelser mellem de samarbejdende Arbejderpartier på Grund af Rivaliseren, misforstået Partipatriotisme og af personlige Årsager. Samarbejdserfaringerne mellem de mellemste og underste Partiinstanser viser, at det for det meste er Uoverensstemmelser om sådanne Spørgsmål, der har spændt Forholdene og er blevet brugt til at afbryde Samarbejdet. Det er vanskeligt for Polens Arbejderpartis og Polens Socialistiske Partis 1,5 Mill. Medlemmer, som har sluttet sig til disse Partier i Løbet af de sidste tre År, at forstå de ideologiske Forskelligheder de to Partier imellem, så meget desto mere som de samarbejder og anlægger lignende Synspunkter i principielle Spørgsmål i Statens Politik.

På vor Henvendelse om organisatorisk Enhed svarede Polens Socialistiske Partis Centralkomité med en Resolution, der slog fast, at det var en Nødvendighed at styrke Enhedsfronten og Samarbejdet med Polens Arbejderparti. I Løbet af de sidste tre Måneder er der blevet afholdt næsten 1.500 Møder og Konferencer med over 300.000 Medlemmer fra de to Partier som Deltagere. Fornylig blev der afholdt en Konference af ledende Partifunktionærer fra de to Partier. Formålet med disse Møder var at popularisere Ideen om Arbejderklassens Enhed og Samarbejdet mellem de to Partier. Vi vil fortsat arbejde for Fællesmøder, som vi håber vil blive besøgt af Medlemmer af de to Partier, og vil fortsat organisere Fællespartimøder som en regulær Form for Samarbejde. Vi betragter den sidste tre Måneders Mødekampagne som et af Enhedsfrontens største Resultater. Det ville imidlertid være uklogt at gå ud fra, at der ikke er nogen Fare for det folkelige Styre i Landet, og at det ikke under nogen Omstændigheder kan slås ned. Reaktionen er stadig i Stand til at gå imod os. Den besidder stadig nogle vigtige Positioner i Landet, især fordi dens økonomiske Grundlag er så solidt. En betydelig Del af den polski Intelligens er stadig inspireret af reaktionære Stemninger Indtil nu har vi ikke været i Stand til at tilvejebringe dybt gående Forandringer af Lærerstaben og af Undervisninger på Gymnasier og højere Læreanstalter, og vi har kun gjort de første Skridt i den Retning. Vi står overfor en akut Mangel på kvalificerede og loyale Kadrer inden for Videnskaben. Den gamle fjendtlige Ideologi og gamle konservative Vaner dominerer stadig i visse Befolkningslag. I de andre Partier, der deltager i den demokratiske Blok, er der stadig Svagheder, hvilket Klassefjenden forsøger at drage Fordel af. Ungdommen er stadig organisatorisk spredt. Alt dette er sagt for at vise, at Reaktionen stadig er i Stand til at bevare sin Indflydelse i visse Grupper af Befolkningen og til at organisere yderligere Kamp mod den bestående Orden. Reaktionen drager ligeledes Fordel af de bestående økonomiske Vanskeligheder i vort Land.

Det polske Folkedemokratis økonomiske Struktur og politiske Form udelukker ikke i sig selv Muligheden af Tilstedeværelsen af Partier, der repræsenterer besiddende og udbyttende Grupper. Sådanne Partier ville imidlertid uundgåeligt blive Oppositionspartier og ville ikke alene kæmpe imod Folkets Regering, men også imod Folkets sociale Orden. Man må huske, at den gamle borgerlige Ideologi, som er ethvert Oppositionspartis Allierede, stadig har Magt i Masserne. Forbudet mod de gamle reaktionære og fascistiske Partiers Virksomhed medfører, at disse Partiers Tilhængere gik ind i de legale Oppositionspartier. Før Krigen havde de reaktionære, fascistiske Partier stor Indflydelse i Polen. I Folkets Polen forbød vi disse Partier med det Resultat, at de reaktionære Elementer i stort Tal flokkedes om Oppositionspartiet Polske Stronniztwo Ludowe. Oppositionspartierne i de folkedemokratiske Lande ønsker ikke at stå i Opposition inden for Rammerne af den bestående Orden, og derfor søger de at nedbryde den. De besiddende Klasser, der har mistet den politiske Magt, begynder en Offensiv med det Mål at genvinde de sociale og politiske Positioner, de tidligere havde, og som den ny Orden tog fra dem. I deres Kamp mod Folkedemokratiet krænker de som Regel Loven. Dette er blevet bevist ved Mikolajczyk's Partis nedbrydende Virksomhed i Polen og ved fjendtlige Aktioner fra Oppositionspartier i andre folkedemokratiske Lande. Det fælles Træk for denne Opposition er dens Forbindelser med den internationale Reaktion, i første Række med den engelsk-amerikanske Reaktion. Oppositionspartierne, der synker ned i det nationale Forræderis Sump, baner Vejen for fremmed Reaktions Indblanding i de ny Demokratiers indre Anliggender.

De åbenlyse Forbindelser mellem den polske Reaktion og de reaktionære Kræfter i England og USA hjalp i høj Grad med til at undergrave Mikolajczyk's Oppositionspartis Indflydelse og til at svække den fascistiske underjordiske Bevægelse. Dette var en af Hovedårsagerne til Mikolajczyk's Partis Valgnederlag. På den ene Side den negative Holdning, som engelsk-amerikanske Kredse indtager over for Spørgsmålet om Polens Vestgrænse, og på den anden Side den positive Holdning, Sovjetunionen indtager, fremkaldte en hurtig Nedgang i de pro-britiske og pro-amerikanske Sympatier i Polen, hvorimod Sympatien for Sovjetunionen voksede meget. Det polske Folk identificerede fuldstændig korrekt den polske Reaktions og Mikolajczyk's Politik med den engelske og amerikanske Reaktions Politik. Bortset fra den Skade, som Churchills og Byrnes' Taler om en Revision af Polens Grænser til Fordel for Tyskland har voldt, tjente de også som udmærket Propaganda blandt det polske Folk for Regeringens, for Polens Arbejderpartis og for den demokratiske Bloks Politik. De var ligeledes udmærket Propaganda for Styrkelsen af den polsk-sovjetiske Alliance.

Vi har også til Hensigt i Fremtiden at basere Magten på de demokratiske Partiers Blok, på Forbundet mellem Arbejdere og Bønder, på Samarbejde med de fremskridtsvenlige Dele af Småborgerskabet. Den nuværende Regering er en Koalition af fem Partier, nemlig: Polens Arbejderparti, Polens Socialistiske Parti, Stronniztwo Ludowe, Stronniztwo Demokratishne og Stronniztwo Prazi. Stronniztwo Ludowe er som Partiet for de arbejdende Bønder, der udgør Hovedmassen af det polske Folk, det vigtigste Element i Blokken. Bondebevægelsen i Polen har gamle og dybe Rødder. I Løbet af sin 50-årige Eksistens har den vaklet mellem det konservative Nationalistparti, kaldet »Nationale Demokrater«, mellem »Sanacja«-Partiet (Pilsudskis Parti), som dominerede i Polen før Krigen (fra Maj 1926-1939), og Polens Socialistiske Parti, som det var dengang. Før Krigen var Bondebevægelsen splittet i flere Partier, af hvilket Det uafhængige Bondeparti blev opløst pga. sin sociale Radikalisme. Adskillige År før Krigen blev Bondebevægelsen, som var isoleret fra Magten og undertrykt og splittet af »Sanacja«, forenet i et enkelt Bondeparti under Ledelse af den konservative Witos. Dette Parti blev kendt som Stronnitztwo Ludowe. Under Krigen og Besættelsen dannede Lederne af Stronnitztwo Ludowe Blok sammen med Højrepartierne både i selve Polen og i Emigrationen. En Gruppe venstreorienterede Bønder skilte sig ud fra Partiet og, skønt de formelt opretholdt Forbindelsen med Partiet, dannede deres egen Ledelse i 1943 og begyndte Udsendelsen af et illegalt Blad »Folkeviljen«. Gruppen blev ledet af venstreorienterede Bondeledere, hvoraf de fleste kom fra det gamle Uafhængige Bondeparti. Repræsentanter for det venstreorienterede Bondeparti sluttede sig ligesom Repræsentanter for Socialistpartiets Venstrefløj til det underjordiske Kraewa Rada Narodova (Frihedsrådet). Efter Polens Befrielse overtog Lederne af »Folkeviljegruppen« Ledelsen af Stronnitztwo Ludowe (dette indbefattede ikke Bondeledernes højre Fløj).

Efter Oprettelsen af en national Enhedsregering, i Overensstemmelse med Krim-Konferencens Beslutninger, dannede Mikolajczyk ved sin Tilbagekomst til Polen sit eget Parti, Polske Stronnitztwo Ludowe. Dette Parti samlede alle Bondebevægelsens reaktionære Ledere og også en Del af de moderate Ledere. De tidligere Medlemmer af »Sanacja« og »Endec«-Folkene, som ikke havde deres eget Parti, sluttede sig til Polske Stronniztwo Ludowe i stort Tal. Ved at kalde sig Folkets Parti forsøgte Polske Stronniztwo Ludowe at vinde frem til en ledende Stilling. Faktisk blev det imidlertid Bybourgeoisiets og de rige Agrarers Parti såvel som de en-gelsk-amerikanske Agenters Parti i Polen. Mikolajczyk og hans Parti søgte i deres Kamp mod Folkedemokratiet Tilflugt til en snedig Taktik. Udadtil gik Mikolajczyk ind på de sociale Reformer, der blev gennemført, som f.eks. Ekspropriationen af Jorden og Nationaliseringen af Nøgleindustrierne, formelt var han Tilhænger af Forandringerne i Polens Østgrænse. Mikolajczyk betragtede det imidlertid som sit første Mål at styrte Folkets Regering og fjerne Polens Arbejderparti fra Magten. Således søgte Mikolajczyk at bane Vej for en Tilbagevenden til de gamle, måske lidt omorganiserede, sociale Tilstande i Polen.

Som Følge af en beslutsom Offensiv, i Hovedsagen iværksat af vort Parti, som Følge af Mikolajczyk's Valgnederlag og Partiets indre Kriser, der kom til Udtryk, da en Gruppe mere demokratisk sindede fremtrædende Ledere trak sig tilbage, og som Følge af Skabelsen af en Venstrefløj indenfor PSL, mistede Mikolajczyk's Parti en betydelig Del af sin Indflydelse og sine Positioner og blev stærkt svækket både i By og på Land. Ikke desto mindre blev hans Parti fra denne Dag de anti-demokratiske Kræfters ledende Centrum. Efter PSL's Nederlag har den radikale Bondebevægelse organiseret af Stronnitztwo Ludowe i bemærkelsesværdig grad forøget sin Aktivitet og vundet Indflydelse ikke blot blandt de fattige, men også blandt Middelstandsbønderne. I de enkelte lokale Områder har vi organiseret Fællesmøder mellem Funktionærer fra Polens Arbejderparti og Stronnitztwo Ludowe, lejlighedsvis sammen med Polens Socialistparti. Disse Møder har givet gode politiske Resultater, har hjulpet med til at forme Bondebevægelsen ved at føre den frem ad en Samarbejdslinie med Arbejderbevægelsen. De har også hjulpet med til ideologisk at afklare Stronnitztwo Ludowe. Som tidligere nævnt er Ungdomsorganisationernes Splittethed en alvorlig Mangel ved det polske Folkedemokrati. Der er adskillige Ungdomsorganisationer i Polen, og hver af dem er knyttet til et tilsvarende politisk Parti eller til en bestemt politisk Retning blandt Folk. Vi er i Færd med at forsøge at samle Ungdommen i een Organisation og udarbejder Planer til en fælles Ledelse for alle Ungdomsorganisationer. Samtidig, efter jugoslavisk og bulgarsk Eksempel, agter vi til næste År at organisere Arbejdsbrigader bestående af unge Mennesker i den værnepligtige Alder, som fritages for Militærtjeneste, og af frivillige Grupper af organiseret Ungdom, Disse Arbejdsbrigader kunne yde økonomisk Hjælp og ville blive Skoler til Opdragelse af Ungdommen i Folkedemokratiets Ånd. Den studerende Ungdom er endnu i høj Grad påvirket af Reaktionen. Dette kan forklares udfra Studenternes sociale Sammensætning, hvilket vi søger at ændre ved at få en ny Studenterungdom indskrevet. Særlige Forberedelseskursus for Arbejderklassens og Bøndernes Unge er blevet organiseret til dette Formål.

Der er stadig svage Punkter i vort Folkedemokratis politiske System. Vor største Vanskelighed for Øjeblikket er Kadrer - Mangel på det nødvendige Menneskemateriale. Dette er vort Partis svageste Punkt. Vor centrale Partiskole har arbejdet siden Befrielsens første Dag. Indtil nu er næsten 3000 Kammerater udgået fra dens tre og seks Måneders Kursus. Vi har ligeledes kortvarige Partiskoler ude i Distrikterne, hvorfra der er udgået 10.000 Kammerater. Foruden Partiskolerne har Ungdommens Kampforbund Skoler. Mange af vore Kammerater går også på Fagforeningernes Skoler. Alligevel vil det vare mange År at forberede de politiske Kadrer. På et Møde fornylig tog Partiets Centralkomite den Opgave op at hæve Niveauet for vore Partimedlemmers ideologiske Opdragelse. Vi har bevidst åbnet for Massetilgang af nye Medlemmer til Partiet, fordi det er lettere under vore Arbejdsforhold at arbejde med Støtte fra Masseorganisationerne. Et Parti bestående af Funktionærer kan ikke erstatte et Masseparti, så meget mindre som vi har et meget lille Antal af politisk højt skolede Partimedlemmer. Vi er ofte nødt til at sende flere Tusind Partimedlemmer ud i forskellige Kampagner f.eks. mod Spekulanterne, de høje Priser, eller før i Tiden for at få betalt Skatterne i Naturalia osv.. Næsten alle Medlemmer deltog i Valgkampagnen. Vi kunne ikke have gennemført alt dette uden et Masseparti. Centralkomiteens Plenarmøde i April standsede Masserekrutering til Partiet, og nu, da der er blevet indført permanente Partibøger, er vi i Færd med at rense Partiet for fremmede og overflødige Elementer. Vi antager, at dette vil reducere Partiets Medlemstal med 5 %. Hvis vi blev spurgt, hvad der var den allervigtigste Betingelse for en heldig Overgang til Socialismen i Polen, ville vi svare: først og fremmest vore Partikadrers Kvantitet og Kvalitet og hele Partiets ideologiske Niveau.

IV.

I vor Beretning kan vi ikke forbigå Spørgsmålet om Udenrigspolitiken. Vi kan ikke adskille vor Kamp for social, økonomisk og politisk Genopbygning, for hele Landets Genrejsning, fra Kampen for Statens Suverænitet og for vore Grænsers Sikkerhed; vi kan ikke adskille den fra vor Udenrigspolitik. Alliancen med Sovjetunionen er Hjørnestenen i vor Udenrigspolitik. Vi forklarer Folket den livsvigtige Nødvendighed af stadig at styrke denne Alliance; vi forklarer Rigtigheden af dette set udfra den polske Stats Interesser. Vi er i Færd med at ødelægge alle anti-sovjetiske Centrer, at udrydde alle de gamle anti-russiske Stemninger, der har været fremherskende siden det 18. og 19. Århundrede, at fjerne alle de anti-sovjetiske Fordomme, som Reaktionen har brugt til at forgifte den offentlige Mening med siden den store Oktoberrevolutions første Dage. Idet vi er klar over, at den fuldstændige Bortskaffelse af denne ødelæggende Arv vil kræve mange Års intenst Arbejde, kan vi slå fast, at det store Vendepunkt allerede er nået i den Retning. Som allerede sagt, er den vigtigste Løftestang i dette Spørgsmål Problemet vedrørende vore vestlige Områder og Bevidstheden om, at Sovjetunionen hjalp Polen med at fastlægge sine Grænser ved Oder og Nysa. Som bekendt var Polens Arbejderparti det første polske Parti, der allerede i Krigens Tid fremkom med Kravet om, at de vestlige Områder efter Krigen skulle gives tilbage til Polen. De Områder, som Tyskerne havde fravristet os, er historisk set polske til Trods for, at kun 15 % af Befolkningen i disse Områder var polsk, dengang de efter Århundreders Germanisering blev givet tilbage.

Tyskerne, som i Århundreder har forsøgt at erobre slaviske Lande, og som i den sidste Krig blev slået af slaviske Folk, er et velegnet Redskab i Hænderne på de anglo-amerikanske imperialistiske Krigsophidsere og Krigsorganisatorer, som spekulerer i et nyt Korstog mod Sovjetunionen og de slaviske Lande. De ønsker endnu en Gang at gøre disse Folk til Kapitalismens Slaver. Den polske Grænse langs Oder og Nysa er ikke blot den polske Stats historisk begrundede Grænse, men udgør også Folkedemokratiernes vestligste Grænse mod Europa. Arbejderklassen i andre Lande, de kommunistiske Partier og alle fremadskridende revolutionære og demokratiske Kræfter, der bekæmper Imperialismen, er ligeså interesserede i at styrke Polens Vestgrænse langs Oder og Nysa, som den polske Arbejderklasse og hele det polske Folk er det.

De slaviske Folks Solidaritet er det andet Bolværk for vor Udenrigspolitik. Denne Solidaritet er ikke blot en af de grundlæggende Faktorer i vore Alliancer med Sovjetunionen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og i Fremtiden med Bulgarien, men den er også en Kilde til økonomiske og kulturelle Venskabsforbindelser med andre slaviske Lande. Imidlertid må man lægge Mærke til, at til Trods for Forskel i Traditioner fra f.eks. Bulgarien og Tjekkoslovakiet, vil den slaviske Solidaritet vinde stadig fastere Fodfæste i Polen efterhånden som Forbindelserne med de slaviske Brødrefolk bliver stærkere og tættere. I denne Henseende har Venskabspagten mellem Polen og Tjekkoslovakiet været overordentlig resultatrig. Det samme gælder om de økonomiske Forbindelser og kulturelle Overenskomster, som styrker de demokratiske Kræfter i vore Lande. Opfyldelsen af disse Overenskomster vil feje de Modsætninger bort, der af Reaktionen blev indpodet og understøttet i Tysklands Interesse gennem Snesevis af År.

Det tredie Bolværk i vor Udenrigspolitik er Kampen for Styrkelse af Freden udfra Principperne fra Potsdam: Kampen for den fuldstændige Udryddelse af alle Arnesteder for Fascismen, først og fremmest for Afnazificeringen, Afmilitariseringen og Demokratiseringen af selve Tyskland; Kamp mod enhver Mulighed for en ny tysk Aggression understøttet af dets nuværende Beskyttere; imod den amerikanske Imperialismes Trussel mod de europæiske Folks Suverænitet; imod en Vestblok og ethvert Forsøg på at skabe en imperialistisk- folkefjendtlig Koalition under Amerikas Ledelse.

Ved at lade os lede af disse Principper, forsvarer vi de forenede Nationer mod ethvert Forsøg på at gøre dem til et lydigt Redskab for den amerikanske Imperialisme og de Stater, der er den følgagtige, vi forsvarer Princippet om Stormagternes Enighed. Det var disse Principper, vi lededes af, da vi indbragte 'det spanske Spørgsmål for UN, da vi forsvarede det græske Folk imod Indblanding fra fremmede imperialistiske Kræfters Side og imod Undertrykkelse af Folkebevægelsen og Arbejderklassen, da vi forsvarede Indoneserne mod Aggressioner fra de hollandske Kolonister med Støtte af de amerikanske Imperialister. Samtidig med, at vi understregede vor gode Vilje og Ønsket om at opretholde venskabelige Forbindelser med de angel-saksiske Lande, gik vi kraftigt imod deres vedholdende Forsøg på politisk Indblanding og deres Forsøg på at danne en fast politisk Base i Polen ved Hjælp af Polsko Stronnitztwo Ludowe og den underjordiske fascistiske Bevægelse. Udfra de førnævnte Principper indtog vi en negativ Holdning i Spørgsmålet om den såkaldte Marshallplan. Uden på nogen Måde at tilbagevise Muligheden af at benytte amerikanske Kreditter, betragter vi imidlertid på ingen Måde Marshalls Form for såkaldt amerikansk »Hjælp« som et »Redningsbælte« eller som »Europas Frelse«. Vi anser den tværtimod for en Form for Ekspansion, hvorved de europæiske Staters Suverænitet trues af USA, som har indstillet sig på en Genoprettelse af de vesttyske Bastioner. De amerikanske Imperialister forsøger at lede de europæiske Landes økonomiske Udvikling ind i deres egne Kanaler og at reducere de europæiske Lande til en halvkolonial amerikansk Stat.

Vi forsvarer konsekvent vort Standpunkt. Mod Tanken om Europa som en Vasalstat stiller vi Tanken om de europæiske Landes Solidaritet, deres økonomiske og politiske Samarbejde i Forsvaret for deres Suverænitet. Vi er i Færd med at gøre Polen til et stærkt Led i den almindelige Kæde af demokratiske, anti-imperialistiske og fredselskende Nationer. De anglo-amerikanske Imperialister forsøger at puffe os om bag et Jerntæppe, ved hvis Hjælp de kunne tænke sig at isolere Arbejderklassen og det arbejdende Folk i Socialismens Land og i Folkedemokratiernes Lande fra Arbejderklassen og det arbejdende Folk i den kapitalistiske Verden. Vi er imidlertid ikke alene. Med os er den store og mægtige Sovjetunion. Med os er alle slaviske Folkeslag. Med os er alle Verdens demokratiske og nationale Frihedsbevægelser. Vi ser, at de kapitalistiske Stater til Trods for deres egne splittende indre Modsætninger finder sammen på anti-sovjetisk og anti-demokratisk Grundlag og forsøger at slippe en ny Krig løs. Den amerikanske Imperialisme afslører i Grækenland tydeligt sin Brutalitet mod Demokratierne og sine Hensigter om at påtvinge andre Lande et reaktionært fascistisk Regime. Vi er af den Opfattelse, at vi ikke tilstrækkeligt klart har vist den amerikanske Imperialismes sande Ansigt og Hensigter. Det græske Spørgsmål må være alle kommunistiske Partiers og alle demokratiske Kræfters Kampfane mod den amerikanske Imperialisme og mod den Politik, der føres af den hjemlige Reaktion, som vil. sælge deres Landes Suverænitet til de amerikanske Imperialister. Den Klassekamp, der nu føres i alle Lande med Undtagelse af Sovjetunionen, er tydeligt i Færd med at udvikle sig til en Kamp mellem to Verdener, til en imperialistisk Lejrs Kamp mod en anti-imperialistisk Lejr. Det er vort Synspunkt. Og når det er sådan, er der så meget mere Grund til, at de forskellige Landes marxistiske Arbejderpartier udveksler Erfaringer og sammenligner Synspunkter, så de kan anvende de bedste Metoder og den rigtigste Taktik til at slå Reaktionen i deres eget Land og bringe Verdensimperialismens Planer til at strande.

Som Resultat af Loven af 23. August 1944 trak Rumænien, som havde været en af Hitler-Tysklands Allierede, sig ud af Krigen, sluttede sig til Anti-Hitler-Koalitionen, og vendte sine Våben mod Tyskerne. Dette blev gjort muligt ved Sovjettroppernes Gennembrydning af Hitlerfronten i Moldau, som opløste og bragte Forvirring i Hæren og Antonescus Statsapparat. Skønt der ikke var nogen vidt udbredt Anti-Hitler-Aktivitet i Landet, da det kæmpede på Nazi-Tysklands Side, var de patriotiske Styrker, som blev ledet af det kommunistiske Parti, der organiserede en bevæbnet Arbejdergarde og appellerede til Arbejderbefolkningen om at modsætte sig Antonescus Hitler-Styre, Initiativtagerne til Loven af 23. August 1944.

Vort Parti begyndte Kampen for et demokratisk Styre i Rumænien under vanskelige Forhold. Skønt vort Parti var talmæssigt svagt, da Rumænien trak sig ud af Hitlerkrigen, havde det betydelig Autoritet og Indflydelse i Landet. Det samlede straks de demokratiske Kræfter i Landet, reorganiserede Partiorganisationerne, dannede Enhedsfagforeninger, som i Løbet af kort Tid blev til en betydningsfuld social Kraft. I dag er Fagforeningernes Medlemstal nær ved 1 1/2 Mill. og omfatter den overvejende Majoritet af Arbejderne og Kontorfolkene. Det socialdemokratiske Parti, som vort Parti sluttede en Enhedsfront-Overenskomst med så langt tilbage som i Maj 1944, hjalp med til at organisere Fagforeningerne. Den arbejdende Bondebefolknings Organisation - Plovmændenes Front, ledet af Petru Groza, vandt Indflydelse over hele Landet. På Initiativ af vort Parti blev en nationaldemokratisk Front dannet bestående af alle demokratiske Partier - det kommunistiske Parti, det socialdemokratiske Parti, Plovmændenes Front og andre.

Som Initiativtageren til de demokratiske Styrkers Fællesoptræden styrkede vort Parti betydeligt sin Autoritet blandt Folkemasserne. Det organiserede en Række Kæmpedemonstrationer i alle Egne af Landet, først og fremmest i Bukarest, for at fremskynde Demokratiseringen af Rumæniens indre Styre. Regeringen Sanatescu, som kom til Magten efter den 23. August, var hovedsageligt sammensat af reaktionære Generaler, som tog deres Instrukser fra reaktionære Ledere - Maniu, Bratianu og andre. Det kommunistiske og det socialdemokratiske Parti havde hver kun een Minister uden Portefølje i denne Regering, mens de andre demokratiske Partier slet ikke var repræsenteret. Folket rejste åbent Krav om en Regering, der repræsenterede alle de politiske Partier. Det kommunistiske Parti forlangte Indførelse af en Jordreform, borgerlige Rettigheder for den arbejdende Befolkning, Afnazificering af Landet og fremfor alt aktiv Deltagelse i Krigen mod Nazityskland sammen med USSR. De demokratiske Kræfter opnåede deres første Resultater som Følge af denne Kampagne. Generalernes Regering blev nødt til at give Plads for en Regering, der repræsenterede alle politiske Partier i Landet. Det kommunistiske Parti fik overdraget Justitsministeriet og Trafikministeriet samt Posten som stedfortrædende Minister for indre Anliggender. Imidlertid fortsatte de reaktionære Partier - Maniu's national-tsaranistiske Parti og det nationalliberale Parti - med at spille den ledende Rolle i Regeringen.

Den demokratiske Lejr fulgte de opnåede Resultater op og mobiliserede anført af vort Parti Folket for Gennemførelsen af demokratiske Reformer. Vi angreb Indenrigsministeren, som brugte Undertrykkelsesmetoder mod Arbejderorganisationerne og Bondebevægelsen. En ny Bølge af Demonstrationer tvang også denne Regering til at gå af. Den nationaldemokratiske Fronts Stilling var meget stærkere i den tredie Regering. De demokratiske Partier fik opfyldt deres Krav om at få Formanden for Plovmændenes Front, Groza, udnævnt til Vicepremierminister. De reaktionære Partier beholdt alligevel deres dominerende Rolle selv i denne Regering; de saboterede Våbenstilstanden med USSR og førte en forbitret Kamp mod demokratiske Reformer. Denne Regering blev ledet af General Radescu, som var nært knyttet til anglo-amerikanske, imperialistiske Kredse. De demokratiske Kræfters Kamp mod Reaktionens Overvægt i Regeringen og for Indførelsen af demokratiske Reformer blev stærkere, efter at General Radescu kom til Magten. Reaktionen organiserede fascistiske Bander, som åbenlyst angreb Arbejderforeninger og Arbejderbevægelsens Ledere. Radescu kaldte Infanteri og endog Tankenheder tilbage fra Fronten og koncentrerede dem i Bukarest. Tropperne åbnede Ild mod Arbejdernes Demonstrationer. I Transsylvanien foregik der Pogromer mod den ungarske Befolkning.

Vort Parti anvendte nye Kampmetoder i denne Situation. Som Svar på Radescus Afslag på at afsætte Provinspræfekterne (Amtmændene) og Formændene for Kommunalrådene, som var Antonescus Lakajer, appellerede vi til Befolkningen om selv at foretage denne Forandring ved at udnævne nye Ledere valgt af Masserne til at overtage Provins- og Kommunalråd. Dette blev gjort trods den Kendsgerning, at Radescus Lejesvende i en Række Tilfælde greb til Våben. Som Svar på de Manøvrer, der tilsigtede at sabotere Jordreformen, opfordrede det kommunistiske Parti sammen med Plovmændenes Front de fattige Bønder uden Jord til at dele Godserne mellem sig. Bønderne fulgte dette ved at virkeliggøre Jordreformen i Overensstemmelse med Reglerne, der var fastsat i det Regeringsprogram, der var offentliggjort af den nationaldemokratiske Front. Da Radescu beordrede Viceindenrigsministeren fjernet, nægtede denne efter Instruks fra Partiet at forlade sin Stilling, og, idet han ignorerede Regeringen, sendte han et Cirkulære til de administrative Organer og oplyste dem om, at han fortsatte med sine Pligter.

Den nationaldemokratiske Front begyndte Kampen for at vælte Radescu-Regeringen, som havde fuld Støtte både fra den anglo-amerikanske Reaktion og fra de reaktionære Partier. Denne Massebevægelse, som kulminerede i en 24-Timers Demonstration foran Paladset, tvang Radescu til at trække sig tilbage. Han søgte Tilflugt i det britiske Gesandtskab og blev senere bragt til Udlandet af Amerikanerne, hvor han nu fører en ondsindet Kampagne mod det demokratiske Rumænien. Som Resultat af Massedemonstrationerne indvilgede Kongen i Dannelsen af en Samlingsregering af de demokratiske Partier ledet af Dr. Groza. De reaktionære Partier blev udelukket.

Vort Parti såvel som Partierne i den nationaldemokratiske Front (Plovmændenes Front, det socialdemokratiske Parti, det folkelig nationale Parti o.s.v.) fik vigtige Pladser i denne Regering, som kom til Magten 6. Marts 1945. Det kommunistiske Parti fik Indenrigsminister-, Justits- og Trafikministeriet. Da også Tatarescus Parti var repræsenteret, havde den nye Regering bredere politisk Basis end den nationaldemokratiske Front. På Trods af de Vanskeligheder, som Tatarescus Parti skabte i Regeringen (dette Parti prøvede at begrænse Jordreformen, angreb Regeringens Finanspolitik osv.), var Udvidelsen af Regeringens politiske Basis under de foreliggende Omstændigheder en positiv Faktor.

Vi måtte overvinde store økonomiske Vanskeligheder i Tiden mellem Groza-Regeringens Oprettelse og Parlamentsvalgene den 19. Nov. 1946. Landets Økonomi var i en Tilstand af Kaos og Nedgang. Der havde været Tørke to År i Træk. På Trods af alle disse Vanskeligheder blev der alligevel gennemført en Række Reformer og Forholdsregler, som betød et stort Skridt fremad i Demokratiseringen af Rumænien. Jordreformen blev fuldført og gjort til Lov. 1,4 Mill. ha Land blev fordelt mellem 726.000 Bønder. Under Ledelse af Bondekomiteerne hjalp de fattige Bønder aktivt med til at gennemføre Reformen, som Svar på Opfordringen fra Partiet, der samarbejdede med Plovmændenes Front. En vigtig Rolle blev her spillet af de Arbejderbrigader, som Partiet og Fagforeningerne sendte ud til Landsbyerne for at yde Hjælp til Bønderne. Brigaderne hjalp Bønderne med at udføre Forårssåningen, reparere Landbrugsmaskiner etc. I mange Fabrikker sendte Arbejderne Landbrugsredskaber som Gave til Bønderne. Den Støtte, der blev givet til de fattige Bønder af Proletariatet, mobiliseret af det kommunistiske Parti, styrkede Arbejdernes og Bøndernes Forbund og forstærkede Arbejderklassens ledende Rolle i dette Forbund. Da den demokratiske Regering kom til Magten, tog Rumænien aktiv Del i Anti-Hitler-Krigen og sendte 14 rumænske Divisioner til Fronten, som kæmpede Skulder ved Skulder med Sovjet-Tropperne. Efter at de reaktionære Regeringer, som saboterede Våbenstilstandsbetingelserne med USSR og Rumæniens Deltagelse i Anti-Hitler-Krigen var fjernet, undergik Rumæniens Udenrigspolitik en historisk Forandring ved Oprettelsen af venskabelige Forbindelser med USSR.

Det demokratiske Rumænien nød USSR's Støtte. Da de reaktionære Regeringer var ved Magten, krævede Sovjet-Regeringen, som Svar på de Overgreb, der blev begået af de fascistiske reaktionære Bander i Transsylvanien, at Rumæniens reaktionære Administration skulle kaldes tilbage fra Transsylvanien. På den tredie Dag efter Groza-Regeringens Oprettelse gav Kammerat Stalin som Svar på den rumænske Regerings Brev sit Samtykke til Genoprettelsen af en rumænsk Administration i Transsylvanien. Den nye rumænske Regering førte en demokratisk Nationalitetspolitik, baseret på alle Nationaliteters Ligeberettigelse. Dette var Forudsætningen for at fjerne den ældgamle Modsætning, der eksisterede mellem Rumænerne og Ungarerne i Transsylvanien. Vor Regering fordømte åbenlyst Rumæniens imperialistiske Annektion af Syd-Dobrudja i 1913. Således fjernede den alle Stridsspørgsmål mellem Rumænien og Bulgarien. Regeringen tog Forholdsregler til at fjerne Fascister fra Statsapparatet. De vigtigste Krigsforbrydere blev dømt og henrettet.

Indenrigsministeriets Apparat blev reorganiseret; dets Personale blev fornyet med aktive demokratiske Elementer fra Arbejderklassen. Mange reaktionære Generaler og Officerer blev fjernet fra Hæren. Et Apparat til politisk Opdragelse indenfor Hæren blev skabt. I Valgsystemet blev Reformer indført, som fjernede Tokammer-Systemet og gav Kvinder og Militære Stemmeret. Regeringen begyndte at genoprette Landets Økonomi og opnåede store Resultater med Jernbanetransporten, som havde lidt meget under Krigen. Vort Parti var Initiativtageren og det mest aktive Parti i Kampagnen for at hjælpe de hungerramte Områder. En særlig Organisation blev dannet til dette Formål, med Repræsentanter for Statsorganerne og Masseorganisationer, hvorved Partiet spillede den ledende Rolle. Positive Resultater blev opnået med at frelse Børn i de hungersnødramte Områder og begrænse Sulten. Disse Reformer og Forholdsregler blev opnået under skarp Kamp mellem demokratiske Kræfter og den hjemlige Reaktion, som blev inspireret af udenlandske reaktionære Kredse. Under Indflydelse af disse sidste forlangte Kongen, at Groza-Regeringen kort efter dens Dannelse skulle trække sig tilbage. Kongen erklærede, at han ikke længere anerkendte Groza-Regeringen, afbrød alle Forbindelser med den og nægtede at underskrive Regeringens Love og Dekreter for således at gøre dem »forfatningsstridige«. Groza-Regeringen fortsatte med at styre Landet i 5 Måneder under disse Forhold og videreførte sit demokratiske Reformprogram.

Parallelt med dette forsøgte anglo-amerikanske reaktionære Kredse ved diplomatisk Tryk at få den nye Regering fjernet som »urepræsentativ« og at anbringe de reaktionære Partier i deres tidligere dominerende Stillinger. Takket være Sovjet-Regeringens energiske Støtte blev Englands og USA's Repræsentanter nødt til at gå ind på den Afgørelse, man traf på Udenrigsministermødet i Moskva i Januar 1946. Groza-Regeringen forblev ved Magten. De reaktionære Partier fik kun hver een Minister uden Portefølje. Endvidere skulle disse Ministre anerkendes af Regeringen. Efter denne Afgørelse genoptog Kongen sin Kontakt med Regeringen. Englands og USA's Regeringer prøvede endnu engang at blande sig i vort Lands indre Anliggender lige før Valgene, da de to Regeringer krævede en Ændring af Valgloven. Dette Krav blev kraftigt afvist af vor Regering. Ved Fredskonferencen i Paris prøvede den britiske og den amerikanske Delegation tillige med andre Delegationer, der handlede efter deres Ordrer, at indføre tyngende Betingelser i Fredstraktaten, hvorved vor politiske og økonomiske Selvstændighed ville være blevet truet. Imidlertid havde de kun delvis Held med sig, takket være den Stilling, der blev taget af Sovjet-Delegationen. Anglo-Amerikanerne fik deres Vilje med Hensyn til Erstatninger for de Tab, som den anglo-amerikanske Kapital i Rumænien havde lidt osv.

Indenfor Landet var det national-tsaranistiske Parti Hovedvåbnet i de reaktionære Kræfters Kamp mod det demokratiske Styre og dets Reformer. De reaktionære Partier anvendte yderliggående Metoder i deres Offensiv mod det nye Styre. Foruden vidt udbredt antikommunistisk, antisovjetisk og chauvinistisk Propaganda og provokerende Rygter, gik disse Partier over til Attentater, bevæbnede Angreb på Parti-, Fagforenings- og Bondefunktionærer. I November 1945 åbnede de fascistiske Bander Ild imod en Arbejderdemonstration og dræbte 9 Personer. Sikkerhedsorganerne opdagede et forgrenet Net af underjordiske fascistiske Organisationer, som forberedte en bevæbnet Opstand. Drastiske Undertrykkelsesforanstaltninger blev taget mod de reaktionære Partiers Virksomhed. Det lykkedes os at knuse Reaktionens Manøvrer - både den hjemlige og den udenlandske - som tilstræbte at fremkalde en Splittelse i Regeringskoalitionen og isolere vort Parti fra dets allierede. Reaktionen støttede sine Forhåbninger på den tidligere Formand for det socialdemokratiske Parti Titel Petrescu, som åbenlyst modsatte sig Samarbejdet mellem det socialdemokratiske og det kommunistiske Parti, og som afsluttede en hemmelig Aftale med de reaktionære Partier. Ved det socialdemokratiske Partis Kongres i Marts 1947 blev Petrescu fordømt og smidt ud af dets Rækker. Han prøvede at danne et nyt »uafhængigt« socialdemokratisk Parti, men kun et lille Antal af Højresocialdemokrater fulgte ham. Enhedsfronten og Regeringskoalitionen bevarede deres Kraft. Petrescu og hans Gruppe blev isoleret og afsløret som Reaktionens direkte Agenter. Den hjemlige og udenlandske Reaktion øvede også stærkt Tryk på Tatarescus Parti. En Gruppe af Partiets Ledere brød ud og gik over til det reaktionære liberale Parti og modsatte sig Deltagelse i de demokratiske Partiers Blok. Imidlertid mislykkedes Forsøget på at splitte Regeringen. Den Kendsgerning, at Masserne aktivt støttede vor Politik med beslutsom Kamp fra de demokratiske Kræfters Side mod Reaktionen, satte os i Stand til at bevare vor politiske Stabilitet og undgå en Regeringskrise på Trods af den vanskelige økonomiske Situation. I April 1946 dannede de demokratiske Partier en Blok for at gennemføre Valgene i Fællesskab. Det blev besluttet, at alle Regeringspartierne skulle gå til Valg med fælles Kandidatliste. Her kom Sovjet-Regeringen igen det rumænske Folk til Hjælp i denne vanskelige Tid. Ud over diplomatisk Støtte, som opvejede den anglo-amerikanske Imperialismes frække Indblanding i vore indre Anliggender, gjorde Sovjet-Regeringen Våbenstilstandsbetingelserne lettere for Rumænien og gav os også økonomisk Hjælp, som satte Landet i Stand til at komme over den vanskelige Situation, som Tørken havde forårsaget. Således var de Forhold, hvorunder vi startede een af de vigtigste af vort Partis Kampagner i de sidste tre År, en Kampagne som havde til Formål at styrke det demokratiske Styre ved en Sejr ved Parlamentsvalgene, at vinde en solid demokratisk Majoritet i Parlamentet.

Den Sejr, der blev vundet af de demokratiske Partier ved .Parlamentsvalget i November 1946, bidrog til at lette Rumæniens demokratiske Udviklingsproces. Det kommunistiske Parti deltog i Valget i en Blok med andre Partier - det socialdemokratiske Parti, Plovmændenes Front, Tatarescus Parti, det nationale Folkeparti, Aleksandrescus nationale Bondeparti. Vort Parti sikrede Samarbejdet med de andre Partier om urokkelige Principspørgsmål. Vi udarbejdede et detailleret Program for den demokratiske Partiblok, som blev antaget af alle de andre Partier. Programmet krævede Regeringens Virksomhed udstrakt til alle Områder af Landets Liv. Det skitserede en Række vigtige Reformer - Overdragelse af Nationalbanken til Staten, Demokratisering af Skattesystemet, Reformer i Retsvæsenet, Forkortelse af den militære Tjenestetid osv.

Under Valgkampagnen måtte vi føre en bitter Kamp mod de reaktionære Partiers Forbund, som udnyttede den åbenlyse Støtte fra visse britiske og amerikanske Repræsentanter i Rumænien. Disse Partier havde stadig nogen Indflydelse særlig blandt de velhavende Dele af Bondebefolkningen. De prøvede at drage Fordel af Befolkningens vanskelige materielle Forhold. Valgkampen udstraktes til Folkets bredeste Lag, mere end 20.000 Agitatorer arbejdede blandt dem. Såvel alle Partiets Kræfter som de andre demokratiske Partiers blev mobiliseret for at sikre Sejren. Valgsejren viste det demokratiske Styres og Regeringens Styrke. De demokratiske Partiers Blok blev bevaret trods de Forsøg, der blev gjort, både indefra og udefra, på at sprænge den. Valgkampen viste endnu en Gang, at Hovedkraften i vort Land repræsenteres af Arbejderklassen, den arbejdende Bondebefolkning og den fremskridtsvenlige Intelligens ledet af det kommunistiske Parti. Det nye Parlament har en solid demokratisk Majoritet.

Partiet har konsolideret sin Stilling i Regeringen. Foruden de tidligere omtalte Ministerier har det nu Industri- og Handelsministeriet, der tidligere var i Hænderne på Tatarescus Parti. Efter Valgene gik Partiet og Folket i Lag med den Opgave at genrejse den nationale Økonomi. Det var nødvendigt at tage radikale Forholdsregler mod kapitalistiske Kredses Virksomhed, der sigtede på at underminere Møntsystemet. Det var også nødvendigt at stoppe Inflationen og Kaos i Økonomien. En Række vigtige Love blev gennemført på forholdsvis kort Tid. Rumæniens Pengeudstedelses-Institut, Nationalbanken, som var i Hænderne på Bratianus reaktionære kapitalistiske Gruppe, gik over til Staten. Loven om Reorganisation af Industri- og Handelsministeriet blev sat i Kraft, hvorved Ministeriets Virksomhedsområde blev udvidet betydeligt. Rigsdagen gennemførte en Lov, der oprettede Industriråd i Nøgleindustrierne. Dette satte Staten i Stand til at udvide sin Kontrol over private Virksomheders industrielle og kommercielle Manøvrer.

I Juli 1947 fremsatte Partiet sine Forslag til at forbedre Rumæniens økonomiske og finansielle System. Disse Forslag, der senere blev antaget af Regeringen, skitserer et 6 Måneders Program for Industrien, et Program, som sætter Målet for Industriproduktionen til 70 % sammenlignet med 1938. Forslagene betragter Gennemførelsen af en Pengereform og Stabilisering, som de demokratiske Kræfters Regerings væsentlige Opgave. En Række nye demokratiske Love vedrører Landbruget. Dette Års gunstige Høst vil have en gavnlig. Indflydelse på Landets Økonomi. Kornleverancerne er blevet organiseret, så Bybefolkningen forsynes med Brød. Der er vedtaget en Lov, der regulerer Salget af Landejendomme og således forhindrer, at Jorden koncentreres på de rige Bønders Hænder; den giver Staten Fortrinsret til Køb af Jord. Bondebefolkningens Salg af Jord, der blev tilladt i Hungersnødperioden, er blevet ophævet. Hoveri, en af Feudalismens Rester i vort Landbrug, er blevet afskaffet. En særlig Institution er blevet dannet for at styrke Statens Jordbesiddelser (Statsgårde osv.) og deres rationelle Udnyttelse. Samtidig med de nævnte Love og Forholdsregler, som tilstræber at styrke vort Demokrati på det økonomiske Område, er yderligere Forholdsregler for at demokratisere Statsapparatet blevet gennemført. Nedskæringen i Embedsstanden har befriet Statsapparatet for en Række reaktionære og bestikkelige Elementer.

Valgene har styrket Båndene mellem vort Parti og dets allierede. Valgkampen var Arbejderklassens og det kommunistiske Partis' Kamp for Forbundsfæller, særlig for den vigtigste Forbundsfælle - den arbejdende Bondebefolkning. Plovmændenes Front spillede en betydelig Rolle i denne Kamp. I en Række Tilfælde borede Kulakker og Antikommunister sig ind i Plovmandsfrontens Organer. Efter Valgene besluttede Plovmandsfrontens Ledelse at fjerne Kulakelementerne fra Frontens ledende Organer og at omforme denne til et Parti for den arbejdende Bondebefolkning. I en Resolution fremhævede Plovmandsfrontens Ledelse Nødvendigheden af et Forbund mellem Arbejderne og den arbejdende Bondebefolkning og anerkendte Proletariatets ledende Rolle og Nødvendigheden af snævert Samarbejde mellem det kommunistiske Parti og Fronten. Også indenfor den Ungarske Folkeunion fandt en Demokratisering af ledende Organer Sted. De transsylvanske Ungarers demokratiske Gruppe har 29 Deputerede i Rigsdagen.

Arbejdet blandt Ungdommen blev i lang Tid forsømt i de demokratiske Kræfters Virksomhed. Den Arbejdende Ungdoms Forbund, som blev dannet i År, er på kort Tid blevet den største og mest indflydelsesrige Ungdomsorganisation i Landet. Den Arbejdende Ungdoms Forbund, Plovmandsfronteris Ungdom og den demokratiske Studenterorganisation har Overvægten indenfor Det Nationale Ungdomsforbund, som forener alle Ungdomsorganisationer i Landet. Hvad angår Kvindebevægelsen, er alle Kvindeorganisationer i Rumænien forenet i De demokratiske Kvinders Forbund. De antifascistiske Kvinders Union er den største og mest indflydelsesrige Kvindeorganisation i Landet. Reaktionen har stadig dybe Rødder blandt Intelligensen. En hel Del reaktionære Professorer er blevet ved Universiteterne. Imidlertid vinder den fremskridtsvenlige Tendens indenfor Intelligensen større Styrke. Et stort Antal af fremtrædende Repræsentanter for Intelligensen - Videnskabsmænd, Forfattere, Kunstnere og Skuespillere har tilsluttet sig Partiet eller står det nær. Forholdsreglerne for at styrke Demokratiets Stilling blev gennemført under skærpet Kamp mod Reaktionen.

Det national-tsaranistiske Parti begyndte underjordisk Virksomhed og gjorde nye Forsøg på at fremkalde udenlandsk Indblanding. I et Interview med en amerikansk Journalist opfordrede Maniu åbenlyst til væbnet Indblanding mod Groza-Regeringen. En Gruppe af Partiets Ledere prøvede at slippe til Udlandet, hvor de planlagde at oprette en Emigrant-»Regering«. Det national-tsaranistiske Partis Virksomhed, som spærrede Vejen for Rumæniens demokratiske Udvikling, kunne ikke tolereres. Regeringen forbød for nylig Partiet, ophævede dets Rigsdagsmandater og arresterede flere af dets Rigsdagsmedlemmer og nogle fra Partiledelsen. Retssagen mod Maniu vil være et hårdt Slag ikke blot mod den hjemlige Reaktion, men også mod anglo-amerikanske reaktionære Kredse. Opløsning af det national-tsaranistiske Parti var et tilintetgørende politisk Slag mod den mest reaktionære og aggressive Del af Storkapitalen og de eksproprierede Jordejere, hvis Interesser blev varetaget af det national-tsaranistiske Parti. Indenfor de demokratiske Partiers Blok måtte Kommunisterne og andre demokratiske Partier bekæmpe de antidemokratiske Handlinger, som foretoges af de liberale i Tatarescus Parti. At dømme efter Tatarescus Erklæringer planlægger han at omdanne sit Parti til et samlende Centrum for Overklassegrupper, der er fjendtlige mod det demokratiske Styre. Imidlertid har han ikke opnået nogen Resultater i sine Forsøg på at manøvrere indenfor Regeringsblokken, på at splitte de demokratiske Kræfters Enhed og isolere det kommunistiske Parti.

Allerede på Fredskonferencen i Paris var Tatarescu i Oppositionen til Regeringens Inden- og Udenrigspolitik og prøvede at påtvinge de andre Medlemmer af den rumænske Delegation sin Mening, skønt de var blevet sendt af Regeringen for at forsvare det rumænske Folks nationale, økonomiske og politiske Interesser. Efter Fredskonferencen fordoblede Tatarescu sin Virksomhed både indenfor Regeringsblokken og udenfor dens Rammer. Han gav Udtryk for sin Politik som Formand for det liberale Parti i et »Memorandum«, som han blev inspireret til at skrive af de samme Kredse, som er ansvarlige for Fjernelsen af Kommunisterne fra Regeringen i Frankrig og Italien. Dette »Memorandum« forsvarer det demokratiske Styres Fjender og går ind for en Forandring af Rumæniens Inden- og Udenrigspolitik. Skønt dette »Memorandum« formelt blev fremsat som Basis for en Diskussion indenfor Blokken, var det i Virkeligheden beregnet på at blive brugt af reaktionære rumænske og udenlandske Kredse som et Våben mod Regeringen og den rumænske Stat.

I August 1947 holdt Tatarescu et Møde i Kraiova i Anledning af 4-Årsdagen for hans åbne Brev til sine Tilhængere. Her bør det bemærkes, at Tatarescu i dette Brev undlod at angribe Tyskerne og fremsatte en Række demagogiske Slagord. Brevet blev fordelt ved elskværdig Assistance fra General Antonescus Myndigheder. Ved Mødet i Kraiova klarlagde Tatarescu sit Syn på Rumæniens Udenrigspolitik - som går ud på, at skønt geografiske Betingelser knytter os til Sovjetunionen, så binder ældgamle Traditioner og Sympatier Rumænien til Vestmagterne.

Det er derfor tydeligt, at Samarbejdet med Tatarescu-Gruppen er ved at revne. Der er sket en ny Omgruppering af Kræfterne i Regeringens Lejr, som nu følger en fastere Linie. Vort Samarbejde med det socialdemokratiske Parti mødte visse Vanskeligheder på Grund af Højre-Elementernes reaktionære, antikommunistiske og Anti-Sovjet Indstilling. En Tid var der i Virkeligheden ingen Enhedsfront mellem de to Partier på Grund af disse Elementer. Det kommunistiske Parti fordømte Højrefløjen i det socialdemokratiske Parti. Socialdemokratiske Arbejdere i en Række Industricentrer gik på den anden Side også kraftigt imod Højrefløjen. Det socialdemokratiske Partis Centralkomité ekskluderede en Række Højrefløjsledere og trak to af dem tilbage fra Regeringen. Disse Forholdsregler styrkede Kommunisternes og Socialdemokraternes Enhedsfront.

Fagforeningsvalg blev for nylig afholdt i Rumænien i de nu uafhængige Fagforeninger. Flertallet af Arbejderne stemte på Kommunisterne, som går forrest i det produktionsmæssige og det sociale Område, og som har vundet Autoritet og Popularitet blandt de arbejdende Masser. Her skal der gøres opmærksom på, at trods visse Vanskeligheder i vort Forhold til det socialdemokratiske Parti, har begge Partier handlet i Enighed i alle afgørende Spørgsmål. Det kommunistiske og det socialdemokratiske Partis fælles Virksomhed, Fordømmelsen af Højrefløjen i Socialdemokratiet og endelig den ledende Rolle, vort Parti spillede ved at sikre det demokratiske Styres vigtigste Resultater, førte til en omfattende Bevægelse i det socialdemokratiske Partis Rækker for Enheden med det kommunistiske Parti. Denne Bevægelse blandt de socialdemokratiske Masser vandt i Styrke, særlig blandt Arbejderne, efter Pengereformens Succes. Ønsket om Enhed blandt de arbejdende Masser rejser Spørgsmålet om et Enhedsparti for Arbejderklassen. Forud for Oprettelsen af et sådant Parti må der gå en landsomfattende forklarende, ideologisk Kampagne. Oprettelsen af et sådant Parti, baseret på Marx-Engels-Lenin-Stalins Lære, vil yderligere styrke Arbejderklassens ledende Rolle og vil lette den Opgave at fjerne fremmed Indflydelse i Arbejderbevægelsen og skabe Forudsætningen for Rumæniens Udvikling ad Socialismens Vej gennem et Folkets Demokrati. Vi planlægger at skrive et Programforslag for et forenet Arbejderparti, som vil blive forelagt til offentlig Diskussion. Pengereformen, der nylig blev indført, har yderligere forøget vort Partis Prestige, Denne Reform, som betegner et vigtigt Skridt henimod Gennemførelsen af det kommunistiske Partis Forslag til Landets økonomiske Genrejsning, var et hårdt Slag mod Udbytningskapitalen, som havde skrabet alt for store Profiter til sig under Inflationen. Pengereformen bidrog til at forbedre den arbejdende Befolknings Levestandard, og hvad der er særligt bemærkelsesværdigt, den blev gennemført uden anglo-amerikanske Kreditter, på Trods af de reaktionære Partiers og Tatarescus Liberales Påstand om, at anglo-amerikanske Kreditter er en nødvendig Betingelse for Rumæniens økonomiske Helbredelse.

Nye politiske og økonomiske Opgaver møder os i dag efter Pengereformens Succes og Væksten i vort Partis Prestige og Indflydelse. Der er meget, der skal gøres. Statens Andel i Industri og Handel er svag, Produktionsniveauet og Arbejdsproduktiviteten er stadig lav; kun en Del af det administrative Apparat er blevet demokratiseret. Jeg vil nævne nogle af de Opgaver, vi er begyndt på at udføre. De omfatter: Fuldførelse af Stabiliseringen, Forøgelse af Industriudbyttet, gradvis Forbedring af Levestandarden for de arbejdende Masser ved Prissænkning; Konsolidering og Udvidelse af Statssektoren indenfor Industrien; Kontrol- og Ledelse af den private Sektor gennem Industriråd; Forholdsregler mod overdreven Profit gennem Beskatning; Kreditpolitiken; Statens økonomiske Kontrol og Loven mod Sabotage. Sammenslutning af Bankerne, Kontrol med Kredit og private Investeringer gennem den nationaliserede Nationalbank. Forsyninger af Landbrugsmaskineri og Redskaber til Bønderne, særlig til Bønder, som har fået Jordlodder i Kraft af Jordreformen; Udvikling af Statsgårde; Anvendelse af Regeringens Fortrinsret til Køb af Jord; Udvidelse af Nettet af Forbruger- og Producent-Kooperativer. Administrative Reformer. Reformer i Retsvæsenet; Indførelse af folkevalgte Bisiddere i alle Retsvæsenets Organer. Demokratisering af Uddannelsessystemet. Skattereformer. Indførelse af en ny Forfatning i Overensstemmelse med de Forandringer, som er indtrådt. Det sidste Spørgsmål, jeg vil beskæftige mig med, er vor Udenrigspolitik og Befæstelsen af venskabelige Bånd med vore demokratiske Naboer.

Vor Udenrigspolitik er en Politik af ny Type. Den er ikke længere Vasal-Rumæniens Politik i Forhold til de imperialistiske Lande. Den er baseret på Venskab med den socialistiske Sovjetstat. Vort Folk betragter Udsigten til en Venskabs- og gensidig Hjælpetraktat med USSR som en Garanti for vor Uafhængighed og Suverænitet, som et værdifuldt Bidrag til Fredens Sag. Vi arbejder stadig blandt Masserne for at uddybe Venskabet til og Taknemmeligheden mod Sovjetunionen. Det rumænske Forbund for kulturelle Forbindelser med Sovjetunionen er en af de største og mest aktive Organisationer i Landet. Hvad angår vore andre Naboer, har rumænske Regeringsdelegationer nylig besøgt Sofia, Belgrad og Prag, hvor Spørgsmålet om at befæste vore Forbindelser til disse Lande blev drøftet. Der er Udsigt til yderligere at styrke økonomiske og kulturelle Bånd med alle vore Naboer - Bulgarien, Jugoslavien, Ungarn, Tjekkoslovakiet, Polen.

Vigtige Opgaver møder os inden for Partiarbejdet. Fra et talmæssigt lille Parti er vi vokset til det største politiske Parti i Landet. Det kommunistiske Parti i Rumænien har i Dag et Medlemstal på 710.000 af hvilke 44 % er Arbejdere, 39 % Bønder. I Industriområderne når Procenttallet af Arbejdere op på 60-70. Dette store Antal af unge Kadrer må opdrages og politisk skoles. Dette gøres gennem vort Net af Partiskoler som f.eks.: den højere Partiskole, som har et 6-Måneders Kursus, den 4 Måneders Centralskole for Kadrer; den 3-Måneders Skole for Medarbejdere ved Pressen, den ungarske Centralskole, den centrale Kvindeskole, den centrale Ungdomsskole, og 21 Skoler for Kadrer i Provinserne. Vi har omkring 32.000 Agitatorer, som går på kortvarige Skoler uden at afbryde deres Arbejde. Partiet udsender en Række Ugeblade og Dagblade. Dets Centralorgan - »Skynteija« (»Gnisten«) har det største Oplagstal i Landet. Vort Parti har udfoldet stor Virksomhed på Forlagsområdet. Det har udgivet en Række af Marxismens-Leninismens Klassikere. I August i År kom Marx' »Kapitalen« for første Gang på det rumænske Sprog. Sovjetlitteratur udgives i stor Udstrækning. Partiet retter sin Opmærksomhed mod at bekæmpe fjendtlig ideologisk Indflydelse, særlig imperialistiske Kredses reaktionære ideologiske Indflydelse på Litteratur, Kunst, Film, Radio og Presse. Der er alvorlige Mangler ved vort Partiarbejde, som først og fremmest er Resultatet af vore Kadrers lave ideologiske og politiske Niveau. Ikke sjældent anvender vore Middel- og lavere Funktionærer administrative Metoder, som er skadelige for os. En Del af vore Funktionærer, der endog omfatter de, som lige er kommet fra Fabrikkerne, har slet Forbindelse med Masserne, har mistet Kontakten med dem.

I nogle Dele af Landet, særlig i Transsylvanien, er Resterne af den Chauvinisme, der indtil nu har været almindelig hos nogle Partimedlemmer, ikke blevet fuldstændig udryddet. Vore Funktionærer har begået Fejl ved Gennemførelsen af Enhedsfrontpolitiken i nogle Områder. Der har været Eksempler på, at Forbindelsen med de socialdemokratiske Organisationer blev afbrudt på Grund af underordnede Årsager. Tilsidst må det indrømmes, at Kritik og Selvkritik ikke tilstrækkelig praktiseres i vore Partiorganisationers Arbejde. Vore Partiorganisationers vigtigste Opgave er organisatorisk at styrke Partiets forøgede Indflydelse og samtidig med dette at fortsætte Arbejdet på at fjerne fremmede Elementer fra Partiets Rækker. Dette vil hjælpe os til mere vellykket at overvinde Manglerne i Partiarbejdet. Vi er af den Mening, at et nyt Demokrati også er under Dannelse i Rumænien. Styrkelsen af Partiet og dets Indflydelse vil fremskynde denne Proces. Vort Parti modtog Nyheden om vore polske Kammeraters Initiativ til at sammenkalde en Informationskonference af kommunistiske Partier med en Følelse af dyb Tilfredshed. Vi er glade for dette Forslag til at finde Former for en regelmæssig Udveksling af Erfaringer og Koordinering af Virksomhed mellem de kommunistiske Partier og stoler på, at dette vil være en værdifuld Hjælp for os i Kampen for Demokratiet og Freden.

Centralkomiteen for Sovjetunionens kommunistiske Parti (Bolsjevikerne) har pålagt mig på dette Møde mellem de kommunistiske Partier at fremlægge en orienterende Rapport om SUKP(B)'s Centralkomités Virksomhed. SUKP(B)'s Centralkomités Virksomhed er af en så mangesidig Karakter, at jeg bliver nødt til at holde mig inden for visse Rammer, hvis jeg blot i nogen Måde skal kunne løse den stillede Opgave med Held og ikke belaste jeres Opmærksomhed for meget. Det er derfor min Agt at give en orienterende Beretning om SUKP(B)'s Centralkomités Virksomhed i Efterkrigsperioden og herunder belyse for det første: Problemer i Forbindelse med Ledelsen af Sovjetunionens Økonomi - for det andet: Problemer i Forbindelse med Partiets Opbygning - for det tredie: udenrigspolitiske Problemer.

Den sejrrige Afslutning af den anden Verdenskrig - som vi i Sovjetunionen kalder »Den store Fædrelandskrig« - og Overgangen fra Krig til Fred stillede SUKP(B) overfor nye og komplicerede Problemer i Forbindelse med Likvideringen af Krigens Følger og den videre Udvikling af Socialismens Opbygning. Partiet måtte foretage en afgørende og grundig Frontforandring - gå over fra at løse Krigens Opgaver til nu at løse økonomiske og kulturelle Opgaver. Stalin har givet en udtømmende Definition af Partiets og Sovjetstatens Opgaver i denne nye Periode af Landets Udvikling. »I Løbet af den kortest mulige Tid må vi« - erklærede Stalin - »læge de Sår, Fjenden har tilføjet vort Land,- og genopnå det Trin i vor økonomiske Udvikling, vi havde nået før Krigen, således at vi i den nærmeste Fremtid vil kunne overstige dette Trin i betydelig Grad, øge Folkets materielle Velstand og yderligere styrke Sovjetstatens økonomiske og militære Magt.« Vort Parti tog i Betragtning, at en heldig Løsning af disse Opgaver ville kræve Overvindelse af alvorlige Vanskeligheder, da den forløbne Krig for Sovjetunionens Vedkommende havde været den bitreste og tungeste Krig, Rusland nogensinde havde været ude for i sin Historie.

Krigen kostede Sovjetfolket store Ofre. Som Følge af den tyske Invasion mistede Sovjetunionen ca. 7. Mill. Mennesker - i Kamp, under Okkupationen og på Grund af Sovjetbefolkningens Forjagning til Tyskland. De nazistiske Ransmænd har tilføjet Sovjetøkonomien uhyre Skade. De nazistiske Voldsmænd ødelagde og brændte i titusindvis af Industriforetagender, Sovkhozer (Sovjetgodser), Maskin- og Traktorstationer, Kolkhozer (Kollektivbrug), hele Jernbanenettet i vort Lands vestlige Del har de ødelagt, hærget hele Områder af Landet og forvandlet dem til Ørkner, tilintetgjort Frugterne af Sovjetfolkets intensive Arbejde gennem Åringer og ladet Millioner af Sovjetborgere uden Tag over Hovedet. Den Skade, Nazisterne har forvoldt blot gennem direkte Ødelæggelse af Ejendom, beløber sig til 679 Milliarder Rubler. Et hvilket som helst andet Land, selv den største af de kapitalistiske Stater i Dag, ville efter at have lidt sådanne Tab være blevet sat Årtier tilbage og forvandlet til en Andenrangsmagt. Men dette var ikke Tilfældet med Sovjetunionen. Sovjetunionens Stats- og Samfundsordning bestod Krigens svære Prøvelser og har bevist sin Overlegenhed over det kapitalistiske System.

Sovjetunionens store historiske Sejre i Krigen blev kun mulige gennem de Forsvarsforberedelser, vort Land under Stalins Ledelse havde foretaget inden Krigen. Det ville være fejlagtigt at tro, at man skulle være i Stand til at opnå en Sejr af så stor historisk Betydning, uden at hele Landet havde truffet Forberedelser til aktivt Forsvar, eller at man skulle kunne gennemføre sådanne Forberedelser på kort Tid i Løbet af, lad os sige tre-fire År. For at kunne modstå de Slag, en sådan Fjende som Hitlers Tyskland rettede, gøre Modstand mod ham og derpå tilføje ham et fuldstændigt Nederlag, da var det, udover vore Soldaters eksempelløse Tapperhed, nødvendigt at være i Besiddelse af en fuldt moderne Bevæbning, der ydermere måtte forefindes i tilstrækkelig Mængde, samt et godt ordnet Forsyningsvæsen, der ligeledes måtte være af tilstrækkeligt Omfang. For at være i Besiddelse af det, var det nødvendigt at råde over Metaller, Brændselsstoffer, en udviklet Maskinindustri, Korn dg Bomuld. Men! for at kunne disponere over alt dette var det nødvendigt at forvandle vort Land fra et tilbagestående Landbrugsland til et førende Industriland. Denne historiske Forvandling skete under de tre Femårsplaner fra 1928.

Allerede før Sovjetunionen trådte ind i den anden Verdenskrig, var den i Besiddelse af det Minimum af nødvendige materielle Ressourcer, som krævedes for i Hovedsagen at kunne tilfredsstille Frontens Krav. Disse materielle Ressourcer opstod som Følge af de tre Femårsplaner, vort Land og vort Parti under Stalins Ledelse gennemførte for at udvikle Landets Økonomi. Herved fik Sovjetunionen den økonomiske Basis for at føre en sejrrig Krig. Det er en kendt Sag, at Partiets Politik, der gik ud på at industrialisere Landet og kollektivisere Jordbruget, og uden hvilken det havde været umuligt at forberede Landet til aktivt Forsvar, at denne Politik mødte en ondsindet og aktiv Modstand fra Socialismens Fjender ikke blot udenfor, men også indenfor Sovjetunionens Grænser. Partiet måtte gennemføre denne Politik under den mest hårdnakkede Kamp mod kontrarevolutionære Grupperinger - Trotskijs og Bukharin-Rykovs - disse foragtelige Forrædere og Kapitulanter, der, betalt af udenlandske Spionagetjenester, søgte at underminere Sovjetunionens Styrke indefra og fremkalde en Situation, der i Tilfælde af Krig var gunstig for vore Fjender.

Partiet gav ikke efter, hverken for Truslerne fra den ene Side eller for Klageråbene fra den anden, i Tillid til sin Kraft gik det fremad, ligegyldigt hvad der end skete. Partiet indrettede sig ikke efter de tilbagestående Elementer, det frygtede ikke at gå mod Strømmen, og hele Tiden bevarede det sin Stilling som ledende Kraft. Havde SUKP(B) ikke ejet denne Fasthed og Udholdenhed, kunne det ikke have opretholdt sin Politik - at industrialisere Landet og kollektivisere Jordbruget - og følgeligt ikke kunnet forberede Landet til aktivt Forsvar, ikke kunnet sikre de nødvendige økonomiske Betingelser for Sejren i Krigen mod Nazismen og Fascismen. Partiet knuste alle partifjendtlige og sovjetfjendtlige Kræfter og tilintetgjorde samtidigt i Tide alle Muligheder for, at en »5. Kolonne« skulle kunne dukke op i Sovjetunionen. Krigen viste en Enhed i Sovjetfolket som aldrig før, en Samling af Folket omkring det kommunistiske Parti. Dette var en af de væsentligste Betingelser for Sovjetunionens Sejr i Krigen. Men selvom de økonomiske Forudsætninger, der ved Krigsudbrudet fandtes i Sovjetunionen, indebar stor Kraft, var disse alene imidlertid ikke nok til at sikre Sejren. Man måtte forstå at udnytte disse Muligheder på en dygtig Måde, hurtigt at mobilisere dem til Krigens Behov og omstille dem i Overensstemmelse med Krigstidens Krav. Under Krigens hårde Betingelser, under Fjendens Slag i Krigens første Etape forstod Partiet på enestående kort Tid at stille hele Landets Økonomi på Krigsfod, i Overensstemmelse med Frontens Behov, og indordne hele Landets Økonomi under Parolen: »Alt for Fronten«.

Vore Fjender håbede, at Sovjetunionens politiske System skulle lide af indre Ustabilitet. Disse Håb viste sig at være grundløse. Hitleristerne spillede på, at Sovjetstaten med sine mange Nationaliteter skulle falde fra hinanden under Krigens Gang, at der skulle opstå Gnidninger og Uoverensstemmelser mellem de Folk, der beboer vort Land. De spillede galt og tabte. Krigen viste, at Sovjetrepublikernes Forbund er ubrydeligt, den viste Fastheden og Uforgængeligheden af Venskabet mellem vort Lands Folk. Alle vort Lands Folk med det store russiske Folk i Spidsen samlede sig om det bolsjevikiske Parti og Sovjetregeringen og rejste sig til Forsvar for deres nationale Uafhængighed og Frihed, til Forsvar for de Resultater, Socialismen har opnået i vort Land. Det Venskab mellem vort Lands Folk, der er opstået som Følge af den nye Samfundsordnings Sejr, som Følge af vort Partis korrekte, nationale Politik, viste sig at være en Kraftens og Fasthedens Kilde for Sovjetunionen.

»Den sovjetiske Statsordning« - har Stalin sagt - »har vist sig at være et Mønster på en Stat med mange Nationaliteter.... den sovjetiske Statsordning er et sådant System af statslig Organisation, hvor det nationale Spørgsmål og Problemet om Nationernes Samarbejde er løst bedre end i nogen anden Stat med mange Nationaliteter.« Til Trods for de store Ofre gik Sovjetunionen ud af Krigen med endnu større Styrke og Kraft. Den socialistiske Samfunds- og Statsordnings Overlegenhed, det at der er skabt en udviklet socialistisk Industri og oprettet en Kollektivbrugsordning på Landet, hvilket sikrede os Sejren i Krigen, viser sig også med al sin Styrke nu, hvor Partiet er i Færd med at løse Opgaverne i Forbindelse med Genopbygningen og den videre Udvikling af Sovjetunionens Økonomi. Medens Overgangen fra Krig til Fred i de kapitalistiske Lande ledsages af en yderligere Skærpelse af det kapitalistiske Systems almindelige Krise og i disse Lande fører til en brat Indskrumpning af Markedet, Fald i Produktionsniveauet, Lukning af Fabrikkerne, voksende Arbejdsløshed, Umulighed af at udnytte de fra Krigen hjemsendte i Produktionen osv. - så har Sovjetunionen takket være sit socialistiske, økonomiske System undgået lignende Efterkrigsrystelser. I Sovjetunionen er der hverken Kriser eller Arbejdsløshed, men derimod et stadigt Opsving i Produktionen og Folkets materielle Velstand.

De Opgaver, der står i Forbindelse med Efterkrigstidens Genopbygning og Udvikling af Sovjetunionens Økonomi, er fastlagt i den nye Femårsplan for 1946-50. Femårsplanens økonomisk-politiske Hovedopgave er at genopbygge de krigsramte Områder i vort Land, genopnå Industriens og Landbrugets Førkrigsniveau og derudover i betydeligt Omfang overskride dette Niveau. Ifølge Femårsplanen skal Førkrigsniveauet for Sovjetunionens Industriproduktion allerede nås i 1948. I de følgende År forudser Femårsplanen en Forøgelse af Industrivareproduktionen på 50 % over Førkrigsniveauet samt Prioritet for Genopbygningen af Sværindustrien og Jernbanevæsenet, thi uden Sværindustri og Jernbaner er en hurtig og fremgangsrig Genopbygning og Videreudvikling af hele Sovjetunionens Økonomi en Umulighed. Genopbygningen af Sværindustrien skal styrke Landets teknisk-økonomiske Uafhængighed. Femårsplanen har til Hensigt at opnå et Opsving indenfor Landbruget og Forbrugsvareindustrien for herved at sikre Sovjetunionens Folk materiel Velstand og skabe en Overflod i Landet på de vigtigste Forbrugsvarer.

Vi må overskride Førkrigstidens Niveau, hvad angår Nationalindtægten og vort Folks Forbrug, vi må i nærmeste Fremtid afskaffe Rationeringssystemet og erstatte det med et højtudviklet Sovjethandelssystem. Vi må have vor Opmærksomhed særligt henvendt på at udvide Produktionen af Masseforbrugsartikler og på at hæve den arbejdende Befolknings Levestandard gennem en uafbrudt Sænkning af Varepriserne og Konsolidering af Pengeomløbet og Sovjetvalutaen. Femårsplanen går ud fra den Forudsætning, at det er nødvendigt at sikre en fortsat teknisk Fremadskriden indenfor alle Grene af Sovjetunionens Økonomi, da dette er Betingelsen for et kraftigt Opsving indenfor Produktionen og en Forøgelse af Arbejdets Produktivitet. Med dette for Øje har vi stillet det som vor Opgave ikke blot at komme på Højde med, men også i den nærmeste Fremtid at overgå den udenlandske Videnskabs Resultater. Femårsplanen opridser store Opgaver i Forbindelse med det fortsatte Opsving i det sovjetiske arbejdende Folks materielle og kulturelle Levestandard. Den indeholder Bestemmelser om Genopbygning og Udvidelse af det eksisterende Net af Skoler og Universiteter, Forbedring af Folkesundhedsvæsenet, storstilet Udfoldelse af Boligbyggeriet osv.. Femårsplanen anser det som en af sine Hovedopgaver at sikre Sovjetkulturens og kunstens Blomstren. Femårsplanen har til Mål yderligere at øge Sovjetunionens Muligheder for at forsvare sig og at udruste Sovjetunionens væbnede Styrker med det nyeste indenfor Krigsteknikken. For at beskytte vort Fædreland mod alle Eventualiteter, stå Vagt om Freden og afværge et nyt Overfald på Sovjetunionen og dets Allierede, må vi styrke Sovjetunionens væbnede Styrker og styrke Sovjetstatens økonomiske og militære Magt.

Samtidigt med, at Opfyldelsen af den nye Femårsplan sikrer vor Økonomis Genopbygning og Udvikling, betyder den også, at vi påny slår ind på den Vej i Sovjetsamfundets Udvikling, ad hvilken vi gik før Krigen, og som midlertidigt blev afbrudt af Krigen. Denne Vej er Fuldendelsen af det klasseløse, socialistiske Samfunds Opbygning og den gradvise Overgang fra Socialisme til Kommunisme. Den nye Femårsplan betyder et stort Skridt fremad i denne Retning. Resultaterne i 1946 og de i de forløbne Måneder af 1947 viser, at Opfyldelsen af den nye Femårsplan skrider heldigt frem. I Løbet af det første År af den nye Femårsplan har Industrien omstillet sig til Produktion af Varer for Civilbefolkningen. De Områder, der var underkastet den tyske Besættelse, rejser sig hurtigt til nyt Liv. Opfyldelsen af Femårsplanen sker under et vældigt Arbejdsopsving. Over hele Landet, indenfor Industri og Transportvæsen udvikler der sig en socialistisk Kappestrid om at opfylde 1947's Plan før Tiden, til 30-Årsdagen for den socialistiske Oktoberrevolution. Således som det går med at opfylde Planen i industrielle Nøgleområder som Moskva, Leningrad, Donetsbækkenet, Ural, Gorkij, Kusbass m.fl. har vi Ret til at regne med en fremgangsrig Opfyldelse af 1947's Plan før Tiden. Dette vil betyde en Fremskyndelse af Femårsplanens Opfyldelse som Helhed.

Som Følge heraf nåede Sovjetunionens Industri i Juli 1947 Førkrigsniveauet, hvad angår Produktionen af Kul, Kobber, Aluminium, Nikkel, elektrisk Kraft, Traktorer, Maskinværktøj og visse andre Maskintyper. Halvandet Års Kamp for at opfylde Femårsplanen har således vist, at vi indenfor en Række Industrigrene har Mulighed for et hurtigere Opsving, end man til at begynde med antog. For forskellige Industrigrenes Vedkommende er men derfor for Øjeblikket i Færd med at korrigere og øge en Række af Femårsplanens oprindelige Mål. Man bør i denne Oversigt også nævne den Betydning, som den industrielle Udvikling af vort Lands østlige Områder har. Den industrielle Base, der under Stalin-Femårsplanernes Tid blev skabt i Østen, blev under Krigen stærkt udviklet og forstærket ved, at man overførte mere end 1.300 Industriforetagender fra Landets vestlige Områder til den industrielle Base i de østlige Egne. Alt dette var en af de afgørende Betingelser for at kunne føre en sejrrig Krig.

Under Krigen leverede de østlige Områder i Titusindvis af Tanks, Kanoner, Flyvemaskiner, Mængder af Ammunition osv. til Fronten. Efter Krigen blev Industrien i Ural, Sibirien, Transkaukasien og Midtasien hurtigt stillet om til Fredsproduktion. Under den nye Femårsplan er de østlige Områders Rolle og Betydning for Sovjetunionens Økonomi steget, og de vil stige endnu mere. Det er naturligvis indlysende, at Efterkrigstidens Genopbygning af Sovjetunionens Økonomi ikke kan gå glat, uden Vanskeligheder, af sig selv. Under Femårsplanens Opfyldelse er der ikke så få Vanskeligheder, vi må overvinde. At føre Økonomien over fra Krigs- til Fredsfod og sætte Udviklingen i et nyt Spor, frembyder allerede i sig selv adskillige Vanskeligheder af økonomisk, organisatorisk og teknisk Art. I dette Sammenhæng bør man ikke glemme, at vi måtte føre Økonomien over til Fredsfod midt under de store Ekstravanskeligheder, som blev skabt af Tørken i 1946 - en af de allerværste Tørkeperioder i vort Lands Historie, og som gav Misvækst i vore vigtigste kornproducerende Områder. At det under disse Betingelser lykkedes os heldigt at overvinde disse Ekstravanskeligheder, at mestre de Problemer, der var forbundet med at forsyne Befolkningen med Levnedsmidler og sikre, at Femårsplanens Program under dens første År blev opfyldt - dette skylder vi vort socialistiske økonomiske Systems Fortrin og Partiets korrekte Politik med henhold til Ledelsen af Folkehusholdningen. Her er det på sin Plads at påpege, hvor stor Betydning for Sovjetstatens Soliditet, det har, at den er i Besiddelse af materielle Reserver og Levnedsmiddelreserver. Uden Reserver er en planmæssig Ledelse af Landets Økonomi en Umulighed. Reserver er et kraftigt Instrument til at overvinde enhver Slags Besværligheder og en sikker Garanti mod de forskellige tilfældige og uventede Foreteelser, der måtte møde os under vor økonomiske Udvikling. Dette er Årsagen til, at Partiet lægger speciel Vægt på at skabe statslige Reserver. Mens vi taler om Vanskelighederne under vor Udvikling, bør der først og fremmest nævnes Vanskelighederne ved at sikre Industrien, Byggeriet og Transportvæsenet Arbejdskraft. Disse Vanskeligheder var allerede opstået i Førkrigsperioden. Krigen har skærpet dem yderligere.

Der findes ikke Arbejdsløshed i Sovjetunionen. Med henhold til at skulle sikre Industri og Transportvæsen Arbejdskraft, har dette Faktum derfor skabt helt nye Betingelser for disses Udvikling. Under Kapitalismen henter Arbejdsgiverne den Arbejdskraft, de har Brug for, fra de Arbejdsløses Reservearmé, der svulmer op under Kriserne, mindskes noget under Højkonjunkturen, men som aldrig forsvinder, sålænge Kapitalismen består, og som er dens permanente Følgesvend. Rækkerne i de Arbejdsløses Reservearmé fyldes atter og atter af forarmede Bønder, der af Frygt for Nød drives til Lønarbejde i Industrien, af Byernes forarmede Småborgerskab - Småproducenter, Håndværkere og Småhandlende, der til syvende og sidst tvinges til at sælge deres Arbejdskraft til Kapitalisterne. Disse Kilder, hvorfra der kom supplerende Reserver af Arbejdskraft, og som var forbundet med så uhyre Prøvelser for de arbejdende Masser, har Socialismen fjernet. Hos os flygter Bonden ikke længere fra sin Landsby til Staden. Der er ikke længere noget forarmet Småborgerskab i vore Byer. Der sker ingen spontan Tilstrømning af Arbejdskraft. En udvidet socialistisk Reproduktion er imidlertid utænkelig uden en stadig Forøgelse af Arbejderklassens Tal.

Det er nødvendigt, at man uafbrudt udvider de Kontingenter af Arbejdskraft, der står til vor Industris og vort Transportvæsens Disposition. I Løbet af Femårsplanen 1946-50 må Antallet af Arbejdere og Funktionærer i Sovjetunionen stige med mere end 6 Millioner. At tilføre Industri, Transportvæsen og Byggeri ny Arbejdskraft er derfor en af de afgørende Betingelser for at kunne opfylde Planen for vort Lands økonomiske Genopbygning og Udvikling. Selv under normale Betingelser vil det ikke være nogen let Sag at løse denne Opgave, og så meget mere kompliceret bliver den i Efterkrigsperioden, når de Tab af Mennesker, vi led under Krigen, melder sig; Tab, som ramte den mest aktive Del af den arbejdende Befolkning i Sovjetsamfundet.

Dette er Årsagen til, at Partiet og Sovjetstaten i særlig Grad har Opmærksomheden henvendt på Spørgsmålet om en planmæssig Fordeling af Arbejdskraften og Opsporing af nye Kilder, hvorfra Arbejdskraften i vor Folkehusholdning kan suppleres. Skaber man ikke de nødvendige Reserver af Arbejdskraft, kan den socialistiske Industri ikke til Stadighed udvikle sig. Partiet drager derfor en speciel Omsorg for at opbygge Reserver af Arbejdskraft, som kan stå til Statens Disposition, for at oplære Kontingenter af unge Arbejdere på Håndværks- og Fabriksskoler og for at fordele dem planmæssigt i Overensstemmelse med Kravene indenfor de forskellige Grene af vort Lands Økonomi. Ifølge Femårsplanen skal der på denne Måde oplæres 4,5 Millioner Mennesker. Men der ligger også andre Vanskeligheder foran os. Som Følge af den internationale Situation, således som den har udviklet sig efter Krigen, kan vi ikke regne med at kunne importere nogen betydelig Mængde af det tekniske Udstyr, vi har Brug for. Følgeligt må vi i endnu højere Grad regne med vore egne Kræfter. Dette gør det nødvendigt, at man udfolder ekstra Anstrengelser for indenfor Landets egne Grænser at organisere ,en Produktion af nye Former for teknisk Udstyr, som vi under mere normale internationale Forhold ellers kunne have fået gennem Import. Alle disse Besværligheder kan ikke undgå at give sig Udtryk i en Hæmning af vor Udviklings Tempo, en Forhaling af Igangsætningen af nye Fabriker og en Forsinkelse af produktive Anlægsarbejder.

Også indenfor Jordbruget er der alvorlige Vanskeligheder, som må overvindes. Krigen lagde en midlertidig Bremse på vort socialistiske Landbrugs Udvikling og svækkede dets tekniske og materielle Basis. Som Følge af, at Industrien blev omstilet til Krigsbehov, måtte den indstille Produktionen af Traktorer og i betydelig Grad indskrænke Produktionen af Landbrugsmaskiner, Reservedele til disse samt Brændselsstoffer til Landbruget. Under Krigen skete der en Indskrænkning i de tilsåede Arealer, der skete en Forringelse af Dyrkningens Kvalitet, Høstudbyttet faldt, Kvægbestanden mindskedes, og dens Produktivitet faldt. Til de Vanskeligheder, Krigen fremkaldte, kom de Vanskeligheder, der stod i Forbindelse med Tørken i en Række Distrikter i 1946. Det var i denne Situation, at Partiet foretog en Række Specialforanstaltninger for at fremkalde et Opsving indenfor Landbruget og styrke Kollektivbrugsordningen. I Februar vedtog SUKP(B)'s Centralkomité på sit Plenarmøde en udførlig Resolution »Om Forholdsregler for at tilvejebringe et Opsving indenfor Landbruget i Efterkrigsperioden«. Indenfor Landbruget er det, som for Øjeblikket er Hovedgenstand for Partiets Omsorg, en organisatorisk, økonomisk Styrkelse af Kollektivbrugene og Forstærkning af Landbrugets materielle, tekniske Basis. De Krænkelser af Artelreglerne, der var sket, og som havde skadet Kolkhozernes samfundsmæssige Drift, satte Partiet energisk en brat Stopper for, og det tog en Række Forholdsregler for at forbedre Kollektivbrugenes Organisation og Arbejdets Betaling. Samtidigt er Partiet optaget af at gennemføre Forholdsregler, der vil forøge Produktionen af Traktorer, Combines (Mejetærskere) og andre Landbrugsmaskiner samt de Mineralgødningsstoffer, der er uundværlige for Landbruget.

I Resolutionen fra Centralkomiteens Plenarmøde er der givet et detailleret Program for Landbrugets Opsving under Efterkrigsperioden. I Resolutionen findes udførlige Anvisninger om, hvorledes man kan forøge Kornproduktionen, Produktionen af tekniske Planter (Bomuld, Sukkerroer, Hør etc.), fremkalde et Opsving indenfor Kvægavlen, forbedre Landbrugsteknikken, forbedre Maskin- og Traktorstationernes Arbejde samt forbedre Sovkhozernes (Sovjetgodsernes) Arbejde. I den samme Resolution fra SUKP(B)'s Centralkomités Plenarmøde er der også angivet de Opgaver, som den socialistiske Industri må løse for at kunne forsyne Landbruget med teknisk Udstyr. Alle disse Forholdsregler har til Hensigt hurtigt at styrke og højne Landets Landbrug samt befæste Kollektivbrugsordningen. Det er nødvendigt at sikre et sådant Opsving indenfor Landbruget, som i Løbet af den kortest mulige Tid vil gøre os i Stand til at sikre Befolkningen Overflod på Levnedsmidler, sikre Råstoffer til Industrien og sætte os i Stand til at opsamle de nødvendige statslige Levnedsmiddel- og Råstofreserver.

Sovjetbønderne besvarede Partiets og Regeringens Forholdsregler med et vældigt Arbejdsopsving, der fremmede Opfyldelsen af hele Jordbrugsprogrammet for 1947. Over hele Landet udviklede der sig en socialistisk Kappestrid for at få en stor Høst i 1947, en Kappestrid, der omfattede de bredeste Masser blandt Kollektivbrugerne. Regeringen fastsatte særlige Måder, hvorpå de mest fremskredne Arbejdere indenfor Landbrug og Kvægavl kunne belønnes (Hædersnavnet »Det socialistiske Arbejdes Helt« og Tildeling af Udmærkelser). Forårssåningen i År blev heldigt gennemført. Sammenlignet med forrige År beløber Tilvæksten af tilsået Areal i 1947 sig til ca. 8 Millioner ha. Lige så heldigt forløb Høsten i År. Den var mere organiseret og gik på kortere Tid. Det samme gælder Kornafleveringen, som netop finder Sted. De foreløbige Tal fortæller, at Landbruget i År har gjort et betydningsfuldt Skridt fremad med henhold til at løse Kornproblemet og oprette statslige Levnedsmiddel- og Råstofreserver. Et nyt Skridt er taget i Befæstelsen af Kollektiv-brugsordningen. Dette skaber de nødvendige Betingelser for at kunne forbedre Forsyningen af Industricentrernes Befolkning med Levnedsmidler.

Landbrugets Fremgang skaber Betingelser for allerede i År at afskaffe Rationeringen i Sovjetunionen. Rationeringen var en Nødvendighed, dengang den store Kamp stod på, og vi måtte gå til at indskrænke Baglandets Forbrug for at sikre en regelmæssig Forsyning af Hærene ved Fronten. Men nu, da Krigen er forbi og Hæren demobilisere!, begynder Behovet for et Rationeringssystem at falde væk, og det bør fjernes helt. Sovjetstaten kan så vende tilbage til normal Varecirkulation og alsidig Udvikling af Produktion og Forbrug. Tørken i en Række Distrikter og Mindskningen i Statens Levnedsmiddellagre krævede imidlertid at Rationeringens Afskaffelse blev udskudt fra 1946 til 1947. Sovjetstaten har dog allerede gennemført en Række nødvendige Forholdsregler for at fjerne de mange forskellige Priser og herigennen forberede Rationeringens Ophævelse. Vort Arbejde på at opfylde Femårsplanen er den første Etape i vort Arbejde på at gennemføre de Opgaver, Stalin har stillet Sovjetfolket overfor - nemlig at organisere et nyt, kraftigt Opsving i vort Lands Økonomi, som vil gøre det muligt for os at hæve Industriens Niveau til ca. det tredobbelte af Førkrigens Niveau. I Løbet af de nærmeste tre Femårsplaner må vi opnå, at vor Industri pr. År bliver i Stand til at producere ca. 50 Millioner Tons Støbejern, ca. 60 Millioner Tons Stål, ca. 500 Millioner Tons Kul og ca. 60 Millioner Tons Olie.

Grundlaget for vort Partis Fremgang og det mest karakteristiske og væsentlige Træk i dets Liv er dets urokkelige Autoritet blandt vort Lands Folkemasser og den ubegrænsede Støtte, det sovjetiske Folk yder Partiets Politik. Partiets rigtige Politik er Garantien for det sovjetiske Folks faste, moralske og politiske Enhed. Disse Forhold gjorde det muligt for Partiet at organisere Fjendens Tilintetgørelse i den store Fædrelandskrig og at rejse hele Folket til frugtbart Arbejde på at fjerne Krigens svære Følger. Sovjetfolkets moralske og politiske Enhed fandt sit dybe og klare Udtryk i Kommunisternes og de partiløses Bloks Sejr ved Valgene til USSR's Øverste Sovjet sidste År og kom atter til Udtryk ved Valgene til de Øverste Sovjeter i Unionsrepublikerne og de autonome Republikker i År. Valgene skete under politisk Begejstring og viste endnu en Gang den grænseløse Tillid og Støtte, Folket viser vort Parti.

Krigen krævede umådeligt store Ofre og hårde Prøvelser af Sovjetfolket. Og det var kun naturligt, at de folkelige Massers materielle og åndelige Forlangender kun kunne blive tilfredsstillet i begrænset Grad under Krigen. Overgangen fra Krig til Fred kræver derfor, at der gennemføres en Række Forholdsregler, som går ud på at fjerne disse Begrænsninger og sikre, at Folkets materielle og åndelige Forlangender bliver tilfredsstillet. Samtidigt skete der under Krigen og sker der nu. efter Krigen et uafbrudt Opsving i Massernes politiske og kulturelle Niveau. Det er Sovjetfolkets Ønske at kunne tilfredstille alle sine Krav, materielle såvel som åndelige. Alt dette stiller nye, øgede Krav til Partiledelsens Niveau og til Kvaliteten af Partiorganisationernes Arbejde.

I Lyset af disse nye Krav og i Forbindelse med Krigens Afslutning og Overgangen til Fredsforhold var det nødvendigt at foretage en alvorlig Gennemgang og Omlægning af Partiorganisationernes Arbejde. Dette viste sig så meget mere nødvendigt, som der i Partiorganisationernes Arbejde afslørede sig store Fejl, der ikke havde været synlige under Krigen. Først og fremmest afsløredes der en Forsømmelighed overfor det partimæssigt organisatoriske og ideologiske Arbejde. Partiets Successer og den Prøve i Krigens Ild, Partiets og Sovjetstatens Kadrer gik igennem, giver os ikke Ret til at sætte Næsen i Sky og slå os til Ro med, hvad vi har nået. Tværtimod - de nye Opgaver i Forbindelse med den økonomiske og kulturelle Opbygning, vort Fædreland står overfor efter Krigen, samt hele den øjeblikkelige internationale Situation kræver indtrængende af SUKP(B), at det uafbrudt højner hele det partimæssige og ideologisk-pædagogiske Arbejdes Niveau.

En af de primære Opgaver er at styrke vore Partiorganisationers Arbejde. Under Krigen ydede Partiorganisationerne et uhyre Arbejde for at organisere Baglandet og stille Økonomien på Krigsfod. Under Krigstidens Forhold var Partiorganisationerne ofte tvungne til at påtage sig administrativt Arbejde indenfor den økonomiske Forvaltning. Dette var rigtigt i den daværende Situation. Man kunne imidlertid ikke undgå at se, at dette også gav Anledning til visse negative Fænomener i Partiorganisationernes Praksis, at det medførte en Svækkelse af Arbejdet i Partiet og samtidigt førte til, at Arbejdet blev lagt over i Statsorganer og økonomiske Organer. Et af Grundprincipperne for bolsjevikisk Lederskab var således brudt. Partiet stillede det straks som en af sine Hovedopgaver at styrke de lokale Partiorganer og Partiorganisationernes Arbejde. At hæve Niveauet for Arbejdet i Partiet, at hæve Niveauet for bolsjevikisk Lederskab indenfor Statsarbejde og økonomisk Virksomhed - dette er i den nuværende Etape en af de vigtigste Opgaver for Arbejdet i Partiet. Løsningen af disse Opgaver er uløseligt forbundet med Udfoldelse af bolsjevikisk Kritik og Selvkritik - Grundbetingelsen for vort Partis Udvikling. Sin Hovedopgave ser Partiet i at befæste Sovjetstaten yderligere, at fuldkommengøre Statsapparatet og at forbedre dets Arbejde.

Under Krigen ydede Statsapparatet et uhyre Arbejde for at organisere Gennemførelsen af Partiets og Regeringens Direktiver. Her viste Resultaterne sig af Partiets langvarige Arbejde på at skabe et smidigt og præcist virkende Statsapparat, på at opfostre Kadrer af Statsfunktionærer, der var Partiets Sag hengivne og i Besiddelse af de fornødne Kundskaber og organisatoriske Evner. I de statslige Organers Arbejde træder for nærværende det økonomisk-organisatonske og kulturelt-pædagogiske Arbejde stadigt mere i Forgrunden. De statslige Organer stræber efter at befæste Respekten for Sovjetlovene, de bekæmper Rester af den gamle Privatbesiddermentalitet, de kæmper for at befæste den socialistiske Ejendomsret og for en højere statslig Disciplin indenfor alle Grene af vor Virksomhed. I denne Situation har Partiet taget en Række Forholdsregler for yderligere at styrke Statsmagtens Organer, for at forøge deres organiserende Rolle ved Løsningen af de Opgaver, som den kulturelle og økonomiske Opbygning stiller, og for yderligere at underbygge Sovjetorganernes Forbindelse med Masserne. I vort Land vil der i den nærmeste Tid finde Valg Sted til de lokale Sovjetter. Dette bør bevirke en betydelig Forbedring af det Arbejde, Sovjetmagtens Lokalorganer udfører.

De nye Opgaver for Partiets og Statens Arbejde, som er opstået efter Krigen, har stillet øgede Krav til Partiets Kadrer og har med al Skarphed fremhævet Nødvendigheden af at højne Partiets og Sovjetkadrernes ideologiske og praktiske Niveau. Uddannelse og Videreuddannelse af Parti- og Sovjetkadrer er en af de allerstørste Opgaver, som Partiet for Øjeblikket arbejder på. En Uddannelse og Videreuddannelse, som har til Formål at hjælpe Partiets og Statsapparatets Millionmasser til at beherske den marxistisk-leninistiske Videnskab, at bevæbne dem med Viden om Lovene for Samfundets Udvikling, Viden om Landets Økonomi og Sovjetstatens økonomiske Politik samt med en Forståelse af den internationale Situation og den sovjetiske Udenrigspolitiks Opgaver.

For grundigt at højne Parti- og Sovjetarbejdernes politiske og teoretiske Niveau ser SUKP(B)'s Centralkomite det som en Nødvendighed i Løbet af de nærmeste tre eller fire År at give Grundkadrerne indenfor Parti- og Sovjetmagt i de forskellige Republikker, Områder, Byer og Distrikter Mulighed for at deltage i Partiskoler og Kurser til Videreuddannelse af Parti- og Sovjetarbejdere. Med dette Formål for Øje er der gjort et stort Arbejde for at omlægge Netværket af Partiskoler- og kurser. Der er oprettet en Højere Partiskole med treårig Studietid, som skal uddanne Parti- og Sovjetarbejdere i Republik- og Områdemålestok. For Øjeblikket er der ca. 1000 studerende under Uddannelse på denne Skole. Desuden er der på den Højere Partiskole blevet arrangeret et 9-Måneders Kursus for Videreuddannelse af unge Sekretærer i Partiets Områdebestyrelser, Formænd for Områdesovjeternes Forretningsudvalg, Redaktører for Områdeaviser osv.. På dette Kursus studerer over 500 Elever.

I Republik- og Områdecentrerne er der åbnet 177 to-årige Partiskoler og Ni-månedskurser for Videreuddannelse, hvor ca. 30.000 Sovjetborgere, som arbejder indenfor Parti, Sovjetmagt, det kommunistiske Ungdomsforbund og Bladredaktioner deltager. Under SUKP(B)'s Centralkomite er der oprettet et Akademi for de sociale Videnskaber. Det skal uddanne Kadrer af teoretiske Funktionærer til de centrale Partiinstitutioner, til Centralkomiteerne i Unionsrepublikernes kommunistiske Partier, til SUKP(B)'s Områdebestyrelser samt kvalificerede Pædagoger til de højere Læreanstalter og teoretiske Medarbejdere indenfor videnskabelige Forskningsinstitutioner og videnskabelige Tidsskrifter. Akademiet for de sociale Videnskaber uddanner Specialister i følgende Emner: Politisk Økonomi, udenlandske Staters Økonomi og Politik, Rets- og Statsteori, international Ret, USSR's Historie, Verdenshistorie, internationale Forhold (fortrinsvis Diplomatiets Historie), SUKP(B)'s Historie, dialektisk og historisk Materialisme, den russiske og den vesteuropæiske Filosofis Historie, Logik og Psykologi, Litteratur og Kunst. Studietiden er fastsat til tre År. For Øjeblikket er ca. 300 studerende under Uddannelse.

Under og efter Krigen er vort Parti vokset stærkt. Trods de store Tab, Partiet led under den store Fædrelandskrig, skete der ikke alene ingen Udtynding af Rækkerne, men en Forøgelse. Før Krigen bestod Partiet af 3.800.000 Medlemmer og Kandidater til Partiet - nu tæller det 6.300.000. Ca. Halvdelen af Partiets Medlemstal udgøres af Kommunister, der er trådt ind i SUKP(B) under og efter Krigen. I hele sin Historie har vort Parti aldrig oplevet en så stormende Tilvækst. Det altovervejende Flertal af de nye Medlemmer kom til os, da Fædrelandet var i overhængende Fare, og dette betyder, at det er Folkets rankeste Elementer, som er trådt ind i Partiet. Partiets stormende Vækst i Tal, og Forandringerne i dets Medlemsbestand har på den kraftigste Måde stillet Spørgsmålet om at styrke Kommunisternes politiske Oplysning. En betydelig Del af Kommunisterne, især de, der er trådt ind under Efterkrigsperioden, har endnu ikke været i Stand til at få den nødvendige politiske Uddannelse. Der er opstået en vis Uoverensstemmelse mellem Partiets talmæssige Vækst og det politiske Oplysningstrin, SUKP(B)'s Medlemmer og Kandidater står på. Med Henblik herpå søger Partiet nu ikke at forcere Tilvæksten yderligere, men at - udvikle den politiske Oplysning af Partiets Medlemmer og Kandidater og lægger Vægt på at højne Kommunisternes politiske Niveau, thi i sidste Instans er Kvalitet vigtigere end Kvantitet. Af uhyre Betydning for Højnelsen af Kommunisternes ideologiske og politiske Niveau og for den kommunistiske Opdragelse af det arbejdende Folk er det at studere Lenins og Stalins Biografier, hvilket nu sker i bred Målestok. I 1946 genoptog man den af Krigen afbrudte Udgivelse af Lenins Værker, og man er begyndt på at udgive Stalins. Disse Værker udgives hver i et Oplag af 500.000 Eksemplarer. Hertil kommer over 90 Millioner Eksemplarer af Værker af Marxismen-Leninismens Klassikere, som er blevet udgivet efter Krigen. I et Oplag på 1 Million Eksemplarer har man udgivet »J.V. Stalin. Kort Biografi«. »Bolsjevikernes Historie« er efter Krigen blevet udsendt i et Oplag på 10 Millioner Eksemplarer, ialt siden første Oplag i mere end 30 Millioner Eksemplarer.

Den Opgave at opbygge Kommunismen i vort Land, og Problemerne i Forbindelse hermed står i et uløseligt Sammenhæng med den kommunistiske Opdragelse af det arbejdende Folk. For at fuldbyrde den gradvise Overgang fra Socialisme til Kommunisme er det af afgørende Betydning at opdrage det arbejdende Folk kommunistisk, at overvinde Kapitalismens Rester i Menneskenes Bevidsthed. Efter at de udbyttende Klasser var knust i vort Land og deres Rester tilintetgjort, tabte det internationale Bourgeoisi i sin Kamp mod Sovjetstaten enhver Støtte indenfor Sovjetunionens Grænser. Men for at fremme sit Formål søger det at udnytte Kapitalismens Rester i Menneskenes Bevidsthed - Rester af Privatbesiddermentaliteten, Levn af Bourgeoisiets Moral, enkelte Personers Kryberi overfor Vesteuropas borgerlige Kultur, Tilfælde af Nationalisme osv.. Særlig vigtigt i det ideologisk-politiske Arbejde er det at fremelske og udvikle Sovjetpatriotismen. »Sovjetpatriotismens Styrke« - skriver Stalin - »består i, at dens Grundlag ikke er racemæssige eller nationalistiske Fordomme, men Folkets dybe Tillid til og Tro på sit sovjetiske Fædreland, det broderlige Venskab mellem de arbejdende Mennesker af allé Nationer i vort Land. I Sovjetpatriotismen forenes Folkenes nationale Traditioner harmonisk med Sovjetunionens arbejdende Folks Livsinteresser.« Sovjetpatriotismens Udfoldelse kan ikke skilles, fra Bekæmpelsen af national Snæverhed og Chauvinisme, hvor sådant dukker op. Partiet opdrager Sovjetfolket i en Ånd, der indpræger det Agtelse overfor andre Folk og Anterkendelse af disses Ret til selvstændig Udvikling.

I den sidste Tid har Partiet måttet udfolde en beslutsom Kamp mod forskellige Udslag af Kryberi og servil Beundring overfar Vesteuropas borgerlige Kultur. Denne Holdning har en vis Udbredelse blandt visse Dele af vore Intellektuelle og er et af Levnene fra en forbandet Fortid, fra Tsarens Rusland. Partiet måtte rette et afgørende Slag mod en Række konkrete Tilfælde, hvor Kryberi og servil Beundring var kommet for Dagen, thi i den givne Etape betyder disse Udslag en alvorlig Fare for Sovjetstatens Interesser, eftersom den internationale Reaktions Agenter i deres Arbejde på at svække Sovjetstaten stræber efter at udnytte Mennesker, der er smittet af en Følelse af Kryberi og servil Beundring overfor den borgerlige Kultur. Oktoberrevolutionen befriede Ruslands Folk fra økonomisk og åndeligt Slaveri under den udenlandske Kapital. Sovjetmagten har for første Gang gjort vort Land til en fri og selvstændig Stat. Efter at vort Folk havde gennemført en kulturel Revolution og skabt sin egen Sovjetstat, sønderslog det de materielle og åndelige Lænker, der bandt det til det borgerlige Vesteuropa, Sovjetunionen blev et Bolværk for Fremskridtet og Verdenscivilisationen. Hvorledes kan der under sådanne Forhold vise sig Kryberi og servil Beundring overfor alt, som bare er udenlandsk? Rødderne til en sådan anti-patriotisk Optræden, til den Slags Ytringer og Indstillinger ligger i Levnene fra Tsar-Ruslands forbandede Fortid. Disse Levn tynger endnu Bevidstheden hos en vis Del af vore Intellektuelle. De udenlandske Kapitalister, der sad inde med solide Positioner i Tsarens Rusland, støttede og fremelskede på alle Måder i Rusland en Forestilling om det russiske Folks kulturelle og åndelige Mindreværdighed. Ruslands herskende Klasser, der var skilt fra Folket og stod fremmed overfor det, troede ikke på det russiske Folks skabende Kræfter og anså det for udelukket, at Rusland ved egne Kræfter skulle kunne arbejde sig ud af sin Tilbageståenhed. Heraf opstod den urigtige Forestilling om, at Russerne altid - sagde man - bør spille Rollen som »Elever« af vesteuropæiske »Læremestre«.

Den amerikanske og engelske Imperialismes Agenter søger nu at udnytte de tiloversblevne Rester af disse gamle kapitalistiske Forestillinger. De skyer ingen Anstrengelser for indenfor USSR's Grænser at finde Støttepunkter for deres Spionage og Antisovjetpropaganda. Agenter for udenlandske Spionagetjenester søger energisk efter svage og sårbare Punkter blandt visse ustabile Lag af vore Intellektuelle, blandt Mennesker, der er præget af den gamle Mistro til egne Kræfter, og som er smittet af Kryberi overfor alt, som bare er udenlandsk. Sådanne Mennesker bliver nemt et let Bytte for de udenlandske Spionagetjenester. I den øjeblikkelige Situation sættes Partiets ideologiske Arbejde ind på uafladeligt at overvinde Resterne af den borgerlige Ideologi og styrke den bolsjevikiske Uforsonlighed mod enhver Art ideologiske Forvrængninger. Stor Betydning i dette Sammenhæng har SUKP(B)'s Centralkomites Beslutninger angående det ideologisk-politiske Arbejde (Centralkomiteens Resolutioner vedrørende Tidsskrifterne »Zvezdá« og »Leningrad«, Teatrenes Repertoirer o. lign.) og ligeledes den filosofiske Diskussion, som fornylig afholdtes på Centralkomiteens Initiativ.

Centralkomiteens Forholdsregler har til Formål at sikre, at en kæmpende sovjetpatriotisk Ånd bliver fremherskende blandt Videnskabens og Kunstens Dyrkere, for på denne Måde at styrke Partiånden indenfor Sovjetvidenskaben, Litteraturen og Kunsten, og hæve alle de Midler - Presse, Propaganda, Videnskab, Litteratur og Kunst - som vor socialistiske Kultur udtrykker sig gennem, til et nyt, højere Niveau. SUKP(B)'s Centralkomité understregede den uhyre Rolle, Litteratur og Kunst spiller ved Samfundets Omdannelse, under Arbejdet på at opdrage Folket til Kommunismen, specielt i den rigtige Opdragelse af Ungdommen, af en ny, dristig Generation fyldt af Tro på Kommunismens Sag, en Generation, som ikke frygter Hindringer, som er parat til at overvinde alle Hindringer. SUKP(B)'s Centralkomité påpegede, at der derfor ikke hos de sovjetiske Forfattere, Kunstnere og Kulturarbejdere kan og må findes andre Interesser end Folkets og Statens. Dette er Årsagen til, at alt Forsvar for en Kunst blottet for Idéer, en Kunst uden politisk Stillingtagen, en »Kunst for Kunstens egen Skyld« er fremmed for Sovjetlitteraturen, skadelig for Sovjetfolkets og Sovjetstatens Interesser og ikke må finde Plads i vore Bøger og Tidsskrifter. SUKP(B)'s Centralkomité fremhævede, at under sit skabende Arbejde må vort Lands Litteratur og Kunst lade sig lede af det, som udgør Sovjetlandets Livsgrundlag - Partiets Politik. SUKP(B)'s Centralkomités Beslutninger gjorde Sovjetkulturens Repræsentanter opmærksomme på Faren ved at krybe for den borgerlige Kultur og Kunst, som nu befinder sig i en Tilstand af Forarmelse og Opløsning. Især understregede Centralkomiteen Betydningen af en alsidig Udvikling af en principiel og objektiv Kritik. Uden en sådan Kritik er det ikke muligt at udvikle Sovjetlitteraturen og Sovjetkunsten videre. For at udvikle en Kritik af Manglerne indenfor de forskellige Grene af det ideologiske Arbejde har SUKP(B)'s Centralkomité stiftet et nyt Blad »Kulturen og Livet«, Organ for Propaganda- og Agitationsafdelingen under SUKP(B)'s Centralkomité.

Den filosofiske Diskussion om G. F. Alexandrovs Bog »Den vesteuropæiske Filosofis Historie«, der fornylig blev afholdt på Initiativ af SUKP(B)'s Centralkomité, afslørede en hel Række Mangler i Arbejdet på vor teoretiske Front, især med Henblik på Udarbejdelsen af Marxismen-Leninismens Filosofi. For at fjerne disse Mangler og for at lette et yderligere Opsving i det videnskabeligt teoretiske Arbejde på den marxistisk-leninistiske Filosofis Område er der blevet stiftet et nyt Tidsskrift »Filosofiens Problemer«. For Øjeblikket er Centralkomiteen i Færd med at udarbejde et nyt Program for SUKP(B). Det Program for SUKP(B), som gælder for Tiden, er ganske åbenbart forældet og bør udskiftes. Samtidig med, at man er ved at forberede det nye Program, er man i Gang med at udarbejde Ændringer til Partiets Statutter. Situationen i Landet og i Partiet har i de sidste År forandret sig så meget, at en hel Række Paragrafer i Statutterne er blevet forældede.

Som Følge af den sejrrige Krig mod Fascismen og Nazismen er Socialismens og Demokratiets Positioner blevet styrkede, og den imperialistiske Lejrs Positioner svækkede. Et af den anden Verdenskrigs vigtigste Resultater er Styrkelsen af USSR og Oprettelsen af nye demokratiske Styreformer under Arbejderklassens Ledelse i en Række Lande. Tysklands og Japans Nederlag betyder en Svækkelse af Imperialismens Lejr og en yderligere Uddybning af det kapitalistiske Systems almindelige Krise. Blandt de kapitalistiske Lande gik USA betydeligt styrket ud af Krigen, mens USA's Partnere, England og Frankrig, gik svækkede ud af Krigen. I denne Situation, hvor USA's Hovedkonkurrenter Tyskland og Japan var fjernede, og England og Frankrig svækkede, gik USA over til en ny, åbent ekspansionistisk Politik, der har til Hensigt at skaffe det Herredømmet over hele Verden. I denne nye Efterkrigssituation er der ved at ske en Forandring i Forholdene mellem Gårsdagens Allierede, der samarbejdede i Krigen mod det nazistiske Tyskland og det imperialistiske Japan. Der har udskilt sig to modsatte Tendenser i den internationale Politik.

Den ene er den Politik, Sovjetunionen og de nye Demokratiers Lande fører. Sovjetunionens og de demokratiske Landes Udenrigspolitik går ud på at undergrave Imperialismen, sikre en varig demokratisk Fred mellem Folkene, og den størst mulige Befæstelse af det venskabelige Samarbejde mellem de fredselskende Nationer. Under disse Bestræbelser støtter vor Udenrigspolitik sig på Sovjetstatens og de nye demokratiske Landes voksende Betydning. I Spidsen for den anden Tendens i den internationale Politik står den herskende Klike indenfor de amerikanske Imperialister. I sine Bestræbelser på at befæste den Stilling, den amerikanske Monopolkapital under Krigen erobrede i Europa og Asien, er denne Klikke slået ind på åben Ekspansion, på at trælbinde Europas svækkede kapitalistiske Lande, på at trælbinde de koloniale og afhængige Lande, på at forberede nye Krigsplaner mod Sovjetunionen og de nye Demokratiers Lande under Parolen »Kamp mod den kommunistiske Fare«. Klarest og mest konkret er denne Tendens i Politikken kommet til Udtryk i Truman-Marshall Planerne. Dette er de to Tendenser i den internationale Politik for Øjeblikket.

Den kloge Udenrigspolitik, Stalin har anvist Sovjetunionen både før og under Krigen, har givet os Mulighed for på rigtig Måde at udnytte Modsigelserne i Imperialismens Lejr og dette var en af de vigtigste Betingelser for vor Sejr i Krigen. Vi går ud fra den Kendsgerning, at der over en lang Periode uundgåeligt vil eksistere to sideordnede Systemer - det kapitalistiske og det socialistiske. Vi følger en Kurs, som går ud på at opretholde loyale og nabovenlige Forhold overfor alle de Lande, der giver Udtryk for Ønske om venskabeligt Samarbejde under Betingelse af Gensidighed og Opfyldelse af indgåede Forpligtelser. Tro mod alle sine internationale Aftaler og Forpligtelser og med den største Konsekvens og Fasthed følger USSR denne Politik. Samtidig er vi bestandig parat til at afslå enhver Politik, rettet imod Sovjetunionen, fra hvilken Side den end måtte komme. Ubøjeligt afslører Sovjetunionen sammen med de demokratiske Lande dem, som er Fredens Fjender, Fjender af Folkenes Venskab, Fjender af det internationale Samarbejde på demokratisk Grundlag. Sammen med de nye Demokratiers Lande bekæmper Sovjetunionen de fjendtligtsindede, imperialistiske Kredses Forsøg på at praktisere en Forskelsbehandling overfor USSR og de nye Demokratiers Lande, at forringe deres Betydning eller forbigå dem ved Afgørelsen af særlig vigtige Problemer i international Politik, at spinde Rænker mod dem og skabe fjendtlige Blokke og Grupperinger.

SUKP(B) ser ganske nøje Faren ved den Omorientering, som for Øjeblikket foregår hos visse af Sovjetunionens tidligere Allierede under Krigen. Vi ser de store Farer, der rummes i det Spil, USA og England driver ved at frasige sig Forpligtelser, de påtog sig under den anden Verdenskrig, ved at søge sig nye Forbundsfæller blandt Lag i Tyskland og Japan, som er fjendtlige mod Demokratiet, ved at alliere sig med det antidemokratiske Tyrki og det monarko-fascistiske Grækenland, ved at begunstige Francospanien, opmuntre de hollandske Imperialister i Indonesien, understøtte det reaktionære Styre i Kina osv. og samtidigt føre en terroristisk Politik med Hets og Forskelsbehandling, groft Tryk og Indblanding i indre Anliggender, åben Støtte til antidemokratiske Elementer, der er Regeringen fjendtligt stemte o.s.v. overfor ægte demokratiske Stater som Jugoslavien og Polen, der har ydet store Bidrag til Fascismens Nederlag. Stadigt mere uforskammet og åbenlyst drives der Propaganda for en tredje Verdenskrig, man udklækker Planer om en ny Aggression, Planer om en ny Krig mod USSR og de nye Demokratiers Lande. USA's ledende Kredse optræder som Blænkere for nye, åbent ekspansionistiske Planer. Det siger sig selv, at man må have Øje for Forskellen mellem de nye Aggressorer in spe's Ønsker om at slås, og deres Mulighed for at slippe Krigen løs. De nye Aggressorer efterligner Hitleristerne og bruger Afpresningsmetoder som Hovedvåben overfor karaktersvage og vaklende Folk. Mod de amerikanske og engelske Imperialisters Planer stiller vi et venskabeligt Samarbejde mellem Sovjetunionen og de demokratiske Lande, i første Række de nye Demokratiers Lande. Rolig og sikker afviser Sovjetunionen alle Forsøg på Afpresning, og holder et vågent Øje med alle mistænkelige Manøvrer, som dens tidligere Allierede fra den imperialistiske Lejr foretager. Med Hensyn til de Lande, der er Sovjetstatens sande Venner og virkelig trofaste Forbundsfæller - de nye Demokratiers Lande - er Sovjetunionen altid rede til at yde Støtte og yder også denne gennem en udstrakt Hjælp og et kraftigt Forsvar for deres Interesser.

USSR og de nye Demokratiers Lande fører en Politik, der går ud på uafbrudt at støtte de koloniale og afhængige Lande, der kæmper for deres nationale Befrielse fra det imperialistiske Åg. Dette er de grundlæggende Principper for SUKP(B)'s Udenrigspolitik. Eftersom der ikke længere findes modstående Klasser i Sovjetunionen, og der er opnået en moralsk og politisk Enhed i Sovjetsamfundet, er hele Klassekampens Skarphed for Sovjetunionens Vedkommende nu blevet overført til den internationale Skueplads. Her sker der en Kappestrid mellem to Systemer - det kapitalistiske og det socialistiske - Her må vort Parti prøve sit Våben i Kampene med den borgerlige Politiks drevne Prangere. Partiet ofrer megen Opmærksomhed på de udenrigspolitiske Problemer og viser en særlig Omhu med Hensyn til Udvælgelsen og den behørige Uddannelse af Kadrer, som vil kunne sikre, at Partiets Linje bliver gennemført på det udenrigspolitiske Område. Partiet ofrer megen Opmærksomhed på at udruste sine Kadrer med Viden om Lovene for den internationale Udvikling og Forståelse af den internationale Situation. Det lærer dem at forfægte den socialistiske Stats Interesser på den internationale Skueplads, at skelne Ven fra Fjende, at gennemskue de snedige Planer og Fif, Imperialisterne og deres Agenter benytter.

Under Krigen og i den efterfølgende Periode er der sket en Vækst og Styrkelse af de politiske, ideologiske, kulturelle og moralske Bånd, som forbinder USSR med Arbejderbevægelsen og de ægte demokratiske, fremskredne og progressive Kredse og Organisationer i hele Verden, specielt i Europa. Efter Krigen har Organisationer indenfor den sovjetiske Samfundsliv fået vide Muligheder for aktiv Deltagelse i internationale faglige og andre demokratiske Organisationer og for at udvikle venskabelige Forbindelser med nationale, demokratiske Organisationer i det store Flertal af Lande. Sovjetfagforeningernes og andre offentlige Organisationers aktive Deltagelse i internationale demokratiske Organisationer betyder en Hjælp for Arbejderklassen og de demokratiske Kræfter i Udlandet under deres Kamp for Arbejderbevægelsens og den demokratiske Bevægelses Enhed, den er en Modvægt mod Højresocialisternes og andre Enhedsfjenders Splittelsesvirksomhed, den styrker de progressive Organisationer og fremmer deres Vækst og samtidigt styrker den Sovjetunionens internationale Indflydelse.

Vore kulturelle og politiske Forbindelser med de demokratiske Organisationer i de forskellige Lande sker på mange forskellige Måder. Disse Forbindelser hjælper med til at sprede Sandheden om vor socialistiske Stat udenfor dens egne Grænser, styrker Sovjetunionens Indflydelse og letter de demokratiske Organisationers Virksomhed. Som Afslutning på min Beretning vil jeg lige berøre Spørgsmålet om Forbindelserne mellem de kommunistiske Partier. Efter KomInterns Opløsning i 1943 blev Forbindelserne mellem de kommunistiske Broderpartier som bekendt afbrudt/Erfaringen har vist, at en sådan Mangel på Kontakt mellem de kommunistiske Partier berøver såvel SUKP(B) som de øvrige Partier Mulighed for at f å den nødvendige gensidige Information og for at udarbejde fælles Synspunkter på Arbejderbevægelsens og den kommunistiske. Bevægelses Kardinalspørgsmål. De manglende Forbindelser mellem de kommunistiske Partier berøver dem Mulighed for på nogen Måde at koordinere den Virksomhed, de forskellige Landes Kommunister udfolder for at afværge Imperialismens Planer - og det på et Tidspunkt, hvor den amerikanske Monopolkapital er i Færd med at organisere et Felttog mod Kommunismen og Demokratiet, mod USSR og de nye Demokratiers Lande og at udvikle ekspansionistiske Planer, der har til Mål under »Hjælpens« Maske at trælbinde en Række europæiske og andre Lande, på et Tidspunkt, hvor Kommunisterne må fastlægge deres Holdning over for disse USA's imperialistiske Planer. Efter vor Mening er det nødvendigt at gennemføre bestemte Forholdsregler, som har til Hensigt at bringe den nuværende unormale Situation i disse Spørgsmål til Ophør. Dette er Årsagen til, at vi anser det for nødvendigt her på dette Møde at drøfte både den internationale Situations Problemer og Problemerne vedrørende Genoprettelse af Forbindelserne mellem de kommunistiske Partier og Oprettelse af en konstant Kontakt mellem dem med det Formål at opnå gensidig Forståelse, Udveksling af Erfaring og Koordination af de kommunistiske Partiers Virksomhed på Grundlag af gensidig Overenskomst i de Tilfælde, hvor Partierne anser det for nødvendigt.

Tjekkoslovakiet var det sidste Land, der blev befriet fra den fascistiske Undertrykkelse. Prag blev befriet af den røde Hær den 9. Maj 1945, samme Dag som Sejren over Tyskland fuldbyrdedes. Efter Befrielsen indlededes en Række fundamentale Forandringer i Landets økonomiske og politiske Struktur. Kammerat Gottwald har karakteriseret disse Forandringer som en national og demokratisk Revolution. I Modsætning til den nationale Revolution i 1918, som gennemførtes under Bourgeoisiets Førerskab, og som resulterede i Dannelsen af en borgerlig, tjekkoslovakisk Stat, blev den nationale og demokratiske Revolution denne Gang ledet af Arbejderklassen og det arbejdende Folk, som var interesseret i at få denne Revolution gennemført så konsekvent som muligt ved Folkets Hjælp. Under Revolutionens Forløb besatte Arbejderklassen en Del Nøglestillinger, og flere af Foranstaltningerne går endda udover en national og demokratisk Revolutions Rammer. Derved oprettedes i Tjekkoslovakiet et Regime, som vi kalder et Folkedemokrati. Tjekkoslovakiet er et forholdsvis højt udviklet Industriland, og Industriens Kapacitet blev endnu større under Okkupationen. Arbejderklassens Indflydelse er betydelig. Det kommunistiske Parti voksede efter Befrielsen til et Masseparti og tæller nu (Slutningen af September 1947) 1.172.000 Medlemmer. Det kommunistiske Parti råder over et solidt Flertal i Arbejderklassen og er også det stærkeste Parti på Landet.

Kommunisternes førende Rolle i den nationale Front og i Staten er baseret på Partiets store Indflydelse og Autoritet i Folket. Det kommunistiske Parti var det eneste af alle Partierne, som ikke havde noget Ansvar for München-Kapitulationen, den eneste politiske Faktor, som konsekvent bekæmpede München-Politiken. Det var den ledende og organiserende Hovedkraft i Modstandsbevægelsen; næsten Halvdelen af Partiets Medlemmer fra før Krigen faldt- i Kampen mod den tysk-fascistiske Besættelsesmagt - for Folkets Frihed. Partiet var også primus motor i den nationale og demokratiske Revolution, Ophavsmanden til de fundamentale Strukturændringer i Statsapparatet, Organisatoren af den nationale Front og den ledende Kraft i Landets Genopbygning efter Krigen. Ved Valget i Maj 1946 udtalte Folket sig for det kommunistiske Partis førende Stilling i Staten. Kommunisterne fik 38 % af hele Landets Stemmetal (i Bøhmen og Mæhren over 40 % ). Efter Valget dannedes i Juli 1946 en ny Nationalfrontsregering med Kammerat Gottwald i Spidsen.

Det ny Styre grundlagdes i Maj 1945 på de Principper, der indeholdtes i det såkaldte Kosice Program, hvilket var udarbejdet på Initiativ af det kommunistiske Parti og underskrevet af alle Partier i den nationale Front. På Tjekkoslovakiets kommunistiske Partis 8. Kongres talte Kammerat Gottwald om de indrepolitiske Forandringer. Han sagde: Vi har fjernet Storbourgeoisiets forræderiske Klike fra Førerstillingen i Staten og Nationen, og al Magt er gået over til den nationale Front, som er det politiske Udtryk for Forbundet mellem Arbejderne, Bønderne, Håndværkerne og de intellektuelle. Fascistiske og klart reaktionære Partier, som forrådte den nationale Frihed og Statens Uafhængighed og tjente Hitleristerne, blev forbudt. Det drejer sig om følgende: Agrarpartiet, den såkaldte nationale Union, i Slovakiet Folkepartiet (Hlinkapartiet) og nogle andre fascistiske og reaktionære Grupper. Den nationale Front i Bøhmen og Mæhren består af 4 Partier: Det kommunistiske Parti, det socialdemokratiske Parti, de Nationale Socialister og det katolske »Folkeparti«. I Slovakiet bestod den i Begyndelsen af 2 Partier: Det kommunistiske Parti og det såkaldte demokratiske Parti. Siden da er yderligere to små Partier opstået, og disse er også indtrådt i den nationale Front. Det er det socialdemokratiske Parti og det såkaldte »Frihedsparti«. Men den nationale Front har et bredere Fundament. Den støttes desuden af de forenede Fagforbund, Bondeforbundet, Ungdomsforbundet, Sammenslutningen af kooperative Foreninger og andre af det arbejdende Folks Organisationer. I Overensstemmelse med Kosice Programmet er følgende økonomiske og politiske Foranstaltninger blevet ført ud i Livet: 1) Nationalkomiteer oprettet som Statsadministrationens Organer. 2) Sværindustrien og Bankvæsenet nationaliseret. 3) Tyskerne udvist. 4) Landbrugsreform og en ny Politik over for Landbruget gennemført. 5) Ligeberettigelsesprincippet gennemført i Forholdet mellem Tjekkere og Slovaker.

Nationalkomiteerne er en vigtig Støtte for den nye, demokratiske Orden. De opstod under Frihedskampen som illegale Folkeorganer. På Kammerat Gottwalds Forslag udstedte London-Regeringen i sin Tid et Dekret, der autoriserede Nationalkomiteerne som lokale, administrative Statsorganer i Kommuner, Distrikter og Provinser. Efter Befrielsen spillede de en vigtig Rolle i Opbygningen af et nyt Statsapparat. De indsatte deres Repræsentanter i industrielle Virksomheder, organiserede Levnedsmiddelforsyningen og havde Myndigheden over Sikkerhedsorganerne og andre Statsorganer i de pågældende Områder. Nationalkomiteerne trådte i Stedet for det tidligere System af Distriktskommissærer og Amtmænd, som var reaktionære. Som Folkets Repræsentanter har Nationalkomiteerne udøvende Magt, de fører Lovene ud i Livet, giver Direktiver og kontrollerer Statens Embedsmænd på mange Områder: i Sikkerhedsorganerne, i Landbrugspolitikken, Fødevareforsyningen og Priskontrollen, i den stedlige Industri, Handel og håndværksmæssige Produktion.

Partiets Stilling i Nationalkomiteerne er solid: Alle 3 Formænd for Provinskomiteerne er Kommunister; i 163 Distriktskomiteer er der 128 kommunistiske Formænd (80 % ). I 11.512 lokale Nationalkomiteer er der 6.350 kommunistiske Formænd (57 %). Næsten 140.000 Kommunister arbejder i Nationalkomiteerne og disses Kommissioner, repræsenterende store Dele af Folket. Her høster de Erfaringer i at lede og organisere. Ifølge Loven har Nationalkomiteerne Pligt til hvert halve År at aflægge Rapport om deres Arbejde for Vælgerne. Nationalkomiteernes Møder er offentlige. Systemet med Nationalkomiteer giver Tjekkoslovakiets Statsstruktur en ny Karakter. Skønt dette System endnu ikke fuldstændigt har løst Spørgsmålet om at fjerne det gamle Bureaukratis Indflydelse, er denne Indflydelse dog blevet betydeligt begrænset ved at sætte de underordnede Statsorganer under daglig folkelig Kontrol. I Modsætning til det formelle, parlamentariske Demokrati, hvor Parlamentet vedtager Love, men hvor den udøvende Magt forbliver helt i Bureaukratiets Besiddelse, er al lokal udøvende Magt i vort Land i Folkerepræsentationernes Hænder, dvs. i Nationalkomiteernes.

I Oktober 1945 blev Dekretet om Nationalisering af Sværindustrien og Finansvæsenet ophøjet til Lov. Nationaliseringen fremkaldte en bitter Strid. Den mødte Modstand fra Mennesker, som hævdede, at hele Nationaliseringen ikke skulle gennemføres på én Gang, men gradvis. De foreslog, at en Begyndelse skulle gøres med Ferie- og Kurstederne, så Minerne etc. Det var tydeligt, at de ønskede at frelse Sværindustrien fra Nationalisering. De Nationale Socialister var imod Bankernes Nationalisering overhovedet. Vort Parti var - ved Massernes Støtte og først og fremmest ved Hjælp af Fagforeningerne - i Stand til at sikre Nationaliseringens Gennemførelse i eet Træk. Nationaliseringen omfattede alle Banker, alle Forsikringsselskaber, al Sværindustri. Regnet efter Antallet af beskæftigede Personer udgjorde den nationaliserede Del ca. 61 % af hele Industrien. I Foråret 1947 vedtoges en Beslutning, hvorefter Foretagender, som var konfiskeret fra Tyskere og Landsforrædere, men som ikke var ramt af Nationaliseringsdekretet, for Størstepartens Vedkommende skulle henføres til nationaliserede Virksomheder. Dette bringer den nationaliserede Del op på 66 % af de i hele Industrien beskæftigede Personer og mere end 75 % af den totale Produktion. Praktisk talt hele Bjergværksindustrien, Metalindustrien og Kraftproduktionen er nationaliseret. Rundt regnet tre Fjerdedele af den kemiske Industri samt af Metalforarbejdnings- og Maskinindustrierne er nationaliseret. Den ikke-nationaliserede Sektor er betydelig i Levnedsmiddel- og Mølleindustrierne, i Tømmer- og Trævareindustrierne samt i Konfektionsindustrien. De ikke-nationaliserede Virksomheder har Overvægt i Byggematerialeindustrien. Nationaliseringen har skabt et reelt økonomisk Fundament for det nye Demokrati som en Stat af ny Type, hvor de vigtigste Produktionsmidler er blevet flyttet fra Storbourgeoisiet over i Statens Besiddelse.

Industriens Nationalisering gjorde det lettere hurtigt at overvinde Okkupationens Virkninger på Landets Økonomi. Skønt Følgerne af den tyske Besættelse ikke var så ødelæggende for Tjekkoslovakiets Økonomi som for visse andre Lande, cirkulerede der dog 400 Milliarder Kr. i dækningsløse Pengesedler; der var Knaphed på Råmaterialer, og et Antal store Fabrikker lå i Ruiner. Partiet måtte udfolde en Kamp mod store økonomiske Vanskeligheder - Kulmangel, for lidt Arbejdskraft i forskellige Brancher og manglende Erfaring hos de nye Medarbejdere i økonomiske Institutioner. Reaktionen, forsøgte at skabe Utilfredshed i Forbindelse med Pengereformen og den vanskelige Levnedsmiddelsituation. Den søgte at udsprede den Opfattelse, at små, private Virksomheder arbejdede bedre end de nationaliserede og spåede, at de sidstnævnte ville gå fallit. Partiet gav ikke op overfor Vanskelighederne. Det vendte sig til Folket, det organiserede Brigader af frivillige til Genopbygning af de bomberamte Fabrikker, sendte Brigader ud at arbejde i Minerne, på Byggepladser, ved Udlosning af Jernbanevogne og meget andet, - til Virksomheder, hvor det kneb med Arbejdskraften. Det organiserede landsomfattende Kappestrid og fremkaldte et stort Arbejdsopsving. Kommunister gik forrest med et godt Eksempel. Partiorganisationen i Prag mobiliserede en Søndag 100.000 Medlemmer til Arbejde under Parolen: »En Million Arbejdstimer til Republikken«. På den Måde lykkedes det os lidt efter lidt at udvikle og forøge Produktionen og at forsyne Markedet med en stadig stigende Varemængde.

I Begyndelsen af 1946 foreslog Partiet at udarbejde en 2-Års Plan, Efter Valget i Maj blev Planen vedtaget ved Lov. 2-Års Planen er ikke altomfattende; den beskæftiger sig kun med de vigtigste Dele af Landets Økonomi. Den har til Formål at forøge den industrielle Produktion med 11 % ved Udgangen af 1948 i Forhold til Førkrigstallet; på nogle af Sværindustriens Områder sætter den Forøgelsen til 30 % eller endog 40 %. Planens Opfyldelse skulle samtidig forbedre Befolkningens Levestandard med 10 % sammenlignet med Førkrigsniveauet. 2-Års Planens Virkeliggørelse vil betyde en Styrkelse af de økonomiske Grundpiller, hvorpå det tjekoslovakiske Folkedemokrati hviler, den nationaliserede Industri. Den nationaliserede Industri er nu begyndt at arbejde bedre, efter at den har fået en vis Erfaring. Skønt den led alvorlig Skade, og hele Fabrikskomplekser blev ødelagt under de engelsk-amerikanske Luftangreb lige ved Krigens Slutning (Skoda Værkerne i Plzen, Bata i Zlin, Ceskomoravska-Kolben-Danek i Prag), og skønt store Kapitalinvesteringer var nødvendige i den første og vanskeligste Periode, kunne den nationaliserede Industri ikke destomindre for flere Gruppers Vedkommende opvise et økonomisk Overskud ved Udløbet af 2-Års Planens første Halvårstermin.

De første 8 Måneder af 2-Års Planen er blevet opfyldt til 100 % , og den industrielle Produktion har allerede nået 95 % af Førkrigstallet (1937). En Efternøler i 2-Års Planen viser sig nu at være Byggematerialeindustrien, hvis Nationaliseringsprocent er meget lille. Vi håber, at vi næste År vil kunne indhente dette. Manglen på Arbejdskraft er følelig ved Minedriften og i Byggebrancherne, det er Hovedproblemet her at skabe Arbejdsreserver. 2-Års Planens positive Resultater genspejles i en Højnelse af det arbejdende Folks Levestandard. Industriproduktionens Vækst og den samtidige Formindskelse af Produktionsomkostningerne gjorde det muligt i dette Forår at nedsætte Detailpriserne på Forbrugsvarer ved Hjælp af en såkaldt Prisudlignings-Fond. Denne Foranstaltning styrkede Enheden mellem Arbejdere og Bønder, fordi den Pris, til hvilken Bonden sælger sine Produkter, ikke blev nedsat, hvorimod en Nedsættelse foretoges for de Priser, han må betale for nødvendige Industriprodukter (Landbrugsmaskiner, Petroleum, Benzin). Symptomatisk for Befolkningens nuværende økonomiske Situation er, at Forbruget pr. Indbygger af visse Produkter, såsom Sukker, Kartofler, Kød, Sko allerede er større, end det var før Krigen, skønt de endnu er rationerede. Forbruget går i Vejret, fordi vi har kunnet forøge Arbejderens Realløn med ca. 34 % i Sammenligning med 1939. Vor Prispolitik var så vellykket takket være den i 1945 gennemførte Pengereform. Det lykkedes os ikke alene at bevare Ligevægten mellem Pristal og Lønninger; men Gennemsnitslønnen steg til 397 % (1939 = 100), medens Pristallet for Arbejdernes Udgifter faldt til 286. I Øjeblikket er Stillingen blevet forringet på Grund af Tørke. Høsten er betydeligt mindre end i de foregående År, og til Trods for Hjælpen fra Sovjetunionen, Rumænien og andre af det nye Demokratis Lande, har vi vanskeligt ved at forsyne Befolkningen med Landbrugsprodukter. Men vi er overbeviste om, at Spekulanters og reaktionære Elementers Forsøg på at udnytte disse Vanskeligheder til egen Fordel ved at så Misfornøjelse, er dømt til at mislykkes. Vort Folk vil gøre alt for at overvinde Vanskelighederne.

Den økonomiske Succes udgør et effektivt Våben i Kampen mod Reaktionen. Det viser, at det nye Styre er bedre egnet til at klare de økonomiske Problemer end Kapitalismen. Det giver det arbejdende Folk større Tro på sin egen Styrke. Nationaliseringstanken har slået dybe Rødder i vort Folk, som forstår, at de økonomiske Fremskridt er et direkte Resultat af Nationaliseringen og Planøkonomien. Det forstås ikke bare af Arbejderne, som nu lever bedre end før Krigen, men også af de små og middelstore Bønder, hvis Levestandard på det nærmeste har nået Førkrigsniveauet. Alt dette indsnævrer Reaktionens Basis i Masserne. Den privatkapitalistiske Sektor er stadig stærk i Engros-og Detailhandelen. 15 % af Detailhandelen går gennem de kooperative Foreninger. Salg af Korn, Mælk og andre Landbrugsprodukter foregår næsten udelukkende (90 %) gennem Landbrugernes Andelsforeninger. Nogle af de nationaliserede Virksomheder har oprettet et helt Net af Detailudsalg. f.eks. Bata-Værket, som sælger hele sin Fodtøjsproduktion fra egne Butikker. Priserne fastsættes af Regeringen, såvel Engros- som Detailpriserne. Det angår alle Varer, således at det er muligt at kontrollere, hvilken Del af Merproduktet, der tilflyder den privatkapitalistiske Sektor. I Foråret reduceredes denne Andel i Merproduktet, idet Engrosfirmaerne fik Pålæg om at indbetale en Afgift på 2 % i Prisudligningsfondet. Alle Forholdsregler, der tages for at styrke den nationaliserede Økonomi og for at konsolidere Landet økonomisk, er Genstand for skarpe Angreb fra Reaktionen, som hårdnakket forsvarer sig og finder Støtte hos reaktionære Elementer indenfor den nationale Front og i Statsapparatet.

Bortflytningen af mere end 3 Millioner Tyskere fra Tjekkoslovakiet var en Handling af historisk Betydning. Det tjekkoslovakiske Folk ved, at dette kun var muligt takket være Støtten fra Sovjetunionen og fra Kammerat Stalin personligt under Drøftelsen på Potsdam-Konferencen. Al Jord tilhørende Tyskere samt tjekkiske og slovakiske Forrædere blev konfiskeret uden Erstatning. Siden.Maj 1945 er 1.700.000 ha opdyrket Jord blevet fordelt til 170.000 Familier, hovedsagelig Landarbejdere og fattige Bønder. Vi har nu gennemført en Revision af den første Landbrugsreform af 1920. Efter denne Lov vil andre 500,000 ha Jord fra Godser og Præstegårde blive udstykket. Vort Parti vier Forholdene på Landet megen Opmærksomhed, thi skønt Tjekkoslovakiet overvejende er et Industriland, har vi ved Siden af 2,5 Millioner Arbejdere og- Funktionærer en Befolkning af Bønder på næsten en Million. Reaktionen satte sine Forhåbninger til Støtte fra Bønderne; indtil 1938 var Bønderne næsten udelukkende under Indflydelse af det reaktionære Agrarparti. Det kommunistiske Parti har vundet megen Autoritet blandt Bønderne, og vi har praktiseret en Prispolitik, som er en Fordel for de små og middelstore Landbrugere. Vi har indført en Prisskala for Bøndernes Salg af Landbrugsprodukter. Den højeste Pris betales for Produkter, som sælges af små og middelstore Brug, dvs. Bønder i Besiddelse af mindre end 20 ha Jord; Bønder, som ejer mellem 20 og 50 ha får lavere Pris, og lavest Betaling får de med over 50 ha. Forskellen mellem disse Priser repræsenterer adskillige Hundrede Millioner tjekkoslovakiske Kroner, som efter Landbrugsministeriets Bestemmelse anvendes til Oprettelse af Børnehaver, kommunale Vaskerier, kulturelle Institutioner etc. i Landsbyerne.

I Foråret blev Priserne på Landbrugsmaskiner på vort Initiativ nedsat med 30 % på Petroleum og Benzin til Bønderne med 40 % og på Arbejdssko og Arbejdsklæder med 20 %. Bønderne modtager en stadig stigende Tilførsel af Maskiner. For at sikre at disse kommer de mindre Landmænd til gode, oprettes statslige og kooperative Maskinstationer. Allerede nu findes 30 statsejede Stationer og 258 kooperative. I Løbet af 2-Års Planen skal yderligere 94 Stationer oprettes. Disse Stationer byder på Betingelser, som er en stor Fordel for Bonden. Yderligere 2200 lokale Andelsforeninger til Indkøb af Maskineri er opstået. Ved 2-Års Planens Slutning vil Bønderne have modtaget Landbrugsudstyr til en Værdi af mere end 2 Milliarder Kroner. Ved Hjælp af frivillige Arbejdsbrigader i Høstsæsonen og Arbejdshold til Reparation af Maskiner er vi også ved at klare Landbrugets Mangel på Arbejdskraft. Partiet går i Spidsen ved Organiseringen af Brigaderne, som bidrager , til at styrke Enigheden mellem Arbejdere og Bønder. I indeværende År har næsten en halv Million Mennesker deltaget i Brigadearbejde.

Vi er Talsmænd for særlige Foranstaltninger, der tilsigter at støtte de små og middelstore Bønder. Landbrugsministeriet har udarbejdet en Række Lovforslag og forelagt dem til Drøftelse blandt Bønderne: 1) Lov om en ny Landbrugsreform, som tilsigter Udstykning af al Jord over 50 ha. 2) Lov om Reorganisering af Landbrugsprodukters Køb og Salg. Loven vil medføre, at Køb og Salg af alle Landbrugsprodukter sker gennem 4 Statsmonopoler i Samarbejde med Andelsforeningerne. 3) Lov om Demokratisering af Landbrugets Andelsforeninger. Den har til Mål at give Småbønderne lettere Adgang til Andelsforeningerne og øge deres Indflydelse i disses administrative Organer. 4) Lov om Låneydelse til Bønderne. 5) Lov om en enkelt Skat på Landbruget, hvad der vil lette Skattebyrden for de mindre Bønder. 6) Lov om Landbrugets Mekanisering, som skaffer Kreditter til Indkøb af Maskineri til Maskinstationer og Andelsforeninger. På Grund af Tørken er vi blevet tvunget til at forhøje Kornpriserne; til Supplement af denne Foranstaltning yder vi en halv Milliard Kroner til Småbønder, som kun har lidt eller intet Korn at sælge. Således er vor Landbrugspolitik. Den tjener til at overbevise Landbefolkningen om det nye Styres Retfærdighed, og den hjælper os til at gennemføre en heldig Kamp mod Reaktionen i Landsbyerne. Vi ved, at Reaktionen stadig er stærk på Landet, at de rige Bønder afgiver de mest ondartede Håndlangere til Reaktionen, som forsøger at ophidse Bønderne til at sabotere Regeringens Politik og driver en giftig, anti-socialistisk Agitation. Kampen mod Reaktionen på Landet vil blive en langvarig Proces. Den sekteriske Holdning, som nogle af vore Partiorganisationer på Landet gør sig skyldige i overfor Mellem- og Småbønderne, virker hemmende for vor Landbrugspolitik. Vi gør vort bedste for at udrydde denne Fejl, for vi er klare over, at en rigtig Indstilling til Bønderne og en Styrkelse af Venskabet mellem Bønder og Arbejdere, er en særlig vigtig Forudsætning for den fortsatte Befæstelse af det nye Styre i Tjekkoslovakiet.

Centralkomitémødet i Juni behandlede det slovakiske Spørgsmål. Den underjordiske, fascistiske Hlinka Organisation forbereder Oprør under direkte Beskyttelse af det såkaldte demokratiske Parti (som opnåede over 60 % af de slovakiske Stemmer ved Valget) og med Støtte af nogle Grupper af den katolske Gejstlighed. I Statsapparatet og de økonomiske Forvaltningsgrene myldrer det med reaktionære Personer. Banderiternes (dvs. Banderiterne - Rester af udenlandske Fascister, Anders-Soldater, SS-Mænd, ledet af en ukrainsk Quisling-Officer Bandera.) Udskejelser gør det lettere for udenlandske Agenter at udføre deres Muldvarpearbejde, ikke alene mod Tjekkoslovakiet, men mod alle det nye Demokratis Stater. Slovakiets statslige Struktur er af en særlig Karakter; Kosice Programmet byggede på nye Retningslinier for Unionen mellem Tjekkere og Slovaker. Slovakiet anerkendtes som en egen Nation, og det besluttedes, at det fælles Statsliv skulle baseres på Ligeberettigelse for begge Folk. Den udøvende Magt i Slovakiet ligger hos Slovakernes øverste Folkeorgan, det slovakiske Nationalråd. Efter Valget i Juni 1946 undertegnede Slovakerne en Overenskomst, hvorefter de slovakiske Repræsentanter underordnedes den tjekoslovakiske Republiks Ministre og Regering. I Praksis er denne Kontrakt imidlertid ikke blevet overholdt. Tiso's Henrettelse var et hårdt Slag for Reaktionen i Slovakiet. Straks efter Henrettelsen kom en Række Oplysninger frem, som vidnede om, at visse Politikere i det demokratiske Parti driver statsfjendtlig Virksomhed. Der er mange Vanskeligheder ved Løsningen af det slovakiske Spørgsmål, da tjekkiske reaktionære yder Intrigemagerne Beskyttelse. Afsløringen af den nye Sammensværgelse i Slovakiet viser, at ikke alene den slovakiske Reaktion må afsløres effektivt, men også alle, som dækker over den, og som fører en tvetunget Politik overfor de statsfjendtlige slovakiske Grupper. Alle, som forsøger at sabotere de Forholdsregler, der foretages overfor statsfjendtlige Elementer, må stilles frem for Folket.

For at gennemføre en heldig Kamp mod Reaktionen og definitivt befæste det nye Styre, må den nationale Front forstærkes som den arbejdende Befolknings Sammenslutning. En Del reaktionære og forræderiske, politiske Partier blev opløst under den nationale, demokratiske Revolution. Godsejernes og Storbourgeoisiets Klike fjernedes fra ledende Poster, men Reaktionen kapitulerede ikke. Reaktionære Kræfter ville først danne deres eget Parti, men senere gik de væk fra Tanken og begyndte at kile sig ind i Regeringspartierne. Under Valgkampen i Maj 1946 regnede Reaktionen .med at vinde en Stemmesejr, men Valget blev en stor Succes for vort Parti, der kunne notere 40 % af alle tjekkiske Stemmer. Dersom Kommunisterne og Socialdemokraterne optrådte samlet i alle Spørgsmål, ville de have absolut Flertal i Parlamentet - 154 Mandater af 300. I den sidste Tid har Reaktionen opført sig frækkere og frækkere. Regeringens Arbejde har været Genstand for Obstruktion, mange af vore Lovforslag er blevet stærkt forringede, og Parlamentet har ladet en Række Sager henligge uafgjorte. På et Centralkomitémøde i Januar 1947 fremførte Kammerat Gottwald Tanken om at føre en hårdere Kamp mod Reaktionen, idet Bestræbelserne for at afsløre de reaktionære Elementer kan støtte sig til Arbejderklassen og alle andre Demokrater. Da man fornylig behandlede Spørgsmålet om Tilskud til Bønderne i Forbindelse med Indkøbspriserne på Landbrugsvarer, foreslog vore Ministre at udskrive en særlig Millionærskat til Dækning af Udgifterne. De andre Partier i den nationale Front stemte imod. For at rejse den offentlige Mening imod Reaktionen besluttede vort Parti at afsløre dens Gerninger, at henlede Folks Opmærksomhed på de Partier indenfor Folkefronten, som dækker de reaktionære Elementer, og således mobilisere Befolkningen mod de reaktionæres Intriger. Efter Afstemningen i Regeringen offentliggjorde vi Navnene på de elleve Ministre, som stemte imod Millionærskatten. Det gav stærk Genlyd i Folket. Fabrikker, Fagforeninger, lokale Nationalkomiteer og hele Organisationer fra andre politiske Partier gav deres Mishag til Kende sammen med os. Socialdemokratiets Ledelse indledede derpå Forhandlinger med vor Partiledelse, og en Aftale blev indgået om, at Kommunisterne og Socialdemokraterne ville udarbejde et fælles Forslag angående Millionærskatten.

Det er det kommunistiske Partis Ønske at samle alle sandt demokratiske og patriotiske Kræfter fra samtlige politiske Partier og således forstærke den nationale Front. Den første Betingelse er, at den nationale Fronts Partier renses for reaktionære Elementer. Vi må tage i Betragtning, at der ingen Enhed findes indenfor de ledende Kredse i den nationale Front. Anderledes er det derimod i de brede Lag. Dér arbejder Medlemmer af forskellige Partier harmonisk sammen på Opfyldelsen af 2-Års Planen. Folk har lært Samarbejde, både i Fabrikkerne, på Landet og i Byerne. Enhedstanken har her bevaret sin inspirerende Kraft. Den nationale Front består ikke alene af politiske Partier; den støttes også af stærke, folkelige Organisationer: Fagbevægelsen, omfattende 2.200.000 Arbejdere og Funktionærer, de forenede Ungdomsorganisationer, Sammenslutningen af kooperative Foreninger og Bondeforbundet. Disse Organisationer, specielt Fagforeningerne, kan spille en mere aktiv Rolle i den nationale Front og således konsolidere den på en mere effektiv Måde.

Under Okkupationen arbejdede Partiet illegalt og mistede 25.000 af sine Medlemmer, deriblandt de bedste, mellemste og ledende Kadrer (bl.a. 42 Medlemmer af Centralkomiteen). Efter Befrielsen stod vi overfor at skulle rekonstruere Organisationen. Tre Måneder efter Befrielsen havde Partiet allerede en halv Million Medlemmer, og et År senere passerede Medlemstallet Millionen. Dertil kommer det slovakiske kommunistiske Partis 180.000 Medlemmer. Partiets organisatoriske Opbygning er således: Grundenhederne er Bydelenes, Landsbyernes og Virksomhedernes Organisationer. Medlemmer af Fabriks- eller Kontororganisationer må samtidig stå i den lokale Organisation, hvor Vedkommende bor, for at deltage i Sager af lokal Interesse. Det styrker Arbejdernes Indflydelse i de lokale Organisationer. Næste Led udgøres af Distriktsorganisationerne, som svarer til Statsadministrationens Distrikter. Herover igen står Regionerne, svarende til Valgdistrikterne. Centralkomiteen har 101 Medlemmer og 33 Kandidater, hvoraf 14 udgør et Præsidium. Hjælpeorganer er det politiske Sekretariat og det organisatoriske Sekretariat. En betydningsfuld Faktor i Partiorganisationen er de såkaldte »Ti-Mandsgrupper«. Gruppens Sekretær hjælper Grundorganisationens Bestyrelse, han er Kontaktledet mellem Bestyrelsen og Medlemmerne, hvem han bistår i Arbejdet med at udføre Partiets Opgaver. Sekretæren arbejder med 8-10 Medlemmer og varetager følgende Hovedhverv: han informerer Medlemmerne om de vigtigste politiske Kampagner, sammenkalder til Møder, indkasserer Kontingent og overvåger Abonnementstegning for Partiblade. Systemet med Ti-Mandsgrupper har fuldtud stået sin Prøve, det har bidraget til at opbygge en Stab af aktive Partifunktionærer på omkring 100.000-120.000 Medlemmer. Desuden har vi et System af Distriktssekretærer, som har 5-7 lokale Organisationer under sig, og hvis Opgave det er at informere og assistere disse Organisationer i deres Arbejde. Medens vi på den ene Side har åbnet Partidørene for Arbejderne, Bønderne og de intellektuelle, er vi på den anden Side meget omhyggelige med at kontrollere, at ingen utilforladelige Elementer kommer ind i Partiet. Ansøgere om Medlemsskab må anbefales af to Medlemmer, og Optagelsen sker på et Medlemsmøde.

I Slutningen af 1946 påbegyndtes en Opgørelse af Partiets Medlemsskab; alle Medlemmer blev omregistreret, og deres foreløbige Medlemskort ombyttedes med endelige Kort. Et anseligt Stykke Arbejde blev udført i Partiet i Opgørelsesperioden, som var tilendebragt i Foråret 1947. Hvert enkelt Medlems Arbejde og Opførsel undersøgtes, og nye Spørgeskemaer måtte udfyldes; disse blev gennemgået og diskuteret af Organisationernes Bestyrelser. Alle, som havde brudt Partidisciplinen, ekskluderedes. De nye Medlemskort uddeltes på Partimøder, hvor Medlemmerne efter at have hørt en Redegørelse for Partiets Betydning og Opgaver forpligtede sig til samvittighedsfuldt at opfylde de Pligter, der påhviler dem som Partimedlemmer. Omregistreringskampagnen styrkede Partiet. Nu kunne en ny Medlemshvervning begynde, og den startede i Begyndelsen af 1947. I Løbet af de første 8 Måneder indmeldte sig 130.000 nye Medlemmer. Kampagnen foregår stadig. Blandt de nye Medlemmer er der mange Kvinder (42,2 %) og unge Mennesker (47,7 %).17,4 % af vore Medlemmer er under 25 År og 51,6 % under 45. De nye Medlemmer kender ikke Partiets Historie og Traditioner og er lidet fortrolige med den marxistisk-leninistiske Lære. Vi lægger derfor megen Vægt på Skolingen, ikke alene af Folk på Tillidsposter, men af alle Partimedlemmer. I Grundorganisationerne holdes «n Række Forelæsninger for alle Medlemmer om Hovedlinierne i vor Ideologi og Politik. Vi har ti faste Distriktsskoler for Kadrer i Lokal- og Distriktsmålestok. En Centralskole med et Halvårskursus er blevet oprettet. Eleverne herfra placeres på vigtige Poster i Distriktsbestyrelserne eller i Centralkomiteens Apparat. Desuden gives der på Centralskolen Kurser for Journalister, Funktionærer i Ungdoms- og Kvindebevægelserne og for Distriktssekretærer, som arbejder blandt Bønderne. Partiskolingen suppleres med Udgivelse af marxistisk-leninistisk Litteratur. »Sovjetunionens kommunistiske Partis (Bolsjevikernes) Historie« er udkommet i 250.000 Eksemplarer, første Oplag af Stalin-Biografien var på 80.000 Eksemplarer, Stalin: »Sovjetunionen i Krig« 98.000 Eksemplarer, en Samling af Gottwalds Taler og Artikler 70.000 Eksemplarer. Vi har et socialistisk Akademi, som foruden  videnskabeligt Arbejde hver Uge holder offentlige Forelæsninger. Disses Popularitet kan ses af, at syv Forelæsninger i Løbet af to Måneder overværedes af 15.300 Mennesker. For vore Funktionærer udgives et Blad »Funcionar« (Funktionæren). »Svetové rozhledy« (Internationalt Magasin) er et Tidsskrift, som beskæftiger sig med internationale Spørgsmål. Fornylig begyndte vi Udgivelsen af et nyt teoretisk Tidsskrift »Nová Mysl« (Nyt Sind). Partiets Hovedorgan, Dagbladet »Rude Právo«, er Landets største Avis. Partiet udgiver desuden 4 Dagblade i Provinsen og 22 ugentlige Publikationer. Men naturligvis er der stadig meget at gøre med Hensyn til den ideologiske og politiske Opdragelse af vore Partimedlemmer. Store Opgaver ligger foran os.

Krigen, som endte med den tyske og japanske Fascismes Nederlag, styrkede Sovjetunionens Autoritet, idet Sovjetunionen bar Krigens Hovedbyrder, og den .styrkede de progressive, demokratiske Kræfter i.Europa. I en Del Lande har Folket indført et nyt Styre - Folkedemokratier. Denne Sejr for de progressive Bevægelser er en Torn i Øjet på den internationale Reaktion som Helhed og de tjekkoslovakiske reaktionære i Særdeleshed. Disse anstrenger sig til det yderste for at bremse Fremskridtets Front og genvinde deres gamle Stilling. Tjekkoslovakiet som de nye Demokratiers vestligste Bastion er især udsat for et hårdt Pres, både fra den armerikanske Imperialisme. og den hjemlige Reaktion. Reaktionære Elementer angriber vore Forbindelser med Sovjetunionen og med de andre slaviske Lande. Intet udenrigspolitisk Spørgsmål kan afgøres før efter skarpe og bitre Sammenstød med vor hjemlige Reaktion. Et Eksempel herpå var den fornylig afsluttede Pagt med Polen, som gennem næsten et helt År saboteredes af de Reaktionære; så var der den såkaldte Marshall-Plan, der af Reaktionen skildredes som en Redningsplanke for Tjekkoslovakiets Økonomi. Her må det noteres, at Venskabet mellem de slaviske Folk støttes af både det tjekkiske og det slovakiske Folks store Flertal, som med Taknemmelighed og Venskab betragter Sovjetunionen som deres Befrier. Vort Folk ved, at kun Sovjetunionens Politik svarer til Tjekkoslovakiets Interesser, og de modsætter sig på det bestemteste enhver Politik, som har til Hensigt at genoprette et imperialistisk Tyskland, hvilket ville være en Fare for Tjekkoslovakiets Eksistens. Vor nære Forbindelse med de slaviske Nationer er vigtig for Tjekkoslovakiets Økonomi. Samarbejde med de slaviske Lande, som har indført Planøkonomi, vil hjælpe os til at undgå de økonomiske Kriser, som truer de vestlige, kapitalistiske Stater. Således har f.eks. den økonomiske Forbindelse med Sovjetunionen, Polen, Jugoslavien og Bulgarien gjort det muligt for vore Fabrikker at arbejde for fuld Kapacitet, og tillige er der skabt Fremgang for vort Landbrug. Fordelene ved de langfristede Aftaler med de slaviske Lande er vel nu synlige for alle, efter at vi på Grund af den dårlige Høst har modtaget 200.000 Tons Hvede og 200.000 Tons Foderstoffer fra Sovjetunionen, og det på et Tidspunkt, hvor vi udover Løfter ikke har modtaget noget som helst fra Vest. Et venskabeligt Forhold til de slaviske Stater er den eneste holdbare og effektive Garanti for en fredelig Fremtid, for Tjekkoslovakiets Suverænitet og Uafhængighed. Kammerat Gottwald berørte fornylig dette, da han udtalte, at enhver, som bagtaler vore slaviske Allierede og forsøger at svække Forbundet med dem, er en Forræder mod Fædrelandet.

Til Slut vil jeg gerne udtrykke vor Glæde over vore polske Kammeraters Initiativ, som har givet os Lejlighed til at mødes her og udveksle Tanker om vore politiske Problemer. Vi ser med varm Sympati på Forslaget om at finde en Form for et nærmere Samarbejde mellem de kommunistiske Partier. Kampen mod de reaktionære Kræfter i Tjekkoslovakiet er langtfra afgjort. Vi må se frem mod en bitter og hårdnakket Strid. Reaktionen øser ikke alene af hjemlige Kilder, den er i Kontakt med den amerikanske og engelske Reaktion og knytter sit Håb til de aggressive Planer fra dette Hold. Reaktionen prøver at dreje Tjekkoslovakiets udenrigspolitiske Orientering en anden Vej, at drive en Kile ind i Samarbejdet med de slaviske Nationer, med de nye Demokratier. Vi må være forberedt på en Forstærkelse af disse Forsøg, efterhånden som de anglo-amerikanske Krigsophidseres Aggressivitet tiltager.

På det indenrigspolitiske Område skyer Reaktionen ingen Anstrengelse for at skabe Kaos og økonomisk Uorden, for at isolere Kommunisterne og danne en anti-kommunistisk og anti-demokratisk Blok. Men en realistisk Vurdering af vor nuværende Styrke giver os Lov til at tro, at det ikke alene er muligt med Held at bekæmpe disse Planer, men fuldstændigt at forpurre dem. Kommunisterne vil optage denne Kamp ikke blot for deres egen Skyld, de vil forsvare hele Folket og dets nationale Interesser - Tjekkoslovakiets Uafhængighed og Sikkerhed - mod Faren for en Genfødelse af tysk Imperialisme. Vort Folk indser, hvad Sovjetunionens Udenrigspolitik betyder for dets Fremtidsskæbne. For os er denne Politik ensbetydende med Fred, Sikkerhed, Ligeberettigelse mellem Nationerne og beslutsom Modstand mod Krigsmagerne. Vort Folk forstår også, at Reaktionen ønsker at genvinde den nationaliserede Industri, Bankerne og Minerne for den udenlandske og hjemlige Kapitalisme. Og med denne Viden vil Folket - som allerede har gjort Erfaringer om den nye Vej og er kommet til Bevidsthed om sin egen Styrke - aldrig tillade, at dette sker. Efterhånden som den internationale Situation bliver mere spændt og Livtaget mellem Fredens og Krigens Kræfter bliver mere forbitret, vil Omgrupperingsprocessen indenfor den nationale Fronts Partier intensiveres. Det er vor Overbevisning, at alle demokratiske Kræfter fra alle Partier vil følge os. Den nationale Front må styrkes ved at udskille alle reaktionære Elementer. I vor Kamp kan vi stole på Arbejderklassens Flertal, på Alliancen mellem Arbejdere og Bønder, hvilken vi fortsat vil arbejde på at styrke. Ved at styrke Arbejderklassens Position og det nye Demokrati tilintetgør vi for evigt den internationale og hjemlige Reaktions Håb om at lægge Tjekkoslovakiet under deres Magt.

Jeg vil begynde min Beretning om den politiske Situation i Ungarn med en Gennemgang af Resultaterne ved Rigsdagsvalgene, for de afslører de vigtigste politiske Problemer og viser Styrkeforholdet i Landet. Den ungarske Reaktion var, støttet af den amerikanske Imperialisme, stort set Modstandere af nye Valg. Dens Plan var, efter Ratifikationen af Fredstraktaten og efter, at den allierede Kontrolkommission havde sluttet sit Arbejde, at udnytte Husmandspartiets Rigsdagsflertal til at danne en ny Regering af Højrepartierne uden Kommunisterne og at holde Valg ved Hjælp af denne Regering i en antikommunistisk og anti-sovjetisk Atmosfære. De reaktionære håbede således at sikre sig Flertallet i Rigsdagen, fuldstændigt at ændre Indenrigs- og Udenrigspolitiken og få Landet til at støtte den amerikanske Imperialisme. Selve den Kendsgerning, at vi kunne holde Valg, ødelagde Reaktionens Planer. Selv under Valgkampen prøvede Amerikanerne at få Husmandspartiet og Socialdemokraterne til at boykotte Valgene. Vor Plan var at gennemføre Valgene og således styrke Partiet, at vinde Flertal for de venstre-demokratiske Partier og således sikre Venstrepartiernes ledende Rolle i Rigsdagen og Regeringen. Vi indgik en Valgaftale mellem de fire Regeringspartier, fordi vort Forslag om at danne en Fire-Partiblok med en fælles Kandidatliste blev afvist af Socialdemokraterne og Husmandspartiet.

Valgaftalen forpligtede disse Partier til at' afstå fra at angribe hinanden og gennemføre en fælles Kamp mod de reaktionære Partier. Imidlertid var det mere en formel Overenskomst, siden de demokratiske Partier også førte en Valgkamp mod hinanden. Derfor blev den ungarske nationale Uafhængighedsfront (dannet i Marts 1944 under den tyske Okkupation, da både Socialdemokratiet og Husmandspartiet var illegale), der tidligere var et kæmpende Forbund af de demokratiske Kræfter baseret på en Folkebevægelse, til en parlamentarisk Koalition. Her må man være opmærksom på, at allerede ved sin Oprettelse var den ungarske nationale Uafhængighedsfront mere et Forbund mellem Lederne af de demokratiske Partier end en Organisation, som afspejlede Folkets Modstand mod Tyskerne og deres ungarske Agenter. I 1944-45 blev Nationalkomiteer oprettet i de Områder, der blev befriet af Sovjethæren. Disse Komiteer var imidlertid baseret på Princippet om lige stor Repræsentation for alle Partier, de var svage, og den provisoriske Regering, der blev dannet i Debretsen 1944, kunne ikke stole på dem. De reaktionære trængte ind i den nationale Uafhængighedsfront, og det lykkedes dem af bruge Husmandspartiet til at fremme deres egne Formål. Fronten blev således kun et Forbund, indenfor hvilket der foregik en uafbrudt Strid. Hvad er de positive Resultater af Rigsdagsvalget ? Vi blev det ledende Parti efter 25 Års Illegalitet, hvor vort Parti i Virkeligheden kun omfattede en lille Gruppe. Efter Landets Befrielse af Sovjethæren blev vi det vigtigste Parti i Landet som et Resultat af konstruktivt Arbejde og beslutsom Kamp mod Folkets Fjender.

I 1945 fik det kommunistiske Parti 800.000 Stemmer, dvs. 17 % af det samlede Stemmeantal; i 1947 1.118.000 Stemmer, dvs. 22,3 % af hele Stemmeantallet. Den sociale Sammensætning af de Stemmer, som Partiet fik, er som følger: Bønder 500.000, Arbejdere 450.000, intellektuelle og Småborgere 160.000. De følgende Tal er også meget interessante: det kommunistiske Partis Kandidater fik 70-80 % af Minearbejdernes Stemmer, 65 % i de sværindustrielle Centrer og 27,5 % af Stemmerne i Budapest (mod 22 % i 1945). Mens vi i 1945 var i Mindretal i Provinsbyerne, er vi i Dag foran Socialdemokraterne. Dengang fik Kommunisterne 145.000 Stemmer i de 6 største Byer og Socialdemokraterne 207.000; i 1947 var Tallet 203.000 til Kommunisterne og 186.000 til Socialdemokraterne. Imidlertid ville det være ukorrekt at overvurdere vor forøgede Indflydelse i Arbejderklassen. Kendsgerninger og Tal viser, at vi endnu ikke har vundet det afgørende Flertal i Arbejderklassen. Der er vigtige Industricentrer, hvor Kommunisternes og Socialdemokraternes Kræfter er omtrent lige store og i nogle Tilfælde har Socialdemokraterne Overvægten, som f.eks. i Hovedstadens Forstæder. En ny og positiv Faktor i Ungarn er Bondebefolkningens Svingning mod venstre. Dette gælder selvfølgelig endnu ikke alle; det berører endnu ikke engang alle de fattige og middelstore Bønder. Der er stadig betydelig Utilfredshed blandt Bondebefolkningen. De er stadig meget under Kirkens Indflydelse. Imidlertid bør man lægge Mærke til den positive Kendsgerning, at 1.450.000 Bønder, dvs. 2/3 af hele Bondebefolkningen afgav deres .Stemme for Fire-Partikoalitionen. Af de 1.450.000 Bondestemmer fik det kommunistiske Parti 500.000, Socialdemokraterne 200.000, Bondepartiet 350.000, således at Venstrepartierne tilsammen fik 1.050.000 Stemmer. Denne Kendsgerning er særlig vigtig, når man tænker i på, at det ungarske reaktionære Bourgeoisi prøver at sætte Bønderne op mod Arbejderne for ved Hjælp heraf at isolere Arbejderklassen, der anføres af Kommunisterne. Denne Bourgeoisiets Plan er ikke blevet fuldstændigt tilintetgjort. Kampen om Bondebefolkningen fortsætter, og vi . har, som det ses af Valgresultaterne, opnået visse Resultater på dette Område. Det nationale Bondeparti blev stærkere i Løbet af Valgene og fik 420.000 Stemmer - dvs. 90.000 flere end ved Valget i 1945. Det må ikke glemmes, at dette Parti er den fattige Bondes Parti. Således fik Koalitionen som Helhed 60,8 % af Stemmerne eller 65 % af Mandaterne, og de tre Venstre-Partier, som fik 46 % af Stemmerne, fik 50 % af Mandaterne.

Jeg vil nu gå over til de Faktorer, som viser, at det ikke desto mindre ikke er lykkedes os helt at opnå vort Mål, nemlig at skabe en fast Venstre-Majoritet i Parlamentet og således sikre Ungarns Udvikling ad Folkedemokratiets Vej. Situationen indenfor Regeringskoalitionen kompliceres af  den Kendsgerning, at Socialdemokratiet og Husmandspartiet er blevet ramt af hårde Tab: Socialdemokraterne tabte ca. 80.000 Stemmer ved Valgene og Husmandspartiet næsten 2.000.000 Stemmer. Med Henblik på dette prøvede Højrefløjs-Grupperne i disse Partier at sætte en Omvæltning i Værk og gribe Ledelsen. Hvad Socialdemokraterne angår, så blev deres Politik i Valgkampen dikteret af Højrefløjen. De ville være Husmandspartiets Efterfølgere og tog derfor den Linie at vinde de reaktionære Elementers Stemmer. For at opnå dette, spredte de Reaktionens antikommunistiske og af og til dens anti-sovjetiske Slagord og Argumenter. Således blev f.eks. det provokatoriske Rygte spredt ud over Landet, at hvis Kommunisterne sejrede ved Valget, ville der straks blive oprettet Kollektivbrug. Ved at gennemføre antikommunistisk og anti-sovjetisk Propaganda gjorde de Højrefløjspartierne en Tjeneste og skadede sig selv. Socialdemokraterne fik ikke Held med deres Plan om at blive det stærkeste Parti i Landet. For det første fordi Lederen af Højrefløjen, Karl Peyer, gik ud af Socialdemokratiet og opstillede sig på et af de borgerlige Partiers Liste. Dette fremkaldte selvfølgelig Forvirring blandt Socialdemokraterne. For det andet fordi Socialdemokraterne og de borgerlige Partier kæmpede om Småborgerskabets Stemmer med det Resultat, at Socialdemokraterne led svære Tab i denne Kamp. Ikke alene lykkedes det ikke Socialdemokraterne at vinde Fodfæste blandt Bondebefolkningen, men de mistede også deres Indflydelse i de vigtigste Landbrugsområder. De tabte mange Stemmer netop på de Steder, hvor Bondebefolkningen som Helhed er demokratisk indstillet. .Husmandspartiet havde, fuldstændig Fiasko. Som tidligere anført tabte dette Parti ca. 2.000.000 Stemmer. Det var den ungarske Reaktions Bolværk.. Især den amerikansk-britiske Imperialisme satte store Forhåbninger til dette Parti, så meget mere som det havde 57 % af Stemmerne, var kendt for sine demokratiske Traditioner i Fortiden, fik meget af sin Støtte .ikke blot fra Kulakkerne, men også fra de middelstore Bønder og var, i Opposition til Regeringen under Horthy's Styre. Alle Reaktionens Kræfter, indbefattet Godsejerne, og Bourgeoisiet støttede enstemmigt dette Parti ved Valgene i 1945. Det lykkedes os som et Resultat af en toårig Kamp i betydelig Grad at opveje de reaktionæres Indflydelse på den demokratiske Kærne og Bondemasserne indenfor Partiet. I kender til Reaktionens Sammensværgelse, som blev anført af dette Partis Ledere. Reaktionen, som skjulte sig i dette Parti, blev ramt af et hårdt Slag, da vi afslørede Ferenc Nagy, som før var .Regeringens. Premierminister og Husmandspartiets Leder, som een af de ledende i Sammensværgelsen. Dette foregik, mens han var på Ferie i Schweiz. Skønt Amerikanerne rådede ham til ikke at trække sig tilbage, men vende tilbage til Ungarn for at fremme Sammensværgelsen, manglede Ferenc Nagy Mod til at møde en Undersøgelse. Hvad er i Dag Stillingen i dette Parti ? Efter at Husmandspartiet kompromitterede sig med Sammensværgelsen, og Venstrefløj selementer overtog Ledelsen, trak et stort Antal af de reaktionære Kræfter sig ud af Partiet. Den Kamp, der begyndte under Valget mellem de demokratiske og reaktionære Kræfter om Ledelsen indenfor Partiet, fortsætter. Som Resultat af dette Partis Opløsning forstod de reaktionære Elementer i dets Rækker og udenfor Partiet, at det ikke længer kunne bruges som det vigtigste Redskab i Kampen mod det ungarske Demokrati. Derfor dannede de nye reaktionære Partier. Jeg tænker særlig på to Partier. Det er: 1) Det såkaldte demokratiske Folkeparti, ledet af Barankovich. Dette Parti repræsenterer i Virkeligheden hovedsageligt den katolske Kirke. (Bortset fra Fjender af det ungarske Demokrati har dette Parti også Elementer, som er mod at følge Reaktionens Vej. Det er derfor muligt at foretage en vis Differentiering i dets Rækker.) Ved Valgene fik det 800.000 Stemmer. Politisk støtter det sig på de mest tilbagestående Dele af Bondebefolkningen og fremfor alt på Kvinderne. 2) Det profascistiske Pfeiffer-Parti, det såkaldte ungarske Uafhængighedsparti, som er det ungarske Demokratis Hovedfjende. Ved de sidste Rigsdagsvalg fik det mere end 600.000 Stemmer, mest i Byerne. Det er den åbenlyse Agent for den amerikanske Imperialisme, som navnlig bruger dette Parti til at blande sig i Ungarns indre Anliggender. Det må indrømmes, at vi undervurderede disse to reaktionære Partiers Styrke. Det var derfor først i den sidste Fase af Valgkampen, at vi åbnede Ilden mod dem. Før jeg går over til min Beretning om den nuværende Stilling i Ungarn, lad mig så lige kort sammenfatte det foregående. 1) De demokratiske Kræfter og fremfor alt vort Parti er blevet stærkere, dvs. Ungarns Demokrati har i Dag et mere solidt Grundlag. 2) Differentieringen af Kræfterne i Landet fortsætter. Dette betyder på den anden Side, at Kampen mellem Ungarns demokratiske og reaktionære Kræfter bliver stærkere. Vi ved nøjagtig, hvor stærke vi er, og at vi er ved at styrke vor Stilling. Imidlertid er vi ikke blinde for Fjenden og tænker under ingen Omstændigheder på at undervurdere hans Styrke. 3) Parallelt med den almindelige Deling af Kræfterne foregår der en Differentiering i selve Demokratiets Lejr, hvor Højrefløjsgrupper dannes, som har til Hensigt at samarbejde, indtil et vist Punkt, med de antikommunistiske Kræfter; på den anden Side bevæger Venstrefløj selementerne i de demokratiske Partier sig langsomt over mod os for i Fællesskab at bekæmpe Reaktionen. Når man husker på alt dette såvel som på den skærpede internationale Situation, kan det siges, at det ungarske Demokrati bevæger sig henimod afgørende politiske Kampe.

Den Skærpelse af Modsætningerne, som jeg tidligere omtalte, blev tydelig under Forhandlingerne om at danne en ny Regering. Højrefløjsgruppen i Husmandspartiet prøvede at erobre Ledelsen af Partiet med det Formål at få sine, Repræsentanter ind i den nye Regering, som i Virkeligheden ville have været Pro-Fascistérnes betroede Agenter. Endvidere stillede de samme Grupper Betingelser, som, hvis de var .blevet akcepteret, ville have betydet den nye Regerings Antagelse af et ligefremt reaktionært Program. Højrefløjs-Socialdemokraterne gjorde Venstrefløjen ansvarlig for Nederlaget ved Valget; for at erobre Partiledelsen holdt de Massemøder mod Venstrefløjens Ledere. Under dette Pres tog den socialdemokratiske Ledelse den Beslutning, at Socialdemokraterne kun ville deltage i Regeringen på visse Betingelser, dvs. kun hvis de fik en Række Nøglestillinger i Statsapparatet. Dette ville have truet vort Parti med Isolering og ville have forsinket Dannelsen af den nye Regering endnu mere. Det ville have bragt selve Muligheden for dens Dannelse i Fare eller kun have muliggjort den ved store Indrømmelser fra de demokratiske Kræfter. Hvorledes afværgede vi denne Fare ? Ved at mobilisere Masserne til at bekæmpe Reaktionens Fare og ved at offentliggøre vort Regeringsprogram. 300.000 Mennesker overværede Massemødet på Heltenes Plads i Budapest. Vore Paroler var: Dan øjeblikkelig en ny stærk demokratisk Regering! Stop de politiske Intriger i Forbindelse med Regeringsdannelsen og gå i Gang med Arbejdet! Ned med Demokratiets Fjender!

Vort Regeringsprogram indeholdt Kravet om en treårig Økonomiplan; vi 'foreslog en Række Forholdsregler til at dække Underskuddet på Regeringens Budget, til at bekæmpe høje Priser og Korruption og til at sørge for Forsyninger til den arbejdende Befolkning. Vi organiserede en Folkebevægelse om disse Paroler og vort Regeringsprogram. På samme Tid erklærede det kommunistiske Partis Centralkomitémøde med Eftertryk, at det kommunistiske Parti ikke tænker på at udvide Regeringskoalitionen til højre, at det ikke tænker på at tage Højrefløj selementer i de demokratiske Partier med i Koalitionen. Det lykkedes os på denne Måde at nå til Enighed om Dannelsen af den nye Regering. Af de 15 Medlemmer i den nye Regering er 5 Kommunister, 4 Socialdemokrater, 4 fra Husmandspartiet, 2 Medlemmer af Bondepartiet. Sammensætningen af den nuværende Regering udelukker Muligheden af, at der bliver taget Beslutninger, der er skadelige for de venstre-demokratiske Kræfter. Det er klart, at Højrefløjselementernes Forsøg på at oprette en forenet Front mod Kommunisterne kun har lidt et øjeblikkeligt Tilbageslag, og at disse Forsøg vil blive fornyet.

Vi har vundet et af Slagene med Dannelsen af den nye Regering, men vi er klare over, at Hovedspørgsmålet for det ungarske Demokrati, dvs. om dette Demokrati sluttelig vil blive et Folkedemokrati eller et borgerligt Demokrati, endnu ikke er blevet afgjort. I Forbindelse med dette er det andet Hovedspørgsmål heller ikke blevet afgjort - om Ungarn vil slutte sig til de tilstødende Folkedemokratier, eller om det i den ene eller den anden Form vil blive et Bolværk for den anglo-amerikanske Imperialisme. For at forstå den indre politiske Kamp i Ungarn må man tage Hensyn til den amerikanske Imperialismes Politik, som tilsigter at omdanne Ungarn til en Base i Kampen mod USSR. og de folkedemokratiske Lande. Det ungarske Demokrati indeholder både Elementer af Folkedemokrati og borgerligt Demokrati. Hvad er indtil nu de økonomiske Elementer i Folkedemokratiet ? Feudale Forhold er blevet udslettet på Landet og en gennemgribende Jordreform indført; 650.000 fattige Bønder og Landarbejdere har fået Jordtildelinger på Bekostning af Godser og Kirkeejendomme; den demokratiske Regering hjælper dem på enhver Måde med at udvikle deres Gårde. Sværindustrien - Jern og Stål, Miner, elektrisk Kraft - er blevet nationaliseret. Også Bauxit- og Aluminiumsindustrierne vil blive nationaliseret i nær Fremtid. De store Banker, som kontrollerer omkring 60 % af Ungarns Industri, vil blive nationaliseret. (nb. Det ungarske Parlament har allerede vedtaget Love, der nationaliserer Sværindustrien og Bankerne). Statskontrol med Landets økonomiske og finansielle Liv gennem det øverste økonomiske Råd, hvor venstre-demokratiske Elementer har Hovedindflydelsen. Indførelsen af en 3-Års Plan til Genrejsning af den nationale Økonomi. Denne Plan fremmer Udviklingen af den statslige Sektor og begrænser Kapitalisternes Virksomhed. Hvad er Folkedemokratiets politiske Elementer? 1) Arbejderklassens afgørende Rolle i Landets politiske Liv er blevet sikret ved Enhedsfronten, selvom Samarbejdet mellem de to Arbejderpartier nu gennemgår en Krise. 2) Forbundet mellem Arbejderklassen og en betydelig Del af den arbejdende Bondebefolkning. Dette er først og fremmest blevet opnået ved det kommunistiske Partis snævre Forbund med det nationale Bondeparti og Demokraterne i Husmandspartiet. 3) Det kommunistiske Parti er det største Arbejder- og Bondeparti i Landet. 4) Arbejderpartiernes afgørende Indflydelse på de væbnede Styrker og på Politiet.

Hvad er det borgerlige Demokratis Elementer ? 1) En betydelig Del af Industrien og næsten hele Handelen er stadig i Hænderne på Kapitalisterne. 2) Kulak-Gårdene, som saboterer Kornafleveringen, sender Varer på Sortbørsen. 3) Administrationsapparatet består for Størstedelen af gamle Embedsmænd. 4) Det reaktionære Præsteskabs Indflydelse, som udgør en alvorlig Magt, er fjernt fra at være blevet udslettet. 5) Reaktionære Partiers og et profascistisk Rigsdagspartis Eksistens. 6) Eksistensen af højreindstillede, antikommunistiske Grupper i de demokratiske Partier. Siden Landet blev befriet af Sovjet-Hæren, er Konflikten mellem de to Elementer i det ungarske Demokrati blevet skærpet. Denne Konflikts Forløb viser, at Folkedemokratiets Elementer vokser og allerede har Overvægt over det borgerlige Demokratis Elementer. Hvilke Kendsgerninger beviser dette ? Indførelsen af Landreformen i 1945, Stabiliseringen af Møntsystemet i 1946, Afsløringen og Likvideringen af Sammensværgelsen mod Republikken, Vedtagelsen af den økonomiske 3-Års Plan i 1947 og Dannelsen af en demokratisk Regering efter Valgene i August dette År. Striden mellem de to Retninger fortsætter og bliver skarpere. Ungarn har opnået væsentlige Resultater på den økonomiske Genrejsnings Område. Vor Industri har nået 80 % af Førkrigs-Niveauet. Transportvæsenet, der blev ødelagt under Krigen, er sat i Stand, takket være de effektive Forholdsregler taget af Kammerat Gero, Trafikministeren. Landets Kulminer frembringer 85 % af Førkrigsproduktionen. Stabiliseringen af Møntsystemet i August 1946 satte den ungarske Økonomi i Stand til hurtigt at udvikle sig og hæve den arbejdende Befolknings Levestandard. Således lå f.eks. den 1. August 1946 Arbejdernes Lønninger ikke over 50 % af Førkrigstallet. I det følgende År var Reallønnen imidlertid gennemsnitlig 60 % af Førkrigstidsniveauet. Stabiliseringen af. det økonomiske Grundlag styrkede Demokratiets politiske Grundlag. Imidlertid styrkede den også Kapitalisternes Stilling, især indenfor Handelen. Her må det omtales, at Landets økonomiske og finansielle Vanskeligheder har medført ekstra Besværligheder. Tre År i Træk har Ungarn lidt under Tørke. Dette betyder, at i År var Kornhøsten kun 30 % af den beregnede Høst, dvs. 5 Mill. Centner mindre end ventet. På Grund af dette er Regeringen blevet nødt til at nedskære Brødrationen. Dette Års Nationalindtægt vil være 150 Mill. amerikanske Dollars mindre. Dvs. en Nedgang på 10 % af den totale Indtægt. Heraf følger, at de stabiliserende Forholdsregler, der blev indført August sidste År endnu ikke har vundet sikkert Fodfæste, og at vi må fortsætte Kampen for at opnå dette. Partiets Centralkomité har skitseret en Række Forholdsregler til at ordne Vanskelighederne på Økonomiens, Finansens og Forsyningens Områder. De vigtigste af disse er: 1) Forøget Arbejdsproduktivitet i Industrien. Industriproduktionen er gennemsnitlig omtrent 80 % af Førkrigsniveauet og i visse Grene som f.eks. Textilbranchen 100 %. Imidlertid er Arbejdsproduktiviteten meget lav, hvad der forklarer, hvorfor Produktionens Nettoomkostninger er forholdsvis høje, hvilket fører til et Underskud i den nationaliserede Industri. At fjerne Underskuddet ved at indføre Rationalisering - særlig i Statsforetagender, ved at stramme Arbejdsdisciplinen, osv.. 2) At bekæmpe høje Priser ved Hjælp af økonomiske og administrative Forholdsregler. 3) En væsentlig Skatteforhøjelse på Kapitalisternes Indtægter og Formuer. 4) Et fast økonomisk Styre i Statsapparatet. For at opnå dette har vi endog besluttet at nedskære Kapitalinvesteringer, der var forudset i Treårsplanen, med 25 % i Planens indledende Faser, for senere, når den økonomiske Situation er gunstigere, at fremskynde Planens Realisation. Vort Partis altovervejende Opgave i dets økonomiske og finansielle Politik er at støtte Stabiliseringsforholdsreglerne, at modvirke Inflationstendenser og på samme Tid kraftigere at tøjle Kapitalisterne. Vore Erfaringer har vist, at Inflation undergraver Demokratiets Grundlag økonomisk og politisk. Vi kan ikke magte vore politiske Opgaver, med mindre vi bevarer Demokratiets faste økonomiske Grundlag. Erfaringen har også vist, at det ikke er let at fremme og sikre Folkedemokratiets Sejr i Ungarn, så længe der eksisterer Højrefløj selementer i de demokratiske Partier. Den Fire-Partikoalition, som sidst i 1944 dannede en provisorisk national Regering på Basis af den nationale Uafhængighedsfront, er i Virkeligheden svundet ind til Rigsdags- og Regeringssamarbejde. Højreelementerne betragter Samarbejdspolitiken med Kommunisterne som et midlertidigt Onde, og de vil i det første belejlige Øjeblik prøve at gå imod Kommunisterne og bryde Kontakten med dem. Vort Parti må styrke Alliancen mellem de demokratiske Kræfter, som kan løse den Hovedopgave at udvikle Folkedemokratiet i Ungarn. Hvorledes kan Folkedemokratiet yderligere udvikles? Det følgende er absolut nødvendigt: 1) At hjælpe Venstreelementerne i det socialdemokratiske Parti med heldigt at modvirke Højresocialdemokraternes aggressive Politik; at styrke Enhedsfronten og således bringe Udsigten til Oprettelsen af et Enhedsparti for den ungarske Arbejderbevægelse nærmere. 2) At hjælpe de demokratiske Elementer i Husmandspartiet, som støtter sig på Bondemasserne i dette Parti, med at styrke deres Samarbejde med Arbejderpartierne. 3) At styrke Forbundet med det nationale Bondeparti på enhver tænkelig Måde.4 )Yderligere at udvide det kommunistiske Partis Massebasis. 5) Vi betragter Opløsning af Pfeiffers profascistiske Parti, (Den ungarske Regering har opløst Pfeiffers profascistiske Parti, og Parlamentet har annulleret Partiets Parlamentsmandater.) der tjener som et legalt Dække for den ungarske Fascisme, som et vigtigt Skridt mod Styrkelse af Folkedemokratiet.

Partiet har opnået stor Autoritet i de to et halvt År, der er gået, siden Ungarn blev befriet af Sovjethæren. Selv vore Fjender indrømmer, at Kommunisterne er den drivende Kraft i Landets Statsliv. Før Valgene stillede Instituttet for den offentlige Mening Spørgsmålet: Hvem er den mest populære Regeringsskikkelse i Landet? Kammerat Rakosi fik det største Antal Stemmer. Han nyder den største Autoritet og Popularitet af alle det ungarske Demokratis Ledere. Vort Parti har i Dag mere end 750.000 Medlemmer. Under Valgkampen i August 1947 sluttede. 100.000 nye Medlemmer sig til det kommunistiske Parti. Den sociale Sammensætning af Partiet er som følger: Arbejdere 420.000. Bønder 280.000. Intellektuelle, Håndværkere og Småhandlende etc. 50.000. 25 til 30 % af Medlemmerne er Kvinder. Vi har 4.700 Grundorganisationer på Fabrikker, på Landet og i Byerne. Af de 3.200 Landsbyer har kun 80 ingen Partiorganisation. Ca. 10.000 af de 750.000 Medlemmer stod i Partiet under dets Illegalitet. Næsten 50.000 var tidligere Medlemmer af det legale Socialdemokrati eller af Fagforeningerne, der blev forfulgt af Horthy-Styret. Efter Ungarns Befrielse befandt Partiet sig under Forhold, der svarede til de, der eksisterede i andre Lande, som tidligere beskrevet af Kammeraterne fra Broderpartierne. Stigningen i Partiets Medlemstal betød, at det havde fået Tilslutning af Folk, der manglede praktisk Erfaring og ideologisk Træning. Med Hensyn ,til Kadrer har vort Parti de samme Mangler som de andre Broderpartier. Imidlertid har jeg ikke til Hensigt at begynde med Manglerne; jeg vil tale om de unge Partimedlemmers gode Resultater og Styrke. Partiet ville ikke have været i Stand til med Held at løse Opgaverne i de sidste to et halvt År alene ved Hjælp af de gamle Kadrer. Takket være de unge Kadrers Hjælp var vi i Begyndelsen af 1945 i Stand til at dele Godserne faktisk i Løbet af et Par Uger; Partiorganisationen i Budapest sendte Hundreder og Tusinder af Arbejdere til Landsbyerne for at hjælpe Bondekomiteerne med dette Arbejde med det Resultat, at Bønderne fik én Million ha Land. Endvidere blev Forbundet mellem Arbejdere og Bønder dannet og styrket. Med Hjælp af de unge Kadrer var Partiet i Stand til at fremsætte og gennemføre Parolen om at genrejse Transportvæsenet. Takket være den Kendsgerning, at 10.000 Jernbanevogne og 500 Lokomotiver var blevet repareret inden 31. December 1945, blev vore Byer ikke spændt i Hungerens Skruestik i Vinteren 1945-46. Ved at stole på de unge Partikadrers Hjælp var Partiet, i Stand til at føre an i Folkebevægelsen til Landets økonomiske Genopbygning, som begyndte umiddelbart efter Ungarns Befrielse. De unge Kommunister opildnede Arbejderne under den vanskelige Inflationsperiode, da det var umuligt at købe noget som helst for deres Arbejdsløn, og Arbejderne sultede. Sammen med Partiets øvrige Medlemmer strammede de Arbejdsdisciplinen med det Resultat, at Landets industrielle Produktion voksede fra Måned til Måned, og i August 1946 samtidig med Pengestabiliseringen nåede den 60-70 Procent af Førkrigsniveauet.

Ved Hjælp af disse unge Kadrer var vi i Stand til i Løbet af to År at mobilisere Folkemasserne mod Reaktionen og gå sejrrige ud af Kampen. Vi ønsker ikke at skjule vore unge Kadrers Mangler, Fejl som af og til viser sig i en vis Mangel på Forståelse af vort Partis demokratiske og nationale Politik. De brede Masser så på Partiet som Partiet fra 1919, som Proletariatets Diktaturs Parti. Der var mange »gamle Kommunister«, som troede, at Sovjethæren havde befriet Ungarn for at oprette Sovjetmagten, for at fortsætte hvad der var begyndt i 1919. Disse Folk forstod ikke Politikken med Samarbejde med de andre demokratiske Partier og handlede som »små Diktatorer« i Landsbyerne og Distrikterne, hvor de skadede Partiet betydeligt. Venstresekterisme, særlig i Forholdet til Socialdemkokraterne, eksisterer stadig, skønt vi har fjernet mange Kammerater med venstreafvigende Tendenser fra ansvarlige Stillinger. Vore Organisationer har begyndt et dagligt Oplysningsarbejde blandt 'Arbejderbefolkningen, interesserer sig for kommunale Spørgsmål og besøger Landsbyer om Søndagen. Takket være denne Forandring opnåede vi Resultater i den sidste Valgkamp. Vi bestræber os på at overvinde vore Kadrers teoretiske og politiske Svagheder. Vor Partiuddannelse er organiseret som følger: I ethvert Distrikt har vi Tre-Ugers Kurser, der er to Tre-Måneders Partiskoler og en Seks-Måneders Central-Partiskole. Foruden dette har vi organiseret Hundreder af Foredrag og særlige Kurser for Officerer, Studenter, kommunale Tjenestemænd etc. Under Forberedelsen af Valgene trænede vore Specialkurser Tusinder af Agitatorer. Over 150.000 Kommunister har fået Uddannelse i forskellige Partiskoler, Kurser og Studiekredse. Vort teoretiske Organ, som udsendes i 15.000 Eksemplarer, medvirker til Uddannelsen af vore Partikadrer. Den kommunistiske Dagspresse har stor Udbredelse i Landet. Partiets Hovedorgan med et dagligt Oplagstal på 110.000 Eksemplarer og Søndagsudgaven med 160.000 Eksemplarer er den største Avis i Landet. Desuden er der tre populære Blade på Landet med en samlet Udbredelse på 180.000. Vi udgiver 15 Dagblade og 45 Aviser, som udkommer l, 2 eller 3 Gange om Ugen. Partiforlaget har udgivet en betydelig Mængde politisk Litteratur og Skønlitteratur. Vor Indflydelse på Filmen og Radioen er betydelig. Partiets Indflydelse blandt de Intellektuelle er også vidt udstrakt: næsten 20 Procent af Landets Læger og Ingeniører er Kommunister; mange fremtrædende Forfattere, Skuespillere, Videnskabsmænd og Kunstnere er Medlemmer af Partiet. Der er en Række Masseorganisationer i Ungarn, af hvilke Fagforeningerne er de vigtigste. Deres Medlemstal er nær ved 1,5 Million. Kommunisternes Indflydelse i de ledende Fagforeninger vokser. Kvindernes Masseorganisation (Ungarske Kvinders demokratiske Forbund) og Ungdommens (Den ungarske Ungdoms demokratiske Forbund) spiller endnu ikke den Rolle, de burde. De nye Jordejeres Forbund, Organisationen for de Bønder, der fik Jord i Overensstemmelse med Jordreformen, er den betydeligste Masseorganisation på Landet. Dannet på vort Initiativ består dets Ledelse af Bønder, som tilhører forskellige Partier. Partiet har også Indflydelse i Håndværkernes og de Småhandlendes demokratiske Organisationer. Angående vort Partis yderligere Opgaver bør det fremhæves, at det stadig yderligere må styrke sin Kontakt med Masserne, hæve sine Medlemmers ideologiske Niveau, fjerne Karriere jægere og fremmede Elementer fra Stillingerne, og i de ledende Stillinger indsætte Kommunister, som har Folkets Tillid og er populære blandt det.

Spørgsmålene om det ungarske Demokratis Inden- og Udenrigspolitik er tæt forbundne. Den reaktionære Del af det ungarske Samfunds Storkapitalister, de tidligere Godsejere, Kulakker og Horthy-Bureaukratiet er Folkedemokratiets Fjender og Talsmænd for en anglo-amerikansk Orientering i Landet. Svækkelsen og Tilintetgørelsen af den hjemlige Reaktion indsnævrer den anglo-amerikanske Imperialismes Basis i Landet og garanterer den demokratiske Orientering i Ungarns Udenrigspolitik. De tidligere ledende Klasser i Ungarn var den tyske Fascismes Vasaller og kæmpede på dens Side til det allersidste. Takket være deres Politik forblev Ungarn Hitlers Vasal,, de førte Landet ud i Katastrofen. De ungarske Storkapitalister og Godsejere var knyttet til Tyskland; i den tyske Fascisme så de Forkæmperen mod de ungarske Arbejdere og Bønder. Ønsket om at dominere de slaviske Folk og Rumænerne i Transsylvanien gjorde Ungarns ledende Klasser til den tyske Fascismes Vasaller. Chauvinisme og Revisionisme tjente altid i den stor-ungarske Politik som Midler til at aflede den ungarske arbejdende Befolknings Opmærksomhed fra Udbytningen inden for Landet, fra de herskende Klassers nationale Forræderi og til at anspore de ungarske arbejdende Masser mod Nabonationerne. Kampen mod den tyske Trussel mod Ungarns Selvstændighed har altid været tæt forbundet med Kampen for det ungarske Demokrati og for en Alliance med de slaviske Folk. Den ungarske Uafhængighedsbevægelses Historie er fuld af Forsøg på Tilnærmelse til de slaviske Nabofolk. Allerede under Krigen erklærede de ungarske Kommunister, at Kampen mod de tyske Indtrængere er forbundet med Kampen for Uafhængighed i Forbund med de slaviske Nabostater, der kæmper for deres Frihed, at den er forbundet med Kampen for at afvise den stor-ungarske Chauvinisme. Vi forsvarede også denne Opfattelse efter Landets Befrielse, under Forberedelserne til Fredskonferencen i Paris, da Chauvinismen igen løftede Hovedet i Landet. Mens vi modsatte os disse chauvinistiske Tendenser, støttede vi samtidig visse moderate nationale Krav på Fredskonferencen, fordi dette svarede til det ungarske Folks retfærdige nationale Følelser. Men efter at Fredstraktaten var underskrevet, erklærede det kommunistiske Parti beslutsomt, at det var nødvendigt at gøre Ende på Revisionismen, at det ungarske Demokrati ikke kan tolerere nogen som helst Forholdsregler, der er rettet mod dets demokratiske Naboer. Vi bliver ledet af Lenins og Stalins Lære om, at det nationale Spørgsmål må underordnes Hovedspørgsmålene om demokratiske Fremskridt. Den storungarske Chauvinisme viser sig stadig åbentlyst i Ungarn. I Dag begunstiges den af den anglo-amerikanske Imperialisme i Stedet for af Hitleristerne. Imidlertid mister den ungarske Chauvinisme sin Indflydelse blandt Folkemasserne. Arbejderklassen er taknemmelige mod USSR for Befrielsen. 650.000 ungarske Bønder vil altid huske, at de fik Jord takket være Sovjethæren. Da Jordtildelinger blev givet, var det almindeligt på Landet at se følgende Indskrift: »Vi takker Stalin for Jorden«. Det ungarske Folks Sympati for det nye Jugoslavien forklares af den Kendsgerning, at det ved, at den jugoslaviske Union har givet Ungarerne inden for Landet Frihed og Lejlighed til at udvikle deres egen nationale Kultur. Af de samme Grunde finder den ungarske Reaktion det meget svært at opægge anti-rumænske Følelser, fordi Ungarerne i Transsylvanien har fået nationale Rettigheder. Den amerikanske Imperialismes Politik, som anvender den tyske Imperialismes Metoder - den ungarske Uafhængigheds stadige Fjende - gør det lettere for os at forene Forsvaret for Ungarns Uafhængighed med Kampen mod den amerikanske Imperialisme og for el Forbund med de demokratiske Nabonationer, fremfor alt med Sovjetunionen og Jugoslavien. Det ungarske Folk er interesseret i at slutte sig til Forbundet af demokratiske Folk, der kæmper for Frihed og Uafhængighed. De demokratiske Folk er for deres Del interesseret i at hjælpe Ungarn i at opnå denne for således at forhindre, at det bliver benyttet som en Kile for den anglo-amerikanske Imperialisme i Donau-Dalen. Vi, de ungarske Kommunister, repræsenterer som Folkets Parti Folkets Interesser. Vi kan ikke anerkende den Kendsgerning, at Ungarerne i Slovakiet er blevet berøvet de borgerlige Rettigheder. Vi håber, at en Overenskomst sluttelig kan opnås om dette Spørgsmål. Det ungarske Demokrati har også vist sin Styrke i udenrigspolitiske Spørgsmål. Det kommunistiske Parti modsatte sig med Held den ungarske Chauvinisme i Forbindelse med Fredstraktaten. Regeringen besluttede enstemmigt ikke at deltage i Pariskonferencen om Marshallplanen. Trods anglo-amerikanske Intriger har Ungarn afsluttet en ungarsk-jugoslavisk Traktat om gensidig økonomisk Hjælp, som blev hilst velkommen af Folket. Vort Regeringsprogram forudser Afslutningen af Venskabs- og gensidige Hjælpetraktater med vore demokratiske Naboer, og vi håber at afgøre disse Spørgsmål uden Udsættelse. Vi opdrager det ungarske Folk til at foragte de angel-saksiske og ganske særligt de amerikanske Imperialister, og forener dette med Kampen for Ungarns Uafhængighed; vi afslører de reaktionære Klasser som Forrædere mod Folket og den udenlandske Imperialismes Tjenere. Det ungarske Demokrati behøver Hjælp af Nabo-Demokratierne til at gennemføre sine inden- og udenrigspolitiske Opgaver. Denne Hjælp kan enten være økonomisk, som f.eks. Handelsaftalen med Sovjetunionen eller den økonomiske Aftale med Jugoslavien eller i Form af moralsk-politisk Hjælp. Men vi søger ikke blot Hjælp. De ungarske Kommunister forstår deres Ansvar. De forstår også, at de kan yde uvurderlig Assistance til vore Kammerater i Nabolandene ved at udslette den hjemlige Reaktion og opbygge en ungarsk Stat, som Nabo-Nationerne ikke behøver at frygte, og som de kan stole på som Forbundsfælle. For at klare denne Opgave behøver vi Råd, Diskussion og Udveksling af Erfaringer med vore Broderpartier. Det ungarske kommunistiske Parti hilser derfor denne Konference så meget mere, som den internationale Situation, efter vor Formening, bliver mere kompliceret for hver Dag, og Koordineringen af de kommunistiske Partiers Politik er tvingende nødvendig. Der er en Række internationale Spørgsmål, som kun kan løses ved fælles Anstrengelser. Jeg hilser Konferencen velkommen på vort Partis Centralkomites Vegne.

I Slutningen af September afholdtes der i Polen en Informationskonference med Deltagelse af følgende Partier: Jugoslaviens KP (ved E. Kardelj og M. Djilas), Bulgariens Arbejderparti (Kommunisterne) (ved V. Tjervenkov og V. Poptomov), Rumæniens KP (ved G. Desj og A. Pauker), Ungarns KP (ved M. Farkasj og I. Revaj), det polske Arbejderparti (ved V. Gomulka og G. Minz), SUKP(B) (ved A. Sjdanov og G. Malenkov), Frankrigs KP (ved J. Duclos og E. Fajon), Tjekoslovakiets KP (ved R. Slansky og S. Bastovansky) og Italiens KP (ved L. Longo og E. Reale). Konferencens Deltagere påhørte Informationer om Partiledelsernes Virksomhed, forelagt for Jugoslaviens KP af E. Kardelj og M. Djilas, for Bulgariens Arbejderparti (Kommunisterne) af V. Tjervenkov, for Rumæniens KP af G. Desj, for Ungarns KP af I. Revaj, for det polske Arbejderparti af V. Gomulka, for SUKP(B) af G. Malenkov, for Frankrigs KP af J. Duclos, for Tjekoslovakiets KP af R. Slansky, og for Italiens KP af L. Longo. Efter en Drøftelse af disse Meddelelser vedtog Konferencens Deltagere at drøfte den internationale Situation og Spørgsmålet om at udveksle Erfaringer og koordinere de repræsenterede kommunistiske Partiers Virksomhed. Beretningen om den internationale Situation blev forelagt af A. Sjdanov. Konferencens Deltagere udvekslede Synspunkter i Tilknytning til Beretningen, fandt fuldstændig Overensstemmelse mellem deres Opfattelse af den nuværende Situation og de deraf følgende Opgaver og vedtog enstemmigt en Deklaration om den internationale Stilling. Beretningen angående Udveksling af Erfaringer og Koordinering af de kommunistiske Partiers Virksomhed blev forelagt af Kammerat V. Gomulka. I Betragtning af de negative Foreteelser, der skyldtes Mangel på Kontakt mellem de repræsenterede Partier, og i Betragtning af Nødvendigheden af en gensidig Udveksling af Erfaringer vedtog Konferencen at oprette et Informationsbureau. Informationsbureauet skal bestå af Repræsentanter for de nævnte Partiers Centralkomiteer. Informationsbureauets Opgaver består i at organisere Udvekslingen af Erfaringer imellem Partierne og om nødvendigt koordinere deres Virksomhed på Basis af indbyrdes Aftale. Det vedtoges, at Informationsbureauet skal udgive et trykt Organ. Informationsbureauet og dette Organs Redaktion får Sæde i Belgrad.

Webmaster