Sovjetunionens kommunistiske Partis 20 kongres.

Centralkomiteens beretning ved Nikita Sergejevitj Hrustjov - 1956.

Kammerater!

Den periode, der skiller os fra partiets 19. kongres, er regnet i tid ikke særlig lang — tre år og fire måneder. Men regnet efter omfanget af det arbejde, der er udført af partiet, efter betydningen af de begivenheder, der er sket i denne tid i vort land og uden for dets grænser, er det en af de vigtigste perioder i Sovjetunionens Kommunistiske Partis historie, i dets kamp for at konsolidere vort fædrelands styrke, for at opbygge det kommunistiske samfund, for verdensfreden.

På det indenrigspolitiske område har det været år, hvor partiet ud fra folkets almene interesser efter en kritisk vurdering af situationen i landbruget og industrien har iværksat en række vigtige foranstaltninger for på grundlag af de opnåede resultater at tage et nyt stort skridt frem i landets socialistiske udvikling. I denne forbindelse har partiet dristigt afdækket manglerne indenfor forskellige områder af folkehusholdningens, statens og partiets virksomhed, brudt med forældede forestillinger og energisk fejet alt det udlevede bort, det som bremsede vor bevægelse fremad.

Som det nu er klart for alle, var de forholdsregler, partiet traf, rigtige og påkrævede. De sikrede den støtte vækst af den socialistiske økonomi og den yderligere højnelse af sovjetfolkets materielle kår og kulturelle niveau.

Også på det udenrigspolitiske område er der i beretningsperioden sket vigtige begivenheder. Den internationale spænding, der var svanger med store farer, er takket være den fredselskende udenrigspolitik, som den socialistiske lejrs lande har ført, afløst af en vis afspænding. Netop fordi Sovjetunionen sammen med sine venner — Folkerepublikken Kina og de andre folkedemokratiske lande — i rette tid trådte frem med en række udenrigspolitiske foranstaltninger, der støttes af alle fredselskende kræfter, er der på den internationale skueplads åbnet reale udsigter til det bedre.

Alt dette viser, at vort parti på rette måde imødekommer de opståede krav i både indenrigs- og udenrigspolitikken og i tide udarbejder foranstaltninger, der svarer til disse krav. Det er et iøjnefaldende vidnesbyrd om vort partis nære og uløselige forbindelser med folket, det viser klogskaben i dets leninske kollektive ledelse, den alt besejrende styrke i marxismen-leninismens lære, som partiets virksomhed bygger på. I alle disse år har partiet holdt den udødelige Lenins store banner højt. Troskaben mod leninismen — den er kilden til alle vort partis fremgange.

Lad os se på vort lands internationale og indenrigske stilling i beretningsperioden.

I. Sovjetunionens internationale stilling

Et hovedtræk i vor epoke er det, at socialismen er nået ud over rammerne for et enkelt land og har forvandlet sig til et verdenssystem. Kapitalismen har vist sig ude af stand til at hindre denne verdenshistoriske proces. Den samtidige eksistens af to modsatte økonomiske verdenssystemer, det kapitalistiske og det socialistiske, som udvikler sig efter forskellige love og i modsatte retninger, er blevet en uigendrivelig kendsgerning.

Den socialistiske økonomi udvikler sig i retning af stadig større tilfredsstillelse af alle samfundsmedlemmers materielle og kulturelle behov, uafladelig udvidelse og forbedring af produktionen på basis af den højeste teknik, konsolidering af samarbejdet og den gensidige hjælp mellem de socialistiske lande.

Den kapitalistiske økonomi udvikler sig i retning af voksende berigelse af monopolerne, yderligere skærpelse af udbytningen og nedgang i leveniveauet for de arbejdendes millionmasser, særlig i koloniale og afhængige lande, i retning af voksende militarisering, af økonomisk skærpet konkurrencekamp mellem de kapitalistiske stater, modning af nye økonomiske kriser og rystelser.

1. Den stadige økonomiske fremgang i USSR og de folkedemokratiske lande.

Beretningsperioden kendetegnes ved en kraftig fremgang for folkehusholdningen i USSR og ligeledes i Folkerepublikken Kina, den Polske Folkerepublik, den Tjekkoslovakiske Republik, den Ungarske Folkerepublik, den Rumænske Folkerepublik, Folkerepublikken Bulgarien, Folkerepublikken Albanien, den Tyske Demokratiske Republik, den Koreanske Folkedemokratiske Republik, den Mongolske Folkerepublik og den Demokratiske Republik Vietnam.

Væksttempoet for industriproduktionen i Sovjetunionen og i de kapitalistiske lande for 1929—1955 fremgår af følgende tabel:

Industriproduktionens omfang i USSR og i de kapitalistiske lande - (procent i forhold til 1929)
	1929	1937	1943	1946	1949	1950	1952	1955
USSR	100	429	573	466	870	1082	1421	2049
Alle kapitalistiske lande	100	104	-	107	130	148	164	193
Herunder:
USA	100	103	215	153	164	190	210	234
England	100	124	**	118	144	153	153	181
Frankrig	100	82	**	63	92	92	108	125
Italien	100	99	**	72	108	124	148	194
Vesttyskland	100	114	**	35	93	117	150	213
Japan	100	169	231*	51	101	115	173	239
* Tal fra 1944. ……….** Oplysninger ikke publiceret

Det ses af disse tal, at Sovjetunionen på et kvart århundrede eller nøjere 26 år på trods af de umådelige skader, krigen påførte dens folkehusholdning, har forøget sin industriproduktion til mere end det tyvedobbelte, mens USA, der har haft overordentlig gunstige betingelser, kun kunne hæve sin produktion til lidt mere end det dobbelte, og den kapitalistiske verdens produktion som helhed ikke engang har vist så stor tilvækst.

De folkedemokratiske lande har også i betydelig grad distanceret de kapitalistiske stater med hensyn til industriproduktionens væksttempo. Industriproduktionens førkrigsniveau er i 1955 overgået i Polen med mere end fire gange, i Bulgarien med mere end fem gange, i Tjekkoslovakiet med godt det dobbelte, i Ungarn med tre en halv gang, i Rumænien med næsten tre gange, i Albanien med mere end elleve gange, i den Tyske Demokratiske Republik med mere end det dobbelte.

Folkerepublikken Kina, der senere end de andre er kommet i gang med socialismens opbygning, har haft formidable fremgange: sammenlignet med det maksimale førkrigsniveau er dens industriproduktion vokset til over det dobbelte og sammenlignet med 1949 til over det firedobbelte.

Også i Jugoslavien foreligger der betydelige resultater for den socialistiske opbygning. Industriens førkrigsniveau er dér i 1955 overgået med 2,8 gange.

Den industrielle basis, socialismen bygger på, bliver stadig stærkere. De socialistiske landes andel i verdens industriproduktion stiger uophørligt. Denne kendsgerning er et materielt udtryk for en fremadskridende historisk proces, nemlig indskrumpningen af den kapitalistiske udbytnings virkefelt, af kapitalismens verdenspositioner og udvidelsen af socialismens verdenspositioner.

Industriproduktionens høje væksttempo er garantien for, at socialismen vil vinde nye sejre i dens økonomiske kappestrid med kapitalismen. Allerede nu indtager USSR med henhold til industriproduktionens samlede størrelse andenpladsen i verden. Med henhold til produktionen af jern, stål, aluminium, kobber, maskinbygning, elkraft, cement og kuludvinding har Sovjetunionen forlængst distanceret Frankrig, Vesttyskland og England og haler støt ind på USA.

Det karakteristiske træk ved økonomien i USSR og alle de socialistiske lande er den alsidige udvikling og almene fredelige retning. Socialismens lande sørger uafladeligt for at fremme udviklingen navnlig af sværindustrien, der er grundlaget for en stadig udvidelse af hele samfundets produktion. Samtidig lægges der i disse lande stor vægt på fremgang i landbruget og letindustrien. De arbejdendes livsbetingelser forbedres uafladelig, og kulturen blomstrer.

De perspektiver, der åbner sig for vore folk, er endnu mere storslåede. Den tid er ikke fjern, hvor vi i USSR i vid udstrækning vil stille atomenergien og andre moderne videnskabelige og tekniske landvindinger i menneskets tjeneste; naturens rigdomme vil blive udnyttet endnu mere; vældige floder vil blive tøjlet og nye enorme jordmassiver opdyrket, og alt dette sikrer en overflod på levnedsmidler og forbrugsgoder til folket. Vi er overtydet om, at det vældige Kina på historisk kort tid bliver et industriland, og at dets landbrugsproduktion ved udvikling af kooperative sammenslutninger vil komme op på et højt niveau. Alle de folkedemokratiske lande vil gå betydeligt frem ad socialismens vej.

Udviklingen i de socialistiske lande karakteriseres ved deres fuldkomne selvstændighed og uafhængighed såvel politisk som økonomisk. Et særdeles vigtigt resultat af den forløbne periode er desuden den videre konsolidering af de økonomiske forbindelser og udvidelsen af samarbejdet mellem de socialistiske stater. Mellem socialismens lande er der oprettet ligeberettigede, gensidigt fordelagtige handelsforbindelser, udveksling af tekniske erfaringer, omfattende gensidig bistand og saglig koordinering af de økonomiske planer.

Det nære økonomiske samarbejde åbner overordentlig gode muligheder for den bedste udnyttelse af produktions- og råstofressourcer og kombinerer på en heldig måde de enkelte landes interesser med den socialistiske lejrs interesser som helhed. Af største betydning er her udviklingen af specialisering og koordineret samvirke. På nuværende tidspunkt er der ikke mere behov for, at hvert socialistisk land absolut skal udvikle alle grene af sværindustrien, således som Sovjetunionen var nødt til, da den gennem lang tid var det eneste socialistiske land, omkredset af kapitalismens lande. Nu hvor der findes et stærkt fællesskab af socialistiske lande, og hvor deres forsvarsevne og sikkerhed bygger på hele den socialistiske lejrs industrikapacitet, kan hvert af de folkedemokratiske lande i Europa specialisere sig i udviklingen af de industrigrene, i fremstillingen af de produkter, som landet har de bedste naturlige og økonomiske betingelser for. Dette giver desuden de nødvendige forudsætninger for at frigøre betydelige midler til udvikling af landbruget og letindustrien og på dette grundlag mere og mere fuldstændigt imødekomme folkenes materielle og kulturelle behov.

Ved at styrke det broderlige samarbejde hjælper de socialistiske lande uselvisk hinanden med den økonomiske udvikling. Det gensidige forhold mellem de socialistiske lande adskiller sig i bund og grund fra de forhold, der eksisterer i den kapitalistiske verden. For øjeblikket hjælper Sovjetunionen i henhold til aftaler de folkedemokratiske lande med opførelsen af 391 virksomheder og over 90 fabriksafdelinger og installationer. Vi har ydet de folkedemokratiske lande langfristede kreditter til en samlet sum af 21 milliarder rubler på de allergunstigste vilkår. Sovjetunionen hjælper også venligtsindede stater med at tilrettelægge produktionen og den fredelige anvendelse af atomenergien.

Vi noterer med stor tilfredshed fremgangene for Kinas socialistiske industrialisering. Historien har ikke hidtil kendt eksempler på, at en højt industrialiseret stat frivilligt har hjulpet til med industrialiseringen af andre lande. Tværtimod har den lille gruppe højt udviklede lande, der i sin tid havde dannet sig i den kapitalistiske verden, altid hindret industrialiseringen i andre stater, især i kolonier og halvkolonier. Dette er grunden til, at de fleste lande i Asien, Sydamerika og Afrika ikke har deres egen storindustri. Sovjetunionen, der er fremmed for den slags mål, gør alt for at hjælpe broderfolket i Kina med at skabe dets egen stærke industri. Vort land bistår alene i eet femår Folkerepublikken Kina med opførelsen af 156 virksomheder og 21 fabriksafdelinger; den samlede værdi af den udrustning, vi leverer, beløber sig til ca. 5,6 milliarder rubler.

Til gengæld for disse leverancer får Sovjetunionen fra Kina og de andre folkedemokratiske lande produkter, der er af interesse for vort land, materialer og masseforbrugsvarer, som hører til disse landes traditionelle eksportvarer.

Vi vil også fremdeles yde hinanden alsidig bistand med udviklingen af teknik, videnskab og kultur. Vi ser deri vor broderlige pligt overfor socialismens lejr. Jo stærkere hele den socialistiske lejr bliver, des mere pålideligt er frihed og uafhængighed, økonomisk og kulturel blomstring garanteret hvert af de lande, der indgår i denne vældige lejr.

Det socialistiske system går sejrrigt frem uden at kende til kriser og rystelser. Det bringer folkene i socialismens lande enorme goder og viser sine afgjorte fortrin fremfor det kapitalistiske system.

2. Den økonomiske situation i kapitalismens lande og den fortsatte skærpelse af modsigelserne i det kapitalistiske system.

Man ser af den ovenfor anførte tabel, at industriproduktionen i hele den kapitalistiske verden i 1955 overstiger 1929-niveauet med 93 procent.

Betyder nu det, at det er lykkedes kapitalismen at overvinde sine indre modsigelser og opnå stabilitet? Nej, det betyder det ikke. Verdenskapitalismens økonomi udvikler sig yderst uregelmæssigt og er blevet endnu mere ustabil.

I gamle kapitalistiske lande som England og Frankrig har industrien i tiåret efter krigen forøget industriproduktionens omfang, men denne tilvækst sker langsomt og den er fuld af modsigelser. I besejrede lande som Vesttyskland og Italien nåede man først produktionens førkrigsniveau i 1949—50, og Japans industriproduktion befinder sig nogenlunde på 1944-niveauet. Kapitalismens hovedland, USA, har i efterkrigsperioden tre gange oplevet en betydelig nedskæring af produktionen, og fra slutningen af 1948 begyndte der tilmed i USA at udvikle sig en alvorlig økonomisk krise, som derpå standsedes af den forstærkede oprustning i forbindelse med krigen i Korea.

Til industriproduktionens ustabilitet kommer ydermere ustabiliteten i den finansielle situation i de fleste kapitalistiske stater med umådelig udstedelse af papirpenge og devaluering. Dertil må føjes landbrugskrisen i en række lande og ligeledes den stagnation i verdenshandelen, som i de senere år kan iagttages på de kapitalistiske markeder.

Kapitalismens almene krise uddybes fortsat. Kapitalismens uløselige modsigelse — modsigelsen mellem de moderne produktivkræfter og de kapitalistiske produktionsforhold — er yderligere skærpet. Den moderne tekniks hastige udvikling afværger ikke denne modsigelse, men understreger den kun.

Det må siges, at marxister-leninister altid har været fremmede for den anskuelse, at kapitalismens almene krise skulle betyde fuldstændig stagnation, standsning af produktionen og af det tekniske fremskridt. V. I. Lenin pegede på, at kapitalismens almene forrådnelsestendens ikke udelukker tekniske fremskridt og produktionsfremgang i en og anden periode. »Det ville være en fejl at tro,« skrev Lenin, »at denne tendens til indre råddenskab udelukker en hurtig vækst af kapitalismen, aldeles ikke. Enkelte industrigrene, enkelte lag af bourgeoisiet og enkelte lande åbenbarer i imperialismens epoke med større eller mindre styrke snart en snart en anden af disse tendenser.« (Udvalgte Værker, bd. 6, s. 197, dansk). Derfor må vi opmærksomt følge kapitalismens økonomi og ikke opfatte Lenins sætning om imperialismens forrådnelse skematisk, men studere alt det bedste, videnskaben og teknikken i de kapitalistiske lande yder, for at udnytte verdens tekniske fremskridt i socialismens interesse.

Hvad angår produktionstilvæksten i de kapitalistiske lande i den periode, vi ser på, kan man ikke sige, at den er foregået på et sundt økonomisk grundlag. Denne tilvækst forklares ved virkningen af følgende hovedfaktorer:

For det første økonomiens militarisering og oprustningen. Fremgangen har langtfra berørt alle industrigrene. Den industri, der fremstiller forbrugsgoder, er væsentligt bagefter, og nogle af dens grene oplever stagnation. Kun de grene, der på en eller anden måde er forbundet med rustningsproduktionen, vokser. På fem år, fra 1950 til 1954, forøgedes statens udgifter til betaling af militære ordrer i USA til det firedobbelte, i England til mere end det firedobbelte, i Frankrig til det tredobbelte. Det er klart, at den usædvanlige forcering af fremstillingen af militært udstyr har givet sig udslag i den samlede størrelse af industriproduktionen i disse lande.

For det andet er produktionsstigningen fremmet af, at de store kapitalistiske stater har forstærket deres økonomiske ekspansion i udlandet. Lande som USA og tildels England og Frankrig har for en tid haft gunstige forhold på det kapitalistiske verdensmarked. Tyskland, Japan og Italien var gennem nogle år sat ud af spillet som konkurrerende lande. Efterkrigstidens kaos i de vesteuropæiske lande skabte et voldsomt behov for levnedsmidler og andre elementære fornødenheder. Dette udnyttedes til det yderste af USA, der iværksatte »Marshall-planen« og andre foranstaltninger.

For det tredje spillede fornyelsen af den faste kapital en stor rolle. I Europas kapitalistiske lande var den faste produktionsudrustning på grund af tredivernes kriser og depressioner og dernæst på grund af krigen faktisk ikke fornyet i 15—20 år. Moderniseringen af den faste kapital, der var stærkt udslidt og ødelagt under krigen, udfoldedes her først for alvor i 1951—54. Dette muliggjorde en betydelig forøgelse af produktionen af industriel udrustning.

Endelig for det fjerde har kapitalismens lande været i stand til at øge deres industriproduktion på bekostning af betydelig skærpet udbytning af arbejderklassen og nedskæring af de arbejdendes leveniveau. I løbet af de sidste fire år er årsproduktionen pr. arbejder i de kapitalistiske hovedlandes industri vokset med 10—25 pct. Imidlertid ligger den reale arbejdsløn i en række kapitalistiske lande lavere end før krigen på grund af enorme prisstigninger på varerne, forøgelse af huslejen og andre udgifter.

Man må i denne forbindelse huske den tunge rustningsbyrde, der er lagt på befolkningens skuldre. I finansåret 1913/14 udgjorde USA's militærudgifter 3 1/2 dollar pr. indbygger, i 1929/30 7 dollars, i 1954/55 250 dollars, dvs. en forøgelse i denne tid med mere end 70 gange. I England er militærudgifterne pr. indbygger steget fra 1,7 £ i 1913/14, 2,5 £ i 1929/30 til 29,3 £ i 1954/55. Disse enorme udgifter dækkes gennem uafladelig stigning i de direkte og indirekte skatter.

Arbejdsløsheden lægger et hårdt tryk på de arbejdendes stilling. I 1955, i en periode, der berømmes af de borgerlige økonomer som en »stabil højkonjunktur«, var der i USA efter officielle opgivelser 2 millioner fuldstændigt arbejdsløse og over 9 millioner delvis arbejdsløse. Efter officielle opgivelser var der i 1955 i den Tyske Forbundsrepublik ca. en million fuldstændigt arbejdsløse. I Italien, hvor arbejdsløsheden efter krigen i særlig grad antog kronisk massekarakter, talte man i 1955 2 millioner helt arbejdsløse og lige så mange delvis arbejdsløse. I Japan var der efter officielle opgivelser i 1954 600.000 helt arbejdsløse og næsten 9 millioner delvis arbejdsløse.

Det er de faktorer, der har spillet en særlig rolle for den kapitalistiske produktions fremgang i efterkrigsperioden. For øjeblikket nærmer den kapitalistiske verden sig en grænse, hvor den stimulerende virkning af en række midlertidige faktorer er ved at udtømmes. Nogle af dem, f.eks. den omfattende fornyelse af den faste kapital og den gunstige situation på de ydre markeder, var kun karakteristiske for den periode, der fulgte umiddelbart efter den hårde og langvarige krig. De øvrige formår overhovedet kun at fremkalde en midlertidig stigning i produktionen. Den kapitalistiske økonomis indre kræfter, som i fortiden gav den produktionsfremgang, virker svagere og svagere. For at øge produktionen nu er kapitalismen i stigende grad nødsaget til at anvende kunstige faktorer.

I nogle kredse i Vesten har den nuværende konjunktur på ny givet anledning til snak om fortsat »gode tider«. Man søger at bevise, at den marxistiske teori om kriser skulle være »forældet«. De borgerlige økonomer fortier, at kun et midlertidigt, for kapitalismen gunstigt sammentræf af omstændigheder har tilbageholdt tilstedeværende krisefænomeners overgang til en dybtgående økonomisk krise. Selv nu, under konjunkturopgangen, er der skjulte krisefænomener. Produktionskapaciteterne udnyttes langtfra. Varelagrene i USA har nået farlige omfang ligesom forbrugerkreditten.

Situationen forværres ved, at der i en række kapitalistiske lande er ophobet uhyre mængder af landbrugsprodukter, der ikke har fundet afsætning. Regeringerne — især USA's regering — søger på alle måder at indskrænke de tilsåede arealer og mindske høsten. Og dette sker på samme tid, som millioner af mennesker sulter i store områder af Sydøstasien og Afrika, og der tilmed i moderlandene er brede lag af befolkningen, der får en meget slet ernæring. Fordi produktionen vokser, fordi der sker visse tekniske fremskridt, fordi arbejdets intensivering udvikles i hastigt tempo, mens samtidig det indre marked så langt fra at udvikle sig tværtimod indskrænkes relativt — på grund af alt dette er der uvægerlig nye økonomiske kriser og rystelser i de kapitalistiske lande i anmarch.

Kapitalisterne og de lærde forsvarere for deres interesser udspreder den »teori«, at man skulle kunne frelse sig fra økonomiske kriser ved stadig at udvide rustningsproduktionen. Repræsentanter for den marxistisk-leninistiske videnskab har gang på gang påvist, at dette er tomme illusioner. Oprustning helbreder ikke sygdommen, men får den til at slå ind. Jo videre man driver økonomiens militarisering, des alvorligere bliver dens følger for kapitalismen.

Særlig store forhåbninger stiller repræsentanter for kapitalistiske kredse til statsregulering af økonomien. Monopolkapitalen underlægger sig ligefrem statsorganerne, sætter sine repræsentanter ind i dem og tvinger staten til at »regulere« landets økonomi i monopolernes interesser. De statslige organer søger at støtte forretningsaktiviteten — giver de store selskaber milliardordrer, skaffer dem fordele og subsidier, regulerer lønninger og priser på en række varer, opkøber overskudslagre, finansierer eksporten. Men statens indblanding i det økonomiske liv fjerner ikke det kapitalistiske systems dybtliggende brist. Staten er ikke i stand til at afskaffe de objektive love for den kapitalistiske økonomi, som fremkalder produktionsanarki og økonomiske kriser. Kriserne bunder i selve kapitalismens natur, de er uundgåelige.

Udsigterne for kapitalismens økonomi bestemmes i høj grad af situationen på det kapitalistiske verdensmarked. Der er her i de senere år sket væsentlige ændringer. Amerikas Forenede Stater er i færd med at miste den monopolstilling, de indtog i de første år efter krigen. Som følge af konkurrence fra andre lande er USA's andel i verdens eksport, der nåede sit højdepunkt i 1947 (32,5 pct.) senere faldet stærkt og den er i de seneste år dalet til 19 pct. I 1947—48 havde USA næsten tre femtedele af den kapitalistiske verdens industriproduktion, men nu kun halvdelen. Højdepunktet for udnyttelsen af USA's økonomiske muligheder efter krigen er passeret, og der er ingen udsigt til nye markeder. Altså er der heller ingen udsigt til yderligere produktionstilvækst af betydning.

I særlig grad er situationen på det kapitalistiske verdensmarked skærpet, efter at Vesttyskland og Japan atter er dukket op dér. Disse lande har ligesom England og Frankrig næsten genoprettet deres førkrigspositioner på verdensmarkedet. Nu er en forøgelse af det enkelte lands eksport kun mulig i hårdnakket kamp med konkurrenterne. England er utilfreds med Vesttysklands og Japans stigende aktivitet. Vesttyskland og Japan er utilfreds med, at England ikke slipper dem ind på sine markeder. De har alle mere end tilstrækkelig grund til at være utilfredse med USA, der desorganiserer verdensmarkedet ved at drive ensidig handel og beskytte sit eget marked mod indførelse af fremmede varer, forbyde handel med Øst og gribe til dumping med landbrugsprodukter og andre metoder, der får alvorlige virkninger for de andre lande. Den økonomiske kamp mellem de kapitalistiske lande blusser op med voksende styrke.

Nu som før er det modsætningen mellem USA og Storbritannien, der er den afgørende. Den engelsk-amerikanske modsætning omfatter en stor kreds af spørgsmål. De transatlantiske konkurrenter bemægtiger sig under det »atlantiske fællesskab«s banner det Britiske imperiums vigtigste strategiske og økonomiske positioner, de søger at sætte sig på imperiets forbindelsesveje, opløse systemet af mestbegunstigelsestariffer og underlægge sig sterlingområdet. Det er ikke underligt, at der både i England og i Frankrig er voksende bestræbelser for at gøre ende på denne situation, hvor det »atlantiske fællesskab« kun er til fordel for den ene partner.

I særlig grad skærpes situationen på verdensmarkedet ved genfødelsen af Vesttysklands økonomiske kapacitet. Erfaringen fra to verdenskrige vidner om, at de tyske monopoler i deres kamp for markeder ikke viger tilbage for noget. I denne forbindelse tilspidses også situationen i Vesteuropa, eftersom den hastigt voksende tyske medbejlers opdukken ikke lover godt for Frankrig og England, når denne medbejler tilmed puffes videre ad militariseringens vej. Også indenfor selve Vesttyskland tilspidses situationen, eftersom genoprettelsen af koncernernes og monopolernes magt skærper faren for en genfødelse af de kræfter, der i sin tid førte fascismen til magten.

Problemet om markederne bliver så meget mere prekært, fordi grænserne for kapitalismens verdensmarked stadig indskrænkes som følge af, at der er opstået et nyt, voksende socialistisk verdensmarked. Desuden giver de svagt udviklede lande, der har frigjort sig for kolonistyrets åg, sig i kast med at skabe deres egen industri, hvilket uvægerlig fører til yderligere indskrænkning af afsætningsmarkedet for industrivarer. Alt dette betyder, at kampen indenfor den imperialistiske lejr om afsætningsmarkeder og indflydelsessfærer tilspidses endnu mere.

Dertil kommer, at den nuværende situation i de kapitalistiske stater karakteriseres ved en ustandselig skærpelse af de sociale modsætninger.

På trods af, at de kapitalistiske stater har grebet til en hårdhændet lovgivning mod arbejderne, til regerings»regulering« af arbejdskonflikter og begrænsning af fagforeningernes rettigheder, har strejkekampene i efterkrigsårene taget langt større omfang end før krigen. Officielle — og naturligvis reducerede — opgivelser fra n lande (USA, England, Frankrig, Vesttyskland, Japan, Canada, Australien, Sverige, Belgien, Holland og Argentina) viser, at hvis man sammenligner ti førkrigsår (1930 —39) med ti efterkrigsår (1945—54), ser man, at antallet af strejker er vokset fra 67.000 til 101.000, antallet af deltagere i strejker er vokset fra 21 millioner til 73 millioner, mens antallet af arbejdsdage, der gik tabt som følge af strejke, steg fra 240 millioner til 672 millioner. Som man ser er antallet af strejker i de ti efterkrigsår en halv gang større end i samme periode før krigen og antallet af deltagere og tabte dage adskillige gange større end før krigen. Det vil altså sige, at arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske undertrykkelse tager til i aktivitet og hårdnakkethed. En særlig omfattende og tilspidset karakter har strejkebevægelsen antaget i Frankrig, Italien, Japan, USA og England og i de senere år også i Vesttyskland.

Et karakteristisk træk ved efterkrigsperioden er arbejderklassens stadig mere energiske optræden i de afgørende politiske spørgsmål. Mange store fagforeninger går uden hensyn til deres politiske retning med stigende aktivitet ind for international afspænding og standsning af oprustningen. Meget store sejre er vundet af den franske og den italienske arbejderklasse, det franske kommunistparti og Italiens kommunister og socialister ved parlamentsvalg. Disse fremgange viser, at arbejderklassens partier har gjort sig fortjent til kærlighed og tillid i brede befolkningslag i deres lande.

Hvilke slutninger fremgår af en analyse af situationen i de kapitalistiske lande?

Situationen i den kapitalistiske verden karakteriseres ved voksende, dybtgående modsigelser. Der sker en skærpelse af modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelsesform, mellem væksten

i produktionen og indskrænkningen af den betalingsdygtige efterspørgsel, hvilket fører til økonomiske kriser. Modsætningerne vokser mellem de kapitalistiske stater, deres kamp om afsætningsmarkeder og indflydelsessfærer tilspidses. De sociale modsætninger vokser og uddybes, arbejderklassens kamp, de brede folkemassers kamp for deres vitale rettigheder og interesser forstærkes. Kapitalismen bevæger sig således uvægerlig mod nye økonomiske og sociale rystelser.

3. Den imperialistiske politik: dannelse af aggressive blokke og ansporing af den »kolde krig«. Folkenes kamp for international afspænding.

Kammerater! På de internationale relationers område er der i perioden mellem vort partis 19. og 20. kongres sket store forandringer.

Kort tid efter den anden verdenskrigs afslutning begyndte indflydelsen fra reaktionære, militaristiske kredse i stigende grad at gøre sig gældende i de Forenede Staters, Englands og Frankrigs politik; deres bestræbelser for at påtvinge andre lande deres vilje ved hjælp af økonomisk og politisk pres, trusler og militære provokationer vandt terræn. Denne kurs fik benævnelsen politik »fra styrkens position«. Den gav udtryk for, at de mest aggressive kredse i den nuværende imperialisme udfolder bestræbelser for at skaffe sig verdensherredømme, knuse arbejderbevægelsen og de demokratiske og nationale frihedsbevægelser, at der lægges planer om krigerske eventyr mod socialismens lejr.

Den internationale atmosfære forgiftedes af krigspsykose. Oprustningen fik et mere og mere fantastisk omfang. I stater, der ligger tusinder af kilometer fra USA's grænser, er der oprettet talrige store amerikanske militærbaser med brodden rettet mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Mod landene i den socialistiske lejr begyndte man den såkaldte »kolde krig«. Man gav sig kunstigt til at så mistillid mellem staterne, og folkene ophidsedes mod hinanden. Man udløste den blodige krig i Korea, og krigen i Indokina trak ud i flere år.

Ophavsmændene til den »kolde krig« begyndte på oprettelsen af militærblokke. Mange lande blev mod folkenes ønske inddraget i lukkede aggressive grupperinger — den Nordatlantiske blok, den Vesteuropæiske union, SEATO (den Sydøstasiatiske militærblok) og Bagdad-pagten.

Militærblokkenes organisatorer forsikrer, at de forener sig i forsvarsøjemed, for at forsvare sig mod den »kommunistiske fare«. Dette er imidlertid tykt hykleri. Det fremgår af historien, at imperialistiske magter altid har givet sig til at lave militære blokke, når de pønsede på en nyopdeling af verden. Nu benyttes »antikommunismens løsen på ny som røgslør for at dække over en enkelt magts begær efter verdensherredømmet. Det nye ligger i, at USA ved at oprette alle mulige blokke og pagter ønsker at sikre sig den dominerende plads i den kapitalistiske verden og reducere alle blokpartnerne til lydige udøvere af USA's vilje.

»Styrkepolitikkens« ophavsmænd hævder, at denne politik skulle umuliggøre en ny krig, eftersom den sikrer »magtbalance« på den internationale skueplads. Dette synspunkt er gangbart i vide kredse blandt de vestlige statsmænd. Så meget vigtigere er det til bunds at afsløre dets virkelige mening.

Kan man styrke freden ved hjælp af oprustning? Man skulle synes, at selve det at stille et sådant spørgsmål er absurd. Imidlertid fremstiller tilhængerne af »styrkepolitikken« oprustningen som den vigtigste recept for ... fredens bevarelse! Det er ganske klart, at når der foregår en rivalisering mellem staterne med hensyn til voksende militær styrke, så mindskes krigstruslen ikke, men vokser.

Oprustningen, »styrkepolitikken«, opstillingen af aggressive blokke, den »kolde krig« — alt dette måtte skærpe og har faktisk skærpet den internationale situation. Det er den ene tendens i verdensbegivenhedernes udvikling i beretningsperioden.

Men i de samme år er der på den internationale skueplads også foregået andre processer, der viser, at i vore dages verden er monopolistkredsene langtfra almægtige.

Afgørende betydning har den stadige styrkelse af socialismens, demokratiets og fredens kræfter og af den nationale frihedsbevægelses kræfter. I den forløbne tid er Sovjetunionens, Folkerepublikken Kinas og de andre socialistiske landes udenrigspolitiske situation blevet yderligere konsolideret, og deres autoritet og internationale forbindelser er vokset umådeligt. Socialismens internationale lejr øver stadig større indflydelse på verdensbegivenhedernes gang.

Fredens kræfter forøgedes betydeligt, da der på verdensskuepladsen viste sig en gruppe fredselskende stater i Europa og Asien, der som princip for deres udenrigspolitik forkyndte ikke-deltagelse i blokke. De ledende politiske kredse i disse lande mener med rette, at deltagelse i lukkede imperialistiske militærgrupperinger kun skærper faren for, at aggressive kræfter drager deres lande ud i oprustningens ødelæggende malstrøm.

Følgen er, at der på den internationale skueplads er opstået en bred »fredszone«, der omfatter såvel socialistiske som ikke-socialistiske fredselskende stater i Europa og Asien. Denne zone dækker umådelige territorier, hvor der lever næsten 1/2 ?? milliard mennesker, dvs. flertallet af vor planets befolkning.

Det har også haft en dybtgående indflydelse på de internationale begivenheders gang, at de bredeste folkemasser aktivt har virket for at værne freden. Man finder ikke i historien nogen periode, hvor folkemassernes kamp mod krigsfaren tilnærmelsesvis har haft et sådant omfang og en så organiseret karakter som nu.

De mest aktive og konsekvente kæmpere mod krigsfaren og reaktionen har været de kommunistiske partier, der i alle disse år, ligesom i fortiden, har stået midt i kampen for fredens bevarelse, de arbejdendes vitale interesser og landenes nationale uafhængighed. Mange vanskeligheder og genvordigheder er faldet i kommunisternes lod i de kapitalistiske lande gennem de seneste år. Men de kommunistiske partier har bestået disse prøvelser med hæder.

På samme tid optræder mange andre samfundskredse også ud fra standpunkter, der vender sig mod krig. Naturligvis ville virkningen af disse aktioner være endnu større, hvis de forskellige kræfter, der værner fredens sag, kunne overvinde en vis splittethed. Overordentlig stor betydning får spørgsmålet enhed i arbejderklassen, i dens fagforeninger, aktionsenhed mellem dens politiske partier — kommunisterne, socialisterne og andre arbejderpartier.

Ikke få af den nuværende verdens ulykker har deres rod i, at arbejderklassen i mange lande i en lang årrække har været spaltet, og at dens forskellige dele ikke optræder i en fælles front, hvilket kun er til gavn for reaktionens kræfter. Nu åbner der sig imidlertid efter min mening udsigter til en ændring i denne stilling. Livet selv har sat mange spørgsmål på dagsordenen, spørgsmål der ikke blot kræver en tilnærmelse, et samarbejde mellem alle arbejderpartier, men tilmed skaber reale muligheder for dette samarbejde. Det vigtigste af dem er spørgsmålet om at forebygge en ny krig. Hvis arbejderklassen træder op som en samlet, organiseret styrke og viser fast vilje, bliver der ikke nogen krig.

Alt dette lægger et historisk ansvar på alle, der virker indenfor arbejderbevægelsen. Af hensyn til kampen for freden må man lægge de gensidige beskyldninger på hylden, finde berøringspunkter og udfra dette udforme grundlaget for samarbejde. Det er muligt og nødvendigt her at samarbejde også med de kredse indenfor den socialistiske bevægelse, der har andre synspunkter end vi i spørgsmålet om formerne for overgangen til socialismen. Der er blandt dem mange, som udfra den bedste overbevisning ser fejlagtigt på dette spørgsmål, men det er ikke nogen hindring for et samarbejde. Der er nu mange socialdemokrater, der går ind for aktiv kamp mod krigsfaren og militarismen, for en tilnærmelse til de socialistiske lande, for enhed i arbejderbevægelsen. Vi hilser oprigtigt disse socialdemokrater og er rede til at gøre alt fornødent for at forene vore anstrengelser i kampen for den ædle sag, det er at værne freden og de arbejdendes interesser.

De internationale begivenheders hele udvikling i de senere år vidner om, at store folkelige kræfter har rejst sig til kamp for at bevare freden. De herskende imperialistiske kredse kommer ikke uden om at regne med dem. De mere vidsynede repræsentanter for disse kredse begynder at erkende, at »styrkepolitikken« ikke har formået at lægge pres på de lande, den var rettet mod, at den har spillet fallit. På samme tid har denne politik ligget som en tung byrde på folkemasserne i den kapitalistiske verden og skærpet deres misfornøjelse. Det overvældende flertal af menneskeheden forkaster »styrkepolitikken« som en hasarderet og folkefjendsk politik, der øger krigsfaren.

Under indvirkning af disse ubestridelige kendsgerninger begynder der indenfor indflydelsesrige kredse i vesten at vise sig tegn på en vis større nøgternhed. Et voksende antal mennesker fra disse kredse begynder at gøre sig klart hvilket farligt spil en krig mod landene i den socialistiske lejr kan blive for kapitalismens skæbne. Der er ingen tvivl om, at såfremt de herskende kredse i de kapitalistiske lande skulle vove at slippe en sådan krig løs, vil de brede arbejdende masser i disse lande drage energiske slutninger om det system, der med visse mellemrum kaster folkene ud i blodige krige. Det er ikke nogen tilfældighed, at man i den senere tid stadig hyppigere har kunnet høre åbenhjertige indrømmelser fra fremtrædende folk i borgerlige lande om, at der i en krig med anvendelse af atomvåben »ikke bliver nogen sejrherre«. Disse folk kan endnu ikke bekvemme sig til at erklære, at kapitalismen vil finde sin grav i en ny verdenskrig, hvis den udløser den, men de er allerede nødt til åbent at indrømme, at den socialistiske lejr er uovervindelig!

De imperialistiske kræfters positioner svækkes ikke blot, fordi aggressionspolitikken forkastes af folkene i deres lande, men også fordi imperialisterne i det seneste tiår har lidt nederlag også i Østen, hvor kolonistyrets århundredgamle støttepiller smuldrer og folkene med voksende dristighed selv giver sig i lag med at afgøre deres egen skæbne.

4. Imperialismens kolonisystem i forfald.

Den socialistiske Oktoberrevolutions sejr var et meget hårdt slag mod imperialismens kolonisystem. Under indtryk af denne omvæltning udfoldede kolonifolkenes nationale frihedskamp sig med særlig styrke; den varede ved gennem alle de følgende år og medførte en dybtgående krise for hele imperialismens kolonisystem.

En vigtig faktor for forstærkelsen af frihedskampen i kolonierne og de afhængige lande var det fascistiske Tysklands og det imperialistiske Japans sammenbrud i den anden verdenskrig. De demokratiske kræfters sejr over fascismen gav folkene i de undertrykte lande tro på, at de kunne befri sig.

Det næste store slag mod kolonisystemet blev ført af den sejrende revolution i Kina, der betegnede et yderst alvorligt nederlag for imperialismen.

Verdens næststørste land med hensyn til folketal — Indien — har tilkæmpet sig statslig uafhængighed. Det samme gælder Burma, Indonesien, Ægypten, Syrien, Libanon, Sudan og en række andre tidligere kolonilande. Således er gennem de seneste ti år over 1,2 milliarder mennesker eller næsten halvdelen af jordklodens befolkning befriet for kolonial eller halvkolonial afhængighed.

Det fremadskridende forfald indenfor imperialismens kolonisystem er efterkrigsperiodens verdenshistoriske begivenhed. En vældig proces er under udfoldelse, en genfødelse af nationer, som kolonisatorerne gennem århundreder har holdt borte fra den menneskelige samfundsudviklings hovedvej. Folkets Kina og den uafhængige Indiske Republik er rykket frem i stormagternes rækker. Der foregår et politisk og økonomisk opsving blandt folkene i Sydøstasien og den arabiske orient. De afrikanske folks opvågningsproces er begyndt. Den nationale frihedsbevægelse er forstærket i Brasilien, Chile og andre latinamerikanske lande. Udfaldet af krigene i Korea, Indokina og Indonesien viste, at imperialisterne ikke engang ved hjælp af væbnet intervention var i stand til at klare sig mod folkene, der energisk gik i kamp for en fri, uafhængig tilværelse. Allerede nu er spørgsmålet om den fuldstændige likvidering af kolonistyrets skændige system sat på dagsordenen som et af de mest brændende og påtrængende spørgsmål.

Den nye verdenshistoriske periode, som Lenin forudsagde, hvor Østens folk tager aktiv del i afgørelsen af hele verdens skæbne og bliver en ny, vældig faktor i de internationale forhold, er nu indtrådt. Til forskel fra perioden før krigen optræder nu den overvejende del af Asiens lande på verdensskuepladsen som suveræne stater eller stater, der hårdnakket hævder deres ret til at føre en selvstændig udenrigspolitik. De internationale relationer er ikke længere begrænset til stater, der fortrinsvis bebos af folk tilhørende den hvide race, men begynder nu at antage karakter af virkelig verdensomspændende relationer.

Det, at folkene i de tidligere kolonier og halvkolonier har tilkæmpet sig politisk frihed, er den første og vigtigste forudsætning for deres fulde uafhængighed, det vil sige opnåelsen af økonomisk selvstændighed. De frigjorte asiatiske lande arbejder på at skabe deres egen industri, at uddanne deres egen tekniske intelligens, at højne befolkningens levevilkår, at genopbygge og videre udvikle deres århundredgamle nationale kultur. De lande, der er slået ind på den selvstændige udviklingsvej, har historiske perspektiver for en bedre fremtid foran sig.

Ved skabelsen af en uafhængig national økonomi og højnelsen af deres folks levefod kan disse lande, skønt de ikke hører til det socialistiske verdenssystem, udnytte dettes resultater. Nu behøver de ikke at gå tiggergang til deres tidligere undertrykkere for at få moderne industriudstyr. Dette udstyr kan de få i socialismens lande uden at måtte betale for det med nogen forpligtelser af politisk eller militær karakter.

Selve den kendsgerning, at Sovjetunionen og de andre lande i den socialistiske lejr eksisterer, og disse landes beredvillighed til at hjælpe de svagt udviklede lande med deres økonomiske udvikling på betingelse af ligeberettigelse og gensidig fordel, er en alvorlig barriere for kolonipolitikken. Imperialisterne kan ikke længere behandle de svagt udviklede lande udelukkende som objekter, der kan give maksimale profitter. I deres gensidige forhold til dem er de nødt til at give indrømmelser.

Men det er endnu ikke alle lande, der har frigjort sig fra kolonistyrets åg. I kolonial eller halvkolonial afhængighed befinder sig endnu størstedelen af det afrikanske kontinent, nogle lande i Asien og ligeledes i Mellem- og Sydamerika. De holdes stadig nede som landbrugs- og råstofkilder for de imperialistiske lande. Leveniveauet for befolkningen i de afhængige lande er stadig yderst lavt.

Der er voksende modsætninger og kamp mellem kolonimagterne om indflydelsessfærer, råstofkilder og afsætningsmarkeder. USA søger at erobre de europæiske magters kolonibesiddelser. Sydvietnam er ved at glide fra Frankrig over på USA's hænder. Der foregår et fremstød fra de amerikanske monopoler mod de franske, belgiske og portugisiske besiddelser i Afrika. Det er kendt, at Persiens olierigdomme tidligere udelukkende befandt sig på engelske hænder, men nu har englænderne været nødt til at dele dem med amerikanerne, og kampen står allerede om englændernes fuldstændige fordrivelse til fordel for de amerikanske monopolister. Den amerikanske indflydelse i Pakistan og Iraq forstærkes under dække af at fremme det »frie initiativ«.

De amerikanske monopoler udnytter deres dominerende stilling i de mellem- og sydamerikanske lande til at påtrykke økonomien i mange af dem en forkrøblet og ensidig karakter, som er meget ugunstig for befolkningen; de bremser deres industrielle udvikling og holder dem nede i en byrdefuld økonomisk afhængighed.

For at opretholde, og sine steder genoprette, deres tidligere herredømme griber kolonimagterne til væbnet undertrykkelse af kolonifolkene, en fremfærd, som historien har fordømt. De iværksætter også nye former for kolonialt slaveri gennem den såkaldte »bistand« til svagtudviklede lande, der er til umådelig fordel for koloniherrerne. Lad os som eksempel tage Amerikas Forenede Stater. Det er kendt, at USA fremfor alt yder denne »bistand« i form af amerikanske våbenleverancer til svagtudviklede lande. Dette giver de amerikanske monopoler mulighed for gennem militære ordrer at beskæftige deres industri. Derpå sendes våbenindustriens hertil beregnede produktion, som løber op i milliarder og betales af budgettets midler, af de amerikanske skatteydere, til de svagt udviklede lande. De stater, der modtager en sådan »bistand« i form af våben, kommer uvægerligt i afhængighed, kommer ind på at forøge deres hære, hvilket medfører stigende skatter og dalende leveniveau for befolkningen i de svagt udviklede lande.

Monopolisterne er interesseret i at fortsætte »styrkepolitikken«, og en afslutning af den »kolde krig« er ikke til deres fordel. Hvorfor ikke? Fordi oppiskningen af krigshysteri bruges til at retfærdiggøre den imperialistiske ekspansion, at skræmme folkemasserne og formørke deres bevidsthed for at begrunde en forøgelse af skatterne, som derpå går til militære ordrer og strømmer ind i milliardærernes lommer. Den »kolde krig« er således et middel til at opretholde et højt niveau i krigsindustrien og til at skaffe umådelige profitter.

Det siger sig selv, at den såkaldte »bistand« til de svagt udviklede lande ydes på visse politiske betingelser, på betingelse af, at disse lande indlemmes i aggressive militærblokke og underskriver fælles militærpagter, på betingelse af, at de støtter den amerikanske udenrigspolitik, der tager sigte på at erobre verdensherredømmet eller — som de amerikanske imperialister selv udtrykker det — »førerskabet i verden«.

SEATO og Bagdadpagten er ikke alene aggressive militære og politiske grupperinger, men også et redskab for underkuelse, en ny form for en i hele sin karakter kolonial udbytning af de svagt udviklede lande. Det er jo klart for enhver, at det i SEATO ikke er Pakistan og Thailand og i Bagdadpagten ikke Iraq, Persien og Tyrkiet, der bestemmer politikken.

At oprette den slags blokke og sætte nogle lande op mod andre er også et af midlerne til at isolere de svagt udviklede lande fra hinanden og fortsætte den fra gammel tid velkendte koloniherrepolitik: »del og hersk«. Ved hjælp af Bagdadpagten søger de at splitte landene i den arabiske orient. Ved hjælp af SEATO er de bestræbt på at splitte landene i Sydøstasien.

Den kamp, folkene i Østens lande fører mod deltagelse i blokke, er en kamp for national uafhængighed. Det er ikke nogen tilfældighed, at det overvejende flertal af landene i Sydøstasien, det Nære og Mellemste Østen har afvist vestmagternes ihærdige forsøg på at inddrage dem i lukkede militærgrupperinger.

Trods alle anstrengelser for at så splid mellem folkene i de svagt udviklede lande indbyrdes og mellem dem og folkene i den socialistiske lejr vokser deres indbyrdes venskab og samarbejde stadig. Den voksende solidaritet mellem Østens folk demonstreredes klart ved Bandung-konferencen mellem 29 asiatiske og afrikanske lande. Dens beslutninger afspejlede, hvad Østens hundreder af millioner mennesker tilstræber. Den var et hårdt slag mod koloniherrernes og aggressorernes beregninger.

Et stadig fastere venskab og samarbejde forener Østens folk, der har afkastet koloniåget, med folkene i socialismens lande. Det så man klart ved de rejser, repræsentanter for Indien og Burma foretog i USSR, og de sovjetiske repræsentanters rejse til Indien, Burma og Afghanistan. Disse rejsers forløb bekræftede, at Sovjetunionen og en af verdens stormagter, Republikken Indien, og ligeledes Burma og Afghanistan har et fælles syn på det nuværende internationale livs fundamentale spørgsmål — spørgsmålet om at bevare og styrke verdensfreden og alle staters nationale uafhængighed.

Den overordentlig varme og venlige modtagelse, repræsentanterne for det store sovjetfolk fik, demonstrerede tydeligt den dybe tillid og kærlighed, de brede folkemasser i Østen nærer til Sovjetunionen. Det ægyptiske blad Al-Akhbar afdækkede fornylig kilderne til denne tillid, da det med rette skrev: »Rusland søger ikke at købe folkenes samvittighed, deres rettigheder og frihed. Rusland har rakt folkene hånden og sagt, at folkene selv skal bestemme over deres skæbne, og at det anerkender deres rettigheder og ønsker, uden at forlange af dem, at de skal deltage i militære pagter eller blokke.« Millioner af mennesker hilser varmt vort land for dets ubøjelige kamp mod kolonialismen, for dets politik til fordel for ligeret og venskab mellem alle folk, for dets konsekvent fredselskende udenrigspolitik.

5. Sovjetunionen kæmper for at styrke freden og den internationale sikkerhed.

Tro mod de leninske principper for en fredsvenlig udenrigspolitik har Sovjetunionen aktivt tilstræbt international afspænding og sikring af freden, og den har vundet store resultater ad denne vej. Jeg vil minde om de vigtigste retninger, ad hvilken Sovjetunionens fredsinitiativ har udviklet sig.

For det første forbedring af relationerne mellem stormagterne.

For det andet afvikling af de krigsarnesteder, der har været i Østen, og forebyggelse af, at der skulle opstå nye krigsarnesteder og konflikter i Europa og Asien.

For det tredje regulering af forholdet til en række stater med det formål at svække spændingen i Europa (normalisering af relationerne med broderlandet Jugoslavien, afslutning af statstraktaten med Østrig, oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem USSR og den Tyske Forbundsrepublik o. a.).

For det fjerde bestræbelser for at finde nye veje til løsning af spørgsmål som oprettelsen af et kollektivt sikkerhedssystem i Europa, nedrustning, forbud mod atomvåben, det tyske problem osv.

For det femte en afgjort tilnærmelse til alle stater, der går ind for at bevare freden.

For det sjette en alsidig udvidelse af de internationale kontakter og forbindelser ad alle linjer: personlig kontakt mellem sovjetiske statsmænd og statsmænd fra andre lande, kontakter og samkvem mellem repræsentanter for vort parti og arbejderpartierne i andre lande, mellem fagforeningerne; udvidet udveksling af parlamentariske, samfundsmæssige og andre delegationer, udvikling af handel og andre økonomiske forbindelser, turisme, udvidelse af studenterudveksling.

Sovjetunionens fredsinitiativ er blevet en af de vigtigste faktorer, og det øver en kolossal indflydelse på de internationale begivenheders gang.

At Sovjetunionens fredsinitiativ har givet et godt resultat, skyldes i betydelig grad, at alle de fredselskende lande har ydet det støtte og foretaget fælles aktioner. En særlig vigtig rolle i så henseende tilfaldt og tilfalder den vældige Folkerepublik Kina, der har gjort så meget for at standse blodsudgydelserne i Korea og Indokina og har fremsat det kendte forslag til en kollektiv fredspagt i Asien. Et stort bidrag til styrkelse af freden i Asien og hele verden er ydet af den store Indiske Republik. USSR's skridt til sanering af den internationale situation har mødt varm støtte hos millioner af almindelige mennesker i alle lande.

De fredselskende staters og folkenes anstrengelser har ikke været forgæves. For første gang i efterkrigsårene er der indtrådt en vis international afspænding. I denne situation blev det muligt at afholde Genevekonferencen mellem de fire magters regeringschefer. Konferencen viste, hvor frugtbar og rigtig en metode forhandlinger mellem landene er. Den bekræftede USSR's synspunkt, der går ud på, at man ad forhandlingernes vej kan løse de internationale relationers mest komplicerede spørgsmål, såfremt der vises gensidig vilje til samarbejde og forståelse.

Nu er der visse folk, som søger at begrave »Geneveånden«. Som kendsgerningerne viser, er der visse kredse i Vesten, der stadig ikke har sagt farvel til håbet om at lægge tryk på Sovjetunionen og afpresse vort land ensidige indrømmelser. Det er imidlertid forlængst på tide, at man forstår, at den slags planer er urealistiske. Sovjetunionen har gjort meget for at skabe tilnærmelse mellem stormagternes standpunkter. Nu er det USA's, Englands og Frankrigs tur. Dette betyder naturligvis ikke, at Sovjetunionen afstår fra yderligere anstrengelser for at mildne spændingen i de internationale relationer og styrke freden. Sovjetunionen vil tværtimod, da der har åbnet sig muligheder for en tilnærmelse mellem magternes standpunkter vedrørende en række af de vigtigste internationale problemer, med endnu større ihærdighed tilstræbe oprettelsen af gensidig tillid og samarbejde mellem alle lande og fremfor alt mellem stormagterne. Men hertil er lige anstrengelser og gensidige indrømmelser aldeles nødvendige forudsætninger i forholdet mellem stormagter. Forhandlingsmetoden skal blive den eneste metode til løsning af internationale spørgsmål.

Betryggelsen af kollektiv sikkerhed i Europa, betryggelsen af kollektiv sikkerhed i Asien, nedrustning — det er de tre vigtigste problemer, hvis løsning kan skabe grundlag for en holdbar og varig fred.

Oprettelsen af et kollektivt sikkerhedssystem i Europa ville være af vital interesse for alle Europas store og små lande og desuden være en sikker garanti for verdensfreden. Samtidig ville dette gøre det muligt at løse også det tyske spørgsmål. Som dette spørgsmål står for tiden, kan det ikke undgå at vække ængstelse. Tyskland er stadig spaltet, Vesttysklands oprustning forceres. Det er ikke nogen hemmelighed, at de tre vestmagter ved at genoprette den tyske militarisme forfølger deres egne hensigter. Men hvem er det, der vinder ved denne kortsynede politik? Først og fremmest Vesttysklands imperialistiske kræfter. Blandt taberne må man i første række stille Frankrig, som man ved denne politik søger at reducere til en tredjerangs magt. Der åbenbarer sig med voksende tydelighed en ny akse Washington - Bonn, som øger krigsfaren.

Der er i den nuværende situation reale muligheder for at løse det tyske spørgsmål anderledes, til gavn for folkene, freden og sikkerheden, også til gavn for det tyske folk. Den fredselskende sovjetiske stormagts styrke er vokset uhyre. De sydøsteuropæiske lande, der i sin tid var leverandører af råstoffer og menneskereserver for Tyskland, udgør nu sammen med USSR en solid barriere mod eventuel aggression fra tyske revanchepolitikere. Østrig, der forhen var Tysklands allierede, har proklameret en neutral politik. De fredselskende kræfter er virksomme i alle de vesteuropæiske lande. Magtforholdet i selve Tyskland er et andet end før. Den Tyske Demokratiske Republik, der ikke ønsker krig, er styrket så meget, at man ikke længere kan tale om at løse det tyske spørgsmål uden dens deltagelse eller på bekostning af dens interesser. I den Tyske Forbundsrepublik træder en arbejderklasse på mange millioner sammen med andre patriotiske kræfter med voksende aktivitet op mod Tysklands forvandling til et nyt krigsarnested.

Oprettelsen af et kollektivt sikkerhedssystem i Europa, afstandtagen fra Paris-overenskomsterne, tilnærmelse og samarbejde mellem de to tyske stater — det er den rigtige vej til løsning af det tyske problem. Det er kendt, at visse kredse ønsker at løse det tyske spørgsmål, uden at tyskerne selv deltager og imod det tyske folks dybeste interesser. Det er hævet over al tvivl, at en sådan politik er dømt til nederlag.

Et af de mest livsvigtige spørgsmål for menneskeheden er at få oprustningen standset. Det er naturligvis et kompliceret spørgsmål. Men så meget des større ihærdighed og energi må man lægge i arbejdet for at løse det.

Ingen kan sige, at Sovjetunionen kun har gjort lidt for at bringe nedrustningsspørgsmålet over det døde punkt. Kendt i vide kredse er de sovjetiske forslag af d. 10. maj 1955, dens foranstaltninger til nedskæring af sine egne væbnede styrker osv. Det samme kan imidlertid ikke siges om vestmagterne. Der skulle ikke andet til, end at Sovjetunionen antog Englands, Frankrigs og USA's forslag om nedrustning i to etaper og om maksimalniveauer for de væbnede styrker, før vestmagterne begyndte et tilbagetog og ikke blot afviste Sovjetunionens konkrete forslag, men tilmed tog afstand fra deres egne forslag.

Det er givet, at man heri kunne se en indflydelse fra de mest rabiate tilhængere af »styrkepolitikken«, der er bestræbt på atter at gå i offensiven og bryde den mærkbare internationale afspænding. Det er naturligt, at de fredselskende stater var nødt til at drage de tilsvarende slutninger heraf og fortsætte med at konsolidere deres landes sikkerhed.

Ud fra nødvendigheden af at forene deres kræfter og hjælpekilder afsluttede vore stater Warszawa-aftalen, der er en vigtig stabiliserende faktor i Europa. De er fast besluttede på at sætte alle deres kræfter ind på at værne deres folks fredelige tilværelse og ikke tillade en ny krigsbrand i Europa.

Hvad angår nedrustningsspørgsmålet, vil vi imidlertid ikke spare nogen anstrengelse for at løse dette yderst vigtige problem.

Vi vil også fremdeles arbejde for standsning af oprustningen og forbud mod atom- og brintvåbnet. Indtil der opnås enighed om nedrustningens hovedspørgsmål, er vi rede til at gå med til visse delvise foranstaltninger på dette område, for eksempel standsning af forsøg med termokærnevåben, forbud mod, at atomvåben indgår i bevæbningen af de styrker, der befinder sig på Tysklands territorium, nedskæring af de militære budgetter. Hvis staterne gennemfører sådanne foranstaltninger, kan det bane vejen for enighed i andre, mere omfattende nedrustningsspørgsmål.

Sovjetunionen er opfyldt af fast vilje til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at sikre freden og folkenes sikkerhed.

Det ville være af stor betydning for at sikre verdensfreden, om der oprettedes solide venskabelige relationer mellem verdens to største magter — Sovjetunionen og Amerikas Forenede Stater. Vi tror, at hvis relationerne mellem USSR og USA blev bygget på de kendte fem principper for fredelig sameksistens, ville dette i sandhed være af stor betydning for hele menneskeheden og naturligvis være ikke mindre gavnligt for USA's folk end for folkene i USSR og alle andre folk. Disse principper — gensidig respekt for territorial integritet og suverænitet, ikke-angreb, ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, lighed og gensidig fordel, fredelig sameksistens og økonomisk samarbejde — deles og støttes allerede nu af en snes stater.

Der er i den senere tid fra vor side gjort nye betydningsfulde skridt med det formål at nå frem til en afgørende bedring af de sovjetisk-amerikanske relationer. Vi tænker på forslaget om afslutning af en aftale om venskab og samarbejde mellem USSR og USA, som indeholdes i kammerat N. A. Bulganins budskab til præsident D. Eisenhower.

Vi ønsker venskab og samarbejde med de Forenede Stater i kampen for freden og folkenes sikkerhed og ligeledes på det økonomiske og kulturelle område. Vi går til værks med gode hensigter uden at have en sten gemt under blusen. Vi har ikke stillet vore forslag, fordi Sovjetunionen ikke kan leve uden at have en sådan aftale med USA. Sovjetstaten har eksisteret og udviklet sig med fremgang også under omstændigheder, hvor der ikke engang var normale diplomatiske relationer mellem Sovjetunionen og de Forenede Stater. Vi har stillet USA forslag om en aftale, fordi en sådan aftale ville svare til de dybeste bestræbelser hos folkene i begge lande efter at leve i fred og venskab.

Hvis der mellem Sovjetunionen og USA ikke oprettes gode relationer, men eksisterer gensidig mistillid, så medfører det oprustning i endnu større målestok og en endnu farligere forøgelse af styrkerne på begge sider. Ønsker folkene i Sovjetunionen og Amerikas Forenede Stater dette? Naturligvis ikke.

Endnu har vort initiativ ikke mødt den fornødne forståelse og støtte fra de Forenede Staters side, hvilket vidner om at tilhængerne af at løse de udestående problemer ved krig endnu står stærkt i USA, og at disse tilhængere stadig lægger stærkt pres på præsidenten og regeringen. Men vi vil gerne håbe, at vore fredsbestræbelser må finde en mere rigtig vurdering i USA, og at alt vender sig til det bedre.

Vi agter fremdeles at arbejde for yderligere forbedring af vort forhold til Storbritannien og Frankrig. Vore lande, der ligger i Europa, har mange fælles interesser. Vi har fremfor alt vor fælles omsorg for ikke at tillade en ny krig. Som bekendt begyndte de to verdenskrige i Europa. Deres arnested var det militaristiske Tyskland. Folkene i Sovjetunionen, Frankrig, England har sammen med folkene i Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Belgien, Albanien og andre europæiske stater udgydt meget blod for at nedkæmpe den fælles fjende og sikre freden. Vi mener at USSR, England og Frankrig som europæiske stormagter har en hellig pligt til at bevare fredens gode og gøre alt muligt for at forebygge en ny krig. Det er vigtigt at minde om dette netop nu, hvor genfødelsen af den revanchetørstende vesttyske værnemagt fremskyndes og udgør en direkte trussel mod alle europæiske folks sikkerhed. Interesserne i at sikre varig fred og sikkerhed i Europa er for vore lande ikke af forbigående karakter. De udgør et solidt grundlag for gensidig forståelse og samarbejde, for udvikling af handel og alsidige forbindelser mellem USSR, England og Frankrig.

Sovjetunionen vil uforandret bestræbe sig for også i fremtiden at udvide og styrke venskabet og samarbejdet med Østens lande. Vi kan med tilfredshed notere, at vi har fået gode venskabelige forbindelser med den Indiske Republik, og vi er overbevist om, at disse relationer har en stor fremtid for sig. Vi hilser bestræbelserne blandt folkene i de arabiske lande for at stå vagt om deres nationale uafhængighed. Vi tror også, at man i Persien, Tyrkiet og Pakistan vil forstå, at normale relationer med USSR er i disse landes vitale interesse.

Det er vort uforanderlige princip at udvikle og styrke de venskabelige relationer med alle lande, der ligesom vi er bestræbt på at opretholde freden.

Vi fastholder det synspunkt, at man selv under de nuværende omstændigheder, hvor der eksisterer militære grupperinger, langtfra har udtømt mulighederne for at forbedre relationerne mellem staterne og især mellem naboer. Man må i denne forbindelse understrege betydningen af ikke-angrebsaftaler eller venskabsaftaler, hvis afslutning ville tjene til at fjerne eksisterende mistillid og mistro mellem staterne og sanere den internationale situation. Sovjetunionen er for sit vedkommende rede til at indgå sådanne overenskomster med de pågældende lande.

For yderligere at forbedre de gensidige relationer mellem landene har det stor betydning, at man udvider de handelsmæssige og kulturelle forbindelser. Der gøres fra sovjetregeringens side alt muligt for at fremme en alsidig udvikling af sådanne forbindelser. Vi kan med tilfredshed notere, at de saglige kontakter og udvekslingen af forskellige delegationer mellem Sovjetunionen og en række andre lande i den senere tid er forøget betydeligt. Sidste år havde England besøg af sovjetiske delegationer omfattende medarbejdere indenfor letindustri, byggeri og landbrug og ledet af regeringsmedlemmer; desuden repræsentanter for fagforeningsdelegationer, talrige videnskabs- og kulturpersonligheder samt sportslige delegationer. Den engelske regering medvirker til denne udvidelse af forbindelserne. De sovjetiske delegationer fik en god modtagelse i England. Man må gå ud fra, at også de engelske borgere, der har besøgt Sovjetunionen såvel i delegationer som individuelt, ikke har haft grund til at klage over nogen dårlig behandling i vort land. I samme ånd udvikles forbindelser mellem Sovjetunionen og Frankrig, Sverige, Finland, Norge og andre lande.

Sidste år foregik der også udveksling af delegationer med USA, en særlig god modtagelse i USA fik den sovjetiske landbrugsdelegation. Delegationer af sovjetiske journalister, bygningsfolk og læger har også besøgt USA. Imidlertid er udviklingen af forbindelser med USA endnu ikke betydelig. Sovjetunionen har på samme tid haft besøg af mange fremtrædende amerikanske statsmænd og fremtrædende personligheder samt enkeltborgere. De amerikanske borgere har haft alle muligheder for at besøge Sovjetunionen, og de har fået en god modtagelse hos os. Samtidig har mange sovjetiske ingeniører, forskere, skribenter og kunstnere desværre været ude af stand til at benytte sig af de indbydelser, de havde modtaget fra amerikanske firmaer og organisationer, fordi de ikke kunne få tilladelse af de amerikanske myndigheder. Det er klart, at dette ikke fremmer en udvidelse af kontakterne mellem vore lande. Vi må håbe, at denne situation ændrer sig til det bedre.

Når der skal skabes en bredere basis for det saglige samarbejde mellem landene, må handelen spille en stor rolle. I modsætning til den Nordatlantiske bloks parole »Lad os opruste!«, stiller vi parolen »Lad os handle!«. Vor nye femårsplan forudser en betydelig udvidelse af handelsforbindelserne såvel med de folkedemokratiske lande som med alle andre stater.

Vi betragter det som vor højeste internationale pligt uafladeligt at udvikle og styrke det broderlige forhold mellem landene i den socialistiske lejr til gavn for vor store fælles sag — socialismen.

 6. Nogle principielle spørgsmål vedrørende den internationale udvikling i vore dage.

Kammerater! Jeg vil gerne opholde mig ved nogle grundspørgsmål vedrørende den internationale udvikling i vore dage, spørgsmål, som er bestemmende ikke blot for begivenhedernes udvikling for øjeblikket, men også for de videre perspektiver. Det drejer sig om de to systemers fredelige sameksistens, om muligheden for at forebygge krige i den nuværende epoke og om formerne for de forskellige landes overgang til socialismen.

Lad os i korthed betragte disse spørgsmål……Om de to systemers fredelige sameksistens.

Det leninske princip om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem har været og er stadig generallinjen for vort lands udenrigspolitik.

Nogle siger, at Sovjetunionen kun fremsætter princippet om fredelig sameksistens ud fra taktiske, konjunkturbestemte betragtninger. Det er imidlertid kendt, at vi også tidligere, lige fra sovjetmagtens første år, med samme ihærdighed er gået ind for fredelig sameksistens. Det er altså ikke et taktisk træk, men grundprincippet for den sovjetiske udenrigspolitik.

Dette betyder, at selv om der nok eksisterer en trussel mod den fredelige sameksistens mellem lande med forskellige sociale og politiske systemer, så kommer den aldeles ikke fra Sovjetunionen, ikke fra den socialistiske lejr. Har en socialistisk stat noget som helst motiv til at begynde en angrebskrig? Kan vi her i landet finde klasser eller grupper, der er interesseret i krig som middel til berigelse? Nej, de er forlængst afskaffet hos os. Har vi måske for lidt jord og naturrigdomme, mangler vi måske råstofkilder eller afsætningsmarkeder for vore varer? Nej, alt dette har vi i overflod. Hvad skulle vi så med krig, må man spørge. Vi behøver den ikke, vi forkaster principielt en politik, der resulterer i, at millioner af mennesker kastes ud i krig for en håndfuld milliardærers egoistiske interesser. Er dette kendt af dem, der råber op om USSR's »aggressive hensigter«? Ja naturligvis er det kendt. Hvorfor bliver de så ved med at blæse i den gamle, sprukne fløjte om en påstået »kommunistisk aggression«? Udelukkende for at forplumre vandene og skjule deres planer om et verdensherredømme, om et »korstog« mod fred, demokrati og socialisme.

Fredens fjender har til dato villet påstå, at Sovjetunionen skulle have til hensigt at omstyrte kapitalismen i andre lande ved »eksport« af revolutionen. Det siger sig selv, at der blandt os kommunister ikke er tilhængere af kapitalismen. Men det betyder aldeles ikke, at vi har blandet os eller agter at blande os i de indre anliggender i de lande, hvor der findes kapitalistiske tilstande. Romain Rolland havde ret, da han sagde, at »friheden indføres ikke som Bourbonerne fra udlandet på trænvogne«. Det er latterligt at forestille sig, at revolutioner udføres på bestilling. Man hører ikke sjældent følgende ræsonnement blandt repræsentanter for borgerlige lande: »Sovjetlederne hævder, at de går ind for de to systemers fredelige sameksistens. Men de erklærer samtidig, at de kæmper for kommunismen, de siger, at kommunismen vil sejre i alle lande. Hvad kan det da blive for en fredelig sameksistens med Sovjetunionen, når den kæmper for kommunismen?« En sådan opfattelse opstår under indflydelse af den borgerlige propaganda. Bourgeoisiets ideologer forvrænger kendsgerningerne og sammenblander med forsæt spørgsmålene om den ideologiske kamp med spørgsmålene om forholdet mellem staterne, i den hensigt at fremstille Sovjetunionens kommunister som aggressive mennesker.

Når vi taler om, at det socialistiske system vil sejre i kappestriden mellem de to systemer — det kapitalistiske og det socialistiske —, så betyder det aldeles ikke, at sejren skal vindes ved, at de socialistiske lande foretager væbnet indblanding i de kapitalistiske landes indre anliggender. Vor overbevisning om socialismens sejr bygger på det forhold, at den socialistiske produktionsmåde har afgørende fortrin fremfor den kapitalistiske. Det er netop derfor, at marxismen-leninismens ideer i stigende grad vinder anerkendelse i de brede arbejdende massers bevidsthed i de kapitalistiske lande, ligesom de har vundet anerkendelse i millioner af menneskers bevidsthed i vort land og i de folkedemokratiske lande. Vi tror på, at alle jordens arbejdende mennesker, når de har overbevist sig om de fortrin, kommunismen medfører, før eller senere slår ind på den vej, der hedder kamp for det socialistiske samfunds opbygning. Vi, der bygger kommunismen i vort land, vender os energisk imod tanken om at begynde en krig. Vi har altid hævdet, og vi hævder stadig, at oprettelsen af et nyt samfundssystem i det ene eller det andet land er et indre anliggende for folkene i disse lande. Dette er vor stilling, der bygger på den marxistisk-leninistiske lære.

Princippet om fredelig sameksistens vinder stadig større international anerkendelse. Dette princip er blevet en af hovedhjørnestenene i Folkerepublikken Kinas og de andre folkedemokratiske landes udenrigspolitik. Dette princip realiseres aktivt af Republikken Indien, Unionen Burma og en række andre stater. Og det er ganske lovmæssigt, for andre udveje er der ikke under de nuværende forhold. Der er i virkeligheden kun to veje: enten fredelig sameksistens, eller historiens mest ødelæggende krig. Noget tredje gives ikke.

Vi mener, at lande med forskellige samfundssystemer ikke kan nøjes med simpelt hen at eksistere side om side. Nej, man må gå videre, forbedre relationerne, styrke tilliden mellem dem, nå til et samarbejde. Den historiske betydning af de kendte fem principper, der er fremsat af Folkerepublikken Kina og Republikken Indien og støttet af Bandung-konferencen og den brede internationale offentlighed, ligger netop i, at de bestemmer den form, som under de nuværende forhold er bedst for de gensidige relationer mellem stater med forskelligt samfundssystem. Hvorfor ikke gøre disse principper til grundlaget for fredelige relationer mellem alle stater alle vegne på jordkloden? Alle staters tilslutning til de fem principper ville svare til folkenes vitale interesser og krav.

Om muligheden for at forebygge krige i den nuværende epoke.

Millioner af mennesker verden over spørger: er en ny krig uundgåelig, skal menneskeheden, der har oplevet to blodige verdenskrige, da virkelig også opleve en tredje? Marxisterne skal give svar på dette spørgsmål, og i svaret tage hensyn til de verdenshistoriske forandringer, der er sket i de seneste årtier.

Der er som bekendt en marxistisk-leninistisk sætning, der går ud på, at krige er uundgåelige, så længe der eksisterer imperialisme. Denne sætning blev udformet i en periode, hvor 1) imperialismen var det altomfattende verdenssystem, og 2) de samfundsmæssige og politiske kræfter, der ikke er interesseret i krig, var svage, utilstrækkeligt organiseret og derfor ude af stand til at tvinge imperialisterne til at afstå fra krige.

Man fremdrager sædvanligvis kun den ene side af spørgsmålet og betragter kun det økonomiske grundlag for krige under imperialismen. Men det er ikke nok. Krig er ikke blot et økonomisk fænomen. I spørgsmålet, om der skal være krig eller ikke, har det indbyrdes forhold mellem de klassemæssige og politiske kræfter, folkenes organiserede optræden og bevidste vilje stor betydning. Ja, de progressive samfundsmæssige og politiske kræfters kamp kan endda under bestemte vilkår komme til at spille den afgørende rolle i dette spørgsmål. Hidtil har det ligget sådan, at de kræfter, der ikke er interesseret i krig, men vender sig imod den, var svagt organiseret og ikke havde midler til at sætte deres vilje op mod krigsanstifternes planer. Sådan lå det forud for den første verdenskrig, hvor den hovedkraft, der kæmpede mod krigstruslen — det internationale proletariat — var desorganiseret af Anden Internationales forræderiske ledere. Sådan lå det også forud for den anden verdenskrig, hvor Sovjetunionen var den eneste stat, der førte en aktiv fredspolitik, medens de andre stormagter faktisk opmuntrede aggressorerne, og arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande var splittet af socialdemokratiets højreorienterede ledere.

For den periode var den pågældende sætning absolut rigtig. Men i vore dage har situationen ændret sig radikalt. Socialismens lejr er opstået og er blevet en vældig kraft. Denne lejrs eksistens betyder, at de fredselskende kræfter har ikke blot moralske, men også materielle midler til at forebygge aggression.

Ydermere er der en stor gruppe af andre stater med en befolkning på mange hundrede millioner mennesker, stater, der aktivt træder op imod krigen. Arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande er i vor tid blevet en betydelig kraft. Fredstilhængernes bevægelse er opstået og blevet til en kraftig faktor.

Under disse forhold bevarer naturligvis den leninske sætning sin gyldighed, at så længe imperialismen eksisterer, vedbliver der også at være et økonomisk grundlag for kriges opståen. Derfor er det, at vi skal iagttage den største årvågenhed. Så længe der er kapitalisme på jordkloden, vil de reaktionære kræfter, der repræsenterer de kapitalistiske monopolers interesser, fortsat stræbe efter krigeriske eventyr og aggression, og de vil kunne forsøge på at begynde en krig. Men krige er ikke nogen skæbnebestemt uundgåelighed. Der findes nu stærke samfundsmæssige og politiske kræfter, der råder over betydelige midler til at forhindre, at imperialisterne begynder en krig, og — hvis de søger at påbegynde den — til at vise aggressorerne eftertrykkeligt tilbage og krydse deres eventyriske planer. Dertil behøves, at alle kræfter, der vender sig imod krig, er vagtsomme og beredte, at de handler i enig front, at de ikke svækker deres anstrengelser i kampen for at bevare freden. Jo mere aktivt folkene værner freden, des større garanti er der for, at der ikke bliver nogen ny krig.

Om formerne for de forskellige landes overgang til socialismen.

I forbindelse med de dybtgående ændringer på verdensskuepladsen åbner der sig også nye perspektiver for landes og nationers overgang til socialismen.

Allerede forud for den store socialistiske Oktoberrevolution skrev V. I. Lenin: »Alle nationer vil komme frem til socialismen, det er uundgåeligt, men de vil ikke komme det helt på samme måde; hver af dem vil lægge sit særpræg i den ene eller anden form for demokrati, i den ene eller den anden variant af proletariatets diktatur, i forskelligt tempo ved de socialistiske omdannelser af samfundslivets forskellige sider. Der er ikke noget teoretisk så fattigt og praktisk så latterligt som 'i den historiske materialismes navn' at forestille sig fremtiden i denne forbindelse som malet i samme grå kulør. Det ville være dilettanteri og ikke andet.« (Værker, bd. 23, s. 58; russ.).

Historiens erfaringer har fuldt ud bekræftet denne geniale udtalelse af Lenin. Nu findes der side om side med den sovjetiske form for samfundets omskabelse på socialistisk grund også den folkedemokratiske form.

I Polen, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, Albanien og de andre folkedemokratiske lande i Europa er denne form opstået og anvendt i overensstemmelse med de konkrete historiske og samfundsøkonomiske betingelser og særegenheder i hvert af disse lande. Den er prøvet på alle måder gennem ti år og har fuldt ud vist sin berettigelse.

Meget særegent er der i den socialistiske opbygning af Folkerepublikken Kina, hvis økonomi indtil revolutionens sejr var langt tilbage og havde en halvfeudal, halvkolonial karakter. Med de afgørende og dominerende positioner i hænde gennemfører den folkedemokratiske stat under den socialistiske revolutions udvikling en kurs, som tilsigter en fredelig omskabelse af den private industri og handel og en gradvis forvandling af dem til en bestanddel af den socialistiske økonomi.

Kinas kommunistiske parti og de kommunistiske partier (arbejderpartierne) i de andre folkedemokratiske lande leder den socialistiske omskabelses store værk under hensyntagen til hvert enkelt lands særlige stade og særlige præg — det er netop skabende marxisme i handling.

I den Føderative Folkerepublik Jugoslavien, hvor magten tilhører den arbejdende befolkning og samfundet bygger på fælleseje af produktionsmidlerne, danner der sig under socialismens opbygningsproces særegne konkrete former for økonomisk forvaltning og for statsapparatets opbygning.

Det er meget sandsynligt, at formerne for overgang til socialismen vil blive endnu mere varierede. Det er i denne forbindelse ikke uomgængeligt, at disse former under alle omstændigheder vil komme til verden i forbindelse med en borgerkrig. Vore fjender ynder at fremstille os leninister som tilhængere af magtanvendelse til enhver tid og under alle omstændigheder. Det er rigtigt, at vi erkender nødvendigheden af revolutionær omdannelse af det kapitalistiske samfund til et socialistisk. Det er det, der adskiller de revolutionære marxister fra reformister og opportunister. Det er hævet over enhver tvivl, at det for en række kapitalistiske lande er uundgåeligt at styrte bourgeoisiets diktatur med magt, og at klassekampen i forbindelse dermed vil blive overordentlig skærpet. Men formerne for den sociale revolution kan være forskellige. Og det, at vi kun skulle anerkende magtanvendelse og borgerkrig som den eneste vej til omskabelse af samfundet — det svarer ikke til virkeligheden.

Det er kendt, at Lenin i april 1917 under de rådende forhold regnede med muligheden for en fredelig udvikling af den russiske revolution. Det er ligeledes kendt, at Lenin i foråret 1918, efter Oktoberrevolutionens sejr, udarbejdede sin berømte plan for den fredelige socialistiske opbygning. Det var ikke os, der var skyld i, at det russiske og det internationale bourgeoisi organiserede kontrarevolution, intervention og borgerkrig mod den unge sovjetstat og nødsagede arbejderne og bønderne til at gribe til våben. Som bekendt gik udviklingen i de europæiske folkedemokratiske lande under en anden situation for sig uden borgerkrig.

Leninismen lærer os, at de herskende klasser ikke godvilligt giver magten fra sig. Men om kampen antager en større eller mindre skarphed, om der anvendes magt eller ikke ved overgangen til socialismen, det afhænger ikke så meget af proletariatet som af, hvilken grad af modstand udbytterne yder, om udbytterklassen selv anvender magt.

I denne forbindelse opstår spørgsmålet om muligheden for at benytte også den parlamentariske vej for at gennemføre overgangen til socialismen. For de russiske bolsjevikker, der som de første gennemførte overgangen til socialismen, var denne vej udelukket. Lenin viste os en anden vej, den under de historiske betingelser eneste rigtige, nemlig oprettelsen af en sovjetrepublik, og vi vandt ved at følge denne vej en verdenshistorisk sejr.

Men siden da er der i den historiske situation sket store forandringer, der gør det muligt at behandle dette spørgsmål på en ny måde. I hele verden er socialismens og demokratiets kræfter vokset umådeligt, og kapitalismen er blevet meget svagere. Den stærke lejr af socialismens lande, der tæller over 900 millioner mennesker, vokser og styrkes. For hver dag der går, åbenbarer den i stigende grad sine gigantiske indre kræfter, sine afgørende fortrin frem for kapitalismen. Socialismen er blevet en stor tiltrækningskraft for arbejdere, bønder og intellektuelle i alle lande. Socialismens ideer er i sandhed på vej til at beherske sindene blandt hele den arbejdende menneskehed.

Desuden har arbejderklassen i en række kapitalistiske lande under de nuværende forhold en real mulighed for under sin ledelse at forene et overvejende flertal af folket og sikre, at de grundlæggende produktionsmidler går over på folkets hænder. De borgerlige højrepartier og deres regeringer spiller oftere og oftere fallit. Arbejderklassen, der omkring sig samler de arbejdende bønder, de intellektuelle, alle patriotiske kræfter og energisk afviser de opportunistiske elementer, der ikke evner at forlade det politiske samarbejde med kapitalisterne og godsejerne, har under disse betingelser mulighed for at tilføje de reaktionære, anti-folkelige kræfter et nederlag, erobre et solidt flertal i parlamentet og forvandle dette fra et organ for det borgerlige demokrati til et redskab for folkets virkelige vilje. I så fald kan denne institution, der har traditionen bag sig i mange højt udviklede kapitalistiske lande, blive et organ for virkeligt demokrati, et demokrati for den arbejdende befolkning.

Erobringen af et solidt parlamentarisk flertal, der bygger på proletariatets revolutionære massebevægelse, på den arbejdende befolkning, ville give arbejderklassen i en række kapitalistiske lande og tidligere koloniale lande betingelser, der sikrer gennemførelsen af dybtgående sociale omdannelser.

I de lande, hvor kapitalismen endnu er stærk, og hvor den råder over et stort militær- og politiapparat, er det naturligvis uundgåeligt, at de reaktionære kræfter yder alvorlig modstand.

Der kommer overgangen til socialisme til at foregå under skarp revolutionær klassekamp.

Ved alle former for overgang til socialismen er det en uomgængelig og afgørende betingelse, at den politisk ledes af arbejderklassen med dens mest fremskredne del i spidsen. Uden dette er overgang til socialisme ikke mulig.

Det er nødvendigt med al mulig styrke at understrege, at de mere gunstige betingelser for socialismens sejr i andre lande er opstået, fordi socialismen har sejret i Sovjetunionen og sejrer i de folkedemokratiske lande. Men vores sejr ville have været umulig, hvis ikke Lenin og bolsjevikkernes parti havde hævdet den revolutionære marxisme i kamp med reformisterne, der havde brudt med marxismen og var slået ind på opportunismens vej.

Således er de betragtninger, partiets centralkomité finder det nødvendigt at fremsætte vedrørende formerne for overgang til socialismen under de nuværende forhold.

Hvad er partiets videre opgaver på det udenrigspolitiske område?

1) Ufravigeligt at føre den leninske politik, som går ud på fredelig sameksistens mellem de forskellige stater uanset deres sociale struktur. Aktivt at kæmpe for fredens og folkenes sikkerhed, for oprettelse af tillid mellem staterne ved at søge den opnåede internationale afspænding udviklet til en varig fred.

2) På alle måder at styrke det broderlige forhold til Folkerepublikken Kina, Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Albanien, den Tyske Demokratiske Republik, den Koreanske Folkedemokratiske Republik, den Demokratiske Republik Vietnam og den Mongolske Folkerepublik i bevidstheden om, at jo tættere forenede og jo stærkere de socialistiske lande bliver, des sikrere er fredens sag.

På alle måder at styrke venskabet og samarbejdet med broderfolkene i den Føderative Folkerepublik Jugoslavien.

3) Uafladelig at styrke venskabsbåndene og samarbejdet med den Indiske Republik, Burma, Indonesien, Afghanistan, Ægypten, Syrien og andre stater, der går ind for freden, at støtte de lande, der ikke lader sig trække ind i militærblokke; at komme de kræfter i møde, som er interesseret i fredens bevarelse.

At udvikle og styrke de venskabelige forbindelser med Finland, Østrig og de andre neutrale lande.

4) At føre en aktiv politik til yderligere forbedring af forholdet til Amerikas Forenede Stater, England, Frankrig, Vesttyskland, Japan, Italien, Tyrkiet, Iran, Pakistan og andre lande ved at tilstræbe en styrkelse af den gensidige tillid, omfattende udvikling af handelsforbindelserne, udvidelse af kontakten og
samarbejdet på kulturens og videnskabens område.

5) Årvågent at holde øje med anslag fra de kredse, der ikke er interesseret i international afspænding, i tide at afsløre den undergravningsvirksomhed, fjenderne af freden og folkenes sikkerhed udfolder. At træffe de nødvendige forholdsregler til fortsat at styrke vor socialistiske stats forsvarsevne, holde vort forsvar på højde med nutidens militærteknik og -videnskab, betrygge vor socialistiske stats sikkerhed.

II. Sovjetunionens indenrigske stilling

Kammerater! Den indenrigske stilling i USSR i beretningsperioden er karakteriseret ved en stadig vækst indenfor alle grene af den samfundsmæssige produktion, ved yderligere konsolidering af det sovjetiske samfunds- og statssystem, ved højnelse af folkets materielle levevilkår, ved alsidig udvikling af den sovjetiske kultur.

INDUSTRI OG TRANSPORTVÆSEN

Sovjetunionens Kommunistiske Parti lader sig lede af vor store Lenins synspunkter og har derfor til enhver tid fremmet den fortrinsvise vækst af sværindustrien som grundlaget for udviklingen af alle den socialistiske økonomis grene, for styrkelse af vort lands forsvarsevne og forbedring af folkets levevilkår.

Dette er generallinjen for vort parti, den er gennemprøvet ved alle erfaringerne fra Sovjetstatens udvikling og svarer til folkets vitale interesser. Det kommunistiske parti vil også fremdeles videreføre denne linje med største fasthed og konsekvens.

1. Femårsplanens hovedresultater i industrien.

Under den femte femårsplan har partiet opnået en ny, kraftig fremgang indenfor alle grene af industrien. Som bekendt blev den femte femårsplan for industriens vedkommende opfyldt før tiden — på fire år og fire måneder.

Her er de tal, der karakteriserer industriproduktionens vækst i perioden 1951—1955:

	Industriproduktionen 1955 i pct. af 1950		Gns. årlig produktions-forøgelse i 1951-55 i pct.
	Efter 5 års planen	Faktisk	Efter 5 års planen	Faktisk
Hele industrien	170	185	12	13,1
Produktion af produktionsmidler (gruppe A)	180	191	13	13,8
Produktion af forbrugsgoder (gruppe B)	165	176	11	11,9

Produktionen af metaller, brændstof, elkraft og produkter fra andre vigtige grene af sværindustrien er øget betydeligt. Her er de pågældende tal:

	Prod. 1950	Prod.1955	1955 i pct af 1950
Jern (mill. ton)	19	33	174
Stål (mill. ton)	27	45	166
Valsegods (mill. ton)	21	35	169
Kul (mill. ton)	261	39i	150
Olie (mill. ton)	38	7i	187
Elkraft (mldr. kWh)	91	170	187
Cement (mill. ton)	10	22	221
Traktorer (1000)	1O9	163	150
Kunstgødning (mill. ton)	5,5	9,6	175

Det er maskinbygningen, der har udviklet sig hurtigst under den femte femårsplan. Maskinbygningens og metalforarbejdningens produktion er i forhold til 1950 vokset med 120 pct. og i forhold til 1940 med 370 pct.

Jævnsides med produktionen af produktionsmidler er fremstillingen af forbrugsvarer til befolkningen vokset fra år til år. Jeg skal anføre enkelte tal desangående:

	Prod.1950	Prod. 1955	1955 i pct. af 1950
Bomuldsstof (mill. meter)	3899	5904	151
Uldstof (mill. meter)	155	251	162
Fodtøj (mill. par)	226	299	132
Melis (mill. ton)	2,5	3,4	136
Kødvarer forarbejdet ved virksomheder under Ministeriet for kød- og mælkeindustri (miil. ton)	1,3	2,2	168
Smør o. a. mælkeprodukter omregnet i mælk (mill. t)	8,5	13,5	159
Vegetabilsk olie (mill. t) ...	0,8	1,1	143
Fiskefangst (mill. ton)	1,7	2,7	156
Cykler (mill. stk.)	0,6	2,9	444
Ure af alle slags (mill. stk.)	7,6	19,7	260
Radio- og fjersynsmodta-gere (mill. stk.)	1,1	4,0	372

Takket være det socialistiske økonomiske systems fortrin udviser vort land i den økonomiske kappestrid med kapitalismen et langt større væksttempo for produktionen end kapitalismens højest udviklede lande. Således var den gennemsnitlige årlige produktionstilvækst i procent i det forløbne femår i den sovjetiske industri over tre gange større end i USA og 3,8 gange større end i England.

I USSR stiger produktionen pr. indbygger systematisk. Under den femte femårsplan øgedes udsmeltningen af jern pr. indbygger med 60 pct., stål med 52 pct., kul-udvindingen med 37 pct., olie med 72 pct., el-produktionen med 71 pct., bomuldsstoffer med 40 pct., uldstoffer med 48 pct., sukker med 24 pct. Men med hensyn til niveauet for produktion pr. indbygger ligger vi endnu bagefter de kapitalistiske hovedlande. Der fordres endnu betydelige anstrengelser for at løse den økonomiske hovedopgave — at indhente og distancere de højest udviklede kapitalistiske lande med hensyn til produktion pr. indbygger.

Under femte femårsplan øgedes kapitalinvesteringerne i industrien med 94 pct. i forhold til fjerde femårsplan. Herunder voksede kapitalinvesteringen i bygning af kraftværker 3,4 gange, i olieindustrien 2,3 gange, i metallurgien (jern og ikke-jern) 1,8 gange, i den kemiske industri 1,8 gange, i maskinbygning 1,7 gange, i produktionen af gavntømmer og papir 2,2 gange, i let- og levnedsmiddelindustrien 1,5 gange.

Arbejdsproduktiviteten i industrien var i 1955 næsten dobbelt så høj som før krigen. Under femte femårsplan opnåedes over to tredjedele af den samlede produktionsforøgelse gennem den større arbejdsproduktivitet. Industriproduktionens selvomkostninger under femårsplanen dalet 23 pct. Produkternes kvalitet er blevet bedre og udvalget og sammensætningen mere alsidig.

Kammerater! Det ses af de anførte tal, at vort parti og sovjetfolket i beretningsperioden har opnået en ny stærk fremgang i folkehusholdningen, en fortsat udvikling af sværindustrien og på basis heraf et opsving i landbruget og let- og levnedsmiddelindustrien. Sovjetunionen er på ny kommet et stort stykke fremad under den gradvise overgang fra socialisme til kommunisme.

Sovjetunionens industri går ind i sjette femårsplan med betydeligt større potentielle muligheder end før for yderligere at forøge og forbedre produktionen. Vi kan nu stille industrien større og kvalitativt nye opgaver, hvis løsning gør det muligt i endnu højere grad at højne landets økonomiske styrke og vort folks levevilkår.

Partiets centralkomité har i beretningsperioden truffet vigtige foranstaltninger med sigte på yderligere at forbedre industriens arbejde og især på indførelse af videnskabens og teknikkens nyeste landvindinger i produktionen. Hvorfor har centralkomiteen koncentreret partiets og folkets opmærksomhed netop om disse spørgsmål?

Sagen er den, at vor industris succeer har fordrejet hovederne på visse af partiets og folkehusholdningens medarbejdere, gjort dem overlegne og selvglade og i en række tilfælde bevirket, at de ikke mener det nødvendigt til stadighed at forbedre produktionen og at indføre de nyeste landvindinger fra inden- og udenlandsk videnskab og teknik. Vi har endnu en del medarbejdere, der er »mennesker i foderal« og skyr alt nyt og fremskredent. Der sidder her og der forbenede medarbejdere, der ræsonnerer som så: »Hvorfor skal jeg befatte mig med denne sag? Det giver meget besvær og hvad véd jeg — man risikerer blot at få ubehageligheder. Man snakker om at forbedre produktionen! Er det værd at bryde sit hoved med det? Lad dem tænke i toppen, lad ledelsen tænke. Der kommer nok et direktiv, så kan vi se.« Og en anden, der endda har fået et direktiv, bruger al sin energi på i alt væsentligt at krybe udenom og skrive sig væk fra den levende udvikling.

Det er »ledere« af den slags, som Majakovskij satiriserede over:

»På sin plads

sidder han

fastgroet og ser

ingenting

ud over

sin egen næse.

Kommunisme

har han læst om

og lært alle »ismer«

og er så

for bestandig hørt op

at tænke på kommunisme.

Hvorfor være fremsynet?

Sid hellere

og vent

på cirkulæret.

Du og jeg,

siger han,

skal ikke tænke,

når lederne tænker for os.«

Der er desværre ikke så få af den slags medarbejdere, der kun giver sig af med at lære »ismer« udenad og ikke ser længere end deres egne næser. Ved deres bureaukratiske indstilling gør de stor skade.

Vi måtte mobilisere partiet til overvindelse af manglerne i industriens arbejde, til bedre anvendelse af vore enorme reserver, til kamp for tekniske fremskridt. Med dette formål blev der afholdt konferencer for medarbejdere indenfor industrien. Spørgsmålet blev alsidigt behandlet på vort centralkomitémøde i juli sidste år. Efter mødet er der gjort et stort stykke arbejde, men vi må kun betragte dette som en begyndelse til en stor og vigtig opgaves løsning.

I udkastet til direktiver for den sjette femårsplan er der opridset et stort program for udviklingen i alle folkehusholdningens grene. De vigtigste industrielle opgaver under den sjette femårsplan er: yderligere fremgang i udvindingen af jern, stål og metaller, i brændselsindustrien og den kemiske industri, opnåelse af tiltagende tempo ved bygningen af kraftværker og en hurtig vækst i maskinbygningen.

Udkastet til direktiver for sjette femårsplan går ud fra, at vi til 1960 skal forøge industriproduktionen med ca. 65 pct. i forhold til 1955, herunder skal produktionen af produktionsmidler forøges med 70 pct. og produktionen af forbrugsgoder med 60 pct. Når vi har opfyldt den sjette femårsplan har vi hævet USSR's industriproduktion til mere end det femdobbelte af førkrigsåret 1940.

For at løse den sjette femårsplans opgaver med godt resultat

må vi løse en række grundproblemer med hensyn til industriens arbejde — og om disse problemer må partiet også nu koncentrere sin opmærksomhed og sine anstrengelser.

2. Fremskyndelse af det tekniske fremskridt i industrien.

Den materielle basis for vor industri, de resultater, videnskaben har nået og det kulturelle og tekniske niveau, der nu er tilvejebragt i arbejderklassen — alt dette åbner vide muligheder for at fremskynde det tekniske fremskridt. Det er vor vigtigste opgave at kæmpe for uafbrudt fremgang i produktionsteknikken.

Det er nødvendigt at arbejde ihærdigt med at forbedre teknikken, at konstruere de mest produktive, økonomiske og driftsikre maskiner, i bredt mål at udvikle elektrificeringen, den komplekse mekanisering og automatiseringen af produktionsprocesserne og i fuldt mål at udnytte de resultater, videnskaben har nået med hensyn til at anvende atomenergien til fredelige formål.

En fremskyndelse af det tekniske fremskridt er i afgørende grad afhængig af maskinindustrien, der er en nøgleindustri. Det er derfor nødvendigt at forbedre vor maskinindustris og først og fremmest værktøjsindustriens tekniske udrustning væsentligt. Vi må især sørge for at forøge produktionen af smedepresser med stor kapacitet.

I de foregående år har vi bygget talrige storvirksomheder, der skulle fremstille et stort udvalg af produkter og præstere alle faser af fremstillingen. Overgangen til vidtstrakt specialisering og koordineret samvirke inden for industrien gør det muligt at forøge produktionen betydeligt, sænke dens selvomkostninger og øge arbejdsproduktiviteten.

Vort parti virkeliggør konsekvent Lenins retningslinjer med hensyn til landets elektrificering. Siden begyndelsen af den første femårsplan er produktionen af elektrisk kraft i Sovjetunionen blevet 34 gange større. Det er dog endnu ikke lykkedes os at opnå, at kraftressourcerne vokser hurtigere end hele folkehusholdningens udvikling. Det opnåede industrielle niveau gør det muligt at stille den opgave at gennemføre en kraftig forøgelse af den årlige tilvækst i elektricitetsværkernes kapacitet og øge produktionen af elektrisk kraft til et niveau, der fuldtud tilfredsstiller folkehusholdningens og befolkningens behov.

Til trods for at jern- og stålproduktionen udvikler sig i rask tempo, oplever vi stadig mangel på metal. Det forklares ved folkehusholdningens hurtigt voksende behov herfor og ligeledes ved, at vore metallurger kun langsomt optager produktionen af de mest økonomiske og for folkehusholdningen mest nødvendige profiler og nye metalkvaliteter.

Jern- og stålproduktionens råstofbasis må energisk udvides, bygningen af jern- og stålværker må fremskyndes og udnyttelsen af de forhåndenværende produktionsmuligheder må forøges betydeligt ligesom sortimentet må udvides og metalkvaliteten forbedres.

Det må siges, at der med hensyn til forbruget af metal finder mange flotheder sted. Der anvendes ikke blot metal de steder, hvor det virkelig er nødvendigt, men også, hvor man med held kunne anvende erstatninger herfor. Maskinindustriens folk kunne spare en uhyre mængde metal ved at formindske maskinernes vægt og ydre mål, ved at anvende lavlegerede ståltyper og nye materialer, som gør det muligt at forøge maskinernes og det maskinelle udstyrs produktivitet og levetid. Inden for byggeriet må man mere beslutsomt og energisk gå i lag med at erstatte metal med beton og jernbeton.

En vigtig opgave består i en alsidig og kraftig forøgelse af produktionen af andre metaller og sjældne metaller, samt af rustfri og varmebestandige ståltyper og legeringer.

Det tekniske fremskridt kommer til udtryk ikke blot ved, at gamle brancher og industrier bliver mere fuldkomne, men også ved at nye opstår. En sådan branche er fremstillingen af kunstige råstoffer og erstatningsstoffer, som har stor betydning for den yderligere forøgelse af produktionen af masseforbrugsvarer. Den dag i dag medgår en stor mængde fødevarer til at fremstille produkter til teknisk brug. I 1955 blev der f.eks. til at fremstille sprit brugt over 2 mill. tons korn og over 700.000 tons melasse. Til at fremstille sæbe, vaskemidler, fernis og smøremidler samt til andre tekniske formål bruges der årligt op mod 400.000 tons fedt, tjenlig til føde. Men alt dette kunne imidlertid med held erstattes af produkter af råolie, kul og naturgas. Vi må for enhver pris ved slutningen af den sjette femårsplan opnå, at de levnedsmidler, der nu går til teknisk brug, bliver erstattet med syntetiske råstoffer, og dermed, fra 1961, holde op med at anvende produkter tjenlige til levnedsmidler til disse formål. Med alle midler må produktionen af kunstfibre udvikles. Den er ganske vist forøget i de senere år, men dækker langtfra endnu vore behov.

Samtidig med at vi også fremover opretholder det hurtige udviklingstempo i sværindustrien, må og skal vi også give udviklingen af produktionen af forbrugsvarer et videre omfang.

Som bekendt har den kapitalistiske produktion til formål at indhøste profit i stadig stigende omfang. Dette søges opnået gennem en uafbrudt forøgelse af udbytningen af de arbejdende og gennem udvidelse af produktionen. Men tendensen til at udvide produktionen kommer i konflikt med den snævre basis for folkets forbrug, hvilket står i forbindelse med, at der under kapitalismen uundgåeligt optræder et fald i de arbejdendes købedygtige efterspørgsel. Det kapitalistiske samfund kendetegnes ved en dyb modsigelse mellem produktion og forbrug.

Socialismen har fjernet denne modsigelse, som findes i den kapitalistiske produktion. Den socialistiske produktions mål er den maksimale tilfredsstillelse af den arbejdende befolknings, af hele samfundets uafbrudt voksende materielle og kulturelle behov. Efterhånden som sværindustrien vokser, sker der en stadig bredere udvikling af de brancher, der umiddelbart tilfredsstiller befolkningens voksende krav. I dag, hvor vi råder over en kraftig, alsidigt udviklet sværindustri er der tilvejebragt

praktisk mulighed for at drive ikke blot fremstillingen af produktionsmidler, men også fremstillingen af masseforbrugsvarer fremad i hurtigt tempo. Det er nok at anføre, at der i 1960 vil blive fremstillet næsten 3 gange så mange masseforbrugsvarer som i 1950. Partiet gør og vil også i fremtiden gøre alt for at den sovjetiske befolknings behov bliver tilfredsstillet bedre og mere fuldstændigt — det ser heri sin vigtigste pligt over for folket.

3. Om forøgelsen af transport - og kommunikationsvæsenets forsyning med teknisk udrustning.

Transport- og kommunikationsvæsenets udvikling er af uhyre betydning for folkehusholdningen. Transportvæsenets forsyning med teknisk udrustning er blevet forøget under den femte femårsplan. Organisationen af transportmidlernes arbejde og deres udnyttelse er blevet forbedret. De opgaver, den 19. partikongres stillede med hensyn til fragtbefordringen med jernbane-, sø- og automobiltransport, er løst med held.

Men når vi noterer disse fremgange, må det indrømmes, at jernbanetransporten er bagefter i teknisk henseende. Den arbejder i hovedsagen med lokomotivtrækkraft, men det er imidlertid en kendt sag, at lokomotivtrækkraften er lidet økonomisk, da den har en nyttevirkningskoefficient på 4—5 pct., medens elektrisk trækkraft har en koefficient på 16—18 pct.

Overgang til elektrisk trækkraft i togtrafikken giver mulighed for at foretage en kraftig forøgelse af jernbanelinjernes fragt- og kørselskapacitet og forbedre driften inden for transportvæsenet. Udgifterne til brændsel formindskes ved elektrisk trækkraft 3—4 gange sammenlignet med dampdrift. Ifølge oplysninger fra Statsplankommissionen og Sovjetunionens trafikministerium vil overgang til elektrisk trækkraft på linjen Moskva-Vladivostok give mulighed for at spare ikke mindre end 18 millioner tons kul og nedskære driftsomkostningerne med mere end 2,7 milliarder rubler om året i sammenligning med dampkraft. Beregningerne viser, at kapitalinvesteringen ved elektrificering af denne linje vil være indtjent på højst fire år.

Uanset denne sags store betydning og nødvendighed har jernbanetransportens ledere ikke blot undladt at kæmpe for elektrificeringen, men ikke engang fuldt udnyttet de midler, der er blevet afsat til disse formål. Under den forløbne femårsplan blev der ialt elektrificeret 2.267 kilometer jernbane, eller 58 pct. af femårsplanens opgave. Under hele femårsplanen har trafikministeriet år efter år ikke udnyttet de midler fuldtud, der blev bevilget det til anlægsarbejder ifølge årsplanerne. De ledende i ministeriet udviser en rent ud konservativ holdning med hensyn til transportvæsenets tekniske rekonstruktion.

Jernbanernes elektrificering er et yderst vigtigt led i jernbanetransportens tekniske rekonstruktion og udvikling på grundlag af den højeste teknik. Med den uhyre betydning for øje, som denne sag har for folkehusholdningen, vedtog partiets centralkomité forleden resolutionen »Om generalplanen for jernbanernes elektrificering«, der er beregnet på en periode af 15 år. I denne plan forudses en elektrificering af jernbaner med en samlet længde på 40.000 kilometer.

Jævnsides med elektrificering af jernbanerne er det af stor betydning for en forøgelse af jernbanetransportens forsyning med teknisk udrustning, at man hurtigt indfører diesellokomotiver. For øjeblikket er produktionens omfang og kapaciteten af de diesellokomotiver, der fremstilles, ganske utilstrækkelig. Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomité og Sovjetunionens ministerråd vedtog derfor i september 1955 en resolution om omstilling af en række fabrikker inden for transportmiddelindustrien til produktion af diesellokomotiver.

Forøget anvendelse af ellokomotiver og diesellokomotiver, forbedring af linjedriften, automatisering og centralisering af trafikledelsen og andre forholdsregler vil gøre det muligt at forøge jernbanernes fragtkapacitet.

Det er nødvendigt energisk at udvide sø- og flodtransporterne, der kun udgør 12 pct. af landets samlede godsomløb, hvilket er ganske utilstrækkeligt. Også luft- og rørledningstransporten må udvikles i et hurtigere tempo.

Under den femte femårsplan er automobiltransportens godsomløb vokset til mere end det dobbelte. Men det er ikke nok. Lastvognstransporten råder over uhyre uudnyttede reserver. En af de mest alvorlige mangler er dens utrolige splittethed. Vi har fået en mængde ganske små lastvognsafdelinger, som lederne af mange virksomheder og institutioner klamrer sig til. Det er nok at sige, at 85 pct. af alle lastvognsafdelinger har mindre end 10 biler. Her ligger hovedårsagen til, at f.eks. sidste år ca. halvdelen af lastbilerne ikke lavede noget, og at den arbejdende del af autoparken kørte halvdelen af turene tomme. Der må gøres ende på den slags efterblevenhed, man må koncentrere og forøge lastvognsafdelingerne, hvilket giver en større økonomisk effekt. Bygningen af landeveje må energisk udvides.

Det må også siges, at der ved udnyttelsen af personbiltransporten finder den rene ødslen sted. Det er blevet skik, at personbiler tildeles den enkelte medarbejder eller funktionær. Ofte er det sådan, at den pågældende ikke har brug for at køre, og det automobil, der er stillet til hans rådighed, bliver ikke brugt. Men desuagtet er der ansat et par chauffører og betjeningspersonale. Man må afgjort her gå over til samfundsmæssige, socialistiske principper, gøre ende på den praksis, hvor biler tildeles de enkelte medarbejdere og funktionærer og fastlægge et strengt begrænset antal biler til personlig rådighed. Til at betjene medarbejderne i institutionerne bør man have tjenstlige bilafdelinger af taxa-karakter. Dette er så meget mere nødvendigt, som vi stadig vil udvide produktionen af personbiler, og lader man tingene gå som hidtil, vil det allerede meget store betjeningspersonale vokse endnu mere, hvilket er ganske utilstedeligt. Naturligvis må der, hvor der er behov herfor, anskaffes individuelle biler, men det må gøres på den måde, at de medarbejdere og funktionærer, der får disse biler til rådighed, selv lærer grundigt at køre dem. Spørgsmålet om at bringe orden i biltransportens arbejde har længe været aktuelt, det må løses og bureaukraternes modstand brydes. Vor socialistiske stats interesse kræver det.

I de senere år er der opnået en vis forbedring af kommunikationsmidlernes arbejde. Kommunikationsmidlernes udviklingsniveau, især radiorelæ-linjerne, billedtelegrafen og fjernsynsudsendelserne tilfredsstiller imidlertid langtfra endnu befolkningens og folkehusholdningens behov. Det er nødvendigt endnu mere energisk og vedholdende at udvikle og forbedre kommunikationsmidlerne på basis af de nyeste resultater indenfor videnskab og teknik.

4. Spørgsmål i forbindelse med den rette territoriale fordeling af produktivkræfterne.

Af hensyn til den yderligere forøgelse af industriproduktionens omfang er det bydende nødvendigt, at nye råstof- og brændselskilder, nye kilder til elektrisk kraft bliver trukket ind i det økonomiske kredsløb, og først og fremmest er det nødvendigt, at man mobiliserer de uhyre naturlige ressourcer i vort lands østlige egne.

Det må erindres, at der i de østlige egne er koncentreret op imod 75 pct. af alle de kulforekomster, der findes i Sovjetunionen og op imod 80 pct. af vandkraften, 80 pct. af skovforekomsterne, de vigtigste forekomster af farvede og sjældne metaller, uhyre forråd af kemiske råstoffer, jernmalm og byggematerialer.

Som erfaringerne viser, er udvindingen af kul og produktionen af elektrisk kraft økonomisk mere effektiv i den østlige end i den europæiske del af Sovjetunionen. Det er f.eks. tilstrækkeligt at anføre, at udgifterne til kapitalinvestering pr. ton produktionsforøgelse af kul under den femte femårsplan var 2V2 gang mindre i de østsibiriske lejer og 1 1/2 gang mindre i Kuzbass end i Donbass. Selvomkostningerne ved 1 ton kul var forrige år i Kuzbass næsten 1 1/2 gang lavere end i Donbass. I 1960 er udvindingen af kul i Kuzbass ansat til 80 mill. t. Disse 80 mill. ton koster staten 2,4 milliarder rubler mindre end den samme mængde kul udvundet i Donbass.

Et andet eksempel af samme art. Ved Angarafloden er man ved at bygge vandkraftværket ved Bratsk med en kapacitet på 3.200.000 kW. Det vil producere 22 milliarder kWh elektrisk kraft pr. år, lige så meget som de to største vandkraftværker i Sovjetunionens europæiske del, Kujbysjev- og Stalingradværket. Men samtidig koster bygningen af Bratsk-vandkraftværket kun halvt så meget som Kujbysjev- og Stalingradværkerne tilsammen, og selvomkostningerne ved den elektriske kraft, der produceres pr. år på Bratsk-vandkraftværket, bliver 200 mill. rubler mindre end på vandkraftværkerne ved Kujbysjev og Stalingrad.

Se, kammerater, så fordelagtigt er det for os at øse af de østlige kraftressourcer i bredere omfang! I de næste 10 år må vi forvandle Sibirien til en mægtig base for Sovjetunionen med hensyn til kuludvinding og produktion af elektrisk kraft, til en hovedbase for varme- og energikrævende produktioner, især produktion af aluminium, magnium, titanium og for elektro-metallurgi, kulstofkemi og elektrokemi.

For at kunne løse denne økonomisk særdeles vigtige opgave med godt resultat er det nødvendigt af alle kræfter at fremme jern- og stålproduktionen i landets østlige del. I 1955 fremstillede Ural og Vestsibirien over 14 mill. ton råjern, hvilket er mere end produktionen af råjern i England. Ikke desto mindre er vi tvunget til hvert år at tilføre de østlige områder nogle millioner tons jern og stål fra Sovjetunionens europæiske del. Det er derfor nødvendigt at træffe beslutsomme forholdsregler for at fremskynde udviklingen af jern- og stålproduktionen i Sibirien, Kazahstan og det Fjerne Østen.

Opgaven er den, at der i løbet af de næste to-tre femårsplaner i Sibirien skal skabes en tredje kraftig metallurgisk base for vort land med en produktion på 15—20 mill. t råjern om året. I den forbindelse er det nødvendigt at udarbejde et generalskema for udviklingen og den territoriale fordeling af jern- og stålproduktionens virksomheder i Sibirien og at udføre bredt anlagte geologiske undersøgelser, videnskabelig forskning og andre arbejder derovre.

Også maskinindustrien er endnu utilstrækkeligt udviklet i de østlige dele af landet. I de næste 10 år må vi i de østlige egne skabe nye store centrer for maskinindustrien, således at de kan fremstille alle arter af maskiner, mekanismer, apparatur og udstyr.

På en mere energisk måde må man øse af de uhyre naturgivne industrielle ressourcer i de østlige egne og sikre den mest effektive udnyttelse af dem til gavn for den yderligere udvikling af landets produktivkræfter.

Man må også beskæftige sig med at foretage den mest formålstjenlige kombinerede fordeling af industrien i økonomiske regioner. Vort land er stort, og hvis vi udvikler industrien ensidigt i den ene eller den anden økonomiske region, forøger vi på kunstig måde de urationelle transporter og skaber vanskeligheder for folkehusholdningens almindelige udvikling.

5. Spørgsmål i forbindelse med arbejdsproduktiviteten, industriprodukternes og anlægsvirksomhedens selvomkostninger.

Ud fra Lenins kendte synspunkt, at arbejdsproduktiviteten i sidste instans er det vigtigste for et nyt samfundssystems sejr, har partiet tilstræbt og vil fortsat tilstræbe en støt forøgelse af arbejdsproduktiviteten på basis af det tekniske fremskridt.

En særdeles vigtig betingelse for arbejdsproduktivitetens vækst er, som Lenin bemærkede, en »forbedring af de arbejdendes disciplin og dygtighed, af håndelaget og arbejdsintensiteten, en bedre organisering af arbejdet«. Sovjetunionens folk véd, at en forøgelse af arbejdsproduktiviteten er grundlaget for, at deres levestandard kan stige. Vi må derfor uafbrudt forbedre arbejdets og produktionens organisation, gøre ende på spild af materielle midler og arbejdstid.

Partiets og folkehusholdningens organisationer må have den allerstørste opmærksomhed rettet mod de problemer, der er forbundet med virksomhedernes økonomiske aktivitet. Der må til stadighed drages omsorg for, at hver enkelt virksomhed arbejder regelmæssigt, at produktionens selvomkostninger sænkes, at spareregimet overholdes nøje alle vegne, og at den økonomiske drift energisk styrkes.

Kammerater! Af den allerstørste betydning for den yderligere udvikling af industrien og hele folkehusholdningen er anlægsvirksomheden. Nu, hvor de årlige kapitalinvesteringer udgør næsten 200 milliarder rubler, må vi skærpe vor opmærksomhed med hensyn til anlægsvirksomheden og sørge for, at den kommer ind på gennemindustrialiserede metoder.

Partiets centralkomité og Sovjetunionens ministerråd har i den sidste tid truffet en række vigtige beslutninger om byggeindustriens udvikling og forbedring. Det drejer sig om at sikre den mest effektive udnyttelse af de midler, der afsættes til anlægsvirksomhed, hæve niveauet indenfor den organisatoriske og tekniske ledelse af byggeriet, energisk bekæmpe, at midlerne klattes væk, og hurtigt og kraftigt forkorte frister og formindske udgifter indenfor byggeriet. Disse opgaver kan kun løses ved at industrialisere byggeriet og over en bred front anvende monterede jernbeton- og betonelementer samt fabriksfremstillede dele.

Anlægsvirksomheden får et stadig større omfang hos os, og industriens faste fonds vokser hurtigt. Samtidig med at byggeriets praksis forbedres, er vi forpligtet til stadigvæk og husholderisk at sørge for en bedre udnyttelse af de forhåndenværende ressourcer. Erfaringerne viser, at mange virksomheder er i stand til uden store ekstra kapitalinvesteringer at forøge produktionen betydeligt, og nogle kan endda fordoble eller tredoble den. Det gælder blot om at tage virkelig fat på dette spørgsmål — gennemføre en modernisering af den tekniske udrustning, forbedre produktions- og arbejdsorganisationen, i bredere målestok udnytte en sådan kraft som foregangsmændenes produktionserfaring og opfindernes og rationalisatorernes skabende initiativ.

Vor berømmelige arbejderklasses mange millioner og ingeniørerne og teknikerne søger og mobiliserer med stigende aktivitet de uhyre reserver, der rummes i den socialistiske produktion. Et lysende udtryk for denne aktivitet er den socialistiske kappestrid. Det er nødvendigt at udvikle kappestriden i endnu bredere målestok og uafbrudt huske, at dette ikke er en kampagne, men en levende sag, der angår millioner af mennesker, en kæmpekraft, der driver den socialistiske produktions udvikling og forbedring fremad. Vi er forvisset om, at arbejderne, ingeniørerne, teknikerne, mænd og kvinder, gennem deres skabende arbejde vil sikre den fremgangsrige gennemførelse af den sjette femårsplan.

LANDBRUGET

Kammerater! Jævnsides med en stærk industri må vort land have et alsidigt udviklet landbrug, der er i stand til at producere den mængde levnedsmidler og landbrugsråstoffer, som kræves for fuldtud at kunne forsyne befolkningen og tilfredsstille alle statens øvrige behov.

I de senere år er arbejdernes og funktionærernes realløn og kollektivbøndernes indtægter vokset stærkt og befolkningens købekraft øget som følge af den socialistiske økonomis udvikling, den forøgede arbejdsproduktivitet og sænkningen af detailpriserne.

I den situation opstod der for partiet en presserende samfundsopgave — hurtigt og kraftigt at forøge fremstillingen af landbrugsprodukter. På partiets centralkomitémøder blev der klarlagt alvorlige mangler og fejl i ledelsen af landbruget, og der blev udarbejdet et omfattende program for en øget produktion af korn og husdyrprodukter.

Vort parti har med aktiv støtte fra arbejderklassen og hele folket gennemført vidtrækkende forholdsregler med hensyn til at hæve landbruget. I 1954 og 1955 udgjorde investeringerne i landbruget 34,4 milliarder rubler eller 138 pct. i forhold til den samlede investering i landbruget under den fjerde femårsplan.

I de to år modtog kolhozer, maskin- og traktorstationer (MTS) og statsbrug 404.000 traktorer (omregnet til 15 HK-traktorer), 228.000 lastautomobiler, 83.000 mejetærskere og et stort antal andre maskiner og teknisk udstyr.

Der blev foretaget en væsentlig forøgelse af fremskaffelsespriserne på korn, husdyrprodukter, kartofler, grønsager, hør og hamp med det formål at øge kolhozernes og kolhozbøndernes materielle interesse i at udvikle fællesproduktionen og forøge dens vareleveringsdygtighed. Som følge af disse forholdsregler og den forøgede produktion med salg for øje steg kolhozernes pengeindtægter i 1954 og 1955 med 20 milliarder rubler.

På maskin- og traktorstationerne er der oprettet faste, teknisk faguddannede kadrer, hvad der har en førsterangs betydning med henblik på at forvandle maskin- og traktorstationerne til socialistiske mønstervirksomheder. Mange tusinde ingeniører, teknikere, partiarbejdere og administratorer er blevet dirigeret fra byerne og industricentrerne for at arbejde på maskin- og traktorstationerne, i kolhozer og statsbrug. Over 120.000 landbrugsspecialister er sendt ud til kolhozerne. Over 20.000 kommunister fra byerne blev sendt ud i landbruget og anbefalet til posten som kolhozformænd. Partiets centralkomité og regeringen har indført en ny planlægningsmetode indenfor landbruget, der har frigjort kolhozbøndernes initiativ. Der er truffet forholdsregler med henblik på at forbedre statsbrugenes arbejde, befæste de gamle og oprette nye statsbrug.

Gennemførelsen af de forholdsregler, partiet havde udarbejdet med hensyn til den yderligere udvikling af landbruget gjorde det muligt at gøre det første store skridt fremad, hvad angår forøgelsen af kornproduktionen og avlen af industriplanter. Dette fremgår tydeligt af følgende tabel:

Bruttoproduktionen af korn og industriplanter i Sovjetunionen (i procent af 1950's produktion)
	1950	1951	1952	1953	1954	1955
Korn	100	97	113	102	105	129
Solsikke	100	97	123	146	106	207
Sukkerroer	100	114	107	111	95	147
Råbomuld	100	105	106	108	118	109
Langtavet hør (fiber) ...	100	76	83	64	85	149

Det bør bemærkes, at medens der i de første 3—4 år af den femte femårsplan næsten ikke skete nogen vækst i produktionen af korn og industriplanter, voksede bruttohøsten af landbrugskulturerne betydeligt i 1955, takket være gennemførelsen af en række velkendte forholdsregler. Sammenlignet med 1954 blev landets kornproduktion forøget med 22 pct. i 1955, produktionen af solsikke med 95 pct., sukkerroer med 54 pct., hørfiber med 74 pct. Bomuldens høstudbytte steg ikke, men dette var en følge af frostskader på bomuldsplanternes spirer. I en række områder, især i ikke-sortejordsbæltet, var kartoffelhøsten ringe.

1. Kornavlen — grundlaget for hele landbrugsproduktionen.

Kammerater! Partiet har ofte gjort opmærksom på, at husdyrbruget ikke kan bringes i vejret og produktionen af industriplanter ikke forøges, hvis en veludviklet kornavl mangler. Alligevel var lederne af Sovjetunionens landbrugsministerium og ministeriet for Sovjetunionens statsbrug samt planlægningsorganerne inde på en klart urigtig vej i dette livsvigtige spørgsmål. Den sammensætning, de tilsåede arealer havde fået i de senere år, var i skærende modstrid med hensynet til en forøgelse af kornproduktionen. I de fleste egne af landet blev tilsåningen med kornkulturer indskrænket. Der blev begået visse fejl ved indførelsen af græsmark-sædskifte. Græsmarkssystemet i jordbruget blev anvendt skematisk, der blev sået græs på millioner af ha i områder, hvor græs ikke giver stort udbytte.

Alt dette medførte, at der i 1953, da behovet for korn var vokset stærkt i forhold til tiden før revolutionen, blev brugt næsten det samme areal til kornkulturer som i 1913.

Efter at vort partis centralkomité på sit møde i januar 1955 havde foretaget et alsidigt studium af statens behov for landbrugsprodukter stillede mødet den opgave i løbet af kort tid at foretage en kraftig forøgelse af kornproduktionen og øge produktionen af de vigtigste husdyrprodukter til godt og vel det dobbelte.

Af særlig stor betydning for den yderligere udvikling af landbruget er den opdyrkning af ny jord i Kazahstan, Sibirien og andre egne af landet, der blev foretaget på partiets beslutning. Centralkomiteen stillede den opgave at opdyrke ikke mindre end 28—30 mill. ha ny jord til 1956. Løsningen af denne opgave er af historisk betydning for vor stat. Hvad skænker den nypløjede jord landet? Beregningerne viser, at vi årligt fra de nye jorder kan få i gennemsnit mindst 2 milliarder pud korn (dvs. 32,8 mill. ton). Når staten råder over en stor mængde salgshvede fra den nypløjede jord, kan den dristigt give sig i kast med en betydelig udvidelse af tilsåningen med majs i Ukraine og det nordlige Kaukasus, således at disse områder kan foretage en kraftig forøgelse af produktionen af kød og mælk og industriplanter.

På kort tid er der til de områder, hvor den nypløjede jord opdyrkes, dirigeret over 200.000 traktorer, omregnet til 15 HK-traktorer, og tusinder af andre maskiner og redskaber.

Partiets forholdsregler med hensyn til at opdyrke den nypløjede jord har fundet varm tilslutning og støtte hos hele sovjetfolket. Som svar på centralkomiteens appel om at opdyrke den nypløjede jord tog 350.000 sovjetiske patrioter af sted og arbejdede heltemodigt, som det sømmer sig kommunismens bygmestre.

Tillad mig på Sovjetunionens kommunistiske partis 20. kongres' vegne at udtrykke den allervarmeste taknemmelighed overfor alle ungkommunister, landbrugskandidater, ingeniører, teknikere, alle patrioter, der reagerede på partiets appel og deltager aktivt i opdyrkningen af nyjorden. Gennem deres selvopofrende arbejde har de erhvervet sig hele sovjetfolkets kærlighed og respekt.

Hvis vi havde gennemført opdyrkningen af disse nye jorder på den ordinære måde, så at sige, ved at arbejdskraft gradvis flyttede til de nye områder, ville vi have haft brug for et uhyre antal mennesker, store midler og megen tid. I så fald kunne vi naturligvis ikke i løbet af to år løse den opgave, det er at bringe 30 mill. ha ny jord under plov.

Det er øjensynligt, at partiet under den nye femårsplan adskillige gange må henvende sig til de unge med lignende appeller. Også for fremtiden må vi bringe nye områder under kultur og udvikling, bygge atom-, varme- og vandkraftværker, fabrikker og jernbaner. Partiet er forvisset om, at vore prægtige unge også fremover vil give dets appeller en god modtagelse. De unge véd, at deres arbejde på kommunismens berømte bygningsværker er af den allerstørste betydning ikke blot for vor, men også for kommende generationer.

Takket være kolhozbøndernes, MTS- og statsbrugsarbejdernes selvopofrende arbejde, takket være arbejderklassens aktive medvirken er opgaven løst med ære, det planlagte areal ny jord er opdyrket. I 1954 og 1955 blev der i områderne med ny jord oppløjet 30 mill. ha, og for landet som helhed er der oppløjet 33 mill. ha ny eller henliggende jord. Dette er en meget stor sejr for partiet og hele sovjetfolket.

Opdyrkningen af ny jord gjorde det muligt at udvide kornarealerne i betydelig grad. I 1950 dækkede kornkulturerne i Sovjetunionen 102,9 mill. ha, men i 1955 dækkede de 126,4 mill. ha, dvs. en forøgelse på næsten 24 mill. ha.

Nogle kammerater kan spørge, om vi nu handler rigtigt, når vi opdyrker ny jord i områder, der er udsat for tørke. En nøjere undersøgelse af materialet viser, at selv med periodisk tørke er kornavl i Kazahstan, Sibirien og Ural fordelagtig og økonomisk berettiget. Hvis der ud af fem høstår blot er to gode, et middelgodt og to med dårlig høst, vil det med de relativt små udgifter, der kræves for at dyrke kornkulturer under de givne betingelser være muligt at drive kornavl med stor fordel og skaffe sig billigt korn.

Der kan af resultaterne af vort arbejde med at opdyrke den nypløjede jord drages den utvivlsomme slutning, at den kurs, partiet har lagt med hensyn til opdyrkningen af ny jord, er rigtig. Den giver os på den korteste tid en betydelig forøgelse af kornproduktionen med mindste indsats af kræfter og midler.

Under den yderligere opdyrkning af ny jord bør man se på Krasnojarsk-distriktet, Irkutsk-området, Habarovsk-distriktet og Primorje-distriktet, hvor der er megen god jord, der ikke dyrkes. Det vil gøre det muligt at oprette en korn- og husdyravlsbase, der kan dække det fjerne Østens behov for landbrugsprodukter med lokal produktion.

Af hensyn til den påkrævede forøgelse af kornavlen måtte der ændres på sammensætningen af de tilsåede arealer, således at man jævnsides med at udvide tilsåningen med hvede og andre kulturer kraftigt forøger tilsåningen med majs. Beregninger viser, at vi til husdyravlens behov har brug for ikke mindre end 4 milliarder pud (dvs. 65,5 mill. ton) foderkorn om året. Sker der ikke en væsentlig forøgelse af majsproduktionen, kan vi ikke opnå en sådan kornmængde. Derfor anså centralkomiteen det for nødvendigt at sætte gang i majsproduktionen over en bred front. I 1955 blev der tilsået næsten 18 mill. ha med majs, det vil sige 13,6 mill. ha mere end i 1954.

Den forøgede majstilsåning gjorde det muligt at forbedre husdyrbrugets forsyning med ensilage og kraftfoder betydeligt. I 1955 blev der i kolhozerne ensileret 17 mill. t mere end i 1954, heri indbefattet over 6 mill. t konserverede majskolber.

Som følge heraf skete der i kolhozerne en stærk forøgelse af mælkeudbyttet og bruttoproduktionen af mælk. Ifølge oplysninger fra Sovjetunionens statistiske departement steg brutto-udmalkningen af mælk i de sidste fire måneder (fra 1. oktober 1955 til 1. februar 1956) i sammenligning med den samme periode i 1954—55 beregnet for Sovjetunionen som helhed med 65 pct., for den Ukrainske sovjetrepublik til det dobbelte, for den Russiske Føderation med 53 pct. og i enkelte områder af den Russiske Føderation, Ukraine og Kazahstan, i den Uzbekiske, den Azerbaidjanske, den Tadjikiske, den Turkmenske og den Moldaviske sovjetrepublik steg bruttoudmalkningen til det 2—3-dobbelte og endog mere. I alle de år, sovjetmagten har bestået, har vi ikke set en sådan vækst i mælkeproduktionen. Der kan ikke herske tvivl om, at her har majsen, den nye planlægningsmetode og kolhozbøndernes forøgede materielle interesse spillet en afgørende rolle.

Men samtidig er der en hel del rayoner ((Rayon — er den mindste territoriale administrative enhed (svarende til kommune) i Sovjetunionen. Der findes 4363 rayoner på landet. I de større republikker er rayonerne administrativt samlet i områder (oblast) eller distrikter (kraj) eller autonome områder, respektive autonome republikker. I de mindre unionsrepublikker sorterer rayonerne direkte under republikken, uden område eller distriktsinddeling)), hvor majsen ikke har givet tilstrækkeligt. Årsagen er her een bestemt — nemlig en ligegyldig holdning til dens dyrkning hos lederne af disse rayoner. Det drejer sig om en betydelig del af rayonerne i Hviderusland, Letland, Litauen, Estland, og i Kostroma-, Jaroslavl-, Tula- og endnu nogle områder. Man kan spørge, om ikke Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomité gjorde en fejl, da den anbefalede hele Sovjetunionen at dyrke denne sydligt udviklede kultur?

Nej, kammerater, det var ingen fejl. I de republikker, distrikter, områder, rayoner, kolhozer og statsbrug, hvor lederne har taget alvorligt fat på denne sag, hvor de har studeret majsens egenskaber og instrueret kolhozernes og statsbrugenes kadrer — der er der nået gode resultater. Og omvendt har man fået en lille høst i kolhozerne og statsbrugene de steder, hvor man lod majsdyrkningen skøtte sig selv.

I hvert enkelt område er der kolhozer, der har opnået en stor majshøst. Jeg skal nævne nogle enkelte eksempler fra rayoner, hvor majsen er blevet udsået på store arealer og er en ny kultur.

I Stalin-kolhozen i den Tjuvasjiske autonome sovjetrepublik blev der i 1955 tilsået 240 ha med majs. Heraf blev 70 ha majs høstet til grønfoder. Af 170 ha fik man en stor høst stængler med halvmodne kolber, hvad der gav kolhozen mulighed for at fremstille 8000 tons ensilage.

På statsbruget »Petrovskoje« i Moskva-området fik man i gennemsnit 295 centner stængler med majskolber pr. ha og på en lod på 15,5 ha udgjorde gennemsnittet 402 centner pr. ha, heri indbefattet 5 ha med 750 centner hver.

På kolhozen »Rassvet« i den Hviderussiske sovjetrepublik blev der i 1955 på 500 ha med majs høstet gennemsnitligt 350 centner stængler og kolber pr. ha.

Kendsgerningerne viser på overbevisende måde, at majsen kan give en stor høst i alle landets zoner, at majsen ikke har sin lige, hvad angår høstudbytte og mængden af foderenheder pr. ha tilsået areal, og hvad angår det bedste udbytte af den anvendte arbejdsmængde. Det er derfor nødvendigt at foretage en grundig analyse af, hvilke fejl der er blevet begået ved majsdyrkningen i nogle egne og kolhozer, af hvorfor den på nogle kolhozer og statsbrug ikke har givet godt udbytte; og det er nødvendigt allerede nu med al kraft at gå i lag med forberedelserne til såningen, især med kadrernes uddannelse, således at der i 1956 kan fås et stort majsudbytte i hver enkelt kolhoz og statsbrug.

Vor hovedopgave på landbrugets område består i på grundlag af en forøgelse af høstudbyttet og yderligere opdyrkning af ny jord ved slutningen af den sjette femårsplan at bringe den årlige bruttohøst op til 11 milliarder pud (d. e. 180 mill. t) korn, udvide arealerne med og i betydelig grad forøge høstudbyttet af industriplanter — bomuld, sukkerroer, hør, hamp, solsikke, og ligeledes kraftigt forøge produktionen af kartofler og grønsager. Vi må og skal i løbet af de næste to år løse opgaven med hensyn til en fuldstændig forsyning af landet med kartofler og grønsager af høj kvalitet.

Det er nødvendigt at udvide de arealer, der er lagt ud til plantager og vinmarker. Plantningen af skovbælter må udvikles, og der må appelleres til vore unge om at deltage aktivt heri. Det er yderst vigtigt at forøge omfanget af vandingsarbejder og samtidig forbedre udnyttelsen af de overrislede og afvandede jorder.

Partiets centralkomité anser det for nødvendigt at forøge produktionen af mineralsk gødning og kemiske midler til bekæmpelse af ukrudt og landbrugskulturernes skadedyr. Vi må også fremover højne landbrugets niveau, energisk og vedholdende indføre moderne landbrugsmetoder, rigtige sædskifter, gøre fristerne for landbrugsarbejdernes gennemførelse kortere og på dette grundlag fremskaffe et større høstudbytte af korn og industriplanter i alle egne af landet.

2. Opgaverne i forbindelse med yderligere fremgang i husdyrbruget.

Kammerater! En af de vanskeligste og samtidig også mest presserende opgaver, partiet er blevet stillet over for i den sidste tid, er den påkrævede yderligere udvikling af husdyrbruget og forøgelse af produktionen og fremskaffelsen af husdyrbrugsprodukter. SUKP's centralkomité og regeringen har udarbejdet og er ved at gennemføre et system af stort anlagte økonomiske og organisatoriske forholdsregler, der går ud på at forøge kvægbestanden og hæve dens produktivitet.

SUKP's centralkomité og sovjetregeringen har anerkendt, at det er nødvendigt at forøge kolhozbøndernes materielle interesse i at udvikle husdyrbruget. Det er vedtaget og man er i færd med praktisk at virkeliggøre en omfattende plan for mekanisering af arbejdet i husdyrbruget og for bygning af staldanlæg til husdyrbruget. De lokale partiorganisationer har gjort et virkeligt stykke arbejde for at styrke kadrerne i de afgørende afsnit af husdyrbruget.

Alt dette måtte give positive resultater, og har virkelig gjort det. Tillad mig at meddele nogle tal, der er kendetegnende for vort husdyrbrugs tilstand.

Bestanden af produktionskvæg i Sovjetunionen (i procent, 1950 = 100)
	1950	1951	1952	1953	1954	1955
Køer	100	102	100	107	113	120
Samlet bestand af stort hornkvæg	100	103	99	110	114	117
Svin	100	111	117	195	210	214
Får	100	110	114	139	142	151
Produktionen af husdyrbrugets hovedprodukter i Sovjetunionen
Kød (slagtet vægt)	100	96	106	120	129	130
Mælk	100	102	101	103	108	119
Uld	100	107	122	130	128	142
Æg	100	113	123	137	147	154

 Vort land råder over talløse reserver på husdyrbrugets område. Hvis der udfoldes et ihærdigt organisatorisk arbejde i kolhozer og statsbrug kan der i løbet af et år eller to opnås enestående resultater. Lad os f.eks. tage svineavlen. Som det fremgår af de anførte tal havde vi i løbet af de første to år af femårsplanen en ganske ubetydelig vækst af svinebestanden. Men da der blev truffet konkrete forholdsregler til at udvikle svineavlen, er svinebestanden vokset stærkt i løbet af de sidste tre år. I de sidste fire måneder (fra 1. oktober 1955 til 1. februar 1956) har kolhozerne leveret og solgt staten 62 pct. flere svin end i de samme fire måneder i 1954—55. Kolhozerne er begyndt at opfodre svin i højere grad. Pr. 1. februar 1956 er der i kolhozerne mere end tre gange så mange svin under opfodring som pr. 1. februar 1955. Der er al grundlag for, at det udstukne program for en forøgelse af husdyrbrugsprodukter vil blive opfyldt med held.

Blandt forholdsreglerne til støtte for husdyrbruget indtager spørgsmålet om at øge foderproduktionen en særlig vigtig plads. Opgaven består i, samtidig med at kornproduktionen forøges og majsproduktionen energisk udvides — hvad der er det væsentlige — at udvikle tilsåningen med flerårige græsser, f.eks. kløver, lucerne o. a. Det er indlysende, at man når man udvælger de flerårige græsser og blandinger, både af græs og af bønnekulturer, må tage hensyn til klima og jordbundsforholdene, således at man sår de kulturer, der giver mest i den pågældende zone. Man må også udvikle tilsåningen med etårige planter, f.eks. i de sydlige distrikter sudangræs og sorgo, i de centrale distrikter blandsæd af vikker og havre, der er særlig værdifuld for tilsåning på brakjord.

Det må bemærkes, at nogle kammerater indtager en urigtig holdning til græssåningen. Der finder sådanne ting sted som at kløver forjages fra egne, hvor kløversåning har haft indpas i umindelige tider. En sådan holdning til græsserne strider mod partiets anvisninger. I sin bekendte resolution fra SUKP's centralkomités februar-martsmøde fordømtes ikke græssåning, men en skematisk indstilling til såningen af de flerårige græsser, når de blev sået på millioner af ha i tørkeområder og dér gav en yderst ringe høst. Samtidig med, at partiet energisk fordømte den skematiske indstilling til græssåningen, påpegede det, at i de distrikter, hvor fler- og eetårige græsser giver stort udbytte, må man så dem og forøge høproduktionen.

Det er en god leder, der udnytter alle muligheder og sørger for eget foder til kvæget, såvel tørfoder som friskfoder, der er nødvendige for hurtigt og kraftigt at øge produktionen af husdyrbrugsprodukter. Imidlertid har vi stadig kolhoz- og statsbrugsledere, som i stedet for at sætte alt ind på at forøge produktionen af foder vil leve på andres bekostning og søger at få endnu mere foder af staten. Og der er heller ikke så få, som benytter sig af, at priserne på levnedsmidler er sat ned, og som så opkøber brød, gryn og andre fødevarer i butikkerne og fodrer kvæget med det. Det er ikke længere produktion, men spekulation.

Her er en af kendsgerningerne. Formanden for en af kolhozerne i Moskvas omegn organiserede en foderbrigade, bestående af 12 kolhozbønder, gav dem penge, sække og en bil. Denne brigade skaffer jævnligt foder, ikke på kolhozens marker, men i Moskvas butikker. Den opkøber boghvede, hirse, perlegryn, mel, gær og andre levnedsmidler til fjerkræ og kvæg.

Det er ikke noget enkeltstående tilfælde. Den slags »handelsfolk« gør stor skade med deres aktivitet, thi de mindsker vore muligheder for at hæve husdyrbruget. De ønsker at komme blandt de første, uden at anstrenge sig noget videre og på andres bekostning. Her kan man ikke lade være med at tænke på Gogol's Patsjuk og hans æbleskiver, der af sig selv fløj lige ind i munden på ham. I fortællingen »Juleaften« tegner Gogol dette billede således: »Patsjuk spærrede munden op, så hen på æbleskiverne og gabede endnu mere. Nu hoppede æbleskiven ud af fadet, dumpede ned i fløden, vendte sig om på den anden side, sprang i vejret og havnede lige netop i munden på ham. Patsjuk spiste den og spærrede atter munden op, og en æbleskive begav sig på samme vis derind. Selv gjorde han sig kun den ulejlighed at tygge og synke.«

Men det skete for Patsjuks vedkommende juleaften; nogle af vor tids Patsjuk'er kunne godt tænke sig, at æbleskiverne selv fløj ind i deres mund hver dag. Og nogle af dem nyder endda agtelse.

Det er her på sin plads at nævne, at en sådan »handel« drives i endnu højere grad af en del slappe medlemmer af kolhozer nær ved byerne og af enkelte, intet sted beskæftigede personer, som har bopæl i byernes udkanter. De køber brød og andre levnedsmidler i butikkerne, fodrer kvæget hermed, og sælger derpå husdyrprodukterne på markedet til højere priser end i butikkerne. Man må forstærke kampen mod spekulantelementer, som benytter sig af, at der en række steder midlertidigt kan være mangel på visse levnedsmidler til fuldt ud at tilfredsstille befolkningen, spekulanter der henter sig en fortjeneste på hæderlige menneskers og statens bekostning.

Kammerater! Vor hovedopgave på husdyrbrugets område består i med alle kræfter at forøge produktionen af husdyrprodukter på hver ioo ha agerjord. Først og fremmest må fælles-husdyrbruget udvides, hvad der vil give mulighed for betydeligt at forøge kolhozernes indtægter, hæve kolhozbøndernes materielle kår og sikre landets befolkning en forbedret forsyning med kød, mælk og andre levnedsmidler. Man må særlig beskæftige sig med at forbedre kvægstammerne, forøge køernes andel blandt det store hornkvæg, opnå en betydelig stigning i malkekvægets ydelse og en bedre organisering af svineopfodringen, den vigtigste kilde til en hurtig forøgelse af kødproduktionen. Medarbejderne i landbruget i Voronezområdet har været de første til at tage et bemærkelsesværdigt initiativ: de har forpligtet sig til før tiden at opfylde den opgave, der er stillet i udkastet til direktivet for den sjette femårsplan med hensyn til forøgelse af kød- og mælkeproduktionen — nemlig at fordoble kødproduktionen ikke på fem, men på eet år, og fordoble mælkeproduktionen på halvandet år. Der er ingen tvivl om, at Voronez-folkenes patriotiske initiativ vil blive fulgt også af andre områder, distrikter og republikker, således at den sjette femårsplans opgave med hensyn til produktionen af de vigtigste husdyrprodukter opfyldes på to, højest tre år.

Det er nødvendigt på enhver vis at udvikle opdrættet af fin-toede, halvfintoede, kød-uldgivende får og pelsfår, således at man kan få flere uldstoffer af god kvalitet, persianerskind, gode halvpelse og filtstøvler….Der må være så mange høns, gæs og ænder i kolhozer og statsbrug som muligt; der må produceres fisk i damme og reservoirer; kanin- og biavl må have den opmærksomhed, de fortjener.

Det ville være urigtigt og ligefrem ødelæggende at fremstille det, som om alle vanskeligheder i husdyrbrugets udvikling allerede var overvundet. Nej, kammerater, der kræves endnu mange anstrengelser og meget arbejde af kolhozbønderne, medarbejderne på maskin- og traktorstationerne og statsbrugene, af landbrugets specialister, for at hæve husdyrbruget til det niveau, der svarer til folkets voksende behov.

3. Landbrugets mekanisering.

Kammerater! Vor socialistiske industri forsyner landbruget med millioner af moderne maskiner. Det er den nye teknik, der er basis for den stigende mekanisering af landbrugsarbejderne. Vi har løst problemet om mekanisering af de vigtigste markarbejder. Det er en stor sejr for det sovjetiske folk. Nu er det blevet aldeles nødvendig meget hurtigt at gå over fra mekanisering af enkelte arbejder til kombineret mekanisering af hele landbrugsproduktionen, husdyrbruget indbefattet. Under disse betingelser bliver maskin- og traktorstationernes betydning yderligere forøget. I de sidste to år er der truffet en række forholdsregler, der går ud på en radikal forbedring af maskin- og traktorstationernes arbejde. Ca. to mill. traktorførere, mejetærskerførere, chauffører, reparatører og andet maskinpersonel er nu ansat ved maskin- og traktorstationerne som faste medarbejdere. Der er sendt 29.000 ingeniører og teknikere fra industrien til maskin- og traktorstationerne. Alt dette har bevirket en vis forbedring af maskin- og traktorstationernes virksomhed. Alligevel kan man endnu ikke sige, at den fuldtud svarer til nutidens krav.

Erfaringerne viser, at den økonomiske drift er af førsterangs betydning inden for alle grene af den socialistiske produktion. Denne prøvede driftsmetode anvendes imidlertid ikke i maskin- og traktorstationerne. Det for øjeblikket herskende system, hvor maskin- og traktorstationerne finansieres over statsbudgettet, skaber mangel på ansvarsfølelse og kontrol. Der er mange af maskin- og traktorstationernes medarbejdere, som ikke dybtgående studerer de økonomiske måltal for maskin- og traktorstationernes arbejde, og som ikke viser den tilbørlige interesse i at udnytte maskinerne rationelt. Maskin- og traktorstationerne finansieres uafhængigt af, hvilke resultater driften giver, og de ansatte lønnes ikke efter, hvor effektivt maskinerne udnyttes, hvor stort høstudbyttet af kolhozernes landbrugskultur er, eller hvor produktivt kolhozernes husdyrbrug er.

Det vil være formålstjenligt gradvis i løbet af de nærmeste år at overføre maskin- og traktorstationerne til økonomisk drift. Det er klart, at der ikke kan fastsættes eet bestemt system for økonomisk drift med ensartede normer for alle landets maskin -og traktorstationer. Der må indføres et smidigt system for økonomisk drift, der tager hensyn til de enkelte zoners særegenheder, og inden for zonerne til rayonernes særlige forhold. Denne forholdsregel vil øge aktiviteten hos maskin- og traktorstationernes ansatte og deres ansvar for at øge landbrugsproduktionen.

Samtidig med at maskin- og traktorstationernes arbejde forbedres, må man grundigt korrigere den tekniske politik, som føres af vore landbrugsministerier, og også af ministeriet for traktor- og landbrugsmaskinproduktion. Lederne af disse ministerier går ud fra, at der på hele vort lands vidtstrakte områder skal anvendes en og samme slags traktorer, mejetærskere og jordbehandlingsredskaber. Der fremstilles de selvsamme tunge larvefodstraktorer, påhængs- og selvgående mejetærskere til Kuban med dets steppevidder og til de små lodder i Nordvest eller de baltiske republikker. Men dette er fejlagtigt. Tiden er nu inde til at udarbejde et maskinsystem, der tager hensyn til de særlige træk ved landets hovedzoner.

Før krigen og i de første år efter krigen blev hjultraktorer anvendt med stort held i de nordvestlige områder og andre steder. I den sidste tid er der sket en stærk indskrænkning af produktionen af hjultraktorer. Men vi har imidlertid brug for lige så mange, ja måske flere hjultraktorer som larvefodstraktorer, og det skal være traktorer med gummihjul, der har en god manøvredygtighed. De er enklere og billigere at producere og især at anvende og reparere.

Under den sjette femårsplan må man helt gå over til direkte tilbyggede jordbehandlings- og andre redskaber, som anvendes ved dyrkningen af landbrugskulturer. Til de slæberedskaber, der ikke kan være tilbyggede (f.eks. svære plove), må fabrikkerne udarbejde og fremstille specialindretninger, der gør det muligt for traktorføreren at arbejde uden hjælpere. Overgang til tilbyggede redskaber vil frigøre hundredetusinder af hjælpere, formindske forbruget af metal ved maskinernes fremstilling med 40—50 pct., sænke forbruget af brændstof og forøge arbejdets produktivitet.

Det er meget vigtigt at foretage en betydelig forøgelse af produktionen af maskiner til delt indhøstning, således at der i de næste år i de vigtige korndistrikter gås over til delt indhøstning af kornet.

Man må beskæftige sig specielt med kolhozernes, maskin- og traktorstationernes og statsbrugenes elektrificering, der er en særlig vigtig betingelse for landbrugets mekanisering. Vi er endnu ikke rigtigt, ikke med det tilbørlige statslige sving gået i gang med at løse denne opgave. Tilmed har der været en urigtig indstilling til elektrificeringen af kolhozer og statsbrug. Selv de steder, hvor det er økonomisk fordelagtigt og ikke frembyder tekniske vanskeligheder, har man ikke kunnet beslutte sig til at tilslutte kolhozer og statsbrug til strømnettet. Det er nødvendigt, at alle vore medarbejdere, funktionærer og partiarbejdere betragter elektrificeringen af kolhozerne og statsbrugene som en uadskillelig bestanddel af den store plan for landets elektrificering.

Da Lenin talte om nødvendigheden af at dække landet med elektricitetsværker, tænkte han ikke blot på de store statslige kraftsystemer, men også på skabelsen af et vidtstrakt net af landsbyværker. Hvorledes skal denne opgave løses? For øjeblikket bygger kolhozer og statsbrug små værker, men har ikke altid mulighed for at løse problemet om produktionens elektrificering på en teknisk rigtig måde. Man må imidlertid udvikle bygningen af værker, der er fælles for flere kolhozer, for en rayon, ja flere rayoner. Der må udarbejdes projekter for typeelektricitetsværker med hensyntagen til de særlige forhold i landets forskellige zoner. Nogle værker, der ligger i nærheden af naturlige gasforekomster, kan arbejde med gas som brændsel, andre med tørv og andre igen med kul eller brunkul. Og der, hvor der findes vandressourcer, må der naturligvis bygges vandkraftværker.

Spørgsmålet opstår nu: af hvem og for hvilke midler skal disse værker bygges? Det ville være rigtigt at fastsætte, at disse værker bygges af republikkernes organisationer for kolhozernes midler efter kooperative principper. Og i statsplanerne må man forudse at forsyne værker, der er fælles for flere kolhozer, en rayon eller flere rayoner med brændsel og andre materialer.

Vi kan ikke med det samme fastsætte frister for fuldendelsen af landbrugets elektrificering. Den statslige plankommission og de respektive ministerier er forpligtet til omhyggeligt at undersøge dette problem, skaffe sig konkrete forslag fra republikker og områder og på grundlag heraf udarbejde og fremlægge en samlet plan til regeringens overvejelse angående elektrificeringen af kolhozer, maskin- og traktorstationer og statsbrug.

4. Om udviklingen af statsbrugenes produktion.

Under løsningen af de presserende opgaver i landbruget for at skabe yderligere fremgang må vi også beskæftige os indgående med udviklingen af statsbrugene, den højeste form for organiseringen af det socialistiske landbrug.

Partiets centralkomité har truffet en række vigtige forholdsregler med hensyn til at styrke de gamle og oprette nye statsbrug. I de sidste to år er der oprettet 581 nye store statsbrug, heri 425 statsbrug på den nypløjede jord; de tilsåede arealer i statsbrugene under Sovjetunionens ministerium for statsbrug er blevet forøget med 10,5 mill. ha og udgjorde i 1955 24,5 mill. ha, hvorved de arealer, der var tilsået med kornkulturer, blev forøget 2,4 gange. Som følge heraf modtager staten nu langt mere korn fra statsbrugene end i 1950. Statsbrugene har i betydelig grad forøget leverancerne af husdyrbrugsprodukter, kartofler og grønsager.

Samtidig med, at produktionen af korn i statsbrugene forøges, må deres produktion af bomuld, sukkerroer og andre landbrugskulturer nu komme til bredere udfoldelse. Der må udvikles statsbrug med husdyrbrug, især fåreavl, på uopdyrket jord, der på grund af sin kvalitet er lidet egnet til at dyrke korn og andre kulturer på, men som fuldtud er egnet til husdyrbrug. Det vil være formålstjenligt at revidere planlægningssystemet i statsbrugene og basere planen på produktionen af levnedsmidler pr. 100 ha agerjord under hensyntagen til de zonemæssige særegenskaber. Det vil give et mere reelt grundlag for at bedømme, hvordan opgaven løses med hensyn til at sænke statsbrugsproduktionen selvomkostninger og forvandle hvert enkelt statsbrug til en virkelig indtægtsgivende bedrift.

5. Frøavlen — et vigtigt led i landbrugets fremgang.

Et vigtigt led i landbrugets fremgang er en rigtig behandling af frøproblemet. Her i landet befinder frøavlen sig i en forsømt tilstand, selvom det ikke skulle være så svært at løse denne opgave under organiseret stordrift. Og når opgaven ikke er løst, skyldes det alene, at landbrugets folk undervurderer det pågældende spørgsmål.

Det er på tide at forstå, at landbrugskulturernes høstudbytte ikke kan hæves til det nødvendige niveau, med mindre frøavlen organiseres rigtigt. Dette spørgsmål må løses. Og det kan løses hurtigt, hvis frøavlen i hovedsagen overdrages til de bedste statsbrug og rayon-frøcentrernes arbejde forbedres. Hvert statsbrug og rayon-frøcentrum må have en bestemt zone, i hvilken de skal have ansvaret for frøavlen og for de omliggende kolhozers forsyning med frø.

Der bør specielt siges nogle ord om frøavlen af majshybrider. I dette spørgsmål er vort lands landbrug sakket agterud for en række lande, og det er ikke fordi landbrugets folk ikke har forstået betydningen af hybridisering. Vore videnskabsmænd og fremskredne brug har længe beskæftiget sig med at avle frø af hybrider, og vi har fremragende eksempler på egne hybrider. Men landbrugsorganerne har ikke virkeligt organiseret dette arbejde, og som følge heraf må vi købe frø af majshybrider i USA. Efter krigen er amerikanerne næsten helt gået over til at så majs af hybridefrø. Som følge heraf er majsudbyttet i USA steget fra 15 til 25—27 centner kerne pr. ha. I USA findes der specielle selskaber, der fremstiller frø. De fremstiller hybridefrø til bestemte zoner, dyrker majsen, høster den, tørrer og sorterer frøene efter størrelse og form, pakker dem i sække og sælger dem til farmerne. Det er en god erfaring, og det er formålstjenligt for os at udnytte den.

Opgaven består i at forbedre selektionsarbejdet, organisere en bredt anlagt avl af majshybridefrø, oprette virksomheder til behandling af frøet og til dette formål afsætte teknik og kadrer, kort sagt løse problemet om at skaffe majshybridefrø.

6. Om byggeriet i kollektivbrugene.

Kammerater! Det er på tide, at parti- og sovjetorganisationerne beskæftiger sig mere med byggeriet på landet. Vi véd alle, at vi stadig lider stærkt under resterne af århundreders økonomisk og kulturelle efterblevenhed på landet og af ødelæggelserne under den sidste krig. Der er endnu meget at gøre for virkeligt at forbedre kolhozbøndernes boligforhold og daglige tilværelse. En betydelig del af dem lever i dårligt byggede og indrettede huse. Vi kan heller ikke forlige os med et levn fra fortiden som manglen på veje over uhyre områder i mange landdistrikter. Det er klart, at hensynet til udviklingen af produktionen altid må komme i første række. Men samtidig skaber produktionens vækst fremgangen for kolhozernes fællesbrug, gunstige betingelser for at udvikle byggeriet af beboelseshuse og kulturelle centrer. I dag har vi tusinder af kolhozer, som har nået store økonomiske resultater og har gode indtægter. Kolhozer af den art kan ikke blot tage fat på byggeriet af det først fornødne, kolhozfællesbygninger, børnehaver, fødeklinikker, klubber, badstuer, hjem for gamle kolhozbønder, bagerier, men de kan også yde kolhozbønderne en virkelig hjælp med hensyn til at bygge beboelseshuse og indrette tilværelsen.

Byggeriet af beboelseshuse bør ske for kolhozbøndernes egne midler. De indtægter, som ti- og hundredtusinder af kolhozfamilier nu har, tillader dem at have velbyggede og godt indrettede smukke huse, men kolhozbonden kan ikke altid klare byggeriet af sit eget hus, især hvad angår at skaffe byggematerialer. Man må følgelig hjælpe kolhozbønderne med på stedet at organisere en produktion af byggematerialer.

Men også rayonfunktionærerne bør organisere en produktion af byggematerialer på et højere teknisk niveau. Så vil materialerne blive bedre, billigere, og det vigtigste af det hele — der vil blive flere af dem. Det er nødvendigt at udnytte vore muligheder og bygge færdige elementhuse efter udarbejdede projekter.

Spørgsmålet rejser sig — hvordan skal husbyggeriet betales? Her er forskellige varianter mulige. For det første kan de kolhozbønder, der ønsker at bygge eller erhverve sig et hus, indskyde en vis del af de penge, de har modtaget for normaldage. På grundlag af disse midler kan der oprettes et særligt fond. Kolhozbøndernes indskudte midler bør sættes i banken uden ret til at anvende dem til andre formål end byggeri af beboelseshuse. Det er een vej. En anden er den, at de kolhozer, der har dækket fællesbehovene gennem de nødvendige driftsbygninger og kulturelle og sociale institutioner, reserverer en bestemt sum af deres indtægter til bygning af beboelseshuse. Det er klart, at dette må gøres med konhozbøndernes samtykke og bekræftes af medlemsmødet. På grundlag af de reserverede midler skal kolhozen bygge huse for kolhozbønderne. Derpå bør kolhozbonden i løbet af 5—10 år, alt efter de konkrete forhold, udbetale kolhozen husets fulde værdi. Endelig kan der også være en tredje form for husbyggeri — nemlig for blandede midler. På den ene side yder kolhozen lån til kolhozbønderne til husbyggeri og på den anden side lægger kolhozbonden en vis sum til af egne midler til dette lån. Det er selvindlysende, at husene kan og bør være forskellige i værdi, størrelse og planlægning.

Hvorledes skal byggeriet organiseres? Det må anbefales kolhozerne at oprette faguddannede byggebrigader, forsyne dem med den nødvendige udrustning og redskaber for at gøre kolhozbyggearbejdernes arbejde mere produktivt. Dér, hvor det er muligt, burde den enkelte rayon have en byggeorganisation for kolhozer, til hvilken kolhozerne skulle reservere et bestemt antal byggearbejdere pr. fag. Det vil gøre det muligt at mekanisere byggeriet i en mere omfattende målestok, opføre beboelseshusene og de andre bygninger hurtigere og med mindre udgifter. Det er klart, at udgifterne til en byggeorganisation af denne art bør afholdes af kolhozernes midler. Det er en andels-kolhozorganisation. Kolhozerne bestemmer over den. Staten, i dette tilfælde rayon-sovjettens bestyrelse, hjælper blot kolhozerne med at lede denne organisation.

Et par ord om produktionen af mur- og tagsten. Det spørgsmål bør kolhozbønderne selv løse. Der, hvor det er formålstjenligt, hvor kolhozbønderne kan klare denne sag, kan produktionen af mur- og teglsten organiseres umiddelbart i kolhozen. I nogle tilfælde er det formålstjenligt at oprette teglværker for een eller flere kolhozer.

Landbrugsministeriet, ministerrådene i unions- og autonome republikker, område- og rayonsovjetternes bestyrelser er forpligtet til at bistå kolhozerne med at organisere byggeriet, planlægge landbyernes indretning rigtigt, udarbejde typeprojekter til beboelseshuse og andre bygninger. Særlig nødvendigt er det at hjælpe med produktionen af sanitære indretninger, isenkramvarer, døre og vinduer. Bygningen af beboelseshuse til kolhozbønderne trænger sig på, fordi den er uløseligt forbundet med spørgsmålet om den videre fremgang i landbrugsproduktionen og forbedringen af millioner af kolhozbønders materielle og kulturelle leveniveau.

7. Højere niveau i ledelsen af landbruget.

Kammerater! I dag, hvor vi har skabt de materielle og organisatoriske forudsætninger for en hurtig fremgang i landbruget, afhænger alt af den rigtige ledelse, af parti-, sovjet- og land-brugsorganerne til gennem deres energiske organisatoriske aktivitet at få partiets beslutninger opfyldt.

I en hvilken som helst zone af Sovjetunionen er der underlige klimatiske forhold og jordbundsbetingelser såvel fremskredne som middelgode og efterblevne kolhozer. Det vil sige, at det drejer sig om niveauet af den økonomiske ledelse, og først og fremmest omudvælgelsen af kolhozformænd, brigadeledere, landbrugs- og husdyrbrugskonsulenter, direktører for maskin- og traktorstationer og statsbrug og af andre medarbejdere, hvis opgave det er at organisere landbrugsproduktionen. Derfor er udvælgelsen af kadrerne og højnelsen af ledelsens niveau det, som i dag afgør den videre fremgang i det socialistiske landbrug.

Til fremme af en resultatrig udvikling af vort landbrug må der ske en afgørende forbedring af landbrugsorganernes arbejde såvel centralt som lokalt. Vort sovjetapparat bør leve og ånde for produktionen, indrette sit arbejde efter, hvad produktionen kræver. Svarer den organisatoriske struktur og den praktiske virksomhed, der kendetegner ministerierne for landbrug, statsbrug og fremskaffelser, til disse krav? Det gør de ikke. Denne struktur er fortsat tungt virkende og bureaukratisk. Vi har ikke centralt brug for et apparat, der næsten erstatter de lokale organer.

Hvilke funktioner bør landbrugsministerierne under de nuværende forhold beholde? Langtidsplanlægning, finansiering og forsyning, statskontrol med opfyldelsen af de opgaver, regeringen stiller. En opgave af allerstørste vigtighed for ministeriet for landbrug og ministeriet for statsbrug består i at studere og udbrede de mest moderne erfaringer og indføre videnskabens nyeste resultater i produktionen. For at opfylde disse funktioner har man brug for et begrænset, men højtkvalificeret apparat i ministerierne. Opgaven bliver altså at indskrænke og forenkle dette apparat mest muligt, at bringe det i overensstemmelse med den forandrede situation.

Hvorledes står det til med fremskaffelsesapparatet? For hver kolhoz har vi flere repræsentanter, der beskæftiger sig med fremskaffelsen af de eller de produkter. Er de nødvendige? Det er de ikke. I vor socialistiske stat bestemmes alt af planer, som kolhozer og statsbrug opfylder rettidigt uden at afvente påmindelser fra fremskaffelsesrepræsentanterne. Derfor bør fremskaffelsesministeriets funktioner begrænses til spørgsmål, der vedrører udviklingen af silo- og mel- og grynmølleindustrien, samt til opbevaring og modtagelse af korn og andre levnedsmidler. Den operative ledelse af fremskaffelserne bør lægges hos maskin- og traktorstationerne og de hundredtusinder af fremskaffelsesrepræsentanter udnyttes i produktionen.

I dag har vor socialistiske stat alle muligheder for at skaffe alle afsnit af landbruget højt udviklede og kvalificerede kadrer. I 1955 arbejdede der i landbruget over 400.000 specialister med højere uddannelse eller speciel middeluddannelse. Når vi planlægger uddannelsen af kadrerne, må vi regne med, at der i en nær fremtid må sættes landbrugskandidater og mekanikere i spidsen for markarbejds- og traktorbrigaderne og husdyrbrugskandidater i spidsen for husdyrbrugsafdelingerne.

For virkelig at forbedre ledelsen af landbruget, må vi få vore kadrer til at beskæftige sig mere med økonomiens problemer, for at formindske den mængde arbejde, der anvendes til produkternes fremstilling. V. I. Lenin sagde allerede i sovjetmagtens første år til lederne: lær at regne. Var dette vigtigt, da vor stat blev til, så er det hundrede gange vigtigere nu, hvor vi er i færd med at indhente og overhale de vigtigste kapitalistiske lande, hvad angår produktionen af levnedsmidler pr. indbygger.

Det forhåndenværende materiale viser, at der i vort land bruges betydeligt mere arbejde til at producere en centner mælk og kød end i USA. Som følge heraf er en større del af befolkningen beskæftiget i landbruget i Sovjetunionen end i USA. Naturligvis kan vi ikke blindt følge det amerikanske eksempel. Der tjener jo det ene menneske sig rig på bekostning af den andens ruin. Det er nok at minde om, at i perioden 1940—54, det vil sige i løbet af 14 år, blev ca. 1.300.000 farmere i USA ruineret, mistede deres jord og søgte med deres familier til byerne for at få arbejde i industrien eller blev til »vagabonderende farmere«, der som nomader drager fra den ene enkeltstat til den anden på jagt efter husly og mad. Alene i de sidste fire år er antallet af farme i USA ifølge landbrugsstatistikken gået ned med 600.000. Den store farmer, indehaveren af et kapitalistisk foretagende, betragter arbejdskraften som en kilde til profit. Mister arbejderen sin sundhed, er han ikke i stand til at give maksimal profit, afskediger kapitalisten ham.

Hos os står det anderledes til. Kolhozen er en kooperativ bedrift. I den er alle kolhozbønderne herrer, fuldtberettigede medlemmer af landbrugsartelet, de fordeler selv arbejdet imellem sig. Og det er ligetil. I vort socialistiske samfund går alt ud på at tilfredsstille menneskets voksende behov. Kolhozbønderne svigter ikke den, som ikke kan arbejde med fuld styrke. Når den mængde arbejde, der anvendes på en produktionsenhed, bliver mindre hos os end i USA — og det vil vi nå — vil landbrugsbefolkningens størrelse i Sovjetunionen derfor muligvis være noget større end i landbruget i USA. Ikke desto mindre må det siges, at vi endnu ikke udnytter arbejdskraften tilstrækkelig produktivt. Vi må derfor gå kritisk i gang med at vurdere vore problemer og udnytte alt, hvad der er nyttigt i udlandets erfaringer.

Som følge af gennemførelsen af de forholdsregler, partiet har opstillet, har vi på landbrugets område skabt alle betingelser for på meget kort tid at forøge produktionen af landbrugsprodukter i et omfang, der tilfredsstiller landets voksende behov. Man kan være forvisset om, at Sovjetunionens folk med det kommunistiske parti i spidsen med hæder vil løse denne livsvigtige opgave.

FREMGANGEN I SOVJETFOLKETS MATERIELLE LEVEVILKÅR OG KULTURELLE NIVEAU

Kammerater! På grundlag af industriens og landbrugets vækst er der sket en støt forøgelse af sovjetfolkets leveniveau. Under den femte femårsplan er Sovjetunionens nationalindkomst — og som bekendt går de tre fjerdedele af denne indkomst til at tilfredsstille befolkningens personlige behov — blevet forøget med 68 pct. I dette tidsrum er arbejdernes og funktionærernes realløn steget med 39 pct., og kolhozbøndernes realindtægter med 50 pct. I løbet af femårsplanen har staten anvendt 689 milliarder rubler til ydelser i henhold til socialforsikringen, betalt ferie for arbejdere og funktionærer, gratis eller nedsatte billetter og ophold på feriehjem og sanatorier, pensioner, lægehjælp, stipendier til studenter etc.

På basis af den socialistiske økonomis fremgang er befolkningens forbrug steget i omfang fra år til år. I 1955 solgte det statslige og kooperative handelsnet 90 pct. flere varer til befolkningen end i 1950.

Jeg skal anføre nogle kendsgerninger, der viser det forøgede salg af varer til befolkningen gennem stats- og kooperativhandelen (i procent, 1950 = 100):

	1950	1951	1952	1953	1954	1955
Kød og kødprodukter	100	120	124	171	206	220
Fisk og fiskeprodukter	100	112	128	137	162	185
Smør	100	107	110	150	160	158
Vegetabilske fedtstoffer	100	135	170	182	222	222
Klæder og linned	100	107	115	151	182	198
Fodtøj	100	108	118	150	163	168
Møbler	100	142	154	201	272	307

Salget af sukker, silke- og bomuldstøj, ure, symaskiner og andre varer voksede ligeledes stærkt.

Der skete en kraftig stigning i salget af varer bestemt til kulturelle og private formål — radiomodtagere, fjernsynsapparater, musikinstrumenter, cykler og andre varer. Folk i Sovjetunionen spiser bedre og går i bedre tøj,, de tilfredsstiller deres kulturelle behov i større udstrækning.

Forbedringen af den arbejdende befolknings materielle levevilkår forklarer også den kendsgerning, at tilvæksten i vort lands befolkning under den femte femårsplan udgjorde 16,3 millioner mennesker.

1. Folkets voksende materielle behov skal tilfredsstilles i større udstrækning.

Alt dette er betydningsfulde resultater. Men vi bør ikke nøjes med at sammenligne med de foregående år, vi bør først og fremmest holde os for øje, at befolkningens materielle og kulturelle behov er i stadig vækst. Nærmer man sig sagen fra dette synspunkt, må det siges, at vi endnu ikke har forbrugsvarer i fuldt mål, at der mangler boliger, og at mange vigtige spørgsmål, der er forbundet med at hæve den arbejdende befolknings materielle levevilkår, endnu ikke er løst.

Naturligvis kan man ikke se bort fra, at vort land før Oktoberrevolutionen var økonomisk tilbagestående og havde en lidet udviklet industri og et primitivt landbrug. I løbet af de 38 år, sovjetstaten har eksisteret, har den oplevet to krige, der har tilføjet folkehusholdningen umådelige tab og berøvet mange millioner mennesker livet.

Til trods for den betydelige vækst i vort folks materielle levevilkår har det kommunistiske parti og sovjetregeringen derfor meget at gøre for at hæve befolkningens leveniveau til den højde, der svarer til den socialistiske samfundsordens muligheder og de bestandigt voksende behov hos folk i Sovjetunionen.

I de sidste år har centralkomiteen truffet en række forholdsregler for yderligere at hæve folkets levevilkår. Ikke desto mindre producerer vi stadig for lidt af mange vigtige føde- og industrivarer til at dække den voksende efterspørgsel. Der er visse byer og bebyggelser, som den dag i dag bliver utilstrækkeligt forsynet med fødevarer som f. eks. kød, mælk, smør, frugt og i enkelte tilfælde endog oplever afbræk i forsyningen med kartofler og grønsager. Der findes også vanskeligheder med at forsyne befolkningen med visse industrivarer af høj kvalitet. Dette forklares til en vis grad ved vore handelsorganisationers langsommelighed og usmidighed, men hovedårsagen ligger i produktionens utilstrækkelige omfang. Samtidig med at vi støtter den fortrinsvise stigning af sværindustrien, er det opgaven at opnå et kraftigt opsving i landbruget og føre letindustrien og levnedsmiddelindustrien fremad i et hurtigere tempo.

Kammerater! Ifølge udkastet til direktiv for den sjette femårsplan skal der opnås en forøgelse af arbejdernes og funktionærernes realløn på ca. 30 pct., og af kolhozbøndernes indtægter på mindst 40 pct.

Til fremme af arbejdet på at hæve folkets materielle levevilkår har partiets centralkomité i den sidste tid forberedt en række foranstaltninger.

For kort tid siden pålagde partiets centralkomité og Sovjetunionens ministerråd de ansvarlige instanser at udarbejde et forslag til resolution om lønforhøjelser for lavtlønnede grupper af arbejdere og funktionærer. Denne forøgelse af lønnen bør ske jævnsides med generelle foranstaltninger til en mere systematisk lønberegning for arbejderne og funktionærerne i de forskellige grene af økonomien. I den forbindelse må der sikres et rigtigt indbyrdes forhold mellem lønniveauerne for de enkelte grupper af arbejdende i overensstemmelse med deres kvalifikationer og arbejdets sværhedsgrad.

Det må siges, at der i høj grad mangler system og orden i aflønningen og tarifansættelsen. Ministerier, styrelser og fagforeninger har ikke beskæftiget sig med disse spørgsmål, som de burde, men har grundigt forsømt dem. Det er ikke sjældent at støde på ligemageri med hensyn til lønnen. Men det sker også, at det selv samme arbejde under forskellige styrelser, ja endog inden for den samme styrelse betales forskelligt. Jævnsides med de lavtlønnede findes der en ganske vist ikke særlig stor kategori af ansatte, der aflønnes ganske urimeligt flot.

Vi står over for en vigtig politisk og økonomisk opgave — at indføre den tilbørlige orden i aflønningen. Det er nødvendigt konsekvent at realisere det princip, at de arbejdende skal have personlig materiel interesse i at yde en indsats, idet gennemførelsen af dette princip er en særdeles vigtig betingelse for, at produktionen uafbrudt kan vokse. Lenin påpegede: »Man må opbygge enhver stor gren af folkehusholdningen på personlig interesse.« (Lenin: værker, bd. 33, s. 47 ,russ.).

Det er nødvendigt ihærdigt at forbedre og fuldkommengøre lønformerne inden for alle økonomiens grene, at gøre lønnen direkte afhængig af, hvor meget og hvor godt arbejde hver enkelt udfører, og fuldtud udnytte den materielle interesses kraftige løftestang til at hæve arbejdsproduktiviteten. Hvad angår ingeniører, tekniske medarbejdere og økonomiske ledere, bør også en del af deres løn være strengt afhængig af de grundlæggende måltal for værkstedets, foretagendets, industribranchens, kolhozernes, maskin- og traktorstationernes og statsbrugenes arbejde. En sådan ordning af aflønningen vil svare til de socialistiske principper om løn efter arbejdsindsats. En rigtig løsning af denne opgave vil bidrage til yderligere højnelse af produktionen og vort folks levevilkår.

Kammerater! Partiets centralkomité mener, at vi har muligheder, der tillader os at gå i lag med et så enestående vigtigt spørgsmål som en forkortelse af arbejdsdagens længde.

Talrige generationer af arbejderklassen har under det kapitalistiske system kæmpet for en forkortelse af arbejdsdagen. Parolen 8-timers arbejdsdag blev proklameret af en af den videnskabelige kommunismes grundlæggere, arbejderklassens store lærer Karl Marx allerede i 1866 på 1. Internationales kongres. Indførelsen af 8-timers arbejdsdagen var et programkrav for det russiske socialdemokratiske arbejderparti (bolsjevikkerne). Den store socialistiske Oktoberrevolution førte dette programkrav ud i livet. I vort land blev 8-timers arbejdsdagen fastslået i et af sovjetmagtens første dekreter. Dette var en af den socialistiske revolutions faste og urokkelige landvindinger.

Men samtidig proklamerede vort parti på sin 8. kongres nødvendigheden af gradvis at gå over til en yderligere forkortet arbejdsdag, efterhånden som samfundsproduktionen vokser og arbejdsproduktiviteten forøges. Som bekendt blev de første skridt i denne retning allerede taget i årene før krigen. Den skærpede krigsfare og derpå Hitlertysklands forbryderiske overfald på vort fædreland tvang os imidlertid til foreløbig at afholde os fra yderligere skridt i denne retning. I dag råder vi over reelle muligheder for at vende tilbage til dette spørgsmål og gennemføre, hvad der ikke lykkedes for os at gøre tidligere.

Kongressen skal vide, at partiets centralkomité har truffet beslutning om, at alle arbejdere og funktionærer i løbet af den sjette femårsplan går over til en 7-timers arbejdsdag. I den forbindelse agter man at overføre arbejdere i de ledende fag i kul- og malmindustrien, som arbejder under jorden, til en 6-timers arbejdsdag samt at genindføre 6-timers arbejdsdagen for ynglinge fra 16—18 år. Der er ligeledes truffet beslutning om i den nærmeste fremtid at fastsætte en 6-timers arbejdsdag for arbejdere og funktionærer på lørdage og dage før fridage.

Fra 1957 begynder partiet og regeringen på den gradvise overgang til 7-timers arbejdsdag, eller der, hvor dette er formålstjenligt af hensyn til produktionsbetingelserne — til en 5-dages arbejdsuge (med to fridage og 8-timers arbejdsdag) — i den ene branche af folkehusholdningen efter den anden, således at hele dette arbejde tilendebringes ved slutningen af den sjette femårsplan.

Overgangen til en forkortet arbejdsdag vil blive gennemført uden indskrænkning i arbejderes og funktionærers løn.

Den beslutning, partiets centralkomité har taget med hensyn til at forkorte arbejdsdagen, er af den allerstørste økonomiske og politiske betydning. Partiets 20. kongres og hele sovjetfolket vil utvivlsomt enstemmigt godkende denne beslutning. Disse forholdsregler vil fremkalde et nyt arbejdsopsving hos menneskene i Sovjetunionen i kampen for at opfylde og overopfylde planerne for folkehusholdningen.

Samtidig må lederne af virksomhederne, parti- og fagorganisationerne, være specielt opmærksom på, at der skal gøres et stort organisatorisk arbejde for med den forkortede arbejdsdag at få femårsplanens opgaver løst med godt resultat.

Ved siden af behovet for en bedre tilrettelagt aflønning og en kortere arbejdsdag er der også modnet en nødvendighed af at forbedre hele pensionsordningen. Pensionsforsorgen i Sovjetunionen betales som bekendt med stats- og samfundsmidler, der er voksende fra år til år. Dette er et stort gode. Men der er også alvorlige mangler i pensionsspørgsmålet. Lad os blot begynde med det, at der er en utilstedelig inkonsekvens i pensionsstørrelserne. For en række kategorier af pensionister er der fastsat en lav pensionsstørrelse, mens visse personer, deriblandt arbejdsdygtige, endnu ikke gamle mennesker, får høje pensioner.

Ganske vist har vi ikke få kammerater, som, efter at de har opnået ret til pension, ikke ønsker at forlade den aktive kamp for vort partis sag. Her kan man som eksempel nævne kommunisten kammerat Orlovskij, der for øjeblikket virker som formand for kolhozen »Rassvjet« i den Hviderussiske SSR.

Kammerat Orlovskij arbejdede i mange år i militæret, og under krigen udviste han tapperhed mod fjenden. For sin tapperhed og sit mod har han fået titlen Sovjetunionens helt. Under krigen mistede han sin ene arm og trådte tilbage med rang af oberstløjtnant. Han fik med rette en pension, som han kunne leve helt godt af. Men som kommunist kunne han ikke forsone sig med at være pensionist, han opsøgte partiets områdebestyrelse og bad om at få et arbejde et sted, hvor der skulle tages fat — som formand for en kolhoz. Og man anbefalede ham som formand for kolhozen »Rassvjet«. Kammerat Orlovskij tog fat med hele sin energi, og under hans ledelse er kolhozen fra at være efterbleven nu kommet frem blandt de fremskredne. I dag er denne kolhoz berømt over hele Sovjetunionen. Se, dette er et mønster på en virkelig patriot, en virkelig kommunist.

Partiets centralkomité og Sovjetunionens ministerråd er ved at tage skridt til at ordne problemerne omkring pensionsforsorgen, med det formål at forhøje satserne for de lavere pensionsklasser betydeligt og formindske satserne for de uberettiget høje pensioner noget. I den nærmeste fremtid vil der blive forelagt Sovjetunionens Øverste Sovjet et forslag til en pensionslov for hele Sovjetunionen, som vil medføre en radikal forbedring på pensionsområdet.

Det er nødvendigt at gøre mere for at betrygge de ældre borgere, som er alene, eller som af en eller anden grund ikke kan bo i familien, bygge hjem til dem, hvor mennesker, der med hæder har arbejdet deres tid, kan få en virkelig rolig og tryg alderdom. Til bygning af sådanne hjem kan man anvende velbeliggende grunde på maleriske steder. Man må ligeledes forudse en udvidelse af nettet af invalidehjem og samtidigt energisk forbedre beskæftigelsesforholdene for de invalider, som uden skade for helbredet kan udføre samfundsnyttigt arbejde. Det kommunistiske partis centralkomité er aldeles overbevist om, at det sovjetiske folk, skaberfolket, vil besvare partiets og regeringens foranstaltninger på disse felter med et nyt arbejdsopsving indenfor alle grene af samfundsøkonomien, thi kun på basis af en uafbrudt stigning i produktionen og en forøgelse af arbejdsproduktiviteten vil samfundsrigdommen blive forøget, arbejdsdagen kunne forkortes og befolkningens levevilkår uafbrudt forbedres.

Alle disse forholdsregler kræver naturligvis betydelige midler. Hvor skal man hente dem fra? Man må først og fremmest anvende en del af de midler, som akkumuleres i folkehusholdningen som følge af arbejdsproduktivitetens vækst, den strenge gennemførelse af spareregimet, fjernelsen af forskellige flotheder og den yderligere indskrænkning af det administrative forvaltningsapparat. Det bliver muligvis formålstjenligt også at anvende en del af de midler, som tidligere blev hensat til dækning af statens udgifter i forbindelse med nedsættelsen af detailpriserne. Af den grund skal man måske i de næste år gennemføre prissænkninger i mindre omfang end tidligere, således at en del af de midler, der var planlagt til prissænkninger, bliver anvendt til at gennemføre de nævnte forholdsregler.

Partiet ser en af sine vigtigste opgaver i en radikal forbedring af den arbejdende befolknings boligforhold. I véd, kammerater, hvor stor skade krigen har tilføjet vort land. Staten måtte bruge uhyre midler for at genopbygge den ødelagte boligmasse. Bevillingerne til boligbyggeri forøges fra år til år. Således udgjorde kapitalinvesteringerne under den forløbne femårsplan til statens boligbyggeri ca. 1oo milliarder rubler, eller 2,2 gange mere end i den fjerde femårsplan.

Meget er gjort. Ikke desto mindre er tempoet i boligbyggeriet i alvorlig grad bagud for folkehusholdningens udvikling og byernes og industricentrernes vækst. Tilmed opfylder mange ministerier og styrelser systematisk ikke planerne for boligbyggeriet. Man kan ikke længere finde sig i sådanne misforhold.

Under den sjette femårsplan skal omfanget af boligbyggeri i byerne forøges næsten to gange i forhold til den femte femårsplan. Med de statsmidler, der er afsat i planen, regnes der med opførelse af beboelseshuse med et samlet boligareal på omtrent 205 mill. kvadratmeter; alene i 1956 vil der blive bygget ca. 29 mill. kvadratmeter. Tempoet i boligbyggeriet vil vokse hvert eneste år.

I véd, at partiets centralkomité og Sovjetunionens ministerråd har fordømt den praksis, da man i boligbyggeriet tillod individuelle nykker og flotheder. Vi kan ikke tillade, at millioner af rubler anvendes på meningsløs udsmykning for at imødekomme visse arkitekters dårlige smag. Det er en æressag for vore arkitekter at skabe en socialistisk arkitektonisk stil, som udtrykker alt det bedste, menneskehedens arkitektoniske tænkning har skabt i fortiden, og samtidig støtte sig på de mest fremskredne ting i sovjetisk byggeri. De opførte bygninger skal rumme et maksimum af bekvemmeligheder for mennesket og være solide, økonomiske og smukke.

Vi må grundlæggende forbedre organisationen af boligbyggeriet og bringe det ind på industrielle metoder. De forsøg, der først i Moskva og senere i Leningrad og Kijev er gjort med koncentration og forstørrelse af byggeorganisationerne, har givet særdeles gode resultater. Man må dristigt og beslutsomt anvende disse erfaringer også i andre republikker og byer, i de forskellige økonomiske grene.

Spørgsmålet om at forbedre boligforholdene for befolkningen i kæmpebyer som Moskva, Leningrad, Kiev m. fl. hænger i høj grad sammen med befolkningstilvæksten, der sker ved tilflytning fra andre egne af landet. Hvor stor denne befolkningstilvækst er, ses af Moskvas eksempel, hvor befolkningen under den femte femårsplan er vokset alene gennem tilflyttere med næsten 300.000. I samme periode er der i Moskva bygget 4.305.000 kvadratmeter boligareal. Resultatet bliver altså, at selvom det nye boligbyggeri sker i stor målestok, formindskes behovet for boliger alligevel næsten ikke.

Det er en kendt sag, at den naturlige befolkningstilvækst er meget betydelig i vore byer. Derfor kan man ophøre med den praksis at trække arbejdskraft til byerne fra andre lokaliteter, og tilfredsstille opstående behov for arbejdskraft i de store byer på grundlag af byernes egen befolkning. At løse denne opgave frembyder ikke vanskeligheder, eftersom der ikke sker industrielt nybyggeri i de store byer, og på de eksisterende foretagender er teknikken i hurtig udvikling, produktionens teknologi fuldkommengøres, og der sker en støt forøgelse af arbejdets produktivitet. Opnår vi at standse befolkningstilstrømningen til de store byer fra andre egne, så skaber vi betingelser for hurtigere at kunne skaffe bybefolkningen tilstrækkelige boliger.

Det er også ønskeligt at sprede storbyernes befolkning ved omkring centrer som Moskva, Leningrad, Kiev, Harkov og andre at bygge velindrettede småbyer. Anlægget af dem kan ske på basis af midler, der afsættes til boligbyggeri i disse byer. Det betyder, at der skal opføres gode, velbyggede og velindrettede huse, ikke på selve de store byers område, men i en vis afstand fra dem, at man dér skal skabe sådanne boligforhold, at folk gerne vil flytte derhen. Det er nødvendigt at overføre visse virksomheder til disse småbyer, for at den arbejdende befolkning kan arbejde der.

Ved siden af det statslige byggeri må det individuelle byggeri udvikles i bredere målestok, man må hjælpe arbejdere og funktionærer med for deres personlige opsparinger at bygge egne huse, forøge produktionen og salget til befolkningen af byggematerialer og elementsæt til standardhuse.

Der gøres ikke nok for befolkningen med hensyn til hjemmets indretning. For at forbedre sovjetfamiliens tilværelse må man forøge produktionen af maskiner og indretninger som letter arbejdet i huset, elektriske husholdningsapparater, vaskemaskiner, symaskiner, forbedret køkkeninventar, og de må gøres billigere. Det er nødvendigt at udvide nettet af centraler til betjening af den daglige tilværelse, vaskerier, systuer, værksteder til reparation af tøj og fodtøj.

Noget, der spiller en vigtig rolle i forbedringen af den arbejdende befolknings tilværelse, er de offentlige spisesteder, kantiner etc. En velordnet offentlig eller bedriftsmæssig bespisning gør det muligt at befri millioner af kvinder for mange huslige bekymringer, giver dem større mulighed for at beskæftige sig med samfundsnyttigt arbejde og at give sig mere af med børnenes opdragelse, hvad der er af særlig betydning for os. Det er derfor nødvendigt at opnå en hurtig og kraftig udvidelse af nettet af sådanne spisesteder.

I denne forbindelse må man alvorligt beskæftige sig med at organisere en bedre betjening af folk i kantiner, buffere og restauranter, opnå en sænkning af diverse administrationsudgifter, forbedre kvaliteten af maden og gøre den billigere, i kantiner og restauranter tilberede flere halvfabrikater af forskellige retter til salg til befolkningen, i højere grad udnytte de lokale ressourcer og udvikle bivirksomheder. Man må mere energisk gå over til selvbetjening, så at gæsterne selv henter de bestilte retter, og i højere grad indføre automater til udlevering af levnedsmidlerne. Kort sagt, den kollektive bespisning må indrettes sådan, at det bliver mere fordelagtigt for den arbejdende befolknings brede masser at benytte sig af kantiner og buffeer end at købe levnedsmidler og tilberede føden hjemme.

Det er af stor betydning for den opvoksende generation og for en forbedring af undervisningens kvalitet, at der findes en velorganiseret skolebespisning. Den må indrette sig på at servere varm frokost til skoleeleverne og udvikle et net af skolebuffeer og kantiner. I nær fremtid må spørgsmålet løses om at indføre bespisning, gratis eller til reduceret pris, af børn af mindre velstillede forældre.

En af de vigtigste opgaver er den videre forbedring af det offentlige sundhedsvæsen. Vore resultater på dette område er velkendte. Men også her er der alvorlige mangler, især på landet. I de næste år er vi forpligtet til at opnå en virkelig betydelig udvidelse af nettet af medicinske institutioner og en forbedring af deres arbejde.

Der findes ikke det afsnit af kampen for at hæve folkets levestandard, hvor der ikke venter os et stort og presserende arbejde. Dette arbejdes enestående betydning behøver ikke bevis, eftersom det drejer sig om folkets livsinteresser. Og omsorgen for folkets vel har altid været og vil altid være i centrum for vort partis og sovjetregeringens opmærksomhed.

2. Mod ny blomstring af den sovjetiske kultur og videnskab.

Kammerater! Sovjetfolket høster nu frugterne af den uhyre dybtgående kulturelle revolution, der er fuldbyrdet i vort land. Intet kapitalistisk land har en sådan mængde skoler, tekniske skoler og kursus, højere læreanstalter, videnskabelige forskningsinstitutter, forsøgsstationer og laboratorier, teatre, klubber, biblioteker og andre kulturelle oplysningsinstitutioner som Sovjetunionen.

Folkeundervisningens tilstand er et tydeligt vidnesbyrd om de resultater, vi har opnået med hensyn til kulturens udvikling. I Sovjetunionen er der gennemført en almindelig syvårig skolegang såvel i byerne som på landet, og i de største byer er den tiårige skolegang i det store og hele indført.

Ifølge udkastet til direktiv for den sjette femårsplan skal der i det næste femår i hovedsagen indføres almen middelskoleundervisning i alle byer og på landet. Det er en meget vigtig opgave, hvis løsning kræver, at man alvorligt forbedrer den materielle basis for undervisningen i den almendannende skole.

Der opkræves endnu her i landet i et ringe omfang betaling for undervisningen i middelskolens ældste klasser, og i læreanstalter til middeluddannelse og i de højere læreanstalter. For at skabe de gunstigste betingelser for gennemførelsen af en almen middelskoleuddannelse og for at de unge kan få en højere uddannelse, er der truffet beslutning om fra begyndelsen af det nye skoleår at afskaffe betalingen for undervisning.

En alvorlig mangel ved vor skole er, at undervisningen til en vis grad er løsrevet fra livet, at de, der slutter skolen, er utilstrækkeligt forberedt til praktisk virksomhed. Til trods for, at der i direktiverne for den femte femårsplan fra partiets 19. kongres er planlagt forholdsregler med hensyn til skolens polyteknisering, så går det kun meget langsomt frem på dette felt. Mange af folkeuddannelsens medarbejdere og medarbejderne i Akademiet for de pædagogiske videnskaber fremsætter fortsat almene talemåder om nytten ved polyteknisk uddannelse, men gør intet for praktisk at realisere den. Man må hurtigere gå over fra ord til handling. For at styrke skolens forbindelse med livet må der i skolen ikke blot undervises i nye fag, der giver grundkundskaber i teknikken og produktionens problemer, men man må også systematisk lade eleverne komme med i arbejdet på virksomheder, kolhozer og statsbrug, forsøgsmarker og skoleværksteder. Det er nødvendigt at omlægge undervisningsprogrammet i middelskolen i retning af en større produktionsspecialisering, således at de unge mænd og piger, når de har afsluttet den ti-årige skole, har en god almen uddannelse, der åbner vejen til højere uddannelse, og samtidig er uddannet til praktisk virksomhed, eftersom størstedelen af afgangseleverne straks vil komme med i arbejdet i folkehusholdningens forskellige grene.

I løbet af den sjette femårsplan vil vort land gøre et nyt stort skridt fremad med hensyn til skabelsen af en kraftig materiel produktionsbasis for det kommunistiske samfund. Men vi må også løse det problem at skabe alle de nødvendige åndelige forudsætninger for fuldførelsen af denne historiske overgang fra kommunismens lavere til dens højere fase. I denne forbindelse bør man standse ved et spørgsmål med hensyn til opdragelsen af vor unge generation, som har en betydelig samfundsmæssig betydning.

Som følge af krigen har vi fået mange enker, på hvis skuldre den komplicerede opgave faldt at opdrage børnene. Der findes også ikke så helt få familier, hvor begge forældrene arbejder i produktionen eller i en institution, de er kun med afbrydelser i stand til at tage sig af deres børns opdragelse. Under sådanne forhold er mange børn overladt til en eller anden slægtning eller nabos omsorg og er undertiden helt uden tilsyn. En betydelig del af børnene er således overladt til sig selv, og dette medfører ikke så sjældent dårlige konsekvenser. Familien og skolen var og forbliver naturligvis de vigtigste centrer for den socialistiske opdragelse af børnene. Men dette kan man ikke begrænse sig til.

Hvis vi kaster et blik på den nære fortid, ser vi, at foruden almenskolen havde de herskende klasser deres eget system til opdragelse af den opvoksende generation; dette system svarede til den eksisterende samfundsorden og tidens ånd. Staten oprettede særlige børneinstitutioner, hvor man uddannede den opvoksende generation i overensstemmelse med de besiddende klassers interesser. Der var pagekorpsene, kadetkorpsene, institutterne for adelige frøkener o. lign. I disse lukkede institutioner gennemgik børnene en aristokratisk opdragelses skole.

Det socialistiske land kan og bør ordne børnenes opdragelse langt bedre og mere fuldkomment, for vi skal ikke uddanne et aristokratisk kastelag, der er folket dybt fjendtligt, men opbyggere af et nyt samfund, storsindede mennesker med høje idealer, mennesker, der uselvisk tjener deres folk, som går i spidsen for hele den progressive menneskehed.

Hvorledes skal vi praktisk tage fat på denne opgave? Det er øjensynligt formålstjenligt at gå i gang med at bygge kostskoler (hvordan de skal kaldes må man tænke over), anbringe dem i forstæderne i grønne områder med spredt bebyggelse, i skovområder, der er gunstige for helbredet. I skoler af den art bør der være store, lyse klasserum, gode sovesale, velindrettede kantiner, omsorgsfuldt udstyrede centrer for al slags beskæftigelse uden for skoletiden, som skaber alle betingelser for en alsidig fysisk og åndelig udvikling af sovjetlandets unge borger. Børnene bør udelukkende optages i disse kostskoler efter forældrenes ønske. Børnene vil bo fast i disse kostskoler, men forældrene kan være sammen med dem på helligdage, i ferierne eller uden for skoletiden. Til disse skoler bør der udvælges gode pædagoger, der svarer til det høje kald at være sjælenes ingeniører for den opvoksende generation.

De materielle optagelsesbetingelser i disse skoler bør, i det mindste i begyndelsen, være differentierede. De børn, hvis forældre har lave indtægter eller er bebyrdet med en stor familie, bør staten sørge helt for. De forældre, som har højere indtægter, kommer til at betale en eller anden bestemt andel for barnets opdragelse på kostskolen. Endelig kan en vis del af forældrene påtage sig den fulde udredning af de udgifter, som staten bærer ved barnets opdragelse i kostskolen.

Betydningen af dette opdragelsessystem kan vanskeligt overvurderes. Her må der ikke spares på midler og anstrengelser, for de vil komme hundredefold igen.

Samtidig hermed bør vi gå i gang med løsningen af en anden stor opdragelsesopgave — at sikre alle børn i vuggestue- og folkeskolealderen, hvis forældre ønsker dette, opdragelse i statslige vuggestuer og børnehaver. Til den fulde løsning af denne opgave kræves der ikke ringe tid, men en bredt anlagt begyndelse bør vi gøre allerede under den løbende femårsplan. Ikke blot de statslige organer, men også kolhozerne bør tage del i bygning og opretholdelse af vuggestuer og børnehaver i bebyggelser på landet. Omsorgen for børnene, for deres opdragelse er noget, der angår hele folket. Vort sovjetsamfund vil også for fremtiden vise den kommunistiske opdragelse af den opvoksende generation en ganske særlig opmærksomhed.

Der er i vort land gjort et stort arbejde for at uddanne specialister til alle folkehusholdningens grene. I løbet af den femte femårsplan har Sovjetunionens højere læreanstalter dimmiteret over 1.120.000 specialister, det vil sige 72 pct. mere end i den fjerde femårsplan. Samtidig blev uddannelsen af specialister på aften- og korrespondancekursus udvidet; under den femte femårsplan er der på aften- og korrespondancekursus uddannet over 260.000 specialister, 2,7 gange flere end i den foregående femårsplan. Uddannelsen af specialister med middelkvalifikationer er blevet forbedret.

Vi kan være fuldt ud tilfredse med den kvantitative side af sagen. Men kvaliteten af uddannelsen af specialister er noget, vi må tage os alvorligt af. En stor mangel er den højere skoles svage forbindelse med praksis, med produktionen, efterblevenhed i forhold til teknikkens moderne niveau. De unge ingeniører og landbrugskandidater får ikke på de højere læreanstalter tilstrækkelige kundskaber om driftsøkonomi og produktionsorganisation. Studenternes praksis i produktionen trænger til en radikal forbedring.

Vi står foran den opgave at omlægge læreanstalternes arbejde, at ordne sagen således, at de studerende, medens de gennemgår en uddannelse, er forbundet med livet, med produktionen — med konkrete foretagender, kolhozer, statsbrug, og dér erhverver sig produktionsfærdigheder.

I denne forbindelse bør der siges nogle ord om den urigtige territoriale fordeling af de højere læreanstalter i landet. De højere læreanstalter er hovedsageligt koncentreret i de store byer, i Moskva, Leningrad, Kiev, Tbilisi, Harkov, Baku, Tasjkent, Minsk og andre. Der kan iagttages en tendens ikke til spredning af disse læreanstalter ud over landet, men tværtimod til yderligere koncentration af dem netop i disse byer. En sådan situation må anses for oplagt unormal. Det er på tide at revidere fordelingen af de højere læreanstalter, at anbringe dem i produktionens centrer, de steder, hvor der er det største behov for specialister.

En særlig utålelig tilstand er opstået her i landet med hensyn til den territoriale fordeling af de højere landbrugslæreanstalter, hvoraf størsteparten er koncentreret i de store byer. Det ville være formålstjenligt, om landbrugsministeriet, ministeriet for statsbrug og ministeriet for den højere uddannelse udarbejdede en rigtig territorial fordeling af de højere landbrugslæreanstalter ud over landet. Et landbrugsinstitut bør formentlig råde over 2—3000 ha jord og gode staldafdelinger, mejeribrug, svineavlscentrer etc. Desuden bør hele dette brug i hovedsagen drives med studenternes kræfter, således at den almendannende og teoretiske uddannelse forenes med en god praksis, således at studenterne får de nødvendige færdigheder og erfaringer med hensyn til landbrugets rette drift.

Når der organiseres nye højere landbrugslæreanstalter på basis af f.eks. statsbrugene, er det nødvendigt at skaffe gode betingelser for, at professorerne og lærerpersonalet kan udføre et frugtbart arbejde. Allerede nu må man tage fat på at fordele de højere landbrugslæreanstalter på en mere rigtig måde.

I den samme retning må vi også tænke med hensyn til den territoriale fordeling af medicinske og ligeledes pædagogiske institutter, med det formål at forbedre uddannelsen af de medicinske og pædagogiske kadrer i republikker, distrikter og områder.

Det er nødvendigt at udvide nettet af korrespondance- og aftenkursus betydeligt og forbedre deres arbejde. Der må skabes de allergunstigste betingelser for arbejderes, funktionærers og kolhozbønders studier uden afbrydelse fra produktionen, eftersom det er en af de pålidelige, gennem mangeårig praksis prøvede veje til at uddanne kvalificerede ingeniører og tekniske kadrer, som har et godt kendskab til produktionen. Nu hvor der hvert år vil komme mange tusinde unge mænd og piger ind i industrien og landbruget efter at have afsluttet middelskolen, skabes der uhyre muligheder for at udvikle den højere uddannelse pr. korrespondance uden afbrydelse fra produktionen.

Hvor mærkeligt det end lyder, så er det, der den dag i dag bestemmer uddannelsen af specialister til de forskellige grene af folkehusholdningen, ofte ikke udviklingsperspektiverne i disse grene, men i betydelig grad ubegrundede og ofte svingende forlangender fra ministeriers og styrelsers side. Dette medfører, at der kan være overflod af specialister i een del af økonomien og kulturen og mangel på specialister i en anden del.

En stor mangel er det også, at specialisterne til industrien og landbruget uddannes, uden at der tages hensyn til landets zonemæssige særegenheder, uden hensyntagen til, hvor de skal arbejde, i hvilke distrikter, på hvilke virksomheder. Det er nødvendigt energisk at gøre en ende på disse mangler.

Kammerater! Intet samfundssystem er så interesseret i at udvikle videnskaben og intet giver den sådanne udviklingsbetingelser som det sovjetiske socialistiske samfundssystem. Med det kommunistiske partis og sovjetregeringens bestandige og effektive støtte har vore videnskabsmænd opnået fremragende resultater på en række videnskabsområder, deriblandt fysik, geologi, matematik, mekanik, astronomi, zoologi og visse grene af landbrugsvidenskaberne.

Sovjetiske videnskabsmænd har på kort tid på fremragende vis løst problemet om at udnytte atomenergien. De beriger vort lands energetiske ressourcer, de arbejder med held på at udvikle folkehusholdningen og styrke vort fædrelands sikkerhed. Gennem vore videnskabsmænds anstrengelser er der skabt sådanne fremragende produkter af den tekniske tænkning som elektronregnemaskiner, forskellige instrumenter og mekanismer, og med held er andre komplicerede problemer i forbindelse med udviklingen af videnskab og teknik ved at blive løst. Tillad mig fra kongressens talerstol at udtrykke folkets dybe taknemmelighed over for vore videnskabsmænd for deres frugtbare arbejde.

Sovjetvidenskabens resultater er store og ubestridelige. Men samtidigt hermed kan vi ikke lukke øjnene for den kendsgerning, at der er store mangler i mange af vore videnskabelige institutioners virksomhed, på enkelte områder er vor videnskab definitivt efterbleven i forhold til folkehusholdningens voksende krav, og på visse områder efterbleven i forhold til de videnskabelige resultater i udlandet.

En af årsagerne til disse mangler er den svage forbindelse, mange videnskabelig institutioner har med praksis, med produktionen. Nogle videnskabelige institutioner arbejder med spørgsmål, der ikke har større praktisk betydning, de søger ikke at foretage en generel sammenfatning af de fremskredne erfaringer, der indhøstes under vor opbygning. Nettet af videnskabelige institutter og forsøgsstationer er fastlagt uden hensyntagen til de økonomiske og naturgivne forhold. Mange videnskabelige forskningsinstitutter og højere læreanstalter befinder sig langt fra den produktionsmæssige base. Specielt findes der i Moskva tre oceanografiske og havforskningsinstitutioner — nemlig Det hydrofysiske havinstitut, Instituttet for oceanologi under USSR's Videnskabernes Akademi og Instituttet for oceanografi under hydrometeorologien; to bjergværksinstitutter, det ene under USSR's Videnskabernes Akademi og det andet under ministeriet for kulindustrien. Er det mon ikke lidt for meget for Moskvahavet og Spurvebakkerne? Man må ændre denne urigtige situation, nærme de videnskabelige forskningsinstitutioner og højere læreanstalter til deres produktionsmæssige base.

Helt utålelig er mangelen på koordination mellem den virksomhed, der udfoldes af institutionerne under Videnskabernes Akademi, de videnskabelige brancheforskningsinstitutter og de højere læreanstalter. Denne isolation og mangel på koordination i arbejdet gør det vanskeligt at koncentrere de videnskabelige kræfter om at løse de vigtigste videnskabelige og tekniske problemer, afføder en skadelig parallellisme, fører til en ødslen med midler og besværliggør indførelsen af videnskabens og teknikkens resultater i folkehusholdningen.

Det er nødvendigt at vise en bestandig omhu for udviklingen af den socialistiske kultur, energisk og vedholdende føre den sovjetiske videnskab fremad, øge dens rolle med hensyn til løsningen af den kommunistiske opbygnings praktiske opgaver.

DEN FORTSATTE STYRKELSE OG UDVIKLING AF DET SOVJETISKE SAMFUNDS- OG STATSSYSTEM

Kammerater! Et af de vigtigste resultater af Sovjetunionens Kommunistiske Partis arbejde i perioden mellem 19. og 20. kongres er den fortsatte styrkelse af vort folks moralsk-politiske enhed. Denne enhed, den usvigelige støtte alle Sovjetunionens folkeslag giver det kommunistiske partis og sovjetregeringens udenrigs- og indenrigspolitik, viser sig i alle de store gerninger, vort folk udretter.

Granitfundamentet for hele sovjetsamfundets moralsk-politiske enhed er det ubrydelige forbund mellem arbejderklassen og bønderne, som partiet har smedet. De betydelige foranstaltninger, partiet har iværksat på industriens og landbrugets område, tjener til yderligere at forbedre levevilkårene for den arbejdende befolkning i by og på land, at styrke produktionsfællesskabet mellem arbejderklassen og kollektivbønderne, at udvikle den skabende aktivitet i folkets masser.

1. Nogle spørgsmål vedrørende vor nationalitetspolitik.

Det kommunistiske parti drager til stadighed omsorg for at styrke og udvikle det broderlige venskab mellem alle Sovjetunionens folkeslag, for dette venskab er det urokkelige grundlag for det sovjetiske statssystems styrke.

I sin nationalitetspolitik går partiet nu som før ud fra vor store Lenins anvisning om, at »kun overordentlig omhu overfor de forskellige nationaliteters interesser kan fjerne jordbunden for konflikter, fjerne den gensidige mistillid ...« (bd. 33, s. 349, russ.). Det er lykkedes vort parti at fjerne den gensidige mistillid, der eksisterede mellem folkene i det tsaristiske Rusland, og forene alle folkene i Sovjetunionen med bånd af broderligt venskab, netop fordi det altid har vist den største opmærksomhed over for disse folks interesser, deres nationale særegenheder og ønsker, og kombineret dette med opdragelsen af den arbejdende befolkning af alle nationaliteter i en ånd af socialistisk fællesskab og omsorg for landets trivsel. Resultatet er, at de tidligere undertrykte og efterblevne nationer i det gamle Rusland har haft umådelige fremskridt i deres udvikling og er kommet til at indtage en ligeberettiget stilling i den venskabelige familie af Sovjetunionens folk.

Her er nogle tal, der karakteriserer udviklingen af den nationale økonomi i de broderligt samarbejdende unionsrepublikker. Sammenlignet med 1913 var hele industriens bruttoproduktion på den Kazahiske sovjetrepubliks territorium i 1955 33 gange større, i den Gruzinske sovjetrepublik 27 gange større, i den Kirgiziske sovjetrepublik 37 gange større, i den Armenske sovjetrepublik 41 gange større, i den Tadzjikiske sovjetrepublik 24 gange større osv.

Vore republikker har gjort umådelige fremskridt med udviklingen af den nationale kultur. Som eksempel kan man tage tilvæksten af nationale intellektuelle kadrer. Hvis man blot sammenligner med førkrigstiden, er mængden af specialister med højere uddannelse forøget — i Kazahstan til 3,8 gange, i Kirgizien til 4,8 gange, i Tadzjikistan og Moldavien til 3,4 gange, i Turkmenien til 3,3 gange, i Estland til næsten det tredobbelte, osv. Antallet af videnskabelige medarbejdere er i samme tidsrum forøget: i Ukraine til halvanden gang, i den Lettiske og den Azerbaidjanske sovjetrepublik til godt det dobbelte, i Kazahstan til mere end 2,5 gange, i den Estiske sovjetrepublik til næsten det tredobbelte, i den Litauiske og den Karelsk-Finske sovjetrepublik til over det tredobbelte.

Den hurtige økonomiske og kulturelle udvikling i unionsrepublikkerne aktualiserer nogle spørgsmål vedrørende en forbedring af folkehusholdningen og den kulturelle opbygning.

Tidligere, da der lokalt var få specialister, da kadrerne i en række republikker var svage og der heller ikke var så mange industrivirksomheder, foregik administrationen af næsten alle virksomhederne gennem unionsministerierne. Nu er stillingen ændret. Sammen med industrien er menneskene i unionsrepublikkerne vokset, nationale kadrer er uddannet og det almindelige kulturelle niveau er hævet betydeligt blandt alle USSR's folkeslag. Under disse nye forhold trænger de gamle metoder til administration af folkehusholdningen til betydelige korrektiver. Samtidig med, at unionsministerierne bevarer den generelle ledelse, fastlæggelsen af planopgaverne, kontrollen med deres overholdelse, forsyningen med udrustning og finansiering af anlægsarbejder må man give de enkelte republikkers ministerier betydelig større kompetence.

I den senere tid har centralkomiteen gennemført en række foranstaltninger i den retning. Blandt disse foranstaltninger kan især nævnes oprettelsen af republik-ministerier for eksempel for jern- og ståludvinding samt kulindustri i Ukraine, olieindustri i Azerbajdzjan, farvet metallurgi i Kazahstan — og overdragelsen af alle virksomheder indenfor de pågældende industrigrene i disse republikker til disse ministerier. Resultatet har været en forøgelse af den andel, republikkernes virksomheder har i den samlede produktion. I Ukraine udgør den for øjeblikket 67 pct. af hele industriproduktionen, i Kazahstan 62 pct. og i Azerbajdzjan 80 pct.

Dette forsøg har ubetinget vist sig berettiget: ledelsen af virksomhederne er blevet mere konkret og manøvredygtig, initiativet hos republikkernes organer og deres ansvarlighed for industriens arbejde er steget kendeligt. Vi må fortsætte arbejdet i denne retning, og det vil virke fremmende for en yderligere udfoldelse af det skabende initiativ lokalt, styrke unionsrepublikkerne og i endnu højere grad befæste venskabet mellem folkeslagene i vort land.

Der er også andre praktiske spørgsmål vedrørende unionsrepublikkernes økonomiske udvikling, som kræver et opmærksomt studium. Lad os som eksempel tage følgende spørgsmål. Man hører undertiden klager over, at kollektivbrugenes og kollektivbøndernes indkomster i den og den republik er uforholdsmæssigt højere end i naborepublikkerne. Naturligvis kan vi ikke komme udenom at anspore produktionen af de landbrugskulturer, hvis udvikling skal fremmes. Men en sådan ansporing skal foregå med alle unionsrepublikkernes viden og samtykke. I den fælles interesse. For at gøre dette må man foretage et mere dybtgående studium af økonomien i hver enkelt republik. Dette skal foretages af et mellem-nationalt, fælles-republikansk organ, der råder over mulighed for at sammenligne situationen i de forskellige republikker og udarbejde omhyggeligt begrundede beslutninger.

Et sådant organ kunne for eksempel være den økonomiske kommission under USSR's Øverste Sovjets Nationalitetssovjet. Denne kommission, der er sammensat af autoritive repræsentanter for alle republikkerne og af dygtige økonomer, der kender de enkelte republikkers økonomi, kunne studere arbejdsforbruget ved produktionen af de forskellige landbrugskulturer og på grundlag af dette studium udarbejde forslag til fremskaffelses- og opkøbspriser på landbrugsprodukterne. Kommissionens forslag kunne så blive drøftet i unionsrepublikkerne og efter at være godkendt der oversendt til de respektive lovgivende og udøvende organer. Så ville alle forstå, at hvis der træffes nogen ansporingsforanstaltninger overfor den ene eller den anden landbrugskultur, er det fremkaldt af økonomisk formålstjenlighed, af hensyn til alle vort lands folk.

Eller lad os tage et spørgsmål som fordelingen af budgettets midler mellem unionsrepublikkerne. I hovedsagen fordeles disse midler rigtigt, selvom man også på dette område må tænke alvorligt over at forøge republikkernes rolle og autoritet. Nogle kammerater klager over, at der ved fastsættelsen af bevillinger til oplysning, sundhedsvæsen, boligbyggeri og byggeri af velfærdsmæssig art, forskønnelse af byerne osv. ikke gås tilstrækkelig systematisk frem. Resultatet er, at der til tider tolereres uforklarlige forskelle i omfanget af disse bevillinger til de forskellige republikker.

Kan man kalde en sådan situation normal? Det kan man naturligvis ikke, og især ikke, fordi den bryder med grundlaget for retfærdige forhold — lige vilkår for alle. Men hvad betyder i dette tilfælde lige vilkår for alle? Det betyder et for alle fælles princip for fordelingen af budgettets midler. Hvis et sådant princip opstilles, skal bevillingernes størrelse være afhængige af aldeles objektive størrelser som for eksempel udgifter pr. indbygger eller pr. arbejder, der er beskæftiget i folkehusholdningen. Det siger sig selv, at man heller ikke her kan tolerere ligemageri.

Når vi taler om nødvendigheden af at udvide unionsrepublikkernes rettigheder, må vi understrege nødvendigheden af centralisering som princip for planlægningen. Man må altid huske, at den vigtigste betingelse for vort lands og for hver sovjetrepubliks fremgangsrige udvikling er samling af kræfterne i alle USSR's folk, en vis centralisering af vor folkehusholdning, samtidig med at de enkelte republikker beholder et omfattende initiativ og en betydelige egenvirksomhed. Planmæssighed er det socialistiske økonomiske systems store fortrin. Dette fortrin giver vi ikke afkald på, det vil vi aldrig gøre. Det, vi skal opnå, er, at vi — alt imens vi fuldkommengør den planmæssige ledelse af folkehusholdningen — tager omhyggeligt hensyn til unionsrepublikkernes økonomiske behov, perspektiverne for udviklingen af deres økonomi og kultur og i tide bemærker og regner med det nye, der opstår i republikkernes tilværelse. Man må ikke tolerere småtskårent formynderskab overfor unionsrepublikkerne. De skal indenfor de folkehusholdningsplaner, der er fælles for hele unionen, selv løse de konkrete spørgsmål om udviklingen af de forskellige grene af deres økonomi. Dette vil yderligere befæste hver enkelt republiks suverænitet og den gensidige tillid mellem republikkerne, hjælpe hver af dem til at udfolde initiativ ved udnyttelsen af de lokale hjælpekilder.

Så langt fra at udviske nationale forskelle og særegenheder sikrer socialismen tværtimod den økonomiske og kulturelle blomstring hos alle nationer og folkeslag. Vi har derfor pligt til ikke at overse disse særegenheder og forskelle, men tage det nøjeste hensyn til dem i hele vort praktiske arbejde med ledelsen af den økonomiske og kulturelle opbygning.

Det er i denne forbindelse nødvendigt at tale om den forvirring, visse kammerater er ude i, når de taler om det nationale spørgsmål.

Lad os for eksempel tage spørgsmålet om sovjetpatriotismen og internationalismen. Fuld klarhed i dette spørgsmål er vigtig ikke blot for at gennemføre den nationale politik i vort land rigtigt, på leninistisk vis, men også for at tilrettelægge det gensidige forhold til den arbejdende befolkning i andre lande, herunder landene i hele vor socialistiske lejr, på en rigtig måde. Der er desværre enkelte kammerater, der mener, at kærligheden til ens eget fædreland skulle være i modsætning til den arbejdende befolknings internationale solidaritet, til den socialistiske internationalisme. En sådan fortolkning er en krænkelse af menneskenes nationale følelser og aldeles ikke egnet til at styrke samarbejdet mellem de socialistiske nationer, udviklingen af den internationale solidaritet mellem de arbejdende mennesker i hele verden.

Det er på sin plads her at minde om følgende ord af Vladimir Iljitj Lenin. I 1914 under den første verdenskrig, hvor Europas lande blev oversvømmet af en grumset flodbølge af chauvinisme og borgerlig nationalisme, hvor vort parti var det eneste parti, der holdt den proletariske internationalismes kampfane højt, skrev partiets leder, V. I. Lenin: »Er følelsen af national-stolthed fremmed for os storrussiske klassebevidste proletarer? Naturligvis ikke! Vi elsker vort sprog og vort fædreland, vi arbejder især for at hæve dets arbejdende masser (dvs. 9/10 af dets befolkning) op til en bevidst tilværelse som demokrater og socialister.« (Udvalgte Værker, bd. 6, s. 20, Forlaget Tiden 1949).

Den organiske sammensmeltning af socialistisk patriotisme og internationalisme — det er det idémæssige grundlag for at styrke det broderlige gensidige forhold mellem socialistiske nationer. Dette har været vort partis ledetråd i dets nationale politik, og sådan vil det fortsat være.

Idet vi forstærker opdragelsen af masserne i en ånd af proletarisk internationalisme, har vi gjort og vil vi gøre alt for, at den nationale økonomi i alle unionsrepublikkerne skal vokse og udvikle sig, for at deres kultur skal blomstre endnu mere — national i formen, socialistisk i indholdet. Desuden skal vi energisk afvise alle udslag af borgerlig ideologi, herunder nationalisme, og bevare vor kommunistiske ideologi ren, utrætteligt arbejde for at USSR's folkeslag skal stå endnu fastere sammen for at deres store venskab yderligere skal styrkes.

2. Udvikling af den socialistiske demokratisme. Forbedring af statsapparatet. Styrkelse af det sovjetiske retsvæsen.

Beretningsperioden karakteriseres ved fortsat udvikling af det sovjetiske demokrati og forøgelse af de brede arbejdende massers skabende aktivitet.

Centralkomiteen afholder f.eks. centralt og lokalt konferencer af arbejderklassens, kolhozbøndernes og intelligensens bedste folk. Det er kun under det socialistiske systems vilkår, at disse bemærkelsesværdige former for folkelig deltagelse i afgørelsen af vigtige landsproblemer kan opstå og slå rod i så stort omfang som her er sket. Også den omfattende deltagelse i udarbejdelsen og drøftelsen af udkastene til den sjette femårsplan, som virksomhedernes personale har vist for deres egne virksomheders vedkommende, vidner om sovjetdemokratiets udvikling.

Den kommunistiske opbygnings vældige opgaver fordrer yderligere højnelse af den arbejdende befolknings skabende aktivitet og initiativ, af folkemassernes brede deltagelse i statens styre, i hele det gigantiske organisatorisk-økonomiske arbejde, der udføres i vort land. Dette betyder, at vi på alle måder skal udvikle det sovjetiske demokrati og fjerne alt det, der hæmmer dets alsidige udfoldelse.

Jeg vil begynde med arbejdet i sovjetterne, der som bekendt er det politiske grundlag for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker.

Det må bemærkes, at der i sovjetternes virksomhed forekommer alvorlige mangler og til tider direkte afvigelser fra de normer og bestemmelser, der er nedlagt i sovjetforfatningen. Det er for eksempel kendt, at de deputerede har pligt til at aflægge beretning overfor vælgerne. Der har imidlertid i de senere år rundt om i landet dannet sig den urigtige praksis, at de deputerede i sovjetterne og disses bestyrelser (eksekutivkomiteerne) kun rent lejlighedsvis aflægger beretning overfor befolkningen, især i forbindelse med de ordinære valgkampagner. Der står videre i forfatningen, at en sovjetdeputeret, der ikke svarer til den tillid, der er vist ham, kan tilbagekaldes af vælgerne. Denne bestemmelse bringes ikke altid i anvendelse overfor de deputerede, der ikke har svaret til vælgernes tillid.

Samlingerne i unionsrepublikkernes og de autonome republikkers øverste sovjetter indkaldes som regel en gang om året i stedet for de to gange, der er forudset i forfatningen.

Vi må gøre ende på den slags mangler i sovjetternes arbejde, styrke deres forbindelse med vælgerne, strengt overholde alle de bestemmelser, der er givet i forfatningen. Sovjetterne må beskæftige sig mere indgående med konkrete spørgsmål indenfor den økonomiske og kulturelle opbygning og systematisk rejse disse spørgsmål til drøftelse under samlingerne.

Det sovjetiske statsapparat spiller en vigtig rolle ved gennemførelsen af den kommunistiske opbygning. Vort statsapparat er ægte folkeligt i sin natur. Det beskæftiger en stor hær af sovjetiske intellektuelle — mennesker der føler sig knyttet til deres folk, til den kommunistiske opbygning. Gennem sovjetternes apparat gennemføres den socialistiske stats økonomisk-organisatoriske og kulturelt opdragende funktioner og ligeledes konsolideringen af vort lands forsvarsevne. Uden et velordnet, godt organiseret og punktligt arbejdende apparat, der står folket nær, kan man ikke dirigere noget afsnit af den socialistiske opbygning. Derfor har vore partiorganisationer pligt til at holde nærmere føling med sovjetternes apparat, og gøre et organisatorisk og ideologisk opdragelsesarbejde i de brede lag af medarbejdere, der er beskæftiget i de forskellige dele af dette apparat.

I overensstemmelse med de leninske principper for organisering af apparatets arbejde har SUKP's centralkomité og USSR's ministerråd i de to sidste år gennemført en række vigtige foranstaltninger for at forenkle strukturen, nedskære personellet og forbedre arbejdet i administrations- og forvaltningsapparatet. Som følge af disse foranstaltninger blev administrations- og forvaltningsapparatet efter de foreliggende tal nedskåret med næsten 750.000 mand. Det må siges, at forvaltningsapparatet endnu er uforholdsmæssigt stort, og at staten bruger enorme summer på dets opretholdelse. Sovjetsamfundet er interesseret i, at flere mennesker kommer til at arbejde indenfor den materielle produktion — på værker og fabrikker, i gruber og på byggepladser, i kollektivbrug, MTS og statsbrug, dér hvor folkets rigdom skabes.

Det er nødvendigt også fremdeles at fortsætte arbejdet for at forbedre administrations- og forvaltningsapparatet. Det er ikke noget, der kan gøres mekanisk; det skal gå hånd i hånd med forenkling af dets struktur, med forbedring af hele dets praktiske virksomhed, med styrkelse af dets forbindelser med masserne, med inddragelse af et bredt aktiv af arbejdere, kollektivbønder og intellektuelle i forvaltningen af den økonomiske og kulturelle opbygning. Der er i vort statsapparat endnu ikke så få overflødige led, der parallelt udfører eet og samme arbejde. Mange medarbejdere ved ministerier og styrelser sidder stadig på deres kontorer og slår tiden ihjel med arbejde på papiret, med bureaukratisk korrespondance i stedet for at give sig i kast med at organisere de arbejdende masser for at opfylde partiets og regeringens beslutninger. Det er nødvendigt at føre den mest ubarmhjertige kamp mod bureaukratiet — dette utålelige onde, der skader vor fælles sag i så høj grad.

I de senere år har partiet og regeringen foretaget indskrænkninger i en række ministerier for ved talmæssig formindskelse af administrations- og forvaltningsapparatet at nærme den økonomiske ledelse til virksomhederne og gøre denne ledelse mere konkret.

Af stor statslig betydning er partiets foranstaltninger for at forbedre den socialistiske planlægning. Blandt disse foranstaltninger må man især fremhæve den foretagne reorganisering af planlægningsorganerne, delingen i langtidsplanlægning og løbende planlægning, hvilket tillader en mere omhyggelig gennemarbejdning af folkehusholdningsplanerne og bedre organisering af kontrollen med at de opfyldes.

Det må siges, at vore planer endnu ikke helt svarer til de krav, der stilles af loven om planmæssig (proportionel) udvikling af den socialistiske husholdning; dette medfører, at der i landets økonomi opstår midlertidige, delvise disproportioner, som til en vis grad bremser udviklingen i en række af dens grene. Det er opgaven at forebygge fremkomsten af den slags disproportioner og fuldtud sikre folkehusholdningens planmæssige udvikling. Vore planlægnings- og forvaltningsorganer må alvorligt studere og for en række femår udstikke de videre perspektiver for væksten indenfor de førende grene af folkehusholdningen.

Det er nødvendigt specielt at beskæftige sig med den rigtige ordning af kontrollen med, at partiets og regeringens beslutninger overholdes. Det ville være forkert at tro, at kontrollen kun skal gælde forsømmelige medarbejdere. Det er nødvendigt også at kontrollere hæderlige folks arbejde, for kontrol er først og fremmest orden, den disciplinerer medarbejderne, forebygger fejl, højner deres ansvarsfølelse for den sag, de har fået overdraget.

Hidtil har det svageste punkt i partiets, sovjetternes og de økonomiske organers arbejde i centrum og rundt om i landet været, at kontrollen med udførelsen af partiets og regeringens direktiver ikke har været tilrettelagt tilfredsstillende. Heller ikke USSR's ministerium for statskontrol klarer denne opgave. Det efterlever kun dårligt de leninske anvisninger om statskontrol, det rejser ikke spørgsmål af stort format om statsapparatets forbedring.

Vi kan ikke længere affinde os med den dilettantiske ordning af kontrollen med, at partiets og regeringens direktiver udføres. Det er nødvendigt på afgørende vis at omstille arbejdet i USSR's ministerium for statskontrol, så at det indgående studerer spørgsmålene om statsapparatets arbejde, dets struktur, overvåger, hvorledes de forskellige led af apparatet udfører partiets og regeringens beslutninger, og overfor regeringen rejser store, principielle spørgsmål om forbedring og rationalisering af statsforvaltningen.

Partiets centralkomité beskæftiger sig nu som før meget med at styrke den socialistiske retsorden. Erfaringen viser, at sovjetstatens fjender søger at udnytte den mindste slappelse i den sovjetiske retsorden til deres skændige undergravningsarbejde. Således virkede den af partiet afslørede Beria-bande, der søgte at placere de statslige sikkerhedsorganer udenfor partiets og sovjetmagtens kontrol, at sætte dem over partiet og regeringen, at skabe en tilstand af lovløshed og vilkårlighed i disse organer. I fjendtlige øjemed fabrikerede denne bande falske anklagematerialer mod hæderlige ledende medarbejdere og menige sovjetborgere.

Centralkomiteen har efterprøvet den såkaldte »Leningradproces« og fastslået, at den var fabrikeret af Beria og hans håndlangere for at svække partiorganisationen i Leningrad og mistænkeliggøre dens kadrer. Efter at have fastslået »Leningradprocessens« uholdbarhed har partiets centralkomité ligeledes efterprøvet en række andre tvivlsomme sager. Centralkomiteen har truffet forholdsregler for at genrejse retfærdigheden. Efter indstilling fra centralkomiteen er uskyldigt dømte blevet rehabiliteret.

Af alt dette har centralkomiteen draget alvorlige slutninger. Der er oprettet forsvarlig kontrol fra partiets og regeringens side med det arbejde, der udføres af organerne for statens sikkerhed. Der er gjort et betydeligt arbejde for at styrke organerne for statens sikkerhed, domstolene og prokuraturen med prøvede kadrer. Prokuraturens kontrol er fuldstændig genindsat i sine rettigheder og den er blevet styrket.

Det er nødvendigt at vore parti-, stats- og fagorganisationer årvågent står vagt om vore sovjetlove, afslører enhver, der retter anslag mod den socialistiske retsorden og sovjetborgernes rettigheder, og sætter en stopper for den mindste antydning af retsløshed og vilkårlighed.

Det må siges, at i forbindelse med revisionen og ophævelsen af en række sager er der hos nogle kammerater begyndt at vise sig en mistillid til medarbejderne ved organerne for statens sikkerhed. Dette er naturligvis urigtigt og meget skadeligt. Vi véd, at kadrerne i vore sikkerhedsorganer for det overvejende flertals vedkommende består af hæderlige medarbejdere, der går fuldt ind for vor fælles sag, og vi har tillid til disse kadrer.

Man må ikke glemme, at fjenderne altid har søgt og stadig vil søge at hindre vort vældige værk, kommunismens opbygning. Den kapitalistiske omverden har sendt os ikke så få spioner og diversanter på halsen. Det ville være naivt, hvis man troede, at fjenderne nu ville ophøre med deres forsøg på at skade os på enhver måde. Det er jo kendt, at undergravningsvirksomhed mod vort land åbenlyst støttes og udbassuneres af reaktionære kredse i en række kapitalistiske stater. Det er tilstrækkeligt, når man siger, at USA siden 1951 årlig har bevilget 100 millioner dollars til undergravningsvirksomhed mod de socialistiske lande. Vi må derfor på enhver måde udvikle sovjetfolkets revolutionære årvågenhed og styrke organerne for statens sikkerhed.

Det største historiske fremskridt, vort parti har vundet, er, at der under det socialistiske samfunds forhold er opvokset nye mennesker, der aktivt og bevidst opbygger kommunismen, men det ville være urigtigt, hvis man troede, at vi allerede helt havde overvundet kapitalismens rester i menneskets bevidsthed. I vor storartede og arbejdsomme sovjetfamilie kan man desværre endnu møde mennesker, der ikke deltager i det produktive arbejde, ikke udfører noget nyttigt arbejde, hverken i familien eller samfundet. Man møder også personer, der overlagt bryder reglerne for det socialistiske samliv. Uden massernes deltagelse, alene ved administrative foranstaltninger, kan man ikke gøre ende på den slags hæslige fænomener. Her tilkommer der offentligheden en stor rolle. Man må skabe en sådan situation, at folk der bryder normerne for god opførsel og principperne for sovjetisk moral, kommer til at føle hele offentlighedens fordømmelse af deres opførsel. Urokkeligt må en af hovedhjørnestenene i vor forfatning være, den der lyder: »Arbejdet er i USSR en pligt og en æressag for enhver arbejdsdygtig borger efter princippet: »Den der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden«.«

Det er en uafviselig pligt for parti-, sovjet-, komsomol- og fagorganisationer at gå aktivt ind i den ædle kamp for at opdrage sovjetungdommen og alle de arbejdende til en socialistisk indstilling til arbejdet og samfundsejendommen, i pagt med marxismen-leninismens store ideer.

Kammerater! Vort parti, der fører en konsekvent fredspolitik, betragter det som sin vigtigste pligt at konsolidere sovjetstatens tapre og berømmelige væbnede styrker — vor hær, flåde og luftvåben, udruste dem med den mest fremskredne teknik, højne den politiske bevidsthed og det militære mesterskab hos dens personel. Sovjetfolket kan være overbevist om at dets væbnede styrker, der årvågent står vagt om sovjetmenneskenes fredelige arbejde, med ære opfylder sin pligt overfor det socialistiske fædreland.

Sovjetunionens indre situation er solid og urokkelig som ingensinde før. Det kommunistiske parti og sovjetfolket er med rette stolte over frugterne af deres uselviske arbejde, over resultaterne af den opbyggende virksomhed på alle økonomiens og kulturens områder. På den anden side må vi altid huske, at V. I. Lenin lærte os aldrig at slå os til tåls med det opnåede, men koncentrere opmærksomheden og anstrengelserne om de uløste opgaver.

Det socialistiske økonomiske systems kolossale fortrin og det høje tempo, som præger samfundsproduktionens udvikling, tillader sovjetlandet indenfor en historisk set yderst kort frist at løse USSR's vigtigste økonomiske opgave — at indhente og distancere de højest udviklede kapitalistiske lande med hensyn til produktion pr. indbygger. Løsningen af denne opgave er den vigtigste og mest pålidelige garanti for vort fædreland og hele fællesskabet af socialistiske lande mod alle tilfældigheder og overraskelser, og den vil tillade os at hæve folkets levevilkår til højder, der svarer til det socialistiske samfunds store mål. Den sjette femårsplan er en vigtig etape på vejen til løsning af denne opgave. Vi har alle muligheder for ikke blot at opfylde, men også at overskride den nye femårsplan.

Men som bekendt er muligheder endnu ikke virkelighed. For at forvandle mulighederne til virkelighed behøves et hårdnakket og vedholdende organisatorisk arbejde af alle parti-, sovjet-, økonomi-, fagforenings- og komsomolorganisationer; der behøves alvorlige anstrengelser i arbejdet af hele sovjetfolket — vor heltemodige arbejderklasse, vore berømmelige kollektivbønder, vore folkelige intellektuelle.

På det indenrigspolitiske område er de vigtigste opgaver i de nærmeste år følgende:

1. Vi skal ihærdigt og energisk udvide den materielle produktionsbasis for det socialistiske samfund, idet vi i alle grene af folkehusholdningen tilegner os den højeste teknik, de nyeste resultater fra ind- og udlandets videnskab og teknik, erfaringerne fra foregangsmænd i produktionen.

2. På grundlag af det tekniske fremskridt og fremfor alt en bred elektrificering af landet, en energisk forbedring af arbejdets og produktionens organisation og under ufravigelig iagttagelse af det leninske princip, at de beskæftigede skal have materiel interesse i resultaterne af deres arbejde, skal vi sikre uafladelig vækst i arbejdsproduktiviteten.

3. Vi skal uophørligt sænke industri- og landbrugsproduktionens selvomkostninger, i videre omfang indføre økonomisk drift i industrivirksomhedernes, statsbrugenes og MTS'arbejde, gennemføre det strengeste spareregime, nedskære forbruget af arbejde og materielle værdier pr. produktionsenhed og stadig højne produktionens kvalitet.

4. Ved siden af beslutsomt at forbedre anlægsvirksomheden skal vi udnytte de forhåndenværende produktionskapaciteter økonomisk, finde og udnytte flere og flere nye reserver, som er forhånden indenfor alle grene af folkehusholdningen, ved en hver virksomhed, på enhver byggeplads, i ethvert kollektivbrug
og statsbrug.

5. Idet vi stadig sikrer sværindustriens fortrinsvise udviklingstempo — grundlaget for hele den socialistiske økonomi — skal vi i væsentlig grad udvide produktionen af forbrugsvarer og uophørligt fremme letindustriens og levnedsmiddelindustriens udvikling.

6. Bygget på erfaringerne fra de bedste kollektivbrug, statsbrug og MTS skal vi ved udgangen af sjette femårsplan bringe den årlige kornhøst op på 11 milliarder pud (180 millioner t) og betydeligt forøge produktionen af bomuld, sukkerroer, hør, kartofler, grønsager og andre landbrugsprodukter. Vi skal forøge produktionen af kød til det dobbelte, af mælk til næsten det dobbelte og af uld med 82 pct.

7. Vi skal uden ophør højne den arbejdende befolknings materielle levevilkår og kulturelle niveau, på organiseret vis føre partiets beslutning om nedsættelse af arbejdsdagen ud i livet og gennemføre et omfattende program for opførelse af boliger til den arbejdende befolkning.

8. Vi skal ihærdigt forbedre det sovjetiske statsapparats arbejde, indskrænke det og gøre det billigere, beslutsomt udrydde bureaukratisme og kontoriusseri, forbedre ledelsen af alle grene i folkehusholdningen, sørge for at denne ledelse bliver så konkret som mulig, så at den i praksis hjælper virksomheder, kollektivbrug, MTS og statsbrug, der er bagefter, med at komme op på højde med de bedste.

9. Vi må i videre omfang udvikle initiativet og den skabende aktivitet i arbejdernes, kollektivbøndernes og de intellektuelles millionmasser og sætte sving i hele folkets socialistiske kappestrid for at opfylde og overskride den sjette femårsplan.

10. Vi må uophørligt styrke det vældige forbund mellem arbejderne og kollektivbønderne, det ubrydelige venskab mellem USSR's folkeslag, hele sovjetsamfundets moralsk-politiske enhed, opdrage den arbejdende befolknings millionmasser i en ånd af sovjetpatriotisme og proletarisk internationalisme, sammensvejse dem endnu tættere omkring vort berømmelige kommunistiske parti, omkring marxismen-leninismens uovervindelige banner.

III. Partiet

Kammerater! Sovjetfolket véd, at vort lands enorme resultater er opnået takket være vort kommunistiske partis rigtige politik, dets utrættelige organisatoriske virke. Ved usvigeligt at tjene folket har Sovjetunionens Kommunistiske Parti vundet stor autoritet, ikke blot i vort lands arbejdende befolkning, men også i den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelse, i Vestens og Østens folkemasser. Ved sin politik øver det uhyre stor indflydelse på verdensbegivenhedernes hele gang.

 1. Befæstelsen af det kommunistiske partis rækker, styrkelsen af dets ledende rolle i sovjetstaten.

Sovjetunionens Kommunistiske Parti tæller pr. 1. februar 1956 i sine rækker 7.215.505 personer, deraf 6.795.896 partimedlemmer og 419.609 medlemskandidater. Det er næsten tre gange mere, end partiet talte, da det afholdt den 18. kongres, og 333.000 mere, end der var i SUKP's rækker, da den 19. kongres blev afholdt. I løbet af beretningsperioden er partiet befæstet endnu mere i organisatorisk, idémæssig og politisk henseende. Partimassernes marxistisk-lenininske hærdning er blevet stærkere. Partiets kadrer, der er den afgørende kraft i partiets og statens ledelse, er vokset betydeligt.

Vor geniale leder og lærer V. I. Lenin skabte og befæstede det kommunistiske parti som den arbejdende befolknings store inspirerende og ledende kraft i kampen for folkets frihed og lykke, for kommunismen. Han bekæmpede energisk alle forsøg på at nedsætte eller svække partiets ledende rolle i sovjetstatens system. Centralkomiteen har ufravigeligt ladet sig lede og lader sig stadig lede af Lenins lære om partiet. I dag kan vi sige, at vort partis rolle i statsopbygningen, i hele landets politiske, økonomiske og kulturelle liv i løbet af beretningsperioden er vokset endnu mere.

I kampen for den fortsatte styrkelse af sovjetstaten, for et nyt opsving i den socialistiske økonomi og kultur, for højnelsen af den arbejdende befolknings materielle vilkår, har partiet yderligere mangfoldiggjort sine forbindelser med masserne og er vokset endnu mere sammen med folket.

Det ville imidlertid være forkert at fremstille det, som om beretningsperioden for vort parti havde været et uafbrudt triumftog under klar himmel og ad jævne veje. Således er det naturligvis langtfra. Vi har både haft store sejre og enkelte uheld, vi har haft store glæder og også haft sorger. Men sejrene gjorde ikke partiet overmodigt, og uheldene hensatte det ikke i græmmelse. Dristigt og fortrøstningsfuldt går partiet nu som før frem ad den vej, det har valgt.

Kort efter 19. partikongres bortrev døden Josef Vissarionovitj Stalin fra vore rækker. Socialismens fjender spekulerede i muligheden for forvirring i partiets rækker, splittelse i dets ledelse og vaklen i dets inden- og udenrigspolitik. Men disse spekulationer slog fejl. Det kommunistiske parti sluttede sig endnu fastere sammen omkring sin centralkomité og hævede marxismens-leninismens altbesejrende fane endnu højere.

Imperialisterne nærede særlige forhåbninger til deres gemene agent Beria, der lumsk havde sneget sig frem til ledende poster i partiet og staten. Centralkomiteen satte beslutsomt en stopper for den forbryderiske sammensværgelsesvirksomhed, der udfoldedes af denne farlige fjende og hans håndlangere. Det var en stor sejr for partiet, en sejr for dets kollektive ledelse.

Udslettelsen af den foragtelige forræderbande medvirkede til yderligere befæstelse af partiet og til en heldig løsning af de opgaver, vort land stod overfor. Partiet blev endnu mere helstøbt. Pariets ideologisk-politiske og organisatoriske enhed er pantet på dets uovervindelighed. Partiet frygter ingen fjender og ingen vanskeligheder, når det bevarer enheden. Det formår at klare alle opgaver, når det optræder som en sammentømret kraft, der ikke kender frygt i kampen, vaklen ved gennemførelsen af sin linie eller vigen for vanskeligheder. Vort parti er nu en enhed som ingensinde før, det er tæt sammensvejset omkring centralkomiteen, og det leder uden vaklen landet frem ad den vej, som den store Lenin viste os.

Enheden i vort parti er skabt gennem år og årtier, den er vokset og styrket i kamp mod talrige fjender. Trotskister, buharinister, borgerlige nationalister og andre af folkets værste fjender, der kæmpede for kapitalismens genindførelse, gjorde fortvivlede forsøg på indefra at undergrave partirækkernes leninske enhed — og alle knuste de hovedet mod denne enhed.

Enheden i det kommunistiske parti og dets ledende kærne har sin rod i hele sovjetfolkets moralsk-politiske enhed og i marxismen-leninismens urokkelige principper. Folk kommer ikke ind i vort parti for personlig fordels skyld, men for at virkeliggøre det store mål — kommunismens opbygning. Partiets ledende kærne er ikke en gruppe mennesker, der knyttes sammen af personlige forbindelser eller gensidige fordele, men et virksomt kollektiv af ledere, hvis forhold bygger på et principielt, idémæssigt grundlag, som hverken tillader gensidig amnesti eller personligt uvenskab.

Når det har vist sig, at en eller anden ledende person indenfor partiet begår fejl i sit arbejde, har vort partis centralkomité enstemmigt truffet de fornødne foranstaltninger for at rette disse fejl. På centralkomitémøderne har en række organisationer og personer, herunder også medlemmer af centralkomiteen fået deres virksomhed udsat for bolsjevikisk kritik uden persons anseelse. Enkelte partiarbejdere, der ikke svarede til den høje tillid, partiet havde vist dem, er blevet sat udenfor centralkomiteen. Det siger sig selv, at partiets enhed ikke tabte derved, men kun vandt.

En principiel linie, påpeger Lenin, er den eneste rigtige linie. Aldrig i nogen henseende vige så meget som eet skridt fra partiets almene interesser — det er det urokkelige princip, kommunisterne følger i kampen for enheden i deres rækker. Og når der i beretningsperioden er nået nye store resultater, så vidner det bedre end noget andet om, at partiet og dets centralkomité på en god måde har bevaret og befæstet enheden i partiets rækker.

Når vi vurderer den tilbagelagte vej og de vundne resultater, kan vi trygt sige, at den måde, hvorpå vort partis centralkomité i beretningsperioden politisk har ledet vort land, har været på højde med situationen, at partiet har løst problemerne i stats-og partiudviklingen på en rigtig måde og med kyndighed har ført landet frem på den leninske kurs.

Hovedopgaven for partiet, for dets centralkomité har bestået i at sikre yderligere befæstelse af det socialistiske fædrelands økonomiske styrke, gøre dets hellige grænser endnu mere uantastelige og yderligere højne sovjetmenneskenes materielle og kulturelle leveniveau.

Vort kommunistiske parti er et regerende parti. Af dets ledelses arbejde, af virksomheden i dets lokale organisationer afhænger i afgørende grad fremgangen med enhver vigtig sag. Det er naturligt, at det for realiseringen af de opgaver landet er stillet overfor, i første række har været nødvendigt at gøre et stort arbejde for at mobilisere partiorganisationerne og udvikle alle kommunisters vilje til at bekæmpe mangler.

En overordentlig vigtig rolle for partiets og hele landets liv har vore centralkomitémøder, som i beretningsperioden er blevet afholdt regelmæssigt. På disse møder har centralkomiteen overfor hele partiet, overfor hele folket med leninistisk åbenhed og principfasthed afdækket alvorlige mangler i landbrugets og industriens udvikling og udstukket vejen til at fjerne disse mangler, peget på løsningen af de uopsættelige opgaver i forbindelse med den videre fremgang i landets folkehusholdning, i den arbejdende befolknings materielle og kulturelle leveniveau.

Når centralkomiteen har kritiseret utilstrækkeligheder i den økonomiske opbygning, er den gået ud fra, at partiet ikke bør være bange for at sige folket sandheden om mangler og vanskeligheder i vor bevægelse fremad. Den, der er bange for at indrømme fejl og svagheder, er ikke nogen revolutionær. Vi har ikke grund til at skjule vore mangler, for vor generallinie er rigtig, det kommunistiske opbygningsværk vokser og sejrer, og manglerne bliver mindre, jo bredere masser vi inddrager i bekæmpelsen af dem.

Centralkomiteen har opfordret partiorganisationerne til at udfolde en alsidig kritik og selvkritik, til kritisk vurdering af resultaterne af det arbejde, der er udført, til energisk bekæmpelse af selvforherligelse, praleri og indbildskhed. Mange af de utilstrækkeligheder, vi nu bekæmper, ville vi ikke have haft, hvis der ikke i sin tid i visse led af partiet havde bredt sig en stemning af selvgodhed og forsøg på at forskønne tingenes virkelige tilstand. En principiel og åben kritik og selvkritik — det er den rette vej til yderligere at befæste partiet og til hurtigst at fjerne manglerne, til nye sejre på alle områder af den kommunistiske opbygning.

For yderligere at befæste partiets enhed og højne partiorganisationernes aktivitet var det påkrævet at genoprette de af Lenin udarbejdede normer for partilivet, som tidligere ofte var blevet brudt.

Af ganske særlig betydning var genoprettelsen og den alsidige befæstelse af det leninske princip, at ledelsen skal være kollektiv. SUKP's centralkomité har stræbt efter at vise et eksempel i så henseende. Det er åbenbart for alle, hvor meget centralkomiteens rolle som vort partis kollektive leder er vokset i de senere år. Centralkomiteens præsidium er blevet et regulært fungerende kollektivt organ, i hvis synsfelt alle de vigtigste spørgsmål i partiets og landets liv befinder sig.

I kampen for alsidig udvikling af kommunisternes og hele den arbejdende befolknings skabende aktivitet traf centralkomiteen foranstaltninger til en bred klarlæggelse af den marxistisk-leninistiske forståelse af personlighedens rolle i historien. Centralkomiteen vendte sig energisk mod den for marxismen-leninismens ånd fremmede persondyrkelse, der forvandler en eller anden fremtrædende mand til en mirakelmager og på samme tid forklejner partiets og folkemassernes rolle og fører til formindskelse af deres skabende aktivitet. Udbredelsen af persondyrkelse har formindsket den kollektive ledelses rolle i partiet og nu og da ført til alvorlige forsømmelser i vort arbejde.

I vor partihymne »Internationale« står der disse ord: »Ej nogen mægtig gud og kejser og folkehøvding står os bi. Nej, selv til kampen vi os rejser, og gør os selv af åget fri.« Disse indtrængende ord afspejler rigtig, på marxistisk vis massernes revolutionære, skabende rolle, kollektivets rolle. Folket ledes af partiet, der er bevæbnet med den marxistiske teori — det er den store, uovervindelige kraft, skaberen af en ny tilværelse, historiens skaber.

Gennemførelsen af de leninske principper for partilivet har medført en højnelse af partiorganisationernes politiske aktivitet, befæstelse af deres forbindelser med den arbejdende befolkning, styrkelse af deres indflydelse på masserne. Dette har yderligere forøget partiorganisationernes kræfter og gjort dem langt mere kampdygtige ved løsningen af den økonomiske og kulturelle opbygningsopgave.

Med hensyn til vort partis udvikling har beretningsperioden altså medført en yderligere befæstelse af partiets enhed, styrkelse af dets politiske og organisatoriske rolle, stigende indflydelse på masserne. Partiet har udarbejdet et omfattende program for ny fremgang i folkehusholdningen og den arbejdende befolknings levevilkår, mobiliseret hele folket til gennemførelse af dette program og opnået betydelige sejre på alle den kommunistiske opbygnings fronter.

Men heller ikke nu, hvor partiets styrke og autoritet har nået højder som ingensinde, må vi hengive os til selvgodhed og selvtilfredshed. For at gennemføre den videre sejrrige bevægelse fremover må vi sørge for, at alle vore partiorganisationer altid er i fuldt beredskab og uden ophør forbedre og fuldkommengøre hele vort partiarbejde. Og først og fremmest er det nødvendigt at højne niveauet for partiets organisatoriske og ideologiske arbejde.

2. Det partimæssigt organisatoriske arbejde.

I hele sin organisatoriske virksomhed følger partiet og dets centralkomité den store Lenins anvisninger: at det er nødvendigt for fremgangsrigt at lede landet, at man forstår at overbevise masserne og forstår i praksis at organisere virkeliggørelsen af partiets politik. Partiet har bestræbt sig for på organiseret vis at sikre en resultatrig gennemførelse af de opgaver, vi står overfor, og at hjælpe partiets kadrer til at mestre den kunst, det er praktisk at organisere arbejdet i alle afsnit af den økonomiske opbygning.

Efter at vort parti var kommet til magten, forbandt Lenin til stadighed partiarbejdet med den økonomiske virksomhed. Den kendte GOELRO-plan, planen for den økonomiske udvikling kaldte han for partiets andet program. »Vort partiprogram — sagde Vladimir Iljitj i denne forbindelse — må ikke forblive et program blot for partiet. Det skal blive et program for vor økonomiske opbygning, ellers duer det heller ikke som program for partiet. Det skal suppleres med partiets andet program, planen for arbejder til genopbygning af hele folkehusholdningen og dens udstyrelse med moderne teknik.« (Værker bd. 31, s. 482, russ.).

Det må indrømmes, at vore partikadrer gennem mange år ikke i tilstrækkelig grad blevet opdraget til en stærk følelse af ansvar for løsningen af den økonomiske opbygnings praktiske spørgsmål. Dette medførte, at bureaukratiske kontormetoder fandt vid udbredelse i den økonomiske ledelse, og at mange partifunktionærer ikke gav sig virkeligt af med det organisatoriske arbejde på den økonomiske opbygnings område, ikke trængte dybere ind i økonomien, ikke sjældent forsømte det levende arbejde med massernes organisering til fordel for snak og druknede i et grænseløst hav af papir.

Centralkomiteen har opfordret partiets kadrer, alle kommunister, til at vende sig til problemerne i den konkrete ledelse af den økonomiske opbygning, gøre ende på overfladiskheden overfor økonomien, forstærke studiet af virksomhedernes, kollektivbrugenes, MTS' og statsbrugenes teknik og økonomi for at kunne lede deres arbejde med indgående sagkundskab. Der rettes nu en skarp kritik mod de partifunktionærer, der stadig søger at erstatte et alvorligt studium af tingene og et levende organisatorisk arbejde med snak om de økonomiske opgaver »i al almindelighed« og papirskriveri. En del moderne »Mitrofanusjka'er«, der foretrak at holde sig udenfor de virkelige sager, er blevet fritaget for ledende arbejde.

Resultatet af de trufne foranstaltninger er, at de lokale partiorganer i nogen grad har forbedret det organisatoriske arbejde indenfor de førende afsnit af industri- og landbrugsproduktionen. Deres arbejde med at lede driften er blevet mere sagligt, konkret og effektivt.

Desværre tolererer man stadig i mange partiorganisationer den urimelighed, at partiets politiske virksomhed sættes i modsætning til den økonomiske. Man møder også med respekt at melde partbfunktionærer«, der mener, at partiarbejde er én ting og arbejdet i økonomien og sovjetterne er noget andet. Fra den slags »funktionærer« kan man oven i købet høre klager, der går ud på, at de bliver revet bort fra deres såkaldte »rent partimæssige« arbejde og tvunget til at studere økonomi, teknik, landbrugsmetoder — til at studere produktionen.

En sådan opfattelse af partiarbejdets opgaver er fundamentalt urigtig og skadelig.

Sovjetunionens Kommunistiske Parti er et regerende parti, og alt, hvad der udrettes på vor sovjetiske jord, er af vital interesse for partiet som helhed og for hver enkelt kommunist. En kommunist har ikke ret til at være udenforstående tilskuer.

Derfor forlanger partiet af partikadrerne, at de ikke adskiller partiarbejdet fra det økonomiske arbejde, men leder økonomien konkret, med sagkundskab. Dette betyder naturligvis ikke nogen sammenblanding af partiorganernes funktioner med de økonomiske organers funktioner, eller at de økonomiske organer erstattes med partiorganer. En sådan erstatning ville føre til upersonlighed og uansvarlighed. Meningen er, at partiarbejde skal tage sigte på at organisere og opdrage masserne, at forbedre ledelsen af økonomien, at skaffe den socialistiske økonomi støt fremgang, at forbedre sovjetfolkets materielle kår og højne dets kultur.

For at bringe det organisatoriske arbejde op på højde med de opgaver, partiet står overfor, må man på alle måder forbedre partiapparatet. I dag arbejder det endnu for tungt. Der er stadig i partiapparatets virksomhed ikke så lidt af en formalisme der er skadelig i enhver henseende, men især utilstedelig, når man arbejder med mennesker. De kvalificerede medarbejdere, vi har i det, giver sig i mange tilfælde ikke så meget af med organisatorisk arbejde som med indsamling af alle mulige oplysninger, statistiske tal og materialer, som man udmærket kunne undvære. Derfor er der megen tomgang i apparatet.

Hovedsagen i partiets organisatoriske arbejde er arbejdet i masserne, indvirkningen på masserne, organiseringen af masserne til kamp for gennemførelse af de økonomisk-politiske opgaver partiet har stillet. Man kan ikke længere affinde sig med, at mange funktionærer i partiapparatet i stedet for daglig at være midt i masserne lukker sig inde på kontorer og udklækker resolutioner, mens livet går forbi dem.

Man må i denne forbindelse atter og atter tale om ledelsen af kollektivbrugene. Partiet og regeringen har skabt alle materielle og organisatoriske forudsætninger for en kraftig fremgang i landbruget. I løbet af kort tid er tusinder af kollektivbrug, der før var bagefter, kommet op blandt de bedste. Men opsvinget foregår i mange kollektivbrug langsommere, end det behøver. Hvis man tager en gren af landbruget som husdyrholdet, så ser vi, at der i hver rayon er kollektivbrug, der har gjort store fremskridt med husdyrbrugets udvikling og på eet år fordoblet eller tredoblet produktionen af kød og mælk. På samme tid er de ofte omgivet af kollektivbrug, der er bagefter og udviser yderst ringe resultater.

Hvad er det da, der hindrer os i fuldtud at udnytte reserverne på landbrugets og i særdeleshed på husdyrbrugets område? Hovedårsagen ligger i vort organisatoriske arbejdes svaghed.

Ledelsens svaghed giver sig udslag i, at mange rayon-funktionærer ikke tager sig konkret af hvert enkelt kollektivbrug, men leder kollektivbrugene formelt, uden sagkundskab. De undlader ofte at tage sig af afgørende spørgsmål, sikrer ikke en rigtig planlægning af hvert enkelt brugs udvikling og arbejder endnu dårligt med organiseringen af menneskene. Derfor opstår der ikke sjældent en situation, hvor spirerne til det nye må bryde igennem af sig selv. Men er det normalt? Nej, studér det væsentlige i foregangsmændenes erfaringer og tag så ud til det kollektivbrug eller den brigade, der er bagefter, og sørg for at få de moderne erfaringer anvendt i produktionen, at bruge disse erfaringer som eksempel for at vise kollektivbønderne, hvordan sagen rigtigt skal gribes an. Hvad ledelse angår, er dette det væsentlige.

Der findes endnu på ledende poster funktionærer, som man kan henføre til kategorien »travle mænd, der intet udretter«. Ved første øjekast er de meget virksomme, og de bestiller virkelig meget, men deres virksomhed er tomgang. De holder møder til »tredie hanegal«, hvorpå de farer ud i kollektivbrugene og skælder ud på dem, der er bagefter, indkalder til møder og siger nogle almindeligheder efter et manuskript, der som regel er skrevet i forvejen, opfordrer til at »bestå eksamen«, »overvinde alle vanskelighederne«, »hidføre et omsving«, »vise sig tilliden værdig« osv. Men hvor travl en sådan leder end har været, viser det sig ved årets udgang, at intet har ændret sig til det bedre. Manden har, som det hedder, »sprængt sit gode skind, men er ingen vegne kommet«.

Det er også et stort onde, at der i mange parti- og sovjetfunktionærers praktiske virksomhed har dannet sig en ansvarsløs indstilling til de forpligtelser, de har påtaget sig. Hvis man vil kontrollere, hvorledes de eller de områder, rayoner, kollektiveller statsbrug opfylder deres socialistiske forpligtelser, åbenbarer der sig et stort misforhold mellem ord og gerning. Kontrollerer man overhovedet opfyldelsen af disse forpligtelser? Nej, de kontrolleres som regel ikke. Ingen har ansvaret, hverken materielt eller moralsk, hvis forpligtelserne ikke opfyldes.

Det må siges, at vor presse og radio roser dem, der påtager sig store forpligtelser, men tier, når de falder igennem, skønt der har været alle betingelser for at opfylde de påtagne forpligtelser. Man må øge menneskenes ansvarsfølelse overfor deres forpligtelser. Har man givet sit ord, må man holde det for enhver pris. Som man siger: »Har man sagt A, må man også sige B«.

Af det, der her er sagt, må man drage den slutning, at vi er nødt til alvorligt at forbedre det organisatoriske arbejde, især i rayonerne, og opmærksomt følge kadrernes arbejde, deres vækst, og hjælpe dem med at lære kunsten at organisere arbejdet blandt masserne.

Partiet har altid lagt stor vægt på parti- og sovjetfunktionærerne i rayonerne, for det er i væsentlig grad her det afgøres, hvilken skæbne opfyldelsen af partiets og regeringens direktiver skal få. Som resultat af et stort arbejde fra partiets side er der i rayonerne opvokset mange gode folk, virkelige organisatorer og ledere af masserne. Men man kan ikke lukke øjnene for, at rayon-organisationernes arbejde mange steder langtfra svarer til nutidens krav.

Vi talte i sin tid med rette om svagheden blandt kadrerne i MTS og blandt de ledende kadrer i kollektivbrugene. Partiet har styrket disse led, naturligvis ikke sådan at vi kan slå os til ro med det, der er opnået; vi må også videreføre dette arbejde. Men for øjeblikket ligger den største svaghed med hensyn til kadrerne i rayon-leddet — i partiets rayon-bestyrelser (komiteer), i rayon-sovjetternes bestyrelser (eksekutivkomiteer), en svaghed i det organisatoriske arbejde, der udføres af partiets rayon-bestyrelser.

Nu hvor landet er stillet overfor store opgaver med hensyn til fremgang i landbruget, har en styrkelse af rayonorganisationerne med erfarne og dygtige kadrer fået særlig betydning. Rayonfunktionærerne arbejder 30 direkte i grundorganisationerne på landet, i MTS, kollektivbrug og statsbrug, de organiserer de mennesker, der skaber de materielle værdier. Følgelig afhænger alt arbejdes fremgang i høj grad af deres virksomhed.

Vi skal sørge for, at der i det ledende arbejde ved partiets rayon-bestyrelser og rayonsovjetternes bestyrelser (eksekutivkomiteer) er veluddannede kommunister, energiske organisatorer af masserne, som kender produktionen. Uden kendskab til landbrug kan lederne af rayonorganisationerne ikke løse de opgaver, der stilles dem, og ikke have nogen autoritet blandt kollektivbønderne og funktionærerne ved MTS og statsbrug.

Den økonomiske opbygning er en af de vigtigste sider af vort partiarbejde. En ledende partifunktionærs virksomhed skal i første række vurderes efter de resultater, han har med den økonomiske udvikling, for hvis fremgang han har ansvaret. De ledere, der ikke ønsker at forstå dette, ikke formår at stå i spidsen for kampen for den økonomiske fremgang, må i tide udskiftes som folk, der ikke er tilstrækkeligt uddannet til partiarbejde. Vi skal fortsætte arbejdet med at befæste rayonorganisationerne med ledende kadrer, både ved forfremmelse af lokale funktionærer, som er opvokset i kollektivbrug og statsbrug, og ved at føre folk fra byer og industricentrer over til arbejdet i rayonerne.

Kammerater, man må åbenbart gøre det, at man også materielt forøger ledernes ansvar for det hverv, de har fået, ved til en vis grad at lade deres løn afhænge af de opnåede resultater. Hvis planen er opfyldt eller overskredet, får man mere, er den ikke opfyldt, daler lønnen. Nogle vil måske sige, at man ikke kan opstille et sådant lønningsprincip for partifunktionærer, da de skal beskæftige sig med partiets organisatoriske, ideologiske arbejde, at dette arbejde ikke er direkte forbundet med resultaterne af den økonomiske virksomhed. Men kan man måske kalde partiets organisatoriske arbejde vellykket, hvis det ikke giver sig positivt udslag i produktionen? At drive partimæssigt organisatorisk og ideologisk arbejde uden at forbinde det med forbedring af produktionen, betyder at drive det hen i vejret.

Mangler i partiets organisatoriske arbejde forekommer ikke blot på landet, men også i byernes partiorganisationer. Ganske vist ligger situationen i industrien som helhed bedre. Men også her er der ved siden af fremskredne grene og virksomheder ikke så få, der er bagefter. En af grundene til, at de er bagefter, består i, at der i disse virksomheders partiorganisation ikke føres en energisk kamp for det nye, fremskredne, og ikke sættes virkelig uforsonligt ind overfor det efterblevne og rutinemæssige.

Niveauet i partiets organisatoriske arbejde afhænger i høj grad af, hvorvidt dets former svarer til de opgaver, partiorganisationerne står overfor. Heraf følger, at man til stadighed må forbedre partiorganernes arbejdsmetoder og struktur ved at tilpasse dem til forholdene, efterhånden som situationen forandrer sig. Dette gælder ikke blot for de lokale partiorganer, men også for SUKP's centralkomité.

I den forløbne periode er der gennemført en række foranstaltninger for at omlægge partiorganernes struktur og styrke dem med nye kadrer. For at forbedre partiets organisatoriske arbejde på landet har centralkomiteen fundet det nødvendigt at omdanne strukturen i partiets rayonbestyrelser på landet. Der er for hver MTS-zone oprettet instruktørgrupper ledet af en sekretær, som tilhører partiets rayonbestyrelse. Tanken hermed var, at når denne sekretær fra rayonbestyrelsen sammen med instruktørerne for MTS-zonen får konkrete opgaver med organiseringen af partiets politiske arbejde i den pågældende gruppe af kolhozer, vil det fremme en forbedring af kollektivbrugets arbejde. En sådan omdannelse har altså været nødvendig.

Der er imidlertid ikke alle steder opnået positive resultater ved gennemførelsen af denne omdannelse. Hvad er årsagen hertil? Nogle mener, at da vi indførte rayonbestyrelsessekretærer og instruktørgrupper efter MTS-zoner, så blev rayonbestyrelsens førstesekretær ligesom fjernet fra ledelsen af MTS og kollektivbrug, og som følge deraf skulle den almindelige ledelse af landbruget i rayonen være svækket. Men sådan taler folk, der helst vil tilbage til de gamle ledelsesmetoder, hvor der var megen upersonlighed i partiarbejdet på landet.

Når partiets rayonbestyrelse og dennes førstesekretær udøver den rigtige ledelse af sekretærernes og instruktørernes arbejde i MTS-zonerne, kan de opnå en forbedring af masse-organisationsarbejdet i kollektivbrugene. Der, hvor man har gennemført reorganisationen rigtigt, har det givet positive resultater.

Hovedårsagen til, at reorganisationen af partiets rayonbestyrelser ikke alle steder har givet gode resultater, ligger i, at de folk, man i en række rayoner anbragte på posterne som sekretærer og instruktører for MTS-zonerne, ikke altid har haft saglige og politiske kvalifikationer på højde med de krav, der stilles til sekretærer og instruktører for MTS-zoner; de har faktisk vist sig svage.

Nogle kammerater siger, at man kommer til at ændre strukturen i partiets rayonbestyrelser påny. Dette må man tænke mere over. Det forekommer os, at det næppe vil være formålstjenligt at foretage en ny reorganisation. Det er bedre at gå den vej at styrke kadrerne ved på de steder, hvor nødvendigheden tilsiger det, at besætte posterne som sekretærer i partiets rayonbestyrelser med gode organisatorer, der er i stand til at arbejde med mennesker. Man må stile efter at nærme partiets ledelsesarbejde til produktionen, på en sådan måde, at upersonligheden i partiarbejdet definitivt udryddes.

Centralkomiteen mener det er på tide alvorligt at forbedre partiets ledelse for områderne og distrikterne i den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik (RSFSR). Der indgår jo i RSFSR 78 distrikter, områder og autonome republikker, der hver for sig udmærker sig ved en mangfoldighed af individuelle forhold og særlige træk. For at sikre en mere konkret og effektiv ledelse i områderne, distrikterne og de autonome republikker i RSFSR, fordres der et særligt partiorgan i centrum. Med dette formål finder centralkomiteen det fornødent at oprette SUKP's CK's Bureau for RSFSR.

I kampen for alsidig forbedring af partiets organisatoriske og politiske arbejde lægger centralkomiteen særlig vægt på udvælgelsen og fordelingen af kadrerne, på højnelsen af deres ideologiske niveau og forbedringen af deres saglige kvalifikationer. Partiet kan være stolt over, at det har evnet at opfostre, ideologisk opdrage og hærde talrige kadrer til det mangesidede partimæssige, statslige og økonomiske arbejde.

Men det ville være forkert, hvis man overså de alvorlige mangler og fejl, der forekommer i arbejdet med kadrerne. Det er nok til eksempel at pege på, at partiets læreanstalter uddanner folk, der i regelen ikke har et elementært kendskab til den konkrete økonomi. Man må omlægge uddannelsen af kadrer ved partiskolerne, så at deltagerne ved siden af et dybtgående studium af den marxistisk-leninistiske teori får elementære kundskaber med hensyn til produktionen, og at deltagerne i de højere partiskoler foruden højere marxistisk uddannelse får praktiske kundskaber i samme omfang som teknikumuddannelsen indenfor en af industriens eller landbrugets grene.

Det ser i mange partiorganers virksomhed ud til, at man har glemt partiets krav om, at man foruden at bruge de gamle kadrer rigtigt også dristigt må anbringe yngre funktionærer, der er prøvet i praksis, på ledende poster. 

Man kan ikke lukke øjnene for, at man i en række parti- og sovjetorganer er ængstelig med hensyn til at anbringe kvinder på ledende poster. Der er meget få kvinder i ledende parti- og sovjetarbejde, især som sekretærer i partibestyrelser, som formænd i bestyrelserne (eksekutivkomiteerne) for sovjetterne, af den arbejdende befolknings repræsentanter, som ledere af industrivirksomheder, kollektivbrug og statsbrug.

Da der hersker alvorlige mangler ved udvælgelsen og uddannelsen af kadrer og sker omflytninger af funktionærer, uden at det altid kan begrundes med saglige hensyn, forekommer der en altfor stor fluktuation af kadrerne. Endnu tager partiorganerne ofte formelt på studiet af kadrernes fortrin og mangler, og de placerer og omflytter i en række tilfælde funktionærerne uden at tage hensyn til deres politiske og saglige kvaliteter.

For med held at løse de opgaver partiet står overfor, er det af stor betydning, at man placerer kommunisterne rigtigt i folkehusholdningen. Det er unormalt, når en betydelig del af de kommunister, der arbejder i en række af folkehusholdningens grene, er beskæftiget med arbejde, der ikke har nogen umiddelbar forbindelse med de afgørende afsnit af produktionen. I kulindustriens virksomheder, hvor der findes ca. 90.000 kommunister, er kun de 38.000 beskæftiget ved arbejdet under jorden. I landdistrikterne lever der over tre millioner partimedlemmer og kandidater, men mindre end halvdelen af dem arbejder umiddelbart i kollektivbrug, MTS og statsbrug.

Det er en alvorlig forsømmelse i de lokale partiorganers organisatoriske arbejde, at de behandler reguleringen af partiets tilvækst med mindre omhu end før, og især at de ikke sørger for at forøge arbejderkærnen i partiet. Man må lægge en mere energisk kurs for på alle måder at forbedre den kvalitative sammensætning af de folk, der optages i partiet, således at man til optagelse i det kommunistiske partis rækker individuelt udvælger fremskredne arbejdere, især fra de førende fag, fremskredne kolhozmedlemmer og den bedste del af de sovjetiske intellektuelle.

De sovjetiske fagforeninger har stor betydning for opdragelsen og oplæringen af arbejdernes og funktionærernes millionmasser, for mobiliseringen af deres skabende kræfter i kampen for forøgelse og fuldkommengørelse af produktionen, for højnelse af den arbejdende befolknings materielle kår og kulturelle og tekniske niveau. Imidlertid er fagforeningernes arbejde vitterligt ikke på højde med livets krav, med de opgaver, partiet stiller. Det, der hovedsagelig mangler hos vore fagforeningsorganer — også hos landsorganisationen (VZSPS) — er kampånd, skabende gnist, skarphed, principfasthed og initiativ i behandlingen af grundlæggende, livsvigtige spørgsmål — det være sig forholdsregler for at højne arbejdsproduktiviteten eller skal vi sige lønspørgsmål, boligbyggeri eller tilfredsstillelse af arbejdernes og funktionærernes daglige fornødenheder. Ved virksomhederne afsluttes der som bekendt kollektive aftaler. Det sker gang på gang, at disse aftaler ikke overholdes, men fagforeningerne tier stille, som om alt er i sin bedste orden. Man må i det hele taget sige, at fagforeningerne er holdt op at strides med bedriftslederne — der hersker blikstille mellem parterne. Men man må i sagens interesse ikke være bange for at ødelægge det gode forhold — det kan til tider være gavnligt at tage en ordentlig holmgang.

Det må blive sådan, at fagforeningerne i forholdet til arbejdernes og funktionærernes millionmasser virkelig er en leninistisk skole i forvaltning og produktionsledere, i kommunisme. Det er ganske åbenbart, at det med dette formål er nødvendigt, at partiet yder dem bedre hjælp i det praktiske arbejde. Fagforeningerne skal i videre omfang end nu betjene sig af bedriftsmøder, bedriftsaktiver og andre former for arbejdernes deltagelse i produktionslederen.

Vor berømmelige leninske Komsomol indtager en vigtig plads i samfundslivet. Komsomol, der i sine rækker forener over 18 millioner unge mænd og kvinder, deltager aktivt i den økonomiske og kulturelle opbygning og hjælper partiet med at opdrage ungdommen i en kommunistisk ånd. Men der er alvorlige mangler i komsomolorganisationernes virksomhed, især i deres ideologiske opdragelsesarbejde. Komsomol organisationerne formår ofte ikke at inddrage ungdommen i det praktiske arbejde og erstatter det levende organisatoriske arbejde med resolutioner, ydre glans og stor ståhej. For at fjerne disse mangler er det først og fremmest nødvendigt at forbedre den partimæssige ledelse af komsomol, for heri ligger hovedkilden til dens styrke og skabende aktivitet.

For yderligere at forbedre partiets organisatoriske virksomhed må der indføjes nogle enkelte ændringer i SUKP's love, ændringer, som er dikteret af selve livet. Erfaringerne har vist, at enkelte af bestemmelserne i lovene ikke svarer til de skikke, der har dannet sig i partiets liv. I partiets område- eller distriktsbestyrelser (komiteer), i centralkomiteerne for unionsrepublikkernes kommunistiske partier og i en del rayonbestyrelser og byledelser har man 4—5 sekretærer og ikke 3, som der står i lovene. Efter forslag fra partiorganisationerne har man ændret de fastsatte frister for afholdelse af partibestyrelsernes møder. Dette må afspejle sig i SUKP's love. De lokale partiorganer rejser med rette spørgsmålet om at få ændret de fastsatte frister for afholdelse af partikonferencer. Det er formålstjenligt at fastsætte indkaldelsen af kongresser i unionsrepublikkernes kommunistiske partier og af partikonferencer i distrikter, områder og byer (med rayonopdeling) til en gang hvert andet år. Kongresser i de unionsrepublikker, der er inddelt i områder (Ukraine, Hviderusland, Kazahstan, Uzbekistan) kan afholdes en gang hvert fjerde år.

På sidste kongres omdannedes Kommissionen for Partikontrol under SUKP CK til Komiteen for Partikontrol og fik ret til i republikker, distrikter og områder at have sine repræsentanter uafhængigt af de lokale partiorganer. Livet har vist, at der ikke er noget behov for disse repræsentanter.

Jeg skal ikke opholde mig ved de øvrige forslag til ændringer i partiets love, da udkastet til dem er omdelt til alle kongressens delegerede.

Vi må i vort daglige arbejde holde strengere øje med, at alle partiorganisationer, alle kommunister overholder partilovenes bestemmelser. Overholdelse af partilovene er en overmåde vigtig betingelse for et opsving i alt organisatorisk og politisk arbejde fra partiets side.

3. Spørgsmål vedrørende det ideologiske arbejde.

Kammerater! Den marxistisk-leninistiske opdragelse af kommunisterne og hele den arbejdende befolkning, den skabende udvikling af den revolutionære teori er en afgørende betingelse for vor resultatrige bevægelse fremad.

Centralkomiteen har i beretningsperioden truffet en række foranstaltninger for at forbedre det ideologiske arbejde. Udgivelsen af værker af marxismen-leninismens klassikere er udvidet betydeligt. De første bind af 2. udgave af K. Marx og F. Engels' samlede værker i 30 bind er udkommet. Efter fuldendelsen af fjerde udgave af V. I. Lenins samlede værker i 35 bind er der kommet en ny udgave af V. I. Lenins biografi, den store grundlægger og leder af det kommunistiske parti og sovjetstaten. Studiet af de værker, som marxismen-leninismens grundlæggere har skrevet, hjælper os til dybere forståelse af samfundets udviklingslove, til et klarere syn på perspektiverne, giver sovjetmenneskene en stærkere vished om kommunismens sejr og fremmer den kommunistiske opbygning. Kommunisterne har forbedret deres studium af beslutninger fra partikongresser, konferencer og centralkomitémøder, der indeholder den inden- og udenrigspolitik, partiet har udarbejdet.

En vigtig begivenhed i partiets ideologiske liv var fremkomsten af en marxistisk lærebog i politisk økonomi, som har vundet stor udbredelse såvel i vort land som i udlandet.

Trods visse gode resultater af oplysningen om marxismen-leninismen kan det ideologiske arbejdes stade som helhed ikke tilfredsstille os. Dets hovedmangel består for øjeblikket i, at det til en vis grad er løsrevet fra den kommunistiske opbygnings praksis.

Vor store Lenin påpegede allerede i 1920 under en omtale af oplysningsarbejdet under overgangen til fredelig opbygning, at »oplysning af den gamle type fortæller og giver eksempler på, hvad kommunismen betyder. Men denne gamle form for oplysning duer ikke, eftersom der er brug for i praksis at vise, hvorledes man skal opbygge socialismen. Alt oplysningsarbejde skal være bygget på de politiske erfaringer fra den økonomiske opbygning. Det er en overmåde vigtig opgave for os, og hvis nogen vil forstå den i ordets gamle betydning, vil han være bagefter, ude af stand til at drive oplysningsarbejde for bøndernes og arbejdernes masser. Vor hovedpolitik nu skal være statens økonomiske opbygning med det formål at høste nogle ekstra kilo korn, for at bryde nogle ekstra kilo kul og bestemme, hvorledes man bedst udnytter disse kilo korn og kul ... Og på dette skal vi bygge al agitation og alt oplysningsarbejde« (Værker, bd. 31, s. 346 russ.).

Vi skal i hele vor virksomhed lade os lede af disse kloge leninske anvisninger. Samtidig med ,at vi vender os mod skødesløshed overfor studiet og den videre udarbejdelse af den marxistiske teori, må vi ikke betragte teorien dogmatisk og livsfjernt. Den revolutionære teori er ikke en samling stivnede dogmer og formler, men en kampvejledning til praktisk virksomhed for omskabelse af verden, for kommunismens opbygning. Marxismen-leninismen påpeger, at teori løsrevet fra praksis er død, og at praksis uden den revolutionære teoris belysning er blind.

Kender partiets funktionærer og især medarbejderne på den ideologiske front denne overmåde vigtige sætning? Ja, de kender den. Mange kan den endda udenad. Men alligevel møder vi hvert øjeblik partifunktionærer, der søger at opbygge det ideologiske arbejde abstrakt, uden forbindelse med gennemførelsen af den kommunistiske opbygnings opgaver. Ja, når andre partiarbejdere søger at forbinde deres ideologiske virksomhed med den daglige praksis, beskylder man dem endda for forfladigelse og prakticisme, og påstår, at de nedsætter teoriens betydning.

Det står heller ikke godt til med den økonomiske videnskab. Herom vidner det forhold, at vore økonomer ikke har frembragt alvorlige arbejder om forskellige spørgsmål vedrørende sovjetøkonomien, at de ikke tager del i drøftelsen af kardinalspørgsmål vedrørende industriens og landbrugets udvikling på de konferencer, der afholdes af vor centralkomité. Dette betyder, at vore økonomiske institutter og deres medarbejdere i høj grad har holdt sig udenfor den kommunistiske opbygnings praksis.

Kommunismen — sagde Lenin — vokser frem af skabende arbejde udført af millioner, som har frigjort sig fra kapitalismens lænker og er i færd med at bygge en ny tilværelse. Men det er ikke alle, der forstår dette. Man finder endnu kommunister, der mener, at de har opfyldt deres partipligt ved at holde et foredrag om kommunismen. Naturligvis skal vi til stadighed udbrede den marxistisk-leninistiske lære og kendskabet til de teoretiske grundsætninger om kommunismens opbygning, men man må ikke indskrænke sig til dette. Sovjetmenneskene venter af vore propagandister og agitatorer også praktisk bistand, udførlig oplysning om de bedste erfaringer, fornuftige råd om, hvorledes disse erfaringer bedst kan bringes i anvendelse på den givne virksomhed, i det givne kollektivbrug. Men for at gøre dette må propagandisterne og agitatorerne ikke blot kende de og de teoretiske grundsætninger, men også den konkrete økonomi; de skal tale ikke i al almindelighed, men med sagkundskab. Det er kærnen i spørgsmålet.

Under de betingelser, hvor vi i vort land er i færd med at gennemføre den gradvise overgang fra socialismen til kommunismen, er det særlig vigtigt ikke blot at studere marxismens klassikere, forklare marxismen-leninismens teori, men også i praksis føre teorien ud i livet, skabe overflod på materielle og kulturelle goder, voksende kommunistisk bevidsthed blandt borgerne. Den, der tror, at kommunisme kan opbygges alene på propaganda, uden daglig praktisk kamp for at forøge produktionen, for at højne den arbejdende befolknings kår, han havner i skriftklogskab og bibelfortolkning.

Der må gøres ende på den formålsløse politiske snak, som Lenin adskillige gange gik skarpt imod. Sovjetmenneskene forlanger af vore funktionærer, at de altid lader handling følge på ord. 

Hvis en kommunist forstår at holde højrøstede taler om marxismen-leninismens betydning, men ikke hjælper menneskene med at føre denne store lære ud i det praktiske liv, er han ingenting værd og vinder ikke autoritet og tillid i masserne.

Visse bibelfortolkere vil måske forstå disse bemærkninger som et udtryk for ringeagt for udbredelsen af den marxistisk-leninistiske teori. Der er ingen grund til at polemisere mod den slags bibelfortolkere. Ledet af den marxistisk-leninistiske lære har sovjetfolket opbygget socialismen. Det er en verdenshistorisk landvinding. Støttet på viden om de objektive love for samfundets udvikling og under stadigt studium af marxismen-leninismens historie og teori skal vi tilfulde udnytte det socialistiske systems fortrin til på alle måder at fremskynde skabelsen af en stærk materiel produktionsbasis for kommunismen og mangedoble de materielle og kulturelle goder for den arbejdende befolkning. Dette venter sovjetfolket af os, og dette må vi for enhver pris nå indenfor den korteste frist.

Den marxistisk-leninistiske teori har oplyst og vil fremdeles oplyse vor vej til det store mål. Der forlanges blot eet — at vi benytter den revolutionære teori, ikke dogmatisk, men skabende, og udvikler den videre under den praktiske kamp for kommunismen, på grundlag af en sammenfatning af de nye historiske erfaringer og en analyse af den levende virkelighed. Desværre er dette vigtige arbejde hos os i mange afsnit endnu langt bagefter.

Det er nødvendigt også at have følgende for øje. Lenin påpegede, at i de forskellige perioder er der snart en, snart en anden side af marxismen, der træder frem i forgrunden. Nu, under vort samfunds kamp for en høj arbejdsproduktivitet, for løsningen af USSR's økonomiske hovedopgave, træder den økonomiske side af marxismens teori, den konkrete økonomis spørgsmål, frem i forgrunden.

Gennem de sidste sytten år har vi hovedsagelig bygget vort oplysningsarbejde på den korte gennemgang af partihistorien. Vort partis berømmelige historie skal også fremdeles være en af de vigtigste kilder til opdragelse af kadrerne. Det er derfor nødvendigt at skabe en populær marxistisk lærebog om partiets historie, bygget på historiske kendsgerninger, hvori man videnskabeligt sammenfatter de verdenshistoriske erfaringer fra partiets kamp for kommunismen, og hvori fremstillingen føres op til vore dage.

Af overordentlig stor betydning er i dag marxismen-leninismens økonomiske lære, spørgsmålene vedrørende industriens, landbrugets, byggeriets, transportvæsenets og handelens konkrete økonomi. Det er disse spørgsmål, hvor den marxistisk-leninistiske økonomiske videnskab udvikles i uløselig forbindelse med den kommunistiske opbygnings praksis, der skal sættes i centrum for vort oplysningsarbejde.

Af hensyn til uddannelsen og opdragelsen af vore kadrer i de højere læreanstalter og indenfor partiets oplysningsvirksomhed må der skabes en lærebog om marxismen-leninismens grundlag, som på en kortfattet, enkel og klar måde fremstiller de vigtigste træk i den marxistisk-leninistiske lære, og også udarbejdes bøger, der populært belyser grundlaget for den marxistiske filosofi. Udarbejdelsen af sådanne bøger ville være af stor betydning for udbredelsen af den videnskabelige materialistiske verdensanskuelse, for kampen mod den reaktionære, idealistiske filosofi.

Der forestår os et stort arbejde med at udforme et forslag til et nyt partiprogram; et sådant foreligger stadig ikke. Det er åbenbart, at programforslaget skal udformes sammen med langtidsplanen for udviklingen af vort lands økonomi og kultur over flere femårsplaner.

Centralkomiteen har måttet rette de funktionærer, der har skabt kludder og forvirring i visse klare spørgsmål, der forlængst er besvaret af partiet. Man kan for eksempel tage spørgsmålet om socialismens opbygning i USSR og den gradvise overgang til kommunismen. I indlæg fra forskellige funktionærer er der fremkommet fejlagtige formuleringer, f.eks. den, at vi endnu kun har skabt socialismens grundlag, altså et fundament for socialismen. Det er kendt, at det socialistiske system allerede på det tidspunkt, hvor vi vedtog USSR's nye forfatning (i 1936) havde sejret og var konsolideret indenfor alle grene af folkehusholdningen. Men det betyder, at det socialistiske samfund allerede dengang i alt væsentligt var opbygget i vort land og siden har udviklet sig på en solid basis af socialistiske produktionsforhold. Hvis man derfor hævder, at vi kun har bygget grundlaget for socialismen, betyder det en vildledning af kommunisterne og alle sovjetmennesker på det meget vigtige punkt, der hedder perspektivet for vort lands udvikling.

Ved behandlingen af spørgsmålet om socialismes udvikling ser man sommetider også den modsatte yderlighed. Vi har funktionærer, der har forstået tesen om gradvis overgang fra socialismen til kommunismen som en opfordring til i den nuværende etape umiddelbart at gennemføre det kommunistiske samfunds principper. Der er visse utålmodige hoveder, der er kommet til det resultat, at socialismens opbygning er helt fuldendt, og de er begyndt at udarbejde en detailleret køreplan for overgangen til kommunisme. På grundlag af sådanne utopiske forestillinger begyndte man så at ringeagte det socialistiske princip, at arbejderne og funktionærerne skal have materiel interesse i resultatet af deres arbejde. Der er fremkommet ubegrundede forslag om, at man skulle forcere sovjethandelens afskaffelse og erstatning med direkte produktudveksling. Der begyndte kort og godt at brede sig en stemning af bekvem magelighed. Der var »kloge hoveder«, som begyndte at stille letindustrien i modsætning til sværindustrien, idet de påstod, at sværindustriens fortrinsvise udvikling kun havde været nødvendig på den sovjetiske økonomis tidlige stadier, og at vi nu blot behøvede at forcere letindustriens udvikling.

Det er klart, at partiet eftertrykkeligt tilbageviste forsøgene på at forklejne de resultater, der er nået med den socialistiske opbygning, og ligeledes måtte rette de projektmagere og fantaster, der uden forbindelse med den reale virkelighed har anrettet en skadelig forvirring i de grundlæggende spørgsmål om den socialistiske økonomis udvikling.

Kun uforbederlige pralhalse kan lukke øjnene for, at vi i økonomisk henseende endnu ikke har indhentet de højest udviklede kapitalistiske lande, at vort produktionsniveau endnu ikke er tilstrækkeligt til at sikre alle samfundsmedlemmer en tilværelse i velstand, at der i landet endnu er mange mangler og utilstrækkelig organisering af den økonomiske og kulturelle opbygning.

Man må forstå, at teoretiske brølere og utopiske illusioner hindrer funktionærerne i at orientere sig rigtigt med hensyn til de praktiske opgaver og bringer falske toner ind i det ideologiske arbejde.

Partiorganisationerne må være opmærksomme i det ideologiske arbejde, våge nøje over den marxistiske teoris renhed, energisk bekæmpe tilbagefald til borgerlig ideologi, forstærke offensiven mod kapitalismens levn i menneskenes bevidsthed og afsløre bærerne af disse levn.

Man kan ikke lade uomtalt her, at den absolut rigtige tese om muligheden for fredelig sameksistens mellem lande med forskellige samfundsmæssige og politiske systemer af enkelte partiarbejdere søges overført til også at gælde det ideologiske område. Det er en skadelig vildfarelse. Af den kendsgerning, at vi går ind for fredelig sameksistens og økonomisk kappestrid med kapitalismen, kan man ikke drage den slutning, at vi kan svække kampen mod den borgerlige ideologi, mod kapitalismens levn i menneskenes bevidsthed. Det er vor opgave utrætteligt at afsløre den borgerlige ideologi, afdække dens folkefjendtlige karakter, dens reaktionære indhold.

I den kamp, vort parti fører mod den gamle verdens udlevede ideer og forestillinger og for at udbrede og hævde den kommunistiske ideologi, er pressen, litteraturen og kunsten af stor betydning. Selvom vi kan notere betydelige resultater på dette område, må det samtidig siges, at vor litteratur og kunst i mange henseender er bagefter livet, bagefter den sovjetiske virkelighed, der er umådelig meget rigere end den afspejles i kunsten og litteraturen. Man har ret til at spørge: er forbindelsen med livet ikke svækket hos nogle af vore forfattere og kunstnere?

Vort lands kunst og litteratur kan og må nå frem til at blive verdens første, ikke blot med hensyn til indholdets rigdom, men også i kunstnerisk styrke og mesterskab. Man kan ikke som visse kammerater i kunstorganisationerne, i redaktioner og forlag, affinde sig med matte og jaskede frembringelser. Middelmådighed og falskhed møder i mange tilfælde ikke tilstrækkelig afvisning, og dette skader kunstens udvikling og folkets kunstneriske opdragelse.

Vi kan notere nogle gode resultater for filmens vedkommende. Vi er begyndt at udsende flere film. Men filmsfolkene sænker i deres jagt efter kvantiteten ofte kravene til filmens idémæssige og kunstneriske kvalitet og laver svage, overfladiske film over ubetydelige emner, der ikke er opmærksomhed værd. Der må gøres ende på denne praksis, i bevidstheden om, at filmen er et virksomt redskab for den kommunistiske opdragelse af det arbejdende folk.

Partiet har bekæmpet og vil fremdeles bekæmpe en usandfærdig fremstilling af den sovjetiske virkelighed, det vil bekæmpe forsøg på skønmaleri og på den anden side også forsøg på at bagtale og vanære det, som sovjetfolket har tilkæmpet sig. Den skabende virksomhed indenfor litteraturen og kunsten bør være gennemsyret af vilje til at kæmpe for kommunismen, indgyde optimisme og fast overbevisning, udvikle socialistisk bevidsthed og kammeratlig disciplin. Der må specielt sættes ind for en yderligere forstærkelse af pressens rolle i hele det ideologisk-politiske og organisatoriske arbejde.

En vigtig opgave er at forbedre det kulturelle opdragelsesarbejde på landet. Det kulturelle arbejde på landet er ofte forsømt, og midler som radio, presse, klubber og biblioteker udnyttes dårligt. De kulturelle institutioner arbejder ofte uden forbindelse med den kommunistiske opbygnings praktiske opgaver. Kulturhusene, klubberne, bibliotekerne, de »røde hjørner« skal blive støttepunktet for partiorganisationerne i deres politiske massearbejde og kulturelle opdragelsesvirksomhed. Ved at bistå med udbredelsen af foregangsmændenes erfaringer og ved studiet af dyrkningsmetoder skal disse institutioner spille en vigtig rolle ved gennemførelsen af programmet for landbrugets fortsatte fremgang.

Vi har pligt til at benytte alle det ideologiske arbejdes midler bedre for at vinde nye resultater i den kommunistiske opbygning. Den ideologiske hærdning af kadrerne, af alle kommunister, af hele den arbejdende befolkning har været og er fremdeles genstand for vort partis stadige omsorg.

Vi står altså overfor følgende opgaver med hensyn til partiets opbygning, organisatoriske ledelse og ideologisk-politiske arbejde:

1. Vi skal på alle måder også fremdeles højne partiets betydning som sovjetfolkets ledende og retningsangivende kraft i Sovjetunionens hele statslige, samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle liv, i endnu højere grad udvide og styrke partiets forbindelser med masserne og yderligere hæve dets autoritet, bevare og styrke enheden og fastheden i partiet og dets ledende kærne, nøje overholde kollektiviteten i partiets ledelse; yderligere udfolde kritik og selvkritik, dristigt afsløre mangler på alle områder af den økonomiske og kulturelle opbygning.
2. Vi skal udvikle demokratiet indenfor partiet og på dette grundlag udfolde initiativ, højne partiorganisationernes og alle kommunisternes ansvarsfølelse; forbedre partiorganisationernes organisatoriske virksomhed og rette den mod løsningen af de praktiske opgaver med kommunismens opbygning; forbedre arbejdet med udvælgelse, opdragelse og placering af kadrerne, højne fagforeningernes og komsomols rolle ved løsningen af den kommunistiske opbygnings opgaver.
3. Vi skal hæve det ideologiske arbejdes niveau i alle partiorganisationer, rette det mod løsningen af de praktiske opgaver med kommunismens opbygning; sikre at kommunisterne på skabende vis tilegner sig partiets teori og historiske erfaringer; arbejde mere opmærksomt med det ideologiske arbejde og føre en uforsonlig kamp mod den borgerlige ideologi; forstærke arbejdet med den politiske opdragelse af masserne og med overvindelsen af kapitalismens levn i menneskenes bevidsthed; med dette for øje udnytte alle ideologiske påvirkningsmidler mere alsidigt og aktivt — propaganda, agitation, presse, radio, kulturelle oplysningsorganisationer og institutioner, videnskab, litteratur og kunst.

Kammerater! Sovjetfolket har tilbagelagt en lang og berømmelig vej. Under sit kommunistiske partis ledelse har det skaffet sig store historiske fremskridt. Vore sejre er vundet i hård kamp mod ydre og indre fjender. Sovjetfolket har på sin vej overvundet mange vanskeligheder og besværligheder. Konsekvent og fast fører det planerne for landets omskabelse ud i livet, de storstilede planer for udvikling af den socialistiske økonomi.

De gode resultater, Sovjetunionen har nået, glæder og inspirerer vort folk og alle vore venner. Selv vore modstandere er nødt til at ændre deres tone. Mens de mødte den første sovjetiske femårsplan med ironi og med skepsis overfor den socialistiske stats kræfter, har de nu slået alarm. Nu kan selv blinde se, hvilke gigantiske resultater Sovjetunionens arbejderklasse, de arbejdende bønder, hele folket har nået. Vort folk, der har taget sin skæbne i sine egne hænder og ledet af partiet skabt verdens første socialistiske arbejder- og bondestat, arbejder utrætteligt for at opbygge det kommunistiske samfund og giver folkene i hele verden et inspirerende eksempel.

Sovjetlandet er nu inde i et stærkt opsving. For at tale billedligt er vi steget op på et bjerg, en højde, hvorfra man allerede kan se de vide horisonter i retning af endemålet — det kommunistiske samfund.

Tung og utrolig vanskelig var den vej, vort land som det første banede til denne højde. Men sovjetfolket lod sig ikke skræmme af nogen vanskeligheder, dets kræfter lod sig ikke bryde. Overvindelsen af disse vanskeligheder hærdede endnu mere sovjetjordens arbejdende mennesker i den barske og krævende kamp. Sovjetmenneskene gik bevidst med til at indskrænke deres behov, både hvad angår ernæring og klæder, og hvad angår boliger og bekvemmeligheder og meget andet. Og når man kritiserer os for, at vi ikke altid følger de nye parisermoder i vor påklædning, at sovjetmenneskene endnu ofte går med vatterede jakker, der skæmmer figuren, så kan vi selv godt se det og indrømme det.

Vi har i mangt og meget pålagt os indskrænkninger, og vi har ikke haft anden udvej. For at bevare og mangedoble den store Oktoberrevolutions historiske landvindinger har vi været nødt til på meget kort tid at skabe en stærk socialistisk industri, der er selve grundlaget for vort lands hele økonomi og forsvarsevne, omskabe landbruget i bund og grund, skabe nye kadrer af intellektuelle fra folket og opbygge det socialistiske samfund.

Fjender har ofte forsøgt at efterprøve, hvor stærk og livskraftig den socialistiske sovjetstat er, men alle disse forsøg er endt med nederlag, og organisatorerne af de militære eventyr har brækket halsen. Sovjetstaten vokser og styrkes, den hæver sig som et vældigt fyrtårn, der viser hele menneskeheden vej til en ny verden.

Nu under sjette femårsplan tager sovjetlandet et nyt stort skridt fremad. Samtidig med, at vi stadig udvikler sværindustrien, udvider vi vore muligheder for at udvikle de grene af folkehusholdningen, der producerer forbrugsartikler.

Vort parti er opfyldt af skabende kræfter, vældig energi og urokkelig vilje til at nå det store mål — kommunismens opbygning. I hele menneskehedens historie kender man ikke noget mere ædelt og ophøjet mål. Kommunismen bringer alle samfundets produktivkræfter til fuld udfoldelse; det bliver et samfundssystem, hvor alle samfundets rigdomskilder vælder frem, hvor hvert eneste menneske interesseret vil arbejde efter evne og til gengæld for sit arbejde modtage goder efter sit behov. På dette grundlag skabes de nødvendige forudsætninger for alsidig udvikling af den enkeltes personlighed, af ethvert medlem i det kommunistiske samfund.

Derfor har kommunismens ideer så stor tiltrækningskraft og vinder flere og flere tilhængere. Der er ikke noget så tåbeligt som spekulationer i retning af, at mennesker skulle slå ind på kommunismens vej under tvang, under tryk udefra. Vi er sikre på, at kommunismens ideer vil sejre, og ingen »jerntæpper« og barrierer, som de borgerlige reaktionære sætter op, kan standse deres udbredelse blandt flere og flere millioner af mennesker.

På samme tid går vi med fasthed ind for fredelig sameksistens, for økonomisk kappestrid mellem socialismen og kapitalismen og fører en konsekvent politik for fred og venskab mellem folkene.

Vort parti har mange fjender og ildesindede modstandere, men det har langt flere prøvede venner og trofaste forbundsfæller.

Vor sag er uovervindelig! Den er uovervindelig, fordi den bæres frem ikke alene af sovjetfolket, men også af hundreder og atter hundreder millioner mennesker i det broderlige Folke-Kina, i alle de folkedemokratiske lande. Den er uovervindelig, fordi den får varm støtte og sympati hos de lande og folk, der har frigjort sig for national og kolonial undertrykkelse. Den er uovervindelig, fordi den støttes af den arbejdende befolkning i hele verden. Intet kan skræmme os eller tvinge os til at forlade de positioner, vi har vundet, eller ophøre med at forsvare fredens, demokratiets og socialismens sag.

Fremtiden er for os, thi vi følger med tryghed den eneste rigtige vej, den vej, som vor lærer, den store Lenin har vist os. Omkring os og vore venner forener sig hundreder af millioner mennesker, der inspireres af det retfærdige samfundssystems ideer, demokratiets og socialismens ideer.

Under de verdensomskabende marxistisk-leninistiske ideers banner fører Sovjetunionens Kommunistiske Parti sovjetfolket frem til kommunismens fuldstændige triumf.

webmaster