Om skolerne i Esbjerg.

Af B. Tengnagel Jørgensen. Ca. 1957

 

1883-1889

I århundreder havde beboerne i Esbjerg, Strandby og Rørkær sendt deres børn til skole i Jerne og sidenhen til Boldesager skole. De mange tilflyttere, der kom til Esbjerg efter 1868, fandt åbenbart, at vejen til skole var for lang for deres børn; mange af børnene fik derfor en dårlig skolegang, ja nogle kom måske slet ikke i skole. Der var da flere, der indrettede en slags privat skoleundervisning i Esbjerg, blandt andet en Madam Beck, der allerede begyndte at holde skole i 1870. Hun skal have haft en halv snes elever. Sognerådet må åbenbart have været tilfreds med hende; i 1878 indrømmedes der hende en skolestue uden inventarium indtil den 1. november; men der må være kommet uenighed mellem hende og sognerådet, der i oktober 1878 overlod skolestuen til en Madam Hermansen til brug for en syskole; men sognerådet forbeholdt sig dog at tage anden bestemmelse, »hvis Mad. Beck ikke godvillig vil flytte ud«.

En anden privat skole fra 1870erne var lærer Langvads. Den begyndte i 1873 i Havnegade nr. 69 og bestod, til Langvad i 1876/77 blev førstelærer ved Esbjergs første kommunale skole.

I 1880erne var der flere private skoler i Esbjerg. 1881-84 søgte skolebestyrerinde frk. K. Jørgensen flere gange sognerådet og amtsrådet om understøttelse til sin skole. I 1883 svarede sognerådet, at det ikke ville være rigtigt at give tilskud, »idet hendes skole ikke skønnes at have nogen som helst betydning for Esbjerg«. I 1884 ville sognerådet kun anbefale hende til en understøttelse som en ældre og værdig trængende lærerinde.

Der var i 1883 1700 indbyggere i Esbjerg, og heraf var der 709 børn under 14 år. Af de undervisningspligtige gik 250 i kommunens skole, hvor de var fordelt i 4 klasser og blev undervist af to lærere og en lærerinde. En del småbørn gik i mindre forberedelsesskoler, hvor de »kunne erholde en tarvelig, kun efter meget beskedne krav nogenlunde tilfredsstillende undervisning«. Større børn, der skulle have en mere fyldig uddannelse, var henvist til undervisning i hjemmene, eller de måtte daglig rejse med jernbanen til realskolen i Varde eller Latinskolen i Ribe.

Den 21. juli 1883 udsendte toldforvalter Hassing indbydelse til forskellige mænd i Esbjerg med skolepligtige børn til at samles for at drøfte spørgsmålet om oprettelsen af en privat drenge- og pigeskole, der skulle give en fyldigere undervisning end den, folkeskolen kunne give.

15, senere 17, af byens familier var blandt de interesserede; alle mændene var velkendte i Esbjerg dengang, og selv nu - 75 år efter - vil mange af navnene være os kendte: Købmand C. M. Christiansen, havnemester Bloch, toldforvalter V. V. Hassing, fabrikant Brinch, stationsinspektør Bruhn, skibsbygmester Dahl, postmester Due, hovmester I. P. H. Lund, overbanemester Larsen, udvandringsagent Hans Nielsen, købmand Mads Jørgensen, hotelejer M. Spangsberg, proprietær N. P. Sillasen, lokomotivfører A. Theis, dampskibsfører Thomsen, dampskibsfører Warrer og maskinfører Berg.

Mødet om privatskolens oprettelse fandt sted d. 23. juli 1883 - ejendommeligt nok på Kommuneskolen. Efter særlig anmodning var sognepræsten pastor Kemp også mødt. Til at gennemføre skoleplanerne blev der nedsat et udvalg bestående af toldforvalter Hassing, havnemester Bloch og købmand C. M. Christiansen.

Det vedtoges, at den nye skole skulle ledes af en af udvalget antagen bestyrer, der til medhjælpere skulle have to lærerinder, »hvoraf den ene må være ikke ganske ung og særlig dygtig«. Skolepengene blev sat til 100 kr. årligt for eet barn, 150 kr. for to, 175 kr. for 3 og 200 kr. for 4 børn. Skolens fag var mange: religion, dansk, tysk, engelsk, fransk, fædrelandshistorie, verdenshistorie, geografi, naturhistorie, fysik, matematik, regning, skrivning, gymnastik, tegning, sang og for pigerne håndarbejde - til skolemateriel anvendtes 500 kr..

Da 15 familier med 35 børn havde tegnet sig, mente udvalget, at skolen kunne begynde med 3 klasser. »Den ikke ganske unge og særlig dygtige lærerinde« ville man lønne med 600 kr. årligt, den anden lærerinde med 450 kr.. Lokale, brændsel og rengøring ansloges til 450 kr.. Bestyrerens løn blev sat til 1000 kr. årligt. Man tænkte også på at lade ham overtage skolens økonomi, således at hans løn skulle bestå i overskuddet.

Til førstelærerinde antoges frk. Marie Nielsen. Hun var fra Varde, havde tidligere været privatlærerinde for hotelejer Spangsbergs børn i Esbjerg og derefter hos en dansk familie i England. Hun blev ved Privatskolen et par år og fortæller (1938), at ved skolebestyrer Pedersens fratrædelse tilbød man hende at overtage skolens ledelse, men det turde hun ikke indlade sig på. Hun blev senere ansat ved kommuneskolen i Varde. Frk Laura Johnsen blev andenlærerinde.

Til bestyrerpladsen meldte der sig adskillige efter en annonce i »Jyllandsposten« i august 1883. En af dem, der havde sprogeksamen fra et akademi i Magdeburg, tilbød at skænke skolen en naturhistorisk samling på ca. 50 udstoppede fugle, ca. 20 andre udstoppede dyr, deriblandt en abe og et dovendyr, en insektsamling på ca. 300 eksemplarer og flere sager i spiritus.

Hverken ansøgeren eller hans samling kom imidlertid nogensinde til Esbjerg. Da toldforvalteren havde skrevet noget om de klimatiske forhold, frarådede hans huslæge ham nemlig at rejse herover. Han takker for, at han er blevet gjort opmærksom på et forhold, han ikke selv havde taget i betragtning.

Hos en anden ansøger, der er cand. phil. og forstmand og en tid har haft en skole på Bornholm, er det galt med sproget. Han begynder sit brev således: »Som medunderskreven i avertissementet tillader undertegnede mig at henvende mig til hr. toldforvalteren...«. I marginen har »hr. toldforvalteren« tilføjet et »uha«.

I et privat brev tilrådes det toldforvalteren at søge en skolemand med prøvet dygtighed og videnskabelig dannelse; »men med de vilkår, som byen nu kun formår at byde, undrer det mig - undskyld, at jeg siger min mening rent ud! - mere, at De overhovedet kan få nogen til at gå ind derpå, end at ingen mere kvalificeret melder sig... Jeg ønsker Dem og Deres by i »the far west« held og lykke til den nye skole. Det er virkelig en vanskelig sag at få sine børn oplærte mellem nybyggere..«

Desværre foreligger der ingen papirer fra den mand, som fra d. 1. oktober 1883 overtog stillingen som lærer og bestyrer ved Esbjerg Privatskole. Han hed Andreas Pedersen, var seminarist fra København. Han er ikke udgået fra Blaagaard, men han kan være udgået fra et af de nu nedlagte seminarier, der dengang fandtes i København. Han ledede skolen til 1887, men blev i Esbjerg som forretningsmand og rejste senere til Amerika, siges der.

Hans kontrakt med skoleudvalget fylder 4 foliosider og giver oplysning om fag, skolepenge, de udgifter han skal afholde, f. eks. 600 kr. og 360 kr. til de to lærerinder, husleje med 20 kr. pr. måned, belysning, opvarmning og rengøring af lokalerne. Overskuddet er hans lønning. Ansættelsen gjaldt for eet år med 3 måneders opsigelse. I sygdomstilfælde må lærerne selv stille vikar for egen regning.

 

image007

Til højre ses den private skole også kaldet Gebhardts stald, og såmændt også kaldt gendarmkasernen. Efter fru Witt's mand døde, flyttede fruen over i den såkaldte gendarmkaserne. Bygningen strakte sig fra jernbanelinien op til Østergade. Kasernen bestod af en lang staldbygning, i hvis nordre ende der var beboelseslejlighed på 1. sal og privatskole i stuen.

De tre skolestuer indrettedes i her gengivne hus i Østergade, som tidligere havde tilhørt teglværksejer Gebhardt, og som nu ejedes af C. Meyer, Hamburg. Den ene skolestue er lige så stor som de to andre tilsammen. I det store værelse, der vendte mod nord, skulle opstilles en magasinovn, i de andre stuer kakkelovne. I værelserne indrettedes virksomme ventiler.

Den 2. oktober 1883 kl. 11 blev Esbjerg Privatskole indviet. Der var mødt 38 børn med deres forældre, bestyreren, de to lærerinder og pastor Kemp, der holdt indvielsestalen. Før og efter blev der sunget en salme. Toldforvalteren takkede for den tillid, man havde vist udvalget, og til sidst talte skolebestyrer A. Pedersen om hans og skolens fremtidsgerning og fremsagde trosartiklerne. Indvielsen sluttede med »Kong Kristian« og »Der er et yndigt Land«. Hele højtideligheden varede een time.

Skolen var nu i gang. Den yngste lærerinde havde udelukkende den nederste klasse. Den ældste lærerinde havde alle fagene i ældste pigeklasse undtagen religion og regning; desuden havde hun sprogene i ældste drengeklasse. Omvendt havde bestyreren alle fagene undtagen sprog i drengeklassen og desuden religion og regning i pigeklassen.

I oktober 1883 indsendte udvalget et andragende til Kultusministeriet om et tilskud på 500 kr. straks og 2000 kr. for det kommende finansår, da Jerne kommune »formentlig ikke vil se sig i stand til at træde hjælpende til eller i en overskuelig fremtid at etablere en almindelig borgerskole med realundervisning som den, der findes i købstæderne«. Ministeriet gav imidlertid afslag med den motivering, at andragendet var kommet for sent. En fornyet henvendelse førte heller ikke til noget.

I marts 1884 overværede udvalget »overhøringen« og var meget tilfreds med pigeklassen, ret vel tilfreds med de øvrige to klasser. I april bestemte udvalget som »en særdeles ønskelig og nødvendig foranstaltning«, at lektierne i alle fag skulle gennemgås (forklares) på skolen efter den foregående lekties afhøring. I anledning af et andragende til amtsrådet om økonomisk støtte meddelte provst Valeur, Guldager, i februar 1885 toldforvalter Hassing, at han sammen med adjunkt Øllgaard, Ribe, den 3. marts ville inspicere undervisningen ved skolen.

Men på dette tidspunkt havde toldforvalteren ikke mere med skolen at gøre. Allerede på generalforsamlingen i juni 1884 var det med 9 stemmer mod 6 blevet vedtaget fra d. 1. oktober at overdrage skolen til bestyrer Pedersen, der forsøgte at få sognerådet til at støtte skolen. I 1884 og 1885 fik den også 50 kr. og i 1886 60 kr. i understøttelse, og »hvis man havde haft bedre evne i pekuniær henseende, så ville man gerne have tilstået ham noget mere, da man må anse hans skole for at være heldig for Esbjerg by«. (Sognerådsprotokol d. 3. okt. 1885).

At sognerådet var tilfreds med den nye skole ses af et svar (d. 4/10 1884), som sognerådet sendte Ribe Stiftamt i anledning af skolens andragende om amtsstøtte: »man må anse det for heldigt, at Privatskolen i Esbjerg vedbliver at bestå, og det var ønskeligt, at den for at vinde fremgang får al den støtte, som kan opnås; dog ville man - i lighed med hvad hr. provst Valeur har udtalt - anse det for rigtigst, at skolen blev underkastet et tilsyn af sagkyndige mænd«.

I 1887 forhøjede sognerådet sit tilskud til 75 kr.. Samme beløb udbetaltes i 1888 og i 1889. I 1890 dog 100 kr.

At skolen gik fremad og vandt autoriteternes anerkendelse, turde fremgå af, at den, som det ses af årsberetningen for »det lærde skolevæsen 1887«, ligesom landets øvrige realskoler, fik 800 kr. til anskaffelse af fysiske apparater.

Desværre er der kun bevaret dokumenter for tiden 1883-84 (85), nogle eksemplarer af en i 1883 indkøbt skriftlæsningsbog, et fotografi af skolens lærere og elever fra 1885. To af skolens elever bor nu i Roskilde. Det er direktør Kemp (født i 1877), søn af præsten, der talte ved skolens indvielse den 2. oktober 1883. Den anden er fhv. fabriksinspektør og motorsagkyndige i Roskilde Laust Spangsberg (født i 1880) - en mand, der hele sit liv har dyrket Esbjerg historie. I Emdrup (ved København) lever en tredie af 1883-skolens gamle elever, direktør Fr. Brinch (født i 1880).

Om sin skolegang i 1886 skriver Fr. Brinch i 1954 følgende: Som barn var jeg meget svagelig, moder døde da jeg var ca. eet år af tuberkulose. Jeg selv blev opereret to gange for knogletuberkulose af dr. O. Bruun, der til assistance havde lægen ombord fra fiskeriinspektionsskibet »Guldborgsund«. Jeg husker tydeligt den sidste af operationerne. Jeg var dengang 5 ½ år og ser endnu mine to fætre fra Oporto, der stod i døren og så, jeg blev bedøvet. Operationen fandt sted i vor spisestue og på spisebordet.

Min søster Alma - der blev gift med den engelske konsul Jørgen Nielsen - og jeg gik i skolen, der var indrettet i den daværende gendarmkaserne, hvor der i gavlen var indrettet skolestuer. Det var en fæl tur om vinteren at gå i mørke fra Strandbygade, hvor fars fabrik lå, og det skete jo adskillige gange, vi dumpede i grøften, der løb langs Strandbygade. Ofte bad vi drenge om at få lov til at »gå i gården« for at komme ind til gendarmerne, der altid var venlige og fornøjelige. Jeg husker jo adskillige af lærerkræfterne dengang; men engang imellem måtte der søges hjælp til de mindste klasser, såfremt der var sygdom iblandt lærerkræfterne. Jeg erindrer således havnebetjentdatteren Paula Mikkelsen, der kun var 4-5 år ældre end jeg, hun underviste i dansk og regning.

Skolen blev holdt ren af madam With, der boede ovenover. Hun blev gift med Philipsen, der var handelsmand med en trillebør. Vi børn tingede ofte med ham om priserne på æbler, blommer og pærer, og derved skabte han sætningen: »rask må det gå«, som er blevet Esbjergs valgsprog, og som byen lever op til.

Så blev der jo i 1890 bygget en ny bygning over for kirken i Skolegade. Det var jo store og flotte forhold i modsætning til gendarmkasernens lokaler.

Fra 1886 er der to realskolebestyrere, nemlig foruden Andreas Pedersen seminarist Kristen Vestergaard Jensen. Han var født d. 19/2 1855, dimitteret fra Blaagaard seminarium 1880 med hovedkarakter »duelig« og kunne forestå kirkesang. Han ledede skolen som eneejer 1887-89, blev derefter lærer ved Københavns skolevæsen (1892-1923) og døde d. 5/5 1934 i København. Han var også lærer ved teknisk skole i København i mange år og censor ved denne skole lige til 1934.

Fra tiden 1887-90 fortæller tidligere fabriksinspektør i Roskilde Laust Spangsberg (født i 1880): De første bogstaver lærte jeg at skrive og læse hos frøken Kirstine Hansen - senere fru Rosendahl - der, sammen med sin mor, datter af pastor Gabriel Koch og enke efter gårdmand H. P. Hansen i Jerne, boede i Borgergade, hvor de havde skolestue i deres dagligstue. Ved den skolepligtige alder kom jeg så ned i den private skole i gendarmkasernen, også kaldet Gebhardts stald.

Foruden gendarmerne boede jo også fru (madam) With, der holdt de tre skolestuer rene. Fru With blev jo gift med handelsmand Philipsen, der jo var forfatter til valgsproget »rask må det gå«. Gendarmerne

- de lyseblå - var vi drenge jo meget optaget af, og gårdturen skyldtes jo mange gange mere dem end maven. Det kneb jo noget med ventilationen inde, men ude var der jo rigelig med tumleplads. Når man ser skolelokaler i de nye skoler nu til dags, kan man ikke lade være med at tænke tilbage. For os drenge, der boede i den vestlige del af byen - hotellet, skibsbygmester Dahls villa og Brinchs fabrik etc. - gjaldt det om at bruge benene for at nå hjem til middag, og om eftermiddagen ved mørkets frembrud var grøfterne undertiden vanskelige at komme udenom.

Eksamensret opnåede skolen dog ikke, skønt bestyrer Vestergaard Jensen efter Rübner Petersens udtalelse var en dygtig lærer. De elever, der sendtes til eksamenskommissionen i København, faldt igennem.

I 1889 tog forældrene atter som i 1883 sagen i deres egen hånd, stiftede et aktieselskab »Esbjerg Realskole« og købte Vestergaard Jensens Realskole med inventar og samlinger for 2000 kr.

Vi kan spørge, om skolen fra 1883 har haft nogen betydning? I årsskriftet for Esbjerg Realskole 1892-93 skriver den daværende bestyrer Rübner Petersen i anledning af, at toldforvalter Hassing overdrager arkivsagerne fra 1883-85 til Realskolen: Disse (dokumenterne) vidner om, at det udvalg, der i 1883 oprettede skolen, med megen dygtighed, interesse og energi har taget sig af sagen, om end resultatet, som bekendt på grund af omstændigheder, som udvalget ikke kunne være herre over, ikke svarede til det store arbejde, der var udført. For realskolen har »Esbjerg privatskole« haft den store betydning, at den har forberedt oprettelsen af denne og i flere retninger jævnet vejen for den, og netop derfor har det været realskolen en glæde at kunne indlemme ovennævnte papirer i sit arkiv. Disse papirer er nu i statsskolens arkiv.

Af de 2 lærerinder fra 1883 blev frk. Marie Nielsen senere kommunelærerinde i Varde, født i 1858 og død efter 1938, og frk. Johnsen blev gift med senere stationsforstander Lindsted.

Af lærerne fra disse år er Niels K. Kristensen den mest kendte - ikke som lærer, men som børnebogsforfatter. Hans bøger læses endnu. »Byens vovehalse« hedder én af dem - den er med adskillige hentydninger til skoledrenge og lærere fra datidens Esbjerg. Niels K. Kristensen var fra Næstved-egnen, født i 1859. Han var i Esbjerg i årene 1886-90, kaldtes og lønnedes som førstelærer og fortsatte som sådan et år sammen med Rübner Petersen (1889-90) i de gamle lokaler i Gebhardts stald, også kaldet gendarmerikasernen. Siden var Niels K. Kristensen kommunelærer i København. Han døde 1924.

1889-1907

De forældre, der i 1889 sluttede sig sammen om oprettelse af et aktieselskab til at drive skolen videre, var kredsen fra 1883, nemlig: toldforvalter Hassing, fabrikant Brinch, skibsbygmester Dahl, købmand Mads Jørgensen, udvandringsagent Hans Nielsen, hotelejer Spangsberg, proprietær N. P. Sillasen, dampskibsfører Thomsen, dampskibsfører Warrer, pastor A. Kemp og flere.

Denne gang forhandlede man ved undervisningsinspektøren for realskolerne, professor Møller, om hvem der skulle lede skolen, og valget faldt på den 27 år gamle leder af Hinnerup Realskole O. Rübner Petersen, mens Niels K. Kristensen fortsatte som førstelærer og seminarist Niels Christensen fra Vester Nebel som andenlærer og en lærerinde. Niels Christensen blev kun ved skolen et år, da han skulle være soldat. Han endte som overlærer i Ringkøbing.

Bestyrerens løn var 1800 kr. eller 1600 kr. med bolig, førstelæreren fik 1100 kr. »med udsigt til stigning«, andenlæreren 900 kr. og lærerinden 700 kr. årligt.

Fabriksinspektør Laust Spangsberg fortæller om tiden til 1894 (nedskrevet i 1957): Lærerne var Rübner Petersen, N. K. Kristensen og Christensen Nebel. Skønt N. K. Kristensen (forfatteren) og Christensen Nebel kun var kort tid ved denne skole, husker jeg dem tydeligt. Førstnævnte for hans livfulde væsen og undervisning, og Christensen Nebel - den stille rolige - fordi jeg havde ham til regning, hvilket fag ikke hørte til mit bedste.

Rübner Petersen, skolens bestyrer, var jo myndig og forstod at skabe sig respekt, men hidsigheden kunne nu og da løbe af med ham. R. P. var tysklærer og meget dygtig. Han lod os finde melodier til de lange gloserækker og mange vers i Kapers lærebog. Vi kappedes om at finde de melodier, der kunne bruges. Man blev dengang hos ham og andre lærere i sprog hørt i gloserne. Alle fik en glose til dagens læsestykke. Hos alle lærere fik vi karakterer i stedet for de nu benyttede vidnesbyrd, og i hjemmene karakterpenge. Selvom hans hidsighed, efter vi drenges skøn, fik ham til at straffe uretfærdigt, kunne han dog ofte slå på hjertets bløde strenge.

Så kom den nye skolebygning i Kirkegade med 6 lyse klasseværelser i bygningen ud mod Kirkegade og gymnastiksal med mere i bygningen over gården. Naboen mod øst var trædrejer, der havde sin trædrejebænk på første sal og drivkraften - en hesteomgang - nede i gården. Plankeværket ind til ham var ikke højere, end at vi drenge kunne nå at råbe »prr« til hesten. Drejeren blev jo gal, og til sidst blev der sat en stopper for slige drengestreger. Skolepladsen var så stor, så vi kunne spille langbold der. En interessant genbo ovre på hjørnet var »jomfru Lof« - hendes navn var nu Off - hvor vi kunne få afleveret vore udskrevne stilehæfter og handle om slik. Det var slet ikke nogen lille forretning, hun drev, og slik var jo billig dengang. En stor klump for 2 øre.

Af andre lærere mindes jeg matematik-, engelsk- og sanglæreren Rasmus Jensen for hans grundige undervisning, der, da jeg som svend jo skulle tage præliminæreksamen, kom mig til stor hjælp.

I. A. Hansen, den senere kommunebogholder, mindes jeg som vor fysiklærer, hvis fysiktimer vi altid glædede os til. Den lille lærer Christensen, hvis stok vi ikke kunne lade i fred. Lærer Gjedde, der ligesom lærer Lykke ikke behandledes så godt af os. Med lærer Lykke kom vi dog, inden han forlod skolen, på god fod, og før hans afrejse mødte vi og sang en smuk afskedssang.

Af lærerinder husker jeg frk. Vestergaard - senere fru Rübner Petersen, - frk. Fuglsang, der selvfølgelig blev døbt kvidder, var inkarneret københavner. Vi havde hende i gymnastik, piger og drenge på samme hold. Hun optrådte i korte skørter. Vi drenge kunne jo ikke lade være med at fæstne vore blikke på et par særlig velformede piger under deres opvisning som svalereder i trapetzen. Fru Jensen (R. Jensens frue), degnedatteren fra Jerne, gjorde sig stor umage for at få os lært at lave sløjdarbejde.

Sportspladsen uden for skolen fandtes ikke. Vintersporten - snesporten - foregik på dæmningen vest for Dokken, og skøjteløbningen ude ved Møllers Teglværk, hvor de høje skrænter - 10-12 meter - i lergravene gav god læ.

Sommerudflugter gik til Letbæk Mølle, Nørholm, Fanø, ja, selv Spangsberg Mølle gæstede vi.

Efter min konfirmation d. 30/9 1894 gik jeg ud af skolen. Den 3/10 kom jeg i maskinlære for efter læretidens udløb at læse til maskinist. Søen drog jo; men øjnene var ikke gode, så styrmand etc. kunne jeg ikke blive. Da jeg skulle læse til cand. polyt. måtte jeg bide i det sure æble og tage præliminæreksamen.

Nå, men i et billede fra ens skoletid er det jo næsten altid lærere og lærerinder, der træder stærkest frem. Huske dem alle kan man vist sjældent; men nogle er der jo, der særligt har fæstnet sig hos en og er med i billedet.

Økonomisk gik skoleåret 1889-90 godt. Huslejen i de små lokaler i Østergade var 20 kr. om måneden. For 31,50 kr. årlig lejede man endnu et værelse hos madam Witt, og et andet sted fik man gymnastiklokale for 18 kr. om året. Ialt beløb huslejen sig til 289,50 kr. Til brændsel blev der anvendt 105 kr., medens madam Witt besørgede rengøringen for 8 kr. om måneden. Årets udgifter beløb sig til ialt 5520,68 kr. Indtægten var på 6927,40 kr.: skolepenge 4553 kr., tilskud fra Jerne-Skast kommune 75 kr., amtstilskud 300 kr., statstilskud 2000 kr. Året gav således et overskud på 1406,72 kr.

Det var imidlertid klart, at de gamle lokaler ikke var tidssvarende. Hvordan var de mon? Det er så heldigt, at Rübner Petersen i årsskrift for 1914 giver en levende skildring af lokaliteterne; han skriver: »Lokalerne var lejet i »Gebhardts stald«, en meget lang og lav bygning med højst forskellig anvendelse. Først kom skolen, den havde 4 værelser og hovedindgangen; adgang til den sidste havde dog også en gammel kone, der boede i nogle loftsværelser oven over skolen, og som, således synes det mig nu, hver middag stegte flæsk, der sendte en mere eller mindre appetitvækkende duft ned over den ganske skole og mindede os alle, lærere og elever, om at det snart var på tide at gå hjem for at få noget at leve af. Det forekommer mig, at jeg endnu kan lugte flæsket!

Derefter kom arbejderboliger; så en slags gendarmerikaserne - de »lyseblå« eksisterede endnu dengang og gjorde god nytte med at holde orden, hvad byens eneste og gamle politibetjent ikke kunne og vel heller ikke gjorde forsøg på, - derpå en kreaturstald, - lagerrum for kunstig gødning, og sluttelig, i selve bygningen, en række højst nødvendige aftrædelsesrum for de forskellige beboere; skolen og hver af lejlighederne havde sit eller sine særlige lokaler med nøgle til, for pænt skulle det være! Men det var for børnene meget vanskeligt at huske igen at aflevere nøglen, og som skolebestyrer har jeg vist aldrig været i større forlegenhed, end når en lille elev endelig skulle have fat på nøglen i en fart og kom til mig, fordi den ikke var til at finde.

»Stalden« var altså en skolebygning af egen art, og det også hvad lokalernes indre udstyr angik. De svarede ikke til datidens, endnu mindre til nutidens krav, men var da også kun midlertidige. Lavt var der til loftet, væggenes afpudsning faldt ned, og gulvene trådte man igennem på flere steder. Men stor var legepladsen, for den strakte sig udover de ubebyggede grunde omkring skolen og var således næsten ubegrænset, hvad der ikke altid var så heldigt, da eleverne i den første tid havde en vis tilbøjelighed til at »stikke af« og tage sig andre upassende friheder på den store legeplads«.

Skoleåret 1889 begyndte med 38 elever fra forrige skoleår, hertil kom straks 10 elever til, og inden skoleåret 1889/90 var til ende, var der næsten 100 elever. Allerede på et af de første bestyrelsesmøder talte man da også om at opføre en ny bygning. En grund i Norgesgade »enten øst eller vest for Torvegade« kunne fås for 50 øre pr. kvadratalen; men aktionærerne fandt, at denne plads var for afsides, og »at passagen dertil var meget uheldig«.

På generalforsamlingen d. 15. oktober 1889 vedtoges det da at købe teglværksejer Hans Jensens grund i Skolegade, lige over for indgangen til kirkegården, for 90 øre pr. kvadratalen. På pladsen skulle opføres en skolebygning med 6 klasseværelser, bolig for bestyreren og for en familie, som for huslejen ville påtage sig skolens rengøring, samt et gymnastikhus. Det var på samme generalforsamling, at aktieselskabets love vedtoges. Aktierne var på 100 kr. stykket.

Den følgende fortegnelse indeholder navnene på aktionærerne fra 1890: Kaptajn J. J. Barfod, vognmand Jak. Bech, restauratør Beier, sadelmager Carl Bendixen, redaktør N. Bendixen, købmand Chr. Bilgrav (2 aktier), konsul C. Breinholt, proprietær P. Breinholt (4 aktier), fabrikant P. Brinch (2), dr. med. O. Bruun (2), pastor emer. Cramer, snedkermester J. P. Dahl, skibsbygger Th. Dahl (4), købmand Gotfredsen, Nordby, blikkenslager Carl Graff, styrmand Chr. Grumsen, direktør C. Hansen (2), sagfører E. Hansen, mølleejer H. C. Hansen (3), toldforvalter Hassing, malermester P. Hjermind, proprietær H. Hoffmann (2), malermester T. Holm, styrmand H. S. Ibsen, boghandler Th. Jeiling, snedkermester Chr. P. Jensen, teglværksejer H. P. Jensen (2), sadelmager J. Jensen, havnemester J. P. Jensen, mølleejer M. Jensen, købmand Mads Jørgensen. Endvidere: Pastor A. Kemp (2), sagfører C. Knutzen, grosserer D. Lauritzen (2), landinspektør J. P. Madsen, købmand A. Marsch, sejlmager H. Mathiasen, kaptajn L. F. Mechlenburg (3), kaptajn S. Mejnertz (2), teglværksejer S. Møller (9), agent Hans Nielsen, købmand Hans Friis Nielsen, købmand Th. Nielsen, grosserer H. Pagh, købmand H. Pedersen, murermester N. J. Pedersen, gartner S. Pedersen, købmand S. Pedersen, arkitekt H. Peters, fabrikant N. J. Poulsen (3), grosserer Qvist-Pedersen, Randers, tømrermester J. Rasmussen, telegrafbestyrer J. Schmidt, proprietær N. P. Sillasen, tømrermester K. Skafte, hotelejer M. Spangsberg (2), murermester P. P. Stærk, skomager Fred. Sørensen, smedemester M. Lykke Thomsen, kaptajn Th. Thomsen (4), kaptajn J. Warrer (4), ingeniør V. Westergaard.

Foruden aktiekapitalens 9800 kr. disponerede bestyrelsen over et prioritetslån på 20.000 kr. Skolebygningen med grund, papiromkostninger med mere beløb sig til 25.673,93 kr. Til inventar anvendtes 3.488,98 kr.. Ved skolens åbning rådede man over en kassebeholdning på 2000 kr.

Den 22. august 1890 fandt indvielsen sted. Der holdtes taler af pastor Andersen, pastor Kløvborg og skolebestyrer Rübner Petersen, og der var middag på Hotel Spangsberg. Undervisningen i den nye skole begyndte dagen efter, og det første skoleår forløb godt: Elevantallet steg, skolepengene indbragte 1300 kr. mere end året forud, kommunen forhøjede sit tilskud med 25 kr., amtet sit med 200 kr., og året endte med et overskud på 1400 kr.

Det eneste, der klagedes over, var drikkevandet. Dr. Bruun erklærede ganske vist i januar 1891, at det var uskadeligt. Men da det vedblivende smagte og lugtede lige dårligt, var drikkevandet længe et stadigt tilbagevendende emne på generalforsamlingerne, og man forsøgte forskellige midler til at råde bod på manglerne: Der anskaffedes filtrerapparat, gentagne gange indsendte man prøve af vandet til analyse på Steins laboratorium, man lod brønden pumpe tom, lige meget synes det at have hjulpet.

De første år af skolens liv under de nye kår var præget af vækst og fremgang. Ret til afholdelse af almindelig forberedelseseksamen, realskolens mål, opnåedes i 1892. Blandt de indstillede elever, der alle bestod med store eksaminer, var senere overlærer Langvad, Esbjerg.

Allerede i et bestyrelsesmøde d. 4. maj 1893 rejste formanden, pastor Bruun, spørgsmålet om betimeligheden af Realskolens overgang til kommunen. »Men en virkelig forhandling blev der ikke, da nogle af bestyrelsens medlemmer kun havde meget kort tid til deres disposition.« I 1898 dukker tanken atter op. Bestyreren mente, at en overdragelse ville være heldig for at kunne få og beholde gode lærerkræfter. Redaktør Sundbo udtalte sig på generalforsamlingen d. 16. december 1898 for, at kommunen overtog realskolen. Men der kom intet positivt ud af forhandlingerne hverken da eller senere.

I 1894 udarbejdede arkitekt Peters tegningerne til en tilbygning til den gamle fløj ud mod Skolegade. Der blev ialt 9 klasseværelser, bolig for bestyreren, 4 værelser og loftskamre, og en lejlighed for en lærer samt en pedellejlighed på 2 værelser i kælderen. Med inventar beløb udgifterne til udvidelsen sig til godt 15.000 kr.

Elevtallet gik stadig frem, hvad der hang sammen med den rivende befolkningsvækst. I 1890 var der kun 4.100 indbyggere; men i 1894 var befolkningen vokset til 6.300, i 1895 til 9.300 og i 1896 til 12.400. Mængder af nye projekter blev fremsat, forsøgt gennemført. Spekulationsfeber rasede, og derefter fulgte fallitter og fattigdom. I året 1900 havde Esbjerg 12.900 indbyggere. Blandt de mange projekter kan nævnes nogle Varde-borgeres plan om anlæg af en sporvej fra havnen gennem byen til Jerne kirke.

Fra disse år (1894-96) har vi i Esbjerg byhistoriske arkiv nogle erindringsblade »Fra drengekår til manddomsår« skrevet i 1958 af den senere rektor ved Esbjerg statsskole Kr. Bruun: Det var ikke uden bange anelser, jeg i en alder af 15 år begyndte min skolegang i Esbjerg Realskole… Men jeg må sige, at det gik langt over forventning, og jeg har kun grund til at mindes såvel lærere som elever med venlige følelser. En vis opsigt må den underlige fyr, der pludselig dukkede op i slutningen af skoleåret, nok have vakt, afstikkende, som han var i sprog, klædedragt og optræden, et år ældre end de fleste. Helt almindeligt var det da heller ikke, at en skoledreng i adskillige år havde fulgt med i politik, ved valget i 1892 var løbet de syv kilometer frem og tilbage for på Esbjerg Torv at høre kommandør Bluhme og redaktør Oluf Jørgensen diskutere den optrækkende forligspolitik; som om søndagen gik en halv mil for at høre præstens præken og en søgnedag lige så langt efter fyraften for at høre højskoleforstanderens folkelige foredrag i forsamlingshuset. Men så kunne han da også til præliminæreksamen skrive stil til ug minus om den danske bøgeskov og det fugleliv, der rører sig i den, uden nogen sinde at have set en sådan skov.

Det kunne også være rart i frikvarteret at få små tips til hjemmeopgaverne mod modydelse i oversættelse af sproglektien, som i høj grad var den nye mands svage side. Så kunne man med bedre samvittighed tilbringe eftermiddagen nede på havnen og næste dag møde matematiklæreren Rasmus Jensens årvågne blik. Det siger sig selv, at der var meget hos disse nye kammerater, som bondedrengen så på med undren og beundring. Dahl, Mechlenburg, Warrer, Kolster, Brinch, alle disse Fanø-skippernavne havde kun det ene i hovedet: at slippe ud af skolen og komme ud at sejle. Der var blandt dem fremtidige førere af DFDS Englands- og Amerikabåde.

Min sidemand det første år Frederik Brinch, søn af uldspinderen i Strandbygade 14, ville gerne i al godmodighed drille lidt. Selv var han ikke nogen bogorm, men åbenbart en smule imponeret af min boglige viden. I hvert fald fortalte han en dag til klassens forundring, at jeg kunne alle årstallene i årstalsheftet; det var rigtig nok, dem havde jeg simpelthen lært på min ensomme vandring til skolen om morgenen. Brinch fik en grundig faguddannelse i Tyskland og opnåede at blive en kendt direktør for den store virksomhed i Emdrup. Det var dog ikke alle, der drev det til at blive skibsfører eller direktør, eller som Laust Spangsberg fabriksinspektør i Roskilde …

Disciplinen i klassen var gennemgående god. Når bestyreren passerede forbi ude på gangen, undlod han ikke at kaste et ransagende blik ind gennem kighullet. Mere kneb det i gymnastiksalen, hvor flere klasser var samlede til sang og legemsøvelser. Den barbariske militærgymnastik dreves stadig i skolerne. Den tidligere stabssergent, vi en tid havde i dette fag, kunne nok lange en velrettet lussing, så en stor fyr røg flere meter hen ad gulvet, men han kunne ikke hindre, at det snart begyndte at mudre og brumme på en anden kant. Den unge Bertelsen kunne med drengene, ikke på grund af særlige pædagogiske evner, men fordi han, Ribe amts bedste gymnast, kunne slå kraft- og luftspring med en elegance og træfsikkerhed, som man måtte bøje sig for. Der ud over var det svært at se fornøjelsen og nytten af disse timer. For mig er der ingen tvivl om, at den milelange spadseretur over Gjesing og Spangsberg marker må have været mere nervestyrkende og sundere for lungerne end gymnastiksalens larm og støv.

Efter nogle vanskelige overgangsår, hvorom lektor Tengnagel Jørgensen har berettet i Statsskolens årsberetninger 1938 og 1939, nåede skolen i disse år, under Rübner-Petersens initiativrige ledelse, at slå sit navn fast i den offentlige bevidsthed. I øverste klasse blev vi et fint hold. Af de tolv, der var tilbage i klassen, fik de fire udmærkelse til præliminæreksamen i 1896, og ingen fik under, hvad der almindeligvis regnedes for første karakter. Blandt eksaminanderne var den senere overdyrlæge ved Esbjerg Andelssvineslagteri Laurids Hansen og klassens duks Thora Wimmelmann, gift von Bülow, ansat ved Esbjergs kommunale Skolevæsen.

I 1896 havde skolen 249 elever. I 1896-97 var indtægterne 21.230 kr., deraf 17.400 kr. i skolepenge, resten offentlige tilskud. Lærerlønningerne beløb sig til 15.000 kr. Bestyreren fik 3.800 kr., lærerne mellem 1.100 og 1.800 for 35 ugentlige timer, en af lærerinderne fik 500 kr., en anden fik 400 kr. Pedel Madsen fik 600 kr., fri bolig i kælderen og brændsel; men han skulle så selv afholde udgifterne ved skolens renholdelse. Alle de nævnte tal angiver eet helt års løn.

Omkring år 1900 blev lærerlønningerne sat op fra 1.500 kr. til 2.400 kr. for lærerne og 800 til 1200 kr. som årsløn for lærerinderne.

Skolepengene var i de 5 forberedelsesklasser fra 3-7 kr. om måneden, i handelsklassen 9 kr., i pigeklasserne 8-9 kr., i realklasserne 8-10 kr., i latinklasserne, der dog kun eksisterede et par år, 12-16 kr. Fra 1901 kom hertil 2 kr. om måneden for deltagelse i kvindelig husgerning til indkøb af madvarer. Restancerne var ret store. Kassebeholdning var der ingen af. Der måtte økonomiseres, f. eks. inddrog man flidsbelønningerne og gjorde årsberetningen så kortfattet som muligt. I 1901 måtte man skride til optagelsen af et hypoteklån på 6.000 kr.

I de følgende år oversteg indtægten nu udgiften, i 1903 således med 2.700 kr., men der var også god brug for pengene til istandsættelse af bygninger og inventar, til indkøb af billeder. Hos hoffotograf Elfelt købtes således i 1906 151 lysbilleder. Fra Optisches Institut i Hamborg anskaffedes 38 stk. »glasphotogramme« á 1,5 mark. En årlig tilbagevendende udgiftspost er nye ruder: i 1907 blev der indsat 24, næste år 39 nye ruder. Sneboldene fik skylden.

Skolen var på mange måder en foregangsskole. Det var nok et aktieselskab, der ejede skolen, men på generalforsamlinger havde både aktionærer, bestyrelse og forældre eller værger stemmeret. Dog havde aktionærerne alene stemmeret, når det drejede sig om byggeforetagender.

Nye fag indførtes: Sløjd; som nævnt var fru Regine Jensen skolens første sløjdlærer, uddannet på Mikkelsens Sløjdskole i København. Husgerning indførtes i 1901 - bibliotek blev indrettet, lysbilleder anskaffedes, foredrag afholdtes, og skolebestyreren gik i spidsen for det hele. Vi ser ham for os i hans egen skildring (skrevet 1914):

I samlingstiden og frikvartererne var min sædvanlige plads på den store trappe ved indgangsdøren. Derfra kunne jeg overse legepladsen, se min gamle ven, Madsen, skolens mangeårige pedel, sysle med sit arbejde for at holde pladsen ren og pæn, - se mine træer, som jeg i sin tid havde fået plantet, og som jeg med hjælp fra drengene søgte at værne og pleje på det bedste, hvorfor vi, når det var meget tørt, i de første år ikke alene vandede dem, men skyllede kronerne for at rense dem for støvet, og derfra kunne jeg, selv om jeg fik mig en passiar med lærerne, holde øje med alle børnene, store og små.

Efter Almenskoleloven af 1903 ændredes realskolen med præliminæreksamen til mellemskole og realskole, og det var tanken at gå videre fra 1907 med oprettelse af et nysprogligt gymnasium. Skolens to betydeligste mænd havde dog begge forladt skolen, inden disse ideer var gennemført.

Rasmus Jensen, født d. 4/11 1864, lærer ved Hinnerup realskole i 1888, kom i marts 1890 til Esbjerg som førstelærer. Ved sin ubestridige dygtighed, sin store arbejdsevne, sin aldrig svigtende interesse for skolen, og hver enkelt af eleverne var han blevet afholdt og respekteret af enhver, der enten direkte eller gennem børnene kendte ham, og som derfor i mange år med rette var anset for skolens bedste støtte (Rübner Petersens udtalelse i 1914). Da bestyrelsen i 1906 ønskede at knytte akademisk uddannede lærere til skolen (helst en cand. mag., i hvert fald en lærer, der havde været knyttet til en latinskole), hvis der skulle oprettes et gymnasium, ansattes cand. theol. P. Gregersen som førstelærer. Det er klart, at den hidtidige førstelærer Rasmus Jensen følte sig tilsidesat og søgte over i kommuneskolen. Forældrene forsøgte en henvendelse til bestyrelsen, hvori der spurgtes, om bestyrelsen havde gjort noget for vedblivende at knytte Rasmus Jensen til skolen?

Rasmus Jensen underviste i kommuneskolen i regning, matematik og engelsk til sin død d. 18/4 1911. Hans hustru, fru Regina Jensen, ansattes i 1911 ved kommuneskolen.

Også Rübner Petersen forlod skolen, idet han søgte og fik embedet som skoledirektør i VestIndien. Han var født d. 5/2 1862, havde en tid været realskolelærer i Varde, derefter et par år i Hinnerup og fra 1889 leder af Esbjerg Realskole. Han gik fuldstændig op i arbejdet for skolen - han skånede sig ikke.

Han glemte ikke Esbjerg, da han var i VestIndien. Da der skulle indføres nye regnebøger derovre, skulle de trykkes i Rosendahls Bogtrykkeri - skønt det i de tider var en lang vej at sende korrekturarkene frem og tilbage.

Rübner Petersens virksomhed i VestIndien varede til øerne i 1917 solgtes til USA. Han var en ivrig forkæmper for negrenes vel, og amerikanerne tilbød ham ledelsen af skolevæsenet på meget gunstige betingelser; men efter at han i så mange år havde arbejdet for Danmark og det danske sprog, ville han ikke tjene det amerikanske. Han døde i København allerede d. 24/12 1919 - kun 57 år gammel.

1907-20

Fra februar 1907 lededes skolen af cand. theol. P. Gregersen, indtil en ny bestyrer kunne ansættes i august. Der var 20 ansøgere til stillingen - en af dem trak sig dog omgående tilbage, da han havde indhentet oplysninger om skatteforhold, boligforhold og klima - ja, han tog dog til Esbjerg, men efter en spadseretur gennem byen, ilede han mod jernbanestationen og tog toget til sit kære Sjælland.

Efter bestyrelsens forhandling med undervisningsinspektørerne prof. Tuxen og prof. Rønning faldt valget på gymnasielærer cand. mag. Oluf Nielsen, som var leder (rektor) ved det private gymnasium indtil 1920, derefter for Esbjerg Statsskole, indtil han i 1928 blev rektor for Vestre Borgerdydskole i København, hvorfra han tog sin afsked i 1936. Han døde i 1941.

Fra august 1907 oprettedes den første gymnasieklasse. At det skulle være den nysproglige retning, motiverede bestyrelsen i en skrivelse til ministeriet (d. 4. juni 1907): Når skolen har foretrukket at oprette et gymnasium med nysproglig retning, er grunden den, at denne ordning såvel under hensyn til de stedlige forhold som også navnlig under hensyn til, at Statsskolen i Ribe har oprettet gymnasium med klassisk-sproglig og matematisk-naturvidenskabelig retning, må anses for den naturligste og heldigste. Ved en sådan ordning opnås, at befolkningen i Sydvestjylland vil have let adgang til i de to nærliggende byer Ribe og Esbjerg at kunne skaffe deres børn uddannelse i hvilken af gymnasiets afdelinger, det måtte ønskes. Det har været en af forudsætningerne for, at Esbjerg Realskole turde indlade sig på at oprette et gymnasium med den nysproglige retning, at Statsskolen i Ribe kun gav undervisning i gymnasiets to andre retninger, hvilket den efter det foreliggende vil gøre…

Med oprettelsen af gymnasiet blev spørgsmålet om en tilbygning til skolen aktuel. Med inventar kom den nye sidefløj til at koste ca. 58.000 kr. Samtidig blev legepladsen omlagt, naturhistorieværelse og et nyt laboratorium indrettedes (1909); der indlagdes elektrisk lys i 1912 - dog ikke på trappen op til lærerværelset, det skete først i 1930erne.

Pengene til nybyggeriet låntes af Sorø Akademis midler (40.000 kr.), i Jysk Hypotekforening (3.000 kr.) og endelig tegnedes en ny aktiekapital på 14.700 kr. Man håbede at kunne udtrække aktier for 400 kr. om året og at kunne forrente aktiekapitalen. Det gik helt anderledes. Når man læser i de gamle regnskaber, får man indtryk af stadig store økonomiske vanskeligheder, og man må beundre den dygtighed, hvormed skolens kasserer fra 1906 til dens ophævelse i 1920, fuldmægtig A. Fritsche, senere politimester i Roskilde, har forstået at holde skolen gående. Der var jo grænser for, hvor meget skolepengene kunne forhøjes.

I 1907 betaltes fra 5-15 kr. månedlig i realklasserne, 20 kr. i gymnasiet, i 1917 var skolepengene steget til mellem 7 og 24 kr. månedlig. Hertil kom brændselspenge, i nogle år 8 kr. Eksamensafgiften til skolen udgjorde 10 kr. til mellemskole-, 25 kr. til real- og 50 kr. til studentereksamen, udover eksamensafgifterne til staten, henholdsvis 3, 5 og 8 kr. I 1906-07 indbragte skolepengene 26.000 kr., i 1913-14 var beløbet steget til 38.000 kr. I det første krigsår gik indtægten ned med 2.000 kr., for derefter atter at stige til 37.000 kr. i 1918.

Dernæst havde skolen et statstilskud på 4.000 kr. årligt; det steg i krigsårene til omkring det dobbelte. Fra Ribe amts skolefond kom til 1915-16 et par hundrede kroner årlig, og Esbjerg kommune gav til fripladser i gymnasiet for børn, der havde taget mellemskoleeksamen ved kommuneskolen, et tilskud, der i årene 1906-08 udgjorde 3-400 kr., i 1908-09 kun 60 kr.; men derefter steg det til 500 kr., i 1911 til 2.000 kr., og i 1917 var det oppe på 3.000 kr. Til tider måtte kassekreditten i Handelsbanken forhøjes, i 1911 til 8.000 kr. mod bestyrelsens solidariske ansvar. Senere optoges et partialobligationslån på 12.000 kr. Et regnskabsbilag viser forskud ydet af kassereren på 2.300 kr.

Den største udgiftspost var naturligvis lærerlønningerne, der som regel slugte 5/6 % af skolepengene, så der kun var ca. 6.000 kr. tilbage til alle andre udgifter.

I krigsårene kneb det svært med at få lønningerne til at holde trit med de stærkt stigende priser. I 1916 sattes rektors løn til 5.300 kr. og 200 kr. til repræsentation, de akademiske læreres til 2.400 kr. stigende hvert tredie år med 200 kr. til 3.600 kr., lærerindernes til 1.400 kr. stigende i løbet af 12 år til 2.000 kr. Timelærerne lønnedes med 1 á 1,50 kr. pr. time. I tiden op mod 1920 blev der dog tildelt lærerne noget statstilskud til lønnen.

I 1909 afskedigedes pedel Madsen, da man mente, at arbejdet ville blive for stort for ham, når den nye bygning blev taget i brug; man ønskede en yngre, gift mand. Der indkom 63 ansøgninger, og d. 8. juli 1909 ansattes tømrer Hans Jensen, født i Herlufsmagle d. 19/10 1872. Lønnen var til at begynde med 1.300 kr., fri bolig og frit brændsel og 300 kr. til rengøringsrekvisitter og medhjælp. Det sidste beløb viste sig snart ganske utilstrækkeligt. I 1919 fastsattes lønnen til 2.500 kr., rengøringsmidler efter regning og indtil 600 kr. årlig til medhjælp.

I 30 år var Hans Jensen pedel på den gamle skole i Skolegade; i 30 år bar han tusindvis hektoliter brændsel op fra kælderen til de mere end 20 kakkelovne, hvoraf ingen kunne brænde over. Klokken 13.00 gik pedellen rundt og skruede i alle klasser op for kakkelovnene, så det var nogenlunde brændt ud kl. 14.00, når der skulle lægges til rette til næste morgen! Hans Jensen og hans hustru, Marie Jensen, vil mindes af mange med tak. Pedelparret flyttede med ud i den nye skole i pedelboligen til 1942. Han døde i 1951. Hans efterfølger blev pedel ved Teknisk Skole Schmidt Jensen.

Indtil 1915 var brændselsudgiften højst 1.700 kr. årlig. I 1914 kostede 1 hl koks 1,60 kr. Derefter steg udgifterne trods indskrænket skoletid og lukning af en del af klasseværelserne til langt over det dobbelte. Fra maj 1917 foreligger der et tilbud fra konsul Pagh på 800 hl koks á 6,50 kr. Gasregningen var kun en snes kr. årlig, elektricitetsregningen op mod et par hundrede kr.; heraf betalte dog et samariterkursus et år 3 kr., et andet år 30 kr. Vandafgiften udgjorde 2-300 kr.

Af andre udgifter kan nævnes: Leje af markiser 108 kr. årlig, leje af klaver 100 kr., af sportsplads 150 kr.. Til biblioteket købtes i 1910 98 bøger for 100 kr. og 10 øre, i 1911 87 bøger for 244 kr. Hos Weitzmann i Hillerød købtes for ca. 360 kr. fysiske apparater, uden statstilskud. Af de mere morsomme udgifter kan nævnes tilskud til skovture, f. eks. til »Varde Flyveplads« (dvs. Svendsens landingsplads), musik til skoleballet, der i 1912 til formandens misfornøjelse holdtes i fasten, juletræspynt: 25 flag til 50 øre og 10 pakker englehår til 80 øre!

»Indvielsesfest af gymnastiksalen«, som der står på regningen for sammenkomsten på Hotel Royal d. 30. september 1909, dvs. middag for 25 personer med 3 slags vine, kaffe, cigarer, cigaretter, kostede 152 kr. 95 øre. Til en »buffet« tidligere på dagen i tegnesalen var indkøbt 17 flasker Madeira á 2 kr., 2 kransekager á 4 kr. og 12 pund konfekt á 1 kr. Også regningen fra festlighederne for det første studenterhold i 1910 giver oplysninger af interesse om tidens traktement. Der var 5 studenter, 22 kuverter med kaffe, te og småkager kostede 88 kr., 11 flasker rødvin 33 kr.. Dertil kom 2 flasker madeira, 10 Dom, 1/2 flaske whisky, 11 sodavand, 1/2 ægte apollinaris, 16 cigarer á 35 øre, likør etc., ialt 170 kr.!

I 1910 dimitteredes de første nysproglige studenter; der var 5: Erna Blichfeldt, nu fru Lawson, bosat gennem mange år i Skotland, men stadig meget interesseret i sin gamle skole; Ansgar Meinertz, civilingeniør, Esbjergensersamfundets første formand (død d. 29/4 1954); Harald Nordland, statsautoriseret revisor i Esbjerg; Kathrine Sundbo (død d. 17/12 1919, assistent i Københavns kommune) og Hans O. Wildenskov, overlæge i Brejning. Gymnasieforeningen »Neptun« stiftedes i 1910 og lever stadig i bedste velgående.

Hvilket arbejde har det ikke været for skolens leder Oluf Nielsen. Først planlægning og igangsættelse af den nysproglige retning og i 1916 af den matematiske. Mange er de skrivelser, der i de år har måttet skrives, meget at forhandle om til alle sider: Ministerium, undervisningsinspektion, skolens bestyrelse, ansættelse af lærere og til sidst forsøget på at få gjort skolen til en statsskole. Det var økonomiske grunde, der d. 12. november 1918 bevirkede, at en generalforsamling vedtog at søge skolen overdraget til staten. Efter langvarige forhandlinger mellem staten, Esbjerg kommune og gymnasiets bestyrelse kunne den endelige afgørelse træffes på en generalforsamling d. 11. februar 1920. Betingelserne findes i en skrivelse fra Esbjerg byråd af d. 27. januar 1920: Aktieselskabet overdrager skolen med samlinger og inventar til staten, mod at Esbjerg kommune overtager forrentning og afbetaling af prioritetsgælden: 62.000 kr. til Sorø Akademi, 3-830,75 kr. til Jysk Hypotekforening, partialobligationslånet på 9.000 kr. samt dækker skolens løse gæld. Aktiekapitalen ville kommunen ikke indløse, men vil give et årligt tilskud på 5.000 kr. til skolens drift.

Ifølge Esbjerg kommunes regnskab for 1920/21 overtog kommunen restgælden til Sorø Akademi med 61.700 kr. (oprindeligt 74.000 kr.). Derimod udbetalte den hypoteklånet, partialobligationslånet og skolens kassekredit med ialt 35.563,43 kr. Kommunens øvrige omkostninger i anledning af skolens overgang til staten beløb sig til 2.991,73 kr., ialt altså 100.255,16 kr. Desuden skulle den give Statsskolen medafbenyttelsesret til sportsplads samt skolekøkken og gymnastiksal i Danmarksgades skole.

En lang periode af den private skoles historie i Esbjerg er dermed afsluttet, en periode, der havde vist borgernes interesse for en privat skole med udvidet undervisning, lige fra privatskolen begyndte i 1883 med 38 elever, til det private gymnasium sluttede i 1920 med 325 elever. Den statsskole, der oprettedes fra d. 1. april 1920, bestod kun af mellemskole og gymnasium med 173 elever.

I denne oversigt over den private skole er kun få af lærerne nævnt - deres data står delvis i lærerfortegnelsen. Derimod kan privatskoletiden ikke slutte uden kort omtale af bestyrelsen. Hvilket arbejde ikke for kassereren! Det var købmand Bilgrav gennem en lang årrække, senere postmester Schiønning, apoteker Lange og politimester Fritsche, der ledede skolens økonomi gennem krigstiden med dens prisstigninger, kulmangel og andre restriktioner og gældsopgøret ved skolens overgang til statsdrift 1920. Pastor Chr. Bruun var fra 1891 til 1920 bestyrelsens formand. Han styrede i gode og i vanskelige tider lige klogt og dygtigt, lige støt og trofast og stadig besjælet af den varmeste interesse for skolen (udtalelse af Rübner Petersen).

Efter 1920

At skolen blev statsskole var til gavn for alle parter. Når staten overtog den økonomiske garanti, var der skabt en tryghed til gavn for alle, børn og forældre såvel som lærere. Skolepengene, der havde været oppe i over 20 kr. om måneden, bortfaldt for de mindre skatteydere, for en del blev skolepengene nogle få kroner om måneden. Det vigtigste var dog, som rektor O. Nielsen udtrykte det, at skolen nu blev åben for alle, medens den før i det væsentligste kun havde stået åben for en overklasse.

Skolen var dog i høj grad mest søgt af elever fra Esbjerg. I 1920 var der således kun 43 udenbys mod 129 indenbys. I rektor Nielsens tid, til 1928, var forholdet stadig således, at de 2/3 af eleverne var indenbys. Elevantallet steg i årene 1920-25 fra 173 til 269, for derpå at falde.. D. 1 maj 1928 var der kun 243 elever.

Da rektor O. Nielsen søgte fra Esbjerg Statsskole i 1928, blev der i undervisningsministeriet spekuleret over, om Esbjerg Statsskole ikke burde nedlægges som statsskole. Jo, der var dem, der mente, at da der jo ikke var så langt fra Esbjerg til Ribe, måtte een statsskole være nok for de to byer.

For skoleåret 1928/29 konstitueredes lektor P. Gregersen som rektor. Som tidligere omtalt kom lektor Gregersen til Esbjerg Realskole i 1906 som førstelærer. I 1907 var han et halvt år privatskolens leder. Han var en mand, der kendte skolens forhold ud og ind, dens personer såvel som dens traditioner. Han døde d. 10/7 1942.

Fra august 1929 fik Esbjerg statsskole en ny rektor, nemlig daværende lektor ved Aabenraa Statsskole Kr. Bruun.

Allerede på det første forældremøde, der blev afholdt i rektor Bruuns første år (d. 27/2 1930), blev der slået til lyd for at arbejde for tilvejebringelsen af en ny bygning til afløsning af Statsskolens i flere henseender forældede og utilstrækkelige lokaler, og der blev straks nedsat et udvalg til at arbejde med sagen.

Der kom netop i disse år en stadig voksende strøm af elever. I 1931 var der 315 elever, og tallet steg jævnt år for år, til det kulminerede i 1939 med 431 elever. Tilstrømningen var størst af de udenbys elever. I 1920erne var henved en trediedel af eleverne udenbys, i 1930erne var over halvdelen af eleverne fra oplandet. I 1940 var der således 186 indenbys og 236 udenbys elever. Siden faldt tallet på udenbys elever en del på grund af de dårlige trafikforhold. I 1944 var der kun 192 elever fra oplandet.

Statsskolens mangler blev også fremdraget i Folketinget af direktør Boeck-Hansen. Han udtalte bl. a., at »adskillige elever måtte sidde i vindueskarmen, at halvdelen af 3. gymnasieklasses elever sad med ryggen til tavlen.« - Da sportspladsen lå langt fra Statsskolen, mente han, at sporten nærmest bestod i at gå derud og tilbage igen. Folketingsmand Rahbek talte om statsskolens toilet- og baderum, der var ganske utilstrækkelige og i hele deres indretning nærmest middelalderlige. »Hvis der var lignende tilstande ved en kommuneskole i en landsby, ville det forlængst være forbudt af sundhedsautoriteterne.«

I november 1932 indsendtes andragende til regering og rigsdag om en ny skolebygning. Året efter blev det på forældremøde enstemmigt vedtaget at henlede ministerens og finansudvalgets opmærksomhed på den nødtilstand, Statsskolen befandt sig i, og som svar lovede ministeriet at lade udarbejde planer og overslag til en ny bygning. På forældremøde d. 11. februar 1936 kunne rektor Bruun gennemgå disse planer eller skitser. Året efter, i 1937, forelå bygningsinspektørens tegninger til en skole i den gamle forsøgshave i Boldesager, en grund, Esbjerg kommune tilbød; men grunden lå i Jerne kommune. Det blev til strid mellem de to kommuner og sinkede arbejdets påbegyndelse. Esbjerg kommune stillede da grunden mellem Haraldsgade, Kirkegade og Svendsgade til rådighed, og her blev skolen bygget og indviet d. 15. august 1939 i overværelse af over 1.000 mennesker i den smukke aula.

Næsten 10 års utrætteligt arbejde havde fået sin løn.

Også en anden sag blev løst i 1939: Oprettelsen af en legatfond. På indvielsesdagen kunne fabrikant Kuno Bundgaard redegøre for legatfondens oprettelse. Anledningen, sagde han, var en udtalelse af rektor Bruun på forældremødet i foråret 1939, at Esbjerg Statsskole var det eneste gymnasium uden legatfond. På initiativ af direktør Chr. Alstrup blev der dannet en indsamlingskomité. Der indsamledes ca. 22.000 kr., et beløb, der siden forøgedes, især ved borgmester Mortensens bidrag på 4.000 kr. Legatkapitalen er nu på 45.823 kr.

I 1943 stiftede Esbjerg byråd et boglegat på 10.000 kr. i anledning af 75 årsdagen, d. 24/4 1943, for loven om Esbjerg Havn. Legatets formål er at yde støtte til indkøb af skolebøger for trængende elever ved Esbjerg statsskole.

Samme år, 1943, stiftede boghandler Engers Hansen i anledning af sin forretning 40 års jubilæum d. 7/8 1943 et boglegat på 10.000 kr.

Endelig blev der i 1944/45 indsamlet midler til et jubilæumslegat; hidtil er der indkommet ca. 62.000 kr.

Så kom 1940. Alle husker, hvordan vi stående i aulaen den 9. april kl. 12.00 gennem radioen hørte kongens og regeringens budskab til befolkningen. Vi holdt skole som sædvanlig til kl. 14.00 - i stilhed, lamslåede.

Gennem alle krigsårene beholdt vi skolen næsten urørt - det var kun det sidste årstid, at de ubudne fremmede lagde beslag på et par kælderrum (nu lægeværelser) og pigegymnastiksalen. En mur blev bygget op ind til spisesalen. Hårdt gik det derimod ud over kommunens skoler, og fra september 1944 måtte skoletiden på Statsskolen indskrænkes til tiden 8.00-13,05 af hensyn til det kommunale skolevæsen, som så holdt skole med sine elever fra kl. 13-18.

Ved udgangen af skoleåret 1943-44 tog rektor Bruun afsked (over 65 år gammel) og efterfulgtes af adjunkt ved Aalborg katedralskole mag. art. Thure Hastrup.

Den 4-7 maj 1945 var skolens elever hjemsendt undtagen IIIs, som gennemførte den skriftlige eksamen i tysk i de dage. Få dage efter blev gymnastiksalene herberg for hjemløse russere med deres få ejendele.

25-årsdagen som statsskole d. 1. april 1945 forløb på grund af forholdene i al stilhed, men ved årsafslutningen i juni var det muligt at afholde en mindre festlighed. Af gaver skal nævnes: En betydelig pengesum fra Esbjergensersamfundet og løfte fra Ny Carlsbergfonden om udsmykning af aulaens nordvæg ved maleren Niels Lergaard (afsløredes d. 20. oktober 1947). Blandt de mange ting, der blev sagt dengang (i marts 1945), var lektor Aa. Petersens fremtidsønske, at skolen stadig måtte fastholde sin gode forbindelse med oplandet, og lektor Dreslers håb om, at skolen fortsat ville få lige så mange eliteelever, som den hidtil havde fået fra landet. Desværre sank elevtallet i årene 1944-1949 fra 432 elever til 348. Derefter atter opgang, og nu i 1958 er der 441 elever i Statsskolen, heraf 177 i gymnasieklasserne.

Den 4. maj 1946 afsløredes ved en højtidelighed i aulaen en mindetavle over de elever fra Esbjerg Statsskole, som har sat livet til i kampen mod tyskerne. Navnene på mindetavlen er Mogens Beldring, født d. 27/3 1921 i Sædding, torpederet under Grønland d. 21/4 1943. Mogens Friis, født d. 16/4 1926 i Varde, faldet i kamp i København d. 3/5 1945. Niels Thomas Schøtt, født d. 20/6 1923, død efter kørselsulykke d. 2/9 1944 på Varde sygehus. Tilstede ved højtideligheden var de faldnes pårørende, skolenævnet og repræsentanter for Frihedsrådet og Frihedsfonden i Esbjerg. Rektor Hastrup udtalte mindeord i forbindelse med en kort beretning om de faldnes liv og afslørede derefter mindetavlen. Den er udført i kunststen af billedhuggeren Gottfred Eickhoff og bærer i relief billedet af en knælende kvinde, der rækker mindekransen ned mod de dødes navne. Mindetavlen er skænket skolen anonymt af en af dens gode venner. Murermester Peter Velth har ladet den opsætte.

Fra 1946 genoptoges fælles skovtur for hele skolen - det var 23 år siden, der sidst havde været skoleskovtur (i 1923 til Vejen). År efter år gik turen til Lunden i Varde. I 1957 gik skovturen til Lillebælt.

I 1947 foregik den store udvekslingsrejse til Stavanger med 43 elever. Siden da er det blevet tradition, at 3-4-mellem elever tager med på en sådan 11-12 dages rejse til Stavanger, Røldal og Hardanger. I 1958 finder den 12. rejse sted med 35 deltagere under samme leder (B. Tengnagel Jørgensen).

Efter krigen genoptog Skolescenen for Esbjerg og Omegn igen sin virksomhed med en slem konkurrent i Esbjerg Skolebio, der et år havde en tilslutning blandt eleverne på 97 procent.

I 1948 var der »Lejrskole« for IIg i Brændstoft ved Rinkenæs. Det var et forsøg, der må være faldet godt ud, idet der i februar 1950 afholdtes en vældig »Lejrskolefest« i statsskolens aula og tilstødende lokaler for at skaffe penge til at erhverve en fast andel i ovennævnte lejrskole ved Flensborg fjord. Med støtte fra Esbjergensersamfundet, forældrekredsen og byens borgere og skolens lærere (der bl. a. opførte et skuespil: Giraudoux: Apollon fra Bellac), gennemførtes denne »Dyrehavsbakkefest« og indbragte 10.500 kr., der for størstedelen blev brugt til køb af en andel i lejrskolen.

I december 1950 opførtes J. S. Bachs Nytårskantate for kor og orkester under ledelse af adjunkt Kallenbach Pedersen.

I 1951 oprettedes på initiativ af Dansk Kvindesamfund »Hybelkursus« for IIIg og realklassen. Det er siden blevet en fast institution.

I 1951 indførtes den klassisk-sproglige linie i gymnasiet.

I 1952 fik statsskolen skolelægeordningen med læge L. M. Jakobsen og sundhedsplejerske frk. Østbirk.

I 1955-1958 gennemførtes en musiklinie.

I 1956 blev rektor Hastrup efter ønske forflyttet til Aurehøj gymnasium, og lektor ved Marselisborg gymnasium J. Ahm blev udnævnt til rektor.

I november 1956 og marts 1957 afholdtes erhvervsoplysende møder i aulaen. Det var noget nyt - dog var der i januar 1949 af kommunelærer G. Thorsen holdt erhvervs vej ledende foredrag for realklassen.

Med skoleårets slutning d. 31/7 1958 vil adjunkt A. Vestergaard tage afsked, forlade byen og flytte til sin hjemegn, Viborg. Gennem 42 år har adjunkt Vestergaard været en af skolens solide støtter. I mere end 25 år skolerådets repræsentant i forældrenævnet.

Til efteråret – d. 2. oktober 1958 - bliver det 75 år siden, at den lille skole begyndte sin virksomhed i gendarmkasernen nede i Østergade.

 

Om Esbjerg og Omegn og slægten: Esbjerg

Af civilingeniør Niels Esbjerg, 1948.

 

image001

Niels Christensen’s gård, der lå ved det nuværende Exnersgade/Ribegade.

Se også kortet her: http://www.perbenny.dk/Esbjerg1868.jpg

 

Niels Christensen Esbjerg’s forældre

 

Faderen til Niels Christensen Esbjerg var gårdejer Christen Nielsen, der var født i Måde den 24/11 1789 og døde samme sted den 1/12 1856, og blev gift den 22/11 1817 med Anne Sørensen, der var født den 31/1 1796 i Esbjerg og døde i Måde den 5/12 1856.

Christen Nielsen blev kaldt Måde Tyrk eller »æ Tyrk«, hvorfra det navn stammer, vides ikke. Måske har han en tid opholdt sig i udlandet, eventuelt som marinesoldat, eller måske var det et simpelt øgenavn, givet ham af mindre venligsindede som belønning for de af ham uddelte mange øgenavne. Han var meget frygtet på grund af sin bidende satire og sit skarpe blik for folks fejl og mangler. Han delte øgenavne ud til så at sige alle i sognet, ja endog til flere i nabosognene, især i Skads sogn. Det var en almindelig tale, at den, der kunne gå uskændet gennem Måde, kunne også gå ubrændt gennem helvede. Det blev sagt med henblik på Christen Nielsens skarpe øje og satiriske bemærkninger. Selv de unge piger i sognet slap ikke alle fri for hans skarpe tunge, men fik et tillægsnavn. Alene at titulere en bondepige, der søgte at efterligne bypigerne, med frøken, var nok til at få hende pillet ned. I breve og lignende kunne dengang højst benyttes jomfru. Jeg erindrer således navnet smækre frk. S., hvem jeg har kendt som en ældre, meget stilfærdig bondekone. En søster blev beæret med navnet Spejlmaren.

En anden side ved Christen Nielsen var, at han havde vilje og evne til at hjælpe folk, der var kommet i vanskelighed, økonomisk eller på anden måde. Når der var vanskeligheder, skulle de til Måde at søge hjælp hos »æ Tyrk«. Sagen blev så diskuteret, »æ Tyrk« udtrykte sin mening, tit ikke særlig smigrende for den søgende; men som regel udeblev hjælpen ikke. Undertiden ydedes der hjælp i form af et lån, og ved hans død fandtes i hans regnskab flere gamle værdiløse fordringer.

Jeg erindrer, at vi hjemme i Boldesager, da jeg var ca. 10 år, havde en tækkemand, der hed Peder Christian Andersen, han blev en formiddag kaldt ned fra husets tag og anmodet om at underskrive et dokument som vitterlighedsvidne, hvad han meget energisk nægtede at gøre. Skrive sit navn kunne han ikke, og sætte sit navn under med ført pen ville han ikke. Da han derpå gik ud til sit arbejde, fortalte han mig, at han for mange år siden havde lovet sin forlængst afdøde fader, at han aldrig ville skrive under på noget. Grunden til, at faderen havde taget det løfte af ham, var, at faderen med ført pen havde sat sit navn under en skrivelse, hvis indhold var ham fejlagtigt angivet, og derved var han lige ved at miste alt, hvad han ejede og havde. Faderen måtte da i sin knibe af sted til »æ Tyrk« i Måde, der først bebrejdede ham, at han havde sat sit navn under på noget, han ikke kunne læse. Ja, »æ Tyrk« skældte ud; men han fik sagen ordnet, så min fader beholdt sin ejendom, og han var »æ Tyrk« taknemlig hele sit liv. Ja, føjede Peder Christian til, »æ Tyrk« var en klog mand, næsten lige så klog som en prokurator, han kunne også opsætte aftægtsbreve og skrive slutsedler, når der blev handlet med ejendomme; tillige var han lægdsmand. Det var Peder Christians ret enfoldige beretning. Han vidste ikke, at »æ Tyrk« var min oldefader, og jeg vidste det heller ikke selv dengang.

Noget lignende har jeg hørt fortælle af andre, både om gratis vinkelskrivervirksomhed og om hjælp som råd og pengeydelse til folk, der var kommet i »klemme«. Alt efter fleres fortælling må Christen Nielsen have været en både meget særpræget og meget stejl natur, men tillige et godt stykke foran datidens bønder. Foruden foranførte har jeg også en anden gang hørt ham omtale som lægdsmand, men har ikke nogen officiel bekræftelse på, at det passer.

Han opdrog sine børn strengt, der var disciplin i hjemmet, de lærte nøjsomhed og blev ikke forskånet for hårdt arbejde fra deres tidligste ungdom, hvad sønnernes meget foroverbøjede legemer tydeligt bar vidnesbyrd om. Han førte bog over begivenheder i hjemmet samt regnskab over sit landbrug og søgte at indprente sine børn, at en sådan bogføring var nødvendig.

Ofte hører man den bemærkning: »Vi skal ikke have noget med herfra, der er ingen lommer i ligtøjet.« Christen Nielsen var ikke helt af denne opfattelse. Han havde til sin ligbegængelse ladet sy et sæt tøj af hvidt, uvalket vadmel med lommer, hvori skulle lægges nogle af ham bestemte pengestykker, brød og snaps m. m., tillige havde han ladet sin ligkiste forarbejde, den havde spær i låget, da han ville sikres imod, at låget pressedes itu, og han fik jord i ansigtet. Hele herligheden blev opbevaret på loftet til hans død på fødegården i Måde den 1/12 1856.

I disse dage var det ikke ualmindeligt, at ældre folk var ret fortrolige med døden og havde kisten stående færdig. Der fortælles også, at en færdig ligkiste på loftet tit blev anvendt til opbevaring af rugbrød, så rotter og mus ikke kunne gnave i dem. Dengang bagtes der på gårdene rugbrød for en måned eller halvanden på en gang.

Mange vil nu tænke, at hjemmebagt rugbrød gemt en måned må da være blevet frygtelig tørt, næsten ikke til at spise; men det var ikke tilfældet. Tit tænker jeg tilbage på min moders rugbrød med skorpen sprød og krummen blød og ønsker mig et par skiver deraf. Moder brugte som alle på landet surdej og tillige en speciel behandling (skoldning) af dejen, som hun havde lært, da hun tjente på Esbjerggården.

Ofte tænker jeg på den ærbødighed, hvormed de gamle behandlede brødet, en Guds gave, sagde de.

Som en ulempe ved kun at bage en gang månedlig kan nævnes, at de sidste brød om sommeren blev mugne, men så blev der sagt, at lidt mug er godt, det værste skar man bort. - Er mug sundt? Jeg ved det ikke.

Det var ikke ualmindeligt i tidligere tid, at når det trak ud med helbredelsen af en patient med lungebetændelse, og lægen så betænkelig ud, at patientens pårørende da tog sagen i egen hånd, skrabede noget mug af en fugtig væg (muligvis i karlekammeret) og gav den syge det med god virkning. Feberen forsvandt.

Kuren med mug blev anvendt på mig, da jeg 6 ½ år gammel havde lungebetændelse. Forinden havde min plejemoder sikret sig ved at sy min ligskjorte; men den blev der ingen brug for dengang. Var det nu lægens medicin eller muggen, der havde den gode virkning? Hvad man tidligere har tænkt om anførte kur, må måske revideres efter opfindelsen af penicillin.

De gamle havde mange underlige råd. Her skal gratis anføres et råd for engelsk syge (rachitis) hos børn. Barnet skulle kl. 12 nat afklædt trækkes gennem et hul i en græstørv, skåret på kirkegården?

Samme dag Christen Nielsen døde, gik hans hustru Anne Sørensen syg i seng og døde fire dage derefter, den 5/12 1856, så de to kom i fælles grav. Her anføres, at hun ikke havde sin ligkiste stående parat, så sønnen Peder måtte af sted til Roborghus for at købe brædder til hendes kiste; men det viste sig, at der af de købte brædder manglede et stykke på ca. 3 alen i at være tilstrækkelig, der blev søgt i huset og fundet et stykke, der var ualmindelig harpiksholdigt. Mange år derefter døde en sønnesøn (Peders søn), der blev begravet, hvor bedstemoderen i sin tid blev stedt til hvile. Der fandtes et brædt bevaret, alt andet var fuldstændig fortæret. Peder kendte brædtet som det meget harpiksholdige fra hans moders kiste. Det var 2 år før Peders død den 4/2 1924, han var født i Måde den 24/7 1837 og boede hele sit liv på fødegården.

Anne Sørensen var en meget stilfærdig kvinde, afholdt i sin omgangskreds for sin venlighed og hjælpsomhed. Hun var født på Esbjerggården ligesom sin moder og bedstefader, muligvis har gården længere tilbage i tiden været familiens eje. Hendes moder og bedstefader førte begge navnet Esbjerg.

 

Niels Christensen Esbjerg’s søskende

Christen Nielsen og Anne Sørensen havde 6 børn, jeg har kendt disse seks som ældre mennesker og har ikke hørt tale om, at der skulle have været flere. Den ældste var Niels, om hvem der skal berettes i det følgende, dernæst Søren, der var gårdejer i Boldesager, og den yngste Peder, der fik fødegården i Måde, der vist endnu ejes af hans sønnesøn. Desuden var der tre døtre, Stine, gift i Janderup, første gang med gårdejer Søren Pedersen, anden gang med N. P. Frandsen, der overlevede hende, hun havde ingen børn i sit ægteskab. Dorthe, gift med gårdejer Hans Nielsen i Jerne. Sidstnævnte var en ualmindelig stor og kraftig mand, han fik under anlægget af Esbjerg havn tilkendt politimyndighed af herredskontoret i Varde og erhvervede sig derved titlen »æ Stodderkonge«, hvilket dengang var den populære betegnelse for en landpolitibetjent, hvad han jo var. Det var beboerne, der af frygt for optøjer fra de tilrejsende havnearbejdere fik sognerådet for Jerne-Skads kommune til at søge Varde herredskontor om tilladelse til oprettelse af denne politistilling. Inden Hans Nielsen blev politibetjent, gik han under navnet Hans Fuglbæk efter sin fødeby. Af børn i dette ægteskab har jeg kun kendt en søn Christen Nielsen, der var snedker i Jerne. Den yngste af døtrene var født den 11/1 1832 og døde den 17/1 1890. Hun blev gift med Hans Mortensen, gårdejer i Skads (Trekanten), han blev født den 12/3 1829 og døde den 18/3 1892. Flere børn døde unge, kun tre sønner nåede den modne alder. Det var Hans Christian Hansen født den 3/11 1866, han overtog fødegården, men solgte den senere og købte en landejendom i Sønder Varde. Anton Hansen født 30/9 1870 var gårdejer i Sadderup, han døde 1930. Søren Hansen blev døvstum under en sygdom som barn. Han lærte skomagerfaget, foretog rejser i udlandet og drev senere antikvitetshandel i København.

Foranførte Søren Christensen, gårdejer i Boldesager, er født den 27/6 1822 og døde i Boldesager den 3/4 1897. Han var tre gange gift. I 1849 med Mette Christensen, der døde efter 3 års ægteskab af tuberkulose, hendes to døtre døde af samme sygdom. Den ene nåede at blive gift, hendes tre børn døde alle i en forholdsvis ung alder. II den 24/4 1852 blev han gift med Maren Jørgensen født 19/3 1831 i Gammelby, død i Boldesager den 19/7 1874, hun var meget agtet og afholdt for sit blide væsen og sin retliniede karakter. Jeg har kendt 8 børn af dette ægteskab, hvoraf kun tre nåede en høj alder. Resten bukkede, ligesom moderen, under for tuberkulose. III gift med Ane Johanne Sørensen født i Nourup, i dette ægteskab var der tre døtre, hvoraf to, Maren og Kirstine, lever endnu. Familien viser et sørgeligt eksempel på følgerne af datidens mangel på viden om nødvendigheden af desinfektion efter sådanne dødsfald. I dette hjem havde kun fem børn og Søren Christensen modstandskraft, så de ikke bukkede under for denne snigende sygdom.

Den yngste af Niels Esbjergs søskende var som før nævnt Jens Peter Christensen, født i Måde den 24/7, 1837 død s. st. den 4/2 1924. Hans hustru Ingeborg var født i Nourup den 13/5 1833 og døde i Måde 9/5 1894. Hun var en søster til Søren Christensens tredie hustru. Der var i ægteskabet flere børn, hvoraf den ældste, Christen Nielsen Christensen, overtog fødegården, der senere gik i arv til sønnen Peder, der antagelig ejer den endnu. Gården er gået i arv fra fader til søn i syv slægtled, måske flere. Den ældste af de syv, Thomas Sørensen, er født i 1673.

Disse seks søskende var alle ret høje, efter mit skøn 180-185 cm. Niels målte på sessionen 69,75 tommer, lig med 183 cm. Jeg har aldrig set de tre sønner i deres fulde højde, da de på grund af strengt arbejde i deres tidligste ungdom gik meget foroverbøjede. Sønnerne var af en meget kraftig benbygning, men hele deres liv igennem ret magre. Døtrene stod ikke tilbage for sønnerne i legemsbygning, det var nærmest kæmpedamer, bredskuldrede og ret kraftige. I modsætning til sønnerne havde døtrene en ret rank holdning.

 

Niels Christensen Esbjerg’s svigerforædre

Karens forældre var gårdejer Jens Pedersen, født i Måde den 12/12 1795, og død samme sted den 1/1 1866. Han blev gift 1816 med Anne Nielsen, født i Gjesing og døbt i Brøndum kirke den 5/12 1779, død i Måde den 15/2 1865.

Denne gren af familien har jeg hørt mindre omtalt end Christen Nielsens slægt. Efter omtale hørte Jens Pedersen til dem, der skal tolv af til dusinet, medens Anne regnedes for særlig godt begavet. Hun styrede med sikker hånd huset inden døre og tog sig af børnenes opdragelse på en god og fornuftig måde. Hun var absolut den ledende i dette hjem. Jens Pedersen blev kaldt »Stjernekiggeren«, måske hidrørende fra en fejl ved øjenmusklerne måtte han knejse for at se lige frem, så det så ud, som han almindeligvis stirrede op mod himlen. Han var meget særpræget og ualmindelig arbejdsivrig. Således fortælles det, at han aldrig havde tid til at sidde ned, når han spiste sin mad i marken; men sad på hug, højre knæ på jorden og venstre ben bøjet i vinkel, så fodsålen stod på jorden. I denne stilling var han altid klar til at rejse sig hurtigt. Havde han ikke meget at skulle have sagt inden døre, søgte han at tage oprejsning udenfor. Ja selv efter at han var kommen på aftægt efter at have afstået gården til sin søn Niels Jensen, søgte han stadig at blande sig i gårdens drift, så der stadig kom rivninger mellem fader og søn. Dette i forbindelse med, at det gik mindre godt med 

gårdens udbytte, førte til, at sønnen solgte sin fødegård 1856. Selv efter at der var kommen en ny ejer på gården, vedblev han at blande sig i gårdens anliggender. Især om sommeren var han meget kritisk overfor kreaturernes pasning på marken, hvilket førte til, at den ny ejer, der synes at have taget sagen på en meget fornuftig måde, lod ham udføre en del af kreaturernes pasning om sommeren, da de var på græs.

En datter fra nabogården har fortalt mig følgende træk: »En dag, efter at Jens Pedersen havde flyttet køerne, tog han en af dem og trak bort med. Ejeren så det hjemme fra gården og tænkte, hvad vil han nu med den? ja, måske til tyreholderen, men Jens Pedersen kom tilbage uden ko. Ejeren spurgte ham naturligvis meget interesseret, hvor koen var henne, hvortil Jens Pedersen svarede, at han havde trukket den ned til gårdejer N. N., han mangler en ko, og vi har nærmest en for meget. »Har du da solgt den?«, blev der spurgt, hvortil han svarede »nej«. »Ja, det er meget godt«, sagde ejeren godmodigt, og måske skete der vel nok en fornuftig ordning senere med koen.

Alt tyder på, at Jens Pedersen har været en tro og pålidelig mand, der har lagt et stort arbejde i sin bedrift. Hvad begavelse og indsigt angår, var han som folk flest. Derimod syntes Anne efter faldne udtalelser at have været noget over gennemsnittet.

Jens Pedersen havde en ret pæn håndskrift, og skrev han en søndag noget, findes foruden dato og årstal tillige søndagens plads i kirkeåret, således den 28/11 1830, og det er skrevet første advent søndag. Første søndag i advent er faldet på samme dato i 1830 og 1948.

Til yderligere belysning af Jens Pedersen tjener følgende: Det var engang, efter at jeg var bleven voksen, at jeg overnattede i soveværelset sammen med min fader, jeg lagde da mærke til, at han, da han begyndte at klæde sig af, sagde: »I Guds navn.« De samme ord blev gentaget, da han den følgende morgen begyndte sin påklædning. Jeg spurgte ham da, om han altid under af- og påklædning benyttede disse ord og hvorfor. Jeg fik da følgende svar: »Under et besøg hos min bedstefader i Måde (Jens Pedersen) stillede jeg ham de samme spørgsmål, som du nu har stillet mig, det var under samme forhold, og nu vil jeg svare dig med hans ord. Han sagde: »Jeg tænker altid om aftenen: Mon det er sidste gang, jeg klæder mig af? og om morgenen: Mon det er sidste gang, jeg klæder mig på? Og det er det fornuftigste at have Gud med i alt, hvad man foretager sig, tænk på det, Jens.« Og nu siger jeg, din fader: »Tænk på det, Niels.«

Ja, jeg har tit tænkt på det siden og talt derom til mennesker, der har erklæret det for sygeligt at tænke således. De har erklæret, at de ville tænke på livet og ikke på døden, de ville tænke på det arbejde, de skulle udføre her i livet osv.

Mon det ikke er frygten for døden, for den sidste fjende, for det endelige punktum for deres virke, der er årsagen til, at mange nutidsmennesker søger at skubbe tanken om døden fra sig? Sandheden er dog den, at døden ikke undlader at tænke på os, hver dag er vi den et skridt nærmere, og inden vi ved af det, har den indhentet os. Det er ikke sygeligt at tænke på døden, tværtimod er det tegn på sundhed. Det er altid tåbeligt at møde en fjende uforberedt, og det er klogt gennem livet at berede sig til den dag, vi ved vil komme. Jens Pedersen tænkte daglig på døden, og så lærte han vel også at løfte blikket til ham, som sprængte dødens lænker og stod op af graven påskemorgen.

Ja, han kaldtes »Stjernekiggeren«.

Niels Christensen Esbjerg’s svogre

Karens brødre: Jens Pedersens børn har jeg ikke kendt, men derimod nogle børnebørn. Foruden Karen har jeg kun hørt omtale tre sønner, Peder Jensen, Niels Jensen og Niels Peder Jensen.

Peder Jensen, født i Måde den 22/2 1817, død i Gjesing den 9/8 1875, gift den 16/5 1845 med Karen Thomsen, født i Tjæreborg den 13/4 1815, død i Gjesing den 1/12 1892. Hendes fader var sognefoged i Tjæreborg.

Peder Jensen (kaldet Peder Måde) tilbragte sine sidste ungkarledage i Sønderho. Ved indgåelse af sit ægteskab købte han sin moders fødegård i Gjesing af sin morbroders enke, kaldet moster Maren. Gården var i en meget dårlig forfatning efter de for landbruget meget trange år som følge af statsbankerotten i 1813. Det er fortalt, at de nygifte kunne ligge i sengen og tælle stjernerne gennem taget. Det mentes, at Peder Jensen ved en løbskkørsel havde pådraget sig skade, der var en medvirkende årsag til hans tidlige død.

I ægteskabet havde Peder Jensen og Karen kun en datter, Ane Pedersen, født den 18/12 1847, død den 1/2 1931. Hun blev den 2/12 1870 gift med den meget ansete bygmester Jens Andersen, født i Gjesing den 22/7 1837, død samme sted den 2/7 1910. Han overtog Anes fødegård og viste sig nu som en ligeså dygtig landmand, som han før havde været bygmester.

Jens Andersen og Ane havde i ægteskabet to døtre, hvoraf den ene døde ca. 16 år gammel, den anden, Edel Andersen, født den 1/8 1873, lever endnu. Hun blev den 26/10 1896 gift med Thue H. Thuesen, født i Gjesing den 18/4 1874, død samme sted den 12/11 1945. Thue var en søn af gårdejer Eskild Thuesen, der var en god ven af Jens Andersen, de var tillige krigskammerater fra 1864. Thue Thuesen overtog hustruens fødegård Søndervang og drev den til sin død. Hans enke, Edel, er vedblivende ejer af gården og forestår dens drift.

Thue H. Thuesen og Edel havde i deres ægteskab 4 børn:

Eskild Thuesen, født 25/2 1899 - Gårdejer i Gjesing, gift 17/10 1924 med Karla Hansen, født 7/2 1900.

Alfred Thuesen, født 29/11 1901. Landsretssagfører i Esbjerg, gift 17/8 1929 med Inger Larsen, født 23/5 1903.

Kathrine Thuesen, født 26/11 1903, gift 19/11 1929 med Niels P. Søndergård. Gårdejer i Gjesing, født 9/6 1904.

Aksel Thuesen, født 25/8 1906. Gårdejer i Gjesing, gift 6/12 1931 med Gerda Madsen.

Niels Jensen er født i Måde, han døde i Veldbæk 10/4 1875, 56 år gammel. Gift med Ane Sørensen, født i Kjersing 1818, død i Veldbæk 1892. Hun var datter af gårdejer i Kjersing Søren Pedersen og hustru Johanne Jørgensen. I dette ægteskab var der tre sønner: Søren Nielsen, Jens Peder Nielsen og Andreas Nielsen. Her skal nærmere omtales Jens Peder Nielsen, født i Måde den 9/6 1851, død i Veldbæk den 14/11 1924. Han blev den 14/11 1883 gift med Anne Sørensen, født i Boldesager den 26/7 1853, død i Veldbæk 18/7 1941. Hun var datter af Niels Esbjergs broder,

Søren Christensen i Boldesager, og hustru Maren Jørgensen. De havde 2 børn: Niels Søren Nielsen og Anne Nielsen.

Niels Søren Nielsen blev ejer af fødegården i Veldbæk. Han er født den 18/3 1886, gift den 13/10 1911 med Marie Høj, født i Vrøgum den 12/11 1885. 4 børn.

Agnete Nielsen, født den 20/7 1912, gift med Hans Chr. Klausen i Janderup den 13/11 1938.

Karen Nielsen, født den 25/6 1917, gift med Svend Holm i Jerne den 24/12 1938.

Signe Nielsen, født den 28/7 1918, gift med Niels Arne Hansen i Oksvang den 16/5 1942.

Henrik Nielsen, født den 27/1 1920, gift med Grethe Slot Hansen den 27/12 1945.

Datteren Anne Nielsen, født i Veldbæk den 27/3 1888, gift I den 13/10 1916 med gårdejer i Andrup Anton N. Esbjerg (II D), der var ingen børn. Gift II den 16/11 1921 med Sofus Sejr Lauridsen, født i Vong den 26/11 1893. I dette ægteskab er en datter Asta Esbjerg Lauridsen, født i Andrup den 31/8 1924, gift med købmand i Varde Niels Aage Pedersen.

Karens tredie broder opholdt sig i Måde til midt i tredserne, da han blev gift og nedsatte sig som vognmand i Nordby på Fanø. Niels Peder Jensen havde ingen børn i sit ægteskab.

Som før anført afstod Jens Pedersen gården til sønnen Niels Jensen, der 1856 solgte den til Kristen Kristensen, kaldet Kristen Brinder, hvilket navn hidrørte fra, at han i sine unge dage havde været karl i et brændevinsbrænderi i Ribe (brinderkarl).

Gården kaldtes brandgården, og Karens yngste broder blev almindelig kaldt Peder Brånd, hvilket navn også blev tillagt senere ejere af gården.

Året 1856 købte Niels Jensen af proprietær Niels Hansen, ejer af Krogsgård og Spangsberg mølle, gården matr. nr. 2 a af Veldbæk. Det var et dødsbo med Niels Hansen som værge for flere umyndige børn. Niels Jensen boede på gården til sin død, næste ejer blev sønnen Jens Peder Nielsen, der efterfulgtes af sønnen Niels Søren Nielsen, der atter har overdraget gården til sin søn Henrik Nielsen.

Det er altså fire generationer på mandssiden, der har beboet nævnte gård siden 1856.

Vi vender tilbage til Jens Pedersens gård i Måde. Den nye ejer, Kristen Kristensen (Brinder), solgte halvdelen af marken til en broder, der var vognmand (fodermand kaldtes det dengang) i Ribe. Han byggede derpå, så der blev to brandgårde; men manden, der kom fra Ribe, blev kaldt Niels Riber, så han undgik at få navn efter gården.

Medens vi er i Måde en lille solstrålefortælling. Det var byen Esbjergs 25 års jubilæumsfest den 28. juni 1893. Folk strømmede til i tusindvis fra nær og fjern, desværre også nogle professionelle lommetyve. Kong Christian IX og kronprinsen var ankommet med ekstratog om aftenen den 27 juni og boede på kongeskibet »Dannebrog«, der lå i havnen. Mange gik om formiddagen den 28 juni ned på havnen for at se kongeskibet, deriblandt en ældre mand fra Måde, - vi kan kalde ham Niels. Han syntes så godt om skibet udvendig, at han også fik lyst til at se det indvendig, hvad han blev forhindret i af vagten. Imidlertid gik kongen og kronprinsen fra borde for ved 11-tiden at foretage en køretur gennem byen. Rask gik vor Niels hen til dem, og på sit jydske mål udtalte han ønsket om at se skibet indvendig. Kongen og kronprinsen opfattede hurtigt det morsomme i situationen og underholdt sig lidt med ham, hvorefter de gav en tjenstgørende ordre til at føre ham rundt på skibet. Nu havde manden den vane at tiltale folk med dig i stedet for du eller De, og følgelig fik kongen og kronprinsen samme tiltale. Da Niels kom i land, stimlede folk sammen om ham og foreholdt ham det frygtelige i, at han havde sagt dig til kongen. Han havde ingen anelse om, hvem han havde talt med, og spurgte betuttet: »Kan man blive straffet derfor?« Nogle mente ja, andre nej. Da Niels havde sundet sig lidt, sagde han: »Det er nu lige meget, kongen er en flink mand, og jeg føler mig overbevist om, at vi har en god konge.« Flere af os gav Niels Riber ret.

 

Niels Christensen Esbjerg’s barndom og ungdom

 

image003

Gårdejer Niels Christensen

Niels Christensens nabo, Peder Christensen, var død før 1868, og enken, Abelone Madsen, havde solgt det meste af jorden til L. Gebhardt og gården tilligemed resten af jorden til købmænd fra Varde. Gamle Lisbeth var aftægtskone på Abelone Madsens gård og boede i et hus tæt ved denne gård, men hun var død, da man begyndte at tænke på havneanlæg ved Esbjerg. L. Gebhardt var nervøs for ikke at få nok jord og turde derfor ikke sælge, men Niels Christensen solgte jord til ret moderate priser, navnlig langs Borgergade og Havnegade, og Gebhardt og andre foreholdt Niels, at han skulle holde fast på jorden, til jorden gik længere op i prisen, men Niels Christensen var en i gammeldags forstand hæderlig, dygtig og sparsommelig bonde, der opdrog sine 15 børn tarveligt og strengt. Arbejdsmændene der kom til havneanlægget for at arbejde, levede tarveligt og fik i høj grad kampen for det daglige brød at mærke. Det var ganske vist ikke mange af disse arbejdere, der var gifte i 1869/70, og dog var der en 10-12 familier der kom til Esbjerg. De var bogstaveligt talt på bar bund, og deres ejendele var få og fattige, og de havde ikke anden indtægt at ty til, end mandens dagløn som almindelig arbejdsmand. De havde ikke råd til at bygge huse, og da der heller ikke var lejligheder til leje, måtte de klare sig på en anden og mere primitiv måde. Fordringerne var små. På „Lille Esbjerg" og dér hvor Sprøjtehuset senere kom til at ligge i Borgergade, var dengang den indre skrænt af „Esbjerg", og her kunne de leje jord af grundejerne og på denne jord opførte de en slags hytter, der var byggede af tørv og lægter og halvt gravet ned i jorden. Ved „Esbjerg" var der een hytte, beboet af en tømrer ved havnen, og på „Lille Esbjerg" een i bankens sydlige skrænt og to i den østlige. Jordhytterne beboedes af stenhuggerne Schnack, Wieth og Peder Holm. I et træskur tæt ved boede arbejdsmand Gabriel Christensen. Han havde købt ”huset” nede på havnen for 28 kr., og han fik en del kammerater til at hjælpe sig, og i løbet af een dag var „huset" transporteret op til „Lille Esbjerg"; stillet op og indflytningen foregået, ja der blev endda, som til slut på det hele forinden man skiltes, trakteret med kaffe, som var kogt på komfuret i det nye hjem. Peder Holms hustru fortæller, at hun og hendes mand var „huleboere" i 17 år. I begyndelsen var der kun eet rum, ingen skorsten og intet gulv, man gik og æltede i sandet, og det raslede ned fra tørvevæggene. Sidenhen blev der lagt sten på ”gulvet” af små sten og tørvevæggene blev beklædt med lærred og gamle aviser eller andet papir, og der blev lagt en bunke tang på taget, og vand måtte de hente på Vatterne, hvor det var let at grave sig til ned til ferskvand, men det var tungt at slæbe op ad de høje skrænter.

Niels Esbjerg blev født i Måde den 24. juli 1819 og døbt samme dag. Han fik i dåben navnet Niels Christensen; men da han blev gift og flyttede ind på sin moders fødegård, blev han almindeligt kaldt Niels Esbjerg, et navn, han blev kendt under til sin død. Hans børn blev døbt Nielsen, og først efter hans død antog de navnet Esbjerg efter indhentet bevilling af 19/10 1896. Han må anses som stamfader for slægten Esbjerg, og navnet Niels bør bevares i slægten.

Han blev vaccineret den 11. oktober 1820 af distriktslæge Monrad i Varde. Efter optegnelser i hans skudsmålsbog var han til eksamen den 31/10 1833 og blev dimitteret til forberedelse til konfirmation med karakter for kundskab meget godt, for opførsel godt, underskrevet af sognepræsten Søren Spandet Hjort samt gårdmændene Morten Hansen og Lambert Hansen. Han blev konfirmeret i Jerne første søndag efter påske den 6/4 1834 med karakter for kundskab og opførsel meget godt og på tredie søndag efter påske samme år delagtiggjort i den hellige nadver.

Fra 30/9 1835 til 30/9 1837 tjente han hos gårdejer Christen Pedersen i Esbjerg, det var nabogården til den gård, han senere blev ejer af. Christen Pedersen erklærer, at han i den tid har opført sig dydig og tro. Dernæst tjente han på Lykkegården hos Søren Thomsen fra Mikkelsdag den 29/9 1838 til samme tid 1840. I skudsmålsbogen får han betegnelsen »en tro tjener«. Herefter fæster han sig bort for to år fra 3/4 1842 til 3/4 1844 til en mand i Hjerting ved navn E. Matthisen. Denne skriver i skudsmålsbogen: Niels Christensen har under sin 2-årige tjeneste vist god og rosværdig opførsel samt med flid udført sit arbejde.

Nævnte bog fortæller således om hans fødsel, dåb, skolegang, konfirmation og første altergang samt om hans tre 2-årige tjenester i tiden fra hans konfirmation den 6/4 1834 til hans giftermål den 27/4 1844. I tiden mellem disse tre tjenester var han karl hjemme hos sine forældre. Bogen fortæller tillige, at i de dage, da der ingen folkeregister var, var det præsten, der førte bog over fra- og tilflytning i de forskellige kommuner. Således skriver pastor Gabriel Kock, præst i Jerne-Skads, den 27/3 1842, idet han (Niels Esbjerg) har taget tjeneste i Guldager sogn, Hjerting by, fra den 3/4 1842, at han de sidste 1,5 år har været hjemme hos sine forældre og har udvist et godt og sømmeligt forhold samt været til alters i Jerne kirke 21. søndag efter trinitatis f. år, hvilket blev forevist pastor True i Guldager den dag, han tiltrådte tjenesten i Hjerting. Den 4/4 1844, da han rejser tilbage til Jerne sogn, skriver pastor True, at han har opført sig sædeligt og godt og været til alters 23. søndag efter trinitatis f. år. Dengang var det almindeligt, at et voksent menneske skulle til alters to gange om året. Det blev i sin tid påbudt ved forordning, om den forordning var hævet i 1844, ved jeg ikke, men det var i Vestjylland skik og brug endnu i 1880erne. Der skete indtegning til altergang, og det vakte stor modstand hos præsterne, da lægmandsmissionen (indre mission) begyndte, og der blev fremsat ønske om at komme til alters en tredie gang. En præst udtalte sig på følgende måde: »Jeg føler mig dårlig nok værdig til at gå til alters to gange om året, hvordan kan de da påstå sig værdige tre gange.«

Da Niels Esbjerg derpå henvendte sig til pastor G. Kock for at indgå ægteskab, får skudsmålsbogen atter en påtegning af pastoren den 6/4, hvori pastor True opfordres til at fremskaffe attest for hans vandel i Guldager sogn, og nu skriver pastor True i bogen som dennes sidste skrift:…At foranstående ungkarl, Niels Christensen, ej her i sognet er bunden ved ægteskabs åbenbare løfte, bliver i anledning af og som følge af omstående opfordring bevidnet. Guldager præstegård, den 7. april 1844. T. True.

Der findes 8 navne i skudmålsbogen, 4 bønder og 3 præster. De to præster i Jerne-Skads pastorat er begge født i Ribe. Søren Spandet Hjort, søn af købmand Palle Hjort, er født den 8/2 1765, blev præst i Jerne 1827, hvor han virkede til sin død den 24/3 1835. Gabriel Kock er født i Ribe den 7/5 1783, hvor hans fader var kæmner. Han var præst i Jerne fra 1835 til 1858. Hans hustru døde den 9/3 1858, og han tog da ophold hos sin datter Andrea, der var gift med gårdejer Hans Hansen i Jerne. Her døde han den 29/11 1861.

Foruden de 4 bønder og tre præster er der et 8. navn i skudsmålsbogen, manden fra Hjerting; men hvad er hans stilling? det står der ikke noget om. Teksten er meget smukt skrevet og med øvet hånd, men ikke Matthisens, hans er underskriften, og den vidner også om en mand, der er vant til at føre pennen. Jeg gætter på, at manden har været købmand. Der var jo en del handel på Hjerting dengang, idet sejlskibe lagde til der. Der blev endog pr. sejlskib sendt levende stude til England. Når Niels Esbjerg har været karl der i to år, mon ikke det skulle være dér, han har listet sig til at få indblik i forretningslivet og den dertil nødvendige bogføring, der senere kom ham tilgode. Hans senere bogføring minder meget om en lille købmands af ældre dato. Meget måtte han lære, men inspirationen var sikkert fra faderen. Jeg gætter kun.

 

Ejendomskøbet

Niels Esbjergs morbroder Mads Sørensen, født i 1782 afgik ved døden den 16/9 1838, han var den 18/11 1815 bleven gift med Maren Nielsen, født i Veldbæk den 25/3 1787. Hun sad nu enke med 6 børn, 5 døtre og 1 søn, hvoraf ved mandens død den yngste var 8 år, den ældste 22 år. Det var meget dårlige tider for landbruget, og det kneb især for hende med de mange børn og ingen mand. Det var ikke underligt, at hun gerne ville sælge gården, og så skete det, medens Niels Esbjerg endnu tjente i Hjerting, at han købte Esbjerggården, hans moders fødegård, den 15/1 1844 for en købesum af 930 rigsdaler i sølv samt aftægt til hans tante Maren Nielsen, der da var 57 år. Hun døde den 27/7 1865, så det blev en aftægtsydelse på 21 år.

Til gården hørte matr. nr. 2 a af Esbjerggårde af hartkorn 2 td. 6 skp. 2 fdk. 2,75 album samt matr. nr. 2 h af hartkorn 1 td. 0 skp. 1 fdk. 0,5 album. Endvidere halvdelen af engparcellen matr. nr. 78 af Krogsgårds enge af hartkorn 1 skp. 2 fdk. 2,5 album. Købet af gården fandt som før nævnt sted i 1844; men skøde på gård og eng blev først udstedt i 1846 og tinglyst den 10/11 samme år. Måske har det knebet med at fremskaffe de nødvendige penge til udbetaling af købesummen og papiromkostningerne.

På matr. nr. 2 a lå den firlængede gård, og dette jordstykke, der er noget smalt, grænser mod øst til skellet mellem Rørkjær by og Esbjerggårde, mod vest til den anden Esbjerggårds jord, matr. nr. 1, mod syd havet og mod nord Boldesager byskel. Matr. nr. 2 h grænser mod vest til Strandby byskel, den nuværende Smedegade, mod nord fulgte skellet fra Smedegade, i østlig retning Kongensgade ca. 275 meter, gik derfra mod syd til Borgergade, hvis midte den omtrent fulgte til Exnersgade, der blev den omtrentlige østgrænse, og mod syd var havet. Dette jordstykke blev kaldt »Lille Esbjerg«, hvilket navn dog senere blev brugt fortrinsvis om det høje parti øst for havnebanen. Det meste af arealet var hede, der, efter hvad min fader har fortalt, var beboet af et utal af lærker, så man i forårstiden kunne se dem i massevis hænge i luften, der gennemsitredes af deres glade triller. Det må have været, som der står i apoteker Mads Nielsens sang: »En lærke lettede og tusinde fulgte, og straks var luften et væld af sang«.

Man vil vel ikke synes, at 930 rigsdaler, lig 1860 kr., selvom de skulle betales i sølv, var meget for en gård på ca. 4 td. hartkorn; men vi må huske, at sølvets værdi dengang var ca. 6 gange sedlers værdi for samme pålydende, et forhold vi jo også kender lidt til i dag. Vi kan jo blot spørge en guldsmed, hvad han vil give for en guldtikrone. Til anførte pris må tillige lægges aftægt til den 57-årige kone, der i dette tilfælde varede i 21 år.

Uagtet den tilsyneladende lille pris vakte købet stærk modstand hos Niels Esbjergs fader, der på det kraftigste rådede ham fra købet. Han sagde: »Jeg tror, at drengen er bleven tosset, at give så mange penge for sådan en tør gård, hvor det meste af jorden er flyvesand og hede, og så 6 kreaturer og 2 radmagre heste«.

Vi må nu ikke forundres over Christen Nielsens betænkelighed, han blev gift fire år efter statsbankerotten i 1813 og havde nu været familiefader i 27 trange år, hvor landbrugsprodukter kostede ganske lidt, medens industrivarer var forholdsvis dyre. Til sammenligning anførte han også, at den største gård i Rørkjær, antagelig den der senere tilhørte N. P. Sillasen, nogle år i forvejen var solgt for 850 rigsdaler. Vi vil senere se nøjere på priserne, som de fandtes 1844/45.

Imidlertid stod Niels Esbjerg fast på beslutningen at blive ejer af sin moders fødegård, støttet af sin svigerfader, Jens Pedersen, der sagde: »Det skal nok gå, Karen er vant til at bestille noget hjemmefra, og Niels er stærk som en hest«. Svigerfaderen tænkte kun på arbejdet, medens faderen tænkte på konjunkturerne. Til Jens Pedersen replicerede Christen Nielsen: »Ja når han så får øjnene fulde af sand, kan han jo gå op på Bavnehøj og kikke stjerne«, en finte til Jens Pedersen (Stjernekiggeren).

Imidlertid blev ejendomshandelen gennemført, Niels og Karen blev gårdfolk på den nordligste af de to Esbjerggårde. Den anden havde matr. nr. 1 og ejedes af Christen Pedersen, den kaldtes dengang »Gammelgården«, og den flyttedes senere til en mere central beliggenhed i marken, omtrent hvor nu vandtårnet (gryden) ligger, og den fik da navnet »Nygården«, der så senere gav navnet til Nygårdsvej.

Som ungkarl havde Niels Esbjerg vist sig som en dygtig og interesseret arbejder både ude og hjemme, han hørte ikke til dem, der løb fra den ene plads til den anden, men blev indtil han havde lært, hvad læres kunne på det nye sted. Nu skulle hans dygtighed som selvstændig bonde stå sin prøve.

Men hvorfor ville Niels Esbjerg nu absolut købe den Esbjerggård? Jeg ved det ikke, det har måske ikke ene været af pietet overfor sin moder og hendes slægt. Som tidligere anført havde han tjent to år på nabogården hos Christen Pedersen, der svarede aftægt til en enke, Elisabet Hansdatter (kaldet Lisbet) født i 1792. Hun boede i et lille hus vest for gården og var død kort før 1866; thi dette år overtog sønnen, Peter Christensen, gården; faderen var da død, og udstedte aftægtbrev til moderen, Abelone Madsen. Lisbets aftægtsbrev var da slettet i tingbogen. Abelone døde den 7/5 1879 i Skads, og jeg så hendes ligfølge, da de kørte gennem Andrup på vejen til Jerne kirkegård. Det er min ældste erindring. Ved ekspropriationsforretningen i 1868 står Abelone opført som ejer af gården, så de må jo ikke have fået skødet i orden.

Omtalte Lisbet, har min fader fortalt, var synsk, hun så vogne med ild i fare hen over markerne og standse der, hvor nu stationen ligger, hun kunne ikke sove om natten, for der var en hamren og et spektakel nede ved Bavnehøj, og en dag fortalte hun, at hun havde set »æ klev« og heden fuld af store røde huse. Dette og meget mere fortalte Lisbet, men de fleste tog overlegent på det og mente, at hun måtte have fået en for stor kaffepunch, når hun så sligt.

Nogle lignende syner havde gårdejer Niels Pedersen i Rørkjær, han var fader til N. P. Sillasens første hustru Anne og overdrog i 1859 gården til svigersønnen. Hvad Lisbet og Niels Pedersen så, gik på sin måde i opfyldelse i 1868 og efterfølgende år.

Det er de unge, der drømmer drømme, og de gamle folk, der ser syner. Om disse to har været gamle nok til at se ind i fremtiden, før Niels Esbjerg købte moderens fødegård, så de yderligere har tilskyndet ham dertil, ved jeg ikke, men sikkert er det, at han kendte deres udtalelser i 1868, så de måske har tilskyndet ham til at holde fast på den, da jordspekulanterne kom for at købe. Desuden stemmede det godt med hans natur ikke at forlade hjemmet, han i ungdommens år havde stiftet. Der kan tales om overtro, og der kan tales om synskhed, men mon der ikke er mere mellem himmel og jord, end vi ved og forstår. Ja, hvad mener du?

Medens vi er ved det mystiske, erindrer jeg, at min fader har fortalt, vistnok i 1892, at Sibylle havde spået, at Jerne kirke skulle komme til at ligge midt i Esbjerg, men sådan noget, tilføjede han, var kun pjat, thi så ville byen jo blive flere gange større end Varde, og hvad skulle så mange mennesker leve af. Ved tællingen i 1945 havde Varde 8118 indbyggere, Esbjerg 43.522. Ved sidste indlemmelse er Esbjerg det samme som Jerne sogn. Kirken midt i sognet og tillige nu midt i Esbjerg. Spådommen er altså gået i opfyldelse, men hvem er så Sibylla? Vel næppe den berømte fra Cumæ i Kampanien, hvis tre sidste bøger gik til grunde ved det kapitolinske tempels brand året 83 f. Kr. Men der er jo siden skrevet mange Sibyllabøger.

 

Lidt fra fortiden

Der er tidligere skrevet om lærkens glade triller over Esbjerggårdenes jorder. Her skal også skrives lidt om oldtidsminder samme sted. På et kort, fremlagt ved ekspropriationsforretningen af d. 13 juli 1868, fandtes signatur for 12 gravhøje på de to Esbjerggårdes arealer. Min fader har fortalt, at han har kendt 16 gravhøje på nævnte arealer. Endvidere erindrer jeg langs landevejen til Jerne at have set 6 store, pragtfulde gravhøje på Rørkjær mark. Højene på Esbjergs jorder er nu helt forsvundne, udslettede af moderne huse og asfalterede gader.

Indbefattet højene i Esbjerg, hvoraf to benævntes som henholdsvis store og lille Bavnehøj, har der i Jerne sogn været 118 gravhøje, hvoraf 2 langdysser, en i Kvaglund og en på Veldbæk mark, den sidste blev kaldt Skibshøjen. I nabosognet Skads skulle der i sin tid have været 96 gravhøje, hvoraf en del lå et stykke borte fra byen på den såkaldte Tinghede ved Ribe-Varde landevej, således den store og lille Tinghøj med flere. Mange af disse høje var store og pragtfulde, især kan nævnes en ualmindelig stor og smuk høj beliggende vest for Skads kirke, kaldet Kongens Høj. Da jeg den 22. marts 1949 kom der forbi, så jeg til min store sorg, hvorledes tyskerne her på Kongens Høj og tillige på Skibshøjen på Veldbæk mark havde øvet deres vandalisme, og det er sikkert ikke de eneste oldtidsminder, der bærer sørgelig erindring om besættelsen den 9/4 1940 til 6/5 1945.

Oldtidsforskerne mener, at Skads i oldtiden ikke alene har været en betydelig by med tingsted nær Grimstrup sogneskel, men har tillige en tid været et kongesæde.

Disse ualmindelig mange høje i Esbjerg, Jerne og Skads vidner om stor beboelse i oldtiden, den yngre stenalder og vel også i bronzealderen. Efter arkæologernes opfattelse blev højene anlagt langs vigtige færdselsveje, for at de kunne blive set og beundret. Et lignende forhold frembyder de romerske gravminder langs med den berømte vej Via Appia, anlagt i 312 f. Kr. af censor Appius Claudius.

Nogle højgrupper er måske også anlagt nær offersteder på hellig jord, således eventuelt højene på Tingheden i Skads.

Det var arkæologen Sophus Muller, der omkring 1905 indlagde sig stor fortjeneste ved at påvise ved Sliens vestre ende, nær Slesvig, det gamle Hedebys beliggenhed, hvor i sin tid Ansgar lod opføre den første kristne kirke i Norden. Samme dr. Sophus Muller har ved højrækker påvist en vigtig færdselsvej, der i Vestjylland fører mod syd til Esbjerg, hvor han har påvist, at der ca. 2000 år f. Kr. har ligget en betydelig boplads med en vigtig havn i vor udenlands forbindelse. En havn, der i vor tid er opstået i større og mere dominerende skikkelse.

Ved højrækker har arkæologerne også påvist en vigtig vej fra den gamle ærværdige købstad Viborg til Trans ved Vesterhavet, hvor en vigtig havn skulle have ligget, dog er alle spor af havnen dér udslettet. Trans og Esbjerg skulle efter dette i oldtiden have været Jyllands to vigtige udfaldsporte mod udlandet.

For havnen ved Esbjerg ser det jo meget troværdigt ud med den tætte oldtidsbebyggelse i det nære opland og med kongesæde i Skads, der jo ligger vel ca. 10 km. derfra. Hvor oldtidshavnen har ligget, lader sig næppe bestemme.

En havn kan man vel ikke kalde det, men de gamle har fortalt, at der i længst forsvundne dage ved Esbjerg er dreven stor indsmugling pr. skib på det lavtliggende areal øst for de høje skrænter ved »Lille Esbjerg« ud mod Rørkjærskellet, antagelig ved mundingen af bækken, der i utallige bugtninger dannede skellet mellem matr. nr. 1 og matr. nr. 2 a. Der er fortalt om, hvorledes kaptajnen på smuglerskibet benyttede Jerne kirketårn som sømærke, og hvorledes han snildt forstod at benytte sig af de to indsejlinger til Esbjerg, den ene syd for Fanø gennem Knudedyb og Kjellinglo, den anden nord for Fanø gennem Grådyb, idet han tit til hjælp havde et andet skib, der ikke førte smuglergods, men som havde til opgave i påkommende tilfælde at lokke den i Sønderho stationerede toldkrydser til at gøre jagt på sig den ene vej, medens selve smuglerskibet løb ind til kysten den anden vej. Der fortælles, at Jerne kirketårn tidligere skulle have været betydelig højere end nu.

Ligeledes er det mig fortalt, at der for nogle slægtled tilbage boede på en af Rørkjærgårdene en mand, der var i besiddelse af forretningstalent og havde tilegnet sig nogen handelsuddannelse. Han indsmuglede i stor stil på nævnte areal, idet han befragtede skibe, der i Altona hentede almindelige købmandsvarer, og gik ikke af vejen for at tage skibsladninger træ hjem fra Norge samme vej. Toldgrænsen mod syd var dengang Kongeåen. Smuglergodset blev kørt op i gårdens store lade, hvorfra der så senere gik vognlæs til købmænd i Varde, hvor det solgtes i detailhandel. Imidlertid opdagede købmændene, at nævnte gårdejer konkurrerede med dem ved at sælge så meget som overkommeligt til beboerne. En retssag satte så en delvis stopper for den forretning.

En sønnesøn af den her omtalte gårdejer og »importør« har fortalt mig følgende tildragelse fra et retsmøde i Varde: Vor mand, hvis navn var Hans Pedersen, træder ind i retssalens venteværelse, hvor hans anklagere, 6 Varde-købmænd, sidder på rad. H. P. tiltaler dem da på følgende måde: »Nå, her sidder I 6 kæltringer, det er godt, at I er kommen i god tid,« han tager notesbog og blyant frem, »så kan vi jo inden mødet skrive en fortegnelse over, hvor mange læs I hver især har hentet i min lade i Rørkjær.« Han noterer navnet på den nærmest siddende og spørger: »Hvor mange læs har du hentet?« Efter et par minutters tavshed rejser manden sig og går, de andre 5 følger stille efter. H. P. havde fået en stor vanskelighed ryddet af vejen.

Imidlertid følte Hans Pedersen sig noget usikker, han solgte kort tid derefter gården til en broder ved navn Niels Pedersen for 850 rigsdaler, hvorefter han købte en gård i Nourup, hvor han døde i en meget høj alder. Kort tid efter, at han var flyttet til Nourup, satte han sindene dér i bevægelse ved at bygge et stuehus, hvis flothed var uden lige på den tid.

Ligeledes fortalte Hans Pedersens sønnesøn, at han i bedstefaderens efterladte regnskaber havde set fortegnelse over varer foræret til mænd, der helst skulle lukke øjnene, når skibe lossede ved Esbjerg bæk.

Foruden til købmænd blev en del smuglergods solgt til de såkaldte kræmmere, der drev ulovlig handel med det længere mod nord (i æ narland).

Hermed en lille kræmmerhistorie fortalt mig af en aftægtsmand Niels Bjerg i Hygum i 1892 kort før han døde. Han fortalte, at han i sine unge dage i tre vintre drev kræmmerforretning i det nordlige Jylland som karl hos min moders farbroder, Laust Jessen, der foruden ham havde endnu en kræmmerkarl. De fik udleveret heste, vogn og varer, som de handlede med og oppebar en fortjeneste af. Undertiden havde en sådan karl penge, så han kunne betale varerne ved modtagelsen og derved opnå en større fortjeneste; men så løb han jo også risikoen at miste sin indsats; thi handelen var ulovlig, og der var ansat kontrollører, hvis opgave var at nappe kræmmerne på fersk gerning, de var så hjemfalden til lovens straf samt konfiskering af heste, vogn og varer. Laust gav sig af med at handle med heste, købte dem i »æ narland«, og når et kobbel var samlet, gik turen sydpå til markeder i Sønderjylland og Holsten. Denne handel med heste var lovlig og tillige en god anledning til at holde sig i nærheden af karlene med kræmmervognene. Tillige havde han en karl, der førte hestekoblene mod syd.

Det er nu aftægtsmandens fortælling, der har interesse. Foråret stundede til den sidste af de tre vintre, alle indtjente penge blev sat i et sidste stort læs varer, beregnet på afslutning med en god vinterløn. Salget var endnu i begyndelsen, da han i Himmerland blev taget af kontrolløren og beordret at køre til nærmeste kro, hvor vognen blev kørt i laden og hestene sat på stald. Medens hestene blev spændt fra vognen, satte kræmmeren staldkarlen ind i situationen og fik ham overtalt til at ride til en angivet landsby, hvor han mente, Laust var at finde, og så sætte ham ind i den vanskelige stilling. Det skete, og samme aften kom Laust ridende til kroen, flot klædt på og med lange blanke støvler og sølvsporer på begge ben. I et hjørne af krostuen sad kræmmerkarlen og så meget nedtrykt ud, Laust værdigede ham ikke et blik, desuden fandtes kontrolløren, der glædede sig over den gode fangst, og så kroværten. Laust rekvirerede mad på bordet og inviterede kontrolløren og kroværten til at spise med, hvad de var mere end villige til. Der blev ikke sparet på drikkevarer, stemningen blev løftet, og til sidst måtte kontrolløren hjælpes i seng. Da kontrolløren om morgenen vågnede efter rusen, så han ikke noget til aftenens glade giver; men, hvad der var værre, forsvunden var også kræmmeren med heste, vogn og varer, der skulle have givet kontrolløren en tiltrængt god ekstrafortjeneste.

Mentaliteten var dengang således, at det blev anset for ganske hæderligt at snyde toldvæsenet (smugling), at drive handel uden næringsbevis (kræmmervirksomhed) og at tilegne sig strandingsgods. Ja, der kunne endog prales med det i et godt selskab, således hørte jeg på vestkysten noget længere mod nord en mand, der med stolthed fremviste sin nybyggede lade, udtale, at han ærligt og redeligt havde båret ethvert stykke træ, der fandtes i laden, hjem fra stranden. Hvad jo ville sige, at han havde stjålet alt træværket til laden.

I modsætning til det her anførte ansås det for meget nedværdigende ikke at betale lånte penge eller anden løs gæld efter aftale.

 

Niels Christensen Esbjerg’s hustru og børn

Niels Esbjergs egen efterladte notesbog fortæller: I året 1944 den 15/1 købte jeg min påboende gård her i Esbjerg for 930 gl. rigsdaler af Mads Sørensens enke. Samme år den 27/4 indlod jeg mig i ægteskab med Karen Jensen af Måde. Hun er født til denne syndige verden i 1820 den 27/3. Gud give hende fremgang og lykke i det gode. I året 1845 den 8/2 om formiddagen kl. 11 blev vor søn Christen født til denne syndige verden. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. NB. Faddernes familiebetegnelse i parantes er tilføjet af mig. Den første kvindefadder var gudmoderen, den anden holdt huen, og det var som regel en ung pige.

Fandtes der i omgangskredsen et par forlovede, bød skik og brug, at de begge inviteredes som faddere. Undertiden lå der ved invitationen af de ugifte faddere en anvisning på et passende parti for et par.

Ved barnedåben i 1845 på Esbjerggården var som forlovede faddere Karen Thomsen i Tjæreborg og Peder Jensen i Måde. Christens faddere var: Stine Christensen (Niels’s søster), Karen Thomsen (senere Gjesing) i Tjæreborg, Anne Kirstine Pedersen i Rørkjær, Edel Johanne Nielsen i Esbjerg, Jens Pedersen (Karens fader) i Måde, Hans Hansen i Rørkjær, Niels Pedersen i Rørkjær, Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Søren Christensen (Niels’s broder) i Måde, Søren Madsen (Niels’s fætter) i Esbjerg.

I året 1846 blev vor søn Jens født til denne syndige verden lørdag den 17/10 kl. 3 eftermiddag. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Karen Thomsen (svigerinde) i Gjesing, Dorthe Christensen (Niels’s søster) i Måde, Johanne Madsen (Niels’s kusine) i Esbjerg, Karen Christensen i Rørkjær, Johanne Hansen i Jerne, Niels Jensen (Karens broder) i Måde, Søren Hansen i Rørkjær, Peder Sørensen i Jerne, Niels Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Jens Pedersen i Rørkjær.

I året 1848 den 16/7 blev vor søn Mads født til denne syndige verden søndag aften kl. 8. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Dorthea Madsen (Niels’s kusine) i Strandby, Kirsten Christensen (Niels’s søster) i Måde, Ane Madsen (Niels’s kusine) i Esbjerg, Johanne Madsen i Gammelby, Abelone Sørensen i Kjersing, Christen Nielsen (Niels’s fader) i Måde, Peder Jensen i Rørkjær, Christen Pedersen (naboen) i Esbjerg, Søren Christian Jensen i Forum, Niels Lambertsen i Jerne, Mads Thomsen i Guldager.

I året 1850 den 2/5 blev vor datter Anne født til denne syndige verden. Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Abelone Madsen (nabogården) i Esbjerg, Maren Madsen i Esbjerg, Johanne Jørgensen i Gammelby, Ane Kirstine Jensen i Spangsberg, Peder Jensen (Karens broder) i Gjesing, Christen Nielsen i Rørkjær, Svend Jensen i Tjæreborg, Niels Mortensen i Jerne, Skrøder Hansen i Neebøl, Jørgen Nielsen i Grisbæk, Anders Pedersen i Brøndum, Niels Gregersen i Esbjerg, Klaus Klausen i Sædding.

I året 1853 den 15/3 blev vor datter Ane Kirstine født til denne syndige verden om aftenen kl. 8. Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Dorthe Christensen (Niels’s søster) i Måde, jomfru Andrea Kock (præstens datter) i Jerne, Anne Nielsen i Rørkjær, Karen Christensen (nabogården) i Esbjerg, Abelone Madsen i Forum, Søren Christensen (Niels’s broder) i Boldesager, Søren Pedersen (svoger) i Janderup, Jens Pedersen i Rørkjær, Jens Peder Christensen (Niels’s broder) i Måde, Tøger Biltoft (degnens søn) i Jerne, Hans Jensen Danielsen i Alslev.

I året 1855 den 14/1 om aftenen kl. 10.30 fødtes vor søn Niels Peder. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Ane Sørensen i Veldbæk, Ane Madsen i Forum, Ane Nielsen i Rørkjær, Karen Lambertsen i Jerne, Maren Spangsberg i Strandby, Maren Gregersen i Strandby, Kirsten Hansen i Rørkjær, Ingeborg Marie Johansen i Forum, Christen Nielsen i Boldesager, Mads Nielsen i Rørkjær, Jens Pedersen i Jerne, Hans Nielsen (svoger) i Jerne, Mads Biltoft (degnens søn) i Jerne, Peder Christensen (nabogården) i Esbjerg, Jakob Johansen i Forum.

I året 1856 den 21/9 blev vor datter Dorthe Marie født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 2. Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Maren Jørgensen (svigerinden) i Boldesager, Kirsten Christensen (Niels’s søster) i Måde, Edel Madsen (Niels’s kusine) i Esbjerg, Else Spangsberg i Strandby, Ane Nielsen i Rørkjær, Karen Mortensen i Måde, Johanne Christensen (nabogården) i Esbjerg, Ingeborg Hansen i Rørkjær, Jens Pedersen (Karens fader) i Måde, Hans Nielsen (svoger) i Jerne, Niels Mikkelsen Salling, Niels Peder Sillasen i Andrup, Niels Peder Christensen i Veldbæk, Hans Lambertsen i Jerne, Jakob Gregersen i Strandby.

I året 1858 den 22/10 blev vor søn Søren født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 4. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Ingeborg Mortensen i Måde, Karen Sørensen på »Lykke«, Marie Martha Rasmussen i Jerne, Ane Sørensen i Gammelby, Stine Thomsen i Kvaglund, Ane Christensen (nabogården) i Esbjerg, Johanne Christensen i Jerne, Christen Nielsen (Knude) i Nourup, Lambert Hansen i Jerne, Iver Ladner, Jerne Mølle, Hans Mortensen (svoger) i Skads, Niels Peder Jensen (Karens broder), Christen Christensen (gift med Niels’s kusine Dorthea) i Strandby, Jens Lambertsen i Jerne, Ole Jensen, Jerne Mølle.

I året 1859 den 15/12 blev vor datter Katrine født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 2. Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Kirsten Christensen (Niels’s søster) i Skads, Ane Lambertsen i Jerne, Johanne Mortensen i Måde, Mette Marie Jensen i Spangsberg, Ane Johanne Mortensen i Nourup, Sidsel Sillasen i Andrup, Karen Sørensen i Rørkjær, Søren Pedersen i Janderup, Jens Peder Christensen (Niels’s brodér) i Måde, Søren Hansen i Gammelby, Niels Christian Bæk, Veldbæk skole. Ungkarlene Morten Spangsberg i Strandby, Søren Nielsen i Veldbæk, Hans Henrik Sørensen (senere lærer i Veldbæk) i Jerne, Christen Sørensen på Lykke, Laust Christensen Smed i Jerne.

I året 1861 den 3/1 døde vor datter Katrine. Gud være med hende.

I året 1861 den 4/10 blev vor søn Carl født og døde den 19. samme måned.

I året 1862 den 15/3 døde min kone Karen Jensen. Gud være med hende.

Det var almindeligt dengang, at der blev oplæst en levnedsbeskrivelse i hjemmet, inden liget blev »sunget ud«. En sådan beskrivelse affattedes ofte af degnen, undertiden af præsten, og overlodes til den efterlevende. I Vestjylland blev den for det meste betegnet ved det latinske ord testimonium (attest). Undertiden var et sådant testimonium versificeret. Jeg har læst et sådant skrevet for en moster, død d. 19/12 1870. Ved Karen Esbjergs båre blev et sådant oplæst. Det afskrives her ordret. Der findes hverken navn eller dato på det. En meget tydelig håndskrift og korrekt bogstavering: »Levnedsbeskrivelse over gårdmand Niels Christensens afdøde hustru Karen Jensen i Esbjerg, der er født i Måde d. 27de marts 1820 af endnu levende forældre Jens Pedersen og hustru Anne Nielsdatter, hos hvem hun bestandig var, til hun næsten var 24 år; thi 1844 d. 27de april indlod hun sig efter forsynets styrelse og gode venners samtykke i det hellige ægteskab med velagtede ungkarl Niels Christensen af Måde. Dette ægteskab, der varede i 18 år mindre 6 uger, blev af Gud velsignet med 10 børn, nemlig 6 sønner og 4 døtre, hvoraf 1 søn og 1 datter, der var de to yngste, ere døde. Gud give deres fader lykke til at opdrage dem i tugt og ære og føre dem frem i gudsfrygt og dyd. Den afdøde var i år en dygtig kone, der bestyrede husvæsenet med flid og klogskab og holdt et rent hus. Hun var næsten syg og sengeliggende i 5 uger, og i den tid gik hun i sig selv, angrede og fortrød sine synder og holdt sig til Gud og bad ham af et bodfærdigt sind om nådig forbarmelse og tilgivelse for Kristi skyld. Hun bad også de mennesker om forladelse, som hun troede at have fornærmet i hendes ofte ulykkelige og skrøbelige tilstand, og vi tror og håber, at hun fik nåde og syndsforladelse; thi den algode fader i himlen forbarmede sig over hende og udfriede hende af jordisk nød og trængsel ved en blid og rolig død om morgenen d. 15 de marts efter at have levet i 42 år mindre 12 dage. Fred med hende i al evighed.«

Dette var hendes testimonium, men hvorledes bedømte nu hendes skolekammerater, naboer og sognebørn hende. Jeg har talt med flere folk, der har kendt hende meget nøje, jeg kan foruden mange andre nævne ejeren af nabogården, Peder Christensen (kaldet Pejr Esbjerg), senere gårdejer i Hygum, samt hendes to svogre, Søren i Boldesager og Peder i Måde. Efter samstemmende vidnesbyrd var hun meget afholdt, tillige var hun anset for at være en overordentlig velbegavet kvinde. Flere udtalte sig på følgende måde, her gengives omtrent ordret: Hvad regning og skrivning angik, da kunne degnen ikke lære hende noget de sidste skoleår. Hun kunne læse op af en bog som nogen præst, og så vidste hun besked med fremmede lande.

Engang jeg talte med førnævnte Peder Christensen i Hygum, faldt talen på en kone, jeg havde kendt, jeg kom til at omtale hendes ualmindelige færdighed i regning, hvorledes hun trods sin høje alder sidst i 70erne kunne regne store regneopgaver i hovedet, som jeg under min forberedelse til præliminæreksamen måtte bruge papir og blyant samt betydelig længere tid til at fuldføre. Desværre kunne hun ikke forklare sin fremgangsmåde, der stadig er mig en gåde, men resultatet var altid rigtigt. Peder Christensen bemærkede hertil ret stilfærdigt: Ja, havde jeg ikke vidst, at Karen Esbjerg var død mange år, før du blev født, da ville jeg have sagt, det må have været hende.

Karens dalevende 8 børn, der var i alderen fra 3-17 år ved hendes død, mistede en kærlig og forstående moder, der med mildhed havde ledet deres opdragelse til sin død. Det blev for dem hårde dage, der fulgte. De bevarede alle til deres død mindet om en kærlig moder i ærbødig erindring. Navnet Karen bør bevares i slægten Esbjerg.

Niels Esbjerg var ikke nogen blid børneopdrager, det gjaldt såvel disse 8 børn som de senere børn i andet ægteskab. Riset blev flittigt brugt, der var streng disciplin. Børnene blev i en tidlig alder sat til hårdt arbejde, så de betragtede det som en lettelse at være ude at tjene. De lærte sparsommelighed og nøjsomhed samt flere for livet nyttige goder, så de viste sig gennemgående som flittige og dygtige bønder, da de fik foden under eget bord.

Medens Niels Esbjerg i sit første ægteskab var den hårde dominerende, lærte han hurtigt i sit andet ægteskab at gå stille med dørene. For børnene blev det til tider næsten utåleligt, idet stedmoderen havde et vanskeligt sind, der i hendes unge dage til tider gav sig udslag i en sygelig hidsighed, og deraf fulgte ofte en behandling af børnene, der i vor tid ikke ville blive tålt. Lad mig med det samme tilføje, at under byens pionertid, da der var megen nød og fattigdom, en fattigdom, man i vor tid vanskelig gør sig nogen forestilling om, da bad ingen forgæves om hjælp hos Kirsten Esbjerg. Megen var den mad, hun bar ud i byen til barselpatienter og andre syge, tit til folk, hun ikke kendte noget til. Ofte var det dr. med. O. Bruun, der gjorde hende opmærksom på fattige syge.

Men vi kom bort fra børneopdragelsen. Det var ikke alene i hjemmet i Esbjerg, den var hård, det var meget almindeligt, at riset var den store børneopdrager på den tid. På gårdene i Vestjylland var det meget almindeligt, at når nedsaltningen af slagtefårene fandt sted, det var gerne først i november, blev der skåret et passende antal pileris, der blev lagt i saltkarret, så havde man til årets brug til børnenes blottede bag. Disse saltede pil skulle være særligt egnede til dette brug, desuden gav jo saltet et eget krydret tillæg, når der gik hul på huden.

At det til tider kunne gå hårdt til, vidner følgende historie om. Jeg hørte den fortælle for ca. 60 år siden af en landsbysnedker, der selv havde oplevet den. Der byggedes et nyt stuehus, bræddegulvet var lagt og høvlet. Mesteren sendte den ca. 6 år gamle Søren ind til moderen for at hente en kost til at feje høvlspånerne sammen med. Søren kommer så med en kost med et knækket skaft. »Har I ingen ordentlig kost?« siger snedkermesteren noget bøst, hvortil Søren nervøst svarer nej og forklarer, at skaftet gik itu i går, da moder slog søster Kirstine (ca. 11 år) med den.

Efter dette store sidespring lader vi notesbogen fortsætte med at fortælle om det familiære. Den 11/10 1862 indlod jeg mig i ægteskab med Kirsten Christensen fra Jerne. Gud give os lykke og fremgang i det gode.

Kirsten Christensen er født den 25/3 1831 i Lunde, der nu er stationsby ved Varde-Nr. Nebel banen, hun døde i Esbjerg den 30/3 1907. Hendes fader gik under navnet Christen Snittrup efter hans fødeby i Kvong sogn. Han var først gårdejer i Lunde, senere i Jerne. Kirsten havde en broder, gårdejer i Jerne, Niels Jørgensen, og søstrene Ellen Kirstine, gift med gårdejer Jes Jepsen i Jerne, Elisabet, gift med gårdejer Hans Jakob Pedersen, Arre, og Maren, gift med skræddermester og gårdejer i Jerne, Jakob Gregersen.

I året 1863 den 16/3 blev vor søn Carl Christian født til denne syndige verden. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Mette Christensen i Jerne, Mette Kjerstine Christensen, Ane Nielsen i Esbjerg, Maren Kjerstine Hansen i Rousthøje, Maren Sørensen i Boldesager, Ane Pedersen (Karens broderdatter) i Gjesing, Else Kirstine Lambertsen i Jerne, Ane Christensen i Nourup, Edel Marie Hansen i Rørkjær, Dorthe Marie Jensen i Rørkjær, Sophie Amalie Pedersen i Jerne. Mandfadderne var Christen Christensen (Kirstens fader) i Jerne, Søren Christensen (Niels’ broder) i Boldesager, Søren Pedersen i Janderup (svoger), Hans Lambertsen i Jerne, Jakob Gregersen (svoger) i Jerne. Ungkarlene var: Christen Nielsen i Esbjerg, Hans Henrik Sørensen i Jerne, Hans Madsen i Gammelby, Niels Sørensen i Gammelby.

I året 1864 den 22/11 kl. 8 morgen blev vor søn Eske født til denne syndige verden. Gud give ham lykke og fremgang i det gode. Hans faddere var: Ellen Kirstine Christensen (Kirstens søster) i Jerne, Johanne Christensen (nabogård) i Esbjerg, Dorthe Christensen i Nourup, Edel Christensen i Gjesing, Mette Sørensen i Boldesager, Dorthe Hansen i Rørkjær, Abelone Lambertsen i Jerne, Niels Jørgensen Christensen (Kirstens broder) i Jerne, Niels P. Sillasen i Rørkjær, Niels Mortensen i Måde, Laust

Christian Nielsen, Jerne Mølle. Ungkarlene var: Christen Nielsen i Jerne, Peder Hansen Jakobsen i Årre. Niels Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Hans Lauge Hansen i Forum, Mads Christensen (nabogård) i Esbjerg, Hans Sørensen i Gammelby.

I året 1867 den 22/5 blev vor søn Carl Christian født om eftermiddagen kl. 6.30. Hans faddere var: Mette Kirstine Christensen i Jerne, Abelone Nielsen i Jerne, Ane Sørensen i Boldesager, Ane Hansen i Arre, Ane Christensen (nabogård) i Esbjerg, Kirstine Hansen i Rørkjær, Edel Christensen i Strandby, Dorthe Marie Jensen i Rørkjær, Johanne Sørensen i Jerne, Katrine Sørensen i Gammelby, Søren Pedersen (svoger) i Janderup, Niels Jensen (Karens broder) i Veldbæk, Jens P. Christensen (Niels’ broder) i Måde, Kristen Mortensen i Jerne, Søren Hansen Sørensen i Boldesager, Søren Hansen i Gammelby, Peder Christensen i Rørkjær. Ungkarlene var: Jens P. Nielsen i Veldbæk, Jens Christensen (nabogård) i Esbjerg, Christen Christensen i Vognsbøl, Jakob Jensen i Strandby.

I året 1871 den 14/3 blev vor søn Christian Carl født om eftermiddagen kl. 3. Hans faddere var: Edel Christensen (sønkonen) i Tarp, Mette Kirstine Christensen i Jerne, Dorthe Hansen i Skads, Christine Sørensen i Boldesager, Karen Thomsen i Darum, Hansine Hansen i Rørkjær. Mandfadderne var: Niels Peder Frandsen (Stines 2den mand) i Janderup, Hans Filipsen i Esbjerg, Peder Christensen (nabogård) i Esbjerg, Hans Nielsen (svoger) i Jerne. Ungkarlene var: Jørgen Christian Nielsen i Jerne, Niels Sørensen i Gammelby, Andreas Nielsen i Veldbæk, Christen Madsen i Rørkjær, Peder Jensen i Rørkjær.

I året 1873 den 12/3 kl. 7 eftermiddag blev vor datter Nielsine Kirstine født til denne syndige verden. Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Maren Christensen (Kirstens søster) i Jerne, Ane Sørensen i Boldesager, Johanne Marie Sørensen (senere svigerdatter) i Boldesager, Ane Dorthea Hansen (senere svigerdatter) i Andrup, Ane Kirstine Nielsen i Jerne, Kirstine Pogge i Esbjerg, Ane Marie Hansen i Rørkjær. Mandfadderne var: Heinrik Pogge i Esbjerg, Anders Sørensen og August Wiberg i Esbjerg, Peder Jørgensen i Strandby, Hans Andersen i Solbjerg. Ungkarlefadderne var: Simon Laursen i Esbjerg, Christen Jensen i Rørkjær, Christen Madsen i Rørkjær, Christen Hansen i Jerne, Christen Jensen i Måde, Jes Hansen i Andrup.

Af disse 5 børn i 2. ægteskab døde de 3 første som små. Disse 3 samt de 2 døde af første ægteskab blev begravet på Jerne kirkegård. 5 støbte jernkors findes endnu. De fleste af korsene er beskadigede, og alle navnene er fortærede af rust. Det blev 15 børn i tiden fra 8/2 1845 til 12/3 1873, ialt 28 år. Vi ser, at ved alle barnedåbene var der mange faddere, der blev ofret penge på alteret til præsten og ved degnestolen til degnen. Dengang udgjorde højtidsofringen (jul, påske og pinse) samt ofringerne ved bryllupper og barnedåb en del af præstens og degnens løn. En sådan ofring ved barnedåb gik ret højtideligt til, først ofrede gudmoderen med barnet på armen og hende, der holdt huen, ved siden, efterfulgt af de kvindelige faddere. Gudmoderen anbragte sig så stående med barnet på armen ved øverste stol på kvindesiden, til venstre når man ser mod alteret. Dernæst gik mændene offergangen, de gik efter rang med værdige skridt og noget foroverbøjede, at gå rank var ilde set og blev betragtet som vigtighed. Efter mændene var det ungkarlenes tur. Alle fadderne bukkede, når de fra alteret gik forbi barnet, det skulle vel betyde et ja til fadderskabet.

Barnedåben var som regel ved formiddagsgudstjenesten, og efter gudstjenesten begav faddere og barn sig til hjemmet, hvor også de mange indbudte gæster indfandt sig omtrent samtidig; thi der skulle jo være gilde. De mandlige gæster blev budt velkommen med en småkage og en snaps brændevin, kvinderne med en kage og et glas »gammel fransk vin« eller mjød. Herefter skulle der spises middag, der dengang bestod af gule ærter og flæsk med diverse snapse. Til betjeningen medbragte gæsterne selv ske, gaffel og kniv, mændene brugte som regel deres lommekniv. Redskaberne havde hver især med i lommen indpakket i et stykke avispapir, efter brugen gik de atter i lommen uden vaskning.

Som regel kunne spisningen finde sted kl. 12.30-13.30, men gule ærter kan være lunefulde, de vil ikke altid lade sig koge ud i den tid, kogekonen har bestemt. Det afhænger af ærternes egenskab og vandets hårdhed; men kogekonen var ikke ukendt med, at lidt soda kunne gøre underværker. Således er det fortalt fra et sted i sognet, at ved et barselgilde blev klokken 13.00 og 13,30 uden at ærterne viste tegn til at blive møre, gæsternes maver knurrede af sult. Kogekonen måtte da gribe til nødhjælpen soda, hvilket hun nødig gjorde, da det ansås for noget af en fallit, men o ve, der var ingen soda på gården, så fik hun fat på en dreng, der hed Mads og var blandt gæsterne, han blev sendt over på nabogården for at låne soda. Den 10-årige Mads følte sig nu som dagens mand, idet han havde fået en kærkommen anledning til at gøre sig bemærket. Efter at have afleveret den lånte soda gik han ind i stuen blandt gæsterne, og med høj røst forkyndte han, at nu skulle de snart få mad, det var ærterne, der ikke ville koge ud; »men nu har jeg været ovre hos N. N. at hente soda, så nu bliver ærterne snart færdige«. Da Mads senere på dagen kom i nærheden af kogekonen, belønnede hun ham med en kraftig ørefigen. Ja, det fik han for sin villighed.

Hen på eftermiddagen blev der drukket kaffe med diverse kaffepunche. De udenbys gæster gik derefter med de fra byen til de forskellige hjem for at betragte bedriften der. Når de så kom tilbage, var storstuen ryddet, spillemanden ankommen med violinen i kalveskindsposen, og så begyndte dansen. En tværfløjte var også et meget yndet instrument ved dansen. Hen på natten blev der spist aftensmad, der bestod af belagt smørrebrød med hjemmebrygget øl og snaps og så kaffe og punch. Inden hver gik til sit, blev der atter drukket kaffe med kager og kaffepunch. Det blev tit hen ad morgenstunden, inden de sidste gæster forlod gildegården. Måske har levefoden forbedret sig, så det ved de sidste barselgilder på Esbjerggården er bleven til fersk suppe med peberrodkød om middagen og steg til aftensmaden.

 

Niels Christensen Esbjerg som gårdejer

Ja, hvorledes turde Niels Esbjerg sætte sin vilje op mod faderens ved købet af gården, tidligere havde jo faderens ord været lov, og faderens betænkelighed var ikke ubegrundet. Der var stor nød og fattigdom i Europa efter Napoleonskrigene. I Frankrig regerede borgerkongen Ludvig Philip til stor utilfredshed for mange, en revolution var i gæring. I Tyskland var nøden og utilfredsheden ikke mindre. I 1844 blev der forsøgt attentat mod kong Fr. Wilhelm IV af Prøjsen. Herhjemme led vi endnu under følgerne af statsbankerotten 1813. Pengesedlernes værdi var højst 1/6 af deres pålydende, derfor måtte købesummen ved gårdkøbet erlægges i sølv. Der var politisk uro og stor fattigdom både i by og på land. Bondestandens frigørelse havde endnu ikke givet den ventede fremgang. Landbrugsvarer kostede lidt, og industrivarerne var forholdsvis dyre. Eksempelvis kan nævnes, at en høle kostede mere end et læs hø, der regnedes til ca. 4 kr. Af andre priser kan nævnes 1 pd. smør 25 øre, 1 td. rug (100 kg) 4 kr., 1 gris 3 kr., en god slagteko ca. 20 kr. Ja, jeg har endog hørt fortælle fra den tid, at en mand havde købt en ko, og efter at have slagtet den gik han til købmanden med huden, der ved afregningen viste sig at indbringe det samme beløb, han havde givet for koen, hvortil manden noget nedslået bemærkede: »Jeg troede dog, der også kunne være blevet til saltet.« Den slagtede ko skulle jo i saltkarret.

Der var forståelig nok ikke meget at slå til side med, så folk på landet var tvunget til hovedsagelig at leve af, hvad de selv avlede. Daglig nød man hjemmebrygget øl og mælk både varmt og koldt. Der var te i handelen; men den regnedes der ikke meget med. Man lavede sin egen te af tørrede blomster, og det var især blomsten af almindelig hyld (sambucus nigra), der blev anvendt som daglig drik i mange hjem, især om vinteren. Så sent som i min drengetid var hyldete meget anvendt, og den regnedes for en sundhedskilde. Var man bleven forkølet, var hyldete sikker, før man gik i seng.

En anden nødvendighedsartikel i husholdningen var brændevin, og der blev drukket meget. Brændevin fremstillede bønderne selv, også efter at det var blevet forbudt ved lov af d. 4/6 1689. Redskaberne til fremstillingen holdtes da nedgravet på et sikkert sted, når de ikke var i brug; thi blev de opdaget af en af de omstrejfende kontrollører, var en beslaglæggelse sikker, og desuden muligvis en bøde. Brændevin regnedes dengang for god medicin for mange sygdomme. Således fyldte jordemødrene deres patienter med udglødet (afbrændt) brændevin, der var stærkt sødet. Muligvis virkede det efter formålet, men havde desværre i flere tilfælde den bivirkning, at konen fik lyst til flasken.

Måske kan det have sin interesse at vide, at fremstillingen af brændevin blev aktuel ved opfindelsen af destillationsapparatet i det 14. århundrede. Opfindelsen skete ved en fransk læge, og brændevin blev da kun anvendt som medicin under navnet aqua vitæ (livets vand).

Første gang, brændevin nævnes her i landet, var i 1507, da dronning Christines hofholdnings regnskab viser indkøb af brændevin for 12 skilling. Det var til at begynde med apotekerne her, der fremstillede brændevin og solgte det i små portioner. Et lille mål kaldte de en dram. Brændevin blev først almindeligt nydelsesmiddel i det 17. århundrede, og i 1621 kom den første brændevinsskat. Ja, det er jo da ikke skattefrit at drikke en »dram« eller, om man vil, en »snaps« i dag.

Skønt, som før nævnt, pengene var små i de tider, fik folk på landet alligevel smag på kaffe, men den var dyr, 3 kr. pr. kg rå bønner. De brændte (ristede) selv bønnerne, hvorved de svandt ca. 10 % i vægt. Man vil kunne forstå, at kaffe ikke var nogen helt almindelig drik, selvom den blev drøjet med cikorie (tut) til 50 øre pr. kg (deraf betegnelsen tutvand for en mindre god kop kaffe). Der blev ikke mange penge tilovers til indkøb af kaffe og andre luksusvarer; men med senere bedre tider tiltog kaffedrikningen stærkt.

Selvom det ligger uden for emnet, ligger det dog nær at spørge, hvorfra vi får denne dejlige brune drik, den, vi nyder både i glædens og sorgens dage, både når et menneske fødes, og når kisten er sænket i jorden.

Kaffens hjemsted er det østlige Afrika vest for Røde Hav til 10 grader s. br. Navnet hidrører fra provinsen Kaffa i Abessinien, hvor dens stimulerende egenskab blev opdaget af en hyrde, der lagde mærke til, at hans lam, eller var det måske gedekid, blev særlig livlige og kåde, når de havde fortæret blade af kaffeplanten. Hyrden fik da den idé selv at tygge nogle blade, der havde en bitter smag, og han mærkede da på sig selv den stimulerende virkning. Kaffens sejrsgang over hele verden var dermed sikret, idet det derefter gik hurtigt med at finde ud af at fremstille kaffe af plantens fro, de velkendte kaffebønner.

Kaffens stimulerende virkning hidrører fra indholdet af en alkaloid, koffein, i frø (0,5 til 1 %) og blade. Kaffens aroma hidrører fra bønnernes indhold af olie eller plantefedt (10-13 %), der under ristningen brankes. Smagen har sit særpræg efter voksestedet.

Fra Abessinien overførtes planten til Jemen (det lykkelige Arabien) i det 15. århundrede, og det varede nu ikke længe, før den dyrkedes over hele Arabien, hvor der fandtes vækstbetingelser. Nu dyrkes den overalt i troperne, hvor der findes passende jordbundsforhold. Brasilien leverer ca. 75% af hele verdens kaffeforbrug. Kaffeplantens botaniske navn er cofféa arabica. Den brune drik vandt hurtigt stor udbredelse i de muhamedanske lande, hvor den afgav en værdifuld erstatning for vin, der ifølge Koranen var forbudt. Muhamedanerne havde i kaffen fået en ikke berusende, stimulerende drik, og dog var der en tid store religiøse stridigheder angående nydelsen af den herlige kaffetår.

I det ikke muhamedanske Europa lærte man først kaffen at kende omkring år 1600, og ifølge Holberg skulle den være nået til København 3 år før Kalmarkrigen (1611), men den blev i flere år kun forhandlet på apotekerne, hvis den ikke uofficielt blev hjemført af søfolk og drukket i smug.

På det tidspunkt, da kaffen kom til København, var ifølge Holberg alle byens fruentimmere øre i hovedet af et udbredt drikkeri af hjemmelavede snapse og likører, der serveredes ved talrige besøg hos byens madammer, der holdt åbent hus. Senere, da kaffen var bleven almindelig, skrev Holberg, at nu kunne vore hustruer og døtre gøre 10 visitter en eftermiddag og komme ganske ædru hjem. Endvidere skrev han: »Hvis ingen anden nytte var ved te og kaffe, var dog denne, at drukkenskaben, som tilforn gik så meget i svang, dermed temmelig er kommen af brug.« Kaffen blev og har været det siden et virksomt middel til ædruelighedens fremme.

I Vestjylland blev det dog ikke ret hurtigt, at kaffen konkurrerede brændevinen ud. Jyden sagde: »Begge dele er gode,« og så hældte han en snaps brændevin i en halv kop varm kaffe, så havde han en kaffepunch, og dem blev der drukket mange af både daglig og ved festlige lejligheder.

Ved begyndelsen af dette århundrede syntes kaffen at være godt på vej til at fortrænge brændevinen; men nu har vi jo indskrænkning i kaffeforbruget. Regeringen sidder hårdt på kaffesækken, og der er nået »apotekerpriser« på den. Det er store prissvingninger, kaffen har været underkastet. 1840 ca. 3 kr. pr. kg, 1880 ca. 1,20 pr. kg og nu ca. 12 kr. pr. kg rå bønner.

Kaffen har mange steder, også her i landet, været et godt skatteobjekt, således blev krigen i 1864 betalt ved kaffetold. Ligeledes har kaffen flere gange været genstand for stort anlagt børsspekulation, så mange har brændt pungen på kaffe; men der er vel nok flere, der har brændt tungen.

Men det var jo rentabiliteten, der skulle omtales. Fra 1840 berettes, at en gård på landet gav et nettooverskud, beregnet efter nugældende mønt, på 18 kr. 94 øre om året til indkøb af det allernødvendigste. Det var jo ikke noget lyst billede, men man må jo spørge, om den unge havde set, hvad den gamle ikke havde set, at vinden var ved at vende sig, så der var fremgang i udsigt; og fremgangen kom. Således berettes, at en gård i 1847 kunne give et overskud på 600 kr. foruden en købmandsregning på 94 kr. og en udgift til industrivarer på 100 kr.. Måske var det den 25-årige unge mand, der havde mod på livet og tillid til sig selv og fremtiden. Vanskeligheder udeblev imidlertid ikke, idet vi i Niels Esbjergs lille notesbog ser, at han stadig var ude at låne penge, det var altid småsummer og hos private. I 1845 lånte han således af hver af sine to søstre, Stine og Dorthe, 4 kr., af søsteren Kirsten 2 kr., af broderen Peder 2 kr., af broderen Søren 4,80 kr. og af svogeren Niels Peder Jensen 4,80 kr. Det var små beløb, men de havde dem vel ikke større. Desuden fortæller bogen om lån hos forskellige i omliggende byer på 50, 100, 150 og 200 kr.. Den 11. juni lånte han af sin fader 250 kr., så faderen må jo have fået nogen tillid til sønnens bedrift. Ligeledes har den unge svoger Niels Peder Jensen ofte trådt hjælpende til med lån. I 1855 opføres som skyldig: Til hans fader Christen Nielsen i Måde 620 kr.; Til hans svoger Niels Peder Jensen i Måde 250 kr.; Til hans aftægtskone Mads Sørensens enke 200 kr.; Ialt 1070 kr.

Om tidligere opførte smålån er tilbagebetalt på dette tidspunkt kan ikke ses, da tilbagebetaling kun er anført ved overstregning. Ved købet af gården 1844 var der 6 kreaturer og 2 heste på den. Der avledes det første år 47, 5 traver (1 trave er 60 neg) rug, 13, 5 traver byg, 42 traver havre og 5 læs boghvede. Det blev ialt 103 traver. Der blev tærsket 27 td. 3 skp. rug, 5 td. 5 skp. byg, 27 td. havre og 11 td. boghvede. Ialt 71 td. kærner. Muligvis er noget fodret op utærsket, navnlig fik hestene almindeligvis noget utærsket havre skåret i hakkelse. I det hele må det siges at være et ret ringe kærneudbytte, ca. 5 skp. pr. trave.

Der anføres her nogle priser på landbrugsprodukter dette år: Smør 24 øre pr. pd., rug pr. td. 4,62 kr., byg 3,13 kr., havre 1,81 kr., boghvede 3,72 kr.,

1 td. byggryn kostede 8 kr., og 1 td. boghvedegryn kostede 10 kr.

I dette år blev der købt mere korn, end der blev solgt. Fra maj 1844 til maj 1845 blev der solgt smør for 36 kr. En ydelse af ca. 150 pd. samt forbruget i husholdningen for samtlige køer. Nu til dags regnes vist 150 kg smør for en meget beskeden årsydelse for 1 ko.

Det kan her straks anføres, at kornpriserne allerede i 1845 steg med ca. 2 kr. pr. td., og der blev avlet 20 traver mere end i 1844.

For året 1845 fortæller bogen endvidere, den 5/4 begyndte pløjningen til havre, den 10/5 blev den første byg sået, den 31/5 såedes den første boghvede. Den 3/5 kom hestene på græs og den 11/5 køerne. Den 12/8 begyndte høsten. Den 20-21/8 var der stærk storm med højvande, så vandet stod helt op i det nederste af toften. Altså, foruden at engene blev oversvømmet, nåede stormfloden også ind på de dyrkede arealer. Det var en ualmindelig stor og tillige tidlig stormflod.

Det har måske også sin interesse at se, hvilken løn der dengang blev betalt til tjenestefolk. En dreng for tiden den 25/3 til den 1/10 fik 3 kr. samt lærred til en skjorte, 1 par træsko og 1/2 pd. uld. Pigen fik for 1 år 6 kr. samt stribet tøj til en kjole med syløn, hvid vadmel til en trøje, lærred til en særk, 1 pd. uld og 1 par træsko.

Bogen fortæller, at avlingen forøgedes fra år til år, samtidig steg enhedspriserne på komet, ligesom også tjenestefolkenes løn steg i samme forhold. At skrive bogen af vil vel nok føre for vidt, så vi vil nu betragte 10-året efter gårdens overtagelse.

For året 1854 fortæller bogen: Den 1/3 begyndte jeg at pløje. Gud give lykke dertil. Den 3/5 såede jeg den første byg. Gud give lykke dertil. Den 9/5 såede jeg den sidste havre, og den 11/5 kom vore heste på græs. Gud give lykke dertil. Den 19/5 såede jeg den sidste byg, samme dag kom vore køer på græs. Gud give lykke dertil. Den 27/5 såede jeg den første boghvede. Gud give lykke dertil. Den 3/8 begyndte vi at høste. Gud give lykke dertil.

Vi avlede ialt 184,5 traver rug, byg og havre tilsammen samt 11 læs boghvede. Deraf tærskedes:

54,5 traver rug, der gav 40 td. 7skp.; boghvede 11 læs, der gav 20 td 4 skp.; 50 traver byg, der gav 43 td 4 skp.; 34,5 traver havre der gav 39 td 4 skp.; ialt 144 td. 3 skp.

Vi ser i disse 10 år en betydelig fremgang i det indavlede fra 103 til 184,5 traver. Ligeledes ses, at kærneudbyttet er forøget fra ca. 5 til 7 skp. pr. trave. Medens der i 1844 købtes mere korn, end der blev solgt, solgtes der i 1854 ifølge specifikation i bogen for 536 kr. 8 øre korn. Der blev intet købt dette år.

Enhedspriserne var nu pr. td. for rug 14,00 kr., for byg 8,50 kr., for havre 7,86 kr. og for boghvede 8,66 kr.

Løn til tjenestefolkene er samtidig steget en del. En karl var fæstet fra Mikkelsdag til november næste år, altså 13 måneder, for 112 kr. Endvidere ser vi, at en karl i disse gode, gamle dage også kendte til at tage op af sin løn før skiftedagen, skønt det var langtfra reglen. Mange satte en ære i at kunne hæve deres løn ubeskåren den dag.

For karlen 1854 findes noteret: Han har modtaget 4 kr. 0 øre; 7 alen lærred á 26 øre 1 kr. og 82 øre

Fastelaven betalt ham 10 kr. 0øre; Den 25/3 betalt ham 8 kr. 0 øre; Den 4/4 11 alen lærred og 4 kr. – 6 kr. 86 øre; Den 17/6 1 par sko 4 kr. 50 øre; Den 25/6 betalt ham 4 kr. 0 øre; Den 16/9 betalt ham 2 kr.0 øre; Den 27/9 betalt ham 24 kr 0 øre; Ialt 65 kr. 18 øre - Resten, 46 kr. 82 øre, blev betalt den 1/11.

Vi går atter 10 år frem i tiden og når til det for Danmark ulykkelige år 1864.

Vi læser i bogen, den 30/4 såede jeg det første havre, den 27/4 såede jeg det første byg, den 2/5 såede jeg det sidste havre. Gud give lykke dertil. Den 26/5 såede jeg det sidste byg, samme dag kom vore heste på græs. Gud give lykke dertil. Den 30/5 såede jeg det første boghvede, den 10/6 såede jeg det sidste. Gud give lykke dertil.

Den 16/8 begyndte vi at høste. Vi avlede: 92 traver rug; 96 traver rug byg; 176 traver rug havre; Ialt 364 traver indavlet året 1864.

Denne ordrette afskrift er alt, hvad der er skrevet om landbruget i 1864, der var i modsætning til de foregående år fra 1844 ingen angivelse af tærskningsudbytte, intet om kornsalg og intet om løn til tjenestefolkene. Vi har kun de avlede traver til sammenligning med de foregående år. Tillige må anføres, at avlen 1864 var en del større end de nærmest foregående år.

Til sammenligning tjener: 1844 avledes der 103 traver; 1854 avledes der 184 trave;1864 avledes der 364 trave

Tillige har min fader fortalt, at besætningen på den tid var kommen op på 34 stk. kreaturer og 4 heste, desuden en ret stor fåreflok og svinebestand.

Med gårdens forøgede udbytte var den tid forbi, da Niels Esbjerg skulle ud at låne penge. Nu havde det vendt sig således, at der var mange, der kom til ham for at låne.

Hermed er denne lille notesbog i virkeligheden slut, der er et par notater fra 1865, og for 1867 findes noteret, at den 7/5 kom køerne på græs, og den 22/5 faldt der så meget sne, at jorden var helt hvid. Snefaldet blev efterfulgt af stærk nattefrost. Anførte begivenhed må have gjort stærk indtryk, thi jeg har tit hørt min fader og andre af hans søskende omtale denne dato, idet de erindrede, at køerne kom hjem fra marken med sne på ryggen.

En lille bog, der omfattede landbruget fra 1865 til 1890, erindrer jeg at have set; men den er forsvunden.

En ny bog er anskaffet og bevaret, den omfatter tiden 1865 til 1878. I denne bog føres udlån af penge samt salg af gårdens produkter og teglværksprodukter, dog kun hvad der er solgt på kredit. Kontant salg og pengene i lommen havde dengang ikke ærinde til nogen bog. Gårdens produkter var korn, halm, kartofler, smågrise, kreaturer, kød, flæsk, smør med mere. Tillige er der solgt meget malt, så han må have haft maltgøreri (den såkaldte kølle) og set sin fordel ved at forædle sin byg på den måde. Undertiden købte han endog byg til fremstilling af malt. Bogen fortæller, at han havde stor handel med Fanøboerne. Med hensynet til landbruget, da gik det stadig fremad, indtil havnen blev bygget, hvorefter de dyrkede arealer på grund af jordsalg stadig formindskedes, og følgen blev, trods mere intensiv drift, at kvægbestanden måtte reduceres. Med byens vækst voksede efterspørgslen efter sød mælk, så det blev ungkreaturerne, der måtte ud af stalden, og sidste i 1880erne var besætningen nede på 12 malkekøer og 2 heste. Da regnedes det for en vellønnet forretning at sælge den nymalkede mælk afhentet for 25 øre pr. kande (2 liter).

I den tid skulle beboerne i Esbjerg og omegn til Varde for at købe købmandsvarer, i hvilken by tillige herredskontoret lå.

Heri skete der en forandring, idet Christen Mortensen (Christen Søndergård) i 1856 blev gift og overtog fødegården, Jerne Søndergård, hvor han anlagde købmandshandel, beregnet på at forsyne omegnen med de gængse købmandsvarer samt foretage opkøb af landbrugsprodukter, såsom korn, huder, flæsk, smør m. m. Det blev en ret omfattende handel, skønt en del af beboerne vedblev at tage til Varde. Hertil kom atter noget nyt, idet den første købmand i 1872 prøvede sin lykke i nybyggerbyen, og det blev fallit eller måske akkord. Jeg husker købmand Antoniussen, der kom fra Fanø, og hans hustru, der var meget lille, de havde en datter Daniette på omtrent min alder. Antoniussen med det stærkt krøllede hår og skæg var en dygtig forretningsmand; men byen var endnu ikke moden til at bære en så stor forretning, han måtte søge akkord med sine kreditorer, der dog ikke led ret stort tab, efter hvad jeg husker, Antoniussen fortalte min fader. Handelen var udpræget blandet, der var kolonialvarer, træ, kul og manufakturvarer, så vidt jeg husker.

Forbindelsen med Varde kunne ikke helt brydes; men der kunne gå lang tid imellem, at en mand skulle til Varde, og når det så skete, blev der sendt bud til naboerne, om der var noget, han skulle ordne for dem. Således findes i regnskabet fortegnelse over beløb, debiteret forskellige for indkøb i Varde af Niels Esbjerg. Det var vidt forskellige ting, f. eks. tobak, et fyrfad, tvist, garn, tøj, forskellige kolonialvarer m. m. Nogle priser for tiden 1867 kan vist forbavse husmødrene af i dag. Således 1 gås af vægt 12,5 pd. 5,20 kr., 1 pd. smør 66 øre, 10 rødspætter 16 øre, 3 torsk (8-12 pd.) 1,75 kr., 3 snese hvidling (det var kuller) 3,50 kr., 1 lam 6 kr., 1 pattegris 6 kr.

 

Besættelsen af landet i 1864

I det for vort fædreland meget tunge år var Esbjerg og omegn ret stærkt besat af østrigere og prøjsere, af hvilke de sidste ikke gjorde sig særlig afholdte, tværtimod. Grunden til den stærke besættelse var, at tyskerne frygtede, at der på Fanø var skjult soldater, som så kunne falde dem i ryggen under deres færd mod nord. Tyskerne kendte også dengang til tortur, så der blev anvendt mindre behagelige midler overfor folk både i Esbjerg og på Fanø for at få dem til at bekende, hvor soldaterne var skjult, hvilket ikke var let at gå til bekendelse om, da der ingen var. En embedsmand fra Fanø, hans navn var Due, blev således ført til Esbjerg og underkastet de for tyskerne egne forhørsmetoder. Da han intet oplyste, fik han valget mellem enten at fortælle, hvor soldaterne var skjult, eller blive skudt. Han holdt stadig på, at ”der ingen soldater var på Fanø”, hvorfor tyskerne skred til dommens eksekution. Tre soldater blev stillet op, og der blev givet ordre til at skyde. Trods det, at der kun var løst krudt i geværerne, faldt den dødsdømte besvimet til jorden, så tilskuerne, deriblandt min fader, troede, at han var død, hvilket de yderligere blev bestyrket i, idet de, efter at han var kørt bort, fandt blod, hvor han var falden. Blodet hidrørte fra, at der var fastgjort en buket på hans bryst, hvori var skjult en blære fyldt med blod. Tyskerne havde opnået deres hensigt, at jage skræk i tilskuerne, og fik i tilgift had.

De indkvarterede soldater skulle jo have mad, og vist efter henstilling af sognefoged Niels Pedersen i Veldbæk opfordrede Jerne-Skads sogneråd Niels Esbjerg til at foretage opkøb af slagtekvæg til soldaterne, hvilken opgave han løste på en for egnens folk tilfredsstillende måde, idet der derved skete en udrensning af besætningernes dårligste individer. Han mente, at det var altid godt nok til tyskerne, til hvem kreaturerne blev solgt efter levende vægt. En ældre mand, Niels Jessen, udtalte engang, da krigen var på tale: Tyskerne må have gode tænder, siden de kunne tygge kødet af vore gamle, magre køer, hvoraf flere endog var med kalv. De sidste gav god vægt, men forholdsvis lidt kød, og ingen kunne forstå, hvorledes Niels Esbjerg kunne få sådanne antaget.

 

Beboerne var ofte bange for tyskerne, hvad førte til, at de blev endnu mere frække og fordringsfulde. Niels Esbjerg sagde, at skulle man omgås tyskerne, gjaldt det om at være mere fræk end de selv. Østrigerne var i modsætning til tyskerne flinke fyre.

Undertiden kunne der forekomme morsomme optrin. Således mødte Niels Esbjerg en dag, da han var ude på opkøb, en soldat, der kom ud fra en mindre ejendom i Spangsberg. Soldaten spurgte efter vej til færgestedet i Strandby og fik den anvist. Niels Esbjerg traf derefter konen, der havde haft soldaterbesøg, hun sagde: »Ja, tyskeren ville vel have æg, men han fik ingen. Jeg sagde til ham. Niks, kun jen høne, og så gik han. Ja, det er da godt, at man kan så meget tysk, at man kan klare sig med det,« tilføjede Stine med stolthed.

Et andet sted, hvor konen og børnene var ene hjemme, kom en lørdag eftermiddag en noget bedugget tysk soldat ind, han forlangte mad og fik det, hvorpå han forlangte brændevin, det blev ham nægtet. Han fik da øje på en flaske vin, der var købt i anledning af, at der skulle være barnedåb dagen efter. Han gav sig så til at drikke vinen og blev stadig mere ubehagelig; men medens konen var ude i køkkenet og ventede med længsel mandens hjemkomst, rykkede deres lille dreng, Oluf, til undsætning, han gik frimodig ind i stuen og lige hen til soldaten, der tog ham op på sit knæ og gav sig til at græde. Sådan en lille dreng havde han også hjemme. Krigeren var blødgjort. Oluf var den senere realskolebestyrer Rybner Petersen.

Jerne Mølle

Ifølge skøde af 29/12 1857 købte Niels Esbjerg, sammen med gårdejerne N. P. Sillasen i Rørkjær, Chr. Nielsen (Knude) i Nourup, der var gift med en kusine Ane til Niels Esbjerg, og Søren Hansen (lille Søwren) i Gammelby, parcel matr. nr. 4b af Jerne by og sogn af hartkorn 1 skp. 2 fdk. 2 1/2 album, hvorpå de lod opføre en vindmølle. For interessentskabet fungerede Niels Esbjerg som kasserer og Søren Hansen som formand. Sidstnævnte var efter tidens forhold anset for at være en dygtig landmand, men var noget for sig selv, idet han hverken brugte tobak eller nød spiritus, hvad ellers alle voksne mandfolk med agtelse for sig selv gjorde dengang. Ofte blev »lille Søwren« opfordret til at drikke en kaffepunch for sin anseelses skyld; men han var standhaftig og sagde nej. Kaffe satte han ikke megen pris på, derimod drak han gerne te, fremstillet af blomsten af almindelig røllike (achillea millefolium). Samme »lille Søwren« led meget af heftige hovedsmerter, der kunne overfalde ham meget pludseligt. Således havde hans kone Maren en dag bagt småkager, hun spurgte ham, om han ville have en kage, og hvilken det skulle være. I dette øjeblik blev Søren overfaldet af heftige hovedsmerter og sagde i skyndingen: »En brun, brun Maren.« Christen Knude og Niels Esbjerg var til stede, og i mange år gik i Jerne sogn brune kager under betegnelsen »En brun Maren«.

Men vi må tilbage til møllen. Tidligere var beboerne i Jerne sogn henvist til at få deres korn formalet på Spangsberg eller Krogsgård vandmølle. Det var en lang vej til mølle, så der blev opnået stor fordel for sognets beboere ved bygning af Jerne Mølle ved siden af kirken, beliggende midt i sognet.

Møllen blev nogle år drevet ved lejet bestyrer; men i 7 år, antagelig 1867-74, blev den drevet af formanden for interessentskabet, Søren Hansen, i forpagtning. Han svarede i forpagtningsafgift 75 rigsdaler (150 kr.) halvårlig til hver af de tre andre interessenter. De sidste år, interessentskabet bestod, blev møllen drevet af Mads Kristensen (Mads Møllersvend), der senere drev landbrug i Jerne.

Her skal anføres, at møllen i 1868 nedbrændte ved lynnedslag, men den blev straks genopbygget.

En faster har fortalt, at det var i skumringen, lynnedslaget skete, og arbejdet på møllen var indstillet for den dag; men da ilden fik fat, begyndte vingerne at gå rundt, først langsomt og derefter stadig hurtigere, samtidig med at ilden bredte sig. Hun fortalte om det betagende og pragtfulde syn, det frembød i halvmørket, da hele møllen var omspændt af flammer, og de brændende vinger som fakler gik rundt med rasende fart spredende gnister langt bort, indtil det hele sank sammen i et bål. Et syn, der lettere kan tænkes end beskrives. Den 1. juni 1879 blev møllen solgt til Mads Nielsen Esbjerg, en søn af Niels Esbjerg.

 

Skifte med Karens børn i 1862

Da Karen var død, blev der holdt skifte med hendes dalevende 8 børn, der var i alderen fra 3 til 17 år. Skifteretten blev sat på herredskontoret i Varde den 10/4 1862, eftermiddag kl. 3, ved herredsfoged Axel Rosenørn. Som formyndere for børnene mødte Karens to brødre, Peder Jensen, gårdejer i Gjesing, for de fire ældste, og Niels Jensen, gårdejer i Veldbæk, for de fire yngste. Samtlige ejendele: gård, mølle og løsøre blev vurderet til ialt 5800 rigsdalere (11.600 kr.), hvilket sikkert ikke var for højt sat. Der fandtes ikke pantegæld på boet, men derimod skyldtes til forskellige 2000 rigsdalere (4.000 kr.), det gav til hver af børnene 203 rigsdalere 2 2/9 mark (406,81 kr.). Enkemanden erklærede, at han ville komplettere sønnernes arvelod til 300 rigsdalere (600 kr.) for hver, samt tillægge dem hver et chatol til værdi 25 rigsdalere, en kiste af fyr til 6 rigsdalere, 2 lag (sæt) tøj, ægte blåt farvet, af værdi 10 rigsdalere pr. lag. Samt til døtrene hver en sengs klæder til værdi 50 rigsdalere, en dragkiste til 15 rigsdalere samt 2 lag gangklæder til værdi 5 rigsdaler pr. lag. Børnene havde valget imellem, om de forlanger effekterne udleveret in natura eller den herfor bestemte betaling. Udleveringen eller betalingen kan forlanges ved børnenes giftermål eller ved deres 24 års alder. Kapitalen, som forrentes fra børnenes 18. år, forudsat at de indtil den tid nyder fri opdragelse på og underhold i fødegården, blev givet sikkerhed med 1. prioritets panteret i boet, dog næst efter aftægten til Mads Sørensens enke.

 

1879.

Børnene af første ægteskab var nu voksne, den yngste 21 år, de tre ældste sønner var nu gift og havde købt ejendom, andre stod i begreb dermed, så de havde brug for penge til driftskapital. Niels Esbjerg lavede nu en overenskomst med disse 8 børn.

De gav afkald på al videre arv efter deres fader mod nu, d. 11. juni 1879, at få udbetalt for sønnernes vedkommende hver 10.000 kr. og døtrene hver 9.500 kr. Tillige fik både sønner og døtre hver et gældsbevis på 2.000 kr. at hæve d. 11. juni 1889 eller ved faderens død, hvis den skulle indtræffe før nævnte termin. Den første udbetaling, de 10.000 kr. til sønnerne og de 9.500 kr. til døtrene, bestod i transporter på forskellige af hans debitorer, således fik en af sønnerne sin arv udbetalt i 13 transporter. Det blev således til disse 8 børn 94.500 kr. Gældsbeviset på de 2.000 kr., der skulle udbetales d. 11. juni 1889, blev udbetalt d. 11. juni 1887.

 

Første teglværk i Esbjerg

Efter hvad jeg, navnlig i min drengetid, har hørt min fader udtale ved forskellige lejligheder, tror jeg om det første teglværk i Esbjerg at turde skrive følgende: Teglværket blev anlagt i 1850 af slesvigeren Niels Barkentin, det var på Rørkjær grund ud mod havet og grænsende til Niels Esbjergs jord, matr. nr. 2a. Muligvis var ovnen gravet ind i en kæmpehøj, hvilket i den tid var meget anvendt ved de små periodiske teglværksovne. Af de første brændte sten opførte Barkentin et stuehus i nærheden af ovnen. Han drev værket under ret primitive forhold og indrettede produktionen efter efterspørgslen, så arbejdet tit var helt indstillet. Antagelig var det i 1864 efter længere tids indstilling af driften, at Barkentin solgte teglværket til Niels Esbjerg.

Barkentin var da flyttet til Damsmark i Alslev sogn, hvorfra han vendte tilbage til Esbjerg i 1869, og på Strandby grund byggede han og drev et bageri, uagtet han ikke var fagmand. Allerede i 1870 solgte han bageriet til bager Keller, der blev en kendt skikkelse i byen. Barkentin blev i 1871 sognerådsmedlem som den første esbjergenser med sæde i Jerne-Skads sogneråd.

Som tidligere anført anskaffede Niels Esbjerg sig en ny regnskabsbog i 1865, blandt meget andet fortæller den, at der blev udført en del vognmandskørsel fra gården, og at Niels Esbjerg drev sit teglværk ret intensivt i årene 1865-70.

I denne periode fæstede han efter min faders udtalelse for sommerhalvåret 6 karle, hvoraf 3-4 stadig arbejdede på teglværket, af disse var 2 eller 3 tyskere fra Lippe Detmold, og de var der følgelig kun i den tid, da der på grund af vejrforholdene kunne arbejdes på teglværket.

Leret til stenene blev taget i havstokken og hidrører fra glacialperioden.

At beregne produktionen efter regnskabsbogen lader sig ikke gøre, da, som før nævnt, kontant salg ikke blev anført. Antagelig er der fremstillet ca. 200.000 sten årlig.

En del af teglværksprodukterne blev solgt til omegnens bønder, en del gik til Fanø, og følgelig blev også de sidste to år en del solgt til nybyggerhusene, således står den kendte pioner ølbrygger Olsen debiteret for 10.000 helbrændte mursten til 260 kr.

Efter at teglværket er solgt, viser bogen for 1874 et salg af 16.200 helbrændte mursten for 40 kr. pr. 1.000, 2.400 halvbrændte mursten for 28 kr. pr. 1.000 og 4.000 brøndsten for 28 kr. pr. 1.000. Disse mursten hidrører fra en restbeholdning ved afståelsen af teglværket, men dog hovedsagelig fra nedbrydningen af det af Barkentin opførte stuehus. Vi vil nu til sammenligning se på priserne på mursten i 1865, de rettede sig noget efter, som der kunne handles derom, ja undertiden skete der byttehandel med en hest eller et kreatur. Priserne var i de fleste tilfælde pr. 1000 for brøndsten 26 kr., for helbrændte mursten 23 kr., for halvbrændte 16 kr. og for blegsten 10 kr. Der var en vældig prisstigning i begyndelsen af 1870erne; men det var kun midlertidigt, idet regnskabet udviser, at Niels Esbjerg i 1875 købte 11.500 helbrændte mursten for 20 kr. pr. 1000.

Regnskabsbogen fortæller, at d. 1. april 1870 begynder et pengemellemværende med teglværksejer Th. Ernst i Rørkjær. Det må formodes, at det er den dato, at overdragelsen af teglværket til Ernst er sket.

Det anføres, at Ernst straks efter overtagelsen af teglværket foretog udvidelse og indførte bedre driftsmåde, så årsproduktionen hurtigt kom op på ca. 600.000 mursten. Teglværket, der fra 1870 var kendt under navnet »Ernst’s Teglværk«, fik nu stor betydning for nybyggerbyen.

Det et fortalt, at samme Ernst, straks han kom til byen, duperede folk ved at køre luksuskørsel med 4 hestes forspand med blinker, hvilket blev honoreret med en stor bøde.

 

Niels Esbjerg var medvirkende ved oprettelsen af Janderup Højskole og aktionær ifølge udstedt aktiebrev af d. 17. november 1869. Aktiebrevene var på beskedne 5 rigsdaler.

Niels Christensen Esbjerg var medejer af flere skibe

Her skal fortælles lidt om Niels Esbjerg som aktionær i nogle skonnerter, hjemmehørende i Nordby og Sønderho og med førere derfra. Muligvis har disse skibe blandt andet transporteret hans ret store salg af landbrugsprodukter og teglværksprodukter til Fanø, og tit var efterspørgslen derfra så stor, at han måtte købe hos andre landmænd for at tilfredsstille Fanøboernes behov. Det kan nævnes, at mange i Nordby og Sønderho købte en pattegris om foråret, som de så fedede op til at lægge i saltkarret om efteråret; men de forlangte alle, at det skulle være en galtgris. Det par galtgrise af eget tillæg forslog ikke meget, så han måtte ud at købe. Omvendt, hvis fannikerne om efteråret købte et ungkreatur til slagt, da måtte det ikke være en stud, det skulle være en kvie. Men det var jo skibene, der skulle omtales.

Det første var skonnerten »Karen« fra 1869, ført af skipper Jens S. Therkildsen og senere Søren Andersen. For den blev regnskabet afsluttet d. 12. juli 1879.

2 skib var skonnerten »Ellen« købt i 1872, den forliste i 1875 og blev efterfulgt af et nyt skib af samme navn, samme aktieselskab og samme fører Jens S. Therkildsen. For den blev regnskabet afsluttet d. 5. august 1891.

3 aktieselskab blev dannet ved indkøb af et nyt skib i 1873. Det fik navnet »Esbjerg«, og dets fører var Mads M. Brink af Sønderho. Regnskabet afsluttedes i juli 1882 efter skibets forlis.

4 aktieselskab blev dannet i 1874. Der købtes et nyt skib, skonnerten »Dorthe Marie«. Føreren var Th. Hansen Brink af Sønderho. Den blev solgt d. 30. august 1889.

5 aktieselskab blev dannet i 1876 ved køb af et nyt skib, en skonnert med fører Jens S. Therkildsen. Skibet solgtes d. 17. november 1892.

Han var altså aktionær i 5 aktieselskaber med 6 skibe, hvoraf de tre havde navne i tilknytning til familien. Det strakte sig over et tidsrum af 23 år. Fortjenesten ved pengeanbringelsen i disse skibe var kun ringe, det gav tit mindre end almindelig bankrente; men det havde måske også andet formål.

Det var et uddrag af, hvad regnskabsbogen fortæller om Niels Esbjergs skibsaktier. Derimod fortæller regnskabsbogen ikke, at han i 1864 eller 1865 købte halvpart i 2 mindre sejlskibe, beregnet på nærtransport.

 

Indbyggerne i Esbjerg i 1868

I geografitimerne i skolen lærte man, at da loven om anlæg af en dokhavn i Esbjerg i 1868 blev vedtaget, var der to gårde med ialt 13 indbyggere, - tal, der kan trænge til nærmere eftersyn og rettelse. Da jeg i sin tid hjemme brillerede med min skoleviden, erklærede min fader kort og godt, at disse tal var absolut gale, da der var på hans fødegård alene 14 mennesker.

Fader forklarede mig nu, at der foruden de to gårde var et husmandssted ud mod Strandby byskel, det var vist oprindelig fæstejord fra matr. nr. 1, det blev beboet af Gregers-skrædder, desuden var der et jordløst hus (hus uden landbrug), hvor det lå, husker jeg ikke, muligvis kan det have været Lisbets aftægtshus. På stående fod begyndte fader nu at holde mandtælling. Hjemme var hans fader og stedmoder samt 7 børn, hvoraf de to ældste hjemmeværende sønner, Jens og Mads, gjorde karlstjeneste, Kresten var gift. Desuden var der en tjenestepige og 4 såkaldte teglværkskarle, der spiste på gården. På nabogården var der 8, talte fader på fingrene, og på husmandsstedet boede 4 eller 6 personer. Det gav ialt 26 eller 28 beboere. Om der boede nogen i det førnævnte jordløse hus, husker jeg ikke, men det kunne ikke blive til tallet 13.

Til belysning vil vi nu se på folketællingslisten i 1860.

På Niels Esbjergs gård boede han med sin hustru og 8 børn, den ældste søn, Kresten, må på dette tidspunkt have været ude at tjene, han var da 15 år. Navnene fremgår af det foregående. Desuden boede på gården 2 tjenestekarle og 1 tjenestepige samt aftægtskonen Maren Nielsen. Det blev ialt 14 beboere.

På nabogården var ejeren Christen Pedersen død den 21/5 1859, 48 år gammel. Gården ejedes af enken Abelone Madsen, der boede dér med sine 6 børn, nemlig Karen, hende har jeg ikke kendt, Peder, der senere overtog gården og udstedte aftægtsbrev til sin moder den 26/5 1866, Johanne, senere gift med Jakob Gejsing i Ugelvig, Ane, senere gift med Jørgen Maler i Skads, Mads, senere gårdejer i Skads, og Jens, senere gårdejer i Hygum. Desuden boede på gården 1 tjenestekarl, og i et lille hus i nærheden af gården boede aftægtskonen Elisabeth Hansen. Det blev 9 beboere.

På husmandsstedet boede skræddermester Gregers Nielsen og hustru Grethe samt hans to gamle forældre, Niels Sørensen og Ingeborg Gregersen. Endvidere 2 skræddersvende, hvoraf den ene var sønnen Niels Gregersen, der senere blev ejer af stedet. Det blev 6 beboere.

Ialt giver folketællingen 1860 for Esbjerg 29 indbyggere og ikke 13. Det er tallet 29, vi burde have lært i geografitimerne.

Tallet 13 er gået over i litteraturen, ja, ved byens 50 års jubilæum 1949 benyttede et københavnsk dagblad endnu det gale tal. Mon ikke det skulle lykkes en fremtidig forfatter at finde det rigtige tal. Rimeligt ville det være, efter min ringe mening, at anvende tallet 29 fra folketællingen i 1860.

Som bekendt er en løgn, - her dog en ret uskyldig fejltagelse, der har fået et døgns forspring, - vanskelig at indhente og endnu vanskeligere at ihjelslå.

Fejltagelsen er dog ikke vanskelig at forstå: Husmandsstedet blev ikke berørt af ekspropriationen til havn og bane og var ikke indlagt på det fremlagte kort ved besigtigelses- og ekspropriationsforretningen den 13. juli 1868 eller på planen for terrænets bebyggelse, approberet af indenrigsministeriet den 26. november 1870, desuden blev det i daglig tale på grund af beliggenheden regnet til Strandby. Det lå jo meget nærmere strandbygårdene end esbjerggårdene. Ydermere blev Gregers og hans to sønner, Niels og Jakob, almindelig benævnet »Strandby skrædderne«. De gik ud for at sy på gårdene, og det blev sagt: »At Strandby skrædderne skelede efter flæsket, medens de spiste ærterne«. Peder Christensen solgte allerede i april 1868 over 50 td. land af sin gård til udenbysboende og kort tid derefter gården med tilliggende. Han flyttede først til en mindre gård i Strandby og derfra til en gård i Hygum, hvor han boede til sin død. Jeg har tilbragt mange hyggelige timer i hjemmet i Hygum. Peder Christensens moder, der var tilskrevet aftægt på gården, flyttede bort derfra til sin søn Mads, der havde købt en gård i Skads, hvor hun døde d. 7. maj 1879, 66 år gammel. Hun blev begravet på Jerne Kirkegård, og jeg erindrer som 4-årig at have set hendes ligfølge, vistnok med 12 vogne, køre gennem Andrup by. Hun blev i daglig tale kaldt »Ablen Esbjerg« ligesom hendes tre sønner, Peder, Mads og Jens, også fik navnet Esbjerg påhæftet ganske gratis.

Niels Esbjerg blev boende på sin gård og var i mange år en af de faste punkter i byens udvikling. »Kongen« blev han kaldt, måske fordi han med fast hånd forstod at ordne mange vanskelige forhold i nybyggerbyen. Han repræsenterede ofte ved fuldmagt over for myndighederne udenbys grundejere. Han og hans husstand var således de eneste af Esbjergs beboere fra før 1868, som fremmede traf. Derfra hidrører sikkert omhandlede fejltagelse. Regner man ikke aftægtskonen med til gårdens folk, var der netop 13 ved folketællingen i 1860.

 

Jordafståelse til staten

Den 21. april 1868 vedtog Rigsdagen ved tredie behandling lovforslaget om anlægget af en dokhavn ved Esbjerg, og allerede den 24. april blev loven undertegnet af Hans Majestæt Kongen. Straks derefter blev de forberedende ingeniørarbejder påbegyndt, dels i marken og dels på Vandbygningsdirektørens kontor, og det gik rask; thi allerede den 18. juli 1868 fandt ekspropriation af jord til havn og bane sted. Det eksproprierede blev afmærket ved tre plovfurer, udenfor hvilke den opvoksende by kunne brede sig temmelig frit. Vi læser nu i udskrift af jernbaneerstatningsregnskabet for matr. nr. 2 a og 2 h og erfarer, at der for samtlige ulemper ved baneanlægget blev betalt 800 kr.

Der eksproprieredes til banen: 46.500 kvadratal. agerjord pr. td. land betaltes 270 kr. - 53.800 kvadratal. hede pr. td. land betaltes 50 kr. - 7.580 kvadratal. til vejforlægning Strandby-Rørkjær, det betaltes pr. td. land med 400 kr. - 107.880 kvadratal. eller 7,7 td. land afstået til banen. I forskud blev der udbetalt d. 12/4 1873 kr. 800,00 og ved det afsluttende regnskabsmøde den 11/6 1875 kr. 1946,27. Ialt for jord afstået til banen inclusive renter kr. 2746,27. For jord afstået til havneanlægget betaltes kr. 2748,00. Ialt for jord til havn og bane betaltes kr. 5494,27

 

Udstykningen til bebyggelsen

Allerede dagen efter, at lovforslaget var vedtaget, så havneanlægget var en kendsgerning, kom der folk til Esbjerg for at købe jord på spekulation; der kom købmænd fra Varde og Ribe og så den meget snedige slagter Louis Gebhardt fra Kolding, han var født i Berlin i 1837.

Niels Esbjerg erklærede, at han ikke ville sælge en eneste alen, før staten havde taget sit, så der var ikke noget at gøre for spekulanterne. Bedre held havde de hos naboen, Peder Christensen (kaldt Pejr Esbjerg), han havde overtaget gården som før nævnt i 1866, men skødet var endnu ikke tinglyst, og det hastede jo ikke, så hans moder, Abelone Madsen, sad endnu officielt som ejer af gården. Peder Christensen, der på dette tidspunkt endnu ikke var gift, syntes nu, at han efter den stedfundne pludselige stigning af jordværdien havde fået alt for meget i forhold til sine søskende af fædreboet. Hans gode hjerte og retskafne sind løb af med ham, ved at sælge noget jord kunne han give sine søskende noget mere, end de for 2 år siden var blevet enige om. Det var jo en smuk tanke, og det førte med sig, at slagter Gebhardt købte 50 td. land af den for byens udvikling bedst beliggende jord. Varde-købmændene fik også et stykke, og senere købte de gården med restarealet, som de atter solgte til et nyt konsortium, der i 1876 solgte den til landinspektør I. P. Madsen.

Inden vi går til omtale af jordsalg til byggegrunde, skal omtales en speciel facon på boliger for Esbjergs pionerer, nemlig jordhytterne. Der var nogle af tilflytterne, der for en ringe betaling, vist 5-10 kr. årlig lejede et jordstykke, hvorpå de så opførte en jordhytte, delvis indgravet i en bakke på »Lille Esbjerg«. Der var således 6 lejere, eller som de kaldtes hulebeboere på Niels Esbjergs mark. Den ene bolig var dog vist helt af træ. Så vidt jeg husker, blev den sidste jordhytte sløjfet midt i 1880erne, den lå i Borgergade-kvarteret. Min fader har fortalt om disse 6 familier, at det var yderst respektable folk, nærmest de bedste af de tilrejsende. De foretrak at leve et selvstændigt familieliv under de primitive forhold i jordhytten fremfor livet ved »Tutten«, hvor det tit gik meget hårdt til. De havde det ret hyggeligt i disse hjem, og der opvoksede en stor flok sunde og kraftige børn. Min fader har været i disse hjem til fest og har flere gange været der som fadder ved barnedåb. En faster har også været gudmoder for børn i disse hjem. Jeg har selv truffet børn fra disse jordhytter, og for ikke ret mange år siden har jeg fået hilsen fra et par af disse, alene, fordi de havde hørt mit navn omtale. Jeg har truffet 2 sønner af stenhugger Schnack, den ene var lokomotivfører ved Statsbanerne, den anden repræsentant for et handelshus. En anden af disse beboere var stenhugger Witt, han var den første, der blev begravet på Esbjergs første kirkegård. Hans enke »madam Witt« husker jeg som pedel ved Esbjergs første realskole, der under ret primitive forhold var installeret i en meget lang staldbygning med gavlen ud til Østergade, den var i sin tid opført af slagter Gebhardt og kendt under navnet Gebhardts stald. Da de provisoriske gendarmer kom til byen, fik de kvarter i staldbygningen, og man hørte den tit omtalt som Gendarmkasernen.

»Madam Witt« blev senere gift med fiskehandler Hans Philipsen, der på sin holstenske dialekt havde som mundheld: »ras mo de go«, hvilket blev optaget som Esbjerg bys valgsprog »rask må det gå«. En søn af Witt var slagtermester på Ebeltoft svineslagteri.

Endvidere kan nævnes, at to tilrejsende familier byggede hver sin jordhytte på Niels Esbjergs mark øst for havnebanen, men det var uden tilladelse og midt i en kløvermark.. Det var i1886, da der ingen særlig mangel var på lejligheder; de blev selvfølgelig hurtigt sløjfet. Muligvis har der været flere jordhytter, jeg ikke har hørt omtalt.

Staten havde taget, hvad den havde brug for, så nu kunne salget af byggegrunde begynde, og der var straks efterspørgsel.

Gebhardt havde et areal på 100 td. land nord for »Lille Esbjerg«. Han henvendte sig allerede i efteråret 1869 til Niels Esbjerg, for at de i fællesskab kunne lave en gadeplan. De var enige om, at det skulle være lange, lige og brede gader, ikke krogede og smalle, som de kendte fra Varde og Ribe. De gik så i gang med afsætningen, assisteret af min fader, der var karl på gården hjemme. Der var eksproprieret og afmærket for Kongensgade, der jo skulle være amtsvej, så den var jo på forhånd klaret. Skolegade lagde de parallel med Kongensgade i en efter deres mening passende afstand. Borgergade blev afsat, så skellet mellem de to lodder blev gadens midtlinie. Med tværgaderne begyndte de ved skellet mellem Strandby og Esbjerggårde, det blev omtrent gademidte for Smedegade, og så kom de andre tværgader parallelle med denne. Vest for Smedegade blev der ikke foretaget nogen gadeafsætning, der byggedes der som det passede den enkelte, og der blev hurtigt solgt en del parceller og opført små huse. Det var hede og blev solgt til en lille pris. Gebhardt og Niels Esbjerg var af den mening, at det, der lå udenfor deres areal, var dem uvedkommende, og at det ikke vedkom offentligheden eller nogen anden, hvilke veje de udlagde på deres egen mark. De anførte gadenavne er selvfølgelig af en meget senere dato. Imidlertid blev de to herrer snart belært om noget andet, idet herredskontoret i Varde henstillede til ministeriet, at det foranledigede en gadeplan udarbejdet. Det blev da overdraget landinspektør Wilkens i Fredericia at foretage det fornødne, assisteret af vejudvalget for Jerne-Skads kommune, gårdejerne H. P. Mortensen i Veldbæk og H. P. Hansen i Nourup. De godkendte i hovedtrækkene, hvad der var lavet, dog blev Borgergade drejet, så føromtalte skel blev diagonalt, og så kom de to lodsejere alligevel til at afstå lige meget jord til gaden. Smedegade blev uforandret, men de andre tværgader blev drejet, idet det tilstræbtes, at de kom til at skære Kongensgade under en ret vinkel. På Strandby hede voldte gadeafsætningen mere besvær, og et par huse blev vist dømt til flytning. Gadeplanen blev udarbejdet og forelagt og vedtaget i Strandby Kro den 10. november 1870 som plan for terrainets bebyggelse. Senere blev planen approberet af Indenrigsministeriet og tinglyst i Skads herreds ret.

Under arbejdet i marken ved opmåling, nivellering og afsætning var min fader en tid privat engageret af landinspektør Wilkens.

Da Gebhardt og Niels Esbjerg i skøn enighed havde lavet deres uofficielle gadeplan, kom Gebhardt atter, dengang ledsaget af andre, der havde købt jord på spekulation, for at få aftalt en passende høj jordpris, men her blev der ikke enighed. Ifølge Pejr Esbjerg skulle Gebhardt have udtalt, at han ikke solgte en alen for mindre end en rigsdaler, hvortil Niels Esbjerg bemærkede: »Jeg vil godt sælge jord, jeg har mange børn og kan lettere dele penge end jord imellem dem; men de, der skal købe jord og bygge hus, har kun få penge og kan ikke betale en stor pris for jorden, så vi må regne med skilling og ikke rigsdaler pr. kvadratalen.« Dermed var den forhandling sket, og der blev ingen prisaftale.

Niels Esbjerg anskaffede sig en hovedbog, nærmest en ret tyk stilebog med stift bind, og heri indførtes nu jordsalget med mere: De første to jordstykker blev solgt til et konsortium, »Varde købmænd«, for 16 øre pr. kvadratalen, det blev til kr. 1400, hvoraf de 800 betaltes kontant. Resten forrentedes med 4 % og blev udbetalt i juni 1876. Samme år solgtes 4 små byggegrunde, en til 18 øre pr. kvadratalen, det blev kr. 228, og 3 byggebrunde til 20 øre pr. kvadratalen, det blev henholdsvis kr. 320 kr., 260 kr.  og kr. 170. Året efter blev der solgt en byggegrund for kr. 100 at udbetale med kr. 4 pr. måned.

I 1870 solgte han til vognmand Heinrich Pogge et nyopført stuehus med tilhørende ret stor grund, beliggende umiddelbart syd for gården for kr. 5600. Pogge blev hans gode ven og nabo resten af hans dage. I 1873 solgte han et hus med to lejligheder, hvoraf den ene var udlejet for kr. 31,25 pr. kvartal, til August Wiberg for kr. 1600 med en kontant udbetaling på kr. 200. Resten at forrente med 4 % og afdrage med kr. 100 pr. termin. Ved nye handeler og nye lån blev disse to ved at have mellemregning til Niels Esbjergs død.

Til begyndelsen af 1875 blev der solgt 54 byggegrunde for ialt kr. 31.403. Det var hovedsagelig til små priser, 16 øre, 20, 24 og 28 øre pr. kvadratalen, dog var der nogle få, der betalte noget bedre, således 3 byggegrunde til henholdsvis 33, 66 og 82 øre pr. kvadratalen. Pr. byggegrund lå prisen fra kr. 100 til kr. 1400 for en enkelt af dem. Fælles for så godt som alle salg var, at køber og sælger var fælles om udgifterne ved udstykning og skøde. Der krævedes gennemgående små udbetalinger og så 4 % renter af restbeløbet fra førstkommende termin efter salget, indtil udbetalingen kunne ske ved bedre tider eller måske ved regelmæssige små afdrag, 5, 10 eller 20 kr. var ikke ualmindeligt. Ja 20 kr. i afdrag kvartalet syntes særlig flot.

Med det nye år 1875 kom den nye mønt, og samtidig syntes priserne på grundene at stige, ligesom der også solgtes større grunde. Således solgte han til gårdejer Hans Wulf Petersen fra Vilslev en byggegrund overfor den daværende stationsbygning ved Exnersgade for kr. 4500, beregnet efter kr. 1,50 pr. kvadratalen. Her opførtes »Hotel Esbjerg«, der senere fik navneforandring til »Jernbanehotellet« og som nu er nedlagt.

Til I. C. Godtfredsen, Lundgård ved Ribe, solgte han hele nordmarken, ca. 29 td. land, for kr. 14.458, det var kr. 500 pr. td. land. Året i forvejen blev min fader det tilbudt for kr. 10.000.

Ligeledes i året 1875 forærede han byen en grund med 25 alen facade mod Borgergade til opførelse af et sprøjtehus. Foruden plads til brandsprøjten blev der indrettet et fængselsrum (arresthuset lå jo dengang i Varde), der dog mest blev brugt som detentionslokale. Man hørte tit i mine drengeår en beruset mand blive karakteriseret som »sprøjtefuld«. Jeg har ikke hørt det andre steder og har tænkt mig, at betegnelsen muligvis stammede fra logistedet i sprøjtehuset.

Der blev stadig solgt mange grunde til små priser, der skulle jo tages hensyn til folk med små penge. Som eksempel på en billig grund kan anføres, at 900 kvadratalen blev solgt i maj 1886 for 10 øre pr. kvadratalen, kr. 90 at udbetale i 5 rater. Som i de første år små udbetalinger og forrentning med 4 %, nogle enkelte 5 %.

Her anføres en anden måde på salg og afdrag. Den 1. november 1877 solgtes til Chr. Andersen en byggegrund med pligt til på samme at opføre et beboelseshus. Grund og hus skulle betales med kr. 1613. Købesummen skulle afdrages med kr. 14 den 1. i hver måned, første gang ved handelens afslutning den 1/11 1877. Af det ikke afdragede beløb skulle der svares 5 % renter efter opgørelse hver den 11. december termin. Den 1/1 1882 er købesummen bragt ned på kr. 1212, og den 14/1 1882 udstedes en obligation på kr. 1200 med pant i ejendommen. Afdraget fortsættes nu med kr. 10 pr. måned. Den 21/12 1887 er beløbet nede på kr. 939,48, der nu blev betalt kontant.

Ligeledes den 1/11 1877 solgtes en byggegrund, beliggende ved siden af den til Chr. Andersen solgte, til Drasbæk fuldstændig for samme beløb og på samme betingelser, som Chr. Andersen var indgået på. Regnskabet viser, at renter og afdrag forløb på samme måde i de to handeler. Den 11/12 1887 var Drasbæks restgæld nede på kr. 923,25, der udbetaltes den 18/12 samme år. Man ser af disse anførte 2 tilfælde, at de ikke har været nøjeregnende med at overholde afdragsbetingelserne.

Det største salg, mener jeg, fandt sted i februar 1895, og vist tillige det sidste i Niels Esbjergs levetid. Det var til Chr. Thomsen, ejer af »Jernbanehotellet«, tidligere »Hotel Esbjerg«, det bestod i 13049 kvadratalen bagjord ind til hotellets have, der solgtes for kr. 1,50 pr. kvadratalen, ialt kr. 19.573,50, samt en byggegrund med 37,5 alen facade til Exnersgade for kr. 4 pr. kvadratalen, ialt kr. 9.788, og yderligere et tillæg på kr. 300. Det blev ialt en handel på kr. 29.661,50.

Fra 1868 til 1895 blev der foretaget 133 udstykninger indbefattet afståelse til havn og bane til et samlet beløb af kr. 168.221,50. De 6 af disse solgte grunde var med påstående bygninger.

De sidste salg er indført i bogen af hans søn Christian. Sidste gang, man finder Niels Esbjergs håndskrift, er i juni 1891, da solgte han på »Lille Esbjerg« et areal på 17000 kvadratalen for kr. 7.500 til Ribe amtsråd, der på dette areal lod opføre et sygehus.

Ved Niels Esbjergs død den 18/5 1895 var der endnu en del jord tilbage, hvorpå der ved intensiv drift, og muligvis tillige ved køb af en del kraftfoder, holdtes 10 malkekøer og 2 heste, om jeg husker ret. Denne sidste rest af matr. nr. 2a og 2h af Esbjerggården blev delt mellem hans søn og datter af 2. ægteskab. Christian fik sin ejendom tilskødet 1/11 1895.

 

Niels Christensen Esbjerg’s pengeanbringelser

Medens vi efter hans første lille notesbog af 1844 ser ham stadig på farten for at låne penge både hos familien og andre, såvel indensogns som udensogns boende, tit ret små beløb, har billedet nu ifølge regnskabsbogen af 1865 og hovedbogen af 1869 vendt sig, og nu findes mange navne på folk, der søger ham for at låne penge. Der er både lån på glat ansigt, som man siger, og lån med pant i ejendom, flest af de første. Hovedsagelig findes anført rente 4 %, nogle få 5 %. Det er både folk fra sognet og fra nabosognene, der finder det nemmere og billigere at søge lån hos privat mand i stedet for at gå til bank eller sparekasse. Endog Jerne-Skads kommune har søgt lån hos ham til afholdelse af de første udgifter ved bygning i 1876/77 af byens første offentlige skolebygning i Skolegade (41). Hvor meget han har benyttet banker kan ikke ses. Nogle tusinde har stået i Varde Bank, Varde Sparekasse og Gjesing Sparekasse, og de er taget ud i 1879, da han udbetalte de mange penge i arv til børnene af første ægteskab. Dette fortæller tillige, at landbruget siden 1862 har givet godt udbytte, da der i 1879 blev udbetalt betydelig mere, end der var solgt jord for til den tid.

Forgæves har jeg søgt at finde ud af, efter hvilke hensyn der blev taget 5 % i rente af nogle og 4 % af de fleste. Det har ikke været mig muligt, nærmest ser det ud til, at låntagerne til 5 % var de økonomisk bedst stillede. Blandt de 5 % låntagere var Jerne-Skads kommune. Når man betragter låntagernes navne og ser, at mange af dem er folk med ret små midler, mange har jeg kendt, så forbavses man over, at kun et par beløb er gået tabt, hvoraf det største er på kr. 145. Manden anføres at være rejst til Amerika. Det vidner om en anden mentalitet end den af 1950.

 

Bedstefader som jeg kendte ham

Bedstefader var af et meget stille væsen, sagtemælende og lidet talende, jeg ser stadig for mig hans høje foroverbøjede skikkelse, hans fra ørerne og ned over hagen altid velplejede skægkrans (skipperskæg), hans altid alvorlige ansigt, kun sjældent krusede et smil hans læber, aldrig mindes jeg at have set ham bryde ud i en rigtig latter. Jeg husker, at han har taget mig på sine knæ og talt om forretningsperspektiver, stor mark, mange køer, heste og lignende, men aldrig har han leget med mig eller andre børnebørn. Altid så jeg op til bedstefader med alvorlige blikke og i dyb ærbødighed.

Til beskæftigelse med åndelige spørgsmål levnedes der ham ikke megen tid, dog gik han jævnlig i kirke og til alters to gange om året, som han under konfirmationsforberedelsen var pålagt af pastor Hjort. Han udtalte sig sjældent om kristelige spørgsmål; men gjorde han det, vidnede hans udtalelse om, at hans tro var nærmest barnets. Jeg erindrer udtalelser som: »det står skrevet«, »det har præsten sagt« og lignende. Vinteraftenerne kunne han læse lidt af den såkaldte skolelærerlitteratur (Tyragod, Anton Nielsen, Zacharias Nielsen og andre). Aviser læste han omhyggeligt, og han gemte udklip helt tilbage fra 1870erne, især handelspolitiske artikler, og hvad der havde med vestjydsk landbrug at gøre. Hvad aviserne gav om forretningslivet blev grundigt gennemgået, og kapitelstaksterne blev omhyggeligt opnoteret.

Offentlige hverv havde han ingen af i den tid, jeg husker, og han havde sikkert ingen ønsker i den retning. At han måtte optræde i 1864 var vel nærmest, fordi sognerådet vanskeligt kunne få nogen til det, da de fleste var bange for tyskerne. Han har siddet i sognerådet en periode, men da han blev opfordret til at fortsætte efter periodens udløb, svarede han, at det var bedre at røgte sine egne høveder (kreaturer) end at muge ud hos andre. Jeg ved ikke, om det skulle være en hentydning til hans virksomhed i 1864.

Hans egentlige naturlige bedrift var arbejde, ja trofast arbejde. En søn fra en af de gårde, han havde tjent på i de unge år, har fortalt mig, at hans fader tit havde sagt, at han havde aldrig fået sit arbejde udført så godt og rettidigt som i de år, Niels Esbjerg tjente ham. Bedstefader bødlede på med hele sin legemskraft, både da han tjente hos fremmede, da han var karl hjemme på fødegården, og vel ikke mindst, da han satte fod under eget bord. Han var en arbejdets ridder af naturen, og det var vel tillige en nødvendighed for at klare sig, da han i de meget vanskelige tider overtog gården. Det tør siges, at han arbejdede af kærlighed til arbejdet; thi ellers ville han vel nok have taget sig det lidt mere mageligt, da han kom op i årene og efter datidens forhold blev en ret velhavende mand. Jeg erindrer at have set ham pløje i en alder af 70 år. Da de mange børn var hjemme, blev tiden i de lange vinteraftener udnyttet som sædvanlig på vestjydske bøndergårde, bedstemoder spandt, pigen kartede, karlene snoede simer eller udførte andet nyttigt husflid, og bedstefader strikkede strømper til de mange børn. Undertiden blev der til en afveksling læst en historie højt eller sunget en vise. Bedstefader havde et godt håndelag på det stykke værktøj, han fik i hånden, og gode kræfter, hvor det krævedes. Hans huggerum var nærmest at betragte som et tømrerværksted. Der fandtes godt værktøj, og meget almindeligt tømrerarbejde til eget brug blev udført der.

Talte bedstefader ikke meget, tænkte han desto mere over sine planer i stilhed, og når de så var gennemtænkt, var det ikke let at få ham til at foretage en ændring. Således da han købte Esbjerggården, og hans fader søgte at forhindre købet, da stod han fast, og hvorfor? Engang jeg som dreng fik lejlighed til at se i hans lille notesbog og læste om hans køb af gården og de 930 gl. rigsdaler og vel har sagt noget til ham derom, sagde han til mig: »Ja, da jeg skulle giftes, gik alle mine søskende hjemme, så jeg kunne jo ikke få fødegården, hvad var da mere naturligt, end at jeg, da lejligheden bød sig, købte min moders fødegård, der langt tilbage i tiden havde været i familiens eje, så opnåede jeg da den herlighed at komme til at bo på og dyrke slægtens jord.«

Noget andet var, at morbroderens enke af økonomiske grunde var nødt til at sælge gården og ved salget opnåede at sikre sig sit udkomme for resten af sine dage.

Min i 1918 afdøde broder Anton overværede for ca. 35 år siden et møde i Lunderskov, hvor en af Henry Georges eftersnakkere brugte bedstefader som et afskrækkende eksempel på en jordspekulant og skildrede ham som en flegmatisk, næsten åndssvag mand, der sad i sin magelige lænestol, røg sin pibe og inkasserede den ved grundspekulation indvundne fortjeneste, hidrørende fra værdistigningen af grundene ved anlæg af havn og bane.

Intet er mere fejlagtigt, intet lå mere fjernt for ham end spekulation. Han var først og fremmest bonden, der boede på slægtens gård (moderens fødegård). Hans sind var bunden til jorden, og han drev den med flid og interesse og opnåede ret store resultater, før havn og bane kom. At drive en hedegård op fra 6 til 34 kreaturer i ca. 20 år lader sig ikke gøre ved at sidde og ryge tobak i en lænestol.

Lignende resultater er vel nok opnået af mange andre hedebønder, der ikke var bange for at lægge kræfter i, hvilket også var en absolut nødvendighed. Det var hans glæde og lønnen for hårdt arbejde at se bedriften vokse, at se heden forvandlet til god agerjord med gylden høst.

Hans arbejde som bonde var ikke enestående; thi mange er de hedebønder, som ved sved og energi har bidraget til at gøre Danmark større, ved at forvandle den golde hede til yderig agerjord.

Desuden var bedstefader i besiddelse af så megen forretningssans, at han ikke gik af vejen for at tage fat på flere med landbruget beslægtede opgaver, som bygning af Jerne Mølle i 1857 til formaling af bøndernes korn, drift af teglværket til fremstilling af mursten til nybygninger og som medejer af flere mindre skibe i 1865-92, hvis formål i begyndelsen for en stor del var hensynet til samhandelen mellem Fanø og fastlandet. Det var altsammen noget, der lå forud for virkningen af statens foretagende.

Førnævnte opgaver havde han frivilligt taget op, nu kom det til udstykning af gårdens jord til byggegrunde, en opgave, der i sandhed interesserede ham mindre end noget andet af hans arbejde; thi derved var der jo sat bom for den videre udvikling af hans landbrug, der netop var i god gænge, idet han som den første der på egnen havde begyndt at mergle sin jord, ligesom han også var blandt de første, der såede græsfrø. Det med merglingen vakte megen opsigt, det ansås nærmest som galmandsværk. At grave sådan noget dødt ler op og køre det ud på marken kunne da kun gøre skade, blev der sagt.

Mange skoser blev ham tildelt i anledning af merglingen. Således blev han af en gårdejer i Rørkjær, Peder Søndergaard, der havde nedbrudt en væg af soltørrede lersten, tilbudt et læs stenbrokker til at køre ud på marken, idet samme gårdejer mente, at det var bedre end det såkaldte mergel.

Udstykningen var som før antydet en bremse på udvidelsen af hans landbrug, men han så på det som en nødvendighed, som en opgave, der var henlagt til ham, og denne opgave skulle udføres samvittighedsfuldt, hvorfor det ikke nyttede, at grundejere, der spekulerede i jord fra nabogården, kom til ham for at få fastsat nogle mindstepriser ved salg af byggegrunde. Det gjaldt for ham ikke om at få det mest mulige ud af det; men han havde også tanker for at hjælpe de småt bemidlede nybyggere ved små priser, lempelige udbetalinger og eventuelt lån til at blive selvstændige husejere, hvad dengang sattes højt. Men når en overenskomst var gennemtænkt, diskuteret og fundet anvendelig, så var det også meningen, at den skulle overholdes.

Entreprisen ved havnebygningen blev overdraget schweizeren ingeniør Carlé, han herskede uindskrænket på det areal, der til havneanlægget var afgrænset ved tre plovfurer, og han fik af arbejderne tildelt titlen »havnens konge«.

Egnens beboere fandt på at kalde Niels Esbjerg »Esbjergs konge« eller i daglig tale »Kongen«, et navn, der en overgang var meget benyttet. Det var jo således, at hos ham kunne der fås jord at bygge på, der kunne lånes penge på billige vilkår, der kunne købes landbrugsprodukter som mælk, kartofler, gryn, malt med mere, og skulle de have en sommergris, beregnet på at lægges i saltkarret til vinterføde, da kunne en lille pattegris også købes der samt senere lidt til dens trivsel. Lidt køkkenaffald blev der jo altid til grisen, og lidt grønt var der jo steder nok, hvor det kunne plukkes. Der kunne også lejes et stykke kartoffeljord for den, der havde interesse for selv at dyrke noget til køkkenet. Et kartoffelstykke betaltes efter størrelsen med 2 til 10 kr. for sommeren. Tillige kan nævnes, at mange er de skåle mad, der fra hans køkken er gået til syge i byen.

Medens vi er ved navnet »Konge«, er det vel også på sin plads at anføre, at Niels Esbjergs datter Kirstine (født i 1873) blev beæret med navnet »Prinsessen«. Byen fik også sin »kronprins«, det var det første barn, der blev født i byen, efter at havnearbejdet var påbegyndt. Det var en søn af murermester Frøkjær, og gaden, hvor han blev født i april 1869, fik senere navnet Kronprinsensgade til ære for byens »kronprins«, der i dåben blandt flere fine navne fik det borgerlige navn Jens.

Forfatteren Søren Alkærsig skrev i sin bog »Esbjerg« meget karakteristisk om ingeniør Carlé og bedstefader, der begge var tildelt titlen »konge«: »Det har truffet sig så, at på pionerbilledet er disse to »konger« kommen til at sidde ved siden af hinanden, men de vender sig bort fra hinanden, som om derved skulle udtrykkes modsætningen. Og vist er det, at den næppe kunne være større end her: Eventyreren ved siden af bonden, der bor på sine fædres jord. Niels Esbjerg var en i gammeldags forstand hæderlig, dygtig og sparsommelig bonde, der opdrog sine 15 børn tarveligt og strengt.«

Ja, det er sandt, trods byens vækst og hans samkvem med alle, høj som lav, vedblev han at have begge ben på jorden. Han blev ikke svimmel, da byens udvikling tog fart. Hans behandling af dem, der ønskede at købe jord og bygge hus, var fastlagt i 1868 og forandredes ikke, det var stadig moderate priser og lempelige udbetalinger. Han vedblev at være bonden, der holdt af sin jord og sin bedrift og drev de ved salg stærkt formindskede arealer stadig mere intensivt.

Godt at han havde lukket sine øjne, da en senere storspekulation holdt sit indtog i byen. Det ville have gjort ham ondt at se, hvorledes mange landboere fra omegnen blev revet med af spekulationsfeber og tabte store formuer.

Tre år før Niels Esbjerg døde, havde det hårde slid gjort sin gerning, da var han opslidt, kunne ikke udrette mere og kunne ikke forstå, at det var rigtigt.

Den 18. maj 1895 afgik han ved døden efter få dages sygeleje, hvor hans dalevende 10 børn fik lejlighed til at tale med ham for sidste gang. Han blev begravet på Jerne kirkegård, hvor hans første hustru og 5 børn, 2 af første og 3 af andet ægteskab, i forvejen var stedt til hvile.

Pastor Jens Andersen, Jerne, forrettede jordpåkastelsen og talte gribende ud fra et ord af Bjørnstjerne Bjørnson i fortællingen »Arne«, hvor moderen synger: »Herre, tag i din stærke hånd barnet, som leger ved stranden.« Præsten udtalte: Det var det tunge sinds brusende vand, men livet sejrede, han døde med fred i sjælen og i troen på sin frelser. Æret være hans minde.

 

Et par historier

Det var en sommerdag, jeg har vist været 12 år og boede i Boldesager hos mine plejeforældre, da politibetjent Fahrner fra Esbjerg kom ind til os for at spørge vej til en gårdejer, om hvem han havde en tilsigelse til. Min plejemoder og jeg var ene hjemme, og jeg var straks parat til at vise ham den efterspurgte gård og fulgte ham til den. Jeg tiltalte ham ved navn, hvorover han blev noget forbavset og spurgte, hvorfra jeg kendte ham. Jeg fortalte nu politibetjenten, at jeg havde set ham hos min bedstefader i Esbjerg. Han fik da at vide, at jeg hed Niels ligesom min bedstefader, hvortil han bemærkede, ja, så er du vel den stærkeste i skolen, hvad jeg ikke kunne sige ja til. Han sagde nu, at når jeg hed Niels, burde jeg være den stærkeste i skolen, »for din bedstefader var meget stærk«, og som bevis herpå fortalte han følgende tildragelse under vor vandring: Det var medens havneanlægget stod på, - og det var ikke rare mænd alle, der kom til byen, - at din bedstefader en søndag aften var på vej hjem efter at have besøgt Gregers skrædder. Han hørte da kvindehyl og råb om hjælp fra heden; og på grund af mørket kunne han ikke se noget tydeligt, men han gik efter lyden. Det viste sig da, at det var hans tjenestepige, der havde været i Strandby og nu var på vej over heden, hvor hun havde mødt en havnearbejder, der søgte at voldtage hende, hvorimod hun kæmpede tappert. På din bedstefaders forespørgsel om, hvad der dér gik for sig, svarede arbejderen, at det skulle han straks få at vide. Arbejderen, der var kendt som en frygtet slagsbroder, gik straks til angreb, idet han vel tænkte, at han let kunne lære denne halvgamle stilfærdige bonde til ikke at blande sig i hans anliggender; men her var han gået forkert i byen. Det blev Niels Esbjergs egestok, der stiftede bekendtskab med voldsmandens ryg og det så grundigt, at han dagen efter måtte blive i sengen. Nogle dage efter sivede historien ud, og det var jo en meget alvorlig sag, så jeg gik til din bedstefader for at indhente oplysninger; men han ville ikke fortælle noget. Først da manden på grund af kammeraternes drillerier havde forladt arbejdspladsen, fik jeg ham til at rykke ud med historien med den slutbemærkning: »Han har fået sin velfortjente straf.«….Blandt havnearbejderne, der kun havde kendt din bedstefader som den stille, godmodige mand, gik der nu sagn om hans kræfter. Og når der ved »Tutten« var slagsmål, blev der tit sagt for at kølne de ophidsede gemytter: »Vi henter Niels Esbjerg« eller »kongen«, hvad dog aldrig skete, og en henvendelse ville sikkert også have været frugtesløst. Derimod, fortsatte politibetjent Fahrner, var jeg tit glad, når jeg skulle foretage en arrestation og køre en arrestant til arresthuset i Varde, da at have Niels Esbjerg til at køre, for så forløb det altid sikkert….Det var politibetjent Fahrners ret jævne fortælling gengivet efter hukommelsen.

Da jeg senere foreholdt bedstefader historien og spurgte, om det var sandt, fik jeg til svar: „Jeg har endnu en god stok, og pas på at være en artig dreng.“

En anden tildragelse har jeg læst om i bedstefaders notesbog for landbrug med mere efter 1865, den der som før nævnt er bortkommen. Endvidere har jeg hørt den fortalt af min fader og fik den sidst fortalt af lokomotivfører ved Statsbanerne Christiansen i Viborg, han havde tidligere station i Esbjerg.

Det var kort før julen i 1874, hvor der arbejdedes med grusning på strækningen Esbjerg-Lunderskov med mandskab fra Esbjerg, hvor lokomotivet overnattede.

Bedstefader kom en aften kørende fra Jerne Mølle i en gammel arbejdsvogn fyldt med melsække, ovenpå hvilke han sad. Ved niveauoverskæringen med landevejen i Jerne, der nu er ført over banen ved en bro, så bedstefader toget komme fra venstre med tændte lanterner, men tænkte, at han let kunne slippe over, inden toget nåede overskæringen. Enten må nu afstanden ved lyset, (det var jo aften) være skønnet forkert, eller hestene har gået for langsomt. Vognen blev påkørt af lokomotivet med det resultat, at hestene blev frigjort og løb hjemad det bedste, de havde lært. Vognen blev slået fuldstændigt til pindebrænde med undtagelse af højre forhjul, der var ubeskadiget og blev opbevaret i mange år. Og bedstefader, hvorledes gik det ham? Ja, han fik en luftfart og havnede i jernbanegrøften med en mindre hudafskrabning på næsen ellers fuldstændig ubeskadiget. Lokomotivet holdt stille, og da lokomotivføreren kom hen til bedstefader, skældte han ud, hvortil lokomotivføreren bemærkede: »Gudskelov, at du kan skælde ud, Niels Esbjerg.« Bedstefader kørte så med lokomotivet ind på stationspladsen, hvorfra han gik de få skridt hjem, hvor hestene stod og ventede på ham ved stalddøren. Ingen havde mærket noget derhjemme. I bedstefaders notesbog havde han tilføjet efter beretningen: »Den, herren vil bevare, er uden fare.«

 

Føromtalte lokomotivfører Christiansen fortalte, at omhandlede lokomotiv, der havde nr. 45, i flere år gik blandt statsbanepersonalet under det uofficielle navn »Niels Esbjerg«. Samme lokomotiv, der var en »Stephensen«, havde den skæbne, at skibet, der førte den og søsterlokomotivet nr. 46 hertil fra England, sank undervejs; men blev atter hævet. Nr. 45 blev sat ud af drift og efter en reparation solgt i 1910 til entreprenørerne Fibiger og Villefrance, der havde anlægget af Aars-Hvalpsundbanen i entreprise. Da jeg som ingeniør ledede arbejdet ved nævnte baneanlæg, fik jeg således min bedstefaders ulykkeslokomotiv til brug ved dette anlæg og senere ved anlægget af Langelandsbanen.

 

En oplevelse havde jeg efter at være flyttet til Hedehusene i 1915. En dag så jeg en ponyvogn holde på landevejen ved min havelåge, og en hvidhåret ældre herre steg ud, i hvem jeg efter billeder genkendte en af Esbjergs pionerer. Han kom ind, præsenterede sig og fortalte, at han var i Roskilde i forretningsanliggender, og der havde han tilfældigt hørt navnet Niels Esbjerg og fik så lyst til at hilse på bæreren af dette navn, idet han gik ud fra, at det måtte være en slægtning af hans gamle ven af samme navn.

 

Efter at vi var kommet til sæde, ledtes samtalen straks ind på min bedstefader, hvem han var kommen til at holde meget af trods det, som han sagde, at de havde mange uoverensstemmelser, og at det var ham, der som regel måtte bøje af. Han sagde: »Jeg havde et meget varmt temperament, han var min modsætning, ja, næsten i alt. Havde vi haft et sammenstød, og jeg tænkte, nu er Niels vred, så var der ikke noget at mærke på ham, når forholdene krævede, at jeg atter måtte henvende mig til ham. Niels kunne tage en fornærmelse overlegent, og ingen mærkede til nag fra hans side; men ved lejlighed kunne der komme en kort bemærkning, man aldrig glemte. Ja, engang blev jeg meget vred på ham. Jeg og min kone havde sådan et ægteskabeligt opgør, og ret som det var hedest, træder Niels ind og blander sig i den sag på en for mig ydmygende måde, og det måtte jeg finde mig i. At han ikke ville udnytte et menneskes vanskelighed til egen fordel, fik jeg bevis for.« Det er stadig pioneren, der fortæller. »Jeg havde anlagt et teglværk og fået ovnen anbragt for nær ved skellet til hans jord, hvilket daglig generede arbejdet på værket meget. Vanskeligheden kunne afhjælpes ved køb af et lille areal fra Niels’s ejendom; men jeg var bange for, at han skulle se min vanskelighed og forlange en meget stor betaling for det ønskede jordstykke, hvorfor jeg mente at skulle gå meget snedigt frem. Jeg købte så et jordstykke af ham vest for banen, meget langt fra teglværket, for et beløb af 3100 kr., så sagde jeg ligesom henkastet i spøg: Hvad vil du have for din søndermark, hvortil han tørt bemærkede: Søndermarken har jeg mere brug for end du; men du mangler 1 skp. jord (1750 kvadratalen) ved din ovn, og det kan du få for 125 kr. Jeg var lige ved at tabe vejret ved at høre det billige tilbud og ved at høre, at han var godt klar over min stilling. Imidlertid købte jeg et areal ind til teglværket så stort, at købesummen blev 1594 kr. Havde det været mig, der var sælgeren, ville jeg have udnyttet situationen på en for mig mere indbringende måde. Det var i maj måned 1875. Ja, sådan var Niels Esbjerg.«

Da pioneren var steget til vogns og var i færd med at give mig hånden til afsked, lyser et lunt smil op i hans gamle ansigt, og han siger: »De skal nu have historien om Niels Esbjergs gamle hat. Jo, ser De, han havde en gammel hat, der var meget nusset og ilde set af hans kone, der ville have den gamle hat smidt bort, men det ville Niels ikke, så det blev til en kraftprøve; men nu kom en tredie til, det var tjenestepigen, hun syntes, at den gamle hat trængte til forskønnelse, om Niels vedblivende skulle bruge den. Hun fik en malersvend, der arbejdede på gården, til at male en vejrmølle på den med grøn oliemaling, og det syntes hun var en stor prydelse; men Niels var ikke af samme mening, han blev meget vred, da han så hatten, og så blev den kasseret.«

Ja, så kørte vognmand Olsen med Gebhardt ad Roskilde til, og jeg har ikke set ham siden.

Senere fortalte jeg min fader det anførte. Han erklærede, at det var rigtigtnok altsammen. Ja, hvad med det ægteskabelige opgør? »Ja,« sagde min fader, »din bedstefader kom ind på omtalte pioners værksted, hvor han havde bundet konen for at give hende en afstraffelse. Der skete nu ikke andet, end at din bedstefader uden at sige et ord løste hende.« Hvad der så siden blev talt om, vidste min fader ikke.

Vi lever i en tid, hvor skilsmisserne hører til dagens orden eller rettere uorden. I tiden omkring 1875 førte end ikke et så groft overgreb som det foran antydede til skilsmisse. Dengang var ægteskaber som regel indgået på livstid. Skilsmisser var uhyre sjældne.

Når jeg i afsnittet 1864 skrev, at sognefoged Niels Pedersen i Veldbæk vist havde henstillet til sognerådet at opfordre Niels Esbjerg til i 1864 at forsyne fjenden med slagtekvæg, da hidrører det fra en samtale, jeg som dreng hørte. Sognefoged Niels Pedersen og gårdejer N. P. Sillasen var i mit hjem i Boldesager, vist i anledning af noget brandassurance, og ved den traditionelle kaffe gik samtalen. De talte om de to slesvigske krige og kom ind på sognefogdens besværligheder under disse.

Niels Pedersen, der var en meget beskeden mand, sagde da: »Ja, i den første krig var der ikke ret meget at gøre, skønt jeg dengang var ny i tjenesten. Og i 1864 lå der mange tyskere en tid i Esbjerg og Strandby, og der havde jeg det held at finde en god hjælp i Niels Esbjerg, så tyskerne hurtigt lærte at gå uden om mig med en del, hvad jo også var det letteste for dem i det hjørne af sognet. Selvfølgelig gav krigen alligevel ikke lidt arbejde og undertiden ret store besværligheder.« Senere blev der talt om sognefogdens besværligheder under Esbjerg by’s opvækst, om de mange ture, han med stok i hånden havde vandret til Esbjerg, om hvor mange mil det vel kunne beløbe sig til ialt, sikkert en ganske anselig vejlængde. Herunder nævnte sognefogden, at Niels Esbjerg førte liste over de af ham udstykkede arealer med tilhørende hartkorn og tiendeafgifter, hvilke han i flere år opkrævede og overbragte mig, når pantelisten var ude.

 

image005

Niels Christensen Esbjerg’s børn og børnebørn

Som tidligere nævnt var Niels Esbjerg 100 procent vestjydsk bonde, og hans efterkommere synes ikke at have fornægtet deres afstamning og har bevaret kærligheden til mulden. Hans sønner blev på een nær bønder, der drev deres jord med flid og fulgte godt med i landbrugets udvikling. Ingen søgte af ærgerrighed at komme ind i offentlige tillidshverv, men også deri lignede de deres fader. Helt undgå tillidshverv kunne de ikke, men det havde især deres interesse, hvor der var vanskeligheder at overvinde. Således kan nævnes, at da Skads Kirkes søndre side truede med at vælte, var der mange i sognet, der ganske simpelt ønskede at få bygget en ny kirke. Nogle mente, at man kunne mure siden op af røde mursten, da tårnet for en stor del var opført af dette materiale. Der taltes også om, at der ikke kunne skaffes granit til supplering ved en ommuring. Under disse diskussioner kom Niels Esbjergs søn Jens ind i kirkens bestyrelse, og i modsætning til de to andre bestyrelsesmedlemmer holdt han på, at siden skulle mures op i den gamle skikkelse, og han fik provstesynets medhold.

Kirken og våbenhuset er fra det 13. århundrede og opført af smukt tilhugne granitsten. I dets indre findes pragtfulde gotiske hvælvinger. Tårnet, der har spir, var oprindelig også opført af granit, der ved senere ombygning for en stor del er bleven erstattet med røde mursten.

Kirken er meget højt beliggende og kan ses flere mile bort. Senere er kirkens indre blevet meget smukt dekoreret af maleren Ole Søndergård antagelig i 1930. Det skete ved private bidrag, og beboerne viste stor offervilje, så de må sikkert være meget glade for deres kirke, hvad de også har grund til.

Samme søn af Niels Esbjerg var også meget virksom sammen med gårdejerne Søren Pedersen i Måde og Jørgen Bruun i Gjesing, da der måtte kæmpes hårdt for at få det store andelsmejeri i Skolegade i Esbjerg oprettet, hvorefter de nogle år sad sammen i bestyrelsen.

Den eneste af sønnerne, der ikke blev landmand var Søren, der blev udlært som møbelsnedker og drev forretning nogle år i Kongensgade i Esbjerg. Senere byggede han et dampsavskæreri i Borgergade, men tiden var ikke moden til et så stort foretagende, så han solgte fabrikken, der senere blev nedlagt. Søren flyttede derefter til Bramminge og vendte tilbage til møbelsnedkeriet.

Af børnebørnene er flere slået ind på andet erhverv end landbruget, selvom deres vugge har stået på bondelandet, og der stadig spores stor interesse for landbruget. De fleste er dog blevet ved det fædrene erhverv, de pløjer trofast mulden og lever som gode landmænd. Lad os kalde dem børnebørn af første klasse. Her skal gives en kort oversigt over dem af anden klasse, der har forladt landbruget, men derfor dog ikke tabt interessen for Danmarks bærende erhverv. - Dette afsnit er udeladt og afsnittet om Niels Christensen Esbjerg’s efterkommere og anetavle er også udeladt.

 

Der er i tidens løb skrevet meget om Esbjerg af folk, der er mere vant til at føre pennen end jeg. Bortset fra det, der er udsprungen af en mere end frodig fantasi, synes jeg, at der i bøger og ved forskellige lejligheder, således ved radioudsendelsen i anledning af byens 50 års købstadsjubilæum ved nytårstid i 1949, er gjort for meget arbejde på at fremstille byens fortid som meget sølle.

I radioudsendelsen hed det sig, at gaderne for 50 år siden kun var sandstriber. En dame blev interviewet og fortalte, at hendes mand tjente 15 kr. ugentlig, og radiodamen var lige ved at besvime ved at høre om denne lille ugeløn. Det lyder også underligt for ører af i dag; men det var en ugeløn, der var almindelig også i andre byer dengang. Forresten tjente de ved skibene på havnen betydeligt mere, tit over det dobbelte, og de 15 kr. var vel nærmest et minimum. Her kan anføres, at jeg kan huske, at en arbejder ved tærskning vinterdage har fået i løn pr. dag 50 øre plus kost.

Velstand var der ikke i byen, det var fra 1869 til 1899 en befolkning uden meget jordisk gods, men med mange gode sunde børn. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til det gode sammenhold, der var blandt hele befolkningen, og den energi og viljestyrke, der blev lagt for dagen for at nå bedre frem, hvilket i høj grad må respekteres og beundres. Mange higede efter at få eget hus, og her fandt en del støtte og gode råd hos Niels Esbjerg.

Jeg erindrer også at have læst, at ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke og kirkegård blev stenhugger Witt begravet mellem lyngtørvene. Hvorfra disse lyngtørv skulle være kommet, forstår jeg ikke rigtig, da arealet var dyrket i 1868. Den daværende ejer af Nygården har fortalt mig, at han dette år havde ca. 10 td. land besået med rug nord for Skolegade indbefattet kirkegårdens areal. Endvidere erindrer jeg inden indvielsen at have set mænd i gang med planering og anlæg af gange på kirkegården under ledelse af gartner Søren Pedersen, om jeg husker rigtig.

At Esbjerggårdene, Strandby og Rørkjær, i 1868 var rent bondeland, er en kendsgerning, ligeså, at der fandtes betydelige hedearealer, men betydelige arealer var under ploven og blev efter datidens forhold drevet ret godt. For Niels Esbjergs gård er tidligere anført avlingen og kvægbesætningens størrelse i tiden før 1868 (17 malkekøer og 17 ungkreaturer).

Som dreng erindrer jeg at have set frodige kløvermarker og bølgende kornagre på Esbjerggårdenes jorder. For ikke at bygge for meget på drengefantasi kan nogle tal fortælle lidt om dyrkede arealer i 1880erne. Foruden lidt ungkreaturer holdtes der på Esbjerggårdenes jorder ca. 50 malkekøer fordelt på følgende måde: Vognmand Pogge havde 12 stk. malkekøer, Niels Esbjerg 12 stk., vognmand Jakob Bech, der havde et stykke jord i forpagtning, som ejedes af manufakturhandler Christiansen, havde 6 stk. malkekøer, skrædder Niels Gregersen havde 3-4 stk., hotelejer H. Wulf Petersen, der ejede ca. 7 td. land nord for Nygårdsvej, havde 3-4 stk., og så var der Nygården, i hvis stald jeg aldrig har været, den havde antagelig 14 stk. malkekøer.

En anden kendsgerning var, at medens Esbjerg by var en del af Jerne-Skads kommune, skete der forsømmelser på næsten alle områder. Landboerne var i flertal i sognerådet indtil december 1891, da byen erobrede 7 af sognerådets 9 mandater, og så kom adskillelsen i 1894, så Esbjerg sammen med Strandby og Rørkjær blev en selvstændig landkommune. Der blev valgt et sogneråd uden megen skelen efter politiske linier, der krævedes dygtige og energiske folk, der var opgaven voksen, og det var ikke småting, der blev udrettet i de 5 år, der gik, inden byen blev købstad i 1899. Der kan nævnes anlæg af både gasværk og vandværk, bygning af skole og store vejarbejder. Kongensgade har jeg aldrig set som en sandstribe (jf. radioen), den var amtsvej og havde en god befæstelse af slåede skærver, så den stod på højde med de fleste chausseer på den tid. Den blev overtaget af byen og blev asfalteret. Andre gader havde fået en ubetydelig befæstelse af harpet grus (runde sten), og om efteråret og vinteren var det et almindeligt syn at se vognmænd køre fast med bygningsmateriale, så der måtte lettes på lasten for at nå videre frem. Nogle af disse gader fik brolægning. Der blev af sognerådet lagt en beundringsværdig energi og arbejdsevne for dagen, store resultater opnåedes trods befolkningens ringe skatteevne.

At byen som købstad stadig er avanceret frem i et for andre byer ukendt tempo er et faktum til ære for bystyret og beboerne. Men al ære og agtelse for pionererne, der i 1868 og følgende år strømmede til byen fra alle egne af landet, ja, endog fra nabolandene mod nord og syd. Det var hovedsagelig folk uden mange penge på lommen, men oftest folk, der var besjælet af arbejdsevne, sej udholdenhed, flid og nøjsomhed. Der måtte arbejdes hårdt for at bjerge føden, så de dovne og slappe forsvandt hurtigt fra pladsen. Hver familie var en ener, der var ingen slægtskabsbånd mellem de forskellige familier, ingen fælles minder, der bandt. Enhver måtte se at klare sig selv. Det eneste bånd, der bandt pionererne sammen og holdt modet oppe også i mørke tider, der ikke udeblev, var fælles skæbne, kærlighed til byen, interessen for dens fremtid og håbet, bestyrket af spådomme om en strålende fremtid for deres by.

I min bedstefader Niels Esbjergs hjem har jeg i min drengetid set mange forskellige af byens borgere. Der kom byens spidser, der tit havde ærinde i forretningsanliggender, og byens mindre velstillede, når det var sløjt med fortjenesten, eller de var hjemsøgt af sygdom, så en håndsrækning var tiltrængt. Mange gode navne erindres. Her skal foruden dr. med. O. Bruun og hotelejer Spangsberg, hvis betydning var stor, endnu nævnes navnet på en mand, der havde stor indflydelse på den unge bys udvikling, en mand Niels Esbjerg agtede højt og følte sig særlig tilknyttet. Det var proprietær Breinholt, han var en ualmindelig elskværdig og retlinet mand, altid parat med råd og dåd, når det gjald byens vel og altid villig til at åbne pengepungen, når der kaldtes på frivillige bidrag til gode formål.

Endvidere skal nævnes to mænd, jeg som dreng især beundrede. Den ene var Peter Jensen, kaldet Tusindkunstneren, efter min og fleres opfattelse var der ingen grænser for, hvad han kunde præstere af tekniske vidundere. Han var udlært snedker og tømrer og kom til Esbjerg fra Sønderjylland blandt de første pionerer. Efter at have været havnearbejder eet års tid byggede han et atelier og blev byens første fotograf. Han anlagde byens første vandværk ved havnen, beregnet på skibenes forsyning med vand. Senere drev han med flere svende stor blikkenslagerforretning i nogle år. Da to eller tre af landets købstæder havde fået telefon først i 1880erne, syntes Tusindkunstneren, at Esbjerg også måtte have en sådan talemaskine (den blev også kaldt sladremaskinen), og han anlagde byens første telefonnet, vist i 1884/85. Arbejdet med telefonanlægget førte med sig, at han blev elektriker og virkede som første mand i dette fag i sin by.

Han var i besiddelse af et medfødt teknisk snilde, så han formåede at fremstille de fleste maskiner, han så.

Den anden, jeg i mine drengeår beundrede, var brøndgraver Toft, han havde bajonetben, og tit så man ham i købmand Pallesens butik, hvor han underholdt kunder, der havde tid til at høre på ham, med sine svære bedrifter dels som brøndgraver, dels som »tandlæge«. Der var på den tid ingen tandlæge i byen. Fik folk tandpine og skulle have en tand fjernet, var dr. Bruun til tjeneste for en betaling af 2 kroner; men doktoren havde en vældig konkurrent i brøndgraveren, der udførte en tandudtrækning for 1 krone. Efter hans egen udtalelse var han langt bedre til det arbejde end doktoren. Hans speciale ved tandudtrækning bestod i, at han forinden anvendelsen af tangen med sin lommekniv skar kødet løst omkring tandhalsen.

Det hændte sig i disse dage, at en smed i Skads fik tandpine og for at dulme smerterne, badede han den dårlige tand med brændevin; men da han til daglig var vant til at indtage temmelig store doser af denne vare, skulle der meget til i denne specielle anledning, hvilket havde til følge, at da smeden henvendte sig til dr. Bruun for at få tanden trukket ud, blev han anmodet om at gå og så komme igen, når han blev ædru. På gaden traf smeden en dreng, til hvem han klagede sin nød. Drengen vidste straks råd, idet han henviste smeden til Toft og fulgte ham derud for en betaling af 10 øre, og så blev sagen klaret.

Anførte hændelse har jeg hørt Toft fortælle flere gange, men på den måde, at doktoren ikke magtede at trække smedens tand ud, og at enhver dreng i byen kendte Toft og vidste, at han var dygtig til at trække tænder ud. Toft sluttede gerne sin fortælling med følgende udtalelse: »Hvad tandudtrækning angår, da kan dr. Bruun ikke gøre mig noget, de vanskeligste tilfælde kommer til Toft, og så får folk det udført for det halve.« 

Arealberegningen efter de gamle mål er:

1 alen = 2 fod = 0,628 meter(m).

1□ alen = 0,4 □ meter.

1 tønde (td.) land = 0,5516 hektar (ha.) der også svarer til 14000 □ alen (al.).

 

En teglbrænder i Esbjerg

 

image009

Hans Peter Jensens familie i 1915

Omkring 1874 rejste brødrene Hans Peter Jensen, Jens Andreasen Jensen og en søster, Jeng Dorthea Jensen fra Vilslev nord for Ribe i kongerigets del til den nye havneby: Esbjerg. (Den anden del af Vilslev var jo blevet besat af prøjserne og østrigerne i 1864, og blev efterfølgende administreret efter slesvigsk lov fra Kiel). De kom fra dét Vilslev, der ligger vest for Gredstedbro og nord for Ribe, og deres hjem lå på udmarken nordvest for landsbyen Vilslev; og gården kaldtes Bøgesvang. Navnet stammer fra boghvedevangen fra landsbyfællesskabets tid. Hans Peter Jensen var født i d. 7. juli 1856, Jens Andreasen Jensen d. 27. januar 1846, og søsteren Jeng Dorthea Jensen d. 7. april 1848, og begge brødrene var uddannet som bygmestre i gammeldags forstand, således at de kunne mure, snedkre og tømre. Forældrene var gårdmand Jens Pedersen fra Hygum og Christine Jensen ”af Vilslev”, men som også skrives som Stine Jensdatter fra Tjæreborg i kirkebøgerne, og de var begge født i 1820. Der var yderligere to brødre: Peder Jensen født i 1852 og Bastian Jensen født i1853.

 

Hans Peter Jensen havde lært håndværk hos snedker Mikkel Nielsen, der boede på Kjærgårds Mark i Hunderup sogn, thi snedker Mikkel Nielsen havde i sine unge dage sejlet på langfart som skibstømrer; men han havde et hidsigt sind, og kunne når et eller andet drillede ham blive helt afsindig. Da de omkringliggende sogne opkøbte Kjærgård (Riber Kjærgaard) og omdannede den til fattiggård i 1868 havde Mikkel Nielsen ofte arbejde på gården, og han vækkede dengang opsigt blandt gårdens folk, ved at han i sommertiden kravlede ind i jomfruovnen for at sove til middag. Fattiggården blev i 1890erne en stor byrde for det lille Hunderup sogn

 

Men Hans Peter Jensen var altså 18 år i 1874 og broderen Jens Andreasen Jensen var 28 år, og de fik straks noget at bestille i Esbjerg. Det første stykke murerarbejde de fik, var på Jernbanevej ved opførelsen af Hotel Esbjerg der blev opført i 1874/75 ved Hans Wulff Pedersen, der også var tilflytter fra Vilslev. Hotel Esbjerg var dengang Esbjergs første to-etagers hus (senere Exnersgade 47), og hotellet lå overfor den nyopførte jernbanebygning på Jernbanevej. Bygningen omtales også som Østborg, og i september 1889 bortbytter ejeren hr. Wulff Hotel Esbjerg med en gård. D. 11. april 1897 indvies Hotel Esbjerg som Arbejdernes Forsamlingsbygning, og Aktieselskabet Arbejdernes Forsamlingsbygning bortbytter Hotel Esbjerg, med Kellers Konditori på hjørnet af Torvegade og Borgergade d. 15. september 1897.

 

De to brødre byggede også gårde på landet, og flere gange købte de træet på Fanø af skibsførerne, når de kom hjem med trælast fra Norge. Med et mindre fartøj blev træet som de købte, så sejlet fra Fanø og ind gennem Sneum Å eller Kongeåen, hvor træet på et passende sted blev læsset af, og derfra hentet med køretøjer. (Muligvis har det været Ribe Å i stedet for Kongeåen, da Kongeåen ikke egnede sig til denne form for transport). Fanø skipperne var meget dygtige til at handle, og tjente penge på alle mulige måder og på alle mulige ting. Sejlede de i ballast til Norge, da var ballasten fra Esbjerg god muldjord som de solgte til nordmændene, og jorden blev benyttet til havejord på de norske fjelde. Sejlede de med ballast til Holland, da gjaldt det om at få kampesten med som ballast, da kampesten var meget efterspurgt i Holland. Dengang blev der smuglet mange ting i land ved Esbjerg, tømmer, jern, søm, tjære, pander, gryder og mange andre ting. Toldkontrolløren havde til huse i Hjerting, hvor der var en ladeplads, så han kunne ikke følge med i hvad der skete på kysterne. Nok var der et åbnet et toldsted i Esbjerg i 1875, hvor tolderen havde lejet et rum i ølbrygger Olsens hus og et rum i marketenderiet »Tutten«, nede på havneområdet. Men fattigdommen medførte altså smugleri udenom myndighederne, og især ved Rørkjær, hvor der også var en ladeplads, og som jo lå et stykke væk fra toldhuset. Hjerting havde iøvrigt 7 havgående fiskefartøjer i 1869; i 1885 20 både; og Esbjerg havde 8 træskibe i 1881; 13 tildels dæksbåde i 1882; 10 både i 1885 og i 1892 var 17 fiskefartøjer var hjemmehørende i Esbjerg. Roborghus ladeplads syd for Tjæreborg var også et udskibningssted, og her foregik også smuglerier; - ligeså var også Strandby udskibningssted.

 

Adskillige huse i Esbjerg blev i en del år opført af brødrene Jensen fra Vilslev. I Jernved kirke blev Jens Andreasen Jensen viet d. 9. april 1879 med Ingeborg Villadsen (25 år), og hun var datter af af afdøde Gunde Laval [?] Villadsen i Gredsted. Men Jens Andreasen Jensen gik så fra håndværket da han blev gift og overtog sin kones fødegård i Gredsted, og da han var opvokset ved landbruget, var arbejdet på gården ham ikke fremmed; og det siges om Jens Andreasen Jensen, at ligesom han var en dygtig håndværker, så skaffede han sig som landmand ligeså stor respekt og agtelse. Som gårdmand blev han kendt under navnet Jens Bøgesvang fra Gredsted, - et navn han antog d. 30. december 1905.

 

Derefter påbegyndte Hans Peter Jensen sit første arbejde alene, da han byggede huset på hjørnet af Kongensgade 51 og Kirkegade 17 i Esbjerg, og kort tid efter at Hans P. Jensen havde bygget huset, solgte han huset for 7.500 kroner. Peter Knak åbnede en velassorteret manufakturhandel i ejendommen d. 1. 9. 1909 og Thomas Vestergaard kom til byen i 1909 fra Fjelstrup ved Haderslev, hvor han overtog Peter Knaks manufakturforretning i 1913, der skiftede navn til Th. Vestergaard manufakturhandel.

 

Hans P. Jensen forstod at grundlaget for husbygning var teglsten, og købte derfor i 1880 et mindre gammeldags firkantet teglværk ved hjørnet på Jernbanevej/Gasværksgade, hen til den Darumvej, altså lige bag det senere Autoforum i Exnersgade. Sælgeren var den kendte Louis Gebhardt, og samme år i 1880 fik Hans Peter Jensen borgerbrev. I 1881 producerede dette teglværk 3000.000 sten om året med 4 mand ansat.

 

Men det første lille teglværk her ved markerne ved Esbjerg blev startet af Niels Barkentin i 1850 i Rørkjær, og gårdejer Niels Christensen Esbjerg købte dette teglværk i 1864, men først i 1870 kom der gang i ovnene, og da kunne man brænde 200.000 sten pr. sæson med 3-4 mands hjælp, og få stenene aftaget til nybyggerne i Esbjerg. Men teglværket solgte Niels Christensen allerede i 1870 til slesvigeren Thomas Ernst. I 1869 startede Chr. Møller Fredsted et teglværk på 6 tønder land ved kysten, som han købte af gårdejer Nils. P. Sillasen, Rørkær, og i 1870 anlagde slagter Louis Gebhardt et teglværk på Esbjerg jorde, som jo blev opkøbt af Hans P. Jensen i 1880. N. Chr. Knudsen anlagde i 1875 et teglværk i Strandby. Men i 1890erne var de to største arbejdspladser i Esbjerg: Steffen Møllers teglværk og Karl Laursen teglværk, og mange af teglværksarbejderne var med til stifte Arbejdsmændenes Fagforening i 1890 i Esbjerg med 169 medlemmer.

 

I 1890 betalte teglbrænder Hans P. Jensen 1.089 kr. i skat, hvorimod en teglbrænder blev ansat til 10 kr. i skat om året. Men d. 5. september 1891 fremkom et heftigt uvejr og en skypumpe der blæste en del tagsten af to huse ved Lille Baunehøj, og skypumpen trak videre henover Hans Jensens Teglværk, hvor størstedelen af bygningen knuses. Skypumpe løftede teglværkets tagkonstruktion og smed taget over på det areal hvor gasværket kom til at ligge i 1896, og teglværkets høje skorsten væltede også.

 

I 1893 blev Hans P. Jensen gift med frøken Kristine (født Thomsen) fra Skive-egnen, Bransbjerg, og hun var født i 1871. I 1893 byggede Hans P. Jensen en ringovn, og med den steg stenproduktionen betydelig, men han var en forsigtig mand, og tog den med ro. I de følgende år leverede han mange sten til huse i Esbjerg og for manges huses vedkommende var han selv bygherre. Husene solgte han både før og efter de var bygget. I flere år havde Hans P. Jensen teglværksarbejdere fra Tyskland fra fyrstendømmet Lippe. Lippe var ikke særlig frugtbart, og derfor rejste de unge karle hvert år til forskellige lande for at arbejde ved teglbrænding, som de var kendt med i hjemlandet. Undertiden rejste der også unge piger med, og tit var det kærestefolk der fulgtes ad for at tjene penge til at starte et hjem, og de gik selvfølgelig for en lavere løn end danske arbejdstagere. Disse tyske teglværkekarle kaldtes altid "lippedet-karle". Til Hans P. Jensen kom der i flere år blandt lippedet-folkene både mand og kone, der arbejdede sammen, og konen lavede mad og arbejdede ellers med ved stenstrygningen. Meget tidlig om foråret kom de tilrejsende, og tog straks fat på arbejdet, og det var fra den tidlige morgenstund til sen aften. Lippedetfolkene havde kun en eneste interesse, og det var at tjene så mange penge som mulig, indtil de rejste hjem, og således var alt deres arbejde på akkord. I disse travle år med teglværkbrænding ændrede Hans P. Jensens navn til teglværksejer Hans Jensen.

 

Teglværkejer Hans Jensen var også med i spekulationsperioden da jordpriserne steg fra dag til dag i Esbjerg, hvor store formuer tjentes, - men dog de fleste på papiret. Kun få tjente rede penge, og da nedgangsårene kom, var der mange der led smertelige tab. Men trods handelsvildskabet i Esbjerg passede han sit arbejde ved teglværket. Det var først da de mange grunde begyndte at komme på tvangsauktion fra midten af 1890erne, at teglbrænder Hans Jensen kom med i stor stil, og da var dét forskellige konsortier samt heste- og kreaturhandlere der var kommet i klemme med jordstykkerne, og som måtte realisere jorden med stor tab. Grundene solgte Hans Jensen igen eller lod bebygge med sten fra eget teglværk.

I 1897 var byggeriet altså gået i stå, og mange teglværker krakkede eller kom til at ligge stille. Men i 1898 etablerede fagforeningerne blokade mod Hans Jensen teglværk, fordi han udnyttede de billigere tyske arbejdere, der arbejdede fra morgen til aften om foråret, og han ville ikke indgå priskurant med fagforeningen, der ville sikre ensartede lønforhold på teglværkerne.

 

Fra Hunderup sogn var hestehandler Hans P. Hansen, (Hans Peder Møller) blevet ejer af mange store og små byggegrunde i Esbjerg, bl.a. også grunden hvorpå Centralhotellet kom til at ligge. Centralhotellet på hjørnet af Torvet og Kongensgade blev opført i 1888 som Hotel Skandinavien, men blev omdøbt til Centralhotellet i 1893. Hans Peder Møller solgte ifølge skødet, grunden for nogle få hundrede kroner, og mange andre jorder og byggegrunde som Hans Peder Møller havde fået opkøbt, solgte han til teglbrænder Hans Jensen. Grunden i Kongensgade 31 (senere Blichfeldt) skiftede skøde d. 16. december 1884 fra H. P. Hansen til Hans Jensen, og igen d. 20. marts 1888 skøde fra Hans Jensen til I P. Dahl. I de følgende år solgte teglbrænder Hans Jensen hist og her en byggegrund eller byggede selv på en grund. Det vakte stor opsigt i Esbjerg og i oplandet da teglbrænder Hans Jensen i 1908 byggede Englandshus, der efter den tids forhold var en meget stor og betydelig bygning. Stenene til Englandshus var fra eget teglværk og bygningen tegnet af arkitekt H. P. N. Heidemann fra København. I 1908 brændte Hans Jensen sten for sidste gang i ringovnen, og sidenhen blev ovnen benyttet som lager. Men byggeriet forsatte med tegninger og beregninger, og så tog Hans Jensen fat på at bygge Paladshotellet, der d. 24. januar 1914 blev indviet som det store flotte nye hotel i Esbjerg. Paladshotellet blev senere overtaget og købt af O. D. Clausen. I 1929 lod Hans Jensen bygge det store hus på hjørnet af Englandsgade og Kongensgade (der hvor restaurant Buster ligger i dag).

image011

Hans Peter Jensens Teglværk i 1935

Søsteren, Jeng Dorthea Jensen, der i 1870erne fulgte med sine to brødre til Esbjerg, blev gift med møllebygger Mads Jensen i april 1874 i Vilslev Kirke, og han var født i Hegnsvig sogn d. 16. januar 1843. Han byggede flere møller på egnen, bl.a. Ølgod Mølle, som han selv drev i nogle år. Han flyttede fra Ølgod i 1880 og kom til Esbjerg i 1881. I Esbjerg byggede han mølleri på en grund der dengang strakte sig fra Kongensgade til Borgergade, det senere Kongensgade 24 hvor Tekstillagerets butik kom til at ligge. Møllekværnene blev dreven af en stor vindrose, og der var kørevej på grunden fra Kongensgade til Borgergade, lige forbi møllen. Mølleriet med kornhandel drev Mads Jensen i en del år, indtil han solgte forretningen til melhandler Lars Pedersen, der med fordel drev forretningen i mange år. Møllebygger Mads Jensen byggede sig et hus på Jernbanevej 3 (Jernbanevej skifter navn til Exnersgade i 1912), og han boede der i en del år sammen med sin kone, der døde efter januar 1904, idet det er opgivet, at d. 8.12.1909 er Mads Jensen registreret som enkemand, og han flytter til Gammelby i april 1912. Den 24-årige datter, Mary Kirstine Jensen, flytter på samme tidspunkt til Tjæreborg. I over 20 år levede møllebygger Mads Jensen et stille og tilbagetrukket liv. Han var en meget fin og dygtig snedker og havde kendskab til maskiner. Fra tidlig forår til efterår var han i de mange, så godt som hele tiden på Lunds Teglværk hvor han lavede modeller i træ til tandhjul og andre ting der skulle støbes på jernstøberiet.

 

Teglværksejer Hans Jensen overlevede sine to søskende og han døde i 1945 næsten 90 år gammel, og boede ved sit teglværk lige til sin død. Det fortælles, at teglværksejer Hans Jensen var en stille mand der passede sig selv, og derfor blev han ingen forgrundsfigur i det stærkt voksende Esbjerg, og dog er der ikke mange, der har handlet og bygget for større værdier i Esbjerg end ham i datiden. I dommerkontorets skødeprotokoller findes Hans P. Jensens navn atter og atter, og under den tyske besættelse i 1944 blev der lavet bunkers ved Hans Jensens gård.

 

 

 

 

Lidt om bager J. P. Keller i Esbjerg.

Niels Barkentin havde startet et teglværk i Rørkjær i 1850 (senere hed det Esbjerg Teglværk), og han kom fra Damsmark i Alslev, og byggede et bageri helt nede på hjørnet af Havnegade og Stormgade i 1869, og da han ikke var fagmand, overlod han allerede d. 1. april 1870 denne ejendom til bager J. P. Keller, som var født i Thorning ved Viborg d. 8 marts 1835, veteran fra 1864 og som døde i Esbjerg i 1918. Hans forældre var Mette Marie Dyhr og Johan Georg Keller i Thorning. Bager J. P. Keller, kom således første gang til Esbjerg i 1870, og næste gang i 1876, da han startede sit kendte konditori på hjørnet af Torvegade og Borgergade, og det skete efter, at Johan Peter Johan Georg Keller den 12. oktober 1876 får skøde på Borgergade nr. 40 fra Niels Christensen Esbjerg (langt senere kendt som: Borggården). Cafe og Restaurant Kellers konditori (Kellers Gård) ved Fanø Bad fik han bygget i 1875, og det blev senere til Kellers Hotel. Den 23. september 1892 skriver aviserne, at bagermester Keller har fået bevilling som konditor i Esbjerg og at han i den anledning har påbegyndt forarbejderne til ombygning af sin ejendom.  Kellers Konditori på hjørnet af Torvegade og Borgergade er det eneste konditori i byen, og åbnes d. 24. december 1892. I anledning af Esbjergs 25 års jubilæum d. 28. juni 1893 omdøbes Borgergade 40 til: „Kellers Konditori og Lysthave“. Borgergade 38 opføres i 1895 af konditor J. P. Keller, og de to kviste blev sat på i 1903. Kellers Konditori på hjørnet af Torvegade og Borgergade overtages d. 15. september 1897 af Aktieselskabet Arbejdernes Forsamlingsbygning, der bortbytter selskabets ejendom: Hotel Esbjerg i Exnersgade (Jernbanevej), med Kellers Konditori, der blev omdøbt til Casino. Kellers Konditori havde jo også flere gange lagt lokaler til arbejderbevægelsen dannelse i Esbjerg, bl.a. for den første Fagforening for Barber- og Frisørsvende.

Bager Keller var en aktiv mand og medstifter af en række foreninger og æresmedlem af både Bagerforeningen og Beværternes Forening, og bager Keller var med i den første bestyrelse for Esbjerg Håndværker- og Industriforening, der blev stiftet d. 15. oktober 1882, dengang da Esbjerg kun havde 1600-1700 indbyggere. Bager Keller var også med i oprettelsen af den første tekniske skole i Esbjerg, samt i komiteer og bazarer til fordel mod trykkende og uheldige kår i denne by. I 1883 stiftedes indenfor foreningens medlemskreds en sygekasse, hvis formand blev bager Keller. Desårsag hed „Kassen" almindeligvis Kellers Sygekasse. Den havde nu ikke så forfærdelig mange medlemmer, thi esbjerggenserne havde ikke tid til at ligge til sengs i de tider!

Bager Keller var også en mand, der sagde sin mening; men han kunne derudover underholde sine venner og gæster med de mest utrolige historier, og han var ligefrem søgt for sine talegavers skyld. Disse legenders tal var legio, men på en måde hørte de sammen med bager Keller og dermed også til foreningens sammenkomster - de fornøjelige klubaftener, hvor bager Keller kunne - og ville - overtrumfe enhver i fortællingens kunst.

I sin tid var bager Keller også med til at „sætte jernbanen af“ oppe ved Skjern; men han benyttede sig naturligvis ikke af nivelleringsapparater, hævede kun albuen i højde med øjnene og tog sit sikre bestik på den vis. Og Keller kunne blive ved i det uendelige. Hvem af „de gamle" har ikke hørt ham grundigt berette om dengang, han ene mand løftede en jernbaneskinne, „som fire, store, stærke, dumme bønderkarle forgæves stod og baksede med" …eller dengang han ryddede Hotel Esbjergs sal for 28 fulde søfolk, der alle var bevæbnede med lange knive! - „Og vi troede ham jo - næsten", slutter een af de gamle berettere lunt! En anden mener, at navnlig hans jagthistorier var hårrejsende. Bager Keller var et livsstykke i Esbjergs datid og en førende skikkelse og meget, meget aktiv.

 

Esbjerg Hermetikfabrik, 1920-1945.

Konsul Ditlev Lauritzen flyttede godt nok fra Esbjerg i 1914 til København. Men han havde set fiskernes store vanskeligheder med afsætningen af deres kuller-fangster i årene 1915-18, og blev klar over, at der burde oprettes en dansk hermetikfabrik, der kunne tage konkurrencen op med de store udenlandske, som igennem mange år havde forsynet det danske marked. I vinteren 1917 kom der en nordmand, Sebjørnsen, til Esbjerg for at købe en kutter af fiskeskipper S. P. Sørensen - Sebjørnsen udnyttede sit Ophold i Esbjerg til sammen med fiskeskipper Sørensen at undersøge Muligheden for Fabrikation af Fiskehermetik i Esbjerg, og dette gav Stødet til, at tidligere Planer om Anlæg af en Fiskehermetikfabrik efter norsk Mønster ved Esbjerg ny Fiskerihavn nu for Alvor blev taget op. Ditlev Lauritzen kom i forbindelse med fiskeskipper Sørensen, og i august 1918 blev der afsluttet en Kontrakt med Esbjerg Havneråd om Leje af en 5.600 m2 stor Grund ved Esbjerg ny Fiskerihavn. I september 1918 udarbejdedes Planerne for Fabrikken under Ledelse af en kyndig norsk Hermetikmand, Hr. Nordland fra Stavanger. I Slutningen af november 1919 var Fabrikken færdig, så Driften kunne begynde, og d. 14. januar 1920 stiftedes så Esbjerg Hermetikfabrik A/S, men fabrikkens mange hjul var dog allerede begyndt i drift i december 1919. Fabrikken var udstyret med de fineste tekniske Maskiner efter udenlandsk Mønster og anlagt ved Esbjerg ny Fiskerihavn, således at den lå centralt for Vareindkøb og Vareforsendelse. Som den første Direktør blev antaget den norske Hermetikmand Ths. R. Nordland, der på Grund af sine store Erfaringer havde været med til at udarbejde Planerne. Det var en Selvfølge, at Fabrikken først beskæftigede sig med de store Fangster fra Kullerfiskeriet. Der blev sat en stor Fabrikation igang af Fiskeboller, Fiskefrikadeller og Fiskerand. Men det viste sig hurtigt, at ikke alene på det danske Marked var der gode Afsætningsmuligheder. England og Amerika havde også brug for Hermetik fra Esbjerg, og Produktionen blev så stor, at over 200 Arbejdere var beskæftiget ved Fabrikken. Mulighederne var store, og snart havde Fabrikken Forbindelse med de fleste større Skibsprovianteringshandlere over hele Europa, der alle var ivrige efter at sælge den gode Hermetik fra Esbjerg. Fabrikken gjorde også et stort propagandarbejde for at opnå de bedste Resultater i Udlandet, således blev der f. Eks. sammen med Fiskebollerne til England medsendt en lille Brochure til hver Dåse, hvor Fabrikken på Engelsk fortalte Forbrugerne, hvor fin en Spise Fiskeboller var, og hvorledes de skulle tilberedes. Fabrikken udvidede stadig og kom snart i Gang med Fabrikation af Ansjoser, Gaffelbitter og anden Kold Konserves til det hjemlige Marked. Også Blikvarefabrikation var indrettet på Fabrikken, og alle Dåser blev fremstillet her. Det var en stor Afdeling, som beskæftigede mange Mennesker.

Imidlertid blev Fabrikken bortforpagtet i 1924 til en anden Konservesfabrik, der fortsatte i de Spor, som Grundlæggeren havde anvist. Der skete dog en Del Forandringer i Forpagtningstiden - således blev bl. a. Blikvarefabrikationen nedlagt, da Forpagtningsfirmaet ikke havde Brug for denne Afdeling. En stor Blikvarefabrik købte Maskinerne, og den kom i Fremtiden til at levere Fabrikkens Blikdåser.

I 1926 kom den første Tunfisk til Esbjerg, og det blev en stor Begivenhed for Byen. Den blev udstillet i Byens Isværk, og der var i mange Dage en stor Folkevandring hertil. Hermetikfabrikken købte den, og man fik Øjnene op for en ny Fabrikation, da det kort efter viste sig, at Tunfisken nu holdt til i de danske Farvande. Det blev en fin Vare, som er kendt overalt i Dag.

Men stadig var der nye Ting, der blev taget op, og Eksporten til England blev forøget med nye Artikler, bl. a. røgede Kuller. Den 1. januar 1938 - to år efter Konsulens Død - overtog Familien Lauritzen igen Fabrikkens Drift, og siden er nye lækre Hermetikprodukter sendt ud på Markedet. Kunderne er efterhånden kommet i Vane med at vente noget nyt og velsmagende fra Esbjerg Hermetikfabrik, noget, der liver op på Frokostbordet og i Madpakken. Det er overraskende og bemærkelsesværdigt, at Esbjerg Hermetikfabrik, der blev bygget for 25 år siden og uden noget Forbillede på dansk Grund, stadig er fuldstændig up to date. Ustandselig er der foretaget Forbedringer. Man har hele Tiden sørget for at modernisere og indkøbe Maskiner efter Tidens Krav, ligesom Produktionsmetoderne stadig forbedres. Ved Fremstillingen af Fiskehermetik er gennemført Hygiejne en lige så stor Nødvendighed som selve Fiskene. Fabrikken er derfor indrettet med ethvert Hensyn til de hygiejniske Krav. Det vil være for trivielt for Dem at læse om, og også for os at fortælle om alle de Ting, vi ikke kunne få under Krigen. Men eet er givet: den Dag, da Forholdene igen er normale, står vi parat til at sætte ind for fuld Kraft. - I 1970 holdt Hermetikfabrikken 50 års jubilæum

Webmaster