Om skolerne i Esbjerg.
Af B. Tengnagel Jørgensen.
Ca. 1957
1883-1889
I århundreder havde beboerne i
Esbjerg, Strandby og Rørkær sendt deres børn til skole i Jerne og sidenhen til
Boldesager skole. De mange tilflyttere, der kom til Esbjerg efter 1868, fandt
åbenbart, at vejen til skole var for lang for deres børn; mange af børnene fik
derfor en dårlig skolegang, ja nogle kom måske slet ikke i skole. Der var da
flere, der indrettede en slags privat skoleundervisning i Esbjerg, blandt andet
en Madam Beck, der allerede begyndte at holde skole i 1870. Hun skal have haft
en halv snes elever. Sognerådet må åbenbart have været tilfreds med hende; i
1878 indrømmedes der hende en skolestue uden inventarium indtil den 1.
november; men der må være kommet uenighed mellem hende og sognerådet, der i
oktober 1878 overlod skolestuen til en Madam Hermansen til brug for en syskole;
men sognerådet forbeholdt sig dog at tage anden bestemmelse, »hvis Mad. Beck
ikke godvillig vil flytte ud«.
En anden privat skole fra 1870erne
var lærer Langvads. Den begyndte i 1873 i Havnegade nr. 69 og bestod, til
Langvad i 1876/77 blev førstelærer ved Esbjergs første kommunale skole.
I 1880erne var der flere private
skoler i Esbjerg. 1881-84 søgte skolebestyrerinde frk. K. Jørgensen flere gange
sognerådet og amtsrådet om understøttelse til sin skole. I 1883 svarede
sognerådet, at det ikke ville være rigtigt at give tilskud, »idet hendes skole
ikke skønnes at have nogen som helst betydning for Esbjerg«. I 1884 ville
sognerådet kun anbefale hende til en understøttelse som en ældre og værdig
trængende lærerinde.
Der var i 1883 1700 indbyggere i
Esbjerg, og heraf var der 709 børn under 14 år. Af de undervisningspligtige gik
250 i kommunens skole, hvor de var fordelt i 4 klasser og blev undervist af to
lærere og en lærerinde. En del småbørn gik i mindre forberedelsesskoler, hvor
de »kunne erholde en tarvelig, kun efter meget beskedne krav nogenlunde
tilfredsstillende undervisning«. Større børn, der skulle have en mere fyldig
uddannelse, var henvist til undervisning i hjemmene, eller de måtte daglig
rejse med jernbanen til realskolen i Varde eller Latinskolen i Ribe.
Den 21. juli 1883 udsendte
toldforvalter Hassing indbydelse til forskellige mænd i Esbjerg med
skolepligtige børn til at samles for at drøfte spørgsmålet om oprettelsen af en
privat drenge- og pigeskole, der skulle give en fyldigere undervisning end den,
folkeskolen kunne give.
15, senere 17, af byens familier
var blandt de interesserede; alle mændene var velkendte i Esbjerg dengang, og
selv nu - 75 år efter - vil mange af navnene være os kendte: Købmand C. M.
Christiansen, havnemester Bloch, toldforvalter V. V. Hassing, fabrikant Brinch,
stationsinspektør Bruhn, skibsbygmester Dahl, postmester Due, hovmester I. P.
H. Lund, overbanemester Larsen, udvandringsagent Hans Nielsen, købmand Mads
Jørgensen, hotelejer M. Spangsberg, proprietær N. P. Sillasen, lokomotivfører
A. Theis, dampskibsfører Thomsen, dampskibsfører Warrer og maskinfører Berg.
Mødet om privatskolens oprettelse
fandt sted d. 23. juli 1883 - ejendommeligt nok på Kommuneskolen. Efter særlig
anmodning var sognepræsten pastor Kemp også mødt. Til at gennemføre
skoleplanerne blev der nedsat et udvalg bestående af toldforvalter Hassing,
havnemester Bloch og købmand C. M. Christiansen.
Det vedtoges, at den nye skole
skulle ledes af en af udvalget antagen bestyrer, der til medhjælpere skulle
have to lærerinder, »hvoraf den ene må være ikke ganske ung og særlig dygtig«.
Skolepengene blev sat til 100 kr. årligt for eet barn, 150 kr. for to, 175 kr.
for 3 og 200 kr. for 4 børn. Skolens fag var mange: religion, dansk, tysk,
engelsk, fransk, fædrelandshistorie, verdenshistorie, geografi, naturhistorie,
fysik, matematik, regning, skrivning, gymnastik, tegning, sang og for pigerne
håndarbejde - til skolemateriel anvendtes 500 kr..
Da 15 familier med 35 børn havde
tegnet sig, mente udvalget, at skolen kunne begynde med 3 klasser. »Den ikke
ganske unge og særlig dygtige lærerinde« ville man lønne med 600 kr. årligt,
den anden lærerinde med 450 kr.. Lokale, brændsel og rengøring ansloges til 450
kr.. Bestyrerens løn blev sat til 1000 kr. årligt. Man tænkte også på at lade
ham overtage skolens økonomi, således at hans løn skulle bestå i overskuddet.
Til førstelærerinde antoges frk.
Marie Nielsen. Hun var fra Varde, havde tidligere været privatlærerinde for
hotelejer Spangsbergs børn i Esbjerg og derefter hos en dansk familie i
England. Hun blev ved Privatskolen et par år og fortæller (1938), at ved
skolebestyrer Pedersens fratrædelse tilbød man hende at overtage skolens
ledelse, men det turde hun ikke indlade sig på. Hun blev senere ansat ved
kommuneskolen i Varde. Frk Laura Johnsen blev andenlærerinde.
Til bestyrerpladsen meldte der sig
adskillige efter en annonce i »Jyllandsposten« i august 1883. En af dem, der
havde sprogeksamen fra et akademi i Magdeburg, tilbød at skænke skolen en
naturhistorisk samling på ca. 50 udstoppede fugle, ca. 20 andre udstoppede dyr,
deriblandt en abe og et dovendyr, en insektsamling på ca. 300 eksemplarer og
flere sager i spiritus.
Hverken ansøgeren eller hans
samling kom imidlertid nogensinde til Esbjerg. Da toldforvalteren havde skrevet
noget om de klimatiske forhold, frarådede hans huslæge ham nemlig at rejse
herover. Han takker for, at han er blevet gjort opmærksom på et forhold, han
ikke selv havde taget i betragtning.
Hos en anden ansøger, der er cand.
phil. og forstmand og en tid har haft en skole på Bornholm, er det galt med
sproget. Han begynder sit brev således: »Som medunderskreven i avertissementet
tillader undertegnede mig at henvende mig til hr. toldforvalteren...«. I marginen
har »hr. toldforvalteren« tilføjet et »uha«.
I et privat brev tilrådes det
toldforvalteren at søge en skolemand med prøvet dygtighed og videnskabelig
dannelse; »men med de vilkår, som byen nu kun formår at byde, undrer det mig -
undskyld, at jeg siger min mening rent ud! - mere, at De overhovedet kan få
nogen til at gå ind derpå, end at ingen mere kvalificeret melder sig... Jeg
ønsker Dem og Deres by i »the far west« held og lykke til den nye skole. Det er
virkelig en vanskelig sag at få sine børn oplærte mellem nybyggere..«
Desværre foreligger der ingen
papirer fra den mand, som fra d. 1. oktober 1883 overtog stillingen som lærer
og bestyrer ved Esbjerg Privatskole. Han hed Andreas Pedersen, var seminarist
fra København. Han er ikke udgået fra Blaagaard, men han kan være udgået fra et
af de nu nedlagte seminarier, der dengang fandtes i København. Han ledede
skolen til 1887, men blev i Esbjerg som forretningsmand og rejste senere til
Amerika, siges der.
Hans kontrakt med skoleudvalget
fylder 4 foliosider og giver oplysning om fag, skolepenge, de udgifter han skal
afholde, f. eks. 600 kr. og 360 kr. til de to lærerinder, husleje med 20 kr.
pr. måned, belysning, opvarmning og rengøring af lokalerne. Overskuddet er hans
lønning. Ansættelsen gjaldt for eet år med 3 måneders opsigelse. I
sygdomstilfælde må lærerne selv stille vikar for egen regning.
|
Til
højre ses den private skole også kaldet Gebhardts stald, og såmændt også
kaldt gendarmkasernen. Efter fru Witt's mand døde, flyttede fruen over i den såkaldte
gendarmkaserne. Bygningen strakte sig fra jernbanelinien op til Østergade.
Kasernen bestod af en lang staldbygning, i hvis nordre ende der var
beboelseslejlighed på 1. sal og privatskole i stuen. |
De tre skolestuer indrettedes i her
gengivne hus i Østergade, som tidligere havde tilhørt teglværksejer Gebhardt,
og som nu ejedes af C. Meyer, Hamburg. Den ene skolestue er lige så stor som de
to andre tilsammen. I det store værelse, der vendte mod nord, skulle opstilles
en magasinovn, i de andre stuer kakkelovne. I værelserne indrettedes virksomme
ventiler.
Den 2. oktober 1883 kl. 11 blev
Esbjerg Privatskole indviet. Der var mødt 38 børn med deres forældre,
bestyreren, de to lærerinder og pastor Kemp, der holdt indvielsestalen. Før og efter
blev der sunget en salme. Toldforvalteren takkede for den tillid, man havde
vist udvalget, og til sidst talte skolebestyrer A. Pedersen om hans og skolens
fremtidsgerning og fremsagde trosartiklerne. Indvielsen sluttede med »Kong
Kristian« og »Der er et yndigt Land«. Hele højtideligheden varede een time.
Skolen var nu i gang. Den yngste
lærerinde havde udelukkende den nederste klasse. Den ældste lærerinde havde
alle fagene i ældste pigeklasse undtagen religion og regning; desuden havde hun
sprogene i ældste drengeklasse. Omvendt havde bestyreren alle fagene undtagen
sprog i drengeklassen og desuden religion og regning i pigeklassen.
I oktober 1883 indsendte udvalget
et andragende til Kultusministeriet om et tilskud på 500 kr. straks og 2000 kr.
for det kommende finansår, da Jerne kommune »formentlig ikke vil se sig i stand
til at træde hjælpende til eller i en overskuelig fremtid at etablere en
almindelig borgerskole med realundervisning som den, der findes i købstæderne«.
Ministeriet gav imidlertid afslag med den motivering, at andragendet var kommet
for sent. En fornyet henvendelse førte heller ikke til noget.
I marts 1884 overværede udvalget
»overhøringen« og var meget tilfreds med pigeklassen, ret vel tilfreds med de
øvrige to klasser. I april bestemte udvalget som »en særdeles ønskelig og
nødvendig foranstaltning«, at lektierne i alle fag skulle gennemgås (forklares)
på skolen efter den foregående lekties afhøring. I anledning af et andragende
til amtsrådet om økonomisk støtte meddelte provst Valeur, Guldager, i februar
1885 toldforvalter Hassing, at han sammen med adjunkt Øllgaard, Ribe, den 3.
marts ville inspicere undervisningen ved skolen.
Men på dette tidspunkt havde
toldforvalteren ikke mere med skolen at gøre. Allerede på generalforsamlingen i
juni 1884 var det med 9 stemmer mod 6 blevet vedtaget fra d. 1. oktober at
overdrage skolen til bestyrer Pedersen, der forsøgte at få sognerådet til at
støtte skolen. I 1884 og 1885 fik den også 50 kr. og i 1886 60 kr. i
understøttelse, og »hvis man havde haft bedre evne i pekuniær henseende, så
ville man gerne have tilstået ham noget mere, da man må anse hans skole for at
være heldig for Esbjerg by«. (Sognerådsprotokol d. 3. okt. 1885).
At sognerådet var tilfreds med den
nye skole ses af et svar (d. 4/10 1884), som sognerådet sendte Ribe Stiftamt i
anledning af skolens andragende om amtsstøtte: »man må anse det for heldigt, at
Privatskolen i Esbjerg vedbliver at bestå, og det var ønskeligt, at den for at
vinde fremgang får al den støtte, som kan opnås; dog ville man - i lighed med
hvad hr. provst Valeur har udtalt - anse det for rigtigst, at skolen blev
underkastet et tilsyn af sagkyndige mænd«.
I 1887 forhøjede sognerådet sit
tilskud til 75 kr.. Samme beløb udbetaltes i 1888 og i 1889. I 1890 dog 100 kr.
At skolen gik fremad og vandt
autoriteternes anerkendelse, turde fremgå af, at den, som det ses af
årsberetningen for »det lærde skolevæsen 1887«, ligesom landets øvrige
realskoler, fik 800 kr. til anskaffelse af fysiske apparater.
Desværre er der kun bevaret
dokumenter for tiden 1883-84 (85), nogle eksemplarer af en i 1883 indkøbt
skriftlæsningsbog, et fotografi af skolens lærere og elever fra 1885. To af
skolens elever bor nu i Roskilde. Det er direktør Kemp (født i 1877), søn af
præsten, der talte ved skolens indvielse den 2. oktober 1883. Den anden er fhv.
fabriksinspektør og motorsagkyndige i Roskilde Laust Spangsberg (født i 1880) -
en mand, der hele sit liv har dyrket Esbjerg historie. I Emdrup (ved København)
lever en tredie af 1883-skolens gamle elever, direktør Fr. Brinch (født i
1880).
Om sin skolegang i 1886 skriver
Fr. Brinch i 1954 følgende: Som barn var jeg meget svagelig, moder døde da jeg
var ca. eet år af tuberkulose. Jeg selv blev opereret to gange for
knogletuberkulose af dr. O. Bruun, der til assistance havde lægen ombord fra
fiskeriinspektionsskibet »Guldborgsund«. Jeg husker tydeligt den sidste af
operationerne. Jeg var dengang 5 ½ år og ser endnu mine to fætre fra Oporto,
der stod i døren og så, jeg blev bedøvet. Operationen fandt sted i vor
spisestue og på spisebordet.
Min søster Alma - der blev gift
med den engelske konsul Jørgen Nielsen - og jeg gik i skolen, der var indrettet
i den daværende gendarmkaserne, hvor der i gavlen var indrettet skolestuer. Det
var en fæl tur om vinteren at gå i mørke fra Strandbygade, hvor fars fabrik lå,
og det skete jo adskillige gange, vi dumpede i grøften, der løb langs
Strandbygade. Ofte bad vi drenge om at få lov til at »gå i gården« for at komme
ind til gendarmerne, der altid var venlige og fornøjelige. Jeg husker jo
adskillige af lærerkræfterne dengang; men engang imellem måtte der søges hjælp
til de mindste klasser, såfremt der var sygdom iblandt lærerkræfterne. Jeg
erindrer således havnebetjentdatteren Paula Mikkelsen, der kun var 4-5 år ældre
end jeg, hun underviste i dansk og regning.
Skolen blev holdt ren af madam
With, der boede ovenover. Hun blev gift med Philipsen, der var handelsmand med
en trillebør. Vi børn tingede ofte med ham om priserne på æbler, blommer og
pærer, og derved skabte han sætningen: »rask må det gå«, som er blevet Esbjergs
valgsprog, og som byen lever op til.
Så blev der jo i 1890 bygget en ny
bygning over for kirken i Skolegade. Det var jo store og flotte forhold i
modsætning til gendarmkasernens lokaler.
Fra 1886 er der to realskolebestyrere,
nemlig foruden Andreas Pedersen seminarist Kristen Vestergaard Jensen. Han var
født d. 19/2 1855, dimitteret fra Blaagaard seminarium 1880 med hovedkarakter
»duelig« og kunne forestå kirkesang. Han ledede skolen som eneejer 1887-89, blev
derefter lærer ved Københavns skolevæsen (1892-1923) og døde d. 5/5 1934 i
København. Han var også lærer ved teknisk skole i København i mange år og
censor ved denne skole lige til 1934.
Fra tiden 1887-90 fortæller
tidligere fabriksinspektør i Roskilde Laust Spangsberg (født i 1880): De første
bogstaver lærte jeg at skrive og læse hos frøken Kirstine Hansen - senere fru
Rosendahl - der, sammen med sin mor, datter af pastor Gabriel Koch og enke
efter gårdmand H. P. Hansen i Jerne, boede i Borgergade, hvor de havde
skolestue i deres dagligstue. Ved den skolepligtige alder kom jeg så ned i den
private skole i gendarmkasernen, også kaldet Gebhardts stald.
Foruden gendarmerne boede jo også
fru (madam) With, der holdt de tre skolestuer rene. Fru With blev jo gift med
handelsmand Philipsen, der jo var forfatter til valgsproget »rask må det gå«.
Gendarmerne
- de lyseblå - var vi drenge jo
meget optaget af, og gårdturen skyldtes jo mange gange mere dem end maven. Det
kneb jo noget med ventilationen inde, men ude var der jo rigelig med
tumleplads. Når man ser skolelokaler i de nye skoler nu til dags, kan man ikke
lade være med at tænke tilbage. For os drenge, der boede i den vestlige del af
byen - hotellet, skibsbygmester Dahls villa og Brinchs fabrik etc. - gjaldt det
om at bruge benene for at nå hjem til middag, og om eftermiddagen ved mørkets
frembrud var grøfterne undertiden vanskelige at komme udenom.
Eksamensret opnåede skolen dog
ikke, skønt bestyrer Vestergaard Jensen efter Rübner Petersens udtalelse var en
dygtig lærer. De elever, der sendtes til eksamenskommissionen i København,
faldt igennem.
I 1889 tog forældrene atter som i
1883 sagen i deres egen hånd, stiftede et aktieselskab »Esbjerg Realskole« og
købte Vestergaard Jensens Realskole med inventar og samlinger for 2000 kr.
Vi kan spørge, om skolen fra 1883
har haft nogen betydning? I årsskriftet for Esbjerg Realskole 1892-93 skriver
den daværende bestyrer Rübner Petersen i anledning af, at toldforvalter Hassing
overdrager arkivsagerne fra 1883-85 til Realskolen: Disse (dokumenterne) vidner
om, at det udvalg, der i 1883 oprettede skolen, med megen dygtighed, interesse
og energi har taget sig af sagen, om end resultatet, som bekendt på grund af
omstændigheder, som udvalget ikke kunne være herre over, ikke svarede til det
store arbejde, der var udført. For realskolen har »Esbjerg privatskole« haft
den store betydning, at den har forberedt oprettelsen af denne og i flere
retninger jævnet vejen for den, og netop derfor har det været realskolen en
glæde at kunne indlemme ovennævnte papirer i sit arkiv. Disse papirer er nu i
statsskolens arkiv.
Af de 2 lærerinder fra 1883 blev
frk. Marie Nielsen senere kommunelærerinde i Varde, født i 1858 og død efter
1938, og frk. Johnsen blev gift med senere stationsforstander Lindsted.
Af lærerne fra disse år er Niels
K. Kristensen den mest kendte - ikke som lærer, men som børnebogsforfatter.
Hans bøger læses endnu. »Byens vovehalse« hedder én af dem - den er med adskillige
hentydninger til skoledrenge og lærere fra datidens Esbjerg. Niels K.
Kristensen var fra Næstved-egnen, født i 1859. Han var i Esbjerg i årene
1886-90, kaldtes og lønnedes som førstelærer og fortsatte som sådan et år
sammen med Rübner Petersen (1889-90) i de gamle lokaler i Gebhardts stald, også
kaldet gendarmerikasernen. Siden var Niels K. Kristensen kommunelærer i
København. Han døde 1924.
1889-1907
De forældre, der i 1889 sluttede
sig sammen om oprettelse af et aktieselskab til at drive skolen videre, var
kredsen fra 1883, nemlig: toldforvalter Hassing, fabrikant Brinch,
skibsbygmester Dahl, købmand Mads Jørgensen, udvandringsagent Hans Nielsen,
hotelejer Spangsberg, proprietær N. P. Sillasen, dampskibsfører Thomsen,
dampskibsfører Warrer, pastor A. Kemp og flere.
Denne gang forhandlede man ved
undervisningsinspektøren for realskolerne, professor Møller, om hvem der skulle
lede skolen, og valget faldt på den 27 år gamle leder af Hinnerup Realskole O.
Rübner Petersen, mens Niels K. Kristensen fortsatte som førstelærer og
seminarist Niels Christensen fra Vester Nebel som andenlærer og en lærerinde.
Niels Christensen blev kun ved skolen et år, da han skulle være soldat. Han
endte som overlærer i Ringkøbing.
Bestyrerens løn var 1800 kr. eller
1600 kr. med bolig, førstelæreren fik 1100 kr. »med udsigt til stigning«,
andenlæreren 900 kr. og lærerinden 700 kr. årligt.
Fabriksinspektør Laust Spangsberg
fortæller om tiden til 1894 (nedskrevet i 1957): Lærerne var Rübner Petersen,
N. K. Kristensen og Christensen Nebel. Skønt N. K. Kristensen (forfatteren) og
Christensen Nebel kun var kort tid ved denne skole, husker jeg dem tydeligt.
Førstnævnte for hans livfulde væsen og undervisning, og Christensen Nebel - den
stille rolige - fordi jeg havde ham til regning, hvilket fag ikke hørte til mit
bedste.
Rübner Petersen, skolens bestyrer,
var jo myndig og forstod at skabe sig respekt, men hidsigheden kunne nu og da
løbe af med ham. R. P. var tysklærer og meget dygtig. Han lod os finde melodier
til de lange gloserækker og mange vers i Kapers lærebog. Vi kappedes om at
finde de melodier, der kunne bruges. Man blev dengang hos ham og andre lærere i
sprog hørt i gloserne. Alle fik en glose til dagens læsestykke. Hos alle lærere
fik vi karakterer i stedet for de nu benyttede vidnesbyrd, og i hjemmene
karakterpenge. Selvom hans hidsighed, efter vi drenges skøn, fik ham til at
straffe uretfærdigt, kunne han dog ofte slå på hjertets bløde strenge.
Så kom den nye skolebygning i
Kirkegade med 6 lyse klasseværelser i bygningen ud mod Kirkegade og
gymnastiksal med mere i bygningen over gården. Naboen mod øst var trædrejer,
der havde sin trædrejebænk på første sal og drivkraften - en hesteomgang - nede
i gården. Plankeværket ind til ham var ikke højere, end at vi drenge kunne nå at
råbe »prr« til hesten. Drejeren blev jo gal, og til sidst blev der sat en
stopper for slige drengestreger. Skolepladsen var så stor, så vi kunne spille
langbold der. En interessant genbo ovre på hjørnet var »jomfru Lof« - hendes
navn var nu Off - hvor vi kunne få afleveret vore udskrevne stilehæfter og
handle om slik. Det var slet ikke nogen lille forretning, hun drev, og slik var
jo billig dengang. En stor klump for 2 øre.
Af andre lærere mindes jeg
matematik-, engelsk- og sanglæreren Rasmus Jensen for hans grundige
undervisning, der, da jeg som svend jo skulle tage præliminæreksamen, kom mig
til stor hjælp.
I. A. Hansen, den senere
kommunebogholder, mindes jeg som vor fysiklærer, hvis fysiktimer vi altid
glædede os til. Den lille lærer Christensen, hvis stok vi ikke kunne lade i
fred. Lærer Gjedde, der ligesom lærer Lykke ikke behandledes så godt af os. Med
lærer Lykke kom vi dog, inden han forlod skolen, på god fod, og før hans
afrejse mødte vi og sang en smuk afskedssang.
Af lærerinder husker jeg frk. Vestergaard
- senere fru Rübner Petersen, - frk. Fuglsang, der selvfølgelig blev døbt
kvidder, var inkarneret københavner. Vi havde hende i gymnastik, piger og
drenge på samme hold. Hun optrådte i korte skørter. Vi drenge kunne jo ikke
lade være med at fæstne vore blikke på et par særlig velformede piger under
deres opvisning som svalereder i trapetzen. Fru Jensen (R. Jensens frue),
degnedatteren fra Jerne, gjorde sig stor umage for at få os lært at lave
sløjdarbejde.
Sportspladsen uden for skolen
fandtes ikke. Vintersporten - snesporten - foregik på dæmningen vest for
Dokken, og skøjteløbningen ude ved Møllers Teglværk, hvor de høje skrænter -
10-
Sommerudflugter gik til Letbæk
Mølle, Nørholm, Fanø, ja, selv Spangsberg Mølle gæstede vi.
Efter min konfirmation d. 30/9
1894 gik jeg ud af skolen. Den 3/10 kom jeg i maskinlære for efter læretidens
udløb at læse til maskinist. Søen drog jo; men øjnene var ikke gode, så
styrmand etc. kunne jeg ikke blive. Da jeg skulle læse til cand. polyt. måtte
jeg bide i det sure æble og tage præliminæreksamen.
Nå, men i et billede fra ens
skoletid er det jo næsten altid lærere og lærerinder, der træder stærkest frem.
Huske dem alle kan man vist sjældent; men nogle er der jo, der særligt har fæstnet
sig hos en og er med i billedet.
Økonomisk gik skoleåret 1889-90
godt. Huslejen i de små lokaler i Østergade var 20 kr. om måneden. For 31,50
kr. årlig lejede man endnu et værelse hos madam Witt, og et andet sted fik man
gymnastiklokale for 18 kr. om året. Ialt beløb huslejen sig til 289,50 kr. Til
brændsel blev der anvendt 105 kr., medens madam Witt besørgede rengøringen for
8 kr. om måneden. Årets udgifter beløb sig til ialt 5520,68 kr. Indtægten var
på 6927,40 kr.: skolepenge 4553 kr., tilskud fra Jerne-Skast kommune 75 kr.,
amtstilskud 300 kr., statstilskud 2000 kr. Året gav således et overskud på
1406,72 kr.
Det var imidlertid klart, at de
gamle lokaler ikke var tidssvarende. Hvordan var de mon? Det er så heldigt, at
Rübner Petersen i årsskrift for 1914 giver en levende skildring af
lokaliteterne; han skriver: »Lokalerne var lejet i »Gebhardts stald«, en meget
lang og lav bygning med højst forskellig anvendelse. Først kom skolen, den
havde 4 værelser og hovedindgangen; adgang til den sidste havde dog også en
gammel kone, der boede i nogle loftsværelser oven over skolen, og som, således
synes det mig nu, hver middag stegte flæsk, der sendte en mere eller mindre
appetitvækkende duft ned over den ganske skole og mindede os alle, lærere og
elever, om at det snart var på tide at gå hjem for at få noget at leve af. Det
forekommer mig, at jeg endnu kan lugte flæsket!
Derefter kom arbejderboliger; så
en slags gendarmerikaserne - de »lyseblå« eksisterede endnu dengang og gjorde
god nytte med at holde orden, hvad byens eneste og gamle politibetjent ikke
kunne og vel heller ikke gjorde forsøg på, - derpå en kreaturstald, - lagerrum
for kunstig gødning, og sluttelig, i selve bygningen, en række højst nødvendige
aftrædelsesrum for de forskellige beboere; skolen og hver af lejlighederne
havde sit eller sine særlige lokaler med nøgle til, for pænt skulle det være!
Men det var for børnene meget vanskeligt at huske igen at aflevere nøglen, og
som skolebestyrer har jeg vist aldrig været i større forlegenhed, end når en lille
elev endelig skulle have fat på nøglen i en fart og kom til mig, fordi den ikke
var til at finde.
»Stalden« var altså en
skolebygning af egen art, og det også hvad lokalernes indre udstyr angik. De
svarede ikke til datidens, endnu mindre til nutidens krav, men var da også kun
midlertidige. Lavt var der til loftet, væggenes afpudsning faldt ned, og
gulvene trådte man igennem på flere steder. Men stor var legepladsen, for den
strakte sig udover de ubebyggede grunde omkring skolen og var således næsten ubegrænset,
hvad der ikke altid var så heldigt, da eleverne i den første tid havde en vis
tilbøjelighed til at »stikke af« og tage sig andre upassende friheder på den
store legeplads«.
Skoleåret 1889 begyndte med 38
elever fra forrige skoleår, hertil kom straks 10 elever til, og inden skoleåret
1889/90 var til ende, var der næsten 100 elever. Allerede på et af de første
bestyrelsesmøder talte man da også om at opføre en ny bygning. En grund i
Norgesgade »enten øst eller vest for Torvegade« kunne fås for 50 øre pr.
kvadratalen; men aktionærerne fandt, at denne plads var for afsides, og »at
passagen dertil var meget uheldig«.
På generalforsamlingen d. 15.
oktober 1889 vedtoges det da at købe teglværksejer Hans Jensens grund i
Skolegade, lige over for indgangen til kirkegården, for 90 øre pr. kvadratalen.
På pladsen skulle opføres en skolebygning med 6 klasseværelser, bolig for
bestyreren og for en familie, som for huslejen ville påtage sig skolens
rengøring, samt et gymnastikhus. Det var på samme generalforsamling, at
aktieselskabets love vedtoges. Aktierne var på 100 kr. stykket.
Den følgende fortegnelse
indeholder navnene på aktionærerne fra 1890: Kaptajn J. J. Barfod, vognmand
Jak. Bech, restauratør Beier, sadelmager Carl Bendixen, redaktør N. Bendixen,
købmand Chr. Bilgrav (2 aktier), konsul C. Breinholt, proprietær P. Breinholt
(4 aktier), fabrikant P. Brinch (2), dr. med. O. Bruun (2), pastor emer.
Cramer, snedkermester J. P. Dahl, skibsbygger Th. Dahl (4), købmand Gotfredsen,
Nordby, blikkenslager Carl Graff, styrmand Chr. Grumsen, direktør C. Hansen
(2), sagfører E. Hansen, mølleejer H. C. Hansen (3), toldforvalter Hassing,
malermester P. Hjermind, proprietær H. Hoffmann (2), malermester T. Holm,
styrmand H. S. Ibsen, boghandler Th. Jeiling, snedkermester Chr. P. Jensen,
teglværksejer H. P. Jensen (2), sadelmager J. Jensen, havnemester J. P. Jensen,
mølleejer M. Jensen, købmand Mads Jørgensen. Endvidere: Pastor A. Kemp (2),
sagfører C. Knutzen, grosserer D. Lauritzen (2), landinspektør J. P. Madsen,
købmand A. Marsch, sejlmager H. Mathiasen, kaptajn L. F. Mechlenburg (3),
kaptajn S. Mejnertz (2), teglværksejer S. Møller (9), agent Hans Nielsen,
købmand Hans Friis Nielsen, købmand Th. Nielsen, grosserer H. Pagh, købmand H.
Pedersen, murermester N. J. Pedersen, gartner S. Pedersen, købmand S. Pedersen,
arkitekt H. Peters, fabrikant N. J. Poulsen (3), grosserer Qvist-Pedersen,
Randers, tømrermester J. Rasmussen, telegrafbestyrer J. Schmidt, proprietær N.
P. Sillasen, tømrermester K. Skafte, hotelejer M. Spangsberg (2), murermester
P. P. Stærk, skomager Fred. Sørensen, smedemester M. Lykke Thomsen, kaptajn Th.
Thomsen (4), kaptajn J. Warrer (4), ingeniør V. Westergaard.
Foruden aktiekapitalens 9800 kr.
disponerede bestyrelsen over et prioritetslån på 20.000 kr. Skolebygningen med
grund, papiromkostninger med mere beløb sig til 25.673,93 kr. Til inventar
anvendtes 3.488,98 kr.. Ved skolens åbning rådede man over en kassebeholdning
på 2000 kr.
Den 22. august 1890 fandt
indvielsen sted. Der holdtes taler af pastor Andersen, pastor Kløvborg og
skolebestyrer Rübner Petersen, og der var middag på Hotel Spangsberg.
Undervisningen i den nye skole begyndte dagen efter, og det første skoleår
forløb godt: Elevantallet steg, skolepengene indbragte 1300 kr. mere end året
forud, kommunen forhøjede sit tilskud med 25 kr., amtet sit med 200 kr., og
året endte med et overskud på 1400 kr.
Det eneste, der klagedes over, var
drikkevandet. Dr. Bruun erklærede ganske vist i januar 1891, at det var
uskadeligt. Men da det vedblivende smagte og lugtede lige dårligt, var
drikkevandet længe et stadigt tilbagevendende emne på generalforsamlingerne, og
man forsøgte forskellige midler til at råde bod på manglerne: Der anskaffedes
filtrerapparat, gentagne gange indsendte man prøve af vandet til analyse på
Steins laboratorium, man lod brønden pumpe tom, lige meget synes det at have
hjulpet.
De første år af skolens liv under
de nye kår var præget af vækst og fremgang. Ret til afholdelse af almindelig
forberedelseseksamen, realskolens mål, opnåedes i 1892. Blandt de indstillede
elever, der alle bestod med store eksaminer, var senere overlærer Langvad,
Esbjerg.
Allerede i et bestyrelsesmøde d.
4. maj 1893 rejste formanden, pastor Bruun, spørgsmålet om betimeligheden af
Realskolens overgang til kommunen. »Men en virkelig forhandling blev der ikke,
da nogle af bestyrelsens medlemmer kun havde meget kort tid til deres
disposition.« I 1898 dukker tanken atter op. Bestyreren mente, at en
overdragelse ville være heldig for at kunne få og beholde gode lærerkræfter.
Redaktør Sundbo udtalte sig på generalforsamlingen d. 16. december 1898 for, at
kommunen overtog realskolen. Men der kom intet positivt ud af forhandlingerne
hverken da eller senere.
I 1894 udarbejdede arkitekt Peters
tegningerne til en tilbygning til den gamle fløj ud mod Skolegade. Der blev
ialt 9 klasseværelser, bolig for bestyreren, 4 værelser og loftskamre, og en
lejlighed for en lærer samt en pedellejlighed på 2 værelser i kælderen. Med
inventar beløb udgifterne til udvidelsen sig til godt 15.000 kr.
Elevtallet gik stadig frem, hvad
der hang sammen med den rivende befolkningsvækst. I 1890 var der kun 4.100
indbyggere; men i 1894 var befolkningen vokset til 6.300, i 1895 til 9.300 og i
1896 til 12.400. Mængder af nye projekter blev fremsat, forsøgt gennemført.
Spekulationsfeber rasede, og derefter fulgte fallitter og fattigdom. I året
1900 havde Esbjerg 12.900 indbyggere. Blandt de mange projekter kan nævnes
nogle Varde-borgeres plan om anlæg af en sporvej fra havnen gennem byen til
Jerne kirke.
Fra disse år (1894-96) har vi i
Esbjerg byhistoriske arkiv nogle erindringsblade »Fra drengekår til manddomsår«
skrevet i 1958 af den senere rektor ved Esbjerg statsskole Kr. Bruun: Det var
ikke uden bange anelser, jeg i en alder af 15 år begyndte min skolegang i
Esbjerg Realskole… Men jeg må sige, at det gik langt over forventning, og jeg
har kun grund til at mindes såvel lærere som elever med venlige følelser. En
vis opsigt må den underlige fyr, der pludselig dukkede op i slutningen af
skoleåret, nok have vakt, afstikkende, som han var i sprog, klædedragt og
optræden, et år ældre end de fleste. Helt almindeligt var det da heller ikke,
at en skoledreng i adskillige år havde fulgt med i politik, ved valget i 1892
var løbet de syv kilometer frem og tilbage for på Esbjerg Torv at høre
kommandør Bluhme og redaktør Oluf Jørgensen diskutere den optrækkende
forligspolitik; som om søndagen gik en halv mil for at høre præstens præken og
en søgnedag lige så langt efter fyraften for at høre højskoleforstanderens
folkelige foredrag i forsamlingshuset. Men så kunne han da også til
præliminæreksamen skrive stil til ug minus om den danske bøgeskov og det
fugleliv, der rører sig i den, uden nogen sinde at have set en sådan skov.
Det kunne også være rart i
frikvarteret at få små tips til hjemmeopgaverne mod modydelse i oversættelse af
sproglektien, som i høj grad var den nye mands svage side. Så kunne man med
bedre samvittighed tilbringe eftermiddagen nede på havnen og næste dag møde
matematiklæreren Rasmus Jensens årvågne blik. Det siger sig selv, at der var
meget hos disse nye kammerater, som bondedrengen så på med undren og beundring.
Dahl, Mechlenburg, Warrer, Kolster, Brinch, alle disse Fanø-skippernavne havde
kun det ene i hovedet: at slippe ud af skolen og komme ud at sejle. Der var
blandt dem fremtidige førere af DFDS Englands- og Amerikabåde.
Min sidemand det første år
Frederik Brinch, søn af uldspinderen i Strandbygade 14, ville gerne i al
godmodighed drille lidt. Selv var han ikke nogen bogorm, men åbenbart en smule
imponeret af min boglige viden. I hvert fald fortalte han en dag til klassens
forundring, at jeg kunne alle årstallene i årstalsheftet; det var rigtig nok,
dem havde jeg simpelthen lært på min ensomme vandring til skolen om morgenen.
Brinch fik en grundig faguddannelse i Tyskland og opnåede at blive en kendt
direktør for den store virksomhed i Emdrup. Det var dog ikke alle, der drev det
til at blive skibsfører eller direktør, eller som Laust Spangsberg
fabriksinspektør i Roskilde …
Disciplinen i klassen var
gennemgående god. Når bestyreren passerede forbi ude på gangen, undlod han ikke
at kaste et ransagende blik ind gennem kighullet. Mere kneb det i
gymnastiksalen, hvor flere klasser var samlede til sang og legemsøvelser. Den
barbariske militærgymnastik dreves stadig i skolerne. Den tidligere
stabssergent, vi en tid havde i dette fag, kunne nok lange en velrettet
lussing, så en stor fyr røg flere meter hen ad gulvet, men han kunne ikke
hindre, at det snart begyndte at mudre og brumme på en anden kant. Den unge
Bertelsen kunne med drengene, ikke på grund af særlige pædagogiske evner, men
fordi han, Ribe amts bedste gymnast, kunne slå kraft- og luftspring med en
elegance og træfsikkerhed, som man måtte bøje sig for. Der ud over var det
svært at se fornøjelsen og nytten af disse timer. For mig er der ingen tvivl
om, at den milelange spadseretur over Gjesing og Spangsberg marker må have
været mere nervestyrkende og sundere for lungerne end gymnastiksalens larm og
støv.
Efter nogle vanskelige
overgangsår, hvorom lektor Tengnagel Jørgensen har berettet i Statsskolens
årsberetninger 1938 og 1939, nåede skolen i disse år, under Rübner-Petersens
initiativrige ledelse, at slå sit navn fast i den offentlige bevidsthed. I
øverste klasse blev vi et fint hold. Af de tolv, der var tilbage i klassen, fik
de fire udmærkelse til præliminæreksamen i 1896, og ingen fik under, hvad der
almindeligvis regnedes for første karakter. Blandt eksaminanderne var den
senere overdyrlæge ved Esbjerg Andelssvineslagteri Laurids Hansen og klassens
duks Thora Wimmelmann, gift von Bülow, ansat ved Esbjergs kommunale Skolevæsen.
I 1896 havde skolen 249 elever. I
1896-97 var indtægterne 21.230 kr., deraf 17.400 kr. i skolepenge, resten
offentlige tilskud. Lærerlønningerne beløb sig til 15.000 kr. Bestyreren fik
3.800 kr., lærerne mellem 1.100 og 1.800 for 35 ugentlige timer, en af
lærerinderne fik 500 kr., en anden fik 400 kr. Pedel Madsen fik 600 kr., fri
bolig i kælderen og brændsel; men han skulle så selv afholde udgifterne ved
skolens renholdelse. Alle de nævnte tal angiver eet helt års løn.
Omkring år 1900 blev
lærerlønningerne sat op fra 1.500 kr. til 2.400 kr. for lærerne og 800 til 1200
kr. som årsløn for lærerinderne.
Skolepengene var i de 5
forberedelsesklasser fra 3-7 kr. om måneden, i handelsklassen 9 kr., i
pigeklasserne 8-9 kr., i realklasserne 8-10 kr., i latinklasserne, der dog kun
eksisterede et par år, 12-16 kr. Fra 1901 kom hertil 2 kr. om måneden for
deltagelse i kvindelig husgerning til indkøb af madvarer. Restancerne var ret
store. Kassebeholdning var der ingen af. Der måtte økonomiseres, f. eks.
inddrog man flidsbelønningerne og gjorde årsberetningen så kortfattet som
muligt. I 1901 måtte man skride til optagelsen af et hypoteklån på 6.000 kr.
I de følgende år oversteg
indtægten nu udgiften, i 1903 således med 2.700 kr., men der var også god brug
for pengene til istandsættelse af bygninger og inventar, til indkøb af
billeder. Hos hoffotograf Elfelt købtes således i 1906 151 lysbilleder. Fra
Optisches Institut i Hamborg anskaffedes 38 stk. »glasphotogramme« á 1,5 mark.
En årlig tilbagevendende udgiftspost er nye ruder: i 1907 blev der indsat 24,
næste år 39 nye ruder. Sneboldene fik skylden.
Skolen var på mange måder en
foregangsskole. Det var nok et aktieselskab, der ejede skolen, men på
generalforsamlinger havde både aktionærer, bestyrelse og forældre eller værger
stemmeret. Dog havde aktionærerne alene stemmeret, når det drejede sig om
byggeforetagender.
Nye fag indførtes: Sløjd; som
nævnt var fru Regine Jensen skolens første sløjdlærer, uddannet på Mikkelsens
Sløjdskole i København. Husgerning indførtes i 1901 - bibliotek blev indrettet,
lysbilleder anskaffedes, foredrag afholdtes, og skolebestyreren gik i spidsen
for det hele. Vi ser ham for os i hans egen skildring (skrevet 1914):
I samlingstiden og frikvartererne
var min sædvanlige plads på den store trappe ved indgangsdøren. Derfra kunne
jeg overse legepladsen, se min gamle ven, Madsen, skolens mangeårige pedel,
sysle med sit arbejde for at holde pladsen ren og pæn, - se mine træer, som jeg
i sin tid havde fået plantet, og som jeg med hjælp fra drengene søgte at værne
og pleje på det bedste, hvorfor vi, når det var meget tørt, i de første år ikke
alene vandede dem, men skyllede kronerne for at rense dem for støvet, og derfra
kunne jeg, selv om jeg fik mig en passiar med lærerne, holde øje med alle
børnene, store og små.
Efter Almenskoleloven af 1903
ændredes realskolen med præliminæreksamen til mellemskole og realskole, og det
var tanken at gå videre fra 1907 med oprettelse af et nysprogligt gymnasium.
Skolens to betydeligste mænd havde dog begge forladt skolen, inden disse ideer
var gennemført.
Rasmus Jensen, født d. 4/11 1864,
lærer ved Hinnerup realskole i 1888, kom i marts 1890 til Esbjerg som
førstelærer. Ved sin ubestridige dygtighed, sin store arbejdsevne, sin aldrig
svigtende interesse for skolen, og hver enkelt af eleverne var han blevet
afholdt og respekteret af enhver, der enten direkte eller gennem børnene kendte
ham, og som derfor i mange år med rette var anset for skolens bedste støtte
(Rübner Petersens udtalelse i 1914). Da bestyrelsen i 1906 ønskede at knytte
akademisk uddannede lærere til skolen (helst en cand. mag., i hvert fald en
lærer, der havde været knyttet til en latinskole), hvis der skulle oprettes et
gymnasium, ansattes cand. theol. P. Gregersen som førstelærer. Det er klart, at
den hidtidige førstelærer Rasmus Jensen følte sig tilsidesat og søgte over i
kommuneskolen. Forældrene forsøgte en henvendelse til bestyrelsen, hvori der
spurgtes, om bestyrelsen havde gjort noget for vedblivende at knytte Rasmus
Jensen til skolen?
Rasmus Jensen underviste i
kommuneskolen i regning, matematik og engelsk til sin død d. 18/4 1911. Hans
hustru, fru Regina Jensen, ansattes i 1911 ved kommuneskolen.
Også Rübner Petersen forlod
skolen, idet han søgte og fik embedet som skoledirektør i VestIndien. Han var
født d. 5/2 1862, havde en tid været realskolelærer i Varde, derefter et par år
i Hinnerup og fra 1889 leder af Esbjerg Realskole. Han gik fuldstændig op i
arbejdet for skolen - han skånede sig ikke.
Han glemte ikke Esbjerg, da han
var i VestIndien. Da der skulle indføres nye regnebøger derovre, skulle de
trykkes i Rosendahls Bogtrykkeri - skønt det i de tider var en lang vej at
sende korrekturarkene frem og tilbage.
Rübner Petersens virksomhed i
VestIndien varede til øerne i 1917 solgtes til USA. Han var en ivrig forkæmper
for negrenes vel, og amerikanerne tilbød ham ledelsen af skolevæsenet på meget
gunstige betingelser; men efter at han i så mange år havde arbejdet for Danmark
og det danske sprog, ville han ikke tjene det amerikanske. Han døde i København
allerede d. 24/12 1919 - kun 57 år gammel.
1907-20
Fra februar 1907 lededes skolen af
cand. theol. P. Gregersen, indtil en ny bestyrer kunne ansættes i august. Der
var 20 ansøgere til stillingen - en af dem trak sig dog omgående tilbage, da
han havde indhentet oplysninger om skatteforhold, boligforhold og klima - ja,
han tog dog til Esbjerg, men efter en spadseretur gennem byen, ilede han mod
jernbanestationen og tog toget til sit kære Sjælland.
Efter bestyrelsens forhandling med
undervisningsinspektørerne prof. Tuxen og prof. Rønning faldt valget på
gymnasielærer cand. mag. Oluf Nielsen, som var leder (rektor) ved det private
gymnasium indtil 1920, derefter for Esbjerg Statsskole, indtil han i 1928 blev
rektor for Vestre Borgerdydskole i København, hvorfra han tog sin afsked i
1936. Han døde i 1941.
Fra august 1907 oprettedes den
første gymnasieklasse. At det skulle være den nysproglige retning, motiverede
bestyrelsen i en skrivelse til ministeriet (d. 4. juni 1907): Når skolen har
foretrukket at oprette et gymnasium med nysproglig retning, er grunden den, at
denne ordning såvel under hensyn til de stedlige forhold som også navnlig under
hensyn til, at Statsskolen i Ribe har oprettet gymnasium med klassisk-sproglig
og matematisk-naturvidenskabelig retning, må anses for den naturligste og
heldigste. Ved en sådan ordning opnås, at befolkningen i Sydvestjylland vil
have let adgang til i de to nærliggende byer Ribe og Esbjerg at kunne skaffe
deres børn uddannelse i hvilken af gymnasiets afdelinger, det måtte ønskes. Det
har været en af forudsætningerne for, at Esbjerg Realskole turde indlade sig på
at oprette et gymnasium med den nysproglige retning, at Statsskolen i Ribe kun
gav undervisning i gymnasiets to andre retninger, hvilket den efter det
foreliggende vil gøre…
Med oprettelsen af gymnasiet blev
spørgsmålet om en tilbygning til skolen aktuel. Med inventar kom den nye sidefløj
til at koste ca. 58.000 kr. Samtidig blev legepladsen omlagt,
naturhistorieværelse og et nyt laboratorium indrettedes (1909); der indlagdes
elektrisk lys i 1912 - dog ikke på trappen op til lærerværelset, det skete
først i 1930erne.
Pengene til nybyggeriet låntes af
Sorø Akademis midler (40.000 kr.), i Jysk Hypotekforening (3.000 kr.) og
endelig tegnedes en ny aktiekapital på 14.700 kr. Man håbede at kunne udtrække
aktier for 400 kr. om året og at kunne forrente aktiekapitalen. Det gik helt
anderledes. Når man læser i de gamle regnskaber, får man indtryk af stadig
store økonomiske vanskeligheder, og man må beundre den dygtighed, hvormed
skolens kasserer fra 1906 til dens ophævelse i 1920, fuldmægtig A. Fritsche,
senere politimester i Roskilde, har forstået at holde skolen gående. Der var jo
grænser for, hvor meget skolepengene kunne forhøjes.
I 1907 betaltes fra 5-15 kr.
månedlig i realklasserne, 20 kr. i gymnasiet, i 1917 var skolepengene steget
til mellem 7 og 24 kr. månedlig. Hertil kom brændselspenge, i nogle år 8 kr.
Eksamensafgiften til skolen udgjorde 10 kr. til mellemskole-, 25 kr. til real-
og 50 kr. til studentereksamen, udover eksamensafgifterne til staten,
henholdsvis 3, 5 og 8 kr. I 1906-07 indbragte skolepengene 26.000 kr., i
1913-14 var beløbet steget til 38.000 kr. I det første krigsår gik indtægten
ned med 2.000 kr., for derefter atter at stige til 37.000 kr. i 1918.
Dernæst havde skolen et
statstilskud på 4.000 kr. årligt; det steg i krigsårene til omkring det
dobbelte. Fra Ribe amts skolefond kom til 1915-16 et par hundrede kroner årlig,
og Esbjerg kommune gav til fripladser i gymnasiet for børn, der havde taget
mellemskoleeksamen ved kommuneskolen, et tilskud, der i årene 1906-08 udgjorde
3-400 kr., i 1908-09 kun 60 kr.; men derefter steg det til 500 kr., i 1911 til
2.000 kr., og i 1917 var det oppe på 3.000 kr. Til tider måtte kassekreditten i
Handelsbanken forhøjes, i 1911 til 8.000 kr. mod bestyrelsens solidariske
ansvar. Senere optoges et partialobligationslån på 12.000 kr. Et regnskabsbilag
viser forskud ydet af kassereren på 2.300 kr.
Den største udgiftspost var
naturligvis lærerlønningerne, der som regel slugte 5/6 % af skolepengene, så
der kun var ca. 6.000 kr. tilbage til alle andre udgifter.
I krigsårene kneb det svært med at
få lønningerne til at holde trit med de stærkt stigende priser. I 1916 sattes
rektors løn til 5.300 kr. og 200 kr. til repræsentation, de akademiske læreres
til 2.400 kr. stigende hvert tredie år med 200 kr. til 3.600 kr., lærerindernes
til 1.400 kr. stigende i løbet af 12 år til 2.000 kr. Timelærerne lønnedes med
1 á 1,50 kr. pr. time. I tiden op mod 1920 blev der dog tildelt lærerne noget
statstilskud til lønnen.
I 1909 afskedigedes pedel Madsen,
da man mente, at arbejdet ville blive for stort for ham, når den nye bygning
blev taget i brug; man ønskede en yngre, gift mand. Der indkom 63 ansøgninger,
og d. 8. juli 1909 ansattes tømrer Hans Jensen, født i Herlufsmagle d. 19/10
1872. Lønnen var til at begynde med 1.300 kr., fri bolig og frit brændsel og
300 kr. til rengøringsrekvisitter og medhjælp. Det sidste beløb viste sig snart
ganske utilstrækkeligt. I 1919 fastsattes lønnen til 2.500 kr.,
rengøringsmidler efter regning og indtil 600 kr. årlig til medhjælp.
I 30 år var Hans Jensen pedel på
den gamle skole i Skolegade; i 30 år bar han tusindvis hektoliter brændsel op
fra kælderen til de mere end 20 kakkelovne, hvoraf ingen kunne brænde over.
Klokken 13.00 gik pedellen rundt og skruede i alle klasser op for kakkelovnene,
så det var nogenlunde brændt ud kl. 14.00, når der skulle lægges til rette til
næste morgen! Hans Jensen og hans hustru, Marie Jensen, vil mindes af mange med
tak. Pedelparret flyttede med ud i den nye skole i pedelboligen til 1942. Han
døde i 1951. Hans efterfølger blev pedel ved Teknisk Skole Schmidt Jensen.
Indtil 1915 var brændselsudgiften
højst 1.700 kr. årlig. I 1914 kostede 1 hl koks 1,60 kr. Derefter steg
udgifterne trods indskrænket skoletid og lukning af en del af klasseværelserne
til langt over det dobbelte. Fra maj 1917 foreligger der et tilbud fra konsul
Pagh på 800 hl koks á 6,50 kr. Gasregningen var kun en snes kr. årlig,
elektricitetsregningen op mod et par hundrede kr.; heraf betalte dog et
samariterkursus et år 3 kr., et andet år 30 kr. Vandafgiften udgjorde 2-300 kr.
Af andre udgifter kan nævnes: Leje
af markiser 108 kr. årlig, leje af klaver 100 kr., af sportsplads 150 kr.. Til
biblioteket købtes i 1910 98 bøger for 100 kr. og 10 øre, i 1911 87 bøger for
244 kr. Hos Weitzmann i Hillerød købtes for ca. 360 kr. fysiske apparater, uden
statstilskud. Af de mere morsomme udgifter kan nævnes tilskud til skovture, f.
eks. til »Varde Flyveplads« (dvs. Svendsens landingsplads), musik til
skoleballet, der i 1912 til formandens misfornøjelse holdtes i fasten,
juletræspynt: 25 flag til 50 øre og 10 pakker englehår til 80 øre!
»Indvielsesfest af
gymnastiksalen«, som der står på regningen for sammenkomsten på Hotel Royal d.
30. september 1909, dvs. middag for 25 personer med 3 slags vine, kaffe,
cigarer, cigaretter, kostede 152 kr. 95 øre. Til en »buffet« tidligere på dagen
i tegnesalen var indkøbt 17 flasker Madeira á 2 kr., 2 kransekager á 4 kr. og
I 1910 dimitteredes de første
nysproglige studenter; der var 5: Erna Blichfeldt, nu fru Lawson, bosat gennem
mange år i Skotland, men stadig meget interesseret i sin gamle skole; Ansgar
Meinertz, civilingeniør, Esbjergensersamfundets første formand (død d. 29/4
1954); Harald Nordland, statsautoriseret revisor i Esbjerg; Kathrine Sundbo
(død d. 17/12 1919, assistent i Københavns kommune) og Hans O. Wildenskov,
overlæge i Brejning. Gymnasieforeningen »Neptun« stiftedes i 1910 og lever
stadig i bedste velgående.
Hvilket arbejde har det ikke været
for skolens leder Oluf Nielsen. Først planlægning og igangsættelse af den
nysproglige retning og i 1916 af den matematiske. Mange er de skrivelser, der i
de år har måttet skrives, meget at forhandle om til alle sider: Ministerium, undervisningsinspektion,
skolens bestyrelse, ansættelse af lærere og til sidst forsøget på at få gjort
skolen til en statsskole. Det var økonomiske grunde, der d. 12. november 1918
bevirkede, at en generalforsamling vedtog at søge skolen overdraget til staten.
Efter langvarige forhandlinger mellem staten, Esbjerg kommune og gymnasiets
bestyrelse kunne den endelige afgørelse træffes på en generalforsamling d. 11.
februar 1920. Betingelserne findes i en skrivelse fra Esbjerg byråd af d. 27.
januar 1920: Aktieselskabet overdrager skolen med samlinger og inventar til
staten, mod at Esbjerg kommune overtager forrentning og afbetaling af
prioritetsgælden: 62.000 kr. til Sorø Akademi, 3-830,75 kr. til Jysk
Hypotekforening, partialobligationslånet på 9.000 kr. samt dækker skolens løse
gæld. Aktiekapitalen ville kommunen ikke indløse, men vil give et årligt
tilskud på 5.000 kr. til skolens drift.
Ifølge Esbjerg kommunes regnskab
for 1920/21 overtog kommunen restgælden til Sorø Akademi med 61.700 kr.
(oprindeligt 74.000 kr.). Derimod udbetalte den hypoteklånet,
partialobligationslånet og skolens kassekredit med ialt 35.563,43 kr. Kommunens
øvrige omkostninger i anledning af skolens overgang til staten beløb sig til
2.991,73 kr., ialt altså 100.255,16 kr. Desuden skulle den give Statsskolen
medafbenyttelsesret til sportsplads samt skolekøkken og gymnastiksal i
Danmarksgades skole.
En lang periode af den private
skoles historie i Esbjerg er dermed afsluttet, en periode, der havde vist
borgernes interesse for en privat skole med udvidet undervisning, lige fra
privatskolen begyndte i 1883 med 38 elever, til det private gymnasium sluttede
i 1920 med 325 elever. Den statsskole, der oprettedes fra d. 1. april 1920,
bestod kun af mellemskole og gymnasium med 173 elever.
I denne oversigt over den private
skole er kun få af lærerne nævnt - deres data står delvis i lærerfortegnelsen.
Derimod kan privatskoletiden ikke slutte uden kort omtale af bestyrelsen.
Hvilket arbejde ikke for kassereren! Det var købmand Bilgrav gennem en lang årrække,
senere postmester Schiønning, apoteker Lange og politimester Fritsche, der
ledede skolens økonomi gennem krigstiden med dens prisstigninger, kulmangel og
andre restriktioner og gældsopgøret ved skolens overgang til statsdrift 1920.
Pastor Chr. Bruun var fra 1891 til 1920 bestyrelsens formand. Han styrede i
gode og i vanskelige tider lige klogt og dygtigt, lige støt og trofast og
stadig besjælet af den varmeste interesse for skolen (udtalelse af Rübner
Petersen).
Efter 1920
At skolen blev statsskole var til
gavn for alle parter. Når staten overtog den økonomiske garanti, var der skabt
en tryghed til gavn for alle, børn og forældre såvel som lærere. Skolepengene,
der havde været oppe i over 20 kr. om måneden, bortfaldt for de mindre
skatteydere, for en del blev skolepengene nogle få kroner om måneden. Det
vigtigste var dog, som rektor O. Nielsen udtrykte det, at skolen nu blev åben
for alle, medens den før i det væsentligste kun havde stået åben for en
overklasse.
Skolen var dog i høj grad mest
søgt af elever fra Esbjerg. I 1920 var der således kun 43 udenbys mod 129
indenbys. I rektor Nielsens tid, til 1928, var forholdet stadig således, at de
2/3 af eleverne var indenbys. Elevantallet steg i årene 1920-25 fra 173 til
269, for derpå at falde.. D. 1 maj 1928 var der kun 243 elever.
Da rektor O. Nielsen søgte fra
Esbjerg Statsskole i 1928, blev der i undervisningsministeriet spekuleret over,
om Esbjerg Statsskole ikke burde nedlægges som statsskole. Jo, der var dem, der
mente, at da der jo ikke var så langt fra Esbjerg til Ribe, måtte een
statsskole være nok for de to byer.
For skoleåret 1928/29
konstitueredes lektor P. Gregersen som rektor. Som tidligere omtalt kom lektor
Gregersen til Esbjerg Realskole i 1906 som førstelærer. I 1907 var han et halvt
år privatskolens leder. Han var en mand, der kendte skolens forhold ud og ind,
dens personer såvel som dens traditioner. Han døde d. 10/7 1942.
Fra august 1929 fik Esbjerg
statsskole en ny rektor, nemlig daværende lektor ved Aabenraa Statsskole Kr.
Bruun.
Allerede på det første
forældremøde, der blev afholdt i rektor Bruuns første år (d. 27/2 1930), blev
der slået til lyd for at arbejde for tilvejebringelsen af en ny bygning til
afløsning af Statsskolens i flere henseender forældede og utilstrækkelige
lokaler, og der blev straks nedsat et udvalg til at arbejde med sagen.
Der kom netop i disse år en stadig
voksende strøm af elever. I 1931 var der 315 elever, og tallet steg jævnt år
for år, til det kulminerede i 1939 med 431 elever. Tilstrømningen var størst af
de udenbys elever. I 1920erne var henved en trediedel af eleverne udenbys, i
1930erne var over halvdelen af eleverne fra oplandet. I 1940 var der således
186 indenbys og 236 udenbys elever. Siden faldt tallet på udenbys elever en del
på grund af de dårlige trafikforhold. I 1944 var der kun 192 elever fra
oplandet.
Statsskolens mangler blev også
fremdraget i Folketinget af direktør Boeck-Hansen. Han udtalte bl. a., at
»adskillige elever måtte sidde i vindueskarmen, at halvdelen af 3.
gymnasieklasses elever sad med ryggen til tavlen.« - Da sportspladsen lå langt
fra Statsskolen, mente han, at sporten nærmest bestod i at gå derud og tilbage
igen. Folketingsmand Rahbek talte om statsskolens toilet- og baderum, der var
ganske utilstrækkelige og i hele deres indretning nærmest middelalderlige.
»Hvis der var lignende tilstande ved en kommuneskole i en landsby, ville det
forlængst være forbudt af sundhedsautoriteterne.«
I november 1932 indsendtes
andragende til regering og rigsdag om en ny skolebygning. Året efter blev det
på forældremøde enstemmigt vedtaget at henlede ministerens og finansudvalgets
opmærksomhed på den nødtilstand, Statsskolen befandt sig i, og som svar lovede
ministeriet at lade udarbejde planer og overslag til en ny bygning. På
forældremøde d. 11. februar 1936 kunne rektor Bruun gennemgå disse planer eller
skitser. Året efter, i 1937, forelå bygningsinspektørens tegninger til en skole
i den gamle forsøgshave i Boldesager, en grund, Esbjerg kommune tilbød; men
grunden lå i Jerne kommune. Det blev til strid mellem de to kommuner og sinkede
arbejdets påbegyndelse. Esbjerg kommune stillede da grunden mellem Haraldsgade,
Kirkegade og Svendsgade til rådighed, og her blev skolen bygget og indviet d.
15. august 1939 i overværelse af over 1.000 mennesker i den smukke aula.
Næsten 10 års utrætteligt arbejde
havde fået sin løn.
Også en anden sag blev løst i
1939: Oprettelsen af en legatfond. På indvielsesdagen kunne fabrikant Kuno
Bundgaard redegøre for legatfondens oprettelse. Anledningen, sagde han, var en
udtalelse af rektor Bruun på forældremødet i foråret 1939, at Esbjerg
Statsskole var det eneste gymnasium uden legatfond. På initiativ af direktør
Chr. Alstrup blev der dannet en indsamlingskomité. Der indsamledes ca. 22.000
kr., et beløb, der siden forøgedes, især ved borgmester Mortensens bidrag på
4.000 kr. Legatkapitalen er nu på 45.823 kr.
I 1943 stiftede Esbjerg byråd et
boglegat på 10.000 kr. i anledning af 75 årsdagen, d. 24/4 1943, for loven om
Esbjerg Havn. Legatets formål er at yde støtte til indkøb af skolebøger for
trængende elever ved Esbjerg statsskole.
Samme år, 1943, stiftede
boghandler Engers Hansen i anledning af sin forretning 40 års jubilæum d. 7/8
1943 et boglegat på 10.000 kr.
Endelig blev der i 1944/45
indsamlet midler til et jubilæumslegat; hidtil er der indkommet ca. 62.000 kr.
Så kom 1940. Alle husker, hvordan
vi stående i aulaen den 9. april kl. 12.00 gennem radioen hørte kongens og
regeringens budskab til befolkningen. Vi holdt skole som sædvanlig til kl.
14.00 - i stilhed, lamslåede.
Gennem alle krigsårene beholdt vi
skolen næsten urørt - det var kun det sidste årstid, at de ubudne fremmede
lagde beslag på et par kælderrum (nu lægeværelser) og pigegymnastiksalen. En
mur blev bygget op ind til spisesalen. Hårdt gik det derimod ud over kommunens
skoler, og fra september 1944 måtte skoletiden på Statsskolen indskrænkes til
tiden 8.00-13,05 af hensyn til det kommunale skolevæsen, som så holdt skole med
sine elever fra kl. 13-18.
Ved udgangen af skoleåret 1943-44 tog
rektor Bruun afsked (over 65 år gammel) og efterfulgtes af adjunkt ved Aalborg
katedralskole mag. art. Thure Hastrup.
Den 4-7 maj 1945 var skolens
elever hjemsendt undtagen IIIs, som gennemførte den skriftlige eksamen i tysk i
de dage. Få dage efter blev gymnastiksalene herberg for hjemløse russere med
deres få ejendele.
25-årsdagen som statsskole d. 1.
april 1945 forløb på grund af forholdene i al stilhed, men ved årsafslutningen
i juni var det muligt at afholde en mindre festlighed. Af gaver skal nævnes: En
betydelig pengesum fra Esbjergensersamfundet og løfte fra Ny Carlsbergfonden om
udsmykning af aulaens nordvæg ved maleren Niels Lergaard (afsløredes d. 20.
oktober 1947). Blandt de mange ting, der blev sagt dengang (i marts 1945), var
lektor Aa. Petersens fremtidsønske, at skolen stadig måtte fastholde sin gode
forbindelse med oplandet, og lektor Dreslers håb om, at skolen fortsat ville få
lige så mange eliteelever, som den hidtil havde fået fra landet. Desværre sank
elevtallet i årene 1944-1949 fra 432 elever til 348. Derefter atter opgang, og
nu i 1958 er der 441 elever i Statsskolen, heraf 177 i gymnasieklasserne.
Den 4. maj 1946 afsløredes ved en
højtidelighed i aulaen en mindetavle over de elever fra Esbjerg Statsskole, som
har sat livet til i kampen mod tyskerne. Navnene på mindetavlen er Mogens
Beldring, født d. 27/3 1921 i Sædding, torpederet under Grønland d. 21/4 1943.
Mogens Friis, født d. 16/4 1926 i Varde, faldet i kamp i København d. 3/5 1945.
Niels Thomas Schøtt, født d. 20/6 1923, død efter kørselsulykke d. 2/9 1944 på
Varde sygehus. Tilstede ved højtideligheden var de faldnes pårørende,
skolenævnet og repræsentanter for Frihedsrådet og Frihedsfonden i Esbjerg.
Rektor Hastrup udtalte mindeord i forbindelse med en kort beretning om de faldnes
liv og afslørede derefter mindetavlen. Den er udført i kunststen af
billedhuggeren Gottfred Eickhoff og bærer i relief billedet af en knælende
kvinde, der rækker mindekransen ned mod de dødes navne. Mindetavlen er skænket
skolen anonymt af en af dens gode venner. Murermester Peter Velth har ladet den
opsætte.
Fra 1946 genoptoges fælles skovtur
for hele skolen - det var 23 år siden, der sidst havde været skoleskovtur (i
1923 til Vejen). År efter år gik turen til Lunden i Varde. I 1957 gik skovturen
til Lillebælt.
I 1947 foregik den store
udvekslingsrejse til Stavanger med 43 elever. Siden da er det blevet tradition,
at 3-4-mellem elever tager med på en sådan 11-12 dages rejse til Stavanger,
Røldal og Hardanger. I 1958 finder den 12. rejse sted med 35 deltagere under
samme leder (B. Tengnagel Jørgensen).
Efter krigen genoptog Skolescenen
for Esbjerg og Omegn igen sin virksomhed med en slem konkurrent i Esbjerg
Skolebio, der et år havde en tilslutning blandt eleverne på 97 procent.
I 1948 var der »Lejrskole« for IIg
i Brændstoft ved Rinkenæs. Det var et forsøg, der må være faldet godt ud, idet
der i februar 1950 afholdtes en vældig »Lejrskolefest« i statsskolens aula og
tilstødende lokaler for at skaffe penge til at erhverve en fast andel i
ovennævnte lejrskole ved Flensborg fjord. Med støtte fra Esbjergensersamfundet,
forældrekredsen og byens borgere og skolens lærere (der bl. a. opførte et
skuespil: Giraudoux: Apollon fra Bellac), gennemførtes denne
»Dyrehavsbakkefest« og indbragte 10.500 kr., der for størstedelen blev brugt
til køb af en andel i lejrskolen.
I december 1950 opførtes J. S.
Bachs Nytårskantate for kor og orkester under ledelse af adjunkt Kallenbach
Pedersen.
I 1951 oprettedes på initiativ af
Dansk Kvindesamfund »Hybelkursus« for IIIg og realklassen. Det er siden blevet
en fast institution.
I 1951 indførtes den
klassisk-sproglige linie i gymnasiet.
I 1952 fik statsskolen
skolelægeordningen med læge L. M. Jakobsen og sundhedsplejerske frk. Østbirk.
I 1955-1958 gennemførtes en
musiklinie.
I 1956 blev rektor Hastrup efter
ønske forflyttet til Aurehøj gymnasium, og lektor ved Marselisborg gymnasium J.
Ahm blev udnævnt til rektor.
I november 1956 og marts 1957
afholdtes erhvervsoplysende møder i aulaen. Det var noget nyt - dog var der i
januar 1949 af kommunelærer G. Thorsen holdt erhvervs vej ledende foredrag for
realklassen.
Med skoleårets slutning d. 31/7
1958 vil adjunkt A. Vestergaard tage afsked, forlade byen og flytte til sin
hjemegn, Viborg. Gennem 42 år har adjunkt Vestergaard været en af skolens
solide støtter. I mere end 25 år skolerådets repræsentant i forældrenævnet.
Til efteråret – d. 2. oktober 1958
- bliver det 75 år siden, at den lille skole begyndte sin virksomhed i
gendarmkasernen nede i Østergade.
Om
Esbjerg og Omegn og slægten: Esbjerg
Af
civilingeniør Niels Esbjerg, 1948.
|
Niels Christensen’s gård, der lå ved det nuværende
Exnersgade/Ribegade. Se også kortet her: http://www.perbenny.dk/Esbjerg1868.jpg |
Niels Christensen
Esbjerg’s forældre
Faderen til Niels Christensen
Esbjerg var gårdejer Christen Nielsen, der var født i Måde den 24/11 1789 og
døde samme sted den 1/12 1856, og blev gift den 22/11 1817 med Anne Sørensen,
der var født den 31/1 1796 i Esbjerg og døde i Måde den 5/12 1856.
Christen Nielsen blev kaldt Måde
Tyrk eller »æ Tyrk«, hvorfra det navn stammer, vides ikke. Måske har han en tid
opholdt sig i udlandet, eventuelt som marinesoldat, eller måske var det et
simpelt øgenavn, givet ham af mindre venligsindede som belønning for de af ham
uddelte mange øgenavne. Han var meget frygtet på grund af sin bidende satire og
sit skarpe blik for folks fejl og mangler. Han delte øgenavne ud til så at sige
alle i sognet, ja endog til flere i nabosognene, især i Skads sogn. Det var en
almindelig tale, at den, der kunne gå uskændet gennem Måde, kunne også gå
ubrændt gennem helvede. Det blev sagt med henblik på Christen Nielsens skarpe
øje og satiriske bemærkninger. Selv de unge piger i sognet slap ikke alle fri
for hans skarpe tunge, men fik et tillægsnavn. Alene at titulere en bondepige,
der søgte at efterligne bypigerne, med frøken, var nok til at få hende pillet
ned. I breve og lignende kunne dengang højst benyttes jomfru. Jeg erindrer
således navnet smækre frk. S., hvem jeg har kendt som en ældre, meget
stilfærdig bondekone. En søster blev beæret med navnet Spejlmaren.
En anden side ved Christen Nielsen
var, at han havde vilje og evne til at hjælpe folk, der var kommet i
vanskelighed, økonomisk eller på anden måde. Når der var vanskeligheder, skulle
de til Måde at søge hjælp hos »æ Tyrk«. Sagen blev så diskuteret, »æ Tyrk«
udtrykte sin mening, tit ikke særlig smigrende for den søgende; men som regel
udeblev hjælpen ikke. Undertiden ydedes der hjælp i form af et lån, og ved hans
død fandtes i hans regnskab flere gamle værdiløse fordringer.
Jeg erindrer, at vi hjemme i
Boldesager, da jeg var ca. 10 år, havde en tækkemand, der hed Peder Christian
Andersen, han blev en formiddag kaldt ned fra husets tag og anmodet om at
underskrive et dokument som vitterlighedsvidne, hvad han meget energisk nægtede
at gøre. Skrive sit navn kunne han ikke, og sætte sit navn under med ført pen
ville han ikke. Da han derpå gik ud til sit arbejde, fortalte han mig, at han
for mange år siden havde lovet sin forlængst afdøde fader, at han aldrig ville
skrive under på noget. Grunden til, at faderen havde taget det løfte af ham,
var, at faderen med ført pen havde sat sit navn under en skrivelse, hvis
indhold var ham fejlagtigt angivet, og derved var han lige ved at miste alt,
hvad han ejede og havde. Faderen måtte da i sin knibe af sted til »æ Tyrk« i
Måde, der først bebrejdede ham, at han havde sat sit navn under på noget, han
ikke kunne læse. Ja, »æ Tyrk« skældte ud; men han fik sagen ordnet, så min
fader beholdt sin ejendom, og han var »æ Tyrk« taknemlig hele sit liv. Ja,
føjede Peder Christian til, »æ Tyrk« var en klog mand, næsten lige så klog som
en prokurator, han kunne også opsætte aftægtsbreve og skrive slutsedler, når
der blev handlet med ejendomme; tillige var han lægdsmand. Det var Peder
Christians ret enfoldige beretning. Han vidste ikke, at »æ Tyrk« var min
oldefader, og jeg vidste det heller ikke selv dengang.
Noget lignende har jeg hørt
fortælle af andre, både om gratis vinkelskrivervirksomhed og om hjælp som råd
og pengeydelse til folk, der var kommet i »klemme«. Alt efter fleres fortælling
må Christen Nielsen have været en både meget særpræget og meget stejl natur,
men tillige et godt stykke foran datidens bønder. Foruden foranførte har jeg
også en anden gang hørt ham omtale som lægdsmand, men har ikke nogen officiel
bekræftelse på, at det passer.
Han opdrog sine børn strengt, der
var disciplin i hjemmet, de lærte nøjsomhed og blev ikke forskånet for hårdt
arbejde fra deres tidligste ungdom, hvad sønnernes meget foroverbøjede legemer
tydeligt bar vidnesbyrd om. Han førte bog over begivenheder i hjemmet samt
regnskab over sit landbrug og søgte at indprente sine børn, at en sådan
bogføring var nødvendig.
Ofte hører man den bemærkning: »Vi
skal ikke have noget med herfra, der er ingen lommer i ligtøjet.« Christen
Nielsen var ikke helt af denne opfattelse. Han havde til sin ligbegængelse
ladet sy et sæt tøj af hvidt, uvalket vadmel med lommer, hvori skulle lægges
nogle af ham bestemte pengestykker, brød og snaps m. m., tillige havde han
ladet sin ligkiste forarbejde, den havde spær i låget, da han ville sikres
imod, at låget pressedes itu, og han fik jord i ansigtet. Hele herligheden blev
opbevaret på loftet til hans død på fødegården i Måde den 1/12 1856.
I disse dage var det ikke
ualmindeligt, at ældre folk var ret fortrolige med døden og havde kisten
stående færdig. Der fortælles også, at en færdig ligkiste på loftet tit blev
anvendt til opbevaring af rugbrød, så rotter og mus ikke kunne gnave i dem.
Dengang bagtes der på gårdene rugbrød for en måned eller halvanden på en gang.
Mange vil nu tænke, at hjemmebagt
rugbrød gemt en måned må da være blevet frygtelig tørt, næsten ikke til at
spise; men det var ikke tilfældet. Tit tænker jeg tilbage på min moders rugbrød
med skorpen sprød og krummen blød og ønsker mig et par skiver deraf. Moder
brugte som alle på landet surdej og tillige en speciel behandling (skoldning)
af dejen, som hun havde lært, da hun tjente på Esbjerggården.
Ofte tænker jeg på den ærbødighed,
hvormed de gamle behandlede brødet, en Guds gave, sagde de.
Som en ulempe ved kun at bage en
gang månedlig kan nævnes, at de sidste brød om sommeren blev mugne, men så blev
der sagt, at lidt mug er godt, det værste skar man bort. - Er mug sundt? Jeg
ved det ikke.
Det var ikke ualmindeligt i
tidligere tid, at når det trak ud med helbredelsen af en patient med
lungebetændelse, og lægen så betænkelig ud, at patientens pårørende da tog
sagen i egen hånd, skrabede noget mug af en fugtig væg (muligvis i
karlekammeret) og gav den syge det med god virkning. Feberen forsvandt.
Kuren med mug blev anvendt på mig,
da jeg 6 ½ år gammel havde lungebetændelse. Forinden havde min plejemoder
sikret sig ved at sy min ligskjorte; men den blev der ingen brug for dengang.
Var det nu lægens medicin eller muggen, der havde den gode virkning? Hvad man
tidligere har tænkt om anførte kur, må måske revideres efter opfindelsen af
penicillin.
De gamle havde mange underlige
råd. Her skal gratis anføres et råd for engelsk syge (rachitis) hos børn.
Barnet skulle kl. 12 nat afklædt trækkes gennem et hul i en græstørv, skåret på
kirkegården?
Samme dag Christen Nielsen døde,
gik hans hustru Anne Sørensen syg i seng og døde fire dage derefter, den 5/12
1856, så de to kom i fælles grav. Her anføres, at hun ikke havde sin ligkiste
stående parat, så sønnen Peder måtte af sted til Roborghus for at købe brædder
til hendes kiste; men det viste sig, at der af de købte brædder manglede et
stykke på ca. 3 alen i at være tilstrækkelig, der blev søgt i huset og fundet
et stykke, der var ualmindelig harpiksholdigt. Mange år derefter døde en
sønnesøn (Peders søn), der blev begravet, hvor bedstemoderen i sin tid blev
stedt til hvile. Der fandtes et brædt bevaret, alt andet var fuldstændig
fortæret. Peder kendte brædtet som det meget harpiksholdige fra hans moders
kiste. Det var 2 år før Peders død den 4/2 1924, han var født i Måde den 24/7
1837 og boede hele sit liv på fødegården.
Anne Sørensen var en meget
stilfærdig kvinde, afholdt i sin omgangskreds for sin venlighed og hjælpsomhed.
Hun var født på Esbjerggården ligesom sin moder og bedstefader, muligvis har
gården længere tilbage i tiden været familiens eje. Hendes moder og bedstefader
førte begge navnet Esbjerg.
Niels Christensen Esbjerg’s søskende
Christen Nielsen og Anne Sørensen
havde 6 børn, jeg har kendt disse seks som ældre mennesker og har ikke hørt
tale om, at der skulle have været flere. Den ældste var Niels, om hvem der skal
berettes i det følgende, dernæst Søren, der var gårdejer i Boldesager, og den
yngste Peder, der fik fødegården i Måde, der vist endnu ejes af hans sønnesøn.
Desuden var der tre døtre, Stine, gift i Janderup, første gang med gårdejer
Søren Pedersen, anden gang med N. P. Frandsen, der overlevede hende, hun havde
ingen børn i sit ægteskab. Dorthe, gift med gårdejer Hans Nielsen i Jerne.
Sidstnævnte var en ualmindelig stor og kraftig mand, han fik under anlægget af
Esbjerg havn tilkendt politimyndighed af herredskontoret i Varde og erhvervede
sig derved titlen »æ Stodderkonge«, hvilket dengang var den populære betegnelse
for en landpolitibetjent, hvad han jo var. Det var beboerne, der af frygt for
optøjer fra de tilrejsende havnearbejdere fik sognerådet for Jerne-Skads
kommune til at søge Varde herredskontor om tilladelse til oprettelse af denne
politistilling. Inden Hans Nielsen blev politibetjent, gik han under navnet
Hans Fuglbæk efter sin fødeby. Af børn i dette ægteskab har jeg kun kendt en
søn Christen Nielsen, der var snedker i Jerne. Den yngste af døtrene var født
den 11/1 1832 og døde den 17/1 1890. Hun blev gift med Hans Mortensen, gårdejer
i Skads (Trekanten), han blev født den 12/3 1829 og døde den 18/3 1892. Flere
børn døde unge, kun tre sønner nåede den modne alder. Det var Hans Christian
Hansen født den 3/11 1866, han overtog fødegården, men solgte den senere og
købte en landejendom i Sønder Varde. Anton Hansen født 30/9 1870 var gårdejer i
Sadderup, han døde 1930. Søren Hansen blev døvstum under en sygdom som barn.
Han lærte skomagerfaget, foretog rejser i udlandet og drev senere
antikvitetshandel i København.
Foranførte Søren Christensen,
gårdejer i Boldesager, er født den 27/6 1822 og døde i Boldesager den 3/4 1897.
Han var tre gange gift. I 1849 med Mette Christensen, der døde efter 3 års
ægteskab af tuberkulose, hendes to døtre døde af samme sygdom. Den ene nåede at
blive gift, hendes tre børn døde alle i en forholdsvis ung alder. II den 24/4
1852 blev han gift med Maren Jørgensen født 19/3 1831 i Gammelby, død i
Boldesager den 19/7 1874, hun var meget agtet og afholdt for sit blide væsen og
sin retliniede karakter. Jeg har kendt 8 børn af dette ægteskab, hvoraf kun tre
nåede en høj alder. Resten bukkede, ligesom moderen, under for tuberkulose. III
gift med Ane Johanne Sørensen født i Nourup, i dette ægteskab var der tre
døtre, hvoraf to, Maren og Kirstine, lever endnu. Familien viser et sørgeligt
eksempel på følgerne af datidens mangel på viden om nødvendigheden af
desinfektion efter sådanne dødsfald. I dette hjem havde kun fem børn og Søren
Christensen modstandskraft, så de ikke bukkede under for denne snigende sygdom.
Den yngste af Niels Esbjergs
søskende var som før nævnt Jens Peter Christensen, født i Måde den 24/7, 1837
død s. st. den 4/2 1924. Hans hustru Ingeborg var født i Nourup den 13/5 1833
og døde i Måde 9/5 1894. Hun var en søster til Søren Christensens tredie
hustru. Der var i ægteskabet flere børn, hvoraf den ældste, Christen Nielsen
Christensen, overtog fødegården, der senere gik i arv til sønnen Peder, der
antagelig ejer den endnu. Gården er gået i arv fra fader til søn i syv
slægtled, måske flere. Den ældste af de syv, Thomas Sørensen, er født i 1673.
Disse seks søskende var alle ret
høje, efter mit skøn 180-
Niels Christensen Esbjerg’s svigerforædre
Karens forældre var gårdejer Jens
Pedersen, født i Måde den 12/12 1795, og død samme sted den 1/1 1866. Han blev
gift 1816 med Anne Nielsen, født i Gjesing og døbt i Brøndum kirke den 5/12
1779, død i Måde den 15/2 1865.
Denne gren af familien har jeg
hørt mindre omtalt end Christen Nielsens slægt. Efter omtale hørte Jens
Pedersen til dem, der skal tolv af til dusinet, medens Anne regnedes for særlig
godt begavet. Hun styrede med sikker hånd huset inden døre og tog sig af
børnenes opdragelse på en god og fornuftig måde. Hun var absolut den ledende i
dette hjem. Jens Pedersen blev kaldt »Stjernekiggeren«, måske hidrørende fra en
fejl ved øjenmusklerne måtte han knejse for at se lige frem, så det så ud, som
han almindeligvis stirrede op mod himlen. Han var meget særpræget og
ualmindelig arbejdsivrig. Således fortælles det, at han aldrig havde tid til at
sidde ned, når han spiste sin mad i marken; men sad på hug, højre knæ på jorden
og venstre ben bøjet i vinkel, så fodsålen stod på jorden. I denne stilling var
han altid klar til at rejse sig hurtigt. Havde han ikke meget at skulle have
sagt inden døre, søgte han at tage oprejsning udenfor. Ja selv efter at han var
kommen på aftægt efter at have afstået gården til sin søn Niels Jensen, søgte
han stadig at blande sig i gårdens drift, så der stadig kom rivninger mellem
fader og søn. Dette i forbindelse med, at det gik mindre godt med
gårdens udbytte, førte til, at
sønnen solgte sin fødegård 1856. Selv efter at der var kommen en ny ejer på
gården, vedblev han at blande sig i gårdens anliggender. Især om sommeren var
han meget kritisk overfor kreaturernes pasning på marken, hvilket førte til, at
den ny ejer, der synes at have taget sagen på en meget fornuftig måde, lod ham
udføre en del af kreaturernes pasning om sommeren, da de var på græs.
En datter fra nabogården har
fortalt mig følgende træk: »En dag, efter at Jens Pedersen havde flyttet
køerne, tog han en af dem og trak bort med. Ejeren så det hjemme fra gården og
tænkte, hvad vil han nu med den? ja, måske til tyreholderen, men Jens Pedersen
kom tilbage uden ko. Ejeren spurgte ham naturligvis meget interesseret, hvor
koen var henne, hvortil Jens Pedersen svarede, at han havde trukket den ned til
gårdejer N. N., han mangler en ko, og vi har nærmest en for meget. »Har du da
solgt den?«, blev der spurgt, hvortil han svarede »nej«. »Ja, det er meget
godt«, sagde ejeren godmodigt, og måske skete der vel nok en fornuftig ordning
senere med koen.
Alt tyder på, at Jens Pedersen har
været en tro og pålidelig mand, der har lagt et stort arbejde i sin bedrift.
Hvad begavelse og indsigt angår, var han som folk flest. Derimod syntes Anne
efter faldne udtalelser at have været noget over gennemsnittet.
Jens Pedersen havde en ret pæn
håndskrift, og skrev han en søndag noget, findes foruden dato og årstal tillige
søndagens plads i kirkeåret, således den 28/11 1830, og det er skrevet første
advent søndag. Første søndag i advent er faldet på samme dato i 1830 og 1948.
Til yderligere belysning af Jens
Pedersen tjener følgende: Det var engang, efter at jeg var bleven voksen, at
jeg overnattede i soveværelset sammen med min fader, jeg lagde da mærke til, at
han, da han begyndte at klæde sig af, sagde: »I Guds navn.« De samme ord blev
gentaget, da han den følgende morgen begyndte sin påklædning. Jeg spurgte ham
da, om han altid under af- og påklædning benyttede disse ord og hvorfor. Jeg
fik da følgende svar: »Under et besøg hos min bedstefader i Måde (Jens
Pedersen) stillede jeg ham de samme spørgsmål, som du nu har stillet mig, det
var under samme forhold, og nu vil jeg svare dig med hans ord. Han sagde: »Jeg
tænker altid om aftenen: Mon det er sidste gang, jeg klæder mig af? og om
morgenen: Mon det er sidste gang, jeg klæder mig på? Og det er det fornuftigste
at have Gud med i alt, hvad man foretager sig, tænk på det, Jens.« Og nu siger
jeg, din fader: »Tænk på det, Niels.«
Ja, jeg har tit tænkt på det siden
og talt derom til mennesker, der har erklæret det for sygeligt at tænke
således. De har erklæret, at de ville tænke på livet og ikke på døden, de ville
tænke på det arbejde, de skulle udføre her i livet osv.
Mon det ikke er frygten for døden,
for den sidste fjende, for det endelige punktum for deres virke, der er årsagen
til, at mange nutidsmennesker søger at skubbe tanken om døden fra sig?
Sandheden er dog den, at døden ikke undlader at tænke på os, hver dag er vi den
et skridt nærmere, og inden vi ved af det, har den indhentet os. Det er ikke
sygeligt at tænke på døden, tværtimod er det tegn på sundhed. Det er altid
tåbeligt at møde en fjende uforberedt, og det er klogt gennem livet at berede
sig til den dag, vi ved vil komme. Jens Pedersen tænkte daglig på døden, og så
lærte han vel også at løfte blikket til ham, som sprængte dødens lænker og stod
op af graven påskemorgen.
Ja, han kaldtes »Stjernekiggeren«.
Niels Christensen Esbjerg’s svogre
Karens brødre: Jens Pedersens børn
har jeg ikke kendt, men derimod nogle børnebørn. Foruden Karen har jeg kun hørt
omtale tre sønner, Peder Jensen, Niels Jensen og Niels Peder Jensen.
Peder Jensen, født i Måde den 22/2
1817, død i Gjesing den 9/8 1875, gift den 16/5 1845 med Karen Thomsen, født i
Tjæreborg den 13/4 1815, død i Gjesing den 1/12 1892. Hendes fader var
sognefoged i Tjæreborg.
Peder Jensen (kaldet Peder Måde)
tilbragte sine sidste ungkarledage i Sønderho. Ved indgåelse af sit ægteskab
købte han sin moders fødegård i Gjesing af sin morbroders enke, kaldet moster
Maren. Gården var i en meget dårlig forfatning efter de for landbruget meget
trange år som følge af statsbankerotten i 1813. Det er fortalt, at de nygifte
kunne ligge i sengen og tælle stjernerne gennem taget. Det mentes, at Peder
Jensen ved en løbskkørsel havde pådraget sig skade, der var en medvirkende
årsag til hans tidlige død.
I ægteskabet havde Peder Jensen og
Karen kun en datter, Ane Pedersen, født den 18/12 1847, død den 1/2 1931. Hun
blev den 2/12 1870 gift med den meget ansete bygmester Jens Andersen, født i
Gjesing den 22/7 1837, død samme sted den 2/7 1910. Han overtog Anes fødegård
og viste sig nu som en ligeså dygtig landmand, som han før havde været bygmester.
Jens Andersen og Ane havde i
ægteskabet to døtre, hvoraf den ene døde ca. 16 år gammel, den anden, Edel
Andersen, født den 1/8 1873, lever endnu. Hun blev den 26/10 1896 gift med Thue
H. Thuesen, født i Gjesing den 18/4 1874, død samme sted den 12/11 1945. Thue
var en søn af gårdejer Eskild Thuesen, der var en god ven af Jens Andersen, de
var tillige krigskammerater fra 1864. Thue Thuesen overtog hustruens fødegård
Søndervang og drev den til sin død. Hans enke, Edel, er vedblivende ejer af
gården og forestår dens drift.
Thue H. Thuesen og Edel havde i
deres ægteskab 4 børn:
Eskild Thuesen, født 25/2 1899 -
Gårdejer i Gjesing, gift 17/10 1924 med Karla Hansen, født 7/2 1900.
Alfred Thuesen, født 29/11 1901.
Landsretssagfører i Esbjerg, gift 17/8 1929 med Inger Larsen, født 23/5 1903.
Kathrine Thuesen, født 26/11 1903,
gift 19/11 1929 med Niels P. Søndergård. Gårdejer i Gjesing, født 9/6 1904.
Aksel Thuesen, født 25/8 1906.
Gårdejer i Gjesing, gift 6/12 1931 med Gerda Madsen.
Niels Jensen er født i Måde, han
døde i Veldbæk 10/4 1875, 56 år gammel. Gift med Ane Sørensen, født i Kjersing
1818, død i Veldbæk 1892. Hun var datter af gårdejer i Kjersing Søren Pedersen
og hustru Johanne Jørgensen. I dette ægteskab var der tre sønner: Søren
Nielsen, Jens Peder Nielsen og Andreas Nielsen. Her skal nærmere omtales Jens
Peder Nielsen, født i Måde den 9/6 1851, død i Veldbæk den 14/11 1924. Han blev
den 14/11 1883 gift med Anne Sørensen, født i Boldesager den 26/7 1853, død i
Veldbæk 18/7 1941. Hun var datter af Niels Esbjergs broder,
Søren Christensen i Boldesager, og
hustru Maren Jørgensen. De havde 2 børn: Niels Søren Nielsen og Anne Nielsen.
Niels Søren Nielsen blev ejer af
fødegården i Veldbæk. Han er født den 18/3 1886, gift den 13/10 1911 med Marie Høj,
født i Vrøgum den 12/11 1885. 4 børn.
Agnete Nielsen, født den 20/7
1912, gift med Hans Chr. Klausen i Janderup den 13/11 1938.
Karen Nielsen, født den 25/6 1917,
gift med Svend Holm i Jerne den 24/12 1938.
Signe Nielsen, født den 28/7 1918,
gift med Niels Arne Hansen i Oksvang den 16/5 1942.
Henrik Nielsen, født den 27/1
1920, gift med Grethe Slot Hansen den 27/12 1945.
Datteren Anne Nielsen, født i
Veldbæk den 27/3 1888, gift I den 13/10 1916 med gårdejer i Andrup Anton N.
Esbjerg (II D), der var ingen børn. Gift II den 16/11 1921 med Sofus Sejr
Lauridsen, født i Vong den 26/11 1893. I dette ægteskab er en datter Asta
Esbjerg Lauridsen, født i Andrup den 31/8 1924, gift med købmand i Varde Niels
Aage Pedersen.
Karens tredie broder opholdt sig i
Måde til midt i tredserne, da han blev gift og nedsatte sig som vognmand i
Nordby på Fanø. Niels Peder Jensen havde ingen børn i sit ægteskab.
Som før anført afstod Jens
Pedersen gården til sønnen Niels Jensen, der 1856 solgte den til Kristen
Kristensen, kaldet Kristen Brinder, hvilket navn hidrørte fra, at han i sine
unge dage havde været karl i et brændevinsbrænderi i Ribe (brinderkarl).
Gården kaldtes brandgården, og
Karens yngste broder blev almindelig kaldt Peder Brånd, hvilket navn også blev
tillagt senere ejere af gården.
Året 1856 købte Niels Jensen af
proprietær Niels Hansen, ejer af Krogsgård og Spangsberg mølle, gården matr.
nr.
Det er altså fire generationer på
mandssiden, der har beboet nævnte gård siden 1856.
Vi vender tilbage til Jens
Pedersens gård i Måde. Den nye ejer, Kristen Kristensen (Brinder), solgte
halvdelen af marken til en broder, der var vognmand (fodermand kaldtes det
dengang) i Ribe. Han byggede derpå, så der blev to brandgårde; men manden, der
kom fra Ribe, blev kaldt Niels Riber, så han undgik at få navn efter gården.
Medens vi er i Måde en lille
solstrålefortælling. Det var byen Esbjergs 25 års jubilæumsfest den 28. juni
1893. Folk strømmede til i tusindvis fra nær og fjern, desværre også nogle
professionelle lommetyve. Kong Christian IX og kronprinsen var ankommet med
ekstratog om aftenen den 27 juni og boede på kongeskibet »Dannebrog«, der lå i
havnen. Mange gik om formiddagen den 28 juni ned på havnen for at se
kongeskibet, deriblandt en ældre mand fra Måde, - vi kan kalde ham Niels. Han
syntes så godt om skibet udvendig, at han også fik lyst til at se det
indvendig, hvad han blev forhindret i af vagten. Imidlertid gik kongen og
kronprinsen fra borde for ved 11-tiden at foretage en køretur gennem byen. Rask
gik vor Niels hen til dem, og på sit jydske mål udtalte han ønsket om at se
skibet indvendig. Kongen og kronprinsen opfattede hurtigt det morsomme i
situationen og underholdt sig lidt med ham, hvorefter de gav en tjenstgørende
ordre til at føre ham rundt på skibet. Nu havde manden den vane at tiltale folk
med dig i stedet for du eller De, og følgelig fik kongen og kronprinsen samme
tiltale. Da Niels kom i land, stimlede folk sammen om ham og foreholdt ham det
frygtelige i, at han havde sagt dig til kongen. Han havde ingen anelse om, hvem
han havde talt med, og spurgte betuttet: »Kan man blive straffet derfor?« Nogle
mente ja, andre nej. Da Niels havde sundet sig lidt, sagde han: »Det er nu lige
meget, kongen er en flink mand, og jeg føler mig overbevist om, at vi har en
god konge.« Flere af os gav Niels Riber ret.
Niels Christensen Esbjerg’s barndom og ungdom
|
Gårdejer Niels Christensen Niels Christensens nabo, Peder
Christensen, var død før 1868, og enken, Abelone Madsen, havde solgt det
meste af jorden til L. Gebhardt og gården tilligemed resten af jorden til
købmænd fra Varde. Gamle Lisbeth var aftægtskone på Abelone Madsens gård og
boede i et hus tæt ved denne gård, men hun var død, da man begyndte at tænke
på havneanlæg ved Esbjerg. L. Gebhardt var nervøs for ikke at få nok jord og
turde derfor ikke sælge, men Niels Christensen solgte jord til ret moderate
priser, navnlig langs Borgergade og Havnegade, og Gebhardt og andre foreholdt
Niels, at han skulle holde fast på jorden, til jorden gik længere op i
prisen, men Niels Christensen var en i gammeldags forstand hæderlig, dygtig
og sparsommelig bonde, der opdrog sine 15 børn tarveligt og strengt.
Arbejdsmændene der kom til havneanlægget for at arbejde, levede tarveligt og
fik i høj grad kampen for det daglige brød at mærke. Det var ganske vist ikke
mange af disse arbejdere, der var gifte i 1869/70, og dog var der en 10-12
familier der kom til Esbjerg. De var bogstaveligt talt på bar bund, og deres
ejendele var få og fattige, og de havde ikke anden indtægt at ty til, end
mandens dagløn som almindelig arbejdsmand. De havde ikke råd til at bygge
huse, og da der heller ikke var lejligheder til leje, måtte de klare sig på
en anden og mere primitiv måde. Fordringerne var små. På „Lille Esbjerg"
og dér hvor Sprøjtehuset senere kom til at ligge i Borgergade, var dengang
den indre skrænt af „Esbjerg", og her kunne de leje jord af grundejerne
og på denne jord opførte de en slags hytter, der var byggede af tørv og
lægter og halvt gravet ned i jorden. Ved „Esbjerg" var der een hytte,
beboet af en tømrer ved havnen, og på „Lille Esbjerg" een i bankens
sydlige skrænt og to i den østlige. Jordhytterne beboedes af stenhuggerne
Schnack, Wieth og Peder Holm. I et træskur tæt ved boede arbejdsmand Gabriel
Christensen. Han havde købt ”huset” nede på havnen for 28 kr., og han fik en
del kammerater til at hjælpe sig, og i løbet af een dag var „huset"
transporteret op til „Lille Esbjerg"; stillet op og indflytningen
foregået, ja der blev endda, som til slut på det hele forinden man skiltes,
trakteret med kaffe, som var kogt på komfuret i det nye hjem. Peder Holms
hustru fortæller, at hun og hendes mand var „huleboere" i 17 år. I
begyndelsen var der kun eet rum, ingen skorsten og intet gulv, man gik og
æltede i sandet, og det raslede ned fra tørvevæggene. Sidenhen blev der lagt
sten på ”gulvet” af små sten og tørvevæggene blev beklædt med lærred og gamle
aviser eller andet papir, og der blev lagt en bunke tang på taget, og vand
måtte de hente på Vatterne, hvor det var let at grave sig til ned til
ferskvand, men det var tungt at slæbe op ad de høje skrænter. |
Niels Esbjerg blev født i Måde den
24. juli 1819 og døbt samme dag. Han fik i dåben navnet Niels Christensen; men
da han blev gift og flyttede ind på sin moders fødegård, blev han almindeligt
kaldt Niels Esbjerg, et navn, han blev kendt under til sin død. Hans børn blev
døbt Nielsen, og først efter hans død antog de navnet Esbjerg efter indhentet
bevilling af 19/10 1896. Han må anses som stamfader for slægten Esbjerg, og
navnet Niels bør bevares i slægten.
Han blev vaccineret den 11.
oktober 1820 af distriktslæge Monrad i Varde. Efter optegnelser i hans
skudsmålsbog var han til eksamen den 31/10 1833 og blev dimitteret til
forberedelse til konfirmation med karakter for kundskab meget godt, for
opførsel godt, underskrevet af sognepræsten Søren Spandet Hjort samt
gårdmændene Morten Hansen og Lambert Hansen. Han blev konfirmeret i Jerne
første søndag efter påske den 6/4 1834 med karakter for kundskab og opførsel
meget godt og på tredie søndag efter påske samme år delagtiggjort i den hellige
nadver.
Fra 30/9 1835 til 30/9 1837 tjente
han hos gårdejer Christen Pedersen i Esbjerg, det var nabogården til den gård,
han senere blev ejer af. Christen Pedersen erklærer, at han i den tid har
opført sig dydig og tro. Dernæst tjente han på Lykkegården hos Søren Thomsen
fra Mikkelsdag den 29/9 1838 til samme tid 1840. I skudsmålsbogen får han
betegnelsen »en tro tjener«. Herefter fæster han sig bort for to år fra 3/4
1842 til 3/4 1844 til en mand i Hjerting ved navn E. Matthisen. Denne skriver i
skudsmålsbogen: Niels Christensen har under sin 2-årige tjeneste vist god og
rosværdig opførsel samt med flid udført sit arbejde.
Nævnte bog fortæller således om
hans fødsel, dåb, skolegang, konfirmation og første altergang samt om hans tre
2-årige tjenester i tiden fra hans konfirmation den 6/4 1834 til hans giftermål
den 27/4 1844. I tiden mellem disse tre tjenester var han karl hjemme hos sine
forældre. Bogen fortæller tillige, at i de dage, da der ingen folkeregister
var, var det præsten, der førte bog over fra- og tilflytning i de forskellige
kommuner. Således skriver pastor Gabriel Kock, præst i Jerne-Skads, den 27/3
1842, idet han (Niels Esbjerg) har taget tjeneste i Guldager sogn, Hjerting by,
fra den 3/4 1842, at han de sidste 1,5 år har været hjemme hos sine forældre og
har udvist et godt og sømmeligt forhold samt været til alters i Jerne kirke 21.
søndag efter trinitatis f. år, hvilket blev forevist pastor True i Guldager den
dag, han tiltrådte tjenesten i Hjerting. Den 4/4 1844, da han rejser tilbage
til Jerne sogn, skriver pastor True, at han har opført sig sædeligt og godt og
været til alters 23. søndag efter trinitatis f. år. Dengang var det
almindeligt, at et voksent menneske skulle til alters to gange om året. Det
blev i sin tid påbudt ved forordning, om den forordning var hævet i 1844, ved
jeg ikke, men det var i Vestjylland skik og brug endnu i 1880erne. Der skete
indtegning til altergang, og det vakte stor modstand hos præsterne, da
lægmandsmissionen (indre mission) begyndte, og der blev fremsat ønske om at
komme til alters en tredie gang. En præst udtalte sig på følgende måde: »Jeg
føler mig dårlig nok værdig til at gå til alters to gange om året, hvordan kan
de da påstå sig værdige tre gange.«
Da Niels Esbjerg derpå henvendte
sig til pastor G. Kock for at indgå ægteskab, får skudsmålsbogen atter en
påtegning af pastoren den 6/4, hvori pastor True opfordres til at fremskaffe attest
for hans vandel i Guldager sogn, og nu skriver pastor True i bogen som dennes
sidste skrift:…At foranstående ungkarl, Niels
Christensen, ej her i sognet er bunden ved ægteskabs åbenbare løfte, bliver i
anledning af og som følge af omstående opfordring bevidnet. Guldager
præstegård, den 7. april 1844. T. True.
Der findes 8 navne i
skudmålsbogen, 4 bønder og 3 præster. De to præster i Jerne-Skads pastorat er
begge født i Ribe. Søren Spandet Hjort, søn af købmand Palle Hjort, er født den
8/2 1765, blev præst i Jerne 1827, hvor han virkede til sin død den 24/3 1835.
Gabriel Kock er født i Ribe den 7/5 1783, hvor hans fader var kæmner. Han var
præst i Jerne fra 1835 til 1858. Hans hustru døde den 9/3 1858, og han tog da
ophold hos sin datter Andrea, der var gift med gårdejer Hans Hansen i Jerne.
Her døde han den 29/11 1861.
Foruden de 4 bønder og tre præster
er der et 8. navn i skudsmålsbogen, manden fra Hjerting; men hvad er hans
stilling? det står der ikke noget om. Teksten er meget smukt skrevet og med øvet
hånd, men ikke Matthisens, hans er underskriften, og den vidner også om en
mand, der er vant til at føre pennen. Jeg gætter på, at manden har været
købmand. Der var jo en del handel på Hjerting dengang, idet sejlskibe lagde til
der. Der blev endog pr. sejlskib sendt levende stude til England. Når Niels
Esbjerg har været karl der i to år, mon ikke det skulle være dér, han har
listet sig til at få indblik i forretningslivet og den dertil nødvendige
bogføring, der senere kom ham tilgode. Hans senere bogføring minder meget om en
lille købmands af ældre dato. Meget måtte han lære, men inspirationen var
sikkert fra faderen. Jeg gætter kun.
Ejendomskøbet
Niels Esbjergs morbroder Mads
Sørensen, født i 1782 afgik ved døden den 16/9 1838, han var den 18/11 1815 bleven
gift med Maren Nielsen, født i Veldbæk den 25/3 1787. Hun sad nu enke med 6
børn, 5 døtre og 1 søn, hvoraf ved mandens død den yngste var 8 år, den ældste
22 år. Det var meget dårlige tider for landbruget, og det kneb især for hende
med de mange børn og ingen mand. Det var ikke underligt, at hun gerne ville
sælge gården, og så skete det, medens Niels Esbjerg endnu tjente i Hjerting, at
han købte Esbjerggården, hans moders fødegård, den 15/1 1844 for en købesum af
930 rigsdaler i sølv samt aftægt til hans tante Maren Nielsen, der da var 57
år. Hun døde den 27/7 1865, så det blev en aftægtsydelse på 21 år.
Til gården hørte matr. nr.
På matr. nr.
Man vil vel ikke synes, at 930
rigsdaler, lig 1860 kr., selvom de skulle betales i sølv, var meget for en gård
på ca. 4 td. hartkorn; men vi må huske, at sølvets værdi dengang var ca. 6
gange sedlers værdi for samme pålydende, et forhold vi jo også kender lidt til
i dag. Vi kan jo blot spørge en guldsmed, hvad han vil give for en guldtikrone.
Til anførte pris må tillige lægges aftægt til den 57-årige kone, der i dette
tilfælde varede i 21 år.
Uagtet den tilsyneladende lille
pris vakte købet stærk modstand hos Niels Esbjergs fader, der på det kraftigste
rådede ham fra købet. Han sagde: »Jeg tror, at drengen er bleven tosset, at
give så mange penge for sådan en tør gård, hvor det meste af jorden er
flyvesand og hede, og så 6 kreaturer og 2 radmagre heste«.
Vi må nu ikke forundres over
Christen Nielsens betænkelighed, han blev gift fire år efter statsbankerotten i
1813 og havde nu været familiefader i 27 trange år, hvor landbrugsprodukter
kostede ganske lidt, medens industrivarer var forholdsvis dyre. Til
sammenligning anførte han også, at den største gård i Rørkjær, antagelig den
der senere tilhørte N. P. Sillasen, nogle år i forvejen var solgt for 850
rigsdaler. Vi vil senere se nøjere på priserne, som de fandtes 1844/45.
Imidlertid stod Niels Esbjerg fast
på beslutningen at blive ejer af sin moders fødegård, støttet af sin
svigerfader, Jens Pedersen, der sagde: »Det skal nok gå, Karen er vant til at
bestille noget hjemmefra, og Niels er stærk som en hest«. Svigerfaderen tænkte
kun på arbejdet, medens faderen tænkte på konjunkturerne. Til Jens Pedersen
replicerede Christen Nielsen: »Ja når han så får øjnene fulde af sand, kan han
jo gå op på Bavnehøj og kikke stjerne«, en finte til Jens Pedersen
(Stjernekiggeren).
Imidlertid blev ejendomshandelen
gennemført, Niels og Karen blev gårdfolk på den nordligste af de to
Esbjerggårde. Den anden havde matr. nr. 1 og ejedes af Christen Pedersen, den
kaldtes dengang »Gammelgården«, og den flyttedes senere til en mere central
beliggenhed i marken, omtrent hvor nu vandtårnet (gryden) ligger, og den fik da
navnet »Nygården«, der så senere gav navnet til Nygårdsvej.
Som ungkarl havde Niels Esbjerg
vist sig som en dygtig og interesseret arbejder både ude og hjemme, han hørte
ikke til dem, der løb fra den ene plads til den anden, men blev indtil han
havde lært, hvad læres kunne på det nye sted. Nu skulle hans dygtighed som
selvstændig bonde stå sin prøve.
Men hvorfor ville Niels Esbjerg nu
absolut købe den Esbjerggård? Jeg ved det ikke, det har måske ikke ene været af
pietet overfor sin moder og hendes slægt. Som tidligere anført havde han tjent
to år på nabogården hos Christen Pedersen, der svarede aftægt til en enke,
Elisabet Hansdatter (kaldet Lisbet) født i 1792. Hun boede i et lille hus vest
for gården og var død kort før 1866; thi dette år overtog sønnen, Peter
Christensen, gården; faderen var da død, og udstedte aftægtbrev til moderen,
Abelone Madsen. Lisbets aftægtsbrev var da slettet i tingbogen. Abelone døde
den 7/5 1879 i Skads, og jeg så hendes ligfølge, da de kørte gennem Andrup på
vejen til Jerne kirkegård. Det er min ældste erindring. Ved
ekspropriationsforretningen i 1868 står Abelone opført som ejer af gården, så
de må jo ikke have fået skødet i orden.
Omtalte Lisbet, har min fader
fortalt, var synsk, hun så vogne med ild i fare hen over markerne og standse
der, hvor nu stationen ligger, hun kunne ikke sove om natten, for der var en
hamren og et spektakel nede ved Bavnehøj, og en dag fortalte hun, at hun havde
set »æ klev« og heden fuld af store røde huse. Dette og meget mere fortalte
Lisbet, men de fleste tog overlegent på det og mente, at hun måtte have fået en
for stor kaffepunch, når hun så sligt.
Nogle lignende syner havde gårdejer
Niels Pedersen i Rørkjær, han var fader til N. P. Sillasens første hustru Anne
og overdrog i 1859 gården til svigersønnen. Hvad Lisbet og Niels Pedersen så,
gik på sin måde i opfyldelse i 1868 og efterfølgende år.
Det er de unge, der drømmer
drømme, og de gamle folk, der ser syner. Om disse to har været gamle nok til at
se ind i fremtiden, før Niels Esbjerg købte moderens fødegård, så de yderligere
har tilskyndet ham dertil, ved jeg ikke, men sikkert er det, at han kendte
deres udtalelser i 1868, så de måske har tilskyndet ham til at holde fast på
den, da jordspekulanterne kom for at købe. Desuden stemmede det godt med hans
natur ikke at forlade hjemmet, han i ungdommens år havde stiftet. Der kan tales
om overtro, og der kan tales om synskhed, men mon der ikke er mere mellem
himmel og jord, end vi ved og forstår. Ja, hvad mener du?
Medens vi er ved det mystiske,
erindrer jeg, at min fader har fortalt, vistnok i 1892, at Sibylle havde spået,
at Jerne kirke skulle komme til at ligge midt i Esbjerg, men sådan noget,
tilføjede han, var kun pjat, thi så ville byen jo blive flere gange større end
Varde, og hvad skulle så mange mennesker leve af. Ved tællingen i 1945 havde
Varde 8118 indbyggere, Esbjerg 43.522. Ved sidste indlemmelse er Esbjerg det
samme som Jerne sogn. Kirken midt i sognet og tillige nu midt i Esbjerg.
Spådommen er altså gået i opfyldelse, men hvem er så Sibylla? Vel næppe den
berømte fra Cumæ i Kampanien, hvis tre sidste bøger gik til grunde ved det
kapitolinske tempels brand året
Lidt fra fortiden
Der er tidligere skrevet om
lærkens glade triller over Esbjerggårdenes jorder. Her skal også skrives lidt
om oldtidsminder samme sted. På et kort, fremlagt ved
ekspropriationsforretningen af d. 13 juli 1868, fandtes signatur for 12
gravhøje på de to Esbjerggårdes arealer. Min fader har fortalt, at han har
kendt 16 gravhøje på nævnte arealer. Endvidere erindrer jeg langs landevejen
til Jerne at have set 6 store, pragtfulde gravhøje på Rørkjær mark. Højene på
Esbjergs jorder er nu helt forsvundne, udslettede af moderne huse og
asfalterede gader.
Indbefattet højene i Esbjerg,
hvoraf to benævntes som henholdsvis store og lille Bavnehøj, har der i Jerne
sogn været 118 gravhøje, hvoraf 2 langdysser, en i Kvaglund og en på Veldbæk
mark, den sidste blev kaldt Skibshøjen. I nabosognet Skads skulle der i sin tid
have været 96 gravhøje, hvoraf en del lå et stykke borte fra byen på den
såkaldte Tinghede ved Ribe-Varde landevej, således den store og lille Tinghøj
med flere. Mange af disse høje var store og pragtfulde, især kan nævnes en
ualmindelig stor og smuk høj beliggende vest for Skads kirke, kaldet Kongens
Høj. Da jeg den 22. marts 1949 kom der forbi, så jeg til min store sorg,
hvorledes tyskerne her på Kongens Høj og tillige på Skibshøjen på Veldbæk mark
havde øvet deres vandalisme, og det er sikkert ikke de eneste oldtidsminder,
der bærer sørgelig erindring om besættelsen den 9/4 1940 til 6/5 1945.
Oldtidsforskerne mener, at Skads i
oldtiden ikke alene har været en betydelig by med tingsted nær Grimstrup
sogneskel, men har tillige en tid været et kongesæde.
Disse ualmindelig mange høje i
Esbjerg, Jerne og Skads vidner om stor beboelse i oldtiden, den yngre stenalder
og vel også i bronzealderen. Efter arkæologernes opfattelse blev højene anlagt
langs vigtige færdselsveje, for at de kunne blive set og beundret. Et lignende
forhold frembyder de romerske gravminder langs med den berømte vej Via Appia,
anlagt i
Nogle højgrupper er måske også
anlagt nær offersteder på hellig jord, således eventuelt højene på Tingheden i
Skads.
Det var arkæologen Sophus Muller,
der omkring 1905 indlagde sig stor fortjeneste ved at påvise ved Sliens vestre
ende, nær Slesvig, det gamle Hedebys beliggenhed, hvor i sin tid Ansgar lod
opføre den første kristne kirke i Norden. Samme dr. Sophus Muller har ved
højrækker påvist en vigtig færdselsvej, der i Vestjylland fører mod syd til
Esbjerg, hvor han har påvist, at der ca. 2000 år f. Kr. har ligget en betydelig
boplads med en vigtig havn i vor udenlands forbindelse. En havn, der i vor tid
er opstået i større og mere dominerende skikkelse.
Ved højrækker har arkæologerne
også påvist en vigtig vej fra den gamle ærværdige købstad Viborg til Trans ved
Vesterhavet, hvor en vigtig havn skulle have ligget, dog er alle spor af havnen
dér udslettet. Trans og Esbjerg skulle efter dette i oldtiden have været
Jyllands to vigtige udfaldsporte mod udlandet.
For havnen ved Esbjerg ser det jo meget
troværdigt ud med den tætte oldtidsbebyggelse i det nære opland og med
kongesæde i Skads, der jo ligger vel ca.
En havn kan man vel ikke kalde
det, men de gamle har fortalt, at der i længst forsvundne dage ved Esbjerg er
dreven stor indsmugling pr. skib på det lavtliggende areal øst for de høje
skrænter ved »Lille Esbjerg« ud mod Rørkjærskellet, antagelig ved mundingen af
bækken, der i utallige bugtninger dannede skellet mellem matr. nr. 1 og matr.
nr.
Ligeledes er det mig fortalt, at
der for nogle slægtled tilbage boede på en af Rørkjærgårdene en mand, der var i
besiddelse af forretningstalent og havde tilegnet sig nogen handelsuddannelse.
Han indsmuglede i stor stil på nævnte areal, idet han befragtede skibe, der i
Altona hentede almindelige købmandsvarer, og gik ikke af vejen for at tage
skibsladninger træ hjem fra Norge samme vej. Toldgrænsen mod syd var dengang
Kongeåen. Smuglergodset blev kørt op i gårdens store lade, hvorfra der så
senere gik vognlæs til købmænd i Varde, hvor det solgtes i detailhandel.
Imidlertid opdagede købmændene, at nævnte gårdejer konkurrerede med dem ved at
sælge så meget som overkommeligt til beboerne. En retssag satte så en delvis
stopper for den forretning.
En sønnesøn af den her omtalte
gårdejer og »importør« har fortalt mig følgende tildragelse fra et retsmøde i
Varde: Vor mand, hvis navn var Hans Pedersen, træder ind i retssalens
venteværelse, hvor hans anklagere, 6 Varde-købmænd, sidder på rad. H. P.
tiltaler dem da på følgende måde: »Nå, her sidder I 6 kæltringer, det er godt,
at I er kommen i god tid,« han tager notesbog og blyant frem, »så kan vi jo
inden mødet skrive en fortegnelse over, hvor mange læs I hver især har hentet i
min lade i Rørkjær.« Han noterer navnet på den nærmest siddende og spørger:
»Hvor mange læs har du hentet?« Efter et par minutters tavshed rejser manden
sig og går, de andre 5 følger stille efter. H. P. havde fået en stor
vanskelighed ryddet af vejen.
Imidlertid følte Hans Pedersen sig
noget usikker, han solgte kort tid derefter gården til en broder ved navn Niels
Pedersen for 850 rigsdaler, hvorefter han købte en gård i Nourup, hvor han døde
i en meget høj alder. Kort tid efter, at han var flyttet til Nourup, satte han
sindene dér i bevægelse ved at bygge et stuehus, hvis flothed var uden lige på
den tid.
Ligeledes fortalte Hans Pedersens
sønnesøn, at han i bedstefaderens efterladte regnskaber havde set fortegnelse
over varer foræret til mænd, der helst skulle lukke øjnene, når skibe lossede
ved Esbjerg bæk.
Foruden til købmænd blev en del
smuglergods solgt til de såkaldte kræmmere, der drev ulovlig handel med det
længere mod nord (i æ narland).
Hermed en lille kræmmerhistorie
fortalt mig af en aftægtsmand Niels Bjerg i Hygum i 1892 kort før han døde. Han
fortalte, at han i sine unge dage i tre vintre drev kræmmerforretning i det
nordlige Jylland som karl hos min moders farbroder, Laust Jessen, der foruden
ham havde endnu en kræmmerkarl. De fik udleveret heste, vogn og varer, som de
handlede med og oppebar en fortjeneste af. Undertiden havde en sådan karl
penge, så han kunne betale varerne ved modtagelsen og derved opnå en større
fortjeneste; men så løb han jo også risikoen at miste sin indsats; thi handelen
var ulovlig, og der var ansat kontrollører, hvis opgave var at nappe kræmmerne
på fersk gerning, de var så hjemfalden til lovens straf samt konfiskering af heste,
vogn og varer. Laust gav sig af med at handle med heste, købte dem i »æ
narland«, og når et kobbel var samlet, gik turen sydpå til markeder i
Sønderjylland og Holsten. Denne handel med heste var lovlig og tillige en god
anledning til at holde sig i nærheden af karlene med kræmmervognene. Tillige
havde han en karl, der førte hestekoblene mod syd.
Det er nu aftægtsmandens
fortælling, der har interesse. Foråret stundede til den sidste af de tre
vintre, alle indtjente penge blev sat i et sidste stort læs varer, beregnet på
afslutning med en god vinterløn. Salget var endnu i begyndelsen, da han i
Himmerland blev taget af kontrolløren og beordret at køre til nærmeste kro,
hvor vognen blev kørt i laden og hestene sat på stald. Medens hestene blev
spændt fra vognen, satte kræmmeren staldkarlen ind i situationen og fik ham
overtalt til at ride til en angivet landsby, hvor han mente, Laust var at
finde, og så sætte ham ind i den vanskelige stilling. Det skete, og samme aften
kom Laust ridende til kroen, flot klædt på og med lange blanke støvler og
sølvsporer på begge ben. I et hjørne af krostuen sad kræmmerkarlen og så meget
nedtrykt ud, Laust værdigede ham ikke et blik, desuden fandtes kontrolløren,
der glædede sig over den gode fangst, og så kroværten. Laust rekvirerede mad på
bordet og inviterede kontrolløren og kroværten til at spise med, hvad de var
mere end villige til. Der blev ikke sparet på drikkevarer, stemningen blev
løftet, og til sidst måtte kontrolløren hjælpes i seng. Da kontrolløren om
morgenen vågnede efter rusen, så han ikke noget til aftenens glade giver; men,
hvad der var værre, forsvunden var også kræmmeren med heste, vogn og varer, der
skulle have givet kontrolløren en tiltrængt god ekstrafortjeneste.
Mentaliteten var dengang således,
at det blev anset for ganske hæderligt at snyde toldvæsenet (smugling), at
drive handel uden næringsbevis (kræmmervirksomhed) og at tilegne sig
strandingsgods. Ja, der kunne endog prales med det i et godt selskab, således
hørte jeg på vestkysten noget længere mod nord en mand, der med stolthed
fremviste sin nybyggede lade, udtale, at han ærligt og redeligt havde båret
ethvert stykke træ, der fandtes i laden, hjem fra stranden. Hvad jo ville sige,
at han havde stjålet alt træværket til laden.
I modsætning til det her anførte
ansås det for meget nedværdigende ikke at betale lånte penge eller anden løs
gæld efter aftale.
Niels Christensen Esbjerg’s hustru og børn
Niels Esbjergs egen efterladte
notesbog fortæller: I året 1944 den 15/1 købte jeg min påboende gård her i Esbjerg
for 930 gl. rigsdaler af Mads Sørensens enke. Samme år den 27/4 indlod jeg mig
i ægteskab med Karen Jensen af Måde. Hun er født til denne syndige verden i
1820 den 27/3. Gud give hende fremgang og lykke i det gode. I året 1845 den 8/2
om formiddagen kl. 11 blev vor søn Christen født til denne syndige verden. Gud
give ham lykke og fremgang i det gode. NB. Faddernes familiebetegnelse i
parantes er tilføjet af mig. Den første kvindefadder var gudmoderen, den anden
holdt huen, og det var som regel en ung pige.
Fandtes der i omgangskredsen et
par forlovede, bød skik og brug, at de begge inviteredes som faddere.
Undertiden lå der ved invitationen af de ugifte faddere en anvisning på et
passende parti for et par.
Ved barnedåben i 1845 på
Esbjerggården var som forlovede faddere Karen Thomsen i Tjæreborg og Peder
Jensen i Måde. Christens faddere var: Stine Christensen (Niels’s søster), Karen
Thomsen (senere Gjesing) i Tjæreborg, Anne Kirstine Pedersen i Rørkjær, Edel
Johanne Nielsen i Esbjerg, Jens Pedersen (Karens fader) i Måde, Hans Hansen i
Rørkjær, Niels Pedersen i Rørkjær, Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Søren
Christensen (Niels’s broder) i Måde, Søren Madsen (Niels’s fætter) i Esbjerg.
I året 1846 blev vor søn Jens født
til denne syndige verden lørdag den 17/10 kl. 3 eftermiddag. Gud give ham lykke
og fremgang i det gode. Hans faddere var: Karen Thomsen (svigerinde) i Gjesing,
Dorthe Christensen (Niels’s søster) i Måde, Johanne Madsen (Niels’s kusine) i
Esbjerg, Karen Christensen i Rørkjær, Johanne Hansen i Jerne, Niels Jensen
(Karens broder) i Måde, Søren Hansen i Rørkjær, Peder Sørensen i Jerne, Niels
Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Jens Pedersen i Rørkjær.
I året 1848 den 16/7 blev vor søn
Mads født til denne syndige verden søndag aften kl. 8. Gud give ham lykke og
fremgang i det gode. Hans faddere var: Dorthea Madsen (Niels’s kusine) i
Strandby, Kirsten Christensen (Niels’s søster) i Måde, Ane Madsen (Niels’s
kusine) i Esbjerg, Johanne Madsen i Gammelby, Abelone Sørensen i Kjersing,
Christen Nielsen (Niels’s fader) i Måde, Peder Jensen i Rørkjær, Christen
Pedersen (naboen) i Esbjerg, Søren Christian Jensen i Forum, Niels Lambertsen i
Jerne, Mads Thomsen i Guldager.
I året 1850 den 2/5 blev vor
datter Anne født til denne syndige verden. Gud give hende lykke og fremgang i
det gode. Hendes faddere var: Abelone Madsen (nabogården) i Esbjerg, Maren
Madsen i Esbjerg, Johanne Jørgensen i Gammelby, Ane Kirstine Jensen i
Spangsberg, Peder Jensen (Karens broder) i Gjesing, Christen Nielsen i Rørkjær,
Svend Jensen i Tjæreborg, Niels Mortensen i Jerne, Skrøder Hansen i Neebøl,
Jørgen Nielsen i Grisbæk, Anders Pedersen i Brøndum, Niels Gregersen i Esbjerg,
Klaus Klausen i Sædding.
I året 1853 den 15/3 blev vor
datter Ane Kirstine født til denne syndige verden om aftenen kl. 8. Gud give
hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Dorthe Christensen
(Niels’s søster) i Måde, jomfru Andrea Kock (præstens datter) i Jerne, Anne
Nielsen i Rørkjær, Karen Christensen (nabogården) i Esbjerg, Abelone Madsen i
Forum, Søren Christensen (Niels’s broder) i Boldesager, Søren Pedersen (svoger)
i Janderup, Jens Pedersen i Rørkjær, Jens Peder Christensen (Niels’s broder) i
Måde, Tøger Biltoft (degnens søn) i Jerne, Hans Jensen Danielsen i Alslev.
I året 1855 den 14/1 om aftenen
kl. 10.30 fødtes vor søn Niels Peder. Gud give ham lykke og fremgang i det
gode. Hans faddere var: Ane Sørensen i Veldbæk, Ane Madsen i Forum, Ane Nielsen
i Rørkjær, Karen Lambertsen i Jerne, Maren Spangsberg i Strandby, Maren
Gregersen i Strandby, Kirsten Hansen i Rørkjær, Ingeborg Marie Johansen i
Forum, Christen Nielsen i Boldesager, Mads Nielsen i Rørkjær, Jens Pedersen i
Jerne, Hans Nielsen (svoger) i Jerne, Mads Biltoft (degnens søn) i Jerne, Peder
Christensen (nabogården) i Esbjerg, Jakob Johansen i Forum.
I året 1856 den 21/9 blev vor
datter Dorthe Marie født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 2. Gud
give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Maren Jørgensen
(svigerinden) i Boldesager, Kirsten Christensen (Niels’s søster) i Måde, Edel
Madsen (Niels’s kusine) i Esbjerg, Else Spangsberg i Strandby, Ane Nielsen i
Rørkjær, Karen Mortensen i Måde, Johanne Christensen (nabogården) i Esbjerg,
Ingeborg Hansen i Rørkjær, Jens Pedersen (Karens fader) i Måde, Hans Nielsen
(svoger) i Jerne, Niels Mikkelsen Salling, Niels Peder Sillasen i Andrup, Niels
Peder Christensen i Veldbæk, Hans Lambertsen i Jerne, Jakob Gregersen i
Strandby.
I året 1858 den 22/10 blev vor søn
Søren født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 4. Gud give ham lykke
og fremgang i det gode. Hans faddere var: Ingeborg Mortensen i Måde, Karen
Sørensen på »Lykke«, Marie Martha Rasmussen i Jerne, Ane Sørensen i Gammelby,
Stine Thomsen i Kvaglund, Ane Christensen (nabogården) i Esbjerg, Johanne
Christensen i Jerne, Christen Nielsen (Knude) i Nourup, Lambert Hansen i Jerne,
Iver Ladner, Jerne Mølle, Hans Mortensen (svoger) i Skads, Niels Peder Jensen
(Karens broder), Christen Christensen (gift med Niels’s kusine Dorthea) i
Strandby, Jens Lambertsen i Jerne, Ole Jensen, Jerne Mølle.
I året 1859 den 15/12 blev vor
datter Katrine født til denne syndige verden om eftermiddagen kl. 2. Gud give
hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Kirsten Christensen
(Niels’s søster) i Skads, Ane Lambertsen i Jerne, Johanne Mortensen i Måde,
Mette Marie Jensen i Spangsberg, Ane Johanne Mortensen i Nourup, Sidsel
Sillasen i Andrup, Karen Sørensen i Rørkjær, Søren Pedersen i Janderup, Jens
Peder Christensen (Niels’s brodér) i Måde, Søren Hansen i Gammelby, Niels Christian
Bæk, Veldbæk skole. Ungkarlene Morten Spangsberg i Strandby, Søren Nielsen i
Veldbæk, Hans Henrik Sørensen (senere lærer i Veldbæk) i Jerne, Christen
Sørensen på Lykke, Laust Christensen Smed i Jerne.
I året 1861 den 3/1 døde vor
datter Katrine. Gud være med hende.
I året 1861 den 4/10 blev vor søn
Carl født og døde den 19. samme måned.
I året 1862 den 15/3 døde min kone
Karen Jensen. Gud være med hende.
Det var almindeligt dengang, at
der blev oplæst en levnedsbeskrivelse i hjemmet, inden liget blev »sunget ud«.
En sådan beskrivelse affattedes ofte af degnen, undertiden af præsten, og
overlodes til den efterlevende. I Vestjylland blev den for det meste betegnet
ved det latinske ord testimonium (attest). Undertiden var et sådant testimonium
versificeret. Jeg har læst et sådant skrevet for en moster, død d. 19/12 1870.
Ved Karen Esbjergs båre blev et sådant oplæst. Det afskrives her ordret. Der
findes hverken navn eller dato på det. En meget tydelig håndskrift og korrekt
bogstavering: »Levnedsbeskrivelse over gårdmand Niels Christensens afdøde
hustru Karen Jensen i Esbjerg, der er født i Måde d. 27de marts 1820 af endnu
levende forældre Jens Pedersen og hustru Anne Nielsdatter, hos hvem hun
bestandig var, til hun næsten var 24 år; thi 1844 d. 27de april indlod hun sig
efter forsynets styrelse og gode venners samtykke i det hellige ægteskab med
velagtede ungkarl Niels Christensen af Måde. Dette ægteskab, der varede i 18 år
mindre 6 uger, blev af Gud velsignet med 10 børn, nemlig 6 sønner og 4 døtre,
hvoraf 1 søn og 1 datter, der var de to yngste, ere døde. Gud give deres fader
lykke til at opdrage dem i tugt og ære og føre dem frem i gudsfrygt og dyd. Den
afdøde var i år en dygtig kone, der bestyrede husvæsenet med flid og klogskab
og holdt et rent hus. Hun var næsten syg og sengeliggende i 5 uger, og i den
tid gik hun i sig selv, angrede og fortrød sine synder og holdt sig til Gud og
bad ham af et bodfærdigt sind om nådig forbarmelse og tilgivelse for Kristi
skyld. Hun bad også de mennesker om forladelse, som hun troede at have
fornærmet i hendes ofte ulykkelige og skrøbelige tilstand, og vi tror og håber,
at hun fik nåde og syndsforladelse; thi den algode fader i himlen forbarmede
sig over hende og udfriede hende af jordisk nød og trængsel ved en blid og rolig
død om morgenen d. 15 de marts efter at have levet i 42 år mindre 12 dage. Fred
med hende i al evighed.«
Dette var hendes testimonium, men
hvorledes bedømte nu hendes skolekammerater, naboer og sognebørn hende. Jeg har
talt med flere folk, der har kendt hende meget nøje, jeg kan foruden mange
andre nævne ejeren af nabogården, Peder Christensen (kaldet Pejr Esbjerg),
senere gårdejer i Hygum, samt hendes to svogre, Søren i Boldesager og Peder i
Måde. Efter samstemmende vidnesbyrd var hun meget afholdt, tillige var hun
anset for at være en overordentlig velbegavet kvinde. Flere udtalte sig på
følgende måde, her gengives omtrent ordret: Hvad regning og skrivning angik, da
kunne degnen ikke lære hende noget de sidste skoleår. Hun kunne læse op af en
bog som nogen præst, og så vidste hun besked med fremmede lande.
Engang jeg talte med førnævnte
Peder Christensen i Hygum, faldt talen på en kone, jeg havde kendt, jeg kom til
at omtale hendes ualmindelige færdighed i regning, hvorledes hun trods sin høje
alder sidst i 70erne kunne regne store regneopgaver i hovedet, som jeg under
min forberedelse til præliminæreksamen måtte bruge papir og blyant samt
betydelig længere tid til at fuldføre. Desværre kunne hun ikke forklare sin
fremgangsmåde, der stadig er mig en gåde, men resultatet var altid rigtigt.
Peder Christensen bemærkede hertil ret stilfærdigt: Ja, havde jeg ikke vidst,
at Karen Esbjerg var død mange år, før du blev født, da ville jeg have sagt,
det må have været hende.
Karens dalevende 8 børn, der var i
alderen fra 3-17 år ved hendes død, mistede en kærlig og forstående moder, der
med mildhed havde ledet deres opdragelse til sin død. Det blev for dem hårde
dage, der fulgte. De bevarede alle til deres død mindet om en kærlig moder i
ærbødig erindring. Navnet Karen bør bevares i slægten Esbjerg.
Niels Esbjerg var ikke nogen blid
børneopdrager, det gjaldt såvel disse 8 børn som de senere børn i andet
ægteskab. Riset blev flittigt brugt, der var streng disciplin. Børnene blev i
en tidlig alder sat til hårdt arbejde, så de betragtede det som en lettelse at
være ude at tjene. De lærte sparsommelighed og nøjsomhed samt flere for livet
nyttige goder, så de viste sig gennemgående som flittige og dygtige bønder, da
de fik foden under eget bord.
Medens Niels Esbjerg i sit første
ægteskab var den hårde dominerende, lærte han hurtigt i sit andet ægteskab at
gå stille med dørene. For børnene blev det til tider næsten utåleligt, idet
stedmoderen havde et vanskeligt sind, der i hendes unge dage til tider gav sig
udslag i en sygelig hidsighed, og deraf fulgte ofte en behandling af børnene,
der i vor tid ikke ville blive tålt. Lad mig med det samme tilføje, at under
byens pionertid, da der var megen nød og fattigdom, en fattigdom, man i vor tid
vanskelig gør sig nogen forestilling om, da bad ingen forgæves om hjælp hos
Kirsten Esbjerg. Megen var den mad, hun bar ud i byen til barselpatienter og
andre syge, tit til folk, hun ikke kendte noget til. Ofte var det dr. med. O.
Bruun, der gjorde hende opmærksom på fattige syge.
Men vi kom bort fra
børneopdragelsen. Det var ikke alene i hjemmet i Esbjerg, den var hård, det var
meget almindeligt, at riset var den store børneopdrager på den tid. På gårdene
i Vestjylland var det meget almindeligt, at når nedsaltningen af slagtefårene
fandt sted, det var gerne først i november, blev der skåret et passende antal
pileris, der blev lagt i saltkarret, så havde man til årets brug til børnenes
blottede bag. Disse saltede pil skulle være særligt egnede til dette brug, desuden
gav jo saltet et eget krydret tillæg, når der gik hul på huden.
At det til tider kunne gå hårdt
til, vidner følgende historie om. Jeg hørte den fortælle for ca. 60 år siden af
en landsbysnedker, der selv havde oplevet den. Der byggedes et nyt stuehus,
bræddegulvet var lagt og høvlet. Mesteren sendte den ca. 6 år gamle Søren ind
til moderen for at hente en kost til at feje høvlspånerne sammen med. Søren
kommer så med en kost med et knækket skaft. »Har I ingen ordentlig kost?« siger
snedkermesteren noget bøst, hvortil Søren nervøst svarer nej og forklarer, at
skaftet gik itu i går, da moder slog søster Kirstine (ca. 11 år) med den.
Efter dette store sidespring lader
vi notesbogen fortsætte med at fortælle om det familiære. Den 11/10 1862 indlod
jeg mig i ægteskab med Kirsten Christensen fra Jerne. Gud give os lykke og
fremgang i det gode.
Kirsten Christensen er født den
25/3 1831 i Lunde, der nu er stationsby ved Varde-Nr. Nebel banen, hun døde i
Esbjerg den 30/3 1907. Hendes fader gik under navnet Christen Snittrup efter
hans fødeby i Kvong sogn. Han var først gårdejer i Lunde, senere i Jerne.
Kirsten havde en broder, gårdejer i Jerne, Niels Jørgensen, og søstrene Ellen
Kirstine, gift med gårdejer Jes Jepsen i Jerne, Elisabet, gift med gårdejer
Hans Jakob Pedersen, Arre, og Maren, gift med skræddermester og gårdejer i
Jerne, Jakob Gregersen.
I året 1863 den 16/3 blev vor søn
Carl Christian født til denne syndige verden. Gud give ham lykke og fremgang i
det gode. Hans faddere var: Mette Christensen i Jerne, Mette Kjerstine
Christensen, Ane Nielsen i Esbjerg, Maren Kjerstine Hansen i Rousthøje, Maren
Sørensen i Boldesager, Ane Pedersen (Karens broderdatter) i Gjesing, Else
Kirstine Lambertsen i Jerne, Ane Christensen i Nourup, Edel Marie Hansen i
Rørkjær, Dorthe Marie Jensen i Rørkjær, Sophie Amalie Pedersen i Jerne.
Mandfadderne var Christen Christensen (Kirstens fader) i Jerne, Søren
Christensen (Niels’ broder) i Boldesager, Søren Pedersen i Janderup (svoger),
Hans Lambertsen i Jerne, Jakob Gregersen (svoger) i Jerne. Ungkarlene var:
Christen Nielsen i Esbjerg, Hans Henrik Sørensen i Jerne, Hans Madsen i
Gammelby, Niels Sørensen i Gammelby.
I året 1864 den 22/11 kl. 8 morgen
blev vor søn Eske født til denne syndige verden. Gud give ham lykke og fremgang
i det gode. Hans faddere var: Ellen Kirstine Christensen (Kirstens søster) i
Jerne, Johanne Christensen (nabogård) i Esbjerg, Dorthe Christensen i Nourup,
Edel Christensen i Gjesing, Mette Sørensen i Boldesager, Dorthe Hansen i
Rørkjær, Abelone Lambertsen i Jerne, Niels Jørgensen Christensen (Kirstens
broder) i Jerne, Niels P. Sillasen i Rørkjær, Niels Mortensen i Måde, Laust
Christian Nielsen, Jerne Mølle.
Ungkarlene var: Christen Nielsen i Jerne, Peder Hansen Jakobsen i Årre. Niels
Peder Jensen (Karens broder) i Måde, Hans Lauge Hansen i Forum, Mads
Christensen (nabogård) i Esbjerg, Hans Sørensen i Gammelby.
I året 1867 den 22/5 blev vor søn
Carl Christian født om eftermiddagen kl. 6.30. Hans faddere var: Mette Kirstine
Christensen i Jerne, Abelone Nielsen i Jerne, Ane Sørensen i Boldesager, Ane
Hansen i Arre, Ane Christensen (nabogård) i Esbjerg, Kirstine Hansen i Rørkjær,
Edel Christensen i Strandby, Dorthe Marie Jensen i Rørkjær, Johanne Sørensen i
Jerne, Katrine Sørensen i Gammelby, Søren Pedersen (svoger) i Janderup, Niels
Jensen (Karens broder) i Veldbæk, Jens P. Christensen (Niels’ broder) i Måde,
Kristen Mortensen i Jerne, Søren Hansen Sørensen i Boldesager, Søren Hansen i
Gammelby, Peder Christensen i Rørkjær. Ungkarlene var: Jens P. Nielsen i
Veldbæk, Jens Christensen (nabogård) i Esbjerg, Christen Christensen i
Vognsbøl, Jakob Jensen i Strandby.
I året 1871 den 14/3 blev vor søn
Christian Carl født om eftermiddagen kl. 3. Hans faddere var: Edel Christensen
(sønkonen) i Tarp, Mette Kirstine Christensen i Jerne, Dorthe Hansen i Skads,
Christine Sørensen i Boldesager, Karen Thomsen i Darum, Hansine Hansen i
Rørkjær. Mandfadderne var: Niels Peder Frandsen (Stines 2den mand) i Janderup,
Hans Filipsen i Esbjerg, Peder Christensen (nabogård) i Esbjerg, Hans Nielsen
(svoger) i Jerne. Ungkarlene var: Jørgen Christian Nielsen i Jerne, Niels
Sørensen i Gammelby, Andreas Nielsen i Veldbæk, Christen Madsen i Rørkjær,
Peder Jensen i Rørkjær.
I året 1873 den 12/3 kl. 7
eftermiddag blev vor datter Nielsine Kirstine født til denne syndige verden.
Gud give hende lykke og fremgang i det gode. Hendes faddere var: Maren
Christensen (Kirstens søster) i Jerne, Ane Sørensen i Boldesager, Johanne Marie
Sørensen (senere svigerdatter) i Boldesager, Ane Dorthea Hansen (senere svigerdatter)
i Andrup, Ane Kirstine Nielsen i Jerne, Kirstine Pogge i Esbjerg, Ane Marie
Hansen i Rørkjær. Mandfadderne var: Heinrik Pogge i Esbjerg, Anders Sørensen og
August Wiberg i Esbjerg, Peder Jørgensen i Strandby, Hans Andersen i Solbjerg.
Ungkarlefadderne var: Simon Laursen i Esbjerg, Christen Jensen i Rørkjær,
Christen Madsen i Rørkjær, Christen Hansen i Jerne, Christen Jensen i Måde, Jes
Hansen i Andrup.
Af disse 5 børn i 2. ægteskab døde
de 3 første som små. Disse 3 samt de 2 døde af første ægteskab blev begravet på
Jerne kirkegård. 5 støbte jernkors findes endnu. De fleste af korsene er
beskadigede, og alle navnene er fortærede af rust. Det blev 15 børn i tiden fra
8/2 1845 til 12/3 1873, ialt 28 år. Vi ser, at ved alle barnedåbene var der
mange faddere, der blev ofret penge på alteret til præsten og ved degnestolen
til degnen. Dengang udgjorde højtidsofringen (jul, påske og pinse) samt
ofringerne ved bryllupper og barnedåb en del af præstens og degnens løn. En
sådan ofring ved barnedåb gik ret højtideligt til, først ofrede gudmoderen med
barnet på armen og hende, der holdt huen, ved siden, efterfulgt af de
kvindelige faddere. Gudmoderen anbragte sig så stående med barnet på armen ved
øverste stol på kvindesiden, til venstre når man ser mod alteret. Dernæst gik
mændene offergangen, de gik efter rang med værdige skridt og noget
foroverbøjede, at gå rank var ilde set og blev betragtet som vigtighed. Efter
mændene var det ungkarlenes tur. Alle fadderne bukkede, når de fra alteret gik
forbi barnet, det skulle vel betyde et ja til fadderskabet.
Barnedåben var som regel ved
formiddagsgudstjenesten, og efter gudstjenesten begav faddere og barn sig til
hjemmet, hvor også de mange indbudte gæster indfandt sig omtrent samtidig; thi
der skulle jo være gilde. De mandlige gæster blev budt velkommen med en småkage
og en snaps brændevin, kvinderne med en kage og et glas »gammel fransk vin«
eller mjød. Herefter skulle der spises middag, der dengang bestod af gule ærter
og flæsk med diverse snapse. Til betjeningen medbragte gæsterne selv ske,
gaffel og kniv, mændene brugte som regel deres lommekniv. Redskaberne havde
hver især med i lommen indpakket i et stykke avispapir, efter brugen gik de
atter i lommen uden vaskning.
Som regel kunne spisningen finde
sted kl. 12.30-13.30, men gule ærter kan være lunefulde, de vil ikke altid lade
sig koge ud i den tid, kogekonen har bestemt. Det afhænger af ærternes egenskab
og vandets hårdhed; men kogekonen var ikke ukendt med, at lidt soda kunne gøre
underværker. Således er det fortalt fra et sted i sognet, at ved et barselgilde
blev klokken 13.00 og 13,30 uden at ærterne viste tegn til at blive møre,
gæsternes maver knurrede af sult. Kogekonen måtte da gribe til nødhjælpen soda,
hvilket hun nødig gjorde, da det ansås for noget af en fallit, men o ve, der
var ingen soda på gården, så fik hun fat på en dreng, der hed Mads og var
blandt gæsterne, han blev sendt over på nabogården for at låne soda. Den
10-årige Mads følte sig nu som dagens mand, idet han havde fået en kærkommen
anledning til at gøre sig bemærket. Efter at have afleveret den lånte soda gik
han ind i stuen blandt gæsterne, og med høj røst forkyndte han, at nu skulle de
snart få mad, det var ærterne, der ikke ville koge ud; »men nu har jeg været
ovre hos N. N. at hente soda, så nu bliver ærterne snart færdige«. Da Mads
senere på dagen kom i nærheden af kogekonen, belønnede hun ham med en kraftig
ørefigen. Ja, det fik han for sin villighed.
Hen på eftermiddagen blev der
drukket kaffe med diverse kaffepunche. De udenbys gæster gik derefter med de
fra byen til de forskellige hjem for at betragte bedriften der. Når de så kom
tilbage, var storstuen ryddet, spillemanden ankommen med violinen i
kalveskindsposen, og så begyndte dansen. En tværfløjte var også et meget yndet
instrument ved dansen. Hen på natten blev der spist aftensmad, der bestod af
belagt smørrebrød med hjemmebrygget øl og snaps og så kaffe og punch. Inden
hver gik til sit, blev der atter drukket kaffe med kager og kaffepunch. Det
blev tit hen ad morgenstunden, inden de sidste gæster forlod gildegården. Måske
har levefoden forbedret sig, så det ved de sidste barselgilder på Esbjerggården
er bleven til fersk suppe med peberrodkød om middagen og steg til aftensmaden.
Niels Christensen Esbjerg som gårdejer
Ja, hvorledes turde Niels Esbjerg
sætte sin vilje op mod faderens ved købet af gården, tidligere havde jo
faderens ord været lov, og faderens betænkelighed var ikke ubegrundet. Der var
stor nød og fattigdom i Europa efter Napoleonskrigene. I Frankrig regerede
borgerkongen Ludvig Philip til stor utilfredshed for mange, en revolution var i
gæring. I Tyskland var nøden og utilfredsheden ikke mindre. I 1844 blev der
forsøgt attentat mod kong Fr. Wilhelm IV af Prøjsen. Herhjemme led vi endnu
under følgerne af statsbankerotten 1813. Pengesedlernes værdi var højst 1/6 af
deres pålydende, derfor måtte købesummen ved gårdkøbet erlægges i sølv. Der var
politisk uro og stor fattigdom både i by og på land. Bondestandens frigørelse
havde endnu ikke givet den ventede fremgang. Landbrugsvarer kostede lidt, og
industrivarerne var forholdsvis dyre. Eksempelvis kan nævnes, at en høle
kostede mere end et læs hø, der regnedes til ca. 4 kr. Af andre priser kan
nævnes 1 pd. smør 25 øre, 1 td. rug (
Der var forståelig nok ikke meget
at slå til side med, så folk på landet var tvunget til hovedsagelig at leve af,
hvad de selv avlede. Daglig nød man hjemmebrygget øl og mælk både varmt og
koldt. Der var te i handelen; men den regnedes der ikke meget med. Man lavede
sin egen te af tørrede blomster, og det var især blomsten af almindelig hyld
(sambucus nigra), der blev anvendt som daglig drik i mange hjem, især om
vinteren. Så sent som i min drengetid var hyldete meget anvendt, og den
regnedes for en sundhedskilde. Var man bleven forkølet, var hyldete sikker, før
man gik i seng.
En anden nødvendighedsartikel i
husholdningen var brændevin, og der blev drukket meget. Brændevin fremstillede
bønderne selv, også efter at det var blevet forbudt ved lov af d. 4/6 1689.
Redskaberne til fremstillingen holdtes da nedgravet på et sikkert sted, når de
ikke var i brug; thi blev de opdaget af en af de omstrejfende kontrollører, var
en beslaglæggelse sikker, og desuden muligvis en bøde. Brændevin regnedes
dengang for god medicin for mange sygdomme. Således fyldte jordemødrene deres
patienter med udglødet (afbrændt) brændevin, der var stærkt sødet. Muligvis
virkede det efter formålet, men havde desværre i flere tilfælde den bivirkning,
at konen fik lyst til flasken.
Måske kan det have sin interesse
at vide, at fremstillingen af brændevin blev aktuel ved opfindelsen af
destillationsapparatet i det 14. århundrede. Opfindelsen skete ved en fransk
læge, og brændevin blev da kun anvendt som medicin under navnet aqua vitæ
(livets vand).
Første gang, brændevin nævnes her
i landet, var i 1507, da dronning Christines hofholdnings regnskab viser indkøb
af brændevin for 12 skilling. Det var til at begynde med apotekerne her, der
fremstillede brændevin og solgte det i små portioner. Et lille mål kaldte de en
dram. Brændevin blev først almindeligt nydelsesmiddel i det 17. århundrede, og
i 1621 kom den første brændevinsskat. Ja, det er jo da ikke skattefrit at
drikke en »dram« eller, om man vil, en »snaps« i dag.
Skønt, som før nævnt, pengene var
små i de tider, fik folk på landet alligevel smag på kaffe, men den var dyr, 3
kr. pr. kg rå bønner. De brændte (ristede) selv bønnerne, hvorved de svandt ca.
10 % i vægt. Man vil kunne forstå, at kaffe ikke var nogen helt almindelig
drik, selvom den blev drøjet med cikorie (tut) til 50 øre pr. kg (deraf
betegnelsen tutvand for en mindre god kop kaffe). Der blev ikke mange penge
tilovers til indkøb af kaffe og andre luksusvarer; men med senere bedre tider
tiltog kaffedrikningen stærkt.
Selvom det ligger uden for emnet,
ligger det dog nær at spørge, hvorfra vi får denne dejlige brune drik, den, vi
nyder både i glædens og sorgens dage, både når et menneske fødes, og når kisten
er sænket i jorden.
Kaffens hjemsted er det østlige
Afrika vest for Røde Hav til 10 grader s. br. Navnet hidrører fra provinsen
Kaffa i Abessinien, hvor dens stimulerende egenskab blev opdaget af en hyrde,
der lagde mærke til, at hans lam, eller var det måske gedekid, blev særlig
livlige og kåde, når de havde fortæret blade af kaffeplanten. Hyrden fik da den
idé selv at tygge nogle blade, der havde en bitter smag, og han mærkede da på sig
selv den stimulerende virkning. Kaffens sejrsgang over hele verden var dermed
sikret, idet det derefter gik hurtigt med at finde ud af at fremstille kaffe af
plantens fro, de velkendte kaffebønner.
Kaffens stimulerende virkning
hidrører fra indholdet af en alkaloid, koffein, i frø (0,5 til 1 %) og blade.
Kaffens aroma hidrører fra bønnernes indhold af olie eller plantefedt (10-13
%), der under ristningen brankes. Smagen har sit særpræg efter voksestedet.
Fra Abessinien overførtes planten
til Jemen (det lykkelige Arabien) i det 15. århundrede, og det varede nu ikke
længe, før den dyrkedes over hele Arabien, hvor der fandtes vækstbetingelser.
Nu dyrkes den overalt i troperne, hvor der findes passende jordbundsforhold.
Brasilien leverer ca. 75% af hele verdens kaffeforbrug. Kaffeplantens botaniske
navn er cofféa arabica. Den brune drik vandt hurtigt stor udbredelse i de
muhamedanske lande, hvor den afgav en værdifuld erstatning for vin, der ifølge
Koranen var forbudt. Muhamedanerne havde i kaffen fået en ikke berusende,
stimulerende drik, og dog var der en tid store religiøse stridigheder angående
nydelsen af den herlige kaffetår.
I det ikke muhamedanske Europa
lærte man først kaffen at kende omkring år 1600, og ifølge Holberg skulle den
være nået til København 3 år før Kalmarkrigen (1611), men den blev i flere år
kun forhandlet på apotekerne, hvis den ikke uofficielt blev hjemført af søfolk
og drukket i smug.
På det tidspunkt, da kaffen kom
til København, var ifølge Holberg alle byens fruentimmere øre i hovedet af et
udbredt drikkeri af hjemmelavede snapse og likører, der serveredes ved talrige
besøg hos byens madammer, der holdt åbent hus. Senere, da kaffen var bleven
almindelig, skrev Holberg, at nu kunne vore hustruer og døtre gøre 10 visitter
en eftermiddag og komme ganske ædru hjem. Endvidere skrev han: »Hvis ingen
anden nytte var ved te og kaffe, var dog denne, at drukkenskaben, som tilforn
gik så meget i svang, dermed temmelig er kommen af brug.« Kaffen blev og har
været det siden et virksomt middel til ædruelighedens fremme.
I Vestjylland blev det dog ikke
ret hurtigt, at kaffen konkurrerede brændevinen ud. Jyden sagde: »Begge dele er
gode,« og så hældte han en snaps brændevin i en halv kop varm kaffe, så havde
han en kaffepunch, og dem blev der drukket mange af både daglig og ved festlige
lejligheder.
Ved begyndelsen af dette
århundrede syntes kaffen at være godt på vej til at fortrænge brændevinen; men
nu har vi jo indskrænkning i kaffeforbruget. Regeringen sidder hårdt på
kaffesækken, og der er nået »apotekerpriser« på den. Det er store
prissvingninger, kaffen har været underkastet. 1840 ca. 3 kr. pr. kg, 1880 ca.
1,20 pr. kg og nu ca. 12 kr. pr. kg rå bønner.
Kaffen har mange steder, også her
i landet, været et godt skatteobjekt, således blev krigen i 1864 betalt ved
kaffetold. Ligeledes har kaffen flere gange været genstand for stort anlagt
børsspekulation, så mange har brændt pungen på kaffe; men der er vel nok flere,
der har brændt tungen.
Men det var jo rentabiliteten, der
skulle omtales. Fra 1840 berettes, at en gård på landet gav et nettooverskud,
beregnet efter nugældende mønt, på 18 kr. 94 øre om året til indkøb af det
allernødvendigste. Det var jo ikke noget lyst billede, men man må jo spørge, om
den unge havde set, hvad den gamle ikke havde set, at vinden var ved at vende
sig, så der var fremgang i udsigt; og fremgangen kom. Således berettes, at en
gård i 1847 kunne give et overskud på 600 kr. foruden en købmandsregning på 94
kr. og en udgift til industrivarer på 100 kr.. Måske var det den 25-årige unge
mand, der havde mod på livet og tillid til sig selv og fremtiden.
Vanskeligheder udeblev imidlertid ikke, idet vi i Niels Esbjergs lille notesbog
ser, at han stadig var ude at låne penge, det var altid småsummer og hos
private. I 1845 lånte han således af hver af sine to søstre, Stine og Dorthe, 4
kr., af søsteren Kirsten 2 kr., af broderen Peder 2 kr., af broderen Søren 4,80
kr. og af svogeren Niels Peder Jensen 4,80 kr. Det var små beløb, men de havde
dem vel ikke større. Desuden fortæller bogen om lån hos forskellige i
omliggende byer på 50, 100, 150 og 200 kr.. Den 11. juni lånte han af sin fader
250 kr., så faderen må jo have fået nogen tillid til sønnens bedrift. Ligeledes
har den unge svoger Niels Peder Jensen ofte trådt hjælpende til med lån. I 1855
opføres som skyldig: Til hans fader Christen Nielsen i Måde 620 kr.; Til hans
svoger Niels Peder Jensen i Måde 250 kr.; Til hans aftægtskone Mads Sørensens
enke 200 kr.; Ialt 1070 kr.
Om tidligere opførte smålån er
tilbagebetalt på dette tidspunkt kan ikke ses, da tilbagebetaling kun er anført
ved overstregning. Ved købet af gården 1844 var der 6 kreaturer og 2 heste på
den. Der avledes det første år 47, 5 traver (1 trave er 60 neg) rug, 13, 5
traver byg, 42 traver havre og 5 læs boghvede. Det blev ialt 103 traver. Der
blev tærsket 27 td. 3 skp. rug, 5 td. 5 skp. byg, 27 td. havre og 11 td.
boghvede. Ialt 71 td. kærner. Muligvis er noget fodret op utærsket, navnlig fik
hestene almindeligvis noget utærsket havre skåret i hakkelse. I det hele må det
siges at være et ret ringe kærneudbytte, ca. 5 skp. pr. trave.
Der anføres her nogle priser på
landbrugsprodukter dette år: Smør 24 øre pr. pd., rug pr. td. 4,62 kr., byg
3,13 kr., havre 1,81 kr., boghvede 3,72 kr.,
1 td. byggryn kostede 8 kr., og 1
td. boghvedegryn kostede 10 kr.
I dette år blev der købt mere
korn, end der blev solgt. Fra maj 1844 til maj 1845 blev der solgt smør for 36
kr. En ydelse af ca. 150 pd. samt forbruget i husholdningen for samtlige køer.
Nu til dags regnes vist
Det kan her straks anføres, at
kornpriserne allerede i 1845 steg med ca. 2 kr. pr. td., og der blev avlet 20
traver mere end i 1844.
For året 1845 fortæller bogen
endvidere, den 5/4 begyndte pløjningen til havre, den 10/5 blev den første byg
sået, den 31/5 såedes den første boghvede. Den 3/5 kom hestene på græs og den
11/5 køerne. Den 12/8 begyndte høsten. Den 20-21/8 var der stærk storm med
højvande, så vandet stod helt op i det nederste af toften. Altså, foruden at
engene blev oversvømmet, nåede stormfloden også ind på de dyrkede arealer. Det
var en ualmindelig stor og tillige tidlig stormflod.
Det har måske også sin interesse
at se, hvilken løn der dengang blev betalt til tjenestefolk. En dreng for tiden
den 25/3 til den 1/10 fik 3 kr. samt lærred til en skjorte, 1 par træsko og 1/2
pd. uld. Pigen fik for 1 år 6 kr. samt stribet tøj til en kjole med syløn, hvid
vadmel til en trøje, lærred til en særk, 1 pd. uld og 1 par træsko.
Bogen fortæller, at avlingen
forøgedes fra år til år, samtidig steg enhedspriserne på komet, ligesom også
tjenestefolkenes løn steg i samme forhold. At skrive bogen af vil vel nok føre
for vidt, så vi vil nu betragte 10-året efter gårdens overtagelse.
For året 1854 fortæller bogen: Den
1/3 begyndte jeg at pløje. Gud give lykke dertil. Den 3/5 såede jeg den første
byg. Gud give lykke dertil. Den 9/5 såede jeg den sidste havre, og den 11/5 kom
vore heste på græs. Gud give lykke dertil. Den 19/5 såede jeg den sidste byg,
samme dag kom vore køer på græs. Gud give lykke dertil. Den 27/5 såede jeg den
første boghvede. Gud give lykke dertil. Den 3/8 begyndte vi at høste. Gud give
lykke dertil.
Vi avlede ialt 184,5 traver rug,
byg og havre tilsammen samt 11 læs boghvede. Deraf tærskedes:
54,5 traver rug, der gav 40 td.
7skp.; boghvede 11 læs, der gav 20 td 4 skp.; 50 traver byg, der gav 43 td 4
skp.; 34,5 traver havre der gav 39 td 4 skp.; ialt 144 td. 3 skp.
Vi ser i disse 10 år en betydelig
fremgang i det indavlede fra 103 til 184,5 traver. Ligeledes ses, at kærneudbyttet
er forøget fra ca. 5 til 7 skp. pr. trave. Medens der i 1844 købtes mere korn,
end der blev solgt, solgtes der i 1854 ifølge specifikation i bogen for 536 kr.
8 øre korn. Der blev intet købt dette år.
Enhedspriserne var nu pr. td. for
rug 14,00 kr., for byg 8,50 kr., for havre 7,86 kr. og for boghvede 8,66 kr.
Løn til tjenestefolkene er
samtidig steget en del. En karl var fæstet fra Mikkelsdag til november næste
år, altså 13 måneder, for 112 kr. Endvidere ser vi, at en karl i disse gode,
gamle dage også kendte til at tage op af sin løn før skiftedagen, skønt det var
langtfra reglen. Mange satte en ære i at kunne hæve deres løn ubeskåren den
dag.
For karlen 1854 findes noteret:
Han har modtaget 4 kr. 0 øre; 7 alen lærred á 26 øre 1 kr. og 82 øre
Fastelaven betalt ham 10 kr. 0øre;
Den 25/3 betalt ham 8 kr. 0 øre; Den 4/4 11 alen lærred og 4 kr. – 6 kr. 86
øre; Den 17/6 1 par sko 4 kr. 50 øre; Den 25/6 betalt ham 4 kr. 0 øre; Den 16/9
betalt ham 2 kr.0 øre; Den 27/9 betalt ham 24 kr 0 øre; Ialt 65 kr. 18 øre -
Resten, 46 kr. 82 øre, blev betalt den 1/11.
Vi går atter 10 år frem i tiden og
når til det for Danmark ulykkelige år 1864.
Vi læser i bogen, den 30/4 såede
jeg det første havre, den 27/4 såede jeg det første byg, den 2/5 såede jeg det
sidste havre. Gud give lykke dertil. Den 26/5 såede jeg det sidste byg, samme
dag kom vore heste på græs. Gud give lykke dertil. Den 30/5 såede jeg det
første boghvede, den 10/6 såede jeg det sidste. Gud give lykke dertil.
Den 16/8 begyndte vi at høste. Vi
avlede: 92 traver rug; 96 traver rug byg; 176 traver rug havre; Ialt 364 traver
indavlet året 1864.
Denne ordrette afskrift er alt,
hvad der er skrevet om landbruget i 1864, der var i modsætning til de
foregående år fra 1844 ingen angivelse af tærskningsudbytte, intet om kornsalg
og intet om løn til tjenestefolkene. Vi har kun de avlede traver til
sammenligning med de foregående år. Tillige må anføres, at avlen 1864 var en
del større end de nærmest foregående år.
Til sammenligning tjener: 1844 avledes
der 103 traver; 1854 avledes der 184 trave;1864 avledes der 364 trave
Tillige har min fader fortalt, at
besætningen på den tid var kommen op på 34 stk. kreaturer og 4 heste, desuden
en ret stor fåreflok og svinebestand.
Med gårdens forøgede udbytte var
den tid forbi, da Niels Esbjerg skulle ud at låne penge. Nu havde det vendt sig
således, at der var mange, der kom til ham for at låne.
Hermed er denne lille notesbog i
virkeligheden slut, der er et par notater fra 1865, og for 1867 findes noteret,
at den 7/5 kom køerne på græs, og den 22/5 faldt der så meget sne, at jorden
var helt hvid. Snefaldet blev efterfulgt af stærk nattefrost. Anførte
begivenhed må have gjort stærk indtryk, thi jeg har tit hørt min fader og andre
af hans søskende omtale denne dato, idet de erindrede, at køerne kom hjem fra
marken med sne på ryggen.
En lille bog, der omfattede
landbruget fra 1865 til 1890, erindrer jeg at have set; men den er forsvunden.
En ny bog er anskaffet og bevaret,
den omfatter tiden 1865 til 1878. I denne bog føres udlån af penge samt salg af
gårdens produkter og teglværksprodukter, dog kun hvad der er solgt på kredit.
Kontant salg og pengene i lommen havde dengang ikke ærinde til nogen bog.
Gårdens produkter var korn, halm, kartofler, smågrise, kreaturer, kød, flæsk,
smør med mere. Tillige er der solgt meget malt, så han må have haft maltgøreri
(den såkaldte kølle) og set sin fordel ved at forædle sin byg på den måde.
Undertiden købte han endog byg til fremstilling af malt. Bogen fortæller, at
han havde stor handel med Fanøboerne. Med hensynet til landbruget, da gik det
stadig fremad, indtil havnen blev bygget, hvorefter de dyrkede arealer på grund
af jordsalg stadig formindskedes, og følgen blev, trods mere intensiv drift, at
kvægbestanden måtte reduceres. Med byens vækst voksede efterspørgslen efter sød
mælk, så det blev ungkreaturerne, der måtte ud af stalden, og sidste i 1880erne
var besætningen nede på 12 malkekøer og 2 heste. Da regnedes det for en
vellønnet forretning at sælge den nymalkede mælk afhentet for 25 øre pr. kande
(
I den tid skulle beboerne i
Esbjerg og omegn til Varde for at købe købmandsvarer, i hvilken by tillige
herredskontoret lå.
Heri skete der en forandring, idet
Christen Mortensen (Christen Søndergård) i 1856 blev gift og overtog
fødegården, Jerne Søndergård, hvor han anlagde købmandshandel, beregnet på at
forsyne omegnen med de gængse købmandsvarer samt foretage opkøb af
landbrugsprodukter, såsom korn, huder, flæsk, smør m. m. Det blev en ret
omfattende handel, skønt en del af beboerne vedblev at tage til Varde. Hertil
kom atter noget nyt, idet den første købmand i 1872 prøvede sin lykke i
nybyggerbyen, og det blev fallit eller måske akkord. Jeg husker købmand
Antoniussen, der kom fra Fanø, og hans hustru, der var meget lille, de havde en
datter Daniette på omtrent min alder. Antoniussen med det stærkt krøllede hår
og skæg var en dygtig forretningsmand; men byen var endnu ikke moden til at
bære en så stor forretning, han måtte søge akkord med sine kreditorer, der dog
ikke led ret stort tab, efter hvad jeg husker, Antoniussen fortalte min fader.
Handelen var udpræget blandet, der var kolonialvarer, træ, kul og
manufakturvarer, så vidt jeg husker.
Forbindelsen med Varde kunne ikke
helt brydes; men der kunne gå lang tid imellem, at en mand skulle til Varde, og
når det så skete, blev der sendt bud til naboerne, om der var noget, han skulle
ordne for dem. Således findes i regnskabet fortegnelse over beløb, debiteret
forskellige for indkøb i Varde af Niels Esbjerg. Det var vidt forskellige ting,
f. eks. tobak, et fyrfad, tvist, garn, tøj, forskellige kolonialvarer m. m.
Nogle priser for tiden 1867 kan vist forbavse husmødrene af i dag. Således 1
gås af vægt 12,5 pd. 5,20 kr., 1 pd. smør 66 øre, 10 rødspætter 16 øre, 3 torsk
(8-12 pd.) 1,75 kr., 3 snese hvidling (det var kuller) 3,50 kr., 1 lam 6 kr., 1
pattegris 6 kr.
Besættelsen af landet i 1864
I det for vort fædreland meget
tunge år var Esbjerg og omegn ret stærkt besat af østrigere og prøjsere, af
hvilke de sidste ikke gjorde sig særlig afholdte, tværtimod. Grunden til den
stærke besættelse var, at tyskerne frygtede, at der på Fanø var skjult
soldater, som så kunne falde dem i ryggen under deres færd mod nord. Tyskerne
kendte også dengang til tortur, så der blev anvendt mindre behagelige midler
overfor folk både i Esbjerg og på Fanø for at få dem til at bekende, hvor
soldaterne var skjult, hvilket ikke var let at gå til bekendelse om, da der
ingen var. En embedsmand fra Fanø, hans navn var Due, blev således ført til
Esbjerg og underkastet de for tyskerne egne forhørsmetoder. Da han intet
oplyste, fik han valget mellem enten at fortælle, hvor soldaterne var skjult,
eller blive skudt. Han holdt stadig på, at ”der ingen soldater var på Fanø”,
hvorfor tyskerne skred til dommens eksekution. Tre soldater blev stillet op, og
der blev givet ordre til at skyde. Trods det, at der kun var løst krudt i
geværerne, faldt den dødsdømte besvimet til jorden, så tilskuerne, deriblandt
min fader, troede, at han var død, hvilket de yderligere blev bestyrket i, idet
de, efter at han var kørt bort, fandt blod, hvor han var falden. Blodet
hidrørte fra, at der var fastgjort en buket på hans bryst, hvori var skjult en
blære fyldt med blod. Tyskerne havde opnået deres hensigt, at jage skræk i
tilskuerne, og fik i tilgift had.
De indkvarterede soldater skulle
jo have mad, og vist efter henstilling af sognefoged Niels Pedersen i Veldbæk
opfordrede Jerne-Skads sogneråd Niels Esbjerg til at foretage opkøb af
slagtekvæg til soldaterne, hvilken opgave han løste på en for egnens folk
tilfredsstillende måde, idet der derved skete en udrensning af besætningernes
dårligste individer. Han mente, at det var altid godt nok til tyskerne, til
hvem kreaturerne blev solgt efter levende vægt. En ældre mand, Niels Jessen,
udtalte engang, da krigen var på tale: Tyskerne må have gode tænder, siden de
kunne tygge kødet af vore gamle, magre køer, hvoraf flere endog var med kalv.
De sidste gav god vægt, men forholdsvis lidt kød, og ingen kunne forstå,
hvorledes Niels Esbjerg kunne få sådanne antaget.
Beboerne var ofte bange for
tyskerne, hvad førte til, at de blev endnu mere frække og fordringsfulde. Niels
Esbjerg sagde, at skulle man omgås tyskerne, gjaldt det om at være mere fræk
end de selv. Østrigerne var i modsætning til tyskerne flinke fyre.
Undertiden kunne der forekomme
morsomme optrin. Således mødte Niels Esbjerg en dag, da han var ude på opkøb,
en soldat, der kom ud fra en mindre ejendom i Spangsberg. Soldaten spurgte
efter vej til færgestedet i Strandby og fik den anvist. Niels Esbjerg traf
derefter konen, der havde haft soldaterbesøg, hun sagde: »Ja, tyskeren ville
vel have æg, men han fik ingen. Jeg sagde til ham. Niks, kun jen høne, og så
gik han. Ja, det er da godt, at man kan så meget tysk, at man kan klare sig med
det,« tilføjede Stine med stolthed.
Et andet sted, hvor konen og
børnene var ene hjemme, kom en lørdag eftermiddag en noget bedugget tysk soldat
ind, han forlangte mad og fik det, hvorpå han forlangte brændevin, det blev ham
nægtet. Han fik da øje på en flaske vin, der var købt i anledning af, at der
skulle være barnedåb dagen efter. Han gav sig så til at drikke vinen og blev
stadig mere ubehagelig; men medens konen var ude i køkkenet og ventede med
længsel mandens hjemkomst, rykkede deres lille dreng, Oluf, til undsætning, han
gik frimodig ind i stuen og lige hen til soldaten, der tog ham op på sit knæ og
gav sig til at græde. Sådan en lille dreng havde han også hjemme. Krigeren var
blødgjort. Oluf var den senere realskolebestyrer Rybner Petersen.
Jerne Mølle
Ifølge skøde af 29/12 1857 købte
Niels Esbjerg, sammen med gårdejerne N. P. Sillasen i Rørkjær, Chr. Nielsen
(Knude) i Nourup, der var gift med en kusine Ane til Niels Esbjerg, og Søren
Hansen (lille Søwren) i Gammelby, parcel matr. nr. 4b af Jerne by og sogn af
hartkorn 1 skp. 2 fdk. 2 1/2 album, hvorpå de lod opføre en vindmølle. For
interessentskabet fungerede Niels Esbjerg som kasserer og Søren Hansen som
formand. Sidstnævnte var efter tidens forhold anset for at være en dygtig
landmand, men var noget for sig selv, idet han hverken brugte tobak eller nød
spiritus, hvad ellers alle voksne mandfolk med agtelse for sig selv gjorde
dengang. Ofte blev »lille Søwren« opfordret til at drikke en kaffepunch for sin
anseelses skyld; men han var standhaftig og sagde nej. Kaffe satte han ikke
megen pris på, derimod drak han gerne te, fremstillet af blomsten af almindelig
røllike (achillea millefolium). Samme »lille Søwren« led meget af heftige
hovedsmerter, der kunne overfalde ham meget pludseligt. Således havde hans kone
Maren en dag bagt småkager, hun spurgte ham, om han ville have en kage, og
hvilken det skulle være. I dette øjeblik blev Søren overfaldet af heftige
hovedsmerter og sagde i skyndingen: »En brun, brun Maren.« Christen Knude og
Niels Esbjerg var til stede, og i mange år gik i Jerne sogn brune kager under
betegnelsen »En brun Maren«.
Men vi må tilbage til møllen.
Tidligere var beboerne i Jerne sogn henvist til at få deres korn formalet på
Spangsberg eller Krogsgård vandmølle. Det var en lang vej til mølle, så der
blev opnået stor fordel for sognets beboere ved bygning af Jerne Mølle ved
siden af kirken, beliggende midt i sognet.
Møllen blev nogle år drevet ved
lejet bestyrer; men i 7 år, antagelig 1867-74, blev den drevet af formanden for
interessentskabet, Søren Hansen, i forpagtning. Han svarede i
forpagtningsafgift 75 rigsdaler (150 kr.) halvårlig til hver af de tre andre
interessenter. De sidste år, interessentskabet bestod, blev møllen drevet af
Mads Kristensen (Mads Møllersvend), der senere drev landbrug i Jerne.
Her skal anføres, at møllen i 1868
nedbrændte ved lynnedslag, men den blev straks genopbygget.
En faster har fortalt, at det var
i skumringen, lynnedslaget skete, og arbejdet på møllen var indstillet for den
dag; men da ilden fik fat, begyndte vingerne at gå rundt, først langsomt og
derefter stadig hurtigere, samtidig med at ilden bredte sig. Hun fortalte om
det betagende og pragtfulde syn, det frembød i halvmørket, da hele møllen var
omspændt af flammer, og de brændende vinger som fakler gik rundt med rasende
fart spredende gnister langt bort, indtil det hele sank sammen i et bål. Et
syn, der lettere kan tænkes end beskrives. Den 1. juni 1879 blev møllen solgt
til Mads Nielsen Esbjerg, en søn af Niels Esbjerg.
Skifte med Karens børn i 1862
Da Karen var død, blev der holdt skifte med hendes dalevende 8 børn, der var i alderen fra 3 til 17 år. Skifteretten blev sat på herredskontoret i Varde den 10/4 1862, eftermiddag kl. 3, ved herredsfoged Axel Rosenørn. Som formyndere for børnene mødte Karens to brødre, Peder Jensen, gårdejer i Gjesing, for de fire ældste, og Niels Jensen, gårdejer i Veldbæk, for de fire yngste. Samtlige ejendele: gård, mølle og løsøre blev vurderet til ialt 5800 rigsdalere (11.600 kr.), hvilket sikkert ikke var for højt sat. Der fandtes ikke pantegæld på boet, men derimod skyldtes til forskellige 2000 rigsdalere (4.000 kr.), det gav til hver af børnene 203 rigsdalere 2 2/9 mark (406,81 kr.). Enkemanden erklærede, at han ville komplettere sønnernes arvelod til 300 rigsdalere (600 kr.) for hver, samt tillægge dem hver et chatol til værdi 25 rigsdalere, en kiste af fyr til 6 rigsdalere, 2 lag (sæt) tøj, ægte blåt farvet, af værdi 10 rigsdalere pr. lag. Samt til døtrene hver en sengs klæder til værdi 50 rigsdalere, en dragkiste til 15 rigsdalere samt 2 lag gangklæder til værdi 5 rigsdaler pr. lag. Børnene havde valget imellem, om de forlanger effekterne udleveret in natura eller den herfor bestemte betaling. Udleveringen eller betalingen kan forlanges ved børnenes giftermål eller ved deres 24 års alder. Kapitalen, som forrentes fra børnenes 18. år, forudsat at de indtil den tid nyder fri opdragelse på og underhold i fødegården, blev givet sikkerhed med 1. prioritets panteret i boet, dog næst efter aftægten til Mads Sørensens enke.
1879.
Børnene af første ægteskab var nu voksne, den yngste 21 år, de tre ældste sønner var nu gift og havde købt ejendom, andre stod i begreb dermed, så de havde brug for penge til driftskapital. Niels Esbjerg lavede nu en overenskomst med disse 8 børn.
De gav afkald på al videre arv efter deres fader mod nu, d. 11. juni 1879, at få udbetalt for sønnernes vedkommende hver 10.000 kr. og døtrene hver 9.500 kr. Tillige fik både sønner og døtre hver et gældsbevis på 2.000 kr. at hæve d. 11. juni 1889 eller ved faderens død, hvis den skulle indtræffe før nævnte termin. Den første udbetaling, de 10.000 kr. til sønnerne og de 9.500 kr. til døtrene, bestod i transporter på forskellige af hans debitorer, således fik en af sønnerne sin arv udbetalt i 13 transporter. Det blev således til disse 8 børn 94.500 kr. Gældsbeviset på de 2.000 kr., der skulle udbetales d. 11. juni 1889, blev udbetalt d. 11. juni 1887.
Første teglværk i Esbjerg
Efter
hvad jeg, navnlig i min drengetid, har hørt min fader udtale ved forskellige
lejligheder, tror jeg om det første teglværk i Esbjerg at turde skrive
følgende: Teglværket blev anlagt i 1850 af slesvigeren Niels Barkentin, det var
på Rørkjær grund ud mod havet og grænsende til Niels Esbjergs jord, matr. nr.
2a. Muligvis var ovnen gravet ind i en kæmpehøj, hvilket i den tid var meget
anvendt ved de små periodiske teglværksovne. Af de første brændte sten opførte
Barkentin et stuehus i nærheden af ovnen. Han drev værket under ret primitive
forhold og indrettede produktionen efter efterspørgslen, så arbejdet tit var
helt indstillet. Antagelig var det i 1864 efter længere tids indstilling af
driften, at Barkentin solgte teglværket til Niels Esbjerg.
Barkentin
var da flyttet til Damsmark i Alslev sogn, hvorfra han vendte tilbage til
Esbjerg i 1869, og på Strandby grund byggede han og drev et bageri, uagtet han
ikke var fagmand. Allerede i 1870 solgte han bageriet til bager Keller, der
blev en kendt skikkelse i byen. Barkentin blev i 1871 sognerådsmedlem som den
første esbjergenser med sæde i Jerne-Skads sogneråd.
Som
tidligere anført anskaffede Niels Esbjerg sig en ny regnskabsbog i 1865, blandt
meget andet fortæller den, at der blev udført en del vognmandskørsel fra
gården, og at Niels Esbjerg drev sit teglværk ret intensivt i årene 1865-70.
I denne
periode fæstede han efter min faders udtalelse for sommerhalvåret 6 karle,
hvoraf 3-4 stadig arbejdede på teglværket, af disse var 2 eller 3 tyskere fra
Lippe Detmold, og de var der følgelig kun i den tid, da der på grund af
vejrforholdene kunne arbejdes på teglværket.
Leret
til stenene blev taget i havstokken og hidrører fra glacialperioden.
At
beregne produktionen efter regnskabsbogen lader sig ikke gøre, da, som før
nævnt, kontant salg ikke blev anført. Antagelig er der fremstillet ca. 200.000
sten årlig.
En del
af teglværksprodukterne blev solgt til omegnens bønder, en del gik til Fanø, og
følgelig blev også de sidste to år en del solgt til nybyggerhusene, således
står den kendte pioner ølbrygger Olsen debiteret for 10.000 helbrændte mursten
til 260 kr.
Efter
at teglværket er solgt, viser bogen for 1874 et salg af 16.200 helbrændte
mursten for 40 kr. pr. 1.000, 2.400 halvbrændte mursten for 28 kr. pr. 1.000 og
4.000 brøndsten for 28 kr. pr. 1.000. Disse mursten hidrører fra en
restbeholdning ved afståelsen af teglværket, men dog hovedsagelig fra
nedbrydningen af det af Barkentin opførte stuehus. Vi vil nu til sammenligning
se på priserne på mursten i 1865, de rettede sig noget efter, som der kunne
handles derom, ja undertiden skete der byttehandel med en hest eller et
kreatur. Priserne var i de fleste tilfælde pr. 1000 for brøndsten 26 kr., for
helbrændte mursten 23 kr., for halvbrændte 16 kr. og for blegsten 10 kr. Der
var en vældig prisstigning i begyndelsen af 1870erne; men det var kun midlertidigt,
idet regnskabet udviser, at Niels Esbjerg i 1875 købte 11.500 helbrændte
mursten for 20 kr. pr. 1000.
Regnskabsbogen
fortæller, at d. 1. april 1870 begynder et pengemellemværende med teglværksejer
Th. Ernst i Rørkjær. Det må formodes, at det er den dato, at overdragelsen af
teglværket til Ernst er sket.
Det
anføres, at Ernst straks efter overtagelsen af teglværket foretog udvidelse og
indførte bedre driftsmåde, så årsproduktionen hurtigt kom op på ca. 600.000
mursten. Teglværket, der fra 1870 var kendt under navnet »Ernst’s Teglværk«,
fik nu stor betydning for nybyggerbyen.
Det et
fortalt, at samme Ernst, straks han kom til byen, duperede folk ved at køre
luksuskørsel med 4 hestes forspand med blinker, hvilket blev honoreret med en
stor bøde.
Niels
Esbjerg var medvirkende ved oprettelsen af Janderup Højskole og aktionær ifølge
udstedt aktiebrev af d. 17. november 1869. Aktiebrevene var på beskedne 5
rigsdaler.
Niels Christensen Esbjerg var medejer af
flere skibe
Her
skal fortælles lidt om Niels Esbjerg som aktionær i nogle skonnerter,
hjemmehørende i Nordby og Sønderho og med førere derfra. Muligvis har disse
skibe blandt andet transporteret hans ret store salg af landbrugsprodukter og
teglværksprodukter til Fanø, og tit var efterspørgslen derfra så stor, at han
måtte købe hos andre landmænd for at tilfredsstille Fanøboernes behov. Det kan
nævnes, at mange i Nordby og Sønderho købte en pattegris om foråret, som de så
fedede op til at lægge i saltkarret om efteråret; men de forlangte alle, at det
skulle være en galtgris. Det par galtgrise af eget tillæg forslog ikke meget,
så han måtte ud at købe. Omvendt, hvis fannikerne om efteråret købte et
ungkreatur til slagt, da måtte det ikke være en stud, det skulle være en kvie.
Men det var jo skibene, der skulle omtales.
Det
første var skonnerten »Karen« fra 1869, ført af skipper Jens S. Therkildsen og
senere Søren Andersen. For den blev regnskabet afsluttet d. 12. juli 1879.
2 skib
var skonnerten »Ellen« købt i 1872, den forliste i 1875 og blev efterfulgt af
et nyt skib af samme navn, samme aktieselskab og samme fører Jens S.
Therkildsen. For den blev regnskabet afsluttet d. 5. august 1891.
3
aktieselskab blev dannet ved indkøb af et nyt skib i 1873. Det fik navnet
»Esbjerg«, og dets fører var Mads M. Brink af Sønderho. Regnskabet afsluttedes
i juli 1882 efter skibets forlis.
4
aktieselskab blev dannet i 1874. Der købtes et nyt skib, skonnerten »Dorthe
Marie«. Føreren var Th. Hansen Brink af Sønderho. Den blev solgt d. 30. august
1889.
5
aktieselskab blev dannet i 1876 ved køb af et nyt skib, en skonnert med fører
Jens S. Therkildsen. Skibet solgtes d. 17. november 1892.
Han var
altså aktionær i 5 aktieselskaber med 6 skibe, hvoraf de tre havde navne i
tilknytning til familien. Det strakte sig over et tidsrum af 23 år.
Fortjenesten ved pengeanbringelsen i disse skibe var kun ringe, det gav tit
mindre end almindelig bankrente; men det havde måske også andet formål.
Det var
et uddrag af, hvad regnskabsbogen fortæller om Niels Esbjergs skibsaktier.
Derimod fortæller regnskabsbogen ikke, at han i 1864 eller 1865 købte halvpart
i 2 mindre sejlskibe, beregnet på nærtransport.
Indbyggerne i Esbjerg i 1868
I
geografitimerne i skolen lærte man, at da loven om anlæg af en dokhavn i Esbjerg
i 1868 blev vedtaget, var der to gårde med ialt 13 indbyggere, - tal, der kan
trænge til nærmere eftersyn og rettelse. Da jeg i sin tid hjemme brillerede med
min skoleviden, erklærede min fader kort og godt, at disse tal var absolut
gale, da der var på hans fødegård alene 14 mennesker.
Fader
forklarede mig nu, at der foruden de to gårde var et husmandssted ud mod
Strandby byskel, det var vist oprindelig fæstejord fra matr. nr. 1, det blev
beboet af Gregers-skrædder, desuden var der et jordløst hus (hus uden
landbrug), hvor det lå, husker jeg ikke, muligvis kan det have været Lisbets
aftægtshus. På stående fod begyndte fader nu at holde mandtælling. Hjemme var
hans fader og stedmoder samt 7 børn, hvoraf de to ældste hjemmeværende sønner,
Jens og Mads, gjorde karlstjeneste, Kresten var gift. Desuden var der en
tjenestepige og 4 såkaldte teglværkskarle, der spiste på gården. På nabogården
var der 8, talte fader på fingrene, og på husmandsstedet boede 4 eller 6
personer. Det gav ialt 26 eller 28 beboere. Om der boede nogen i det førnævnte
jordløse hus, husker jeg ikke, men det kunne ikke blive til tallet 13.
Til
belysning vil vi nu se på folketællingslisten i 1860.
På
Niels Esbjergs gård boede han med sin hustru og 8 børn, den ældste søn,
Kresten, må på dette tidspunkt have været ude at tjene, han var da 15 år.
Navnene fremgår af det foregående. Desuden boede på gården 2 tjenestekarle og 1
tjenestepige samt aftægtskonen Maren Nielsen. Det blev ialt 14 beboere.
På
nabogården var ejeren Christen Pedersen død den 21/5 1859, 48 år gammel. Gården
ejedes af enken Abelone Madsen, der boede dér med sine 6 børn, nemlig Karen,
hende har jeg ikke kendt, Peder, der senere overtog gården og udstedte
aftægtsbrev til sin moder den 26/5 1866, Johanne, senere gift med Jakob Gejsing
i Ugelvig, Ane, senere gift med Jørgen Maler i Skads, Mads, senere gårdejer i
Skads, og Jens, senere gårdejer i Hygum. Desuden boede på gården 1
tjenestekarl, og i et lille hus i nærheden af gården boede aftægtskonen
Elisabeth Hansen. Det blev 9 beboere.
På
husmandsstedet boede skræddermester Gregers Nielsen og hustru Grethe samt hans
to gamle forældre, Niels Sørensen og Ingeborg Gregersen. Endvidere 2
skræddersvende, hvoraf den ene var sønnen Niels Gregersen, der senere blev ejer
af stedet. Det blev 6 beboere.
Ialt
giver folketællingen 1860 for Esbjerg 29 indbyggere og ikke 13. Det er tallet
29, vi burde have lært i geografitimerne.
Tallet
13 er gået over i litteraturen, ja, ved byens 50 års jubilæum 1949 benyttede et
københavnsk dagblad endnu det gale tal. Mon ikke det skulle lykkes en fremtidig
forfatter at finde det rigtige tal. Rimeligt ville det være, efter min ringe
mening, at anvende tallet 29 fra folketællingen i 1860.
Som
bekendt er en løgn, - her dog en ret uskyldig fejltagelse, der har fået et
døgns forspring, - vanskelig at indhente og endnu vanskeligere at ihjelslå.
Fejltagelsen
er dog ikke vanskelig at forstå: Husmandsstedet blev ikke berørt af
ekspropriationen til havn og bane og var ikke indlagt på det fremlagte kort ved
besigtigelses- og ekspropriationsforretningen den 13. juli 1868 eller på planen
for terrænets bebyggelse, approberet af indenrigsministeriet den 26. november
1870, desuden blev det i daglig tale på grund af beliggenheden regnet til
Strandby. Det lå jo meget nærmere strandbygårdene end esbjerggårdene. Ydermere
blev Gregers og hans to sønner, Niels og Jakob, almindelig benævnet »Strandby
skrædderne«. De gik ud for at sy på gårdene, og det blev sagt: »At Strandby
skrædderne skelede efter flæsket, medens de spiste ærterne«. Peder Christensen
solgte allerede i april 1868 over 50 td. land af sin gård til udenbysboende og
kort tid derefter gården med tilliggende. Han flyttede først til en mindre gård
i Strandby og derfra til en gård i Hygum, hvor han boede til sin død. Jeg har tilbragt
mange hyggelige timer i hjemmet i Hygum. Peder Christensens moder, der var
tilskrevet aftægt på gården, flyttede bort derfra til sin søn Mads, der havde
købt en gård i Skads, hvor hun døde d. 7. maj 1879, 66 år gammel. Hun blev
begravet på Jerne Kirkegård, og jeg erindrer som 4-årig at have set hendes
ligfølge, vistnok med 12 vogne, køre gennem Andrup by. Hun blev i daglig tale
kaldt »Ablen Esbjerg« ligesom hendes tre sønner, Peder, Mads og Jens, også fik
navnet Esbjerg påhæftet ganske gratis.
Niels
Esbjerg blev boende på sin gård og var i mange år en af de faste punkter i
byens udvikling. »Kongen« blev han kaldt, måske fordi han med fast hånd forstod
at ordne mange vanskelige forhold i nybyggerbyen. Han repræsenterede ofte ved
fuldmagt over for myndighederne udenbys grundejere. Han og hans husstand var
således de eneste af Esbjergs beboere fra før 1868, som fremmede traf. Derfra
hidrører sikkert omhandlede fejltagelse. Regner man ikke aftægtskonen med til
gårdens folk, var der netop 13 ved folketællingen i 1860.
Jordafståelse til staten
Den 21.
april 1868 vedtog Rigsdagen ved tredie behandling lovforslaget om anlægget af
en dokhavn ved Esbjerg, og allerede den 24. april blev loven undertegnet af
Hans Majestæt Kongen. Straks derefter blev de forberedende ingeniørarbejder
påbegyndt, dels i marken og dels på Vandbygningsdirektørens kontor, og det gik
rask; thi allerede den 18. juli 1868 fandt ekspropriation af jord til havn og
bane sted. Det eksproprierede blev afmærket ved tre plovfurer, udenfor hvilke den
opvoksende by kunne brede sig temmelig frit. Vi læser nu i udskrift af
jernbaneerstatningsregnskabet for matr. nr.
Der
eksproprieredes til banen: 46.500 kvadratal. agerjord pr. td.
land betaltes 270 kr. - 53.800 kvadratal. hede pr. td.
land betaltes 50 kr. - 7.580 kvadratal. til vejforlægning
Strandby-Rørkjær, det betaltes pr. td. land med 400 kr. - 107.880 kvadratal.
eller 7,7 td. land afstået til banen. I forskud blev der udbetalt d. 12/4 1873
kr. 800,00 og ved det afsluttende regnskabsmøde den 11/6 1875 kr. 1946,27. Ialt
for jord afstået til banen inclusive renter kr. 2746,27. For jord afstået til
havneanlægget betaltes kr. 2748,00. Ialt for jord til havn og bane betaltes kr.
5494,27
Udstykningen til bebyggelsen
Allerede
dagen efter, at lovforslaget var vedtaget, så havneanlægget var en
kendsgerning, kom der folk til Esbjerg for at købe jord på spekulation; der kom
købmænd fra Varde og Ribe og så den meget snedige slagter Louis Gebhardt fra
Kolding, han var født i Berlin i 1837.
Niels
Esbjerg erklærede, at han ikke ville sælge en eneste alen, før staten havde
taget sit, så der var ikke noget at gøre for spekulanterne. Bedre held havde de
hos naboen, Peder Christensen (kaldt Pejr Esbjerg), han havde overtaget gården
som før nævnt i 1866, men skødet var endnu ikke tinglyst, og det hastede jo
ikke, så hans moder, Abelone Madsen, sad endnu officielt som ejer af gården.
Peder Christensen, der på dette tidspunkt endnu ikke var gift, syntes nu, at
han efter den stedfundne pludselige stigning af jordværdien havde fået alt for
meget i forhold til sine søskende af fædreboet. Hans gode hjerte og retskafne
sind løb af med ham, ved at sælge noget jord kunne han give sine søskende noget
mere, end de for 2 år siden var blevet enige om. Det var jo en smuk tanke, og
det førte med sig, at slagter Gebhardt købte 50 td. land af den for byens
udvikling bedst beliggende jord. Varde-købmændene fik også et stykke, og senere
købte de gården med restarealet, som de atter solgte til et nyt konsortium, der
i 1876 solgte den til landinspektør I. P. Madsen.
Inden
vi går til omtale af jordsalg til byggegrunde, skal omtales en speciel facon på
boliger for Esbjergs pionerer, nemlig jordhytterne. Der var nogle af
tilflytterne, der for en ringe betaling, vist 5-10 kr. årlig lejede et
jordstykke, hvorpå de så opførte en jordhytte, delvis indgravet i en bakke på
»Lille Esbjerg«. Der var således 6 lejere, eller som de kaldtes hulebeboere på
Niels Esbjergs mark. Den ene bolig var dog vist helt af træ. Så vidt jeg
husker, blev den sidste jordhytte sløjfet midt i 1880erne, den lå i
Borgergade-kvarteret. Min fader har fortalt om disse 6 familier, at det var
yderst respektable folk, nærmest de bedste af de tilrejsende. De foretrak at
leve et selvstændigt familieliv under de primitive forhold i jordhytten fremfor
livet ved »Tutten«, hvor det tit gik meget hårdt til. De havde det ret
hyggeligt i disse hjem, og der opvoksede en stor flok sunde og kraftige børn.
Min fader har været i disse hjem til fest og har flere gange været der som
fadder ved barnedåb. En faster har også været gudmoder for børn i disse hjem.
Jeg har selv truffet børn fra disse jordhytter, og for ikke ret mange år siden
har jeg fået hilsen fra et par af disse, alene, fordi de havde hørt mit navn
omtale. Jeg har truffet 2 sønner af stenhugger Schnack, den ene var
lokomotivfører ved Statsbanerne, den anden repræsentant for et handelshus. En
anden af disse beboere var stenhugger Witt, han var den første, der blev
begravet på Esbjergs første kirkegård. Hans enke »madam Witt« husker jeg som
pedel ved Esbjergs første realskole, der under ret primitive forhold var
installeret i en meget lang staldbygning med gavlen ud til Østergade, den var i
sin tid opført af slagter Gebhardt og kendt under navnet Gebhardts stald. Da de
provisoriske gendarmer kom til byen, fik de kvarter i staldbygningen, og man
hørte den tit omtalt som Gendarmkasernen.
»Madam
Witt« blev senere gift med fiskehandler Hans Philipsen, der på sin holstenske
dialekt havde som mundheld: »ras mo de go«, hvilket blev optaget som Esbjerg
bys valgsprog »rask må det gå«. En søn af Witt var slagtermester på Ebeltoft
svineslagteri.
Endvidere
kan nævnes, at to tilrejsende familier byggede hver sin jordhytte på Niels
Esbjergs mark øst for havnebanen, men det var uden tilladelse og midt i en
kløvermark.. Det var i1886, da der ingen særlig mangel var på lejligheder; de
blev selvfølgelig hurtigt sløjfet. Muligvis har der været flere jordhytter, jeg
ikke har hørt omtalt.
Staten
havde taget, hvad den havde brug for, så nu kunne salget af byggegrunde
begynde, og der var straks efterspørgsel.
Gebhardt
havde et areal på 100 td. land nord for »Lille Esbjerg«. Han henvendte sig
allerede i efteråret 1869 til Niels Esbjerg, for at de i fællesskab kunne lave
en gadeplan. De var enige om, at det skulle være lange, lige og brede gader,
ikke krogede og smalle, som de kendte fra Varde og Ribe. De gik så i gang med
afsætningen, assisteret af min fader, der var karl på gården hjemme. Der var
eksproprieret og afmærket for Kongensgade, der jo skulle være amtsvej, så den
var jo på forhånd klaret. Skolegade lagde de parallel med Kongensgade i en
efter deres mening passende afstand. Borgergade blev afsat, så skellet mellem
de to lodder blev gadens midtlinie. Med tværgaderne begyndte de ved skellet
mellem Strandby og Esbjerggårde, det blev omtrent gademidte for Smedegade, og
så kom de andre tværgader parallelle med denne. Vest for Smedegade blev der
ikke foretaget nogen gadeafsætning, der byggedes der som det passede den
enkelte, og der blev hurtigt solgt en del parceller og opført små huse. Det var
hede og blev solgt til en lille pris. Gebhardt og Niels Esbjerg var af den
mening, at det, der lå udenfor deres areal, var dem uvedkommende, og at det
ikke vedkom offentligheden eller nogen anden, hvilke veje de udlagde på deres
egen mark. De anførte gadenavne er selvfølgelig af en meget senere dato.
Imidlertid blev de to herrer snart belært om noget andet, idet herredskontoret
i Varde henstillede til ministeriet, at det foranledigede en gadeplan
udarbejdet. Det blev da overdraget landinspektør Wilkens i Fredericia at
foretage det fornødne, assisteret af vejudvalget for Jerne-Skads kommune,
gårdejerne H. P. Mortensen i Veldbæk og H. P. Hansen i Nourup. De godkendte i
hovedtrækkene, hvad der var lavet, dog blev Borgergade drejet, så føromtalte
skel blev diagonalt, og så kom de to lodsejere alligevel til at afstå lige
meget jord til gaden. Smedegade blev uforandret, men de andre tværgader blev drejet,
idet det tilstræbtes, at de kom til at skære Kongensgade under en ret vinkel.
På Strandby hede voldte gadeafsætningen mere besvær, og et par huse blev vist
dømt til flytning. Gadeplanen blev udarbejdet og forelagt og vedtaget i
Strandby Kro den 10. november 1870 som plan for terrainets bebyggelse. Senere
blev planen approberet af Indenrigsministeriet og tinglyst i Skads herreds ret.
Under
arbejdet i marken ved opmåling, nivellering og afsætning var min fader en tid
privat engageret af landinspektør Wilkens.
Da
Gebhardt og Niels Esbjerg i skøn enighed havde lavet deres uofficielle
gadeplan, kom Gebhardt atter, dengang ledsaget af andre, der havde købt jord på
spekulation, for at få aftalt en passende høj jordpris, men her blev der ikke
enighed. Ifølge Pejr Esbjerg skulle Gebhardt have udtalt, at han ikke solgte en
alen for mindre end en rigsdaler, hvortil Niels Esbjerg bemærkede: »Jeg vil
godt sælge jord, jeg har mange børn og kan lettere dele penge end jord imellem
dem; men de, der skal købe jord og bygge hus, har kun få penge og kan ikke
betale en stor pris for jorden, så vi må regne med skilling og ikke rigsdaler
pr. kvadratalen.« Dermed var den forhandling sket, og der blev ingen
prisaftale.
Niels
Esbjerg anskaffede sig en hovedbog, nærmest en ret tyk stilebog med stift bind,
og heri indførtes nu jordsalget med mere: De første to jordstykker blev solgt
til et konsortium, »Varde købmænd«, for 16 øre pr. kvadratalen, det blev til
kr. 1400, hvoraf de 800 betaltes kontant. Resten forrentedes med 4 % og blev udbetalt
i juni 1876. Samme år solgtes 4 små byggegrunde, en til 18 øre pr. kvadratalen,
det blev kr. 228, og 3 byggebrunde til 20 øre pr. kvadratalen, det blev
henholdsvis kr. 320 kr., 260 kr. og kr. 170. Året efter blev der solgt en byggegrund for kr.
100 at udbetale med kr. 4 pr. måned.
I 1870
solgte han til vognmand Heinrich Pogge et nyopført stuehus med tilhørende ret
stor grund, beliggende umiddelbart syd for gården for kr. 5600. Pogge blev hans
gode ven og nabo resten af hans dage. I 1873 solgte han et hus med to
lejligheder, hvoraf den ene var udlejet for kr. 31,25 pr. kvartal, til August
Wiberg for kr. 1600 med en kontant udbetaling på kr. 200. Resten at forrente
med 4 % og afdrage med kr. 100 pr. termin. Ved nye handeler og nye lån blev
disse to ved at have mellemregning til Niels Esbjergs død.
Til
begyndelsen af 1875 blev der solgt 54 byggegrunde for ialt kr. 31.403. Det var
hovedsagelig til små priser, 16 øre, 20, 24 og 28 øre pr. kvadratalen, dog var
der nogle få, der betalte noget bedre, således 3 byggegrunde til henholdsvis
33, 66 og 82 øre pr. kvadratalen. Pr. byggegrund lå prisen fra kr. 100 til kr.
1400 for en enkelt af dem. Fælles for så godt som alle salg var, at køber og
sælger var fælles om udgifterne ved udstykning og skøde. Der krævedes
gennemgående små udbetalinger og så 4 % renter af restbeløbet fra førstkommende
termin efter salget, indtil udbetalingen kunne ske ved bedre tider eller måske
ved regelmæssige små afdrag, 5, 10 eller 20 kr. var ikke ualmindeligt. Ja 20
kr. i afdrag kvartalet syntes særlig flot.
Med det
nye år 1875 kom den nye mønt, og samtidig syntes priserne på grundene at stige,
ligesom der også solgtes større grunde. Således solgte han til gårdejer Hans
Wulf Petersen fra Vilslev en byggegrund overfor den daværende stationsbygning
ved Exnersgade for kr. 4500, beregnet efter kr. 1,50 pr. kvadratalen. Her
opførtes »Hotel Esbjerg«, der senere fik navneforandring til »Jernbanehotellet«
og som nu er nedlagt.
Til I.
C. Godtfredsen, Lundgård ved Ribe, solgte han hele nordmarken, ca. 29 td. land,
for kr. 14.458, det var kr. 500 pr. td. land. Året i forvejen blev min fader
det tilbudt for kr. 10.000.
Ligeledes
i året 1875 forærede han byen en grund med 25 alen facade mod Borgergade til
opførelse af et sprøjtehus. Foruden plads til brandsprøjten blev der indrettet
et fængselsrum (arresthuset lå jo dengang i Varde), der dog mest blev brugt som
detentionslokale. Man hørte tit i mine drengeår en beruset mand blive
karakteriseret som »sprøjtefuld«. Jeg har ikke hørt det andre steder og har
tænkt mig, at betegnelsen muligvis stammede fra logistedet i sprøjtehuset.
Der
blev stadig solgt mange grunde til små priser, der skulle jo tages hensyn til
folk med små penge. Som eksempel på en billig grund kan anføres, at 900
kvadratalen blev solgt i maj 1886 for 10 øre pr. kvadratalen, kr. 90 at
udbetale i 5 rater. Som i de første år små udbetalinger og forrentning med 4 %,
nogle enkelte 5 %.
Her
anføres en anden måde på salg og afdrag. Den 1. november 1877 solgtes til Chr.
Andersen en byggegrund med pligt til på samme at opføre et beboelseshus. Grund
og hus skulle betales med kr. 1613. Købesummen skulle afdrages med kr. 14 den
1. i hver måned, første gang ved handelens afslutning den 1/11 1877. Af det
ikke afdragede beløb skulle der svares 5 % renter efter opgørelse hver den 11.
december termin. Den 1/1 1882 er købesummen bragt ned på kr. 1212, og den 14/1
1882 udstedes en obligation på kr. 1200 med pant i ejendommen. Afdraget
fortsættes nu med kr. 10 pr. måned. Den 21/12 1887 er beløbet nede på kr.
939,48, der nu blev betalt kontant.
Ligeledes
den 1/11 1877 solgtes en byggegrund, beliggende ved siden af den til Chr.
Andersen solgte, til Drasbæk fuldstændig for samme beløb og på samme betingelser,
som Chr. Andersen var indgået på. Regnskabet viser, at renter og afdrag forløb
på samme måde i de to handeler. Den 11/12 1887 var Drasbæks restgæld nede på
kr. 923,25, der udbetaltes den 18/12 samme år. Man ser af disse anførte 2
tilfælde, at de ikke har været nøjeregnende med at overholde
afdragsbetingelserne.
Det
største salg, mener jeg, fandt sted i februar 1895, og vist tillige det sidste
i Niels Esbjergs levetid. Det var til Chr. Thomsen, ejer af »Jernbanehotellet«,
tidligere »Hotel Esbjerg«, det bestod i 13049 kvadratalen bagjord ind til
hotellets have, der solgtes for kr. 1,50 pr. kvadratalen, ialt kr. 19.573,50,
samt en byggegrund med 37,5 alen facade til Exnersgade for kr. 4 pr.
kvadratalen, ialt kr. 9.788, og yderligere et tillæg på kr. 300. Det blev ialt
en handel på kr. 29.661,50.
Fra
1868 til 1895 blev der foretaget 133 udstykninger indbefattet afståelse til
havn og bane til et samlet beløb af kr. 168.221,50. De 6 af disse solgte grunde
var med påstående bygninger.
De
sidste salg er indført i bogen af hans søn Christian. Sidste gang, man finder
Niels Esbjergs håndskrift, er i juni 1891, da solgte han på »Lille Esbjerg« et
areal på 17000 kvadratalen for kr. 7.500 til Ribe amtsråd, der på dette areal
lod opføre et sygehus.
Ved
Niels Esbjergs død den 18/5 1895 var der endnu en del jord tilbage, hvorpå der
ved intensiv drift, og muligvis tillige ved køb af en del kraftfoder, holdtes
10 malkekøer og 2 heste, om jeg husker ret. Denne sidste rest af matr. nr. 2a
og 2h af Esbjerggården blev delt mellem hans søn og datter af 2. ægteskab.
Christian fik sin ejendom tilskødet 1/11 1895.
Niels Christensen Esbjerg’s pengeanbringelser
Medens
vi efter hans første lille notesbog af 1844 ser ham stadig på farten for at
låne penge både hos familien og andre, såvel indensogns som udensogns boende,
tit ret små beløb, har billedet nu ifølge regnskabsbogen af 1865 og hovedbogen
af 1869 vendt sig, og nu findes mange navne på folk, der søger ham for at låne
penge. Der er både lån på glat ansigt, som man siger, og lån med pant i
ejendom, flest af de første. Hovedsagelig findes anført rente 4 %, nogle få 5
%. Det er både folk fra sognet og fra nabosognene, der finder det nemmere og
billigere at søge lån hos privat mand i stedet for at gå til bank eller
sparekasse. Endog Jerne-Skads kommune har søgt lån hos ham til afholdelse af de
første udgifter ved bygning i 1876/77 af byens første offentlige skolebygning i
Skolegade (41). Hvor meget han har benyttet banker kan ikke ses. Nogle tusinde
har stået i Varde Bank, Varde Sparekasse og Gjesing Sparekasse, og de er taget
ud i 1879, da han udbetalte de mange penge i arv til børnene af første
ægteskab. Dette fortæller tillige, at landbruget siden 1862 har givet godt
udbytte, da der i 1879 blev udbetalt betydelig mere, end der var solgt jord for
til den tid.
Forgæves
har jeg søgt at finde ud af, efter hvilke hensyn der blev taget 5 % i rente af
nogle og 4 % af de fleste. Det har ikke været mig muligt, nærmest ser det ud
til, at låntagerne til 5 % var de økonomisk bedst stillede. Blandt de 5 %
låntagere var Jerne-Skads kommune. Når man betragter låntagernes navne og ser,
at mange af dem er folk med ret små midler, mange har jeg kendt, så forbavses
man over, at kun et par beløb er gået tabt, hvoraf det største er på kr. 145.
Manden anføres at være rejst til Amerika. Det vidner om en anden mentalitet end
den af 1950.
Bedstefader som jeg kendte ham
Bedstefader
var af et meget stille væsen, sagtemælende og lidet talende, jeg ser stadig for
mig hans høje foroverbøjede skikkelse, hans fra ørerne og ned over hagen altid
velplejede skægkrans (skipperskæg), hans altid alvorlige ansigt, kun sjældent
krusede et smil hans læber, aldrig mindes jeg at have set ham bryde ud i en
rigtig latter. Jeg husker, at han har taget mig på sine knæ og talt om forretningsperspektiver,
stor mark, mange køer, heste og lignende, men aldrig har han leget med mig
eller andre børnebørn. Altid så jeg op til bedstefader med alvorlige blikke og
i dyb ærbødighed.
Til
beskæftigelse med åndelige spørgsmål levnedes der ham ikke megen tid, dog gik
han jævnlig i kirke og til alters to gange om året, som han under
konfirmationsforberedelsen var pålagt af pastor Hjort. Han udtalte sig sjældent
om kristelige spørgsmål; men gjorde han det, vidnede hans udtalelse om, at hans
tro var nærmest barnets. Jeg erindrer udtalelser som: »det står skrevet«, »det
har præsten sagt« og lignende. Vinteraftenerne kunne han læse lidt af den
såkaldte skolelærerlitteratur (Tyragod, Anton Nielsen, Zacharias Nielsen og
andre). Aviser læste han omhyggeligt, og han gemte udklip helt tilbage fra
1870erne, især handelspolitiske artikler, og hvad der havde med vestjydsk
landbrug at gøre. Hvad aviserne gav om forretningslivet blev grundigt
gennemgået, og kapitelstaksterne blev omhyggeligt opnoteret.
Offentlige
hverv havde han ingen af i den tid, jeg husker, og han havde sikkert ingen
ønsker i den retning. At han måtte optræde i 1864 var vel nærmest, fordi
sognerådet vanskeligt kunne få nogen til det, da de fleste var bange for
tyskerne. Han har siddet i sognerådet en periode, men da han blev opfordret til
at fortsætte efter periodens udløb, svarede han, at det var bedre at røgte sine
egne høveder (kreaturer) end at muge ud hos andre. Jeg ved ikke, om det skulle
være en hentydning til hans virksomhed i 1864.
Hans egentlige
naturlige bedrift var arbejde, ja trofast arbejde. En søn fra en af de gårde,
han havde tjent på i de unge år, har fortalt mig, at hans fader tit havde sagt,
at han havde aldrig fået sit arbejde udført så godt og rettidigt som i de år,
Niels Esbjerg tjente ham. Bedstefader bødlede på med hele sin legemskraft, både
da han tjente hos fremmede, da han var karl hjemme på fødegården, og vel ikke
mindst, da han satte fod under eget bord. Han var en arbejdets ridder af
naturen, og det var vel tillige en nødvendighed for at klare sig, da han i de
meget vanskelige tider overtog gården. Det tør siges, at han arbejdede af
kærlighed til arbejdet; thi ellers ville han vel nok have taget sig det lidt
mere mageligt, da han kom op i årene og efter datidens forhold blev en ret
velhavende mand. Jeg erindrer at have set ham pløje i en alder af 70 år. Da de
mange børn var hjemme, blev tiden i de lange vinteraftener udnyttet som
sædvanlig på vestjydske bøndergårde, bedstemoder spandt, pigen kartede, karlene
snoede simer eller udførte andet nyttigt husflid, og bedstefader strikkede
strømper til de mange børn. Undertiden blev der til en afveksling læst en
historie højt eller sunget en vise. Bedstefader havde et godt håndelag på det
stykke værktøj, han fik i hånden, og gode kræfter, hvor det krævedes. Hans
huggerum var nærmest at betragte som et tømrerværksted. Der fandtes godt
værktøj, og meget almindeligt tømrerarbejde til eget brug blev udført der.
Talte
bedstefader ikke meget, tænkte han desto mere over sine planer i stilhed, og
når de så var gennemtænkt, var det ikke let at få ham til at foretage en
ændring. Således da han købte Esbjerggården, og hans fader søgte at forhindre
købet, da stod han fast, og hvorfor? Engang jeg som dreng fik lejlighed til at
se i hans lille notesbog og læste om hans køb af gården og de 930 gl. rigsdaler
og vel har sagt noget til ham derom, sagde han til mig: »Ja, da jeg skulle
giftes, gik alle mine søskende hjemme, så jeg kunne jo ikke få fødegården, hvad
var da mere naturligt, end at jeg, da lejligheden bød sig, købte min moders
fødegård, der langt tilbage i tiden havde været i familiens eje, så opnåede jeg
da den herlighed at komme til at bo på og dyrke slægtens jord.«
Noget
andet var, at morbroderens enke af økonomiske grunde var nødt til at sælge
gården og ved salget opnåede at sikre sig sit udkomme for resten af sine dage.
Min i
1918 afdøde broder Anton overværede for ca. 35 år siden et møde i Lunderskov,
hvor en af Henry Georges eftersnakkere brugte bedstefader som et afskrækkende
eksempel på en jordspekulant og skildrede ham som en flegmatisk, næsten
åndssvag mand, der sad i sin magelige lænestol, røg sin pibe og inkasserede den
ved grundspekulation indvundne fortjeneste, hidrørende fra værdistigningen af
grundene ved anlæg af havn og bane.
Intet
er mere fejlagtigt, intet lå mere fjernt for ham end spekulation. Han var først
og fremmest bonden, der boede på slægtens gård (moderens fødegård). Hans sind
var bunden til jorden, og han drev den med flid og interesse og opnåede ret
store resultater, før havn og bane kom. At drive en hedegård op fra 6 til 34
kreaturer i ca. 20 år lader sig ikke gøre ved at sidde og ryge tobak i en
lænestol.
Lignende
resultater er vel nok opnået af mange andre hedebønder, der ikke var bange for
at lægge kræfter i, hvilket også var en absolut nødvendighed. Det var hans
glæde og lønnen for hårdt arbejde at se bedriften vokse, at se heden forvandlet
til god agerjord med gylden høst.
Hans
arbejde som bonde var ikke enestående; thi mange er de hedebønder, som ved sved
og energi har bidraget til at gøre Danmark større, ved at forvandle den golde
hede til yderig agerjord.
Desuden
var bedstefader i besiddelse af så megen forretningssans, at han ikke gik af
vejen for at tage fat på flere med landbruget beslægtede opgaver, som bygning
af Jerne Mølle i 1857 til formaling af bøndernes korn, drift af teglværket til
fremstilling af mursten til nybygninger og som medejer af flere mindre skibe i
1865-92, hvis formål i begyndelsen for en stor del var hensynet til samhandelen
mellem Fanø og fastlandet. Det var altsammen noget, der lå forud for virkningen
af statens foretagende.
Førnævnte
opgaver havde han frivilligt taget op, nu kom det til udstykning af gårdens
jord til byggegrunde, en opgave, der i sandhed interesserede ham mindre end
noget andet af hans arbejde; thi derved var der jo sat bom for den videre
udvikling af hans landbrug, der netop var i god gænge, idet han som den første
der på egnen havde begyndt at mergle sin jord, ligesom han også var blandt de
første, der såede græsfrø. Det med merglingen vakte megen opsigt, det ansås
nærmest som galmandsværk. At grave sådan noget dødt ler op og køre det ud på
marken kunne da kun gøre skade, blev der sagt.
Mange
skoser blev ham tildelt i anledning af merglingen. Således blev han af en
gårdejer i Rørkjær, Peder Søndergaard, der havde nedbrudt en væg af soltørrede
lersten, tilbudt et læs stenbrokker til at køre ud på marken, idet samme
gårdejer mente, at det var bedre end det såkaldte mergel.
Udstykningen
var som før antydet en bremse på udvidelsen af hans landbrug, men han så på det
som en nødvendighed, som en opgave, der var henlagt til ham, og denne opgave
skulle udføres samvittighedsfuldt, hvorfor det ikke nyttede, at grundejere, der
spekulerede i jord fra nabogården, kom til ham for at få fastsat nogle
mindstepriser ved salg af byggegrunde. Det gjaldt for ham ikke om at få det
mest mulige ud af det; men han havde også tanker for at hjælpe de småt
bemidlede nybyggere ved små priser, lempelige udbetalinger og eventuelt lån til
at blive selvstændige husejere, hvad dengang sattes højt. Men når en
overenskomst var gennemtænkt, diskuteret og fundet anvendelig, så var det også
meningen, at den skulle overholdes.
Entreprisen
ved havnebygningen blev overdraget schweizeren ingeniør Carlé, han herskede
uindskrænket på det areal, der til havneanlægget var afgrænset ved tre
plovfurer, og han fik af arbejderne tildelt titlen »havnens konge«.
Egnens
beboere fandt på at kalde Niels Esbjerg »Esbjergs konge« eller i daglig tale
»Kongen«, et navn, der en overgang var meget benyttet. Det var jo således, at
hos ham kunne der fås jord at bygge på, der kunne lånes penge på billige
vilkår, der kunne købes landbrugsprodukter som mælk, kartofler, gryn, malt med
mere, og skulle de have en sommergris, beregnet på at lægges i saltkarret til
vinterføde, da kunne en lille pattegris også købes der samt senere lidt til
dens trivsel. Lidt køkkenaffald blev der jo altid til grisen, og lidt grønt var
der jo steder nok, hvor det kunne plukkes. Der kunne også lejes et stykke
kartoffeljord for den, der havde interesse for selv at dyrke noget til
køkkenet. Et kartoffelstykke betaltes efter størrelsen med 2 til 10 kr. for
sommeren. Tillige kan nævnes, at mange er de skåle mad, der fra hans køkken er
gået til syge i byen.
Medens
vi er ved navnet »Konge«, er det vel også på sin plads at anføre, at Niels
Esbjergs datter Kirstine (født i 1873) blev beæret med navnet »Prinsessen«.
Byen fik også sin »kronprins«, det var det første barn, der blev født i byen,
efter at havnearbejdet var påbegyndt. Det var en søn af murermester Frøkjær, og
gaden, hvor han blev født i april 1869, fik senere navnet Kronprinsensgade til
ære for byens »kronprins«, der i dåben blandt flere fine navne fik det
borgerlige navn Jens.
Forfatteren
Søren Alkærsig skrev i sin bog »Esbjerg« meget karakteristisk om ingeniør Carlé
og bedstefader, der begge var tildelt titlen »konge«: »Det har truffet sig så,
at på pionerbilledet er disse to »konger« kommen til at sidde ved siden af
hinanden, men de vender sig bort fra hinanden, som om derved skulle udtrykkes
modsætningen. Og vist er det, at den næppe kunne være større end her:
Eventyreren ved siden af bonden, der bor på sine fædres jord. Niels Esbjerg var
en i gammeldags forstand hæderlig, dygtig og sparsommelig bonde, der opdrog
sine 15 børn tarveligt og strengt.«
Ja, det
er sandt, trods byens vækst og hans samkvem med alle, høj som lav, vedblev han
at have begge ben på jorden. Han blev ikke svimmel, da byens udvikling tog
fart. Hans behandling af dem, der ønskede at købe jord og bygge hus, var
fastlagt i 1868 og forandredes ikke, det var stadig moderate priser og
lempelige udbetalinger. Han vedblev at være bonden, der holdt af sin jord og
sin bedrift og drev de ved salg stærkt formindskede arealer stadig mere
intensivt.
Godt at
han havde lukket sine øjne, da en senere storspekulation holdt sit indtog i
byen. Det ville have gjort ham ondt at se, hvorledes mange landboere fra
omegnen blev revet med af spekulationsfeber og tabte store formuer.
Tre år
før Niels Esbjerg døde, havde det hårde slid gjort sin gerning, da var han
opslidt, kunne ikke udrette mere og kunne ikke forstå, at det var rigtigt.
Den 18.
maj 1895 afgik han ved døden efter få dages sygeleje, hvor hans dalevende 10
børn fik lejlighed til at tale med ham for sidste gang. Han blev begravet på
Jerne kirkegård, hvor hans første hustru og 5 børn, 2 af første og 3 af andet
ægteskab, i forvejen var stedt til hvile.
Pastor
Jens Andersen, Jerne, forrettede jordpåkastelsen og talte gribende ud fra et
ord af Bjørnstjerne Bjørnson i fortællingen »Arne«, hvor moderen synger:
»Herre, tag i din stærke hånd barnet, som leger ved stranden.« Præsten udtalte:
Det var det tunge sinds brusende vand, men livet sejrede, han døde med fred i
sjælen og i troen på sin frelser. Æret være hans minde.
Et par historier
Det var
en sommerdag, jeg har vist været 12 år og boede i Boldesager hos mine
plejeforældre, da politibetjent Fahrner fra Esbjerg kom ind til os for at
spørge vej til en gårdejer, om hvem han havde en tilsigelse til. Min plejemoder
og jeg var ene hjemme, og jeg var straks parat til at vise ham den efterspurgte
gård og fulgte ham til den. Jeg tiltalte ham ved navn, hvorover han blev noget
forbavset og spurgte, hvorfra jeg kendte ham. Jeg fortalte nu politibetjenten,
at jeg havde set ham hos min bedstefader i Esbjerg. Han fik da at vide, at jeg
hed Niels ligesom min bedstefader, hvortil han bemærkede, ja, så er du vel den
stærkeste i skolen, hvad jeg ikke kunne sige ja til. Han sagde nu, at når jeg
hed Niels, burde jeg være den stærkeste i skolen, »for din bedstefader var
meget stærk«, og som bevis herpå fortalte han følgende tildragelse under vor
vandring: Det var medens havneanlægget stod på, - og det var ikke rare mænd
alle, der kom til byen, - at din bedstefader en søndag aften var på vej hjem
efter at have besøgt Gregers skrædder. Han hørte da kvindehyl og råb om hjælp
fra heden; og på grund af mørket kunne han ikke se noget tydeligt, men han gik
efter lyden. Det viste sig da, at det var hans tjenestepige, der havde været i
Strandby og nu var på vej over heden, hvor hun havde mødt en havnearbejder, der
søgte at voldtage hende, hvorimod hun kæmpede tappert. På din bedstefaders
forespørgsel om, hvad der dér gik for sig, svarede arbejderen, at det skulle
han straks få at vide. Arbejderen, der var kendt som en frygtet slagsbroder,
gik straks til angreb, idet han vel tænkte, at han let kunne lære denne
halvgamle stilfærdige bonde til ikke at blande sig i hans anliggender; men her
var han gået forkert i byen. Det blev Niels Esbjergs egestok, der stiftede
bekendtskab med voldsmandens ryg og det så grundigt, at han dagen efter måtte
blive i sengen. Nogle dage efter sivede historien ud, og det var jo en meget
alvorlig sag, så jeg gik til din bedstefader for at indhente oplysninger; men
han ville ikke fortælle noget. Først da manden på grund af kammeraternes
drillerier havde forladt arbejdspladsen, fik jeg ham til at rykke ud med
historien med den slutbemærkning: »Han har fået sin velfortjente straf.«….Blandt havnearbejderne, der kun havde kendt din
bedstefader som den stille, godmodige mand, gik der nu sagn om hans kræfter. Og
når der ved »Tutten« var slagsmål, blev der tit sagt for at kølne de ophidsede
gemytter: »Vi henter Niels Esbjerg« eller »kongen«, hvad dog aldrig skete, og
en henvendelse ville sikkert også have været frugtesløst. Derimod, fortsatte
politibetjent Fahrner, var jeg tit glad, når jeg skulle foretage en arrestation
og køre en arrestant til arresthuset i Varde, da at have Niels Esbjerg til at køre,
for så forløb det altid sikkert….Det var politibetjent
Fahrners ret jævne fortælling gengivet efter hukommelsen.
Da jeg
senere foreholdt bedstefader historien og spurgte, om det var sandt, fik jeg
til svar: „Jeg har endnu en god stok, og pas på at være en artig dreng.“
En
anden tildragelse har jeg læst om i bedstefaders notesbog for landbrug med mere
efter 1865, den der som før nævnt er bortkommen. Endvidere har jeg hørt den
fortalt af min fader og fik den sidst fortalt af lokomotivfører ved
Statsbanerne Christiansen i Viborg, han havde tidligere station i Esbjerg.
Det var
kort før julen i 1874, hvor der arbejdedes med grusning på strækningen
Esbjerg-Lunderskov med mandskab fra Esbjerg, hvor lokomotivet overnattede.
Bedstefader
kom en aften kørende fra Jerne Mølle i en gammel arbejdsvogn fyldt med
melsække, ovenpå hvilke han sad. Ved niveauoverskæringen med landevejen i
Jerne, der nu er ført over banen ved en bro, så bedstefader toget komme fra
venstre med tændte lanterner, men tænkte, at han let kunne slippe over, inden
toget nåede overskæringen. Enten må nu afstanden ved lyset, (det var jo aften)
være skønnet forkert, eller hestene har gået for langsomt. Vognen blev påkørt
af lokomotivet med det resultat, at hestene blev frigjort og løb hjemad det
bedste, de havde lært. Vognen blev slået fuldstændigt til pindebrænde med
undtagelse af højre forhjul, der var ubeskadiget og blev opbevaret i mange år.
Og bedstefader, hvorledes gik det ham? Ja, han fik en luftfart og havnede i
jernbanegrøften med en mindre hudafskrabning på næsen ellers fuldstændig
ubeskadiget. Lokomotivet holdt stille, og da lokomotivføreren kom hen til
bedstefader, skældte han ud, hvortil lokomotivføreren bemærkede: »Gudskelov, at
du kan skælde ud, Niels Esbjerg.« Bedstefader kørte så med lokomotivet ind på
stationspladsen, hvorfra han gik de få skridt hjem, hvor hestene stod og
ventede på ham ved stalddøren. Ingen havde mærket noget derhjemme. I
bedstefaders notesbog havde han tilføjet efter beretningen: »Den, herren vil
bevare, er uden fare.«
Føromtalte
lokomotivfører Christiansen fortalte, at omhandlede lokomotiv, der havde nr.
45, i flere år gik blandt statsbanepersonalet under det uofficielle navn »Niels
Esbjerg«. Samme lokomotiv, der var en »Stephensen«, havde den skæbne, at
skibet, der førte den og søsterlokomotivet nr. 46 hertil fra England, sank
undervejs; men blev atter hævet. Nr. 45 blev sat ud af drift og efter en
reparation solgt i 1910 til entreprenørerne Fibiger og Villefrance, der havde
anlægget af Aars-Hvalpsundbanen i entreprise. Da jeg som ingeniør ledede
arbejdet ved nævnte baneanlæg, fik jeg således min bedstefaders
ulykkeslokomotiv til brug ved dette anlæg og senere ved anlægget af
Langelandsbanen.
En
oplevelse havde jeg efter at være flyttet til Hedehusene i 1915. En dag så jeg
en ponyvogn holde på landevejen ved min havelåge, og en hvidhåret ældre herre
steg ud, i hvem jeg efter billeder genkendte en af Esbjergs pionerer. Han kom
ind, præsenterede sig og fortalte, at han var i Roskilde i
forretningsanliggender, og der havde han tilfældigt hørt navnet Niels Esbjerg
og fik så lyst til at hilse på bæreren af dette navn, idet han gik ud fra, at
det måtte være en slægtning af hans gamle ven af samme navn.
Efter
at vi var kommet til sæde, ledtes samtalen straks ind på min bedstefader, hvem
han var kommen til at holde meget af trods det, som han sagde, at de havde
mange uoverensstemmelser, og at det var ham, der som regel måtte bøje af. Han
sagde: »Jeg havde et meget varmt temperament, han var min modsætning, ja,
næsten i alt. Havde vi haft et sammenstød, og jeg tænkte, nu er Niels vred, så
var der ikke noget at mærke på ham, når forholdene krævede, at jeg atter måtte
henvende mig til ham. Niels kunne tage en fornærmelse overlegent, og ingen
mærkede til nag fra hans side; men ved lejlighed kunne der komme en kort
bemærkning, man aldrig glemte. Ja, engang blev jeg meget vred på ham. Jeg og
min kone havde sådan et ægteskabeligt opgør, og ret som det var hedest, træder
Niels ind og blander sig i den sag på en for mig ydmygende måde, og det måtte
jeg finde mig i. At han ikke ville udnytte et menneskes vanskelighed til egen
fordel, fik jeg bevis for.« Det er stadig pioneren, der fortæller. »Jeg havde
anlagt et teglværk og fået ovnen anbragt for nær ved skellet til hans jord,
hvilket daglig generede arbejdet på værket meget. Vanskeligheden kunne
afhjælpes ved køb af et lille areal fra Niels’s ejendom; men jeg var bange for,
at han skulle se min vanskelighed og forlange en meget stor betaling for det
ønskede jordstykke, hvorfor jeg mente at skulle gå meget snedigt frem. Jeg
købte så et jordstykke af ham vest for banen, meget langt fra teglværket, for
et beløb af 3100 kr., så sagde jeg ligesom henkastet i spøg: Hvad vil du have
for din søndermark, hvortil han tørt bemærkede: Søndermarken har jeg mere brug
for end du; men du mangler 1 skp. jord (1750 kvadratalen) ved din ovn, og det
kan du få for 125 kr. Jeg var lige ved at tabe vejret ved at høre det billige
tilbud og ved at høre, at han var godt klar over min stilling. Imidlertid købte
jeg et areal ind til teglværket så stort, at købesummen blev 1594 kr. Havde det
været mig, der var sælgeren, ville jeg have udnyttet situationen på en for mig
mere indbringende måde. Det var i maj måned 1875. Ja, sådan var Niels Esbjerg.«
Da
pioneren var steget til vogns og var i færd med at give mig hånden til afsked,
lyser et lunt smil op i hans gamle ansigt, og han siger: »De skal nu have
historien om Niels Esbjergs gamle hat. Jo, ser De, han havde en gammel hat, der
var meget nusset og ilde set af hans kone, der ville have den gamle hat smidt
bort, men det ville Niels ikke, så det blev til en kraftprøve; men nu kom en
tredie til, det var tjenestepigen, hun syntes, at den gamle hat trængte til
forskønnelse, om Niels vedblivende skulle bruge den. Hun fik en malersvend, der
arbejdede på gården, til at male en vejrmølle på den med grøn oliemaling, og
det syntes hun var en stor prydelse; men Niels var ikke af samme mening, han
blev meget vred, da han så hatten, og så blev den kasseret.«
Ja, så
kørte vognmand Olsen med Gebhardt ad Roskilde til, og jeg har ikke set ham
siden.
Senere
fortalte jeg min fader det anførte. Han erklærede, at det var rigtigtnok
altsammen. Ja, hvad med det ægteskabelige opgør? »Ja,« sagde min fader, »din
bedstefader kom ind på omtalte pioners værksted, hvor han havde bundet konen
for at give hende en afstraffelse. Der skete nu ikke andet, end at din
bedstefader uden at sige et ord løste hende.« Hvad der så siden blev talt om,
vidste min fader ikke.
Vi
lever i en tid, hvor skilsmisserne hører til dagens orden eller rettere uorden.
I tiden omkring 1875 førte end ikke et så groft overgreb som det foran antydede
til skilsmisse. Dengang var ægteskaber som regel indgået på livstid.
Skilsmisser var uhyre sjældne.
Når jeg
i afsnittet 1864 skrev, at sognefoged Niels Pedersen i Veldbæk vist havde
henstillet til sognerådet at opfordre Niels Esbjerg til i 1864 at forsyne
fjenden med slagtekvæg, da hidrører det fra en samtale, jeg som dreng hørte.
Sognefoged Niels Pedersen og gårdejer N. P. Sillasen var i mit hjem i
Boldesager, vist i anledning af noget brandassurance, og ved den traditionelle
kaffe gik samtalen. De talte om de to slesvigske krige og kom ind på
sognefogdens besværligheder under disse.
Niels
Pedersen, der var en meget beskeden mand, sagde da: »Ja, i den første krig var
der ikke ret meget at gøre, skønt jeg dengang var ny i tjenesten. Og i 1864 lå
der mange tyskere en tid i Esbjerg og Strandby, og der havde jeg det held at
finde en god hjælp i Niels Esbjerg, så tyskerne hurtigt lærte at gå uden om mig
med en del, hvad jo også var det letteste for dem i det hjørne af sognet.
Selvfølgelig gav krigen alligevel ikke lidt arbejde og undertiden ret store
besværligheder.« Senere blev der talt om sognefogdens besværligheder under
Esbjerg by’s opvækst, om de mange ture, han med stok i hånden havde vandret til
Esbjerg, om hvor mange mil det vel kunne beløbe sig til ialt, sikkert en ganske
anselig vejlængde. Herunder nævnte sognefogden, at Niels Esbjerg førte liste
over de af ham udstykkede arealer med tilhørende hartkorn og tiendeafgifter,
hvilke han i flere år opkrævede og overbragte mig, når pantelisten var ude.
|
Niels Christensen
Esbjerg’s børn og børnebørn
Som tidligere nævnt var Niels Esbjerg 100 procent vestjydsk
bonde, og hans efterkommere synes ikke at have fornægtet deres afstamning og
har bevaret kærligheden til mulden. Hans sønner blev på een nær bønder, der
drev deres jord med flid og fulgte godt med i landbrugets udvikling. Ingen
søgte af ærgerrighed at komme ind i offentlige tillidshverv, men også deri
lignede de deres fader. Helt undgå tillidshverv kunne de ikke, men det havde
især deres interesse, hvor der var vanskeligheder at overvinde. Således kan
nævnes, at da Skads Kirkes søndre side truede med at vælte, var der mange i
sognet, der ganske simpelt ønskede at få bygget en ny kirke. Nogle mente, at
man kunne mure siden op af røde mursten, da tårnet for en stor del var opført
af dette materiale. Der taltes også om, at der ikke kunne skaffes granit til supplering
ved en ommuring. Under disse diskussioner kom Niels Esbjergs søn Jens ind i
kirkens bestyrelse, og i modsætning til de to andre bestyrelsesmedlemmer holdt
han på, at siden skulle mures op i den gamle skikkelse, og han fik
provstesynets medhold.
Kirken og våbenhuset er fra det 13. århundrede og opført af
smukt tilhugne granitsten. I dets indre findes pragtfulde gotiske hvælvinger.
Tårnet, der har spir, var oprindelig også opført af granit, der ved senere
ombygning for en stor del er bleven erstattet med røde mursten.
Kirken er meget højt beliggende og kan ses flere mile bort.
Senere er kirkens indre blevet meget smukt dekoreret af maleren Ole Søndergård
antagelig i 1930. Det skete ved private bidrag, og beboerne viste stor
offervilje, så de må sikkert være meget glade for deres kirke, hvad de også har
grund til.
Samme søn af Niels Esbjerg var også meget virksom sammen
med gårdejerne Søren Pedersen i Måde og Jørgen Bruun i Gjesing, da der måtte
kæmpes hårdt for at få det store andelsmejeri i Skolegade i Esbjerg oprettet,
hvorefter de nogle år sad sammen i bestyrelsen.
Den eneste af sønnerne, der ikke blev landmand var Søren,
der blev udlært som møbelsnedker og drev forretning nogle år i Kongensgade i
Esbjerg. Senere byggede han et dampsavskæreri i Borgergade, men tiden var ikke
moden til et så stort foretagende, så han solgte fabrikken, der senere blev
nedlagt. Søren flyttede derefter til Bramminge og vendte tilbage til
møbelsnedkeriet.
Af børnebørnene er flere slået ind på andet erhverv end
landbruget, selvom deres vugge har stået på bondelandet, og der stadig spores
stor interesse for landbruget. De fleste er dog blevet ved det fædrene erhverv,
de pløjer trofast mulden og lever som gode landmænd. Lad os kalde dem børnebørn
af første klasse. Her skal gives en kort oversigt over dem af anden klasse, der
har forladt landbruget, men derfor dog ikke tabt interessen for Danmarks
bærende erhverv. - Dette afsnit er udeladt og afsnittet om Niels Christensen
Esbjerg’s efterkommere og anetavle er også udeladt.
Der er i tidens løb skrevet meget om Esbjerg af folk, der
er mere vant til at føre pennen end jeg. Bortset fra det, der er udsprungen af
en mere end frodig fantasi, synes jeg, at der i bøger og ved forskellige
lejligheder, således ved radioudsendelsen i anledning af byens 50 års
købstadsjubilæum ved nytårstid i 1949, er gjort for meget arbejde på at
fremstille byens fortid som meget sølle.
I radioudsendelsen hed det sig, at gaderne for 50 år siden
kun var sandstriber. En dame blev interviewet og fortalte, at hendes mand
tjente 15 kr. ugentlig, og radiodamen var lige ved at besvime ved at høre om
denne lille ugeløn. Det lyder også underligt for ører af i dag; men det var en
ugeløn, der var almindelig også i andre byer dengang. Forresten tjente de ved
skibene på havnen betydeligt mere, tit over det dobbelte, og de 15 kr. var vel
nærmest et minimum. Her kan anføres, at jeg kan huske, at en arbejder ved
tærskning vinterdage har fået i løn pr. dag 50 øre plus kost.
Velstand var der ikke i byen, det var fra 1869 til 1899 en
befolkning uden meget jordisk gods, men med mange gode sunde børn. Man kunne
ikke undgå at lægge mærke til det gode sammenhold, der var blandt hele
befolkningen, og den energi og viljestyrke, der blev lagt for dagen for at nå
bedre frem, hvilket i høj grad må respekteres og beundres. Mange higede efter
at få eget hus, og her fandt en del støtte og gode råd hos Niels Esbjerg.
Jeg
erindrer også at have læst, at ved indvielsen af Vor Frelsers Kirke og
kirkegård blev stenhugger Witt begravet mellem lyngtørvene. Hvorfra disse
lyngtørv skulle være kommet, forstår jeg ikke rigtig, da arealet var dyrket i
1868. Den daværende ejer af Nygården har fortalt mig, at han dette år havde ca.
10 td. land besået med rug nord for Skolegade indbefattet kirkegårdens areal. Endvidere
erindrer jeg inden indvielsen at have set mænd i gang med planering og anlæg af
gange på kirkegården under ledelse af gartner Søren Pedersen, om jeg husker
rigtig.
At
Esbjerggårdene, Strandby og Rørkjær, i 1868 var rent bondeland, er en kendsgerning,
ligeså, at der fandtes betydelige hedearealer, men betydelige arealer var under
ploven og blev efter datidens forhold drevet ret godt. For Niels Esbjergs gård
er tidligere anført avlingen og kvægbesætningens størrelse i tiden før 1868 (17
malkekøer og 17 ungkreaturer).
Som
dreng erindrer jeg at have set frodige kløvermarker og bølgende kornagre på
Esbjerggårdenes jorder. For ikke at bygge for meget på drengefantasi kan nogle
tal fortælle lidt om dyrkede arealer i 1880erne. Foruden lidt ungkreaturer holdtes
der på Esbjerggårdenes jorder ca. 50 malkekøer fordelt på følgende måde:
Vognmand Pogge havde 12 stk. malkekøer, Niels Esbjerg 12 stk., vognmand Jakob
Bech, der havde et stykke jord i forpagtning, som ejedes af manufakturhandler
Christiansen, havde 6 stk. malkekøer, skrædder Niels Gregersen havde 3-4 stk.,
hotelejer H. Wulf Petersen, der ejede ca. 7 td. land nord for Nygårdsvej, havde
3-4 stk., og så var der Nygården, i hvis stald jeg aldrig har været, den havde
antagelig 14 stk. malkekøer.
En
anden kendsgerning var, at medens Esbjerg by var en del af Jerne-Skads kommune,
skete der forsømmelser på næsten alle områder. Landboerne var i flertal i
sognerådet indtil december 1891, da byen erobrede 7 af sognerådets 9 mandater,
og så kom adskillelsen i 1894, så Esbjerg sammen med Strandby og Rørkjær blev
en selvstændig landkommune. Der blev valgt et sogneråd uden megen skelen efter
politiske linier, der krævedes dygtige og energiske folk, der var opgaven
voksen, og det var ikke småting, der blev udrettet i de 5 år, der gik, inden
byen blev købstad i 1899. Der kan nævnes anlæg af både gasværk og vandværk,
bygning af skole og store vejarbejder. Kongensgade har jeg aldrig set som en
sandstribe (jf. radioen), den var amtsvej og havde en god befæstelse af slåede
skærver, så den stod på højde med de fleste chausseer på den tid. Den blev
overtaget af byen og blev asfalteret. Andre gader havde fået en ubetydelig
befæstelse af harpet grus (runde sten), og om efteråret og vinteren var det et
almindeligt syn at se vognmænd køre fast med bygningsmateriale, så der måtte
lettes på lasten for at nå videre frem. Nogle af disse gader fik brolægning.
Der blev af sognerådet lagt en beundringsværdig energi og arbejdsevne for
dagen, store resultater opnåedes trods befolkningens ringe skatteevne.
At byen
som købstad stadig er avanceret frem i et for andre byer ukendt tempo er et
faktum til ære for bystyret og beboerne. Men al ære og agtelse for pionererne,
der i 1868 og følgende år strømmede til byen fra alle egne af landet, ja, endog
fra nabolandene mod nord og syd. Det var hovedsagelig folk uden mange penge på
lommen, men oftest folk, der var besjælet af arbejdsevne, sej udholdenhed, flid
og nøjsomhed. Der måtte arbejdes hårdt for at bjerge føden, så de dovne og
slappe forsvandt hurtigt fra pladsen. Hver familie var en ener, der var ingen
slægtskabsbånd mellem de forskellige familier, ingen fælles minder, der bandt.
Enhver måtte se at klare sig selv. Det eneste bånd, der bandt pionererne sammen
og holdt modet oppe også i mørke tider, der ikke udeblev, var fælles skæbne,
kærlighed til byen, interessen for dens fremtid og håbet, bestyrket af spådomme
om en strålende fremtid for deres by.
I min
bedstefader Niels Esbjergs hjem har jeg i min drengetid set mange forskellige
af byens borgere. Der kom byens spidser, der tit havde ærinde i
forretningsanliggender, og byens mindre velstillede, når det var sløjt med
fortjenesten, eller de var hjemsøgt af sygdom, så en håndsrækning var
tiltrængt. Mange gode navne erindres. Her skal foruden dr. med. O. Bruun og
hotelejer Spangsberg, hvis betydning var stor, endnu nævnes navnet på en mand,
der havde stor indflydelse på den unge bys udvikling, en mand Niels Esbjerg
agtede højt og følte sig særlig tilknyttet. Det var proprietær Breinholt, han
var en ualmindelig elskværdig og retlinet mand, altid parat med råd og dåd, når
det gjald byens vel og altid villig til at åbne pengepungen, når der kaldtes på
frivillige bidrag til gode formål.
Endvidere
skal nævnes to mænd, jeg som dreng især beundrede. Den ene var Peter Jensen,
kaldet Tusindkunstneren, efter min og fleres opfattelse var der ingen grænser
for, hvad han kunde præstere af tekniske vidundere. Han var udlært snedker og
tømrer og kom til Esbjerg fra Sønderjylland blandt de første pionerer. Efter at
have været havnearbejder eet års tid byggede han et atelier og blev byens
første fotograf. Han anlagde byens første vandværk ved havnen, beregnet på
skibenes forsyning med vand. Senere drev han med flere svende stor
blikkenslagerforretning i nogle år. Da to eller tre af landets købstæder havde
fået telefon først i 1880erne, syntes Tusindkunstneren, at Esbjerg også måtte
have en sådan talemaskine (den blev også kaldt sladremaskinen), og han anlagde
byens første telefonnet, vist i 1884/85. Arbejdet med telefonanlægget førte med
sig, at han blev elektriker og virkede som første mand i dette fag i sin by.
Han var
i besiddelse af et medfødt teknisk snilde, så han formåede at fremstille de
fleste maskiner, han så.
Den
anden, jeg i mine drengeår beundrede, var brøndgraver Toft, han havde
bajonetben, og tit så man ham i købmand Pallesens butik, hvor han underholdt
kunder, der havde tid til at høre på ham, med sine svære bedrifter dels som
brøndgraver, dels som »tandlæge«. Der var på den tid ingen tandlæge i byen. Fik
folk tandpine og skulle have en tand fjernet, var dr. Bruun til tjeneste for en
betaling af 2 kroner; men doktoren havde en vældig konkurrent i brøndgraveren,
der udførte en tandudtrækning for 1 krone. Efter hans egen udtalelse var han
langt bedre til det arbejde end doktoren. Hans speciale ved tandudtrækning
bestod i, at han forinden anvendelsen af tangen med sin lommekniv skar kødet
løst omkring tandhalsen.
Det
hændte sig i disse dage, at en smed i Skads fik tandpine og for at dulme
smerterne, badede han den dårlige tand med brændevin; men da han til daglig var
vant til at indtage temmelig store doser af denne vare, skulle der meget til i
denne specielle anledning, hvilket havde til følge, at da smeden henvendte sig
til dr. Bruun for at få tanden trukket ud, blev han anmodet om at gå og så
komme igen, når han blev ædru. På gaden traf smeden en dreng, til hvem han
klagede sin nød. Drengen vidste straks råd, idet han henviste smeden til Toft
og fulgte ham derud for en betaling af 10 øre, og så blev sagen klaret.
Anførte
hændelse har jeg hørt Toft fortælle flere gange, men på den måde, at doktoren
ikke magtede at trække smedens tand ud, og at enhver dreng i byen kendte Toft
og vidste, at han var dygtig til at trække tænder ud. Toft sluttede gerne sin
fortælling med følgende udtalelse: »Hvad tandudtrækning angår, da kan dr. Bruun
ikke gøre mig noget, de vanskeligste tilfælde kommer til Toft, og så får folk
det udført for det halve.«
Arealberegningen
efter de gamle mål er:
1 alen
=
1□
alen = 0,4 □ meter.
1 tønde
(td.) land =
En
teglbrænder i Esbjerg
|
Hans Peter Jensens familie i 1915 |
Omkring 1874 rejste brødrene Hans Peter Jensen, Jens
Andreasen Jensen og en søster, Jeng Dorthea Jensen fra Vilslev nord for Ribe i
kongerigets del til den nye havneby: Esbjerg. (Den anden del af Vilslev var jo
blevet besat af prøjserne og østrigerne i 1864, og blev efterfølgende
administreret efter slesvigsk lov fra Kiel). De kom
fra dét Vilslev, der ligger vest for Gredstedbro og nord for Ribe, og deres
hjem lå på udmarken nordvest for landsbyen Vilslev; og gården kaldtes
Bøgesvang. Navnet stammer fra boghvedevangen fra landsbyfællesskabets tid. Hans
Peter Jensen var født i d. 7. juli 1856, Jens Andreasen Jensen d. 27. januar
1846, og søsteren Jeng Dorthea Jensen d. 7. april 1848, og begge brødrene var
uddannet som bygmestre i gammeldags forstand, således at de kunne mure, snedkre
og tømre. Forældrene var gårdmand Jens Pedersen fra Hygum og Christine Jensen
”af Vilslev”, men som også skrives som Stine Jensdatter fra Tjæreborg i
kirkebøgerne, og de var begge født i 1820. Der var yderligere to brødre: Peder
Jensen født i 1852 og Bastian Jensen født i1853.
Hans Peter Jensen havde lært håndværk hos snedker Mikkel
Nielsen, der boede på Kjærgårds Mark i Hunderup sogn, thi snedker Mikkel
Nielsen havde i sine unge dage sejlet på langfart som skibstømrer; men han
havde et hidsigt sind, og kunne når et eller andet drillede ham blive helt
afsindig. Da de omkringliggende sogne opkøbte Kjærgård (Riber Kjærgaard) og
omdannede den til fattiggård i 1868 havde Mikkel Nielsen ofte arbejde på
gården, og han vækkede dengang opsigt blandt gårdens folk, ved at han i
sommertiden kravlede ind i jomfruovnen for at sove til middag. Fattiggården
blev i 1890erne en stor byrde for det lille Hunderup sogn
Men
Hans Peter Jensen var altså 18 år i 1874 og broderen Jens Andreasen Jensen var
28 år, og de fik straks noget at bestille i Esbjerg. Det første stykke
murerarbejde de fik, var på Jernbanevej ved opførelsen af Hotel Esbjerg der
blev opført i 1874/75 ved Hans Wulff Pedersen, der også var tilflytter fra
Vilslev. Hotel Esbjerg var dengang Esbjergs første to-etagers hus (senere
Exnersgade 47), og hotellet lå overfor den nyopførte jernbanebygning på
Jernbanevej. Bygningen omtales også som Østborg, og i september 1889 bortbytter
ejeren hr. Wulff Hotel Esbjerg med en gård. D. 11. april 1897 indvies Hotel
Esbjerg som Arbejdernes Forsamlingsbygning, og Aktieselskabet Arbejdernes Forsamlingsbygning
bortbytter Hotel Esbjerg, med Kellers Konditori på hjørnet af Torvegade og
Borgergade d. 15. september 1897.
De to
brødre byggede også gårde på landet, og flere gange købte de træet på Fanø af
skibsførerne, når de kom hjem med trælast fra Norge. Med et mindre fartøj blev
træet som de købte, så sejlet fra Fanø og ind gennem Sneum Å eller Kongeåen,
hvor træet på et passende sted blev læsset af, og derfra hentet med køretøjer.
(Muligvis har det været Ribe Å i stedet for Kongeåen, da Kongeåen ikke egnede
sig til denne form for transport). Fanø skipperne var meget dygtige til at
handle, og tjente penge på alle mulige måder og på alle mulige ting. Sejlede de
i ballast til Norge, da var ballasten fra Esbjerg god muldjord som de solgte
til nordmændene, og jorden blev benyttet til havejord på de norske fjelde.
Sejlede de med ballast til Holland, da gjaldt det om at få kampesten med som
ballast, da kampesten var meget efterspurgt i Holland. Dengang blev der smuglet
mange ting i land ved Esbjerg, tømmer, jern, søm, tjære, pander, gryder og
mange andre ting. Toldkontrolløren havde til huse i Hjerting, hvor der var en
ladeplads, så han kunne ikke følge med i hvad der skete på kysterne. Nok var
der et åbnet et toldsted i Esbjerg i 1875, hvor tolderen havde lejet et rum i
ølbrygger Olsens hus og et rum i marketenderiet »Tutten«, nede på havneområdet.
Men fattigdommen medførte altså smugleri udenom myndighederne, og især ved
Rørkjær, hvor der også var en ladeplads, og som jo lå et stykke væk fra
toldhuset. Hjerting havde iøvrigt 7 havgående fiskefartøjer i 1869; i 1885 20
både; og Esbjerg havde 8 træskibe i 1881; 13 tildels dæksbåde i 1882; 10 både i
1885 og i 1892 var 17 fiskefartøjer var hjemmehørende i Esbjerg. Roborghus
ladeplads syd for Tjæreborg var også et udskibningssted, og her foregik også
smuglerier; - ligeså var også Strandby udskibningssted.
Adskillige
huse i Esbjerg blev i en del år opført af brødrene Jensen fra Vilslev. I
Jernved kirke blev Jens Andreasen Jensen viet
d. 9. april 1879 med Ingeborg Villadsen (25 år), og hun var datter af af afdøde
Gunde Laval [?] Villadsen i Gredsted. Men Jens
Andreasen Jensen gik så fra håndværket da han blev gift og overtog sin kones
fødegård i Gredsted, og da han var opvokset ved landbruget, var arbejdet på
gården ham ikke fremmed; og det siges om Jens Andreasen Jensen, at ligesom han
var en dygtig håndværker, så skaffede han sig som landmand ligeså stor respekt
og agtelse. Som gårdmand blev han kendt under navnet Jens Bøgesvang fra
Gredsted, - et navn han antog d. 30. december 1905.
Derefter
påbegyndte Hans Peter Jensen sit første arbejde alene, da han byggede huset på
hjørnet af Kongensgade 51 og Kirkegade 17 i Esbjerg, og kort tid efter at Hans
P. Jensen havde bygget huset, solgte han huset for 7.500 kroner. Peter Knak
åbnede en velassorteret manufakturhandel i ejendommen d. 1. 9. 1909 og Thomas
Vestergaard kom til byen i 1909 fra Fjelstrup ved Haderslev, hvor han overtog
Peter Knaks manufakturforretning i 1913, der skiftede navn til Th. Vestergaard
manufakturhandel.
Hans P.
Jensen forstod at grundlaget for husbygning var teglsten, og købte derfor i
1880 et mindre gammeldags firkantet teglværk ved hjørnet på
Jernbanevej/Gasværksgade, hen til den Darumvej, altså lige bag det senere
Autoforum i Exnersgade. Sælgeren var den kendte Louis Gebhardt, og samme år i
1880 fik Hans Peter Jensen borgerbrev. I 1881 producerede dette teglværk
3000.000 sten om året med 4 mand ansat.
Men det
første lille teglværk her ved markerne ved Esbjerg blev startet af Niels
Barkentin i 1850 i Rørkjær, og gårdejer Niels Christensen Esbjerg købte dette
teglværk i 1864, men først i 1870 kom der gang i ovnene, og da kunne man brænde
200.000 sten pr. sæson med 3-4 mands hjælp, og få stenene aftaget til
nybyggerne i Esbjerg. Men teglværket solgte Niels Christensen allerede i 1870
til slesvigeren Thomas Ernst. I 1869 startede Chr. Møller Fredsted et teglværk
på 6 tønder land ved kysten, som han købte af gårdejer Nils. P. Sillasen,
Rørkær, og i 1870 anlagde slagter Louis Gebhardt et teglværk på Esbjerg jorde,
som jo blev opkøbt af Hans P. Jensen i 1880. N. Chr. Knudsen anlagde i 1875 et
teglværk i Strandby. Men i 1890erne var de to største arbejdspladser i Esbjerg:
Steffen Møllers teglværk og Karl Laursen teglværk, og mange af
teglværksarbejderne var med til stifte Arbejdsmændenes Fagforening i 1890 i
Esbjerg med 169 medlemmer.
I 1890
betalte teglbrænder Hans P. Jensen 1.089 kr. i skat, hvorimod en teglbrænder
blev ansat til 10 kr. i skat om året. Men d. 5. september 1891 fremkom et
heftigt uvejr og en skypumpe der blæste en del tagsten af to huse ved Lille
Baunehøj, og skypumpen trak videre henover Hans Jensens Teglværk, hvor
størstedelen af bygningen knuses. Skypumpe løftede teglværkets tagkonstruktion
og smed taget over på det areal hvor gasværket kom til at ligge i 1896, og
teglværkets høje skorsten væltede også.
I 1893
blev Hans P. Jensen gift med frøken Kristine (født Thomsen) fra Skive-egnen,
Bransbjerg, og hun var født i 1871. I 1893 byggede Hans P. Jensen en ringovn,
og med den steg stenproduktionen betydelig, men han var en forsigtig mand, og tog den med ro. I de følgende år
leverede han mange sten til huse i Esbjerg og for manges huses vedkommende var
han selv bygherre. Husene solgte han både før og efter de var bygget. I flere
år havde Hans P. Jensen teglværksarbejdere fra Tyskland fra fyrstendømmet
Lippe. Lippe var ikke særlig frugtbart, og derfor rejste de unge karle hvert år
til forskellige lande for at arbejde ved teglbrænding, som de var kendt med i
hjemlandet. Undertiden rejste der også unge piger med, og tit var det
kærestefolk der fulgtes ad for at tjene penge til at starte et hjem, og de gik
selvfølgelig for en lavere løn end danske arbejdstagere. Disse tyske
teglværkekarle kaldtes altid "lippedet-karle". Til Hans P. Jensen kom
der i flere år blandt lippedet-folkene både mand og kone, der arbejdede sammen,
og konen lavede mad og arbejdede ellers med ved stenstrygningen. Meget tidlig
om foråret kom de tilrejsende, og tog straks fat på arbejdet, og det var fra
den tidlige morgenstund til sen aften. Lippedetfolkene havde kun en eneste
interesse, og det var at tjene så mange penge som mulig, indtil de rejste hjem,
og således var alt deres arbejde på akkord. I disse travle år med
teglværkbrænding ændrede Hans P. Jensens navn til teglværksejer Hans Jensen.
Teglværkejer
Hans Jensen var også med i spekulationsperioden da jordpriserne steg fra dag
til dag i Esbjerg, hvor store formuer tjentes, - men dog de fleste på papiret.
Kun få tjente rede penge, og da nedgangsårene kom, var der mange der led
smertelige tab. Men trods handelsvildskabet i Esbjerg passede han sit arbejde
ved teglværket. Det var først da de mange grunde begyndte at komme på
tvangsauktion fra midten af 1890erne, at teglbrænder Hans Jensen kom med i stor
stil, og da var dét forskellige konsortier samt heste- og kreaturhandlere der
var kommet i klemme med jordstykkerne, og som måtte realisere jorden med stor
tab. Grundene solgte Hans Jensen igen eller lod bebygge med sten fra eget
teglværk.
I 1897 var
byggeriet altså gået i stå, og mange teglværker krakkede eller kom til at ligge
stille. Men i 1898 etablerede fagforeningerne blokade mod Hans Jensen teglværk,
fordi han udnyttede de billigere tyske arbejdere, der arbejdede fra morgen til
aften om foråret, og han ville ikke indgå priskurant med fagforeningen, der
ville sikre ensartede lønforhold på teglværkerne.
Fra
Hunderup sogn var hestehandler Hans P. Hansen, (Hans Peder Møller) blevet ejer
af mange store og små byggegrunde i Esbjerg, bl.a. også grunden hvorpå
Centralhotellet kom til at ligge. Centralhotellet på hjørnet af Torvet og
Kongensgade blev opført i 1888 som Hotel Skandinavien, men blev omdøbt til
Centralhotellet i 1893. Hans Peder Møller solgte ifølge skødet, grunden for
nogle få hundrede kroner, og mange andre jorder og byggegrunde som Hans Peder
Møller havde fået opkøbt, solgte han til teglbrænder Hans Jensen. Grunden i
Kongensgade 31 (senere Blichfeldt) skiftede skøde d. 16. december 1884 fra H.
P. Hansen til Hans Jensen, og igen d. 20. marts 1888 skøde fra Hans Jensen til
I P. Dahl. I de følgende år solgte teglbrænder Hans Jensen hist og her en
byggegrund eller byggede selv på en grund. Det vakte stor opsigt i Esbjerg og i
oplandet da teglbrænder Hans Jensen i 1908 byggede Englandshus, der efter den
tids forhold var en meget stor og betydelig bygning. Stenene til Englandshus
var fra eget teglværk og bygningen tegnet af arkitekt H. P. N. Heidemann fra
København. I 1908 brændte Hans Jensen sten for sidste gang i ringovnen, og
sidenhen blev ovnen benyttet som lager. Men byggeriet forsatte med tegninger og
beregninger, og så tog Hans Jensen fat på at bygge Paladshotellet, der d. 24.
januar 1914 blev indviet som det store flotte nye hotel i Esbjerg.
Paladshotellet blev senere overtaget og købt af O. D. Clausen. I 1929 lod Hans
Jensen bygge det store hus på hjørnet af Englandsgade og Kongensgade (der hvor
restaurant Buster ligger i dag).
|
Hans Peter Jensens Teglværk
i 1935 |
Søsteren, Jeng Dorthea Jensen, der i 1870erne fulgte med
sine to brødre til Esbjerg, blev gift med møllebygger Mads Jensen i april 1874
i Vilslev Kirke, og han var født i Hegnsvig sogn d. 16. januar 1843. Han
byggede flere møller på egnen, bl.a. Ølgod Mølle, som han selv drev i nogle år.
Han flyttede fra Ølgod i 1880 og kom til Esbjerg i 1881. I Esbjerg byggede han
mølleri på en grund der dengang strakte sig fra Kongensgade til Borgergade, det
senere Kongensgade 24 hvor Tekstillagerets butik kom til at ligge.
Møllekværnene blev dreven af en stor vindrose, og der var kørevej på grunden
fra Kongensgade til Borgergade, lige forbi møllen. Mølleriet med kornhandel
drev Mads Jensen i en del år, indtil han solgte forretningen til melhandler
Lars Pedersen, der med fordel drev forretningen i mange år. Møllebygger Mads
Jensen byggede sig et hus på Jernbanevej 3 (Jernbanevej skifter navn til
Exnersgade i 1912), og han boede der i en del år sammen med sin kone, der døde
efter januar 1904, idet det er opgivet, at d. 8.12.1909 er Mads Jensen
registreret som enkemand, og han flytter til Gammelby i april 1912. Den
24-årige datter, Mary Kirstine Jensen, flytter på samme tidspunkt til
Tjæreborg. I over 20 år levede møllebygger Mads Jensen et stille og
tilbagetrukket liv. Han var en meget fin og dygtig snedker og havde kendskab
til maskiner. Fra tidlig forår til efterår var han i de mange, så godt som hele
tiden på Lunds Teglværk hvor han lavede modeller i træ til tandhjul og andre
ting der skulle støbes på jernstøberiet.
Teglværksejer Hans Jensen overlevede sine to søskende og
han døde i 1945 næsten 90 år gammel, og boede ved sit teglværk lige til sin
død. Det fortælles, at teglværksejer Hans Jensen var en stille mand der passede
sig selv, og derfor blev han ingen forgrundsfigur i det stærkt voksende
Esbjerg, og dog er der ikke mange, der har handlet og bygget for større værdier
i Esbjerg end ham i datiden. I dommerkontorets skødeprotokoller findes Hans P.
Jensens navn atter og atter, og under den tyske besættelse i 1944 blev der
lavet bunkers ved Hans Jensens gård.
Lidt
om bager J. P. Keller i Esbjerg.
Niels Barkentin havde startet et teglværk i Rørkjær i 1850
(senere hed det Esbjerg Teglværk), og han kom fra Damsmark i Alslev, og byggede
et bageri helt nede på hjørnet af Havnegade og Stormgade i 1869, og da han ikke
var fagmand, overlod han allerede d. 1. april 1870 denne ejendom til bager J.
P. Keller, som var født i Thorning ved Viborg d. 8 marts 1835, veteran fra 1864
og som døde i Esbjerg i 1918. Hans forældre var Mette Marie Dyhr og Johan Georg
Keller i Thorning. Bager J. P. Keller, kom således første gang til Esbjerg i
1870, og næste gang i 1876, da han startede sit kendte konditori på hjørnet af
Torvegade og Borgergade, og det skete efter, at Johan Peter Johan Georg Keller
den 12. oktober 1876 får skøde på Borgergade nr. 40 fra Niels Christensen
Esbjerg (langt senere kendt som: Borggården). Cafe og Restaurant Kellers
konditori (Kellers Gård) ved Fanø Bad fik han bygget i 1875, og det blev senere
til Kellers Hotel. Den 23. september 1892 skriver aviserne, at bagermester
Keller har fået bevilling som konditor i Esbjerg og at han i den anledning har
påbegyndt forarbejderne til ombygning af sin ejendom. Kellers Konditori på hjørnet af Torvegade og
Borgergade er det eneste konditori i byen, og åbnes d. 24. december 1892. I
anledning af Esbjergs 25 års jubilæum d. 28. juni 1893 omdøbes Borgergade 40
til: „Kellers Konditori og Lysthave“. Borgergade 38 opføres i 1895 af konditor
J. P. Keller, og de to kviste blev sat på i 1903. Kellers Konditori på hjørnet
af Torvegade og Borgergade overtages d. 15. september 1897 af Aktieselskabet
Arbejdernes Forsamlingsbygning, der bortbytter selskabets ejendom: Hotel
Esbjerg i Exnersgade (Jernbanevej), med Kellers Konditori, der blev omdøbt til
Casino. Kellers Konditori havde jo også flere gange lagt lokaler til
arbejderbevægelsen dannelse i Esbjerg, bl.a. for den første Fagforening for
Barber- og Frisørsvende.
Bager Keller var en aktiv mand og medstifter af en række
foreninger og æresmedlem af både Bagerforeningen og Beværternes Forening, og
bager Keller var med i den første bestyrelse for Esbjerg Håndværker- og
Industriforening, der blev stiftet d. 15. oktober 1882, dengang da Esbjerg kun
havde 1600-1700 indbyggere. Bager Keller var også med i oprettelsen af den
første tekniske skole i Esbjerg, samt i komiteer og bazarer til fordel mod
trykkende og uheldige kår i denne by. I 1883 stiftedes indenfor foreningens
medlemskreds en sygekasse, hvis formand blev bager Keller. Desårsag hed
„Kassen" almindeligvis Kellers Sygekasse. Den havde nu ikke så forfærdelig
mange medlemmer, thi esbjerggenserne havde ikke tid til at ligge til sengs i de
tider!
Bager Keller var også en mand, der sagde sin mening; men
han kunne derudover underholde sine venner og gæster med de mest utrolige
historier, og han var ligefrem søgt for sine talegavers skyld. Disse legenders
tal var legio, men på en måde hørte de sammen med bager Keller og dermed også
til foreningens sammenkomster - de fornøjelige klubaftener, hvor bager Keller
kunne - og ville - overtrumfe enhver i fortællingens kunst.
I sin tid var bager Keller også med til at „sætte jernbanen
af“ oppe ved Skjern; men han benyttede sig naturligvis ikke af
nivelleringsapparater, hævede kun albuen i højde med øjnene og tog sit sikre
bestik på den vis. Og Keller kunne blive ved i det uendelige. Hvem af „de
gamle" har ikke hørt ham grundigt berette om dengang, han ene mand løftede
en jernbaneskinne, „som fire, store, stærke, dumme bønderkarle forgæves stod og
baksede med" …eller dengang han ryddede Hotel
Esbjergs sal for 28 fulde søfolk, der alle var bevæbnede med lange knive! - „Og
vi troede ham jo - næsten", slutter een af de gamle berettere lunt! En
anden mener, at navnlig hans jagthistorier var hårrejsende. Bager Keller var et
livsstykke i Esbjergs datid og en førende skikkelse og meget, meget aktiv.
Esbjerg
Hermetikfabrik, 1920-1945.
Konsul Ditlev
Lauritzen flyttede godt nok fra Esbjerg i 1914 til København. Men han havde set
fiskernes store vanskeligheder med afsætningen af deres kuller-fangster i årene
1915-18, og blev klar over, at der burde oprettes en dansk hermetikfabrik, der
kunne tage konkurrencen op med de store udenlandske, som igennem mange år havde
forsynet det danske marked. I vinteren 1917 kom der en nordmand, Sebjørnsen,
til Esbjerg for at købe en kutter af fiskeskipper S. P. Sørensen - Sebjørnsen
udnyttede sit Ophold i Esbjerg til sammen med fiskeskipper Sørensen at
undersøge Muligheden for Fabrikation af Fiskehermetik i Esbjerg, og dette gav
Stødet til, at tidligere Planer om Anlæg af en Fiskehermetikfabrik efter norsk
Mønster ved Esbjerg ny Fiskerihavn nu for Alvor blev taget op. Ditlev Lauritzen
kom i forbindelse med fiskeskipper Sørensen, og i august 1918 blev der
afsluttet en Kontrakt med Esbjerg Havneråd om Leje af en
Imidlertid blev Fabrikken bortforpagtet i 1924 til en anden Konservesfabrik, der fortsatte i de Spor, som Grundlæggeren havde anvist. Der skete dog en Del Forandringer i Forpagtningstiden - således blev bl. a. Blikvarefabrikationen nedlagt, da Forpagtningsfirmaet ikke havde Brug for denne Afdeling. En stor Blikvarefabrik købte Maskinerne, og den kom i Fremtiden til at levere Fabrikkens Blikdåser.
I 1926 kom den første Tunfisk til Esbjerg, og det blev en stor Begivenhed for Byen. Den blev udstillet i Byens Isværk, og der var i mange Dage en stor Folkevandring hertil. Hermetikfabrikken købte den, og man fik Øjnene op for en ny Fabrikation, da det kort efter viste sig, at Tunfisken nu holdt til i de danske Farvande. Det blev en fin Vare, som er kendt overalt i Dag.
Men stadig var der nye Ting, der blev taget op, og Eksporten til England blev forøget med nye Artikler, bl. a. røgede Kuller. Den 1. januar 1938 - to år efter Konsulens Død - overtog Familien Lauritzen igen Fabrikkens Drift, og siden er nye lækre Hermetikprodukter sendt ud på Markedet. Kunderne er efterhånden kommet i Vane med at vente noget nyt og velsmagende fra Esbjerg Hermetikfabrik, noget, der liver op på Frokostbordet og i Madpakken. Det er overraskende og bemærkelsesværdigt, at Esbjerg Hermetikfabrik, der blev bygget for 25 år siden og uden noget Forbillede på dansk Grund, stadig er fuldstændig up to date. Ustandselig er der foretaget Forbedringer. Man har hele Tiden sørget for at modernisere og indkøbe Maskiner efter Tidens Krav, ligesom Produktionsmetoderne stadig forbedres. Ved Fremstillingen af Fiskehermetik er gennemført Hygiejne en lige så stor Nødvendighed som selve Fiskene. Fabrikken er derfor indrettet med ethvert Hensyn til de hygiejniske Krav. Det vil være for trivielt for Dem at læse om, og også for os at fortælle om alle de Ting, vi ikke kunne få under Krigen. Men eet er givet: den Dag, da Forholdene igen er normale, står vi parat til at sætte ind for fuld Kraft. - I 1970 holdt Hermetikfabrikken 50 års jubilæum