FORORD

"Marxismen i vor tid" udsendes som materiale til støtte for gennemførelsen af partiskoler og studiekredse hvor man behandler problemer, som er gjort aktuelle ved den internationale diskussion i den socialistiske bevægelse og ved de kommunistiske partiers opslutning om "Deklarationen", som grundlag for deres arbejde. Materialet består af en foredragsrække, som er afholdt i vinteren 1957-58. Da foredragene i det væsentlige er udarbejdet inden "Deklarationen"s vedtagelse, er der kun få direkte henvisninger til denne, men materialet er beregnet til sideløbende anvendelse af "Deklarationen". Materialet indeholder redegørelser for en række af marxismens grundlæggende synspunkter, som videre er bragt i anvendelse på forskellige aktuelle problemer. Denne anvendelse og udformning af marxismens synspunkter står naturligt i første række for forfatterens regning. Materialet skulle således kunne tjene som udgangspunkt for en diskussion af en række af vore afgørende problemer. Det anbefales herunder også at sammenholde med marxismens grundlæggende skrifter, især dem, som der gennem citater er henvist til i teksten.

I henved et århundrede - det mest stormfulde og omvæltende i menneskehedens historie - har marxismen, socialismens og kommunismens ide og bevægelse, stået i tidens brændpunkt. I den periode har mangen komet passeret over himlen; en stakket stund lyste den voldsomt op for så at slukkes og blive til intet. Men marxismen udbredte gennem alle omskiftelser sin indflydelse videre og videre, med en opgående sols uimodståelige kraft. I vor tid kommer ingen uden om den. Den inspirerer store dele af menneskeheden i deres arbejde på at skabe en ny verden. Den forkætres hadefuldt af fjender, som drømmer om at kunne standse solen i dens bane. Den indeholder for alle dem, der knuges af vor brydningstids tilsyneladende meningsløshed, den vejledning, hvormed de kan forvandle deres tvivl til håb, deres usikkerhed til målbevidst handlen.

Ikke mindst af denne grund gør dens fjender så forbitrede forsøg på at "tilintetgøre" den såvel med vold som med mere åndelige våben. Utallige er de gange, hvor de har erklæret den for død og magtesløs, hvor de har villet bevise, at den er "ulogisk", "leveudygtig", "forældet" eller "urimelig". Men deres "beviser" har altid beroet på, at de først dannede sig et vrængbillede af marxismen, som de så tilintetgjorde. Men med sligt spilfægteri måtte de netop forfejle deres slag. Til deres forbavselse måtte de erkende, at både efter deres voldelige og åndelige "henrettelser" rejste marxismen sig blot med fornyet kraft. Alene dette burde sige enhver, at marxismen - socialismen og kommunismen - ejer en kraft, som går ud over dens enkelte bærere og talsmænd. Den kraft udspringer ikke af noget overnaturligt eller religiøst, men af selve virkeligheden. Det var det Lenin mente, da han træffende sagde: "Marx lære er almægtig, fordi den er sand. Den er utømmende og harmonisk, den giver menneskene en sluttet verdensanskuelse, uforenelig med al overtro, al reaktion, al retfærdiggørelse af borgerlig trældom. Den er retmæssig arvtager til det bedste som menneskeheden har frembragt i det 19'århundrede ..." (Lenin, Udvalgte Værker, bind I, side 80).

Men heller ikke de, der står på socialismens side eller sympatiserer med kommunisternes bestræbelser, gør sig altid helt klar over, hvad marxismen er og indeholder, og bliver derfor ikke i stand til at udnytte dens kraft. Det kan afføde usikkerhed, netop når sikkerhed er allermest nødvendig,- nemlig i tider, hvor begivenhederne udvikler sig med rivende hast.. Det er et forhold, som socialismens fjender altid vil vide at udnytte.

En sådan usikkerhed kan give sig udtryk på to måder: Der er dem, som stående overfor nye problemer fremkaldt af udviklingens gang gribes af en art panik, der får dem til at forkaste marxismens grundlag eller væsentlige dele deraf. "Dette havde jeg ikke ventet - siger de - derfor må der være noget galt med marxismen." De tænker sig ikke, at fejlen muligvis kunne ligge hos dem selv. "Nu vil jeg tænke "frit", uafhængigt af "socialistiske fordomme", siger de og bemærker ikke, at de tilvante forestillinger, som de så griber til, er det borgerligt-kapitalistiske samfunds tanker, som vi alle er opdraget i. I praksis vil de derfor komme til at gribe forkert, de vil ikke komme til at gavne socialismen, men dens modstandere. Det er denne indstilling, som kaldes revisionisme. I praksis viser der sig at være foruroligende ringe afstand fra at ville "revidere" marxismens grundlag til at bekæmpe den.

Der er andre, som ikke ser eller ikke vil se de ændringer i situationen, de nye perspektiver, som udviklingen faktisk bringer med sig. De lader livet gå sig forbi. Også de griber forkert, fordi de ikke forstår, hvori det nye i situationen består. De forenkler det levende livs problemer til en fastholden af følgeslutninger, som der ikke længere består forudsætninger for. Det er denne indstilling, der betegnes som dogmatiske.

Der er imidlertid ikke vundet meget ved at diskutere problemerne blot ved at hæfte etiketterne "revisionisme" og "dogmatisme" på hinanden. Hvad der er revisionisme, og hvad der er dogmatisme, kan ikke afgøres i almindelighed, abstrakt, men ud fra konkrete undersøgelser. De forudsætter to ting. På den ene side et kendskab til marxismen og dens egentlige væsen, til begrundelsen af dens synspunkter. På den anden side et kendskab til virkeligheden og de kræfter, der virker i den.

Ud fra begge disse ting er det, at marxismen videreudvikles. På den måde var det, at Lenin videreudviklede marxismen i monopolkapitalismens og de socialistiske revolutioners periode, således at man nu retteligt taler om marxismen-leninismen (hvilket i denne fremstilling kun for kortheds skyld jævnligt er undladt). Marxismen udvikler sig, men forbliver marxisme.

Vort parti er det første i dansk arbejderbevægelse, som konsekvent har stillet sig på marxismens grund. Det er og vil altid være dets adelsmærke. Det forpligter også til, at vi nu overfor den bevidste forplumring af alle socialismens begreber, som er iværksat, skærer igennem og stærkere end nogensinde viser, hvad socialistisk opfattelse er, og hvad den har at sige vor tid.

Det følgende rids af marxismens stilling til en række problemer, som tidens debat har gjort aktuelle, skulle være et bidrag i denne henseende? Der er i den dels lagt vægt på at fremhæve, hvad der virkelig er marxismens principielle synspunkter, hvilket er understreget ved anførelse af, hvad marxismens klassikere faktisk har sagt om de pågældende emner. Dels gennemføres ud fra disse grundsynspunkter en vurdering af en række aktuelle - og undertiden vanskelige - problemer, som rejser sig for marxismens og den kommunistiske bevægelses videre udvikling. Det skulle af fremstillingen fremgå, at ikke blot står marxismens grundlag urokket af alle de storme, man har sagt at blæse op imod den. Den angiver også vejen til løsning af de nye problemer, som tiden stiller. Samtidig med at der under hvert hovedemne er taget visse afgrænsede spørgsmål til behandling, er fremstillingen søgt gjort til et hele.

Herunder vil vi gå ind på følgende emner:

1. Om historiens lovmæssighed
2. Reformismen i arbejderbevægelsen
3. International klassekamp
4. Om modsætninger og partitagen

Marxismen er en videnskabelig verdensanskuelse. Dens metode er videnskabelig. Derfor betegnes den også rettelig som den videnskabelige socialisme.

Den kan derfor ikke slå sig til tåls med at betragte samfundshistorien som en række uforklarlige hændelser, som ligeså godt kan gå den ene vej som den anden; ejheller med at anse historien for bestemt af åbenbaringer eller andre gode ideer hos "store mænd"; ejheller som en frugt af en strid mellem uhåndgribelige og overnaturlige kræfter, hvadenten man vil kalde dem guder eller djævle eller nisser og trolde eller "det gode" og "det onde" - eller endog "ret" og "uret" uden nærmere bestemmelse. I modsætning til dem, der - overvældet af tidens begivenheder - synker hen i fortvivlelse, forvirring eller ligegyldighed, afviser marxisterne, at den historiske udvikling skulle være tilfældig eller vilkårlig) tværtimod har alt i den sine årsager, som også kan findes.

Det betyder, at samfundsudviklingen er lovmæssigt, bestemt eller med andre ord, at samfundet - som alt andet eksisterende - udvikler sig efter love, der er uafhængige af den enkeltes bevidsthed, ligesom naturens love.

Men, siger nogle, samfundet består i modsætning til naturen af levende mennesker, hver med deres personlige stræben og bevidsthed. Hvert enkelt menneske har mulighed for at træffe et valg i sine handlinger. Hvordan kan da menneskesamfundets udviklingslove være ligeså "blinde" som naturlove?

Det er naturligvis rigtigt, at vi kan vælge at spise et stykke brød, der ligger foran os, eller vi kan vælge at lade være. Men vi kan ikke vælge helt at undlade at spise - ikke da ret længe ad gangen. Og man vil slet ikke kunne overbevise en større kreds af medmennesker om, at dette vil være en egnet livsform. Således må vi i det hele taget skelne mellem, hvad der er individuelle særheder af tilfældig betydning, og hvad der med grundlæggende nødvendighed bestemmer menneskenes handlinger. Det er disse grundlæggende nødvendigheder, der bestemmer samfundets udviklingslove uafhængigt af den enkeltes bevidsthed.

Ligesom kendskab til naturlovene er forudsætning for at kunne udnytte naturen til menneskenes fordel, således er indsigt i samfundsudviklingens love nødvendig for at kunne forme samfundet til menneskehedens bedste. De, der blot ønsker sig en eller anden idealiseret samfundstilstand, men som i deres stræben derefter lader hånt om samfundsudviklingens love, lider skibbrud. Der er dem, der optager en anbefaling af at holde sig samfundsudviklingens love efterrettelig, som en krænkelse af deres "frihed". Det er den ikke mere, end et forbud mod at springe ud fra Rundetårn er det. Men virkelig frihed består ikke i den slags idræt. Den består i at have mulighed for at nå det, man tilstræber. Derfor har man des større frihed jo klarere man erkender virkelighedens nødvendigheder, naturens og samfundets udviklingslove, og indretter sig efter dem.

Men marxismen fremhæver ikke blot, at samfundsudviklingen foregår efter bestemte love. Den viser også hvori de grundlæggende historiske lovmæssigheder består.

De menneskelige samfund er opstået i en kamp for at fravriste naturen goder gennem arbejde under anvendelse af redskaber, som er det, der fremfor alt adskiller menneskene fra dyrenes tilværelse. Produktionsredskaberne og menneskene med deres evne til at anvende dem udgør samfundets produktivkræfter.

Oprindeligt måtte menneskenes kamp mod naturen (jagt, fiskeri, primitivt agerbrug) foregå som en fællesbestræbelse. Men med udviklingen af arbejdsredskaberne sker der også en arbejdsdeling. Under denne stilles menneskene forskelligt i deres forhold til produktionsmidlerne. Denne forskellighed fastlægges i vedtægtsmæssige, siden juridiske, ejendomsforhold. Deraf opdeles det oprindelige fællesskab i samfundsmæssige klasser, dvs. grupper som står i forskelligt forhold til produktionsmidlerne - nogle som ejere og beherskere af dem, andre som må arbejde med dem uden at få frugten deraf. Menneskenes indbyrdes forhold i produktionsprocessen kaldes produktionsforholdene. Det er produktionsforholdene, der bestemmer samfundets karakter,

Produktivkræfterne udvikler sig uophørligt, som følge af, at menneskene bedre og bedre lærer at beherske naturen og dens kræfter. Men efterhånden som de udvikler sig, kommer deres fulde udnyttelse til at kræve en ændring i produktionsforholdene, idet de gamle produktionsforhold bliver en hemsko for produktivkræfternes udnyttelse til fremskridt for menneskeheden. Sådan krævede, som nævnt, udviklingen af de første arbejdsredskaber efterhånden en arbejdsdeling og dermed en ændring af produktionsforholdene fra det oprindelige fællesskab til et klassedelt samfund. Og således kræver i vor tid den fulde og positive udnyttelse af den moderne tekniks erobringer, at de kapitalistiske produktionsforhold ændres. Kapitalistiske produktionsforhold betyder nemlig, at teknikken kun udnyttes til de formål, som de kapitalister, der i kraft af deres ejendomsret har magten over produktionsapparatet, kan tjene på eller på anden måde har fordel af. Det fører til økonomiske kriser eller til, at de stærkeste tekniske kræfter sættes ind på ødelæggelsesformål. De kapitalistiske produktionsforhold må ændres til socialistiske, hvor produktionsapparatet er alles ejendom og derfor planmæssigt kan udnyttes til alles, til samfundets bedste.

På denne måde er overvindelsen af modsigelsen mellem produktivkræfter og produktionsforhold den drivende kraft i samfundsudviklingen. Det er samfundsudviklingens grundlov, at produktionsforholdene stadig må ændres, så de kommer i overensstemmelse med produktivkræfternes udviklingstrin.

Men hvorfor sker denne fremskridtsudvikling ikke "af sig selv"? Fordi siden det klassedelte samfund opstod, har den herskende klasse været interesseret i at opretholde sin fortrinsstilling og derfor i at opretholde de bestående produktionsforhold. Kampen for at bringe produktionsforholdene i overensstemmelse med produktivkræfterne bliver derfor en kamp for at bryde den herskende klasses magt. Den vokser ud af den kamp, som de klasser der undertrykkes eller holdes nede, til daglig fører og i kraft af selve deres stilling må føre mod den herskende klasse, som tilegner sig udbyttet af deres arbejde.

Det er den grundlæggende erkendelse, som Marx og Engels, indledte deres Kommunistiske Manifest med i 1848 ved at fastslå: "Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie".

Det er den afgørende ledetråd til forståelse ikke blot af den hidtidige historie, men også af hvad der må gøres for at fremme den videre samfundsudvikling. Det fører til den følgeslutning, som Lenin har givet udtryk ved at sige: "Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik, og de vil blive ved med det, indtil de lærer at finde frem til denne eller hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter. Tilhængerne af reformer og forbedringer vil altid blive taget ved næsen af det gamles forsvarere, indtil de forstår, at enhver gammel institution, hvor barbarisk og rådden den end synes at være, opretholdes af disse eller hine herskende klassers kræfter. Og til at bryde disse klassers modstand er der kun eet middel: nemlig i selve samfundet omkring os at finde de kræfter, der kan - og efter deres stilling i samfundet må - danne den magt, som kan fjerne det gamle og skabe det ny, at oplyse dem og organisere dem til kamp." (Lenin, Udvalgte Værker, bind I, side 85).

I kapitalismens samfund er det kapitalistklassen, der har magten. Den har det i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlerne. Den benytter denne ejendomsret til at tilegne sig frugten af arbejderklassens arbejde, men udbytter derudover gennem handel, kredit og på mange andre måder de øvrige lag af samfundet. Men udbytningen af arbejderklassen er mest direkte. Den foregår på arbejdspladser, der med produktionskræfternes udvikling rammer flere og flere arbejdere på samme sted i produktivt samarbejde og tvinger dem til i fællesskab at forsvare deres interesser. Arbejderklassen bliver derfor den modstående klasse til kapitalistklassen. Kapitalismens udvikling styrker med nødvendighed arbejderklassen, som således bliver den nye klasse, den førende klasse i kampen for at sprænge det kapitalistiske systems snærende bånd.

Marx' lære om klassekampen og om nødvendigheden af at fare den igennem, indtil den nye klasse har vundet magten i samfundet, er selve grundpillerne for det socialistiske samfundssystem. Den er ikke noget postulat, men udformet og begrundet som frugten af dybtgående videnskabelige undersøgelser og bekræftet af hele arbejderbevægelsens politiske erfaring. Ingen "taktiske" eller konjunkturbestemte bevæggrunde kan få marxister til at opgive en tøddel af dette fundamentale grundlag. De, der vil "revidere" eller "forny" Marx i så henseende, forlader faktisk socialismens grundlag - også selvom de nok så meget - som Stauning gjorde endnu i 1933, bedyrer, at "vi kan fortsat bygge på det af Marx lagte grundlag".

Marx har vist, at socialismens sejr historisk set er uundgåelig. Han er ingen profet, der kan sige hvornår og hvordan. Han udsteder ingen garantier mod nederlag og tilbageslag, indtil sejren er i hus. Det er vores opgave at finde den letteste og hurtigste vej til at fuldbyrde den historiske nødvendighed. Men det kan vi kun gøre ved gennem alle omskifteligheder at holde os klart, at det til syvende og sidst er en klassekamp, der foregår, og som skal føres til sejr.

Under den socialistiske bevægelses udvikling er der ofte gjort forsøg på at få den til at forlade socialismens grundlag, og i perioder har sådanne strømninger vundet overhånd. Det har givet erfaringer, som har været dyrekøbte, men som ikke må være forgæves. Vi må forstå at lære af dem.

Da arbejderbevægelsen i de kapitalistisk udviklede lande omkring århundredskiftet havde opbygget sine politiske og faglige organisationer i stor styrke, og da disse stat vandt frem i en forholdsvis fredelig udviklingsperiode for kapitalismen, blev mange grebet af overmod. Nu spiller klassekampen ikke så stor rolle mere, hed det, den afsvækkes og vil efterhånden dø hen. Vi vil vokse ind i socialismen lidt efter lidt. Nu gælder det blot om at kæmpe for reformer på forskellige områder, så vil socialismen ganske stille brede sig, samfundet vil blive mere og mere socialistisk. "Bevægelsen er alt - endemålet er intet", hed det. "Marx er forældet". I arbejderbevægelsen opstod der en kamp mellem denne reformisme og den revolutionære indstilling, der fastholdt marxismens grundlag. I diskussionerne udveksledes mange teoretiske argumenter, som vi stadig kan lære meget af. I praksis har historien fældet dom: Hvor reformisterne har haft den politiske magt i samfundet helt og udelt i deres hænder - i Tyskland, i England, i Norge, i New Zeeland, m.v. - har det i intet tilfælde ført til socialismens sejr. Tyskland fik endog lov til at falde tilbage i nazismen, med alle de følger for verden, som vi kender. Hvor de revolutionære vandt føringen over den politiske magt, opbygges og videreudvikles socialismen i dag på kraft.

Hvori bestod reformisternes fejl? Var det forkert at kæmpe for reformer ? Nej, ingenlunde. Der må uophørligt kæmpes for reformer, forbedringer og indrømmelser til arbejderklassen og det arbejdende folk. Dels fordi folket behøver forbedringer, umiddelbart. Dels fordi - som Marx sagde: "Hvis arbejderklassen fejgt gav efter i den daglige konflikt med kapitalen ville den berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogensomhelst større bevægelse". (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, l, side 441).

De reformer, der vindes, er en frugt ikke af en afsvækkelse, men tværtimod af en styrkelse af klassekampen fra arbejderklassens side. Der er perioder, hvor alle kræfter må sættes ind for at vinde sådanne reformer.

Reformisternes fejl bestod derimod i, at de kun ville se opgaven i en kamp for reformer og indrømmelser er alt, mens da udbredte den forestilling, at kapitalismen derved "reformeredes" til socialisme, således at man slet ikke behøvede at stille sig spørgsmålet om arbejderklassens erobring af magten i samfundet. Resultatet var, at kapitalistklassen uantastet bevarede den reelle magt, at den ad andre veje tog sig betalt for de indrømmelser, den havde måttet give, og at arbejderbevægelsen blev løbet over ende, da kapitalismen drog kriges og krisers katastrofer med sig.

Man stiller undertiden spørgsmålet, om der nu er opstået sådanne forhold, at reformer nu kan være en vej til socialismen. Hvis man dermed blot vil sige, at der i vor tid må kæmpes for store og indgribende reformer og "strukturændringer", så er der ingen uenighed. Men hvis man forestiller sig, at kapitalismen dermed lidt efter lidt vil blive reformer til socialisme, så er det lige så fundamentalt forkert som nogensinde. Hvis man vil mene, at klassekampen i vor tid er afsvækket, så er sandheden det tvært modsatte. Klassekampen er i vor tid i nogle henseender mere kompliceret, men så skarp som nogensinde.

Store reformer (som nationaliseringer, monopolkontrol, investeringskontrol) er ikke socialisme, men kan blive af betydning på vejen dertil under forudsætning af. at meget brede lag af folket aktiviseres i kampen for at opnå dem og for at udnytte dem. I så fald vil arbejderklassen og de med den forbundne lag have vundet stærkere positioner i deres videre kamp mod monopolerne. Men for at nå til en socialistisk omformning af samfundet må disse folkebevægelser blive så omfattende og aktive, at de er i stand til afgørende at bryde monopolernes magt og sikre, at magten overgår i det arbejdende folks hænder. Det vil under ingen omstændigheder ske "af sig selv", eller blot ved kombinationer i toppen. Den afgørende kraft vil altid være folkemassernes selvstændige optræden, og heri må arbejderklassen være kærne og hovedkraft.

De love for samfundsudviklingen, som Marx påviste, er almengyldige. De beror ikke på specielle forhold, som kan eksistere her eller der på vor klode. De er ikke afhængige af hvilken slags mennesker og hvilken slags natur, man har med at gøre, men er udtryk for nødvendigheder i menneskenes forhold til naturen og til hinanden. De er således også uafhængige af nationale forskelligheder. Derfor fremhæver Marx og Engels også, at en af de ting, der i vor tids klassekamp kendetegner kommunisterne er, at de "i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremtræder uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende". ("Det kommunistiske Manifest", Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind I, side 39).

På denne måde er marxismen-leninismen almengyldig og derfor også international. Det er vrøvl at tale om en "national socialisme" eller en "national kommunisme", for klassekampene love er de samme i alle nationer. Tværtimod er internationalismen, fællesskabet i interesser mellem de arbejdende af alle nationer, et af socialismens ufravigelige grundlag,

Men selv om klassekampens love overalt er de samme, er dens konkrete form højst forskellig, alt efter tid og sted. Og det er i den konkrete virkelighed, ikke i de abstrakte princippers verden, at kampen foregår og afgøres. Det er socialisters opgave at gribe ind i den virkelige kamp og føre den til sejr. Derfor må de netop indleve sig i at forstå de særegne betingelser, hvorunder deres kamp foregår, og hertil hører som noget meget væsentligt de nationale særegnheder, der igen er betinget af historie, tradition og andre særlige vilkår. Men de særegne betingelser kan kun forstås ud fra de almene love, som de er et udtryk for. Opgaven består - lidt indviklet sagt - i at se det almene i det særegne og derudfra virkeliggøre den særegne form for det almene.

Marxisterne "fornægter" altså ingenlunde nationen og prøver på ingen måde at "se bort fra" de nationale særegenheder. Det ville være håbløs skematisme eller abstrakt dogmatisme, som ville hindre al levende og skabende indsats i den samfundsmæssige kamp. Marxisternes internationalisme betyder på ingen måde, at de er "unationale", som deres fjender ved et groft falskneri ynder at beskylde dem for. Tværtimod er - i vor tid mere end nogensinde - arbejderklassens kampindsats for sine interesser afgørende for nationens frie fremtid. Det arbejdende folks internationale solidaritet står ikke blot ikke i modstrid med den nationale selvstændighed, men er den vigtigste kraft til at sikre national selvstændighed. Folkets nationale interesser sikres kun i venskabeligt samarbejde med andre folk, ikke gennem en "nationalisme", der sætter folkene op mod hinanden. Derfor kæmper kommunisterne for nationen, men mod nationalismen.

Kampen mellem klassekræfterne er nemlig i vor tid er ikke begrænset til blot at foregå indenfor hver enkelt lands rammer - den spænder over hele verden, og de daglige sammenstød mellem klassekræfterne gælder ikke alene andelen i arbejdsudbyttet, men også sådanne livsspørgsmål som krig eller fred, nationernes selvstændighed - spørgsmål der hører til den internationale politik.

I verden i dag findes socialistiske stater, en socialistisk lejr af betydelig styrke og indflydelse. På den anden side har kapitalistiske stormonopoler udbredt deres magt og indflydelse over den ikke-socialistiske del af verden, og de har af de lande, hvor deres indflydelse på statsmagten er stærkest, dannet militære og økonomiske magtblokke. Således eksister der også en imperialistisk lejr, som domineres af monopolernes stræben, efter at presse profit ud af det arbejdende folk og af svagere nationer. I dette øjemed har de iværksat en oprustnings- og krigspolitik, som verden ikke har set magen til, og som med den moderne tekniske udvikling bringer en frygtelig trussel over menneskeheden. Denne politik har dels indbragt monopolerne enorme ekstraprofiter, dels gør de sig forhåbninger om ad denne vej at udbrede deres herredømme til hele verden. Det er selve den stræben efter profit, som den kapitalistiske produktionsmåde bygger på, der driver monopolerne ind på disse baner. Det er ikke et spørgsmål om de enkelte monopolisters større eller mindre skurkagtighed.

I den socialistiske lejrs lande er det ikke private rigmænds profithensyn, der bestemmer i hvilken retning økonomien og dermed også politiken udvikles. Det er det hensyn til en alsidig og planmæssig udvikling af økonomien, der er bestemmende - simpelthen fordi produktionsmidlerne under socialismen er samfundsejendom og ikke kan tjene til privat udbytning på bekostning af andres arbejde. Når samfundsøkonomien udvikles, er det til fordel for alle. Lider den tilbageslag, er det til skade for alle. Derfor er det til skade for alle i et socialistisk samfund, hvis det tvinges til omfattende oprustning, endsige får påført en krig. Under kapitalismen derimod er krig for monopolerne "ikke blot en frygtelig ting, men en frygtelig indbringende ting" (Lenin). Derfor vil en socialistisk statsledelse - ikke på grund af ledernes personlige hyggelighed, men på grund af statens og samfundets fundamentale interesser - altid efter bedste evne bestræbe sig på at hindre krig og opnå international afspænding.

I vor tid, hvor der eksisterer såvel socialistiske som kapitalistiske stater, hvilket formodentlig vil være tilfældet endnu en periode, er formålet for socialismens internationale politik at opnå en tilstand af fredelig sameksistere mellem de forskellige samfundssystemer, dvs., en tilstand af international afspænding, hvor staternes grænser er ukrænkelige, hvor princippet om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender holdes i hævd, og hvor samarbejde og samkvem mellem staterne udvikles til gensidig fordel. Det er ikke den tilstand, de kapitalistiske monopoler tilstræber, fordi den vil hindre dem i at tjene på kaprustningen, i at underlægge sig svagere lande og i at opnå verdensherredømmet. Derfor søger de at udnytte de muligheder, de ser, for at hindre en sådan udvikling og i stedet at skabe betingelser for en krig, der kan bringe dem sejr ("styrkens politik"). Derfor findes der to linier i verdenspolitiken: Socialismens bestræbelser på afspænding og fredelig sameksistens og kapitalistiske monopolers bestræbelser på "at gå til krigens rand", eller, hvis det lader sig praktisere, ud over den. Brydningen mellem disse to linier er udtryk for den internationale klassekamp, hvis hovedcentrer er henholdsvis socialismens og monopolkaplta1ismens hovedkræfter. Den internationale klassekamp viser sig i vor tid overhovedet som en altomfattende kappestrid mellem socialisme og kapitalisme. Derfor siger "Deklarationen" med fuld ret: "I vor epoke er verdens udviklingen bestemt af gangen i og resultaterne af kappestriden mellem to modsatte samfundssystemer". Fredelig sameksistens vil sige, at denne kappestrid kan foregå under fredelige former og først og fremmest på det fredelige livs områder. De socialistiske kræfter tilstræber at sikre sådanne former for den internationale klassekamp.

Men de socialistiske stater er ikke ene om at tilstræbe fredelig sameksistens, og det er ikke blot socialismens tilhængere verden over, som kæmper for den. Det samme tilstræbes af en række stater, som kæmper for at vinde deres nationale selvstændighed fra tidligere tiders imperialistiske undertrykkelse, eller som kæmper for at bevare den. De optræder i den internationale politik med en neutralitetslinie, der anerkender den fredelige sameksistens principper. Men ydermere er forhindring af en ny krig i egentligste forstand et livsspørgsmål for folkene i hele verden, ligesom afspænding og fredelig sameksistens vil betyde en uhyre lettelse fra krigspolitikens materielle og åndelige byrder, som hviler så knugende over folkene i kapitalismens lande. Og dette er - som fredsbevægelserne viser - i betydelig grad blevet folkene bevidst. Der er således stærke kræfter, der stræber efter fred.

Man kan spørge om det overhovedet er muligt at sikre en holdbar fred, sålænge der eksisterer kapitalistiske monopoler, som ifølge deres væsen tragter efter krig. Dengang de kapitalistiske monopoler var overmægtige i international politik, måtte svaret være et klart nej. Men således er stillingen ikke idag. Det ville derfor være udpræget dogmatisme blot at gentage det samme svar. Idag må svaret være: Det afhænger af styrkeforholdet mellem krigens og fredens kræfter, herunder navnlig mellem monopolkapitalismens og socialismens kræfter. Dette styrkeforhold har (som vi senere skal komme tilbage til) forskudt sig, så vi nu kan konstatere, at der er en reel mulighed for at hindre krig. Dette bekræftes af den kendsgerning at verden kunne gennemleve en så alvorlig international krise, som oktober-november 1956, uden at det kom til krig. Ligeledes af, at det i efteråret 1957 lykkedes at hindre krig og intervention overfor Syrien.

Men fredens bevarelse kommer ikke af sig selv og ikke gennem fromme ønsker, men kun i kraft af fredskræfternes styrke og deres vågne og beslutsomme indsats mod krigskræfterne. Fredskræfterne får som alle folkelige kræfter ikke mindst deres styrke gennem deres sammenhold. Hvor det lykkes at bryde dette sammenhold alvorligt, får krigen sin store chance, også det var efteråret 1956 en lære om.

Navnlig søger man naturligvis at bryde de socialistiske kræfters internationale solidaritet. Man ved, at kan man skabe splid og forvirring der, så vil usikkerheden i de mindre bevidste lag gøre dem til et let bytte for en tilpas snedig propaganda. Som solidariteten i arbejderbevægelsens daglige kampe, således har også den internationale arbejdersolidaritet altid hørt til den socialistiske bevægelses første bud. "Proletarer i alle lande, foren jer!", lød det faste kampråb. I vor tid har den internationale socialistiske solidaritet større betydning end nogensinde, både i kraft af de ulykker, den kan forhindre, og i kraft af de perspektiver, den kan åbne. Det stærkeste sammenhold mellem socialismens kræfter er den uomgængelige forudsætning for at nå til afspænding og fredelig sameksistens. Men dermed er det også forudsætningen for, at der åbnes nye veje for folkene til at gennemføre den socialistiske omformning af deres samfund, idet fredelig sameksistens betyder, at folkene i hvert land har mulighed for at bestemme deres samfundsorden uden indgreb udefra.

Der er alligevel dem, der vil påstå, at den internationale solidaritet idag er noget forældet eller i hvert fald må træde i anden række. De vil begrunde det med, at den socialistiske lejr idag er så stærk, at solidariteten ikke behøves. Men var der tale om en så overvældende styrke for socialismen, så levede vi ikke idag under atomfarens skygge. Man kan undre sig over en sådan letfærdighed i bedømmelsen hos folk, der vil gælde for socialister.

De kommunistiske partier i de forskellige lande er selvstændige og ligeberettigede partier og respekterer hinanden som sådanne. De bygger på et fælles principielt grundlag, marxismen-leninismen, og søger at styrke sammenholdet med kommunister i alle lande. Hvordan skal hensynet til selvstændighed og internationalt sammenhold afvejes i vore tider?

Et rammende svar er givet af Kinas kommunister i den bemærkelsesværdige artikel: "Mere om de historiske erfaringer med proletariatets diktatur", i "Folkets Dagblad", Peking 30.december 1956. (Udgivet som pjece i tillæg til "Fakta om Sovjetunionen", januar 1957). "Det er ganske klart, at proletariatet i alle lande idag, hvor imperialisterne fører en rasende offensiv mod de kommunistiske rækker i alle lande, i ganske særlig grad må styrke sin indbyrdes solidaritet. Ansigt til ansigt med en stærk fjende vil udtalelser og handlinger, hvilke betegnelser de end pyntes med, hvis de er en hindring for sammenholdet i de internationale kommunistiske rækker, næppe kunne møde sympati hos kommunister og arbejdende verden over." Og det siges: "Det gælder for både de store og de små lande, at hvis kommunisterne sætter deres eget lands og deres egen nations interesser i modsætning til den internationale proletariske bevægelses fælles interesser og optræder mod de sidstnævnte under påskud af at forsvare de førstnævnte, og hvis de i deres praktiske gerning ikke for alvor forfægter den internationale solidaritet, men tværtimod tilføjer den skade, så vil det være en alvorlig fejl, der strider mod internationalismen, mod marxismen-leninismen."

Ved at spille på nationalistiske fordomme og ved ganske raffinerede mistænkeliggørelser på dette grundlag søger socialismens fjender at svække det internationale socialistiske sammenhold. Navnlig søger man at udmale Sovjetunionen som noget fjendtligt og fremmed, og forlanger at kommunisterne skal "tage afstand fra" den - ellers stemples de som "unationale". Hvorfor navnlig mod Sovjetunionen? Kinas kommunister siger i samme artikel om Sovjetunionens rolle: "Da Sovjetunionen er det første land, hvor socialismen har sejret, og efter den socialistiske lejrs opståen er det stærkeste land i denne lejr, det land der råder over de rigeste erfaringer og er i stand til at yde den største hjælp til folkene i de socialistiske lande og i den. kapitalistiske verdens lande, har Sovjetunionen gennem 39 år uforandret været centret for den internationale kommunistiske bevægelse. Det er noget, der er kommet naturligt i kraft af de historiske betingelser, og er ikke kunstigt bestemt af nogen tilfældig person." Og de drager den slutning, at "vi også fremover skal styrke det internationale proletariats solidaritet med Sovjetunionen som sit centrum".

Deraf fremgår den særlige rolle, som Sovjetunionen spiller for de socialistiske kræfter i verden i dag. Og derned også i kampen for freden: Selve det faktisk bestående magtforhold gør, at hovedansvaret i kampen for fredens opretholdelse i vor tid hviler på Sovjetunionen. Det er derfor også en simpel følge af den internationale klassekamps logik, at den reaktionære propaganda fremfor alt koncentrerer sig om at nedsætte Sovjetunionens omdømme, at bagvaske de sovjetiske kommunisters handlinger og motiver, for derved at så splid mellem dem og andre kræfter, der stræber efter fred og socialisme. Og det er ligeså selvfølgelig, at alle landes kommunister bestandig må træde op mod denne systematiske nedrakning af socialismens første land..

Kommunisterne hævder ikke - og har aldrig hævdet - at alt i Sovjetunionen er paradisisk. Hvad der dér er nået ad socialismens vej, er nået under overvindelse af store vanskeligheder. Kommunisterne benægter ikke, at der herunder er begået fejl, men de benægter, at fejlene er det afgørende. Afgørende er, at sovjetfolket under det kommunistiske partis ledelse har bragt socialismen til at fungere og i praksis har vist, hvilken enorm fremgang for folket det betyder. Afgørende er, at Sovjetunionens arbejdere og bønder har evnet at skabe en socialistisk stat, der sætter sin magt ind for fredens sag og for at hindre imperialisternes bestræbelser på krig og undertrykkelse af folkene. Dette afgørende påviser og fremhæver kommunisterne utrætteligt i tidens diskussioner. Det ophidser naturligvis de reaktionære kræfter, som til gengæld søger at mistænkeliggøre kommunisterne ved at sige, at de er "russere", "har fået ordre" til at sige sådan. Nej, sådan siger kommunisterne af fri vilje, fordi det er sandt, og uden at sætte ind for denne sandhed ville de svigte i kampen for fred og socialisme. Og for Danmark. Lad os ikke glemme den erkendelse en borgerlig politiker, som Christmas Møller gav udtryk for umiddelbart efter krigen: "Det havde været meget lykkeligere for Danmark, om man i videre kredse end det kommunistiske parti havde haft forståelsen af de store og positive kræfter, der fandtes i Sovjetunionen" (Tale, den 14. august 1945).

Mistænkeliggørelsen af kommunisterne er selv et led af den internationale klassekamp, og vil utvivlsomt blive fortsat ligeså længe som den. Kommunisterne modvirker den fremfor alt ved i gerning at vise sig som de bedste forkæmpere for arbejderklassen og nationens sag. Til syende og sidst er gerninger altid stærkere end ord. Danske kommunister kan med stolthed henvise til deres gerninger i kampen for freden, for Danmark og for det arbejdende folk. Det gælder i fremtiden at føje flere og større til.

At samfundsudviklingen drives frem af en kamp mellem modsætninger - nemlig af klassekampen - er ikke - som borgerlige ideologer vil påstå det - noget "mærkværdigt" eller "kunstigt", som marxisterne har "fundet på". Borgerligheden vil - som vi kender det fra skolernes historiebøger gerne have os til at opfatte historien som en glidende strøm, hvor "store mænd" med mere eller mindre gode påhit og mere eller mindre gode karakteregenskaber har udfyldt tiden, mens visse fremskridt sagtelig er vokset frem. Ser man sådan på historien, så afventer man også fremtiden i tålmodig passivitet, hvilket naturligvis er særdeles tiltalende for dem, som ønsker den bestående tingenes tilstand bevaret.

Men i virkeligheden drives al udvikling frem af kamp mellem modsætninger, gennem overvindelse af modsigelser. Det er et udtryk for tingenes dialektik. Bevægelsen i atomernes mindste dele udspringer af en "kamp" mellem tiltrækkende og frastødende kræfter. En organismes liv betyder en stadig "kamp" mellem tilegnelse af stof udefra, som optages i organismen, og en ustandseligt foregående nedbrydning i organismen. Arternes udvikling er et resultat af dyrenes kamp mod den omgivende naturs betingelser, osv..

Den første forudsætning for at forstå en udvikling er at erkende de modsætninger, der driver dem frem, at se hvori deres modsigelse består. Kun herudfra vil man kunne se, hvordan modsigelsen kan overvindes, hvordan udviklingen kan drives frem i ønskelig retning.

Marxismen er en pestilens for den borgerlige opdragelse til passivitet, fordi den påviser, at modsætningen mellem kapital og arbejde, i vor tid tilspidses i modsætningen mellem monopolkapitalisternes klasse og arbejderklassen, er den grundlæggende modsætning i de moderne samfund og i verden idag; og at den kun kan løses ved, at arbejderklassen vinder forbundsfæller og overvinder monopolkapitalistklassen, bryder monopolernes magt over samfundet og opretter folkets magt med arbejderklassen som førende kraft.

Modsætningen mellem kapitalistklassen og arbejderklassen er en uforligelig (antagonistisk) modsætning. Kapitalistklassen kan kun eksistere som kapitalistklasse ved at udbytte arbejderklassen. Derfor kan modsætningen mellem dem ikke bringes ud af verden ved noget kunstgreb, ejheller ved sød snak om "klassesamarbejde". Det er til syvende og sidst et spørgsmål om ejendomsretten til produktionsmidlerne, om herredømmet over produktionen og dermed over samfundslivet, om et enten - eller. Derfor må klassekampen kæmpes til bunds, til arbejderklassens sejr.

Men der findes også modsætninger af en anden art, modsætninger, der ikke er uforligelige (ikke-antagonistiske modsætninger). Dem støder vi på nye af hver eneste dag, også når det drejer sig om klassekampens førelse, og også de spiller en stor rolle for udviklingens gang. Livet er jo righoldigere end de "store linier", selvom det er de store linier, der er de bærende.

På arbejdspladsen kan der være uoverensstemmelser om hvilke krav, der skal opstilles, og hvordan man skal sætte ind for dem. Sådanne modsigelser løses gennem diskussion, hvor de forskellige synspunkter ofte kan berige hinanden. I det kommunistiske parti drøfter vi ofte, hvordan vi skal udforme vor politik, vore udtalelser, vore aktioner. Gennem meningsbrydningen kan vi nå til et bedre resultat end det, der oprindelig var foreslået fra nogen af siderne. Den lille købmand i arbejderkvarteret har naturligvis interesse i at få mest muligt for sine varer, mens kunderne ønsker at købe billigt. Det er en modsigelse, men købmanden kan alligevel vindes for arbejderklassens sag, fordi arbejdernes ruin til syvende og sidst også er hans egen ruin.

Klassekampen kan endda forme sig så kompliceret, at arbejderklassen for at overvinde den værste del af sin klassefjende i en given situation, kan slutte forbund med andre kapitalister, således at modsætningsforholdet til dem i den givne situation ikke bliver uforligelige. Under frihedskampen kunne arbejderklassen ikke have vigtigere opgave end at overvinde den nazistiske voldsmagt. Det var betingelsen for enhver vej frem. Vi bekæmpede på alle måder monopolkapitalister som Gunnar Larsen, der havde forbundet sig med den tyske højfinans og dermed med naziherredømmet. Men vi arbejdede i modstandsbevægelsen sammen med en storkapitalist (med engelske forbindelser) som Erling Foss, og det var ikke forkert. Vore modsætningsforhold til ham (som stadig bestod - hvad eftertiden tilstrækkeligt har vist) ordnede vi imidlertid under disse forhold ikke gennem forbitret kamp, men gennem diskussioner, hvor vi gjorde vor stilling ganske klar, og gennem påfølgende overenskomster i frihedskampene interesser.

Det er indlysende, at man ved overvindelsen af forligelige modsigelser ikke må og ikke kan gå frem på samme måde som ved overvindelsen af uforligelige modsigelser. Ved uforligelige modsigelser gælder det: hvem slår hvem - og man må indrette sig derefter. Ved forligelige modsigelser er det overbevisningens metode, der må anvendes, så det rigtige sejrer over det forkerte.

Vi lever i et samfund, hvis grundlæggende modsætning er antagonistisk, hvis udvikling bestemmes af en uforligelig klassekamp. Det griber ind på alle områder, også i vore diskussioner og overbevisningsarbejde. I en diskussion, som den nævnte på arbejdspladsen kan vi opleve en kollega, som siger: "det er synd for direktionen, hvis vi rejser krav. Den vil vort bedste", eller lignende. Dermed giver han udtryk for en opfattelse, som faktisk støtter fjenden. En sådan opfattelse kan vi ikke yde nogen form for anerkendelse og ikke gå på kompromis med, for så ville vi selv støtte fjenden. Hvis det ikke lykkes at overbevise en sådan kollega om det forkerte i at opretholde dette standpunkt, så vil han også i handling gå over på fjendens side, blive skruebrækker. Så er der ikke længere tale om en forligelig modsætning, men om åben kamp. Forligelige modsætninger forudsætter, at man er enige om det væsentlige.

Det væsentlige, der forener vort parti, er, at det bevidst kæmper for arbejderklassens, folkets og socialismens sag på grundlag af marxismens ideer. I vore diskussioner hører vi naturligvis ikke blot afklarede socialistiske opfattelser, fordi alle partiets medlemmer er et produkt af det klassesamfund, vi lever i. Medlemmerne har og skal have frihed til at fremsætte deres tanker, og derfor kan vi også få ganske usocialistiske opfattelser at høre. Vi kan sågar komme ud for udtalelser, som faktisk går ud på, at partiet burde opgive sit arbejde, likvidere. Når sådanne opfattelser fremsættes, må vi tage dem op til diskussion og overbevise de pågældende om deres vildfarelse. Men vi kan ikke yde disse opfattelser nogen form for anerkendelse eller gå på kompromis med dem, for så ville vi berøve vort parti dets eksistensberettigelse. Vi må gøre, hvad vi kan for at forhindre, at den pågældende forhærder sig på sådanne standpunkter, for så kan det ende med, at man går i aktion mod partiet. Og folk, der er indstillet på at gå til aktion mod partiet, hører naturligvis ikke hjemme i partiet. Så er modsætningen, hvad partimedlemsskabet angår, blevet uforligelig. Det behøver dog ikke at udelukke, at det er muligt at finde et mere begrænset grundlag for enighed og fælles virke med den pågældende.

Vi ser, at det i praksis har stor betydning at kunne skelne mellem forligelige og uforligelige modsætninger. Det gælder endnu mere, når socialismen har sejret. Når samfundet ikke længere hviler på en uforligelig modsætning, spiller de forligelige modsætninger en langt mere fremtrædende rolle i samfundslivet. Det er ikke noget nyt for marxismen og kan findes fremhævet både hos Lenin og Stalin. Men de kinesiske kommunister har i den senere tid væsentligt videreudviklet marxismens tanker om hvad de kalder "modsigelser mellem os og fjenden", og "modsigelser indenfor folket". Der findes dem, der tror, at man i Kina helt eller næsten benægter, at "modsigelser mellem os og fjenden" længere spiller nogen væsentlig rolle. Det er en stor fejltagelse, hvad alene den kinesiske stillingtagen i den internationale klassekamp (f.eks. omkring Ungarn) viser.

Forveksler man de to slags modsigelser, kan man begå to slags fejl. Tager man for let på "modsigelser mellem os og fjenden", lader man opfattelser, der støtter fjenden, få borgerret og brede sig, så kan man uforvarende komme til at hjælpe fjenden. Behandler vi omvendt "modsigelser indenfor folket" uden at sætte ind på at overbevise, uden at argumentere, men med skældsord som var det selve fjenden, vi stod overfor, uden at vise hvad der forener, så har vi ikke udnyttet mulighederne for at overvinde modsigelserne, hvad der må være formålet. Vi kender problemet fra vort enhedsarbejde.

Afgørende for at kunne tage rigtig stilling bliver således, at vi gør os situationens væsentlige realiteter klar; gør os klart hvordan klassekræfterne brydes i den givne situation; ser hvilke klassekræfter, der fremfor alt truer folkets afgørende interesser". Således må vi afgrænse fjenden. Så har vi også forudsætningerne for at skelne mellem "modsigelser med fjenden" og "modsigelser indenfor folket".

Når vi har afgrænset fjenden, så har vi dermed også taget parti i klassekampen. Det vil sige, vi må lade vor optræden lede af, hvad vi kan gøre for på den ene side at svække og modvirke hans metoder og for på den anden side at rejse og styrke, hjælpe og retlede de kræfter, der kan føres i kamp mod ham. Gør vi ikke det, så handler vi i hvert fald mod bedre vidende om situationens objektive realiteter, og vi skader folkets sag. Der er dem, der vil hævde, at objektivitet betyder, at man ikke må tage parti, at man i lige grad og med samme styrke må vende sig mod "begge parter". De sammenblander altså "modsigelser med fjenden" og "modsigelser indenfor folket". Men dermed lader de netop hånt om de objektive realiteter. Og selv om de ønsker at "hæve sig over" klassekampen, så bliver de dog ofre for den, for klassekampen er en realitet, der er stærkere end fromme ønsker. I praksis bliver de derfor, i hvert fald i et vist omfang, udnyttet af fjenden til skade for folkets sag. Det er baggrunden for, at det i den førnævnte kinesiske artikel siger: "Den, der benægter klassekampen og ikke skelner mellem sine egne og sine fjender, er i intet tilfælde en kommunist, er i intet tilfælde en marxist og leninist".

I det daglige sammenstød med kapitalen ligger modsætningerne så åbent i dagen, at arbejderne hurtigt lærer at skelne mellem ven og fjende. De udvikler deres "klasseinstinkt" ud fra tusinder af små erfaringer. Det er klart, at man i en strejke må holde sammen mod kapitalisterne. Det er ligeså klart, at de personlige og andre modsætninger, der er arbejdere imellem, ikke må kunne udnyttes af arbejdsgiverne. Man kan synes, at en kollega gør fejl og bebrejder ham det, men man gør det ikke i fjendens påhør, så han kan udnytte det. Arbejdersolidaritetens enkle moral er den praktiske løsning på spørgsmålet om de to slags modsigelser.

Men der gives naturligvis også mere komplicerede spørgsmål i klassekampen. Men dem må man gribe an på tilsvarende måde, og "klasseinstinktet" vil altid være en god rådgiver. Således i forståelsen af de ungarske begivenheder 1956. Det afgørende i dem var kampen mellem reaktionen og socialisme - i landet selv, så vel som internationalt. Her måtte der tages parti og tages parti for socialismen. Havde reaktionen vundet overhånd var det blevet dyrekøbt for folkene såvel i Ungarn som verden over. Men denne partitagen betød ikke at man ikke erkendte, at der var fejl i det ungarske folkedemokrati. Disse fejl måtte ubetinget rettes, men ikke sådan, at det gav reaktionen muligheder. De, der blæste det ungarske folkedemokratis fejl op i urimelige dimensioner, de, der højlydt proklamerede, at det var kampen mod "stalinismen" det gjaldt - de blev i praksis udnyttet af reaktionen - med flid endda. De for vild, fordi de ikke forstod at "skelne mellem sine egne og sine fjender".

***

De her fremdragne træk af marxismens samfundssyn gør ingenlunde krav på fuldstændighed. Da de er grundlæggende, er de også almene - så almene at nogle måske i første omgang vil finde dem abstrakte og blottet for indhold.

Hvilken betydning har sådanne almene synspunkter? Ikke mindst dem, at de angiver og begrunder den metode, som marxismen anvender til at vinde indsigt i samfundsproblemerne og forståelse af deres løsning. De giver ikke den automatiske løsning på ethvert problem, men lærer os hvordan vi skal gribe det an.

Tidens begivenheder er mangeartede og kan virke forvirrende. For at forstå dem og forstå, hvad der skal gøres, må vi først og fremmest forstå at skære ind til tingenes kærne. Vi må trænge igennem det, som i forhold hertil er uvæsentligt eller mindre væsentligt. Kun ud fra en forståelse af tingenes kærne, er vi i stand til at gribe de øvrige problemer an.

I vort samfund og vor verden drives udviklingen frem af en uforsonlig klassekamp. At trænge ind til tingenes kærne i de politiske og samfundsmæssige problemer betyder derfor altid at se, hvordan kampen mellem klassekræfterne giver sig udtryk i dem. Det grundlæggende er altid klassekampen. Uden at tage stilling herudfra er vi hverken i stand til at forstå eller handle rigtigt.

Men hovedsagen er ikke hele sagen. Den, der slår sig til tåls med at konstatere hovedsagen, men lader alle livets enkeltheder ligge, er skematiker og kommer til kort overfor de virkelige problemer. Det næste skridt er, at man ud fra forståelsen af hovedsagen også gør sig enkelthederne, særegenhederne, nuancerne klar. Ud fra forståelsen af, at klassekampen er det grundlæggende, må vi søge at forstå den righoldighed af former, hvori den finder udtryk. I det følgende vil vi foretage nogle skridt i den retning.

Herunder vil vi gå ind på følgende emner:

1. Forbedres arbejderklassens stilling under kapitalismen i vor tid ?
2. Den samfundsmæssige betydning af atomenergi og automatisering
3. Imperialisme og krig

Da reformismen oprindelig trængte ind i arbejderbevægelsen, var det næsten dels under slagord som: Vi skal "vokse ind i socialismen", skridt for skridt, gennem små reformer af kapitalismen vil vi umærkeligt forandre den, efterhånden vil "de socialistiske elementer" få overvægt, og så vil socialismen være der! På denne måde ville de snakke arbejderbevægelsen væk fra at se klassekampen som den drivende kraft. Enhver reform, om kapitalistklassen gav sit minde til, blev udråbt til "et stykke socialisme". "Sozialismus wohin wir blicken", sagde de tyske højresocialdemokrater på tilsvarende måde under de revolutionære begivenheder i 1919 og henviste med stolthed til, at sporveje og nødtørftshuse var blevet kommunale. Det er jo også dem, der har villet se København Kommunes Kørselsafdeling som "et stykke socialisme" - hvilket for øvrigt ikke har været til fordel for socialismen.

I vor tid taler de tilsvarende kredse ikke meget om socialisme - i hvert fald ikke på vore breddegrader. Man har til en vis grad acceptere den borgerlige propagandas bestræbelser på at gøre ordet "socialisme" upopulært. Det er - siger man - ikke en kamp mellem kapitalisme og socialisme, det drejer sig om. Nej, det er den gradvise indførelse af "velfærdsstaten" .

Hvad der nøjagtig skal lægges i dette ord, står noget hen i det uvisse. Det skal netop være udsvømmende, for det skal udviske den samfundsmæssige kamps realiteter. Det skal give en vag forestilling om, at målet må være at udvikle det bestående kapitalistiske samfund, således at "alle har det godt", til en "folkelig kapitalisme" - som det f.eks. kaldes i USA.

Vi har jo allerede bragt det vidt, siger de, og henviser - udover til sporveje og nødtørftshuse - til sygekasser, ferielovgivning, folkepension, og andre. De opfordrer til at være tilfredse med det opnåede og til iøvrigt at tie og bie, så tiden kan ordne alt til det bedste. Og når alt sådan går bedre og bedre, hvorfor så ændre ved samfundets grundlag? Hedtoft havde ligefrem forargelse i stemmen, da han i sin tid ved en skydebanemiddag erklærede: "Klicheen om det kapitalistiske samfund som årsag til og forandring på alt ondt og elendigt er banal og uredelig. Men går det da virkeligt bedre og bedre for den arbejdende befolkning ? Gjorde det det, ville det formentlig give sig udtryk i en optimisme og tro på fremtiden, som vi aldeles ikke kender til. Tværtimod møder man - trods sygekasser, folkepension og knallerter - en utilfredshed så tung og udbredt som ingen sinde. Den har ganske vist ikke altid klar retning, er mere eller mindre ubestemt - men er den ubegrundet ? Reaktionens propagandister af typen H. J. Lembourn fortæller ganske vist, at den skyldes, at folk lever for godt og for trygt - men det kan man sagtens sige, når man selv har sit på det tørre. Utilfredshed plejer imidlertidig ikke at være et tegn på, at noget går godt. Det er den socialistiske bevægelses opgave at skære igennem al falsk besmykkelse, alle illusioner og gøre klart, hvad der er i vejen. Her er det klart Marx´ analyse af det kapitalistiske samfund kan hjælpe os. Marx påviste hvordan hele den kapitalistiske produktionsmåde er lagt an på at tilsløre for arbejderen, hvordan han bliver udbyttet af kapitalen. Mens hoveribonden der tre dage om ugen måtte arbejde for herremanden, ikke kunne være i tvivl om, at andre tilegnede sig hans arbejde, så er det tilsvarende forhold mere uigennemsigtigt under lønarbejdets system - det "frie" lønarbejde som det jo hedder med den slags sprogblomster, som altid anvendes, når der skal puttes blår i øjnene på folk. Her får man jo løn for sit arbejde, får altså sit arbejde betalt - tror han da!

Men det er en af de forblindelser, det kapitalistiske samfund lever på. Arbejderen får ikke sit arbejde betalt, han får betaling for at stille sin arbejdskraft til rådighed for den kapitalist, der ejer produktionsmidlerne. Kapitalisten udnytter sin rådighed over arbejdskraften til at få udført arbejde, som udgår en større værdi end det, han har betalt for arbejdskraften. Det er det, han tjener på. Der findes mange velklingende "forklaringer" på, hvor egentlig kapitalisternes
profit stammer fra. Det hedder sig, at det er en "risikoydelse", at det er en belønning af hans "private initiativ", men det er alt sammen luftige og moralske besmykkelser. Virkeligheden er mere håndgribelig og prosaisk. Profiten stammer fra, at arbejderen som betaling for sin arbejdskraft kun får udbetalt en del af værdien af det arbejde, han udfører. Den anden del, merværdien, tilegner kapitalisten sig i kraft af sin ejendomsret til produktionsmidlerne. Det er den enkle sandhed, som det kapitalistiske samfund fremfor alt søger at skjule - sandheden om den kapitalistiske udbytning.

Nogle vil måske indvende: Dette med, at det er rådigheden over arbejdskraften, som kapitalisten køber, er klart nok, når der er tale om timeløn. Men hvad med akkordlønning? Er det så ikke arbejdet, der betales? Det er rigtigt, at akkordlønningen er egnet til (og delvis indført for) yderligere at tilsløre den nøgne kapitalistiske udbytning, men i det væsentlige ændrer den intet derved. I hovedsagen er akkordlønningerne også bestemt ved det almindelige lønniveau.

Hvad er da lønnen bestemt ved? Den er betaling for arbejdskraften. Kapitalismen gør alt til varer, også arbejdskraften. Varer udveksles - gennemsnitligt taget - i forhold til deres værdi ("værdiloven"), og det bestemmer i hovedsagen deres priser. Værdien af en vare bestemmes af hvor lang arbejdstid, der gennemsnitligt er nødvendigt for at fremstille den med det udviklingstrin, som samfundets produktivkræfter på det givne tidspunkt har nået ("den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid" ). Det gælder også arbejdskraftens værdi. Men hvad vil det sige at "fremstille arbejdskraften"?

Under arbejdet yder arbejderen med sin muskel- og nervekraft, med sin forstand og kunnen. Skal han til næste dag genoprette sin arbejdskraft, må han for det første kunne spise og hvile. Prisen på de simpleste livsfornødenheder indgår derfor i "arbejdskraftens produktionsomkostninger", men der skal også mere til for at sikre stabile produktionsbetingelser. Ikke af sentimentale grunde, men ud fra kolde økonomiske overvejelser må kapitalistklassen have ikke blot enkelte arbejdere, der lige frister livet, til rådighed, men en arbejderklasse af et vist uddannelsesniveau. Derfor betyder "produktion af arbejdskraft" også, at arbejderklassen kan formere sig og uddanne sig. Opretholdelsen af arbejderfamilierne og mulighederne for en via uddannelse indgår derfor også i "arbejdskraftens produktionsomkostninger". Men når talen er om at opretholde arbejderfamilierne, kan det ikke blot betyde at forsyne dem med det fysiske eksistensminimum, regnet ud i kalorier. I kraft af hele den forudgående historiske udvikling har befolkningen visse livsfornødenheder, som man ikke kan berøve den, uden at det virker som afsavn, som man - i hvert fald under normale betingelser - ikke vil affinde sig med. Dertil kommer, at ændringen i arbejdsbetingelser og selve den tekniske udvikling skaber nye fornødenheder. For 100 år siden var det ikke nødvendigt for arbejdere at følge en avis. Det er temmelig nødvendigt under vor nuværende civilisationsform (selv om man ikke ville dø af at undvære det), og kapitalistklassen er interesseret i at arbejderne læser den officielle presse. For 50 år siden var radio af gode grunde ikke en fornødenhed som nu - men nu er også kapitalistklassen interesseret i, at folk har radio.

Derfor siger Marx om arbejdskraftens værdi: "Arbejdskraftens værdi dannes af to elementer, af hvilke det ene er rent fysisk, det andet historisk eller socialt. Den yderste grænse bestemmes af det fysiske element, dvs. arbejderklassen må for at opretholde og forny sig, for at fortsætte sin fysiske eksistens, have de til sit liv og formering absolut fornødne eksistensmidler. Værdien af disse absolut nødvendige livsfornødenheder danner derfor den laveste grænse for værdien af deres arbejde (det vil sige: arbejdskraften)...

Ved siden af dette rent fysiske element bestemmes arbejdets (arbejdskraftens) værdi af den i hvert land traditionelle levefod. Den består ikke blot i det fysiske liv, men i tilfredsstillelsen af visse behov, som udspringer af de sociale betingelser, hvorunder menneskene lever og er opdraget ..." (løn, pris og profit", Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind I, side 437)….Eller som han siger andetsteds: "I modsætning til de andre varer indeholder værdibestemmelsen af arbejdskraften et historisk og moralsk element" (Das Kapital, bind l, side 179).

Kapitalistklassen søger naturligvis at presse arbejdskraftens pris ned under dens værdi. Men der er grænser for, hvor vidt den i egen interesse kan gå i så henseende. Presser den reallønnen ned under det fysiske eksistensminimum, destruerer den simpelthen arbejdskraften. Det ville være lige så uøkonomisk som f.eks. at køre maskinerne så hårdt, at de brænder sammen før tiden. Det betaler sig ikke - derfor gør man det ikke - i hvert fald ikke i længere tid.

Skulle lønniveauet omvendt komme op over arbejdskraftens værdi (alle elementer medregnet), så vil kapitalisterne reagere som altid, når de stilles over for varepriser, der ligger over værdien: de sager andetsteds hen med deres penge, standser f.eks. produktionen, indtil lønniveauet på ny er presset ned under værdien. I den henseende har de muligheder, idet der er muligheder for at gøre indhug i det, som er kaldt "det historiske og moralske element" i arbejdskraftens værdi, navnlig hvis man på anden måde kan sætte ind mod den utilfredshed, der må blive følgen.

Derfor ligger reallønnens niveau under kapitalismen mellem en øvre grænse, nemlig arbejdskraftens værdi, og en nedre grænse, nemlig det fysiske eksistensminimum. Dette er en almen og gennemsnitlig lov for kapitalistisk økonomi. Den udsiger ikke, at det i hvert enkelt tilfælde forholder sig sådan, men at det forholder sig sådan for kapitalismens økonomi som helhed.

Men dermed er også sagt, at kapitalismens økonomi aldrig kan være en "velfærdsøkonomi". Da det retningsgivende for kapitalistisk produktion ikke er hensynet til det almene velfærd, men hensynet til kapitalistisk profit, kommer reallønnens niveau ikke op over arbejdskraftens værdi og kan derfor ikke, så længe kapitalismen eksisterer, vokse til "mere og mere velfærd". Såvidt den marxistiske analyse af kapitalismen.

Men "velfærdsstatens propagandister, som vil have arbejderne til at affinde sig med kapitalismens udbytning, fornægter Marx. De kan ganske vist ikke anfægte logikken i hans analyse; i stedet siger de, at han er "forældet", "dogmatisk" eller hvad man nu kan finde på for at klare sig. De siger, at livet har modbevist Marx' grå teori. De påstår, at arbejderne under kapitalismen faktisk lever bedre og bedre, lykkeligere og lykkeligere, og at der ikke er grænser for, hvor godt de kan få det, blot "kagen" bliver stor nok. Og de henviser så som nævnt til en række tilsyneladende tegn på, at det går bedre og bedre. Men herved bedriver de grov svindel.

I væsentlig grad består den i, at de ser ganske bort fra, at produktionsteknikens udvikling - og dermed også de ændrede former for menneskeligt samliv, for civilisation, om man vil - fremkalder nye og større fornødenheder for arbejderne, hvis de stadig skal genoprette deres arbejdskraft ."Blot en delvis efterkommelse af disse nye fornødenheder udskriger de som et fænomenalt fremskridt (mens der i virkeligheden er tale om det modsatte, hvis de, hvad der er reglen, kun delvis efterkommes.

F.eks. har den stadig videregående mekanisering af produktionen betydet, at det er muligt at skrue arbejdets tempo og intensitet væsentligt op. Hvad mekaniseringen kan betyde af lettelse i indsatsen af muskelkraft, tages rigeligt igen gennem de øgede krav til indsatsen af nervekraft. Den er ikke mindre vanskelig at genoprette end muskelkraften. Dertil behøves navnlig tid til hvile og adspredelse. Det øger "arbejdskraftens produktionsomkostninger". Det gør arbejdstidsnedsættelse, ferie, folkepension, bedre boligforhold, og meget mere til livsfornødenheder på en ganske anden måde end tidligere. Efterkommes disse fornødenheder ikke, slides arbejderen hurtigere op, ældes, lever et ulykkeligere liv - sådan som vi faktisk ser det. Kampen for at opnå adgang til sådanne goder er altså faktisk en kamp for at opnå efterbetaling for lønninger, som i kraft af den øgede arbejdsintensitet er kommet fil at ligge yderligere under arbejdskraftens værdi. Indrømmelser til disse krav er altså ingenlunde noget, kapitalismen, kan gøre sig til af.

Et andet moment er familiearbejdet. Tidligere var det normale, at manden med sin løn forsørgede hele familien, mens konen via sit huslige arbejde i det væsentlige sørgede for "genoprettelsen af arbejdskraften" i arbejderfamilien. Nu er det ved at blive det normale, at både mand og kone sælger deres arbejdskraft. Uanset de fordele, det kan have med hensyn til ligestilling af kønnene, betyder det faktisk, at der er mindre arbejdskraft tilbage til det hjemlige arbejde med at "genoprette arbejdskraften". Deraf opstår nye fornødenheder, hvis den realle levefod skal opretholdes: For eksempel støvsugere, centralvarme, vaskemaskiner, osv. osv. - alt hvad der kan forkorte den nødvendige arbejdstid i hjemmet - foruden vuggestuer, børnehaver, husmoderafløsning og andet som kan afhjælpe den manglende arbejdskraft i hjemmet. (Senere minister Starcke havde altså faktisk ret, når han i sin radiovalgtale stillede spørgsmålet sådan! "Man siger nok, at man tjener mere, men nu må også både mand og kone gå på arbejde for at klare sig, og lever man så bedre?" Han havde ganske vist også hugget det fra et interview, som Hans Kirk lige havde haft med en gammel arbejder i LAND OG FOLK.) Når man beruser sig i de herlige fremskridt, der er opnået med køleskabe, gaskomfurer, og nyere tekniske fortræffeligheder, må man igen huske, at det i virkeligheden kun er fornødenheder, hvis tidligere tiders levefod skal opretholdes under de nye betingelser, og at der altså er mindre grund til at juble over,- at sådanne, sager findes i en del arbejderhjem, men mere grund til at harmes over, at de ikke findes alle steder. Og dertil kommer, at nødvendigheden af at sikre sig disse ting, "giver nye muligheder for kapitalistisk udplyndring, f.eks. den, der sker gennem afbetalingshandelen, som tvinger masser af familier til at skære de egentlige livsfornødenheder ned til at minimum, som man ser det i de såkaldte "grødslotte". Derigennem forstår man. også sådanne forhold, som er påpeget af John Boyd Orr i hans bog "Food and the People" (1943), hvor han viser, at 15 millioner englænderes ernæringeniveau i 1935 var lavere end arbejdernes i det 18'århundrede (Siden er ernæringsniveauet i England i øvrigt faldet yderligere).

Noget tilsvarende gælder de øvrige tekniske nydannelser, hvis udbredelse udskriges som beviser på. det arbejdende folks ophøjelse til et herligt liv. For tiden er det ikke mindst knallerterne og scooterne, der henvises til. Men også deres udbredelse må man se på baggrund af ændringerne i civilisationens betingelser. Dengang København lå inden for voldene, var det ikke svært at gå på arbejde til fods og på samme vis passe en lille have ude ved søerne. Det var absolut mindre krævende end en knallerttur nu, morgen og aften fra Husum til Kastrup, samt en søndagstur ud, hvor man kan så lidt natur. Hvad dette betyder af nye fornødenheder kan ses af amerikansk statistiks oplysninger om, at transportomkostningerne, som i 1900 udgjorde 1,6 % af en arbejders løn, i 1950 udgjorde 12,7 %.

Det arbejdende folks delagtighed i de tekniske fremskridt kan altså ingenlunde ses som en "ophøjelse til velfærd". Den er en forsinket efterbetaling til de nye byrder, som det moderne samfunds livsform lægger på dem. Under denne forsinkelse synker reallønnen længere ned under arbejdskraftens værdi, overskrider den aldeles ikke.

Stauning´s gamle omkvæd på hvert majmøde: "Da jeg var barn, gik arbejderbørnene i træsko. Nu hører man ikke længere deres klapren i gaderne", må vurderes på samme måde. Men teknikkens udvikling er den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid for at fremstille et par lædersko ikke større, (end den i sin tid var for at lave et par træsko. Teknikken har ført til et fald i læderskos værdi. Skulle arbejderne gå bagover, fordi de på den måde får andel i et teknisk fremskridt, som kapitalister har spundet guld på?

Fremskridtene i den sociale lovgivning må som nævnt ses på baggrund af den. nye og mere intensive udnyttelse af arbejdskraften. Dertil kommer, at en hel del af deres betydning er af mere psykologisk end materiel art. Alderdomsforsorgen er som bekendt ikke blevet foruroligende meget bedre med folkepensionistordningen, men den er blevet organiseret så den vækker mindre anstød, Det er naturligvis et fremskridt, men det koster ikke den herskende klasse synderligt.

Trods alle "velfærds"-prædikanternes åndemanerier stiger reallønnen altså ikke mere og mere over arbejdskraftens værdi, dens tendens er tværtimod at synke længere og længere under dette niveau.

Det er ikke ganske enkelt at anføre den unøjagtige statistiske påvisning heraf. Dels indgår der mange vanskeligt målelige faktorer i arbejdskraftens værdi, dels er den borgerlige statistik i høj grad anlagt på at skjule kendsgerningerne om arbejdernes levefod. Det gælder naturligvis især under forhold som hos os, hvor leveomkostningernes indeks (pristallet) direkte er et redskab for det kapitalistiske samfund til at snyde arbejderne for lønforhøjelser. I USA udregnes der et indeks for et "eksistensminimum" (Heller-budgettet), der tager hensyn til flere faktorer end vort pristal. Dette "eksistensminimum" afspejler noget bedre arbejdskraftens værdi, selv om også det ligger under. Men det er for det første betegnende, at gennemsnitslønningerne ligger under eksistensminimumet, og for det andet, at afstanden mellem dem har tendens til at øges. Gennemsnitslønningerne i USA´s forarbejdende industri har udgjort følgende procentdele af eksistensminimumet; i 1944: 80,9 %; i 1945: 75,0 %; i 1946: 65,4 %; i 1947: 66,8 %; i 1948: 68,5 %; i 1953: 68,9 %; i 1954: 70,o % - hvorved der er regnet med fuld beskæftigelse.

Denne udvikling for reallønnen er kun en del af en mere omfattende samfundsproces inden for kapitalismens udvikling. Marx påviste gennem sin økonomiske analyse, hvordan kapitalen måtte koncentreres i stadig større foretagender. Dette er som bekendt tydeligt nok blevet bekræftet af udviklingen. Men han påpegede videre, at dette måtte ske på bekostning af stadig større udplyndring af de arbejdende klasser og dermed en stadig forringelse af deres stilling og levevilkår. Kapitalens koncentration ville samtidig føre til kronisk arbejdsløshed, til en "industriel reservearme", som ville betyde et stadigt tryk på lønninger, arbejdsforhold, osv.. Også her har udviklingen givet ham ret.

Men endnu mangfoldigere er de måder, hvorpå kapitalismen gør tilværelsen for de arbejdende ringere. Kriser og krige, som kapitalismens advokater gerne vil gøre til tilfældigt forekommende "forstyrrende" ulykker, er tværtimod direkte frugter af det kapitalistiske system. Kriser og krige er en ligeså "normal" tilstand under kapitalismen som højkonjunktur og fred. De ofre, som i sådanne perioder kræves af det arbejdende folk, er lige så vel ydet på kapitalismens alter som den daglige udbytning. Og aldrig er der vel afkrævet så grufulde ofre. Shylock nøjedes dog med et skålpund kød. Og når ofrene ikke kræves, hviler frygten for dem - frygt for arbejdsløshed, frygt for atomkrig - stadig - tungere over folkene.

En række andre væsentlige udtryk for forringelsen af de arbejdende klassers stilling har vi endda ikke taget udtrykkeligt hensyn til. Vi har talt om reallønnen, men ikke om den forringelse, som den stadige inflation, der synes at være blevet et træk af den moderne kapitalismes økonomi, bevirker gennem at lade pengelønnen hinke efter den virkelige stigning i leveomkostningerne. Vi har ikke talt om den stadig større udplyndring, som sker gennem den kapitalistiske stats skatteopkrævning, med andre ord, vi har ikke nævnt den omfattende ruinering, som sker af småkårsfolk uden for arbejderklassen, at mellemstanden, af mindre kapitalister. Men vi har vel anført tilstrækkeligt til at vise begrundelsen for, at Marx som en grundlæggende lov for kapitalismens udvikling fastslår! ""Ophobningen (akkumalationen) af rigdom på den ene pol er altså tillige en ophobning (akkumulation) af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk degradation på modpolen, dvs. på den klasses side, som producerer sit eget produkt som kapital" (Bas Kapital, bind I, side 680). Det er stærke ord, vil man måske synes i relativt fredelige tider, og "velfærds "-prædikanterne søger at latterliggøre dem med henvisning til al vor tids cellophan, plastic og knallertvæsen. Men skræl alt dette fra og tænk over kapitalismens udvikling som helhed: "Elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutaliseringen og moralsk degradation" - kender vor tid ikke det altsammen?

Denne lov for kapitalismens udvikling rummer også den lov, som marxisterne kalder loven om den absolutte forarmelse under kapitalismen. Marxisterne påpeger, at der under kapitalismen ikke blot sker en relativ forarmelse, dvs. at arbejderne får en mindre andel af nationalproduktet, hvilket uimodsigeligt fremgår selv af borgerlige statistikker, men at der også sker en absolut forarmelse af arbejderklassen, målt i forhold til arbejdskraftens værdi. Eller med andre ord: Skønt der på visse områder er opnået fremskridt, kræves der som helhed så meget mere af den arbejdende befolkning, at de utilfredsstillende behov vokser og "genoprettelsen af arbejdskraften" forringes. På denne måde fører den kapitalistiske produktionsmåde til en udvikling, hvis gennemgående tendens er, at arbejdskraften som helhed, dvs. menneskene misbruges og mishandles mere og mere. Deri ligger også den dybeste årsag til den utilfredshed, som al tidens flitterstads til trods, breder sig mere og mere.

Men eksistensen af en sådan lov må ikke forstås mekanisk. Den betyder ikke, at enhver arbejder lever ringere idag end i går. Den betyder ikke, at ethvert lands arbejderklasse lever ringere i år end sidste år Den betyder - som Thorez siger - ikke at "den franske arbejderklasse var fattigere i sommeren 1936 end i sommeren 1935", dvs., efter den store strejkebevægelse, som fik folkefrontsregeringen til at gennemføre en række væsentlige sociale reformer. Enhver (absolut) samfundsmæssig lov giver sig udtryk gennem midlertidige og lokalt bestemte udsving til den ene og den anden side, viser sig som den almene retning for udviklingen.

Hvordan bestemmes reallønnens højde i det konkrete tilfælde? Gennem styrkeforholdet i klassekampen. Sætter arbejderklassen tilstrækkelig stærkt sine kræfter ind, vil den også aftvinge sig indrømmelser, Men dermed er historien ikke endt - kapitalistklassen går til modangreb. Dem mobiliserer eventuelt statsapparatet. Således bestemmes arbejderklassens leveniveau af klassekampens forløb, med udsving til den ene og den anden side bestemt af styrkeforholdet til given tid og sted. Hvad loven om en absolut forarmelse udsiger, er at så længe kapitalistklassen bevarer ejendomsretten til produktionsmidlerne og dermed magten i samfundet, så vil resultatet af klassekampen på længere sigt blive, at arbejderklassens levevilkår forringes. Det kan der kun gøres ende på ved at fratage kapitalen dens ejendomsret til produktionsmidlerne.

Betyder det nu, at hverdagens faglige kamp er forgæves eller mindre væsentlig? Aldeles ikke. Førtes denne kamp ikke hver eneste dag, så ville reallønnen miste enhver forbindelse med arbejdskraftens værdi og hurtigt bliver trykket ned i nærheden af det fysiske eksistensminimum. Så ville der aldrig opnås "efterbetaling" for de nye fornødenheder, som til stadighed opstår. Marx selv har i "Løn, pris og profit", svaret direkte på dette spørgsmål i de berømte ord: "Men når de faktiske forhold i dette (kapitalistiske) system nu viser denne tendens (dvs. i retning af at sænke gennemsnitslønnen), betyder det så, at arbejderklassen skal give afkald på at gøre modstand mod kapitalens overgreb og opgive sine bestræbelser for ved de lejligheder, der frembyder sig, at opnå det bedst mulige til en midlertidig forbedring af sin stilling? Hvis den gjorde det, ville den blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne frelses. Jeg tror, jeg har vist, at arbejdernes kampe for normalløn er foreteelser, som er uadskillige fra hele lønsystemet, at deres anstrengelser for at opnå lønforhøjelser i 99 af 100 tilfælde kun er forsøg på at opretholde den givne værdi af arbejdet, og at nødvendigheden af at slås med kapitalisterne om prisen hænger sammen med deres stilling; at de må sælge sig selv som vare. Hvis arbejderklassen gav efter i den daglige konflikt med kapitalen, ville den berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse" (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter bind l side 441).

Det fastslår hele den enorme betydning af den faglige kamp. Men Marx fortsætter! "Samtidig må arbejderne ikke - ganske bortset fra det almindelige slaveri som hænger sammen med lønsystemet - overvurdere de endelige virkninger af denne daglige kamp. De må ikke glemme, at de fører kamp mod virkninger, men ikke mod årsagerne til disse virkninger) at de kun kan bremse den nedadgående bevægelse, men ikke ændre dens retning; at de kun bruger et lindrende middel, men ikke helbreder sygdommen. De bør derfor ikke udelukkende gå op i denne uundgåelige guerillakrig, som uafbrudt udspringer af kapitalens stadige overgreb eller af forandringerne i markedet. De bør forstå, at det nuværende system med al den elendighed, som det bringer ned over dem, samtidig skaber de for samfundets økonomiske omdannelse nødvendige materielle betingelser og sociale former. I stedet for den konservative parole : "En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag", skal "de på deres fane skrive den revolutionære parole: "Lønsystemets afskaffelse".

Det er hvad der adskiller socialister, kommunister, fra såvel reformister som syndikalister. Det er i denne sammenhæng, den faglige kamp altid må ses.

Den tekniske udvikling er i den seneste periode foregået i et tempo, som næppe nogensinde i menneskehedens historie. Den karakteriseres navnlig ved begreberne atomkraft og automatisering, men er derudover også forbundet med en række andre landvindinger som fremskridt i mekanisering, opdagelse af en række nye kunststoffer, nye former for motorer, o.a.

Dette voldsomme spring fremad i teknikens udvikling beror naturligvis dels på, at menneskenes indsigt i naturen havde nået et trin, der muliggjorde det. Dertil kom, at krigens behov gjorde, at alle kræfter blev sat ind og at de nødvendige midler blev stillet til rådighed for opnåelsen af hurtige videnskabelig-tekniske fremskridt. Det er på en sørgelig måde karakteristisk, at der i kapitalismens lande skulle en sådan katastrofes tvang til for at mulighederne for tekniske fremskridt skulle blive udnyttet i fuldt omfang. I socialismens dengang eneste land, Sovjetunionen, som endnu var i gang med at arbejde sig ud af tilbageståenheden, var den tekniske indsats i krigstiden kun en fortsættelse af fredstidens anstrengelser.

Efter krigen var stillingen i verden den, at en større del var gået over til socialismen og derfor fortsat søgte at udnytte alle tekniske muligheder for hurtige fremskridt. Men også i kapitalismens lande gjorde nye momenter sig gældende, Krigen havde i mange lande bevirket omfattende ødelæggelser og en vidtgående opslidning af produktionsapparatet. Det skabte et usædvanligt investeringsbehov for at få genopbygget og fornyet produktionsapparatet. Det forskubbede i nogen grad det økonomiske kredsløb under kapitalismen. Men da der under krigen var opnået så betydelige tekniske fremskridt, var det naturligt, at man ved denne fornyelse benyttede sig heraf. Derfor betød fornyelsen i efterkrigstiden også en vis impuls til at videreføre de tekniske fremskridt. En anden impuls hidrørte fra konkurrencen fra de tekniske fremskridt i socialismens verden. Disse forhold bevirkede, at det tekniske udviklingstempo fremskyndedes betydeligt i sammenligning med førkrigstiden.

Beherskelsen af atomenergien betyder, at der er opnået adgang til praktisk talt uudtømmelige energikilder, som ydermere er koncentreret i meget mindre vægtmængder, så de er meget lettere at transportere. Automatiseringen, som beror på elektronteknikens udvikling, betyder, at man ikke alene (som ved mekaniseringen) kan lade maskiner udføre menneskers manuelle arbejde, men også lade dem overtage en del af de funktioner, som ellers henregnes til det mere åndelige eller forstandsbetingede arbejde - f.eks. en række kontrolopgaver, udregninger, o. a.. Med elektronteknikens automatisering, er det endda muligt at udføre sådanne arbejdsopgaver sikrere og hurtigere, end det på nogen måde kunne lade sig gøre, hvis mennesker skulle gribe ind i processen. Tilsammen åbner alt dette naturligvis enorme perspektiver.

Allerede med det begyndelsesstadium, som automatisering og navnlig atomtekniken endnu har nået, kan man gøre sig konkrete forestillinger om, hvad den nye "tekniks indførelse" kan betyde. På Chicagos Universitet er det udregnet, at indførelse af den nuværende automationteknik i hele USA's automobilindustri ville muliggøre at opretholde den nuværende produktion med 200.000 arbejdere i stedet for som nu 1 million. På det berømte vandkraft Dnjeprostroj har automatiseringen betydet, at arbejderstaben er reduceret fra skift på 290 personer til skift på 6. På traktorfabriken i Kharkov har automatiseringen erstattet 80 værktøjsmaskiner betjent af 58 arbejdere med 14 maskiner betjent af 10 arbejdere og reduceret brugstiden af en cylinderblok fra 195 minutter til 3 minutter. I Sovjetunionen har det vist sig, at mange automatiseringer betyder et sådant fald i omkostningerne ved fremstillingsprocesserne, at investeringerne er betalt på 2-3 år, i visse tilfælde endog på nogle måneder. Det åbner for udsigter der nok kan få det til at svimle. Der er da også dem der bliver ganske og aldeles svimle. Der bliver i disse tider bragt ikke få teorier til torvs, som går på melodien: "Automatisering og atomenergi har skabt helt nye forhold - nu vil menneskehedens problemer blive løst af sig selv." Vi vil få overflod af alt, arbejdet vil blive en leg, arbejdstiden et minimum, klassemodsætningerne vil ophæves, en "ny æra" er begyndt. I hele denne sovs koges også talen om "velfærdsstaten" og "den folkelige kapitalisme" op påny.

Nu er det rigtigt, at den nye teknik giver muligheder for at opnå både overflod af varer og en enorm lettelse af arbejdsbyrden i løbet af, lad os sige, få årtier. Men den, der blot på grund af disse muligheder lader sig hensætte i en eller anden form for jubeltilstand, der får ham til at erklære samfundsproblemerne for i det store og hele løst, klassemodsætningerne for overvundet, er i bedste fald et følelsesbetonet vrøvlehovede. En alvorlig vurdering forudsætter, at man undersøger, hvordan det står til med betingelserne for at udnytte de nye muligheder. Og det afhænger af samfundets karakter. Vi må altså se på: Hvordan indvirker den nye teknik på de forskellige samfundsformer?

Under socialismen, hvor produktionsapparatet er samfundsejendom, betyder den ny teknik en styrkelse af det fælles eje. Alle er interesseret i at de nye muligheder udnyttes så hurtigt og så effektivt som muligt for at øge og forbedre produktionen og arbejdsbetingelserne. De fælles interesser fremmer den tekniske udvikling. Det er derfor ingen tilfældighed, at Sovjetunionen trods tidligere tilbageståenhed allerede nu er førende på en række af den nye tekniks områder. Under den løbende 5.-årsplan, indtil 1960, regner man i Sovjetunionen med, at automatiseringen alene i de grundlæggende teknologiske operationer vil have frigjort 2 millioner mennesker. På lidt længere sigt regner man med, at automatisering og mekanisering alene i transportvæsenet har frigjort 75-80 % af dets adskillige millioner arbejdere. Det er glædelige resultater for sovjetfolket. Dels er der brug nok for arbejdskraft, dels er man i fuld gang med at gennemføre en almindelig arbejdstidsnedsættelse. I det hele taget er den nye teknik et vældigt hjælpemiddel til at fremme opnåelsen af den overflod og omfattende forkortelse af arbejdstiden, som er forudsætningen for at virkeliggøre overgangen fra socialisme til kommunisme, det vil sige den samfundstilstand, hvor alle arbejder efter evne og nyder efter behov.

Under kapitalismen er virkningerne ganske anderledes. Måske allerede automatiseringens praksis som først demonstreret på Varde Stålværk har virket dæmpende på den mere letfærdige snak om den "nye æra." ? Her vistes jo en af automatiseringens virkninger under kapitalismen: masseafskedigelser af folk, som ikke kan opnå anden beskæftigelse. Tilsvarende erfaringer har man fra andre kapitalistiske lande, hvor resultatet ofte har været store strejkekampe som f.eks. i England. Det amerikanske tidsskrift New Republic har offentliggjort overbevisende beregninger, som viser, at hvis automatiseringen, indføres i 5 % af USA´s industri hvert år over en periode af 20 år, vil hvert år mindst 3 millioner arbejdere miste deres arbejde. Tidsskriftet påviser, at det samlede resultat bliver " en absolut arbejdsløshed og en depression af hele økonomien" Allerede med det nuværende automatiseringstempo vil arbejdsløsheden blive "meget betydelig, permanent og absolut uden fortilfælde i sine konsekvenser". Man skal videre huske, at en sådan massearbejdsløshed betyder en voldsom formindskelse af købekraften, forøgede afsætningsvanskeligheder samtidig med at produktionsmulighederne øges.

Der er også folk, der nærer illusioner om, at automatiseringen for dem, der forbliver i arbejde, vil betyde en formindskelse i udbytningen. Man går med en forestilling om en arbejderstab, der i sine hvide kitler vil leve en sirlig og sorgløs tilværelse. Det svarer ikke til de hidtidige erfaringer fra kapitalistisk automatisering. I en undersøgelse fra Yale-Universitetet, USA, hedder det: "Den mentale spænding træder i stedet for trætheden i musklerne; det er den vigtigste klage fra de nylig automatiserede fabrikers arbejdere ... - De nye maskiner har ophævet det vanskeligste slæb, men anspændelsen, der er nødvendig for at overvåge og dirigere dem gør arbejderne "nervøse og pirrelige" ... Arbejdsopgaverne er fysisk lettere, men arbejderne går bekymret hjem i stedet for at være udaset". Det er indlysende, at der skal betydelig mere til for at genoprette en arbejdskraft, som slides på denne maner, og at kapitalisten i ikke mindre grad underbetaler og udbytter arbejdskraften i de automatiserede virksomheder. Det gælder så meget mere, som frygten for arbejdsløsheden ikke vil blive mindre. Det er derfor lidet realistisk at forestille sig, at automatiseringens arbejdere vil blive en ny "mellemstand" (selvom der ved værkførerpladser, o.l., utvivlsomt vil blive skabt et vist arbejderaristokrati indenfor arbejderstaben). Det vil ligeledes være forkert, at gå ud fra, at den moderne teknik uden videre fører til en forholdsvis vækst af funktionærerne, og de administrative funktionærer. Selv om sådanne tendenser hidtil har gjort sig gældende, skal man tage i betragtning, at automatiseringen netop vil tillade en betydelig rationalisering på disse områder.

Videre skal man mærke sig, at indførelse af den nye teknik kræver investering af meget store kapitaler. Det vil derfor væsentligst være de største monopoler, der indfører dem, og derigennem vil de yderligere have øget deres overlegenhed overfor de svagere konkurrenter. Overgang til den nye teknik vil på denne måde betyde en yderligere forcering af kapitalens koncentration, og derfor også stille arbejderne overfor hårdere modstandere.

Nogle lader sig af denne tendens til koncentration forlade til at tro, at den vil afsvække eller ophæve den indre konkurrence mellem monopolerne, ophæve anarkiet i den kapitalistiske produktionsmåde, og baner vejen for en kapitalistisk planøkonomi. Også det er en fejltagelse. Den hurtige tekniske udvikling betyder tværtimod en skærpelse af ujævnheden i den kapitalistiske, økonomis udvikling. En monopolgruppe får fingre i visse tekniske opdagelser og kan derudfra sætte en produktion af nye varer i gang. Nye tekniske fremskridt sætter så pludselig en anden monopolgruppe i stand til at kaste en teknisk overlegen vare på markedet og kan derved slå den første gruppe alvorligt ud. Sådan har man i USA set det med raket industrien kontra fly industrien. Man skal overhovedet regne med en skærpet konkurrence mellem giganter, hvor indsatsen - både gevinster og tab - bliver enorm, og hvorunder de små og svagere vil blive tromlet ned.

Dette gælder ikke blot indadtil. Denne kamp mellem monopolgiganterne vil spænde over hele den for kapitalismen tilgængelige verden. Nogle af dens ofre vil blive de svagere kapitalistiske systemer i mindre lande, som åbner sig for den. Tendensen til at nedsænke tidligere selvstændige kapital i mindre udviklede lande i imperialistisk afhængighed, i en ny form for kolonitilstand, vil skærpes. Dannelsen af "fælles markeder" og ydelse af investeringer og "teknisk hjælp" fra de store monopoler vil være midler hertil. 

På denne måde skaber den ny teknik aldeles ikke en harmonisk, "folkelig" eller "velfærdskapitalisme, den bidrager tværtimod til at skærpe kapitalismens indre mod sætninger. Dette bekræfter kun det marxistiske samfundssyn. Mår den grundlæggende modsætning under kapitalismen skides at produktivkræfterne har nået et udviklingstrin, så de er kommet i modsætning i produktionsforholdene, så vil en yderligere udvikling af produktivkræfterne, som der jo netop er tale om her, bevirke en yderligere skærpelse af modsætningerne i samfundet.

Marxisterne har allerede tidligere påvist, at ligesom de allerførste tekniske fremskridt førte til klassesamfundets opståen, således har de tekniske fremskridt i klassesamfundene altid betydet gevinst for den herskende klasse, men yderligere undertrykkelse for de undertrykte klasser (Engels: Familien, Privatejendomsrettens og statens oprindelse) I den henseende bringer vor tids tekniske fremskridt intet nyt og kan ikke gøre det.

Automatisering og atomenergi åbner for en "ny æra", siger man. Javist. Men det betyder ikke, at de afsvækker endsige ophæver klassekampen. Tværtimod skærpes klassekampen på alle fronter. Sammenstødene mellem arbejde og kapital bliver hårdere. Monopolkapitalismens hovedmagter vil søge at lægge sig hårdere på økonomisk og militært svagere selvstændige lande. Kappestriden mellem socialismens og kapitalismens systemer forstærkes. Med en periode af fred vil den nye teknik fremskynde opsvinget i socialismens lande enormt i forhold til udviklingen under kapitalismen. Disse perspektiver huer ikke monopolkapitalens ledere. Se mest reaktionære af dem sætter deres håb til en krig, og sorger for at den nye teknik først og fremmest bliver sat ind på forberedelser hertil. Det skaber alvorlig fare for verden.

Den "ny æra", som kan skabes med atomenergi og automatisering, nås kun når og hvor arbejderklassen har magten og kan sætte de nye kræfter i folkets tjeneste.

"Velfærdsstaten"s rekommandører vil mene, at dette emne aldeles ikke har noget med deres "folkelige" og "demokratiske" Kapitalisme at skaffe. Det er, hvad der lå i Hedtofts ofte gentagne frase: "Demokratiske stater kan aldrig begynde en krig". Af gode grunde har den imidlertid været betydeligt mindre på mode siden Suez-krigen. Ben opfattelse, den dækker over, er da også i bund og grund falsk.

"Velfærdsstaten"s facade skal, som nævnt, dække over og skjule de skærpede modsætninger i kapitalismens system. Det frygteligste udslag, som disse kan få, er - som korteligt berørt - en moderne krig. Man skal ikke være blind for, at de, der mest bevidst forbereder en krig, netop har brug for den megen og vildledende tale om "velfærd". Hvor megen vægt lagde ikke Hitler på sin form for "velfærd"s-propaganda. Han "afskaffede" arbejdsløsheden og åbnede for indbetalinger til "folkevognen" men i virkeligheden var denne "velfærd" et direkte udslag af krigsforberedelserne. Også nu er en del af de foreteelser, som kan tage sig ud som "velfærd" og "fremskridt" i virkeligheden betinget af militarisering og krigsforberedelse - f.eks. det kunstige afsætningsmarked, som oprustningsbudgetterne skaber og som har udskudt kapitalistiske krisers fulde udbrud: de tekniske fremskridt; ja selv visse indrømmelser, som har været givet for at gøre krigspolitiken akceptabel. Det ville være overordentlig farligt, om arbejderklassens parti af tilsyneladende velfærdsforanstaltninger lod sig forlede til at tro, at kapitalismen på sine gamle dage er blevet tandløs og fredsommelig.

Det er tværtimod nødvendigt at skabe sig klar indsigt i årsagerne til krigsfare og krig. Det betyder i første række at gøre sig klart, hvem der har interesse i krig. Et så omfattende foretagende som en moderne krig "opstår nemlig ikke blot på grund af nogle enkeltpersoners vredladenhed eller uomgængelighed, man kun fordi væsentlige samfundsmæssige kræfter, klassekræfterne, tilstræber den som en udvej.

Det siges ofte, at "ingen ønsker krig". Det er desværre ikke rigtigt. Derimod er det rigtigt nok, at det altovervældende flertal af menneskeheden anser krigsanstiftelse for en så grufuld forbrydelse, at de, der har interesse deri, ser sis nødsaget til at gå meget stille med det. Men det siver dog ud gennem sidebenene. New York bladet "Journal of Commerce", der er beregnet for en læserkreds blandt finansverdenens spidser, har således kunnet skrive (17.maj 1955): "Hvad ville der ske, hvis spændingen aftog? Siden 1915 har den amerikanske eksport beroet på lån eller kreditter beregnet på enten at føre krig, eller på at genoprette dens ødelæggelser, eller på at forberede en ny krig. Hvordan opretholde eksporten, hvis verden var stabiliseret?" En klar og kynisk erkendelse af kapitalistiske monopolers interesse i krigspolitik.

Vi kan ikke her gennemføre den økonomiske analyse af monopolkapitalismens system (også kaldet imperialismen), som i enkeltheder efterviser monopolkapitalens interesser i krig. Den er gennemført af Lenin i hans værk fra 1915: "Imperialismen som. kapitalismens sidste stadium". Den er i det væsentlige også gyldig idag. Den beviser uigendriveligt, at sålænge imperialismen eksisterer, eksisterer også det økonomiske grundlag for de økonomiske interesser i at anstifte krig.

Et kærnepunkt i Lenins analyse er hans påvisning af ujævnheden i kapitalismens udvikling. I kampen mellem monopolerne vinder nogle pludseligt og hurtigt frem, andre skubbes tilbage eller slås ned. Det samme gælder i forholdet mellem de af monopolerne beherskede stater. Lenins tese - som, da han fremsatte den, var ny i socialismens teori - er som bekendt tilstrækkeligt blevet bekræftet af udviklingen - tænk blot på USA's fremtrængen, Englands og Frankrigs fald, Tysklands og Japans skiftende opsving og fald. I vor tid er ujævnheden, forskellen i udviklingstempo, større end nogensinde.

Ujævnheden betyder en stadig forskydning af det reelle magtforhold mellem de forskellige monopoler og monopolgrupper i deres stadige indbyrdes kamp om afsætningsmarkeder (såvel for varer som for kapital), som jo er nødvendige for at få profiten hjem. En monopolgruppe, som faktisk er blevet den stærkeste, vil ikke lade sig afskære fra markeder og udbytningsområder; som andre grupper har lagde sig på et tidspunkt, da de var de førende Og disse sidste vil omvendt ikke afgive de fordele, som de har hævd på. Det giver ustandseligt anledning til konflikter, som ikke begrænser sig til det økonomiske, men også omfatter de politiske og statslige arrangementer, som er truffet for at sikre de "hævdvundne rettigheder". Monopolgrupperne strides om at gøre hele lande politisk og økonomisk afhængige og underordnede. En nyfordeling af udbytningsområderne er til syvende og sidst et magtspørgsmål. Derfor rummer monopolernes profitjagt en stadig stræben efter et magtopgør, dvs. en krig. Denne stræben tilspidses navnlig, når de hidtidige afsætningsmarkeder af andre grunde skrumper ind, f.eks. under en krise eller optræk dertil. Også på selve krigen tjener afgørende kapitalgrupper - gennem krigsproduktionen eller gennem det brud på alle traditionelle normer for de arbejdende klassers levefod, som foretages i "den nationale nødvendighed"s navn. Ligeledes skaber behovet for genopbygning efter krigen nye afsætningsmarkeder, som der kan tjenes tykt på. Sådan er de kolde interesser, som fører til ønsket om krig.

Siden Lenins analyse er det imidlertid opstået et fundamentalt nyt træk: en socialistisk verden er opstået. Det betyder på den ene side, at en stor del af verden ikke længere lader sig underkaste af imperialismen, ikke lader sig foreskrive vilkår som "frit" udbytningsområde for monopolerne, men kun kommer i betragtning som afsætningsmarked gennem ligeberettiget samhandel - en mulighed som monopolerne hidtil af politiske grunde ikke har udnyttet i synderligt omfang. Den nationale frigørelse i kolonierne har samtidig virket i samme retning. Det har i betydelig grad indsnævret monopolernes afsætningsmarkeder og dermed også skærpet kampen om dem. Det har naturligvis også affødt den ønskedrøm, at monopolerne burde enes om at slå den socialistiske verden ned, for så at skabe en midlertidig lettelse i det indbyrdes forhold ved at dele byttet. Det er bare lettere sagt end gjort. Selv da Sovjetunionen var ganske ung, under de 14 staters interventionskrig, lod det sig ikke gøre. Det skabte farlige konflikter med arbejderklassen i kapitalismens bagland; indbyrdes kiv om, hvem der skulle have hvad af byttet, begyndte længe for bjørnen var skudt; og det viste sig

at socialismens folkelige kraft mere end opvejede dens materielle tilbageståenhed. Og siden da er den socialistiske verden vokset enormt i styrke - talmæssigt, økonomisk, politisk og militært. Det har betydet, at trods alle forenelsesbestræbelser i anti-kommunismens navn, så har kun een, af det utal af mindre krige, som har været ført siden verdenskrisens ophør, - Koreakrigen - kunnet føres som en "fælleskapitalistisk" krig mod et land i socialismens lejr, og den måtte indstilles uden gevinst. Alle de andre har i større eller mindre grad været ført for at holde imperialistiske rivaler ude. Selvom de har rettet sig mod folkene - i Vietnam, i Malaya, i Indonesien, på Madagascar, i Oman, i Algier, i Ægypten, på Cypern, osv. - så har de dog samtidig været led i den indbyrdes magtkamp mellem imperialismens stater. Og overfor folkene har de ikke givet gevinst, men har i en række tilfælde måttet indstilles som tabte.

Det viser, at der er mere end eet skridt fra ønsket om krig til mulighederne for at iværksætte den. Den anden side af de ændringer, som socialismens fremvækst har betydet, består i, at mulighederne for, med udsigt til resultat - at sætte en krig i gang er blevet betydeligt indsnævret. Socialismens verden har intet at vinde, men derimod tunge tab at notere ved en krig. Den har intet problem med at sikre sig afsætningsmarkeder: dens produktionsoverskud kommer befolkningen til gode som forhøjet levefod, idet der ikke er nogen profithensyn, som kræver købekraften holdt nede. Det ene socialistiske land er interesseret i, at de andre socialistiske lande udvikler deres økonomi så hurtigt og harmonisk som muligt, da det kommer alle parter til gode. Socialistiske lande har ligeledes intet behov for at skabe sig kunstige markeder gennem oprustning, genopbygning, eller lignende. Derfor er og må ledemotivet for socialistiske stater være at bevare freden - i første række for den socialistiske verden, men også i verden som helhed, da det ofte har vist sig, at "freden er udelelig". Således betyder socialismens fremvækst, at en ny fredsfaktor af enorm styrke er opstået.

Dermed har vi uddybet det tidligere sagte, at kampen om krig eller fred til syvende og sidst er udtryk for den internationale klassekamp. I kampen for freden må socialisterne arbejde for, at; alle kræfter, som er interesseret i fred, optræder i fællesskab mod de bestræbelser, der gøres for at få krigen sluppet løs. Det gælder om til enhver tid at gøre fredens krafter stærkere end krigens - i alle henseender og taget i bredeste forstand. Og fredskræfterne er i vor tid langt mere omfattende end på noget tidligere tidspunkt i historien. Dels som følge af den socialistiske verdens styrkelse, som ikke alene tillader den at feje for egen dør, men også har givet den en sådan indflydelse i international politik, at den dér med betydelig vægt kan træde i skranken for fredens sag. Videre som følge af, at koloniernes befolkninger - og det var før krigen over halvdelen af menneskeheden - er vågnet til bevidsthed om eget værd, og gennem deres frihedskamp svækker imperialismen og dermed krigskræftene, og tilstræber fred til deres selvstændige udvikling. De vender sig mod krigskræfterne, så meget mere som de selv har været ofre for alle imperialisternes krige siden verdenskrigen. Endelig som følge af, at folkene og arbejderklassen i kapitalismens lande belært af bitre erfaringer afskyer krigen mere end nogensinde og derfor i kravet om fredens bevarelse har udviklet en aktivitet, der væsentligt overgår tidligere tiders. Det er denne styrkelse af fredskræfterne, der tillader at drage en anden slutning af Lenins analyse, end han selv måtte gøre i 1915, da hele verden var kapitalistisk. Han drog den slutning, at en ny krig var uundgåelig, og tiden har ikke givet ham uret. Men det ville være dogmatisme nu bare at gentage dette. Vi har, i kraft af de forandringer, der siden er sket, lov at konkludere, at der i vor tid består reelle muligheder for at hindre imperialisterne i at slippe en ny krig løs.

Men mulighed betyder ikke virkelighed. For at forvandle muligheden til virkelighed behøves at fredskræfterne i praksis sættes ind, så de slår imperialisternes planer over ende. Det er en meget krævende opgave, hvorved vi skal regne med, at monopolherrerne i dag har større magtmidler i hænde end nogensinde og også har udviklet deres politiske teknik og erfaring. Derfor må vi i første række gøre os klart i hvilke retninger, de sætter ind for at gøre situationen moden til krig.

De søger at svække socialismens lande gennem et overordentligt omfattende og udspekuleret undergravningsarbejde, som man på ingen måde skal henregne til knaldromantikkens område. Spioner, agenter, muldvarpearbejde er ingenlunde fantasifostrer. De 125 millioner $, som USA alene åbenlyst årligt bevilger til sådanne formål, giver kun de antydning af størrelsesordenen.

De søger at svække de nationale og koloniale frihedsbevægelser - bl.a. gennem en bestikkelse eller "yde hjælp" til de kapitalistiske eller feudale kredse, som spiller en ledende rolle i disse lande, og hvis deltagelse i de nationale bevægelser ikke er mere grundfæstet, end at de er til salg. Med penge som hovedmiddel søger de at spille den ene gruppe ud mod den anden, ligesom de udnytter nationalistiske fordomme til at sætte det ene land op mod det andet. Tydeligt ses denne taktik for tiden udøvet i Mellemøsten, hvor man bl.a. i Jordan havde held til at få valuta for pengene gennem den feudale konges statskup, der uden videre tilsidesatte det folkevalgte parlaments overvældende flertal. Dér lykkedes det altså at få reaktionen til magten, så der behøvede man ikke nogen Alsing Andersen til at skrive rapport til FN.

Endelig søger de gennem deres overlegne propagandaapparats ustandselige hamren, at få folkene i deres egne lande til at affinde sig med krigens nødvendighed, ved at forvrænge eller fortie kendsgerningerne, ved at indpiske et had til andre folk som "fjender", ved at sprede uklarhed og forvirring - for så i et givet øjeblik at iscenesætte en "episode", der som en overrumpling vil gøre krigen til en fuldbyrdet kendsgerning.

Vi har i vort arbejde navnlig med den sidste side af sagen at gøre. Vi skal her være ganske klar over, hvad der på dette område er sket i Danmark. Før i tiden, da vort land førte neutralitetspolitik, kunne pressen bære præg af visse hensyn til objektivitet og hæderlighed. Nu er storpresse, telegrambureauer og radio sat ind i en temmelig planmæssig og velorganiseret bestræbelse på at gøre befolkningen mør til at ofre landet på den imperialistiske krigspolitiks alter.

Lenin skrev i sine sidste år - som en sammenfatning af et livs erfaringer i kampen mod krigen: "Måske består det vigtigste middel til at få masserne med i krig netop i de sofismer, hvormed den borgerlige presse opererer, og den vigtigste omstændighed, der forklarer vor afmagt overfor krigen, består i, at vi enten ikke på forhånd sønderlemmer disse sofismer, eller måske snarere skyder dem til side med den billige, pralende og ganske tomme frase, at vi ikke vil tillade krig, at vi fuldt ud forstår krigens forbryderiskhed osv. ..." (Lenin, Udvalgte værker, bind 12, side 242). Og han stillede opgaven: "Så detailleret og udførligt som muligt at sønderlemme alle de sofismer, hvormed man i vore dage retfærdiggør krig." Det har vedvarende gyldighed. Det må gøres som led i og samtidig med, at alt sættes i værk for at forene alle, som vil fred, til fælles handling - til uanset alle andre meningsforskelligheder og uanset, al propagandalarm i fællesskab at fastholde fredens nødvendighed.

Vi har med Ungarns-kampagnen oplevet et skoleeksempel på, hvordan der sættes ind, når man vil drive befolkningen ud i katastrofen. Det, der gjorde ungarnskampagnen farlig, var, at den ikke blev mødt tilstrækkeligt hurtigt med en "sønderlemmelse af de sofismer", som den opererede med. I stedet fik den lov til, selv indenfor vort parti, at sprede tvivl om så enkle kendsgerninger som: om det er socialismens eller monopolkapitalismens kræfter, der står på fredens side; om det er socialismen eller monopolkapitalen, der garanterer nationens selvstændighed. Derigennem blev usikkerheden blandt andre, som ville freden, så meget større. Dette forvirringens øjeblik var i virkeligheden meget farligt for freden. Det skabte en mulighed for krigskræfterne til at tænde den store brand an, fordi det folkelige krav om fred på trods af alle propaganda påstande i det afgørende øjeblik ikke blev holdt frem med tilstrækkelig styrke. Hvis ikke andre hurtigt havde fået slukket krigsbranden i Ungarn, kunne situationen være blevet skæbnesvanger. Ved at lære af de herved erkendte svagheder, kan vi forvandle dem, til noget positivt for os.

Vi må, hvor det er muligt, "på forhånd sønderlemme de sofismer", krigsophidserne vil bringe i anvendelsen. En del af dem kan forudses.

Krigsanstifterens dilemma er, at han kun kan få held med at udløse en krig, hvis folk tror, at det er ham meget imod. Deri ligger "den dybe hemmelighedsfuldhed, der omgiver krigens fødsel", som Lenin taler om. Fidusen med at råbe: "Stop tyven!" anvendes også i den store stil. Navnlig vil påstande om, at "kommunismen vil krig" uvægerligt indgå i enhver up to date form for krigsgejl. Vi må heroverfor bestandig være klar til at afsløre og påvise de virkelige interesser, der står bag krigen. Socialismens lande har en fundamental interesse i fred. Der findes ingen grunde, som kan retfærdiggøre åbning af krig imod dem. Det vil altid være muligt at finde deres støtte til en fredelig løsning af konfliktsspørgsmål. Det er det afgørende at holde fast, navnlig i ophidsede tider.

Socialistiske lande kan naturligvis gøre deres indsats for freden mad større eller mindre dygtighed, men de kan ikke have anden interesse end freden. Krigsmagerne vil for deres formåls skyld tilskrive de socialistiske lande allehånde opdigtede hensigter og vil naturligvis også udnytte fejl og svagheder i socialismens lejr som løftestænger for deres bagvaskelse. Det kan imidlertid aldrig være i fredens interesse at optræde, så man hjælper dem heri. De, der er klar over årsagerne til krig, må fremfor alt afsløre svindelen i og hensigten med denne propaganda. De kan heller ikke lade sig tvinge over i den position, at "stormagterne" - socialistiske som imperialistiske - er "lige gode om det", er begge skyldige i krigsfaren, for det er urigtigt. Det er - i modsætning til før 1917 - ikke en kamp blot mellem forskellige imperialistiske magtgrupper, der foregår i verden idag. Det er en kamp mellem en fredens lejr og monopolgrupper, der stræber mod krig, hvor krigeriske anslag og ophidselseskampagner mødes af modforanstaltninger, der tilsigter at opretholde freden. I denne strid mellem krigsforberedelse og fredsbestræbelser kan arbejderklassens parti ikke stille sig på et "ideologisk neutralt" standpunkt, men må tage parti for fredens sag. Det udelukker ikke, at det i givne tilfælde kan gå ind for en statslig neutralitet, som meget vel i praksis kan styrke fredens sag.

Også overfor de nationale og koloniale frihedsbevægelser anvendes samme propaganda-taktik. Man søger at give dem skylden for "uroen" og spændingen i disse egne. Herunder udnytter man også deres svage sider, som er affødt af de tilbagestående forhold, hvorunder de er opstået. Det er uensartede bevægelser, hvor både borgerlige politikere og feudale magthavere spiller deres rolle, hvad der kan give udslag, som er en socialistisk bevægelse fremmed. Men uanset dette må det afgørende ubetinget fastholdes. Det er, at ansvaret for uro og spænding ligger hos de imperialistiske undertrykkere og hos dem alene. Bevægelsernes kamp for national frihed og mod imperialismen er en retfærdig og progressiv kamp, der øger fredskræfterne, og som derfor har krav på fuld solidaritet og støtte.

Mange andre metoder tager den krigsforberedende propaganda i anvendelse for at skabe forvirring om fredskampens i virkeligheden så enkle mål: fredens bevarelse. Den næsten ufattelige vælde af de nye, frigjorte naturkræfter udnyttes også i dette spil og ofte på selvmodsigende måde. Det ene øjeblik siges det, at atomvåbnene er så frygtelige, at krig er en umulighed. Det andet øjeblik hedder det, at atomoprustningen har lagt al magt i storstaternes lederes hænder, og at krig og fred afhænger af deres mere eller mindre gode humør. Men den konklusion man drager er altid den samme: folkene kan intet gøre for freden. Man vil sprede en følelse af afmagt og angst, der lammer folkene. Men heller ikke denne svindel må folkene give efter for. De nye kræfter har gjort indsatsen i kampen for freden større og mere afgørende end nogensinde. Men de har intet ændret ved, at årsagen til krig er monopolernes stræben, eller ved, at krig kun er mulig, hvis folkene lader sig drive ud i den af monopolerne. Tværtimod kan atomkrigene grufulde perspektiver retteligt forstået kun styrke folkenes selvstændige optræden for fredens sag.

Den fredsbevægelse i folkene, som udgør en af hovedhindringerne for krigen, er en bevægelse, en strømning, som samles i dette ene: freden må bevares. For at holde trit med de krigeriske bestræbelser må den ustandselig blive bredere og mere aktiv. Den må samle folk, uanset deres opfattelse af krigens årsager, i en vilje til at afvise alle påskud for krig. I denne bevægelse har naturligvis også kommunisterne deres plads. De må også se det som deres opgave at fremme samlingen om fredens sag mest muligt, således at man i samarbejdet lader andre problemer ligge. Samarbejdets vilkår er, at kommunisterne kommer med deres opfattelser, andre med deres, men samarbejdet foregår på grundlag af det, man er enige om: fredens bevarelse. Der vil altid være vanskeligheder i den praktiske formidling af et sådant samarbejde, og kommunisterne vil gøre alt for at overvinde dem. Men een ting kan kommunisterne ikke gøre. De kan ikke ophøre med at være kommunister. De kan ikke afsværge sig deres opfattelse af krigens årsager eller de konsekvenser, som må drages deraf. Samarbejdet kan indeholde en forpligtelse til at lade spørgsmål, man er enige om, ligge, men ikke til at akceptere de andres opfattelser af dem. Indsigten i krigens virkelige årsager, i klassekampen bag fredskampen er netop baggrunden for, at kommunisterne kan yde fredens sag særlige tjenester. I kritiske situationer, når andre kan gribes af forvirring eller opgive ævret, er det netop herudfra, at kommunisterne kan vise, hvad der må gøres. Fraskrev kommunisterne sig retten til det, så ville de ikke opfylde deres forpligtelser over for fredens sag og end mindre overfor socialismens.

Fredens lejr samles på en fælles vilje til fred, på et fællesskab i grundlæggende interesser. Deri har den en vældig fordel fremfor imperialismens lejr. De forskellige monopolgrupper søger hver især at rage mest muligt til sig selv. Derfor krydses deres interesser uophørligt og indre modsætninger udvikles. De har svært ved at føre deres krigspolitik i endrægtighed. I USA var det oliemonopolerne der var de direkte ophavsmænd til Eisenhower-doktrinens skærpelse af spændingen i Mellemøsten. Samtidig gjorde automobilindustri-monopolerne - på grund af det stadig synkende bilsalg - sig til talsmænd for en lempelse af oprustningsøkonomien og derfor for en vis midlertidig afspænding. I Suez åbnede England-Frankrig krigen, men USA holdt sig tilbage for senere at kunne udnytte de allieredes nederlag til egen fordel. Overfor USA's trusler mod Syrien tog England omvendt en tid lang forbehold. En røverlejr ligger ofte i kiv, og det kan hæderlige mennesker tjene ved. Derfor er imperialismens lejr heller ikke så stærk, som den gerne vil syne, og fredskræfterne har ved at udnytte deres egen styrke, med smidighed yderligere muligheder for at spænde ben for krigsplanerne. Derfor må kampen for freden føres med en yderst bevægelig taktik - kun bundet af formålet: fredens bevarelse.

—oOo—

Den moderne kapitalisme er således ingen "velfærdsstat" og kan aldrig blive det. Det, der gives ud for "velfærd" er underbetaling for det ekstra arbejde, der presses ud af det arbejdende folk. Den megen tale om "velfærd" skal dække over, at kapitalismens indre modsætninger stadig skærper til.

Nådeløs går klassekampen videre indenfor landegrænserne og på tværs af dem. Nådeløst fortsætter også inden for kapitalistklassen den alles kamp mod alle, som er uundgåelig, når profiten er det højeste mål. Den "fri konkurrence" eksisterer ganske vist ikke mere, i stedet er det nu monopolernes mastodonter der skærer sammen. Både udbytning og konkurrence foregår nu i gigantformat med vældige gevinster og vældige tab, mens millioner af menneskeskæbner knuses. Det er i al sin forrykthed logisk, at denne vildskab søger forløsning i galskabernes! galskab er krig, som vil være en folkekatastrofe.

I denne situation er arbejdernes kamp mod monopolerne også en kamp for hele folkets sag. Det monopolkapitalistiske systems omstyrtelse bliver en nødvendighed for folkene i kampen for deres eksistens.

På den ene pol monopolernes umådelige rigdomme. På den anden pol atomkrigens navnløse rædsel. På den ene pol ophobning af kapital, på den anden pol ophobning af elendighed - det er kapitalismens udviklingsvej selv om den udstyres med "velfærdsstatens" etikette.

Derfor kan arbejderklassen og dens parti føre sin daglige strid opildnet af bevidstheden om, at den kæmper for at fuldbyrde en historisk nødvendighed; befrielsen fra monopolkapitalens herredømme.

(om overgangen fra kapitalisme til socialisme)

Herunder vil vi behandle følgende emner:

1. Statsmagt, klasseherredømme og frihed (Bourgeoisiets og proletariatets diktatur)
2. Forskelligheden i former for overgang fra kapitalisme til socialisme
3. Mulighederne for parlamentarisk overgang
4. Om "strukturændringer af samfundet"

(Bourgeoisiets og proletariatets diktatur)

Vi har i det foregående talt om samfundsudviklingens grundlæggende love, som er af økonomisk art i den forstand, at de omhandler menneskenes produktion af deres livsbetingelser. Vi har set, hvordan det af dem følger, at overgangen fra kapitalisme til socialisme er en historisk nødvendighed, og at gennemførelsen af den er et spørgsmål om, at arbejderklassen i forbund med andre lag fører sin klassekamp mod kapitalen igennem til, overtagelsen af magten i samfundet.

Vi vil nu gå nærmere ind på spørgsmålet om magten i samfundet. Vi vil påny anvende den metode først at fremhæve hovedsagen i problemet, de hovedmodsætninger det rummer, for herved at fastslå det nødvendige grundlag for en undersøgelse af mere detailjerede problemer. At skelne mellem væsentligt og (relativt) uvæsentligt, mellem det afgørende og det mindre afgørende, mellem hovedsagen og enkelthedernes problemer er kærnepunktet i enhver analyse. Denne skelnen betyder dog ingenlunde at se bort fra enkelthedernes problemer. Tværtimod er disse oftest de mest komplicerede og kræver den største indsats for at blive klaret. Men de kan kun klares ud fra en forståelse af det hovedsagelige.

Grundlaget for magten i samfundet er ejendomsretten til produktionsmidlerne. Det er den, der sikrer sin indehaver muligheden for at tilegne sig resultatet af andres arbejde. Hen hvordan sikrer den herskende klasse sig, at dens ejendomsret respekteres? Man har gennem tiderne villet fortælle, at denne ejendomsret måtte anerkendes, fordi den herskende klasse enten var indsat af en eller flere guder eller i kraft af, at den var "velbåren", bedre, dygtigere og herligere end alle andre. I vor tid har vi tilstrækkelig erfaring til ikke at tro på slige eventyr. (Alene arveretten skulle iøvrigt være nok til at vise deres urimelighed). Men hvor kan det da være, at en klasse, der omfatter mange af samfundets mest uværdige individer, kan holde ejendomsretten i sine hænder generation efter generation? Dette forhold har sin oprindelse i tvang. Og det kan kun opretholdes under stadig udøvelse af tvang. Til at udøve denne tvang må den herskende klasse danne sig særlige organer og et særligt magtapparat - staten. Ved hjælp af statsapparatet fastsættes regler, love og forordninger, som er egnet til at "opretholde samfundsordenen", dvs. først og fremmest den herskende klasses ejendomsret. Staten råder over magtmidler til at sikre disse bestemmelsers overholdelse - politi, domstole, væbnet magt, m.v.. Jo mere kompliceret samfundslivet bliver, des flere områder inddrages under statens administration. Men bestandig er formålet for og resultatet af statens virke: at den herskende klasses hovedsagelige fællesinteresser varetages. Uden denne stadige beherskelse af og anvendelse af statsapparatet ville den herskende klasse ikke være i stand til at holde underklasserne nede. Staten er således et magtapparat i den herskende klasse hænder til at undertrykke andre klasser og "til' at sikre dens fællesinteresser, herunder især dens ejendomsret til produktionsmidlerne.

Dette er en anden af de fundamentale sandheder, som man med alle midler søger at holde folk i uvidenhed om. Man søger fra barnsben at indprente forestillinger om, at staten er omgivet af en kongelig eller guddommelig glans fra en "evig retfærdighed", og at dens funktion er på "upartisk" grundlag at skabe harmoni i samfundet. Man søger at henlede opmærksomheden på alle statens mindre afgørende virkefelter for at holde det væsentlige i det dunkle: at statens ledelse af samfundet er udtryk for, hvad Marx kaldte: den herskende klasses diktatur. Derfor fremhævede Lenin også i et foredrag på en partihøjskole i 1919, at "spørgsmålet om staten er et af de mest indviklede og vanskelige, og vel som intet andet forplumret af de borgerlige lærde, skribenter og filosofer". Grunden dertil er, sagde han, at dette spørgsmål "mere end noget andet berører de herskende klassers interesser" - kun undtaget spørgsmålet om selve udbytningen, "grundlaget for den økonomiske videnskab" (i vor tid ville vi måske i samme forbindelse anføre spørgsmålet om "hemmeligheden ved kriges opståen" som den tredie af de sandheder, monopolkapitalens samfund fremfor alt frygter for at få frem i lyset). Lenin sagde til kommunisterne, at kun gennem selvstændig beherskelse af spørgsmålet om staten - "kun sådan kan I regne jer for tilstrækkelig sikre i jeres overbevisning og kan i fremføre den tilstrækkelig resultatrigt hvorsomhelst og overfor hvemsomhelst" (Lenin, Samlede Værker, russisk, bind 29, side 435 ff)-

Så afgørende er det at skære gennem alle illusioner vedrørende staten. For at skabe klarhed har marxisterne da også gennemført omfattende historiske undersøgelser og analyser, navnlig i Engels "Familiens, privatejendomsrettens og statens oprindelse" og i Lenins "Staten og revolutionen". De efterviser, at staten først opstod med klasseherredømmet. I det primitive ursamfund, hvor der ikke var nogen privatejendomsret til produktionsmidlerne og følgelig heller ingen klassedeling, var der heller ikke nogen stat. Men siden staten opstod, har dens tvangsapparat været et redskab i den herskende klasses hænder. Kun i overgange, hvor den samfundsmæssige kamp har stået sådan, at det ikke har været afgjort hos hvilken klasse, den reelle magt i samfundet lå - kun da har staten kunnet optræde som en tildels selvstændig faktor. ("Bourpartisme" - som f.eks. Louis Bonapartes styre i Frankrig efter 1852 - se Marx "Louis Bonapartes 18. Brumaire").

Tidligere tiders klasseherredømme udøvedes direkte og personligt. Ingen kunne være i tvivl om, hvem der var herremand, hvor han fik sin rigdom fra eller om, at det var ham, der bestemte. Under kapitalismen bliver alt dette vanskeligere gennemskueligt, for det ligger i kapitalismens væsen at erstatte personlige magtforhold med upersonlige, så forhold mellem personer tager sig ud som blotte forhold mellem ting.

De økonomiske forbindelser - og meget andet med dem - reguleres under kapitalismen gennem køb og salg på et marked. Alle slags ting udbydes til salg: varer, arbejdskraft, talenter, overbevisninger, og meget andet. Alle slags ting kan købes for penge. Netop derfor er det, at det under kapitalismen gælder at "penge regerer alt". men penge er anonyme.

Derfor kan det upersonlige marked under kapitalismen skabe en illusion om frihed. Det er ikke på forhånd afgjort, hvordan det vil gå den enkelte, der møder op på markedet og udbyder sine varer eller sin arbejdskraft til salg. Arbejderne er ikke på forhånd bundet til at yde en bestemt herremand en fastsat hoveritjeneste, men kan som "fri lønarbejder" søge sig sin arbejdskøber. Det kan synes tilfældigt - beroende på ens eget "frie valg" - om man har heldet med sig eller ikke. Og denne usikkerhed, dette chancerytteri, har man opdraget generationer til at kalde "personlig frihed".

I virkeligheden fører denne usikkerhed lige lukt ud i de værste plager, som kapitalismen bringer over menneskene. Netop fordi der under kapitalismen ikke produceres (og ikke kan produceres) efter en plan for at opfylde menneskenes behov, men kun for at få varerne solgt med fortjeneste på markedet - derfor kommer det til "overproduktion", til kriser, til sammenbrud og indre spændinger, som kan søge udløsning i krig. Anarkiet i kapitalismens produktion kan kun "reguleres" gennem katastrofer. Men det er dette anarki, man lovsynger som den "fri foretagsomhed", som kærnestykket i kapitalismens frihedsbegreb.

Selvom den enkelte af mere tilfældige årsager kan have heldet med sig på "det fri marked" - kan få en lidt bedre pris for sin vare end de fleste, eventuelt gøre en af de noksom bekendte karrierer "fra mælkedreng til mangemillionær" - så er markedet som helhed, og dermed kapitalismens økonomi og samfundsliv,, underkastet nødvendighedens love. Det tilfælde, der løfter den ene op, knuser den anden. I den samlede udvikling giver nødvendighedens love sig til kende. De "fri lønarbejderes" klasse bliver under kapitalismen med nødvendighed udbyttet, må levere "merværdi". Selvom den enkelte kun jager efter sin chance på markedet; så vil kapitalismens produktions anarki med nødvendighed føre ud i kriser og sammenbrud, som vil ramme alle. Den, der tror sig "uafhængig" af disse nødvendighedens love, bedrager sig selv. Men netop dette bedrag har kapitalismen brug for. Derfor kæler den for individualismen, for troen på, at "enhver er sin egen lykkes smed". Derfor fremelsker den alle de illusioner om "personlig frihed", som tilfældighedens spil med den enkelte kan nære. For den mest pålidelige slave er den, der tror sig fri.

Derfor foretrækker kapitalismen også at udøve sit statslige klasseherredømme i "frihedens" navn. Derfor skjuler den gerne jernhandsken under det borgerlige demokratis bløde overtræk.

Det borgerlige demokrati erklærer alle borgere for frie og lige. Man forsikrer borgerne om, at de har demokratiske rettigheder som valgret, forsamlingsret, pressefrihed, m.v.. Hvad man forstår herved, kan være forskelligt. Det kan betyde, at folk med en vis skattebetaling har stemmeret, at godsejerne vælger halvdelen af landstinget, at møder ikke må holdes på fælleden, at blade der skriver noget, som anses for farligt, beslaglægges, osv.. Men skal borgerne tro på, at de har demokratiske rettigheder, er der naturligvis grænser for, hvad man kan tillade sig. Hvis der i folket udvikler sig kraftige bevægelser, som stiller krav om større demokratiske rettigheder, kan man - hvis forestillingen om frihed og demokrati skal opretholdes - ligefrem blive nødt til at give indrømmelser til dem. Sådanne indrømmelser kan den herskende klasse også godkende, for så vidt den ud fra den foreliggende politiske situation kan påregne, at de ikke skader deres hovedsagelige interesse: klasseherredømmet. Selvom den indrømmer befolkningen visse formelle rettigheder - som f.eks. mere almindelig valgret, afskaffelse af landsting, etc. - så bevarer den jo den reelle magt i sine hænder, pengenes magt og gennem den forbindelserne i statsapparatet, i de politiske partier, herredømmet over de store propagandamidler. Hvis den bedømmer situationen sådan, et de udvidede rettigheder ikke vil blive brugt mod kapitalismen, har den endog den fordel af indrømmelserne, at de vil styrke illusionerne om at man lever i "frihed", uden noget klasseherredømme. Og for sådanne illusioner er man endog villig til at betale noget.

Vi har her i landet et borgerligt demokrati, som har udviklet sig på den nævnte måde. Der er også en del, der gerne vil foretrække, at vort "danske demokrati" har afskaffet det kapitalistiske klasseherredømme og erstattet det med et rent "folkestyre". Det er ikke her muligt at gå ind på en nærmere analyse af den ganske raffinerede måde, hvorpå monopolkapitalen i virkeligheden har infiltreret statsapparatet og de politiske partier. Men til klaring kan det også være tilstrækkeligt at stille det enkle spørgsmål: Hvem har - uanset valgret parlamentarisme, osv. - fordel af udviklingen i vort samfund? Hvis interesser bliver faktisk varetaget gennem statens ledelse af samfundet? En sammenligning mellem monopolkapitalens gigantfortjenester og den almindelige utilfredshed i befolkningen giver svaret.

Det er jo ikke - heller ikke hos os - anderledes end, at når det virkelig gælder væsentlige interesser for den herskende klasse, så sætter man demokratiet ud af kraft - hvadenten det nu gøres som overfor protestbevægelsen mod tysk genoprustning, hvor en række folketingsmænd blot afviste deres vælgere med at sige: "Det er ikke noget den menige mand har forstand på", eller det gøres som ved overenskomstsituationen 1956: at arbejderne får underkendt deres demokratiske afstemning og får påtvunget kapitalens vilje ved lov.

Historien har ydermere vist, at de situationer, hvor grunden vakler sådan under kapitalismen, at selv det borgerlige demokratis begrænsede rettigheder bliver en fare for kapitalens magt, så er man beredt til uden skånsel at sætte ind for at ophæve alt demokrati og oprette et åbent fascistisk diktatur - som det lykkedes i Tyskland i 1933, og man. har stræbt efter i Frankrig efter maj 1958.

Det borgerlige demokrati er således kun en form for det kapitalistiske klasseherredømme. Statens ledelse af samfundet ligger hos kapitalistklassen. Det er for dens interesser statens tvang udøves. Derfor dækker det borgerlige demokratis form kun over et indhold som er: bourgeoisiets diktatur. I vor tid kan vi sige monopolkapitalismens diktatur.

Det er den barske sandhed (som arbejderklassen altid må holde sig for øje. Selvom der tales nok så meget om "fri foretagsomhed", "frit initiativ", "fri verden", osv., så er det klassefjendens ubarmhjertige magt, vi har med at gøre i den borgerlige stat. Enhver stat udøver tvang. Enhver stat er et magtredskab for den herskende klasses herredømme, dens diktatur. Det diktatur kan udøves i åben terroristisk form eller under en form, hvor visse demokratiske regler overholdes, men i alt indhold forbliver det den herskende klasses diktatur. Formen er først og fremmest bestemt af klassekræfternes styrkeforhold. Den er f.eks. ikke et simpelt udslag af større eller mindre godmodighed hos den herskende klasse. Det er folkets kamp for demokrati, der har fået kapitalistklassen til at anse det for tilrådelig at udøve alt herredømme under demokratiske former. De demokratiske rettigheder er erobringer for arbejderklassen og det arbejdende folk, og de vil forsvare dem i klassekampens videre løb. Den herskende klasse vil derimod søge at ophæve den, hvis de skulle blive udnyttet mod deres væsentlige interesser. Sådan er det virkelige spil, der foregår under de politiske frasers og illusioners overflade.

Det er også herudfra arbejderklassen må se sine opgaver, når det gælder om at vinde magten i samfundet. For at bryde monopolkapitalens klasseherredømme må også dets magtredskab: den kapitalistiske stat, brydes. I denne kamp kan arbejderklassen ikke som sin klassefjende støtte sig på pengenes magt og på det, der er til fals. Dens styrke består i dens mængde, dens organisation og dens forbund med andre lag af folket, hvis interesser også trædes under fode af monopolkapitalen. På grundlag af dette interessefællesskab, må den og kan den skare folket om sig til en vældig folkelig kraft. Men skal denne kraft kunne overvinde og endeligt afskaffe kapitalens magt, må også den skabe sig sit magtredskab. I forbund med andre lag af folket må arbejderklassen således oprette sit klasseherredømme, sin statslige magt. Indholdet i denne omvæltning af samfundsforholdene må altså nødvendigvis være, at monopolkapitalens diktatur erstattes med arbejderklassens, proletariatets diktatur. Formerne derfor vil vi senere komme tilbage til.

Herudfra var det, at Marx i sin kritik af det tyske socialdemokratis første program i 1875 sagde: "Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur. " (Marx-Engels, Udvalgte skrifter, bind II, side 25).

Det ses, at dette med uundgåelig konsekvens fremgår af hele den forståelse af samfundsudviklingen, som Marx har givet os. At overgangen fra kapitalisme til socialisme må gå gennem en statsform, hvis indhold er proletariatets diktatur, er en lov for samfundsudviklingen. Marx selv fremhæver som en af sine tre "nyopdagelser" : "at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur." (sammesteds, side 453).

Historien har kendt en række eksempler på folk, der kaldte sig "arbejdervenner" og "socialister", og som sagde, at de nok "anerkendte" klassekampen, men som veg tilbage for at drage konsekvensen deraf; at arbejderklassen må måtte tage magten i sine hænder og kæmpe sin kamp igennem, til klassefjenden var besejret. Herom har Lenin rammende sagt: "At indskrænke marxismen til læren om klassekampen er det samme som at beskære marxismen, at forvanske den, at reducere den til det, bourgeoisiet kan godkende. Marxist er kun den, der udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelsen af proletariatets diktatur. Heri består den dybeste forskel mellem marxisten og den almindelige små- (og også stor-) borger. Det er det, der må være prøvestenen på en virkelig forståelse af anerkendelse af marxismen. Derfor er det ikke noget mærkeligt i, at da Europas historie i praksis bragte det givne spørgsmål ind på livet af arbejderklassen, afsløredes ikke alene alle reformister og opportunister, men også alle "kautskyanere" (folk, der vakler mellem reformisme og marxisme) som sørgelige filistre og småborgerlige demokrater, der svigter proletariatets diktatur" (Lenin, Udvalgte Værker, bind 8, side 39).

Og han fortsætter: "Opportunismen fører netop ikke anerkendelsen af klassekampen igennem til det væsentlige, til overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme, til den periode, da bourgeoisiet styrter og fuldstændig tilintetgøres. I virkeligheden er denne periode uundgåeligt en periode med usædvanlig forbitret klassekamp, med hidtil uset skarpe former for denne kamp, altså må også staten i denne periode uundgåeligt være demokratisk på en ny måde (for proletarerne og overhovedet for de besiddelsesløse) og diktatorisk på en ny måde (mod bourgeoisiet)" (sammesteds, side 39).

Der kan være grund til endnu engang at understrege, at denne marxismens forståelse af det væsentlige i overgangen fra kapitalisme til socialisme ikke indeholder (og ikke foregiver at indeholde) en "recept" for, hvordan den kan og skal gennemføres. Den indeholder derimod den almene rettesnor, den opstiller de klassemæssige opgaver, som ubetinget må løses for at føre samfundsændringen igennem til selv. Tid og sted bestemmer de mulige og egnede former, hvorunder de almene retningslinier kan gøres til levende virkelighed. Derfor siger Lenin også i den nævnte forbindelse: "Overgangen fra kapitalisme til kommunisme må naturligvis frembringe en uhyre rigdom og mangfoldighed af politiske former, men det væsentlige vil ubetinget stadig være dette ene: proletariatets diktatur" (sammesteds, side 40).

Dette er beskæftet af alle den socialistiske bevægelses erfaringer helt op til den nyeste tid. Vi vil yderligere uddybe hvilke opgaver, der nødvendigvis står for arbejderklassen ved gennemførelsen af samfundets omformning. Med andre ord. Hvad skal arbejderklassen bruge sin statsmagt til? Hvad er "det proletariske diktaturs funktioner"?

Den statslige magt er naturligvis i første række nødvendig for arbejderklassen, når det gælder at fratage den tidligere herskende klasse dens privilegier, først og fremmest dens ejendomsret over produktionsmidlerne. Ingen kan vente, at kapitalen frivilligt og med glad imødekommenhed opgiver grundlaget for sin magtstilling, nøglen til udbytningen af andres arbejde. Tværtimod må man imødese, at den vil gå til modstand med alle de midler som den overhovedet er i stand til at bringe i anvendelse. Mod disse bestræbelser må man bruge den statslige magt. Den må føre en smidig politik, der kalder på folkets aktivitet, årvågenhed og sammenhold, således at det i videst mulig udstrækning bliver ugørligt for den tidligere herskende klasse, at bruge de midler i anvendelse, som den havde forestillet sig - hvadenten det drejer sig om politiske provokationer, om væbnet kontrarevolution eller andet. Men arbejderklassens stat må også råde over de nødvendige statslige magtmidler. Det er ikke "Hjerterfri", der spilles, - det er klassekamp om magten i samfundet, som udkæmpes. Derfor må arbejderklassens stat være klar til i tide at sætte magt ind mod alle forsøg fra den styrtede klasses side på at generobre magten - om de kommer indefra, udefra eller gennem undermineringsarbejde.

Arbejderklassen må endvidere bruge sin magt til et løsrive befolkningens forskellige lag fra de kapitalistiske klassers indflydelse. Disse, som ofte har århundreders klasseherredømme bag sig, får ad utalte kanaler udbygget deres ideologiske, økonomiske og personlige greb over masserne. Det lever videre som tradition eller vane, selv efter at grundlaget for deres magt er brudt. Arbejderklassen må bruge sin statsmagt til at udbygge forbundet med folkemasserne og drage dem med ind i den socialistiske opbygning.

Endelig står arbejderklassen overfor uhyre organisatoriske opgaver ved opbygningen af socialismens samfund. I det meste må der begyndes fra grunden. Selvom de samfundsmæssige hindringer for den fulde udnyttelse af produktivkræfterne er fjernet, skaber manglen på teknisk og administrativ erfaring og forståelse uhyre begyndelsesvanskeligheder. Gennem planmæssig organisation og omorganisering skal folkets materielle og kulturelle liv højnes, så klasserne i samfundet efterhånden ophæves. Dermed vil også staten, der jo er udtryk for et klasseherredømme, også dø bort. At skabe en sådan tilstand er målet for arbejderklassens herredømme.

Det er de hovedsagelige opgaver for arbejderklassens statsmagt, for proletariatets diktatur. Også de har gyldighed under alle betingelser, selv om formen for deres løsning afhænger af tid og sted.

"Proletariatets diktatur" er en videnskabelig socialistisk betegnelse, som udsiger, at det diktatur, som enhver statsmagt indeholder, må arbejderklassen tage i sine hænder. Den borgerlige propaganda har gennem årtiers slid fået bibragt denne betegnelse en helt anden klang i manges øren. De forbinder "proletariatets diktatur" med noget hen i retning af bumsernes tøjlesløse rædselsregimente. Vi har set, hvor fejlagtig denne forestilling er. Det kan i denne forbindelse også have interesse, at erindre om, hvad Lenin indskærpede de ungarske arbejdere, da de første gang havde erobret magten, i 1919. Han sagde: "Det proletariske diktaturs væsen ligger ikke i magtanvendelse alene, og ikke hovedsagelig i magtanvendelse. Dets inderste væsen ligger i den organiserthed og disciplinerthed, hvormed de arbejdendes fortrop, deres avantgarde, deres eneste fører, proletariatet, optræder. Dets mål er at opbygge socialismen, afskaffe samfundets deling i klasser, gøre alle samfundsmedlemmer til arbejdende, tage grunden bort under enhver form for det ene menneskes udbytning af det andet. Dette mål kan ikke nås med eet slag, det kræver en ret langvarig overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme - både fordi produktionens omorganisering er en vanskelig ting, og fordi det tager tid at gennemføre gennemgribende ændringer på alle livsområder, og fordi den småborgerlige og borgerlige levevis er i den grad tilvant, at det kræver langvarig, hårdnakket kamp at bryde disse vaners uhyre kraft." (Lenin, Udvalgte Værker, bind 10, side 226f).

Det proletariske diktatur anvender altså ingenlunde magten for magtens skyld. Det anvender magten for at bryde en fåtallig udbytterklasses modstand og traditionelle indflydelse og handler derved i det overvældende folkeflertals interesse. I kraft af selve sin natur er den proletariske stat derfor langt mere demokratisk, end nogen kapitalistisk stat nogensinde kan blive.

Kapitalismens talsmænd vil gerne fremstille kampen mellem kapitalisme og socialisme som en kamp mellem "demokrati og diktatur", Det ses, hvor falsk denne problemstilling er. Enhver stat er diktatur - spørgsmålet er blot hvilken klasses diktatur. Kapitalens diktatur vil altid - selvom det iagttager visse demokratiske former - være en hindring for virkeligt demokrati. Folket kan kun sikre, at dets interesser bliver de bestemmende for samfundet, hvis det slutter sig sammen om arbejderklassen, tager magten i samfundet og bruger den til at forhindre de tidligere magthavere i at komme tilbage. Kun det er vejen for folket til at sikre sig virkelig frihed.

De styrtede klasser, der har drevet deres udbytning i "friheden"s navn, mobiliserer også deres modstand mod folkemagten i det "rene demokrati"s navn. Det var en fidus, som allerede Engels var opmærksom på. I et brev til Bebel i 1884, beskæftigede han sig indgående med dette spørgsmål og konkluderer: "I hvert tilfælde vil vor eneste modstander på (den revolutionære) krises dag og dagen efterpå være - den samlede reaktion som grupperer sig omkring det rene demokrati, og det, tror jeg, man må miste af syne" (Briefe an Bebel, bind I, side 383). Hvilket i høj grad har vist sig at have gyldighed, indtil dato.

Der findes intet "rent" demokrati. Demokrati er en statsform. Der findes på den ene side demokratiske former for en kapitalistisk stat, for kapitalens klasseherredømme. Og der findes på den anden side de demokratiske former som udspringer af arbejderklassens udøvelse af sit klasseherredømme- det socialistiske demokrati. De, der taler om et "rent" og "absolut" demokrati, flygter ganske enkelt fra virkeligheden. Nogle af dem forekommer måske sig selv særdeles ædle eller "moralske" derved. I virkeligheden gør deres illusioner dem til hjælpeløse ofre for de kræfter, der faktisk virker i den samfundsmæssige kamp - og som vedbliver med det, selvom de "rene" demokrater ikke ønsker at erkende dem.

Der er en afgørende, en kvalitativ forskel på det borgerlige demokrati og det socialistiske demokrati, fordi der er afgørende forskel på et klasseherredømme udøvet af monopolkapitalens lille udbyttende mindretal i strid med det store flertals interesser, og på et klasseherredømme udøvet af arbejderklassen i forbund med andre lag af det arbejdende folk, som udgør det store flertal og udøvet i dette folkeflertals interesse.

I det kapitalistiske demokrati tjener demokratiet det formål at tilsløre klasseherredømmet. Derfor bliver dets tale om frihed en falsk tale. Det ønsker, at folk skal slå sig til tåls med en frihed til at gøre frugtesløse handlinger, en indbildt frihed, som de kan lune sig ved, mens de viljeløst bliver ofre for "den blinde nødvendighed", dvs. kapitalismens upersonligt virkende klasseherredømme. Derfor forvrænger kapitalismen også - som før nævnt - selve frihedens begreb. Det borgerlige frihedsideal bliver en drøm om at være alene i verden og ikke at behøve at tage hensyn til nogen eller noget. Et ejendommeligt ideal, når man tænker nærmere over det. Næppe særligt tillokkende, når alt kommer til alt. I hvert fald ganske urealistisk. Den, hvem en sådan "fuldkommen frihed" blev beskåret, ville formentlig afgå ved en hurtig død. .

I det socialistiske demokrati er demokratiet derimod en nødvendighed for at mobilisere arbejderklassens og folkets kræfter for samfundets fremadskridende udvikling. Det siges åbent, at dette demokrati ikke må give de udbyttende klasser muligheder for at genoprette deres magt, og at dette i givne situationer kan nødvendiggøre begrænsninger i dets former. Det er et demokrati, der er bestemt af arbejderklassens og det arbejdende folks interesser. Dets formål er at vinde friheden for folket, og dets frihedsbegreb er reelt og sandt. Frihed betyder ikke blot, at man er "fri for" noget, men først og fremmest, at man kan opnå det, man tilstræber. Med overgangen til socialistisk demokrati befrier folket sig for bånd, som har hindret, at de tekniske muligheder blev udnyttet til at skabe et rigere og lykkeligere liv for folket. Det er et demokrati, hvis formål er at udnytte disse muligheder bedst gørligt til at efterkomme befolkningens materielle og kulturelle behov, og at forene alle kræfter herom. Det kræver, at de virkelige vanskeligheder og muligheder lægges frem som grundlag for fri drøftelse i folket. Det er et demokrati, som stræber efter klassernes ophævelse og dermed ophævelsen af ethvert klasseherredømme, enhver statsmagt. Det er et demokrati, der stiller sig de mål; som al sand frihedstrang må stille sig.

Det er naturligvis ikke nok for det socialistiske demokrati, at det stiller sig de rette mål. Det må også gennem sine praktiske resultater vise og overbevise folket om, at det er på befrielsens vej. Da Lenin i 1919 sendte en hilsen til den bayriske rådsrepublik der var det første spørgsmål, han stillede, netop hvilke konkrete forholdsregler, der var truffet for at det arbejdende folk kunne mærke, at dets interesser var lov. Tilsvarende må en stadig højnelse af folkets levevilkår være en lov for det socialistiske samfunds udvikling.

Naturligvis kan der opstå kampsituationer, hvor en sådan udvikling må afbrydes - som f.eks. i Sovjetunionen under krigen. I sådanne tilfælde må folket vide hvorfor. Når det gælder at sikre selve arbejderklassens magt, så kræver frihedens sag, at andre hensyn underordnes dette. Ellers ville man gøre kampen for friheden til en frase. Man vælger kun friheden i vor tid ved at finde sin plads i dette fællesskab, som vil bære arbejderklassens kamp til sejr. For den er forudsætningen for sand frihed.

Vi har i det foregående fremhævet nogle af de vigtigste lovmæssigheder ved overgangen fra kapitalisme til socialisme. De er af så grundlæggende art, at de har ubetinget gyldighed - uafhængighed af specielle taktiske situationer, af nationale særegenheder, osv.. De er betinget af selve kapitalismens og socialismens væsen. De følgeslutninger, der må drages af dem hører til den kommunistiske bevægelses principielle grundlag.

Men vi har ligeledes fremhævet, at ligeså nødvendige de er som grundlag, ligeså lidt udtømmer de spørgsmålet om vejen til socialismen. Dertil hører fremfor forståelsen af den konkrete situation, dens forudsætninger og betingelser til given tid og sted. Der gives intet skema og ingen skabelon for overgangen til socialismen. Man må opmærksomt studere erfaringerne fra tidligere tider og på andre steder, men man må forstå at skelne mellem hvad der i disse erfaringer er principielt og grundlæggende, og hvad der er bestemt af specielle betingelser. Opgaven er at "modificere principperne rigtigt i enkelthederne" (Lenin), for således at finde frem til de former, som i ens egen situation er egnede og mulige.

Der kan være grund til at understrege at dette ikke er en nyopdagelse for marxismen. I et skrift fra 1916 (" En karrikatur af marxismen" ) udtalte Lenin sig med stor klarhed herom: "Alle nationer vil komme frem til socialismen, det er uundgåeligt, men de vil ikke komme det helt på samme måde, hver af dem vil lægge sit særpræg i den ene eller den anden form for demokrati, i den ene eller den anden variant af proletariatets diktatur, i forskelligt tempo ved de socialistiske omdannelser af samfundslivets forskellige sider. Der er ikke noget teoretisk så fattigt og praktisk så latterligt som "i den historiske materialismes navn" at forestille sig fremtiden i denne forbindelse som malet i samme grå kulør det ville være dilettanteri og intet andet. " (Lenin, Samlede Værker, bind 23, side 58, russisk).

Det kan også nævnes, at Lenin under den ungarske rådsrepublik, 1919, sendte et telegram til Bela Kun og deri indskærpede: "Det står udenfor al tvivl, at det under den ungarske revolutions egenartede betingelser ville være en fejl blot at efterligne vor russiske taktik i alle enkeltheder. Jeg må advare mod denne fejl." (Lenin, Samlede Værker, bind 29, side 203, russisk).

Overgangen fra kapitalisme til socialisme vil under alle omstændigheder være en så dybtgående samfundsændring, at der her vil være tale om en revolution, en socialistisk revolution. Men vi ser altså, at denne revolution kan tage overordentligt forskellige former. Ikke enhver socialistisk revolution må indledes med stormen på Vinterpaladset.

Vi vil i det følgende gå lidt nærmere ind på indenfor hvilke rammer disse forskelligheder giver sig udtryk. Der kan være tale om forskellighed i former og midler ved selve gennemførelsen af den socialistiske revolution, ved arbejderklassens overtagelse af ledelsen af den politiske magt - herunder navnlig om at disse former kan være fredelige eller voldelige.

Det påstås gerne af den reaktionære propaganda, at kommunisterne af princip tilstræber en voldelig omstyrtelse af kapitalismen, fordi de af væsen er nogle blodtørstige størrelser. Sådan har det imidlertid aldrig været.

Allerede Engels fastslog, hvad det i så henseende drejer sig om ved en samfundsmæssig revolution, dvs. den omvæltning af samfundsforholdene, som en omfattende samfundsmæssig krise har gjort til en samfundsmæssig opgave: "I stedet for det bortdøende virkelighed træder en ny, livskraftig virkelighed - fredeligt, hvis det gamle er forstandigt nok til at afgå ved døden uden at stritte imod, voldeligt hvis det sætter sig imod denne nødvendighed" (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2. side 359).

Dette har også bestandigt i praksis været ledetråden for kommunisterne. I 1917, under hele den omskiftelige tid som i Rusland førte frem til oktoberrevolutionen, fremhævede Lenin de muligheder, der var for en fredelig udvikling af revolutionen. Da der efter tsarismens omstyrtelse i februar var opstået den situation, at den politiske magt, i nogle måneder ikke var placeret eet sted, men dels lå hos den borgerlige regering, som var kapitalistklassens politiske redskab, og dels lå hos arbejder-, bonde- og soldaterrådene {sovjetterne), som var et demokratisk udtryk for indstillingerne i det arbejdende folk, bestod der en mulighed for en fredelig udvikling af revolutionen. Sovjetterne kunne på daværende tidspunkt uden videre have afløst denne ustabile tilstand af "dobbeltmagt" med selv at overtage den fulde politiske magt, for sovjetterne var støttet af det væbnede folk, mens reaktionens styrker var i opløsning og forvirring efter tsarens fald. I så tilfælde kunne revolutionens videre udvikling have taget form af en fredelig politisk kamp mellem partierne indenfor sovjetterne. "Sådan kunne det være gået, hvis magten var gået over til sovjetterne i rette tid. Sådan ville det have været lettest og bedst for folket. En sådan vej ville have været den mest smertefri, og derfor måtte man kæmpe for den med hele sin energi", sagde Lenin (Udvalgte Værker, bind 7, side 91). Men de højresocialdemokrater, som dengang havde ledelsen af sovjetterne, ønskede ikke at sovjetterne skulle overtage den politiske magt, og forhindrede det. I stedet slog så de kapitalistiske kræfter til og afskaffede dobbeltmagten til fordel for deres diktatur.

Selvom de slog ned på den revolutionære arbejderklasse med al mulig brutalitet, vaklede grundlaget under dem dog sådan, at Lenin endnu i september 1917 kunne sige: "Hvis sovjetterne overtog hele magten, kunne de endnu - og det er sandsynligvis deres sidste chance - sikre en fredelig udvikling af revolutionen, folkets fredelige valg af sine repræsentanter, partiernes fredelige kamp indenfor sovjetterne, gennemprøvelsen af de forskellige partiers program i praksis, magtens fredelige overgang fra et parti til et andet. " (Lenin, Udvalgte værker, bind 7, side 196).

Men også denne "sidste chancen" hindrede højrefolkene udnyttelsen af. Den omfattende krise, som havde grebet hele det russiske samfund lod så kun den vej åben for det revolutionære folk: gennem en væbnet  opstand at sætte den kapitalistiske regering ud af funktion og give magten til sovjetterne, som i mellemtiden gennem nyvalg i deres store flertal var gået over til kommunisterne. Selve denne væbnede opstand kostede ikke syndeligt mange dødsofre. Den store blodtapning kom efter revolutionen, da kontrarevolutionen indefra og udefra gik til borgerkrig og intervention i allerstørste stil. Så var der kun at svare med revolutionær krig for socialismen.

Det fremgår således, at kommunisterne ejheller i den russiske revolution tilstræbte et voldeligt opgør. Derimod ville de ikke lade reaktionens voldsmagt råde. Havde de i fredelighedens navn bøjet sig for den, så havde de også sveget socialismen.

Også efter revolutionen, i 1921 talte Lenin om, at det tilfælde kunne opstå hvor "...omstændighederne former sig sådan, at de tvinger kapitalisterne til fredeligt at underordne sig og på kultiveret, organiseret vis at gå over til socialismen på basis af en forretningsmæssig afståelse." (Lenin, Udvalgte Værker, bind 12, side 52). Det er siden hen set praktiseret. Navnlig gælder det i Kina, hvor der efter den demokratiske revolution, som sejrede i 1949, er sket en fredelig udvikling af den socialistiske revolution, den socialistiske omformning af samfundet. En kinesisk kapitalist har givet udtryk for den situation, som det derværende nationale bourgeoisi befinder sig i, ved at sige; "Vi må springe på det tog, som fører til socialismen, for ellers kommer vi under hjulene på det".

Forskellighederne ved overgangen til socialismen kan endvidere dreje sig om forskelligheder i den statslige organisation af samfundet under socialismens opbygning, dvs. af proletariatets diktatur. Den gamle statslige organisation, som er bygget for at varetage kapitalistklassernes interesser, og hvis kadrer er udvalgt under hensyn hertil, kan ikke simpelthen overtages. Marx og Lenin taler om, at det gamle statsmaskineri må sønderslås. Men også denne sønderslagning kan foregå under forskellige former. Det er af værdi for arbejderklassen at sikre sig loyalt medarbejderskab fra mest muligt af den saglige dygtighed i det gamle statsapparat, og der bør udvises smidighed i optræden for at opnå dette, hvorunder det også kan være tilladeligt at indgå på praktiske kompromisser.

Den russiske revolution førte til en statslig organisation på grundlag af de råd (sovjetter), som et arbejdende folk selv havde skabt i den revolutionære kamp. Det var nye, demokratiske organer, som på meget direkte måde virkeliggjorde forbindelser, mellem folket og statsmagtens lokale og centrale organer. I andre socialistiske lande har den statslige organisation taget form af en parlamentarisk republik. I Sovjetunionen betød den uhyre skærpede kamp under borgerkrigen, at alle andre partier end det kommunistiske blev sat ud af spillet. I en række folkedemokratier hersker der et flerpartisystem. I Sovjetunionens anstrengte opbygningsperiode var det nødvendigt at opretholde visse begrænsninger i demokratiet (ikke at forveksle med de begåede fejl, som der ikke var nogen nødvendighed for}, som ikke har været anvendt i de lande, som sidenhen, under lettere betingelser, er slået ind på socialismens vej.

Endelig kan der være tale om forskelligheder med hensyn til tempo og metoder ved den socialistiske omformning af samfundsøkonomien. For Sovjetunionen bestod omkring 1.fem-årsplanen absolut nødvendighed for mest mulig forcering af landets industrialisering og landbrugets kollektivisering. Folkedemokratierne har haft muligheder for at tage væsentligt lempeligere herpå. Formerne for og tempoet i nationaliseringerne har været meget forskellige. Ligeledes landbrugets omformning på kooperativ basis. Når Bulgarien f.eks. er kommet særdeles langt i kollektivisering af landbruget skyldes det i ikke ringe grad, at et vidtgående fællesskab i dyrkningsformerne fra gammel tid havde holdt sig levende i det bulgarske landbrug op til vor tid. På tilsvarende måde vil danske landbrugeres træning i kooperation under andelsvæsnet utvivlsomt komme til at spille en stor rolle for de former, hvorunder Danmark vil nå til socialismen.

Vi har hermed opridset de hovedsagelige rammer, indenfor hvilke forskellighederne og variationerne ved overgangen til socialismen gør sig gældende. Disse forskelligheder ændrer intet ved, at det væsentlige i alle tilfælde vil være at oprette en folkemagt med arbejderklassen som ledende kraft.

Men hvad er det for forhold, der betinger disse forskelle - gør dem mulige og giver dem deres særpræg?

Først og fremmest er det styrkeforholdet mellem klassekræfterne, nationalt og internationalt. Sålænge kapitalistklassens herredømme er velfunderet, kan den tillade sig visse "flotheder" og indrømmelser på mindre væsentlige områder. Når dens herredømme vakler, stryger den flothederne og går løs "ligepå og hårdt". Men også for socialismens kræfter gælder det, at jo stærkere de står, des flere metoder har de mulighed for at bringe i anvendelse, nar det gælder at samle folkene mod monopolkapitalen og for opbygningen af socialismen. Fremgangsmåder, som ville have været letsindigheder med sikkert nederlag til følge, da socialismens sag stod svagere, bliver mulige under en forskydning af styrkeforholdet til gunst for socialismen. Men ligesom kapitalismens tilsyneladende "flotheder" aldrig betyder opgivelse af nogen væsentlig kapitalistisk interesse, således kan den større righoldighed i socialismens fremgangsmåder aldrig betyde - en opgivelse af socialismens væsentlige principper - kun en udformning af dem.

Et andet forhold som betinger forskellene i overgangsformerne til socialismen er grundlaget for den folkesamling omkring arbejderklassen, som altid er en nødvendig forudsætning for at bringe kapitalens herredømme til fald. Dette grundlag opstår af den rådende politiske og klassemæssige situation. Foran oktoberrevolutionen var samlingsgrundlaget kravet om "Brød, Jord og fred" og kampen mod "den truende katastrofe". Fordi masserne så, at den revolutionære arbejderklasse, som kæmpede for socialismen, var den eneste kraft, der kunne sikre disse deres interesser, sluttede de op om den. Det bestemte naturligvis i høj grad den revolutionære regerings første opgaver, hvorved den skulle bevise masserne, at deres tillid var berettiget. I de europæiske folkedemokratier voksede folkesamlingen ud af krigen mod nazismen. Derfor rettede folkeregeringernes første slag sig også mod den monopolkapital og de godsejere, der havde kompromitteret sig med nazismen. I Kina voksede folkesamlingen ud af den koloniale befrielseskamp og muliggjorde derfor forbundet med det nationale bourgeoisi.

Delvis i forbindelse med det nævnte forhold betinges forskellighederne ydermere af traditionerne for folkets kamp i det pågældende land. Sovjetfolket kunne bære den byrde det var at bryde den første vej til socialismen i kraft af de stærke og udholdende kampegenskaber, det havde udviklet i århundredlange kampe mod brutale undertrykkere. Fra land til land varierer folkets organisatoriske evner, dets demokratiske kultur, udformningen af dets idealer. Alt dette er realiteter, som i høj grad vil bestemme særpræget af de demokratiske bevægelser, der må føres frem til den socialistiske omformning af samfundet.

I vor tid er der vundet afgørende ændringer i styrkeforholdet til fordel for socialismen. Der er opstået nye muligheder for politisk at isolere monopolkapitalen. Derfor opstår der også en righoldighed af nye former for at bane vejen frem.

I vort land - og i en række andre borgerlige demokratier - spiller parlamentet, folketinget, i folkebevidstheden betydelig rolle som centrum for det politiske liv, uanset at de virkelige afgørelser oftest træffes andre steder. Ligeledes er vort folk præget af en tradition og et ønske om en fredelig politisk udvikling, selvom også det i nødsfald har vist sig i stand til at sætte hårdt mod hårdt. Derfor har det overmåde stor betydning at besvare spørgsmålet: Er det muligt at gennemføre overgangen til socialisme under fredelige former ? Og i samme forbindelse: Er det muligt, at det kan ske, hvor det er parlamentet der fuldbyrder folkets vilje om et nyt samfund ?

Det berører en gammel diskussion mellem reformister og revolutionære i arbejderbevægelsen. Den bliver ofte forgrovet derhen, at reformisterne gøres til tilhængere af en fredelig udvikling med udnyttelse af parlamentet, mens det påstås, at de revolutionære ønskede vold og terror og gav pokker i det parlamentariske arbejde. Men det er en ganske falsk fremstilling, som - ikke mindst under vore betingelser - har til hensigt at gøre de revolutionære umulige. Vi har allerede påvist, at de revolutionære altid har sagt at udnytte enhver mulighed for en fredelig overgang. De har på samme måde altid gået ind for at udnytte de muligheder, der fandtes i den parlamentariske kamp. Hvad de har advaret mod er de illusioner, som reformisterne spredte om, at arbejderbevægelsen kunne begrænse sin politiske virksomhed til den parlamentariske, og at en afstemning i parlamentet ville være nok til, at kapitalistklassen i al fredelighed pakkede sammen og overlod magten i samfundet til det arbejdende folk. Og de illusioner er der i høj grad stadig grund til at advare imod.

Hvilken rolle spiller parlamentet i det borgerlige demokratis system? Det er det organ, der formelt fuldbyrder den politik, som faktisk tilsvarer de afgørende kapitalistiske monopolers interesser og vilje. Man tillader sig i parlamentet at påhøre udtalelser om en anden politik, krav om foranstaltninger til gavn for folket og arbejderklassen. Men skulle parlamentet på omrader, som anses for væsentlige, gå fra ord til handling, så griber monopolerne til modforanstaltninger - således som vi f.eks. oplevede det i 1930'erne, da banker og sparekasser fik omstyrtet en folketingsbeslutning om rentekonvertering. Derfor sagde Marx, at parlamentet var et redskab til at "ud- og undertrykke" folkets mening. Dette system fungerer, sålænge kapitalen ved sine forbindelser i det politiske liv, sin økonomiske magt over menigmand og sit faktiske monopol over alle propaganda- og påvirkningsmidler bevarer grebet over befolkningen og parlamentet.

Skal parlamentet forvandles til et redskab i folkets og arbejderklassens hænder, så er den afgørende forudsætning, at folket udenfor parlamentet stadig stærkere udfolder sin klassekamp, optræder så organiseret og så beslutsomt for sine krav, at det derved bliver en magt, der mere end opvejer kapitalens vidtspundne indflydelse og magt over tingene. Enhver betydelig bevægelse i masserne vil afspejle sig på det parlamentariske plan. Magthaverne nødsages til at tage hensyn til sådanne bevægelser. Men de vil gøre det gennem tilsyneladende og halve indrømmelser, således at de bevarer det, der for dem er væsentligt. Skal parlamentet blive det organ, der fuldbyrder privatejendomsrettens ophævelse og samfundets omformning, så forudsætter det, at bevægelserne i folket er så stærke og standhaftige, at de skræmmer politikerne fra at adlyde monopolkapitalens "råd", at de ikke lader sig kue af kapitalens trusler på brødet, at de folket immune overfor den reaktionære propaganda, og et de går reaktionen klart, at den intet har at vinde ved at gribe til voldsmetoder.

Sådan kunne marxisterne ikke bedømme styrkeforholdet i Europa og efter 1.verdenskrig og begivenhederne gav dem ret. I Rusland forlod det revolutionære folk sig ikke på det skrøbelige parlament, men dannede sine egne nye magtorganer, sovjetterne - råd, der på den mest direkte måde udtrykte arbejdernes, bøndernes og soldaternes vilje. Uden sovjetterne havde den russiske revolution ikke sejret. I Tyskland 1918-19 blev parlamentet derimod et dække for opretholdelsen af kapitalismen og for tilintetgørelse af arbejder- og soldaterrådene. Reaktionen oprettede forbindelse med det socialdemokratiske partis ledelse (så direkte, at der pr. hemmelig telefonforbindelse konfereredes hver dag mellem generalstaben og socialdemokratiets fører: Ebert, om kampen mod revolutionen), de satte deres penge ind i valgkampen, og de greb til terrorens våben mod de revolutionere. De bevarede deres magtpositioner under Weimarforfatningens republik, som de senere kunne feje til silde for det åbne nazistiske diktatur.

Men siden 1.verdenskrig er der sket store forskydninger i forholdet mellem socialismens og kapitalismens kræfter. Det ville derfor være forkert, hvis man uden videre sluttede ud fra erfaringerne i 1917-19. Vi må se nærmere på de nye muligheder, som disse forskydninger har fremkaldt med henblik på udnyttelsen af parlamentet til at fuldbyrde folkets vilje om en fredelig overgang til et nyt samfund. Hvori består ændringerne i situationen og de nye muligheder?

Som vi tidligere har været inde på betyder opståelsen af et socialistisk verdenssystem i vor tid, at der er reelle muligheder for at sikre en tilstand af fredelig sameksistens i verden. En sådan tilstand vil betyde, at spørgsmålet om hvert lands samfundssystem bliver et indre anliggende, beroende på klassekræfterne i landet selv. Den tungeste byrde ved gennemførelsen af den socialistiske revolution i Rusland var netop kampen mod den fremmede intervention - fra alle kanter og på alle måder. I den situation, som opstod efter 2. verdenskrig betød Sovjetunionens eksistens, at det ikke var muligt for den internationale reaktion at gå til intervention i de østeuropæiske lande, som slog ind på folkedemokratiets vej til socialisme. Hvor den kunne komme til det, gjorde den det - som i Grækenland. Hvis fredskræfterne fremover, som de har mulighed for, vinder sådan overhånd over krigskræfterne, at de kan tvinge en efterlevelse af den fredelige sameksistens principper igennem, så vil socialistiske samfundsændringer, som sker i kraft af folkets vilje, ikke længere kunne slås tilbage med udenlandsk intervention eller undermineringsarbejde. Det vil være en uhyre lettelse af kampene betingelser.

Fredelig sameksistens eller blot en. afspænding vil endvidere betyde, at socialismens overlegenhed som samfundssystem vil træde så meget stærkere frem, at ingen propaganda vil have mulighed for at skjule det. Leveniveau, produktionsniveau, folkelig kultur og teknisk snille er allerede ved at nå sådanne højder under socialismen, at det skaber betænkelighed i kapitalismen, som samtidig nages af frygten for snart at blive indhentet af sine indre økonomiske modsætninger. "Hvis det skulle komme til den forventede højnelse af levestandarden i den kommunistiske verden", skrev det engelske Times i oktober 1956, "så vil det også give meget stærke virkninger i andre lande - på den ene side som eksempel, på den anden side ved, at det vil give nye muligheder for at yde hjælp til andre lande. Det er et frygteligt perspektiv ..." Ja for dem ! For det vil styrke socialismens overbevisningskraft uhyre.

I den kapitalistiske verden er den socialistiske arbejderbevægelse betydeligt stærkere end ved den l. verdenskrig. Overalt findes der nu marxistiske arbejderpartier, visse steder er de landets største. Arbejderklassen sætter ind i sine daglige kampe mod kapitalen med stigende aktivitet - som det f.eks. kan aflæses af strejkestatistikerne. Strømningerne i retning af arbejderklassens enhed er - trods de stadige reaktionære provokationer og modstand - også i stigen og vækst. Alt det siger, at arbejderklassen i vor tid har forudsætninger for at blive en selvstændig politisk kraft af hidtil ukendt styrke.

Endelig har som tidligere omtalt monopolkapitalens stadig vildere jagt efter profit og dens stræben efter krig bragt den i klar konflikt med størstedelen af befolkningen også udenfor arbejderklassen. Det skaber forudsætninger for politisk at isolere monopolkapitalen i en udstrækning som aldrig før. Det betyder, at der omkring arbejderbevægelsen kan udvikles folkebevægelser af anseelig styrke.

De kræfter, som således gør sig gældende - og som vil gøre det stærkere og stærkere med tiden, uanset de konjunkturbestemte modbevægelser, som reaktionen kan og vil sætte i værk - er af et sådant omfang, at marxisterne slutter, at der dermed er skabt muligheder for at give demokratiske og socialistiske bevægelser en sådan styrke, at kapitalen kan anbringes i en sådan situation, at den må give sig fredeligt. Der er også skabt mulighed for at forvandle parlamentet fra et redskab til bedrag af folket til et redskab for dets vilje. De nævnte faktorer virker også i vort land sådan, at dens muligheder også findes for os, sådan som vort parti har fastslået det i sit program: "Det danske folks vej". Det, at folkets kamp kan føres med dette perspektiv, skaber yderligere muligheder for at skabe samling i det danske folk, hvis fredelige og demokratiske indstilling er så fremtrædende.

Men muligheder er endnu ikke virkelighed. De bliver kun virkelighed, hvis forudsætningerne for deres opståen styrkes mest muligt. Der er intet holdepunkt for nu at sige: Nu kan vi godt lade stå til, for en fredelig udvikling er sikret. Det er den ikke. Vi på vor side kan ikke give nogen garantier for, at reaktionen ikke griber til voldelig magt. Vi må tværtimod være beredt på, at den vil forsage, hvis den ser sit snit. Men vi kan sige, at en fredelig udvikling kan gennemtvinges, hvis vi til fulde udnytter alt det, som ændringerne i situationen har givet os i hænde.

Derfor må alle kræfter sættes ind på at udvikle selvstændige bevægelser l folket og arbejderklassen til værn for dens interesser, for fred og et bedre liv. Det er disse bevægelsers kraft der vil være afgørende for sejren.

Vi må til fulde forstå og overbevise andre om, at det er socialismens internationale sammenhold som er den hovedkraft, der har åbnet de nye muligheder i kampen for fred og socialisme.

Vi må tværs igennem den reaktionære kampagnes rasende anstrengelser bibringe folk kendsgerningerne om den revolutionerende fremgang, som socialismen i vor tid har bragt og i stadig større grad bringer folkene.

Uden at sætte ind på at styrke disse forudsætninger ville vi gøre talen om nye muligheder til mundsvejr.

Den politiske linie, vort parti har fastlagt på sine kongresser, går netop ud på mest muligt at styrke de nævnte forudsætninger for at nå frem til socialismen ad fredelig vej og under udnyttelse af de demokratiske institutioner, som har anerkendelse i vort folk. Vort partis anstrengelser i det daglige går frem for alt ud på at fremme og udvikle selvstændige bevægelser i arbejderklassen og folket - til kamp for umiddelbare lettelser i levevilkårene, for freden og landets selvstændighed, for en politik, som imødekommer folkets umiddelbare behov.

Men der er i arbejderklassen, i folket og ikke mindst i dets unge generation et voksende behov for klarere at på perspektiverne fremover, udover dagen og vejen. Flere og flere problemer fremtræder som uløselige under de rådende samfundsforhold - beskæftigelsesspørgsmålet, boligproblemet, de store årgange, og meget andet - og man spørger: Hvad skal vi gøre? Heri ligger i virkeligheden - mere eller mindre afklaret - et spørgsmål om: Hvordan ændrer vi samfundet ? Det er det samme, der afspejler sig i den genklang, som parolen om "strukturændringer" har vundet i arbejderbevægelsen.

Det er fremfor alt vort partis opgave at give klart svar på de spørgsmål, som hermed rejser sig. Man skal ikke være blind for, at der med ubestemte udtryk som "strukturændringer" også kan drives grov svindel. Vi står derfor overfor den opgave yderligere at udforme vor politik med henblik på de foranstaltninger, som folket må gennemtvinge som led i det danske samfunds omformning til et socialistisk samfund. Denne udformning må ske igennem diskussioner. Men diskussionerne kan kun føre os frem, hvis de fastholder de principielle grundsynspunkter, som er behandlet i det foregående.

Hvorsomhelst en overgang til socialisme er gennemført er det sket derved, at det kapitalistiske klasseherredømme havde bragt landet ud i en national krise, som kun kunne løses gennem øget indgribende foranstaltninger. I denne situation forstod kommunisterne da at samle folkets afgørende flertal om et program for demokratiske indgreb og kontrolforanstaltninger til løsning af krisen til gavn for folket. Disse foranstaltninger var ikke i sig selv socialistiske, dvs. de kunne gennemføres uden først at ophæve privatejendomsretten til produktionsmidlerne. Men i kraft af den måde, de gennemførtes på, i kraft af deres demokratiske karakter betød de et skridt henimod socialismen i den forstand, at de gav arbejderklassen og folket reelle magtpositioner på kapitalistklassens bekostning, således at en videre udfoldelse af folkets aktivitet havde lettere ved at ophæve kapitalens magt, ændre ejendomsforholdene og lægge fundamentet for socialismen.

Således var kommunisternes politik i Rusland før oktoberrevolutionen - også forsåvidt de regnede med en fredelig udvikling. Man kan f.eks. se Lenins skrift "Den truende katastrofe, og hvordan den skal bekæmpes" (september 1917), hvor han opstiller et program omfattende sådanne punkter som nationalisering af banker og visse stormonopoler, ophævelse af forretningshemmeligheden, organisering af befolkningen i forbrugsforeninger, arbejdspligt for alle, m.v. som grundlag for en virkelig demokratisk kontrol og opsyn med det økonomiske liv. Gennemførtes sådanne foranstaltninger på revolutionært indgribende vis og så folket aktiviseredes i den demokratiske kontrol, ville der opstå en tilstand, der, med Lenins ord: "endnu ikke er socialisme, men det er heller ikke kapitalisme mere. Det er et vældigt skridt henimod socialismen, et skridt af en sådan art, at når man bevarede det fuldstændige demokrati, ville det være umuligt at gøre skridtet om og vende tilbage til kapitalismen uden en uhørt voldsanvendelse mod masserne." (Lenin, Udvalgte Værker, bind 7, side 166).

Således var også udviklingen i folkedemokratierne. I den krise, som sammenbrudet for Hitler-kollaboratørernes magt havde fremkaldt, skabte kommunisterne samling om krav som nationalisering af visse monopoler, navnlig dem hvis ejere var nationalt kompromitterede, og ligeledes beslaglæggelse af godsejerjord. Dermed skaffedes forudsætninger for en folkelig kontrol med de vigtigste kommandoposter i samfundsøkonomien. På dette grundlag kunne folket i årene derefter under forskellige former sætte den socialistiske omformning af samfundet igennem.

Danmark nærmer sig i vor tid tilstande, der kan betegnes som en national krise. Det sker navnlig i kraft af udenlandsk imperialismes stadigt hårdere greb over landet - som det har udviklet sig under atlantpolitiken og nu med den vesttyske imperialismes stigende magt. Den giver sig udtryk i ting som det stadige valutaunderskud og de uophørlige nedskæringsforanstaltninger i den anledning, i den stadige inflation og de utålelige skattebyrder, i økonomiens manglende udvidelsesevne, som gør ungdommen og de arbejdsløse "overflødige", foruden i de bekendte militære trusler og farer. Danmark kan snart stå overfor at blive behandlet som et "underudviklet område" af de store imperialistiske magter. Dette vil i katastrofal grad blive føleligt ved udbrud af en ny kapitalistisk krise.

Vort lands nationale og økonomiske problemer kan kun løses gennem en dristig selvstændighedspolitik hvis konsekvente gennemførelse utvivlsomt også vil fordre at afgørende områder af samfundsøkonomien stilles under virkelig demokratisk kontrol, udøvet af et aktivt folk. Det gælder således udenrigshandelen, som er en nøgleposition i et land med vor økonomiske struktur. Det gælder kontrol med afgørende kapitalistiske monopoler, både i kraft af deres økonomiske betydning og i kraft af deres samspil med de udenlandske monopoler. Det gælder i udpræget grad bank- og kreditmonopolerne, som formidler den væsentlige del af den kapitalistiske kontrol med det økonomiske liv og dets investeringer. Det gælder monopoler som cementtrusten, der kontrollerer hele byggematerialeindustrien, olieselskaberne, og andre. "Strukturændringer" i form af virkelig demokratisk kontrol med disse monopoler, med deres prisansættelser, med deres investeringspolitik, vil gøre det betydelig letters med den offentlige menings styrke, at fremføre kravene om de foranstaltninger, der skal til for at udnytte Danmarks muligheder til gavn for folket.

At det er teknisk muligt at føre kontrol med alle vigtigere områder indenfor samfundsøkonomien, kan vi lære af kapitalisterne. Det gør de gennem deres monopoler og gennem de kontrolforholdsregler, som den kapitalistiske stat på en række områder har foretaget. Men denne kontrol er ikke udøvet i folkets interesse, men i kapitalens profitinteresser. Og den er ikke udøvet demokratisk, men bureaukratisk, ved hjælp af et bureaukrati, som er pålideligt for kapitalen. Det er ikke en sådan kontrol, der skal til. Når sådanne kontrolforanstaltninger udgives for "demokratiske" eller endog "socialistiske", er det plat svindel. Og det ændrer intet herved, om man for et syns skyld tager et par folketingsmænd med i Nationalbankens repræsentantskab eller i telefonselskabets bestyrelse. Hvis man med "strukturændringer" forstår den slags paradenumre, så fører de ikke eet skridt frem. Det samme gælder de "aktietegninger" af typen "Sadolin og Holmblad", som visse firmaer arrangerer. De har intet med demokratisk kontrol at gøre. Deres praktiske virkning er, at firmaet får nogle af arbejdernes penge at arbejde med. Tilsvarende gælder DSF's ledernes snak om "økonomisk socialisme" gennem aktie tegning.

Nej, demokratisk kontrol vil sige noget ganske andet. Det betyder, at der er en forpligtelse til at lægge alle oplysninger frem under ansvar for strenge straffe og konfiskationer i tilfælde af fortielser eller svindel. Det betyder at kontrollen ikke blot skal udøves af et par embedsmænd, - som går og lurer på, hvornår de skal springe over i det private erhvervsliv, men af en demokratisk forsamling, herunder også repræsentanter for foretagendernes arbejdere og funktionærer, som ofte kender til hvordan fiduserne laves, men som til gengæld må have skudsikre garantier mod repressalier. Det betyder, at domstolene ikke skal være indrettet til at renvaske allehånde "Damico'er". Det betyder, at resultaterne skal lægges frem for offentligheden. En sådan kontrol vil være et virksomt middel ved gennemførelsen af en anti-monopolistisk selvstændigheds- og fremskridtspolitik i Danmark, og den vil betyde at arbejderklassen står stærkere i kampen for socialismen. Men i sig selv er en sådan kontrol ikke socialistisk. Den ophæver ikke kapitalisternes ejendomsret, men den afslører deres profiter - og det vil nok få en del til at blive socialister.

En særlig form for kontrol med monopoler er nationaliseringen, dvs. statsovertagelses. Den er heller ikke i sig selv en socialistisk forholdsregel, ja behøver ikke engang at være demokratisk. DSB er således hverken socialistisk eller demokratisk. Monopolerne kan i forskellige tilfælde godt være interesseret i at den kapitalistiske stat overtager visse foretagender - naturligvis mod klækkelig erstatning - nemlig forsåvidt den øvrige del af kapitalismen på den måde får billigere tjenester på statskassens bekostning. DSB' s underskud betyder i virkeligheden, at der ydes et betydeligt statstilskud til billiggørelse af "erhvervslivets" transportudgifter. På samme måde får industrien billig elektricitet fra de kommunale værker. Hvad kapitalismen befrygter er, at nationaliseringerne skal blive udnyttet som et redskab i arbejderklassens hænder til indførelse af demokratisk kontrol. Derfor føjer de spot til skade ved om de stats- og kommunale foretagender, som de tjener tykt på, at udsprede hånsord om "disse umulige, socialistiske underskudsforetagender".

Men arbejderklassen kan ikke desto mindre - uden at gøre sig illusioner om, at kapitalistisk statsovertagelse betyder et "stykke socialisme" - være interesseret i nationaliseringer, især af de mest profitgivende monopoler og af nøglestillingerne. Den kan lette kampen for demokratisk kontrol, imod den kapitalistiske stats kontrol ved kapitalister (som f.eks. er praktiseret meget groft ved de engelske nationaliseringer). Den kan give nye holdpunkter for afsløringer af monopolernes fantastiske spil bag kulisserne. Nationaliseringernes værdi for arbejderklassen er i høj grad afhængig af under hvilke omstændigheder og på hvilken måde de føres igennem. Sker det som følge af en stærk demokratisk rejsning i folket, så vil det også være muligt med dem at aftvinge demokratiske indrømmelser, som kan blive holdepunkter i kampen for demokratisk kontrol. De nationaliseringer, som blev gennemtvunget i Frankrig lige efter krigen, var sådanne demokratiske erobringer. De blev også løftestang for andre indrømmelser. Men sidenhen, da kapitalismen ikke længere var under det samme folkelige pres, blev nationaliseringerne "af demokratiseret" og indgår nu som et normalt led i fransk monopolkapitalisnes organisation.

Vi ser i det hele taget, at den afgørende forudsætning for, at kontrolforanstaltninger, som de nævnte, ikke skal blive narresutter, men virkelige skridt på vejen til socialismen, er massernes aktivitet eller "folkets selvvirksomhed", som de gamle danske demokrater sagde. Det understreger yderligere, hvordan "den parlamentariske vej" først og fremmest er betinget af stærke, selvstændige bevægelser i folket.

Vi bør utvivlsomt overveje hvordan vi vil give mere konkret udtryk for kravet om demokratisk kontrol med monopolerne. Mon ikke også det vil give friske impulser til det danske folks stærke demokratiske følelser, som man så længe har søgt at pakke ned i vatterede fraser?

Men lad os sluttelig ikke glemme, at nøglen til alt, folkets selvvirksomhed, vokser ud af den daglige kamps stadige sammenstød - i kampen for bedre kår, for fred og demokrati.

Spørgsmålet om formerne for overgangen til socialismen har altid stået i centrum for den socialistiske bevægelses diskussioner. Utallige er de misopfattelser og illusioner, som arbejderbevægelsen netop på dette område har måttet arbejde sig igennem for at finde frem til holdbare retningslinjer i de kampe, hvor socialismen allerede har vundet sejr.

For os er dette spørgsmål ikke afsluttet eller udtømt. Vi står som nævnt tværtimod overfor betydningsfulde overvejelser og diskussioner.

Skal de hjælpe os, må vi undgå såvel dogmatismens som revisionismens farer. Hvis vi lukker øjnene for det væsentlige nye, der er i situationen, og blot holder os til tidligere tiders formler, så vil vi intet opnå. Men hvis vi ikke nøje gør os klart hvori det nye består, hvis vi med almen snak om, at "en helt ny situation er opstået" kaster socialismens principper over bord, så ender vi i "velfærdsstatens" frasemageri……..Og det var vejen til socialismen, vi skulle forme.

Det er ikke folket, der har magten i Danmark i dag. Den virkelige magt ligger hos en lille kreds af pengemænd, industriherrer og jorddrotter, som gennem deres kapitalistiske monopoler ejer bankerne, storindustrien, storhandelen og godserne og i kraft af deres herredømme over krediten kontrollerer landbrug, fiskeri, handel og håndværk. Sådanne monopoler er f.eks. de store bankkoncerner og rederier, olieselskaberne, cementtrusten, margarinetrusten osv. Gennem monopolerne behersker en snes personer to tredjedele af al aktiekapital i Danmark. "Penge regerer alt" er højfinansens slagord, og sådan er det i vore dages Danmark. Gennem deres økonomiske magt har finansherrerne direkte og indirekte sikret sig indflydelse på statsapparatet og på villige politikere, så regering og statsadministration udfører deres vilje.

Profit er deres hensigt og mål. Den opnår de kun på de arbejdende folks bekostning. Derfor retter deres politik sig mod folkets interesser. Gennem mange år formåede kapitalisterne i Danmark tildels at tilsløre disse forhold og at udbrede den tro, at der uden en samfundsomvæltning kunne skabes varig fremgang for det danske folk.

I begyndelsen af århundredet var kapitalismen i sin forholdsvis fredelige udviklingsperiode. Dansk kapitalisme var i kraft af særlige forhold gunstigt stillet. Det var, da England endnu blomstrede som kolonimagt. Da var det engelske marked i stand til at aftage og betale kvalitetspriser for danske landbrugsprodukter. Derigennem opnåede også dansk kapitalisme andel i de ekstraprofiter, som den engelske højfinans pressede ud af kolonifolkenes slavearbejde.

Det var, da engelsk og tysk magtpolitik holdt hinanden i ligevægt i Danmark. Da skaffede dansk kapitalisme sig særlige fordele ved at optræde som "neutral" og deltog derfor ikke i kaprustningen. Under disse omstændigheder lykkedes det for den danske arbejderklasse gennem seje kampe, men dog lettere end i mange andre lande, at tiltvinge sig visse økonomiske og sociale indrømmelser.

Men nu er alt dette forbi. Kapitalismen er i nedgang og forfald. Det er derfor ikke forbigående ulemper, men en dybtgående krise, den har bragt over det danske samfund. Det engelske imperium blomstrer ikke mere, men synker ned i stadig dybere afhængighed af USA. Tværtimod at overlade lidt af sin profit til danske kapitalister, plyndrer engelsk monopolkapital Danmark på det brutaleste gennem de samhandelsvilkår, der er fastlagt ved Englandsaftalen. Mens hovedmængden af dansk landbrugseksport sælges til England til fastlagte lave priser, har England frie hænder til at skrue priserne på sine vareleverancer til Danmark i vejret og til at misligholde sine leveringsforpligtelser. Dansk kapitalisme optræder ikke mere "neutralt". Dansk monopolkapital, som selv er afhængig af den kapitalistiske verdens kæmpetruster, har økonomisk og politisk udleveret vort land til Englands og fremfor alt til USAs imperialisme.

Hertil har Marshallplanen tjent. Dens gyldne løfter om "hjælp til økonomisk fremgang" har vist sig kun at dække over den hensigt: at spænde Danmark ind i USA´s krigsøkonomi. Kronenedskæring, råvareknaphed for fredsindustrien, valutamangel, åbenlys indblanding i og kontrol med dansk erhvervsliv og amerikansk diktat om stadig indskrænkning af Danmarks handel med Østeuropa er marshall"hjælpens" sande væsen. På alt dette beriger de amerikanske kapitalister sig, så de rigeligt har taget sig betalt for »hjælpen«. Mens marshallhjælpen betød prisgivelse af Danmarks økonomiske selvstændighed, betød Atlantpagten, at man satte vor politiske og nationale selvstændighed over styr. Danmark er til fulde blevet inddraget i det kapitalistiske oprustningsvanvid, der er ved at forvandle landet til en befæstet fattiggård. Det danske folk udbyttes nu dobbelt, både af den engelsk-amerikanske monopolkapital og samtidig af den hjemlige kapitalistklasse, der udnytter krigsøkonomi og inflation til at skrue sine profiter højere og højere op. Folkets arbejdsindsats og produktionen har nået højder som ingen sinde før. Betingelserne er altså til stede for at bedre folkets kår. Når de alligevel forringes, skyldes det, at regering og rigsdag gennemfører monopolkapitalens politik.

Herunder vil vi gå ind på følgende emner:

1. Økonomiske hovedopgaver ved opbygningen af socialismen
2. Udviklingen af det socialistiske demokrati
3. Modsætninger i det socialistiske samfund
4. Det Kommunistiske samfund - menneskehedens fremtid
5. Muligheder for Danmark under socialismen

Kampen for socialismen er ikke afsluttet med, at den politiske magt går over på arbejderklassens hænder. Man kan tværtimod sige, at dermed er forudsætningerne skabt for, at den for alvor kan begynde. Socialismen er ikke noget man "indfører" - som drejede det sig om brugen af små bogstaver. Socialismens sejr er ikke fuldbyrdet - ja, ikke engang afgjort - ved, at man på tinge eller i andre passende forsamlinger vedtager, at nu er samfundet socialistisk. At opbygge et socialistisk samfund betyder at foretage så dybtgående og gennemgribende ændringer af hele samfundslivet og dets økonomiske grundlag, at det nødvendigvis må udfylde en hel periode. Sådanne ændringer kan kun føres igennem, hvis den politiske magt, statens ledelse, ligger hos arbejderklassen og dens forbundsfæller. Men først når ændringerne er ført igennem, er den socialistiske samfundsrevolution ført til ende og udbytningen endeligt afskaffet.

Vi vil først se på de hovedsagelige økonomiske ændringer, som nødvendigvis må føres igennem under samfundets socialistiske omformning, idet det er dem, som i sidste instans bestemmer hele samfundsudviklingens karakter.

Arbejderklassen står her overfor opgaver, som rækker langt videre og er betydeligt vanskeligere end dem, som har mødt alle de klasser, der tidligere er rykket frem på historiens arena som bærere af en ny samfundsform. Da kapitalistiske samfundsformer afløste feudalistiske, betød det, at det kapitalistiske bourgeoisi afløste feudalen som herskende klasse. Men allerede inden den politiske magt gik over til bourgeoisiet, havde det kunnet opbygge sin økonomiske magt ved oprettelse af virksomheder, der arbejdede på kapitalistisk basis, dvs. ved udnyttelse af lønarbejdere. Dette var muligt, fordi der ved overgangen fra feudalisme til kapitalisme var tale om en overgang fra en form for udbytning til en anden. Den nye form for udbytning kunne godt vokse sig stærk, mens den gamle endnu var fremherskende, fordi det i grunden drejede sig om en strid om, hvordan det arbejdende folk skulle udbyttes - som hoveribønder eller som "fri" lønarbejdere. Da den nye udbytningsform økonomisk var slået igennem, gjorde kapitalistklassen også krav på den politiske magt for ved hjælp af den at kunne fjerne de hindringer, som de gammeldags former kunne betyde for en fuld udfoldelse af den kapitalistiske produktionsmåde. Og efterpå viste det sig, at de gamle samfundsspidser, de adelige godsejere hurtigt forstod at "omskole" sig til den nye udbytningsform - i skøn endrægtighed med det kapitalistiske bourgeoisi.

Men for arbejderklassen er den politiske magt et redskab til at afskaffe udbytningen ved at overføre produktionsmidlerne til samfundsejendom, dvs. til det arbejdende folks ejendom. Sålænge kapitalismen har magten i samfundet, og staten er et redskab i dens hænder, kan det arbejdende folk overhovedet ikke have noget organ, hvormed det kan udøve en "samfundsmæssig" ejendomsret. Statsdrift betyder drift ved den kapitalistiske stat, dvs. at foretagenderne drives i overensstemmelse med kapitalens fællesinteresser. Kommunale foretagender er på samme måde et led af det kapitalistiske statsapparat. Og selv kooperative foretagender er henvist til at købe og sælge, låne og konkurrere på de betingelser, som kapitalismens økonomi foreskriver - ellers bliver de slået ned. Kun indenfor meget snævre rammer kan de opnå en begrænsning af udbytningen. I det væsentlige bliver de, hvadenten de ønsker det eller ej, også led i kapitalismens økonomiske system. (Derfor kan kooperativ virksomhed godt have andre fordele, f.eks. en opdragelse til kollektivitet i produktion og handel). Men i et samfund, hvis økonomiske grundlov er jagt efter profit gennem udbytning, kan man ikke oprette foretagender som er uafhængige af udbytningens lov - ikke mere end man kan opbevare isklumper i et lejrbål. Derfor kan man ikke under kapitalismen have "socialistiske foretagender". Talen om "socialistiske elementer" i kapitalismen er vrøvl. Den første betingelse for socialistiske økonomiske former er arbejderklassens overtagelse af den politiske magt.

Men omvendt kan arbejderklassen ikke bevare den politiske magt - i hvert fald hvis det skal være andet end af navn - hvis ikke den straks bruger den til at skabe en socialistisk økonomisk magt i samfundet, dvs. til at gøre ejendomsretten til de afgørende foretagender samfundsmæssigt, udøvet af arbejderklassens stat. En politisk magt uden økonomisk grundlag svæver i luften, og sjældent ret længe ad gangen. Så går det som med alle de socialdemokratiske regeringer, der har hævdet at være udtryk for arbejderklassens politiske magt, men som i praksis har ladet kapitalismens økonomiske magt bestå uantastet - og derfor i virkeligheden kun har påtaget sig den opgave at administrere den kapitalistiske stat.

Arbejderklassens umiddelbare opgave efter at have vundet den politiske magt er derfor at sikre, at de kommandoposter i det økonomiske liv, hvorfra samfundsøkonomien kan holdes under kontrol, overgår i samfundseje. Og sådanne kommandoposter findes. Monopolkapitalen har selv dannet dem for sine formåls skyld. Den monopolistiske udvikling af kapitalismen har i virkeligheden gjort samfundsøkonomien moden til at blive stillet under socialistisk kontrol. Den politiske magt må bruges til at varpe monopolherrerne ud af de økonomiske nøglestillinger og erstatte dem med repræsentanter for det arbejdende folk, som udover deres ledelse og kontrol ud fra samfundsmæssige og ikke privatkapitalistiske hensyn. Hertil kræves ikke blot et skifte i toppen, men en gennemgribende ændring og demokratisering af hele det økonomiske ledelsessystem, som monopolkapitalen havde opbygget sig.

Hvori består nu de "økonomiske kommandoposter"? Det afhænger naturligvis i høj grad af det givne samfunds økonomiske struktur. Alligevel kan også her nogle generelle træk fremdrages.

Det drejer sig i første række om de store kapitalistiske monopolforetagender, som behersker afgørende områder af det økonomiske liv, ofte gennem vidtforgrenede apparater. Det kan dels være store industri- og handelsforetagender. Men af ganske særlig vigtighed er bank- og kreditmonopolerne, hvis indflydelse og kontrol er meget vidtstrakt. Det drejer sig endvidere om kontrol med udenrigshandelen - navnlig i et land som vort, hvis økonomiske liv beror på en meget omfattende ind- og udførsel. Og det drejer sig om den kontrol monopolerne udøver over jorden - dels gennem direkte godsbesiddelser, dels gennem pengemagtens kontrol. Disse kommandoposter må tages ud af monopolernes hænder og overgives til samfundseje gennem socialistisk nationalisering dvs. overtagelse ved folkemagtens stat (til forskel fra den nationalisering (statsovertagelse) under kapitalismen, hvis betydning er berørt tidligere).

Man skal imidlertid holde sig klart, at en socialistisk nationalisering af økonomiens nøglestillinger ikke er ensbetydende med, at den socialistiske økonomi har sejret. Udover de største og mest afgørende foretagender, som er overgået i folkeeje, findes der en hel del større og mindre virksomheder i industri, landbrug og handel, som stadig producerer kapitalistisk, ved lønarbejde og med salg på markedet for øje. Der kan fra "kommandoposterne" og ved statsmagtens hjælp holdes en hel del kontrol med dem. Men sålænge der eksisterer en kapitalistisk sektor indenfor samfundsøkonomien, vil den ikke kunne stilles fuldtud i folkets tjeneste indenfor rammerne af en socialistisk planøkonomi. Dels er en del af de kapitalistiske elementer ganske drevne i at unddrage sig kontrol og iøvrigt i at drive den slags svindel, som hører med til kapitalistisk forretningsliv. Dels vil "fri" kapitalistisk småproduktion altid resultere i, at nogen slår sig op på andres bekostning - sådan som vi udpræget kender det fra kapitalismens tidligere udvikling. Det gælder, som Lenin sagde, at "småproduktionen avler kapitalisme og bourgeoisi, uafladeligt, hver dag og time, elementært og i masseomfang" (Lenin, Udvalgte Værker, bind 11, side 122). Derfor kan der i det lange løb ikke eksistere en socialistisk og en kapitalistisk sektor i økonomien side om side. Til sidst må enten den ene eller den anden vinde overhånd. Derfor betyder socialismens økonomiske opbygning også, at den kapitalistiske småproduktion må afskaffes. Dog ikke på samme måde som i opgøret med monopolkapitalismen. Med småproducenterne "må man se at komme overens, dem kan (og må) man kun omforme og omskole ved et meget langvarigt, langsomt, forsigtigt organisatorisk arbejde" (Lenin, sammesteds, side 148). Folkemagten kan - hvis den får fred til det - skaffe tid for en sådan omformning, men må så også være parat til at gribe ind over for udartninger i storkapitalistisk retning. Og den kan vinde mange af småproducenterne for sig ved at udnytte "kommandoposternes" befrielse fra privatkapitalens bånd til at udfolde produktivkræfterne, de tekniske muligheder, så et almindeligt økonomisk opsving i den socialistiske sektor opnås.

Nu, hvor overgangen til socialisme må ske på grundlag af en samling mod monopolkapitalen, i en kamp for at fravriste denne kommandoposterne kan "småproduktion" også blive et videre begreb end tidligere - nemlig omfattende de producenter, som er "små" i forhold til monopolkapitalen. Under andre betingelser ser vi dette aftegne sig i den kinesiske udvikling, hvor det nationale bourgeoisi har sin plads i den folkedemokratiske stat, som gennemfører overgangen til socialismen. Dette ændrer dog intet ved, at opgaven er at inddrage hele folkehusholdningen i det socialistiske økonomiske system, og at man planmæssigt må arbejde herpå over lidt længere sigt og med egnede metoder.

I sit tilbageblik på 40 årsdagen siger Sovjetunionens Kommunistiske Partis Centralkomite om hele denne udvikling: "De historiske erfaringer fra socialismens opbygning i USSR lærer, at opbygningen og udviklingen af socialismen er en kompliceret proces, der er forbundet med overvindelsen af talrige vanskeligheder, modsigelser, modaktioner fra de styrtede klassers side, med overvindelsen af gamle vaner og skikke, småborgerlige og borgerlige antisocialistiske tendenser. " ("Den store socialistiske Oktoberrevolution, 40 år"; teser fra SUKPs CK, side 47).

Der er dem, der finder mere i at konstatere, at der under gennemførelsen af denne komplicerede proces er begået økonomiske fejl af den ene eller den anden art. Det er en ikke meget rimelig maner. Når man betænker, hvilken umådelig og indviklet opgave det er arbejderklassen - en ny klasse uden erfaring i økonomisk ledelse - har været stillet overfor i socialismens gennembrudstid, så er det ikke opståelsen af visse fejl, der kan undre, men snarere de ganske storslåede resultater, der er vundet. De er et overbevisende udtryk såvel for folkets skaberkraft som for den marxistiske ledelses klare orientering. Og der er derigennem indhøstet erfaringer af blivende og almen værdi for opbygningen af en socialistisk økonomi.

Den afgørende løftestang for udviklingen af socialismens økonomi er den socialistiske industrialisering. Det er først og fremmest heri, at produktivkræfternes befrielse fra de gamle produktionsforholds lænker giver sig udtryk. Alle samfundets (og dermed også den socialistiske stats) behov kræver den hurtigst mulige og dygtigst mulige udnyttelse og udvikling af tekniken på industriel basis. Der findes under socialismen ingen magthavere, som ud fra deres private interesser kan ønske at hæmme den industrielle udnyttelse af tekniken eller at hemmeligholde tekniske nyopdagelser. Derimod kan naturligvis de enkelte ledere og ledende organer indenfor samfundsøkonomien være mere eller mindre dygtige, mere eller mindre vågne for de nye muligheder, som bestandig opstår. Den rigtige udnyttelse af de tekniske muligheder er ingenlunde problemløs. Dens problemer må løses ved at mobilisere al den sagkundskab og erfaring, som samfundet råder over, dvs. gennem en løbende samfundsmæssig diskussion i det socialistiske demokrati. Men det afgørende er, at der ikke er nogen samfundsmæssige kræfter, klassekræfter, som har interesse i og magt til at hindre den rigtigste løsning af problemerne. De enorme resultater, der faktisk er nået ad den socialistiske industrialiserings vej, er en yderligere bekræftelse på marxismens samfundssyn: at det er klassekræfterne, der bestemmer samfundets karakter.

På denne måde kan den socialistiske økonomi udvikles, organiseret efter en plan. Planen kan naturligvis ikke være grebet ud af luften og blot være et udtryk for ønskedrømme. Den må være bestemt af de faktiske omstændigheder, af den objektive nødvendighed. En sådan nødvendighed er det bl.a., at økonomiens forskellige grene udvikles proportionelt; dvs. i et rigtigt indbyrdes forhold - ellers vil der ske ødelæggende sammenbrud i det økonomiske liv.

Indenfor industrien er det navnlig nødvendigt at finde det rigtige forhold mellem udviklingen af svær industri og let industri, eller nærmere bestemt: mellem produktionen af produktionsmidler og produktionen af forbrugsvarer. Samfundsøkonomiens udvikling på grundlag af den moderne maskinelle teknik er først og fremmest betinget af udviklingen af sværindustriens frembringelser: maskiner, energikilder, råstoffer, osv. Men det umiddelbare leveniveau er bestemt af letindustriens frembringelser: forbrugsvarer af alle arter. Spørgsmålet er, hvordan disse hensyn indbyrdes bør afvejes. Generelt kan det siges, at et samfund i fremadskridende økonomisk udvikling altid må lægge hovedvægten på udviklingen af sværindustrien. Hvis der ikke bestandig sker en stærkere fornyelse af maskiner, transportmidler, råstoffer og energikilder, så går det økonomiske fremskridt i stå, produktionsapparatet nedbrydes både i sværindustri og letindustri. Den socialistiske planlægning må derfor også fordele de samfundsmæssige midler (investeringerne) efter princippet: fortrinsvis udvikling af sværindustrien. På den anden side er det også nødvendigt, at folket materielt får gavn af den socialistiske produktionsmådes overlegenhed. Man vil - i hvert fald under normale omstændigheder - ikke leve af veksler på fremtiden, selvom der er dækning for dem. Og det vil det føre til, hvis der lægges for lidt vægt på udviklingen af letindustrien. Derfor vil det også være et bærende princip for en socialistiske planlægning, at letindustrien udvikles, sådan at der sker en stadig højnelse af befolkningens leveniveau. Den konkrete planlægning må bygge på begge disse principper - når da ikke ganske særlige omstændigheder, f.eks. krig, er rådende. Den nærmere afvejning af forholdet mellem investeringerne i den mere langsigtede økonomiske udvikling og den mere kortsigtede højnelse af levestandarden er i høj grad betinget af de politiske omstændigheder - såvel indadtil i landet som i forholdet til den kapitalistiske omverden. Under de første femårsplaner i Sovjetunionen, i 1930'erne, var det således nødvendigt at sætte tempoet i den industrielle udvikling så højt, som det overhovedet kunne bære. Uden det havde den første socialistiske stat næppe kunnet udholde den 2. Verdenskrigs prøvelser.

Landbruget er grundlaget for befolkningens forsyning med levnedsmidler og for produktion af vigtige råstoffer. For en proportionel udvikling af samfundsøkonomien er det nødvendigt, at også landbruget følger med. Midlet hertil må være industriel udrustning af landbruget (maskiner, gødningsstoffer, forarbejdningsvirksomheder, osv.) Under den kapitalistiske udvikling sakker landbruget som regel bagefter industrien. Også de økonomiske former i landbruget ligger på et tilbagestående niveau i forhold til industrien, hvor storindustrien helt dominerer, mens en meget betydelig del af landbruget drives som kapitalistisk småproduktion eller visse steder endog i nærmest førkapitalistiske former. For den socialistiske økonomis udvikling er det et meget stort problem også at drage landbruget med ind i det økonomiske opsving, som den moderne teknik tillader, og gøre det til en del af den socialistiske økonomi. Det er samtidig et kompliceret politisk problem netop på grund af småproduktionens magt. Et teknisk fremskredent landbrug kan ikke bygge på småproduktionens splittethed, men kræver et stadig mere vidtgående samarbejde i produktionen. Men en socialistisk statsmagt kan ikke tillade sig at komme i konflikt med det arbejdende landbrug, som traditionelt er stærkt knyttet til småproduktionen. Det drejer sig derfor for socialismen om at give praktiske beviser på en ny produktionsforms overlegenhed og fordelagtighed for bønderne selv, og om på dette grundlag at overbevise dem. Et afgørende grundlag for socialismens opbygning er forbundet mellem arbejdere- og bønder. Derfor kunne allerede Engels fastslå: "Det er oplagt, at vi med statsmagten i hænde ikke kan tænke på at ekspropriere småbønderne med magt (hverken med eller uden erstatning), sådan som vi er nødt til at gøre det med godsejerne. Vor opgave overfor småbonden består i første række i at lede hans private bedrift og private ejendom over i en kooperativ, ikke ved tvang, men med eksemplets magt og ved, at samfundet yder hjælp til dette formål." Og han tilføjede: "Vi står jo afgjort på småbondens side; vi vil foretage os alt, hvad der på nogen måde er muligt for at gøre hans lod mere tålelig og lette ham overgangen til kooperationen, hvis han beslutter sig til det, ja, hvis han endnu ikke kan tage denne beslutning, vil vi bestræbe os for at give ham længere betænkningstid på hans parcel." (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 433ff).

En fuldt udviklet socialistisk økonomi forudsætter, at jorden - som alle andre produktionsmidler - er nationaliseret samfundsejendom. Det giver også grundlaget for fuld udnyttelse af den moderne teknik i landbruget. Men ved overgangen hertil er det nødvendigt at anvende former, som man kan vinde bøndernes forståelse for, og som sikrer at de vigtigste udslag af ejendomsretten til jorden harmonerer med samfundets og den socialistiske økonomis interesser. Derfor forbydes f.eks. køb og salg af jord - med henblik på at hindre fremvæksten af en ny storbondeklasse. Endvidere fremmes en række former for samvirke (kooperation) mellem landbrugsproducenterne både i produktion og afsætning, hvorved der både opnås fordele med hensyn til udnyttelsen af tekniken og skabes muligheder for at indbefatte landbruget i socialismens økonomiske planlægning, Formerne herfor afhænger i høj grad af omstændighederne og har da også i praksis vist sig meget varierende fra det ene socialistiske land til det andet. Udviklingen må dog overalt gå i retning af en kollektiv ejendomsret til jorden og produktionsmidlerne. Dette udelukker udbytning af arbejdet. Samtidig udbygges samarbejdet med staten (dvs. den samfundsmæssigt ejede økonomi) gennem statslig hjælp med moderne teknik (MTS), gennem kontraktlige leverancer og gennem pligtafleveringer (som - alt efter afleveringspriserne - er udtryk for en art skat til gengæld for den kollektive brugsret til jorden). Således er det faktisk lykkedes at gøre landbruget til en del af den socialistiske økonomi. Formerne for landbrugets indvirken i den socialistiske økonomis helhed er som bekendt under stadig videreudvikling.

Handelen er det nødvendige bindeled for at bringe varerne fra producent til forbruger. Under kapitalismen er handelen forbundet med stadige bestræbelser på at "skære sig en ekstra bid" ved overførelsen af varer fra den ene til den anden (i virkeligheden: at opnå en andel af merværdien). Herunder lægger kapitalistisk handel også megen smartness og "service" for dagen. Det er et led i konkurrencen og fordyrer ofte varerne ganske unødigt. Under socialismen har handelen kun den funktion at viderebringe varerne til forbrugerne i tilstrækkeligt udvalg og på så billig og lettilgængelig måde som muligt. Da dette ikke ganske svarer til den indstilling, som den kapitalistiske handel fremelsker hos sine udøvere, står socialismen ofte svagt med hensyn til kadrer i den socialistiske handel. Dette kan skabe betydeligt vanskeligheder for en gennemføre af forsyningen af befolkningen sker på tilfredsstillende måde. Også på handelens område søger man derfor udvejen i kooperative former, udviklet af forbrugsforeninger, og lignende. Ligeledes er handelen et af de områder, hvor man nødsages til at lade en vis privatkapitalistisk virksomhed bestå en tid lang, ligesom der også kan oprettes "frie markeder" af begrænset omfang - som f.eks. kolkhos-markederne i Sovjetunionen, hvor kollektivbrugene og de enkelte kollektivbønder kan sælge overskudsprodukter ud over kontraktleverancer, m.v.. Sådan bedrer man den praktiske forsyningstjeneste, idet man dog holder privat foretagsomhed indenfor så snævre rammer, at den ikke forhindrer den planmæssige udvikling af økonomien. Formerne for handelens overgang til socialismen vil utvivlsomt fremover blive mere varierede. Med den nyeste tekniks udvikling vil der også på dette område kunne udvikles nye metoder for varernes fordeling, som i høj grad vil lette folk deres daglige tilværelse uden at kræve et stort uproduktivt lag.

I håndværket står man overfor lignende opgaver, ikke mindst hvad angår en tilfredsstillende reparationstjeneste. Endvidere findes der i håndværksmæssig tradition og uddannelse mange samfundsmæssigt værdifulde træk, som det må være opgaven at videreføre. Også håndværket må først og fremmest søges udviklet gennem kooperativer.

Ved løsningen af alle disse opgaver står socialismen også overfor problemet med at udvikle dygtige og egnede kadrer på det økonomiske livs områder. Man tilstræber loyalt samarbejde på socialismens grund med det tidligere samfunds fagmænd, men må samtidig gennem en formelig kulturrevolution udvikle nye fagmænd fra folkets rækker. Ved fordelingen af kræfterne må der endvidere tages hensyn til, at menneskene tilstræber materiel fremgang. De områder, der særlig skal udvikles, eller hvortil det er nødvendigt at overføre nye kræfter, må derfor også byde udsigter til særlig materiel fremgang. Det vil bl.a. sige, at lønningerne må afpasses derefter. Derfor arbejdes der, navnlig når en meget hurtig omformning tilstræbes, med differentierede lønsystemer - både efter arbejdets art, uddannelsens nødvendighed og effektiviteten af arbejdsindsatsen. Også beskatningen af kollektivbrug og lignende må anlægges ud fra lignende principper.

Opbygningen af den socialistiske økonomi forudsætter således at befolkningens egne interesser driver den til at udfolde initiativ til produktionens fremme. Samtidig forudsætter den imidlertid en central planlægning.

Der findes forskellige metoder til at opmuntre det lokale initiativ. Den organisatoriske opbygning af socialismens økonomi må også stadig omlægges med henblik herpå. Men afgørende for udviklingen af en socialistisk økonomi er, at den socialistiske beherskelse af økonomiens "kommandoposter" er tilstrækkelig til at lede det økonomiske liv efter en centralt samlet plan. Det er evnen til at sammenfatte de mange bestræbelser i een fælles strøm, som først og fremmest skaber socialismens overlegenhed som økonomisk system.

Den enorme opgave, det er at bygge en ny, en socialistisk samfundsøkonomi op, kan kun løses gennem det arbejdende folks aktive medvirken i produktionens og samfundets udvikling og ledelse. De manges fælles bestræbelse, samlede indsigt og erfaring er den kraft, der må bære over de tusinder af vanskeligheder, som man nødvendigvis steder på. Uden det vil et socialistisk opbygningsarbejde ganske enkelt bryde sammen.

Den socialistiske opbygnings økonomiske opgaver fordrer derfor også et politisk system (overbygning), som fremhjælper folkets aktive medvirken. Dets væsen må derfor være en sand og dybtgående demokratisme som ikke som hos os blot påkalder folket til formelle bekræftelser gennem afstemninger og valg med års mellemrum, men som ustandselig højner befolkningens forståelse, bevidsthed og aktivitet overfor de samfundsmæssige opgaver og gør valgene selv til et led heri. Uden en sådan demokratisme i det politiske system er det udelukket at mobilisere de kræfter, der skal til for at gennemføre en opbygning af socialismen. Overalt, hvor socialismen er blevet opbygget og har udviklet sig, er det sket i kraft af en sådan demokratisme.

Men opgaven, man står overfor, er ikke alene at udvikle de dygtigste og intelligenteste kræfter i folket og anbringe dem på de rette pladser. Det er ikke blot et spørgsmål om at finde frem til en eller anden "ideal organisation" af samfundet. For man lever ikke i et lufttomt rum. Det drejer sig samtidig om at overvinde en bevidst modstand fra de tidligere herskende klassers side og fra dem, som handler under deres indflydelse - i kraft af tradition, sløvhed eller andet. Det politiske system må også være opbygget, så det er et tjenligt redskab i denne videreførelse af klassekampen.

Lenin skrev i 1919 til de ungarske arbejdere - for at delagtiggøre dem i den russiske revolutions mest umiddelbare erfaringer: "At afskaffe klasserne kræver en lang, vanskelig, hårdnakket klassekamp, som efter at kapitalens magt er fældet, efter at den borgerlige stat er ødelagt, efter at proletariatets diktatur er oprettet, ikke forsvinder (sådan som den gamle socialismes og det gamle socialdemokratis fladpander bilder sig ind), men kun ændrer sine former og i mange henseender bliver endnu mere forbitret.

Med klassekampen mod bourgeoisiets modstand, mod småborgerskabets træghed, rutineliv, ubeslutsomhed og svingninger må proletariatet hævde sin magt, konsolidere sin organiserende indflydelse, opnå at "neutralisere" de lag, der er bange for at forlade bourgeoisiet og for usikkert følger proletariatet, befæste den nye disciplin, de arbejdendes kammeratlige disciplin, deres solide forbindelse med proletariatet, deres samling omkring proletariatet, denne nye disciplin, der er det nye grundlag for samfundslivet i stedet for de livegnes disciplin i middelalderen, i stedet for hungerens disciplin, det "frie" lønslaveris disciplin under kapitalismen." (Lenin, Udvalgte Værker, bind 10, side 228).

Både hensynet til folkets aktive medvirken og hensynet til kampkraften overfor indre og ydre fjender må bestemme de former, hvorunder det socialistiske demokrati udvikles. Det må give folket reelle demokratisme rettigheder, dvs. skabe de faktiske betingelser for at der bliver virkelighed af retten til arbejde, til uddannelse, til at give sine meninger udtryk, til at øve indflydelse på udformningen af statens politik, osv.. Men samtidig kan kampsituationen overfor de fjendtlige klassekræfter også kræve midlertidige begrænsninger i demokratiet. Navnlig gælder det i vanskelige og anspændte kampsituationer. Sådanne nødvendige begrænsninger betyder ingen ophævelse af det socialistiske demokrati. Det socialistiske demokrati forbliver samfundets fundamentale karaktertræk.

Særlige vanskeligheder eksisterede naturligvis for det land, der som det første skred til opbygningen af socialismen. Banebrydernes arbejde er altid det med krævende. Efter befæstelsen af arbejder- og bondemagten stod Sovjetunionen overfor den kæmpeopgave at opbygge socialismen i eet land. De var så vældig en opgave, at der - selv indenfor det kommunistiske partis rækker - ikke manglede på folk, som prædikede, at den var umulig og måtte opgives. Men partiet samledes om den opfattelse, at opgaven vel var vanskelig, men ikke umulig. Kun i kraft af, at denne linie vandt sejr, blev oktoberrevolutionen indledningen til en periode som ændrede verden og betød gennembrudet for den socialistiske æra af menneskehedens histories.

Men de uhyre vanskeligheder, som virkeliggørelsen af denne verdensomvæltende opgave indebar, satte selvsagt også sit særpræg på formerne for socialismens opbygning: "Vort land måtte i løbet af historisk set meget kort tid, uden nogensomhelst økonomisk hjælp udefra, likvidere sin århundred gamle tilbageståenhed og opbygge hele folkehusholdningen på et nyt, socialistisk grundlag", siger Sovjetunionens Kommunistiske Partis Centralkomite i sin resolution "Om persondyrkelsen og dens følger" (30. juni 1956), og fortsætter: "Denne komplicerede internationale og indenrigspolitiske situation krævede en jerndisciplin, en stadig fornyelse af årvågenhed og en overordentlig streng centralisering af ledelsens arbejde, hvilket måtte give sig negative udslag ved udviklingen af visse demokratiske former. Under den hårde kamp mod hele imperialismens verden måtte vort land gå til visse begrænsninger af demokratiet på grundlag af kampens logik under vort folks indsats for socialismen under den kapitalistiske omkredsnings betingelser. Men disse begrænsninger blev allerede dengang betragtet af partiet og folket som midlertidige, således at de skulle afskaffes, efterhånden som sovjetstaten styrkedes, og demokratiet og socialismens kræfter i hele verden udviklede sig. Folket påtog sig bevidst disse ofre, idet det fra dag til dag så stadig nye resultater af det sovjetiske samfundssystem (Se "Orientering", september 1956, side 81).

Udviklingen af det socialistiske demokrati har således to sider: På den ene side må det ubetinget skabe resultater i overensstemmelse med folkets ønsker og stræben; det må således sikre folket materiel og kulturel fremgang, forsvare fredens sag, og det må drage folket aktivt ind i udformningen og løsningen af disse opgaver, det må åbne for det folkelige initiativ. På den anden side må det varetage socialismens langsigtede interesser i kampen mod de klassekræfter, som tilstræber socialismens fald. Det kræver en - efter situationen mere eller mindre vidtgående - centralisering af magten, dvs. at folket delegerer en del af sin magt til sine ledere. Det er herved nødvendigt, at masserne bliver klar over og forstår de omstændigheder, som kræver dette. Herigennem og gennem de faktiske resultater, som opnås i kampen, da forbindelserne mellem masserne og ledelsen opretholdes og udvikles.

Graden og udstrækningen af den nødvendige centralisering er især betinget af, hvor skarp klassekampen i den givne situation er. Det er indlysende, at opbygningen af socialismen i eet land måtte foregå under en overordentlig skærpet klassekamps betingelser. Borgerkrig, intervention, undergravningsarbejde, en ny overfaldskrig var nogle af udtrykkene herfor. De lande, som senere er slået ind på socialismens baner, har haft lettere vilkår. Men det ville være en naiv overdrivelse at påstå, at betingelserne var så meget lettere, at klassekampen for dem var ophævet. Tværtimod må man se det som en almengyldig lov, at klassekampen med folkemagtens oprettelse ikke afsvækkes, den tilspidses - simpelthen fordi udbytterklasserne, som endnu nærer et levende håb om at generobre magten, i denne situation vil sætte ekstra forbitret ind. Det er først med den socialistiske opbygnings grundfæstelse af folkemagten, at dette håb kan knuses.

Det er klart, at den nødvendige centralisering også lægger så meget større ansvar på ledelsen - et ansvar, som både gælder opretholdelse af nær kontakt med, hvad der rører sig i folket, og den rigtige vurdering af kampsituationen. Det er næppe undgåeligt, at ledelsen i en sådan situation også begår fejl; det afgørende er, at disse begrænses og rettes i tide. Lenin sagde med rette: "For politiske partier gælder - med passende modifikation - det samme som for det enkelte menneske: Klog er ikke den, der ikke begår fejl. Sådanne mennesker eksisterer ikke og kan ikke eksistere. Klog er den som ikke væsentlige fejl, og som forstår let og hurtigt at rette dem" (Lenin, udvalgte Værker, bind 11, side I37).

Midlerne dertil er først og fremmest: stadigt arbejde med uddybelse af en marxistiske vurdering af situationen og med udbyggelse af forbindelsen til masserne. Sker det ikke, kan fejlen udvikle sig til at få alvorlige følger.

De fejl som udviklede sig under indflydelse af persondyrkelsen i SUKP blev gjort ud fra den vurdering, at klassekampen ustandselig skærpedes under socialismens opbygning. Det var en fejlagtig vurdering. Det er - som påvist - rigtigt, at klassekampen skærpes umiddelbart efter arbejderklassens magtovertagelse og i en periode videre frem. Det er heller ikke forkert, at visse kredse, - de mest reaktionære og desperate - bliver endnu mere forbitrede i deres angreb, når socialismen udfolder sig. Det indeholder den kolde krigs periode en del eksempler på. Men det er en alvorlig undervurdering af de folkelige kræfters styrke og af socialismens tiltrækningskraft, hvis man deraf drager den slutning, at så må klassekampen som helhed uophørligt skærpes mere og mere, jo flere sejre socialismen vinder. Tværtimod betyder den ophævelse af det økonomiske grundlag for udbytterklasserne, som opnås med det socialistiske økonomiske systems sejr, at det bliver mere og mere umuligt for de reaktionære kræfter at skærpe deres klassekamp indadtil, og udadtil betyder socialismens øjensynlige resultater og øgede magt, at socialismen kommer til at stå stærkere i folkenes bevidsthed, og at der blandt de kapitalistiske klassekræfter opstår tvivl, usikkerhed og splid om, hvordan de skal optræde overfor socialismens lande. Ser man bort fra dette, forstår man heller ikke, at styrkelsen af de socialistiske kræfter kræver nye kampformer, hvor der dristigere end før kan appelleres til det folkelige initiativ, dvs. at begrænsninger i demokratiet, som før kunne være nødvendige, nu må ophæves; at der foretages omorganiseringer af samfundslivet, så det socialistiske demokrati yderligere udfolder sig; at der også i anstrengelserne for at hindre krig og overfald med held kan appelleres stærkere til de folkelige kræfter verden over.

Stalins fejl hang sammen med, at han eensidigt og derfor fejlagtigt så den fortsatte udvikling som en skærpet klassekamp. Derfor ville han gøre indskrænkningerne i demokratiet til noget vedvarende og lagde eensidigt vægt på at skærpe kampformerne. Det førte til alvorlige fejl, som krænkelse af den socialistiske retsorden og skematisk stramhed i ledelsen af samfundet. Disse fejl skadede socialismens sag, dels fordi de lagde unødige byrder på folket og ramte oprigtige tilhængere af socialismen uretfærdigt; dels fordi de gav fjenden unødige muligheder for at rette slag mod socialismen - som f.eks. gennem Beria-bandens virksomhed; dels fordi de hindrede socialismen i at udnytte de opståede muligheder for at vinde hurtigere frem, både økonomisk og politisk. Det socialistiske samfunds politiske overbygning fulgte ikke tilstrækkeligt med i den udvikling, som dets økonomiske og klassemæssige grundlag faktisk havde gennemløbet. Herfor opstod der den opgave at bringe en overensstemmelse i stand gennem videreudvikling af det socialistiske demokrati.

Men selvom de fejl, som således var begået, kunne hæmme socialismens udvikling, så standsede de den dog ingenlunde. Fejlene i den politiske ledelse ændrede ikke ved, at produktionsmidlerne var samfundseje, eller ved at arbejderklassen var den ledende klasse i samfundet også mens persondyrkelsen havde udbredelse, blev samfundet ledet af hensynet til arbejderklassens og socialismens interesser og betydelige resultater blev nået: den socialistiske industrialisering, den socialistiske omformning af landbruget, sejren i krigen, opbygningen efter krigen, forhindringen af en ny krig, mens USA havde atommonopol. Fejlene var ikke udtryk for, at en anden klasse havde fået magten i samfundet, men for fejl i udøvelsen af arbejderklassens magt, fejl i administrationen af de fuldmagter, som folket havde overladt ledelsen. Som resultaterne viser, betød disse fejl, selvom de var alvorlige, dog ingenlunde, at man kan tale om denne periode som en "sort periode".

Ved fejlene rettelse, som var en ubetinget nødvendighed, var der da heller ikke tale om, at en "revolution" skulle gennemføres, eller om, at en ny klasse skulle til magten. Det var et spørgsmål om systematisk at udvikle det socialistiske demokrati, overvinde bureaukratisk stivhed og gennemføre tilsvarende ændringer i samfundets økonomiske-politiske organisation. Ved gennemførelsen af disse ændringer måtte man naturligvis have i øjesyn, at de foregik under en fortsat klassekamps betingelser. Man måtte stille sig opgaven at gennemføre dem uden derved at give klassefjenden mulighed for at gribe ind.

Videreudviklingen af det socialistiske demokrati er således en nødvendig følge af socialismens styrkelse. Styrkelsen af socialismens positions er forudsætningen for den. Begivenhederne viser, at det ligger i socialismens væsen at føre en sådan udvikling med sig.

Han siger undertiden, at marxisterne anvender deres dialektiske metode på alt muligt, blot ikke på dem selv og deres socialistiske samfund. De hævder ellers, hedder det, at al udvikling udspringer af en "kamp mellem modsætninger", men i det socialistiske samfund, siger de, at alle modsætninger er ophævet, at alt er harmoni og idyl. Er det socialistiske samfund da et samfund i stilstand, uden udvikling? Eller hvad?

Denne anklage mod marxismen beror imidlertid påny på forvanskning af dens standpunkter. Marxismens metode er fuldt ud anvendelig også på det socialistiske samfund. Også dets udvikling sker gennem stadig overvindelse af modsigelser. De modsætninger, som er ophævet i det socialistiske samfund, er de uforligelige klassemodsætninger, modsætningen mellem udbyttere og udbyttede. De er overvundet ved, at den socialistiske omformning af samfundet har fjernet udbytningsmulighederne og dermed afskaffet udbytterklassen som klasse. Dens tidligere medlemmer har måttet søge over i de arbejdende klasser.

Men det socialistiske samfund er ikke derfor et modsætningsfrit samfund. Det er endda ikke et klasseløst samfund. Der er f.eks. forskel på arbejderklassens og kollektivbondeklassens stilling til produktionsmidlerne, idet industrien er statsejendom, men kollektivbruget er kollektiv (kooperativ) ejendom. Det skaber en klasseforskel mellem arbejdere og bønder, som også kan give anledning til visse modsigelsesforhold. F.eks. kan kollektivbønderne være interesseret i at levere staten så lidt som muligt i pligtaflevering til fastsatte priser, mens staten på hele den forbrugende befolknings vegne kan være interesseret i at få mest muligt frem. Men en sådan modsigelser er ikke uforligelig. Staten forsyner til gengæld kollektivbrugene med moderne teknik og andre goder. Ved at fastsætte afleveringspriser og -mængder i et rimeligt forhold til de goder, som samfundet yder bønderne, kan modsigelserne overvindes. Af sådanne "modsigelser indenfor folket" findes der mange andre. Nogle af dem er berørt i det foregående. Udviklingen af det socialistiske samfund sker gennem den stadige overvindelse af sådanne modsigelser.

Afgørende er imidlertid, at disse "modsigelser indenfor folket" - som vi har været inde på i første afsnit - er af en anden art end de antagonistiske (uforligelige) klassemodsætninger, der ligger til grund for udbytningens samfund. Derfor må de også løses på anden måde end gennem den ubønhørlige klassekamp, som er kendt fra udbyttersamfundet. "For at sige det kort", siger Mao Tse-tung til betegnelse af forskellen i de to metoder, "drejer det sig i det ene tilfælde om at trække en linje mellem os og vore fjender, mens det i det andet tilfælde drejer sig om at skelne mellem rigtigt og forkert" ("Om den rigtige behandling af modsigelser indenfor folket", Fakta om Sovjetunionen nr. 35, august 1957, side 5f). Man når frem til at skelne mellem rigtigt og forkert gennem den samfundsmæssige diskussion, gennem kritikere og selvkritikens proces.

Det siges undertiden, at dette er et ganske nyt påfund af marxisterne. Dette rummer kun det element af sandhed, at sålænge kampen mod klassefjenden var det fuldkommen dominerende i situationen, udarbejdede marxisterne ikke i så høj grad deres synspunkter på behandlingen af "modsætningerne indenfor folket". Men det ville være forkert at tro, at de var blinde for disse problemer. Eksempelvis sagde Zhdanov i sin bekendte tale til de sovjetiske filosofer i 1947: "I vort sovjetsamfund, hvor klasseantagonismerne er afskaffet, foregår kampen mellem det gamle og det nye og følgelig udviklingen fra det lavere til det højere ikke i form af kamp mellem antagonistiske klasser og omfattende sammenbrud, som tilfældet er under kapitalismen, men i form af kritik og selvkritik, som er den virkelige drivende kraft i vor udvikling, et vældigt redskab i partiets hænder. "

Vi har tidligere talt om forholdet mellem investeringer på længere sigt og i produktionen for umiddelbart forbrug. Det rummer en modsigelse, som de nævnte. Overhovedet rummer forholdet mellem dels den centrale planlægning, dels den enkelte fabriks eller kollektivbrugs arbejdsindsats og hele befolkningens behov sådanne modsigelser. De må løses gennem stadig vekselvirkning mellem de centrale planorganers forslag og de enkelte virksomheders opstilling af deres planer, mellem de samfundsmæssige interesser og de (stadigt voksende) personlige behov. De kræver ustandselig tilpasning og korrektion af planer og tilrettelæggelsen af arbejdet. De centrale organer og personer vil - som følge af de ansvar, der er pålagt dem - som regel have tilbøjelighed til at betone de samfundsmæssige interesser på lidt længere sigt, mens de af folket, som ikke er betroet med direkte ansvar, som regel vil have en tilbøjelighed til at betone de umiddelbare resultater. I den forstand kan der opstå modsigelser mellem folket og dets ledere. Også disse modsigelser må løses gennem den samfundsmæssige diskussion, gennem den socialistiske demokratisme.

Formålet med denne diskussion må være både at højne folkets samfundsmæssigt-politiske bevidsthed og at gøre de ledende organer rigere på erfaring - både i saglig henseende og med henblik på deres ledelsesmetoder. De socialistiske produktionsforhold opstår ikke med eet slag i fuldkommen form. Der må tværtimod indhøstes mange erfaringer, overvindes mange ufuldkommenheder, før folkemagten lærer fuldtud at udnytte socialismens muligheder. Herved kan man også lære forskelligt ved et kritisk studium af kapitalismens teknisk-administrative erfaringer. "Somme tider opstår der modsigelser, og ligevægten forstyrres, fordi vore foranstaltninger ikke svarer til den objektive virkelighed; dette er, hvad vi kalder at begå en fejltagelse. Modsigelser opstår ustandselig og løses ustandselig) dette er den dialektiske lov for tingenes udvikling", siger Mao (sammesteds side 16). Men derfor er der heller ingen grund til at lade sig gribe af panik og "forkaste" hele den socialistiske udvikling, fordi man bliver opmærksom på, at der har været begået fejl under den. Mao siger videre i det nævnte arbejde: "De grundlæggende modsigelser i et socialistisk samfund er stadig modsigelser mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne og mellem overbygningen og den økonomiske basis. Men disse modsigelser er fundamentalt væsensforskellige fra og har andre træk end modsigelser mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne og mellem overbygningen og den økonomiske basis i de gamle samfund. " (side 13f).

Det er, som nævnt, i denne sammenhæng, at man skal se opgøret med fejlene under persondyrkelsen i Sovjetunionen. Og det er det, som gør kampen mod konservatisme og dogmatisme til en lov for socialismens udvikling, som intet har at gøre med en revision af marxismen, og som på ingen måde kan tages til indtægt for revisionistiske synspunkter.

Vi har hidtil i dette afsnit talt om et fuldt udviklet socialistisk samfund, der lykkeligt har overvundet alle "modsætninger til fjenden".

I praksis er det imidlertid - indtil videre - ikke sådan. Sålænge der eksisterer en imperialistisk lejr og en international klassekamp, vil selv det mest fremskredne socialistiske land ikke blot have at gøre med "modsætninger indenfor folket", men også med "modsætninger til fjenden". I endnu højere grad gælder det naturligvis de lande, som endnu er i gang med at lægge fundamenterne for socialismen, og hvor de fjendtlige klasser endnu har positioner. Disse modsigelser kan stadigvæk kun løses ved at overvinde fjenden. Formerne for denne overvindelse, kan herved være forskellige og kan også ændre sig med styrkelsen af socialismens kræfter. Men klassekampen forbliver klassekamp, og i den kan der ikke være to sejrherrer. Løsningen af "modsigelser indenfor folket" må derfor altid underordnes hensynet til kampen mod fjenden - for så vidt en modstrid skulle bestå.

Det er ikke uforståeligt, når borgerlige propagandister for tiden i "af-stalinseringens" navn søger at skabe en vis popularitet om kravet om "en liberaliseret kommunisme". Hvad de lægger deri, er simpelthen, at kommunisterne burde indstille kampen mod kapitalisme og reaktion, og de applauderer, hver gang de mener at se tegn dertil. Det er mindre forståeligt, at folk, der kalder sig socialister, slutter op om kravet. De burde kunne skelne mellem modsætningsforholdet til fjenden og "modsigelser indenfor folket" og derfor vide, at det tiden kræver, ikke er et forskelsløst krav om 'liberalisering". Denne udvikling af det socialistiske demokrati, der står på dagsordenen i socialismens lande, kan og må ikke betyde, at man giver frit løb for reaktionen eller dens agenter. Fejlene i det ungarske folkedemokrati bestod ikke blot i, at demokratiet for den arbejdende befolkning var for lidt udviklet, så partiets forbindelse med masserne svækkedes alvorligt, men også i, at der blev sat for lidt ind imod reaktionen og dens ideologiske og militære forberedelser til kup.

Endnu mere forkert bliver det naturligvis, når man skematisk overfører problemstillingerne fra socialismens lande til de kommunistiske partier i lande, hvor kapitalismen stadig har magten, og også af dem kræver "liberal" imødekommenhed overfor kapitalismen og dens propaganda.

Dengang socialismen intetsteds var virkeliggjort, sagte kapitalismens talsmænd at slå kampmodet hos arbejderklassen ned ved at sige: "Socialismen er utopi. Et samfund kan ikke fungere uden det private initiativs erhvervsledere (hvilket skulle sige: uden kapitalister)". Denne påstand har ingen gyldighed i dag.

Derfor er deres fremgangsmåde nu en anden. De siger med henblik på de socialistiske lande: "Er det virkelig jeres idealsamfund ?". Som regel vedføjer de en portion løgn, bagvaskelse og forvrængninger om forholdene i socialismens lande. De mere elastiske af dem kan dog sige: "Gudbevares, vi indrømmer, at der er sket en mængde fremskridt - men alligevel: et idealsamfund?" Og de peger så ofte på en række ubestridelige ufuldkommender eller mangler.

Men hvor stolt end den marxistiske arbejderbevægelse er over den socialistiske opbygning og de storslåede fremgangsresultater i socialismens lande, så har de dog aldrig anset det, som dermed er nået, for at være endemålet. Selve det socialistiske samfund er kun et trin på vejen til målet: Det kommunistiske samfund.

Allerede Marx betegnede det socialistiske samfund, som "den første fase af det kommunistiske samfund". Han sagde om det, at det "lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt, endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer" (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 16). Ud fra produktionens begrænsede omfang i forholdet til behovet og ud fra den indstilling, som præger menneskene, bygger socialismen, eller kommunismens første og lavere fase, på det grundlæggende princip, at "enhver arbejder efter evne og får efter sin arbejdsindsats" ("Det kvantum arbejde, han (arbejderen) har givet samfundet i den ene form, får han tilbage i den anden."). (Marx, sammesteds, side 16). Det betegner et uhyre fremskridt fra kapitalismen, hvor den private kapitalist tilegner sig en betydelig del af det præsterede arbejde uden modydelse. Men det største ved dette fremskridt er i virkeligheden, at det frigør produktive kræfter og menneskelig formåen for en udvikling, som vil sprænge alle tilvante begreber om samfundsmæssigt liv og skabe betingelserne for en helt ny og sand menneskelig tilværelse, hvor menneskehedens ædleste stræben kan finde virkeliggørelse. Det er det kommunistiske samfund, "kommunismens højeste fase". Den socialistiske bevægelse må i sin kamp ikke glemme, at så vidtgående er det mål, der er sat.

"I en højere fase af det kommunistiske samfund," siger Marx, "når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktivkræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov." (Sammesteds, side 17f)

Det socialistiske samfunds fordelingsprincip: enhver får efter sin arbejdsindsats, føles på baggrund af tilværelsen under kapitalismen som selve retfærdighedens mål. Hvilket andet fordelingsprincip vil en arbejdende befolkning, som lige har befriet sig for kapitalens åg, i virkeligheden kunne anerkende? Man kan prøve at ransage sin egen indstilling! Men alligevel er det klart, at en fordeling efter arbejdsindsats stiller menneskene ulige. De, der er dygtigere, kraftigere eller egnet til mere højtkvalificeret arbejde, får mere end de, som ikke har disse evner, skønt disse ofte trænger mest. Målet må være mere vidtgående: nemlig at opfylde alle menneskelige, behov i overensstemmelse med det kommunistiske samfunds fordelingsprincip. Når vi kan have svært ved umiddelbart at anerkende dette, er det i virkeligheden, fordi vi bærer præg af det kapitalistiske samfunds retsopfattelse, der stiller den formelle lighed frem foran den reelle lighed.

Virkeliggørelsen af kommunismens samfund og dets opfyldelse af alles behov har imidlertid to hovedsagelige forudsætninger: en sådan udvikling af produktivkræfterne, at knaphed afløses af overflod, og en sådan ændring af samfundsmoralen, at det findes naturligt at sætte opfyldelsen af de behov, der findes, over kravet om at få sin indsats honoreret i nøje forhold til andres indsats. Disse forudsætninger formår socialismens samfund at tilvejebringe.

Kapitalismens propagandister forsøger naturligvis med brede grin at gøre kommunismens samfundsmål til en utopi. "Der kan ikke skabes overflod, og menneskene kan ikke laves om", proklamerer de. Vi lever imidlertid i en tid, hvor vi allerede har håndgribelige vidnesbyrd om, at begge dele er muligt, og at udviklingen går den vej.

I en tid, hvor man er ved at vinde herredømmet over praktisk talt ubegrænsede energikilder; hvor man kan bygge helautomatiske fabriker og sætte elektron-hjerner til at foretage udregninger, som tidligere ville have krævet et menneskelivs arbejde eller mere; hvor man har lært at trænge ud i verdensrummet - i en sådan tid kan man ikke med overbevisning fortælle, at det er umuligt at skabe overflod på menneskelige fornødenheder, eller at det er umuligt at ændre det menneskelige arbejdes karakter. Udviklingen, navnlig i socialismens første lande viser, hvordan de socialistiske produktionsforhold faktisk sætter skred i en sådan udfoldelse af teknik og kunnen. Det noksom bekendte chok, som sputniken beredte visse kredse, er kun et enkelt udtryk for, hvad der er i gang. På en bred front er sovjetisk teknik og videnskab ved at passere kapitalismens, og springer derved også et helt trin i den tekniske udvikling over. Man springer direkte fra de to-motorers fly over til de mest moderne jet-fly og måske raketfly, man omformer fabriker med forældet teknik direkte til gennemautomatiserede virksomheder, man springer direkte fra elektricitetsmangel til atomkraftværker, osv. Når denne proces, som foregår i imponerende tempo, er fuldført, vil der være foretaget et sådant spring fremover - som en genvej på fremskridtets bane - at hele produktionsniveauet vil rykke overfloden et syvmileskridt nærmere. De, som i fornærmelse peger på sputniken og siger: "Det har de råd til, men ikke til at hæve leveniveauet" har ikke forstået et dug af, hvad der foregår. Sputniken er blot et enkelt udtryk for den omvæltende proces, som vil føre det i forvejen stigende leveniveau frem i vældige ryk og overvinde modsigelsen mellem produktion og samfundets behov.

Hvad angår "uforanderligheden af menneskenes natur og moral", så har det altid været en påstand, som har tjent til retfærdiggørelse af, at det skulle blive, som det var, og være, som det blev. Alligevel har menneskenes moral og "natur" ændret sig mange gange, siden kannibalstadiet. Allerede under kapitalismen ser man da også, hvordan der gennem arbejderklassens solidaritetsmoral er ved at voks nye moralske normer frem, hvor hjælpen til andre går frem for den uhæmmede egoisme.

Alene en slumpakkord, er i modstrid med kapitalismens moral, om, at "enhver er sig selv nærmest". Under socialismen udvikles disse spirer videre i en ny arbejdsmoral. Mere og mere ser befolkningen sin arbejdsindsats som noget, der giver tilværelsen mening og retning, og ikke som et nødvendigt onde. Derfor melder f.eks. titusinder af unge - mange tusinder mere end nødvendigt - sig på få dage til pionerarbejdet ved opdyrkningen af Kasakstans stepper, mens kapitalismens kommentatorer hovedrystende siger: "Det må være tvang!" Fremvæksten af en ny kommunistisk moral er ingen lunde en glat, modsigelsesfri hurtig proces, men den er i fuld gang.

Af disse grunde kan man i Sovjetunionen idag stille sig overgangen til kommunismen som en praktisk arbejdsopgave, og man skimter allerede de første konturer af fremtidens samfund.

Den skridtvise nedsættelse af arbejdstiden over hele linjen varsler den tid, hvor arbejdsdagen bliver en 4-5 timer, og fritiden sikrer alle muligheder for personlighedens alsidige udvikling.

Højnelsen af det almene kulturniveau og den moderne tekniks ændring af arbejdsbetingelserne varsler den tid, hvor modsætningen mellem åndeligt og legemligt arbejde ophæves.

Inddragelsen af kollektiv- og sovjetbrug i den tekniske og kulturelle udvikling varsler den tid, hvor modsætningen mellem land og by ophæves.

Det betyder en udvikling, hvor også de endnu eksisterende klasseforskelle forsvinder, det virkeligt klasseløse samfund opstår, hvor statens magtfunktioner forsvinder og kun visse af dens organisatoriske og administrative funktioner vil leve videre, dvs. at staten i hidtidig forstand vil "visne bort".

Det betyder et samfundsmæssigt liv, hvor den virkeligt frie og lige diskussion vil være drivkraften til fremskridt, hvor personligheden frit og alsidigt vil kunne udfolde sig, hvor en almen-menneskelig moral vil være den højeste lov.

Det er kommunismens mål!

Også for Danmark er den socialistiske omformning af samfundet betingelsen for at sikre varig fremgang. Der er mange forbedringer af det arbejdende folks kår, som kunne og burde gennemføres allerede nu, under kapitalismen, og der er mange ændringer i dansk politik, som kan og må tvinges igennem umiddelbart, dvs. under de nuværende samfundsforhold. Men selv med sådanne forbedringer og ændringer er der ikke skabt grundlag for varig fremgang. Tværtimod vil kapitalens magt, indefra som udefra, bestandig søge nye metoder til ikke blot at ophæve opnåede forbedringer, men til yderligere at trykke folket ned. Derved uddybes modsætningerne i samfundet, de kapitalistiske produktionsforhold bliver en stadig strammere spændetrøje, en permanent krisetilstand opstår.

Vi har tidligere været inde på, hvordan kapitalismens Danmark er præget af modsigelser, som umiddelbart må forekomme fornuftsstridige: man gennemtvinger en "forbrugsbegrænsende" (og derfor også produktionshæmmende) politik samtidig med at arbejdsløsheden er så høj som 10 % i årligt gennemsnit; behovet for boliger er stadigt stigende, mens arbejdsløsheden blandt bygningsarbejderne vokser; de "store årgange" giver vældige muligheder for udvidelse af den produktive kraft, men man gør intet for dem, lader dem blive overflødige; ja, nu trækker det op til, at man endnu engang kunstigt vil nedskære landbrugets produktion af levnedsmidler, samtidig med at masser af familier ikke får den nødvendige føde og sætter kostpengene ned. Det er altsammen udtryk for kapitalismens grundlæggende modsigelser. En varig løsning af disse problemer kan kun nås gennem kapitalismens afskaffelse.

Et socialistisk Danmark ville løse dem gennem en stærk udvidelse af hele det produktive liv, en omfattende industrialisering samtidig med, at købekraften og levefoden højnedes. Så kunne alle komme i arbejde og den øgede produktion pr. indbygger ville føre til større forbrug og højere levefod for folket. Også kapitalismens Danmark taler om nødvendigheden af en "økonomisk ekspansion", men forestiller sig herved en ganske anden udvikling: forudsætningen er, hedder det, en "forbrugsbegrænsning", en nedskæring af den arbejdende befolknings købekraft, så kapitalisterne kan få råd til at "opspare". Men det betyder en indskrænkning af afsætningsmarkedet, samtidig med at produktionen forøges og vil derfor fremskynde en udvikling henimod en krise, som ikke just betyder fremgang.

Det er dette, der skjuler sig bag den ofte pågående investerings-diskussion. Det er rigtigt, at en industrialisering og især en moderne industrialisering kræver betydelige investeringer. Men kapitalismen og socialismen har forskellige svar på dette problem. Kapitalismen drager den konsekvens, at investeringerne må ske på bekostning af folket, gennem overførsler af værdier fra folket til kapitalen. Det kan ske på forskellig måde, f.eks. gennem såkaldt "begrænsning af omkostningsniveauet", nærmere betegnet: lavere lønninger i forhold til arbejdsindsatsen: eller ad skattevejen ved opkrævning af store skatter fra folket, medens kapitalen for skattefrihed ved investering: eller ved indbetaling af kapital gennem "folkeaktier"; eller på en række andre mere raffinerede måder, ofte under anvendelse af statsapparatet. Alle sådanne "investeringsforanstaltninger" er i virkeligheden foranstaltninger til berigelse af kapitalen, især af monopolerne. Men de har den fordel, at de kan fremstilles som "samfundsbetonede"; foretaget af hensyn til landets økonomiske udvikling. Og der er som bekendt "arbejderledere", der er parat til at hjælpe med til denne besmykkelse. I virkeligheden fører sådanne investeringer til en skærpelse af modsigelsen mellem produktionsevne og købekraft og skærper ligeledes misforholdene mellem de forskellige grene af produktionen og det økonomiske liv, fordi investeringerne bestemmes af profithensyn og dermed af planløshed. I virkeligheden investeres der i Danmark en ganske betydelig del af nationalproduktet i fast realkapital (18 %). Det er over gennemsnittet i Vesteuropa og en del mere end før krigen. Dertil kommer så de ganske betydelige militære investeringer, som ikke er medregnet. Hvad det drejer sig om i Danmark nu er ikke investeringernes højde, men i første række at investeringerne ikke anvendes, så de produktive muligheder udnyttes. Men her bestemmer kapitalisterne.

Socialismen vil derimod skaffe midlerne til investeringerne ved at inddrage monopolernes profitter til gavn for samfundet. De enorme summer, som nu bortødsles til at skabe en luksus tilværelse for monopolherrerne og deres familier, eller som henlægges for at sikre deres fremtid, eller som svares dem i renteudbetalinger fra industri, landbrug, stort og småt byggeri, osv. eller som smides ud i unyttige reklame omkostninger og "smøring", osv. osv. - alt det kunne inddrages i en virkelig samfundsmæssig investeringspolitik, som kan drives planmæssigt, udvikle produktionen proportionelt og ikke trues af afsætningskriser. Men en sådan investeringspolitik forudsætter arbejderklassens overtagelse af statens ledelse og socialistiske produktionsforhold. Kun på denne måde kan en ubrydelig fremgangslinie sikres i det danske samfunds udvikling.

Kapitalismens propagandister foregøgler, at afsætningsproblemet kan løses gennem eksport. Det gælder bare om "at spænde livremmen ind" og så "eksportere eller dø", som det hedder så smukt. Kapitalismens interesse i, at folket lader sig påvirke af den slags slagord, er ikke uforståelig. Men som løsning af Danmarks økonomiske udviklingsproblemer duer de aldeles ikke.

Nu er det ganske rigtigt, at et land med Danmarks økonomiske struktur nødvendigvis må have en betydelig samhandel med udlandet. Mange afgørende råstoffer og energikilder må tilføres udefra og modsvares af dansk eksport. Betydningen af disse tilførsler har endda været voksende. I 1955 udgjorde importen af varer og tjenesteydelser 33 % af nationalproduktet. Det er meget - dog ikke så meget, at det gør det indre marked betydningsløst eller blot underordnet. Eksporten løser ikke de indre modsigelser i dansk kapitalisme. Tværtimod møder vi på udenrigshandelens område nye problemer, hvor påny kapitalismens og socialismens linjer brydes.

Meget direkte støder vi på det problem, om handelsforbindelserne giver landet stabile afsætnings- og tilførelsmuligheder, eller om samhandelen betyder en indbyrdes kamp, hvor vi trækker det korteste strå. Som Danmarks handel har udviklet sig i de seneste årtier med i alt væsentligt kapitalistiske handelspartnere (på 3% af eksporten nær), er det det sidste, vi har oplevet. Bytteforholdet i handelen er blevet forringet og man har påtvunget landet ulige handelsvilkår . Endnu mere vanskelig bliver stillingen, når den kapitalistiske verden hærges af omfattende økonomiske kriser, hvilket snart kan få fornyet aktualitet. for udviklingen af et land som Danmark får det meget stor betydning at sikre sig den fordel, som økonomisk samkvem med det socialistiske verdensmarkeds krisefrie økonomi giver. Det understreges yderligere af vor geografiske position, med korte søværts forbindelser til socialistiske lande i rivende industriel udvikling. Også under de nuværende samfundsforhold kunne landet have fordel af sådant samkvem, men det er indlysende, at under en socialistisk planøkonomi kunne disse fordele udnyttes i langt større målestok. Dog måtte et socialistisk Danmark ikke blot søge at udvikle handelsforbindelser til de nuværende socialistiske lande, men til alle sider. Det kan tilføjes, at de oversøiske markeder, som visse kredse her i landet tillægger meget afgørende betydning, allerede nu og vel ikke mindre fremover i høj grad vil være at søge gennem det socialistiske verdensmarked.

Hvad et land med vor økonomiske struktur har som hovedinteresse i verdensøkonomien, er en rimelig international arbejdsdeling. Det gælder i samhandelen, såvel som i fordelingen af energikilder og med hensyn til hjælp med udviklingen af den moderne, komplicerede og kostbare teknik. Man også på dette område møder vi to linjer, - kapitalismens og socialismens. Kapitalismens form for international arbejdsdeling består i monopolernes indbyrdes konkurrence, hvor de stærkere slår de svagere og underlægger sig dem. Det gøres naturligvis ofte under skøn tale om "fællesskab" og "hjælp" - som vi kender det fra "fælles-markedsplaner", "Marshallhjælp", og lignende. Den fører for svagere kapitalistiske lande som. Danmark til tab af selvstændighed, til forkrøbling af dets økonomiske udvikling, så det bliver en ny type "underudviklet område", hvor industrien kun fremmes forsåvidt det modsvarer de internationale monopolers interesse. Heroverfor står den socialistiske form for international arbejdsdeling. Den består i ligeberettiget udveksling af lige værdier, i gensidig fordel og gensidig hjælp. Den giver grundlag for en selvstændig national udvikling. Den beror på, at socialistisk økonomi ikke har noget at frygte, fordi andre udvikler sig økonomisk. Der er for den ingen markedsbestemt konkurrence. En sådan form for international arbejdsdeling er ikke alene af socialistisk interesse, den er af interesse for alle lande, der bekymrer sig om deres selvstændighed og national udvikling, navnlig da for små stater. Men også her gælder det, at en sådan arbejdsdelings muligheder kun kan udnyttes fuldt ud under socialistisk planøkonomi .

Et alment karaktertræk for dansk industri er blevet, at den arbejder med forholdsvis højtkvalificeret arbejdskraft. Det forudsætter, at arbejderklassen gennemgående ofrer mere på sin uddannelse, altså at arbejdskraftens produktionsomkostninger ligger højere. Det nødvendiggør, at kapitalisterne indretter sig på at relativt højt lønniveau. Til gengæld kan de udnytte denne arbejdskraft til at skabe så meget mere merværdi (arbejdsproduktiviteten er højere). Disse særtræk, som ville være et værdifuldt udgangspunkt for en specialistisk udvikling, vil ikke kunne opretholdes, hvis dansk industri skal udholde en "fri" konkurrence fra overmægtige internationale monopoler, som arbejder på grundlag af en langt højere teknik og med en arbejdskraft, som gennemgående er mindre kvalificeret og lavere lønnet. Hvis Danmark således gøres til en vasalstat under de kapitalistiske hovedmagter, bliver det først og fremmest det arbejdende folk, som kommer til at betale - ikke alene gennem et pres på lønningerne, men gennem en almindelig degradation af hele sit kulturelle og sociale niveau.

Et socialistisk Danmark ville have muligheder for at sikre varig fremgang ud fra en plan til nationens udvikling, af omtrentlig følgende hovedlinien. Udnyttelse af monopolprofiterne til en omfattende industrialisering i by og på land. Statslig ledelse af udenrigshandelen med henblik på at sikre" tilførslen af råstoffer, moderne teknik og sværindustrielle produkter. Dette kan, hvis Danmark ikke forinden er tvunget ud i økonomisk tilbageståenhed, muliggøre at undgå en anstrengende forcering af en sværindustriel udvikling, men at få hovedvægten lagt på produktion af kvalitetsmaskiner, - redskaber, m.v. og på et overskud af forbrugsvarer beregnet på eksport til gengæld for tilførslerne. Dog måtte den påbegynde udvikling af visse grundstofindustrier (stålværker, cementindustriens råjernproduktion, brunkulsudvindingen) og sværindustrielle produktioner som skibsbygningen, og andre utvivlsomt videreføres og udvides. Endvidere måtte industrielt svagtudviklede områder fremhjælpes. Fremme af mekanisering og industrialisering af landbrugsproduktionen navnlig med henblik på teknisk understøttelse af det mindre landbrug i kooperativt samarbejde. (Herunder også af en væsentlig udvidelse af produktionen af landbrugsmaskiner og skabelse af en dansk traktorproduktion). Samtidig efterkommelse af et arbejdende landbrugs krav om jord efter princippet: Jorden skal tilhøre dem, der dyrker den. På disse måder kan også opnås en landbrugspolitik, som ikke sætter land op mod by, men bygger på den arbejdende befolknings fællesinteresser og på gensidig hjælp mellem land og by.

Ved arbejdernes aktive medbestemmelse i produktionens tilrettelæggelse kunne også de værdifulde træk i dansk industris struktur, i uddannelsesniveau, osv. ikke blot bevares, men videreudvikles i kvalitetsbetonet arbejde, som kan hævde sig internationalt,

Det danske arbejdende folks organiserende evne og træning vil lette det at skabe en folkelig ledelse af produktionen. Det betyder dog ikke, at det ikke vil være nødvendigt at tilegne sig megen ny erfaring, eller at fejl kan undgås. En af de vigtigste kilder hertil vil måske være den tendens til selvglad begrænsethed, som kapitalismen for sine formåls skyld har gjort meget for at fremelske.

En udvikling af samfundet efter denne art retningslinjer vil endelig være vejen til at videreføre den danske befolknings demokratiske traditioner og give demokratiet håndgribeligt indhold.

Socialismen bryder igennem i vor tid. Kommunismens opløftende fremtidsperspektiver rykker nær. Intet under, at flere og flere føler, at "strukturændringer" trænger sig på, at en helt ny, en socialistisk samfundsorden er nødvendig.

Lad os da ikke glemme, at det føret og fremmest er dem, der tog den hårde tørn for socialismens gennembrud, som har skabt betingelserne for, at vi i vor tid kan se en socialistisk samfund s omformning som et reelt perspektiv - gennem de erfaringer, de har beriget den internationale arbejderklasse med, gennem det modstykke, de har skabt mod den internationale kapitalismes magt, gennem den beredvillighed, de viser til at hjælpe små nationer i deres kamp for at sikre sig selvstændighed og for at opbygge sig en socialistisk samfundsorden efter deres forhold.

(Om den ideologiske kamp)

Herunder vil vi gå ind på følgende emner:

1. Basis og overbygning
2. Kampen mellem socialistisk og borgerlig ideologi
3. Kultur og politik
4. De intellektuelles rolle

I tidens debat siges det ofte, at den historiske og politiske udvikling bestemmes af ideernes "frie kamp", hvor det gode besejrer det onde alene i kraft af sin godhed, og hvor ret besejrer uret alene i kraft af sin retfærdighed. Dermed vil man sige, at de ideer, som under de rådende forhold er fremherskende, er det i kraft af deres fortræffelighed og moralske kvalitet. Når borgerlig tankegang hos os er mere udbredt end kommunistisk, skyldes det - siger man - dens indre værd i modsætning til kommunismens "underlødighed". Når man ved bestemte lejligheder indenfor visse kredse er i stand til at oppiske en pogromstemning mod kommunisterne, udlægges det som et "slående bevis" på kommunismens falskhed og umoral. For vi lever jo, hedder det, i et om ikke fuldendt, så dog næsten fuldkomment demokrati, hvor ideernes "egenvægt" gør udslaget.

Det er naturligvis et ganske praktisk synspunkt for dem, som har grebet over de materielle midler, hvormed ideerne udbredes; presse, radio, fjernsyn, film, skole, kirke, osv. Men alene det, at en sådan sammenhæng mellem ideer og materiel magt eksisterer, er nok til at vise, hvor urimelig talen om "ideernes frie kamp" er i vort samfund. Det er den overhovedet som "forklaring" på den historiske udvikling, som altså skulle bestå i, at nye og "bedre" ideer bestandig afløste de gamle. Hvilken forklaring skulle det egentlig kunne give ? Ser man "ideernes kamp" som noget frit i luften svævende, så ser man kun overfladekrusninger på historiens dybe strøm.

Heroverfor var det netop, da Marx gjorde en af sine helt afgørende indsatser med udviklingen af den materialistiske historieopfattelse. Som Engels sagde ved hans grav: "Marx opdagede den menneskelige histories udviklingslov, nemlig den simple kendsgerning, som hidtil havde været tilgroet i ideologi, at menneskene først og fremmest må spise, drikke, bo og klæde sig, inden de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion osv.; at altså produktionen af de umiddelbare materielle livsfornødenheder og dermed et folks eller en periodes økonomiske udviklingstrin til enhver tid danner det grundlag, ud fra hvilket statsinstitutionerne, retsopfattelsen, forestillingerne om kunst, ja selv de pågældende menneskers religiøse forestillinger har udviklet sig, og udfra hvilket de derfor også må forklares, og ikke omvendt som det hidtil er sket." (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 164).

Denne forståelse, som vi i det foregående allerede har gjort brug af i behandlingen af forskellige problemer, er så grundlæggende for marxismen, at det kan være berettiget at anføre nogle af Marx egne formuleringer af den. I en af sine mest strålende anvendelser af den historiske materialismes metode på en konkret politisk analyse, i "Louis Bonapartes 18.brumaire" (1853), siger han: "Ovenpå de forskellige former for ejendom, ovenpå de samfundsmæssige eksistensbetingelser rejser der sig en hel overbygning af forskelligartede og særprægede følelser, illusioner-, tankesæt og livsanskuelser. Klassen som helhed skaber og former dem ud fra sit materielle grundlag og ud fra de tilsvarende samfundsforhold. Det enkelte individ, som får dem indpodet gennem traditioner og opdragelse, kan indbilde sig, at de er de egentlige bevæggrunde og udgangspunktet for dets handlinger ... På samme måde, som man i privatlivet skelner mellem det, som et menneske mener og siger om sig selv, og det, det virkelig er og gør, må man endnu mere i de historiske kampe skelne mellem partiernes fraser og indbildninger og deres virkelige organisme og virkelige interesser, mellem hvad de forestiller sig og hvad de virkelig er" (Marx-Engels Udvalgte Skrifter, bind l, side 265f.),

Den helt klassiske udformning af sit synspunkt giver Marx i indledningen til "Kritik af den politiske økonomi", et forstudie til "Kapitalen", udsendt 1859: "I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. " (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind l, 355f). I disse ord har Marx påvist en så væsentlig sandhed, at den har sat sit præg på al senere, nogenledes alvorlig gennemført samfundsanalyse. Men kun marxisterne har draget konsekvenserne af den.

Vi har tidligere, i kapitel l, været inde på, at produktivkræfternes stadige udvikling efterhånden kræver en ændring af produktionsforholdene. Samfundets økonomiske struktur er bestemt af de (undertiden forskelligartede) produktionsforhold, som på det givne udviklingstrin findes i samfundet. Denne økonomiske struktur er det Marx: betegner som samfundets basis. I klassesamfundet, dvs. når produktionsforholdene bygger på udbytning, findes der i basis antagonistiske modsætninger, som giver sig udtryk i klassekamp.

Overbygningen er de politiske, retslige, religiøse, kunstneriske, filosofiske (eller sammenfattende: ideologiske) synspunkter i samfundet og de dertil svarende politiske, retslige og andre institutioner. Hvad Marx påviser er, at overbygningen er bestemt af basis, altså genspejler samfundets økonomiske struktur og forandrer sig med denne. "Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning", siger Marx (sammesteds). Det betyder også, at når der i basis findes antagonistiske modsætninger, findes sådanne også i overbygningen. Klassekampen gør sig altså også gældende i overbygningen, på det ideologiske område og omkring samfundets institutioner. Den klasse, som er den herskende i samfundets basis, dvs. indenfor den materielle produktion, vil også være herskende indenfor de områder, som hører til samfundets overbygning. Den vil opbygge sine institutioner og have overmagt til udbredelse af sin ideologi, mens de undertrykte klasser vil være svagere stillet. Klassekampen indenfor overbygningens forskellige afsnit, f.eks. indenfor de forskellige ideologiske områder, har sine specielle træk og udviklingslove. Det skaber ofte en forestilling om, at de er uafhængige af basis. Men trods alle særtræk er de dog i sidste instans betinget af basis, og afgørende ændringer i overbygningen forudsætter en ændring i samfundets basis.

Staten hører til overbygningen. Den er udformet af den herskende klasse og har som funktion at sætte dennes overherredømme igennem. Disse problemer har vi tidligere behandlet i mere direkte form. Vi ser nu, at de kun er en del af de overordentlig komplicerede forhold mellem basis og overbygning.

Marx' påvisning af, at samfundets institutioner og åndelige liv var bestemt af dets økonomiske struktur, var en inspirerende ledetråd til at forstå og se sammenhænge, som indtil da havde ligget i det dunkle. Dens enkle sandhed måtte begejstre den frembrydende socialistiske bevægelse og havde umådelig betydning for dennes idemæssige styrkelse. Men - som det ofte går under sådanne forhold - opstod der også tendenser til at misbruge og forgrove der.. Nogle forfaldt til at forenkle sammenhængen mellem basis og overbygning til, at basis mekanisk og direkte bestemte hver detailje i det åndelige og politiske liv. Sådanne overdrivelser var vel næsten uundgåelige, når den historiske materialismes nye tanker skulle slå igennem. Engels skrev herom i et af sine seneste breve, til Mehring i 1893; "Til at begynde med har vi alle lagt hovedvægten på, at de politiske, retslige og andre ideologiske forestillinger og tillige de af disse forestillinger formidlede handlinger afledes af de økonomiske grundkendsgerninger, og vi måtte lægge hovedvægten der. Derved fik den indholdsmæssige side os dengang til at forsømme spørgsmålet om formen: ad hvilke veje sker dannelsen af disse forestillinger, osv.. Det har så givet modstanderne en kærkommen anledning til misforståelser, respektive fordrejelser." (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 498).

Også sidenhen har der i den socialistiske bevægelse været tilbøjeligheder til vulgær-marxistiske forgrovelser i disse spørgsmål. Også senere generationer har med eet slag fået øjnene op for marxismens sandhed og har i deres begejstring forenklet den over evne. Nogle har f.eks. villet aflede ethvert modelune i beklædning, hårvækst, osv. direkte af de skiftende trin af den kapitalistiske økonomis konjunkturer. Andre har villet "forklare" ethvert kunstværk, enhver politisk optræden direkte ud fra den pågældendes økonomiske kår. Den slags fører dels til oplagte urimeligheder, som marxismens fjender triumferende hæver frem som en skalp, der skal bevise, at de har nedlagt deres modstandere, dels afleder de marxisterne fra at finde frem til den virkelige og mere komplicerede sammenhæng mellem den økonomiske basis og de ideer og meninger, som brydes i tiden. Og det er skade, for det berører spørgsmål af stor praktisk betydning for den politiske kamp. Inden vi derfor går over til videre betydning af den politiske kamp. Inden vi derfor går over til videre anvendelse af den marxistiske teori om basis og overbygning, kan det derfor være vigtigt på forhånd at tilbagevise nogle almindelige forgrovelser af den.

Marxismen har således aldrig påstået, at overbygningen - ideerne osv. - blot var passiv afspejling af samfundets materielle kår. Alene Marx bekendte ord om, at "teorien bliver til materiel magt, når den griber masserne" er nok til at vise det. Det er basis, der former overbygningen, men der består mellem dem en stadig vekselvirkning - ganske i overensstemmelse med marxismens dialektiske betragtningsmåde. Marxismen har aldrig påstået sådanne meningsløsheder, som at ideerne skulle være en automatisk følge af klasseforholdene i samfundet og dermed uden betydning for den historiske udvikling. For at vise, at dette ikke er en nymodens "opkalkning" af marxismens synspunkter, kan anføres, hvad Engels skrev i et brev til Starkenburg, 1894: Det drejer sig altså ikke, som man nu og da såre nemt forestiller sig det, om en automatisk virkning af den økonomiske situation; nej, menneskene skaber selv deres historie, men i et givet milieu, der betinger den, på grundlag af faktiske forhold, som de har forefundet, og blandt hvilke de økonomiske, i hvor høj grad de end måtte stå under indflydelse af de øvrige politiske og ideologiske forhold, alligevel i sidste instans er de afgørende og danner den røde tråd, der går igennem det hele, og som alene fører til forståelse. " (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 506).

Politisk ledelse er netop udtryk for overbygningens aktive indvirkning på basis. En stor del af den politiske kamp i det kapitalistiske samfund vil derfor dreje sig om problemer af denne art. Den borgerlige overbygning indenfor det kapitalistiske samfunds overbygning arbejder aktivt på at styrke kapitalismens basis. Herunder stræber den også efter at beherske og underlægge sig de elementer i overbygningen, som arbejderklassen og andre arbejdende klasser har skabt sig som redskaber i klassekampen (f.eks. fagforeninger, partier). Det er i hele dette komplicerede spil man må kunne orientere sig for at føre politisk kamp. Man det kan kun gøres ud fra den grundlæggende forståelse, at "den røde tråd, der går gennem det hele" er den klassekamp, som er indeholdt i selve kapitalismens basis.

En anden forvrængning af marxismens standpunkter går ud på, at når en ny basis - f.eks. den socialistiske i forhold til den kapitalistiske - kræver en ny overbygning, så betyder det altså, at det ny samfund må tilintetgøre alt, hvad der var i det gamle samfund - ondt som godt, værdiløst som værdifuldt. På den måde forsøger man f.eks. at stemple socialismen som en kulturløs eller kulturfjendtlig bevægelse. På den anden side kan man også træffe "ultra-venstre", delvis anarkistiske elementer i arbejderbevægelsen, som vil hævde lignende synspunkter. De beror i høj grad på en misforståelse af, hvad overbygningen egentlig er.

Det er ikke alt i et samfund, som hører til basis og overbygning. Produktionsredskaberne, f.eks. maskinerne i vor tid, kan ligefuldt anvendes i forskellige produktionsmåder. Maskinerne som sådan er neutrale i klassekampen. Der er de produktionsforhold, hvori de indgår, som udgør samfundets basis. Maskinerne er heller ikke en del af overbygningen. Deres betydning for overbygningen er kun indirekte. En udvikling af produktionsredskaberne, af tekniken, kan kræve en ændring i produktionsforholdene, i basis, og derigennem ændringer i overbygningen. Men maskinerne selv kan bruges såvel af den ene som af den anden klasse. Det var derfor en højst ejendommelig ide, som de såkaldte "troglodyter" i Sovjetunionen fik, da de krævede de gamle jernbaner revet op med den begrundelse, at de var "kapitalistiske".

Men det er ikke blot maskinerne, der forholder sig upartisk overfor klasserne, og derfor ikke indgår i overbygningen. Det samme gælder teknisk indsigt og kunnen, objektive videnskabelige forskningsresultater, og f.eks. et fænomen som sproget. Et nyt samfund kan fornuftigvis på ingen måde stræbe efter at "tilintetgøre" slige ting, men vil tværtimod søge at videreudvikle dem. Den tilintetgørelse af det gamle samfunds overbygning, som må ske, har intetsomhelst med sådanne urimeligheder at gøre.

Man skal overhovedet gøre sig klar over, at der i løbet af den samfundsudvikling, som drives frem af klassekampen, også vindes almenmenneskelige fremskridt, dvs. fremskridt, som kan have positiv betydning for alle samfundets klasser. Det gælder i menneskenes kamp for at beherske naturen (dvs. i overvindelsen af modsigelserne mellem menneskene og naturen) - hvor det giver sig udtryk på områder som de just nævnte, gennem videnskabelige og tekniske fremskridt, osv. Det gælder også i løbet af klassekampen på rent ideologiske områder (dvs. i overvindelsen af modsigelser indenfor overbygningen) - f.eks. indenfor kunst, moral, og andre, som givetvis er led i overbygningen, men hvis udvikling alligevel frembringer blivende skønhedsværdier, alment anerkendte højere moralnormer, osv.. Det samme gælder udviklingen af en folkelig kultur i de undertrykte klasser. Og endelig efterlader også overvindelsen af modsigelser mellem basis og overbygning - f.eks. de borgerlige revolutioners omstyrtelse af feudalismens overbygning eller dannelsen af nationalstater - sig varige erfaringer og forestillinger, som indgår i samfundets tradition. Alle de således vundne almenmenneskelige og varige fremskridt udgør samfundets kulturarv og progressive tradition. Den søger den ny ledende klasse på ingen måde at tilintetgøre, men tværtimod at værne og videreudvikle.

Hvad der må overvindes og tilintetgøres, er det system af institutioner og forestillinger, der har som funktion at opretholde den gamle basis, dvs. det gamle klasseherredømme. Men man må ingenlunde forveksle systemets tilintetgørelse med en tilintetgørelse af alle de elementer, der indgår i det.

Det fremgår, at skematisme er marxismen fremmed i behandlingen af de komplicerede problemer, som sammenhængen mellem ideologi og samfund udgår. Der er heller ikke få problemer, som endnu ikke har fundet tilstrækkelig afklaring, og der er på disse områder et rigt arbejdsfelt for marxismens teori. Mange og livlige diskussioner foregår i den internationale marxistiske bevægelse omkring disse problemer, og det vil være af stor praktisk betydning, at de føres igennem til nye resultater. Men uanset al indviklethed og alle ufuldstændigt løste problemer, så har marxismen dog udformet og udbygget det grundlag ud fra hvilket løsningen alene kan findes, og hvis kærnepunkt er, at man kun kan fatte den ideologiske kamps problemer, når man ser den som udtryk for klassekampen i samfundet.

Den grundlæggende modsætning i vort samfunds økonomiske basis er modsætningen mellem kapitalistklasse og arbejderklasse. Kampen imellem dem er uforsonlig - den drejer sig om, hvem der overvinder hvem. Enten bevares den privatkapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne, eller også gennemfører arbejderklassen i spidsen for andre lag af det arbejdende folk den samfundsmæssige ejendomsret til produktionsmidlerne. Noget tredie gives ikke. Og i denne kamp sidder kapitalen endnu inde med overmagten, mens arbejderklassen repræsenterer den historiske nødvendighed, dvs., den samfundsændring, som produktivkræfterne kræver. Det er disse forhold i basis, som også bestemmer vort samfunds overbygning og den ideologiske kamp i vor tid.

Den borgerlige overbygning har til opgave at forsvare og styrke den kapitalistiske basis. Det samme formål tjener derfor også den borgerlige ideologi, dvs. hele den brogede mangfoldighed af forestillinger, tankegange," teorier, illusioner og følelser, som kapitalismens samfund og dets institutioner præger folk med for at gøre dem til redskaber for den kapitalistiske produktionsmåde.

"Ideologien", skrev Engels i det førnævnte brev til Mehring, "er en proces, som det såkaldte tænkende menneske ganske vist fuldbyrder med bevidsthed, men med en falsk bevidsthed. De egentlige drivkræfter, som bevæger ham, er ham ubekendte, ellers ville det netop ikke være nogen ideologisk proces. Han foregøgler sig altså gale eller tilsyneladende drivkræfter. Da det er en tankeproces, afleder han dens indhold og dens form af den rene tænkning, enten af sin egen eller af sine forgængeres." (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind 2, side 498).

Man tror at have "frie meninger". Man tager tusind ting for givet uden at bemærke sig, at de beror på forestillinger, som man ubevidst har fået indpodet gennem tradition, opdragelse, uddannelse, eller hele det system af påvirkningsmidler, som hører til den borgerlige overbygning. Man ser herved bort fra det væsentlige - nemlig at virkningen af den borgerlige ideologi, man har ladet sig præge med, er, at man handler i overensstemmelse med kapitalistklassens interesser.

Den borgerlige ideologi har til formål at beherske folks sind således, at de undertrykte klasser ikke får mod og klarhed til med konsekvens at kæmpe for deres virkelige interesser. Den har derfor som hovedformål at tilsløre virkeligheden, sandheden om de virkelige modsætninger i samfundets grundlag. Den skal især udviske bevidstheden om klassekampens realiteter og overhovedet bortlede folk fra klassekampen. Den udnytter herunder allehånde overleverede fordomme, uvidenhed og træghed. Men den gør sig også gældende på langt mere raffinerede måder indenfor de forskellige ideologiske områder i en filosofi, som ser bort fra modsætningernes kamp eller fra begivenhedernes materielle grundlag; i en økonomisk videnskab, som fornægter kapitalismens grundlæggende love; i en moral, som akcepterer kapitalismens fundamentale umenneskelighed og fordømmer kampen imod den; i en kunst, som appellerer til flugt fra virkeligheden osv. Da det kapitalistiske borgerskab endnu var en progressiv klasse, som stormede frem for at sprænge feudalismens lænker over samfundet, havde den borgerlige ideologi i mange henseender et andet præg. Da frygtede den ikke virkeligheden og fremskridtet. Men nu i monopolkapitalismens tid, hvor virkeligt fremskridt fordrer sprængning af den økonomiske basis, har den borgerlige ideologi udviklet sig til at blive virkelighedsfjendsk og reaktionær. Derved må den også fornægte eller forvrænge mange træk fra sin progressive tid, hvad der bevirker en række modsigelser også indenfor den borgerlige ideologi.

Arbejderklassen og de andre lag, som holdes nede af kapitalismens magt, får imidlertid i det daglige liv mange erfaringer for, at den borgerlige ideologi er falsk. I den store franske revolution, da bourgeoisiet var på sit revolutionære højdepunkt og lod "frihedens, lighedens og broderskabets banner smælde - da vedtog det en lov (Le Chapelier), som indførte dødsstraf for arbejdere, som indgik faglige sammenslutninger. Det var nemlig en krænkelse af "erhvervenes frihed"! Overhovedet erfarer den arbejdende befolkning hver eneste dag i livets hårde praksis, at virkeligheden er noget ganske andet end ideologernes tale om "de borgerlige friheder". Det giver spirerne til en klassebevidsthed, der står i modstrid til den borgerlige ideologi.

Netop mod denne klassebevidsthed sætter den herskende klasses ideologi ind med hele sin vægt. Den møder op ved sine prælater og prædikanter og andre propagandister og påkalder Vorherre, "demokratiet", "moralen", eller hvad der nu ellers kan være af virkning, for at bringe de opsætsige i tvivl eller vildrede, så rygraden i deres modstand knækkes. De skal overtydes om, at deres "selvrådighed" strider mod tingenes uforanderlige orden. Om nødigt gives der "vægt" til argumenterne ved simpel magtanvendelse - men det er den mindre ideologiske side af sagen. Ideologisk gælder det frem for alt at bryde de undertryktes kampmoral.

Skal de undertrykte klasser kunne stå imod den overmagt, som således sættes ind, er det ikke nok med utilfredshed og instinktiv uvilje mod de herskende. Så er det nødvendigt at møde den herskende ideologi også på dens eget plan - på det ideologiske. Mod den borgerlige ideologis falske forklaringer om, at "helheden", "verdensordenen", "moralen", etc. kræver underkastelse, må en socialistisk ideologi kunne eftervise den virkelige sammenhæng, og således vise perspektivet i de undertrykte klassers kamp, dens veje og metoder og dens retfærdighed. Det kræver også en

 teoretisk indsats. Det kræver, at man møder den borgerlige ideologis indflydelse indenfor alle områder af samfundets åndelige liv med en socialistisk omvurdering. Det kræver mest umiddelbart, at man sønderplukker de fraser og sofismer, hvormed den borgerlige ideologi direkte søger at lamme folkets selvstændige aktivitet, efterviser deres klassemæssige baggrund og formål, og deroverfor stiller de socialistiske synspunkter og vurderinger, som svarer til klassekampens virkelighed.

Det siges undertiden i arbejderbevægelsen, at en sådan indsats er overflødig og unødigt belastende. Blot man fører kampen i de daglige sammenstød med kapitalen, så vokser klassebevidstheden af sig selv "spontant" over i en socialistisk bevidsthed. Det er rigtigt, at det faste grundlag for en socialistisk ideologi er de praktiske erfaringer i sanmenstødene med kapitalen. Men det er ikke rigtigt, at disse erfaringer er nok, når det gælder at holde stand mod kapitalismens åndelige påvirkning. Dertil er dens midler i det samfund, hvor den har magten, altfor overvældende. Alle erfaringer understreger dette. Dansk arbejderbevægelse lagde fra sin begyndelse kun ringe vægt på den teoretiske kamp, men koncentrerede alt om indsatsen for dagen og vejen. Derfor blev det også så forholdsvis nemt at lede den ind på den borgerlige reformpolitiks baner, som socialdemokratiet har ført videre i atlantpolitik og national selvopgivelse. Når vort parti under en hæftig borgerlig propagandakampagne mistede en del intellektuelle medlemmer, som i deres daglige indsats for fremskridt havde gjort udmærkede ting, må det ligeledes tilskrives manglende socialistisk bevidsthed. Nogle af dem fandt jo endda bagefter anledning til at konstatere dette ganske højlydt. Nej, den socialistiske bevidsthed kommer ingenlunde spontant og af sig selv!

Et særligt udslag af denne "spontanitetsteori" er troen på, at den elendiggørelse, som følger i kapitalismens spor, "af sig selv" vil vække arbejderklassen ("De skal bare ned med nakken"). Det er naturligvis rigtigt, at en forringelse af arbejderklassens stilling kan blive udgangspunkt for store kampe, men de kommer ingenlunde af sig selv. Elendigheden kan også sløve og gøre desperat, så man falder for nye iscenesættelser af kapitalismens propaganda (nazismen i Tyskland). Sætter man ikke ind for at vinde arbejderne for klassemæssig bevidsthed, går det uvægerligt den vej,

Lader man stå til overfor den borgerlige ideologi, giver man sig hen i forestillinger om, at den socialistiske udvikling kommer af sig selv og spontant, så vinder kapitalismen overhånd. Lenin har ret, når han siger: "Arbejderklassen drages spontant til socialismen, men den borgerlige ideologi, som er mest udbredt (og stadig genfødes i de mest varierede former) er alligevel den, der spontant og først og fremmest påtvinges arbejderen". (Lenin, Udvalgte værker, bind 2, side 58). Ligeledes, når han drager den konsekvens: "Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse." (sammesteds, side 35). Det er en nødvendig opgave for den socialistiske bevægelse at vinde sig kræfter og forudsætninger for også at kunne føre kampen på den teoretiske front.

Der er ingen grund for et socialistisk arbejderparti til at falde i fortvivlelse og panik, fordi det lykkes borgerlig påvirkning at vinde overhånd i visse perioder. Man må se i øjnene, at "den borgerlige ideologi ifølge sin herkomst er langt ældre end den socialistiske, at den er langt mere alsidigt udformet, at den råder over langt større udbredelsesmidler. " (sammesteds, side 58).

Der er derimod grund til nøgternt at overveje og undersøge på hvilke måder og med hvilke midler den borgerlige ideologi har vundet overhånd, og hvordan der fra socialistisk side må sættes ind herimod. Men det kan aldrig begrunde en afsvækkelse af den socialistiske ideologi. Tværtimod.

Ligesom det kapitalistiske systems økonomiske basis rummer en klassekamp, hvor kun den ene eller den anden kan sejre, således gælder det også, at den ideologiske kamp i samfundets overbygning står mellem to modsætninger, mellem borgerlig eller socialistisk ideologi. Rykker den ene frem, sker det på bekostning af den anden. Derfor sagde Lenin: "Spørgsmålet står kun således: borgerlig eller socialistisk ideologi. Her findes ingen mellemvej ... Derfor betyder enhver afsvækkelse af den socialistiske ideologi, ethvert frafald fra den tillige en styrkelse af bourgeoisiets ideologi. '' (sammesteds, side 55f).

Dette er ikke mindre rigtigt, fordi det er skrevet for over 50 år siden. Det er begrundet i selve det kapitalistiske systems væsen som en kamp mellem to hovedklasser. Det er bekræftet af utallige erfaringer på arbejderbevægelsens vej. Derfor kan man aldrig finde en udvej gennem at sælge ud af socialismens grundlæggende principper, men kun gennem ændringer i formerne for deres udbredelse og gennem en videreudvikling på grundlag af disse principper.

I det kapitalistiske samfunds klassemæssige grundlag finder der naturligvis lag, som hverken hører helt til på kapitalistklassens side eller på arbejderklassens side. På den ene side kan de have en vis andel i merværdien (mellembønder, handlende) eller på anden måde være tilgodeset med særfordele af kapitalen (betroede funktionærer, specialister), på den anden side er deres arbejds- og levevilkår på linje med eller forbundet med arbejderklassens. Disse småborgerlige lag udgør ikke nogen selvstændige klassekræfter. De vakler mellem hovedkræfterne. Deres interesser er på længere sigt forbundet med arbejderklassens sejr i klassekampen, men de føler ikke kapitalens kamp imod dem selv på samme direkte måde. De vil derfor være lettere tilgængelige for borgerlig ideologis indflydelse, samtidig med at de kan hævde standpunkter, som ligger socialistisk indstilling nær. Derfor træffer man i den ideologiske kamp også på standpunkter, som på principløs måde søger at "forene" borgerlig og socialistisk ideologi. Sådanne standpunkter kaldes småborgerlige, hvorved der ikke er sagt, at deres talsmænds private leveforhold behøver et være småborgerskabets. (Socialdemokratismen er således en småborgerlig tankegang, skønt den jo præger mange arbejdere). Uanset den personlige hæderlighed, der måtte ligge i sådanne "foreningsbestræbelser", må det imidlertid konstateres, at de er uholdbare overfor enhver virkelig prøvelse i praksis. De er ligeså umulige som en "forsoning" mellem arbejde og kapital. De udgør ligeså lidt en selvstændig ideologi som småborgerskabet udgør en selvstændig klasse. Når klassekampen spidses til, kan de ikke længere rumme et både-og, så bliver det et enten-eller. Det er naturligvis arbejderklassens opgave at vinde de vaklende over på sin side, men det går den ikke ved at afsvække sin socialistiske ideologi - derved ville ondt kun blive værre - men ved at føre den bedre og dygtigere frem.

Den ideologiske kamp i vor tid bærer naturligvis yderligere præg af klassekampens internationale karakter. Arbejderklassen står ikke blot overfor sit hjemlige borgerskabs propaganda, men overfor den internationale monopolkapitals ideologiske felttog. Til gengæld har den støtte af, at de socialistiske kræfters sejre også har deres internationale virkning. Denne situation forstærker internationalismens betydning i den socialistiske ideologi.

Det siges undertiden, at den internationale kamp for en fredelig sameksistens også må betyde, at der må tilstræbes en "forsoning" mellem socialistisk og kapitalistisk ideologi. Men derved sammenblander man helt forskellige ting. Fredelig sameksistens betyder, at stater med forskellige samfundssystemer kan leve fredeligt side om side, kappestrid. Forskellen i samfundssystemer betinger også en forskel i ideologi. Kappestridens fredelige karakter betyder netop, at dens ideologiske sider vil blive så meget mere fremtrædende. Både kampen for og kampen under den fredelige sameksistens kræver en styrkelse, ikke en af svækkelse af den socialistiske ideologi, en udbygning og uddybning af den til alle sider.

Arbejderklassens socialistiske (kommunistiske) parti er den institution i samfundets overbygning, som er bærer af den socialistiske ideologi. Det er det grundlag, det er dannet på. De kapitalistiske klassekræfter sætter ind på at ramme og svække partiet. De gør det med magtmidler, men også med ideologiske midler. Kan de svække dets ideologiske grundlag, har de ramt dets livsnerve. De har muligheder for det, fordi arbejderklassen og partiets medlemmer lever i et samfund, hvor borgerlig ideologi er herskende. De er ikke immune overfor borgerlige og småborgerlige påvirkninger. Revisionistiske eller nationalistiske strømninger er f.eks. udtryk for en sådan påvirkning.

Hvad må partiet gøre, hvis sådanne opfattelser vinder indpas i det? Det må ubetinget tage en ideologisk kamp op imod dem i erindring om at "ethvert frafald, fra den socialistiske ideologi betyder en styrkelse af bourgeoisiets ideologi". Men hvordan? Med overbevisningens metode. Det betyder, at der må tages stilling til og gives svar på de "sager", som føres frem. Men det betyder også, at der må gennemføres en analyse af disse opfattelser ud fra den socialistiske teori. Det vil sige, man må gøre klart, hvilken rolle sådanne strømninger spiller i klassekampen. Bygger de på socialistisk ideologi eller er de efterklange af borgerlig ideologi? Hvad er deres klassemæssige indhold ? Den sikreste prøve på sådanne strømninger er at se på deres virkning. Hvilken side i klassekampen gavner de? Det var netop hvad Lenin tilrådede: "Når man ikke straks kan se, hvilke politiske eller sociale grupper, kræfter eller faktorer, som forfægter bestemte forslag, foranstaltninger osv., må man altid stille spørgsmålet: "Hvem gavner det?". Og han tilføjede: "I politik er det ikke så vigtigt, hvem som direkte hævder bestemte synspunkter. Vigtigt er, hvem gavner disse synspunkter, forslag eller foranstaltninger. " (Lenin, Samlede Værker, bind 19, side 35, russisk).

I et parti, der bygger på den marxistiske forståelse af klassekampen, er det indlysende, at en sådan gennemført analyse vil have sin afklarende virkning. På det grundlag vil partiet tage sin stilling. Men, kan man spørge, når borgerlig ideologi er herskende og har sådan en materiel overmagt i det kapitalistiske samfund, hvor kan socialistisk ideologi da overhovedet gøre sig håb om at vinde frem? Hvorfor kan man tilskrive den sådan en kraft ? Simpelthen fordi den er sand. Den afslører de virkelige kræfter og sammenhænge i samfundet, hvor den borgerlige ideologi søger at tilsløre dem. Den viser dermed arbejderklasse og folk vejene til at varetage deres virkelige interesser, hvor den borgerlige ideologi søger at proppe dem med tvangsforestillinger, som får dem til at handle imod deres egentlige stræben. Den forsvarer og frigør derved mennesket, hvor den borgerlige ideologi sager at forkrøble sindene, så menneskene affinder sig med forhold, ja med katastrofer, hvis meningsløshed nøgternt vurderet skriger mod himlen. Fordi den socialistiske ideologi således afspejler virkeligheden og dens udviklingsbehov, mens den borgerlige ideologi er en "falsk bevidsthed", ejer socialismen kræfter, så den kan bane sig vej selv igennem stor materiel overmagt. Den herskende ideologi kan den ikke blive, før samfundets basis er ændret, men den kan vinde positioner og inspirere dannelsen af en folkelig samling, som kan omforme samfundets økonomiske grundlag.

For et kommunistiske parti i kamp mod en herskende kapitalistisk samfundsorden er det nødvendigt at forstå at dette er betingelserne, hvorunder den politiske og ideologiske kamp må foregå. De, der henfalder til mismod over, at socialismens sandheder ikke umiddelbart vinder anerkendelse, undervurderer den magt, som det bestående samfunds ideologi må have. Det kan ikke gå uden videre at overvinde den. Men de, der ikke forstår, at denne magt alligevel kan gennembrydes, undervurderer på den anden side sandhedens magt, at virkeligheden er stærkere end en falsk ideologi og i det lange løb vil vise sig som sådan.

Hvordan får vi da sandheden til at bryde igennem i bevidstheden? Det gælder for klasserne som for den enkelte, at praksis er prøvestenen for tankene rigtighed. Det, der fremfor alt overbeviser og får den virkelige sammenhæng til at træde frem, er praktiske erfaringer. Er klassen i bevægelse, i kamp mod det ene eller det andet udslag af den herskende samfundsorden, vil den ud fra praktisk erfaring lære at skelne mellem ven og fjende og således så virkeligheden bag ordene. Så vil også socialismens forklaringer på sammenhængen i tingene falde på frugtbar jord, og da kan det spire og gro med forbløffende hast. Det, der er samlet sammen til gennem mange tilsyneladende "døde" år, kan bryde igennem med en pludselighedens kraft.

Vi oplevede det herhjemme f.eks. under de store massebevægelsers tid under frihedskampen. Masser af mennesker, om hvilke man havde sagt, at de såmænd til deres dages ende ville traske tankeløst i de borgerlige eller socialdemokratiske lederes spor, viste sig så udmærket vel i stand til at se igennem det hele - og til at handle derefter. Endnu mere gælder det i revolutionære perioder, hvor alle klassekræfterne kommer skarpere frem i dagen og får den kunstige ideologiske oppudsning til at skalle af. Som Lenin sagde det: "I revolutionens tid lærer millioner og atter millioner mennesker hver uge mere end ellers på et år af det sædvanlige søvnige liv. Thi ved et brat omsving i et helt folks liv kan man særlig klart hvilke klasser i folket, der forfølger disse eller hine mål, hvilken styrke de råder over, med hvilke midler de (Lenin, Udvalgte Værker, bind 7, side 99).

Opgaven består derfor i at få arbejderklassen og folket i bevægelse for sine interesser og til at lære af kampen. Ud fra den praktiske erfaring, som begynder i det små, må vi vise sammenhængen i tingene og de store opgaver, der vokser deraf.

Den socialistiske ideologi må ikke ses som et "godt påhit" af nogle store tænkere. Hvad disse tænkere har udformet er de tidsmæssige behov hos den klasse, som af samfundsudviklingens objektive love er bestemt til at gå forrest i gennemførelsen af den samfundsændring, som allerede er blevet en historisk nødvendighed. I den forstand er socialismen arbejderklassens ideologi, den mest progressive klasses ideologi, og dermed også sin tids mest progressive ideologi. Arbejderklassens interesser og fremskridtets interesser er uadskilleligt forbundne. Arbejderklassens interesser kræver derfor en ideologi, som sammenfatter sin tids menneskelige viden til så klar og dybtgående en virkeligheds erkendelse, som overhovedet muligt - en ideologi, som efter sit væsen stræber efter sandhed, og menneskelighed.

Det præger den socialistiske stræben på alle ideologiens områder. I filosofien gennem den dialektiske materialisme, som konsekvent fastholder den materielle virkelighed som udgangspunkt, og som ser modsigelsernes kamp i al udvikling, i videnskaben gennem en konkret sandhedssøgen uhindret af mekanisk stivhed eller forældede forestillinger om åndens skaberkraft. I kunsten gennem en realisme, som søger tingenes virkelige væsen, og som stræber efter at bringe menneskehedens budskab til en menneskehed i opbrud.

Denne socialismens stræben er ingenlunde noget afsluttet. Historisk set står den ved sin første begyndelse. Den kæmper sig vej frem, gør sig fri af overlevede levn fra fortiden, samtidig med at den værner og videreudvikler alt, hvad der er levedygtigt. Den viderefører derved den specifike udvikling indenfor åndslivets forskellige områder.

Denne ideologiske kamp er ikke afsluttet med socialismens sejr i samfundslivet. Gamle tiders ideologi er mere sejglivet end dens basis. Den ny tids ideologi er ung. Den udformes gennem stadig nyindhentede erfaringer, fra fremstød, fra fejlgreb, fra rettelser. Men ingen kan forstå vor tids idédebat og åndsliv, hvis ikke de ser de vældige, frembrydende kræfter, der er båret af socialismens ideologi.

Det hævdes ofte, at kultur og politik intet har med hinanden at gøre og heller ikke bør have det. Det kan være forståeligt, for så vidt man deri lægger en protest mod, at "karriereøller" og personlige bekendtskaber skal bestemme kulturens vilkår. Men som almindeligt synspunkt er det ikke holdbart.

Politik og kultur indgår begge i samfundets overbygning. De afspejler derfor begge klassekampen i samfundets basis. Det er således urigtigt at sige, at de intet har med hinanden at gøre; gennem klassekampen er de uløseligt forbundne. Også videnskab og kunst er i sidste instans våben i klassekampen. Det er ikke vanskeligt at finde meget indlysende eksempler herpå. (Økonomisk videnskab, oplysningstidens forfattere, den franske revolutions malere, osv.}.

Men samtidig må det understreges, at politik og kultur ikke er det samme. Den politiske kamp er et meget direkte udtryk for klassekampen. Det kan videnskab, kunst, osv. også være, men taget som helhed er deres forbindelse til klassekampen betydelig mere kompliceret. Det ville være utilbørlig skematisme at se bort herfra. Det ville være at bortskære alle kulturlivets særegne træk - det, der gør kulturen til kultur.

Når den ideologiske kamp også gør sig gældende på kulturene områder, betyder det, at arbejderklassen også har sine positioner at hævde i den kulturelle kamp, svarende til den socialistiske ideologis grundsynspunkter. Men skal de socialistiske kultursynspunkter være andet og mere end et ydre stakitværk, må de samtidig på det intimeste være forbundet med de pågældende kulturområders eget indre liv.

Fra et socialistisk synspunkt må man således afvise teorierne om "kunst for kunstens skyld" og "videnskab for videnskabens skyld". Man må heroverfor fastslå, at kunst og videnskab kun får sin sande mening og sin fulde betydning når den. er til for folkets skyld. Kulturens forbindelse med folket er dens egentligste livskilde.

På den anden side må man ikke opstille så snævre rammer for kulturens betjening af folket, at det hæmmer kulturlivets progressive udvikling. Den højere matematik er f.eks. ikke påfaldende populær i bredere kredse, men derfor vender man fra et socialistisk synspunkt sig ingenlunde imod den. Det er bekendt, hvordan teorier, som oprindelig er udviklet som "ren matematik", ved nyopdagelser i naturen eller tekniken pludselig har fået enorm praktisk betydning, så udviklingen er blevet væsentligt fremskyndet ved, at de pågældende matematiske discipliner allerede var teoretisk gennemarbejdet. Sådan har også den "rene" matematik kunnet tjene folket. Fra et socialistisk synspunkt forkaster man ejheller et kunstværk, fordi dets skaber ikke er socialister. Tolstoj, Balzac og Pontoppidan var ikke socialister. Balzac var politisk endog en temmelig hårdkogt reaktionær. Alligevel sætter socialister deres værker højt, fordi de rummer en så intens indlevelse i virkeligheden, at det ofte er som om stoffet bliver stærkere end forfatteren, så værkerne bringer deres læsere til at se og føle virkeligheden og dens udviklingslinier klarere, dybere og stærkere. Derved tjener de folket. Dog betyder dette ikke, at man fra et socialistisk synspunkt ikke også kan have kritik og indvendinger mod disse forfattere og deres værker.

På denne måde ses det, at socialismen ikke kan klare sin stilling til kulturproblemerne alene ud fra visse almene principper og synspunkter. På hvert enkelt kulturområde fordres en indgående og konkret analyse. Saglig indsigt og argumentation er nødvendig for gennemførelsen af en socialistisk analyse. De socialistiske grundsynspunkter er ikke en stang, som lader sig benytte til i et elegant spring at sætte over alle kulturens saglige og fagmæssige problemer. Ligeså lidt er en videnskabsmands eller en kunstners socialistiske ideologi nogen garanti for, at hans værk bliver vellykket. Den garanterer ham hverken sagkundskab eller talent.

Den socialistiske ideologi betyder i kulturkampen en indsigt i sammenhænge i naturens og samfundets udviklingslove, som de, der er fanget af borgerlig ideologi, ikke kan eller vil se. Den socialistiske ideologi betyder dermed en vejledning i kampen for at udvikle kulturen og stille den i folkets tjeneste. Den betyder et sikkert grundlag i kampen mod de udslag af borgerlig ideologi, som fører til kulturens udnyttelse i den herskende klasses interesse. Den betyder en ansvarsfølelse overfor folket, som giver grundlag for en sand humanisme i kulturen.

Arbejderklassens positioner i den kulturelle kamp betyder derfor: fastholdelse, uddybelse og afklaring af de socialistiske grundsynspunkter og skabende anvendelse af dem til at stille alle menneskehedens erobringer i folkets og befrielseskampens tjeneste.

At gøre dette på egnede måder, er ikke ligetil og kan ikke være det. Det kan ikke gøres efter passer og lineal. Endnu må mange erfaringer indhøstes og mange diskussioner føres, før de dermed forbundne problemer er bragt til afklaring. Her ligger opgaver for en frugtbar videreudvikling af marxismens teori, som må ske i .kamp mod den indflydelse fra borgerlig ideologi, som netop benytter bestående uklarhed til at trænge sig på.

Marxismen forenkler ikke kulturkampen til et spørgsmål om "arbejderkultur" i den. forstand, som Bomholt i 20'erne proklamerede det. Det var en ganske vulgær teori, som intet havde med socialisme at gøre, men som nærmere idealiserede småborgerligheden i arbejderklassens navn.

Det har efter krigen været diskuteret i den internationale, marxistiske bevægelse om man kunne betegne den ideologiske kamp på videnskabens område som en kamp mellem "proletarisk videnskab" og "borgerlig videnskab". Man må her skelne mellem på den ene side naturvidenskaber, på den anden side samfundsvidenskaber og filosofi.

Hvad naturvidenskaberne angår, vil det være urigtigt at skelne mellem borgerlig og proletarisk fysik, kemi, osv. Det vil ud fra alle synspunkter være besynderligt at skelne mellem "røde" og "sorte" atomer eller "østlige" og "vestlige" elektroner. Den faktiske videnskabelige erkendelse, som menneskene opnår i deres kamp med naturen, er ikke klassemæssigt bestemt. Den hører - som tidligere nævnt - slet ikke til overbygningen. Det betyder imidlertid ikke, at den ideologiske kamp ikke gør sig gældende indenfor naturvidenskaben. For den faktiske indsigt er - og i vor tid så meget som nogensinde - sammenblandet og sammenvævet med synspunkter, som er af ideologisk, ikke naturvidenskabelig oprindelse. Når man søger at generalisere faktiske erkendelser til "verdensbilleder", kommer også videnskabsmandens almene verdensanskuelse ind. Så optræder han ikke mere som naturvidenskabsmand, men som ideologisk barn af sin tid. Den anerkendelse, han kan have krav på som videnskabsmand, behøver ikke at følge ham som ideolog og filosof. Sådan forholder det sig med den såkaldte "komplementaritetsteori" i atomfysiken, som efterhånden herhjemme har fået en voldsom popularitet blandt folk, som næppe forstår den, og som slet ikke forstår atomfysiken, men som med fingernemhed udnytter den til taskenspillerstreger i den borgerlige ideologis tjeneste. Det viser, at "komplementariteten" er mere ideologi end fysik. Der er derfor heller ikke grund til at tage den som anledning til at kalde fysiken for borgerlig. Derimod er der grund til at bekæmpe den som udslag af borgerlig ideologi.

Hvad samfundsvidenskaberne angår, er de mere direkte forbundet med klassekampen. Man kan således meget vel tale om en borgerlig økonomi, fordi den direkte udgør et teoretisk forsvar for kapitalismen. Tilsvarende gælder en række filosofiske skoler. Mod dem må man tage den ideologiske kamp op. Men det betyder ikke, at man ikke også skal undersøge deres saglige resultater og udnytte dem. Den driftsøkonomi, som er udviklet i monopolernes interesser, kan f.eks. meget vel indeholde tekniske enkeltheder for interesse af en socialistisk ledelse af samfundsøkonomien. Man kan også lære af den modstander, man bekæmper, og det er klogt at gøre det.

Sådan kræver overhovedet en socialistisk indsats i den kulturelle kamp en kritisk omvurdering af hele kulturlivet, hvorved det, der er til gavn for folket - som styrker det, løfter det og bærer det fremover - skilles ud fra det, der skader folket, kuer det, forkrøbler det og trykker det ned. Alt det, der gavner folket, må beskyttes, bevares, videreudvikles. Al sand viden og indsigt i virkeligheden og dens revolutionære udvikling, al sand livsbekræftelse og tillid til folket, til menneskehedens evne til gennem alle vanskeligheder at forme sin fremtid - alle elementer, der bærer i den retning, må styrkes og fremmes. Alt det falske, mystificerende, fornedrende og fortvivlende, der stiller sig imod, må afsløres og gennemlyses, så det mister sin magt over sindene. Sådan må retningslinierne være for en socialistisk kulturkamp.

Denne kamp standser ikke med den socialistiske samfundsomvæltning. Så fortsætter den blot så meget bredere, så meget mere dybtgående og som en omformning og opdragelse af menneskene i socialismens ånd - i fællesskabets, livsbekræftelsens og det fremadbærende initiativs ånd. Lenin sagde om kunsten, men det kan gå på kulturen overhovedet: "Kunsten tilhører folket. Den må have sine dybeste rødder i de brede, skabende masser. Den må være forstået og elsket af disse masser. Den må knytte dem sammen og hæve dem op i deres følen, tænken og villen. Den må vække og udvikle kunstnere i dem."

Ingen kan da heller med nogensomhelst føje bestride at hvor socialismen har sejret, har man set den vældigste kulturrevolution, som menneskeheden nogensinde har kunnet opleve. De, der har villet benægte, har jo i den sidste tid måttet bøje sig for visse tegn mellem jord og måne. Sovjetunionens 40'årige vej fra 76 % analfabeter til den ledende stilling på område efter område taler sit uimodsigelige sprog. Der er naturligvis dem, som finder mere grund til at lægge vægt på, at der er nogle malerier eller nogle huse, de ikke kan lide. Man er det i grunden andet end en ny understregning af det ejendommelige forhold, at socialismens fjender - eller de, som finder det passende at falde, den i ryggen - altid er de mest ubønhørlige i deres krav om, at socialismens samfund straks skal have nået det ideale! Man kan man ikke mene, at solen skinner, selvom der er pletter på den?

Naturligvis er der i socialismens samfund problemer om, hvordan, man skal få mobiliseret alle kræfter i en rig kulturel blomstring. Meget må her også afhænge af de samlede omstændigheder. Men også her gælder det, at man må se både ligheder og forskelle mellem den politiske og den kulturelle kamp. Ligheden består i, at fjender af socialismen, direkte kontrarevolutionære, vil optræde i begge og må bekæmpes. Forskellen består i, at i kulturelle spørgsmål vil mange af dem, som holder ved borgerlige ideer, dog have både ønske om og evne til at bringe udviklingen af den socialistiske kultur meget godt, mens de som politisk står på anti-socialismens side, ikke har noget sådant ønske, men vil optræde fjendtligt.

De kinesiske kommunisters parole: "lad hundrede blomster blomstre og hundrede tankeretninger brydes" er en parole for den kulturelle kamp. Den betyder ikke - som nogen vil gøre det til - at Kinas kommunister har indstillet kampen for den socialistiske ideologi. Den betyder at de søger at få den kulturelle kamp til at udvikle sig som en "overvindelse af modsigelser indenfor folket" Lu Ting-yi sagde i den tale, hvor han lancerede parolen: "Vi mener, at mens det er nødvendigt at drage en klar politisk skillelinie mellem ven og fjende, må vi have frihed indenfor folket. At "lade hundrede blomster blomstre, hundrede tankeretninger brydes" er udtryk for frihed i folket indenfor kunst, litteratur og videnskab." (People's China, 16.august 1956, side 6).

Han sagde: "Vi skelner strengt mellem ideernes kamp indenfor folket og kampen mod kontrarevolutionære. Indenfor selve folket er der frihed ikke blot til at udbrede materialismen, men også til at udbrede idealisme. For så vidt det ikke drejer sig om kontrarevolutionære, står det enhver frit at fremføre materialisme eller idealisme. " (sammesteds). Men det betyder ingenlunde, at kommunisterne opgiver deres, ideologiske kamp. Han siger: "Medlemmer af det kommunistiske parti er dialektiske materialister. Vi kommunister går ind for materialismen og imod idealismen - intet kan ændre det ... Vi må også føre kamp mod tilbagestående, idealistiske tankegange indenfor folket. Det kan endda blive en ganske skarp kamp; men vi tager den op med den hensigt at styrke enheden, gøre ende på tilbageståenheden og skabe en stadig nærmere enhed i folket. Når det drejer sig om ideer, vil administrative metoder ikke bringe os nogen vegne. Kun gennem åben debat kan materialismen gradvis overvinde idealismen. " (Sammesteds).

Der er altså ikke tale om, at partiet opgiver sit ideologiske grundlag eller blot afsvækker det. Der er tale om at føre kampen for den socialistiske ideologi med smidighed og åbenhed og derved også gøre mange borgerlige kulturpersonligheden viden og kunnen til en berigelse for folket gennem fri debat.

At lade mange blomster blomstre, betyder ikke at lade ukrudtet brede sig. Lader man kontrarevolutionen bruge den kulturelle kamp som platform uden at træde op mod den, uden at afsløre og isolere den, så begår man fejl som i Ungarn og sætter meget på spil. Kinesernes opgør med højrefolkene er udtryk for, at man ikke vil begå sådanne fejl.

Kulturens blomstring i de socialistiske lande viser sig som en fortsættelse af den progressive nationale kulturtradition. Den socialistiske kamp for og udvikling af kulturen er national af form. Uden det ville den ikke kunne være folkelig. Det gælder også vort partis kulturelle kamp.

Der er igennem vor histories klassekampe og folkelige indsatser vundet almenmenneskelige og demokratiske fremskridt, som indgår i vor kulturarv og progressive tradition. Der er vundet en demokratisk kultur og en human indstilling, en vis nøgtern saglighed med sans for humor, en dæmpethed i tone som kan dække over en fast og brændende vilje, en trang til dygtiggørelse og uddannelse. Men vi skal ikke indbilde os, at vort kulturliv alene består af sådanne progressive elementer. Det der fra oven bliver fremelsket, er lad selvglæde, provinsiel begrænsethed, snobberi overfor kapitalens stormagter, national selvopgivelse, ideløs afstumpethed og forråelse og en pervertering af frihedstrangen til de fladeste fraser. Det er på den progressive danske tradition, vi bygger vor kulturelle kamp. Det er med den vi forbinder vore socialistiske ideer, og derved indblæser den nyt liv i kamp mod tilbageståenhed og fordærvelsen fra oven. Således gør vi også på det kulturelle område vort til at videreføre nationen i en tid, hvor samfundets herrer er indstillet på at likvidere den - so oder so.

De intellektuelle udgør et lag af befolkning, som af den ene eller anden grund har fået lejlighed til at gennemgå den videregående skoling, som det kapitalistiske samfund kan give. Den herskende klasses formål med denne uddannelse er at skaffe sig kvalificerede redskaber for udøvelsen af det kapitalistiske klasseherredømme - teknisk, politisk, ideologisk. De søger at sikre sig dette gennem klassemæssig udvælgelse af dem, som får mulighed for højere uddannelse, og ved at forbinde undervisningen med borgerlig ideologisk påvirkning.

Men på den anden side fører uddannelsen nødvendigvis med sig, at man får mulighed for at vinde virkelig indsigt i tingene, i hvert fald på specialområder. Dermed støder den oprigtigt sandhedssøgende intellektuelle uvægerligt på modsigelserne og falskheden i den borgerlige ideologi. Det er den gamle fabel om, at "æde af kundskabens træ", der gentager sig. Vinder de herved frem til forståelse af virkeligheden og dens revolutionære udviklingsbehov, nærmer de sig dermed den socialistiske ideologi, med dens objektive sandhedsværdi.

For arbejderbevægelsen er det af største værdi at få tilslutning fra sådanne intellektuelle. De kan med deres saglige indsigt, kunstneriske udtryksevne eller på anden måde, berige og styrke arbejderklassen i dens kamp, ligesom de kan betyde meget for udviklingen af de brede, demokratiske bevægelser, som arbejderklassen må være kærne i. I arbejderbevægelsens og dens socialistiske ideologis historiske udvikling har de spillet en uundværlig rolle, for - som Lenin sagde: "Socialismens lære er vokset ud af de filosofiske, historiske og økonomiske teorier, der er blevet udarbejdet af dannede repræsentanter for de besiddende klasser, intelligensen. Grundlæggerne af den moderne socialisme, Marx og Engels, tilhørte selv ifølge deres sociale stilling den borgerlige intelligens. " (Lenin, Udvalgte Værker, bind 2, side 44).

Til at begrunde og beviser, at ikke blot den enkelte kapitalist, men hele det samfundsmæssige og politiske system er arbejderklassens modpart, måtte der en indsats til fra folk, som havde haft lejlighed til at tilegne sig omfattende viden og indsigt. Også i sin videre udvikling har arbejderbevægelsen et sådant behov. Selv om den socialistiske bevægelse og dens partier, efterhånden som de øges og styrkes, får muligheder for selv at udvikle og skole sønner og døtre af arbejderklassen med omfattende viden, så at sige at udvikle sin egen intelligens - så er det borgerlige samfunds intellektuelle dog fortsat værdifulde forbundsfæller og medkæmpere. Og omvendt kan de intellektuelle kun herigennem forblive trofaste mod den progressive kulturelle mission, som sand kærlighed til deres fag må kræve.

Således er de intellektuelles modsætningsfyldte stilling i klassekampen. Den hænger sammen med deres sociale stilling som gennemgående et småborgerligt lag. På den ene side tiltrækkes de af den herskende klasse, som i høj grad har kontrol over deres muligheder for karriere og "borgerlig anseelse", og som under hele deres personlige udvikling har haft dem under stærk ideologisk indflydelse. På den anden side frastødes de af den herskende klasse og tiltrækkes af arbejderklassen, fordi de ser deres kulturelle mission krænket, forfalsket og trådt under fode under den herskende samfundsorden og mere eller mindre klart indser, at arbejderklassen er den kraft, som kan bryde denne samfundsorden og bære fremskridtet videre. Det er baggrunden for den usikkerhed, vaklen og søgen, som kan præge disse lag, og som ofte søges kompenseret ved en overdreven selvhævdelse som "herrer i åndernes rige" eller lignende.

Den eneste læsning på denne "de intellektuelles krise" er, at de vinder klarhed og dristighed til uforbeholdent at stille sig på arbejderklassens positioner i den samfundsmæssige og dermed også den ideologiske kamp- Det betyder ikke, at de ubetinget skal klæde sig i overall og fedtet kasket. Det betyder først og fremmest, at de føler den uddannelse, som tilfældighederne nu har givet dem andel i, som en forpligtelse til at tjene folkets og arbejderklassens sag. Det er en forpligtelse til på deres fagområde at gennem- og omarbejde problemerne ud fra socialismens grundsynspunkter og derved berige arbejderklassen og dens parti i deres kamp. Og det er en forpligtelse til at tage sin plads i rækkerne på lige fod og underkastet solidaritetens lov. Det betyder også en klar erkendelse af, at man har taget parti i den samfundsmæssige kamp, hvis hovedmodsætninger er bourgeoisi og arbejderklasse, og dermed også anerkender arbejderklassens førende rolle i kampen.

Vel giver uddannelsen muligheder for videregående teoretisk indsigt, og vel er en sådan indsigt nødvendig for bevægelsen, men intet af dette gør den intellektuelle til et "højere væsen" end arbejderen. Tværtimod har den intellektuelle meget at lære af arbejderen, der står i klassekampens forreste frontlinie. Dette var ikke engang en Lenin for stor til et erkende. Han fortæller om en episode fra sin illegalitet kort før Oktoberrevolutionen, hvor han boede hos en arbejderfamilie. Han overraskes over mandene klare vurdering af den komplicerede politiske situation ud fra ganske enkle, men væsentlige ting. Da brødet sættes på bordet, siger manden: "Se engang hvilket udmærket brød. Nu vover "de" nok ikke at give os dårligt brød. Vi havde ellers nær glemt, at der også kunne findes godt brød i Petrograd." "Mig overraskede denne klassemæssige vurdering af juli-begivenhederne" - siger Lenin - "Mine tanker kredsede om begivenhedernes politiske betydning, vurderede deres rolle i begivenhedernes almene gang, undersøgte af hvilken situation dette zig-zag i historien var udsprunget og hvilken situation, det ville skabe, hvordan vi måtte ændre vore paroler og vort partiapparat for at tilpasse det den ændrede situation. På brødet havde jeg, et menneske, som aldrig havde lidt nød, ikke tænkt. Brødet kom til mig nærmest af sig selv, som en slags biprodukt til min skribentvirksomhed. Til det grundlæggende, til klassekampen for brødet, når tanken gennem den politiske analyse, ad en usædvanlig kompliceret og indviklet vej. Men en repræsentant for den undertrykte klasse, om end en af de godt betalte og særdeles intelligente arbejdere, tager tyren direkte ved hornene, med den beundringsværdige enkelthed og retlinethed, med den faste beslutsomhed, med den forbavsende klarhed i synet, som er vor intellektuelle broder ligeså fjern som himlens stjerner. Hele verden falder i to lejre: "vi", de arbejdende, og "de", udbytterne. Ikke skygge af usikkerhed i anledning af det indtrufne: det er et af slagene i arbejdets lange kamp mod kapitalen. Hvor der hugges brænde - flyver der spåner. "Hvilken smertefuld ting er dog denne revolutionens "overordentlig komplicerede situation"" - sådan tænker og føler den borgerlige intellektuelle. "Vi har haft "dem" under tryk, "de" vover ikke at være så frække som før. Lad os mase dem endnu mere, så får vi helt has på dem", sådan tænker og føler arbejderen. " (Lenin, Samlede Værker, bind 26, side 95f, russisk).

Siger ikke denne lille episode noget meget væsentligt om forholdet mellem intellektuel og arbejder? Måske burde man tilføje, at historien har vist, at heller ikke Lenins gennemførelse af den "indviklede politiske analyse" viste sig overflødig.

Naturligvis tager den intellektuelle ikke sin plads på arbejderklassens positioner uden, at det også koster og krævet noget. Det kræver også et personligt opgør med egen fortid, en efterprøvelse af alle standpunkter og mere eller mindre bevidste forestillinger set i marxismens lys og ud fra klassekampen. Det er nødvendigt, fordi her gemmer sig de rester af borgerlig ideologi, som klassefjendens pres vil sætte ind imod, når kampen strenger til. Det forbitrer nemlig den herskende klasse, når de, som den har ladet opdrage til betroede tjenere, går over på arbejderklassens side - hvis det da ikke bare handler om en ungdomssynd af den art, som kun er et krydderi på tilværelsen og gør den påfølgende forsoning så meget sødere.

Ingen har grund til at skamme sig over, at han på det ene eller det andet område ligger under for borgerlig ideologi. Det gælder i virkeligheden alle, der lever i et samfund, hvor den borgerlige ideologi er den herskende og trænger sig på på tusinde måder. Det er for så vidt ikke alene intellektuelle, som må bane vej til en helstøbt socialistisk overbevisning gennem et stadigt løbende personligt opgør, en. selvkritik i egentligste forstand, og som ikke ubetinget behøver at råbes ud for alle vinde. Hvad der er væsentligt er, at man gør sig klart, på hvilke områder, man endnu ikke har klaret begreberne for sig, på hvilke områder man uden at tænke over det ligger under for borgerlig ideologi.

Man retter f.eks. den bebrejdelse mod kommunister og kommunistiske intellektuelle: Har i tager parti for arbejderklassen og stiller jer på den socialistiske ideologis grund, så er i "eensidige", "eenøjede" og ikke "objektive" som i burde være. "I må da også kunne tage afstand", hedder det. Og "i vanskelige og mindre overskuelige situationer møder man truende op og siger: "Nu er tiden kommet til, at i tager afstand, hvis i skal regnes for objektive". Hvis man ved "objektivitet" forstår - og der er dem, der gerne vil gøre det - at man hører den ene part og den anden part, og så stiller sig selv midt imellem, så får sådanne krav et skin af berettigelse. Men i virkeligheden har dette intet som helst med objektivitet, med sandhedserkendelse at gøre. For at sige det sådan: Hvis den ene part har ret og den anden uret, så har den, der stiller sig "midt imellem" også uret. I den ideologiske kamp står striden mellem på den ene side en ideologi, den socialistiske, som er ideologi for den klasse, som stræber efter at fuldbyrde den udvikling, som de faktiske forhold kræver, og som derfor stræber efter og må stræbe efter at erkende sandheden på alle områder, efter at fremhæve det væsentlige fremfor det uvæsentlige, og på den anden side en ideologi, den borgerlige, som stræber efter at tilsløre de faktiske forhold om nødvendigheden af at sprænge de gamle produktionsforhold, og som derfor søger at fremhæve det mindre væsentlige - eller det rent ud usandfærdige - på det væsentliges bekostning. Hvis man i den strid stiller sig "midt imellem", så har man givet en indrømmelse til den borgerlige ideologi på bekostning af sandfærdigheden. Det er ikke noget under, at kapitalismen søger at fremme den slags "objektivitet". Men objektivitet i betydning af erkendelse af den virkelighed, som eksisterer uafhængigt af vor bevidsthed, når man kun til ved uforbeholdent at stille sig på grundlag af den ideologi, hvis funktion det er at fuldbyrde samfundsudviklingens objektive krav.

Man siger også til de kommunistiske intellektuelle: Hvis i tager jeres plads i arbejderklassens og partiets rækker, så mister i jeres "individualitet" og jeres "frie skaben". Det er ikke svært at se formålet med at appellerer til den individualisme, som borgerlig ideologi overhovedet søger befolkningen præget med for at hindre, at den samler sig i modstand. Kan de bryde rækkerne, har monopolerne naturligvis mere frit spil til at drive verden ud i krise og krig. Men hvad er det for en "individualitet" eller "personlighed", som kun kan finde udfoldelse gennem at give krig eller anden folkekatastrofe en chance? Enhver sand udfoldelse af personligheden må dog stille sammenholdet imod monopolernes katastrofepolitik først, for så på dette grundlag at finde udfoldelse.

De franske kommunister, hvis indflydelse blandt landets intellektuelle skaber megen bekymring i fransk kapitalisme, har fra deres kongres i 1956 gennem Maurice Thorez givet et træffende svar på anklager af den nævnte art: "Den kommunistiske kunstner skaber ikke efter forskrifter og ordrer fra et snæversynet parti, men efter den indre ordre fra hans hjerte, som slår i takt med folkets hjerte. Han skaber for at tjene folkets sag, for at bære de revolutionære ideer og følelser ud i masserne. Marxismen, som stiller forfatteren og kunstneren overfor et sandt perspektiv og overfor virkelighedens problemer, udvider derigennem deres horisonter, muliggør at de hæver sig højere, at de graver dybere, at de fuldfarer værker, som tæller. Når de blot kæmper på arbejderklassens ideologiske positioner, når deres værker tjener freden, demokratiet, fremskridtet, proletariatets frigørelse, så ønsker vi ikke mere. Og vi mener, at der må sikres vore forfattere og kunstnere mulighed for at udfolde deres personlige initiativ, deres fantasi, deres smag uden at påtvinge alle de samme former ...Partiet vil stimulere videreudviklingen af (de intellektuelle kammeraters) tanker i fri kappestrid på grundlag af principperne. Det vil hjælpe dem til med mere dristighed og uafhængighed i bedømmelsen at tage fat på diskussionen af de foreliggende problemer i videnskab, kunst og filosofi, ikke i betydning af en anarkisk liberalisme, men med henblik på at tjene udviklingen af befrielsens tanker og de ny skabende bestræbelser." (XIV.e Congrés du PCF, side 65f).

Det er alt andet end en krænkelse af den "fri skaben". Den krænkelse kan det kapitalistiske samfund søge hos sig selv - i sin karrighed overfor kunst og videnskab, i sin skrigende eller snigende MacCarthy-isme i kulturlivet, som man just nu har anledning til at fælde en tåre over.

En anti-intellektualisme, som den der hersker i de amerikanske forfølgelse af "æggehovederne" er kommunismen fremmed. Kommunisterne hilser de intellektuelle velkomne i deres rækker og værdsætter deres medarbejderskab. Partiet glæder sig med dem over de skabende resultater de opnår. Partiet som fast står på socialismens teoretiske og politiske principper, er netop derfor i stand til at hjælpe dem i deres stræben efter at fremme folkets sag og må forstå at gøre det. Partiet ønsker ligeledes at arbejde sammen med alle borgerlige intellektuelle for at sikre den mest umiddelbare forudsætning for at kultur kan gro: fred, demokrati og selvstændighed.

-=o0o=-

Arbejderklassen må også føre sin kamp på den ideologiske front. Uden det lægger den sig blot for en overmagt, som vil kunne sønderhakke og lamme dens indsatser. Men hvilke opgaver melder sig i den forbindelse?

Dels naturligvis at sprede kendskabet til den socialistiske teori. Marxismen er i vor tid et alsidigt udbygget samfundssyn og verdensanskuelse. Alt for mange går i den tro, at marxisme er et antal spredte sætninger og slagord, som ikke har synderligt nyt at sige. Men marxismen er vor tids eneste helstøbte verdensanskuelse. Den er bekræftet og beriget af stadig nye erfaringer. Den udvikler og uddyber sig stadig. Også vi må ved vore erfaringer bidrage til dens uddybelse og dermed også til vor egen videreudvikling.

Derfor må vi også i meget højere grad føre marxismens synspunkter frem i tidens idédebat. Vi må skabende anvende denne metode også i udarbejdelsen af svarene på de spørgsmål af principiel art, som tiltrækker opmærksomheden. Sådan får vi marxismen til at leve på stadig nye områder. Men det er ikke et arbejde kun for nogle enkelte.

Dette fordrer også, at vi forstærker vort studium af de konkrete problemer, som står for vor tid og i vort land. Når vi derigennem giver vore principielle synspunkter mere håndgribeligt indhold, vil det også hjælpe os til at gøre formerne for vor ideologiske kamp mere righoldige.

Det betyder også, at vi oftere og mere indgående må vurdere de erfaringer, vi indhøster i den daglige klassekamp og i kampen for fred og demokrati i lys af vore principielle synspunkter. Også for derigennem klarere at se sammenhængen og perspektiverne i den indsats, der gøres.

Alt dette må også føre til en nærmere forbindelse mellem vor teori og vor praksis. Sålænge teorien opfattes som et anliggende for en snæver kreds af liebhavere, formår vi ikke at udnytte dens styrke, hverken når det gælder nye fremstød, eller når det gælder afværgelse af angreb. Den socialistiske ideologi er kraftkilden i vort indre partiliv og i vor virksomhed udadtil. Derfor må forbindelserne være i orden og kontakterne sluttes. Vor opgave er vedvarende; at forbinde socialismen med arbejderbevægelsen.

Herunder vil vi gå ind på følgende emner:

1. Partiet som arbejderklassens fortrop
2. Partiets forbindelse med masserne
3. Den demokratiske centralisme
4. Kritik og kollektivitet
5. Partiets enhed

I sin kamp for at ændre samfundet står arbejderklassen overfor en overmagt - overfor en materiel overmagt, idet statsapparatet er et magtapparat i den herskende klasses hænder, overfor en ideologisk overmagt, idet samfundets overbygning er indrettet på at tjene opretholdelsen af det kapitalistiske klasseherredømme.

Men hvordan skal arbejderklassen da kunne sejre? Hvilke kræfter og forhold kan den støtte sig på i sin kamp?

Dels på sin masse. Kapitalismen kan vel undvære den enkelte arbejder, men ikke en arbejderklasse. Arbejderne kan derfor ikke føre deres kamp som den enkeltes protest mod den bestående samfundsorden eller dens forskellige udslag, men kun ved at optræde som klasse. Derfor er sammenholdet, solidariteten, forståelsen af at samles om det væsentlige, mens det mindre væsentlige holdes i anden række, en lov for klassekampens førelse. På den måde skaber arbejderklassen - og iøvrigt hele det arbejdende folk - sig forudsætninger for at forvandle sin talmæssige overvægt, sin masse, til materiel magt, som rigtigt anvendt kan gennembryde den herskende klasses økonomiske og statslige overmagt.

Dels på sandheden i sin ideologi. Kapitalismen kan vel en tid lang gennem indpodning af falske forestillinger gøre sig arbejderklassen åndeligt underdanig, men i sidste instans vil kendsgerningerne, der er hårde krabater, altid bryde igennem gøglespillet. Praktisk erfaring vil vise falskheden i den borgerlige ideologis påstande. Deri ligger den dybe sandhed i Abraham Lincolns ord: "Man kan holde hele folket for nar en del af tiden, man kan holde en del af folket for nar hele tiden, men man kan ikke holde hele folket for nar hele tiden." Folkets virkelige interesser og samfundets virkelige udviklingsbehov vil atter og atter trænge sig på. Det er netop dette, som den socialistiske ideologi gør bevidst gennem indsigt i samfundets virkelige udviklingslove. Det giver den en overlegenhed, som gør, at den ved rigtig anvendelse skærer igennem den borgerlige ideologis overmagt. En sådan bevidst orientering for arbejderklassens kamp er da også forudsætningen for, at den kan udnytte sin talmæssige overvægt.

Men hvordan skaber arbejderklassen sig bevidst orientering, så den kan udnytte sin masse og sit grundlæggende interessefællesskab med andre lag af den arbejdende befolkning? Kun ved at organisere sig for dette formål, dvs. i et parti på bevidst socialistisk grundlag. Et sådant parti er midlet til at forbinde socialismen med den spontane bevægelse i arbejderklassen.

Nødvendigheden af et sådant parti fremgår umiddelbart af forståelsen af klassekampens betingelser og vilkår. Den, der ikke anerkender nødvendigheden af et bevidst handlende partis førende rolle, har ikke forstået den samfundsmæssige kamp. Det er ikke noget tilfælde, at det første og grundlæggende programskrift for den moderne socialistiske bevægelse hedder: "Det kommunistiske partis manifest". Marx og Engels siger deri om det, der må kendetegne det kommunistiske parti: "Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolute del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og almindelige resultater." (Marx-Engels, Udvalgte Skrifter, bind l, side 39) .

På dette grundlag og ud fra de omfattende erfaringer, som siden er indhøstet i den socialistiske bevægelse, er forståelsen af partiets karakter og rolle videreudviklet og blevet nærmere bestemt. Arbejderklassens parti må være et parti af en ny type i forhold til dem, som på den ene eller den anden måde lader sig udnytte til støtte for det kapitalistiske klasseherredømme.

Når partiet skal sammenfatte den mest bevidste del af klassen, både hvad angår vurdering og handling, så er dermed også sagt, at partiet sætter sig som opgave at være fortrop i arbejderklassens kamp. Vi vil i det følgende beskæftige os med, hvilke krav dette stiller.

Når det er partiets opgave at være bæreren af den socialistiske bevidsthed, betyder det også, at partiet har et fast ideologisk grundlag; den socialistiske ideologi, som i vor tid er udformet i marxismen-leninismen. Uden det havde partiet ingen eksistensberettigelse. Selve meningen med en "fortrop" er, at den skal kunne inspirere og lede klassen til gennemførelse af samfundets overgang til socialismen. Det kan den ikke gøre uden selv at gøre sig fri af den borgerlige ideologis indflydelse og ustandseligt arbejde på at styrke og afklare sit socialistiske ideologiske grundlag.

Naturligvis er ikke ethvert medlem, der tilslutter sig partiet, en afklaret socialist. Tværtimod vil i praksis alle, som kommer til partiet, også bære påvirkninger fra borgerlig ideologi med sig. Men partiet kan kun udfylde sin opgave, hvis det bestandigt hjælper sine medlemmer med at afklare sig problemerne på marxismens grund. Kun på den måde kan det forene de manges kræfter i een fælles bestræbelse på at bringe bevidst orientering i arbejderklassens og folkets kamp. Derfor må det bestandig fastholdes, at marxismen, den socialistiske ideologi, er det urokkelige grundlag for den frivillige sammenslutning af folk med fælles overbevisning og indstilling, som partiet udgør.

Partier, som har fået tilslutning fra arbejderklassen, men som ikke har kymret sig om deres ideologiske grundlag, eller som ikke har stået vagt om deres socialistiske ideologis renhed, er altid endt med at blive ofre for den herskende klasses politik. Anderledes kan det heller ikke være. Hvis borgerlig ideologi vinder indpas i eller overhånd over partiet, så famler det uvægerligt selv i blinde - enten i en usikker chancesejlads eller udnyttes ligefrem som redskab i kapitalens politiske spil. Den engelske Labour-bevægelse gav fra sin første start pokker i alskens socialistisk teori. Da nationaliseringerne blev gennemført efter 2.verdenskrig, troede størstedelen af dens tilhængere på, at nu havde man socialismen. I stedet blev Labour-regeringen brugt af monopolisterne til at administrere kapitalens efterkrigspolitik, herunder navnlig til gennemførelse af den mest nederdrægtige anti-socialistiske udenrigspolitik, som bar et hovedansvar for, at store chancer blev spillet Europas folk af hænde efter sejren over fascismen. Fra det danske socialdemokrati kender vi, som før nævnt, en tilsvarende udvikling.

Man selv om marxismens ideologiske grundlag giver partiet forudsætningen for at blive arbejderklassens fortrop, er det dog ikke gjort dermed. En fortrop må også være i stand til at vinde organiserende indflydelse, vinde førerskabet i arbejderklassens og folkets kampe - såvel i de daglige som i de mere langsigtede. Ellers hænger partiet i luften som en isoleret, sekterisk gruppe eller bliver i bedste fald et rent propagandistisk parti.

Et parti bliver ikke fortrop ved blot at betegne sig som sådan. Forkæmperens rolle må man gøre sig fortjent til. Førerskabet vinder man kun i kamp. Førerskabet betyder ikke ubetinget en udtrykkelig anerkendelse af partiets førende rolle. Under modstandskampen spillede vort parti en førende rolle, ikke blot i arbejderklassen men også i nationen, i den forstand at det var dets politik, som slog igennem i folket. Selv om mange klart anerkendte partiet førende rolle, gjaldt det dog langt fra alle. Men den egentlige målestok for partiets førerskab, er de aktioner fra massernes side, som det er i stand til at inspirere, organisere og give retning.

Der findes perioder under den socialistiske arbejderbevægelses udvikling, hvor partiet kan se det som sin væsentlige opgave at være et propagandistisk parti, at udbrede kendskab til socialismens lære. Uden at gøre dette kan partiet under ingen omstændigheder opfylde sin forpligtelse overfor arbejderbevægelsens fremtid, men i vor tid og under vore forhold kan et kommunistisk parti ikke slå sig til tåls med blot at stille sig opgaven sådan. Partiet må ikke alene være et propagandistisk parti, men også et aktionsparti, som leder arbejderklassens kamp ind i baner, som både giver de størst mulige umiddelbare resultater i kampen mod det nuværende samfunds onder, men som også styrker arbejderklassens og folkets stilling i kampen for et nyt samfund.

I en tale i 1942, "Om den rigtige stil i partiets arbejde" belyste Mao Tse-tung den uløselige sammenhæng mellem partiets ideologiske holdning og dets praktiske handlen i følgende billede: "Når man skyder en pil af, må man også have et bestemt mål for øje. Forholdet mellem marxismen-leninismen og den kinesiske revolution er som forholdet mellem pilen og målet. Men der er nogle kammerater, som "skyder pilen af, uden at have noget mål", skyder, hvor det nu kan falde. Sådanne folk kan let skade revolutionens sag. Der er også kammerater, som kun holder på pilen, drejer den i hænderne og uophørlig fryder sig over den og siger: "Se denne pil! En dejlig pil!", men slet ikke ønsker at sende den af sted. Sådanne folk er slet og ret yndere af museumsratieteter, og revolutionen er i grunden ikke en sag for dem. Marxismen-leninismens pil må vi skyde af, idet vi har et sådant mål for øje som den kinesiske revolution." (Mao Tse-tung, Værker, bind 4, side 72f,russ.) Og den lignelse har ikke blot gyldighed under kinesiske betingelser.

Partiet, hvis opgave det er at give bevidst udtryk for arbejderklassens interesser og folkets egentlige stræben, kan ikke bestå eller udvikle sig uden den nærmeste forbindelse med masserne. "Med avantgarden alene kan man ikke sejre", fremhævede Lenin gang på gang. En "fortrop", som ikke bestandig er i kontakt med, hvad der rører sig og ændrer sig i masserne, kan hverken teoretisk eller politisk udvikle arbejderklassens bevidsthed - ja, ikke engang sin egen.

Borgerlige partier har et ganske andet forhold til masserne. Selv om de kan være opstået som udtryk for bestemte klassers og gruppers selvstændige interesser, består deres funktion som led i den kapitalistiske overbygning i at knytte bestemte lag af befolkningen til den kapitalistiske orden, få dem til at affinde sig med og underordne sig det kapitalistiske system. Det skaber en indre modsigelse i sådanne partiers virke.

På den ene side er de nødsaget til i udtryksmåde og i deres politiske handlinger til at tage et vist hensyn til interesser og indstillinger hos de samfundslag, som de henvender sig til. Uden det kan de ikke bevare indflydelse over dem. På den anden side kan de som politiske støtter for det kapitalistiske samfund ikke føre et konsekvent forsvar for de pågældende folkelige lags interesser, men støtter tværtimod de illusioner og falske forestillinger, som borgerlig ideologi indpoder i det øjemed at afholde folket fra selvstændig kamp for sine interesser. I kritiske situationer, navnlig når aktiviteten i folkemasserne går højt, kan denne indre modsigelse komme til åbent udbrud., så det bliver et sådant parti umuligt at udfylde sin funktion som politisk støtte for den herskende klasse. Indenfor rammerne af det borgerlige demokrati udvikler partierne deres politiske metoder for at undgå en sådan situation. Den indflydelse, de vinder, bruger de til at holde folket tilbage.

På denne måde udvikler der sig i sådanne partier - og navnlig i deres ledelse - en politisk teknik, som inden døre får meget kynisk udtryk, og som går ud på at udspekulere politiske manøvrer, reklametricks osv.-, hvormed man kan gøre folket eller dele deraf til et redskab for partierne og deres ledelser, "Folk vil jo bedrages" er den ''moralske" begrundelse, som mere eller mindre bevidst ligger bag deres taktiske overvejelser. Deres overvejelser går ud på at gennemføre bedraget på en mest mulig "troværdig" maner. Det er indlysende at en sådan indstilling i almindelighed ikke kan være partiernes medlemmer bekendt.

Et kommunistiske parti, derimod, kan ikke betragte folket som at redskab for partiet, men tværtimod partiet som et redskab for folket. Det kan ikke se på folket som en umælende hob af "mindreværdige", men ser det tværtimod som sin opgave at stå i folkets tjeneste. Derfor må partiet ikke blot vide, hvad der rører sig i folket, men også lytte dertil og lære deraf for derved at finde frem til hvordan masserne sikrest og bedst ledes frem til at forstå og forsvare deres virkelige interesser, i øjeblikket såvel som på længere sigt.

Betyder det nu, at partiet skal svinge og svaje i takt med enhver stemning i folket og akceptere enhver indstilling, som har udbredelse i masserne? Nej, så ville partiet ikke tjene folkets sag. Så ville det ikke være en fortrop, der banede vej til nye tider, men et halehæng, som måske kunne skabe sig selv midlertidig fordel gennem en billig popularitet på falsk grundlag, men som ville være uden værdi for folkets stræben.

Tværtimod står partiet ofte overfor den opgave at gå imod strømmen, imod stemninger og opfattelser, som indpodes eller oppiskes i den herskende klasses interesse og med de midler, den har til rådighed. Da den 1. verdenskrig var sluppet løs, blev alle sluser åbnet for en nationalistisk ophidselse, som appellerede til allehånde indskrænkede og indgroede fordomme. De menneskemængder, der lod sig gribe af ophidselsen. kastede sig ud i et myrderi, som intet havde med deres egne interesser at gøre, men som kun tjente monopolgrupperne. I den situation bestod virkelige socialisters opgave i at gå imod og skære igennem de forblindende stemninger og således vise folket dets sande interesser. "Mod strømmen", kaldte Lenin en af sine artikelsamlinger fra krigens tid. Det var i kraft af denne indsats, at de revolutionære socialister skabte historie i denne tid. De, der sveg, dømte sig i glemsel eller foragt. Men de revolutionære var naturligvis kun i stand til at vende reaktionens tilsyneladende triumf til nederlag, fordi de hele tiden forsvarede folkets virkelige interesser og på dette grundlag bevarede forbindelsen til masserne hele tiden - selv under og tværs igennem den vildeste ophidselse.

Det siges undertiden, at småborgerskabets forholdsvis store antal i vort land og småborgerlige tankeganges udbredelse skulle nødvendiggøre, at et dansk kommunistisk parti også må antage en småborgerlig ideologi, hvis det vil have forbindelser til masserne. Uden det vil partiet fremtræde som "udansk", som et fremmedelement, hedder det. Det er en ganske forkert opfattelse, som sammenblander helt forskellige ting. Småborgerlig tankegang, dvs. delvis antagelse af borgerlig ideologi, betyder illusioner og falske forestillinger om en række afgørende problemer i den samfundsmæssige kamp - problemer, som kun kan forstås og forklare ud fra et konsekvent socialistisk standpunkt, dvs. fra arbejderklassens ideologiske positioner. Vort parti gør ikke folket og arbejderklassen i Danmark nogen tjeneste ved at antage falske standpunkter eller give næring til vildledende illusioner. Det er der iøvrigt nok af andre til. Dets opgave er at overbevise andre om de rigtige standpunkter, få dem til at se virkeligheden, klassekræfternes spil. Former og metoder i dette overbevisningsarbejde og i den kamp, som samtidig må føres, må naturligvis bestemmes af den måde, hvorpå problemerne opstår og rejses

I de forskellige lag af den danske befolkning. Herunder må der gives svar på og argumenteres mod småborgerlige tankegange for derved at at gøre tingemes virkelige sammenhæng forståelig. Det kræver både udholdenhed og overvejelser, med hensyn til de bedst egnede former. Men dette har intet at gøre med anerkendelsen af småborgerlig ideologi på sandhedens bekostning. Og der gælder ingen "specifik sandhed" for Danmark. Det ville være vild nationalisme at tro det.

Spørgsmålet om fortroppens forbindelse med masserne er således også forbundet med spørgsmålet om at kunne skelne mellem hvad af det, der rører sig i masserne, der er udtryk for folkets egentlige interesser, og hvad der blot er en afglans af borgerlig ideologi. Men hvordan gennemføres en sådan skelnen ? Undertiden kan det være forholdsvis enkelt (som i førnævnte eksempel), undertiden kompliceret. Nogen almengyldigt skema for løsningen af sådanne problemer findes ikke. Den opnås kun gennem den dialektiske proces, som den stadige vekselvirkning mellem fortroppen og masserne udgør.

Det er dette de kinesiske kommunister har givet udtryk ved at tale om "masselinien for partiets arbejde", som omfattede den såkaldte metode med "at komne fra masserne og gå tilbage til masserne". I en resolution fra partiets centralkomite om "Metoder for ledelsesarbejde" siges det, at dette betyder: "at opsummere (dvs. efter omhyggeligt studium at ordne og systematisere) massernes synspunkter (dvs. spredte og usystematiske synspunkter), så at føre de resulterende ideer tilbage til masserne ved at forklare og popularisere dem, indtil masserne tager ideerne til sig som deres egne, går ind for dem og handler på grundlag af dem, og så at efterprøve rigtigheden af disse ideer i massernes aktivitet. Så er det nødvendigt endnu engang at opsummere massernes synspunkter, og endnu engang at føre de resulterende ideer tilbage til masserne, således at masserne giver dem deres helhjertede understøttelse ... Og således videre, om og om igen, så at disse ideer for hver gang fremtræder med større rigtighed og bliver mere levende og betydningsfulde." (Protokol, VIII. Congress, bind l, side 177).

Kommunisternes forbindelse med masserne kræver ikke mindst en stadig enhedspolitik fra partiets side. Det vil sige en politik, som fremdrager de fællesinteresser for klassen eller for bredere lag af folket, der kræver umiddelbar fællesindsats. I den fælles kamp for fælles sag vil masserne selv drage deres erfaringer og ud fra handling mere end ord lære at skelne ven fra fjende, progressivt fra reaktionært. Kommunisterne har i sådanne kampe den opgave uselvisk at tjene den fælles sag. De går derfor ind i dem i fuld loyalitet mod det samarbejdsgrundlag, som er deres forudsætning.

En sådan fællesindsats må ifølge sagens natur omfatte begrænsede spørgsmål - ikke hele det kommunistiske partiprogram. I så fald var der jo ikke tale om en enhedsoptræden, som netop betyder en fællesoptræden af folk med forskellige anskuelser. I spørgsmål, der ligger udover det givne fællesgrundlag - det være sig en faglig aktion, krav om indstilling af alle atomforsøg eller andet - fortsætter kommunisterne derfor deres selvstændige virksomhed på grundlag af partiets synspunkter. .

Den bevidste modstand mod enhedsaktioner med kommunisterne kommer fra kredse, som frygter en styrkelse af arbejderklassens og folkets kampkraft i dagens spørgsmål, hvor de vil holde folket tilbage. Men de frygter også at deres egne standpunkter og talemåder ikke vil holde til den efterprøvelse i praksis, som fælles kamp betyder, og de ved meget vel med sig selv, at kommunisternes stilling til folkets virkelige interesser godt kan tåle en sådan efterprøvelse. De frygter, at de erfaringer, som masserne igennem aktioner gør sig med hensyn til den samfundsmæssige virkelighed, vil vække deres interesse for kommunisternes øvrige synspunkter. De frygter enheden, fordi de frygter folket. Kommunisterne derimod - frygter ikke folket.

Kommunisternes opgave i enhedsarbejdet er således dygtigt og loyalt at gå ind i den fælles indsats, og samtidig klart at hævde deres egne positioner. Derved gavner de folket umiddelbart, og skaber tillige forudsætninger for at højne, dets politiske bevidsthed.

Overhovedet er partiets førende rolle og dets forbundethed med folket to sider af samme sag. Partiet må ikke forveksles med arbejderklassen eller med folket som helhed. Det udgør kun en del af klassen og af folket - den mest bevidste del, og det vil altid kun være en del. Men det står i klassens og folkets tjeneste og må derfor intimt forbinde sig med folket. Negligerer man det første, glider man ud i en opportunistisk halehængspolitik. Negligerer man det sidste, fører det til ufrugtbar sekterisme.

Partiets principielle opgaver bestemmer også principperne for dets organisatoriske opbygning. Organisationen er midlet, som knytter de mange og spredte bestræbelser for arbejderklassens sag sammen til een fælles og bevidst bestræbelse, som derved kan opnå en vægt, så den kan hamle op med det gamle samfunds overmagt.

"Proletariatet har intet andet våben i kampen en magten end organisationen", sagde Lenin. "Selv om proletariatet splittes ved den anarkiske konkurrences herredømme i den borgerlige verden, nedtynges af tvangsarbejdet for kapitalen, uafladelig kastes ned "på bunden" af al elendighed, forråelse og fordærvelse, kan det blive og vil det uvægerligt blive en uovervindelig magt, når dets ideologiske forenelse på grundlag af marxismens principper blot befæstes gennem den materielle enhed i organisationen, som sammensvejser millioner af arbejdende mennesker til arbejderklassens armé. " ("Et skridt frem, to skridt tilbage", Lenin, Udvalgte Værker, bind 3, side 276).

Lenin og bolsjevikerne skabte et sådant parti. Historien har allerede bekræftet den bemærkning, han føjede til: "Mod denne armé vil hverken den russiske enevældes affældige magt eller den internationale kapitals hensmuldrende magt kunne holde stand."

Hvilke fordringer må arbejderklassen stille til sit partis organisation for at det kan være et tjenligt redskab i ledelsen af klassens og folkets kamp? Den må være slagkraftig, det vil sige kunne forene alle sine medlemmer om at sætte ind på en måde og på de områder, som er mest følelige for fjenden. Den må besidde bevægelighed. I klassekampens løb kan situationerne hurtigt skifte, og også fjenden forstår at manøvrere. Uden en organisation, der besidder slagkraft og bevægelighed vil arbejderklassen nådesløst blive slået ned, når klassekampen skærper til. Men disse egenskaber opnår organisationen kun, hvis den i kampen optræder som en enhed, og hvis denne enhed er udtryk for medlemmernes kollektive erfaring og indsigt. At denne indsigt må bygge på den socialistiske ideologi, på forståelse af marxismen, er tidligere nævnt og begrundet.

At udforme en sådan organisation er ingen let sag. Det har kostet arbejderbevægelsen i alle lande lange og besværlige anstrengelser, hvorunder der er indhøstet ofte dyrekøbte erfaringer. Alle ved, hvor vanskeligt det kan være at forene mange bestræbelser til een. Det gælder navnlig i kapitalismens samfund, hvor der bevidst appelleres til egenkærlighed {selv om den helst kaldes "privat initiativ"), til selvophøjelse og brodernid, til hensynsløs individualisme - altsammen som udtryk for den "alles kamp mod alle", som er selve den kapitalistiske produktionsmådes grundlag, og altsammen med den hensigt også at splitte folket op i indbyrdes fejdende enheder. Men samtidig giver selve kapitalismens udbytning arbejderklassen en stadig lære på dens rygstykker om sammenholdets nødvendighed og betydning. Den lære falder mindre direkte på de lag af befolkningen, som mindre direkte må bære udbytningens byrder. Det giver anledning til småborgerlig-anarkistiske indstillinger, som ofte kan skabe vanskeligheder for et organisationsarbejde.

Alle ved også, hvor vanskeligt det kan være at aktivisere folk. Det kapitalistiske samfund belønner aktivitet for arbejderklassens sag med at ramme efter brødet eller med på anden måde at ødelægge den daglige tilværelse. I de organisationer, som kapitalismen opbygger eller udnytter til støtte for sit herredømme, opfordres eller opdrages det "menige medlem" ingenlunde til selvstændig aktivitet eller medleven, men blot til at svare sin minimale skyldighed og så lade andre råde. Og sådanne organisationer må de fleste igennem i det moderne samfund. Det kan ikke være anderledes, end at aktivitet for arbejderklassens sag altid vil betyde at påtage sig byrder og ofre - både af materiel art og gennem de skuffelser en kamp altid bringer med sig. Arbejderklassens stilling i samfundet gør det for den mest indlysende, at udenom den aktive kamps byrder er der ingen vej, der fører frem. Andre, som har større mulighed for enkeltvis at sikre sig fordele, lader sig lettere, når de støder på den store Bøjgen, friste af hans råbt "Gå udenom, Peer!" og svarer ikke som den unge Peer Gynt: "Nej, tværs igennem!" De søger genveje, som er blindveje - og savner som regel ikke veltalende forklaringer derpå.

Sådanne vanskeligheder har arbejderklassen overalt og til alle tider haft at overvinde i organisering af sit parti. Men i denne kamp er der også vundet almengyldige erfaringer med hensyn til de organisatoriske principper, der må ligge til grund for et parti, der skal kunne udfylde rollen som arbejderklassens fortrop. Vel gælder det, at historiske traditioner og nationale særegenheder i meget må præge formerne i partiets organisatoriske arbejde, men selve klassekampens natur kræver, at arbejderklassens parti også organisatorisk bliver et parti af en ny type, byggende på organisatoriske principper af almen gyldighed.

Disse principper, som arbejderklassen har stridt sig frem til, er den demokratiske centralismes principper.

De går ud på at sikre, at partiet løser sine opgaver ved som helhed at forstå: at få problemerne alsidigt belyst gennem, drøftelse; at føre drøftelsen igennem til beslutning; at få beslutningen virkeliggjort gennem handling.

Derfor betyder demokratisk centralisme: Alle partiets medlemmer har ret og pligt til at medvirke ved udformningen af partiets politik og virksomhed. Hertil hører naturligvis også retten til at vælge ledelserne af partiets organisationer på alle trin og, gennem kongressen, for partiet som helhed. Men demokratismen i partiet er ikke begrænset til at være en ret til med mellemrum at afgive sin stemme. Demokratismen er overhovedet ikke blot en ret, men ligesåvel en forpligtelse. I borgerlige eller borgerliggjorte organisationer forvrænger man demokratismen til at være en passiv og formel "ret", som man ikke gerne ser selvstændigt anvendt, hvad man oftest også har midler til at forhindre. Virkelig demokratisme betyder ikke passivitet, men aktivitet og dermed også en forpligtelse. Den betyder ikke - som det undertiden udlægges - blot en ret til at "sige fra", men ligesåvel en forpligtelse til at bringe bidrag til den fælles sag, ved at berige partiets drøftelser med sine erfaringer og overvejelser. Derfor nævner det nye forslag til love for vort parti også blandt medlemmerne forpligtelser: "at søge sine politiske kundskaber og sit kendskab til socialismens grundbegreber", fordi dette også skaber forudsætningern for en mere aktiv og berigende indsats i partiets drøftelser. Virkelig demokratisme i partiet må overhovedet gå hånd i hånd med gensidig politisk opdragelse og højnelse af det ideologiske niveau. En udvikling af partidemokratiet som ret og pligt er nøglen til at fremme aktivt politisk liv og ideologisk afklaring i partiet, og dermed til at sikre, at partiet træffer rigtige beslutninger på grundlag af partiets kollektive erfaring.

Når en beslutning er taget, er alle medlemmer forpligtiget til at arbejde for dens virkeliggørelse. Formålet med partiets demokratiske drøftelser er at nå til rettidige beslutninger om, hvordan partiet skal handle overfor foreliggende problemer. En organisation, som ikke fører sine drøftelser med dette formål, er ikke en kæmpende og handlende organisation, men en diskussionsklub. Det samme kan siges om en organisation, som nøjes med at føre sine beslutninger til protokols, og så lader dem forblive på papiret. Skal drøftelser og beslutninger have nogen værdi, må de tjene som grundlag for fælles handling, være bindende for alle.

Selvom det oftest vil være muligt at nå til eenstemmige beslutninger netop fordi man udgår fra det fælles ideologiske grundlag, så vil dette dog ikke blive opnået i alle tilfælde. I spørgsmål af taktisk og praktisk betydning kan der meget vel være uoverensstemmelser om, hvordan man skal handle ud fra den enhed i grundopfattelser, som er og må være partiets faste grundvold. I sådanne spørgsmål må beslutning tages - efter at sagen er så alsidig belyst som muligt - således at mindretallet bøjer sig for flertallet. Det betyder, at flertallets beslutning er bindende for partiet, således at alle optræder for dens virkeliggørelse. Det ville være urigtigt at regne med, at de, der derved har fået deres synspunkter underkendt uden videre vil, ændre deres opfattelse, blot fordi en anden beslutning er vedtaget af flertallet. De er i deres ret til at reservere sig deres opfattelse, samtidig med at de i deres handlinger støtter gennemførelsen af partiets beslutninger. De har også ret til at forelægge deres synspunkter påny for partiets kompetente organer, eventuelt for den påfølgende partikongres, som skal bedømme partiets virksomhed i den forløbne tid. Men de har ikke ret til at optræde imod partiet. Vedtages således en indsamling, som man er utilfreds med, så har man lov til at sige det i sin afdeling eller overfor højere partiorganer, men det ville være upartimæssig optræden at undlade at støtte den, og det ville være grov anti-partimæssig optræden at opfordre til boykot af den vedtagne beslutning - en optræden, som ikke på fornuftig måde vil kunne forliges med medlemsskab.

På denne måde er disciplin nødvendig for overhovedet at have organisatorisk fasthed og slagkraft. Et parti af medlemmer, som ikke respekterer partibeslutninger, ville ikke være et parti, men en hobbyforretning. Det er derfor med fuld ret, at Lenin siger: "Partiet skal kun optage sådanne elementer, der tillader i det mindste minimum af organisation. " (Lenin, Udvalgte Værker, bind 5, side 77).

Derfor indeholder også vore partilove som betingelse for medlemsskab bl.a., at man "arbejder for partiet og underkaster sig de lovligt trufne beslutninger." Naturligvis vil ikke alle, som kommer til partiet, straks være klar til aktiv og disciplineret indsats. Partiet må opdrage sine medlemmer dertil. Derfor siger Lenin også i samme forbindelse: "de forbederligt tilbagestående kan godt tilsluttes organisationen". (sammesteds). Men de uforbederlige bryder han staven over.

Højere ledelser har ret til at træffe beslutninger, som er bindende for lavere organer. Uden såsande regler ville partiet være ude af stand til at handle med tilstrækkelig hurtighed overfor nyopståede eller pludselige situationer. Ledelsen er valgt for en bestemt periode for at være ledelse, endda en operativ ledelse. Derfor må den have sådanne fuldmagter som den naturligvis må stå til ansvar for, når den givne periode skal til bedømmelse og nyvalg foretages. Det vil for centralkomiteens vedkommende sige på kongresserne. Derfor må vægt lægges på, at der ind i ledelserne vælges dem, der er "de mest autoritative, indflydelsesrige og erfarne", for igen at bruge Lenins ord.

På den anden side ville det være en dårlig og uklog ledelse, som brugte de givne fuldmagter til at handle uden drøftelse med de nedre partiorganer eller med medlemmerne i sager, hvor der er tid og mulighed derfor. Tværtimod måtte det i så fald være dens forpligtelse at lægge spørgsmålene ud til fælles drøftelse, og under alle omstændigheder må den finde vej til indgående at redegøre for, ud fra hvilke bevæggrunde den har taget sin stilling, ligeledes har de lavere partiorganer såvel som ethvert medlem ret til at fremføre deres vurderinger og opfattelser af trufne ledelsesbeslutninger overfor de kompetente partiorganer.

Det er de grundlæggende principper for den demokratiske centralismes organisationsform.

Demokratisk centralisme er således ikke knyttet til en bestemt valgmetode, som det undertiden er påstået. Både med hemmelig og skriftlig afstemning og med åbent listevalg kan man have demokratisk centralisme. Den bedst egnede form for valgmetode bestemmes af andre forhold - af partiets udviklingsgrad og øvrige arbejdsbetingelser. Den bedst egnede valgmetode er den, der giver en ledelse, som medlemmerne fuldt udtaler sig repræsenteret ved og forbundet med, og som har de nødvendige egenskaber og evner til at bære byrden af de fuldmagter, som en ledelse betros med.

Der er dem, der vil affærdige den demokratiske centralismes principper med henvisning til, at de er skabt for og kun passer til det illegale parti i Rusland ved århundredets begyndelse. Det er ganske urigtigt. Overalt, hvor arbejderbevægelsen er vokset frem, har den måttet søge sig organisationsformer, der forbandt centralisme med demokratisme. Lenin anførte selv i de diskussioner, han førte herom i det russiske parti, eksemplerne fra socialdemokratiske partier i Tyskland, Frankrig, og andre steder. Således citerer han en artikel af Kautsky fra 1904, hvori det hedder: "Demokrati er på ingen måde fraværelse af en autoritet, demokrati er ikke anarki, det er massens autoritet over sine valgte tillidsmænd, i modsætning til andre autoritetsformer, hvor de, der skulle tjene folket, i virkeligheden er dets herrer." (Lenin, Udvalgte Værker, bind 3, side 257).

Også herhjemmefra kender vi borgerskabets skrig mod det unge socialdemokratis partidisciplin, som d'herrer borgere anså for et frygteligt anslag "mod friheden". Dem ville det naturligvis fornøje mere at se arbejderklassens parti som en indbyrdes splidagtig flok. Kan de gøre noget for det, fremmer de også en sådan udvikling.

På det seneste er det søgt gjort til en mode at vrænge efter den demokratiske centralisme. Den udskriges navnlig som en utålelig "krænkelse af personligheden". Som modsætning fremholdes den form for "demokrati", hvor "personlighederne" nok kan få lov at udfolde sig i velklingende ord, men hvor der efter ord aldrig følger handling. Men demokratisk centralisme betyder at føre fælles drøftelse til fælles handling. Og hvori finder i grunden personligheden sin rigeste udfoldelse - ved at skyde golde blomster eller ved at sætte frugt?

På grundlag af den demokratiske centralismes principper udvikler partiet sine arbejdsformer.

Partiet må nå til sine konklusioner gennem en stadigt løbende menings brydning. Partiet må stadigt efterprøve sine beslutninger gennem praksis. Det betyder, at kritik os selvkritik må være en fast bestanddel af partiets arbejdsmetode. Men for at sammenfatte kritiken i fælles konklusioner og handling må partiets indre liv være båret af en stræben efter enhed. Det vil sige at også kollektivitet må være en fast bestanddel af partiets arbejdsmetode.

Kritik er for nogle ensbetydende med nedrakning, om muligt endda smædende nedrakning. Det er en ret primitiv opfattelse. Kritik betyder undersøgelse. Ved kritik undersøgelse skiller man korn fra avner - og smider avnerne til side. Man kan sige, at kritiken er den proces, hvorunder modsigelser indenfor partiet overvindes, og hvorigennem partiet udvikles og fornyes. På den måde er kritik og selvkritik en udviklingslov for partiet.

Men det er også en kunst at håndtere kritikens våben, så den bedst muligt befordrer partiets udvikling. Også denne kunst må læres gennem kritik og selvkritik i partiet.

For at udvikle en levende meningsbrydning må partiet have sådanne arbejdsformer, at enhver kan føle sig tryg ved at yde sit bidrag til den fælles meningsdannelse. Kritiken bør således foregå i en fri atmosfære. Men nogle vil i et krav om "fri kritik" lægge noget andet, nemlig at enhver opfattelse har lige ret og gyldighed og bør æres i samme grad. Kan det have sin rimelighed? Nej, partiet har sit ideologiske grundlag. Det er på dette grundlag, dets medlemmer her sluttet sig sammen. Når der fremsættes opfattelser, som er i strid med socialistisk ideologi, og som afspejler borgerlig ideologi, kan partiet ikke indrømme dem lige ret og ære. Det må tværtimod være partiets opgave at bekæmpe sådanne opfattelser. Det betyder i første række at søge at overbevise bærerne af sådanne opfattelser om det fejlagtige i deres standpunkt. Det bør kunne ske i en roligt argumenterende kammeratlig ånd. Anderledes kan det blive, hvis de, der hævder borgerlige standpunkter, hårdnakket - trods alle diskussioner og trods alle kollektive konklusioner, som partiet måtte drage af sådanne diskussioner - alligevel kræver, at partiet skal gå over på disse standpunkter. Så kan det komme dertil, hvor vejene må skilles.

Det var det Lenin belyste gennem et malende billede i et svar til de opportunister, der under høje råb om "frihed til kritik" krævede borgerret i partiet for deres opfattelsen: Vi marcherer i sluttet flok af en stejl og vanskelig vej, holdende hinanden fast i hænderne. Vi er på alle sider omgivet af fjender, og vi må næsten ustandselig vandre under deres ild. Vi har forenet os efter en frit truffet beslutning netop for at kæmpe mod fjenderne og ikke træde ned i sumpen ved siden af, hvis beboere fra begyndelsen har dadlet os, fordi vi har udskildt os i en særlig gruppe og har valgt kampens og ikke forsoningens vej. Så er der nogle af os, der giver sig til at råbe: Lad os gå ud i denne sump! - og når man begynder at skamme dem ud, svarer de: Hvor er i gammeldags! Og skammer i jer ikke over at nægte os frihed til at kalde jer over på en bedre vej! - Å jo, mine herrer, i kan frit ikke blot kalde, men også gå, hvorhen i lyster, selv ud i sumpen. Vi mener endda, at jeres rette plads netop er i sumpen, og vi er rede til efter evne at hjælpe jer derud. Men giv så blot slip på vore hænder, lad være med at klamre jer til os, og lad være med at besudle det store ord frihed, for vi har vel også "frihed" til at gå, hvorhen vi lytter, frihed til at kæmpe ikke blot mod sumpen, men også mod dem, der drejer af mod sumpen" (Lenin, Udvalgte Værker, bind 2, side 17).

I partiets meningsbrydninger er der modsigelser, der kan overvindes gennem kompromis. Der er andre principielle modsigelser, der ikke kan overvindes ved kompromis, men kun gennem, at rigtigt besejrer forkert. Dette belyste Stalin meget klart i en tale i centralkomitéen, 1926: "Man kan og må indgå på allehånde overenskomster med anderledes tænkende indenfor partiet i spørgsmål vedrørende den løbende politik, i spørgsmål af rent praktisk karakter. Men hvis spørgsmålene er forbundet med principielle uoverensstemmelser, så kan ingensomhelst overenskomst, ingensomhelst "mellem"-linie redde sagen. Der er ikke og kan ikke være en "mellem"-linie i spørgsmål af principiel karakter. Enten de ene eller de andre principper må lægges til grund for partiets arbejde." (Stalin, Værker, bind 9, side 4, russisk).

Kritik og selvkritik må derfor være forbundet med en principiel kamp, en kamp for marxismens principper, en kamp mod standpunkter, som vil føre "ud i sumpen". Kun derigennem kan kritiken føre til en styrkelse af partiet, og det er dens formål. Formerne for en sådan ideologisk kamp i partiet bør først og fremmest være argumentationens og overbevisningens. Kun sådan fører den principielle kamp til en højnelse af partiets ideologiske niveau, det vil sige at marxismens grundlæggende principper bliver partiets fælleseje.

Beherskelse af kritik og selvkritikens metode betyder evne til at få den til at føre til overvindelse af mangler i partiets arbejde og til højnelse af det ideologiske niveau. Manglende beherskelse af metoden, manglende evne til at føre den igennem til konklusion kan føre til, at kritiken antager former, så man "havner tilsidst i en skumring, hvor de rødeste katte er grå", det vil sige former, der virker ideologisk forvirrende og organisatorisk opløsende, og således kun gavner fjenden. Det sker navnlig, når kritiken tager fraktionskampes form. For at forhindre dette, for at få den fri diskussion til at blive den levende, fremadbærende kraft for partiet, er det nødvendigt, at der i partiet hersker visse regler for kritikens former, og de bør nok så meget herske som naturlig sædvane som i kraft af nedskrevne paragrafer.

Da Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1921 havde haft ret omfattende og vanskelige indre brydninger, vedtog partikongressen på Lenins forslag en resolution, som fremdrog nogle af disse regler. Det hed heri: "Den ubetinget nødvendige kritik af partiets mangler må forme sig sådan, at ethvert praktisk forslag ufortøvet, uden forhaling, i en så præcis form som muligt, tilstilles de ledende, lokale og centrale partiorganer til drøftelse og afgørelse. Enhver, der fremsætter kritik, må med hensyn til dens form desuden tage i betragtning, hvordan partiets stilling blandt de omgivende fjender er ... (Den) må under ingen omstændigheder ske ved en forhåndsdrøftelse i grupper, der er dannet på nogen art af "platform", osv., man skal udelukkende og direkte foretages ved en drøftelse blandt alle partimedlemmer ... Man må utrætteligt virke for, at kritiken kommer til at dreje sig om sagens, kærne og på ingen måde antager former, der kan hjælpe proletariatets klassefjender. " (Lenin, Udvalgte Værker, bind 12, side 9f).

Vore erfaringer bekræfter også, at sådanne regler bør indskærpes. For at overvinde den surhed, som manglende drøftelse af problemerne kan afsætte, bør man ikke henfalde til den udsigtsløshed, som en diskussion uden konklusion kan medføre.

Det betyder naturligvis også, at ledende partiorganer må forholde sig med største opmærksomhed til den kritik og de forslag, som fremsættes, også selv om de ikke er tilnærmelsesvis 100 % rigtige, ja om de blot indeholder en kærne af sandhed.

Der er dem, der sætter kritik lig med ophævelse af ledelsens autoritet. "Autoritet" gøres til et uartigt ord, på anarkisters vis. Men det er ikke en dårlig ting for et parti, om ledelsen har en sikker autoritet. I anspændte situationer er dette endog en ubetinget nødvendighed. Men en sådan autoritet kommer ikke af sig selv og ikke gennem proklamationer. Den. vindes kun i arbejde og kamp. Den vindes også gennem, at ledelsen i partiets diskussioner giver bidrag, som virker afklarende og fremadpegende og viser sin evne til at lære af masserne. Kritik og diskussion bør på denne måde have til resultat, at ledelsens autoritet ikke nedbrydes, men tværtimod styrkes.

Der er dem, som fører kritiken med det væsentlige formål, at "knalde" andre. Det fører sjældent til noget godt. Hvis sådanne formål dominerer, hører man sjældent på kritiske argumenter og meninger med den nødvendige åbenhed og opmærksomhed. Kritiken må tværtimod føres med det formål at opnå enhed gennem overbevisning og klarhed gennem forståelse. Kollektivitet i partiet er en nødvendig forudsætning for virkelig frugtbar kritik.

Kollektiviteten må gælde forholdet mellem ledelse og medlemmer, mellem medlemmerne indbyrdes og indenfor ledelserne selv. Kollektiviteten har fremragende betydning som arbejdsform for ledelsesarbejdet. En ledelse kan ikke bestride sine mangeartede forpligtelser uden gennem at sammenfatte sine medlemmers forskelligartede erfaringer og evner til en indbyrdes hjælpsom enhed. I endnu højere grad end partiet som helhed bør ledelserne kunne diskutere frit og handle som en fast enhed.

Alvorligt stridende mod en sådan kollektiv arbejdsform er dyrkelse af enkeltpersoner, ikke mindst når de pågældende også selv dyrker sig. Man taler imidlertid undertiden om den bekendte kritik af "persondyrkelsen", som om denne blot var en "delikat omskrivning" for visse grove misforhold. Men der er her ikke tale om omskrivning. "Persondyrkelse" er utvivlsomt et ganske præcist udtryk for en brist i arbejdsform, som kan føre alvorlige fejl med sig - og ikke blot i Sovjetunionen i Stalins sidste år. Hvis det enkelte medlem af en ledelse lader sig gribe af en indstilling om, at "vi alene vide", demonstrerer han alene derved, at der er en hel del, han ikke ved. Og der kan på dette grundlag gribes alvorligt forkert.

Kollektivitet betyder imidlertid ingenlunde, at den enkelte ikke vurderes efter fortjeneste. Dygtige leders og dygtige kadrer vil under alle omstændigheder være af største værdi for partiet og gennem påskønnelse af godt arbejde fremmer partiet udviklingen af gode kadrer.

Kollektivitet betyder ligeså lidt ophævelse af den personlige ansvarlighed. Uden personlig ansvarsfølelse yder den enkelte ikke sit bedste til gavn for helheden. Den "kollektivitet", som blot betyder, at fejl undskyldes med, at "ingen har skyld, fordi alle har skyld", kan kun virke opløsende. Ansvaret må kunne lægges dér, hvor det har hjemme, ligesom påskønnelse må ydes dér, hvor det er fortjent. Kollektiviteten betyder helhedens hjælp til den enkelte og den enkeltes hjælp til helheden. På den måde er kritik og kollektivitet nødvendige arbejdsformer i et parti, som vil bære arbejderklassens og folkets sag til sejr.

Partiets arbejdsformer og organisatoriske principper, dets diskussioner og beslutninger, har og må som afgørende formål have at sikre partiets enhed. Uden et parti, der forstår at optræde som en enhed på marxismen-leninismens grund, vil det være umuligt for arbejderklassen at hævde sig i den samfundsmæssige kamp - endsige tage ledelsen af samfundet i sine hænder. Det bekræftes af alle den socialistiske arbejderbevægelses erfaringer.

Der er kredse, der finder det for godt at ironisere over kommunistiske partiers enhed. De anser det nærmest for komisk, at partierne efter livlige og dybtgående diskussioner alligevel forstår at træffe praktisk talt eenstemmige beslutninger. De fatter ikke, at dette netop er et udtryk for partiernes modenhed som marxistiske partier, og for at det fælles ideologiske grundlag er så stærkt, at det tillader at diskussionerne føres igennem til en fælles konklusion, der sikrer, at partiet handler som en enhed, hvilket er betingelsen for at det praktisk kan løse de komplicerede problemer, der melder sig i klassekampen.

De, som forlanger at kommunistiske partier skal demonstrere uenighed og indbyrdes splidagtighed, stiller i virkeligheden krav, som kun kan være socialismens fjender tilpas. Fjenden vil altid søge at bore kiler ind i de kommunistiske partiers enhed og udnytter herunder - ofte på særdeles raffineret vis - alle personlige og ideologiske svagheder, som han kan finde frem til. Derfor opmuntres også fra denne side småborgerlig-anarkistiske forlangender som de nævnte. "Se, se! Det var da flinkt. I er da virkelige fremskredne demokrater" - sådan er tonen over for dem.

Men hvis partiet vil forblive sin opgave tro, så afviser det ubetinget sådanne lokketoner. Der skal være meningsbrydning, diskussion og kritik i partiet, javel! Men meningsbrydning er ikke ensbetydende med opsplitning i indbyrdes stridende grupper og fraktioner; meningsbrydning på den socialistiske ideologis grund betyder ikke ophævelse af disciplinen i partiet, men betyder at der gennem alsidig belysning sikres, at partiets beslutninger bliver rigtige og klart motiverede, og at disciplinen bliver bevidst og dermed så meget fastere.

Partiet kan ikke tillade, at der udvikler sig "flere partier i partiet" . Det ville uvægerlig føre til, at anti-marxistiske opfattelser fik borgerret i partiet - ikke blot ideologiske, men også organisatoriske. Klassefjenden ville dermed have fået betingelser for at spille på grupper i selve partiet, så kommunisterne i deres kamp også ville "blive beskudt bagfra". Sådan gik det f.eks., i Ungarn. Derfor kan kommunistiske partier ikke tolerere dannelsen af fraktioner i sine rækker det vil sige grupper med en særlig ideologisk "platform" , med egen organisation og gruppedisciplin. Det må forhindres, at diskussionen i partiet tager form af en diskussion mellem fraktioner. Diskussionen må føres for partiet som helhed, i dets organisationer og kompetente organer. De, som i optræden og handlinger ikke vil respektere partiets enhed på marxismens grund, hører ikke hjemme i partiet, og partiet vil ikke kunne løse sine opgaver i arbejderklassens tjeneste, hvis det i længden bevarer sådanne elementer i sine rækker. I en henvendelse til den italienske arbejderbevægelse i anledning af dens indre diskussion af disse problemer i 1920, gav Lenin udtryk for sine erfaringer i ordene: "I Rusland har der mange gange været vanskelige situationer, hvor sovjetstyret med sikkerhed ville være blevet styrtet, såfremt mensjevikerne, reformisterne og de småborgerlige demokrater var forblevet inden for vort parti." (Lenin, Samlede Værker, bind 31, side 358, russisk).

Man taler om, at en sådan opfattelse er udtryk for "kommunistisk snæversyn", og at den forhindrer bredde i partiets arbejde. Men det modsatte er rigtigt. Bredden i partiets politik opstår ikke gennem splidagtighed, gruppevirksomhed eller anti-socialistiske ekstravangancer. Bredde i partiets politik betyder dristig og skabende initiativer ud fra, den indsigt, som socialistisk opfattelse giver, og har derfor som første forudsætning, at denne opfattelse er klar og sikker. Derfor havde Lenin ganske ret, da han under de organisatoriske diskussioner i det unge russiske socialdemokrati sagde: "Jo stærkere vore partiorganisationer bliver, som virkelige socialdemokrater (socialister - IN) tilslutter sig, jo mindre vankelmodighed og ustabilitet, der er indenfor partiet, desto bredere og mere mangesidig, rigere og frugtbarere vil partiets indflydelse på de elementer af arbejdermasserne være, der omgiver det og ledes af det," (Lenin, Udvalgte Værker, bind 3, side 80).

Dette må vi også anse for bekræftet for vore egne erfaringer. Der er dem, som gerne vil gøre hensynet til partiets enhed til en frygtelig byrde og en "krænkelse af den personlige frihed". Sådan vil der f.eks. blive sagt af folk, som sætter deres egen meget ærede person over alt andet - hvilket jo af borgerlige individualister hævdes at være tegnet på "virkelig frihed". Men også det er en tom illusion. Ingen formår at hæve sig selv op ved hårene. Personlig frihed opnås kun gennem indsigt i nødvendigheden, og til denne nødvendighed hører det socialistiske sammenhold i partiet som den nødvendige forudsætning for at gennemføre den samfundsomvæltning, uden hvilken al tale om personlig frihed for folket vil være glimmer og glansbilleder.

Socialismen og den socialistiske bevægelse har brug for personer, som dristigt og med fornemmelse for det nye i udviklingen giver sig i kast med problemerne. Der er derfor plads og råderum for sådanne personlige egenskaber i den socialistiske diskussion. Men en selvhævdelse drevet frem af personlig ærgerrighed, blind og døv for den kollektive erfaring, fører sjældent ret meget fremadbærende med sig. Tværtimod ses det ofte, hvordan en sådan tilstræbt "orginalitet" i kraft af manglende følelse for socialismens virkelige indhold og udvikling fører til fremsættelse af de mest afdankede og uhjælpeligt tilbageviste anti-socialistiske påstande, om de end nok så meget serveres med bravour som "det nyeste nye". Man møder f.eks. hos de sidste dages revisionister bunkevis af postulater, som næsten ord til andet dækker sig med Bernsteins og åndsfrænders anti-marxistiske udbrud fra tiden omkring århundredskiftet. Det er vanskeligt at se det synderligt ophøjede i en sådan beskæftigelse.

Personligheden finder tværtimod sin virkelige udfoldelse gennem at stille sit initiativ i folkets, i fremskridtets, det vil sige i arbejderklassens tjeneste. Kun derigennem finder man kraft til at løfte med på de problemer, som efter deres natur ikke magtes af den enkelte. Ingen enkeltperson har indsigt i alt. Ingen kan alene bære byrden af de uundgåelige skuffelser, som ligger langs klassekampens vej, eller bevare balancen, når medvinden løfter frem i store ting. Dertil behøves fællesskabets hjælp. Og omvendt findes der ikke mere ophøjet opgave for den enkelte end at gøre sin indsats i den fortrop, der bærer en ny tid frem for fællesskabet.

Vort parti har svagheder, som vi i fællesskab må arbejde på at udbedre. Hertil hører den absolut nødvendige højnelse af dets ideologiske niveau som er en forudsætning for at vinde forståelse af den politik, der skal forbinde partiet med folket. Den forbindelse skal ubetinget vindes. Sekterismens skranker må bringes til at falde.

Dette opnås ikke ved af opportunitetshensyn at antage eller anerkende usande anskuelser, selv om de måske kan glæde sig ved en midlertidig popularitet. Partiet har ikke den opgave blot at svinge med skiftende stemninger, hvorved det ville undergrave enhver virkelig autoritet. Partiet kan ikke optræde rigtigt, hvis det ikke ustandselig handler i bevidstheden om, at dets opgave også er at forberede arbejderklassen til at gennemføre sin historiske folkebefriende mission - og det gælder både teoretisk, organisatorisk, og med hensyn til menneskelig styrke. Partiets virke er derfor uden værdi, hvis det sælger ud af sin marxistiske overbevisning. Den er grundlaget for løsningen af problemerne og overvindelsen af vanskelighederne, selv om dette altid vil tage sin tid.

Sovjetunionens Kommunistiske Parti sammenfatter i sine teser til 40 årsdagen som sin erfaring: "Arbejderbevægelsens historie lærer, at de partier og de ledere, der forråder marxismen, er dømt til fallit, men at de partier, derimod, som forbliver marxismen-leninismen tro, og som formår på nyskabende vis at udvikle den og anvende den på samtidens mest indviklede problemer, trods vanskeligheder og almindelige uheld og til syvende og sidst sejrer over deres modstandere." (Fakta om Sovjetunionen, nr. 45, 3. oktober 1957( Den store socialistiske Oktoberrevolution 40 år 1917-1957, Teser, side 50).

På dette grundlag er det derfor at partiet bygger sin enhed. Viljen til enhed er vokset ud af det enkleste klasseinstinkt. Men der er mere end det, der binder partiet sammen. Det er den socialistiske bevidsthed, som partiet har slidt og kæmpet sig til.

For det er sandt, hvad Lenin i april 1917 sagde om klasseinstinktet: "Uden et sådant instinkt ville revolutionens sag være håbløs. I ved jo vel, at ingen ville befri arbejderne, hvis ikke de selv gør det. Men er det nok med et sådant instinkt? Alene på instinktet kommer man ikke langt frem. Derfor er det nødvendigt at få dette instinkt til at forvandle sig til bevidsthed." (Lenin, Samlede Værker, bind 24. side 238, russisk).

Partiet er bæreren af den socialistiske bevidsthed. Derfor vil denne også halte og vantrives, hvis ikke den er forbundet med en partibevidsthed. Ingen kan være marxist eller leninist uden også at nære kærlighed til partiet og stolthed over partimedlemsskabet. Den stolthed har sin rod i marxismens verdensomvæltende sejre, i dens løftelse og højnelse af folkets sag. Det er ikke en stolthed, som kan forliges med en foragt for den "brede hob". Det er en stolthed over at tjene folket ved at løfte i flok og med et klart perspektiv.

De kommunistiske partier bekæmper så årvågent revisionismen, fordi den netop retter spydspidsen mod partibevidstheden! De revisionistiske angreb går jo ikke alene ud på, at partiet gør dette og hint forkert, men på, at partiet fundamentalt er på afveje, fordi det handler på marxismen-leninismens grund. I den situation, hvori vort parti befinder sig, må det alvorligt anstrenge sig for at overvinde sine sekteriske hæmninger, men de revisionistiske angreb på selve partibevidstheden, må ikke desto mindre anses for den hovedsagelige fare.

I en fast begrundet partibevidsthed og partiånd ligger kilden til kommunisters udholdenhed, fasthed og stadige aktivitet - i trange tider som i de store opsving. Det er den, der gør, at kommunister kan forme et kampens parti, et parti som viser vej, fører an og slår igennem.

Marxismen i vor tid - det er fremfor alt at føre denne kamp, med klarhed og sikkerhed. Som Sovjetunionens Kommunistiske Parti siger til 40 årsdagen: "Vore dages marxisme er den marxisme, som Lenin på nyskabende vis videreudviklede, og som er prøvet og beriget ved den store Oktoberrevolutions erfaringer, ved socialismens og kommunismens opbygning i USSR, ved erfaringerne fra den store kinesiske revolution og ved socialismens opbygning i alle de lande, hvor arbejderklassen har magten. Det er den marxisme, der daglig udvikles af og alle de kommunistiske broderpartier, der kæmper mod imperialismen, mod kapitalens åg." (Teser, sammesteds, side 50).

Også vi har vort bidrag at bringe dertil - i tanke og i handling.

-=oOo=-

Webmaster