Udvalgte taler og artikler af Jurij Andropov - for Freden, Socialismen og for nedrustning!

Jurij Vladimirovitj Andropov. *15. juni 1914 - død 9. februar 1984 (69 år). Jurij Andropov overtog posten som generalsekretær efter Leonid Bresjnev i november 1982 indtil Jurijs død 15 måneder senere i februar 1984. I 1983 fik han endvidere hvervet som formand for Sovjetunionens Øverste Sovjets præsidium.

Udvalgte taler og artikler af den sovjetiske kommunist og statsleder Jurij Andropov. Han blev født i juni 1914 i en jernbanearbejderfamilie. Da han var 16 år gammel, begyndte han som arbejdsmand i byen Mozdok, og bagefter arbejdede han som matros på Volgarederiets skibe. Han endte sin løbebane i februar 1984 på de højeste poster som generalsekretær for SUKP’s centralkomité og formand for USSR's Øverste Sovjets præsidium. Jurij Andropov blev uddannet på universitetet og Den højere Partiskole under SUKP’s centralkomité.

Hans fremragende politiske lederevner kom til udtryk i hele hans alsidige virke - i hans arbejde i Komsomol, i organiseringen af Karelens partisanbevægelse under den store fædrelandskrig samt på ansvarsfulde poster i partiet og den diplomatiske tjeneste. Han viede mange år af sit liv til at styrke Sovjetunionens sikkerhed,

I løbet af det korte tidsrum (november 1982 - februar 1984), hvor Jurij Andropov stod i spidsen for SUKP’s centralkomité, blev beslutningerne fra SUKP’s 26. kongres konsekvent ført ud i livet, samtidig med at de blev kreativt videreudviklet, og Sovjetunionen gjorde stadige fremskridt på alle områder af det sociale og økonomiske liv. I denne periode var SUKP’s og hele det sovjetiske folks indsats koncentreret om at fremskynde den økonomiske udvikling, forbedre styringen af samfundsøkonomien, styrke parti-, stats- og arbejdsdisciplinen samt udvikle massernes skabende aktivitet.

Jurij Andropov ydede et betydeligt bidrag til udviklingen af det alsidige samarbejde mellem det socialistiske samvirkes lande, til styrkelsen af den internationale kommunistiske og arbejderbevægelses enhed og sammenhold samt til understøttelsen af folkenes kamp for frihed og uafhængighed.

På den internationale skueplads fulgte SUKP’s centralkomité og den sovjetiske stat under hans ledelse konsekvent og ihærdigt den leninske udenrigspolitiske kurs i retning af at fjerne atomkrigstruslen, tilbagevise imperialismens aggressive planer samt styrke freden og folkenes sikkerhed. De i udvalget offentliggjorte materialer giver indblik i SUKP’s og sovjetstatens indenrigs- og udenrigspolitik.

En række artikler og taler omhandler partiets virksomhed med henblik på at styrke enheden og sammenholdet mellem de socialistiske lande, mindske de politiske spændinger i verden og realisere det leninske princip om fredelig sameksistens mellem lande med forskellige samfundssystemer samt ligeledes SUKP’s og sovjetstatens vedvarende bestræbelser på at styrke samarbejdet med udviklingslandene og yde støtte til folkenes befrielseskamp, og hvorledes Sovjetunionen kæmpede for at opretholde freden samt tilvejebringe stabilitet og sikkerhed i verden. Desuden belyses en række teoretiske og praktiske spørgsmål i forbindelse med udviklingen af det socialistiske verdenssystem og dets placering og rolle i verden.

***

DEN PROLETARISKE INTERNATIONALISME - KOMMUNISTERNES KAMPFANE!

Uddrag af et foredrag d. 26. september 1964 på den internationale konference i Berlin i anledning af 100-året for I. Internationale

I historien findes der begivenheder, hvis betydning rækker langt ud over den givne epoke og øver indflydelse på hele verdensudviklingen. Netop til denne slags begivenheder, der i sandhed har verdenshistorisk betydning, hører grundlæggelsen af I Internationale - Den internationale Arbejderassociation, hvis 100-årsjubilæum i dag bliver fejret af hele den progressive menneskehed.

I hine septemberdage for 100 år siden var der ikke mange, der lagde mærke til den beskedne forsamling i St. Martin’s Hall. Der var ikke mange, som dengang forstod, at netop dér, i London, i kapitalismens højborg, var den kraft ved at blive formet, som var bestemt til at nedbryde det kapitalistiske udbytningssystem til grunden og opbygge det nye, socialistiske samfund, hvor den øverste hersker er arbejdet, og hvor det internationale princip er fred og broderskab mellem folkene.

»Første Internationale«, skrev Lenin, »lagde grunden til en proletarisk, international kamp for socialismen.« (V. I. Lenin. Udvalgte værker (i 15 bind), bd. 11, s. 278, Tredje Internationale og dens plads i historien). Fra det tidspunkt er der gået 100 år. På det fundament, hvis grundsten blev lagt af Marx og Engels, rejste der sig en mægtig og bred bevægelse, som er blevet den mest indflydelsesrige og betydningsfulde politiske kraft i nutiden.

Der var i alt kun nogle få hundrede mennesker til stede på Internationalens konstituerende forsamling; de repræsenterede kun seks europæiske lande. I dag findes der i verden over 43 millioner kommunister, forenet i 90 kommunistiske og arbejderpartier, som har deres virke på alle jordklodens kontinenter.

På 100 år er marxismen blevet kampfane for flere hundrede millioner arbejdende mennesker.

Over en tredjedel af menneskeheden er under denne sejrrige fane blevet befriet fra udbytning og social undertrykkelse og er godt i gang med at opbygge deres nye liv.

Næsten to milliarder mennesker har knust det koloniale slaveris lænker og er slået ind på en selvstændig udviklingsvej.

Og nu, hvor hele verden er vidne til kommunismens store resultater, vender vi igen og igen blikket mod de geniale skabere af vor internationale lære - mod Marx og Engels, hvis værk vil leve i århundreder.

Når kommunisterne fejrer 100-året for I. Internationale, er det ikke kun for endnu engang at mindes fortidens store kampe. Vi gør det først og fremmest for atter og atter at vende tilbage til den verdensomspændende befrielsesbevægelses aktuelle problemer og ud fra den revolutionære kamps historiske erfaringer lære at løse vore dages opgaver.

Den proletariske internationalisme og kommunisternes kamp for folkenes nationale interesser.

Den proletariske internationalisme er ikke nogen abstrakt doktrin. Den opstod ud fra selve livet, ud fra klassekampens mest brændende, umiddelbare behov som en integreret del af arbejderklassens ideologi.

Den proletariske internationalismes idé er ikke kun udtryk for kommunisternes syn på relationerne mellem arbejderklassen i alle lande i kampen mod det kapitalistiske samfundssystem, men også for deres forestillinger om fremtidens samfund, om relationerne mellem de forskellige landes folk under opbygningen af socialismen og kommunismen. Marxismen-leninismen er læren om den socialistiske revolution og opbygningen af det nye samfund i alle verdens lande. Og dens grundlæggere gik selvfølgelig ud fra, at de mellemfolkelige relationer under kommunismen skulle opbygges på et helt nyt grundlag - på de principper, som forfægtes af det moderne samfunds mest progressive klasse - arbejderklassen.

Det fælles i arbejdernes stilling og interesser i alle lande samt enheden i deres overordnede mål betinger nødvendigheden af deres broderlige solidaritet over for den fælles klassefjende - det internationale bourgeoisi. Samtidig forløber klassekampen under konkrete nationale betingelser, den antager uvægerligt en national form, og som erfaringen har vist, kan intet proletarisk parti ignorere denne kendsgerning, hvis det ønsker at øve nogen virkelig indflydelse på masserne.

Den proletariske internationalisme er et af de vigtigste principper i den marxistisk-leninistiske ideologi, idet den tjener til at forene de bestræbelser, som gøres af arbejderklassens nationale afdelinger og er en sikker garant mod fremkomsten af national indskrænkethed i arbejderbevægelsen. Arbejderklassens internationale solidaritet er en afgørende betingelse for dens sejr. Netop sådan formulerede Marx problemet i I. Internationales Inauguraladresse. »Erfaringen fra den tid, der er gået, har lært os,« skrev han, »hvorledes forsømmelse af det broderskabets bånd, der burde bestå mellem arbejderne i de forskellige lande og anspore dem til at holde tæt sammen i alle deres kampe for deres befrielse, ubarmhjertigt tugtes ved, at deres usammenhængende forsøg lider fælles skibbrud.« (Marx Engels. Udvalgte skrifter (i to bind), Forlaget Tiden, København 1976, bd. 1, s. 377-378 (Inauguraladresse for Den internationale arbejderassociation).

For marxisterne-leninisterne er og bliver den proletariske internationalisme det ledende princip og grundlaget for de broderlige relationer mellem de kommunistiske partier og de socialistiske lande.

I vor tid er den proletariske internationalisme blevet beriget med et nyt indhold. For det første er der sket en brat udvidelse af dens virkefelt. I dag er den proletariske internationalisme i færd med at blive den revolutionære kampfane ikke blot for arbejderklassen, men også for de milliontallige arbejdende masser og de undertrykte folk på hele jordkloden. Den betegner solidariteten mellem alle revolutionære, antiimperialistiske kræfter: det socialistiske verdenssystem, arbejderbevægelsen og den demokratiske bevægelse i de udviklede kapitalistiske lande samt den nationale befrielsesbevægelse. Denne internationale solidaritet tjener til opfyldelse af den leninske parole »Proletarer i alle lande og undertrykte folk, forén jer!«

For det andet er der sket en vækst i de opgaver, som kommunisterne og alle de kræfter, der er samlet under internationalismens banner, står overfor. I nutiden forudsætter den proletariske internationalisme aktionsenhed i kampen for styrkelse og udvikling af det socialistiske samvirke, for den proletariske revolutions sejr, for de undertrykte folks nationale og sociale befrielse samt for fred, demokrati og socialisme i hele verden.

Enheden af alle revolutionære kræfter er tidens bud. Den er nødvendig såvel til løsning af de store opgaver, hele menneskeheden står overfor i vor tid, som til løsning af de opgaver, hver enkel national arbejderbevægelse står overfor. Menneskehedens redning fra en atomkrigskatastrofe, folkenes fuldstændige befrielse fra alle former for kolonial afhængighed og deres udvikling i retning af sociale fremskridt er altsammen ligesom kampen for socialismens sejr opgaver, der kræver ubetinget solidaritet i arbejderklassen og enhed blandt alle arbejdende mennesker og undertrykte folk.

Et af de afgørende særtræk ved vor epoke er den kendsgerning, at overgangen til socialismen falder sammen med kolonisystemets opløsning og den nationale befrielsesbevægelse i lande, hvis folk tilsammen udgør to tredjedele af menneskeheden. Og det er selvfølgelig ikke noget tilfældigt sammentræf. Netop proletariatets revolutionære bevægelse har givet en mægtig impuls til de undertrykte folks kamp, og netop arbejderklassens sejre skabte betingelserne for, at denne kamp kunne krones med held.

Der kan ikke herske tvivl om, at den nationale faktor i vore dage både i ideologien og politikken er blevet til en væsentlig kraft, som kommunister ikke kan se bort fra. Vore modstandere har endog spået, at netop nationalismen er bestemt til at blive den dæmning, der skal bremse kommunismens videre udbredelse.

Men antikommunisternes beregninger er ikke bestemt til at gå i opfyldelse. Hvis man ser nærmere på vor tids samfundsmæssige processer, må man nødvendigvis komme til den konklusion, at en hensyntagen til nationale faktorer som regel ikke på nogen måde vil være til skade for kommunismen, ligesom den ikke vil være i modstrid med den internationale solidaritets idé.

Hvad er det for processer, der gør det nødvendigt at tage hensyn til nationale faktorer i ideologien og politikken? Det er først og fremmest kolonialismens sammenbrud samt tilblivelsen og udviklingen af snesevis af nye uafhængige stater, som tidligere var undertrykt af imperialismen. Endvidere er det opsvinget af nationale følelser i de selvstændige, økonomisk mere udviklede kapitalistiske lande, hvis uafhængighed trues af de store imperialistiske monopoler. Endvidere er det processer i forbindelse med de socialistiske nationers opsving og udvikling, herunder styrkelsen af de socialistiske landes uafhængighed og suverænitet.

Alt dette er ikke blot nationale, men også sociale processer. De er forbundet med den kamp mellem klasser og samfundssystemer, der bestemmer historiens gang, og de er flettet sammen med denne kamp, står under dens indflydelse og øver selv indflydelse på den. De nationale elementers betydning i ideologien og politikken vokser stort set i takt med styrkelsen af de sociale processer, der fører til imperialismens afskaffelse og socialismens sejr, dvs. til de mål på internationalt plan, som kommunisterne kæmper for.

Det er selvfølgelig ikke altid, at disse to tendenser stemmer overens, hverken i ideologien eller i politikken. I visse tilfælde kan de endog komme i modstrid med hinanden. Forskellige klasser vil altid lægge et forskelligt indhold i begreberne nationale opgaver og nationale interesser. Arbejderklassen ser det som det højeste udtryk for nationale interesser at afskaffe kapitalismen i sit land, gøre sig til sin nations ledende kraft og stille sig i spidsen for opbygningen af et nyt samfund, hvor den sociale og nationale frigørelses idealer sejrer. De reaktionære klasser søger, idet de udgiver deres egoistiske interesser for at være hele nationens interesser, at dæmpe den arbejdende befolknings klassekamp samt at bevare det kapitalistiske udbytningssystem.

Kampen for at den ideologi, der har greb i masserne, også modsvarer hver nations arbejdende, patriotiske flertals interesser, og for at de nationale mål ikke udskiftes med nationalistiske, er forbundet med forskellige sociale kræfters handlinger ikke blot inden for det enkelte lands grænser, men også på verdensplan. Under det voldsomme opsving i folkenes nationale kamp søger bourgeoisiet med alle midler at lede den nationale bevægelse ind i de baner, som er fordelagtige for det selv, dvs. internationale og racemæssige stridigheder, for derved at lede kampen bort fra løsningen af de virkelige opgaver i forbindelse med den nationale genfødsel, som kun kan foregå på grundlag af sociale fremskridt. Kommunisterne ser det som deres pligt at kæmpe mod ethvert forsøg på at stille løsningen af nationale opgaver i et modsætningsforhold til løsningen af sociale opgaver samt mod alle former for racistisk og chauvinistisk ideologi.

Helt anderledes forholder marxisterne-leninisterne sig til de nationale former for ideologi, der udtrykker folkenes retmæssige bestræbelse på at frigøre sig fra alle former for national undertrykkelse, først og fremmest fra kolonialisme og neokolonialisme, for dermed at lette situationen for disse landes arbejdende befolkninger.

Det førhen usete omfang, som efterkrigstidens nationale befrielsesbevægelse har antaget, og den kendsgerning, at snesevis af folkeslag i Asien, Afrika og Latinamerika har begivet sig ind på en selvstændig udviklingsvej - alt dette har selvfølgelig fremkaldt et mægtigt opsving af nationale følelser, national stolthed og national selvbevidsthed samt en bestræbelse på at styrke den nationale suverænitet og den økonomiske og politiske uafhængighed.

Marxisterne-leninisterne nøjes ikke med at støtte folkenes frihedskamp, men anviser også den eneste vej, der kan sikre den endelige sejr i kampen for national uafhængighed - det sociale fremskridts vej, socialismens vej. Samtidig skelner kommunisterne skarpt mellem på den ene side nationernes retmæssige bestræbelser på at opnå frihed og styrke deres suverænitet og uafhængighed og på den anden side den nationalisme, som praktiseres af de reaktionære kræfter i en række lande i Asien, Afrika og Latinamerika.

Kommunisterne støtter alt, hvad der er progressivt i folkenes nationale befrielsesbevægelse i Asien, Afrika og Latinamerika. De stræber efter et varigt forbund med denne bevægelse.

Marxisterne-leninisterne tager udgangspunkt i den kendsgerning, at dette forbund i vore dage har verdenshistorisk betydning, eftersom foreningen af alle nutidens revolutionære kræfter er afgørende ikke blot for, om kampen for national befrielse bliver ført til ende, men også i høj grad for udfaldet af den verdensomspændende revolutionære proces.

Spørgsmålet om forholdet til den nationale befrielsesbevægelse er et spørgsmål om mange millioner forbundsfæller for arbejderklassen i kampen mod den internationale imperialisme, for socialismen.

Lenin anså spørgsmålet om bevarelsen af arbejderklassens forbund med bønderne for at være det vigtigste spørgsmål i forbindelse med den socialistiske revolution i vort land og verdensrevolutionen i sin helhed. Det var først og fremmest fordi vort parti formåede at bevare og styrke det revolutionære forbund mellem proletariatet og bønderne, at socialismen sejrede i vort land.

I nutiden melder der sig for arbejderklassen på verdensplan i hele sit omfang den opgave at vinde bønderne som forbundsfælle i kampen mod imperialismen. Når Sovjetunionen, de andre socialistiske lande og kommunisterne i hele verden yder vedvarende og alsidig hjælp til den revolutionære nationale befrielsesbevægelse, så er det egentlig skridt til løsning af den kolossale opgave, som Lenin talte om i tyverne, for det drejer sig om hjælp til lande, hvor bondebefolkningen er dominerende.

I vor tid kan de mange områder i verden, der har frigjort sig fra kapitalismen, betegnes som en art kæmpemæssigt socialt laboratorium til udarbejdelse af nye livsformer, nye veje til politiske og økonomiske omdannelser. Kampen for national befrielse sammenflettes mere og mere med massernes stræben efter at virkeliggøre de socialistiske idealer.

De forskellige livsbetingelser og særtrækkene ved det ene eller det andet folks historiske vej, traditioner og kultur kommer til udtryk i de ideologiske strømningers mangfoldighed og den særegne sammenkædning af national selvbevidsthed og forestillinger om socialismen. Disse forestillinger adskiller sig på mange måder fra den videnskabelige kommunisme. Men det ligger fjernt fra kommunisterne at være doktrinære. De har ingen som helst planer om at bandlyse andre progressive partier og revolutionære kræfter fra deltagelse i bevægelsen frem mod socialismen.

Marxister-leninisterne anser det ikke for deres opgave at understrege forskellen på den videnskabelige socialisme og folkemassernes spontane stræben efter socialismen, men tværtimod i betragtning af denne forskel at fremhæve og styrke det, som er fælles, og som forener de socialistiske bestræbelser blandt progressive arbejdere og alle demokratiske nationale lag, samt at lette de sidstnævntes overgang til den proletariske videnskabelige socialisme.

Den nationale faktors tiltagende rolle i folkenes samfundsmæssige liv har stillet den internationale kommunistiske bevægelse over for den opgave omhyggeligt at udforske dens forskelligartede udtryk samt opstille paroler af en sådan art, som er egnede til at udtrykke massernes fremtidshåb med hensyn til at styrke deres nationale selvstændighed, og som kan forstærke deres stræben efter at begive sig ind på det sociale fremskridts vej.

De kommunistiske partier kan med held stå i spidsen for folkenes kamp for den socialistiske revolutions sejr, hvis de optræder som en sand national kraft. Det gælder ikke blot for de kommunistiske partier i Asien. Afrika og Latinamerika, men også for de kommunistiske partier, der arbejder i de udviklede kapitalistiske lande. I disse lande fører skærpelsen af de sociale modsigelser uundgåeligt til isolation for de monopolistiske kredse, som ikke blot arbejderne, men også andre samfundslag - bønderne, småborgerskabet og middelstanden, intelligensen m.fl. - forener sig imod. Det overvældende befolkningsflertal i disse lande har interesse i at begrænse monopolernes magt, forsvare og udvikle de demokratiske friheder, som monopolisterne øver vold på, samt at bevare freden. Som følge heraf viser der sig gode muligheder for aktionsenhed mellem kommunister, socialister og andre demokratiske partier, og der opstår et bredt socialt grundlag for at kæmpe for omdannelser, der er mere vidtgående end sædvanlige reformer.

Hele den historiske udvikling, navnlig inden for de seneste årtier, viser, at samtidig med at arbejderklassen i de kapitalistiske lande tilkæmper sig støtte fra de brede folkelige lag, så antager dens sociale opgaver derved også en bestandig mere almennational karakter. Samtidig står det fuldkommen klart for kommunisterne, at de sande nationale opgaver ikke kan løses med held, hvis de isoleres fra løsningen af de internationale problemer, og at hvert folks nationale interesser er uadskillelige fra hele den progressive menneskeheds interesser.

Marxisterne-leninisterne går ud fra, at den rigtige forståelse og anvendelse af den proletariske internationalismes princip giver mulighed for, under bevarelse af enheden i den kommunistiske bevægelse og blandt alle revolutionære kræfter, at tage hensyn til et hvilket som helst partis og en hvilken som helst arbejdende befolknings nationale behov. Netop en sådan organisk enhed er nødvendig for at løse den revolutionære bevægelses vitale opgaver.

Nødvendigheden af en sådan enhed fremtræder mest anskueligt i kampen for fred og fredelig sameksistens mellem lande med forskellige samfundssystemer. I nutiden, hvor der er ophobet store kernevåbenlagre, og hvor en krig uundgåeligt ville føre til hele folks udslettelse, er det at bevare og styrke den internationale fred blevet den vigtigste betingelse og forudsætning for at løse et hvilket som helst nationalt problem. For at et folk kan være i stand til at løse sine nationale og sociale opgaver, må det først og fremmest tage vare på verdensfredens opretholdelse; men det kan kun lykkes, hvis det forener sine kræfter med alle andre folkeslags kræfter.

Ligeledes forholder det sig med en af de andre hovedopgaver for den revolutionære bevægelse - kampen mod imperialismen og kolonialismen. På trods af de overordentligt dybe modsigelser i den imperialistiske lejr, så optræder denne i kampen mod den revolutionære bevægelse stort set som en samlet kraft. Ville man kunne gøre sig noget realistisk håb om at besejre denne reaktionære kraft ved at handle i splittelse, uden at støtte sig på den internationalistiske hjælp fra sine ligemænd med hensyn til klassetilhørsforhold og kampmål? Nej, selvfølgelig ikke. Sådanne isolerede forsøg fører, som Marx konstaterede, til nederlag. Hvis ikke marxisterne lige til vore dage trofast havde fulgt denne anvisning fra deres læremestre, ville der ikke have været noget socialistisk verdenssystem på jorden i dag og heller ikke snesevis af unge stater, der har frigjort sig fra kolonial afhængighed; imperialismen ville derimod stadig have hersket uindskrænket på den internationale arena.

I kampen for socialismen er den internationale aktionsenhed særlig nødvendig. Sikringen af gunstige internationale vilkår for arbejderklassens magtovertagelse og forsvaret af de socialistiske staters uafhængighed over for imperialistiske aggressioner ville ligesom selve opbygningen af nye samfundsmæssige relationer være en umulighed uden støtte og brug af de erfaringer, der er gjort af den socialistiske verden.

Hvis arbejderklassens parti for at gøre sig gældende som national kraft i et land begyndte udelukkende at være opmærksomt på løsningen af nationale opgaver og holdt op med at deltage i kollektive og solidariske aktioner, så ville det med eller mod sin vilje stille sin fuldt berettigede bestræbelse på at optræde som national kraft i modsætning til sin internationale pligt, til arbejderklassens fælles sag. Det må siges at være yderst tvivlsomt, om et arbejderparti ad denne vej vil kunne styrke sin forbindelse til masserne og øge sin autoritet i et land. Tilhørsforholdet til den verdensomspændende bevægelse, som kommunismen repræsenterer, er i sig selv den vigtigste kilde til de marxistisk-leninistiske partiers autoritet. Et proletarisk parti kan ikke blive nogen indflydelsesrig national kraft, hvis det lukker sig inde i sin egen skal og viger tilbage for de mægtige problemer, der kun kan løses inden for den internationale revolutionære bevægelse, i enhed med de øvrige broderpartier. Hvem der ville forsøge på den ene eller den anden måde at afsondre sig fra den kommunistiske bevægelse og den virkeliggjorte socialisme med alle dens resultater og vanskeligheder, ville dermed også være tvunget til at frasige sig kommunismens kommende sejre og sin egen fremtid.

At koncentrere bestræbelserne på at finde nye tilgangsvinkler og metoder til at forbinde nationale og internationale interesser er i nutiden en ekstremt vigtig opgave.

Den revolutionære praksis og erfaringerne fra den anti-imperialistiske kamp har vist, at forenede aktioner og solidaritet mellem alle demokratiske og progressive kræfter er de arbejdende menneskers vigtigste politiske våben, og at ægte internationalisme er en afgørende betingelse for at virkeliggøre hvert enkelt folks nationale forhåbninger. Netop disse standpunkter har været og er fortsat kendetegnende for Sovjetunionens kommunistiske Parti.

De sovjetiske kommunister ser det som deres internationale pligt fuldt ud at opfylde programmet for den kommunistiske opbygning og dermed hævde sig i konkurrencen med kapitalismen på alle livets områder.

SUKP ser det som sin internationale forpligtelse at videregive sine politiske og økonomiske erfaringer til de kommunistiske partier og de unge nationalstater.

Sammen med de øvrige broderpartier gør vort parti alt for at skabe enhed mellem de socialistiske stater, styrke venskabet og samarbejdet mellem folkene samt udbygge den socialistiske internationalismes princip, grundlaget for relationerne mellem de socialistiske lande.

Den proletariske internationalisme og det socialistiske verdenssystem.

I vor tid har spørgsmålene i forbindelse med det internationale samarbejde mellem de folk, der har begivet sig ind på socialismens vej, antaget en særlig betydning. Som et resultat af at socialismen har bredt sig ud over en enkelt stats rammer, er de internationale relationer mellem arbejderklassens nationale afdelinger nu blevet forvandlet til mellemstatslige relationer, mens det politiske og ideologiske samarbejde mellem broderpartierne er blevet hævet op på et nyt niveau og suppleret med det økonomiske samarbejde mellem de socialistiske stater. Alt dette har styrket de internationale forbindelser mellem broderpartierne og folkene, der har begivet sig ind på socialismens vej. Samtidig er der her opstået en række nye problemer, som den revolutionære bevægelse aldrig før har været ude for.

Hvordan forenes hvert enkelt socialistisk lands nationale, statslige interesser med hele samvirkets interesser? Hvordan skabes der overensstemmelse mellem de enkelte socialistiske staters interesser? Hvordan kanaliseres den stride strøm af tiltagende national selvbevidsthed i forbindelse med fremskridtene i den socialistiske opbygning ind i den socialistiske internationalismes baner? Livet selv har rejst disse spørgsmål. Af deres korrekte besvarelse afhænger på mange måder den socialistiske verdens skæbne og menneskehedens fremtid. Løsningen af disse opgaver er desto vigtigere, eftersom hele verdens arbejdende befolkning ønsker i det socialistiske fællesskab at se et forbillede på ægte nye relationer mellem folkene.

Idet Lenin overvejede de fremtidige muligheder for udviklingen af et socialistisk folkeforbund, skrev han: »Vi ønsker et frivilligt forbund af nationer, et forbund, der ikke tillader en nation at anvende nogen form for magt mod en anden, et forbund, som grundes på den fuldeste tillid, på klar bevidsthed om broderlig enhed, på et ganske frivilligt samtykke. Et sådant forbund lader sig ikke oprette på en gang, det må man arbejde sig frem til med den største tålmodighed og forsigtighed for ikke at fordærve alt, for ikke at vække mistillid, for at få udryddet den mistillid, som er en arv fra århundreders godsejer- og kapitalistundertrykkelse, en arv fra den private ejendomsret og det fjendskab, den har vakt ved sine opdelinger og nyopdelinger.« (V. I. Lenin. Udvalgte værker (i 12 bind), Forlaget Tiden, København 1948, bd. 11, s. 82 (Brev til Ukraines arbejdere og bønder i anledning af sejren over Denikin).

Det socialistiske samvirke har kun eksisteret i to årtier, men der er al mulig grund til at sige, at der i løbet af denne korte tid er blevet løst mange af de opgaver, som Lenin talte om. Forbundet af frie nationer har stået tidens prøve og vist, hvilke fordele folket har af socialismen og det alsidige samarbejde mellem broderlandene.

Takket være det nære militærpolitiske forbund mellem de socialistiske stater blev vejen lukket for imperialismens overgreb på deres uafhængighed. De lande, der har begivet sig ind på socialismens vej efter den anden verdenskrig, har i betydelig grad øget deres industrielle produktion og haft stor fremgang på alle områder af deres nationaløkonomi såvel som i deres videnskabelige og kulturelle opsving. Meget er blevet gjort for at udarbejde forskelligartede samarbejdsformer og -metoder, der passer til den nye type internationale relationer. Et eksempel herpå er Comecon, som udfører et stort og frugtbart arbejde med at tilrettelægge det gensidigt fordelagtige samarbejde mellem de socialistiske lande med hensyn til koordination af deres indsats på den økonomiske udviklings område.

Uanset hvor store resultater der er blevet opnået i skabelsen af nye internationale relationer, må det erkendes, at dette kun er den første etape, og at vi nu søger veje til at bringe vort samarbejde op på et nyt og højere niveau.

Det er velkendt, at der mellem det kapitalistiske og det socialistiske samfund i hvert land ligger en overgangsperiode, hvor der foregår en revolutionær omdannelse af det førstnævnte til det sidstnævnte. Denne lovmæssighed for den samfundsmæssige udvikling gælder i en vis forstand ikke kun inden for de enkelte lande; den gælder på sin vis også for relationerne mellem dem. Oprettelsen af socialistiske relationer mellem forskellige stater foregår ikke med det samme, det er en lang og kompliceret proces, i løbet af hvilken de socialistiske lande frigør sig fra de relationer, der er blevet tilbage som en arv fra kapitalismen, overvinder dem og udarbejder nye former for samarbejde, tilnærmelse og kontakter, der svarer til socialismens natur og principper.

Landene inden for det socialistiske system befinder sig på uens økonomiske udviklingsniveauer, og de har forskellige historiske og kulturelle traditioner. Nu, hvor problemerne angående det flersidede økonomiske og politiske samarbejde er rykket frem i forreste række, antager disse faktorer en øget betydning.

I de forløbne tyve år har de socialistiske lande styrket deres økonomi, deres sociale og politiske basis for det nye samfund samt deres statssystem. På denne baggrund blev deres reelle selvstændighed og suverænitet styrket. I denne forbindelse voksede hver enkelt socialistisk lands tillid til sine egne kræfter, og det er fuldt ud forståeligt, at de søger at spille en stadig større rolle på den internationale arena. I disse lande modsvares folkenes øgede nationale selvbevidsthed af de kommunistiske partiers store indsats for at styrke deres landes nationale suverænitet samt økonomiske og politiske selvstændighed.

Der er ingen tvivl om, at den af broderpartierne valgte kurs i retning af ligeberettiget samarbejde mellem suveræne socialistiske stater har åbnet vidtrækkende perspektiver for styrkelsen af deres reelle enhed. Denne kurs har givet gode resultater. Men de kunne have været betydeligt større, hvis det ikke havde været for den splittelsesvirksomhed, som udøves af KKP’s maoistiske ledelse. Og selv om denne nu fremfor alt spekulerer i de bestræbelser, som folkene i de socialistiske lande gør sig i retning af at styrke deres selvstændighed, så er det let at se, at det er noget helt andet, den er interesseret i. Hvis man virkelig skal foretage en samlet bedømmelse af de kinesiske lederes handlinger: indskrænkningen af samarbejdet med de andre socialistiske lande; modarbejdelsen af deres fælles udenrigspolitiske kurs; bestræbelsen på at rejse spørgsmål, der klart er egnet til at skabe splid mellem de socialistiske lande, - så må man nødvendigvis komme til den konklusion, at de tilstræber en splittelse af det socialistiske samvirke, og i sidste instans - at få det underlagt sine stormagtsambitioner.

En sådan politik, som faktisk føres af KKP’s ledelse, er yderst fordelagtig for imperialisterne, der længe har søgt med alle midler at svække og undergrave vort sammenhold. Imperialisterne forstår udmærket, at de socialistiske lande, hvis de skilles fra hinanden, slet ikke er det samme, som hvis de optræder som en samlet kraft. Det er karakteristisk, at de herskende kredse i Vesten, der efterhånden indser det forgæves i deres håb om at styrte socialismen med våbenmagt, i den seneste tid mere og mere satser på økonomiske og politiske metoder af en sådan art, som de mener kunne føre til vort samvirkes splittelse.

I denne situation anser SUKP det ligesom de øvrige marxistisk-leninistiske partier, der er forblevet tro mod den proletariske internationalismes principper, for nødvendigt vedholdende at forbedre og udvikle de broderlige relationer mellem de socialistiske lande. Ikke med ord, men med konkrete handlinger søger vi at bevise, at de, der forsvarer den internationale enhed, vender sig imod national indskrænkethed og egoisme samt kæmper for at styrke de socialistiske folks samvirke, har den historiske ret på deres side.

Vort parti tager som udgangspunkt, at der kun kan opnås enhed mellem de socialistiske lande gennem en bestandig hensyntagen til hvert enkelt socialistisk lands nationale interesser. Lenin skrev: »Vor erfaring har indgivet os fast overbevisning om, at kun en umådelig opmærksom holdning til de forskellige nationers interesser kan fjerne grundlaget for konflikter, fjerne den indbyrdes mistillid, fjerne nervøsiteten for intriger og skabe den tillid, især blandt arbejdere og bønder, der taler forskellige sprog, som er absolut nødvendig for at bygge fredelige relationer mellem folkene og sikre en nogenlunde vellykket udvikling af alt det, der er af værdi i den moderne civilisation:«( V. I. Lenin. Om fredelig sameksistens, s. 164 (Interview til M. Farbman). SUKP ser disse teser som et handlingsprogram for relationerne mellem de socialistiske lande.

Erfaringen har vist, at det er umuligt at opstille en korrekt politik for de socialistiske landes indbyrdes relationer, hvis man ikke fuldt ud tager hensyn til disses komplicerede og af og til ligefrem modsigelsesfyldte karakter. Opgaven synes at bestå i at gøre mest muligt for at styrke de gensidige broderlige relationer mellem de suveræne socialistiske folk ud fra en hensyntagen til såvel hvert enkelt lands interesser som hele samvirkets samlede interesser uden herunder at gøre forsøg på at overskride de rammer, som er sat af de eksisterende historiske betingelser, eller ignorere reelt foregående processer.

Inden for vor fælles linie kan niveauforskelle i den økonomiske og politiske udvikling, forskelligartede historiske og kulturelle traditioner sammen med forskelle i geografisk placering i visse tilfælde føre til, at der opstår forskelle i tilgangsvinklen til konkrete spørgsmål og deres løsning. Selvfølgelig er sådanne forskelle uønskelige, og det ville være bedre, hvis de ikke forekom. Men eftersom de dog kan opstå, er det nødvendigt at udarbejde korrekte metoder til at overvinde dem. Vort parti er overbevist om, at hvis der bliver ført en korrekt, marxistisk-leninistisk politik, der forbinder hvert enkelt socialistisk lands interesser med hele samvirkets interesser samt med den kommunistiske bevægelses og befrielsesbevægelsens interesser, så bør forskellige tilgangsvinkler til den ene eller den anden form for konkrete spørgsmål ikke føre til brud på vor enhed.

De korrekt forståede nationale hovedinteresser strider ikke blot ikke mod hele det socialistiske samvirkes almene opgaver, men kan tværtimod løses desto mere effektivt, jo mere de forbindes med de andre socialistiske landes interesser og støtter sig på disse landes samlede indsats. Den enhed, som vi søger at opnå, bygger ikke på underkastelsen af ét lands interesser i forhold til et andet lands interesser, men på vore fælles mål og sammenfaldende fundamentale hovedinteresser, inden for hvilke hvert socialistisk land har sine problemer og sin forståelse af disse eller hine begivenheder.

I det vi respekterer hver stats selvstændighed, søger vi samtidig ved en fælles indsats på alle måder at udvikle samarbejdet mellem de socialistiske lande og gradvis skabe en tilnærmelse mellem vore folk. De socialistiske lande indhøster erfaringer med at samarbejde på mangfoldige måder, de udarbejder metoder til at overvinde vanskeligheder og udvikler principper for relationerne mellem staterne med det nye samfundssystem.

Hertil hører først og fremmest de principper, som socialismen konsekvent forsvarer på den internationale arena, og som det selvfølgelig er strengt nødvendigt at overholde i relationerne mellem de socialistiske stater. Det er principperne om hvert socialistisk lands ligeberettigede status og den gensidige respekt for dets suveræne rettigheder og territoriale ukrænkelighed, en respekt der er uforenelig med indblanding i hinandens indre anliggender, eller med at ét land påtvinger de øvrige broderlande sine erfaringer.

Ved siden af disse principper vokser i stigende grad betydningen af de principper, som har rod i den proletariske internationalismes idé. Det drejer sig om udvikling og uddybning af de økonomiske og politiske forbindelser samt om broderligt samarbejde mellem de socialistiske lande på alle samfundslivets områder ud fra hensynet til deres gensidige fordel og under varetagelse af deres nationale interesser. Det drejer sig ligeledes om koordination af de socialistiske staters udenrigspolitiske virksomhed, om aktionsenhed på den internationale arena i fredens og den fredelige sameksistens’ interesser. Endelig drejer det sig om de socialistiske landes forenede indsats på forsvarsområdet, det fælles forsvar for folkenes socialistiske landvindinger.

En fremtrædende plads blandt de principper, hvorpå det socialistiske samvirke bygger, indtager ligeledes opdragelsen af folkene til proletarisk internationalisme og omsætteisen af internationalismen til praksis såvel i relationerne mellem de socialistiske lande som i solidariteten med den verdensomspændende revolutionære bevægelse og befrielsesbevægelse.

Vi forstår selvfølgelig alle, at det svære ikke består i at formulere disse principper - skønt der åbenbart også her er mulighed for forskellige tilgangsvinkler og meningsnuancer - men derimod i, uanset at man eventuelt kan have forskellige anskuelser, at bevare og udvikle de gode relationer såvel som de økonomiske og politiske forbindelser samt styrke det broderlige venskab mellem folkene.

Dette er en påtrængende nødvendighed i betragtning af de objektive hovedinteresser, som alle de lande har, der er slået ind på socialismens vej. I vor tid kan det ikke lykkes de socialistiske lande at bringe deres samfundsøkonomi fremad og leve op til de krav, som nutidens videnskabelig-tekniske fremskridt stiller, medmindre de udbygger den socialistiske arbejdsdeling på internationalt plan såvel som alle andre former for samarbejde.

En faktor, der ligeledes medvirker til at styrke enheden i det socialistiske samvirke, er internationaliseringen af selve livsformen i de socialistiske lande, den omfattende erfaringsudveksling inden for de mest forskelligartede områder af den økonomiske, kulturelle og partimæssige opbygning samt udviklingen af det socialistiske demokrati. Lenin forudså i sin tid det uundgåelige i en vis ensidighed og ufuldstændighed i de forestillinger om socialismen, som opstår ud fra et eller andet lands specielle erfaringer, og skrev: »…at kun gennem en række forsøg - hvert af dem vil taget for sig være ensidigt og lide af en vis uoverensstemmelse - kan en fuldstændig socialisme skabes ud af et revolutionært samarbejde mellem alle landes proletarer.» (V. I. Lenin. Udvalgte værker (i 15 bind), bd. 10, s. 268 (Om »venstre« barnagtighed og småborgerlighed). En sådan helstøbt socialisme, som den er ved at blive skabt for øjnene af vor generation, opstår netop ud fra generaliseringen af de socialistiske landes erfaringer.

Der findes én eneste måde til at overvinde den »ensidighed« og »utilstrækkelighed«, som Lenin påpegede. Det er at studere andres erfaringer, omhyggeligt at analysere alt, hvad den socialistiske praksis viser i andre socialistiske lande. SUKP gør gerne brug af alt det bedste, som findes i erfaringerne med at opbygge det nye samfund i broderlandene. Samtidig glæder folk i Sovjetunionen sig oprigtigt, når folkene i andre socialistiske lande tager hensyn til vore positive erfaringer såvel som til de vanskeligheder og tilbageslag, som vi har måttet stå igennem, og løser opgaverne omkring opbygningen af det nye samfund med færre omkostninger og relativt lettere tilbagelægger den vej, som det sovjetiske folk var det første til at gå i menneskehedens historie.

SUKP er fast overbevist om, at uanset hvilke vanskeligheder der end måtte opstå i udviklingen af det socialistiske verdenssystem, så vil de blive overvundet. Den proletariske internationalismes principper vil sejre. Vort parti har gjort og vil gøre alt, for at dette måtte ske snarest muligt.

Den proletariske internationalisme og kampen for styrkelse af enheden i den internationale kommunistiske bevægelse.

Den internationale kommunistiske bevægelses historie er historien om kampen for den proletariske internationalismes sejr og for sammenhold og enhed blandt kommunister i alle lande. Det kan uden overdrivelse konstateres, at de revolutionære kræfters fremgang har været afhængig af den grad, hvori de var forenet på den ene eller den anden historiske udviklingsetape. Det må man nødvendigvis erindre sig nu, hvor den kommunistiske verdensbevægelse står over for den kinesiske ledelses splittelsesvirksomhed.

Det overvældende flertal af de kommunistiske partier har udtalt deres tilslutning til 1957-deklarationen og 1960-erklæringen og deres faste hensigt om at arbejde for realiseringen af Moskva-mødernes kollektivt udarbejdede beslutninger. Mange broderpartier har med rette understreget, at et blot og bart ønske om enhed ikke er tilstrækkeligt i den nuværende situation, thi et sådant ønske kan ikke i sig selv fjerne de vanskeligheder, som er opstået. For at skabe enhed og sammenhold er det nødvendigt at kæmpe. Kæmpe vedvarende og stædigt, som i sin tid Lenin kæmpede. At kæmpe for enhed og samling vil sige at mobilisere de revolutionære kræfter mod vore klassefjender og afsløre de splittelsesmagere, der modarbejder sammenholdet i vore rækker.

SUKP ser det i lighed med de andre marxistisk-leninistiske partier som sin internationale forpligtelse ikke at tillade nogen udvikling af situationen, som kunne svække den kommunistiske bevægelses sammenhold og styrke og dermed også svække alle de kræfter, som kæmper mod imperialismen.

I sine bestræbelser på at overvinde de vanskeligheder, som er skabt af ledelsen i KKP, er vort parti flere gange fremkommet med konstruktive initiativer. De tager udgangspunkt i Lenins påvisning af, at »divergenser inden for politiske partier og mellem politiske partier indbyrdes løses i almindelighed ikke kun gennem principiel polemik, men også gennem udviklingen af selve det politiske liv, - det vil nok endda være rigtigere at sige: ikke så meget gennem det førstnævnte som gennem det sidstnævnte.« (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 11, s. 133). SUKP’s principielle linie består i ud over at forsvare den internationale kommunistiske bevægelses kollektivt udarbejdede linie også at fremkomme med konkrete udspil for at lede de politiske begivenheders udvikling ind i de nødvendige baner og for i praksis og ud fra kendsgerninger at påvise det korrekte i vor generelle kurs i retning af at spærre vejen for imperialismens aggressive planer.

Opfyldelsen af programmet for den kommunistiske opbygning i vort land, udviklingen af Sovjetunionens økonomi og kultur, indførelsen og videreudviklingen af de leninske principper for det socialistiske demokrati - dette er altsammen praktiske skridt, som beviser, at linien fra 20. og 22. partikongres er historisk korrekt.

En vis svækkelse af den internationale spænding, aftalen om standsning af atomsprængninger til lands, til vands og i luften og overenskomsten om ikke at placere atomvåben i verdensrummet, Sovjetunionens bistand til de unge udviklingslande - det er internationalisme i praksis, det er en konsekvent kurs i retning af at styrke det socialistiske samvirke og svække den internationale spænding.

Hvis de kommunistiske partier og de socialistiske lande handler i splittelse, vil det ikke kunne have samme effekt, som hvis broderlandene og broderpartierne forener deres indsats. Og her melder sig i hele sit omfang spørgsmålet om de praktiske former for koordination af de marxistisk-leninistiske partiers aktiviteter i kampen for fred, national befrielse og socialisme i den konkrete nuværende situation.

Erfaringen har vist, at broderpartiernes solidaritet kræver smidige former og evne til at reagere fintmærkende på ændringer i den internationale situation. Formerne skal sikre aktionsenhed på de væsentligste områder, idet de samtidig garanterer ethvert af de kommunistiske partiers selvstændighed og ligeberettigede status. Livet lærer os bestandig, at organisatorisk konservatisme i praksis er lige så skadelig som dogmatisme i teorien. Der er næppe nogen, der vil bestride, at de kommunistiske partiers øgede modenhed samt deres selvstændighed og ligeberettigede status skal blive det stabile grundlag for en styrkelse af den proletariske internationalisme og udarbejdelse af nye effektive former for internationalt samarbejde mellem kommunisterne.

Virkelig enhed og solidaritet står ikke i modsætning til og udelukker ikke tilgangsvinklernes og vurderingernes mangfoldighed og heller ikke forskelle i anskuelser og taktik. Men der kan ikke være tvivl om, at jo mere vi er opmærksomme på det nødvendige i at tage hensyn til den uendelige forskelligartethed i de lokale forhold og den konkrete situation, desto mere vil det være påkrævet trods al denne mangfoldighed og forskelligartethed at sørge for, at marxismen-leninismens almene principper fortsætter med at leve og udvikle sig, at vi i vore aktiviteter bestandig lader os vejlede af perspektiverne for vor fælles kamp for kommunismens sejr.

Helt tilbage i 1870’erne skrev Marx og Engels, at Internationalens program »begrænser sig til at opstille hovedretningslinierne for arbejderbevægelsens strategi, mens deres teoretiske udarbejdelse foregår under påvirkning af den praktiske kamps behov og som resultat af meningsudvekslingerne i de enkelte sektioner, i disses organer og på disses kongresser, hvor alle nuanceforskelle i de socialistiske overbevisninger kan komme til orde.« (Магх/Engels Werke, bd. 8, s. 34). Netop »den praktiske kamp« og den livgivende »meningsudveksling« ud fra de »hovedretningslinier« for den proletariske bevægelse, som anerkendes af alle, udgør det levende grundlag for proletariatets solidaritet, for den harmoniske forbindelse af nationale og internationale opgaver og for udpegningen af de fælles kampformer, der bedst svarer til det internationale kommunistiske broderskabs interesser.

Anerkendelse af marxismen-leninismens almene hovedprincipper, livlig, positiv og frugtbar udveksling af erfaringer og meninger angående aktuelle spørgsmål inden for kommunismens teori og praksis, aktionsenhed i kampen mod den internationale imperialisme og for de fælles mål - det er de konkrete udtryk for proletarisk solidaritet og kommunisternes internationale enhed i den nuværende epoke.

SUKP mener ligesom de øvrige broderpartier, at de mest hensigtsmæssige former, hvorunder der i vor tid kan ske en forening af de kommunistiske partiers indsats og udarbejdes fælles anskuelser, er kontakter, erfaringsudveksling, to- eller flersidede møder i anledning af disse eller hine specifikke problemer og endelig store internationale konferencer til drøftelse af den kommunistiske bevægelses almene problemer og de heraf fremgående konklusioner. Blandt andet har erfaringerne med at afholde de kommunistiske fora i 1957 og 1960 fuldt ud vist deres gavnlighed. Det kan anses for påvist i praksis, at internationale konferencer i nutiden er den mest hensigtsmæssige form, hvorunder det fælles kreative arbejde mellem kommunister i hele verden kan finde sted, og ligeledes en vej til at sikre broderpartiernes styrkelse og sammenhold.

Den kommende konference for kommunistiske og arbejderpartier står også over for store og komplicerede opgaver. Den får til formål at drage konklusionerne af de seneste års udvikling på verdensplan, vurdere de nye processer, der foregår i både den kapitalistiske og den socialistiske verden, fastlægge veje til styrkelse af enheden i den kommunistiske bevægelse, bestemme de fælles opgaver, som alle de marxistisk-leninistiske partier står overfor m. m..

I deres forsøg på at bringe selve ideen om en konference i miskredit påstår de kinesiske ledere, at den skal have til formål at »bandlyse« KKP fra den internationale bevægelse og »ekskludere« folkerepublikken Kina fra den socialistiske lejr. Sådanne erklæringer udtrykker ikke broderpartiernes mål og hensigter. Uanset sin afgjorte uenighed med den kinesiske ledelses nuværende positioner vil SUKP fortsætte sin hidtidige linie med sigte på at opnå enhed. Her går vort parti ud fra det overordnede hensyn til sammenholdet mellem nutidens revolutionære hovedkræfter: de socialistiske lande, arbejderbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse. Vi er overbevist om, at hvis KKP’s ledelse viste god vilje og ønskede at tage hensyn til andre partiers standpunkter, så ville den meningsudveksling og diskussion, der kommer til at udfolde sig på konferencen, kunne medvirke til ud fra marxismen-leninismens principper at overvinde de eksisterende uenigheder. Men selv hvis KKP’s repræsentanter ikke tager del i konferencen, vil den bidrage væsentligt til at styrke sammenholdet mellem broderpartierne på marxismen-leninismens grundlag og på grundlag af den proletariske internationalismes principper. (Den internationale konference for kommunistiske og arbejderpartier blev som bekendt afholdt i Moskva i 1969.)

Marx, Engels og Lenin betragtede den proletariske internationalisme som det grundlæggende princip for opbygningen af folkenes fremtidige broderskab og sammenslutning. I forbindelse med kommunismens sejr på verdensplan forudså de også den endelige løsning af det nationale spørgsmål. Det er det mål, vi har sat os, det er den vej, vi har valgt at gå.

Denne vej kan imidlertid ikke sammenlignes med nogen lige linie; den er besværlig og bugtet, rummer midlertidige tilbageskridt og fører gennem perioder med vanskeligheder i relationerne mellem de enkelte socialistiske lande. Netop en sådan periode gennemlever vi i øjeblikket, en periode, hvor den socialistiske verdens og hele den kommunistiske verdensbevægelses ubestridelige fremgang ledsages af visse komplikationer.

Vort parti er overbevist om, at den kommunistiske bevægelse fuldt ud vil overvinde alle disse komplikationer og opnå en samling af sine rækker på marxismen-leninismens principielle grundlag. Denne overbevisning bygger på en nøgtern analyse af situationen og på konkrete faktorer, der gør sig gældende uanset de vanskeligheder, der er opstået.

Behovet for enhed i den kommunistiske bevægelse bunder ikke i velmenende ønsker og holdninger, men i de objektive interesser, som kendetegner arbejderklassen i alle lande og dens marxistisk-leninistiske avantgarde, samt de hovedinteresser, som kendetegner folkene i de socialistiske lande og alle nutidens progressive kræfter. Disse interesser er betinget af det nødvendige i at forene kræfterne i kampen mod imperialismen, for fred og socialisme. Før eller siden vil disse folkenes reelle hovedinteresser bane sig vej og komme til at veje tungere på vægtskålen end de subjektive momenter, der er forbundet med en ukorrekt holdning.

Uanset hvor skadefro imperialisterne måtte være over de nuværende uoverensstemmelser i den kommunistiske bevægelse, og uanset hvilke dystre forudsigelser, de måtte fremkomme med om begivenhedernes videre forløb, så vil det ikke lykkes dem at forhindre den videre udvikling af folkenes mægtige bevægelse frem mod socialismen.

I vore dage er målestokken for et kommunistisk partis stabilitet og modenhed blevet dets grad af internationalisme, dets evne til at forbinde løsningen af nationale og internationale opgaver. »Lad os altid huske,« skrev Karl Marx, »Internationalens grundprincip: solidariteten. Kun hvis vi styrker dette livgivende princip blandt samtlige arbejdere i alle lande, vil vi have garderet os.« (Marx/Engels Werke, bd. 18, s. 161).

Vort parti, de andre kommunistiske broderpartier og arbejderpartier gør alt for at forsvare og udvikle dette livgivende princip og for at styrke enheden mellem kræfterne i den kommunistiske verdensbevægelse.

***

NOGLE SPØRGSMÅL OMKRING UDVIKLINGEN OG STYRKELSEN AF DET SOCIALISTISKE VERDENSSYSTEM.

Af en tale på et møde med lærere og studerende ved Moskvas Statsuniversitet d. 2. november 1966.

Kammerater!

Partiets aktivister, alle kommunister og hele den sovjetiske befolkning viser stor interesse for problemerne i udviklingen af det socialistiske verdenssystem. Det er fuldt ud forståeligt, for det drejer sig om en afgørende kraft i verdensudviklingen, en hovedbestanddel af den revolutionære bevægelse, hvis indre tilstand på mange måder er afgørende for nutidens historiske forløb.

Udviklingen af socialismen på verdensplan som et system af suveræne, ligeberettigede stater, forbundet af deres fælles samfundssystem og mål, rejser en række store og komplicerede problemer i politisk praksis såvel som i teorien. I denne forbindelse skal jeg henvise til Engels’ ord, hvor han skriver, at »efter at socialismen er blevet en videnskab, må den også dyrkes som en videnskab, dvs. studeres.« (Marx/Engels. Udvalgte skrifter (i to bind), bd. 1, s. 650 (Forbemærkning til - Den tyske bondekrig«). Denne anvisning er endnu mere berettiget i den nuværende epoke, hvor socialismen ikke blot er en videnskabelig teori, men også en praktisk realitet, og tilmed ikke i et enkelt land, men på internationalt plan.

Den videnskabelige tilgangsvinkel til studiet af det socialistiske verdenssystem som en ny, i historien førhen ukendt socialøkonomisk formation kræver, at man ikke begrænser sig til at konstatere, hvad der allerede er opnået, eller til at beskrive fremskridt og sejre, men at man mere dybtgående belyser de forskelligartede processer, som de socialistiske lande reelt kommer ud for. Her er det påkrævet med en seriøs, alsidig analyse af de problemer, der opstår i løbet af den socialistiske opbygning i lande med forskellige vilkår, traditioner og udviklingsniveauer. Ligeledes må man analysere de problemer, der melder sig under etableringen af den principielt nye type internationale relationer, som er i færd med at dannes inden for det socialistiske samvirke.

I dag, hvor der allerede er indhøstet rige og alsidige erfaringer, er SUKP og de andre broderpartier godt udrustet til at løse disse problemer.

Det socialistiske verdenssystem har eksisteret i to årtier. Det er tilstrækkelig længe til at foretage visse generaliseringer og konklusioner, og det gøres der som bekendt i resolutionerne fra SUKP og broderpartierne i de andre socialistiske lande såvel som i dokumenterne fra den internationale kommunistiske bevægelses konferencer.

Den vigtigste af dem er, at de socialistiske lande ikke kun har bevist deres levedygtighed, men også demonstreret deres overlegenhed i forhold til det kapitalistiske system og er blevet den afgørende faktor i menneskehedens udvikling.

Det kan nu betragtes som historisk bevist, at socialismen lader sig realisere i alle lande, uanset deres forskellige konkret-historiske vilkår og udviklingsniveauer. Den socialistiske revolution har sejret i så økonomisk udviklede lande som Tjekkoslovakiet og DDR såvel som i lande, der egentlig befandt sig på en førkapitalistisk udviklingsetape, f.eks. Vietnam og Mongoliet.

De historiske erfaringer har bekræftet, at netop socialismen gav samtlige disse lande det bedste grundlag for fremskridt på alle områder - økonomisk, i de sociale og politiske relationer såvel som kulturelt. De socialistiske landes resultater på alle samfundslivets områder vidner om marxismen-leninismens sejr og store livskraft.

I 1965 afsluttede mange socialistiske lande opfyldelsen af femårsplaner for deres samfundsøkonomiske udvikling. I dette tidsrum er økonomien i landene inden for det socialistiske samvirke blevet væsentlig styrket. Det samlede omfang af de socialistiske landes industriproduktion er fra 1961 til 1965 blevet forøget med 42 procent, mens industriproduktionen i den kapitalistiske verden i samme periode voksede med 33 procent.

Den socialistiske verden råder i dag over et kolossalt produktionspotentiel. I 1965 blev der f.eks. i de socialistiske lande produceret 137 millioner tons stål eller ca. 30 procent af hele verdensproduktionen; der blev brudt 1200 millioner tons kul, dvs. halvdelen af verdens samlede udvinding, og der blev produceret 770 milliarder kilowatt-timer el-energi, hvilket udgør en femtedel af hele verdens fremstilling.

Folkenes kulturelle udvikling har nået store resultater i de socialistiske lande. Målt efter antallet af skoleelever og studerende samt nyuddannede specialister, nettet af forskningsinstitutioner og mange andre målestokke overgår de socialistiske lande i dag de udviklede kapitalistiske stater.

Alt dette demonstrerer overbevisende, at socialismen ved at afskaffe modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse af dens resultater samt fjerne den sociale og nationale undertrykkelse åbner de videste perspektiver for produktivkræfternes udvikling, for tilfredsstillelsen af den arbejdende befolknings materielle og kulturelle behov samt for deres bevidste historiske skaberværk. Heri består dens styrke og uovervindelighed.

De to forgangne årtier har også vist socialismens overlegenhed hvad angår de mellemstatslige relationer, hvor socialismen har måttet gøre sine erfaringer med fortidens tunge arv i form af national indskrænkethed, territoriale spørgsmål, problemer omkring nationale mindretal osv.

Ikke desto mindre er der nu gået tyve år, hvor relationerne mellem landene i det socialistiske samvirke konsekvent har udviklet sig i retning af øget venskab og samarbejde, og hvor der udarbejdes effektive måder til løsning af de mellemstatslige problemer. Af stor principiel betydning er den historiske kendsgerning, at en ny type relationer er slået igennem og udvikler sig ud fra selve kernen i den socialistiske samfundsformation, ud fra broderlandenes fælles hovedinteresser i kampen for kommunismens endelige sejr. Disse relationers socialistiske karakter gør det muligt harmonisk at forbinde styrkelsen af de socialistiske landes suverænitet og uafhængighed med fordelene ved gensidig hjælp og broderlig støtte. Disse relationer er et praktisk udtryk for socialistisk internationalisme.

Socialismens indtræden på den internationale arena som et system af flere stater har ført til en ændring af den generelle situation på verdensplan, til en svækkelse af imperialismen og en stadig tydeligere overvægt af socialismens kræfter i forhold til imperialismen. Vi ser, hvordan den internationale situation i takt med styrkelsen af den socialistiske verden stadig mere afgørende ændrer sig til fordel for folkene og deres kamp for uafhængighed, demokrati og sociale fremskridt. Ved at øve sin store positive indflydelse på de internationale relationer i hele verden har socialismen hjulpet med til på dette område at styrke de demokratiske normer og indskrænke den sfære, hvor de af imperialismen affødte normer gør sig gældende. Netop socialismens indflydelse har gjort det muligt i de internationale relationer at skabe grundlag for princippet om at løse konflikter uden voldsanvendelse, men ved forhandlinger i henhold til international retspraksis, princippet om nationernes suverænitet, staternes ligeberettigelse samt nationernes ret til selvbestemmelse.

Det socialistiske verdenssystems eksistens gennem to årtier har udvidet og mangedoblet de socialistiske ideers tiltrækningskraft i hele verden. Ved deres eksempel revolutionerer de socialistiske lande de arbejdende menneskers bevidsthed i de kapitalistiske lande, inspirerer deltagerne i den nationale befrielsesbevægelse og letter dem kampen for national og social frigørelse.

Særlig betegnende er de ændringer, der foregår i udviklingslandene, altså de stater, der har opnået deres uafhængighed ved at frigøre sig fra koloniundertrykkelse. I løbet af disse år er der opnået store resultater i de lande, der har valgt en socialistisk orientering.

Af overordentlig vigtighed er det, at de socialistiske ideers tiltrækningskraft ligeledes er blevet styrket i de udviklede kapitalistiske stater. Her er situationen ganske vist en anden end i udviklingslandene. De kommunistiske partier og arbejderklassen i disse lande står over for den stærkeste og mest erfarne modstander. Men også i disse lande er de herskende klasser nødsaget til at tage højde for det socialistiske system som en reel faktor, der øver indflydelse på verdensudviklingen. Dersom arbejderklassen i de kapitalistiske lande har kunnet tilkæmpe sig væsentlige indrømmelser fra bourgeoisiets side på det økonomiske område og med hensyn til sociallovgivning, så skyldes det i høj grad det socialistiske samvirkes resultater, dets eksempel og revolutionerende påvirkningskraft.

Det er ikke kun socialismens venner, der erkender, at den socialistiske verden har vist sin levedygtighed og styrke. Nu erkender vore klassefjender det også på deres egen manér. Og det sker ikke kun i deres sociologiske teorier, men også i deres politiske doktriner og endda i deres kamptaktik mod socialismen.

Hvordan har imperialismen reageret på det socialistiske verdenssystems opståen? Først havde den væbnet sig med de såkaldte »befrielses« - eller »tilbagerulnings« doktriner. Trods alle deres indbyrdes forskelle havde disse doktriner en fælles hensigt - at rette et frontalangreb mod socialismen og genindføre kapitalismen ved hjælp af vold, om det så skulle være en ny verdenskrig.

I dag nærer imperialismen ikke mindre had til det socialistiske system end for 15-20 år siden. Men den har måttet erkende, at håbet om at dreje historiens hjul tilbage ved hjælp af vold har lidt skibbrud. Selvfølgelig har imperialisterne heller ikke i dag opgivet forsøget på at sætte socialismen på prøve med våbenmagt. Et af eksemplerne er Vietnam, som USA øver åben aggression mod.

Men der er også noget andet, der er blevet klart: vi ser, at imperialismen i stigende grad må gribe til en anden taktik i kampen mod socialismen - til sindrige omgængelsesmanøvrer ud fra den uudtalte erkendelse af, at den nye samfundsform er stabilt etableret i de socialistiske lande, og at militærmagt nu ikke vil kunne fjerne den. I kampen mod socialismen satser imperialismen nu i stigende grad på de famøse forestillinger om en »evolution« i de socialistiske lande, altså en form for indre forandringer i socialismen, som kapitalismens bannerførere kunne være tilfredse med, og som de prøver at fremkalde med forskellige politiske, økonomiske og ideologiske midler.

Selvfølgelig skal vi forstå det farlige i en sådan taktik, vi skal afsløre den og klogt modvirke den med vor egen taktik. Men bag disse ændringer i imperialisternes taktik ses tydeligt den bestandig voksende indflydelse, som udøves af den socialistiske verden, dens sejre og fremgang, ligesom overgangen til denne nye taktik tydeligt angiver, at imperialisterne - på deres manér naturligvis - har fulgt vor opfordring til fredelig kappestrid. Det er klart, at det på denne baggrund får endnu større betydning at styrke socialismen, løse problemerne i opbygningen af det nye samfund og udbygge det socialistiske samvirke. I kampen mellem de to verdenssystemer er det ikke raketter eller atombomber, der bør afgøre udfaldet, men derimod de historiske love og den grad, hvori vi formår at beherske dem. På den anden side kan vi selvfølgelig under ingen omstændigheder tillade os at ignorere spørgsmålet om raketter. Partiets centralkomité og den sovjetiske regering er opmærksomme på imperialismens aggressive hensigter og handlinger og tager de nødvendige skridt til at sikre vore væbnede styrker et niveau, der svarer til de krav, som den internationale situation stiller.

Når vi omtaler de resultater, landvindinger og sejre, der er opnået af landene i det socialistiske samvirke, må vi samtidig gøre os klart, at dannelsen af dette samvirke langtfra er nogen enkel sag.

Mange af vanskelighederne undervejs skyldes objektive problemer ved selve opbygningen af det nye samfund. Lenin påpegede, at vejen til socialismen »aldrig vil være direkte; den vil være utrolig kompliceret.« (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 36, s. 47). Ikke kun enkelte elementer, men alle sider af samfundslivet omdannes revolutionært, arven fra fortiden overvindes, og der bliver skabt en ny mennesketype med en kommunistisk verdensanskuelse. Disse store opgaver løses af de kommunistiske partier og arbejderpartierne i de socialistiske lande under hensyntagen til hvert lands konkrete nationale særtræk.

Opbygningen af det nye samfund og dannelsen af den nye type relationer finder sted i en situation, hvor imperialismen ihærdigt prøver at forhindre det socialistiske verdenssystems etablering og udvikling ved at udøve pression mod de socialistiske lande samt prøve at spille dem ud mod hinanden.

Alle disse problemer og vanskeligheder kan imidlertid ikke sætte det samfundsmæssige fremskridt og de almene lovmæssigheder for den socialistiske revolution og opbygning ud af kraft.

Mange af vanskelighederne ved opbygningen af det socialistiske verdenssystem skyldes to af dets objektive udviklingstendenser - tendensen til tilnærmelse mellem nationerne og staterne og tendensen til hver enkelt nations opblomstring, til vækst i nationaløkonomien og den nationale kultur samt styrkelse af de socialistiske landes suverænitet.

Vi erindrer os den leninske påvisning af, at vejen til nationernes og de nationale kulturers indbyrdes tilnærmelse går gennem deres opblomstring, gennem udviklingen af de nationale kulturer. Det er velkendt, at Lenin med disse ord først og fremmest hentydede til nationerne inden for én stat. Vore såvel som andre multinationale socialistiske staters erfaringer viser, at denne proces selv inden for et enkelt lands rammer ikke er uden vanskeligheder. Men endnu mere komplicerede er de problemer, der opstår, når det drejer sig om relationerne mellem folk i suveræne stater.

Det er nødvendigt at skelne skarpt mellem to fænomener, der ganske vist har fælles berøringspunkter, men som er forskellige i henseende til deres betydning: mellem på den ene side nationalisme og på den anden side nationale følelser og interesser. Erfaringen har vist, at et arbejderklassens parti, der står ved magten i et land, aldrig kan tillade sig at vise ringeagt for sit folks nationale følelser og interesser. Det gælder især de socialistiske lande, der i fortiden har været ude for den ene eller den anden form for national undertrykkelse, og hvor de nationale følelser selvfølgelig er stærke.

I mange af disse lande har den revolutionære bevægelse lige fra sin begyndelse ikke blot været socialt, men også nationalt-befrielsesmæssigt orienteret. Derfor løste revolutionen i disse tilfælde to opgaver på samme tid - den bragte både social og national befrielse.

Det må understreges, at den skærpede nationale selvbevidsthed ikke kun er et produkt at tidligere epoker. Den skyldes også de processer, der foregår i vor tid. Opblomstringen af den nationale økonomi og kultur, styrkelsen af broderlandenes suverænitet og uafhængighed samt deres øgede prestige på den internationale arena fremkalder ganske naturligt også en øget national stolthed i de socialistiske folk. Det er en ganske lovmæssig proces. Den nationale selvbevidsthed fungerer i sådanne tilfælde som en vigtig ideologisk og politisk drivkraft, der hjælper folkene i den succesrige kamp for at konsolidere deres uafhængighed og opbygge det nye samfund.

Det er imidlertid klart, at der ad samme jordbund, som giver næring til nationale følelser og patriotisme, under bestemte betingelser også kan spire en nationalisme frem, der underordner alle andre interesser i forhold til de - tilmed snævert og ukorrekt forståede - nationale interesser, og som fører til, at nationen bliver afsondret og kommer i et modsætningsforhold til andre nationer. Den socialistiske verdens historiske erfaringer viser, at nationalismen under bestemte vilkår kan trænge ind i partiet og i den ene eller den anden grad komme til at dominere dets ideologi og politik.

Broderpartierne påpeger, at nationalismen er en reel fare. Det er nødvendigt at bekæmpe den konsekvent, vedholdende og klogt. Der er ingen tvivl om, at vi i denne kamp står særdeles stærkt, eftersom den væsentligste grundtendens i det socialistiske system er tendensen til samling og tilnærmelse mellem de socialistiske lande. Denne tendens udtrykker folkenes mest afgørende økonomiske og politiske interesser. I denne tendens ligger utvivlsomt fremtiden; den vil bane sig vej i den svære kamp, hvis forløb på mange måder afhænger af, at de marxistisk-leninistiske partier fører en korrekt, ægte internationalistisk politik.

Det kan ud fra de forgangne årtiers praksis ligeledes konkluderes, at vore forestillinger om lovmæssighederne for den socialistiske opbygning i løbet af disse år, og navnlig inden for den seneste periode, er blevet betydelig uddybet og udvidet. I deklarationen fra Moskva-konferencen 1957 er der formuleret visse teser om de almene lovmæssigheder for den socialistiske opbygning. I erklæringen fra Konferencen for de kommunistiske partier og arbejderpartierne 1960 påpeges det, at disse almene lovmæssigheder bringes til anvendelse under hensyntagen til hvert enkelt lands historiske særtræk og til det socialistiske systems interesser som helhed. De hermed forbundne teoretiske og praktiske spørgsmål er genstand for de kommunistiske partiers og arbejderpartiernes indgående opmærksomhed.

Det gælder først og fremmest problemerne i forbindelse med økonomien og samfundsopbygningen i de socialistiske lande. De økonomiske reformer, der er blevet gennemført i de fleste af de europæiske socialistiske lande, viser med al ønskelig tydelighed, hvor afgørende det er at få forbedret de økonomiske ledelses- og styringsmetoder.

Ved et tilbageblik kan vi sige, at de økonomiske ledelsesmetoder, der i sin tid satte sig igennem i vort land og siden i andre lande, fuldt ud har vist deres berettigelse. Men efterhånden som forholdene ændrede sig, og de socialistiske lande blev til højtudviklede lande med en vidtforgrenet økonomi, og efterhånden som det blev mere og mere nødvendigt at forbinde den økonomiske udvikling med den videnskabelig-tekniske revolution, blev det nødvendigt at forbedre metoderne til økonomisk ledelse i overensstemmelse med disse nye betingelser.

Jeg skal ikke her komme ind på beslutningerne fra SUKP’s centralkomitémøde i september 1965 - det er et tema for sig. Hvad angår broderlandene, kan jeg sige, at allerede de første, ganske vist endnu begrænsede erfaringer fra gennemførelsen af økonomiske reformer viser, at de har stor betydning for udviklingen af nationaløkonomien og tillader at udnytte den socialistiske økonomis rige muligheder.

De nye former og metoder inden for den økonomiske styring omfatter også landbruget. På dette område er situationen i de fleste socialistiske lande langtfra enkel. Landbrugsproduktionen kan ikke altid følge med befolkningens og industriens voksende behov. Samtidig med at de socialistiske lande fortsat er storeksportører af de vigtigste typer landbrugsvarer, er de nødsaget til selv at indføre store mængder korn og andre produkter. Det skal bemærkes, at de foranstaltninger, som broderpartierne træffer for at udvikle landbruget, i det store og hele er identiske med dem, der blev vedtaget på SUKP’s centralkomitémøde i marts 1965 og med stort held gennemføres i vort land.

Udarbejdelsen af nye former for og metoder til styring af samfundsøkonomien er en af broderpartiernes store fortjenester, som viser deres modenhed og kreative marxistisk-leninistiske tilgangsvinkel til løsningen af de komplicerede opgaver, som livet stiller dem overfor.

Tyve års erfaringer med det socialistiske verdenssystem sætter os ligeledes bedre i stand til at forstå lovmæssighederne for socialismens politiske udvikling, deriblandt opgaverne omkring udbyggelsen af dens politiske mekanisme.

Der er ingen grund til at argumentere for dette problems vigtighed. Socialismens fremtid afhænger direkte og umiddelbart af, hvordan, med hvilke midler og i hvilken retning partiets ledende rolle realiseres, hvordan statsapparatet fungerer og i hvilken grad de brede masser reelt inddrages i varetagelsen af statens og samfundets anliggender. På tyve år har de kommunistiske partier og arbejderpartierne i de socialistiske lande øget deres medlemstal betydeligt, ligesom de er blevet yderligere styrket i ideologisk og politisk henseende. De udgør den ledende kraft i samfundet og står i spidsen for den arbejdende befolkning i kampen for at løse opgaverne i den socialistiske opbygning.

Et af de vigtigste principper for socialismens politiske organisering er princippet om demokratisk centralisme. 1 teorien er alt her tilsyneladende klart: centralismen skal forbindes med demokratiet, og demokratiet skal forbindes med centralismen. Men i praksis er sagen betydelig mere kompliceret.

De historiske erfaringer viser, at dér, hvor teori og praksis udgør en enhed, hvor centralismen i den politiske ledelse klogt forbindes med en vidtgående udvikling af demokratiet og massernes selvstændige aktivitet - dér forløber udviklingen i den rigtige retning.

Men det hænder desværre også, at vi ser en anden situation. Ud fra historiske erfaringer er vi bl.a. blevet overbevist om, at en streng centralisering, der kan være objektivt nødvendig under bestemte forhold, dog, hvis den overdrives, uundgåeligt vil føre til en uberettiget indskrænkning af det socialistiske demokrati og opståen af negative fænomener.

Ikke mindre farlig er den anden yderlighed, nemlig ringeagt for partiets ledende rolle i den økonomiske opbygning og dannelsen af massernes kommunistiske bevidsthed.

Alt i alt, kammerater, hvis der skal gøres status over de seneste to årtiers udvikling, så kan man roligt sige, at uanset de problemer og vanskeligheder, som er uundgåelige ved så kolossalt et forehavende, så har vi al grund til at være stolte over det socialistiske samvirkes fremskridt og den rolle, det i dag spiller på verdensarenaen. Som følge af det socialistiske verdenssystems udvikling og styrkelse er der opstået reelle muligheder for at afgøre nutidens vigtigste spørgsmål på en ny måde, i fredens, demokratiets og socialismens interesser. »Menneskesamfundenes historiske udvikling bestemmes i den nuværende epoke, hvad angår sit hovedindhold, sin hovedretning og sine hovedkarakteristika,-« hedder det i erklæringen fra Konferencen for de kommunistiske partier og arbejderpartierne 1960, »af det socialistiske verdenssystem, de kræfter, der kæmper mod imperialismen og for den socialistiske omformning af samfundet.« (Programdokumenter for kampen for fred, demokrati og socialisme (russisk), Moskva 1964, s. 40).

Samtidig må vi nødvendigvis se i øjnene, at mange komplicerede problemer endnu ikke har fundet deres løsning. Hvis de løses korrekt, vil det betyde en yderligere acceleration i den socialistiske verdens udvikling.

Kammerater! I centralkomiteens beretning til 23. partikongres, som blev aflagt af generalsekretæren for SUKP’s centralkomité, kammerat Leonid Bresjnev, blev det understreget, at vore relationer til de kommunistiske partier og arbejderpartierne inden for det socialistiske samvirke og til broderlandene er blevet tættere, mere righoldige og hjertelige. Både på det økonomiske, det politiske og andre områder har vi styrket og vil fortsat styrke de alsidige forbindelser til vore venner, vi støtter hinanden og hjælpes ad med at løse komplicerede indenrigs- og udenrigspolitiske problemer. En stor rolle i denne forbindelse spiller som bekendt de officielle og uofficielle kontakter mellem parti-og regeringsledere, som navnlig inden for de seneste to år er blevet sat i system - efter SUKP’s centralkomitémøde i oktober 1964.

Først nogle ord om, hvordan begivenhederne udvikler sig i Vietnam. Det vietnamesiske problem optager for tiden hele den progressive menneskehed. Det vietnamesiske folk forsvarer sig heroisk mod den imperialistiske aggression. I sin retfærdige kamp modtager det støtte fra Sovjetunionen og de andre socialistiske lande.

Hvad angår relationerne til Kina, så informerer vor presse som bekendt ret fyldestgørende den sovjetiske offentlighed om, hvad der foregår. Vore egne oplysninger, såvel som de andre broderpartiers materialer om det kinesiske spørgsmål, der regelmæssigt offentliggøres i vor presse, gør det muligt at danne sig et generelt billede af situationen i folkerepublikken Kina. Derfor vil jeg kun opholde mig ved nogle af den seneste tids begivenheder.

Som bekendt gav Peking 27. oktober i år meddelelse om at have foretaget en atommissilprøvesprængning. Heri ser vi endnu en bekræftelse på, at folkerepublikken Kinas ledelse, uanset landets meget betrængte økonomiske situation samt de enorme afsavn og byrder, den arbejdende befolkning i Kina er udsat for, hensynsløst satser på produktion af atomvåben.

Men man skal være opmærksom på endnu en side af sagen. Der rejste sig stor opstandelse omkring det gennemførte forsøg, både i selve Kina og i Vesten. Den borgerlige presse slog provokatorisk på tromme, fordi mange sovjetiske byer og industricentre nu angiveligt trues af atomvåben. Der er tydeligvis kredse, som prøver at slå mønt af dette.

Der er også blevet slået på tromme over atomprøvesprængningen i selve Kina. Over hele landet afholder man talrige møder og demonstrationer, hvor der på ny sværges troskab mod formand Мао og proklameres »store pogromer« over for modstanderne af »Maos tanker« samt opfordres til opgør med alle repræsentanter for »den gamle kultur, den gamle ideologi, de gamle skikke og den gamle moral«. Nyhedsbureauet Sinhua meddeler begejstret fra Peking: »Hele byen lod sig henrive i en rus.« Man må formode, det har drejet sig om en »atomrus«.

Det er velkendt, i hvor høj grad den indre situation i Kina er blevet skærpet og vanskeliggjort efter »kulturrevolutionen«. Men »kulturrevolutionens« ledere lader sig ikke nøje med det. I vægaviser er der blevet opfordret til dannelse af en »international rødgardistorganisation« til udbredelse af »formand Maos tanker«. Den skal tage skridt til dannelse af en »antiimperialistisk, antirevisionistisk enhedsfront«, oprettelse af vidtrækkende forbindelser til »den revolutionære ungdom« og udbredelse af »Mao Tse Tungs tanker« i hele verden samt til opfostring af kadrer til »verdensrevolutionen«.

Det kan ikke overses, at »kulturrevolutionen« er udtryk for nye tendenser i folkerepublikken Kinas indenrigspolitik. De går ud på ved hjælp af rødgardisterne at udrydde alle den nuværende ledelses og Мао Tse Tungs modstandere. For at dække herover har man som facade udtænkt kampen mod »borgerliggørelsen« af de ansatte i parti- og statsapparat.

I denne forbindelse skal jeg bemærke, at ud over de mere åbenlyse mål, som »kulturrevolutionens« ledere har sat sig - at slå til mod de marxistisk-leninistiske og internationalistiske kræfter i KKP, undertrykke den tiltagende utilfredshed med Мао Tse Tungs politik, dække over de indenrigs- og udenrigspolitiske nederlag, Kina har Slidt som følge af ledelsens hasarderede politik i de senere år, samt oprette deres egen uindskrænkede magt - så har sagen endnu én, meget væsentlig side, der ikke blot angår Kina, men også alle de kommunistiske partier og først og fremmest alle de andre socialistiske lande. Den såkaldte »kulturrevolution« bereder ikke alene jordbunden for den indenrigspolitik, men også for den udenrigspolitik, Peking i fremtiden vil føre til skade for fredens og socialismens sag.

Det, som nu foregår i Kina, er ikke opstået på en enkelt dag. Disse begivenheder har deres mangeårige forhistorie i de særlige omstændigheder for Kinas kommunistiske Partis opståen og udvikling. De finder deres forklaring i de særlige betingelser for den kinesiske revolutions udvikling ligesom i den kendsgerning, at mange af KKP’s ledere og Мао Tse Tung selv aldrig har været særlig nært forbundet med den internationale arbejderbevægelse og kun med forbehold har accepteret marxismen-leninismen. Det er der ofte blevet talt om tidligere.

Det skal straks siges, at vi har et for begrænset materiale til udtømmende at besvare spørgsmålet om KKP’s karakter og det nuværende kinesiske samfunds væsen, og desuden har de aktuelle begivenheder jo heller ikke fundet deres afslutning. Selv nu kan man imidlertid sige, at det kinesiske samfund først og fremmest er karakteriseret ved den i øjeblikket skarpt fremtrædende modsigelse og kamp mellem de marxistisk-leninistiske, internationalistiske kræfter og de småborgerlige, nationalistiske kræfter, mellem socialistiske og antisocialistiske tendenser. På den ene side den samfundsmæssige ejendomsret til produktionsmidlerne i by og på land, massernes oprigtige stræben efter socialisme, tilstedeværelsen i KKP af kræfter, der er imod Мао Tse Tungs hasarderede kurs (ikke mindst omfanget af de nuværende udrensninger vidner om, at mange kommunister har denne holdning), selve det socialistiske verdenssystems faktiske eksistens, der objektivt påvirker situationen i Kina, -- alt dette muliggør objektivt Kinas videre udvikling frem mod socialismen.

På den anden side ser vi tydelige tegn på, hvordan småborgerlige elementer mere og mere får overhånd i partiet, ligesom vi ser tegnene på nationalistisk udartning i den maoistiske klike, der opkaster sig til hersker i landet. Ved at bygge på hæren samt benytte sig af Kinas ekstreme tilbageståenhed og en vis konservatisme i det kinesiske samfund stiler KKP’s ledere klart efter at udskifte den videnskabelige socialisme med maoismens ideologi, der teoretisk skal begrunde og retfærdiggøre den fuldstændige undertrykkelse af det socialistiske demokrati og oprettelsen af den maoistiske lederklikes uindskrænkede magt til at føre sine nationalistiske, hegemonistiske stormagtsambitioner ud i livet.

Disse modsigelsers udvikling og skærpelse kan tydeligt spores gennem det seneste tiår. I denne sammenhæng udgør »kulturrevolutionen« en af de afgørende etaper i den hårde indre kamp mellem socialistiske og antisocialistiske, småborgerlige tendenser. KKP’s centralkomités 11. plenarmøde vidner om, at det er lykkedes de sidstnævnte at få overhånd. Men kan man dermed sige, at det er lykkedes den nationalistiske ledelse at udslette samtlige den kinesiske revolutions landvindinger og grundlæggende ændre hele systemet af samfundsmæssige relationer? Det kan man ikke, selv om vi må holde os for øje, at den nuværende kinesiske parti- og regeringsledelse udgør en reel trussel mod socialismens landvindinger, en trussel, der allerede i dag - og det skal siges helt klart - ikke blot angår enkelte »detaljer« i det socialistiske samfundssystem, men dets væsen som helhed.

Hvordan vil begivenhederne forme sig i fremtiden? Hvis den maoistiske klike formår at konsolidere sin nuværende kurs over en længere periode og fortsætter med at fravige marxismen-leninismens og den videnskabelige socialismes principper, så kan vi blive vidner til et historisk tilbageskridt i udviklingen af det kinesiske samfund. Men jeg tror langtfra, at dette hændelsesforløb er uundgåeligt. Der er tydeligvis også sunde kræfter i Kina.

I vor politik bør vi tage hensyn til alle muligheder og være klar til enhver vending i begivenhedernes gang.

Hvad er vor principielle politiske holdning til Kina på den nuværende etape?

På den ene side, at vi under de gældende forhold nødvendigvis må tage afstand fra den maoistiske ledelses anti-socialistiske kurs. Denne kurs skader hele den kommunistiske bevægelse og hele den socialistiske verden. Desuden giver den os alvorlige problemer med at varetage vore statslige interesser og sikre vor forsvar.

På den anden side skal vi samtidig kæmpe for Kinas kommunistiske Parti, for folkets Kina, for at dette land forbliver socialistisk, og at socialismen dér bliver styrket og bringes til sejr; vi skal kæmpe for en normalisering af relationerne til Kina. Dette er af kolossal vigtighed for begge vore lande såvel som for den socialistiske verden og den kommunistiske bevægelse som helhed.

I dokumenterne fra SUKP’s 23. kongres understreges det, at videreudviklingen af samarbejdet med de socialistiske lande og styrkelsen af det socialistiske verdenssystem er en af hovedretningslinierne for partiets og sovjetstatens udenrigspolitiske virksomhed. Denne kurs bliver konsekvent omsat til praksis. SUKP gør alt, hvad der står i dets magt, for at det socialistiske verdenssystem kan blive stadigt stærkere og gå fra sejr til sejr.

I udviklingen af sit samarbejde med broderlandene har vort parti altid anset det for uhyre vigtigt at sikre en stadig forbedring af dets former og metoder.

I beretningen til SUKP’s 23. kongres påpegede generalsekretæren for partiets centralkomité Leonid Bresjnev, at »i deres udvikling støder landene i det socialistiske system bestandig på nye problemer, som opstår af selve livet i hele dets indviklethed og mangfoldighed. Det er selvfølgelig udelukket, at der skulle findes færdigpakkede løsninger på disse problemer. Derfor kræver udviklingen af det socialistiske verdenssystem bestandig en kreativ tilgangsvinkel til de aktuelle spørgsmål ud fra marxismen-leninismens solide grundlag samt erfarings- og meningsudveksling.« (Leonid Bresjnev. Taler og artikler (russisk), Moskva 1973, bd. 1, S, 269).

I denne forbindelse vil jeg redegøre nærmere for to indbyrdes nært forbundne opgaver, der løses af vort parti i samarbejde med broderpartierne i de andre socialistiske lande.

Den første går ud på yderligere at udbygge systemet af gensidige relationer mellem de socialistiske lande.

Den anden går ud på at sikre de socialistiske landes sammenhold et stabilt økonomisk grundlag i form af et velfungerende system af to- og flersidede økonomiske forbindelser og samarbejde såvel som en tilnærmelse af de nationale økonomier.

Først om udbygningen af systemet af gensidige relationer mellem de socialistiske lande. Jeg vil straks tage forbehold og sige, at en sådan formulering af spørgsmålet ikke betyder, at vi nu skal til at starte fra bar bund. Meget er allerede blevet gjort. Man kan endda sige, at grundlaget for et sådant system allerede er skabt. Men samtidig må vi indse, at det er en langstrakt proces, der bestemt ikke er afsluttet endnu.

Hvilke grundprincipper er det, vi her går ud fra?

Kort sagt skal systemet af relationer i det socialistiske verdenssamvirke sikre praktisk aktionsenhed og politisk koordination i løsningen af nutidens fundamentale opgaver og samtidig levne et vist spillerum for den politiske sikring af hvert enkelt lands særinteresser. Alle lande, heriblandt også vort, har interesse i at få skabt et sådant system af relationer.

Et andet vigtigt grundprincip for vor politik i det socialistiske samvirke er det, at dette former sig som relationer mellem suveræne stater. Vi siger ofte og med rette, at vi er forenet af venskabets og broderskabets bånd. Men vi understreger samtidig, at der er tale om suveræne stater og partier, der først og fremmest er ansvarlige over for deres landes befolkninger. Netop med denne holdning betragter SUKP relationerne til broderpartierne i de andre socialistiske lande.

Ud fra disse grundprincipper er det lettere at forstå de grundlæggende tanker bag vort partis og vor stats virke for at udbygge systemet af relationer i det socialistiske samvirke.

I opbygningen af vore relationer med de socialistiske lande tager vi som givet, at vor politik skal tage hensyn til de eksisterende forskelle på landene, nuancer i deres holdninger til disse eller hine spørgsmål, specifikke træk ved deres politik osv.

En anden vigtig tanke bag vor politik i det socialistiske samvirke er det, at relationerne mellem de socialistiske lande skal bygge på et klart juridisk, traktatligt grundlag. Systemet af traktatlige relationer er aldeles ikke ved at dø bort, det er intet levn fra fortiden, tværtimod har både vi og de andre socialistiske lande al mulig interesse i at styrke det.

I de sidste to år er der udført et stort arbejde for at styrke det statslige grundlag for vore relationer til broderlandene. Der er kommet mærkbar gang i arbejdet inden for Warszawapagt-organisationen. Vort land har fornyet en række statslige aftaler (med Mongoliet og Polen). Dette arbejde vil blive fortsat i fremtiden.

SUKP og de andre broderpartier ser det som en vigtig praktisk opgave at forbedre metoderne til afpasning og koordination af de socialistiske landes politik. Hvis de fungerer effektivt, vil sådanne metoder gøre det muligt i højere grad at forsvare socialismens interesser på den internationale arena.

I de sidste to år er der i denne henseende udført et særlig stort arbejde. Det er velkendt, kammerater, at bestandige, ofte uofficielle forhandlingsmøder og -kontakter er blevet en fast tradition. Dette arbejde er meget vigtigt og giver gode praktiske resultater. Man kan roligt betegne det som en af de metoder, der har styrket vore relationer og uddybet den gensidige forståelse.

De gensidige partiforbindelser mellem SUKP og de andre marxistisk-leninistiske partier er blevet væsentligt udviklet, og der foregår en omfattende og udbytterig praktisk erfaringsudveksling. Ud over de tosidede møder er det blevet mere almindeligt med flersidede møder, først og fremmest i Warszawa-pagtens regi.

Et meget vigtigt element i partiets politik for at styrke det socialistiske verdenssystem er udarbejdelsen af metoder og normer, som gør det muligt at fjerne divergenser uden at overskride rammerne for de normale relationer mellem de enkelte partier og lande.

I den første periode under dannelsen af det socialistiske verdenssystem havde hverken vi eller vore venner særlig stor erfaring på dette område. Nu er denne erfaring til stede, og den bliver brugt til at drage konklusioner ud fra. Når der så opstår vanskeligheder, har vi lettere ved at bringe dem ud af verden. I relationerne mellem de socialistiske lande kræves der en særlig takt og opmærksomhed, et tålmodigt arbejde samt kammeratlige drøftelser. Af og til er der problemer, som bedre løses ved tidens hjælp end ved åben polemik.

En anden opgave for vor politik i det socialistiske samvirke består som allerede nævnt i at styrke det økonomiske grundlag for dets sammenhold og tilnærme de socialistiske landes økonomier til hinanden. Enhver ved, at de økonomiske faktorer har enorm betydning for samtlige internationale relationer. De kan heller ikke undgå at påvirke relationerne inden for det socialistiske verdenssystem. Ved at styrke de økonomiske forbindelser mellem de socialistiske lande søger vi at udbygge dette system af relationer, så det ikke kun giver rent økonomiske fordele, men også skaber økonomisk baggrund for internationalismens politik og proletarisk solidaritet.

Det er en sag af uhyre stor betydning. Intet land kan i dag udvikle sig hurtigt og med succes uden omfattende internationale forbindelser, arbejdsdeling og specialisering af produktionen. Det er de krav, som produktivkræfternes udvikling stiller på den nuværende etape. De socialistiske lande kan ikke hver for sig skabe en altomfattende økonomi eller udvikle alle industrigrene, navnlig under den videnskabelig-tekniske revolution, der kræver specialisering og enorme kapitalinvesteringer i nye industrigrene, som kun kan blive rentable ved masseproduktion. Isolationisme er her selvfølgelig utænkelig.

Den videre udbyggelse af systemet af økonomiske forbindelser og samarbejde til sikring af et normalt liv og omfattende udviklingsperspektiver for alle de socialistiske lande er således i sidste instans på mange måder afgørende for hele det socialistiske verdenssystems fremtid. Det drejer sig om et system af gensidigt fordelagtige relationer, der vil kunne tilpasses ethvert af de socialistiske lande og befordre opbygningen af kommunismen.

I det store hele gavner vore økonomiske relationer til de andre socialistiske lande såvel vore partnere som vort eget land.

For at gøre økonomiske forbindelser mere effektive må der først og fremmest ske en udvikling af arbejdsdelingen samt en udbygning af produktionens specialisering og kooperation. Vi gør nu meget for at løse disse opgaver, og der er allerede sket visse fremskridt.

Selvfølgelig er det ingen let sag at udvikle den internationale arbejdsdeling. Undervejs er der forskellige hindringer, såvel af objektiv karakter, i forbindelse med det komplicerede i denne proces, som subjektive, i forbindelse med overvindelsen af isolationistiske tendenser, der stadig kan iagttages i enkelte tilfælde.

Her må det siges, at selv om vor statslige politik er uforenelig med isolationistiske tendenser, hænder det alligevel, at sådanne tendenser’ kommer til udtryk i enkelte tilfælde. Selvfølgelig kan vi vise og har allerede vist alverden, at vort land formår at producere alle typer maskiner og varer. Men er det nødvendigt? Det er et økonomisk og politisk spørgsmål, og når det skal løses i praksis, må vi altid tage udgangspunkt i de økonomiske interesser såvel som i de politiske hensyn til vore broderlande.

Kammerater! Styrkelsen og udviklingen af det socialistiske verdenssystem er en sag af enorm vigtighed. Videreudviklingen af den verdensomspændende proces vil i betydelig grad afhænge af, hvordan det går i det socialistiske samvirke.

Kammerat Bresjnev fremhævede på 23. partikongres, at »SUKP’s centralkomité ser det også i fremtiden som en af hovedretningslinierne for partiets og sovjetstatens udenrigspolitiske virksomhed at udvikle og styrke de ideologisk-politiske og organisatoriske forbindelser til de kommunistiske partier i alle socialistiske lande ud fra marxismen-leninismens principper, udvikle og styrke USSR’s politiske, økonomiske og andre forbindelser til de socialistiske stater, alsidigt at bidrage til sammenholdet i det socialistiske samvirke såvel som øge dettes styrke og indflydelse. SVKP vil på sin side gøre alt, hvad der står i dets magt, for at det socialistiske verdenssystem kan blive stadigt stærkere og gå fra sejr til sejr.« (Leonid Bresjnev. Taler og artikler (russisk), bd. 1, s. 273).

Enhver ved, hvor stor betydning partiet tillægger opdragelsen af sovjetborgerne til socialistisk internationalisme. Alle ved også, at denne opgave ikke løses ved opfordringer alene, men langt mere effektivt ud fra konkrete, iagttagelige eksempler.

I betragtning af den særlige tilhør er skare vil jeg til sidst sige lidt om, hvad SUKP’s centralkomité med rette forventer af vore forskere.

Først og fremmest et dybtgående objektivt studium af processerne i det socialistiske verdenssystem. Her er nok at tage fat på. Det er et vigtigt og ansvarsfuldt arbejde, hvis resultater skal danne grundlag for udarbejdelsen af partiets politiske kurs.

Lige så vigtigt er det på alle områder at intensivere studiet og tilegnelsen af de positive erfaringer, vore venner har indhøstet. Jeg skal fremhæve, at det her ikke kun drejer sig om udveksling af videnskabelig-tekniske landvindinger, men også om, hvad man kunne kalde »sociale erfaringer«, altså former for og metoder til organisering af samfundslivet. Der var engang, da vort land og parti var »eneleverandør« af sådanne erfaringer. Nu har situationen ændret sig. Nu kan vi selv finde meget interessant og nyttigt i de socialistiske broderlandes praksis. Det drejer sig nu om mere aktivt at opsøge denne viden.

Styrkelsen af det socialistiske samvirke, kammerater, er en vigtig opgave, som vi alle må bidrage til at løse. Det er vor fælles opgave, og centralkomiteen er overbevist om, at den også bliver opfattet sådan af vort parti, alle kommunister og hele den sovjetiske befolkning.

***

DEN KOMMUNISTISKE OVERBEVISNING - DEN STORE STYRKE I OPBYGNINGEN AF DEN NYE VERDEN.

Tale holdt i Moskva i anledning af 100-årsdagen for Feliks Dsersjinskijs fødsel - d. 9. september 1977.

Kammerater!

Vi fejrer i dag 100-året for Feliks Dsersjinskijs fødsel. Dsersjinskij var en fremtrædende lederskikkelse i det kommunistiske parti, den sovjetiske stat, han var Lenins kampfælle og en af de bedste repræsentanter for bolsjevikkernes fortrop.

Lenin og hans generation af bolsjevikker blev af den historiske udvikling ført ind på den politiske arena og øvede selv aktivt indflydelse på historiens gang. Overbevisning om den marxistiske læres rigtighed, ubegrænset hengivenhed til partiets og arbejderklassens sag, offervillighed, ubøjelig vilje og storstilet humanisme - sådan kan man karakterisere disse mennesker, der var hærdede i den revolutionære kamps ild.

Samlet omkring Lenin, væbnet med hans ideer sammensatte bolsjevikkerne en stabil og kontinuitetsbevarende organisation af ledere, uden hvilken, for at bruge Lenins ord, ingen revolutionær bevægelse kan være solid. (Se V. I. Lenin. Udvalgte værker (i 15 bind), bd. 2, s. 139 (Hvad må der gøres?) »Kun virkeligt modige og principielle folk«, har kammerat Bresjnev sagt, »kun de, der ikke holdt sig tilbage for selvopofrende og hårdt arbejde og som ikke frygtede politiforfølgelse, kun de, der satte det arbejdende folks lykke over alt andet, - kun de mennesker var i stand til at udføre den dåd, som den første leninske generation af kommunister udførte i vort land.« (Leonid Bresjnev. Taler og artikler (russisk), bd. 4, s. 203).

En ildfuld bolsjevik og revolutionær.

Ingen, der opholder sig ved Dsersjinskijs liv og virke, kan undgå at blive slået af den ufatteligt vanskelige og dødsensfarlige kamp, som han og alle de, der førte Ruslands proletariat til kamp mod det tsaristiske selvherskerdømme og udbytternes åg, måtte udkæmpe.

»Revolutionens ridder«, »den proletariske jakobiner« og »Jernfeliks« blev Dsersjinskij kaldt af sine partikammerater og af kampfællerne fra den revolutionære kamp. Han benævnte sig selv langt mere beskedent - som revolutionens soldat. Og det var som soldat, at Dsersjinskij, tro mod pligt og ed, til sidste hjerteslag forsvarede partiets sag og kæmpede for det arbejdende folks lykke. Den kommunistiske overbevisning var den kraft, der gjorde ham til en ubøjelig soldat, til professionel revolutionær og den blev en uudtømmelig kilde til hans energi og revolutionære glød. Fra at have været medlem af Letlands og Polens socialdemokrati, blev han senere medlem af det bolsjevikiske partis centralkomité og var en af den store oktoberrevolutions og den socialistiske opbygnings organisatorer og ledere.

Som syttenårig svor Dsersjinskij »at kæmpe mod det onde til sidste åndedrag«. Han forblev tro mod denne ed overalt og altid. Da han som tsarismens fange sad i fængsel i Warszawa, skrev han: »Man må besidde en indre bevidsthed om nødvendigheden af at gå i døden for livets skyld, at gå i fængsel for frihedens skyld, besidde en styrke til med åbne øjne at gennemleve helvedet på jorden og samtidig i sin sjæl føle skønhedens, sandhedens og lykkens ophøjede hymne, som springer af dette liv.« (Feliks Dsersjinskij. Udvalgte værker i to bind (russisk), Moskva 1967, bd. 1, s. 533).

Ved Oktoberrevolutionens sejr var Dsersjinskij 40 år. Mere end halvdelen af disse år havde han givet til revolutionen. Bag sig havde han elleve års fængsel, forvisning og tvangsarbejde. Tre gange flygtede han fra forvisningen. Efter hver flugt genoptog han arbejdet som illegal revolutionær.

Feliks Dsersjinskij var et eksempel på en sand internationalist med fuld forståelse for klassekampens betydning. Han var søn af det af tsarismen undertrykte polske folk, en ildfuld polsk patriot, og han formåede at hæve sig over de snævre nationale interesser, som bourgeoisiet prædikede. Han kom til den sandhed, at en fuldstændig løsning af nationalitetsspørgsmålet kun kunne opnås i forbund med Ruslands arbejdere og bønder, i kampen for det arbejdende folks sociale befrielse over hele landet.

Forholdene i Rusland var på den tid præget af skarpe modsigelser. Den proletariske revolution modnedes. For at gennemføre denne revolution måtte man imidlertid udføre et gigantisk arbejde for at skole og organisere de arbejdende masser.

I landet, der var tynget af tsarismens lænker, hvor alt progressivt undertryktes, hvor gendarmens ildevarslende figur var symbol for selvherskerdømmet og vilkårligheden, hvor frihedens forkæmpere i tusindvis led ondt i fængslerne, i dette land var der, hvis sejren skulle sikres, et særligt behov for et marxistisk-leninistisk parti, der var holdt sammen af jerndisciplin, af viljens og handlingens enhed, opfyldt af revolutionær beslutsomhed og uforsonlighed over for enhver form for opportunisme.

»Giv os en organisation af revolutionære,« skrev Lenin, »og vi skal løfte Rusland af hængslerne.« (V. I. Lenin. Udvalgte værker (i 15 bind), bd. 2, s. 142 (Hvad må der gøres?) Og en sådan organisation bidrog han afgørende til at skabe. Lenin og de revolutionære, der fulgte ham, gik i spidsen for den politiske strømning, der i den russiske og internationale arbejderbevægelses historie fik betegnelsen bolsjevismen. Lenin og bolsjevikkerne, leninisme og bolsjevisme - for os er disse ord og begreber en ubrydelig enhed.

Oktoberrevolutionen sejrede først og fremmest, fordi de arbejdende masser blev ledet af bolsjevikkernes parti, hvis strategi og taktik hvilede på en videnskabelig analyse af den samfundsmæssige udviklings love, et parti, der havde faste rødder i folket og som formåede at styre massernes revolutionære entusiasme mod målets opfyldelse.

Et sådant parti var imidlertid ikke blot nødvendigt for at vælte det gamle system. Det blev i endnu højere grad nødvendigt, da Sovjetrusland indledte sit opbygningsarbejde, der krævede den allerstørste vedholdenhed og standhaftighed.

Millioner af arbejdere og bønder måtte indgydes tro på kommunismens rigtighed og kommende sejr, masserne skulle med konkrete og forståelige planer rejses til en enestående bedrift, uden hvilken det ikke var muligt at genrejse Rusland - det dengang uhyre tilbagestående, ruinerede og sultende Rusland. »Vor kamp en herlig tid forjætter«, med disse ord fra Internationale bekendte bolsjevikkerne deres tro på fremtiden. Og de arbejdende masser tog bolsjevikkernes overbevisning til sig som deres egen.

Kommunisternes idé og gerning var helt og fuldt viet til at rejse det arbejdende menneske til bevidst historisk handling, at gøre dets liv bedre. »Vor kommunistiske ånd«, sagde Dsersjinskij, »er vor enhed, enheden af vore bestræbelser, enheden af proletariatets vilje, i hvilken vi lever, og med hvilken vi overvinder alle hindringer.« (Feliks Dsersjinskij. Udvalgte værker i to bind (russisk), bd. 1, s. 266).

I opbygningen af det nye samfund udvikler vort parti skabende sin teori og praksis, beriger den marxistisk-leninistiske lære og holder sine revolutionære principper og bolsjevismens ånd i hævd. Partiets troskab mod Lenins principper kommer til udtryk i dets tilgangsvinkel til løsningen af ethvert spørgsmål inden for politik, økonomi, ideologi og kultur.

Udrustet med den marxistisk-leninistiske teori generaliserede Sovjetunionens kommunistiske Parti på sin 25. kongres kreativt erfaringen fra opbygningen af den udviklede socialisme i vort land, drog nytte af alt det værdifulde, som de socialistiske broderlandes praksis har frembragt, anviste nye perspektiver for vor videre bevægelse frem mod kommunismen og udviklede metoder til konkret opfyldelse af de opstillede opgaver.

Det siger sig selv, at disse opbygningsopgaver - såvel af karakter som af omfang, ikke kan sammenlignes med de opgaver, som partiet løste under sovjetmagtens første år. Vor nuværende økonomiske strategi, vor socialpolitik og linie i internationale anliggender udtrykker særegenhederne i den nuværende etape af den historiske udvikling og det modne socialistiske samfunds behov. I gennemførelsen heraf råder vi over kolossale muligheder, om hvilke Lenin og hans kampfæller i sin tid kun kunne gisne eller drømme. Det, der forbinder sovjetmagtens første år og vor tid, det, der er et ufravigeligt træk ved vor tilværelse og som kendetegner kommunisterne, er den kommunistiske overbevisning. Den er og bliver hovedkilden for det sovjetiske folks uudtømmelige energi, en kilde til partiets skabende kræfter, en kilde til vore sejre.

Hele kammerat Dsersjinskijs liv var en legemliggørelse af denne overbevisning.

Folkets interesser - den sovjetiske retsordens højeste princip.

Kammerater! I en tale om Feliks Dsersjinskij må man nødvendigvis komme ind på hans rolle i etableringen af en revolutionær retsorden og i forsvaret af den store oktoberrevolutions landvindinger.

Lenins udtalelse om at »enhver revolution bliver først noget værd, hvis den formår at forsvare sig,« (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 37, s. 122) er kendt af enhver.

Lenin påviste, at de styrtede udbytterklasser ikke forsvinder og ikke kan forsvinde straks efter, at proletariatet har tilkæmpet sig magten. Han forudså, at de ville yde modstand, at klassekampen under bestemte betingelser ville kunne antage skarp og grusom karakter. (Se ibid., bd. 39, s. 280).

Revolutionen i Rusland bekræftede Lenins forudsigelse. Åbenlyse væbnede angreb, illegale undergravende aktioner, terrorisme, spekulation og banditisme - og alt dette med direkte støtte fra de imperialistiske kræfter - tog godsejerne og kapitalisterne i anvendelse i et desperat forsøg på at genvinde tabte positioner og få deres rigdom og magt tilbage.

Der måtte beslutsomme modforanstaltninger til for at trænge kontrarevolutionens offensiv tilbage. En sådan påtvunget modforanstaltning var oprettelsen af Den Alrussiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og Sabotage. Dsersjinskij blev stillet i spidsen for Tjekaen, fordi han var et menneske, som partiet og Lenin havde ubegrænset tillid til.

Feliks Dsersjinskij fulgte Lenins anvisninger og lagde grunden til sikkerhedsorganernes ærefulde traditioner. Under hans direkte ledelse kunne Tjekaen notere sig mange bedrifter i kampen mod sovjetmagtens fjender. Dsersjinskij lærte tjekisterne grænseløs hengivenhed for partiet og det socialistiske fædreland. Han kunne, som hans kampfælle Mensjinskij skrev, »forene Tjekaens sag med selve arbejderklassens sag på en sådan måde, at arbejderklassen til stadighed i disse år, i sejrens dage, i alarmens stund tog Tjekaens sag til sig som sin egen og betragtede

Tjekaen som sin egen organisation, som proletariatets organisation, som et organ for proletariatets diktatur.« (Om Feliks Dsersjinskij. Erindringer, artikler og essays af hans samtidige (russisk), s. 94).

Klassefjenden udbredte alle mulige skrøner om Sovjetrusland og om Tjekaens virksomhed. Deres forsøg på at fremstille de revolutionære omdannelser og forsvaret af disse som ren og skær ødelæggelse og vold var en af disse forsætlige og grove løgne. Den slags opspind og bagvaskelse var beregnet på småborgerens psykologi. Det tog endvidere sigte på at forvirre offentligheden i udlandet og fremkalde mistillid til det socialistiske system.

Revolutionen var faktisk ødelæggende. Men den ødelagde udbytningens og undertrykkelsens verden, for uden dette var det ikke muligt at opbygge den nye socialistiske verden. Sovjetmagten konfiskerede godsejernes og kapitalisternes jord, fabrikker og banker, der blev folkets ejendom. De styrtede klasser, der blev understøttet af den internationale kapital, søgte på alle måder at tilintetgøre dette afgørende brud på udbyttersystemet. For at krydse deres kontrarevolutionære planer så sovjetrepublikken sig nødsaget til at anvende revolutionær vold. Kun på denne måde kunne revolutionen forsvares.

»Der er ingen tvivl om,« påpegede Lenin, »at uden dette træk - uden revolutionær vold - ville proletariatet ikke være i stand til at sejre. Men der kan heller ikke være tvivl om, at revolutionær vold kun er en uundgåelig og berettiget metode på bestemte trin af revolutionens udvikling, kun under tilstedeværelsen af bestemte og særlige betingelser, hvor et stadig mere udpræget og konstant karaktertræk ved denne revolution og betingelse for dens sejr er og bliver de proletariske massers organisering, den arbejdende befolknings organisering.« (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 38, s. 74).

Som Lenin flere gange understregede, er og bliver vor stats grundlæggende funktion blandt andre vigtige funktioner den skabende. Det bedste bevis herpå er sovjetmagtens første dekreter om jorden og freden, dens konsekvente politik for udviklingen af økonomien og kulturen og for samling af og broderskab mellem alle nationer og folkeslag i landet.

Da landet indledte genopretningen af samfundsøkonomien, pålagde partiet Dsersjinskij, der fortsat virkede som leder for sikkerhedsorganerne, løsningen af meget vanskelige økonomiske problemer. Han udnævnes til folkekommissær for transport, hvor han organiserer reetableringen af transportnettet, der var blevet ødelagt under krigen. Derefter betros han ledelsen af Det øverste råd for Samfundsøkonomien. Dsersjinskij begynder aktivt at virke for gennemførelsen af Lenins politik for en socialistisk industrialisering af landet. Han deltager energisk i udviklingen af jern- og stålindustrien og andre grene af industrien, i styrkelsen af landets forsvarsevne og kæmper selvopofrende for at udvikle USSR til en stærk industrimagt. Uanset hvilke opgaver partiet pålagde ham, var han i stand til at samle menneskene og indgive dem kolossal energi og stor ansvarsfølelse over for landet og folket.

Det var dette ansvar, Dsersjinskij understregede, da han skrev: »….præcis på samme måde som arbejdernes og bøndernes sejr i oktoberrevolutionen blev sikret gennem deres totale selvopofrelse i kampen og deres bevidsthed, kan kun de brede arbejdende massers aktive og bevidste deltagelse sikre os sejren på produktionsfronten under betingelser, hvor arbejderne har herredømmet og bourgeoisiet og dets ejendomsret til fabrikkerne og virksomhederne er elimineret.« (Feliks Dsersjinskij. Udvalgte værker i to bind (russisk), Moskva 1977, bd. 2, s. 22).

De, som kendte Dsersjinskij, hans revolutionære kampfæller, arbejdskammerater, hæftede sig ved hans væsens helstøbte karakter, den stadige målrettethed i løsningen af de mest afgørende og vanskelige opgaver. Trods sin høje autoritet i partiet og i folket forblev han et forunderligt beskedent menneske, usædvanlig krævende over for sig selv og opmærksom over for andre. Enhver ydre effekt og frasemageri var ham fremmed. »Alt ved denne revolutionær«, skrev Klara Zetkin, »var ægte og ærligt: hans kærlighed og hans had, hans begejstring og vrede, hans ord og handling.« (Om Feliks Dsersjinskij. Erindringer, artikler og essays af hans samtidige (russisk), s. 41-42).

Som sand bolsjevik og leninist besad Dsersjinskij fremragende åndelige egenskaber: Hans tilknytning til folket, hans varme, hjertelighed og menneskelighed. Disse egenskaber kom med særlig styrke til udtryk i arbejdet for at hjælpe forældreløse børn.

Det var på det tidspunkt et stort og akut problem. Efter den langvarige imperialistiske krig og borgerkrigen optalte man over 5 millioner forældreløse børn i landet. Trods belastningen fra hans hovedarbejdsområde, trods den meget komplicerede situation, anså Dsersjinskij det for nødvendigt, at Tjekaen påtog sig at likvidere problemet omkring de hjemløse børn. Millioner af børn blev reddet og blev deltagere i opbygningen af det nye samfund, - det er endnu et udtryk for sovjetmagtens humanisme.

Lenin og partiet tillagde udarbejdelsen af den nye stats love og den socialistiske retsordens etablering og udvikling kolossal betydning. Dette arbejde havde ekstrem social-politisk betydning. Dette forstod Dsersjinskij og kæmpede utrætteligt herfor.

Vore fjender hævdede, at proletariatets diktatur var uforligeligt med lov og orden. Det var løgn. Faktisk begyndte det nye system fra sine allerførste dage at udfærdige sine egne love, der videreudviklede samtlige proletariatets demokratiske landvindinger. Fra at være et undertrykkelsesvåben vendt mod de arbejdende blev lovgivningen en udtryksform for arbejdernes og bøndernes vilje. Sovjetmagtens love garanterede det arbejdende menneskes rettigheder og friheder, de tjente udfærdigelsen af en ny og retfærdig retsorden og værnede samfundet mod fjendtlige kræfters handlinger.

Den socialistiske lovgivning blev, ligesom sovjetmagten som helhed, til i hårde slag mod klassefjenden. Der måtte kæmpes for den, til tider med våben i hånd, mod terrorister, anarkister, kulakker, banditter og andre kontrarevolutionære elementer. Kampen blev ført af den røde hærs soldater, tjekister, arbejder- og bondemilitsen, og arbejdernes væbnede delinger.

Fra oktoberrevolutionens første dage fastholdt partiet de leninske principper for en socialistisk retsorden i alle led af den statslige mekanisme. Det gjaldt også i fuldt omfang Tjekaen. Den unge sovjetiske republiks sikkerhedsorganer blev dannet som en ekstraordinær foranstaltning. Men selv under den skarpeste klassekamp virkede de på grundlag af de revolutionære love. ». . .i har pligt til at gå ad den vej, som sovjetmagten og partiet har udstukket,« lærte Dsersjinskij tjekisterne, »det er den revolutionære retsordens vej. Dette skal ske i henhold til dekreterne, der strengt må bringes til udførelse.« Dsersjinskij krævede til stadighed og på strengeste vis den mest minutiøse overholdelse af den revolutionære lovgivning i de statslige sikkerhedsorganers og militsens virksomhed og bragte personligt det mindste magtmisbrug til ophør.

De sovjetiske love udtrykker hovedlinien for partiets politik, de udgør et sikkert redskab for statens styring af samfundet. De kendetegnes af et fuldt ud demokratisk indhold og høje humanistiske idealer.

Det er velkendt, at en vis periode blev formørket af ulovlige forfølgelser og af brud på principperne for det socialistiske demokrati og de leninske normer for partiets og statens liv. Disse brud var forbundet med personkulten og var i modstrid med vort samfunds væsen og karakteren af socialismens politiske system. De kunne imidlertid ikke standse socialismens fremskridt. Partiet fordømte beslutsomt og gjorde op med disse brud og skabte faste garantier for den socialistiske lovgivnings overholdelse.

Vore love udbygges i takt med det sovjetiske samfunds befæstelse og udvikling. Samtidig opretholdes kontinuiteten hvad angår det væsentlige, dvs. de principper, som Lenin lagde grunden til.

Den nye sovjetiske forfatning - et af vor tids vigtige politiske dokumenter - tjener som fremragende eksempel herpå. Den er et logisk udtryk for hele den sovjetiske stats udvikling og udstikker et storslået perspektiv for den videre bevægelse fremad. Den nye forfatnings betydning blev alsidigt behandlet i kammerat Bresjnevs tale til SUKP’s centralkomité møde i maj 1977.

Den brede folkelige diskussion af forfatningsudkastet viser på overbevisende måde, at det sovjetiske folk opfatter den nye grundlov som et udtryk for sin vilje og sine grundlæggende interesser. Det forbinder ganske forståeligt den nye forfatnings demokratiske indhold med SUKP’s centralkomités konsekvente leninske politik og med Leonid Bresjnev, der har vundet stor autoritet i partiet og i folket i kraft af, at hele hans talent og alle hans kræfter er viet et utrætteligt virke til gavn for det sovjetiske folk, til gavn for vor store sag - kommunismens sejr - og til gavn for freden i hele verden.

Socialismens modstandere søger - hvilket for øvrigt også er forståeligt - på alle måder at svække det indtryk, som forfatningsudkastet har gjort på verdensoffentligheden. Den imperialistiske propaganda prøver at fortie vort lands grundlovs sande indhold og forvansker det bevidst. Det gælder især de bestemmelser, i hvilke vor opfattelse af de gensidige relationer mellem staten og individet samt forholdet mellem borgernes rettigheder og forpligtelser er formuleret. I Vesten kan man høre påstande om, at de sovjetiske borgeres rettigheder og friheder, der er fastlagt i forfatningsudkastet, i sig selv er tilstrækkeligt udførlige, men at de angiveligt annulleres af, at borgernes muligheder for at nyde godt af dem er underlagt statens og samfundets interesser.

Det sovjetiske folk ser ingen modsigelse i dette forhold. Vi går ud fra, at individet finder fuld frihed, når der er overensstemmelse mellem hans virke og det samfundsmæssige fremskridts almene mål.

Med det arbejdende menneskes befrielse for enhver form for social og national undertrykkelse har socialismen skabt fuldstændig nye relationer mellem staten og individet, idet den uløseligt forbinder de personlige og samfundsmæssige interesser. Dette kommer i endnu højere grad til udtryk på den modne socialismes etape.

De sovjetiske love garanterer hver enkelt borgers bredeste politiske friheder, da dette er i overensstemmelse med det socialistiske samfunds demokratiske karakter. Samtidig beskytter de vort sovjetiske system for enkeltpersoners forsøg på at udnytte disse friheder til skade for samfundet og andre borgeres rettigheder. Det er såvel demokratisk som retfærdigt, idet det, der tjener til det nye samfunds befæstelse, også modsvarer ethvert ærligt sovjetisk menneskes grundlæggende interesser.

Vi mener naturligvis ikke, at den hos os eksisterende mekanisme i det socialistiske demokrati har nået højdepunktet i sin udvikling og udbygning. Et af den nye forfatnings fortrin består i, at den, gennem de udvidede garantier for de sovjetiske borgeres rettigheder, præcist anviser hovedretningen for det socialistiske demokratis videreudvikling. Denne proces vil finde sted i takt med videreudviklingen af de samfundsmæssige relationer, med stigningen af samfundsmedlemmernes bevidsthed og styrkelsen af den socialistiske moral.

Det socialistiske samfunds væsen er af en sådan art, at en udvidelse af rettigheder og friheder organisk er forbundet med individets ansvar over for samfundet og med overholdelsen af borgerpligterne. Hvis et samfundsmedlem tilsidesætter sine forpligtelser og ignorerer normerne for den sociale adfærd, skader han i virkeligheden både sig selv og andre mennesker, for slet ikke at tale om samfundets interesser.

Den store humanist Gorkij skrev i sin tid: »Ja, jeg er imod frihed, når den overskrider den grænse, hvorfra frihed forvandles til tøjlesløshed. . . denne forvandling begynder der, hvor mennesket, uden bevidsthed om sit eget virkelige sociale og kulturelle værd, giver den i ham skjulte og gammelkendte småborgerlige individualisme frit spillerum og skriger: ’Jeg er så vidunderlig, original og enestående og man vil ikke lade mig leve, som jeg ønsker’. Så længe han bare skriger, er alt endnu godt, for når han først begynder at handle, som han ønsker, så bliver han på den ene side kontrarevolutionær, og på den anden - en kæltring….Disse Gorkijs ord er til fulde aktuelle i dag. (Maksim Gorkij. Samlede værker i 30 bind (russisk), bd. 25, s. 29).

For det overvejende flertal af sovjetiske borgere er det at overholde sine borgerpligter og vise respekt for lov og ret blevet et indre behov, en vane og adfærdsnorm. Vi bør imidlertid ikke lukke øjnene for, at der i vort samfund endnu findes tilfælde af en utilstrækkeligt udviklet følelse af samfundspligt.

Man kan endnu træffe mennesker, der tilegner sig samfundsmæssig ejendom, der kun er interesseret i at skrabe til sig, ballademagere og personer, der unddrager sig samfundsmæssigt nyttigt arbejde. Vor stat drager derfor på alle områder omsorg for at styrke det opdragende arbejde, herunder også borgernes retsbevidsthed. Den tillægger overbevisningens metode primær betydning, men griber samtidig til tvangsforanstaltninger mod enkeltpersoner, der begår asociale handlinger.

I de sidste år har partiet og regeringen truffet en række foranstaltninger for at forbedre de administrative organers arbejde og styrke dem gennem tilførsel af kvalificerede kadrer. De aktuelle opgaver, de opgaver, der udspringer af den nye forfatning, rejser endnu større krav til de ansatte ved domstolene, anklagemyndighederne, de statslige sikkerhedsorganer, indenrigsorganerne og til alle, der beskytter den socialistiske retsorden.

Alle disse organers virksomhed udfoldes i dag under nye historiske betingelser. Men deres grundlæggende funktion forbliver uforandret - årvågent at værne om den store socialistiske oktoberrevolutions landvindinger, at stå vagt om den sovjetiske stats sikkerhed og vort samfundssystem.

Dsersjinskijs og tjekisternes traditioner, hvis grund blev lagt i Lenins levetid, tjener også i dag som et sikkert kriterium for vurderingen af hver enkelt ansat inden for de statslige sikkerhedsorganer og militsen. Man kan kun afsløre og besejre sin modstander, hvis man intellektuelt og moralsk er ham overlegen. Derfor er det nødvendigt til stadighed at øge sine kvalifikationer.

Kommunistisk overbevisning, professionel dygtighed, moralsk renhed, pligttro, konstant årvågenhed, hjælpsomhed, taktfuldhed, tillid til menneskene, almen dannelse og en udviklet følelse af borgerpligt - sådan så Dsersjinskij tjekisten og på samme måde ser det sovjetiske folk ham i dag. Det er i denne ånd, at partiet, Komsomol og hele vor socialistiske virkelighed opdrager ham.

Medarbejderne inden for de statslige sikkerhedsorganer og i indenrigsorganerne erkender deres ansvar for den sag, der er blevet dem pålagt. De er klar over, at der stadig er mangler i deres arbejde og at der må rettes op på disse. De forstår nødvendigheden af yderligere at forbedre hele deres virke, således som partiets centralkomité kræver det.

De organer, der står vagt om Sovjetunionens statslige sikkerhed og retsorden finder deres styrke i det kommunistiske partis konstante ledelse og usvækkede kontrol.

Deres styrke ligger i, at al deres arbejde er underlagt folkets og den sovjetiske stats interesser, samt at de udfører dette arbejde på grundlag af en konstant og organisk forbindelse med folket, hvis tillid de nyder, og med støtte fra de brede arbejdende masser.

Vort samfunds ideologiske og politiske enhed og tilbagevisningen af socialismens fjender.

Kammerater! I dag, hvor vort land forbereder sig til at fejre 60-årsdagen for den store socialistiske oktoberrevolution, og hvor vi vurderer den vej, som er tilbagelagt, kan vi ikke undgå at se, at det sovjetiske folks store skabende virksomhed er foregået i en situation med uophørlig kamp mod kræfter, der stod i vejen for en socialistisk udvikling i vort fædreland og som på alle måder søgte at hindre os i at opbygge en ny tilværelse og gjorde forsøg på at tilintetgøre sovjetsamfundet. Intervention, økonomisk blokade, kontrarevolutionære sammensværgelser, fascistisk aggression, pression med atomvåben - alt dette måtte vi opleve, alt dette måtte vi igennem. Livet viste det sovjetiske systems ubøjelighed og det sovjetiske folks urokkelige beslutsomhed i forsvaret af oktoberrevolutionens landvindinger.

Socialismens fjender viger imidlertid heller ikke i dag tilbage for at undergrave det nye system, eller om ikke andet, så vanskeliggøre dets udvikling, da det nu ikke længere er muligt at tilintetgøre det med militær magt. De fører kampen mod socialismen politisk og økonomisk samt ligeledes på et så specifikt område som efterretningsvirksomheden, hvor man anvender spionage og sabotage, herunder også ideologisk sabotage.

Imperialismens efterretningstjenester forvansker skamløst målene og selve kernen i SUKP’s og den sovjetiske stats politik, de søger at sværte den sovjetiske virkelighed til og gennemfører på ideologiens område andre aktioner, der af karakter er undergravende, og som berettiget har fået betegnelsen ideologisk sabotage. Man tilstræber at undergrave de sovjetiske menneskers kommunistiske overbevisning, at påtvinge os holdninger og moral, der er socialismen fremmed og søger til syvende og sidst at fremkalde politiske og sociale forandringer i det sovjetiske samfund, som ville være fordelagtige for imperialismen.

Alt dette er desværre faste bestanddele af den verden, som vi lever i. Derfor skal vi også i dag udvise den højeste årvågenhed og træffe de nødvendige foranstaltninger for at uskadeliggøre fjendens undergravende intriger mod socialismen. Partiet anser dette som en pligt ikke blot for de statslige sikkerhedsorganer, men for alle statslige og samfundsmæssige organisationer, for alle kommunister og borgere i vort land.

Det sovjetiske samfunds ideologiske og politiske enhed kan med rette betragtes som en af vore største landvindinger. Der har i historiens løb ikke eksisteret noget samfundssystem, der som vort har kunnet forene alle klasser og sociale grupper, alle nationer og folkeslag i en stor familie. Netop fordi det sovjetiske samfunds politiske og ideologiske enhed er blevet en afgørende kilde til dets styrke, fører man fra socialismens fjenders side de mest intensive angreb mod den.

Den højrøstede kampagne, som den vestlige propaganda har rejst omkring det nok så bekendte spørgsmål om »rettigheder og friheder« og de såkaldte »dissidenter« er delvist forbundet hermed. Det skal siges, at begrebet »dissident« i sig selv er et propagandistisk fif, der har til formål at bringe offentligheden på vildspor. Dette ord betyder som bekendt i oversættelse »anderledes tænkende«. Ved at anvende dette ord fremstiller den borgerlige propaganda sagen som om, at det sovjetiske system ikke tåler, at dets borgere tænker selvstændigt, at det forfølger enhver, der »tænker anderledes«, dvs. ikke sådan, som den officielle politik foreskriver det. Denne fremstilling har intet med virkeligheden at gøre,

I sin tale for nylig fremlagde kammerat Bresjnev klart partiets holdning til dette spørgsmål. »Det er hos os ikke forbudt at tænke anderledes end flertallet,« sagde han, »eller kritisk at forholde sig til den ene eller den anden side af det samfundsmæssige liv. Til kammerater, der fremlægger en velbegrundet kritik og som søger at forbedre tingene, forholder vi os som til ærlige kritikere og er dem taknemmelige. Til dem, der fejlagtigt kritiserer, forholder vi os som til vildledte mennesker.« (Leonid Bresjnev. Taler og artikler (russisk), Moskva 1978, bd.6 side 336).

De herrer borgerlige ideologer - læs venligst den 49. artikel i udkastet til den nye sovjetiske forfatning. Der findes en præcis beskrivelse af de sovjetiske borgeres ret til kritik og til at fremkomme med forslag. Dér påpeges det klart, at forfølgelse på grund af kritik er forbudt i vort land.

Det er anden sag, når enkelte personer, der har løsrevet sig fra vort samfund, begynder at udrette anti-sovjetisk virksomhed, bryder lovene, forsyner Vesten med falsk information, spreder løgnagtige rygter og søger at organisere forskellige udfald rettet mod samfundet. Disse renegater har ikke og skal ikke få støtte her i landet. Det er netop derfor, at de ikke tør tale på fabrikkerne, i kollektivbrugene eller i de offentlige institutioner. De ville, som man siger, komme til at tage benene på nakken. Eksistensen af de såkaldte »dissidenter« er først blevet mulig i kraft af, at socialismens fjender har involveret den vestlige presse, diplomatiske, efterretnings- og andre tjenester i denne sag. Det er ikke længere nogen hemmelighed for nogen, at det at være dissident er blevet et særligt erhverv, som rundhåndet belønnes med valuta og andre »gaver«, som af væsen kun i mindre grad adskiller sig fra det, som de imperialistiske hemmelige tjenester betaler for efterretningsvirksomhed.

Nogle vestlige ledere stiller os det efter deres mening »snedige« spørgsmål: Hvordan kan man forklare, at der efter 60 års sovjetmagt i USSR stadig findes de såkaldte »anderledes tænkende«?

Dette spørgsmål er kun »snedigt« ved første øjekast. I virkeligheden ville det være urealistisk at forestille sig noget som helst andet - altså at der mellem en kvart milliard sovjetborgere slet ikke skulle være mennesker, som i forhold til det ene eller det andet spørgsmål tænker anderledes end det overvejende flertal.

Vi ved fra Marx og Lenin og fra selve livet, at opdragelsen af det nye menneske kræver særlig megen tid og store anstrengelser, endog større end dem, som gennemførelsen af dybtgående sociale og økonomiske omdannelser kræver. Hertil kommer, at dannelsen af det nye menneske i de socialistiske lande ikke foregår i et vakuum, men under en voksende ideologisk og politisk kamp på den internationale arena. Og hvis man tænker på, at der er gået 60 år siden det nye liv startede, og at privatejendommens psykologi og moral har tusindårige traditioner, så kan man ikke lade sig overraske over, at man til tider møder mennesker i vort samfund, der ikke går i spand med socialismens kollektivistiske grundlag. Men vi har god grund til at anse det for et stort fremskridt, at sådanne mennesker bliver færre og færre.

Når enhver grundlæggende beslutning i indenrigs- og udenrigspolitikken gøres til genstand for bred folkelig debat, således som det nye forfatningsudkast nu diskuteres, når det sovjetiske folk betragter partiets politik som sin egen sag, når praktisk taget et hundrede procent af vælgerne stemmer for denne politik, kan man så ikke sige, at det er en overbevisende bekræftelse på vort samfunds ideologiske og politiske enhed?

Men betyder alt dette så, at den udviklede socialisme er sikret mod enkeltpersoner, hvis handlinger falder uden for de moralske og juridiske rammer, der er i det sovjetiske samfund? Nej, det gør det ikke. Årsagerne hertil kan som bekendt være forskellige: politiske eller ideologiske fejlopfattelser, religiøs fanatisme, nationalistiske udskejelser, personlig forurettelse og skuffelse, der af det givne menneske opfattes som samfundets manglende værdsættelse af det fortjeneste og evner og, i en række tilfælde, - enkeltpersoners psykiske uligevægtighed. Det er imidlertid, hvad vi kommer ud for. Opbygningen af det nye samfund, den nye kommunistiske civilisation er en kompliceret og vanskelig proces. Anderledes kan det heller ikke være.

Som det allerede er nævnt, søger man hos os at hjælpe dem, der er blevet vildledt, man søger at overbevise dem og rive dem ud af deres vildfarelser. Man bliver imidlertid nødt til at gribe sagen anderledes an i de tilfælde, hvor visse af de såkaldte »anderledes tænkende« med deres handlinger bryder de sovjetiske love. Sådanne mennesker findes hos os i et forsvindende antal, således som vi desværre også har tyve, korrupte personer, spekulanter og andre forbrydere. Såvel de første som de sidste volder vort samfund skade og skal derfor straffes i overensstemmelse med de sovjetiske loves krav.

Og lad os så slippe for snak om humanisme i sådanne tilfælde. Vi anser det for humant at beskytte samfundets interesser. Vi anser det for humant at bringe den forbryderiske virksomhed, som forhindrer de sovjetiske borgere i at leve og arbejde i fred, til ophør.

Det skal for øvrigt siges, at der for tiden er færre borgere, der er dømt for anti-sovjetisk virksomhed, end der nogen sinde tidligere har været under sovjetmagten. Der er faktisk tale om enkeltstående tilfælde. Det er også kun naturligt og genspejler de politiske og socialøkonomiske processer i den fortsatte styrkelse af det sovjetiske samfunds enhed.

Dette er sagernes tilstand i forhold til de såkaldte »dissidenter«. Der er en himmelvid forskel mellem dette og så det billede, som den borgerlige propaganda tegner af situationen.

Kammerater! Ideernes kamp mellem den socialistiske og kapitalistiske verden har stået på siden oktoberrevolutionens første dage. Den ideologiske kamp affødes af de objektive love for den sociale udvikling, af selve eksistensen af klassernes kamp og af tilstedeværelsen af stater med forskellige samfundssystemer. Relationerne mellem disse stater kan forandre sig, men ideernes kamp forbliver en uundgåelig følge af deres sameksistens.

Den ideologiske kamps former og metoder kan imidlertid ikke undgå at ændre sig afhængigt af, hvorledes relationerne mellem de socialistiske og kapitalistiske lande udvikler sig. Også under den kolde krig var den ideologiske kamp en uvægerlig og vigtig del af disse relationer. På det tidspunkt kom de imperialistiske regeringers bestræbelser til udtryk i en specifik form for propaganda - den »psykologiske krig« og der blev skabt en særlig mekanisme til at føre denne propaganda. Alt dette havde til hensigt at vække had til de socialistiske lande og at blande sig i deres indre anliggender.

I løbet af de sidste år er det gennem store anstrengelser lykkedes at sikre en vending fra kold krig til international afspænding. Der er (på trods af at denne proces er kompliceret og ikke bevæger sig i en lige linie) ved at opstå nye relationer mellem stater med forskellige samfundssystemer og disse relationer er i overensstemmelse med fredens interesser og til gavn for udviklingen af et gensidigt fordelagtigt samarbejde. Hermed ophører imidlertid ikke den ideologiske kamp, altså den historiske polemik om det ene eller det andet sociale systems fortrin og om de veje, der fører menneskeheden til nye højder i dens fremskridt. Denne kamp vil uundgåeligt også udspille sig i fremtiden. Samtidig mener vort parti, at det er en vigtig betingelse for en forbedring af den internationale situation, af idékampen renses fer døn kolde krigs arv,

Det er nødvendigt at omtale dette, fordi de mest reaktionære kredse i de vestlige stater stædigt klamrer sig til den psykologiske krigsførelsens uværdige praksis. De undlader ikke alene at afvikle, men aktiviserer yderligere det apparat, der er skabt til at føre denne krig, så som »Radio Liberty« og »Radio Free Europe«, emigrantorganisationer, der er socialismen fjendtligt stemt og andre undergravende centre. Men ikke nok med det. Man kræver endog af os, at vi skal lade være at forstyrre disse organisationers virksomhed!

Hvorfor bekæmper vi denne form for praksis? Ikke fordi vi frygter den borgerlige propaganda selv i dens mest fjendtlige former. Partiet er overbevist om det sovjetiske folks ideologiske modenhed og om, at det aldrig vil lykkes for nogen at undergrave dets ubrydelige enhed. Her drejer det sig om noget andet. De stadige forsøg på indblanding i vore indre anliggender og hetzkampagnerne kan af det sovjetiske folk ikke opfattes som andet end vidnesbyrd om fjendtlige hensigter, der strider mod afspændingens principper og ånden fra Helsinki-aftalerne.

Derfor imødegås de og vil også fortsat imødegås beslutsomt fra sovjetisk side.

En styrkelse af den gensidige forståelse og tillid er i dag en vigtig betingelse for, at de bestræbelser, der tager sigte på at befæste freden, begrænse kaprustningen, nedruste og forbedre den internationale situation, skal kunne lykkes. Og hvis de ledende kredse i USA og andre vestlige lande er rede til at deltage i disse bestræbelser, hvilket de siger, de er, må de afstå fra at oppiske en fjendtlig atmosfære. Dette er den indlysende sandhed, og det er vigtigt, at man hurtigt forstår dette i Vesten.

Kammerater! I løbet af de seks årtier, der er gået siden oktoberrevolutionen, har det sovjetiske folk under ledelse af det kommunistiske parti gennemført storstilede omdannelser på alle områder af samfundslivet og givet et praktisk eksempel på løsningen af de grundlæggende spørgsmål, som menneskehedens historiske udvikling rejser. Også i dag går det sovjetiske folk beslutsomt frem mod kommunismen, samlet omkring partiet og dets leninske centralkomité under ledelse af kammerat Bresjnev i et kolossalt politisk og arbejdsmæssigt opsving for at gennemføre beslutningerne fra SUKP’s 25. kongres og opfylde de store, komplicerede og samtidig inspirerende opgaver, der ligger i den tiende femårsplan.

Lenins udødelige ideer er en stadig inspiration for os i arbejde, i kamp og i hele vort liv. Hvorledes denne selvopofrende kamp for at realisere disse storslåede ideer skal føres, lærer vi af bolsjevikkernes fortrop, som Feliks Dsersjinskij tilhørte. For os er og bliver disse kammerater et eksempel på kommunistisk overbevisning og revolutionær begejstring. De er for evigt med os i kampen for kommunismens sejr. Det bedste mindesmærke, vi kan opstille for dem, er det sovjetiske folks verdenshistoriske bedrifter.

Leve det sovjetiske folk, der opbygger kommunismen!

Leve Sovjetunionens kommunistiske Parti, der fører det sovjetiske folk ad Lenins vej!

***

IDEOLOGISK SABOTAGE - IMPERIALISMENS FORGIFTEDE VÅBEN.

Fra en tale afholdt på et møde i KGB i februar 1979.

Kammerater!

Vort partis ideologiske arbejde i den kommunistiske opdragelse af den arbejdende befolkning har yderst vigtig betydning for den kommunistiske opbygnings store, komplicerede og omspændende proces. Det at opbygge kommunismen er ikke blot at skabe den nødvendige materielle og tekniske basis herfor, men også at opdrage et nyt menneske, der er sin epoke værdig. At opdrage det efter de mest progressive og humanistiske principper og ædle idealer - idealer, der i vort land er blevet holdt i hævd siden den store oktoberrevolution.

Marx og Engels påpegede, at ». . .menneskene, som udvikler deres materielle produktion og deres materielle samkvem, ændrer sammen med denne deres virkelighed også deres tænkning og produkterne af deres tænkning.« (Karl Marx. Skrifter i udvalg. Den tyske ideologi. Filosofiens elendighed. Rhodos, København 1974, s. 34 (Den tyske ideologi). I opbygningen af de socialistiske produktionsrelationer, i skabelsen af de gigantiske produktivkræfter, som vort land nu råder over, forandredes også de sovjetiske menneskers tankegang og deres sindelag. Som resultat af objektive forandringer inden for de økonomiske relationer, af partiets aktive og målrettede ideologiske og politiske arbejde og dets offensive kamp mod borgerlig ideologi i vort samfund befæstedes den marxistisk-leninistiske verdensanskuelses fulde herredømme. Fremragende egenskaber som ideologisk fasthed, politisk aktivitet, en kollektiv og kammeratlig ånd, ansvarlighed over for samfundet, en bevidsthed om sit arbejdes betydning for den fælles sag, uforsonlighed mod alt, hvad der er i modstrid med de socialistiske normer, mod alt, hvad der hindrer os i at opbygge kommunismen - alle disse egenskaber i det sovjetiske folk kommer stadig mere klart til udtryk.

De grundlæggende retningslinier for partiets opdragelsesmæssige og ideologiske arbejde på den nuværende etape af samfundsudviklingen er indeholdt i beslutningerne fra SUKP’s 25. kongres. Disse beslutninger er et kamp -og handlingsprogram for partiorganisationerne, kommunisterne og for alle sovjetiske borgere. I sit ideologiske arbejde understreger partiet, at den ideologiske kamp mellem de to samfundssystemer ikke uddør, men tværtimod aktiviseres under de nuværende betingelser med international afspænding.

Kammerat Bresjnev understregede i sin tale til SUKP’s 25. kongres: »I kampen mellem de to verdensanskuelser kan der ikke gives plads for neutralitet eller kompromiser. Her er det nødvendigt med stor politisk årvågenhed, et aktivt, hurtigt og overbevisende propagandaarbejde og rettidig tilbagevisning af fjendtlige ideologiske afsporingsforsøg.« (Leonid Bresjnev. Vor kurs er fred og socialisme, bd. 1, s. 359 (SUKP’s centralkomités beretning og partiets kommende opgaver på de inden- og udenrigspolitiske områder). Denne påpegning fastslår i fuld udstrækning den politiske vigtighed af også de statslige sikkerhedsorganers arbejde i kampen mod den ideologiske sabotage, der af de imperialistiske magters efterretningsvæsener anvendes i deres undergravende virksomhed mod vort land.

Hvad mener vi egentlig, når vi taler om imperialismens ideologiske sabotage vendt mod socialismen? Hvordan kan den karakteriseres og hvorledes indgår den i den ideologiske kamp? Et korrekt svar på disse spørgsmål giver mulighed for at udarbejde og udnytte de mest effektive og hensigtsmæssige midler og metoder i kampen mod denne sabotage.

Den ideologiske sabotage finder sted på det område, der omfatter de politiske, filosofiske, juridiske, moralske, æstetiske, religiøse og andre holdninger og ideer, dvs. i den ideologiske sfære, dér hvor ideernes kamp føres. Den ideologiske sabotage besidder derfor mange af de træk, der er karakteristiske for den ideologiske kamp. Den ideologiske sabotage er imidlertid ikke almindelig ideologisk kamp, som udløber af den faktiske tilstedeværelse af to forskellige samfundssystemer. Ideologisk sabotage er først og fremmest en form, hvorunder imperialismen udfører undergravende virksomhed mod socialismen. Dens mål er at svække og rokke ved det socialistiske samfundssystem. Den føres med specifikke midler og ofte som direkte indblanding i de socialistiske landes indre anliggender, hvilket er i modstrid med de alment anerkendte folkeretslige normer og de socialistiske love. Det faktum, at den bringes til udførelse inden for det ideologiske område forandrer ikke dens undergravende og lovstridige karakter. Dette er i første række bestemmende for hårdheden og kompromisløsheden i vor kamp mod den ideologiske sabotage, hvorledes den så end måtte komme til udtryk.

Lenin bemærkede i sin tid, at socialismens modstandere, når de så sig ude af stand til at bremse den marxistiske læres udbredelse og indflydelse, greb til de mest rænkefulde metoder i kampen om menneskenes sind. »Når bourgeoisiets ideologiske indflydelse på arbejderne er dalende, undermineres og svækkes,« bemærkede han, »har bourgeoisiet overalt og altid grebet til og vil gribe til den mest desperate løgn og bagtalelse.« (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 25, s. 352). Som det fremgår heraf, afdækker Lenin ikke blot de årsager, der får vore modstandere til at anvende sabotage inden for det ideologiske område, men peger direkte på den ideologiske sabotages mest betydningsfulde metoder - løgn og bagvaskelse.

Ideologisk sabotage bygger helt og fuldt på løgn, fordrejninger og den allergroveste forvanskning af kendsgerningerne. Den kendetegnes ligeledes af, at den i vore dage ikke gennemføres gennem det sædvanlige propagandaapparat, men af til formålet organiserede tjenester. Disse særlige tjenester udnytter naturligvis det borgerlige propagandaapparat og alle massemedierne, men der satses grundlæggende på specielle midler i den undergravende sabotagevirksomhed.

Ideologisk sabotage har været anvendt af socialismens modstandere lige siden oktoberrevolutionens sejr. Den er blevet gennemført på alle etaper af verdenskapitalismens kamp mod vort land og verdenssocialismens kræfter. I dag træffer vi den imidlertid i et hidtil uset omfang, idet imperialismen netop her gør sin hovedindsats.

Hvorfor? Der var tider, hvor kapitalisterne prøvede at bekæmpe socialismen med militær magt, gennem krig. Som bekendt fik de intet ud af det. Man kunne ikke få bugt med os gennem krig. I dag har imperialismen ingen chancer for sejr i en direkte militær konfrontation med den socialistiske verden. Den har ingen chancer, fordi vort lands militære styrke er vokset, fordi det internationale styrkeforhold er ændret til fordel for socialismen og ligeledes på grund af selve karakteren af en krig ført med atomraketter.

Imperialismen kan heller ikke bremse vor sociale og økonomiske udvikling ved hjælp af økonomiske sanktioner, således som den tidligere søgte. Det kan den ikke, fordi Sovjetunionen i dag er i besiddelse af vældige produktivkræfter, en højt udviklet økonomi og et enorm videnskabeligt og kulturelt potentiel, og fordi det socialistiske samvirkes styrke er vokset umådeligt.

Under de nye ændrede betingelser søger de imperialistiske kredse at opnå fordums mål ved at undergrave socialismen indefra. Hertil anvender den forskellige løftestænger, deriblandt også ideologisk sabotage. Netop den ideologiske sabotage er nu et af disse herrers og deres lejesvendes vigtigste redskaber i kampen mod det sovjetiske system.

De sovjetiske borgere kan med rette være stolte af vort samfunds sociale, politiske og ideologiske enhed, der er en af socialismens største landvindinger. »I løbet af de år vort land har opbygget socialismen«, har kammerat Bresjnev sagt, »er der opstået et historisk nyt fællesskab af mennesker - det sovjetiske folk. Gennem fælles arbejde, i kamp for socialismen og i slagene for dens forsvar opstod nye harmoniske relationer mellem klasser og sociale grupper, mellem nationer og folkeslag - relationer, der bygger på venskab og samarbejde. Vore mennesker er forenet af vor fælles marxistisk-leninistiske ideologi og de høje mål for opbygningen af det kommunistiske samfund.« (Leonid Bresjnev. Taler og artikler (russisk), Moskva 1973, bd. 3, s. 279).

Det sovjetiske folks sociale, politiske og ideologiske enhed er affødt af selve socialismens natur. Denne enhed er organisk indbegrebet af det socialistiske system, som har gjort ende på menneskets udbytning af mennesket og befæstet den sociale og nationale enhed. Denne enhed giver fra sin side det socialistiske system og det sovjetiske samfund en særlig styrke og stabilitet. Heri ligger et af de vigtigste udtryk for dialektikken i vor samfundsudvikling.

Imperialismen har også bemærket denne dialektik. Derfor sætter den ind på at undergrave vort samfunds enhed og dets sammenhold omkring det leninske parti og gør det ved hjælp af den ideologiske kamp som sådan og den ideologiske sabotage i særdeleshed.

Denne sabotage tager sigte på at påvirke menneskenes holdninger og sind, at påvirke deres verdensanskuelse og - gennem bevidstheden - deres politiske og moralske adfærd.

Ved hjælp af ideologisk sabotage tilstræber socialismens modstandere at bremse den arbejdende befolknings tiltagende kommunistiske bevidsthed, der er umiddelbart forbundet med vort samfunds sociale og økonomiske fremskridt, og som fra sin side øver indflydelse på disse fremskridt.

Selve ordet »diversion« betyder, hvis det oversættes fra latin til russisk, at »bortlede« og »aflede«. (På russisk anvendes »ideologisk diversion«, der her i teksten er oversat som »ideologisk sabotage«, der umiddelbart er mere forståeligt og fuldt ud dækkende). Og de imperialistiske særtjenester søger netop at »bortlede« og »aflede« de sovjetiske borgere fra vor ideologis grundsætninger, dvs. fra marxismen-leninismen og at »aflede« dem fra de moralske og etiske normer, der er gængse i vor socialistiske tilværelse. Og hér, i kampen om menneskenes bevidsthed, støtter imperialismen sig ikke blot til de almene midler i den ideologiske kamp, ikke alene til de borgerlige ideer, der for længst har afsløret deres folkefjendske og reaktionære karakter, men anvender den ideologiske sabotages forgiftede våben - desinformation og bagvaskelse, løgn og bedrag.

Ad denne vej søger imperialismen at vende mennesket mod socialismen eller i det mindste at »tømme« det ideologisk, at vække en følelse af egoisme, mistillid, usikkerhed, altså politisk passivitet, at omtåge og forgifte hans bevidsthed med nationalistiske fordomme og at rokke ved dets kommunistiske overbevisning. For det er netop det moralsk tomme, det politisk vaklende menneske, det menneske, der tørster og higer efter sensation og sladder, der bliver det første offer for den ideologiske sabotage.

Vore klassefjender tager dette i betragtning. De handler og tilpasser sig de konkrete forhold og de mennesker, de skal arbejde iblandt. Hvis vi nu for eksempel tager den første tid efter sovjetmagtens etablering. Hér søgte fjenden at indvirke på masserne ved at udbrede ammestuehistorier om »kasernesocialismen«, om at det var »forbudt at have personlige ejendele« og endog om at »konerne skulle kollektiviseres« og lignende. Det var primitive metoder, der fortrinsvis var beregnet på mennesker, hvis politiske niveau var meget lavt. Sådanne primitive historier går det selvfølgelig ikke at fortælle sovjetborgerne i dag. Tiderne er skiftet. I dag opererer imperialismen mere spidsfindigt. Den hager sig fast til processerne i den videre forbedring og udvikling af alle sider af vort samfundsliv og i det socialistiske demokrati. Det er i denne forbindelse den skriger op om det sovjetiske systems »defekter«, om »manglen« på frihed og ret i vort land, om nødvendigheden af at »forbedre« socialismen. Alt dette gøres naturligvis ud fra en borgerlig synsvinkel. Særlig ihærdige er her de aggressive zionistiske organisationer, der optræder som redskab for imperialismens mest reaktionære kredse.

De imperialistiske efterretningstjenester søger at trænge ind i hele den ideologiske sfære og udnytter til dette formål dels store politiske problemer, dels også sådanne, der ved første øjekast ikke har tilknytning til politik, altså spørgsmål om moral, smag og menneskenes vaner og dagligdag. De »arbejder« såvel fra frontafsnittet som fra flanken og anvender herunder forskellige midler, lige-fra de mest harmløse - set udefra - til åbenlyst fjendtlige.

Vi fører en beslutsom kamp mod imperialismens undergravende virksomhed. Men det betyder overhovedet ikke, sådan som visse personer i Vesten prøver at fremstille det, at den sovjetiske stat er imod bredt samkvem med andre lande inden for de mest forskellige områder af videnskab og kultur. Intet samfund i vor tid vil kunne udvikle sig positivt, uden at der sker en udveksling af verdenscivilisationens mest fremskredne landvindinger. Sovjetunionen er for en udvikling af den videnskabelige og kulturelle udveksling med andre lande. Vi er mod én ting: at de kulturelle kontakter udnyttes til undergravende virksomhed og sabotage, der intet som helst har at gøre med en reel udveksling af kulturelle værdier.

Man stiller os ind imellem spørgsmålet: »Kan enkeltstående antisovjetiske manifestationer og en håndfuld menneskers negative handlinger virkelig udgøre en fare for det sovjetiske samfund? Vil de kunne rokke ved socialismens grundvold?«

Det kan de selvfølgelig ikke, svarer vi, hvis man betragter hvert politisk skadeligt udfald isoleret. Men hvis de betragtes i deres helhed, i deres forbindelse med indhold og mål i imperialismens ideologiske sabotage, så er sådanne handlinger ikke harmløse. For det indgår jo i vore fjenders beregninger, at de gennem en gradvis udhuling af tilliden til de kommunistiske idealer vil kunne lede enkelte »vildførte« ad en fremmed og farlig vej og til tider indfange dem i spionagenettet gennem udnyttelse af havesyge, grådighed og lignende frastødende levn fra privatejendommens tid. Gennem »erosion« af enkeltpersoners bevidsthed rokker de ved socialismens politiske institutioner og hele vort samfundssystem. Sådanne handlinger kan vi ikke ignorere.

I sin gennemførelse af ideologisk sabotage forfølger imperialismen også andre mål. Den søger at miskreditere den virkeliggjorte socialisme på verdensarenaen, at svække dens revolutionerende indflydelse for derigennem at gyde olie på klassekampens vande i de kapitalistiske lande, at bringe opløsning i kommunisternes, arbejderklassens og alle arbejdendes rækker og at lamme deres vilje til kamp mod udbytterne. Det er derfor, at kampen mod den ideologiske sabotage ikke alene er et indre anliggende, men også et internationalt.

Kampen mod den ideologiske sabotage har to aspekter - et internt og et eksternt. Dens ophavsmænd befinder sig i udlandet, men deres undergravende handlinger gælder vort land og deres genstand er vort sovjetiske menneske.

Som bekendt findes der i Sovjetunionen ikke nogen social eller klassemæssig grobund for anti-sovjetisk virksomhed. Det betyder imidlertid slet ikke, at der under socialismen ikke kan være enkeltpersoner, hvis holdninger og gerninger står i modsætning til vor moral og vore love. Sådanne holdninger og gerninger kan udløses af forskellige årsager. Det kan være utilstrækkelig ideologisk styrke og politisk vildførelse, religiøs fanatisme og nationalistiske levn, problemer i dagligdagen og moralsk forfald eller blot manglende lyst til at arbejde. Vore modstanderes ideologiske sabotage tager netop sigte på sådanne personer.

Der er naturligvis ikke alle disse personer, der begår forbrydelser mod staten under fjendtlig indflydelse. Men erfaringen viser, at enhver, som slår ind på denne vej, der er socialismen fremmed, allerede forinden havde gennemgået et moralsk forfald og havde afviget fra den socialistiske morals normer.

I forsvaret af det sovjetiske samfunds interesser retter de statslige sikkerhedsorganer slaget mod de aktioner, der udføres af den ideologiske sabotages hovedorganisatorer - mod de imperialistiske staters hemmelige tjenester og undergravende organisationer. Kampen mod disse har den mest beslutsomme og kompromisløse karakter.

Hvad angår den anden side, spørgsmålets interne aspekt, må man forstå, at vi hér har at gøre med sovjetiske borgere. Dette tvinger os til at være særlig opmærksomme og forsigtige.

Tjekisterne er kaldet til at kæmpe for, at hvert sovjetisk menneske, der har begået fejltrin, hjælpes på rette vej igen. Dette er da også en af de vigtigste sider af de statslige sikkerhedsorganers virksomhed. Denne side er af stor politisk betydning. Den udspringer af vort systems humane væsen og er i overensstemmelse med de krav, der rejses af partiets ideologiske arbejde. Tjekisterne kæmper med deres specifikke midler, på deres specifikke afsnit mod alt, hvad der er vor ideologi og moral fremmed og yder deres store bidrag til skabelsen af det nye menneske.

De beskytter de sovjetiske borgere mod de imperialistiske hemmelige tjenesters undergravende virksomhed. Og når man så ser, at ens arbejde bærer frugt, er det naturligvis en stor tilfredsstillelse, ikke alene professionelt, men også partimæssigt og som borger i dette land. Vi skal endnu mere aktivt, endnu mere energisk og målrettet også fremover følge denne linie.

Hele kampen mod den ideologiske sabotage viser, at imperialismen er omhyggelig i sit forsøg på at undergrave det socialistiske samfundssystem og de sovjetiske borgeres ideologiske overbevisning. Under ledelse af det leninske parti har det sovjetiske folk slået alle angreb tilbage. Det har med succes løst revolutionens skabende opgaver og for første gang i menneskehedens historie opbygget det udviklede socialistiske samfund. Disse landvindinger genspejles i USSR’s nye forfatning. Den giver en mægtig impuls til at fremme vor bevægelse mod kommunismen og til den fortsatte befæstelse af vort samfunds sociale, politiske og ideologiske enhed.

Vort parti anser det for en af hovedretningerne i det ideologiske arbejde at opdrage alle arbejdende til højt ideologisk beredskab og hengivenhed over for kommunismen. Den 25. partikongres rettede særlig opmærksomhed mod den moralske opdragelse, mod nødvendigheden af at udvikle en aktiv livsholdning hos enhver kommunist og enhver sovjetisk borger, af en bevidst holdning til den samfundsmæssige pligt og af sovjetisk patriotisme og proletarisk internationalisme. Dette arbejde bygger på marxismen-leninismens urokkelige fundament, der giver de sovjetiske borgere bevidsthed om rigtigheden af partiets sag og sikker forvisning om vor store sags sejr.

Også vore klassefjender er blevet tvunget til at erkende det sovjetiske samfunds styrke og enhed og det sovjetiske folks opslutning omkring det kommunistiske parti. Det er ikke uden grund, at imperialisterne med beklagelse indrømmer, at politiske provokationer af enhver art er forgæves i det sovjetiske samfund.

Kan vi imidlertid sige, at kampen mod den ideologiske sabotage nu er af aftagende styrke og af mindre betydning? Nej, det kan vi ikke. Dette skyldes først og fremmest uddybningen af den ideologiske kamp mellem de to modstående systemer på verdensarenaen, den drastiske skærpelse af imperialismens ideologiske sabotagevirksomhed og dens særtjenesters forsøg på at påvirke enkelte sovjetiske borgere med det mål at få dem til at handle mod samfundet.

Under disse betingelser må vi i endnu højere grad forøge vor politiske årvågenhed og effektivitet med de foranstaltninger, vi træffer for at bekæmpe den ideologiske sabotage.

Af det ovenstående burde det være klart, at efterretningsarbejdet i kampen mod imperialismens ideologiske sabotage først og fremmest er af politisk art. Tjekisterne må til stadighed huske på, at de er vort partis politiske soldater i klassekampens hårdeste delafsnit.

En direkte hovedbetingelse for en korrekt politisk linie i de statslige sikkerhedsorganers samlede arbejde er det kommunistiske partis og dets leninske centralkomités daglige ledelse af disse.

Efterretningsvirksomhedens specifikke karakter rejser særlige krav til dem, der af partiet er betroet at arbejde og kæmpe inden for dette afsnit. Blandt alle disse krav indtager den enkelte kommunists egenskaber en førsteplads: den højt ideologisk skolede, den politisk modne og aktive forkæmper for partiets linie. Der fordres stor principfasthed, selvopofrelse og partimæssig ildhu.

Enhver, der arbejder inden for dette afsnit, må til stadighed huske på sit store politiske ansvar og partiets mål i den sag, som han tjener. Og det er en sag, for hvilken der må kæmpes, til hvilken man må vie alle sine kræfter og sit liv.

TALE PÅ SUKP’S CENTRALKOMITÉS PLENARMØDE d. 22. november 1982

Kammerater!

Vi er nået til ende med behandlingen af plan- og budgetforslagene for femårsplanens kommende år. I de forelagte dokumenter er der allerede taget hensyn til en række væsentlige kommentarer fra politbureauets side. Jeg går ud fra, at ministerrådet under planens udførelse også vil være opmærksom på de forslag, kammeraterne er fremkommet med i dag.

At dømme efter de indlæg, der har været på plenarmødet, deler vi alle den opfattelse, at plan- og budgetforslagene fuldt ud svarer til retningslinjerne fra SUKP’s 26. kongres og kan godkendes.

Hvad er kendetegnende for planforslaget? Der tages sigte på at fremskynde den økonomiske udvikling og forøge nationalindkomstens, industri- og landbrugsproduktionens samt detailhandelens absolutte vækstrater. Det forudses, at der også fremover sættes ind på at øge økonomiens effektivitet - de krævende opgaver skal udføres med relativt mindre vækst i investeringer og arbejdskraftforbrug.

Det skal fremhæves, at forslaget modsvarer partiets linie i retning af at øge den arbejdende befolknings velstand. Der planlægges overvejende en vækst inden for industrigrenene i B-gruppen, altså en øget produktion af forbrugsgoder til befolkningen. Store økonomiske ressourcer er afsat til videreudvikling af landbruget og de tilknyttede industrier. Befolkningens realindkomst vil fortsat stige. Ligeledes svarer boligbyggeriets omfang til femårsplanens mål.

Planforslaget bekræfter således, at omsorgen for den sovjetiske befolkning, dens arbejds- og levevilkår samt åndelige udvikling fortsat er et af de allervigtigste programpunkter for partiet.

Der er også i tilstrækkelig grad taget hensyn til forsvarets behov. Politbureauet anser det som altid for ubetinget nødvendigt at sikre hæren og flåden alt, hvad der er brug for, navnlig i den nuværende internationale situation.

Budgetforslaget sikrer de finansielle midler til samfundsøkonomien samt den sociale og kulturelle udvikling.

Kammerater! Vort centralkomitémøde finder sted på en vigtig etape i kampen for at føre den 11. femårsplan ud i livet - lige før dens tredje og på mange måder afgørende år. Vi har udrettet ikke så lidt, men der venter os et vanskeligt og krævende arbejde.

Jeg skal udtrykkeligt gøre opmærksom på, at en række af de vigtigste mål i femårsplanens første to år ikke er blevet opfyldt. Dette har selvfølgelig også fået indflydelse på det forslag, vi diskuterer i dag.

Centralkomiteens medlemmer husker Leonid Bresjnevs sidste indlæg og hans notater til centralkomiteens politbureau om den økonomiske udvikling. Spørgsmålet var for ham følgende: på partikongresser og centralkomitémøder har vi udarbejdet en videnskabeligt begrundet økonomisk politik, lagt en kurs for at øge produktionens effektivitet og intensivere den. Men omstillingen af vor økonomi til dette grundlag og effektiviseringen foregår stadig for langsomt.

Hovedkriteriet for økonomiens effektivitet, altså arbejdsproduktiviteten, vokser i et tempo, der stadig lader meget tilbage at ønske. Der er stadig problemer med manglende koordination mellem udviklingen af udvindings- og forarbejdningsindustrierne. Råstofforbruget pr. produceret vareenhed mindskes næsten ikke.

Planerne opfyldes stadig med store produktivkraftopbud og produktionsomkostninger. Der findes stadig mange bedriftsledere, der gladeligt citerer Leonid Bresjnevs ord om, at der skal økonomiseres med økonomien, uden at de i praksis gør særlig meget for at løse denne opgave.

Inertiens love og sædvanens magt gør sig åbenbart stadig gældende. Men der er vel også dem, der simpelt hen ikke ved, hvordan sagen skal gribes an. Vi må tænke over, hvilken hjælp der bør ydes sådanne kammerater. Det vigtigste er at fremskynde forbedringen af det økonomiske ledelsesarbejde på alle områder - styringen, planlægningen og den bedriftsmæssige organisering.

Det er nødvendigt at skabe sådanne økonomiske og organisatoriske forhold, der vil kunne stimulere en kvalificeret, produktiv arbejdsindsats, initiativ og foretagsomhed. Omvendt skal dårligt arbejde, passivitet og uansvarlighed umiddelbart og selvfølgeligt have indflydelse på de ansattes løn, ansættelsesforhold og moralske autoritet.

Det er nødvendigt at øge ansvaret for varetagelse af statens og folkets almene interesser samt konsekvent at udrydde departementsegoisme og provinsiel snæversynethed. Det må gøres til en regel, at der kun bliver taget ny beslutning om et givet spørgsmål, når enten de tidligere beslutninger er blevet udført, eller der er opstået nye omstændigheder. Der bør føres en mere konsekvent kamp mod enhver overtrædelse af parti-, stats- og arbejdsdisciplinen. Uden tvivl vil vi få bred støtte hertil fra partiet, fagforeningerne og hele den sovjetiske befolkning.

I den senere tid tales der meget om nødvendigheden af at udvide virksomhedernes, kollektivbrugenes og statsbrugenes selvstændighed. Tiden er utvivlsomt kommet til at tage fat på løsningen af dette spørgsmål i praksis. Ministerrådet og statsplankomiteen har allerede fået pålæg herom. Her må handles med omtanke, om nødvendigt eksperimenteres, og desuden må de andre socialistiske landes erfaringer tages med i betragtning. Den udvidede selvstændighed må i hvert enkelt tilfælde ledsages af øget ansvar og omsorg for samfundets almene interesser.

Der ligger store reserver gemt i samfundsøkonomien. Det er også blevet nævnt i indlæggene i dag. Disse reserver må aktiviseres gennem fremskyndelse af den videnskabelig-tekniske udvikling samt vidtgående og hurtig indførsel i produktionen af resultaterne fra videnskab, teknik og de bedste arbejdserfaringer. Det er selvfølgelig ikke nogen ny problemstilling. Den har været formuleret på partikongresser og centralkomitémøder. Ikke desto mindre sker der for lidt. Hvad skyldes det? Svaret er ligeledes velkendt: for at indføre en ny metode eller ny teknik, må produktionen uvægerligt reorganiseres, og det får indflydelse på planopfyldelsen. Og mens det får alvorlige konsekvenser ikke at opfylde planen, så har langsommelighed i indførelsen af ny teknik højst en kammeratlig henstilling til følge.

Hvis vi virkelig vil sætte gang i indførelsen af ny teknik og nye arbejdsmetoder, så skal de centrale økonomiske organer, videnskabsakademiet, statskomiteen for videnskab og teknik samt ministerierne ikke nøjes med at opfordre hertil, men klargøre sig og fjerne de konkrete vanskeligheder, der hindrer det videnskabelig-tekniske fremskridt. Såvel planlægningsmetoderne som systemet til økonomisk stimulering skal fremme integrationen af videnskab og produktion. Det må forhindres, at de, der går forrest i indførelsen af ny teknik, kommer til at stå i en ufordelagtig situation.

En anden stor reserve kan aktiviseres gennem rationel udnyttelse af de materielle og arbejdskraftmæssige ressourcer. Planen for 1983 fastsætter her et højere mål for besparelser. Jeg skal henlede kammeraternes opmærksomhed på, at spørgsmålet om at spare på de materielle ressourcer nu må tages op til ny overvejelse, og ikke bare sådan, at »hvis vi sparer, er det godt, og hvis vi ikke sparer, gør det heller ikke noget.«

I dag er besparelser og omsorg for folkets ejendom et spørgsmål om at gøre vore planer realistiske. For at det kan lykkes, må der sikres et helt system af praktiske foranstaltninger, først og fremmest fra statsplankomiteens og statsforsyningskomiteens samt ministeriernes og departementernes side. Der venter ligeledes alle partikomiteer og -afdelinger et stort arbejde.

Vi kender mange eksempler på kreativitet i arbejdet og virkelig ansvarlighed i omgangen med folkets ejendom. Men desværre udbredes disse erfaringer ikke, som de burde. Der kræves i øvrigt ingen synderlige omkostninger her. Altså er det noget andet, der mangler - initiativ og konsekvent kamp mod dårlig ledelse og ødselhed.

Denne opgave kan selvfølgelig kun løses under medvirken af hver eneste arbejder og ansat på vore virksomheder, kollektivbrug og statsbrug. Hver enkelt må bringes til at forstå denne opgave som sin egen opgave.

Der er i det hele taget, kammerater, mange presserende opgaver i samfundsøkonomien. Jeg har selvfølgelig ingen færdige opskrifter på, hvordan de skal løses. Men netop vi, partiets centralkomité, er dem, der skal finde disse svar. Her må vi udnytte hjemlige såvel som internationale erfaringer, ligesom vi må indsamle de bedste praktiske og teoretiske kundskaber. I det hele taget kommer vi ingen vegne med paroler alene. Der skal udføres et stort organisatorisk arbejde af partiafdelinger, bedriftsledere, ingeniører og teknikere, for at hver af disse enormt vigtige opgaver ikke blot anskues i forhold til hver gren af økonomien, men i forhold til hver fabrik, hver afdeling, hvert arbejdshold og tilmed, om man vil, hver enkelts arbejdsindsats.

Det skal understreges, at der her er tale om kardinalspørgsmål af betydning for hele landet. Løser vi dem med succes, vil den økonomiske udvikling fortsætte, og folkets velstand vil øges.

Realiseringen af levnedsmiddelprogrammet er centralt placeret i vore planer.

De første skridt til gennemførelse af beslutningerne fra centralkomiteens plenarmøde i maj 1982 måtte tages under temmelig vanskelige omstændigheder. Heller ikke i år var vi heldige med vejret. Desto mere skal landbrugsarbejdernes store indsats fremhæves. Takket være denne samt udbyggelsen af landbrugets materielle og tekniske basis i en række områder, egne og republikker er der blevet opnået ganske gode resultater. Kornhøsten er vokset betydeligt i forhold til sidste år. Også bomulds-, grøntsags -og vindruehøsten har været ganske god. Mælke- og æggeproduktionen er vokset. Industrivirksomhedernes støttebrug er ved at komme til kræfter. Også omsorgen for udvikling af de personlige støttebrug begynder at give resultater. Men samtidig er hullerne i leveringen af en række fødevarer endnu ikke udryddet.

Alle forstår selvfølgelig, at levnedsmiddelprogrammet ikke kan gennemføres på et enkelt år. Det er rigtigt. Men vi skal også sige noget andet lige ud: opfyldelsen af levnedsmiddelprogrammet må ikke trækkes i langdrag. De ansatte i landbrugssektoren må fra dag til dag øge deres indsats og arbejde på en sådan måde, at de kolossale midler, der er sat af til løsning af denne opgave, forrenter sig allerede i dag og endnu mere - i morgen.

Det er politbureauets opfattelse, at de forestående møder i partikomiteerne og sovjetterne, der skal behandle planerne for næste år, også skal diskutere, hvordan det går med at realisere beslutningerne fra centralkomiteens plenarmøde i maj 1982. Vi må afstemme alle praktiske skridt på dette vigtige område af økonomien i forhold til levnedsmiddelprogrammet.

Jeg vil ikke komme nærmere ind på nødvendigheden af at føre året godt til ende i landbruget, sikre opbevaring af høsten, forberede næste års høst og sørge for kvægets overvintring. Alt dette er indlysende. Vi skal uden videre gå over til løsningen af andre opgaver, idet vi ser dem i nær sammenhæng med hovedretningslinierne for landbrugets og de tilknyttede industriers udvikling og er opmærksomme på, at det her drejer sig om en sektor, hvor der ikke findes nogen andenrangs opgaver.

I planen for 1983 lægges der stor vægt på øget produktion af forbrugsgoder og forbedring af disses kvalitet, hvilket Leonid Bresjnev tillagde en særlig betydning. Opgaven består i ikke blot at øge produktionen, men også i væsentlig grad at højne forbrugsgodernes kvalitet. Det gælder ikke blot let- og lokalindustrien, men også svær -og forsvarsindustrielle virksomheder.

De lokale parti- og sovjetorganer skal i højere grad yde organisatorisk hjælp til forbrugsgodeproduktionen, som det helt rigtigt allerede er blevet sagt af kammerat Bajbakov. Det kan i sandhed ikke betragtes som rimeligt, at spørgsmålet om at producere en række ganske simple varer nærmest kræver behandling i statsplankomiteen. De lokale organer må påtage sig denne opgave samt det fulde ansvar for dens løsning.

Lad mig tage fat på nogle centrale problemer i udviklingen af de vigtigste industrigrene. Først og fremmest om den videre udvikling af energisektoren. Den planlagte vækst i de basale energiressourcer på ca. 41 millioner tons standardbrændstof er fuldt ud realistisk. Det gør det muligt at sikre en uafbrudt, rytmisk arbejdsgang i hele energisektoren.

Det er meget vigtigt at udnytte kul, naturgas, olie, olie-fabrikata, el- og brændselsenergi rationelt. Det kræver selvfølgelig en vis omstilling af samtlige industrigrene og fremfor alt en vidtgående indførelse af energibesparende udstyr og teknologi, forbedring af de normative kriterier, udnyttelse af økonomisk og moralsk stimulering i kampen for besparelser, strengere sanktioner mod overforbrug samt skærpelse af normer og grænser.

Det påtænkes på den Øverste Sovjets kommende samling at stille forslag om under Unionssovjetten og Nationalitetssovjetten at organisere permanente energikommissioner, der skal kontrollere ministeriernes arbejde og skride ind mod bedriftsledere på alle niveauer, hvis de sløser med ressourcerne.

Der må skabes aktivitet i de kommissioner, der er nedsat i områder, egne og republikker til at kontrollere organiseringen af dette arbejde på de enkelte virksomheder.

Politbureauet er bekymret over situationen i transportsektoren. Jernbaneministeriet dækker stadig ikke samfundets behov for transport af brændsel, tømmer og en række andre fragter. SUKP’s centralkomité modtager et stort antal signaler herom fra de lokale sovjetter og økonomiske organer. Det er der også blevet talt om på centralkomiteens plenarmøde i dag.

Jernbanerne fungerer desværre ringere fra år til år uanset den store hjælp, regeringen yder jernbaneministeriet. Kapitalinvesteringerne på dette område er vokset med 43 procent i forhold til 1975, og antallet af langturslokomotiver er blevet øget med 23 procent. SUKP’s centralkomité og regeringen har truffet en række beslutninger om forbedring af jernbanearbejdernes sociale vilkår og ledelsesarbejdet i transportsektoren. De trufne foranstaltninger forrenter sig imidlertid endnu ikke tilfredsstillende.

Jernbaneministeriet organiserer reparationsarbejdet og udnyttelsen af lokomotiverne ligesom selve trafikken for dårligt. Åbenbart må ikke bare ministeriets ledelse, men også ministerrådet og SUKP’s centralkomité drage en række alvorlige konklusioner ud fra de bemærkninger, der er fremkommet her på mødet.

Det er blevet mere udbredt med uregelmæssigheder i jern- og stålvirksomhedernes arbejde. Hverken forrige år eller i år har denne industrigren nået de planlagte mål. Der er blevet valset nogle millioner tons stål for lidt. Ansvaret for situationen i denne industrigren må i første række placeres hos jernindustriministeriet. Der er selvfølgelig også objektive vanskeligheder. En betydelig del af anlæggene trænger til rekonstruktion og modernisering. Der må ydes ministeriet stor hjælp fra statsplankomiteens, statsforsyningskomiteens og maskinbygningsministeriernes side.

Vi anvender enorme midler til at udvikle økonomien, skabe ny produktionskapacitet samt sikre boligbyggeri og institutionelt byggeri. At udnytte disse midler effektivt er en yderst vigtig opgave. Samtidig er der stadig en del problemer inden for anlægsarbejdet. Der må endnu mere konsekvent sættes ind mod, at kræfter og midler spredes over for mange opgaver. Der må i højere grad foretages ombygninger og moderniseringer, samtidig med at nybyggeriets omfang skæres ned. Vi er på mange måder heller ikke tilfredse med selve byggeriets organisering. De mangler og fejl, som findes her, fører år for år til, at planerne for igangsættelse af ny produktionskapacitet ikke bliver opfyldt. En række byggeri- og anlægsministerier mindsker omfanget af byggeri og montagearbejde, skønt regeringen yder store finansielle midler samt maskiner og udstyr til styrkelse af disse ministeriers materielle og tekniske basis. I mange tilfælde er kvaliteten af byggeri og montagearbejde stadig for dårlig. Utilstrækkelig er ligeledes byggeorganisationernes mobilitet.

Der er taget mange beslutninger for at fjerne disse mangler og fejl. De må nødvendigvis føres ud i livet. At bringe orden i anlægsarbejdet er en af de centrale samfundsøkonomiske opgaver.

Jeg skal ikke i dag komme ind på de øvrige områder og grene af økonomien. De er alle vigtige for vort samfund og vort folk. Hvert ministerium og hvert departement må særdeles opmærksomt og løbende analysere situationen samt beslutte og gennemføre foranstaltninger til løsning af de eksisterende problemer. Hovedkriteriet, som de skal vurdere deres arbejde ud fra, er den grad, hvori den givne gren af økonomien dækker samfundets stadig voksende behov.

Bestandig økonomisk vækst og forøgelse af folkets velstand er både vor pligt over for den sovjetiske befolkning og vor internationale pligt. I denne betragtning går partiet ud fra Lenins skarpsindige påvisning af, at vi først og fremmest øver indflydelse på den verdensrevolutionære proces gennem vor økonomiske politik.

Kammerater!

Leonid Bresjnevs død har i udlandet givet anledning til mange formodninger om SUKP’s og den sovjetiske regerings fremtidige udenrigspolitiske kurs. Tænk blot på de sidste års mange forsøg på at tillægge Sovjetunionen alskens ildevarslende hensigter og fremstille vor politik som aggressiv og udgørende en trussel mod snart den ene, snart den anden stats sikkerhed. Nu er man derimod åbenlyst bekymret for, at der skulle ske ændringer i vor politik. Dens fortsatte beståen ses som en vigtig forudsætning for fred og rolige forhold på den internationale arena.

Jeg skal officielt erklære, at den sovjetiske udenrigspolitik fortsat vil bygge på beslutningerne fra vort partis 24., 25. og 26. kongres. At sikre fred og stabilitet, forsvare folkenes ret til uafhængighed og sociale fremskridt er de uforanderlige mål for vor udenrigspolitik. I kampen for disse mål vil partiet og regeringen handle principielt, konsekvent og velovervejet.

De vanskeligheder og spændinger, der kendetegner den internationale situation i dag, kan og skal efter vor opfattelse overvindes. Menneskeheden kan ikke i det uendelige affinde sig med oprustning og krige, hvis ikke hele dens fremtid skal sættes på spil. SUKP ønsker ikke, at ideernes kamp skal forvandle sig til en konfrontation mellem stater og folk, og at kriteriet for samfundssystemernes styrke skal blive våbenmagt og beredskabet til at gribe til den.

Imperialismens aggressive intriger tvinger os og de andre socialistiske stater til at gøre en betydelig indsats for at opretholde vor forsvarsevne på det nødvendige niveau. Men som Leonid Bresjnev ofte fremhævede, er militær kappestrid ikke noget, vi har valgt. En verden uden våben er socialismens ideal.

Styrkelsen af det socialistiske samvirke vil også i fremtiden være en primær opgave for vort parti. Enheden er vor styrke og garanten for den endelige sejr selv under de sværeste prøvelser.

Alle det socialistiske samvirkes planer er planer for fred og opbygning. Vi stræber efter at udvikle og effektivisere de socialistiske landes samarbejde og gensidige hjælp, herunder også i den fælles løsning af videnskabeligtekniske, produktionsmæssige, transport- og energimæssige samt andre opgaver. På dette område udarbejdes der nu planer for de videre fælles skridt.

SUKP og den sovjetiske stat ønsker oprigtigt udvikling og forbedring af forholdet til alle socialistiske lande. Gensidig god vilje, respekt for hinandens lovlige interesser samt fælles omsorg for fredens og socialismens interesser må lede frem til korrekte løsninger selv der, hvor der af forskellige årsager endnu ikke findes den nødvendige tillid og gensidige forståelse.

Det gælder også vor store nabo, folkerepublikken Kina. De ideer, som Leonid Bresjnev formulerede i sine taler i Tasjkent og Baku, samt den vægt, han lagde på at vise sund fornuft og overvinde fordommenes inerti, udtrykker hele vort partis overbevisning og ønske om at rette blikket fremad. Vi er meget opmærksomme over for enhver positiv reaktion herpå fra kinesisk side.

Den gruppe stater, der udgør den alliancefrie bevægelse, får stadig større betydning i internationale anliggender. Sovjetunionen har flersidede venskabelige forbindelser med mange af dem til gavn for begge parter og til fremme af stabiliteten i verden. Et eksempel herpå er forholdet mellem USSR og Indien. Solidaritet med lande, der har befriet sig fra koloniundertrykkelsen, og med folk, som kæmper for deres uafhængighed, er og vil fortsat være et af de fundamentale principper i vor udenrigspolitik.

Fra sovjetmagtens første dage har vor stat altid været parat til åbent og ærligt samarbejde med alle lande, der ønsker det samme. Forskelle i samfundssystem må ikke hindre dette - og gør det heller ikke, hvor der er god vilje til stede på begge sider. En overbevisende bekræftelse herpå er de mærkbare fremskridt i det fredelige samarbejde mellem USSR og mange vesteuropæiske lande.

Det er vor dybe overbevisning, at 1970’ernes afspænding ikke, som nogle imperialistiske politikere hævder i dag, var nogen tilfældig episode i menneskehedens svære historie. Nej, afspændingspolitikken er ikke nogen overstået etape. Fremtiden tilhører den.

Alle har i lige grad interesse i bevarelsen af fred og afspænding. Derfor lyder det mildt sagt uforståeligt, når man erklærer sig rede til en normalisering af forholdene, samtidig med at man forlanger, at Sovjetunionen skal betale herfor med forhåndsindrømmelser på en lang række områder. Det går vi ikke med til. Vi har i grunden heller ikke nogen indrømmelser at gøre: vi har ikke indført sanktioner mod nogen, vi har ikke svigtet indgåede aftaler og overenskomster, og vi har ikke afbrudt indledte forhandlinger. Jeg ønsker endnu en gang at understrege, at sovjetmagten går ind for en overenskomst, men den skal søges på gensidighedens og ligeberettigelsens grundlag.

For os er meningen med forhandlinger med USA og andre vestlige lande, først og fremmest om en standsning af våbenkapløbet, ikke at få præciseret uenigheder. For os er forhandlinger et middel til ved forenede bestræbelser fra forskellige staters side at nå resultater til gavn for alle parter. Problemerne forsvinder ikke af sig selv, hvis man fører forhandlinger for forhandlingernes egen skyld, som det desværre ofte er tilfældet. Vi er tilhængere af, at der søges et sundt, for parterne acceptabelt grundlag for løsning af de vanskeligste problemer, fremfor alt naturligvis spørgsmålet om at få standset rustningskapløbet, såvel på atomvåben som på konventionelle våben. Men ingen skal forvente ensidig afrustning fra vor side. Vi er ikke naive.

Omvendt forlanger vi heller ikke ensidig afrustning af de vestlige lande. Vi går ind for ligestilling, for at begge parters interesser tilgodeses, for en ærlig overenskomst. Det er vi rede til.

Hvad specielt angår de strategiske kernevåben hos USSR og USA, så er Sovjetunionen som bekendt indforstået med, at begge parter som første skridt til en senere overenskomst »fastfryser« deres arsenaler og dermed skaber gunstigere vilkår for en fortsættelse af forhandlingerne om gensidige begrænsninger.

USSR er i det hele taget uenig med dem, der prøver at bilde folk ind, at vold og våbenmagt er og altid vil være den afgørende faktor. Nu som aldrig før træder folkene frem i forgrunden af den historiske skueplads. De har hævet en stemme, som ingen kan bringe til tavshed. De kan med deres aktioner og målrettede handlinger fjerne atomkrigstruslen, sikre freden og dermed også livet på vor planet. Sovjetunionens kommunistiske Parti og den sovjetiske regering vil gøre alt for, at det også sker.

Kammerater!

SUKP’s 26. kongres har konkretiseret partiets langsigtede politik for den 11. femårsplan og 1980’erne som helhed. Denne strategi tager sigte på, at Sovjetunionens indbyggere fra år til år skal leve bedre og få stadig større resultater ud af deres arbejde, at vort socialistiske samfundssystem i stigende grad skal åbenbare sit humane væsen og sine skabende muligheder.

På alle det økonomiske og sociale fremskridts områder er der formuleret store og i væsentlig grad nye opgaver. Det gode resultat afhænger selvfølgelig af mange faktorer og først og fremmest af centralkomiteens målrettede kollektive arbejde, af vor fælles evne til at koncentrere de partimæssige, statslige og økonomiske organers samt alle arbejdskollektivers virksomhed i de vigtigste stødretninger.

Vi må mobilisere alle til rådighed stående midler og udfolde et bredt anlagt propaganda- og oplysningsarbejde omkring planmålene for 1983. De må konkretiseres i forhold til hver virksomheds og hvert arbejdskollektivs opgaver. Det er det første.

For det andet må kadrerne placeres, så der på de afgørende poster kommer til at stå politisk modne, kompetente, initiativrige folk med organisatoriske evner og den fornemmelse for det nye, uden hvilken det i vor tid er umuligt med held at lede den moderne produktion.

For det tredje må vi hæve de arbejdende massers eget aktivitetsniveau. Det er i dag en af de vigtigste opgaver for partikomiteerne, sovjetterne, fagforeningerne og Komsomols organer. Partiets ideer, planer og paroler bliver som bekendt til en materiel magt, når de får tag i masserne. Specielt nu er det vigtigt og nødvendigt, at hvert enkelt arbejdende menneske kommer til at forstå, at planens opfyldelse også afhænger af dets arbejdsindsats, og at alle fuldt ud kommer til at forstå den enkle sandhed, at jo bedre vi arbejder, jo bedre lever vi. Lenin understregede netop, at jo større målestokken er for vore planer og produktionsopgaver, jo »flere mennesker, ja millioner mennesker må inspireres til selvstændig deltagelse i løsningen af disse opgaver«. (V. I. Lenin. Samlede værker (russisk), bd. 36, s. 446).

Det betyder, at der må ske en videreudvikling af det socialistiske demokrati i bredeste forstand, dvs. at de arbejdende masser i stadig højere grad må inddrages i varetagelsen af statens og samfundets anliggender. Her er der selvfølgelig ingen grund til at argumentere for det nødvendige i at vise omsorg for de ansattes velfærd, deres arbejdsforhold og sociale vilkår.

Vi vil altid overholde de leninske normer og principper, som fuldt ud har vist deres rigtighed i partiets og statens virke.

Kammerater! Vi står over for enorme og komplicerede opgaver. Men vort parti har kræfterne til at løse dem.

Afskeden med Leonid Bresjnev har endnu en gang vist hele verden, at vort kommunistiske parti og det sovjetiske folk ikke kan adskilles, at de forenes af den fælles stræben efter at trænge længere frem mod kommunismen.

Sovjetunionens indbyggere har endnu en gang vist bred tilslutning til marxismen-leninismens ideer, massiv opbakning bag partiets politik, disciplin, udholdenhed og tiltro til egne kræfter.

Vi går en vigtig begivenhed i vor multinationale socialistiske stats historie i møde - 60-års jubilæet for skabelsen af Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker. I disse dage vender den sovjetiske befolkning sine tanker mod vort leninske parti, der stod fadder ved USSR’s dannelse og klogt fører vort folk fremad i den kommunistiske opbygning.

At styrke partiets og folkets enhed samt konsekvent at følge Lenins vejledninger er grundlaget for alle vore fremtidige sejre.

***

SVAR PA SPØRGSMÅL FRA AVISEN »PRAVDA« d. 7. marts 1983.

Den 23. marts fremsatte præsident Reagan en omfattende erklæring om USA’s militærpolitik. Hvorledes vurderer De denne erklæring?

I den seneste tid kommer der fra Washington et helt væld af taler om et og samme emne - krigsforberedelser, militærprogrammer, fremstilling af nye våbentyper. Og det var da også det, præsidenten talte om denne gang.

Ovennævnte tale var åbenbart tænkt som et forsøg på at påvirke stemningen i De forenede Stater og dæmpe den voksende bekymring dér over regeringens krigeriske politik. Hvordan amerikanerne vil vurdere præsidentens udtalelser, må selvfølgelig være deres egen sag.

Det, præsidenten talte om, angår imidlertid ikke kun amerikanerne. Hele talens budskab kan jo reduceres til, at Amerika skal gennemføre en massiv oprustning for at blive den dominerende militærmagt i verden. I forsøget på at begrunde disse hegemonistiske krav viges der ikke tilbage for så groft at forvrænge Sovjetunionens politik og anvende så samvittighedsløse metoder, at man ærlig talt spørger sig: hvilke forestillinger er det, præsidenten gør sig om normerne for behandling af andre stater?

Ved at høre på præsidenten får man det indtryk, at USA er svagere end Sovjetunionen både hist og her og tilmed hjemme i sine egne nærmeste omgivelser. Og det skyldes alt sammen, at USSR angiveligt inden for de seneste to årtier i forceret tempo har øget sine væbnede styrker, mens De forenede Stater, påstås det, har siddet med hænderne i skødet, mens deres væbnede styrker er gået i forfald.

Ja, USSR har øget sin forsvarsevne. Over for USA’s febrilske oprettelse af militærbaser nær sovjetisk territorium og fremstilling af bestandig nye typer kernevåben og andre våben var USSR nødt til at gøre dette for at fjerne den amerikanske militære overlegenhed, som man nu i så høj grad sørger over tabet af i Washington. Den opnåede militærstrategiske ligevægt berøvede USA muligheden for at bruge kernevåbentruslen som pressionsmiddel over for os. Denne ligevægt er en sikker garanti for freden, og vi vil gøre alt for at bevare den.

Hvad angår påstandene om, at De forenede Stater i de sidste tyve år intet skulle have foretaget sig, så skal man være naiv for at tro på dem. Som bekræftelse herpå kan vi betragte nogle af de vigtigste kendsgerninger.

Det er velkendt, at der i denne periode skete en brat kvalitativ ændring af de amerikanske strategiske styrker. Det er tilstrækkeligt at nævne, at USA gik over til at anbringe flere separate sprænghoveder på sine ballistiske raketter. Det gjorde man trods vore bestandige opfordringer til at undlade dette for ikke at starte en ny runde i raketoprustningen. Hvis præsidenten ville gøre sig den umage at kaste et blik i forhandlingsprotokollen, ville han let kunne overbevise sig om, at det faktisk var tilfældet.

Hvad der fulgte heraf, kan let ses af f.eks. den omstændighed, at én raket på en amerikansk ubåd efter at være blevet udstyret således er i stand til på én gang at ramme fjorten mål. Og disse raketter er der seksten af på hver ubåd. Deres samlede sprængstyrke svarer til næsten 500 atombomber af den slags, der blev kastet over Hiroshima.

I alt voksede under det, præsidenten prøver at udlægge som USA’s uvirksomhed, antallet af atomsprængladninger på USA’s strategiske våben fra fire til over ti tusind. Kan man kalde en forøgelse af atomarsenalet med 150 procent for uvirksomhed? Det kan man under ingen omstændigheder.

Nu om Europa, hvor situationen for USA og NATO som helhed ifølge den amerikanske præsident rent ud sagt er kritisk. Men hvis vi igen ser på kendsgerningerne, fremgår det klart, at antallet af alene de amerikanske atomsprængladninger her i samme periode tredobledes og nu udgør over syv tusind enheder. Er det også et resultat af uvirksomhed?

Præsidenten lader som om, der ikke findes næsten tusind af USA’s og deres NATO-partneres mellemdistance-kernevåben i Europa, og som om han ikke ved, at det samlede antal atomsprængladninger på disse våben er 50 procent større hos NATO end hos USSR.

Ikke nok med at præsidenten fortier alt dette, han taler forsætligt usandt, når han påstår, at Sovjetunionen ikke overholder sit ensidige moratorium for opstilling af sine mellemdistanceraketter.

Han forbigår ligeledes i tavshed, at de amerikanske mellemdistancevåben ikke er placeret noget tilfældigt sted, men bogstavelig talt uden for vor dørtærskel. Vi skelner i øvrigt ikke i denne forbindelse mellem dem og de strategiske våben placeret på USA’s eget territorium. Og det gælder ikke kun Europa. Rundt om hele USSR er der koncentreret flere hundrede amerikanske fremføringsmidler til at rette et atomangreb imod os, og ifølge Pentagons officielle planer skal deres antal nu mangedobles. Alene af langdistance-krydsermissiler har man påtænkt at opstille over tolv tusind.

Præsidenten fremviste et fotografi af en civil lufthavn i et latinamerikansk land og svingede sig op til også at udgive dette for en trussel mod USA. Men han viste ikke fotografier af de hundredvis af startbaner, hvor der tusinder af kilometer fra De forenede Stater står amerikanske fly parat til, hvad øjeblik det skal være, at lette med atomvåben om bord.

Og alt dette er tilsyneladende ikke nok for USA’s nuværende administration. Den udpumper befolkningen for billioner af dollars i den hensigt at få endnu flere våben til lands, til vands, i luften og i rummet. Der er planlagt en brat forøgelse af alle former for kernevåben. Præsidenten gav ligeledes meddelelse om vidtgående forberedelser til udvikling af kvalitativt nye konventionelle våbensystemer. Dermed åbnes endnu et felt i våbenkapløbet.

De vidtløftige forsikringer om, at alt dette sker som svar på den »sovjetiske militærtrussel«, bør ikke, hvor meget de end gentages, lede nogen i vildfarelse. Intet af det, Sovjetunionen har foretaget sig eller foretager sig, vidner på nogen måde om en stræben efter at opnå militær overlegenhed. De aftaler og overenskomster, vi har indgået og er villige til at indgå med vor amerikanske forhandlingspartner, tager sigte på at sænke det atomare konfrontationsniveau uden at forrykke ligevægten, dvs. uden sikkerhedsrisiko for hverken USSR eller USA.

Og det klæder ikke dem, der afsporede SALT-2 aftalen, som klart opstillede netop dette mål, nu at ville optræde i rollen som fredsapostle. Mens de afviser vore forslag om, at Sovjetunionen og NATO skulle have et lige stort antal raketter og fly i Europa, eller at der overhovedet ikke skulle være nogen kernevåben der -- hverken mellemdistance- eller taktiske, så fortsætter de med at tale om USSR’s stræben efter overlegenhed. De metoder, som de nuværende ledere i Washington griber til for at bagtale USSR’s politikker utilladelige i mellemstatslige relationer.

Præsident Reagan meddelte, at han skulle have opfundet en ny type forsvarskoncept. Hvad betyder det i virkeligheden?

Det er der grund til specielt at hæfte sig ved. Efter i rigeligt omfang at have funderet over den »sovjetiske militærtrussel« udtalte præsident Reagan sig i retning af, at det nu var på tide at anlægge en ny synsvinkel på spørgsmålet om sikring af USA’s strategiske interesser, og i denne forbindelse bekendtgjorde han, at man var begyndt at udarbejde et omfattende og højeffektivt anti-raketforsvar.

Ved første øjekast kan dette for en uinformeret iagttager oven i købet synes tiltalende - præsidenten taler jo åbenbart om forsvarsforanstaltninger. Men det er kun ved første øjekast og kun for den, der ikke er inde i disse spørgsmål. I virkeligheden fortsættes udviklingen og forbedringen af USA’s strategiske angrebsstyrker i fuldt omfang, og vel at mærke med et ganske bestemt formål - at opnå potentiel til at rette et overraskelsesangreb med kernevåben. På denne baggrund er planen om at få mulighed for ved hjælp af et anti-raketforsvar at tilintetgøre den anden parts tilsvarende strategiske våben, altså berøve den evnen til at slå igen, beregnet på at afvæbne Sovjetunionen over for den amerikanske kernevåbentrussel. Dette må klart erkendes, for at man korrekt kan vurdere den virkelige hensigt med denne »nye konception«.

I sin tid, da USSR og USA indledte drøftelserne om de strategiske våben, erkendte de i fællesskab, at der mellem de strategiske angrebs- og forsvarsvåben eksisterer en uløselig sammenhæng. Og det er ikke noget tilfælde, at der mellem vore stater i 1972 på samme tid blev indgået en aftale om begrænsning af antiraket-forsvarssystemerne og den første overenskomst om begrænsning af de strategiske angrebsvåben.

Med andre ord erkendte og fastslog parterne i de omtalte dokumenter, at kun gensidig tilbageholdenhed på anti-raketforsvarets område gør det muligt at komme videre i begrænsningen og reduktionen af angrebsvåben, dvs. standse og afvikle det strategiske våbenkapløb som helhed. Men nu har USA fået til hensigt at bryde denne sammenhæng. En sådan strategi ville, hvis den blev gennemført, åbne porten på vid gab for en hæmningsløs kaprustning med alle former for strategiske våben, både til angrebs- og til forsvarsbrug. Det er den virkelige hensigt med eller bagsiden, så at sige, af Washingtons »forsvarskonception«.

Hvilken almen konklusion kan der drages i forbindelse med ovennævnte tale af USA’s præsident?

Jeg vil svare kort og entydigt: USA’s nuværende administration følger fortsat en yderst farlig kurs. Så letsindigt skal man ikke forholde sig til spørgsmålet om krig og fred. Alle forsøg på at opnå militær overlegenhed i forhold til USSR er forgæves. Sovjetunionen vil aldrig tillade dette, den vil aldrig stå ubevæbnet over for nogen trussel. Lad dem forstå dette helt klart i Washington. Det er på tide, man der holder op med at udtænke nye planer for, hvordan en atomkrig bedst kan udløses, og hvordan den sikrest kan vindes. Det er ikke alene en uansvarlig, men også en afsindig beskæftigelse.

Skønt præsidenten i sin tale først og fremmest kom ind på Sovjetunionen, berører den alle staters og folks interesser. Man bør holde sig for øje, at de amerikanske ledere i dag søger at gøre de europæiske lande til gidsler i deres atomstrategi. Washingtons handlinger truer hele verden.

I dag bør alle bestræbelser rettes mod ét mål - at forhindre atomkrigskatastrofen. Vi opfordrer af al kraft USA til at slå ind på denne kurs.

***

SVAR PÅ SPØRGSMÅL FRA »DER SPIEGEL« - fra »Pravda« d. 25. april 1983.

Der øjnes åbenbart ingen fremskridt ved Geneve-forhandlingerne om mellemdistancevåbnene i Europa. Det amerikanske forslag, der indeholder en »nul-løsning«, og den nyligt foreslåede »mellem-løsning« viser sig uforenelige med det sovjetiske forslag om at reducere sine raketter til et antal svarende til antallet af vesteuropæiske mellemdistanceraketter. Hvad er efter Deres mening det centrale i divergenserne, og anser De et kompromis for at være muligt?

Vi forstår bekymringerne over, at spørgsmålet om begrænsning af mellemdistance-kernevåbnene i Europa, som drøftes ved forhandlingerne i Geneve, ikke finder sin løsning. Forhandlingerne er rent ud sagt havnet i en blindgyde.

Hvorfor indledtes forhandlingerne? Fra sovjetisk side foreslog vi forhandlinger og indledte dem med den beslutning at nå frem til reduktion af de i området eksisterende mellemdistance-kernevåben hos både Sovjetunionen og NATO-landene, en radikal gensidig sænkning af niveauet i kernevåbenkonfrontationen. USA’s mål ved Geneve-forhandlingerne var, som det har vist sig, for enhver pris at føje nye stærke våben til NATO’s allerede eksisterende, omfattende kernevåbenarsenal. Reduktion ønskede de kun for de sovjetiske raketters vedkommende.

Som De ser står to diametralt modsatte linier, jeg kan næsten sige to principielt forskellige holdninger, over for hinanden. Denne linie hos amerikanerne var vi allerede stødt på før Geneve. USA har som bekendt afsporet SALT-2 aftalen og trukket sig ud af en hel række forhandlinger, som var kommet godt i gang eller var ved at nærme sig en positiv afslutning. Jeg kan erindre om, at USA har afbrudt og indtil dette øjeblik nægtet at genoptage forhandlingerne om et fuldstændigt og generelt forbud mod kernevåbenforsøg, om anti-satellitsystemer, om begrænsning af leverancer og salg af konventionelle våben og om begrænsning af den militære aktivitet i Det indiske Ocean. Lad mig hertil føje, at USA til dette øjeblik ikke har ratificeret aftalen med Sovjetunionen om begrænsning af underjordiske kernevåbenforsøg og kernesprængninger med fredeligt formål. Alt dette taler for sig selv. Og i øvrigt gik den nuværende USA-administration kun med stor uvilje med til Geneve-forhandlingerne.

For os vil en aftale mellem forhandlingspartnerne betyde enighed om spørgsmålene til gensidig tilfredshed. Den amerikanske administration derimod opfører sig, som om de mange hundrede års internationale relationer, aftale- og traktat-praksis ikke eksisterede. Washingtons nyligt fremsatte variant af sit bevidst for Sovjetunionen uantagelige forslag med den falske betegnelse »nul-løsning« ændrer ikke ved sagen. USA’s administration står fremdeles på sine tidligere ensidige standpunkter og viser ikke det ringeste ønske om at tage den anden parts legitime interesser i betragtning og nå til en ærlig, gensidigt acceptabel aftale. I hvert tilfælde, hvor USA fremsætter forslag, tilstræber de - og det er for USA hovedsagen - først og fremmest at skade Sovjetunionens sikkerhed og bryde den styrkebalance, der har udviklet sig, til egen fordel.

Heri ligger hovedårsagen til de fejlslagne forhandlinger i Geneve. Som svar på vore præcise og retfærdige forslag fremsætter Reagan-administrationen snart »nul-løsningen«, snart en »mellem-løsning«. Og både den ene og den anden er urealistisk og fremmer ikke på nogen måde opnåelsen af enighed. Hvorfor? Fordi de ønsker at afruste os og opruste NATO yderligere. Det kan vi ikke gå med til.

I den senere tid høres der i USA og en del andre NATO-lande tale om den sovjetiske parts »ubøjelighed«. Men hvad er det, vi skal bøje os for? Man forlanger af os, at vi skal gå ind på en aftale om raketterne - de eksisterende sovjetiske mellemdistanceraketter og de amerikanske, som planlægges overført til Europa. Andre former for mellemdistance-kernevåben nægter amerikanerne simpelt hen at forhandle om. De siger, at herom vil de ikke forhandle, og dermed basta.

Man forlanger af os, at vi skal lade som om vi ikke bemærker de mere end 400 sprænghoveder i de engelske og franske sø- og landbaserede raketter, som er rettet mod Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande. Amerikanerne og i deres kølvand også andre NATO-landes talsmænd betegner de engelske og franske raketter som »afskrækkelsesstyrker«. Vi er parat til at gå ind på, at det forholder sig sådan. Men så melder spørgsmålet sig: Når man anerkender Frankrigs og Englands ret til afskrækkelse, hvorfor nægter man da os en tilsvarende ret til afskrækkelsesstyrker i nøjagtig samme antal som franskmænd og englændere har?

Der henvises til, at Frankrigs og Englands kernevåben angiveligt ikke skal medregnes på grund af deres »uafhængige status«, som det hedder. Men er disse lande da ophørt med at være medlemmer af Den nordatlantiske Alliance? Og lægger de skjul på, at deres kernevåben er rettet mod Sovjetunionen? Og er det da ikke symptomatisk, at den franske regering ikke blot har undladt at tage afstand fra, men tværtimod ivrigt støtter planerne om opstilling af de amerikanske kerneraketter i Vesteuropa? Hvad bliver der tilbage af den »uafhængige status«! På den ene side fremholdes den kendte NATO-beslutning som en slags mandat til USA på alle alliancens medlemmers vegne, og på den anden side viser det sig, når man begynder at tælle NATO-våbnene, at de engelske og franske raketter slet ikke hører med, de er nemlig »uafhængige«. Det er der overhovedet ingen logik i.

Prøv at se situationen fra Sovjetunionens synspunkt, ud fra dens legitime interesser: På hvilket grundlag, med hvilken ret vil man stille os våbenløse over for disse engelske og franske kerneraketter, som er rettet mod vort land?

Det er klart, at vi ikke kan og aldrig vil gå ind herpå. Det sovjetiske folk har samme ret til sikkerhed som folkene i Amerika, England, Frankrig og andre lande.

Man opfordrer os også til at lukke øjnene for, at amerikanerne i tilfælde af, at vi accepterer deres forslag, uanfægtet vil opretholde deres luftvåben på flyvepladser og hangarskibe i Europa-zonen, dvs. fremskudt baserede fremføringsmidler for kernevåben, som kan nå sovjetisk territorium. Og det drejer sig hverken om mere eller mindre end hundreder af fremføringsmidler og tusinder af kernesprængladninger.

Krænkelsen af alment anerkendte normer for forhandlinger og uviljen til at arbejde hen mod en gensidigt acceptabel aftale viser sig også i, at USA-administrationen søger at afruste os ensidigt ikke kun i vest, i Europa, men også i øst, i Asien. Washington ville gerne diktere os som sine betingelser, at vi ikke må opstille vore mellemdistanceraketter i Sovjetunionens asiatiske del. Det er naturligvis at gå langt udover Geneve-forhandlingernes rammer. Men at USA har koncentreret talrige kernevåben mod os i Asien, i Stillehavet og Det indiske Ocean og i Fjernøsten, det tier amerikanerne stille om. I øvrigt dukker der nu og da meddelelser op i amerikansk og engelsk presse om, at USA har planer om at opstille mellemdistanceraketter i Alaska. Hvis det skulle ske, vil det ikke gå ubemærket hen fra vor side. Jeg minder om dette som en bekræftelse på den konklusion, at man fra amerikansk side kræver noget af Sovjetunionen, som man ikke selv agter at overholde.

Så er det, man spørger: Hvem har mest grund til ængstelse for sin sikkerhed?

Denne måde at stille spørgsmålet på er så meget mere berettiget, som Sovjetunionen som bekendt har forpligtet sig til ikke som den første at tage kernevåben i anvendelse, mens de kernevåbenbesiddende NATO-lande hidtil kategorisk har afvist at påtage sig en sådan forpligtelse.

Vest og Øst bebrejder hinanden, at de stræber efter militær overlegenhed. Amerikanerne hævder endog, at de sovjetiske repræsentanter ved Geneve-forhandlingerne stiler efter at gøre Sovjetunionens overlegenhed i raketter på det europæiske kontinent permanent. Hvordan bør en tilnærmelsesvis balance tage sig ud?

Vi kender godt disse påstande. Navnlig amerikanske militærfolk og politikere fremturer hermed. Men i øvrigt står en del andre politikere i Vesten ikke meget tilbage for dem. Der er ikke gran af sandhed i påstandene. Man må stå på kendsgerningernes grund. Alene i den seneste tid har Sovjetunionen i ønsket om at bringe forhandlingerne ud af dødvande forelagt den amerikanske part og andre NATO-lande en hel række forslag, hvis konstruktive karakter er åbenlys.

Det må være tilstrækkeligt at erindre om vore forslag netop ved Geneve-forhandlingerne om begrænsning af mellemdistance-kernevåbnene i Europa. Nu har hver af parterne i Europa omkring 1000 mellemdistance-fremføringsmidler til kernevåben plus nogle tusinde kernesprængladninger til taktisk anvendelse. Hvis vore mest vidtgående forslag - som man i øvrigt foretrækker blufærdigt at fortie i Vesten - blev vedtaget, ville der overhovedet ikke blive nogen slags kernevåben tilbage, beregnet på at ramme mål i Europa - hverken mellemdistance- eller taktiske. Ville Europa, den europæiske sikkerhed, vinde eller tabe, hvis dette forslag realiseredes? Svaret er klart og entydigt.

Det samme gælder også vort andet forslag, som, hvis det gennemførtes, ville betyde en væsentlig reduktion: Hver af parterne skulle efter forslaget reducere sine mellemdistancevåben til en tredjedel. Vi ville med andre ord være kommet to tredjedele af vejen til Europas fuldstændige befrielse for disse våben.

Endelig ville der, hvis man fra vestlig side gik ind på den variant, vi foreslog i december i fjor, være 162 raketter tilbage hos Sovjetunionen og hos NATO-landene, dvs. nøjagtigt så mange som nu findes på NATO-siden - hos England og Frankrig. Hos hver af parterne ville der tillige findes 138 mellemdistancefly. Lad mig understrege, at heller ikke disse tal er absolutte. De kan mindskes yderligere på gensidig basis, hvis NATO vil være med til det.

Alle disse sovjetiske forslag er fortsat gældende. De garanterer fuldt ud sand ligestilling og virkelig styrkebalance.

Hvor finder man heri en sovjetisk stræben efter militær overlegenhed?

Det vanskelige og farlige ved den nuværende situation ligger i, at det rustningskapløb, Vesten har udløst, overhaler forhandlingerne. For at undgå det og skabe gunstige betingelser for forhandlingerne siger den sunde fornuft, at parternes kernevåbenarsenaler bør fastfryses. Det vil være det mest fornuftige at gøre, indtil der er fundet andre løsninger. Vi har foreslået fastfrysning af mellemdistance-våbnene såvel som af de strategiske våben. Det vil efter vor opfattelse kun være et første skridt. Man indvender over for os: Hvorfor dog fastfryse, når det drejer sig om reduktion? Det lyder jo smukt. Men ulykken er, at mens man erklærer dette, vokser rustningerne. Resultatet bliver da hverken fastfrysning eller reduktion.

Ikke mindre udpræget er kontrasten, når man sammenligner Sovjetunionens og USA’s holdninger til andre rustningsbegrænsnings- og reduktionsproblemer.

Jeg har allerede nævnt, at vi har påtaget os forpligtelse til ikke at være først til at anvende kernevåben. Hvis USA og de andre kernevåbenbesiddende NATO-lande afgav lignende erklæringer, ville menneskene overalt i verden ånde lettet op. Så spørger man, hvorfor de ikke gør det? Men vort initiativ støder på en mur af tavshed.

Endnu et eksempel. Hvordan kan det retfærdiggøres, at Vesten stadig ikke reagerer på det ærlige forslag, dikteret af de bedste hensigter, som Sovjetunionen sammen med de øvrige socialistiske lande har fremsat om indgåelse af en traktat mellem Warszawapagt-landene og NATO-landene om ikke-anvendelse af militær magt og opretholdelse af fredsforhold? Det er svært at finde en fornuftig forklaring herpå.

Eller lad os se på, hvordan den ene og den anden part optræder ved forhandlingerne om de strategiske våben. Lad os sammenligne de to standpunkter. Vi foreslår reduktion med mere end en fjerdedel af det samlede antal strategiske fremføringsmidler uden undtagelse. Også antallet af kernesprængladninger til dem reduceres til samme niveau. Hvad forlanger USA? De nøjes med at tale om reduktioner, men stiler i realiteten efter en væsentlig og ligefrem »radikal« forøgelse af deres strategiske våben. Alene antallet af krydsermissiler med lang rækkevidde planlægger de at udvide til over 12.000 enheder. Lad mig henvise til de seneste nyheder fra Washington: På præsidentens bord ligger endnu en plan - for opstilling af yderligere et betydeligt antal interkontinentale ballistiske raketter af ny type i de kommende år.

Det er hæmningsløs oprustning. Anderledes kan det ikke betegnes.

Det er heller ingen hemmelighed, at USA også ophober og planlægger brug af de frygtelige massetilintetgørelsesvåben, som de kemiske våben er. Disse våben overføres allerede til Europa, og i USA udvikles der intensivt nye, endnu mere dræbende. Vi foreslår forbud mod udvikling, fremstilling og oplagring af kemiske våben og disse våbens totale destruktion. Man skulle ikke synes, at der her kunne være noget problem. Men der findes ledende folk både i USA og i Vesteuropa, som fremhæver disse våbens »nyttighed«.

Jeg vil ikke undlade at sige nogle ord om nedrustningskontrollen. Man påstår, at Sovjetunionen skulle være imod kontrol, og at det derfor er svært at komme til forståelse med den. Som tyskerne siger: »Det er en gammel hat«; det er en fortærsket påstand. Vi har lige så meget brug for kontrol som andre, hvis ikke mere. Vor holdning til kontrolspørgsmål er konkret; den indskrænker sig ikke til generelle erklæringer. Denne holdning kom til udtryk i aftalerne om begrænsning af de strategiske rustninger. (SALT-aftalerne). Vor politik i kontrolspørgsmålet er vidtgående - den omfatter etablering af almindelig, fuldstændig kontrol, når vi når så langt som til almindelig og fuldstændig afrustning. Vi er imod, at kontrolproblemet skal gøres til anstødssten ved forhandlingerne.

Det er den reelle situation. Jeg har kun anført nogle enkelte fakta; der kunne anføres flere endnu, men det fremgår af det, jeg allerede har sagt, hvor Sovjetunionen står i nedrustningsspørgsmålet, og hvor USA står.

Nu kan De selv bedømme, hvem det er, der stræber efter militær overlegenhed, og hvem der er for paritet og sænkning af det militære konfrontationsniveau.

USA’s præsident Reagan har planer om at øge militærudgifterne til den gigantiske sum af 1600 milliarder dollar frem til 1987. Han planlægger at fremstille interkontinentale MX raketter, Pershing-2 raketter og krydsermissiler og oven i købet opbygge et antiraket-forsvarssystem i rummet, som skal gøre De forenede Stater usårligt. Hvad agter De at stille on mod dette?

I den sidste tid er det kommet på mode hos medlemmer af Reagan-administrationen at spille fornærmede, når de afsløres i militaristiske og aggressive hensigter. Det kan godt være, at denne opførsel kan gøre indtryk på visse mennesker, som ikke er ret meget inde i politik. Det er den sikkert også beregnet på. Men i den slags tilfælde er det bedste, man kan gøre, at se på fakta. Fakta viser, at USA er slået ind på en hidtil uset oprustning i alle retninger, og at det spænder den internationale situation til det yderste.

Jeg tænker konkret blandt andet på Washingtons bebudede planer om at opbygge et storstilet og supereffektivt antiraket-forsvarssystem. Det hasarderede og farlige ved hele dette foretagende ligger i, at man her satser på at handle ustraffet, på at anrette et førsteslag med kernevåben i forventning om, at man kan sikre sig mod gengæld. Herfra er der ikke langt til fristelsen til at nærme sig affyringsknappen. Det er hovedfaren ved den nye amerikanske militærkonception. Den er kun egnet til at bringe verden nærmere atomafgrunden. Sagen er den, at man taler om forsvar, men i virkeligheden lægger miner under hele processen for begrænsning af de strategiske rustninger.

Vi har nogle af verdens kompetente videnskabsmænds ord på, at det forholder sig sådan. Vi foreslår USA’s regering, at sovjetiske og amerikanske videnskabsmænd og eksperter på dette område skal mødes og diskutere de mulige følger af opbygningen af et storstilet antiraket-forsvarssystem. Lad videnskaben sige sin vægtige mening.

Det bliver mere og mere klart, at udviklingen af midler til krigsførelse i rummet udgør en bestanddel af de amerikanske krigsforberedelser. Man vil begive sig ud i rummet med våben og true menneskeheden derfra. Det må ikke tillades; rummet skal forblive fredeligt. Vi har foreslået en international aftale om forbud mod, at der anbringes våben af nogen som helst slags i rummet. Vi er overbevist om, at man bør gå endnu videre og enes om et forbud mod magtanvendelse overhovedet, såvel i rummet som fra rummet mod Jorden.

Man skal ikke påbegynde et våbenkapløb dér, hvor det ikke har været før, men derimod standse det dér, hvor det findes nu. Dette er det centrale i vor holdning, dette er, hvad vi lader os lede af under forhandlingerne.

Sovjetunionen vil konsekvent fortsætte bestræbelserne på at komme til forståelse med den amerikanske part. Vore tidligere fremsatte forslag står ved magt. Hvis den amerikanske administration fremsætter forslag til et eller andet spørgsmål, forslag som tager sigte på problemets løsning i den ligelige sikkerheds ånd, vil vi absolut behandle det positivt.

Forbundskansler Helmut Kohl skal snart besøge Moskva. Hvordan vurderer De perspektiverne for forholdet mellem Sovjetunionen og Forbundsrepublikken, og ser De nogen mulighed for samarbejde i tilfælde af, at Kohl-regeringen gennemfører NATO’s såkaldte efteroprustning?

Det fredelige og forretningsmæssige samarbejde mellem Sovjetunionen og Forbundsrepublikken er en vigtig faktor for stabiliteten i Europa og i international politik som helhed. Jeg tror, at det både er i Forbundsrepublikkens og Sovjetunionens interesse at bevare det. Grundlaget for det findes, et godt grundlag. Det er Moskva-aftalen og en hel række andre overenskomster, som vore lande indgik i 1970’erne. Det er de fælles erfaringer, vi har høstet igennem et praktisk samarbejde på forskellige områder.

I Sovjetunionen venter man forbundskansler Kohls besøg, som der er principiel enighed om. Vi håber, det vil lykkes under besøget at befæste det positive, som findes i forholdet mellem vore lande, og udmønte et perspektiv for fremtiden.

Samtidig kan vi selvfølgelig ikke i vurderingen af udsigterne for vort forhold abstrahere fra planerne om at stationere nye amerikanske atomraketter i Forbundsrepublikken.

Forestil Dem, hvilken skade det ville forvolde dette forhold, hvis Forbundsrepublikkens territorium blev gjort til platform for et kernevåbenslag mod Sovjetunionen og dens allierede. Hvis det skulle ske, ville det få de alvorligst tænkelige følger for Forbundsrepublikken selv.

Men jeg gentager, at Sovjetunionen på det bestemteste er imod en sådan udvikling. Vi foreslår en anden udgang af den nuværende situation, en udgang som både ville styrke Forbundsrepublikkens og Sovjetunionens sikkerhed og sætte begge vore lande i stand til at samarbejde frugtbart for den europæiske og globale fred.

Rudolf Augstein: - Jeg er meget glad for at have fået lejlighed til at møde og tale med den øverste leder for Sovjetunionen. Vi har allerede formuleret nogle spørgsmål, som vi har fået skriftligt svar på. Jeg må sige, at jeg allerede har gjort mig bekendt med Deres svar, inden jeg skulle mødes med Dem. Jeg ved ikke, om De vil overrække mig teksten officielt nu, eller om jeg kan betragte den som overrakt til os allerede.

Jurij Andropov: - Jeg vil gerne overrække Dem denne tekst. Jeg tror, det er den fornuftigste og nemmeste måde. Er De indstillet på det?

Augstein: - Ja, naturligvis. Mange tak. Men eftersom ingen tekst kan være udtømmende, ville jeg bede om lov til at stille Dem nogle supplerende spørgsmål.

Andropov: - Vær så god.

Augstein: - I Vesten hører man ofte den påstand, at Sovjetunionen i en vis periode, hvor De forenede Stater ikke rustede i det tempo, som de gør nu og har planer om at gøre, øgede sine rustninger aktivt. Ifølge disse påstande skulle de sovjetiske rustninger være øget op gennem 1970’erne, mens de amerikanske endda skulle være reduceret.

Andropov: - Disse påstande er ikke nye; det er især amerikanerne, som er ivrige efter at udbrede dem, men deres NATO-partnere hjælper dem med det. Jeg har ikke specielt forberedt mig på at svare på dette spørgsmål, men det er let nok at bevise, at de påstande, De anfører, ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. For at begynde fra en ende af, vil jeg tillade mig at minde om, at det ikke var Sovjetunionen, som opfandt og først introducerede atomvåbenet. I en temmelig lang periode havde vi slet ikke dette våben, mens amerikanerne havde det og prøvede at øve pression mod os, ja mod hele verden. Vi måtte prøve at indhente dem. Der gik nogle år, så fik også Sovjetunionen atomvåben. Vi var tvunget til det; sådan forholdt det sig.

Augstein: - Men var det måske ikke sådan, at Sovjetunionens øverste ledelse i 1977 selv erkendte, at der er omtrentlig ligevægt mellem de to parter på rustningernes område?

Andropov: - Det er korrekt, men jeg er ikke færdig med at svare på Deres spørgsmål. Hvis vi nu følger begivenhedernes udvikling igennem en række etaper, så ser det ud som følger: USA begyndte intensivt at modernisere sine kernevåben. Fra et enkelt sprænghoved gik de over til kassetter med mange sprænghoveder. Så blev vi nødt til at gøre det samme. Derefter indførte amerikanerne MIRV med individuelt styrbare sprænghoveder. Som svar blev vi nødt til at gøre det samme. Derpå begyndte USA at anbringe MIRV-raketter på sine ubåde, hvilket vi på det tidspunkt ikke praktiserede, men også her blev vi nødt til at svare igen på samme måde.

Der er omtrentlig styrkeligevægt, vi mener også nu, at der foreligger omtrentlig paritet.

Det har således hele tiden været sådan, at vi i vores oprustning kun har fulgt efter amerikanerne, og ikke omvendt. Desuden har vi, hver gang vi indhentede USA, hele tiden foreslået standsning af dette kapløb, vi har foreslået at fastfryse rustningsniveauet på begge sider og begynde en sænkning af dette niveau. Desværre har vi ikke modtaget accept heraf fra den amerikanske side.

Hvis vi nu skal tale om tingenes tilstand i dag, så kan man naturligvis nå til forskellige vurderinger, alt efter hvilke veje og metoder man anvender. F.eks. mente De forenede Stater, at deres kernevåben ville blive mere usårlige, hvis de blev anbragt på ubåde. Det blev de så, og det er fuldt forståeligt, eftersom USA er en søfartsnation. Vi er et kontinentalt land, og hovedparten af vore kernevåben er landbaserede. Men nu kommer amerikanerne med et forslag - lad os nedskære de kernevåben, der er placeret på landjorden og vente med at snakke om de søbaserede raketter. Det kan vi naturligvis ikke acceptere. Vi for vort vedkommende medregner alle de former for kernevåben, der findes på begge sider, og foreslår en ensartet reduktion på både den ene og den anden side, en reduktion, der fortsættes, indtil alle våbnene til syvende og sidst er afskaffet.

Med hensyn til detaljerne om styrkeforholdet mellem de to parter, så har vor forsvarsminister, Dmitrij Ustinov, for nylig offentligt fremlagt detaljerede oplysninger og tal. Ved at se på disse tal vil De nemt kunne overbevise Dem om det rigtige i det, jeg her har fortalt Dem.

Augstein: - Mange i Vesten føler, at de sovjetiske SS-20 raketter, som er en ny og meget effektiv våbentype, udgør en trussel mod dem.

Andropov: - Dette emne er belyst i mine skriftlige svar på de spørgsmål, jeg har fået af Dem. Dog kan jeg føje følgende til: Jeg forstår, at Europas folk nærer bekymring og ligefrem uro. Vi går ind for, at grunden til denne uro fjernes. Vi har fremsat forskellige forslag. Vi har foreslået i det hele taget at fjerne alle mellemdistance-kernevåben og alle taktiske kernevåben fra Europa. USA har end ikke svaret på disse forslag fra os. De bliver stædigt ved med at fremkomme med deres såkaldte »nul-løsning«, som end ikke fortjener, at vi beskæftiger os med den her. Vi har ofte påvist, hvad den virkelig går ud på. Så hvad angår bekymring over situationen, er vi ikke uenige. Men USA vil udstationere sine atomraketter i Vesteuropa og gøre såvel jer, vesttyskerne, som belgierne og hollænderne til sine gidsler. Det er vi modstandere af. Vi har foreslået forskellige udveje af situationen, hvorved den gensidige trussel enten helt fjernes, eller den eksisterende spænding svækkes mærkbart.

Augstein: - Sovjetunionen har erklæret, at hvis ikke Geneve-forhandlingerne fører til positive resultater, og hvis de amerikanske raketter alligevel stationeres i Europa, så vil USSR opstille sine raketter på omtrent samme afstand af USA’s landområde. Jeg vil gerne spørge Dem, hr. generalsekretær, om det virkelig er Deres hensigt at gøre dette, og hvis det er, i hvilke områder af verden vil Deres raketter da blive opstillet.

Andropov: - Det ville jeg ikke en gang betro Dem som en hemmelighed - af indlysende årsager; men hvad den sag angår, så vil jeg gerne slå fast, at vi vil finde et svar på amerikanernes handlinger såvel umiddelbart i forhold til USA’s territorium som til Europas. Atomvåbenforhandlinger er ikke et spil poker, hvor man, hvis man har siddet i uheld, kan håbe på senere at rette op på stillingen. Disse forhandlinger drejer sig i ordets bogstavelige forstand om liv og død både for folkene i Sovjetunionen, i USA, i Waszawapagt-landene og i NATO-landene. Vi kan ikke forholde os ligegyldige over for udsigten til, at der tæt ved vore grænser opstilles over 500 atomraketter oven i de franske og engelske raketter, som allerede er rettet mod os. Vore modforholdsregler vil fra ethvert synspunkt være fuldt berettigede, også ud fra de højeste moralske normer.

Augstein: - De nævnte her de franske raketter, og dette får mig til at tænke på et andet spørgsmål. Sovjetunionen har haft et meget godt forhold til Frankrig. Så skulle det gå sådan, at netop en socialistisk regering, som kommunisterne deltager i, forlangte, at cirka 50 sovjetiske diplomater og andre medarbejdere forlod Frankrig. Hvorledes vurderer De denne hændelse?

Andropov: - Hvad kan jeg sige om den sag? Først og fremmest så jeg helst, at skylden for dette grove og provokatoriske udfald mod sovjetborgere ikke skulle tillægges de franske socialister og langt mindre kommunisterne. Vi er udmærket klar over, at der bag denne handling står kræfter, som ikke ønsker et godt forhold mellem Sovjetunionen og Frankrig. Det er også tænkeligt, at disse kræfter ikke kun findes i selve Frankrig, men også uden for dets grænser. Det ligner ikke noget, som er i Frankrigs nationale interesse. Det er en vilkårlig handling. Den har ikke noget legalt grundlag. Enhver påstand om, at de sovjetiske statsborgere skulle have givet sig af med virksomhed, som ikke er tilladt, er opspind.

Jeg vil gerne påpege et andet forhold. Blandt de sovjetiske statsborgere, der blev bedt om at forlade Frankrig, er der medarbejdere, som i mere end et halvt år ikke har arbejdet i Frankrig, men har opholdt sig i Sovjetunionen. Andre har end ikke nået at arbejde 14 dage i Frankrig. Er det ikke absurd?

Vi har kun fået ét at vide: Sovjetiske medarbejdere har givet sig af med indsamling af informationer. Såvidt jeg har forstået, indgår det imidlertid i ethvert lands diplomatiske og andre tjenesters virkefelt at indsamle informationer om værtslandet og videregive disse til hjemlandet. Er dette uacceptabel virksomhed? Det er dog nedfældet i de internationale diplomatiske konventioner.

Denne handling fra fransk side kan ikke udlægges anderledes end som tagende bevidst sigte på at forværre forholdet mellem Sovjetunionen og Frankrig.

I visse franske pressemedier hævdes det, at de udeblevne gengældelsesforanstaltninger fra vor side over for franske udsendinge i Moskva skulle være en indirekte erkendelse af, at Sovjetunionen er »skyldig«.

Det er nonsens. Hvis nogen fortolker vore handlinger således, viser han sin manglende forståelse for vor udenrigspolitik. At foretage modforanstaltninger over for de franskmænd, der arbejder i Sovjetunionen, ville være lettest af alt. Når vi udviser tilbageholdenhed, lader vi os lede af brede interesser i de sovjetisk-franske relationer, som vi værdsætter, og som er opstået over en lang tidsperiode, og af interesse i at bevare afspændingen i Europa.

Men det betyder ikke, at vi vil tolerere vilkårlighed, hvor det så end måtte være, over for sovjetiske diplomater og andre medarbejdere ved vore repræsentationer i udlandet.

Augstein: - Ja, man kan jo sige, at De i dette tilfælde har handlet i overensstemmelse med Bibelens bud: Hvis nogen slår dig på den ene kind, da læg den anden til.

Andropov: - Ikke helt. Vi ligner kun lidt bibelske personer. Vi lod os lede af en nøgtern politisk overvejelse, en bestræbelse på ikke at tillade, at de sovjetisk-franske relationer forværres, og vi ser på tingene bredere, ud over denne snævre, lokale konflikt.

Augstein: - Da vi nu er kommet ind på disse bibelske temaer, vil jeg sige følgende. Præsident Reagan erklærede over for et religiøst auditorium Sovjetunionen for »det ondes centrum«. Som svar herpå fremsatte De Deres vurdering af denne udtalelse. Jeg vil gerne spørge: Er der i en sådan atmosfære overhovedet mulighed for fornuftige og vellykkede forhandlinger?

Andropov: - Vi er tilstrækkeligt realistiske til ikke blot et være opmærksomme på retorikken. Hvis Reagan, udover sine beskyldninger, antog blot ét af vore konkrete forslag om rustningsreduktioner, eller selv fremsatte blot ét fornuftigt, egnet forslag, ville vi undskylde ham hans, sagt så mildt som muligt, umotiverede udtalelser. Franskmændene har tilsyneladende ret, når de siger, at hver fugl synger med sit næb.

Augstein: - Det forekommer sjældent, at hele ondet og hele skylden kun er på den ene side, selv når det vedrører Øst i forhold til Vest, og Vest i forhold til Øst. Jeg skal i den forbindelse spørge om følgende: Erkender man i Sovjetunionen, hvor meget Afghanistan-spørgsmålet ødelægger den internationale atmosfære, og foreligger der planer om at ophæve denne situation?

Andropov: - Som svar på første del af Deres spørgsmål vil jeg sige, at naturligvis erkender man det. Vore planer for en løsning af det afghanske spørgsmål er ikke nogen hemmelighed. Vi har fremlagt dem offentligt, og flere gange. Det talte allerede Leonid Bresjnev om. Vi mener, at så snart indblandingen i Afghanistans anliggender udefra standser, og det garanteres, at denne indblanding ikke genoptages, vil vi føre vore tropper ud. De befinder sig i landet efter anmodning fra den legitime afghanske regering - den som var ved magten dengang - og de forbliver der efter anmodning fra den legitime regering, der ledes af Babrak Karmal. Vi er ikke ude efter noget for os selv dér. Vi reagerede på en anmodning om hjælp fra et venligsindet nabolands side. Men naturligvis er det os langtfra ligegyldigt, hvad der foregår umiddelbart ved vor sydgrænse. Washington anser det endog for sin ret at dømme om, hvilken regering, der skal være i Nicaragua, eftersom det, siger man, vedrører USA’s vitale interesser. Men Nicaragua befinder sig i en afstand af over 1000 kilometer fra USA, mens vi hai- en langstrakt fælles grænse med Afghanistan. Mens vi således yder hjælp til vore venner, tænker vi samtidig på at betrygge vore sikkerhedsinteresser.

Der føres i øjeblikket politiske forhandlinger om at løse problemet forbundet med Afghanistan. Deres forløb er ganske vist vanskeligt; pakistanerne bliver, kan man sige, holdt i ærmet af deres oversøiske venner. Men vi mener alligevel, at disse forhandlinger, der foregår med hjælp fra en repræsentant for FN’s generalsekretær, har nogle perspektiver i sig.

Augstein: - Jeg vil endnu en gang vende tilbage til spørgsmålet om mellemdistanceraketterne. Hvis amerikanerne alligevel anbringer dem i Vesttyskland, vil De så fortsætte forhandlingerne med USA om kernevåbnene i Europa?

Andropov: - Det er fra sovjetisk side allerede flere gange understreget, at et sådant forløb af begivenhederne vil betyde en radikal ændring af situationen til det værre, ikke blot i Europa, men også i global målestok. I overensstemmelse hermed vil vi være nødt til at træffe de relevante beslutninger.

Augstein: - Der er endnu et spørgsmål, der optager overordentlig mange i Vesttyskland. Det er kendt, at nogle socialistiske landes udlandsgæld nu har nået en yderst farlig størrelse. Hvilken udvej er der mulig her for at undgå en uddybelse af krisen? Vi er jo alle afhængige af hinanden i Europa.

Andropov: - Eftersom det drejer sig om suveræne stater, kan jeg kun sige, at det er ethvert lands suveræne anliggende at søge en udvej ud af de opståede problemer. Hvis det drejer sig om, hvad Vesttyskland på sin side kan gøre, kan jeg kun tilråde ét: Driv handel, udvid de økonomiske relationer, og lad være med at beskæftige jer med »sanktioner«.

***

SVAR PA SPØRGSMÅL FRA EN RÆKKE FINSKE SAMFUNDSMÆSSIGE ORGANISATIONER fra »Pravda« d. 11. maj 1983.

Hvilke forslag har De til atomnedrustning og afhjælpning af den faretruende situation i Europa samt vedrørende etableringen af et atomvåbenfrit Europa?

Eliminering af atomtruslen er et meget vigtigt virkefelt for sovjetstatens politik. Lige siden de første atombomber kom frem, har vi ihærdigt arbejdet for et forbud mod dette våben og for destruktion af det. Allerede i 1946 foreslog vi indgåelse af en international konvention, hvorefter alle kernevåben ville være forbudt, og kerneenergien udelukkende skulle udnyttes i fredeligt øjemed. Det lykkedes ikke dengang at nå dette mål, og skylden ligger på dem, der ville opretholde deres atommonopol.

Også i de senere år har Sovjetunionen ihærdigt fremsat og fremsætter stadig forslag med sigte på at standse kernevåbenarsenalernes vækst, mindske risikoen for en kernevåbenkonflikt og i sidste ende gøre den helt umulig.

Lad mig blot erindre om nogle enkelte af vore forslag.

Vi foreslår standsning af kernevåbenproduktionen og derpå gradvis afvikling af lagrene af disse våben. For at bringe sagen ind i praktiske baner har vi udtalt os til fordel for, at der udarbejdes et program for etapevis kernenedrustning, og har forelagt FN’s nedrustningskomité et dokument herom.

Ud fra ønsket om at lette opnåelsen af en aftale om kernevåbenbegrænsning og for at tage det første skridt til reduktion af disse våben har Sovjetunionen erklæret sig parat til en aftale om gensidig fastfrysning af alle kernevåbenbesiddende magters arsenaler af disse våben, eller til en begyndelse af Sovjetunionens og USA’s arsenaler. Vi foreslår ligeledes, at der, mens de sovjetisk-amerikanske forhandlinger står på, sker en fastfrysning af parternes mellemdistance- og strategiske kernevåben.

Ved forhandlingerne med USA om de strategiske våben har vi foreslået en væsentlig nedskæring - med over en fjerdedel - af det samlede antal strategiske fremføringsmidler, hvilket ville føre til fjernelse af over 1000 enheder fra begge parters arsenaler. Antallet af kernesprængladninger ville blive reduceret til et paritetisk, om end langt lavere niveau end nu.

Vi foreslår et øjeblikkeligt forbud mod alle kernevåbenforsøg overalt, hvad der vil vanskeliggøre udviklingen af nye typer af sådanne våben. Indtil en aftale herom kan indgås, er vi rede til sammen med andre kernevåbenbesiddende magter at indføre et moratorium for alle kernesprængninger - også til fredelige formål.

Endelig har Sovjetunionen ensidigt forpligtet sig til ikke som den første at anvende kernevåben og har opfordret de øvrige kernevåbenbesiddende magter til at følge dette eksempel.

Og nu med hensyn til Europa. Den bedste løsning på kernevåbenproblemet her vil være, at Europa holdes fuldstændigt frit for kernevåben, såvel mellemdistance- som taktiske. Det er den sande vej til et kernevåbenfrit Europa. Og den vej bør naturligvis følges af alle lande i dette område, der er i besiddelse af kernevåben. Desværre lader de, til hvem vort forslag er rettet, som om det overhovedet ikke eksisterer.

Ved Geneve-forhandlingerne med USA har vi også foreslået følgende løsning. En aftale om kraftig nedskæring af mellemdistance-kernevåbnene i Europa - for eksempel fra 1000 til 300 enheder på hver side. I denne forbindelse er Sovjetunionen parat til, som resultat af nedskæringerne kun at bevare 162 raketter, dvs. præcis lige så mange som der findes på NATO-siden, hos England og Frankrig. Også for de kernevåbenbærende flys vedkommende vil der opnås et jævnbyrdigt - og lavere - niveau, nemlig 138 enheder på hver side.

Så siger man til os, at Sovjetunionen derved vil have flere kerneladninger i sine raketter. Nuvel, vi er parat til at træffe aftale om ligestilling i kernepotentiel i Europa, såvel med hensyn til fremføringsmidler som til sprængladninger, naturligvis medregnet de engelske og franske våben.

Med andre ord: Vi går ind for, at Sovjetunionen ikke skal have flere raketter og tilhørende sprænghoveder end NATO i en hvilken som helst aftalt periode. Mindskes antallet af sprænghoveder til de engelske og franske raketter, vil antallet af sprænghoveder til vore mellemdistanceraketter blive mindsket tilsvarende. Samme regel vil omfatte flyene i denne klasse. Dermed vil der blive opretholdt nogenlunde ligevægt mellem Sovjetunionen og NATO, såvel med hensyn til mellemdistance-fremføringsmidler for kernevåben - dvs. raketter og fly, som til antallet af sprængladninger hertil, og samtidig vil denne ligevægt være på et væsentligt lavere niveau end nu.

Jeg vil specielt understrege, at realisering af dette nye forslag vil føre til, at der i Sovjetunionens europæiske del vil befinde sig betydeligt færre mellemdistanceraketter med tilhørende sprænghoveder end i 1976, da vi endnu ikke havde SS-20 raketterne.

Gennemførelse af dette forslag ville bringe Europa betydeligt nærmere til fuldstændig befrielse for såvel mellemdistance- som taktiske kernevåben. Kun den, der ønsker de nye amerikanske raketter placeret i Vesteuropa for enhver pris, og som dermed vil bryde den styrkebalance, der har udviklet sig både i Europa og i global målestok, vil nægte at acceptere dette forslag. Skulle det ske, vil Europa i endnu højere grad nærme sig tærsklen til krig. Det kan vi ikke tillade, og vi vil træffe de fornødne foranstaltninger til at opretholde paritet.

Støtter De oprettelsen af en kernevåbenfri zone for eksempel i det nordlige Europa, og er De parat til at yde en sådan zone sikkerhedsgarantier?

Ja, vi støtter oprettelse af zoner, som er frie for kernevåben, i Norden og andre steder i Europa, idet vi betragter sådanne zoner som vigtige midler til styrkelse af de europæiske folks sikkerhed.

Vi har utvetydigt støttet Finlands forslag om det nordlige Europas omdannelse til kernevåbenfri zone. Det er naturligvis vigtigt, at en sådan zone virkelig er fri for kernevåben, og at ethvert smuthul for sådanne våbens opdukken lukkes.

Sovjetunionen er for sin del parat til at påtage sig en forpligtelse til ikke at anvende kernevåben mod de lande i Nordeuropa, som er med i den kernevåbenfri zone. Den kan have form af enten en multilateral aftale, eller en bilateral aftale med hver enkelt af landene, der indgår i zonen. Det er klart, at de pågældende landes sikkerhed ville være mere effektivt betrygget, såfremt også NATO’s kernevåbenbesiddende magter afgav tilsvarende garantier. Men vi gør ikke dette til en betingelse for vor egen forpligtelse.

I betragtning af de ønsker, der er ytret i en række skandinaviske lande, vil Sovjetunionen være med til også at undersøge spørgsmålet om visse, ganske væsentlige foranstaltninger på den del af vort territorium, som grænser op til zonen, hvorved det nordlige Europas kernevåbenfri status vil blive styrket.

Samtidig med at støtte forslaget om en kernevåbenfri zone i Norden har Sovjetunionen også erklæret sin i princippet positive holdning til den af Sveriges regering fremsatte tanke om etablering af en zone i Centraleuropa, der er fri for slagmark-kernevåben.

Jeg er overbevist om, at en realisering af de nævnte forslag om kernevåbenfri zoner vil bidrage til, at hele Europa i fremtiden kan befries for kernevåben.

Hvilken betydning vil det have, at kernevåbenmagterne erklærer ikke at ville være først til at anvende kernevåben?

Vi er dybt overbevist om, at sådanne erklæringer vil bidrage til at forebygge kernevåbenkrig ved, at der skabes en atmosfære med større tillid i forholdet mellem landene. Og i den aktuelle internationale situation er det af største vigtighed.

Som jeg allerede har bemærket, har Sovjetunionen påtaget sig forpligtelse til ikke som den første at anvende kernevåben. Hvis Sovjetunionens eksempel blev fulgt op af andre kernevåbenmagter, ville det i praksis være ensbetydende med et generelt afkald på anvendelse af kernevåben. Når ingen anvender dette våben først, vil der jo heller ikke komme hverken et andet eller et tredje kernevåbenslag. Det vil ikke kræve langvarige forhandlinger og konsultationer at påtage sig denne forpligtelse. Det eneste, der kræves, er god vilje og oprigtig stræben efter fred. USA og dets NATO-allierede satser imidlertid fortsat på at komme først med brugen af kernevåben og afviser at følge Sovjetunionens eksempel.

Styrker den brede og aktive fredsbevægelse folkenes sikkerhed, og er den en støtte under de nedrustning sf or -handlinger, der føres mellem Sovjetunionen og USA?

Jeg er overbevist om, at det forholder sig sådan. Massebevægelsen mod krig er en vigtig faktor til gavn for freden. Statsledere og regeringer kommer ikke uden om at regne med den, hvis de overhovedet værdsætter deres folks mening. Sådan forstået øver fredsbevægelsen uden tvivl sin indflydelse på nedrustningsforhandlingerne.

Webmaster