af maskinarbejder Per Benny Paulsen, Esbjerg/juli 1986.

Med udviklingen af de nye rumvåben er Jorden i sigtekornet, og netop SUKP´s kongres beskæftigede sig alvorligt med dette emne, og udsigten til at alt liv udslettes, hvis masseudrydelsesvåbnene bringes i anvendelse. Kongressen beslutninger har ikke alene indflydelse på de 280 mill. sovjetborgere men også indirekte på en tredjedel af jordens befolkning, som har tilsluttet sig Socialismen. Undertrykte i den tredje verden og i den industrialiserede kapitalisme, følger intenst udviklingen i det store land, som befriede Europa for Hitler-fascismen og som også er garant for, at imperalismens nederdrægtige undertrykkelse af arbejdende mennesker ikke frit kan udfolde sig hæmningsløst på alle livets områder og i alle lande.

SUKP har idag 19 millioner medlemmer, hvoraf 5.000 var valgt som delegerede til kongressen, der nyreviderede partiets tredje program, som oprinder fra 1961. Kongressen godkendte centralkommiteens tidligere beslutninger, herunder de væsentlige beslutninger fra plenarmødet i april 1985 og vedtog den 12 femårsplan: Hovedretningslinier for Sovjetunionens økonomiske og sociale udvikling i årene 1986 - 1990 og frem til år 2000. I selve drøftelsen af dette program førend kongressen fandt sted, deltog over 110 millioner mennesker og der blev indsendt 6.000 forslag til programmet fra arbejder- og kollektivbrugene. Af de kongresdelegerede var 27 % kvinder medens 72 nationaliteter var repræsenteret af de over 100 forskellige nationaliteter som findes i Sovjetunionen. Aldersgruppen op til 40 år udgjorde 30,5 %, - fra 41-50 år udgjorde 34,7 %, medens de 51-60 årige udgjorde 26,5 %.

Princippet for affattelsen af programmet er at programmet skal give et dækkende billede af den moderne verden, hovedtendenser og lovmæssigheder i udviklingen, samt fremstille partiets mål. Det skal også indeholde fastslåede kendsgerninger, være præcis i sin analyse af økonomien og vise hovedretningslinierne for den sociale og økonomiske udvikling i Sovjetunionen. Den politiske beretning var opdelt i 6 afsnit: -a: hovedtendenser og modsigelser i verden i dag; -b: fremskyndelsen af landets sociale og økonomiske udvikling og den strategiske kurs; -c: den forsatte demokratisering af samfundet og udbygningen af folkets socialistiske selvforvaltning; -d: hovedmål og retninger for SUKP´s udenrigspolitiske strategi; -e: partiet; og -f: ideologien.

På ethvert møde, på enhver arbejdsplads og på kongressen er det atter og atter gentaget, at sikringen af freden er og bliver den vigtigste opgave for partiet, Sovjetunionen og hele menneskeheden. Uanset nationalitet, ideologiske og religiøse modsætninger, må alle disse forskelligheder træde i baggrunden, for at menneskene i fællesskab kan sikre freden og livet. Sovjetunionens politik er også på dette område uden bagtanke. Man rækker ikke Vesten en knyttet næve, men en udstrakt hånd, idet både Sovjetunionen og hele verden har brug for fred. Kommunisternes politik er dikteret af ønsket om at menneskeheden kan overleve, idet det måske er den eneste civilisation i hele stjernesystemet. USSR vil aldrig og under nogen omstændigheder begynde krigshandlinger mod Vesteuropa, så længe at USSR og dets forbundsfæller ikke bliver genstand for overfald fra NATO´s side, og ønsket om en dialog skal ikke udlægges som om at man forsøget at så splittelse mellem USA og Vesteuropa. Det er et helligt og behov om varig fred, da USSR selvfølgelig ikke kan glemme at de før atomalderen er blevet overfaldet fra vestlig retning mere end 'en gang. For første gang er mennesket blevet udstyret med den fysiske evne, at tilintetgøre alt liv på jorden, og det er SUKP´s mål at hvert af de kommende år bliver en milepæl på vejen til fuldstændig fjernelse af atomtruslen, således at alle kernevåben er afskaffet inden år 2000. Menneskeheden må bringe sig ud af den nukleare fare og konfrontationspolitikken, og den sovjetiske offentlighed vil udvikle forbindelser med ikke kommunistiske strømninger, heriblandt de religiøse og den socialdemokratiske bevægelse, som træder aktivt op mod krig.

Kriser og konflikter giver grobund for den internationale terrorisme, og SUKP går ind for at aktivisere alle kollektive bestræbelser for at opbløde konfliktsituationer i alle urolige områder på jorden. Det almengyldige krav om sikkerhed og fred stiller ultimative krav herom, og i Europa kan der ske en mærkbar og radikal nedskæring af atomare og konventionelle våben. Kun våbenhandlerne skælver ved tanken om at Sovjetunionen og USA kommer overens om nedrustning, og det må snart stå klart for ethvert fornuftigt menneske, hvem der i virkeligheden arbejder for fred, og hvem der skubber folkene hen mod den nukleare afgrund, stik imod alle folkeslags vitale interesser og forhåbninger. Den amerikanske regering har selvfølgelig ikke ret til at optræde som 'international dommer' og 'selvbestaltet gendarm', og erstatte principperne for internationalt samkvem med jungleloven. For at styrke freden burde også de fem atommagter som sidder i FN´s sikkerhedsråd samles og drøfte sikkerheden, da de bærer det største ansvar for menneskehedens skæbne.

Kapitalisterne modtog Socialismens fødsel i 1917 som en fejltagelse som måtte rettes for enhver pris, med ethvert middel uden hensyn til ret eller moral. Med væbnet intervention, økonomisk blokade, undergravende virksomhed, sanktioner og ved nægtelse af enhver form for samarbejde, forsøgte de imperialistiske landes ledende personer, at sabotere konsolideringen af Socialismen og beskyldte Sovjmagten for at forsøge at eksportere revolutionen til andre lande. Ligesom Lenin i 1918 understregede at teorien om den revolutionære krig er i fuldstændig modstrid med marxismen, er SUKP også i dag fast overbevist om, at 'skubben på 'revolutionen udefra', tilmed ved brug af militære midler er unyttig og utilladelig.

Monopolernes egennyttige interesser for råstofkilder og afsætningsmarkeder og bourgeoisiets frygt for forandring har udvidet imperialismens udbytning, og ved våbenhandlernes hjælp er kapitalismens nedgangsfaser søgt løst på Socialismens og folkenes bekostning. Alene i det sidste tiår, har USA selskaber presset udviklingslandene for mere end 8 gange det beløb som blev investeret, og selve den udvikling er med til at frembringe de kræfter som afvikler imperialismens magtområder og deres okkuperede militære baser på fremmed jord.

Indenrigspolitisk må partiet og Socialismen befæstes af dynamismen som livsform, og som norm for tilværelsen. Al reorganisering af den økonomiske mekanisme, begynder med en reorganisering af tænkemåden og SUKP¹s ledelse anser det for sin pligt at tale åbent om forsømmelser i den praktiske virksomhed og om de ugunstige tendenser i økonomien og på det sociale område. Træghed, stivnede styreformer og metoder, bureaukrati og formalisme har medvirket til at forøge problemerne. Situationen kræver forandring og må bryde den tilstand med spytslikkeri og skamrosning af sine 'foresatte'. Partiet kan ikke løse disse opgaver, hvis det lider af 'ufejlbarlighedskomplekset', og alle forsøg på at undertrykke kritikken skal resolut bringes til ophør. Der er opstået en mindre gruppe af mennesker, der klart har udtrykt behov for privat besiddelsesstræben og med ringeagt for samfundets interesser. Der jongleres med udbetaling af ikke indtjente penge og uddeles ufortjente bonusydelser. Der må og skal træffes forholdsregler mod dette snylteri, tyveri af socialistisk ejendom og korruption, samt gennemføres en progressiv beskatning af arv. Folkets socialistiske selvforvaltning kræver en yderligere udbyggelse af beslutningsprocessen, med decentralisering og kontrol, således at ledelsen sker efter helt åbne og demokratiske beslutninger. Der finder for mange forsømmelser sted,- lokal selvhævdelse og hoven optræden, og der må nu udarbejdes en procedure til at vurdere hver enkelt medarbejders duelighed. Den enkelte borger og masseorganisationerne skal have reel og effektiv indflydelse på beslutningsprocesserne og skal kunne kontrollere om beslutningerne er udført tilfredsstillende. Dette er principielt for det socialistiske demokrati og for udviklingen af den socialistiske kappestrid, der skal opfylde arbejdernes, funktionærernes og kollektivbrugernes behov og krav. Programmet tager således sigte på at anvende de mest effektive former for direkte demokrati, og afviser opfordringer til at være forsigtig med at omtale mangler og fejl, samt de vanskeligheder som er uundgåelige i alt levende arbejde. Der er kun et leninistisk svar: Kommunisterne har altid og under alle omstændigheder brug for hele sandheden, og falsk retorik og praleri er moralsk ruin og fører usvigeligt til politisk udslettelse. Det er endvidere utilladeligt at sammeblande partikommiteernes funktioner med de statslige og folkelige organisationers funktionel og tiden kræver at de folkelige organisationer inddrages i landets ledelse for at overvinde de ugunstige økonomiske problemer på kortest muligst tid og for at skabe virkelige revolutionære forandringer og dynamik for fremskridtet og den tekniske omforandring i produktionslivet. SUKP vil ikke affinde sig med vanetænkning og sløseri, fordi Socialismen blandt andet også kun opnår international anerkendelse i kraft af de sociale og materielle produktionsresultater den frembringer.

Ideerne om fremskyndelsen af Sovjetunionens produktionspotentiel er nu ved at tage form, og det ikke blot i kvantitativ vækst, men også i kvalitative forandringer. Kongressen vedtog at inden de næste 15 år frem til årtusendeskiftet skal der ske en fordobling af produktionen, og da ressourcetilvæksten vil mindskes lader dette mål sig kun nå ved, at vægten af metalforbruget halveres og ved at nedbringe energiforbruget med 70 % samt øge arbejdsproduktiviteten med ca. 140 %. Der vil ske ændringer i investeringspolitikken og strukturen, således at kapitalinvesteringerne vil blive ligeligt fordelt mellem nybyggeri og teknisk fornyelse af eksisterende virksomheder, og de ressourcebesparende brancher vil blive forfordelt. Der vil ske en kraftig omlægning af uddannelserne, og forskning samt produktion. Allerede i dag er oprettet 17 nye forsknings- og produktionssammenslutninger på tværs af de traditionelle brancheskel i lighed med det anerkendte elektrosvejseinstitut under det ukrainske vidensskabsakademi. Her foretages et kompleks af grundforskning, teknisk udvikling, konstruktioner af prototyper og udvikling af det udstyr, som skal producere de første serier af det pågældende materiel. En intensiv økonomi skal gøre det muligt for en konstant teknisk fornyelse i virksomhederne, og der vil blive indført nye økonomiske mekanismer der øger samarbejdet, skaber ny teknisk rekonstruktion for atter at skabe øget dynamik i alle menneskelige relationer i produktion og fritid. Når forskningen bliver forsynet med en stærkere fabrikationssektor, hænger det sammen med, at Sovjetunionen i mange år har været førende indenfor en række forskningsområder, men ikke haft tilstrækkelig mulighed for at benytte disse forskningsresultater i deres eget produktionsliv, og har derfor nødvendigvis måtte sælge disse revolutionerende opdagelser til vestlige firmaer. Men sammen med et øget samarbejde med Comecon landene, bliver disse strukturændringer hjørnestenen i den sovjetiske økonomi, hvor alene maskinbygningsindustrien vil modtage investeringer, der næsten fordobles med håbet om at udbygningen af denne branche har en afsmittende effekt på alle andre basisbrancher. Endvidere satser man stærk på følgende: datateknik, mikroelektronik, automater og manipulatorer i produktionen, bioteknologi, celleteknologo, menbran- laser og lyslederteknik, pulverstålsforarbejdsning og nye materialer ved hjælp af selvdistribuerende temperaturer

Da kreditsystemet for virksomhederne ikke længere tjener sit formål, vil dette blive undret sammen med finanspolitikken og en gennemgribende ændring af prissystemet. Den driftsøkonomiske rentabilitet skal spille en større rolle, hvorfor også landsbrugskollektiverne for lov til at disponere over en del af produktionsresultatet. Sluttelig bør anføres, at der i Sovjetunionen er etableret ca. 52.250 sovjetter (rådsforsamlinger) med over 2.3 mill. valgte medlemmer, og i Den Øverste Sovjet er valgt 1.500 medlemmer hvoraf 28,5 % er partiløse, og altså ikke medlem af SUKP.

SUKP´s 27. kongres er trådt sammen ved et brat vendepunkt for vort land og for hele den moderne verden. Vi indleder vort arbejde i dyb forståelse af vort ansvar over for partiet og det sovjetiske folk. Vor opgave er i vid, leninsk ånd at forstå den tid, vi lever i og udarbejde et vel afvejet handlingsprogram, som organisk forbinder de høje mål med de reale muligheder, partiets planer med det enkelte menneskes forhåbninger og forventninger. Beslutningerne fra 27. kongres vil også være bestemmende for både karakteren og tempoet i vor bevægelse år og årtier ud i fremtiden, bevægelsen frem mod en kvalitativ ny tilstand i det sovjetiske, socialistiske samfund.

Kongressen vil drøfte og vedtage ny redigeringen af SUKP´s program, ændringer i partilovene og hovedretningslinjer for den samfundsøkonomiske udvikling i femårsperioden og på længere sigt. Det turde være unødvendigt at tale om, hvilken umådelig betydning disse dokumenter vil have for vort parti, vor stat og vort folk. De vil ikke alene indeholde en vurdering af det forbigangne og stille de aktuelle opgaver, men også give et blik ind i fremtiden. Det drejer sig om, i hvilken tilstand Sovjetunionen træder ind i det 21. århundrede, hvordan Socialismens væsen og dens positioner på den internationale arena vil være, hvordan menneskehedens morgendag vil tage sig ud.

Siden partiets nu gældende program blev vedtaget, har det sovjetiske samfund bevæget sig langt i udvikling. Vi har i realiteten bygget hele vort land op på ny, opnået store fremskridt i økonomien, kulturlivet og på det sociale område og har opfostret generationer, som har skabt det nye samfund. Vi har banet menneskeheden vej til verdensrummet. Vi har sikret militær, strategisk paritet, hvad der i væsentlig grad har sat grænser for imperialismens aggressionsplaner og muligheder for udløsning af atomkrig. Vort lands og verdensSocialismens positioner på den internationale arena er styrket i betydelig grad.

Den vej, vort land har tilbagelagt, dets økonomiske, sociale og kulturelle resultater, bekræfter på overbevisende måde marxismen-leninismens livskraft, det vældige potentiel, Socialismen rummer, og som er realiseret i sovjetsamfundets fremskridt. Vi er med rette stolte af alt, hvad der er udrettet i disse år - år med hårdt arbejde og hårde kampe!

SUKP´s ledelse vurderer det opnåede fuldt ud efter fortjeneste, men anser det også for sin pligt at tale åbent og ærligt til partiet og folket om vore forsømmelser i den politiske og praktiske virksomhed, om ugunstige tendenser i økonomien og på det sociale, åndelige område og om årsagerne til den slags foreteelser. Gennem en årrække har parti- og statsorganerne - ikke blot som følge af objektive faktorer, men også fremfor alt af årsager af subjektiv karakter - haltet bagefter tidens krav, efter selve virkeligheden. Problemerne i vort lands udvikling voksede hurtigere end de løstes. Træghed, stivnede styringsformer og metoder, dalende arbejdsdynamik og tiltagende bureaukrati - alt dette har skadet sagen i ikke ringe grad. Stagnation begyndte at gøre sig gældende i samfundslivet.

Situationen krævede forandringer, men i de centrale organer såvel som lokalt begyndte en særlig mentalitet at vinde overhånd: Hvordan man gør tingene bedre uden at forandre noget. Men det går ikke, kammerater. Standser du et øjeblik, kommer du en kilometer bagefter, som det hedder. Det går ikke at vige uden om løsningen af akutte problemer. En sådan holdning koster landet, staten og partiet alt for dyrt. Så lad os sige det klart og tydeligt!

Vor opgave i det fulde omfang, den har nået, består i så hurtigt som muligt at overvinde de negative foreteelser i samfundets sociale og økonomiske udvikling, tilføre den fornødne dynamik og acceleration og i maksimalt omfang drage lære af fortiden for dermed at sikre, at løsningerne for fremtiden kan blive til det yderste præcise og ansvarlige, og de konkrete handlinger målrettede og effektive.

Det er ikke kun i vore indre anliggender, situationen har nået et vendepunkt. Det samme er betegnende også for udenrigsanliggenderne. Ændringerne i den aktuelle verdensudvikling er så dybtgående og betydelige, at de kræver omvurdering og sammenfattende analyse af alle dens faktorer. Den nukleare konfrontation er en situation, som nødvendiggør nye holdninger, metoder og former i de indbyrdes relationer mellem forskellige samfundssystemer, stater og regioner.

Våbenkapløbet, som imperialismen har udløst, har ført til, at det 20. århundrede går til ende, verdenspolitisk set, under et spørgsmålstegn: Kan menneskeheden bringe sig ud af den nukleare fare, eller vil konfrontationspolitikken, som fører til stigende sandsynlighed for en kernevåbenkonflikt, få overtaget. Den kapitalistiske verden fraskriver sig ikke hegemonismens ideologi og politik, dens ledere har endnu ikke opgivet håbet om social revanche, men fortsætter med at gøre sig illusioner om overlegenhed i styrke. Nøgtern vurdering af, hvad der sker, trænger kun med stort besvær gennem det lag af fordomme og forudindtagethed, der råder i den herskende klasses tænkemåde. Men det historiske øjebliks komplicerede og skærpede karakter gør det til en stadig mere akut opgave at stille kernevåbnet uden for loven, at afskaffe dette og andre midler til masseudslettelse af mennesker og sanere de internationale relationer.

Et udtryk for partiets dybe erkendelse af den principielt nye situation indadtil i vort land og på den internationale arena, dets ansvarsfølelse for vort lands fremtid, og et udslag af dets vilje til og faste beslutning om at gennemføre de påkrævede forandringer var de af centralkomiteens plenum i april 1985 vedtagne retningslinjer for accelerering af vort samfunds sociale og økonomiske udvikling.

Centralkomiteen formulerede opgaven langsigtet og principielt i konsekvent overensstemmelse med marxismen-leninismen - den virkeligt videnskabelige teori for samfundsudviklingen. Den er eksponenten for de arbejdende menneskers fundamentale interesser og den sociale retfærdigheds idealer. Dens livskraft ligger i dens uforgængelige ungdom, dens permanente evne til udvikling, nyskabende sammenfatning af nye kendsgerninger og foreteelser og erfaringer fra den revolutionære kamp og de sociale omdannelser.

Ethvert forsøg på at forvanske teorien, som er vor ledetråd, til en samling stivnede skemaer og recepter, gældende overalt og i alle tilfælde, strider afgørende mod marxismen-leninismens væsen og ånd. I 1917 skrev Lenin, at Marx og Engels med rette spottede over udenadslæren og simpel efterplapring af 'formler', som i bedste fald kun kunne udstikke de generelle opgaver, der nødvendigvis må modificeres efter den konkrete økonomiske og politiske situation i hver enkelt, særlig fase af den historiske proces. Her har vi, kammerater, nogle ord, som hver eneste af os må tænke over og væbne os med.

Netop den konkrete økonomiske og politiske situation, vi nu befinder os i, netop den særlige fase af den historiske proces, sovjetsamfundet og hele verden gennemgår, kræver af partiet, af hver enkelt kommunist, nyskabelse, fornyelse, evnen til at overskride de tilvante, men allerede udlevede forestillingers rammer.

Under drøftelsen af de forud for kongressen offentliggjorte dokumenter, har der været en omfattende, åben og konstruktiv dialog om alle vor tilværelses og partilivets centrale problemer. Vi er gået til kongres, beriget med hele partiets og hele folkets klogskab og erfaring. Det står nu mere klart, i hvilken orden der må handles, og hvilke virkemidler der må tages i brug, for at vor bevægelse fremad skal få den fornødne acceleration. Meget, i realiteten alt, vil nu afhænge af, hvor effektivt vi formår at udnytte det socialistiske systems fortrin og muligheder, dets økonomiske styrke og sociale potentiel, forny forældede samfundsmæssige former, stil og metoder i arbejdet og bringe dem i overensstemmelse med de stadig forandrede betingelser. Kun derved kan vi øge vort lands styrke, hæve det sovjetiske folks materielle og åndelige liv til et kvalitativt nyt stade og øge den konstruktive indflydelse fra Socialismen som samfundssystem på verdensudviklingen.

Vi ser med fortrøstning fremtiden i møde, fordi vi klart ser vore opgaver og vejene til deres løsning. Vi ser med fortrøstning fremtiden i møde, fordi vi kan bygge på folkets vældige støtte. Vi ser med fortrøstning fremtiden i møde, fordi vi handler til det socialistiske fædrelands gavn, for de store idealer, som det kommunistiske parti tjener uegennyttigt.

Kammerater! I udkastet til nyredigering af partiprogrammet er der givet en alsidig analyse af den aktuelle verdensudviklings hovedretninger og særtræk. Programmet har ikke til formål at foregribe fremtiden i alle dens mangfoldige, konkrete udslag. Det vil være spildt umage. Men lige så sand er også en anden side af sagen. En rigtig, videnskabeligt underbygget politik kan kun føres, når man klart forstår de udslaggivende tendenser i den reale virkelighed. Dyb indsigt i dialektikken i det, der foregår, dets objektive logik, og evnen til at drage de rette konklusioner, som afspejler tidens bevægelse, er en vanskelig, men bydende nødvendig sag.

Allerede før oktoberrevolutionen fremhævede Lenin med henblik alene på den kapitalistiske økonomi, at end ikke 70 »Marx'er« ville kunne spænde over summen af forandringer i alle dens forgreninger, men, fortsatte Lenin, marxismen har »afdækket lovene for disse forandringer og i hovedsagen og det grundlæggende påvist den objektive logik i disse forandringer og deres historiske udvikling . . .«.

Verden i dag er kompliceret, mangeartet, dynamisk, gennemsyret af modstridende tendenser og fuld af modsigelser. Det er en verden med komplicerede alternativer, bekymringer og forhåbninger. Aldrig før har vor hjemlige Jord været genstand for sådanne politiske og fysiske belastninger. Aldrig før har mennesket beskattet naturen så hårdt, og aldrig før har mennesket været så sårbart over for de kræfter, det selv har skabt.

Udviklingen i verden bekræfter den fundamentale marxistisk-leninistiske konklusion, at samfundets historie ikke er summen af tilfældigt sammenhobede, uregelmæssige »brownske bevægelser«, men en lovbestemt, fremadskridende proces. Dens indre modsigelser er ikke alene en dom over den gamle verden og alt, hvad der hindrer bevægelse fremad, men er tillige i sig selv en kilde og en drivkraft i det samfundsmæssige fremskridt. Fremskridtet, som udvikler sig gennem brydninger, er uundgåeligt, så længe der eksisterer udbytning og udbyttende klasser.

De befrielsesrevolutioner, som indledtes med den store oktoberrevolution, er bestemmende for det 20. århundredes udseende. Hvor betydningsfulde videnskabens og teknikkens resultater og det fremstormende videnskabelige og tekniske fremskridts indflydelse på samfundslivet end er, er det dog kun menneskets sociale og åndelige frigørelse, som gør det virkelig frit. Og hvor store vanskelighederne - objektive og kunstigt skabte - på vejen hertil end er, så er historiens gang uafvendelig.

Århundredets sociale fremskridt får betingelserne for den fortsatte samfundsudvikling til at skifte karakter. Nye økonomiske, politiske og videnskabeligt-tekniske, såvel indenlandske som internationale, faktorer træder i funktion. Staters og nationers indbyrdes forbundethed vokser. Det stiller altsammen særdeles stærke krav til det enkelte land, hvad enten det drejer sig om udenrigspolitikken, den økonomiske og sociale handlekraft eller samfundets åndelige fremtræden.

Fremskridt identificeres i vor tid med socialisme og med rette. Verdenssocialismen er en magtfuld international dannelse, baseret på højt udviklet økonomi, et solidt videnskabeligt grundlag og et holdbart militært og politisk potentiel. Den omfatter mere end en tredjedel af menneskeheden, snesevis af lande og folk, som går frem ad vejen til alsidig afdækning af menneskets og samfundets intellektuelle og moralske rigdomme. På grundlag af socialistiske retfærdighedsprincipper er der opstået en ny livsform, hvor der ikke findes hverken undertrykkere eller undertrykte, hverken udbyttere eller udbyttede, og hvor magten tilhører folket. Dens fremherskende træk er kollektivisme og kammeratlig, gensidig hjælpsomhed, frihedsideernes sejr, ubrydelig enhed af ret og pligt for det enkelte samfundsmedlem, individets værdighed og sand humanisme. Socialismen er den reale mulighed, der står åben for hele menneskeheden, eksemplet, der peger ud i fremtiden. Socialismen vaktes til live i lande, som langt fra var førende, hvad deres daværende økonomiske og samfundsmæssige stade angår, og som var indbyrdes vidt forskellige i struktur og i henseende til historiske og nationale traditioner. De nåede frem til den nye formation ad hver sin vej og bekræftede således Marx' forudsigelse om »uendelige variationer og grader« af en og samme basis i dens konkrete form.

Vejene var ikke jævne eller ligetil. Det var umådelig vanskeligt at genrejse en tilbagestående eller ødelagt økonomi, lære millioner af mennesker de mest elementære kundskaber, og skaffe dem tag over hovedet, mad og gratis lægehjælp. Selve det nye indhold i samfundsopgaverne, imperialismens uophørlige militære, økonomiske, politiske og psykologiske tryk og nødvendigheden af at udfolde kolossale forsvarsanstrengelser - det kunne altsammen ikke undgå at påvirke begivenhedernes gang og karakter og tempoet i realiseringen af de sociale og økonomiske programmer og omdannelser. Vi undgik heller ikke politiske fejl og subjektivistiske afvigelser af forskellig slags.

Sådan er livet. Det ytrer sig altid i mangeartede modsigelser, undertiden temmelig uventede. Der er noget andet, som er meget vigtigere. Socialismen har vist, at det er muligt at løse samfundsproblemerne på et principielt andet grundlag end hidtil -kollektivismens grundlag, har ført landene frem til langt højere udviklingstrin og har givet de arbejdende mennesker en værdig og tryg tilværelse.

Socialismen forbedrer til stadighed samfundsrelationerne, forøger målbevidst det, der er nået, øger sin styrke og sit eksempels overbevisende kraft og udviser reel humanisme i hele sin livsform. Dermed spærrer den stadig mere solidt vejen for krigs- og militærideologi og politik, for reaktion og vold, alle former for menneskefjendske holdninger, og bidrager aktivt til socialt fremskridt. Den har udviklet sig til en vældig moralsk og materiel kraft og har vist, hvilke muligheder, der åbner sig for vor tids civilisation.

Det sociale fremskridts forløb hænger nøje sammen med de anti-koloniale revolutioner, de nationale befrielsesbevægelser, genfødelsen af mange stater og snesevis af nye staters opslåen. Efter at have tilkæmpet sig politisk uafhængighed fører de nu en hård kamp for at overvinde deres tilbageståenhed, fattigdommen, den til tider desperate nød - hele den tunge arv efter fortidens slaveri. De førhen retsløse genstande for den imperialistiske politik er slået ind på vejen til selvstændig historisk nyskabelse.

Det samfundsmæssige fremskridt finder udtryk i den internationale kommunistiske bevægelses og arbejderbevægelses udvikling og i udfoldelsen af vor tids nye demokratiske massebevægelser, deriblandt antikrigs- og anti-atombombebevægelsen. Det ses også i de politiske kræfters lagdeling i den kapitalistiske verden, indbefattet imperialismens højborg, USA. Dér må de progressive strømninger bane sig vej gennem det monopolistiske totalitære system, til stadighed udsat for trykket fra den organiserede reaktion, blandt andet dennes vældige propagandaapparat, som vælter en strøm af omtågede misinformationer ud over alle og enhver.

Marx sammenlignede fremskridtet i ud bytter samfundet med den »frastødende hedenske gud, som kun ville drikke nektar af dræbtes hjerneskaller« . Han skrev:» I vore dage synes hver ting at gå svanger med sin modsætning. Maskinerne, der ejer en vidunderlig evne til at forkorte og frugtbargøre det menneskelige arbejde, ser vi frembringe sult og overanstrengelse. De nye rigdomskilder bliver ved et sælsomt trolddomsord af skæbnen kilder til nød. Kundskabens sejre synes vundet med tab i karakter. I samme grad som mennesket vinder beherskelse af naturen, synes mennesket at blive slave af andre mennesker eller af sin egen nederdrægtighed. Selv videnskabens rene lys synes kun at kunne skinne mod uvidenhedens mørke baggrund. Alle vore opfindelser og fremskridt synes at føre til, at materielle kræfter får åndeligt liv, og at det menneskelige liv afstumpes til en materiel kraft«.

Marx' analyse forbløffer ved sin spændvidde, sin præcise og dybtgående karakter. Anvendt på bourgeoisisamfundets virkelighed i det 20. århundrede er den næsten mere aktuel end i det 19. århundrede. På den ene side åbner videnskabens og teknikkens rivende udvikling uanede muligheder for beherskelse af naturkræfterne og forbedring af menneskehedens levevilkår. På den anden side er det »oplyste« 20. århundrede gået over i historien som ophav til de blodigste krige, militarismens og fascismens udskejelser, folkedrab og forarmelse af millioner. Uvidenhed og obskurantisme eksisterer i den kapitalistiske verden side om side med store videnskabelige og kulturelle præstationer. Det er et samfund, vi må leve sammen med og finde veje til samarbejde og indbyrdes forståelse med. Sådan har historien ordnet det.

Menneskehedens fremskridt er direkte knyttet også til den videnskabelige og tekniske revolution. Den modnedes gradvis lidt efter lidt, for så i århundredets sidste fjerdedel at levere grundlaget for en gigantisk udvidelse af menneskets materielle og åndelige muligheder. Det er muligheder af dobbelt natur. Der et sket et kvalitativt spring i menneskehedens produktivkræfter, men også et kvalitativt spring i ødelæggelsesmidler, på det militære område. For første gang i historien er mennesket blevet »udstyret« med den fysiske evne til at tilintetgøre alt liv på Jorden.

Under forskellige samfundsmæssige og politiske systemer er det forskellige facetter og konsekvenser af den videnskabelige, tekniske revolution, der viser sig. Firsernes kapitalisme, kapitalismen i elektronikkens og informatikkens, datamaternes og robotternes tidsalder kaster nye millioner mennesker på gaden, deriblandt unge og veluddannede. Rigdommen og magten koncentreres stadig mere i hænderne på nogle få. I kraft af oprustningen svulmer militarismen utroligt og stiler efter skridt for skridt at bemægtige sig også magtens politiske vægtstænger. Den bliver et stadig mere hæsligt og farligt monstrum i det 20. århundrede, og gennem dens bestræbelser støbes selve den førende videnskabelige og tekniske tænkning om til massetilintetgørelses våben.

Den videnskabelige og tekniske revolution stiller udviklingslandene over for det alvorlige spørgsmål: Falder det i deres lod i fuldt omfang at gøre brug af videnskabens og teknikkens nydannelser og dermed vinde kræfter i kampen mod nykolonialismen og den imperialistiske udbytning, eller må de forblive i periferien af verdensudviklingen. Den videnskabelige og tekniske revolution kaster yderst klart lys over mange uløste sociale og økonomiske problemer, som hindrer fremskridt i denne del af verden.

Socialismen besidder alt, hvad der skal til, for at kunne stille den moderne videnskab og teknik i menneskenes tjeneste. Det ville imidlertid være forkert at gå ud fra, at den videnskabelige og tekniske revolution ikke også rejser problemer for det socialistiske samfund. Dets udvikling er, som erfaringen viser, forbundet med fuldstændiggørelse af samfundsrelationerne, omstilling af tænkemåden, udvikling af en ny psyke og befæstelse af dynamisme som livsform, som norm for tilværelsen. Den stiller indtrængende krav om stadig revision og fornyelse af de styringsmodeller, der har dannet sig. Den videnskabelige og tekniske revolution ikke alene åbner perspektiver, men forstærker også kravene til hele organiseringen af det interne og det internationale liv. Det videnskabelige og tekniske fremskridt kan naturligvis ikke ændre lovene for samfundsudviklingen, dens sociale mening og indhold, men den øver umådelig stor indflydelse på alle de processer, der foregår i verden og modsigelserne deri.

Man ikke undgå at se, at de to sociale og økonomiske systemer er væsensforskellige i henseende til både vilje og evne til at forstå de problemer, der melder sig, og at løse dem. Sådan er den verden, vi lever i på tærsklen til det tredje årtusinde. En verden fuld af håb, fordi menneskene aldrig før har været så alsidigt rustet til fortsat udvikling af civilisationen. Men også en verden tynget af farer og modsigelser, som får os til at tale om måske den mest foruroligende fase i historien.

Den første, og hvad menneskehedens fremtid angår, vigtigste gruppe modsigelser knytter sig til relationerne mellem de to systemers, de to formationers, stater. Disse modsigelser har mange år bag sig. Siden den store oktoberrevolution i Rusland har opdelingen af verden efter sociale og klassemæssige kendetegn blotlagt de principielle forskelle, såvel i bedømmelsen af, hvad der sker, som i synet på det sociale perspektiv for verden.

Kapitalismen modtog Socialismens fødsel som en »fejltagelse« i historien, en fejltagelse, der måtte »rettes«, og rettes for enhver pris, med ethvert middel uden hensyn til ret eller moral - ved væbnet intervention, økonomisk blokade, undergravende virksomhed, sanktioner og »straffeforanstaltninger« og ved nægtelse af enhver form for samarbejde. Intet kunne imidlertid hindre det nye system i at konsolidere sig og hævde sin historiske ret til at leve.

De vanskeligheder, den kapitalistiske verdens herskende klasser har med at nå frem til erkendelse af realiteterne, de periodiske tilbagefald til forsøg på med magt at løse hele den gruppe af modsigelser, som deler verden, skyldes naturligvis ikke tilfældigheder. Imperialismen anspores af sine indre drivfjedre, af selve sit sociale og økonomiske væsen, til at oversætte de to systemers kappestrid til den militære konfrontations sprog. I kraft af sin samfundsmæssige natur avler imperialismen til stadighed aggressiv hasardpolitik.

Her kan nævnes hele komplekset af drivende motiver: Våbenfabrikanternes og de indflydelsesrige militær-bureaukratiske grupperingers rovgriske appetit, monopolernes egennyttige interesse i råstofkilder og afsætningsmarkeder, bourgeoisiets frygt for de igangværende forandringer og endelig forsøgene på at løse egne skærpede problemer på Socialismens bekostning.

Dette sidste er i særdeleshed karakteristisk for USA-imperialismen. Det var alene imperial ideologi og politik og ønsket om at stille Socialismen, Sovjetunionen, over for maksimalt ugunstige betingelser, der var baggrunden for igangsætningen af oprustningen med kernevåben og andre våben efter 1945, netop på et tidspunkt, hvor nedkæmpelsen af fascismen og militarismen syntes at have åbnet en real mulighed for indretning af en verden uden krig, og hvor der var oprettet et internationalt samarbejdsorgan til dette formål - Forenede Nationer. Men imperialismens natur gjorde sig gældende også denne gang.

Højrefløjen af USAs monopolbourgeoisi betragter også i dag ophedning af international spænding som retfærdiggørelse af militærbevillinger, globale ambitioner, indblanding i andre landes anliggender og angreb på den amerikanske arbejdende befolknings interesser og rettigheder. Efter alt at dømme spiller også den tanke en rolle, at spændingen kan bruges til at lægge pres på de allierede for at gøre dem absolut lydige og få dem til at underkaste sig Washingtons diktat.

Den totale bekæmpelses- og militære konfrontationspolitik har ingen fremtid. Flugt tilbage i fortiden er ikke noget svar på udfordringen fra det kommende, men snarere en desperat handling. Deraf bliver denne holdning imidlertid ikke mindre farlig. Washingtons handlinger vil vise, hvornår og i hvilket omfang man dér erkender dette. Vi fra vor side er parat til at gøre alt, hvad vi kan, for radikalt at ændre den internationale situation til det bedre. Derfor behøver Socialismen ikke afstå hverken fra sine principper eller sine idealer. Nu som før går den ind for fredelig sameksistens mellem stater, der tilhører forskellige samfundssystemer.

I modsætning til imperialismen, som prøver med magt at standse historiens gang og bringe fortiden tilbage, har Socialismen aldrig af egen fri vilje knyttet sin fremtid til militær løsning af internationale problemer. Det bekræftedes i den allerførste store diskussion, der udfoldedes i vort parti efter sejren i den store oktoberrevolution. I denne diskussion forkastedes som bekendt de synspunkter, som forfægtedes af »venstrekommunister« og trotskister ud fra teorien om »den revolutionære krig«, der angiveligt ville bringe Socialismen til andre lande. Som Lenin understregede allerede i 1918 ville dette standpunkt »være i fuldstændig modstrid med marxismen, som altid har afvist »skubben på« revolutionen, der udvikler sig efterhånden som skærpelsen af klassemodsætningerne modnes og afføder revolutionen«. Også i dag er vi fast overbevist om, at »skubben på« revolutionen udefra, tilmed ved brug af militære midler er unyttigt og utilstedeligt.

De problemer og kriser, verdenskapitalismen oplever, opstår i dens eget skød og er det logiske resultat af de indre antagonistiske modsætninger i det gamle samfund. I den forstand frembringer kapitalismen gennem sin udvikling sin egen negation. Ude af stand til at klare de skærpede problemer i nedgangsfasen af kapitalismens udvikling griber de imperialistiske landes herskende kredse til midler og metoder, som indlysende er ude af stand til at redde det samfund, historien har dømt.

Myten om den sovjetiske eller kommunistiske »trussel«, som verserer i dag, har til formål at retfærdiggøre våbenkapløbet og imperialismens egen aggressivitet. Det bliver imidlertid stadig tydeligere, at der ikke kan findes fornuftige løsninger - hverken internationalt eller hjemme - ad krigsstien. Sammenstødene og kampen mellem modstående holdninger til verdensudviklingens perspektiver har antaget en særdeles kompliceret karakter. På et tidspunkt, hvor der i verden er ophobet umådelige nukleare våbenlagre, og specialister kun diskuterer, hvor mange gange eller snese gange, menneskeheden kan udslettes, er det på høje tid at begynde tilbagetrækningen fra balancegangen på krigens rand, fra frygtens ligevægt, til normale, civiliserede former for indbyrdes relationer mellem de to systemers stater.

I de kommende år vil den væsentlige kamp efter alt at dømme udfolde sig om det reale indhold af en politik, der kan sikre freden. Det bliver en hård kamp på mange felter, fordi vi har at gøre med et samfund, hvis herskende kredse ikke ønsker at anlægge en nøgtern vurdering af realiteterne i verden og dens fremtidsudsigter, og som ej heller vil drage alvorlige konsekvenser af egne og andres erfaringer. Alt dette er tegn på nedslidning af dets indre »immunsystem«, dets sociale affældighed, hvad der mindsker sandsynligheden for store ændringer i de dominerende kræfters politik og hæver graden af ubesindighed.

Derfor er det under de bestående omstændigheder alt andet end let at forudsige de fremtidige relationer mellem de socialistiske og de kapitalistiske lande, mellem USSR og USA. De afgørende faktorer hér vil være styrkeforholdet på den internationale arena, fredspotentiellets vækst og aktivitet og dets evne til effektivt at modsætte sig truslen om kernevåbenkrig. Meget vil også afhænge af med hvilken grad af realisme de herskende kredse i Vesten vurderer situationen. Det er slemt, hvis politikerne ikke alene er blinde på øjnene, men også i sjælen. Under forhold, hvor kernevåbenkrig er totalt uacceptabel, bør ikke konfrontation, men systemernes fredelige sameksistens blive lov i forholdet mellem stater.

Den anden gruppe modsigelser er de indre modsigelser i den kapitalistiske verden selv. Den forløbne tid har leveret mange bekræftelser på uddybningen af kapitalismens almindelige krise. Den moderne kapitalisme, hvis udbytterkarakter ikke er ændret, adskiller sig på mange punkter fra, hvad den var i begyndelsen og tilmed i midten af det 20. århundrede. Under påvirkning og på baggrund af den videnskabelige og tekniske revolution er konflikten mellem den kolossale vækst, produktivkræfterne har nået, og samfundsrelationernes karakter af privateje blevet skærpet yderligere. Hér har man voksende arbejdsløshed og skærpelse af hele det sociale problemkompleks. Militarismen breder sig overalt som det bedst egnede middel til ansporing af økonomien. De politiske institutioner og åndslivet befinder sig i voksende krise. Der hviler et tyngende reaktionært tryk på alle områder - indenrigs- og udenrigspolitikken, økonomien og kulturlivet og nyttiggørelsen af menneskeåndens frembringelser. De traditionelle former for konservatisme viger pladsen for autoritære tendenser.

Specielt må fremhæves sådanne farlige udslag af kapitalismens krise som antikommunisme og antisovjetisme. Det drejer sig ikke blot om udenrigspolitik. I imperialismens moderne system er det også et meget vigtigt indenrigspolitisk område, et middel til at øve pres mod alt fremadrettet og progressivt, som lever og kæmper i de kapitalistiske lande, i den ikke-socialistiske del af verden.

Ganske vist fører den aktuelle fase af den almindelige krise ikke til kapitalismens absolutte stagnation og udelukker ikke muligheden af økonomisk vækst og inddragelse af nye videnskabelige og tekniske områder. Den »tillader« opretholdelse af konkrete økonomiske, militære, politiske og andre positioner, og i visse tilfælde giver den endda mulighed for social revanche og tilbageerobring af, hvad der tidligere var gået tabt. Men kapitalismen, som er uden positive mål og hensigter, der udtrykker de arbejdende massers interesser, støder nu på en hidtil uset sammenfletning af alle grupper af indre modsigelser, som gensidigt forstærker hinanden. Den står over for en sådan mængde sociale og andre blindgyder, at den aldrig J hele sin udvikling gennem århundreder har oplevet noget lignende.

Fremfor alt skærpes modsætningerne mellem arbejde og kapital. Under de gunstige økonomiske konjunkturer i 60erne og 70erne lykkedes det arbejderklassen, den arbejdende befolkning, at opnå visse forbedringer af sin situation. Men fra midten af 70erne har de stadig hyppigere kriser og den nye teknologiske omstilling i produktionen ændret forholdene og givet kapitalen mulighed for at gå til modangreb, som har berøvet den arbejdende befolkning en væsentlig del af dens sociale landvindinger. På en række punkter er de arbejdende befolkninger sat mange år tilbage, hvad levestandard angår. Arbejdsløsheden er af rekordhøjde for hele efterkrigsperioden. Bøndernes og farmernes situation forværres mærkbart. En del landbrugsvirksomheder går fallit, og deres tidligere ejere melder sig i lønarbejdernes rækker, mens andre kommer i trælbunden afhængighed af de store landbrugsmonopoler og bankerne. Den sociale lagdeling uddybes og bliver stadig mere slående. I USA besidder således én procent af de rigeste familier formuer, som er næsten 50 pct. større end summen af, hvad de 80 pct. familier, der udgør den nederste del af besidderpyramiden, ejer tilsammen.

Imperialismens herskende kredse forstår uden tvivl, at en sådan situation er svanger med sociale eksplosioner og politisk destabilisering. Det gør imidlertid ikke deres politik mere velovervejet. Tværtimod har i de senere år de mest uforsonligt reaktionære grupper af den herskende klasse vundet overhånd. Perioden har været kendetegnet ved en særlig massiv og hårdhændet offensiv fra monopolernes side mod den arbejdende befolknings rettigheder.

Hele det arsenal af midler, kapitalismen har på lager, tages i anvendelse. Fagforeningerne er genstand for forfølgelse og økonomisk pression. Der lovgives mod arbejderne. Venstrefløjen og alle andre progressive kræfter forfølges. Det er blevet normalt at kontrollere, eller rettere udspionere, folks meninger og opførsel. Den målbevidste dyrkning af individualisme, den stærkeres ret i kampen for eksistensen, umoral og had til alt demokratisk har antaget dimensioner som aldrig før.

Hvordan den fundamentale modsætning mellem arbejde og kapital videre vil udvikle sig, og hvilke konklusioner, der drages af den nuværende situation, vil vise sig i fremtiden, under forløbet af den arbejdende befolknings kamp for sine rettigheder og socialt fremskridt. Der må imidlertid også peges på den alvorlige fare, som fortsat væsentlig højredrejning af politikken og hele den indre situation i visse kapitalistiske lande frembyder for de internationale relationer. Konsekvenserne af en sådan udvikling er svært forudsigelige, men faren ved den må ikke undervurderes.

Århundredets sidste årtier er kendetegnet ved nye udbrud af inter-imperialistiske modsætninger og fremkomsten af nye og tendenser i dem. Denne gruppe indre modsætninger i kapitalismen er ikke blevet ophævet, hverken af den klassemæssige beslægtethed, af egeninteresse i forening af kræfterne, af militær, økonomisk eller politisk integration eller af den videnskabelige og tekniske revolution. Denne sidste faktor har ubestrideligt fremskyndet internationaliseringen af den kapitalistiske produktion, forstærket udjævningen af niveauer såvel som den springvise udvikling i de kapitalistiske lande. Konkurrencen, som er skærpet på basis af det videnskabelige og tekniske fremskridt, rammer stadig mere ubarmhjertigt dem, der sakker bagud. De stadig mere komplicerede betingelser for den kapitalistiske reproduktion, de forskelligartede kriseprocesser og den skærpede internationale konkurrence har gjort den imperialistiske rivalisering yderligere forbitret og vedholdende. De handelsmæssige og økonomiske stridigheder på verdensmarkedet føres med stadig stærkere basering på den »hjemlige« statsmonopolistiske kapitalismes potentiel og med bourgeoisistaten i en stadig mere aggressiv, egennyttig rolle.

Den transnationale monopolkapital har hastigt vundet styrke. Den overtager og monopoliserer hele produktionsbrancher eller -sektorer inden for et enkelt lands rammer såvel som i verdensøkonomisk målestok. Ved begyndelsen af 1980erne tegnede de transnationale selskaber sig for mere end en tredjedel af industriproduktionen, over halvdelen af udenrigshandelen og omkring 80 pct. af alle patenter på ny teknik og teknologi i den kapitalistiske verden.

De transnationale selskabers kerne er amerikanske firmaer. Det net af udenlandske virksomheder, de har etableret, udnytter en reservearmé af arbejdere og funktionærer, som talmæssigt svarer til halvdelen af de beskæftigede i forarbejdningsindustrierne i USA selv. Dette net leverer nu varer og tjenesteydelser til en årlig værdi af omkring 1,5 billioner dollars, svarende til næsten 40 pct. af USAs bruttoproduktion.

Denne USAs »sekundære økonomi« er to-tre gange større end førende vesteuropæiske landes som BRD, Frankrig og Storbritannien og står kun tilbage for Japans. I dag er de største amerikanske transnationale selskaber imperier, hvis økonomiske aktiviteter kan sammenlignes med hele landes bruttonationalprodukt.

Mellem de transnationale selskaber og den nationale statsform for politisk samfundsorganisation er der opstået en ny knude af modsætninger, som hurtigt strammes til. De transnationale selskaber underminerer såvel udviklingslandenes som de udviklede kapitalistiske landes suverænitet. De udnytter aktivt de statsmonopolistiske reguleringer, når de er til nytte for dem, men går i skarp konflikt med reguleringer, hvis de ser den svageste trussel mod deres profitter i borgerlige regeringers handlinger. De amerikanske transnationale supermonopoler optræder dog som regel i rollen som formidler af statshegemonismen og de imperiale ambitioner hos USA´s styrende kredse.

Relationerne mellem den moderne imperialismes tre hovedcentre - USA, Vesteuropa og Japan - er fyldt med åbenlyse og skjulte modsætninger. Den økonomiske, finansielle og teknologiske overlegenhed, USA besad over for sine nærmeste konkurrenter helt frem til udgangen af 60erne, er blevet sat på en hård prøve. Det er lykkedes Vesteuropa og Japan her og der at fortrænge deres amerikanske hovmester, og de udfordrer også USA på et område som den nyeste teknologi, der traditionelt har været amerikansk hegemonisfære.

Washington opfordrer bestandig sine allierede til ikke at spilde krudtet på de indbyrdes stridigheder. Men hvordan skal den moderne imperialismes tre centre kunne bringes under samme tag, når amerikanerne selv ved at manipulere med dollaren og renten ikke går af vejen for at opfede deres egen økonomi på Vesteuropas og Japans bekostning? I den udstrækning der opnås enighed om de tre imperialistiske centres positioner, sker det for det meste som følge af amerikansk pres eller åbenlyst diktat og har til formål først og fremmest at tjene USAs interesser og mål. Det fører igen til skærpelse og ikke overvindelse af modsætningerne.

Det synes som om stadig flere begynder at tænke nærmere over denne sammenhæng mellem årsag og virkning. For første gang er regeringerne i en række vesteuropæiske lande, socialdemokratiske og liberale partier og den brede befolkning begyndt åbent at diskutere, om den nuværende aktuelle amerikanske politik er i overensstemmelse med Vesteuropas forestillinger om sin egen sikkerhed, og om USA ikke går for vidt i sit krav på »lederskabet«? USA´s partnere har mere end en gang kunnet konstatere, at andres briller ikke kan erstatte ens egne øjne. Uden tvivl vil brydningerne mellem centrifugale og centripetale tendenser fortsætte i det imperialistiske system som følge af ændringerne i styrkeforholdene. Det er næppe at vente, at de tre »magtcentres« eksisterende kompleks af fælles økonomiske, militærpolitiske og andre interesser skal blive nedbrudt under de faktiske betingelser i verden i dag. Washington skal dog ikke forvente, at de konkurrerende allierede inden for kompleksets rammer uden at kny vil lystre amerikansk diktat, især ikke når det skader deres egne interesser.

Det specielle ved de inter-imperialistiske modsætninger i den nuværende periode består i, at de inden for de kommende årtier kan ændre form ved at nye kapitalistiske »magtcentre« dukker op. Det vil utvivlsomt føre til yderligere forøgelse af den massive ophobning af modsætninger og til endnu tættere sammenfletning og skærpelse af dem.

Et nyt kompliceret og mobilt sæt modsætninger har taget form mellem imperialismen og udviklingslandene og deres folk. Befrielsen af de tidligere kolonier og halvkolonier var et hårdt politisk og ideologisk slag for det kapitalistiske system. Systemet i den form, hvori det udviklede sig i det 19. århundrede og bestod i halvdelen af det 20., er ophørt med at eksistere. En langsom, vanskelig, men ustandselig social og økonomisk omdannelsesproces er i gang i tilværelsen for folkeslag, som udgør størsteparten af menneskeheden. Det er en proces, som har fremkaldt mange principielle forandringer, men som også er stødt på mange vanskeligheder.

Ved politiske manøvrer, løfter og bestikkelse, militære trusler og ikke sjældent direkte indblanding i befriede landes indre forhold er det på mange måder lykkedes kapitalismen at bevare tidligere opståede økonomiske afhængighedsrelationer. På grundlag heraf har imperialismen formået at etablere og finjustere det mest raffinerede nykolonialistiske udbytningssystem og binde et betydeligt antal befriede lande nærmere til sig.

Konsekvenserne heraf er tragiske. Udviklingslandene, hvor der lever mere end to milliarder mennesker, er i praksis blevet et totalt fattigdomsområde. I begyndelsen af 80erne var indtægtsniveauet pr. capita i de befriede lande under ét 11 gange mindre end i de udviklede kapitalistiske lande. Gennem de sidste 30 år er denne kløft ikke mindsket, men vokset. Det drejer sig ikke kun om relativ fattigdom. Det drejer sig om analfabetisme og uoplysthed, kronisk underernæring og sult, gruopvækkende børnedødelighed, epidemier, som rammer hundredvis af millioner mennesker.

Denne tilstand er en skændsel for menneskeheden! Den skyldige er imperialismen, ikke blot fra et historisk synspunkt - koloniudplyndringen af hele kontinenter, som efterlod sig en arv af ufattelig tilbageståenhed - men i lige så høj grad også set i forbindelse med praksis i dag. Alene i de sidste ti år har de profitter, USA-selskaber har presset ud af udviklingslandene, udgjort fire gange så meget som deres investeringer. I Latinamerika og Caribien har USA-monopolernes profitter i samme tidsrum endda været mere end otte gange større end investeringerne.

Man kan uden overdrivelse hævde, at det imperialistiske system fortsat i betydeligt omfang lever af at udplyndre udviklingslandene, af at udbytte dem på den mest skånselsløse måde. Formerne og metoderne ændrer sig, men indholdet er det samme. I USA, for eksempel, fremkommer en særdeles mærkbar del af nationalindkomsten fra disse kilder. Udviklingslandene udbyttes af alle de imperialistiske stater, men den amerikanske imperialisme gør det ubestrideligt på den mest skrupelløse måde. Ulige udveksling, uligeberettiget handel, luskestreger, vilkårlighed med renten og de transnationale selskabers udsugning virker i en og samme retning. De øger i stigende grad fattigdommen og elendigheden hos nogle og rigdommen hos andre, og de forstærker polariseringen i den kapitalistiske verdensøkonomi.

Udviklingslandenes ulykkelige situation er et overordentlig stort globalt problem. Heri, og ikke i noget andet, ligger de egentlige årsager til mange konflikter i Asien, Afrika og Latinamerika. Det er sandheden, hvor behændigt de herskende kredse i de imperialistiske stater så end fremmaner »Moskvas hånd« for at retfærdiggøre deres nykolonialistiske politik og globale ambitioner.

Lad os tage gældsproblemet. Den ophobede gæld betyder, sammenholdt med den profitmængde, der årligt trækkes ud af udviklingslandene, ét, nemlig at deres udviklingsperspektiver indsnævres, og at de i forvejen overordentlig alvorlige sociale, økonomiske og andre problemer uundgåeligt skærpes yderligere.

På de eksisterende betingelser kan disse lande naturligvis ikke betale gælden tilbage. Denne situation indebærer alvorlige sociale, økonomiske og politiske følger for de internationale relationer, såfremt der ikke findes en retfærdig løsning. Man kan ikke sige, at de herskende imperialistiske kredse ikke ser den fare, der skjuler sig her. Men alle deres bekymringer går ud på ét, nemlig hvordan de kan redde det nuværende system til egen berigelse gennem udbytning og overudbytning af udviklingslandenes folk.

Også noget andet er helt sikkert. Der er en uomtvistelig årsagssammenhæng mellem disse landes billionstore gæld og den mere end billionstore tilvækst i USA´s militærudgifter i det seneste årti. At der årligt pumpes lidt over 200 milliarder dollars ud af udviklingslandene og at praktisk taget det samme beløb har været at finde på USA´s militærbudget de senere år er heller ikke noget tilfældigt sammenfald. Militarismen er derfor interesseret i at bevare og stramme det nykolonialistiske overudbytningssystem.

Det er også åbenbart, at nykolonialismen - i en situation, hvor kapitalismens modsigelser skærpes og sfæren for dens herredømme indskrænkes - bliver en endnu vigtigere kilde til midler, der skal sikre monopolkapitalen muligheder til at manøvrere socialt, mildne den sociale spænding i bourgeoisiets førende stater og bestikke visse lag af den arbejdende befolkning. Det er en virkelig enestående kilde: Timelønnen i de udviklede kapitalistiske lande er større, undertiden flere gange større, end en dagløn i de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske stater.

Alt dette kan ikke fortsætte i det uendelige. Og naturligvis skal man ikke regne med mirakler: Situationen vil ikke rette sig op af sig selv. Militær magt, som USA sætter sin lid til for at bevare status quo, forsvare monopolernes og det militær-industrielle kompleks interesser og afværge yderligere progressive forandringer i de nylig befriede lande, kan kun forværre situationen og afføde nye konflikter. Pengesækkene kan forvandles til krudttønder. Før eller senere kommer kapitalismen også her til at vælge mellem styrkepolitik og skamløs udplyndring eller muligheden for samarbejde på et retfærdigt grundlag. Der er behov for radikale løsninger - til gavn for folkene i udviklingslandene.

Endnu en gruppe modsigelser, de globale, der vedrører selve grundlaget for civilisationens eksistens, fører til alvorlige konklusioner. Det drejer sig først og fremmest om forureningen af det omgivende miljø, luften og havene, og om udpiningen af naturressourcerne. Problemerne skærpes ikke blot ved overflødig belastning af natursystemerne som følge af den videnskabelige og tekniske revolution og indvirkningen fra menneskets voksende aktiviteter. Engels forudså i sin tid, hvor skæbnesvangre følger det får, når udnyttelsen af naturen underkastes markedskræfternes blinde spil. Der aftegner sig stadig tydeligere et behov for effektive internationale procedurer og mekanismer, der kan sikre rationel udnyttelse af Jordens ressourcer som hele menneskehedens eje.

En enkelt stat eller gruppe af stater kan ikke alene løse de globale problemer, der vedrører hele menneskeheden. Her er der behov for samarbejde i verdensmålestok, et snævert og konstruktivt samvirke mellem flertallet af lande. Samarbejde på basis af fuld ligeberettigelse og respekt for hvert lands suverænitet. På basis af samvittighedsfuld overholdelse af de forpligtelser, man har påtaget sig, og af folkeretten. Det er det kategoriske krav i tiden, vi lever i.

Kapitalismen bringer også folkene forarmelse af kulturen , nedbrydning af de åndelige værdier, der er skabt gennem århundreder. Intet ophøj er mennesket så meget som viden. Men menneskeheden har sandsynligvis aldrig tidligere i sin eksistens været udsat for et sådant pres af løgn og bedrag, som nu. Den borgerlige propaganda overdænger folk i hele verden med sindrigt forfalsket information, påtvinger tanker og følelser og programmerer et borgersind og en social holdning, der er fordelagtig for de herskende kræfter. Hvilken viden og hvilke værdier og moralske normer, der skal indlægges i informeringen af befolkningen og i uddannelsessystemet, er først og fremmest et politisk problem.

Selve livet rejser spørgsmålet om kulturens bevarelse, om dens forsvar mod borgerligt forfald og vandalisering. Det er en af de vigtigste opgaver for hele menneskeheden. Vi må ikke lade være med at tænke på de langsigtede psykologiske og moralske konsekvenser af imperialismens nuværende fremfærd på kulturens område. Kulturens forarmelse under presset fra den hæmningsløse kommercialisme og voldsdyrkelsen, udbredelsen af racisme, propagandaen for lave instinkter og den livsform, der hersker i forbryderverdenen og i samfundets »underverden«, må og vil blive forkastet af menneskeheden.

Som det ses, kammerater, er problemerne mange, og de er vidtfavnende og komplicerede. Men det er tydeligt, at de endnu ikke er fattet i en grad, der svarer til de opståede opgavers omfang og dybde. For at de akutte opgaver i det internationale liv kan løses med succes, er det en absolut betingelse, at den tid, der går til at søge politiske aftaler, reduceres, og at man hurtigst muligt går over til konstruktiv handling.

Vi er udmærket klar over, at det langt fra er alt, der står i vor magt, at meget afhænger af Vesten og af de vestlige lederes evne til at fastholde en sund dømmekraft ved de vigtige historiske korsveje. Den amerikanske præsident fortalte engang, at hvis vor planet blev truet af invasion fra en fremmed planet, ville Sovjetunionen og USA hurtigt finde et fælles sprog. Men er atomkatastrofen måske ikke en mere reel fare, end en invasion af ukendte fra en fremmed planet? Er den økologiske trussel måske ikke stor? Har alle lande måske ikke en fælles interesse i at finde en fornuftig og retfærdig fremgangsmåde over for udviklingslandenes og folkenes problemer?

Endelig, er hele den erfaring, som menneskeheden har indhøstet, måske ikke stor nok til, at man ikke behøver at vente på en eller anden ny krise, men allerede i dag kan drage helt begrundede praktiske konklusioner? Hvad håber De forenede Stater at vinde i det lange løb ved at fremsætte doktriner, der ikke længere indpasser USAs sikkerhed i vor Jords beskedne dimensioner?

Imperialismen griber til ethvert middel i bestræbelsen for at holde sig i historiens saddel. Men det er en politik, der koster verden dyrt. Folkene må betale en stadig større pris for den, direkte og indirekte. Betale med millioner af menneskeliv, forødelse af nationale ressourcer og bortledning af gigantiske summer til kaprustning; med at mangfoldige og stadig vanskeligere problemer forbliver uløste; og i fremtiden måske med den største pris, nogen overhovedet kan forestille sig.

De herskende kredse i USA har tydeligvis mistet den realistiske orientering i denne komplicerede periode i historien. Den aggressive internationale adfærd, voksende militarisering af politikken og tænkemåden og foragten for andres interesser fører uundgåeligt til moralsk og politisk isolering af den amerikanske imperialisme, til en voksende kløft mellem den og hele den øvrige menneskehed. Det er som om fredens modstandere i det land ikke ser, at når kernevåbnene står parat, mister tid og rum deres tilvante omrids for civilisationen, og menneskeheden bliver tilfældets fange.

Formår kapitalens herskende kredse at gå i gang med en nøgtern og konstruktiv vurdering af det, der foregår? Det letteste ville være at sige: Måske, måske ikke. Men historien giver os ikke ret til en sådan forudsigelse. Vi kan ikke tage »nej« som svar på spørgsmålet, om menneskeheden skal være eller ikke være. Vi siger: Det samfundsmæssige fremskridt og civilisationens liv skal og vil fortsætte.

Vi siger det ikke kun i kraft af den optimisme og tro på menneskenes kløgt og sunde fornuft, der er karakteristisk for kommunister. Vi er realister og gør os fuldstændig klart, at der er temmelig meget, der skiller de to verdener og skiller dem dybt. Men der er også noget andet, vi ser klart, nemlig at behovet for at løse de mest vitale opgaver, der vedrører hele menneskeheden, må tilskynde dem til at virke sammen, må vække hidtil usete kræfter for menneskehedens selvbevarelse. Og heri består incitamentet til beslutninger, der står mål med tidens realiteter.

Historiens og det samfundsmæssige fremskridts forløb kræver stadig mere bydende, at der etableres et konstruktivt og kreativt samvirke mellem staterne og folkene verden over. Det ikke kun kræver, men skaber også de nødvendige forudsætninger herfor - politiske, sociale og materielle.

Et sådant samvirke er nødvendigt for at afværge atomkatastrofen, for at civilisationen kan overleve. Det er nødvendigt for at andre akutte problemer, der berører hele menneskeheden, kan blive løst i fællesskab til gavn for hver enkelt. Den sande dialektik i den aktuelle udvikling består i en kombination af kappestrid og konfrontation mellem de to systemer og en voksende tendens til samvirke mellem verdenssamfundets lande. Netop på denne måde, gennem modsætningernes brydning, besværligt og til en vis grad famlende, dannes den modsigelses fyldte, men indbyrdes afhængige og på mange måder integrerede verden.

Kommunisterne har altid forestillet sig vejene til socialt fremskridt i hele deres indre kompleksitet og modsigelsesfyldte karakter. Men, og her ligger hovedtrækket i den kommunistiske verdensanskuelse, mennesket, dets interesser og bekymringer står ufravigeligt i centrum for disse processer. Menneskelivet og mulighederne for dets alsidige udvikling er den største værdi af alle, understregede Lenin, samfundsudviklingens interesser står over alt. Det er SUKP´s sigte i partiets praktiske virksomhed.

Det er vor opfattelse, at hovedretningen i kampen under vore dages forhold er at skabe værdige og virkeligt menneskelige, materielle og åndelige betingelser for alle folks tilværelse og sikre vor planets beboelighed og en rationel holdning til dens rigdomme. Og først og fremmest til dens vigtigste rigdom, i mennesket selv og dets muligheder. Og det er også netop her vi foreslår at kappes med kapitalismens system. At kappes under forhold med varig fred.

Kammerater! Da SUKP´s centralkomité på sit plenarmøde i april vedtog strategien for fremskyndelse af landets sociale og økonomiske udvikling tog den dermed en beslutning af historisk betydning. Den vandt bred støtte i partiet og hele folket og fremlægges til behandling på kongressen. Hvad forstår vi ved fremskyndelse? Først og fremmest en forøgelse af tempoet i den økonomiske vækst. Men ikke kun det. Kernen i den er en ny vækstkvalitet: Alsidig intensivering af produktionen på basis af det videnskabelige og tekniske fremskridt, en strukturel omlægning af økonomien og effektive former for styring, organisering og ansporing af arbejdet.

Kursen efter fremskyndelse drejer sig ikke kun om forandringer på det økonomiske område. Den går ud på, at der gennemføres en aktiv socialpolitik, og at princippet om socialistisk retfærdighed fastholdes konsekvent. Strategien for fremskyndelse forudsætter en forbedring af samfundsrelationerne, fornyelse af arbejdsformerne og -metoderne i de politiske og ideologiske institutioner, uddybelse af det socialistiske demokrati og energisk overvindelse af passivitet, stagnation og konservatisme, af alt hvad der hæmmer det samfundsmæssige fremskridt.

Det, der først og fremmest skal bringe os resultater, er massernes levende kreativitet og maksimal udnyttelse af det socialistiske systems kolossale muligheder og fordele.

Fremskyndelse af landets sociale og økonomiske udvikling er kort sagt, kammerater, nøglen til alle vore problemer, både de nærmeste og de fremtidige, de økonomiske og sociale, de politiske og ideologiske, de indre og de ydre. Kun således kan og må en ny kvalitativ tilstand i det sovjetiske samfund blive opnået.

A. Resultaterne af den sociale og økonomiske udvikling og nødvendigheden af at fremskynde den.

Kammerater! Opstillingen og drøftelsen af partiets programopgaver på vor kongres nødvendiggør, at der anlægges en bred vurdering af resultaterne af landets udvikling. I det kvarte århundrede, der er gået siden vedtagelsen af SUKP´s tredje program, har Sovjetunionen opnået imponerende resultater. De faste produktionsanlæg i samfundsøkonomien er syvdoblet. Der er bygget i tusindvis af virksomheder og skabt nye brancher. Nationalindkomsten er vokset med næsten 300 pct., industriproduktionen med 400 pct. og landbrugsproduktionen med 70 pct.

Mens USA´s økonomiske niveau syntes vanskeligt at nå i tiden før krigen og de første efterkrigsår, har vi allerede i 1970erne nærmet os det væsentligt, hvad angår det videnskabelige, tekniske og økonomiske potentiel, og i fremstillingen af vise overordentligt vigtige produkttyper har vi oversteget det.

Disse landvindinger er resultatet af folkets kolossale indsats. De har gjort det muligt at hæve Sovjetborgernes velstand betydeligt. I dette kvarte århundrede er befolkningens realindkomst pr. capita øget med 160 pct. og de offentlige forbrugsfonde med lidt over 400 pct. Der er bygget 54 millioner lejligheder, hvilket har gjort det muligt at forbedre boligforholdene for de fleste familier. Vi har gennemført overgangen til den almene 12-årige enhedsskole. Antallet af personer, der har taget højere uddannelse, er firedoblet. Resultaterne inden for forskning, lægevidenskab og kultur er alment anerkendte. Oversigten over resultater ville være ufuldstændig, hvis man ikke nævnede de betydelige fremskridt, der er sket inden for de sociale og tværnationale relationer og den videre udvikling af demokratiet.

Samtidig begyndte vanskelighederne at tårne sig op i samfundsøkonomien i 1970erne, det økonomiske væksttempo mindskedes mærkbart. Det førte til, at de opgaver for den økonomiske udvikling, der blev stillet i SUKP´s program, ja endog de mere beskedne mål for niende og tiende femårsplan, ikke blev opfyldt. Det lykkedes heller ikke fuldt ud at gennemføre det sociale program, der blev vedtaget for disse år. Det materielle grundlag for videnskaben og uddannelsen, for sundhedsvæsenet og den kulturelle og anden service sakkede agterud.

Naturligvis påvirkedes tingenes tilstand også af faktorer, som vi ikke havde indflydelse på. Men det var ikke dem, der var de afgørende. Hovedsagen er, at vi ikke i tide foretog en politisk vurdering af ændringen i den økonomiske situation, ikke fuldt ud erkendte det akutte uopsættelige behov for at føre økonomien over til intensive udviklingsmetoder og aktiv udnyttelse af resultaterne fra det videnskabelige og tekniske fremskridt i samfundsøkonomien. Appeller og snak desangående var der nok af, men tingene stod praktisk taget stille.

Økonomien fortsatte ved sin egen inerti i betydeligt omfang at udvikle sig på et ekstensivt grundlag og tog sigte på at inddrage supplerende arbejdskraft og materielle ressourcer i produktionen. Det fik til følge, at arbejdsproduktivitetens vækstrate og en del andre effektivitetsindikatorer mindskedes betydeligt. Forsøgene på at rette op på sagen ved hjælp af nyanlæg skærpede problemet med afbalancering i økonomien. Samfundsøkonomien, der råder over enorme ressourcer, løb ind i en mangelsituation. Der skabtes en kløft mellem de samfundsmæssige behov og det opnåede produktionsniveau, mellem den betalingsdygtige efterspørgsel og den materielle dækning af den.

Selv om der i den senere tid er gjort en indsats, er det ikke lykkedes fuldt ud at rette situationen op. Fremstillingen af de fleste produkttyper i industri og landbrug er under 11. femårsplan ikke nået op på de mål, SUKP´s 26. kongres havde opstillet. Maskinbygningsindustrien, olie- og kulindustrien, den elektrotekniske industri, jern- og stålproduktionen, den kemiske industri og anlægsvirksomheden er sakket betydeligt bagud. Målene for de vigtigste kontroltal til registrering af væksten i effektivitet og forbedring af leveniveauet er ikke nået. Af alt dette, kammerater, må vi drage den mest alvorlige lære.

Den første lære kan man betegne sandhedens lære. En ansvarlig analyse af fortiden rydder vejen ind i fremtiden, mens en halv sandhed, der skammeligt går uden om de skarpe hjørner, bremser udarbejdelsen af en realistisk politik og hindrer vor bevægelse frem. »Vor styrke er at sige sandheden«, sagde Lenin. Netop derfor har centralkomiteen i nyredigeringen af partiprogrammet fundet det nødvendigt endnu engang at omtale de negative processer, der dukkede op i 1970erne og begyndelsen af 1980erne. Derfor taler vi også om dem i dag på kongressen.

Den anden lære drejer sig om det målbevidste og resolutte i praktisk handling. Omstilling af en så kolossal økonomi, som vor, til intensiv udvikling er en kompliceret sag, der kræver en stor indsats, tid og ansvarsbevidsthed. Men, når man har begyndt disse forandringer, må man ikke begrænse sig til halve foranstaltninger og ikke vige tilbage for de mest dristige skridt.

Og endnu en lære, som man godt kan sige er den vigtigste. Succes i enhver sag bestemmes i afgørende grad af, hvor aktivt og bevidst masserne deltager i den. At overbevise de brede arbejdende lag om rigtigheden af den valgte vej, interessere dem moralsk og materielt og omstille kadrernes psyke er de vigtigste betingelser for at fremskynde væksten. Vore fremskridt bliver hurtigere, jo højere den enkeltes disciplin, organiserede optræden og ansvarsbevidsthed bliver for det arbejde, der er betroet, og for resultaterne af det.

Nogen anden vej findes ikke. Uden fremskyndelse af den økonomiske vækst forbliver vore sociale programmer gode ønsker, men, kammerater, de kan ikke udsættes. Sovjetborgerne må i løbet af kort tid mærke resultaterne af den fælles indsats for en afgørende løsning af levnedsmiddelproblemet , for dækning af behovet for højkvalitative varer og tjenesteydelser, forbedret sundhedstjeneste, bolig- og leveforhold i det hele taget og for miljøbeskyttelsen.

Fremskyndelse af den sociale og økonomiske udvikling vil give mulighed for at yde et vægtigt bidrag til verdensSocialismens styrkelse, og den vil hæve samarbejdet med broderlandene op på et højere niveau. Den vil i betydelig grad udvide vore muligheder i de økonomiske forbindelser med folkene i udviklingslandene og med staterne i den kapitalistiske verden. Realisering af kursen for fremskyndelse vil med andre ord have vidtrækkende konsekvenser for vort fædrelands fremtid.

Kammerater! I udkastene til partiprogram og hovedretningslinjer er de vigtigste mål for den økonomiske og sociale udvikling defineret. Hen mod århundredets slutning skal nationalindkomsten være næsten fordoblet på basis af en fordobling af produktionspotentiellet og en kvalitativ omdannelse af det. Arbejdsproduktiviteten vil vokse med 130 til 150 pct., energiforbruget pr. rubel nationalindkomst vil mindskes med 28,5 pct. og jern- og metalforbruget med næsten 50 pct. Det betyder en skarp drejning i retning af intensivering af produktionen og øget kvalitet og effektivitet.

På grundlag af en uddybelse af disse processer planlægges det i det videre forløb at gå over til en økonomi med højere organisationsgrad og effektivitet med alsidigt udviklede produktivkræfter, modne socialistiske produktionsforhold og en velfungerende økonomisk mekanisme. Det er vor strategiske linje.

De vigtigste midler til at gennemføre den vil, som det blev understreget på konferencen i SUKP´s centralkomité i juni 1985, være det videnskabelige og tekniske fremskridt og en gennemgribende omdannelse af samfundets produktivkræfter. På det hidtidige materielle og tekniske grundlag er det umuligt at opnå et radikalt omsving. Vi ser udvejen i en dybtgående modernisering af samfundsøkonomien på basis af de nyeste resultater inden for videnskab og teknik, gennembrud på de avancerede områder i det videnskabelige og tekniske fremskridt og en omstrukturering af den økonomiske mekanisme og styringssystemet.

SUKP har enorm erfaring i at gennemføre overordentligt store videnskabelige, tekniske, sociale og økonomiske forandringer. Men hvor betydelige de end har været, kan vort arbejde i fortiden i omfang og kompleksitet ikke måles med det, der må gøres i den forestående periode for at modernisere samfundsøkonomien. Hvad må der gøres herfor ?

Først og fremmest må struktur- og investeringspolitikken ændres. Kernen i ændringerne består i at flytte opmærksomhedens centrum fra de kvantitative indikatorer til kvalitet og effektivitet, fra mellemresultater til slutresultater, fra udvidelse af produktionsanlæggene til fornyelse af dem, fra forøgelse af brændsels- og råstofressourcerne til bedre udnyttelse af dem, til fremskyndet udvikling af de videnskabsintensive brancher samt den produktionsmæssige og sociale infrastruktur.

Der må gøres et stort skridt i denne retning i indeværende femår. Det er planlagt at afsætte 200 milliarder rubler kapitalinvesteringer til modernisering og teknisk fornyelse af produktionen - mere end i de forudgående ti år. Det er et stort beløb, men ikke desto mindre skal planlægningsorganerne og de økonomiske organer fortsat søge supplerende ressourcer til disse formål.

Der er udarbejdet store komplekse programmer for de strategiske områder, og realiseringen af dem er begyndt. De brancher, der er bestemmende for det videnskabelige og tekniske fremskridt, og som sikrer hurtigt økonomisk afkast og løsning af de uopsættelige sociale problemer, vil udvikle sig mere dynamisk. Der sættes betydelige finansielle, materielle og videnskabelige ressourcer og en betydelig mængde arbejdskraft ind på at fremskynde deres udvikling.

Det er klart, at moderniseringens effektivitet og de økonomiske vækstrater i afgørende grad afhænger af maskinbygningsindustrien. Det er netop her, de grundlæggende videnskabelige og tekniske ideer materialiseres, og nyt værktøj og nye maskinsystemer, der er bestemmende for fremskridt i de øvrige samfundsøkonomiske brancher, bliver udviklet. Det er her fundamentet lægges for overgangen til principielt ny og ressourcesparende teknologi over en bred front og til forbedring af arbejdsproduktiviteten og produktkvaliteten.

De delegerede på kongressen ved, at SUKP´s centralkomité og USSR's ministerråd fornylig har vedtaget en resolution om yderligere udvikling af maskinbygningsindustrien. Der er i realiteten tale om et landsomfattende program for modernisering af denne overordentligt vigtige industrisektor. Der er dannet et fælles styringsorgan for den. Maskinbygningskomplekset har fået til opgave drastisk at forbedre maskinernes, udstyrets og instrumenternes tekniske og økonomiske standard og kvalitet allerede inden det 12. femårs udgang. Der afsættes 80 pct. større investeringer til fornyelse af branchen end i de forudgående fem år.

Hvad forventer vi konkret af dette programs realisering? Produktionen af maskiner og udstyr skal øges med over 40 pct., og dens kvalitative egenskaber skal forbedres. Den voksende strøm af maskiner af en ny generation skaber betingelser for en grundlæggende modernisering af samfundsøkonomien og forøgelse af dens effektivitet. Som følge heraf vil vi årligt kunne spare omkring 12 millioner menneskers arbejde og over 100 millioner ton brændstof samt opnå en effekt på mange milliarder rubler. Alene anvendelsen af mejetærskeren »Don-1500« vil, som beregningerne viser, give mulighed for at indskrænke parken af mejetærskere betydeligt, frigøre omkring 400.000 traktorførere og mindske korntabene med flere millioner ton.

Indføring af elektronik over en bred front og kompleks automatisering af produktionen vil have en enorm indvirkning på tempoet i den tekniske modernisering. De konkrete opgaver for udvikling og indføring af moderne datateknik over en bred front og for udvikling af produktionen af tilhørende komponenter er defineret. Software-produktionen til datamater og automatiserede styringssystemer bringes over på et industrielt grundlag, i det sovjetiske videnskabsakademi er der etableret en afdeling for informatik og EDB-udstyr, der koordinerer de institutter og konstruktionsbureauer, der har fået pålagt at sørge for den videnskabelige dækning af arbejdet på dette område.

Energiprogrammet er helt igennem baseret på ideen om en grundlæggende modernisering af brændsels- og energikomplekset. Der satses her på at anvende energibesparende teknologi, udskifte flydende brændstof med gas og kul og forbedre raffineringen af olie. Det planlægges også at indføre avanceret teknologi i udvindingsindustrien: Kuludvinding i dagbrud og hydraulisk brydning, anvendelse af mere avanceret og pålidelig olieboringsmateriel og alsidig

indførelse af automatiserede systemer. I indeværende femår vil der blive startet atomkraftanlæg med to og en halv gange større kapacitet end der etableredes i det forløbne femår, og der vil ligeledes blive foretaget en udskiftning over en bred front af forældet udstyr i de brændselsdrevne el-værker.

Der skal udrettes meget i jern- og metal produktionen og den kemiske industri, som udrustes med mere produktivt udstyr. Produktionen af principielt nye og forbedrede bygnings- og andre avancerede materialer vil fremskynde udviklingen inden for elektronik, maskinbygning, byggeriet og andre brancher i samfundsøkonomien.

Partiet tillægger teknisk fornyelse af den produktive infrastruktur, i første række transport og kommunikation, den største betydning. Udviklingen af letindustrien og andre industribrancher, der producerer umiddelbart til dækning af befolkningens behov, vil blive prioriteret. Ikke blot specialiserede brancher, men også andre industribrancher er sat til at producere avanceret udstyr til dem.

Vi kan ikke gennemføre den tekniske fornyelse uden en grundlæggende forbedring af bygge- og anlægsvirksomheden. Det forudsætter, at hele denne sektor hæves op på et nyt industrielt og organisatorisk niveau, den reelle investeringscyklus såvel for modernisering af virksomhederne som ved opførelse af nye anlæg reduceres med minimum 50 pct. Vi kan ikke længere forsone os med det langsomme tempo i byggeriet, der er årsag til, at kolossale midler fastfryses og det videnskabelige og tekniske fremskridt i samfundsøkonomien bremses.

Alt dette, kammerater, er opgaver af gigantisk omfang og betydning, og deres løsning vil i sidste ende bestemme udfaldet af planernes opfyldelse og vore vækstrater. Hver branche og hver virksomhed må have et klart defineret program for løbende fornyelse af produktionen. Følgelig vil ansvaret hos planlægningsorganerne og de økonomiske organer for opfyldelsen af det planlagte øges væsentligt. Også partiorganisationernes virksomhed skal tage sigte på det.

Det er især vigtigt at undgå skønmaleri, at sagens kerne erstattes med skinløsninger. Eksempler, der på ingen måde er enkeltstående tilfælde, hvor ministerier og departementer under moderniseringens banner opfører nye anlæg og samtidig spækker dem med forældet udstyr, udarbejder kostbare projekter, der ikke sikrer, at produktionen sker efter den højeste tekniske og økonomiske standard, giver anledning til vagtsomhed.

Her er et eksempel på en sådan fremgangsmåde. Brjansk Maskinfabrikken, der producerer motorer til diesellokomotiver, udrustes i øjeblikket med nyt udstyr. Der er hertil planlagt at bruge omkring 140 millioner rubler, hvoraf halvdelen allerede er brugt. Hvilken effekt vil denne fornyelse af kapaciteterne så bringe? Det viser sig, at der ikke er tænkt på at anvende avanceret teknologi, antallet af arbejdere på virksomheden er allerede øget med 1000 mand og afkastet pr. enhed anlægskapital er faldet. Men det vigtigste er, at man med de nye produktionskapaciteter er til sinds at producere en forældet motor, selv om en mere effektiv model er udviklet og afprøvet.

Hvordan skal man kunne forstå den holdning, der er lagt for dagen af lederne i Ministeriet for den svære maskinbygningsindustri og i Jernbaneministeriet? Der er tilsyneladende nogle kammerater, der ikke er nået til klarhed over hele dybden og vigtigheden af de opgaver, de står over for. Den slags eksempler fortjener den strengeste fordømmelse som underminering af partiets kurs efter modernisering og fremskyndelse af det videnskabelige og tekniske fremskridt. Den slags fænomener må behandles med al strenghed.

Nødvendigheden af modernisering rejser nye opgaver for videnskaben. SUKP vil konsekvent føre en politik for alsidig styrkelse af dens materielle og tekniske grundlag og skabe betingelser for, at videnskabsmændene kan arbejde frugtbart. Men landet har omvendt ret til at forvente opdagelser og opfindelser, der kan tilvejebringe virkeligt revolutionerende forandringer i den tekniske og teknologiske udvikling.

Der er i den senere tid planlagt vigtige foranstaltninger, der skal øge arbejdseffektiviteten i forskningsinstitutionerne. De vedrører spørgsmål om opmuntring af videnskabsmændenes arbejde og om nye former for samvirke mellem videnskab og produktion. Der er for nylig taget beslutning om at etablere videnskabelige og tekniske komplekser, der dækker flere brancher, og som omfatter store koordinerende institutter, herunder akademiske, samt projekterings- og konstruktionsorganisationer og industrielle forsøgsproduktioner.

Der træffes også foranstaltninger til at sætte skub i arbejdet i de brancheorienterede forskningsinstitutter og øge deres bidrag til fremskyndelse af det videnskabelige og tekniske fremskridt. Denne proces foregår imidlertid utilladelig langsomt. Mange institutter agerer fortsat som det ministerielle apparats forlængede arm, optræder ofte som forsvarer af bureaukratiske interesser og er forsumpet i skematisme og papirvælde. Spørgsmålet om at tilnærme videnskab og praksis, om at inddrage de brancheorienterede institutter i produktionssammenslutningerne og de videnskabelige produktionssammenslutninger, blev rejst meget skarpt på mødet i juni. Man må finde ud af hvem der er imod dette, hvad ministeriernes og deres partikomiteers holdning er til dette spørgsmål, og hvordan de reagerer på tilværelsens krav.

Der må også ske en mere effektiv udnyttelse af det videnskabelige potentiel på de højere uddannelsesinstitutter. Der er her koncentreret over 35 pct. af landets videnskabelige og pædagogiske arbejdskraft, herunder omkring halvdelen af folk med videnskabelige doktorgrader, men de udfører ikke over 10 pct. af forskningen. De relevante departementer må udarbejde og fremlægge forslag til styrkelse af forbindelsen mellem forskningen på de høje uddannelsesinstitutioner og produktionen. De må også tage i betragtning, hvad uddannelsen af næste generation af forskere kræver. Akkurat som der ikke kan være nogen levende skov uden en underskov kan en virkelig videnskabsmand ikke være uden elever. Det drejer sig om videnskabens og følgelig, landets fremtid. Studenterne må fra de første uddannelsesår inddrages i forskningen og være med til at indføre dens resultater i produktionen. Kun således kan man uddanne virkelige forskere og kreativt tænkende specialister.

Som helhed, kammerater, må omsvinget i videnskaben mod dækning af samfundsøkonomiens behov gennemføres mere energisk. Men lige så vigtigt er det, at produktionen retter opmærksomheden mod videnskaben og er maksimalt modtagelig for videnskabelige og tekniske resultater. Desværre er det sådan, at adskillige videnskabelige opdagelser og store opfindelser i årevis, ja undertiden i årtier ligger hen uden at finde praktisk anvendelse. Jeg skal anføre nogle eksempler. En slitagefri effekt, der blev opdaget af sovjetiske forskere for tre årtier siden, gav mulighed for at fremstille principielt nye smøremidler, der mangedobler friktionskomponenters levetid i maskiner og mekanismer og nedsætter arbejdskraftforbruget drastisk. Denne opdagelse, der giver besparelser på mange millioner, har indtil nu ikke fundet bred anvendelse på grund af konservatisme hos visse ledere i USSR' s Ministerium for olie- og petrokemisk industri og en række andre ministerier og departementer.

Ministeriet for bilindustrien og en række planlægningsorganer er skyld i, at en opfindelse, et antifriktionsleje, der selv under de værste arbejdsforhold øger mekanismers pålidelighed og funktionssikkerhed, efter ti år stadig ikke har fundet bred anvendelse. Ministeriet for værktøjsmaskinindustrien har i utilladelig grad forhalet produktionen af hydrauliske højmomentmotorer, der er enestående i verden, og som giver mulighed for at indføre hydraulisk teknik over en bred front i malmbrydnings- og andet udstyr, flerdoble produktiviteten og forbedre arbejdsforholdene.

Denne opremsning kunne desværre fortsættes. Bag denne holdning til det nye ligger der ofte ambitioner hos enkelte grupper videnskabsmænd, bureaukratisk modvilje mod »fremmede« opfindelser og mangel på interesse hos producenterne for at få dem indført. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at alene behandlingen af bestillinger på opfindelser undertiden forhales i årevis, forvandles til en »lidelseshistorie«.

Vi vil ikke kunne løse de stillede opgaver i forbindelse med fremskyndelse af det tekniske og videnskabelige fremskridt, hvis vi ikke finder virkemidler, der alene prioriterer de forskningsinstitutioner og industrivirksomheder, hvis arbejdskollektiver aktivt indfører alt det nye og avancerede og søger veje til at fremstille høj kvalitative og effektive produkter.

Vi har allerede indhøstet en vis erfaring i at forbedre den økonomiske mekanisme på det videnskabelige område og i dets samvirke med produktionen. Denne erfaring må analyseres opmærksomt og ufortøvet tages i anvendelse, således at det materielle incitament for forskerkollektiver og enkeltforskere knyttes snævert sammen med deres reelle bidrag til løsning af videnskabelige og tekniske problemer.

Alle led i den økonomiske styring må ændre holdning til indførelse af det nye. Det vedrører både Sovjetunionens Statsplankomité - Gosplan -, der mere dristigt må gå over til alt sammenfattende planlægning af det videnskabelige og tekniske fremskridt, og Sovjetunionens Statskomité for videnskab og teknik, hvor det går for langsomt med omstillingen af arbejdet. Sovjetunionens Videnskabsakademi, ministerierne og departementerne må være mere opmærksomme på grundforskningen og på indførelse af de resultater, der opnås på dens grundlag, i produktionen. Det er enhver videnskabsmands, ingeniørs, konstruktørs og virksomhedsleders ufravigelige pligt.

Det er nødvendigt at forbinde også vor udenrigsøkonomiske aktivitet snævrere med de nye opgaver. Holdningen til gensidigt fordelagtige økonomiske forbindelser må være af store dimensioner og fremadrettet. En sådan politik er udarbejdet af landene, som er tilsluttet Rådet for gensidig økonomisk Bistand. Den forudsætter at man i de økonomiske relationer landene indbyrdes går over fra fortrinsvis handelsmæssige forbindelser til en mere dybtgående specialisering og kooperering i produktionen, først og fremmest i maskinbygningsindustrien, i etableringen af fælles sammenslutninger og forsknings- og produktionskomplekser.

Vi har ikke så få departementer og organisationer, der er ansvarlige for det ene eller andet område af de udenrigsøkonomiske forbindelser, men de arbejder ikke altid koordineret. Når vi har gjort det til en opgave mere aktivt at udnytte den udenrigsøkonomiske aktivitet til at fremskynde vor udvikling, mener vi at der skridt for skridt må gennemføres en omstrukturering af udenrigshandelsomsætningen, og at eksport og import skal gøres mere effektiv.

Kammerater! Den opgave, vi skal have løst på kortest mulige tid, er at sikre landet fuld dækning af levnedsmidler. Dette er målet for partiets aktuelle agrarpolitik som formuleret i beslutningerne fra SUKP´s centralkomitémøde i maj 1982 og i Sovjetunionens levnedsmiddelprogram. Siden disse beslutninger blev taget, er der sket en god del for at udvikle landbrugets og de dertil knyttede branchers materielle og tekniske basis. Økonomien har vokset sig stærk i kollektivbrug og statsbrug, i virksomheder, som drives af flere brug i fællesskab, og i forædlingsindustrien. Og produktiviteten inden for jordbrug og husdyrbrug er vokset.

Der har været fremgang, men landbrugets efterblevenhed forvindes kun langsomt. Der skal en energisk ændring til i agrarsektoren, så levnedsmiddelforsyningen forbedres kraftigt allerede i 12. femårsplan. Her sættes kurs efter at mere end fordoble vækstraten i landbrugsproduktionen og sikre en betydelig forøgelse af pr. capita-forbruget af kød, mælk, grønsager og frugt.

Kan vi det? Vi både kan og har pligt til det. Derfor har partiet udarbejdet en række supplerende foranstaltninger, hvis sigte er at øge effektiviteten inden for alle det agro-industrielle kompleks' brancher. De går ud på at forandre den sociale og økonomiske situation på landet og skabe betingelser for en mere dybtgående intensivering og en garanteret landbrugsproduktion. Hovedvægten lægges på økonomiske metoder i driften, på udvidet selvbestemmelse og større ansvar hos kollektivbrug og statsbrug for resultaterne af deres virksomhed.

Denne linje forudsætter, at vi hæver effektiviteten af produktionsanlæggenes udnyttelse i det agro-industrielle kompleks, og at vi koncentrerer kræfter og midler på de vigtigste afsnit, som sikrer det størst mulige afkast af samme, l første række drejer det sig om at øge jordens bonitet og skabe forudsætninger for stabil landbrugsdrift. Som de senere års erfaringer har vist, ligger nøglen til succes i udstrakt anvendelse af intensive teknologier. De giver en kolossal effekt. Beherskelsen af disse teknologier indbragte os alene sidste år ekstra 16 millioner ton korn og en stor mængde anden produktion.

Den mest nærliggende kilde til forstærkning af levnedsmiddelfonden ligger J at nedbringe produktionsspildet i mark og stald, under høst, transport, opbevaring og forædling. Her har vi ganske store reserver. Forbrugsressourcerne kan udvides med op til 20, ja i enkelte typer produktion med helt op til 30 pct. Og udgifterne til at eliminere spildet er oven i købet kun det halve eller en tredjedel af, hvad det ville koste at fremstille den samme mængde produktion fra grunden.

Centralkomiteen og regeringen har besluttet en række større skridt til nedbringning af spildet. En hurtig udvikling sættes i gang inden for bygningen af landbrugsmaskiner. Det gør os i stand til at forsyne kollektivbrug og statsbrug med højeffektiv teknik, som kan udføre al slags markarbejde hurtigere og bedre. Vi har endvidere supplerende midler, der skal sætte skub i maskinbygningen til levnedsmiddelfremstilling, forædling og opbevaring.

Partiet og staten vil også fremover arbejde konsekvent for at udvikle det agro-industrielle kompleks' materielle og tekniske basis. Men lige så klart er det, at processens hoveddrivkraft, dens sjæl, er og bliver mennesket. Landbruget har i dag mere end nogen sinde brug for folk, som vil gøre et aktivt arbejde, folk med stor faglig kunnen og pionerånd. Den allerstærkeste garanti for at det lykkes, har vi i den vedvarende opmærksomhed, hvormed vi følger landbefolkningens arbejds- og levevilkår. Det er dette område, vore planer er rettet ind efter, og det er vigtigt, at de opfyldes til punkt og prikke.

Alt dette er uopsættelige skridt, men hermed er handlingsprogrammet ikke udtømt. Agrarsektoren står overfor at afslutte overgangen til nye metoder i administration og drift. Oprettelsen af fælles administrationsorganer, centralt og lokalt, for det agro-industrielle kompleks har afgjort været et vigtigt principielt skridt. Disse organer skal sikre reel og effektiv integration af landbruget og de dertil knyttede industribrancher.

Denne organisatoriske struktur skal underbygges med en probat økonomisk mekanisme. Forslag desangående ligger allerede klar. Den dybere mening går i al korthed ud på, at der gives spillerum for økonomiske metoder i driften. Kollektivbrugenes og statsbrugenes selvstændighed udvides betydeligt og deres interesse i og ansvar for slutresultaterne styrkes. I grunden er der her tale om nyskabende anvendelse af Lenins idé om levnedsmiddelskat ud fra vore dages betingelser.

Det påtænkes at indføre faste planer for statens opkøb af produktion fra kollektivbrugene og statsbrugene for hvert år i femårsperioden. Disse planer vil ikke blive ændret. Sideløbende vil brugene have mulighed for at anvende al produktion, der ligger ud over planen, efter eget skøn, og hvad angår kartofler, frugt og grønsager også en del af den planbestemte produktion. Brugene kan vælge at sælge den til staten, de kan afsætte den i frisk eller forædlet form på kollektivbrugsmarkederne, de kan få den afsat via de kooperative butikker, eller de kan anvende den til andre behov, bl.a. i de ansattes eller medlemmernes individuelle støttebrug. Bevillinger af materielle ressourcer, som der er voksende efterspørgsel efter, og andre incitamenter vil anspore brugene til at sælge staten korn ud over det plansatte kvantum.

Fremover vil republikker, områder og distrikter få tildelt faste kvoter for levnedsmiddelleverancer til centrallagrene. Alt, hvad der produceres derudover, forbeholdes det lokale forsyningsnet. Det er påtænkt at gå over til mere avancerede planlægningsmetoder på basis af progressive normativer.

Driftsøkonomisk rentabilitet kommer til at spille en væsentlig større rolle. Fortidens erfaringer har vist os, at tilsidesættelse af rentabilitetsprincipperne og tilsidesættelse af det materielle incitament og ansvaret for arbejdsresultaterne har forringet kollektiv- og statsbrugenes finansielle og økonomiske stilling og ført til betydelig gældsætning i brugene. Ægte driftsøkonomisk rentabilitet, hvor virksomhedernes indtægter afhænger af slutresultaterne, må blive gældende norm for alle led i det agro-industrielle kompleks, specielt kollektivbrugene og statsbrugene. I vis udstrækning vil der blive brugt enterprise- og akkordsystemer for brigader, grupper og familier, som tildeles produktionsmidler, herunder jord, for en kontraktbunden periode.

Der åbner sig store muligheder for at vise initiativ og foretagsomhed. Men det forudsætter også ansvarlighed over for de opgaver, som er indeholdt i levnedsmiddelprogrammet, og for resultaterne af den finansielle og økonomiske aktivitet i kollektivbrug, statsbrug, fællesdrevne virksomheder og organisationer. Der må rejses en solid barriere imod misligholdelse, dårlig ledelse og snylten, der må gøres op med undskyldninger på grund af såkaldt objektive betingelser, som for en del kollektiv- og statsbrugs vedkommende er blevet et skalkeskjul for ukyndighed og undertiden også uvilje mod at gøre arbejdet bedre. I fremtiden skal brugene fortrinsvis anvende deres egne fonde til at udvikle produktion, øge overskuddet og indtægterne og stimulere arbejdsindsatsen. Den eksisterende kreditgivningspraksis må grundlæggende ændres, så den ansporer kollektiv- og statsbrugene til et højere aktivitetsniveau.

Kammerater! Som I ser, er der ved at ske en fundamental ændring af driftsbetingelserne på landet. Men det kræver, at det agro-industrielle kompleks ledelsesstil og metoder underkastes alvorlige ændringer. Der må sættes en stopper for inkompetent indblanding i produktionsaktiviteten på landet. Vi forventer med rette, at Sovjetunionens Statskomité for agro-industrielle komplekser og dens lokale organer vil gøre alt, så vort land opnår et vægtigt afkast af de skridt, der er iværksat.

Kammerater! At klare de nye opgaver, der melder sig i det økonomiske liv, lader sig ikke gøre uden en dybtgående reorganisering af den økonomiske mekanisme og tilvejebringelse af et helstøbt, effektivt og smidigt administrationssystem, der sætter os i stand til at realisere Socialismens muligheder mere fyldestgørende.

Det er indlysende, at økonomisk administration behøver regelmæssig ajourføring. Men nu er situationen den, at vi ikke kan indskrænke os til forbedringer på deleområder. Der er brug for en radikal reform. Meningen med den er, at hele vor produktion i gerning skal indrettes efter samfundets krav, den skal imødekomme menneskenes behov. Økonomisk administration skal sigte mod, at effektivitet og kvalitet højnes, at der kommer fart i det videnskabeligt-tekniske fremskridt, at medarbejdernes interesse i arbejdsresultaterne udvikles, og at der udfoldes initiativ og socialistisk foretagsomhed i hvert enkelt led af samfundsøkonomien, først og fremmest i arbejdspladskollektiverne.

SUKP´s centralkomité og politbureauet har fastlagt hovedretningslinjerne for, hvorledes den økonomiske mekanisme skal reorganiseres. Vi stiller os den opgave at: øge den centraliserede økonomiske ledelses gennemslagskraft, styrke centralens rolle i gennemførelsen af hovedmålene i partiet økonomiske strategi, fastlægge samfundsøkonomiens vækstrater og -proportioner og sikre balance i udviklingen. Samtidig skal centralen komme ud over den praksis at intervenere i lavere økonomiske instansers daglige gøremål; energisk udvide rammerne for industrisammenslutningernes og virksomhedernes selvstændighed og øge deres ansvar for, at de højest mulige slutresultater bliver nået. Med dette for øje at overføre dem til ægte driftsøkonomisk rentabilitet og selvfinansiering og gøre arbejdspladskollektivernes indtægter direkte afhængige af arbejdseffektiviteten; overgå til økonomiske ledelsesmetoder på alle niveauer i samfundsøkonomien og til formålet reorganisere forsyningen af materiel og teknik, ajourføre prisdannelses-, finansierings- og kreditgivningssystemerne og udvikle virkningsfulde incitamenter til reduktion af omkostningerne; indføre tidssvarende organisationsstrukturer i administrationen under hensyn til tendenserne til produktionens koncentration, specialisering og kooperering. Det drejer sig om at opbygge komplekser bestående af indbyrdes forbundne brancher, videnskabeligt-tekniske centre brancherne imellem, forskellige former for økonomiske sammenslutninger og territoriale produktionsdannelser; sikre maksimal samordning af den brancheinddelte og territoriale administration af økonomien, integreret social og økonomisk udvikling af republikker og regioner og tilrettelæggelse af rationelle forbindelser brancherne imellem; gennemføre en alsidig demokratisering af administrationen, styrke arbejdspladskollektivernes rolle i samme, forstærke kontrollen nedefra og de økonomiske organers beretningspligt og offentlighed i arbejdet.

Kammerater. Vi står givetvis over for den mest gennemgribende reorganisering af den socialistiske økonomiske mekanisme. Denne reorganisering er indledt. Den retning, arbejdet forløber i inden for det agro-industrielle kompleks, har allerede været omtalt. Administrationen af maskinbygningskomplekset er under stærk forbedring. Industrivirksomheder overføres nu til et i det store og hele todelt administrationssystem. Nye driftsmetoder, som er afprøvet på forsøgsbasis, er fra og med i år introduceret i virksomheder og sammenslutninger, der tegner sig for halvdelen af den samlede industriproduktion. De nye metoder er også ved at blive indført i servicesektoren, byggeriet og transportleddet. Kollektive former for arbejdsorganisation og -ansporing samt økonomisk enterprise anvendes i stadig bredere omfang.

Vi står imidlertid kun ved begyndelsen af vejen. Det kræver tid og energiske anstrengelser at reorganisere den økonomiske mekanisme i et land som vort, med dets vældige og sammensatte økonomi. Der kan vise sig vanskeligheder, ej heller kan vi gardere os mod fejlberegninger. Men det, der tæller, er at vi - målrettet, skridt for skridt - bevæger os fremad i den retning, vi har valgt, alt imens vi udbygger og perfektionerer den økonomiske mekanisme ud fra de erfaringer, vi gør os, og fjerner alt det, der har overlevet sig selv, eller ikke har vist sin berettigelse.

Succes'en vil på mange måder afhænge af reorganiseringen af arbejdet i de centrale økonomiske instanser. Sovjetunionens centrale planlægningskomité (Gosplan) først og fremmest. Det er Gosplan, som i handling skal være landets virkelige økonomiske og videnskabelige hovedkvarter, befriet for at skulle tage sig af løbende økonomiske spørgsmål. Vi har begyndt dette arbejde. Der er ved at blive opbygget nye ledelser for komplekser, der går på tværs af brancherne, og broderparten af den daglige administrations funktioner uddelegeres nu direkte til de berørte virksomheder og industrisammenslutninger. Gosplan og andre økonomiske instanser skal koncentrere sig om den langsigtede planlægning, om at sikre en proportional og afbalanceret økonomisk udvikling, føre strukturpolitikken ud i livet og tilvejebringe de økonomiske forudsætninger og incitamenter, for at de bedst mulige slutresultater bliver nået i hver enkelt samfundsøkonomisk enhed. Et område som statistik trænger til alvorlige forbedringer.

I den senere tid er der indtrådt en svækkelse af den finansielle og kreditmæssige påvirkning af økonomien. Finanssystemet gør ikke nok for at stimulere til højere økonomisk effektivitet. Den uduelige praksis med at omfordele indtægter, hvor underskuddet fra efterblevne virksomheder, ministerier og regioner dækkes ind med midler fra profitgivende foretagender og områder, har taget et stort omfang. Det undergraver den driftsøkonomiske rentabilitet, skaber snyltere og tilskynder til endeløse krav om assistance centralt fra. Kreditsystemet tjener ikke længere sit egentlige formål.

»Alle radikale reformer er dømt til at mislykkes, hvis vi ikke har succes i finanspolitikken,« har Lenin konstateret. Af samme grund bør vi lave radikalt om på indholdet, organisationen og metoderne i kredit- og finansorganernes arbejde. Deres fornemste opgave er ikke at opstille petitessefyldte regulativer for virksomhedernes drift, men derimod at stimulere dem økonomisk og konsolidere pengecirkulation og driftsøkonomisk rentabilitet, hvilket jo netop er den bedste kontrollant. Spørgsmålet om at modernisere fremgangsmåden ved opkrævning af omsætningsskat og beskatning af profitter og andre tilgange til statskassen er tydeligvis modent til Løsning. Størrelsen af disse og selve betalingsproceduren skal være af en sådan karakter, at de mere aktivt er med til at nedbringe produktionsomkostningerne, hæve produktkvaliteten og sikre hurtigere afsætning af produktet.

Priserne er kaldet til at være et aktivt instrument i den økonomiske og sociale politik. Vi skal nu til at gennemføre en systematisk omlægning af prissystemet som et samlet hele. Det sker for at gøre driftsøkonomisk rentabilitet så effektiv som muligt og er i overensstemmelse med den målsætning at øge befolkningens realindtægter. Priserne bør gøres mere fleksible. Prisniveauet skal ikke kun kædes sammen med omkostningerne, men med produktets brugsegenskaber og effektivitet og den grad, hvori det imødekommer samfundets behov og befolkningens efterspørgsel. Det påtænkes at gøre større brug af prislofter og kontraktbundne priser.

Systemet til forsyning med materiel og teknik trænger også til alvorlig modernisering. Det skal gøres til en smidig økonomisk mekanisme, som hjælper samfundsøkonomien med at fungere rytmisk og stabilt. Statskomiteen for forsyning med materiel og teknik har som sin direkte opgave at se til, at der etableres direkte langsigtede forbindelser mellem producenter og forbrugere på et kontraktfæstet grundlag, og at disciplinen forstærkes med hensyn til overholdelse af leveringsfrister. Engroshandel med produktionsmidler bør udvikles.

Alt, hvad vi foretager os for at modernisere administration og planlægning og reorganisere de organisatoriske strukturer, er i sidste instans beregnet på at skabe betingelser for, at samfundsøkonomiens basisled, dvs. industrisammenslutningerne og virksomhederne, kan arbejde effektivt.

En analyse har vist, at resultaterne af de gennemførte eksperimenter kunne være betydelig bedre, hvis de på den ene side var fulgt op af en tilsvarende reorganisering af arbejdet i brancheministerier og centrale økonomiske styrelser, som fremdeles ikke holder sig tilbage fra at ville indskrænke virksomhedernes rettigheder, og hvis på den anden side incitamenterne til øget effektivitet var ført igennem til hvert eneste afsnit, brigade og job. Det må vi i særlig grad være opmærksomme på.

Sluttelig er det på høje tid at få afskaffet ministeriers og styrelsers emsige overvågning af virksomhederne. Ministerierne skal koncentrere opmærksomheden om den tekniske politik, om proportionerne internt i de enkelte brancher og om, at samfundsøkonomiens behov for højkvalitetsprodukter fra de pågældende brancher bliver imødekommet. Virksomheder og organisationer bør have ret til selvstændigt at afsætte den produktion, der overskrider plantallene, og på samme måde med uudnyttede råvarer, materialer, udrustning etc. Denne fremgangsmåde burde også legaliseres i forholdet mellem virksomhed og befolkning. Er der måske nogen mening i at skrotte eller kassere noget, som kan finde anvendelse i husholdningerne, i byggeriet af enfamilieshuse, garager, fritidshuse, kolonihaver o.lign.?

Den rolle, de økonomiske normativer spiller, kan ikke påskønnes højt nok. Når arbejdspladserne forud kender målene for planperioden - i leveret produktion, priser, overførsel af profit til statskassen, normativer for lønfondens sammensætning og for de rentabilitetsbestemte fonde til materiel ansporing, kan de opstille egne planer på en helt ny måde, som sikrer højere vækstrater og en væsentlig forøgelse af produktionens effektivitet uden at frygte for at afsløre deres reserver. I denne forbindelse skal arbejdspladserne have mulighed for - med VAZ-bilfabrikkerne og Sumy Maskinfabrik som forbillede -selv at indtjene de midler, der behøves for at ekspandere og forny den tekniske side af produktionen.

Særlig vigtigt er det at øge virksomheders og organisationers selvstændighed med hensyn til fremstilling af forbrugsvarer og tjenesteydelser. Her består deres opgave i at reagere prompte på forbrugernes behov. Det er netop i denne retning, vi nu reorganiserer den økonomiske mekanisme i letindustrien. Omfanget af opgaver besluttet oppefra bliver stærkt indskrænket for virksomhederne i denne branche. Deres produktionsplaner vil blive op-_ stillet først og fremmest på baggrund af kontrakter med handelsorganisationerne, som selv skal svare for, at der er overensstemmelse mellem deres ordreafgivelser og den faktiske efterspørgsel i befolkningen. Det afgørende bliver altså ikke bruttoproduktionen, men kvantitet, assortiment og produktkvalitet, dvs. netop hvad folk har brug for. Desuden planlægges det at opbygge tværbranche-produktioner og sammenslutninger af industri- og handelsvirksomheder til fremstilling og afsætning af letindustrielle produkter samt at udvide virksomhedernes salg af egne mærkevarer til forbrugerne.

Tiden er også inde til at få løst et <andet problem. Det må være sådan, at virksomhedernes løn fonde kædes direkte sammen med indtægterne fra den af dem realiserede produktion. Det vil bidrage til at udelukke fabrikation og levering af ubrugelige produkter eller, som man plejer at sige, produktion til lagerhylderne. En sådan fremgangsmåde bør i øvrigt ikke indskrænke sig til letindustrien. Vi kan ikke mere leve med, at ansatte på virksomheder, som fremstiller ubrugelige sager, fører en sorgløs tilværelse og modtager deres gode løn og mere til, både bonus og andre goder. Og hvorfor skulle vi egentlig betale for et stykke arbejde, hvis resultat er et produkt, ingen andre vil betale for. Hvordan vi end ser på det, vender det sig kun mod os selv, kammerater. Det bør vi ikke glemme.

At nå frem til en rationel kombination af store, mellemstore og små arbejdspladser er en sag, der også kræver grundig overvejelse. Erfaringerne viser, at mindre, teknisk veludrustede virksomheder i mange tilfælde har deres fordele. De kan hurtigere og smidigere indrette sig efter teknologiske nyheder og ændringer i efterspørgslen, og de har nemmere ved at imødekomme et opstået behov for fabrikation af et emne i små kvanta eller stykvis, og de kan bedre udnytte ledige arbejdskraftressourcer, især i de små byer.

At forstærke det territoriale aspekt i planlægning og administration er endnu et væsentligt element i reorganiseringen. Dette er især vigtigt for et kæmpemæssigt land som vort, der har så mange nationaliteter og så forskellige betingelser at udvikle sig under. På konferencer og kongresser i unionsrepublikkernes kommunistiske partier har man med rette kritiseret ministerier og styrelser for at ignorere de enkelte regioners betingelser og behov, hvilket giver skævheder i deres økonomiske udvikling.

Der er indkommet forslag hvad dét angår. Vi bør nok tænke på at udvide republikkernes og de stedlige organers beføjelser - med det agro-industrielle kompleks som forbillede - i administrationen af bygge- og anlægsarbejder, tværbrancheproduktioner, den sociale og produktionsmæssige infrastruktur og mange virksomheder, der fremstiller forbrugsvarer. Arbejdet i Sovjetunionens Statsplanlægningskomité og ministerierne bør have et bredere territorialt sigte. Spørgsmålet om samfundsøkonomisk administration med store økonomiske regioner som grundlag fortjener at blive gransket.

Vore planer på kort og langt sigt er i høj grad forbundet med indvindingen af Sibiriens og Fjernøstens naturressourcer. Det er en sag af stor vigtighed. Den kræver at blive grebet an med statslig dygtighed, som sikrer balance og sammenhæng i regionernes udvikling. Især må vi være opmærksomme på at tilvejebringe de betingelser, der er nødvendige for at menneskene kan arbejde frugtbart og leve et meningsfyldt liv i alle henseender. Det er hovedspørgsmålet i dag, og opfyldelsen af de stillede opgaver vil afhænge af, hvordan vi løser det.

På denne kongres bør vi se nærmere på de opgaver, der melder sig i forbindelse med den fortsatte sociale og økonomiske udvikling af ikke-sortjordszonen i den Russiske Føderation. Lad mig fremhæve to aspekter. SUKP´s centralkomité og den sovjetiske regering har truffet en række særlige beslutninger med henblik på et opsving inden for landbruget i ikke-sortjordszonen. Disse beslutninger skal opfyldes til punkt og prikke og i fuldt omfang. Det er for det første. For det andet må de stedlige partiledelser, sovjetter, økonomiske organer og arbejdspladskollektiver være langt mere opmærksomme på, at de her akkumulerede muligheder og bevilgede ressourcer også anvendes effektivt.

Skal den territoriale administration udbygges som princip, forudsætter det en højere kvalitet af økonomisk ledelse i hver enkelt republik, område, by og distrikt. Ofte kommer der forslag lokalt fra, som ikke er ordentlig gennemarbejdede, og som ikke er dikteret af samfundsøkonomiske hensyn, men snarere af servilitet og ambitionsbestemte interesser, som trækker økonomien ind i kapitalkrævende og lidet givtige projekter. Ikke alle steder er forbedring af produktionens effektivitet omgivet med den fornødne opmærksomhed. I Kasakhstan for eksempel er nationalindkomstens andel pr. enhed fast anlægskapital kun to tredjedele af gennemsnittet for den sovjetiske økonomi under ét. I Turkmenien er arbejdsprodukt! vi teten i samfundsproduktionen overhovedet ikke vokset de sidste 15 år. Vi burde nok overveje, hvordan vi kæder omfanget af bevilgede ressourcer til sociale formål sammen med den regionale økonomis effektivitet.

Kammerater. Al reorganisering af den økonomiske mekanisme begynder som bekendt med en reorganisering af tænkemåden, med opgivelse af fastlåste mønstre i tænkning og praksis, med en klar forståelse af de nye opgaver. Dette gælder i første række vore økonomiske kadrer og medarbejderne i administrationens centrale led. Flertallet har en klar idé om partiets intentioner og bifalder dem aktivt. De tager dristigt fat på komplicerede opgaver, de søger og finder den bedste måde at løse dem på. Denne holdning til tingene fortjener al mulig støtte. Derimod er det svært at forstå dem, der forholder sig afventende eller ligesom hos Gogol bygger alle mulige luftkasteller, men ingenting gør og ingenting ændrer. Medarbejdere med en sådan indstilling møder ingen pardon. Vi kan ganske enkelt ikke følges med dem længere. Og da slet ikke med dem, som håber, at tingene falder til ro og vender tilbage i den gamle gænge. Det sker ikke, kammerater!

I arbejdet med at reorganisere økonomien og den økonomiske mekanisme er det nu vigtigere end nogen sinde at støtte sig til videnskaben. Med udgangspunkt i livets krav må vi se på nogle teoretiske forestillinger og opfattelser med nye øjne. Det gælder så store spørgsmål som samspillet mellem produktivkræfter og produktionsrelationer, den socialistiske ejendom og de økonomiske former for dens praktisering, vare-pengerelationerne, forholdet mellem centralisme og de økonomiske foretagenders selvstændighed, etc.

Praksis har demonstreret det uholdbare i forestillinger om, at produktionsrelationernes overensstemmelse med produktivkræfternes karakter under Socialismen nærmest er sikret pr. automatik. I det virkelige liv er tingene mere komplicerede end som så. Det stemmer, at socialistiske produktionsrelationer giver spillerum for produktivkræfternes udvikling. Det forudsætter imidlertid, at produktionsrelationerne hele tiden perfektioneres. Og det betyder igen, at forældede metoder i drift og administration skal opdages i tide og erstattes med nye.

Produktionsrelationernes nuværende former og det eksisterende drifts- og administrationssystem tog i det store og hele form under den ekstensive udvikling af samfundsøkonomien. Lidt efter lidt blev de forældede, de begyndte at miste deres stimulerende rolle og blev i nogle henseender en bremse. Nu bestræber vi os for at ændre den økonomiske mekanismes målretning, få bugt med dens udgiftskrævende karakter, stille ind på højere kvalitet og effektivitet, sætte fart i det videnskabeligt-tekniske fremskridt og forstærke den menneskelige faktors rolle. Dette er det afgørende og er i praksis ensbetydende med en forbedring af de socialistiske produktionsrelationer, som giver nyt spillerum for produktivkræfternes udvikling.

Her skal vi ikke lade os stoppe af indgroede forestillinger eller fordomme for den sags skyld. Hvis det for eksempel er nødvendigt og rimeligt at bruge økonomiske normativer i stedet for direktiverne oppefra, er det ikke en fravigelse af principperne for planøkonomisk ledelse, men blot en ændring af dens metoder og midler. Det samme gør sig gældende med hensyn til nødvendigheden af at udvide industrisammenslutningernes og virksomhedernes selvstændighed, initiativ og ansvar og styrke deres rolle som socialistiske vareproducenter.

Desværre har det været en udbredt opfattelse at betragte enhver ændring af den økonomiske mekanisme som noget nær en fravigelse af Socialismens principper. Lad mig i den forbindelse understrege følgende: den sociale og økonomiske acceleration og konkrete styrkelse af Socialismen må være det højeste kriterium for forbedring såvel af administrationen som af de socialistiske produktionsrelationer.

Den socialistiske ejendom som grundlaget for vort samfundssystem er et område af stor konkret betydning. Socialistisk ejendom har et rigt indhold. Den rummer et mangesidet system af relationer mellem mennesker, kollektiver, brancher og hele regioner i udnyttelsen af produktionsmidler og produktionens resultater, og den indbefatter en hel skala af økonomiske interesser. Dette sammensatte kompleks af relationer kræver en bestemt kombination og konstant regulering, ikke mindst fordi det er i bevægelse. Hvis vi ikke gransker disse forandringer nøje på det teoretiske plan, så kan vi heller ikke finde de korrekte praktiske løsninger og dermed i tide sætte ind med de foranstaltninger, der skal til for at udvikle en ægte driftsherreholdning til den socialistiske ejendom.

Opgaven nu er at forstærke de arbejdendes interesse i bedre at udnytte og forøge folkets rigdom. Hvordan går man det? Det vil være naivt at tro, at driftsherrefølelsen kan indskærpes med ord. Menneskets holdning til ejendom dannes først og fremmest af de konkrete betingelser, som vedkommende er anbragt i, af dets muligheder for at påvirke produktionens organisation og arbejdsresultaternes fordeling og anvendelse. Det handler kort sagt om at intensivere den socialistiske selvforvaltning i økonomien.

Arbejdspladskollektivernes rolle i udnyttelsen af den samfundsmæssige ejendom må styrkes energisk. Det er vigtigt ufravigeligt at håndhæve det princip, at virksomheder og industrisammenslutninger bærer det fulde ansvar for, at der arbejdes uden underskud; staten har intet ansvar for virksomhedernes forpligtelser. Dette er netop kernen i driftsøkonomisk rentabilitet. Du kan ikke være driftsherre på landsplan, medmindre du også er driftsherre på din egen arbejdsplads, i kollektivbruget, i fabrikshallen eller på kvægfarmen. Arbejdspladskollektivets pligt er at være ansvarlig for det hele og se til, at samfundets rigdom gror. Forøgelse såvel som tab skal påvirke indtægtsniveauet hos det enkelte medlem af kollektivet.

Og selvfølgelig er der brug for en solid barriere mod alle slags forsøg på at hente sig arbejdsfrie indtægter fra samfundets ejendom. Vi er jo endnu ikke sluppet for »rapsere«, der ikke ser det som noget kriminelt at bortføre alt, hvad der kommer i hænderne på dem, fra arbejdspladsen, ej heller er vi forskånet for korrupte slyngler og andre uslinge, som ikke væmmes ved at udnytte deres tjenstlige position til personlig vinding. Lovens fulde styrke, den offentlige fordømmelses fulde styrke skal sættes ind mod dem alle.

Opmærksomheden skal også rettes mod det konkrete spørgsmål om at regulere de socialistiske ejendomsrelationer, så vi sikrer den ubetingede forrang for hele folkets interesser frem for branchers og regioners. Ministerier, styrelser og territoriale instanser er ikke ejere af produktionsmidler, men alene administrative institutioner og som sådanne ansvarlige over for samfundet for, at den samfundsmæssige ejendom bruges effektivt. Vi kan ikke tolerere, at administrativt snæversyn eller lokal selvtilstrækkelighed hindrer den socialistiske ejendoms fortrin i at slå igennem.

Også i spørgsmålet om kooperativ ejendom er vi tilhængere af fuld klarhed. Den kooperative ejendom har langtfra udtømt sine muligheder i den socialistiske produktion, for bedre dækning af menneskenes behov. Mange kollektivbrug og andre kooperative foretagender demonstrerer et stykke effektivt arbejde. Og hvor som helst der er behov for det, bør man støtte dannelsen og udviklingen af kooperative virksomheder og organisationer. De bør finde vid udbredelse inden for produktion og produktforædling, i boligbyggeriet og i opførelsen af kolonihavebebyggelser, i service- og handelssektoren.

Det er også på tide at overvinde fordomme omkring vare-pengerelationerne, som ikke må undervurderes i den planøkonomiske ledelse. Det svækker den driftsøkonomiske rentabilitet og har andre uønskede virkninger, hvis man benægter vigtigheden af, at vare-pengerelationerne aktivt påvirker menneskenes engagement og produktionens effektivitet. Og omvendt er vare-pengerelationernes sunde funktionsmåde på et socialistisk grundlag i stand til at skabe en sådan situation og sådanne betingelser, at de økonomiske driftsresultater helt og fuldt beror på kvaliteten af kollektivets arbejde, på ledernes kunnen og initiativ.

Således har vi altså pligt til igen og igen, kammerater, at tage situationen op til bedømmelse og resolut ændre det, der er forældet og har overlevet sig selv. At denne opgave bliver forstået til bunds af partikollektivet og alle kadrer, at de brede masser bliver sig bevidst om den, er den nødvendige forudsætrning for succes og udgangspunktet for det overordentlig ansvarsfulde arbejde det er, at skabe en ny økonomisk mekanisme og et nyt administrationsapparat.

Kammerater! Partiet har udarbejdet en strategi til dybtgående omdannelser i samfundsøkonomien og er begyndt at føre den ud i livet. Omdannelserne vil uden tvivl sætte os i stand til at fremskynde den økonomiske udvikling. Dette kræver en del tid, men vi må øge vækstraterne omgående, allerede i dag. Det særlige ved den 12. femårsplan består netop i, at samfundsøkonomiens udrustning skal moderniseres på et nyt videnskabeligt og teknisk grundlag, samtidig med at tempoet for den fremadskridende bevægelse sættes op.

Heraf følger det nødvendige i maksimal mobilisering af alle vore uudnyttede reserver. Det mest fornuftige er at begynde med dem, som ikke kræver de store udlæg, men giver en hurtig og mærkbar effekt. Det drejer sig om organisatorisk-økonomiske og socialpsykologiske faktorer, om at udnytte det skabte produktionspotentiel bedre, gøre arbejdsincitamenterne mere effektive, forstærke organisation og disciplin og overvinde dårlig økonomisk ledelse. Reserverne ligger lige for hånden. Med engagement og dygtig ledelse giver de løfte om et højt afkast.

Se bare på den eksisterende kapacitet. Værdien af vort lands faste produktionsanlæg overstiger 1,5 billioner rubler, men ikke alle vegne udnyttes de på den rette måde. Det gælder en række industrier, f.eks. maskinbygning, sværindustri, energiproduktion og landbrug. Især vækker det bekymring, at den mest aktive del af anlæggene - maskiner, udrustning, værktøjsmaskiner - undertiden står stille eller kører for halv kraft. I maskinindustrien udnyttes metal bearbejdende maskiner i kun lidt over ét skift. Alt i alt går landet hvert år glip af industriproduktion til milliarder af rubler. Planlægningsorganer, økonomiske instanser og arbejdspladskollektiver må gøre alt, hvad de overhovedet kan, for at den opbyggede kapacitet kører på det projekterede niveau. Alene i sværindustrien kunne produktionens vækstrate næsten fordobles.

En anden hindring er den svage disciplin med hensyn til samordnede leverancer. Misligholdelse af forpligtelser ét sted breder sig til hele samfundsøkonomien som ringe i vandet og nedsætter dens effektivitet. Manglende fast rytme i produktionen forårsager også mærkbare tab. Det er ingen hemmelighed, at mange virksomheder først på måneden ligger mere stille, end de kører. Sidst på måneden begynder så til gengæld et stormløb, med ringe produktkvalitet til følge. Denne hårdnakkede sygdom skal uddrives. Både for arbejdspladskollektiverne og for alle led i administrationen er det en pligt at efterleve aftaler om samordnede leverancer til punkt og prikke. Vi kan ikke nå det, vi har sat os for, hvis ikke der bringes orden i planlægning og forsyning, hvis ikke vi opbygger de nødvendige ressourcer på alle niveauer og forstærker det materielle ansvar for manglende disciplin og kassabel produktion.

Også med hensyn til arbejdskraft har vi store uudnyttede reserver. Nogle virksomhedsledere klager over mangel på arbejdskraft. Jeg tror, at klagerne i de fleste tilfælde er grundløse. Kigger man nærmere på problemet, vil man opdage, at der ikke er mangel på arbejdskraft. Til gengæld finder man et lavt niveau for arbejdsproduktivitet, dårlig tilrettelæggelse af arbejdsgangen og et ineffektivt system af incitamenter. Dertil må føjes de planlæggende og økonomiske organers ubegrundede accept af, at der oprettes overflødige jobs på virksomhederne. Det er en kendt sag, at vi har virksomheder, tegnestuer og forskningsinstitutter, som - alt andet lige - beskæftiger mange flere mennesker end tilsvarende foretagender i udlandet.

Så snart arbejdspladserne for alvor tager fat på at forbedre arbejdsgang og incitamenter og styrke disciplinen og kravene, vil de opdage reserver, som de aldrig tidligere havde forestillet sig. Anvendelse af Sjtjekin-metoden og attesteret jobbeskrivelse bekræfter dette på overbevisende måde. Da de hviderussiske jernbanearbejdere gik over til et nyt system, hvor én person udfyldte flere funktioner og modtog løn derefter, frigjorde det på kort tid små 12.000 medarbejdere til andre brancher.

Og selvfølgelig må man være meget opmærksom på produktionens mekanisering og automation. Mens dette problem løses, behøver man ikke vente på, at de eller de maskiner og anordninger skal blive udviklet og fremstillet. En stor del kan gøres med egne kræfter. Som for eksempel i Saporosje-distriktet, hvor man på tre år fik nedbragt antallet af ansatte med manuelt arbejde i industrien med 9 og i byggeriet med 15 pct. Mulighederne er sikkert ikke mindre i andre distrikter, områder og republikker. Det gælder blot om at komme i gang, engageret og energisk, med tanke på de mennesker, som må udføre manuelt arbejde, og for at nedbringe produktionsomkostningerne.

I det hele taget har vi kolossale ubrugte reserver i økonomien, kammerater. En stor del af dem har vi endnu ikke taget hul på for alvor. Mentaliteten hos en stor del af de ansvarlige på forskellige niveauer blev dannet under betingelser, hvor vi havde ressourcer i overflod. Disse rigdomme spolerede mange og førte til frådseri. Men situationen har ændret sig for længe siden. Den gamle tilgang af arbejdskraft er slut, vi er begyndt at betale en høj pris for hver ton olie, malm og kul, vi udvinder og leverer. Det er kendsgerninger, vi ikke må lukke øjnene for, de skal med i beregningerne. Der skal økonomiseres med alt og overalt, på arbejdspladsen og i hjemmet. Uduelighed og frådseri må ikke gå upåtalt hen. Allerede i år skal næsten hele tilvæksten i nationalindkomst sikres gennem højere arbejdsproduktivitet og lavere materiale- og energiforbrug.

Opgaven hører ikke til de nemme, men løses kan den. Så meget mere som vort land har samlet erfaring i varsom omgang med ressourcerne, men denne erfaring når for langsomt ud. Partiet, ungdomsforbundet og fagforeningerne må hele tiden holde øje med, at der udvises sparsommelighed, og støtte dem, som gør økonomisk og rationel brug af råvarer, el-kraft og brændsel. Vi må indføre stramme regler, hvorefter overforbrug af ressourcer ikke kan betale sig, mens økonomisering belønnes så det kan mærkes.

Lad mig især fremhæve spørgsmålet om produktkvalitet. Dette er andet og mere end en stor og nærliggende reserve. Uden høj kvalitet er det i dag ikke muligt at fremskynde det videnskabeligt-tekniske fremskridt. På grund af konstruktionsbrist, fravigelser fra produktionsmetoder, anvendelse af materialer af ringe kvalitet og dårlig finish lider vi store tab materielt og moralsk. Det går ud over præcisionen og pålideligheden af maskiner og instrumenter og rammer forsyningerne med forbrugsgoder og serviceydelser til befolkningen. Mange millioner meter tekstilstoffer, mange millioner par sko og andre forbrugsvarer blev sidste år returneret til producenterne eller anbragt i en lavere sortering. Tabene er betydelige. Råvarer er smidt ud til ingen nytte, og hundredtusinder af menneskers arbejde er spildt. Der må tages tilbundsgående skridt til at eliminere fabrikationen af kassable artikler og varer af dårlig kvalitet. Her skal materiel og økonomisk påvirkning sættes ind med den fulde styrke, her skal vi bruge loven. Noget peger i retning af, at der er brug for en særlig lovgivning om produktkvalitet.

SUKP´s centralkomité har for nylig rettet en henvendelse til partikomiteerne, sovjetterne, de økonomiske organer, fagforeningerne, ungdomsforbundet og hele den arbejdende befolkning om at gøre deres yderste for at sikre en grundlæggende forbedring af produktkvaliteten. Denne opgave må hver eneste kommunist, hvert eneste menneske i vort land tage til sig. Den angår enhver, som agter sin egen arbejdsindsats og sætter en ære i at bevare arbejdspladsens, branchens, ja hele vort lands gode navn og rygte.

Et stort, ansvarsfuldt og intenst arbejde ligger forude. Det første år i femårsplanen står i det stædige arbejdes tegn. Det er et år, hvor den enkelte driftsleder og det enkelte arbejdspladskollektiv skal prøves i gerning. Vi må bestå denne prøve, drage alle ubrugte økonomiske reserver ind i produktionen og konsolidere grundlaget for de videre omdannelser.

Nøglen til at nå det mål, vi har sat os, er sovjetmenneskenes flid og dygtighed. Resten beror på kyndig organisering og præcis vejledning af denne store kraft. Og her lader den socialistiske kappestrids rolle sig vanskeligt overvurdere. Kappestriden skal fokusere på højere kvalitet i arbejdet, sparsommelighed og omtanke, på at målene nås i hver enkelt virksomhed, i hvert enkelt job. Vi er forvissede om, at entusiasme og voksende faglig kunnen også i fremtiden bliver vor solide støtte.

Kammerater! Socialpolitiske spørgsmål, omsorgen for mennesket, har altid stået i centrum for vort partis opmærksomhed. Den sociale sfære spænder over interesserne hos klasser og sociale grupper, hos nationaliteter og folkeslag, den omfatter relationerne mellem individ og samfund, betingelserne på arbejdspladsen og i hverdagen, sundheden og fritiden. Det er i denne sfære, at den økonomiske virksomheds resultater, som angår den arbejdende befolknings vitale interesser, slår igennem og materialiserer Socialismens højeste mål. Det er i denne sfære, at det socialistiske systems humanisme, dets kvalitative forskel fra kapitalismen, slår igennem på den mest vidtgående og anskuelige måde.

Socialismen har udryddet hovedkilden til social uretfærdighed: Menneskers udbytning af andre mennesker og ulighed i forholdet til produktionsmidlerne. Social retfærdighed gennemtrænger alle områder af de socialistiske samfundsrelationer. Den består i reelt folkestyre og alle borgeres lighed for loven, i nationaliteternes ligestilling, respekt for enkeltindividet og tilvejebringelse af betingelser, som sikrer dets alsidige personlighedsudvikling. Den består også i brede sociale garantier - retten til arbejde, adgang til uddannelse, kultur, sundhedspleje og bolig, tryghed i alderdommen og omsorg for moder og barn. Streng efterlevelse af princippet om social retfærdighed er en vigtig forudsætning for folkets enhed, samfundets politiske stabilitet og en dynamisk udvikling.

Men livet står ikke stille, som man siger, og vi må se på videreudviklingen af den sociale sfære med nye øjne og analysere dens voksende betydning i alle aspekter. Dette er vor pligt ud fra den af partiet opstillede generallinje til social og økonomisk acceleration og partiets programfæstede mål at opnå absolut velstand og fri, alsidig personlighedsudvikling for alle samfundets medlemmer.

Fortidens lære kræver også af os, at vi viser de sociale spørgsmål øget opmærksomhed. Partiets centralkomité mener, at man centralt fra og på lokalt plan undertiden har undervurderet problemer, der trænger sig på i den materielle basis i landets sociale og kulturelle sfære. Resultatet er i realiteten, at der er opstået et restprincip for tildelingen af midler til den sociale sfære. Visse skævheder i teknokratisk retning har svækket opmærksomheden omkring produktionens sociale aspekt, hverdagslivet og fritiden, hvilket ikke har kunnet undgå at slække de arbejdendes interesse i virksomhedens resultater, det har svækket disciplinen og haft andre negative følger.

For os er det alt andet end ligegyldigt, hvilke veje og metoder man følger for at gøre tilværelsen rigere, materielt og åndeligt, og hvilke sociale konsekvenser det indebærer. Hvis der begynder at vise sig privatbesiddermentalitet, parasitære holdninger og tendenser til ligemager i, så betyder det, at noget er gjort forkert i valget af veje og midler, og at det trænger til at blive korrigeret. Under diskussionen forud for kongressen har kommunister og partiløse udtrykt betænkelighed over den svækkede kontrol med forholdet mellem arbejdsindsats og forbrug, over uregelmæssigheder hvad angår socialistisk retfærdighed, og der er slået til lyd for nødvendigheden af at forstærke kampen mod arbejdsfrie indtægter. Vægten og betydningen af disse spørgsmål er mere end indlysende.

Med andre ord, det udviklingsniveau, vi har nået, og omfanget af nye opgaver stiller krav om en langsigtet, velovervejet, helstøbt og stærk socialpolitik, som omfatter alle sider af samfundslivet. Inden for planlægning og administration, i økonomiske organisationer centralt og lokalt, må der ske en resolut orientering efter den sociale sfæres behov.

De socialpolitiske opgaver er grundigt beskrevet i udkastet til partiprogram og hovedretningslinjer for de kommende år. Lad mig her komme ind på et par enkelte aspekter i relation til socialpolitikken.

De langsigtede planer for landets sociale og økonomiske udvikling tager sigte på at hæve befolkningens velstand til et kvalitativt nyt trin. I de kommende 15 år skal omfanget af de ressourcer, der ydes til forbedring af levevilkårene, fordobles. Realindkomsten pr. capita skal stige med 60-80 procent. Under den 12. femårsplan vil millioner af mennesker få øgede indtægter. Store midler bevilges til udvidet byggeri af boliger og til socialt og kulturelt byggeri. Således er planerne. Men det må siges som det vigtigste: Disse planer bliver kun til virkelighed, hvis hver enkelt sovjetborger arbejder intenst og effektivt. Det gælder enhver - uanset på hvilken arbejdsplads eller post. Hvad vi selv udretter er bestemmende for, hvad vi får og hvordan vi kommer til at leve.

De socialistiske omdannelser har grundlæggende forandret såvel formålet med arbejdet som arbejder- og bondemassernes holdning til arbejdet. Det kommer særlig klart til udtryk i den massive udvikling af den socialistiske kappestrid. På basis af de rige erfaringer, der er blevet indhøstet, vil partiet yderligere udvikle disse traditioner og skabe en bevidst kreativ holdning til arbejdet som primær samfundspligt.

På afdelingsmøder med beretning og valg og på konferencer har kommunisterne med rette rejst spørgsmålet ikke blot om udvikling af formerne for moralsk ansporing, men også om resolut forbedring af det materielle incitament og tilvejebringelse af den fornødne orden på dette vigtige område. Man har med rette peget på det utilladelige i, hvad man kalder jonglering og udbetaling af ikke indtjente penge, uddeling af ufortjent bonus, fastsættelse af »garanterede« lønsatser uafhængigt af den enkeltes arbejdsindsats. I denne forbindelse må det siges helt klart: Når godt arbejde og skødesløst arbejde lønnes ens, er det et groft brud på vore principper. Fremfor alt er det en utilladelig forvanskning af Socialismens grundprincip, at »yde efter evne og modtage efter indsats«, som udtrykker kernen i den sociale retfærdighed i det nye samfundssystem.

Det er nødvendigt, at statens politik på lønområdet sikrer nøje sammenhæng mellem lønnens størrelse og arbejdets omfang og kvalitet. Med baggrund heri vil den i den 12. femårsplan fastsatte forbedring af lønninger og lønsatser for arbejdere og funktionærer i produktionsbrancherne for første gang primært ske på grundlag af og inden for grænserne af de midler, som virksomhederne selv indtjener. Dette system vil mere aktivt bidrage til fremskyndelse af det tekniske fremskridt og forøgelse af produktionens effektivitet.

I den ikke-produktive sfære vil satser og lønninger stige ved træk på centrale kilder. Sidste år indledtes en trinvis forhøjelse af lønningerne for læger og andre beskæftigede inden for sundhedsvæsenet. I 1987 vil forhøjelserne af lønninger og satser for ansatte inden for uddannelsesområdet blive fuldført, og der tages fat på at hæve lønningerne for kulturarbejderne. Der gennemføres foranstaltninger til udvidelse af løntillæggene for arbejdere og funktionærer i visse områder af Østsibirien og sovjetisk Fjernøsten.

I mange forslag fra befolkningen rejses spørgsmålet om de sociale f or brugs f ondes rolle i realiseringen af retfærdighedsprincippet . Disse fonde repræsenterer allerede i dag omkring en tredjedel af forbruget af materielle goder og tjenesteydelser. Det er vor holdning, at der hér langt fra er tale om velgørenhedsfonde. De spiller en vigtig rolle i sikringen af samfundsmedlemmernes lige adgang til uddannelse og kultur, af lige betingelser for opdragelsen af børn, lettere tilværelse for alle, som af den ene eller den anden grund har behov for midlertidig eller varig bistand. Samtidig er de et redskab til ansporing og tilskyndelse til kvalificeret, samvittighedsfuld arbejdsydelse. Partiet har fortsat i sinde at føre en politik for fortsat vækst og mere effektiv udnyttelse af de sociale fonde. Under den 12. femårsplan vil de blive forøget med 20-23 procent.

Kampen mod arbejdsfri indtægter er en vigtig funktion for den socialistiske stat. Vi må i dag erkende, at en gruppe mennesker med klart udtrykt privat besiddelsesstræben og med ringeagt for samfundets interesser er dukket frem som følge af svækket kontrol og af en række andre årsager.

Den arbejdende befolkning har med rette rejst spørgsmålet om udryddelse af sådanne foreteelser. Centralkomiteen støtter fuldt ud disse krav. Det må anses for nødvendigt allerede i den nærmeste fremtid at iværksætte særlige forholdsregler, rettet mod snylteri, tyveri af socialistisk ejendom og korruption, mod dem, som har slået ind på en vej, der er vort systems arbejdsomme natur fremmed. Vi må ligeledes overveje forslag til forbedring af skattepolitikken, herunder progressiv beskatning af arv.

I bekæmpelsen af arbejdsfrie indkomster må vi imidlertid ikke lade det komme til at gå ud over dem, der supplerer deres indtægter gennem ærligt arbejde. Staten vil ydermere bidrage til udvikling af forskellige metoder til at dække efterspørgslen af varer og tjenesteydelser. Vi må opmærksomt behandle forslag om regler for selvstændig virksomhed. Sådant arbejde skal naturligvis i fuldt omfang være foreneligt med principperne for den socialistiske økonomi og være baseret enten på kooperative principper eller på aftaler med socialistiske virksomheder. Samfundet og befolkningen kan kun drage fordel heraf.

Alle bestræbelser på at forbedre distributionsrelationerne vil vise sig lidet effektive, og forbedringen af befolkningens velstand vil ikke blive opnået, hvis vi ikke er i stand til at mætte markedet med mangeartede varer og tjenesteydelser. Det er det, Kompleksprogrammet for udvikling af forbrugsvareproduktionen og servicesektoren tager sigte på.

I indeværende femår står vi over for at skulle sikre højere vækstrater i produktionen af forbrugsvarer og i detailomsætningen samt forbedre organiseringen af handels- og restaurationsbranchen betydeligt. Brancherne inden for sværindustrien får til opgave at inddrage alle deres virksomheder i produktionen af industrivarer og sikre levering af kvalitetsmateriale og -udstyr til letlevnedsmiddelindustrien. Vi må hurtigst muligt udvikle en tidssvarende servicesektor. Det er en opgave for de centrale organisationer, men ikke i mindre, ja måske endda højere grad for unionsrepublikkernes ministerråd og alle lokale myndigheder. Der skal træffes resolutte foranstaltninger til eliminering af det skarpe misforhold mellem udbud og efterspørgsel på tjenesteydelser. Det gælder først og fremmest tjenesteydelser, der letter husligt arbejde, indretning og vedligeholdelse af lejligheder, turisme og bilservice, altsammen områder, hvor behovene vokser særlig hurtigt. På bag-: grund af forslag fra befolkningen har vi indledt en større udvidelse af kollektivt havebrug og grønsagsdyrkning. Sagen er sat i gang, men arbejdet må fortsættes og alle kunstige hindringer må fjernes.

Boligproblemets sociale betydning og hele alvor er også bestemmende for vor seriøse holdning hertil. At sikre hver familie selvstændig lejlighed eller hus inden år 2000 er i sig selv en stor opgave, men vi har kræfter til at løse den. I indeværende femår og især i de efterfølgende forøges boligbyggeriet og moderniseringen af den gamle boligmasse. Det er nødvendigt på alle måder at fremme kooperativt og individuelt byggeri. Her ligger der store reserver for en udvidelse af boligbyggeriet. De steder, hvor man støtter opførelsen af boliger for ungdommen, griber man sagerne rigtigt an. De unges engagement og energi kan også på dette område få stor betydning.

Der tales meget om nødvendigheden af seriøs forbedring af boliganvisningens praksis. Disse spørgsmål må løses på bredt demokratisk grundlag og være under konstant samfundsmæssig kontrol. Forslag om at indføre retfærdige ændringer i huslejesystemet afpasset af størrelse og kvalitet af boligarealet, fortjener opmærksomhed. Der er mange klager over ringe kvalitet i byggeriet. I denne forbindelse er det nødvendigt, at der udarbejdes forholdsregler, som kan anspore til afgørende forbedringer af byggeriet og af planlægning, indretning og arkitektur i vore byer og landområder.

Kammerater! Kvalitative forandringer i den sociale sfære er ikke mulige uden dybtgående ændringer i indholdet af arbejdet. Den tekniske fornyelse i samfundsøkonomien - mekanisering, automatisering, indførelse af datamater og robotter, spiller hér en særlig rolle og, det vil jeg specielt understrege, skal have en klar social retning. Allerede i dette femår skal det manuelle arbejdes relative andel mindskes betydeligt, inden år 2000 skal det inden for produktionssfæren reduceres til 15-20 procent. Dermed frigøres millioner af mennesker fra manuelle arbejdsoperationer. De fortsatte ændringer af arbejdet under den videnskabeligt-tekniske revolution rejser store krav til skoleuddannelsen og de faglige uddannelser. Opgaven med at opbygge et enhedssystem for livslang uddannelse er i praksis sat på dagsordenen.

Centralkomiteen har i de seneste år taget vigtige skridt i denne retning. Der er indledt en reform af almen- og fagskolerne. Det skal siges, at tempoet og omfanget af de foranstaltninger, der omfattes af reformen, endnu ikke kan kaldes tilfredsstillende. I sagens interesse kræves et dybere studium af det videnskabelige grundlag for moderne produktion samt af hovedretningerne i dens intensivering. Det haster især med at give eleverne kendskab til data teknikken. Alt i alt er det nødvendigt i større omfang at realisere det leninske princip om enheden af undervisning og produktivt arbejde, energisk at sætte ind på større studieeffektivitet, grundlæggende forbedring af de unges uddannelse til selvstændigt liv og arbejde og opdragelse af bevidste opbyggere af det nye samfund.

Partiet stiller som opgave at omlægge de højere og de mellemtekniske uddannelser. I de seneste år har væksten i antallet af uddannede ikke været ledsaget af den fornødne forbedring af deres kvalifikationer. De højere læreanstalters materielle basis er sakket langt bagud for udviklingen. Der er behov for at forbedre praksis i udnyttelsen af kvalificerede ingeniører og teknikere.

Der er nu udarbejdet forslag, som tager sigte på at ændre den eksisterende situation. Det er i samfundets interesse at øge ingeniørarbejdets prestige. Vi må revidere de højere og mellemtekniske uddannelsers struktur, sikre at uddannelsen af specialister bringes på højde med tiden, og at disse besidder grundlæggende teoretisk viden og praktiske færdigheder. De gensidige forbindelser mellem de højere og mellemtekniske skoler og samfundsøkonomiens brancher må tydeligvis bygge på et nyt grundlag, og deres fælles interesse i at øge uddannelsesniveauet og forbedre efteruddannelserne af specialisterne samt på afgørende vis forbedre udnyttelsen af dem i produktionen må styrkes.

For det enkelte menneske og for samfundet er der intet mere værdifuldt end sundheden. Bevarelse og styrkelse af menneskenes sundhed er en sag af primær vigtighed. Sundhedsproblemet må anskues ud fra et bredt socialt synspunkt. Sundhed afhænger først og fremmest af vilkårene i arbejdet og hverdagen og af velstanden. Her har sundhedsvæsenet selvfølgelig kolossal betydning. Det er nødvendigt så hurtigt som muligt at dække befolkningens behov for forebyggende og medicinsk behandling, og det overalt. Det aktualiserer på en ny måde spørgsmålet om sundhedsvæsenets materielle og tekniske basis og løsningen af mange akutte videnskabelige, organisatoriske og personalemæssige problemer. Det kræver naturligvis betydelige midler og vi må sørge for, at de bliver fundet.

Det er altid og med rette sagt, at sundhed ikke kan købes på apoteket. Det vigtigste er den enkeltes livsstil og bl.a., i hvor høj grad han udnytter sin fritid fornuftigt og gavnligt. Mulighederne herfor er til stede, men den organisatoriske side af sagen er langtfra i orden. Meget afhænger af offentlighedens eget initiativ, af hvordan befolkningen selv griber tingene an, men det er ofte sådan, at arbejdskollektiver i by og på land blot venter på instruktioner og forlader sig på hjælp oppefra. Hvorfor er vi så dårlige til at udnytte det, der allerede står til vor rådighed: kulturpaladser, klubber, stadionanlæg, parker og meget andet? Hvorfor arbejder sovjetterne, fagforeningerne og Komsomol ikke som de burde med tingene? Hvorfor ikke starte en bevægelse for enkle idrætsanlæg og idrætshaller i boligkvartererne? Og endelig, hvorfor ikke oprette idræts-, turist- og andre klubber på kooperativt grundlag?

Der udfoldes en kampagne mod drikkeri og alkoholisme i landet. Til gavn for samfundets og den enkeltes sundhed har vi truffet resolutte forholdsregler og ført kamp mod traditioner, som har slået rod og bredt sig gennem århundreder. Uden at nære for store illusioner kan man godt sige, at der ikke længere drikkes på fabrikkerne, og at der nu drikkes mindre end før på offentlige steder. Situationen i hjemmene er forbedret, arbejdsskader er blevet færre og ordenen er blevet styrket. Der er imidlertid fortsat behov for et omfattende, vedholdende og alsidigt arbejde for at tilvejebringe et afgørende omslag i rodfæstede vaner. Her må der ikke vises eftergivenhed!

En påtrængende opgave er naturbeskyttelse og rationel ressourceudnyttelse. Socialismen er i kraft af sin planmæssige organisering af produktionen og sin humanistiske verdensanskuelse i stand til at bringe harmoni ind i forholdet mellem samfund og natur. Vi har allerede gennemført et system af foranstaltninger på dette område, og der bruges ikke ubetydelige midler til dette formål. Der er også opnået praktiske resultater.

Ikke desto mindre vækker miljøets tilstand i en række områder bekymring. Det er rigtigt af offentligheden og vore forfattere at rejse spørgsmålet om varsomhed i behandlingen af jorden, undergrunden, søerne, floderne, floraen og faunaen.

Det går utilstedeligt langsomt med at gøre brug af videnskabelige og tekniske opdagelser og nydannelser i naturbeskyttelsen. Projekteringen af nye og moderniseringen af eksisterende virksomheder baseres fortsat på forældede metoder. Affaldsfri teknik og teknik med ringe affald anvendes i for lille udstrækning. I oparbejdelsen af mineraler går den overvejende del af, hvad der kan udvindes, til spilde og forurener miljøet. Her må der iværksættes resolutte foranstaltninger af økonomisk juridisk og opdragende karakter. Vi der lever i dag, bærer ansvaret for naturen over for vore efterkommere og over for historien.

Kammerater! For et marxistisk-leninistisk parti er en analyse af de indbyrdes relationer mellem klasser og samfundsgrupper af vital vigtig betydning. Ved i sin politik omhyggeligt at tage hensyn til såvel deres fælles interesser som disses specifikke karakter sikrer det kommunistiske parti samfundets støtte og en succesrig løsning af de vigtigste og vanskeligste samfundsopgaver.

Pladsen som fortrop i det sovjetiske samfund tilkommer arbejderklassen. På grund af sin stilling i det socialistiske produktionssystem, politiske erfaring, højt udviklede bevidstheds- og organisationsgrad og sin arbejdsmæssige og politiske aktivitet forener arbejderklassen vort samfund og spiller den ledende rolle i fuldstændiggørelsen af Socialismen og i den kommunistiske opbygning.

Stadig omsorg for styrkelsen af arbejderklassen, bøndernes og intelligensens forbund er grundpillen i Sovjetunionens kommunistiske partis politik. Netop heri ligger vore muligheder for at koncentrere kræfterne om fremskyndelse af løsningen på de økonomiske og sociale opgaver, vi nu sætter os.

Det socialistiske samfunds enhed betyder imidlertid ikke nivellering af samfundslivet. Socialismen udvikler en mangfoldighed af interesser, behov og evner hos menneskene, og støtter aktivt masseorganisationernes selvstændighed, der udtrykker denne mangfoldighed. Ydermere har Socialismen brug for mangfoldigheden og betragter den som en nødvendig forudsætning for fortsat opsving i menneskenes nyskabende aktivitet, det initiativ og den begavelsernes og talenternes kappestrid, uden hvilken den socialistiske livsform og bevægelse fremad er utænkelig.

Generelt sagt, er problemet dette: Hvis vi ikke formår at hæve kappestriden inden for produktion og økonomi og på det videnskabelige og kunstneriske område til et uden sammenligning højere niveau, vil vi heller ikke være i stand til at løse opgaven at fremskynde landets sociale og økonomiske fremskridt. At udvikle den socialistiske livsform vil sige at skabe maksimale muligheder for konsolidering af kollektivismen og samfundets faste sammenhold og for væksten i den enkeltes aktivitet.

Styrkelsen af familien påkalder sig offentlighedens opmærksomhed. Vore resultater i dannelsen af en ny socialistisk familie er indiskutable. Socialismen har frigjort kvinden fra økonomisk og social undertrykkelse, har givet hende muligheder for på lige fod med manden at arbejde, uddanne sig og deltage i samfundslivet. Den socialistiske familie bygger på ligeberettigelse mellem mænd og kvinder og deres ligelige ansvar for familien.

At danne en ny familieform er imidlertid ikke nogen nem sag. Det er en kompliceret proces, som frembyder mange problemer. Således er antallet af skilsmisser, der - selv om det de sidste år er mindsket - alligevel stort. Der er også mange familier med problemer. Alt dette virker først og fremmest negativt på opdragelsen af børnene, på mænds og kvinders moral og deres arbejds- og samfundsmæssige aktivitet. Samfundet kan naturligvis ikke forholde sig ligegyldigt til disse tilstande. Den stabile familie er en af dets vigtigste grundpiller.

Der må drages særlig omsorg for den unge familie. De unge må forberedes til familielivet. Den materielle bistand til nygifte må overvejes nærmere og det gælder først og fremmest løsningen af bolig- og andre dagliglivsproblemer. Det vil være formålstjenligt at drøfte forslagene om en forbedring af vore retsregler med henblik på at forøge borgernes ansvar for styrkelsen af familien. Men dermed er hele sagen ikke klaret. Vi må indrette statens og masseorganisationernes praktiske virke sådan, at det på alle måder bidrager til styrkelse af familien og dens grundlag. Det drejer sig om at skabe forudsætninger for fælles deltagelse i offentlige festligheder, kultur- og idrætsarrangementer og for familielivet i fritiden. Der må vises påskønnelse af familier, der gennem generationer har arbejdet inden for samme fag, at støtte gode familietraditioner og opdrage ungdommen på grundlag af de ældre generationers erfaringer. Her kan massemedierne, tv, litteraturen, biografer og teatre udrette meget.

Forudsætningen for en løsning af mange familieproblemer ligger i tilvejebringelse af betingelser for kvindens arbejde og hverdag, der gør det muligt at forene moderskab med aktiv deltagelse i arbejde og samfundsliv. Under den 12. femårsplan er det hensigten i højere grad at give kvinden mulighed for en kortere arbejdsdag eller uge, eller for at arbejde hjemme. Den betalte barselsorlov forlænges til barnet er fyldt halvandet år og også antallet af betalte fridage ved et barns sygdom udvides. Familier med lav indkomst vil få børnetilskud op til barnets fyldte 12. år. Det er målet allerede i de nærmeste år fuldt ud at dække befolkningens behov for førskoleinstitutioner.

Det er også i denne sammenhæng værd at overveje organisationsformerne. Hvorfor ikke genopvække kvinderådene i arbejdskollektiver og i boligområder og forene dem i et samlet system under ledelse af Den sovjetiske Kvindekomité? Kvinderådene vil kunne øve stor indflydelse på løsningen af en bred vifte af sociale problemer i vort samfundsliv.

Omsorgen for den ældre generation, krigs- og arbejdsveteranerne, bør indtage en stor plads i vort virke. Partiet og sovjetstaten vil gøre alt, hvad der er muligt, for at pensionisternes materielle velstand øges i takt med, at samfundets rigdom vokser. Under den 12. femårsplan er det hensigten at hæve minimumssatserne for alders- og invalidepensionerne til arbejdere og funktionærer og pensioner ved tab af forsørger, samt at indføre en lavere pensionsalder for kollektivbrugsmedlemmer. Men, som man siger, mennesket lever jo ikke af brød alene. I centralkomiteen modtager vi jævnligt oplysninger om, at mange ældre ligesom føler sig »sat ud af spillet«, efter de er gået på pension. Det er tydeligvis nødvendigt, centralt og lokalt gennem statsorganer og masseorganisationer, at iværksætte supplerende foranstaltninger, der kan hjælpe de ældre til mere aktiv deltagelse i det økonomiske og samfundspolitiske liv. Der er jo tale om over 50 millioner mennesker.

Oprettelsen af en landsomfattende organisation for krigs- og arbejdsveteraner kan være et nyt skridt i denne retning. Den vil sikkert kunne gøre meget for at drage mennesker med stor livserfaring ind i samfundsanliggender og fremfor alt i opdragelsen af de nye generationer. Der er gode muligheder i pensionisternes erhvervsaktivitet, det være sig kooperativt, individuelt eller på familiebasis, i service- og handelssektoren og i produktionen af forbrugsvarer og landbrugsprodukter. Den nye organisation kan yde stor hjælp til forbedringer af hverdagslivet og sundhedsplejen og til organiseringen af fritiden. Som det ses, er der masser at tage fat på. Kammerater! For den sovjetiske mangenationale stat har udviklingen af de nationale relationer stor betydning. Grundlaget for løsningen af nationalitetsspørgsmålet i vort land blev lagt af Den Store Oktoberrevolution. På grundlag af Lenins lære og Socialismens landvindinger har det kommunistiske parti udført et gigantisk omformningsarbejde inden for dette område. Resultaterne heraf er en epokegørende landvinding for Socialismen, som har beriget verdenscivilisationen. En gang for alle blev den nationale undertrykkelse og ulighed af alle former og udslag tilintetgjort. Ubrydeligt venskab mellem folkene og respekt for alle folkeslags nationale kulturer og nationale værdighed har fæstnet sig og er blevet en del af menneskers bevidsthed. Det sovjetiske folk fremstår som et kvalitativt nyt socialt og internationalt fællesskab, en sammensvejset enhed af økonomiske interesser, ideologi og politiske mål.

Vore resultater må imidlertid ikke skabe forestillinger om, at de nationale processer foregår problemfrit. Enhver udvikling bærer indre modsigelser i sig, også på dette område er de uundgåelige. Det vigtigste er at se deres aspekter og facetter, som stadig dukker op, søge og betids give de rigtige svar på de spørgsmål, tilværelsen stiller. Så meget mere som tendenser til national isolation, lokal selvhævdelse og snylteri ikke er udlevede og undertiden giver sig smerteligt til kende. Ved udarbejdelsen af hovedretningslinjerne for den fremtidige nationalitetspolitik er det særlig vigtigt at drage omsorg for, at alle republikkers bidrag til udviklingen af et integreret samfundsøkonomisk kompleks sker i overensstemmelse med deres egne økonomiske og åndelige muligheder. Det er i vor mangenationale stats og hver enkelt republiks største interesse at fremme produktionskooperering og udvikle samarbejdet og den gensidige bistand republikkerne imellem. Partiorganisationernes og sovjetternes opgave er i større omfang at udnytte de eksisterende muligheder til fælles gavn og konsekvent modvirke ethvert udslag af lokal selvtilstrækkelighed.

Vi er med god grund stolte af den sovjetiske mangenationale socialistiske kulturs præstationer. Med sin rigdom af nationale former og farver er den ved at blive en enestående foreteelse i verdenskulturen. Det er imidlertid vigtigt, at den sunde interesse for alt det værdifulde, som findes i alle nationale kulturer, ikke udarter sig til forsøg på at afsondre sig fra den objektive proces, gennem hvilken der sker en vekselvirkning og tilnærmelse mellem de nationale kulturer. Det samme må man have for øje, når der under dække af nationale særegenheder i visse værker inden for litteratur, kunst og videnskab gøres forsøg på i idylliske toner at skildre reaktionære, nationalistiske og religiøse levn, som er i modstrid med vor ideologi, socialistiske levemåde og videnskabelige verdensanskuelse.

Lige fra Lenins tid har vort parti haft tradition for særlig finfølelse og takt i alt, hvad der vedrører nationalitetpolitikken, og som berører de enkelte nationers og folkegruppers interesser og folks nationale følelser. Det har samtidig ført en principfast kamp mod udslag af nationalt snæversyn og hovmod, nationalisme og chauvinisme, uanset i hvilken forklædning de måtte optræde. Vi kommunister må ufravigeligt følge Lenins kloge anvisninger , tilpasse dem ny skabende til nye betingelser, være yderst opmærksomme og vise principfasthed med hensyn til de nationale relationer til gavn for yderligere konsolidering af det broderlige venskab mellem alle folkeslag i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker!

Den socialpolitik, som partiet har udarbejdet, har mange aspekter og er fuldt gennemførlig. Vor succes vil imidlertid i afgørende grad afhænge af kadrernes sociale orienteringsevne, konsekvens og initiativ i virkeliggørelsen af vore planer. Omsorgen for menneskenes konkrete behov og interesser må være genstand for partiets, sovjetternes, de økonomiske organisationers, fagforeningernes og alle lederes udelte opmærksomhed. Hvis vi formår at sikre en afgørende vending i den sociale sfære vil mange af dagens og tillige morgendagens problemer kunne løses betydeligt hurtigere og mere effektivt end hidtil

Kammerater! Lenin så i det arbejdende folks demokratiske holdning og levende skaberkraft hovedkraften i udviklingen af det nye system. Som ingen anden troede han på folket, drog omsorg for styrkelse af massernes politiske aktivitet og kultur, idet han understregede, at et menneske uden kundskaber står uden for politik. Der er siden da gået næsten 70 år . Sovjetborgernes generelle uddannelsesmæssige og kulturelle stade er hævet umådeligt, og de har gjort rige sociale og politiske erfaringer. Det betyder igen, at hver borger i vid udstrækning har fået øgede muligheder og behov for at tage del i ledelsen af samfundets og statens anliggender. Demokratiet er den sunde og rene luft, som den socialistiske samfundsorganisme alene kan leve helt og fuldt i. Når vi siger, at Socialismens vældige muligheder endnu ikke udnyttes fuldt ud hos os, er det da også med det for øje, at fremskyndelse af samfundets udvikling er utænkelig og umulig uden fortsat udvikling af det socialistiske demokrati, af alle dets sider og ytringsformer.

Med henblik herpå træffer partiet og centralkomitéen foranstaltninger til udvidelse af det socialistiske systems demokratiske karakter. Hertil må henregnes skridt til aktivisering af sovjetternes, fagforeningernes, Komsomols, arbejdskollektivernes og folkekontrollens virksomhed og øget offentlighed i administrationen. Alligevel må alt, hvad der er gjort og gøres, bedømmes ikke med gårsdagens målestok, men efter omfanget og sværhedsgraden af de nye opgaver. De fordrer, som det understreges i den nyredigerede udgave af partiprogrammet, konsekvent og støt udvikling af folkets socialistiske selvforvaltning.

I det socialistiske samfund, og især under de nuværende betingelser, må ledelsen ikke være forbeholdt en snæver kreds af professionelle. Vi ved, ikke blot teoretisk, men fra egen praksis gennem mange år, at det socialistiske system kun udvikler sig succesrigt, når folket selv reelt styrer sine anliggender, når millioner af mennesker deltager i det politiske liv. Det er da også de arbejdendes selvforvaltning i den forstand, Lenin så det, der udgør sovjetstyrets kerne. Selvforvaltningens grundlag udvikles ikke udefra, men i statsstrukturen selv, trænger stadig dybere ind i alle porer af statens og samfundets liv og beriger dermed den demokratiske centralismes indhold og styrker dens socialistiske væsen.

Partiet fremtræder som den ledende kraft og hovedgaranten for udviklingen af den socialistiske selvforvaltning. I opfyldelsen af sin rolle som den retningsgivende kraft i samfundet er partiet samtidig den højeste form for samfundspolitisk selvforvaltende organisation. Gennem udfoldelsen af det indre partidemokrati og ved at øge kommunisternes aktivitet i alle led af det politiske system giver SUKP udbygningen af folkets socialistiske selvforvaltning og udvidelsen af massernes og den enkeltes deltagelse i landets anliggender den rigtige retning.

De folkedeputeredes sovjetter er affødt af det arbejdende folks revolutionære skaberkraft og har stået tidens prøve. De har vist deres levedygtighed og enorme muligheder i realiseringen af folkets uindskrænkede magt, i foreningen og mobiliseringen af masserne. Selve logikken i det socialistiske demokratis udvikling viser det bydende nødvendigt maksimalt at udnytte de muligheder, der ligger i sovjetterne som repræsentative organer. Den virksomhed, der udføres i Sovjetunionens Øverste Sovjet og de Øverste Sovjetter i republikkerne og de autonome republikker, bliver år for år mere sagkyndige og effektiv, og det kan kun hilses velkommen. Det er deres pligt nidkært at forbedre lovgivningen, kontrollere hvordan vore love fungerer og hvilke reelle resultater de enkelte statsorganers og lederes arbejde giver. Det er påkrævet at møderne i de Øverste Sovjetter mere aktivt drøft« forslag fra fagforeninger Komsomol og andre masseorganisationer, beretninger fra styrelserne, situationen i de enkelte grene af økonomien og udviklingen i de forskellige regioner.

Jeg vil især henlede de delegeredes opmærksomhed på de lokale sovjetters virksomhed. De bør og skal i dag være et af de mest effektive led i massernes mobilisering til fremskyndelse af landets sociale og økonomiske udvikling. Med mandat fra vælgerne bærer de lokale myndigheder ansvaret for alle sider af tilværelsen i deres områder. Hvis nogen skulle finde på at sige, »det er ikke mit bord«, må sovjetterne ikke lade sig nøje med det. Boligsagerne og oplysningsvæsenet, sundhedsvæsenet og forbrugsvareforsyningerne, handels- og servicesektoren, den kollektive transport og miljøbeskyttelsen er deres mest vitale anliggender. Når vi stadig modtager klager vedrørende disse sager fra den arbejdende befolkning, betyder det, at sovjetterne mangler effektivitet og initiativ og at deres kontrolarbejde er for svagt. Når der rejses velbegrundede krav til sovjetterne, må man imidlertid ikke være blind for, at deres muligheder for at løse en række problemer af lokal betydning stadig er begrænsede, og at der består en overordentlig stærk centralisering i sager, som langt fra altid kan behandles centralt og som meget lettere kunne ordnes på stedet.

Det er årsagen til, at vi så energisk stiler efter styrkelse af de lokale myndigheders selvstændighed og aktivitet. SUKP´s centralkomité, Øverste Sovjets præsidium og Sovjetunionens ministerråd er for tiden ved at udfærdige en række forslag på denne baggrund. Det centrale i forslagene er at gøre den enkelte sovjet til fuldgyldig og ansvarlig herre i alt, hvad angår dækningen af folks daglige efterspørgsel og behov, udnyttelsen af bevilgede midler, lokale muligheder og reserver, koordineringen af og kontrollen med arbejdet i alle de organisationer, der tager del i betjeningen af befolkningen. Det er i denne forbindelse bydende nødvendigt at drøfte spørgsmålet om sovjetternes relationer til de virksomheder under højere instanser, der befinder sig i deres område, og øge de lokale myndigheders interesse i disse virksomheders drift.

Sovjetternes møder må i betydelig grad effektiviseres, de faste udvalgs analyse- og kontrolvirksomhed styrkes og forespørgelsespraksis i sovjetterne må forbedres. Indstillinger fra udvalgene, forslag og forespørgsler fra deputerede må behandles grundigt og tages i betragtning fra de udøvende organers side.

I fastsættelsen af yderligere skridt til forbedring af sovjetternes virksomhed må vi ikke glemme, at intet skridt giver de fornødne resultater, hvis det ikke følges op af initiativer fra de deputerede. Partiet vil fortsat drage omsorg for, at det er de mest værdifulde folk, der vælges ind i sovjet terne, folk, der på bedste måde vil være i stand til a administrere offentlige anliggender, og at sovjetterne! medlemsstab regelmæssig! fornys. Tiden er nok inde til også at gennemføre påkrævede ændringer i vore valgprocedurer. Her har mange problemer hobet sig op og venter deres løsning.

Partiet har altid anset del for sin pligt at styrke de folkevalgtes autoritet og derigennem på enhver måde øge deres ansvar over for vælgerne. Titlen af deputeret er ikke et appendiks til en stillingsbetegnelse, ej heller et ærefuldt privilegium, men indebærer et omfattende og vanskeligt arbejde i sovjetten og blandt befolkningen. Der må gøres alt, hvad der kan gøres, for at loven om de deputeredes status bliver strengt overholdt, og for at hver deputeret sikres alle muligheder for på reel vis at udføre sine beføjelser.

Udviklingen af folkets selvforvaltning kræver en yderligere udbygning af de demokratiske principper i ledelsen, i sovjetternes eksekutivkomiteers virke, i deres administration og i alle andre statsorganer. I de fleste tilfælde er de, der arbejder dér, kompetente folk som går stærkt op i deres hverv. Man må imidlertid huske på, at ingen forvaltning, om dens medarbejdere er aldrig så »gode hoveder«, vil nå nogen som helst resultater, hvis ikke den bygger på den arbejdende befolknings aktive støtte og medvirken i ledelsen. Tiden stiller stadig strengere krav til forvaltningens arbejde. Der finder ikke så få forsømmelser sted og man træffer ofte på bureaukratiet, lokal selvhævdelse, uansvarlighed og formalistisk hoven optræden over for folk. En af hovedårsagerne til disse foreteelser er for svag kontrol med forvaltningens arbejde fra det arbejdende folks, sovjetternes og masseorganisationernes side.

I betragtning heraf har partiet stillet den opgave at tage alle de virkemidler i brug, som kan give den enkelte borger reel mulighed for aktivt at øve indflydelse på beslutningsprocessen, kontrollere beslutningernes udførelse og få den nødvendige information om forvaltningens virke. Det bør henlægges under et system, hvor alle forvaltningsorganer regelmæssigt aflægger beretning over for arbejdskollektiver og på offentlige møder. Her kan komiteer, grupper og inspektionshold under folkekontrollen, fagforeningernes frivillige inspektører og massemedierne udrette meget.

Også de valgte organer selv må være krævende i forholdet til deres egne forvaltninger. Det må ikke overses, at medarbejdere, som har siddet meget længe i forvaltningen, undertiden mister sansen for det nye, afskærer sig fra menneskene med selvlavede instrukser, og endog til tider bremser de valgte organers arbejde. Det er åbenbart på tide at udarbejde en procedure, som vil give sovjetterne, ja alle samfundsorganer, mulighed for efter hvert valg at vurdere medarbejdernes duelighed og foretage nødvendige personsudskiftninger.

Det er tidens krav, at masseorganisationerne inddrages stadig mere aktivt i landets ledelse. Når man betragter vore samfundsorganisationer ud fra denne synsvinkel, står det imidlertid klart, at mange af dem ikke udviser tilstrækkeligt initiativ. I en række tilfælde søger de frem for alt at virke på basis af deres administrative medarbejdere, bureaukratisk og uden at støtte sig til masserne. Organisationernes folkelige, skabende og selvstændige natur realiseres med andre ord langtfra til fulde.

Fagforeningerne er vor største masseorganisation. Som helhed betragtet gør de et stort arbejde for at opfylde arbejdernes, funktionærernes og kollektivbrugernes krav, udvikle kappestriden, styrke disciplinen og hæve arbejdsproduktiviteten. Men alligevel er det sådan, at fagforeningerne langtfra altid udviser kampvilje og ihærdighed, når det drejer sig om forsvaret af de arbejdendes legitime interesser, om arbejderbeskyttelse og sikkerhedsudstyr, om opførelse og drift af helse-, idræts- og klubinstitutioner. Det er klart, at denne passivitet huer de virksomhedsledere, for hvem produktionen til tider står over mennesket. For fagforeningerne må socialpolitikken og de arbejdendes interesser imidlertid altid komme først. Det er faktisk grundtanken med deres virksomhed. Sovjetunionens faglige landsorganisation og andre fagforeningsorganer har vidtgående beføjelser og råder over store statslige midler, foruden deres egne. Derfor gælder det også om at anvende disse midler selvsikkert og bredt og ikke bare vente på, at andre skal løse de opgaver, der påhviler fagforeningerne.

Kammerater, fremtiden vil i vid udstrækning afhænge af den opdragelse, vi giver de unge i dag. Det er en opgave for hele partiet og folket. Det er det leninske kommunistiske ungdomsforbunds fundamentale opgave. Vi har en ungdom, der er hårdtarbejdende, rede til store bedrifter og offervillige, og som er Socialismen hengiven. Ikke desto mindre er det de ældre generationers pligt at gøre alt for, at deres afløsere bliver endnu klogere, dygtigere og bedre uddannede, og på værdig vis bringer de retfærdigheds- og frihedsidealer, som den store oktoberrevolution har givet os i arv, ind i fremtiden.

Lenin understregede, at det ikke er muligt at tilegne sig kommunismen alene ud fra bøger og det ikke er muligt at opdrage til ansvar uden at betro ansvarsfulde hverv. De unge i 80erne har en vid horisont, er veluddannede og energiske. De er, kunne man sige, ladet op til handling og søger muligheder for at gøre sig gældende på alle områder af samfundslivet. Komsomol må alsidigt understøtte disse bestræbelser overalt - i samfundsøkonomien, videnskaben og teknikken, i tilegnelsen af viden og kultur, i det politiske liv og i forsvaret af fædrelandet. Dette arbejde skal mere end noget andet have pionérkarakter, være interessant, føles vedkommende af de unge og knytte sig fast til deres krav til arbejde, studier, fritid og andre sider af tilværelsen.

Partiet, sovjetterne og de økonomiske organer må sammen med Komsomol føre en konsekvent linje med sigt på at føre værdige repræsentanter for ungdommen frem til ledende arbejde i forvaltningen, produktionen, videnskaben og kulturen. Vi siger: Alle døre står åbne for ungdommen i vort land. Det er sandt. Men der må hele tiden gøres en indsats for, at disse ord ikke blegner, og at dørene faktisk står åbne.

Alt i alt finder SUKP´s centralkomité det formålstjenligt at tage yderligere skridt til forøgelse af den rolle, som fagforeningerne og det kommunistiske ungdomsforbund, kunstner forbund og frivillige selskaber spiller i folkets socialistiske selvforvaltningssystem. Bl.a. er der planer om at udvide den kreds af spørgsmål, som statsorganerne kun kan løse med deltagelse af eller efter forudgående accept fra de berørte fagforenings-, komsomol- og kvindeorganisationer, og disse organisationer skal i en række tilfælde have ret til at suspendere gennemførelsen af ledende organers beslutninger.

Vort partiprogram tager sigte på den mest effektive anvendelse af alle former for direkte demokrati, hvor folkemasserne direkte deltager i udarbejdelse, vedtagelse og gennemførelse af statslige og andre beslutninger. En meget stor rolle tilfalder her arbejdskollektivet på alle samfundslivets områder - og først og fremmest inden for økonomien. Udvidelse af virksomhedernes rettigheder, indførelse af rentabilitetsdrift og forstærkelse af den socialistiske foretagsomhed får kun et reelt indhold, hvis det enkelte arbejdende menneskes aktivitet øges. Man må ikke acceptere de stadig forekommende tilfælde, hvor arbejderne ikke kender deres virksomheds planer, og hvor deres forslag ikke møder fornøden opmærksomhed og hensyntagen. Disse kendsgerninger vidner om, at inertiens kræfter sine steder stadig fører det store ord og forhindrer, at arbejdere og funktionærer inddrages i ledelsen og får lov at udvikle en følelse af at være fuldgyldige herrer over produktionen.

Den lov om arbejdskollektiver, der blev vedtaget for to år siden, har helt klart stimuleret initiativet i disse kollektiver, men man kan endnu ikke sige, at loven har givet de resultater, vi regnede med. Dette fremgik af SUKP´s centralkomités behandling af spørgsmålet om den praktiske anvendelse af loven på bilfabrikken i Minsk og på andre virksomheder. Konklusionen er entydig: Der må ske en fundamental forbedring af hele mekanismen, således at de demokratiske principper og normer, der er nedfældet i loven, bliver praksis i det daglige arbejde. Skridt for skridt må der foretages en udvidelse af den kreds af problemer, hvor arbejdskollektivets beslutning er endelig, og der må ske en forstærkelse af den rolle, arbejdernes og funktionærernes fællesmøder spiller, og af ansvaret for gennemførelse af deres beslutninger. Der opstår også det spørgsmål, om der i perioden mellem fællesmøderne, ikke blot på brigade-, men også på virksomhedsniveau, burde være et organ, man kunne kalde arbejdskollektivets råd, bestående af repræsentanter for administrationen, parti-, fagforenings- og komsomolorganisationerne, brigaderådene, arbejdere og specialister.

De nye, driftsøkonomisk baserede brigader er allerede nu ved at blive primærorganer i selvforvaltningen, idet de selv vælger deres ledere. Praksis har demonstreret vitaliteten i denne sag. Den bekræfter, at det ved udvikling af den demokratiske basis for ledelse af produktionen øjensynligt vil være hensigtsmæssigt at udbrede systemet med valg til at omfatte alle brigader og derefter gradvis også flere andre kategorier af ledende medarbejdere på virksomhederne, værkførere, ledere af skiftehold, fabriksafsnit og værksteder og ledere af bedriftsafsnit i statsbrug. Mange års erfaring vidner om, at det netop er i denne retning, man skal søge de til de moderne vilkår svarende former for kombination af centralisme og demokrati, enmandsledelse og valg i styringen af samfundsøkonomien.

Konsekvent overholdelse af de demokratiske principper for ledelse af kollektivbrug og andre kooperative organisationer og efterlevelse af deres statutter, er en sag, som vi til stadighed er opmærksomme på. I den senere tid er denne opmærksomhed imidlertid på en eller anden måde blevet svækket. Der er for mange, der blander sig i kooperationens liv. Parti- og sovjetorganerne har pligt til at kontrollere, at selvforvaltningen i kollektivlandbruget og kooperationen fungerer gnidningsfrit og standse alle forsøg på pression og formel administreren .

Vor forfatning indeholder bestemmelser om afholdelse af diskussioner i befolkningen og afstemninger om store spørgsmål i landets liv og om forslag til beslutninger i de lokale sovjetter. Vi må fremskynde udformningen af en lov om dette meget vigtige spørgsmål. Vi må gøre meget bedre brug af sådanne pålidelige kanaler til udvikling af det direkte demokrati som borgermøder, pålæg fra vælgerne, breve fra borgerne, den trykte presse, radio og fjernsyn, alle midler til klarlægning af den offentlige mening og løbende relevant reaktion på massernes krav og stemninger .

Større offentlighed er for os et principielt spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål. Uden offentlighed er der ikke og kan der ikke være demokrati, politisk aktivitet blandt masserne eller deltagelse fra massernes side i administration og ledelse. Det er, om man vil, garanten for en helt igennem ansvarsbevidst statsmandsholdning til snese af millioner arbejderes, kollektivbønders og interlektuelles anliggender og udgangspunktet for en psykologisk omkalfatring af vore kadrer .

Undertiden kan man, når spørgsmålet om offentlighed er på tale, høre opfordringer til at være forsigtig med at tale om vore mangler og undladelser, om de vanskeligheder, som er uundgåelige i alt levende arbejde. Hertil kan der kun være et svar, et leninistisk svar: Kommunisterne har altid og under alle omstændigheder brug for sandheden. Hele det sidste års erfaring viser, hvor beslutsomt sovjetborgerne støtter en kompromisløs vurdering af alt, hvad der hindrer os i at gå frem. Men de, der er vant til at lade tingene gå deres skæve gang og stikke folk blår i øjnene, har det virkelig ikke rart i offentlighedens lys, hvor alt hvad der sker i staten og samfundet, foregår under folkets kontrol og for øjnene af folket. Derfor skal vi gøre offentlighed til et fejlfrit fungerende system. Den er nødvendig i centrum og ikke mindre, men måske endda endnu mere på lokalt plan, der hvor det enkelte menneske lever og arbejder. Det enkelte menneske ønsker at vide og bør vide, ikke blot hvad der besluttes på landsplan, men også hvilke beslutninger, der træffes af lokale parti- og sovjetorganer, virksomhedernes administration og fagforeningerne.

Sovjetborgerens sociale politiske og personlige rettigheder og friheder skal, hver for sig og i deres helhed, tjene til udvidelse og videreudvikling af det socialistiske demokrati. Partiet og staten betragter uddybning af disse rettigheder og friheder og styrkelse af garantien for dem som deres primære pligt. Men Socialismens væsen er sådan, at borgerens rettigheder ikke eksisterer og ikke kan eksistere løsrevet fra hans forpligtelser, ganske lige som der heller ikke kan være forpligtelser uden rettigheder .

Det er nødvendigt at forøge borgernes, alles og den enkeltes, aktivitet i opbygningsarbejdet og for overvindelse af mangler, misbrug, alle sygelige fænomener og afvigelser fra vore rets- og moralnormer. Demokratiet er og bliver en vigtig løftestang for styrkelse af den socialistiske legalitet, og stærk legalitet er en uadskillelig bestanddel af vort demokrati.

I den senere tid er der gjort en hel del for at styrke retsordenen på alle samfundslivets områder. Den videre indsats herfor må imidlertid ikke på nogen måde svækkes. Kvaliteten af de sovjetiske love skal fortsat forbedres. Vor lovgivning -civilret og arbejdsret, lovgivning på finans- og administrationsområder, økonomisk lovgivning og kriminalret -skal endnu mere aktivt hjælpe til indførelse af økonomiske styringsmetoder , effektiv kontrol med afpasningen af arbejde og forbrug og realisering af principperne for social retfærdighed.

Vi må vedholdende forøge de retshåndhævende og andre organers ansvar, styrke den juridiske tjeneste ved sovjetterne og i samfundsøkonomien og den statslige voldgift og forøge befolkningens juridiske viden. Den opgave består uændret at anvende de sovjetiske loves samlede styrke i kampen mod forbrydelser og andre lovovertrædelser , således at menneskene overalt i vort land mærker statens omsorg for deres tryghed og ukrænkelighed og føler sig sikre på, at ikke en eneste lovbryder undgår sin fortjente straf.

De demokratiske retsplejeprincipper, borgernes lighed for loven og andre garantier til forsvar for statens og den enkelte borgers interesser må iagttages meget strengt. I forbindelse hermed vil det være nødvendigt at tage energiske skridt til at forstærke den rolle, anklagemyndighedens tilsynsfunktion spiller, forbedre domstolene og advokaturens arbejde og allerede i den nærmeste fremtid færdig

gøre den i forfatningen forudsete lov om indbringelse for retten af embedspersoners uberettigede handlinger, der krænker borgernes rettigheder. Det siger sig selv, at betryggelsen af retssikkerheden og lov og orden vil blive bedre, desto mere aktivt dette arbejde støttes af parti. og sovjetorganer, fagforeninger og Komsomol, arbejdskollektiver og frivillige vagt værn, af alle kræfter i vort samfund.

I den nuværende situation, hvor imperialismens hemmelige tjenesters undergravende virksomhed mod Sovjetunionen og andre socialistiske lande øges, vokser det ansvar, der hviler på statssikkerhedsorganerne. Under partiets ledelse og under nøje overholdelse af de sovjetiske love udfører disse organer et stort arbejde med at afsløre fjendtlige infiltrationer, modvirke alle slags undergravende handlinger og beskytte vort lands urørlige grænser. Vi er overbeviste om, at folkene i den sovjetiske sikkerhedstjeneste og grænsesoldaterne altid vil være på højde med de krav, der stilles til dem, og udvise årvågenhed, udholdenhed og fasthed i kampen mod alle anslag imod vort stats- og samfundssystem.

På baggrund af den komplicerede internationale situation og de reaktionære imperialistiske kredses voksende aggressivitet følger SUKP´s centralkomite og centralkomiteens politbureau med usvækket opmærksomhed landets forsvarsevne, USSR.! væbnede styrkers kampkraft og styrkelsen af den militære disciplin. Den sovjetiske hæl og flåde har moderne våben og udstyr, et veluddannet mandskab, dygtige officerer og politiske kadrer, der helt og holdent er folket hengivne. De udfører på værdig måde deres pligt, selv under komplicerede og barske vilkår. Under fuldt ansvar kan vi dag erklære: USSRs forsvarsstyrke opretholdes på et niveau, der gør det muligt på fuldt betryggende måde at beskytte sovjetborgernes fredelige liv og arbejde.

Partiet og staten har tilstræbt og tilstræber, at den sovjetiske soldat og officer under udførelsen af deres vanskelige tjeneste altid føler samfundets omsorg og opmærksomhed,, og at vores hær skal være skole for opdragelse til borgeransvar, mod og patriotisme. Det er klart, kammerater, at vi her på kongressen kun afstikker de almene rammer og hovedtrækkene i udviklingen af vort demokrati, vor statsdannelse og hele det sovjetiske politiske system. Under realiseringen af kongressens beslutninger vil vi utvivlsomt se nye udslag af det folkelige initiativ og nye former for massernes sociale og politiske skaberkraft.

Kammerater! De grundlæggende opgaver for landets økonomiske og sociale udvikling bestemmer også SUKP´s internationale strategi. Dens hovedmål er krystalklart -at sikre det sovjetiske folk mulighed for at arbejde i varig fred og frihed. Det er essensen af partiets primære programkrav til vor udenrigspolitik. At efterkomme det i den nuværende situation vil først og fremmest sige at standse den materielle forberedelse til atomkrig.

Efter at have afvej et alle sider af den opståede situation har SUKP fremsat et samlet program for fuldstændig afskaffelse inden udgangen af indeværende århundrede af alle massetilintetgørelsesvåben, et program, der er historisk af omfang og betydning. Gennemførelse af det vil åbne en principielt anden udviklingsretning for menneskeheden med mulighed for udelukkende at koncentrere sig om skabende arbejde.

Som I ved, har vi henvendt os med vore forslag ikke blot ad de traditionelle diplomatiske kanaler, men også direkte til verdensoffentligheden, til folkene. Tiden er inde til fuldt ud at forstå vore dages barske realiteter: Kernevåbnet rummer en hvirvelstorm, der kan feje menneskeslægten af Jordens overflade. Vor henvendelse er endnu en understregning af den åbne, ærlige, leninske karakter af SUKP´s udenrigspolitiske strategi.

Socialismen afviser ubetinget krig som middel tilløsning af politiske og økonomiske modsætninger og ideologiske stridigheder mellem landene. Vort ideal er en verden uden våben og vold, en verden, hvor hvert folk frit vælger sin udviklingsvej og livsform. Det er et udtryk for den kommunistiske ideologis humanisme og moralske værdier. Derfor vil hovedretningen for partiets virke på verdensarenaen også fortsat være kamp mod atomfaren og kaprustningen, for bevarelse og styrkelse af verdensfreden.

Alternativer til denne politik findes ikke. Det er så meget mere sandt i perioder med spændinger i internationale anliggender. Vel ikke på noget tidspunkt i årtierne efter krigen har verdenssituation været så eksplosiv og dermed så kompliceret og ugunstig som i første halvdel af l 980erne. Den højregruppering, der kom til magten i USA, og dette lands hovedpartnere i NATO har vendt sig helt væk fra afspændingen til fordel for militær- og magtpolitik. De har opbygget doktriner, der afviser godt naboskab og samarbejde som princip for verdensudviklingen, som den politiske filosofi i internationale anliggender. Washington-regeringen er forblevet døv for vore opfordringer til at standse rustningskapløbet og sanere situationen.

Måske er det ikke værd at rippe op i fortiden? Det kan man måske mene så meget mere nu, hvor der i de sovjetisk - amerikanske relationer synes at have vist sig tegn på ændringer til det bedre, og hvor der i nogle NATO-landes ledelsers handlinger og udtalelser på ny begynder at vise sig realistiske tendenser . Vi mener imidlertid, at den voldsomme afkøling af det internationale klima i første halvdel af 1980erne var endnu en påmindelse om, at intet kommer af sig selv: Freden skal der kæmpes for, kæmpes vedholdende og målrettet. Man må søge, finde og udnytte selv den mindste chance for - mens det endnu er muligt - at modvirke tendensen til voksende krigsfare. I forståelse heraf foretog SUKP´s centralkomite på sit plenarmøde i april påny en analyse af karakteren og omfanget af atomkrigstruslen og afstak praktiske skridt, der kan føre til sanering af situationen. Vi tog udgangspunkt i følgende principielle overvejelser .

For det første. Vor tids våben er sådan, at ikke noget land kan gøre sig håb om at forsvare sig alene ved hjælp af militære og tekniske midler som f.eks. opbygning af et forsvar - det være sig aldrig så stærkt. Betryggelse af sikkerheden fremstår stadig mere som en politisk opgave, og den kan kun løses med politiske midler. Det er først og fremmest vilje, der skal til for at slå ind på afrustningens vej. Sikkerhed kan ikke i al evighed bygge på frygten for gengældelse, altså på doktrinerne om »inddæmning« eller »afskrækkelse«, for ikke at tale om den absurde og amoralske situation, hvor hele verden bliver atomgidsel. Disse doktriner opmuntrer til et rustningskapløb, der før eller senere vil kunne løsrive sig fra kontrol.

For det andet. Når talen er om forholdet mellem USSR og USA, kan sikkerhed kun være gensidig, og for så vidt angår de internationale forhold som helhed kan den kun være universel. Den højeste visdom består ikke i at bekymre sig om sig selv, og da slet ikke på bekostning af den anden part. Det er nødvendigt, at alle føler sig lige sikre, for i atomalderen afføder angst og frygt det uforudsigelige i politik og konkrete handlinger. Det bliver meget vigtigt at tage højde for den kritiske betydning af tidsfaktoren. Fremkomsten af nye systemer af massetilintetgørelsesvåben gør tiden kortere og kortere og indsnævrer muligheden for i en krisesituation at træffe politiske beslutninger i spørgsmål om krig og fred.

For det tredje. Militarismens lokomotiver fremdeles USA med dets militær-industrielle maskine, der endnu ikke har til hensigt at gå ned i omdrejninger. Det må vi naturligvis tage i betragtning. Men vi er udmærket klar over, at det militær-industrielle kompleks' interesser og mål aldeles ikke er det samme som det amerikanske folks interesser og mål eller dette store lands sande nationale interesser. Verden består imidlertid ikke alene af de Forenede Stater og deres okkuperede baser på fremmed jord, og i verdenspolitikken kan man ikke nøjes med at forholde sig til et enkelt om end meget vigtigt land. Erfaringen viser, at det kun opmuntrer til magtarrogance. Men naturligvis lægger vi stor vægt på vort forhold til USA. Vore lande har mange berøringspunkter og et objektivt behov for at leve i fred med hinanden og samarbejde på et ligeberettiget og gensidigt fordelagtigt grundlag -men også kun på et ligeberettiget og gensidigt fordelagtigt grundlag.

For det fjerde. Verden er i hurtig forandring, og ingen har magt til at fastholde et evigt status quo. Vor verden består af snese af lande, og de har hver især deres fuldt ud legale interesser. Alle uden undtagelse står de over for en fundamental opgave, nemlig uden at lukke øjnene for sociale, politiske og ideologiske modsætninger at beherske den videnskab og den kunst at føre sig behersket og klogt frem på den internationale arena og leve civiliseret, under vilkår med korrekt internationalt samkvem og samarbejde. Men skal dette samarbejde kunne antage virkelig bredde, er der brug for et altomfattende internationalt økonomisk sikkerhedssystem, der i lige grad beskytter hvert land mod diskrimination, sanktioner og andre af den imperialistiske og neokolonialistiske politiks attributter . Et sådant system vil på linje med nedrustning kunne blive en pålidelig bærepille for international sikkerhed overhovedet.

Kort sagt, den moderne verden er blevet for lille og skrøbelig til krige og magtpolitik. Den kan kun reddes ved - beslutsomt og uigenkaldeligt - at gøre op med den tænke- og handlemåde, der i århundreder har bygget på det acceptable og tilladelige i krige og væbnede konflikter . Dette indebærer erkendelse af, at der ikke længere er nogen, der kan vinde i rustningskapløbet så lidt som i selve atomkrigen. Fortsættelse af kaprustningen på Jorden for ikke at tale om udbredelse af den til rummet vil fremskynde det i forvejen kritisk høje tempo i ophobningen og videreudviklingen af kernevåben. Situationen i verden kan blive sådan, at den ikke længere vil være afhængig af politikeres fornuft eller vilje. Den kan blive taget fangen af teknikken og den militær-teknokratiske logik. Følgelig kan hverken atomkrigen selv eller forberedelse til den, dvs. kaprustning, stræben efter militær overlegenhed, objektivt føre til politisk gevinst for nogen.

Det indebærer endvidere erkendelse af, at det nuværende atompotentiel hos de modstående parter ligger på et urimeligt højt niveau. Foreløbig giver det hver af dem lige sikkerhed. Men også kun foreløbig. Fortsættelse af den atomare kaprustning vil uundgåeligt forøge denne lige fare og kan føre den frem til den grænse, hvor selv paritet ophører med at tilskynde til militær-politisk tilbageholdenhed. Følgelig er det først og fremmest nødvendigt at gennemføre en væsentlig nedsættelse af det militære konfrontationsniveau. En i virkeligheden lige sikkerhed garanteres i vore dage ikke af det højest mulige, men af det lavest mulige niveau i den strategiske balance med nødvendigvis fuldstændig udelukkelse af kernevåben og andre massetilintetgørelsesvåben.

Endelig indebærer det erkendelse af, at der i den nuværende situation ikke er noget alternativ til samarbejde og samvirke mellem alle lande. Der er således opstået objektive - og jeg understreger objektive - vilkår, hvorunder kampen mellem kapitalisme og socialisme kan forløbe alene og udelukkende i form af fredelig konkurrence og fredelig kappestrid.

For os er fredelig sameksistens en politisk kurs, som vi agter at følge ufravigeligt. I forlængelse af sin udenrigspolitiske strategi vil SUKP føre en energisk international politik på basis af realiteterne i den verden, vi lever i. Problemet med international sikkerhed kan naturligvis ikke løses gennem en eller to selv meget intensive fredsoffensiver. Der kan kun opnås resultater gennem en vedholdende, metodisk og ihærdig indsats.

Kontinuitet i udenrigspolitik har intet til fælles med en simpel gentagelse af, hvad der allerede er gjort, især i behandlingen af de problemer , der har hobet sig op. Der er behov for stor præcision i bedømmelsen af egne muligheder, tilbageholdenhed og en meget høj grad af ansvarsfølelse, når beslutninger tages. Der er behov for fasthed i forsvaret af principper og holdninger, taktisk fleksibilitet, vilje til gensidigt antagelige kompromisser, dialog og gensidig forståelse i stedet for konfrontation.

Som De ved, har vi taget en række ensidige skridt: Vi har indført moratorium for opstilling af mellemdistanceraketter i Europa, reduceret antallet af dem og stoppet alle atomsprængninger. Både i Moskva og i udlandet har der været forhandlinger med regeringsledere og -medlemmer fra mange lande. De sovjetisk-indiske, sovjetisk-franske og sovjetisk-amerikanske topmøder var nødvendige og nyttige skridt.

Sovjetunionen har gjort en energisk indsats for at tilføre forhandlingerne i Geneve, Stockholm og Wien en frisk impuls. Formålet med disse forhandlinger er at nedtrappe kaprustningen og styrke tilliden mellem landene. Forhandlinger er altid et delikat og vanskeligt anliggende. Det er her af afgørende vigtighed at lægge op til en gensidigt antagelig balance mellem interesserne. At gøre massetilintetgørelsesvåben til genstand for politisk spekulation er , for at sige det mildt, umoralsk, og i politisk henseende uansvarligt.

Endelig vedrørende vores erklæring af 15. januar i år. Taget som helhed er vort program i sin kerne en sammensmeltning af filosofien om udformning af en sikker verden i atom- og rumalderen og et konkret handlingsgrundlag. Sovjetunionen foreslår, at man tager fat på afrustningsproblemerne i de res helhed, fordi de i sikkerhedsmæssig henseende hænger sammen. Der er ikke tale om streng »sammenkædning« eller forsøg på at »give efter« i en retning for så at opstille barrikader i en anden. Der er tale om en konkret aktionsplan, der er lagt ind i en stram tidsramme. Sovjetunionen vil arbejde ihærdigt for at realisere den og betragter dette som et centralt led i sin udenrigspolitik for de kommende år.

Sovjetunionens militærdoktrin er i fuld overensstemmelse med ånd og bogstav i de initiativer, vi har taget. Dens sigte er entydigt forsvarsmæssigt. På det militære område vil vi også i fremtiden optræde sådan, at ingen får grund til frygt, ikke engang indbildt frygt, for deres sikkerhed. På samme måde ønsker både vi og vore allierede at blive befriet for følelsen af, at der hænger en trussel over os. Sovjetunionen har forpligtet sig til ikke at være den første til at anvende kernevåben og vil nøje overholde denne forpligtelse. Men det er ingen hemmelighed, at der eksisterer opskrifter på et atomangreb mod os. Det har vi ikke ret til at overse. Sovjetunionen er renlivet modstander af atomkrig i enhver udgave. Vort land går ind for, afskaffelse af massetilintetgørelsesvåbnene og for nedskæring af det militære potentiel til et fornuftigt og tilstrækkeligt niveau. Men USA og dets allierede lægger med deres handlinger og holdninger fortsat hindringer i vejen for, hvortil og hvordan dette niveau skal sænkes. Under disse omstændigheder må vi sige igen og igen: Sovjetunionen forlanger ikke større sikkerhed, og den accepterer ikke mindre sikkerhed.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på kontrolproblemet, som vi tillægger særlig betydning. Vi har ved adskillige lejligheder sagt, at Sovjetunionen er åben for kontrol, og at vi er lige så interesseret i den, som alle andre. En virkelig altomfattende og meget streng kontrol er måske nøgleelementet i afrustningsprocessen. Sagens kerne er efter vor opfattelse, at der ikke kan være nogen afrustning uden kontrol, og at kontrol uden afrustning ikke har nogen mening.

Der er endnu et principielt moment. Vi har fremlagt vores holdning til »stjernekrig« ganske indgående. USA har allerede inddraget mange af sine allierede i dette program. Der er fare for, at tingene bliver uafvendelige. Det er bydende nødvendigt, at der, inden det er for sent, findes en realistisk løsning, der garanterer, at rustningskapløbet ikke spredes til det ydre rum. Det kan ikke tillades, at stjernekrigsprogrammet bruges som ansporing til et fortsat våbenkapløb eller som hindring for radikal nedrustning. Håndgribelige fremskridt i det, der vedrører drastiske reduktioner af det nukleare potentiel, kan være til stor hjælp for at overvinde denne hindring. Sovjetunionen er af den grund rede til at løse spørgsmålet om mellemdistanceraketterne i den europæiske zone separat og uden direkte sammenhæng med problemerne vedrørende de strategiske våben og det ydre rum.

Det sovjetiske program har gjort et dybt indtryk på millioner af mennesker, og interessen for det er fortsat voksende blandt politiske ledere og i offentligheden. Situationen er i dag sådan, at det er vanskeligt at feje det af bordet. Forsøgene på at så tvivl om Sovjetunionens saglige interesse i ad konkret vej at fremskynde løsningen af dette presserende problem i nutiden, nemlig afskaffelsen af kernevåbnene, bliver mindre og mindre overbevisende. Atomafrustningen bør ikke være politikernes monopol. Hele verden tænker over det nu, for det er et spørgsmål om livet selv.

Men det er også nødvendigt at gøre regning med reaktionen fra de magtcentre, der sidder inde med nøglen til afrustningens succes eller fiasko. Naturligvis har den herskende klasse i USA, dens mest egoistiske grupper, der er nært knyttet til det militær-industrielle kompleks, andre mål, der står i klar modsætning til vore. For dem betyder afrustning profittab og politisk risiko, men for os er den en velsignelse i alle henseender økonomisk, politisk og moralsk.

Vi kender vore hovedmodstandere og har gennem tiderne indhøstet alsidig erfaring i forhandlinger med dem. I forgårs modtog vi præsident Reagans svar på vor erklæring af 15. januar dette år. Den amerikanske part er begyndt at fremsætte sine overvejelser i mere detaljeret form under forhandlingerne i Geneve. Vi vil naturligvis nøje undersøge alt det, den amerikanske part har at sige om disse ting. Da svaret imidlertid blev modtaget bogstavelig talt på tærskelen til denne kongres, forventer den amerikanske regering øjensynligt formoder vi i det mindste at vor holdning til den amerikanske opfattelse skal bekendtgøres for verden fra denne talerstol.

Hvad jeg umiddelbart kan sige er, at præsidentens brev ikke giver grund til at ændre den bedømmelse af den internationale situation, som blev nedfældet i beretningen før svaret var modtaget. Det hedder her, at afskaffelse af atomvåbnene er det mål, som alle atommagter bør tilstræbe. I sit brev erklærer præsidenten sig generelt enig i nogle af de sovjetiske forslag og intentioner vedrørende afrustning og sikkerhed. Svaret synes med andre ord at indeholde lovende synspunkter og tanker .

Imidlertid drukner disse positive udtalelser i forskellige forbehold, »sammenkædninger« og »betingelser«, der i realiteten blokerer for en radikal løsning af nedrustningsspørgsmålene. Reduktioner i de strategiske atomarsenaler gøres betinget af vor accept af stjernekrigsprogrammet og for øvrigt af ensidige reduktioner af de sovjetiske konventionelle våben. Dertil sammenkæder man ligeledes problemer omkring regionale konflikter og bilaterale relationer. Eliminering af atomvåbnene i Europa blokeres med henvisninger til de standpunkter , som Storbritannien og Frankrig har indtaget, samt kravet om at svække vort forsvar i landets østlige dele, mens de amerikanske militære styrker i denne region skal forblive uforandrede. Vægringen mod at standse atomprøvesprængningerne retfærdiggøres med argumenter om, at atomvåbnene tjener som en »afholdende« faktor. Dette er i direkte modstrid med det mål, der bekræftes i brevet nødvendigheden af at tilintetgøre atomvåbnene. De Forenede Staters og deres herskende kredses manglende vilje til at slå ind på vejen til atomafrustning kommer netop tydeligst til udtryk i deres holdning til atomsprængninger , som hele verden kræver standset.

Uden at gå i detaljer er det, kort sagt, i det brev, vi lige har modtaget, svært at opdage nogen alvorlig vilje hos den amerikanske ledelse til i handling at tage fat på løsningen af de grundlæggende problemer i forbindelse med eliminering af atomtruslen. Det ser ud til, at folkene i Washington eller for den sags skyld andre steder har vænnet sig til at leve side om side med atomvåbnene og forbinder dem med deres planer på den internationale arena. Hvad enten de vil det eller ej, er de vestlige politikere imidlertid nødt til at besvare spørgsmålet: Er de overhovedet rede til at skille sig af med atomvåbnene?

I overensstemmelse med den forståelse, som blev opnået i Geneve, skal der afholdes endnu et møde med den amerikanske præsident. Vi tillægger det den betydning, at det må frembringe praktiske resultater på de vigtigste områder inden for våbenbegrænsning og reduktion. Der er i hvert fald to spørgsmål, der kan opnås aftaler om, nemlig stop for atomprøvesprængninger og fjernelse af de amerikanske og sovjetiske mellemdistanceraketter i den europæiske zone.

Hvis der i øvrigt er vilje til at opnå enighed, så løser spørgsmålet om tidspunktet for mødet sig selv: Vi vil acceptere ethvert forslag desangående. Men der er ingen mening i at føre indholdsløse samtaler. Vi vil ikke bare se til, hvis den påbegyndte sovjetisk-amerikanske dialog, som har givet visse ikke ubegrundede forhåbninger om en mulig vending til det bedre, udnyttes til at fortsætte våbenkapløbet og de materielle krigsforberedelser. Sovjetunionen er fast besluttet på at leve op til de forhåbninger , folkene i vore to lande og hele verden nærer. Man forventer konkrete skridt, praktisk handling og håndgribelige aftaler mellem lederne af Sovjetunionen og USA om, hvordan kaprustningen standses. Vi er rede til dette.

Som ethvert andet land tillægger vi naturligvis sikkerheden ved vore grænser, til lands som til vands, stor betydning. Vi har mange naboer, og de er forskellige. Vi har ingen territoriale fordringer på nogen af dem. Vi truer ingen af dem. Men som det gentagne gange har vist sig, er der ikke så få, der uden at tage hensyn til vore og vore nabolandes nationale interesser, er ivrige efter at skærpe situationen ved Sovjetunionens grænser .

F.eks. har kontrarevolutionen og imperialismen gjort Afghanistan til et blødende sår. Sovjetunionen støtter dette lands bestræbelser for at forsvare sin suverænitet. De sovjetiske tropper, som befinder sig i Afghanistan efter anmodning fra landets regering, ville vi gerne trække hjem allerede i den nærmeste fremtid, og der foreligger da også en aftale med den afghanske part om en trinvis tilbagetrækning, så snart der nås en politisk løsning, som giver sikre garantier mod udefra kommende, væbnet indblanding i den Demokratiske Republik Afghanistans indre anliggender. Det er i vor vitale nationale interesse, at Sovjetunionen til stadighed har gode og fredelige forhold til sine naboer. I hele vor udenrigspolitik er det et mål af afgørende vigtighed.

SUKP betragter den europæiske retning som en af hovedretningerne i sit internationale virke. Europas historiske chance og fremtid ligger i et fredeligt samarbejde mellem landene i denne verdensdel. Det er her vigtigt både at bevare de fremskridt, der allerede er opnået, og at komme videre: Fra den indledende til en mere varig fase af afspænding, til moden afspænding, og derfra videre tilopbygning af pålidelig sikkerhed på basis af Helsinkiprocessen og radikal nedskæring af atomare og konventionelle våben.

Asiens og Stillehavsområdets betydning er voksende. I denne store region er der mange komplicerede knuder af modsætninger, og desuden er den politiske situation sine steder ustabil. Her er det nødvendigt og uopsætteligt at finde relevante løsninger og veje frem. Til en begyndelse bør der her ske en koordinering og senere forening af anstrengelserne for at opnå en politisk løsning på de vanskelige problemer for sideløbende, og på basis heraf, i hvert fald at tage brodden af den militære konfrontation i forskellige dele af Asien og stabilisere situationen her .

Det haster så meget mere som der i Asien og andre verdensdele findes ulmende arnesteder for krigsfare, der ikke slukkes. Vi går ind for at aktivisere de kollektive bestræbelser for at opbløde konfliktsituationer i Mellemøsten, Mellemamerika, Sydafrika - i alle de urolige områder på Jorden. Den almindelige sikkerheds interesser stiller ultimativt krav herom.

Kriser og konflikter er også grobund for international terrorisme. Uerklærede krige, eksport af kontrarevolution i alle former, politiske mord, gidseltagning, flykapring og bombeeksplosioner i gader og lufthavne og på jernbanestationer - det er terrorismens grimme fjæs, som dens bagmænd prøver at maskere med forskellige kyniske påhit. Sovjetunionen afviser principielt terrorisme og er rede til at samarbejde aktivt med andre lande om bekæmpelse af den. Sovjetunionen vil beslutsomt beskytte sine borgere mod voldshandlinger og gøre alt for at forsvare deres liv, ære og værdighed.

Ser man tilbage over det sidste års tid, vil man kunne se, at forudsætningerne for forbedring af den internationale situation er ved at tage form. Men forudsætningerne for en ændring er ikke ændringen selv. Kaprustningen fortsætter, og risikoen for en atomkrig består stadig. Den internationale reaktion er imidlertid ikke på nogen måde almægtig. Udviklingen af den globale revolutionære proces og væksten af de demokratiske massebevægelser og massive anti-krigsbevægelser har mærkbart forøget og styrket fredens, fornuftens og den gode viljes vældige potentiel. Dette udgør en stærk modvægt til imperialismens aggressive politik.

I dag er verdens og det sociale fremskridts skæbne mere end nogen sinde tidligere knyttet til dynamikken i det socialistiske verdenssystems økonomiske og politiske udvikling. Behovet for denne dynamik følger af omsorgen for folkenes velfærd. Men for den socialistiske verden er den også nødvendig som modvægt til den militære fare. Endelig rummer den også en demonstration af mulighederne i den socialistiske livsform. Både venners og fjenders øjne hviler på os. Vi iagttages af den store og forskelligartede verden af udviklingslande, en verden, der søger sit valg, sin vej, og Socialismens fremgange, slagkraften i dens svar på tidens udfordringer, vil i høj grad være bestemmende for, hvordan dette valg falder ud.

Vi er overbeviste om Socialismens evne til at løse sine opgaver, selv de mest komplicerede. Her er det af vital betydning at få et stadig mere aktivt samvirke, hvis effekt ikke bare adderer, men multiplicerer vore potentialer og tjener som en impuls til fremskyndelse af den almindelige bevægelse fremad. Dette er da også kommet til udtryk i fællesdokumenter fra det socialistiske samvirkes lande.

Sjælen i det politiske samarbejde mellem dem forbliver samvirket mellem de styrende kommunistiske partier. Igennem det sidste år har vi haft møder og indgående samtaler med ledelsen af praktisk taget alle broderpartier. Også selve formerne for dette samarbejde fornyer sig. Der er ved at opstå et nyt og måske centralt led i samarbejdet, nemlig praksis for mangesidede arbejdsmøder mellem lederne af broderlandene. Disse møder giver mulighed for løbende, kammeratligt at rådføre sig med hinanden om hele komplekset af problemer i den socialistiske opbygning i dens indre og ydre aspekter.

I den komplicerede internationale situation var det af stor betydning, at det ved enstemmig vedtagelse af deltagerlandene blev besluttet at forlænge Warszawapagten. Denne pagt blev dermed så at sige født på ny, og i dag er det vanskeligt at forestille sig verdenspolitikken i sin helhed uden den. Tag Pagtens politiske konsultative komites møde i Sofia. På en måde var det optakten til Geneve-dialogen.

På det økonomiske område har vi nu Kompleksprogrammet for videnskabeligt og teknisk fremskridt. Ideen med dette program er, at Comecon-landene samlet overgår til en koordineret politik på videnskabens og teknikkens område. Efter vor opfattelse er der også brug for forandringer i arbejdsgangen i selve staben for den socialistiske integration, i Rådet for Gensidig Økonomisk Bi. stand. Hovedsagen er, at der ved gennemførelsen af pro. grammet bliver mindre administration og færre komite. er og kommissioner af alle! slags, og til gengæld mere opmærksomhed over for økonomiske løftestænger, initiativ, socialistisk foretagsomhed og inddragelse af arbejdskollektiverne i denne proces. Det vil være netop denne partimæssige holdning, der er brug for til gennemførelse af et så utraditionelt initiativ.

Energi, effektivitet, initiativ - det er, hvad tiden kræver, og vi vil bestræbe os på, at disse kvaliteter kommer til at præge hele systemet af indbyrdes relationer mellem broderpartierne. SUKP lægger stadig større vægt på betydningen af et levende og bredt samkvem mellem borgerne i de socialistiske lande, mellem mennesker af forskellige fag og forskellige generationer. Heri ligger en kilde til gensidig åndelig berigelse og en kanal til udveksling af tanker, ideer og erfaring med opbygning af socialisme . Netop nu er det særlig vigtigt på basis af udviklingen ikke i et, men i en række lande, at analysere karakteren af den socialistiske livsform og gøre sig overvejelser om demokratiets udvikling, styringsmetoderne og kadrepolitikken. En opmærksom og respektfuld holdning til hinandens erfaring og udnyttelse af denne erfaring i praksis udgør en vældig reserve for den socialistiske verden.

Overhovedet ligger en af fordelene ved Socialismen i dens evne til at tage ved lære. Lære at løse de problemer, livet rejser. Lære at afværge de krisesituationer, vor klassemodstander prøver at skabe og udnytte. Lære at modvirke forsøgene på at splitte den socialistiske verden og sætte nogle lande op mod andre. Lære at forhindre kollision mellem forskellige socialistiske landes interesser, at harmonisere dem og finde gensidigt acceptable løsninger på selv de mest komplicerede problemer.

Som vi opfatter det, er der også grund til at se opmærksomt på de indbyrdes relationer i den socialistiske verden som helhed. Vi mener ikke, at samvirke indebærer en eller anden slags barrierer mod andre af Socialismens lande. SUKP går ind for et ærligt og åbent forhold til alle kommunistiske partier, til alle lande i det socialistiske verdenssystem og for kammeratlig meningsudveksling med dem. Vi bestræber os på først og fremmest at holde os det for øje, som forener den socialistiske verden. Derfor glæder sovjetiske kommunister sig over ethvert skridt til tilnærmelse mellem alle socialistiske lande, over ethvert positivt fremskridt i deres indbyrdes forhold.

Vi kan med tilfredshed tale om en vis forbedring i Sovjetunionens forhold til sin store nabo - det socialistiske Kina. Forskelle i holdninger, bl.a. til en række internationale problemer, består fortsat. Men vi bemærker også noget andet, nemlig muligheden af i mange tilfælde at arbejde sammen og virke sammen på ligeberettiget og principielt grundlag uden skade for tredjelande.

Det er ikke nødvendigt at redegøre for betydningen heraf. De kinesiske kommunister har betegnet den sejr, som USSR og fremskridtets kræfter vandt i Anden Verdenskrig, som forspillet til folkerevolutionens sejr i Kina. Til gengæld medvirkede dannelsen af folkets Kina til at styrke Socialismens globale positioner og til at forpurre imperialismens talrige planer og aktioner i de meget vanskelige efterkrigsår. Hvad fremtiden angår, må man sige, at de potentielle samarbejdsmuligheder mellem Sovjetunionen og Kina er enorme. Og det er de, fordi et sådant samarbejde er i begge landes interesse, og fordi det mest dyrebare for vore folk er uadskilleligt - socialisme og fred.

SUKP er en uadskillelig bestanddel af den internationale kommunistiske bevægelse. Vi sovjetiske kommunister er ganske klar over, at hver sejr, vi vinder i den socialistiske opbygning, også er en sejr for hele bevægelsen. Derfor betragter SUKP det som sin vigtigste internationale pligt fremgangsrigt at bevæge vort land frem ad den vej, som oktoberrevolutionen åbnede.

Den kommunistiske bevægelse i den ikke-socialistiske del af verden er hovedmålet for reaktionære bourgeoisikredses pres og forfølgelser. Alle broderpartierne er under stadig ild fra den antikommunistiske propaganda, som ikke viger tilbage for de skændigste midler og metoder. Mange partier virker i illegalitet under veritabel heksejagt og repressalier. Hvert skridt kommunister tager , kræver kamp og personligt mod. Lad mig, kammerater, 27. kongres 'og på alle sovjetiske kommunisters vegne udtrykke oprigtig beundring for vore kammeraters offervillige kamp og erklære vor dybeste solidaritet med dem!

Den kommunistiske bevægelse er i de senere år blevet stillet over for nye realiteter , opgaver og problemer. Alt tyder på, at den er trådt ind i en kvalitativt ny udviklingsfase. De internationale betingelser for kommunisternes virke ændres hurtigt og dybtgående. Der foregår en betydelig omstrukturering af bourgeoisisamfundets sociale mønster, herunder også i arbejderklassens sammensætning. Svære problemer melder sig for vore venner i de nye selvstændige stater. Den videnskabelige og tekniske revolution øver modstridende indvirkning på de arbejdendes materielle kår og bevidsthed i den ikke-socialistiske verden. Alt dette kræver evnen til at tage meget op til nyvurdering, kræver en dristig og kreativ indstilling til de nye realiteter på grundlag af Marx I , Engeis 'og Lenins udødelige lære. SUKP kender dette ud fra egne erfaringer.

Den vældige mangfoldighed i den kommunistiske bevægelse og i de opgaver , den står overfor, er også en realitet. Det fører undertiden til uenighed og meningsforskelle. SUKP overdramatiserer ikke den omstændighed, at der ikke altid og ikke i alle spørgsmål er fuld enighed mellem de kommunistiske partier. Et sammenfald i syn på alle spørgsmål uden undtagelse er sikkert umuligt. Den kommunistiske bevægelse blev dannet, da arbejderklassen gjorde sin entre på den internationale arena som en selvstændig og stærk politisk magt. Partierne, den består af, er groet frem på national grund, men har fælles slutmål -fred og socialisme, og dette er hovedsagen, det afgørende, som forener dem.

Vi mener ikke, at vor bevægelses mangfoldighed er synonym for splittelse. På samme måde som enhed ikke har noget at gøre med ensartethed, hierarki, nogle partiers indblanding i andres anliggender og et partis ønske om at have monopol på sandheden. Den kommunistiske bevægelse må og skal være stærk i kraft af sin klassesolidaritet og sit ligeberettigede samarbejde mellem alle broderpartier i kampen for de fælles mål. Sådan opfatter SUKP enheden og agter at fremme den på alle måder .

Tendensen til styrkelse af fredens, fornuftens og den gode viljes potentiel er stabil og i princippet uafvendelig. Bag den står menneskers, alle foks ønske om at leve i fordragelighed og samarbejde. Men vi må se realistisk på tingene. Styrkeforholdet i kampen mod krigen dannes i bitter og dynamisk kamp mellem fremskridtet og reaktionen. SUKP´s solidaritet med de nationale og sociale frihedskræfter er uforanderlig ligesom vor linje for et nært samvirke med de socialistisk orienterede lande, de revolutionært-demokratiske partier og den alliancefrie bevægelse. Den sovjetiske offentlighed er rede til også i fremtiden at udvikle forbindelserne med ikke-kommunistiske strømninger og organisationer, heriblandt religiøse, som træder aktivt op mod krig.

Under denne synsvinkel betragter SUKP også sit forhold til den socialdemokratiske bevægelse. Det kan ikke nægtes, at de ideologiske uoverensstemmelser mellem kommunister og socialdemokrater er dybe, at erfaringerne og resultaterne er forskellige og af forskellig værdi. Imidlertid vil det ubetinget være til gavn for både kommunister og socialdemokrater fordomsfrit at sætte sig ind i hinandens holdninger og synspunkter. Det vil først og fremmest være til gavn for aktiviseringen af kampen for fred og international sikkerhed.

Vi lever i virkelighedens verden og former vor internationale politik under hensyn til de konkrete særegenheder ved den nuværende fase i den internationale udvikling. Vor kreative analyse af denne fase og vor erkendelse af perspektiverne har ført os til en meget betydningsfuld konklusion. Det er nu som aldrig før vigtigt at finde veje til et nærmere og mere produktivt samarbejde med regeringer, partier, masseorganisationer og bevægelser, som er oprigtigt bekymrede for verdensfreden, et samarbejde med alle folkeslag med det formål at skabe et altomfattende internationalt sikkerhedssystem. De grundlæggende principper i dette system forestiller vi os således:

- atommagternes afkald på at føre krig mod hinanden eller mod tredjelande, det være sig med kernevåben eller konventionelle våben;

- afværgelse af et våbenkapløb i rummet, stop for alle kernevåbenforsøg og fuldstændig afskaffelse af disse våben, forbud mod og tilintetgørelse af kemiske våben og afkald på udvikling af andre masseudryddelsesmidler;

- strengt kontrolleret sænkning af landenes rustningsniveauer til et fornuftigt og tilstrækkeligt niveau;

- opløsning af militære alliancer og som et skridt på vejen hertil afkald på udbygning af dem og på etablering af nye;

- proportionel og afstemt nedskæring af militærbudgetterne.

- ubetinget respekt i international praksis for ethvert folks ret til suverænt at vælge veje og former for sin udvikling;

- retfærdig politisk løsning på internationale kriser og regionale konflikter;

- udarbejdelse af et sæt forholdsregler, der tager sigte på at styrke tilliden mellem staterne og etablere effektive garantier mod angreb på dem udefra og for deres statsgrænsers ukrænkelighed;

- udarbejdelse af effektive metoder til at afværge international terrorisme og herunder skabe sikkerhed i udnyttelsen af de internationale trafikveje til lands, til vands og i luften.

- udelukkelse af alle former for diskrimination i international praksis; afkald på økonomiske blokader og sanktioner. såfremt dette ikke direkte anbefales af verdenssamfundet;

- fælles udforskning af veje til retfærdig løsning af gældsproblemet;

- etablering af en ny økonomisk verdensorden, der garanterer lige økonomisk sikkerhed for alle stater;

- udarbejdelse af principper for anvendelse af en del af de midler, der vil blive frigjort ved nedskæringer i militærbudgetterne, til gavn for verdenssamfundet og fremfor alt udviklingslandene;

- forening af bestræbelserne i udforskningen og den fredelige udnyttelse af rummet og løsningen af de globale problemer, som er afgørende for civilisationens fremtid.

- samarbejde om udbredelsen af fredens, afrustningens og den internationale sikkerheds ideer; forbedring af det almene objektive informationsniveau og folkenes indbyrdes kendskab til hinandens tilværelse; styrkelse af forståelsen og samdrægtigheden mellem dem.

- afskaffelse af folkemord, apartheid, agitation for fascisme og enhver anden form for racemæssig, national eller religiøs eksklusivitet samt diskrimination af mennesker på dette grundlag;

- udvidelse af det internationale samarbejde - med respekt for hvert lands love om realisering af menneskets politiske, sociale og personlige rettigheder;

- løsning af problemer vedrørende familiesammenføringer og ægteskabsindgåelse og udvikling af kontakter mellem mennesker og organisationer i en human og positiv ånd;

- styrkelse af samarbejdet og udvikling af nye samarbejdsformer på kulturens, kunstens, videnskabens, uddannelsens og lægevidenskabens områder .

Disse principper udspringer logisk af standpunkterne i SUKP´s program. De er i fuld overensstemmelse med vore konkrete udenrigspolitiske initiativer. Hvis man handler efter dem, vil man kunne opnå, at fredelig sameksistens bliver det højeste universelle princip i de mellemstatslige relationer. Vi mener, at disse principper kan blive udgangspunkt og en slags ramme for en direkte og systematisk dialog mellem lederne af landene i verdenssamfundet, såvel tosidig som mangesidet.

Eftersom det handler om fredens skæbne, er en sådan dialog særlig vigtig mellem de permanente medlemmer af FNs sikkerhedsråd, dvs. de fem atommagter. De bærer det største ansvar for menneskehedens skæbne. Jeg understreger: ikke et privilegium, ikke noget grundlag for krav om »en førerstilling« i international politik, men et ansvar , som ingen har lov at løbe fra. Hvorfor skulle deres ledere så ikke samles til en rundbordssamtale og drøfte, hvad der kan og bør gøres for at styrke freden?

Det er vor opfattelse, at hele den eksisterende nedrustningsforhandlingsmekanisme også burde begynde at fungere mere effektivt. Kan man måske »vænne sig til« det forhold, at disse forhandlinger nu har stået på i årevis så at sige parallelt med, at oprustningen er fortsat?

Sovjetunionen lægger stor vægt på, at der i internationale forsamlinger, herunder inden for rammerne af Helsinki-processen, foretages en fælles undersøgelse af problemer og perspektiver vedrørende verdensøkonomiens udvikling, sammenhængen mellem nedrustning og udvikling og en udvidelse af handelen og det videnskabelige og teknologiske samarbejde. Vi føler, at det vil være vigtigt i fremtiden at sammenkalde en verdenskongres om økonomiske sikkerhedsproblemer, hvor man i sammenhæng kan drøfte alt, hvad der tynger de internationale økonomiske forbindelser .

Vi er rede til seriøst at overveje ethvert andet forslag i samme retning. Vi skal under alle omstændigheder vinde kampen for a forhindre krigen. Det vil være en epokegørende sejr for hele menneskeheden og hvert enkelt menneske på Jorden SUKP betragter aktiv deltagelse i denne kamp som de centrale i sin udenrigspoliti ske strategi.

Kammerater! Dimensionerne og det nye i det forestående arbejde stiller uhyre store krav til karakteren af det politiske, ideologiske og organisatoriske virke i SUKP, som nu omfatter over 19 millioner kommunister, der er sammensvejset af det samme mål og den samme vilje og disciplin.

Det er partiets styrke, at det fornemmer tiden og livets pulsslag og altid fungerer ude blandt masserne. Hver gang vort land står over for nye opgaver, finder partiet veje til løsningen af dem, omlægger og modificerer ledelsesmetoderne og viser evne til at være på højde med sit historiske ansvar for landets skæbne og Socialismens og kommunismens sag.

Livet selv sætter til stadighed vore muligheder på prøve. Det sidste år har været specielt i den henseende. Som aldrig før var der brug for samling i partiets rækker og enhed i centralkomiteen. Vi forstod, at man ikke længere kunne vige uden om de på trængende problemer i samfundsudviklingen og affinde sig med uansvarlighed, sløser og vanetænkning. I denne situation besluttede politbureauet, centralkomiteens sekretariat og centralkomiteen at tage fat på at løse de hovedproblemer, som tiden dikterede. Centralkomiteens plenarmøde i april blev en vigtig milepæl på denne vej. Vi fortalte ærligt vort folk om vanskelighederne og manglerne i vort arbejde og om planerne for den nærmeste fremtid og på længere sigt. På kongressen her kan vi roligt konstatere, at linjen fra april-plenarmødet har fået kommunisternes og millioner af andre arbejdendes aktive støtte.

Den nuværende fase - en fase med kvalitative samfundsforandringer - kræver af partiet og hver enkelt af dets organisationer fornyet indsats, principfasthed i bedømmelsen af eget arbejde, saglighed og uselviskhed. Udkastene til nyredigeret udgave af partiprogrammet og til ændringer af SUKP´s love, som kongressen har fået forelagt, tager deres udgangspunkt i, at kun det parti, som lever for folkets interesser, som har et videnskabeligt funderet perspektiv og med sit arbejde bekræfter troen på, at de mål, det har sat sig, vil blive nået, at kun det parti kan klare at mobilisere alle fremskyndende faktorer . Partiet kan løse de nye opgaver, hvis det selv er i stadig udvikling, hvis det ikke lider af noget »ufejlbarlighedskompleks«, kritisk bedømmer de opnåede resultater og klart ser, hvad der skal gøres. Problemernes dimensioner og sværhedsgrad og behovet for at drage den fulde og kompromisløse lære af fortiden stilller nye krav til kadrerne, og til hele stilen, metoderne og karakteren i arbejdet.

Kammerater, vi må koncentrere os om den praktiske organisering af arbejdet og placeringen og skolingen af ledende kammerater og partiaktivister og anlægge et frisk partimæssigt syn på hele vort virke, på alle niveauer og i alle led. I den forbindelse vil jeg gerne citere følgende ord af Lenin: » Når situationen har ændret sig og vi skal løse en anden slags opgaver, kan vi ikke se bagud og prøve at løse dem med metoden fra i går. Prøv det ikke, for I kan ikke!«

Det centrale i omlægningen af partiarbejdet er, at hver eneste partiorganisation - fra republikorganisation til grundorganisation - aktivt skal kæmpe for at føre linjen fra aprilplenarmødet ud i livet og skal leve i en atmosfære af søgen og fornyelse af formerne og metoderne i sit arbejde. Dette kan kun gøres ved en indsats af alle kommunister, ved at udvikle partidemokratiet på enhver måde, realisere det kollektive ledelsesprincip på alle niveauer og ved at praktisere kritik og selvkritik, kontrol og en ansvarlig holdning til arbejdet. Først da skabes der en ny ånd, og al utålelig træghed og stagnation bringes til ophør.

Med rette harmes vi over alle slags mangler og dem, der er konkret ansvarlige for dem, folk som svigter deres pligt og giver pokker i samfundets interesser: Fuskeren, driverten, den havesyge og den, der skriver anonyme breve, bureaukraten og den, der tager imod bestikkelse. Men de lever og arbejder i et konkret arbejdskollektiv, i en konkret by eller landsby og i en konkret organisation og ikke et eller andet sted fjernt fra os. Hvem andre end kollektivet og kommunisterne bør så sige, så højt, at det kan høres, at i vort arbejdssamfund har hvert menneske pligt til at arbejde samvittighedsfuldt og leve strengt efter de socialistiske adfærdsnormer , som er ens for alle. Hvad og hvem forhindrer dette?

Her er det, at opgaven med at styrke partiorganisationens rolle for alvor melder sig. Det klæder ikke os kommunister at skyde skylden på andre. Hvis partiorganisationen fungerer godt og dens arbejde bygger på principielle relationer, hvis kommunisterne er optaget af et stykke konkret arbejde og ikke banal snak, så er succesen hjemme. Det er ikke nok at se fejl og mangler og stemple dem, man må også gøre alt for, at de ikke opstår. Kommunisternes rolle som fortrop er ikke generel, den kommer til udtryk i praktisk handling.

Hvad vi har brug for i dag, er et partiliv, som er sundt, sagligt og mangfoldigt i sine beslutninger og af kommunisternes menneskelighed og beskedenhed. Vi kommunister bliver betragtet som et forbillede i alting, både i arbejde og adfærd, og vi skal leve og arbejde på en måde, så det arbejdende menneske kan sige: »Ja, det er en rigtig kommunist«. Jo lysere og renere livet bliver i partiets hus, jo hurtigere klarer vi de vanskelige opgaver, som er karakteristiske for den brydningstid, vi lever i.

Mange partiorganisationer kan opvise gode resultater ved at følge beslutningerne fra centralkomiteens aprilplenarmøde og efterfølgende plenarmøder og ved at arbejde dristigt og ihærdigt. SUKP´s centralkomite støtter sig frem for alt på disse erfaringer, når den udstikker vejene frem, og søger at gøre dem til fælles eje. Beslutningerne om fremskyndelse af det videnskabelige og tekniske fremskridt bygger således i udstrakt grad på en initiativrig holdning til disse spørgsmål i Leningrads partiorganisation og på dens erfaringer fra udarbejdelsen af programmer for intensivering og integrering af forskning og produktion og fra den sociale og økonomiske planlægning. Partiorganisationerne i Ukraine har gjort sig fortjente ved at oprette teknisk - videnskabelige komplekser og ingeniørcentre og ved et frugtbart arbejde for effektivt ressourcegenbrug. Foranstaltningerne til etablering af et landbrug-industrielt enhedskompleks i landet er blevet foreløbig afprøvet i Grusien og Estland

Der kunne nævnes mange eksempler på en moderne indstilling til tingene. Forståelse for det nye og en aktiv omstilling i overensstemmelse med de ændrede vilkår præger partiorganisationerne i Hviderusland og Letland, organisationer i Sverdlovsk, Tjeljabinsk, Krasnodar, Omsk, Uljanovsk og andre steder. Det samme viste mange af beretningsmøderne, konferencerne og republikkongresserne; de var præget af en saglig behandling af problemerne, af interesse hos kommunisterne for at finde reserver og veje til at fremskynde udviklingen og af fordringsfuldhed i bedømmelsen af de valgte organers arbejde.

Behovet for omstilling er dog langt fra erkendt af alle og langt fra allevegne. Der er stadig mange partiorganisationer, hvilket også blev bekræftet af beretnings og valgkampagnen, hvor man endnu ikke fornemmer den nødvendige vilje til alvorlig og selvkritisk analyse og til at drage praktiske konklusioner. Her mærker man en fastholden ved det gamle, mangel på tidsfornemmelse, hang til overorganisering, en vane med at udtale sig vagt og en frygt for at afsløre tingenes virkelige tilstand.

Vi kommer ikke så meget, hvis ikke vi lærer at arbejde på en ny måde, hvis ikke vi overvinder trægheden og konservatismen i alle dens ytringsformer, og hvis vi mister modet til at bedømmer situationen realistisk og se den, som den er . For at afskaffe uansvarligheden, må vi vænne os til at kalde tingene ved deres rette navn og tale åbent om alting. Det er på tide at holde op med at opøve sig i malplaceret taktfuldhed i situationer , hvor der må udvises fordringsfuldhed, ærlighed og samvittighed som partimedlem. Ingen bør glemme Lenins alvorlige advarsel om, at »falsk retorik og falsk praleri er moralsk ruin og fører usvigeligt sikkert til politisk udslettelse« . Den vigtigste forudsætning for, at hver partiorganisation kan fungere godt, er at kollektivitetsprincippet overholdes konsekvent. I nogle organisationer er det imidlertid sådan, at plenarmøderne og bureauets rolle som kollektive organer har været nedprioriteret, og den fælles beslutningstagen har været erstatte af direktiver fra en enkel person, hvilket i mange tilfælde har ført til alvorlige fejltagelser. Sådanne brud på partilivets normer har fundet sted i Kirgisiens kommunstiske Partis centralkomite. På republikkens partikongres blev der givet en principiel vurdering, ikke bare af de tidligere førstesekretærs arbejde, men også af holdningen hos dem, som havde set igennem fingre med principløshed og servilitet. Kun streng overholdelse og energisk styrkelse af det kollektive ledelsesprincip kan sikre mod subjektivistiske vilkårligheder og skabe betingelser for, at der bliver truffet gennemtænkte og velbegrundede beslutninger. En leder, som virkelig forstår det, kan også regne med en lang og frugtbar arbejdsperiode. Stærkere end før føles nu behovet for at udvikle kritik og selvkritik og forstærke kampen mod skønmaleri.

Vi har eksempler fra fornylig, som viser, ar dér, hvor kritikken og selvkritikken forstummer, og den partimæssige analyse af den reelle situation erstattes med snak om gode resultater, der deformeres hele partiarbejdet, og der opstår en atmosfære af letsindighed, laden stå til og ansvarsløshed, som kan få de alvorligste følger. Både lokalt og centralt er der mange ledende folk, som ikke kan tåle kritik og endda forfølger de personer, som fremsætter den

Moskvaborgernes arbejdsresultater er velkendte. Man tør dog roligt sige at de havde været meget større, hvis ikke byens partiorganisation for en tid siden begyndte at tabe sin selvkritiske sans og sunde utilfredshed med resultaterne og sætte selvtilfredshed i stedet. Som det blev konstatere1 på en konference i byen! partiorganisation, havde ledelsen i partiets bykomite stillet de gode resultater til skue men var veget uden om at løse de svære problemer. Netop dette førte til letsindighed og forhindrede en principiel vurdering af de alvorlige mangler.

I deres mest akutte form er de negative processer på grund af manglende kritik og selvkritik nok kommet til udtryk i Usbekistan. Republikkens tidligere ledelse havde mistet jordforbindelsen , og plejede kun at tale om resultaterne, mens manglerne blev fortiet og alle kritiske bemærkninger vakte irritation. Disciplinen i republikkens partiorganisation blev svækket, og personer, hvis eneste princip var principløshed, egen velstand og karrierehensyn, var højt på strå. Det blev almindeligt med spytslikkere og skamrosning af sine »foresatte«. Alt dette kunne ikke undgå at virke ind på arbejdet. Der skete en drastisk forværring af situationen i økonomien og socialsfæren, alskens svindel, tyveri og korruption trivedes, og der skete alvorlige brud på den socialistiske retsorden.

SUKP´s centralkomite blev nødt til at gribe ind for at normalisere situationen. Republikken fik alsidig hjælp. Mange dele af parti- og statsarbejdet og økonomien er blevet forstærket med kadrer. Disse skridt har vundet billigelse og aktiv støtte fra Usbekistans kommunister og hele den arbejdende befolkning.

Der er også noget andet, som vækker bekymring. Manglerne i republikken opstod ikke på en gang, men hobede sig op gennem mange år og voksede sig store. Flere gange har folk fra centrale organer været i Usbekistan, inklusive folk fra centralkomiteen, som må have bemærket, hvad der foregik. Arbejdende mennesker i republikken har skrevet oprørte breve til de centrale organer om de skammelige forhold. Men disse signaler blev ikke taget op, som de burde været.

Det blev de ikke, fordi der i en periode var visse republikker, områder, distrikter og byer hos os, som var hævet over kritik. Lokalt førte det til, at der opstod en slags fredede distrikter, kollektivbrug, statsbrug, industrivirksomheder osv. Af alt dette må vi drage den utvetydige konklusion, at der ikke er og ikke må være organisationer i partiet, som ikke er underkastet kontrol og er lukkede for kritik, og at der ikke er og ikke må være ledere, som er fritaget for partiansvar.

Dette gælder i lige så høj grad ministerier og styrelser og alle institutioner og organisationer. SUKP´s centralkomite anser det for nødvendigt radikalt at forstærke den rolle, som ministeriernes og styrelsernes partikomiteer spiller, og hæve niveauet i deres arbejde for omlægning af styrelsesapparatets og branchernes funktion som helhed.

Centralkomiteens gennemgang af beretningerne fra partikomiteerne i en række ministerier viser, at de endnu er meget spagfærdige og forsigtige med at bruge deres kontrolret og ikke optræder som katalysatorer for det nye og for kampen mod ministeriel snævertsynethed, bureaukrati og langsommelighed.

Partiet udøver den politiske ledelse og fastlægger den generelle udviklingslinje. Det formulerer hovedopgaverne på det sociale, økonomiske og åndelige område og tager sig af udvælgelsen og place. ringen af ledende folk og af den almene kontrol. Men hvad angår veje og metoder tilløsning af konkrete økonomiske, sociale og kulturelle opgaver, så har det enkelte styringsorgan, arbejdskollektiv og de ledende erhvervsfolk stor valgfrihed.

I forbedringen af ledelses former og -metoder vender partiet sig på det bestemteste mod sammenblanding af partikomiteernes funktioner med statsorganernes og de folkelige organers funktioner. Det er ikke noget enkelt problem. I virkeligheden kan det undertiden være svært at få øje på den grænse, bag hvilken partikontrol og tilrettelæggels af udførelsen af en praktisk opgave bliver til småligt formynderi eller endog tilsidesættelse af statslige og økonomiske organer. Det er klar at hver situation kræver en konkret indstilling, og her afhænger meget af ledernes politiske kultur og modenhed. Partiet vil bestræbe sig på at arbejde således, at alle på hver sin post handler professionelt og energisk og ikke er bange for at tage et ansvar. Dette er en principiel og leninsk løsning af spørgsmålet som vi ufravigeligt må følge på alle niveauer i partiarbejdet.

Kammerater! Jo mere resolut vi sætter partiets enorme kreative potentiel ind på at fremskynde sovjetsamfundets udvikling, des tydeligere er det, hvor velbegrundet den konklusion er, som blev vedtaget på aprilplenarmødet om behovet for at øge kadrernes initiativ og ansvar og vigtigheden af utrættelig kamp for partimedlemmernes renhed og hæderlighed.

Det kommunistiske parti er både en politisk og moralsk fortrop. I de forløbne fem år har partiet fået næsten 1,6 millioner nye medlemmer . Dets forankring i arbejderklassen og alle samfundslag bliver stærkere og stærkere. Ud af hver hundrede af de nye medlemmer er 59 arbejdere og 26 specialister inden for forskellige grene af samfundsøkonomien, og fire femtedele af alle nyoptagede er unge mennesker .

Som helhed formes partiets sammensætning og væksten i dens medlemsskare i overensstemmelse med reglementet, men som enhver anden levende sag har også medlemstilgangen til partiet brug for yderligere forbedringer. I visse organisationer forcerer man væksten i partiets rækker på bekostning af deres kvalitet og er ikke krævende nok over for de nye medlemmer. Det er vor opgave at drage utrættelig omsorg for renheden i partiets rækker og effektivt værne partiet mod tilfældige personer, som melder sig ind i det af karrieremæssige eller andre egoistiske årsager.

Det er vor pligt yderligere at forbedre kommunisternes ideologiske skoling og øge kravene tiloverholdelse af partidisciplinen og ufravigelig efterlevelse af de krav, partilovene stiller. I hver partiorganisation må kommunisterne selv sørge for en atmosfære af indbyrdes fordringsfuldhed, som udelukker enhver mulighed for, at nogen, ligegyldigt hvem, tilsidesætter partireglerne. I den forbindelse er der grund til at støtte og fremme erfaringerne fra mange partiorganisationer , hvor kommunisterne jævnligt aflægger beretning for kammeraterne, og hvor. partiets skudsmål af folk bliver drøftet og vedtaget på partimøder. Det er med til at øge det enkelte partimedlems ansvar over for hele grundorganisationen.

Det skader os meget, at nogle kommunister viser en uværdig optræden eller begår belastende handlinger. I den sidste tid er en række ledende folk fjernet fra deres poster og er ekskluderet af partiet for forskelligt misbrug. Det er for eksempel sket i Alma Ata og Tjimkent-distrikterne og en del andre distrikter og republikker samt i ministerier og styrelser. I reglen er der tale om følger af brud på partiets principper for udvælgelse og skoling af kadrerne og kontrol med deres virke. Partiet vil også i fremtiden konsekvent frigøre sig fra dem, som kompromitterer betegnelsen kommunist.

jeg vil gerne her på vor kongres endnu en gang komme ind på sagligheden. Det er et spørgsmål af principiel betydning. Enhver uoverensstemmelse mellem det, der siges, og det, der gøres, skader hovedsagen, nemlig respekten om partiets politik, og bør under ingen omstændigheder tolereres. Det kommunistiske parti er et parti, hvor ord og handling er et. Det bør hver eneste leder og hver eneste kommunist huske på. Det er på enheden af ord og handling, det sovjetiske folk vil bedømme vort arbejde.

Efter aprilplenarmødet er der truffet vigtige beslutninger og fremsat interessante ideer og forslag både centralt og lokalt. Men hvis man undersøger, hvad der er ført ud i livet af alt dette, og hvad der er omsat i handling, så viser det sig, at samtidig med de utvivlsomme fremskridt er der stadig meget, som er tabt på vejen til realiseringen. Der sker ingen forandring og ingen vending, hvis ikke hver eneste kommunist, og specielt de ledende, forstår den kolossale betydning af de praktiske handlinger, som er de eneste, der kan sikre fremskridtet og hæve arbejdseffektiviteten. Det organisatoriske arbejde må ikke bare blive tom snak og ordskvalder på talrige møder og konferencer .

Der er også en anden ting. Partiet må energisk og ubønhørligt erklære krig mod bureaukratiet. Lenin anså kampen mod det for at være særlig vigtig under store forandringer, når man går fra et styringssystem til et andet, og der kræves et maksimum af saglighed, hurtighed og energi. Bureaukratiet i dag er en alvorlig hindring for løsningen af vor vigtigste opgave, nemlig fremskyndelsen af landets sociale og økonomiske udvikling og den hermed forbundne dybtgående omstrukturering af den økonomiske mekanisme. Dette spørgsmål vækker bekymring og kræver konklusioner. Det er vigtigt at huske, at de bureaukratiske vederstyggeligheder er stærkest der, hvor der mangler saglighed, offentlighed og kontrol nedefra, og folk ikke drages tilstrækkeligt til ansvar for det, de er blevet pålagt.

Kammerater! Der er i den senere tid placeret mange nye, energiske og moderne folk på ansvarlige poster. Partiet vil fortsat føre den linje at kombinere prøvede og unge kadrer i ledelsen. Der gøres mere for at få kvinder placeret i ledelsen, og der er blevet flere af dem i partiets og sovjetternes ledende organer. Kriteriet er det samme for alle placeringer og omplaceringer , nemlig den pågældendes politiske og saglige kvaliteter , evner, reelle resultater og holdning til folk. Dette finder jeg også nødvendigt at understrege, fordi der er nogen, som har opgivet partiets tradition for at holde sig i stadig kontakt med menige kommunister og den øvrige arbejdende befolkning. Det undergraver hele meningen med partiarbejdet.

En leder som er nært knyttet til masserne og som er ideologisk velforankret, selvstændigt tænkende og energisk, et sådant menneske er der brug for nu i spidsen for hver eneste partiorganisation. Det skulle ikke være nødvendigt at minde om, at folk forbinder alle plusser og minusser i det konkrete, reelle liv, de lever, med en leders, og først og fremmest en partileders personlighed. Sekretæren for en af partiets distrikts-, by eller regionskomiteer er det kriterium, ud fra hvilket menigmand bedømmer partikomiteen og hele partiet

Kadrer, der er partiets sag hengivne, og som går forrest i arbejdet for at føre dets politiske linje ud i livet, er vort vigtigste og kostbareste eje. Partiets aktivister, alle kommunister, burde tilegne sig bolsjevikkernes store traditioner og skole sig i disse traditioner. Vi skal sikre, at principfasthed og partikammeratskab bliver ubrydelig norm i partiet og alle dets led. Kun denne holdning kan sikre partiets moralske sundhed, og det er garantien for hele samfundets sundhed.

Kammerater! »Man kan ikke være en ideologisk leder uden. ..teoretisk arbejde, ligesom man ikke kan være det, uden at målrette dette arbejde efter sagens behov og uden at udbrede resultaterne af denne teori. ..« Det lærte Lenin os. Marxismen-leninismen er den største revolutionære verdensanskuelse. Den lagde grunden til det mest humane mål, som menneskeheden nogensinde har sat sig, nemlig at skabe et retfærdigt socialt system på Jorden. Den anviser vejen til studiet af samfundsudviklingen som en samlet og lovmæssig proces trods dennes enorme mangfoldighed og modsætningsfyldthed, lærer os at forstå de økonomiske og politiske kræfters karakter og indbyrdes forbundethed, at vælge de rigtige retninger, former og metoder i kampen og ikke miste fodfæstet i afgørende historiske situationer. SUKP´s udgangspunkt i hele dets virke er, at troskab mod Marx ' og Lenins lære består i at udvikle den kreativt på grundlag af de indhøstede erfaringer. Teoretisk fokuserer partiet nu på et kompliceret sæt af problemer, som skyldes de brydninger, som aktuelt præger udviklingen i vort samfund og i verden som helhed. Der er brug for en fortsat dybtgående og altomfattende analyse i forbindelse med de mangfoldige opgaver, som melder sig i forbindelse med fremskyndelsen og de dermed forbundne aspekter, både politiske, økonomiske, videnskabeligt-tekniske, sociale, kulturelle, åndelige og psykologiske. Vi føler et akut behov for seriøse filosofiske generaliseringer, velfunderede økonomiske og sociale prognoser og grundige historiske studier.

Vi kan ikke skjule, at vor filosofiske og økonomiske front, ja, samfundsforskningen som helhed, befinder sig i en tilstand, som ærlig talt er ret fjern fra tilværelsens behov. Dertil kommer, at hverken vore økonomiske planlægningsorganer eller andre styrelser viser den fornødne interesse for at føre samfundsforskernes rationelle forslag ud i livet. Udviklingen kræver, at vi indstiller samfundsvidenskaberne bredt på de konkrete praktiske behov, og at samfundsforskerne reagerer hurtigt på forandringerne i tilværelsen, er opmærksomme på nye fænomener og drager slutninger, som kan være gode rettesnore for praksis. Kun de videnskabelige retninger, som har udgangspunkt i praksis og vender tilbage til den, beriget med dybtgående generaliseringer og fornuftige anbefalinger, er levedygtige. Skolastik, skematisme og dogmatisme har altid været en hæmsko for virkelig kundskabsvækst. De fører til tankens stagnation, lægger sig som en tæt mur mellem videnskaben og virkeligheden og bremser dens udvikling. Sandheden finder man ikke i erklæringer og forskrifter, den opstår i videnskabelige diskussioner og debatter og afprøves i funktion. Centralkomiteen går ind for, at vor samfundsforskning skal udvikle sig i en retning, som gør det muligt at nå vægtige teoretiske og praktiske resultater . Den kreative atmosfære, som partiet fremmer på alle livets områder, er særlig frugtbar for samfundsvidenskaberne. vi håber, at den vil blive brugt flittigt af vore økonomer, filosoffer, jurister, sociologer, historikere og litteraturhistorikere til dristig og energisk formulering af de nye problemer og kreativ teoretisk bearbejdning af dem. Ideerne alene kan dog ikke, hvor tiltrækkende de end måtte være, automatisk forme en helstøbt og aktiv verdensanskuelse, hvis ikke de forbindes med massernes sociale og politiske erfaringer . Den socialistiske ideologi øser energi og effektivitet af forbindelsen mellem avancerede ideer og de praktiske erfaringer fra opbygningen af det nye samfund. De vigtigste retninger i partiets ideologiske arbejde er fastlagt i den nyredigerede udgave af SUKP´s program. De er drøftet på plenarmøder i SUKP´s centralkomite og på den alsovjetiske praktisk-videnskabelige konference, som holdtes i december 1984. Jeg vil nøjes med at komme ind på nogle enkelte af dem. Det allervæsentligste, som partiet i dag må koncentrere hele sin påvirkningskraft om, er at få hvert eneste menneske til at forstå, at øjeblikket er afgørende og markerer et vendepunkt. Alle vore planer bliver hængende i luften, hvis folk er ligeglade med dem, og hvis vi ikke formår at vække massernes arbejds- og samfundsengagement, energi og initiativ. Den første betingelse for at fremskynde landets sociale og økonomiske udvikling er at indstille samfundet på de nye opgaver og mobilisere folkets og hvert eneste arbejdskollektivs kreative potentiel tilløsning af dem. Det er en uomtvistelig kendsgerning, at kloge og sandfærdige ord har en kolossal påvirkningskraft. Deres betydning øges imidlertid hundredfold, dersom de kombineres med politiske, økonomiske og sociale skridt. Det er den eneste måde at komme den trættende skolemesterstil til livs og puste liv i appeller og paroler . Når ordene mister jordforbindelsen, nedsætter det alvorligt værdien af den ideologiske indsats. Ligegyldigt hvor mange forelæsninger vi holder om hensynsfuldhed og ligegyldigt, hvor meget vi påtaler ufølsomhed og bureaukrati, fordamper det, hvis folk får en grov behandling i kontorerne, på gaden og i butikkerne. Ligegyldigt hvor mange foredrag vi arrangere om kultiveret opførsel, er de til ingen nytte, hvis ikke de underbygges med et praktisk arbejde for et højt kulturniveau i produktionen, samfundslivet og de menneskelige relationer. Ligegyldigt hvor mange artikler vi skriver om social retfærdighed, orden og disciplin, er de frugtesløse hvis ikke de ledsages af aktive handlinger fra arbejdskollektivet og konsekvent brug af loven. Folk skal til stadighed se og mærke den store sandhed i vor ideologi og principfastheden i vor politik. Arbejdet og godernes fordeling skal organiseres sådan og lovene og principperne for socialistisk samvær skal overholdes så nidkært, at hvert eneste sovjetisk menneske har er fast tro på vore idealer og værdinormer. Boligen, fødevareforsyningen, kvaliteten af forbrugsvarerne og niveauet i sundhedstjenesten - alt dette indvirker direkte på folks bevidsthed og humør. Det er ud fra denne synsvinkel, vi skal se på alle spørgsmål forbundet med partiorganisationernes, sovjetternes og de folkelige organisationers skolingsarbejde. Kampen for fremskyndelsen af den sociale og økonomiske udvikling skaber ene. stående gunstige sociale betingelser for at øge effektiviteten i det ideologiske arbejde. Dermed være ikke sagt, at den politisk-ideologiske, arbejdsmæssige og etiske skoling vil blive lettere deraf. Vi må bestandigt huske, at uanset hvor gunstig situationen er nu, så rummer den også sine modsætninger og vanskeligheder. Der er ingen grund til at slække på bedømmelsen. Udviklingen af den samfundsmæssige bevidsthed er altid en kompliceret proces, men det særegne ved den nuværende etape har gjort mange opståede problemer særlig akutte. For det første er selve omfanget af opgaverne i forbindelse med en fremskyndelse af udviklingen bestemmende for atmosfæren i samfundet, dens karakter og særtræk. Endnu har ikke alle vist sig rede til at forstå og acceptere det, der sker. For det andet, og dette er væsentligt at understrege, var det nedsatte tempo i den samfundsøkonomiske udvikling en følge af alvorlige fejltrin ikke blot i den økonomiske ledelse, men også i det ideologiske arbejde.

Man kan ikke sige, at der er blevet talt for lidt om dette emne, og der er blevet sagt meget rigtigt, men i praksis er målrettet opdragelsesarbejde ofte blevet erstattet af kunstige kampagner, som har fjernet propagandaen fra virkelighedens verden og dette har haft en negativ indvirkning på atmosfæren i samfundet. Alvorlige modsætninger blev ofte ignoreret, og der manglede realisme i vurderingen af den reelle tilstand i økonomien, på det sociale område og i andre sfærer . Aflejringerne fra fortiden er ikke forsvundet. De giver sig til kende i menneskers bevidsthed, handlinger og væremåde. En livsstil kan ikke ændres på et øjeblik, og det er endnu vanskeligere at overvinde træghed i tankegangen. Her er en energisk indsats nødvendig.

Politikken giver de nødvendige resultater, når den bygger på en nøje hensyntagen til klassers, sociale gruppers og enkeltpersoners interesser . Hvis dette gælder for styringen af samfundet, gælder det i endnu højere grad på det ideologiske og opdragelsesmæssige plan. Samfundet består af konkrete mennesker, som har deres konkrete interesser, deres glæder og sorger, deres forestillinger om livet og dets reelle og indbildte værdier.

I den forbindelse vil jeg gerne sige nogle ord om arbejdet med individer som en meget vigtig form for opdragelsesarbejde. Man kan ikke sige, at det ikke skænkes opmærksomhed, men også på det ideologiske område er den sædvanlige »kvantitative« tankegang en alvorlig gene. Tallene ser virkelig imponerende ud. Titusinder og hundredtusinder af propagandister, agitatorer, politiske oplysningsarbejdere, studiekredse og seminarer, millionoplag af aviser og tidsskrifter , millioner af foredragstilhørere. Alt dette er udmærket. Men hvor bliver det levende menneske af i dette flimmer af tal og »målgrupper«? Gør den ideologiske statistik os ikke blinde for på den ene side mennesker, der udfører et selvopofrende arbejde og fortjener stor anerkendelse fra samfundet, og på den anden side eksponenter for en anti-socialistisk moral? Derfor er det så vigtigt at være så konkret som muligt i opdragelsesarbejdet.

Et vigtigt særtræk ved det ideologiske arbejde består i, at det foregår i en atmosfære af skarpe brydninger mellem socialistisk og borgerlig ideologi. Den borgerlige ideologi er en ideologi, der skal tjene kapitalen og monopolernes profitter, eventyrpolitik og social revanche, en ideologi for et samfund uden fremtid. Dens sigte er klart, nemlig på enhver måde at pynte på kapitalismen, skjule dens indbyggede umenneskelighed og uretfærdighed og påtvinge andre sin livsstil og kultur; på enhver måde sværte Socialismen til og forvrænge meningen med værdier som demokrati, frihed, lighed og socialt fremskridt.

Den »psykologiske krig«, imperialismen har udløst, kan ikke betegnes som andet end en særlig form for aggression, en informationsimperialisme, der krænker folkenes suverænitet, historie og kultur. Det er samtidig en direkte politisk-psykologisk forberedelse til krig, der naturligvis ikke har noget at gøre med hverken en reel sammenstilling af synspunkter eller en fri udveksling af ideer, som man farisæisk hævder i Vesten. Anderledes kan man ikke vurdere det, når man lærer folk at se på ethvert samfund, der er uønsket af imperialismen, gennem riffelsigte.

Selvfølgelig er der ikke grund til at overvurdere den borgerlige propagandas indflydelse. Sovjetborgerne ved nok om, hvad de forskellige profeter og deres profetier i virkeligheden er værd, og de har godt rede på de virkelige formål med de herskende monopolistiske kræfters undergravende aktiviteter. Men vi har ikke ret til at glemme, at den »psykologiske krig« er en kamp om menneskers sind, deres verdensforståelse, deres orienteringspunkter i livet og i sociale og åndelige anliggender. Vi har at gøre med en prøvet klassemodstander, som har en alsidig politisk erfaring, der går århundreder tilbage i tiden. Han har skabt en gigantisk maskine til koncentreret propaganda, udstyret med moderne tekniske midler og rådende over et enormt apparat af mennesker, der er skolede i had til Socialismen.

De borgerlige propagandisters drevenhed og principløshed skal imødegås med et højt professionelt niveau hos de af os, der er beskæftiget med ideologisk arbejde, med det socialistiske samfunds moralog kultur, med åben information og en dristig og kreativ propagandaindsats fra vor side. Det er nødvendigt at gå angrebsvis til værks, både når det gælder om at afsløre ideologisk undergravning, og når det gælder om at fremme sandfærdig information om Socialismens reelle resultater og den socialistiske livsstil.

Vi har opbygget en verden uden undertrykkelse og udbytning, skabt et samfund med socialt sammenhold og tillid. Vi vil som patrioter fortsat af al magt værne vort fædreland, mangfoldiggøre dets rigdomme og befæste dets økonomiske styrke og moralske kraft. De dybe kilder til den sovjetiske patriotisme ligger i samfundsformen og i vor humanistiske ideologi. Ægte patriotisme viser sig i en aktiv holdning til samfundet. Det socialistiske samfund er kendetegnet af en høj moral. Man kan ikke være ideologisk ansvarlig, hvis man ikke er ærlig, samvittighedsfuld, ordentlig og krævende overfor sig selv. Jo mere energisk det nye samfunds idealer, principper og værdier befæstes, jo mere frugtbart bliver vort opdragelsesarbejde. Kampen for renhed i livet er den bedste metode til at hæve effektiviteten i det ideologiske opdragelsesarbejde og dets sociale afkast samt hindre fremkomsten af usunde fænomener .

Kort sagt, kammerater, uanset hvilket område af det ideologiske arbejde, vi tager , er det overalt nødvendigt at tage udgangspunkt i det virkelige liv. Stilstand kan simpelthen ikke tillades i en så levende, dynamisk og alsidig gerning som information, propaganda, kunstnerisk skaben og amatørvirksomhed, arbejde i klubber og teatre, biblioteker og museer - på alle områder af den ideologisk-politiske, arbejdsmæssige, moralske og ateistiske opdragelse.

I vor tid, som er fuld af dynamik og forandringer , sker der en betydelig forøgelse af massemediernes rolle. Den tid, der er gået siden centralkomiteens plenarmøde i april, har været en alvorlig eksamen for hele partijournalistikken. Redaktionskollegierne har dristigt givet sig i kast med vanskelige og på mange måde nye opgaver. Det levende liv med dets resultater og modsigelser er begyndt at pulsere på siderne i aviser og tidsskrifter og i fjernsynsprogrammerne. Der udvises en mere analytisk og samfundsbevidst holdning, problemerne stilles klarere op, og kritikken af konkrete fejl og mangler er blevet skarpere. Der er fremsat ikke så få konstruktive forslag vedrørende aktuelle økonomiske, sociale og ideologiske spørgsmål.

Nu får massemediernes handlekraft endnu større betydning. Centralkomiteen ser dem som et redskab til skabende virke, et talerør for partiets fælles synspunkter , der står over kontoriusseri og lokal egoisme. Alt, hvad der er dikteret af principielle overvejelser og interesse for at fremme sagen, vil fortsat nyde partiets støtte. Jo mere der vises eftertanke og aktualitet, og jo mindre der jages efter tilfældigheder og sensationer, jo mere frugtbart bliver massemediernes arbejde.

Fjernsyn og radio er inde i en hastig udvikling og er ved at komme op på et tidssvarende teknisk niveau. Disse medier indgår nu naturligt i vor tilværelse som altomfattende midler til information, propaganda og befæstelse af vore moralske værdier og vor kultur. Der er her klare tegn på en udvikling til det bedre - fjernsyns og radioudsendelserne er blevet mere alsidige og levende, og der er tydelige bestræbelser på at overvinde indgroede klicheer og tage mere hensyn til mangfoldigheden i seernes og lytternes interesser .

Kan man imidlertid sige, at vore informations- og propagandamidler udnytter deres muligheder fuldt ud? Ikke endnu. Der er endnu en del kedsommelighed, uovervunden træghed og manglende evne til nytænkning. Folk er utilfredse med manglende aktualitet i nyhedsstoffet og overfladisk dækning af kampen for at føre avancerede nyskabelser ud i det praktiske liv. Man klager med rette over det lave niveau i visse litterære værker, fjernsynsprogrammer og film, som ikke blot mangler idemæssig og æstetisk klarhed, men også den mest elementære smag. Der er behov for betydelige forbedringer inden for filmdistributionen, forlagsvirksomheden og på tidsskriftsområdet. De ansvarlige i kulturministeriet, radio og fjernsyn, filmbranchen, statskomiteen for forlagsvirksomhed og nyhedsbureauerne må tage energiske skridt til at imødekomme de mange kritiske bemærkninger fra offentligheden. Manglerne er generelle, men ansvaret er konkret. Det må de ideologiske kadrer til stadighed have i erindring.

Partiet ser det som hovedopgaven for sin kulturpolitik at skabe det bredest mulige spillerum for menneskers evner og tilføre deres liv åndelig rigdom og alsidighed. For at opnå radikale forbedringer på dette område er det nødvendigt at opbygge hele det kulturopdragende arbejde på en sådan måde, at det i videst muligt omfang tilfredsstiller folks åndelige behov og imødekommer deres interesser .

Samfundets moralske sundhed og det åndelige klima, folk lever i, afhænger i vidt omfang af litteraturen og kunsten. Vor litteratur har genspejlet en ny verdens fødsel og samtidig deltaget aktivt i opbygningen af den ved at forme den ny verdens menneske som en sand patriot og samtidig ægte internationalist. Hermed har den fundet sin rette plads og sin rolle i folkets fælles gerning. Det er også disse kriterier, folket og partiet bruger i vurderingen af forfatterens og kunstnerens arbejde, og som litteraturen og sovjetkunsten selv anlægger over for sine egne opgaver.

Når der i samfundet opstår et behov for at komme til en dybere forståelse af tidens strømninger, især i en omvæltningernes tid, fremstår der altid mennesker, der føler et indre behov for at bringe denne forståelse. Vi lever i en sådan tid. Hverken partiet eller folket har brug for overfladisk ordgyderi, fordybelse i småfortrædeligheder, moderytteri og principløst snævertsyn. Hvad samfundet venter af forfatteren, er den kunstneriske nyskabelse, sandfærdighed og livsnærhed, der altid har været kernen i sand kunst.

Sandheden er imidlertid ikke et abstrakt begreb. Den er konkret. Den findes i folkets bedrifter og i samfundsudviklingens modsigelser, i heltegerninger og hverdagens arbejdsliv, i sejre og nederlag, dvs. i livet selv, i alt dets mangfoldighed, dramatik og vælde. Kun en litteratur med idegrundlag, der er kunstnerisk værdifuld og folkelig, kan frembringe ærlige og åndeligt stærke mennesker , der er i stand til at tage tidens byrder på deres skuldre.

Kritik og selvkritik indgår som naturlige principper i vort samfundsliv. Hvis de mangler, går udviklingen i stå. Det er på tide, at litteratur- og kunstkritikken gør sig fri af den overbærenhed og det snobberi, der undergraver enhver sund moral. Man må erindre, at kritikken er et samfundsanliggende og ikke en serviceinstitution, der skal tjene skribenternes selvglæde og ambitioner .

Vore kunstnerforbund har rige traditioner og de spiller en stor rolle i kunstlivet, ja i hele samfundet, men også her er der behov for forandringer. Deres arbejde skal ikke bedømmes på antallet af resolutioner og møder, men på antallet af talentfulde og originale bøger, film, skuespil, malerier og musikstykker , som samfundet har behov for og som kan berige folkets åndelige liv. I den forbindelse bør man alvorligt overveje de forslag, der har været fremme i offentligheden, om at hæve kravene til værker, der indstilles til fornemme priser.

Det er ikke nogen let sag at lede ånds- og kulturlivet. Der kræves takt, forståelse for det kunstneriske arbejdes natur og naturligvis kærlighed til litteratur og kunst og respekt for talentet. Det gælder om at kunne propagandere for partiets kulturpolitik og føre den ud i livet, være retfærdig i sine bedømmelser og vise velvilje over for forfatterens, komponistens og malerens kunstneriske søgen. Det ideologiske arbejde er et kreativt arbejde. Det rummer ingen færdige løsninger, men kræver en stadig søgen og evne til at holde trit med udviklingen. I dag er det særlig vigtigt at opbygge en dybtgående forståelse af de aktuelle opgavers karakter, en velfunderet, videnskabelig verdensanskuelse, principfasthed, høj kompetence og en ansvarlig holdning til alle arbejdsområder. At hæve hele samfundets modenhedsniveau og opbygge kommunismen betyder til stadighed at øge den bevidsthedsmæssige modenhed og åndelige rigdom hos det enkelte menneske. Partiet værdsætter i høj grad den viden, erfaring og selvopofrelse, der findes hos dets aktivister på det ideologiske område. Her på vor kongres skal der lyde en varm tak til de millioner af partimedlemmer, der nu som før på strålende vis udfører et yderst ansvarsfuldt hverv for partiet på et af dettes vigtigste arbejdsområder. Til det ideologiske arbejde skal vi fortsat arbejde aktivt for at finde kammerater, der kan vise deres standpunkt gennem et personligt eksempel, er i stand til at tænke analytisk og formår at lytte til og tale med folk, kort sagt teoretisk og fagligt velfunderede mennesker, der er i stand til at løse de nye opgaver, vor tid stiller.

Kammerater! I centralkomiteens politiske beretning har vi allerede behandlet partiets programmål, dets aktuelle økonomiske og politiske strategi og problemer vedrørende forbedringer i det indre partiliv, arbejdsstil- og metoder - alt det, der udgør kernen i forslagene til nyredigeret udgave af SUKP´s program og ændringer i partiets love. Derfor er der ikke grund til at fremlægge indholdet af dem i detaljer. Jeg vil derfor kun opholde mig ved nogle enkelte punkter af principiel betydning på baggrund af det, der er kommet frem under diskussionen i partiet og befolkningen om forslagene til disse dokumenter .

Hvad viste denne diskussion? Først og fremmest en bred tilslutning til konklusioner og bestemmelser i SUKP´s program og love. Partimedlemmerne og den øvrige sovjetiske befolkning støtter partiets bestræbelser for at fremskynde landets sociale og økonomiske udvikling og programmets klare orientering efter det kommunistiske perspektiv og en befæstelse af freden på Jorden. Samtidig understreger man, at der til grund for de nye historiske opgaver ligger en dybtgående analyse af akutte problemer i samfundsudviklingen.

Den ny udgave af programmet har også vakt levende interesse i udlandet. Den progressive offentlighed fremhæver dets dybt humanistiske karakter, dets appel til det enkelte menneske og dets lidenskabelige opfordring til at skabe forståelse mellem folkene og sikre menneskeheden en fredelig fremtid. Vore venner i udlandet inspireres af Sovjetunionens utrættelige indsats for opbygningen af solide kammeratlige forbindelser og et alsidigt samarbejde med alle stater i det socialistiske verdenssystem og dens beslutsomme støtte til folkenes anti-imperialistiske kamp for fred, demokrati, socialt fremskridt og styrkelse af deres uafhængighed. Mange nøgterne ledere i den borgerlige lejr har fremhævet programmets fredelige sigte og SUKP´s politiske målsætninger vedrørende afrustning og etablering af normale og sunde relationer med alle stater.

Udarbejdelsen og diskussionen af kongresdokumenterne har sat liv i partiets ideologisk-politiske arbejde og medvirket til at øge millioner af arbejdende menneskers samfundsmæssige engagement.

Forslagene til ny udgave af programmet og til partilove har været underkastet en omfattende diskussion på møder i partiets grundorganisationer, på konferencer med aflæggelse af beretning og valg i distrikts-, by-, kredsregions- og territorialorganisationer samt på kongresser i unionsrepublikkernes kommunistiske partier. Alene i forbindelse med programforslaget har der siden diskussionens start været over seks millioner reaktioner. De er kommet fra arbejdere og kollektivlandbrugere, forskere, lærere, ingeniører, læger, soldater i hær og flåde, partimedlemmer og partiløse, veteraner og unge mennesker, der finder den nye udgave af programmet i overensstemmelse med sovjetfolkets vitale interesser og har bidraget med talrige forslag, tilføjelser og redaktionelle præciseringer . Jeg tror, det vil være formålstjenligt at komme ind på nogle af dem her .

Nogle brevskrivere fremhæver det nye i det diskuterede forslag og taler for, at det vedtages på kongressen som partiets fjerde program. Imidlertid er vedtagelsen af nye partiprogrammer - først det andet og siden det tredje - som bekendt sket i forbindelse med, at målene i det foregående program var nået. I dette tilfælde stiller situationen sig anderledes.

Partiets hovedopgaver er fortsat at udvikle og styrke Socialismen, sikre en planmæssig og alsidig forbedring af den og føre det sovjetiske samfund videre frem mod kommunismen. I det fremlagte dokument gentages de teoretiske og politiske retningslinjer, der har stået tidens prøve.

Samtidig er meget i vor tilværelse ændret siden vedtagelsen af det tredje partiprogram for et kvart århundrede siden. Der er høstet nye historiske erfaringer. Ikke alle vurderinger og konklusioner har vist sig rigtige. Det har vist sig at være for tidligt at omsætte opgaverne i forbindelse med opbygningen af kommunismen i fuld målestok til praktisk handling. Der er sket visse fejlberegninger vedrørende tidspunktet for løsningen af en række konkrete opgaver. Nye problemer i forbindelse med fuldstændiggørelsen af Socialismen, fremskyndelsen af dens udvikling og i den internationale politik er blevet akutte og står nu på dagsordenen. Alt dette må nødvendigvis afspejles i partiets program.

Således er det reelt begrundet og af principiel betydning, at det forelagte dokument defineres som en nyredigeret udgave af partiets tredje program. Den stadfæster SUKP´s hovedmål og de grundlæggende lovmæssigheder ved opbygningen af kommunismen og er samtidig et udtryk for, at der er sket en nyskabende bearbejdning af den indhøstede historiske erfaring, og at strategi og taktik er udarbejdet i overensstemmelse med særtrækkene ved det vendepunkt, vi oplever nu.

Offentlighedens opmærksomhed har især været koncentreret om de afsnit i programmet, der beskriver den etape, landet er nået i samfundsudviklingen, og de mål, der skal opfyldes under gennemførelsen af programmet. I forbindelse hermed er der udtalt forskellige opfattelser. Nogle foreslår helt at fjerne programmets afsnit om den udviklede socialisme, andre mener derimod, at det skal gøres mere detaljeret. I forslaget fremlægges en velafbalanceret og realistisk holdning til dette spørgsmål. De vigtigste konklusioner om det moderne socialistiske samfund bekræfter, at vort land er trådt ind i den udviklede socialismes etape. Vi har ligeledes forståelse for, at broderpartierne i de andre socialistiske lande nedfælder opgaverne i forbindelse med opbygningen af den udviklede socialisme i deres programmatiske dokumenter.

Samtidig er det på sin plads at minde om, at tesen om den udviklede socialisme har vundet udbredelse hos os som en reaktion på forenklede forestillinger om veje og tidsrammer for løsningen af opgaverne i forbindelse med opbygningen af kommunismen. Derefter er tyngdepunktet i behandlingen af den udviklede socialisme imidlertid gradvis skiftet. Ofte har man begrænset sig til at konstatere den opnåede fremgang, mens alvorlige problemer i forbindelse med intensiveringen af økonomien, væksten i arbejdsproduktiviteten, forbedringen af forsyningssiden og overvindelsen af negative fænomener er blevet overset eller ikke ofret tilstrækkelig opmærksomhed. Bevidst eller ubevidst er det blevet brugt som en slags undskyldning for sendrægtighed i løsningen af akutte problemer. Efter at partiet nu har proklameret og er ved at virkeliggøre en politik, der skal sikre en fremskyndelse af den samfundsøkonomiske udvikling, er en sådan holdning uacceptabel.

Den opståede situation kræver, at vi ikke koncentrerer den teoretiske og politiske tænkning om at fastholde det allerede opnåede, men om at underbygge veje og metoder til at opnå den fremskyndelse af den samfundsøkonomiske udvikling, som er en betingelse for kvalitative forandringer på livets forskellige områder .

Der skal gås langt mere grundigt tilværks ved løsningen af nøgleproblemerne ved samfundsudviklingen. Kernen i SUKP´s strategi, som den er fremlagt i den nye udgave af programmet, er en understregning af behovet for forandringer, der kan styrke dynamikken i samfundsudviklingen. En hurtigere samfundsøkonomisk udvikling skal danne grundlaget for, at vort samfund kan stige op på et nyt trin, hvor det socialistiske samfundssystems fortrin kommer til fuld udfoldelse og problemer, der er gået i arv fra foregående etaper, finder deres løsning.

Der er ligeledes fremkommet forskellige opfattelser af, hvor detaljeret programmet skal være. Nogle mener, at programmet skal være mere koncentreret - en slags kort erklæring om partiets hensigter. Andre går ind for en mere detaljeret fremlæggelse af parametrene for den økonomiske og sociale udvikling. I en række breve foreslås en endnu nøjere fastlæggelse af kronologien i de perioder, det sovjetiske samfund skal igennem i sin udvikling frem mod kommunismen.

Ifølge Lenins principper for affattelsen af programdokumenter og den tradition, der har udviklet sig, skal programmet give et dækkende billede af den moderne verden, hovedtendenserne og lovmæssighederne i dens udvikling samt indeholde en klar og velargumenteret fremstilling af de mål, partiet har sat og som det appellerer til masserne om at støtte. Samtidig understregede Lenin, at programmet skal være strengt videnskabeligt, bygge på sikkert fastslåede kendsgerninger, være præcist i sin økonomiske analyse og ikke love for meget. Han manede til størst mulig realisme i karakteristikken af det fremtidige samfund og de fremlagte opgaver. »Det er nødvendigt at være så forsigtig og nøjagtig som muligt«, skrev Lenin. »Hvis vi gør den mindste fordring på noget, vi ikke kan give, vil det svække vort program. De (det arbejdende folk) vil få mistanke om, at vort program er fri fantasi«. Jeg mener, at den foreslåede udgave af programmet er i overensstemmelse med disse krav. Hvad angår tidsrammer for opfyldelsen af programmålene, vil det ikke være berettiget at opstille sådanne. Fortidens fejlberegninger er en lære for os. I dag er det eneste, der kan siges med sikkerhed, at gennemførelsen af det nuværende program vil strække sig ud over dette århundrede. De opgaver, der skal løses i de næste 15 år, kan defineres mere konkret. Det er fremstillet i den ny udgave af programmet og gennemgås mere detaljeret i Hovedretningslinjerne for landets økonomiske og sociale udvikling frem til år 2000. Desuden vil den 12. femårsplan naturligvis indtage en vigtig plads i opfyldelsen af programmålene. Den vil bringe arbejdet med at føre samfundsøkonomien ind i en intensiv udvikling på basis af en fremskyndet teknisk-videnskabelig udvikling et godt skridt videre. En betydelig del af de breve og andre reaktioner, der er indgået til det udvalg i centralkomiteen, som har forberedt den nye udgave af SUKP´s program, drejer sig om socialpolitikken. Sovjetborgerne godkender og støtter forholdsreglerne til forbedring af befolkningens velfærd, gennemføre social retfærdighed overalt og rense vort liv for alt, hvad der strider mod Socialismens principper. De stiller forslag, der tager sigte på bedre og strengere overholdelse af princippet om godernes fordeling i henhold til arbejdets mængde og kvalitet og på forbedring af de offentlige forbrugsfonde; på forstærket kontrol med forholdet mellem arbejde og forbrug og resolut indgriben mod arbejdsfrie indtægter og forsøg på at udnytte samfundets ejendom til egen fordel; på ophævelse af ubegrundede forskelle i materielt vederlag for det samme arbejde for ansatte i forskellige brancher og på afskaffelse af ligemageri i lønspørgsmål osv.. Nogle af disse forslag er afspejlet i udkastet. Andre må behandles indgående af partiets, sovjetternes og erhvervslivets organer og tages i betragtning i lovgivningsakter og forordninger og i det praktiske arbejde.

Programmets bestemmelser om udvikling af folkets socialistiske selvstyre har påkaldt sig stor interesse under debatten. Der har været enstemmig tilslutning tillinjen for alsidig demokratisering af det socialistiske system og for maksimal og effektiv inddragelse af alle arbejdende i styringen af de økonomiske, sociale og politiske processer. Også de konkrete skridt på dette område bifaldes, og det anføres, at man i behandlingen af problemerne med forbedring af styringen af samfundets og statens anliggender mere fyldestgørende skal pege på arbejdskollektivernes muligheder som grundcellen i det umiddelbare, direkte demokrati. Det er taget i betragtning.

Der er ønsker om at styrke opdragelsen af sovjetborgene til kommunistiske idealer og moralnormer og til en indsats mod deres antagonister, ønsker som er dikteret af bestræbelser for at højne samfundets åndelige niveau. Programkommissionen har ment det rigtigt at medtage disse forslag, for at principperne om ideologisk bevidsthed og høj moral endnu stærkere kan afspejles i indholdet af de fordringer, partiprogrammet stiller .

Henved to millioner mennesker har udtalt sig om SUKP´s love. Under hensyn til resultaterne af debatten har centralkomiteen erkendt at måtte gøre en række væsentlige tilføjelser og præciseringer med henblik på styrkelse af kommunisternes rolle som fortrop, grundorganisationernes duelighed, udviklingen af partidemokratiet og sikring af stadig kontrol med hver enkelt partiorganisations og hver enkelt partifunktionærs arbejde.

Nogle af de kammerater der støtter tanken om en mere krævende holdning til kommunisterne, foreslår til det formål at gennemføre en udrensning i partiet for at befri det fra dem, hvis adfærd og levevis strider mod vore normer og idealer. Jeg tror ikke, der er behov for at gennemføre en særlig udrensningskampagne blandt SUKP´s medlemmer. Vort parti er en sund organisme; det forbedrer stilen og metoderne i sit arbejde, gør op med formalisme, bureaukrati og kontoriusseri, frigør sig for alt det træge og konservative, som står i vejen for vore fremskridt, og for dem, som har kompromitteret sig med dårligt arbejde og uværdig opførsel. Partiorganisationerne skal også i fremtiden gøre dette konsekvent, systematisk og fast.

Den nye udgave af programmet og de foreslåede ændringer i partilovene befæster og udvikler de bolsjevikkiske principper for partiets opbygning, stilen og metoderne i partiarbejdet og adfærdsnormerne for kommunister, principper som blev udarbejdet af Lenin og har stået deres prøve i praksis.

Som helhed er resultatet af debatten om SUKP´s program og love enestående positiv. Det har gjort det muligt at udvikle mange ideer og synspunkter, præcisere formuleringer og forbedre redigeringsarbejdet. Lad mig på vor kongres´ vegne rette en hjertelig tak til kommunister og alle andre sovjetborgere for deres saglige og engagerede deltagelse i debatten om kongresdokumenterne.

Partiets centralkomite mener, at de forelagte udkast, beriget med partiets og folkets erfaringer, modsvarer tidens ånd og den nuværende periodes krav. De bekræfter vort partis troskab mod den store marxistisk -leninistiske lære, giver videnskabeligt velfunderede svar på nogle grundlæggende spørgsmål vedrørende inden- og udenrigspolitikken og udruster kommunisterne og alle andre arbejdende med et klart perspektiv.

* * *

Kammerater! Dette er altså programmålene for vor fortsatte udvikling, som de er fremlagt til behandling på vor 27. kongres. Hvori ser vi mulighederne for realisering af de opridsede planer? Hvori består garantien for, at kursen efter fremskyndet socialt og økonomisk fremskridt er rigtig og vil blive gennemført ?

Først og fremmest deri, at vore planer bygger på den marxistisk-leninistiske videnskabs solide fundament og støtter sig til Lenins uudtømmelige tankerigdom. SUKP henter sin kraft i Socialismens umådelige muligheder og i massernes levende, nyskabende indsats. Ved vanskelige vendepunkter i historien har Lenins parti altid udvist evne til at finde de rette veje fremad, til at inspirere, samle og organisere det arbejdende folks millionmasser. Sådan var det i revolutionsårene, under den fredelige opbygning, i krigstidens prøvelser og de svære efterkrigsår. Vi er overbevist om, at det vil være sådan også i fremtiden.

Vi gør regning på arbejderklassens støtte, fordi partiets politik er deres politik. Vi regner med bøndernes støtte, fordi partiets politik er deres politik. Vi regner med intelligensens støtte, fordi partiets politik er dens politik. Vi regner med kvindernes, med ungdommens, med veteranernes, med alle samfundsgruppers, alle vort socialistiske fædrelands nationer og nationaliteters støtte, fordi partiets politik er udtryk for hele folkets håb, interesser og ønsker. Vi er overbevist om, at alle bevidste, ærlige mennesker , hver eneste sovjetiske patriot vil støtte partiets strategiske linje, som tager sigte på at øge vort lands styrke, at vor tilværelse skal blive bedre, renere og retfærdigere. Det er disse vældige samfundskræfter, der står bag SUKP. De følger det, de har tillid til kommunisternes parti.

Historiens uimodståelige strøm iler nu allerede mod årtusindskiftet. Hvad er der dér, på den anden side dette skel ? Lad os ikke spå derom. Men vi ved, at de planer, vi opstiller i dag, ikke er hverdagsagtige, men dristige, og at vort virke i det daglige helt igennem vil være båret oppe af socialistisk moralog retfærdighed. I vor urolige tid er vor sociale, jeg kunne godt sige vor vitale, strategi indrettet på at menneskene vil værne om vor Jord, himlen over den og det ydre rum, og udforske det som pionerer for en fredelig civilisation, fritage livet for det nukleare mareridt og totalt frigøre alle de bedste egenskaber hos mennesket, denne enestående beboer af universet, til skabende og kun skabende formål.

Det sovjetiske folk kan være forvisset om, at partiet til fulde erkender sit ansvar for landets fremtid og varig fred i verden, for rigtigheden af den udstukne kurs. Hvad der først og fremmest er brug for til den praktiske realisering af den, er udholdende arbejde, partiets og folkets enhed og forenet handling af alle arbejdende mennesker. Derved og kun derved kan vi opfylde den store Lenins bud - med energi og forenede kræfter hæve os højere og gå fremad. Historien har ikke givet os nogen anden skæbne, men, kammerater, hvilken herlig skæbne!