TIDEN - 1948 - 1949

Danmark i historiske strejflys

Af Georg Moltved.

Feudalismen i opløsning

Det er en trælsom vej folkene har måttet vandre henimod i de højst beskedne demokratiske kår, de fleste af dem har opnået, en del formelle rettigheder, men uden magt over deres økonomiske liv, uden tryghed i det væsentlige, men med en stadig frygt for fattigdom, arbejdsløshed, kriser og krig. Og tilmed med en begrundet angst for, at netop de hårdt tilkæmpede rettigheder, det politiske demokrati, nu skal bruges af den døende, men desperate kapitalisme imod folket selv.

Voldsomme krige og revolutioner, der har rystet samfundene til bunden, revolter, partikampe, strejker, propaganda, fyldte fængsler og landsforvisninger har ustandselig mærket opmarchen imod demokrati. Under disse kampe mellem klasserne har folket, den store almue måttet lægge ryggen til og dyrt betale til den sejrende part. Når folket nu og da, i trods og fortvivlelse har rejst sig revolutionært, har fået mæle og magt, har det kunnet vinde en position, som blev stående, men i lange tider mellem eksplosionerne synker det ned i dump sløvhed og håbløst mismod, og så er det kun folkesangenes sorgfyldte klange, eventyrdigtningens underfundige trods og negro-spirituals Golgatha-stemning, der får os til at forstå det undertrykte folks sorg og længsler.

Danmark har troligt fulgt den almindelige europæiske udvikling op imod demokrati. Dønningerne fra urocentrerne i de mere fremskredne lande, hvor de produktionsmæssige og dermed de åndelige og politiske nyskabelser først tog form, er skyllet ind over landet, som regel i meget afdæmpet form, indtil det formelle demokratiske højdepunkt nåedes gennem Grundloven af 1849, som med tilbageslaget i 1866 og det lille bitte nyk frem i 1915 for de nuværende magthavere i samfundet står som noget nær idealet af folkeligt demokrati. Deres tilslutning til det liberal-kapitalistiske samfundssystem begrænser her på afgørende måde deres politiske behov.

I løbet af det 18. århundrede fik brydningerne mellem det rådende feudale samfund og den fremvoksende kapitalisme i byerne en tydelig bevidst karakter. Dette nye samfundssystem satte sin propaganda ind, og dets første blænkere fik føling med fjenden. Dets intellektuelle fortrop blev forsynet med de våben, der forekom mest anvendelige. Oplysning og kritik, båret af en skarp fornuftsmæssig argumentation, støttet af den erhvervede videnskabelige tænkning og kundskab, kendetegner denne første etape i kampen. Da modstanderne, feudalismen, enevælden og de mægtige kirkeorganisationer hvilede på autoritetstro og religiøse illusioner, blev det en kamp imod autoriteten, imod dogmelære. Men samtidig med, at industrialisering og handel gav byernes borgere fastere økonomisk grundlag, var landbruget under det gamle system kørt fast. Nogen fremgang syntes her umulig. Staterne måtte se sig om efter en udvej. En række fyrster rundt om i Europa bliver lydhøre efter nye rationelle muligheder til ophjælpning af det landbrug, der var hjørnestenen i deres økonomi. Døren blev lukket op for de fremmeligste rationalister, de franske »oplysningsfilosofier«.

Det er bølger fra denne europæiske tidsstrøm, der skyller ind over Danmark ved århundredets midte. Her var landbrugets stilling bleven katastrofal. Der var ikke og kunne ikke ske nogen fremgang, hverken i teknik eller i produktion under de rådende driftsformer og ejendomsforhold. Bøndernes levemåde, kultur, arbejdsmetoder og redskaber og tilmed folketal var omtrent det samme som på Absalons tid 500 år før. Dog en ændring var sket. Bonden var siden middelalderen gradvis sunket dybere og dybere i afhængighed af den storbondeklasse, der nu var godsejere og lensadel, med stavnsbånd, hoveri og retslig og økonomisk underkuelse.

Holbergs Jeppe på Bjerget er en skrap typetegning af denne sjællandske fæstebonde. Det betegner et dybt fald fra middelalderens frie selvejerbonde, landets marv. Bondealmuen var nu en umælende grå masse, de 80 % af befolkningen, det egentlige »folk«. Det lag af herremænd, der med kongen som top satte sig på dem, var i tal forbavsende ringe, 7-800 stykker. Stod produktionen i stampe, var der derimod øget stigning i dette herskende lags krav til livets goder, og følgelig til øgede skatter og afgifter fra disse arbejdende masser. Men grænsen var nået. Stavnsbåndet som indførtes 1733 var fra kongens og godsejernes synspunkt en virkelig rationel foranstaltning til fastholdelse af arbejdskraften og sikring af soldatermateriale. Hoveriet var effektivt til dyrkningen af godsejerens jord og billig tilmed, men samfundsmæssigt uholdbart, da bonden jo ikke kunne arbejde samtidig både ude og hjemme. Hans egen bedrift forsømtes. Ydelserne aftog. Man gør sig i vore dage ikke forestilling om det uhyre skattetryk, bonden var ude for. Der blev ikke noget tilovers udover livets mest kummerlige ophold. Hans overskudsproduktion gik næsten udelukkende til et uhyre luksusforbrug hos de herskende klasser.

En nøgtern, men meget forsigtig nationaløkonom, professor Falbe Hansen har i sit værk fra 1888 om stavnsbåndsløsningen gjort op, »at kong Christian d. VI til forbrug for sig selv og sit hof anvendte summer, der var lige så store, som alt det der gennem skatterne pressedes ud af det danske landbrug og bragte dette til randen af ruin. Godsejerne, der stod inde for skatten, reagerede med forøget hoveri.« Et enkelt slot, Christiansborgs opførelse kostede en sum, der svarede til salgsværdien af 117.000 td. hartkorn, samtlige jordegodser på Sjælland.

Det var den samfundsmæssige og socialøkonomiske baggrund og betingelse for, at den nye tankeverden, som skabtes af det fremvoksende bourgeoisi, kunne vinde gehør i de lag af befolkningen, der kunne læse og skrive, og det var kun et lille tyndt lag, de intellektuelle, der alene havde mulighed for europæisk orientering. Men da først døren ud til omverdenen åbnes, kommer der et væld af skrifter og bøger, der røber en forbløffende frisk og åben åndelig indstilling. Det er den nye rationalisme, der drager det jordiske liv frem på bekostning af det hinsidige. Ret forsigtig på de åndelige områder, men dristig på de praktiske. Der drøftes nu landbrug

på kryds og tværs. Præster, forfattere, jurister og enkelte mere fordomsfri godsejere giver deres besyv med i laget, og det er ikke bare om landbrugets rent praktiske driftformer og økonomi, men man begynder at kritisere landbrugets ejendoms- og retsforhold. Stavnsbånd, hoveri og fæstevæsen tages under behandling.

Det er mærkbart, at der graves grund til noget nyt. Men denne nye borgerlige, praktiske tænkemåde førte tillige med sig et helt nyt syn på mennesket, båret af humanisme og tolerance, sansen for menneskeværd. Det er for et moderne menneske befriende at høre disse nye stemmer, som tillige var så fyldt med optimisme. Nogle af disse hjemlige oplysningsfilosofier står helt på højden med moderne videnskab.

Der er den unge højtbegavede matematiker, professor Jens Kraft fra Sorø. Han har ikke alene tilegnet sig den franske ånds klarhed, men er dristig i sine videnskabelige slutninger, som etnolog og som religionshistoriker, hvor han voveligt påviser, at guder skabes af mennesker. Og det er før Voltaire. Det er dygtige historikere som Suhm og Tyge Rothe. I dens sidstes skrifter fornemmer man tydeligt, at borgerstanden bliver sig bevidst, når han siger: »den offentlige røst, som der må tillægges afgørende indflydelse på statens sager, er ikke den ringe almue, der endnu mangler oplysning, og heller ikke hoffets kredse, men middelstanden, særlig den højere oplyste middelstand«. Det er sådanne stemninger, der er slået helt igennem lige før juniGrundloven af 1849, både bourgeoisiarrogancen, hippet til adelen og foragten for almuen, som vi træffer det hos Orla Lehmann og Carl Ploug. En journalist som Sneedorff satte i sit tidsskrift »Den patriotiske Tilskuer« alle tidens problemer under debat og navnlig de landbrugs-økonomiske. Præsten og nationaløkonomen O. D. Lütken gravede dybt og gav udtryk for tidens mest fremskredne økonomiske teorier, som er mere kendte fra grundlæggerne af den moderne liberalkapitalistiske økonomi, englænderne Adam Smith og Malthus, hvis kendte befolkningsteori han foregriber. Botanikeren Georg Christian Oeder, en af Struenses medarbejdere, angav mere konkret tidens krav, hovedgårdenes udstykning, lettelse af hoveriet. Schweizeren Reverdil, Frederik d. VI’s lærer, gik ind for stavnsbåndsløsning. Men betegnende for alle kritikere, uden undtagelse, er det, at ikke een retter nogen kritik imod den bestående statsform, enevoldsmagten, endsige imod fyrsten. Og dog havde kongerne gennem generationer været af lavest tænkelige kvalitet. Bevarelsen af kongemagten var for disse, i andre henseender dristige reformatorer, en lige så selvfølgelig forudsætning, som det har været for alle danske regeringer til dato.

Et voldsomt forsøg på ad diktatorisk vej at løse både landbrugsproblemer og indføre en række af de krav, som de borgerlige intellektuelle gik ind for, gjordes af Struense i årene 1770-72, mens han havde overtaget den reelle magt under den komplet sindssyge konge Christian d. VII. Med glødende iver og med konsekvens udstedte han anordninger i mængde for at regulere retsvæsen og det borgerlige liv efter de principper, der anerkendtes af det frisindede borgerskabs fortrop. Alle disse lovanordninger var båret af hans sikre humanitet, tolerance, sans for menneskeret og krav om dygtighed som eneste adkomst til embeder, trykkefrihed og statens uinteresserthed i borgernes private livshandel, også på det seksuelle område. En kommission til overvejelse af landboreformer, hvor de radikale Oeder og Reverdil havde sæde, blev nedsat. Men alt ved enevældigt diktat, uden støtte hos andre kredse.

Når Struense faldt og faldt hårdt og dømtes barbarisk, havde det den politiske baggrund, at han ikke havde nogen politisk magtfaktor bag sig, bortset fra den usikre fyrstegunst. Borgerskabet vandt han ikke, forsøgte det heller ikke, og statens egentlige opretholder, feudaladelen, var helt imod ham, ikke mindst fordi han holdt dem udenfor. Bondestanden var naturligvis i denne forbindelse uden al betydning. Eftertiden har heftet sig meget ved hans tyskhed som noget væsentligt. Og propagandamæssigt spillede det givetvis en rolle. Men ikke reelt. Man må huske, at riget var ikke nogen nationalstat som nu. Danmark var knap nok hovedlandet. Norge var omtrent lige så stort befolkningsmæssigt, og de omtrent helt tyske hertugdømmer var både kulturelt og økonomisk Danmark overlegent. Hoffet, militæret, de betydeligste embedsmænd var helt tyske. Megen litteratur udkom på tysk. I byerne var en ret anselig tysk håndværksstand, og igennem menneskealdre var der indkaldt og indvandret en begunstiget tysk adel, som sad inde med en stor del af den danske jord. Få år før Struensee havde en anden indvandret tysker, adelsmanden A. G. Moltke også tilrevet sig et reelt diktatur, takket være hans velynder, den af kronisk alkoholisme forsumpede Frederik den V. Moltkes tyskhed var absolut, men han manglede Struensee’s verdensborgerpræg og moderne kultur. Og da han hurtigt fik tilegnet sig uhyre rigdomme og store godser (Bregentved), kom hans interesser til at ligge på linje med den øvrige feudaladels, og da han var indskrænket bigot og på alle områder reaktionær, var der ingen mulighed for at komme i konflikt med de bestående magter. Han sad uanfægtet til sin død. Norge var den del af monarkiet, som havde berettiget grund til at føle sig tilsidesat, det var praktisk uden indflydelse på statsstyrelsen. De norske intellektuelle, der i denne periode opholdt sig i Danmark, som Wessel, Fasting og deres kreds, var både danskoppositionelle og stærkt påvirket af radikal fransk tænkemåde og havde påvirkningsmuligheder i deres feudalfri fædreland, da både den gamle norske adel var udryddet og landet ikke havde stærk tillokkelse for de mange tyske indkaldte adelige, som hellere skar sig bidder ud af den danske jord, i nærhed af nådens sol, end i det afsides Norge. Bonden forblev selvejer. Her har vi en af forklaringerne på, at nordmændene, da de i 1814 gled fra Danmark, hurtigt skabte sig en forfatning, der både var friere end den senere danske og fremgik uden kamp.

De af Voltaire, Rousseau og Montesquieu påvirkede ånder herhjemme tænkte sig, at enhver reform skulle og kunne ske gennem den absolutte enevoldsmagt. Man udformede visse teorier om, at kongen havde visse forpligtelser til at være et eksempel for sit folk og tænke mildt på det. Men ihukommende den række alkoholister, sindssyge og mådelige begavelser, der havde siddet på tronen, var det voveligt at føre denne tanke for vidt ud. Fyrstetilbedelsen var komplet vidløs og den holdt sig længe. Og når man betænker vor egen tids kongedyrkelse og vor nye grundlov med opretholdelse af kongemagt som »arvelig« og tilbedelse af fyrstens person som »fredhellig« og uansvarlig, må man dømme mildere om det 18. århundrede, da man famlede sig frem mod demokrati.

Desuden var det hos bonde som hos borger en rodfæstet overbevisning, at adelen var fjenden og kongen også var fjendens fjende. Der var her mindelse fra radikal borgerpolitik 1521 på Christian d. II’s tid og støttet af denne og fra statsomvæltningen på Frederik d. III’s tid 1660, da kongen støttede sig til borgerne imod adelen. Det var et historisk forståeligt, men meget snævert synspunkt. Det har været en hæmsko for demokratiet, at det ikke hurtigere fik gjort op med denne forestilling. Kongen er ikke bare ulighedens symbol, men dens reelle garant den dag i dag.

Stavnsbåndsløsningen var i enhver henseende den vigtigste af alle de mange reformer, der grupperede sig herom, ikke bare menneskeligt og demokratisk, men fordi den nødvendigvis trak de fleste andre med sig, de økonomiske og driftsmæssige, som udskiftningen.

Det var den nødvendige kulegravning af det danske samfund, der måtte finde sted, inden der kunne lægges en demokratisk sæd i jorden. De ledende, særlig de tyske statsmænd og godsejeres anerkendelse af uføret i landbrugsøkonomien og det vågnende bourgeoisis litterære argumentation og agitationen for et nyt humant menneskesyn mødtes og forenedes. Det var disse to bærende lag i samfundet, der gennemførte den fredelige revolution.

At tilskrive kronprinsen, en halvvoksen dreng på 16-17 år, nogen indsigt i disse komplicerede problemer, endsige en førerrolle i gennemførelsen, som både samtiden og den senere romantik og kongedyrkelsen har gjort, er uden al forstandig mening. Da Struense var styrtet 1772 af en hofkamarilla, der var reaktionær og lededes af den unge kronprins’ stedmoder og som holdt drengen nede lige til hans myndighedsalder, blev der hos denne oparbejdet et had til denne klike, og denne følelse udnyttedes ganske naturligt af den stormandsgruppe, som havde andre politiske interesser. Det var mænd som Bernstorff, Schimmelmann og brødrene Reventlow, der gjorde den unge kronprins’ sag til deres og derved straks fik betroet vigtige ministerposter. Hofintriger og hofrevolter var på de tider et vigtigt politisk middel, undertiden det eneste. Som en betydelig arbejdskraft ved reformernes gennemførelse træffer vi sammen med de nævnte tyske godsejere, en højtstående embedsmand, nordmanden Colbjørnsen, der mødte med ikke så lidt norskpatriotisk følelse af den norske bondestands forholdsvis større frihed, selvejerbønder, som de var. Men den unge kronprins lagde navn til og erhvervede sig herved en goodwill for hele livet, som senere hævnede sig, da han med sine mange uforstandige politiske afgørelser ikke alene altid fik tilgivelse, men mulighed for at udfolde et reaktionært regimente og lige til sin død at lægge sig på tværs af den påkrævede demokratiske udvikling.

Demokratiet rejser hovedet, men mister det - P. A. Heiberg

Stavnsbåndsløsningen i 1788 og de dermed forbundne øvrige landboreformer, som hoverilettelser, tiendeafløsning og landsbyudskiftningen, som lige til den dag i dag rangeres ind blandt landets nationale bedrifter, er lige tværtimod en temmelig udansk fremtoning. Først og fremmest fordi det egentlige Danmark, bondestanden, de 80 % af befolkningen, var ganske uden deltagelse heri, ligeglade og passive, komplet sløve overfor hvad der foretoges med den. Så dybt var den sunket ved overklassens misregering af landet gennem hele enevælden. Disse reformers igangsættere var en kreds af økonomisk interesserede tyske godsejere og statsmænd, som de kendte navne Reventlow, Bernstorff og Schimmelmann, hjulpet af intellektuelle som nordmanden Colbjørnsen. Deres ideologiske grundlag var hentet udenlands, fra England og Frankrig. Den så højtpriste ædelhed fra fyrstemagtens og godsejernes side som drivkraft heri er ful romantik. Ingen af disse magtfaktorer i samfundet gik længere end deres økonomiske interesser tillod. Og ingen af dem drømte om at indrømme folket den ringeste medbestemmelsesret i den politiske ledelse. På et meget vigtigt punkt blev denne godsejernes bondereform brugt til et socialt tilbageskridt, der har fået de allerstørste menneskelige og politiske følger for Danmark. Det var det klasseskel, der nu blev indført indenfor bondestanden. Bondestandens »frigørelse« måtte kun omfatte den mindre halvdel af bondestanden, gårdmændene. Den større part, husmænd, daglejere, inderster, tyende, og tyende dengang var ikke som nu en ungdom, men en livsstilling for mange, disse grupper blev ikke bare »glemt«, som senere historikere undskyldende har sagt. De blev bevidst holdt udenfor.

Der blev slået en tyk streg mellem disse proletarer og den nye besiddende klasse, gårdmændene. Der blev her draget et klasseskel, der ikke havde været før. Økonomisk og socialt havde alle disse landbogrupper ligget på linje, og man gled umærkeligt fra den ene over i den anden, lige fattige og fortrykte. Den nye skeldragning blev begrundet med nødvendigheden af at have en arbejderreserve, navnlig for det store landbrug. Derfor blev husmanden ved jordfordelingen afspist med de 3 tønder land ude på overdrevet og i mosen, og godsejeren indførte for sine landarbejdere huslejekontrakter, der var rene slavekontrakter. Over halvdelen af landbrugerne blev herved berøvet muligheden for selvstændig økonomisk tilværelse. Godsejerøkonomien måtte frem for alt betrygges. Denne hårde politik, som samfundets store ikke bryder sig om at mindes, har fået dybtgående følger for Danmark.

Selvfølgelig var man fra demokratisk side dengang klar over denne fare, og den gav sig også udtryk nu og da. Den kendte landøkonom, præsten Høegh, skriver 1794 herom: »Hvis der ikke bliver oprettet selvstændige husmandsbrug, ville bondestanden dele sig i to klasser, gårdmænd og husmænd, og det så fuldkomment, at ingen, der er født i den sidste, kan gøre sig mindste håb om at stige op i den første, og ingen født i den første vil fornedre sig til den sidste......«. Den politisk meget moderate nationaløkonom, professor Falbe Hansen satte i 1888, jubilæumsåret, fingeren på dette ømme sted og skrev stilfærdigt: »100 år under »frihedsudviklingen« har snarere uddybet den sociale kløft i bondesamfundet.« Litterært nedlagde Henrik Pontoppidan de samme erfaringer i »Fra Hytterne«, senere Skjoldborg med »En Stridsmand« og med sikrere politisk perspektiv Andersen Nexø. Skævheden i de store landboreformer er endnu ikke rettet op, Husmands- og landarbejderproblemet kan nu kun løses ved en ny landborevolution og denne gang, som det viser sig, under voldsom modstand, også fra de velhavende gårdmænd, husmændenes tidligere klassefæller.

Når man erindrer, at bourgeoisiets foragt for bondestanden som helhed holdt sig langt op imod vor egen tid, længe efter at »andelsbonden« var bleven velstående og økonomisk forbundet med de andre kapitalistklasser, kan man forstå, at de nu »glemte« grupper af bondestanden, husmænd og landarbejdere, overhovedet ikke blev regnet med. Så sent som i 1842, i Stænderforsamlingen, kunne en kendt godsejer, etatsråd Neergård, oven i købet en af de mest liberale, udtale: »Jeg tror også, at en forbedring af husmandsstandens kår er i alle herskabers og tyendeholderes interesse. Vi holder alle tjenestefolk og ønsker os dem arbejdsomme, tro, lydige, ordentlige og sædelige, og jeg for min del ønsker dem også gudfrygtige. Vi ønsker dem tillige så megen dannelse, at de ikke støder vor æstetiske følelse.« Her var altså grænsen og ikke længere!

Dette kunstigt opførte skel mellem husmænd og gårdmænd uddybedes omgående med en opgang for hele landbruget, med stigende priser på landbrugsprodukter, som nedfældede sig i højere forpagtningsafgifter for hovedgårdene, mens bøndergårdene steg i salgsværdi. Alle de heldige virkninger, som reformvennerne i deres højtsvungne optimisme havde drømt om, indtraf rigeligere og på kortere tid end ventet.

Samtidigt indtraf en folkeforøgelse, som gårdmandsstanden ikke kunne opsuge; den skød sig over på husmands- og landarbejderstanden. Et landarbejderproletariat uden sidestykke i fortiden dannedes. Da husmandshoveriet 1808 skulle lovfæstes, ikke afskaffes, var det selve den »ædle« Reventlow, der foreslog en paragraf, der gjorde det lovligt at øve hustugt imod de arbejdspligtige husmænd.

Når det har været vanskeligt at sætte landboreformerne i det rette lys, har datidens aldeles ukritiske lovsange til de adelige godsejeres og kongemagtens menneskekærlige motiver en stor del af skylden. Hovedmotivet var naturligvis hensynet til den herskende godsejerklasses økonomi og til statens afhængighed af landbrugets trivsel. Var denne nødvendige sanering ikke sket, var det danske samfund dømt til en katastrofal fattigdom. Men havde disse nådig-herrer anet, at bondestandens frigørelse skulle bidrage til at undergrave deres politiske magt, til et kommende demokratis fødsel, er det mere end tvivlsomt, om det var sket. Men i de første par menneskealdre holdt den frigjorte gårdmandsstand sig komplet tavs. Og da den endelig fik mæle, i midten af 30’erne, er det helt klasseinteresser, og ikke de borgerliges temmeligt uklare frihedsbegreber, der bevæger den.

Borgerskabets drøftelse af tidens demokratiske ideer havde sin baggrund i den borgerlige fremdrift og velstand, der viste sig i denne periode, betinget af Danmarks neutralitetspolitik under de store europæiske krige. Den store franske revolutions sejrrige kamp for det unge kapitalistiske borgerskabs politiske magtstilling gav genlyd herhjemme. Bernstorff, der havde den største indflydelse på regeringens linje, var ganske vist meget betænkelig ved revolutionen, men mente ikke det ville være klogt at imødegå de gryende liberale rørelser ved at knægte ytringsfriheden helt. Han mente, at en ventil her ville moderere folkestemningen. Frederik d. VI var af en anden mening, men så længe Bernstorff levede, bøjede han af her. Det var altså muligt at føre en offentlig debat i tidsskrifter, flyveblade og presse. Men trods al begejstring for den franske revolution er det mærkbart for drøftelsen af de demokratiske ideer, at man ikke havde nogen klar forestilling om enevoldsmagtens sammenhæng med samfundsstrukturen. Man var adelsfjendtlig, men kongevenlig.

Således lovede man sig en del af den unge kronprins, som havde måttet overtage regeringen, fordi hans fader, kong Chr. d. VII var komplet sindssyg. Kronprinsen, den senere Frederik d. VI har i en sjælden grad været fejlvurderet som regent. For en senere tid aldeles ufatteligt. Jo værre han i sit senere liv greb fejl, af uvidenhed, snæversyn, stupid reaktion og åbenlys tåbelighed, desmere blev han af »folket« hyldet i de mest krybende vendinger. At hans indskrænkede forstand bifaldt dette, er naturligt, men at nationens ypperste deltog i det, er et grimt træk i vor historie eller i vor »nationalkarakter«. Det blev heller ikke uden de alvorligste følger for demokratiet. En nøgtern og saglig historiker, den afdøde nationalbankdirektør Marcus Rubin har i sit værk om Frederik d. VI’s tidsalder udtalt: »Han var en uduelig hersker, manglede alle føreregenskaber, og stolede dog på sit førerskab. Slet førte han os både som krigsøverste og som statsmand 1807-14. Han gjorde ondt værre. Hans evneløshed til at veje og vove forenede sig med hans forstokkede absolutisme. Forsumpning på alle områder.«

Den borgerlige intellektuelle verden fortsatte sin idedrøftelse med udgangspunkt i den realistiske forstandsprægede engelsk-franske debat, der udløste den franske revolution. Vi træffer her et navn, der lyser højt op over alle andre i tiden og i lang tid stod for almenheden som indbegrebet af demokrati. Det er P. A. Heiberg. Det er ikke mindst hans martyrskæbne som landsforvist, der har bevaret hans navn med berømmelse. Er det berettiget? Ja, forsåvidt han var den, der med størst lidenskab, med mest udholdenhed, med talent og med fast holdning og helstøbt karakter gik i kamp imod den hensygnende feudalmagt. Han fortjener det, forsåvidt han tog den nærmest foreliggende opgave op at give politisk udtryk for tredje stand, for bourgeoisiet, og forme dens åndelige fremtræden. Han fortjener det, fordi han midt i en famlende, usikker klasse leverede våben til dem, der nok ville til magten, men ikke vovede midlerne. Han bevarede endelig sin berømmelse i det samme, igennem et århundrede toneangivende bourgeoisi, fordi han aldrig gik udenfor sin klasse. Ikke at han som sine efterfølgere i det københavnske borgerskab var fjendtlig indstillet overfor landboalmuen, men fordi denne lå udenfor hans synskreds. Han er tidens typiske intellektuelle, født i overklassen, akademiker, levede sit liv som embedsmand, giftede sig ind i det københavnske handelsbourgeoisi. Han var vidende og vittig, modig og flittig, en ideel journalist, også derved, at han greb tidens problemer og på en måde, der interesserede, ja man kan godt sige vakte sensation. Han var i sin dannelse afhængig af de franske oplysningsfilosofier, men hovedtemaet i hans politik var mere ligheden end friheden. Siéyes ord kort før den franske revolution, at tredje stand, der var intet, skulle være alt, det blev for Heiberg og for hans politiske venner det motto, hvorunder de gik til kamp. Det blev til kamp imod privilegierne, som tiden var så rig på. Og da privilegierne særlig kom adelen til gode, blev det en kamp imod adelen, mens den enevældige kongemagt forblev uantastet. Derfor kunne Heiberg skrive: »den frihed, jeg ønsker, er blot befrielsen for den arvelige adel og det derfra uadskillelige aristokrati og barbari. Kongen og hans hele familie må for mig gerne leve og trives, det er ikke dem, der trykker mig og mit fædreland.« Og han skrev: »Gid danske konger må regere og sørge så for folkets gavn, at kongenavn kan stedse være et stort og værdigt navn! da tronen skal urokket stå ...« og »leve kongerne på jorden, når de ynde lys og orden, leve Christian og hans søn!« - Den omtalte Christian var da uhelbredelig sindssyg.

Når Heiberg blev den anerkendte fører for det radikale demokrati, ja ansås for en revolutionær helt, lå det også i, at han mere end de andre litterære demokrater skrev i et sprog, der var forståeligt både for den kræsne overklasse og for den jævne håndværker. Tidens mest yndede udtryksform var visen, selskabsvisen og drikkevisen. En veldrejet vise gik fra mund til mund, slagordene lærtes af alle. Visen var kendt gennem lange tider, et par menneskealdre før Heiberg var det gerne gudelige viser med moralsk indhold, der blev sunget af håndværkerne under arbejdet. Nu blev det altså den muntre vise, med politisk brod. Disse viser slog tonen an, de var opinionsdannende som ledere i et politisk dagblad. Heiberg sørgede for, at de nye demokratiske ideer blev sunget ind i folket. Men han udfoldede sig tillige på en række andre områder. Skrev Skuespil, som det kendte »De vonner og de vanner«, der med grovkornet satire angreb tyske officerer og derved blev forbudt. Flere tidsskrifter forestod han, »Rigsdalersedlens hændelser« er et sådant, fyldt til randen med politisk satire i Voltaires stil. Han nåede at få masserne i tale og få dem til at tænke politisk. Han undergravede tilliden til autoriteten i det bestående samfund. Men nogen konstruktiv politisk ide finder man ikke hos ham. Hans politik gik nærmest ud på, at regeringen skulle imødekomme den rejste kritik for at undgå revolution. Og noget konkret program havde han ikke. Det blev til frihed i ret uklar almindelighed, bortset fra kampen imod privilegierne. Og det er stadig regentens dårlige rådgivere, der får skylden for alle fejl, aldrig regenten selv eller systemet.

Samtidig med Heiberg træffer man en række demokratiske forfattere, der er langt mindre kendt, men som gravede dybere. Assessor Collet fremsatte et udarbejdet og begrundet forslag om trykkefrihed, historikeren Riegels satte skarpt ind på konkrete og farlige punkter, særlig statens regnskab. Han hævdede med voldsomhed, at statsregnskab og atter regnskab må der kræves, og dette regnskab må stilles under offentlig kontrol. Riegels nærmer sig her stærkt til kravet om forfatning. Den mest begavede af den yngre slægt var teologen Birckner, der med mere politisk ballast end Heiberg og langt grundigere undergravede adelens stilling. Men i viserne var Heiberg den overlegne, her udfoldede hans litterære form sig kraftigst, her var hans satire mest koncentreret. Når man læser disse tidens viser, må man forbavses over den slagkraft, den glød, den veloplagthed og den politiske aktualitet, der lyser ud af dem. Enkelte er kendt op i vore dage, som Zetlitz: »At slyngler hæves til ærens top...«, og Abrahamsons forunderligt bitre vise: »Min søn, om Du vil i verden frem, så buk!«, og ikke mindst Heibergs: »Ordener hænger man på idioter, stjerner og bånd man kun adelen gi’er ...«. Det var politisk journalistik, der både havde bid og vid. Først langt senere finder man en lignende stil, og samme uforsonlige angrebslyst, hos Goldschmidt i »Corsaren«, hos Frederik Dreier, hos Viggo Hørup.

Det positive ved Heiberg er det radikale, det politiske anslag, der er i hele hans fremtræden. Og så hans talent og hans faste holdning. Denne holdning er altid beundringsværdig, men på hans tid mere, fordi den var sjælden og det var farligt. Hans politiske indstilling var på bunden republikansk, det kan der ikke være nogen tvivl om, skønt han altså litterært siger noget andet, og på en naturlig måde fandt den franske republiks udsendinge i København et samlingssted i Heibergs hus. Hans sympati for Frankrig førte ham og mange herhjemme til en fjendtlig indstilling imod England, der jo politisk samlede al Europas reaktion imod republikken, en indstilling, der senere indirekte foranledigede hans domfældelse.

Vil man placere Heiberg som republikaner, må han dog nærmest ses som tilhænger af Gironden, den moderate fløj af de franske borgere. Jakobiner, som en senere tid gerne vil gøre ham til, var han slet ikke. Det stod for ham som for de fleste andre radikale skribenter i tiden som uden for enhver diskussion, at det velsituerede borgerskab under ledelse af de intellektuelle skulle forme det nye, det ideelle samfund. Deres efterfølgere, de national-liberale, arvede denne politik og forsøgte praktisk at udforme den.

Det er en isoleret røst, når den radikale læge Buchhave i sit tidsskrift »Politisk og physisk magasin« priser den franske terrorisme under Robespierre. Man kunne have ventet, at den interesse for folket, bøndernes grå masser, som havde været levende i den forrige generation, var bleven ført videre; men det sker ikke. Denne klasse lå helt udenfor Heibergs og hans radikale venners synsvidde. Slet ikke af foragt, men af mangel på solidaritet. Der blev derfor noget sterilt, noget indskrænket over deres politik. Vi skal senere se, at først da en af Heibergs elever, Tscherning, fører politik i den nøjeste kontakt med almuen, bønderne, først da gror demokratiet i Danmark.

Der stod en umådelig respekt omkring Heiberg. Ser man nu hans billede med det marmorstrenge ansigt, det kolde blik, hovedets rejsning, forstår man, at han kunne imponere som en jakobiner, der i konventet gik til aktion. Man vidste, at han var skånselsløs overfor modstandere, og respektløs som han var, lod han ikke selv de højeste embedsmænd gå ram forbi. Selve regeringens højeste jurist, den højtagtede Colbjørnsen, blev ramt af Heibergs lyn, og det er muligt, skønt usikkert, at dette har foranlediget, at Heiberg blev uskadeliggjort af den reaktionære regering. Gentagne bødestraffe havde ikke kuet ham, skønt den han fik for at have hånet tyske officerer var stor. Rahbek havde, forresten uden Heibergs vidende, optaget en artikel af H. i sit tidsskrift »Tilskueren«, og i denne forekom en passus, som man mente kunne krænke den engelske gesandt.

Der blev nu udarbejdet en ny presselov, og i medfør af denne blev H. landsforvist. Det kan roligt påstås, at uanset denne artikel var landsfaderens, kronprinsens, langmodighed overfor »skrivefrækheden«, som han udtrykte sig, nu udtømt. Landets frisindede intellektuelle, der var Heibergs åndelige basis, græd deres modige tårer over den hårde dom, mens den samme overklasse samtidigt i underdanige vendinger priste kronprinsen for hans visdom og godhed!

Denne kongelige presselov kom i 1799 og var af en forfærdende hårdhed. Ved dens udstedelse sagde kronprinsen: »Ingen eftergivenhed må finde sted. Frygt må indjages disse mennesker!«. Der blev nu indført dødsstraf for at »tilskynde til forandring i regeringsmagten eller opstand imod kongen,« landsforvisning for at »laste, forhåne eller søge at udbrede misnøje med konstitutionen (den enevældige statsform), forbedringshusarbejde fra 2 måneder til 2 år for at »udbrede løgnagtige beretninger om nogen vigtig del af statens tilstand«, vand og brød fra 4-14 dage for at »skumle med bitterhed« over regeringen. Anonymitet blev forbudt, ingen bogtrykkeri uden særligt privilegium.

Med eet slag lammedes totalt al politisk diskussion i landet for mere end en menneskealder. Borgerskabet faldt ydmygt til føje. Ikke en eneste røst hævede sig imod denne krænkelse af folkets ret. Det er tragikomisk at tænke på, at mens det politiske liv nu tabte mælet, gik borgerskabets åndelige førere nu med klang og salmesang over til at digte og drømme om Nordens helteliv, om Danerfolkets bedrifter, Oehlenschläger, Ingemann, Grundtvig, brødrene Ørsted og alt hvad åndeligt højbåren var i Danmark. Alle lod sig bære af romantikkens bølge, det var som om den sunde fornuft var afgået ved døden.

Heiberg havde været den centrale figur i oppositionen, og som sådan måtte han savnes hårdt. Omtrent samtidig døde Birckner efter at være bleven afskediget, og assessor Collet blev brutalt smidt på porten uden pension og en anden oppositionsmand, den unge journalist Malte Bruun måtte flygte ud af kongens riger og lande. Både han og Heiberg drog til Paris, og begge blev kendte personligheder dér; de fældedes samtidig og for samme politik. Dette fællesskab har op igennem årene knyttet deres navne sammen. Men Heibergs minde kan ikke være tjent med denne jævnføring. Bruun var en person af meget ringe format, hans stil var svulstig, hans bevisførelse uvederhæftig, hans angreb personligt perfide, man ville med moderne sprogbrug kalde dem flabede. Han er udtryk for, at stemningsbølgen fra revolutionen udvandedes. Han havde lært de mest revolutionære fraser og gengav dem som kun en »overrevolutionær« kunne det. Man får ikke indtryk af, at han overhovedet forstod noget hverken af revolution, demokrati eller frihed. En letbenet ferm journalist, en politisk vindbeutel. Han er jakobiner, da konventets magt er på højdepunktet, men smæder jakobinerne så snart Robespierre er styrtet. Ved Bernstorffs død gør han regeringen afbigt ved et ydmygt digt, kritiserede atter regeringen, bliver bange, flygter til Sverige og trygler igen om nåde. Efter landsforvisningen går gassen helt af ham, han hylder først Napoleons diktatur og er efter dennes fald en næsegrus tilbeder af det nye reaktionære kongedømme. En ukritisk og meget lidt revolutionær eftertid har berømmet ham, fordi han i udlændigheden altid påberåbte sig sin danskhed. Her var Heiberg uden al romantik. Han glemte aldrig de hjemlige reaktionære magthavere.

Da tilmed hans skrifter nu blev forbudt at udkomme i Danmark, kom Norge, hans farfaders hjemland, til at stå som hans egentlige fædreland. Denne følelse blev stærkt understreget ved, at Norge i 1814 uden betænkning, resolut og med demokratisk holdning kastede enevælden overbord og på Ejdsvold formede den frie norske grundlov. Fra nu af lod Heiberg sine skrifter udgive i Norge, som tog dem til sig, mens dets store digter Wergeland hilste ham som en broder. Han levede i Paris som embedsmand under Napoleon, men fik sin afsked med pension, da Napoleon faldt. Sit fædreland, så han aldrig mere, men fulgte med agtpågivenhed dets skæbne. Ingen dansk af betydning, der igennem årene kom til Paris, undlod at aflægge den gamle ørn et besøg. Tscherning, der som ganske ung officer opholdt sig dér, meddeler om den dybe ærbødighed, han følte for den store demokrat. Heibergs betydning for dansk demokrati ligger i, at han på hjemlig grund omplantede den franske revolutions bærende tanker, som måtte slå rod og vokse frem, inden det frembrydende kapitalistiske borgerskab kunne stile efter at få del i den politiske magt.

Forbavses en moderne læser over, at de nye demokratiske tanker, som Heiberg forsøgte at plante om på dansk grund, fik så krank en skæbne, så snart et kongebud fejede ham væk, må man ikke glemme, hvor stridig en jord det var, der skulle dyrkes op. De tanker som for os er så rimelige og tilvante, var for datiden både fremmede og fjendtlige. At ændre et folks tankevaner er altid svært, og dobbelt, når disse er lænket fast ved religiøse fordomme. Man må ikke glemme, at borgerskabets radikale skribenter trods alt kun henvendte sig til et meget tyndt lag af befolkningen, de dannede, og praktisk kun til byboere. Den litterære påvirkning, de store masser var udsat for, var af en ganske anden art. Det er illustrerende her at nævne, at den største digter i århundredets sidste halvdel, Johannes Ewald, som ikke blot var yndet af et bredt borgerligt publikum, men begunstigedes af hof og adel, altså ikke spor af radikal, på sit højdepunkt kun nåede at få sine »Udvalgte skrifter« ud i et antal af 900 eksemplarer, mens samtidig biskop Balle udsendte sit åndsværk »Bibellæsning« i 30.000 eksemplarer. Og selv hos mange af tidens fremskridtsfolk sad respekten for autoriteten dybere end de selv vidste. En skønne dag svimlede det for dem, når de skulle tage skridtet fuldt ud, og de vendte tilbage imod den trygge havn, enevælden og navnlig religionen. Dette er almengyldigt til alle tider, men for at bedømme en demokrat som A. P. Heiberg rigtigt, må man have hele miljøet for øje.

Det kan ligge nær at spørge, om der i samtiden ikke fandtes en arbejderklasse, der kunne danne en massebasis for den litterære drøftelse af det gryende demokrati, som denne jo mere end nogen anden måtte være interesseret i. Både i Frankrig og i England hører vi om et sådant proletariat, som endog meget kraftigt understøtter borgerskabets protestaktioner imod feudalstaten. Der var en arbejderstand i Danmark, men af betydning kun i København, og slet ikke nogen industriarbejdere. Der var derimod en meget betydelig klasse af håndværkssvende, der arbejdede under de gamle lavsrammer. Det ser ikke ud til, at Klubberne og de andre selskabelige foreninger, hvor datidens åndelige liv formedes, og hvor de politiske viser gik rundt, optog svende. Den sociale skillelinje var i vejen.

Men udover disse arbejdere har der været et stort proletariat, når man hører, at der i København var ca. 9.000 fattigunderstøttede, dvs. ca. 10 % af befolkningen.

Når eftertiden har sat en meget omtalt strejke fra den tid, den store tømrerstrejke i 1794, i forbindelse med tidens revolutionære bevægelse, er det tvivlsomt. Det var en lønstrejke, og da den omfattede 3-400 svende, af ikke ringe omfang. Men det var for det meste tyske arbejdere, der i det fremmede havde lettere ved at unddrage sig lavets tugt end de hjemlige. Disse havde næppe nogen forestilling om den franske revolution, men havde visse af tidens merkantilistiske forestillinger om, at staten skulle hjælpe dem til højere løn. Derimod kan det ikke nægtes, at regeringsmyndighederne var ikke så lidt opskræmt af dette røre og bestemt mente at kunne spore påvirkning fra de forfærdelige franske forhold heri. Den skiftede mellem strenghed og forsoning. At den også forsøgte sig med det moderne middel i klassekampen, voldgift eller mægling, er et interessant symptom. Det måtte naturligvis være en præst, der med biblen i hånd søgte at genne de genstridige ind på arbejdspladserne igen, forresten under arbejdernes udsøgte hån. Nok så vigtigt er det, at strejken udløste en meget omfattende sympatistrejke fra en lang række fag. Men regeringen greb ind med de kendte hårde våben, fængsling og deportation af 125 svende til Tyskland. Men alligevel blev strejken til en sejr for arbejderne, og navnlig i byggefagene levede erindringen om denne arbejdsnedlæggelse som et virksomt våben.

Tidens litteratur har ikke behandlet denne begivenhed, heller ikke en senere tid; den affødte kun en gysen, en ubehagelig mindelse om hvad der kunne ske, hvis underklassen virkelig rejste sig. Men foreløbig sænkede sløvheden sig over Danmarks folk, mens Fred. d. VI i tryghed kunne udtale, at »nu var de græsselige tider forbi.« Kort efter Heibergs fald indførtes i regeringen kongens fuldkomne private diktatur som varede fra 1801-14. Man morede sig nu med at spille dilettantkomedie og falde hen i rørelse over det himmelske og det forbigangne.

Krige, kriser og romantik - »Vi alene viden« - 1800-1830

Omkring år 1800 sænkede et politisk mørke sig over Danmark. Lidt langsomt opfattede Frederik d. 6 det revolutionære i den franske revolution, og det var først da Napoleon førte republikkens hære ud over Europa, at danske regeringskredse blev opskræmt. Den hårde presseforordning af 1799 med dødsstraf, landsforvisning og fængsel for at udtale sig politisk virkede totalt. Heiberg og Malte Bruun i landflygtighed, Collet afsat fra sit embede, Birckner død og Rahbek som ene tilbage kunne med rette en del år efter beklage sig til Heiberg i Paris over, »at almen aanden her i landet er helt forsvundet«. Han mente den politiske interesse.

Senere konservative historikere har indrømmet, at hårdere politisk undertrykkelse havde ikke noget andet land. Og denne presselov bestod i 50 år, lige til Grundloven 1849. Mens der hidtil var regeret ved hjælp af ministre ofte dygtige embedsmænd fra højadelen, gik Frederik d. 6 fra 1801 over til et reelt diktatur, hvor alle afgørelser blev truffet udenom ministre, kollegier og sagkundskab, af regenten selv, et såkaldt kabinetsstyre, gennem adjunktordre, de »røde fjers regimente«, som vakte almindelig betænkelighed. Den rene vilkårlighed kunne nu råde. Så meget mere skadeligt for riget, som der nu i en række år tårnede sig voldsomme politiske og økonomiske problemer op, som bragte landet ud i ulykker, sønderlemmelse, kaos og fallit. At Frederik d. 6 tillige gjorde sig til kommanderende general, admiral og udenrigsminister skønt hans evner burde have henvist ham til dilettanteriets periferi, måtte Danmark betale dyrt. Samtidig med at en række dygtige statstjenere som Reventlow og Colbjørnsen trak sig tilbage, blev det mere ydmyge tjenere som Møsting og Kaas, der førte kongens ordrer ud i livet. Nogen Napoleon var han ikke.

Når det lykkedes Frederik d. 6 at manøvrere Danmark ind i den ene ulykkelige udenrigspolitiske situation efter den anden, havde det ikke noget at gøre med hans sympatier eller antipatier for de kæmpende stormagtsgrupper Det skyldtes væsentlig hans politiske uforstand og selvrådighed. Han agtede at videreføre Bernstorffs neutralitetspolitik, hvorunder rigerne havde tjent styrtende med penge, men han undervurderede helt Englands militærmagt og udæskede den ved urimelige krav, der ikke stod i forhold til Danmarks magtmidler. Den første katastrofe var, at en engelsk flåde 1801 ved et søslag udenfor København tiltvang sig Danmarks tilslutning til Englands politik. Dette søslag blev af den unge digtergeneration berømmet som et vendepunkt i Danmarkshistorien, en opvågnen til nyt liv. Det er romantik og overdrivelse. Alt blev ved det gamle, bare endnu værre et stykke tid endnu. Når man har sammenlignet den københavnske stemningsdeltagelse i slaget på reden 1801 med borgernes aktive kamp mod svenskernes angreb på København 1658, er der den store forskel, at borgerne i 1658 satte livet ind for landet og som følge af denne heltemodige modstandskamp tiltvang sig politiske fordele. I 1801 så borgerne til, og kampen blev et nederlag for regeringen, og borgerne hverken tiltvang sig nogen politisk frihed eller fik det. De nøjedes med at undskylde og lovprise den uduelige regering og hengav sig til virkelighedsfjern romantik og poetiske drømmerier.

Efter nogle år med nogenlunde ro kom der igen udenrigspolitisk spænding om Danmarks søfart og udenrigshandel. Og atter lykkedes det Frederik d. 6 at manøvrere landet ind i en fortvivlet situation. Skønt han i og for sig hellere ville slutte sig til England, ikke mindst fordi hans kongelige hjerte hadede revolutionsgeneralen Napoleon, fik han bibragt England en dyb mistillid til forskellige militære dispositioner, han foretog, og atter kom en engelsk flåde hertil for at tvinge sin vilje igennem. Og atter var landet militært uforberedt. Kongen stod med hele sin hær i Holsten for at slås mod Napoleon, som imidlertid slet ikke var fjenden. Sjælland og hovedstaden lå helt ubeskyttet. At bryde med Frankrig kunne betyde tabet af Jylland, men hverken af øerne eller af Norge eller nogen afbrydelse af den danske store søhandel. At bryde med England måtte aldeles sikkert betyde tabet af Norge, ødelæggelse af al handel og sandsynligvis af hele riget. Da engelske krav om tilslutning til England afvistes, blev København bombarderet 1807, flåden måtte udleveres og Danmark dermed færdig som sømagt. Kongen forstod slet ikke situationens alvor. Fra det fjerne ledede han de diplomatiske forhandlinger, og da de brast, udstedte han derfra militære forordninger. At den engelske flåde nu igen lå for København, anså han for noget ret uskyldigt. Københavns 3 dages bombardement og belejring mødte derfor kun svag og dilettantisk modstand. Nederlaget var militært forsmædeligt. Kongen udstedte sin parole langt væk fra krigsskuepladsen, ja, aflagde dog en ganske kort visit i hovedstaden lige i begyndelsen og blev med jubel modtaget af det tålmodige folk, der troede, at han heltemodigt ville leve og dø i sin rede. Men han tog hurtigt af sted igen og overlod København til sin skæbne. Et slags bondeværn fra Lolland og Sjælland gjorde det ud for en slags hær, men virkede nærmest tragikomisk, idet de med deres leer og høtyve hurtigt joges på flugt af de krigsvante engelske landsknægte. At kongen krævede dødsdom over den ulykkelige general, der havde måttet overgive byen, afhjalp ikke katastrofen.

Af forbitrelse på England kastede Frederik d. 6 sig nu helt i armene på Napoleon og en 7-årig krig med England påfulgte. Norge blev afskåret fra omverdenen og kom ud for hungersnød foruden økonomisk krise og fattigdom. Danmarks handel lammedes totalt, og den før så rige handelsstand ruineredes, og lige efter krigens slutning fulgte et voldsomt fald i kornpriserne, der førte til landbrugskrise. Alt tilsammen, krigen, Københavns ødelæggelse, handelen, sammenbrud, landbrugskrise, inflation, bolignød, byggesvindel og korruption over alle bredder med statsbankerot 1813 førte landet dybt ned i armod.

Men ude på landet sad bønderne, folket, og tog imod slagene med sædvanlig langmodighed, mens de langsomt tilvænnede sig deres økonomiske og retslige frigørelse fra herremanden. Når de et slægtled senere rører på sig politisk, skal det vise sig, at deres århundredgamle had til ladefoged og herredsfoged hjælper dem til sund klassebevidsthed med front imod det arrogante bourgeoisi, der tiltager sig politisk føring. Bondelovene fra 1780’erne indebar løfter om videre reformer for bondestanden, men regeringen og godsejerne mistede totalt lysten til at føre udviklingen videre end til deres egen økonomiske fordel. De meget vigtige problemer om fæste, hoveri og tiendeafløsning gik helt i stå. Det blev over disse økonomiske problemer, at bønderne blev sig deres klasseinteresser bevidst, det blev her, de satte ind politisk.

Nogle enkelte reformer løb dog af stabelen sammen med landbolovene, vigtigst var skolelovene, som navnlig brødrene Reventlow havde interesse for, og som i 1814 blev til offentlig almueskoleundervisning og oprettelse af seminarier. Dette blev en forudsætning for det næste slægtleds personlige deltagelse i politik og bidrog mægtigt til bondealmuens selvfølelse. Ganske vist blev det kun til skrivning og regning og så religion i dens mest åndløse form. Også på dette område var forrige slægtleds sans for sund fornuft og rationel tænkning stærkt ændret.

Det er selvfølgelig vanskeligt at finde udtryk for tidens politiske mening, når den åndelige mørklægning er total. Påtryk findes så godt som ikke noget i denne periode. Men i breve gives der ikke få antydninger af, at i hvert fald de intellektuelle med den mest levende interesse havde fulgt udviklingen i Norge, hvor folket gav sig selv en grundlov, ovenikøbet en meget radikal. Og ræsonnementet er stadig: er vi ringere end nordmændene? I en vis forstand var vi det. For i Norge havde de bedre demokratisk baggrund, idet de der var nationalt oppositionelt indstillet overfor Danmark, det regerende land, de var kritisk indstillet overfor enevælden, der havde ført Norge ud i krigens udføre, og ikke mindst var den norske bondestand på langt nær så kuet og sløvet som den danske; at de ikke havde en herremandsstand spiller ind her.

Vi kunne have ventet, at bourgeoisiet havde haft mere energi og mod til at føre demokratiets tanker frem. Det var dog før i landets historie set, at diktatur og undertrykkelse havde kaldt både borgere og bønder frem. Og den franske revolution havde jo dog vakt genklang heroppe og bourgeoisiet fattet, at den førtes til fordel for dem. Det skete ikke. Der er i disse årtier et tomrum i politik. Meget forklarer det: krig, fattigdom, diktatur, den hele europæiske situation, den hellige alliance efter wienerkongressen i 1815, hvor Europas fyrster enedes om at slå alt demokrati ned. Man har spottende men ikke urigtigt sagt, at i denne tid afløstes den frygiske hue, revolutionshuen, af nathuen. Kan det være svært at forstå, at alle de ydmygelser Frederik d. 6 i denne tid øste ud over folket alene blev besvaret med tak og lovsange, har vi jo set fra vor egen tid, at diktatur, terror, åndelig mørkelægning og appel til primitive instinkter kan hæmme udviklingen en tid. Og enevælden havde århundreders udvikling bag sig. Det blev nu ikke udviklingen i Danmark selv, der udløste det kommende politiske demokrati, det var den franske julirevolution 1830.

En senere tid har heftet sig ved, at den fattigdom, der kom til at præge landet efter krigens ulykker, nærmest var et gode, med nøjsomhed, sparsommelighed og de jævne borgerlige dyder. Kongen fik stor berømmelse for sin sparsommelighed, han var også her en »landets fader«. »Nu må vi alle spare« var han parole. Rubin fortæller ud fra sine nationaløkonomiske forudsætninger, at sandheden er ganske anderledes. Konge og hof var usandsynlig ødsle. Hans hofholdning kostede landet en 10-20 millioner kr. årligt. Selv indlod han sig i hasarderede spekulationsforretninger for at klare skærene. Men forresten havde han ingen klar forestilling om, hvorfra han tog pengene, fra staten eller fra sin egen kasse. En slægtning til ham, den åndeligt tilbagestående, komiske prins Ferdinand, var udstyret med en hofholdning på 55 personer. Prinser og prinsesser fik gaver på 1/4 million kr. De høje embedsmænd tog godt til sig. En hædersmand som Bernstorff havde en pengeindtægt på over 200,000 fra staten. Efter kongens hjemkomst fra Wienerkongressen blev han hilst som en sejrherre og statsmand, midt i krise, fattigdom og nederlag, men med løfte om al mulig europæisk hjælp imod demokrati. Folket sang til hans ære: »Ni måneders længsel, tårer randt hen, og moderen sukkede til børnenes klage, naturen og folket nu smiler igen, vor ven og vor fader er kommet tilbage.« - Det er ingen skillingsvise, men nationens store digter Jens Baggesen, der tolker bourgeoisiets følelser.

I denne sparsommelighedens og den jævne tilværelses forjættede land forekom desværre tillige en så udstrakt svindel og så grov korruption som aldrig før eller siden i Danmark. Embedsmændene stjal af kasserne i stor målestok, og de fleste domme blev mildnet ved en appel til kongen, omtrent som ved værnemagere i vore dage.

Efter 1814 opgav kongen sit snævre personlige diktatur, og ministre fik igen mere råderum, men om at slække på de hårde presselove blev der ikke tale. Den danske historieskrivning er altid gået let hen over denne politiske mørketid og har ikke interesseret sig synderligt for de vanskeligheder, det opvågnende demokrati havde at kæmpe imod, både fra den brutale kongeregering og fra den passive modstand og uinteresserthed, de såkaldte dannede udviste. En industriarbejderstand fandtes endnu ikke, endnu så sent som i slutningen af 1830’erne fandtes der ikke mere end 26 dampmaskiner i fabrikkerne, håndværkerne følte stærkt det politiske og økonomiske tryk og i disses meget proletariserede lag skumledes der ret stærkt imod regeringen, men uden ledere og uden politisk oplysning var de uden kraft. Bønderne, endnu den store grå almue, folket, de egentlige masser, som de andre klasser slet ikke regnede med, så med skepsis på bybefolkningens liv og kultur, mens den indstillede sig på sine egne strengt økonomiske klasseinteresser.

Det eneste alvorlige angreb imod enevoldsmagten i denne tid kommer fra Slesvig-Holsten, men de politisk-demokratiske er kædet sammen med tysknationale, der antager chauvinistisk karakter. Man havde hernede skellig grund til misfornøjelse i alle befolkningslag, og man følte sig ikke som i kongeriget så nær knyttet til kongen, at man let undskyldte alle hans uforstandige politiske handlinger. Det faldt det meget driftige bourgeoisi hårdt for brystet, at man der skulle bringe økonomiske ofre for landets genrejsning. En 6 % konfiskation af alle grundværdier for at reorganisere pengevæsenet vakte stærk misfornøjelse. Andre tvangsforholdsregler og indskrænkninger i deres tidligere finansielle selvstændighed bidrog også dertil. Borgerskabet dernede følte sig med rette økonomisk og kulturelt det danske overlegent. Dets handel, bankvæsen, håndværk og agerbrug var absolut forud for kongerigets. Dets landbrugseksport var større end kongerigets. Og så kom tilmed det slag i ansigtet på deres nationale sindelag, at deres konge sluttede militær alliance med den afskyede franske diktator Napoleon, som hele det tyske folk havde rejst sig imod, en folkebevægelse, der satte stærke demokratiske bevægelser i gang. Frederik d. 6’s personlige, centraliserede diktatur vakte modstand i alle samfundslag i disse landsdele.

Men som altid, når de demokratiske kræfter har rørt sig i hertugdømmerne, som senere i 1830’erne og i 1848, blev det ulmende nationale problem grebet af reaktionære elementer og skubbet i forgrunden. Også nu. De holstenske adelige godsejere fik føringen i oppositionen og med en vis formel ret stillede de deres egen adelige gamle standsorganisation, det holstenske ridderskabs landdag, op som modvægten imod enevælden, altså en slags stænderforsamling. Det smagte jo altid af fugl, og da det tysk-nationale også dermed fik en vis tilfredsstillelse, blev det folkeligt demokratiske stillet i skygge. Demokratiet blev forfusket i starten. Den danske enevælde kom faktisk noget i knibe, da den tyske forbundsforfatning havde stillet alle tyske stater en stænderforfatning i udsigt, og da den så sig nødsaget til at indlede forhandlinger med de tyske herrer i årene 1816-19, men enevælden red stormen af. Minister Møsting skrev herom med enevældens selvfølelse: »de godmodige og arbejdsomme undersåtter er lykkelige nok med det bestående.«

En grim episode i København i 1819, en pludselig opstået jødeforfølgelse, med hele den senere så godt kendte iscenesættelse, rudeknusning, plyndring, forfølgelse, terror og alskens gadespektakler havde ikke noget politisk indhold. Efter at politi og militær havde dæmpet gemytterne, kom der efter et par dages forløb fuldstændig ro igen. Regeringen stod ikke bag det.

Derimod foreligger der i den kendte dr. Dampe sag momenter, der tyder på alvorligere gæring. Dr. Dampe er gået over i historien som en forskruet person, der fik en lidt for hård straf for majestætsfornærmelse, livsvarigt fængsel på Christiansø. I virkeligheden er denne begivenhed et led i en kæde. Man kan af retssagens akter klart se, at der i 1820 både var en ret udbredt misfornøjelse med regeringen, og at det var den norske forfatning, som navnlig småborgerne i København ønskede sig og talte indbyrdes om.

Dr. Dampe var en 30-årig intellektuel, teolog, filosof og skolemand. Han havde været i konflikt med presseloven og var under politiobservation. Sammen med en kreds, væsentlig intellektuelle og folk fra håndværkerkredse, fik han disse politisk-oppositionelle tanker bragt ind i lidt fastere rammer, idet han søgte dannet et selskab, der naturligvis kun kunne blive hemmeligt, med det formål at agitere for en forfatning. Det synes, at han i nogen grad er inspireret af de samtidige revolutionære bevægelser i Neapel og Spanien. Den egentlige organisator var dog ikke Dampe, men en ven, også en skolemand og litterat, Blok Tøxen. De startede en organisation, »Jernringen« kaldet, fordi de gik med en jernring på fingeren, hvis medlemmer påtog sig at agitere for en demokratisk forfatning i de forskellige foreninger og klubber, de i forvejen var medlemmer af. Man træffer her en række københavnske intellektuelle, en del af dem er folk, som landets ruin havde slået ud, men også en del i solide stillinger. Man finder blandt dem en dr. jur. Krag Høst, tidligere anvendt af regeringen i udenrigsministerielle sendinger, en læge Kildahl Lund, landinspektør Rose, og, lidt forbløffende, nogle officerer fra prins Christians regiment, hvor der synes at have været en del politisk uro. I den korte tid, bevægelsen eksisterede, var der kommet afdelinger eller korrespondenter ud i provinsen; vi træffer en række borgerlige navne, kordegn Schiøtz i Kallehave, assessor Sørensen, Bredhage, forpagter Knipschildt i Præstø. Særlig vægt lagde lederne på agitationen blandt officererne. Man kommer til at tænke på den officersrevolte i St. Petersborg, der nogle år senere blev indledningen til de borgerlige liberale bevægelser i Rusland, decembristerne, som under krigene i Europa havde stiftet bekendtskab med de franske republikanske tanker. Den danske bevægelse havde dog som sit nærmeste forbillede det under napoleonskrigene stiftede Deutscher Bund. Hvad bevægelsen kunne have udviklet sig til, får stå hen; den fik kun to måneder at leve i, så slog det årvågne politi til. Og det må ikke undre. Frederik d. 6 havde altid og utvetydigt givet udtryk for sit had til enhver politisk meningstilkendegivelse. Og her var faktisk noget henimod oprør. Ved politiundersøgelser kom det for dagen, at foruden mundtlig agitation forberedtes der demonstrationer, f. eks. ville man på tronfølgerens fødselsdag illuminere københavnske bygninger. Det ville blive forstået af enhver som demonstration for den norske grundlov, som tronfølgeren for 6 år siden havde udstedt. Og ihukommende, at der året i forvejen af militæret var skredet ind under jødeforfølgelserne, kunne man tænke sig under lignende uroligheder at formå en række officerer til at »vende bøssen den forkerte vej«. Og ville kongen da ikke høre på kravet om forfatning, skulle han tvinges. Det var faktisk noget lignende, der skete i 1848.

Da bevægelsen blev kendt af regeringen, blev den rystet. For en nutidsbetragter, der kender en Thune Jacobsens jagt på danske oppositionsfolk og hans benyttelse af »Hestetyven« og andre stikkere og spioner, må det forbavse, at disse moderne politimetoder var Frederik d. 6’s politi fuldt fortrolig med. Københavns politidirektør Kjerulff var en vågen mand. Så snart han fik nys om, at der »skumledes« imod regeringen, lod han sine agenter gå i aktion. Et par af hans politifolk fik ordre til at indmelde sig i de forskellige foreninger, hvor man mente, at oppositionen færdedes. De skulle opsnappe henkastede ytringer og bide mærke i politisk mistænkelige. Der kom herved en del ind i kartoteket. Men også helt private hjælpere blev sat i sving. Politidirektørens gode ven og frimurerbroder, overlæge Wendt, Ridder af Dannebrog, lovede at udspionere et par af de mistænkelige, bl. a. Tøxen og Dampe, som var bekendte af ham, ved at invitere disse hjem til middag og føre samtalen ind på politik. Efter hver middag stillede overlægen hos politidirektøren og aflagde rapport. Overlægen var oprigtig og kongetro, men tillige en forsigtig mand, og han nægtede at give noget skriftligt fra sig, ligesom han i sin uegennyttighed afslog at modtage spionhonorar. Men der var andre, der ikke havde disse betænkeligheder, bl.a. en kaptajn Top fra livjægerne. Hans dårlige private økonomi gjorde ham mindre modstandsdygtig overfor den klingende mønt, politiet lagde foran ham, og han fik honorar for hver eneste meddelelse. Hans specielle hverv blev at fremskaffe skriftligt materiale. Han melder sig ind i »Jernringen«, optræder som aggressiv republikaner og skaffer sig en vis tillid. Da Tøxen bliver syg, stiller han næsten daglig ved sygesengen for at pumpe ham. Da det ikke straks giver resultater, giver politidirektøren ham 6 flasker rødvin for at blødgøre den syge. Da de sammensvorne mærkede sig skygget, blev de klar over faren og en del faldt fra. Tøxen blev slået helt ud af sygdommen.

Men Dampe holdt ud. Imidlertid lykkedes det hovedspionen Top at opspore Dampes nye bopæl hos et gammelt jødepar og ved at bestikke konen skaffer han sig adgang til Dampes værelse og stjæler herfra nogle optegnelser og udkast til en slags forfatning. Man nikker genkendende. Nu skrider politidirektøren til den store aktion. Dr. Dampe lokkes i en fælde, arresteres tilligemed en smedemester Jørgensen, der faktisk kun har været budbringer med illegalt materiale. Det mentes rigtigst ikke at udvide anklagen til flere. Begge bliver efter Frederik d. 6’s omtalte presselov dømt til døden for højforræderi. Kongen var særlig rasende over, at man ville bruge hans legetøj, militæret, til oprørshandlinger. Det er interessant at se, at den som jurist senere højt berømte og ærkereaktionære A. S. Ørsted, dengang en yngre stræbsom embedsmand, en slags statsadvokat, ville have forbrydelsen pådømt efter Christian d. 5’s danske lov, med halshugning, hjul og stejle, ligesom Struense. Det er usandsynligt, at et kup ville have lykkedes. Mændene bag det var uden organisatorisk dygtighed og havde ikke tag nok i de småborgerlag, håndværkere og fattige intellektuelle, de henvendte sig til, de egentlige fattige havde de kun hånsord for, og det bærende borgerlige lag, handelsbourgeoisiet stod helt udenfor. Dets tid kom først senere. Men så skulle det blive impulser udefra, der satte demokratiet i sving, dels den af holstenerne rejste stænderforsamlingside, der fik et demokratisk præg, og ikke mindst den revolutionære eksplosion i Frankrigs borgerskab ved julirevolutionen 1830.

Enevælden og feudalismens rester fik et pusterum 1800-30, ikke alene ved den hellige alliances almindelige europæiske reaktion, men tillige ved det velhavende danske bourgeoisis utilbøjelighed til politisk aktion, ræd som det var blevet over konsekvensen i demokratiet, men også begrundet i den almindelige fattigdoms sløvhed.

Dette politiske samspil mellem enevælde og bourgeoisi i denne periode, direkte og indirekte, fik sin kulturelle refleks på åndslivets område i det man på eftertidssprog har kaldt »Guldaldertiden«. Og det skal indrømmes, at alt hvad landet kunne præstere af intellektuelt åndsliv blev let og villigt ledet ind i de reaktionære kanaler, som kaldes romantik, nationalisme, mystik, heltedyrkelse og religion.

Politik, som enevoldskongen havde forbudt, blev nu af åndslivet fremstillet som simpelt at beskæftige sig med, fornedrende for ånden. Oehlenschläger, Thorvaldsen, brødrene Ørsted, Grundtvig, Mynster, Ingemann og hele kredsen af de nye begavelser stillede sig afgjort imod demokratiet, gik i digt og sang og salmer og videnskab ind for antidemokratiske tanker.

Selv om man nok så meget vil anerkende det kunstneriske i den nye svulmende romantik, kan man ikke se bort fra, at vore guldalderdigtere i hvert fald ikke har noget af det revolutionære sind, man træffer hos en Heine, en Byron, en Hugo; deres mål var en hyldest til svundne tider, en forherligelse af kunsten for kunstens skyld, af formen, det skønne, i alle tilfælde fjernhed fra dagen, dens krav og dens realiteter. De bidrog hvad de magtede til at hindre underklassen i at blive sig bevidst. Det var en lykke, at bondestanden dengang var så temmelig udenfor denne bourgeoisikultur. Men ingen dansk kulturform er i den grad bleven skamrost som denne, hvor de største begavelser stillede sig i reaktionens tjeneste. Den af mange højt elskede konservative litteraturhistoriker, professor Vilhelm Andersen har som ingen anden forkludret opfattelsen af denne Oehlenschlægergruppe. Han siger om disse åndsheroer: »Der er et lys af forår over disse helte, der træder os i møde ligesom fra Paradisets kyst.« Det gentages i alle skolebøger. En af tidens mindre digtere, Peder Hjort, skrev om denne tid: »Al vor politik var at følge Napoleon!«. Her er heltedyrkelsen. Henrik Hertz siger om den overvældende formdyrkelse, der fandt sted: »Vi var så at sige alle æstetiske, hver enkelt æstetiserede, i alle selskaber æstetiserede man, og alle tidsskrifter æstetiserede.« Og på sit specielle felt begyndte Grundtvig med stort held at interessere menigmand mere for det himmelske end for det jordiske. Hans drabelige slagsmål med andre teologer vakte kolossal opsigt og opfattedes af de fleste som åndsliv, mens sund fornuft blev hånet. Grundtvig var på denne tid og langt senere en af enevældens bedste støtter. Han udøste sin foragt over demokratiet. Det har kostet Danmark megen kraft at få sat denne forroste kultur på plads og skabe respekt for folkelighed og fornuft. Næsten alle den tids kulturrepræsentanter var enten fra byen eller udgået fra akademiske hjem, mens endnu i det 18. århundrede de fleste studenter kom fra fattige bondehjem. Den akademiske stand blev herved mere overklassepræget end før. Akademikerhovmodet fik gode vækstbetingelser. »Et åndeligt solhverv« kalder Vilhelm Andersen denne nye tid. Det skal indrømmes. Der var en himmelvid forskel på en akademikertype som Blichers fader, rationalisten, der var praktisk demokrat mellem sine bønder, skrev fornuftige skrifter om dagens problemer, i et jævnt fordringsløst sprog med folkets vel for øje, oplysende for menigmand og endog gav sig egenhændigt til at vaccinere befolkningen - og så den nye romantiske digterpræst, der drømte, filosoferede, levede i fortiden og i himlens salighed.

Ingen af disse intellektuelle bragte fra deres rejser i udlandet bud om de mægtige sociale rørelser derude. Grundtvig, der opholdt sig i England om ved 1830, har hverken haft interesse endsige forståelse af de voldsomme arbejderrevolter derovre, som senere under navn af Chartist-bevægelsen rystede England. Han omtaler kun med gysen, at »England, men gudskelov ikke Danmark, har en fabriksstand.« Han mener industri og industriproletariat. Tanken om social forsorg er ham en vederstyggelighed, »de enkelte slægter bør klare sig selv,« siger han. Julirevolutionen 1830 kalder han »pøbeloptøjer og drengestreger«, og han går hårdt imod alt, hvad han under eet kalder »rigsdage og oprør«. »Demokrati i staten er som hvis der i et privathus ikke er tjenestefolk, - men husdyr skal råde. En enevældig konge og et landsfaderligt hjerte er kilde til sand borgerlig frihed og lyksalighed.« Om Grundtvig kan man trygt sige, at han af al sin evne kæmpede både direkte og indirekte imod folkets politiske frihed, så længe der var mulighed for det, og først da selv han kunne se, at denne modstand var unyttig, bøjede han sig for det uundgåelige. Og det var ikke lidt, da han omtrent daglig igennem flere menneskealdre skrev et digt eller en salme eller på anden litterær måde skaffede sig gehør. Fra sin tidligste virksomhed var Grundtvig overpatriotisk lige til det hysteriske. Redelige forstandsmæssige overvejelser bød ham imod. Han var den, der med største kraft og hensynsløshed vendte sig imod den forrige generations nøgterne forstandighed og virkelighedssans. Den franske oplysningstids forfattere foragtede han, som fransk kultur i sin helhed, »det flygtigste og tommeste i Europa, falsk som skum på vand.« Man må mindes, at en af hans lærlinge, politikeren Klaus Berntsen, omtrent med de samme ord gik imod sine politiske fjender herhjemme, de radikale, og kaldte dem »den franske ånd«.

Grundtvig gik straks ind for Ingemanns mest forkrøblede romantiske vildskud, de tårepersende dramaer og al fornuft udfordrende fantasterier som »Dronning Blanca«, »De sorte Riddere« fra 1814, hvor denne åndelige reaktion opstillede den uforsonlige modsætning mellem jord-himmel, kød-ånd, støv-sjæl, politik-poesi. Når Grundtvig i disse år kom ud for en pressedom efter teologisk håndgemæng, var det ikke noget udtryk for hans frisind, men alene udtryk for det åndelige tvangsregimente, der herskede. Selv den meget konservative A. S. Ørsted ramtes af presseloven. Grundtvig stod forøvrigt hele sit Liv i det allerbedste og intimeste forhold til enevoldsmagten. Mens Grundtvig fik kongelig understøttelse til flerårigt Englandsophold og forblev upåvirket af engelsk politisk demokrati, blev Tscherning samtidigt ved kongelig unåde landsforvist i flere år og fik rigt udbytte af at studere Europas radikale politik og den industrielle udvikling. En mærkbar Forskel.

Op i 1920’erne kom der igen orden i finanserne, kornproduktionen øgedes og eksporteredes til stigende priser, den ruinerede handelstand kom til hægterne og hermed skabtes et økonomisk grundlag for, at bourgeoisiet kunne opfatte privilegiesamfundets bånd som snærende og samle sig om frihedskravet. Og bondestanden skulle til alles forbavselse vise sig at være fulgt godt med, både økonomisk og politisk.

Virkninger fra Den franske Julirevolution i 1830

Stænderforsamlingerne, de første spirer til et politisk demokrati

Efter 1828 går det danske samfund en mærkbar økonomisk opgang imøde. Krigenes og krisernes sår læges ved den fremgang, der kommer i landbruget, med større produktion og større eksport og til stigende priser. Prisen på landbrugets produkter var fra 1818-28 sunket til 1/3, men forhøjes nu rask, så kapitelstaksterne i 1830 er steget med 50 %. En endnu højere stigning i ejendomspriserne følger efter. Prisopgangen var betinget af stigende kornbehov på europamarkedet, og navnlig af en sænkning af den høje engelske korntold. Nu tages også de første dampmaskiner i brug i industrien og de første dampskibe viser sig. Den naturlige interesse for industriel produktion giver sig udslag i oprettelsen af den polytekniske læreanstalt. Borgerskabet aner et lignende industrielt gennembrud herhjemme, som det undrende ser det udforme sig i England og Frankrig, og den liberale kapitalismes ideologi slår rod med sit frihedskrav og sin kritik af feudaltidens snærende bånd, de stive privilegier, lavsvæsen, regereri og de reaktionære indgreb i borgernes handle- og ytringsfrihed. En menneskealder synes forspildt under Frederik d. 6’s mørketid, nu da bourgeoisiets selvfølelse har fået økonomisk grundlag.

Den store bondealmue, men vel at mærke kun den øverste halvdel af den, den jordbesiddende gårdmandsklasse, konsoliderer sin økonomi og vokser i al stilfærdighed frem til en klassebevidsthed, der i den kommende tid skal overraske overklasserne ikke så lidt. Men bønderne var endnu ikke i stand til at forme noget politisk fremtidsperspektiv, de så med en vis velvilje på enevælden og troede, hvad der blev sagt dem, at de foranstaltninger, der i sin tid toges til ophjælpning af den fortvivlede landbrugssituation, skete af barmhjertighed imod den underkuede bonde, og samtidig så de med ringe tillid hen til de byfolk, der skrev og talte om politik. Allesammen, fra præst og dommer og købmand, lige ned til den mindste »stumprumpede« skriverdreng på herredskontoret sagde jo »du« til dem og ydede dem al mulig ringeagt.

Det forekommer ganske usandsynligt, at hjemlige kræfter ville have været i stand til at bringe udviklingen politisk fremad på dette tidspunkt. De enkelte røster, man hører herom, er spredte og såre spæde og ganske uden resonans i masserne. Det blev da også impulser udefra, der satte sving i de politiske kredse herhjemme, og igen blev det Frankrig, der ved at gå på barrikaderne i juli 1830 for at vælte et reaktionært styre, skyllede revolutionens bølgeslag ind over Europas andre lande. Det blev et stormvarsel, der fyldte den danske regering med en større angst, end befolkningen lagde mærke til. Man var lige ved helt at have glemt den forrige franske revolution og al dens sociale uro. Danmarks konge og regering og de ledende kredse blandt godsejere og borgere havde jo nu lovet hinanden at samles om genrejsning og givet hinanden hånd på, at folket skulle lære sparsommelighed og nøjsomhed og at opbygningen skulle ledes af den gamle tids mænd og i den gamle ånd, og tryghed havde man sikret sig ved tilslutning til den reaktionære stormagtsblok, »den hellige alliance«.

Det blev nu ikke i selve Danmark, at revolutionsbølgen først lavede ravage. Det blev i rigets sydlige del, i Holsten. Naturligt nok, for her i denne tyske del af monarkiet var man både begivenhederne på nærmere hold og havde langt bedre betingelser for at nemme dem, da alt her var mere fremskredent end i kongeriget, både den industrielle udvikling, handelen og landbruget. Landbrugseksporten herfra var større end kongerigets. Og også politisk var befolkningen mere progressiv.

I disse tider, hvor det kapitalistiske demokrati herhjemme søges værnet med alle midler, også de kendte reaktionære fra enevældens tid, hvor enhver tanke om at ændre det bestående samfundssystem stemples med ordet »udansk«, er det ikke uden interesse at holde fast ved, at netop spirerne til dette samme kapitalistiske demokrati udelukkende befæstes politisk på grund af en fransk revolution og efter tyske krav og på holstensk initiativ og med Preussen som forbillede. Det danske folk som helhed var overfor det, der dengang skete, enten modstræbende eller komplet uvidende. Det eneste originale danske i de hjemlige begivenheder var regeringens frygt for udviklingen.

I rigets tyske dele var det lettere at udforme oppositionelle stemninger imod den enevældige regering, da de dér havde den nationale modsætning til Danmark at støtte sig til, og disse oppositionelle bevægelser blev inspireret og hjulpet frem af den liberale politik over hele Tyskland, der var uløselig knyttet sammen med den nationale kamp, idéen om Tysklands enhed. Og tilmed gjaldt den danske kongelov fra 1665 med den ubetingede respekt for enevælden ikke for Holsten.

Med denne baggrund måtte det naturligt blive en tysker, der lod bomben springe. En yngre tysk embedsmand, Uwe Jens Lornsen, der havde indsuget både nationalisme og liberalisme ved tyske universiteter og som efter nogle års tjeneste som embedsmand i det tyske ministerium i København var udnævnt til embedsmand i sit hjemland Slesvig, udgav i 1830 et politisk stridsskrift, hvor han med forbløffende frimodighed krævede indført en fri forfatning for hertugdømmet Holsten, sådan som faktisk Frederik d. 6 tidligere havde lovet det. Og en sådan forfatning krævede han dannet med den norske grundlov som mønster. Da han samtidig ville have, at denne forfatning også skulle omfatte hertugdømmet Slesvig, og da han frejdigt tillod sig at kritisere det høje embedsmaskineri, som han kendte af selvsyn, og navnlig satte fingeren på det ømme punkt, statsregnskabet, som blev hemmeligholdt, og da han forlangte statsgældens størrelse oplyst, ja, så rejstes naturligt kammen på enevældens administratorer. Det var et skud for boven. Selvfølgelig blev Lornsen omgående arresteret og dømt efter den strenge presselov, men betegnende for det skred, der nu var i udviklingen, fik han kun sin afsked og 1 års fængsel, mens den langt uskyldigere og ufarlige dr. Dampe 10 år forinden måtte vandre i livsvarigt fængsel.

Selv om en af ministrene, Møsting, straks udtalte, at en forfatning var en utænkelighed, var det for de indviede klart, at noget måtte der ske. Foreløbigt nøjedes regeringen med at træffe en række forholdsregler imod den politiske smittes udbredelse. Pressen blev holdt ekstra strengt i tømme. Polen, hvor der var revolutionær gæring, måtte f. eks. ikke omtales. Med alle emigranter blev der holdt skarp kontrol, og alle Europas urocentrer blev nøje overvåget.

Selv håndværkssvendene kom under kontrol af det politiske politi, de fik ikke udleveret deres vandringsbøger, hvad der forøvrigt vakte så stærk en misfornøjelse iblandt dem, at der i København samledes over 100 svende til en protestadresse. Man må her erindre, at de fleste af disse svende var udlændinge og faktisk revolutionære smittebærere. De grupper, der få år senere samledes i Paris og London om det kommunistiske manifest, var sådanne rejsende svende.

En af kongens betroede embedsmænd, den ansete samfundsstøtte A. S. Ørsted, var dybt rystet over »de foreninger, hvis medlemmer forbinder sig ved de afskyeligste eder til at virke for de fordærveligste lærdommes udbredelse«. Den brave mand havde hørt et og andet om de socialistiske klubber i Frankrig. I årets løb faldt der dog nogenlunde ro over gemytterne i Holsten, mindre ved regeringens tvangsforholdsregler, end fordi det var lykkedes de adelige godsejere i forbindelse med den højere gejstlighed at manøvrere de borgerlige radikale ud og derved kunne berolige den opskræmte konge, der lettet kunne sige: »Gudskelov at denne fæle tid er forbi.« Det var den nu ikke. Kongens nøgterne rådgivere, navnlig hans tyske ministre, var ganske klar over, at bag uroen i Holsten sad udenrigspolitiske faktorer, som ikke kunne afvises. Som Holstens hertug havde kongen lovet den tyske forbundsregering at give Holsten en eller anden slags stænderforfatning i lighed med, hvad på dette tidspunkt de fleste tyske stater havde tilkæmpet sig. Oppositionen i Holsten stod med dette retsgrundlag stærkere end rigets andre dele.

I 1831 mente kongen det nødvendigt at give efter for det tyske pres. Men at give Holsten visse rettigheder på det politiske område og forholde Danmark sådanne, turde regeringen ikke. Det kunne få konsekvenser. Altså besluttede man sig til at lade hele riget nyde godt af den påtvungne politiske nydannelse, i smag med hvad der fandtes i de tyske stater. Og det blev her Preussens nogle år i forvejen vedtagne stænderforfatning, man hæftede opmærksomheden ved.

Ved en stænderforsamling forstod man en repræsentation af udvalgte fra de 3 store samfundsklasser, der på dette tidspunkt havde samfundsmæssig betydning eller reel magt: den gamle feudale herremandsklasse, det nye kapitalistiske bourgeoisi og det egentlige folk, den uhyre talstærke bondemasse. Problemet var at forme denne klasserepræsentation så snedigt, at den gamle feudaladel beholdt den virkelige magt, at den nye kapitalistklasse, der gennem de borgerlige embedsmænd allerede havde en vis indflydelse på statsstyrelsen, blev tilpas tilfredsstillet, og at det tredje lag, bondealmuen, proletariatet, blev indskrænket til kun at blive repræsenteret gennem sit øverste lag, de mest velhavende, »kulakkerne« med et moderne ord.

Selvom drøftelserne i Danmark indenfor regeringskredse foregik med stor diskretion, og befolkningen derfor og tillige af de sædvanlige censur-grunde kun spagfærdigt tog del heri, var man nogenlunde klar over, at enevælden knagede i sine fuger. Tscherning, der allerede stod på yderste venstre fløj og som både tænkte og udtrykte sig klart radikalt, skrev herom til en af de førende holstenske radikale, lægen Hegewisch: »Vi skylder alle særdeles meget til de mænd i Holsten, som først og kraftigt trådte frem for den gode sag; de satte i bevægelse det eneste motiv, der virkede her, nemlig frygten.« Det var frygten for revolution, Tscherning her hentyder til. Denne frugtbare tankeudveksling mellem danske og tyske demokrater til gavn for magten lagt i folkets hånd blev desværre nogle år senere helt umuliggjort ved den nationalistiske propaganda, der både fra dansk og fra tysk side med lidenskab grebes af bourgeoisiet, så alt fornuftigt demokrati var ved at blive kvalt.

Tscherning var meget optaget af Lornsens pjece, navnlig af, at han fremhævede den norske forfatning, og han kastede sig straks ind i diskussionen ved at udgive et lille skrift om den preussiske stænderforfatning, som blev oversat til tysk, og fortsatte Lornsens forfatningsdrøftelse i Holsten. Denne Preussens stænderforfatning var ikke umiddelbar tiltalende for demokrater, da den kun i ringe grad imødekom bønderne, men gav den overvældende indflydelse til godsejerne, de østtyske junkere, der lige til det sidste har været Tysklands svøbe. Preussen havde kort tid i forvejen måttet ophæve livegenskabet, men trods det og trods stænderforfatning blev bønderne ikke væsentlig bedre stillet, i forhold til junkerne forblev de nærmest retsløse. En af det danske bourgeoisis opdukkende politiske stjerner, nationaløkonomen David, udgav også en pjece om de preussiske stænder og var navnlig imod, at grundejendom skulle danne grundlaget for valgret. Han var og blev som liberal en talsmand for kapitalejendom som det politiske fundament. Selvom Preussen blev forbilledet, blev regeringen dog ret snart enig om, at ligefrem kalkere den preussiske politik af gik ikke, da de danske forhold afveg for meget fra de preussiske.

Den kunne godt tænke sig at give bondestanden noget mere indflydelse. Det er tydeligt, at bondestanden gennem de økonomiske reformer i det forrige århundrede nu frembød så gode garantier for en konservativ eller i hvert fald for en ikke-revolutionær holdning, at magthaverne kunne føle sig trygge. Da den senere meget bondevenlige fabrikant Drewsen i 1826 havde skrevet, at det store landbrug ville blive det mest rationelle, og det derfor burde tillades at nedlægge gårdmandsbrug til fordel for godserne, blev han imødegået af den kendte landøkonomiske forfatter, præsten O. D. Lütken, der profetisk sagde, at netop gårdmandsbruget både var mere elastisk i krisetider og med tiden ville udvikle sig til en konservativ garanti for samfundet. Slet ikke dårlig set. Som man kan forstå, var det imidlertid ikke sådan at løbe til for enevælden frivilligt af give en del af sin magtfuldkommenhed fra sig. Der måtte nøje overvejes for og imod. Kongen henvender sig først til sin fortrolige rådgiver, politimester Kjerulff, der så sig nødsaget til at svare, »at det var absolut nødvendigt at følge tidens uimodståelige strøm.« Og efter indgående drøftelser i det strengt konservative dansk-tyske ministerium, udstedes i januar 31 en kongelig kundgørelse om, at en stænderforfatning var i sigte. Det skulle tjene som en øjeblikkelig beroligelse. Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at Tscherning havde ret, når han mente, at det alene var frygt, der drev reaktionen til at give denne vigtige politiske indrømmelse. Men efter at gemytterne var bragt til ro ved denne kundgørelse, gav regeringen sig forbavsende god tid med at udarbejde det praktiske arrangement til gennemførelsen af denne folkerepræsentation. Der gik faktisk 4 år hermed.

Hensynet til det tyske Holsten var som nævnt det dominerende synspunkt, men dernæst skulle der manøvreres, for ikke at Slesvig yderligere skulle blive knyttet til Holsten, eventuelt helt glide fra Danmark, som den oldenburgske kongestamme for at fremme sine snævre familieinteresser hidtil havde arbejdet for. Og endelig måtte kongeriget ikke forbigås og derved opvækkes en politisk radikalisme, og ikke mindst måtte det hele laves, så der ikke skete reelle forskydninger i de bestående økonomisk-politiske magtforhold.

Det blev derfor fastslået, at Holsten, Slesvig og Danmark hver for sig skulle have en stænderforsamling og for overfor tyskerne at motivere en forsamling for hver af hertugdømmerne skulle Danmark også deles i to dele, Jylland og Øerne, hver med sin forsamling. Man blev hurtigt enige om, at valgretten skulle være meget begrænset, selvom det ikke var nødvendigt, at storgodserne fik en så dominerende indflydelse som i Preussen, at derfor grundejendom var en absolut betingelse for valgret, og at forsamlingerne bare skulle være rådgivende. For at gennemprøve disse forslag yderligere udnævnte kongen en kommission af amtmænd og godsejere, de såkaldte »oplyste mænd«, som sagde god for de konservative garantier. Nogen repræsentant for folket blev ikke spurgt. Forslagets almene principper blev bekendtgjort i cirkulære d. 28. maj 1831.

Her blev det tillige slået fast, at det ikke måtte forstås som en central, hele riget omfattende forsamling, nej, det var »provins«-stænder. Efter indhentede erfaringer fra Preussen måtte regeringen anse en sådan opdeling af folkerepræsentationen for den mindst farlige og bedst egnet til kontrol. Af samme grund fik øernes forsamling ikke lov til at samles i det farlige København, men i det mere fredelige Roskilde. Jyderne fik Viborg. Tscherning forsøgte øjeblikkelig at udnytte stemningen til et agitatorisk fremstød ved at opfordre til at danne en forening til politisk oplysning, hvad nok kunne tiltrænges, når folket skulle tale med om statssager, men politiet forbød omgående den slags oplysning. Tscherning stiftede så et selskab til højtideligholdelse af den 28. maj som en slags grundlovsdag. Det var vanskeligere at forbyde, og en række år fejredes denne dag, ofte på en for regeringen lidt for demonstrativ måde.

Når denne spæde begyndelse til en dansk forfatning kaldes for en stænderforfatning, ligger deri både en mindelse om de århundredgamle, svagt udformede »rigets stænder«, adel, gejstlighed, bonde og borger, der sidste gang var sammenkaldt under Christian d. 4, og tillige en påmindelse om at staten stadig var et klassesamfund, og at skellene skulle respekteres. Gejstligheden fra dengang var nu skudt ud, da den ikke længere var en økonomisk magt, og i stedet for så man sig nødt til at tage langt mere hensyn til den nye økonomiske magtfaktor, bourgeoisiet. Princippet om grundejendom som grundlag for politisk menneskeret hævdedes meget stærkt af regeringens stærke mand, den adelige embedsmand og storgodsejer Stemann, mens en fløj med den borgerlige akademiker Ørsted som talsmand gjorde sig anstrengelser for at hævde embeds- og åndsaristokratiets betydning ved siden af godsejerne, men forgæves. På dette punkt var de gamle feudalherrer uforsonlige. Akademikerne blev ikke anerkendt som ligeberettiget med grundejere. Og selv et forsøg på at give pengekapitalen en smule privilegium ved valget blev pure afvist.

Der stredes længe om valgretten, og offentligheden tog nogen del deri. Om at udelukke den fattige og helt besiddelsesløse del af befolkningen var der rørende enighed hos alle. Det er i hvert fald kun betydningsløse røster, der taler disses sag. En senere stænderdeputeret, landvæsenskommissær Dam Jespersen fra Bornholm, udtaler sine tvivl om det berettigede i at udelade husmænd og arbejdere, »halvdelen af det hele samfund«, men han blev betegnende nok af sine samtidige betragtet som et skørt hoved. Og i den københavnske småfolksavis Københavnsposten kan man finde en indsender spørge: »Hvem skal varetage de mange undertrykte lejeres sag og søge at indskrænke visse grundejeres mageløse udsugelser, når alene grundejere kan stemme og vælges?« Et nærliggende demokratisk spørgsmål, som bare ikke blev besvaret. Men man ser, at problemet lå der.

Hvor langt fra almindelig valgret man var, ses af, at vælgertallet lå nede på 3 %, mens det nu er på 55 %. Der skulle vælges ialt for Danmark 122 stænderdeputerede til de to forsamlinger. Fordelingen efter stænder var: Det helt store hartkorn, nemlig de 236 største godsejere med lensgreverne i spidsen, stemte for sig og skulle vælge 29, det øvrige landbrug tilsammen 42, men her havde kun en mindre del valgret, nemlig 26,000 bønder med over 4-5 td. hartkorn, og byerne tilsammen 37, med valgret kun til det ejendomsbesiddende bourgeoisi, ialt blev det 122, hvortil kom 14 kongevalgte, som blev taget fra den højere gejstlighed og godsejere. Det nagede de selvbevidste akademikere og embedsmænd, at deres dannelse ikke regnedes for noget, at af de over 1000 valgbare i København var brændevinsbrænderne den største gruppe med 75, mens kun 1 professor var rig nok. Denne den gamle, endnu bestemmende jordadels ringe sympati for de intellektuelle vedvarede så længe de overhovedet havde politisk indflydelse. Om jøders ret til at tale med førtes der en lang diskussion. Det endte trods stærk modstand med, at de i Danmark fik valgret, men ikke valgbarhed, i hertugdømmerne heller ikke valgret. Endelig blev det med al ønskelig tydelighed fastslået, at denne nye indretning, stænderforsamlingerne, aldeles ikke anfægtede hans majestæts enevældige regeringsform, fastsat ifølge kongeloven af 1665, at kongen ikke påtog sig nogen som helst forpligtelse til at rette sig efter råd, som stænderne gav ham, at deres forhandlinger ikke måtte refereres, og at de kun skulle indkaldes hvert 2. år og valget gælde for 6, og så blev de forresten først indkaldt i 1835.

Det hele lyder for moderne ører temmelig magert, men det var et uhyre fremskridt henimod moderne demokrati og parlamentarisme. Under stænder-diskussionen er det ganske interessant at se et indlæg fra en holstensk diplomat Rist, der imødegår den preussiske forfatning og siger, »at de rystelser, der nu sker i staterne, måske mere har materiel grund end udbredelse af idéer.« Det er helt marxistisk, 17 år før det kommunistiske manifest. Det er beskæmmende at notere, at nogen indsats fra hjemlig side, nogen kamp, er der slet ikke tale om. Den kæmpeånd og kampånd, datidens digtere sang om i tide og utide, var i hvert fald ikke tilstede i disse år. Først da man ser, at regeringen viger for trykket udefra, og da stænderforsamlingerne er en kendsgerning får borgerskabet mæle, og nu startes der en oppositionspresse, det radikale dagblad »Københavnerposten«, der støtter sig til småborgerskab, håndværkere og arbejdere, og et par ugeblade, tilhørende den nu mere frimodige akademikerstand, således »Fædrelandet«, det senere førende liberale dagblad, nu ledet af den lidt køligt nøgterne, forsigtige professor David, finansens talsmand. Dette blev den toneangivende presse, der dog i de første år gik spagfærdigt udenom det politisk centrale, forfatningsproblemet.

Hvordan virkede nu denne regeringens, af indrepolitisk frygt og af udenrigspolitisk tryk, indledede likvidering af enevælden på de forskellige samfundsklasser?

Fra bondestanden høres direkte ikke spor. Det politiske, det forfatningsmæssige har den næppe lovet sig noget af. Tanken om, at de hovmodige embedsmænd og akademikere inde fra byerne skulle kunne sætte kongen stolen for døren, huede ikke umiddelbart bonden. Han var her skeptisk. Et par år senere talte i Viborg-forsamlingen to bønder, Peder Lydersen og Ole Kirk, begge imod en fri forfatning. Den sidste sagde med en vis ret: »Jeg har sjælden hørt nogen bondemand udtale ønsker om en fri forfatning.« Men der var i selve stænder-institutionen noget, der rent menneskeligt påkaldte bondens vågne opmærksomhed, det at han, den foragtede, ringe bonde skulle sidde på en bænk sammen med overklassen og kunne tale med om sine egne sager. Bourgeoisiet er utålmodigt efter at komme til og få ryddet op, administrativt og økonomisk. Professorer og unge embedsmænd melder sig nu til arbejdet, da det er farefrit. Men frisindet i disse kredse af unge intellektuelle fra de velhavende hjem er allerede ved starten meget begrænset.

Denne akademikernes snævre overklasseafgrænsning hænger sikkert for en del sammen med, at der efter år 1800 var sket en meget betydelig ændring i rekrutteringen til studenterne. Mens disse i det forrige århundrede overvejende kom fra bønderhjem, finder vi nu, at de næsten alle stammer fra intellektuelle hjem og fra byernes handelsbourgeoisi, kun 6 % er bondesønner og slet ingen fra arbejderklassen, det samme skæve forhold som den dag i dag.

Disse akademikere, der snart bliver de mest højttalende i den offentlige diskussion, er straks meget fortørnede over, at deres eksaminer ikke skal tælle ligeså meget som godsejerjord, og på den anden side er de sure over, at bønderne skal have stemmeret. Da dette ikke kan undgås, holder de stejlt på, at fæstebønder skal udelukkes og bruger det argument, at en fæstebonde ikke er fri, men afhængig af herremanden. Her mødes de med herremændene, der naturligvis også er imod, at valgretten udvides til flere bønder end højst nødvendigt. Men regeringen anså det trods alt for ufarligt at give også fæstebønder valgret, navnlig når det indskrænkedes til de rigeste af dem, dog fik begge de to opponenter den indrømmelse, at mens selvejerbønder fik stemmeret ved 4 td. hartkorn, skulle fæstebønder have mindst 5 td. hartkorn.

Den senere nationalliberale høvding, den kendte universitetsprofessor Schouw, udtrykte sin betænkelighed ved at indrømme almuen for stor frihed i følgende ord, der fremkom i hans eget tidsskrift og som er betegnende for den klasse-egoisme, der rådede selv iblandt de mest liberale akademikere: »Enhver sindig ven af borgerfrihed må hos vælgerne kræve en vis fornøden kundskabsgrad; højst uheldigt vil det være, om almuen i by og på land vil vælge sine egne folk til repræsentanter. Man må stole på almuesmandens bevidsthed om hans egen uduelighed, hans skønsomhed, der vil lede ham til at vælge en, der er klogere end han selv, og hans frygtsomhed for at træde frem i en offentlig forsamling mellem mænd, der er ham overlegne. Dernæst håbe på den lunkenhed, der vil finde sted i begyndelsen hos mange og netop mest hos almuen, hvilket vil have til følge, at en del vil udeblive fra valgene og få eller ingen af almuen attrå at blive valgt.... Tjenestefolk bør udelukkes, da de ikke kan have en selvstændig vilje, og nødlidende fordi de er nødt til kun at tænke på deres egne første fornødenheder.« Denne advarsel mod at udvide valgretten var tydelig inspireret af valgene til det norske storting i 1834, hvor bønderne havde haft mægtig fremgang.

Det varede ikke en menneskealder, før alle disse førende intellektuelle klart bekendte sig til en arbejderfjendtlig kapitalisme. Kun få krævede videregående forfatningsreformer end stænderne. Som første og mest konsekvente mand optrådte her Tscherning. Han så straks utilstrækkeligheden i stænderreformen og krævede den norske grundlov af 1814 som mønster. Men han fik allerede i 1833 den kongelige unåde at føde; på grund af sin skriftlige og mundtlige politiske optræden blev hans mund lukket, og han blev sendt ud af landet, i en slags mildere landsforvisning, der kom til at vare i 5 år.

»Københavnsposten« stod her på Tschernings standpunkt. Og i et landøkonomisk tidsskrift kan en forfatter skrive: »For 50-60 år siden dyrkede bonden sin ager med en plumphugget, tungtgående plov med 6-8 helmisøg eller mære for ploven og med to plovdrivere. Nu pløjes langt bedre og meget mere med en stylteplov og to heste uden plovdrivere. Men det agter kongen ikke på! Han bliver endnu ved at pløje ligesom hans allerhøjst salige, naturligvis dertil privilegerede forfædre, med kancelli, rentekammer, generaltoldkammer, toldvæsen osv., disse gamle stivbenede krikker, for sin bestående plov, på det bestående ...« Denne gamle kritiker mener, at de politiske forhold ikke har formået at tilpasse sig de ændrede produktionsforhold. Han er for radikal til, at stænderne kan tilfredsstille ham. Kritikken af enevældens embedsvæsen som stivnet og bureaukratisk var berettiget og vidt udbredt.

Men bortset fra disse enkelte røster er der endnu ingen kritik af selve enevælden som princip. Når unge embedsmænd som Algreen-Ussing, Orla Lehmann og David fører streng tale om reformer af enevældsstyret og kan gøre det som Ussing overfor sin høje foresatte Ørsted, er det, fordi der heri ikke ligger noget revolutionært, det opfattedes også bare som et yngre slægtled, der reagerer mod det foregående. Det var ingen ny samfundsklasse, der ville erobre magten. Helt anderledes når de første proletarer som I. A. Hansen rykker frem og går til angreb. Da er det klassekamp og forstås af overklassen som sådan. Når Ørsted nogle år forinden i sin højtvurderede juridiske håndbog kunne skrive: »Man bør ikke opmuntre en for det hele skadelig higen efter at gå ud af sin medfødte stand,« så tog ingen af akademikerne afstand herfra. Ørsted hørte til den kres af ikke-adelige embedsmænd, der var modstandere af indrømmelser til folket, men som af veghed og frygt gik med dertil. De var et ekko af den kongelige vilje og af slagordet »vi alene vide«.

Når Ørsted af sin svoger Oehlenschläger kaldes for »den vise tænker med et barns uskyldighed«, så er der for en senere betragtning den sandhed i det, at han med en udviklet juridisk træning i alskens fif og fiduser forbandt en utrolig indskrænkethed i opfattelsen af samfundsudviklingen. Desværre var han, som den slags ofte er, meget anset og kom derved til at gøre stor skade på landets politiske udvikling. Hans og mange af hans store embedskollegers hovmod og sociale arrogance er helt på linje med de adelige godsejeres.

En af dem, den på tinderne stående biskop Mynster, der sad som kongevalgt i Roskilde stænderforsamling, udlader sig i breve med spot og ringeagt over hele forestillingen: »Da stænderne blev sammenkaldt, var det ingenlunde blot bønderne og dem i åndelig henseende lig med bønderne, men også mange, der burde have bedre forstand, som nærede de latterligste forventninger ...« skriver han i et brev til en ven, »og ved næste valg vil vi få et endnu større antal bønder og andre ubekvemme personer.« Hans virksomhed som stænderdeputeret kan uden overdrivelse karakteriseres som: sabotage, ligeså langt hans høje hellige kald kunne bruges dertil. Han er dybt forarget over, ligesom også Grundtvig, at man dér mest beskæftiger sig med næringssager og ikke med »åndelige« ting.

Ser vi hen til litteraturen, som udtryk for de herskende klassers opfattelse, guldaldertidens berømtheder, finder vi dem alle til hobe på linje med Ørsted og Mynster, dybt konservative. Det er forstemmende at se, at den vågnende liberalisme, sansen for et folkeligt demokratisk politisk liv, ikke finder udtryk i tidens litteratur. Oehlenschläger kan et øjeblik blusse romantisk op for frihed, men falder hurtigt ned, når han ser virkeligheden i øjnene. Ingemann, der som ingen anden var forgudet af overklassen, fordi han, som han udtrykker det: »bidrog til sit lands rejsning ved at give et billede af et dybt sunket folks oprejsning ved religiøs ydmygelse og frelse«, skriver i 1833: »Gud bevare Danmark og vor gode gamle Frederik i denne oprørske og forpestede tid, hvis herlighed og humanitet man blæser så højt i basuner for.« Poul Martin Møller skrev sit kendt digt »Kunstneren mellem oprørerne« som en forbitret, uforstående åndsaristokrats opgør med de folkelige rørelser. I 1829 skrev I. L. Heiberg sit kongeforherligende skuespil »Elverhøj«, som var en vimpel over hans opfattelse af de progressive kræfter, der rørte sig i folket. I sit tidsskrift »Flyveposten« stak og snertede han med ånd og vid til den jævne mands forsøg på at tilkæmpe sig menneskelige rettigheder. Han gjorde, hvad han evnede, og det var ikke lidt, for at gøre politik og demokrati til en simpel og uværdig beskæftigelse for dannede folk. Henrik Hertz er lige i hælene på Heiberg, hans roman »Stemninger og Tilstande« er et stort opgør med de liberale, der betegnes som en »udenlandsk smitte uden historisk rod.«

H. C. Andersen, Hauch, Winther er ligeglade. Selv Blicher, der for eftertiden med rette står som en folkelig forfatter med sund realistisk sans, er politisk hele sit liv enevældens mand. Samme år som »Elverhøj« udkom, skrev han også et festskrift med en naiv, ukritisk forherligelse af enevælden og »det herlige lille land, hvor ingen går sulten i seng«, skønt han bedre end de fleste kendte et forarmet landproletariat. Grundtvig var også med i skønåndernes kor imod samfundsreformer og særlig imod folkets deltagelse i landets styrelse, og efter hans skik med piber og trommer. Ved julirevolutionen bryder han staven over alle den slags »pøbeloptøjer og drengestreger og over alle oprør og rigsdage«, »krigsskoledrenge, der laver oprør i hundedagene«. Han holdt på enevælden, fordi »den var skænket kongen og derfor måtte passe land og folk«, Lornsens pjece kalder han »en ligegyldig stiløvelse«.

Ligesom hans discipel, den politisk reaktionære præst Lindberg, ser han kun et virkeligt middel for tidens problemer: omvendelse til kristendom! Han var helt romantiker, både i sin religion og i sin politik. Hvor han ikke direkte gik imod folkets krav og direkte forfægtede den bestående samfundsordning, bidrog han efter evne til at forvirre den jævne mands begreber, både ved sit forvredne sprog og ved sin al fornuft udfordrende tankegang. Den eneste ændring i det bestående, han i disse år kan tænke sig, er en temmelig uindskrænket ytringsfrihed. »Trykkefriheden skal bruges til at oplyse og råde kongen,« siger han. For Grundtvig kan trykkefriheden klare alle vanskeligheder, som folket lider under. Bare snakke højt og længe. Man må uvilkårligt tænke på helt moderne demokrati-forsvareres tro på ytringsfrihedens enestående virkninger. »Magten,« siger han »skal for at bruges til gavns samles i een hånd, og den har aldrig været mindre misbrugt end i vore enevoldskongers faderlige hænder.« Da stænderforsamlingen mod hans ønsker var en kendsgerning, var han meget imod, at den blev andet end rådgivende. »Hvis flertallet skulle bestemme, kunne det blive således, at den, der havde 10,000 rigsdaler, kom til at aflevere overskuddet i kæmnerkassen, og derved befordre fattigdom, dovenskab, ødselhed, nærighed, svir, spil og slette sæder. Staten bliver i bund og grund ødelagt.«

Grundtvig har mere end de fleste bidraget til at modarbejde folkets politiske udvikling. I alle de vanskelige gennembrudsår lå han helt på linje med de andre af bourgeoisiets konservative digtere og forsonede sig først med udviklingen, da den var uundgåelig.

Den gamle herremandsklasse, der fik sine rettigheder beskåret mest, er naturligvis bitter og uforstående, men øjner dog mulighed for vedblivende at kunne dirigere både den politiske og den økonomiske udvikling.

En karakteristisk type på denne godsejerstand er den meget talende og skrivende hertug af Augustenborg, der tager ivrig del i stænderpolitikken og senere i den store politik, en nær slægtning af kongefamilien, en mand der bramfrit udtaler sig om bonderakket. I anledning af opstillingen til det første valg skriver han til en ven: »Jeg har rigtignok holdt slemt hus med mine bønder, som ikke valgte Steffens, skønt jeg i forvejen havde sagt dem, at jeg anså Steffens for at være den bedste. Blandt andet får de, der have valgt Ebbesen, ingen hoppe bedækket i den tid, at denne er repræsentant. En stor del er alt kommen og har bedt om forladelse, at de have forset dem, som de kalde det og love en anden gang at være lydigere; jeg har da rent ud erklæret dem, at når de vil være klogere end jeg, så ville jeg gerne overlade dem til deres egen skæbne og ikke mere have noget at bestille med dem.« Det giver ganske godt stemningen hos disse høje herrer og bringer tillige bud om bondealmuens klassefølelse. Det i brevet omtalte valgtryk var selvfølgelig vidt udbredt. Om den gamle statsminister Stemann, der dog selv havde været med til at indrømme bønder valgret og valgbarhed, fortælles det, at han vægrede sig ved at hilse på en af sine fæstebønder, da denne var bleven stænderdeputeret.

Stemmeprocenten ved det første valg var overraskende høj, 75, men højest hos bønderne med 87. Det var et varsel om det kommende stærke bondeparti. Hvem valgtes nu af vælgerne?

Selvfølgelig valgte godsejerne udelukkende godsejere og endda de største, lensgrever og lensbaroner. Bourgeoisiet valgte også deres egne, men med stor overvægt for akademikerne. Bønderne derimod fulgte kun i ringe grad det råd, som akademikerne gav dem om at holde sig selv beskedent tilbage, de valgte halvdelen ud af deres egen kreds og af ikke-bønder valgte de nogle proprietærer og den senere meget bondevenlige fabrikant Drewsen. Enkelte steder valgte de med tydelig brod opad, som på Lolland, hvor de valgte 3 bønder og derefter stiftamtmanden som disses stedfortræder. Det var et chok for bourgeoisiet.

Samtiden kunne ikke klart analysere udviklingen og var længe tilbøjelig til at anerkende indførelsen af stænderforfatningen som klogskab og forståelse fra regeringens side og som et demokratisk håndtryk til en fortfatningstørstende befolkning.

At det må opfattes helt anderledes, ligger nu mere klart. Regeringens frygt for en indre revolte og særlig fra bondestandens side synes dog ikke at have rod i de virkelige forhold. Begivenhederne i det revolutionære udland synes med større ret at have behersket regeringen. Om den utvivlsomme blanding af frygt og usikkerhed i de bestemmende kredse foreligger der nu mange beviser. I en fortrolig skrivelse fra kancelliet til kongen fremgår det klart, at forfatningsforslaget er blevet udarbejdet med to muligheder for øje. For det første, at den »almindelige frihedssvimmel« vil lægge sig, og det monarkiske princip atter få overhånd. »Hvis dette sker, så er ånden i loven ligegyldig, man har imødekommet fordringerne, som ikke behøver at opfyldes. Skulle derimod det demokratiske princip få varighed, ja så har vi tilrettelagt det på den bedste måde for kongeprincippet.« Skrivelsen er udtryk for prokuratorkneb og politisk fidusmageri og taler højt om den vånde regeringen var i. Man kan forestille sig, hvor meget længere frem landet ville være kommet, såfremt folkets forskellige progressive grupper havde besindet sig til aktiv medvirken.

Optakt til grundloven Klassebevidsthed hos bondealmuen.

Igennem 1830erne arbejder stænderforsamlingerne støt og interesseret med de tilladte opgaver, at behandle de forslag regeringen overlod dem. Selv at stille forslag var i de første år ikke tilladt, og det gik aldeles ikke an at give sig i lag med noget, der smagte af forfatning.

Det er bemærkelsesværdigt så modne forsamlingerne var allerede fra begyndelsen, fuldt fortrolige med parlamentarisk form og både oplagte og idérige. Der er her ikke noget som helst, der kan retfærdiggøre kongens og regeringens modstand imod en virkelig folkerepræsentation. Sagernes tilrettelæggelse og selve ledelsen lå hele tiden i hænderne på en af kongen udnævnt præsident, i mange år A. S. Ørsted. Ser man efter de emner, der i disse år særligt interesserede stænderforsamlingerne, må man i høj grad give de to førende teologer, Grundtvig og biskop Mynster ret i, at det var småt bevendt med interessen for det de med teologisk anmasselse kaldte for »de åndelige ting«. Bønderne havde på deres ønskeseddel 3 ting, som de med yderste hårdnakkethed kredsede om: fæstevæsen, hoveri og værnepligt, ikke spor af ånd heri. Men byernes repræsentanter var lige så jordbundne, de var spændt til det yderste for at få bragt orden i handel, told, skatter, næringsfrihed, kommunalvæsen og statsregnskab. Godsejerne og regeringsrepræsentanterne måtte tage diskussionen op til to sider.

Da man ikke direkte måtte drøfte forfatning, gik de liberales første og dygtigste talsmand, den endnu frisindede embedsmand Algreen-Ussing, ind på en sidevej, idet han krævede de to danske stænderforsamlinger samlet til een forsamling, som jo måtte være forudsætningen for en dansk rigsdag. Men dette fik ikke videre gehør i den jyske forsamling, hvor man nærede en forøvrigt i rimelig angst for at komme under københavnsk herredømme.  Øernes repræsentanter var nemlig aldeles afgjort de betydeligste, ivrigste og mest folkekendte. De havde mest gehør.

Da det velhavende borgerskab efter stænderforsamlingernes indførelse fik mod til at gå til aktion for kapitalismens øvrige frihedskrav, var der et ømt punkt, som generede det stærkt. Det var det gamle forbud imod ytringsfrihed, presseloven fra 1799 med fængsel, landsforvisning og dødsstraf, som var blevet endnu en tak skrappere i 1814 og var en kæp i hjulet på de nyopdukkende liberale aviser. Foruden nogle konservative blade blev der i disse år startet en lang række småblade, der naturligt måtte ligge på et lavt niveau, da al syslen med politik var forbudt. Raketten, Raketten med Stjerner, Sandhedsfaklen, Lynstrålen, Skærsilden er navne på nogle af disse småblade, der var en broget blanding af sensation, platheder, personligheder, bagvaskelser med af og til en strejfen ind på det forbudte politiske område. De blev læst i et mægtigt omfang af det nu avistørstende publikum, og de gødede jorden for den politiske presse, der skulle komme. Frederik d. 6. ærgrede sig daglig over denne »skriverfrækhed«, som han kaldte det og pønsede på at udvide den gældende presselov. Da dette blev bekendt, vakte det et mægtigt røre indenfor hele bourgeoisiet, som nu med stænderforsamlingen i ryggen følte sig i dækning og turde gå til aktion. En meget stor kreds af meget betydende personligheder trådte an til en protest i 1835, fra ca. 600 mænd, væsentlig intellektuelle og embedsmænd, som anmodede kongen om at afholde sig fra yderligere skærpelse af presseloven, idet de samtidig afgav løfte om en slags selvtugt. Kongen blev temmelig fortørnet over denne optræden fra det tidligere lovlydige bourgeoisi og svarede at »det havde været ham uventet at se, at flere af vore kære og tro undersåtter har kunnet ansøge om, at ingen ændringer i trykkefrihedsanordningen må foretages, thi ingen uden vi alene kan være i stand til at bedømme, hvad der er til folkets og statens sande gavn.« Protesten havde dog til følge, at regeringen foreløbigt bøjede af, mens der samtidigt blev stiftet et »Selskab til trykkefrihedens rette brug«. Regeringen havde motiveret sin skærpelse af presseloven med »frækheden«, ganske som i en senere tid Steincke med sin presselov, men enhver vidste, hvad den politiske mening var.

Trykkefrihedsselskabet blev en stor succes, fik hurtigt over 5000 medlemmer og blev samlingssted for alle de liberale strømninger, navnlig de politiske, udgav bladet »Folkevennen«, oprettede læseforeninger og fik hurtigt et fast greb om det offentlige liv. Regeringen kom dog snart med en ny anordning med yderligere straf for kritik af regeringens handlinger og love, hvis omtalen kunne medføre misnøje med regeringen. Kravet om ro og orden er ikke en moderne demokratisk frase.

Når her er nævnt, at datidens højt besungne digtere stod helt udenfor tidens store politiske rørelser og var fremmede og fjendtlige overfor demokratiet, så må der gøres en undtagelse, en væsentlig. En ung Mand, der dog endnu ikke var trådt ind på sin senere så strålende digterbane, M. A. Goldschmidt, sprang pludselig ind på den politiske arena med et kampskrift, der ved sit talent, sin radikalisme og realistiske demokrati vakte kolossal opsigt og fik politisk betydning. Goldschmidt var kun 20 år, da han startede dette blad, »Corsaren«, som gik i 6 år og helt og holdent var hans. Det var et illustreret ugeblad og både aktuelt og vittigt, og både socialt og politisk meget radikalt, og litterært så fremragende at de toneangivende liberale intellektuelle var nødt til at læse det. Goldschmidts politiske skarpsyn viste sig fra begyndelsen i, at han gennemskuede hulheden i de liberale fraser, at han så at liberalismen i den nye kapitalisme måtte føre til konservatisme. Da Carl Ploug i Fædrelandet havde skrevet: »når vi først får en forfatning, bliver vi alle konservative« omtrent som Hedtoft, da han kom til magten sagde, at »nu er vi alle en smule liberalister«, så skrev G. omgående: »mon de herrer ved frihed forstår andet end magt for deres egne personer«.

»Corsaren« blev i sin sociale radikalisme i København og byerne, hvad I. A. Hansens samtidige »Almuevennen« var for landet, men mens I. A. Hansen var klar og proletarisk klassebevidst, var Goldschmidt utopisk uklar og var nærmest indstillet på at sætte lus i skindpelsen, på at undergrave de almægtige nationalliberales stilling.

Men tit og mange gange tog han håndfast om konkrete problemer, som da han i en artikel med overskriften »Giv de fattige de riges institution« fremsatte et forslag om at gøre overklasseskolen Sorø Akademi med alle dens rigdomme til en kulturel institution for de fattige. Politisk slog han både til de konservative og de liberale, var både imod enevælden og et konstitutionelt kongedømme. Han ville have republik og et virkeligt folkestyre. I en artikel retter han en opfordring til regeringen om »at undersøge, hvor mange der lever i overflod på statens bekostning, og om der ikke kan tages fra disse og gives til folket, fra hvem dog al rigdom stammer«. Her og i mange andre artikler er der toner fra den eneste socialisme man dengang kendte, den utopiske socialisme, som var en brand i næsen på bourgeoisiet. Overhovedet ramte Goldschmidt hårdt ud efter det velhavende bourgeoisi og stod last og brast sammen med de sjællandske husmandsproletarer, da de i disse år rejste sig og knyttede næven imod hoveri og herremændenes revselsesret. Den hellige ejendomsret måtte stå for skud: »at skaffe tusinder af husmænd brød og en blidere skæbne end trældom fra morgen til aften, åndelig forkuelse og kraftesløshed, vil ikke kunne iværksættes, uden at en del rige mænd mistede noget af deres overskud, måske endog måtte indskrænke sig og savne en del af de »finere nydelser«, kort sagt, uden at der blev gjort indgreb i deres »ejendomsret«. Altså er det umuligt, at husmændene kan hjælpes.« Det må også nævnes, at et andet meget vigtigt punkt gik »Corsaren« hårdt op imod både liberalismen og grundtvigianerne. Det var i det nationale. Ligesom tidligere Tscherning og senere den unge Frederik Dreier så »Corsaren« skarpt, at den nationale rummel skulle bruges til at bremse op for et virkeligt demokrati. Han skriver: »skal vi gøre Danmark attråværdigt for de tyske Slesvigere, så skal vi her i Danmark ordne os med mere frihed og derved gøre Danmark mere tillokkende for dem, end Tyskland er. Nu tiltrækkes de af den større tyske kultur og navnlig af den fremtid, det nye Tyskland forjætter dem.«

Desværre lykkedes det ikke sådanne fornuftige tanker at dæmme op for al den chauvinistiske halløj, som borgerskabet fik held til at rejse op imod 1848. Goldschmidt havde både i Frankrig og i England set, at ingen af disse steder havde de frie forfatninger været istand til at beskytte de fattige imod de rige. Det var under den nationale strid, at selve Grundtvig ikke undså sig for at anslå rent antisemitiske strenge og formente Goldschmidt adkomst til at tale med her, fordi han var jøde. Herpå svarede Goldschmidt ham: »er da vi andre, som elsker Danmark, som taler og skriver dets sprog rent, som har stillet vort liv til statens tjeneste, redningsløst stillet udenfor den danske nationalitet, altså fædrelandsløse, fordi der er et udansk sch i vort navn, eller fordi vi har mørkt hår og mørke øjne? Om vi falder for Danmark, skal da dette hjerteblod ikke opveje det ulykkelige sch? Herregud, hvor folk kan være ubarmhjertige i deres fædrelandskærlighed.« Men det var ikke alene Grundtvig, der brugte antisemitismen i kampen imod Goldschmidt, mange andre, mindre ånder traskede beredvilligt i Grundtvigs fodspor her. Det var med rette, at Goldschmidt langt senere skrev: »få eller ingen af mine modstandere, jeg har mødt i pressen, har undladt mere eller mindre åbenbart at forsøge at indespærre mig i et journalistisk ghetto.« Goldschmidt var i besiddelse af en uforlignelig civil courage, som helt stod på højde med P. A. Heibergs. Dette både forvirrede og ængstede myndighederne og administratorerne af åndslivet. Selv kongen, Christian d. 8. var, fortælles det, »urolig og pirrelig« den dag, »Corsaren« skulle udkomme. Det må have været en herlig følelse for et oppositionsblad. Og det regnede med beslaglæggelser, ialt blev hvert 10’ nummer af bladet beslaglagt, en tid blev af 13 numre de 7 beslaglagt. Goldschmidt måtte en overgang selv vandre i fængsel og opnåede at komme under livsvarig censur. Om bladets indflydelse og udbredelse siger et par bemærkninger af H. C. Andersen en del: »Corsaren er det morsomste blad, vi har, det vil sige, når man ikke selv står i det, for så er det nederdrægtigt. Det holdes ikke i fornemme huse, uden at portneren og kusken, men det slides dog op af herskabet.« Under al den megen konservative tale om ro og orden og alle gode kræfters samarbejde, som lød fra både konservative, liberale og grundtvigianere, skrev »Corsaren« disse dybe, bitre ord, der strejfer klassekampen og revolutionen: »hvad kommer det an på en enkelt generation i menneskehedens store udvikling, hvad kommer det an på, om folkets hjul knuser den enkelte?«

Det kan synes påfaldende, at regeringen ikke vovede en ligeså alvorlig aktion imod Goldschmidt som imod dr. Dampe, men det skyldtes dels »Corsarens« store udbredelse og popularitet og vel navnlig det, at selv regeringen nu efter 20 års forløb følte, at enevælden lå for døden.

Men det egentlige slag for demokratiet, bliver nu forlagt fra de intellektuelles forpostfægtninger til de aktioner, som udløses ved landboproletariatets opmarch i massemålestok. Det afgørende her er endvidere det, at det er husmændene, de fattigste lag, der tager føringen.

Det havde været tydeligt både i »Corsaren« og i det københavnske arbejdervenlige »Københavnerposten«, at der var en mærkbar skillelinje mellem de liberale kapitalisters intellektuelle talsmænd, der holdt på, at friheden skulle begrænses til deres egen kreds og de radikale som Tscherning, der med begrebet »folket« i en ganske anden grad regnede med almuen, de 80 pct. af befolkningen, den uden dannelse.

Hvad mente nu disse selv?

Til at begynde med sagde de ikke ret meget. Men straks ved de første valg til stænderforsamlingen fik de højttalende liberale intellektuelle ligefrem et chok ved at se, at disse umælende bønder i stor udstrækning kasserede dannelsens repræsentanter og valgte folk fra deres egen midte, skønt det dog var betydet dem, at de kun burde have tillid til overklassens folk. Ganske vist var det kun storbønder, der valgte og valgtes, men det så alligevel ikke godt ud og dannelsens repræsentanter følte sig ligefrem snydt. Det blev endvidere snart klart, at disse bonderepræsentanter forholdt sig mærkeligt tavse overfor de liberales krav om en fri forfatning. Og åndslivet tav de til Grundtvigs forargelse bom stille til. Men så snart der kom rent økonomiske sager på bordet, lyttede de interesseret og så rejste de sig og talte om fæste og hoveri og om hoveri og fæste, stædigt og vedholdende. Det blev åbenbart for de mere kvikke liberale, at her var noget, der ikke var til at komme uden om. Tscherning havde længe sagt det. Provst Plesner, en af de mere fornuftige, drister sig endog til i selve stænderforsamlingen at udtale: »ingen af de frie forfatninger i Europa har løst spørgsmålet om de lavere klassers tilstand i samfundet«. Den meget talende og agerende fabrikant Drewsen er blandt dem, der finder et samarbejde med bønderne nødvendig for den nye kapitalisme og han svinger fra bondefjendtlig til bondeven og opnår i nogle år en ikke ringe tillid i bondekredse, dog gennemskues hans taktik af enkelte kloge bønder, som den fynske stænderrepræsentant gårdmand Hans Christensen, der i 1836 skriver: »Drewsen er en narreprins, der har narret os alle«. Drewsen førte de frisindede fraser i munden, men havde altid betænkeligheder, når de skulle omsættes i praksis, var imod forbedring af husmændenes kår, og var meget imod at øve det han kaldte tvang overfor ændring af de bestående ejendomsrettigheder. Også Algreen-Ussing og Orla Lehmann klapper nu bønderne på skulderen og fører nogle af deres krav frem. Bøndernes og husmændenes fast sammenbidte krav var, at al fæstejord skulle overgå til selveje og alt hoveri afløses af en fast pengeydelse. Og det var ikke småting det drejede sig om, idet Sjælland var halvdelen af bønderne fæstere, i Holbæk amt 80 pct. og af hele Danmarks jord var 1/3 hoveripligtig til herremændene. I Jylland var forholdet væsentlig bedre, herremandstrykket havde altid været mindre dér og mindst i Vestjylland. Den dårlige jord fristede ikke herremændene. Når bønderne nu samlede sig til et fremstød, er det naturligvis ikke uden forbindelse med, at den økonomiske opgang de var inde i, underbyggede deres følelse af menneskeværd. Efter at landbrugskrisen var overstået finder vi, at bøndernes prioritetsgæld er nedbragt til 33, så langt ned som aldrig før.

Godsejerne opfattede deres ret til fæstejorden som noget nær hellig, i hvert fald ikke noget, der måtte diskuteres og da aldrig med en almuesmand.

I en diskussion herom med Balthazar Christensen kunne en godsejer med fuld tilslutning fra sine standsfæller kalde disse bøndernes krav om fæsteafløsning for »kommunisme«. Fæstet var forhadt, fordi det deklasserede bonden, og fordi det var en usikker besiddelsesform, da herremanden forbeholdt sig retten til at overdrage gården til hvem han syntes om, han kunne vælge og vrage mellem fæstetilbud. Og den afdøde fæsters efterladte fik ingen erstatning for de forbedringer, der var nedlagt i ejendommen, i jord eller bygninger. Hoveriet var oprindeligt en fast og uforanderlig ydelse i arbejde, så og så mange arbejdsdage om året, men efterhånden som herregårdene måtte drives mere rationelt og mere jord toges ind under dem, var hoveriet blevet udvidet efter herremandens forgodtbefindende, uden hjemmel i nogen lov, og naturligvis uden forhandling med de »usselige« bønder, og der indførtes yderligere en række personlige pligter, det såkaldte »lille hoveri«, som det at rende med brev for herremanden, grave grøfter, rydde sten, køre tømmer, klippe får, det vil sige, bonden var sunket ned til at værre herremandens tyende. Foruden det reelle arbejdsslaveri var kommen det personligt ydmygende. Fæstet måtte væk, og hoveriet måtte væk, dersom bonden skulle føle sig som medborger. Men der var mange andre ting, der pinte. Således var værnepligten en torn i kødet. Den hvilte nemlig udelukkende på landboerne, slet ikke på byerne. Og her var husmændene ikke bleven glemt, som ved stændervalg og kommunevalg. Husmand og gårdmand var her fælles om at bære denne byrde, ligesom ved fæste og hoveri. Her var de bånd, der bandt disse to klasser sammen igennem en lang række år, trods de økonomiske skel, der var dem imellem og som med årene blev stærkt uddybet. Værnepligten havde Tscherning i et par skrifter taget under behandling allerede i 1830 og krævet den udvidet også til byboere, han stemplede den som en lovhjemlet klassedeling, og det var forresten et af disse skrifter, der var den direkte årsag til Tschernings landsforvisning. Af særlig husmandsinteresse var det, at herremanden havde lov til at prygle husmanden, men ikke gårdmanden under hoveritjenesten. Så underligt det lyder, var der megen modstand også imod forslag om at ophæve retten til at prygle husmændene. I Roskilde stænderforsamling siger en godsejer, kammerherre Scavenius: »retten til hustugt er så godt som det eneste virksomme middel, som lovgivningen har tilstået en husbond overfor sine undergivne. Husmanden eller tjenestekarlen må have bevidstheden om, at han udsætter sig for øjeblikkelig personlig lidelse, ved groveligen at forsømme sin pligt eller give sin lidenskab tøjlen«. Det blev først efter grundloven, at dette barbari blev forbudt. Under sådanne jordlovsdebatter finder vi to ellers vidt forskellige personer som Tscherning og Grundtvig pege på det samme, nemlig at Danmarks jord skal være i det offentliges eje, unddrages privateje. Grundtvig naturligvis ud fra den rene utopi uden gnist af økonomisk begrundelse, Tscherning i med realistisk, socialistisk begrundelse. Grundtvigs tågede udtalelser herom kaldes ofte til live af retsstatsfolk, Tschernings klare realisme og radikale materialisme er så godt som glemt.

Den almindelige modvilje imod bondealmuens retskrav fra de konservative, godsejerne og regeringen og de liberale intellektuelles lunkne tilslutning hertil og alles ligegladhed overfor de helt fattige lag, husmændene og landarbejderne, fører imidlertid til, at disse landproletarer ved begyndelsen af 1840erne selv tager fat på at løse egne problemer, og udløser i løbet af nogle få år en så omfattende almuebevægelse, en række masseaktioner, under et par rigt udrustede føreres politiske ledelse, at næsten alle deres krav tvinges igennem i årene omkring grundloven, ja denne dybtgående proletarbevægelse bliver den egentlige løftestang for selve den grundlov, som den liberal-kapitalistiske overklasse netop havde tænkt sig at sabotere.

Den store husmandsrejsning

Bagved hele den politiske uro under stænderforsamlingstiden, fra 1835 til 1848, lå de uløste landbrugsproblemer, og det alvorligste af disse var husmandsproblemet. Ikke alene fordi husmændene var talrigere end gårdmændene, 98,000 imod 68,000, men navnlig fordi disse husmænd ved den sociale lagdeling, den hårde klassedeling efter landboreformerne i 1870erne, ikke bare var »glemt«, som en senere tid med en øm samvittighed undskyldende siger, nej de var med velberåd hu og med fuldt overlæg holdt udenfor. Den befriede gårdmandsklasse havde dog fået mulighed for gennem sin tildelte jord at erhverve sig andel i den nationale produktion og derved tillige erhverve nogen politisk indflydelse, hvad stænderforsamlingen viste. Husmanden var derimod skilt ud som arbejdende proletar, uden fjerneste mulighed for at erhverve sig økonomisk tryghed og med en efter datidens opfattelse selvfølgelig udelukkelse fra menneskerettigheder, sociale som politiske, udelukkelse fra stænderne, udelukkelse fra sognerådene. Hans opgave i samfundsproduktionen var at danne en arbejderreserve først og fremmest for godsejerne, men tillige for de større gårdmandsbrug.

Tilstanden er med rette karakteriseret således, at herremanden anså sig for eneberettiget til at eje jorden, gårdmanden ene om at bruge jorden, og husmanden fik kun lov til at hjælpe til, når herremanden ville betale og gårdmanden kunne betale. Det drejede sig her om 1/4 af befolkningen, der levede i de fattigste kår, berøvet ethvert middel, også politiske, til at forbedre dem. Blandt de midler, som godsejerne anvendte for at have krammet på sine husmandsarbejdere, var det virksomste en kunstig fremkaldt bolignød, understøttet af bestående lov. Godsejerne ejede praktisk talt alle huse på landet, da det var forbudt gårdmændene at opføre huse på deres jord. Enhver bolig for landarbejderproletariatet måtte derfor søges med hatten i hånden på godsforvalterkontoret. Og lejebetingelserne blev dikteret med den strengeste udbytning for øje. Ikke alene var disse af ringeste art, så Henrik Pontoppidan 50 år senere med fuld ret kunne kalde sine berømte husmandsskildringer »Fra Hytterne«, men den lejesøgende måtte gå ind på ethvert krav, der stilledes ham. De vigtigste var stigende pligt til arbejde på godset, først som vederlag for lejligheden, men tillige arbejde der altid var til underbetaling i forhold til lønnen på det frie marked. Men mange andre reelle og ydmygende betingelser måtte husmanden gå ind på. Ved sygdom og anden arbejds-udygtighed måtte han hurtigt ud af huset og over på fattigvæsenet. Det var ham forbudt at have logerende hos sig, ikke engang sine gamle forældre, voksne børn eller husvilde. Ikke at tale om den barbariske revselsesret, som loven hjemlede herremanden ret til at udøve, en ret som herremanden havde mistet overfor gårdmanden i 1791. Der kom ganske vist i disse år en lille lempelse her, idet prygleafstraffelse blev indskrænket til husmanden og hans kone, når de var under 22 år. Men husmandens kår var ikke langt fra slavekår, netop i de år, hvor friheden for de andre klasser tegnede sig så lyst, at Grundtvig sang om» Dannerfolkets gyldenår«. Husmændene havde så meget mindre grund til at se noget gyldent i tilværelsen, som den økonomiske opgang for landbruget, der kom i 40’erne, kun kom det store landbrug til gode, slet ikke husmanden med de 3 tønder land og den helt jordløse, og denne økonomiske bedring for gårdmandsstanden ganske naturligt øgede klasseskellet de to bondeklasser imellem. Dette sidste var ved at blive betænkeligt for den politiske udvikling. Ved bedømmelsen af de progressive politiske kræfter i landet i disse år, må man have for øje, hvad der fremmer bondestandens politiske enhed og hvad der hæmmer den.

Her står Tscherning i allerførste række som demokrat. Klarere og dygtigere end nogen anden gik han ind for at forme en fælles aktion fra de to bondeklassers side. De politiske problemer tegnede sig nemlig nu således: den enevældige regering med kongehus, embedsmænd, herremandsstand søgte at redde så meget som muligt for sig ud af den uundgåelige politiske omformning, som den ændrede økonomiske struktur medførte. Den mest umiddelbare fare var det mere og mere kapitalstærke bourgeoisi, som politisk kaldte sig liberalt. Og i denne kamp brugte regeringen den gamle regel: del og hersk. Den delte bondestanden både økonomisk og politisk, ikke alene gårdmandsstanden og husmandsstanden, men delte endog gårdmandsstanden op. Og propagandamæssigt udnyttede den til det yderste den goodwill, som enevælden havde fået af gårdmandsstanden ved landboreformerne. Alle digtere sang enevældens pris, alle opflammede de almuen til taknemmelighed, nøjsomhed og ydmyghed, fra Oehlenschläger, Grundtvig og Blicher og nedefter. Ved at gøre bondestanden passiv skulle slaget imod de liberale kunne føres mere effektivt. Men bourgeoisiet, der nødvendigvis måtte sætte sig i besiddelse af statsmagten, tvinges på sin side til at vinde bønderne og gør det nu aldeles bevidst. De søger at imødekomme bønderne, dels socialt, dels politisk. Deres ledende agitator højesteretssagføreren Orla Lehmann og embedsmanden Algreen-Ussing forsøger i stænderforsamlingen at aflægge den arrogante tone, som var den almindelige i disse kredse overfor bønder, klapper dem på skuldrene og lover at støtte deres sociale krav. Og takket være denne liberale taktik, lykkes det nu i stænderforsamlingerne at få presset en del reformer igennem. I 1838 blev en lille del af hoveriet afskaffet og senere faldt den forhadte vejarbejdspligt. I 1841 indførtes som nævnt sogneråd, med den ganske vist meget betænkelige udelukkelse af husmænd og arbejdere, mens præst, herredsfoged og de store grundejere blev selvskrevne. Samtidig fik København en forfatning med borgerrepræsentation, hvortil dog kun 1,5 % af borgerne fik stemmeret, mens halvdelen af de valgbare skulle være grundejere. Her er stadig det med grundejendom som forudsætning for menneskeret. Og efter 1840 måtte regeringen slappe på bestemmelsen om, at forfatningssager ikke måtte drøftes i stænderne. Og nu gik de liberale frem her med fuld kraft og fandt hurtigt frem til det centrale i al forfatning, forsamlingens ret til at bevilge skatter. Mere end ord blev det dog ikke. For bondestanden som helhed var der endnu ringe interesse for de formelle politiske rettigheder. Dels lå det sociale og det økonomiske dem nærmere på sinde, dels var der den nævnte taknemmelighed overfor enevælden, men ikke mindst en aldeles berettiget mistillid til den højttalende bourgeoisiklasse, der så ned på dem, ligeså meget som herremanden gjorde. En husmandsagitator som Rasmus Sørensen forblev i al sin radikalisme en ven af enevælden. Tscherning, der var talsmand for det parlamentariske demokrati, så klart, at bondens problem var økonomisk, og skrev: »Vel er det vigtigt, at landets bønder er frie, men vigtigere er det, at de har jord at leve på og af.« Ordningen af fæstevæsenet stod for ham som så vigtig, at han erklærede, »at staten måtte stå over ejendomsretten«, dvs. han krævede fæstet ordnet ved en tvangsafløsning, ved ekspropriation. Det var stærke ord, der lagde sig dybere i bondens sind end de abstrakte ord om frihed. Han krævede også, »at skulle vi have en forfatning, måtte det sikres, at statsmagten da blev lige så stærk som under enevælden«. Han havde sine berettigede tvivl om, at folkerepræsentationen kunne holde sig uafhængig af de stærke udenomsparlamentariske kræfter. Kampen om bondestanden, fra regeringens og fra bourgeoisiets side, gjaldt kun gårdmandsstanden. Og denne tænkte egentlig ikke på andre end sig selv.

Men nu drejer problemet om i en retning, som kommer som en voldsom overraskelse for alle parter i det politiske spil.

Husmændene rejser sig.

Udenom gårdmandsstand, over hovedet på det forbløffede liberale bourgeoisi og til usigelig rædsel for den mere og mere rådvilde regering. Det er en af de helt store og lykkelige begivenheder i dansk historie, ikke helt let at forklare, hvorfor denne rejsning fra en umælende, forkuet klasse kommer netop nu, så pludseligt og med en sådan styrke. Nogen påvirkning udefra findes ikke, hjælp fra de andre klasser er det ikke, og nogen vækkelse fra enkelt betydende personlighed er udelukket. Det var det sundeste af alt, en folkelig rejsning på bredt grundlag, til rette tid, realistisk og materialistisk lige til kernen. Husmandsklassen var bleven klar over, at den var ved at synke ned i slaveri igen, og at den ikke kunne regne med hjælp udefra. Gårdmandsstanden var jo allerede på vej op blandt de besiddende, og byens folk havde deres egne problemer at tumle med.

Omkring år 1840 viser der sig et røre ude omkring i de sjællandske landsbyer, nogle omrejsende husmænd forsøger at samle landalmuen til drøftelse af fælles anliggender, det er et andragende til fattigbestyrelsen, en klage til herredsfogeden, i begyndelsen i al stilfærdighed og uden videre opsigt. Allerede i en årrække havde man kendt til de omrejsende lægprædikanter og missionærer, der udløste almuens mismod og gav den anvisning på himlens hjælp. Øvrigheden havde forresten ikke set med velvilje på disse gudelige omløbere; for de førte altid uro med sig og bragte forvirring ind i de fastslåede begreber om kirkens autoritet. Men disse nye omløbere gav sig til øvrighedens forundring ikke af med at præke om salighed efter døden, de talte kun om jordiske ting, om fæstets uretfærdighed, om hoveriets tvang, om den klasseforskel værnepligten skabte, og atter og atter om fattigdommen på landet. Og snart blev det klart for alle, at noget helt nyt var i gære, det at de allerlaveste lag, det alleregentligste proletariat talte med og stillede krav. Når det blev på Sjælland, at denne bevægelse fødtes og fandt genklang, hidrørte det fra, at netop her og på de sydlige øer var både husmænd og gårdmænd mere underkuede end andre steder i landet, her var hoveriet alvorligst, her var fæstevæsenet mest udbredt. Alt i alt var af Danmarks jord % hoveripligtig til herremændene, på Sjælland var halvdelen af bønderne fæstere, i Holbæk amt endda 80 %. I Jylland var forholdene bedre for bondestanden, derfor lyder de jyske stænderrepræsentanters ord mere moderate end øernes og i Jylland rejser husmændene sig ikke til aktion som på øerne.

Når denne husmandsaktion nogle år senere indgyder regeringen og alle samfundsbevarende kræfter frygt, er det en berettiget, en velbegrundet frygt. Ikke som den frygt, der fik regeringen i 1831 til at indføre stænderforsamlingen, for den var faktisk uden grund, i hvert fald hvad de indenlandske forhold angår. Nu drejer det sig om en aktion vedrørende det ømtålelige landboproblem, helt nede i bunden, løn og arbejdsbetingelser, og da aktionen udvikler sig til en masseaktion, må den nødvendigvis blive alvorlig og få politiske konsekvenser. Og det fik den. Uden denne rejsning af det fattigste proletariat, dette gadens parlament, som den gamle A. S. Ørsted var lige så ræd for som i vore dage Hedtoft, var Grundloven ikke bleven gennemført, i hvert fald ikke i den frie form, den fik. Dette tryk nedefra var op igennem 40erne ubehageligt nærværende for regeringen og ikke mindre for det liberale bourgeoisi.

Når det ikke lykkedes den reaktionære regering at vinde frem ved sin politik, at dele bondestanden gennem økonomisk og politisk bestikkelse og derved lettere nedkæmpe bourgeoisiet, skyldtes det, at det bånd, der endnu bandt bønderne sammen og bandt gårdmænd til husmænd var for stærke. De sociale uretfærdigheder og uligheder lod dem hver dag erindre, at de havde en undtagelsesstilling i samfundet. Det er her de liberale nu sætter ind. Algreen-Ussing skruer sig i stænderforsamlingen ned til at påtale det for bønderne nedværdigende i at blive tiltalt med »du«, mens det var strafbart at tiltale folk af de højere klasser med »du«. Ussing fik forresten her et skarpt svar af en af sine liberale standsfæller, der typisk for klassehovmodet sagde: »det var hædrende for bonden, at de højerestillede tiltalte ham så nedladent«. Denne lille episode er karakteristisk for det besvær de liberale havde med at komme i kontakt med bønderne, hvis velvilje var en absolut nødvendighed i deres kamp om statsmagten. Men hvor langt de end gik, hvor meget de end måtte stemme for bondekrav, aldrig glemte de, at skellet dem imellem var uoverstigeligt. Drewsen talte som officiel bondeven imod bøndernes hang til at vælge tillidsmænd af deres egen midte, og han stemte imod diæter netop for at hindre, at småkårsfolk kom på tanke om at lade sig vælge.

Det trylleord, der afgjorde al tvivl om menigmands ret til at tale med om egne anliggender, var »dannelse«. Dannelse var nøglen til al indflydelse, dannelsen alene gav adgang til at skrive og præke. Overalt blev det terpet ind i menigmands hoveder, at kun de dannede forstod at styre stat, kirke og skole, og ved dannelse forstod man kun akademisk dannelse. Det var slået fast, at mennesket begynder med studenten, ligesom det i Tyskland hed, at mennesket først begynder med løjtnanten. Og da almuen ikke var dannet og ikke kunne blive dannet, var den uskikket til at lede noget som helst. Ordet dannelse brugtes som ordmagi dengang i samme udstrækning og tildels med samme formål som ordet demokrati i vore dage. Man må være klar over dette for at forstå, hvorfor disse almuelag, da de bliver politisk vågne, viser sig så taknemmelige over de få intellektuelle, der i disse trængselsår rækker dem en hjælpende hånd. Det er baggrunden for den folkeyndest som officeren Tscherning, sagføreren Balthazar Christensen, fabrikanten Drewsen nyder i disse år. Og bare der viser sig en skolelærer på bøndernes side, får han straks gehør, da han skønt økonomisk helt på linje med bonden dog var nærmere ved bogen med dens trylleformularer. Det måtte vel være sådan i begyndelsen.

Den husmandsagitator, der først lagde ud og som mest ihærdigt tog sig arbejdet på, at svejse almuen sammen til først protest, senere politik, var Peder Hansen fra Lundby. Hans oprindelse og livskår er af samme grå tone som fattigdom overalt. Han bar landproletarens problemer på sin egen ryg, fæstehus, hoveri, herremandshovmod og økonomisk utryghed. Først da han havde haft sit hus i fæste i 10 år fik han et fæstebrev, der sikrede ham imod at blive smidt på gaden med kone og 6 børn. Han havde tjent som karl, havde været spillemand ved bryllupper og hjalp lidt til på godsforvalterkontoret, skaffede sig lidt mere læse- og skriveøvelse end de fleste husmænd, hvad han senere fik god brug for. Men vigtigst af alt, han havde klasseinstinktet levende i sig. Det at han kunne skrive, sætte et brev sammen, var den umiddelbare anledning til, at han blev agitator. Han blev tillidsmand for sine klassefæller, når de skulle sende et bønskrift til herremanden, en ansøgning til herredsfogeden, en klage til fattigbestyrelsen. Men herfra gik han videre, han nedfældede sin egen trods overfor undertrykkerne i de andres sind, og ansøgninger og bønskrifter blev nu under hans hånd til protestadresser, først til stænderdeputerede, senere lige til kongen. Og fra anmodninger om hjælp gik han over til den direkte agitation, den bevidste politiske kamp. 1840 begyndte han sin politiske virksomhed, fra landsby til landsby vandrede han, ofte uanmeldt, efterhånden tilkaldt. I en gårdmandsstue, eller i skolestuen samlede han sine tilhørere, som var tilkaldt af gårdens karl eller undertiden gennem bylavets horn, indtil en politimester forbød brugen af byhornet hertil. Kan man slutte fra hans artikler i stedlige aviser har hans tale været i højeste grad ophidsende. Talen blandt meningsfæller i de trange stuer har naturligvis været en tak mere glødende end i avisen, der var under censur. Hvad talte han om? Om det for almuen uopslidelige emne nød og utryghed, uretfærdighed og tvang og ulighed. Det var fæste, hoveri, pryglestraf, værnepligt. Men Peder Hansen snoede en streng til i det bånd, der bandt bønder og husmænd sammen. Det var hans påvisning og påtale af en række ulovligheder begået af øvrighed og herremænd, et farligt gebet at vandre på i de tider, men det synes, som om han har haft næse for jura og i sine standsfællers øjne stod han stærkt, da han havde haft arbejde på birkekontoret og en overgang en lille stilling som en slags stævningsmand, noget der gav ham hans kendingsnavn Per Tingløber. Småting synes man, men han havde snuset en del bag birkekontoret, og hvad der virkede endnu mere, i en del retssager fik han ret. I den stedlige avis »Sjællandsposten«, som dog næppe mange bønder læste, skrev han i begyndelsen af sin virksomhed en artikel, at hans mål var: »at vække og opmuntre folket til modstand imod aristokratiets grundsætninger«. Altså kamp mellem almuen og godsejerne, mellem de udannede og de dannede, klassekamp. Og om det allermest brændende problem, pligtarbejdet, siger han: »jeg skønner ikke, at godsejerne, der dog kun er få i tal, imod deres undergivne skal have ret til at bruge eller rettere misbruge deres ejendomsret til at undertrykke og udpine mange tusinde af deres medmennesker.« Det politiske i hans optræden rundt om i de sjællandske amter var, at han samlede den herskende utilfredshed i organisatorisk ramme, først i form af protestadresser. Solidaritetsfølelsen voksede, når hans tilhørere satte deres navn under, enten på en adresse til en øvrighedsperson eller til stænderforsamlingen, oftest en begrænset kreds, men som bevægelsen tog fart, folk fra et helt herred eller amt. Det udviklede sig til et bombardement af protestadresser. Hans sprog var præget af den undertryktes naturlige had til klassefjenden, det som Harald Herdal træffende har kaldt »det frugtbare had«, og det var iklædt gammeltestamentlige kraftudtryk og blomstrende bibelske lignelser, der mindede om præstens autoriserede præken og lå disse kvikke landproletarer let på tungen, eftersom det var den eneste lærdom skolen havde givet dem. Hans anden politiske betydning lå i, at han holdt sig til det, der lå fælles for hele landboalmuen og derved afbødede forsøget på at splitte gårdmænd og husmænd. Mens de liberale i deres forsøg på at skaffe sig hjælpetropper fra bondestanden, slet ikke tænkte på husmændene, fik Peder Hansen og hans kammeraters agitation den virkning, at fra nu af måtte den politiske udvikling regne med husmanden. Når hans omløbervirksomhed, hans husagitation så forholdsvis let fik indpas i hjemmene, skyldes det for en del, at denne vækkelsesagitation allerede igennem en del år var drevet af en hel række religiøse sekter, der søgte at føre almuens protesttrang ind i religiøse baner. Heller ikke ukendt i vore dage. Disse sekter var bleven temmelig barsk forfulgt af myndighederne og de dannede, der med sikkert instinkt så, at det både var en almuebevægelse og at den udløste visse aktionskræfter. Disse »Sværmere«, »De Udvalgte«, »Stærke Jyder« og hvad de nu kaldtes, var nemlig et udtryk for et opbrud i almuen i århundredets begyndelse og udslag af religiøs åndskultur, den eneste kultur, samfundet i århundreder havde givet bondestanden. Fra disse sekter, hvortil også de første grundtvigske kredse hørte, gik der mange kræfter over i det politiske liv, en omvej ganske vist. Både Peder Hansen og skolelærer Rasmus Sørensen og I. A. Hansen måtte denne omvej. De har alle talt og skrevet om og over de himmelske ting, inden de opdagede, at deres problemer var rent jordiske. Det er af uvurderlig betydning, at disse første landbopolitikere sammen med deres venner Tscherning, Balthazar Christensen og nogle andre, igennem mange år holdt politikken klart realistisk, materialistisk, noget som først mange år senere grundtvigianerne bragte forstyrrelse i. Nogle af de religiøse sekter fik trods deres umiskendelige almuepræg støtte af overklasseelementer, som filantropen lensgreve Holstein-Holsteinborg og godsejerinden på Rønnebæksholm, en adelig dame der sluttede sig til de grundtvigske og senere blev gift med selve Grundtvig. Disse elementer var naturligvis ikke fremmende for demokrati. Da samtidig mange præster og embedsmænd, der ikke havde nogen føling med almuen, gik over i den grundtvigske lejr, fik denne hurtigt sit kendte overklassepræg, der gjorde den aldeles uskadelig for de besiddende.

Det der skilte Peder Hansen og hans politiske venner fra sekterne var, at disse afviste folkets krav om deltagelse i politisk liv og alene satte deres lid til barmhjertighed og evigt liv. Allerede under drøftelsen af stænderforsamlingen prækede en af de kendteste grundtvigske ledere, præsten Lindberg med mesterens tilslutning aldeles fanatisk imod en forfatning, enevælden var god nok, ja, han ikke bare præker, han organiserer og samler adresser imod forfatningskrav. Andre grundtvigianere satte en valgagitation igang imod de liberale kandidater, f.eks. imod den dog ret moderate Drewsen. Lindberg blev senere af kongen belønnet med et præstekald, som han end ikke havde søgt. »For sin loyalitet«, skriver kong Christian d. 8. om det i sin dagbog. En anden af de stærke og meget kendte sekterere, Peder Larsen-Skræppenborg skrev imod forfatningen, »at det var guds vilje, at der skal være konger på jorden, og at der ikke i bibelen står noget om, at deres magt skal indskrænkes«. Peder Hansens nære medarbejder og kampfælle, Rasmus Sørensen, var først grebet af sin velynder, den sentimentale grev Reventlows missions-kristendom nede på Lolland og selv den nøgterne, materialistiske I. A. Hansen begynder sin offentlige løbebane med at optræde som forfægter af Grundtvig, dog næppe så meget af religiøs interesse som af juridisk kamphumør. Men det har været et trælsomt åndeligt slid at få viklet sig ud af dette religiøse spind. Nutidens politiske proletarbevægelser skylder disse pionerer tak for deres rydningsarbejde her. Religiøs islæt er nu så godt som forsvundet i arbejderpolitik. Kun i England og Amerika findes endnu betydelige forsteninger deraf, endog i parlamentet.

Peder Hansen og Rasmus Sørensen gennemtrawlede først og fremmest Sjælland og Lolland-Falster, hvor ganske vist også trykket var hårdest, Rasmus Sørensen dog også Jylland, men her var jordbunden ikke så gunstig. Det er betegnende, at den gårdmand, der næsten alene nævnes af eftertiden som en stout og værdig bonderepræsentant i stænderne i disse år, berømmet for sin optræden og klogskab, var en vestjysk storbonde, Ole Kirk, der stod ganske afvisende overfor den sjællandske bondebevægelse, uden interesse for Rasmus Sørensens agitation og holdt sig udenfor kampen imod fæstevæsenet. Han var tilmed en af de få bønder, der var imod jøders valgbarhed. Og endog modstander af almindelig valgret.

Da I. A. Hansen i 1842 sammen med Rasmus Sørensen stifter bladet »Almuevennen«, bliver Peder Hansen en af de faste medarbejdere. Og her i Danmarks første politiske proletaravis former han den lange række sociale krav, der fødtes ude i husagitationen. Da regeringen i anledning af de fremsatte krav om en landbokommission påtænkte at udspørge sognerådsformændene om deres syn på sagerne, skrev Peder Hansen i bladet en skrap artikel, hvori han opfordrer disse til »endelig ikke at lade sig kyse, men sige sandheden, hvad enten deres modstandere så var grever, baroner, herremænd, birkedommere eller præster«. Men han gik videre, han samlede i den anledning 20 sognerådsformænd og instruerede dem. Da dette blev bekendt, mistede regeringen lysten til at spørge sognerådsformænd. I samme anledning samlede han 874 underskrifter på et andragende til kongen om at begrænse gårdmænds og husmænds fæsteafgifter til herremændene.

I 1842 gik han selv til kongen med et andragende fra en række husmænd hos godsejere i Præstø amt. Da kongen anbefaler direkte forhandling med godsejerne, svarer Peder Hansen, »derved kan ikke ventes nogen lindring, efter det, ingen medlidenhed med bønderne finder indgang hos godsejerne«. Selvfølgelig møder både han og de andre agitatorer også direkte forfølgelse. Endog arrestation undgik han ikke. Der rejstes en aldeles grundløs politisag imod ham for at have tilbageholdt penge, han skulle indkræve for en birkefuldmægtig. Skønt sigtelsen ikke kan opretholdes og han frigives, benyttes denne aktion imod ham til at beklikke ham. Da han havde samlet husmændene fra 9 herregårde i Sydsjælland til en protestadresse til stænderforsamlingen, rettede en godsejer, kammerherre Neergård, der var stænderdeputeret, en voldsom anklage imod Peder Hansen som agitator, »denne person, der har været rejst politisag imod, men som dog ikke synes at kunne rammes af loven«. Det er ganske tilsvarende den aktion, der rejstes fra grundtvigsk side imod en anden kendt husmandsagitator 1848, væver Hans Hansen fra Mern. Om den betydning godsejerne tillagde Peder Hansens virksomhed er det betegnende, at 2 godsejere tilbød ham 25,000 rigsdaler for at trække sig ud af agitationen. Der er nævnt, at en del liberale så sig nødt til at imødekomme enkelte af bondekravene, men de fleste stod fremmed eller helt fjendtlig overfor dem. Orla Lehmann lovede guld og grønne skove, men var tillige en af dem, der hurtigst vendte sig imod almuen, da hans klassefæller havde fået deres politiske krav opfyldt ved bøndernes hjælp. Den senere liberale minister professor Bang sagde i 1840, at fæstevæsenet var en opgave, der i følge sin natur ikke kunne løses. Den ligeså ansete og lærde nationaløkonom, professor David udtalte i 1842; »at løse fæstevæsenet vil bare medføre, at de samme klager fra småfolk om 25 år kommer igen med samme styrke«. Og han stemte imod overhovedet at lade stænderforsamlingen beskæftige sig med det. Når den liberale intelligens så sådan på et af bondestandens livsvigtigste politiske problemer, kan man ikke undre sig over, hvad de konservative mente. Da Tscherning sagde: »fæstejorden er bondens«, svarede Ørsted: »fæstejorden er herremandens«, og han opbød al sin vidt berømte juridiske kundskab for at fastslå de besiddendes ret. For ham gjaldt endnu Christian d. 5.s lov om hustugt, og som argument for bibeholdelsen af revselsesretten anførte han, at da kong Frederik d. 6. i 1835 (ved indførelsen af stænderne) ikke havde sagt noget om, at herremændene ikke måtte revse, så bestod stadig denne ret. Et forslag om lempelser i husmandens kår blev nedstemt i stænderne, væsentlig på grund af Ørsteds modstand og dermed var faktisk andre reformer for ret lang tid standset. Det kan være farligt at have dygtige specialister, de er ihvert fald ingen garanti for demokrati. Under debatten om hustugt holdt de reaktionære godsejere sig ikke tilbage. En jorddrot som kammerherre Scavenius siger ganske frimodigt: »retten til hustugt er så godt som det eneste virksomme middel, som lovgivningen har tilstået en husbond overfor sine undergivne. Husmanden eller tjenestekarlen må have bevidstheden om, at han udsætter sig for øjeblikkelig personlig lidelse ved groveligen at forsømme sin pligt eller give sin lidenskab tøjlen«. Jo stærkere angrebene på herremandsprivilegierne faldt, og de faldt stærkest fra husmændene, des mere klyngede godsejerne sig til enevælden, og jo mere de bandt sig til enevælden, des mere uddybedes afstanden mellem dem og de liberale kapitalister. Og jo hårdere den sociale kamp blev mellem herremænd og landbostand og jo mere denne radikaliseredes, og navnlig da husmændene går til fronten og siger: klassekamp, jo dyrere blev den pris de liberale skulle betale for hjælpen. Naturligvis var en så enkel formulering ikke de pågældende klar, men nogle som Tscherning og I. A. Hansen fra demokratiets side fornemmede det, og det skal senere ses, at fra den anden side var Monrad inde på det.

Husmandsrøret bredte sig over hele Sjælland, men med størst vækst i Præstø og Holbæk amter, særlig det sidste sted med dets mange herregårde. Avisartikler gjorde sit, protestadresser sit, men bedre var dog store folkemøder, som nu blev organiseret. Det var her ligesom mere lige for øjet at demonstrere sin 1000-tallighed. De nationale folkeledere var gået igang med sådanne store møder, Blicher fra 1839 på Himmelbjerget og senere det berømte Skamlingsbankemøde i 46. Men de sjællandske folkemøder i 1840erne er af en helt anden karakter. Mens de jyske er lyriske, poetiske, nationale, vidtfavnende og med brod vendt udad, er de sjællandske jordbundne, økonomisk-politiske, med brod vendt indad, klasseskillende. Mens de jyske er samling om alt dansk med bourgeoisiet som fører, er de sjællandske samling af bondealmuen med bondevenner som førere. Disse kæmpemøder havde en uhyre betydning. Til et sådant møde på op mod 10.000 deltagere kom der kørende og ridende folk fra flere amter, og her var det folk af deres egen midte, der talte de stærke ord. Naturligvis var de landskendte bondevenner som Tsherning, Balthazar Christensen og Drewsen blandt de gerne hørte, men der var nu alligevel en anden, en hjemligere tone i Peder Hansens ord, når han til de 1000-tallige tilhørere sagde: »vi fattige husmænd ... kræver vor menneskeret...«.

I 1842 foreslog Drewsen og Balthazar Christensen i Roskilde stænderforsamling at nedsætte en kommission til undersøgelse af hele landbostandens kår, noget i smag med forrige århundredes store landbokommission med en landboreform som endemål, eller som hed i tidens sprog: »til forbedring af bondestandens fuldstændige frigørelse«. Da forslaget forkastedes, rejste skolelærer Asmund Gleerup, en meget radikal demokrat, en voldsom agitation over hele Holbæk amt, hvor han virkede. Det blev et opgør mellem bondeinteresser og godsejerinteresser. Gløden fra Peder Hansens agitation slog nu ud i lys lue. Nu blev det ramme alvor med det lands gængse ord, at Peder Hansen forstyrrede godsejernes nattesøvn. Det var nu, at en anden kendt bondedemokrat, Tschernings nære ven, gårdmand Jens Gregersen sagde til Drewsen: »Gøres der nu ikke noget for bonden, hr. kammerråd, frygter jeg, at postelinet bliver slået i stykker.«

Regeringen anede en revolte nærme sig. Den udstedte en advarsel til de to fremmeste agitatorer, Rasmus Sørensen og Peder Hansen, men disse lod den ganske upåagtet. De optrådte umiddelbart efter ved et kæmpemøde for 8000 mennesker. Men det holdt sig nu ikke længere til protestadresser og kæmpemøder. Der var nu kommet skred i bevægelsen og der skete en kortslutning i mange husmænds sind. De gik simpelt hen over til direkte aktion. Husmændene gik i strejke. På en række herregårde hændte det, at de hoveripligtige husmænd ganske simpelt enedes om at afslutte dagværket en time før end de måtte. De sagde bare at det passede dem bedre at holde op kl. 6 end kl. 7. Andre steder blev de helt borte fra arbejdet midt i høstens tid. Nogle steder indfandt husmændene sig oppe på slottet og fordrede, at godsejeren godvilligt gik ind på en nyordning af deres hoveripligt. Enkelte godsejere følte sig i en tvangssituation og gik ind på husmændenes krav, hvad deres standsfæller hårdt bebrejdede dem. Almuevennen understøttede med varme bevægelsen, censuren skærpedes, men kunne ikke overholdes, politiforbud udstedtes, men måtte tilbagekaldes. Samtidig gik husmands- og gårdmandslederne stærkt ind for dannelsen af legale og uangribelige sammenslutninger som brandkasser og kommunalforeninger med folk af deres egne rækker som ledere. Disse landkommunalforeninger, een i hvert amt, ledet af de fremmeligste, mest klassebevidste bønder, blev et uvurderligt rygstød for den politiske bevægelse. Både denne legale massebevægelse og de illegale husmandsrevolter opfattede godsejerne med nogen ret som »magttrusler«. Dog var det vist isoleret, når en husmand Jens Jensen på godset Frydendal med revolutionær gestus sagde, »at det måske kan hænde, ligesom i Frankrig, at de brændte herre-gården af«. Men når Gleerup i disse år ved en stor fest kunne udbringe en skål for »et alvorligt og dybfølt had«, fatter man, at de herskende havde grund til bekymring.

Bondevennerne, I. A. Hansen vor første proletarpolitiker, Balthazar Christensen, Drewsen, Gleerup og Tscherning

Husmændenes sociale rejsning havde fattigdom som baggrund og bevægkraft. Som så mange andre lignende proletarbevægelser kunne den nemt være brændt ud og faldet sammen uden mærkbar politisk virkning. Man tænke bare på den samtidige voldsomme engelske chartistrevolution. Men når den holdt ud, og når den fik mulighed for afgørende at præge selve vor berømte junigrundlov i 1849, skyldtes det ikke mindst den taktik, som bevægelsens ophavsmænd med politisk skarpsyn udformede og fik almindelig tilslutning til fra hele bondealmuen. Både de egentlige proletarer Peder Hansen, I. A. Hansen og Gleerup og de politikere fra overklassen, der gik helt sammen med dem, Tscherning og Balthazar Christensen, gennemførte den sociale enhedsfront mellem gård-mænd og husmænd i det rette øjeblik, ja, man må sige i det sidste øjeblik, inden det økonomiske skel havde fjernet disse grupper for langt fra hinanden. Husmændene ville da have været hjælpeløst fortabt, også politisk. Der var allerede betænkelige tegn på, at de velstående gårdmandsgrupper var ved at skyde sine klassefæller husmændene fra sig, som de ellers gennem mange århundreder havde stået last og brast sammen med. De var nu inde i en økonomisk opgangsperiode, mens husmændene var dømt til stilstand. Regeringen havde jo gjort, hvad gøres kunne, for at dele klasserne politisk ved at udelukke husmænd fra stænderforsamlingerne og fra sognerådene, som oprettedes i 1841. Netop fra disse sogneråd, hvor de store grundejere regerede alene, lød der ildevarslende beretninger om den hårde hånd overfor de fattige husmænd. Tidligere havde en statslig administration, lagt under amtmanden, stået for fattigvæsenet, men nu stod gårdmændene for pengekassen. Tidligt begynder husmændene at klage over disse sogneråds karrighed og hårdhed. Peder Hansen og Almuevennen tager sig af det. De kommunale fattiggårde, der nu bliver fast inventar i sognene, føles af husmændene som en forbandelse, en social ydmygelse, et klassestempel. Man må erindre, at befolkningsoverskuddet fra landet dengang endnu ikke kunne opsuges af byerne. Industrien var for uudviklet, noget der varede ved lige til 70’erne, og tillige tager udvandringen først ved denne tid fart. Landdistrikterne måtte derfor selv beholde befolkningsoverskuddet. Fra 1835-70 blev der bygget ialt 70.000 huse på landet, dels helt jordløse, dels med et par td. land til, men alle disse familier var uden mulighed for selvstændigt erhverv. En konservativ landbohistoriker, dr. phil. Hans Jensen, kan derfor med fuld ret sige, at: »husmands- og landarbejderklassen i det 19’ århundredes danske samfund i egentligste forstand bliver proletariat, en samfundsklasse, der ikke blot lever på grænsen af eksistensminimum, men stadig synes i fare for at synke ned derunder..., den i litteraturen så tit behandlede hyrdedrenge-institution har, ligeså vel som børns arbejde i fabriker, sin forudsætning i en social nødstilstand, mere end som et naturligt led i landbrugets arbejdsordning eller opdragelse. Alt dette taget i betragtning og sammenholdt med gårdmandsstandens sociale og økonomiske fremgang må til for at forstå, at husmandsstandens revolte igennem 40’erne faktisk var en større fare for samfundet end hele det slesvigske problem.« Desværre lykkedes det overklassen netop at puste det slesvigske problem op til den store fare for samfundet. Allerede så tidligt som i 1839 taler Blicher pessimistisk om »den for tidligt befordrede folkeformerelse som en frygtelig dyb kilde til armod og til de laster og forbrydelser, denne avler.« Det er fattigdommen i den grelle form, pauperismen, Blicher her ser udvikle sig. Desværre blev Blicher, trods sit skarpe øje for fattigdommen, hurtigt et offer for det nationale hysteri, og det slesvigske problem dræbte hos ham det sociale. Da i 60erne den såkaldte skolelærerlitteratur beskedent melder sig, lærer vi endnu mere om denne landsbyens fattigdom, med fattiggårde og omstrejfende betlere, husmandsproletariatets kamp imod sult og undergang, berettet med kristelig barmhjertighedsfølelse, men uden forståelse af eller sympati for klassekampen, der begyndte; men tilstrækkelig til at en senere tid kan analysere dette sociale fænomen.

At husmandsrevolten blev opfattet som farlig for samfundet, er der mange udtryk for i datidens udtalelser. Husmandsstrejkerne og de andre håndfaste metoder, der toges i brug var selvfølgelig ikke til at misforstå af herremændene. Det var stød, der ramte på de ømme steder. Men selv de mere og mere tiltagende og organiserede massedeputationer med almuens sociale og økonomiske krav blev af herremændene med rette opfattet som »magttrusler«, som der blev sagt. Godsejerne på Aggersvold, Knabstrup, Bjergby-gård, Frydendal, Adelersborg, Benzonslund og mange andre forholdt naturligvis ikke deres slægt og venner i de høje regeringskredse oplysninger om disse »pøbeloptøjer«, hvor skarer af arbejdsklædte husmænd trængte ind på slottene og løb værelserne igennem for at finde herremanden selv. Og almuen selv var ikke i tvivl om, at det var magttrusler. Deres ord får nu en hårdere klang, den tidligere undersåtlige, ydmyge tone forsvinder, nu hedder det temmelig stødende for kammerherrerne og de højvelbårne baroner og excellencer: »Vi vil ikke længer trælle på din hovmark, og vi vil ikke lade os udsuge gennem ublu jord- og tiendeafgifter. ..« De fattige husmandsagitatorer Peder Hansen og Rasmus Sørensen havde sået en vind, der nu blev til storm. Da Roskilde stænder vedtager at anbefale afskaffelse af ugedagsarbejdet, siger ministeren, grev Moltke, at »det netop er bevægelsen blandt husmændene, der fremtvinger denne reform og tillige det, at en del godsejere frivilligt er gået med til det.« En klar indrømmelse af husmandsaktionernes magt. I 1844 kom det i Roskilde stænderforsamling til et sammenstød mellem bondevenner og godsejere af en voldsomhed, som dansk parlamentarisme sjælden har set mage til. Drewsen og Balthazar Christensen havde foreslået nedsat en kommission til at forberede landboreformer, det centrale i disse års politik, og nu med selve husmændenes problemer i spidsen. Almuevennen skrev i den anledning med kamphumør: »et hovedslag har fundet sted, så det runger i hver vrå i landet.« Det var her, at herremændenes ordfører kammerherre Scavenius til Gjorslev talte bønderne hårdt imod og mindede dem om, »at godsernes opretholdelse var nødvendig for den sande uafhængighed i tænkemåde.« Det er en tankegang som over Estrup har bevaret sig til vore dages modstand imod udstykning. Det var også her, at Balthazar Christensen blev tilråbt »kommunist!« Ørsted afviste på regeringens vegne forslaget om en kommission og talte imod »de fule folkeførere, der iblandt bondestanden søger at udbrede forestillinger, der er vel skikkede til at udbrede misfornøjelse.« Drewsen rejste sig og replicerede: »just for at sådanne optøjer kunne afværges, ligger et motiv for herremændene til at stræbe efter at få bøndernes fordringer opfyldt.« Drewsen var en meget agerende og meget talende storfabrikant, der et par år var bondeven, dels fordi han var kvik nok til at erkende styrken i dette talstærke demokrati, og dels fordi han mente at kunne bremse radikalismen indefra. Inderst inde var han lige så ræd for bonderøret som Ørsted, og da bønderne havde gennemskuet hans opportunisme, kasserede de ham. Orla Lehmann forsøgte også her i stænderforsamlingen at berolige den opskræmte regering ved ironisk at tale om »den næsten komiske vigtighed, man har tillagt en enkelte bondes omvandren.« Det var meget velmenende fra den liberale førers side, men i virkeligheden havde han selv meget uklare forestillinger om de kræfter, som »den omvankende bonde«, Peder Hansen, havde sluppet løs. Men da det gik op for ham, var han ikke sen til at slå hårdt bak.

Klagerne til regeringen fra embedsmænd og herremænd var i jævn tiltagende, og endelig i nov. 1845 gik regeringen over til den hårde hånds politik. Den direkte årsag var en indberetning fra en byfoged i Nykøbing Sjæll. om en række ophidsende møder i Odsherred. Byfogden er ligefrem greben af panikstemning, når han skriver: »det lader til, at Holbæk amt, som før har været så fredeligt, vil blive det første, der stiller sig i marken, hvis et oprør skulle udbryde.« De tidligere direkte irettesættelser til Rasmus Sørensen og Peder Hansen havde ikke haft nogen virkning, de fortsatte ufortrødent deres »ophidsende arbejde«. At den ængstede regering virkelig har haft et bondeoprør i tankerne, er mere end sandsynligt. I hvert fald griber den ellers meget forsigtige og juridisk korrekte Ørsted nu til et overgreb, der både var desperat og juridisk uforsvarligt. Bøndernes forsamlingsfrihed skulle knægtes. Ved en lov af 1791 var der tilsikret bønderne forsamlingsfrihed til drøftelse af deres anliggender; en ændring heri kunne kun ske ved udstedelse af en ny lov, som tilmed først måtte forelægges stænderforsamlingerne. Intet af dette skete. Der udstedtes i stedet for et cirkulære, der rent administrativt indførte undtagelsestilstand for hele bondestanden. Dette i lange tider berygtede »bondecirkulære« pålagde alle amtmænd at sørge for, at der ikke blev afholdt møder blandt bondestanden til drøftelse af deres retsstilling (herved mentes de sædvanlige krævede bondereformer) uden særlig tilladelse af politimesteren, og udensogns måtte i hvert fald ikke deltage. Praktisk talt forbud mod bondepolitik. Der rejstes øjeblikkelig en storm af forbitrelse imod den lovkrænkelse, det var udtryk for. Ørsted tvinges ud i temmelig tvivlsomme fortolkningskunster, men hævder, at regeringen har handlet ud fra en nødsituation og siger, at cirkulæret er »et forsøg på at hæmme de fordærvelige bevægelser i bondestanden. .., bønderne har jo forsøgt at give deres fordringer vægt ved at antyde den fysiske magt, hvoraf de var i besiddelse.« Han har afgjort ret heri. Tilstanden tilspidsede sig revolutionært. Når man ser de hårde, udfordrende ord i Almuevennen og i de frisindede københavnske aviser og erindrer, hvor hårdt censuren virkede, forstår man, hvor langt mere æggende ordene faldt ude omkring i forsamlingerne. Orla Lehmann siger i sine erindringer, at han bestræbte sig for »at få Peder Hansen ind på fredeligere agitationsformer«, og nævner, at Peder Hansen engang, til hans forfærdelse, til ham har sagt: »at der ikke blev godt her i landet, før man slog herremændene ihjel og brændte herregårdene af.« Og et par år senere skriver den iøvrigt langt radikalere Monrad til Tscherning og beder ham benytte sin store indflydelse til »at nedstemme den voldsomme radikalisme ude i bondealmuen.« Det er et par af de liberales overfor proletariatet mest forstående mænd, der her taler med dyb bekymring over udviklingen ad venstre til. Man vil herfra let kunne slutte til de følelser, der beherskede den øvrige overklasse. Bondecirkulæret, der skulle slå de »udenomsparlamentariske« aktioner ned, fik, som det ofte går, den modsatte virkning. Først var det åbenlyst lovstridige heri en svækkelse for regeringen. Dernæst var de liberale meget ømtålelige overfor den slags frihedsfjendtlige handlinger. Selv fik de jo engang imellem en kæp over ryggen og knurrede ved det. Og dertil kom, at de liberale til gennemførelse af deres kamp imod enevælden var nødt til at skaffe sig en massebasis, og denne kunne kun skaffes i bondebefolkningen. Den umiddelbare følge af bondecirkulæret var derfor en hurtigere sammensvejsning af de to grupper, bønder og liberale. Der var ganske vist den hage ved det, at de liberale nu, under disse omstændigheder, blev nødt til at tage også husmændene med. Det behagede dem afgjort ikke, men det var ikke til at komme udenom, at husmændene havde taget føringen.

Cirkulæret lod sig ikke overholde. Der holdtes møder som hidtil, om end i mindre stil og gedulgt. De fik illegalitetens præg. Viste politiet sig endelig ved et møde, var taleren forsvunden, og bagefter ved forhør og rettergang kunne vidnerne naturligvis ikke huske noget, trods en meget hårdhændet justits fra embedsmændenes side. Almuevennen fortæller en del om den rå tone, de indstævnte kom ud for: »dit kvaj, dit fæ, klods« og nævner, at trusler om vand og brød og om bøder regnede ned over de standhaftige husmænd og gårdmænd. En nutidsdansker nikker genkendende både til undtagelsestilstand, terror og modstandsbevægelse. Det blev forbudt Gleerup at holde foredrag i København, og snart efter blev han afskediget som skolelærer. Han gennemtrumfede et stort møde i Nykøbing Sjælland. Men politimesteren mobiliserede byens borgervæbning, og med våben i hånd splittede disse tapre småborgere bondeforsamlingen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne politimester, som naturligvis burde have arresteret Gleerup, ikke vovede at gøre det. Han erklærede senere, at han undlod det, for ikke at give bønderne anledning »til at begå eksesser«. Nogle uger efter cirkulærets udstedelse foretog bønderne et større fremstød. De samlede adresser med henved 10.000 underskrifter med krav om gennemførelsen af bondekravene: fæstets overgang til selveje, lige skat på lige jord, tiendeafløsning og værnepligt for alle samfundsklasser. En deputation gik lige til kongen med adressen, som Rasmus Sørensen havde forfattet. Det blev en skuffelse. Kong Chr. d. 8., der overfor demokratiet var mere end ulden, nægtede pure at modtage deputationen, men lod underhånden denne vide, »at han ikke ville tilstede vilkårlige indgreb imod ejendomsretten eller være uretfærdig imod godsejerne.« Hermed brast de sidste bånd, der bandt bønderne til enevælden, og den tidligere banale hyldest til kongen holder nu op. De liberale fandt det formålstjenligt for deres planer at udnytte denne episode politisk. De arrangerede en middag for deputationen, og her fandt de to grupper nøjere sammen. Orla Lehmann talte for bonden, Tscherning for den almindelige værnepligt, men mest kendt og omtalt blev en tale af Gleerup, som formede det senere landskendte slogan: »nu kommer bonden!«

Mens cirkulæret endnu var i kraft og ikke blev overholdt, så lidt som regeringsforordninger herhjemme under undtagelsestilstanden, skrev en husmand, Ole Larsen, i Almuevennen, spydigt og rammende: »det høje kancelli havde glemt at forbyde de forsamlinger, hvor den stærkeste agitation fandt sted, nemlig hoveri-forsamlingerne på herregårdene. De begynder nemlig om mandagen og varer ugen igennem. De begynder ved årets begyndelse og vedbliver til dets ende, år ud, år ind, uafladelig.« Den moderate venstrepolitiker Niels Neergård siger i optakten til sit store værk »Under juniGrundloven«: »bevægelsen antog efter bondecirkulæret 1845 virkelig størrelse og mere opsigtvækkende former.« Man kan trygt gå ud fra, at Neergård ikke overdriver det revolutionære element. Under vinteren 1845-46 drøftede Balthazar Christensen og Gleerup en plan, som Tscherning tidligere havde udkastet, at danne en landsomfattende politisk organisation til gennemdrivelse af landalmuens sociale krav. Men først da bondecirkulæret efter y% års forløb måtte kaldes tilbage, fremtrådte den nye forening færdigdannet som »Bondevennernes Selskab«, med Tscherning som formand og med Orla Lehmann, Balthazar Christensen og Gleerup i bestyrelsen. I. A. Hansen blev dens sekretær. Det er karakteristisk for tiden, at ingen bonde sad i bestyrelsen, skønt foreningen bestod af næsten udelukkende bønder og på sit højdepunkt havde 16.000 medlemmer. Man fatter i vore dage ikke, hvor muren mellem overklasse og underklasse, mellem dannede og udannede forekom begge parter uoverstigelig.

Den kendte missionshøvding Vilhelm Beck fortæller om sin fader, en meget myndig præst fra denne tid i 40’erne, at mens han sad som formand i det nyoprettede sogneråd, refererede han bare sagerne for de lyttende gårdmænd, mens han selv traf alle afgørelser. Vovede en at mukke lidt herover, svarede præsten: »hvad er det for noget forbandet sludder, du kommer med, hold du din kæft!«. Og denne præst var ingenlunde nogen bondehader. Det er baggrunden for Peder Hansens ildnende ord til sine standsfæller om at hævde sig, slå i bordet: »hav mistillid til de store, jo mere i bukker for dem, des mere træder de på jer!«

Med Bondevennernes Selskab, Danmarks første politiske parti, lægges en ny og en fast linje i dansk politik. Den er udtryk for en koalition mellem det nye kapitalistiske borgerskab og en proletarisk masse. Den er tillige udtryk for den udslaggivende betydning en klar, klassebevidst masseaktion har for samfundets udvikling. At dette politiske samarbejde måtte være tidsbegrænset stod ikke alle så klart, som det stod den kommende store leder, I. A. Hansen. Det kan bestrides, at husmændene fik helt det ud af deres kamp, de havde fortjent. De blev af spist med politiske smuler, mens deres egentlige krav, de sociale, kun delvist blev tvunget igennem, og de økonomiske helt skudt til side. Men at forfatningskravet blev løst så radikalt, som det gjorde, er husmændenes uvisnelige ære. Peder Hansen står her i allerførste række.

Skal han erindres som den, der udløste de proletariske kræfter i folket, er det en anden proletar, I. A. Hansen, der førte disse kræfter ind i politiske rammer og igennem mange år blev fører for demokratiet og tilmed en af Danmarks allerstørste politiske personligheder. Hans begavelse er anerkendt af alle, hans taktiske overlegenhed vurderes, ofte med bitterhed, af modstanderne, men hans dybt rodfæstede proletarinstinkt, hans sikre opfattelse af klassekampens betydning, det kan modstanderne naturligvis ikke vurdere, eller borgerlige historikere affinde sig med. Det kan kun en arbejderklasse og vel kun, når den selv går til kamp.

Hansen fødtes i et lille småhåndværkerhjem i Rudkøbing, oplærtes i sin faders profession som skomager, levede nogle år som svend i København, senere en kort tid som småmester i Slagelse. Han var altså ikke som Peder Hansen en proletar fra landsbyen. Men han hørte til den lille småhåndværkerklasse, der et par menneskealdre senere indrulleres i industriarbejdernes masser. Men for småhåndværkeren i byen gjaldt de samme klasselove som for husmanden på landet. Begge var sat udenfor. Som så mangen begavet almuedreng læste I. A. Hansen alt, hvad han kunne overkomme, planløst naturligvis, og afhængigt af den forhåndenværende litteratur, som mest var religiøse skrifter, som det også dengang vrimlede med. Tidligt droges han mod offentligt liv, og da det var i de år, da Grundtvig rejste et bulder i landet ved sin protest imod andre præsters udlægning af skriften, lagde den unge I. A. Hansen ud i den lokale avis med et indlæg til fordel for den grundtvigske religion. Striden herom optog jo hele den dannede verden, som opfattede det som et udtryk for åndsliv, ovenikøbet for et højere. Der synes ikke at have været et gran af religiøsitet hos I. A. Hansen, men trang til opposition imod noget statsapproberet lå ham tidligt på hjerte. Som ganske ung forsøger ban at skaffe sig en uddannelse efter bogen, og i sin naivitet gik han til sit bysbarn, A. S. Ørsted, for at få hjælp. Men Ørsted afviste ham, ikke mindst fordi han principielt var imod, at den menige mand søgte ud over sin stand. I. A. Hansen fik ved denne lejlighed et rap over fingrene, han ikke glemte. Under sit ophold på Sjælland kom han i berøring med Rasmus Sørensen under dennes togter gennem landsbyerne, og hans demokratiske hældning fik et radikalt skub. Han forsøger her for anden gang at skaffe sig boglig kundskab, og Rasmus Sørensen, der var skolelæreruddannet, tilbyder at læse med ham til optagelse på et seminarium; men en ansøgning herom blev afslået, formelt begrundet med hans alder, reelt sikkert på grund af Rasmus Sørensens berygtede navn, landskendt som han var som »kommunist«. Denne bitre erkendelse om endelig udelukkelse fra bogens verden blev ikke glemt. Fra nu af var I. A. Hansens liv bestemt af politik, og på den yderste radikalismes side. Det må erkendes af eftertiden, at han ikke kom til at savne den attråede skolelærdom. Han nåede højt uden den. Det er i 1842, at han først træder frem for en større offentlighed, idet han sammen med Rasmus Sørensen udgiver den første danske proletaravis, ugebladet Almuevennen, som da Rasmus Sørensen året efter forlader det, bliver I. A. Hansens alene. Hans første politiske tanke var den naturlige, ihvert fald for ham, at samle hele proletariatet, både i by og på land, til fælles aktion. Det mislykkedes for ham for 100 år siden, som det er mislykkedes den dag i dag. Han tænkte sig at ville skrive for byhåndværkerne, mens Rasmus Sørensen skulle ta sig af bønderne. Men det var umulig at forme politik heraf. Dels var byernes fattigbefolkning fåtallig i forhold til bondemasserne, dels var den langt mere tilbagestående, politisk set, end bønderne, ja, den var for det meste så tilknyttet til byens overklasse, at den var direkte bondefjendsk. Tschernings demokratiske krav om almindelig værnepligt var de absolut modstandere af, da de ikke godvilligt agtede at give afkald på et privilegium. Og de liberales tale om frikonkurrence med ophævelse af lavene frygtede de ville føre til anarki og til småhåndværkets totale forlis. Lidt var der om det. Og så havde de en mere udefinerbar frygt for, at gårdmandsstanden, hvis den kom til magten, ville være navnlig København uvenlig stemt. Det skal indrømmes, at I. A. Hansen med sit skarpe blik for det politiske, hurtigt så det foreløbigt ufremkommelige her, og da landbefolkningen udgjorde de 75 %, kunne han trygt bygge demokratiet op på denne gruppe. Her var bærekraft nok. Tscherning havde forlængst erkendt det samme. Når den politiske agitation skulle bygges udelukkende på landboere, måtte den både formes mere snævert og til gengæld få større slagkraft.

Den voksende liberale bybevægelses kamp for et formelt demokrati, en konstitutionel forfatning, var I. A. Hansen, så lidt som Tscherning, til at begynde med synderlig varm for. Med så større iver gik han ind for Tschernings tanker om en social revolution som det vigtigste, en videreførelse af de store landreformer, ligegyldigt om det blev under den gamle kongelov eller under en ny grundlov. Men det blev snart kendeligt, at I. A. Hansen her gik frem med langt større voldsomhed end Tscherning og med et klassehad, som lå fjernt for Tscherning, der under al politikkens bølgegang yndede den rolige form, om han end forfægtede nok så radikale idéer. I Almuevennen samlede I. A. Hansen alt, hvad der ønskede et opgør med overklassen, her manede Peder Hansen sine standsfæller til den uforsonlige kamp imod aristokrati og embedsstand, her formede Rasmus Sørensen sine mange protestadresser og til det hele skrev I. A. Hansen sine bitre kommentarer, som alle gik ud på: slå dem ned! Som et motto over hele hans politiske virksomhed navnlig fra disse første år lyste de klare ord, han udslyngede første gang han på et massemøde stod overfor de sjællandske bønder: »stol kun på dig selv, tag dig i agt for dine venner!« Det var: arbejderklassens befrielse skal være arbejderklassens eget værk, på en anden måde. Da de liberale følte sig tvunget til at indlede reelle forhandlinger med bøndernes repræsentanter for at opnå tilstrækkelig styrke til at styrte enevælden, var I. A. Hansen, gennem sit blad Almuevennen, ikke til at komme uden om. At udgive et så radikalt blad var naturligvis ikke grundlag for en økonomisk eksistens. Og karakteristisk for forholdet mellem det velhavende københavnske bourgeoisi og de foragtede bønder, som dog nu var ved at søge politisk sammen, er det, at I. A. Hansen blev tilbudt en hjælpende hånd fra de liberale mod at arbejde som bud på deres blad Fædrelandet, og tog imod det, mens Orla Lehmann og Ploug sad i redaktionslokalerne. I. A. Hansen havde denne plads i mange år, mens hans kone gjorde rent for redaktørerne, og han var vel vidende om, at hans chefer både foragtede hans sociale kår og frygtede hans indflydelse over masserne.

Det var fra denne tid et stående fast træk i hans politiske væsen, at kampen imod overklassen måtte føres til den bitre ende og uden sentimental pardon. Til Peder Hansens og de andre husmandsproletarers had til den økonomiske overklasse, godsejerne, føjede I. A. Hansen hadet til byernes herskende klasse, de dannede, der sad inde med alle de kulturelle privilegier og misbrugte dem. Tscherning havde forsynet ham med en del våben til denne kamp, selv føjede han dem til, som livet havde smedet ham. Begge, Tschernings og I. A. Hansens, blev senere, da der atter kom social kamp i landet, af Hørup, der i sig forenede både bonden og den intellektuelle, smedet om til talens og artiklens våben af en skarphed, en kraft, en stilens kunst, der hævede de politiske udtryksmidler op til den højeste litterære kunst og rangerede den demokratiske politik ind på det kulturelle felt, som aldrig før eller siden. For I. A. Hansen betød demokrati simpelt hen, at folket, de 75 % som flertal, skulle have magten her i landet helt og fuldt. Han skulle senere erkende, at der er andre magtfaktorer i samfundet end vælgertallene. Her så Tscherning klarere.

Skønt Tscherning udkastede tanken til Bondevennernes Selskab og i mange år var dets formand, er det I. A. Hansen i forbindelse med Balthazar Christensen, der gør selskabet til et politisk parti, noget der lå eneren Tscherning fjernere. I. A. Hansen er Danmarks første partipolitiker, den der først og klarest formulerede kravet om et fast politisk parti som et uundværlig politisk instrument. Det var noget som de liberale aldrig nåede til, deres individualisme stod hindrende i vejen. I. A. Hansen ikke bare påviste fordelene ved en stærk partidisciplin, men fik en sådan gennemført på et meget tidligt tidspunkt indenfor Bondevennernes Selskab og under en meget skarp form, som både Tscherning og Gleerup tog afstand fra. Han så klart, at et proletarparti må kæmpe under andre regler end samfundets besiddende magter. Man kan forestille sig den forargelse, det vakte, da han overfor udflydende elementer som Drewsen udråbte sit: »partiet er hvor førerne er!« Det var for ham mere end et paradoks.

Det var denne hans sans for partidisciplin, der bevirkede, at der i 1846 blev stævnet delegerede sammen fra alle Østifternes bondevenner og vedtaget kun at stemme på kandidater, der gik ind for en fri forfatning, uanset deres personlige kvalifikationer. Læg mærke til, at det kun var fra Østifterne. Jylland lå langt bagefter i politisk udvikling og bondevennerne havde her kun ringe tilslutning.

Almuevennen var et stærkt led i den kæde, der bandt landbodemokratiet sammen. Den må ikke helt sammenlignes med en moderne avis. Den var for bønderne omtrent det eneste meddelelsesmiddel dem imellem, og dens artikler blev ikke bare møjsommelig stavet igennem, de blev gemt og gennemdrøftet naboer imellem, og det var med I. A. Hansen som med Peder Hansen, at hans skarpe juridiske hjerne hurtig begreb, hvilke sager der kunne føres igennem med loven i hånd. Ligesom Peder Hansen »stod« han sig overfor de juridiske embedsmænd og kunne få ret, hvor han havde ret. Det var menigmand ikke vant til. Mens de liberale aviser hengiver sig til lange artikler om abstrakte og teoretiske emner om frihed og menneskeret, er Almuevennen helt nede på jorden. Alt er her fuldt forståeligt for den jævneste, og alt kommer ham umiddelbart ved. Alt er sagligt stof, indrammet af stærke politiske kommentarer til magthaverne. »Forskellen mellem en fæstebonde og en selvejerbonde«, »Vort nye landkommunalvæsen«, »Fæstehusmandens stilling«, »Et billede af en godsforvalter«, »Indsendte klager over valgtryk ved amtsrådsvalg«, er titler på artikler fra et par fortløbende numre. Da I. A. Hansen i 1846 var bleven sekretær for Bondevennernes Selskab, fik han i forbindelse med sin redaktion af Almuevennen et fast greb om demokratiet og beholdt det i de 30 år, han var praktisk politiker. Om disse hans første år skal understreges, at han var en af de mest radikale. Han fik gennemført, at kun forfatningstro blev opstillet i 1846, han drev igennem, dygtigt hjulpet af Balthazar Christensen, at ingen, der holdt på kongevalgte til den grundlovgivende forsamling, fik bondevennernes stemmer og drev derved Drewsen ud af politik. Ved behandlingen af landbolovene i de første rigsdagsår stod han langt til venstre for de andre bondeførere, han krævede det store hartkorns skatteprivilegiums bortfald uden erstatning, og kom her lidt langt væk fra Balthazar Christensen og Tscherning. Han var imod stillingsvæsenet i militæret, da det var en håndsrækning til de velhavende. Han holdt stærkt på etkammersystem og lige valgret, helt ud. Hertil må nævnes, at hans had til den dannede overklasse slog ud i lys lue, så snart Grundloven var reddet i land. Nu var der ingen skånsel muligt overfor de nationalliberale, som de liberale nu kaldtes. Denne bitre følelse skulle senere føre ham på afveje, da han i kampen mod de nationalliberale nærmede sig den gamle fjende, godsejerne.

Hansen har ikke skabt dansk demokrati, men han har støbt det i faste partirammer og ført det frem til den dominerende stilling, det fik. Det er hans fortjeneste, at det politiske demokrati kom til at bygge på underklasserne og på en karsk materialisme. Han såvel som Balthazar Christensen, for slet ikke at tale om Tscherning, var kemisk ren for den åndelige tågesnak, som en del år senere med grundtvigianismen fik en så stærk indflydelse på demokratiet og hjalp det over i moderat retning.

Slesvig og den danske chauvinisme i 1840erne

Slesvig-Holsten, Sønderjylland, Slesvig hjem, Ejdergrænse, nordisk racelære, oprøret, ånden fra 1848, hele det slesvigske problem tegner sig for de fleste danske som et speget spind, det er håbløst at søge redet ud. Problemet forenklede sig noget, da Preussen i 1864 brutalt skar diskussionen over ved at flytte den dansk-tyske grænse temmelig langt mod nord. Endelig syntes det efter den første verdenskrig, som om vi nåede en national ligevægtstilling, da grænsen blev fastlagt efter en nationalt-sproglig linje. Og så skal vi efter den anden verdenskrig være vidne til, at det slesvigske problem atter rejser sig og rider os som en mare, efter at vore chauvinister igen, ganske som for 100 år siden, men med endnu tåbeligere argumenter, lægger op til en ny Ejderpolitik, en Slesvig-hjempolitik. Den gamle Ejderpolitik førtes, til Danmark var på randen af udslettelse, ud fra den fejlagtige forestilling, at Tyskland var svagt, og at udenlandske magter ville stå bag os, særlig Sverige-Norge. Lignende fejlagtige forestillinger hersker den dag i dag. Dengang lykkedes det ved en voldsom hetz at få ledet en sund national følelse over i en hadefuld chauvinisme, i fremmedhad, racehad og selvforherligelse under ledelse af det liberale bourgeoisis-intellektuelle. Hovedmotivet til at piske folkestemningen op nationalt var for disse bourgeoisikredse i tide at bremse op for den sociale uro, der ulmede dybt nede i folkets brede lag, og som navnlig gav sig revolutionære udslag i de sjællandske husmandskredse i 1840erne. 100 år efter har vi gjort en række dyrekøbte erfaringer.

Hvad den slags manøvrer betyder for det arbejdende folk, når nationale ophidselskampagner er udløst for at afvende opmærksomheden fra de sociale problemer hjemme. Ikke bare Napoleon d. 3.s krigs med Tyskland i 1870, men de 2 store verdenskrige og særlig de fascistiske magters andel heri. Og den dag i dag? USA?

Slesvig har aldrig været i samhørighed med Danmark som Fyn eller de andre nuværende landsdele, og det har lige til nationalismen rejstes og førte til de slesvigske krige aldrig følt sig som et dansk land. Det var Slesvig, som Danmark var Danmark. Skåne var i sin tid en ganske anderledes fast bestanddel af Danmark. Tidligt i middelalderen blev Slesvig, da det lå under den danske krone, af magtsyge konger benyttet som forsørgelsesanstalt for yngre sønner. Forrest står her den nationalt overvurderede kong Valdemar Sejr. Har nogen enkeltmand bidraget fundamentalt til Danmarks ulykke og svækkelse, nationalt og statsligt, så er det ham. Men hans efterfølgere op gennem århundrederne har med den enevældige magt, folket affandt sig med, efter evne bidraget til at knytte Slesvig til det tyske Holsten og fortyske landet. Det var for dem kun familieinteresser, og de og deres hele slægt var tyske i bund og grund. Op igennem tiderne blev der sluttet fyrstelige kontrakter, skrevet skøder, lavet testamenter, givet håndfæstninger, tværs over den danske grænse, med Slesvig som en handelsvare, et pantelen, et udstykningsdomæne. Alle disse gamle dokumenter indeholder et væld af ret og uret, af spidsfindig jura, forfalsket historieskrivning, national undertrykkelse, lidt spæde frihedsidealer, godt med arvefølgelove og kongelige privatinteresser. Folkets, det slesvigske folks eget syn herpå spørges der aldrig om.

Efter Danmarks sammenbrud i 1814 med »tabet« af Norge bestod riget af kongeriget Danmark, det halvtyske hertugdømme Slesvig og de heltyske hertugdømmer Holsten og Lauenburg. 3/5 af riget var dansk, 2/5 var tysk. Den enevældige konge var i lige grad tysk som dansk fyrste og måtte føle sig forpligtet til i lige grad at værne tysk som dansk. Mens Danmark var et selvstændigt rige og Slesvig noget temmelig ubestemt, var de tyske hertugdømmer medlemsstater af det tyske forbund, en sammenslutning af alle tyske lande, en komplet umulig stilling, fyldt til randen med konfliktstof. Slesvigs stilling var mildest talt uklar, hverken dansk eller tysk, men heller ikke selvstændigt. En del historie og statslig jura bandt det til Danmark, navnlig fra fortiden, men ligeså tungtvejende argumenter bandt det til Holsten, og her var det nutidige forhold stærkere argument end det fortidige. Administrativt var det gennem århundreder regnet for tysk, og kulturelt havde tysk overtaget, og en almindelig fredelig germanisering skred tydeligt frem. Det holstenske plattyske, der lå det slesvigske så nær, var en bro, som tyskheden med lethed vandrede over. Da regeringen for et par hundrede år siden i sin fortyskningsiver gjorde det mere fine højtysk til sit officielle sprog i Slesvig-Holsten, føltes dette af den indfødte befolkning i Slesvig som noget fremmed, mens det plattyske var dem som et brodersprog, og fortyskningen blev hæmmet derved. Hele overklassen var tysktalende og tysktænkende, og i alle byerne, helt op til Jyllands grænse, var livet tyskpræget, både på gaden og i hjemmet. Ingen dansk følte sig generet af det. Spurgte man, om de var danske eller tyske, svarede de: »Vi er slesvigere«, hvis de ikke sagde, som den dansk-slesvigske præst Blaunfeldt i 1840 beretter: »Vi taler dansk, men vi æ tysk.« Riget var jo næsten til hælften tysk dengang, og i København fandtes en meget betydelig tysk koloni, de slesvig-holstenske embedsmænd, tyske officerer og underofficerer, ikke at forglemme den fra og over de tyske hertugdømmer stadigt rindende strøm af tyske arbejdere og tyske håndværkere. Når man i en fortegnelse fra århundredets begyndelse over københavnske typografer finder, at over halvdelen af dem har tyske navne, så får man et indtryk af, hvor stærkt et tysk element, der var i vor købstadsbefolkning. Her kom tyske akademikere og tyske eventyrere og emigranter. Særlig havde tyske adelige kig på Danmark og blev også i høj grad begunstiget. Højadelen i Danmark, som førte det store ord i politik, var overvejende af tysk oprindelse, og af de i 1849 bestående lensgrevskaber var de 11, over halvdelen, oprettet for tyskere. Vore store nationale digtere som Baggesen og Oehlenschläger skrev værker på tysk som en ganske naturlig ting. Tysk var jo også et verdenssprog og for os porten ud til Europa. Konge og hof var gennem århundreder tysk, og tysk var deres sprog. Vor boglige kultur kom til os gennem Tyskland. Præsteliv og gudstjeneste var kalkeret af efter tyske forbilleder. Tyskland føltes som et broderland. Da senere hele den nationale rummel som en stormbølge vælter ind over landet, virker det løjerligt at se, hvor akavet nogle af de ledende selv tager på det, hvor kunstigt det egentlig er. To danske hedsporer som Hiort-Lorenzen og Orla Lehmann skriver sammen om deres dansk-sproglige felttog på - tysk! Af den simple grund, at det lå dem nemmere på tungen. Lehmann var nemlig, al sin højttravende danskhed til trods, tysk, født i et tysk embedsmandshjem i København, hvor der kun taltes tysk. Hørte hans fader sin søn tale dansk, sagde han hånligt: »Die Sprache deiner Amme!« (din barnepiges sprog). Og selv med sin broder, der var dansk officer, skriver han sammen på tysk, midt under krigen. Også Hiort-Lorenzen talte tysk til daglig. For den jævne dansker var der ingen forskel på Rendsburg og Haderslev, de lå begge i Slesvig-Holsten, hvor man vidste, at almuen talte en fra tysk afvigende dialekt.

Samhørigheden mellem Slesvig og Holsten var derfor, da frihedsrøret dernede brød ud, for slesvig-holsterne »ikke et håb, men en lyslevende virkelighed«, som Orla Lehmann en del år senere så træffende har sagt. Selv Grundtvig, der allerede tidligt havde stødt i det nordiske gjallerhorn og var udpræget tyskhader, og som i politik ikke bare var kras konservativ, men immer kom bagefter udviklingen, var i 30’erne hverken opmærksom på den slesvig-holstenske bevægelse eller den reaktion den fremkaldte i danske kredse i Slesvig. Den sønderjydske opposition kom ham som en stor overraskelse. Han troede, at alle slesvigere var slesvig-holstenere. Uwe Lornsens pjece fra 1830, som blev signalet til oprør, kaldte han for »en ligegyldig stiløvelse«. Men han kom snart til fronten på den chauvinistiske fløj og aflod fra nu af ikke at puste til ilden. Endnu så sent som i 1849 kunne han, som han skrev: »bygge sit håb til til Danmarks fremtid på det racerene folks historie.«

Efter at diktatoren Napoleon i 1814 var fældet, og det befriede Tysklands frihedskæmpere begyndte at snakke et ord med, var det først og fremmest det nationale problem, der lå dem på sinde. Deres fremtidsmål var en samling af hele Tyskland til eet land. Men dette program stødte hårdt an mod de enevældige småfyrsters private interesser, og mens der derfor fra mange struber lød: national frihed, tilføjede flere og flere: ja, og politisk frihed. Bourgeoisiet måtte have knækket enevælden. Dette tyske politisk-nationale røre nåede naturligvis også op til vore tyske hertugdømmer, og det er i samklang med disse tyske stemninger, at Uwe Lornsen rejser kravet om en forfatning for Slesvig-Holsten efter den frie norske grundlovs mønster. At Slesvig og Holsten her skulle høre sammen, det var der ingen, der protesterede imod. Bevægelsen dernede var til at begynde med udpræget radikal-liberal, og dens ledere søgte føling med danske liberale til fælles hjælp. Men i Danmark var endnu ingen bevidst politisk opposition imod enevælden. Den fremmeligste, Tscherning, fik dog føling med de holstenske radikale, og hans forfatningsskrift blev oversat til tysk. Regeringen slår imidlertid hurtig Lorenzen ud, både af nationale og af politiske grunde. Slesvig-holstenerne lærte at måtte stole på sig selv. Og ved manglende mulighed for samarbejde med en dansk opposition, tvinges de liberale til at søge nationalt sammen med den gamle overklasse, den mægtige slesvig-holstenske adel og gejstligheden. Og herved bliver de politiske frihedskrav stækket. Den slesvig-holstenske herremandsstand kunne med en vis formel ret træde frem som en for begge hertugdømmer samlende institution, idet den fra ældgammel tid havde en af den danske regering respekteret organisation, det slesvig-holstenske ridderskab, der nu trådte i funktion på den slesvig-holstenske befolknings vegne. De nationale og politiske gæringer ude i Europa i 1830 jager den danske regering en sådan frygt i livet, at den finder det betimeligt at søge at afparere lignende revolter herhjemme og sætter et skinparlament i scene - stænderforsamlingerne. Og både Holsten og Slesvig får hver en, til umådelig harme for dem begge, for de ville netop have en fælles, ville ikke skilles. Disse stænderforsamlinger var meget reaktionært sammensat med bevidst overvægt for godsejerne og byernes overklasse. Og da begge disse klasser var rent tyske, blev resultatet, at de talte på befolkningens vegne som tyske. En 4-5 danske gårdejere i Slesvigs forsamling talte ikke meget imod 10 gange så mange tyskere. Men forresten var disse danske i en række år nationalt ligeglade. Den politiske følelse, der bevægede dem mest, var en vis anti-bureaukratisme, noget almindeligt hos almuen overalt. En af de danske, købmand Hiort-Lorenzen fra Haderslev, sluttede sig politisk til de radikale slesvig-holstenere, da det demokratiske for ham var det afgørende. Han havde efter et ophold i England fået et stærkt indtryk af parlamentarismen som et brugeligt demokratisk instrument, ganske modsat Grundtvig, der samtidig var derovre. Op igennem 30’erne var de nationale kævlerier dog ikke af større betydning. En del skriverier i aviser og nogle regeringshandlinger var kun nålestik.

Den holstenske liberale leder, Olshausen, var på dette tidspunkt sindet at lade Slesvig sejle sin egen sø, hvis bare Holsten kunne sikres en fri forfatning. Havde det danske liberale bourgeoisi holdt sig til de demokratiske paroler, de startede med, og fået føling med det holstenske demokrati, havde der været mulighed for en demokratisk, fredelig udvikling i begge lande. Når disse muligheder blev forspildt, synes skylden væsentligst at måtte lægges på de danske. Danskhedens første egentlige talsmand i Slesvig i disse år, en ferm organisator, var en professor Flor, der hverken var slesviger eller dansk, men en født nordmand og boende i Kiel. Han var en af de idealistiske intellektuelle, der går i en stor bue udenom de sociale problemer. Han var en poetisk romantiker, beundrer af Grundtvig og elev af Oehlenschläger. Det lykkedes ham at få sat liv i en del danske slesvigere og stiftet et par danske aviser, hvor der ikke blev drøftet politik eller sociale spørgsmål, bare nationalfølelse.

Og fra nu af gravedes den nationale grøft dybere og dybere under overklassens stigende jubel - på begge sider af grænsen. I 1836 havde de danske liberales fører Orla Lehmann i en højstemt tale proklameret: »Slesvig hjem, Danmark til Ejderen.« Det var endnu på den tid ikke skik at spørge, hvad slesvigerne selv ville. De slesvig-holstenske liberale følte nu pistolen for brystet, og deres tyske patriotisme gik et par takker i vejret, og i tilsvarende grad gled deres demokratisme i baggrunden. En umiddelbar følge af dette danske skridt var, at Hiort-Lorenzen følte sig fremmed hos sine slesvig-holstenske venner, forlod dem og søgte sammen med de københavnske liberale, hvis pågående friskhed tiltalte ham. Men disse havde på deres side ikke brug for hans politiske radikalisme, kun for hans danskhed. Og her satte han så ind som en murbrækker af rang, ophedet af de københavnske intellektuelle.

Når det slesvig-holstenske ridderskab kunne placere sig så magtfuld som det gjorde i den nationale kamp, var deres organisation noget væsentligt, skønt ikke så afgørende derfor som de københavnske liberales uforsonlige politik, dernæst den slesvig-holstenske bondestands sløvhed overfor de sociale problemer. Men en ting til. Der var både fra dansk og tysk side rejst et problem, som for nutidsmennesker forekommer aldeles ligegyldigt, nemlig hvem af fyrsteslægterne i Danmark og hertugdømmerne, der havde mest »ret« til Slesvig. Det var et statlig-juridisk-historisk problem af den mest indviklede art, som ingen uden for de allerlærdestes kredse havde nogen mulighed for at fatte. Men den danske liberale professorverden gik med liv og lyst i lag med noget, som almuen i hvert fald ikke havde forstand på. Her kunne den vel nok tage føringen! Gamle mugne dokumenter, særlig et berømt et fra 1460, kongelige breve, skøder og testamenter endevendtes og kommenteredes med videnskab og navnlig prokuratorkneb. Danske og tyske lærde slyngede hinanden folianter i hovedet. Mest gjaldt det om at fastslå, om der var mandlig eller kvindelig arveret til Slesvig. Hertugen af Augustenborg, støttet af alle tyskere, holdt på den mandlige arveret, ikke helt uegennyttigt, for derved kom han til at »arve« Slesvig. Danskerne holdt på kvindelig arveret, for derved var der en stor chance for, at den der engang kom på Danmarks trone også fik Slesvig. Hertugen af Augustenborg, der var slesviger og svoger til kong Chr. d. 8., fik her et godt kort på hånden, og han spillede godt hermed. Han var medlem af stænderforsamlingen og gjorde ingen ringe figur her. Han benyttede arveproblemet behændigt politisk både til egen fordel og ved at dreje interessen væk fra demokratiske problemer. Nationalt set var han ligeglad, han var verdensmand og jordfyrste, der kun tænkte på sine slægtsinteresser. Danskerne gik ind på problemstillingen og gik i kampen med arveret som bannermærke. Langt senere har historikeren Kr. Erslev tilfulde godtgjort, at hertugen her havde retten på sin side. Den eneste fornuftige løsning på problemet, Slesvigs deling, var der endnu ingen, der tænkte på. Den kom først frem i 1848, bare ikke fra dansk side; men da havde en hadefuld nationalisme formørket sindene.

Hvordan stod de forskellige befolkningsgrupper overfor det nationale spørgsmål og den voksende chauvinisme?

Regeringskredse, de gammelkonservative og rent reaktionære, samt godsejerstanden og også en del tyske embedsmænd holdt stift på den gamle stat, helstaten, efter princippet: det skal blive som det er. For dem var der en afgjort uvilje imod den sammenkædning af liberalisme og nationalisme, de så i Tyskland. Hver for sig var disse rørelser en uting, sammen en vederstyggelighed. Stor-mænd på embedsrangstigen som Ørsted og en åndens fyrste som Oehlenschläger var i lige grad fremmede for dette nationale gæringsstof, uden at man kan beskylde dem for at være unationale. Kongefamilien, som der i højeste grad måtte regnes med som en politisk magtfaktor, havde først og fremmest sine snævre familieinteresser at pleje, og de var såvel imod en svækkelse af rigsenheden ved en deling, som imod enhver frihedsbevægelse. For begge disse grupper var problemet at bevare ro og orden, ingen vrøvl. Under de skiftende faser brugte regeringen og kongen snart tvang, snart nødtvungen eftergivenhed. For det liberale borgerskab var den politiske stilling mere kompliceret. Det var nødvendigt for det at skaffe sig magt over statsapparatet, og dertil syntes parlamentarismen den sikreste vej. Men hvordan skaffe sig den massebasis, der udkrævedes? Først så det hen til almuen, bondestanden, som brugbar hertil, men forudsætningen skulle være, at det ikke måtte koste for meget, og at den liberale intelligens alene tog ledelsen. Men meget snart viste det sig, at ingen af disse forudsætninger kunne skabes i betryggende grad. Der var først det forbandede sociale problem, som de stædige bønder syntes udelukkende at interessere sig for, og så det med at de ville have deres egne mænd op ved siden af den fine dannelse. Da bønderne her ikke var til at rokke, måtte de liberale betale både med løfte om sociale reformer og med siddeplads til bønderne i Rigsdagen. Begge dele føltes som et urimeligt offer, det sidste som en ydmygelse. Under disse forhold kommer det nationale som en hjælp. Her kan skabes en massebasis af alle dem, der endnu ikke er politisk vågne, ja politiske analfabeter i by og på land, og her vil disse københavnske intellektuelle kunne dirigere uden almuehjælp.

Bondebefolkningen var i meget lang tid aldeles ligeglad med alt det nationale, som den var ligeglad med en parlamentarisme under de intellektuelles ledelse. Dens mistillid til embedsmænd, præster og andre intellektuelle var dybt rodfæstet gennem århundreders underkuelse, hvor denne klasse have været adelens lakajer. Den ville en social omvæltning, være lige med de andre. Og Slesvig var i deres øjne et land for sig, og så var der endelig i Slesvig ingen mærkbar trang hos bønderne til at gøre fælles sag med navnlig de sjællandske husmænd i deres sociale rejsning. Tidligt tog husmandsføreren Rasmus Sørensen ordet imod det nationale, han fremholdt for sine husmænd, at de risikerede, at interessen for det sociale ville drukne i interessen for det nationale. Blandt de bondevenlige udenfor bondestanden er Drewsen en af de første, der går over i den nationale lejr. En af dem, der så roligst på dette problem, er Goldschmidt i sin radikale periode. Hen skrev i Corsaren de fornuftige ord: »Skal vi gøre Danmark attråværdigt for de tyske slesvigere, skal vi her i Danmark ordne os med mere frihed og derved gøre Danmark mere tillokkende for dem end Tyskland. Nu tiltrækkes de af de frie tyske rørelser og den større tyske kultur og navnlig af den fremtid, det nye Tyskland forjætter dem.« Det var ikke bare demokratisk sagt, det var sandt. Helt på linje hermed lå de københavnske småhåndværkere og arbejdere, hvor det kom til udtryk i deres avis Københavnsposten, der i 1842, da den nationale stormflod sprang frem, skrev: »Da de fleste i Slesvig var småkårsfolk, var den indskrænkede valgret årsag til de slesvigske stænders danskfjendtlige holdning, at tværtimod en fri folkelig udvikling ville knytte Slesvig til Danmark.«

Overfor sådanne demokratiske tanker råbte de liberale på tvangsforanstaltninger overfor tyskheden. Fædrelandet skrev imod bønderne og håndværkerne: »Vi vil først Slesvig, dernæst forfatning.« Og »Vort feltråb er: Slesvig!« Københavnsposten skrev tilbage: »Først forfatning, dernæst Slesvig.« Redaktøren Grüne var en del påvirket af franske utopiske socialister og af internationalisme, og en del håndværkssvende havde ligesom Grüne ved årelange ophold i det fremmede stiftet personlig forbindelse med de frie radikale bevægelser i Europa.

I 1842 stiger den nationale hetz stærkt, og den oppiskede stemning bærer nu førerne længere ud, end de har tænkt sig. Bevægelsen løber af med dem. Og nu indtræffer en begivenhed, som gør det af med al sund fornuft. Hiort-Lorenzen tager i Slesvig Stænderforsamling ordet på dansk. Denne i og for sig ringe ting blev af samtiden slået op som en heltebedrift, et udslag af urnordisk kampkraft. Men sjælden har en handling af en politiker været så uklog og har fået så katastrofale følger. Det var en afgjort provokation. Forsamlingen bestod næsten udelukkende af tyskere, og de par danske, der var, forstod alle udmærket tysk. Tilmed havde kongen i sin tid i forretningsordenen fastsat tysk som forhandlingssprog, af den simple grund, at der ellers ingen forhandling kunne finde sted, da tyskerne ikke forstod dansk. Provokationen var et påfund af professor Flor og i forvejen aftalt mellem ham og Hiort-Lorenzen. Tidligere havde en dansk deputeret, en bonde fra Ærø, der dengang hørte til Slesvig, taget ordet på dansk, og ingen tog afstand fra det. Men han kunne bare ikke tysk. Hiort-Lorenzen derimod talte tysk ligeså godt som dansk, måske bedre. Det var og skulle være en rungende udfordring, og det blev det. Den udløste omgående Slesvig-Holstens raseri og en påfølgende voldsom danskfjendtlig agitation. Som romantisk teatereffekt var provokationen godt iscenesat, men politisk var det en brøler af rang. Nu kom både den danske og tyske chauvinisme på højeste gear. Samme år holdt Orla Lehmann en brandtale, som røbede den beskæmmende fejlvurdering af det reelle magtforhold mellem Danmark og Tyskland, der førte til Danmarks lemlæstelse i 1864. Det var i anledning af den fremsatte overmåde nærliggende tanke, at Slesvig-Holsten ville kunne få hjælp af det tyske forbund, at Lehmann bl.a. sagde: »Skal det gøres nødigt, så vil vi med sværdet skrive på deres ryg det blodige bevis på den sandhed: Danmark vil det ikke!«

Det umiddelbare udslag af al denne chauvinisme var, at slesvig-holstenismen nu blev tømret fast, og at udenrigspolitik blev et dødsensalvorligt problem, da hertugdømmerne nu søgte hjælp hos Tyskland. Nok så betydningsfuldt indenrigspolitisk var det, at bondestandens sociale rejsning fik et knockout. Gårdmandsstanden bliver tilbageholdende. Heldigvis lod de sjællandske husmænd sig ikke anfægte heraf, men gik til aktion. Den spirende danske demokratiske, anti-bureaukratiske bevægelse i Slesvig drejede nu om til udelukkende at være antitysk. Flor havde fået startet et par danske aviser og folkehøjskolen i Rødding, og fra det københavnske bourgeoisi sattes nationale hjælpeaktioner i gang, biblioteker, sønderjyske foreningen, ganske som vi kender det fra agitationen i dag til fordel for Sydslesvig.

Man kan spørge, om den eneste naturlige løsning, Slesvigs deling efter nationalitet slet ikke kom på tale. Nej, ikke fra nogen af siderne. Først da krigen i 1848 var brudt ud, blev denne fornuftige tanke ført frem, lidt stilfærdigt fra Slesvig-Holstens side, siden fra næsten alle udenlandske magter, nølende fra dansk side. Tschernings stilling var, at Slesvig skulle have en selvstændig stilling, svarende til dets historie, som var slesvigsk, ikke dansk. Som olie på det brændende hus kom i disse år hele den grundtvigske romantiske ideologi. Allerede i en del år havde Grundtvig spredt ud over landet sin nordiske racelære, hvor odintro og kristentro, ydmyghed og militarisme rodedes sammen i een forvirring med forestillinger om, at dannerfolket, Guds udvalgte folk, var i hvert fald det tyske langt overlegent både moralsk og krigerisk. Danske borgerlige digtere, præster og højskolefolk og senere det velhavende bondelag lagde sig disse farlige raceteorier på sinde og gjorde sund fornuft hjemløs i 40’ernes nationale krise. Danmark nærmede sig afgrunden. Men de liberale politikere havde opnået det faste greb om masserne, de havde behov, hvis de ville opnå at styrte enevælden og tilegne sig statsapparatet og sikre bourgeoisiets økonomiske herredømme ved parlamentariske midler. Det skulle komme til at koste en krig, men de betalte gerne denne pris.

Enevælden falder, bourgeoisiet tager magten og går i krig

Under det uindskrænkede monarki måtte der naturligvis i politik tages umådelig hensyn til selve kongens person, hvor tåbelig eller åndeligt tilbagestående han end var. Kong Chr. d. 8. var en af de mest normale af den lange række småtbegavede eller ligefrem sindssyge, der havde siddet inde med kongemagten under enevælden. Den historiske opgave, der var tildelt ham, var at afvikle enevælden, men her kom han helt til kort. Han havde i sin ungdom som lidt ureglementeret norsk konge i 1814 temmelig hovedkulds måtte sætte sit navn under den meget frie norske grundlov, hvad han hadede at blive mindet om, men lige som hang på. Han var åndssnobbet, og hans overfladiske interesse for kunst og videnskab imponerede bourgeoisiet, der forvekslede det med et slags frisind. Han blev fredet af de liberale, fordi de troede, at han frivilligt ville give dem en forfatning. De forestillede sig ham som en slags »borgerkonge«, som Louis Philippe i Frankrig. Han var alt andet end frisindet. Tscherning lod sig ikke bluffe. Under sin landflygtighed havde han omgåedes ham i Berlin i 1838 og talt politik med ham og fået det faste og rigtige indtryk, at han kun under hård tvang ville afgive sine enevældige privilegier. Prinsen havde dengang opsøgt og fået instrukser af Europas mest forbenede reaktionære politiker, fyrst Metternich.

Hjemme var han uoprigtig i politik, en nøler, vaklende mellem søde ord og tvang. Nationalt var han upålidelig overfor begge parter, med sine dynastiske interesser skudt i forgrunden. I 1842 udstedte han en forordning, der radikalt understøttede dansk sprog som øvrighedssprog i Slesvig, men samtidig udnævnte han en af sine slesvigske svogre, prinsen af Noer, til kommanderende general og statholder i hertugdømmerne, en fanatisk danskhader og et par år senere en af oprørets ledere. Indrepolitisk var han en gnaven reaktionær. Kendt er hans ugentlige rædsel over Corsarens radikalisme. Søren Kierkegård, der hørte til hans omgangskreds, skriver i sin dagbog: »Kongen var i dag urolig, den kommunistiske fare foruroliger ham.« Der sigtes her til den sjællandske husmandsrejsning.

Skønt folket ellers under sådanne politiske forhold temmeligt naivt ser hen til kronprinsen, den unge generation, som en fornyelse, var dette ikke tilfældet her.

Kronprinsen, den vordende Frederik d. 7., indgød ingen mennesker tillid. Hans person var for kendt indenfor de kredse, der bestemte over politik. Han opfattedes som en pralende psykopat, åndeligt et skrog, afvekslende slap og hysterisk, uvederheftig og efterhånden kronisk alkoholist. Alt det fik dog være, men for de reaktionære var han ganske uden den fasthed og myndighed, der alene havde kunnet redde enevælden. De opgav at kunne bruge ham. Det liberale bourgeoisi kunne heller finde noget positivt brugbart hos ham, derimod det negative, hans holdningsløshed. Det var fareløst at sætte ind over for ham.

Ved Christian d. 8.s død i januar 1848 stod nu 3 magtgrupper opmarcheret, rede til kamp om statsmagten.

Konge, hof, den gamle godsejerklasse, officerer, hele det gamle reaktionære bureaukrati, fåtalligt naturligvis, men med den stærke reelle magt, som administration og tradition giver. Den støttedes af alle »guldalderlitteraturen«s store navne og omtrent hele gejstligheden. Ledende politiske skikkelser her var den aldrende, men stadig emsige A. S. Ørsted, Ussing, Bang og adelige politikere af Moltke-slægten, både danske og holstenske.

Det liberale bourgeoisi, særlig i København, grosserere, skibsredere, de fåtallige industrifolk, som dog gerne holdt sig i baggrunden, men lod deres intellektuelle svigersønner om at forme de brugelige slagord for kapitalismens frihedskrav. I første række er her Monrad, Ploug, Orla Lehmann, Krieger, Madvig, Schouw og Clausen.

Det egentlige folk, almuen, særlig bondealmuen, der udgjorde de 75 % af befolkningen. En jævn økonomisk fremgang havde nu givet gårdmændene ikke ringe selvfølelse og lyst til at skaffe sig borgerlig frihed. Og husmændene havde ved deres selvbevidste rejsning igennem 1840’erne indledet den klassekamp, der gav overklassen onde drømme. Et stort socialt problem var manet frem. Med et sikkert politisk instinkt havde disse almuegrupper organiseret sig i Bondevennernes Selskab under føring af Tscherning, I. A. Hansen og Balthazar Christensen.

Man savner byernes underklasser. Men det skyldes, at der ikke fandtes en egentlig industriarbejderstand, og at de grupper af småhåndværkere og håndværkssvende, der følte sig deklasserede, endnu stak dybt i de gamle lavstraditioner, som gjorde dem politisk konservative. De radikalt indstillede i disse kreds fik deres udtryk i »Håndværkerdannelsesforeningen«, der havde liberale idéer på sit program og i Københavnsposten, redigeret af en tidligere håndværkssvend Grüne, der ligesom mange andre småhåndværkere havde rejst udenlands og var bleven personlig påvirket af både den utopiske socialisme og af borgerlig radikalisme. Desværre var de gennemgående uvenlig stemt overfor bondealmuen.

Op igennem 1840’erne havde nu disse grupper taget mål af hinanden, og det blev mere og mere klart, at det liberale bourgeoisi kom til at forme rammerne om det nye statssamfund, og at det agtede at gøre det under en eller anden slags forfatning. Dels havde det hamret dette krav om forfatning fast i sin agitation, dels havde det søgt og fået et samarbejde med bondevennerne under denne forudsætning. Og nu trak det tilmed op til den krig, som det havde ophidset folket til at ønske og som det derfor var selvskrevet til at lede, og som efter deres mening kun kunne ende med en strålende sejr. Dette skulle nok give et magtsygt parti blod på tanden.

To begivenheder udløser den eksplosion, der kom. Den ene var det såre tilfældige, at Christian d. 8. dør i januar 1848, den anden og ulige vigtigere var februarrevolutionen i Paris, hvor en konge styrtes og bourgeoisiet tager magten og indfører republik ved hjælp af et barrikadekæmpende proletariat, der tilmed tiltvinger sig to arbejderrepræsentanter i regeringen, den ene endog en kendt socialist, Louis Blanc. Det gav alle landes bourgeoiser gåsehud, det var et chok, der holdt sig igennem år. Og så tilmed da revolutionens bølgeslag nåede gode konservative lande som Østrig og Preussen, hvor opstande i Wien og Berlin med møje blev afpareret. I Holsten udløstes nu aktioner, der snart fik karakter af regulært oprør. Den nye konge vidste hverken ud eller ind. Hans ulyst til at tage et ansvar gjorde ham mest stemt for en henholdende politik, som dog de voldsomme begivenheder i udlandet og i Holsten umuliggjorde. Hans ministre, der faktisk havde opgivet enevælden, lod ham kundgøre, at der ville blive indført en slags forfatning, for hele monarkiet, ganske vist med så mange forbehold og indskrænkninger, at ingen gad tage det alvorligt. Den nationale selvfølelse blev navnlig stødt over, at der i den nævnte rigsdag skulle være ligeså mange tyske som danske medlemmer, og det hele med en kolossal overvægt for godsejerklassen, universitetet og gejstligheden. Det var Ørsteds sidste fremstød i denne omgang. Kongen måtte gå videre, og så mente han at imødekomme folkestemningen ved at afskedige et par af sine gamle ministre, men da erstatningen blev en ligeså reaktionær holstensk greve, Carl Moltke, og kongens personlige ven, Bardenfleth, var der ikke vundet noget her.

De liberale begyndte nu at træde hårdt i gulvet. Et par af deres ledere, professorerne Schouw og Clausen, havde lige efter kongens død udsendt en pjece, »Tanker ved Tronskiftet«, som dog var udarbejdet længe før, og her formedes det liberale program. Først naturligvis det der var det vigtigste for dem, Slesvig hjem; Ejderprogrammet lystes her i kuld og køn. Forfatningskrav fremsattes, men ingen konkrete, dog betonedes det, at husmænd ikke burde have valgret på grund af deres umodenhed. Mærkelig nok tog Almuevennen ikke afstand herfra, hvad Københavnsposten gjorde og Goldschmidt i »Nord og Syd«. Bondestanden begyndte derimod at røre på sig på anden vis. Det var nu ikke så meget formelle frihedskrav, de satte deres lid til som til mere reelle goder, en social omvæltning, som Tscherning kaldte det. De sendte deputationer til den nye konge med deres uopslidelige krav om fæsteafløsning, hoverifrihed, almindelig værnepligt. Kongen nægtede imidlertid at modtage dem under påskud af, at han sørgede over sin faders død.

De liberale førere var så forhippet på at komme til, at de endnu om natten, mens Christian d. 8. lå i sin dødskamp, dannede en aktionskomité, der skulle sætte demonstrationer i gang. Hoffet var klar over, at en revolution kunne befrygtes, og kongen lyttede sympatisk til den ældgamle, ærkereaktionære minister Stemanns forslag om at dæmpe eventuelle uroligheder med militærmagt. Det ville naturligvis have været den sikre vej til revolution. Den liberale aktionskomité udvider sig og vi træffer nu i denne den liberale bevægelses selvbestaltede generalstab de kendte intellektuelle, der i folkets bevidsthed står som bærere af »ånden fra 48«. De repræsenterede forskellige afskygninger indenfor bourgeoisiet, fra Lehmann og Plougs lyriske nationale frasetåge, Krieger og Clausens åndshovmodige bureaukratisme, Monrads moderate frisind og ærlige revolutionsfrygt, Schouw og Hvidts rent konservative holdning og Madvigs akademiske folkefjernhed, alt bundet sammen af en ubegrænset tillid til, at Danmarks lykke var sikret, når blot bourgeoisiet, ledet af akademikerne, blev altbestemmende. Frihed og dannelse var løsnet. Frihed var frihed for deres klasse, mens dannelse ikke kunne findes udenfor akademikernes kreds. Til denne gruppe sluttede sig outsideren Tscherning, der var vanskelig at komme uden om, da han var leder af Bondevennernes Selskab, og trods sin radikalisme og sociale folkelighed kunne han accepteres, da han som officer socialt hørte til overklassen. En håndværker eller en bonde i deres selskab var utænkelig.

Denne generalstab sender kongen et slags trusselsbrev med deres navnes underskrifter, hvor de anmoder ham om at være dem følgagtig. En række stormende begivenheder følger i nogle uger af marts måned, stærkt påvirket af efterretningerne fra Paris og navnlig af det i Holsten optrækkende oprørsuvejr. De københavnske håndværkere fremførte i »Håndværkerdannelsesforeningen« deres krav om en fri forfatning, men krævede ikke deres egen stand repræsenteret i aktionskomitéen, en stor svaghed. Et par af deres repræsentanter, brygger J. C. Jacobsen, den senere berømte mæcen, og den arbejdervenlige jernstøber Lunde, indfandt sig hos akademikergruppen og gjorde dem opmærksom på, at der kunne befrygtes alvorlige optøjer i hovedstaden, hvis ikke regeringskrisen blev løst på en for folket tilfredsstillende måde.

Selv om sådanne stemninger var overvejende, var den konservative holdning ud over landet ikke ringe. Fra Salling sendte en kreds af 300 bønder en deputation til kongen med bøn om at blive fri for en forfatning, da de slet ikke følte sig modne dertil. De jyske bønder var i det hele taget politisk langt til højre, langt bagefter øernes.

Bønderne som helhed, og her gik Tscherning i spidsen, var nok for en forfatning, men kun hvis den kom til at hvile på den almindelige valgrets grund, og hele forfatningsapparatet måtte kun opfattes som et af flere hjælpemidler til at løse deres sociale problemer. Tschernings demokratiske opfattelse kan omskrives i den moderne formel: »Uden økonomisk frihed findes ikke noget demokrati«. I kampen herfor kunne hans liberale standsfæller kun følge ham et kort stykke vej. De liberale syntes nu, da begivenhederne rullede frem, temmelig ængstelige for at kræve for meget. De ville tilfredsstilles ved et personskifte i ministeriet, mens Tscherning krævede et systemskifte.

Ved et stort folkemøde i Casino d. 11. marts var det imidlertid det nationale, der trådte i forgrunden, Krieger, Clausen, Lehmann og Tscherning var hovedtalere. Slesvig-hjem kravene blev ført frem, men enkelte røster talte fornuftens sag, naturligvis under larmende protester. Almueagitatoren Rasmus Sørensen havde vovet sig herind, da han mente, at landet også havde et krav på at blive hørt, når landets skæbne stod på spil; han advarede imod at lade det nationale spørgsmål overskygge det sociale problem, »om vi tale dansk eller tysk,« sagde han, »var underordnet i sammenligning med den sociale omvæltning.« Goldschmidt advarede imod at handle om Slesvig, uden at landets indbyggere blev spurgt. Tscherning sagde herom, at en provins ikke sådan kunne stemme sig ud og ind, det var et større anliggende.

Mens stemningen her i denne overklasseprægede forsamling var overvejende nationalistisk, lød der andre toner i en stor forsamling af håndværkere og arbejdere dagen efter. Her i håndværker-lokalet »Hippodromen« havde Rasmus Sørensens tanker mere gehør. Grime, Goldschmidt og flere ville både have det internationale broderskab stillet i forgrunden og navnlig have almindelig valgret ført frem i første række. Professor- og grossererpartiet vidste om disse stemninger og frygtede dem, de sendte derfor deres mest veltalende kraft, Lehmann, derhen for at pacificere denne radikalisme. Han skal havde udfoldet al sin blændende veltalenhed, og det lykkedes ham virkelig at få drejet stemningen over imod det nationale, men kun efter at han havde måttet love dem, at almindelig valgret skulle blive gennemført, samt en række andre reformer til gavns for menigmand.

En alvorlig fare for bourgeoisiet var hermed manet i jorden. Men Lehmann havde her lovet mere, end han kunne stå ved, og det kom senere til at svie hårdt både til ham selv og til de radikale. Han har i et brev givet udtryk for, at han »i denne tid var ret urolig over bevægelsen, hvis han ikke fik tøjlerne fast i hænde.« På baggrund af denne de liberales nationale afledningsmanøvrer forstår man den frygt, de nærede for at få de sociale problemer præsenteret. Det var ikke helt med urette, at både kongen og Clausen, Schouw, Ørsted og senere Lehmann brugte udtrykket »kommunist« om Rasmus Sørensen og hans kammerater.

Efter de liberales undsigelsesbrev til kongen var stillingen for så vidt afgjort, som han nu faldt sammen som en punkteret ballon. Københavns borgerrepræsentation vedtog at slutte sig til kravet om nye ministre, og i en henvendelse herom til kongen forekommer de kendte ord, formet af Lehmann: »driv os ikke til fortvivlelsens selvhjælp«, kun en frase i disse grossereres mund, men den må ses på baggrund af håndværkeres og bønders tiltagende opposition og naturligvis med Pariser-revolutionen i frisk minde. Samme aften, 20. marts, var der et nyt casinomøde, endnu en tak mere chauvinistisk, da der nu var kommet efterretning om, at oprøret i Holsten var brudt ud. Her besluttedes at gå i et folketog til kongen næste dag og lægge det endelige pres på ham. Det var for så vidt overflødigt. Kongen havde kapituleret. I et statsråd næste morgen vedtoges det at bede Monrad om at træde ind i regeringen, men Monrad nægtede at være alene liberal, han havde i dagene forud skarpt bekæmpet Clausens og Hvidts meget moderate krav, han ville have en større garanti for det liberale element. Når han var den, der først kom i betragtning, skyldtes det, at han for det første ikke var så udæskende national som de andre - landet var jo dog endnu en dansk-tysk stat - og fordi han ansås for moderat. Han var nu ikke let at blive klog på, en paradoksmager, der ville benytte demokrati til at bremse demokratiet, og gjorde det. Det store folketog, som det halve København deltog i, var uden reel betydning, et skuespil til besegling af det, der var sket bag kulisserne. Men kongen svarede deputationens formand, borgerrepræsentanten, grosserer Hvidt, at det gamle ministerium ville blive afløst af et nyt, og at Slesvig ville forblive sammen med Danmark. Stemningen var omtrent som i København efter kapitulationen i 1945, et sammensurium af frihedsfølelse og konservativ nationalisme, hvor hovedpinen kom bagefter og reaktionen tog stikkene hjem. Også den gang var der nogen, der var helt uden for det hele og gnavne og uforstående så til. Grundtvig stod hovedrystende oppe i sin lejlighed i Vimmelskaftet og så med stor misbilligelse på denne folkelige bevægelse; han elskede enevælden, »for de fleste stemmers herredømme er en rædsom magt,« sagde han. Oehlenschläger sad i bispegården sammen med sin nære ven, biskop Mynster, og fattede ikke et ord af det hele. H. C. Andersen skriver: »Der var noget uhyggeligt i at møde disse næsten fremmede horder, disse mig ubekendte ansigter; det var som om en hel anden slægt var trådt frem.« Ploug piskede nu den patriotiske stemning op til det yderste i bladet »Fædrelandet«, alle radikale og sociale tanker skulle nu trænges tilbage. Han skrev, at han nu »ønskede at kaste et slør over alle politiske dissonanser, både nu og i fremtiden.« Det var et fromt ønske, som naturligvis ikke kunne gå i opfyldelse, det var det lige til de sidste dage uopslidelige: »Vi er i samme båd«. Men det skal indrømmes, at de opnåede en del. Da kongen endelig havde bøjet sig, hvad nu ikke gik af uden hysteriske scener, hvor han pludselig stillede sig på bagbenene og ville nedlægge kronen, blev han af den toneangivende presse hyldet som en helt, og der udbredtes den falske forestilling, at han havde »lagt landets sag i folkets hånd«. Efter nogle dages og nætters pinagtige forhandlinger om optagelse af liberale i ministeriet, om hvor mange og om hvem, lykkedes det endelig i den 11. time at blive enige. En gammel konservativ men loyal grev A. W. Moltke, tidligere finansminister, blev statsminister, et par moderatkonservative adelige, Bardenfleth og Knuth, var bindeled til de 4 liberale, der gav ministeriet farve og skulle betegne en kursændring. Disse var Monrad, der blev kirke- og undervisningsminister, Tscherning krigsminister og Hvidt og Lehmann uden ministerium. Det var egentlig lidt magert efter den hurlumhej, der var lavet. Den 22. marts blev dette senere såkaldte martsministerium udnævnt, og Frederik d. 7. følte sig temmelig lettet over at være befriet for et ansvar og udtalte disse kongelige ord: »Så, nu kan jeg gå i seng og sove så længe jeg gider.« Når Monrad insisterede så kraftigt på at få flere liberale med i ministeriet og navnlig Tscherning, skyldtes det udelukkende hans frygt for en revolutionær omvæltning. Den konservative embedsmand Bang, kongens fortrolige under de mange ministerforhandlinger, støttede her Monrad og sagde: »Får ikke folkets mænd sæde i regeringen, vil slottet blive stormet i nat.« Tscherning havde meget modvilligt påtaget sig at være minister, han var vel vidende om den modstand, der var imod ham, navnlig fra officerskredse. Men hans organisatoriske evne og faglige dygtighed måtte anerkendes, og landet stod jo overfor en krig. Han stillede en række betingelser for at overtage krigsministeriet, som man måtte gå ind på, ikke alt for godvilligt, deriblandt at kongen skulle nedlægge sit hverv som øverstbefalende over hæren, og at ingen prinser måtte føre kommando; endelig som det meget væsentlige, at almindelig værnepligt skulle indføres. Når man så vidste fra hans tidligere udtalelser, at han agtede at lade underofficerer forfremme til officerer, forstår man det had overklassen rejste imod ham. Når hærens demokratisering ikke kan gennemføres nu 100 år senere, kan man forstå, at Tscherning havde brug for al sin personlige myndighed og så navnlig sin demokratiske overbevisning, en sjælden kombination.

Samme dag som martsministeriet var dannet, var der kommen en deputation fra en slesvig-holstensk provisorisk regering, der ville forelægge den danske regering sine krav. Det var navnlig for at kunne have et svar rede til denne, at det jagede med at få ministerlisten færdig. Svaret blev et af Lehmann forfattet meget udfordrende nej, trods det, at holstenerne havde antydet at kunne gå med til en deling af Slesvig, hvad danskerne afviste. Hermed var krigen en kendsgerning, og al fornuft blev hjemløs. Fjenden var tyskere og oprørere, dermed var alt sagt. At han også havde sine aldeles berettigede forfatningskrav og frihedskrav og nationale krav blev ikke diskuteret. Ligeså lidt som der tvivledes om vor krigeriske overlegenhed eller om vor chauvinismes berettigelse. Sejren var Dannerfolket vis. Virkeligheden så helt anderledes ud. Vort militær var trods den gennem flere år stigende krigssandsynlighed aldeles forsømt, intet var i orden. Her viste Tscherning sig øjeblikkelig som den helt store organisator, der forstod at tage demokratiske organisationer i brug. Han fik bønderne til at skaffe heste, tilmed uden erstatning, til at påtage sig frivillige transporter, han udskiftede ledende officerer, han ikke havde tillid til, påtog sig selv praktisk talt stillingen som hærleder med en ganske ung, dygtig officer, Læssøe, som strategisk ekspert. Efter oprøret gik en del slesvig-holstenske officerer og mandskab i den danske hær over til deres landsmænd, mens der blandt danske officerer var en del, der havde så stærk føling med eller familie i hertugdømmerne, at de bad sig fritaget for tjeneste, deriblandt den senere som dansk krigshelt kendte norske oberst Rye. Krigen førtes med skiftende held. Stort set kan man sige, at vi sejrede, når vi var talmæssigt overlegne og tabte, når de andre var det. Ved det første slag, ved Bov, 9. april var vi meget overlegne og slog fjenden, og krigen ville dermed være afgjort, hvis ikke det indtraf, som alle kyndige vidste måtte indtræffe, og som slesvig-holstenerne regnede med, at Tyskland greb ind, foruden at en mængde tyske frivillige i denne nationale kamp, navnlig officerer, strømmede til Holsten. Så snart Preussen meldte sig på krigsskuepladsen, blev danskerne slået, og tyskerne trængte op i Jylland. Men også andre stormagter ville tale med. Og nu begyndte den egentlige kamp, det diplomatiske spil, der var mere afgørende end al krigeriskhed på begge sider. Rusland, reaktionens stærkeste magt, forlangte straks, at preusserne skulle trække sig tilbage, hvad disse gjorde. Rusland havde ingen sympati for nationale krav, ligeså lidt som for liberale. Lehmanns adresseord om »at drive os til fortvivlelsens selvhjælp« blev taget meget fortrydeligt op i St. Petersborg. Men det afgørende for denne stormagt, som for England, var, at ingen af dem ønskede en udvidelse af Tyskland med flere østersøhavne. Tscherning havde lige fra begyndelsen set med den største skepsis på vore militære kræfter, og de tyske bestræbelser for at samle alle tyske provinser var han helt fortrolig med og ligeledes med Preussens magtstilling. Hans berettigede pessimisme var ligeved at blive anset for landsforræderi af nationalisterne, navnlig var Grundtvig på nakken af ham og bidrog meget til at styrte ham. England var interesseret i en fredelig ordning, og i sommeren 48 foreslog den engelske minister Palmerston en ordning med en deling af Slesvig som grundlag, og dette blev tiltrådt af de andre udenlandske magter. Tingenes logik tvang sig nu på, og med en sådan styrke, at en del af de danske politikere måtte indrømme fornuften heri. Både de overnationale Lehmann og Clausen, som de mere moderate Madvig og Monrad og udenrigsministeren Knuth. Men vognen var nu på skråplanet og ikke til at standse. Den chauvinistiske stemning, som krigen havde sat på højeste gear og som de samme ledere havde det fulde ansvar for, havde grebet dybt ned i folket nu, selv bondevenner som Balthazar Christensen og I. A. Hansen var ikke uberørt heraf. Folket som helhed var som sædvanlig uvidende om de barske realiteter. Ved en tropperevy i Jylland talte kongen til soldaterne og omtalte tanken om Slesvigs deling, og overfor den opfanatiserede mængde udslyngede han de letkøbte ord: »Det skal ej ske!« Ord som udbasuneredes over det ganske land. Han var ved at blive folkets helt. Hans forrykte patriotisme gav sig de mærkeligste udslag, ikke altid lige behagelige for de ansvarlige ministre, som da han forlangte, at hver tiende af de tilfangetagne tyskere skulle skydes. Tscherning måtte temmelig håndfast minde ham om, at han ikke havde noget med krigsførelsen at gøre. Der kom ingen fred i stand, for Danmark ville ikke gå ind på nogen deling og slesvig-holstenerne heller ikke.

Hen ad efteråret blev martsministeriet styrtet af kongen og hans konservative rådgivere, fordi de liberale var bleven stemt for delingstanken. Det var en stor sejr for reaktionen. Ganske vist kom et par liberale, Madvig og Clausen, med i det nye ministerium, skønt de også var for deling, men de var adskilligt til højre for de udtrådte. Om nogen parlamentarisme var der endnu ikke tale. Kongens vilje gjaldt mere end ministrenes, og han havde jo den opfanatiserede folkestemning med sig.

Danmarks politik var nu lænket fast til det urimelige og komplet uigennemførlige: Danmark til Ejderen.

Den ulykkelige krig opslugte al interesse og spærrede for indre sociale fremskridt, og finanserne kom selvfølgelig i stor uorden. Af de lovede indre reformer kom næsten ingen til udførelse. Tscherning fik ført igennem, at en del lettelser for landbostanden ikke blev syltet. Fæsteforholdet for husmænd blev lempet og den middelalderlige rå revselsesret for godsejerne gjort ulovlig. Det var dog kun småting, og I. A. Hansen fastslog med bitterhed, at fæstereformen nærmest var illusorisk, da husmændene i stedet for at indgå fæstekontrakter blev tvunget til at indgå kortvarige lejekontrakter. Den tscherningske sociale omvæltning for husmændene og landarbejderne kom ikke, og den er endnu 100 år efter ikke kommen trods demokratiets udvikling. I løbet af foråret 48 genoptoges de tidligere husmandsrevolter eller optøjer, ganske vist under påskud af at lede efter den ildelidte hertug af Augustenborg, men i virkeligheden for at demonstrere. Disse tumulter affødte et ubetænksomt ministerielt cirkulære, lidt i smag med det berygtede bondecirkulære fra 1845 imod bondeforsamlinger. Det var et misgreb og blev ikke håndhævet, men var ikke pynteligt for det liberale martsministerium. Mens bourgeoisiets første programpunkt, krigen mod Slesvig-Holsten, med stort held var sat igennem, gik det noget mere trægt med det andet, forfatningen, her snublede man lidt i starten. Men noget skulle jo gøres, og i april 48 gav man sig til at behandle problemet, både selve forfatningen og det endnu mere kildne problem, hvem der skulle bestemme herom, altså en valglov. Og her slog klassekampen ud i lys lue.

En Grundlov bliver til under en krig

Efter at enevælden reelt var styrtet i januar 1848, følte det sejrende bourgeoisi sig tilfredsstillet ved at få fire af sine folk ind i det omdannede konservative ministerium, mens »folket« blev holdt helt udenfor. Og samtidig styrtede nu hele nationen, med konge og liberale i spidsen, ind i en krig, hvor sejren forekom dem sikker og løsningen af det uløselige dansk-tyske problem let, når sværdet havde talt. Det andet store liberale problem, en forfatning, voldte derimod lige fra starten lidt mere hovedbrud. Her var nemlig ikke samme enighed, endsige begejstring, som i krigsstemningen. Det gamle reaktionære element omkring konge og hof var foreløbig temmelig lammet af de voldsomme begivenheder, der ligefrem havde truet med revolution, mens de proletariske strømninger, politisk båret af Bondevennernes Selskab og stærkt understøttet af københavnske håndværkere og arbejdere, trak hårdt til venstre. Fra disse sidste lød de hårde krav om almindelig valgret og etkammersystem. De liberale, der nu havde føringen, måtte i denne første frihedsperiode tage mere hensyn til venstrefløjen end til de reaktionære. Når almuen ikke endnu stærkere, end det skete, øvede pres på regeringen og fortsatte den foregående tids revolutionære rejsning ude i landdistrikterne med det formål at få direkte andel i regeringsmagten, hidrørte det væsentlig fra to forhold. Dels den ulyksalige krigspsykose, der efterhånden havde bredt sig ned i bondestanden, og dels, og navnlig, at bondestanden i og for sig ikke nærede nogen dybere kærlighed til en forfatning, der dog ville blive præget af overklassen. Denne deres skepsis blev gang på gang understreget af Tscherning, der havde meget ringe tillid til, at en forfatning kunne yde noget væsentligt til løsning af det for landalmuen altovervejende problem, dets ligestilling med den borgerlige overklasse, eller til gennemførelsen af det endnu vigtigere, det han kaldte »en social revolution«. Her var han og bønderne noget vel stærkt gennemtrængt af forestillingen om, at de store bondereformer fra 1780’erne dog var gennemført under enevælden, en forestilling der fik relief på baggrund af en sund og berettiget skepsis overfor det sejrende, almuefjendtlige bourgeoisis evne og vilje til at videreføre bøndernes sociale krav.

Det var ud fra sådanne betragtninger, at Tscherning i sin tid bekæmpede stænder-institutionen og nægtede at tage sæde her, fordi han mente, at dette skinparlament forfuskede lighedskravet og legaliserede uligheden i folket. Han var inde på, at man egentlig godt kunne klare sig med Griffenfelds kongelov fra 1665, som man kunne udvikle og fortolke. Ministeransvarlighed og folkevilje kunne udledes af den, en folkerepræsentation kunne godt indføres uden en grundlov, ligesom almindelige love til bevilling af indtægter og udgifter kunne udstedes. Hensynet til udlandet spillede her som altid for Tscherning en stor rolle. Navnlig tænkte han på wienerfreden 1815. Der var i hans tanker ikke så lidt af den engelske parlamentarisme uden nogen skreven grundlov.

Martsministeriet måtte imidlertid gå i gang med at forberede en forfatning og nedsatte straks et udvalg, bestående af Monrad, Lehmann, Hvidt og justitsministeren Bardenfleth, der skulle finde frem til et udkast, som så regeringen kunne kigge på. Her blev det afgørende, at det blev Monrad, der kom til at præge dette udkast og dermed selve Grundloven. Han havde i de foregående år skrevet en hel del om forfatning, og den almindelige opfattelse var, at han var medgørlig, konservativ set. Og der var god grund til at mene det. Hans tidligste udtalelser om forfatning, fra begyndelsen af 40’erne viser, at han ønskede magten lagt hos bourgeoisiet og kun der. I en artikel fra 1842 hedder det: »Hæver man skattebeløbet for højt (talen er om at give valgret efter skattebetaling, census), så får enkelte rigmænd magten, og der vil i kammeret blive en overdreven lyst til at bevare det bestående og en stor frygt for forandring. Sænker man skattebeløbet for dybt, synker man ned til den rå og uoplyste masse, hvis liv udelukkende er ofret kampen for livets største fornødenheder, og hvis ånd ikke har fået hvile til at beskæftige sig med fædrelandets anliggender.« Han udvikler videre, at i den kommende rigsdag skal kongen kunne udnævne en række medlemmer på livstid, og medlemstallet af disse skal endog ikke være fast afgrænset, nej, kongen skal have ret til at supplere disse op så meget han vil. Disse udtalelser dækker ved deres foragt for folket og deres ubegrænsede tillid til akademikernes førerstilling i dansk politik helt det liberale bourgeoisis ideologi. Det gærede i hans sensible sind i disse år og han havde sans for det modsætningsrige i tilværelsen. Han var en paradoksets mand. Tidens revolutionære strømning gjorde dybt indtryk på ham, både vor egen proletariske overklassefjendtlige holdning op igennem 40’erne og navnlig februarrevolutionen i Frankrig med dens bølgeslag ud over Europa. Han bliver angst for, at den demokratiske stemning skal berøve bourgeoisiet den magt, det er i færd med at gribe. Han er angst for folket. Og ud fra sådanne følelser er det, at han med paradoksal konsekvens går ind for vidtgående indrømmelser til folket, netop for at bremse det. Og med mægtig styrke går han ind for denne sin idé i sit udkast til en grundlov, langt mere end hans partifæller synes om. Han laver først alene et udkast, for en stor del med den norske grundlov fra 1814, den belgiske og den franske som mønstre, får det gennemset og rettet af udvalget og senere drøftet og rettet af den samlede regering for så som et regeringsforslag at blive behandlet af den senere valgte grundlovgivende forsamling. Men han indskrænker sig ikke hertil. Han går ydermere i gang med en kraftig agitation for den almindelige valgret, i skrift, i tale og ved personlig kontakt med sine mere moderate standsfæller og ved arbejde bag kulisserne. Almindelig valgret blev det afgørende, det der skilte vandene. Mærkelig nok var almindelig valgret i sin konkrete form først meget sent kommet ind i den almindelige diskussion. Man foretrak i de liberale kredse at bevæge sig i abstraktionen, i almindelige frihedsvendinger.

Første gang det sættes på dagsordenen er d. 3. marts 1848 i en artikel i Fædrelandet af Tscherning. Fra nu af kunne det ikke tages af dagsordenen. Det kunne bare forfuskes. Men Monrad har æren af, at dette fundamentale princip blev gennemført, og mens næsten alle hans standsfæller faldt fra og beklagede denne demokratiske udvikling, forsvarede Monrad det til sin sidste stund. Det er med fuld ret, at senere radikale har hyldet ham herfor, som selve Hørup i en stærk tale ved hans død og som dr. Munch i sine historiske studier. Men problemet Monrad er ikke så lidt mere indviklet. Monrad var hverken for samtiden eller for eftertiden nem at blive klog på. Han formede alt det demokratiske i Grundloven og meget, der ikke kom deri, og så var han slet ikke demokrat i vor forstand, heller ikke i Hørups, og nogen samfølelse med almuen, sådan som Tscherning havde, ejede han ikke. Det forvirrer, når han siger, at han »vil benytte det revolutionære middel, almindelig valgret, i konservatismens tjeneste, da det er det sikreste middel til at bevare statens institutioner og den sociale ro og den sikrer mod spænding i samfundet.« Det er først da bønderne er rykket indenfor den politiske horisont og lidt udannet har sat foden i døren, at Monrad nødes til at tage hensyn til dem. Når han i sit valglovsudkast ønsker at tage husmændene med, begrunder han det med, »at deres hengivenhed for og afhængighed af godsejerne får dem til at stemme konservativt.«

Mange år efter skriver han: »Selv om man er modstander af massen, selv om man ønsker at bekæmpe den, står det klart for en praktisk politiker, at det bedste våben mod en modstander er at fyldestgøre hans retfærdige krav. Vel er det så, at den almindelige valgret kan åbne veje for misbrug, men den synes tillige at afgive det bedste værn imod revolutionens bevægelser. Når arbejderstanden på konstitutionel måde kan gøre sine ønsker gældende, behøver den ikke at gribe til revolution.«

Her er vi ved Monrads ledende politiske tanke: at imødekomme proletariatet i tide, for at undgå revolution. Han frygter demokratiet. Han vil pacificere det. Man glemmer ikke, at der var politisk jordskælv over Europa på denne tid, Monrad glemte det ikke. Også Marx og Engels forudså voldsomme sociale revolutioner i disse år. Ved en række politiske møder af mere intim art i sommeren 1848 på hotel d’Angleterre agiterer Monrad ivrig for sit udkast og lægger tvivlerne stærkt på sinde, »at den franske nationalforsamling i 1848 kun i kraft af sit brede valggrundlag havde været i stand til at modstå den kommunistiske bevægelse og frelse både Frankrig og den civiliserede verden fra barbari og undergang.« Der er ikke så lidt her, der minder om Bismarcks valgpolitik en menneskealder senere. Endelig var han inde på, at en frisindet forfatning ville knytte os til vestmagterne og hjælpe os i vor krig, der efterhånden ikke syntes sejrsikker. Mens Monrad på den ene side måtte bestå en hård kamp imod sine liberale standsfæller for at gøre dem de demokratiske forfatningsprincippers nødvendighed indlysende, var han på den anden side både oprørt og ængstelig over landalmuens pågående hårde demokratiske krav. I et brev til Tscherning beder han ham medvirke til, »at bønderne gik mere moderat til værks.« »Almuevennen,« siger han, »gør i sin blinde fremfusenhed demokratiet (han mener de liberale) stor skade.« Han kom dog ved sine bestræbelser for at sikre menigmand valgret i høj gunst i bondekredse, og det kom også på tale at se at få ham med i Bondevennernes Selskab. Men så langt kunne han ikke strække sig. Han frygtede som han sagde, »at bevægelsen kunne frigøre revolutionære kræfter, der bortskyllede rettens og retfærdighedens grænse«. Samtidig mente han, og her kommer et nyt paradoks, at godsejerne havde krav på en vigtig stilling i dansk politik, »men de skal ikke vælges af deres standsfæller, men af hele folket«. Hans frygt for revolutionen gjorde også, at han i grundlovsudkastet indsatte en løfteparagraf om en løsning af landboproblemerne, for som han udtrykte sig »at forhindre de vidtløftige bevægelser med hensyn til landboforholdene«. Med moderne ord vil det sige, for at undgå sociale rystelser. Atter hans frygt.

Selvfølgelig var han også inde på den endnu i vore dage almindelige liberale frase, at Rigsdagen var det idéerne, der skulle brydes og ikke klasserne, mens han tumlede med planer om at lade landstinget bestå udelukkende af embedsmænd og godsejere; men denne sidste tanke droppede han brat, da han opfattede alvoren i bondevennernes påbegyndte agitation imod de kongevalgte. Dette at give godsejerne en fortrinsstilling i dansk politik glemte han aldrig. Det sysselssatte ham atter og atter, og så sent som under Estrups godsejerdiktatur, der ængstede ham en del, formildedes han dog ved, at det var godsejere, der stod for diktaturet. Demokrat var han slet ikke. Det var den bydende nødvendighed, som han opfattede den, der førte ham til forsvaret for den almindelige valgret. Men man kan trygt sige, at uden »gadens parlament«, presset fra husmændene i 40’erne og angsten for den lige overståede franske revolution havde vi ikke fået en frisindet grundlov.

Hvis man vil anskueliggøre Monrads stilling i datidens politik med en henvisning til nutiden, falder det let at sammenligne ham med Christmas Møller. Begge lidenskabelige politiske begavelser, begge fanatiske liberalister med lyst og anlæg for det høje spil. Også Christmas Møller dreves af en paradoksal trang til at befæste kapitalismen ved større indrømmelser til folkets brede masser, end hans parti kunne se nogen fornuftig mening i, også han bevægedes af samme nagende angst for, at en revolution skulle vælte både kapitalisme og parlamentarisme. Hos dem begge førte denne politik til, at de blev isoleret fra deres parti, uden at masserne af den grund fik rigtig tillid til dem, en naturlig ting, da det der førte dem henimod demokratiet var angst for demokratiets konsekvens.

Mens Monrad med frisk mod gik i gang med at lave en temmelig demokratisk grundlov, blev det i første omgang hans partifælle Orla Lehmann, der bremsede ham. Lehmann skriver om denne tid i et brev til Tscherning mange år senere: »Fremfor noget menneske, også fremfor Dem, er det Monrad, hvem den ægte demokratiske surdej i vor forfatning skyldes«, og han tilføjer lidt vranten: »Jeg nægter ikke, at det ville stemme mere med min smag, når tyngdepunktet i forsamlingen rykkede lidt mere til centrum«. Han mente, at almuen havde fået lidt for meget albuerum. Med centrum mener han de liberale. Efter martsdagenes brus gled Lehmann ret hurtigt over i konservativ retning. Men selv i de første berusende dage måtte han altså til at bremse Monrad.

Et par eksempler på Monrads demokratiske friskhed i udkastet skal nævnes. Han har formet paragraffen om, at censur ikke mere må indføres. Den blev strøget af regeringen, men rigsforsamlingen satte den igen ind. Han foreslog, at fængsling af rigsdagsmænd kun måtte ske 14 dage før og efter en samling. Det blev strøget. Paragraffen om Rigsdagens ukrænkelighed findes ikke hos Monrad, heller ikke noget om, at rigsdagsmænd kun skal være bundet af deres overbevisning og ikke af forskrift fra vælgerne. Det stammer også fra Monrad, at den dømmende myndighed skal skilles fra den udøvende. Det blev slettet af regeringen, men atter sat ind af rigsforsamlingen. Bestemmelsen om, at der skal gives dommerkendelse for en frihedsberøvelse over 24 Timer, havde Monrad formet således, »at en politimester, der lader en borger fængsle mere end 24 timer uden dommerkendelse, skal fradømmes sit embede og idømmes straf«. Det lyder straks mere betryggende. Han havde formet en række bestemmelser om jordreformer, som at al på jord hvilende privat afgift og al tiende skal kunne kræves afløst mod fuld erstatning, at hoveri og pligtarbejde ikke måtte betinges som vederlag for hus til brug eller til leje. Og ved første rigsdag skulle der forelægges forslag om fæstes overgang til selveje og om hoveriets afskaffelse. Det var lige netop det, som hele bondestanden kunne tænke sig at trampe hårdt i gulvet for at opnå, men det var også netop det, som de reaktionære i landet kaldte for kommunisme. Det blev selvfølgelig strøget. Derimod blev det stærkt understreget, at ejendomsretten var ukrænkelig. Han havde et forslag om lens- og stamhuses overgang til fri ejendom i en langt kraftigere form end det, der kom ind i Grundloven. Hans formulering af religionsfrihed var også betydelig mere klart frisindet end den blivende paragraf. Hans ord om titler, rang og adel blev kendelig svækket, og hvor man ikke fandt hans ord overfor majestæten høflige nok, som hvor der er tale om at sikre Rigsdagen imod kongens overgreb, og om at beskytte borgerne mod embedsmands-vilkårlighed, der blev de dæmpet ned. Det er interessant at se, at Monrad, forgæves ganske vist, søgte at ophøje en hel del liberale principper til grundlovsbrud og få sikret deres gennemførelse i en nær fremtid. Det var nemlig hans agt, at den nye grundlov aktivt skulle medvirke til en gennemgribende ændring af dansk lovgivning med en hidtil ukendt personlig frihed og økonomisk lighed. Men her mødte han afgjort modstand hos ministeriets flertal, også hos sine egne. Man må erindre, at mens grundlovsudkastet var under behandling, var den reaktionære stemning ude i Europa stigende, noget der gjorde de fleste liberale mindre liberale.

Tscherning fik som krigsminister hurtigt hænderne fulde med at organisere og føre den ulyksalige krig og fik ikke megen lejlighed til at arbejde med på udkastet. Men trods det har hans konservative modstander, David, uimodsagt i den grundlovgivende forsamling udtalt, at Tscherning måtte antages at have haft en meget stor andel i udkastets tilblivelse. På et punkt, og det på et meget vigtigt punkt, ved vi, at Tscherning fik den væsentligste indflydelse. Det var om finanslovens stilling og behandling på Rigsdagen. Her fik Tscherning mod både liberal og konservativ modstand sat igennem, at finansloven skal behandles i Folketinget straks og ved en generaldebat og ikke behandles fortroligt i en komité.

Masserne var dengang ikke klar over, at en revolution skal befæstes. Efter at martsministeriet af nationale grunde var* fældet af kongen i november 1848, gik det jævnt og støt ned ad bakke med dansk demokrati i et par menneskealdre. Når alligevel så meget blev reddet, skyldes det, at Monrad havde plantet fanen langt fremme. Da reaktionen imod hans udkast satte ind, og da navnlig de to betydende liberale Hall og Krieger fik betænkeligheder, gik det op for Monrad, hvor langt fremme han var, og han udbrød: »Hvilken panisk skræk har dog ikke på engang grebet flere samfundsklasser! Det er ejendommen, der er i fare, købstædernes interesser, der er i fare! Fædrelandets velfærd, der står på randen af en afgrund!« Ordene er ikke for stærke, det man frygtede, var nemlig »krænkelse« af den hellige ejendomsret og ligheden med den foragtede bondealmue.

At der nedfældedes en dyb skepsis hos almuen ved de liberales krumspring, er naturligt. I. A. Hansen siger med bitterhed: »Det aristokrati, som folkets masse nu her til lands har mest at befrygte, det er åndsaristokratiet og pengearistokratiet, som i forening stræber efter at tilegne sig magten, og som også vil tilegne sig den, hvis folket ikke passer på og til rette tid sætter en pind derfor«.

Her synes at være en klar forståelse af, at der i samfundet skete den ændring, at magten gled fra den gamle jordejende feudaloverklasse over til industri- og handelskapitalen. Den unge socialist Frederik Dreier sagde det endnu skarpere, at »den nye grundlov vil befæste bourgeoisiets magt over arbejderne.« Desværre døde denne strålende begavelse som ganske ung. Meget i hans rationelt materialistiske socialisme tyder på, at netop han ville have magtet at give disse forestillinger et marxistisk udtryk, hvis han var kommen i forbindelse med Marx og Engels.

Det er betegnende for den ulmende forståelse af selve klassekampen, at mens de almindelige og delvis abstrakte bestemmelser i grundlovsudkastet ikke gav anledning til særlig oprivende diskussioner, hverken imellem de få helt indviede eller i folket, der hverken var særlig indviet eller rejste krav, så kom der ganske anderledes bølgegang, da selve valggrundlaget for den forsamling, der skulle vedtage Grundloven, kom til forhandling. Alle parter følte instinktivt, at her lå det egentlige problem, noget Tscherning tidligt havde sat fingeren på, når der taltes forfatning. Det er klart, at den forsamling af levende mennesker, der er valgt til at træffe afgørelser, betyder mere end de skrevne retningslinjer, der altid kan fortolkes, og rent faktisk altid bliver fortolket efter den stærke parts interesser.

Da almindelig valgret som princip var lagt fast under den liberale begejstringsrus i martsdagene, presset frem af bondevenner og københavnske småborgere og praktisk udformet af Monrad, måtte de konservative kræfter i første omgang affinde sig med det uundgåelige. Men takket være de liberale grossereres og professorers betænkeligheder, gik de gamle durkdrevne reaktionære jurister, støttet af fremtrædende liberale, snart over til angreb. De fandt på fidusen at anerkende almindelig valgret, men samtidig lade kongen, den nu så folkekære, vælge et antal af Rigsdagens medlemmer, mod at de så til gengæld helt frafaldt deres krav om census, dette at lade skattebetaling være afgørende for stemmeret. Tanken om kongevalgte i den grundlovgivende forsamling fandt en god modtagelse i regeringen, men her slog nu Tscherning bak med fynd og klem. I et statsrådsmøde optrådte han meget stejlt, »her viger jeg ikke en tomme,« sagde han. Alle hans ministerkolleger stod ham dog imod, også Monrad; men Tscherning anså sagen for så vigtig, at han truede med at sprænge regeringen ved at gå af. Dette ville på daværende tidspunkt have været nær ved en katastrofe, nu da krigen var brudt ud, og Tscherning måtte anses for uundværlig som krigsminister, og han lod sig da affinde med at få sin protest indført i statsrådsprotokollen. Ærlig talt, så havde Tscherning på dette tidlige tidspunkt endnu ikke nogen stærk stemning for sit standpunkt ude i befolkningen, bortset fra de bevidste bondepolitikere. I stænderforsamlingerne, der skulle tage stilling til dette spørgsmål, var der i Roskilde kun 16, der fulgte Balthazar Christensen heri og i Viborg kun 1. Men nu rejstes kampen, som fik en uhørt skarphed og Neergård kan med rette i sit værk »Under JuniGrundloven« sige, at »der faktisk udløstes en ren klassekamp i stedet for en kamp om idéer.« Ude i landbefolkningen begyndte nu Balthazar Christensen, Gleerup og I. A. Hansen en række agitationstogter, og fra Bondevenneselskabet udgik parolen: »Ingen stemme til nogen kandidat, der går ind for kongevalgte, selv om han er nok så meget bondeven!« Selv Tscherning syntes, at man var ved at sætte det lovlig hårdt på spidsen, da man kunne risikere at få valgt konservative i stedet for bondevenner, hvad da også skete. De københavnske radikale kom i kog og skældte det ellers så lovpriste martsministerium ud for forrædere, og de blev endnu mere yderliggående i deres krav om et-kammer, pressefrihed, almindelig valgret og dybtgående sociale reformer.

Alliancen mellem de radikale demokrater og de liberale fik et knæk, som de gamle reaktionære udnyttede med taktisk dygtighed. De snu rotter Ørsted, David og Algreen-Ussing, der havde dukket nakken under martsdagene, rejste nu igen hovedet og vejrede morgenluft. De talte byinteresser imod bondevennerne, de underbyggede håndværkernes frygt for den fri konkurrence og ikke mindst hetzede de imod Tschernings principielle krav om indførelse af almindelig værnepligt, der jo pålagde bybefolkningen lige militærbyrder med bønderne. Og de fik al tænkelig åndelig hjælp. Biskop Mynster manede tanken om almindelig valgret i jorden med alvorsord: »Der er een klasse, der får et alt for stærkt fortrin, og det er proletarernes, eller deres der uden at kunne eller ville det, påtager sig at sørge for en familie, mennesker hos hvilke man for det meste kun vil vente interesse for deres egen klasse, men ikke for staten.« Denne kirkens mand blev ikke bare af sin samtid, men indtil en sen eftertid anset for en ånds- og kulturpersonlighed af højeste rang. Men Grundtvig lå på samme linje. »Den almindelige valgret,« sagde han, »hører ikke til de utabelige menneskerettigheder eller til de umistelige borgerrettigheder eller til de uundværlige folkefriheder.« For ham var det eneste saliggørende retten til at tro, tænke og tale. Når den var sikret, kom alt andet ganske af sig selv.

I løbet af sommeren blev så valgloven til rigsforsamlingen vedtaget af martsministeriet og valgagitationen kunne begynde. Spændingen var stor. Ganske vist havde de liberale intellektuelle en usvigelig fortrøstning til, at deres »dannelse«, som de evig og altid påberåbte sig, nok skulle imponere den gemene mand, men bondevennernes hadefulde klassekamp var nu alligevel højst ubekvem. Et par sikre stik havde de i baghånden, først de kongevalgte, hvis udnævnelse de naturligvis havde stor indflydelse på, da de var med i regeringsmagten, men endelig stod som en yderlig hjælp de konservative, som de dog trods al diskussion var socialt nøje forbundet med.

Den gamle bondeven, fabrikant Drewsen, der trods sin uldenhed havde stået i høj gunst hos bønderne, men nu holdt på de kongevalgte, måtte efter parolen finde sig i, at han i sin valgkreds fik en modkandidat, og det blev Tschernings gamle ven, gårdmand Jens Gregersen, der valgtes med 779 stemmer. Drewsen faldt med et brag, idet han kun fik 30 stemmer. Det var et varsko til professorpartiet inde i København. Men det skulle blive værre endnu. I Præstø var opstillet den liberale teologiske professor H. N. Clausen, der var en anset politisk høvding, men han var også undsagt af bønderne, fordi han var kongevalgstilhænger, men endnu mere fordi han ikke ville gå med til tvangsafløsning af det forhadte fæsteforhold. Bondevennerne stillede så op imod ham en af Peder

Hansens betroede mænd, en fattig væver og husmand, Hans Hansen fra Mern. Og hermed indledtes en episode, der med nådeløs skarphed afdækkede klassekampen. Præstø-kredsen var tilbunds gennemagiteret af Peder Hansen, men den var tillige sæde for en modbevægelse, en grundtvigsk vækkelse, der henvendte sig til den velhavende del af gårdmandsklassen og proprietærerne. En af Grundtvigs nære venner, pastor Peter Rørdam fra Mern, der stod i særlig gunst hos den religiøst geskæftige enkedronning Caroline Amalie, forsøgte til at begynde med, som sjælehyrde, at formå væveren til frivilligt at trække sig tilbage. Argumentet var, at væveren dog var udannet, mens professoren både var dannet, landskendt og frihedsmand, som det måtte være en stor ære for menigmand at få lov til at stemme på. Forgæves, for væveren havde nu engang fået i hovedet, at solidaritet med sine klassefæller var mere værd end dannelse. Så måtte der forsøges med krassere midler. Og så fandt præsten sammen med en præst fra Præstø ud af, at en tilsvining af væverens privatliv ville give bonus. De gik nu væverens fortid igennem og fandt frem til, at han som ung væversvend en tid havde logeret i et hus i København, hvor der boede en ludder, og at han tillige havde spillet kort i en tarvelig beværtning og endelig, at han en tid havde været arresteret som mistænkt for tyveri, ganske vist løsladt, da han var uskyldig, men alligevel! Alt kunne bruges, og præsten lod trykke en pjece derom og uddele som valgmateriale. Mens den ene præst brugte det på valgtribunen, understregede Rørdam som formand for valgbestyrelsen beskyldningernes alvor. Væverens tale var saglig og behersket, og han red stormen af i første omgang, idet han blev valgt med 570 stemmer imod professorens 330. Efter valghandlingen blev de tilstedeværende bønder pebet ud af byen af de opfanatiserede byboere. Et forargelsens brøl rejstes ud over det ganske land. Hele overklassen var rystet i sit inderste. Godsejerne talte om kommunismens ankomst. For bourgeoisiet blev det en bekræftelse på, at bondestanden ikke var moden til deltagelse i statslivet. Kun få holdt hovedet koldt. En af dem var digteren Aarestrup, der fra sin lægegerning på landet på Lolland opmærksomt havde fulgt demokratiets vækst. Han skrev et digt, der giver udtryk for en fordomsfri mands tanker om denne klassekamp:

I kløgt og talekunst en højlærd mester, friheds abstrakte ven, der uforfærdet med kristen anstand længe førte sværdet mod enevold og ortodokse præster.

En fattig djævel, ej engang en fæster, en bomuldsvæver i en røn bag gærdet, ved smudsig dont fornedret og forhærdet, undsluppen nylig varetægtsarrester.

Vælg, danske folk! vælg en af disse tvende!

Den sidste valgte du. Man må bekende,

Han er din sags naturlige forfægter

Du møder fast personlig selv for skranken.

I valget er en hævn, en hån i tanken, en bitterhed, hvis ret jeg ej benægter.

Væveren og hans nærmeste venner blandt de små kom nu ud for et meget hårdt pres, ganske særligt fra de grundtvigske kredse. Bondevennerne, der havde sine bekymringer med at få halet en antagelig grundlov i land, blev efterhånden klar over, at hetzen imod væveren ville blive fortsat indenfor rigsforsamlingen, og deres agitationsleder Balthazar Christensen fandt sig af taktiske grunde foranlediget til at trække væveren tilbage. Goldschmidt tilråbte de liberale: »Mine herrer forfatningsvenner, tager jer iagt! I har proklameret stemmerettens majestæt - den bliver kun til en sandhed, hvis man respekterer den!«

Der skulle nu udskrives nyt valg, og her melder nu selveste Grundtvig sig som kandidat, efter at han og Clausen i stor venskabelighed havde talt sammen om, hvem af dem der skulle trække sig tilbage for den anden. Trods alle deres tidligere religiøse klop-fægterier dem imellem, var de dog, når alt kom til alt, af samme race overfor proletaren. Alle gode kræfter lagde sig nu i selen, ikke bare de grundtvigske præster med Rørdam i spidsen, men Grundtvigs nære venner blandt godsejerne, som herregårdsfruen på Rønnebæksholm, hans senere hustru, og de fine folk fra Iselingen og Nysø i fuld samdrægtighed med byens reaktionære. Efter sit valg siger Grundtvig i en proklamation, at han i modsætning til væveren ikke er repræsentant for en enkelt klasse, men for det hele folk. Mindre kunne ikke gøre det, skønt han i virkeligheden var repræsentant for en anti-demokratisk koalition. Hans højttravende ord om frihed for Loke som for Tor blev for lejligheden glemt. Han så med største sympati på, at Loke blev knaldet for selv at kunne indtage hans plads.

Det er værd at lægge mærke til, at hvor husmandsagitatorerne havde gennemagiteret hjemmene, valgtes næsten lutter bondevenner, som i de sydlige 5 sjællandske amter, mens Frederiksborg amt, hvorhen de ikke nåede, kun nåede at få valgt en bonde ind i en af de 6 kredse, de andre fem valgte liberale intellektuelle. Konservatismen havde sit stærke tilhold i byerne, som de bevarede ligetil socialdemokraterne vandt frem. Balthazar Christensen, der valgtes i Nakskov, fik fra selve byen kun 1 stemme. Af selvejerne på landet stemte 50 % på ham, men af fæstere 91 % og af husmænd 94 %. Det taler tydeligt for valgets sociale karakter.

Denne grundlovgivende forsamling, der nu skulle give landet en forfatning, fik fra starten en social slagside i konservativ retning, takket være de kongevalgte. Det lykkedes således de konservative ved de kongevalgtes hjælp at få 54 medlemmer, de liberale 43 og bondevennerne 47. En lang række betydende personer, der i mange år havde været i forgrunden i det offentlige liv, fik sæde. De konservative gamle ledere som Ørsted, Ussing, David, professor Bang, godsejerne Scavenius og Neergård og grev Sponneck, de liberale praktisk talt alle deres førere, »Fædrelandets« mægtige redaktør Carl Ploug, de højtstående jurister Hall og Krieger, officeren Andræ, professorerne Schouw, Madvig og Clausen og nationalbankdirektør Hvidt, bondevennerne Tscherning, Gleerup, I. A. Hansen og Balthazar Christensen. Grundtvig stod for sig selv.

Grundlovens fødsel var vanskelig og ikke smertefri

Den grundlovgivende forsamling var nu valgt, og det blev denne på nogenlunde almindelig valgret hvilende »rigsdag«, der skulle bestemme forfatningens indhold og form. Det varslede ilde, at den almindelige valgrets princip allerede i starten var krænket derved, at kongen og ministeriet under højlydte protester fra proletariatet havde fået trumfet igennem, at kongen forbeholdt sig retten til at besætte XA af pladserne, naturligvis næsten udelukkende med overklasserepræsentanter. Kun et par enkelte bonderepræsentanter blev på denne måde taget med, deriblandt Tscherning, efter at han var gået af som krigsminister. At Monrad kunne anbefale kongevalgte samtidig med, at han kæmpede hårdt for almindelig valgret, er et typisk udtryk for hans tvedelthed. Ved forsamlingens åbning meddelte statsministeren A. W. Moltke, at en forfatning for Slesvig ville blive forelagt engang efter krigen, og da i forening med slesvigerne. Dertil kom det nu aldrig. Til formand valgtes den liberale professor Schouw; ved valg af viceformænd fik den liberale professor Clausen 83 stemmer, Tscherning 46. Disse tal giver nogenlunde over- og underklassens styrkeforhold i forsamlingen.

I november kom regeringen ud for en krise, og de liberale, der havde givet ministeriet et skær af folkelighed, blev trængt ud. For Monrad og Lehmann var grunden, at de under krigens skæve gang blev nødt til at indrømme, at en deling af Slesvig var den eneste fremkommelige udvej. Men de havde ikke mod til at tage konsekvensen af dette standpunkt, vovede ikke at retlede folket, som de selv havde hidset op til Slesvig-hjem politikken, og den nu fanatisk dansk-nationale konge og hans reaktionære omgivelser benyttede denne situation til at skaffe sig en mere konservativ regering. Grundtvig og Flor var særlig ivrige her. Også Tscherning måtte forsvinde. Han havde nu aldrig lagt skjul på sit temmelig pessimistiske syn på krigens udfald eller på den forrykte Ejderpolitik, men ikke bare af denne grund måtte han fjernes, men også fordi han var en torn i øjet på hele overklassen og ganske særlig officersstanden for sit sociale syn og politiske demokrati. Særlig Grundtvig var ophidset, og i den nye rigsforsamlings første møder gik han helt over gevind i sine angreb på Tscherning og i et opsigtsvækkende møde tørnede disse to modsætninger sammen, hvor dog Grundtvigs beskyldninger imod Tscherning for hans »mistillid til den danske kraft, den gode danske sag og den danske lykke« var så aldeles urimelige og luftige, at Tscherning i en stor tale, der påhørtes med den største lydhørhed tilbageviste alle beskyldninger og fik forsamlingens udelte bifald, skønt mange var hans fjender. Grundtvigs angreb faldt helt til jorden. Men Tscherning faldt som minister.

Det omdannede ministerium, novemberministeriet, følte sig dog forpligtet til at forelægge det forslag til en grundlov, der forelå udarbejdet. Det var som nævnt afgjort præget af Monrads udkast, der først var kæmmet for en del radikalisme af Lehmann, senere af den samlede regering. Det væsentlige i forslaget var almindelig valgret; men det var også i flere andre henseender langt mere radikalt, end bondevennerne havde turdet håbe. De fleste borgerlige havde allerede fra begyndelsen meget store betænkeligheder ved det. Monrads agitation havde ikke overbevist dem alle om, at revolutionsfaren krævede så store indrømmelser til menigmand. Frygten for revolution lå dem ganske vist endnu i blodet, men der var jo dog tydelige tegn til, at reaktionen ude i verden var ved at tage sig sammen, og herhjemme syntes det som om de rebelske husmænd var ved at falde til ro. Men de fleste af de liberale var endnu besat af den forestilling, at en vis frihed til almuen ikke var til at komme uden om, og at noget måtte betales for at få den fornødne hjælp til at befæste sin egen magtposition under de uvante politiske forhold. Professor Krieger, en af de førende liberale og valgt til ordfører under grundlovsforhandlingerne, siger mere fortroligt en dag til Monrad: »En virkning af revolutionen er aldeles klar, valgloven må være meget liberal, ellers er fanden løs.« Problemet kom for de liberale til at ligge sådan, at det rent formelle med frihed måtte sættes på prent, men i praksis skulle bourgeoisiets overvægt sikres. JuniGrundloven kom aldeles ikke til verden som et udtryk for et enigt folks jublende begejstring. Fra første færd tegner den sig som en hård, oven i købet meget hård kamp mellem klasser, og al senere rigsdagstradition med gruppekampe, kompromiser, overrumplinger, fiduser, overløberi osv. finder vi fuldt udviklet fra starten.

Mange krumspring blev lavet for at narre menigmand, så han kunne bevare troen på, at han havde et ord med i laget, mens han faktisk blev snydt. Der lød straks de sædvanlige røster om, at man måtte have visse garantier for intelligens og faglig dygtighed, men valgretsindskrænkninger ad denne vej måtte dog opgives. Så var der mere gehør for kravet om at bevare en vis indtægtsgrænse og formuegrænse som grundlag for valgretten, da denne indskrænkning var velkendt fra stænderforsamlingerne. Der var naturligvis ikke megen logik i at indrømme almindelig valgret og samtidig indskrænke den. Det var efter formlen: vi anerkender almindelig valgret, -- men alligevel! Et eller to kamre var der stærkt diskussion om. Mange holdt på et-kammer, både liberale som Andræ og konservative som professor J. E. Larsen, men begge krævede stærke konservative garantier, som bondevennerne aldrig ville gå med til. Disse holdt længst muligt fast ved et-kammer med almindelig valgret uden indskrænkning. Under debatten herom drog bondevennerne princippet almindelig værnepligt med ind. Det var noget, der hidsede lidenskaberne op næsten mere end Grundloven. Almindelig værnepligt var ganske vist indført rent administrativt af Tscherning under krigen sommeren 1848, men bondevennerne ønskede, at rigsforsamlingen skulle lovgive herom med det samme. Det trak nemlig ud med Grundloven, og af krigsmæssige grunde blev det nødvendigt at få gjort rent bord her, og rigsforsamlingen måtte derfor udstede en lov derom i februar 49. Bondestanden følte med rette, at hermed var et forhadt klassestempel taget af dem, og at de nu fik erhvervet en menneskeret. Tscherning, der var ophavsmand til denne lov, anså den for lige så vigtig for bondealmuen som almindelig valgret. Grundtvig var den eneste, der til sidst gik imod denne lov. Han ejede ikke sans for almuens sociale frigørelse, ligesom han ikke agtede den faglige soldateruddannelse for noget i sammenligning med den frivillige og med »folkeånden«. Han hævdede, at »det var tilstrækkeligt at stole på det danske folks fædrelandskærlighed, den danske bondes mageløse frivillighed.« Han var imod enhver tyran, sagde han, »enten han kalder sig Napoleon eller lighedsprincippet.« Tscherning fik her ikke alt, hvad han havde ønsket. Hans gamle idéer om en folkevæbning, en slags hjemmeværn, med en mindre, men stærkt mekaniseret »centralhær« som kærne, vandt ikke gehør. En indrømmelse til de velhavende var det, at det blev tilladt at »stille« for sig. Dette gik I. A. Hansen stejlt imod af demokratiske grunde, men de andre bondevenner bøjede sig her. Når Tscherning senere udtalte sig om værnepligtsloven, sagde han, »at vel er den ikke ideel, men den har dog ødelagt klassefølelsen.« Det var noget meget centralt i al hans politik.

Når man nu 100 år efter iagttager diskussionen om den nye forfatning, bliver man slået over, hvor moden navnlig demokratiet tager på de store problemer og over, at det lykkes hurtigt at få netop det centrale sat i forgrunden. Vi så det allerede under valgene til rigsforsamlingen, hvor bondevennerne straks og voldsomt rejste protesten imod de kongevalgte. Vi ser det ved, at almindelig valgret stilles i centrum og ved gennemførelsen af værnepligtsloven.

Spørgsmålet om republik kom ikke til at foreligge her i landet, navnlig fordi Frederik d. 7. forholdsvis hurtigt faldt til føje. Alle politiske grupper havde deres egen måde at tage kongen til indtægt på, lidt vel naivt af demokraterne, som det snart skulle vise sig.

Selv efter antagelsen af almindelig valgret som princip var der blandt dens tilhængere en række problemer at løse. 1) skulle valgene være direkte eller foregå indirekte ved valgmænd, 2) valgret ved 25 eller 30 år, 3) tyendets valgret, 4) skulle rigsdagsmænd have diæter. Senere kom det meget vigtige, om det skulle være et eller to ting og i sidste fald, om disse skulle være ensartede eller forskellige. Det blev det sidste punkt, landstingets sammensætning, der blev det vigtigste og nær havde sprængt det hele. At få diæter, rigsdagsløn, lyder nu ret selvfølgeligt og var det også dengang, var tilmed lovfæstet i stænderforsamlingen for dens medlemmer. Når de konservative førte det ind i diskussionen og kæmpede stærkt imod diæter, var det naturligvis, fordi de var klar over, at ingen almuesmand var i stand til at være rigsdagsmand uden diæter og derfor ville være tvungen til at overlade hvervet til en mere velhavende, noget som de liberale var helt indforstået med.

Allerede på et tidligt tidspunkt af forhandlingerne rejste der sig røster for at lade hele forfatningsproblemet ligge til krigen en gang fik ende. Det var navnlig indenfor de liberale, man mente, at bourgeoisiet ville stå stærkere, jo længere man trak tiden ud. Både Krieger og professor Clausen slog på de strenge. Bondevennerne var klar over denne fare og blev ikke lidt nervøse, men det lykkedes at klare det skær. I det grundlovsudvalg, der straks nedsattes til en mere indgående behandling af forslaget, og som Krieger blev formand for, sad 9 liberale, 5 konservative og kun 3 bondevenner. Der var allerede heri et fingerpeg om, hvorfra vinden blæste. De bånd der med besvær var knyttet mellem bønderne og det københavnske bourgeoisi var bleven tyndslidt, og der knyttedes daglig nye mellem de liberale og de konservative.

Diskussionen om grundlovsforslaget gik højt i pressen, og propagandaen for de forskellige synspunkter gav sig også den gang udtryk i adresser. De velstående håndværksmestre, der var meget konservative, samlede underskrifter på en såkaldt »oldermandsadresse«, udgået fra byerne. De ville have sikkerhed for, at byerne ikke blev »overvældet« af landboerne, »hvis lavere åndelige standpunkt« de frygtede. En forening af kristne konservative fra København protesterede imod grundlovsforslaget, som »ville undergrave monarkiets grundvold og bringe staten i en mellem anarki og despotisme svævende tilstand.« Københavns borgerrepræsentation, der var behersket af grosserere, rettede en appel til regeringen om både at befri dem for det frygtede og foragtede landbodemokrati og tillige fra hvad de kaldte »den egentlige arbejderklasses indflydelse.« De kendte ikke den moderne reaktions slagord: flertalsdiktatur. Det var de samme grosserere, der VS; år tidligere, i de revolutionære martsdage, gik i spidsen for folketoget og krævede ret for folket og truede kongen med »fortvivlelsens selvhjælp«, hvis han ikke makkede ret. Den »egentlige arbejderklasse« havde nemlig også rørt på sig, egentlig ganske stilfærdigt, idet de københavnske håndværkssvende, »oldgeseller og ladesvende«, som de kaldte sig, samlede sig om en adresse, der gik imod mestrenes og grosserernes og krævede almindelig valgret. Ude omkring i provinsen gik der også adresser, og her var det demokratiet, der opnåede flest underskrifter. Selv om bønderne stort set stod samlet om valgretten, var der tegn til en splittelse hos dem. De jyske bønder stod langt til højre for øernes. I rigsforsamlingen hører vi den kendte og forroste gårdmand Ole Kirk stå op og give de konservative spidser ret i, at bønderne endnu ikke var »modne« til at få valgret. En anden, Christen Eriksen, gik imod almindelig valgret under henvisning til en strejke, der nylig havde været i København. »Jeg ved ikke,« siger han, »om man ikke kan sige, at man ligesom havde lugtet kommunismen.« Disse bønder havde ikke bare hørt disse toner i de fine kredse, men de var tillige udtryk for en ret bevidst afstandtagen fra deres tidligere klassefæller, husmændene og landarbejderne. Den ansete juridiske professor J. E. Larsen siger i rigsforsamlingen: »Almindelig valgret er en stor fare for, at landets formue gives i den besiddelsesløse masses hænder, det er kommunisme eller almindelig plyndring under legale former.« Finansmanden, professor David gav disse for os så kendte skatteborgerord en skarpere brod ved at sige: »Læren om almindelig valgret og om kommunisme var af et og samme udspring.«

Man vil se, at kommunistforskrækkelsen er lige så gammel som Grundloven. Carl Ploug, der endnu stod på et liberalt standpunkt, siger trøstende til David, at »den almindelige valgret i Frankrig netop havde knust kommunismen dér.« Det var lige Monrads argument for almindelig valgret. Men David svarer hertil, mere rammende og marxistisk end han havde nogen anelse om, »at de fattige anser staten for en indretning, vilkårlig indrettet for de riges skyld.« Det var på samme tid det kommunistiske manifest blev udarbejdet, men dets tanker endsige indhold var naturligvis ganske ukendt for datidens politikere. En ofte anvendt kliché imod valgretten var, at bondealmuen let lod sig gøre til bold for sine ledere. Det var imod en sådan bemærkning, at I. A. Hansen kom med den spydige replik: »Spørg bare alle landets præster og herredsfogeder, hvor let de ved dette valg har fundet det at lede Danmarks bondestand.« Det var naturligvis bondevennernes krasse parole til bondealmuen om kun at vælge folk, de kunne stole på, han sigtede til. Men der lød endnu skrappere angreb på demokratiet. Den konservative borgmester Ræder udtalte: »Intet folk lader sig godvilligt regere fra neden opad. En forfatning, som den dannede og intelligente del af folket ser ned på med ringeagt, vil aldrig finde hvile. Kultur og intelligens indtager til alle tider og allevegne herskersædet, om end de for en tid drives herfra.« Man kan ikke læse sådan en tale uden at fornemme kontrarevolutionens stemme, noget vi i vore dage har et finere øre for end datidens demokrati. Grundtvig gav også sit besyv med og stillede forslag om at lade et landsting vælges udelukkende af byfolk, herremænd, embedsmænd og akademikere og så overlade landboerne Folketinget. Det var hertil Tscherning svarede: »En sådan adskillelse mellem transtøvler og andre støvler findes der i øjeblikket, men denne adskillelse holder snart op, og så kommer der en deling efter politiske anskuelser.« Da diskussionen både i forsamlingen og i pressen var på sit højeste, sætter Monrad ind med en række meget opsigtsvækkende artikler i Fædrelandet i februar 49, dygtigt, lidenskabeligt og demokratisk, og det er ubestrideligt, at han herved fik bragt den liberale flugt til konservatismen til at sagtne og gav bondedemokratiet nyt mod. Det er ikke mindst herfra, at hans ry som Grundlovens fader stammer.

I det halve års tid rigsforsamlingen drøftede grundlov, blev der både arbejdet og talt meget. Ikke mindre end 6 udvalg var nedsat for at gennemarbejde alle de indsendte forslag. Det hele var jo nyt stof for de fleste, og drøftelserne blev indgående både teoretisk og praktisk. Ordføreren Krieger havde ordet 589 gange, Tscherning 264, Ørsted 251, Ussing 303 i 140 møder.

I det store og hele må man sige, at regeringsforslaget og dermed Monrads grundlovsudkast blev vel modtaget. Men hvor meget Monrads oprindelige grundlov blev modereret kan ses af, at ved den første kæmning slettede hans nære ven Orla Lehmann følgende paragraffer: Kongen kan ikke give foreløbige love, - kongen kan ikke suspendere nogen lov, - der skal stemmes særskilt over hver artikel i et lovforslag, - rigsretten skal vælges for hvert enkelt tilfælde, - ret til uden forudgående tilladelse at sagsøge embedsmænd for deres embedshandlinger, - ingen kan dømmes uden lov eller straffes uden lov, - (de sidste 3 paragraffer blev dog genoptaget af rigsforsamlingen), - ingen lov kan gives tilbagevirkende kraft eller fortolkes autentisk (dvs. efter en gammel lov), - en nyordning af domstolene og indførelse af nævninger, forbud mod at nogen i kraft af ejendom, stand eller arveret deltager i den udøvende myndighed, - de til kirke- og undervisningsvæsenet henlagte indtægter kan kun anvendes til kirke- eller undervisningsvæsen, og offentlige stiftelsers indtægter skal anvendes efter stiftelsernes gældende regler, - om det ansvar politimesteren pådrager sig ved at lade nogen hensidde i arrest længere end 24 timer uden at få fængselskendelse, - paragraffen om at enhver der mener sig forurettet ved en embedsmands overskridelse af sin myndighed, kan få det påkendt ved domstolene, blev slettet, men ikke af Lehmann. Forbud mod censur havde Lehmann derimod skærpet, men det blev slettet af regeringen, som også strøg følgende: Ingen kan mod sin vilje drages fra sit rette værneting, - kongen fastsætter ministrenes antal og art, - genvalg af rigsdags-mænd, der befordres til kgl. embede. Det var justitsminister Bardenfleth, der var imod disse paragraffer. Forbuddet imod censur blev som bekendt sat ind igen af rigsforsamlingen og findes endnu Paragraffen om adel, titler og rang er af Lehmann stærkt beskåret.

Det er interessant at vide, at både Lehmann og Monrad tumlede med problemet om retten til at skaffe sig arbejde, og det er den blodige juniopstand i Paris 1848, hvor dette krav rejstes af de socialistiske arbejdere, der inspirerer dem. Justitsminister Bardenfleth siger nemlig i 1849: »Det er arbejderspørgsmålet og pauperisme-spørgsmålet i Europa forrige år, der har gjort, at vi ikke tør undlade at beskæftige os med dette.« Det blev nu ved overvejelserne, de arbejdsløses ret til at få arbejde blev i hvert fald ikke underbygget ved den paragraf, der siger, at »alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundet i det almene vel, skal hæves ved lov«, og mere blev det ikke til.

Der er det løjerlige ved Grundloven, at foruden de paragraffer, der faktisk er love, findes der en række paragraffer, der nærmest virker som et politisk partis programpunkter. Det er de såkaldte løfteparagraffer, der er udtryk for politisk kompromis og faktisk ingen synderlig værdi har udover de kønne ord. De vigtigste af disse er om retsplejens adskillelse fra forvaltningen, om offentlighed og mundtlighed i retsplejen, (en af de få fornuftige ting Grundtvig gik ind for og fik gennemført), selvstændigt kommunestyre, lens- og stamhuses overgang til fri ejendom, om adgang til fri næring og en ordning af folkekirkens forhold. For næsten alle disse gælder det, at der gik menneskealdre, inden blot nogle af de givne løfter blev indfriet og naturligvis ikke uden hård politisk kamp.

Derimod blev kongemagten behandlet med alle tænkelige hensyn. Grundloven ofrer ikke mindre end 28 paragraffer på at sikre kongen hans »rettigheder«, og en række andre paragraffer er han også med i, så det er slet ikke helt lidt af enevælden, der derigennem blev slæbt med over i folkets grundlov. Enevældens fornuftstridige fyrstedyrkelse benytter en række udtryk med mere eller mindre reelt indhold, som arveligheden, og at hans person er ansvarsfri og hellig og ukrænkelig. Da Grundloven fik en lille op-pudsning i 1915 fandt man dog dette sidste udtryk lidt for komisk, og man hentede så fra en gammel ordbog det i denne forbindelse lige så tåbelige oldnordiske: fredhellig. Han fik lov til at tumle med titler og ordner, som han ville, med den praktiske hensigt at knytte personer til sig, af stor betydning den gang og til dels endnu. Han beholdt trods Tschernings protester fra 1848 den øverste myndighed over hele krigsvæsenet, fik eneret til at erklære krig og slutte fred. Disse sidste rettigheder er dog nu berøvet ham. Han fik ret til at slutte traktater med fremmede lande, og han bestemmer, når Rigsdagen skal sammenkaldes og hjemsendes. Han kan opløse den, når det passer ham, han kan udskyde en rigsdagssamling i 2 måneder, han udnævner, forflytter og afskediger embedsmænd, han kan benåde dømte og han kan selv forelægge lovforslag og beslutninger. Hvor vidtgående hensyn der toges til monarken, har man eksempel på i en lille sag, hvor Tscherning fremsatte forslag om, at fyrstelige personer ikke både kunne oppebære deres fyrstelige underholdsbidrag og samtidig løn som officerer. Det blev nedstemt. Og så blev tilmed embedet gjort arveligt, uden småligt hensyn til de sørgelige erfaringer Danmark havde høstet med arveligt belastede, degenererede og sindssyge konger.

Af betydelig praktisk vigtighed er det, at kongens underskrift kræves for en lovs gyldighed, og navnlig at han er tilstået ret til at udstede foreløbige (provisoriske) love. Det politiske sprængstof, der lå i denne sidste paragraf, syntes man i rigsforsamlingen ikke at have været klar over, og dog fik den den allerstørste betydning en menneskealder senere under Estrups diktatur. Kun bondevennen Geert Winther kæmpede imod den, noget støttet af Tscherning, der dog mærkelig nok nærmest anså den for ganske overflødig.

Den kunstige tredeling af statsmagten i den lovgivende (Rigsdagen), den udøvende (kongen) og den dømmende (den uafhængige dommerstand) var direkte overtaget fra den franske revolutions statsteorier. Da kongen udnævner embedsmændene og dommerne har betydelig magt over Rigsdagen, får han herved sine fingre ind i alle statsmagtens grene. Kongen fik kun pålagt en eneste pligt, men rigtignok også en højst mærkværdig, han skal tilhøre en bestemt religiøs sekt, den evangelisk-lutherske, den staten støtter. Han fik tillagt ret til at udnævne ministrene, en ret man heller ikke dengang anede konsekvensen af. Senere har Rigsdagen og derigennem folket adskillige gange lige til de sidste tider fået sat stolen for døren af majestæten, når han af politiske eller af personlige grunde har benyttet sig af denne ret. Alle disse rester fra enevælden blev naturligvis ikke overført til Grundloven bare af lyst til at bøje knæ for majestæten. Det var den endnu meget mægtige godsejerklasse, jordens ejere, der ad disse omveje sikrede sig en politisk indflydelse, de ellers blev berøvet af bourgeoisiet. Kongens egne interesser var på det nøjeste knyttet til disse adelige jorddrotter.

Det vigtigste for bourgeoisiet ved statsforandringen efter at have fortrængt godsejerne var at sikre sig og de tidligere fjender mod den fælles fjende: proletariatet. I datiden var den egentlige arbejderklasse endnu ikke rigtig indenfor deres synsvidde, af den simple grund, at der kun fandtes spæde spirer til en industri. Proletariatet fandtes på landet. De for de besiddende utålelige grove råb fra landalmuen på jord, mere jord, måtte principielt i hvert fald manes i jorden. Ud fra disse tanker og i samklang med frygten for hvad de kaldte »kommunismen«, blev der indført en paragraf, der kort og fyndigt sagde, at ejendomsretten var ukrænkelig, det samme som sagdes om kongens person. Nu var der slået en forsvarlig bom for et nok så stærkt folkeflertals trang til at rokke ved ejendomsretten.

At denne paragraf kom til at virke lammende på en række love, der rørte ved ejendomsretten, ser vi senere, når konservative ministre gang på gang går imod sociale og økonomiske reformer, der kan tænkes at berøre ejendomsretten med den begrundelse, at Grundloven nu havde sat en stopper herfor, mens den enevældige konge i sin tid stod mere frit. Det var det den unge socialist Fred. Dreier havde set, når han sagde, at Grundloven ville blive brugt til at bremse underklassens økonomiske krav. Ganske vist måtte man have en lille ventil for at få jord til absolut påkrævede almennyttige formål, jernbaner og lignende. Set fra et kapitalistisk synspunkt er det såre konsekvent at få indsat i Grundloven dette værn for den private ejendomsret, samfundets grundpille, også at det blev stående uændret ved alle de 3 senere grundlovsændringer. Derimod giver det stof til eftertanke, at denne paragraf blev meget betydelig forstærket i kapitalistisk retning ved grundlovsændringen i 1915, hvor radikale og socialdemokrater havde magten i Folketinget. Da blev der nemlig tilføjet, at ekspropriation til almennyttige formål kan hindres, hvis 1/3 af Folketinget går imod det, så nye valg og ny vedtagelse må finde sted og kongen stadfæste det. Det er denne nye grundlovstilføjelse, som en del venstre og konservative i denne tid truer med at anvende for at hindre en lille uskyldig husmandslov. - Tscherning og et par andre stemte imod, at ejendomsretten skulle anses for ukrænkelig.

I rigsforsamlingen var der dog ingen, der havde noget imod at værne ejendomsretten; det lød helt naturligt, også i bøndernes øre. Ganske vist ville de så med det samme have ordnet deres ældgamle mellemværende med godsejerne, det med hoveri, ensartet jordbeskatning og fæste. Der var nemlig dyb uenighed om selve ejendomsretten til fæstebøndernes jord. På dette punkt sætter igen Monrad ind med stor kraft. Han var for en eller anden ordning. Det var atter hans frygt for, at et nyt bonderøre kunne glide over i en revolution, inden bourgeoisiet havde nået at befæste sit herredømme. Han foreslog at stille bønderne tilfreds foreløbigt med en løfteparagraf om en landboreform. Men selv denne beskedne indrømmelse satte godsejerne sig hårdt imod, og da Monrad kun fik en lunken støtte fra sit parti, måtte forslaget falde. Tilmed led Monrad den ufortjente tort at blive sat på det sorte brædt hos den konservative blok. Galt var det med al hans præk om valgret for den simple mand, men så tilmed at ville hjælpe almuen i noget så reelt som det økonomiske, det måtte stemple ham. Da det efter mange drøftelser lykkedes at få nedsat en landbokommission, blev Monrad spændt ud; han blev ikke som almindelig ventet valgt til formand, skønt han faktisk havde været den drivende kraft, sat sig grundigt ind i alle problemerne og som liberal stod politisk centralt. Og så var han tragisk nok på godsejernes side. I fæstesagen holdt han urokkelig fast ved den private ejendomsret og ville ingen fæsteafløsning uden fuld erstatning til godsejerne, handelsværdien skulle hævdes uden fradrag, mens bondevennerne stædigt hævdede, at fæste jorden var bøndernes, ubeskåret. I kommissionen kom der kun til at sidde to bonderepræsentanter, Balthazar Christensen og Gleerup. Hele fæstesagen vedblev at være et hovedpunkt i demokratisk politik i et par menneskealdre, og først i 1919 blev det sidste fæstegods afløst, 8000 td. hartkorn, og fæstehuslejerne sikredes imod vilkårlig opsigelse. Om Monrads sympati for godsejerøkonomiens herredømme i politik vidner et hvast replikskifte i Folketinget et par år senere, det var angående Tschernings kommunallov, og lynskarpt tegner sig den himmelvide forskel i disse to politikeres opfattelse af demokrati. Monrad havde sagt, at hvis en mand ejede halvdelen af sognet, ville der være god grund til at give ham plads i sognerådet. »Dette,« sagde han, »har vel ikke noget tilsvarende i Grundloven, men hvis der var en mand her i landet, der ejede mere end halvdelen deraf, ville vi dog vist finde det meget rimeligt, at han uden valg kom til at tage sæde i Folketinget eller landstinget.« - »Nej, tværtimod,« afbrød Tscherning, »han måtte aldrig komme her.«

Den politiske strid omkring udformningen af Grundloven i vinteren 1848-49 og dens endelige vedtagelse

Havde Monrad den væsentlige indflydelse på udformningen af selve Grundloven, fik Tscherning den største betydning for det vigtige punkt, finanslovens stilling og behandling på Rigsdagen, et hovedpunkt i al rigsdagsvirksomhed. Mod både liberales og konservatives modstand fik han sat igennem, at finansloven skulle behandles først i folketinget og straks forbindes med en generaldebat, hvor den almindelige politik kom i forgrunden. Herved blev det undgået, at finansloven gemtes hen i en fortrolig komité. Mens Tscherning konsekvent holdt fast ved finanslovens bevillingskarakter, var Monrad rede til at afsvække finanslovens karakter af politisk magtmiddel for at fremhæve dens egenskab af mere regnskabsmæssig foranstaltning.

Et vigtigt forhold i hele statsændringen var administrationens stilling. Hvor meget eller hvor lidt skulle den være underkastet Rigsdagens kontrol? Alle embedsmænd var udnævnt af enevælden og opdraget i den gamle forbenede kancellitradition, også dem der hyldede mere liberale idéer. De liberale havde slet ikke i sinde at rydde op her. De fleste af deres politikere var selv embedsmænd og socialt på det nøjeste knyttet til de andre, og overfor den foragtede almue følte de sig som af samme »race«. At skulle være ansvarlige overfor rigsdagsbønder og andre »fra gaden« lå dem alle uhyre fjernt. Bønderne på deres side var temmelig skeptiske for ikke at sige helt fjendtlige overfor embedsstanden, ikke bare fordi denne havde hundset dem gennem århundreder, men også fordi de følte klasseforskellen. Og så var for dem bourgeoisi og bureaukrati et og det samme. Det lykkedes ikke at få administrationen stillet under virkelig kontrol. Afgørende var det naturligvis, at udnævnelsen af dette apparat kom til at ligge i kongens hånd, i dommerstandens uafsættelighed og i at nævneinstitutionen kun blev en løfteparagraf. Men tillige blev det i praksis gennemført, at to livsvigtige administrationsgrene som hærvæsen og udenrigsministerium blev områder, som næsten komplet unddroges Rigsdagen. Monrad lå her på linje med den gamle enevælde, og tilsigtede at skaffe embedsstanden en meget stor frihed overfor Rigsdagen; hans forsigtigt udtalte tanke at lave et landsting af lutter embedsmænd, er udtryk herfor. Han følte sig i høj grad klassebestemt, var selv embedsmand, som hele hans slægt gennem århundreder havde været embedsmænd. Også her stod han i det mest direkte modsætningsforhold til Tscherning, der aldrig aflod med at bekæmpe administrationen, ikke bare ud fra liberalistiske teorier, men fordi den var infiltreret med det gamle reaktionære kancellibureaukrati, og fordi det nu engang var almuens bitre fjender. Monrad havde helst set, at embedsstanden blev helt uafhængig af Rigsdagen. Nu måtte den nøjes med dog ret vidtgående beføjelser. Han ville have nikket genkendende til vore dages meget magtfulde og temmelig uafhængige bureaukrati, uafhængigt af demokratiet i hvert fald.

De liberale gennemførte i Grundloven en række paragraffer, der tilsigtede et værn for såkaldte »menneskerettigheder«, også optaget fra den store franske revolution 1789, trykkefrihed, forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og ophævelse af censur for altid. Mange af de liberale havde under deres kamp mod enevælden stiftet bekendtskab med både censur og straffe, og lidt deraf sved dem i skindet endnu, både hos David, Ploug, Monrad, Tscherning, Lehmann og Grundtvig. Som noget af stor human betydning anså man den ret, der nu blev tilstået de fattige til at få hjælp af det offentlige under nød, dog med store begrænsninger efter nærmere lov. Det blev den berygtede fattiglov, hvor de grufulde fattiggårde rejste sig som en skamplet på samfundet og holdt sig lige til den nyeste tid. Når den velstående gårdmandsstand nu alene kom til at administrere og betale denne fattighjælp ude i sognene, viste det sig, at der ikke mindst herved uddybedes et skel mellem gårdmænd og husmænd. Socialt blev de fattige stemplet ved at blive frataget deres valgret. En anden social grundlovsparagraf var om gratis undervisning i folkeskolen, men også kun her. Den højere skoleundervisning ønskede bourgeoisiet at beholde for sig selv. Det ideologiske grundlag for bourgeoisiets fortrinskrav var jo kundskab og dannelse. Disse sociale »goder« tog almuen imod med en meget behersket glæde. Det allervigtigste for dem, deres økonomi, det som Tscherning altid fremhævede for dem som mere vigtigt end forfatning, den blev der ikke rørt ved. Det blev overladt de kommende slægtled at ordne sig nødtørftigt her gennem den almindelige lovgivning under forbitrede partikampe. Husmændene og de små gårdejere fik imidlertid nu stemmeret, det havde de ikke haft til stænderforsamlingerne eller til kommunevalgene, men at de landarbejdere, der ikke førte selvstændig husholdning, blev udelukket herfra, det føltes som et stort minus. Husmandskravet om forbud mod fæste og hoveri og imod legemlig tugtelse af landbotyendet, det lykkedes det ikke at få ind i Grundloven.

Hovedslaget om forfatningen skulle dog komme til at stå om landstinget, dvs. om der skulle være helt eller halvt demokrati på Rigsdagen. Det er uomtvisteligt, at de udenrigspolitiske begivenheder i høj grad kom til at øve indflydelse på den hjemlige politik. Da det nedfældede sig i sindene, at de radikale strømninger og de rent proletariske revolutioner var blevet kvalt i Østrig, i Tyskland og i Frankrig, åndede det hjemlige borgerskab op, og det er på denne baggrund, at der fremkom stærke røster om at udskyde hele forfatningssagen. Hvad der lå i dette forstod en taktiker som I. A. Hansen øjeblikkeligt. Grundloven skulle droppes. Bourgeoisiet mente at kunne befæste sin nye magtstilling uden indrømmelser til folket. Så let gik det nu ikke. Selv meget konservative som David og Ørsted fandt det ikke rådeligt at slå hårdt bak. De mente at kunne finde frem til en konservativ grundlov. Og så fortsatte man. Men det kan ikke nægtes, at fra ledende hold blev arbejdet ikke egentlig fremmet. Bondevennerne beklager sig i vinterens løb med rette over sabotage fra udvalgenes side, og I. A. Hansen anslog i Almuevennen en mere og mere bitter tone.

Endnu var der våbenstilstand, men det var klart at bourgeoisiet, kraftig tilskyndet af de romantiske grundtvigianere, pønsede på at begynde krigen igen, og våbenstilstanden blev opsagt i februar, så krigen kunne komme i gang til april. Dengang var det endnu skik, at de krigsførende gav hinanden lang varsel. Disse forhold skabte en del vanskeligheder for grundlovsforhandlingerne. De jydske bønder ville hjem, dels fordi de ikke interesserede sig for grundlov, og dels fordi de ret forståeligt ønskede at være hjemme, når tyskerne formentlig besatte Jylland. For hver måned der gik, forringedes demokratiets chancer. Kom der udsættelse, måtte bondevennerne se i øjnene at skulle tage kampen op på et ugunstigere grundlag end det forfatningsforslag, som regeringen trods alt endnu stod på. De kendte deres styrkes begrænsning og underkendte ikke modstandernes. Disse rådede ikke bare over hele propaganda-apparatet og alt det, man kaldte den offentlige mening, men selve den grundlovgivende forsamling beherskede de ved deres autoritet, deres veltalenhed og ubestridelige saglige dygtighed. De havde jo sendt »blomsten af Danmarks intelligens« derind. Bondevennerne havde egentlig kun Tscherning til at tage kampen op med dem på helt lige fod. Han havde usædvanlige personlige egenskaber, han havde forsamlingens øre, og han beherskede stoffet, og der stod respekt om ham, når han rejste sig. Han var i det helt store format i dansk politik, materialist, rationalist og demokrat. Man må forbavses over alt det demokratiske, det lykkedes ham at få halet i land trods den uvilje, overklassen nærede imod ham, en følelse der undertiden steg til fanatisk had, som da der et par år senere blev opslået plakater i København med opfordring til at hænge »forræderen« Tscherning. Balthazar Christensen var en brav slider, en ufortrøden organisator, der hentede sine paroler hos Tscherning, men uden original begavelse. Det havde derimod I. A. Hansen, intet undgik hans vagtsomme taktikerblik, og han manøvrerede overlegent og var med rette frygtet af de intellektuelle, men han manglede både varme og charme og havde vanskelig ved at skabe sig kontakter. Og så var han stemplet i bourgeoisiets øjne som den fødte proletar, det værste af alt. Og han mærkede det, blev bitter og venneløs.

Hen i marts måned kom der pludselig skub i forfatningsarbejdet. Alle de vidtsvævende betragtninger af teoretisk art holdt op, og de fleste af grundlovsparagrafferne blev vedtaget, så at der tilbage kun stod problemet: landstinget, som ganske vist også var den vigtigste skanse. Det var ikke bare den kommende krig, der fik medlemmerne til at se at få en slutning på det, men regeringen og enkelte ledende politikere ønskede en ende på tovtrækningen.

Først blev problemet et-kammer bragt ud af verden. Bondevennerne, der med streng logik holdt på et-kammer med almindelig valgret, men stod alene om det og ikke havde nogen mulighed for at få det gennemført, trak dette forslag tilbage. Et par smågrupper, der også hyldede et-kammer, blev stemt ned, således professor J. E. Larsen, der ville have et-kammer forbundet med klassevalg, noget i retning af stænderforsamlingerne og den liberale embedsmand Andræ, ham med forholdstalsvalgmetoden, der ville have et-kammer forbundet med census med stærke konservative garantier. Nu var der fri bane for tokammersystemet.

Når Monrad krævede landstinget demokratisk, som i sit udkast, var det med den samme dialektiske begrundelse som i hans øvrige demokrati. Han ville »styrke det overfor folketinget«. Den gamle reaktion, repræsenteret af Ørsted krævede to ting, men med en meget iøjnefaldende forskel mellem dem, en lav census for Folketinget og en meget høj for landstinget. Godsejer Tutein, en i landboforhold ret medgørlig mand, krævede et Landsting med udprægede klassevalg. En anden godsejer, den impulsive kammerherre Scavenius, Gjorslev, ville have et landsting bestående af kongelige prinser, biskopper og en række arvelige medlemmer, taget ud af aristokratiet, samt en del høje embedsmænd, lidt henad det engelske overhus. I hans bombastiske udformning får det et komisk skær over sig, men i virkeligheden var det ikke langt fra, hvad både Grundtvig og Monrad var inde på. Regeringsforslaget var for Scavenius en ren vederstyggelighed. Han talte højttravende ord om den uret, der blev gjort kongen, og ikke helt ueffent sagde han, at »Grundloven gør kongen til en pyntedukke, som man ved højtidelige lejligheder fører i procession til moro for publikum; en automat ville kunne udfylde kongens plads, og al den undervisning, som landets kronprins i fremtiden vil behøve, vil være, at han lærer at skrive sit navn«.

Vi er tilbøjelig til at forestille os, at grundlov og parlamentarisme er det samme. Parlamentarismen, det at ministeriet skal udgå af et flertal i Folketinget og vige for et mistillidsvotum der, var ikke nedfældet i Grundloven, er det heller ikke nu, skønt kravet gennem menneskealdre var et og alt i dansk politik. Ved grundlovsforhandlingerne kommer parlamentarismen ikke på tale, så lidt som det har været tilsigtet. Ja, Monrad og hans hjælpere var direkte imod det. Derfor får kongen tilstået retten til »frit«, uden forbehold, at vælge sine ministre, som det lidt lakajagtigt hedder, og skifte dem ud, når det passer ham. Man var slet ikke klar over de voldsomme konsekvenser, dette kunne få og faktisk også fik, da en ny konge, Christian d. IX, senere stod stift på denne ret. Noget hidrørte også fra den dybt rodfæstede fyrstedyrkelse. Men man må retfærdigvis ikke glemme, at ministeriet dengang tilsigtede at skulle omfatte hele riget, også de rent tyske lande, og da kunne det naturligvis ikke tilkomme en rigsdag, der alene omfattede den danske del, at bestemme over hele riget. Ad forhandlingens vej og ved tilkæmpet praksis efter forbitrede politiske kampe er en vis form for parlamentarisme opnået, men urimeligheden i Grundloven består stadig. Nogle år efter Grundlovens vedtagelse udtaler Monrad, at tiden endnu ikke var inde til parlamentarisme. Det var først i hans sidste leveår, da han med stigende rædsel oplevede Estrups diktatur, at han helt kom over på parlamentarisk grund. »Jeg tilstår«, skrev han i 1886, »at det smerter mig, at friheden er afløst af absolutismen, og at det formeligt er væmmeligt at høre dem råbe: leve Grundloven, idet de tramper på den«. Det er en erkendelse, lidt sen og bitter.

Noget af det vigtigste ved Grundloven er det negative, at den næsten ikke er til at ændre. Dens sidste paragraf bestemte nemlig, at ændringer skal foreslås på Rigsdagen, vedtages uforandret i begge ting, engang til fremsættes, atter vedtages i begge ting og stadfæstes af kongen. Men det er ikke nok, herefter skal begge ting opløses, nye valg udskrives til begge ting, som så for tredje gang skal vedtage uden ændringer, og kongen skal igen stadfæste. En forsvarlig lås. Men det er bleven værre endnu, nemlig da man i 1915 fik vedtaget en ændring af landstinget og fik skaffet kvinder og tyende valgret. For at opnå disse demokratiske rettigheder, gik den radikale regering ind på, at en grundlovsændring blev gjort endnu vanskeligere. Foruden den vidtløftige vedtagelse på Rigsdagen, blev der nu tilføjet det væsentlige, at en folkeafstemning skal bekræfte den vedtagne ændring, og her skal mindst 45 pct. af vælgerne afgive deres stemme for ændringen. Denne reaktionære fidus skulle stå sin prøve i 1920, da Sønderjyllands indlemmelse i Danmark nødvendiggjorde en grundlovsændring. Skønt ikke et menneske i landet var imod dette, lykkedes det kun at få 47,5 pct. af vælgerne frem til stemmeurnerne. Det var altså lige på et hængende hår, at vi havde måttet sige nej til Sønderjylland på grund af Grundloven. Senere er forsøget gjort i 1938, da Stauning foreslog en grundlovsændring og fik den vedtaget på Rigsdagen, da viste det sig umuligt at fremskaffe de 45 pct. ved en folkeafstemning.

Regeringsforslaget, efter Monrads udkast, var faktisk demokratisk. Dets forslag til et landsting indeholdt af konservative garantier næsten kun diætløshed og amtsvalg, og bondevennerne ville derfor hellere end gerne stemme for det, hvis der ikke havde været den hage ved det, at det ikke kunne gennemføres. Regeringsmedlemmerne selv torpederede det, og de liberale, der havde holdt det over dåben, vedkendte sig det ikke mere. De havde selv lagt et forslag på bordet, ikke så demokratisk som regeringens, men langt bedre end de konservatives. Kampen syntes at komme til at stå mellem disse to, men eftersom flugten fra de liberale til de konservative blev mere og mere iøjnefaldende fra dag til dag, var det sandsynligt, at de fleste liberale ville stemme konservativt og få det konservative forslag vedtaget. Der var almindelig forvirring og opløsning. Da sker det, at et par moderat-konservative jurister, Bruun og Jespersen, laver et helt nyt forslag, som regeringen går ind for, da det er mere konservativt end dets eget, og det synes tilmed, at de konservative kan tiltræde det. I. A. Hansen overvejer stillingen, bliver hurtig klar over, at han og hans folk skal til at bestemme sig. De kan sammen med de liberale forkaste dette nye, men hvad så? Ja, det rimeligste er, at alt så lægges hen, og en senere genoptagelse vil betyde et skred i endnu mere reaktionær retning. At stemme for de liberales kan ikke sikre dettes gennemførelse. Han kalder sine folk sammen, sætter dem ind i situationen, overbeviser dem om det rigtige i at stemme for det nye konservative forslag og får dem til at hemmeligholde sagen. Det skete, og dermed vedtoges dette grundlovsforslag, til umådelig harme hos de liberale, der med rette anså det for en overrumpling. Forslaget indeholdt som konservative garantier en census, der gjorde valgbarheden afhængig af en skat på 400 kr. og en indtægt på 2400 kr., vel svarende til 12.000 kr. nu. Men det angik kun de valgbare, og da vælgerne var de samme som til folketinget, var det langt at foretrække for de konservatives. Afgørelsen skete den 25. maj 1849. Folketinget valgtes på 3 år, landstinget på 8, valgret til både folketing og landsting fik alle uberygtede mænd, der havde egen husstand og ikke havde fået fattighjælp og var fyldt 30 år. Valgbare var man til folketinget med 25 år, til landstinget med 40 år. Man må nu med alle oplysninger i hænde om disse spegede tråde sige, at I. A. Hansen handlede taktisk rigtigt ved at gå med til dette kompromis. Vedtagelsen af Grundloven som helhed skete med 127 stemmer ja mod 13 nej. Blandt disse sidste, de mest forstokkede reaktionære, var Grundtvig, der dog havde sin særlige motivering, han var imod census. Tscherning og hans mangeårige bitre modstander Ørsted stemte ikke.

Lige efter grundlovsvedtagelsen udsendte en række af de mest kendte konservative, Ørsted, Scavenius, Ussing, David, i Berlingske Tidende en harmdirrende protest imod forfatningen. Der var hævntoner i den.

Tilbage stod nu at tage den sidste forhindring, som dog ingen forestillede sig skulle være en forhindring, det var kongens underskrift. Men han satte sig på bagbenene, han nægtede at underskrive. Hans senere valgsprog: folkets kærlighed, min styrke, hidrørte ikke fra disse dage. For det første fandt han ikke tidspunktet til at give magten fra sig helt passende, han ville have det hele skudt ud til fremtiden, og de kongelige forrettigheder, man i så rigt mål havde begavet ham med, fandt han slet ikke tilstrækkelige, og endelig var der løfteparagrafferne, som han havde forset sig på og ville have pillet ud, og så syntes han også, at det var tilstrækkeligt at Rigsdagen blev indkaldt hvert andet år i stedet for hvert år. Det trak op til en køn skandale. Skulle virkelig grundlovsarbejdet gøres om igen, og hvad ville befolkningen sige? Statsrådet fandt det tilrådeligt at tale donner til kongen, og da det optrådte enstemmigt og med vægt, lykkedes det at få ham ned på jorden, og det ser også ud til, at hans veninde Louise Rasmussen, der senere blev hans kone med navneforandringen grevinde Danner, og begges fortrolige ven Berling har øvet deres ikke ringe indflydelse på ham.

Da selve Grundloven var halet i land, skulle man behandle forslag til en valglov, det blev betragtet som en ekspeditionssag, men alligevel kom det til at knirke også der. Selve grundlaget havde jo Grundloven fastlagt, men dønningerne fra de bitre grundlovsstridigheder rullede endnu, da Tscherning rejste kravet om, at den fastsatte skattebetaling af 200 rigsdaler (svarende til nu ca. 1000 kr.) for valgbarhed til landstinget, foruden den direkte skat også skulle indbefatte tiendeskatterne og gav fyldestgørende grunde herfor. Det ville have været en ændring i demokratisk retning; men regeringen og alle konservative gik hårdt imod og sejrede. Tienden kom ikke til at blive regnet for skat i denne henseende. En lignende lille fægtning, den sidste, leveredes om diæterne til rigsdagsmændene. Talsmændene for dem med de små midler, ikke bare bondevenner, men nogle intellektuelle, ønskede 4 rigsdaler pr. dag. Det store hartkorn fandt at 2 rd. var mere end nok for småmændene at leve for i København. Og så blev det til et kompromis, det blev til 3 rd. Ordskiftet om diæterne var forsamlingens sidste ord. Kampen var slut, foreløbig. Den næste dag, d. 5. juni 1849, var kongen bragt i balance, han gik til biddet og skrev Grundloven under.

Man må ikke tro, at »ånden fra 48«, frihedsbevægelsen fra martsdagene havde holdt sig til grundlovsåret 49. Frihedsbegejstringen fusede hurtigt ud af overklassen, da denne havde opnået, hvad den ønskede, og den ledede den over i de nationalistiske kanaler. Men forinden havde den dog nået at sætte et barn, Grundloven, i verden. Velkomment var barnet ikke, helst havde fødslen skullet foregå i dølgsmål, og et forsøg på at få kvalt barnet i fødslen mislykkedes. Helt vedkende sig faderskabet ville det ikke.

Nu under forberedelserne til de store fester landet over, hvor glæden over Grundloven skal give sig officielle udtryk, kan man få det indtryk, at landet også for 100 år siden flammede af begejstring over denne folkefrihed. Og så var det lige tværtimod. Bourgeoisiet og dets propagandaapparat, aviser og professionelle digtere og talere, der i disse år i så rigt mål stødte i trompeten for hele den nationalistiske rummel, forholdt sig tavs. Der var ikke tale om at fejre Grundloven med glædesfester ude i landet, og ingen af de store digtere følte trang til at hylde folkets frihed, alt toneangivende i landet surmulede. Det egentlige proletariat, som ved sine masseaktioner havde tvunget Grundloven frem, var faldet til ro, og overklassen følte sig snydt og narret og pønsede på hævn. En dybtgående uenighed og meget skarpe klasseforskelle havde givet sig politiske udtryk, og alt lovede bitre kampe. Foreløbig gik nu hver til sit og afventede begivenhedernes forløb i den ulyksalige krig, som bourgeoisiet havde ventet sig så meget af.

Hansen, der stod midt i brændingen, og både med selvfølelse forstod bondealmuens førsteret til Grundloven og tillige havde blik for udviklingens alvor, skrev nogle år senere herom: »Folket syntes ikke i hint øjeblik til fulde at forstå det vundne klenodie. Dagen gik stille hen overalt; ingen festligheder eller andre højtidelige tegn på glæde, anerkendelse og taknemmelighed afløste den daglige færden, og i flere af de mindre kredse, hvor forfatningsforandringens store betydning var klar og levende, blandedes erkendelsen deraf stærkt med ængstelse og frygt for, misundelse og mistro til den ny tid og dens demokratiske indretning, der nu havde vundet grundlovsmæssig anerkendelse.« Kun 17 år efter sad disse mindre kredse atter på nakken af folket.

Georg Moltved blev ekskluderet fra DKP i 1950 (trotskist).

 

***

December 1948

Det »tabte« Østeuropa af Kaj Moltke.

Det er desværre kun undtagelsesvis, man fra angelsaksisk side beriger verden med en enkel og konkret formulering af, hvad der egentlig er den dybere årsag til modsætningerne mellem øst og vest. En sådan bemærkelsesværdig udtalelse blev den 3. december 1947 fremsat i en betænkning fra det udenrigspolitiske udvalg i repræsentanternes hus i De forenede Stater. I forbindelse med de midlertidige amerikanske lån til Italien, Frankrig og Østrig hed det i den nævnte betænkning temmelig klart og uforbeholdent: »Den nuværende europæiske krise skyldes for en væsentlig del Ruslands vægring ved at lade Østeuropa genindtage sin naturlige plads i Europas og verdens økonomi. Rusland har adskilt Østeuropa fra Vesteuropa. ..«

Det afgørende spørgsmål bliver da ud fra denne knivskarpe opstilling af problemerne at se lidt nøjere på, hvad det egentlig er for tilstande de østeuropæiske lande skal bringes tilbage til, hvis alt udvikler sig efter den amerikanske kogebog. Vil en sådan »tilbagevenden« betyde nogen løsning på den europæiske krise? Og hvordan stemmer dette program overens med de pågældende folks egne ønsker og interesser? Det er dog måske momenter, som man vil gøre klogt i ikke helt at se bort fra, især når vægten i så høj grad lægges på en demokratisk løsning af krisen.

Ingen har måske tydeligere end den tidligere amerikanske Viceudenrigsminister, Sumner Welles, givet en fremstilling af, hvad der før krigen prægede Balkanfolkenes liv. I sine krigserindringer »Afgørende år« skriver han: »Massernes fattigdom ligger bag alle Balkanlandenes problemer. Kun en højere levestandard kan skabe den sociale grundvold for en stabil regering og hindre de former for udenlandsk indflydelse, som har gjort dem økonomisk og politisk underlegne. De muligheder for at udvikle deres uafhængighed, som alle disse folk ejer i indkapslet tilstand, kan ikke få udløsning på anden måde.«

Welles fastslår altså to ting: at fattigdommen før krigen var et særtræk for folkene i det sydøstlige Europa, og at deres elendighed skyldtes økonomisk afhængighed af andre europæiske magter: de store kapitalistiske stater i Vesteuropa.

Var denne situation nu i det lange løb en holdbar tilstand, som man uden videre kan tvinge Balkanfolkene tilbage til? Et interessant bidrag til at skaffe klarhed omkring dette problem findes i en udførlig rapport fra De forenede Nationers økonomiske og sociale råd om genopbygningen af Europas ødelagte områder. I denne rapport, der er dateret den 16. september 1946, hedder det: »I Polen, Grækenland og Jugoslavien (og tilsyneladende også i Rumænien og Ungarn) er førkrigsfænomenet: overbefolkningen af landbruget stadig fremherskende. I Grækenland for eksempel antages det, at førkrigsniveauet i landbrugsproduktionen kunne opretholdes uden en udstrakt mekanisering med kun 50 pCt. af den hidtidige befolkning. I Jugoslavien anslås landbrugets overbefolkning i denne retning til omtrent tre millioner og i Polen til en 3-4 millioner. Dette overskud udgør den potentielle menneskelige reserve for udvidelsen af industrien, hvis overflytnings-vanskelighederne kan overvindes...«

Selv landbruget var imidlertid i denne del af Europa yderst primitivt, det rådede kun i meget ringe udstrækning over moderne tekniske hjælpemidler, men byggede i stedet på et utroligt menneskeligt slid.

For alle de østeuropæiske lande var eksporten af landbrugsprodukter og råstoffer grundlaget for udenrigshandelen. Men hvordan kom denne landbrugseksport overhovedet i stand i dens gamle omfang? Ganske simpelthen ved, at store dele af den hjemlige befolkning konstant var henvist til at leve på et niveau lige omkring sultegrænsen. At opretholde denne tilstand var det gamle systems sociale indhold!

Om tilstandene i førkrigstidens Jugoslavien hedder det i en U.N. rapport såre karakteristisk: »Jugoslavien har altid været et land med en lav nationalindtægt pr. indbygger, men en nøjagtig vurdering er ikke mulig, fordi der kun forefindes private angivelser, der varierer betydeligt. Den lave indtægt pr. hoved kan imidlertid forklares ud fra følgende kendsgerninger: 1) Der er tre skarpt adskilte områder indenfor landbruget, der hver omfatter henved en tredjedel af befolkningen: a) de rige overskudsproducerende områder. b) de landbrugsområder, der balancerer. c) de fattige bjergrige områder, der har et landbrugsunderskud, og som er afhængige af overskudsområderne.

Førkrigstidens eksport af korn fra Jugoslavien var, ifølge jugoslaviske angivelser, kun mulig ved, at man holdt underskuds-områderne nede på en meget lav levestandard...«

Det var altså ikke overflod på landbrugsvarer, men den kendsgerning at store dele af den fattige landbefolkning hel- eller halvsultede, der dannede grundlaget for Balkans temmelig betydelige landbrugseksport. Den kendsgerning, at store dele af det østlige Europa stadig var underkastet mere eller mindre feudale ejendomsforhold indenfor landbruget lettede denne tvangsproces: Godsejerne og storbønderne eksporterede uden betænkeligheder deres overskudskorn, medens der karakteristisk nok i hjemlandet næppe blev brødkorn nok til overs til at sikre en tilstrækkelig ernæring for den fattige del af landbefolkningen.

I imperialismens tidsalder er man altså vidne til det uholdbare misforhold, at den mærkværdige krydsning mellem feudale landbrugsforhold og en uudviklet kapitalistisk byøkonomi giver sig udtryk i det fattigdommens paradoks, at tvangseksporten af landbrugsvarer stiger samtidig med, at store dele af den ubemidlede landbefolkning tvinges længere og længere ned mod sultegrænsen. I dette forhold ligger nøglen til forståelsen af den historiske kendsgerning, at arbejdere og bønder - det vil sige befolkningens store flertal - kan finde hinanden i et varigt forbund under gennemførelsen af Østeuropas sociale omvæltninger!

Den anden side af fattigdommen blandt de brede masser i det østlige Europa hang sammen med den kunstige hæmning af udviklingen af industrien og byerhvervene overhovedet. Her er det, man må søge kilden til den omtalte overbefolkning af landdistrikterne, som der klages over i U.N. Rapporten. I sin store beretning på den bulgarske fædrelandsfronts kongres kom Georgi Dimitrow ind på samme afgørende spørgsmål, da han i sin tale den 2. februar 1948 forklarede: »Som det vil være bekendt, er vort land meget tilbagestående i industriel henseende. Kun 8 pCt. af vort lands befolkning er beskæftiget i den industrielle produktion, medens næsten alle landene i Vesteuropa, og endogså visse Balkanlande, har overfløjet os i denne henseende. Dette skyldes den antinationale og ødelæggende politik, der er blevet ført af de borgerlige, reaktionære og fascistiske regeringer, og som har gjort vort land til et agrarisk vedhæng til den tyske imperialisme og som reserverede det en halvkolonis skæbne...«

Det ville imidlertid være en utilgivelig fejl at opfatte de østeuropæiske landes industrielle, økonomiske og kulturelle tilbageblevenhed som et udslag af folkenes evneløshed og udygtighed. Her er ingen plads for Rosenbergske teorier om laverestående folkeslag og herrefolk. De pågældende landes tilbageblevenhed skyldes i første række de historiske betingelser, hvorunder de måtte udvikle sig i imperialismens tidsalder.

Sent blev de frigjort for det gamle reaktionære tyrkiske feudalvælde. Så sent, at de aldrig nåede mulighed for en virkelig fri og selvstændig national udvikling. Allerede umiddelbart efter befrielsen kom de ind i en ny afhængighed af de imperialistiske vest- og mellemeuropæiske stormagter, der søgte at bruge folkene som brikker i deres store spil om verdensherredømmet. Afhængighed og stormagtsintriger drev balkanfolkene ind i den ene krig efter den anden. Alle hjemlige resurser, og mere til, brugtes til militære rustninger og til opretholdelsen af de hære, der i sidste instans modtog deres marchordre fra denne eller hin stormagt.

Det karakteristiske træk for Balkan blev under disse forhold, at folkene efter hver »national krig« havde sat endnu et stykke af deres økonomiske og politiske selvstændighed til og var havnet i en ny afhængigheds snærende bånd hos de stormagter, der ved lån og leverancer finansierede krigene. Prisen for denne hjælp var en pantsættelse af de naturrigdomme, på hvilke folkenes velstand skulle opbygges. Det var ud fra disse historiske forudsætninger Georgi Dimitrow talte om sit lands halvkoloniale stilling i fortiden. Imperialismen berøvede de østeuropæiske folk rådigheden over deres eget bo.

To af de væsentligste kendetegn for Balkanfolkenes udvikling var altså før krigen: de hjemlige produktionskræfters meget svage udvikling og endvidere den kendsgerning, at en meget betydelig del af landenes resurser beherskedes af udenlandsk kapital.

Det sidste forhold gjorde sig - omend i forskelligt omfang - gældende i alle Donau- og Balkanlandene: Næsten alle naturrigdomme af værdi og store dele af de bestående industri- og handelsforetagender var efterhånden kommet i hænderne på udenlandske Selskaber. En undersøgelse af kapitalforholdene i Bulgarien, der blev foretaget efter omstyrtelsen af det fascistiske diktatur (den 9. september 1944) udviste, at ikke mindre end 48,7 pCt. af den samlede kapital i samtlige bulgarske aktieselskaber var af udenlandsk oprindelse. For Jugoslaviens vedkommende var forholdet endnu grellere. Her befandt hele 51 pCt. af den samlede aktiekapital sig på udenlandske - hovedsagelig britiske og franske - kapitalisters hænder. På et afgørende område som mine- og metalindustrien nåede den udenlandske kapitals andel endogså helt op på 98 pCt.

På ganske tilsvarende måde lå forholdene i den yderst vigtige rumænske olieindustri. Ved den anden verdenskrigs udbrud i 1939 rådede rumænske selskaber af en samlet årsproduktion på 6.25 millioner tons olie kun over en produktion på ialt 925.000 tons, medens de store udenlandske koncerner kontrollerede resten. Også indenfor banklivet og i forskellige andre vigtige erhvervsgrene spillede den fremmede kapital en afgørende rolle.

Selv i sådanne i kapitalistisk henseende højere udviklede områder som Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet havde den vesteuropæiske monopolkapital sine fangarme temmelig godt indfiltrede i disse landes afgørende erhvervsområder. For Polens vedkommende giver forfatteren L. Wellisz i sin bog »Foreign Capital in Poland« en oversigt, der viser, at der i 1929 allerede var investeret udenlandsk kapital til et samlet beløb af 200 millioner pund st. Af 1100 aktieselskaber fandtes der udenlandske penge i de 446. Af den samlede aktiekapital rådede udenlandske financier’er over de 38,4 pCt., og tog man de større selskaber for sig, befandt over halvdelen af aktiekapitalen sig på udenlandske hænder.

II.

Fra borgerlig side er den gængse argumentation i regelen, at hovedsvagheden i det østlige Europa har været kapitalmangel, og at det alene er dette forhold, der har hindret udviklingen til højere former for økonomi. Som universalmiddel anbefales derfor, at disse lande igen »åbnes« for udenlandske - læs amerikanske - kapitalinvesteringer. Var dette synspunkt det eneste saliggørende, havde alt i Østeuropa allerede for længst set anderledes ud.

I virkeligheden har den fremmede kapitals indtrængen haft en såre tvivlsom indvirkning på udviklingen af de forskellige landes produktionskræfter og på deres evne til selvstændig kapitalopsparing. Selv en typisk borgerlig Balkanekspert af den moderne amerikanske skole som Sumner Welles kan ikke undgå at se vrangsiden af den udenlandske kapitals stærkt dominerende virksomhed. I »Afgørende år« skriver han:

»Balkanlandene har længe været skueplads for stormagternes rivalisering. Ikke alene har modstridende politisk indflydelse ustandselig været på spil, men finansielle og kommercielle interesser har der fundet en frugtbar jordbund for deres virksomhed. Udenlandske kapitalister har muliggjort en hurtig udvinding af Rumæniens og Jugoslaviens olie- og mineralrigdomme, men har samtidig begunstiget korruptionen. Disse udenlandske finansielle interesser, der arbejder med en grænseløs kynisme, har i ikke ringe grad bidraget til situationens usikkerhed...«

Korruptionen af det offentlige liv hindrede ikke alene gennem årtier udviklingen af enhver form for politisk demokrati og et stabilt nationalt styre. Også økonomisk forrykkede den udenlandske kapitals overvægt fuldstændig mulighederne for en sund udvikling. Klassemæssigt gav samarbejdet mellem den udenlandske monopolkapital og de herskende regeringskliker sig udslag i, at den arbejdende befolkning blev stillet værgeløs overfor en hårdnakket kapitalistisk udbytning. Men er en sådan foreteelse alene et socialt - eller lad os sige moralsk - spørgsmål? Nej, det er i lige så høj grad et økonomisk problem af national rækkevidde. Et par eksempler vil vise det ganske klart.

I de Forenede Nationers beretning af 20. september 1946 anføres følgende ejendommeligheder ved førkrigstidens Jugoslavien: »Handelsbalancen var igennem mange år gunstig, idet den udviste et betydeligt eksportoverskud. Valutaoverskuddet forbrugtes dog til renter og dividender, der betaltes grundet på fremmede investeringer.«

I beretningen gøres opmærksom på, at de seneste pålidelige opgivelser findes for midten af trediverne. Her var man imidlertid vidne til følgende ejendommelige misforhold. I betalingsbalancen indgik der et eksportoverskud på 294 millioner dinarer. Valutaoverskuddet ved andre tjenesteydelser udgjorde andre 646 millioner, altså et plus på 940 millioner. Heroverfor stod imidlertid en negativ post på renter og dividender til udenlandske selskaber - på 1029 millioner dinarer. Disse summer slugte altså hele overskuddet i samhandelen med udlandet - trods den gunstige handelsbalance.

I U.N. beretningen anføres ligeledes som en af svaghederne ved Jugoslavien som objekt for yderligere kapitalinvestering følgende: »De høje omkostninger, der er en følge af en visselig høj risikopræmie, der almindeligvis vil overstige overskuddet af valutaoverførelserne«.

Man kan naturligvis godt være så elskværdig at kalde nævnte fænomen for en »høj risikopræmie« til den udenlandske kapital. Man kan også kalde det for en enestående økonomisk udbytning af den lokale arbejdende befolknings flertal. Et mønstereksempel på disse tilstande var den store engelske minekoncern »The Trepca mines«. Oprindelig var der i dette foretagende blevet investeret en aktiekapital på 2 millioner pund sterling. Men i treårsperioden 1939-41 indtjente det samme britiske selskab i netto-overskud den pæne sum af 2 millioner og 732 tusinde pund. På tre år havde aktionærerne altså rigeligt fået de penge tilbage, de i sin tid havde anbragt i minerne, og indkasseret en god skilling i tilgift!

Eller for at nævne et lige så talende eksempel fra Rumænien under den sidste krig: Den 21. April 1948 berettede det rumænske blad »Scanteia«, at den store amerikanske olietrust »Romano-Americana« (et datterselskab af »Standard Oil«, New Jersey) ved krigsudbruddet havde en aktiekapital på 1.5 milliard lei. Den fortsatte under ledelse af rumænske stråmænd (Dr. Maniu og Co.) sin virksomhed under hele den tyske besættelse og havde som hovedkunne den tyske værnemagt. Trustens fortjeneste ved dette oplagte værnemageri var naturligvis ublufærdig. Alene i året 1943 blev der som dividende til aktionærerne hensat 726 millioner lei eller 48,4 pCt. af aktiekapitalen. Denne nette sum udgjorde imidlertid kun en del af selskabets virkelige fortjeneste i det samme år. Til reservefonden blev der nemlig yderligere hensat 500 millioner lei. I krigsårene lykkedes det ialt »Romano-Americana« at bringe sine reserver op på den formidable sum af 6500 millioner lei - eller mere end det firedobbelte af den oprindelige aktiekapital!

Se, det var de vestlige pengebørsers Balkanromantik - og Balkanvirkeligheden, før folkedemokratierne var så »taktløse« at forstyrre idyllen!

I virkeligheden har den udenlandske kapitals dominerende rolle i Donau- og Balkanrummet i langt højere grad hæmmet udviklingen af de pågældende landes produktionskræfter, end den har fremmet dem.

Den har givet de tilbagestående områders økonomi en både skæv og i det lange løb skæbnesvanger retning: De råstoffer, der er blevet gjort tilgængelige, er ikke blevet anvendt til at udvikle en national industri eller til at modernisere og mekanisere landbruget, men er i rå og uforarbejdet tilstand blevet udført som spekulationsobjekt for monopolkapitalen til industrielt højere udviklede dele af verden. Til gengæld blev de østeuropæiske lande oversvømmet med andenrangs færdigvarer, som de pågældende stater meget vel selv havde kunnet fremstille, og som de faktisk slet ikke havde råd til at indføre.

Tyskerne udviklede under krigen den berømte teori, at industri kun er en beskæftigelse for herrefolk, medens de øvrige nationer burde nøjes med at være »markeder« for industrivarer, der betaltes med råstoffer og landbrugsvarer. Det er ikke langt fra, at denne imperialistiske børnelærdom, der var nazismens økonomiske grundlag, også fortsat er grundsynspunktet i den økonomiske filosofi hos vestens herskende lag. Også i Sovjetunionens udvikling - med dens mægtige udvikling af produktionskræfterne i et tidligere ligeledes tilbagestående kæmpeområde - ser de samme magter kun en farlig omvæltning af den gamle balance og truslen om en generende »konkurrence«, hvor man før var ene hane i kurven.

Selv herhjemme forblev vi under krigen ikke ubesmittede af nazismens mærkværdige økonomiske filosofi, hvis inderste væsen er, at en industriel udvikling på andre dele af jordkloden i sig selv skulle være en trussel for verdens velstand og vor »vestlige kultur«. Tvivlere behøver blot at mindes den lidet berømmelige lederartikel: »Jordens rigdomme«, hvormed »Politiken« i sin tid kommenterede de tyske hæres indrykning i Sovjetunionen. Det hed heri: »Hvad Ruslands økonomiske isoleringspolitik har betydet for landet selv og for andre lader sig næppe overskue. Der har i Sovjetunionen fundet en industrialisering sted, som man skal være varsom med at undervurdere. Men den russiske industri har savnet det incitament, som forbindelsen med de mere fremskredne landes industri betinger... Et samarbejde burde kunne etableres på den måde, at Rusland leverede råstoffer til lande med en højtudviklet færdigvare-industri og til gengæld fik færdige varer...« (»Politiken« 2. juli 1941). - Nazisternes krav om østeuropæisk »afindustrialisering« i renkultur!

Nu efter krigen synes både USA og den vestlige kapitalisme at være grebet af den samme paniske frygt for et universelt fremskridt, der ikke er reguleret efter de internationale trusters snævre profitinteresser. Betegnende nok grunder mistroen mod Sovjetunionen sig - når man ser bort fra propagandafrasen om »rød imperialisme« - ikke så meget på angsten for at den første socialistiske stat skal hæmme, som på frygten for, at denne skal hjælpe med til at fremme udviklingen af produktivkræfterne i de hidtil tilbagestående dele af verden. En politik, der er imperialismens direkte modpol på det økonomiske område.

De nye folkedemokratier i det østlige Europa har valgt en anden vej end den, millionærerne i Wall Street og City kunne ønske. De spørger ikke længere, hvad der tjener monopolkapitalens profit, men tager i den økonomiske genopbygning deres udgangspunkt i deres egne folks behov. Nationaliseringen kendetegner ikke blot et nyt socialt system, men betyder i lige så høj grad, at de pågældende landes store rigdomskilder ikke som tidligere skal tjene som spekulationsobjekt for fremmede kapitalgrupper, men skal stilles til rådighed for nationen selv. Naturens rigdomme og muligheder skal anvendes ud fra det ene synspunkt: hvad der tjener hele folkets fremskridt og velstand.

I praksis betyder denne politik en planmæssig udnyttelse af alle de hidtil tilbageblevne landes kraftkilder, der før i Tiden lå halvt ubrugte hen, til fremme af en hurtig industrialisering, der alene kan gøre en ende på den hidtidige overbefolkning af landbruget og øge folkets velstand.

For det andet betyder den nye kurs, at landbruget mekaniseres, så at dets udbytte vokser gennem en rationel drift, og mennesket ikke længere bliver en slave af naturen og sit eget hårde slid for det daglige brød.

For det tredje tilsigter man en gang for alle at bryde monopolkapitalens gamle udsugning af disse områder, så at millioner af mennesker ikke længere skal være slaver for nogle få privilegerede. Det »tabte Østeuropa« tager bevidst kursen mod socialismens virkeliggørelse i vor tid!

Det er den inderste kerne i den stadige modsætning mellem øst øg vest. Ikke snakken om, at USAs og Englands pengemænd er grebet af frygt for frihedens skæbne og kæmper for et virkeligt demokrati for folkene!

 

Tiden - December 1948

Den historiske Baggrund for det græske Demokrati af Foula Porphyrogenis og Serafim Maximos.

Fra det franske Tidsskrift »La Pensée« bringer vi denne Artikel, skrevet af to græske Politikere, som selv er med til at lede det græske Folks Frihedskamp.

Det er i Dag noget over et århundrede siden (1826), Præsident Trumans Forgængere erklærede sig solidariske med de græske Oprørere, som kæmpede med Våben i Hånd mod det tyrkiske Despoti. Amerika var dengang endnu under Indtryk af sine egne Kampe for national Uafhængighed. Som en interessant Detalje kan nævnes, at det var de Forenede Stater, som skaffede det revolutionære Grækenland det første dampdrevne Krigsskib, der blev brugt i den nationale Frihedskrig. Det husker Grækerne stadig. Derimod ser det ud til, at de store Frihedsforkæmperes Epigoner på den anden Side af Atlanterhavet for længe siden har glemt denne lille Episode, sammen med så mange andre af samme Art. I Dag sender de deres - adskilligt mere effektive - Våben til Undertrykkelse af et lille heroisk Folk, som efter at have været Fortrop i Folkenes mægtige Frihedskamp mod Fascismen og Nazismen, byder enhver fremmed Indblanding Trods, tro mod den nationale Uafhængighedskamps gamle Traditioner.

Revolutionen 1821-1828

Den græske nationale Rejsning fra 1821-1828 havde vakt stor Begejstring blandt den Tids Frihedsvenner og liberale både i og udenfor Europa. Den blev besunget af Victor Hugo og havde rørt Pusjkins Hjerte og Byrons forfinede Kunstnersind; den sidste ofrede som bekendt sit Liv i den. Hele det demokratiske og fremskridtsvenlige Europa, fra de russiske Decembrister til de italienske Carbonari og de spanske Liberalister, havde erkendt og følt dette Oprør som en af Forløberne til den store Folkerejsning, der skulle komme 1848. Friedrich Engels, som dengang endnu kun var en ung Student, blev så betaget af Grækernes Bedrifter, at han skrev et Skuespil om Hellenernes Oprør, som det fremgår af de hidtil uudgivne Dokumenter, der for nylig er blevet udsendt af Marx-Engels Arkiverne i Moskva. Det ser endog ud til, at Engels i den Anledning havde lært sig Nygræsk. Selvom Oprøret var umiddelbart rettet mod det tyrkiske Despoti, var det i Virkeligheden vendt mod enhver Form for Despoti og som Følge deraf mod den Hellige Alliance. Det var af denne Grund, at Konferencen i Verona, som fandt Sted nogle Måneder efter at den græske Revolution var begyndt, betragtede den som »iværksat af den internationale anarkistiske Sammensværgelse, snarere end ved det græske Folks egen Vilje.«

Den græske Revolutions sandt demokratiske Karakter genspejles i dens første grundlæggende Love (Epidauros-Forfatningen 1823 og Trizine-Forfatningen 1824), hvor Menneske- og Borgerrettighederne blev fastslået som Grundlag for den uafhængige Stat. En Forordning fra det peloponnesiske Senat (den repræsentative Forsamling, der var blevet oprettet straks ved Revolutionens Begyndelse), dateret den 25. Marts 1822 (Revolutionens andet år), fra Tripolis, Hovedstaden på Peloponnes, tyder i samme Retning. I denne Forordning, der er henvendt til Provinserne, hedder det udtrykkeligt:... Vi befaler Indbyggerne i Eders Provins, alle, som har Tyrker eller Folk af andre Nationaliteter i deres Magt, Slaver eller Fanger, Mænd eller Kvinder, at sætte dem i Frihed og ikke lægge dem nogen Hindringer i Vejen, thi Mennesket, der er et Fornuftvæsen, må ikke tage sig nogen Ret over sine Medmennesker. - Stilen i denne Forordning giver, tror vi, et godt Begreb om Karakteren af den græske nationale Opstand 1821-1828.

Men denne Opstand, der efter sit Indhold var et Bonde- og Folkeoprør, og som var så klart revolutionær og demokratisk, førte ikke desto mindre til sin egen Modsætning, til et Monarki. De små græske Feudalherrer, som så deres Forrettigheder og Privilegier forsvinde, glemte, som de besiddende Klasser har for Vane, Fædrelandet for deres personlige Interesser og Klasseinteresser. Det lykkedes disse reaktionære Elementer, i Forbund med rivaliserende og modstridende udenlandske Interesser, at ødelægge den Kræfternes Ligevægt, man hidtil havde opretholdt, afskaffe alle de forfatningsmæssige og folkelige Frihedsrettigheder, og at få oprettet først Diktaturet under Capodistria (en græsk Diplomat, der stammede fra Korfu, var i den Hellige Alliances Tjeneste og blev dræbt i Nauplia), og siden Kongedømmet. Stormagterne indsatte en bayersk Prins som Konge, den berygtede »gale Konge« Otto. Alt det Blod, der var blevet udgydt gennem disse år, alle det tapre græske Folks Ofre og Lidelser havde da ikke tjent til andet end at få oprettet en Marionetstat, hvis daglige Eksistens var afhængig af »de tre beskyttende Stormagters«, Englands, Frankrigs og Zar-Ruslands Velvilje. Disse Stormagters indbyrdes modstridende Interesser i de græske Anliggender blev årsag til de største Ulykker for Folket. Da Landets nationale Frihed først var kommet i Hænderne på Palmerston, Guizot osv., blev det en Kastebold for de Store; især på Grund af dets strategiske Beliggenhed blev det bestemt til at tjene de voksende imperialistiske Interesser, som, snart samarbejdende, snart i Modstrid med hinanden, men altid medførende Ulykke for Grækenland, kredsede om den nære Orient.

Den politiske Undertrykkelse

Hele vort Fædrelands moderne Historie, fra Revolutionen til vore Dage, er en lang Kæde af brutale udenlandske Interventioner og Overgreb. Det bayerske absolutte Monarki var blevet oprettet mod det græske Folks Vilje; enhver liberal Opposition blev undertrykt på den grusomste og mest brutale Måde. Bønderne blev berøvet enhver Andel i den såkaldte »Nationaljord«, det vil sige Jord, som havde tilhørt de tyrkiske Tyranner. Denne Jord blev uddelt til Kongedømmets Favoritter, for på denne Måde at skabe et socialt Grundlag for det Monarki, som kunstigt var blevet påført Landet. Havnebyen Piræus blev besat i 1854 - under Krimkrigen - for at forhindre Grækenland i at gribe til Våben mod Tyrkerne.

I 1862 blev Kong Otto fordrevet fra Tronen og fra Grækenland. Det siges, at han aldrig forstod, hvorfor Grækerne ville af med ham og hele hans Følge af bayerske Eksperter, Rådgivere og Organisatorer. Hvilket utaknemligt Folk, der ikke ønskede at følge de brave Tyskeres Råd! De »beskyttende« Stormagter kom imidlertid straks til Undsætning: et nyt Kongedømme blev påtvunget Grækenland. Denne Gang var det en dansk Prins, som var alt andet end gal, der blev udnævnt til Konge af Grækenland under Navnet Georg I. For ikke at blive tvunget til at dele sin Forgængers Skæbne, viste Kong Georg sig nogenlunde forfatningsvenlig. I 1897 blev en international økonomisk Kontrol pålagt Grækenland, et Overgreb mod alle nationale Suverænitetsprincipper. I 1896 forhindrede Beskyttermagterne ved Flådedemonstrationer Kreta i at forene sig med Grækenland, og under Folkerejsningen i 1909 forsøgte de ved samme Middel at frelse Monarkiet. Under den første Verdenskrig kastede de imperialistiske Magter sig endnu mere åbenlyst over Grækenland og provokerede en Borgerkrig. Den ene Part brugte som Redskab Kong Konstantin og hans Gemalinde, der var Søster til den tyske Kejser, og benyttede de græske Øer som hemmelige Forsyningshavne for de tyske Undervandsbåde; de andre greb ind med Våbenmagt og tvang Grækenland til at stille sig på deres Side i de Krigsoperationer, som endte med den frygtelige Katastrofe i Lille-Asien i 1922. En Million Grækere, som blev forfulgt af Tyrkerne, blev tvunget til at forlade deres Fødeland. Det var første Gang siden den antikke Tid, at Grækenland mistede noget af sit Område. Men selvom dette Tab var Resultat af et Nederlag og havde et sådant ulykkelige Følger, bidrog det meget til Grækenlands indre Udvikling; især medvirkede det, sammen med de Folkeflytninger, der blev foretaget efter Krigen, til at skabe større national Homogenitet i Nordgrækenland.

Det absolutte Monarki, man først havde fået, og det derpå følgende konstitutionelle Kongedømme, der begge var blevet Landet påtvunget af fremmede Interesser, tjente og forsvarede ikke andet end disse fremmede Interesser, både fra et politisk og fra et økonomisk og finansielt Synspunkt; for hvert nyt Trin i Udviklingen af den græske Nationalbevidsthed er man stødt på disse Hindringer og har altid været tvunget til at forsvare sig mod dem eller angribe dem som Støtter for den fremmede Indflydelse i Landet. Det var først Landaristokratiet og siden det liberale Borgerskab, som førte Underkastelsespolitikken over for Stormagterne. Deres særlige Klasse- og Kasteinteresser arbejdede godt sammen med udenlandske Interesser og Planer. Det er dette, som har skabt Grundlaget for de formelle Påskud til Interventionerne: de nævnte Klasser og Kaster handlede i kritiske Øjeblikke altid i deres egen Interesse, men i Nationens Navn, som repræsentative Klasser. Samme Baggrund har Hr. Tsaldaris Erklæringer til UN, gående ud på, at de fremmede Tropper befinder sig i Grækenland »efter Anmodning af den græske Regering«.

Den økonomiske Underkuelse

Den fremmede Indflydelse viser sig meget tydeligt på det økonomiske Område. Store Lån, der er stiftet i London, Paris og New York, udgør Hovedelementerne i en Underkastelsespolitik, der har givet Grækenland en halv-kolonial Stilling. Af de to første såkaldte »Befrielseslån«, der blev opnået i London hos Rotschild og Hambro, og som nominelt lød på 2 Millioner Pund Sterling, nåede således kun 200.000 Pund Sterling frem til den græske Statskasse. Af et andet Lån på 45 Millioner Francs, der var beregnet til Understøttelse af Monarkiet og de bayerske Lejesvende, kom kun en meget lille Del Statskassen til Gode. Henimod 1875 begynder den fremmede Kapital igen at træde i Aktivitet, og denne Gang bliver Infiltrationen meget mere indgribende. Fransk Kapital lægger Beslag på Minerne i Laurium. Anden udenlandsk Kapital kommer ind i Landet i Form af Lån til Bygningen af Jernbanen fra Athen til Thessalien. Derefter følger Koncessioner til fransk og engelsk Kapital til Bygning af Jernbaner på Peloponnes og i Vest-grækenland. Efterhånden som det orientalske Spørgsmål nåede sit Kulminationspunkt og Striden om Delingen af det tyrkiske Rige blev skærpet, blev Grækenland tvunget til at modtage nye Kapitalplaceringer, det vil sige nye Lån blev påtvunget Landet til Oprustningsformål. Til disse Lån var der knyttet meget hårde Betingelser. Nederlaget i 1897, der medførte almindelig Fallit og den ovenfor nævnte internationale Kontrol, Balkankrigene (1912-13), Verdenskrigen og Krigen i Lille-Asien, som endte i Katastrofe, førte efterhånden Landet ud i den største Elendighed. Lige før den anden Verdenskrig var 30 % af årsbudgettet afsat til Betaling af Renter og Afdrag på de græske Statspapirer. Hvis man hertil føjer Renter, Omkostninger, Udbytte og Forsikring til de udenlandske Kapitalinteresser, kommer man til en Sum, der er næsten lige så høj som Total-Nettoindkomsten.

Til Fuldstændiggørelse af Billedet skal der tilføjes nogle vigtige Oplysninger. Enhver udenlandsk Kapitalplacering i Grækenland var på samme Tid en Koncession og et Monopol. Således har engelske Kapitalinteresser i Dag Monopol på Elektricitetsvæsenet (Produktion og Forsyning) i Athen, på Sporvognene i samme By, på Bybanen fra Athen til Piræus og på Omnibuslinierne i Athen og Omegn. Sporvognene i Saloniki tilhører et fransk Selskab. Havneanlæggene i Kandia, Kios, Samos og Volos er koncessioneret til udenlandske Kapitalinteresser; Overrislingsanlæggene i Serres-og Axiosdalene er alle koncessioneret til engelske og amerikanske Kapitalinteresser; Telefonselskabet er et udenlandsk Selskab. Vandværket i Athen er et amerikansk Selskab (Ulen & Co.). Copais-Søen og Sumpene er blevet udtørret af et engelsk Selskab, og således fremdeles. Selv Anbringelsen af de 100.000 Flygtninge i 1922 var et stort amerikansk kapitalistisk Foretagende, idet amerikanske Selskaber fik overdraget Byggeri i stor Stil. Alle disse Koncessioner og Monopoler har forhindret Landet i at drage Fordel af den frie Konkurrence på Kapitalmarkedet. Grækenland har aldrig kendt Loven om Nedgangen i Udbytteprocenten. Landet har altid haft den højeste Diskonto i Europa og Udbytning af Arbejdskraften på et ligefrem kolonialt Niveau. Det var ikke tilfældigt, at en engelsk Officer fra den økonomiske Mission kort efter Befrielsen (November 1944) dristede sig til at sige til Arbejdsministeren i den første nationale Samlingsregering, at det Lønniveau, han havde fastsat (i Forståelse med Arbejdernes og Arbejdsgivernes Repræsentanter), var ganske uacceptabelt, og at man i Afrika betalte meget mindre til Negrene!

Grækenlands Undergrund er rig på Jernmalm, Bly, Bauxit og Brunkul; men Landet har aldrig haft Lejlighed til at udnytte disse Råstoffer industrielt.

Nationalbevidstheden

Dette Fremmedherredømme over Landet og Tendensen til at gøre det til en Lydstat, næsten en Koloni, har naturligvis bidraget til at skabe og udvikle en Nationalbevidsthed, som har givet sig Udtryk i Folkeopstande. Disse Opstande har på een Gang haft to Mål: på den ene Side at skabe de nødvendige Forudsætninger for en fremskridtsvenlig Udvikling indenfor Landets Grænser og på den anden Side at bane Vejen for national Uafhængighed i Forholdet overfor Udlandet. Disse to Sider af den moderne græske Nationalbevidsthed forklares af den Udvikling, som er beskrevet i det foregående, og er en direkte Følge af, at Landet altid er blevet behandlet som en Halvkoloni. En gammel græsk Folkesang siger:

”De store Købmænd sælger Nationerne som Kvægflokke.

De forråder gladelig Fædrenes Jord.

Men her hos os i disse ubesejrede Bjerge er det Våbnene, som har Ordet.

Det er en gammel Sang, men den er stadig aktuel.”

I 1843 blev Forfatningen gennemtvunget af en Rejsning af de fremskridtsvenlige Elementer inden for Hæren, der indtraf samtidig med en Folkeopstand. 1862 styrtede en ny, endnu mere omfattende, Opstand Kong Ottos Monarki. Året 1909 markerer den progressive Liberalismes Sejr, som imidlertid kun førte til et Kompromis med Reaktionen. Denne Liberalismes venstre Fløj erklærer sig for demokratisk og socialistisk. Hovedsagelig under Indflydelse af udenlandske Interesser fører voldsomme indre Kampe til en Borgerkrig og gennem ydre Krige og Nederlag (i 1922) til Afskaffelse af Kongedømmet. Den første græske Republik oprettes 1924. Allerede flere år tidligere er det græske Proletariat trådt ind i det sociale og politiske Liv som selvstændig Faktor. Som alle andre Steder tøver Liberalismen ikke med at forene sig med de monarkistiske Partier mod de folkelige Kræfter. Den økonomiske og politiske Krise skærpes. Man bevæger sig hen imod Kongedømmet gennem Kondylis Diktatur (1935) og Metaxas og Kong Georg II’s Diktatur (1936).

Den antifascistiske Krig

Mussolinis Invasion i Oktober 1940 mødte et uforberedt Grækenland, hvis diktatoriske Regering ikke havde nogen som helst Lyst til at gøre virkelig Modstand mod de fascistiske Tropper. Det er noksom bekendt, at General Metaxas altid havde været protysk og stået i nær Forbindelse med tyske og nazistiske militære Kredse. Det var altså Folkets Vilje, der tvang den daværende Regering til at yde Modstand mod det fascistiske Indfald i Landet. Det var Folket, som næsten våbenløst og uden militært Udstyr tvang Italienerne til at trække sig tilbage fra græsk Territorium; det var det samme Folk, som gik fra Sejr til Sejr i Albanien, til Trods for, at Fjenden var meget bedre udrustet til Kampen. Det er et slående Eksempel på, hvad et Folk, der ikke vil give Afkald på sin Frihed og nationale Uafhængighed, kan udrette. Og et lige så slående Eksempel på, hvad selv tyve års Tyranni ikke formår at udrette med et Folk - dette være sagt til Ære for det sympatiske italienske Folk, som ikke ønskede denne Krig. Grækerne på deres Side vidste godt, at det at bekæmpe Mussolini var det samme som at bekæmpe Diktaturet i deres eget Land og Fascismen og Nazismen i alle Lande. Dette var den diktatoriske Regering også godt nok klar over; dens Interesser faldt ikke sammen med Fædrelandets Interesser, hvilket kommer ganske åbenlyst frem i det Svar, Justitsministeren Maniadakis gav de antifascistiske Deporterede, som bad om at blive mobiliseret for at deltage i Kampen for Grækenlands Uafhængighed i dette kritiske Øjeblik, hvor Fædrelandet havde Brug for alle Kræfter; de så bort fra alle politiske Uoverensstemmelser og satte Fædrelandets Uafhængighed, Frihed og Ære over alt andet. Svaret lød: »Fædrelandet har ikke Brug for Jer; I vil bekæmpe Fascismen. Det er ikke Mussolinis Fascisme, men det italienske Folk som sådant, Fædrelandet kæmper imod.« Det lille Grækenland ydede, trods Generalstabens Ordrer, endnu tre Uger Modstand mod Tyskerne. Den Uge i Maj 1941, hvor Tusinder af tyske Faldskærmssoldater blev nedkastet under Kampen om Kreta, vil aldrig blive glemt af Nazisterne. »Vi hader Grækerne, som vi hader Jugoslaverne og Nordmændene,« sagde de, »vi hader dem frem for alle andre Folk; de skal blive udslettet af Europakortet. Det har Føreren sagt.«

E.A.M.s Modstandskamp

Besættelsen medførte en stor Omvæltning i hele Nationen. De politiske Partier gik enten, som Tsaldaris’ Folkeparti, ind i et kamufleret Samarbejde med Tyskerne og stillede to Quisling-Regeringer på Benene, eller forholdt sig passive. Da Tsaldaris efter Krigen optrådte som Vidne i en Proces, greb han Lejligheden til at erklære, at »det ikke var de politiske Partiers Sag at føre Modstandskamp.« Og den blev visselig heller ikke ført af de gamle Partier. Den eneste effektive Modstandsbevægelse kom direkte fra Folket: den Modstand, der blev organiseret af E.A.M. og E.L.A.S. Efterhånden kom denne Modstandsbevægelse til at omfatte hele Landet. Den mobiliserede Nationalbevidstheden på alle Områder; den samlede Kræfterne og udnyttede alle Mulighederne. Den koordinerede Kampen i Maquis’en med Kampen i Byerne, den militære Kamp og den politiske Kamp.

Det ville føre for vidt her at komme nærmere ind på det rent konstruktive Arbejde, der blev udført i de befriede Områder af Nationalrådet (Modstandsbevægelsens lovgivende Forsamling) og af P.E.E.A. (Modstandsbevægelsens provisoriske Regering). Vi skal kun lige nævne, at: Al Magt hidrører fra Folket og udøves gennem Folket. Den folkelige Administration og Retspleje er grundlæggende Institutioner i det græske Folks Samfundsliv.

Alle Grækere, Mænd og Kvinder, nyder de samme politiske og borgerlige Rettigheder. - Arbejdet er en grundlæggende social Funktion og giver Ret til Nydelse af alle Livsgoder. - Det er dette Folk, der har ofret så meget og kæmpet så tappert for sin Frihed, som fremmede Herrer nu atter ønsker at undertrykke for at kunne udnytte Landets strategiske Værdi i deres imperialistiske Eventyrpolitik. Det er dette samme Folk, der nu trodser og bekæmper de nye Erobrere og deres Lejesvende, som det har kæmpet til den endelige Sejr mod Fortidens Sultaner og Gårsdagens Hitlerister - det Folk, som altid befinder sig i Fortroppen i den store Kamp for Freden, for Nationernes Uafhængighed og for en lykkeligere Fremtid for Menneskeheden. Når den oprinder, vil Folkene med Taknemlighed mindes dem, der kæmpede for deres Sag, på hvilken Side af Oceanet de end befandt sig - medens de »store Købmænd, der sælger Nationerne« vil være fordrevet med samt deres Lejetropper og Atombomber.

 

Læs: Litterære anmeldelser * Tiden 1945/49 * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1950/51

 

Webmaster