Tiden - For fred, demokrati og socialisme.

Udvalgte artikler.

Tiden - Januar 1949

Katolikker på krigsstien

Af Olaf Olsen.

Den kirkepolitiske strid i Ungarn

Den økonomiske, politiske og sociale revolution, der efter krigen har fundet sted i hele Østeuropa, har sat sindene i bevægelse også her i landet.

Dette gælder ikke alene selve de politiske systemer, men også jordreformerne, de store processer mod det gamle styres mænd og det, der skal behandles i denne artikel, folkedemokratiernes kamp med den katolske kirke. Den dansker, der har sin udenrigspolitiske orientering fra den anti-kommunistiske presse, vil have det ganske bestemte indtryk, at der er tale om et kommunistisk forsøg på knægtelse af religionsfriheden. Men sagen forholder sig ganske anderledes. I det følgende skal der gives en redegørelse for den kirkepolitiske strid i Ungarn, der vel nok er det land i Østeuropa, hvor kampen mellem staten og den katolske kirke har været - og stadig er - hårdest og mest dramatisk.

Kirke og politik

Der er ikke tale om en regeringsoffensiv mod religionen - tværtimod har staten, hvad vi senere skal vende tilbage til, udvist en næsten forbløffende tolerance overfor denne. Det, man fra statens side bekæmper, er kirkens »ret« til at blande sig i politik. Siden reformationen 1536, hvor den danske kirke mistede størstedelen af sine godser, har dan danske kirkes politiske magt været i stadig aftagen, om end ikke helt forsvunden. Anderledes er det i de katolske lande, hvor kirken altid har haft en finger - ofte endda en hel hånd - med i spillet. Ikke mindst i det sidste tiår har den katolske kirke gentagne gange drevet aktiv politik i de lande, hvor

den har fodfæste. Og selv om der skulle have været anledning nok til det, er denne forøgede politiske aktivitet ikke fremtrådt som nogen »kæmpende humanisme«, tværtimod har den hos kirkens ledende mænd afsløret en hundreaktionær indstilling, der utvivlsomt i første række skyldes angsten for den sociale revolution, der vil fratage kirken dens verdslige besiddelser. Derfor støtter den katolske kirke Franco, derfor pavemagtens maskepi med Mussolini og fascismen, og derfor har vi idag en voldsom kirkekamp i Østeuropa.

Katolicismen har ikke ensidigt forsøgt at bygge en magtstilling op blot på skriftens ord og præstens formaninger fra kirke og skriftestol. Den katolske gejstlighed har fuldtud forstået, at skal man have indflydelse, må det økonomiske grundlag være i orden. Dette gælder også i Ungarn. Indtil 1945 var den katolske kirke landets største godsejer med mere end 2 millioner tønder land af Ungarns bedste jord. Over hele landet lå, knyttet til kirker og klostre, udstrakte kirkelige jordbesiddelser, hvor hundredtusinder af småbønder og jordløse landarbejdere havde deres daglige liv og arbejde. Ungarn var fuldstændig præget af storgodser - kun en ganske ringe del af jorden var i bøndernes eje - og som næppe noget andet sted i Europa var bondebefolkningen undertrykt og forkuet, underkastet herremandens og godsbestyrelsens forgodtbefindende. I det helt feudale samfund herskede godsejeren med jernhånd, og forholdene på de kirkelige godser skilte sig på ingen måde fra de verdslige. Var befolkningen religiøs, så var det i hvert fald ikke den jordejende gejstlighed, den elskede.

Så langt tilbage, man har sikre historiske vidnesbyrd, har den ungarske bonde levet et hårdt og usselt liv. Magyarerne har ikke altid boet i slettelandet omkring Donau-floden. Under de store folkevandringer for femten hundrede år siden kom de vandrende den lange vej fra centralasiens stepper, ikke som erobrere, men som slaver hos tidens store erobrerfolk, hunnerne, der hærgende brød ind over Europa. Hunnerne blev drevet bort, men magyarerne blev tilbage og fortsatte deres slaveliv, blot under andre herrer. Og i realiteten var de ungarske bønder helt op til 1945 stadig slaver hos gejstlige og verdslige herremænd, der endda for en stor dels vedkommende var af fremmed (habsburgsk) herkomst.

Dette så kirken på med største sindsro - den skar jo selv en bid af kagen og kunne derfor kun være interesseret i, at bønderne udnyttedes virkelig effektivt. Sin magt over sindene brugte præsteskabet til at indprente bønderne det feudale samfunds retfærdighed og fortræffelighed.

Jordreformen

I det lange løb var denne tilstand ikke holdbar, men bondefrigørelsen lod vente længe på sig. Først i 1945, efter fascismens nederlag, gik man i gang med en kæmpemæssig jordreform, der skulle betyde feudalsystemets undergang i Ungarn. Et areal, i størrelse svarende til hele Jylland, blev udstykket til de jordfattige og jordløse bønder, og ikke mindre end 600.000 husmandsbrug blev oprettet. Kirken kunne naturligvis ikke skånes her. Den fik lov at beholde 10 % af sin jord, ca. 200.000 tønder land, men resten måtte afleveres. Det hed udtrykkeligt i loven, at ingen kirke må eje mere end 100 tønder land.

Dette var intet mindre end en katastrofe for den katolske kirke. De rige afgrøder, der før i store mængder var strømmet fra godserne til kirker og klostre, flød nu andetsteds hen. Derved kom kirken i en meget alvorlig økonomisk situation. Der blev ganske vist givet en mindre erstatning for den afståede jord, men den forrygende inflation, Ungarn dengang befandt sig i, gjorde enhver formue i kontante penge totalt værdiløs. Da inflationen i sommeren 1946 var bragt til standsning ved en drastisk pengereform (24.000.000.000.000.000.000 pengö sattes lig 1 forint, der i danske penge er ca. 50 øre), viste regeringen sin gode vilje ved endnu en gang at yde kirken en erstatning for den eksproprierede jord, selv om statens økonomi var yderst anstrengt. Men den katolske kirke, der før havde omgivet sig med stor pomp og pragt, og som aldrig havde behøvet at se så nøje på sine udgifter, stod nu med begrænsede pengemidler og uden nogen jordkapital at falde tilbage på.

Naturligvis havde kirken gjort sit yderste for at forhindre jordreformens gennemførelse, men den ellers så almægtige gejstlighed kunne i dette tilfælde intet udrette. Århundreders undertrykkelse havde gjort magyarerne til et dybt religiøst folk, men i endnu højere grad havde de hårde livsvilkår fremkaldt en brændende tørst efter jord, en voldsom trang til økonomisk selvstændighed og frihed fra herremandens åg. Dette gjorde det umuligt for kirken at mobilisere sin ellers så trofaste hær, bønderne, i kampen mod den ny jordordning. Men den gav ikke op. Under ledelse af den katolske kirkes primas i Ungarn, kardinal Mindszenthy, startedes en voldsom og ubehersket propagandakampagne mod regeringen.

Katolikker på krigsstien

Til alt uheld for regeringen blev såvel 1946 som 1947 misvækstår i Ungarn. Høsten slog ganske fejl, og dette bevirkede i forbindelse med de store praktiske vanskeligheder ved omlægningen fra godsdrift til husmandsbrug, at landbrugsproduktionen faldt kraftigt. Hele samfundets økonomi rystedes, og manglen på levnedsmidler blev alvorlig både på land og i by.

Dette skabte for den katolske kirke de bedste muligheder for kampagnen mod »landrøverregeringen«, som man for enhver pris ville af med. Den dårlige høst viser, hed det i kirkerne, at Gud er forbitret over jordreformen. Man kan ikke ustraffet stjæle jorden fra dens retmæssige ejere, landadelen og gejstligheden. Nu kommer Guds hævn! I hyrdebreve, der læstes op i alle landets katolske kirker, lød der skarpe ord både mod regeringen og den russiske besættelsesmagt, hvis tilstedeværelse havde hindret jordbesidderne i med væbnet magt at modsætte sig udstykningen. Og de katolske organisationer, især ungdomsforeningerne, blev centrer for en livlig underjordisk aktivitet. Kornafleveringen blev i stor udstrækning saboteret efter præsternes diskrete formaninger fra skriftestolen. Blandt bønderne, der året før med stor entusiasme havde overtaget jorden, mærkedes en tydelig uro.

Regeringen, der var alvorlig svækket af store indre stridigheder, stod ret magtesløs over for hele denne udvikling. Man var klar over, at man måtte gå yderst forsigtigt frem, for den mindste lille indgriben over for kirken kunne på dette tidspunkt få uoverskuelige følger. Meget friere kunne den russiske militæradministration handle, og i foråret 1947 greb den russiske formand for det allierede kontrolråd i Ungarn ind og forbød en lang række katolske foreninger og sammenslutninger, der sigtedes for at have modarbejdet våbenstilstanden og hidset til had mod Sovjetunionen. Denne aktion, der gennemførtes på et uventet tidspunkt, lammede for en tid ganske den katolske reaktion.

Kommunisterne kommer til

En langvarig regeringskrise i 1947, hvorunder katolikkerne spillede en ikke ringe provokatorisk rolle, fik en for kirken meget ubehagelig udgang, idet kommunisterne vandt en fuldstændig sejr. Mand og mand imellem havde man i Ungarn lige efter krigen sagt, at »kun jøder og sigøjnere er kommunister« - (25 års fascisme var ikke gået sporløst hen over landet) - og partiet havde ført en tilbagetrukken, ja næsten forfulgt tilværelse. Men efterhånden som de andre partier løb fra det ene efter det andet punkt i de programmer, som de i 1945 overfor vælgerne havde forpligtiget sig til at følge, vandt kommunisterne terræn. Ikke mindst ved gennemførelsen af jordreformen i praksis, kampen mod korruption i administrationen og standsningen af inflationen havde kommunisterne spillet en afgørende rolle, og partiet skaffede sig derved en betydelig position. Nu blev kommunisterne det dominerende parti i regeringen, og forholdet mellem stat og kirke strammedes endnu en tak.

Kardinal Mindszenthy angreb i sine hyrdebreve den ny regering på det voldsomste. Ungarn er blevet en politistat med kommunistisk terror, sagde han, og det må være enhver katolsk ungarers pligt at bekæmpe den gudløse regering på enhver måde. De stærkt provokerende hyrdebreve blev læst op i alle kirker og vakte stor opsigt både hjemme og i udlandet. At kardinalen tillige luftede en ubehersket antisemitisme, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld.

Men kommunisterne lod sig ikke provokere af denne kampagne. Når Mindszenthy kunne råbe terrorister efter kommunisterne, uden at noget overgreb ramte ham, måtte det være så som så med denne terror, og angrebene på regeringen havde derfor ikke altid den tilsigtede virkning. Ikke desto mindre sluttede et stort antal troende katolikker og reaktionære politikere op omkring Mindszenthy, der blev samlingspunktet for den anti-sociale og anti-kommunistiske bevægelse. I maj 1948 udstødtes en sognepræst, der havde hilst den kommunistiske udenrigsminister, Erik Molnar, velkommen i sin menighed, af den katolske kirke. Paven kunne være tilfreds med sin repræsentant i Ungarn.

For ikke på nogen måde at give kirkens politikere agitationsmateriale måtte regeringen udvise den største forsigtighed i sin holdning over for den politiserende gejstlighed. Til direkte aktion mod den reaktionære kirkeledelse kunne man ikke gå, men man fandt hurtigt frem til den katolske kirkes achilleshæl: Kirkeskolerne.

Kirkeskolekampen

Mens den katolske kirke aldrig havde udvist nogen påfaldende interesse for socialt arbejde, havde den med sin store politiske realitetssans forstået at bemægtige sig børnenes og ungdommens opdragelse, især i landdistrikterne. 66 % af alle skoler ejedes af den katolske kirke, og 43 % af børnene i den skolepligtige alder gik i disse (1947).

Konfiskeringen af kirkegodserne havde revet det økonomiske grundlag for disse skoler væk under fødderne på dem. Der var ikke mere midler til at sørge for en ordentlig vedligeholdelse af bygningerne, inventaret forfaldt, lærerne blev usselt lønnet, og der blev ikke råd til opvarmning af lokalerne selv om vinteren. Rent katastrofalt var det for kirkeskolerne, at de lærebøger, der anvendtes under Horthy-regimet, var blevet forbudt af undervisningsministeriet på grund af deres fascistiske tendens. Der var nemlig heller ikke penge til at købe de nye bøger for, og undervisningen måtte derfor foregå næsten uden bøger. Trods de vanskelige forhold ville den katolske kirke ikke give slip på sine skoler, men det er klart, at undervisningen led meget derved, og der var almindelig utilfredshed med den.

Dette benyttede regeringen sig af og forelagde i parlamentet forslag til lov om nationalisering af kirkeskolerne. Mindszenthy udsendte straks et i ubeherskede vendinger holdt hyrdebrev, hvori han erklærede, at alle katolske parlamentsmedlemmer, der stemte for dette forslag, ville blive ekskommuniceret. Alle landets kirkeklokker kimede i protest, og rundt om i landet kom det til uroligheder, der var provokeret frem af den katolske kirke. I en landsby blev en politibetjent slået ihjel ved et folkeopløb efter en lidenskabelig tale af den stedlige præst. Der blev imidlertid skredet hårdt ind mod alle tilløb til uro, og kirken måtte endnu engang trække det korteste strå - loven blev vedtaget med stort flertal og trådte i kraft ved det ny skoleårs begyndelse d. 1. september 1948.

Ingen politisk begivenhed i Ungarn efter krigen har sat sindene så stærkt i bevægelse som skolenationaliseringen. Begge parter var klar over, at et nederlag i denne strid ville betyde en afgørende svækkelse, et prestigetab, der strakte langt videre end blot denne sag. Fra begge sider mobiliserede man derfor hele sin politiske formåen, og når kirken blev slået, skyldes det ikke mindst den taktiske overlegenhed, regeringen lagde for dagen. Man undlod således at kræve, at religionsundervisningen for fremtiden skulle være frivillig, tværtimod stadfæstede man, for at vise sin vilje til forlig med kirken, den obligatoriske undervisning i religion. Men medens de gamle kirkeskoler havde haft helt op til 18 ugentlige religionstimer (!), nøjedes statsskolerne med 2. Dette turde da også være fuldt tilstrækkeligt.

For regeringen var det en livssag at bevise, at den handlede rigtigt ved at overtage skolerne. Store pengemidler er bevilget til det ny skolevæsen, og læreruddannelsen er forbedret betydeligt. Skolebøger stilles gratis til disposition i store mængder, og der hænges kort og billeder op i klasseværelserne. Samtidig har de af kommunisterne dominerede ungdomsorganisationer dannet en slags skole-patronater, såkaldte »skole-brigader«. Hver brigade overtager en forhenværende kirkeskole til beskyttelse og sørger for dens istandsættelse og vedligeholdelse. Lokalerne males i lyse, venlige farver, der laves nye pulte og borde, gymnastiksale bliver indrettet, og pigerne syr skoletasker og penalhuse til børnene. Som følge af alle disse forbedringer, der er sket på forbavsende kort tid, brød den af den katolske reaktion organiserede skolestrejke sammen i løbet af ganske få dage. Regeringen havde vundet slaget.

Men kampen fortsætter, og modsætningerne tegner sig skarpere for hver dag der går. Den katolske kirke føler, at den kæmper for livet, dvs. sin politiske indflydelse, og dens reserver er endnu langt fra udtømt. Både i og uden for Ungarn er der endnu vide kredse, der er interesseret i at holde den kirkepolitiske strid i kog for derved at svække den folkedemokratiske regering. Om kampens endelige udfald kan der ikke herske tvivl - kirken vil blive afpolitiseret og måske endda gå i folkedemokratiets tjeneste - men før vi er nået så vidt, kan der være sket mange overraskende ting. Kardinal Mindszenthy står jo ikke alene - han har ikke blot pavens, men også den amerikanske imperialismes velsignelse til sin kamp.

*

NB. Efter at denne artikel var sat, indløb d. 27 december meddelelse om arrestationen af kardinal Mindszenthy og andre fremtrædende katolske politikere. De første aviskommentarer til denne begivenhed har fremhævet den som et bevis på regeringens svage stilling, men dette er langtfra tilfældet. Den katolske kirkes illegale, statsfjendtlige virksomhed har længe været en offentlig hemmelighed i Ungarn, og når regeringen endelig er skredet til direkte aktion mod den politiserende gejstlighed, er det ikke noget svaghedstegn, men viser tværtimod, at statsmagten nu føler sig stærk nok til med held at kunne imødegå den uundgåelige reaktion fra katolske kredse. Ungarns katolikker har spillet for højt spil og må nu undgælde herfor. Den katolske kirke i Ungarn har lidt sit hidtil alvorligste nederlag.

Tiden - Marts 1949

Om menneskerettighederne

af A. Vysjinskij

Den 9. og 10. december 1948 talte A. Vysjinskij på FN’s generalforsamling om forslaget til Erklæring om Menneskerettighederne. Forslaget var blevet udarbejdet i den såkaldte »Tredje Komité« og havde gennemgået forskellige stadier, idet der allerede i 19i7 i Genève var blevet udarbejdet et første udkast. Sovjetmedlemmerne af kommissionen havde søgt at forbedre udkastet og stillet en række ændringsforslag, der blev afvist af Komitéens automatiske anglo-amerikanske flertal. - I det følgende bringes et uddrag af Vysjinskij s gennemgang af forslaget og bestræbelserne på at få noget brugbart ud af det.

Forslagets store mangler

Dette forslags formelt juridiske karakter ytrer sig ved den abstrakte opbygning af en række paragraffer om meget vigtige problemer i forbindelse med menneskerettighederne. § 4 i det foreliggende forslag lyder således: »Ethvert menneske har ret til liv, til frihed og til personlig ukrænkelighed.« Denne paragrafs abstrakte karakter behøver næppe kommentarer. Det er påfaldende, at forslaget, når det taler om et så enestående vigtigt spørgsmål som menneskets ret til liv, til frihed, til personlig ukrænkelighed, ikke stiller sig den opgave at pege på blot de mest nødvendige foranstaltninger, som staten må træffe for at fremme virkeliggørelsen af disse rettigheder, for slet ikke at tale om at sikre dem. Det var derfor en naturlig sag at forsøge at indføre forbedringer i denne paragraf, at stille ændringsforslag til fjernelse af denne mangel.

Sovjetdelegationen har forsøgt at gøre dette. Den foreslog en ændring, hvori det bl.a. hedder, at »Staten bør sikre ethvert menneske beskyttelse mod forbryderiske anslag og sikre det betingelser, der forebygger trussel om død af sult og af udmattelse« etc. Desværre blev dette ændringsforslag afvist af Tredje Komité, skønt det så afgørende ville forbedre formuleringen.

Jeg vil anføre endnu et eksempel. I komitéens forslag findes § 23, som proklamerer retten til social forsorg og til virkeliggørelse af, som det hedder i denne paragraf, de rettigheder på det økonomiske, kulturelle og sociale område, som er nødvendige til opretholdelse af menneskets værdighed og til fri udvikling af dets personlighed, ved hjælp af landets egne anstrengelser og internationalt samarbejde og i overensstemmelse med hver enkelt stats struktur og ressourcer.

I paragraffen stilles en meget vigtig opgave, og man kan kun hilse med glæde, at den stilles. Men løser forslaget denne opgave tilfredsstillende? Sovjetdelegationen besvarer dette spørgsmål benægtende ... Her findes et uhyre misforhold mellem det, som denne paragrafs forfattere har ønsket at udtrykke, og det, som de i virkeligheden har fået udtrykt. Vi nærer ingen tvivl om, at der hos forfatterne af denne paragraf er udkæmpet en kamp mellem bestræbelsen for på den ene side at virkeliggøre det, som i indledningen, forøvrigt uberettiget, kaldes et »ideal«, og på den anden side deres ideologi, deres politiske principper, som hindrer dem i at udarbejde en formel, der virkelig kan afspejle vigtigheden af og betydningen af den tanke, der ligger i denne paragraf, selv om den er udtrykt dårligt og utilfredsstillende.

Denne paragraf udgør for øvrigt en del af den paragraf, som Sovjetdelegationen har bragt i forslag. Men i stedet for at vedtage hele paragraffen, hvoraf disse få linier kun er en del, valgte komitéens flertal en anden vej. De dele af paragraffen, som er de vigtigste, mest værdifulde, mest væsentlige, blev strøget. Tilbage blev kun en stump af denne store og vigtige paragraf, og den lyder nu helt anderledes end i Sovjetdelegationens affattelse, idet den i komitéens forslag er blevet til en levning af et større tema, som imidlertid mangler i forslaget.

Den Tredje Komités flertal afviste, som jeg sagde, den væsentligste del af dette forslag, som peger på statens og samfundets pligt til at træffe alle nødvendige foranstaltninger, også i lovgivningen, for at sikre ethvert menneske reelle muligheder for at udnytte alle de rettigheder, erklæringen handler om. Tilbage er kun en gold

proklamation, netop det som er den svageste side ved denne erklæring - tilbage er en tendens, et ønske, et udråb, en parole, men ikke en paragraf, ikke den paragraf, som kunne indgyde tillid til, at de goder, som proklameres i § 23, virkelig bliver sikrede…

Sovjetdelegationen foreslog at vedtage en paragraf, i hvilken det hed, at socialforsikring af mennesker, som arbejder for løn, dvs. arbejdere og funktionærer, skulle ske på statens bekostning i hvert enkelt land. Her har sovjetdelegationen givet dette problem en reel basis, ved at pege på en konkret kilde til at dække de udgifter, som er nødvendige for, at et arbejdende menneske kan nyde godt af en socialforsikrings og socialforsorgs goder. Sovjetdelegationen siger: Kilden er staten, kilden er arbejdsgiverne, som skaffer sig profit ved udbytning af arbejderens slid. På denne konto må man sikre det arbejdende menneske pension og anden forsorg i tilfælde af invaliditet, alderdom, sygdom osv.

Men skulle synes, at det var en ganske naturlig og konkret problemstilling. Imidlertid stødte den på bitter modstand fra komitéens flertal, som afviste ændringsforslaget...

Det er det andet eksempel på, hvordan Tredje Komités flertal har vansiret den smukke tanke og ikke har klaret at løse opgaven. I stedet for den vej, som sovjetdelegationen bestandig har søgt at lede Tredie Komités arbejde ind på, altså en konkret og positiv afgørelse af de henstillinger, omend kun af rent moralsk art, som burde rettes til andre stater, for at de kunne følge denne vej - i stedet har flertallet valgt en abstrakt vej, overstrøet med prangende ordblomster, som ville have været passende for halvandet hundrede år siden, men ikke længere kan bedåre nogen, thi alle disse fraser og formler fra den franske revolution, den amerikanske revolution og det 17. århundredes engelske revolution er allerede blegnede, det levende liv har vist, at der bag disse velklingende formler skjuler sig en grusom virkelighed, som ødelægger alle illusioner.

Mod fascistisk propaganda

Et tredje eksempel. I § 20 hedder det: »Ethvert menneske har ret til overbevisningsfrihed og til frit at udtrykke sin overbevisning. Denne ret indbefatter frihed til at hævde sine anskuelser uden indblanding og frihed til at søge, skaffe sig og udbrede information og idéer med hvilke som helst midler og uafhængigt af statsgrænser.«

Den første mangel ved denne paragraf ligger i, at den proklamerer den såkaldte frihed slet og ret, en frihed til at udbrede »information og idéer«.

Hvilke idéer kan udbredes frit og uhindret? Komitéens flertal svarer: alle mulige idéer. Sovjetdelegationen svarer: vi kan ikke anerkende dette, thi fascismens »idéer«, racehad, national had, spredning af fjendskab mellem folkene, ophidselse til en ny krig - at udbrede sådanne idéer anser vi for utilstedeligt, vi kan ikke tillade en sådan »frihed«.

Vi anser det for utilstedeligt at udbrede fascismens såkaldte »idéer«, for vi har en erfaring, som er betalt med millioner af vore børns, vore brødres, vore fædres, vore søstres, vore mødres, vore døtres liv ... Vi vil ikke tillade, at frihedens idé forvrænges, således at vi roligt skal se på, hvorledes fascistisk propaganda påny udfolder sig. Den har allerede rejst hovedet og vil rejse det endnu højere, når den ser denne erklæring, hvor der forkyndes en frihed til frit at udbrede alle mulige idéer, altså også fascistiske »idéer«. Nej, vi må kvæle fascismens frygtelige propaganda i fødslen, denne propaganda som forsøgte at drukne fredselskende, demokratiske lande i blod. Man kan ikke bringe os bort fra dette ved demagogisk at skrige og hulke, at man da ikke kan begrænse den menneskelige frihed, menneskets rettigheder. Jo, det kan man, hvis denne udnyttes til skade for det almene vel, for folkets interesser.

Det kan ikke tillades, at folk frit kan løbe om på byernes gader med brændende fakler med det forsæt at stikke vore huse i brand og slå os ihjel. En sådan frihed anerkender vi ikke, og vi kan ikke gå med til, at der i vor Erklæring fra De Forenede Nationer forkyndes en sådan frihed til at udbrede Hitlers og Goebbels idéer.

Man siger: Men vi vil bekæmpe de fascistiske »idéer« med vore egne idéer. Det sagde De også, mine herrer tilhængere af den ubegrænsede frihed, dengang da Mein Kampf og den slags forbryderisk litteratur blev skrevet og udbredt. Det sagde De allerede dengang, og De kæmpede naturligvis på Deres vis. Men hvad førte deres kamp i sidste instans til? Vandt De sejr? Formåede De med deres bekæmpelse at forebygge hitlerbandens overfald? Nej!

Tværtimod, mens De ud fra de fornemste motiver, for ikke at begrænse nogen som helst frihed, end ikke fascistiske morderes og voldsmænds frihed, forholdt Dem i ro og dvælede i deres filosofiske beskuen, hvæssede røverne og morderne kniven, samlede folk til deres bander, organiserede banderne, udarbejdede overfaldsplanerne og biede på det øjeblik, da det var dem mest belejligt at slå til.

De kan kæmpe med idéer og er forpligtet til at kæmpe med idéer imod det, som strider mod Deres idéer, men der findes »idéer«, som udgør en offentlig fare, og som er uværdige til at kaldes idéer, og kampmidlet mod denne fare er ikke blot menneskets ord, men også loven, den ubønhørlige straffelov.

Materielle midler nødvendige

En anden væsentlig mangel ved denne paragraf er, at den nøjes med en simpel proklamering af retten til frihed og til udbredelse af idéer, men intet siger om, med hvilke midler man kan udbrede ædle idéer, ikke røveres, voldsmænds og fascisters »idéer«, som paragraffen i det foreliggende erklæringsforslag åbner døren på vid gab for, men virkelig ædle og ophøjede idéer, idéer som fødes på kvistværelser og i kælderlejligheder, idéer som de bedste menneskers ånd har beriget menneskeheden med. Man kunne nævne snese og hundreder af sådanne mennesker, som var for fattige til frit at kunne udbrede deres idéer, for slet ikke at tale om, at disse idéer bestandig stødte på modstand fra de herskende klassers og samfundets side.

Denne paragraf i forslaget tier, tier skamfuldt om de midler og metoder, ved hvis hjælp det først vil være muligt at nyde denne frihed, som Erklæringen proklamerer.

Jeg vil gerne minde om, at J. V. Stalin i sin historiske tale om forslaget til Sovjetunionens forfatning i 1936 påpegede, at når man taler om ytrings-, møde- og pressefrihed, glemmer man, at for arbejderklassen kan alle disse friheder blive til tomme ord, hvis den er berøvet muligheden for at disponere over egnede bygninger, gode trykkerier, rigeligt med trykpapir osv. alt det som den nu råder over i vort store land. Denne tavshed om de midler og metoder, ved hvis hjælp det i virkeligheden først bliver muligt at nyde denne frihed og at kunne udbrede sine ædle idéer og teorier i praksis ???denne tavshed er også en stor skavank ved paragraffen, jeg her taler om.

Sovjetunionens delegation har, for at fjerne den omtalte skavank ved Erklæringen, foreslået at supplere, altså ikke erstatte, men supplere denne paragraf med ordene: »Med det formål at sikre betydelige befolkningsdele retten til frit at udtrykke deres meninger, ligeledes for at sikre deres organisationer denne ret, yder staten dem bistand og hjælp med materielle midler (bygninger, trykkerimaskiner, papir osv.), som er nødvendige til at udgive demokratiske presseorganer.«

Dette forslag blev ligeledes afvist af komitéens flertal. Ved den lejlighed blev afvisningen af sovjetforslaget motiveret med intet mindre end, at det egentlig ville være et attentat fra statens side på tankefriheden, hvis den overlod vide befolkningskredse materielle midler til udbredelse af deres meninger ... Den virkelige betydning, som afvisningen af sovjetforslag efter vor mening har - og dette må være fuldstændig klart - er, at brede befolkningsmasser berøves muligheden for at udføre deres eget kulturelle, oplysningsmæssige og politiske arbejde uafhængigt af de kapitalistiske bladmonopoler, og altså hæmmes i forsvaret af de brede folkemassers interesser.

Frihed for fascistiske organisationer?

Et fjerde eksempel. I § 21, punkt 1, hedder det: »Ethvert menneske har ret til frit at afholde fredelige møder og danne foreninger.« Det er i sig selv ikke nogen dårlig paragraf, men den er utilstrækkelig… Sovjetdelegationen stillede et ændringsforslag, om i stedet for Tredje Komités tekst at skrive: »Til fremme af demokratiets interesser skal der ved lov garanteres frihed til at afholde møder, gadeoptog, demonstrationer, at organisere frivillige samfund og foreninger. Alle samfund og foreninger og andre organisationer af fascistisk og antidemokratisk karakter skal så vel som deres virksomhed i enhver form forbydes ved lov og under strafansvar.« ...

Det må bemærkes, at da dette forslag fra sovjetdelegationen blev forkastet, blev der fremsat så løjerlige indvendinger, som at begrebet »fascisme« eller begrebet »organisationer af fascistisk type« ikke var klart nok. Ja nogle mærkelige mennesker tillod sig endda at spørge: Hvad vil fascisme i virkeligheden sige? Hvad er det for noget - organisationer af fascistisk type?

Er det virkelig nødvendigt atter en gang at afsløre det uholdbare og falske i den art motiveringer, som i grunden tilsigter at forpurre berettigede krav, der i fuldt mål svarer til demokratiets, fredens og folkenes sikkerheds interesser, kravene om at der skal træffes reelle og effektive forholdsregler mod genfødelsen og udviklingen af fascistiske og antidemokratiske sammenslutninger, foreninger og organisationer? Er det virkelig nødvendigt om og om igen at afsløre de forsøg, som skjuler sig bag den slags forbehold, forsøg på at yde fascismens genfødelse og dens virksomhed bistand til skade for demokratiets og fremskridtets interesser?

Kampen mod fascismen i alle årene før krigen, som Hitleristerne påtvang de demokratiske lande og fredselskende folk, kampen mod fascismen under den anden verdenskrig efterlod så dybe ar på folkenes krop i de demokratiske lande, at det burde være umuligt med en sådan hensynsløshed at anføre den slags oplagte og falske henvisninger til, at begrebet »fascisme« skulle være »uklart og ubestemt«.

I et femte eksempel beskæftigede Vysjinskij sig med videnskabens og kunstens frihed og sagde bl.a.: Sovjetunionens delegation har foreslået at tilføje et afsnit, hvor det hedder, at videnskabens udvikling skal tjene fremskridtets og demokratiets interesser, den skal tjene fredens sag og samarbejdet mellem folkene ...

Dette forslag blev forkastet, måske nok af den simple grund, at det var et sovjetforslag. Mange af vore forslag finder ingen støtte hos generalforsamlingens og dens komitéers flertal, ikke fordi de ikke i sig selv er velegnede, men fordi de udgår fra os, men derved taber først og fremmest de Forenede Nationers Organisation.

Vysjinskij gik over til at tale om det sjette eksempel: l forslaget til Erklæring om Menneskerettigheder findes ikke eet ord om rettigheder for mennesker tilhørende racemæssige, sproglige eller religiøse mindretal! En paragraf derom havde eksisteret i 1947-udkastet fra Genève, men var blevet strøget af Tredje Komités anglo-amerikanske flertal.

På grund af alle disse mangler ville sovjetdelegationen foreslå, at behandlingen af forslaget til Erklæring for Menneskerettighederne blev udsat til næste generalforsamling.

1 sin tale den 10. december beskæftigede Vysjinskij sig med forsøgene på at udnytte forslaget til Erklæring om Menneskerettighederne til angreb på nationernes suverænitet. Han talte udførligt om det faktum, at forslaget overhovedet ignorerede det vigtige princip om nationernes ret til selvbestemmelse, og at forslaget iøvrigt lettede genfødelsen af fascistisk propaganda. Vysjinskij opstillede visse betingelser, som en Erklæring om Menneskerettighederne måtte tilfredsstille, og sagde til slut:

Canadas repræsentant talte her om, at der foregår en kamp mellem to linier, mellem den linie, der agter menneskets rettigheder, og den linie, der hævder statens forrang frem for mennesket. Det samme sagde for en del også Uruguays repræsentant. At der foregår en kamp mellem to linier, det er rigtigt, mine herrer, men ikke mellem de linier, det er ikke den kamp, som disse repræsentanter talte om.

To kamplinier kommer naturligvis til syne i behandlingen af forslaget til Erklæring om Menneskerettighederne.

Den ene linie forsvarer demokratiets og fremskridtet, fredens og folkenes sikkerheds principper. Denne linje kræver, at fascismen og fascistisk-nazistisk virksomhed tøjles.

Den anden linje er reaktionens og aggressionens.

Den ene linie er modstander af alle antidemokratiske og fascistiske anslag, »teorier« osv., som angriber menneskehedens helligste goder.

Den anden linie støtter og udnytter reaktionære kræfter, indbefattet fascisme og nazisme, som forsøger at rejse hovedet til kamp mod vor tids fremskredne idéer, til kamp for de egennyttige interesser, som besjæler nybagte aspiranter til verdensherredømmet. Sammenstødet og kampen mellem disse linier har fundet sit udtryk også i Tredje Komités arbejde og i den modstand, som er blevet rejst mod de forslag, der er stillet af Sovjetunionens delegation og en række andre delegationer, der kæmper for demokrati og fremskridt, for fred og internationalt samarbejde, mod reaktion og aggression.

Vejen til enhed i Polens arbejderbevægelse

Af Erik Horskjær

Den polske arbejderklasse oplever idag et glædeligt, længe ventet øjeblik. Det Polske Arbejderpartis og Polens Socialistiske Partis kongresser har besluttet at danne eet parti. Splittelsen i arbejderbevægelsen er likvideret. Enheden er skabt.

Med disse ord åbnede Polens præsident Boleslaw Bierut den 15. december 1948 Polens Forenede Arbejderpartis første kongres i Warszawa, en kongres, der uden tvivl vil komme til at stå i landets historie som et af de mest afgørende skridt ad vejen til socialismen.

Enheden i Polens arbejderbevægelse er ikke noget paradenummer. Den er ikke et letkøbt resultat af taktiske forhandlinger, men en virkelig realitet, der har sine rødder fast forankret i de brede masser. Ville man have stillet sig tilfreds med en formet enhed, kunne en sådan være opnået for længe siden, men netop fordi det reelle indhold er gået forud for det formelle kunne arbejderenheden i Polen først proklameres mere end 3 1/2 år efter krigens ophør.

For at få et indtryk af denne begivenheds rækkevidde må man kende det, der er gået forud - altså have et omrids af arbejderbevægelsens historie i Polen. Ligesom selve landets historie har været omskiftelig og modsætningsrig, bærer arbejderbevægelsens udvikling stærke præg af de særlige sociale og nationale komplikationer, hvorunder den fremvoksede, spaltede sig og endelig atter forenedes! Den polske arbejderbevægelses historie er rig på begivenheder og problemer, hvoraf mange endnu er langtfra tilstrækkeligt belyst. Nogen egentlig samlet fremstilling af den polske arbejderbevægelses historie foreligger ikke, og det siger sig selv, at nærværende artikel ikke gør fordring på andet end at give en nødtørftig orientering i de mest elementære forudsætninger, idet mange i og for sig vigtige begivenheder og problemer må forbigås. Som en ledetråd er i store træk benyttet de historiske afsnit af Bieruts hovedtale på Enhedskongressen.

I. Den polske arbejderbevægelses grundlæggelse

Polens første arbejderparti på den marxistiske ideologis grund var »Det Social-Revolutionære Parti Proletariat«, der dannedes i 1882. Partiets første organisator og ideolog var Ludwik Warynski, som studerede i Petersburg, og var kommet i kontakt med russiske revolutionære. Forud for partiets egentlige grundlæggelse gik der et intensivt agitationsarbejde og skolingsarbejde, som i og for sig fik en større reel betydning end selve partiets virksomhed, der ret kort efter grundlæggelsen lammedes ved hele lederstabens arrestation i 1883. »Proletariats historiske fortjenester består i, at dette parti gav den polske arbejderklasse kendskab til de allermest elementære principper for den marxistiske revolutionære ideologi. Det afgørende punkt måtte for et land, der som Polen led under en kompliceret national situation -- territoriet var på det tidspunkt delt mellem de tre stormagter Rusland, Preussen og Østrig-Ungarn -- blive at fremelske international solidaritet og bekæmpe den snæversynede nationalisme, der under de givne forudsætninger havde en frodig grobund. Partiet »Proletariat« gjorde det klart, at det polske proletariats nationale befrielseskamp kun kunne føre til et gunstigt resultat hvis denne kamp førtes hånd i hånd med de undertrykkende staters proletariater, specielt Ruslands.

Partiet »Proletariat« nåede ikke direkte at komme i kontakt med tilstrækkeligt brede masser, og efter ledernes arrestation mistede det sin organisatoriske fasthed og gled ideologisk ned på narodnikernes individuelt-terroristiske stade. Partiet var nok gået ud fra de grundlæggende marxistiske principper, men manglede tilstrækkelig erfaring til at benytte disse principper på den særlige situation. »Proletariat« viste de polske arbejdere målet, socialismen, men formåede ikke at anvise dem vejen til dette mål.

II. Splittelse i den polske arbejderbevægelse Nationalistisk infiltration

Efterhånden som arbejderklassens betydning voksede, forstærkedes hos forskellige borgerlige grupper - ikke mindst blandt dem, der befandt sig i emigration - tendenserne til at udnytte denne nye politiske kraft til deres egne snævert nationalistiske formål. Disse tendenser, der udefra vandt en vis indflydelse i arbejderklassen, tilstræbte afblæsning af klassekampen og søgte i stedet at samle de derved frigjorte kræfter for at støtte arbejdernes »egne« kapitalister. Landets nationale opdeling forstærkede den almindelige spaltning, der på grund af imperialismens udvikling samtidigt var ved at foregå i hele den internationale arbejderbevægelse mellem den reformistiske fløj og den revolutionære fløj.

Denne spaltning foregik i princippet nogenlunde ens i Polens tre parter, men den gjorde sig mest anskueligt gældende i den del af landet, som befandt sig under Tsar-ruslands styre. Den russiske part af Polen var i løbet af det 19. århundredes sidste fjerdedel blevet et af imperiets industrielt højest udviklede områder. I 90erne var stillingen udkrystalliseret: arbejderklassen stod i skarp kampstilling overfor kapitalismen. Kampen var rigtigt og konsekvent rettet direkte mod tsarismen. En afgørende faktor, der førte arbejderne i by og på land ind på klassekampens vej var den nationale undertrykkelse. Til forskel fra de polske storkapitalister og storgodsejere, som næsten uden undtagelse stillede sig på tsarismens side befandt et meget stort kapitalistisk mellemlag og småborgerskabet sig i samme skarpe nationale angrebsstilling mod tsarismen som arbejderne og det er dette »egne bourgeoisi« som svækker arbejderklassens stilling, idet det forplumrer vandene med sin rent borgerlige nationalisme, der til syvende og sidst bunder i et simpelt forretningsmæssigt konkurrenceforhold overfor de russiske kapitalister og deres store polske medløbere.

Således var stillingen i russisk-Polen, og tilsvarende var den i de to andre dele, den preussiske og den østrigske. Det nationalistiske borgerskabs nationale forhåbninger baseredes på drømmen om en væbnet konflikt mellem de undertrykkende stater og optrådte derfor i vid udstrækning med omvendte fortegn i de forskellige dele af landet. Til disse rent borgerlige formål havde man brug for arbejderklassens kræfter, og PPS, Polens Socialistiske Parti, som i 1892 grundlagdes på en kongres i Paris, skulle først og fremmest være et instrument for denne taktik. I PPS samledes højreorienterede socialdemokratiske elementer med rent borgerligt-nationalistiske elementer repræsenteret af folk som Pilsudski. PPS opstod i kamp mod den marxistiske fløj af arbejderbevægelsen og denne kamp mod marxismen betragtedes som en af partiets fornemste opgaver. PPS stillede sig straks på den yderste højrefløj af II. Internationale og dets sympatier lå klart hos de mest reformistiske og revisionistiske dele af Internationalens andre partier. PPS repræsenterede fra første færd den mest snæversynede nationalisme og vendte sig med langt større heftighed mod den russiske arbejderbevægelse end mod tsarmagten for slet ikke at tale om de østrigske og preussiske magthavere, som PPS-lederne ligefrem satte deres lid til som »befriere«. Så tydeligt som noget sted optrådte socialdemokratismen i Polen som bourgeoisiets agentur i arbejderbevægelsen.

Men når man taler om PPS’s yderligtgående højrekurs, må man ikke glemme samtidigt at minde om, at et socialdemokratisk partis menige medlemmer sjældent ligner deres ledere. I den stadigt mere skærpede situation op til revolutionsåret 1905 vokser modstanden indenfor PPS’s egne rækker mod lederklikens reaktionære politik. En venstre-opposition vinder terræn og efter de voldsomme begivenheder i 1905 skiller denne venstrefløj sig også formelt ud, bryder med Pilsudski-elementerne og skaber sit eget parti, »Venstre-PPS«.

III. Den polske arbejderbevægelse bliver en massebevægelse, SDKPiL

Som allerede omtalt formåede partiet »Proletariat« efter de betydeligste lederes arrestation ikke organisatorisk at gå i spidsen for den fremvoksende arbejderklasse. Den praktiske ledelse overtoges af organisationen »Polske Arbejderes Forbund«, som var oprettet i 1889, en organisation af overvejende fagforeningsmæssig karakter med et fra begyndelsen rent økonomisk program. Den overhængende fare for, at den økonomiske kurs hos »Polske Arbejderes Forbund« skulle føre ud i det nationalistiske blindspor og spille ledelsen i det nyoprettede PPS’ hænder, vakte de bedste kræfter fra det gamle »Proletariat« til live, og i 1893 trådte Arbejderforbundet i nøje samarbejde med »II Proletariat«, som det genopvakte parti kaldtes og de to organisationer gik op i »SDKPiL« (Kongeriget Polens og Litauens Socialdemokratiske Parti), hvis betydeligste ledere blev folk med et senere verdensry som Rosa Luksemburg, Feliks Dzierzynski og Julian Marchlewski. SDKPiL fortsatte ikke blot »Proletariats bedste traditioner, men gav partiet massebevægelsens karakter.

SDKPiL var det revolutionære masseparti, som førte den polske arbejderklasse til kamp mod kapitalismen for socialismen. Partiet stod på den proletariske internationalismes grund og bekæmpede de farlige nationalistiske tendenser, idet det søgte sin nærmeste forbundsfælle i den russiske revolutionære bevægelse. Trods visse principielle fejl, som vil blive omtalt, var det det eneste polske parti som stod på marxismens grund, og i revolutionsåret 1905 var det den ideologiske fører for Polens arbejdende masser. Af alle partierne i II Internationale var SDKPiL det parti, der stod nærmest Lenin, skønt det ikke fuldtud kunne betegnes som et leninistisk parti.

Hvori bestod SDKPiL’s ideologiske fejl, den afvigelse, som kaldes »luksemburgismen«?

Den bestod først og fremmest i en afgørende forkert stilling til de nationale spørgsmål, der netop i et land som Polen havde den allerstørste rækkevidde. I et manifest, som 1916 offentliggjordes i »Gazeta Robotnicza« (Arbejderbladet) forkastedes skarpt den nationale selvbestemmelsesret og man gav derved det nationalistiske PPS vind i sejlene, ja drev ligefrem store dele af arbejderklassen i favnen på de reaktionære højresocialister. Den bestod yderligere i en mangelfuld forståelse af partiets rolle som det skabende, revolutionært organiserende element, en udialektisk tro på at de samfundsmæssige udviklingslove automatisk ville ske fyldest uden partiets aktive medvirken.

IV. Fra den borgerligt-demokratiske revolution 1905 til den socialistiske revolution 1917

Allerede under revolutionsbegivenhederne i 1905 havde der eksisteret et vist samarbejde mellem SDKPiL og PPS’s venstrefløj, og da denne venstrefløj i 1906 udskilte sig af PPS, blev det praktiske samarbejde stærkere. Reaktionsperioden efter den nedkæmpede revolution havde i alt væsentligt den samme karakter som i Rusland. Svælget mellem højre og venstre uddybedes yderligere. PPS var bourgeoisiet behjælpeligt med at skabe en »gul«, ikke-revolutionær fagorganisation, »Det Nationale Arbejderforbund«, som hånd i hånd med Tsarens politi bekæmpede revolutionens efterdønninger. SDKPiL søgte i nøje samarbejde med Venstre-PPS at udnytte alle muligheder idet man forenede legalt arbejde i alle masseorganisationer med illegal virksomhed. Samarbejdet var ikke ganske gnidningsløst - trods bruddet med Pilsudski sad opportunismens og nationalismens rødder dybt i Venstre-PPS, og SDKPiL formåede som følge af sine egne ideologiske svagheder ikke at overvinde vanskelighederne helt.

I årene 1912-14 begyndte et nyt opsving, og verdenskrigen kom på et tidspunkt, hvor en klaring var ved at ske. Under krigen trækkes skillelinierne klart op. Det gamle PPS (højregruppen) havde allerede forud for krigen knyttet sig fuldstændigt til den østrigskpreussiske imperialisme og handlede under krigen fuldstændig efter disse magters ordrer. SDKPiL stillede sig på den proletariske internationalismes grundlag og støttede ligesom de fleste af folkene fra Venstre-PPS Lenins politik mod den imperialistiske krig, skønt den forkerte nationalpolitik var en afgørende brist. Den formelle sammenslutning mellem de to antiimperialistiske grupper forberedtes allerede under krigen, men nåede først sin virkeliggørelse i december 1918, da de gik op i Polens Kommunistiske Parti (KPP).

Oktoberrevolutionen vakte stor genklang i Polen. Flere steder greb arbejderne spontant til våben og oprettede sovjetter, men partiets ledende organer evnede ikke at støtte og videreudvikle dette yderst værdifulde initiativ. Bourgeoisiet og dettes agentur i arbejderbevægelsen vurderede derimod den spontane bevægelse fuldkommen rigtigt, og ved en snedigt gennemført taktik lykkedes det dem at standse bevægelsen ved at indgive de brede masser den illusion, at den nye polske regering var rede til at imødekomme alle arbejdernes krav - det var en socialdemokratisk regering. SDKPiL og Venstre-PPS afslørede ikke tilstrækkeligt tydeligt bedrageriet og havde ikke noget klart udformet aktionsprogram at sætte op mod de gyldne løfter og den tilsyneladende nationale uafhængighed. »Luksemburgismen«s ideologiske brist viste sig i den afgørende stund skæbnesvangre.

V. Den borgerligt-»demokratiske« republik, KPP

Det Polen, der skabtes efter den første verdenskrig, var et misfoster såvel i social og økonomisk som national henseende. Socialt skete der ikke væsentlige ændringer af den gamle tilstand. Industrien var stadig på kapitalisternes hænder og koncentreredes støt, samtidigt med at der fandt betydelig infiltration af udenlandsk kapital sted - først engelsk og fransk, senere også tysk. Økonomisk hæmmedes den nye statsdannelse af en yderst uheldig grænsedragning, som vanskeliggjorde adgangen til havet - »den polske korridor« var det eneste åndehul - og gennemskår et af Europas betydeligste industriområder, der naturligt hører til Polen, Schlesien. Samtidigt havde den reaktionære stat sat sig i besiddelse af betydelige litauiske, hviderussiske og ukrainske områder i øst, hvilket i forbindelse med en temmelig stor forfulgt jødisk befolkning stillede nationalproblemet på spidsen og gav næring til en usund polsk herrefolksmentalitet. Det borgerligt-demokratiske Polen sluttede som et af de første lande op i interventernes række og var lige ved at brænde sig alvorligt.

Hele mellemkrigsperioden var i Polen præget af stærk social og politisk gæring, og reaktionen greb til stadigt grovere midler. Det socialdemokratiske parti, PPS, placerede sig som sædvanligt yderst til højre i international målestok og gik så vidt, at det i 1926 med Pilsudski i spidsen oprettede et diktatur, der kun i ord adskilte sig fra den skinbarlige fascisme.

Det var under disse forudsætninger KPP arbejdede og voksede som det eneste virkelige konsekvente arbejderparti. Hvor som helst klassekampen blussede op, søgte partiet belært af bitter erfaring at bringe den ind under organiserede former og partiets indflydelse voksede i løbet af tyverne. Den eneste virkelige modstand der var mod Pilsudskis kup i 1926 kom fra kommunisternes side, og i 1928 kunne partiet trods sin illegale organisationsform samle henved 1.000.000 stemmer ved valget til Sejmen (rigsdagen). I 1930erne gik partiet ind for folkefronten mod fascismen og opnåede ikke uvæsentlige resultater. Appellen vandt genklang blandt arbejderne og en stærk venstreopposition begyndte atter at udkrystallisere sig fra det reaktionære PPS.

Kampen mod kommunisterne førtes fra socialdemokratiets og de andre borgerlige partiers side med uhæmmet brutalitet. Politioverfald, fængsling, ja henrettelse var daglig kost i det borgerligt-»demokratiske« mellemkrigs-Polen. En specielt »høj« udvikling nåede provokationens og stikkeriets kunst i kampen mod kommunisterne. Det lykkedes i en forfærdende grad reaktionen at placere sine hemmelige agenter i partiapparatet - et forhold der tyder på alvorlige organisatoriske fejl i KPP - og denne forræderiske provokationspolitik havde faktisk så megen fremgang, at partiet i 1938 formelt opløste sig for at kunne opbygge et helt nyt apparat, et arbejde som fortsattes og kronedes med held under nye og endnu vanskeligere forudsætninger, under den nazityske okkupation.

VI. Okkupation og frihedskamp, PPR

Da krigen i 1939 brød ud, befandt adskillige af de aktive kommunistiske ledere sig i fængslerne. Deres appel om at frigive dem for at de kunne deltage i landets forsvar blev afslået; efterhånden som opløsningen rask skred frem, lykkedes det dog de fleste af dem at undvige og mange af KPP’s bedste folk faldt allerede som deltagere i det kortvarige militære forsvar af Polen. De overlevende gik straks igang med at samle pålidelige antifascistiske, demokratiske elementer om sig for som den første organiserede styrke at indlede den underjordiske modstandskamp. Andre havde reddet sig over til Sovjetunionen, hvor en aktiv polsk frihedsbevægelse mod de tyske okkupanter med sovjetmyndighedernes stiltiende støtte organiseredes allerede fra slutningen af 1939.

Det underjordiske arbejde antog mere og mere faste organisatoriske former, og i januar 1942 var udviklingen så vidt fremskredet, at befrielsespartiet kunne dannes. Det fik navnet Polens Arbejderparti (PPR) og dets program var et rent marxistisk-leninistisk, som satte den nationale befrielseskamp i nøjeste forbindelse med den sociale. PPR blev som følge deraf hurtigt det eneste virkelige modstandsparti i Polen, idet højre-socialdemokraternes ledere, der havde bragt sig i sikkerhed i London, hvor de opererede under etiketten WRN (Wolnosc, Rownosc, Niepodlegosc - Frihed, Lighed og Uafhængighed) faktisk gjorde deres deltagelse i frihedskampen betinget af, at den skulle føre til en tilbagevenden til de gamle forhold. London-agenturet gik så vidt, at det i nøje samarbejde med den yderligtgående reaktionære Mikolajczyk-fløj satte forberedelserne til væbnet bagholdskamp mod den sovjetiske befrierhær og de sammen med den fremrykkende polske styrker i første række fremfor bekæmpelsen af de tysk fascistiske okkupanter. Et af denne hårdkogte spekulations blodigste resultater var den tragiske, i utide iværksatte Warszawaopstand. PPS’s brede masser i Polen kunne naturligvis ikke acceptere London»regeringen«s forbryderiske politik og optrådte i stadigt stigende omfang som et uafhængigt parti med egen ledelse i selve Polen og med stadigt voksende samarbejde med PPR, et samarbejde der i høj grad var medvirkende til dannelsen af Polens »frihedsråd«, Krajowa Rada Narodowa (Det Nationale Landsråd, forkortet KRN), som stiftedes nytårsnat 1943-44 under Boleslaw Bieruts forsæde. KRN udviklede sig til landets virkelige nationale regering under okkupationen og stod rede til at overtage regeringsfunktionerne, efterhånden som det polske territorium blev befriet af den Røde Hær og den polske hær i Sovjetunionen.

VII. Arbejderbevægelsens opgaver efter befrielsen

KNR med en i alle afgørende spørgsmål enig arbejderbevægelse som den drivende kraft var godt rustet til at løse de mangfoldige problemer, der måtte løses umiddelbart efter landets befrielse. Takket være PPR’s klare politiske vurdering af situationen kunne man uden tøven tage fat på opgaverne straks de meldte sig.

Det afgørende punkt var opbygningen af et nyt statsapparat. Der måtte fra bar bund skabes en statslig og kommunal administration, en folkehær og en sikkerhedsstyrke, og det tilfaldt PPR som det fastest organiserede og ideologisk mest udviklede parti at løse disse opgaver.

Et andet vigtigt punkt var industriens genopbygning. Industrianlæggene var i vid udstrækning ødelagt og mange virksomheder, som nok var i arbejdsdygtig stand, lå døde hen uden ledelse. Den eneste kraft, der kunne sætte industrien igang påny var arbejderne, og allerede inden industriens nationalisering kunne vedtages som lov havde arbejderne de fleste steder selv måttet overtage virksomhedernes drift og bevogtning mod fascistiske sabotører. Den organiserende kraft i denne af betingelserne skabte fremgangsmåde var PPR’s medlemmer, der som de eneste besad det fornødne overblik.

Ligeledes bøndernes overtagelse af godsejerjorden -- en uomgængeligt nødvendig proces, som først senere kunne fastlægges ved lov i den store jordreform, reguleredes og lededes af PPR, som støttede bøndernes kamp for jorden og i praksis befæstede forbundet mellem arbejderklassen og de brede masser på landet.

Endnu førend det befriede Polens elementære opgaver blot nogenlunde var løst, flyttedes landets vestgrænse i henhold til Potsdamaftalen frem til linien Odra-Nyza - et i vid udstrækning ødelagt og næsten folketomt landområde måtte hurtigst muligt tages i reel besiddelse, hvilket atter krævede enorme organisatoriske kræfter, som i alt væsentligt måtte leveres fra PPR’s medlemsstab.

Alle disse opgaver og utallige andre løstes under en forbitret klassekamp mod kapitalisternes og godsejernes reaktion i ind- og udland. Snigmord, terror, sabotage udøvet af bevæbnede underjordiske organisationer med aktiv støtte fra udenlandske agenter havde til hensigt at knuse den folkemagt, som var under opbygning. Kun den kendsgerning, at Sovjetunionen stod som sejrende magt forhindrede videregående væbnet intervention.

PPR’s ledende organisatoriske rolle hidførte en betydelig politiskideologisk udvikling i begge arbejderpartier. Samarbejdet ved løsningen af de praktiske opgaver dannede forudsætningen for en begyndende ideologisk sammensmeltning af arbejderpartierne. Enheden kom på dagsordenen. Den ideologiske udvikling foregik indenfor begge partierne - men forholdsvis stærkest naturligvis i det genfødte PPS - under skarp kamp mod opportunistiske og nationalistiske elementer, som man under det voldsomme tempo ikke helt havde kunnet holde udenfor partiernes organisationer.

De væsentligste ideologiske fejl, der gjorde sig gældende, opportunismen og nationalismen, hænger begge nøje sammen med en urigtig vurdering af folkedemokratiets karakter. Opportunismen bestod i betragtningen af folkedemokratiet som et statisk fænomen, som et kompromis mellem socialisme og kapitalisme, som en »gylden middelvej«. Nationalismen var i det skjulte rettet mod Sovjetunionen og gav sig for eksempel udtryk i Tito-venlige tendenser. Det vil føre for vidt her at redegøre for detaljerne i disse tendenser under de særlige polske forudsætninger. Mere frugtbart er det vist ganske kort at referere den positive bestemmelse af folkedemokratiets karakter og funktion, som den er fremsat på Enhedskongressen.

Uddrag af Enhedskongressens ideologiske udtalelse

Folkedemokratiet i Polen er opstået som et resultat af Sovjetunionens sejr over den tyske fascisme og de polske folkemassers kamp under arbejderklassens ledelse.

Folkedemokratiet i Polen er opstået som folkemassernes revolutionære magt med arbejderklassen i spidsen.

Folkedemokratiet i Polen udvikler sig, idet det støtter sig på Sovjetunionens bistand og udnytter de historiske erfaringer fra den socialistiske opbygning i Sovjetunionen.

Folkedemokratiet i Polen støtter sig på forbundet mellem arbejderne og bønderne og på de demokratiske partiers samarbejde under det forenede arbejderpartis ledelse.

De afgørende træk ved folkedemokratiet i Polen er:

1) Fordrivelsen af storkapitalen og godsejerne fra alle politiske og økonomiske positioner, opløsningen/likvideringen af godsejerbesiddelserne, nationaliseringen af industrien, fjernelsen/udrensningen af kapitalistiske indflydelser i bondebevægelsen, opløsningen/tilintetgørelsen af bourgeoisiets socialdemokratiske agentur i arbejderbevægelsen.

2) Skabelsen af et nyt statsapparat, der i sine afgørende led består af nye, folkelige kadrer, et apparat, der er blevet et våben i kampen mod alle forsøg på genoprettelse af bourgeoisiets herredømme og en løftestang for afgørende samfundsmæssige omdannelser i retning mod socialismen; en nøje forbindelse mellem hær og folk; stadig større og mere aktiv deltagelse fra massernes side i statens ledelse.

3) Værn af Polens suverænitet og sikkerhed mod aggressionstruslen fra de imperialistiske magters side samt sikring af Polens udvikling mod socialismen støttet på et broderligt forbund og venskab med Sovjetunionen, der står i spidsen for den store, anti-imperialistiske lejr.

Alle tendenser, der går ud på at svække vort samarbejde med Sovjetunionen, retter et slag mod grundvolden for folkedemokratiet i Polen og mod vort lands uafhængighed.

4) Begrænsningen, fordrivelsen og den gradvise likvidering af de kapitalistiske elementer i by og på land ved en uforsonlig klassekamp i forbindelse med en frivillig omdannelse af småvirksomhederne til kollektive virksomheder. Folkedemokratiet undergraver således kapitalismens rødder, idet det udrydder enhver mulighed for genoprettelsen af kapitalismen og baner vejen for socialismen.

5) Den hurtige udvikling af landets produktivkræfter på grundlag af en planøkonomi, hvis vigtigste løftestang er den nationaliserede industri, som udgør en solid basis for en socialistisk økonomi i by og på land.

I denne udviklingsproces vil arbejderklassens betydning og rolle i staten vokse.

Folkedemokratiets opbygning i Polen bekræfter fuldstændig Lenins og Stalins lære om staten. Folkedemokratiet er en modsætning til det borgerlige pseudodemokrati, der udgør et skærmbræt for bourgeoisiets diktatur. Folkedemokratiet er takket være den ny historiske situation og Sovjetunionens bistand en ny revolutionær vej til socialismen i overensstemmelse med marxismen-leninismen.

Marx og Engels så muligheden for virkeliggørelsen af det proletariske diktatur som en vej til socialismen inden for den parlamentarisk-demokratiske republiks rammer med arbejderklassens overvejende indflydelse.

Som resultat af den store socialistiske Oktoberrevolution under Lenins og Stalins førerskab skabtes Sovjetrepublikken - den sovjetiske form for det proletariske diktatur, på den tid den eneste vej til socialismen, hvilken førte til opbygningen af det socialistiske samfund og til likvidering af de klasser, der bekæmpede det. Det muliggjorde senere hen den historiske sejr over fascismen.

Som resultat af den anden verdenskrig og den afgørende skærpelse af kapitalismens almindelige krise, som resultat af Sovjetunionens sejr over det fascistisk-imperialistiske Tyskland og svækkelsen af imperialismens fællesfront i forbindelse med den vældige vækst af Sovjetunionens styrke fremstod muligheden for overgang til socialismen uden skabelse af et magtsystem af sovjetter, men ved folkedemokratiets magtsystem under forudsætning af nært samarbejde med Sovjetunionen ...

... Idet folkedemokratiets magtsystem virkeliggør folkets magt under arbejderklassens ledelse kan og skal det under for hånden værende historiske forudsætninger, som erfaringen allerede har vist det, realisere det proletariske diktaturs grundlæggende funktioner, som består i likvidering af de kapitalistiske elementer og organisering af den socialistiske økonomi.

Principerklæring vedtaget af Danmarks kommunistiske Parti’s 16. kongres d. 5.-8. maj 1949.

Det er brydningstider i verden. Gammelt kæmper mod nyt, reaktion mod fremskridt. Den kapitalistiske samfundsform har overlevet sig selv; dens afløser, socialismen, er forlængst en frugtbar virkelighed.

Danmarks kommunistiske Parti står i folkets tjeneste og kæmper for at bringe socialismen til sejr i vort land.

Partiet fremlægger her de synspunkter, hvorefter det arbejder.

Kapitalismen

Under kapitalismen ejes de afgørende produktionsmidler af et fåtal, kapitalisterne, mens en stadig større del af befolkningen, lønarbejderne, er berøvet enhver ejendomsret dertil. Produktionen foregår samfundsmæssigt, men dens tilrettelæggelse sker ud fra fåtallets profitinteresser. Dette umuliggør en planmæssig udvikling af produktivkræfterne og fører til stadig hyppigere og alvorligere kriser, hvor produktionen indskrænkes, arbejdsløsheden vokser til en masseforeteelse, og værdier tilintetgøres uden hensyn til det samfundsmæssige behov.

Lønarbejderne må leve af at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne, som tilegner sig en stadig større del af arbejdets udbytte. Voksende rigdom for udbytterne ledsages af fattigdom og usikkerhed for folkets store masse.

Storindustri udkonkurrerer de små virksomheder. Kapitalisterne udbytter de mindre næringsdrivende og de arbejdende landbrugere. Kapitalen ophobes på stadig færre hænder.

Kapitalens koncentration har ført til monopolkapitalisme. Frikonkurrence afløses af monopolernes herredømme. Kapitalismen er trådt ind i sit imperialistiske stadium.

Monopolkapitalisterne har under indbyrdes kampe delt produktionen, afsætningsmarkederne, råstofferne og markederne for kapitaleksport mellem sig. De undertvang hidtil uafhængige lande og gjorde dem til kolonier eller indflydelsesområder. Imperialismens verdenssystem opstod. Kapitalismens indre modsætninger skærpedes.

Gennem forstærkelsen af udbytningen, ikke blot af arbejderne, men også af samfundets mellemlag, skærpes modsætningerne mellem kapital og arbejde i hvert enkelt kapitalistisk land.

Udplyndringen og undertrykkelsen af kolonier og afhængige lande skærper modsætningen mellem dem og de imperialistiske hovedlande.

De imperialistiske landes ujævne udvikling skærper deres indbyrdes modsætninger, hvilket fører til stadig rivalisering og sammenstød, som kulminerer i imperialistiske krige om nyopdeling af indflydelsesområderne.

Under imperialismen er kapitalismen blevet en hæmsko for produktivkræfternes udfoldelse. Imperialismen er rådnende og snyltende kapitalisme. Den er den kapitalistiske produktionsforms sidste etape og er samtidig tærskelen til en ny og højere samfundsform, socialismen.

I et samfund med kæmpende klasser er staten et magtapparat for den herskende klasse til undertrykkelse af de modstående klasser. Statens ledelse af samfundet ligger i den herskende klasses hænder.

De borgerlige revolutioner var samfundsomvæltninger, som ryddede feudale hindringer for de kapitalistiske produktionsforhold af vejen, styrtede enevælden og erstattede den med en statsform, der sikrede kapitalistklassen statens ledelse.

Kapitalisterne anvender staten til at opretholde privatejendomsretten til produktionsmidlerne og til at sikre udbytningen og undertrykkelsen af det arbejdende folk. Dens militær er en byrde og en trussel mod folket; politi og justitsvæsen håndhæver kapitalens interesser; finansvæsen og administration udplyndrer yderligere den brede befolkning. Såvel presse, radio og film som skole og kirke bruges i den herskende klasses interesse.

Kapitalistklassen kan, når det modsvarer dens interesser, udøve sit herredømme indirekte, under borgerlig-demokratiske former med begrænsede og formelle rettigheder, som ikke beskærer dens virkelige magt i staten.

Under imperialismen er monopolerne vokset sammen med statsapparatet og anvender det direkte til fremme af deres interesser, indadtil som udadtil. Bureaukratismen vokser, og korruptionen gennemsyrer det offentlige liv.

Skærpelsen af klassekampen i imperialismens periode bevirker, at befolkningens udnyttelse af selv de begrænsede og formelle borgerlig-demokratiske rettigheder kan vanskeliggøre udøvelsen af kapitalistklassens diktatur og blive en fare for kapitalismens fortsatte beståen. Monopolkapitalen søger at udhule og yderligere begrænse disse rettigheder; den indfører om nødvendigt et åbent terroristisk diktatur (fascismen) under ledelse af sine mest reaktionære og chauvinistiske elementer.

På alle områder medfører imperialismen reaktion. Videnskaben og kunsten, som kapitalen altid har gjort afhængige af sine profitinteresser, søges direkte udnyttet til krigsforberedelser og forgiftning af sindene. Racehadet opflammes, alt progressivt lægges for had. Idéerne fra borgerskabets gennembrudstid afløses af herrefolksteorier og menneskeforagt.

Arbejderklassen

Men kapitalismen har skabt sine egne banemænd, arbejderne, hvis fælles interesser forener dem uanset nationalitet og landegrænser. Det er arbejderklassens historiske opgave gennem en ny samfundsomvæltning at omstyrte det kapitalistiske klasseherredømme, at afskaffe privatejendomsretten til produktionsmidlerne og at ophæve det ene menneskes udbytning af det andet ved at opbygge et socialistisk samfund, hvor produktionsmidlerne (naturen og de tekniske hjælpemidler) er fælleseje, hvor produktionen organiseres planmæssigt efter folkets behov, hvor profithensyn ikke kendes, og klassemodsætninger ikke eksisterer.

Arbejderklassen organiserer sig, skoles og stålsættes gennem den daglige kamp mod udbytningen, for bedre levevilkår, mod undertrykkelse, for demokratiske fremskridt. Under kampen frigør den sig for de gamle klassers åndelige formynderskab og for imperialismens ideologiske gift og stiller sig i spidsen for hele det arbejdende folks fremadstræben.

Til ledelse af den samlede kamp skaber arbejderklassen sin bevidste fortrop, sit selvstændige politiske parti.

For at gennemføre den nye samfundsomvæltning må arbejderklassen i forbund med den øvrige arbejdende befolknings store flertal erobre den politiske magt og erstatte det kapitalistiske statsapparat med et nyt.

Denne statsmagt tjener det arbejdende folk, der anvender den til at gøre op med folkets fjender, nationalisere monopolkapitalisternes ejendom, ekspropriere godsejernes jord og forbedre sine levevilkår.

Statsmagten leder samfundets overgang til socialistisk økonomi og overvinder udbytternes modstand og forsøg på genoprettelse af deres herredømme. Statens ledelse af samfundet ligger hos arbejderklassen som den mest fremskredne klasse.

Denne statsform betyder en uhyre udvidelse af demokratiet. Det arbejdende folk får for første gang reelle demokratiske rettigheder.

En sådan stat, sovjetmagten, fremgik af den store socialistiske oktoberrevolution i Rusland i 1917.

Under de betingelser, som skabtes ved Sovjetunionens nedkæmpelse af Hitlerfascismen, blev det muligt for folkene i en række øst- og mellemeuropæiske lande at skabe nye statsformer, folkedemokratierne, som løser de samme opgaver og har påbegyndt overgangen til socialismen.

Det socialistiske samfund

Under ledelse af Lenins og Stalins parti har Sovjetunionens folk gjort socialismen til virkelighed og derved skabt det mest fremskredne samfund i historien.

Udbytningen er afskaffet, og alle er stillet lige overfor produktionsmidlerne. Industrien er samfundsejendom. Jordmonopolet er ophævet og jordrenten inddraget ved jordens nationalisering.

Arbejderne, bønderne og åndsarbejderne gør sig gennem endrægtige anstrengelser til herre over samfundets og naturens udvikling. Store og små nationer lever sammen i broderligt venskab. Folket er blevet et åndeligt og politisk hele. Det konsekvente, socialistiske demokrati er gennemført. Alle mennesker har lige ret uden hensyn til køn, race, nationalitet eller religion.

Såvel frihedsrettighederne som retten til arbejde, uddannelse og menneskeværdig eksistens er garanteret, og midlerne til deres virkeliggørelse er sikret borgerne.

Socialismens princip: Enhver arbejder efter sin evne og modtager i forhold til sin indsats, er realiseret. Samfundet skrider frem mod kommunismen, hvor enhver arbejder efter evne og nyder efter behov.

Socialismens overlegenhed over kapitalismen er dokumenteret gennem Sovjetunionens resultater. På få årtier er den blevet forvandlet til et ledende industriland. Gennem en social og teknisk omlægning af landbrugets driftsformer bringes forholdene på landet økonomisk og teknisk på højde med byernes. Kriser og arbejdsløshed kendes ikke. Kun afbrudt af krigen har befolkningens velstand stadig været voksende. En kulturrevolution er gennemført, kunst og videnskab udfolder sig i folkets tjeneste. Den socialistiske økonomi og stat har fastslået sin styrke gennem sejren over kapitalismens hidtil stærkeste militærmagt, den tyske nazisme.

Sovjetunionen er beviset for, at der er en vej for menneskeheden til et fredens og fremskridtets samfund. Sovjetunionens sejre og resultater er en stadig inspiration for arbejderklassen i alle lande, for frihedsbevægelserne mod imperialismen, for fredens og demokratiets kræfter. Dens voksende styrke og autoritet er hovedhindringen for reaktionens og krigsmagernes planer.

To lejre i verdenspolitikken

Kapitalismen er indtrådt i sin almindelige krise, der ytrede sig i den første imperialistiske verdenskrig 1914-18 og skærpedes ved den store socialistiske oktoberrevolutions sejr. Krigens vigtigste følge var, at imperialismens verdensfront blev gennembrudt, og at Rusland faldt ud af det kapitalistiske system. Dermed ophørte dette at være et altomfattende, verdensomspændende økonomisk system.

Den anden verdenskrig, fascismens nederlag, svækkelsen af kapitalismens verdensposition og den antifascistiske bevægelses øgede styrke resulterede i, at en række lande i Mellem- og Østeuropa faldt ud af det kapitalistiske system. Koloniherredømmets krise forværredes, en kraftig national befrielsesbevægelse vinder frem i kolonierne og de afhængige lande og undergraver det kapitalistiske systems moderlande.

Imperialismens bestræbelser har delt verden i to lejre: den antidemokratiske og imperialistiske lejr og den demokratiske og antiimperialistiske lejr.

Den imperialistiske lejrs hovedkraft er monopolkapitalisterne i USA, der stræber efter verdensherredømmet. Til denne lejr hører de engelske og franske imperialister og kapitalistiske og reaktionære kræfter i andre lande. Denne lejrs hovedformål er at styrke imperialismen, at iværksætte en ny imperialistisk krig, at slå socialismen og demokratiet og hvor som helst at støtte folkefjendske og fascistiske regimer.

Den demokratiske lejrs hovedkraft er den socialistiske Sovjetunion. Til denne lejr hører de folkedemokratiske lande. Den nyder støtte og sympati hos lande, som søger at frigøre sig fra imperialismens åg. Den støttes af arbejderbevægelsen i alle lande, af de nationale frihedsbevægelser i kolonierne og de afhængige lande og af alle progressive og demokratiske kræfter i ethvert land. Denne lejr kæmper for fred og mod krig, for de enkelte landes selvstændighed og nationale suverænitet, for demokrati og fremskridt.

Den imperialistiske lejr svækkes af sine indre modsætninger under kapitalismens stadig uddybede almindelige krise. Den demokratiske lejrs samlede kraft er uden sammenligning større end den imperialistiske lejrs. For at krydse imperialisternes planer, sammensvejser den sine kræfter og øger sin styrke.

Klassekampen i Danmark

I Danmark hersker kapitalistiske produktionsforhold. Inden- og udenlandske monopoler dominerer i finansverdenen, industrien, transporten og omsætningen og behersker landbruget.

De er drivkræfterne bag nedskæringspolitikken, oprustningen og samarbejdet med de imperialistiske krigsmagere. De er det arbejdende folks fjende og, som i den tyske nazismes magtperiode, roden til landsskadelig og antidemokratisk politik.

Monopolkapitalen i Danmark betjener sig af sin direkte indflydelse på statsapparatet, af sin magt over pressen og andre påvirkningsmidler og af såvel de erklærede borgerlige partier som af socialdemokratiet, hvis organisationer beherskes og hvis politik domineres af højresocialdemokraterne.

Alle disse kræfter virker for det kapitalistiske systems bevarelse. De erklærer sig i ord for tilhængere af sociale foranstaltninger, men gennemfører dem kun som aftvungne indrømmelser for at bevare indflydelsen på det arbejdende folk. Deres skatte- og prispolitik er vendt mod den brede befolkning. Deres statsordninger og bureaukrati begunstiger højfinansen ikke blot på arbejderklassens, men også på de svagere kapitalgruppers, de arbejdende landbrugeres og de næringsdrivendes bekostning. De dækker over korruptionen og fremmer bestræbelserne for at gøre Danmark til en politistat.

Disse partier undergravede før krigen Danmarks muligheder for at forsvare sin selvstændighed. De forrådte nationens interesser gennem samarbejde med den tyske besættelsesmagt. De prisgiver påny Danmarks selvstændighed og har indlemmet vort land i imperialisternes krigsblok.

Socialdemokratiet blev skabt som et kampparti for arbejderklassen, men udviklede sig til at blive et reformistisk parti. Det domineres nu af højresocialdemokraterne, som går monopolkapitalens ærinde i arbejderbevægelsen og er forankret i bureaukratiet i arbejderorganisationerne.

Højresocialdemokraterne bestræber sig for at bevare det kapitalistiske samfundssystem. De arbejder på at uddybe splittelsen i arbejderbevægelsen, at sløve arbejdernes klassebevidsthed, at svække deres handlekraft, at lamme deres kamporganisationer og at berøve dem muligheden for at slutte forbund med andre arbejdende befolkningslag og tage førerskabet i kampen mod kapitalisme og krig.

De socialdemokratiske ledere arbejder aktivt for imperialisternes krigsforberedelser. De godkender den imperialistiske undertrykkelsespolitik over for frihedsbevægelserne i hele verden. De er førende i den hadefulde agitation mod Sovjetunionen og alle andre lande, hvor folket har taget magten for at bygge socialismen op. De søger at undergrave arbejderklassens internationale sammenhold og at forpurre det internationale demokratiske samarbejde, samtidig med at de direkte eller indirekte samarbejder med reaktionære og fascistiske bevægelser imod fredens, demokratiets og socialismens kræfter. De misbruger arbejdernes klassesolidaritet og deres trofasthed over for møjsommeligt opbyggede organisationer. De søger at skjule eller tilsløre deres politik gennem hæmningsløs demagogi og fraseradikalisme.

Formålet hermed er at beholde herredømmet over arbejdernes organisationer og at fastholde indflydelsen over arbejdere og småkårsfolk. De borgerlige partier og deres presse hjælper af al magt højresocialdemokraterne med at bevare deres indflydelse i arbejderbevægelsen.

Den danske arbejderklasse er i kraft af sin stilling i produktionen, sin organiserede styrke og sine kamptraditioner den førende klasse i kampen mod kapitalisme og udbytning, for demokrati og socialisme. Den er nationens rygrad.

Arbejderklassens kamp mod kapitalistklassen er i dag uløseligt forbundet med kampen mod imperialismen og krigsmagerne, med kampen for freden og de demokratiske rettigheder, med forsvaret for vort lands nationale uafhængighed.

Denne kamp er folkeflertallets kamp i det store folkeflertals interesse mod et forsvindende mindretal. Arbejderklassen har som forbundsfæller hele det arbejdende folk, arbejdende landbrugere, fiskere, næringsdrivende, åndsarbejdere. Arbejderklassen har som forbundsfæller alle demokratiske, frisindede og fremskridtsvenlige kræfter i folket, alle tilhængere af fred og international forståelse, alle modstandere af krig og fascisme.

Arbejderklassen kan kun løse sin opgave, når højresocialdemokraternes spaltende og desorganiserende indflydelse brydes. Arbejderklassens kampenhed skal oprettes.

Arbejderklassens organisationer er kun i stand til at løse deres opgaver, når de i opbygning og arbejdsmetoder er demokratiske, står i uforsonlig modsætning til kapitalistklassen og virker i overensstemmelse med kampen for socialismen.

*

Danmarks kommunistiske Parti er vokset frem af den danske arbejderbevægelse som arbejderklassens selvstændige parti. Da det reformistisk ledede socialdemokrati under den første verdenskrig åbent svigtede partiprogrammet og forrådte arbejderklassens sag, spaltede det arbejderbevægelsen, og dannelsen af det kommunistiske parti var følgen.

I mellemkrigsårene stod Danmarks kommunistiske Parti i spidsen for den danske arbejderklasses kamp for sine livsinteresser og optog i konsekvens heraf kampen for landets uafhængighed og frihed. Partiet stillede sig i spidsen for de demokratiske kræfters kamp mod fascismens fremtrængen.

Under besættelsen rejste og organiserede partiet frihedskampen mod den tyske nazisme og dens hjælpere herhjemme og førte modstandspolitikken til sejr i det danske folk.

Den nuværende periodes hovedopgave er at samle alle kræfter til kamp for at rive Danmark ud af den engelsk-amerikanske imperialismes greb, mod den krigspolitik, forarmelse og undertrykkelse, der følger i dens spor.

Danmarks kommunistiske Parti erklærer sig rede til samarbejde med alle, der vil kæmpe mod denne politik. Partiet anstrenger sig for at smede en front af alle demokratiske og patriotiske kræfter til kamp for freden og Danmarks selvstændighed, for det arbejdende folks levevilkår og dets demokratiske rettigheder.

Danmarks kommunistiske Parti tager sin plads i denne front ud fra sin selvstændige stilling som den danske arbejderklasses kampparti.

Danmarks kommunistiske Parti bygger på arbejderklassens internationalisme. Det bekæmper den borgerlige nationalismes ophidselse til fjendskab mellem folkene. Det arbejder i bevidstheden om, at kun gennem styrkelse af sammenholdet med den demokratiske lejr er det danske folk i stand til at sejre i sin kamp for fred og fremskridt.

Danmarks kommunistiske Parti bygger på arbejderklassens patriotisme. I overensstemmelse med traditionerne fra frihedskampen bekæmper det imperialismens teorier om national selvopgivelse og udslettelse af dansk kultur. Det viderefører de bedste traditioner fra det danske folks kamp mod udbytning, undertrykkelse og fremmedåg.

Danmarks kommunistiske Parti bygger i hele sin virksomhed på den videnskabelige socialisme, som er udformet af Marx, Engels, Lenin og Stalin. Det bekæmper reformistisk og opportunistisk forfalskning af socialismen. Det drager lære af den internationale arbejderbevægelses, i første række Sovjetunionens kommunistiske Partis erfaringer i kampen for socialismen.

I urokkelig tro på arbejderklassen som folkets kærne vier partiet alle sine kræfter til den ophøjede opgave at føre kampen for varig fred og folkets demokrati igennem til sin fuldbyrdelse: det socialistiske samfund.

Tiden - Juni1949

Tito i Atlantlejren

Det kommunistiske Informationsbureaus blad »For varig fred, for folkets demokrati«.

De seneste numre af informationsbureauets blad har bragt særdeles opsigtsvækkende redegørelser for Titos manipulationer. Der er ikke længere mulighed for at tale om politiske fejl. Titos styrt er langt dybere. Lad hans nye venner tale: Joseph Alsop i New York Herald Tribune: »Der er ingen grund til at frygte, at amerikanske våben til Jugoslavien skulle falde i russiske hænder, for den kugle, som i dag sælges til Jugoslavien, finder snarere vejen til Rusland gennem en russisk hjerneskal.« - Hvilken forestillingsverden lever de mennesker i!

Det amerikanske blad News Week: Den amerikanske regering har besluttet at optage normale økonomiske forbindelser med marskal Tito ... Først vil eksporten af strategisk vigtige varer på liste 1 B blive tilladt (iøvrigt forbudt til Østeuropa!). Senere vil eksporten af visse varer på liste 1 A blive tilladt (dvs. sjældne råmaterialer, fly og militærudstyr).

En eneste gang har Titos blad Borba i almindelige vendinger antydet, at Atlantpagten var imperialistisk. Dette vurderes således i det amerikanske blad Washington Post: »Tito må optræde med den største varsomhed. Der er ingen tvivl om, at mange af de kommunister, som støtter ham ... ville forlade ham, hvis det blev kendt, at bruddet - med den demokratiske lejr - ikke alene var politisk, men også ideologisk.«

I en artikel De jugoslaviske trotskisters forrædervej skriver R. Zambrowsky: »De jugoslaviske trotskisters såvel teoretiske som praktiske afvisning af princippet om arbejderklassens ledende rolle bliver klart, når man ser, at embedsmænd, småborgere og storbondelementer i hobetal optages i det kommunistiske parti, at Rankovic’s agenter udøver en voldsom terror og hverver folk blandt fordums fascistiske korpsmedlemmer til arbejde imod den proletariske kærne i det kommunistiske parti; når man ser, at Tito-kliken systematisk forringer arbejderklassens levestandard og lægger hele byrden ved Titos selvherskerplaner på dens skuldre, når man ser arbejdernes flugt fra byerne til landdistrikterne og endelig konstaterer, at de frivillige brigaders bevægelse udarter til et system med tvangsarbejde.«

Som nævnt har Titos blad Borba en gang omtalt Atlantpagten. Det var den 30. marts, 2 uger efter pagtens offentliggørelse. Og denne artikel tjente sit formål. Den angreb nemlig i voldsomme vendinger - Sovjetunionen og folkedemokratierne. Det er en af de vigtigste tjenester Titos klike i øjeblikket kan gøre sine Churchill-Truman venner - at optræde som »uafhængige kommunister«, der leverer krigshetzernes presse og radio stof til kampagnen. I 105 numre af Borba i år var der 174 store artikler og telegrammer, i reglen på forsiden, med bagvaskelse af socialismens land. I de to måneder marts-april var der 13 artikler mod Albanien, 15 mod Bulgarien, 8 mod Ungarn etc.

Titos vej er karakteristisk for folk, der svigter socialismens, demokratiets og fredens lejr. Tingenes logik fører dem helt til bunds.

*

I en artikel den 15. maj behandler Otto Kuusinen de nyeste foreteelser i højresocialdemokraternes politik: »På det nuværende trin i tilspidsningen af de kapitalistiske modsætninger har det herskende bourgeoisi ikke længere mulighed for og langt mindre noget ønske om at videreføre den gamle ’arbejderpolitik’. Det er så bange for, at grundlaget for dets gamle magt kan bryde sammen, at det ikke længere tillader en politik, der manøvrerer mellem stor-, mellem- og småborgerskabets interesser den politik, som de socialdemokratiske partier førte mellem den første og den anden verdenskrig i et forsøg på at holde sammen på den kapitalistiske samfundsorden i det borgerlige demokratis lande. I dag må hver kapitalistisk regering først og fremmest udføre de monopolistiske bourgeoisikredses egoistiske, reaktionære forlangender ... og følge stemmen fra de amerikanske monopolister og militarister ... Højresocialdemokraternes herrer er ikke længere tilfredse med, at de modarbejder arbejderklassens tarv i den lille stil, nej, de forlanger en åbent reaktionær politik, som ... gør det stadig vanskeligere for højresocialisternes partier at manøvrere med såkaldte reformer eller foregivne demokratiske foranstaltninger. De har næsten rørt loftet i deres forræderi.«

Otto Kuusinen undersøger dette fænomen, hvad angår den økonomiske politik, stillingen til demokrati og forholdet til freden. Han fastslår, at højresocialdemokraterne undgår direkte lønnedskæringer og i stedet fører en prisfordyrelsespolitik kombineret i en række lande med forringelse af pengeværdien. Om stillingen til demokratiet skriver han: »Tidligere troede mange arbejdere i Vesteuropa på højresocialdemokraternes påstand om, at der var en grundforskel mellem det borgerlige demokrati og det fascistiske diktatur. Dette var urigtigt, thi klassegrundlaget for statsordenen i alle borgerlige lande har altid været kapitalisternes herredømme. Ikke desto mindre var socialdemokraterne i førkrigsperioden i stand til at pege på visse forskelle mellem de borgerlig-demokratiske og de fascistiske landes styre ... I dag forsvarer forfatningerne i mange borgerlig-demokratiske lande ikke længere de mest elementære rettigheder, som arbejderne og deres organisationer har. Ganske vist er principperne ikke forsvundet fra forfatningerne ... men myndighederne forfølger arbejdere, som hævder deres ret... det borgerlige demokrati har kloerne ude.« Det illustreres med den socialdemokratiske indenrigsminister i Frankrig, Jules Moch, der sender tropper mod de strejkende arbejdere, giver ordre til at skyde på dem, og samtidig selv paraderer som typisk vestlig demokrat.

Kuminen slutter: »Arbejderklassen koncentrerer mere og mere sin kamp om bestemte, væsentlige spørgsmål... Dette er en af de vigtige omstændigheder, der gør det lettere at forene arbejderklassens kræfter i kampen for dens livssag. Man må imidlertid ikke lukke øjnene for, at der forestår mange vanskeligheder, før denne afgørende opgave kan blive løst. Arbejderklassens klassefjender og deres agenter vil ty til de mest beskidte midler for at bryde proletariatets enhed. Men opgaven kan nu løses på basis af den kommunistiske bevægelses rige praktiske erfaring og marxistisk-leninistiske teori ... Og denne enhed er et våben, som er langt stærkere end nogen atombombe.«

Tiden - August 1949

Forræderiets vej

Erley Olsen

Kun et år er gået siden de kommunistiske partiers informationsbureau i juni sidste år udsendte sin berømte erklæring, hvori Tito-klikens nationalistiske politik afsløredes, men i denne korte tid har Tito og hans håndlangere på alle områder ved deres handlinger demonstreret rigtigheden i denne erklæring så tydeligt, at det ikke er til at misforstå. Selv folk, som måske dengang stillede sig uforstående, kan nu ikke undgå at se, hvor rigtig informationsbureauets karakteristik var. Hvert ord, hver forudsigelse i erklæringen er blevet bekræftet af begivenhederne i det år, der er forløbet siden da.

De sidste uger har ligefrem demonstrativt bekræftet, at Tito, Rankovic og Kardelj er havnet i krigens og imperialisternes lejr. Det går lige fra aktiv støtte til den græsk-fascistiske regering i Athen til et amerikansk-jugoslavisk radiosamarbejde, hvorunder USA, der omhyggeligt udvælger sig folkedemokratiernes bølgelængder til deres propagandaudsendelser, har opgivet at sende på bestemte bølgelængder for ikke at genere de jugoslaviske udsendelser.

Mens Jugoslavien har lukket det sovjetiske informationskontor i Belgrad og overladt lokalerne til det franske informationsbureau, udsendes de amerikanske propagandaskrifter frit. Mens repræsentanter for engelsk-amerikanske truster frit rejser landet rundt for at kontrollere Jugoslaviens økonomi og undersøge, hvor de kan få størst profit af investerede kapitaler, har Sovjetunionen været nødt til at nedlægge skarp protest overfor Belgrad-regeringen, fordi den holder sovjetborgere indespærret. Bulgarske, rumænske og ungarske krigsfanger holdes stadig tilbage i landet som tvangsarbejdere, mens de tyske krigsfanger er hjemsendt. Mens grænsen hermetisk lukkes til den befriede del af Grækenland, får de græske fascisttropper fri gennemmarchret til at falde den græske befrielseshær i ryggen. Titosoldater bringer hver morgen deres hyldest til fasciststyrkerne ved grænsen, og Athen-regeringen bringer til gengæld sin tak og ros til Tito for hans hjælp.

Og Tito har haft en gunstig presse i den »vestdemokratiske« verden. Til gengæld har denne også haft stor gavn af Tito, der ved hver passende lejlighed, foran hver vigtig international begivenhed har leveret provokatoriske meddelelser om forestående sovjetangreb på Jugoslavien ledsaget af demonstrative jugoslaviske troppekoncentrationer og påbud om mørklægning for at støtte USA’s gennemførelse af A-pagten og andre aggressionshandlinger.

Den danske presse har ligeledes nydt godt af Titos provokatoriske propaganda. For kort tid siden havde Jyllandsposten en hel serie artikler af Christian Dahlerup Koch rettet mod folkedemokratierne og Sovjetunionen, der netop hovedsagelig byggede på Tito-pressens løgne. På grundlag af nye artikler i Tito-organerne Borba og Politika gentog Koch de allerede for længst gendrevne løgne om Sovjetunionens handelspolitik overfor Bulgarien, Jugoslavien og andre lande, hvorefter Sovjetunionen skulle have udbyttet disse lande, købt billigt og solgt dyrt. Ja, den imperialistiske og »vestdemokratiske« presse har undertiden været mere hjertelig, end både amerikanerne og Tito kunne ønske det. Det er indlysende, at Tito-kliken ikke straks kunne optræde så åbent, som den gerne ville. En øjeblikkelig afsløring af dens forbrydelser ville straks have vendt hele folket mod den. New York Herald Tribune kunne således meddele, at Tito allerede i sommeren 1948 rettede en »næsten konspirativ« henvendelse til London og Washington om hjælp »til at bevare landets uafhængighed«. Men samtidig bad han indtrængende om, at man ikke bragte ham i »forlegenhed« ved at vise ham alt for stort venskab. John Gunther skrev i samme blad, at USA måtte vise stor forsigtighed, ligesom Tito selv må vise forsigtighed i tilnærmelsen mellem de to regeringer for ikke at kaste »Titos tilhængere tilbage i armene på ekstremisterne«. Og Washington Post skriver: »Tito må handle med den største forsigtighed. Der er ingen tvivl om, at mange af kommunisterne, der støtter ham ... vil forlade ham, hvis det blev bekendt, at denne splittelse var ikke blot politisk, men også ideologisk.«

Og hvordan er så det egentlige billede af Titos Jugoslavien i dag, et år efter informationsbureauets kritik? Informationsbureauet lod den gang stadig en vej åben for Titos tilbagevenden til den demokratiske lejr. Det opfordrede ham og de øvrige Tito-ledere i Jugoslavien til at tage selvkritikken i brug, undersøge og indrømme deres fejl. Man gjorde dette i et forsøg på at tale dem til fornuft, skønt deres nationalisme allerede klart var kommet til udtryk ved deres udebliven fra informationsbureauets møde, hvor det jugoslaviske partis politik skulle til debat.

Men Tito og hans bande nøjedes med at bedyre, at det hele beroede på en »misforståelse« og »forkerte informationer« og kastede sig samtidig i armene på den imperialistiske krigslejr. Allerede partikongressen i sommeren 1948 blev efter en omhyggelig udrensning af delegerede, der var forblevet internationalismen og socialismen tro, forvandlet til en slagmark mod de øvrige kommunistiske partier og mod Sovjetunionen.

Efter denne kongres skrev Pravda, at Tito-gruppens nationalisme »på udenrigspolitikkens område fører til et brud med den forenede front, der udgøres af det arbejdende folks revolutionære bevægelse, til tab af Jugoslaviens trofasteste allierede, til isolering af Jugoslavien. Den afvæbner Jugoslavien overfor dets udenlandske fjender«.

Titos økonomiske politik overfor udlandet har ikke gjort disse ord til skamme i det forløbne år. Den jugoslaviske regering søger nu optagelse i Marshallplanen. Dens ansøgning om lån i den amerikanske Internationale Bank bliver pludselig behandlet med største velvilje, og amerikanske specialister er rejst til Jugoslavien for at undersøge forholdene, drive den samme økonomiske spionage, som de bedriver i Marshall-landene, og der er al udsigt til, at Jugoslavien får sit lån - på Marshallvilkår.

Tito er gået med til at betale de af USA og England forlangte kæmpeerstatninger for nationaliserede amerikanske og engelske virksomheder, erstatninger, der ligger langt over vurderingssummen. Handelen rettes ensidigt vestpå, og mens folkedemokratierne og Sovjetunionen udelukkes fra de såkaldte »strategiske varer«, leveres der Jugoslavien endog krigsmateriel, for eksempel 700 engelske flymotorer. Til gengæld består Jugoslaviens eksport til disse lande af strategiske materialer og råmaterialer til styrkelse af krigsfronten, samt af levnedsmidler fra et sultende land. Alene i december-januar sendte den jugoslaviske regering sådanne strategiske materialer som kobber, zink, chrom, antimon og kviksølv til USA for 3,7 millioner dollars eller lige så meget som hele eksporten til USA i 1947. Og en ny overenskomst forudsætter en jugoslavisk eksport af disse krigsvigtige varer til en værdi af 15 millioner dollars.

Men samtidig med denne ødelæggende handel med de store vestlige imperialister, en handel, der netop sker efter de principper, som Tito falskeligt har villet skyde Sovjetunionen i skoene, nemlig bevarelse af Jugoslavien som et landbrugsland, der skal levere levnedsmidler og råstoffer, åbnes der for den udenlandske kapitalisme i Jugoslavien. I handelsoverenskomsten med England åbnes der således adgang for engelske kapitalister til at investere kapital i Jugoslavien, til at hente deres profitter af denne kapital hjem og selv disponere over den del af produktionen, hvori deres kapital er investeret såvel til indenrigssalg som til eksport.

En overenskomst blev i december 1948 sluttet mellem det store engelske ingeniørfirma MacKenzie Engineering Company og Tito-regeringen, hvorefter hele den jugoslaviske jern- og stålindustri overdrages dette firma. Firmaet havde da allerede i otte måneder, altså endnu inden informationsbureauets udtalelse om Tito blev offentliggjort, studeret og gennemtrawlet hele den jugoslaviske metalindustri og fundet udbytningsmulighederne gode.

Den tid er forbi, da Tito og hans »teoretikere« pralende erklærede, at de ville bygge socialismen uden hjælp udefra. Nu hedder det i deres taler: »Vi er nødt til at vende os til kapitalisterne om hjælp«. Og hjælpen strømmer til. Forsvundne er de dage, da USA kaldte skibe, der var på vej til Jugoslavien med korn, betalt med dyre dollars, tilbage som repressalie mod socialismen i Jugoslavien. Med kapitalismens støtte følger også alle konsekvenserne: ikke blot en standsning af landets industrialisering med egne kræfter, men endog en ruinering af den eksisterende industri, ophævelse af landets økonomiske og politiske uafhængighed.

Med den økonomiske hjælp, som Tito yder de engelsk-amerikanske imperialister, er også fulgt en værdifuld støtte politisk og propagandistisk. På den jugoslaviske Folkefronts tredje kongres nævnte Tito ganske vist to gange »krigsmagere«, men han hentydede begge gange til - Sovjetunionen. Derimod interesserede de virkelige krigsmagere ham ikke. Han nævnede ikke eet ord om den amerikansk-engelske imperialismes krigsforberedelser gennem A-pagten, og Tito-organet Borba har ikke rettet den mindste kritik mod denne pagt, der forbereder krigen mod socialismens lande.

Med direkte provokationer hjælper Tito-kliken gennemførelsen af de amerikanske krigsplaner. Da Vestunionen skulle oprettes i London i efteråret sidste år, udsendte Tito-kliken meddelelser om, at regeringsmedlemmer i Bulgarien, Albanien og Ungarn havde indledt en kampagne mod Jugoslaviens territoriale integritet og suverænitet. Meddelelsen blev straks udnyttet i propagandaen for den aggressive Vestunion.

Da de hemmelige forhandlinger om A-pagten begyndte, offentliggjorde Pijade en artikel i Borba, hvori han påstod, at Bulgariens kommunistiske parti forberedte en makedonisk stat af dele af Bulgarien, Grækenland og Jugoslavien. Denne løgn blev straks grebet af atlantpagtpressen, der udsmykkede den med »sovjetiske troppekoncentrationer« og lignende for at begrunde den aggressive A-pagt.

Samtidig hermed er Jugoslavien ikke blot blevet et tilflugtssted for alle reaktionens agenter, der flygter fra de folkedemokratiske lande, men det er samtidig blevet en central, hvorfra spioner og sabotører, omhyggeligt uddannet af Bankovics hemmelige politi, sendes til de folkedemokratiske nabolande.

Som det er gået i udenrigspolitik, således er det også gået i indenrigspolitikken. Pravda skrev: »Titogruppens nationalisme fører indenrigspolitisk til en kompromispolitik mellem udbytterne og de udbyttede, til en politik for »forening« af udbytterne og de udbyttede i een »national« front, til en politik, der fornægter klassekampen, til propagandering af den falske påstand, at det er muligt at bygge socialismen uden en klassekamp, og at udbytterne fredeligt kan udvikle sig til socialismen. Den dræber det arbejdende jugoslaviske folks kampånd. Titogruppens nationalisme afvæbner det jugoslaviske arbejdende folk overfor dets indre fjender«.

Ord til andet er denne spådom blevet til virkelighed. Selve Folkefrontens program fastslår udtrykkelig, at den samler alle uden hensyn til verdensanskuelse. Kapitalister og kulakker, spekulanter, ustasjier og tjetniker, reaktionære og fascistiske agitatorer kan således være medlemmer af Folkefronten, hvis program er det samme som Jugoslaviens kommunistiske Partis.

Der er da også i dag en strøm af jugoslaviske fascister på vej hjem fra udlandet, hvor de havde søgt tilflugt efter befrielsen. De modtages med åbne arme og finder deres pladser i Titos og Ranko-vics hemmelige politi, hvor deres erfaringer i kampen mod kommunisterne kommer dem i høj grad tilgode.

I det kommunistiske parti optages kulakker og udbyttere. Der er hele landsbyer, hvor den lokale partiledelse består af kulakker, som lader de fattige bønder, ligeledes partimedlemmer, arbejde for sig. Med hærens og politiets hjælp har Tito-kliken gennemført en »kollektivisering« af landbruget, »socialismen« på landet er gennemført, proklamerer Tito. Men arten af denne »socialisering« karakteriseres endog af Borba selv, der beretter om tilfælde, hvor 25 % af alle kollektivbønderne er kulakker, der dirigerer kollektivet, tvinger de fattige bønder til at arbejde for sig og selv tager profitten. Men Borba indeholder ingen fordømmelse. Det opfordrer blot kulakkerne til at være fornuftige. Også blandt de rige bønder er der »uærlige elementer«, skriver bladet.

Kollektivbrugene er simpelthen blevet en tumleplads for de rige bønder. Her findes hele kollektivbrug, der kun består af storbønder. De undgår derved de progressive skatter, idet kollektivbønderne betaler ensartede skatter. Men samtidig fordeles kollektivbrugenes indtægter ikke efter arbejdsindsats, men efter den indskudte andel. Kornafleveringen er ligeledes til kulakkernes fordel. De er faktisk de eneste, der overhovedet kan levere korn, idet de producerer ca. 40 % af alt korn i Jugoslavien. Småbønderne har næppe nok til sig selv. Storbønderne får anvisninger på varer som betaling for deres korn, og disse anvisninger har sine steder helt erstattet pengene, hvis værdi er temmelig illusorisk. Med disse anvisninger køber de småbøndernes og landarbejdernes arbejdskraft.

På samme måde, som det er gået med denne tvangsmæssige »massekollektivisering« er det gået med en anden »venstreforanstaltning«, nationaliseringen af småvirksomheder og butikker, der i lige så høj grad savnede det materielle grundlag. Mens bønderne slagter deres kvæg, og vældige områder ligger uopdyrkede, er de »nationaliserede« småvirksomheder og butikker simpelthen lukket eller virker med de gamle ejere, men med halvtomme hylder. Formålet med disse »venstreforanstaltninger« er ganske åbenlyst at bringe selve socialismen i miskredit i det jugoslaviske folk.

Selvfølgelig kan alt dette ikke undgå at få følger for den jugoslaviske femårsplan. Indenfor landbruget har det givet sig udslag i helt katastrofale fald i produktionen. Selv efter de besmykkede officielle tal for planopfyldelsen gennemførtes dette års såplan kun til 50 % i Serbien, 20 % i Bosnien og Herzegovina, 30 % i Makedonien, mindre end 50 % i Kroatien og i det vigtigste kornområde Vojvodina til 71 %.

Det er klart, at dette har ført til en alvorlig levnedsmiddelmangel i hele landet, en kendsgerning, der da også bekræftes af »vestdemokratiske« journalister. Men den bekræftes af selveste Tito, der på den jugoslaviske Folkefronts kongres indrømmede, at »der nogle steder er sammenbrud i forsyningssystemet«, »utrolige ting har fundet sted i forbindelse med rationeringskortene«, »en ukorrekt, ekstravagant politik har fremmet udtømmelsen af statens forsyningslagre«, »nogle steder er arbejdere eller andre borgere, der er beskæftiget i produktionen, og som ikke har anden mulighed for forsyninger, blevet berøvet deres rationeringskort« osv. Statistisk giver de forværrede forhold for det jugoslaviske arbejdende folk sig til kende i en nedgang i reallønningerne på henved 50 % i forhold til 1946.

I industrien er billedet ikke forskelligt fra landbruget. Levevilkårene har helt berøvet arbejderne den arbejdsbegejstring, der er så karakteristisk for de folkedemokratiske lande. Fra en lang række fabrikker meldes der om direkte strejkekampe for forbedrede levevilkår. Det frivillige arbejde er blevet til tvangsarbejde, og arbejdstiden er blevet forlænget med to til fire timers gratis arbejde om dagen. En stor fluktuation noteres i alle industrigrene, værst i byggeindustrien.

Alt dette har ført til en tvungen, meget kraftig nedskæring af planmålene indenfor industrien, og selv disse kan man ikke opfylde. Mineminister Vukmanovic beretter således, at der hver dag er et stort antal minearbejdere, der bliver borte fra arbejdet, og at planens mål ikke bliver opfyldt. De officielle produktionstal for første halvdel af det andet år af femårsplanen viser, at planen kun blev opfyldt til 31 %. Den fuldkommen hasarderede planlægning, som Tito regnede med at komme ud af ved folkedemokratiernes hjælp, har ført til, at foretagender, der bliver færdige, må ligge stille i månedsvis, mens de venter på maskiner og udstyr. Materialemangel stopper ofte virksomhederne for lange tider.

Hele dette rådne styre kan kun opretholdes i kraft af den voldsomme polititerror, der - ofte under ledelse af gamle gestapoofficerer - er rettet mod Jugoslaviens sande kommunister, af hvilke titusinder er spærret inde i fængsler og koncentrationslejre, mens tusinder myrdes. Men selv den værste terror standser ikke den voksende modstandsbevægelse. Det er kun få år siden, de jugoslaviske partisaner stod i en heltemodig kamp mod den tyske nazisme, og de viger ikke tilbage for kampen mod den Tito, som forrådte sine løfter og lod et terrorstyre afløse den folkedemokratiske orden.

Tiden August 1949

Lenins kamp mod den »fysiskes idealisme«

Af A. Maksimov.

Artiklen er et forkortet stenogram af en tale, der holdtes den 6. januar 1949 på et møde i USSR's Videnskabernes Akademi i Leningrad. Mødet var helliget den russiske videnskabs historie Lenins geniale arbejde »Materialisme og Empiriokriticisme«, der udkom for 40 år siden, og har en uhyre betydning i kampen for de materialistiske princippers sejr i videnskaben, kampen imod idealisme og mystik. Kammerat Stalin skrev om Lenins værk »Materialisme og Empiriokriticisme«: »..I virkeligheden er bogen ikke blot en kritik af Bogdanov, Jusjkevitj, Basarov og Valentinov og deres læremestre i filosofi, Avenarius og Mach, som i deres skrifter bestræbte sig for at opstille en forfinet og poleret idealisme som modsætning til den marxistiske materialisme. Den er samtidig et forsvar for marxismens teoretiske grundlag, den dialektiske og den historiske materialisme, og en materialistisk generalisering af alle videnskabens og navnlig naturvidenskabens vigtige og væsentlige erobringer i en hel historisk periode, i tiden fra Engels’ død til udgivelsen af Lenins ’Materialisme og Empiriokriticisme’.« (SUKP(B)s historie, kort gennemgang, s. 125).

På grænsen mellem det 19. og det 20. århundrede blev der i naturvidenskaben, især fysikken, gjort en hel række opdagelser af uhyre videnskabelig betydning. Man opdagede visse kemiske grundstoffers radioaktivitet, man beviste den komplicerede opbygning af atomerne og nogle grundstoffers evne til at forvandle sig til andre, elektronen blev opdaget, stoffets elektronstruktur blev påvist osv.

De nye naturvidenskabelige anskuelser viste sig at være i modstrid med anskuelser, som naturforskerne havde arvet fra den foregående periode. Det 19. århundredes naturforskere anså materien for at bestå af uforanderlige atomer. Ifølge disse naturforskeres forestillinger var atomerne de primære, udelelige og uforanderlige bestanddele af alle legemer i naturen. Alle processer i naturen førtes hen til forandringer af atomkombinationer. Efter disse forestillinger lå der bestandige og uforanderlige partikler til grund for naturfænomenernes foranderlighed.

Et andet karakteristisk træk ved naturforskernes anskuelser på den tid var forestillingen om masse som grundkarakteristik for den materielle karakter af atomerne, legemerne og alt, der findes i naturen. Massen ansås også som uforanderlig.

Opdagelserne indenfor fysikken i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede modbeviste den slags anskuelser. I stedet for en uforanderlig masse har elektronen, som det viste sig, en variabel masse, som vokser med dens bevægelses hastighed, i stedet for mekanikken trådte elektro-dynamiken i forgrunden.

Disse nye data blev under den imperialistiske epokes betingelser udnyttet af den »fysiske« idealismes skoler, som opstod sidst i det 19. århundrede og repræsenteredes af Mach, Pearson, Duhem og nogle andre. Mach og andre »fysiske« idealister begyndte at fortolke elektronmassens afhængighed af dens hastighed, atomets sønderdelelighed osv. som et bevis for, at »materien var forsvundet«, at atomet var »dematerialiseret«, at materialismen angiveligt havde spillet fallit.

I virkeligheden er hverken massens foranderlighed eller elektro-dynamikens forgrundsstilling et argument til fordel for at opgive den materialistiske løsning af spørgsmålet om det indbyrdes forhold mellem ånd og materie. Disse kendsgerninger vidner kun om, at vore forestillinger om formerne for materien og dens bevægelse er blevet udvidet. Lenin understregede, at der intet som helst grundlag er for, at man absolut skal forsvare den mekaniske fremfor den elektromagnetiske eller en hvilken som helst anden endnu mere kompliceret anskuelse vedrørende materiens bevægelsesformer.

Lenin afslørede Machisternes megen tale om »materiens forsvinden« og materialismens »fallit«.

»Materien forsvinder,« skrev Lenin, »- det betyder, at grænsen for vort hidtidige kendskab til materien forsvinder, at vor viden går dybere. Hvad der forsvinder er sådanne egenskaber ved materien, som tidligere syntes absolutte, uforanderlige, primære (uigennemtrængelighed, inerti, masse osv.) og som nu afslører sig som relative og kun særegne for nogle af materiens tilstande. Thi den eneste ’egenskab’ ved materien, til hvis anerkendelse den filosofiske materialisme er knyttet, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vor bevidsthed.« (»Materialisme og Empiriokriticisme«, kap. 5, afsnit 2).

Også opdagelsen af atomets komplicerede opbygning underkastede Machisterne en idealistisk »bearbejdelse«.

Men det er også her øjensynligt, at anerkendelse af atomernes uforanderlighed og anerkendelse af en generel anvendelighed af loven om massens konstans kun er forbundet med en mekanisk, metafysisk materialisme. Den dialektiske materialisme, forklarede Lenin, anerkender kun eet som uforanderligt - at vor bevidsthed er en afspejling af en udenfor os og uafhængigt af os eksisterende verden. Dette er grundlaget for den materialistiske erkendelsesteori. Vedrørende formerne for afspejlingen af virkeligheden i vor erkendelse, så forandrer de sig med vor videns fremskridt.

»Anerkendelsen af hvilke som helst uforanderlige grundstoffer, af ’tingenes uforanderlige væsen’ osv. er ikke materialisme,« skrev Lenin, »men metafysik, dvs. anti-dialektisk materialisme.« (Samme sted). Og Lenin påpegede endvidere: »Den nye fysik har forvildet sig ind i idealismen, hovedsagelig netop fordi fysikerne ikke kendte dialektikken. De bekæmpede den metafysiske materialisme, (i Engels’, ikke i positivisternes, dvs. Humes, betydning af metafysik), de bekæmpede dens ensidige ’mekanicisme’ - og kastede barnet ud med badevandet. Ved at bestride uforanderligheden af de hidtil kendte grundstoffer og af materiens egenskaber, forfaldt de til at bestride materien, dvs. den fysiske verdens objektive realitet. Ved at bestride de vigtigste og grundlæggende loves absolutte karakter, forfaldt de til at bestride enhver objektiv lovmæssighed i naturen, til at erklære en naturlov for ren og skær konvention, ’forventningsbegrænsning’, ’logisk nødvendighed’ osv. Ved at hage sig fast i vor videns tilnærmelsesvise og relative karakter forfaldt de til at bestride, at objektet er uafhængigt af erkendelsen og tilnærmelsesvis sandt og relativt rigtigt genspejles af denne erkendelse.« (Samme sted).

Idealismen forsøgte at spekulere i fysikkens og kemiens resultater, i de vanskeligheder videnskabsmændene stødte på. Naturvidenskabens stormende vækst fremkaldte et skred i teorier og hypoteser, nogle afløste andre, og flere forskellige hypoteser og teorier til forklaring af de samme fænomener opstod samtidigt. Denne situation i videnskaben blev straks fortolket af idealisterne som en almindelig tilintetgørelse af naturvidenskabens principper, som et bevis for vilkårligheden og subjektiviteten i samtlige hypoteser og teorier, som et bevis for, at der ikke findes objektiv sandhed.

Men i virkeligheden vidner eksistensen af flere hypoteser og teorier til forklaring af de samme fænomener slet ikke om, at objektiv sandhed ikke findes.

Lenin undersøgte og modbeviste den engelske idealist Ward og hans meningsfællers anskuelser og understregede, at disse fjender af videnskaben og en videnskabelig verdensanskuelse er fuldtud tilfredse, hvis man giver dem ret i, at de videnskabelige hypoteser og teorier kun er »arbejdshypoteser«, der ikke rummer noget objektivt og er skabt for at lette systematiseringen af den subjektivt fortolkelige erfaring. Lenin skrev: »Nutidens kultiverede fideisme (Ward afleder den direkte af sin spiritualisme) drømmer ikke om at forlange mere end at få naturvidenskabens begreber erklæret for ’arbejdshypoteser’. Vi overlader Dem videnskaben, d’herrer naturforskere, overlad De os erkendelsesteorien, filosofien - sådan er betingelsen for samlivet mellem teologer og professorer i de ’fremskredne’ kapitalistiske lande.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 4).

En af de væsentligste filosofiske slutninger af fysikkens udvikling i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. var bekræftelsen på, at den dialektiske materialisme var dybtgående og træffende i sin lære om sandheden. I sin analyse af machismens anskuelser, af dens filosofiske relativisme, viste Lenin, at vor videns relativitet ikke i mindste måde beviser, at vor viden skulle være subjektiv. Men netop en sådan slutning drog idealisterne af opdagelserne i naturvidenskaben i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Vor videns relativitet blev udnyttet af den filosofiske idealismes lejr til at forbytte den eneste videnskabelige, den materialistiske erkendelsesteori i naturvidenskaben med den idealistiske erkendelsesteori, som er fjendtlig mod videnskaben og befordrer fideisme.

En anledning til idealistiske spekulationer opstod også ved matematikkens forøgede rolle i fysik, ved fysikkens matematisering.

Newtons mekanik studerer de almindelige legemers bevægelse. Disse legemer og deres bevægelser kan gengives i form af anskuelige mekaniske modeller. En anden sag er elektro-dynamiken. Her forsøgte man fra begyndelsen at fortolke elektro-dynamikens matematiske ligninger på modeller, der var opbygget af almindelige legemer og virkede efter mekanikkens love. Men det afsløredes hurtigt, at ingen sådan model giver et tilfredsstillende billede af alle de relationer som udtrykkes af elektro-dynamikens ligninger og karakteriserer de elektromagnetiske fænomener. Da elektro-dynamikens ligninger ikke kunne fortolkes anskueligt, men blev et selvstændigt redskab til afbildning af de elektromagnetiske processer, drog naturforskerne, der var ubefarne i filosofi og hældede til idealismen, den slutning, at der ikke var noget objektivt indhold i disse ligninger, at de ikke afspejler nogen objektiv virkelighed, at »ligningerne blev, men materien forsvandt«. En sådan situation blev omgående udnyttet af den filosofiske idealisme til befæstelse af dens positioner.

Lenin viste, at disse idealistiske slutninger er fuldstændig ubegrundede. Materiens begreb, påpegede Lenin, udtrykker intet andet end objektiv realitet. Derfor står spørgsmålet således: Er elektromagnetismens fænomener objektive? På dette spørgsmål giver naturvidenskaben kun eet svar: Ja, elektromagnetismens fænomener eksisterer uden for og uafhængigt af os og studeres af os. - Hvad angår spørgsmålet om disse fænomener kan afbildes i form af anskuelige mekaniske modeller eller i form af matematiske ligninger, som ikke tillader en anskuelig fortolkning - så kan hverken den ene eller den anden løsning i mindste grad tale imod de elektromagnetiske fænomeners objektivitet, eller tale for den idealistiske filosofi.

Elektro-dynamikens ligninger ophører ikke med at være en afbildning af objektive, uden for os eksisterende processer, skønt de ikke får en anskuelig fortolkning. Følgelig er det filosofisk set tåbeligt at påstå, at materien er forsvundet, men ligningerne blevet tilbage; det er ensbetydende med påstanden om, at elektro-dynamikens ligninger er skabt af vor ånd, at de elektromagnetiske fænomener ikke eksisterer objektivt, at de også er et produkt af vor tankevirksomhed.

Anledningen til idealismens angreb på videnskabens materialistiske grundlag var også en række konkrete matematiske behandlinger af de fysiske fænomener. I § 5, kapitel 2, i sin »Mekanik«, hvor Mach behandlede massens definition, bestræbte han sig således på enhver måde for at løsrive begrebet masse fra begrebet materie og fremhævede stærkt den rent ydre betragtning af masse og acceleration. Massens størrelse er ifølge den bekendte definition omvendt proportional med accelerationens størrelse. Mach sluttede, at legemernes masse følgelig kan føres tilbage til en relation imellem dem; materien »opløses« i relationer mellem legemer.

I fuld overensstemmelse med Marx, som hævdede, at »en given tings egenskaber opstår ikke ved dens forhold til andre ting, men åbenbarer sig kun i et sådant forhold« (K. Marx og F. Engels: Saml. værker, bd. 17, s. 66, russ.), skrev Lenin: »Det er klart, at hvis man tager et eller andet legeme som enhed, kan man udtrykke alle øvrige legemers (mekaniske) bevægelse som et simpelt accelerationsforhold, men derfor forsvinder ’legemerne’ (dvs. materien) dog aldeles ikke og ophører ikke med at eksistere uafhængigt af vor bevidsthed. Når hele verden føres tilbage til elektroners bevægelse, så bliver det muligt at fjerne elektronen af alle ligninger, netop fordi den overalt vil være underforstået, og forholdet mellem grupper eller aggregater af elektroner reduceres til deres gensidige acceleration, - hvis bevægelsesformerne var lige så simple som i mekanikken« (samme sted, kap. 5, afsn. 5).

Det matematiske udtryk for forholdet mellem masse og acceleration udnyttede machisterne til et angreb på materialismen. De forsøgte, idet de bibeholder det forhold mellem tingene, som udtrykkes ved en matematisk formel, at bortkaste selve tingene, nøjagtigere udtrykt tingenes substantialitet, deres materialitet, i det nævnte tilfælde massens substantialitet. Men dette forsøg var et forsøg med utjenlige, uvidenskabelige midler, det var en sofisme.

Idealismen udnyttede og udnytter også nu den matematiske behandling af atomfænomerne. Atomlæren fra midten af det 19. århundrede gav ret præcise bestemmelser af en række af atomernes og molekylernes egenskaber. Med den senere udvikling af atomlæren opstod de matematiske teorier, i hvilke atomet eller elektronen betragtes som et punkt uden udstrækning, som et matematisk centrum for et kraftfelt. Og idealisterne udbasunerede, at »materien forsvinder« og erstattes med punkter uden udstrækning, centrer for kraftfelter.

Lenin bemærkede, at en sådan fortolkning af de matematiske formler i atomvidenskabens nyeste teori er vand på idealismens mølle, Som eksempel anfører Lenin idealisterne E. Hartmann, Cohen og Ward. Disse repræsentanter for den reaktionære filosofi gik ind for »dynamismen«, for at erstatte begrebet materie med begrebet kraft.

Men også i dette tilfælde var idealismens argumenter bygget på sand.

Anvendelsen af begrebet »uendeligt små størrelser« taler ikke til fordel for den idealistiske anskuelse, at objekter, til hvis matematiske behandling dette begreb anvendes, i virkeligheden ikke har reale dimensioner. I sammenligning med verdensrummet kan man betragte himmellegemer som stjerner og planeter som matematiske punkter og ved den matematiske behandling af deres bevægelse anvende begrebet uendeligt små størrelser. Dette sætter på ingen måde spørgsmålstegn ved realiteten af stjernernes og planeternes størrelse.

Nøjagtig på samme måde kan elektronens eller atomets omfang betragtes som forsvindende, som uendeligt små størrelser, når vi sammenligner dem med sædvanlige legemers størrelse. Og ikke desto mindre ophører hverken elektronen eller atomet med at være objektivt eksisterende legemer med endelige rumlige dimensioner. Allerede Engels forklarede det endeliges og det uendeliges dialektik. Ved overgangen fra atomerne til de sædvanlige legemer, og fra disse legemer til »himmellegemerne« osv. passerer vi en række kvalitativt forskellige trin af materiens delelighed. Derfor kan man behandle et efter størrelsen lavere trin som uendeligt lille i sammenligning med et højere, og omvendt, et efter størrelsen højere trin kan i sammenligning med et lavere behandles matematisk som uendelig stort. Et sådant sprog anvendes også af matematikken inden for differential- og integralregningens område til at udtrykke kvantitative forhold mellem objekter, der tilhører kvalitativt forskellige områder af naturen.

Lenin afslørede idealisternes forsøg på at udnytte den matematiske forestilling om elektroner og atomer som uendeligt små størrelser som et argument til fordel for idealismen og skrev: »Gårsdagens grænse for vor viden om materiens uendeligt små partikler er forsvundet --følgelig, slutter den idealistiske filosof, er materien forsvundet (men tanken blevet tilbage).« (Samme sted, kap. 5, afsn. 5).

De ovenfor beskrevne og andre lignende matematiske behandlinger af fysiske problemer var et specielt udtryk for et alment fænomen - forøgelse af matematikkens anvendelighed i fysikken, indtrængen i fysikken af matematiske metoder til teoretisk undersøgelse.

Lenin hæftede også sin opmærksomhed ved denne almene side af sagen. Matematikkens anvendelighed i den ene eller den anden gren af naturvidenskaben hviler på muligheden af kvantitativ udmåling af ensartede størrelser. Om den franske filosof Abel Reys anskuelser skrev Lenin: »’Materiens ensartethed’ (homogenitet) ikke som et postulat, men som resultat af erfaring og af videnskabens udvikling, ’ensartetheden af fysikkens objekt’ - det er betingelsen for anvendeligheden af målinger og matematiske beregninger.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 6).

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede voksede de målelige størrelsers sfære i fysikken usædvanligt og omfattede elektro-dynamiken, radioaktiviteten og til en vis grad atomets opbygning.

Opdagelsen af en almen bestanddel af materien som elektronen, der spiller en stor rolle i elektromagnetismens fænomener, herunder såvel lysfænomenerne som varmefænomenerne, - dette og en række lignende kendsgerninger tjente som grundlag for foreningen af de forskellige grene af den fysiske videnskab til et hele, og lagde fundamentet til udarbejdelsen af en almen matematisk teori for de fysiske fænomener.

Alt dette skabte en bred basis for matematikkens anvendelse i fysikken. Den teoretiske fysik begyndte at forvandles til en matematisk disciplin. Der udvikledes særlige metoder til matematisk behandling af fysiske problemer. - Matematikere og fysikere med matematisk uddannelse begyndte at spille en stor rolle i fysikkens udvikling. Dette forblev ikke uden følger i den specifikke situation, i hvilken fysikken udviklede sig i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Disse følger ytrede sig i, at »matematikkens ånd« holdt sit indtog i fysikken. Matematikerne, som opererede med rent logiske metoder og glemte den objektive kilde til deres aksiomer, teoremer, ligninger osv., betragtede ofte de sidste som vilkårlige frembringelser af ånd, som aprioriske konstruktioner. At »matematikkens ånd« bredte sig i den teoretiske fysik førte til forsøg på at fortolke den teoretiske fysiks matematiske formler som produkt af fornuften, som resultat af matematikernes subjektive skaben.

Løsrivelsen af den teoretiske fysiks formler fra de objekter, hvis genspejling de er, førte til en formalisering af den teoretiske fysik. Mens fysikerne i midten og anden halvdel af det 19. århundrede betragtede deres teorier som billeder af den objektive virkelighed de studerede, mens også flertallet af fysikerne i begyndelsen af det 20. århundrede, når de var optaget af et eksperiment, spontant indtog det samme standpunkt, så begyndte teoretiske fysikere, som opererede med matematiske metoder, f. eks. Poynting, A. Poincaré, P. Duhem at fortolke fysikkens matematiske formler som menneskeåndens vilkårlige frembringelser.

Således begyndte de idealistiske fysikere at anvende den matematiske fysiks formler som en barriere, der skilte den objektive virkelighed fra videnskabsmændenes teoretiske forestillinger. Matematikken begyndte at blive en kilde til svingninger i idealistisk retning blandt fysikerne.

I en sammenfattende beskrivelse af denne kilde til idealistiske drejninger i fysikken, skrev Lenin: »De reaktionære tilbøjeligheder fremkaldes af selve videnskabens fremskridt. Naturvidenskabens vældige resultater, tilnærmelsen til så ensartede og simple elementer af materien, at deres bevægelseslove tillader matematisk behandling, bevirker, at matematikerne glemmer materien. ’Materien forsvinder’, tilbage bliver kun ligninger. På det nye stadium af udviklingen og angivelig på ny måde får man den gamle kantianske idé: Fornuften foreskriver naturen dens love.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 8).

*

Lenin skrev, at fysikkens krise består i en afvigelse »fra den oprigtige, beslutsomme og uigenkaldelige anerkendelse af den objektive værdi af fysikkens teorier.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 8). »Følgelig,« skrev Lenin et andet sted, »består ’den moderne fysiks krise’ filosofisk set i, at den gamle fysik anså sine teorier for at være en ’real erkendelse af den materielle verden’, dvs. en afspejling af en objektiv realitet. Den nye strømning i fysikken ser i teorien kun symboler, tegn, mærker til brug for praksis, dvs. bestrider eksistensen af en objektiv virkelighed, som er uafhængig af vor bevidsthed og genspejles af den.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 1).

De »fysiske« idealisters afstandtagen fra materialismen skete ikke åbent, understregede Lenin, men under dække af de nyeste opdagelser indenfor fysikken og naturvidenskaben i det hele taget, med talrige afvigelser fra det idealistiske grundsynspunkt.

Hvad machisterne ikke sagde rent ud, det sagde i stedet de filosofiske idealister, de åbenhjertige repræsentanter for klerikalismens (fideismens) lejr. Lenin gjorde ofte rede for, at der går en forbindelseslinie fra Mach, Ostwald, Duhem, Poincaré osv. til de direkte tilhængere af den filosofiske idealisme. Ward, Schuppe, Cohen, Hartmann, Leroy, Brunetiére osv. De »fysiske« idealister, de filosofiske idealister og fideisterne udgjorde een fælles lejr af ideologisk reaktion, fjendtligt indstillet mod naturvidenskaben og den materialistiske verdensanskuelse, som var den spontane overbevisning hos videnskabsmænd som Boltzmann, Maxwell, Helmholtz, Kirchhoff, Hertz, Lorentz, Larmor og andre.

Den »fysiske« idealisme, som drager idealistiske og agnostiske slutninger af fysikkens nyere opdagelser, udreder ikke disse opdagelsers filosofiske natur, men omtåger og fordrejer den. Den »fysiske« idealisme fremmer ikke, men hæmmer videnskabens udvikling og fremkalder en krise i fysikken og naturvidenskaben overhovedet. Vejen, som den »fysiske« idealisme drejer fysikken ind på, fører til afvisning af alle progressive tendenser i videnskaben om naturen.

Flertallet af naturforskere, påviste Lenin, står spontant på materialismens grund og må gøre det, dvs. de er naturhistoriske materialister. Machismen og den »fysiske« idealisme i almindelighed er, skrev Lenin, »en mode«, »en midlertidig siksak«, »en forbigående svaghed for idealisme hos en ringe del af specialisterne«; Avenarius’, Mach og Co’s erkendelsesteoretiske udflugter var og er professorspekulationer, forsøg på at grundlægge sin egen lille filosofiske sekt. Men hvert sådant forsøg, hver sådan udflugt bliver et smuthul for idealismens og fideismens lejr, for reaktionens lejr, som udnytter dem i kampen mod videnskaben, mod den materialistiske verdensanskuelse, mod den revolutionære samfundsbevægelse, for bedre at bevare det kontrarevolutionære, imperialistiske bourgeoisis magt.

Derfor var de russiske og udenlandske opportunisters og revisionisters udtalelser om, at machismen skulle være »naturvidenskabernes nyeste filosofi«, meningsløse og fejlagtige. På grundlag af den analyse af machismens anskuelser og naturvidenskabens opdagelser, som Lenin gav i »Materialisme og Empiriokriticisme«, karakteriserede han Mach og co. som reaktionære i naturvidenskaben, som folk der forråder naturvidenskaben til fideismen.

Lenin understregede gentagne gange i sin bog »Materialisme og Empiriokriticisme«, at materialismen i naturvidenskaben uundgåeligt vil sejre, uanset anstrengelserne fra diverse idealistiske skoler i stil med machismen, men sejre på én ufravigelig betingelse, som overhovedet er betingelsen for yderligere fremskridt i naturvidenskaben. Denne betingelse er, at naturforskerne går videre fra den spontane naturhistoriske materialisme til den bevidste filosofiske materialisme, til materialismens moderne videnskabelige form, som marxismens filosofi repræsenterer.

»Den fundamentale materialistiske ånd i fysikken og i al moderne naturvidenskab,« skrev Lenin, »vil besejre alle mulige kriser, men kun ved ubetinget at erstatte den metafysiske materialisme med den dialektiske materialisme.« (Samme sted, kap. 5, afsn. 8).

*

Hvilken betydning har de idéer, som Lenin udviklede i »Materialisme og Empiriokriticisme«, for nutiden?

Til forskel fra perioden, hvor »Materialisme og Empiriokriticisme« blev skrevet, karakteriseres den periode, vi gennemlever, af sådanne verdenshistoriske begivenheder som den store socialistiske oktoberrevolution i 1917 og socialismens sejr i vort land, skabelsen af en mægtig socialistisk stat - USSR. Disse begivenheder øvede en bestemmende indflydelse på den moderne histories hele forløb.

I USSR opstod en ny, socialistisk kultur. I Sovjetlandet skrider videnskaben sejrrigt fremad, den er helt og fuldt stillet i folkets interessers tjeneste, den udgør en organisk enhed med praksis.

De fremskredne videnskabsmænd i USSR ledes af den mest fremskredne verdensanskuelse, den dialektiske materialisme, som er uforsonlig overfor al mystik, fideisme, idealisme, metafysik og vulgærfilosofi.

Dannelsen af den socialistiske stat, der gør front mod krigspolitik og aggression og er bærer af en ny kultur, vækker den imperialistiske reaktions ville forbitrelse.

Men den historiske proces skrider frem med ubønhørlig konsekvens. Fremskredne mennesker i de kapitalistiske lande bliver mere og mere overbevist om, at kapitalismen nødvendigvis må erstattes af socialismen som den eneste udvej af den dybe krise disse lande befinder sig i. Fremskredne videnskabsmænd i de kapitalistiske lande svinger mere og mere over på den dialektiske materialismes side. Antallet af åbne tilhængere af den moderne videnskabelige form for materialismen forøges. (Perrin, ægteparret Joliot-Curie i Frankrig, Levy, Blackett, Haldane i England og andre).

Lenins og Stalins arbejder har fået udbredelse over hele verden og vinder stadig nye tilhængere for marxismen-leninismen.

Under disse betingelser står mystikens, fideismens, idealismens lejr langt skarpere end nogensinde over for materialismens lejr. Den herskende ideologi i kapitalens lande er den antividenskabelige borgerlige ideologi; dette øver sin indflydelse på naturvidenskaben og fremkalder stadig ny opblussen af idealisme blandt naturforskerne.

Tiden efter udgivelsen af Lenins »Materialisme og Empiriokriticisme« karakteriseres ved en fortsættelse af revolutionen i naturvidenskaben, navnlig i fysikken. Relativitetsteorien, hvis hovedgrundlægger er Einstein, opstår. Atomets planetære struktur bevises definitivt. Det fastslås, at atomkernen indtager en uhyre ringe del af hele atomets omfang. Bohrs første teori om atomets opbygning opstår. Senere afløses denne teori af den moderne kvanteteori for atomets bygning. Studiet af atomkernen fører til opdagelsen af kunstig radioaktivitet. Alle disse og en række andre opdagelser afsluttes med opdagelsen af veje til udnyttelse af atomenergien.

Denne strøm af opdagelser, som er virkeliggjort i løbet af de sidste 40 år, har fremkaldt et yderligere skred i gamle begreber. Således viste det sig, at forestillingen om ensartetheden af grundstofferne ud fra samme atomvægt ikke svarer til virkeligheden. Grundstofferne består af isotoper, dvs. atomer med samme kemiske egenskaber, men med forskellige atomvægte. Dette førte til en præcisering af begrebet »grundstof«, til en dybere forståelse af Mendelejevs store værk, de kemiske grundstoffers periodiske system.

De newtonske anskuelser om rum og tid underkastedes en radikal omkalfatring. Den moderne fysik gav afkald på den newtonske forestilling om absolut rum og absolut tid, som skulle eksistere uafhængigt af materiens bevægelse og uden for naturens legemer. Der opstod en række begreber, som tidligere var ukendte i fysikken, men fremkaldtes ved en uddybelse af vor viden om mikroverdenen. Hertil hører efter deres væsen alle begreber, der karakteriserer atomets tilstand som betinget af dets indre struktur.

Denne revolution i fysikken foregik under det kapitalistiske samfunds betingelser, derfor påvirkedes den af den dekadente, reaktionære borgerlige ideologi.

Ligesom på den tid, da Lenins »Materialisme og Empiriokriticisme« udkom, drager også nu en del af fysikerne idealistiske slutninger af vor videns relativitet. Vi vil bringe nogle eksempler herpå. Et af dem er den idealistiske, anti-videnskabelige slutning, at »materien tilintetgøres«. Påskuddet til at fremdrage denne slutning var opdagelsen af elektronernes forvandling til fotoner. De borgerlige videnskabsmænd og filosoffer identificerede på metafysisk vis begrebet materie med begrebet sædvanligt vejeligt stof, der har hvilemasse, og benyttede det faktum, at elektronen og positronen kan forvandles til fotoner, til at drage den slutning, at »materien forsvinder« - »tilintetgøres«. En sådan påstand er dybt fejlagtig. Den er fejlagtig, fordi et snævert fysisk udtryk - materie i betydningen sædvanligt vejeligt stof - identificeres med det filosofiske begreb materie, som betyder objektiv realitet. Hvis man til filosofisk sprog oversætter påstanden om, at materien ved elektronernes forvandling til fotoner »tilintetgøres«, så vil man få følgende påstand: Den fysiske realitet (elektronerne) forvandles til noget (fotonerne), der ikke udgør en fysisk realitet. Men påstanden om, at fotonerne ikke udgør en fysisk realitet, er absurd, uvidenskabelig og repræsenterer en indrømmelse til den filosofiske idealisme og fideisme.

En anden fejlagtig slutning ud fra den moderne fysiks opdagelser er påstanden om, at loven om energiens bevarelse og forvandling er ugyldig, at energien kan forsvinde, idet den forvandler sig til intet, og kan opstå af intet. En sådan slutning blev draget af visse fysikere i forbindelse med opdagelsen af radioaktiviteten og undersøgelsen af de indre-atomare fænomener. I vor tid er denne konklusion blevet draget af N. Bohr og hans tilhængere i forbindelse med de radioaktive stoffers betaomdannelse, med lysets kvanteteori og forsøgene med gammastrålernes spredning.

Nogle radioaktive stoffer udstråler elektroner (beta-stråler). Herved mister atomerne i de radioaktive stoffer en ganske bestemt mængde energi. Elektronerne, der farer ud fra atomerne, har derimod de mest forskellige energier, og kun for de allerhurtigste elektroner fås overensstemmelse mellem den energimængde, atomet har tabt, og den energimængde, elektronen medfører. For de andre elektroner findes denne overensstemmelse ikke. Bohr og visse andre fysikere drog heraf den slutning, at i det givne tilfælde krænkes loven om energiens bevarelse. En krænkelse af loven om energiens bevarelse skulle imidlertid betyde energiens forvandling til intet, dvs. forsvinden af materiel bevægelse. Dette skulle også føre med sig, at man antager energiens opståen af intet, dvs. ved det mest uforfalskede mirakel. Fysikken kunne ikke vandre ad denne vej og gjorde det heller ikke. Man accepterede den antagelse, at ved beta-udstrålingen foregår der en udsendelse af nogle yderligere partikler, som det hidtil ikke var lykkedes at afsløre umiddelbart gennem forsøg, og som medfører den del af atomets energi, som ikke kan konstateres hos elektronerne. Disse partikler fik betegnelsen neutrino’er (Pauli 1931).

Striden omkring de antividenskabelige idéer om ugyldigheden af loven om energiens bevarelse og forvandling førtes i 1924-25 i forbindelse med studiet af Compton-effekten, og den sluttede med at bekræfte den fulde rigtighed af loven om energiens bevarelse og forvandling. Den brød ud påny, da Shankland i 1936 offentliggjorde sine forsøg med gammastrålernes spredning. Det blev siden påvist, at Shanklands forsøg simpelthen var forkerte.

Alle angreb på loven om energiens bevarelse og forvandling, som er foretaget i løbet af de sidste 50 år og især i de sidste to årtier, er bestandig slået fejl. Udover skade og forsinkelse i væksten har videnskaben intet vundet ved disse angreb. Hvis fysikerne holdt sig til den dialektiske materialismes principper, så ville de have undgået de opregnede fejl, og videnskabens udvikling ville være gået hurtigere. Det materialistiske filosofiske indhold i loven om energiens bevarelse og forvandling består i, at alt i naturen er forvandling af een form for materiens bevægelse til en anden, og udvikling fra materiens simpleste former til mere sammensatte. Det fysiske indhold af denne lov kan forandres, beriges, fuldkommengøres, men det er en absolut sandhed, at energi ikke kan skabes af intet og ikke kan forsvinde. Der foregår kun en indbyrdes forvandling af materiens bevægelsesformer.

Opdagelsen af metoder til udnyttelse af atomenergien var en stor triumf for loven om energiens bevarelse og forvandling.

I Bohrs og hans tilhængeres idealistiske betragtninger vedrørende loven om energiens bevarelse og forvandling har matematikken spillet en ikke ringe rolle. Matematikken, som er formelt anvendelig i fysikken, er også i vore dage en støtte for idealistiske slutninger i den moderne fysik. Tilmed præsenteres disse slutninger gang på gang som videnskabeligt fastslåede sandheder.

En af grundsætningerne i den moderne kvanteteori er den såkaldte usikkerhedsrelation eller ubestemthedsprincippet, opstillet af Heisenberg og Bohr; ifølge dette princip er en samtidig og nøjagtig bestemmelse af elektronens sted og impuls umulig. Ved en samtidig bestemmelse af disse størrelser skal man ifølge teorien få en usikkerhed af samme størrelsesorden som Plancks konstant. Bestemmelsen af en tings rumlige stilling er en bestemmelse af dens objektive rumlige egenskaber; bestemmelsen af impulsen er en bestemmelse af dens hastighed (og masse). Idet de ophøjede deres princip til filosofisk grundsætning hævdede og hævder Heisenberg, Bohr og deres tilhængere, at egenskaber som udtrykkes ved elektronens rum- og tidskarakteristika ikke kan siges at eksistere samtidigt. Herfra fik man den slutning, at elektronen til forskel fra de sædvanlige legemer besidder en mindre grad af realitet, og at man ikke kan tale om, at elektronens bevægelse forløber i tid og rum. Hvad mere er, ud fra den angivelig principielt statistiske karakter af lovmæssighederne i kvantemekanikken drog og drager Heisenberg og Bohr den slutning, at der til grund for mikrofænomenerne ligger tilfældighed, og at lovmæssigheden kun åbenbarer sig som et resultat af disse mikrofænomeners massekarakter. For den enkelte elektron er der ingen lovmæssig bevægelse, den besidder en vis »viljens frihed«, dens bevægelse kan ikke erkendes rationelt.

På denne måde nåede Bohr og Heisenberg frem til at benægte årsagssammenhæng i mikrofænomenerne og hævde, at der til grund for mikrofænomenerne ligger noget irrationelt, noget, som ikke kan erkendes, dvs. for at tale rent ud, et mirakel. Den idealistiske fortolkning af usikkerhedsrelationen fandt også sit udtryk i påstanden om, at atomfænomenet og det iagttagende subjekt er uløseligt forbundne. Ud fra det faktum, at iagttagelse af elektronens sted eller bestemmelse af dens hastighed uundgåeligt fremkalder en forandring af stedet eller hastigheden, drog Bohr og hans tilhængere den slutning, at elektronen ikke eksisterer uden for dens forbindelse med subjektet.

De anførte idealistiske påstande fra Heisenbergs og Bohrs side er ikke noget tilfældigt i deres mund; sådanne påstande er et udslag af den reaktionære verdensanskuelse disse videnskabsmænd hylder og som er beslægtet med machismen, under hvis fane de har optrådt gennem en række år.

Således påstod Heisenberg i artiklen »Til den fysiske naturforklarings historie«, at videnskabens udvikling fører til stadig mindre og mindre forståelse af, hvad der i virkeligheden foregår i naturen, at i stedet for en forklaring af naturens fænomener nødsages videnskaben til at begrænse sig til en »beskrivelse« af disse fænomener på formelt-matematisk sprog. »Med forøgelsen af vor viden og erkendelse,« skrev han, »bliver naturforskernes fordringer på en ’forståelse’ af verden på en vis måde mindre og mindre« (W. Heisenberg: »Wandlungen in den Grundlagen der Naturwissenschaft«, 1943, s. 24).

På hvilken måde Heisenberg anvendte disse sine anskuelser til fortolkning af fremskridtet i vor viden på fysikkens område, kan man se af hans følgende påstand: »Hos Demokrit,« skrev han, »havde atomerne mistet egenskaber som farve, smag osv. De beholdt kun den egenskab at udfylde rum; geometriske udsagn om atomerne regnedes som tilladelige og behøvede ingen yderligere analyse. I den moderne fysik mister atomerne også denne sidste egenskab; de besidder ikke de geometriske egenskaber i større udstrækning end de andre: farve, smag osv. Atomet i den moderne fysik kan først og fremmest symboliseres ved en partiel differentialligning i et abstrakt mangedimensionalt rum; kun eksperimentet, som iagttageren udfører over atomet, tvinger atomet til at angive sted, farve, varmemængde. For atomet i den moderne fysik er alle egenskaber afledede - umiddelbart har det ingen materielle egenskaber overhovedet; det vil sige, at enhver slags billede, som vor forestilling om atomet måtte skitsere, er forkert i sig selv.«

Ud fra den slags anskuelser hævdede Heisenberg også, at »der i kvantemekanikken overhovedet ikke er tale om objektiv konstatering af begivenheder i rum og tid.«

Samme anskuelser nærede og nærer N. Bohr. »I modsætning til den sædvanlige mekanik,« skrev han, »drejer den nye mekanik sig ikke om en rum-tidsbeskrivelse af atomdelenes bevægelse.« (Se Københavns Universitets festskrift, november 1929, s. 37).

»Enhver iagttagelse af de atomare fænomener,« skrev han videre, »medfører en endelig vekselvirkning med iagttagelsesmidlet, som man ikke kan lade ude af betragtning, og man kan derfor hverken tilskrive fænomenerne eller iagttagelsesmidlet en selvstændig fysisk realitet i sædvanlig forstand.« (Samme sted, s. 41).

I sin fortolkning af kvantepostulatets filosofiske betydning skrev Bohr: »Dette (postulatet) kræver resignation med hensyn til den kausale rum-tids beskrivelse af de atomare fænomener.« (Samme sted, s. 41) osv., osv.

Den slags betragtninger er idealistisk hjernespind. Ud fra det, at en samtidig bestemmelse af elektronens impuls og sted er umulig, kan man ikke slutte, at elektronen ikke eksisterer i rum og tid. At eksistere objektivt uden for os og uafhængigt af os, det betyder at eksistere i rum og tid. Hvis elektronen, som Bohr, Heisenberg og deres tilhængere hævder, under bestemte betingelser ikke har rumlige egenskaber, så betyder det, at den ikke eksisterer. Men dette er en meningsløshed. Denne meningsløshed kommer Bohr og andre til, fordi de (bevidst eller ubevidst er i det givne tilfælde uvæsentligt) forveksler umuligheden af i kvantemekanikken at bestemme det nøjagtige sted, hvor elektronen befinder sig, med spørgsmålet om elektronens eksistens.

Ud fra det, at elektronens sted eller impuls under bestemte betingelser ikke samtidig kan bestemmes nøjagtigt, følger ikke i mindste måde, at elektronen skulle eksistere uden for tiden eller uden for rummet eller besidde mindre realitet end sædvanlige legemer. Nøjagtig lige så meningsløs er påstanden, at elektronen besidder en »viljens frihed«, at tilfældigheden hersker uindskrænket i atomfænomenernes sfære. Hvis sagen forholdt sig sådan, måtte man sige, at videnskabsmændenes anstrengelser for at erkende disse fænomener er forgæves, at alle den moderne videnskabs erobringer er bygget på sand. Hvis elektronen besidder en »viljens frihed«, så er der mulighed for det mest uforfalskede mirakel eller for hvilket som helst andet »djævelskab«.

Endelig tåler heller ikke påstanden om elektronens principielle koordination med det iagttagende subjekt nogen kritik. Tesen om, at elektron og subjekt er uløselig forbundet, er et rent og skært opkog af den subjektive idealismes idéer. Hvis elektronen ikke eksisterer uafhængigt af mennesket, så eksisterer hele verden heller ikke uafhængigt af det. Følgelig var der hverken noget univers eller nogen jord før menneskets opståen. Men det kan man ikke hævde, hvis man er ved sin forstands fulde brug.

Påvisningen af atomets sammensatte bygning, den dybere forståelse af grundstoffernes periodiske system, opdagelsen af atomets elementære bestanddele, påvisningen af grundstoffernes forvandlelighed, opdagelsen af sammenhængen mellem masse og energi o. a. - alt dette er bestandig nye beviser for rigtigheden af den dialektiske materialisme. Man kan imidlertid ikke nøjes med at sige dette, således som visse filosoffer plejer. Den dialektiske materialisme er en skabende, kæmpende lære, som ikke kan forsones med idealistiske forvanskninger, som endnu finder sted i mange bøger og artikler om mekanik, fysik osv. Vor opgave er at underkaste den slags forvanskninger kritik og sammen med fysikerne, mekanikerne, kemikerne osv. tage del i udarbejdelsen af en videnskabens teori, som er fri for rester af borgerlig ideologi.

Dette arbejde på at frigøre den moderne fysik fra idealistiske, anti-videnskabelige anskuelser er en opgave for alle sovjetfysikere. Man må holde op med at slæbe anti-videnskabelige, idealistiske anskuelser ind i sovjetpublikationerne.

Således har korresponderende medlem af Videnskabernes Akademi i USSR, J. I. Frenkel i en række af sine bøger igennem lang tid propaganderet for idealismen. Han skrev f. eks. i sin lærebog i bølgemekanik: »Den deterministiske beskrivelse af bevægelse, og følgelig også af alle effekter, som er forbundet med bevægelse, bør forlades og erstattes med den statistiske (sandsynligheds) beskrivelse, baseret på bestemmelsen af de tilsvarende bølgesystemer.« (J. I. Frenkel: Bølgemekanik, 1. del, s. 47, 1934, russ.).

Vi ser her bort fra den uvidende opstilling af determinismen som modsætning til statistikken, og noterer, at der her foreligger et oplagt udfald mod kausaliteten, et ekko af det felttog mod materialismen, som Bohr, Heisenberg og andre fører.

Til grund for den slags udsagn ligger fjendskab mod materialismen i almindelighed og den dialektiske materialisme i særdeleshed. Disse udsagn vidner om, at deres ophavsmand mangler forståelse af, hvad den materialistiske dialektiks metode betyder for naturvidenskaberne, og kommer den fremskredne videnskabs fjender tilpas. Det er nødvendigt at forstå, at når man afviser den dialektiske materialisme og går over til idealismens position, hæmmer man videnskabens udvikling, at den formalistiskmatematiske fremgangsmåde hindrer erkendelsen af mikroverdenen,

at de sovjetiske videnskabelige kadrer bør uddanne sig i marxismen-leninismens verdensanskuelse, i dens ånd.

Vi kan ikke ukritisk acceptere de moderne borgerlige naturforskeres filosofiske slutninger. Lenin skrev i »Materialisme og Empiriokriticisme« i anledning af disse filosofiske slutninger: »Ikke en eneste af disse professorer, som kan yde de mest værdifulde arbejder på specialområder inden for kemien, historien, fysikken, kan man skænke nogen som helst tiltro, så snart der bliver tale om filosofi. Hvorfor? Af samme grund, som man ikke kan skænke en eneste professor i politisk økonomi, som er i stand til at yde de værdifuldeste arbejder af faktisk og speciel art, nogen som helst tiltro, så snart der bliver tale om den politiske økonomis almindelige teori. Thi denne sidste er netop i lige så høj grad som erkendelsesteorien en partividenskab i det moderne samfund. I det store og hele er professor-økonomerne intet andet end kapitalistklassens lærde kommis’er - og professorerne i filosofi teologernes lærde kommis’er.« (»Materialisme og Empiriokriticisme«, kap. 6, afsn. 4).

Videnskabens udvikling i de kapitalistiske lande forløber yderst modsigelsesfyldt og hæmmes af alskens idealistisk kram, som tilstopper dens porer.

Lenin skrev, at den moderne fysik nærmer sig den eneste rigtige metode og den eneste rigtige filosofi for naturvidenskaben, ikke direkte, men i siksak, ikke bevidst, men spontant, den ser ikke sit »endemål« klart, men nærmer sig det famlende, vaklende, undertiden endog baglæns. Den moderne fysik ligger i fødselsveer. Den føder dialektisk materialisme. Det er en svær fødsel. Foruden det levende og livskraftige væsen fremkommer der uundgåeligt visse døde produkter, noget affald, som skal befordres til lossepladsen. Til dette affald hører hele den fysiske idealisme, hele den empirio-kritiske filosofi sammen med empirio-symbolismen, empirio-monismen osv., osv. (Samme sted, kap.5, afsn.8).

Det socialistiske system har skabt de gunstigste betingelser for, at sovjetvidenskaben, den mest fremskredne videnskab i verden, kan blomstre.

Under disse betingelser har også sovjetfysikken gjort store fremskridt. Akademimedlem S. I. Vavilov har udført betydelige arbejder på optikkens område, især vedrørende luminescens. Ved akademimedlem D. V. Skobeltsyn, professor L. V. Mysovskij og A. P. Sjdanovs arbejder er studiet af de kosmiske stråler kommet et stort skridt fremad. Akademimedlem A. I. Alikhanov og korresponderende medlem af Videnskabernes Akademi i USSR, A. I. Alikhanjan har gjort den opdagelse, at der i den kosmiske stråling findes partikler med variabel masse (varitroner). Akademimedlemmerne L. I. Mandelstamm og G. S. Landsberg opdagede forekomsten af den kombinerede spredning af lyset i krystaller. Sovjetfysikerne K. A. Petrsjak og G. N. Flerov har fortjenesten af at have opdaget urankernernes spontane spaltning. P. A. Tjerenkov, som arbejdede under S. I. Vavilovs ledelse, har gjort en fundamental opdagelse af en luminescens af særlig art i væsker, fremkaldt af elektroner, der bevæger sig med en hastighed i nærheden af lysets.

Stor betydning har akademimedlem A. F. Joffe og hans elevers arbejder vedrørende halvledere m. v. De sovjetiske fysikere, mekanikere og matematikere har nået meget betydelige resultater i udarbejdelsen af den moderne fysiks teori. Hertil hører arbejder af akademimedlem V. A. Fok, professor D. D. Ivanenko, E. N. Gapon, korresponderende medlem af Videnskabernes Akademi i USSR´. I. E. Tamm, medlem af Videnskabernes Akademi i Hviderusland, N. S. Akulov, akademimedlem A. A. Andronov, N. M. Krylov, M. A. Leontovitj og mange andre.

Den afgørende rolle i sovjetfysikens udvikling spiller den dialektiske materialismes verdensanskuelse. Sovjetfysikerne tilegner sig denne verdensanskuelse og fører sovjetvidenskaben fremad.

Kammerat V. M. Molotov sagde i sin tale om 31-årsdagen for den store socialistiske oktoberrevolution: »Diskussionen angående arvelighedsteoriens problemer har rejst store principielle spørgsmål angående den sande, på materialismens principper byggende videnskabs kamp mod reaktionære, idealistiske rester indenfor det videnskabelige arbejde såsom weissman-ismens lære om den uforandrede arvelighed, der udelukker overføring af erhvervede egenskaber til de efterfølgende generationer. Den har understreget de materialistiske princippers skabende betydning for alle grene af videnskaben, hvad der bør bidrage til at fremskynde udviklingen af det teoretisk-videnskabelige arbejde i vort land. Vi bør erindre os den opgave, kammerat Stalin har stillet vore videnskabsmænd: ’Ikke blot at komme på højde med, men i løbet af den nærmeste fremtid også at overgå de resultater, videnskaben har opnået udenfor vort lands grænser’.«

Der er ingen tvivl om, at sovjetforskerne, idet de følger kammerat Stalins vejledning, utrætteligt vil føre vor videnskab fremad og kæmpe for dens blomstring.

Tiden- Oktober 1949

Pavestol og magtpolitik

Olaf Olsen

I de sidste halvandet hundrede år har pavestolen ofte udsendt højtidelige rundskrivelser til sine præster, de såkaldte encyklikaer, når Vatikanet ville pointere sin - og dermed alle katolikkers - standpunkttagen til et eller andet vigtigt spørgsmål. I tidens løb er der udsendt et stort antal encyklikaer, dels som afgørelser i indre kirkelige stridigheder, men desuden og ikke mindst som led i pavekirkens deltagelse i det verdslige politiske liv. Man kunne derfor have ventet, at når Vatikanet nu, efter socialismens store sejre i de gamle katolske lande i Øst- og Mellemeuropa, påny skulle udsende en fordømmelse af kommunismen, ville det være sket i form af en encyklika.

I første omgang har vi imidlertid måttet tage til takke med et almindeligt dekret (af et paveligt dekret at være endda temmelig formløst), der har følgende ordlyd: Dekretet mod Kommunismen - Det hellige officiums øverste kongregation har modtaget flg. spørgsmål:

1. Er det tilladt at gå ind i det kommunistiske parti som medlem eller at yde det støtte?

2. Er det tilladt at udgive, distribuere, at læse eller skrive i bøger, tidsskrifter, aviser eller flyveblade (fremhævelserne er mine), som forsvarer kommunismens lære eller praktiske fremgangsmåde?

3. Kan der gives troende kristne, som bevidst og frivilligt har gjort sig skyldige i de under 1 og 2 nævnte handlinger, adgang til sakramenterne?

4. Ifalder de troende kristne, der bekender sig til kommunismens materialistiske og kristendomsfjendtlige lære, og især de, som forsvarer eller udbreder den, umiddelbart - som mennesker der har skilt sig fra den katolske tro - den ekskommunikation, som Den apostolske Stol på særlig måde råder for?

De højærværdige kardinaler, hvem troens og det sædelige livs værn påhviler, har, efter at have hørt de ærværdige rådgivere i en plenarforsamling tirsdag den 28. juni, bestemt, at der skal svares som følger:

Til spørgsmål 1: Nej. Thi kommunismen er materialistisk og kristendomsfjendtlig. Og selv om kommunismens talsmænd undertiden i ord forsikrer, at de ikke bekæmper religionen, så viser de sig dog i deres handlinger som forbitrede fjender af Gud, den sande religion og kristi kirke.

Til spørgsmål 2: Nej. For det er allerede forbudt i den kirkelige lov. (Canon 1399 i Codex Juris Canonici).

Til spørgsmål 3: Nej - i overensstemmelse med de almindelige gældende bestemmelser om nægtelse af sakramenterne i tilfælde, hvor der ikke er givet dispensation.

Til spørgsmål 4: På dette spørgsmål blev givet et svar, der var et ja.

På den efterfølgende torsdag, den 30. juni dette år har hans hellighed pave Pius den Tolvte, da det hellige officiums højærværdige assessor var i den sædvanlige audiens, billiget kardinalernes for ham forelagte afgørelser og befalet deres offentliggørelse i det officielle organ Acta Apostolicae Sedis. - Givet i Rom den 1. juli 1949. - Petrus Vigorita

Notar for det hellige officiums øverste kongregation.

Dekretets ord er ikke til at tage fejl af. Hvis det skulle tages helt højtideligt, kunne en katolik ikke engang tage et lille kik i »Land og Folk« uden at miste retten til at modtage sakramenterne! Med henvisning til canon 1399 fra den kanoniske lov, der forbyder læsning af antikatolsk litteratur, sættes alle kommunistiske skrifter på »index«! Aktivt kommunistisk arbejde er naturligvis den helt store synd og kan straffes med udelukkelse fra den katolske kirke.

Selve kundgørelsens form fortæller imidlertid, så paradoksalt det end lyder, at de strenge ord ikke skal tages helt bogstaveligt. Så var det sket ved en encyklika eller måske ligefrem med en bulle. Det må forekomme, som om pavestolen ikke rigtigt har mod på at tage det afgørende livtag med kommunismen nu. Dekretet skal ikke betragtes som en direkte »krigserklæring« til kommunismen, men som en advarsel til venstreorienterede katolikker i først og fremmest Tjekkoslovakiet, Frankrig og Italien om at holde sig fra kommunisterne. Det er i sig selv ikke sensationelt og bryder ikke med nogen tidligere politisk kurs, men præciserer blot, hvad vi allesammen i forvejen vidste: at den katolske kirke repræsenterer den sorteste reaktion. - Altid på yderste højre fløjl.

Kristendommen begyndte som en social-revolutionær bevægelse; de første kristne udspredte fra katakomberne deres omstyrtende idéer om forholdet mellem menneskene. Men ikke så snart var pavestolen anbragt over jorden, før den udvikling begyndte, som gjorde den katolske kirke til jordherre og kapitalist, og siden da har den konstant været en reaktionær og korrupt organisation.

Med enestående dygtighed har de fromme brødre samlet penge og jord. Middelalderens kirkevælde byggede ikke på idéens løse sand, men på kapitalens klippegrund, og op gennem århundrederne finder vi stadig St. Peters stol på yderste højre fløj, lænket til sine økonomiske interesser. Den franske revolution var en vederstyggelighed for paven, der herved mistede værdier til en samlet sum af ca. 3 milliarder livres, der årligt kastede godt 200 millioner af sig. Omtrent en fjerdedel af al jord i Frankrig havde været i den katolske kirkes eje. Men ligesom det efter sidste verdenskrig ikke lykkedes at hindre agrarreformerne i Østeuropa, var paven også dengang magtesløs overfor udviklingen.

Op igennem det 19. århundrede fortsatte Vatikanet sin reaktionære politik i en hidsig kamp mod det borgerlige demokrati og siden også mod arbejderbevægelsen og kommunismen. Interessant er især fordømmelsen af det borgerlige demokrati, der idag har taget paven til sit hjerte. I encyklikaen »Mirari vos« fra 1832 harcellerer pave Gregor XVI over de demokratiske friheder. Han taler om den falske og urimelige (absurda ac erronea) idé om samvittighedsfrihed, der baner vejen for meningsfriheden til stor skade for det religiøse og verdslige samfund. Pressefriheden er den mest afskyelige og forbandelsesværdige (detestabilis et exsecranda) frihed, der findes, og man kan aldrig frygte den nok. Det samme voldsomme sprog kan man finde så sent som i 1864 i Pius IX’s encyklika »Quanta cura«.

Med en sådan indstilling in mente kan det ikke undre, at Vatikanet kunne støtte Mussolini og Franco og flirte med Hitler.

Vatikanet som økonomisk magtfaktor

Den katolske kirke fører sin kamp mod kommunismen under et ideologisk tågeslør. Modsætningerne mellem kommunisterne og katolicismen fremstilles som værende af rent ideologisk oprindelse. Kommunisterne er, som det siges i dekretet, »forbitrede fjender af Gud, den sande religion og Kristi kirke«, og det er naturligvis kun derfor, de bekæmpes! Nu er der selvfølgelig ingen tvivl om, at katolsk tro og kommunistisk materialisme er uforenelige ideologier. Men teoretisk skulle der også være uovervindelige modsætninger mellem kapitalismen og katolicismen, der - i teorien vel at mærke - forbyder rentetagning! Et lille blik på Vatikanets økonomiske forhold vil dog hurtigt afsløre, hvorfor det netop er kommunisterne, der har pådraget sig pavens hellige harme.

I »New Times« for 15. juni 1949 har I. Gorkin skrevet en fortrinlig redegørelse for Vatikanets pengeanbringelser, der meget klart belyser den intime samvirken mellem pavestolen og den italienske finanskapital, og viser, hvorledes Vatikanet har investeret penge næsten overalt indenfor italiensk industri og i visse grene endda er absolut dominerende. Blot er det en skam, at Gorkin kun beskæftiger sig med italienske forhold. Foretog han en rundtur gennem den katolske verden, ville han få artige ting at se. Også udenfor Italien er der placeret milliarder af dollars: i Banque franca-americaine i Paris, i Electro-Bank i Schweitz, i den spansklatinamerikanske Banco Hispano-Americano og ikke mindst i Banque de Paris et des Pays-Bas, hvor den også ejer en betydelig del af aktiekapitalen. Endvidere ejer Pavestolen aktier i i spillekasinoer i Monte Carlo, minekoncessioner i de portugisiske kolonier, dampmøller i Sydamerika, og i Guds eget land er den direkte knyttet til Morgan-gruppen.

Hvor store summer det drejer sig om ialt, er der ingen der ved udenfor Vatikanets finanskammer. Men når den italienske skribent Salvimini anslår, at de værdier, der er til Vatikanets umiddelbare disposition, udgør 750 millioner pund sterling, skyder han sikkert ikke for lavt. Og hertil kommer så de umådelige jordarealer, som den hellige fader har sat sig på. - Når man skal vurdere pavens stilling til kommunismen, kommer man dårligt uden om denne side af sagen. Vatikanet har altid været to ting, dels det øverste sæde for den katolske kirke, og dels sædet for en højst verdslig, verdensomspændende kapitalistisk virksomhed. Kun beklageligt, at det er den samme mand, der indtager begge sæder!

Den amerikanske indflydelse

Man kan ikke forlade omtalen af Vatikanets økonomiske magt uden en behandling af den amerikanske indflydelse. Som bekendt er ca. en femtedel af USA’s befolkning katolikker. Således var det også for 30-40 år siden, men er katolikkernes procentvise andel i det amerikanske folk ikke steget synderligt, så er deres indflydelse til gengæld vokset kolossalt. Og naturligvis finder vi dem også her på den yderste højre fløj. Blandt de mest højrøstede superamerikanere indtager de en fremtrædende plads, travlt beskæftigede med at stemple de af deres landsmænd, der er uenige med dem, som u-amerikanere. Den amerikanske nyfascisme henter sine ivrigste fortalere blandt katolikkerne, og der er al grund til at følge de amerikanske katolikker opmærksomt de kommende år. Den ledende personlighed indenfor amerikansk katolicisme er utvivlsomt kardinal Spellman fra New York, der har udtalt, at han betragter kommunismen »som en provokation mod alle, der tror på Amerika og Gud!« Samme hr. Spellman holdt ved protestmødet mod Mindszenty-dommen i New York en tale, der var så hysterisk, hyklerisk og forløjet, at der ikke er set magen siden salig Goebbels dage. Også ved anden lejlighed har han gjort sig bemærket, bl.a. ved at stemple mrs. Roosevelt som u-amerikaner, fordi hun modsatte sig bevillinger til de katolske skoler!

De energiske og velorganiserede amerikanske katolikker er en stor støtte for Vatikanet, ikke mindst fordi de leverer større tilskud til pavestolen end alle andre lande tilsammen. Men også fra amerikansk regeringsside ser man med største sympati på den antikommunistiske virksomhed, der udfoldes i Vatikanet. Der er kommet en »frugtbar« vekselvirkning istand. For at tilpasse sig til de nye forhold blev kardinalkollegiet i 1946 udvidet, og for første gang i historien er de italienske kardinaler nu i minoritet. Det skulle ikke undre, om pavevalget næste gang »tilfældigvis« skulle falde på en amerikaner, f. eks. kardinal Spellman! I april 1948 sendte Truman sin personlige repræsentant, mr. Myr on Taylor, der forøvrigt også er impliceret i Morgan-gruppen, på en rundtur i Sydeuropa. Efter hyggelige samtaler med Franco og Salazar opholdt han sig nogle dage i Vatikanet, næppe for at se Rafaels engle, men snarere for, som »New York Times« skrev, at »mobilisere Vestens kristne styrker til kampen mod den kommunistiske trussel!« Telepress kunne 15. april 1948 meddele, at der var sluttet en hemmelig overenskomst mellem USA og Vatikanet om gensidig støtte i den fælles kamp. Hvorvidt dette er rigtigt, vil først eftertiden kunne erfare, men - traktat eller ej - er der ingen tvivl om, at der er kommet et snævert samarbejde istand.

Kirken i øst

Men hvad er det, den katolske kirke kæmper for at undgå? Det vil være rimeligt at se lidt på de vilkår, der bydes den katolske kirke i de lande, der er under folkedemokratisk styre. Lad os tage Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn, der alle har en overvejende katolsk befolkning. Hvordan er vilkårene der? Dagspressen har jævnligt fortalt om de forfølgelser, der finder sted, og den ivrige læser af den borgerlige presse vil givetvis være klar over, at de fleste kirker er lukkede, munkene i koncentrationslejre, præsterne på tvangsarbejde i Uranminer og ærkebiskopper underkastet husarrest (som de forresten »forlader« og »vender tilbage til« efter forgodtbefindende, hvis man skal tro »Socialdemokraten«), Virkeligheden ser noget anderledes ud. Der er foretaget visse indgreb i kirkernes »rettigheder«. Således er de store kirkegodser konfiskeret og udstykket til husmandsbrug eller lavet til kolkhozer, og kirkeskolerne, der iøvrigt ikke blev drevet på økonomisk forsvarlig vis, er overgået til staten. Ligeledes kræver man - som f. eks. i Danmark at prædikestolene ikke anvendes til politisk propaganda, men udelukkende til varetagelse af religiøse handlinger. Er dette urimelige foranstaltninger? Greuel-beretningerne er opspind fra ende til anden. I alle de folkedemokratiske lande er der fuld religionsfrihed, kirkerne står åbne og er jævnligt ret godt fyldte, det vrimler med religiøse foreninger, blade og tidsskrifter, i skolen undervises der i religion (i Ungarn er denne undervisning endda obligatorisk), og de fleste kirkesamfund modtager statsstøtte i stort omfang.

Den såkaldte kirkekamp i Østeuropa er en højst verdslig strid mellem regeringerne og den del af gejstligheden, der, provokeret fra Vatikanet og det vestlige udland, ikke vil anerkende den nye tingenes tilstand, men håber at kunne dreje historiens hjul tilbage til den tid, da kirken var folkets herre, der ledede det politiske liv og høstede profitterne. Staten bekæmper ikke kirken - men visse gejstlige bekæmper staten. Det er ikke staten, der driver de gejstlige ud i illegalt arbejde. Inspirationen kommer udefra, og naturligvis er staten nødt til at gribe ind over for kriminelle forbrydelser, selv når det er gejstlige, der er ophavsmændene. Prælater, der er skyldige i forbrydelser som f. eks. spionage, sabotage eller illegale valutatransaktioner, kan ikke påregne større skånsomhed fra domstolenes side end almindelige civile forbrydere, tværtimod påhviler der dem som folkeledere et større ansvar. Ikke alle gejstlige er sig dette ansvar bevidst! Der er ikke en tøddel religion i hverken

Mindszentys, Berans eller Wiszinskys kamp mod de folkedemokratiske regeringer. Vi må ikke lade os forvirre af den camouflage, der fra kirkelig side er påklistret kampen, og som forsøger at udråbe reaktionær magtpolitik til kristelig martyrdåd.

Den katolske kirkes våben.

Hvilke våben har den katolske kirke i sin kamp mod kommunismen?

Der er først de »åndelige«. Paven kan fordømme sine modstandere, og for så vidt de er katolikker kan han nægte dem sakramenterne og i grovere tilfælde endda ekskommunicere dem, dvs. udelukke dem fra den katolske kirke. Endvidere kan han gennem sine rundskrivelser, taler og hyrdebreve i væsentlig grad præge den katolske verdens standpunkttagen til snart sagt alle spørgsmål.

I tidens løb har ikke så få paver brændt deres fingre eftertrykkeligt ved overdreven anvendelse af disse våben. Hvis bandbullerne f. eks. bliver for mange eller for ubeherskede, mister de deres virkning og vender måske hjem som boomerang - men anvendt med lidt omsorg og forsigtighed er de åndelige våben naturligvis af betydelig værdi. Det så man ved de italienske valg i fjor, der med noget held fra katolsk side lagdes op til en kamp mod kommunisterne. Men vi har også set eksempler på, at disse våben ikke har virket efter hensigt: de højtidelige ekskommunikationer i forbindelse med arrestationen og domfældelsen af kardinal Mind-szenty syntes snarere at have den modsatte virkning i Ungarn end den beregnede.

Men pavekirken disponerer også over mere ordinære kampmidler: Den fast sammentømrede katolske kirkeorganisation er naturligvis særdeles velegnet til illegalt arbejde. Dette mærkede man ganske vist ikke så forfærdelig meget til, da Hitler var fjenden. Men efter krigen har »Actio Catholica«, Den katolske Aktion, overalt i Østeuropa søgt at skabe en højreorienteret modstandsfront mod de kommunistiske regeringer, og i forbindelse med vestmagternes gesandtskaber er der drevet en del illegalt arbejde, sabotage og obstruktion. Der er dog ingen tvivl om, at det i det store og hele er lykkedes at nedkæmpe disse organisationer effektivt, og den katolske kirke står derfor ret magtesløs overfor udviklingen i Østeuropa.

Der kommer en dag, hvor den katolske kirke bliver nødt til at acceptere udviklingens gang og tilpasse sig den socialistiske samfundsorden. Det bliver ikke let for en institution, der århundreder igennem har bygget sin magt op på umådelige rigdomme. Men den katolske kirke har altid besiddet en ganske imponerende tilpasningsevne, og man kan dårligt tænke sig andet, end at pavestolen nok skal vide at finde sig til rette under de nye forhold, når den først erkender, at kapitalismens tid er uigenkaldeligt forbi.

Men den kampkurs, som den katolske kirke fører idag, er en alvorlig fare for demokratiet i både Frankrig, Italien og USA. Mens konsekvensen af pavestolens antikommunistiske korstog for Østs vedkommende er en stadig voksende frigørelse fra Vatikanets greb, er der betænkelige tendenser i udviklingen i Vest, der ikke kommer gratis til sin alliance med den hellige fader. I ly af det borgerlige demokratis kommunistskræk breder den katolske reaktion sig foruroligende. Denne udvikling indebærer muligheden for en genoplivelse af fascismen, og det er derfor nødvendigt, at alle demokratiske kræfter i Vesteuropa og Amerika indser faren og garderer sig i tide.

En Stalin udtalelse fra 1928

»Det ville være dumt at tro, at den internationale kapital vil lade os i ro. Nej kammerater, sådan er det ikke. Klasserne findes, den internationale kapital findes, og den kan ikke roligt se på udviklingen af det land, der bygger socialismen op... Eet af to: enten følger vi fortsat en revolutionær politik og samler proletariatet og de undertrykte i alle lande rundt om Sovjetunionens arbejderklasse; eller vi opgiver vor revolutionære politik, samtykker i en række fundamentale indrømmelser til den internationale kapital - og i så fald vil den internationale kapital efter al sandsynlighed ikke have noget imod at ’hjælpe’ os med en degenerering af vort socialistiske land, en forvandling af det til en ’god’ borgerlig republik.« (Citeret af J. Berman fra Polens forenede Arbejderparti i artiklen Det kontrarevolutionære kup i Jugoslavien, i Det kommunistiske Informationsbureaus blad »For varig fred og folkets demokrati«, 15. sept. 1949).

Slovakiet.

Uddrag af artiklen....Men der var også andre, der tog forholdene i Slovakiet med i deres kyniske beregninger. Da Hitler i 1939 havde besat og underkastet sig de tjekkiske områder, som han fuldstændig umyndiggjorde, valgte han en helt anden fremgangsmåde over for Slovakiet. Med den hjemlige reaktions og navnlig den katolske kirkes villige bistand pustede han til de nationalistiske tendenser i Slovakiet, pegede på, at tjekkerne havde undertrykt dem - hvad der desværre kun var alt for sandt - og lovede dem, at de nu skulle blive virkeligt frie og få alle muligheder for at udvikle sig og skabe sig et lykkeligt liv i en selvstændig, slovakisk stat.

Den katolske ærkebiskop Tiso stillede sig beredvilligt i spidsen for en stærkt pro-fascistisk, slovakisk regering, og dermed indledtes et nyt, ulykkeligt kapitel i det mishandlede slovakiske folks historie.

Jeg kender adskillige slovakker - både kommunister og ikke-kommunister - og de siger samstemmende, at der faktisk blev skabt en midlertidig højkonjunktur i Slovakiet i de første år under den »selvstændige« slovakiske stat. Hitler havde for det første en meget stor interesse i at kunne holde Slovakiet frem for alverden som et smukt eksempel på, hvor lykkeligt små nationer kunne komme til at leve, når først han havde fået lov til at »befri« dem. For det andet havde det tyske krigsmaskineri i høj grad brug for alle Slovakiets hidtil nærmest uudnyttede naturrigdomme. I en pjece om Slovakiet, som i 1948 er blevet udgivet af Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti, siger forfatteren, Ivan Kuhn, herom bl.a. følgende: »Det hidtil største antal beskæftigede i den slovakiske industri nåedes i slutningen af 1943. Tallet lå da på ca. 170.000 personer i sammenligning med 1930, da det kun var oppe på 102.443. Der er altså tale om en stigning på 69,8 %.«

Som forfatteren til denne pjece også selv påpeger, skyldes denne stærke stigning naturligvis først og fremmest den voldsomme udbygning af krigsindustrien, og om en sund udvikling i en »selvstændig stat« kan der selvfølgelig slet ikke være tale. Industrien, fabrikkerne og bankerne befandt sig for størstedelens vedkommende på tyske hænder.

Det viste sig da også snart, at det slovakiske folk gennemskuede bedrageriet og sagde nej tak til at blive en brik i det nazityske skakspil om Europas skæbne. Den 29. august 1944 rejste det slovakiske folk sig til en landsomfattende kamp, der altid siden er blevet husket som den »slovakiske folkeopstand«. Denne heltemodige opstand, hvori det slovakiske folk - trods alt, hvad der var gået forud - beviste sin solidaritet med det tjekkiske broderfolk, blev vundet i løbet af nogle få dage, men alligevel kostede den over 80.000 slovakiske partisaner livet. Alene i slaget om Dukla-passet, der var den eneste vej, hvorover russerne kunne komme slovakkerne til hjælp, faldt der mere end 40.000 russiske soldater og slovakiske partisaner.

Efter den slovakiske folkeopstand var det en selvfølge, at slovakkerne, da krigen var slut, ønskede at forblive inden for rammerne af en tjekkoslovakisk republik, men naturligvis en anden republik end den, de kendte fra før. Allerede i Kosice-programmet, der blev tiltrådt af samtlige politiske partier, hedder det da også tydeligt, at de tjekkiske og slovakiske folk ønsker at skabe sig en fælles stat på grundlag af »fuldstændig, national, økonomisk og kulturel ligeberettigelse«.

Med fascismens endelige militære nederlag i maj 1945 og skabelsen af en ny, folkedemokratisk tjekkoslovakisk republik indledtes et nyt, men denne gang lykkeligt kapitel af det lille, hårdt prøvede slovakiske folks historie.

*

Mens jeg som overskrift over det foregående afsnit kunne have brugt ordene - undertrykkelse, udbytning, fattigdom og tilbageståenhed, kunne jeg over det følgende, der handler om Slovakiet efter maj 1945, med lige så fuld ret sætte ordene - endelig frigørelse, ikke alene nationalt, men også økonomisk, genopbygning og en rivende udvikling.

Da jeg besøgte Slovakiet i februar og marts måned i år, kørte jeg i bil en tur på nogle hundrede kilometer rundt i forskellige dele af landet for at få et førstehåndsindtryk af, hvordan genopbygningen foregår. Jeg kom rent tilfældigt i kontakt med en ledende ingeniør, der alligevel skulle rundt til de distrikter, der stod under hans ledelse, så det var på ingen måde en rute, specielt beregnet for besøgende og turister, jeg kom ud på. I en gammel, men stærk og hensigtsmæssig Tatra-vogn kørte vi et par dage rundt i de østlige dele af Slovakiet, der er lige så tilbagestående i forhold til det øvrige Slovakiet, som Slovakiet som helhed er det i forhold til de tjekkiske områder.

Her i disse cirka en snes landsbyer, som vi besøgte, så jeg en genopbygning, som jeg ikke har set noget sidestykke til noget andet sted i Tjekkoslovakiet. Der var landsbyer af alle størrelser, og næsten overalt var 90-95 % af husene opført i de sidste par år. Hvad tyskerne her har ødelagt, kan måle sig med, hvad jeg har set i både Polen og Jugoslavien. Der var landsbyer, hvor selv kirken ikke alene var nedbrændt, men ganske tydeligt sprængt i luften med dynamit. »Det var en taktik, som tyskerne anvendte meget,« forklarede ingeniøren mig. »De sprængte selv kirken i luften, og bagefter prøvede de at bilde den stærkt religiøse befolkning ind, at det ’havde de ugudelige bolsjevikker og deres spioner gjort’.«

Der er imidlertid ikke alene tale om, at man genopfører det, som tyskerne har ødelagt. Det var et tankevækkende syn at se et nyopført hus ved siden af et af de få, der på en eller anden mirakuløs måde var blevet skånede. De nye var rummelige, røde teglstenshuse som man kan se dem på landet i Danmark - bortset fra, at en del af de sten, der var anvendt til de indvendige flader, var håndstrøgne. De gamle var næsten alle stråtækte, de allerfleste havde ikke trægulve, og i enkelte landsbyer så jeg huse, hvor »murene« bestod af råt tilhugne træbjælker, der efter alt at dømme ikke var i stand til at holde ret meget blæst ude. Man må inderligt håbe, at nogle få af disse gamle bygninger får lov til at stå - så længe de kan!

Tiden - Oktober 1949

Om hjernespind

Ib Nørlund

I anledning af A. Maksimovs artikel om fysikkens udnyttelse til begrundelse af idealistisk filosofi (Tiden nr. 6/7) har magister Asger Lundbak i »Socialdemokraten« kronik (12/9 1949) følt sig kaldet til at opfordre danske kommunister til nu »endelig at give udtryk for selvstændig standpunkttagen«. Med dette menes, at de burde deltage i den monotone nedrakning af sovjetvidenskaben, som i visse kredse er god tone.

Magister Lundbak har været så elskværdig at adressere sin opfordring til undertegnede. Når jeg på den givne foranledning skal imødekomme ham med nogle bemærkninger, er det imidlertid ikke på grund af vægten i hans argumentation, men udelukkende fordi den er ganske typisk for, hvordan man søger at give den gængse agitation en videnskabelig kulør.

L. har så åbenbart valgt den letteste vej. Han har unddraget sig den anstrengelse overhovedet at gøre sig klart, hvori den dialektiske materialismes kritik består, endskønt Maksimovs artikel giver ham muligheder derfor. Uden noget forsøg på at trænge ind til problemets kærne demonstrerer han tilpas megen forargelse til, at han har kunnet få husly i »Socialdemokraten«, der jo er bekendt for sin »selvstændighed« i alt vedrørende Sovjetunionen.

Fysikken er som videnskab inde i en dybtgående krise. Det rige erfaringsmateriale, som de sidste årtier har bragt, har sprængt rammerne for tidligere tiders verdensbillede, men det er ikke lykkedes at sammenfatte alle disse erfaringer i et nyt. I bestræbelserne på at overvinde denne krise er der opnået mange værdifulde teoretiske videreudviklinger (f. eks. relativitetsteorien, Bohrs atommodel, kvantemekanikken) og mange betydningsfulde iagttagelser er gjort. Men den fysiske videnskabs krise er derved ikke blevet overvundet, men tværtimod yderligere uddybet. Dette har delvis givet sig udtryk i opstilling af teorier, som åbent betegner tilbageskridt, idet deres utilslørede bevæggrund har været at motivere eksistensen af en »skaber« eller andre levn fra teologien. Dels har det givet sig udtryk i erkendelsesteoretiske betragtninger og principper, der - ofte i indirekte og implicit form - betegner et brud med grundlaget for al videnskabelig stræben: med stadig større tilnærmelse at erkende den virkelighed, der eksisterer uafhængigt af os, så menneskene i stadig større udstrækning bliver i stand til at beherske og dirigere naturens og samfundets udvikling.

At denne krise ikke er en tilfældighed, men står i nøje sammenhæng med tilsvarende krisefænomener i hele åndslivet og i menneskesamfundet bliver stadig mere åbenbart. Selv i kunstfilosofien træffer man nu på »atomteoretiske« betragtninger, og bladet »Information« søger anstrengt at konsolidere sine skrøbelige ideologiske positioner gennem en »atomfilosofi«.

Fra den dialektiske materialismes synspunkt har man ikke anerkendt, at det er en løsning af videnskabens krise at svigte videnskabens funktion. Det var dette, Lenin kaldte at smide barnet ud med badevandet. Den dialektiske materialisme står så meget sikrere på dette standpunkt, som den på helt andre områder har mødt og overvundet tilsvarende hindringer for erkendelsen af virkeligheden.

Men alle disse overordentlig væsentlige problemer har tilsyneladende ikke berøvet magister Lundbak hans fred. Han træder bare an til angreb på sovjetvidenskaben. Og hvilket angreb! Det føres an på den halsbrækkende måde, at den angrebne kritik på samme tid erklæres for uvæsentligt ordkløveri og søges reduceret til absurditeter.

Det ene spørgsmål, som L. med megen lethed, men uden nogen som helst elegance, sætter hen over, er intet ringere end al filosofis grundspørgsmål: Eksisterer der en omverden uafhængig af os selv eller ikke? Materialismen besvarer dette spørgsmål med ja og tager deri sit udgangspunkt. Dette synes L. også at erkende, idet han siger, at det »turde være noget paradoksalt« at antage noget andet. Men f. eks. under »Informations« atomfilosofiske felttog har dr. phil. Mogens Pihl udtrykt den erkendelsesteoretiske konklusion, han drager af den principielt nødvendige vekselvirkning mellem iagttager og genstand på de atomare fænomeners område, i ordene: »Vi kan ikke tillægge lyset en eksistens, der er uafhængig af vor iagttagelse af det«. Det turde være at fraskrive lyset dets »fysiske realitet (dvs. dets eksistens) som sådan« (Lundbak). Men af den grund er Lundbak ikke faret i blækhuset.

Den omverden, der omgiver os, og som vi selv er en del af, er det, som den dialektiske materialisme betegner med begrebet »materien«. Om dennes struktur nærer den ingen forudfattede meninger; der forudsættes kun den ting om den, at den eksisterer uafhængigt af vor bevidsthed. Den modsatte forudsætning - at omverdenen kun eksisterer i vor bevidsthed - fører til al videnskabs og alt menneskeligt virkes fuldstændige goldhed. Den »mellemvej« at erklære, at omverdenen kun eksisterer »i forbindelse med« vor bevidsthed (f. eks. som udtrykt af Pihl) kommer i sidste instans ud på det samme. Det er netop, hvad Lenin så klart efterviser i sit filosofiske hovedværk.

På denne baggrund - som er fremhævet i Maksimovs artikel - virker det besynderligt, når L. får det ud af artiklen, at Maksimov skulle anse det for stridende mod den dialektiske materialismes grundbetragtninger, at vejeligt stof kan forvandles til energi, og det endskønt han anerkender, at det er eksperimentelt eftervist! L. har i sandhed ikke bekymret sig meget om at sætte sig ind i de opfattelser, som han så drabeligt søger at tilintetgøre. Når man netop understreger virkeligheden som det primære, hvordan skulle man så anse erfaringen, praksis som noget ligegyldigt? Den dialektiske materialisme fremhæver tværtimod, at praksis - og det vil bl. a. sige fysikkens eksperimenter - er kendemærket (kriteriet) på en virkelighedsopfattelses rigtighed. Hvad M. derimod understreger er, at såvel de stoflige partikler som energikvanterne eksisterer uafhængigt af den menneskelige bevidsthed, at de altså er forskellige former for materien i bevægelse, at det man har erkendt blot er, at materiens struktur er anderledes, end man troede, dengang man mente, at masse ikke kunne forvandles til energi. Af denne nye erkendelse opstår selvsagt en udvidelse af »loven om energiens bevarelse og forvandling«, men ikke nogen mulighed for at slippe en »skaber« ind gennem påstande om, at energi kan opstå af intet. Teorier, der indebærer sådanne påstande, kan på forhånd afvises som ufrugtbare. Således er den dialektisk-materialistiske opfattelse, og efter dette tilrettelægger den sit forskningsarbejde. Deri har erfaringerne bestyrket den, mens det altså får L. til at kalde til kamp mod sovjetvidenskaben.

Der er således intet som helst tillokkende i L.s »selvstændige standpunkter«. Tværtimod er det et ynkværdigt syn, når han og ligesindede straks lader et vattæppe gå ned for den dialektiske materialismes dybtgående kritik af den fysiske forsknings filosofiske grundlag. Det er, som om det gjaldt at skærme om krisen i fysikken. I stedet for at sætte sig alvorligt ind i de væsentlige omvurderinger, som den dialektisk-materialistiske betragtning betyder, gør man sig til af sin egen uforstand. Det er muligt, at man finder behag i at forvanske eller fortie de nye synspunkter, som er ved at bane sig vej. Men det er uforsigtigt i den forbindelse at påkalde Galilæas navn, for det er jo ikke just en sådan optræden, han huskes for.

Noter til situationen

Oktober 1949

Endnu inden man faktisk var nået hjem fra kongressen og landsmødet kom så USA-diktatet: Nedskæring af de europæiske valutaer med 30 procent. Det skete den 20. september, efter at finansminister Cripps og det engelske arbejderparti i måneder havde erklæret, at en nedskrivning af pundet ikke under nogen omstændighed ville finde sted.

Men USA-monopolerne fik deres vilje, som ågerkarlen altid får sin vilje, når først ofret er gjort tilstrækkeligt mørt. Til sidst må han frem med familiesølvtøjet!

Det er endnu for tidligt at spå om, hvilke følger den europæiske valutanedskæring vil få i enkeltheder, men det er klart, at Amerika nu kan - og gennem dollarinvesteringer vil overtage, direkte eller indirekte, betydelige dele af Europas nøgleindustri 30 procent billigere end før nedskæringen, og det er klart, at nedskæringen vil bundfælde sig i nye prisstigninger, som man fra samfundsbevarende side vil forsøge at vælte over på det arbejdende folk gennem pres på lønningerne.

Den spænding i den kapitalistiske verden, som USA’s angreb på de kapitalistiske lande i Europa er udtryk for, vil med andre ord udvikle sig til en kamp i de enkelte kapitalistiske lande om, hvem der skal bære krisens byrder. En klassekamp af hidtil uset karakter er under udvikling, er undgåelig. Marshallhjælp og Atlantpagt har ikke kunnet suspendere lovene for den kapitalistiske udvikling.

Dette har højresocialdemokraterne i Vesteuropa og i Danmark længe haft en følelse af. Og Socialdemokratiet har - fordi det frygter det, der ligger umiddelbart forude - længe manøvreret frem imod et folketingsvalg, således at det kunne have et valg bag sig, inden tordenvejret rigtigt brød løs.

Meget tyder på, at man havde håbet at kunne få et valg før kronenedskæringen, og så benytte den, og den i forbindelse hermed opstående paniksituation, til at erklære fædrelandet i fare og danne den brede samlingsregering, som de fem marshallpartier i virkeligheden længe har været enige om er formålstjenligt. Altså en gentagelse af besættelsesårenes samarbejdspolitik.

Nu gik det anderledes. Socialdemokratiet har sine vanskeligheder. Kronenedskæringen minder i for høj grad folket om begyndelsen til en ny tredivernes krise og arbejdsløshed. Arbejdsløsheden er konstant stigende også i industri- og eksportfagene. Foran os ligger en overenskomstsituation omfattende så godt som samtlige fagorganiserede arbejdere, rundt regnet 600.000 arbejdere. De Samvirkende Fagforbunds formand, Eiler Jensen, har givet ordre til, at der ikke må rejses krav af nogen art eller tages stilling til overenskomstsituationen før efter den 5. november, og derefter er han i spidsen for en stor delegation af fagbevægelsens spidser rejst til USA for at »studere produktionsforhold og rationalisering«, men også for at blive »orienteret« om, hvad USA ønsker med hensyn til danske arbejderes lønmæssige stilling. Og hvad USA ønsker i så henseende fremgik tydeligt nok af partifælle Cripps tale, da han proklamerede valutanedskæringen: uanset kommende prisstigninger måtte han kræve lønstoppet opretholdt!

Socialdemokratiet har altså fortsat mange og gode grunde til, mens tid endnu er, gennem et valg at prøve på at komme i hus, inden den store tordenbyge i form af krise og økonomisk kaos er over dem. Men også mange vanskeligheder foran sig.

Socialdemokratiet og de borgerlige støttepartiers politik er spillet fallit. I folket er der en stigende følelse heraf. Marshallplanens sammenbrud og den åbne og kyniske afsløring af USA’s hensigter i Europa har gjort et dybt indtryk også på det brede, arbejdende folk i Danmark. En begyndende, omend endnu svag, modstandsfront er i færd med at danne sig. Det bliver kommunisternes opgave - med eller uden folketingsvalg - nu at indblæse folket tro på, at der findes en anden vej, folkets, fredens, selvstændighedens vej, den vej det danske folk een gang tidligere har gået mod marshall-partiernes vilje. Under alle omstændigheder blæses der til kamp.

***

November 1949

Imperialismen i Palæstina

Af Axel Randrup

Fra de jødiske zionistiske ledere er det stadig blevet hævdet, at man måtte danne en jødisk stat, og at jøderne i Palæstina umuligt kunne tænke sig at være et mindretal, som de er det i alle andre lande, mens de reaktionære ledere af Den arabiske Højkomité og deres venner i nabolandene, som har angrebet Palæstina, har krævet en arabisk stat og fremhævet, at araberne umuligt kunne finde sig i at være et mindretal i deres eget land. Samtidig kunne den engelske kapital under det engelske mandatstyre tilegne sig meget betydelige fordele.

De af englændere, amerikanere og franskmænd kontrollerede iraqske olieselskaber har fået lagt deres rørledning gennem Palæstina til den udmærkede middelhavshavn Haifa, hvor der også er oprettet et stort olieraffinaderi. Og oliekompagniet nød fordele, som synes ganske utrolige set med danske øjne. Det betalte ingen skat eller toldafgifter, det kunne beslaglægge jord og bygge sine egne jernbaner, rørledninger, havne og flyvepladser, det kunne indføre billig arbejdskraft uden hensyn til eksisterende indvandringslove, og det kunne opretholde sit eget politi. Det stod særlig nævnt i den overenskomst, kompagniet havde med den engelske Palæstina-regering, at dette politi også kunne bruges i tilfælde af strejker og lock-outer.

Palæstinas vigtigste råmaterialer, mineralerne i Det døde Hav, udnyttedes af det fra udlandet kontrollerede »Palestine Potash Company«, som heller ikke betalte hverken skat eller toldafgifter.

To udenlandske koncerner havde sammen fået monopol på elektricitetsforsyningen i Palæstina. Det havde ret til at udnytte landets vandkraft og fastsætte høje elektricitetsafgifter. Foruden at selskabet ikke betalte skat eller told, var dets aktionærer sikret et skattefrit udbytte på 8 %. Også på bankerne havde den udenlandske kapital stor indflydelse.

Omfanget af den udenlandske kapitalanbringelse fremgår til en vis grad af den engelske Palæstina-regerings industristatistik for 1942, hvor fem store udenlandske selskabers kapital er anført til 6.294.000 £, den jødiske industrikapital til 12.094.000 £ og den arabiske industrikapital til 2.131.000 £. Hertil er yderligere at bemærke, at mange jødiske industrier har forbindelse med engelsk og amerikansk kapital.

Til disse økonomiske fordele kommer Palæstinas strategiske betydning i forbindelse med imperialisternes forberedelse til en krig mod Sovjetunionen, med beherskelse af hele olieområdet i Den nære Orient og forbindelsesvejene til Indien. Herom vidner de vældige militæranlæg og troppestyrker, som England endnu i 1947 holdt i landet. En utilsløret udtalelse fremkom i bogen »Storbritannien og Palæstina«, som blev udgivet i 1946 af »Det kongelige Institut for internationale Spørgsmål« i London. Det hedder heri bl. a.: »Hvilket regime der end er i Palæstina, er landet med hensyn til det britiske imperiums trafiklinjer lige så vigtigt som Ægypten. Fra det strategiske synspunkt er det en fremskudt position i Østen mod enhver mulig trussel mod Suezkanalen. Det er endepunktet for olierørledningen fra Kirkak (Kirkuk). Det er en landeplads på den internationale luftrute til Indien, og endvidere er det begyndelsespunktet for hovedvejen gennem ørkenen til Iraq.«

Det er herefter lettere at forstå, at engelske imperialister og kapitalister har udfoldet særlig store anstrengelser, list og brutalitet for at sikre deres herredømme over Palæstina. Den list, Englænderne har anvendt, belyses måske tydeligst af de aftaler, der blev truffet under Den første Verdenskrig forud for den engelske erobring af Palæstina fra tyrkerne. Englænderne havde brug for arabernes hjælp i krigen mod tyrkerne, og der blev i 1915-16 ført en brevveksling mellem den britiske højkommissær i Ægypten, Mac Mahon, og Sherif Hussein af Mekka. Mac Mahon lovede på den britiske regerings vegne i en note den 24.10. 1915: »At Storbritannien er rede til med de ovennævnte undtagelser at anerkende og opretholde uafhængighed for araberne i alle de områder, der ligger indenfor de grænser, der er foreslået af Sheriffen af Mekka«. Undtagelserne hentyder til Libanon, hvorimod Palæstina omfattes af aftalen.

Englænderne ville imidlertid også gerne påvirke jøderne i Europa og udsendte d. 2. november 1917 den berømte Balfour-Deklaration, som ifølge den kongelige engelske palæstinakommissions rapport (1937) i form af flyveblade blev fordelt i de jødiske centrer i Tyskland, Østrig og hele Østeuropa.

I deklarationen står bl.a.: »Hans Majestæts regering betragter med velvilje oprettelsen af et nationalhjem i Palæstina for det jødiske folk og skal gøre sig de største anstrengelser for at fremme opnåelsen af dette mål«.

Man kunne måske spørge, hvilke muligheder England havde for at fremme opnåelsen af dette mål, da det jo tidligere havde lovet araberne fuld uafhængighed i dette område. Man skulle synes, at det naturligste ville have været at henvise de jødiske repræsentanter til at søge direkte forhandling med araberne, men forklaringen får man blandt de dokumenter, som bolsjevikkerne offentliggjorde fra det gamle russiske udenrigsministerium. Her findes nemlig også den hemmelige Sykes-Picot aftale fra 1916, hvori England, Frankrig og Rusland opdeler de arabiske lande mellem sig i interessesfærer.

Således gik Englands politik altså fra første begyndelse ud på ved modstridende løfter at sætte de to folk op mod hinanden og opmuntre dem til i kampen at kappes om englændernes støtte og velvilje. Det er sandsynligt, at man var inspireret af den irske politik i sin velvilje overfor den jødiske indvandring. Som bekendt findes der en engelsk befolkning i det nordøstlige hjørne af Irland, Ulster, og på grund af dette Ulster, lykkedes det englænderne at hindre Irlands frigørelse i flere årtier. Den første guvernør i Jerusalem, Sir Ronald Storr, har således udtalt: »Tilstrækkelig mange jøder kunne vende tilbage, om ikke for at danne en jødisk stat, så dog for i det mindste at skabe en vis fordel ved for England at danne »et lille jødisk Ulster« i et hav af muligvis fjendtlig arabisk nationalisme« (1937 rapporten, s. 404).

Det er det typiske eksempel på den sædvanlige del og hersk politik, som er anvendt med så stort held af alle imperialister. Den brugtes allerede af de gamle romere og er kendt fra mange engelske og franske kolonier. Det er det samme princip, der ligger bag anti-semitisme og negerforfølgelser, og som illustreres ved historien om ræven og de to aber. Så længe de undertrykte er optaget af indbyrdes uenighed, kan magthaverne trygt skumme fløden.

Den engelske politik forløb også gennem årene med forskellige krumspring, der kunne tydes som støtte snart til den jødiske og snart til den arabiske nationalisme. Det er betegnende, at ikke mindre end 17 kommissioner blev udsendt for at undersøge spørgsmålet, uden at der dog nogensinde blev gennemført en virkelig løsning.

Også i den måde, Palæstina er blevet administreret på, kommer Englands del og hersk politik frem. I juni 1930 blev der grunlagt et selskab med navnet »Arbejdernes Broderskab«, som satte sig til opgave at organisere jødiske og arabiske arbejdere i fælles fagforeninger. Dette selskab og dets avis, som altså arbejdede for forståelse og samarbejde mellem jøder og arabere, blev forbudt og undertrykt. Derimod har man aldrig søgt at undertrykke den hadefulde nationalistiske propaganda, der ophidsede til kamp mellem de to nationer. På dette punkt har man vist respekt for ytringsfriheden - og selv draget fordel af det. Et eksempel er den boykot, som Den arabiske Liga i Kairo i 1945 deklarerede mod jødiske varer. Den britiske eksport til Det nære Østen steg i løbet af 1946 til det femdobbelte (ifølge det britiske levnedsmiddelministeriums opgørelse), og det på et tidspunkt, hvor den engelske regering havde slagordet »eksportere eller dø«!

Kommunegrænserne imellem den jødiske by Tel-Aviv og den arabiske naboby Jaffa var trukket således, at et mindre arabisk område kom ind under den jødiske kommune og et mindre jødisk område kom i den arabiske kommune, hvad der dannede et udmærket udgangspunkt for meningsløse nationale stridigheder.

Også skatteudskrivningen benyttedes til at uddybe de nationale modsætninger. I juli 1947 blev der udskrevet en benzinskat, der var således udformet, at de arabiske reaktionære kunne kommentere den med ordene: »Jøderne laver sabotage, og araberne betaler«, mens de jødiske reaktionære kunne udtale: »Den ekstra indkomst vil blive anvendt til at udvikle arabiske områder for jødernes penge«. Lige før UN komitéens ankomst til Palæstina holdt den engelske højkommissær en tale i Lydda, som han hævdede ikke skulle være politisk. På samme måde udnyttedes sådanne områder som køb og salg af jord, beskæftigelse i regeringens tjeneste og ved offentlige arbejder, import, industriens og landbrugets udvikling, uddannelse og sundhedstjeneste.

Således udtaler den nuværende premierminister i Israel, David ben Gurian overfor UNs undersøgelseskomite: »... jeg kom til sir John Chancellor, som var højkommissær fra 1928 til 1931 for at udvirke, at jødiske arbejdere fik del i regeringens vejarbejder. Sir John, som var kommet fra Rhodesia, forsøgte at overbevise mig om, at det bedste system for dette land, ville være det, som findes i Sydafrika, at det primitive hårde arbejdsmandsarbejde skulle overlades til de »indfødte«, men jøderne skulle samle sig om det faglærte bedre betalte arbejde. Han blev meget overrasket, da jeg forklarede ham, at dette var en stilling, som vi under ingen omstændigheder kunne anerkende i vort land«.

I forbindelse hermed kan man se på regeringens lønstatistik for ufaglærte arbejdere i regeringens tjeneste i 1945. Daglønningerne er herefter: Fiskeridepartementet: Arabere 241 mils, jøder 606 mils. Post- og telegraf: Arabere 434 mils, jøder 534 mils. Haifa havn: Arabere 376 mils, jøder 857 mils.

Samtidig har man i hvidbogen af 1939, som selv Folkeforbundet måtte fastslå var i strid med Englands forpligtelser, begrænset jødernes ret til at købe jord så stærkt, at de kun frit kan købe i et område, der udgør 5 % af landet, mens der ingen indskrænkninger er i arabernes ret til at købe jord.

Den engelske brutalitet kan også belyses ved talrige eksempler: Trods det, at englænderne opretholdt vældige politi- og militærstyrker i Palæstina, og f. eks. i 1946-47 afsatte 30 % af alle statens udgifter til »Lov og Orden«, har de aldrig grebet særlig virksomt ind mod overfald af terrorbander fra den ene nation mod den anden. Et eksempel, der er særlig slående, har man fra urolighederne i 1929, ved hvilke flere hundrede mennesker mistede livet. Eksemplet er fremdraget af Jugoslaviens repræsentant i UNs komité, V. Simic. Han skriver i sin særudtalelse i komitéens rapport, at den 23. august 1929 og den følgende dag ankom en mængde arabere til Jerusalem, bevæbnet med stokke, pistoler og knive, og i betragtning af den forudgående bitre kampagne i pressen og på offentlige møder, kunne der ikke være tvivl om deres krigeriske hensigter. De jødiske repræsentanter anmodede om, at disse arabere måtte blive afvæbnet, men dette ønske blev ikke imødekommet. Politiofficeren ved Jerichokanten af Jerusalem, Kingsley Heath, som så situationens alvor, begyndte at afvæbne araberne, men blev af generalinspektøren for Palæstinas politi, major Allen Saunders, beordret til at høre op med afvæbningen.

De repræsentanter fra Palæstinas kommunistiske Parti, der udtalte sig overfor UN komitéen, opfordrede komitéen til at lægge mærke til, at de britiske soldater og politifolk ikke bevogter de jødiske og arabiske ledere og institutioner, som kunne være truet, men kun de britiske civile og militære bygninger og anlæg.

I 1937 måtte den af den engelske regering selv udsendte kongelige kommission (en af de 17) fastslå: »I dag er det klart, at den elementære pligt at opretholde offentlig sikkerhed ikke er blevet opfyldt«.

I tiden efter krigen er forholdene ikke blevet bedre. Antallet af mennesker, der er blevet dræbt i Palæstina mellem maj 1945 og maj 1948 overstiger i hvert fald 1000. Englænderne har gjort Palæstina til en politistat, hvor retssikkerheden er meget ringe, og man har desuden talrige eksempler på lovløshed og brutalitet fra det engelske politis og militærs side. Vi fik selv her i landet noget nærmere indtryk af dette, da englænderne transporterede jødiske emigranter tilbage til de tyske koncentrationslejre, og danske pressefolk overværede den brutalitet, der ved den lejlighed udøvedes i Hamburgs havn.

Den engelsk-amerikanske undersøgelseskomité fra 1946 udtaler: »I 1936... udstedte regeringen forordninger, som gav ret til overtagelse og brug af bygninger og vejtransport, indførelse af spærretid, censur af pressen, deportering af uønskede og ekstraordinære fuldmagter til arrestation, undersøgelse og kollektive bøder«. Om situationen i 1946 udtaler samme komité: »I den senere tid har regeringen igen i udstrakt grad taget tilflugt til nødforordninger. Nogle af dem blev nyudstedt og revideret i 1945 og 1946. Ordre som tilbageholdelse kan blive udstedt mod enhver borger på en Area Commanders ansvar, og disse ordrer kan ikke bedømmes af nogen domstol«.

Den nuværende premierminister i Israel udtaler overfor UNs komité i 1947: »Undersøgelser af landbrugskolonier ... er stadig steget i antal siden 1943. Folk, som forsøgte passiv modstand, mistede livet i mere end et tilfælde. Den 29. juni 1946 besatte store hærstyrker 25 kolonier og jødiske nationale institutioners ejendomme i byerne. Jødiske valgte ledere blev arresteret og tilbageholdt i 4 1/2 måned uden rettergang«.

Kommunisten M. Cholich udtaler overfor samme komité: »Belejringstilstand blev indført i en vigtig del af Jerusalem, i Tel-Aviv, Ramath Gan og Petoch Tikva. I tre uger i marts 1947 standsede hæren vigtige offentlige tjenester omfattende post, telegraf og telefon, transport af passagerer og gods, og hele den civile administration og domstolene. Belejringstilstanden berørte hospitaler, læger og nødforanstaltninger. Arbejdere blev afskåret fra deres arbejdspladser, fabriker måtte lukke, 15.000 arbejdere blev arbejdsløse i Tel-Aviv, 1650 i Ramath Gan, 6000 i Jerusalem«.

»Indvandringen til Palæstina er blevet udnyttet af den engelske regering til hele serier af provokationer. Ubevæbnede flygtninge modtages her af den britiske flåde og hær med krigsskibe og tanks. Tåregas er blevet brugt mod dem. Ved talrige lejligheder er der blevet skudt på dem og adskillige blev skudt eller pryglet ihjel. Resten er blevet indespærret og interneret bag dobbelte rækker af pigtråd på Cypern«.

Han nævner nogle eksempler på mord, begået af engelske soldater. »Den 30. juni 1946 blev spærretiden i Tel-Aviv hævet ved midnat. Ti minutter efter midnat blev Amram Rosenberg, som spadserede med sin søster i Ben Jehuda gaden skudt af en britisk officer i ryggen og dræbt. Officeren, som tilstod mordet, blev blot dømt til afsked fra hæren.

Den 24. april 1946 var en soldat ved navn Carsom på vagt ved grænsen mellem Tel-Aviv og Jaffa, da en gruppe på 6 arabere nærmede sig. Den ene bar to armbåndsure. Soldaten krævede det ene, og da araberen svarede, at det tilhørte en ven, dræbte Carsom ham og stjal hans ur. Der var mange øjenvidner, men soldatens påstand, at det var et vådeskud blev godkendt af den engelske domstol, og Carsom blev sat på fri fod.

Ismail Ibn Mahmud, en arabisk dreng blev dræbt nær Hertzeba broen. Da hans mor kom for at hjælpe ham, blev hun slået, sparket og trampet på af soldaterne.

Mordet på den 16-årige Alexander Rubowitz, som blev bortført af en britisk terrorafdeling under major Farran, er kendt for Dem fra pressen.

Der var en nat i Tel-Aviv - indbyggerne kaldte den rædselsnatten - natten til den 8. marts 1947 - da soldater fyrede med maskingeværer fra bevæbnede biler, dræbte 4 og sårede 15.«

Han nævner også, hvorledes voldsanvendelsen kombineres med del og hersk politikken. »I den britiske regerings del og hersk politik spiller hæren en vigtig rolle. Jøder og arabere i uniform bliver sat til sådanne opgaver og i sådanne områder og kvarterer, at dette i sig selv må bidrage til nationalt had. Den transjordanske grænsestyrke blev f. eks. sat ind mod den jødiske koloni Kfar Gelodi på en måde, der lagde ansvaret ikke på de britiske officerer, men på de arabiske soldater«.

Om den særlige forfølgelse af det kommunistiske parti fortæller partiets sekretær S. Mikunis til UN komitéen: »F. eks. var Palæstinas kommunistiske parti illegalt indtil 1942 og blev meget stærkt forfulgt. Vi havde ingen legal avis. Hundreder af kommunister er blevet deporteret fra landet og hundreder fængslet på grundlag af nødforordninger uden nogen dom. Selv den 7. juli 1941 blev partiets sekretær arresteret sammen med adskillige andre medlemmer, skønt intet kunne være bevist imod dem, bortset fra, at de var kommunister. På grundlag af militære forordninger blev vi dømt til fængsling - til tilbageholdelse indtil krigens afslutning. Demokratiets kræfter var stærkere end disse militærforordninger, og regeringen blev under pres af den offentlige mening her og udenlands, tvunget til at frigive os efter adskillige måneders indespærring. Vor legale avis Kol Haam blev stoppet en måned på grund af en karikatur om lokale sager. De arabiske fagforeningers blad Al-Ittihad blev sidste år også standset en måned«.

Den engelske Palæstina-regering opretholdt altså sin magt ved en blanding af list (del og hersk) og vold. Det kan være vigtigt at undersøge, hvorledes denne regering var opbygget, og hvilken holdning den har indtaget overfor fremskridt på det politiske, økonomiske, kulturelle og sociale område.

I det mandat, som Folkeforbundet overdrog England over Palæstina efter første verdenskrig, hedder det i artikel 2 bl. a., at mandatmagten skal være ansvarlig for udviklingen af selvstyrende institutioner, og i artikel 3, at mandatmagten så vidt omstændighederne tillader, skal opmuntre lokalt selvstyre. I folkeforbundspagtens artikel 22, § 4, står nævnt visse landområder, som bl. a. omfatter Palæstina, der midlertidig skal have administrativ hjælp og rådgivning, indtil de er i stand til at stå alene.

Det er almindelig kendt, at 25 års engelsk midlertidig hjælp og rådgivning, endnu ikke efter Englands mening havde sat landet i stand til at stå alene.

Men hvorledes har England passet sine andre forpligtelser?

Jugoslaveren V. Simic udtalte i sin tidligere nævnte særudtalelse i UN komitéens rapport til generalforsamlingen, at Palæstina stadig regeredes som en britisk kronkoloni. Regeringen består af højkommissæren samt eksekutivforsamlingen - alle britiske embedsmænd - hedder det heri. Der var ingen rigsdag. Lovene blev givet enten i England eller af højkommissæren, som først rådførte sig med den rådgivende forsamling, der bestod af cheferne for de forskellige regeringsdepartementer og distriktskommissærerne, der alle var britiske embedsmænd. Næsten alle de ledende poster indenfor retsvæsenet var besat med Englændere. Højkommissæren var også øverstkommanderende for hæren.

Om det lokale selvstyre skrev Simic, at han ikke havde været i stand til at se nogen virkelig indsats fra mandatmagtens side i retning af at opmuntre til lokalt selvstyre. De eksisterende kommunalråd havde meget begrænset magt. De måtte ikke bevilge selv det mindste beløb uden skriftlig samtykke fra den britiske distriktskommissær. Valgretten var indskrænket på mange måder. Visse steder skulle man have betalt en vis skat, således at valgretten var forbeholdt de besiddende klasser. Mange steder var kvinder uden valgret. Ved kommunevalgene i Jerusalem i 1939 havde ud af 70.000 voksne kun 7000 valgret. Højkommissæren kunne udnævne en borgmester imod kommunalrådets flertal. Det var blevet gjort i Tel-Aviv. Eller han kunne afskedige en borgmester eller et helt kommunalråd. Det var blevet gjort i Jerusalem og 9 andre steder. Regeringen udsatte kommunalvalgene gang på gang. I de fleste kommuner var der ikke blevet holdt valg de sidste 12 år. Den demokratiske udvikling af kommunerådene bremsedes yderligere ved, at regeringen opmuntrede til at danne landråd (rural councils). Et sådant blev oprettet i Chedera. Regeringen anerkendte dets konstitution og det fik lignende myndighed som kommunalrådet. Det var kun jordejere, hvis landejendom oversteg en vis størrelse, der havde valgret til disse landråd.

Det er ikke muligt her at foretage en nærmere gennemgang af Palæstinas økonomiske liv under det engelske mandat, selv om der herfra kunne fremdrages mange interessante enkeltheder til belysning af den engelske politik. Men nogle få vigtige ting kan dog nævnes.

De indirekte skatter steg fra år til år og androg i 1947 ifølge budgettet over 50 %. Derimod fandtes hverken formueskat eller arveafgift. Det er allerede nævnt, at de store rige udenlandske monopoler ikke betalte nogen skatter eller afgifter.

Af største betydning for landet er landbrugets udvikling, især ved overrislingsanlæg. Især de jødiske bønder har ydet meget her, men regeringens indsats er kun ringe. UNs komité nævner i sin rapport Haleh-dalen, en sump, der kunne udnyttes ved dræning, men dette arbejde var ikke blevet udført »delvis på grund af Palæstina Elektricitetskompagniets interesse i vandtilløbet længere nede i dalen«. Elektricitetskompagniet var som nævnt et af de store udenlandske monopoler. Kommunisten Mikunis nævner i sin udtalelse til UN komitéen, at der ikke eksisterede nogen institutioner til støtte for landbruget eller laboratorier, der undersøger landbrugsproblemer. Renterne på bøndernes løn var umådelig høje. Blandt araberne indtil 30 %, blandt jøderne indtil 11 %. Kunstgødning kostede 2,5 gang så meget som i andre lande. Under krigen blev import af foder overladt til en privat monopolist, som hentede enorm fortjeneste fra bønder med hønse- og kvægavl.

Priserne i Palæstina var meget høje, så høje, at UN komitéen taler om inflation. Den nævner i sin rapport, at pristallet, som december 1940 var 131, i december 1946 var 275 mod 100 før krigen. Kommunisten S. Mikunis fremdrager overfor komitéen nogle eksempler på, hvorledes regeringen faktisk støttede denne uheldige udvikling ved sine indkøb af råvarer i udlandet. Når et bundt garn, der i Italien koster 40 £, kommer til Palæstina, koster det 130 £. Hvede har regeringen købt for 68 £ pr. ton, samtidig med at det kunne købes i Australien for 27 £ pr. ton. I Australien betalte marmeladefabrikanter 16-18 £ for en ton sukker, i England 20-20,5 £, men i Palæstina solgte regeringen sukker for 64 £ til fabrikkerne, dog solgtes det meste sukker på den sorte børs for 300 £ pr. ton. Villum Hansen nævner i sin bog »Mellem- og Olieøsten«, hvordan England nægtede Palæstina valuta til at importere en del artikler, som jøderne ville købe, mens Transjordanien frit kunne købe disse ting, som ingen af landets beduinbefolkning havde brug for. Emir Abdullah fik derved en klækkelig indkomst gennem en velorganiseret smugling. Han importerede varerne kun for at smugle dem til Palæstina, hvor de solgtes til sortbørspriser. Ved at holde priserne så høje, sikrede regeringen den engelske industri mod konkurrence fra Palæstinas industri både i selve Palæstina og i nabolandene, naturligvis til stor skade for hele Palæstinas økonomi.

For at belyse fattigdommen og de elendige sociale forhold blandt navnlig den arabiske befolkning i Palæstina under det engelske mandat kan anføres nogle forfærdende tal efter Villum Hansen: »Mellem- og Olieøsten«. - Gennemsnitslevealderen for en araber i Palæstina var 1946 48 år. Til sammenligning: blandt jøderne i Palæstina var gennemsnitslevealderen 63 år og i selve England var den 62 år. Børnedødeligheden var i 1939 så stor, at af 1000 levendefødte arabiske børn døde de 121. Ifølge statistisk årbog døde i Danmark i 1945 af 1000 levendefødte børn indenfor ægteskab 45 før de var 1 år gamle. Og dog ligger tallene i Palæstina langt bedre end i nabolandene. I Iraq er gennemsnitslevealderen anslået til 27 år, i Ægypten til 33 år. Jøderne har gjort et stort arbejde her, også blandt den arabiske befolkning, og det er en af de ting, der lover godt for samarbejdet mellem jøder og arabere.

Derimod var regeringens indsats oprørende ringe. Mens man på regeringens budget anslog over 30 % til »lov og orden«, blev der kun afsat mindre end 8 % til uddannelse og sundhed tilsammen. (Budget for året 1946-47). I Danmark gik i 1943-44 af statens og kommunernes samlede udgifter 5,9 % til rets- og politivæsen, 30,8 % til sociale udgifter, 10,8 % til undervisning og 6,8 % til medicinalvæsen (Vedel Petersen: »Danmarks Statistik«).

Kommunisten S. Mikunis udtalte overfor UNs komité, at der til den arabiske befolkning på 1,2 millioner mennesker var 445 senge i 7 hospitaler. I 800 landsbyer 21 statsklinikker, 41 sanitære klinikker og 30 sundhedscentre for børn eller af midlertidig art. I Danmark, hvis befolkning er 3,5 gange så stor fandtes der i 1943 154 egentlige sygehuse med 24.400 senge ifølge Vedel Petersen: »Danmarks Statistik«. Jøderne havde 2 senge for hver 1000 indbyggere, i England er der 8 senge. I mange industrier og fabrikker var børnearbejde stadig almindeligt. Regeringen beskæftigede selv børn fra 10 års alderen til overordentlig lave lønninger ved vejarbejde, byggearbejde osv., især i de arabiske distrikter i Sydpalæstina.

Mikunis fortsætter til belysning af de kulturelle forhold med at nævne, at af de arabiske børn mellem 5 og 14 år, gik kun 32 % i skole, og at 70 % af araberne hverken kunne læse eller skrive. Jøderne bidrog selv meget til deres eget undervisningssystem, men dog var det således, at 30 % af de 10-årige og 65 % af de 13-årige ikke gik i skole.

Det viser sig altså, at den engelske »Hjælp og Rådgivning« har virket som en bremse på de demokratiske fremskridt på alle områder. Man kan ikke lade være med at sammenligne med sådanne lande som Tjekkoslovakiet, som også har flere nationer indenfor sine grænser, og Polen og Bulgarien, der havde en lignende jordfordeling som i Palæstina. Trods det, at England altså kan opvise de elendigst mulige resultater af sit eget arbejde med disse problemer, undså den engelske regering sig dog ikke for at komme med råd også til disse østeuropæiske lande om den rigtige måde at sikre demokratiske fremskridt. - Det viser, hvor hyklerisk den engelske omsorg for demokratiet i alle mulige lande er. Når England virkelig har indflydelse i et land, bruger det ikke sin indflydelse til at styrke demokratiet, men kun til at svække det. Det er en sørgelig kendsgerning, at den engelske arbejderregering her ligger fuldstændig på linje med de tidligere engelske regeringer.

*

Palæstinas historie under det engelske mandat er et tydeligt og lærerigt eksempel på de metoder som imperialisterne bruger til at undertrykke og udbytte kolonifolkene. Landets historie i de sidste 2-3 år giver samtidig et tydeligt billede af de metoder, som imperialisterne bruger over for hinanden og tjener derfor også til at belyse »samarbejdet mellem de vestlige demokratier«, som man vil organisere bl. a. ved Atlantpagt og Marshallplan.

I det nære Østen støder de engelske og amerikanske imperialister særlig heftigt sammen. Det er især olien det drejer sig om. Før krigen var det englænderne, der beherskede de vigtigste oliekilder i dette område, men nu har amerikanerne tiltvunget sig mange aktier i de vigtigste olieselskaber. De engelske imperialister er her som overalt på tilbagetog over for den stærkere amerikanske imperialisme; men de gør stadig modstand.

Samtidig med deres indbyrdes kamp samarbejder imperialisterne om at udbytte og undertrykke den indfødte befolkning, og de holdes sammen af frygten for, at denne skal rejse sig og kræve at få magten i sine egne lande.

Englands og navnlig USA’s handlinger i Palæstinaspørgsmålet i de sidste 2-3 år kan virke meget forvirrende og modstridende; men nu kan man dog efterhånden klart skelne de hovedlinjer i de to landes politik, som kan forklare den tilsyneladende forvirring.

Den engelske besættelse af Palæstina og det engelske mandat over landet var naturligvis en stor støtte for de engelske imperialister, der derved blev i stand til at sikre den engelske kapital forrettigheder og havde muligheder for at holde den amerikanske ude. Derfor var amerikanerne interesseret i at få dannet en »fri« stat, som ville være betydeligt svagere over for amerikansk pres end englænderne var. Ved at foregive at arbejde for en fri jødisk stat håbede amerikanerne samtidig at skaffe sig sympati hos den jødiske befolkning. En rolle spillede også de amerikanske jøders stemmer ved præsidentvalget i november 1948.

Samtidig gjaldt det dog om at gøre den fri jødiske stat så svag som muligt, så den blev moden til at modtage amerikansk »hjælp« og betale den højest mulige pris for den. Til dette formål var det godt at holde liv i truslerne fra de arabiske nabostater og også yde dem nogen støtte, og dette passede sammen med, at man ikke ønskede at lægge sig for meget ud med regeringerne i disse arabiske lande, hvor det meste af olien findes.

Bladet »New York Times« udtrykte allerede den 2. marts 1947 utilsløret de amerikanske imperialisters mening ved bl. a. at skrive: »Forsvaret af det mellemste Østens olieinvesteringer og den militære og økonomiske sikkerhed, det repræsenterer, vil blive en af den amerikanske udenrigspolitiks hovedopgaver.«

England prøvede at krydse disse planer og bevare det engelske herredømme i Palæstina. Først fremsatte det under engelsk-amerikanske forhandlinger Morrisson-planen og senere, i februar 1947, Bevin-planen, der begge indeholdt en fortsættelse af det britiske overherredømme og en opdeling af landet, som gav de bedste betingelser for en fortsættelse af del og hersk politikken.

Så blev englænderne presset til at trække deres militær ud af landet og støttede sig nu på de arabiske fyrster, som regerede Palæstinas nabolande og især på kong Abdullah af Transjordanien, som er den der er mest »i lommen« på England. De håbede, at disse fyrster med engelsk hjælp skulle slå den ny jødiske stat og oprette en regering i Palæstina, som England kunne dirigere efter sit eget hoved på samme måde, som det dirigerer Abdullah.

Derfor opmuntrede de araberstaterne til krig og støttede dem alt, hvad de kunne; men de undervurderede den ny jødiske stats styrke og den hjælp, den fik fra andre frihedselskende nationer, og led et fuldstændigt militært nederlag.

Imod alle disse lumskerier og krumspring i de imperialistiske stormagters politik står Sovjetunionens klare stilling, der har gået ud på at skabe national selvstændighed som grundlag for venskab mellem folkene og økonomiske og demokratiske fremskridt. De har i modsætning til de andre holdt fast ved de trufne aftaler.

Lad os se på nogle af de vigtigste begivenheder i og omkring Palæstina, der danner grundlaget for denne bedømmelse af stormagternes politik.

I 1946-47 førte England og USA som nævnt forhandlinger for i fællesskab at »løse Palæstina-problemet«. De førte ikke til noget resultat, de to imperialist grupper kunne ikke blive enige om at dele byttet, før de havde prøvet kræfter i en dyst, der kom til at koste tusinder af jøder og arabere livet.

Så gik sagen til UN, der udsendte den kommission, fra hvis rapport jeg i det foregående har hentet adskillige citater. Kommissionen anbefalede en deling af landet og en tilbagetrækning af de engelske tropper. Denne plan opnåede i efteråret 1947 støtte fra USA og Sovjetunionen, mens England undlod at stemme.

Englænderne lovede dog at trække deres tropper ud af Palæstina inden d. 15. maj; men begivenhederne viste snart, at de ønskede at komme tilbage »ad bagdøren« for at genoprette deres herredømme under andre former.

Den 29. april 1948, 14 dage før krigen udbrød mellem Israel og de arabiske nabolande, og da de arabiske landes krigeriske hensigt lå klart for enhver, nægtede Bevin at standse våbenleverancerne til disse lande.

Senere da krigen var udbrudt, måtte Bevin i Underhuset indrømme, at adskillige engelske officerer deltog i Den arabiske Legions angreb på Palæstina fra Transjordanien, og det er almindelig kendt, at den engelske brigadegeneral Glubb (Glubb Pasha) ledede hele legionen.

Den 1. juni 1948 spurgte kommunisten Piratin i det engelske underhus, hvorledes det egentlig forholdt sig med den engelske regerings løfte om, at Den arabiske Legion skulle være ude af Palæstina, når mandatet ophørte den 15. maj. Viceminister Stewart svarede, at legionen havde været ude af Palæstina på denne dato.

Det blev imidlertid den eneste dag, for allerede næste dag, da kampene begyndte, rykkede Legionen ind igen, som nævnt med engelske officerer i ledelsen og desuden bevæbnet med engelske våben for engelske penge.

Allerede i marts måned var USA løbet fra sit få måneder i forvejen givne ord og havde erklæret, at det ikke ville medvirke til at gennemføre UN’s beslutning. Kun Sovjetunionen holdt fast ved, at beslutningen om delingsplanen og den engelske rømning skulle føres ud i livet.

I løbet af sommeren og efteråret 1948 foretoges talrige imperialistiske manøvrer, men takket være den materielle og diplomatiske hjælp fra folkedemokratierne og Sovjetunionen, takket være uenigheden mellem imperialisterne og takket være sin egen heltemodige indsats lykkedes det den ny stat Israel at sejre og drive de fjendtlige hære ud af landet. Den 28. oktober 1948 kunne den øverstkommanderende for Israels hær således erklære, at den ægyptiske hær i Negen i Sydpalæstina var fuldstændig slået.

Det var Englands vasaller, der her var slået; men de engelske imperialister gav endnu ikke op. Omkring nytår 1949 prøvede de et sidste fremstød. Under henvisning til en pagt med Ægypten forberedtes direkte angreb på Israel med engelske tropper. Den 4. januar 1949 hævdedes det fra israelsk side, at engelske fly foretog rekognosceringsflyvninger ind over grænsen. Den 8. januar »imødekom England en opfordring fra Transjordanien« om at sende tropper til byen Akoba, som ligger lige ved grænsen til Israel. I engelske socialdemokratiske blade blev der skrevet, at man nu måtte være forberedt på at komme i direkte krig med Israel.

Den 9. januar kom så meddelelsen om en alvorlig provokation. Fem engelske fly var skudt ned ved fronten i Sydpalæstina.

Faren for krig var nu overhængende, men amerikanerne ønskede ikke de engelske tropper tilbage til Palæstina, og de greb da også ind. Den 4. januar forelå meddelelse om, at England havde underrettet USA om sine planer. Samme dag meddeltes, at USA havde underrettet Israel om, at det ville trække sin anerkendelse af den ny stat tilbage, hvis de israelske tropper gik ind på ægyptisk område. Efter nedskydningen af de engelske flyvemaskiner rettede bl. a. det amerikanske blad »Washington Post« et skarpt angreb på Bevin og denne engelske provokation. Lige efter nedskydningen var England meget truende i tonen over for Israel, men allerede efter et par dage stemte de tonen ned, og den planlagte krig blev der ikke noget af.

Efter dette engelske tilbagetog kom der gang i våbenstilstandsforhandlingerne mellem Israel og nabolandene. Endnu 21. januar søgte England at opmuntre til fortsat krig ved at love Ægypten at ophæve våbenembargoen, hvis forhandlingerne brød sammen. Men det hjalp ikke, den 4. april havde Israel sluttet våbenstilstand med Ægypten, Libanon og Transjordanien.

De amerikanske imperialister havde nu fået den situation, de havde brug for, og var ikke sene til at udnytte den. Den 19. marts gav Israels parlament regeringen bemyndigelse til at optage et amerikansk lån på 100 mill. $ med de deraf følgende forpligtelser. Og disse forpligtelser viste sig at være af samme art som Marshallplanens, således at USA’s imperialister nu har et fast greb om Israels økonomi.

Landet er åbnet på vid gab for den udenlandske kapital, som har fået lovet meget fordelagtige arbejdsvilkår, som f. eks. skattefrihed i to år og ret til dividende i det pågældende lands egen valuta. Og da det særlig er amerikanerne, der har kapitalen, er det jo dem, der vil få fordelen heraf.

Den israelske regering havde således straks solgt den nyvundne frihed, som folket havde tilkæmpet sig. Regeringerne i Israel har bestået af de gamle zionistiske ledere, som også tidligere var i spidsen for den jødiske befolkning i Palæstina. Det blev centrumsregeringer, der dannedes af højresocialdemokrater og borgerlige demokrater, og var imod den venstreorienterede arbejderbevægelse, både kommunisterne og venstresocialdemokraterne. Disse zionistiske ledere søgte til det sidste at samarbejde med de engelske imperialister, men blev til sidst nødt til at bekæmpe dem. Krigen gjaldt den nationale selvstændighed og samlede hele folket. Men regeringen havde jo de fejl, som klæber ved alt borgerligt demokrati. Den ville ikke anerkende ligeberettigelse for Israels mange arabiske indbyggere og underkastede sig straks de amerikanske imperialister, på samme måde som de samme mennesker i mange år havde underkastet sig de engelske.

Samtidig førte regeringen ikke kampen mod den engelske imperialisme til bunds, men lod den engelske kapital beholde alt det, som den havde tilranet sig under mandatet. Selv valutaen er regeringen ikke herre over, den bliver udstedt af »England-Palæstina-Banken«.

Landets økonomi er som følge heraf i dårlig forfatning. Profitterne for kapitalisterne såvel de udenlandske som de hjemlige er skyhøje, og mange har forøget deres kapital 5-10 gange i løbet af de sidste få år. Den vigtige kemiske industri ved Det døde Hav, som er behersket af udenlandsk kapital, bliver ikke udviklet, fordi man ønsker at holde en international ligevægt på disse varer og holde høje priser på verdensmarkedet. Arbejderne derimod bliver ramt af de høje priser og lider desuden under arbejdsløshed og bolignød, således var i august 1949 85 % af alle arabiske arbejdere arbejdsløse.

En kammerat fra Israel, som jeg talte med i sommer, sammenfattede situationen med ordene: »Hvad vi vandt i krigen, tabte vi i freden«.

Men han fortalte også, hvorledes modstanden mod regeringens politik voksede. Allerede i efteråret 1948, midt under krigen, der af imperialisterne blev fremstillet som en krig mellem jøder og arabere, blev Israels kommunistiske Parti grundlagt ved en sammenslutning mellem de tidligere jødiske og arabiske kommunistiske partier, og partiet er siden da vokset stærkt. Dannelsen af den ny stat har styrket klassebevidstheden hos de jødiske arbejdere, som nu tydeligere ser, at ulykkerne ikke blot skyldes de engelske og arabiske overgreb, men også de jødiske kapitalister og politiske ledere.

December 1949

Noter til situationen

Hedtoft fik ikke sit valg i denne omgang, som vi skrev i sidste oversigt. Bertel Dahlgaard havde ret: Samling med eller uden et valg, det var sagen.

Og samlingen kom. Den kom i virkeligheden den 18. september da kronen blev skåret ned, og Venstre stillede sig til rådighed som politisk basis og rygdækning for regeringen. Men endnu håbede Hedtoft, at det ville være muligt ved forlængelsen af vareforsynings- og prisloven at få konstrueret et sådant modsætningsforhold, at et valg blev muligt, det valg, der var så nødvendigt for den socialdemokratiske regering, inden virkningerne af den førte atlantpolitik blev endnu mere mærkbare.

Man havde blot glemt at tage i betragtning, at man for længst havde solgt sm politiske selvbestemmelsesret til USA. Endnu inden de taktiske manøvrer var helt tilrettelagt med konflikt på den økonomiske politik som udgangspunkt for valget, der skulle have fundet sted inden jul, kom der besked til handelsminister Krag om fluks at begive sig til Paris for at få de nyeste instrukser.

*

Disse gik ud på frigivelse straks af 50 % af importen for alle tre varegruppers vedkommende: færdigvarer, halvfabrikata og råvarer. Naturligvis var dette et skår i beregningerne, og et par dage trøstede Krag og regeringen sig med, at handels- og udenrigsministeren havde taget forbehold, og søgte at bilde folket ind, at beslutningen intet betød og forbeholdet betød alt.

Det gik dog heller ikke; man måtte gå til sagen, og følgen blev da også, som det var at vente, et firkantet marshallforlig omfattende de vigtigste økonomiske love. Man skulle blive enige.

Det var en bunden opgave, der forelå, og den blev løst på den måde, man havde fået besked på at løse den.

At man stadigvæk forsøger at give det udseende af, at man er uenige, er noget der hører med til spillet, men det er nu engang realiteterne, der tæller.

*

Samtidigt med at Danmark bandt sig til import af færdigvarer eller - som Stauning i sin tid udtrykte sig - at gøre Danmark til en losseplads for udenlandske varer, mens danske arbejdere må gå arbejdsløse, fik regeringen endnu en hilsen fra sine vestlige allierede: England forhøjede eksportpriserne på så godt som alle varer, derunder kul.

På den måde søger England at kaste en del af de byrder, USA har væltet over på dét, over på de svagere partnere i det atlantiske samarbejde, ikke mindst Danmark. Følgen er bleven, at Danmark alene på denne konto har tabt 250 millioner kroner.

Regeringen beder i disse dage bønligt England om en forhaling, men efter at underhuset har godkendt forhøjelsen af kulpriserne, er der ikke stort håb om positive resultater.

Også på anden måde viser følgerne af regeringens og de atlantiske partiers politik sig. Atlantpagten begynder nu at virke. USA har sendt os både en politisk dr. Best - mr. Shantz - og en general på halsen, samtidig med, at der føres hemmelige forhandlinger om i hvilket tempo og til hvilken pris og på hvilke betingelser Danmark skal spækkes med amerikanske våben, der ikke må anvendes til »nationalt forsvar«, men kun som et led i USA’s strategiske angrebsplaner...

Ankomsten af de mange USA-missioner har fremkaldt betydelig røre i folket, som efterhånden forstår, hvad atlantpoltikken indebærer.

I oktober måned steg det officielle arbejdsløshedstal med 42 %, men Dansk Arbejdsmandsforbund har stadig flere af kontrollerede arbejdsløse, end den officielle statistik opviser.

Nu ved indgangen til december skal forbundene aflevere deres overenskomstkrav. Selv om disse ikke officielt er kendte, ved man, at de formelt indeholder de af de 12 københavnske fagforeningsformænd rejste krav.

Men man ved også, at i de interne drøftelser i fagbevægelsens top har man stort set været enige om, at de kun rejses, fordi presset fra medlemmerne gør det nødvendigt.

Derimod har Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse klart og tydeligt tilkendegivet, at man fra den side agter at sige nej til alle krav om forbedringer.

*

Som en følge af marshallpartiernes forlig blev kød- og flæskeordningen ophævet. Følgen blev så abnorme prisstigninger, at det arbejdende folk i slutningen af november reagerede kraftigere end på noget tidspunkt under Hedtoft-regeringens regime.

De arbejdsløse i København og i en række provinsbyer gik for første gang under Hedtofts regering til direkte demonstrationer. Arbejdspladserne reagerede ved deputationer og protestudtalelser.

I det hele taget mærkes en stadig stigende utilfredshed, der samler sig om militariseringen, oprustningen, den økonomiske politik og udenrigspolitikken.

Og Kommunistisk Parti sluttede sin indsamling ved at overskride det fastsatte beløb med ca. 80.000 kroner.

December 1949

Det frie Kinas grundlov

Det kinesiske folks rådgivende konference, der må betragtes som det befriede Kinas provisoriske nationalforsamling, vedtog på sit møde i den nye hovedstad Peking den 29. september 19b9 et »fælles program«. Dette program er i virkeligheden det nye Kinas første forfatning. Det definerer karakteren af den kinesiske folkerepublik og fastlægger rammerne for statsmagtens organer, det militære og økonomiske system så vel som republikkens kultur- og skolepolitik, dens politik overfor de nationale mindretal og dens udenrigspolitik.

Dette »fælles program« er derfor et politisk dokument af den største betydning til forståelse af hele udviklingen i det nye Kina, og vi bringer derfor her dets fulde ordlyd, oversat fra engelsk.

Det kinesiske folks politiske rådgivende konferences fælles program

Indledning

De store sejre i det kinesiske folks befrielseskrig og folkerevolution har afsluttet det imperialistiske, feudale og bureaukratisk kapitalistiske styres æra i Kina. Fra de underkuedes tilstand er det kinesiske folk blevet herre i et nyt samfund, og en ny stat har erstattet Kuomintangs feudale, comprador (Comprador (et portugisisk ord) er i Kina betegnelse for den særlige klasse af forretningsfolk, der som en art mæglere dannede mellemled mellem kinesiske og udenlandske handelsselskaber, altså en slags permanent »værnemagerkaste« i Kinas erhvervsliv), fascistiske, diktatoriske og reaktionære styre med det folkedemokratiske diktaturs republik. Det kinesiske folks demokratiske diktatur er statsmagten for folkets demokratiske enhedsfront, bestående af den kinesiske arbejderklasse, bønderne, småborgerskabet, det nationale bourgeoisi og patriotiske, demokratiske elementer baseret på forbundet mellem arbejdere og bønder og under arbejderklassens ledelse. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference, der består af repræsentanter for Kinas kommunistiske Parti, alle demokratiske partier og grupper, folkeorganisationer, alle områder, folkets befrielseshær, alle nationale mindretal, kinesere i udlandet og patriotiske, demokratiske elementer, er det kinesiske folks demokratiske enhedsfronts organisationsform. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference, der repræsenterer folkeviljen overalt i landet, proklamerer oprettelsen af Kinas folkerepublik og organiserer folkets egen centralregering. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference vedtager enstemmigt, at det nye demokrati, folkedemokratiet, skal være det politiske grundlag for den nationale opbygning af Kinas folkerepublik. Det kinesiske folks politiske rådgivende konference har også udarbejdet det fælles program, som bør overholdes i fællesskab af alle organisationer, der deltager i det kinesiske folks rådgivende konference, af alle folkeregeringens organer og af folket overalt i landet.

Kapitel 1

Almindelige principper

§ 1.

Kinas folkerepublik er en ny demokratisk, dvs. folkedemokratisk stat. Denne republik udøver det folkedemokratiske diktatur under ledelse af arbejderklassen, baseret på forbundet mellem arbejdere og bønder, og samler alle demokratiske klasser og alle nationaliteter i Kina. Denne republik fører kamp mod imperialisme, feudalisme og bureaukratisk kapitalisme og for Kinas uafhængighed, demokrati, fred, forening, trivsel og styrke.

§ 2.

Kinas folkerepubliks centrale folkeregering skal sørge for at føre folkets befrielseskrig igennem til det sidste, befri hele Kinas territorium og fuldføre Kinas forening.

§ 3.

Kinas folkerepublik skal ophæve alle de imperialistiske landes forrettigheder i Kina, konfiskere den bureaukratiske kapital og overgive den i folkestatens besiddelse; systematisk omdanne det feudale og halvfeudale jordbesiddelsessystem til bøndernes jordbesiddelsessystem; beskytte statens offentlige ejendom og andelsselskabernes ejendom, beskytte arbejdernes, bøndernes, småborgerskabets og det nationale bourgeoisis økonomiske interesser og private ejendom; udvikle det nye demokratis folkehusholdning og støt omdanne landet fra et agerbrugs- til et industriland.

§ 4.

Folkets ret til at vælge og blive valgt i Kinas folkerepublik fastsættes ved lov.

§5.

Folket i Kinas folkerepublik skal have tanke-, tale-, trykke-, forsamlings-, forenings- og korrespondancefrihed, personlig frihed, boligens frihed, frihed til at flytte fra et sted til et andet, trosfrihed og frihed til at afholde processioner og demonstrationer.

§ 6.

Kinas folkerepublik afskaffer feudalsystemet, som holder kvinder i trældom. Kvinder skal nyde lige rettigheder med mænd i det politiske, økonomiske, kulturelle, undervisningsmæssige og sociale liv. Der skal indføres ægteskabsfrihed for mænd så vel som for kvinder.

§ 7.

Kinas folkerepublik skal undertrykke enhver kontrarevolutionær virksomhed, uddele strenge straffe til alle kontrarevolutionære krigsforbrydere fra Kuomintang og andre uforbederlige kontrarevolutionære elementer, der står i forbund med imperialismen og begår forræderi mod fædrelandet, og skal undertrykke enhver virksomhed, der er rettet mod folkedemokratiets sag. Reaktionære elementer, feudale godsejere og bureaukratiske kapitalister i almindelighed skal også, i henhold til loven, berøves deres politiske rettigheder i en passende periode, efter at de er blevet afvæbnet og deres særlige privilegier ophævet, men de skal samtidig gives de nødvendige midler til at opretholde livet og tvinges til at omskabe sig til nye mennesker gennem arbejde. Hvis de fortsætter deres kontrarevolutionære virksomhed, skal de straffes strengt.

§ 8.

Enhver indbygger i Kinas folkerepublik har pligt til at forsvare fædrelandet, overholde lovene, bevare arbejdsdisciplinen, beskytte den offentlige ejendom, udføre offentligt ombud, gøre militærtjeneste og betale skatter.

§ 9.

Alle nationaliteter i Kinas folkerepublik har lige rettigheder og pligter.

§ 10.

De væbnede styrker i Kinas folkerepublik, dvs. folkets befrielseshær, folkets offentlige sikkerhedsstyrker og folkepolitiet, er væbnede styrker, der tilhører folket. Deres opgaver er at forsvare Kinas uafhængighed, territorielle ukrænkelighed og suverænitet og det kinesiske folks revolutionære frugter og alle legitime rettigheder og interesser. Kinas folkerepubliks centrale folkeregering skal bestræbe sig på at konsolidere og styrke folkets væbnede styrker for at sætte dem i stand til at udføre deres opgaver effektivt.

§ 11.

Kinas folkerepublik forener sig med alle freds- og frihedselskende folk overalt i verden og først og fremmest med Sovjetunionen, alle folkedemokratierne og alle undertrykte nationer og står i lejren for international fred og demokrati for i fællesskab at bekæmpe imperialistisk aggression og forsvare en varig fred for hele verden.

Kapitel 2

Statsmagtens organer

§ 12.

Statsmagten i Kinas folkerepublik tilhører folket. Alle trin af folkekongressen og alle trin af folkeregeringen er organer til udøvelse af statsmagten ved folket. Alle trin af folkekongressen skal vælges af folket gennem almindelig valgret. Alle trin af folkekongressen skal vælge de respektive trin af folkeregeringen. Folkeregeringens forskellige trin skal være organer til udøvelse af statsmagten på deres respektive trin, når deres respektive folkekongresser ikke holder møde. Den al-kinesiske folkekongres er statsmagtens øverste organ. Den centrale folkeregering skal være det øverste organ til udøvelse af statsmagten, når den al-kinesiske folkekongres ikke holder møde.

§ 13.

Det kinesiske folks politiske rådgivende konference er den folkedemokratiske enhedsfronts organisationsform. Den skal bestå af repræsentanter for arbejderklassen, bønderne, revolutionære soldater, intellektuelle, småborgerskabet, det nationale bourgeoisi, de nationale mindretal, kinesere i udlandet og patriotiske, demokratiske elementer.

Indtil den al-kinesiske folkekongres, valgt gennem almindelig valgret, indkaldes, skal det kinesiske folks politiske rådgivende konferences plenarforsamling udøve den al-kinesiske folkekongres’ funktioner og fuldmagter, lovfæste statutterne for Kinas folkerepubliks centrale folkeregering, vælge det centrale folkeregeringsråd for Kinas folkerepublik og udstyre det med myndighed til at udøve statsmagten.

Efter indkaldelsen af den al-kinesiske folkekongres, valgt gennem almindelig valgret, skal det kinesiske folks politiske rådgivende konference forelægge den al-kinesiske folkekongres eller den centrale folkeregering forslag til regeringspolitik vedrørende opbygningsarbejdet i landet og andre vigtige foranstaltninger.

§ 14.

Militær kontrol skal gennemføres alle steder, der fornylig er befriet af folkets befrielseshær, og de reaktionære organer for Kuomintangs statsmagt skal ophæves. Den centrale folkeregering eller militære og politiske organer ved fronterne skal udnævne personale til at organisere militære kontrolkomitéer og lokale folkeregeringer til at lede folket ved oprettelsen af den revolutionære orden og ved undertrykkelsen af kontrarevolutionær virksomhed og, når forholdene tillader det, at indkalde konferencer af repræsentanter for alle kredse.

Indtil indkaldelsen af de lokale folkekongresser, valgt gennem almindelig valgret, skal de lokale konferencer af repræsentanter for alle kredse efterhånden overtage de lokale folkekongressers funktioner.

Varigheden af den militære kontrol skal fastsættes af den centrale folkeregering i overensstemmelse med den pågældende egns militære og politiske forhold.

Alle steder, hvor de militære operationer er ophørt, hvor landreformen er blevet grundigt gennemført, og folk fra alle kredse er blevet fuldt organiseret, skal der straks afholdes valg gennem almindelig valgret til sammenkaldelse af lokale folkekongresser.

§ 15.

Alle trin i statsmagtens organer skal gennemføre den demokratiske centralisme i praksis. Dennes hovedprincipper er: Folkekongressen står til ansvar og regnskab overfor folket. Folkeregerings-rådet står til ansvar og regnskab overfor folkekongressen. Indenfor folkekongressen og folkeregeringsrådet skal mindretallet rette sig efter flertallets afgørelser. Udnævnelsen af folkeregeringer på forskellige trin skal bekræftes af folkeregeringen på det højere trin. Folkeregeringen på det lavere trin skal adlyde folkeregeringen på det højere trin, og alle lokale folkeregeringer overalt i landet skal adlyde den centrale folkeregering.

§ 16.

Den centrale folkeregerings og den lokale folkeregerings jurisdiktion skal defineres i overensstemmelse med karakteren af de forskellige forretningsanliggender og skal foreskrives gennem dekreter fra det centrale folkeregeringsråd, således at den bliver til gavn både for den nationale forening og det lokale behov.

§ 17.

Alle love, dekreter og retssystemer fra den reaktionære Kuomintang regering, der undertrykker folket, er ophævet, og love og dekreter, som beskytter folket, skal indføres, og folkets retssystem skal indrettes.

§ 18.

Alle statsorganer skal gennemtvinge en revolutionær arbejdsmåde, præget af ærlighed, enkelhed og tjenesteiver overfor folket; skal straffe korruption med strenghed, forbyde ødselhed og bekæmpe bureaukrati og isolation fra folkets masser.

§ 19.

I amts-, by- og alle højere folkeregeringsorganer skal der indsættes folkekontrolinstanser, som skal overvåge, hvorledes statsorganerne på de forskellige trin og de offentlige funktionærer udfører deres pligter, samt rejse anklage mod organer og funktionærer, der overtræder loven eller er forsømmelige i udførelsen af deres pligter. Folket eller folkeorganisationerne har ret til at indklage ethvert statsorgan eller enhver offentlig funktionær, der overtræder loven eller er forsømmelig i udførelsen af deres pligter, for folkekontrol-instanserne eller folkets retsorganer.

Kapitel 3

Det militære system

§ 20.

Kinas folkerepublik skal opbygge en enhedshær, dvs. folkets befrielseshær og folkets offentlige sikkerhedsstyrker, som skal stå under kommando af folkets revolutionære militærråd under den centrale folkeregering, og som skal indføre en enhedskommando, et enhedssystem, en enhedsformation og en enhedsdisciplin.

§ 21.

Folkets befrielseshær og folkets offentlige sikkerhedsstyrker skal, i overensstemmelse med princippet om enhed mellem befalings-mænd og menige og om enhed mellem hæren og folket, indrette et politisk arbejdssystem og opdrage kommandanterne og soldaterne i den revolutionære og patriotiske ånd.

§ 22.

Kinas folkerepublik skal styrke den moderniserede landstyrke og oprette en luftstyrke og en flåde til at konsolidere det nationale forsvar.

§ 23.

Kinas folkerepublik skal indføre systemet med en folkemilits til opretholdelse af den lokale orden, lægge grundlaget for national mobilisering og forberede indførelsen af tvungen værnepligt på et passende tidspunkt.

§ 24.

I fredstid skal Kinas folkerepubliks væbnede styrker systematisk deltage i landbrugs- og industriproduktion for at hjælpe med til det nationale opbygningsarbejde under forudsætning af, at dette ikke hindrer de militære opgaver.

§ 25.

Nødlidende pårørende til revolutionære martyrer og revolutionære soldater skal have en fortrinsbehandling fra statens og samfundets side. Folkeregeringen skal stille passende midler til rådighed til opretholdelse af livet og til bosættelse for krigsinvalider og veteraner, som har deltaget i den revolutionære krig.

Kapitel i

Økonomisk politik

§ 26.

Det grundlæggende princip for den økonomiske opbygning i Kinas folkerepublik består i at udvikle produktionen og tilvejebringe en blomstrende økonomi baseret både på offentlige og private interesser, på fordele både til arbejde og kapital, på gensidig hjælp mellem by og land og på vareudveksling i indlandet og med udlandet.

Staten skal koordinere og regulere den statsejede økonomi, den kooperative økonomi, bøndernes og håndværkernes individuelle økonomi, den privatkapitalistiske økonomi og den statskapitalistiske økonomi med hensyn til produktiv virksomhed, forsyning med råmaterialer, afsætning af produkter, arbejdsvilkår, teknisk udrustning, finanspolitik osv., således at alle dele af samfundshusholdningen kan spille deres rolle, gennemføre en arbejdsdeling og samarbejde under ledelse af den statsejede økonomi for at fremme hele samfundshusholdningens udvikling.

§ 27.

Landbrugsreformen er den afgørende betingelse for udviklingen af landets produktive kræfter og industrialisering. I alle områder, hvor landbrugsreformen er blevet gennemført, skal ejendomsretten til den jord, bønderne har fået, beskyttes.

I områder, hvor landbrugsreformen endnu ikke er gennemført, skal bondemasserne sættes i bevægelse for at organisere bondeorganisationer til gennemførelse af princippet om »jord til de arbejdende bønder« gennem sådanne foranstaltninger som fjernelse af de lokale banditter og despoter, nedsættelse af renter og afgifter og udstykning af jorden.

§ 28.

Den statsejede økonomi er af socialistisk karakter. Alle foretagender, der er livsvigtige for landets økonomiske liv og for folkets velstand, skal bringes ind under statens enhedsledelse. Alle statsejede forråd og foretagender er hele folkets fælles ejendom. De er folkerepublikkens materielle hovedbasis til udvikling af produktionen og tilvejebringelse af en blomstrende økonomi og er hele samfundshusholdningens ledende kraft.

§ 29.

Den kooperative økonomi er af halvsocialistisk karakter og er også en vigtig bestanddel af hele folkehusholdningen. Folkeregeringen skal fremme dens udvikling og tilstå den fortrinsbehandling.

§ 30.

Folkeregeringen skal opmuntre driften af alle privatøkonomiske foretagender, som er gavnlige for nationens velfærd og folkets velstand, og skal fremme disses udvikling.

§ 31.

Samarbejdsøkonomien mellem staten og den private kapital er af statskapitalistisk karakter. Når som helst det er nødvendigt og muligt, skal den private kapital opmuntres til at udvikle sig i retning af statskapitalisme, f. eks. ved at arbejde for statsejede foretagender, ved at arbejde sammen med staten eller ved at drive statsejede foretagender og udnytte statsejede forråd gennem koncessioner.

§ 32.

Systemet med arbejdernes deltagelse i administrationen af produktionen skal for nærværende tages i brug i statsejede foretagender, dvs. at der skal nedsættes administrative fabriksudvalg under ledelse af fabriksdirektøren. I privat drevne foretagender bør der undertegnes kollektive aftaler mellem fagforeningen, som repræsentant for arbejderne og funktionærerne, og arbejdsgiverne for at gennemføre princippet om fordele til både arbejde og kapital. For nærværende skal der i almindelighed indføres en 8 til 10 timers dag i offentligt og privat drevne foretagender, men der kan dog under særlige omstændigheder indføres forandringer heri. Folkeregeringen skal fastsætte mindstelønnen i overensstemmelse med forholdene de forskellige steder og i de forskellige erhverv. Der skal efterhånden indføres en socialforsikring, og ungdoms- og kvindelige arbejderes særlige interesser skal beskyttes. Der skal foretages inspektion af fabrikker og miner for at forbedre disses sikkerhedsforanstaltninger og sanitære indretninger.

§ 33.

Den centrale folkeregering skal snarest muligt udarbejde en almindelig plan for genrejsning og udvikling af den offentlige og private økonomis hovedgrene i hele landet, fastlægge arbejdsdelingen og samarbejdet mellem den centrale og de lokale regeringer ved den økonomiske opbygning og gennemføre en ensartet samordning af de gensidige forhold mellem den centrale og de lokale regeringers økonomiske departementer. Under den centrale folkeregerings enhedsledelse bør den centrale og de lokale regeringers forskellige økonomiske departementer udfolde deres skaberevne og initiativ i fuldt omfang.

§ 34.

Landbrug, skovbrug, fiskeri og kvægavl: I alle områder, hvor landbrugsreformen er blevet gennemført til bunds, skal folkeregeringen betragte det som sin hovedopgave at organisere bønderne og al arbejdskraft, som kan beskæftiges i landbruget, til udvikling af landbrugsproduktionen og bibeskæftigelser og skal lede bønderne skridt for skridt til organisering af forskellige former for gensidig arbejds-hjælp og produktionssamarbejde i overensstemmelse med princippet om frivillighed og gensidige fordele. Folkeregeringen bør, i overensstemmelse med statsplanen og befolkningens behov, bringe produktionen af korn, industrielle råmaterialer og eksportvarer tilbage til førkrigsniveauet og overgå det så hurtigt som muligt. Der bør lægges vægt på projekter til bygning og istandsættelse af overrislingssystemer, på forebyggende foranstaltninger mod oversvømmelser og tørke, på genoprettelse og udvikling af kvægavlen, på at forøge produktionen af gødningsstofferne, forbedre landbrugsredskaberne og såsæden, træffe forebyggende foranstaltninger mod skadedyr og plantesygdomme, komme ofrene for naturkatastrofer til hjælp og systematisk forbedre jorden.

Skovene skal beskyttes, og en planmæssig skovplantning udvikles.

Fiskepladserne langs kysten skal beskyttes og fiskeindustrien udvikles.

Kvægavlen skal beskyttes og udvikles, og der skal træffes forebyggende foranstaltninger mod kvægpest.

§ 35.

Industri: For at lægge grundlaget for landets industrialisering skal arbejdet koncentreres om den planmæssige, systematiske genrejsning og udvikling af sværindustrien så som mineindustrien, stål- og jernindustrien, kraftværker, maskinbygningsindustrien, den elektriske industri og de vigtigste kemiske industrier. Samtidig skal tekstilindustriens og de andre lette industriers produktion, der er gavnlig for nationens velfærd og folkets velstand, genoprettes og forøges til imødegåelse af befolkningens daglige forbrugsbehov.

§ 36.

Kommunikationer: Jernbaner og landeveje skal hurtigt genopbygges og gradvis forøges; floderne skal opmudres og vandvejstransporten udvides; post- og telegraftjenesten skal forbedres og udvikles; forskellige kommunikationsmidler skal opbygges og en civil luftfart startes planmæssigt skridt for skridt.

§ 37.

Handel: Al legitim offentlig og privat handel skal beskyttes. Der skal gennemføres kontrol med udenrigshandelen, og en politik til beskyttelse af handelen skal indføres. Den frie handel på hjemmemarkedet skal indrettes i henhold til en økonomisk enhedsplan, udarbejdet af staten, men kommerciel spekulation, der forstyrrer markedet, er strengt forbudt. De statsejede handelsorganer skal sørge for at tilpasse tilbud og efterspørgsel, stabilisere varepriserne og begunstige folkets brugsforeninger. Folkeregeringen skal vedtage de nødvendige foranstaltninger for at opmuntre befolkningen til at deponere sine sparepenge, for at lette betalinger til udlandet og lede den ledige kapital i samfundet og den kommercielle kapital, der ikke gavner nationens velfærd og folkets velstand, ind i industrien og andre produktive foretagender.

§ 38.

Andelsselskaber: Det arbejdende folks brede masser skal opmuntres og hjælpes til at udvikle andelsselskaber i overensstemmelse med princippet om frivillighed. Forsynings- og salgsandelsselskaber, brugsforeninger, kreditandelsselskaber, producentforeninger og transportkooperativer skal organiseres i byerne og landsbyerne, og brugsforeninger skal først organiseres i fabrikker, institutioner og skoler.

§ 39.

Finanser: Finansielle foretagender skal stå under streng statskontrol. Retten til udstedelse af penge tilfalder staten. Det er forbudt at sætte udenlandsk valuta i omløb i landet. Køb og salg af udenlandsk valuta, guld og sølv skal varetages af statsbankerne. Private finansielle foretagender, der opererer i henhold til loven, skal underkastes statens tilsyn og ledelse. Strenge straffe skal tildeles alle, der beskæftiger sig med finansielle spekulationer og underminerer statens finansforetagender.

§ 40.

Offentlige finanser: Systemet med budgetter og endelig regnskabsaflæggelse skal indføres. Central- og lokalregeringernes finansielle virkefelter skal defineres. Besparelser og sparsommelighed skal gennemtvinges. Der skal efterhånden opnås balance på budgettet og akkumuleres kapital til landets produktion.

Statens skattepolitik skal baseres på princippet om at sikre forsyninger til den revolutionære krig og under hensyntagen til produktionens genrejsning og udvikling og den nationale opbygnings behov. Skattesystemet skal forenkles og en retfærdig fordeling af byrderne gennemføres.

Kapitel 5

Kultur og undervisningspolitik

§ 41.

Kulturen og undervisningen i Kinas folkerepublik er ny-demokratisk, dvs. national, videnskabelig og folkelig. Hovedopgaverne for folkeregeringens kulturelle og opdragende arbejde skal bestå i at hæve folkets kulturelle niveau, oplære det til det nationale opbygningsarbejde, likvidere den feudale, comprador- og fascistiske ideologi og udvikle den ideologi, der går ud på at tjene folket.

§ 42.

Kærlighed til fædrelandet og folket, kærlighed til arbejde, kærlighed til videnskaben og omsorg for den offentlige ejendom skal fremmes som den offentlige indstilling hos alle borgere i Kinas folkerepublik.

§ 43.

Der skal gøres bestræbelser for at udvikle naturvidenskaben og stille den i den industrielle, landbrugs- og forsvarsmæssige opbygnings tjeneste. Videnskabelige opdagelser og opfindelser skal opmuntres og belønnes, og videnskabelige kundskaber skal populariseres.

§ 44.

Anvendelsen af et videnskabeligt historisk synspunkt på studiet og fortolkningen af historie, nationaløkonomi, politik, kultur og internationale anliggender skal fremmes. Fremragende samfundsvidenskabelige arbejder skal opmuntres og belønnes.

§ 45.

Litteraturen og kunsten skal fremmes for at tjene folket, befordre folkets politiske bevidsthed og opmuntre folkets arbejdsbegejstring. Fremragende litterære og kunstneriske værker skal opmuntres og belønnes. Folkets teatre og biografer skal udvikles.

S 46.

Undervisningsmetoden i Kinas folkerepublik består i enheden mellem teori og praksis. Folkeregeringen skal systematisk og planmæssigt reformere det gamle undervisningssystem, pensum og undervisningsmetode.

§ 47.

For at imødegå det revolutionære og nationale opbygningsarbejdes vidt spredte behov skal der gennemføres en universel undervisning, den mellemste og højere undervisning skal styrkes, den tekniske uddannelse fremhæves, undervisningen af arbejdere i deres fritid og af kadrer på deres poster skal styrkes, og unge intellektuelle og intellektuelle af den gamle skole skal gennemgå en revolutionær politisk opdragelse på en planmæssig og systematisk måde.

§ 48.

Det nationale sportsliv skal fremmes. Det offentlige sundheds- og lægearbejde skal udvides, og der skal drages omsorg for at sikre mødrenes, spædbørnenes og børnenes helbred.

§ 49.

Friheden til at videregive sandfærdige underretninger skal garanteres. Udnyttelse af pressen til bagvaskelse, til at undergrave statens og folkets interesser og til at provokere en verdenskrig er forbudt. Folkets radionet og forlagsvirksomhed skal udvikles, og der skal drages omsorg for at udgive folkelige bøger og blade, der er gavnlige for folket.

Kapitel 6

Nationalitetspolitik

§ 50.

Alle nationaliteter indenfor Kinas folkerepubliks grænser er lige. Deres enhed og indbyrdes bistand skal gennemføres for at bekæmpe imperialismen og de offentlige fjender indenfor disse nationaliteter, således at Kinas folkerepublik bliver en stor familie af broderskab og samarbejde mellem alle nationaliteter. Stornationalisme og chauvinisme skal bekæmpes, og forskelsbehandling, undertrykkelse og splittelse af enheden mellem de forskellige nationaliteter skal forbydes.

§ 51.

Regionalt selvstyre skal gennemføres i områder, hvor nationale mindretal er samlede, og selvstyreorganer for de forskellige nationaliteter skal nedsættes i overensstemmelse med deres respektive befolkning og regionens størrelse. De forskellige nationaliteter skal have et passende antal repræsentanter i statsmagtens lokale organer på steder, hvor forskellige nationaliteter lever sammen og i de nationale mindretals autonome områder.

§ 52.

Nationaliteterne indenfor Kinas folkerepubliks grænser har ret til at træde ind i folkets befrielseshær og til at organisere lokale offentlige sikkerhedsstyrker i overensstemmelse med statens militære enhedssystem.

Alle nationale mindretal har frihed til at udvikle deres dialekter og sprog, bevare eller reformere deres vaner, skikke og religiøse tro. Folkeregeringen skal hjælpe folkets masser i alle nationale mindretal med at udvikle deres politiske, økonomiske, kulturelle og undervisningsmæssige opbygningsarbejde.

Kapitel 7 Udenrigspolitik

§ 51.

Princippet for Kinas folkerepubliks udenrigspolitik består i at sikre landets uafhængighed, frihed, territorielle ukrænkelighed og suverænitet, at støtte en varig international fred og et venskabeligt samarbejde mellem folkene i alle lande og at bekæmpe den imperialistiske aggressions- og krigspolitik.

§ 55.

Kinas folkerepubliks centrale folkeregering skal undersøge de traktater og overenskomster, der er afsluttet mellem Kuomintang og udenlandske regeringer og anerkende eller opsige, revidere eller forny dem i henhold til deres respektive indhold.

§ 56.

Kinas folkerepubliks centrale folkeregering kan forhandle og oprette diplomatisk forbindelse på basis af lighed, gensidig fordel og gensidig respekt for territorium og suverænitet med udenlandske regeringer, som afbryder forbindelsen med de reaktionære kuomintangfolk og indtager en venskabelig holdning overfor Kinas folkerepublik.

§ 57.

Kinas folkerepublik kan genoprette og udvikle kommercielle forbindelser med udenlandske regeringer og folk på basis af lighed og gensidig fordel.

§ 58.

Kinas folkerepubliks centrale folkeregering skal gøre sit yderste for at beskytte de i udlandet bosiddende kineseres legitime rettigheder og interesser.

§ 59.

Kinas folkerepubliks folkeregering skal beskytte lovlydige fremmede statsborgere i Kina.

§ 60.

Kinas folkerepublik skal yde asylret til udenlandske borgere, der søger tilflugt i Kina, fordi de undertrykkes af deres egne regeringer for at støtte folkets interesser og deltage i kampen for fred og demokrati.

******

Januar 1950

Forsvaret for freden og kampen mod krigsanstifterne

M. Suslov

Tale på de kommunistiske partiers Informationsbureaus konference i sidste halvdel af november 1949.

Kammerater! Der er gået lidt over to år, siden repræsentanter for nogle kommunistiske partier samledes til den første informationskonference.

Deklarationen fra denne konference gav en dyb analyse af forandringerne i den internationale situation som følge af den 2. verdenskrig og i løbet af de første efterkrigsår. Den påviste dannelsen af to lejre på verdensarenaen og modsætningen mellem deres mål og opgaver; den afslørede den imperialistiske, USA-ledede lejrs aggressive planer om oprettelse af den engelsk-amerikanske imperialismes verdensherredømme og tilintetgørelse af demokratiet; den afdækkede den forræderiske rolle, lederne af højre-socialdemokratiet spiller som imperialismens medskyldige i hele dens folkefjendtlige virksomhed.

Begivenhedernes hele forløb de sidste to år har fuldt ud bekræftet rigtigheden af den vurdering af den internationale situation, som blev givet af Informationsbureauets første konference, og af den antiimperialistiske lejrs perspektiver og opgaver, som de blev skitseret på samme konference.

Når man vurderer betydningen af beslutningerne, som blev truffet på Informationsbureauets første konference, og også af resolutionen om »Situationen i Jugoslaviens kommunistiske Parti«, der vedtoges af Informationsbureauets anden konference, kan man i dag dristigt erklære, at disse beslutninger er virkeligt historiske beslutninger; at de har spillet en fremragende rolle til mobilisering, organisering og konsolidering af den internationale arbejderbevægelses rækker, ved mobilisering af masserne til modstand mod verdensreaktionen og anstifterne af en ny krig, ved yderligere at forøge og styrke demokratiets og socialismens kræfter i hele verden.

I perioden, der er forløbet siden Informationsbureauets første konference, er der foregået betydelige forandringer i den internationale situation.

I.

Aggressorernes sammensværgelse mod freden og folkenes sikkerhed

I de sidste to år er de to linjer i verdenspolitikken blevet endnu klarere og skarpere. Den ene linie følges af den demokratiske, antiimperialistiske lejr med Sovjetunionen i spidsen. Denne lejr fører en vedholdende og konsekvent kamp imod den imperialistiske reaktion, for fred mellem folkene og for demokratiet. Den anden linie følges af den imperialistiske, antidemokratiske lejr med USA i spidsen, en lejr, der som sit hovedsagelige mål har slavebinding af andre lande og folk, voldelig oprettelse af et engelsk-amerikansk verdensherredømme, tilintetgørelse af demokratiets kræfter og anstiftelse af en ny krig. Kampen mellem disse modsatte lejre er skærpet. Den imperialistiske lejrs aggressive karakter er yderligere forstærket.

Medens Informationsbureauets første konference fastslog, at USA og England var ved at gå over til en politik til forberedelse af nye militære eventyr, så forfølger de ledende kredse i USA og England, som står i spidsen for den imperialistiske lejr, nu åbent en aggressionspolitik, en politik, der går ud på at forberede og udløse en ny verdenskrig. De ledende kredse i USA og England opbygger en militær og politisk sammensværgelse mod freden og folkenes sikkerhed, de forbereder for fuld damp en ny krig og stiller stadig mere kynisk og skamløst deres krav om verdensherredømme, om »amerikansk ledelse af verden«; de genopliver den tyske fascismes vanvittige planer og glemmer imens de historiske lektioner, som de sindssyge prætendenter til »verdensherredømmet« fik.

Den engelsk-amerikanske imperialistiske bloks hele politik tjener nu til forberedelse af en ny verdenskrig. Den finder udtryk i USAs tøjlesløse økonomiske, politiske og militære ekspansion i alle kontinenter, for at bemægtige sig militær-strategiske råmaterialer og andre ressourcer, der behøves til forberedelse af krigen. De amerikanske imperialister spinder over hele jordkloden et net af flåde-og luftbaser og forbereder opmarchområder for en ny krig.

De engelsk-amerikanske imperialisters støtte til alle udlevede reaktionære regimer (Franco-regeringen i Spanien, den monarko-fascistiske regering i Grækenland, Chiang Kai-shek i Kina og andre), til resterne af knuste udbytterklasser, spioner, diversanter og mordere i de folkedemokratiske lande, til de reaktionære kræfter i hele verden, - tjener altsammen til forberedelse af en ny krig. Den amerikanske imperialisme er blevet centrum og hovedstøtte for verdensreaktionen.

De imperialistiske kredse i USA og England har åbenlyst trampet på Jalta- og Potsdam-konferencernes beslutninger, som tilsigtede en retfærdig løsning af det tyske spørgsmål og ville forvandle Tyskland til en demokratisk og fredselskende stat. Skønt de har forpligtet sig til at betragte Tyskland som et hele, forfølger de en politik til splittelse af Tyskland og sætter kronen på værket ved oprettelsen af »marionet-regeringen« i Bonn.

I stedet for at demokratisere og demilitarisere Tyskland er regeringerne i USA, England og Frankrig i færd med at genoprette krigsindustrien i Vesttyskland, genoprette den dominerende stilling, som indtoges af de reaktionære monopoler, junkerklassen og de militaristiske elementer, der i fortiden var den tyske imperialismes og hitlerismens hovedstøtte. Samtidig modarbejder de på enhver måde forberedelserne til en fredstraktat med Tyskland, idet de forsøger at forvandle den midlertidige okkupation til et permanent og udelt koloniherredømme i Vesttyskland.

Alle hæderlige mennesker kan se, at en sådan kurs i Tyskland skyldes Wall Street-spidsernes stræben efter at udnytte Vesttyskland til deres imperialistiske formål og fremfor alt til opmarchområde, at anvende dets befolkning som kanonføde til virkeliggørelse af deres aggressive planer.

De amerikanske imperialisters skændige plan om at udnytte det tyske folk som kanonføde røbedes for ganske nylig af Poage, et medlem af Repræsentanternes Hus. Poage foreslog, at USA skulle oprette 25 divisioner tyske lejetropper. Da han ikke var sikker på, at tyskerne ville udgyde deres blod til fordel for den amerikanske kapitals magnater, foreslog denne krigsanstifter, at al ammunition til disse lejetropper skulle forblive »i amerikanske hænder«, og at »hele officerskorpsets top skulle bestå af amerikanere«. Med grænseløs kynisme erklærede Poage, at i tilfælde af krig havde han ikke til hensigt at sende amerikanske unge mænd i kamp, eftersom han håbede at købe kanonføde til en yderst lav pris. Denne købmand i blod regnede kun med at give »en lille del af den løn, vi betaler amerikanske soldater«. Til slut udtalte Poage, at USA skulle prøve på at skabe lignende lejetropper i Japan.

Sådan er de amerikanske imperialisters skamløse planer med hensyn til folkene i Tyskland og Japan.

Krigsforberedelsespolitiken har også fundet udtryk i den såkaldte Marshallplan. De kommunistiske partiers Informationskonference i september 1947 afslørede de virkelige hensigter med Marshallplanen - en plan om at gøre Europa til økonomisk og politisk slave af den amerikanske imperialisme.

Livet har drevet grusomt spas med dem, der troede på Marshallplanens velgørende rolle. Efter næsten to års »hjælp« efter Marshallplanen er økonomien i de marshalliserede lande i Europa i stedet for at blive sundere, bragt i en tilstand af fuldstændig desorganisation. Dette er nu blevet så øjensynligt, at det er blevet registreret af FN-organisationens sekretariat i rapporten om verdens økonomiske situation i året 1948, offentliggjort i juli 1949.

Selv Marshallplanens ivrigste beundrere og troubadourer er nu nødt til at anerkende dens fiasko.

Ved at underlægge sig de marshalliserede landes økonomi og sætte den til at tjene de amerikanske monopolers interesser, ved at oversvømme de vesteuropæiske markeder med uønskede varer, som ikke finder afsætning i USA, ved at pålægge disse lande en skadelig politik til diskrimination af handelsforbindelserne med Østeuropas lande - fremskynder og skærper Marshallplanen i virkeligheden den økonomiske krise, som mere og mere får tag i den kapitalistiske økonomi i Europa og Amerika.

De Forenede Staters angreb på de marshalliserede landes desorganiserede økonomi er i den sidste tid blevet stadig stærkere. De amerikanske imperialister udnytter den devaluering af Vesteuropas valutaer, som de har givet ordre til, og stræber efter definitivt at tage de vesteuropæiske landes økonomi i deres egne hænder.

Nu, hvor livet selv har revet flitterstadsen af Marshallplanen, viser denne plan sit sande ansigt som et økonomisk, politisk og militært brækjern, ved hvis hjælp de amerikanske imperialister tvinger

Vesteuropas økonomi ind under deres kontrol og diktat; de søger at forvandle Vesteuropa til et kolonivedhæng til USA.

Marshallplanen blev snart suppleret med sådanne militærpolitiske, aggressive blokke af imperialistiske magter som Vestunionen og den Nordatlantiske blok.

For tiden er den Nrdatlantiske blok det vigtigste våben for den aggressive politik, som de ledende kredse i USA og Storbritannien fører for at forberede en ny krig. Som påvist i sovjetregeringens erklæring af d. 29. januar 1949, der afslørede den virkelige militærpolitiske mening med Atlantpagten, er formålene med denne pagt at sætte de ledende kredse i USA og Storbritannien i stand til at lægge bidsel på det størst mulige antal stater, at berøve dem muligheden for en uafhængig, national udenrigs- og indenrigspolitik og at udnytte disse stater som hjælpemiddel til at virkeliggøre deres aggressive planer om et engelsk-amerikansk verdensherredømme.

Den nordatlantiske blok har som formål at undertrykke de europæiske folks modstand mod USAs angreb på deres vitale rettigheder, deres nationale frihed og uafhængighed, og at forvandle Vesteuropa til en halvkoloni for den amerikanske imperialisme, til base og opmarchområde til forberedelse af en ny krig.

Den Nordatlantiske blok forudser en direkte aggression imod de demokratiske stater i Østeuropa og fremfor alt mod Sovjetunionen som den demokratiske lejrs hovedkraft, som det pålidelige værn for folkenes fred og sikkerhed, deres frihed og uafhængighed.

Endelig er et af de vigtigste formål med Atlantpagten og dens projekterede forgreninger - pagter for middelhavsområdet, Det nære Østen og Det fjerne Østen - at forberede tilintetgørelse af den nationale frihedsbevægelse i kolonierne og de afhængige lande og at bekæmpe Den kinesiske Folkerepublik og Koreas folkedemokratiske Republik, som begge har vundet en stor sejr over de udenlandske imperialister og den hjemlige reaktion.

Den nordatlantiske, imperialistiske alliance under USAs ægide udgør således en trussel for hele den progressive menneskehed. Og det er fuldt berettiget, nar man sammenligner denne seneste, forbryderiske imperialistiske sammensværgelse med Hitlers og Mussolinis berygtede Anti-Kominternpagt, der undertegnedes, før de fascistiske aggressorer styrtede sig over Europas folk for at nedtrampe deres frihed og uafhængighed.

Ligesom Anti-Kominternpagten er Atlantpagten, som hyller sig i anti-kommunismens pjaltede fane, et program for aggression og krig, for at kvæle folkenes nationale uafhængighed og demokratiske rettigheder.

Kendsgerningerne viser således, at imperialisterne med USA-imperialisterne i spidsen forbereder en ny verdenskrig, og at de er rede til at styrte flertallet af verdens folk og lande ud i dette helvede for at nå en håndfuld milliardærers egoistiske mål.

For disse måls skyld forvandler de ledende kredse i USA Vesttyskland til deres militære springbræt i Europa og søger at trække det tyske folk ind i en ny krigs kødhakkemaskine.

For disse måls skyld forvandler de, med de britiske labourlederes direkte meddelagtighed, England til deres luft- og flådebase og agter at gøre det britiske folk til deres kanonføde.

En lignende skæbne forbereder de for folkene i Frankrig, Italien og andre europæiske stater.

Af hensyn til deres røveriske formål gør de amerikanske imperialister Japan til deres springbræt for en aggression imod USSR, Kinas folkerepublik, Nordkorea og folkene i stillehavsområdet og stræber efter at udnytte det japanske folk hertil.

I det nære østen skaber de amerikanske imperialister militærbaser og støttepunkter i Tyrkiet, Iran og Irak; de forvandler disse lande til deres drabanter og stræber efter at få tyrkerne, perserne og araberne til at kæmpe for USA-monopolisternes profitter.

Den amerikanske imperialismes strategi er kort og godt, sådan som den op til nu ganske tydeligt er fastlagt, beregnet på at forberede krigsbranden i alle dele af verden og at få folkene i alle kontinenter til at kæmpe på de amerikanske milliardærers befaling og til fordel for deres interesser.

De mest åbenhjertige af de amerikanske ledere, som f. eks. ovennævnte kongresmedlem Poage eller general Bradley, udtrykker åbent og kynisk som deres hensigt at »kæmpe med fremmede hænder« og at bruge soldaterne fra andre nationer som kanonføde for USA, der kun vil levere våben og stryge profitten.

Men disse hasarderede regninger gøres uden vært. Folkene i de lande, som USAs og Englands imperialister ønsker at tvinge til at kæmpe, er ikke det mindste interesserede i en krig, der ikke kan bringe dem andet end tunge ofre, ødelæggelse og ruin for deres lande.

Folkene har ikke brug for krigen, og de ønsker den ikke. Der er heller ikke brug for krig hos folkemasserne i USA, hvis monopolistiske kredse fremtræder som hovedanstiftere af krigen.

I rods den strøm af falsk propaganda, som udsendes af de imperialistiske aggressorer og deres medskyldige, bliver de jævne mennesker i USA stadig mere klar over, at krigen, hvis krigsanstifterne slipper den løs, kun ville bringe dem, de jævne mennesker, soldatertjeneste og død i fjerne lande, at krigen også ville komme til det amerikanske kontinent, og at den ville medføre den moderne bombnings rædsler og tilintetgørelse af mange generationers arbejde.

Atlantpagtens organisatorer, som åbenlyst stiler efter at slippe en ny verdenskrig løs, afbryder det internationale samarbejde og i første række samarbejdet med USSR og folkedemokratierne. De prøver at underminere FN’s organisation, idet de forsøger at gøre den til et instrument for deres røveriske hensigter og at modarbejde FN-generalforsamlingens beslutninger om forbud mod atomvåben og reduktion af rustningerne.

Politiken til afbrydelse af internationalt samarbejde har ført til den berygtede »kolde krig«, til en opblussen af krigspsykose og krigshysteri, til kunstigt at skabe en spændt international situation, som udnyttes af våbenfabrikanterne og de tøjlesløse krigsanstiftere.

Budapestprocessen mod Rajk-Brankovs spionbande afslørede en storstilet international sammensværgelse, organiseret af de engelsk-amerikanske imperialister imod folkedemokratierne og Sovjetunionen, imod fred og demokrati.

Denne imperialistiske sammensværgelse tilsigtede at virkeliggøre vidtrækkende planer: at styrte det demokratiske system i Ungarn og andre folkedemokratier med hjælp fra Titos fascistiske spionklike, som er blevet et agentur for den internationale reaktion, at løsrive disse lande fra fredens og demokratiets lejr, at etablere reaktionære, fascistiske regimer i disse lande, og at gøre landene i Sydøst- og Mellemeuropa til marionetter for imperialisterne og springbræt for aggression.

Et direkte resultat af Politiken til aggression og forberedelse af en ny krig er den uhæmmede kaprustning, der lægger en tung byrde på arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning i de kapitalistiske lande.

Det er tilstrækkeligt at sige, at de amerikanske militærudgifter i næste skatteår vil andrage 22 milliarder dollars, dvs. 20 gange mere end før krigen.

Ifølge Nourse, den tidligere formand for det økonomiske råd hos USAs præsident, er den amerikanske forbundsregerings militære udgifter pr. uge større end forbundsregeringens årlige udgifter til folkeopdragelse. Den sum, der er bevilget til militære formål pr. uge, kunne fuldt ud dække forbundsudgifterne til det offentlige sundhedsvæsen et helt år.

Truman-regeringen, som foretager en rasende kaprustning, anvender således årligt 26 gange mere til krigsforberedelse end til landets folkeoplysning og sundhedsvæsen tilsammen.

I England er militærudgifterne nu tre gange højere end i 1939. Den politik, som er kendt under Hitlers slagord »kanoner i stedet for smør«, gennemføres også i andre marshalliserede stater.

Det siger sig selv, at denne politik, som ledsages af en umådelig forøgelse af skattebyrden, fører til en skarp forværring af de arbejdende massers økonomiske stilling i alle kapitalistiske lande. Under deres krigsforberedelser foretager de kapitalistiske monopoler et voldsomt angreb på arbejderklassens og alle arbejdendes levestandard. Dette finder udtryk i en forstærket udbytning af arbejderne ved at intensivere arbejdet og formindske arbejdslønningerne. Det finder udtryk i masseafskedigelser af arbejdere i de ikke-militære grene af industrien.

Krigsforberedelserne ledsages også af forstærkede angreb på det arbejdende folks demokratiske rettigheder.

For at bane vej for deres udenrigspolitiske eventyr og slippe krigen løs forsøger imperialisterne at kvæle arbejderbevægelsen og den almindelige demokratiske bevægelse og at åbne sluserne for fascificering og fuldstændig militarisering af det indre styre.

Allerede i 1927 sagde kammerat Stalin, at imperialismen ikke kunne forberede en ny krig uden at undertrykke oppositionen mod krig, uden at undertrykke masserne. »For at føre krig,« sagde kammerat Stalin, »er det ikke tilstrækkeligt, at rustningerne forøges, at der organiseres nye koalitioner. Det er også nødvendigt at befæste baglandet i de kapitalistiske lande. Ikke et eneste kapitalistisk land kan føre en alvorlig krig uden i forvejen at forstærke sit eget bagland, uden at tæmme »sine egne« arbejdere, uden at tæmme »sine egne« kolonier. Deraf kommer den gradvise fascifisering af de borgerlige regeringers politik.« (J. Stalin: Samlede værker, 10. bd., s. 282, russ.).

»Korstoget« mod kommunismen, forfølgelsen og den åbne terror mod kommunistiske partier (USA, Frankrig, Australien, Indien, landene i Latinamerika og Det mellemste Østen, osv.), arbejderfjendtlige og fagforeningsfjendtlige love (USA, Grækenland, Tyrkiet og andre), dannelsen af reaktionære regimer i de marshalliserede lande oprettede på Washingtons ordre og underdanige over for dollarimperialismen, genoplivelsen af fascismen i Vesttyskland, udnyttelsen af Titos fascistiske spionklike til undergravningsarbejde i de folkedemokratiske lande - alt dette er led af en og samme kæde til forberedelse af krigen. Under anti-kommunismens flag danner krigsanstifterne en slags »hellig alliance« mellem imperialismens, fascismens, Vatikanets og højre-socialdemokraternes kræfter.

Samtidig har den imperialistiske lejr i stor stil udfoldet ideologiske forberedelser til en ny krig. Der søges stadig nye midler, som kan bearbejde den offentlige mening, vildføre masserne med en rasende propaganda for menneskefjendtlige raceidéer og puste til atombombepsykose og krigshysteri. Alle midler til psykologisk påvirkning er taget i brug: presse, litteratur, radio, biograf og kirke.

Krigsanstifterne og deres medskyldiges propaganda er forsynet med en yderst enfoldig idébagage, hvad der imidlertid ikke betyder, at den ikke gør fortræd.

Dens hovedindhold består i en lovprisning af »amerikansk livsform« og det borgerlige demokrati, propaganda for den angel-saksiske races overlegenhed, kaskader af tøjlesløse løgne og bagvaskelser imod USSR og andre fredselskende stater, propaganda for kosmopolitisme og fornægtelse af den nationale suverænitet, med det formål at undergrave folkenes vilje til modstand mod de engelsk-amerikanske imperialisters anslag.

Et vigtigt middel til ideologisk bearbejdelse af de »amerikaniserede« lande er at oversvømme dem med amerikanske detektivromaner og Hollywoodfilm, hvori gangstere, mordere, sadister, sædelighedsforbrydere, skinhellige og hyklere uafladelig fremtræder som helte. Den slags »kunst« og »litteratur« forgifter og fordummer læsere og tilskuere.

Propagandaen for en ny krig flyder i en bred strøm fra spalterne i den amerikanske presse og den reaktionære presse i andre lande. Skønt FN-generalforsamlingens andet møde vedtog en særlig beslutning om fordømmelse af krigspropaganda, så undlader de ledende kredse i USA og England ikke blot at træffe forholdsregler til at tæmme krigsanstifterne og krigspropagandisterne, men opmuntrer dem tværtimod.

Side om side med de korrumperede skriblere i den reaktionære presse og radio optræder nu en hel klynge officielle statsmænd - ministre i Truman-regeringen, medlemmer af kongressen, generaler, admiraler og engelske lorder - som åbent råber på krig.

I lighed med de fascistiske aggressorer før Den anden Verdenskrig forbereder den engelsk-amerikanske imperialistiske blok således i alle henseender en ny krig: militærstrategiske forholdsregler, politisk tryk og afpresning, økonomisk ekspansion og slavebinding af folkene, ideologisk vildføring af masserne og forstærkelse af reaktionen på alle områder af det offentlige liv.

De ledende kredse i USA og England nærer den vanvittige idé, at de med våbenmagt kan indordne hele verden under deres herredømme, og truer menneskeheden med et nyt verdensblodbad. Det er derfor de engelsk-amerikanske imperialisters aggressive, militærpolitiske sammensværgelse udgør en umådelig trussel mod verdens skæbne, mod millioner jævne menneskers liv og velfærd, mod alle folks nationale uafhængighed og demokratiske landvindinger.

II.

Fredens, demokratiets og: socialismens lejr bliver stærkere og fastere.

Det ville imidlertid være en dyb vildfarelse at tro, at den febrilske aktivitet, som udfoldes af den imperialistiske lejr, er udtryk for styrke, udtryk for, at det er umuligt at forhindre krigen.

De to forløbne år var år, hvor imperialismens lejr blev yderligere svækket, hvor nye led af imperialismens kæde faldt ud, og hvor alle dens indre og ydre modsigelser skærpedes.

Samtidig voksede kræfterne i fredens, demokratiets og socialismens lejr støt i antal og styrke igennem denne periode. Derfor findes der nu, trods den imperialistiske lejrs så udstrakte krigsforberedelser, en mægtig og for hver dag større barriere på krigsanstifternes vej.

Medens imperialismens lejr, ledet af USA, forbereder sig på militære eventyr, konsoliderer den anti-imperialistiske lejr alle sine styrker for beslutsomt at afvise de krigeriske, imperialistiske aggressorer, og den fører en hårdnakket kamp for at isolere anstifterne af en ny krig og for at krydse deres uhyrlige planer.

De demokratiske kræfter i verden vokser uden sammenligning hurtigere end krigsanstifternes dunkle kræfter. Forholdet mellem kræfterne på den internationale arena har forandret sig radikalt og fortsætter med at forandre sig til fordel for fredens, demokratiets og socialismens lejr.

Om væksten og konsolideringen af denne lejr vidner fremfor alt den yderligere vækst af Sovjetunionens magt, som står i spidsen for den anti-imperialistiske lejr, i spidsen for kampen for en varig fred. Bristede for bestandig er de imperialistiske kredses forhåbninger om, at Sovjetunionen, som bar krigens hovedbyrde på sine skuldre, ikke skulle overvinde vanskelighederne, som forårsagedes af krigen og de tysk-fascistiske røveres hærgen på en del af det sovjetiske territorium.

Sovjetunionen oplever et mægtigt opsving inden for alle områder af folkehusholdningen og kulturen. Lad d’herrer imperialister tænke over de offentliggjorte oplysninger om opfyldelsen af efterkrigs-femårsplanen i sovjetlandet.

I oktober i år oversteg produktionen i sovjetindustrien den gennemsnitlige månedlige produktion i førkrigsåret 1940 med mere end 50 %, og den overskred det gennemsnitlige månedlige produktionsniveau, som femårsplanen forudser for 1950.

Medens økonomien i de kapitalistiske lande frembyder et billede på modnende krise og nedgang, som bliver bestandig værre under indflydelse af umådelige militærudgifter, så går det uafbrudt opad for Sovjetunionens økonomi, fra år til år, fra måned til måned.

I de første 10 måneder af 1949 blev den udvidede plan for industriproduktionen overopfyldt, bruttoproduktionen for hele industrien steg 20 % i sammenligning med den tilsvarende periode i fjor.

Støt og sikkert går det fremad for landbruget. I år var brutto-kornhøsten større end i 1948 og den oversteg også høsten fra førkrigsåret 1940. Bedre end i fjor og over førkrigsniveauet var høsten af bomuld, hør og mange andre industriafgrøder. Den samfundsmæssige husdyravl forøgedes betydeligt.

På grundlag af væksten i folkehusholdningen stiger sovjetmenneskenes materielle og kulturelle levestandard yderligere, hvad der inspirerer dem til at tilkæmpe sig bestandig nye resultater.

Det er nu allerede fuldstændig klart, at de frie sovjetmenneskers selvfornægtende slid, millioner af Stakhanov-arbejderes slid, vil sikre, at efterkrigs-femårsplanen til udvikling af USSRs folkehusholdning opfyldes før tiden.

Dette vil ikke blot betyde en yderligere konsolidering af sovjetstatens magt, men også en styrkelse af fredens og demokratiets tilhængeres hele lejr.

Det sovjetiske socialistiske systems store livskraft finder også udtryk i den betydelige tekniske fremgang, der er opnået i sovjetlandet. Stadig ny teknik vokser frem, tilegnes og indføres i produktionen.

Som udtryk for denne tekniske fremgang og for videnskabens udvikling i vort land tjener, at man erhvervede atomenergiens hemmelighed på kort tid og berøvede USA monopolet på atomvåben.

Erklæringen fra Tass den 25. september 1949 om, at Sovjetunionen beherskede atomvåbnets hemmelighed og havde dette våben til sin disposition allerede i 1947, pulveriserede de »profetier«, som de imperialistiske magters ledende kredse og deres føjelige borgerlige videnskabsmænd ofte har fremsat om, at russerne ikke kunne være i besiddelse af atomvåbnet tidligere end i 1952.

Denne Tass-meddelelse bragte vildrede og forvirring i imperialisternes og krigsanstifternes lejr, svækkede denne lejrs kræfter og førte et knusende slag mod Trumans og Churchills »atomdiplomati«, der byggede sine beregninger på atombombe-monopolet og med dette våben ville tvinge folk med svage nerver til at krybe til korset.

Samtidig hilser alle fredstilhængere med begejstring Sovjetunionens besiddelse af atomvåbnet som en sejr for fredens sag, for de ved, at sovjetregeringen er tro mod sin fredspolitik, og at den, uanset at den har atomvåbnet i sin besiddelse, fastholder sit tidligere standpunkt om ubetinget forbud mod anvendelse af atomvåben.

Sovjetunionens fredselskende udenrigspolitik sammen med de folkedemokratiske landes udenrigspolitik er den mægtigste faktor til styrkelse af fredens og demokratiets lejr. I overensstemmelse med alle jævne menneskers vitale interesser verden over inspirerer og konsoliderer den fredsforkæmpernes rækker og styrker deres vilje til sejr.

Sovjetregeringens fredspolitik er en følge af selve karakteren af vort socialistiske samfund, hvor der ikke findes klasser, som har interesse i krige. Sovjetstaten er afgjort fjende af national og racemæssig undertrykkelse, og dens udenrigspolitik hviler på respekt for alle folks rettigheder og uafhængighed, hvad enten det drejer sig om store eller små folk.

Sovjetfolket er grebet af begejstring i opbygningen af kommunismen og er umiddelbart interesseret i fredens bevarelse. Vort folk nærer dyb tillid til, at det socialistiske samfundssystem, som det har skabt, garanterer sejren i en fredelig konkurrence med kapitalismens system.

Sovjetregeringens udenrigspolitik i dens forhold til kapitalistiske stater går ud fra muligheden af et socialistisk og et kapitalistisk systems samtidige eksistens og af et fredeligt samarbejde imellem dem. Allerede i 1934 formulerede kammerat Stalin denne politik med fuld klarhed og præcision med følgende ord: »Vor udenrigspolitik er klar. Den er en politik til fredens bevarelse og til styrkelse af handelsforbindelsen med alle andre lande. Sovjetunionen tænker ikke på at true nogen som helst og end mindre på at overfalde nogen. Vi er for freden og forsvarer fredens sag. Men vi lader os ikke skræmme af trusler, og hvis krigsanstifterne slår løs på os, er vi klar til at slå igen.«

De af sovjetregeringen på FN-generalforsamlingens sidste møde stillede forslag om at fordømme de forberedelser til en ny krig, som træffes i en række lande, især i USA og Storbritannien, om at træffe praktiske forholdsregler til et ubetinget forbud mod atomvåben samt om afslutning af en pagt mellem de fem stormagter til styrkelse af freden - disse forslag udgør et værdifuldt bidrag til kampen for freden og et nyt slag mod krigsanstifternes lejr.

Om væksten og styrkelsen af kræfterne i fredens, demokratiets og socialismens lejr vidner også de store resultater, som er nået af de folkedemokratiske lande, der varigt er slået ind på vejen til opbygning af socialismen.

Den hurtige økonomiske og kulturelle fremgang i Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Albanien, den heldige opfyldelse af planerne for deres folkehusholdning, forøgelsen af befolkningens materielle velstand, konsolideringen af de indre kræfter i folkedemokratierne, dannelsen af forenede marxistisk-leninistiske arbejderpartier, som marcherer i fortroppen i kampen for socialismen, styrkelsen af venskabet, og den gensidige politiske, økonomiske og kulturelle samvirken og bistand imellem folkene i Sydøsteuropa, styrkelsen af deres økonomiske og kulturelle forbindelser med USSR - alt dette udgør et alvorligt bidrag til den fælles sag til styrkelse af den antiimperialistiske, demokratiske lejrs magt og sammentømring af dens kræfter.

De økonomiske, politiske og kulturelle resultater i de folkedemokratiske lande tjener andre folk som et anskueligt eksempel på, hvorledes det - uden at gribe til slaveaftaler med imperialismen, men ved at støtte sig på egne kræfter, på gensidigt samarbejde og broderlig hjælp fra Sovjetunionen og under bevarelse af økonomisk og national uafhængighed - er muligt indenfor et kort tidsrum at hele de sår, som krigen og det fascistiske herredømme har forvoldt, og at sikre en hurtig fremgang for industrien og de andre grene af økonomi og kultur.

Afsløringen af den forræderiske Tito-klike under Rajk-Brankov-processen i Budapest og fiaskoen for verdensreaktionens nedrige beregninger om at genoprette kapitalismen i folkedemokratierne vidner om de folkedemokratiske regimers styrke og fasthed.

Væksten og konsolideringen af de antiimperialistiske kræfter viser sig yderligere i de nationale frihedsbevægelsers vældige resultater i kolonierne og de afhængige lande. En historisk sejr blev vundet af det kinesiske folk, som styrtede Kuomintang-regimet, landsforræderiets, koloniudbytningens og den feudale undertrykkelses regime. Oprettelsen af Kinas folkerepublik er et hårdt slag mod den amerikanske imperialismes røveriske planer om at gøre Kina til sin koloni og springbræt for ny militær aggression, den bryder en ny vældig breche i imperialismens system og indleder et nyt kapitel af den nationale befrielseskamp, som føres af alle folk, der undertrykkes af imperialismen. Kinas optagelse i de demokratiske, fredselskende staters familie betyder en yderligere forandring af styrkeforholdet på den internationale arena til fordel for demokratiets og fredens lejr og udvider og styrker fredens front.

Et særdeles vigtigt fremskridt for fredens og demokratiets lejr og et nyt nederlag for den imperialistiske lejr er også dannelsen af Den tyske Demokratiske Republik, en begivenhed, som kammerat Stalin i sin hilsen til Wilhelm Pieck og Otto Grotewohl karakteriserede som et vendepunkt i Europas historie.

Denne historiske handling er udtryk for, at de demokratiske kræfter i det tyske folk vokser og konsolideres; det er kræfter, som kæmper for et forenet, demokratisk og fredselskende Tyskland, kræfter, som drager rigtige konklusioner af de to verdenskrige, og som ikke længere ønsker at blive udnyttet som landsknægte af aspiranter til verdensherredømmet.

De demokratiske kræfters sejr i Tyskland, hvor de tager landets skæbne i deres egne hænder, er et nyt nederlag for de engelsk-amerikanske krigsanstiftere. Som kammerat Stalin påpeger: »Der kan ikke være tvivl om, at eksistensen af et fredselskende demokratisk Tyskland ved siden af eksistensen af den fredselskende Sovjetunion udelukker muligheden for nye krige i Europa, sætter bom for blodsudgydelserne i Europa og gør det umuligt for verdensimperialisterne at trælbinde de europæiske lande«.

Et talende vidnesbyrd om væksten af den demokratiske lejrs kræfter og svækkelsen af imperialismens positioner er også det opsving, som overalt mærkes for den demokratiske bevægelse og i særdeleshed arbejderbevægelsen med de kommunistiske partier i spidsen.

Styrkelsen af de kommunistiske partiers indflydelse blandt masserne trods den rasende hetz mod kommunisterne fra hele verdensreaktionens lejr og opsvinget i arbejderklassens strejkebevægelse i alle kapitalistiske lande i Europa, Amerika og Australien er det bedste bevis herfor.

Et klart vidnesbyrd om den stadig voksende og stadig fastere styrke af fredens og demokratiets lejr er den mægtige bevægelse af fredens tilhængere, som allerede omfatter hundreder af millioner mennesker.

For første gang i menneskehedens historie er der opstået en organiseret fredsfront, som har sat sig som mål at frelse menneskeheden fra en ny verdenskrig, at isolere kliken af anstiftere af en ny krig og at sikre et fredeligt samarbejde mellem folkene. Denne bevægelse genspejler de grundlæggende forandringer, som har fundet sted i verden som følge af folkenes frihedskrig imod det truende fascistiske slaveri. Den vidner også om en hidtil uset vækst af massernes politiske bevidsthed og om, at folkene har draget lære af den bitre erfaring fra to verdenskrige og er fyldt af en ubøjelig vilje til at forhindre en ny krig, forsvare fredens sag og krydse krigsanstifternes uheldssvangre planer.

Folkene, som har gennemgået de sidste tiårs strenge erfaring, tager nu fredsforsvarets sag i deres egne hænder - det er et af de vigtigste, karakteristiske træk ved fredstilhængernes bevægelse.

Hvordan krigsanstifterne og deres medskyldige end raser, så adskiller den historiske situation idag sig på grundlæggende måde fra den situation, i hvilken første og anden verdenskrig blev forberedt. »Folkene mindes alt for levende den nylige krigs rædsler, og de samfundskræfter, som forfægter freden, er alt for store til, at Churchills elever i aggression kan overvinde dem og dreje dem over på en ny krigs side.« (J. Stalin).

At frelse verden fra en ny krig er ikke en utopisk drøm, men en reel mulighed under de nuværende konkrete historiske betingelser. Hvis folkene er årvågne, aktive og forenede i deres kamp for freden, hvis de viser standhaftighed og hårdnakkethed i forsvaret for fredens sag, vil det ikke lykkes krigsanstifterne at virkeliggøre deres blodige hensigt, at tænde en tredie verdenskrigs flammer.

Styrken af fredstilhængernes bevægelse beror på, at den omfatter hundreder af millioner mennesker fra arbejderklassen, bønderne, intelligensen og byernes mellemlag, uanset deres race, nationalitet og religiøse eller politiske overbevisning.

Fredsbevægelsens kraft og styrke beror endvidere på, at den har antaget en organiseret karakter. Fredens forkæmpere bliver bedre og bedre konsolideret og organiseret i lokal, national og international målestok.

Bevægelsen af fredens tilhængere opstod som en masseprotestbevægelse mod Marshallplanen og de aggressive vest- og nordatlantiske unioner. Millioner af mennesker i Frankrig, Italien og andre lande rejste deres stemmer imod den amerikanske imperialismes politik og tog del i proteststrejker og demonstrationer og indsamling af underskrifter på fredspetitioner.

Af stor betydning for udfoldelsen af fredsforkæmpernes bevægelse var kulturarbejdernes kongres i Wroclaw til forsvar for freden; Demokratiske Kvinders Verdensforbunds internationale kongres i Budapest (efteråret 1948) og i særdeleshed Verdensfredskongressen, der afholdtes i Paris og Prag d. 20.-25. april og som repræsenterede 600 millioner organiserede forkæmpere for freden.

Bevægelsen for fredens forsvar er uafbrudt vokset og konsolideret. Den 2. faglige verdenskongres i Milano først i juli godkendte manifestet, der blev udsendt af kongressen i Paris, og opstillede et konkret aktionsprogram for de 72 millioner fagforeningsmedlemmer, som er organiseret i det Faglige Verdensforbund.

Nationale fredskongresser er blevet afholdt i en række lande. Over hele Vesteuropa rullede en bølge af strejker, folkedemonstrationer og protestmøder imod ratifikationen af Atlantpagten.

I mange lande er der oprettet nationalkomiteer til forsvar for freden, og organisationen af fredskomiteer i byer, fabrikker og kontorer er begyndt.

Bevægelsen af fredens forkæmpere vinder også terræn i USA og Storbritannien, hvis folk mere og mere mærker byrden af den skæbnesvangre, aggressive politik, deres ledende kredse fører.

På denne måde, kammerater, viser en kort oversigt over den internationale situation, at i kampen mod imperialisme og krig er fredens, demokratiets og socialismens kræfter vokset i antal og styrke. Den fortsatte vækst af Sovjetunionens magt, den politiske og økonomiske befæstelse af folkedemokratierne, som er begyndt at opbygge socialismen, folkerevolutionens historiske sejr i Kina, oprettelsen af Den tyske Demokratiske Republik, styrkelsen af de kommunistiske partier og væksten af den demokratiske bevægelse i de kapitalistiske lande, det vældige omfang af bevægelsen af fredens tilhængere - alt dette betegner en betydelig udvidelse og konsolidering af den anti-imperialistiske og demokratiske lejr.

Samtidig mister den imperialistiske og anti-demokratiske lejr den ene position efter den anden. Den demokratiske og socialistiske lejrs sejre, den fortsatte skærpelse af det kapitalistiske systems almindelige krise, samt skærpelsen af alle ydre og indre modsætninger i dette system vidner om den voksende svækkelse af den imperialistiske lejr og om den historiske fordømmelse af hele det kapitalistiske system.

Modsætningerne mellem de imperialistiske magter i verdensreaktionens egen lejr skærpes og kan ikke undgå at skærpes, uanset hvordan disse modsætninger kamufleres ved, at disse magter fører anti-sovjetisk og anti-kommunistisk politik i fællesskab.

Den amerikanske politiks kolonikarakter i forhold til de »marshalliserede« lande, den amerikanske imperialismes politik til slavebinding af Vesteuropa og andre kapitalistiske lande, den rasende konkurrencekamp om markeder og om udbytning af kolonierne uddyber, især under den økonomiske krises betingelser, modsætningerne mellem USA og Storbritannien.

Også modsætningerne indenfor de kapitalistiske lande skærpes og kan ikke undgå at skærpes. I strid med alle profetier fra borgerlige »besværgere af økonomiske storme« er den økonomiske krise uundgåeligt ved at modnes både i Amerika og Europa. Produktionen daler, eksporten og den hjemlige detailhandel daler. Arbejdsløsheden vokser bestandig. Antallet af helt og delvis arbejdsløse i de kapitalistiske lande når allerede det vældige tal 40 millioner. I forbindelse med rustningskapløbet tynges det arbejdende folk af en stadig voksende skattebyrde. Arbejderklassens lønninger og hele levestandard daler stadig hurtigere. Devalueringen af valutaerne, som blev gennemført i de fleste kapitalistiske lande, udgør en ny plyndring af de arbejdende, for med deres allerede magre lønninger kan de nu købe endnu mindre mængder af de livsnødvendige ting. Det arbejdende folks materielle vilkår bliver utålelige.

En sådan situation kan kun føre til en skærpelse af den indre politiske situation i de kapitalistiske lande, den kan ikke andet end fremkalde alvorlige klassekampe.

Alt dette svækker og vil fortsætte med at svække den imperialistiske lejrs kræfter, krigsanstifternes kræfter.

Wall Street og City imperialisternes hasarderede udenrigspolitik svækker igen yderligere den anti-demokratiske lejr.

Denne politik lider nederlag efter nederlag. »Atomdiplomatiets« sammenbrud, Marshallplanens fiasko, de imperialistiske undergravningsplaners fiasko i Sydøst- og Mellemeuropa, den amerikanske politiks fallit i Kina - dette er blot en ufuldstændig opregning af de fiaskoer, imperialisternes udenrigspolitik har været udsat for.

Det er klart, at skærpelsen af alle kapitalismens modsætninger og svækkelsen af kræfterne i den imperialistiske lejr skyldes selve kapitalismens natur. Og de engelsk-amerikanske imperialisters hasarderede udenrigspolitik fremskynder denne proces.

III.

De kommunistiske partier og arbejderpartierne i spidsen for kampen mod krigssanstifterne

Svækkelsen af den anti-demokratiske, imperialistiske lejr bør ikke føre til den slutning, at faren for krig er blevet svækket. En sådan slutning ville være dybt fejlagtig og skadelig.

Den historiske erfaring lærer, at jo mere håbløs stillingen er for den imperialistiske reaktion, jo mere raser den, jo større er faren for, at den skal kaste sig ud i militære eventyr.

Forandringen af styrkeforholdet på verdensarenaen til fordel for fredens og demokratiets lejr fremkalder nye udbrud af vildt raseri i imperialismens og krigsanstifternes lejr. De engelsk-amerikanske imperialister håber, at de ved hjælp af en krig kan ændre den historiske udviklings gang, løse deres ydre og indre modsætninger og vanskeligheder, konsolidere monopolkapitalens positioner og vinde verdensherredømme.

For at krydse de imperialistiske aggressionsplaner kræves den største årvågenhed fra folkenes side, en yderligere udvidelse af fredsfronten og yderligere samling og aktiv kamp af alle kræfter, der går ind for fred.

Den fremvoksende antikrigsbevægelse vidner om de bredeste folkemassers vilje og beredvillighed til at værne freden og forhindre aggressorerne i at styrte menneskeheden ud i en ny udryddelseskrigs blodbad. Opgaven er nu at omsætte denne massernes vilje til aktive, konkrete aktioner med henblik på at krydse de engelskamerikanske krigsanstifteres planer og forholdsregler.

Hele den historiske erfaring fra antikrigsbevægelsen forud for den første verdenskrig og især forud for den anden verdenskrig viser, at det ikke er tilstrækkeligt at ønske freden, det er nødvendigt aktivt at kæmpe for den, at benytte alle kræfter og løftestænger, der modvirker forberedelsen og udløsningen af en krig.

I en situation, hvor truslen om en ny krig forstærkes, påhviler der de kommunistiske partier og arbejderpartierne et stort historisk ansvar. De kommunistiske partier og arbejderpartierne må anvende alle kampmidler til at sikre en stabil og varig fred og indrette hele deres virksomhed efter denne opgave, som nu er den centrale.

Det er nødvendigt at arbejde endnu mere hårdnakket på at konsolidere og udvide bevægelsen af fredens tilhængere, at drage nye afsnit af befolkningen ind i denne bevægelse og gøre den til nutidens uimodståelige bevægelse af hele folket. Denne bevægelse kan og bør omfatte alle, som værdsætter fred, ære, national frihed og suverænitet for deres land, uden hensyn til deres politiske overbevisning, religiøse anskuelser eller partimedlemskab.

Med særlig opmærksomhed må man arbejde på at udvide fredsbevægelsen med fagforeninger, kvinde-, ungdoms-, kooperative, sports-, kultur- og oplysnings-, religiøse og andre organisationer samt videnskabsmænd, forfattere, journalister, kulturpersonligheder, parlamentsmedlemmer og andre politiske og offentlige personligheder, som handler til forsvar for freden og imod krigen.

Af afgørende betydning for den yderligere udvikling af bevægelsen af fredens tilhængere er det, at arbejderklassen deltager mere og mere aktivt i denne bevægelse, at den svejses sammen og opretter enhed i sine rækker. Derfor er det en hovedopgave for de kommunistiske partier og arbejderpartierne at drage de bredeste lag af arbejderklassen ind i fredsforkæmpernes rækker, at skabe en solid enhed i arbejderklassen, beslutsomt at bekæmpe de højresocialdemokratiske splittelsesfolk og desorganisatorer af arbejderbevægelsen, og at organisere fælles aktioner af forskellige afsnit af proletariatet på grundlag af en fælles holdning til kampen for freden og for landets nationale uafhængighed.

Arbejderklassens fagforeninger indtager allerede en æresplads blandt forkæmperne for freden og imod krigsanstifterne. Det Faglige Verdensforbund optræder som aktiv forkæmper for fred og internationalt samarbejde og som organisator af millioner af arbejdere og funktionærer til kampen mod anstifterne af en ny krig. De faglige organisationer under FVF spiller en stor rolle ved organisationen af fredens tilhængere. I mange lande er de initiativtagerne til den nationale fredsbevægelse og til dannelsen af nationalkomiteer til forsvar for freden. Fagforeningerne har spillet en førende rolle ved organiseringen af strejker og demonstrationer til protest mod den aggressive Atlantpagt og også ved organiseringen af folkelige adresser og andre foranstaltninger af massekarakter til forsvar for freden, national uafhængighed og frihed for folkene.

Imidlertid kan fagforeningerne gøre langt mere for at udfolde hele folkets kamp imod anstifterne af en ny krig, og for yderligere at aktivisere fredstilhængernes lejr. Fredskomitéer i fabriker og institutioner, som fredskongressen i Paris og fagforeningskongressen i Milano opfordrede til at danne, kan og bør blive det centrale led i fagforeningernes aktivitet på dette område. Sådanne komitéer er allerede blevet dannet i mange virksomheder i Frankrig, Holland, England og andre lande.

Idet de forener arbejdere og funktionærer uden hensyn til nationalitet og partimæssigt eller fagligt medlemsskab bør fredskomitéerne blive kampcentrer, som fremmer det arbejdende folks brede enhed til forsvar for freden, demokratiet og de udbyttede folkemassers livsinteresser.

Talrige kendsgerninger som f. eks. adressen til FNs generalforsamling til støtte for forslagene om forbud mod atomvåbnet og reduktion af stormagternes rustninger - en adresse med underskrifter fra 11 millioner kvinder i Italien, Tjekkoslovakiet og den tyske østzone - og deltagelsen af kvindeorganisationer og Kvindernes Demokratiske Verdensforbund i kongresserne i Paris og Prag viser, hvilken alvorlig kraft i kampen for freden kvinderne og deres organisationer udgør.

Den demokratiske ungdom i alle lande demonstrerede sin vilje til fred og sin beredvillighed til at kæmpe for den på den arbejdende ungdoms verdenskonference i Warszawa i 1948 og på ungdommens internationale kongresser og festivaler i 1947 og 1949. Demokratisk Ungdoms Verdensforbud, som i sine rækker forener 60 millioner unge mænd og kvinder, er en aktiv forkæmper for fredens sag.

Opgaven for arbejderklassen, for de kommunistiske partier og for arbejderpartierne er at lede alle samfundsmæssige masseorganisationers kamp for freden og give den en målbevidst og effektiv karakter.

For at forene brede afsnit af befolkningen i kampen for freden bør man anvende forskellige former og metoder: massedemonstrationer, store og små møder, udarbejdelse af adresser og protester, rundspørge i befolkningen, oprettelse af fredskomitéer i by og på land, hvad der for eksempel er praktiseret i vid udstrækning i Frankrig og Italien.

Ved gennemførelsen af forholdsregler i kampen for freden kan man selvfølgelig ikke handle efter en skabelon. Det er nødvendigt at gå ud fra de konkrete betingelser i hvert land og kyndigt kombinere bevægelsens forskellige former og metoder med de generelle opgaver.

Da krigsanstifterne ikke har nogen støtte blandt masserne, forsøger de, som vi har set, at bedrage folkene med al slags smuk propaganda. Af denne grund bør afsløringen af krigsanstifternes propaganda og udbredelsen af sandfærdig information om deres folkefjendtlige virksomhed ikke have karakter af en kort kampagne, men må gennemføres dag ud og dag ind.

De kommunistiske partier og arbejderpartierne bør modvirke aggressorernes og deres lejede pressegangsteres falske og menneskefjendske propaganda med den bredeste propaganda for en solid og varig fred mellem folkene og ustandselig afsløre de aggressive blokke og militær-politiske alliancer. Det er nødvendigt at forklare bredt og udførligt, at en ny krig ville bringe folkene enorme ulykker og ødelæggelser uden sidestykke, at kampen imod krigen og til forsvar for freden er en sag, der angår alle folk i verden.

Fredens kræfter og fremfor alt de kommunistiske partier bør tilstræbe, at propagandaen for krig, for racehad og fjendskab mellem folkene, som føres fra de imperialistiske agenters side, møder en skarp fordømmelse fra alle dele af den demokratiske offentlige mening, at ikke en eneste handling fra krigsprovokatørernes side skal savne svar under de forskelligste former, indbefattet masseboykot af film, aviser, bøger, tidsskrifter, radioselskaber, organisationer og personer, som gør sig til talsmand for krig.

Forberedelserne til en ny krig er uløseligt forbundet med den amerikanske imperialismes slavebinding af lande i Europa og andre kontinenter. Marshallplanen, Vestunionen, Atlantpagten - alle disse led af den skæbnesvangre sammensværgelse mod freden er på samme tid led i en lænke, de transatlantiske monopolister har anbragt om halsen på andre folk.

De kommunistiske partier og arbejderpartierne i de kapitalistiske lande har pligt til at forbinde kamp for national uafhængighed med kamp for freden, utrætteligt at afsløre den unationale, forræderiske karakter af den politik, der føres af de borgerlige regeringer, som er blevet direkte diskenspringere for den amerikanske imperialisme, at samle og forene alle demokratiske, patriotiske kræfter i hvert land omkring parolen om at bryde det nedværdigende amerikanske åg og at antage en uafhængig udenrigs- og indenrigspolitik, som er i overensstemmelse med folkenes nationale interesser. De kommunistiske partier og arbejderpartierne må løfte fanen til forsvar for deres landes nationale uafhængighed og suverænitet.

De kommunistiske partier og arbejderpartierne må også samle de brede masser til forsvar for de demokratiske rettigheder og friheder, utrætteligt forklare dem, at forsvaret for freden er uløseligt forbundet med forsvaret for arbejderklassens og alle arbejdendes livsinteresser, at kampen for freden samtidig er kampen mod fattigdom, sult og fascisme.

Særlig vigtige opgaver står for de kommunistiske partier i Frankrig, Italien, England, Vesttyskland og andre lande, hvis folk de amerikanske imperialister ønsker at anvende som kanonføde for at gennemføre deres aggressive planer. Deres pligt er det med stadig større energi at udfolde kampen for at bevare freden og for at krydse de engelsk-amerikanske krigsanstifteres kriminelle hensigter.

Jævnsides med afsløringen af de imperialistiske krigsanstiftere og deres medskyldige står de kommunistiske partier og arbejderpartierne i folkedemokratierne og i Sovjetunionen overfor den opgave yderligere at konsolidere fredens og socialismens lejr ved at forsvare freden og folkenes sikkerhed.

En fuldstændig afsløring af de højresocialdemokratiske partiers ledere bliver ved med at være en bydende nødvendig opgave for de kommunistiske partier. Begivenhedernes forløb har fuldt ud bekræftet rigtigheden af den vurdering, det kommunistiske Informationsbureaus første konference gav af højresocialdemokraterne, der spiller en beskidt rolle som imperialismens agenter, som krigsanstifternes medskyldige, som forrædere mod folkets nationale interesser, forrædere, der dækker over deres foragtelige virksomhed med socialistisk frasemageri og kosmopolitisk snak. Derfor må de kommunistiske partier og arbejderpartierne samtidig med, at de utrætteligt kæmper for freden, dagligt afsløre de højresocialdemokratiske spidser som fredens værste fjender.

På samme tid er det nødvendigt på enhver måde at udvikle og konsolidere samarbejde og aktionsenhed i kampen for freden med de socialdemokratiske partiers grundorganisationer og menige medlemmer, at støtte alle virkelig ærlige elementer i disse partiers rækker og forklare dem de skæbnesvangre følger af de reaktionære højrefløjlederes politik.

En betydelig rolle ved gennemførelsen af deres aggressive planer, især i Mellem- og Sydøsteuropa, har de engelsk-amerikanske imperialister tildelt den jugoslaviske Titoklike, som gør spionagetjeneste for imperialisterne. Opgaven at forsvare freden og bekæmpe krigsanstifterne kræver derfor yderligere afsløring af denne klike, som er deserteret til fredens, demokratiets og socialismens værste fjender, til imperialismens og fascismens lejr.

*

Kammerater! Under krigen imod fascismen var de kommunistiske partier fortroppen for folkenes modstand mod okkupanterne. I efterkrigsperioden er de kommunistiske partier og arbejderpartierne de forreste forkæmpere for deres folks livsinteresser, for fredens sag i hele verden. Under deres ledelse er alle modstandere af en ny krig, arbejdere såvel som videnskabens og kulturens folk, samlede i fredens mægtige front, i stand til at forpurre imperialisternes forbryderiske hensigter.

Demokratiets kræfter, fredstilhængernes kræfter, er reaktionens kræfter langt overlegne. Opgaven er nu at styrke og udvikle fredstilhængernes mægtige bevægelse endnu mere, at gøre denne bevægelse til en bevægelse af hele folket og uophørligt at forøge folkenes årvågenhed overfor de imperialistiske aggressorers rænker. - Det er nødvendigt at mobilisere alle folkets kræfter til aktivt forsvar for freden og til kampen imod krigsanstifterne. At løse denne opgave betyder med sikkerhed at vinde slaget for en holdbar fred og for folkenes sikkerhed verden over.

Læs: Litterære anmeldelser * Danmark i historisk strejflys * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1950/51

Webmaster