For Fred, Demokrati og Socialisme.

Tiden - Januar 1950.

Udvalgte artikler

Imperialistisk aggression i Indonesien

af I. Steklov

I fire år har det indonesiske folk ført en ulige kamp for national uafhængighed. I virkeligheden er den indonesiske republik ikke blot blevet overfaldet af hollænderne, men også af andre kolonimagter, først og fremmest De Forenede Stater og England. I de imperialistiske regeringers politik overfor Indonesien går begærlighed og forbrydelse hånd i hånd med fejhed og frygt for de demokratiske kræfter.

I 350 år har Indonesien været en hollandsk koloni. Fra tid til anden har befolkningen gjort oprør mod det hollandske overherredømme, men hvert oprør er brutalt blevet slået ned. Under den anden verdenskrig trængte japanerne ind i Indonesien. De hollandske myndigheder kapitulerede meget hurtigt, men det indonesiske folk rejste sig til kamp for friheden. Guerillakrige mod japanerne styrkede det undertrykte folks nationalbevidsthed. En folkehær blev dannet. De dårligt bevæbnede indonesere mistede hundredetusinder i denne krig, men de gik sejrrigt ud af den, og den 17. august 1945 blev Indonesien udråbt til en republik.

Men republikkens regering kom i hænderne på borgerlige nationalister: Soekarno som præsident, Hatta som vicepræsident og Shahrir som premierminister. Disse mænd var bange for bevægelserne i folket, og deres egne klasseinteresser fik dem til at indgå forlig med imperialisterne. Hovedparten af det provisoriske parlament og dets arbejdskomité bestod af repræsentanter for folket - medlemmer af de kommunistiske og socialistiske partier og arbejderpartiet samt den socialistiske ungdomsorganisation (Pesindo).

Men lederne af det højrenationalistiske parti Soekarno og Hatta og højre-socialdemokraten Shahrir, der nu forsvarede den reaktionære del af det nationalistiske borgerskab og den feudale adels sag, varetog kun deres egne interesser. Den vej de ønskede at lede Indonesien faldt på ingen måde sammen med massernes interesser og hensigter. Disse borgerlige politikere var parat til at søge støtte hos imperialisterne for at knuse folkets frihedsbevægelse.

Den hollandske regering var på det tidspunkt ikke istand til at sende en hær til Indonesien for at knuse frihedsbevægelsen. Så påtog England sig at gøre det. En måned efter oprettelsen af Den indonesiske Republik gik anglo-indiske tropper i land på dens område. De var sendt af den engelske regering, officielt for at afvæbne de japanske tropper i Indonesien. Soekarno-Hatta-Shahrir-kliken lod de engelske tropper gå i land på Javas kyst og på en række andre øer, fordi de var »allierede«. De senere begivenheder afslørede, at dette var en forræderisk handling.

Uden at støde på nogen forhindringer okkuperede de engelske styrker Celebes, Molukkerne, Borneo og mange andre øer, samt en del af Java, der med sine 48 millioner indbyggere rummer hovedparten af republikkens befolkning.

Den engelske arbejderregering blev således den første, der overfaldt Den indonesiske Republik.

Spørgsmålet om det engelske angreb på Indonesien blev rejst i Sikkerhedsrådet af den ukrainske delegation. Til sidst blev de engelske tropper tvunget til at trække sig tilbage fra Indonesien. Det var i november 1946. Før de trak sig tilbage overgav de imidlertid ikke de erobrede områder til den republikanske regering, men til de hollandske myndigheder. Hollænderne oprettede her to lydstater - Østindonesien og Borneo - og de erobrede områder på Java blev benyttet som brohoved for et væbnet angreb på republikken og dens livsvigtige områder. De hollandske tropper, der blev sendt til Indonesien, var uddannet i England, Canada og USA og de var forsynet med engelske og amerikanske våben.

På denne måde blev vidtstrakte områder i den østlige og nordlige del af øriget med en befolkning på henimod 15 millioner adskilt fra den indonesiske republik. Hverken Soekarno eller Hatta eller højresocialdemokraten Shahrir, der havde ledet tre på hinanden følgende ministerier, krævede disse erobrede områder tilbagegivet til republikken.

På det tidspunkt, da de engelske tropper blev tvunget til at trække sig tilbage, havde den hollandske regering ikke tilstrækkelige styrker i Indonesien til at undertrykke folkets frihedsbevægelse. Man var ivrig efter at vinde tid og indledte derfor forhandlinger med den republikanske regering. Repræsentanter for den engelske regering - først sir Archibald Clark Kerr og sidenhen Lord Killearn - var mellemled ved disse forhandlinger, der havde til følge, at Soekarno, Hatta og Shahrir endnu engang overgav sig til imperialisterne. Ved Linggadjati-aftalen, der blev underskrevet den 25. marts 1947, gik de med til, at republikken skulle optages i »Indonesiens Forenede Stater«, en plan der stammede fra de hollandske koloni-imperialister.

Men Soekarno-Hatta-kliken kunne ikke lamme folkets frihedsbevægelse. De snoede sig hid og did i anstrengelsen for at forhindre folket i at forstå det virkelige formål med deres forræderiske politik. Den hollandske regering, der var tvunget til at regne med de reelle styrker i landet, anerkendte de facto den republikanske administration af øerne Java, Sumatra og Madura. Men efter at den hollandske regering havde koncentreret sine troppestyrker, mente den at tidspunktet til at rette et dødbringende slag mod republikken var kommet. Den 27. maj 1947 modtog den republikanske regering et ultimatum, hvori der krævedes betingelsesløs kapitulation og opgivelse af Indonesiens selvstændighed. USAs og Englands udenrigsminister sendte noter til den indonesiske regering og opfordrede den til omgående at acceptere de hollandske betingelser.

I denne skæbnetime for republikken rådede Soekarno, Hatta og deres betroede håndlanger, pseudosocialisten Shahrir (der efter de hollandske myndigheders udtrykkelige ønske blev siddende som premierminister) det provisoriske parlament til at bøje sig for dette ultimatum. Men de forregnede sig. Trods den vanskelige militære og økonomiske stilling fordømte og forkastede det republikanske parlament efter venstrepartiernes opfordring Shahrirs politik. Hans ministerium faldt og han blev så rådgiver for republikkens præsident, Soekarno. I spidsen for den nye regering kom en af modstandsbevægelsens ledere, Amir Sharifuddin.

Men for dette ministerium, der blev dannet den 3. juli 1947, var det allerede for sent at udbedre de skader, den forrige regering havde forvoldt. Den 20. juli blev republikken angrebet af en hollandsk styrke på 120.000 mand, forsynet med engelske og amerikanske våben, og støttet af luftvåben, panservåben og flåde. Det indonesiske folk forsvarede tappert landet, og hele verdens arbejdende folk fulgte kampen med sympati og støttede den.

Trods den anglo-amerikanske bloks rænker vedtog Sikkerhedsrådet den 1. august 1947 en resolution, der krævede at fjendtlighederne i Indonesien omgående skulle bringes til ophør. Men da Sharifuddin-regeringen anmodede Sikkerhedsrådet om at udpege en kommission, der skulle overvåge gennemførelsen af denne beslutning, lykkedes det USAs repræsentanter at gennemtrumfe en resolution, der anbefalede oprettelsen af en »velfærdskomité«. Dette organ, der blev sammensat af delegerede fra De Forenede Stater, Belgien og Australien, repræsenterede i virkeligheden slet ikke FN men imperialistiske interesser. Det handlede på den mest skændige måde overfor det indonesiske folk og gav sin fulde støtte til dets fjenders intriger.

I løbet af juli og august 1947 erobrede de hollandske tropper to trediedele af Java, hele Madura og en stor del af Sumatra. Madura blev erobret efter at Sikkerhedsrådet havde udsendt sin våbenstilstandsbeslutning. Det anglo-amerikanske flertal i Sikkerhedsrådet nedstemte det sovjetiske forslag om, at de hollandske og republikanske tropper omgående skulle trække sig tilbage til »de stillinger de havde ved indledningen af fjendtlighederne i Indonesien«. De områder, der var af betydning for republikkens økonomi, var faldet i erobrernes hænder. Kun et stærkt indskrænket område med en befolkning på henved 35.000.000 forblev under den republikanske regerings kontrol. Imperialisterne gennemførte også en streng blokade overfor republikken.

Der blev gjort endnu et forsøg på at tvinge det indonesiske folk i knæ og genoprette kolonistyret. De hollandske myndigheder foreslog Sharifuddin-regeringen en våbenhvile på meget dårlige betingelser og truede med at genoptage fjendtlighederne, hvis disse betingelser ikke blev antaget i løbet af tre dage. Den 10. januar 1948 overgav »velfærdskomitéen« kolonirøvernes uforskammede ultimatum til den indonesiske republiks regering, og den lagde pres på regeringen for at tvinge den til at antage det. Våbenstilstanden blev underskrevet den 17. januar 1948 ombord på det amerikanske transportskib »Renville«. Ifølge denne skulle ikke blot de erobrede områder, men også store egne, der ikke tidligere havde været besat af hollandske tropper, nu under hollandsk kontrol.

Republikken fortsatte med at eksistere, skønt den var trængt op i en krog, og regeringen nød folkets tillid. Men det passede ikke i Wall Streets kram. De amerikanske repræsentanter i »velfærdskomitéen« indledte en sej og snigende kampagne imod Sharifuddin-ministeriet. Soekarno, Hatta og andre højreledere deltog i disse nederdrægtige intriger. Repræsentanterne for de reaktionære partier i regeringen spillede oprigtigt forargede og hævdede, at de ikke kunne anerkende Renville-overenskomstens betingelser. Formålet med dette hykleriske spil var at bringe ministeriet til fald. Da Sharifuddin trak sig tilbage, betroede Soekarno vicepræsident Hatta, der var hans medskyldige i sammensværgelsen mod republikken, at danne den nye regering. Den 31. januar 1948 samlede Hatta et ministerium, der udelukkende bestod af pro-amerikanske medlemmer, repræsentanter for de reaktionære partier. Det første Hatta gjorde som leder af regeringen var at erklære, at hans ministeriums vigtigste opgave var at holde sig strengt til Renville-overenskomsten; han og hans ministre havde væltet Sharifuddin-regeringen og var selv kommet til magten ved at påstå, at de fordømte denne overenskomst.

Imidlertid brød folkets seje modstand de amerikanske agenters rænker. Vedtagelsen af det amerikansk-hollandske ultimatum, fjernelsen af Sharifuddin-regeringen og oprettelsen af Hattas ministerium betød ikke, at imperialisterne havde nået deres vigtigste mål: at ødelægge republikken. Skønt de reaktionære var kommet til magten, styrkede venstrepartierne folkets demokratiske front, der bestod af kommunisterne, socialisterne og arbejderpartiet, den socialistiske ungdomsorganisation, de indonesiske samvirkende fagforbund og en række andre demokratiske organisationer. I 1948 blev der på den demokratiske folkefronts initiativ dannet en national front, der hvilede på endnu bredere basis.

Men Soekarno-Hatta-kliken fortsatte sin politik og tillod ikke dannelsen af en samlingsregering, der ville omfatte repræsentanter for de demokratiske partier og folkets modstandsbevægelse. Skønt Hatta-ministeriet officielt anerkendte den nationale fronts program, saboteredes det i praksis.

Sammensværgelsen imod republikken antog bredere former. Ret hurtigt efter afsluttelsen af Renville-overenskomsten brød den hollandske regering den ved at indsætte en marionetregering i Madura og senere i Østsumatra og Vestjava. De hollandske tropper i Indonesien bestod nu af 150.000 mand (deriblandt et tysk SS-korps). De hollandske militærmyndigheder pustede ivrigt til fjendskabet mellem de forskellige nationale og religiøse grupper, og de oprettede militære grupper, der bestod af folk fra de mest tilbagestående stammer. Grupper fra Sumbaøen blev f. eks. sendt mod indbyggerne på Bali. Disse grupper stod under kommando af kaptajn Westerling, en bøddel og slagter, der organiserede grusomhederne på Java, Celebes, Borneo og Bali. Den alvorlige økonomiske blokade påførte republikkens befolkning forfærdelige savn.

Wall Streets agenter udarbejdede en ny plan til ødelæggelse af republikken, og på denne plan arbejder republikkens fjender nu. Det blev meddelt i pressen, at Hatta og Soekarno den 2. juli 1948 i den lille landsby Sarangan mødtes til en hemmelig konference med Ogbourne, den amerikanske delegerede i »velfærdskomitéen«. De gik ind på Ogbournes forslag om at anvende terrormetoder overfor venstreorienterede organisationer i den nationale front og at skaffe sig af med de progressive ledere. Senere kom det frem, at Wall Street havde stillet 65.000.000 dollars til Hattas rådighed til dette formål.

Demokraternes svar på imperialisternes intriger var at forene deres styrker. I begyndelsen af september blev arbejderpartiet og det socialistiske parti sluttet sammen med det kommunistiske.

Som et led i den plan der var udarbejdet af Ogbourne, blev der dernæst provokeret en revolte i Madiun. Tusindvis af indonesiske patrioter blev arresteret, kastet i fængsel eller dræbt. Lederne af det kommunistiske parti, Muso, Suripno, Charjono og Darusman, blev grebet og efter Hattas ordre skudt. Amir Sharifuddin, tidligere premierminister, leder af den demokratiske folkefront og medlem af det kommunistiske partis politbureau, blev ligeledes skudt efter Hattas ordre.

Den blodige massakre i Madiun var et hårdt slag mod folket. Nu da man havde skaffet sig af med den nationale fronts venstreorienterede organisationer og deres ledere, mente Washington, at Hatta havde frie hænder. Efter et besøg i Washington kom Hollands udenrigsminister Stikker til Indonesien i oktober og fik fra Hatta en erklæring, der gav de hollandske myndigheder frie hænder i Indonesien. Hatta lovede fuld støtte »til bekæmpelse af alle bevægelser og handlinger rettet mod myndighederne, enkeltpersoner og deres ejendom og til genoprettelse af lov og orden«. Med andre ord påtog Soekarno-Hatta-kliken sig at optræde som gendarmer og bødler. Da Hatta var klar over, at han ikke med sine egne styrker kunne tvinge det indonesiske folk til underkastelse, lovede han i denne erklæring, at hvis hans regering »ikke kunne magte situationen«, ville de anmode Hollands hær om støtte.

I Kaliurang, nær Djokjakarta, blev der den 27. november 1948 indledt nye forhandlinger mellem en hollandsk regeringsdelegation under ledelse af Stikker og Soekarno-Hatta-gruppen. Men i den måned der var gået siden Stikkers forrige besøg, var denne gruppe blevet klar over, at folkets modstand mod den hollandske okkupation ikke var brudt. Stillingen i republikken var helt anderledes end imperialisterne havde ventet. Hatta og hans venner måtte derfor tiltræde tilbagetoget og afslå de amerikansk-hollandske krav, som de tidligere var gået ind på. Den hollandske delegation afbrød derefter forhandlingerne den 5. december og fløj tilbage til Haag.

Ved tilbagekomsten til Holland erklærede Stikker: »Vi fik det indtryk, at alle kræfter i republikken modarbejder Hatta for at gøre det umuligt for ham at overholde de vigtigste dele af overenskomsten.«

Den senere udvikling viste, at ved konferencen i Kaliurang havde de hollandske ministre, Hatta og Cochran, det nye amerikanske medlem af »velfærdskomitéen«, været nødt til at udarbejde en ny angrebsplan.

Som et led i denne plan angreb de hollandske styrker den 18. december 1948 atter republikken og erobrede dens hovedstad, Djokjakarta. Endvidere arresterede de Soekarno og Hatta og førte dem til Bangkaøen. Det amerikanske secret service anså det for klogt midlertidigt at tildele disse politikere rollen som republikkens »martyrer«, fordi dette kunne udnyttes i fremtiden. Det er ganske indlysende, at den hollandske regering, der til sin krig i Indonesien støttede sig til Amerikas finansielle, diplomatiske og militære hjælp, ikke kunne have risikeret denne nye blodige aggression, uden at Wall Street og det amerikanske udenrigsministerium vidste det og havde givet dem instrukser.

Det er ligeledes indlysende, at man havde fået Soekarno-Hatta-regeringens billigelse af dette angreb. Dette bekræftes af en række kendsgerninger. For det første ydede Hatta-regeringen absolut ingen modstand, da hollænderne tog byen. Soekarno og Hatta gik beredvilligt i fangenskab. De hollandske myndigheder behandledede dem med den største høflighed. De »arresterede« og »deporterede« politikere sendte breve til de hollandske myndigheder og takkede dem for den venlige behandling.

I en resolution, der den 27. december 1948 blev vedtaget af Hollands kommunistiske Partis centralkomité, hedder det: »Hele udviklingen i Indonesien bærer vidnesbyrd om, at der var gjort langvarige og omhyggelige forberedelser til et overfald på det indonesiske folk: a) De hollandske troppers angreb; b) Hatta og hans venner overgav sig frivilligt og ryddede vejen for de hollandske tropper; c) Amerika foregiver i Sikkerhedsrådet at forsvare Den indonesiske Republik, men efter overenskomst med England og Frankrig indskrænker de hele sagen til en opfordring til begge sider om at indstille skydningen, hvilket vil være til stor fordel for den hollandske regering.«

Således var rollerne fordelt blandt medlemmerne af sammensværgelsen mod Indonesiens uafhængighed. Den hollandske hær, som trængte ind i republikken, var forsynet med engelske og amerikanske uniformer. Den koster mere end 1 million dollars om dagen, at opretholde (dette er iøvrigt rundt regnet det beløb, Holland modtager som »hjælp« gennem Marshallplanen!). Den hær, der er sendt afsted for at føre kolonikrig i Indonesien, er udstyret med amerikanske B-25 og Mitchell bombemaskiner, amerikanske Mustang jagere, amerikanske Sherman tanks og engelske Bren geværer.

De tropper, der udførte dette forræderiske angreb, blev beordret til skånselsløst at udslette alle, der vovede at gøre modstand. De begik oprørende grusomheder og gentog skændselsgerningerne fra 1946, da de nedsablede 40.000 indonesere på Celebes alene. Fremskridtsvenlige personer var de første ofre for deres grusomhed.

Mens Hatta og hans hjælpere ventede i et hotel på Bangkaøen, og mens de hollandske tropper foranstaltede blodbad i republikken, opførte de amerikanske og engelske imperialister en hyklerisk farce i Sikkerhedsrådet. De stillede sig an som fredens og retfærdighedens forsvarere, fremsatte forslag til resolutioner og gjorde stor larm. Men det var kun tarvelig demagogi. Det var ikke deres hensigt at tæmme angriberen, men derimod at hjælpe ham, eftersom de ledende kredse i USA havde en egoistisk interesse i undertvingelsen af det indonesiske folk.

Amerikanske monopoler rager stadig Indonesiens naturrigdomme til sig. Amerikanske olieselskaber har overtaget de rige oliefelter i Balikpapan og Samarinda på Borneo, i Palembang på Sumatra, på Ny Guinea og Bangka. Rockefellertrusten ejer hundredvis af oliekilder og snesevis af olieraffinaderier i Indonesien. Siden Den anden Verdenskrig har Standard Oil bygget to raffinaderier på Sumatra og tre på Java. Dets datterselskab, Socony Vacuum Oil, ejer fem raffinaderier på Sumatra og Java.

Mere end en halv million hektar gummiplantager i Indonesien tilhører amerikanske monopoler. Goodrich Company og andre amerikanske firmaer har fået kontrol over store plantager på Sumatra og Java.

Amerikanske truster kontrollerer tin-miner på Bangka og Billiton-øerne, der tidligere tilhørte det hollandske tinkompagni. United States Steel Corporation har monopol på nikkel på Celebes. Amerikanske monopoler køber fra hollandske firmaer rige bly- og tinminer og sukker-, kinin-, kokosnød-, the- og kaffeplantager.

De Forenede Stater prøver at gøre Indonesien til et af sine holdepunkter i Sydøstasien. Der bygges amerikanske flyvepladser og øerne kortlægges fuldstændig fra luften, både for at opdage råmaterialer (uranium, olie, tin, nikkel) og for oprettelsen af strategiske baser.

Af de 2.500 millioner dollars fremmed kapital, der er investeret i Indonesien i dag, tilhører mere end 1 milliard dollars De Forenede Stater.

Det er dette, der bestemmer USAs og andre kolonimagters holdning overfor det indonesiske spørgsmål i FN.

Da de amerikanske repræsentanter i Sikkerhedsrådet var blevet overbevist om, at man efter den hollandske okkupation af Indonesiens territorium og efter »tilfangetagelsen« af de officielle ledere kunne anse republikken for ikke længere at eksistere i praksis, begyndte de hyklerisk at spille bekymrede for det indonesiske spørgsmål, at udtale »utilfredshed« med den hollandske regerings handlinger og så videre. Men da der skulle træffes beslutninger, gennemtvang det anglo-amerikanske flertal i Sikkerhedsrådet en demagogisk resolution, der opfordrede »begge parter« til at indstille skydningen. Ikke blot undlod denne resolution at fordømme Hollands angreb; den betegnede ikke engang Holland som angriber. Sovjetdelegationens forslag om, at det hollandske angreb skulle fordømmes, at fjendtlighederne omgående skulle indstilles, og at de hollandske tropper skulle trækkes tilbage til de stillinger de holdt før angrebet på republikken den 18. december 1948, blev nedstemt af det anglo-amerikanske flertal.

Men det indonesiske folks fjender forfejlede atter deres beregninger. Skønt man havde passeret alle de datoer, på hvilke den hollandske regering havde lovet at indstille fjendtlighederne, fortsatte krigen stadig. Mange områder, der tidligere var blevet betragtet som »rolige«, greb nu til våben. Forsøgene på at ødelægge den republikanske hær mislykkedes: 300.000 af dens soldater delte sig i små grupper og trak sig tilbage til skovene og bjergene. Mere end 35.000 af den demokratiske fronts sympatisører, som Hatta-regeringen havde kastet i fængsel, blev befriet af folket og sluttede sig til guerillastyrkerne. Endnu engang havde det vist sig umuligt at ødelægge republikken. Folkets væbnede modstand mod de imperialistiske: marodører gjorde det fuldstændig klart, at republikkens skæbne ville blive afgjort af folket og ikke af de politiske lykkeriddere, der var »interneret« på Bangka.

Overfor denne situation benyttede angriberne sig endnu engang af taktisk forræderi. Hatta og Soekarno blev endnu engang ført ind på skuepladsen. Den 28. januar 1949 gennemtvang det anglo-amerikanske flertal i Sikkerhedsrådet en skændig og meningsløs resolution, der i modstrid med kendsgerningerne blandt andet hævdede, at »parterne stadig holder sig til Renville-overenskomsten«. Denne resolution tilrådede, at den hollandske regering skulle: 1) frigive de politiske fanger og tillade republikkens officielle repræsentanter at udøve deres embedspligter; 2) påbegynde forhandlinger med den indonesiske republiks regering; 3) genoprette den indonesiske republiks overhøjhed i byen Djokjakarta.

Og alt dette mens landet var besat og terroriseret af hollænderne!

Den nu berygtede »velfærdskomité« blev døbt om til »De Forenede Nationers Kommission for Indonesien«.

Som det var bestemt af de amerikanske monopolister skulle Hatta og hans venner forhandle med de hollandske besættelsesmyndigheder på »legal basis«, og de amerikanske agenter i »velfærdskomitéen« kunne nu fortsætte deres intriger i FNs navn. Og man ventede, at det indonesiske folk bare ville se til, mens forræderne forhandlede med okkupanterne, og at det til gengæld for løftet om at gøre Soekarno og Hatta til herrer i »byen Djokjakarta og dens omgivelser« ville nedlægge våbnene og standse kampen for national befrielse. Som man kunne vente fandt de indonesiske guerillastyrker ikke denne plan særligt tillokkende.

Soekarno og Hatta begyndte så at tinge med de hollandske myndigheder, som ikke forhastede sig med at udføre deres løfte om at genoprette Hattas magt i Djokjakarta. Washington blandede sig så direkte i sagen, idet de var ivrige efter at fremskynde »løsningen« af det indonesiske problem af hensyn til den kinesiske folkehærs fremrykning og Chiang Kai-shek styrets sammenbrud. Den 23. marts 1949 gennemførte de amerikanske repræsentanter i Sikkerhedsrådet en resolution, der pålagde »De Forenede Nationers Kommission«, eller tydeligere sagt amerikaneren Cochran, at foretage »indledende forhandlinger« med Soekarno og Hatta på Bangka. Resultatet blev at Soekarno, Hatta, Rum og andre på forhånd billigede, at Den indonesiske Republik blev optaget i »Indonesiens Forenede Stater«, og indvilligede i at deltage i en rundbordskonference i Haag. Den hollandske regering lovede til gengæld at »genindsætte« Den indonesiske Republiks regering i magten i sultan-dømmet Djokjakarta - et område med en radius på 32 kilometer og en befolkning på ca. 2.500.000.

Mens denne tuskhandel og disse intriger stod på, bekæmpede det indonesiske folk okkupanterne med våben i hånd. Situationen var sådan, at »sejrherrerne« ikke vovede sig udenfor deres befæstede stillinger. Den bekendtgjorte »okkupation af alt republikansk territorium« viste sig at være bluff. Selv den meget omtalte »Forenede Nationers Kommission« måtte indrømme, at på Java og Sumatra holdt de hollandske tropper kun de store byer og de vigtigste forbindelseslinier.

Det indonesiske folk har den demokratiske verdensopinions sympati. Sovjetunionens repræsentanter i FN har beslutsomt forsvaret Indonesien, krævet angriberne fordømt og effektive forholdsregler indført for at standse den forbryderiske krig mod det indonesiske folk, som kræver sin lovlige ret til frihed og uafhængighed.

*

Den 6. juli 1949 genindsatte de hollandske myndigheder endelig efter amerikansk pres Soekarno og Hatta i republikens hovedstad. Den 20. juli trådte en såkaldt inter-indonesisk konference sammen, med deltagelse af repræsentanter for Hatta-regeringen og for regeringerne i de marionetstater, som hollænderne havde oprettet. Konferencen vedtog beslutninger, der genoprettede Hollands koloniherredømme over det indonesiske folk i ly af Washington og under betegnelsen »Indonesiens Forenede Stater«.

Hverken de hollandske myndigheder eller de borgerlige nationalister i Soekarno-Hatta-kliken sparede på talemåderne for at bedrage det indonesiske folk og skjule den virkelige betydning af den handel de havde afsluttet. Trods alt standsede det indonesiske folks væbnede modstand ikke. Selv de hollandske troppers informationsbureau måtte på dette tidspunkt indrømme i sine officielle rapporter, at guerillastyrkerne kæmpede på Java og Sumatra og at kommunisternes indflydelse blandt dem stadig voksede. På den anden side talte den hollandske presse også om den voksende uro blandt besættelseshærens soldater, idet de krævede at blive hjemsendt.

Under disse omstændigheder arbejdede den amerikanske »Forenede Nationers Kommission for Indonesien« febrilsk på at få folkets væbnede modstand afsluttet. Den 1. august 1949 indgik hollænderne og den indonesiske republiks officielle repræsentanter endelig en overenskomst om indstilling af fjendtlighederne. Den 3. august fik tropperne på begge sider ordre til at indstille skydningen.

Naturligvis gjorde hverken imperialisterne eller deres agenter, Soekarno og Hatta, sig nogen forhåbninger om, at det indonesiske folk ville støtte denne forræderiske overenskomst og adlyde ordren til at ophøre med skydningen og nedlægge våbnene. Det var indlysende, at de indonesiske guerillastyrker ville fortsætte kampen mod angriberne, og at den hollandske hær ikke på nogen måde kunne kontrollere en befolkning på 70 millioner. Der blev derfor truffet den aftale med Soekarno og Hatta, at de væbnede styrker der stod til deres rådighed sammen med de hollandske styrker skulle føre krig mod folket. General van Vreeden, den hollandske øverstkommanderende i Indonesien, bekræftede at denne aftale var truffet, idet han erklærede at kampen mod guerillastyrkerne ville fortsætte, og at »de hollandske tropper og Hatta-regeringens tropper ville gå sammen imod dem«. Van Maarseven, den hollandske minister for oversøiske områder erklærede ligeledes i parlamentet: »Eftersom de hollandske styrker er fuldstændig ude af stand til at bevare Java og Sumatra under hollandsk kontrol, må de gå sammen med Hatta-regeringens tropper mod guerillastyrkerne.«

Efter at have underskrevet denne overenskomst rejste Hatta til rundebords-konference i Haag. Inden afrejsen forsikrede han endnu engang de imperialistiske kredse om sin loyalitet: den 5. august fremsatte han overfor fremmede korrespondenter to udtalelser om »Indonesiens Forenede Staters« udenrigspolitik. Han erklærede at »Indonesien vil med glæde modtage hjælp fra udlandet i form af kapital, teknisk udstyr og arbejdskraft« (interview med en korrespondent for den indiske pressetrust), og at »vi må sørge for at anspore investering af udenlandsk kapital i Indonesien« (udtalelse til en Reuterkorrespondent).

Rundebords-konferencen i Haag blev åbnet den 23. august. Den var sammenkaldt ifølge de aftaler der allerede var truffet med Hatta-regeringen, og formålet var opgivelse af Indonesiens uafhængighed. »De Forenede Nationers kommission«, repræsenteret af amerikaneren Cochran, australieren Critchley og belgieren Herremans, deltog i konferencens arbejde.

Det bør påpeges, at »De Forenede Nationers kommission« officielt blev oprettet for at bilægge konflikten mellem Holland og den indonesiske republik. Sikkerhedsrådets beslutning af 28. januar 1949 (artikel 4) gav specielt denne kommission myndighed til at »bidrage til opnåelsen af den tidligst mulige genindsættelse af republikkens civiladministration«, at »anbefale i hvilken udstrækning områder, der blev kontrolleret af republikken ifølge Renville-overenskomsten (bortset fra Djokjakarta) efterhånden skulle tilbagegives til den indonesiske republikanske regerings administration« og at »føre opsyn med sådanne overdragelser«. Kommissionens medlemmer, der repræsenterede kolonimagterne, gjorde absolut intet for at udføre blot denne beslutning. Det var som om de havde glemt republikkens eksistens, og alle deres bestræbelser gik ud på at tvinge det indonesiske folk til at indstille modstanden mod besættelsesmagten.

Gennemførelsen af denne opgave blev betroet den gruppe borgerlig-nationalistiske ledere, som deltog i Haag-konferencen.

På konferencens dagsorden havde man ikke engang optaget spørgsmålet om genoprettelse af den indonesiske republiks uafhængighed og lovlige rettigheder, denne republik som havde eksisteret siden august 1945 og som var offer for et hollandsk angreb. Ved denne udeladelse antydede Holland og De Forenede Stater, at de ikke længere regnede med Den indonesiske Republiks eksistens. Konferencens karakter kan ses af følgende beretning, der fremkom i Nieuwe Haagsche Courant: »Ved hjælp af underhåndsforhandlinger i Haag har man allerede været i stand til at meddele fordelingen af ministerposterne i »Indonesiens Forenede Staters« fremtidige regering. For eksempel anføres det, at Soekarno skal være præsident for »Indonesiens Forenede Stater«, Hatta - premierminister, Agung (premierminister i marionetstaten Østindonesien) - indenrigsminister, Sultan Hamid II - forsvarsminister, og Shahrir - udenrigsminister.«

Men disse kunster med ministerposterne var kun en side af sagen. Bag Haag-konferencens lukkede døre foregik forhandlingerne mellem imperialisterne. Det trak åbenbart ud, fordi de største af marodørerne uden at afvente konferencens beslutninger var begyndt at sætte sig godt til rette i Indonesien. Den belgiske avis Front meddelte f. eks., at Hatta og de amerikanske monopolers repræsentant Cochran allerede før de forlod konferencen undertegnede en overenskomst, hvorefter udnyttelsen af al Indonesiens olie og gummi skulle overgives til amerikanske truster. Ifølge denne overenskomst skulle 1 milliard dollars investeres i Indonesiens olie- og gummiindustri i løbet af de næste fem år. 70 % af kapitalen skulle leveres af Standard Oil, Shell Union Oil, Goodyear Tire and. Rubber Co. og United States Rubber Co. Det indflydelsesrige amerikanske firma Fox skulle have femten års monopol på Indonesiens tin og bauxit.

Bogstavelig talt et par dage efter våbenstilstandsordren åbnede amerikanske firmaer lokalkontorer forskellige steder i landet. Den hollandske avis De Volksrant meddelte f. eks., at de amerikanske firmaer General Motors og Goodyear Tire and Rubber Co. havde åbnet kontorer i Djokjakarta og at de udvidede deres virksomhed i den centrale del af Java, særlig i Bandung.

Rundebords-konferencen fortsatte og underskrev en såkaldt forfatning for »Indonesiens Forenede Stater« og statutter for »Den Hollandsk-Indonesiske Union«.

»Indonesiens Forenede Stater« skal omfatte den indonesiske republik og en lille snes marionetstater, der er oprettet af de hollandske myndigheder og ledes af amerikanske og hollandske funktionærer, udvalgt iblandt det reaktionære borgerskab og den feudale adel. Denne administrative sammenslutning af Hollands kolonibesiddelser i Indonesien kaldes demagogisk en »uafhængig og suveræn republik« (dens officielle navn er »Republikken Indonesien-Serikat«). Massernes seje kamp for national befrielse tvinger imperialisterne til at skjule deres kolonistyre under navne som »republik« og »Hollandsk-Indonesisk Union«. Men denne pseudo-republiks »forfatning« og »unionens« statutter der blev vedtaget i Haag lader ikke nogen tvivl om styrets sande karakter.

Man lover at afholde valg i Indonesien inden et år efter at den »forfatning« der blev vedtaget i Haag træder i kraft. »Indonesiens Forenede Staters« provisoriske regering dannes ved en meget enkel proces: Marionetregeringernes overhoveder vælger præsidenten, som så vælger regeringens »kærne«, bestående af tre personer. En af de tre vil ved fælles overenskomst blive udpeget til premierminister. De samme tre vil også vælge de andre medlemmer af ministeriet, og den 30. december 1949 vil dronning Juliana af Holland gøre regeringen »suveræn«. Det fremtidige indonesiske parlament får ikke engang ret til at kræve nogen af ministrene udskiftet, disse ministre, der er udpeget af imperialisterne.

Den hollandske dronning er »Den Hollandsk-Indonesiske Unions« overhoved, og alle beslutninger træffes »efter fælles overenskomst«. »Republikkens regering« vil derfor ikke være i stand til uafhængigt at træffe nogen beslutninger. Indonesiens forbindelser med udlandet falder ikke ind under regeringens område. De vil blive administreret af »unionen«, det vil sige af den hollandske krone. Indonesien har ikke ret til »at træffe aftaler med andre lande uden først at have indhentet partnerens tilladelse«. Denne overenskomst gør det klart, at Holland i praksis vil komme til at repræsentere Indonesien i udlandet. Indonesien kan kun slutte handelsaftaler med asiatiske lande, mens Holland skal varetage al landets handel med Europa.

Holland skal kontrollere Indonesiens finansielle og økonomiske politik. Det indonesiske folk skal betale Holland omkring 4.500 millioner gylden som erstatning for de udgifter de hollandske imperialister har haft til undertrykkelsen af det indonesiske folk.

Reelt skal de hollandske tropper blive i Indonesien. Hvad de militære spørgsmål angår taler overenskomsten kun om deres »gradvise« tilbagetrækning engang i fremtiden. At denne fremtid er temmelig fjern, kan man forstå af en erklæring som den hollandske øverstkommanderende i Indonesien, van Vreeden, afgav straks efter rundebords-konferencens afslutning. Han talte over Batavia radio og advarede soldaterne mod at tro, at de snart skulle forlade Indonesien. Ved en pressekonference den 7. november afgav oberst Simantupang, der er generalstabschef for Hatta-regeringens hær, en erklæring af lignende indhold.

Det er fuldstændig klart at imperialisterne ikke på nogen måde agter at trække den hollandske hær bort fra Indonesien; det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at man kun kan opretholde kolonistyret ved hjælp af fremmede bajonetter. I et særligt afsnit af Haag-overenskomsten hedder det, at »hvis det bliver nødvendigt skal hver af unionens partnere efter den anden partners opfordring stille væbnede styrker til rådighed«. Dette betyder, at angrebene på det indonesiske folk, der kæmper for sin frihed, i fremtiden vil være forklædt som en anmodning om »hjælp« fra imperialisternes stråmænd og derfor vil blive erklæret for at være et af den Hollandsk-indonesiske Unions indre anliggender. Men eftersom erfaringerne har vist, at den hollandske hær ikke er i stand til at nedkæmpe det indonesiske folks frihedsbevægelse, træffer man samtidig forberedelser til at skabe en indonesisk væbnet styrke, som imperialisterne kan stole på. Med dette formål sættes indonesiske tropper i virkeligheden under kommando af hollændere, der uddanner officerer, opretter militærskoler og så videre.

Den hollandske flåde skal også blive i Indonesien. Imperialisterne, der er foruroliget over den hurtighed, hvormed den anti-imperialistiske bevægelse har bredt sig i de asiatiske lande, agter åbenbart at isolere det indonesiske øriges kæmpende folk fra fastlandet, og først og fremmest fra den kinesiske folkerepublik. Den hollandske flåde har fået betroet denne opgave, og den vil fortsat blokere landet.

For at sætte kronen på værket skal den hollandske koloniadministration fuldstændig optages i de indonesiske institutioner. Med andre ord skal den såkaldte uafhængige stat fortsat styres af hollandske koloniembedsmænd.

Vi kan således se, at rundebords-konferencen i Haag har udarbejdet et program for imperialisternes fuldstændige politiske, økonomiske og militære herredømme i Indonesien, en plan der i virkeligheden betyder en opgivelse af landets uafhængighed. For at bedrage offentligheden og for at dække denne plans forbryderiske natur tager imperialisterne deres tilflugt til svulstige ord om »Indonesiens Forenede Staters« »suverænitet« og »uafhængighed«.

Som vi har set, blev denne plan allerede udkastet ved de indledende samtaler som Washington arrangerede mellem de hollandske myndigheder og Hatta og Rum i maj 1949, og den blev vedtaget i juli efter den »inter-indonesiske« konference. Og hvis konferencen var temmelig langtrukken var det ikke, fordi nogen af de tilstedeværende forsvarede fredens og sikkerhedens interesser, eller det indonesiske folks interesser, men fordi deltagerne i denne infame handel tingede indbyrdes.

Det hollandske bourgeoisi, som amerikansk kapital hastigt skubber ud fra dets nøglestillinger i Indonesien, købslog med Wall Street. Den amerikansk-hollandske konflikt kan navnlig ses af den kendsgerning, at spørgsmålet om New Guinea foreløbig skal stå åbent. Hatta og hans klike, der ønskede at få så mange ministerposter som muligt, købslog med imperialisterne.

Den imperialistiske presse prøvede at vildføre indoneserne og den offentlige mening i andre lande ved at lade, som om de indonesiske deltagere i handelen i Haag kæmpede for folkets interesser.

Det kan betale sig for imperialisterne at opretholde folkets tillid til de borgerlige nationalister, som de bruger til at undertrykke den anti-imperialistiske bevægelse i kolonierne.

Hvorledes dette end forholder sig, afsluttedes konferencen den 9. november. Den følgende dag meddelte den hollandske delegerede i FNs generalforsamling, at Indonesien nu var en fuldstændigt uafhængig stat. I en udtalelse til pressen skyndte Acheson sig at give udtryk for sin tilfredshed. Bevin lykønskede den hollandske premierminister. Deltagerne i den imperialistiske sammensværgelse mod Indonesiens uafhængighed lod, som om det indonesiske spørgsmål nu var løst. Het Parool, en hollandsk avis, der er nært knyttet til regeringen, havde den 3. november store overskrifter: »Endelig, efter fire års forløb, er den indonesiske konflikt blevet løst«.

Dette er direkte løgn. Det indonesiske spørgsmål er ikke løst. Haag-konferencen erstattede det svigagtigt med spørgsmålet om, hvilken administrativ struktur de hollandske kolonibesiddelser i Indonesien skulle have. Endnu engang gjorde man et forsøg på at gøre en ende på den indonesiske republiks uafhængige eksistens ved at indlemme den som en stat uden rettigheder i marionetstaten »Indonesiens Forenede Stater«. Med andre ord beskæftigede konferencen i Haag sig ikke med at sikre freden og at standse det imperialistiske angreb på det indonesiske folk, der kæmper for sin frihed, men med spørgsmålet om, hvorledes man kunne føre dette angreb til en heldig afslutning.

Formålet med Haag-overenskomsten er at fremstille det imperialistiske angreb som et indre anliggende, som kun angår Holland og de indonesiske reaktionære, der er deres forbundsfæller. Hele tiden, mens rundebords-konferencen stod på, sendte den hollandske regering nye militære forstærkninger til Indonesien. Oceandamperne »Zuiderkruis«, »Waterman« og »De Groote Beer« sejler udelukkende med troppetransporter. Den hollandske avis De Waarheit omtaler, at ifølge en hemmelig overenskomst, som de hollandske og amerikanske myndigheder har indgået med Hatta-kliken, agter man for tredje gang at indlede »storstilede militæroperationer« imod det indonesiske folk.

»Amerikanske ledende kredse,« tilføjer avisen, »ønsker ved Hatta’s hjælp at gøre Indonesien til en amerikansk militærbase.«

Det er også i dette lys man må vurdere den rolle, som den såkaldte »Forenede Nationers kommission for Indonesien« har spillet. I virkeligheden dækker denne kommission ikke blot over forberedelserne til nye imperialistiske angreb på det indonesiske folk, men den tager selv direkte del i gennemførelsen af disse angreb.

*

Samtidig med den brutale og nederdrægtige kolonikrig i det indonesiske ørige fører man i FNs forsamlingslokaler en diplomatisk krig mod det indonesiske folk.

To diametralt modsatte opfattelser har gjort sig gældende i diskussionerne om det indonesiske spørgsmål. Den ene krævede, at det indonesiske folk skulle beskyttes og angriberne tøjles. Dette er den holdning som stadig blev og endnu bliver indtaget af Sovjetunionen og andre fredselskende demokratiske stater. Den anden opfattelse går ud på at hjælpe angriberne og kvæle Indonesiens uafhængighed. Denne opfattelse næres af de hollandske angriberes anglo-amerikanske makkere, som ønsker at gøre Indonesien til en base og en nøglestilling i en kamp mod de sydøstasisatiske landes nationale frihedsbevægelser. I mere end fire år har de ikke skyet nogen anstrengelser for at gøre det muligt for Holland at knuse indonesernes modstand.

I FN har de demokratiske lande under ledelse af Sovjetunionen spændt ben for de planer, som det indonesiske folks fjender nærer. De delegerede fra Sovjetunionen, den Ukrainske SSR, den Bjelorussiske SSR og folkedemokratierne kæmper energisk mod kolonimagternes røveriske politik og fremhæver det indonesiske folks lovlige rettigheder.

Som allerede nævnt blev det indonesiske spørgsmål første gang rejst i Sikkerhedsrådet i februar 1946 af den ukrainske delegation, som fordømte den engelske socialdemokratiske regerings krigseventyr. Resultatet var, at de anglo-indiske tropper måtte trække sig tilbage fra Indonesien og at de måtte trække sig tilbage, før Holland var i stand til at angribe republikken.

Efter at den hollandske regering med Washingtons og Londons hjælp den 20. juli 1947 havde sluppet krigen løs i Indonesien, krævede den sovjetrussiske delegation i Sikkerhedsrådet den 1. august at de to parter, Holland og den indonesiske republik, omgående skulle trække deres tropper tilbage til »de stillinger de holdt ved fjendtlighedernes begyndelse«. Ved hjælp af deres stemme-afgivnings-maskineri nedstemte den anglo-amerikanske blok dette forslag, der ville have tvunget angriberne til at forlade den indonesiske republiks område. Men USA og England var ikke i stand til at forhindre gennemførelsen af en beslutning, der krævede fjendtlighedernes ophør.

Derefter støttede Sovjetunionens repræsentant energisk det daværende indonesiske regeringsoverhoved, Amir Sharifuddins anmodning om, at man udpegede en kommission, der kunne overvåge gennemførelsen af Sikkerhedsrådets ordre om indstilling af skydningen og samtidig løse tvivlsspørgsmålene mellem Holland og Den indonesiske Republik. Den 25. august 1947 stillede den sovjetiske delegation forslag til en resolution om udpegelse af en sådan kommission, der skulle være sammensat af repræsentanter for Sikkerhedsrådets medlemsstater. Dette forslag blev afvist: Frankrig nedlagde veto. I stedet for oprettede man det såkaldte »Velfærdskontor«, som i virkeligheden ikke repræsenterede FN men de magter der var interesseret i at videreføre kolonikrigen i Indonesien. Vi kender allerede den rolle som dette »Velfærdskontor« spillede.

Den 31. oktober 1947 stillede Sovjetunionens repræsentant i Sikkerhedsrådet atter forslag til en resolution, der krævede, at Holland som en forudsætning for konfliktens bilæggelse skulle trække sine tropper tilbage til de stillinger, de holdt ved fjendtlighedernes udbrud. Efter en sej kamp ved en række møder blev stemme-afgivnings-maskineriet atter sat i virksomhed og det sovjetiske forslag blev afvist.

Efter at Holland den 18.-19. december 1948 igen havde angrebet republikken og besat dens område, stillede Sovjetunionens repræsentant i Sikkerhedsrådet den 24. december forslag til en resolution, der betegnede Holland som angriber og krævede, at de hollandske tropper skulle trækkes tilbage til de stillinger de holdt ved fjendtlighedernes genoptagelse. Men de delegerede fra USA og England nærede ingen ønsker om at fordømme Holland for handlinger, der blev udført i overensstemmelse med dem og med deres hjælp. Hvorledes kunne man vente, at de skulle kræve af den hollandske regering, at den skulle tilbagelevere, hvad den havde erobret i hemmelig forståelse med dem!

Den 27. december stillede Sovjetunionens og Ukraines delegerede i Sikkerhedsrådet atter energiske krav om, at man skulle træffe effektive forholdsregler for at standse den forbryderiske krig mod Indonesien. Ukraines delegerede stillede forslag til en resolution om, at de hollandske tropper omgående skulle trækkes tilbage til udgangsstillingerne. Sovjetunionens repræsentant foreslog, at Sikkerhedsrådet skulle beordre den hollandske regering til at afslutte fjendtlighederne i løbet af 24 timer.

Disse forslag blev stemt ned af den anglo-amerikanske blok, men de taler der blev holdt for at anbefale dem, afslørede imperialisternes forbryderiske spil. Det blev afsløret for verden, at de amerikanske og engelske repræsentanter i Sikkerhedsrådet forhindrede dette vigtige organ i at udføre de åbenbare pligter det har ifølge UNs charta. I virkeligheden forsvarede de direkte de hollandske angribere og nægtede at beskytte dem, der var ofre for angrebet.

Men siden det heller ikke denne gang lykkedes hollænderne at gennemføre deres væbnede angreb med held, besluttede USA og England at yde Holland direkte hjælp under dække af FN. Dette er årsagen til den resolution som amerikanerne foreslog i Sikkerhedsrådet den 28. januar 1949, en resolution, som ikke talte om at sætte en stopper for det hollandske angreb, ikke talte om at de hollandske tropper skulle trækkes tilbage, men om en »fælles forfatning« for Indonesien, skønt dette spørgsmål aldrig var blevet rejst i Sikkerhedsrådet og aldrig havde været diskuteret, og skønt det ikke havde nogen direkte forbindelse med spørgsmålet om det hollandske angreb.

Sovjetunionens repræsentant afslørede og fordømte den anglo-amerikanske bloks rænker og stillede atter forslag til en resolution der krævede, at de hollandske tropper omgående blev trukket tilbage til de stillinger de havde ifølge Renville-overenskomsten. Også dette forslag blev stemt ned af USA og dets imperialistiske partnere.

Den 23. marts gennemtvang den anglo-amerikanske blok en resolution i Sikkerhedsrådet »i fortsættelse« af rådets beslutning af 28. januar. Den krævede ikke at den hollandske besættelse skulle ophøre, men opfordrede den hollandske regering og Hattas regering til at indlede »forberedende« forhandlinger. Formålet med denne list blev snart afsløret: den 11. maj stillede de indiske og australske delegationer, der handlede efter ordre fra USA og England, forslag om, at det indonesiske spørgsmål skulle fjernes fra den tredje samlings dagsorden, eftersom man havde modtaget meddelelse om, at Holland og Hatta-kliken var nået til en foreløbig overenskomst.

Sovjetunionens repræsentant ved generalforsamlingen kritiserede skarpt denne resolution, der gav Indonesiens fjender frie hænder. Men det automatiske flertal stemte for, at man skulle udskyde det indonesiske spørgsmål til den fjerde samling, det vil sige til efteråret 1949.

Repræsentanter for Sovjetunionen og andre demokratiske lande har uden afvigelser rejst sig i forsvar for det indonesiske folks ret til frihed. De handlede i overensstemmelse med FNs chartas ånd og bogstav. Trofast overfor fredens og de undertrykte folkeslags sag har Sovjetunionen systematisk og stadigt fremhævet det indonesiske folks ret til uafhængighed og bestandig krævet, at den hollandske angriber skulle holdes i tømme, og at man skulle sætte en stopper for den imperialistiske sammensværgelse mod Indonesiens frihed og uafhængighed.

*

De beslutninger der blev truffet ved rundebords-konferencen i Haag er ikke et skridt frem mod freden. De udtrykker en ny fase i det imperialistiske angreb på Indonesiens 70 millioner mennesker. Krigen i Indonesien fortsætter. Det er forbudt at udsende meddelelser om kampene - de hollandske myndigheder og Hatta-regeringen har en overenskomst desangående. Formålet med overenskomsten er tydeligt: man vil give det indtryk, at Holland ikke fører en angrebskrig og skjule den kendsgerning, at det indonesiske folk ikke adlyder Hattas ordre af d. 3. august om at indstille fjendtlighederne.

Men sandheden vil frem. Det er kendt at selv efter ordren til at ophøre med skydninger har der fundet kampe sted og finder der stadig kampe sted i mange dele af landet, navnlig i Surakarta, Semarang, Purwodadi og Surabaya. De hollandske tropper bruger tungt artilleri, tanks og luftvåben. Over hele landet afsiger hollandske militærdomstole dødsdomme. Hollandske straffeekspeditioner terroriserer befolkningen. Titusindvis af indonesere sygner hen i fængsler og koncentrationslejre. Alle disse grusomheder udøves med Soekarno-Hatta-klikens viden og støtte. Ifølge hollandske avismeddelelser deltager Hattas regeringstropper i kampene mod guerillastyrkerne. En meddelelse fra Batavia til det hollandske telegrambureau fastslår, at »de hollandske myndigheder er begyndt regelmæssigt at forsyne Hattas tropper med uniformer og proviant«.

Det indonesiske folk fortsætter kampen for at forsvare landet mod de imperialistiske angribere. De har ikke opgivet kampen for friheden. Trods alle forhindringer bringer aviserne nyheder om kampe på Java, Sumatra, Borneo, Celebes og Molukkerne. Det er ligeledes kommet frem, at der har været gadekampe i flådebasen Surabaya og kampe i omegnen af store byer, blandt andet Bandung, Malang, Probolinggo, Mojokerto og Blitar på Java, Banjermasin og Hulusungey på Borneo og så videre. Mellem den 23. august, da rundebords-konferencen åbnede, og den 8. november rapporterede den hollandske presse og radio 63 slag, træfninger og forpostfægtninger - 11 i september, 29 i oktober og 5 i den første uge af november. Indonesiske guerillastyrker drev hollændernes og Hatta-regeringens tropper ud af byen Pagerbarang på Java.

Den 1. november indrømmede den hollandske avis Trouw, at en del af Hattas tropper var gået over til guerillastyrkerne. Den hollandske presse fortæller om tilfælde, hvor enheder af den republikanske hær har nægtet at adlyde Hattas regering. Politibetjente og hundredvis af vagtposter ved de hollandske plantager går over til guerillastyrkerne og tager våbnene med sig.

Derfor kan hverken krig eller terror eller de amerikanske hemmelige agenters rænker eller de skændige gerninger, som de borgerligt-nationalistiske forrædere i Soekarno-Hatta-Shahrir-kliken udfører, knuse det indonesiske folks retfærdige kamp for frihed og uafhængighed. I denne kamp omfattes det indonesiske folk med udelt sympati af fredens, demokratiets og socialismens vældige lejr.

Februar 1950

Har Danmark en politik?

Grünbaum

Det var venstremanden professor Thorkil Kristensen, der i Nationaltidendes mandagskronik startede den storpolitiske diskussion om, hvorvidt vi her i landet overhovedet har en økonomisk helhedspolitik. Men bolden blev allerede givet op af statsminister Hedtoft i hans tale for journalistforbundet i midten af december og i hans nytårstale. Senere har Aksel Møller for de konservative og Jørgen Jørgensen for de radikale fortsat diskussionen i Nationaltidendes mandagsnummer, foruden at der har været en lang række artikler i hele pressen.

Diskussionen er foregået på en i og for sig mærkelig politisk baggrund, rigsdagen er på en underlig måde uvirksom, det synes ikke mulig for regeringen at stampe arbejdsstof i form af lovforslag frem på medlemmernes borde, visse blade skriver som om der foreligger en storpolitisk krise, fra alle marshallpartiernes side tales der mere eller mindre tilsløret om et endnu tættere organiseret politisk samarbejde, og tæt forude har vi både overenskomstsituationen og kommunevalgene.

Først et resumé af diskussionen.

Hedtoft om forbrugsindskrænkning og overenskomster

Hedtoft: I sin journalisttale i midten af december udtalte han allerede det, hvorom hele diskussionen i virkeligheden har drejet sig; han sagde, at »vi må hindre, at vort omkostningsniveau stiger i takt med den ændrede kroneværdi, kun herved kan vi drage fuld nytte af devalueringen.«

Hermed siges der jo ganske enkelt, at arbejderne og tjenestemændene ikke må få fuld dækning for prisstigningerne. Dette uddybes så yderligere i hans nytårstale, hvor han bl. a. siger: »Danmark må altså være konkurrencedygtig ... i det kommende år skal der træffes nye overenskomster om lønforholdene ... Samfundet som helhed er interesseret i en løsning, der giver de mindste produktionsomkostninger pr. produceret enhed. Når konkurrencen virkelig slår igennem, vil dette også i det lange løb øge lønnens købekraft. Skaber vi et for højt omkostningsniveau her i Danmark, vil det hævne sig i form af varig arbejdsløshed.«

Og i Struer-talen, hvor han svarede på »oppositionens« kritik, blev det endnu tydeligere, idet hans hovedargument var, at regeringen havde ført en sådan politik, at »fra 1947 til 1949 er forbruget kun forøget med godt 2 %, dvs. at det praktisk talt er uforandret, når hensyn tages til befolkningsforøgelsen.« Og her bør det erindres, at som følge af prisstigninger og forskellige rationeringers ophævelse er dette uforandrede forbrug jo nu mere ulige fordelt, end det var for to år siden, således at de to års hedtoftstyre efter hans eget udsagn har bevirket - og det altså bevidst tilstræbt af regeringen - en direkte sænkning af arbejdernes og tjenestemændenes levefod.

Struer-talen blev iøvrigt benyttet til en vis »polemik« mod den såkaldte opposition, men man har vist lov til at sige: hvilken ynkelig polemik, for i det store og hele kunne Hedtoft ikke finde andet at være uenig om end - rentefoden. I betragtning af at det ikke alene er sædvane, men også nødvendigt af hensyn til stemmekappestriden ved det kommende valg, er det ikke til at undre sig over, at visse »modsætningsforhold« må konstrueres, men enhver kan vist se, at renten er et noget spinkelt grundlag at gøre det på. For det første er venstre og de radikale her enig med Hedtoft, for det andet spiller rentefoden jo dog kun en perifer rolle i hele den økonomiske situation - i hvert fald i forhold til et spørgsmål som forbrugsnedskæringen, hvorom der er den skønneste enighed - og for det tredje, så har den socialdemokratiske regering såmænd fået hævet renten med 0,5-1 % i sin korte levetid, hvad der jo egentlig er ganske godt skuldret.

Kravet om en »helhedspolitik«

Thorkil Kristensen udtaler bl. a., at »vi er nu efter alt at dømme ved et af de skarpe hjørner, hvor der virkelig er brug for en sammenhængende og tilbundsgående politik på dette (det økonomiske) område. Vi må jo så vise, at vi kan føre den. De seneste nyheder fra Amerika og Paris tyder på, at det vil blive forlangt som en betingelse for de sidste to års Marshallhjælp, at frigivelsen af den europæiske handel føres videre i hastigt tempo ... Det store problem for vor produktion under friere handelsforhold er konkurrenceevnen ... Derfor er det et hovedproblem for vor økonomiske politik at undgå ny forhøjelse af vort omkostningsniveau. Det er punkt 1 i en helhedspolitik.

Det var værdifuldt, at statsministeren i en nytårsudtalelse fremhævede dette synspunkt med henblik på de kommende lønforhandlinger ... Først må det slås fast, at lønspørgsmålet er et politisk spørgsmål. Statsministerens udtalelse må, hvis der skal være mening i den, betyde, at hvis lønforhandlingerne brister vil et forligsmandsforslag, der betyder en væsentlig eller blot en kendelig forhøjelse af lønniveauet, ikke kunne ventes vedtaget af Rigsdagen…. Investering betyder genopbygning, betyder, at vi ruster os med fremtiden for øje. Derfor er det bedst, hvis man kan undgå en væsentlig forhøjelse af renteniveauet til skade for investeringen. Det kan man kun, hvis man så vil bremse forbruget og foreløbig reducere det lidt. Det tredje hovedproblem er beskæftigelsen. En del arbejdsmuligheder vil falde bort i de hidtil beskyttede og derved kunstigt opretholdte virksomheder. Holder vi konkurrenceevnen oppe som foran nævnt (også ved så vidt muligt ikke at slå investeringerne ned), vil der imidlertid blive større beskæftigelsesmuligheder i eksport- og andre produktioner. Det er derfor, at spørgsmålet om omskoling og overflytning af arbejdskraft nu er brændende. Derfor foreslår jeg, at regeringen indkalder repræsentanter for de ledende partier samt for arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer til en samlet drøftelse af situationen, og at den forelægger dem et program for en samlet politik som her anført... Denne artikel tilegnes derfor statsministeren i håb om, at han vil påtage sig det førerskab, hans embede berettiger og forpligter ham til.«

Aksel Møller: »Centrum for beslutninger om Danmarks økonomiske politik ligger i denne tid i højere grad i Paris end i København. Det nytter ikke at spilde ord eller klage på denne kendsgerning. Der er kun to muligheder: at forøge vor produktion eller begrænse vort forbrug, og den ene mulighed udelukker ikke den anden. Det ville være lettest, om en produktionsforøgelse kunne klare hele problemet, men det er sikrest at regne med, at forbrugsbegrænsning herhjemme må til........Statsministeren ... bestrider ikke, at et samarbejde om en helhedspræget politik kan blive en nødvendighed, men han finder ikke tidspunktet opportunt til at forhandle derom. Men hvornår kommer det gunstige tidspunkt? Kommer det først, når overenskomstsituationen ligger bag os, eller når kommunevalgene er overstået? Eller ligger det længere ude?«.

Jørgen Jørgensen: »Vi kan ikke se bort fra, at det i en periode kan blive nødvendigt med disse forbrugsbegrænsende foranstaltninger... Selv fra fagforbundene er det jo erkendt, at lønforhøjelser ofte modvirkes af følgende prisstigninger; og en forhøjelse af lønningerne med det resultat, at vore konkurrenceforhold forringes, produktionen sænkes og arbejdsløsheden øges, vil være til ugunst for hele samfundet og ikke mindst for alle lønmodtagere.« Og efter denne - meget indpakkede - afvisning af lønforhøjelser fortsætter Jørgen Jørgensen så: »Man burde måske i den foreliggende situation ofre lidt mere opmærksomhed på forbedringer i lønarbejdernes stilling på anden måde.« Og hvilke forbedringer foreslås der så? Følgende: 1) længere opsigelsesfrist; 2) omskoling af arbejdsløse (så de lettere kan virke løntrykkende også på andre områder?) og 3) skattelettelser - til virksomhederne, for at »opmuntre dem til at give arbejderne og funktionærerne andel i virksomhedernes overskud.« Dernæst behandler de radikales formand selve overenskomstsituationens afgørelse og siger: »Man må håbe, at statsministerens udtalelser om faren ved et for højt omkostningsniveau og ret og billighed i parternes optræden må bidrage til et lykkeligt udfald af forhandlingerne ... Går situationen i hårdknude, vil det derimod være nødvendigt, at man tager hele problemet op til løsning ud fra både et produktionsmæssigt og et samfundsmæssigt synspunkt... Hvad hjalp det, om man fik ordnet problemerne på en sådan måde, at man vel vandt ved ordningen af overenskomsterne, men tabte det mangefold gennem stigende arbejdsløshed og millioner i tabt arbejdsfortjeneste...

Der er meget, der taler for, at de nærmeste måneder vil bringe store vanskeligheder for vort land, og da vil det i hvert fald være af stor betydning, at viljen til fordomsfrit samarbejde besjæler så store dele af rigsdagen som muligt. Det kan også med rette siges, at betingelserne for en videreføring af genopbygningen og løsningen af de mere aktuelle opgaver naturligvis vil øges i det øjeblik, der er fast flertal i rigsdagen til at planlægge og gennemføre en sammenhængende økonomisk politik efter et nærmere aftalt arbejdsprogram.«

Som det ses, er der næppe anden forskel på de fremførte anskuelser fra Hedtoft til Thorkil Kristensen end, at partiernes »radikalere« karakter alene viser sig i, hvor »indpakket« man afleverer de ubehagelige kendsgerninger dels om baggrunden for den politiske situation (de amerikanske krav) og dels denne amerikanske politiks følger (forbrugsnedskæring og arbejdsløshed). Om det mere organisatoriske spørgsmål om et endnu tættere politisk samarbejde, om en forstærket nedskæringslinje (hvadenten i form af samlingsregering eller fast politisk samarbejde på anden måde) er der ikke anden uenighed at spore, end om det skal etableres før eller efter kommunevalgene og overenskomsterne er overstået.

Den amerikanske politik ruinerer Danmark

Det fremgår allerede klart af de citerede indlæg, at det der ligger bag hele postyret, er kravene fra amerikanerne. Der er direkte peget på frilisterne, som jo unægtelig også har sat hele spørgsmålet om den økonomiske politik herhjemme på spidsen, men i virkeligheden er det jo mere end det. Det drejer sig om, at amerikanerne nu i løbet af forholdsvis få måneder har forlangt »betalingen« hjem for deres marshall-dollars, har gennemtrumfet en række foranstaltninger, som i bund og grund betyder, at spørgsmålet om den økonomiske politik ikke mere er et dansk men et amerikansk anliggende.

Nu er det amerikanerne, der dirigerer den økonomiske politik herhjemme.

Med marshalloverenskomsten i hånden, og med den faktiske magt, som den amerikanske infiltration i dansk erhvervsliv som marshalloverenskomsten og Atlantpagten har forlenet dem med, er vi på kort tid blevet tvunget til kronesænkning, til kostbar oprustning og til frilisterne. Det er alt sammen noget, der koster penge, både i kroner og i fremmed valuta, og nu skal regningen betales! Og regningen skal betales af den brede arbejdende befolkning, ikke alene fordi dette selvfølgelig er den hjemlige reaktions ønske, men fordi selv dette intime danske spørgsmål i virkeligheden også er afgjort af amerikanerne. Allerede i marshalloverenskomsten forpligtede vi os til en forbrugsbegrænsende politik, og dette blev yderligere stærkt betonet af Hoffmann i Paris så sent som ved mødet i november.

I første række viser vanskelighederne sig nu på det valutamæssige område. Englandshandelen koster meget store beløb. Allerede uden kronesænkning beløber de engelske underpriser sig til et par hundrede millioner kroner om året, hvis man sammenligner med priserne på tredjeland. Efter kronesænkningen har englænderne sat deres priser op over en bred bank, til trods for at vi lige havde sat vore priser ned i henhold til langtidsaftalen. De engelske prisforhøjelser koster os andre 250 mill. kr. i valuta om året. Samtidig tvinger de os i stigende grad til at hjemtage færdigvarer. Overskuddet på englandshandelen er i de sidste måneder blevet til underskud, sterling er på denne fantastiske måde blevet forvandlet til en snart lige så »hård« valuta - for os - som dollars.

Afspærringen overfor Østeuropa, som er sket efter amerikanske direktiver, forhindrer os i at skaffe os foderstoffer til landbruget og andre råvarer dér uden dollars. Englænderne nægter os konvertering af sterling. Marshallhjælpen skæres nu ned med 25%, senere med endnu mere, og ophører jo iøvrigt i en ikke fjern fremtid. Hvor skal vi altså skaffe foderstoffer til landbruget fra? Afsætningen af vore landbrugsvarer har englænderne nu et faktisk monopol på.

Kronesænkningen har ikke alene fordyret de engelske varer, men også amerikanerne tjener på den. I det hele taget har den virket som en allround forringelse af bytteforholdet for vore eksportvarer. Fra august til januar er eksport-pristallet faldet fra 308 til 290 (1935 = 100), medens import-pristallet er steget fra 285 til 316. Dette er ensbetydende med en forringelse af bytteforholdet med 18 % - svarende til lavt regnet 6-700 mill. kr. på et år. Og virkningen af kronesænkningen var jo aldeles ikke udtømt i januar. Sammenlign dette med at de såkaldte»marshall-gaver« sidste år lå på godt 400 mill. kr., og hvad får vi så? At alene på denne ene post: den allerede i selve marshalloverenskomsten betingede, af amerikanerne og englænderne gennemtrumfede kronenedskæring, har vi et valutatab, der nærmer sig det dobbelte af marshall-gavernes værdi! Og hertil kommer så yderligere, hvad frilistepolitiken og oprustningen kommer til at koste os - og det bliver beløb, der hver for sig er af samme størrelsesorden.

Medens Nationalbankens valutastilling hidtil var i støt fremgang, så går den efter kroneødelæggelsen nu nedad igen. Til trods for at vi leverer snart sagt hele vor landbrugseksport til England, er vi nu igen ved at oparbejde en »valutapukkel« på dette land - og denne gang ikke fordi vi importerer for meget fra England, men fordi vi rent ud sagt bliver snydt på priserne. Nationalbanken har - trods marshalldollars - forøget sin valutagæld med lige ved et halvt hundrede millioner kroner i december og januar.

Frigørelsen af vor import til de 60 %, som amerikanerne har krævet - og senere op til 75 % - vil i forbindelse med vore lave og de andres høje toldsatser i de kommende måneder både betyde yderligere dræn på valutaen og stigende arbejdsløshed herhjemme.

Samtidig medfører frilisterne, at regeringen ikke mere kan »klare« valutaproblemet ved at bremse for importen. Derfor har den såkaldte opposition så fuldstændig ret i, at hvis man tager den amerikanske politik som sit udgangspunkt, ja så er der ingen anden måde at klare problemerne på end ved at skære den brede befolknings indkomster og forbrug yderligere kraftigt ned, skabe arbejdsløshed og alt det der, så efterspørgslen falder og importen begrænses ad den vej. Al Hedtofts snak om, at »det der giver vor økonomiske politik dens fasthed og stabilitet, er det uforanderlige mål: en høj stabil beskæftigelse og produktion såvel på kort som på længere sigt til gavn for hele Danmarks befolkning« (Struer-talen), ja, det er jo netop ikke andet end en gang snak. For der er ikke anden vej end netop forbrugsnedskæring og arbejdsløshed til at klare valutaproblemet i en tilstand, hvor man saboterer samhandelen mod øst (hvor der er store muligheder både for et krisefrit afsætningsmarked og for at skaffe os mange af de vigtige råvarer m.v., som vi ellers skal købe for dollars), hvor man giver Amerika et delvist leverandørmonopol og England et aftagermonopol på vor udenrigshandel, og hvor man åbner Danmarks grænser på vid gab for uhæmmet og delvis direkte smuds-konkurrence bl. a. fra et nu amerikaniseret Vesttyskland.

Det er hårdkogt kapitalistisk politik i verdens- og landsmålestok, det drejer sig om her. På vor egen krop erfarer vi nu rigtigheden i det, som Lenin og Stalin gang på gang har fremhævet: at monopolkapitalisme, det er ensbetydende med national udbytning og undertrykkelse, og at kampen for national frihed og selvstændighed, det er kamp mod den engelsk-amerikanske krigslystne imperialisme.

Hvad går deres »helhedspolitik« ud på?

Regeringen og marshallpartierne har solgt vor selvstændighed til stanglakrids for marshalldollars. Det er dér hunden ligger begravet.

Og den helhedspolitik, som nu så febrilsk søges etableret - hvad enten det nu skal være før eller efter kommunevalget, før eller efter overenskomsterne - den går såmænd ene og alene ud på at tilrettelægge indenrigspolitikken endnu mere konsekvent, endnu hårdere efter den amerikanske nedskærings- og krigslinje. Når Thorkil Kristensen formulerer det sådan, at han stiller spørgsmålet »Har vi en politik?«, så er det jo i virkeligheden en konsekvent amerikansk politik, han - og de andre i andre formuleringer - efterlyser. Intet, overhovedet intet andet parti end det kommunistiske stiller spørgsmålet: Er det ikke snart på tide, at vi får en dansk politik?

De andres helhedspolitik går ud på nu at få gennemført alle enkeltheder i atlantpolitiken og i marshallpolitiken, i oprustningen, i frilistepolitiken, i kronenedskæringspolitiken, og lade arbejderne og tjenestemændene, husmændene og andre ligestillede betale gildet gennem arbejdsløshed og forbrugsnedskæring.

Men en sådan politik er det nu engang ikke muligt at gennemføre uden meget store vanskeligheder. Den tilsyneladende »krise« og det dødvande, der er i det officielle politiske liv, hænger sammen med disse vanskeligheder, som en sådan unational politik må møde. Det er jo ikke let at vide for de »styrende«, hvad de til enhver tid skal gøre, når det til syvende og sidst er i Paris, at afgørelserne træffes. Krags fadæse før og efter hans audiens hos Hoffmann i Paris i november er ikke noget, der tåler mange gentagelser. Så hellere afvente, hvad der bestemmes på højere sted, før man foretager sig noget. Det er en af forklaringerne på, at det åbenbart er umuligt for regeringen at forsyne rigsdagen med arbejdsstof. Bag den politiske »krise« ligger endvidere de økonomiske vanskeligheder, som marshallpolitiken har medført, først og fremmest på det valutamæssige område. En endnu mere formidabel vanskelighed er, at en sådan politik støder på voksende modstand i det danske folk. Lige fra de kullede grevers tid har det været forbundet med visse vanskeligheder at få det danske folk til at godkende, at landet er nogle få’s ejendom, som kan pantsættes, sælges og forrådes til fremmede for kontanter, det være sig for tysk eller amerikansk mønt, ja selv for »marshall-dollars.

Alle politiske handlinger viser, at der er enighed - en enighed som har sit udgangspunkt i Paris - fra Hedtoft til Knud Kristensen om, at overenskomsterne ikke må give arbejderne mærkbare forbedringer. Hvordan man så har tænkt sig at skære kagen, ligger vel ikke helt klart. Meget tyder på, at man vil trække overenskomsterne til efter kommunevalget, for når dette er overstået at lade forligsmanden fremsætte et forslag, der kun giver krummer for brød, og så lade det ophøje til lov. Derefter skulle vejen så være fri for den politiske samling om en mere »planmæssig« nedskæringspolitik, som det nu er ganske klart tilsigtes af samtlige marshallpartier.

Men eet er deres planer, et andet er om de vil lykkes.

Skal en sådan politik forpurres, og skal vejen banes for en ny politik, en dansk politik, så bliver det ved overenskomsterne og ved kommunevalgene, at slaget skal slås i denne omgang.

Ved overenskomsterne står det jo ganske enkelt således, at det drejer sig om, hvorvidt de værdier, der produceres ved danske arbejderes slid, skal gå til krigsforberedelser og til de engelsk-ameri-kanske kapitalister - og vore egne kapitalister med for den sags skyld - eller om arbejderne skal have en rimeligere andel. Om reallønnen skal hæves, arbejdsløsheden imødegås ved arbejdstidsindskrænkning og ferieordningen skal forbedres - eller om pengene skal gå til krigen og til kapitalisterne. Som det er gået før i Danmarks historie, er arbejdernes og tjenestemændenes kamp for bedre kår i dag led i en større kamp, et opgør med de fremmede og med dem, der har solgt landet til dem.

Og på samme måde drejer heller ikke kommunevalgene sig alene om snævre interesser. Det drejer sig i første række om at benytte dem til et opgør med de folk, der går de fremmedes og krigens ærinde. Det er der så meget mere grund til at gøre ved kommunevalgene, som netop kommunerne i meget høj grad er organer, der er udset til at være led i den hele nedskæringspolitik.

Ved at øge kommunistisk partis stemmer giver man større kraft til modstanden mod den unationale politik og mod krigens politik, og samtidig forhindrer man, at kommunerne i den kommende tid kan bruges i den forenede reaktions nedskæringsplaner.

Februar 1950

Kolonifolkenes vej i dag

Liu Shao-chi, som er næstformand i den faglige verdensføderation og ærespræsident for de kinesiske fagforbund, holdt nedenstående tale på en fagforeningskonference i Peking.

Talen er gengivet efter det svenske blad »För varaktig fred, för folkdemokrati«, d. 3. januar 1950.

På præsidiets vegne erklærer jeg fagforeningskonferencen for Asiens og Australasiens lande for åbnet.

Efter længere tids forberedelse under Det Faglige Verdensforbunds ledelse begynder i dag i Den kinesiske Folkerepubliks hovedstad Peking fagforeningskonferencen for Asiens og Australasiens lande - Kinas arbejderklasse og den kinesiske faglige landsorganisation hilser på det hjerteligste denne store internationale arbejderkongres og betragter det som en stor ære, at den træder sammen i Kina.

Den faglige konference for Asiens og Australasiens lande i Kina er muliggjort af den mægtige udvikling i den progressive arbejderbevægelse og de nationale frihedsbevægelser i Asien og Australasiens lande. Den er en stor sejr for verdens demokratiske fagforeningsbevægelse, som ledes af Verdensforbundet, og som stadig vokser og udvikles, en stor sejr i kampen mod den splittelsespolitik, der føres af de reaktionære fagforeningsledere i USA, England og Holland, og i kampen for at befæste den internationale arbejderbevægelses enhed i forsvaret for freden, demokratiet og arbejdernes rettigheder og interesser over hele verden. Samtidig er den gjort mulig af den afgørende sejr for det kinesiske folks revolution i Kinas vældige område.

Denne på et sådant grundlag sammenkaldte konference for Asien og Australasiens lande vil uden tvivl sætte fart i den fremskridtsvenlige arbejderbevægelses udvikling og i de allerede omfattende nationale frihedsbevægelser i Asien og Australasien. Den vil endvidere styrke enheden i de asiatiske og australasiatiske landes arbejderklasse på grundlag af den internationale arbejderklasses enhed.

Vor konference er gennemført under direkte ledelse af verdensforbundets arbejdsudvalg. Vi skal høre en beretning af kammerat Louis Saillant, Verdensforbundets generalsekretær, om den internationale arbejderbevægelses udvikling samt beretninger fra delegerede for forskellige faglige landsorganisationer i Asien og Australasien. Vi skal også udarbejde en række resolutioner og skabe et handlekraftigt organ, så at denne konference kan spille sin retmæssige rolle i verdens arbejderbevægelse, særligt i Asiens og Australasiens arbejderbevægelse og nationale frihedsbevægelse. Vor konference må gå i gang med store og vanskelige opgaver, et kolossalt arbejde. Ved hårdt arbejde af alle vore delegerede vil konferencen dog opnå de gode resultater, som vi har forudset.

Kammerater! Over halvdelen af verdens befolkning lever i de asiatiske og australasiatiske områder. Disse områder har rige ressourcer og flittigt arbejdende mennesker med verdens ældste kultur, folk som skulle have kunnet skabe sig et lykkeligt og smukt liv som de selv ville. Men ulykkeligvis er mange af disse lande i de sidste århundreder blevet invaderet af imperialsmen, som har påtvunget dem et kolonialt eller halvkolonialt system. Disse imperialister udsuger hæmningsløst de koloniale og halvkoloniale folks arbejdskraft og de undertrykker hensynsløst al modstand. Af disse grunde er folkene og særlig arbejderklassen i disse områder dømt til sult, mørke og død.

Det rige rov fra kolonierne og halvkolonierne i Østen og andre dele af verden har givet imperialisterne styrke til at holde folkene i deres egne lande nede og også dømme dem til arbejdsløshed, sult og undertrykkelse.

Kolonierne og halvkolonierne er verdensimperialismens sidste baser og på dem beror imperialisternes eksistens. Imperialisternes såkaldte civilisation er opbygget på forbryderisk undertrykkelse af kolonier og halvkolonier. Velstand for en ynkeligt lille håndfuld mennesker er opbygget på lidelse og fattigdom for over en milliard mennesker i kolonier og halvkolonier i moderlande. Det er kernen i imperialismens såkaldte civilisation. Derfor er det nødvendigt for de koloniale og halvkoloniale folk og for det arbejdende folk i de imperialistiske lande at forenes og kæmpe mod deres fælles fjende, imperialismen. Kernen i denne enhed må først og fremmest være enheden mellem arbejderne i disse lande. Dette er den eneste vej, som fører til frihed for de koloniale og halvkoloniale folk og til frigørelse af det arbejdende folk i de imperialistiske lande.

Imperialisternes brutale undertrykkelse og udsugning af kolonier og halvkolonier i Asien og Australasien har i lang tid fremkaldt uafbrudt modstand fra de koloniale og halvkoloniale folk, en modstand som bliver stærkere og bedre organiseret for hver dag. Efter Den socialistiske Oktoberrevolutions sejr i Rusland og oprettelsen af verdens første socialistiske stat har de koloniale og halvkoloniale folks modstand mod imperialismen og deres kamp for national selvstændighed nået et helt ny stadium og fået verdensomfattende dimensioner og betydning. Sejren i den anden verdenskrig, nederlaget for de tre imperialistiske lande Tyskland, Japan og Italien, svækkelsen af de to andre imperialistiske stater, England og Frankrig - alt dette har givet den nationale frihedsbevægelse i kolonier og halvkolonier nyt omfang og ny styrke. Et resultat heraf er, at det kinesiske folks uforlignelige frihedskrig mod imperialismen og dens lænkehunde, Kuomintangs reaktionære, er sluttet med en stor sejr. En fjerdedel af verdens befolkning har vundet sin frihed. Vietnam har i sin nationale frihedskrig befriet 90 % af sit område. Den nationale frihedskrig i Burma og Indonesien udvides. I Malakka og på Filippinerne udvikler der sig en hårdnakket og sej partisankamp mod imperialismen og dens lakajer. Selv i Indien er der væbnet en frihedskamp begyndt. I Japan udvikler der sig en fremskridtsvenlig arbejderbevægelse og en fremskridtsvenlig folkebevægelse til kamp mod Japans forvandling til en koloni for den amerikanske imperialisme. Intet kan standse det koreanske folks frihedsbevægelse mod Synghman Rhee, - denne lakaj for den amerikanske imperialisme, - en frihedsbevægelse, der som mål har sat sig oprettelsen af en fælles demokratisk folkerepublik i hele Korea. En arbejderbevægelse og en national frihedsbevægelse vokser også frem i Siam, i Forasien og i Australien.

Skulder ved skulder med denne mægtigt udviklede nationale frihedsbevægelse og arbejderbevægelse, kolonier og halvkolonier står Sovjetunionen, folkedemokratierne og fredens og demokratiets kræfter over hele verden. Derfor kan man med absolut sikkerhed gå ud fra, at disse bevægelser vil bestå, udvikles og nå deres endelige sejr. Den nationale frihedsbevægelse og den folkedemokratiske bevægelse i kolonier og halvkolonier kan ikke standses før den fuldstændige sejr. Dens kamp er en absolut retfærdig kamp. Den må vinde sejr, den vil uden tvivl vinde sejr. Det kinesiske folks store sejr tjener som det bedste varsel herfor.

Under krigen blev imperialisterne tvunget til at love de koloniale og halvkoloniale folk friheden til at oprette deres egne selvstændige stater og til at vælge regeringsformer efter deres egen fri vilje. Men næppe var krigen endt, før imperialisterne brød deres løfter og vendte kanonerne mod de koloniale og halvkoloniale folk, som krævede selvstændighed. Imperialisterne bryder freden og undertrykker med våbenmagt de koloniale og halvkoloniale folks nationale selvstændigheds bevægelse. Af den grund har de koloniale og halvkoloniale folk al ret til at føre væbnet kamp mod imperialismens væbnede anfald og for deres nationale selvstændighed.

De koloniale og halvkoloniale folks væbnede kamp mod imperialismens angreb og for deres nationale selvstændighed udgør en lige så mægtig kraft for styrkelsen og forsvaret for verdensfreden som sejren i det kinesiske folks frihedskrig, som har givet et mægtigt krafttilskud til fredens og demokratiets styrker i verden. De nationale frihedskæmpere i Vietnam, Burma, Indonesien, Malaya og på Filippinerne handler fuldkommen rigtigt. De anvender samme våben mod imperialisterne, som disse anvender for at undertrykke kolonierne. Jeg mener, at vor faglige konference for Asien og Oceanien bør støtte de nationale frihedskrige i disse lande, som bekæmper angreb fra imperialisterne og deres lakajer. Alene sejr i den nationale frihedskrig og fordrivelse af imperialisterne fra Asiens og Oceaniens undertrykte lande kan fuldstændig løse spørgsmålet om arbejderklassens befrielse, spørgsmålet om højnelse af arbejdernes levestandard, forbedring af arbejdsforholdene og sikring af de faglige rettigheder i disse lande. Det er umuligt at nå til grundlæggende forbedringer i arbejdernes standard, så længe imperialisterne beholder det koloniale og halvkoloniale herredømme. Kampen for national selvstændighed og folkedemokrati er derfor den vigtigste opgave for arbejderklassen i de koloniale og halvkoloniale lande.

Det kinesiske folks vej til nedkæmpelse af imperialismen og dens lakajer og oprettelse af folkerepublikken i Kina er den vej, som folkene i de koloniale og halvkoloniale lande bør vælge i deres kamp for national selvstændighed og folkedemokrati.

Den vej, som har ført Kinas folk til sejr, er således: 1) Arbejderklassen må slutte sig sammen med alle andre klasser, partier og grupper, organisationer og enkeltpersoner, som er villige til at bekæmpe imperialismens og dens lakajers undertrykkelse, oprette en bred, landsomfattende enhedsfront og føre en resolut kamp mod imperialismen og dens lakajer. 2) Denne landsomfattende enhedsfront må ledes af arbejderklassen, som er den mest beslutsomme, den modigste og mest uselviske modstander af imperialismen, og af arbejderklassens politiske parti, det kommunistiske parti, hvorved arbejderklassen og dens parti må danne kærnen i enhedsfronten. Enhedsfronten kan ikke ledes af den vaklende og kompromissøgende borgerklasse eller småborgerne og deres politiske partier. 3) For at arbejderklassen og dens politiske parti, det kommunistiske parti, skal kunne blive centrum for foreningen af alle nationale antiimperialistiske kræfter og med held føre den nationale enhedsfront til sejr, må man tålmodigt opbygge et kommunistisk parti, som er udrustet med den marxistisk-leninistiske teori, et parti som mestrer strategien og taktikken, et parti som øver selvkritik og opretholder en streng disciplin og som er nært forbundet med masserne. 4) Det er nødvendigt altid og alle steder, hvor det er muligt, at oprette en folkets frihedshær under ledelse af det kommunistiske parti, en hær som med styrke og dygtighed kan bekæmpe fjenden, samt støttepunkter for disse hæres operationer og at samordne massekampen i de af fjenden kontrollerede områder med de væbnede kampe. Den væbnede kamp er den vigtigste kampform i den nationale frihedskamp i mange koloniale og halvkoloniale lande.

Dette er den vej, som Kinas folk har fulgt på sit sejrstog. Dette er Mao Tse-tungs vej. Den kan også blive vejen til frigørelse af folkene i andre koloniale og halvkoloniale lande, hvor der råder lignende forhold.

Problemet er klart.

Imperialisterne i kolonier og halvkolonier er banditter bevæbnet til tænderne. De har stadig store styrker til deres rådighed for at beherske folkene i alle de lande, de kontrollerer. Vi skal ikke undervurdere disse styrker. Det er umuligt for den revolutionære arbejderklasse og de undertrykte folk i disse lande at afkaste imperialismens og dens lakajers åg og oprette en folkedemokratisk stat ved at vælge nogen lettere vej end den, der ovenfor er anvist. Den, der forsøger noget sådant, begår en fejl. Samtidig må vi forstå, at imperialisterne er isolerede, særligt blandt koloniernes og halvkoloniernes folk. Og bortset fra deres lakajer er folkets store masse imod dem - ikke blot arbejdere og bønder, men også småborgerne, store grupper af intelligensen og den nationale borgerklasse i kolonier og halvkolonier. Skønt proletariatet er den klasse, som med størst beslutsomhed bekæmper imperialismen, udgør det i almindelighed kun et mindretal af folket i kolonier og halvkolonier. Af disse grunde må og kan arbejderklassen i kolonier og halvkolonier, hvis den vil besejre den endnu mægtige imperialisme, forene alle klasser, politiske partier, organisationer og enkeltpersoner, som er villige til at bekæmpe imperialismen og dens lakajer og danne en bred, landsomfattende enhedsfront. Kun på denne måde bliver det muligt at sejre. Arbejderklassens første opgave i denne sammenhæng er at slutte sig sammen med bønderne og oprette et stærkt forbund af arbejdere og bønder.

Skønt det nationale bourgeoisi i kolonier og halvkolonier i det store og hele er modstander af imperialismen i visse perioder og til en vis grad kan være allieret med arbejderklassen i kampen mod imperialismen, er det alligevel usikkert, det er med mange bånd knyttet til imperialismen, det frygter en virkelig revolutionær folkebevægelse, det er i sin karakter vaklende og kompromissøgende og kan ikke ved egen kraft blive anderledes. Derfor kan det ikke være den ledende kærne i nationens forening og ved opbygningen af en mægtig national enhedsfront. Hvis bourgeoisiet skulle lede bevægelsen, ville det uundgåeligt søge et kompromis på halvvejen, på bevægelsens mest kritiske punkt, og føre bevægelsen til nederlag og tunge prøvelser. Der findes mange sådanne eksempler i historien, som ikke behøver at opregnes her.

Småborgerne er ganske vist som klasse bestemte modstandere af imperialismen, men heller ikke de kan være den ledende klasse i alvorlige revolutionære kampe på grund af deres svagheder. Hvis den nationale frihedsbevægelse i kolonier og halvkolonier skal kunne vinde sejr i den nuværende historiske fase - det imperialistiske herredømmes fase - kan den derfor kun ledes af proletariatet og dets parti, det kommunistiske parti.

Naturligvis er det ikke let for proletariatet og dets parti at blive ledere for hele nationen. Til dette kræves, at partiet ejer alle de nødvendige egenskaber, af hvilke de vigtigste er en grundig beherskelse af den marxistisk-leninistiske teori, forståelse af revolutionær strategi og taktik og et grundigt kendskab til sine omgivelser, så det formår at skabe de rigtige programmer, paroler, kamp- og organisationsformer og samordne disse former på de forskellige stadier i folkets revolutionære kamp. Samtidig er det kun muligt for partiet at lede folkets brede masser i en virkelig kamp og gøre dem delagtige i organisationens og disciplinens kampånd under den forudsætning, at partiet øver selvkritik og opretholder streng disciplin, samt at det er nært forbundet med masserne.

Imperialisternes og deres lakajers herredømme i kolonier og halvkolonier berøver folkene alle demokratiske rettigheder, således som det skete i det Kina, der nu tilhører fortiden. Forfulgte og jagede af imperialisterne og deres lakajer i byerne, hvor den hvide terror rasede, var vore revolutionære tvunget til at søge tilflugt i landsbyerne og i bjergene og forsvare livet med våben i hånd. Men hvis denne væbnede kamp kun havde været begrænset til forsvar, ville den uundgåeligt være slået ned af imperialisterne og deres agenter. Derfor måtte de revolutionære søge et nært forbund med bønderne og alle andre modstandere af imperialismen, de måtte anvende alle metoder for at slå de gentagne offensiver tilbage og bryde igennem den omringning, som blev organiseret af imperialisterne og deres agenter, de måtte organisere regulære revolutionære arméer for at slå imperialisternes og deres lakajers arméer. Netop derfor blev det muligt at opbygge stærke revolutionære arméer og til slut drive imperialisterne og deres lakajers styrker bort og sejre i den nationale frihedskamp. Det er ganske tydeligt, at uden sådanne væbnede forsvarsstyrker kan kolonifolkene ikke opnå noget som helst for sig selv. Arbejderklassens organisation og den nationale enhedsfront opstår og udvikles i nær tilknytning til opkomsten og udviklingen af en sådan væbnet kamp. Dette er den uundgåelige vej for mange koloniale og halvkoloniale folk i kampen for selvstændighed og national befrielse.

Den kendsgerning, at den væbnede kamp kan og bør blive hovedformen for folkets frihedskrig i mange kolonier og halvkolonier, indebærer slet ikke, at den ikke bør kombineres med andre kampformer. Den væbnede kamp på landet bør kombineres med legal og illegal massekamp i byer og distrikter, som kontrolleres af fjenden. Senere skal vi i detaljer drøfte spørgsmålet om forening af arbejdernes og folkemassernes legale og illegale kamp i byer, som er okkuperet af fjenden. Jeg skal derfor ikke behandle dette spørgsmål her.

Jeg mener, at kampen mod den imperialistiske og feudale undertrykkelse og for national selvstændighed og folkedemokrati bør være hovedpunktet i arbejdet på denne konference for Asiens og Oceaniens lande. Vor konference bør diskutere og fatte beslutning om de konkrete kampmetoder, som arbejderklassen må anvende i de forskellige lande for at nå dette mål. For virkeliggørelsen af dette mål er det vigtigt, at vi har en sikker støtte i arbejderklassen og i fredens og demokratiets kræfter i Europa, Amerika og andre dele af verden. Derfor må dagsordenen for vor konference også omfatte en diskussion om kampen mod splittelsen af verdens arbejderbevægelse, om støtte til enheden i verdens arbejderbevægelse, om fred på grundlag af folkenes ligestilling, om kampen mod krigshetzernes sammensværgelse for at få en ny krig igang og oprette deres verdensherredømme samt spørgsmålet om forsvaret af arbejderklassens daglige interesser og erobring af faglige rettigheder.

Dette er de historiske opgaver, som vor konference skal behandle. Jeg håber, at de delegerede vil diskutere og afgøre disse spørgsmål. Ned med imperialismen!

Leve sejren og friheden for alle undertrykte nationer, alle kolonier og halvkolonier i Asien og Australien!

Proletarer i alle lande, foren jer!

Leve Det Faglige Verdensforbund, der leder arbejdernes verdensbevægelse!

Må den faglige konference for Asiens og Australasiens lande bære frugt!

Leve befrielsen af arbejderklassen og folkene i Asien og Australasien!

Februar 1950

Bondebevægelsen i Italien

af Pietro Grifone, deputeret i det italienske parlament

I foråret 1949 sluttede den store 35 dages generalstrejke, der var startet på initiativ fra Po-dalens landarbejdere, med nederlag for godsejerne og regeringen og sejr for de strejkende.

I slutningen af samme år rettede de italienske bønder endnu et slag mod de besiddende klasser og den reaktionære regering, der forsvarede disse klassers interesser. I strejken deltog den forarmede bondebefolkning i Syditalien og på øerne. Den satte sig som mål at tiltvinge sig uopdyrket eller dårligt opdyrket jord fra de store jordejere.

Den fattige bondebefolkning i Syditalien lever i skrigende nød. Levestandarden er den samme som for 50 til 100 år siden. Da disse bønder ikke ejer jord, eller kun ejer ubetydelige jordlodder, er de tvunget til at arbejde som daglejere for en løn af 200-400 lire om dagen, og de har ikke arbejde mere end 10 dage om måneden.

En sådan families indtægt, understøttelse medregnet (der ofte ikke udbetales), udgør 7 til 8 tusind lire om måneden, medens eksistensminimum beregnes til 30.000 lire om måneden.

Arbejdsløse landarbejdere og fattige bønder får overhovedet ingen understøttelse. Fattigdommen tiltager i vintermånederne, da udearbejdet indskrænkes og det er vanskeligt at få andet arbejde.

Under sådanne forhold er de syditalienske jordløse bønders krav, om at de store jordbesidderes udnyttede områder skal deles ud til dem, fuldt lovlige og berettigede.

I årene 1944-46, efter landets befrielse, fik Syditaliens jordløse bønder 200.000 ha jord, der tidligere tilhørte godsejerne. Dette skete efter de love (Gullo-lovene) som kommunisterne fik vedtaget, da de deltog i regeringen. Men i årene derefter gjorde godsejerne med støtte fra den kristeligt-demokratiske regering modstand mod jordfordelingen og forsøgte atter at tilrive sig deres godser.

Alt dette sker i en periode, hvor den almindelige økonomiske situation i landet stadigt er blevet forringet som følge af »Marshallplanen« og regeringens indretten sig på krig, og hvor statsbudgettets i forvejen små udgifter til kapitalinvesteringer i offentlige arbejder, nybygninger og vandingsanlæg er blevet yderligere formindsket.

De love, der skulle formindske arbejdsløsheden indenfor landbruget (tvungen antagelse af arbejdskraft, tvunget arbejde på forbedringer i driften), gennemførtes kun i meget ringe udstrækning, og bøndernes ansøgninger om leje af uopdyrket jord blev end ikke taget op til behandling.

Under disse omstændigheder havde de sultende bønder i Syditalien intet andet valg end at kæmpe med fornyet energi og lægge beslag på uopdyrket og dårligt opdyrket jord. I mere end 20 provinser indledte den fattige bondebefolkning en kraftig offensiv under det kommunistiske partis førerskab.

De første aktioner blev gennemført i Avellino (i Campagnen) og i provinsen Sassari (på Sardinien). Her tog over 10.000 bønder på en enkelt dag, den 2. oktober, 8.000 ha jord i besiddelse. Regeringen svarede med anholdelser og repressalier. Kampen fortsatte imidlertid og bønderne beholdt en stor del af den beslaglagte jord.

Men de vigtigste begivenheder i kampen, der betegnede et vendepunkt ikke bare i bondebevægelsen, men også i den politiske stilling i hele landet, udspilledes i slutningen af oktober og begyndelsen af november i Calabrien, hvor 500 godsejere ejer 450.000 ha, lige så meget som provinsens 500.000 bønder tilsammen.

Mere end 30.000 bønder beslaglagde i dagene fra den 28. til 30. oktober 10.000 ha jord i provinserne Cosenza og Catanzaro. I den lille by Melissa åbnede Scelbas politi ild mod bønderne, dræbte 3 og sårede mange.

Hele landet oprørtes over voldsdåden i Melissa. Nyheden herom spredtes om morgenen og ved middagstid udbrød på Den almindelige italienske Arbejderkonføderations initiativ en landsomfattende proteststrejke. De reaktionære, der blev forskrækkede over strejkens omfang og folkets hurtige svar, talte om en »lyn-strejke«.

Bevægelsen standsede ikke med generalstrejkens ophør. Landets opmærksomhed var med fornyet styrke blevet rettet mod jordspørgsmålet. Mange måneder igennem var jordspørgsmålet forsidestof i alle partiers presse. Som følge af de forarmede syditalienske bønders heltemodige kamp og trykket fra den offentlige mening blev regeringen tvunget til at indrømme, at bøndernes krav var fuldt ud berettigede, og den lovede derfor at tage skridt til gennemførelsen af reformer.

Vice-landbrugsministeren, der i største hast var blevet sendt til Calabrien for selv at sætte sig ind i situationen, måtte indrømme, at bønderne havde ret. Enkelte jordbesiddere underskrev de overenskomster, der bekræftede bøndernes ret til den jord, som tidligere var blevet tildelt dem. Yderligere 4.000 ha blev samtidigt overgivet til bønderne.

Sejren i Calabrien opmuntrede de andre bønder i deres kamp. Nogle dage efter skuddene i Melissa sluttede Siciliens og Campagnens bønder sig til kampen, efterfulgt af bønderne i Basilicata og Apulien. Titusinder arbejdende mennesker trodsede polititerror, massearrestationer og repressalier og beslaglagde beslutsomt godsejernes jord. De begyndte at pløje og så, og de tilbageviste angreb fra store politistyrker, der ikke kunne drive bønderne væk fra den besatte jord, takket være deres glimrende organisation.

Bønderne trak sig ikke tilbage, men vendte gang på gang tilbage til de besatte jordområder. Massearrestationer i fascistisk stil formåede ikke at svække kampånden hos dem, der kæmpede for jord.

Beslaglæggelsen af jorden spredte sig over store områder. I begyndelsen af december optog bønderne i Lazio kampen. Landarbejderne i Po-provinserne har besat Deltaområderne.

Den overrumplede regering greb atter til politimetoder. Atter blev bønder skudt, denne gang i Torremaggiore, og landet svarede atter med almindelig sympatistrejke den 1. december. Regeringen gav da ordre til, at der skulle indledes forhandlinger for at bilægge striden.

Overalt nedsattes særlige jord-komitéer, der skulle registrere og uddele jord til bønderne. Der opnåedes overenskomster med bønder i Palermo, Salerno, Cosenza og Viterbo. Tusinder hektar land blev overført i de kooperativt organiserede bønders eje.

Den nye situation, der opstod som følge af bøndernes kamp, gjorde det muligt for arbejderklassen at styrke og udvide sit samarbejde med den arbejdende landbefolkning. »UNITA«, organ for Italiens kommunistiske Parti, fik stort held med sit forslag om at sende en gruppe journalister på studierejse til Calabrien. Ikke blot de »liberale« journalister fra Norditalien, men også de katolske pressefolk måtte tilslutte sig kommunisternes opfattelse af hovedpunkterne i jordreformen.

Fornyligt afholdtes der på kommunisternes initiativ, sammen med socialisterne og andre ærlige demokrater »Kongresser for Syditaliens fornyelse«, der blev en stor succes og som hjalp arbejderklassen til at vinde nye forbundsfæller. De delegerede, der valgtes på folkemøder, ved møder i fabriker, byer og landsbyer, diskuterede på kongresserne spørgsmål, der berørte Syditaliens økonomiske og sociale genopbygning.

Bondebevægelsens største betydning lå imidlertid deri, at det lykkedes bønderne og andre fremskridtvenlige kræfter at tvinge regeringen og reaktionen til at påtage sig konkrete forpligtelser i spørgsmålet om jordreformen.

Tidligere lå den kristeligt-demokratiske regering under for den illusion, at det var muligt på ubestemt tid at udskyde gennemførelsen af enhver jordreform. Stillet overfor det ultimatum, der førtes frem af Calabriens bønder, foreslog regeringen, at parlamentet hurtigst muligt skulle vedtage en lov, der kun gjaldt en del af Calabrien. Ifølge denne lov skulle 5.000 bondefamilier få tildelt 45.000 ha jord indenfor de nærmeste 5 år.

Den præstelig-reaktionære regering forsøgte, sammen med de store jordbesiddere i Mellem- og Norditalien og i forståelse med industrimagnaterne og bankfolkene, at erstatte jordreformen med delvis eftergivenhed i de sydlige områder.

Formålet med denne »lille lov«, der efter forslaget skulle gælde Calabrien, er at tage mindre jordlodder fra nogle godsejere i Syditalien, og på denne måde redde de store godsejere i Toscana og kapitalisternes ejendomme i Norditalien.

Denne reaktionære plan er imidlertid dømt til at mislykkes. Så snart regeringen offentliggjorde »loven« for Calabrien, ifølge hvilken de fattige bønder skulle betale godsejerne for jorden, begyndte bondeorganisationerne og kommunistisk parti en modoffensiv, hvorunder de fattige bønder i hele Italien opfordres til at forstærke deres kamp for kravet om, at jorden skal overlades med det samme, for al fremtid, til alle og overalt. Denne parole, som blev udarbejdet af fagforeningerne og kommunistisk parti, blev med begejstring modtaget af de kæmpende masser.

Bønderne må have jord nu, - med det samme -, og ikke om 6 år eller efter bygningen af overrislingsanlæggene, som regeringen ønsker det. Desuden kræver man nødvendig hjælp til de fattige bønder, så de med det samme kan begynde at dyrke deres jord.

De skal have jorden for al fremtid, mod lav afgift. Jord til alle de fattige bønder, de ejendomsløse og de der har små jordlodder, og ikke bare til et begrænset antal privilegerede, udvalgt for at skabe splittelse og korruption. Overalt, thi der er ingen grund til, at der kun skulle uddeles jord i Crotone, og ikke i hele Calabrien, ikke i hele Italien, hvor problemet om ekspropriering af jorden fra godsejerne og uddeling af jord til bønderne er lige så akut og påtrængende.

De fattige bønders store kamp, der begyndte i oktober på det her beskrevne grundlag, og som er forenet med middelbondens kamp mod den hårde beskatning, vil gribe om sig, nu da den trækker nye grupper af bønder med ind i forbund med landarbejderne, husmændene og småforpagterne, der kæmper for bedre vilkår.

Italiens bønder er fast organiserede i deres foreninger og kooperative sammenslutninger og stærke gennem det forbund, der er sluttet i Komitéen for Kamp for Jord. Under det kommunistiske partis førerskab vil de selv gennemføre jordreformen og foruden jord også tilkæmpe sig frihed og fred.

Et demokrati for alle.

Den 12. marts skal der være valg til Den øverste Sovjet i Sovjetunionen. Vi bringer efter D. Tjesnokov, Pravda d. 19. januar 1950, nogle oplysninger om den Øverste Sovjets sammensætning.

Et klart udtryk for den socialistiske demokratisme er sammensætningen af Sovjetmagtens øverste organ, den Øverste i Sovjet. I dennes ene kammer, Unionssovjetten, er der ialt 682 deputerede. Af disse er 287 arbejdere, 151 bønder og 239 funktionærer og intellektuelle. I det andet kammer, Nationalitetssovjetten, er der ialt 657 deputerede. Deraf er 224 arbejdere, 198 bønder og 235 funktionærer og intellektuelle.

Sammensætningen afspejler også, i hvilken grad de mange forskellige nationaliteter i Sovjetunionen er draget med i det aktive politiske liv. Blandt 1.339 deputerede i begge kamre findes der 555 russere, 175 ukrainere, 48 hviderussere, 39 usbeker, 26 kasakher, 61 grusinere, 40 aserbaidjanere, 29 litauere, 24 moldauer, 31 letter, 20 kirgisere, 22 tadjiker, 43 armeniere, 22 turkmenere, 25 ester, 12 karelere og finner, 19 tatarer, 11 tjuvasjer, 12 osetinere, 11 fra Dagestans nationaliteter, 10 burjat-mongoler, og 115 deputerede tilhører andre nationaliteter end de her nævnte.

*

»Man taler om demokrati. Men hvad er demokrati for noget? Demokratiet i de kapitalistiske lande, hvor der findes klasser, der bekæmper hinanden, er til syvende og sidst et demokrati for de stærke, et demokrati for det besiddende mindretal. Demokratiet i Sovjetunionen er derimod et demokrati for den arbejdende befolkning, dvs. et demokrati for alle. Men deraf følger, at det ikke er forslaget til Sovjetunionens nye forfatning, men de borgerlige forfatninger, der bryder demokratiets principper. Derfor mener jeg, at Sovjetunionens forfatning er den eneste konsekvent demokratiske forfatning i verden«

April 1950

Faglige skruebrækkere i den amerikanske imperialismes tjeneste

L. Seden.

For nogle måneder siden trådte monopolkapitalens fagforeningsdrabanter sammen i London for at oprette deres såkaldte »Internationale Sammenslutning af frie Fagforeninger« (ICFTU). Den reaktionære presse og radio satte alle kræfter ind på at fremstille denne begivenhed som noget af uhyre vigtighed. De meddelte, at den Faglige Verdensføderation sang på det sidste vers. De berømmede i høje toner den hastigt sammenflikkede sammenslutnings fortjenester og glorværdige fremtid. De beskrev den som et fagforeningscentrum, der var »uafhængigt af regeringer og partier«, der var »hævet over politik« og som i det hele taget vat frit som himlens fugle og som kunne sikre det arbejdende folk »brød, frihed og fred«.

Alle disse påstande var det rene bedrag og humbug fra ende til anden.

Myten om, at denne nye sammenslutning skulle være »uafhængig« af partier og regeringer, brast som en sæbeboble ved selve den stiftende konference. De anti-sovjetiske, anti-kommunistiske og anti-demokratiske taler, der blev holdt af folk som Green, Deakin, Tewson Brown og Jouhaux, gjorde det sammen med den hæmningsløse lovsang over Washingtons aggressive politik klart, at hele planen har sit udspring i Wall Street. Londonbladet New States man and Nation kommenterede meget åbenhjertigt mødet således: »Vanskeligheden for denne af amerikanerne dominerede sammenslutning vil bestå i at finde noget diskussionsemne, bortset fra had til kommunismen, hvorom dens meget forskelligartede elementer kan gøre sig håb om at kunne enes.«

Fra starten er denne »internationale sammenslutning«, der er blevet flikket sammen i London, alt andet end et internationalt organ. Den er et støtteorgan for den amerikanske imperialisme. På den stiftende konference blev lovene skabt af det amerikanske udenrigsministeriums fagforeningsudsendinge - af William Green, Irving Brown og Walther Reuther. Hver eneste beslutning blev truffet efter deres instrukser, lige fra hvor sammenslutningen skal have sit permanente hovedsæde og til hvordan pladserne i dens bestyrelser skal fordeles.

De amerikanske chefer fik sammenslutningen til at antage Bruxelles som hovedkvarter, og påtog sig at ordne eventuelle »valutavanskeligheder« - sammenslutningen skal med andre ord være en holdt organisation. De iagttog alle forholdsregler for at holde selv deres engelske partnere ude fra ledelsen. Formandsposten blev tildelt Paul Finet, en belgisk højresocialdemokrat, formodentlig ud fra den anskuelse, at denne lille amatørpolitiker lydigt ville efterkomme alle amerikanske ordrer.

De engelske TUC ledere (Den britiske Fagforeningskongres), der indtil for ganske nylig klagede over at blive skubbet til side i den Faglige Verdensføderation, for hvilken Deakin tidligere var formand, gør en yderst sørgelig figur nu, hvor de må nøjes med de billige pladser i det nye amerikanske fagforeningsteater.

Ivrige efter at tækkes de amerikanske chefer for dette fagforeningsagentur for Marshallplanen i Bruxelles har en del af pressen i Vesteuropa beskrevet det som en »Fagforeningsinternationale«. I sandhed international! Man må have mistet al forståelse af den tid, vi lever i, for at kunne tale om en »internationale«, der ikke omfatter de vigtigste arbejderorganisationer i Sovjetunionen, Østeuropa, Frankrig, Italien, Kina, Latinamerika og Indien. De engelske og amerikanske fagforeningsspidser kunne til deres nye foretagende kun mønstre lederne for en række små skruebrækkerorganisationer, der er brudt ud fra de nationale fagforeningscentrer, og som kun opretholdes ved amerikanske tilskud.

Det er især afslørende for dette enhedsbrydende Bruxelles-foretagendes imperialistiske og anti-demokratiske karakter, at det ikke er lykkedes dem at få støtte fra koloniernes arbejdere. Ikke een eneste ægte større fagforeningsorganisation fra kolonierne eller de afhængige lande var repræsenteret ved konferencen i London. Nogle få fagforeningsledere fra Britisk Vestindien, der dog forsøgte at give deres besyv med i forhandlingerne, blev åbenlyst hånet, og man lod dem forstå, at de kun var tilstede som andenrangs delegerede. Enhver kritik af kolonistyret, selv når den kom fra disse specielt udvalgte, omhyggelige sorterede og sigtede delegerede, blev undertrykt på den mest overlegne måde. Resultatet var, at en del af disse delegerede fra kolonierne rent ud erklærede, at dette skulle være deres første og sidste forbindelse med Bruxelles-sammenslutningen. Rhany Ghosh fra den indiske nationale fagforeningskongres erklærede, at »hvis denne konference kun skal udvikle sig til en anti-kommunistisk organisation, bliver jeg tvunget til at tage afstand fra den.«

Denne Bruxelles-sammenslutnings forfatning, manifest og andre stiftelsesdokumenter viser, at dette kun tilsyneladende er en arbejderorganisation, at det er en gul organisation skabt af de imperialistiske regeringer for at bedrage og vildlede arbejderklassen. Dens grundlæggere skriver blankt under på alle Marshall-administrationens planer om at underlægge sig folkene, de støtter den aggressive Atlantpagt og forpligter sig til uforsonlig kamp mod Sovjetunionen og folkedemokratierne.

Allerede de første praktiske skridt, som Bruxelles-sammenslutningen og de nationale organisationer, der tilslutter sig den, har taget, beviser atter, at dens sande formål er at arbejde som hjælpeorganisation for den amerikanske imperialisme.

*

ICFTU har utvivlsomt fået tildelt en fremtrædende plads i den række af muldvarpeorganisationer, som den amerikanske imperialisme har opbygget siden krigen. De ledende kredse i Amerika har tiltænkt organisationen visse særlige funktioner, samtidig med at den skal modvirke den Faglige Verdensføderations indflydelse. Sammen med den internationale højresocialdemokratiske central - det berygtede KOMISCO - er sammenslutningen blevet inddraget i den amerikanske efterretningstjenestes underminerings- og spionagevirksomhed, rettet mod demokratiets, fredens og fremskridtets kræfter.

De reaktionære AFL indpiskere har aldrig gjort nogen hemmelighed ud af deres hensigt om at anvende ICFTU som et instrument for spionage og undermineringsarbejde i Europa.

Sidste år fortalte ærkespionen Irving Brown, medlem af AFLs eksekutivkomité, i en tale AFLs kongres om sine højtflyvende planer for den nye »internationale sammenslutnings« undermineringsarbejde. Første punkt på hans program var at »bidrage til omstyrtelsen« af de nuværende regeringer i Østeuropa, og sidste punkt var at »forsvare De forenede Staters moralske positioner«.

Nogle måneder før foreslog en anden faglig røvergeneral, AFLs sekretær og kasserer George Meany, at den nye central skulle omfatte fagforeninger bestående af østeuropæiske emigranter, og at den skulle yde dem støtte i et sådant omfang, at de kunne fortsætte deres propagandamæssige og organisatoriske virksomhed »bag jerntæppet«.

At denne »organisatoriske virksomhed« fra flygtede forræderes side består i spionage og sabotage, i underminerende arbejde mod de folkedemokratiske regeringer, er almindeligt kendt. De reaktionære flygtninges modbydelige rolle ved udførelsen af den amerikanske efterretningstjenestes planer er gang på gang blevet afsløret ved de retssager, der har været for i de østeuropæiske lande de sidste år. Det er denne form for »organisatorisk virksomhed«, som Meany ønsker skal fortsættes og udbygges. Dette understreges yderligere af en tale, som en Johannes Mikhelson holdt på London-konferencen på »de frie fagforeninger i landflygtigheds« vegne, hvori han appellerede til konferencen om at »finde sammen om en plan for omstyrtelsen« af de folkedemokratiske regeringer i Østeuropa.

Programudtalelser som disse gør det klart, at forsvaret af arbejderklassens interesser er det sidste, disse organisatorer af Atlantpagtens fagforeningsudvalg i Bruxelles har på sinde. Deres virkelige mål dikteres udelukkende af Wall Streets interesser, der intet har til fælles med det arbejdende folks interesser.

Selv om ICFTUs historie endnu kun er kort, har den givet tilstrækkeligt med praktiske beviser for, at dens direkte opgave er at støtte den amerikanske imperialismes aggressive planer. Dens forbryderiske forræderi mod arbejderklassen afsløres først og fremmest derved, at den startede med at bekæmpe fredsbevægelsen.

De amerikanske imperialister og deres europæiske vasaller er ikke så lidt opskræmte ved fredsbevægelsens omfang og dens tilhængeres kampvilje. Monopolkapitalens presse forsøger i raseri at hidse den offentlige mening op imod havnearbejderne, jernbanearbejderne og andre transportarbejdere, der nægter at ekspedere krigsmateriel bestemt til nye aggressive handlinger. De marshalliserede regeringer forbereder sig på voldsomme repressalier mod medlemmerne af fredsbevægelsen. Og hertil er monopolernes fagforeningsagenter villige hjælpere.

Den 9. december gjorde generalsekretæren for det engelske samvirkende fagforbund (TUC), Vincent Tewson, et forsøg på at putte blår i øjnene på de engelske arbejdere, der hader krigsmagerne, og fremsatte denne hykleriske erklæring om Bruxelles-sammenslutningen: »Det er her i denne organisation, at vi skal behandle de fundamentale spørgsmål om krig og fred. Dette er den virkelige fredskongres. Denne forsamling af repræsentanter for frie arbejdere arbejder konstruktivt med fredens væsentligste problemer.«

De første frugter af dette »konstruktive arbejde med fredens væsentligste problemer« viste sig 6 uger efter Tewsons tale. Henimod slutningen af januar afholdtes i London et møde i »Vigilant-komitéen«, der består af reaktionære ledere for de franske, belgiske, hollandske og engelske transportarbejderforbund, tilsluttet den Internationale Transportarbejder Føderation, hvis leder Oldenbroek, en hollandsk fagforenings-bureaukrat, er generalsekretær i ICFTU. Pressemeddelelser viser, at de reaktionære transportarbejderledere har besluttet at organisere omfattende skruebrækkeri for at opretholde en uafbrudt strøm af amerikansk krigsmateriel og forhindre en enig aktion fra arbejderklassens side mod militariseringen af Vesteuropa og mod leverancerne af amerikanske våben.

Arbejderklassen har altid betragtet skruebrækkeri som en uhyggelig og vanærende forbrydelse. Men fagforeningsreaktionen har gjort det til en hovedhjørnesten i sit arbejde. Disse enhedsbrydere handler som agenter for de mest samvittighedsløse imperialister, som skruebrækkere i de amerikanske dødsfabrikanters sold.

Foruden at hjælpe imperialisterne ved planlæggelsen af en ny krig gør disse forrædere mod arbejderklassen deres yderste for at udføre en anden opgave, pålagt dem af monopolkapitalen, nemlig at organisere spionage og sabotage efter instrukser fra den amerikanske efterretningstjeneste. Hvilke uhyrlige former denne meget specielle nye gren af »fagforeningsvirksomhed« kan antage, vises måske tydeligst af den såkaldte »uafhængige fagforeningsopposition« i Vestberlin, en organisation, der er tilsluttet ICFTU.

Denne håndfuld reaktionæres »uafhængighed« er ganske frit opfundet. Såvel i Tyskland som andre steder er det almindeligt kendt, at Berlinoppositionen udelukkende finansieres af de amerikanske besættelsesmyndigheder og følgelig udfører disses ordrer.

Sidst i december var en af CIOs ideologer, Walther Reuther, på en speciel tur til Berlin, hvorunder han indgående instruerede lederne af »Berlin-oppositionen«. Nogen tid senere blev det kendt, at »oppositionen« havde nedsat en særlig komité i Vestberlin, der skulle tage sig af spionage og sabotage i byens østlige sektor, og at denne komité anvendte forbryderiske elementer fra lejrene Reinickendorf, Spandau og Lichtenrade til sine lyssky formål. Komitéen har et særligt fond i vesttysk valuta, skænket af de amerikanske bagmænd, til aflønning af disse lejesvende. Den 16. januar meddelte et telegram fra ADN, at komitéen havde modtaget en forskudsbetaling på 60.000 vestmark til finansiering af sabotage og undermineringsarbejde, 10.000 mark blev skænket af den amerikanske RIAS radiostation i Vestberlin, og den nordvestlige radiosender (NWRD) har lovet at skyde omkring 6.000 mark til om måneden.

De nyligt stedfundne banditoverfald på Den tyske Demokratiske Republiks jernbaneadministrations kontorer blev iværksat af den »uafhængige fagforeningsopposition«. Den demokratiske presse i Berlin meddelte den 20. januar, at det på et møde for »oppositionens medlemmer i Vestberlin var blevet oplyst, at dette overfald kun var »det første slag mod den østlige sektor i Berlin og Østzonen i almindelighed«, og at det ville blive efterfulgt af andre »slag«, først og fremmest rettet mod Klingenberg kraftstation.

Bladet Neues Deutschland skriver, at agenter for den »uafhængige fagforeningsopposition« prøvede at oprette en sabotagegruppe på kraftstationen som et forsøg på at standse dens virksomhed og berøve den berlinske befolkning det elektriske lys. Hele planen blev sporet tilbage til »oppositionens« leder, højresocialdemokraten Scharnowski, der står i nær kontakt med amerikanske kredse. I løbet af natten til den 30. januar udførte sabotagebander skadegørerarbejde på Berlins bybane. Formålet var at sprede utilfredshed blandt befolkningen og bringe hovedstadens forsyninger i fare.

De handlinger, den »uafhængige fagforeningsopposition« i Berlin foretager, bærer kun alt for tydeligt den amerikanske efterretningstjenestes stempel. Selve metodernes grovhed og den kendsgerning, at denne skadegørervirksomhed slår fejl, er typiske for det amerikanske sabotagearbejde i udlandet.

Bruxelles-sammenslutningen og dens vigtigste tilhængere har således straks fra starten vist sig som amerikanske agenter, hvis eneste formål er at hjælpe den amerikanske imperialisme med på enhver måde at bekæmpe demokratiets, fremskridtets og fredens kræfter.

*

Den skruebrækker- og skadegørervirksomhed, som ICFTU - denne samlingsplads for alle svorne fjender af den internationale arbejderbevægelse - betjener sig af, giver allerede et klart overblik over dens metoder. Hvad angår denne centrals ideologi, kan den bedst bedømmes efter de amerikanske faglige reaktionæres taler og handlinger, der uindskrænket hersker over Bruxelles-foretagendet. På den Amerikanske Legions initiativ blev der i New York holdt et todages møde den 28. og 29. januar med det formål at skabe en fascistisk organisation, der skal undertrykke den fremskridtsvenlige bevægelse i USA, oppiske anti-sovjetisk hysteri og fremskynde forberedelserne til en ny krig. Som det var at vente, spillede de reaktionære fagforeningsbaroner fra AFL og CIO en fremtrædende rolle ved dette orgie af menneske- og racehad. De stemte i sammen med sådanne berygtede og notoriske fagforeningsædere og mørkemænd som William Randolph Hearst og Karl Mundt og de store kanoner fra arbejdsgiverforeningen.

James B. Carey, den virkelige chef for CIO, som Hearstpressen aldrig bliver træt af at lovprise for hans underjordiske kampagne mod den Faglige Verdensføderation, afleverede en tale, der selv under de øjeblikkelige betingelser i reaktionens USA og Vesteuropa var en skændsel. Han sagde: »I den sidste krig stod vi sammen med kommunisterne for at bekæmpe fascisterne. I en ny krig vil vi stå sammen med fascisterne for at slå kommunisterne ned.«

Denne utilslørede opfordring til samarbejde med fascisterne vakte en storm af harme i den amerikanske arbejderbevægelse. I en kommentar til Carey’s tale erklærede bladet Daily Compass, at det var »et forræderi mod den amerikanske arbejderklasses interesser og mod fredens sag i Amerika«. Selv i reaktionære kredse er man alt andet en begejstrede over Carey’s åbenhjertighed, fordi den afslører deres hemmelige planer.

Hvad angår det arbejdende folk i Europa og Asien har dets svar på Carey’s udtalelser været præget af vrede og foragt. De arbejdende massers følelser er blevet træffende udtrykt i et åbent brev fra Giuseppe Di Vittorio, formand for den Faglige Verdensføderation. Efter at have påvist, at Carey og hans venner er sunket ned til direkte forræderi og er blevet betalte agenter for krigsmagerne, skriver Di Vittorio: »Til lykke, hr. Carey! Nå, så De og Deres CIO og deres gule internationale sammenslutning er beredte til at gøre fælles sag med fascisterne. Det beviser, at De er fuldt ud klar over, at den sag, De tjener, er identisk med fascismen.«

Der behøver ikke at være tvivl om, at Carey’s tale, der lægger Bruxelles-splittelsesmændenes politiske trosbekendelse blot, vil bidrage til yderligere at isolere skruebrækkerreden i Bruxelles fra den internationale arbejderbevægelse. Arbejderne i Vesteuropa og i Asien forstår tilstrækkeligt godt, hvor de amerikanske reaktionære vil føre fagbevægelsen hen. Den vej, som Green, Carey, Deakin og ligesindede viser, er vejen til utøjlet reaktion og krig. Denne skæbnesvangre vej vil de arbejdende masser aldrig slå ind på.

Imperialisterne håbede på, at de med oprettelsen af den gule sammenslutning af enhedsbrydere ville være i stand til at »konkurrere« med den Faglige Verdensføderation. Der venter dem en meget ubehagelig opvågnen fra den drøm. Kun meget få vil blive vildledt af det fagforeningsmærke, de har sat på deres nye arbejderfjendske foretagende. I millioner og atter millioner af arbejderes øjne, også i deres øjne, hvis ledere har tilsluttet sig Bruxelles-skruebrækkerne mod massernes vilje, er og var den Faglige Verdensføderation det eneste organ, der taler og forsvarer arbejderklassens interesser.

Fremskridtsvenlige elementer indenfor engelsk fagforeningsbevægelse kræver, som det ses af erklæringen af d. 18. januar fra 43 fremtrædende fagforeningsfolk, opløsning af sammensværgelsen i Bruxelles og fagforeningernes genindmeldelse i den Faglige Verdensføderation. Allerede lige efter at denne såkaldte »internationale sammenslutning af frie fagforeninger« dukkede op, erklærede en række indflydelsesrige fagforbund i Australien og New Zealand sig rede til samarbejde med den Faglige Verdensføderation.

Kampen mod monopolkapitalens fagforeningsagenter i Bruxelles og mod disses forsøg på at udføre deres spionage- og sabotagevirksomhed gennem den internationale arbejderbevægelse er en vigtig del af verdens arbejderes almindelige kamp mod torberedelserne til en ny krig, mod arbejdsløshed og fattigdom.

Folkerejsning i Afrika

af Alphaeus Hunton

Forfatteren af denne artikel, som vi har oversat fra Masses and Mainstream, februar 1950, er sekretær i det amerikanske »Councit of African Affairs«.

Sir Percy Sillitoe, der er leder for M.I. 5. dvs. den engelske efterretningstjenestes hemmelige afdeling, foretog for ikke så længe siden en meget hemmelighedsfuld flyverejse til britisk Østafrika og ned gennem Rhodesia til Sydafrika. Transvaals Daily Mail skrev i forbindelse med sir Percy’s besøg: »I løbet af det sidste par måneder har næsten hver eneste politichef i britisk Afrika været hos Scotland Yard. De er omhyggeligt blevet belært om faren for kommunisme i deres distrikter.«

Det er tydeligt, at de engelske myndigheder er bekymrede. Var det ikke Afrika, med de kolossale urørte ressourcer og sorte slavearbejdere, som skulle redde den engelske imperialisme fra at udånde? Skulle det ikke redde hele USA-Vesteuropa-aksens økonomiske dilemma? Tror den amerikanske højfinans ikke, at den bare behøver at rykke frem i Afrika - i stor skala - og det garanterede udbytte af den investerede overskudskapital ville være lige så sikkert som penge i banken, sådan som mr. Truman lovede i sit firepunkts program? Men sir Percy og hans kolleger ved, at fuldt så enkelt bliver det ikke.

Afrikas nuværende og fremtidige udbyttere har glemt en enkelt ting i deres nøjagtige beregninger og flotte arbejdstegninger - og det er Afrikas folk. 180 millioner rejser sig, organiserer sig og kæmper med voksende styrke for at bryde lænkerne, og det betyder nederlag for koloniudbytningen i den sidste verdensdel, der er tilbage for imperialisterne.

Hvor længe kan de holde Afrika? Ved hjælp af kanoner fra USA, verdensimperialismens våbenkammer, fører de europæiske og amerikanske monopolers regeringsagenter en brutal undertrykkelseskrig mod det afrikanske folk i et desperat forsøg på at udsætte dets sejr så længe som muligt. Siden den anden verdenskrig er nationale opstande og omspændende strejker gået over alle egne i Afrika. Man kan for eksempel nævne de franske kolonier. På selve det tidspunkt, hvor vi fejrede V-dagen, slog de franske myndigheder 60.000 mennesker ned i Algier og kastede yderligere mange snese tusind i fængsler og koncentrationslejre. I Madagascar lykkedes det dem først efter 2 år at undertrykke en national opstand, og først efter at have dræbt 90.000 af Madagascars patrioter. Kun ved hjælp af panservogne og tanks lykkedes det de franske tropper at knuse strejker, der omfattede mange tusind minearbejdere og jernbanearbejdere i fransk Marokko, Tunis og fransk Vestafrika.

Det er også ved væbnet magt, man holder folket nede i de engelske kolonier. I Enugu, Nigeria, blev tyve kulminearbejdere dræbt i november, da arbejderne gik i strejke for at få 80 cents om dagen. Et år tidligere var en strejke mellem de ansatte på United Africa Company (underafdeling af Lever Brothers, et af verdens største monopoler) blevet knust på samme måde. På Guldkysten, der engang blev kaldt Englands »mønsterkoloni« i Vestafrika, åbnede politiet i 1948 ild mo4 en demonstration af ubevæbnede tidligere soldater, der var på vej til guvernøren med en resolution. For at knuse den opstand, der som en direkte følge af dette rystede hovedstaden Accra og spredtes til andre byer, sendtes omgående troppeforstærkninger og krigsskibe til kolonien. Afrikanerne havde 26 dræbte og 227 sårede.

I Uganda, Østafrika, der også engang blev kaldt en engelsk »mønsterkoloni«, har folket gjort oprør mod de hvide undertrykkere og det slæng af sorte marionet-embedsmænd, der er sat over dem. Strejker og tumulter blev knust for 5 år siden, men brød ud igen i april sidste år, da politiet åbnede ild mod 5.000 afrikanere, der var samlet for at rette henvendelse til Kabaka’en (kongen) om demokratiske reformer.

Som det er i Nigeria, på Guldkysten og i Uganda, sådan er det også i Sudan, Kenya, Rhodesia og resten af britisk Afrika, inklusive det sydafrikanske dominion, hvor afrikanerne tre gange sidste efterår satte sig til modværge mod politiet, indtil de blev skudt ned, og hvor 60.000 guldminearbejderes strejke i 1946 indledede en ny fase i afrikanernes kamp mod de hvide herskeres tyranni. Og det er ligesådan i resten af Afrika, fra Cairo til Kapstaden, fra Dakar til Zanzibar, afrikanerne sætter sig til modværge mod deres undertrykkere og udbyttere.

I de engelske og franske områder i Vestafrika finder vi de mest udviklede nationale frihedsbevægelser. »Efter Indien og Palæstina bliver det måske Nigeria«, siger London Economist pessimistisk og antyder, at denne koloni med en befolkning på næsten 30 millioner kan blive »det engelske imperiums vigtigste hovedpine i de kommende 10 år«. Guldkysten har et mindre befolkningstal - godt 4 millioner - men også dér har England alvorlige bekymringer. I de tilgrænsende franske områder vokser R. D. R., dvs. Rassemblement Democratique Africain, den afrikanske demokratiske samlingsbevægelse, ganske kolossalt.

I spidsen for Nigerias frihedsbevægelse står Nigerias Nationalråd og Cameronerne, ledet af dr. Nnamdi Azikiwe - eller »Zik« som han almindeligvis kaldes i Vestafrika. Nigerias Nationalråd, der blev dannet i 1943, repræsenterer i dag en bred samling af henved 200 politiske partier, fagforeninger, faglige og forretningsmæssige sammenslutninger, bonde-, ungdoms- og kulturorganisationer. Nigerias Nationalråd har indtaget en langt fastere holdning overfor fortsættelsen af det engelske styre end de tidligere organisationer i landet, såsom Nigerias Nationale Demokratiske Parti og Nigerias Ungdomsbevægelse.

I august 1947 førte det samme behov for dannelsen af en anti-imperialistisk enhedsfront i stedet for de eksisterende politiske bevægelser på Guldkysten til dannelsen af den »Forenede Guldkyst-union«. Indenfor Guldkyst-unionen opstod der snart gnidninger mellem den »moderate« fløj, der var ledet af velstillede forretningsmænd og intellektuelle, og den mere stridbare fløj, der var ledet af den unge Kwame Nkrumah, der var opdraget i Amerika. Denne henvendte sig først og fremmest til landets ungdom, og dens krav om »fuldt selvstyre nu« er blevet et populært løsen. Den stridbare fløj brød ud fra Guldkystunionen i juni sidste år og dannede sin egen Folkepartisamling.

R. D. A. er frihedens ledestjerne i fransk Afrika. Siden den blev dannet i 1946 har den fået en million medlemmer i alle de franske kolonier syd for Sahara. R.D.A. udmærker sig navnlig ved, at den på en måde, der kan forstås i selv de laveststående landsbyer, har forenet kampen for folkets kår med en politisk opdragelse, der knytter Afrikas masser til den verdensomspændende kamp for fred. Gabriel D’Arboussier, R.D.A.s generalsekretær, var en af præsidenterne ved fredskongressen i Paris sidste forår og senere var han også delegeret ved Sovjetunionens fredskonference sammen med dr. W.E.B. du Bois fra USA.

Frihedsbevægelser af forskellig art findes i næsten hvert eneste område i Afrika. Således har det engelsk-ægyptiske Sudan en Nationalfront, som boykottede de forfalskede »valg« til den første »lovgivende forsamling« i november 1948. I Uganda, Østafrika, findes Bataka Partiet, som er blevet forbudt af regeringen efter opstanden sidste år i Kenya, den Afrikanske Union og adskillige mindre kendte, hemmelige organisationer. Ungdomsforbundet i Somaliland, som forgæves ansøgte om uafhængighed ved FNs sidste generalforsamling, har 100.000 medlemmer og desuden tre gange så mange sympatisører. I Sydafrika findes den Afrikanske Nationalkongres, der blev grundlagt i 1912.

Det fælles kendemærke for alle disse organisationer udtrykkes i disse ord af den sorte digter H. Dhlomo fra Sydafrika: »Et nyt folk er ved at blive født. Dette folk kalder sig afrikanere. For dem betyder stammebetegnelser lidt eller intet andet end inspiration og det grundlag, hvorpå de skal bygge den fremtidige nation. Zuluernes, Xosaernes og Basutoernes små isolerede verdener er forsvundet for aldrig at vende tilbage. Otte millioner mennesker (i Sydafrika), der taler med een stemme, kan man ikke til evig tid overse.«

Naturligvis er det i de forskellige egne af Afrika forskelligt, i hvor høj grad den nationale bevidsthed er trængt igennem de gamle snævre stammeafgrænsninger. Der hvor samfundsorganisationens og produktionens gamle former har eksisteret længe og kun i ringe grad er blevet forstyrret af de fremmede overherrer, som for eksempel i de muhamedanske Emirater i det nordlige Nigeria - dér trænger den nationale bevidsthed forholdsvis langsomt frem. Men tro ikke, at den nationale bevidsthed er begrænset til nogle få kystbyer. Afrika i 1950 er ikke det samme som Afrika i 1920 eller 1940.

*

Et af de fælles karaktertræk ved den afrikanske frihedsbevægelse, som man først lægger mærke til, er, at middelklasseintellektuelle - sagførere, forretningsmænd, journalister - udgør den største del af ledelsen. Det er imidlertid vigtigt at understrege, at der ikke i Afrika findes een klasse af rige og mægtige indfødte godsejere og industrifyrster, sådan som det findes i Indien; derfor er den afrikanske middelklasses grundlæggende krav i øjeblikket i overensstemmelse med arbejdernes og bøndernes.

Et af de vigtigste midler til at skabe afrikanerens nationale bevidsthed er aviserne. Azikiwe har for eksempel et virkningsfuldt våben i sin avis, den vestafrikanske Pilot og fire andre dagblade i Nigeria. Nkrumah får støtte til sin Folkepartisamling på Guldkysten gennem sine daglige nyhedsudsendelser. I Østafrika og Sydafrika tjener mange aviser, der udgives på de indfødtes sprog og/eller på engelsk, også frihedsbevægelsens sag. Men det er farligt, thi imperialismen respekterer ikke pressefriheden. Kolonimyndighederne kan forbyde disse aviser efter forgodtbefindende, og de gør det. Under påskud af vildledende eller ærekrænkende udtalelser idømmer de redaktørerne store bøder og fængselsstraffe. Sådanne angreb på den afrikanske presse er blevet hyppigere og alvorligere i de sidste to år.

Hvad er den afrikanske frihedsbevægelses fundamentale krav? Demokrati, politisk magt og selvstændighed; tilbagegivelse af jorden, som er røvet fra afrikanerne; standsning af monopolernes udbytning og kvælertag; en ordentlig løn, som er til at leve af, og højere levestandard; retten til at styre og udvikle landet til gavn for befolkningen selv.

Overalt erkendes det, at den første og vigtigste betingelse for fremgang for Afrika er, at man vinder den politiske magt. I de fleste kolonier har afrikanerne overhovedet ingen stemmeret. I alle kolonierne er guvernøren, der er sendt fra udlandet, absolut diktator. Afrikanerne lader sig ikke længere stille tilfreds med tilfældige forfatningsmæssige forandringer, som ikke forandrer noget fundamentalt - »frihed på rate« som Azikiwe kalder det. De lader sig ikke stille tilfreds med noget mindre end demokratisk selvstyre.

Ønsker afrikanerne da, at den hvide mand fuldstændig skal forlade Afrika? Nej, ikke hvis han er villig til at opføre sig ordentligt og til at nøjes med de rettigheder, som et hvilket som helst mindretal nyder i et demokrati. Men hvis han ikke er det, ja! »Det er det imperialistiske system, vi skal hade, og ikke enkeltpersoner«, sagde den kendte digter og journalist, dr. Bankola Awooner Renner, da han talte til en forsamling på Guldkysten, »men hvis nogen identificerer sig selv med det system, så må vi også hade hans person, vi må hade selve hans skygge, hans fodtrin«.

Indtil nu har bestræbelserne for at opnå selvstyre hovedsagelig givet sig udslag i henvendelser til myndighederne og til de Forenede Nationer. I visse egne af Afrika taler man nu om, at det næste skridt må være, at man anvender den nationale boykots våben. På dette område har afrikanerne erfaring: for eksempel organiserede Nigerias og Guldkystens kakaobønder i 1937 en effektiv boykot mod kakaotrusten. Og man har lært noget af generalstrejker som den i Nigeria i 1946. Nogle afrikanske ledere er blevet påvirket af den borgerlige ulydighedskampagne og den passive modstand, som er blevet praktiseret i Indien og er blevet brugt af det indiske mindretal mod Sydafrikas racelovgivning. Uden tvivl vil Afrika lære meget mere af Kinas store frihedssejr.

Afrika er et stort kontinent. Der er ikke blot forskel på de indfødtes sprog, men også på herrernes sprog i områder, der grænser til hinanden. Ydermere har Afrikas herrer bevidst søgt at forhindre en forening af de afrikanske folkeslag. Det er derfor ikke mærkeligt, at der endnu ikke eksisterer en forenet frihedsbevægelse, der omfatter hele kontinentet. I engelsk og fransk Vestafrika er man imidlertid ved at overvinde disse begrænsninger. Man er klar over, hvilke opgaver der ligger forude. »Vor nationalisme«, siger en skribent i en afrikansk avis, »må overvinde de nationale og geografiske hindringer, vi må indse, at de afrikanske folkeslag er brødre i den fælles kamp for Afrikas værdighed. Det er det rene selvmord af os at tænke i forskellige retninger, når de europæiske magter og kolonister forener deres tanker og deres planer og såvidt muligt også deres midler«.

De organiserede arbejdere går i spidsen for den nationale frihedsbevægelse i kolonierne, sporer middelklassens ledere og deres organisationer fremad, og giver dem et eksempel på, hvorledes man skal bekæmpe monopoludbytterne, som er den virkelige fjende, der skjuler sig bag regeringen.

I Nigeria har man både teoretisk og praktisk gennemdrøftet spørgsmålet om arbejderbevægelsens forhold til den forenede front. I begyndelsen var Nigerias Samvirkende Fagforbund tilsluttet Nigerias Nationalråd og Cameronerne. I 1948 trak de sig tilbage og begrundede det med, at der skulle dannes et politisk arbejderparti, uafhængigt af de eksisterende partier, der var ledet af middelklassen. Det ser ud til, at man har benyttet fremskridtsvenlige argumenter for at skjule noget, der i virkeligheden var et tilbageskridt. Nigerias Samvirkende Fagforbunds ledelse blev netop på det tidspunkt beskyldt for at have svigtet i kampen for arbejderne - nogle af lederne havde taget imod regeringsstipendier for at studere fagforeninger i London. De menige medlemmers utilfredshed førte til, at man i 1949 oprettede den mere slagkraftige Nigerias Nationale Arbejderføderation, som omgående tilsluttede sig Nigerias Nationalråd og Cameronerne. Denne føderations ledere indser, at »arbejderne er det vigtigste grundlag for Nigerias uafhængighed«, siger sekretæren Nduka Eze, og at den forenede frontbevægelses mål ikke er tilstrækkeligt vidtgående. Men den indser også, at på landets nuværende udviklingstrin er det arbejderbevægelsens første pligt at være med til at skabe en stærk, forenet frihedsbevægelse.

Hvor stærk er Afrikas organiserede arbejderbevægelse? Der gives ikke noget enkelt og ligetil svar. Man kan ikke måle dens styrke i tal, men i den indflydelse den øver på de uorganiserede arbejdere, og i det eksempel den viser dem. En organiseret strejke i en industri kan skabe en kædereaktion blandt andre arbejdere, og det kan igen resultere i en spontan generalstrejke, der lammer en hel by og spreder sig til andre byer. Dette er sket den ene gang efter den anden. Industrialiseringens voldsomme opsving i Afrika under og efter den sidste verdenskrig har betydet, at antallet af sorte lønarbejdere er blevet væsentligt forøget. Men man tager fejl, hvis man tror, at de afrikanske arbejderes klassebevidsthed er noget, der er opstået fornylig. I Sydafrika, der er denne verdensdels mest industrialiserede område, opstod de afrikanske fagforeninger under den første verdenskrig, og de gjorde store fremskridt i tiden mellem 1919 og 1926. I 1929 dannedes i Johannesburg den Ikke-Europæiske (ikke-hvide) Fagforbundsunion, der omfattede elleve forbund og mere end 100.000 arbejdere - på trods af at de afrikanske fagforeninger ikke var og stadig ikke er anerkendt af regeringen i Sydafrika, og at de strejkende sorte arbejdere udsætter sig for fængselsstraffe eller politiets kugler.

Repræsentanter for denne union og for arbejderbevægelsen i britisk Vestafrika deltog i den Første Internationale Fagforbundskongres for Negerarbejdere, der blev afholdt i Hamburg i Tyskland i 1930. Femten år senere spillede de en vigtig rolle ved oprettelsen af den faglige Verdensføderation. I den Pan-afrikanske Arbejderkonference, som den faglige Verdensføderation afholdt i Dakar i april 1947, deltog 51 afrikanske delegerede, der repræsenterede 21 arbejderorganisationer med et medlemsskab på over 800.000 arbejdere i alle egne af Afrika med undtagelse af Ægypten og de portugisiske kolonier.

Arbejderne i kolonierne er frihedsbevægelsens stødtropper. I kampen mod dem står politi, tropper og hele regeringsapparatet til monopolernes rådighed. Der hvor man har anerkendt fagforbundene, er det sket for at skaffe regeringen bedre kontrol med de allerede eksisterende fagforbund: forbundene skal indregistreres og deres beretninger og medlemslister skal være åbne for inspektion, og såkaldte »arbejderrådgivere« sendes til kolonierne for at »lede fagforbundene ind i sunde baner«. Men trods alle disse forhindringer, og trods det at arbejderne er for fattige til at holde en lønnet stab af organisatorer, gør de afrikanske fagforbund dog kolossale fremskridt. De eksisterende forbund befæster deres stillinger i kolonierne, og der opstår nye forbund i Øst- og Centralafrika, hvor der aldrig før har været nogen.

*

Sammen med arbejderbevægelsen udgør bønderne, kvinderne og ungdommen vigtige dele af Afrikas nationale frihedsbevægelser. Eftersom jorden var fælleseje i det gamle afrikanske samfund, er afrikaneren sluppet fri for de indfødte godsejeres forbandelse, sådan som man ser det i Indien og andre lande. Men han lider under en anden forbandelse: navnlig i Øst-, Central- og Sydafrika stjæles hans land af europæiske kolonisatorer, af store plantage- og mineselskaber og i den sidste tid af kæmpemæssige, statskontrollerede landbrugsmæssige spekulationsforetagender som den engelske jordnødfiasko i Østafrika. Hvis den afrikanske bonde ikke er tvunget bort fra sin egen jord og må arbejde som daglejer, er han afhængig af de europæiske truster, som ansætter de lave priser for hans kakao, bomuld og andre afgrøder. Bønderne har derfor sluttet sig sammen i organisationer som Kakaodyrkernes Union i Vestafrika, Kikuyu Centralforbund i Kenya og Den Afrikanske Landbrugsunion i Uganda. De to sidstnævnte er blevet forbudt af kolonimyndighederne og lederne kastet i fængsel.

I Afrika, ligesom blandt de amerikanske negre, har de sorte kvinder været blandt de ledende i kampen for frihed. De har strejket imod det infame pas-system i Sydafrika og imod personskatten i Nigeria. Sammen med deres mænd og brødre er de blevet fængslet og pryglet og dræbt. I ledelsen for afrikanske nationale bevægelser sidder kvinder som fru Fummilayo Ransome-Kuti fra Nigeria, formand for Abekouta kvindeforbund, medlem af den nigerianske lærerforenings hovedbestyrelse, og et af de syv medlemmer af den delegation, der i London i 1947 repræsenterede Nigerias Nationalråd og Cameronerne.

Afrikas ungdom er utålmodig og kampivrig. Ligesom de sorte arbejdere har de unge mænd og kvinder sluttet sig til progressive internationale bevægelser. Delegerede fra britisk Vestafrika, Sydafrika og fransk Nordafrika deltog i Verdens Ungdoms Festival i Budapest i august. Sammen med ungdommen står foreninger med tusindvis af tidligere afrikanske soldater, som kæmpede i sidste krig. Også de har noget at klage over - brudte løfter om arbejde og pensioner. Det var en demonstration af sådanne tidligere soldater, som startede opstanden på Guldkysten i 1948.

*

Imperialisterne står i deres sædvanlige dilemma: de kræver mere og mere sort arbejdskraft, og alligevel kæmper de desperat for at forhindre, at der udvikler sig et sort proletariat. De prøver at støtte høvdingernes forlængst tabte myndighed, fordi de håber på den måde at bevare stammedelingen. I Nigeria prøver de at hidse Hausa-og Yoruba-folkene op mod Ibo-folket, hvor Nigerias Nationalråd og Cameronerne er stærkest. I Øst- og Sydafrika prøver de at dreje afrikanernes vrede bort fra sig selv og over mod de indvandrede indere. Og naturligvis undser de sig ikke for bestikkelsesforsøg over for folkets ledere, når som helst og hvor som helst det kan lade sig gøre.

Det anti-kommunistiske korstog er blevet tiltrådt af Afrikas herrer som et nyt angreb på frihedsbevægelserne. »Vi har med meget fast hånd taget fat på den opgave at forhindre kommunisterne i at sprede deres snigende propaganda (i Afrika); og jeg synes heller ikke, vi skal være blødsødne i et sådant spørgsmål«, sagde Ivor Thomas, engelsk parlamentsmedlem, sidste år i en tale til Det Kongelige Imperieselskab. I virkeligheden er det eneste organiserede kommunistparti syd for Sahara det 19 år gamle parti i Sydafrika. Og dér følger Malans fascistiske styre mr. Thomas’ råd meget bogstaveligt. Men trods regeringens undertrykkelsesforanstaltninger, deriblandt en to-årig retssag mod Sydafrikas otte ledende kommunister, hvoraf to er afrikanere, hvor man uden held anklagede dem for at anstifte oprør, så har de sorte sydafrikanere dog valgt en kommunistisk kandidat som deres repræsentant til Unionsforsamlingen (der svarer til Folketinget) og i 1948 og sidste år endnu en i Kapstadens Provinsråd.

Skønt der ikke findes noget organiseret kommunistparti i Vest-, Øst- og Centralafrika, så er der dog mange ungdoms- og arbejderledere, som ivrigt studerer Marx’, Lenins og Stalins værker. »Ja, det er ganske naturligt, at Vestafrikas gennemsnitsungdom i øjeblikket hælder over mod socialismen«, står der i en lederartikel »Frem imod et socialistisk Vestafrika« i den vestafrikanske avis Pilot. »Vi er nået til et punkt i vor udvikling, hvor vi klart kan skelne mellem, hvad der er levende og hvad der er dødt, hvad der stadig er levedygtigt og hvad der er mørt og råddent«. Efter den anden verdenskrig har mange afrikanere indset, at »Sovjetunionens fremgang og styrke er vore våben til gendrivelse af myten om folkenes manglende evne til at styre sig selv«, som en afrikaner udtrykte sig. Da Azikiwe var i London sidste efterår, var han gæstetaler ved et møde om »Frihed for Afrika«, som Englands kommunistiske partis afrikanske afdeling holdt. Han erklærede, at skønt han ikke var kommunist, så kunne han sige, at det kommunistiske partis politik »overhovedet ikke adskilte sig« fra hans organisation, Nigerias Nationalråd og Cameronernes, program. »Vi taler det samme sprog«, sagde han; »vi betragter imperialismen som en forbrydelse mod menneskeheden, og vi mener den må tilintetgøres«.

Det afrikanske folk står på demokratiets og verdensfredens side. Sammen med folkene i Vietnam, Malaya og andre kolonier står de i forreste linje i kampen mod imperialisterne - i regulære kamphandlinger. Kolonifolkenes modstandskamp er et af kærnepunkterne i den øjeblikkelige verdenskamp. De amerikanske og vesteuropæiske imperialisters planer er dødsdømt, hvis de ikke har Afrikas militærbaser, naturrigdomme og menneskemateriale til deres rådighed.

April 1950

En tysk lejehær i USAs tjeneste

af Jerusalimsky

Siden Napoleons despotiske styre er der ikke i Tysklands historie noget der kan sammenlignes med den uforskammede ligefremhed, hvormed repræsentanter for de amerikanske militarister og Wall Street er gået frem i Vesttyskland for at opbygge en hær af tyske lejetropper. Vi ved, at Napoleon oprettede tyske stater efter sine politiske og strategiske behov, og at han kun betragtede dem som leverandører af penge og rekrutter; de opfyldte da også deres forpligtelser i nøje overensstemmelse med den opstillede kvota. Hans eksempel følges nu blindt af den nye tids Wall Street Napoleoner, der mener at den tid er kommet, hvor man kan genoprette den tyske hær under amerikansk ledelse.

Alle og enhver kender den offentlige erklæring, der blev fremsat af det amerikanske kongresmedlem Poage, der besluttede at høste udødelig berømmelse ved at foreslå, at den amerikanske regering skulle bevillige penge til, at man i Vesttyskland kunne erhverve 25 divisioner kanonføde. Poage fastslog, at hvis hans forslag blev gennemført ville USA ikke blot spare kanonføde af amerikansk oprindelse men også betydelige pengesummer, eftersom tysk kanonføde ville være adskilligt billigere. Med forslaget om at man for amerikanske dollars skulle anskaffe tyske lejetropper, viste Poage og hans politiske venner i USA, at de ikke havde særlig stor tillid til Frankrig og de andre vesteuropæiske deltagere i den nordatlantiske pagt.

»Vi vil ikke lade en eneste bro blive tilbage«, erklærede Poage, »vi vil sætte hver eneste kulmine under vand, vi vil jævne Belgiens og Nordfrankrigs fabriksskorstene med jorden, vi vil ødelægge alt, hvad der kan komme kommunisterne til gavn«.

Da verden fik at vide, hvilken fremtid denne amerikanske menneskefjende lovede Vesteuropas folk, blev der i Marshall-pressen gjort et forsøg på at fremstille Poage som en lille provinspolitiker med en svaghed for store projekter, og at hans plan ikke skulle tages alvorligt, eftersom den ikke var billiget af udenrigsministeriet. Det er let at forklare de velbetalte forsøg på at mildne det indtryk, som det amerikanske kongresmedlems blodtørstige, men kluntede erklæring havde gjort. Poages plan havde virket stærkt ophidsende på den franske offentlighed, der ikke kan stå ligegyldigt overfor udsigten til genoprettelsen af en tysk hær lige ved grænsen. Selv London Times gav udtryk for de ledende engelske kredses ubehag ved den transatlantiske partners åbenmundethed og ligefremhed og mumlede nogle fortrydelige ord om, at »den slags ting gør man, men man taler ikke om dem«.

Men det varede ikke længe, førend det som man kunne vente klart fremgik, at Poages plan ikke på nogen måder var udsprunget af hans private fantasi. Den amerikanske forsvarsminister Johnson og general Bradley, der er chef for USAs samlede generalstabschefer, erklærede sig efter et besøg i Vesttyskland utvetydigt for tilhængere af en genoprettelse af den tyske hær. Skønt det stred mod hans sædvane anså udenrigsminister Acheson det efter et besøg i Vesttyskland for passende at omtale Bon-marionetterne i så smukke og blomstrende vendinger, at det tydeligt fremgik, at de amerikanske imperialister har tildelt de tyske monopolkapitalister og militarister, der støtter Adenauer, en betydelig rolle. Og som det fremgår af meddelelser, der af og til slipper frem i den amerikanske presse, er der ganske rigtigt i Wall Street alvorlige forhandlinger om genoprettelsen af den tyske hær som en stødbrigade for gennemførelsen af den amerikanske imperialismes angrebsplaner i Europa.

Det er kommet frem at spørgsmålet blev diskuteret på en konference der blev afholdt i New York i bankfirmaet Calvin Bullocks kontorer; man kan roligt sige at ledelsen for det amerikanske finansoligarki og militær deltog i konferencen. Blandt de tilstedeværende var R. C. Leffingwell, senior partner i Morgan & Co.; John W. Davis, en Wall Street sagfører, der er nært knyttet til Morgan; ledere af Chase National Bank, First National Bank of New York og andre banker; Whitelaw Reid, redaktør af New York Herald Tribune, der er talerør for storkapitalen; generalløjtnant Smith, tidligere ambassadør i Moskva; og den berygtede Allen Dulles. Ifølge en meddelelse i Daily Compass talte chefen for Vestunionens overkommando, den engelske feltmarskal Montgomery, og han krævede hurtig genoplivelse af den tyske imperialisme og militarisme. Han sagde at for at gennemføre Atlantpagtens angrebsplaner var det ikke nok at USA nøjedes med at investere dollars i Vesttyskland og genopbyggede dets krigspotentiel. Han citerede de tyske militaristers krav om våbenforsyninger og om en genoprettelse af overkommandoen, og han opfordrede de amerikanske imperialister til atter at bevæbne Vesttyskland.

Montgomery’s opfordring faldt i god jord. Det er kommet så langt at præsident Truman, da han af en journalist blev spurgt, om det var »korrekt at antage at Amerikas politik var imod oprettelsen af en tysk hær«, gav et undvigende svar, mens Elmer Thomas, der er formand for en underkomite under senatets bevillingskomite, den 23. november åbenlyst erklærede, at han var parat til at diskutere »oprettelsen af et vist antal divisioner« med »regeringen« i Bonn. Selv Taylor, der var den amerikanske hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg, har offentligt erklæret, at Vesttysklands genoprustning bliver det vigtigste emne i Amerikas politiske diskussion.

Amerikanske imperialister og militærkredse har længe forberedt genopbygningen af en hær i Vesttyskland, der efter hvad Newsweek meddeler, betragtes som »hovedleverandør af menneskemateriel på kontinentet«. Dette ugeblads London-korrespondent meddelte i slutningen af november, at der i England »i overordentligt indflydelsesrige kredse er en stadigt voksende stemning for at man snarest muligt tager skridt til en vis genoprettelse af Tyskland«; han fortsætter med at sige, at disse kredse mener, at man »som det første skridt« bør oprette en politistyrke og senere en hær.

I England understøttes disse planer åbenlyst af Churchills presse og i tilsløret form også af Labour Partys ledere. Men de amerikanske forfattere til den nordatlantiske angrebspagt har initiativet til udarbejdelsen og gennemførelsen af planen om en tysk lejehær.

II.

Trods de engelsk-amerikanske militærmyndigheders anstrengelser for at tilsløre den kendsgerning at tyske militære og halvmilitære enheder efter Hitlers nederlag er blevet bevaret eller fornylig er blevet oprettet i Vesttyskland, blev dette dog snart en offentlig hemmelighed. Disse enheder kaldtes »arbejdsbataljoner«, »uddannelsesbataljoner« eller »industripoliti«. Som sovjetregeringen på grundlag af talrige kendsgerninger gang på gang har påpeget er de engelsk-amerikanske besættelsesmyndigheders holdning og virksomhed et klart brud med de historiske Jalta- og Potsdam-beslutninger, der som en af de vigtigste betingelser for fredens bevarelse kræver fuldstændig afmilitarisering af Tyskland.

Efter at de engelsk-amerikanske myndigheder i Vesttyskland afgørende var slået ind på en politik, der betød et fuldstændigt brud med disse beslutninger, begyndte de efter udenrigsministermødet i Moskva i foråret 1947 næsten åbenlyst at understøtte det tysk-fascistiske militær og at udvide de tyske halvmilitære enheder. I foråret 1949 udøvede general Clay et Stærkt tryk på premierministrene i de tyske landsregeringer for at få dem til at træffe forholdsregler til styrkelse af de såkaldte »arbejdsbataljoner«. Endnu tidligere havde det amerikanske militære hovedkvarter i Tyskland i Neustadt ved Kassel nedsat en »komite af krigshistorikere«; officerer fra Hitlers stab var med i denne komite, mens den berygtede general Guderian fik betroet arbejdet med at genopbygge den tyske militære spionagetjeneste.

Da Guderian efter amerikansk opfordring og i samarbejde med Hitlers tidligere generalstabschef Franz Halder havde begyndt at udarbejde planerne for en genoplivelse af den tyske hær, blev den tidligere kommandant for den 5. panserarmé, general von Manteuffel udnævnt i hans sted. Omtrent samtidig begyndte nazi-generalen Stumpf, der havde kommanderet rigets luftvåben, sammen med general Student, der havde ledet nazisternes luftlandsætninger på Kreta, at udarbejde planer for oprettelsen af et vesttysk luftvåben, mens nazi-admiralerne Schultze og Machenz sammen med engelske og amerikanske søofficerer inspicerede skibsværfterne langs den tyske Nordsøkyst. De blev ledsaget af Hitlers tidligere Wehrwirtschaftsführer Schamberger, der er specialist i torpedoproduktion. Endelig gik man samtidig i gang med at reorganisere politiet, specielt med en centralisering for øje, og oberst Franke, der havde været stedfortrædende leder af Hitlerjugend, blev indkaldt som rådgiver. Vi kan således se, at allerede i begyndelsen af 1949 var forberedelserne til opbygning af den tyske krigsmaskine i fuld gang. Men en tid holdt man omhyggeligt alt dette hemmeligt.

Kort efter at det tyske spørgsmål var blevet behandlet på det møde Amerikas, Englands og Frankrigs udenrigsministre afholdt i Paris i november sidste år, fremkom der forskellige steder i den amerikanske og amerikaniserede presse forbavsende enslydende rygter om, at USA agtede at påbegynde genopbygningen af den tyske hær. Der udsendtes dementier, der i virkeligheden ikke dementerede noget som helst. Forøvrigt havde Adenauer, der er premierminister for bastardregeringen i Bonn, allerede før mødet i Paris dementeret meddelelsen om, at han skulle have forelagt de engelsk-amerikanske militærmyndigheder en plan om genoprettelsen af den tyske hær. Men han sagde ikke, at de amerikanske imperialister ikke havde brug for hans plan, eftersom de selv havde en. Det varede ikke længe, før det blev klart at alle disse rygter og »dementier« stammede fra en og samme kilde - Amerika. Det var prøveballoner, som de amerikanske myndigheder opsendte, og de benyttede marionetten Adenauer til at gøre det samme. Adenauer er en snedig gammel ræv og han erklærede ovenikøbet, at han var imod dannelsen af en vesttysk hær, fordi det »hos os kun vil kunne vække militaristiske minder til live«. Men i virkeligheden var han allerede med i vestmagternes planer, ganske vist kun som et redskab for deres beslutninger.

Engang skrev grev Beugnot, der af Napoleon var blevet udnævnt til kejserlig kommissær i storhertugdømmet Berg, der var oprettet på den højre Rhinbred, i sine erindringer: »Min stilling i Tyskland var den samme som engang i fortiden Roms prokonsulers ... Den samme tjenstivrighed fra adelen, det samme ønske om at behage mig og vinde min gunst«.

Adenauer, der under Ruhrbesættelsen i 1923 understøttede Rhin-landets separatistiske bevægelser til gavn for den franske imperialisme, har i sin tjenstivrighed overfor nutidens amerikanske imperialister langt overgået sine forfædre, der kyssede Napoleons hest på bringen. Han forrådte det tyske folks interesser, da han underdanigt underskrev Petersberg-dokumentet, der var udarbejdet af de engelsk-amerikanske myndigheder på grundlag af Paris-beslutningerne, som England og Frankrig havde vedtaget efter amerikansk diktat. I dette dokument gik Adenauer faktisk ind på at skille Ruhr fra Tyskland til fordel for de amerikanske monopoler, der er i forbindelse med den tyske ståltrust. Endvidere anerkendtes officielt beslutningen om at standse demonteringen af elleve fabriker for syntetisk brændstof og syntetisk gummi (deriblandt Ruhrchemie AG), August-Thyssen-Hütte AG stålværker og en række andre krigsindustrier.

Således fuldbyrdede man politisk kohandelen mellem de amerikanske og tyske monopoler om en genopbygning af det tyske krigspotentiel. Det var ikke nogen tilfældighed at umiddelbart før »Petersberg-overenskomsten« blev underskrevet mødtes syv amerikanske og tolv tyske industrifyrster hos Hitler-bankieren og våbenfabrikanten Pferdmenges, og ved denne lejlighed diskuterede man samarbejdet mellem amerikansk og tysk kapital i rustningsindustrien. Ifølge den vesteuropæiske presse foreslog Wall Streets repræsentanter, at man oprettede en tysk-amerikansk bank med en grundkapital på 20.000.000 dollars. De tyske handlende i mord, som nyder de engelsk-amerikanske myndigheders beskyttelse, ligger på ingen måde på den lade side: IG Farben producerer gas, ammunitionsfabriker i Hamburg fremstiller bomber af lille kaliber, og Messerschmitts konstruktionskontorer udarbejder planer til en ny jager med forbedret jetmotor. Disse isolerede kendsgerninger, der blev afsløret i den franske nationalforsamling af kommunisten Florimond Bonte, kaster et vist lys over, hvorledes remilitariseringen af Vesttyskland skrider fremad.

Men dette er naturligvis langtfra alt. »Petersberg-overenskomsten« bestemmer, at Vesttyskland uforbeholdent skal medvirke i Europarådet. Hvad er formålet? Svaret herpå skal man naturligvis søge i »overenskomstens« hemmelige klausuler. Den 26. november løftede Londonbladet Star sløret for en lille smule, da det meddelte, at en tysk hær under Europarådets ledelse skulle medvirke ved opfyldelsen af Tysklands forpligtelser overfor Vesteuropa. Den engelske højkommissær i Tyskland og visse dele af den engelske presse har udtrykt sig i samme retning. For eksempel nævner Economist nødvendigheden af en »international hær i Vesteuropa« og sandsynligheden for oprettelsen af en tysk hær, og det siger: »Hvis andre lande i Vesteuropa har nationalhære er det ganske uundgåeligt at Tyskland (dvs. Trizonen ) en skønne dag - og sandsynligvis inden altfor længe - selv vil få en nationalhær.«

Hensigten er derfor for det første, at en tysk hær skal opbygges i Trizonen og for det andet, at marionetregeringen i Bonn skal have visse nærmere bestemte forpligtelser med hensyn til at stille denne hær til disposition for den europæiske blok, der er skabt på amerikansk initiativ og i den amerikanske imperialismes interesse. Det ville naturligvis have været mærkeligt, hvis denne den vigtigste del af Adenauers overenskomst med Wall Streets og Citys militære repræsentanter ikke var blevet sukret ind i larmende erklæringer om, at det var Adenauer og hele Bonn-klikens formål at - udslette nazismen og bryde kartellernes magt! Men dette er sandelig en guddommelig spøg!

III.

Når det med en så kynisk ligefremhed er blevet afsløret, at det er den amerikanske imperialismes hensigt at genoprette Vesttysklands krigspotentiel og opbygge en vesttysk hær så hurtigt som overhovedet muligt, er det da noget under, at den gamle tyske militærklike atter løfter hovedet og udviser voldsom aktivitet? De mest reaktionære og hensynsløse nazister er kommet frem fra deres skjulesteder; de håber, at den dag ikke er fjern, hvor de kan tage del i en ny røverkrig. En eventyrer ved navn Karl Feitenhansl, leder af Bayerns fascistiske »Fædrelandsunion«, kræver åbenlyst dannelsen af en tysk hær »til bekæmpelse af bolsjevismen«, og han lader det åbenlyst skinne igennem, at en gruppe på 2000 stormtropsfolk, som han under benævnelsen »sikkerhedstjeneste« har dannet (for hvis penge?), også kan bruges til krigsformål. Fornylig blev der i Giessen afholdt et møde af tidligere nazigeneraler under ledelse af Franz Halder, Hitlers generalstabschef. Adskillige af generalerne var løsladt fra koncentrationslejre for at overvære dette møde; det er interessant at bemærke, at den berygtede Anders, tidligere polsk fascistgeneral, også var tilstede. Konferencen, hvori amerikanske og engelske officerer deltog som observatører, diskuterede oprettelsen af en lejehær under amerikansk ledelse.

Det er næppe nødvendigt at sige, at »regeringen« i Bonn, Adenauer og hans Kristeligt-Demokratiske Union opretholder den allernærmeste kontakt med nazigeneralernes militaristiske klike, som Wall Street nu er ved at gøre til sine lejetropper. I virkeligheden gøres der ingen forsøg på at skjule denne kontakt. For eksempel har den tidligere Hitler-general Stumpf offentligt erklæret, at finansministeren i Bonn, dr. Schäffer, »indtager en overmåde venlig holdning overfor professionelle soldater, der atter ønsker at komme i forgrunden«. Han erklærede endvidere, at regeringen i Bonn med to nazigeneralers hjælp forberedte en lov om understøttelse til tidligere soldater og officerer i Hitlers hær. Og ganske rigtigt har Trizonens marionetpræsident Heuss efter de amerikanske myndigheders forslag truffet aftale med Adenauer om gennemførelsen af en sådan lov.

En anden nazigeneral, Bruhns, forklarede Adenauer-klikens forbindelse med ham og hans lige på følgende måde: »Regeringskredsene i Bonn holder os underrettet og vi træffer vore forberedelser.«

Bruhns talte ved et møde af tidligere officerer og opfordrede dem til ikke at være bange for at kaste Tyskland ind i en atomkrig. Denne moderne krigskarl gentog de tyske militaristers gamle råb: »Vi tyskere frygter kun Gud men ellers intet i verden«. Men vi ved, at når guderne vil straffe nogen, slår de dem først med vanvid. Vi ved også, at i dag ligger tyngdepunktet for militærgalskaben på den anden side af Atlanterhavet.

Og det forekommer unægtelig at være det rene vanvid, at de amerikanske og engelske aspiranter til verdensherredømmet kun fire og et halvt år efter, at den tysk-fascistiske hær er blevet knust, allerede tager skridt til at genoprette den for at bekæmpe Sovjetunionen og folkedemokratierne. De gør sig ikke nogen anstrengelser for at skjule, at dette er deres hensigt. For eksempel skriver Ludwell Denne fra agenturet Scripps-Howard åbenlyst, at ledende kredse i Amerika og England ønsker at gøre Vesttyskland til deres bevæbnede drabant for at sende det i krig imod Sovjetunionen. London Economist drømmer om, at der vil komme en tid, hvor et aggressivt militaristisk Tyskland vil gå i krig »for at fjerne Oder-Neisse linjen«. Men den anden verdenskrig har vist, at ingen kan forudsige, hvad det imperialistiske rovdyr, der er fodret med amerikanske dollars, først vil kaste sig over, når det går amok.

I hvert fald har meddelelserne om, at amerikanerne agter at genoprette den tyske hær, vakt den allerstørste uro i alle Trizonens nabolande - selv i de lande, der er medlemmer af den nordatlantiske blok. Navnlig er det franske folk blevet foruroliget, fordi de klart indser den fare, der vokser ved grænsen. De er ophidsede over regeringen, der også i denne sag følger den amerikanske linje, og de kræver den til regnskab. Og Schuman vrider og vender sig, forsikrer på den ene side at »en genoprettelse af den tyske militærmagt end ikke kan tages under overvejelse«, og på den anden side byder han Vesttysklands indlemmelse i »en europæisk ordning« velkommen. Han vrider og vender sig og erklærer på den ene side, at Vesttyskland ikke er repræsenteret i det militære sikkerhedsråd, og på den anden side, at det »har forpligtet sig til at samarbejde« med dette råd. Sådanne udflugter kan naturligvis ikke mildne den velbegrundede uro som den store del af det franske folk føler.

Med henblik på disse følelser ikke blot i Frankrig men også i Belgien, Danmark og andre lande, der var ofre for Hitlers aggression, blev de amerikanske strateger i nogen grad tvunget til at ændre taktik. I pressen begyndte at fremkomme de mest modstridende meddelelser, og formålet med dem var at tilsløre kendsgerningerne og berolige offentligheden ved at give den det indtryk, at genoprettelsen af den tyske hær blev udskudt på ubestemt tid, eller at hensigten kun var at rekruttere tyskere til en amerikansk »fremmedlegion« for amerikansk betaling og under amerikansk kommando.

I dette hylekor af erklæringer og dementier løftede marionetterne i Bonn også ofte deres stemme. De handlede efter de amerikanske myndigheders ordre og snart erklærede de, at de var imod Vesttysklands genmilitarisering, snart krævede de Amerikas militære hjælp til opbygning af en tysk hær, snart indrømmede de, at de ikke havde noget imod, at tyskere blev hvervet til en »fremmedlegion«. Men til sidst udtalte Adenauer, at skønt han var imod oprettelsen af en tysk hær, var han stemt for en tysk militærgruppe indenfor »Europas væbnede styrker«. Dette svarer nøjagtigt til general Clays plan - og det er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed. Det blev omgående meddelt, at denne form for genopbygning af den tyske hær ikke stred mod »Petersberg-overenskomsten«. Således afsløredes atter en af de hemmelige klausuler i denne kohandel mellem de engelsk-amerikanske imperialister og deres vesttyske quislinge.

På grundlag af denne aftale gik de engelsk-amerikanske myndigheder i gang med at udføre deres planer. Det er næppe nødvendigt at sige, at de sædvanlige skænderier og gensidige beskyldninger heller ikke manglede denne gang; englænderne var åbenbart irriterede over, at deres amerikanske partnere bag deres ryg var nået til en overenskomst med lederne i Bonn. Til sidst vedtoges den amerikanske plan, der går ud på, at der til en begyndelse skal opstilles 11 divisioner i Vesttyskland, ialt mere end 100.000 mand, forsynet med artilleri og tanks. I Heidelberg har en permanent vestmagtkommission, der skal overvåge gennemførelsen af programmet for våbenforsyninger til Vesttyskland, allerede optaget arbejdet. Ifølge de seneste meddelelser i den tyske presse er der i Berlins vestsektorer og i de forskellige byer i Trizonen allerede åbnet hvervekontorer, hvor tyske lejetropper bliver rekrutteret til den hær, det amerikanske militær er ved at oprette.

Men næppe var man begyndt på gennemførelsen af denne nye vanvittige plan, før dens ophavsmænd noget pinligt berørt blev tvunget til at indrømme, at deres anstrengelser for at vække militaristiske stemninger i Vesttyskland ikke blev godt modtaget af befolkningen. Da det blev klart, hvad det var de amerikanske imperialister ønskede, og hvad deres tjenstvillige marionetter i Bonn arbejdede for, var store dele af det tyske folk på vagt, og de begyndte snart at protestere imod alle forsøg på at gøre tyskerne til den amerikanske imperialismes lejesvende, hvadenten det var i form af en »fremmedlegion« eller i form af en »gruppe indenfor Europas væbnede styrker«. Overalt løftede stemmerne sig i protest – på et ungdomsmøde i Ulm, på forældremøder i Nordrhin-Vestphalen, på fabrikker, ja selv på møder af tidligere underofficerer.

»Vi vil meget alvorligt afslå den »ærefulde« indbydelse til at tjene som kanonføde for andre«, skriver Rhein-Neckar-Zeitung.

Denne voksende protestbevægelse finder en pålidelig støtte i den Tyske Demokratiske Republik, som repræsenterer det tyske folks sande interesser, og som har taget kampen op for national enhed, for demokrati og for fred. Det tyske folk har endnu et ord at skulle have sagt.

Hvem forhaler udarbejdelsen af en statstraktat for Østrig?

af N. Sidorov

Den 15. december 1949 nedlagdes arbejdet på den konference, udenrigsministrenes stedfortrædere holdt i New York for at forberede en overenskomst om oprettelsen af et frit og demokratisk Østrig; denne nedlæggelse skete på foranledning af Vestmagternes repræsentanter. Bortset fra nogle få variationer var konferencen i New York en gentagelse af, hvad der skete på stedfortrædernes konference i London sidste sommer. Resultatet er, at de anvisninger, som blev besluttet på Udenrigsministerrådets møde i Paris, endnu ikke er blevet gennemført, skønt man forlængst har passeret den termin, som af udenrigsministrene var sat for udarbejdelsen af en traktat d. 1. september 1949.

Konferencen i New York behandlede de ni artikler, som man ikke havde kunnet nå til enighed om ved samtalerne i London. Det lykkedes kun at nå til enighed om tre af dem: tysk ejendom i Østrig, soldatergrave og mindesmærker og anvendelsen af allieret og tysk krigsmateriel. Man nåede ikke til nogen afgørelse med hensyn til artiklerne om FNs medlemsstaters ejendom i Østrig, førkrigs- og efterkrigsgæld, forebyggelse af en militarisering af Østrig og tvangsforflyttede personer.

Der er overhovedet ikke nogen fornuftig grund til at forberedelserne til en østrigsk statstraktat bliver forsinket på denne måde. De beslutninger, der var blevet truffet ved udenrigsministrenes møde i Paris, havde forberedt jordbunden tilstrækkeligt til, at man hurtigt kunne være nået til et resultat. I virkeligheden skulle stedfortræderne kun opklare visse detaljer. Sovjetregeringen gjorde på sin side alt for at fremskynde afslutningen af overenskomsten og gav gentagne gange beviser på sin gode vilje i den henseende. Og når Østrigs statstraktat trods disse gunstige forudsætninger endnu ikke er færdig, kan man udelukkende dadle Vestmagternes repræsentanter.

Ved Udenrigsministerrådets møde i Paris blev det f. eks. bestemt, at al tidligere tysk ejendom, der står nævnt i Sovjetunionens forslag af d. 24. januar 1948, skulle overføres til Sovjet; det samme gælder krigsbytte, oliekoncessioner og lignende, der kan henregnes til transportabel ejendom. Udenrigsministrene bestemte ligeledes, at Sovjetunionen skulle have 150.000.000 dollars af Østrig i let indløselig valuta som betaling for tidligere tysk ejendom, som tilfaldt Sovjetunionen, men som den overlod til Østrig.

Disse anvisninger var klare og tydelige og levnede ikke plads for fejltagelser. De gjorde det fuldstændig af med den borgerlige presses løgnehistorier om, at Sovjetunionen stillede »overdrevne fordringer« til Østrig, og at det var dette der forhindrede forberedelsen af en statstraktat. Tværtimod, for at fremskynde afsluttelsen af en traktat og genoprettelsen af et frit og demokratisk Østrig, gjorde Sovjetunionen en lang række indrømmelser med hensyn til tidligere tysk ejendom, som skulle have været tilkendt Sovjet.

Ifølge Potsdam-beslutningerne havde Sovjetunionen f. eks. ret til at kræve al tidligere tysk ejendom i den østlige del af Østrig; ikke desto mindre er Sovjetregeringen for at fremskynde en overenskomst gået ind på at afstå 40 % heraf til Østrig. Endvidere gik Sovjetunionen ind på kun at modtage 150.000.000 dollars for den til Østrig afståede tyske ejendom, skønt det var tydeligt for enhver, at de pågældende afståelser var adskilligt mere værd. Endelig gik man ind på, at Østrig skulle betale denne gæld over seks år i stedet for over to.

Det er således tydeligt, at Sovjetunionen drevet af ønsket om at fremskynde forberedelsen af en østrigsk statstraktat gjorde meget væsentlige indrømmelser. For at finde årsagen til de endeløse forsinkelser og udsættelser ved forberedelsen af et udkast behøver man blot at sammenligne den holdning Sovjetunionens delegerede indtog ved stedfortrædernes møde, med den holdning Vestmagternes delegerede indtog.

Ved konferencerne både i London og i New York satte Vestmagternes repræsentanter sig stædigt imod, at der i traktatudkastet blev indføjet de beslutninger, der var truffet på udenrigsministermødet i Paris. De foreslog utallige tilføjelser, som i praksis ville betyde en omstødelse af de nævnte beslutninger. De gjorde ovenikøbet åbenlyse forsøg på at ændre, hvad udenrigsministrene var blevet enige om. Den franske delegerede gik f. eks. så vidt, at han foreslog, at man nedsatte en komité af eksperter, der skulle undersøge Udenrigsministerrådets beslutninger med hensyn til krigsbytte, der ikke var transportabelt. Fem måneder gik til spilde, før Vestmagternes repræsentanter gik ind på at acceptere artikel 35 angående tysk ejendom, skønt udenrigsministrene ved mødet i Paris allerede havde fastlagt hovedpunkterne i denne artikel.

Enhver der gør sig den ulejlighed at studere stedfortrædernes arbejde med udkastet til en statstraktat kan se, at Vestmagternes delegerede med vilje forhalede og forsinkede arbejdet. Der var ikke det smuthul, ikke den tekniske finesse, som de ikke benyttede sig af for at sabotere arbejdet; ikke den artikel eller paragraf som de ikke forsøgte at forsyne med tilføjelser, der direkte modsagde og modvirkede det oprindelige indhold, og som derfor var fuldstændig uantagelige for Sovjetunionen. Karakteristisk i denne henseende var deres indstilling med hensyn til de principielle afsnit, hvorom man ikke nåede til enighed ved mødet i New York.

Angående artikel 27 (forebyggelse af Østrigs genoprustning) holder Vestmagterne på, at Østrig skal have ret til at antage eller uddanne ikke-østrigske statsborgere til luftvåbenet og det civile flyvevæsen, samt til forsøg, konstruktion, fremstilling og vedligeholdelse af krigsmateriale og tekniske kampmidler. Dette vil sige, at Vestmagterne ønsker en tilføjelse, der gør dem i stand til i fremtiden at sende et ubegrænset antal militære rådgivere og instruktører til Østrig. Sovjetunionens repræsentant kunne naturligvis ikke gå ind på dette.

Ifølge Sovjetunionens forslag angående artikel 42 (Forenede Nationers ejendom i Østrig) påhviler det Østrig at genoprette FNs medlemsstaters og deres borgeres rettigheder og interesser i Østrig, således som de eksisterede på det tidspunkt, da fjendtlighederne brød ud mellem Tyskland og det pågældende land. At dette forslag er rimelig skulle synes indlysende, eftersom hver regering før dette tidspunkt var i stand til at beskytte borgernes rettigheder og interesser ad sædvanlig diplomatisk vej.

De tre vestmagtdelegationer stillede det modforslag, at Østrig også skulle påtage sig ansvaret for ejendomstransaktioner, som ejerne frivilligt gik ind på, (det drejer sig her hovedsageligt om engelske, amerikanske og franske monopoler, der overgik til tyske firmaer). Dette ville betyde, at Østrig skulle tilbagelevere ejendom til tidligere ejere, som selv havde solgt den til nazisterne og modtaget betaling for det. Naturligvis kunne Sovjetunionens repræsentant ikke gå ind på, at monopolkapitalister, der havde gjort forretninger med Hitler, på denne måde skulle have udbetalt bonus på det østrigske folks bekostning.

I artikel 48 (om gæld) ønsker Vestmagternes repræsentanter en tilføjelse, der gør Østrig ansvarlig for gæld, hvorom der er blevet truffet aftale efter den 13. marts 1938 (det fascistiske Tysklands anneksion af Østrig); efter denne dato sluttede kreditoren afregningsoverenskomst med Tyskland. Det betyder altså i virkeligheden, at man kræver, at Østrig skal tilbagebetale førkrigsgæld, skønt den med de engelske, amerikanske og franske kreditorers billigelse blev overført til at være tysk statsgæld, og skønt der blev udstedt tyske gældspapirer på den. De østrigske aviser meddeler, at det drejer sig om 1 milliard schilling (vekselkurs før devalueringen).

Disse kendsgerninger belyser klart Vestmagternes hykleri og dobbeltspil med hensyn til Østrig og den østrigske statstraktat. Vestmagterne stiller sig an som det østrigske folks velgørere, og de lader ikke nogen lejlighed gå fra sig til at udtale deres ønske om genoprettelsen af et uafhængigt og demokratisk Østrig. Men i virkeligheden forsøger de at forhale statstraktatens underskrivelse så længe som muligt. Når stedfortrædernes arbejde går fremad med sådan sneglefart, skyldes det sandelig ikke Sovjetunionen, således som de amerikanske og engelske propagandister antyder. Deres egen reaktionære presse har i den senere tid ved mere end een lejlighed røbet, at Vestmagterne ikke har noget hastværk med at afslutte en statstraktat med Østrig, der indtager en vigtig plads i Amerikas strategiske planer.

Da den amerikanske reaktionære militarist Clark var øverstbefalende for de amerikanske besættelsestropper i Østrig erklærede han, at hensigten var at gøre dette land til et »brohoved« for Amerika, rettet mod Østeuropa. Clark har forlængst forladt Wien, men den politik han formulerede har ikke forandret sig. Det engelske blad News Chronicle gav i begyndelsen af september en kommentar til, at udenrigsministrenes stedfortræderes møde i London var blevet en fiasko, og det citerede efter en pålidelig kilde, at Amerikas og Englands regeringer ikke havde travlt med at afslutte en statstraktat med Østrig under de nuværende omstændigheder, og at de agtede at fortsætte med at holde landet besat.

I december, mens konferencen i New York endnu gjorde fremskridt, fremsatte amerikanske og franske politikere udtalelser, der ikke lader nogen tvivl om, at det stadig er deres hensigt at forhale okkupationen af Østrig. Wieneravisen Der Abend meddeler den 10. december, at den amerikanske senator Elmer Thomas, der foretog en inspektionsrejse til Washingtons europæiske lydlande, har erklæret, at de amerikanske tropper »for enhver pris« må forblive i Wien. Og formanden for den franske nationalforsamlings udenrigskomité, Bonnefous, erklærede, at »tilbagetrækningen af Vestmagternes tropper fra Østrig kan få beklagelige følger.«

Det er ikke vanskeligt at se, hvad det er for »beklagelige følger« Bonnefous frygter. Ganske åbenlyst forveksler han Østrigs interesser med den amerikanske imperialismes. Washington frygter, at afslutningen af en østrigsk statstraktat og tilbagetrækningen af amerikanske tropper fra Østrig vil virke hæmmende på det vilkårlige styre i Vestzonerne og i væsentlig grad vil forstyrre planerne om at omdanne Østrig til et udgangspunkt for fremtidige krigseventyr. Det er ikke nogen hemmelighed, at krigsmagerne er interesseret i dette land af strategiske grunde og som leverandør af kanonføde. Derfor er de amerikanske og engelske imperialister interesseret i at trække besættelsen af Østrig ud så længe som muligt.

Sovjetunionen og Vietnam

Artikel fra det sovjetiske tidsskrift »Ny Tid«, nr. 6, 1950.

Det postyr, som imperialisterne har rejst efter oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og den demokratiske republik Vietnam, er meget betegnende. De herskende kredse i Amerika og England lægger ikke skjul på deres forbitrelse over denne begivenhed; den franske regering »protesterer«; monopolernes presse på begge sider af Atlanterhavet raser afmægtigt mod den vietnamesiske republik og finder på tusinde bagtalelser af Sovjetunionen og dennes hensigter. Hvad er der i vejen? Hvorfor det postyr? Hvad er der egentlig sket?

Den demokratiske republik Vietnams præsident, Ho Chi Minh, havde henvendt sig til alle regeringer i verden, som anerkender Vietnams ret til ligeberettigelse og territorial og national suverænitet. Den 30. januar svarede Sovjetunionen, at den var villig til at oprette diplomatiske forbindelser med republikken og udveksle diplomatiske repræsentanter. Ho Chi Minhs regering er den eneste regering, der har ret til at handle på det vietnamesiske folks vegne. Allerede i august 1945 styrtede Vietnams folk de japanske og franske imperialisters magt og udråbte den demokratiske republik. Fra den 3. marts 1946 har Vietnam haft en lovlig regering, valgt af nationalforsamlingen i overensstemmelse med forfatningen. I den overenskomst, som den franske regering den 6. marts 1946 afsluttede med Ho Chi Minh-regeringen, anerkendte Frankrig republikken Vietnam som en »fri stat« med sin egen regering, sin egen hær og sit eget finansvæsen indenfor den Franske Union. Men fra de franske imperialisters side var denne overenskomst kun ment som en manøvre. Snart efter at den var afsluttet, forberedte og begyndte de en overfaldskrig mod den vietnamesiske republik, og de fortsætter de militære aktioner for at tilintetgøre det vietnamesiske folks uafhængighed og genoprette et koloniherredømme i landet.

Det er lykkedes Vietnams folk at skabe sin egen demokratiske stat. Den er blevet skabt, mens de franske tropper holder vigtige, industribyer og havne besat, mens en grusom krig, der finansieres og anspores af de amerikanske imperialister, raser i landet. Ho Chi Minh-regeringen har gennemført en række demokratiske reformer. I hele landet eksisterer der folkeråd, som er statsmagtens organer. Almindelig skolepligt er gennemført; der er vedtaget love, der beskytter det arbejdende folks rettigheder; der er gennemført social forsorg.

Vietnams folk kæmper nu som før opofrende og heroisk for sin uafhængighed. Det har holdt fædrelandets jord mod imperialisternes angreb. Den 1. januar 1950 kontrollerede den demokratiske republik 90 procent af landets territorium. Kun to millioner af landets 20 millioner mennesker bor i de områder, som de franske tropper holder besat.

I betragtning af disse kendsgerninger er det ganske naturligt, at Sovjetregeringen har besluttet at oprette diplomatiske forbindelser med Vietnam. Denne beslutning er fremgået af Sovjetunionens almindelige fredspolitik, som tilsigter at oprette venskabelige forbindelser og opnå et ærligt samarbejde med alle stater, små som store, på grundlag af fuldstændig ligeberettigelse. Denne beslutning er fremgået af Sovjetunionens agtelse for folkenes uafhængighed, for deres ret til en selvstændig tilværelse. Disse principper udgør grundlaget for den stalinske udenrigspolitik, der forbliver principiel og konsekvent.

Sovjetunionen var og er afgjort modstander af folkenes underkastelse under det koloniale slaveri. Sovjetmenneskenes sympati har altid ligget og ligger stadig hos de trælbundne folk, der kæmper for deres uafhængighed og for befrielsen fra imperialismens åg og den koloniale slavetilværelse. Når Sovjetunionen opretter diplomatiske forbindelser med den demokratiske republik Vietnam, handler den i overensstemmelse med principperne i de Forenede Nationers charta, der som bekendt anerkender alle folks ret til en uafhængig national eksistens. Sovjetunionen har anerkendt Ho Chi Minh-regeringen, fordi den er Vietnams eneste lovlige, suveræne regering; den nyder folkets tillid og styrer faktisk og med fremgang landet.

Sovjetunionens forhold til den vietnamesiske republik er bestemt af den almindelige linje i Sovjetunionens politik: at sikre freden og fremme et ærligt internationalt samarbejde. Denne politik nyder de brede folkemassers sympati og støtte i alle lande, og den vinder den ene sejr efter den anden.

Noget lignende kan ikke siges om de imperialistiske magters politik, som nu indrømmes at stå under USAs ledelse. Disse magters politik lider det ene nederlag efter det andet, fordi det er en aggressiv røverpolitik, der er gennemsyret af dyb foragt for folkenes interesser og vilje. Den imperialistiske politik har også lidt nederlag i Vietnam, hvor den franske imperialisme fortsætter den koloniale røverkrig mod Vietnams folk. Protestbevægelsen mod denne krig har grebet brede masser af det franske folk. Overfor den kendsgerning, at alle forsøg på at slå den demokratiske republik ned med militær magt er slået fejl, har de franske regeringskredse og deres bagmænd i amerikanske regeringskredse nu forsøgt på at danne en marionetregering under ledelse af den tidligere kejser af Annam, Bao Dai, på det besatte område i Vietnam. Men den lille bande reaktionære, som er gået i de franske og amerikanske imperialisters sold, magter ikke at udføre de opgaver, som deres arbejdsgivere stiller dem. Det amerikanske udenrigsministerium meddeler, at man agter at »anerkende« Bao Dais regering; det franske parlament er i færd med at ratificere en eller anden overenskomst med Bao Dai. Men både den franske regering og det amerikanske udenrigsministerium ved lige som alle andre, at Bao Dai er et nul. Selv de franske kolonipolitikere kunne ikke skjule deres ubehag over deres marionets ringe betydning, da det vietnamesiske spørgsmål var til behandling i parlamentet.

Den franske regerings hjælpeløse forsøg på at nedlægge »protest« mod oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og Vietnam tager sig særlig tåbelige ud, når man husker på, at Frankrig tidligere selv har anerkendt republikken Vietnam som en fri stat. Den franske regering er kommet i en forvirret situation.

Det nederlag, som Frankrigs herskende kredse har lidt i deres kamp mod Vietnams folk, som har tilkæmpet sig uafhængighed, er også nederlag for de amerikanske imperialister. Det er jo ingen hemmelighed, at USA som regel er på spil bag kulisserne i vore dages røveriske kolonikrige og kolonieventyr. USA understøtter disse eventyr og puster til dem.

Det vietnamesiske folks modige kamp for uafhængighed er kronet med sejr. Imperialisternes herredømme i dette land er snart slut. Endnu et folk, der tæller mange millioner mennesker, hører op med at være offer for den koloniale udplyndring. Imperialismens koloniale bagland får det ene stød efter det andet.

Wall Streets og de europæiske - særlig franske - partneres og lydslavers raseri over en så normal ting som oprettelsen af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og Vietnam, skyldes netop den imperialistiske politiks vanskæbne og skibbrud i de asiatiske lande, og navnlig tilintetgørelsen af de planer, der knyttedes til Vietnam. Nu vil det ikke lykkes at gøre dette land til et brohoved for kampen mod den folkelige befrielsesbevægelse i Asiens lande.

Oprettelsen af diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, den kinesiske folkerepublik og en række andre demokratiske lande styrker den unge vietnamesiske republiks positioner og fører den ind på den internationale arena. Dette betyder i sig selv, at det bliver sværere for imperialisterne at udføre de nye intriger, som de har udpønset mod Asiens lande, at udføre nye planer om krigseventyr i denne del af verden.

Den unge republik Vietnams indtræden på den internationale arena giver landets frihedskæmpere mod og nye kræfter. Vietnams folk hilser med begejstring oprettelsen af diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen. I demokratiske kredse i alle lande bedømmes denne begivenhed med rette som et nyt bidrag til befæstelse af fred og venskab mellem folkene, som et nyt vidnesbyrd om væksten og konsolideringen af de kræfter, der er forenet i fredstilhængernes og demokraternes mægtige lejr.

Krigsforbryderne skal stå til ansvar!

Artiklen er taget fra det sovjetiske tidsskrift »Ny Tid«, nr. 6, 1950.

Sovjetregeringens note af 1. februar 1950 til USAs, Storbritanniens og Kinas regeringer, hvori det forlanges, at kejser Hirohito af Japan, general Shiro Ishii og de andre japanske krigsforbrydere, der har gjort sig skyldige i forberedelse af en bakteriekrig og anvendelse af bakteriologiske våben, skal stilles for særlig international krigsret, er et dokument af stor international betydning.

Med djævelsk koldblodighed valgte de japanske imperialister bakteriekrigen som et af hovedinstrumenterne for deres aggression. Metodisk og hårdnakket forberedte de sig igennem flere år på den. Under den proces mod japanske krigsforbrydere, der fandt sted i Khabarovsk i december 1949, er dette blevet slået uomtvisteligt fast.

Efter kejser Hirohitos personlige befaling blev der i Mandsjuriet og de besatte områder af Kina oprettet særlige bakteriologiske militærinstitutioner med mange filialer. Omgivet af streng hemmelighed beskæftigede disse institutioner sig med at dyrke pest-, miltbrand-, kolera- og andre baciller. De gik under uskyldige navne som »Kolonne 731«, »Kolonne 100«, »Afdeling Ei«, »Nami« og så videre. De dødbringende baciller, der blev frembragt i disse afskyelige »industrianlæg«, blev prøvet på levende mennesker - sovjetiske og kinesiske borgere og amerikanske krigsfanger. I de fængsler, som brugtes som laboratorier, blev mere end 3000 mennesker myrdet under disse bestialske forsøg. Man eksperimenterede også med granater og andre midler til spredning af bakterierne og uddannede særlige militære grupper, der skulle overføre smitten til befolkningen, inficere brønde, korn og boliger og forpeste kvæget.

De japanske krigsforbrydere har gentagne gange anstillet praktiske forsøg for at prøve deres masseødelæggelsesvåbens effektivitet. I 1939 brugte de dem ved Halhingol-floden i deres krig mod den Mongolske Folkerepublik og Sovjetunionen. I 1940, 41 og 1942 blev særlige ekspeditioner sendt til Centralkina for at skabe pest-epedimier. Det lykkedes, og titusinder af mennesker døde. De bakterievåben, som var blevet forberedt af de japanske militarister, skulle først og fremmest anvendes mod folkene i Sovjetunionen og Kina, men også mod USA og England.

Det forbryderiske arbejde med at forberede en bakteriekrig, var et fast led i de aggressive spekulationer, det imperialistiske Japans herskerklike omgikkes med. Under processen i Khabarovsk er det blevet fastslået, at generalstabslæge Ishii, som var en af hovedmændene i forberedelserne til bakteriekrige og i sin tid chef for kolonne 731, i maj 1945 erklærede, at »udviklingen har taget en retning... så det hvert øjeblik kan blive nødvendigt at gå til angreb mod fjenden med bakteriologiske våben.«

I virkeligheden stod verden på randen af en katastrofe. Men i august 1945 blev de japanske imperialisters frygtelige planer tilintetgjort under Sovjetunionens stærke slag. Den tidligere øverstbefalende for den japanske Kwantunghær, general Yamada, sagde under processen i Khabarovsk: »Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan og Sovjethærens hurtige fremrykning til det Indre Mandsjuri berøvede os muligheden for at bruge bakterievåbnene mod Sovjetunionen og andre lande.«

De 12 japanske krigsforbrydere, som har fået deres retfærdige straf ved Sovjetdomstolen, er under ingen omstændigheder de eneste, der er skyldige i fremstilling og brug af bakterievåben. Folkenes fornuft og retsfølelse kan ikke tillade, at andre, som i virkeligheden er hovedmændene bag den japanske imperialismes modbydelige forbrydelser, får lov at slippe fri.

Sovjetunionens note nævner dem ved navn. Først og fremmest nævnes kejser Hirohito af Japan. Han bærer hovedansvaret for fremstillingen og brugen af bakterievåben, thi han har befalet begge dele i hemmelige forordninger. Hirohito har ikke blot givet ordre til, at der i Mandsjuriet skulle oprettes det bakteriologiske institut, som kaldtes kolonne 731, men han har til stadighed ledet og kontrolleret dette instituts forbryderarbejde. I 1939 udstedte Hirohito en hemmelig ordre om udvidelse af bakterieproduktionen, og han lod kolonne 731s mandskab forstærke til det tredobbelte. I 1940 befalede den japanske kejser fortroligt, at der skulle oprettes en række filialer af kolonne 731. Resultaterne af forsøgene med pestsmittede fluer blev til stadighed indberettet til det kejserlige hovedkvarter. To af kejserens nære slægtninge - prinserne Mikasa og Takeda - fik af kejseren arbejdsopgaver i de bakteriologiske hærafdelinger. Gennem dem fik han udførlige beretninger om forløbet af dyrkningen af dødbringende bakterier, om de forsøg, der blev anstillet på levende mennesker, om de forbryderiske ekspeditioner til Kina og om sabotageaktionerne i Sovjetunionens grænseområder.

I de sidste 25 år er ingen angrebshandling blevet udført uden kejser Hirohitos billigelse og deltagelse i ledelsen. Efter Japans nederlag forlangte verdensoffentligheden, at kejser Hirohito, Tojo, Koiso og de andre store japanske krigsforbrydere skulle stilles for en international krigsdomstol. Men folkenes retfærdige krav herom blev ikke imødekommet, eftersom mikadoen fandt beskyttere i udlandet. Såvidt man kan se af de første kommentarer til Sovjetunionens note i de amerikanske monopolers presse, er disse beskyttere stadig på deres post. Det amerikanske udenrigsministerium har tilstillet pressen en særlig erklæring til offentliggørelse, hvori det utvetydigt siges, at kejser Hirohito og de andre japanske krigsforbrydere ikke bør stilles for nogen domstol. Vore dages aspiranter til verdensherredømmet er fast forbundet med de slagne japanske og tyske imperialister. Men Hirohitos forbrydelser er blevet så tydeligt afsløret, at den, der tager denne fjende af menneskeheden under sin beskyttelse og lader ham slippe for opgøret, gør sig til hans medskyldige.

Under Khabarovsk-processen er det blevet klart, at også andre er skyldige i organisation af bakteriekrig. For eksempel generalstabslæge Shiro Ishii, kolonne 731s leder - den egentlige teoretiker på bakteriekrigens område, der personligt ledede de bakteriologiske ekspeditioner til Kina. Han opfandt bakteriebomber og -granater, og skabte mere fuldkomne metoder til massedyrkning af bakterier. Videre nævnes generalstabslæge Masazo Kitano, tidligere leder af kolonne 731; overdyrlæge Yujiro Wakamatsu, tidligere chef for kolonne 100. Han ledede personligt kolonnens forbryderiske forsøgsarbejder med bakterievåben og dens bakteriologiske sabotagehandlinger; generalløjtnant Yukio Kasahara, tidligere stabschef i Kwangtungarméen, en af hovedmændene i forberedelserne til bakteriekrig mod Sovjetunionen.

Brugen af bakterievåben er blevet enstemmigt fordømt af alle civiliserede nationer som en overordentlig grov forbrydelse mod menneskeheden. I Genferkonventionen af 1925, som er tiltrådt af 48 lande, forbydes bakteriologisk krigsførelse. Hirohito, Ishii, Kitano, Wakamatsu og Kasahara, som har forberedt og ført bakteriologisk krig, har forbrudt sig mod lovene og sædvanerne for krigsførelse og mod de almindeligt anerkendte folkeretslige bestemmelser. Men den, der forbryder sig mod lovene og sædvanerne for krigsførelse, har gjort sig skyldig i en krigsforbrydelse. Det fastslår den Fjernøstlige Kommissions beslutning af d. 3. april 1946.

I denne beslutning hedder det, at den Fjernøstlige Kommission har vedtaget at »træffe alle foranstaltninger til at afsløre, forfølge, arrestere og internere alle personer, som mistænkes for at have begået krigsforbrydelser«. Nu da materialet og dokumenterne fra Khabarovsk-processen har afsløret de største japanske krigsforbrydere med Hirohito i spidsen, står der tilbage at anvende denne beslutning på dem og at drage dem til ansvar for retten.

Sovjetunionens forslag om, at der indsættes en særlig international krigsret til at behandle sagerne mod kejser Hirohito og de andre japanske krigsforbrydere, er i fuld overensstemmelse med den Fjernøstlige Kommissions beslutninger. I kommissionens beslutning af 3. april hedder det, at de allierede magters øverstkommanderende skal »indsætte særlige internationale krigsretter«, der skal behandle sager mod krigsforbrydere i det fjerne Østen.

Retfærdigheden forlanger, at de japanske krigsforbrydere kommer til at stå til ansvar og får strenge straffe. Sovjetunionens krav støttes af alle fredselskende folk i verden, også af de demokratiske kræfter i det japanske folk. Den store internationale betydning af dette krav er indlysende for hundreder millioner mennesker, især i disse tider, hvor der i den amerikanske presses spalter og fra den amerikanske statsmagts talerstole åbenlyst propaganderes for en ny krig og for anvendelse af bakterie-, atom- og andre våben, der kan bruges til masseudryddelse af mennesker.

Hirohito og de andre japanske banditter må stilles for en domstol. Disse hårdkogte krigsforbrydere, som forberedte masseudryddelse af mennesker i en bakteriekrig, må behandles efter fortjeneste. Deres straf kan tjene til advarsel for dem, som vil sætte en ny verdenskrig i gang og forbereder atom-, gift- og bakterievåben.

Maj 1950

Industriarbejderne mod krigens kræmmere

af Kring Sørensen

Uden tanke for en ny krigs ubeskrivelige rædsler begynder dansk industris ledende mænd at spekulere i krigsproduktionens indbringende forretning.

Tilskyndet af den socialdemokratiske krigsminister Rasmus Hansen har Helsingør Skibsværft omstillet en del af sin maskinpark til fremstilling af 86 mm brisant granater. Og i sit svar til 122 arbejdere, som protesterede mod denne produktion, afslører direktør H. P. Christensen regeringens planer om at omstille dansk industri til krigsproduktion og privatindustriens mere end velvillige indstilling overfor sådanne planer, idet han udtaler: »... og det går i første linie ud på, at privatindustrien herhjemme i lighed med i udlandet skal have erfaring i fremstilling af materiel til landets forsvar« (brev af 11. februar 1950).

Tydeligere kan det vel næppe siges, selvom det meget fædrelandskærligt hedder: til landets forsvar.

Da det er forbundet med direkte livsfare under et eventuelt overfald på vort land at være arbejder på en våbenfabrik, har arbejderne krav på at vide, hvem der truer os så hårdt, at det er nødvendigt at omstille fredelige skibsværfter til krigsproduktion. Tænker man på andre landes millioner af arbejdere, så indebærer de ingen krigsfare. For dem og os er krig udelukkende død eller lemlæstelse. Danske arbejdere har intet udestående med hverken Frankrigs, Englands, Amerikas, Sovjetunionens eller noget som helst andet lands arbejdere - tværtimod.

At vi har fjender ved vi. Dem lærer vi at kende, når regeringen i samråd med industriens mænd begynder at omstille produktionen og oplære arbejderne til krigsproduktion. Vi lærer dem at kende, når krigsproduktionen forbindes med hadefulde angreb mod socialismens lande, mod Sovjetunionen og folkedemokratierne og mod alt og alle, som blot ytrer ønsket om fred og socialisme. Så ved vi, at vort land er truet, dog ikke fra andre landes arbejdere eller befolkninger, men fra amerikanske og danske krigsproducenter, for hvem krig betyder penge.

Det bliver vanskeligere og vanskeligere at tilsløre den egentlige hensigt med at omlægge dansk industri til krigsproduktion, selvom der gøres hvad gøres kan for at få arbejderne til stiltiende at gå med. Således kan det lyde meget besnærende, når vi får at vide, at en protest mod fremstilling af granater vil skade værftets renomme, og at det for ledelsen gælder om at skaffe beskæftigelse til arbejderne.

Renomméet har værftet selv sat de værste pletter på ved at lade sig indrullere i krigsproducenternes nedrige rækker, men vi forstår det så godt. Offentligheden må intet vide om denne uhyggelige produktion, det skader værftets renommé, og vi skulle af den grund blive arbejdsløse. Findes der da ikke mere fredeligt arbejde at få? Skal vi for at holde arbejdsløsheden fra dørene virkelig til at fremstille mordvåben? Hvis det er rigtigt, er det meget afslørende og bør kendes af enhver, uanset værftets renomme.

Den form for afhjælpning af arbejdsløsheden kender vi alt for godt. Den koster strømme af uskyldige menneskers blod. Den tyske nazisme afskaffede arbejdsløsheden for en årrække på samme facon. Hele den tyske industri, også den private, blev sat ind på fremstilling af millioner af granater, bomber, tanks, kanoner, fly osv. for endelig, da produktionen skulle svare rente, at sende både arbejdere og produktion ud i det mest hensynsløse menneskeslagteri verden hidtil havde oplevet - med arbejder mod arbejder. Millioner af mennesker myrdes eller lemlæstes - tusinder af byer lægges øde eller udslettes. Krigsproduktionen har gjort sit arbejde - processen kan begynde forfra, nye frygtelige våben opfindes og sættes i produktion. Nye krige med millioner af dræbte, det er den afskaffelse af arbejdsløsheden, man lover arbejderne.

For at redde værftets renommé - og aktionærernes profit - skulle vi fortie overfor offentligheden, at en ny krise står for døren ug en ny krig er under forberedelse!

Hvis vi under krigen havde fulgt de samme formanende stemmer, der også dengang manede til ro og orden, så havde Danmark været ynkeligt stillet.

Her må offentligheden netop vide besked. Det må gøres klart for enhver, at dansk industri er ved at forberede en ny krig. Ingen er nærmere til at bringe disse oplysninger end netop industriarbejderen, der hver dag har udviklingen på allernærmeste hold, ligesom det må blive industriarbejderen, som forhindrer en sådan udvikling på danske arbejdspladser. Det er klart, at vi vil have arbejde - men ikke for en hvilken som helst pris.

Takket være de højresocialdemokratiske fagforeningsledere står arbejderne splittet i dag, men vi har før set, at splittelsen ikke stikker så forfærdeligt dybt, og at vi kan finde sammen, når det virkelig gælder. I spørgsmålet krig eller fred bliver der ikke nævneværdig vaklen i geledderne. Det viser protesten fra de 122 arbejdere i maskinværkstedet på Helsingør Skibsværft, samt de mere end 400 andre skibsværftsarbejdere, som tilsluttede sig protesten. Her var alle politiske og upolitiske opfattelser samlet i en enig aktion mod krigens kræmmere. Støt og sikkert vil modstanden mod krigsmagerne vokse frem på arbejdspladserne. Det almindelige ønske om fred vil, som under den forrige besættelse, gå over til den aktive kamp for freden.

Maj 1950

Noter til situationen

Modsætningerne skærpes. De skærpes som omtalt sidste gang i international målestok, men de skærpes også indenfor enkelte kapitalistiske lande.

Selv i »velfærdsstater« af den engelske og danske type, kan modsætningerne mellem fattig og rig, mellem arbejder og kapital ikke mere skjules af nok så mange højre-socialdemokratiske fraser om »socialt demokrati« og lignende. Klassekræfterne formeres og klassekampen begynder at tage form af et storopgør, der vil komme til at ryste den kapitalistiske verden i dens fuger.

*

I den henseende var afslutningen af den store overenskomstsituation 1949/50 for vort lands vedkommende meget lærerig. Med en voldsomhed som aldrig før og med udgangspunkt i statsminister Hedtofts udtalelser, henholdsvis i december og januar, satte ikke blot de faglige ledere, men hele den forenede marshallfront ind for at få det i sidste nummer omtalte elendige forligsforslag vedtaget. Eiler Jensen og Hans Rasmussen samt så godt som alle fagblade, den socialdemokratiske presse, udsendte fagforbundsfunktionærer og hele den samlede marshallpresse forklarede dag ud og dag ind, at forslaget måtte vedtages for landets skyld, for arbejdernes skyld, for regeringens skyld, for Europas skyld og gud ved hvilke argumenter, som ikke blev taget i brug for at få de fagorganiserede arbejdere til at stemme ja til et overenskomstforslag, der reelt intet gav dem. Til trods for denne trommeild faldt forslaget ved den direkte demokratiske afstemning idet ca. 139.000 stemte nej og 123,000 stemte ja, hvilket udgør en stemmedeltagelse på lige ved 60 %, noget hidtil uset i dansk fagbevægelse, når der har været tale om sammenkædning i så stort omfang, som tilfældet var denne gang.

Så vidt vi erindrer er det første gang et forligsforslag omfattende et så stort område ved demokratisk stemmeafgivelse er bleven forkastet af de menige medlemmer.

*

Ved hjælp af de »kompetente« forsamlinger lykkedes det naturligvis de højresocialdemokratiske ledere at få forslaget »vedtaget«. Handels- og Kontormedhjælperforbundet kastede alene 47,000 »kompetente« ja-stemmer ind i puljen, og Hans Rasmussen, der med stort flertal fik sit 2-øres forslag forkastet i Smedeforbundet, mente sig trods dette dog »kompetent« til at kaste op mod 4000 ja-stemmer ind uden derved at kunne ændre forholdet i sit eget forbund, men som en kammeratlig og hjælpende hånd til de kræfter, der med djævelens vold og magt ville påtvinge de fagorganiserede arbejdere en overenskomst, som de selv have forkastet på regulær demokratisk måde.

*

Trods denne »vedtagelse« eller måske rettere på grund af denne vedtagelse er der opstået en helt ny situation i dansk fagbevægelse. For det første var og er utilfredsheden med »forliget« langt større end afstemningstallene giver udtryk for. Mangfoldige af ja-stemmerne var modstandere af forliget, men stemte dog ja på grund af det politiske tryk, der blev udøvet på dem, eller fordi de ræsonnerede, at enten de stemte ja eller nej blev forslaget dog vedtaget, ligesom det er uomtvisteligt, at mange undlod at stemme af samme grund. For det andet er det et tidens tegn, at der dog var et flertal af fagforeningsmedlemmer, og netop de medlemmer, der på arbejdspladserne, i klubberne og på generalforsamlingerne udgør fagbevægelsens rygrad, som konsekvent og bevidst stemte imod forslaget, villige til at drage konsekvensen af deres nej: Altså om nødvendigt tage en storkonflikt på spørgsmålet om løn- og arbejdsforhold. Og for det tredie har knægtelsen af medlemmernes demokratiske afstemning og den hensynsløse tilsidesættelse af deres klart udtrykte vilje skabt en situation i dansk fagbevægelse, der før eller senere vil medføre et opgør mellem medlemmerne og de højresocialdemokratiske ledere og deres skalten og valten med fagforeningsapparatet som det passer dem. Endelig for det femte, tyder alt på, at lønkampen og kampen for overenskomstkravene nu vil blive ført ud på arbejdspladserne, ja allerede dagen efter »vedtagelsen« påbegyndtes denne kamp, dels gennem proteststrejker mod »vedtagelsen«, dels i form af lokale krav om lønforhøjelser.

Hvis marshallagenterne i og udenfor fagbevægelsen har troet, at de med deres åbenlyse diktatur har skabt »arbejdsro« i de kommende to år, vil udviklingen belære dem om noget andet.

Det trækker op til økonomiske kampe med en så skarp klassekarakter, at vi måske aldrig tidligere har set lignende i vort land.

Det gik nemlig som kommunisterne havde forudset. Endnu før underskrifterne på de nye overenskomster var bleven tørre, satte det første store nedskæringsfelttog ind. Kød-, flæsk-, smør- og tekstilrabatordningerne blev ved marshallpartiernes »skatteforlig« ophævet og »erstattet« med »kvittering« fra skattekontoret om, at dette væsen har indkasseret arbejderfamiliernes »børnebidrag«!

Ved denne ordning har man bogstaveligt talt stjålet brødet ud af munden på mange børn i arbejderfamilier. Tidligere var det dog sådan, at en arbejdsløs kunne lade være med at betale skat i arbejdsløshedsperioden og købe mad for sin understøttelse. Efter den nye ordning vil han i stedet få en kvittering for, at han har betalt så og så meget i skat og må samtidigt betale de stadigt stigende priser for at skaffe mad til sine børn.

Men dette skatteforlig var kun en begyndelse. Flere af samme slags »politiske forlig« vil under den ene eller den anden form følge efter. En huslejeforhøjelse på mindst 10 % forestår!

*

Det er imidlertid ikke blot den egentlige arbejderklasse, der nu reagerer mod den stadigt mere og mere voldsomme udplyndring, som efter amerikansk ordre finder sted. Hele den store tjenestemandsgruppe er kommet i bevægelse. Det forfalskede pristal steg netop lige så lidt, at tjenestemændene ikke kom med i lønreguleringen pr. 1. marts. Men det der rører sig bag dem er mere end en »portion« dyrtidstillæg, det er en regelret regulering af tjenestemandslovens lønsatser, idet de - med rette - hævder, at forudsætningerne for det »lønforlig«, de i 1946 indgik med staten, er bortfaldet. Ganske vist er det indtil nu lykkedes at holde de fra højre-socialdemokratisk hold kontrollerede »sølvsnore« noget tilbage, men de københavnske kommunale tjenestemænd og lærerorganisationerne, der lønmæssigt henhører under »sølvsnorene«, har allerede bebudet, at de vil rejse regulære lønkrav, og det er betegnende, at grupper som kommune- og statsskolelærere alvorligt drøfter spørgsmålet om oprettelse af et »kampfond«, hvilket nu er deres udtryk for, at strejke ikke mere er et ord, der kun drejer sig om andre. Det er noget de selv nu tvinges til at overveje. Alene denne kendsgerning fortæller, hvad der er sket i Danmark.

*

Ikke blot tjenestemændene tvinges til at overveje deres stilling. Dagen efter overenskomstdiktatets vedtagelse lod regeringen »økonomiminister« V. Buhl forelægge Danmarks nationalbudget for det kommende år. Dette »budgets« indhold, men ikke mindst de ord regeringen fandt det nødvendigt at ledsage det med, åbnede øjnene på alle tænkende mennesker i vort land, og det står nu klart, hvorhen marshallhjælp, atlantpolitik, oprustning, krigsforberedelser og ensidigt vestvendt handelspolitik har ført vort land. Hedtoftregeringen så sig tvunget til at indrømme, at Danmarks valutaunderskud nu er lige så stort som Marshallhjælpen«, og at det med den handelspolitik der føres, som går ud på at sælge til spotpriser til England og købe dyrt, vil blive endnu større, hvorfor livremmen igen skal spændes nogle huller ind! Buhls tale lod intet tilbage at ønske i tydelighed om hvem det er, »der skal bruge mindre og arbejde mere«. Nu som før er det naturligvis arbejderne.

Dette bliver så meget mere kynisk, eftersom aktieselskaber, virksomheder, bedrifter, skibsredere og banker har haft et mere gyldent år end nogensinde.

Forskellen på rig og fattig, på besiddende og besiddelsesløs bliver større dag for dag, og de fulde butikker er udtryk for en politik, der direkte må føles som en hån mod den arbejderklasse, som gennem efterkrigstidens arbejdsår har forhøjet Danmarks produktion betydeligt uden selv at få andel deri.

*

Som det var at vente har de konservative, som hovedsageligt på venstres bekostning rettede deres politiske stilling noget op ved kommunevalgene, nu sat ind og krævet yderlig »liberalisering«, strammere pengepolitik, hvilket vil sige højere rente til kapitalisterne og større import af færdigvarer, hvilket vil sige større arbejdsløshed.

Om disse spørgsmål føres der nu en »hidsig« skinkrig på Christiansborg i anledning af vareforsyningslovens forlængelse. Uden at spå om udfaldet - de konservative ønsker måske af partitaktiske grunde valg - kan det vistnok med sikkerhed siges, at USAs herværende ambassadør, mrs. Anderson, har sagt, hvad sagen drejer sig om, ved under en frokost på Børsen, mens bølgerne gik højest på Christiansborg, at udtale: At hun håbede, Danmark ville gå i spidsen med liberaliseringen! - Mon ikke en USAs ambassadørs »håb« i et marshallland i dag er udtryk for, hvad der vil ske?

Vi tror det! Handelsminister Krag har tidligere ændret opfattelse efter en flyvetur til Paris.

*

Statsministeren har ganske vist været på en lynvisit i den engelske velfærdsstats hovedstad London, og har efter alt at dømme diskuteret to hovedproblemer med sine engelske overordnede: Hvad de vesteuropæiske socialdemokrater kan gøre for dog overfor arbejderklassen at beholde lidt af skindet på næsen, og samtidigt har han ikke lagt skjul på, at han har tigget og bedt sine engelske partifæller om dog handelspolitisk at behandle Danmark på en lidt anden måde, end man gennem århundreder har behandlet sine kolonier før.

Men da England står overfor og midt i de samme problemer som Danmark, har de statsministerielle bønner sikkert ikke givet større resultater.

*

På alle områder trækker krisen sammen også i vort land. På 10-årsdagen for den tyske besættelse af Danmark stod igen de sorte fugle ind over Danmark og slog sig ned i København på Kastrup flyveplads. De kom også dengang fra syd, men var i modsætning til den 9. april 1940 bemandede med amerikanske soldater og bevæbnede med amerikanske våben.

Med denne aktion blev Danmark direkte draget med ind i den kolde krig mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, og på en sådan måde, at vort land kom til at ligge midt i efterkrigstidens største bevidste provokations centrum.

Hvad dette betyder går i stigende grad op for det danske folk. Danmark er udset til at være den aggressive Atlantpagts mest fremskudte base, og i dag ved enhver, at havde den amerikanske provokation ført til krig, havde København nu ikke eksisteret mere.

I de nærmeste uger vil de amerikanske mordvåben begynde at strømme ind i vort land, der efter alt at dømme er udset til at være et amerikansk våbenarsenal.

Den kolde krig skal også på vort frontafsnit aktiviseres. De amerikanske monopolherrer og deres agenter frygter fremtiden, frygter krisen, frygter sammenbruddet og foretrækker krigen.

Krigsfaren er overhængende; men krigen er ikke uundgåelig. Det afhænger af folkene selv, om krigens desperate agenter skal lænkes eller ikke.

Verdensfredsbevægelsens beslutning på konferencen i Stockholm om at stemple den, der først bruger atomvåbnet, som krigsforbryder og angribe ham og behandle ham derefter, har også fundet stor genklang i Danmark. Havnearbejdernes protest mod, at danske havne bruges som udskibningssteder for amerikanske våben, har vakt forståelse langt udenfor arbejderklassens rækker.

Men klart må det stå enhver, at den kapitalistiske verden befinder sig ved en skillevej.

Hvilken udvikling der skal fremmes, afhænger nu af kommunisternes bevidste indsats. De objektive muligheder for at tvinge krigens desperate forbrydere på tilbagetog og for at forbedre det arbejdende folks kår er tilstede.

De kapitalistiske landes økonomi

Mikojan

Artiklen er et uddrag af den tale, Sovjetunionens minister for udenrigshandel holdt i sin valgkreds Jerivan den 10. marts 1950.

I den øvrige del af talen beskæftigede Mikojan sig med væksten i den socialistiske økonomi og de fordele, befolkningen nød som følge heraf.

Vi lever i en periode, hvor spørgsmålet »hvem slår hvem« i vort land for længst er afgjort til socialismens fordel. Spørgsmålet »hvem slår hvem« står nu kun i international målestok. Den historiske udviklings objektive tendens giver os det glædelige perspektiv, at dette spørgsmål også i international målestok bliver afgjort til socialismens fordel. Man må have for øje, at et samfundssystems økonomiske styrke ikke så meget bestemmes af det niveau, produktion og teknik har nået, som af tempoet i den vækst, der præger det økonomiske livs udvikling.

Her virker den samme lovmæssighed, som kammerat Stalin understregede i krigens år. Den side vinder, hvis styrke uafbrudt Og i stigende tempo tiltager, og den side vil gå under, hvis styrke svækkes og aftager.

Trods krigens gunstige indflydelse på USAs økonomiske liv er USAs produktionsniveau gennem 20 år gennemsnitligt vokset med 2 % om året, mens væksten i de samme år androg 20 % pr. år i Sovjetunionen.

Også det nye samfundssystem i folkedemokratierne i Central-og Sydøsteuropa har på kort tid kunnet demonstrere de folkedemokratiske regimers fortrin frem for kapitalismen, efter at disse lande har betrådt socialismens vej og samarbejder med Sovjetunionen økonomisk og politisk.

Den nuværende verden er delt i to lejre: kapitalismens lejr og socialismens lejr. Landene i socialismens lejr tæller ca. 800 millioner mennesker.

Mens landene i socialismens lejr er inde i en rivende økonomisk opblomstring, er de kapitalistiske landes økonomiske liv sejlet ind i en uafvendelig krises farvand. De arbejdsløse eller halvt arbejdsløse i de kapitalistiske lande udgør en hær på ca. 45 millioner mennesker. Alene i USA har det faktiske tal på arbejdsløse og halvt arbejdsløse nået ca. 18 millioner. Alene i januar øgedes dette tal med næsten en million. Der noteres en hurtigt tiltagende arbejdsløshed i de marshalliserede lande i Europa, f. eks. i Vesttyskland, Italien og Belgien.

De uhyggelige brist ved det kapitalistiske system træder tydeligt og prægnant frem. Staterne danner blokke og laver militæralliancer og hidser til ny krig, men samtidig handler de efter princippet: »Redde sig, hvo der kan«.

Den anden verdenskrig bevirkede en kraftig svækkelse af Englands, Frankrigs, Hollands, Belgiens og andre europæiske landes økonomiske formåen og politiske indflydelse. Det skrider under fødderne på de europæiske kolonimagter, der ikke længere evner at regere deres enorme kolonier og må vige for presset fra Amerikas opsvulmede kapitalistiske monopoler, som føler sig stærke og hæmningsløst maser på for at bemægtige sig kolonier og nye markeder til eksport af varer og anlæg af kapital.

Derfor er det kommet til en ny kamp om kolonierne og deres markeder, og denne kamp har tillige antaget en ny form.

Et eksempel på den engelsk-amerikanske kamp har man i konflikten mellem Englands olieselskaber på den ene side og Amerikas på den anden om afsætningsmarkederne. De amerikanske olieselskaber var faktisk begyndt at overtage de engelske markeder i de britiske besiddelser. Den engelske regering måtte for at forsvare sine olieselskabers position forbyde en række af sine kolonier at købe amerikanske olieprodukter og tvinge dem til at købe hos engelske selskaber. Det gøres under påskud af, at man vil formindske dollarudgifterne til olieindkøb.

De amerikanske olieselskaber prøver gennem kongressen og udenrigsministeriet at tvinge England til atter at lukke døren op for de amerikanske olieselskaber. Det er kommet så vidt, at formanden for kongresudvalget Conally har truet England med at stoppe Marshallhjælpen, hvis de amerikanske oliemonopolers krav ikke efterkommes.

USAs handelsekspansion har medført en uhyre vækst i den amerikanske udenrigshandel efter krigen, sammenlignet med førkrigstiden.

Vareomsætningen nåede sit maksimum i 1947 og udgjorde 31 % af verdenseksporten imod 14,1 % i 1938. Eksporten har efter krigen været fra 4,7 til 9,6 milliarder dollars større end importen. Det må her bemærkes, at som følge af andre kapitalistiske landes konkurrence udgjorde eksporten af USA-varer i 1948 kun 22,8 % af verdenseksporten og i de første 10 måneder af 1949 gik andelen ned med 20,5 % sammenlignet med den tilsvarende periode i 1947.

Det kapitalistiske Amerika lider af den uhelbredelige sygdom, at det ikke vil indføre for lige så meget, som det udfører for, men tværtimod ønsker at eksportere mere. Der opstår en udækket eksport, som USA søger at dække ved at pumpe guld ud af de lande, der importerer amerikanske varer, eller ved at yde specielle lån eller ved anvendelse af Marshallplanen.

For en række af de vigtigste varer ligger USAs priser tre-fire gange over førkrigsprisen, og det har bevirket en hurtig udtømning af de fleste kapitalistiske landes valutareserver og af de amerikanske lån.

Derved er USAs guldforråd steget fra 14,5 milliarder dollars i slutningen af 1938 til 24,6 milliarder i slutningen af 1949. Til gengæld er guldforrådene i Frankrig faldet fra 2.760 millioner dollars i 1938 til 523 millioner dollars, i England fra 3.450 millioner dollars til 1.590 millioner dollars, i Sverige fra 321 millioner dollars til 70 millioner dollars og i Holland fra 998 millioner dollars til 195 millioner dollars.

Som bekendt er Amerika ikke eksportør af guld, men importør, dvs. det optræder som opkøber af guld i lande, som mangler dollars til betaling af importen. Og eftersom dollarens købekraft er faldet til det halve i forhold til før krigen, gør dollarens kunstige kurs det muligt at bruge papirdollars til at købe udenlandsk guld til det halve af dets virkelige værdi. Dette bevirker, at USA især efter krigen har tjent 10 milliarder dollars uden modydelse ved at opkøbe guld. Derfor kan amerikanerne gøre en gestus og levere en del af varerne som »hjælp« efter Marshallplanen.

Den amerikanske regering øger det militære og øvrige uproduktive forbrug. Gennem forskellige skatter pumper den det amerikanske folk for uhyre summer til dækning af eksporttilskuddene.

Det er værd at lægge mærke til, at ifølge den statistiske opslagsbog Labor Faet Book, New York 1949, steg statsskatterne fra 8 milliarder dollars i 1941 til 47,5 milliarder dollars i 1950. Samtidig er farmernes indtægter i 1949 faldet 17 % i sammenligning med 1948, og i 1950 venter man et yderligere fald på 28 % i disse indtægter.

Hvad bruger amerikanerne Marshallplanen til? De amerikanske monopoler udnytter denne plan til at skaffe afsætning for lagervarer, som ikke finder efterspørgsel på hjemmemarkedet, til at bremse krisen og underlægge sig andre landes økonomiske liv. At det forholder sig således, ses af sammensætningen af vareleverancerne til Vesteuropa, idet hovedmassen af dem består af kul og landbrugsvarer til forbrug. Disse varer kunne de vesteuropæiske lande ellers skaffe sig hjemme eller fra europæiske kilder.

De europæiske lande behøver udstyr for at genoprette økonomien, men USAs monopoler er ikke interesserede i en genoprettelse af de europæiske landes økonomi, og der findes en række industrigrene, de ikke leverer udstyr til. Det er karakteristisk, at på halvandet år under Marshallplanen fik alle vesteuropæiske lande minedriftsudstyr (som de trænger hårdt til) for ialt 31 millioner dollars og metalforarbejdsningsmaskiner til 35 millioner dollars, mens tobaksleverancerne oversteg 110 millioner dollars.

Før krigen har Europa aldrig importeret amerikanske kul. I 1949 udførte USA 38 millioner tons kul til Vesteuropa. USA udnyttede ødelæggelserne i Europa til en uhørt berigelse af sine kulmonopoler og skibsfartsselskaber. Amerikanske kul står den europæiske forbruger i 18-20 dollars pr. ton, mens han før krigen betalte 4-5 dollars for kul fra europæiske lande.

Lovbestemmelserne om Marshallplanen fastsætter, til direkte fordel for de amerikanske formalingsmonopoler, at de importerende lande skal tage mindst 25 % af den leverede hvede i form af mel.

Det har bevirket, at europæiske lande med formalingsindustrier er blevet importører af hvede, mens møllerne i disse og andre lande måtte lukke eller arbejde for halv kraft. Det har forskaffet de amerikanske formalingsmonopoler dobbelt og tredobbelt profit på eksporten af mel. F. eks. Indførte Italien i 1947 ialt 492.300 tons mel, hvoraf 70 % kom fra USA, imod 15,1 tons i 1938. Vesttyskland indførte i 1948 480.000 tons mel alene fra USA.

USA afsætter sin makaroni i Italien, der før krigen selv var makaronieksportør. I 1948 udgjorde Italiens indførsel af amerikansk makaroni over 60.000 tons, skønt de italienske makaroni-fabriker ikke var fuldt beskæftigede. Den største italienske makaroni-fabrik i Neapel arbejdede f. eks. 6-10 dage om måneden.

Den tvungne indførsel af mel efter Marshallplanen ødelægger den vesteuropæiske formalingsindustri og berøver disse landes kvægavl værdifulde klid-foderstoffer.

Særlig aggressivt optræder den amerikanske filmindustri, der også driver sin ekspansion gennem regeringen. De amerikanske film optager 60 % af forevisningstiden i Englands biografer, 60 % i Frankrig, 80 % i Italien og 70 % i Belgien, skønt den engelske og franske filmindustri selv kan præstere kvalitativt gode film. I hele den kapitalistiske verden optager de amerikanske film 72 % af hele forevisningstiden.

På samme tid som millioner af mennesker mangler føde og klæder, beskæftiger den amerikanske regering sig med at tilintetgøre »overskud« af levnedsmidler og indskrænke udsædsarealerne. USAs landbrugsministerium har foreslået at tilintetgøre 1.360.000 tons kartofler, som regeringen har opkøbt, og den 15. december 1949 tilrådede regeringen at nedskære udsædsarealerne til bomuld med 23 % i sammenligning med 1949.

For at støtte priserne har USAs regeringsorganisation Commodity Credit Corporation i staten Kansas fyldt en grotte, hvis bund omfatter 6,5 hektar, med fødevarer. Her rådner 20.000 tons svedsker.

En betegnende meddelelse fandtes i bladet Barrons Weekly den 19. oktober 1949: »Lagrene af æggepulver kan dække 10 års forbrug. Desværre kan æg ikke holde sig. Commodity Credit Corporation har simpelthen tilintetgjort 140 millioner dusin friske æg, og husmoderen må bære denne udgift ved at betale høje æggepriser hos urtekræmmeren.«

Destruktionen af fødevarer sker for at holde høje priser på hjemmemarkedet og skaffe monopolerne høje profitter, og denne operation må dækkes af den almindelige skatteyder.

Dette er kun enkelte eksempler på, hvordan kapitalismen fører til en nødtvungen og bevidst tilintetgørelse af produktivkræfter ud over den ødelæggelse, som skyldes krisens spontane kræfter.

Den vældige arbejdsløshed, lønningernes fald og den bratte forværring i den arbejdende befolknings materielle forhold går hånd i hånd med en enorm forøgelse af de amerikanske og engelske monopolers nettoprofitter (i de følgende tal er skatterne trukket fra): i USA steg profitterne fra 2,3 milliarder dollars i 1938 til 21,2 milliarder dollars i 1948, i England i samme tidsrum fra 676 millioner pund sterling til 1.275 millioner pund sterling.

I forbindelse med den bratte forværring af den økonomiske situation i efterkrigstiden anvender de store kapitalistiske lande, især USA, nu atter dumping i stor målestok for at erobre markeder.

Denne dumping gennemføres i stor stil med landbrugsvarer og fødevarer, og tabet på dem dækkes direkte af statsbudgettet på skatteydernes bekostning. »Det amerikanske landbrug – siger USAs landbrugsminister Brannan – mærker, at der hurtigt må skaffes et åndehul i Europa.« Senator Ellender var endnu mere åbenmundet om Marshallplanen ud fra den beregning, at »bevillingerne ville blive brugt til at hjælpe os af med overskudskornet.«

Businessbladet Wall Street Journal meddeler den 18. november 1949, at udenrigsministeriet og landbrugsministeriet i USA for tiden arbejder på et program for dumping i stor målestok, som skal serveres for amerikanerne som en ny form for »hjælp« til udlandet.

Denne plan, skriver bladet, regner med at gennemføre en eksport til priser under produktionsprisen - det drejer sig om »en á to millioner tons korn, frugt, bomuld og tobak om året.«

USAs kongres vedtog i sin sidste samling, at amerikanske landbrugsvarer, som forefindes i overflod, kan udveksles til lave priser med udenlandske strategiske råstoffer.

Ved siden af dumpingen med landbrugsvarer antager den amerikanske varedumping større og større omfang, efter som konkurrencekampen om markederne skærpes. De lande, der er deltagere i Genéveaftalen om toldtariffer og handel, holdt konference i 1949, og her fremsatte Kubas repræsentant en direkte beskyldning mod USA for at sende amerikanske dumpingvarer ind på det kubanske marked; virkningen heraf er, at Kubas tekstilindustri oplever en yderst alvorlig krise.

Den såkaldte amerikanske »hjælp« har allerede ført til forarmelse af de marshalliserede lande og til stagnation af deres industri. Nu er dette gået op for de afhængige lande selv, og den tid er længst forbi, da mange af dem hilste Marshallplanen velkommen.

De amerikanske monopolisters arsenal består altså af følgende våben til kampe mod den fremvoksende krise: store militærbestillinger hos industrien og et opsvulmet krigsbudget; afsætning af overskudsvarer i form af hjælp under Marshallplanen; handelskrig, dvs. dumping af varerne gennem kapitalistiske monopoler og selskaber, med tabene dækket direkte af statsbudgettet på skatteydernes bekostning.

Opretholdelsen af høje hjemmemarkedspriser på landbrugsprodukter gennem tilintetgørelse af »fødevareoverskud« eller direkte statstilskud til de selskaber, der opkøber fødevarer og råstoffer til høje priser på hjemmemarkedet med eksport for øje, fører til yderligere forringelse af befolkningens levestandard.

Alle disse skridt, som de kapitalistiske magthavere må foretage, fører i praksis ikke til nogen mildnelse af krisen og letter ikke situationen for de arbejdendes millionmasser, men fremkalder tværtimod endnu større arbejdsløshed.

Amerikas imperialister har rangeret det økonomiske liv over på krigsøkonomiens skinner, dvs. de har givet industrien en ensidig militær retning, indsnævret produktionen af masseforbrugsvarer. USAs regering søger en udvej i sanseløs oprustning. »Hver gang – siger kammerat Stalin – de kapitalistiske modsigelser begynder at skærpes, vender bourgeoisiet sit blik mod Sovjetunionen: mon man ikke kunne løse en eller anden af kapitalismens modsigelser, eller dem alle, på Sovjetunionens bekostning?«

Men disse midler er allerede blevet prøvet af imperialisterne i visse lande og har ført til deres komplette nederlag.

Man behøver ikke at tvivle om, at en ny, tredie verdenskrig, hvis den bliver påtvunget verden af imperialisterne, bliver hele det imperialistiske systems begravelse.

USAs såkaldte »nye kurs« i det fjerne Østen

af M. Markov

Ophavsmændene til projektet om dannelsen af et amerikansk fjernøstligt rige har i de fem år, der er gået efter krigens afslutning lidt en bitter skuffelse. Det syntes som om USAs kapital ville få ubegrænsede ekspansionsmuligheder dels ved, at USAs største rival i det fjerne Østen, Japan, gled ud og dels ved den svækkelse, der havde ramt en så alvorlig konkurrent som England. Værdien af USAs samlede eksport til Kina androg i 1937 66 millioner dollars, i 1947 havde den allerede en værdi af 353 millioner dollars. Den samlede værdi af den amerikanske eksport til landene i det fjerne Østen og Sydøstasien androg i 1947 mere end 3 gange så meget som i 1937. USA udførte i 1947 alene til Malaja forskellige varer til en værdi af 66 mill. dollars, medens der i 1937 kun eksporteredes for 9 mill. dollars til dette land.

Også interventionen i Kina så i begyndelsen ud til at forme sig meget fordelagtigt. Chiang Kai-sheks klike stillede til dækning for krediter og subsidier samt som modydelse for den militære hjælp Kinas vigtigste industrier m. m. under Washingtons kontrol. De amerikanske eksportører havde så at sige monopol på det kinesiske marked. De havde gennemtvunget en toldnedsættelse for deres varer. Den i 1946 mellem Washington og Nanking afsluttede traktat »om venskab, handel og skibsfart« betød i virkeligheden en fuldkommen trælbinding af Kina.

Sammenbruddet af den amerikanske politik i Kina (som officielt er indrømmet af State Department i hvidbogen), er økonomisk af langt større betydning end tabet af de 6 milliarder dollars, der var blevet investeret i interventionseventyret. Det umådelige kinesiske marked er uigenkaldeligt tabt og med det herredømmet over dette land med de fantastiske naturrigdomme og menneskeressourcer, som Wall Street allerede havde indlemmet i sit asiatiske imperium.

USA ydede i årene fra 1945 til 1950 over 2,5 milliarder dollars, som i form af subsidier, krediter, lån m. m. skulle tjene til at befæste dets positioner på Philippinerne, i Indonesien, Indokina, Sydkorea, Birma og Thailand. Men heller ikke »investeringen« af denne kapital betalte sig. De asiatiske folk ophørte ikke med deres kamp for national frihed og uafhængighed. Tværtimod forstærkede de, opildnet af det store kinesiske folks sejre, modstanden mod imperialisterne. Der findes i Asien nu ikke mere som tidligere isolerede arnesteder for antiimperialistiske aktioner, men en imponerende front af folkeslag som er besluttet på at afkaste det imperialistiske åg.

Det var under disse omstændigheder, man i Washington begyndte at tale om nødvendigheden af at slå ind på »en ny kurs« i det fjerne Østen. Det var dette, der optog Chiang Kai-sheks bankerotte formyndere, senatorerne og diplomaterne, generalerne og de herrer forretningsfolk.

I flere måneder har USA-pressen nu bragt forsikringer om, at Washington er ved at udarbejde en »ny politik for det fjerne Østen«. Til dette formål har State Department allerede forrige sommer nedsat et særligt udvalg med Philip Jessup som formand. Endvidere er Raymond Fosdick, der er et af Rockefeller-monopolets kreaturer, samt Colgate Universitetets præsident Everett Case (tidligere ansat i ledende stillinger i General Electric Company og Central Banking and Industrial Committee) medlemmer af udvalget. Acheson og Jessup fik direktiverne til en revision af USA-politiken i det fjerne Østen direkte fra de førende monopoler, med hvis repræsentanter de havde en tre dages hemmelig særkonference i slutningen af forrige år. I denne konference deltog bl. a. Rockefeller jun. og som repræsentant for finanskorporationen Bankers Trust Co. mr. Murphy; endvidere formanden for Morganselskabet International General Electric Company, Herod og flere andre Wall Street-herrer.

På initiativ af Acheson forsøger den amerikanske presse at fremstille denne nye kurs som en slags »økonomisk hjælp«. O. Lattimore, der tidligere har været Chiang Kai-sheks rådgiver, og nu er konsulent for State Department, forklarer i tidsskriftet »The Atlantic Monthly« fra januar, at det nye amerikanske program tilstræber »et tresidet europæisk-amerikansk-asiatisk kompromis«. Dog opdager man ved nærmere eftersyn, at kompromis’et skal bestå deri, at de europæiske magter fortrænges yderligere fra deres kolonier, og at de asiatiske lande skal underordnes USA endnu mere, såvel politisk som økonomisk. En sådan politik er naturligvis intet nyt; dens formål er det gammelkendte: en tøjlesløs, imperialistisk ekspansion.

Taktikken bliver dog tillempet noget. USAs anseelse har aldrig været så ringe i de asiatiske lande som nu. Af denne grund sørger State Department for, at politikken i Asien ikke alt for tydeligt bærer varemærket »Made in USA«: Man går derfor en omvej og fremhæver demagogisk de »positive mål« som efter sigende tilstræbes af Washington. Acheson forsikrede den 15. marts dette år i en tale om politikken i Asien, som han holdt i San Francisko: »Vi hører ofte, at USAs mål er at standse kommunismens udbredelse. Men dette er en alt for negativ fremstilling af sagen ... Vi går ind for noget positivt, for menneskeåndens fundamentale fornødenheder. Vi står ikke på noget rent negativt standpunkt og må undgå at vække denne opfattelse…«

Som eksempel på de »positive« foranstaltninger kan tjene det såkaldte program for Sydøstasiens økonomiske udvikling, et program de amerikanske aviser allerede omtaler som Asiens Marshallplan. Alt tyder på, at det er blevet udarbejdet i Washington. Men det blev forelagt - og det var en overraskelse for Bevin - på den fornyligt afholdte udenrigsministerkonference for det britiske rige i Colombo af den australske udenrigsminister Spender.

Det engelske tidsskrift »Economist« afslører ganske åbent dette programs aggressive karakter. »Programmet«, forklarer »Economist«, »forudsætter en omhyggelig koordinering med de amerikanske strategiske planer.« Idet USA udnytter de europæiske kolonisatorers katastrofale situation i Asien, lader det tydeligt sine partnere forstå, at de må vælge mellem på den ene side et tab af deres koloniale besiddelser og på den anden side at afgive broderparten af udbytningen til USA som modydelse for hjælpen til at undertrykke befrielsesbevægelsen hos folkene i kolonierne.

Den amerikanske presse har bragt meldinger om hemmelige forhandlinger mellem London og Washington angående en ny fordeling af »indflydelsessfærerne i Sydøstasien«.

Ifølge tidsskriftet »Newsweek«, der står regeringskredsene i Washington nær, forlanger USA at »dele ansvaret« med England i det udstrakte område nord for Singapore, heri indbefattet Thailand, Indokina og Birma. USA foreslår med andre ord England og Frankrig at rykke sammen og give plads.

Amerikanske diplomaters konference, som afholdtes i Bangkok og sluttede den 16. februar, blev ledet af Trumans personlige repræsentant, Jessup, og viceminister Butterworth.

Før konferencen besøgte Jessup efter tilskyndelse af Wall Street og State Department hovedstæderne i samtlige sydøstasiatiske lande og traf såvel Bao Dai som Hatta og Songgram.

Konferencens deltagere så det som deres hovedopgave at finde midler og veje til oprettelse af amerikansk herredømme over store dele af Asien. Officielt kaldes denne opgave »at holde Sydøstasien fri for kommunistisk kontrol«. Endvidere drøftedes spørgsmålet om våbenhjælp og økonomisk hjælp til de reaktionært styrede stater i Asien.

USA har allerede ydet Hatta et lån på 100 millioner og har til hensigt yderligere at levere våben.

De amerikanske strateger regner med at kunne få fodfæste på de indonesiske øer.

Både State Department og de militære instanser i USA er ved at udarbejde en plan til anlægget af en »befæstet linie« langs med Indokinas nordgrænse, ligesom der arbejdes med planer om ydelse af militær hjælp til Bao Dai. Det er også meningen at sende militær hjælp til Burma, Thailand, Sydkorea og Indien. Der er sendt en kommission af eksperter til de sydøstasiatiske lande dels for at undersøge forholdene på stedet og dels for at udarbejde en konkret plan til ydelse af »hjælp«. Formanden for denne kommission er Allen Griffin, den tidligere viceformand for missionen til udførelsen af »Kinahjælpen«.

Det var alt dette Acheson tænkte på, da han i sin sidste tale pralede med »hvor meget han ønskede at hjælpe Sydøstasien«.

Det apparat, der skal anvendes for at bringe Asien under de amerikanske imperialisters herredømme, er faktisk næsten identisk med de metoder, Washington anvender i sine bestræbelser for at få kontrol over Vesteuropa. Den amerikanske ekspansion tilsløres med et anti-kommunistisk reklameskilt. USA forbereder ved hjælp af den asiatiske udgave af Marshallplanen oprettelsen af en aggressiv, militærpolitisk Stillehavsunion, der skal danne modstykket til Den nordatlantiske Pagt. Det er tanken at anvise Japan den samme rolle i denne union, som det remilitariserede Vesttyskland spiller i Europa.

En engelsk observatør sammenfatter resultaterne af konferencen i Bangkok i følgende ord: »I Asien rettes alle forhåbninger mod Japan«.

De amerikanske besættelsesmyndigheder lader hånt om Potsdam-overenskomsten og den fjernøstlige kommissions beslutninger og stiler lige mod en genoprettelse af den japanske rustningsindustri og Japans krigspotentiel.

Som et eksempel herpå kan nævnes, at nogle af de kemiske krigsindustrier allerede i 1948 havde mangedoblet deres produktion i forhold til årene 1935-37.

USA-generalen Collins meddelte fornyligt med synlig tilfredsstillelse på et møde af ingeniører, ansat i automobilindustrien i Detroit, at japanske fabrikker allerede var i fuld gang med at montere og istandsætte rustningsmateriale som var leveret af Philippinerne, Guam og andre Stillehavslande. Bl. a. har man repareret rundt regnet 60.000 militærbiler.

Ifølge pressemeddelelserne fremstiller de japanske fabriker våben af næsten alle typer. Koncernen Mitsubishi har fra USA modtaget ordrer på skyts af største kaliber, panserværnskanoner og alle arter af lettere våben. Amerikanerne har hos koncernen Nippon Kayaku bestilt miner, krudt og andre sprængstoffer. Koncernen Isikawadsima skal producere såvel tunge som lette panservogne. Hærens tidligere arsenal, Sagamihara (i præfekturet Kanagawa) udvides betydeligt. Alle fabriker i havnebyen Omuta (på Kyushu), der er et centrum for Japans kemiske industri, er omdannet til våbenfabriker. Samtlige ordrer på rustningsmateriel udføres efter amerikanske tegninger og under kontrol af amerikanske fagfolk. Japanske fagfolk uddannes i Pittsburg, Chicago og Cleveland, og den japanske atomforsker Ryukichi Sagane er af Mac Arthurs stab sendt til USA.

Mac Arthur har ophævet samtlige de af den fjernøstlige kommission fastsatte grænser for tonnage og hastighed med hensyn til de skibe, der bygges i Japan. Genopbygningen af den japanske krigsflåde finansieres af den såkaldte »Amerikahjælpens Ævivalentfond«, der er underlagt Mac Arthurs kontrol. Den snart genopbyggede flådes kernepunkt er Maritime Safety Board. Denne organisation disponerer over en stor del af de gamle japanske krigsskibe, men desuagtet gav Mac Arthur forrige efterår sin tilladelse til, at antallet af skibe i den såkaldte politipatruljeflåde blev tidoblet. I koncernen Mitsubishis dokker er man gået i gang med at udføre ekspresordrerne om istandsættelse af 86 krigsskibe, der skal indgå i denne flåde.

Ifølge de nyeste amerikanske planer skal der nu på basis af det japanske politi, der skal bringes op til at omfatte en halv million mand, opstilles en japansk hær.

Politiafdelingerne deltager allerede nu i manøvrerne; de opøves i landgangsoperationer, erobring af banegårde, flodovergang og andre kamphandlinger.

Fremstående amerikanske militærpersoner som general Eichefberger betegner åbenlyst japanerne som kanonføde for den amerikanske imperialisme. USAs presse giver udtryk for det samme, f. eks. skriver »New York Post«: »Japan må ikke vente... at Amerika skal sende sine sønner i krig mod Kina og Manchuriet, da Japan dog ligger meget nærmere og lettere vil kunne udføre denne opgave.«

De japanske militærpampere nærer store forhåbninger til en genoprettelse af hæren, og de militaristiske organisationer udfolder, under Mac Arthurs protektion, en voldsom aktivitet. Notoriske militarister som den tidligere japanske vicegeneralstabschef, general Jinzaburo Mazaki, den tidligere øverstbefalende over det japanske ekspeditionskorps i Nordkina, general Hyotaro Sakurai og general Ryukichi Tanaka, er særligt virksomme. Revanchetilhængerne, der nu påny har fattet frisk mod, har gennem det fascistiske Yamato-parti, givet udtryk for deres forhåbninger ved følgende udtalelse:»Vi må atter komme til magten ved hjælp af de amerikanske besættelsestroppers våben.«

Japanske militærpersoner anvendes i den røveriske krig mod det kinesiske folk. Japanske flyvere har særlig deltaget i luftangrebene på Shanghai. På Taiwan er der oprettet en stab af »uofficielle« japanske luftstridskræfter. Med general Mac Arthurs viden og billigelse hverves japanske flyvere åbenlyst til Taiwan. En speciel organisation hverver tidligere japanske soldater til det franske ekspeditionskorps, der fører krig mod den demokratiske republik Vietnam.

Mac Arthur krævede allerede i slutningen af 1948 en fuldkommen revision af de amerikanske strategiske planer i Stillehavsområdet. Hans henvendelse var stilet til de forenede stabschefer og bar overskriften »De strategiske følger af begivenhederne i Kina«. Han henviste heri til Japan samt øerne Okinawa og Taiwan som USAs hovedstøttepunkter, der burde befæstes og forvandles til Amerikas vigtigste »højsøbastioner« mod Sovjet og Kina. Mac Arthur forlangte, at der omgående skulle tildeles ham supplerende søstridskræfter, fly og mindst seks divisioner. Washington tøvede dog med at opfylde disse krav og »Life« kommenterer bekymret, men åbenhjertigt: »Man hældede åbenbart til den anskuelse, at vi, så længe vi har monopol på atombomben, ikke behøver at nære overdreven ængstelse for en forskydning af styrkeforholdene i Asien.«

Da illusionen om atombombe-monopolet brast og da planerne om at benytte Kina som et gigantisk militært-strategisk opmarchområde led en ynkelig fiasko, så USA-ekspansionisterne sig nødsaget til at underkaste deres strategiske planer en nøjere prøvelse. De nye amerikanske planer er nu udarbejdet på grundlag af Mac Arthurs ovenfor anførte krav. Japan er nu definitivt udset til USAs hovedbasis i Stillehavsområdet. Allerede længe har de amerikanske tropper været anvendt til formål, der intet har med besættelsesfunktioner at gøre.

Washington agter ikke - heller ikke efter undertegnelsen af en fredstraktat - at hjemkalde sine tropper fra Japan. Acheson siger: »Det er ikke hensigten at opgive eller svække forsvaret af Japan ... Hvilke overenskomster der end måtte indgås - det være sig i form af en varig ordning eller på anden måde - dette forsvar skal og vil blive opretholdt.«

De amerikanske planer om afslutning af en separatfred står i direkte forbindelse med planerne om talmæssigt at øge de amerikanske tropper i Japan og oprette nye marine- og luftstøttepunkter på japansk område. Den amerikanske vicekrigsminister Voorhees aflagde allerede i december forrige år Japan et besøg, udtrykkeligt for med Mac Arthur at drøfte mulighederne for anbringelsen af den amerikanske såkaldte »forsvarshær« på de japanske øer. Man er i Japan, efter Mac Arthurs befaling, allerede gået i gang med at bygge huse i massevis til amerikanske soldaterfamilier.

De forenede stabschefers nylige rejse til Japan resulterede i planerne om at skaffe USA varige støttepunkter på de japanske øer. Chefen for den amerikanske marinekommando, admiral Sherman, benævner udtrykkeligt krigshavnen Yokosuka som »vort bedste støttepunkt i denne del af verden«. Også det amerikanske luftvåben har et udstrakt net af støttepunkter i Japan, bl. a. den kæmpemæssige base i Misawa på øen Honshus nordøstlige spids, støttepunktet Yokota ved Tokio, Itazuke i Sydjapan og andre. På øen Honshu alene anlægges der 7 flyvepladser.

Det vigtigste led i kæden af amerikanske støttepunkter på Asiens kyst er øen Okinawa, der af general Mac Arthurs øjentjenere udskriges som »Veststillehavets Gibraltar«. Der fandtes allerede forrige forår 25 flyvepladser på Okinawa. Ifølge de nyeste amerikanske planer skal dette tal fordobles, og der blev til dette formål forrige sommer foreløbigt bevilget 75 millioner dollars.

Den amerikanske avis »Courier Journal« siger meget betydningsfuldt, at det, der lokker de amerikanske aggressorer til Okinawa, er »den ualmindelige korte afstand fra Shanghai eller Peking eller Mukden«.

I den amerikanske ekspansions nyeste strategiske overvejelser er Hawaji-øerne, Guam og de tidligere japanske mandatøer som nu er amerikanske marine- og luftvåbenstøttepunkter, udset til støttepunkter for forstærkningerne. Også på Guam udfolder de amerikanske militære myndigheder en voldsom iver med hensyn til bygninger, beregnet til militære formål; man udvælger hertil de bedste landstrækninger uden hensyn til, at de indfødte herved fordrives. Ejerne får for hver acre jord, der »forpagtes« af Guams militære myndigheder, udbetalt en spotpris på f. eks. en dollar om året!

Med hensyn til den nordlige flanke, så er befæstningen af denne i fuld gang og har været det længe. På Alaska er der oprettet to marinestøttepunkter med to eskadrer af marinefly og endvidere en stor deling landfly bestående af B-29 bombere, jetjagere osv.

Den sydlige flanke dannes af Taiwan, hvor amerikanerne har mindst 10 kæmpemæssige marine- og flyvestøttepunkter, endvidere af Philippinerne, der er forvandlet til eet stort amerikansk militært støttepunkt, og Australien. Den amerikanske imperialisme har i sine aggressionsplaner tildelt sidstnævnte land en vigtig rolle. Som »Sunday Herald« skriver, er Australien i en kommende krig åbenbart udset til at være en fremskudt forsyningsbase samt hovedstøttepunktet for de amerikanske langdistancebombere i Det fjerne Østen. Bladet meddeler yderligere, at der i Darwin, Coff’s Harbour og Narromine anlægges strategiske flyvepladser, der kan optage de største bombefly.

Den i Stillehavsområdet stationerede amerikanske marine- og luftflåde forstærkes uophørligt. Den amerikanske stillehavsflåde omfatter nu i henhold til officielle meddelelser to store hangarskibe af klasse »Essex«, to ledsagerhangarskibe, fire svære og en let krydser, 46 destroyere samt et stort antal undervandsbåde. Midt i april vil der fra Atlanterhavet blive overført yderligere et hangarskib, to krydsere, seks destroyere samt et antal undervandsbåde til Stillehavet.

Den vigtigste del af USAs luftstridskræfter i Stillehavsområdet er den såkaldte fjernøstlige luftflåde. Den består af 5 jagergrupper (F-80 og andre typer), hurtigbombere B-26, langdistancebombere B-29 samt rekognoscerings-, transport- og andre afdelinger. Den fjernøstlige luftflåde har støttepunkter i Japan, Okinawa, Philippinerne og Guam. Men derudover har USA stationeret store militære flyenheder også i andre baser, der ligger på såvel amerikansk som fremmed område og er strøet over hele Stillehavet.

Skønt Washington således råder over et udstrakt net af baser og over stærke luft- og søstridskræfter, forsøger det dog hårdnakket at opnå kontrol med både den engelske og den franske marine-og luftflåde og disses støttepunkter i Stillehavet. Med dette for øje foretog general Stratemeyer sammen med Mac Arthurs personlige adjudant, general Willoughby i december forrige år en inspektionsrejse til Saigon, Singapore og Hongkong.

De amerikanske imperialister har, i medfør af deres aggressive planer, oprettet et udstrakt spionagenet, der, støttet af underjordiske agenter, opererer i de asiatiske lande. I den senere tid bliver særlig Titos forræderklike anvendt hertil. Det er hensigten at gøre den jugoslaviske ambassade i Delhi til hovedcentralen i dette arbejde. Herfra agter man, efter instruktioner fra den amerikanske og den engelske spionagetjeneste, at udsende provokatører og spioner, hvis formål det skal være at undergrave den nationale befrielsesbevægelse i de asiatiske lande.

Det japanske udenrigsministerium optræder også som værktøj for den amerikanske spionagetjeneste. Dette ministerium befatter sig, efter ordre fra Mac Arthurs stab, hovedsageligt med at indsamle politiske, økonomiske og militære informationer om Sovjetunionen blandt de repatrierede japanere, samt med at udsprede bagvaskelser mod Sovjet.

Japans genoprustning og omdannelse til opmarchområde for en aggressionskrig mod Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik; brugen af japansk område til start af interventionen i de asiatiske lande, hvis folkeslag kæmper for uafhængigheden; forcerede krigsforberedelser i Stillehavsområdet; forstærket fremtrængen i de europæiske magters kolonier - alt dette er USA-imperialismens allernyeste program og praksis for det fjerne Østen.

Man ser let, at dette program kun adskiller sig fra den tidligere fulgte, nu bankerotte kurs, ved en endnu mere hæmningsløs eventyrmentalitet. Så meget større betydning må man derfor af hensyn til freden og sikkerheden tillægge den konsekvente og målbevidste kamp som Sovjetunionen, på trods af krigsanstifterne, fører for en snarlig afslutning af en demokratisk fredstraktat med Japan og dermed for dette lands demilitarisering og demokratisering.

Stillet overfor de amerikanske aggressionsplaner bliver den historiske betydning som må tillægges den sovjetisk-kinesiske traktat om venskab, forbund og gensidig hjælp særlig fremtrædende.

Den beslutning, som disse to store folk, der tilsammen udgør ca. en trediedel af jordens befolkning, har taget, gående ud på aldrig at tåle en genopståen af den japanske imperialisme, og at kæmpe dersom Japan alene eller i forbund med andre magter skulle begynde en angrebskrig, er et alvorligt slag for imperialisterne og deres forbryderiske planer. Dette er grunden til Achesons grænseløse raseri. Næsten halvdelen af den tidligere omtalte tale, som han fornylig har holdt om den asiatiske politik, bestod af perfide angreb på den sovjetisk-kinesiske traktat, på Sovjets udenrigspolitik og på det kinesiske folk. Grunden til at han raser således er forståelig, thi som V.M. Molotow sagde i en tale på et vælgermøde i Moskva den 10. marts: »Traktaten mellem Sovjet og den kinesiske folkerepublik gør det sovjetisk-kinesiske venskab til en så betydende og mægtig faktor til bevarelsen af verdensfreden, at noget tilsvarende aldrig er set i menneskehedens historie.«

Der kan ikke herske ringeste tvivl om, at ethvert forsøg på, under de nuværende internationale forhold, at gentage forsøget på imperialistisk eventyr i Østen, vil ende på en endnu mere katastrofal måde, end det var tilfældet, da Japan brød sammen i 1945.

Maj 1950

Hvad sker der i Syrien?

af M. Butrus

Den anglo-amerikanske kamp om herredømmet i landene i Den nære Østen er i den sidste tid ført med særlig voldsomhed i Syrien.

De engelskvenlige elementer i Syriens regering og parlament forbereder i al stilhed virkeliggørelsen af den britiske imperialismes ældgamle planer om at oprette et »Storsyrien«. Englands kolonikredse stræber efter at sammenslutte Syrien, Irak og Transjordanien i et monarkistisk »Storsyrien«, som vil blive en ligeså føjelig vasal som Transjordanien nu er, og på denne måde styrke sine undergravede positioner i Det nære Østen.

De amerikanske imperialister forsøger på alle måder at hindre, at de engelske planer realiseres, og vil i stedet søge at få Syrien ind under deres eget herredømme. For mere effektivt at kunne påvirke de regerende kredse i Syrien benytter amerikanerne sig af franske agenter.

Amerikanerne har da også taget luven fra englænderne ved at inspirere den syriske militærklike til en aktion for »republikkens og demokratiets skyld«. Den 30. marts 1949 gennemførte den fransk-amerikanske agent Husni az Zaim et statskup. Han opløste regeringen og parlamentet, forbød samtlige politiske partier, gav sig selv marskaltitel og »valgte« sig til Syriens præsident. Hans første udenrigspolitiske opgave var undertegnelsen af en syrisk-fransk finanspagt og en overenskomst med amerikanerne, som gav disse ret til at anlægge en olieledning gennem landet. Husni az Zaim indledte forhandlinger om et dollarlån og om en militærpagt med de amerikanske imperialister og deres franske vasaller og gjorde sig rede til at give dem strategiske baser i Syrien. Samtidig flirtede han med de tyrkiske reaktionære og anerkendte officielt Tyrkiets anneksion af området Alexandrette. Endvidere åbnede han alle døre for udenlandske, særlig amerikanske varer, hvorved den syriske industri tilføjedes svære skader.

Indenrigspolitisk betød Husni az Zaims regime diktatur og politiforfølgelser. I hundredevis af demokrater kastedes i fængsler og koncentrationslejre. Diktatoren indførte nye tunge skatter, deriblandt en såkaldt »indsamling til hæren«. I denne periode skærpedes krisen indenfor Syriens industri og handel yderligere. Tusinder af småhandlende ruineredes. Arbejdsløsheden antog vældige dimensioner. Lønningerne sank 50-80 %. I begyndelsen af august erklærede Syriens kommunistiske Parti i et opråb til folket: »Husni az Zaim er en imperialistisk lakaj. Han arbejder hånd i hånd med den tyrkiske reaktion, med lederne for de armenske daschnaker (nationalister) og med Arabiens feudalherrer og storspekulanter, for at trælbinde og plyndre de arabiske masser, kurderne og armenierne, for at imødekomme imperialisterne og deres forbryderiske krigsplaner.«

Torturen, skattetrykket og det vilkårlige regime, som Husni az Zaim havde indført, udløste en kraftig protestbevægelse i det arbejdende folk. Fangerne i centralfængslet el Mezza gik i hungerstrejke, de arbejdende demonstrerede og strejkede. På kommunisternes initiativ dannes »Komitéen for politisk frihed og fængsledes forsvar«. Folkebevægelsen mod diktaturregimet lededes af Syriens kommunistiske Parti. Husni az Zaim satte uhyggelige forfølgelser mod kommunisterne igang, anvendte middelalderlig tortur og forsøgte på alle måder, dog forgæves, at bryde deres kampvilje.

Under denne tilspidsede situation gennemførte de engelskvenlige elementer, som under Sami Henauis ledelse stod i opposition til Husni az Zaim, endnu et statskup den 14. august 1949. Husni az Zaim og hans ministerpræsident Muchsen Barasi blev taget til fange og henrettet ved skydning.

Sami Henaui udråbte sig selv til øverstkommanderende over den syriske hær, sluttede et forlig med de amerikanske oliemagnater og overlod det til lederen af det såkaldte »folkeparti«, Haschem Atasi, at danne regering. »De demokratiske friheder« deklareredes, men alle Husni az Zaims folkefjendtlige love forblev i kraft. Det kommunistiske Parti var stadig forbudt. Først under en stærk opinionsbevægelses tryk frigav Henaui den 19. august de politiske fanger, som Husni az Zaim havde ladet kaste i fængsel. Henaui og hans medhjælpere udskrev »frie« valg til den konstituerende forsamling den 15. november, og man håbede at beholde majoriteten uden besvær. Men landets demokratiske kræfter kastede sig ud i valgkampen og begyndte en omfattende valgagitation. Den nationale demokratiske Front blev dannet og opstillede 10 kandidater, som alle var kendt i Det nære Østen som forkæmpere for de arbejdendes interesser, deriblandt også de syriske kommunisters leder Haled Bakdasch, Nedshad Hasan, Nasuch al Gafari, Abd al Kerim Taijar med flere. De demokratiske kandidater fremførte krav og paroler, som det syriske folk var tilhænger af: demokratiske rettigheder til de arbejdende; national uafhængighed, nationalisering af industrier og banker tilhørende udenlandske monopolkapitalister; overdragelse af godsejernes og feudalherrernes kæmpemæssige jorder til bønderne; forbedringer af de arbejdendes materielle kår og endelig kvindens ligestilling med manden. Indenfor udenrigspolitiken fremsattes paroler om kamp mod imperialistiske »blokke« eller »forbund«, for venskab med de demokratiske stater, først og fremmest Sovjetunionen. Den nationale demokratiske Front fremsatte et udkast til en ny demokratisk forfatning i Syrien, som blev spredt ud over landet i titusinder af eksemplarer.

De syriske magthavere så i Den nationale demokratiske Front en fare for deres egen politik, eller rettere: en farlig hindring for gennemførelsen af de imperialistiske magthaveres politik. De greb straks til forholdsregler for at holde frontens kandidater borte fra den konstituerende forsamling. Valgkampagnen måtte kun vare i 15 dage. Valgkommissionerne kompletteredes med agenter for det hemmelige politi og korrumperede embedsmænd. Mange demokratiske kandidater, som Nedshat Kassab Hasan, Nasuch al Gafari og Abd al Kerim Taijar blev uden tiltale kastet i fængsel. Guvernøren i Damaskus vægrede sig ved at registrere Haled Bakdaschs kandidatur, trods det at domstolen i Damaskus fastslog det ulovlige i denne vægring. Guvernøren krævede, at Haled Bakdasch personlig skulle indfinde sig i guvernørkancelliet, for at man kunne arrestere ham. De demokratiske kandidaters valgmøde blev splittet af politiet og forbudt, mødedeltagerne blev arresteret. Det var tilfældet i valgkredsene Damaskus, Hama, Aleppo, Tartus, Horns m. fl., hvor Den nationale demokratiske Fronté kandidater talte. Befolkningen satte sig til modværge mod politiets terror.

*

Myndighederne forbød trykningen af valgopråb og deklarationer uden forudgående censur. Politiet, gendarmerne og soldaterne rev flyvebladene ud af hænderne på de demokratiske uddelere, nedrev den demokratiske fronts valgplakater, som folket havde klistret op på busvæggene, og arresterede alle som fandtes i besiddelse af de demokratiske kandidaters »oprørske« opråb. Valgterroren overgik alt det, der var sket under den franske mandattids mørkeste perioder. Ikke desto mindre tvivlede de magthavende på en gunstig udgang af valget. Gendarmerne og feudalherrerne fratog bønderne deres identitetskort og »stemte« i bøndernes sted.

Men trods de syriske myndigheders anstrengelser og den engelskamerikanske indblanding stemte de arbejdende på Den nationale demokratiske Fronts kandidater. Så iværksatte myndighederne en direkte forfalskning. Repræsentanter for de demokratiske organisationer fik ikke lov til at være tilstede ved stemmetællingen, ikke engang som observatører. Stemmetællingen gennemførtes af tjenestemænd beskyttet af gendarmer og politifolk. Hver gang de demokratiske kandidater viste sig at have fået den overvældende majoritet, blev de ægte stemmesedler af valgkommissionen udskiftet med forfalskede. Selv regeringsmedlemmerne Michel Afliak og Akram Haurani måtte indrømme disse forfalskninger.

Kun gennem voldsforanstaltninger, forfalskninger og udenlandsk indblanding kunne Sami Henaui og hans tilhængere i »folkepartiet« og andre reaktionære syriske partier og organisationer sikre sig majoriteten i den konstituerende forsamling. Til Syriens provisoriske præsident valgtes Haschem Atasi.

I den konstituerende forsamling fremtrådte snart to hovedgrupper. Den ene talte for en forening med Irak, med andre ord for en virkeliggørelse af de engelske planer. Den anden gruppe var for Syriens formelle selvstændighed og for en tilnærmelse til Libanon under USAs beskyttelse. Dette standpunkt har sine mest fremtrædende fortalere i syriske militærkredse.

Mellem disse to grupper i den konstituerende forsamling udbrød en heftig kamp, som forårsagede en langvarig regeringskrise. Samtidig udfoldede Sami Henaui en energisk aktivitet for at virkeliggøre de engelske imperialisters planer. Men den 19. december 1949 fandt et nyt statskup sted i Damaskus. Det gennemførtes af Adib Schischekli, som allerede var udnævnt til øverstkommanderende. Han lod hæren anholde Sami Henaui og hans medhjælpere. Den 27. december forklarede den syriske overkommando, at hæren ikke kunne tillade oprettelsen af en »syrisk-irakisk føderation« og at stræben i den retning »havde vist sig at være værktøj for imperialistiske projekter.«

Dermed har de franske og amerikanske politikeres tilhængere indenfor den syriske hærledelse igen tilintetgjort de engelske agenters planer.

Den tiltagende engelsk-amerikanske rivaliseren om herredømmet i Det nære Østen, som gennem de seneste statskup i Syrien er kommet så tydeligt for dagen, viser atter de dybe uløselige modsætninger mellem kolonimagternes beherskere, de nye verdenskrigshetzere.

Hver imperialistisk magt kæmper for retten til at udbytte Syriens arbejdende masser og landets naturrigdomme, først og fremmest oliekilderne, for at forvandle Syrien til et afsætningsområde for »sine« varer, for at gøre landet til »sin« koloni.

Kun om eet er imperialisterne enige: om at undertrykke den demokratiske frihedsbevægelse blandt de arbejdende masser i det arabiske Østen; de er enige om at tvinge de arabiske lande ind i deres sovjetfjendtlige »forbund« og »blok« til forberedelse af en ny verdenskrig.

Under det heltemodige kommunistiske partis ledelse fortsætter Syriens arbejdende masser imidlertid deres kamp mod imperialisternes herredømme i landet, kampen for oprettelse af en demokratisk regering, for fred og venskab med Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande i Europa og Asien. De arbejdende masser i Syrien begynder mere og mere at få forståelsen af, at de kun kan afkaste det imperialistiske åg gennem aktiv kamp mod de amerikanske og engelske kolonisatorer og deres agenter i den syriske regering.

Juni 1950

Født i kampen mod krigen

Ib Nørlund

Stadig dybere trænger det ind i folkenes bevidsthed, at Vi lever i skyggen af en krigsfare, som er forfærdende nær; at kampen for freden er tidens vigtigste og alt krævende opgave. I denne kamp må arbejderklassen føre an. I virkeligheden ser fredsvenner fra alle kredse af befolkningen hen til arbejderklassen i forventning om, at initiativ, handling og førerskab i kampen skal komme derfra.

Arbejdernes internationale sammenhold mod krigen hører til socialismens største traditioner. Det er en af de tanker, der stærkest har løftet klassens bevægelse og båret den frem. Internationalismen er en uudryddelig bestanddel af det socialistiske idégrundlag.

I kampen mod imperialisternes krig i 1914 nåede arbejderbevægelsen frem til sin store skillevej. Da de socialdemokratiske ledere sveg i kampen mod krigen, blev det åbenlyst, at de havde forladt socialismens vej. Den socialistiske arbejderbevægelses genfødelse blev en historisk nødvendighed. Kommunismens banner blev rejst i troskab mod arbejderklassen og socialismen.

Således er den kommunistiske bevægelse født i kampen mod krigen. Videreførelsen af denne, kamp går som en ubrudt linje gennem hele dens historie. De bitre erfaringer, der nødvendiggjorde de kommunistiske partiers opståen, står for dem som en stadig levende appel om aldrig at svigte i kampen mod krigen, altid at anstrenge sig for at blive de bedste i kampen for freden. Een gang for alle har de kommunistiske partier lært, at det ikke rækker til, om man kun fordømmer krigen i ord; kun gennem massernes praktiske virksomhed kan freden sikres.

Arbejderbevægelsen og den første verdenskrig

Den socialistiske arbejderbevægelse har aldrig været i tvivl om, at »kapitalismen i sig bærer krigen, ligesom tordenskyen bærer lynet« (Jaurès). På den internationale socialistkongres i Stuttgart 1907 vedtoges den berømte resolution: »Om militarismen og de internationale konflikter«, der erklærede, at »kampen mod militarismen kan ikke adskilles fra den socialistiske klassekamp som helhed«, fordi: »Krige ligger i kapitalismens væsen; den vil først ophøre, når kapitalismens økonomiske orden er afskaffet, eller når folkenes harme over de ofre, som den militærtekniske udvikling kræver af mennesker og penge, og over oprustningen, driver dem til afskaffelse af dette system.«

Får kapitalismen mulighed for at udvikle sig efter sine egne love, så er krigen den uundgåelige følge. Opgaven, som den socialistiske arbejderbevægelse allerede dengang stillede sig, er at organisere »folkets harme over krigens ofre« til en sådan modstand, at kapitalismen ikke får magt og mulighed for at følge sine egne baner.

Stuttgart-resolutionen, som eenstemmigt vedtoges af alle landes socialdemokratiske partier, fastlagde også de fælles retningslinjer for kampen mod den imperialistiske krig i de historiske ord: »Truer en krig med at udbryde, er de arbejdende klasser og deres parlamentariske repræsentationer i de pågældende lande forpligtet til, understøttet ved Det internationale Bureaus sammenfattende virksomhed, at opbyde alt for ved anvendelse af de midler, der måtte synes mest virksomme, at hindre krigens udbrud - midler, der naturligvis retter sig efter klassekampen, og hvor tilspidset den almindelige politiske situation er.

Skulle krigen alligevel udbryde, er det en pligt at gribe ind for dennes hurtige afslutning og med alle kræfter at stræbe hen til at udnytte den ved krigen hidførte økonomiske og politiske krise til kraftig opagitering af folket og derved fremskynde afskaffelsen af det kapitalistiske klasseherredømme.«

Denne alvorlige advarsel til kapitalismens krigsmagere, som blev optaget i resolutionen på Lenins og Rosa Luxemburgs initiativ, blev ordret gentaget i vedtagelserne på de internationale socialistkongresser i København i 1910 og i Basel i 1912. I København tilføjede man yderligere, vendt mod de militære rustninger, som var »vokset i uhyre grad«: »Det er netop disse rustninger, der fornylig har truet verdensfreden, ligesom denne altid har været truet af et sådant rustningsvanvid«, og kongressen forpligtede »de socialistiske repræsentanter i parlamenterne til af al magt at bekæmpe rustningerne og nægte bevillinger hertil«.

I Basel skærpedes advarslen til krigsmagerne yderligere: »Kongressen advarer de herskende klasser i alle stater mod yderligere at skærpe den masseelendighed, som den kapitalistiske produktionsmåde medfører, gennem krigeriske aktioner. Den kræver med eftertryk fred. Regeringerne skal ikke glemme, at de over for den nuværende tilstand i Europa og stemningen i arbejderklassen ikke uden fare for sig selv kan slippe krigen løs ... hvis regeringsmyndighederne skulle afskære enhver mulighed for den normale videreudvikling og derved skulle drive proletariatet til fortvivlede skridt, så ville de selv bære det fulde ansvar for følgerne af den krise, de selv har hidfør.«

På papiret var alt gjort klar. Den internationale arbejderklasses krigserklæring til krigsmagerne var afsendt i god tid. Lige, til det sidste udstedte de store socialdemokratiers ledere dundrende proklamationer. Således sluttede et manifest fra det tyske socialdemokrati fra slutningen af juli 1914 med ordene: »Faren nærmer sig. Den almindelige krig truer. De herskende klasser, som i fredstid holder jer i trældom, foragter og forhåner jer, vil nu anvende jer til kanonføde. Det er nødvendigt, at de styrende overalt hører jeres råb: Vi vil ikke nogen krig! Ned med krigen! Leve det internationale broderskab!«

I

I arbejderbevægelsens menige led følte man sig tryg ved ledernes kraftige tale. Illusionen om, at »når krigen kommer, svarer vi bare med generalstrejke«, havde almindelig udbredelse. På arbejderledernes bud, troede man, ville alle hjul standse og krigene gå i stå »af sig selv«.

Det gik ganske anderledes. De socialdemokratiske ledere havde intet som helst ment med de store ord. Intet som helst havde man foretaget sig for at sætte masserne i bevægelse mod krigsforberedelserne eller for at afsløre krigsmagernes falske propaganda. Forræderi og ynkelighed var deres eneste klædebon. Måske belyses det stærkest gennem en officiel socialdemokratisk beskrivelse. Den er hentet fra en »Rødbog«, som det danske socialdemokrati udsendte i 1915: »Da krigen erklæredes, erkendtes det overalt, at arbejderklassens magt intet evnede over for landenes magthavere, der var udstyrede med magtmidler, som vel kunne øve deres virkning ...

Intetsteds spurgte man socialdemokratiet, om krigen skulle erklæres(!) Var det sket, var krigen ikke kommet til udbrud! Det er statsoverhoveder og diplomater, der alene har ansvaret for den handling, og landenes rigsdage kaldtes først sammen, da tropperne var dirigeret ud til slagmarkerne.

Da krigen var en kendsgerning, stillede socialdemokratiets repræsentanter sig ikke i modsætning til de respektive nationer. De nødvendige bevillinger til hærens udrustning osv. er givet også med socialdemokratiets stemmer.«

Nu havde man travlt med at finde på undskyldninger for krigen. Ordføreren for det tyske socialdemokrati, Haase, erklærede i rigsdagen den 4. august 1914: »Nu står vi foran krigens jernhårde kendsgerning. En fremmed invasions rædsler truer os. Vi skal i dag ikke stemme for eller imod krigen, men over spørgsmålet om de midler, der er nødvendige til at forsvare landet.« (Rødbogen, side 32).

Få dage før havde de råbt »Ned med krigen !« Nu stemte de for krigsbevillingerne. Af de socialdemokratiske lederes »internationale broderskab« var der kun det tilbage, at man gensidigt undskyldte hinandens forræderi. »Vi vil naturligvis vogte os for at rejse anklage mod vore tyske partifæller, fordi de stemte for krigsbevillingerne«, erklærede belgieren Vandervelde - for de belgiske socialdemokrater havde selv stemt for krigen på deres side af fronten.

Erfaringer fra den første verdenskrig

Krigens triumf i 1914 betød et katastrofalt sammenbrud for de socialdemokratiske partier og deres II Internationale. Men det var forræderiet og råddenskaben i partierne, der var sammenbruddets årsag. Den politik, der var nedlagt i Stuttgart-resolutionens klare linje, brød ikke sammen. Det eneste sted, hvor den blev fulgt, førte den til sejr. De russiske bolsjevikker organiserede folkets harme og bragte de tsaristiske krigsmagere til fald.

Derfor kan og må den socialistiske arbejderbevægelse stadig bygge på Stuttgart-resolutionens grund i sin kamp mod den imperialistiske krig.

Men derudover bragte den første verdenskrig, og især bolsjevikkernes kamp imod den, nye erfaringer til den internationale arbejderbevægelse i dens kamp mod krigen. En række af de vigtigste er sammenfattet af Lenin i et af de sidste skrifter fra hans hånd: »Bemærkninger om vor delegations opgaver i Haag« (Udvalgte værker, bd. 12). .

»Vedrørende spørgsmålet om kampen mod krigsfaren ... tror jeg, at den største vanskelighed består i at overvinde den fordom, at dette spørgsmål er enkelt, klart og forholdsvis let,« skrev han.

I kampen mod krigen gælder ingen patentløsninger (»generalstrejke«, »revolution« osv.). Dertil er krigen fra imperialisternes side et alt for omfattende og velforberedt foretagende. Disse forberedelser er ikke blot af militær art. Fremfor alt går de ud på at bearbejde den offentlige mening og overrumple den, så den store del af befolkningen affinder sig med krigen som en nødvendighed - ja, måske endda tror, at den er en løsning på dens egne problemer. Først når imperialisterne kan regne med, at de væsentligste dele af befolkningen vil lade sig drive ud i krigen, vover de at slippe den løs. Derfor er talen om »bare at besvare krigen med generalstrejke« en tom illusion. I praksis vil spørgsmålet slet ikke melde sig på denne måde. Det er et led i imperialisternes krigsforberedelser på forhånd at lamme en eventuel »generalstrejke«. Først når de har vished for, at dette er lykkedes for dem, tør de vove krigen. Krigens påbegyndelse er således udtryk for, at imperialisterne kan regne med, at de har fået krammet på masserne, og at de politiske muligheder for en »generalstrejke« ikke er tilstede. Således var situationen i 1914. Imperialisterne vidste, at de ikke behøvede at tage de socialdemokratiske lederes buldren alvorlig. De vidste, at arbejderne ikke var forberedt til aktion mod krigen.

Kampen mod krigen må derfor føres som en kamp mod forberedelserne til en ny krig. Kun hvis massernes aktivitet i kampen mod krigsforberedelserne stadig vokser i styrke og omfang, kan krigen hindres. Når masserne har en virkelig levende forestilling om, hvordan krigen rykker nærmere, når de er parat til i handling at lægge sig på tværs af de konkrete skridt til krig, så kan krigen hindres, fordi de politiske forudsætninger for at slippe den løs så ikke er tilstede.

Dette ved krigsmagerne. Derfor foretager de deres forberedelser til krig i det dulgte. De ønsker krigen, fordi de ser en udvej af deres indre vanskeligheder gennem en nyopdeling af markeder og råstofkilder i verden. Men udadtil beskriver de krigen som en art naturlov. De tilrettelægger »episoder« og provokationer, som skal tjene til at overbevise masserne om, at krigen er en nødvendighed.

Sådan gjorde man i 1914 med mordet i Sarajevo, som i hvert enkelt imperialistisk land fulgtes af en propaganda om, at der nu »af hensyn til landets ære«, »af hensyn til vore allianceforpligtelser«, »af frygt for fremmed invasion« ikke var nogen anden udvej end krigen. Situationen var vel tilrettelagt, og Haase’rne i de forskellige lande hjalp godt med ved at skrige: »Nu står vi overfor krigens jernhårde nødvendighed. Vi svigter ikke fædrelandet i farens stund!«

Derfor sagde Lenin: »Man må forklare folk den reelle situation: hvor dyb en hemmelighedsfuldhed der omgiver krigens fødsel.«

»Vi må så detailleret og udførligt som muligt sønderlemme alle de sofismer, hvormed man i vore dage retfærdiggør krig.« Og han tilføjede: »Måske består det vigtigste middel til at få masserne med i krig netop i de sofismer, hvormed den borgerlige presse opererer, og den vigtigste omstændighed, der forklarer vor afmagt overfor krigen, består i, at vi enten ikke på forhånd sønderlemmer disse sofismer, eller måske snarere skyder dem til side med den billige, pralende og ganske tomme frase, at vi ikke vil tillade krig, at vi fuldtud forstår krigen forbryderiskhed osv. i samme ånd som Basel-manifestet i 1912.«

At sønderlemme alle påskud til retfærdiggørelse af krig, at afsløre den propaganda, hvis eneste formål er at få myrderiet i gang, hører derfor til de vigtigste opgaver i kampen mod forberedelserne til krig. Når man så vidt, at folkene ikke anerkender nogen ophidselspropaganda som tilstrækkelig til at retfærdiggøre, at krigens masseødelæggelse sættes igang, så er krigsmagernes lyssky manøvrer vanskeliggjort i overordentlig grad.

Derfor kan man heller ikke føre kampen mod krigen »i almindelighed«. Slagene må rettes mod den konkrete krig, der forberedes. Krigsmagerne og deres manøvrer må frem i lyset. Folket må gøres bekendt med, hvorfor de ønsker krigen, og hvad krigens udfoldelse vil betyde for den jævne mand.

Men denne afsløring kan ikke blot ske ad »oplysningens« vej. Kun. hvis masserne er i bevægelse og på vagt, vil de af egen erfaring overbevise sig om, hvorfra krigsfaren truer.

I vor tid skal vi sejre i kampen for freden

Siden den første verdenskrig er store og afgørende ændringer indtrådt i den internationale situation. Dermed er også betingelserne for fredskampen ændret. Alligevel er erfaringerne fra hele arbejderbevægelsens traditionsrige kamp mod krigen af førsterangs betydning for at vinde det store slag for freden, som nu går på.

Med den første verdenskrig og Oktoberrevolutionen i Rusland ophørte imperialismen med at være et altomfattende verdenssystem. En ny historisk periode var begyndt: Kapitalismens almindelige krise, hvor led efter led sprænges fri af det kapitalistiske system gennem sejrrige folkelige og socialistiske revolutioner.

»Verden har afgjort og uigenkaldeligt spaltet sig i to lejre: imperialismens lejr og socialismens lejr.. Kampen mellem disse to lejre udgør den akse hvorom hele vor tidsperiodes liv drejer sig, den udfylder hele indholdet af den nuværende indenrigs- og udenrigspolitik for statsmændene i den gamle og den nye verden.« (Stalin i artiklen »To lejre«, 1919).

Socialismens lejr er ifølge sagens natur også en fredens lejr. Fredens bevarelse er en livsinteresse for opbygningsarbejdet i den socialistiske Sovjetunion, lige så vel som for folkene i alle lande, og dermed for den revolutionære bevægelse overalt. Med Sovjetunionens opståen styrkedes fredskræfternes muligheder i verdensmålestok. Sovjetunionens konsekvente fredspolitik, der byggede på Lenins opfattelse om, at der består en reel mulighed for at opnå at de to forskellige samfundssystemer består fredeligt side om side, spærrede gentagne gange vejen for krigsmagerne. Solidariteten mellem Sovjetunionen og arbejderklassen i de kapitalistiske lande blev en fredsfaktor af allerførste rang.

Endnu var fredskræfterne dog ikke tilstrækkelig stærke til helt at hindre krigen. Igennem sidste halvdel af 1930erne bredte den anden imperialistiske krig sig skridt for skridt og endte med at blive en verdensomspændende krig.

Heller ikke gennem den anden verdenskrig fandt imperialisterne den udvej af deres systems indre vanskeligheder, som de havde håbet på. Tværtimod, de usigelige lidelser, som krigen bragte over folkene, krigens trussel om fysisk udslettelse af hele nationer, krigens rystelser af de bestående samfundsordner gjorde det for folkene i en række lande til en simpel livsnødvendighed at »fremskynde afskaffelsen af det kapitalistiske klasseherredømme« (Stuttgart-resolutionen). Endnu en række led sprængtes ud af det kapitalistiske system. Kapitalismens almindelige krise uddybedes. Således bevirkede den døende samfundsordens barbari ikke en forlængelse af dens liv, men medførte tværtimod en forskydning af kræfterne til skade for imperialismen, til fordel for de socialistiske og demokratiske kræfter i verdensmålestok. Afgørende for denne udvikling var det, at socialismen, som den var virkeliggjort i Sovjetunionen, i krigens ildprøve demonstrerede sin overlegenhed over en hvilken som helst kapitalistisk samfundsorden og gennem sin uhyre indsats bragte freden og folkebefrielsen til nationer, som stod ansigt til ansigt med truslen om total tilintetgørelse. Derfor opstod med Sovjetunionen som den ledende kraft den demokratiske og anti-imperialistiske lejrs verdensomspændende fællesskab.

Nu søger imperialismen påny en udvej af sine indre modsætninger gennem en krig. Fremfor alt fristes de af den tanke, på bekostning af den socialistiske Sovjetunion, at vinde markeder og billige råstofkilder og gennemføre en nyopdeling af verden til løsning af deres indbyrdes stridigheder. En sådan krig ville blive en verdenskrig mere frygtelig og ødelæggende for folkene end alt, hvad man hidtil har kunnet forestille sig.

Det er denne krig, de så hidsigt forbereder såvel økonomisk som militært og ideologisk. Men verden har skiftet ansigt både siden 1914 og 1939. Tanken om at løse imperialismens vanskeligheder gennem en ny verdenskrig og på Sovjetunionens bekostning er i dag mere end nogensinde en sygelig drøm. Umådelige lidelser kan man bringe over folkene med den moderne militærtekniks djævelskab, men imperialisternes strømlinede barbari vil aldrig kunne bringe dem en løsning, men kun deres eget totale sammenbrud i det ragnarok, de besværger. Det dybt alvorlige i situationen er imidlertid, at der på en del ansvarlige poster i den imperialistiske verden faktisk findes folk med sygelige drømme.

Styrke og sammenhold i den demokratiske lejr er det, som gør dem betænkelige og holder dem tilbage. Aldrig nogensinde har så stærke kræfter været i bevægelse mod krigen. »For første gang i menneskehedens historie er der opstået en organiseret fredsfront«, sagde Suslov på det kommunistiske Informationsbureaus møde i november 1949 og fortsatte: »Hvordan krigsanstifterne og deres medskyldige end raser, så adskiller den historiske situation idag sig på grundlæggende måde fra den situation, hvori første og anden verdenskrig blev forberedt. Folkene mindes alt for levende den nylige krigs rædsler, og de samfundskræfter, som forfægter freden, er alt for store til, at Churchill’s elever i aggression kan overvinde dem og dreje dem over på en ny krigs side. « (J. Stalin).

At frelse verden fra en ny krig er ikke en utopisk drøm, men en reel mulighed under de nuværende konkrete historiske betingelser. Hvis folkene er årvågne, aktive og forenede i deres kamp for freden, hvis de viser hårdnakkethed og standhaftighed i forsvaret for fredens sag, vil det ikke lykkes krigsanstifterne at virkeliggøre deres blodige hensigt, at tænde en tredje verdenskrigs flammer.«

Aldrig kan folkene søge udvejen gennem en ny verdenskrig. Alt må sættes ind i kampen for freden. Men skal denne kamp føres til sejr, må de historiske erfaringer i kampen mod krigen udnyttes. Særlig gælder dette de kommunistiske partier, som handler under ansvaret for folkenes skæbne, og som er bærere af arbejderbevægelsens stolteste traditioner. _

De, der kæmper for freden, kan ikke - som II. Internationale - sidde på deres hale og vente på, at krigsmagerne vil komme og »spørge om forlov« til at slippe helvede løs. De kan ikke slå sig til tåls med en fordømmelse af krigen i ord, mens enhver virkningsfuld handling afvises.

Dennegang må folkene ikke - som i 1914 - undervurdere omfanget af imperialisternes forberedelser til krigen. Mod dem må slagene rettes. I dag indstiller fredens forkæmpere sig da heller ikke på at »svare med generalstrejke«, når krigen er brudt ud. Allerede nu tager de. den praktiske modstand op mod våbenlosninger, militærtransporter, krigsproduktion osv.

Hånd i hånd med dette sætter fredsbevægelsen sig opgaven at gå til modstand også mod den ideologiske forberedelse af krigen, »at sønderlemme de sofismer, hvormed man i vore dage retfærdiggør krig«. Krigsophidselsens propaganda søger at få forvredet fredelige menneskers sind såvidt, at de kan bringes til at skrige »Smid atombomben!« Heroverfor må man se betydningen af f. eks. Stockholm-resolutionens enkle spørgsmål, der taler til mennesket og dets ligefremme fredsvilje tværs gennem ophidselsespropagandaens tågedannelser.

Det gælder at afsløre »hemmeligheden omkring en krigs fødsel«. Ustandselig må vi forklare og overbevise folk om, hvem der ønsker krigen og hvorfor. Krigsmagernes provokationer og »episoder« må afsløres. Hertil bringer den internationale arbejderbevægelse et righoldigt materiale. Ikke mindst har Sovjetunionens veldokumenterede redegørelser spillet en stor rolle ved at vise folkene, hvad der sker i det dunkle. Det samme gælder materialerne fra processerne mod de imperialistiske agenter i folkedemokratierne.

Særlig har krigsmagerne bestræbt sig på at overrumple og spalte den demokratiske lejr ved at rette hele deres hetz mod Sovjetunionen og spille på allehånde nationalistiske fordomme. Det står dem ganske klart, at solidariteten mellem Sovjetunionen og arbejderklassen i andre lande frem for alt må sprænges, hvis krigen skal have sin gang. Til det formål anvender de ganske raffinerede midler: systematisk sladder og fordrejelse; opreklamering af deres titoistiske agenter som »ærlige kommunister«, fordi de vender sig mod Sovjetunionen; 1andsforræderskrålet efter den, der forsvarer sit folks og sin nations fremtid ved at stå solidarisk med Sovjetunionen i kampen for freden osv. Men de kommunistiske partier giver beslutsomt svar på disse nye »hemmelighedsfuldheder« og sofismer til retfærdiggørelse af krigen. På kritiske tidspunkter i den internationale situation har Thorez, Togliatti og andre kommunistiske ledere »sønderlemmet sofismerne« og ikke blot i almindelighed, men ganske konkret gjort det klart, at fredslejrens solidaritet ikke blot bestod i ord. »Vi vil ikke, vi vil aldrig gå i krig mod Sovjetunionen« - erklærede de. Denne klarhed i afgørende dele af vesteuropæisk arbejderbevægelse kvalte krigsmagernes forsøg på overrumpling og har været af uvurderlig betydning for fredens bevarelse.

Således viser fredsfronten sin stadig stigende kampevne. Da den bygger på en stadig mere omfattende enhed i folket, er udsigterne gode for, at udgangen af den store kraftprøve denne gang bliver, at krigens kræfter tvinges til jorden. En sådan sejr for folkene vil uundgåeligt få de mest vidtrækkende følger.

Også vort parti er født i kampen mod krigen

Også Danmarks kommunistiske Parti er født i kampen mod krigen. Også for socialdemokratiet i Danmark blev krigen i 1914 den afgørende prøvesten, der viste, hvilken afgrund der var mellem partiets ord og handlinger. Det stemte for krigsbevillingerne »fordi vort parti ønsker under de nuværende forhold at vise, at vi har fuld tillid til den nuværende regering« (K. M. Klausen i Folketinget 1. august 1914). Det tog medansvar for den kapitalistiske regeringspolitik gennem Staunings indtræden som kontrolminister. Alle vedtagelser om at »fremskynde afskaffelsen af det kapitalistiske klasseherredømme« var gemt og glemt og har været det siden.

I arbejderbefolkningen voksede modstanden mod den kapitalistiske militarisme. »Send sikringsstyrken hjem!« blev et folkekrav. Denne bevægelse blev en optakt til dannelsen af de nye arbejderpartier, som senere blev til Danmarks kommunistiske Parti, Vort parti fødtes i arbejderklassens aktive kamp mod afsendelsen af Westenholz’ korps til de kapitalistiske magters fælles overfald på det socialistiske Rusland og mod Harald Scavenius’ ivrige forsøg på at drage Danmark med ind i en endnu mere omfattende interventionskrig mod Sovjetunionen. I 1930erne stod vort parti forrest i kampen mod nazismen og dens, krigstrussel. Partiet arbejdede for at rejse en bred »enhedsfront mod krig og fascisme«. Det bekæmpede den Munch-Stauningske kapitulationspolitik overfor krigens kræfter. Det afslørede den tyske nazismes krigsforberedelser i Danmark, som gav sig udtryk både i infiltration i statsapparatet, i oprettelse af et omfattende spionagenet og i bestræbelser på ideologisk at svække modstandskraften i det danske folk - ikke mindst gennem pressens statsligt organiserede fortielse af sandheden om nazismen og dens krigsforberedelser.

Partiet støttede af al magt det spanske folk i dets kamp mod nazismens krigeriske overfald, både gennem sine frivilliges heroiske indsats og ved at organisere omfattende solidaritetsaktioner, der kaldte til forståelse af, at »Spaniens kamp er vor«. Partiet arbejdede utrætteligt for, at Danmark skulle tage sin plads i en, international fredsfront sammen med Sovjetunionen og andre stater, som var interesseret i fredens opretholdelse. Som det eneste parti vendte kommunisterne sig mod München-politikkens tilrettelæggelse af en ny verdenskrig. Partiet arbejdede for arbejderbevægelsens internationale enhed mod krigen, som blev afvist af højresocialdemokraterne endnu så sent som på deres faglige Internationales, kongres i sommeren 1939.

Da imperialisternes manøvrer havde ført dem til krigen i 1939, arbejdede kommunisterne for at forhindre, at storkrigen bredte sig, og for genoprettelse af freden. Partiet pegede på et samarbejde med Sovjetunionen som den eneste mulige udvej til at holde krigen borte fra Danmark.

Efter den tyske nazismes overfald i 1940 lagde partiet straks sit arbejde an på at samle og vække folket til kamp for sine rettigheder og for sin nationale selvstændighed. »Vi vil fortsætte kampen for fred, for at krigens mørke skygger fjernes fra vort land, og for at det bliver velhaverne og ikke det arbejdende folk, der kommer til at betale krigstidens og dyrtidens omkostninger«, hed det i Centralkomitéens politiske udvalgs brev af 15. april 1940. Kun gennem at genvinde den nationale selvstændighed kunne folket sikre sig freden. I kampen måtte folket først og fremmest stole på sig selv og sin egen kraft. Partiet vendte sig derfor mod al-sangstemningernes magtesløshed og selvopgivelse. Partiet udviklede arbejderklassens og folkets kampvilje og skabte derved forudsætningerne for den åbne modstandskamp, hvori det blev den ledende og retningsgivende kraft, og hvori dets medlemmer ydede de største ofre.

Befrielsen i 1945 betød en sejr for freden over krigens kræfter. Den jubel, der gik over Danmark i maj 1945, var, på samme måde som jublen over det kinesiske folks sejr i 1949, en hyldest til de sejrrige fredens kræfter. Men ud af sejren voksede opgaven at sikre en varig fred og et sandt demokrati på grundlag af den styrkelse af arbejderklassens og folkets positioner, der var en følge af kampen. Derfor satte partiet sig i frihedskampen det mål, at befrielsen skulle betyde skabelsen af fredens og folkets Danmark, hvor »folkets vilje var landets lov«.

Sådan går kampen mod krigen, som en ubrudt linje også gennem vort partis historie.

Vor kamp for freden i dag står således i pagt med vore største traditioner. Igennem årtiers kamp har vort parti høstet sine erfaringer. I dag gælder det om at bruge dem i stadig erindring om, at vor historie lægger den æresforpligtelse på kommunisterne altid at blive de bedste i kampen mod krigen.

Vor opgave er at samle alle kræfter for freden. Vor opgave er at føre folket til sejr i kampen for freden. Vi kan ¡gøre det så vist som den endelige sejr altid tilfalder den, der repræsenterer massernes sande interesser.

Krigen i Malaya

af H. B. Lim

Hvad mener den engelske arbejderbevægelse om krigen i Malaya? Det spørgsmål er ofte blevet rettet til mig; men jeg har altid måttet svare med disse ord; »Det er et spørgsmål som den engelske arbejderbevægelse selv må svare på.« Dette siger jeg ikke for at slippe uden om at svare, men for på en så klar og positiv måde som muligt at give udtryk for problemets fulde betydning og for det store ansvar der hviler på den engelske bevægelse, hvor det gælder om at forstå og tage alle nødvendige skridt med hensyn til krigen i Malaya.

Krigen har nu varet 20 måneder. I hele dette tidsrum er arbejderbevægelsen i dette land af de dertil indrettede kræfter blevet holdt i komplet uvidenhed om krigens natur og omfang. Hvad der er endnu værre: den kapitalistiske presse og BBC har udspyet hæslige løgne for yderligere at skabe forvirring omkring en situation, der allerede et farlig, fordi den med velberåd hu er blevet forplumret af dette lands regering. En analyse af nyhedsomtalen af krigen i Malaya i disse 20 måneder viser en forfærdende mangel på hensyntagen til selv det mest beskedne krav om nøjagtig og objektiv reportage. Først begyndte disse propagandamagere med at karakterisere krigen som »en kommunistisk opstand for at tage magten« i Malaya. Dernæst, da man var bange for, at det malayiske folks organiserede politiske og økonomiske kamp skulle skinne igennem denne karakteristik af krigen som en »kommunistisk opstand«, ændrede de officielle propagandister deres slagord til »bandit nedkæmpelse« og »kampagne mod terrorisme«. Efter krigens første 2 måneder blev denne kovending indenfor propagandaen fastslået som bestandigt tema, undskyldning og propagandataktik for regeringen og dem der støttede undertrykkelseskrigen. Vi kan ikke foregive, ja vi bar ikke råd til at foregive, at alt dette ikke har haft sin betydning for alle dele af den engelske offentlige mening. Når 99,9 % af aviserne, sammen med BBC begynder at udsende,, gentage og forsvare et sådant usandhedens evangelium, er det intet under at mange uskyldige tænkende mennesker lader sig bedrage. 20 måneders gennemført påvirkning med denne organiserede nederdrægtighed har endog fået visse dele af arbejderbevægelsen til at hælde til de officielle propagandisters side. Selv om man ikke ligefrem bukker under for de troværdige historier om »banditnedkæmpelse« der spyes ud af regeringens propagandamagere, har mange inden for arbejderbevægelsens rækker dog ladet sig lulle ind i en tilstand af forvirring og halvmørke, hvilket kun vil sige en tilstand af uansvarlighedsfølelse og manglende aktivitet, hvad det angår at få krigen standset. I hele denne forvirringens tid har Daily Worker bestræbt sig på at give et sandt billede af krigen i Malaya overfor den overvældende masse af ensrettet, organiseret fejloplysning, som den konservative og liberale presse i fællesskab har udsendt. Samtidig har Malayan Monitor forsøgt at give den engelske læsende offentlighed førstehånds oplysninger fra nyhedskilder nær ved selve kampen. Det har haft stor lighed med guerillakrig mod mekaniserede masseformationer. Der er opnået positive resultater i kampen for at bringe sandheden ud til det engelske folk, men der skal gøres et stort stykke arbejde endnu, før bagvaskelsens og løgnens advokater endegyldigt kan slås af marken.

Det er imidlertid opmuntrende at se, at krigens gang afslører en række kendsgerninger, der på det skarpeste står i modstrid med den officielle propaganda. Lad følgende eksempler, der kommer fra engelske officielle talsmænds egen mund, tale for sig selv: 1) Mr. Strachey erklærede i Underhuset den 20. marts i år: »Det alvorligste problem i Det fjerne Østen er fortsat situationen i Malaya«. I krigsministerens mund ville dette være en højst usandsynlig erklæring, hvis situationen i Malaya, som de officielle propagandamagere havde hævdet, kun var »banditnedkæmpelse«, 2) Lord Killearn, tidligere engelsk højkommissær i Sydøstasien, erklærede i Overhuset den 5. april i år: »Jeg er lige vendt tilbage fra Malaya ... situationen er meget alvorlig. Hidtil har vi blot omtalt disse mennesker som banditter. Mon ikke de har skiftet karakter, mon ikke det i virkeligheden drejer sig om guerillakrig? Det mener jeg selv. Vi vidste, at de var gennemorganiserede, i bataljoner og kompagnier, og at de blev ledet med stor dygtighed. De fik hjælp af et stort antal, der ikke bar uniform. Deres efterretningstjeneste er overordentlig god - personligt er jeg ikke sikker på, at den ikke er bedre end vor«. Lord Killearns indrømmelse er, ligesom mr. Stracheys, en afsløring af den officielle bagvaskelse om »banditvæsen«, »terrorisme« osv. og er også en anerkendelse af en i høj grad organiseret og særdeles omfattende bevægelse for national befrielse. 3) Koloniministeren, mr. Griffiths, oplyste i Underhuset den 7. april i år, at ialt 70.000 mand politi og 11.000 mand landstyrker (militær) har været anvendt i kampen mod »banditterne«. Dertil kommer, meddelte han, 2.000 Gurkhaer. Vi har således det officielle engelske tal på 83.000 mand - patruljer, mekaniserede afdelinger og garnisonsstyrker - uden heri at medregne de forskellige eskadriller (bombere og jagere) fra R.A.F. og de flådeenheder, der kæmper i samarbejde med landstyrkerne. Hvis vi hertil føjer det samlede antal bevæbnede enheder, bevæbnede spioner og lokale »forsvarsstyrker«, må vi regne med ca. 130.000 mand i imperialisternes tjeneste. Eventyret om »banditnedkæmpelse« falder til jorden, når det stilles over for sådanne tal. Disse tal repræsenterer den største troppekoncentration pr. indbygger i hele det sydøstasiatiske krigsområde. 4) I marts i år blev den 20, eskadrille fra R.A.F. (Lincoln bombemaskiner) i hast sendt til kamppladsen som yderligere forstærkning til den allerede betydelige koncentration af britiske imperiestyrker. 5) Den 19. april i år vedtog det malayiske Lovgivende Råd en henvendelse til det engelske udenrigsministerium om yderligere forøgelse af de britiske imperiestyrker og af våbenleverancerne.

Alt dette lader tydeligt forstå, at det der er foregået de sidste 20 måneder i Malaya har været en stort anlagt, svært bevæbnet krigsførelse, gennemført af den engelske regering mod en styrke, der langt overskrider alt, hvad de forsætligt vildledende ord som »banditvæsen« og »terrorisme« lader formode. Denne styrke er det malayiske folks befrielseshær. Og den kendsgerning, at denne hær ikke blot har overlevet masseangreb fra den engelske imperiehærs side i 20 måneder, men endog har skærpet sine modangreb så meget, at det, som mr. Strachey siger, har skabt »det alvorligste problem i Det fjerne Østen«, beviser een gang for alle, at det er en hær, der får ganske betydelig støtte fra befolkningens side. Enhver med blot dét mindste kendskab til guerillakrig kan se, at på anden måde kan ingen guerillakrig fortsætte så længe, endsige taget initiativet.

Englands krig i Malaya er derfor mod det malayiske folks nationale befrielsesbevægelse. Det er denne fundamentale sandhed som det engelske folk, i første række arbejderbevægelsen, må gøre sig klart. Hvorfor benægter regeringen da hårdnakket, at den fører krig mod den folkelige befrielsesbevægelse i Malaya? Hvorfor fortsætter de konservative, de liberale og socialdemokratiske aviser med at karakterisere krigen som rettet mod »banditvæsen« og som en »kampagne mod terrorisme«? Og i første række, hvorfor betjente Transport House (den faglige landsorganisation) sig i 1948 og 1949 af den beskidte metode at udsende litteratur til fagforeningerne i dette land, hvori man bagvasker den malayiske befrielsesbevægelse og visse af dens medlemmer? Svaret er uden tvivl dette: De er bange for arbejderbevægelsen, for den almindelige arbejdende mand og kvinde og for Englands fredselskende befolkning. Se et øjeblik på de problemer regeringens propagandist står over for, og de faktorer der bestemmer hans handlinger. Hvis han anerkender kampene i Malaya som en krig, da vil det engelske folk undre sig over, hvorfor dét bliver styrtet ud i en ny krig så hurtigt efter det sidste ragnarok. Folk vil begynde at undre sig, og de vil modsætte sig, at deres mænd og sønner, endnu førend de er begyndt på den fredelige genopbygning, bliver udskrevet og sendt 8000 miles bort for at dræbe eller blive dræbt. Englands arbejdende mænd og kvinder er dog et ansvarsbevidst folkefærd. De har haft krigens rædsler uden for deres dørtærskel, og de vil ikke gå i krig Oden virkeligt tvingende grunde. Hvis derfor regeringens propagandamagere og byernes aviser anerkender kampene i Malaya som en krig, da vil det engelske folk, og i første række arbejderbevægelsen, kræve at få at vide, hvem denne krig føres imod og hvorfor. Man må ikke glemme, at den engelske arbejderbevægelse har en stolt tradition i kampen mod interventionskrigen, der truede med at knuse den unge Sovjetunion. Det er en tradition, der blev fornyet med de stolte episoder omkring »Jolly George« og »Haruba Maru«, da de engelske havnearbejdere nægtede åt befordre våben til den japanske angrebskrig mod Kina. Den slags alvorlige overvejelser må regeringens propagandamager gøre sig. Og når han vejer dem, er han bange for, at han ikke får moralsk støtte, endsige støtte i form af tropper, fra dette lands arbejdende mænd og kvinder, hvis ikke han griber til en eller anden form for landsomfattende bedrageri, Han beslutter derfor at befolke Malaya med en håndfuld »banditter« og »terrorister« og at hilse den engelske militære ekspedition som en »politiaktion« mod religiøst fanatiske mordere. Det er en meget simpel løgn. Det tragiske var, at den virkede. Det vil sige, den virkede længe nok til, at englænderne lod sig lokke til at miste flere lindrede af deres mænd og deres sønner. Den virkede længe nok til, at ellers hæderlige engelske arbejdende mænd og kvinder godkendte nedslagtningen af adskillige tusinde malayiske arbejdende mænd og kvinder. Den virkede længe nok til at narre det engelske folk til at lade 100.000.000 pund sterling årligt blive pumpet ud på de malayiske slagmarker. Og hvad der er det alvorligste, den virkede længe nok til at kaste hele England og Sydøstasien ud i en konflikt, der set på baggrund af den internationale situation er langt farligere end den situation, der opstod ved Japans angreb på Manchuriet i 1931, ved den spanske borgerkrig eller Mussolinis invasion i Abessinien. Og vi burde minde os selv om, at disse »hændelser« i trediverne var forløbere for den fascistiske/militære fremmarch, der kulminerede med det verdensomspændende fascistiske angreb 1935-45. Englands arbejdende mænd og kvinder må aldrig igen lade sig narre ind i massakrer og ødelæggelser på grund af en »episode« - den malayiske »episode«. Vi lever ikke længere i trediverne. Dette er en æra med trussel om atom- og B-bomber. Det er også en æra med overvældende muligheder for en varig fred, for hidtil uset venskab mellem folkene og umålelig velstand i verden. Det er dette, det malayiske folk arbejder for at opnå. Det er imod dette, Englands krig i Malaya føres. Situationen er yderst farlig.

Hvad må Englands arbejdende mænd og kvinder gøre for at afværge faren? Krigen i Malaya er det engelske folks direkte anliggende, for så vidt som Malaya er en engelsk koloni, og for så vidt som i første række engelske tropper og våben er indblandet i kamphandlingerne. Dette er om man så må sige den mest nærliggende faktor, der har betydning for England. Men det er på ingen måde den grundlæggende eller den afgørende faktor. Det må gøres klart, at det engelske folk selv intet har at vinde og alt at tabe, hvis denne krig fortsætter. Grunden hertil er klar: krigen i Malaya er en kolonikrig, der føres til forsvar for et mindretals monopolinteresser i,

hvad sir Stafford Cripps har karakteriseret som »de største dollarindtjenere« - tin og gummi. Der var engang - i imperialismens gyldne dage - da det med nogen ret kunne hævdes, at opretholdelse af kolonier ikke bare var til fordel for monopolinteresserne, men også gjorde det muligt for den herskende klasse at lade en del af profitten gå til højnelse af arbejdernes levestandard i hovedlandet. Men der er en grænse både for den koloniale udbytning i sig selv og for, i hvor høj grad denne udbytning kan gennemføres uden at det giver bagslag. Denne grænse er overskredet, i hvert tilfælde for de rigeste koloniers vedkommende - Vietnam, Burma, Indonesien og Malaya. Hvad angår halvkoloniale lande, har det kinesiske folks 450 millioners sejrrige rejsning vist, at det ene menneskes udbytning af det andet ikke længere tåles. Det spørgsmål, som Englands arbejdende mænd og kvinder må stille sig selv, er dette: Nu da det er tydeligt, at opretholdelse af kolonier kun kan føre til krig, hvilken holdning må vi da indtage til de koloniale folkeslags befrielsesbevægelser?

Der er ingen tvivl om svaret. Neutralitet er umulig. Godkendes undertrykkelseskrigen, trues dermed de arbejdende mænd og kvinder i de imperialistiske lande på selve deres sikkerhed og liv. Enhver krig i dag, der har andre folkeslags undertrykkelse til formål, er en fare for verdensfreden. Der er kun een vej at gå - igennem handling at yde betingelsesløs støtte til de koloniale folks befrielsesbevægelser. Dette er en af de nødvendige veje, som de kæmpende masser i de imperialistiske lande selv må slå ind på for at nå frem til økonomisk velstand og politisk frihed for sig selv. De to kampe - de koloniale folkeslags kamp for frihed og den engelske arbejderklasses kamp - er uadskillelige. De samme hænder, dér har kastet 10.000 malayiske arbejdere i fængsel og myrdet tusinder andre, gennemtvinger lønstoppet i dette land og holder dette lands arbejdende befolknings levestandard nede. I dag er det kolonierne, i morgen kan det være de engelske arbejdere selv. Under den imperialistiske undertrykkelse kan de, der undertrykker andre eller godkender undertrykkelsen af andre, ikke alene ikke selv være frie, men må selv vandre i slaveri.

Intet kunne være mere passende, end om den engelske arbejderbevægelse forud for den 1. maj 1950 fejede hele den imperialistiske propaganda til side og begyndte at smede endnu et ubrydeligt bånd mellem sig og Malayas arbejdende befolkning. Arbejderne burde vide, hvad befrielseshæren kæmper for, og hvem der kæmper i den.

1) Det malayiske folks befrielseshær. Dette er en hær bestående af 10 regimenter, omfattende arbejdere og bønder. De omfatter soldater fra alle dele af de mange befolkningsgrupper i Malaya - malayer, kinesere, indere og landets oprindelige indbyggere.

2) Organisation og udstyr. Befrielseshæren opererer som »uafhængige« regimenter i Malayas 12 stater under central kommando fra befrielseshærens hovedkvarter. Dens vigtigste og mest moderne våben er blevet erobret fra de fremmede hære. Taktisk og politisk skoling er en vigtig del af livet i befrielseshæren.

3) Sammensætning og ledelse. Befrielseshæren tæller i sine rækker soldater fra alle klasser, hovedsageligt arbejdere og bønder, under ledelse af det kommunistiske parti.

4) Den civile del. Samarbejdet med den ikke-kæmpende del af befolkningen er blevet betydeligt udvidet og styrket gennem illegale enheder i de af fjenden besatte områder, Befolkningen giver hæren betydelig støtte, og gennem disse enheder udføres der hele tiden propaganda og politisk oplysningsvirksomhed.

5) Befrielsesbevægelsens program. Styrkelse åf forbundet mellem arbejdere og bønder og folk fra alle klasser i kampen for at nedkæmpe imperialisterne og deres lokale agenter.

Styrkelse af den væbnede kamp som befrielseskampens hovedform, sammen med andre former for kamp efter forholdene i de forskellige områder.

Fortsættelse af sådan kamp indtil imperialisterne og deres agenters styrker er blevet nedkæmpet.

Oprettelse af en Malayisk Demokratisk Folkerepublik, Under kampen gennemføres programmet om jordreform og undervisning alle steder, hvor forholdene tillader det.

6) Befrielseshæren og verdensfreden. Malayas folkelige kamp for national befrielse er en væsentlig bestanddel af de fredselskende folkeslags kamp mod kolonistyre, imperialisme og alle dem der truer med en tredje verdenskonflikt. Dens endelige mål er at hjælpe med til opbygningen af en fri og demokratisk verden og venskab mellem alle folk på ligeberettigelsens grunde

Medens krigsmagerne fortsætter deres bestræbelser på at forberede en udvidelse af krigen i Malaya, er det den engelske arbejderbevægelses påtrængende pligt øjeblikkeligt at tage skridt til at sikre, at dette i bund og grund uretfærdige og dødsensfarlige militære eventyr øjeblikkeligt bliver standset. Det er ikke tilstrækkeligt at fordømme krigen. Hurtig og vedholdende handling er nødvendig. a) Alle arbejdende mænd og kvinder i England, først og fremmest den i fagforeninger og kooperative organiserede del, må samles for at starte og understøtte kampagnen for standsning af krigen i Malaya, b) Enhver arbejder i England må fra nu af kræve sin ret til at skelne mellem produktion til menneskehedens bedste og produktion til krigsformål, og han må handle derefter, c) Arbejdere i dette land har en hellig pligt og en ærefuld tradition at hævde, ved hårdnakket at nægte at producere eller ekspedere krigsmateriel til Malaya eller noget andet land, hvor der foregår kolonikrige, d) Det er de engelske kvinders ret og pligt at nægte at lade deres mænd og sønner blive sendt ud for at slagte deres malayiske søstres mænd og sønner. Englands arbejdende mænd og kvinder, hvis afgifter og skatter går i regeringens kasse, har ret og pligt til at kræve, at deres penge ikke bliver brugt til forbryderisk og skammelig militær erobring og nedslagtning.

Alt dette kan gøres. På alle fabriker, i alle havne, skoler og hjem - i fagforeningerne, på gader og stræder - der venter de almindelige engelske arbejdende mænd og, kvinders gode sunde fornuft og hæderlighed. De søger oplysning og ledelse i en situation, der er klar og enkel, men som ikke desto mindre har forvirret dem på grund af den kraftige imperialistiske propaganda. De kan vindes, og de skal vindes. Standsning af krigen i Malaya nu er ikke længere blot, et malayisk spørgsmål, ejheller et rent engelsk kolonispørgsmål. Det er et spørgsmål af den største internationale betydning.

August 1950

Krigens tilhængere i dansk presse

Ib Nørlund

Kampen mellem krigens og fredens kræfter er tilspidset i et nyt højdepunkt. Stærkere, bredere, mere aktivt end nogensinde må fredskampen føres.

I Korea begyndte USAs marionetter i den sydkoreanske regering åben borgerkrig den 25. juni. Den 27. juni afgav præsident Truman en erklæring om direkte amerikansk indblanding i Korea, samtidig med at USA udvidede sin aggression til at omfatte også Kina, Vietnam og Filippinerne. Dermed var krigsmagerne i USA gået over fra forberedelse af krig til direkte angrebshandlinger.

Baggrunden for disse begivenheder belyses grelt gennem udtalelser af den sydkoreanske krigsminister Sihn Sung Mo, gengivet så tidligt som 1. november 1949 i det amerikanske blad New York Herald Tribune: »Vi er stærke nok til at marchere til Pyong-Yang (den nordkoreanske hovedstad) og tage den på et par dage. Hvis vi kunne handle, som vi selv ville, er jeg sikker på, at vi allerede havde gjort det. Men vi må vente, indtil de (de amerikanske regeringsmyndigheder) er klar. De siger altid til os: Nej, nej, nej, vent, I er ikke parat endnu.«

Den 19. juni, 6 dage før fjendtlighederne åbnedes, var den nyligt udnævnte amerikanske viceudenrigsminister John Foster Dulles i Seoul til forhandling med de sydkoreanske regeringsmyndigheder. Han sagde ikke mere: Nej, nej, nej. I en tale i den sydkoreanske »nationalforsamling« sagde han derimod: »De røde vil miste kontrollen i Nordkorea .. . Der vil ikke blive givet indrømmelser eller gjort kompromisser. Verdens øjne hviler på jer. I står ikke alene - vi vil yde jer både materiel og moralsk støtte.«

Det var startsignalet. Dagen efter inspicerede Dulles frontstillinger langs den 38. breddegrad. 6 Dage efter gik det løs.

De amerikanske imperialisters hensigt var dels gennem militær magt at slå den koreanske folkerepublik ned og bringe hele Korea under sin kontrol, dels at anvende striden i Korea som tilstrækkelig overbevisende påskud for at drive folkene ud i en langt mere omspændende krig - om muligt en verdenskrig.

Men under udførelsen af disse planer har krigsmagerne været ude for alvorlige tilbageslag. Mod imperialisterne står stærkere kræfter, end de har villet regne med. Den koreanske folkerepublik lod sig ikke overrumple. De sydkoreanske quislinges pralerier viste sig uden hold i virkeligheden og uden støtte i det koreanske folk. Bedre gik det ikke de amerikanske vidtløftigheder, da de påtog sig på egen hånd at føre krig mod det koreanske folk.

Af afgørende betydning var det ydermere, at den ophidselse til krig, som den amerikanske propaganda iværksatte med de koreanske begivenheder som påskud, aldeles forfejlede sin hensigt. Falskmeldingerne om Korea skulle være det tågeslør, der gjorde det ud for den »hemmelighedsfuldhed, der omgiver krigens fødsel« (Lenin; jfr. Tiden nr. 5, s. 347). Men folkenes vilje til fred var krigsmagerne for stærk. Tværtimod skabte den amerikanske aggression en stærkt øget mistillid til USAs politik.

Denne mistillid omfatter også den presse- og radiopropaganda, som stillede sig til de amerikanske magthaveres disposition for at trompetere krigsmagernes påskud til retfærdiggørelse af deres planer ud for alle vinde. For fredens forkæmpere er det lærerigt at gøre sig klar over, hvordan krigens tilhængere praktisk bærer sig ad, når de med et snuptag vil overliste folkene til at affinde sig med krigen.

Om fjendtlighedernes åbning

Fra de første morgentimer den 25. juli fungerede den amerikanske krigspropaganda som en velsmurt maskine. Telegrambureauerne var uden tøven klar til at gå i krigens tjeneste. Tilsyneladende under indtryk af general Snavely’s nylige bemærkning om, at »Danmark trængte til et kursus i atlantpagt« var den hjemlige presse og propaganda emsig og servil over alle grænser.

Fra første øjeblik proklamerede man den koreanske folkerepublik som »angriber«. For at sprede al tvivl kørte radio og presse de første to dage på den påstand, at fjendtlighederne var åbnet med en »nordkoreansk krigserklæring«. F. eks. indledede Berlingske Tidende sin krigsreportage som følger: »En ny krig er udbrudt i det fjerne Østen. I de tidlige morgentimer søndag, kl. 4 lokal tid, udsendtes over en radiostation i den nordkoreanske hovedstad Pyong-Yang en officiel krigserklæring mod Syd-Korea, og samtidig overskred styrker af den folkedemokratiske armé nabostatens grænse« (Berl. Tid., 26. juli).

Der skulle således ikke være noget at tage fejl af. »Det er første gang, en russisk vasalstat formelt erklærer krig« (Berl. Tid., 26. juli). Alle tudehornene satte ind på samme melodi. Alt blev sat i værk for at få folk til at tro, at her forelå et oplagt tilfælde af eensidig og uprovokeret aggression mod en »lille, fredelig, demokratisk, selvstændig stat«.

Men den påstand, man byggede sine anklager på, viste sig hurtigt at være falsk. I dag vover ikke den mest krigsglade amerika-politiker at påstå, at nogen »nordkoreansk krigserklæring« åbnede stridighederne. Skønt denne »krigserklæring« var det store nummer de første dage, har man nu måttet ændre sin forklaring derhen, at der var tale om et nedrigt nordkoreansk angreb uden krigserklæring. Og nu er det deri, forbrydelsen skal bestå.

Men heller ikke dette holder stik. Selv den atlantiske presse kom nemlig de første dage for skade at indrømme, at de første sydkoreanske fanger blev taget på nordkoreansk område -10 km nord for grænsen.

Politiken meddelte således - på diskret måde, anbragt midt i en artikel - i et telegram dateret Seoul, 26. juni (dvs. mens byen endnu var amerikanskbehersket): »Kun i det nordvestlige frontafsnit har sydkoreanerne opnået resultater. De skal have taget byen Ongjin tilbage og erobret den nordkoreanske industriby Haeju ved grænsen (den ligger 10 km nord for). Men disse troppers skæbne kendes ikke, og alt taler for, at de nu er omringet.«

Efter alt hvad man nu ved om den sydkoreanske hærs militære effektivitet, er det indlysende, at en sådan fremtrængen kun har været mulig, fordi de sydkoreanske quislinge åbnede fjendtlighederne.

Efterhånden som de militære begivenheder har udviklet sig, har man søgt at underbygge anklagerne mod den koreanske folkerepublik ved at henvise til den kendsgerning, at den sejrede i kampene.

Men ikke engang den trøst kan de amerikanske krigsmagere presse ud af deres bitre militære fejlberegninger. Folkehærens sejre beviser kun, at den har det koreanske folks støtte på tværs af alle breddegrader, og at den har været forberedt på at tilbagevise militære provokationer fra de sydkoreanske quislinges side. Dette sidste kan ikke undre, når Syngman Rhee og konsorter ustandselig har pralet med, at de ville slå folkerepublikken ned.

Der var ejheller tale om nogen »demokratisk regering« i Sydkorea, skønt Information (20. juni) havde bryst nok til at hævde det. Dette formåede ikke engang hele atlantpressen at holde fast ved. En engelsk journalist Andrew Rothe skrev i Jyllandsposten (1. juli) ud fra selvsyn: »Det sydkoreanske regimes hurtige sammenbrud skyldes simpelthen dets sociale karakter.« Som besættelsesmagt befandt USA sig »som bagmand for et fanatisk højre-regimente, baseret på små, men velstående kredse i samfundet, mens sovjet-regimet i nord kunne appellere til befolkningens brede fattige masser...

Som følge af sin voksende upopularitet har Sydkoreas regime i stigende grad taget politiet til hjælp. De sidste to år har været en periode af uafbrudt polititerror. I Sydkoreas fængsler sad ved krigsudbruddet omkring 40.000 politiske fanger. Mange af de fængslede blev pint til døde, mens andre blev skudt »under flugtforsøg« og deres lig anbragt udenfor andre oppositionspolitikeres huse som advarsel.«

Der var - som det allerede fremgår - heller ikke tale om en selvstændig stat, men om et styre, der kun holdt sig ved magten, fordi det havde USA som bagmand. Ja, der var ikke engang tale om en egentlig stat, men om en del af en stat, et område af Korea, som var unddraget folkets egen kontrol. Og hvad endelig den »lille« stat angår, så var der i Sydkorea 19 mill. indbyggere, i Nordkorea 11 mill. - men både i nord og syd gik folkets sympati til folkeregeringen i Pyong-Yang.

Sådan forholder det sig med myten om den »lille, fredelige, demokratiske, selvstændige stat«, som blev »angrebet«!

Alene de her gennemgåede amerikanske propagandapåstande, som i sig selv kun er detaljer i en flom af løgne, belyser, hvordan man fabrikerer »den dybe hemmelighedsfuldhed, der omgiver en krigs fødsel«.

Misbruget af FNs navn

Et yderligere forsøg på at finde et overbevisende »moralsk« påskud for krigen mod det koreanske folk skete gennem den skamløse udnyttelse af FNs navn som dække for den amerikanske krigspolitik. Den såkaldte »FN-kommission for Korea«, som er nedsat i strid med FNs grundlov, var ligeså hurtig som de amerikanske pressebureauer til at erklære den koreanske folkerepublik for angriber. Dette kan ikke forbavse, når man ved, at kommissionen består af repræsentanter for regeringerne i Australien, Frankrig, Indien, El Salvador, Tyrkiet, Filippinerne samt Chiang Kai-sheks private repræsentant - altsammen personer, som USAs ledere kan drive, hvorhen de vil. (Det er sidenhen blevet oplyst, at kommissionens indberetning, der er grundlaget for påstandene om »angrebet nordfra», udelukkende bygger på andenhåndsmeddelelser leveret dels af Syngman Rhee's regering, dels af USAs ambassadør i Seoul). Kommissionens synspunkt blev tiltrådt den 25. juni af en forsamling, som uretmæssigt gjorde krav på at tale i sikkerhedsrådets navn. Den bestod af sikkerhedsrådsmedlemmerne USA, England, Frankrig, Cuba, Ecuador, Ægypten, Norge, Indien og Jugoslavien samt den amerikaniserede privatperson, som repræsenterer Chiang Kai-shek. Desuden var en repræsentant for quislingeregimet i Sydkorea inviteret med. Kina var holdt udenfor, og dermed også Sovjetunionen. Den koreanske folkeregering var ikke inviteret. I denne ensidigt amerikanskvenlige forsamling var det ikke vanskeligt at få eenstemmig tilslutning til de amerikanske synspunkter (selvom Jugoslavien af titoistisk-taktiske grunde afholdt sig fra at stemme). Men det havde kun propagandamæssig værdi. Det var i strid med FNs grundtanke, at man ikke søgte at få nogen som helst forhandling i gang. Det var i strid med den udtrykkelige ordlyd i FNs grundlov, at man erklærede det amerikanske synspunkt for vedtaget, idet det i FN-pagtens artikel 27 hedder: »Sikkerhedsrådets beslutninger i alle andre sager (end sager vedrørende forretningsgangen) skal vedtages med syv medlemmers jastemmer, derunder alle de faste medlemmers jastemmer.«

Både Kina og Sovjetunionen er faste medlemmer. De afgav ikke ja-stemmer. Beslutningen var således ikke vedtaget. Alligevel brugtes den til skalkeskjul for USAs imperialistiske bestræbelser. I en udtalelse den 26. juni erklærede Truman, at »han gav FN tilsagn om USAs kraftigste støtte i anstrengelserne for at genoprette freden på Korea« (Berlingske Tidende, 27. juni). »Truman slutter op bag FN«, jublede den danske atlantpresse (Politikken, 27. juni).

Den 27. juni gav Truman en ny parole. Han afgav sin erklæring om, at USA nu uden videre skubbede FN helt til side og på egen hånd gik til åbne militære angrebshandlinger ikke blot i Korea, men også mod Kina (Formosa) og mod frihedsbevægelserne i Vietnam og på Filippinerne. Dermed afslørede Truman-administrationen, at provokationen i Korea kun var en optakt til en omfattende militær aggression, som stillede muligheden for en verdenskrig på dagsordenen.

USA-propagandaens tjenere i dansk presse var stillet i en vanskelig situation, men de gjorde omkring med megen præcision. Ingen af dem vovede så meget som at antyde nogen form for betænkelighed ved USAs krigeriske skridt. Dagen derpå søgte de at dulme, hvad de måtte besidde af samvittighed, med, at det påny var lykkedes USA at misbruge FNs navn. Efter at have stillet sine vasaller overfor aggressionens fuldbyrdede kendsgerning forelagde USA nemlig den lydige del af sikkerhedsrådet en resolution om »effektiv militær hjælp« til den amerikanske front i Korea. Selvom der således var truffet ekstraordinære forholdsregler for at piske USAs vilje igennem uden mukken, opstod der så megen vaklen i de amerikanske geledder, at USAs resolution kun fik 6 stemmer; USA, England, Frankrig, Cuba, Ecuador og Norge. Da man dertil lagde Chiang Kai-shek-mandens private stemme, fik man 7 ud af det og erklærede resolutionen for vedtaget på trods af den nævnte artikel 27. Indien og Ægypten afholdt sig fra at stemme på grund af, at »atmosfæriske forstyrrelser« forhindrede dem i at få forbindelse med deres regeringer. I løbet af nogle dage var vejret imidlertid blevet godt nok til, at Indien også bøjede sig for USA, mens der stadig var så mange forstyrrelser i Kairo, at Ægypten sagde: stemmer ikke.

USAs »overtagelse« af Formosa

Den danske atlantpresse demonstrerede sin ansvarsløshed ved overhovedet ikke at give udtryk for den risiko for danske interesser, som USAs skridt indebar. Dette faldt så meget mere i øjnene som USAs overtagelse af den militære kontrol med den kinesiske ø Formosa betød en åben angrebshandling mod en stat, som den danske regering fornylig har erklæret sin interesse i at have gode forbindelser med. Den 25. maj erklærede udenrigsminister Gustav Rasmussen i folketinget: »Regeringen er af den opfattelse, at centralregeringen i Peking med rette kan gøre krav på at repræsentere Kina i de Forenede Nationer. Regeringen vil derfor også stemme for og virke for en sådan løsning inden for de organer, i hvilke Danmark er repræsenteret.«

Desuagtet har hverken regeringspressen eller den øvrige atlantpresse med det mindste ord vovet at tage afstand fra USAs aggression mod Kina eller sikkerhedsrådets ulovlige beslutninger, som bygger på en tilsidesættelse af Kina.

Overskridelsen af 38. breddegrad

Den utilslørede amerikanske angrebspolitik åbnede øjnene i brede lag af det danske folk for USAs virkelige bestræbelser. I sin villighed til at forsvare USAs interesser uden hensyn til fredens eller Danmark søgte atlantpressen nu en undskyldning for Truman i, at han havde lovet ikke at angribe nord for den 38. breddegrad. Regeringsbladet »Demokraten« i Århus svang sig 30. juni op til voldsomme højder i den anledning: »Samtidig er der givet det amerikanske militær strenge ordre til, at det ikke må gå ud over 38. breddegrad, der danner grænsen, hvilket igen vil sige, at der ikke kan blive skygge af grundlag for den kommunistiske påstand om, at der foreligger en amerikansk aggression. Amerikanerne hjælper de angrebne, men de straffer ikke angriberen ved at føre krigen over i hans eget land. Den amerikanske aktion er for de små stater det mest glædelige, der er oplevet i lang tid.«

Men glæden varede kort. Den 1. juli bragte pressen meddelelse om, at Truman havde givet ordre til at gå til angreb »hvor som helst det er militært nødvendigt« i Nordkorea. En fattig trøst får det være, at også New York Times fa timer før Trumans erklæring udkom med en artikel af den fremtrædende militærskribent Hanson Baldwin, hvor det hed: »At sende luftvåbnet nord for den 38. breddegrad har alvorlige ulemper. Denne løsning ville forværre konflikten og kunne ødelægge det legale grundlag for vor intervention« (Berl. Tid., 1. juli).

Dagen efter havde man naturligvis med den på det hold veludviklede taktiske snille gennemført en »frontforkortning«, så man påny var på linje med det trumanske propagandaartilleri.

Stillingen til Sovjetunionens fredspolitik

Mens man således behændigt tilpassede sig til hvert nyt led i kæden af amerikanske angrebshandlinger, var der ikke grænser for den strenge forargelse mod Sovjetunionen, som man fandt det fornødent at fremhykle. Skønt Sovjetunionen, i modsætning til USA, ikke fører krig i Korea eller noget andet sted, gav man uden skygge af begrundelse Sovjetunionen ansvaret. Da Truman med sin angrebserklæring havde spændt den internationale situation uhyre op, proklamerede pressen: »Man venter på Sovjetunionen« (Politiken, 29. juli). Man ventede på, om krigsprovokationen var lykkedes. Man fik svar. Gromyko sagde i en erklæring af 4, juli: »Sovjetregeringen holder sig urokkeligt til en politik, som tager sigte på at styrke freden i hele verden og til sit traditionelle princip om ikke at blande sig i andre staters indre anliggender.

Sovjetregeringen er af den opfattelse, at koreanerne har samme ret til at ordne sine indre nationale anliggender efter eget forgodtbefindende, når det gælder at forene Koreas nordlige og sydlige del til en fælles, national stat, som nordamerikanerne havde i 1860erne, og som de endog gjorde brug af, da de forenede syd- og nordstaterne til en fælles nationalstat.

Af alt det sagte fremgår, at USAs regering har begået en fjendtlig handling mod freden, og at ansvaret for følgerne af den væbnede aggression, den har sat igang, hviler på den selv.

FN kan kun opfylde sine forpligtelser overfor fredens bevarelse, hvis sikkerhedsrådet kræver uforbeholdent ophør af den amerikanske militærintervention og umiddelbar tilbagetrækning af de amerikanske væbnede styrker fra Korea.«

Allerede 29. juni havde Gromyko understreget, at »det ikke var sandt, at sovjetregeringen havde nægtet at deltage i sikkerhedsrådets møder«, men at Kinas udelukkelse havde umuliggjort det.

Således tog Sovjetunionen uden at lade sig skræmme stilling for freden, for folkenes nationale selvstændighed, for ligeberettiget internationalt samarbejde. Man havde ventet på dens stillingtagen. Og hvad blev så svaret? Først bagatelliserede man Gromykos erklæring og gengav den kun yderst ufuldstændigt. Siden prøvede man at piske en kampagne op, der af den ikke-krigsførende Sovjetunion krævede krigen standset, mens man af USA ønskede øget krigsindsats og selv ydede støtte dertil.

*

Man kan spørge om årsagen til, at pressen i den grad på tværs af al fornuft accepterede den amerikanske krig og vendte sig mod Sovjetunionens stillingtagen for freden. Årsagen er at søge i den atlantiske disciplin, i general Snavelys eksercits. Man må vænne sig til den tanke, at de dominerende presseorganer i landet ikke skriver og ikke agter at skrive for fredens og det danske folks interesser. Bevidst fordrejer de kendsgerningerne, bevidst hindrer de en afklaring om de spørgsmål, som for vort folk og vort land er liv eller død. Fra Koreakrigens udbrud har de bevidst søgt at gøde jordbunden for en dansk krigsdeltagelse, indbefattende »stød i flanken«, for USA-kapitalisternes interesser. Ret eller vrangt - Atlantpagten! har været deres parole.

Når regeringsbladet allerede 29. juni kunne skrive, at man »har kun eet at gøre« - nemlig at »slutte op om FN i denne internationale organisations forsøg på at standse krigsbranden«, når Nationaltidende 16. juli erklærede, at »dette er også Danmarks krig«, så dækker ordene i den givne situation over den samme politik, og de samme fraser vil blive brugt i det øjeblik, man ønsker dansk medvirken i USAs krig. Ideologisk forbereder pressen den situation, som Information betegner i ordene: »Direkte militær hjælp kan i givet fald også påhvile de små stater, og især må medlemmerne af Atlantpagten være indstillet på at opfylde vidtrækkende kollektive forpligtelser« (17. juli).

I denne ophidselse til krig, som siden 25. juni er forceret så voldsomt op, støder amerikanerpropagandaen mod folkets sunde instinkter, mod dets vilje til fred. Ikke siden besættelsen har der hersket en så udbredt mistillid til den officielle presse som i dag. Atlantpolitikerne og deres skriblere føler det meget vel. Derfor ter de sig med så usædvanlig en vildskab og anvender de plumpeste metoder (f. eks. Berl. Tid.s atomkampagne). Resultater opnået på denne måde kan kun være kortvarige og giver fornyet bagslag ved at bevirke øget afstand mellem presse og offentlig mening.

De, der kæmper for fred, må bevare et åbent øje for svaghederne i den krigspropaganda, der gerne vil tage sig mest muligt massiv ud. Ved ustandselig at afsløre, hvordan deres spidsfindigheder dækker over bestræbelser på at trække folket ud i krig, ved aktivt og i praktisk handling at tage kampen op for folkets fred og sikkerhed, for landets selvstændighed kan krigens fortalere på afgørende måde isoleres fra de brede masser.

Læs: Litterære anmeldelser * Danmark i historisk strejflys * Tiden 1945/49 * Tiden 1949/50 * Tiden 1950/51

Webmaster