Tiden - Tidsskrift for Aktivt Demokrati.

For fred, demokrati og socialisme.

Udvalgte artikler.

August 1952

Frie og levende nationer - eller dollarens verdensherredømme?

af Werner Thierry

Samtale med Georges Cogniot, medlem af den franske Nationalforsamlings kommunistiske gruppe.

Hvorfor melder spørgsmålet om den nationale uafhængighed sig netop i denne tid med stadig stigende styrke?

Som led i forberedelserne til en ny verdenskrig, i kraft af hvilken de amerikanske imperialister indbilder sig at kunne oprette deres verdensherredømme, griber de til et helt system af økonomiske, politiske, militære og strategiske forholdsregler, der er ensbetydende med undertrykkelse af uafhængigheden og suveræniteten hos de lande, der er overladt til deres forgodtbefindende. Disse forholdsregler tillader allerede under de nuværende forhold de amerikanske monopoler at tilfredsstille deres pirat-appetit (som har fået sit klareste udtryk i den bekendte Marshallplan) i de pågældende lande.

Samtidig sigter de amerikanske ekspansionisters og deres håndlangeres ideologiske kampagne i disse lande mod at kvæle folkenes nationale bevidsthed og at bedøve massernes patriotiske følelser, et sejt og hårdnakket opløsningsarbejde, hvor alle midler er anvendelige, fra de påståede videnskabelige interesser (tænk på det »europæiske« atomlaboratorium) eller den litterære udnyttelse af »den europæiske angst« til den skamløse bagtalelse af den nationale uafhængigheds og værdigheds bedste forkæmpere. I Frankrig har man set regeringen anklage det kommunistiske partis sekretær Jacques Duelos for »attentat mod statens sikkerhed«: aldrig har man vel hørt tyvene med større frækhed råbe: »stop tyven!«. Det skal siges, at folket ikke i større udstrækning falder for disse løgne. Som bevis kan nævnes kommunevalget i en del af Paris den 22. juni, et valg, der fandt sted i byens mest velhavende kvarterer og alligevel viste en procentvis fremgang for kommunisterne i sammenligning med valget i juni 1951.

Nationen - et forældet begreb?

Hvordan kan man forklare den forskel, der består imellem den sande internationalisme og den kosmopolitisme, der hører til Atlantpagt-folkenes program?

Den sande internationalisme har intet til fælles med Atlantpagt-kredsenes kosmopolitisme. Hvis der undertiden opstår forvirring og uklarhed på dette punkt, skyldes det, at Truman og konsorter, når de støder på en national betonet modstand fra folkenes side, har brug for at skjule deres planers og deres ideologis sande karakter; derfor ser man dem kamuflere deres faktiske planer om et dollarens verdensherredømme under paroler om venskab og fred mellem folkene.

For eksempel har de i årevis snakket om »Den europæiske union«, »Det europæiske Parlament«, »Europas forenede Stater«, altsammen med det ene formål at få os til at acceptere det reaktionære og revanchelystne Vesttysklands oprustning og installeringen af udenlandske militærbaser i Frankrig, i Norge, i Danmark osv. Lige så urene er hensigterne hos de højresocialdemokratiske ledere, der prædiker »verdensborgerskab«, eller hos de høje prælater, der taler om »en samling af alle kristenhedens styrker« med general Ridgways velsignelse. Det drejer sig i alle tilfælde om at bremse de folkelige bevægelser til modstand mod amerikansk kolonisation og besættelse ved hyklerisk at forklare, at nationen i dag er et forældet begreb og at det gælder om at bekæmpe den nationale egoisme. Det er imperialismens blodtørstige ulv, der har forvandlet sig og forsøger sig i rollen som forfører ligesom slangen i Bibelens skabelseshistorie.

Der findes, som enhver kan konstatere, to opfattelser af »internationalt samarbejde«. Den ene bygger på udviklingen af politiske og økonomiske forbindelser mellem ligeberettigede lande. Denne demokratiske opfattelse af det internationale samarbejde nærmer folkene til hinanden og fremmer den indbyrdes forståelse. Sovjetunionen hævder denne opfattelse af samarbejdet. Samtidig findes der en anden opfattelse af »samarbejdet«, som intet har at gøre med et normalt samkvem mellem to nationer. Den bygger på vold og udplyndring og på hensynsløs tilsidesættelse af de svagere landes suverænitet. Denne form for samarbejde praktiseres mellem landenes i den kapitalistiske lejr. Den førende stormagt i denne lejr - de Forenede Stater - frembyder et slående eksempel.

I løbet af de sidste 10 år har USA fra Canada indført omkring 4,5 millioner pund uran, som repræsenterer en potentiel energikilde til en værdi af 225 milliarder dollars. USA har betalt denne import med 13,5 millioner dollars. I den forbindelse har den canadiske videnskabsmand Carter skrevet, at »salget af en vare, som giver køberen 16666 gange gevinst, er ikke handel, - det er røveri«.

Det er den slags forretninger, der skal dækkes af kosmopolitismens verdensmandsmaske og af flosklerne om, at et internationalt fællesskab, der »skal gå lige til roden«, eller af de poetiske forsikringer om, at de forskellige folk skal være som strenge på Guds harpe, og hvad Washingtons mere eller mindre betalte »verdensforenere« ellers kan finde på at sige.

Det er bourgeoisiets talsmænd, der afskriver fædrelandet

Hvordan kan vi forbinde arbejdernes traditionelle socialistiske internationalisme med vort ønske om at forsvare vort lands uafhængighed og nationale kultur?

Medens de fædrelandsløse trusters kosmopolitisme indebærer en foragt for nationerne, for deres civilisation og deres traditioner, forudsætter den proletariske internationalisme den »ægte nationalfølelse«, som Marx talte om, kærligheden til folket, til dets sprog og til alt, hvad det har frembragt af stort og værdifuldt.

Den afdøde sovjetiske politiker Sjdanov har klart påvist enheden mellem proletarisk internationalisme og patriotisme, hvor han siger (i sin afhandling om musikken): »Så sandt internationalismen må bygge på respekten for andre nationer, kan man ikke være internationalist uden at respektere og elske sit eget folk«.

Lenin har lært os, at opdragelsen af arbejderklassen i den proletariske internationalismes ånd ikke må adskilles fra dens opdragelse i den ægte patriotismes ånd. Det er ofte lykkedes imperialisterne at tilsløre forskellen, den fundamentale modsætning mellem den egentlige patriotisme og den udvendige, chauvinistiske nationalisme, idet de også kalder denne »patriotisme«. Det er derfor, man ofte, også i folkets egne rækker og især blandt intellektuelle med mere eller mindre sværmeriske pacifistiske sympatier, kan møde en vis skepsis over for den nationale ide.

Allerede Marx bekæmpede denne skepsis og ligegyldighed over for de nationale følelser; i et brev til F. Engels den 7. juni 1866 advarer han mod tendensen til under kampen mod chauvinismen at falde i den modsatte grøft, nemlig den småborgerlige undervurdering af det nationale spørgsmål.

Man ser, i hvor høj grad Lenin havde ret, da han skrev: »Marx teori er lige så langt fra at underkende de nationale bevægelsers værdi som himlen er fra jorden«.

De, der lader hånt om fædrelandet, det er tværtimod det store bourgeoisis talsmænd, som François Mauriac, der med den mest frastødende overlegenhed skrev i »Figaro« (den 21. februar 1951): »I løbet af 4 år har Frankrig fra at være en stor nation, der var herre over sin egen skæbne, udviklet sig til at blive en »holdt« nation; hvorfor vige tilbage for dette ord, det er dog en kendsgerning«.

Det falder aldeles ikke folk af denne støbning ind, at det gælder om at kæmpe, ikke mod ordet underkastelse, men mod fænomenet selv!

Mens således de regerende kredses folk med let hjerte forråder deres fædreland, er proletariatet, som forudset i Det kommunistiske Manifest, i færd med at udvikle sig til nationens ledende og afgørende klasse, i færd med, som det hedder, at konstituere sig selv som nation.

En tilskyndelse til at sætte alt ind for freden

Findes der nogen modsætning mellem patriotismen, ønsket om at udvikle de nationale kulturer, og kampen for en varig fred mellem nationerne?

Fredens største forkæmper, kammerat Stalin, er netop den mand, der har givet et uvurderligt bidrag til udviklingen af den videnskabelige forståelse af nationen. Han har vist, at de nationale ejendommeligheder, hvert enkelt folks historiske traditioner har en afgørende indflydelse på betingelserne for arbejderklassens almindelige frigørelseskamp. Hele Stalins teoretiske og praktiske virksomhed har været og er stadig gennemsyret af respekten for alle nationers uafhængighed og ligeberettigelse, for deres kultur og deres sprog.

Mens den nationalistiske selvglæde, sådan som vi kender den i den amerikanske form, begæret efter verdensherredømmet, betyder forræderi mod freden, er tværtimod den kærlighed til ens eget folk, der besjæler den bevidste proletar og den konsekvente demokrat, den ærlige patriot, hvad parti han end måtte tilhøre, en stadig tilskyndelse til at sætte alle kræfter ind for freden.

For eksempel har de franskmænd, der arbejder for freden, franske grunde til at ville den. De ønsker den, fordi en tredje verdenskrig ville betyde deres fædrelands fysiske udslettelse. At gå med til krigen, det er at skrive under på sit eget lands ødelæggelse. »Atlantpagten«, har Maurice Thorez sagt, »kan for os franskmænd kun betyde vor død«. Et sandt nationalt forsvar er for en franskmand i dag forsvaret for freden.

Det, der er målet for alle fredens forkæmpere i alle lande - proletarer eller ikke-proletarer, fattige eller rige, troende eller vantro - det er, som bladet For varig Fred, for Folkedemokrati har skrevet »at skabe den nationale enhed for at frelse livet«.

Hvad angår de nationale kulturers frie udvikling, så kan den kun bevirke en forøgelse af verdenskulturens samlede værdier.

Man må på forhånd have afskrevet al national værdighed for at tale som den tyrkiske delegerede Kapani, der på hele vor verdensdels vegne udtalte i det såkaldte »Europaråd«: »Hvis man tvinger os til at vælge mellem dollaren og Mona Lisa, så vil vi vælge dollaren«.

Frie mennesker foretrækker en verdenskultur i dens forskellige nationale former frem for et udenlandsk herredømmes mere eller mindre forgyldte lænker.

De mennesker, der endnu er i stand til at tænke frit, ser, at den amerikanske indflydelse overalt medfører attentater mod den nationale kultur. I Frankrig bringer de drastiske spareforanstaltninger på undervisnings- og kulturbudgettet, som er nødvendiggjort af udgifterne til betaling af regningen fra Lissabon-konferencen, selve nationens fremtid i fare. Statsteatrene må afskedige deres personale af mangel på penge. Victor Hugos 150 års jubilæum blev sjoflet af de offentlige myndigheder. Samtidig bliver progressive teaterstykker som Roger Vaillands ’Oberst Foster’ forbudt efter amerikansk ordre, og Paris politimester bryder ind på maleriudstillinger og fjerner de billeder, der mishager ham. Den ofte omtalte »kulturelle dialog mellem Frankrig og USA« afslører sig som en dialog mellem slave og herre. På denne måde bliver det ikke svært at forstå, at begreberne national uafhængighed, frihed og kultur er intimt forbundet. Det forklarer også den iøjnefaldende styrke og bredde i den protestbevægelse, der i Frankrigs intellektuelle kredse af forskellige politiske afskygninger, rejste sig imod den ulovlige arrestation af Jacques Duelos, som forsvarer Frankrigs kultur, fordi han forsvarer den nationale suverænitet.

Desuden bør vi vel som socialister vide, at nationerne først vil smelte sammen, at deres sprog først vil erstattes af et fælles verdenssprog på et tidspunkt efter kommunismens indførelse på hele jorden. Ingen tvang eller indskrænkning er derfor berettiget over for de nationale kulturers frie udfoldelse. Nationerne skal, med Anatole Frances udtryk, gå ind i det menneskelige verdensfællesskab ikke døde, men levende.

Denne frie blomstring af alle nationers evner og muligheder er i dag en af betingelserne for fredens opretholdelse. Hvor der er ulighed, indskrænkning af suveræniteten, undertrykkelse, der findes der ingen fast international organisation, ingen oprigtig og varig fred. Hver enkelt nations frihed er en betingelse for international forståelse. Kampen for freden kan ikke adskilles fra kampen for national ære og uafhængighed.

Ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling og skærpelsen af modsætningerne mellem dem.

af V. Tjeprakoo

(Fra »Bolsjevik«, nr. 9, maj 1952)

Loven om ujævnheden i kapitalismens økonomiske og politiske udvikling i imperialismens epoke - afdækket og begrundet af V. I. Lenin - er en ubetinget lov for kapitalismen. I kammerat- Stalins arbejder er det dybt og alsidigt klarlagt, hvilket indhold og hvilken afgørende betydning der tilkommer loven om udviklingens ujævnhed under imperialismen, og det er påvist, at denne lov virker som en kraftig faktor i kapitalismens opløsning.

Marxismen-leninismen lærer, at kapitalismens udvikling sker i høj grad ujævnt i de forskellige lande, at udviklingens ujævnhed er en fundamental og uundgåelig betingelse og forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde. I den monopolistiske kapitalismes periode virker ujævnhedens lov anderledes end i den før-monopolistiske periode. Kammerat Stalin peger på, at »Lovene for kapitalismens udvikling, til forsket fra de sociologiske love, der vedrører alle faser af samfundsudviklingen kan og skal forandre sig. Loven om ujævnheden under den før-imperialistiske kapitalisme havde en vis form, og dens resultater var tilsvarende; men under den imperialistiske kapitalisme antager denne lov en anden form og dens resultater bliver derfor anderledes. Det er grunden til, at man kan og skal tale om ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling under imperialismen til forskel fra ujævnheden under den gamle kapitalisme«.

Under den gamle, før-monopolistiske kapitalisme, dengang kapitalismen udviklede sig mere eller mindre strygende ad en opgående linie og bredte sig til nye territorier, som den ikke havde bemægtiget sig tidligere, kunne nogle lande løbe foran andre i en lang periode uden spring og uden uomgængelige militære sammenstød i verdensmålestok. Dengang kunne loven om udviklingens ujævnhed endnu ikke gøre sig gældende med fuld styrke. Da kapitalismen imidlertid voksede ud af det før-monopolistiske og ind i det monopolistiske stadium, da den opstigende kapitalisme forvandledes til den døende kapitalisme, blev den økonomiske og politiske udviklings ujævnhed en afgørende kraft.

I imperialismens periode karakteriserer loven om udviklingens ujævnhed »nogle landes springvise udvikling i forhold til andre, nogle landes hurtige fortrængning af andre fra verdensmarkedet, periodiske nyopdelinger af den allerede opdelte verden gennem krigeriske sammenstød og krigskatastrofer, en uddybelse og skærpelse af konflikterne i imperialismens lejr, en svækkelse af verdenskapitalismens front, mulighed for proletariatets gennembrud af denne front i enkelte lande, mulighed for socialismens sejr i enkelte lande«.

Under imperialismens betingelser sker der en vis nivellering, dvs. udjævning, af den økonomiske udviklings niveau i de kapitalistiske lande. Og, siger kammerat Stalin, denne »nivellering er den baggrund og den basis, på hvilken udviklingens ujævnhed under imperialismen kan få stærkere virkninger«. Netop fordi de efterblevne lande fremskynder deres udvikling og nivelleres med de fremskredne lande - netop derfor skærpes kampen mellem landene om at komme foran, netop derved skabes der mulighed for, at nogle lande kan overflyve andre og fortrænge dem fra markederne, og dermed skabes der forudsætninger for krigeriske sammenstød, for svækkelse af kapitalismens verdensfront, for proletariatets gennembrud af denne front i forskellige kapitalistiske lande.

Efter kammerat Stalins definition består grundelementerne i loven om udviklingens ujævnhed under imperialismen for det første i det faktum, at verden allerede er opdelt mellem de imperialistiske grupper, »frie«, ubesatte territorier findes ikke mere i verden, og for at skaffe sig nye markeder og råstofkilder, for at brede sig, må man tage dette territorium hos andre med magt. For det andet i, at teknikkens enorme udvikling og den stadig stærkere nivellering af de kapitalistiske landes udviklingsniveau har gjort det muligt og har gjort det lettere for mindre magtfulde, men hurtigere udviklende lande at fortrænge mere magtfulde lande. For det tredie i, at den gamle fordeling af indflydelsessfærerne mellem de enkelte imperialistiske grupper hver gang støder sammen med det nye styrkeforhold på verdensmarkedet, og for at etablere en »ligevægt« mellem den gamle fordeling af indflydelsessfærerne og det nye styrkeforhold er periodiske nyopdelinger af verden ved imperialistiske krige nødvendige.

»Deraf følger forstærkelsen og skærpelsen af udviklingens ujævnhed i imperialismens periode. - Deraf følger umuligheden af at løse konflikterne i imperialismens lejr på fredelig vis. - Deraf følger uholdbarheden af den kautskyanske teori om ultraimperialismen, ifølge hvilken en fredelig løsning af disse konflikter er mulig.«

I talen på valgmødet i Stalinvalgkredsen i Moskva den 9. februar 1946 gav kammerat Stalin en genial analyse af årsagerne til de to verdenskriges opståen og pegede på uundgåeligheden af krige under imperialismen i kraft af, at loven om udviklingens ujævnhed virker.

»Sagen er,« sagde kammerat Stalin, »at de kapitalistiske landes ujævne udvikling almindeligvis i løbet af nogen tid fører til akut forstyrrelse af ligevægten i kapitalismens verdenssystem, således at den gruppe kapitalistiske lande, der anser sig for mindre velforsynet med råstoffer og afsætningsmarkeder, almindeligvis gør forsøg på at ændre denne situation og nyopdele »indflydelsessfærerne« til fordel for sig selv ved anvendelse af væbnet magt. Som resultat af dette opstår spaltningen i den kapitalistiske verden i to fjendtlige og krigen mellem disse.«

Loven om udviklingens ujævnhed i de kapitalistiske lande i imperialismens periode blev udgangspunktet for den leninske teori for den socialistiske revolution. I imperialismens periode forstærkes kapitalens åg umådeligt og proletariatets harme over bourgeoisiets herredømme i de kapitalistiske lande vokser: I de koloniale og afhængige lande skærpes den revolutionære krise; elementer til rejsning og frihedskrig mod imperialismen vokser frem og forstærkes. Som V. I. Lenin påviste, skaber de imperialistiske krige, der fremkommer som følge af ujævnheden i kapitalismens udvikling, under disse forhold mulighed for at gennembryde imperialismens front der, hvor den viser sig svagest, og hvor der danner sig de gunstigste betingelser for proletariatets sejr.

Ud fra denne ujævnhedslov kom Lenin til den slutning, at under de nye udviklingsbetingelser kan den socialistiske revolution udmærket sejre i et enkelt land, taget for sig, og at en samtidig sejr for den socialistiske revolution i alle lande eller i et flertal af civiliserede lande er umulig i kraft af ujævnheden i revolutionens modning i disse lande.

Denne nye, afrundede teori for den socialistiske revolution berigede marxismen og førte den fremad. Den store socialistiske oktoberrevolutions sejr og socialismens opbygning i Sovjetunionen bekræftede, at den lenin-stalinske teori for den socialistiske revolution er rigtig og i pagt med livet. En ny bekræftelse herpå er oprettelsen af det folkedemokratiske regime i en række lande i Europa og Asien.

*

Virkningen af loven om ujævnheden i kapitalismens økonomiske og politiske udvikling forstærkedes under det verdenskapitalistiske systems almene krise. Kapitalismens almene krise omfatter et helt historisk tidsafsnit - det tidsafsnit, hvor kapitalismen knuses, og i hvilket der som resultat af socialistiske revolutioner i de kapitalistiske lande og antifeudale, antiimperialistiske revolutioner i kolonierne og halvkolonierne sker en afspaltning af flere og flere lande fra det verdenskapitalistiske system.

Grundtrækket i kapitalismens almene krise er spaltningen af verden i to systemer - det socialistiske og det kapitalistiske. Som resultat af den store socialistiske oktoberrevolution ophørte kapitalismen at være et enkelt, altomfattende system i verdensøkonomien: ved siden af det kapitalistiske system opstod der et nyt, socialistisk system i økonomien.

Kammerat Stalin forudså genialt, hvordan den videre afspaltning af nye lande fra imperialismen ville forløbe.

»Det er mest sandsynligt,« skrev kammerat Stalin i 1924, »at der under verdensrevolutionens udvikling, ved siden af imperialismens arnesteder i individuelle kapitalistiske lande og af systemet af disse lande i hele verden, vil opstå arnesteder for socialismen i individuelle sovjet-lande og et system af disse arnesteder i hele verden...«

Det system af socialismens arnesteder i hele verden, som kammerat Stalin skrev kunne opstå, dannedes efter den anden verdenskrig i forbindelse med, at en række lande i Europa og Asien spaltede sig ud fra kapitalismen og oprettede folkedemokratiets regime. Sovjetunionen, som har opbygget socialismen og med fremgang gennemfører overgangen til kommunismen, folkedemokratiets europæiske lande, der har betrådt vejen til socialismens opbygning, den kinesiske folkerepublik, der gennemfører en agrarisk, antifeudal, anti-imperialistisk revolution og dermed skaber forudsætningerne for en kommende løsning af den socialistiske revolutions opgaver - alle disse lande udgør den socialistiske verdenslejr. Socialismens verdenslejr omfatter en trediedel af hele verdens befolkning og en fjerdedel af jordens territorium. Der sker ligeledes en uophørlig vækst af den socialistiske lejrs økonomiske formåen, og ved selve sin eksistens demonstrerer denne lejr, at kapitalismen er rådden.

En række nye landes afspaltning fra det kapitalistiske system er ensbetydende med en yderligere indsnævring af den kapitalistiske udbytning og den imperialistiske undertrykkelsessfære. Kapitalismen har mistet omfattende råstof- og afsætningsmarkeder og kilder til billig arbejdskraft. Følgen er, at der efter den anden verdenskrig har dannet sig et nyt verdensmarked, parallelt med kapitalismens verdensmarked. Dette nye verdensmarked indbefatter USSR, den kinesiske folkerepublik, de folkedemokratiske lande i Central- og Østeuropa (Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Albanien), den tyske demokratiske republik, den mongolske folkerepublik, den koreanske folkedemokratiske republik. I forbindelse med dannelsen af to parallelle verdensmarkeder foregår der en skærpelse af kapitalismens almene krise.

Kammerat Stalin har redegjort for, hvad der er hovedtrækkene i den nuværende kapitalismes fundamentale økonomiske lov, nemlig bestræbelsen for at opnå maksimal kapitalistisk profit gennem udbytning, forarmelse og ruinering af det givne lands befolkningsflertal, endvidere gennem lænkebinding og systematisk udplyndring af andre landes folk, især de tilbageblevne landes, endelig gennem krige og militarisering af folkehusholdningen, hvilke metoder tages i brug for at opnå de højeste profitter. I efterkrigsårene, under den bratte indsnævring af verdenskapitalismens magtsfære, forstærker monopolerne i deres jagen efter maksimal profit deres tryk på arbejderklassen. Dette skærper klassernes kamp og ansporer arbejderne i de kapitalistiske lande til nye klassekampe. Der foregår en svækkelse af imperialismens bagland, en vækst af de kræfter, der underminerer selve grundpillerne for det kapitalistiske system.

Kapitalismens fundamenter rystes også i kraft af den fortsatte skærpelse af krisen i imperialismens kolonisystem og de nye sejre for folkenes nationale befrielsesbevægelse. Det kinesiske folk har med sit kommunistiske parti i spidsen vundet sejr over kuomintang-reaktionen og den amerikanske imperialisme. Der er opstået uafhængige folkedemokratiske stater - den koreanske folkedemokratiske republik og Vietnams demokratiske republik, der gør heroisk modstand mod verdensimperialismens forenede stormløb. I Burma, Malaya og Filippinerne er modstanden mundet ud i væbnede aktioner, i oprettelsen af revolutionære baser og nationale befrielseshære. Der er sket en umådelig udvidelse af den nationale befrielseskamps zone, som nu foruden Sydøstasien også omfatter en række lande i Afrika og det nære og mellemste Østen; der foregår en vækkelse af de koloniale landes mest tilbagestående folk. Den nationale befrielsesbevægelse i kolonierne, hvis førende kraft nu er arbejderklassen, udfolder sig under folkedemokratiets banner, slutter sig tættere og tættere sammen med proletariatets klassekamp i de kapitalistiske lande og øser moralsk støtte af sejrene i socialismens lejr. Sejrene i kolonifolkenes kamp mod imperialismen medfører en yderligere indsnævring af det kapitalistiske verdenssystems magtsfære.

Det kapitalistiske system med sin kroniske underbeskæftigelse af produktionskapaciteten og sin tiltagende permanente massearbejdsløshed befinder sig i en tilstand af henrådnen og forfald og bevæger sig i en nedadgående linie. Under kapitalismens almene forfald forstærkes Virkningen af loven om udviklingens ujævnhed.

En af de faktorer, der forstærker ujævnheden og modsigelserne inden for kapitalismens verdensøkonomi, er udviklingen af den statsmonopolitiske kapitalisme, dvs. statsapparatets tiltagende indordning under monopolerne. Den statsmonopolistiske kapitalisme betyder, at monopolisterne i maksimal udstrækning anvender statsapparatet og statens midler til at overvinde imperialistiske konkurrenter, til at kæmpe for afsætnings- og råstofmarkeder, til fremme af kapitaleksporten og til indtrængen i kolonierne.

Hvad der i høj grad skærper kampen inden for imperialismens lejr er den rovgriske ekspansion fra USAs side, som indtager en dominerende stilling i den kapitalistiske verden. Allerede efter den første verdenskrig blev USA centrum for den kapitalistiske verdens finansielle udbytning. Efter den anden verdenskrig, på hvilken USA berigede sig endnu mere end på den første, blev USA det førende udbytterland, søm stiler efter verdensherredømme. Men »verdensherredømme er, sagt med få ord, indholdet i imperialistisk politik, hvis fortsættelse er imperialistisk krig«.

En vigtig faktor, der forøger udviklingens ujævnhed og skærper modsætningerne inden for imperialismens lejr, er endvidere militarismens vækst og dens vilde oprustning og mangedobling af de væbnede styrker. USA tvinger sine allierede og lydstater til at anskaffe amerikansk krigsmateriel, at standardisere udrustningen efter amerikansk mønster, og opretter reserver af strategiske råmaterialer til skade for de øvrige kapitalistiske lande. Militarismen, den militære kraft, som de kapitalistiske stater anvender under deres ydre sammenstød, skaber en militærteknisk basis til erobring og nyfordeling af verden, til fortrængning af andre lande. Militariseringen, som selv er et produkt af kapitalismens snylten og rådnen, forstærker igen den kapitalistiske økonomis rådnen og opløsning. Den betyder, at landets økonomiske liv antager en mere og mere ensidig karakter, at krigsindustrien beslaglægger en stadig større part af økonomien, at råstofferne, produktionskapaciteterne og arbejdskraften drages bort fra produktionen af forbrugsvarer og sættes ind i produktionen af tilintetgørelsesmidler.

USAs finanskapital stræber efter at underlægge sig - og er i færd med at underlægge sig - andre kapitalistiske lande og at annektere ikke alene landbrugslande, men også industrielt udviklede lande for at formindske disses industri og gøre dem til sine kolonier. Det siger sig selv, at de stater, der presses ned af USA, ikke kan forlige sig med en sådan tilstand.

Den amerikanske monopolkapitals aggressive politik skærper uvægerligt modsætningerne og fremkalder inden for den kapitalistiske verden konflikter og rystelser, som er en vigtig faktor i opløsningen af verdensimperialismen, og en af forudsætningerne for dens indre svaghed.

Under de nuværende forhold, hvor der sker en uddybelse af kapitalismens almene krise, stræber imperialisterne på den ene side efter at forene deres kræfter med henblik på fælles aktioner mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, mod proletariatets tiltagende klassekamp og mod kolonifolkenes nationale befrielseskamp. USA, som er tyngdepunktet for de kapitalistiske lande, sammenflikker under sit førerskab alle mulige aggressive militærpolitiske alliancer, med brodden rettet mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande.

På den anden side vokser og skærpes modsætningerne inden for den imperialistiske lejr. Dette er en uundvigelig følge af, at kapitalismens indre økonomiske kræfter virker, en følge af kapitalismens almindelige forfald. Som kammerat Stalin påpeger, må man ikke overvurdere imperialisternes internationale forenelse og se bort fra de indre modsætninger mellem de imperialistiske grupper og stater, som eksisterer og afføder krig; man må ikke overvurdere forenelsen af de imperialistiske spidser og undervurdere de modsætninger, der findes mellem dem. Den amerikanske imperialisme, der paraderer med »antikommunismens« banner, som de har lånt hos hitleristerne, skubber England og andre af deres allierede ud af de positioner, disse indtager. USAs monopolistiske kapital skaber gennem sin tøjlesløse udplyndring af andre kapitalistiske lande, gennem sin indtrængen i deres kolonier, af hvis safter herskerlandene lever, en trussel mod de vesteuropæiske kapitalisters høje profitter. Dette kan ikke andet end vække et stigende had til de transatlantiske »formyndere« hos de vesteuropæiske kapitalister og anspore dem til at befri sig for det amerikanske åg.

Loven om ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling og den derved affødte uundgåelighed af krige mellem disse lande bevarer sin gyldighed.

*

Imperialismens lejr sønderslides af uløselige modsætninger og uafladelig tvedragt. USAs monopoler fortrænger sine imperialistiske konkurrenter fra verdensmarkederne, bemægtiger sig råstofkilderne, lægger de kapitalistiske lande i lænker ved hjælp af tyngende lån, undergraver deres valuta, maser sig ind i deres kolonier, underlægger sig deres industri, svækker sine medbejlere ved at overbebyrde dem med udgifter i forbindelse med den vilde oprustning.

Hovedmodsætningen i imperialismens lejr er modsætningen mellem den amerikanske kapitalisme og den engelske kapitalisme. Om denne modsætning talte kammerat Stalin allerede i 1928.

Da Hitler-Tyskland fremsatte sine krav på verdensherredømme manifesterede hovedmodsætningerne i den kapitalistiske verden sig som modsætningerne mellem England, USA, Frankrig på den ene side og den tysk-japansk-italienske blok på den anden side.

Efter den anden verdenskrig er de engelsk-amerikanske modsætninger påny trådt frem som de grundlæggende, og tilmed har de en skarpere karakter end efter den første verdenskrig. Dette er en naturlig følge af de forandringer, der er sket i de kapitalistiske landes stilling, efter at imperialismens magtsfære er blevet generelt indsnævret.

En særlig plads indtager ligeledes de uundgåeligt tiltagende og stadig skarpere modsætninger mellem de besejrede lande, Tyskland (det vestlige) og Japan, der er okkuperede af den amerikanske imperialisme, og deres underkuer.

Væsentlige modsætninger findes mellem det imperialistiske USA og de borgerlige stater, der står i et finansielt lydforhold til amerikansk kapital.

Der findes modsætninger mellem de store imperialistiske magter og de små røvere (Canada, Australien), som ganske vist selv er afhængige lande, men samtidig prøver på at tilrive sig en part af det imperialistiske bytte. Der foregår også en vækst i modsætningerne mellem England og de af England afhængige lande.

Kampen i kapitalismens lejr kompliceres tillige af konkurrencen mellem de koloniale og afhængige landes kapitalisme og de gamle kapitalistiske lande.

Alle disse modsætninger er, filtret ind i hverandre og omfatter alle lande i imperialismens lejr, men de næres af hovedmodsætningen i imperialismens lejr - mellem England og USA.

Modsætningerne i den kapitalistiske lejr ytrer sig med enestående skarphed i de imperialistiske staters kamp om afsætningsmarkeder. Den fortsatte indsnævring af kapitalismens magtsfære har betydeligt kompliceret problemet om udenrigske markeder. Den økonomiske blokadepolitik, som USA og efter USAs diktat også de øvrige imperialistiske lande har taget i brug, over for landene i socialismens lejr, skærper markedsproblemerne endnu mere for dem selv, forstærker konkurrencekampen mellem imperialisterne på det kapitalistiske verdensmarked. For imperialisterne i USA, England, Frankrig og andre stater, hvis handel med de økonomisk svagt udviklede lande bygger på røverisk udbytning, ulige samhandel, indblanding i disse landes indre anliggender og krænkelse af deres nationale suverænitet, bliver det stadig vanskeligere at skalte og valte efter forgodtbefindende på markederne i en række lande i Syd- og Sydøstasien og det nære Østen. Disse lande må naturligvis stræbe efter at udvide handelen med landene i socialismens -lejr, som driver international handel ud fra lighedsprincippet, gensidig fordel, ikke-indblanding i andre landes indre anliggender og agtelse for den nationale suverænitet.

Udenrigshandelens rolle i USAs og i Englands økonomiske liv er ikke den samme. Eksporten udgjorde i 1950 ca. 7 % af USAs brutto-produktion, men i England nåede den 40-50 %. Vareeksporten fra USA er halvanden til to gange større end importen. Herfra hidrører den amerikanske udenrigshandels aktivsaldo. England derimod køber langt flere varer på de udenrigske markeder, end det udfører til dem; derfra stammer Englands handelsunderskud.

Efter krigen har en udvidelse af eksporten fået særlig stor betydning for den engelske kapitalisme, især fordi dens indtægter fra oversøiske kapitalanbringelser, kommerciel og finansiel mæglervirksomhed og skibsfart var gået ned. Krisen i Englands betalingsbalance, dets kroniske underskud, forsøger England nu at mildne ved forstærket eksport af varer. Men dette hæmmes af USAs monopoler, der under krigen har udvidet deres produktionsapparat væsentligt. De stræber efter at bemægtige sig nye afsætningsmarkeder ved at fortrænge deres engelske partner. Samtidig er færdigvarernes andel i eksporten fra såvel USA som England øget, den almindelige struktur af disse landes eksport har forandret sig, og dette bevirker en stærkere konkurrencekamp mellem de amerikanske og de engelske monopoler i efterkrigsårene.

Den britiske imperialisme besidder en række tidligere befæstede positioner. En af disse bastioner er systemet med imperiepræference i toldpolitikken, som den fastlagdes allerede i 1932 på Ottawa-konferencen - netop for at udelukke amerikanske varer fra det britiske imperiums indre markeder. På imperiet falder lidt under 50 % af Englands import og lidt over 50 % af eksporten. Dette præferencesystem har forbedret Englands muligheder for at handle med lande, hvis befolkning tilsammen tæller over 500 millioner mennesker.

En anden bastion for den engelske imperialisme er sterlingzonen, som dannedes i 1930erne. Denne engelske finansielle indflydelsessfære rummer lande, som til en vis grad indretter deres kommercielle og finansielle beregninger efter det engelske pund. Sterlingzonens eksistens sikrer England en privilegeret stilling både i eksporten til landene i denne zone og i henseende til kontrol med deres kredit- og valutapolitik. England har mulighed for at indefryse disse landes sterlingtilgodehavender i Englands bank. Desuden kan England som den største importør af råstoffer og levnedsmidler slutte tosidede aftaler og kontrakter med lande, der udfører råstoffer og levnedsmidler som betaling for engelske varer. Ved hjælp af tosidede handelsaftaler sikrer England sig afsætning i disse lande, hvorfra det henter sin indførsel, og skaffer sig afsætningsmarkeder og forsyninger af levnedsmidler og råstoffer.

USA bestræber sig for at sprænge den engelske fæstning - imperiepræferencen og sterlingzonen. For det første søger USA under parolen »fri, mangesidet handel« at få lande, der er under den engelske imperialismes indflydelse, til at afstå fra enhver begrænsning af importen fra lande med dollarvaluta og forlanger, at England skal ophæve den forskel, som i det britiske imperiums lande består mellem de høje toldsatser på amerikanske varer og de lave toldsatser på varer af samme slags fra England. For det andet undergraver USA på enhver tænkelig måde pundets position. Mellem dollar og pund udspilles der en uophørlig krig. Det var netop efter pres fra USA, at der i 1949 gennemførtes en devaluering af pundet med det formål at undergrave det som international valuta. For det tredie udnytter USA Englands deltagelse i atlantblokken til at overbebyrde det med vældige udgifter til den vilde oprustning og forøger dermed de i forvejen alvorlige økonomiske vanskeligheder for England, beskærer dets eksportmuligheder og forstærker sit tryk på det yderligere.

Som resultat af USAs aggressive politik og den vilde oprustning oplever England en ny alvorlig finanskrise. I andet halvår af 1951 nåede sterlingzonens dollarunderskud 1.578 millioner dollars i almindelige guld- og dollarbetalinger, og tabet i guldbeholdningen udgjorde 1.532 millioner dollars. Tilsvarende udgjorde tabet i det halvår, der gik forud for valutakrisen i 1949, som førte til devalueringen af pundet, ialt 1.170 millioner dollars, deraf 487 millioner dollars i guld. Tabet i guldbeholdningen er altså nu tre gange større end før valutakrisen i 1949, der førte til devalueringen. Englands herskende kredse gør stadigvæk forsøg på at komme ud af denne finanskrise ved at forøge byrden på det arbejdende folk.

USAs monopolkapital beskytter sit hjemmemarked mod fremmed konkurrence ved høje toldsatser og komplicerede toldprocedurer. Derved begrænses importen til USA stærkt, selv for varer fra de lande, hvortil den amerikanske eksport går. Heri ligger en uløselig modsigelse: USA fortrænger på andre landes markeder England som sælger af industrivarer, men kan ikke erstatte England som køber af levnedsmidler og mange arter råstoffer.

Oplysningerne om forandringerne i indekstallene for USAs og Englands eksportmængde i efterkrigsårene giver et anskueligt billede af den forbitrede kamp mellem disse landes monopolister om de udenrigske markeder.

Mængdeindeks for eksporten 1937 = 100.

	1929	1937	1947	1948	1949	1950	1951
USA	127	100	255	198	203	179	229
England	126	100	96	122	133	141	146

USAs eksport, som i 1947 nåede det højeste niveau i efterkrigsårene, begyndte derpå at falde og var i 1950 en trediedel lavere end i 1947. I 1951 var USAs eksport igen forøget, denne gang ved hjælp af militære leverancer, mens der var et føleligt fald i de civile Varers andel. I 1951 tvang USA sine allierede og lydstater til at modtage tanks, flyvemaskiner, våben og andre slags udrustning fra de amerikanske militære koncerner til et beløb af 1,5 milliarder dollars, hvad der udgør 11 % af hele den amerikanske eksportværdi. USA har til hensigt at forøge eksporten af krigsmateriel til 6-7 milliarder dollars om året.

Englands eksport var i 1947 faldet under førkrigsniveauet, men i de følgende år begyndte den at stige. Tempoet i stigningen af den engelske eksport blev imidlertid langsommere. I 1950 var eksporten i sammenligning med 1949 vokset med over 6 %, hvorimod den i 1951 i sammenligning med 1950 kun var vokset med 3 %. Handelsbalancens passivsaldo i 1951 var over tre gange så stor som passivsaldoen i 1950.

England bestræber sig fortsat på at gennemføre en nedskæring af importen. I 1952 regnes der således med at formindske importen med et beløb af 600 millioner pund. Samtidig gennemføres der en »aggressiv eksportkampagne«, for at udtrykke sig med det engelske blad »Financial Times« ord, ved en nedskæring af hjemmeforbruget og en erobring af markeder i de lande, hvortil England hidtil kun har haft en ringe eksport.

Handelskrigen flammer op ikke alene mellem USA og England, men også mellem USA og Frankrig og andre vesteuropæiske lande. Den økonomiske intervention, som USAs monopolkapital foretager i Vesteuropa, antager en stadig bredere og mere åbenlys karakter. I den første tid efter den anden verdenskrigs afslutning gennemførtes USAs ekspansion under »filantropisk« flag. Marshallplanen fremstilledes således af dens ophavsmænd og propagandister som »hjælp« til de vesteuropæiske lande, der havde lidt under krigen. Udadtil så Marshallplanen også sådan ud: de vesteuropæiske lande og territorier, der var besat af den amerikanske hær, fik betydelige kreditter dels som lån, dels også som »gave«. Marshallplanens kreditter var en særegen slags form for regeringstilskud til eksporten af amerikanske varer til lande, der gik ind på at modtage disse kreditter. De sædvanlige metoder til ekspansion i udenrigshandelen som f. eks. dumping (salg til spotpriser, en fremgangsmåde kapitalistiske lande anvender for at trænge ind på en konkurrents markeder og undergrave hans industri) var utilstrækkelige under nutidens forhold, hvor de vesteuropæiske lande er finansielt udmattede og har en yderst ringe betalingsdygtig efterspørgsel. Derfor oversvømmede de amerikanske monopolister fremmede markeder med deres varer under foregivende af at yde »hjælp«.

Da USAs regering ydede andre lande kreditter, forpligtede den dem til at anvende disse kreditter i USA til indkøb af de varer, som de amerikanske »filantroper« anviste. Følgen var, at de europæiske lande ikke kunne komme udenom at opkøbe alt andet end det de havde brug for til genopbygning af deres industri, nemlig alle mulige usælgelig amerikanske varer eller varer, som disse lande selv kunne producere, og hvis import udøvede en skæbnesvanger indflydelse på deres industri. For USAs monopolkapital derimod betød Marshallplanen en dobbelt fordel. Den ikke alene åbnede vide muligheder for den amerikanske kapitals indtrængen i vesteuropæiske lande, men sikrede også USAs imperialister vældige profitter. Mens kapitalisterne ved almindelig dumping må afsætte deres varer til spotpriser og som regel sælger dem med tab, som de ganske vist udligner ved forhøjede priser på hjemmemarkedet, så erhvervede USAs regering inden for Marshallplanens rammer varerne til andre lande hos monopolerne til umådeligt opskruede priser, for så vidt som USA ydede kreditterne ved hjælp af midler, der var hentet hos skatteyderne. Inden for USA kunne monopolerne ligeledes forhøje priserne.

Tvangsimporten af amerikanske varer under Marshallplanens trællebetingelser førte til indskrænkninger i en række industrigrene i Vesteuropa, til massearbejdsløshed, forarmelse af de arbejdende masser, forværring af den finansielle stilling og forstærkelse af inflationen i de kapitalistiske lande. Under dække af Marshallplanen påtvang USAs monopolkapital de marshalliserede stater en forceret oprustning og trængte ind i disse staters kolonier. Marshallplanen var et værktøj, der udnyttedes til økonomisk at lægge de vesteuropæiske lande i lænker og militærpolitisk at indordne dem under den amerikanske imperialisme.

Som resultat af de amerikanske røverkapitalisters ekspansion oplever Vesteuropas økonomiske liv en yderst kraftig nedgang. I Italien ligger mange fabriker og værker helt eller delvis stille. Tekstilfabrikkerne arbejder kun med 60 % af deres kapacitet, værker der fremstiller kunstgødning med 26 %, skibsværfterne med 20 %. En række metallurgiske værker og maskinfabrikker er nedlagt. Frankrigs økonomi forvandles til et vedhæng til USAs økonomi. Færdigvarernes andel i den franske eksport sank fra 51 % før krigen til 40 % i 1951, mens råstoffernes og halvfabrikaternes andel steg fra 35 % til 48 % i samme periode. Antallet af fuldt arbejdsløse alene i Vesteuropas lande nåede i februar 1952 efter ufuldstændige opgivelser 7,6 millioner mennesker.

Marshallplanen havde en skæbnesvanger virkning på de vesteuropæiske landes økonomiske og politiske situation. Men heller ikke ved lænkebindende lån og dumping formåede USAs monopolister helt at underlægge sig de marshalliserede landes industri og definitivt at gøre dem til amerikanske vedhæng. Dette blev forhindret ved den vesteuropæiske arbejderklasses kamp mod Marshallplanen. På trods af alle forhåbninger, som USAs herskende kredse har næret til Marshallplanen, har den ikke ført Amerikas økonomiske liv ud af blindgyden. Det er heller ikke lykkedes USA ved hjælp af Marshallplanen at stabilisere det kapitalistiske system i Europa.

Efter afslutningen af den nordatlantiske pagt og især i forbindelse med udfoldelsen af interventionen i Korea satte USAs herskende kredse kursen efter en forstærket militarisering både i USA og i de afhængige lande. Det der ikke lykkedes med Marshallplanen, det forsøger de amerikanske krigsbrandstiftere at fuldføre gennem den forcerede oprustning.

USAs monopoler bestræber sig for definitivt at få ophævet de toldskranker, som endnu til en vis grad forhindrer en ukontrolleret indførsel af amerikanske varer i det kapitalistiske Europas lande. En ny etape i den amerikanske monopolkapitals offensiv mod Vesteuropa er den af USA proklamerede »liberalisering« af handelen. Dette falske løsen munder faktisk ud i kravet om ubegrænset adgang for amerikanske varer på andre landes markeder. Hvad USAs aggressive, ensidige udenrigshandel fører til, kan man se af Frankrigs eksempel: i december 1951 dækkede Frankrigs eksport kun 36 % af den franske import i dollars. Alt dette må drive Frankrig og andre vesteuropæiske lande ud i en konflikt med USA. Og den første svale i denne henseende er disse landes politik med henblik på en begrænsning af importen fra USA.

Ved at lægge Tyskland (det vestlige) og Japan i amerikanske lænker, mens de fornylig var store imperialistiske magter, og ved at etablere besættelsestilstande der, lægger den amerikanske imperialisme samtidig miner under Vesteuropa og det fjerne Østen. Dertil kommer, at da den amerikanske imperialisme samtidig bedriver en militarisering af Tyskland (det vestlige) og Japan, fremmer den en genfødelse af den tyske imperialisme og den japanske imperialisme. Og i takt med deres genfødelse vil deres bestræbelser for at frigøre sig fra de amerikanske lænker og at genvinde deres tabte positioner naturligvis blive stærkere. Således genfødes påny hele det kompleks af modsætninger, der hænger sammen med genskabelsen af arnesteder for imperialistisk aggression i Tysklands zone og i Japans zone.

Allerede nu bliver de vesttyske kartellers konkurrence på verdensmarkederne stadig føleligere. I 1951 udførte Vesttyskland 70 % flere varer regnet efter værdi end i 1950, da der blev udført dobbelt så meget som i 1949. Vesttyskland kæmper med Frankrig om trediepladsen i den kapitalistiske verdenshandel. Omfanget af eksporten fra Vesttyskland er allerede nu betydeligt større end i førkrigsåret 1936. Strukturen af dets udenrigshandel er også genoprettet, tyske maskiner er atter blevet en særlig vigtig post i udførselen. Gennemførelsen af Schuman-planen fører til en yderligere forstærkelse af de vesttyske monopoler. Med støtte i deres økonomiske overlegenhed sikrer Vesttysklands monopoler sig overvægten i det oprettede vesteuropæiske kul- og metalkartel. Foreningen af tyske kul med fransk metallurgi under Schuman-planen skaber en trussel mod den engelske metallurgi. På de kapitalistiske verdensmarkeder begynder trykket fra Japan også at gøre sig gældende, trods den stramme kontrol, som de amerikanske ransmænd udøver over den japanske udenrigshandel. Den samlede værdi af den japanske eksport i 1950 steg med 60 % i sammenligning med det foregående år og voksede næsten til det dobbelte i 1951. Den amerikanske monopolkapital tvinger Japan til at købe råstoffer i USÅ og andre dollarlande, mens de færdige varer skal afsættes for dollars i sterlingblokkens lande. I 1951 importerede Japan således varer til et beløb af 480 millioner dollars fra USA og andre dollarlande, hvad der er mere end dobbelt så meget som den japanske import fra sterlingzonen. Samtidig købte USA og dollarlandene varer i Japan til et beløb af ialt 302 millioner dollars, mens sterlingblokkens lande købte for 563 millioner dollars. Den amerikanske politik vækker en overordentlig utilfredshed i England og i andre sterlinglande.

Det samlede omfang af Japans eksport af bomuldsstoffer, der efter krigen næsten var faldet til nul, nåede i 1950 op på 909 millioner kvadratmeter, hvad der er dobbelt så meget som USAs eksport og halvanden gange så meget som Englands eksport. De billige japanske varers, især tekstilvarers tilsynekomst på verdensmarkedet virkede som et alarmsignal i England og andre kapitalistiske lande, især i Holland og Australien. Uroen forøgedes yderligere ved, at Japan, som USA forbyder at handle med Kina og andre folkedemokratiske lande i Asien, kastede sig over markederne i Syd- og Sydøstasien. I Syd- og Sydøstasien er der sket en skarp tilspidsning af kampen mellem de engelske monopolister, som fra gammel tid har indtaget en dominerende stilling i udenrigshandelen dér, de japanske monopolister og USAs monopolister, som aktivt bestræber sig på at fortrænge sine »yngre partnere« fra disse markeder.

Det må bemærkes, at amerikanernes aggressive handelspolitik under de nuværende forhold, hvor det kapitalistiske verdensmarked er indsnævret, ikke alene skærper relationerne mellem USA og Vesteuropa, men også forstærker konkurrencen mellem de vesteuropæiske lande selv. De er tvunget til at indføre amerikanske varer og våben, mens USA mere og mere spærrer disse landes varer ude fra sit hjemmemarked. Og for så vidt de vesteuropæiske eksportører udfører varer af samme slags, forstærkes naturligvis også konkurrencen mellem dem. Det er bl. a. en årsag til fiaskoen for den såkaldte europæiske betalingsunion, som ifølge dens ophavs-mænds udtalelser blev oprettet for at udvide handelsomsætningen og fjerne toldkrigen mellem dens medlemmer, de vesteuropæiske lande. I praksis er der i stedet for en udvidelse af handelsomsætningen og en standsning af toldkrigen opdukket nye toldskranker, og handelen er gået tilbage. En tiltagende, yderliggående nationalisme i handelen mellem de kapitalistiske stater er et af de karakteristiske udslag af de imperialistiske modsætninger.

Kampen om afsætningsmarkeder er forbundet med kampen om råstofkilder og især om olien. V. I. Lenin påpegede, at de kapitalistiske monopoler stræber efter at bemægtige sig samtlige kilder til råmaterialer for at berøve modstanderen muligheden for konkurrence.

USAs og Englands stilling i råstofmæssig henseende er forskellig. England, som besidder et vældigt kolonirige, er storproducent af visse arter råstoffer. England har i hovedsagen monopol på gummi, tin, nikkel og visse andre råstoffer. Det britiske rige leverer over halvdelen af al naturgummi, som udvindes i den kapitalistiske verden, to femtedele af alt tin, størsteparten af mangan, halvdelen af al uld, næsten hele kvantiteten af industridiamanter. Ialt leverer det britiske riges lande henimod 30 % af eksporten i den kapitalistiske lejr. USA, som mangler mange slags råstoffer, er storforbruger af råstoffer: de forbruger to femtedele af hele produktionen af naturgummi, over to femtedele af tinnet. Derfor er USA interesseret i lave priser på råstoffer. Derimod er Englands stilling fuld af indre modsigelser: som storimportør af råstoffer til sin egen industri er England interesseret i lave råstofpriser, men som eksportør af kapital til kolonierne og som bankier i sterlingblokken er England interesseret i høje priser, dvs. i en forøgelse af den indtægtsgivende del på betalingsbalancen.

I kampen om råstofferne råder de amerikanske monopoler over et vigtigt redskab: de sætter enorme statsmidler ind på at fortrænge deres konkurrenter. Der er på statsbudgettet bevilget 8,3 milliarder dollars til oprettelse af reserver af strategiske råmaterialer i USA. Englænderne betegner den amerikanske politik på råstofområdet som »røveri«.

I de sidste år har USA ved at oprette strategiske reserver af råstoffer drevet priserne i vejret og berøvet englænderne muligheden for at opkøbe råstoffer og skabt en råstofkrise i England. Da der var ophobet betydelige reserver, nedsatte USA pludselig indkøbene af råstoffer for at lægge tryk på England. Råstofpriserne faldt. Igen var det England, der sad med smerten. Særlig pinlig for England er USAs politik med hensyn til priserne på naturgummi, idet indtægterne fra salget heraf indtager en vigtig plads i den engelske handelsbalance. Imperialisterne afholdt i maj en fortrolig konference i London angående gummiproblemerne, men den endte i en fiasko: England forlangte, at USA skulle stabilisere priserne på naturgummi og sikre afsætningsmarkedet; USA afslog at gå ind på dette krav og fortsætter kunstigt at slå priserne på naturgummi ned, efter at de allerede var faldet til halvdelen af sidste års priser. I forbindelse med den resultatløse gummikonference skriver det engelske blad »Daily Telegraph and Morning Post«, at der øjensynlig er tegn på en alvorlig krise, som uvægerligt vil have både politiske og økonomiske følger.

Mellem USA og England udspilles en forbitret kamp om olien, - hovednerven i al økonomisk og militær virksomhed fra de imperialistiske magters side. På dette område støder USA altid og alle vegne på Englands modtræk; rivningerne mellem dem tager ingen ende. I den kapitalistiske verden er oliekilderne at finde i ret få egne. Efter tilgængelige oplysninger ligger de udforskede ressourcer af olie i den kapitalistiske verden således: 35 % på USAs territorium, 45 % i det nære og mellemste Østen og 20 % i andre egne. Omtrent 95 % af alle olieressourcer i den kapitalistiske verden er allerede under kontrol af USAs og Englands oliemonopoler, og heraf har de amerikanske monopoler lagt sig på ca. to trediedele og kontrollerer omkring 77 % af olieudvindingen; de engelske monopoler har en trediedel af de udforskede ressourcer og kontrollerer omkring 19 % af udvindingen. I 1929 kontrollerede de amerikanske selskaber omkring 30 % af olieudvindingen i kapitalistiske lande uden for USA, i 1945 var det 34 %, for tiden er det allerede 50 %, heraf i Venezuela 67,1 %, i Saudi-Arabien 100 %, i Kuwait 50 %. USAs monopoler er ikke tilfredse med deres vitterlige overvægt, men fortsætter at fortrænge de engelske oliemagter fra egne, hvor de har sat sig fast. Et af hovedafsnittene i den engelsk-amerikanske kamp om olien er det nære Østen, hvor den engelske imperialisme tidligere var herre, men hvor USAs imperialisme nu også har slået rod.

Kampen om afsætningsmarkeder og råstofkilder har også en udløber i konkurrencen mellem USA og England i skibsfarten. Englands handelsflåde er for tiden adskilligt mindre end USAs i antal skibe og samlet tonnage. Den engelske handelsflådes andel af den kapitalistiske verdens samlede handelsflåde udgør 22,4 %, mens USAs handelsflåde udgør 33,8 %. Alligevel disponerer England over den største aktive handelsflåde, eftersom 25 % af den amerikanske flåde ligger stille. Hvor meget USA end bestræber sig for at trænge den engelske skibsfart tilbage, fortsætter den britiske flåde at vokse, og der bygges stadig nye skibe.

USA har et stort overtag over sin engelske konkurrent, hvor det drejer sig om eksport af kapital. Den akkumulerede kapital, som i USA er til rådighed för investeringer, er øget betydeligt. Under krigen og i efterkrigsperioden har profitraten i USA været så høj, som man ellers kun finder det i udbytningen af koloniale lande; desuden har USAs finansplutokrati suget størsteparten af guldet ud af den øvrige kapitalistiske verden. Samtidig er mulighederne for nye kapitalanbringelser inden for USA begrænsede på grund af det kroniske overskud af produktionskapacitet. Kapitalen, som er koncentreret hos nogle få monopolgrupper, søger febrilsk efter et maksimum af profit og anvender alle midler før at udvide sit anlægsfelt og udbytningen af det arbejdende folk.

Den anden verdenskrig medførte en væsentlig formindskelse af Englands udenlandske kapitalanbringelser, som før krigen var ca. dobbelt så store som de amerikanske, mens USAs kapitalanbringelser undergik en brat forøgelse. De engelske kapitalanbringelser i udlandet er imidlertid stadigvæk ret betydelige.

De private amerikanske selskabers kapitalanbringelser i udlandet er steget fra 12,5 milliarder dollars i slutningen af 1939 til 14,7 milliarder i slutningen af 1945 og godt 20 milliarder i slutningen af 1951. Deraf udgjorde de direkte kapitalanbringelser, som tilhører private amerikanske selskaber i udlandet, 7,3 milliarder i 1939, 8,4 milliarder i 1945 og 14,5 milliarder i slutningen af 1951. I denne sum indbefattes ikke lån, som USAs regering yder andre lande (13,8 milliarder dollars). De samlede amerikanske kapitalanbringelser i udlandet udgjorde i slutningen af 1951 36,1 milliarder dollars.

USAs nye private kapitalanbringelser i efterkrigsårene (1947/49) ligger på omkring 1 milliard dollars om året. Den nye udførsel af privat kapital fra England i samme periode udgjorde efter omtrentlige beregninger, der er citeret i den udenlandske presse, fra 600- 900 millioner pund. Hvis man tager det sidste tal, 900 millioner pund, udgør det i dollars 3,6 milliarder (1 pund = 4 dollars før devalueringen). Med fradrag af 1,2 milliarder dollars, som udgør salget af engelske investeringer i udlandet i de samme år, udgør forøgelse af de engelske udenlandske kapitalanbringelser 2,4 milliarder dollars, dvs. gennemsnitligt 800 millioner dollars om året. Dette tillader at drage den slutning, at der foregår en forbitret kamp mellem USA og England om udførselen af kapital.

Englands indtægter fra sine udenlandske kapitalanbringelser i efterkrigsårene er mindre end før krigen. Derimod vokser de publicerede indtægter af USAs udenlandske kapitalanbringelser: efter meget ufuldstændige officielle oplysninger nåede de allerede i 1950 et rekordbeløb af 2.186 millioner dollars. Fra 1946 til 1950 udgjorde de amerikanske monopolers indtægter af udenlandske investeringer 8.629 millioner dollars, deraf fra udbytningen af olieforekomster 2,6 milliarder, fra udbytningen af industriforetagender 2,5 milliarder. 40 % af alle disse indtægter får USA fra de latinamerikanske lande, 26 % fra Canada og resten fra Asien og Vesteuropa.

Profitraten af udenlandske kapitalanbringelser er betydeligt højere end af indenlandske investeringer. Eftersom kapitaleksporten foretages af nogle få kæmpemonopoler, er det også dem, der får profitterne. Derfor er kapitaleksporten, især de direkte investeringer, så lokkende for USAs finansplutokrati. De direkte investeringer giver mulighed for at underlægge sig andre landes industri.

Låneydelser spiller en stor rolle i USAs økonomiske og politiske ekspansion. V. I. Lenin klarlagde låneydelsernes rolle under imperialismen. »Den sædvanligste fremgangsmåde er denne: ved et lån bliver det gjort til en betingelse, at en del af lånet bruges til køb af produkter fra kreditorlandet, især rustningsmateriel...«. Den famøse Marshallplan og dens afløser MSA, der tilsigter »militær hjælp«, er slående illustrationer til disse leninske ord. Det er hovedsagelig den amerikanske regering, der yder lånene til de lyksaliggjorte lande. Det betyder, at USAs monopoler ingen risiko løber: hvis lånet ikke indfris, er det ikke monopolerne, men skatteyderne der mister pengene. Desuden anvender USAs monopoler disse regeringsmidler til fordækte eksporttilskud og politisk bestikkelse.

Brændpunktet for sammenstød mellem imperialisterne er de koloniale og afhængige lande. Den nuværende fordeling af kolonier og indflydelsessfærer tilfredsstiller ikke USA, som stræber efter en ny fordeling af verden. I en artikel »Wall Street besætter det britiske Imperium«, offentliggjort i det engelske tidsskrift »World News and Views« i januar 1952, satiriseres der over en udtalelse af »en nidkær propagandist for den nye imperialisme«, den tidligere vice-koloniminister i labour-regeringen hvor Thomas, der mente, at »det ville være stupid kynisme ikke at indrømme den store rolle«, som »religiøse og humanitære overvejelser« angiveligt spiller i Amerikas interesse for de tilbagestående områder.

I virkeligheden skyr det »religiøse og humanitære« Wall Street ikke noget middel for at udvide sit kolonirige. USAs imperialisme benytter sig af, at Englands, Frankrigs, Hollands og andre kolonimagters herskende kredse ikke længere kan fastholde deres oversøiske besiddelser uden amerikansk »hjælp« og invaderer under dække af denne hjælp de fremmede kolonier. USAs invasion gennemføres hovedsagelig ad to veje: for det første gennem kapital-anbringelser i fremmede kolonier (det er meningen og formålet med det amerikanske »program for hjælp til underudviklede områder«, dvs. Trumans famøse punkt-fire-program), for det andet gennem organisering af militære baser på fremmede territorier. For tiden er det kun lidet, der adskiller kortet over USA-monopolernes vigtigste indflydelsessfærer i verden fra kortet over fordelingen af

USAs største militære baser. De vigtigste kampområder mellem USA og de vesteuropæiske kolonimagter er det nære Østen, Syd- og Sydøstasien og Afrika.

*

De antagonistiske (dvs. modsætninger der kun kan løses med magt) indre modsætninger i imperialismens lejr afslører dens svaghed og fører til imperialisternes gensidige svækkelse. Den overordentlig dybe økonomiske splidagtighed kan heller ikke undgå at afspejle sig i de udenrigspolitiske relationer mellem de kapitalistiske lande. »... Den økonomiske side af ujævnhedsloven er i sig selv grundlaget for alle mulige katastrofer i udviklingen af den kapitalistiske verdensøkonomi, deriblandt også for de politiske katastrofer«. Skærpelsen af modsætningerne i imperialismens verdenssystem har afdækket en række knudeproblemer, som danner arnesteder for nye militære sammenstød. Det drejer sig i første række om problemerne Vesttyskland, Japan og det nære Østen.

USAs politik i Vesteuropa tilsigter at isolere England og reducere Frankrig til en andenrangsmagt. Den kosmopolitiske »Europahær« under fuld kontrol af en amerikansk øverstkommanderende og med vesttyske divisioner som stødtropper skal efter USA-dirigenternes hensigter ikke alene tjene som stødkraft i en krig mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, men også blive et værktøj, som USA kan anvende til yderligere underkuelse og lænkebinding af Vesteuropa.

De herskende amerikanske kredses politik i det fjerne Østen generer andre imperialistiske staters interesser. Ved hjælp af den separate »fredstraktat« med Japan og den såkaldte »sikkerhedstraktat« forvandles Japan til en stat, der er afhængig af USA, et værktøj for den amerikanske aggression i det fjerne Østen. Denne politik og den stadig videreførte krig i Korea, støtten til Chiang Kai-sheks klike og okkupationen af Taiwan vidner om, at de amerikanske imperialister forbereder en ny krig i det fjerne Østen.

I det nære Østen har USAs politik til formål at befæste de amerikanske positioner i middelhavsområdet, at fortrænge England og Frankrig derfra. Med dette for øje bestræber de amerikanske imperialister sig for at skaffe sig kontrol med England og Frankrigs vigtigste sø- og luftforbindelser med landene i det nære og mellemste Østen, udruster sø- og luftbaser i Italien, udvider baserne i det nære Østen, skaffer sig indpas i Ægypten, driver intriger omkring den iranske olie, forvandler staten Israel til sin opmarchbasis, optager Tyrkiet og Grækenland i atlantblokken og afslutter en militær aftale med Spanien.

Den amerikanske trussel mod Englands koloniinteresser i det nære Østen vækker en skarp engelsk utilfredshed. Betegnende nok definerer det engelske tidsskrift »Truth« i en redaktionel artikel de engelsk-amerikanske relationer i det nære Østen som en »hemmelig krig mellem allierede«. Dette er særdeles karakteristisk for de nuværende relationer i den kapitalistiske verden, som er baserede på diktat, grov afpresning og tvang fra USAs side. Den amerikanske imperialismes ideologer præker, at USA som »den vestlige verdens bankier og politibetjent« ikke alene har ret, men også pligt til at kontrollere regeringerne i de lande, den yder »hjælp«. Men dette kan ikke andet end tilspidse divergenserne i den imperialistiske lejr. Atlantblokken, der udadtil skal afspejle enheden mellem de imperialistiske lande i blokken på basis af deres underordning under USAs imperialisme, maskerer kun antagonismerne mellem disse lande og lægger grunden til en uhørt skærpelse af modsætningerne mellem de imperialistiske røver?

Loven om udviklingens ujævnhed betyder en forstærket udbytning af arbejderklassen i de kapitalistiske lande, en forarmelse og ruinering af bondemasserne, en tøjlesløs udplyndring af kolonifolkene. Kammerat Stalin påpeger: »...Hvis der ikke fandtes loven om den kapitalistiske udviklings ujævnhed, som fører til konflikter og krige mellem de kapitalistiske lande om kolonierne; hvis kapitalismen kunne udvikle sig uden udførsel af kapitaler til efterblevne lande, til lande med billige råstoffer og arbejdskraft; hvis den kapitalistiske akkumulations overskud i »moderlandene« blev afsat ikke til kapitaleksport, men til en alvorlig udvikling af landbruget og til en forbedring af bøndernes materielle stilling; hvis disse overskud endelig blev anvendt til en højnelse af leveniveauet for arbejderklassens hele masse, - så ville der ikke være tale om nogen forstærkelse af udbytningen af arbejderklassen, om forarmelse af bønderne under kapitalismens betingelser, om forstærkelse af undertrykkelsen i de koloniale og afhængige lande, om konflikter og krige mellem kapitalisterne.

Men så ville kapitalismen heller ikke være kapitalisme.«

Under de nuværende forhold, hvor udviklingens ujævnhed tilspidses, og især i forbindelse med USAs aggressive politik, militariseringen af det økonomiske liv, monopolernes anvendelse af deres herredømme over statsapparatet til offensiv mod den arbejdende befolkning - foregår der en enestående vækst i arbejderklassens absolutte og relative forarmelse, og følgen er en skærpelse af klasseantagonismerne og klassekampen i de kapitalistiske lande. Trods den sabotage, den amerikanske imperialismes højresocialdemokratiske agentur udfører, styrkes enheden i arbejderklassens rækker, dens førende rolle i folkemassernes voksende modstandsbevægelse tiltager.

Brede folkemasser i den kapitalistiske verdens lande træder mere og mere aktivt frem til forsvar af deres nationale uafhængighed og demokratiske rettigheder og til forsvar af freden. Ligeledes vokser den nationale befrielsesbevægelse i de koloniale og afhængige lande. Tidligere havde den en anti-engelsk, anti-fransk, anti-hollandsk osv. karakter. Nu har denne bevægelse i forbindelse med USAs indtrængen i kolonierne også antaget en anti-amerikansk karakter.

De antagonistiske indre modsætninger i imperialismens lejr giver vind i sejlene for krigsbrandstifternes eventyrlige planer. »Hver gang de kapitalistiske modsætninger begynder at skærpes,« siger kammerat Stalin, »retter bourgeoisiet blikket mod Sovjetunionen: skulle man ikke kunne løse en og anden modsætning i kapitalismen, eller alle modsætningerne, på Sovjetunionens bekostning ...«

Krig mod Sovjetunionen, Kina og andre folkedemokratiske lande synes de aggressive herskende kredse i de kapitalistiske lande at være en udvej af deres egne vanskeligheder, en måde at overvinde modsætningerne i den imperialistiske blok på. Den historiske erfaring har imidlertid vist, at forsøgene på at løse den nuværende kapitalismes, den rådnende, snyltende, døende kapitalismes voksende modsætninger ved hjælp af verdenskrige kommer det kapitalistiske verdenssystem dyrt at stå.

Lenin sagde i 1922, at de kapitalistiske regeringer vurderede den imperialistiske krig ud fra, hvad der »ligger lige for næsen af dem«, uden at forstå, hvilke følger der flyder af krigens modsigelser og ulykker. »Vi kommunister,« påpegede Lenin, »har sagt, at vi vurderer krigen dybere og rigtigere, at dens modsigelser og ulykker virker langt videre ud, end de kapitalistiske stater tænker sig. Og når vi på afstand betragtede de borgerlige sejrherrelande, har vi sagt: de vil komme til at mindes vore forudsigelser og vor vurdering af krigen og dens følger tit og ofte i fremtiden.«

I slutningen af 1926 udtalte kammerat Stalin: »Den imperialistiske verdenskrig var det første forsøg på at opdele den allerede opdelte verden. Dette forsøg indbragte kapitalismen revolutionens sejr i Rusland og undermineringen af imperialismens fundamenter i de koloniale og afhængige lande.

Det er overflødigt at sige, at der efter det første forsøg på en nyopdeling må følge et næste forsøg, og det forberedende arbejde hertil drives allerede i imperialismens lejr.« Kammerat Stalin påpegede klarsynet, at dette »næste forsøg på en nyopdeling vil komme kapitalismen endnu dyrere at stå end det første«. Denne geniale forudsigelse er fuldt ud blevet bekræftet.

Folkene i hele verden kæmper for at afvende en ny verdenskrig, men hvis det lykkes imperialisterne at anstifte den, vil den blive endnu langt dyrere for dem end den første og anden verdenskrig. Historiens fremadskridende gang viser, at hvis der bliver udløst en ny verdenskrig, som imperialisterne er i færd med at forberede, så vil den stille folkene over for spørgsmålet om at likvidere det udlevede kapitalistiske system, som ikke kan leve uden krig og blod, og som truer selve menneskehedens eksistens, og den vil rejse spørgsmålet om nødvendigheden af at erstatte dette gamle system med et nyt, socialistisk.

November 1952

Den ideologiske krise i socialdemokratiet

af I. Grünbaum

Stat, frihed og national selvstændighed

I uddrag fra en lang artikel, 19 sider undladt........

Som det med al mulig tydelighed fremgår af det forudgående, fremstiller højresocialdemokraterne den kapitalistiske stat, som om den er et ganske »neutralt« organ, som om den står over klasserne, udenfor klassekampen.

Men sådan er det jo ikke i det virkelige liv. Enhver klassebevidst arbejder ved fra sine egne og sin klasses erfaringer, at staten i vort samfund, det er kapitalisternes stat, deres magtapparat, som de bruger imod arbejderne.

Kapitalisterne ejer bankerne, fabrikkerne, skibene osv., de behersker kredit, produktion og beskæftigelse, det er dem, der ejer de opinionsdannende midler: presse, film, forlag osv., de har en frygtelig magt i samfundet, og ved at stramme nogle få finansielle tråde kan de få politikere og regering til at makke ret eller gå af. (Eksempler: Kapitalisternes fortsatte skattesnyderi, skibsredernes så at sige fuldstændige fritagelse for eengangsskat i sin tid, henlæggelse i midten af 1930erne af regeringens planer om storstilet konvertering af landbrugets gæld som følge af pengeinstitutternes modstand m. v.). Utallige tråde forbinder monopolkapitalisterne med politikerne (læg mærke til hvor mange f. eks. af cementtrustens nuværende eller tidligere funktionærer, der er ledende politikere, een af dem er f. eks. landets nuværende udenrigsminister), og med hele det højtstående embedslag, een af metoderne her er det efterhånden også herhjemme almindelige »avancement« fra overordnede embedsstillinger i staten til højtgagerede direktørstole i det private erhvervsliv. Også vort embedsapparat er efterhånden godt med, selv om der endnu er et ganske godt stykke vej til amerikansk standard. Kommunistiske embedsmænd udelukkes på en høflig, men bestemt måde fra enhver mulighed for avancement til bare nogenlunde betydelige administrative stillinger, evnen til at hensætte uønskede til »skyggeposter« er højt udviklet, statsembedsmænd indenfor videnskaben har en højt udviklet evne til stadig at finde på nye »uskyldige« undskyldninger for at hindre kommunistiske synspunkter i samfundsvidenskaberne i at komme frem.

Under kapitalismens forstærkede almindelige krise, den tiltagende monopolisering og under indflydelse af den tiltagende amerikanisering af de vesteuropæiske lande antager disse landes statsapparater stadig tydeligere fascistiske træk; herom vidner f. eks. de kendsgerninger, der i den seneste tid er kommet frem om politiets og efterretningsvæsenets hemmelige kartoteker, hvor politiet landet over - som tilfældet f. eks. var under zardømmet i det gamle Rusland - udspionerer og registrerer borgernes politiske tilhørsforhold og meninger.

Staten er i vort samfund aldeles ikke neutral, men monopolkapitalisternes magtapparat. Den kapitalistiske stat er ikke arbejdernes ven, men deres fjende.

Det ved arbejderne såmænd også af egen erfaring. Reglerne om sammenkædning og om kvalificeret afstemning og hele det faglige juristeri har kun til opgave at hæmme arbejdernes klasseaktivitet.

Medens det aldrig har været svært for den kapitalistiske stat at kontrollere socialsøgende i alle ender og kanter eller at stable en endda meget omfattende kontrol med arbejdernes og tjenestemændenes skatteselvangivelser på benene, så har det til dato været »umuligt« at hindre de langt, langt færre kapitalisters omfattende skattesnyderi! På samme måde forholder det sig med kapitalisternes hjemtagelsespligt for valuta, der er så at sige kemisk fri for effektiv kontrol.

Medens det ifølge hr. Paldam skulle være umuligt at anvende den kapitalistiske stats skatte- og socialpolitik til at bedre arbejdernes kår på de riges bekostning, så er det aldeles ikke umuligt for den at anvende sin »finanspolitik« i oprustningens tjeneste til en i historien uhørt udplyndring af menigmand her i landet.

Nej, den sandhed må arbejderne lade sive ind i knogler og marv, at den kapitalistiske stat, det er kapitalisternes stat, det er arbejdernes fjende. Klassekampen omfatter såvel kampen mod monopolkapitalisterne direkte som mod deres stat; socialismen forudsætter ikke alene, at samfundets økonomiske fundament laves om, men også at staten laves om i overensstemmelse med det store udbyttede flertals interesser, så den bliver deres, bliver menigmands stat.

Det højresocialdemokratiske partibureaukrati er selv sammenvokset såvel med monopolkapitalen som navnlig med det monopolkapitalistiske statsbureaukrati.

Således havde eksempelvis forretningsfører Fløtkjær fra Arbejdernes Brændselsforretning og landsretssagfører Karmark Rønsted, der også begge var bestyrelsesmedlemmer i Nora Bio (socialdemokratisk), bestyrelsesposter i KKKKs bifirma (Københavns Kul & Koks Kompagni), Kødbyens Stjerne Auto, dengang det var på tyske hænder. Fløtkjær er ifølge Green 1949 bestyrelsesmedlem i det privatkapitalistiske brændselsfirma Alliance. Karmark Rønsted er desuden bl. a. impliceret i Hotel Richmond og Alpa Investment Co.

Folketingsmand Holger Eriksen fra Aarhus er i bestyrelsen for Store Nordiske og borgmester Sundboe fra København i ledelsen af margarinefabrikken Alfa og af tagpap-, vejmateriale- og entreprenør-firmaet Phønix (hvis administrerende direktør forøvrigt er den fremtrædende konservative politiker M. Koed, der f. eks. er med i ledelsen af A/S Den konservative Presse).

Ikke mindst er der gennem højresocialdemokraternes byggeselskaber den livligste forbindelse til storkapitalistiske spekulant- og monopolkredse: gennem forretningsfører Richard Andresen således fra Arbejdernes Landsbank og forskellige socialdemokratiske byggeselskaber til et firma som Kalk- og Mørtelværkerne (der har tilknytning til cementtrusten), og den socialdemokratiske rådmand og folketingsmedlem fru Saunte er med i ledelsen af Så udslaggivende privatkapitalistiske ejendomsselskaber som De Forenede Ejendomsselskaber, Hovedstadens Ejendomsselskab og Københavns Ejendomsforvaltning. Gennem Nationalbanken, der formelt er en selvejende institution, men reelt domineres af nogle af de mest udprægede monopolkapitalistiske kredse herhjemme med direktør Kørbing fra DFDS som formand, har højresocialdemokratiske politikere stadig forbindelse med højkapitalen. Bramsnæs var som bekendt i en årrække Nationalbankens førstedirektør og gjorde sig ved flere lejligheder bemærket som monopolkapitalens talsmand i økonomiske spørgsmål (f. eks. den »onde cirkel«-radiotalen den 8. april 1940); han er i dag stadig med i Nationalbankens og desuden i Det danske Stålvalseværks ledelse. I det sidste sammen med skibsredere og lignende, som f. eks. A. P. Møller, H. P. Christensen fra Helsingør Værft, C. A. Møller fra B & W m. v.); et karakteristisk udslag af det intime samarbejde med monopolkapitalen var Tietgen-fondens gave på 50.000 kr. til Bramsnæs ved dennes afgang som nationalbankdirektør. Iøvrigt sidder f. eks. Vilhelm Buhl nu i Nationalbankens bestyrelse og Hedtoft og Kjærbøl i repræsentantskabet. Forhenværende finansminister H. P. Hansen er i ledelsen af Landmandsbanken og Pensions- og Livrenteinstituttet, og sådan kunne man fortsætte.

Igennem de tusindvis af poster, som højresocialdemokraterne disponerer over i sygekasser, arbejdsløshedskasser, det faglige apparat og kooperationen, som de har gjort til rent og skært gigantiske administrationsapparater og frataget ethvert spor af kamporganisationer, er de på alle leder og kanter sammenvokset med statsbureaukratiet. Deres virksomhed i stat og kommuner er drevet på samme måde og med samme resultat.

Det er også en anden side af samme sag: gennem disse tusindvis af poster, af levebrød og supplerende levebrød, til partifæller på alle trin af partihierarkiet, har de pisken over nakken på dem; denne partimaskine med hånden på partifællernes levebrød og med magt til at give eller ikke give sådanne begunstigelser, alt efter om vedkommende sørger for at være på den rigtige side af partiledelsens »nåde«, er en væsentlig baggrund for »disciplinen« i socialdemokratiet. Men en sådan disciplin holder kun til et vist punkt, så vil det netop vise sig, at den er kittet sammen med særdeles skrøbeligt ler, det er det, vi er ved at opleve i dag.

Højresocialdemokraternes sammenvoksen med det monopolkapitalistiske statsapparat viser sig tit særlig tydelig i kommunalbestyrelserne. I en række af landets udslaggivende kommuner har højresocialdemokraterne den dominerende indflydelse. Ikke desto mindre ser man atter og atter, hvordan flertallet i sådanne kommuner slavisk følger direktiver fra den kapitalistiske stat, f. eks. om at holde igen på beskæftigelsesarbejder, at undlade at nedsætte kommuneskatten, selv om der er overskud i kassen osv. Det har vi ikke mindst oplevet i Københavns kommune, men kender det iøvrigt i kommunerne landet over. Kommunerne er under højresocialdemokraternes indflydelse selv blevet et afgørende led i statsapparatet, f. eks. når talen er om at få krigsøkonomien til at slå igennem på alle felter. Begrænsningen af civile produktive anlægsopgaver som f. eks. kloakeringsopgaver, vejarbejder, sanering af slumkvarterer, byggeri af boliger, skoler, børneinstitutioner, hospitaler osv. af hensyn til det militære byggeri er gennemført gennem kommunalbestyrelserne. Højresocialdemokraterne har ikke alene undladt at bruge deres politiske poster i kommunalbestyrelserne til at bekæmpe denne politik, men har tværtimod aktivt brugt dem til at fremme statens krigsøkonomi med, få den til at slå sig igennem i praksis, i dagliglivet.

I den statsmonopolitiske kapitalisme, vi lever under i dag, er den højresocialdemokratiske teori om statens »neutralitet« særlig farlig for arbejderklassens kamp.

I vort samfund er der ikke noget virkeligt demokrati for arbejderne, og det kan der heller ikke være, så længe elementære livsrettigheder som f. eks. arbejde og beskæftigelse, løn og bolig er underkastet monopolkapitalisternes vilkårlige despoti, så længe der er diktatur i produktionen og økonomien, det er det grundlag, der først må bringes i orden, før man kan tale om demokrati for arbejderne. (her er undladt de sidste 8 sider fra artiklen).

Tiden - November 1952

Overbefolkningsteorien - en krigsideologi

af Ib Nielsen

Tilhængerne og de ideologiske forsvarere af det kapitalistiske samfundssystem må nødtvunget indrømme eksistensen af visse af de skavanker, der klæber ved systemet. Tilstedeværelsen af sådanne ubehagelige fænomener som massearbejdsløshed, underernæring, hungersnød, bolignød, raceforfølgelse, korruption og forbrydelse og i sidste instans den største af alle forbrydelser: krig, lader sig simpelthen ikke på nogen måde bortforklare. Endog den af kapitalisterne købte og betalte presse ser sig nødsaget til - omend med passende undskyldende kommentarer - daglig at bringe beretninger om disse for det kapitalistiske system »normale« forhold.

Den, der ville gøre forsøg på at benægte disse udbredte og håndfaste kendsgerninger, ville gøre sig latterlig i de folkemassers øjne, som af egen bitter erfaring fra fødsel til død mærkes på liv og sjæl af kapitalismens uhyrligheder. Han ville ikke kunne gøre sig håb om blandt masserne at vinde ørenlyd for nogen politisk filosofi eller teori, der gik udenom disse ting. Han ville ikke kunne optræde som »saglig«, »upartisk« og »objektiv«, men ville derimod straks have afsløret sig selv og sine formål - og derfor også have gjort sig ubrugelig i kapitalisternes tjeneste som forsvarer af deres system.

Det kapitalistiske system har brug for forsvarere af en anden og mere forfinet type. Da eksistensen af de onde kendsgerninger i sig selv virker som en sviende anklage mod og som en opfordring til at styrte kapitalismen, og da kendsgerningerne ikke lader sig benægte, gælder det for magthaverne i det kapitalistiske samfund om at finde, engagere og lønne sådanne folk, som med deres »videnskabelige autoritet« som garanti og uden at benægte massernes nød og elendighed er i stand til at »bevise« eller sandsynliggøre, at disse forhold ikke skyldes samfundssystemet, som sådant, men derimod faktorer, som er uafhængige heraf, såsom for eksempel den menneskelige naturs almindelige beskaffenhed, naturrigdommenes begrænsede tilstedeværelse, jordens aftagende naturlige frugtbarhed - og menneskenes ulyksalige tilbøjelighed til at formere sig tid over alle rimelige grænser.

Når dette er »bevist« eller sandsynliggjort, er konklusionen klar: kapitalismens afskaffelse vil ikke medføre nogen væsentlig lettelse for de arbejdende masser, de onde kendsgerninger vil ikke dermed forsvinde, kampen for en socialistisk samfundsorden er en muligvis skøn, men under alle omstændigheder naturstridig og derfor ørkesløs kamp, fred på jorden er en utopi, menneskeheden må bøje sig for de evige og uforanderlige »naturlove«, og enhver må redde sig selv så godt han kan uden hensyn til andres ulykke og fordærv. En vis regulering af »naturlovenes« konkrete forløb er vel tænkelig, en del af deres ubehagelige virkninger kan måske afbødes, men i det store og hele er det hverken rådeligt eller ufarligt at gå imod dem, hvis ikke frygtelige bagslag skal ramme menneskeheden og gøre ondt værre.

Gennem skolens undervisning (særlig i religion og historie), gennem den borgerlige presse og det øvrige propagandaapparat søges folkets trang til oprør mod de bestående tilstande neddæmpet ved disse falske lærdommes hjælp. Fra diskussionerne mand og mand imellem ved vi, at sådanne opfattelser faktisk i et ikke ringe omfang trænger ind i folkets bevidsthed og gør dem modløse i en tid, hvor alle muligheder for at tilkæmpe en bedre fremtid er til stede. Hvor mange gange hører man ikke påstanden om, at krigen er uundgåelig som følge af den menneskelige naturs beskaffenhed, at socialismen ikke kan realiseres, fordi det ligger i den menneskelige natur at berige sig på andres bekostning, den kloge vil altid narre den dumme osv. Det er fuldstændig i tråd hermed, når det forklares, at ganske vist findes der ikke kapitalister i Sovjetunionen, men til gengæld findes der under arbejderklassen en ny undertrykt og forkuet klasse bestående af slaver.

En af de teorier, som af kapitalismens ideologer af den førnævnte type påny er bragt på markedet, er teorien om, at elendigheden på jorden (nærmere betegnet dennes kapitalistiske sektor) skyldes overbefolkning. Denne teori har i USA, England og Frankrig dannet skole blandt reaktionære videnskabsmænd. Herhjemme har man endnu ikke mærket tegn på direkte tilslutning fra videnskabsmændenes side til denne teori, men »kulturstrømmen« synes jo for tiden at komme vestfra, og noget kan vi vel så vente os. Norges atombombeprofet Amulf Øverland er i fuldt sving med at »popularisere« sådanne menneskefjendske teorier. Man erindrer også dr. med. Grethe Hartmann, der dog ikke vandt almindelig tilslutning til kravet om hel eller delvis fysisk tilintetgørelse af den »underlødige« del af befolkningen. Visse udtalelser af dr. theol. Hal Koch om, hvor inderlig ligegyldigt det er, om man dør af en atom- eller napalmbombe, af tuberkulose eller simpelthen af alderdom, kunne tyde på, at denne kender af kristendommen ikke stiller sig helt afvisende overfor »overbefolkningsteorien«. Endelig fremkommer der gennem amerikansk-inspirerede tidsskrifter som »Det bedste« artikler, der støtter og støtter sig til denne teori. Visse publikationer fra FAO og andre internationale organisationer om verdens levnedsmiddelproduktion i forhold til befolkningsmængden kan uansvarligt anvendes som støtte til »overbefolkningsteorien«. FAO anslår, at af jordens 2500 millioner mennesker lever de 1500 millioner i konstant underernæring. I aviser og tidsskrifter møder man ret ofte den tanke, at fødselsbegrænsning er det eneste middel, der kan redde Indiens, Kinas og Japans befolkninger fra hungersnøden.

Det er derfor ikke af ganske uvæsentlig betydning at tage denne overbefolkningsteori op til nærmere undersøgelse og særlig at påpege sammenhængen mellem denne teori og de nuværende økonomiske og politiske forhold. Den moderne overbefolkningsteori, således som den især viser sig i USA, England og Frankrig, benævnes »Neo-Malthusianisme«, hvormed antydes dens oprindelse i de tanker, der i kapitalismens barndom fremsattes af englænderen Thomas Robert Malthus (1766-1834).

Den såkaldte industrielle revolution, som fandt sted netop i denne periode, medførte i sit kølvand en masseelendighed, som i omfang og dybde søger sin lige i den moderne historie. Karl Marx har skildret denne proces i »Kapitalen«, særlig bd. I, kap. 11-13. Den nye maskinmæssige produktion slog i løbet af forbavsende kort tid den gamle håndværksmæssige produktion fuldstændig ud. Selv en forøgelse af arbejdstiden til 16-18 timer i døgnet var ikke i stand til at redde den engelske håndværkers eksistens i den hårde konkurrence. Den rask voksende maskinmæssige produktion var ikke i stand til at opsuge hverken de »overflødige« håndværkere eller de titusinder, der som følge af kapitalismens indtrængen i landbruget med vold og magt blev drevet fra jorden. England fyldtes med arbejdsløse, eksistensløse proletarer.

Uden organisationer og uden nævneværdig beskyttelse i lovgivningen var proletariatet undergivet de frygteligste leveforhold. Tusinder døde årligt af sult. Sygdomme og epidemier hærgede. Børnene arbejdede i fabrikkerne fra 6 års alderen, det blev mere og mere almindeligt, at familiefaderen var arbejdsløs, medens kone og børn som billigere arbejdskraft slæbte sig ihjel i fabrikkerne og minerne. De fattigunderstøttedes antal udgjorde omkring en fjerdedel af den samlede befolkning. Boligforholdene og de sundhedsmæssige forhold trodsede enhver beskrivelse, børnedødeligheden var uhyre stor. Landevejene fyldtes med eksistensløse vagabonder. Det var på denne baggrund, det mægtige britiske imperium udviklede sig. Og det var disse forhold, denne frygtelige elendighed, præsten Malthus påtog sig at forsvare med sin befolkningslære.

Malthus ræsonnement var barnligt enkelt: elendigheden skyldtes, at der var for mange mennesker i forhold til mulighederne for at ernære dem. Dette formulerede han i sin befolkningslov, hvis hovedindhold er, at befolkningen har en »naturlig« tendens til at formere sig i »geometrisk progression«, det vil sige 1-2-4-8-16 osv., medens midlerne til livets opretholdelse kun voksede i »aritmetisk progression«, det vil sige 1-2-3-4-5 osv., således at der altså til enhver tid ville være en tydelig tendens til overbefolkning, hvis der ikke fra naturens eller samfundets side blev grebet regulerende ind. Malthus benægtede muligheden af, at samfundet var i stand til eller nogensinde ville blive i stand til at forøge produktionen af midler til livets opretholdelse (føde, klæder, bolig) i et sådant omfang, at den kunne holde trit med den naturlige befolkningstilvækst, og han måtte derfor fra sit udgangspunkt drage den slutning, at massernes redning fra forarmelse og elendighed udelukkende lå i en indskrænkning af deres antal, således at ligevægten mellem forarmelse og produktion blev genoprettet. Med denne befolkningslov havde han teoretisk begrundet, at ansvaret for masseelendigheden under den industrielle revolution ikke kunne pålægges samfundssystemet og dets herskende klasser, men måtte påhvile de elendige selv. Epidemier og hungersnød (og krig) fremtræder på denne baggrund for Malthus som guds (naturens) velsignede gaver til menneskeheden, for at denne (eller altså den overlevende del) kan opretholde en nødtørftig levestandard.

Malthus tanker var langt fra selvtænkte og originale, de var fremsat af andre og større ånder før i tiden. Det eneste originale var den matematiske formulering. Men nu passede denne teori som hånd i handske til situationen. Fremtrædende ånder som for eksempel franskmanden Condorcet havde proklameret menneskehedens ubegrænsede udviklingsmuligheder og havde forudset en tid, da udviklingen af videnskab og teknik ville ophæve modsætningen mellem den privates og fællesskabets interesser. Denne optimistiske fortolkning af den industrielle revolutions kendemærker faldt naturligvis ikke i de engelske kapitalisters smag, og de kårede derfor Malthus til deres genius og pennefører. Hans befolkningslov »blev hilst med jubel af det engelske oligarki som den store udrydder af al stræben efter menneskelig videreudvikling« (Marx). Naturligvis blev præsten snart professor i nationaløkonomi (ved det ostindiske kompagnis college i Cambridge), således at hans reaktionære filosofi kunne erhverve videnskabens blå stempel. (Nævnte handelsforetagendes rent »malthusianske« indstilling viser sig bl. a. i den kendsgerning, at kompagniet i 1769/70 opkøbte al ris i Indien - og solgte den igen med en fabelagtig fortjeneste, medens tusinder af indere døde af sult!).

En vigtig virkning af Malthus propaganda var fattiglovsreformen af 1834. Den hidtidige engelske fattiglovgivning, der stammede fra dronning Elisabeths tid (1601) og havde sine rødder tilbage i middelalderens pligter for klostrene til fattigforsørgelse, byggede på udskrivning af særlige fattigskatter, der pålignedes og fordeltes gennem lokale fattiginspektører. Med de herskende forhold under den industrielle revolution blev fattigskatten en mærkbar byrde for det nye handels- og industri bourgeoisie, og da denne klasse (ved arbejderklassens hjælp!) var kommet til magten efter valglovsreformen af 1832, befriede den sig straks for denne byrde. Under lovsange til Malthus pris og under påskud af, at den gamle fattiglovgivning, hvorefter arbejdslønnen, så ringe den var, kunne suppleres op af fattigkassen, demoraliserede arbejderbefolkningen, befriede kapitalisterne sig for deres ansvar og gennemførte reformen af 1834. Herefter skulle alle personer, som ikke kunne finde en beskæftigelse, der muliggjorde det for dem at holde liv i sig selv og deres familie, have valget imellem at dø af sult eller lade sig spærre inde i de berygtede fattiglovsfængsler (tvangsarbejdsanstalter), som vi kender fra Charles Dickens romaner fra den tids England. Her i disse helvedes forgårde kunne Malthus befolkningslov da få lov at gøre sig gældende: sult, brutalitet og epidemiske sygdomme gjorde ende på tusinder af menneskeliv.

Man kan ikke lade være at tænke på Lenins ord om »den borgerlige videnskab og filosofi, der doceres af statens professorer i statens ånd for at fordumme de besiddende klassers opvoksende ungdom og dressere dem mod den indre og ydre fjende ...«

Marx afslørede Malthus uvidenskabelige teori. Han påviste, at årsagerne til massearbejdsløshed og masseelendighed lå i det kapitalistiske samfunds struktur og ganske særlig i den kendsgerning, at den kapitalistiske produktion ikke finder sted ud fra ønsket om at tilfredsstille de arbejdende massers elementære behov, men ud fra ønsket hos ejerne af produktionsmidlerne om at forøge deres profit og ophobe (akkumulere) profit med det formål at presse yderligere profit ud af arbejderen. Til kapitalens akkumulation (formerelse) svarer på dette stadium af kapitalismens udvikling akkumulation af elendighed. »Akkumulationen af rigdom på den ene pol er samtidig akkumulation af elendighed, dårlige arbejdsforhold, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på den anden pol, det vil sige på den klasses side, der producerer sit eget produkt som kapital«.

Ifølge Marx og marxismen findes der ikke eviggyldige befolkningslove af den karakter som den maltusianske. Hver historiske udviklingsperiode har sin konkrete i de økonomiske og politiske forhold begrundede befolkningslov. Som følge deraf har menneskene ikke kun den mulighed gennem begrænsning af deres antal at tilpasse sig de forhåndenværende livsmuligheder, men kan gennem aktiv indgriben og i forandring af såvel samfunds- som naturforholdene tilpasse, og udvide produktionen af livsmidler i takt med det voksende antal mennesker og det dermed voksende behov. Ja mere end det.

Historien har forlængst modbevist Malthus og givet Marx ret. Det mest slående eksempel i vore dage udgør udviklingen i Sovjetunionen. Af årsager, som der ikke er grund til at komme ind på her, begyndte udviklingen af den industrielle revolution først 100 år senere i Rusland end i England, altså i 10-årene op til den store socialistiske oktoberrevolution. Som følge af, at den industrielle revolution og kapitalismens konsolidering allerede var tilendebragt i det væsentlige for Vesteuropas vedkommende, udviklede forholdene sig naturligvis på en noget anden måde i Rusland. Særlig grund er der her til at fremhæve, at det russiske proletariat fik lejlighed til at drage

nytte af de erfaringer, som Vesteuropas arbejderklasse allerede havde gjort gennem årtier, og således stod bedre rustet til at møde begivenhederne, end i sin tid det engelske proletariat.

Kapitalismens begyndende gennembrud i Rusland viste imidlertid de samme karakteristiske tendenser, som under den industrielle revolution i England til skabelse af massearbejdsløshed, masseelendighed, dårlige boligforhold, høj børnedødelighed, umenneskelig lang arbejdstid osv.

Men det faldt ikke i kapitalisternes lod at fuldføre den industrielle revolution i Rusland. Den socialistiske oktoberrevolution kom imellem, og dermed ændrede billedet sig totalt. I de 35 år, der er forløbet siden da, har Sovjetunionen gennemgået en teknisk og industriel udvikling såvel i industri som i landbrug af et langt større omfang, end den, der fandt sted under den industrielle revolution i England. Og med hvilket resultat? Med det resultat, at der samtidig med en enorm udvidelse af produktionsapparatet i industri og landbrug og samtidig med en meget stærk vækst i befolkningstallet er sket en sådan højnelse af massernes materielle og kulturelle levevilkår, at verden aldrig nogensinde har set tilsvarende.

Sovjetunionen leverer således det uomstødelige historiske håndgribelige bevis for, at menneskeheden ikke er underkastet blindt virkende, såkaldte »biologiske naturlove«, der til evig tid fordømmer det store flertal af menneskene til et liv i afsavn, afholdelse og elendighed. Sovjetunionen leverer beviset for, at overbefolkningens spøgelse ikke er et af naturens uafvendelige luner, men et fænomen, der hænger sammen med forældede samfundsformer, et fænomen, som nye samfundsformer, socialismen og kommunismen, vil gøre en ende på gennem planmæssig tilrettelæggelse af produktionen med massernes nutidige og fremtidige behov som ledestjerne. Befolkningsloven for det socialistiske samfund er denne: der er plads til alle, der er føde, klæder, bolig og kulturelle goder til alle, som vil arbejde, såvist som mennesket - udrustet med en stadig mere fremskreden teknik - er i stand til i rigeligt mål at producere sine egne fornødenheder. Der er plads til stadigt voksende nye slægtled, der er muligheder for hver ny tilkommende samfundsborger, såvidt som han foruden at være forbruger af midler til livets opretholdelse tillige og i første række er et nyt og værdifuldt aktiv i den stadig stigende produktion. »Mennesket er den værdifuldeste kapital« (Stalin).

Den kapitalistiske verden har stadig ikke formået at løse - og formår heller aldrig at løse sit befolkningsproblem. Massearbejdsløshed, hungersnød, »underudviklede områder«, elendighed og prostitution er stadig uafviselige kendsgerninger. Med indædt forbitrelse stirrer kapitalisterne og deres betalte »ideologer« på udviklingen i Sovjetunionen, Kina og folkedemokratierne. De forbereder - og fører allerede i Korea - krig mod den socialistiske verden. Gennem den af dem betalte presse, gennem radio og film, gennem skolen, gennem kirken og højresocialdemokraterne søger de - for at tilsløre deres eget systems manglende evne til at sikre folkene en fremtid i velstand - at indbilde »deres« arbejderklasse, at leveforholdene i de socialistiske og folkedemokratiske lande er tusindfold ringere end i de kapitalistiske.

Som led i deres »psykologiske forberedelse af krigen« koger de altså nu suppe på salig Malthus forlængst i teori og praksis tilbageviste påstande. »Neo-Malthusianisme« kalder de deres forkvaklede, livsfjendtlige lære. Udgangspunktet for deres som videnskab kamuflerede teorier er dels påstanden om absolut overbefolkning, dels påstanden om »jordens aftagende naturlige frugtbarhed«. Også denne sidste påstand er en gammel traver i det ideologiske forsvar for kapitalismens elendighed. »Loven« i dens almindelige form betegnes som »det aftagende udbyttes lov« og forklares således: hvis man øger mængden af een af de tre »produktionsfaktorer« jord, arbejde og kapital uden samtidig at øge de andre, vil man efter at have passeret et vist punkt nå dertil, at enhver videre forøgelse vil resultere i et forholdsmæssigt nedadgående udbytte. Og tilsvarende, hvis man holder den ene faktor konstant og øger de andre.

Anvendt på jordbruget skulle loven altså betyde, at efterhånden som mulighederne for at inddrage velbeliggende god jord under dyrkning aftager, samtidig med at forbruget vokser i takt med folkemængdens vækst, må der anvendes stadig stigende mængder kapital og arbejde for at frembringe en forbrugsenhed. Det bliver altså stadig besværligere og dyrere at fremstille de for hver ny tilkommende verdensborger fornødne levnedsmiddelmængder. Som følge deraf må der gennemsnitligt blive færre og færre levnedsmidler til hvert enkelt menneske, efterhånden som verdens befolkning tiltager. Eller for at sige det mere jævnt og ligetil: hvis menneskene vil gøre sig håb om at forbedre deres levevilkår, ja blot at komme ud af den bestående tilstand, der ifølge FAO er den, at 1500 millioner mennesker er underernærede - må menneskene skaffe sig af med nogle af sine medmennesker.

Det er klart, at en sådan teori, der starter med at anbefale fødselsregulering, i sin yderste konsekvens ender med at anbefale masseudryddelse af medmennesker gennem krig, raceforfølgelse og kannibalisme. En sådan teori leverer stof til den ideologi af nyfascistisk type, som imperialisterne har brug for i deres forberedelser til en ny krig. For en sådan teori er det ikke vanskeligt at forsvare det standpunkt, at Sovjetunionens og folkedemokratiernes befolkninger, der i tillid til en sikker og velstående fremtid for dem selv og deres efterkommere formerer sig stadig raskere, er en trussel mod den øvrige menneskehed og derfor må bremses og slås ned gennem en ny krig. For en sådan teori falder forsvaret af atombomben og andre midler til masseudryddelse af civilbefolkningen ikke vanskeligt. De, der udryddes, er jo blot de, der er for mange i forhold til jordens naturlige frugtbarhed!

Det er (i parentes bemærket) betegnende og beskæmmende for nationaløkonomien som videnskab, at denne »lov« om det aftagende udbytte i mere end 100 år har været en af de grundpiller, hvorpå den borgerlige nationaløkonomi har bygget. Det er beskæmmende for en videnskab, hvis område er samfundets økonomiske institutioner og organisation, at den må opfinde love, der postuleres at være naturlove, og hvis indhold er, at elendigheden i samfundet skyldes uafvendelige naturkræfter. Dette afslører den borgerlige nationaløkonomiske teori som antividenskabelig forsvarer af den forældede kapitalistiske samfundsorden.

»Det aftagende udbyttes lov« er forlængst teoretisk modbevist af marxismen, særlig af Lenin i hans værker om landbrugsspørgsmål. Lenin påviser, at loven ingen som helst historisk gyldighed har, men højst kan have en meget begrænset temporær gyldighed, nemlig for så vidt produktionsudvidelsen finder sted under uforandrede produktionsmetoder, uforandret teknik. Men både i privatproducenternes praksis og i samfundsmæssig målestok finder produktionsforøgelsen stadig sted under anvendelse af nye, forbedrede produktionsmetoder, ny og højere teknik, der ikke alene ophæver enhver tendens til aftagende udbytte, men tværtimod forvandler den til sin modsætning.

Under en økonomisk samfundsorden, hvor regelmæssig enorme mængder af levnedsmidler - og undertiden også produktionsmidler - fra tid til anden må tilintetgøres for at opretholde den forstyrrede »ligevægt« mellem produktion og forbrug, under en samfundsorden, der tillader, at en meget væsentlig del af nationernes produktive ødsles bort i en vanvittig oprustning, må det forekomme ejendommeligt for den menige mand, at hans vanskeligheder ved at opretholde et anstændigt liv for sig og sine skulle have sine årsager i overbefolkning og aftagende udbytte.

For de amerikanske »Neo-Malthusianere« s vedkommende tjener teorien om overbefolkning og jordens aftagende naturlige frugtbarhed tillige et specielt formål, nemlig at tilsløre den amerikanske kapitalismes ansvar for den rovdrift, der har fundet sted på USAs naturrigdomme. Som bekendt er store strækninger i veststaterne forvandlet fra frugtbar agerjord til trøstesløs sandørken som følge af den farmerne af de økonomiske forhold påtvungne dyrkning af jorden med kornafgrøder (hvede) år efter år. I sydstaterne står man overfor tilsvarende problemer på grund af den ensidige dyrkning af bomuld og tobak, plantekulturer, der tærer stærkt på jordens naturlige indhold af næringsstoffer.

Omvendt i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. De store skovplantningsarbejder, anlæg af overrislingssystemer, anvendelsen af nye afgrøder, anvendelsen af de nye agro-biologiske metoder (Mitjurin, Lysenko) er ensbetydende med videnskabens anvendelse i folkets tjeneste for at frembringe stadig større mængder levneds- og nydelsesmidler pr. individ, er ensbetydende med videnskabelig omsorg for det af naturen givne materiale.

Neo-Malthusianismen er en del af den dødsdømte kapitalismes, den desperate imperialismes menneskefjendtlige politiske ideologi. Dens tilhængere betragter atombomben som naturens svar på menneskenes modvilje mod selv at indskrænke deres antal, betragter krigen som den eneste løsning på »overbefolkningens problem, understøtter den amerikanske imperialismes bestræbelser for at udrydde hele befolkninger i Asien, præker tvungen sterilisation af den »billige« kategori af mennesker, hvis antal i Europa og Asien de »anslår« til 1800 millioner. De forklarer, at kapitalisterne ikke fører krig for at sikre sig markeder og kolonier, men at krigene skyldes overbefolkning, særlig i Asien. De optræder som videnskabelige garanter for nedskæring af levefoden, nedskæringen af ydelser til skoler, hospitaler og alderdomshjem osv. til fordel for oprustningens forøgelse. Disse kapitalismens ideologiske forsvarere (af tilbøjelighed eller for betaling) betragter kampen for freden og for bedre levevilkår for den arbejdende befolkning som hindringer for fremskridt for menneskeheden, som de identificerer med en vis mindre og efter deres mening værdifuldere del af den samlede befolkning.

Det er klart, at det for alle venner af fred og fremskridt er nødvendigt at være på vagt overfor ethvert udslag af sådanne teorier og skånselsløst at afsløre »Neo-Malthusianismen« i hvilken forklædning den end måtte optræde. Det er nødvendigt at holde sig klart, at denne teori ikke er en videnskabelig teori på linie med andre videnskabelige teorier, men er et antividenskabeligt, menneskefjendsk forsøg på at forsvare imperialisternes krigspolitik, et forsøg på linje med Hitler, Goebbels og Rosenberg.

Januar 1953

Om læren af Slansky-processen

af Ib Nørlund

»Hvorfor alle disse processer?« spørgen der med henblik på udviklingen i folkedemokratiets lande.

Fordi der i disse lande er sket den historiske omvæltning, at kapitalens, godsejernes og de fremmede imperialisters magt afgørende er brudt, og folkenes fjender opgiver aldrig deres magt godmodigt og frivilligt.

Fordi folkenes fjender, jo mere de føler håbet svinde om påny at komme til at hundse med den »gemene mand«, i desperation griber til de mest nederdrægtige midler.

Fordi folkemagten i sin kamp mod den fjendtlige undergravelsesvirksomhed gør alt for at kalde hele folket til vidne på, hvad der er sket, så alle kan lære fjenden og hans metoder at kende.

Processerne er således folkemagtens renfærdige opgør med det moralsk forkomne udskud, der har gjort sig til forbrydere mod folket, mod fædrelandet, mod freden.

Deri ligger svaret på spørgsmålet: »Hvorfor disse processer?«.

Lige så uundgåeligt som monopolernes jagt efter de maksimale profiter, lige så uundgåeligt er også folkemagtens ustandselige kamp mod monopolernes agenter. Det er en lov for udviklingen, at klassekampen skærpes, jo mere håbløs situationen er for klassefjenden.

Hver heldigt gennemført proces, der afdækker forbryderne og deres værk, er en sejr i kampen for menneskehedens fremtid.

Omvendt er det en lige så lovmæssig foreteelse, at hver gang et sådant slag knuser en folkefjendernes sammensværgelse, så opløfter reaktionens og krigens agenter et forargelsens skrig. I forbitrelse over deres nederlag sætter imperialisterne alle de sirener igang, som de har nøglen til.

På denne måde gik det, da socialismen blev båret til sejr i Sovjetunionen. Da folket havde styrtet de kapitalistiske politikeres regering, satte imperialisterne deres kort på generalernes væbnede opstande og på militær indgriben udefra. Da folket havde slået interventionens og kontrarevolutionens tropper, satte man sine kort på de kapitalistiske rester i landet, på kulakker og tekniske specialister fra den gamle tid, som man opmuntrede til opstand og sabotage. Da kulakkerne var overvundet som klasse, da de kapitalistiske specialisters sabotage var afsløret og dømt ved Sjakhty-processen i 1929 med flere, satte man sine kort på den sidste reserve: den gruppe af agenter indenfor partiet, som man med snuhed havde sikret sig indflydelse over i tide, men som man havde ladet optræde som kommunister i en årrække, for at de derved skulle sikre sig vigtige positioner i sovjetsamfundet. Nu blev de trotskistisk-bukharinske grupper centrum for spionage, sabotage, undermineringsvirksomhed mod sovjetmagten. De satte deres lid til en ny krig. Da ville de »åbne fronten« for fjenden og selv tilrive sig magten som quislinge for de fremmede imperialister. Men de blev grebet i tide. Ved Moskva-processerne 1935-37 blev deres forbrydelser lagt for dagen og deres sammensvorne centrum tilintetgjort. Da krigens hårde prøvelser kom, havde fjenden ingen 5. kolonne i Sovjetunionen. »Det er ikke svært at forstå, at hvis dette ikke var sket i rette tid, så ville vi i krigens dage være kommet i den situation, at vi var blevet beskudt fra fronten og baglandet, og vi kunne have tabt krigen«, sagde Malenkov på 19. konges. Og vi kan for vort vedkommende tilføje: Så havde også dagene været talte for vort lands selvstændighed.

Ikke desto mindre måtte vi i Moskva-processernes dage opleve en grænseløs æreskældning af Sovjetunionen. »Retsløshed«, »barbari«, »sygelig blodtørst«, »afpinte tilståelser« var nogle af de mildere sprogblomster. Gennem det ellers så tætte »jerntæppe« skaffede man sig med dags varsel pikante enkeltheder om henrettelserne - noget man naturligvis selv opdigtede og så med behørig sadisme svælgede i. Stalin skulle være blevet gråhåret ved samme lejlighed osv., osv. Men det er ikke nødvendigt at fortsætte, for teknikken vil være kendt fra de sidste dage. I det kapitel er der ikke synderligt nyt under solen!

I dag er Moskva-processerne historie. Den tid, der er gået, har fastslået, ikke blot at deres domme var retfærdige og nødvendige, men også, at de, der satte »forargelsens hyl« igang i sin tid, dengang vidste, at anklagerne var sande og velfunderede. Det er afsløret, at den amerikanske Moskva-ambassadør under processerne meddelte sin regering sit kendskab til de anklagedes skyld. Og selv Churchill afslører i sine krigserindringer, at man i vestlige kredse allerede dengang kendte til trotskisternes samspil med nazi-regeringen.

Disse historiske kendsgerninger burde være en lære for visse brushoveder i dag.

Efter krigen har vi set samme lovmæssighed i folkedemokratiernes udvikling i stadig kamp mod den indre og ydre reaktions lyssky rænker.

Tag f. eks. Ungarn. Først afsløredes det, at den kapitalistiske politiker, Ferenc Nagy, som indtil 1947 var premierminister, stod i direkte kontakt med den amerikanske hemmelige tjeneste og sammen med den havde planlagt et kup mod den folkedemokratiske orden for påny at give fabrikkerne og jorden til kapitalister og godsejere. Nagy bragte sig kort inden afsløringen i sikkerhed hos USA. Dernæst afsløredes under Maort-processen, hvordan forretningsfolk med amerikanske kapitalforbindelser efter ordre forhindrede landets olieproduktion i at udvikle sig. Siden afsløredes, under Vogeler-Sanders-processen, hvordan amerikanske og engelske ingeniører, som kom til landet som »tekniske specialister« i virkeligheden var gamle agenter for den hemmelige tjeneste, og at deres virksomhed bestod i spioneri og organiseret sabotage. Under processerne mod kirkefyrsten Mindszenty og hans efterfølger Grosz afsløredes det, hvordan den katolske kirkes organisation udnyttedes til spionage og forberedelse af reaktionære kup, der skulle bringe kirkefyrsterne til verdslig magt som rigsforstandere for et Ungarn, hvor fascismen med amerikansk hjælp var genindført.

Men det hårdeste slag mod krigsmagernes manøvrer blev dog processen mod Rajk og Co. i 1949. Rajk havde beklædt posterne som indenrigs- og udenrigsminister og tilhørt partiets øverste ledelse. Han havde skjult, at han som ungt menneske, da han var arresteret for en mindre politisk forbrydelse, af fejhed havde tilkøbt sig løsladelse mod at forpligte sig til stikkervirksomhed for det fascistiske Ungarns politi. Han havde skjult, at Gestapo i Hitlers storhedstid havde »overtaget« ham og med henvisning til beviserne for hans stikkervirksomhed havde beholdt et fast greb i nakken på ham. Han havde skjult, at efter krigen havde den amerikanske hemmelige tjeneste sikret sig Gestapos dokumenter på ham, og at en amerikansk agent havde givet ham ordrer, mens han sad som minister.

Rajk-sagen gav et omfattende indblik i opbygningen af det amerikanske spionagenet i Europa, ledet af Allan Dulles, en bror til USAs nye udenrigsminister, og med Noel H. Field, der optrådte som noget så rørende som leder af »Unitarernes hjælpefond«, som den vigtigste omrejsende agent i Østeuropa. I dette system spillede kliken omkring Tito en hovedrolle. Gennem dem skulle forbindelserne gå til de agenter, USA skaffede sig indenfor de kommunistiske partier. Og sammen med Rajk var der aftalt en højtflyvende og dødsensfarlig plan: Rajk skulle som indenrigsminister anvende politiafdelinger til gennemførelse af et kup i Budapest. Samtidig skulle Tito sende tropper ind over den ungarsk-jugoslaviske grænse og desuden åbne for passage for de væbnede afdelinger af fascistiske ungarske flygtninge, som under USAs kontrol udrustes i den amerikanske zone i Østrig. Mens alt dette foregik, skulle USA - ifølge de amerikanske hovedmænds forsikringer - »holde Sovjetunionen beskæftiget andetsteds«.

Enhver kan tænke sig følgen af, at en sådan kæde af begivenheder blev sat igang i »Europas krudttønde«. Krigspressen ville tude højt om, at Rajks spionværk var »en ungarsk frihedskamp«. Den ville udskrige folkeregeringens modforanstaltninger som »sovjetisk aggression« - som vi kender det fra Tjekkoslovakiet i 1948. Og dækket af dette virvar kunne krigsmagerne håbe at vikle folkene ind i et sådant væv af løgne, at krigen blev uundgåelig.

Men folkemagten var årvågen og slog til i tide. Den gav et nyt bevis for, at freden kan bevares, når folkene står vagt om fredens sag og forsvarer den til det yderste.

Efterkrigstiden har imidlertid også givet os bevis for, hvordan det går, når et folkets demokrati ikke i tide afslører og uskadeliggør fjendens skjulte agenter, nemlig Titos Jugoslavien. Under Tito-klikens herredømme er alle det jugoslaviske folks erobringer fra frihedskampen sat overstyr. Kapitalismen har fået frit løb i industri, handel og landbrug. Lønningerne holdes nede. Priserne stiger. Sidst er huslejen fordoblet - med den helt hjemlige begrundelse, at bolignøden skal afskaffes ved at færre får råd til at betale husleje. Fremmede monopoler investerer frit i landet og udplyndrer folket. Landets uafhængighed er tabt. Det er gjort til arnested for de farligste krigsprovokationer, mens folket holdes nede med fascistiske metoder. Spionen og forræderen Tito har kun løst de sociale problemer for sig selv - som dollarpræmieret æresmedlem af Atlantpagtens og af udenrigsminister Edens klub af »velklædte herrer«.

Vi kan således ikke klage på, at historien ikke har givet os belæring om kampens vilkår og om årsagen til og baggrunden for processerne. Der er i virkeligheden overordentlig lidt at tage fejl af.

II

Men, spørger nogle, er det virkelig troligt, at sådanne metoder bringes til anvendelse i verden i dag?

Ja, det er ikke blot tænkeligt. Det er en kendsgerning.

Den, der kæmper for folkets sag, har måske vanskeligt ved at fatte dén bundløse sump af moralsk råddenskab, som præger dem, som handler uden ethvert videre perspektiv, men kun kender een lov: sig selv, sit begær, sine forrettigheder.

Og dog, vi burde have lært nok til at kunne fatte det.

Vi står overfor USA-imperialismen, den amerikanske monopolkapital, som vor farligste og mægtigste fjende.

Den er også de amerikanske arbejderes fjende, og de kender dens metoder hjemmefra.

Alle gangsterlivets metoder har de amerikanske profitjægere anvendt mod USAs arbejdere, deres kæmpende fagforeninger og alle forsøg på at opbygge en klassebevidst arbejderbevægelse.

Husker man f. eks. stikkerne og provokatørerne fra Howard Fasts bøger Amerikaneren og Clarkton, eller fra Steinbecks romaner, dengang han var ung nok til at skrive sandhed? Det er ikke blot litteratur. Det er bitter virkelighed.

Husker man processen i 1950 mod USAs Kommunistiske Partis ledere? Anklageren førte 13 vidner. De var alle, uden undtagelse og ifølge egen indrømmelse, lønnede stikkere for FBI, det amerikanske Gestapo. 7 af dem var - med FBIs nydelige udtryk - »plantet« ind i det kommunistiske parti. Det vil sige, at de efter opdrag fra FBI havde indmeldt sig i partiet, gjort sig til »kammerater« med kommunister, søgt at vinde deres tillid, kommet i deres hjem, omgåedes med deres familie, talt som kommunister, agiteret som kommunister - altsammen kun for at samle navne til FBIs sorte lister. Hvad mener man om en af dem, William Cummings, som i retten stod og pralede af, at han havde hvervet sin svoger og to fætre som medlemmer af partiet - for så skyndsomst at angive dem til FBI som kommunister og få sin klingende mønt derfor! Det var den moralske standard for de »sandhedsvidner«, som bragte 11 kommunistiske ledere 5 år i fængsel. Dette til oplysning også for de sarte sjæle, som i dag »foruroliges« over den indtil enkeltheder korrekte retshandling i Prag.

Og hvordan hvervedes disse stikkere? Retssagen mod kommunisterne bragte et eksempel derpå: En mand pågribes på et hotelværelse i sengen med en gift kone. I begges tasker findes skydevåben. Der rejses anklage mod dem for mordplaner mod kvindens mand, ulovlig våbenbesiddelse m. v. Inden sagen optages til dom, opfordres manden, der har haft nogen tilknytning til partiet, til at gå i tjeneste hos FBI som stikker. Han afgiver nogle rapporter. Derefter fældes dommen, der bliver så selvmodsigende, at de anklagede frifindes pure, men dog idømmes sagens omkostninger. Handelen er klar: frihedsstraffen ophæves til gengæld for, at manden sælger sin sjæl.

Disse amerikanske metoder: »plantning« af stikkere, hvervning af agenter gennem tvang og lokken, er altså i dette tilfælde ikke noget, som afsløres af en folkedemokratisk domstol i Østeuropa, men de fremlægges - med et vist praleri - i en retssal i New Yorks hjerte. Og her må endda tages i betragtning, at FBI selvsagt kun afslører sine små stikkere for domstolene.

Men når dette er metoderne hjemme, hvad forunderligt er der så i, at vi møder de samme gangstermetoder, blot i større stil, når den amerikanske stat giver sig »i kamp mod kommunismen« på det verdenspolitiske plan? Måtte det ikke snarere være forunderligt, om de hjemmevante metoder så pludselig blev lagt af?

For USAs ledere har forlængst på deres brovtende maner erkendt, ja pralet med, at de har sat betydelige kræfter og pengemidler ind på undermineringsarbejde mod kommunister og folkedemokratier.

I foråret 1948 proklamerede John Foster Dulles iværksættelsen af »Operation X«, som var organisering af en undergrundsbevægelse i folkedemokratierne. Med henvisning til Dulles nærtstående kilder fortalte det reaktionære schweiziske blad DieTat herom 26. april 1949: »Det er nu allerede en kendsgerning, at amerikanerne aktivt understøtter kirkerne og de ikke-kommunistiske, illegale fagforeningsfolk (det kender Eiler Jensen som bekendt til!) i landene bag jerntæppet... Penge og våben smugles ind i de totalitære stater ad mange veje ... Siden John Foster Dulles for et års tid siden publicerede påbegyndelsen af en undergrundsbevægelse, kaldet »Operation X«, som understøttes af Vest, er der sket meget på dette område. Først og fremmest har Vest søgt at infiltrere de herskende lag, kadren, eliten i folkedemokratierne.«

Eller tag, hvad redaktør Eigil Steinmetz skrev i Nationaltidende 4. december 1949. Han, der optræder med megen sagkundskab i sager angående amerikansk spionage, oplyser: »Efter den amerikanske ambassadør-konference er man for alvor begyndt at drøfte mulighederne for mere aktivt at føre »den kolde krig« ind bag jerntæppet. I Washington er der skabt et forbund mellem ledende Balkan-politikere, der... i den sidste tid har skabt et vist samarbejde med den tjekkoslovakiske nationalkomité samt søgt føling med de russiske emigrationsorganisationer. Alle disse organisationer opretholder forbindelser tværs gennem jerntæppet, finansierer den underjordiske kamp og søger så vidt muligt at skaffe våben og eksperter. Samtidig arbejder naturligvis de vestlige efterretningstjenester bag grænserne ...«

Er der på denne baggrund noget som helst utroligt i afsløringerne i Slansky-processen i Prag?

Eller videre: I efteråret 1951 vedtog den amerikanske kongres en lov »om gensidig sikkerhed«, som indeholder en speciel paragraf om, at der bevilges 100 millioner dollars til at finansiere »udvalgte personer« i folkedemokratierne og Sovjetunionen, eller flygtninge derfra for at samle dem i afdelinger af stridskræfter, som støtter A-pagten, »eller også til andre formål«.

Forslagsstilleren, kongresmedlem Paul Kersten, var meget oplysende om hensigten: »Mit forslag forudser muligheden af at yde hjælp til illegale organisationer, som eventuelt findes i disse lande, eller som i fremtiden kan komme til at opstå der.«

Mr. Kersten ophidsedes endvidere over, at der i FN var tale om at vedtage en konvention om »forbrydelser mod freden«, hvori det bl. a. skulle forbydes, at en stat »opmuntrer til eller bedriver terrorvirksomhed i en anden stat«. Han anså det for stridende mod 100 millioner loven. Han klagede til den amerikanske FN-delegation og fik den bedårende besked fra mr. Austin, den chefdelegerede: »Som lovgiver ved De af vor erfaring, at meget alligevel beror på fortolkningen af de vigtigste ord.«

Men mr. Kersten helmede ikke. Han svarede: »At sige, at terroren ikke skulle spille nogen rolle i en frihedsbevægelse i Østeuropa betyder at være yderst ukyndig om, hvad en frihedsbevægelse er for noget« (hvor frihedsbevægelse naturligvis skal forstås som en undergrundsbevægelse som »Operation X«); og videre, »En af hovedopgaverne for en virkelig frihedsbevægelse er at indjage skræk i befolkningen. Befrielsen vil ikke blive opnået bare med propaganda og parlamentariske manøvrer. Den kommer til at kræve kraftige aktioner i det rette øjeblik...I herrer parlamentarikere taler om parlamentariske manøvrer, men det gælder om at sætte terror igang. Terror kan udrette det, som I stræber efter. Det gælder om at gribe til kraftigt virkende midler.«

Såvidt krudtkarlen. Alle hans ord er optegnet i den amerikanske rigsdagstidende, »Congressional Records«.

Det uhyggelige ved sagen er naturligvis ikke mr. Kerstens afsindighed. Det uhyggelige er, at kongressen vedtog hans forslag og afsatte 100 mill. dollars til de nævnte formål.

Samtidig er det bekendt, at et antal af de store monopoler i USA har oprettet en privat fond med samme ædle formål. Den beløber sig til 350 mill. dollars årligt. Det såkaldte Ford-fond, hvis leder er den tidligere Moskva-ambassadør George Kennan, råder årligt over mere end 100 mill. dollars til samme formål.

Alene dette giver beløb til rådighed, som overstiger Danmarks samlede statsudgifter!

Med sådanne beløb til rådighed, i hænder på folk, der skriger sig gale på »terror«, og hvis handlingsmoral og metode er gangsternes - hvilke forbrydelser kan der da ikke iværksættes?

Og de bliver iværksat.

Fornylig afslørede som bekendt den socialdemokratiske borgmester for den vesttyske provins Hessen, Georg Zinn, at der med direkte organisatorisk og finansiel støtte fra USA var oprettet en illegal terrororganisation i Vesttyskland, bestående af nazistiske elementer og med den opgave på et givet signal at gennemføre sabotage og mord. På likvidationslisterne var opført ikke alene kommunister og fredsforkæmpere, men også en række ledende socialdemokrater og højreindstillede fagforeningsfolk! New York Times bragte 10. oktober 1952 meddelelsen om denne afsløring under overskriften: »Tyske sabotører forråder USAs tillid« ...

Når dette er de amerikanske metoder i Vesttyskland, hvad må man da ikke regne med for metoder i deres underjordiske arbejde i 1 Østeuropa.

III

Det skulle være nok til at give baggrunden for Slansky-processen.

Kun hvis man ser den isoleret, som en begivenhed for sig, kan man finde den forbavsende og utrolig. Men ser man den i sin sammenhæng, er dens afsløringer kun alt for velbegrundet i krigsmagernes hele forbryderiske politik og metode.

Dommene i Slansky-sagen har tilintetgjort en af de farligste, måske den farligste af de sammensværgelser, som imperialisterne har været istand til at stille på benene i Østeuropa. Dens farlighed beroede på, at den forenede en række personer, som gennem langvarigt dobbeltspil havde formået at trænge sig frem til afgørende nøglepositioner i et land, som umiddelbart grænser op til den amerikanskbesatte zone i Tyskland. Man kan forestille sig de glade forventninger, som lederne af »Operation X«, tilhængerne af »at sætte terror igang«, har gjort sig, når de vidste, at de havde krammet på partiets generalsekretær, udenrigsministeren, en viceforsvarsminister, en vice-sikkerhedsminister, en vice-finansminister, en vice-udenrigshandelsminister etc.

Men så meget hårdere har slaget for dem også været, nu hvor sammensværgelsen er knust. Og netop fordi den var så forgrenet og central, betyder optrævlingen af den, at folkene i dag kan have mere indsigt end nogensinde i det provokationens net, som imperialisterne har spundet over Europa.

Også i Tjekkoslovakiet var forrædergruppen indenfor partiet de vestlige imperialisters sidste håb og sidste reserve. Efter krigen havde man først sat sit håb til sine åbne agenter, lederne af de borgerlige og højresocialdemokratiske partier. Men folket ville det anderledes. Det blev kommunisternes leder, Klement Gottwald, der kom i spidsen for befrielsesregeringen. Endnu havde man dog ikke givet op. I 1948 fandt man tiden moden til at forsøge et kup, der skulle styrte Gottwald, afskaffe den folkedemokratiske orden og genindsætte kapitalister og godsejere i deres forhenværende magtpositioner. Men folket ville det anderledes. Under Gottwalds ledelse appellerede kommunisterne til folkets vilje, til alt hæderligt også indenfor de andre partier. Massernes enige rejsning knuste intrigerne mod folkets magt, kupmagerne blev sat ud af spillet, folkedemokratiet gik nu med sikre skridt frem mod socialismen.

Indtil dette tidspunkt havde Slansky-gruppen spillet en forholdsvis tilbagetrukken rolle og havde væsentligt beskæftiget sig med indenfor partiet at få forfremmet så mange sammensvorne som muligt. Efter 1948 måtte det blive anderledes. Nu måtte reserven i aktion. En febrilsk virksomhed begyndte.

Den folkedemokratiske stat var ikke blind for imperialisternes aktivitet. Processen mod den engelske korrespondent Oatis i 1950 og processen mod en gruppe af forbindelsesmænd for de flygtede kupmagere fra februar 1948, Horakova og andre samme år, viste at »diplomaterne« fra USA, England og Frankrig var travlt beskæftiget med at købe agenter for spioneri- og skadegørervirksomhed. Indenfor partiet afsløredes partiskadelig virksomhed fra Clementis og Husaks gruppe i Slovakiet og fra Sling-Svermovas gruppe i Brno. Men først i slutningen af 1951 stod det uigendriveligt fast, at sjælen i sammensværgelsen var selve partiets generalsekretær Slansky, som havde udnyttet sin høje stilling til at dække sine medsammensvorne mod kritik og afsløring og derigennem vanskeliggjort opklaringsarbejdet uhyre.

Processen kastede nyt lys over de imperialistiske efterretningssystemers udspekulerede og kyniske metoder. Den sammensværgelse, som blev sat i fuld aktivitet efter februar 1948, havde sin oprindelse langt bagud i tiden og var opbygget på lang sigt. Allerede før anden verdenskrig hvervedes de første agenter. Her er nogle eksempler på hvordan: Den anklagede Clementis flygtede i 1939 til Frankrig. I samtaler med borgerlige politikere som Benes og Ripka erklærede han, at han nok var kommunist, men fordømte Sovjetunionens optræden i Finlandskrigen. De fandt ham »moden«, førte ham sammen med repræsentanter for den franske efterretningstjeneste, han gav dem oplysninger, satte sit navn under og sad siden i saksen. Den franske efterretningstjeneste havde et dokument i hånden, så den til enhver tid kunne afsløre, at Clementis blot var deres agent.

Den anklagede Hajdu var under krigen emigrant i England. Han blev en dag kaldt op til registration hos politiet. Politimanden, en Secret Service-mand, indledede en samtale om hans kendskab til visse fabriksanlæg i Slovakiet. Hajdu gav oplysninger, lod sig ved sin underskrift hverve som agent, men i fremtiden spurgte man ham ikke om fabriksanlæg og lignende, men om den kommunistiske emigrations indre liv. Efter krigen, da Hajdu var blevet ansat i udenrigsministeriet, mødte en engelsk agent op, præsenterede ham for en kopi af hans forskrivning til Secret Service. Af frygt for opdagelsen af hans første forræderi lod han sig drive til stadig større.

Andre metoder bestod i udnyttelse af »hjælpeorganisationerne« overfor emigranterne i Vesten under krigen. Den vigtigste af disse var den såkaldte Trust-fund, som lededes af ingen ringere end den Noel Field, hvis hjælpsomme sind efter krigen vi allerede har stiftet bekendtskab med. Man ydede flygtninge en beskeden hjælp og forlangte til gengæld »bare«, at de med deres underskrift skulle forpligte sig som agenter for en fremmed efterretningstjeneste. Og så sad de i saksen.

En anden betydningsfuld og uhyggelig kilde til hvervning af agenter var Gestapos tjekkoslovakiske stikkerkartotek. Væsentlige dele af dette faldt - ved forræderi iøvrigt - i de vestlige efterretningstjenesters hænder. Under henvisning til, at de til enhver tid kunne kompromittere disse naziagenter, hvervede de dem til tjeneste for deres egne formål. Flere af de anklagede var hvervet således.

Iøvrigt viste processen påny, hvorledes spioner søger at gnave sig ind i de forskelligste internationale organisationer for derved at få forbindelsesveje til agenterne i folkedemokratierne. Den »hjælpsomme« Noel Fields centrale rolle for det amerikanske spionagenet blev yderligere fremhævet. Processen bragte endvidere den ny oplysning, at zionismens internationale organisationer også udnyttedes kraftigt i hele dette spil.

En anden ny ting, som processen afslørede, var, at den britiske efterretningstjenestes centrale figur i Østeuropa var - »arbejderpolitikeren« Konni Zilliacus. Hans navn er vel bekendt også her i landet. Hans offentlige optræden har været meget radikal. Han vandt ry som en skarp kritiker af Bevins fredsfjendtlige politik. Han optrådte som ven af folkedemokratierne, som tilhænger af fredsbevægelsen og foretog som sådan mange rejser til Østeuropa.

Hans første rundrejse fandt sted 1946. Processen oplyste, at den smilende handelsrejsende i »venskab« havde sine klæder og sit fodtøj indsyet med ejendommelige »venskabsgaver«, nemlig fotostatiske kopier af flygtninges og andres kontrakter med Secret Service. Ved opbygningen af de nye demokratier, hvor der var brug for mange nye kræfter, havde mange af disse personer fået fremtrædende positioner i parti og statsapparat. Nu mødte Zilliacus op, mindede dem om deres forskrivning og indrullerede dem i den britiske spionagetjenestes system igen. Fejhed, mangel på åbenhed overfor partiet førte dem videre ad forræderiets vej.

Allerede Rajk-processen gav vidnesbyrd om Zilliacus virkelige rolle. Slansky-processen har bragt det klart for en dag, at Zilliacus har bedraget folkene, talt med to tunger, anstillet sig fredsvenlig og radikal udelukkende for at maskere sin betroede stilling i den britiske imperialismes tjeneste.

Det er selvsagt umuligt her at give en blot nogenlunde fuldstændig oversigt over sammensværgelsens forbrydelser. Derfor kun nogle eksempler:

Økonomisk sabotage: Agenterne i statsplankommissionen med Frejka i spidsen fik gennemtrumfet anlæggelse af et valseværk og at maskinerne skulle købes i USA, ikke i Sovjetunionen, skønt denne havde erklæret sig leveringsdygtig. USA forlangte et stort kontant beløb betalt forud. Frejka og Margolius sendte beløbet til USA. USA nægtede så trods forudbetalingen at levere maskinerne, fordi de var »strategisk vigtige«. Men de sammensvorne fortsatte afbetalingen på de ikke leverede maskiner, dog således at 1/3 af beløbet afsattes til gruppens undergrundsvirksomhed.

En ekspertkommission har gennemgået alle de afslørede tilfælde af økonomisk sabotage og anslået den samlede skade, der er tilføjet samfundet til milliarder af tjekkiske kroner.

Det tjener den tjekkoslovakiske arbejderklasse til umådelig hæder, at den trods skadegørernes omfattende virksomhed dog har været i stand til at opfylde og overopfylde de opstillede og forhøjede femårsplaner.

Anvendelse af Gestapo-agenter: For retten stod også Reicin, tidligere viceforsvarsminister. Han havde været medlem af partiet siden 1929, optrådte dengang oftest som »overrevolutionær«. I 1939 arresteredes han af Gestapo. Han underskrev kontrakt med Gestapo om at arbejde som agent, blev løsladt, deltog i det illegale arbejde og - angav ledende folk fra Kommunistisk Partis centralkomité, deriblandt også det tjekkiske folks nationalhelt Julius Fucik, som også vi har lært at holde af gennem hans uforglemmelige bog »Med rebet om halsen«. For at dække Reicin lader Gestapo ham senere flygte til Sovjetunionen, hvor han indtræder i de væbnede tjekkiske styrker og vender hjem som »helt« og får høje opdrag.

Gestapo-manden Freisleben bekræftede som vidne Reicins agentvirksomhed

For retten udspillede sig følgende gribende scene. Som vidne stod Fuciks enke, ansigt til ansigt med forbryderen. Hun fortalte om, hvordan hun og hendes mand i det illegale arbejde havde stolet på Reicin. »Vi delte vor mad med ham og gav ham de penge, vi kunne få tilovers. Han overnattede i Fuciks illegale hjem«. Bevæget tilføjede hun: »Nu ser jeg hele sammenhængen. Alle dem fra Fuciks kreds, som Reicin kom i berøring med, blev taget af Gestapo. Og det skete kort efter Reicins løsladelse fra Gestapo. Jeg kan ikke tvivle«. Og hun, der var såret i sit hjerte ved så brutal en troløshed, sluttede med at citere sin mands ord fra »under galgen«: »Menneskebørn, jeg har elsket jer. Vær vagtsomme!«

Forbryderen havde ikke et ord til sit forsvar. Han kunne kun bøje hovedet.

Men Fuciks ord går til os allesammen: Vær vagtsomme! Vid med hvilken ondskab man bekæmper folkets sag!

Og når forbryderne afsløres, når vi skuer ned i deres moralske forkommenheds dyb, så går vor bekymring ikke til disse uværdige. Vore tanker går til de millioner af ærlige, arbejdende mennesker, som de har sveget og bedraget, som de har udnyttet og udsuget, som de vil styrte ud i kapitalistisk slaveri og krig - blot for at tilfredsstille deres eget grænseløse magtbegær.

For sådanne forbrydere gives der kun een vej. Deres synd kan ikke sones. Det straffende lyn må ramme dem og slette dem ud.

IV

Man siger undertiden: »Vi forstår ikke de anklagedes optræden. Hvorfor tilstår de?«

Kan et hæderligt og oprigtigt menneske tilfulde forstå en dobbeltspillers natur? Forstår vi, at en Reicin kunne angive dem, der delte deres sidste med ham?

Der sidder nu dobbeltspillerne for retten. Spillet er forbi, og de ved det. Beviserne ligger på bordet, og de ved det. Gennem måneder har de søgt at benægte, og de har søgt at fortie, hvad der kunne forties, og de bliver ved at forsøge det. Men på punkt efter punkt er beviserne blevet for stærke. Deres egen erkendelse deraf står sort på hvidt.

Hvad nytter det længere at benægte på sådanne punkter? De vil blot møde de samme beviser og deres egen tilståelse. Og hvad skulle det tjene til at benægte?

Hvad har de at kæmpe for? Deres magtbegær var deres drivkraft, men for det er der lukket for altid. Forfængelighedens tid er forbi.

Sådan er forræderens lod. Forhadt af dem, han har bedraget. Foragtet af dem, i hvis tjeneste han har arbejdet. Alene, uden fremtid.

Sådan er det gået dem alle. Sådan må det gå dem.

Politisk, ideologisk, moralsk er de bankerot. Folket vil med foragt vende dem ryggen, glemme dem og fortsætte sin vej fremad, friere og raskere end før.

V

Processen bringer den ny oplysning, at også zionismens organisationer har været udnyttet i undermineringsarbejdets tjeneste.

Dette har været udgangspunkt for en skandaløs forløjet kampagne om »kommunistisk anti-semitisme«.

Naturligvis ved hetzerne, at de lyver. De ved vel, at kommunisterne står ufravigeligt på det standpunkt, at alle nationaliteter og racer er lige, har lige ret og lige pligt. De ved, at kun i folkedemokratiets og socialismens lande er denne lighed lovfæstet og respekteret. De ved endvidere udmærket godt, at for kommunisterne - og det gælder de tjekkiske som de danske - har solidariteten, specielt med jødiske medborgere, når disses rettigheder har været truet, ikke blot været ord, men offervillig og dådkraftig handling - i koncentrationslejre såvel som i transportgrupper.

Meningsløsheden i deres påstand om Slansky-processen som en anti-semitisk aktion lyser ud af så enkel en kendsgerning, som at flere medlemmer af den tjekkiske regering, deriblandt viceindenrigsminister Spurny selv er af jødisk afstamning.

Der er altså ingen som helst tale om anti-semitisme, om forfølgelse af mennesker på grund af deres afstamning og nationalitet. Det er en indstilling, som er os fremmed, og vi harmes, når vi efter Hitler ser den trives f. eks. i et så stort land som USA.

Der er tale om de zionistiske organisationer.

Hvad er da zionismen?

Som ideologi er zionismen en borgerlig-jødisk nationalisme. Den anser den jødiske race for mere og bedre end andre. Den indebærer foragt og had til andre nationer, som f. eks. zionisterne i Israel prøver at opelske et nationalhad til de arabiske folk. Arbejderbevægelsens historie igennem har socialisterne bekæmpet den zionistiske ideologi, fordi den - som anden nationalisme og chauvinisme - søgte at splitte arbejdernes fælles kamp, uanset nationalitet og afstamning.

Men zionismen har også sat sig politiske mål og gennem årtier opbygget sig vidtspændende internationale organisationer omfattende jødiske medborgere i mange lande. Deres politiske mål var oprettelse af et »jødisk nationalt hjem« i Palæstina. For at nå dette mål indlod de zionistiske organisationer sig i forhandlinger med imperialistiske kredse snart til den ene side, snart til den anden. I tiden mellem de to verdenskrige havde zionistorganisationerne nærmest forbindelse med den britiske imperialisme, der gav dem visse løfter mod til gengæld at få forsikret, at de zionistiske organisationers forbindelser blandt indflydelsesrige (dvs. velhavende) jøder blev udnyttet til støtte for den britiske imperialismes politik.

Efter den anden verdenskrig orienterede zionistorganisationerne sig efter den amerikanske imperialisme. De fik dens støtte til oprettelse af staten Israel, men ikke uden modydelser. Staten Israel skulle være en amerikansk vasalstat.

Som sædvanlig kan amerikanerne ikke bare sig for at prale deraf. Den amerikanske ambassadør i Israel indtil 1950 James Macdonald gør i sin bog »My mission to Israel« ganske klart, at Israels regering ikke har truffet en eneste vigtig beslutning uden hans viden og godkendelse, og at han efterhånden overtog direkte kontrol med Israels diplomati.

Indadtil betyder det amerikanske herredømme selvsagt undertrykkelse og forarmelse af det arbejdende folk.

Reallønnen var sammenlignet med 1939: marts 1951: 64,5 %, december 1951: 55,5 %, april 1952: 37 %. De, der har travlt med at popularisere Israel som en nærmest socialistisk stat, kan altså ganske spare sig deres anstrengelser.

Ved processen i Prag blev der imidlertid kastet nyt lys over staten Israels stilling og dermed også over de zionistiske organisationers, idet de nu har deres basis i staten Israel.

I et vidneudsagn fra den tidligere leder af handelsafdelingen ved Israels gesandtskab i Prag, Simon Orenstein, blev der givet nærmere oplysning om de betingelser, USA havde stillet for sin politiske og økonomiske støtte til oprettelsen af Israel. I forhandlinger mellem på den ene side Truman og Acheson, på den anden side Ben Gurion og Moshe Sharett enedes man om den såkaldte Morgenthau-plan. Israel fik et lån på 100 mill. dollars og skulle til gengæld:

Udbygge Haifa som krigshavn, som i tilfælde af krig mod Sovjetunionen skulle stå til USAs rådighed.

Israels generalstab skulle underordnes den amerikanske overkommando.

Israel skulle deltage i den nærøstlige blok.

Israel skulle, så længe det ikke var kommet til en krigerisk konflikt, udadtil optræde neutralt, så at zionistiske elementer fra Israel i USA-imperialisternes tjeneste kunne øve spionage-og skadegøreraktioner i folkedemokratiets lande og i Sovjetunionen.

Orenstein erklærede ordret: »Ben Gurion udarbejdede nøjagtige direktiver for de zionistiske organisationer, hvorefter de skulle gennemføre spionage- og ødelæggelsesvirksomhed i de folkedemokratiske lande«. Man optog i Tjekkoslovakiet forbindelse med Slansky-gruppen, som allerede tidligere var forbundet med zionistiske kredse.

Det er denne undergravelsesvirksomhed, processen retter sig imod.

De af forbryderne, der er af jødisk afstamning, straffes altså ikke, fordi de er jøder, men fordi de har begået forbrydelser.

Zionisterne straffes ikke, fordi de er zionister, men fordi de har stillet deres organisation i de fremmede imperialisters tjeneste. (Som de katolske prælater i Ungarn).

Man vil vel ikke forlange, at forbryderne ikke skal straffes, fordi de er jøder? Sandsynligvis har beregninger af denne art indgået i de amerikanske imperialisters udspekulerede plan. Man spillede på arbejderklassens strålende solidaritet med jøderne i kampen mod nazismen og regnede med, at det gav de zionistiske organisationer særlige operationsmuligheder med deres forbindelse blandt jødiske medborgere. Det tjener de zionistiske ledere til stor skam, at de har ladet deres organisationer bruge mod et folk og en arbejderklasse, som kun har gjort dem godt.

Slansky-gruppen søgte netop at værge sig mod kritik og angreb ved at stemple den som udtryk for anti-semitisme. Spionerne fra »Operation X« søger nu det samme i verdensmålestok.

Det vil ikke lykkes.

Sagen er ganske enkel: En forbryder er en forbryder, også når han dækker sig bag zionismens skjold. En spionageorganisation er en spionageorganisation, også når den sejler under zionismens flag.

Det hysteri, som en vis presse søger at opelske omkring Prag-processen, er at sammenligne med en spillers forsøg på at skrabe klatskillingerne til sig, efter at han først har tabt sin store indsats.

VI

Afsløringen af sammensværgelsen omkring Slansky er ikke blot et direkte nederlag for en af krigsmagernes farligste intriger. Den rummer samtidig en videregående lære for alle, der ønsker fred og sikring af folkets demokratiske rettigheder. Slansky-processen kaster dagens lys over en række af de metoder, krigsmagerne anvender i det dulgte for at nå deres mål.

Dette må vi drage den nødvendige lære af, og vi må hjælpe folket til at vinde indsigt i deres fjenders midler og metoder. Det gælder ikke alene med henblik på internationale begivenheder. Vi har også her i landet med den samme fjende at gøre. Når han andetsteds anvender provokationens og spioneriets metoder, må vi selvsagt også regne med, at han gør det her.

Der findes forskellige tydelige tegn på, at dette faktisk er tilfældet. Man kan tage justitsministerens indrømmelse af, at politiet fører hemmelige politiske kartoteker. Man kan tage det i den forbindelse fremkomne om, hvordan politiet skaffer »oplysninger« til dette kartotek. Man kan tage Steinckes ublufærdige indrømmelse af, at kartotekerne og den hemmelige politivirksomhed også stilles til rådighed for »fremmede efterretningstjenester« (interview i Politiken 27. november 1952). Man kan tage afsløringerne af hjemmeværnets »likvidationsgrupper«. Alt i alt må man slutte, at også her i landet tillægger det atlantiske politi- og efterretningsvæsen sig også den »amerikanske levemåde«.

Hvordan må kampen føres mod hele dette komplot mod folket? Den må først og fremmest føres som et bredt anlagt forsvar for folkets demokratiske rettigheder. I udviklingen af en sådan frihedskamp tilfalder der kommunisterne betydningsfulde opgaver. Vi ser på denne baggrund den fulde rækkevidde af Stalins ord på 19. partikongres: »Tidligere tillod bourgeoisiet sig at agere liberalt, det forsvarede de borgerlig-demokratiske friheder og skabte sig derigennem popularitet i folket. Nu er der ikke spor af liberalismen igen. Der er ikke mere tilbage af den såkaldte »individets frihed« - individets rettigheder tilkendes nu kun dem, der har kapital, medens alle andre borgere betragtes som råt menneskemateriale, der kun duer til at udbyttes. Princippet om menneskenes og nationernes ligeberettigelse er blevet trådt under fode og erstattet med princippet om almagt for det udbyttende mindretal og retsløshed for det udbyttede flertal af borgere. De borgerlig-demokratiske friheders banner er kastet overbord. Jeg tror, at det banner tilkommer det jer, repræsentanter for de kommunistiske og demokratiske partier, at løfte og bære fremad, hvis I ønsker at samle folkets flertal omkring jer. Der er ingen andre til at løfte det.«

De herskende kredse søger at forsvare deres anti-demokratiske forholdsregler med, at de »kun« retter sig mod kommunisterne.

Ingen skal lade sig narre af dette trick, som også Hitler anvendte, da han trampede demokratiet ned. Man bør huske at for Wall Street og FBI er vi alle kommunister.

Når kampen for frihed og fred skal føres, må vi af de indhøstede erfaringer tillige lære at øge vor politiske vagtsomhed. Vi må være agtpågivende overfor alle forsøg på at drage grupper eller enkeltpersoner ind i politiske provokationer.

Centralkomitéen vedtog derfor på sit møde 22.-23. november udtalelsen: »Politisk vagtsomhed påkrævet netop nu.« Det hedder heri bl. a.: »Centralkomitéen pålægger alle medlemmer af parti og ungdomsforbund at afvise enhver, der måtte foreslå noget, der ikke tåler dagens lys eller er i modstrid med de principper, der er nedlagt i partiets program. Erfaringerne viser, at provokatørers og partifjenders tilnærmelser oftest sker under venskabs maske, eventuelt under påberåbelse af hemmelig partiordre og lignende. Det er en ubetinget pligt øjeblikkelig at indberette enhver foreteelse af en sådan art til ansvarlige partiinstanser.«

Ved at vise stadig agtpågivenhed og omtanke, ved at vise stadig åbenhed overfor partiet, ved at holde partiets hele virksomhed under stadig kontrol ved den vågne kritiks og selvkritiks metode vil kommunisterne være i stand til at bremse provokatoriske anslag mod deres parti og til med ære at opfylde deres opgave: at samle folket i kampen for fred og frihed.

*

Efterskrift af webmaster: Rudolf Slánský tilsluttede sig i 1921 det tjekkoslovakiske kommunistparti (KSC) som 20 årig. Det skrives, at han støttede ”en hård kurs” i partiet og derfor allerede i 1929 blev medlem af den øverste ledelse i partiet. I 1938-45 var han i eksil i Moskva, og blev i 1945 partiets generalsekretær. Efter februar 1948 var han en af de hovedansvarlige for de massive overgreb, kommunisterne iværksatte mod politiske modstandere og angivelige samfundsfjender. Da udrensningerne også nåede partiapparatet, blev Slánský i september 1951 afsat som generalsekretær, og i november blev han arresteret og anklaget for højforræderi, og dømt som hovedmanden i en statsfjendtlig sammensværgelse og han henrettet. Bemærkelsesværdigt er det, at de sovjetiske rådgivere, der dengang var med i anklagen, hjalp den tjekkoslovakiske statssikkerhedstjeneste, og at de netop var inviteret af Rudolf Slansky og Klement Gottwald til Tjekkoslovakiet. Det blev retssag mod en gruppe højtstående tjekkoslovakiske kommunistiske funktionærer, der anklagedes for under ledelse af Slánský at have udgjort centrum i en statsfjendtlig sammensværgelse. Talrige funktionærer blev arresteret under forskellige anklager, før man i efteråret 1951 valgte at koncentrere sig om den øverste partiledelse. Af de 14 anklagede var de 11 jøder - allerede i 1950erne efter Khrustjovs opgør med Stalintiden blev de henrettede dog rehabiliteret.

Tjekkoslovakiet blev grundlagt og opstår først som stat d. 28.10.1918 efter at have været en del af det Østrig-ungarske rige, og Tjekkoslovakiets grænser fastsættes i Versailles i 1919 og Trianon i 1920. Dvs. at staten er oprundet af vestmagterne, ligesom det nye Polen, der opstod som stat d. 11.11.1918. Under første verdenskrig var Edward Beneš med til at organisere bevægelsen for et Tjekko-Slovakiet fra et eksil i Paris. Her søgte han støtte til sit forehavende hos Frankrig og Storbritannien i sin egenskab af sekretær for det tjekkoslovakiske nationalråd i Paris samt som inden- og udenrigsminister i en provisorisk tjekkoslovakisk regering. I 1935 blev Edvard Beneš landets præsident og fungerede som sådan indtil 1948, dog i en længere periode fra eksil (1938-45), da han efter München-aftalen i 1938, trak sig tilbage fra præsidentposten på grund af pres fra Hitler-Tyskland. Han rejste derefter til England og senere til USA. Inden krigens udbrud i september 1939 vendte han tilbage til London, hvorfra han organiserede kampen for et Tjekko-Slovakiet, og fik dér i London anerkendelse af den tjekkoslovakiske eksilregering og annullering af München-aftalen, - og efter maj 1945 dukker Beneš op som præsident. Men efterfølgende fungerede demokratiet ikke i Tjekkoslovakiet, da en del partier blev forbudt. I februar 1948 kom det til en regeringskrise, hvor præsident Edward Beneš trådte tilbage og kommunisterne fik magten. J.fr. også Alexanders Dubček politiske liberaliseringer i 1968, og opdeling af landet i 3 republikker.

Israel - en amerikansk koloni

af L. Vatolina

L. Vatolinas artikel er nogle måneder gammel. Vi har imidlertid ønsket at offentliggøre den på grund af dens dokumentariske værdi. Desuden er de tendenser, som den fremdrager, blot blevet bekræftet eller yderligere skærpet siden da: Industriens hensygnen tager til, lønningerne og massernes levestandard er blevet frygteligt sænket, de sociale ydelser er blevet indskrænket, fasciseringen af styret er øget, og håndværkere og fabrikanter er i stadig større tal blevet ramt af fallit.

Imidlertid er det på sin plads at fremhæve betydningen af Israels kommunistiske partis kongres, som fandt sted i maj 1952, ganske særligt fordi denne kongres vedtog et program for national uafhængighed og oprettelsen af et folkedemokratisk Israel, og programmet anviser vejen for dets gennemførelse, nemlig oprettelsen af en antiimperialistisk front. Kongressen fandt dyb genklang i alle lag af folket, som var slået af forvirring på grund af den stærke økonomiske krise, dyrtiden og usikkerheden.

Det kommunistiske partis kongres erklærede, at øjeblikkets problem var »at forjage den britiske og den amerikanske imperialisme fra Israel og fra hele Det mellemste Østen«.

Staten Israel er blandt landene i Det mellemste Østen det land, som de amerikanske imperialister omfatter med den største opmærksomhed. Denne lille stat, hvis territorium ialt dækker 20.000 km2, og hvis indbyggertal kun er lidt over 1.200.000 (deraf 1.050.000 jøder, 150.000 arabere og folk af andre nationaliteter), er en meget vigtig strategisk position.

Landet er beliggende ved et skæringspunkt for de vigtigste verdensruter, som forbinder Amerika og Europa med Asien. Luftruterne fra New York, London, Rom og Cairo til Indien krydser Israels territorium, og de amerikanske luftfartsselskaber bruger landet som mellemlandingsbase for luftruten New York-Bombay. Israel ligger ligeledes tæt ved Suez-kanalen, som er knudepunktet for de internationale skibsruter, og Israel gennemskæres af jernbanelinierne fra Ægypten til Tyrkiet og Europa, ligesom også af autostradaen, som forbinder Middelhavsområdet med Den persiske Havbugt. Israels vigtigste havn Haifa er en af de betydeligste flådebaser i Middelhavet. Indtil 1948 tjente havnen som ankerplads for den britiske krigsflåde. Ved Haifa er rørledningen fra Irak til Middelhavet, igennem hvilken de engelske oliekompagnier har pumpet op til 4 millioner tons olie om året, ved at være færdigbygget.

Israel befinder sig i en tilstand af fuldstændig og direkte afhængighed, økonomisk og politisk, af USAs og Englands monopolkapital. De amerikanske imperialister anstrenger sig for at trække Israel ind i den militærblok, som de organiserer i det mellemste Østen til komplettering af Den nordatlantiske Pagt, og de gør det ved at støtte sig på borgerskabets ledere i Israel, sammensat af de borgerlignationalistiske zionister og højresocialdemokraterne. Vidnesbyrdet derom finder man i de amerikanske imperialisters febrilske diplomatiske aktivitet i Israel og i de andre mellemøstlige lande, i de regelmæssige besøg af generalstabsrepræsentanter og andre militære specialister i disse områder, ligesom også i den israelske statsminister Ben Gurions rejser i forbindelse med de hemmelige forhandlinger, som føres mellem Tyrkiet, Grækenland, Israel og Jugoslavien om skabelsen af en militær middelhavsblok.

*

Staten Israel blev proklameret den 15. maj 1948 på grundlag af en vedtagelse i FNs generalforsamling med Sovjetunionens og folkedemokratiernes medvirken. Vedtagelsen angik delingen af Palæstina i to stater - en jødisk og en arabisk. Længe før dannelsen af staten Israel havde en langvarig kamp mellem de engelske og amerikanske imperialister om Palæstina-spørgsmålet taget sin begyndelse.

Den engelske imperialisme havde mere end 30 år tidligere bemægtiget sig Palæstina. Folkeforbundet havde legaliseret denne bemægtigelse ved i 1922 at give England mandat til at »administrere« Palæstina. I sin Palæstinapolitik støttede den britiske imperialisme sig på den bekendte Balfour-deklaration om Englands hensigt at bidrage til skabelsen af et »jødisk nationalt hjem« i Palæstina.

Ved i begyndelsen at hjælpe til en jødisk indvandring i Palæstina og til dér at oprette et »jødisk nationalt hjem« forfulgte de ledende britiske kredse deres strategiske og militære mål, nemlig at komme oprettelsen af en arabisk stat i alliance med Ægypten i Lilleasien og Suezkanal-området i forkøbet. Og alt imens den britiske imperialisme vakte et vagt håb hos det nationalt-zionistiske, jødiske borgerskab om muligheden af oprettelsen af en jødisk stat en gang i fremtiden, så fremkaldte den samtidig modstand fra araberne, hvem man hyklerisk også lovede oprettelsen af en uafhængig stat. På denne måde pustede de engelske imperialister aktivt til modsætningsforholdet mellem jøder og arabere og herskede efter princippet »del og hersk«.

I løbet af det britiske herredømmes periode i Palæstina blev landet omdannet til en ren og skær engelsk koloni og militærbase i det nære Østen. Næsten alle industri-, bank- og handelsvirksomheder, blev oprettet med engelsk kapital, og de engelske imperialister skabte sig i Palæstina en samfundsmæssig støtte, som udgjordes af det jødiske storborgerskab, ved at trække jødisk kapital med ind i de blandede selskaber.

For at bortlede arbejdernes opmærksomhed fra kampen for uafhængigheden og for at opretholde deres eget herredømme i Palæstina benyttede de engelske koloniudbyttere sig af alle mulige politiske manøvrer ved snart at støtte sig på det reaktionære jødiske borgerskab, snart på de arabiske godsejere. De forelagde forskellige planer om Palæstinas deling i en engelsk, jødisk og arabisk zone under opretholdelse af det engelske herredømme.

Til trods for manøvrerne forstærkedes den nationale befrielses-bevægelse i Palæstina og den fik et ganske særligt stort omfang i perioden 1929-36, ligesom efter den anden verdenskrig.

USA og den jødiske stat

Allerede længe før den anden verdenskrig havde amerikansk kapital begyndt at trænge ind i Palæstina hovedsagelig i form af private investeringer under dække af såkaldte gaver, som kom fra det jødiske statsborgerskab i de Forenede Stater. Denne kapital blev brugt til køb af jord i Palæstina, hvor jødiske indvandrere skulle kunne slå sig ned. Kapitalerne placeredes også i forskellige af økonomiens grene.

Under og efter den anden verdenskrig fordobledes tilstrømningen af amerikanske kapitaler. De amerikanske investeringer, som i 1937 var 39 millioner dollars, nåede i 1947 et beløb af 150 millioner dollars.

Baltimore-programmet, som i 1942 blev vedtaget på de Forenede Staters zionistkongres og som krævede Palæstinas omdannelse til en rent jødisk stat, faldt ganske og aldeles sammen med politikken hos de indflydelsesrige grupper i de Forenede Staters finansoligarki, som stræbte efter at bruge spørgsmålet om oprettelsen af en jødisk stat, og derefter denne stat selv, til at styrke deres position i Palæstina og i Den nære Orient.

Det er dette, som efter den anden verdenskrig har betinget den stadige indblanding fra de Forenede Staters regerings side i løsningen af Palæstinaspørgsmålet, den forøgede finansiering af de zionistiske organisationer fra den amerikansk-jødiske kapitals magnaters side og udvidelsen af »velgørenhedsindsamlingerne« til fordel for den jødiske indvandring i Palæstina.

På samme tid arbejdede England for en forståelse med de ledende arabiske godsejere for at bekæmpe den nationale frihedsbevægelse, som udviklede sig vidt og bredt i de arabiske lande i Østen. Og dannelsen af de arabiske landes liga som et udenrigspolitisk redskab for England i disse lande var også udtænkt med henblik på dens brug i kampen mod den nationale frihedsbevægelse.

Oprettelsen af den engelsk-amerikanske kommission i 1945 »til undersøgelse af de økonomiske og politiske forhold i Palæstina« var et forsøg på at bringe et midlertidigt kompromis mellem England og de Forenede Stater i stand på grundlag af bibeholdelsen af det engelske mandat over Palæstina. Den engelsk-amerikanske kommissions råd blev imidlertid hverken godtaget af »det jødiske agentur« (I overensstemmelse med § 4 i det britiske mandat over Palæstina blev det jødiske agentur oprettet som »en social organisation for samarbejde med Palæstina-administrationen i spørgsmål, som havde forbindelse med oprettelsen af et jødisk nationalt hjem) eller af de arabiske stater, og spørgsmålet blev forelagt de Forenede Nationer.

Takket være Sovjetunionens faste principielle holdning, som var tro mod dens politik til forsvar for store som små landes frihed og uafhængighed, blev der på FN-generalforsamlingens samling i november 1947 vedtaget en beslutning om ophævelse af det britiske mandat over Palæstina, tilbagetrækning af de engelske tropper fra landet og oprettelse af to selvstændige demokratiske stater: en arabisk og en jødisk.

For at sabotere generalforsamlingens beslutning benyttede England sig af Den arabiske Liga, anføreren for væbnet kamp og for en koalition af de arabiske stater mod den nyoprettede stat Israel. Nogle hemmelige aftaler, som var udarbejdet af Den arabiske Liga og de ledende engelske politikere, planlagde en deling af Palæstina mellem Ægypten, Transjordanien, Libanon og Syrien med det formål at garantere England flådebaser ved Middelhavets kyster.

Krigen i Palæstina, som blev provokeret af imperialisterne, var et udslag af kampen mellem de engelske og amerikanske imperialister om herredømmet over landet. De engelske imperialister ydede »hjælp« til de arabiske lande, og de Forenede Stater til staten Israel. Og mens de arabiske og de jødiske arbejdere - bedraget af imperialisterne - udgød deres blod for skabelsen af såkaldte nationale dg uafhængige stater, så førte de ledende kredse i det jødiske borgerskab og de arabiske godsejere forhandlinger med de amerikanske og engelske imperialister.

Den blodige kamp, som varede otte måneder, har ikke bragt det arabiske og det jødiske folk andet end svære tab i menneskeliv og i materiel, andet end afsavn og lidelser.

Den tidligere engelske koloni blev delt og størstedelen af den, også omfattende staten Israel (ca. 20.000 km2), blev lagt ind under de Forenede Staters indflydelsesområde, mens resten, den arabiske del (ca. 6.000 km2), forblev under Englands indflydelsesområde.

England havde taget godt vare på sine økonomiske positioner i staten Israel. Den amerikanske monopolkapitalismes indtrængen forstærkedes imidlertid ualmindelig voldsomt efter krigen, og de Forenede Staters indflydelse voksede.

Israels ledende kredses politik - disse kredse er sammensat af zionister og zionistiske højresocialdemokrater - befordrer den israelske økonomis underkastelse under den amerikanske imperialisme, og landets omskabelse til en strategisk og militær base for de Forenede Stater i det mellemste Østen.

I begyndelsen af 1949 modtog staten Israel et lån på 100 millioner dollars fra de Forenede Staters »Import-Export Bank«, som er et af den amerikanske ekspansions instrumenter. Dette lån blev givet på underkuende betingelser, som i særdeleshed fastsatte bankens kontrol med anvendelsen af midlerne og forpligtede Israel til udelukkende at købe amerikanske varer med dette lån. En betydelig del af de fonds, som hidrører fra dette lån, anvendes til at gennemføre de Forenede Staters strategiske og militære planer i Israel.

Den israelske trafikminister Joseph meddelte i en tale i Tel-Aviv i marts 1951 planerne om udvidelse af flyvepladserne i Israel. Det fremskridtsvenlige israelske blad Kol Haam bemærkede i en kommentar til denne tale, at planerne om udvidelse og anlæggelse af flyvepladser i Israel var forbundet med de amerikanske aggressive planer om »anlæggelsen af en militær flyvebase i Israel som et led i den sammenhængende kæde af amerikanske militærbaser, som er blevet oprettet i Middelhavsområdet«. Bladet understregede: Et selskab, »Israels industriinstitut«, blev grundlagt for at trække amerikansk kapital til Israel. Præsidenten for dette selskab er en fremtrædende repræsentant for den amerikanske monopolkapital, Henry Morgenthau. En af de mest gængse former for amerikanske investeringer i Israel er oprettelsen af blandede selskaber, som virker under en national virksomheds firmadække og bekvemt tjener til at tilsløre de amerikanske monopolers indtrængen i de forskellige grene af Israels industri.

For at tiltrække amerikansk kapital og skabe gunstige betingelser for de amerikanske kapitalister vedtog Israels konstituerende forsamling den 29. marts 1950 en lov, som tilskynder til kapitalinvestering. Denne lov fastsætter ydelsen af begunstigelser til kapitalisterne med hensyn til skatter, opnåelse af bevillinger, overførelse af valuta og kapital til udlandet, og den kaster samtidig en yderligere byrde på arbejdernes skuldre.

I Israel udvikler den amerikanske kapital de produktionsgrene, som forstærker landets afhængighed af de Forenede Stater. I Haifa har det amerikanske selskab Kaiser Frasér of Israel Limited (med deltagelse af jødisk kapital) bygget en automobilmonteringsfabrik, hvis produktionskapacitet er 6.000 biler årligt. Den er helt og holdent afhængig af levering af råmaterialer, færdigdele, udstyr og reservedele fra USA. Tæt ved Haifa bygger selskabet Oscar Koharn en kunstsilkefabrik. Standard Oil of New Jersey har købt aktierne i Palæstinaolieselskabet Montachef.

Den zionistisk-nationalistiske propaganda udbasunerer ustandseligt de påståede resultater i Israels opbygning, idet den anstrenger sig for at bevise »den gavnlige indflydelse« ved den amerikanske kapitals indtrængen i landet. Men gennem hele denne periode er der ikke blevet skabt nogen national industri af produktionsmidler, og virksomhederne under bygning er i virkeligheden filialer af forskellige amerikanske firmaer. Den israelske industris udvikling sker hovedsagelig indenfor letindustrien, f. eks. farmaceutiske produkter, tekstiler, konserves osv. Og ydermere er også letindustriens opbygning for størstedelen gennemført med amerikansk eller engelsk kapital. Sværindustrivirksomhederne, som er blevet bygget i Israel med amerikansk kapital, tjener udelukkende krigsformål.

På landet dominerer de stærke jødiske kolonisator-truster, som får kapital fra England og USA. Disse truster opkøber jorden og forpagter den ud på lang frist til de jødiske kolonisatorer og til de borgerlige landbrugskooperativer. Ifølge opgivelser i den jødiske avis Eretz Israel tilhører 46 % af de 200.000 ha jord, som den jødiske befolkning råder over, den jødiske nationalfond, som er en organisme finansieret af det jødiske agentur.

Strukturen og retningen i Israels udenrigshandel dementerer ganske og aldeles de amerikanske imperialisters og deres israelske agenters påstande om, at den amerikanske kapital vil bidrage til landets industrialisering. 58,6 % af Israels indførsel består af hel-og halvfabrikata, 25,8 % udgøres af levnedsmidler og kun 14,6 % af råvarer.

Den amerikanske kapital fortrænger stadig mere den engelske kapital, som imidlertid fortsat er i besiddelse af vigtige kommandoposter i Israels økonomi. Den israelske valuta er knyttet til det engelske pund. En af de mægtigste banker, som kontrollerer landets økonomi, var og er den Engelsk-palæstinske Bank med en kapital på 1 million pund sterling. Bortset fra denne bank arbejder der i Jerusalem, Haifa og Tel-Aviv dusinvis af udenlandske banker og filialer af Barclay’s Bank, af Banque Ottomane, af Den amerikanske Import-og Eksport Bank og andre mægtige udenlandske banker.

Det israelske budgets tilstand afspejler landets afhængighed af de amerikanske og engelske monopolkapitalister. Mere end en trediedel af udgifterne er direkte eller indirekte knyttet til krigsforberedelserne. Israels genoprustning er en integrerende del af de amerikanske krigsmageres politik.

De Forenede Stater og England anspænder alle deres kræfter for at isolere det israelske folk fra Sovjetunionen og fra folkedemokratierne, for at indskrænke Israels handelsmæssige forbindelser med disse lande til et minimum ved uofficielt at påtvinge det Marshall-planen. (I februar 1951 blev der afsluttet en overenskomst mellem USA og Israel om udvidelse af Truman-programmets punkt 4 til også at omfatte staten Israel)

Den besynderlige »israelske socialisme«

Tilstrømningen af amerikanske investeringer til Israel og de snævre bånd mellem de borgerlige jødiske partier og de Forenede Staters finansoligarki (Rockefeller, Dion, Vanderbergh og andre) bestemmer ikke blot landets lederes udenrigspolitik, men også deres indenrigspolitik. Efter ordre fra deres herrer i Washington og London vælter Israels politiske ledere hele vægten af militærudgifter over på de arbejdende massers skuldre. De gennemfører en grusom diskriminering af de arabiske arbejdere, og de forfølger de demokratiske kræfter.

De militære anlæg, som de amerikanske imperialister har gennemført i Israel, er en tung byrde for det israelske folk. 70 % af budgettets indtægter hidrører fra direkte og indirekte skatter, som inddrives blandt befolkningens brede masser. Inflationen raser. Siden juni 1950 har den israelske regering måttet indføre rationering. Den håndhæver en hårdhændet sparepolitik på arbejdernes bekostning og formindsker deres allerede ualmindeligt lave lønninger. Arbejdernes situation forringes endda yderligere ved den voksende arbejdsløshed. Der findes mere end 25.000 officielt registrerede arbejdsløse, foruden de titusinder af delvis arbejdsløse og indvandrerne, som befinder sig i gennemgangslejre, og andre endnu.

Landet oversvømmes af indvandrere, som ikke kan finde arbejde hverken i industrien eller i landbruget. De nyligt ankomne indvandrere fortsætter med at leve under de vanskeligste kår, mange af dem holdes nogle måneder i særlige lejre, og en del af dem vender tilbage, hvor de kom fra. Regeringen diskriminerer indvandrere af demokratisk opfattelse.

I den mest tilbagestående del af befolkningen sår Israels ledende kredse en nationalistisk og chauvinistisk ånd. De forsøger at splitte den demokratiske bevægelse, forsøger at svække den og forsøger at hindre skabelsen af en enhedsfront imod de engelsk-amerikanske krigsmagere. Med det formål for øje støtter de sig til de borgerligt-nationalistiske, zionistiske og religiøse organisationer. Efter den anden verdenskrig blev ledelsen af de zionistiske bevægelser koncentreret i hænderne på de højresocialdemokratiske zionister i Mapaipartiet, som får pengestøtte fra de Forenede Staters finansoligarki.

Dette parti har bemægtiget sig magten i staten Israel fra dens oprettelse. Mapaipartiet, zionisterne osv. forråder Israels nationale interesser. Under parolen om »neutralitet i forholdet mellem Øst og Vest« fører de en politik, som underkaster landet den amerikanske kapital og trækker det ind i den anti-sovjetiske militærblok. Mapai-partiets ledere skjuler deres programs reaktionære karakter under en social demagogi, under pompøse fraser om »israelsk socialisme« og så videre.

Mapaipartiet råder over 38 % af mandaterne i det israelske parlament. Det har opnået dette ved at benytte sig af statsapparatet og hæren, ved kontrollen over de jødiske fagorganisationer og ved hjælp af den direkte støtte fra den amerikanske monopolkapital, som nogle dage før valgene stillede et lån på 100 millioner dollars til rådighed for Israel.

Til dette politiske spil anvender de zionistiske og højresocialdemokratiske ledere den jødiske fagorganisation Histadrut, som befinder sig i deres hænder, og hvor der side om side med arbejdere findes småhåndværkere, småmestre, småentreprenører osv. Disse ledere sår national uenighed mellem arbejderne.

Kampen mod underkastelsen

Israels kommunistiske parti er alene om konsekvent at kæmpe for arbejderklassens interesser og for landets uafhængighed. Det gennemfører et stort oplysnings- og organisationsarbejde rettet frem mod målet at forene alle fremskridtets kræfter og at skabe en bred demokratisk front i kampen mod den engelsk-amerikanske imperialisme og dens lakajer. Israels kommunistiske parti afslører den socialdemokratisk-zionistiske politik og forener de jødiske og de arabiske arbejdere.

Det israelske folks kamp mod den amerikanske imperialisme vokser. Siden 1949 har flere betydningsfulde strejker fundet sted i Israel såvel indenfor industrien som i transportvæsnet.

Mapam, »det forenede arbejderparti«, i hvilket Poalé Zion, Hachomer Hatsair er indgået, følger den zionistiske bevægelse, men det tæller progressive kræfter indenfor sine rammer. Mapam råder over 16 % af mandaterne i den konstituerende forsamling. Der findes modsætninger og vaklen i dets politik, men partiets mest bevidste del går ind for en udvidelse af forbindelsen med Sovjetunionen og med folkedemokratierne. Denne del af partiet gør sig i stigende grad til talsmand for fredskampen mod underkastelsen under den engelsk-amerikanske imperialisme.

40 % af landets voksne befolkning underskrev Stockholmappellen. Og afholdelsen af den første kongres af fredstilhængere i Israel i marts 1950, skabelsen af en komité til forsvaret af freden, demonstrationer i Tel-Aviv mod krigsmagerne og den voksende strejkebevægelse blandt de israelske arbejdere er tegn på, at de kræfter, som er i stand til at modsætte sig de engelsk-amerikanske imperialisters rænker i det nære Østen, vokser og organiserer sig.

*

Marts 1953

Karl Marx og socialdemokratiet

af Gelius Lund

Karl Marx 5. 5. 1818 - 14. 3. 1883

Det er 70 år siden, »vort partis vældigste hoved ophørte at tænke«, som Friedrich Engels dagen efter Marx’ død skrev til en kammerat og meningsfælle i Genève. I dette korte åremål er Marx’ tanker uimodståeligt trængt ud over hele jorden. Rundt omkring i den ganske verden, i stuerne hos danske arbejdsmænd, amerikanske minearbejdere, sovjetiske opbyggere af kommunismen og kinesiske tekstilarbejdere hænger Karl Marx’ portræt på væggen som det første i rækken: Karl Marx, Friedrich Engels, Vladimir Iljitj Lenin og Josef Vissarionovitj Stalin, hvis minde er hele verden dyrebart.

Marx har vist arbejderklassen vejen ud i lyset, ikke universalmidlernes billige og bedrageriske, fiks og færdige vej, men en der først skal banes. For os, der lever nu, er et stort stykke af den allerede banet, takket være Lenins og Stalins værk. Men den halve verden er kapitalistisk, her er opgaven at rejse den samlede arbejderklasse til storm mod alt det udlevede og rådne endnu ikke løst.

Marx lader ingen tvivl bestå om, at vejen til socialismens samfund ikke er bestrøet med roser. Det kommunistiske Manifest fra 1848 klargør ikke alene, at bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige, men også i stor udførlighed, at organiseringen af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti »hvert øjeblik bliver sprængt igen«, inden sejre og nederlag i forening har modnet arbejderklassen til de afgørende kampe: Hvilket vidunderligt klarsyn ligger der ikke i Marx’ ord om forskellen mellem borgerlige revolutioners og proletariske revolutioners forløb. I det geniale værk om Louis Bonapartes statskup udreder han, at »borgerlige revolutioner, som dem i det attende århundrede, stormer hurtigt fra sejr til sejr, deres dramatiske effekter overbyder hinanden, mennesker og ting synes at være indfattet i ildbrillianter«, mens »proletariske revolutioner, som dem i det nittende århundrede, bestandig kritiserer sig selv, stadig afbryder deres eget forløb, kommer tilbage til det, som tilsyneladende er fuldført, for at tage fat på det igen.... de synes kun at slå deres modstander ned, for at denne skal suge nye kræfter fra jorden og rejse sig mod dem -endnu mægtigere, de gribes hvert øjeblik påny af skræk for deres egne måls ubestemte kolossale vælde, indtil den situation er skabt, som gør ethvert tilbagetog umuligt, og hvor forholdene selv råber: Her er rosen, dans her!«

Proletariske revolutioner, som dem i det tyvende århundrede, bærer endnu vidnesbyrd om, at den udviklingsgang, Marx tegnede op, er arbejderklassens modningsvilkår. Og samtidig vindes der sejr på sejr, folkene rejser sig for at forsvare selve livet, socialismen bygges op, kommunismens omrids har Stalin nylig vist os i sit epokegørende værk om socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen. Hvad der for Marx og Engels var en videnskabelig forudsigelse, at bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige, omsættes i vore dage til virkelighed. Lenins og Stalins parti har åbnet døren til den fase, hvor alle veje fører til kommunismen. Dette parti er i vore dage hjertekammeret i den internationale proletariske bevægelse, som Marx helligede sine epokegørende arbejder, og som han og Engels utrætteligt søgte at opdrage gennem deres vejledning over for datidens socialdemokratiske partier.

*

I en tid, hvor en nyorientering inden for socialdemokratiets brede lag er så mærkbar, som tilfældet er nu, kan denne vejledning fra Marx’ og Engels’ side bidrage til at ordne tankerne og rense øjnene for det blår, som toppen i socialdemokratierne siden Marx’ død har formået at blinde dem med.

Gennemlæsningen af Marx’ og Engels’ breve til socialdemokrater i forskellige kapitalistiske lande viser én, at allerede Marx stod midt oppe i kampen mod allehånde modstandere også i toppen af de socialdemokratiske partier. Når Hedtoft og hans følgesvende nu vender marxismen ryggen, er det kun fortsættelsen af, hvad Eduard Bernstein og hans lige begyndte på i 1870erne. Når de højresocialdemokratiske lederes »internationale« i Frankfurtererklæringen af 1951 kan skrive: »Socialismen forlanger ikke en streng ensartethed i anskuelser. Hvad enten socialisterne grunder deres anskuelser på resultaterne af en marxistisk eller en anden social analyse, eller på religiøse, og humane principper stræber de alle hen imod samme mål...« - så er det kun en moderne og mere demagogisk forstærkelse af Bernsteins og hans gruppes udfald mod det tyske socialdemokrati i deres »årbog« i 1879: »Bevægelsen, som ... alle ærlige demokrater skulle deltage i, og i hvis forreste geled de uafhængige repræsentanter for videnskaben og alle af sand menneskekærlighed opfyldte mænd skulle marchere, forfladigede sig ... til en ensidig interessekamp fra industriarbejdernes side.«

Bernstein, som var medforfatter til disse linier og den drivende kraft i opportunismen, var allerede dengang en af de mest fremtrædende socialdemokrater. Et par ord om hans udvikling vil illustrere, hvordan socialdemokratiets misere begyndte.

Som ung bankfunktionær var Bernstein i 1870erne aktiv deltager i socialdemokratiets arbejde, ganske vist som tilhænger af Eugen Dührings helt anti-marxistiske teorier. Da Engels så pulveriserede disse teorier i sin berømte bog »Anti-Dühring«, gjorde Bernstein omkring og frasagde sig forbindelsen med dem. I 1879 optrådte han sammen med andre socialdemokrater med en årbog, hvoraf der ovenfor er citeret nogle linier, og som fik Marx og Engels til at erklære: sådanne folk kan vi ikke gå sammen med. Overfor Marx’ og Engels’ kritik, som findes i det ligeledes citerede sted i den danske udgave af deres værker, gjorde Bernstein påny omkring. Nu blev han tilsyneladende tilhænger af marxismen, og den socialdemokratiske partiledelse gjorde ham i 1880 til redaktør af partiets hovedorgan. Trods stadig anledning til kritik, som man kan læse i Marx’ og Engels’ brevveksling med det tyske Socialdemokratis ledere, holdt hovedorganet en i det store og hele klar kurs i de næste år. Dette er et af de historiske eksempler på vigtigheden af en principiel afsløring af opportunismen i arbejderbevægelsen. Bernstein var imidlertid redningsløst inde i opportunismen, som omkring århundredskiftet fik en social basis i selve arbejderklassen, gennem det »arbejderaristokrati«, der materielt begunstigedes af de muligheder, som imperialismens ekstraprofitter gav et tyndt øvre lag af arbejdere gennem høje lønninger og særlige poster i det kapitalistiske samfund.

Efter i 15 år at have holdt sig i skindet, som han vidste ville blive garvet af Engels’ skånselsløse afsløringer, hvis han kom frem med sine egentlige meninger - rykkede Bernstein i 1896 ud med fuldt færdige anti-marxistiske anskuelser, ikke tilløb, ikke tvivl, men et velforberedt attentat. Bernstein kaldte sig stadig marxist, andet gik ikke an endnu. Men se hvordan: »Jeg tilstår åbent, at jeg har overordentlig lidt sans og interesse for det, man i almindelighed forstår ved socialismens endelige mål. Dette mål, hvad det så end er, er mig intet. Det er utvetydigt borgerligt, stik imod Marx. Og Bernstein fortsatte: Bevægelsen er alt. Altså en bevægelse uden mål, en principløs bevægelse. Se, hvordan Bernstein kommer udenom principperne: »Jeg har vundet den overbevisning, at marxismen, hvis grundtanker jeg stadig anser for rigtige i sin praktiske anvendelse et egnet til at forlede sine tilhængere til skæbnesvangre fejlgreb.

Man kender taget. Der er meget rigtigt og smukt i kommunismen, hvis den blot ikke blev praktiseret...

*

Mere end noget andet var og er det Marx’ epokegørende arbejder om staten, dens massekarakter, som en maskine, hvormed i det kapitalistiske samfund en lille klike af storkapitalister holder arbejderklassen nede i udbytning og ufrihed, og hvormed i det socialistiske samfund arbejderne sammen med de arbejdende bønder holder den lille klike af forhenværende storkapitalister og godsejere nede for at vinde tid til socialismens opbygning, mere end noget andet var og er det dette kærnepunkt i Marx’ lære, der må stå for opportunisternes skud.

Hver eneste kapitalistiske stat har love, der begrænser arbejdernes albuerum. Sammenkædningsreglerne i Danmark er et middel, hvormed arbejderklassens kamp forpurres. Hovedledelsernes supplering af stemmerne i overenskomstsituationer er lovfæstet i disse sammenkædningsregler og anvendes med statsmagtens autoritet og hele justitssystem i ryggen. Strejkeforbuddene i 1930erne var rettet alene mod arbejderne og lettede situationen alene for arbejdsgiverne. Akkurat på samme måde i Frankrig, hvor socialdemokraten Jules Moch lod skyde på de strejkende kulminearbejdere, ligeledes i England, ligeledes i USA, hvor Taft-Hartley loven direkte sætter fagforeningerne under statsadministration. Hver eneste kapitalistisk stat bruges til at give kapitalen fordele på befolkningens bekostning. Thorkil Kristensen eller H. C. Hansen - hver eneste dansk finansminister har sørget for skattefritagelser for de store kapitalister og skatteforhøjelse for de mindre. Hedtoft og H. C. Hansen er særlig varme forkæmpere for omsætningsskatter til dækning af militærudgifterne. De små skal betale i det kapitalistiske samfund, de rigeste skaffer sig større profitter med statsmagtens hjælp.

Marx’ lære om staten er blevet glimrende bekræftet af de sidste 70 år. I sin groveste form ytrer den kapitalistiske stat sig som Hitlers fascisme eller Eisenhowers slæng af milliardærer og generaler, der gennemfører terroristiske forholdsregler mod alt, hvad der rører sig i befolkningen for fred og demokrati, og bruger staten til personlig berigelse.

De højresocialdemokratiske ledere har her gjort kapitalistklassen en uvurderlig tjeneste ved at tilsløre den kapitalistiske stats karakter, ved at besmykke f. eks. »det danske demokrati«, som giver sig udtryk i femte kolonne lov, politiske kartoteker og korrupt politisk liv i forening med nedskæring, militarisering og arbejdsløshed.

Den vældige udbygning af det kapitalistiske Danmarks politistyrke, som har fundet sted siden 1930erne, hele snushane- og stikkersystemet, hele den sammenfletning af civil og militær udspionering af befolkningen, af »dansk« og amerikansk »efterretningsvæsen«, som følger i Atlantpagtens spor, og som edderkoppeaffæren gav ikke få glimt af - hele denne vældige udbygning af voldsmagten overfor arbejderklassen, overfor folkerørelser imod det rådne og udlevede og længst forældede samfund er skabt hovedsagelig med socialdemokratisk bistand, med Steincke som drivende kraft.

Socialdemokratiets ledende top har skabt et uhyggeligt læbælte omkring det samfund, som Karl Marx viste arbejderne var modent til at kastes på møddingen.

Men ikke nok hermed. Karl Marx’ statslære drejer sig også om arbejderklassens stat. Lige fra sine første skrifter og til sin død behandlede Marx dette spørgsmål. Over for de ledende tyske socialdemokrater f. eks. i kritikken af deres Gothaprogram af 1875, ved hvilken anledning Marx konstaterede:»Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur.«

I 1881 spurgte det hollandske socialdemokratis grundlægger Nieuwenhuis Marx om denne sag og fik det klare svar: Det er enhver socialdemokratisk regerings pligt efter magtovertagelsen af »gribe til sådanne forholdsregler for at jage bourgeoisiet i et musehul, at det først fornødne, tid til varig aktion, bliver vundet.«

Lenin og Stalin fulgte nøje Marx’ lære om staten. Sovjetsystemet blev den første revolutionære stat, som i arbejderklassens hånd anvendtes til at fremme socialismens opbygning og til det formål »jog bourgeoisiet i et musehul«. Folkedemokratierne blev det næste hold af revolutionære stater med samme formål. Alle bevidste arbejdere har glædet sig over socialismens sejre, over folkenes materielle og kulturelle fremgang i disse lande, over friheden, som den arbejdende befolkning efter årtusinders slaveri endelig vandt. Alle bevidste arbejdere har glædet sig, når storkapitalister, godsejere og deres håndgangne hjælpere i politik, fagbevægelse, presse og radio blev fjernet fra indflydelse og afløst af arbejdere, bønder og intellektuelle, der var udgået af folket selv. Sovjetunionen og folkedemokratierne giver en fornyet bekræftelse på Karl Marx’ genialitet.

Ydermere har denne udvikling bragt en ny bekræftelse på de højresocialdemokratiske lederes dybe fald. Ingen arbejder kan finde det overraskende, at kapitalens ejere og propagandister raser imod socialismens land og bagvasker det på enhver måde, og derfor skal der mere til. Her trådte de højresocialdemokratiske ledere i funktion. Værre end arbejdsgivernes værste skriblere har Social-Demokratens redaktion sværtet Sovjetunionen, dag ud og dag ind, og opnået midlertidigt at bremse den danske arbejderklasses forståelse af, hvad deres klassefæller i socialismens land præsterer af historiske bedrifter. Den bremsning kunne arbejdsgiverorganerne ikke have klaret alene. Dertil var agenter, hjælpere inden for arbejderbevægelsen nødvendige.

Et uhyggeligt skud på den amerikansk-engelsk-danske efterretningsvirksomhed er Eiler Jensens direkte deltagelse i oprettelsen af spionageorganer i folkedemokratierne. Her træder ledere i dansk arbejderbevægelse ind i den forbryderring, som støttet af den amerikanske 100 millioner dollar lov om »gensidig sikkerhed« beskæftiges med forsøg på at ødelægge, hvad arbejderne i folkedemokratierne har bygger op. Denne 100 millioner dollar lov tilsigter at sprede skræk og rædsel gennem terrorhandlinger i folkedemokratierne og Sovjetunionen. Den tilsigter også mord på ledende marxister. Havde Karl Marx levet i dag, ville han kunne blive offer for kugler eller gift, som det Eiler Jensen’ske foretagende har lavet smugkanaler til.

Skønt det Eiler Jensen’ske spionageforetagende kun er en lille del af højresocialdemokraternes virksomhed i krigsforberedelsens tjeneste, illustrerer det måske bedre end meget andet, at socialismen kun vindes i bitter kamp mod alle gamle, demoraliserede, forbryderiske kræfter. Mod sådanne kræfter vokser der kun een urt, en stærk arbejder- og bondestat, en vågen opmærksomhed over før arbejderklassens fjender, som har opøvet stor færdighed i at trænge ind i arbejderklassen.

Så langt som Eiler Jensen m.v., var Eduard Bernstein ikke kommet. På hans tid var der endnu ingen socialisme i noget land, og altså ingen nødvendighed for en så åben optræden af kapitalens lejesvende. Men Eiler Jensens optræden er ikke i strid med, den er tværtimod en fortsættelse af Bernsteins begyndelse.

*

På punkt efter punkt drog opportunisterne til felts mod Marx og forsøgte at trænge hans lære ud af arbejderklassen. Hans geniale undersøgelser af kapitalismens udvikling og af klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat blev »modbevist«, enhver forbigående, lokal eller tilfældig afvigelse fra hovedtendensen blev udbasuneret som bevis for, at Marx havde uret. Enhver delvis sejr i en faglig kamp eller enhver nok så, utilstrækkelig social reform, som passede, ind i kapitalisternes kram, blev taget som bevis for, at arbejderklassens mål lod sig realisere inden for det kapitalistiske samfund. Hvor ofte har Hedtoft & Co. ikke holdt »dansk demokrati« og reformens vej op som idealet! Den bitre virkelighed tager her grunden, bort under de højresocialdemokratiske ledere. Hverken arbejderne - de beskæftigede eller arbejdsløse - eller de gamle, invaliderne, de fattige mødre med dårligt ernærede og dårligt klædte børn i alt for små og usunde lejligheder kan leve af falske forespejlinger.

Det er også her opportunismens onde sæd, der har sat blomst i højresocialdemokratierne. De tyske opportunister advarede mod angreb på storkapitalen, på spekulanterne, på »gründerne«, som man sagde dengang. Hedtoft følger dem troligt op, når han på Den kongelige Skydebane siger, som refereret i Social-Demokraten den 12. januar 1948: »Jeg tror, at clichéen om »det kapitalistiske samfund« som årsag til og forklaring på alt ondt og elendigt er banal og uredelig. Jeg fristes til som socialdemokrat at sige: ja, vi er alle en slags liberalister!«

Liberalist er imidlertid det sidste, Hedtoft er. Den praksis at råbe »fred med frihed« og samtidig militarisere landet og bønfalde om fremmede soldater og baser på dansk jord, som Eiler Jensen gjorde det på sin rejse i USA, i forståelse med sine højresocialdemokratiske fæller, hører ikke til i liberalismens relativt fredelige epoke, men i de profithungrende monopolers epoke. Den praksis at larme op om arbejdsløshedens forbandelse og samtidig at give Danmarks økonomi de arbejdsløshedsskabende amerikanske milliardærer i vold er af samme skuffe. Den praksis at vifte med nye boliger i tusindvis til dem der bor »uforsvarligt« og samtidig dirigere midler, materialer og arbejdskraft til kasernebyggeri er planøkonomi i krigens Interesse. De højresocialdemokratiske ledere har erstattet ét motto, der opstad i liberalismens tid - frihed, lighed, broderskab - med ordene ”infanteri, artilleri, tanks og fly”. Ordene er med en let omskrivning Marx’.

Med mageløs demagogi forstår de højresocialdemokratiske ledere at bøje sig langt for stemninger i arbejderklassen, som da de i 1945, hvor arbejdernes ønske om at gennemføre dybtgående forandringer var stærkt udtalt, skrev i »Fremtidens Danmark« om kapitalismen: »Krigen og krigsøkonomien har rokket alvorligt ved dette system. Nu må det aldrig vende tilbage... Det vil blive en kilde til nye kriser, mere arbejdsløshed - måske til nye nazismer og nye krige«.

Og samtidig bøjer de sig ikke længere, end deres arbejdsgivere tillader, ikke længere end det rådne kapitalistiske samfund kan tåle, og er parate til under Atlantpagten selv at indføre krigsøkonomi, selv at forberede krig, selv at fremme »nazismer«, som de gør det ved deres alliance med nazi-generaler og MacCarthyer.

Med bidende skarphed konstaterede Marx og Engels i opportunismens barndom, at efter Bernsteinianenes mening skulle socialdemokraterne »om nødvendigt sammen med den herlige krigshær marchere mod de ensidige, rå, udannede masser«, hvis disse gjorde forsøg på at slå sig fri. De højresocialdemokratiske ledere har i sandhed bragt det vidt. Nu marcherer de til daglig med den herlige krigshær, her som i Korea, i Vietnam, i Malaya og i Kenya.

*

Det afgørende er nu om stunder masserne, der vil gøre sig fri af udbytningens og undertrykkelsens åg og selv være herrer over deres fremtid. Det er den smukkeste bekræftelse på Marx’ lære. Vendt mod opportunisterne erklærede Marx og Engels: »Vi har i næsten fyrretyve år fremhævet klassekampen som historiens umiddelbare drivkraft og specielt klassekampen mellem bourgeoisi og proletariat som den store løftestang i den moderne sociale omvæltning: vi kan altså umuligt gå sammen med folk, der vil stryge denne klassekamp af bevægelsen. Vi har ved Internationales dannelse udtrykkeligt formuleret kampråbet: Arbejderklassens befrielse må være arbejderklassens eget værk. Vi kan altså ikke gå sammen med folk, der åbent erklærer at arbejderne er for udannede til at befri sig selv og først må befries fra oven ...«

Marx og Engels var samtidig aktive medkæmpere i enhver bevægelse for demokrati og for national selvstændighed. Et folk, der undertrykker et andet folk, kan ikke selv være frit, skrev Marx med henblik på de engelske arbejderlederes stilling til det undertrykte Irland.

Marx og Engels tvivlede aldrig på, at denne ægte internationalistiske indstilling ville sejre i arbejderklassen. Det, der i verdens folkebevægelser nu modnes, er netop præget af arbejderklassens øgede aktivitet og samling i forbindelse med Sovjetunionens og folkedemokratiernes sejre.

»Med hensyn tik den endelige sejr for de sætninger, Manifestet opstillede,« skrev Engels, »stolede Marx udelukkende på arbejderklassens intellektuelle udvikling, sådan som den nødvendigvis må fremgå af den forenede aktion og af diskussionen. Begivenhederne og omskiftelserne i kampen mod kapitalen, nederlagene i endnu højere grad end sejrene, kunne ikke andet end vise de kæmpende det utilstrækkelige i alle hidtil anvendte universalmidler og gøre deres hjerner mere modtagelige for en grundig indsigt i de sande betingelser for arbejdernes frigørelse.«

Det er denne proces, der nu tager fart, med en kraft som ved dannelsen af modstandsviljen mod besættelsen, om hvilken Aksel Larsen i sit svar på statsminister Buhls stikkertale i september 1942 udtalte: »For denne folkevilje, der er som en naturkraft, kan De ikke dæmme op!«

Som dengang vil tempoet i arbejderklassens samling og afklaring være afhængig af den tålmodighed og det initiativ, som Danmarks kommunistiske parti og dets enkelte medlemmer lægger for dagen. Også den teoretiske indsigt vil her spille sin store rolle. Først og fremmest gennem udbredelsen af partiets program, Det danske folks vej, som viser, at der findes et andet perspektiv end krigspolitikkens, nedskæringens og den nationale nedværdigelses vej, en vej frem til det store mål, Karl Marx klarlagde for arbejderklassen i hele verden.

HERTIL

April 1953

Zionismen

af Andrew Rothslein

»Neue Zeit«, der var det vigtigste teoretiske blad for datidens internationale socialistiske bevægelse, diskuterede i 1898 dannelsen af den zionistiske bevægelse. Denne var blevet grundlagt på en kongres, der havde fundet sted i august året før i Basel under ledelse af dr. Herzl, forfatteren af en erklæring om de zionistiske principper »Den jødiske stat«.

»De jødiske storkapitalister«, skrev Neue Zeit - »hvis nationalfølelse ender, hvor deres materielle interesser begynder« (dvs. de jøder, som er en del af storkapitalistklassen, i det land hvori de bor og hvis jødedom har anden rang i forhold hertil) - »kan måske hjælpe med til at finansiere overflytningen af deres fattige trosfæller til Palæstina, men kun som en begrænset filantropisk handling«. Den jødiske industriarbejderklasse, så vidt som den har socialistiske idéer, »har ingen særlig tiltro til den sociale side af Hérzls utopi og ønsker ikke at blive revet ud af enheden med resten af det kæmpende proletariat, blot for i Palæstina at blive udbyttet af deres egne »trosfæller«. Zionismen søgte sin væsentligste støtte hos de jødiske småkapitalister og mellemstands intellektuelle. Dens udenrigspolitik, gennem hvilken dr. Herzl håbede at nå sine mål, bestod i »at fremføre elskværdigheder overfor sultanen«. (Palæstina var på det tidspunkt en del af det tyrkiske imperium). Hvis anti-semitismen forsvandt, ville den virkelige baggrund for zionismen også forsvinde.

»Neue Zeit« havde i hovedsagen ramt plet. Zionismen proklamerede, at en jøde var en fremmed, hvor han end levede udenfor Palæstina - hvorfra hans forfædre (eller nogle af dem: for jøderne i alle lande er ligeså blandede som franskmænd, belgiere, tyskere eller italienere) var blevet fordrevet 1800 år tidligere. Det samme sagde anti-semiterne. Zionismen proklamerede »jødernes tilbagevenden til judaismen endog før deres tilbagekomst til det jødiske land« (Herzl i Basel) dvs. at den jødiske udbytter og den jødiske udbyttede, udenfor Palæstina, havde mere tilfælles med hinanden end med deres medborgere: det samme sagde anti-semiterne. Zionismen erklærede, at de jødiske minoriteter i en mængde forskellige lande (lige fra fremskredne kapitalistiske lande som USA til patriarkalske samfund som Yemen) trods mangel på fælles territorium, sprog, økonomi eller endog psykologisk særpræg, udgør en enkelt nation med interesser, der var adskilte fra alle andres: det samme sagde anti-semiterne. Zionismen fortalte den jødiske arbejder, at han ikke skulle have noget at gøre med den socialistiske bevægelse i hans eget land (»der er tid nok til at benytte sig af retten til at danne socialistiske partier, når det jødiske folk først er i Palæstina«, sagde dr. Herzl i august 1903 i Set. Pedersborg). Anti-semiterne fortalte resten af arbejderne, at de ikke skulle have noget at gøre med jøderne. Kort sagt, zionisme var anti-semitisme på vrangen.

Men hvorledes var dette sket? Zionismen opstod, som den jødiske middelstands reaktion overfor de »pogromer« eller officielt inspirerede massakrer på jøderne, som besudlede Rumænien fra 1860’erne og fremover og Rusland fra 1880erne; den var reaktionen overfor den anti-semitiske propaganda, ligeledes opmuntret af myndighederne, der udvikledes både i de nævnte lande og i Østrig-Ungarn og Tyskland ved århundredets slutning. Den brede tilslutning som bevægelsen fik, skyldtes den terror, som pogromerne vakte og skyldtes ikke, at de uendeligt fattige jødiske arbejdere, håndværkere, småhandlende og bønder var bevæget af nationalfølelse. Men hvad var årsagen til alle disse grusomheder? Det var den herskende klasses paniske skræk for socialismens og arbejderbevægelsens vækst; disse klasser forsøgte at bruge jøderne som syndebukke. Endvidere var de jødiske industriarbejdere i alle europæiske lande (i Rusland fra 1880erne og fremover) blandt de mest aktive i fagbevægelsen og de første til at anerkende de fremskredne socialistiske ideer. De jødiske arbejderes svar på anti-semitisme og pogromer var en styrkelse af deres organisationer og forbindelsen med den almindelige arbejderbevægelse i de lande, hvori de boede. De blev hilst velkomne i disse bestræbelser: således skrev Plekhanov i den allerførste beretning, som den russiske arbejderbevægelse overhovedet aflagde overfor en international kongres (London 1896): »at de i visse henseender er fortroppen for arbejdets hær i Rusland«; men af den selvsamme grund blev disse bestræbelser ikke hilst velkomne af de jødiske småkapitalister og intellektuelle, som ønskede at gøre karriere. For disse kom zionismen som en gunstig lejlighed, sendt fra himlen, til at aflede de jødiske arbejdere fra at forfølge deres klasseinteresser - også her faldt zionismen i tråd med de herskende klassers ønsker.

Dette var zionismens grundlæggende karaktertræk helt fra dens opståen, og disse træk har været dominerende gennem hele dens 60-årige eksistens, og dens ledere og talsmænd har krøbet for en hvilken som helst kapitalistisk stormagt, som de mente tjente deres interesser. Selve Basel-kongressen i 1897 åbnedes med én resolution, foreslået af Herzl, der udtrykte tak og hengivenhed overfor den tyrkiske sultan - hvis regering netop på dette tidspunkt svømmede i massakrerede armenieres blod. I 1898 søgte Herzl den tyske kejsers støtte; da han således talte med udenrigsminister Bülow »fandt han det tilrådeligt at understrege zionismens anti-socialistiske holdning« og ved audiensen hos selve Wilhelm II »fik han en gunstig lejlighed til at fremsætte sit yndlingsargument, at zionismen ville opløse det jødiske folks revolutionære partier«. Disse citater stammer fra Bein, forfatteren af Herzl’s biografi. I 1903 prøvede Herzl at opnå den russiske tsars yndest, idet han besøgte den russiske indenrigsminister Pleve, overfor hvem han antydede, at zionismen ville bekæmpe de socialistiske ideer blandt den jødiske ungdom som gengæld for tsarens støtte (Herzl’s dagbog, offentliggjort 1922/23).

Efter oktober 1905 svarede tsardømmet på den revolutionære generalstrejke med organiseringen af pogromer - og de russiske zionister undsagde de jødiske arbejdere, der tog del i den socialistiske bevægelse. I nogle byer (Bobrusk, Bjelosdok, Slobodka, Amdur, Siedlowice) organiserede jødiske småkapitalister under indflydelse af disse undsigelser ligefrem jødiske terrorgrupper og egne pogromer mod jødiske socialistiske arbejdere. Når nutidens zionistiske bourgeoisiledere i Israel i dag organiserer pogromer mod de fremskridtsvenlige og kommunistiske arbejdere, der protesterer mod tjenstvilligheden overfor Wall Street, og når disse ledere angriber socialistiske stater, genopliver de kun en 50 år gammel tradition.

Selvfølgelig kalder de zionistiske ledere af den nærværende israelske regering sig selv for »socialister«, og det endskønt den stat, de repræsenterer, gennem sine love, politi, hær, spioner, diplomater, propaganda osv. beskytter kapitalismen og ikke socialismen. Men også dette er et gammelt trick. Vi så, at Herzl selv i 1903 rådede de russiske jøder til at udsætte dannelsen af socialistiske partier, til de kom til Palæstina.

Dette var nu ikke et ganske praktisk råd, da den store masse af jødiske arbejdere i Rusland anerkendte de socialistiske ideer. Men de russiske zionister foretog den næsten værste ting. De dannede en række partier - »Zionistiske socialister« (1904), »Jødiske socialistiske arbejderparti« (1905), »Territorialisterne« (1904), »Polai Zion« (1906) - som adskilte sig i mindre detailler, men som alle var enige om at skille de jødiske arbejdere fra alle andre arbejdere og enige, om at fortælle dem, at kampen for socialismen var håbløs, indtil de emigrerede til et andet territorium eller land og dannede en ny stat - som selvfølgelig skulle begynde som en kapitalistisk stat. (Polai-Zion lederen Borqchov udviklede endda en hel teori om en storstilet kapitalistisk udvikling af Palæstina for herved at give bedre muligheder for klassekampen). Disse »proletariske« zionister i Rusland og andetsteds hjalp således bourgeoisiets zionister, der igen støttede de herskende klasser og de anti-semitiske propagandister.

Det var intet under, af det russiske socialdemokratiske partis kongres (der både omfattede bolsjevikker og mensjevikker) i juli 1907 enstemmigt afslog at optage »Zionistiske socialister« og »Polai Zion« i den russiske delegation til den internationale socialistiske kongres i Stuttgart samme år - og det internationale socialistiske bureau, der blev valgt på kongressen, nægtede på sit møde i oktober 1908, at anerkende dem som tilsluttede organisationer.

Indtil den første verdenskrig havde den zionistiske propaganda kun haft lidet held med at få gang i den jødiske emigration til Palæstina. Men under krigen fandt de zionistiske ledere i den britiske regering en mere venligt indstillet imperialistisk beskytter end sultanen, tsaren eller kejseren. Den britiske imperialisme ønskede at nedbryde det tyrkiske imperium indefra, og i 1917 lovede Balfour-erklæringen de zionistiske ledere et »nationalt hjem« i Palæstina som en »mandat«-koloni under dét britiske imperium. Stimuleret af store kapitalinvesteringer i Palæstina tiltog den jødiske emigration. I 1921 var der kun 80.000 jøder og 600.000 arabere; ved slutningen af 1938 var der 424.000 jøder og 916.000 arabere. På denne tid havde end ikke de zionistiske lederes tro tjeneste »som en lille loyal jødisk oase i et hav af fjendtlige arabere« (sir Ronald Storrs »Orienteringer«) forhindret en god del britiske intriger med de feudale arabiske stater - og følgen var, at ved den anden verdenskrig var Palæstinas jøder og arabere i kværken på hinanden, og landet var en britisk politistat, der holdt begge folk nede.

De frygtelige massakrer på jøder, der fandt sted i Europas nazibesatte lande fra 1939 til 1945 blev for de overlevende en kraftig tilskyndelse til at rejse til Palæstina. I 1946 var der i landet 600.000 jøder og i dag er der 1.450.000 - med en national minoritet på 120.000 arabere: mange hundrede tusinde arabere blev drevet ud af landet. Under den anden verdenskrig havde de zionistiske ledere endnu engang svoret troskab til den højstbydende - den amerikanske imperialisme, der havde hundreder af millioner dollars at investere - og da den nye stat Israel blev oprettet i maj 1948 efter blodige kampe, overtog jødiske millionærer i USA i praksis ledelsen af verdens-zionistorganisationen og forbindelsen med de regerende i den nye stat, idet de lånte den 100 millioner $ - en sum, der ved slutningen af 1952 (indbefattet gaver) var næsten tredoblet.

Sovjetunionen foreslog i maj 1947 for at få en ende på blodsudgydelsen, at FN skulle anbefale en demokratisk to-national stat i Palæstina, eller hvis dette mislykkedes, adskilte stater for jøder og arabere. Sovjetunionens talsmænd gjorde det altid klart, at de var optaget af den skæbne, der mødte »jøderne i Palæstina« - såvelsom af arabernes skæbne - og at de ikke understøttede den zionistiske stræben, der gik ud på at gøre Israel til et »nationalt hjem« for jøderne i hele verden. Sovjetunionen og folkedemokratierne oprettede diplomatisk forbindelse med den nye stat, ganske som de ville gøre det med en hvilken som helst anden stat, hvadenten kapitalistisk eller feudal, som ønskede fredelige og venskabelige forbindelser med dem. Da de gav materiel til Israel under fjendtlighederne med de arabiske stater i 1948 (som var opmuntret til deres angreb af den britiske imperialisme) var det for at hjælpe det jødiske folk, der boede der, til at forsvare sig, og ikke for at støtte zionismen. Som Ilja Ehrenburg skrev i en berømt artikel i Pravda (21. sept. 1948): »I tilgift til invasionen af engelsk-arabiske horder kender Israel en anden invasion, mindre støjende, men ikke mindre farlig - invasionen af engelsk-amerikansk kapital.

... Det er ikke repræsentanter for arbejderne, der er i spidsen for den israelske stat. Vi har alle set, hvorledes bourgeoisiet i de europæiske lande med deres store traditioner og deres gamle statsformer har forrådt nationale interesser i dollarens navn; Kan det sovjetiske folk forvente, at Israels bourgeoisi har større samvittighed og fremsyn end det franske eller italienske bourgeoisi? Næppe ...«

Ilja Ehrenburg havde ret. De zionistiske bourgeois-herskere i Israel, der ikke var tilfredse med opretholdelsen af kapitalistisk udbytning i deres eget land med national undertrykkelse af det arabiske mindretal, tilbød sig i dollarens tjeneste. Deres diplomatiske repræsentationer i de socialistiske lande har tjent amerikansk og britisk spionage. Deres officielle talsmænd har udtrykt det vildeste had til USSR - det land som ved sejren ved Stalingrad underskrev Hitlers dødsdom og frelste millioner af jøder fra tilintetgørelse. Ligesom Herzl i sin »Jødiske Stat« lovede »Europa«, at den zionistiske stat i Palæstina skulle blive civilisationens forpost, som skulle dæmme op for barbariets tidevand, således appellerer nu hans værdige efterfølgere til USA om at opfatte dem som »brændpunktet for vestlig indflydelse i Det mellemste Østen« og som »en bedre base end Ægypten til imødegåelse af russisk aggression«. (Daily Telegraph’s New York korrespondents omtale af den israelske ambassadørs besøg i State Department, 12. februar 1953.)

Zionismen er i 1953, ganske som for 60 år siden, en fjende af det arbejdende jødiske folk. De jødiske arbejdere, der støtter den forræderagtige eventyrpolitik, hvadenten de er i Israel eller i England, gør, uden at vide det, sig selv den alvorligste skade. Der er kun een vej til frihed for de jødiske arbejdere i England, ganske som der kun for det arbejdende jødiske folk, er een vej til sikkerhed, ud af den farlige situation hvori de er blevet bragt af deres lederes. Det er kampen for socialismens sejr over kapitalismen, for et folkedemokrati, kampen for sejr for arbejderklassens internationalisme over bourgeoisi, nationalisme og zionistisk racelære.

De fascistiske aggressorers komplot i Ankara

af Mintjo Neitjev

medlem af Bulgariens kommunistiske Partis CKs politbureau

Den 28. februar blev der i Ankara underskrevet en aftale mellem de regerende kliker i Tyrkiet, Grækenland og Jugoslavien. Denne aftale er ikke et resultat af en fri overenskomst mellem disse stater, men dikteredes de nuværende magthavende i disse lande af deres herrer i Washington og London. De amerikansk-engelske aggressorer har hele tiden direkte eller gennem deres repræsentanter dirigeret forhandlingerne. Pagten er først og fremmest deres produkt.

Pagten i Ankara er et aggressivt militærpolitisk komplot. Det siger sig selv, at deltagerne i komplottet søger at skjule dette ved at fornægte dets militære karakter. En af lederne for fascistkliken i Belgrad, Kardelj, erklærede f. eks. i skupsjtinaen (det jugoslaviske parlament), at denne pagt er en politisk aftale, at den ikke er nogen »pagt for militært samarbejde«. Men denne demagogiske påstand tilbagevises fuldstændigt af selve pagtens ordlyd, som taler om fælles militære operationer, om generalstabenes samarbejde og om vedtagelse af koordinerede beslutninger i militære spørgsmål.

Som bekendt havde Jugoslaviens, Tyrkiets og Grækenlands militærdelegationer forhandlet længe før pagten blev indgået. Titos militærdelegation havde foretaget rejser til Athen og Ankara. Derefter kom græske og tyrkiske militærpersoner til Belgrad. De militære forhandlinger førtes under direkte opsyn og direkte deltagelse af amerikanske og engelske generaler, som hele tiden dukkede op i de tre fascistiske hovedstøder. Til sidst blev det meddelt, at der var blevet afsluttet en aftale mellem generalstabene i Jugoslavien, Tyrkiet og Grækenland.

Det er karakteristisk, at pressen i de vestlige imperialistiske lande under diskussionerne om pagten i Ankara fremfor alt fæstede opmærksomheden ved det antal divisioner, som pagtdeltagerne skal stille til atlantblokkens rådighed. Det er klart, at de amerikansk-engelske imperialister i denne pagt ser et middel til at få billig kanonføde. Dette beviser igen Balkankomplottets militære karakter.

Ankara-komplotmagernes anstrengelser for at fremstille denne pagt som en »forsvarspagt« er forgæves og latterlige. Underdanigst gentager de den smudsige løgn, hvormed de imperialistiske krigsanstiftere søger at skjule den atlantiske krigsbloks aggressive karakter. Fremfor alt opererer de med hjernespindet om en »aggression«, som påstås at true dem fra landene i fredens, demokratiets og socialismens lejr. De amerikansk-engelske imperialister og deres vasaller på Balkan følger Hitlers nedrige eksempel og kalder de lande for »aggressorer«, mod hvem de selv retter deres aggression.

Løgnen om en »sovjetisk aggression« er brudt sammen for længe siden. Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande nærer ikke nogen tanke om at overfalde nogen. De har på ingen måde og kan overhovedet ikke have nogen planer om at erobre fremmede områder. Velstanden for Sovjetunionens og de folkedemokratiske landes folk beror på det frie, fredelige arbejde, på den vældige socialistiske opbygning, på den uafbrudte økonomiske og kulturelle fremgang. Regeringerne i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande har gentagne gange klart og tydeligt erklæret deres urokkelige vilje til at gennemføre en fredens og folkevenskabets politik og af alle kræfter bidrage til at befæste freden på Balkan, i Europa og i hele verden.

Men Tyrkiets, Grækenlands og Jugoslaviens regeringer fører derimod en åbenlys fjendtlig politik mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Denne politik fremmes med alle midler af de imperialistiske kliker i USA og de andre kapitalistiske stater.

Den imperialistiske reaktion i USA ser i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande den største, uovervindelige hindring for at kunne virkeliggøre deres vanvittige planer om verdensherredømme. USA-imperialisterne søger at misbruge de lande, der er underkuet af dem, til deres eventyrlige aggressionsplaner. »Et særkende folden amerikanske imperialismes strategi er«, sagde G. M. Malenkov, »at dens matadorer bygger deres krigsplaner på udnyttelse af fremmede territorier og fremmede hære, ... på udnyttelsen af andre folk, som ifølge de amerikanske strategers planer skal tjene som blinde redskaber og kanonføde under de amerikanske monopolisters erobring af verdensherredømmet«.

De herskende fascist-kliker i Athen, Ankara og Belgrad anstrenger sig tjenstvilligt for at tjene deres amerikansk-engelske herrer. De håber, at en krig vil kunne redde dem fra den uundgåelige og strenge, men retfærdige folkevrede, fra opgøret for alle de voldshandlinger, som de har begået mod Jugoslaviens, Grækenlands og Tyrkiets arbejdende folk.

Ankarablokken står i direkte modstrid med FN-pagten og er den aggressive atlantbloks Balkanfilial, den tjener som instrument for atlantblokken til at opnå de aggressive mål på Balkan og i Den nære Orient. Dette fremgår først og fremmest af Ankara-aftalens egen ordlyd. I aftalens paragraf 7 understreges, at aftalen ikke strider mod nogen international forpligtelse for de tre lande. Paragraf 8 konstaterer, at aftalen »på ingen måde krænker de rettigheder og pligter for Grækenland og Tyrkiet, som følger af deres deltagelse i atlantpagten.«

Ankarakomplottet indrangerer reelt Tito-jugoslavien i atlantblokken, akkurat som Vesttyskland gennem det berygtede »europæiske forsvarsfællesskab« inddrages i denne aggressive blok.

Som bekendt har de fascistiske herskere i Belgrad erklæret, at de er tro mod den aggressive atlantblok. I en af sine taler har Tito sagt, at hans regering vil komme til at samarbejde med de lande, som deltager i atlantblokken. Nu er dette samarbejde blevet legaliseret gennem Ankara-pagten, som betyder, at Tito-jugoslavien faktisk er tilsluttet den aggressive atlantblok, den imperialistiske aggressions militære styrker.

På en pressekonference efter underskrivningen af Ankara-pagten sagde den tito-fascistiske udenrigsminister Popovic: »Takket være denne aftale er de tre stater kommet hinanden endnu nærmere. Det siger sig selv, at alle sammenslutninger, indbefattet atlantorganisationen, vil have gavn af dette«.

Denne tito-ministers udtalelse afslører Ankara-pagtens virkelige formål. De magthavende i Jugoslavien, Grækenland og Tyrkiet, som anstrenger sig for at opfylde kravene fra atlantblokkens hovedmand, stiller deres hære under den amerikanske overkommando, så de til glæde for de amerikanske imperialister forvandler deres folk til kanonføde.

Det virkelige formål med Ankara-pagten afsløredes også af Kardelj, da han fastslog, at Tyrkiet og Grækenland »vil opfylde de pligter, som følger af tremagtspagten, i overensstemmelse med deres forpligtelser mod atlantpagten«. Det er åbenlyst, at forpligtelserne for deltagerne i atlantpagten bestemmer indholdet af forpligtelserne for deltagerne i Ankara-pagten.

Ankara-pagten skal tillige tjene som middel for Jugoslaviens, Tyrkiets og Grækenlands fascistiske kliker at nå deres aggressive mål. Disse hensigter har været kendt længe. Allerede på fredskonferencen i Paris 1947 foreslog den græske monarko-fascistiske regering den jugoslaviske regering, at de i fællesskab skulle gennemføre begge regeringers planer om at erobre og splitte Albanien. Og titoisterne fører åbenlyst en fjendtlig politik, hvormed de om og om igen søger at forstyrre det frie albanske folks fredelige liv.

Ved fredskonferencen i Paris anstrengte de græske monarko-fascistiske magthavere sig for at bevise, at Grækenland måtte beherske en del af det bulgarske område. Monarko-fascisterne ville bemægtige sig vort Rhodope-område, Plovdiv og Den trakiske Slette. Samtidig karakteriserede de disse røverkrav som »minimum« og talte yderligere om at skyde Grækenlands grænser frem til Stara Planinas bjergryg. Heller ikke tito-despoterne lægger skjul på deres hensigter om at lægge beslag på Pirin-området. Man må betone, at de tyrkiske nationalister på deres side ved enhver lejlighed udtrykker deres beklagelse over, at Tyrkiet har mistet sit tidligere herredømme over bulgarsk jord.

Titoisterne håber, at Ankara-pagten også vil styrke deres position i striden med Italien om opdelingen af Triests frie territorium.

*

Men Ankara-pagtens brod er hovedsagelig rettet mod de folkedemokratiske stater på Balkan - Albanien og Bulgarien - samt mod de andre folkedemokratiske lande og Sovjetunionen.

Grækenlands nuværende premierminister, Papagos, skrev allerede sidste år i anledning af militæraftalen mellem Tyrkiet, Grækenland og Jugoslavien i avisen Kathimerini om nødvendigheden af fælles militære forholdsregler for de tre stater og om »storstilede angrebsoperationer«. Papagos forbinder disse formodede krigsoperationer med atlantblokkens militære gerninger i Mellemeuropa og mener, at det er opgaven for USA-vasallerne på Balkan at udføre et »flankeangreb«, mod sovjettropperne.

En anden græsk militær-»strateg«, den pensionerede general Gergulis, udtalte i samme Kathimerini: »Hvis planen for forbundsfællerne på Balkanfronten hviler på passivt forsvar, vil den ikke lykkes. Derfor er angrebet en mere formålstjenlig forsvarsmetode«.

Den samme ånd kommer også til udtryk i en artikel af den pensionerede tyrkiske general Erkilet i avisen Milyet fra marts 1953. Denne general lærer: »at... at forsvare sig betyder ikke blot at værge for sig; angrebet er i visse tilfælde det mest effektive forsvar«. Den meget krigslystne general udtaler på orakelvis, at man burde optræde på denne måde overfor Bulgarien.

I Grækenland tilråder den monarko-fascistiske presse åbenlyst aggressive handlinger mod det folkedemokratiske Albanien.

Allerede før underskrivningen af Ankara-pagten skrev avisen Embros: »Det ønskes, at vi garanterer Albaniens udelelighed. Vi erklærer, at vi i første omgang vil have Nord Epirus og først derefter vil vi tænke på at give en sådan garanti«. Som bekendt kalder de græske monarko-fascister hele Sydalbanien for Nord Epirus.

Disse og lignende udtalelser viser Ankara-pagtens virkelige karakter som et værktøj for aggression fra de imperialistiske stater med USA i spidsen, som et middel til at nå de aggressive mål hos de fascistiske magthavere i Jugoslavien, Tyrkiet og Grækenland. Den er en sammensværgelse mod freden på Balkan og i hele verden. De herskende i disse tre stater stræber efter at skjule Ankara-pagtens virkelige hensigter for at bedrage deres folk. Det er klart, at dette forbryderiske komplot er rettet mod Jugoslaviens, Grækenlands og Tyrkiets folk, mod deres stræben efter et fredeligt og frit liv.

Ankara-pagten er et produkt af de imperialistiske hajers forbryderiske politik. Men den vil ikke svække modsætningerne mellem dem og heller ikke modsætningerne mellem USA og England. Denne pagt formindsker heller ikke modsætningerne mellem USA og England. Denne pagt formindsker heller ikke modsætningerne mellem Grækenland, Tyrkiet og Jugoslavien, samt mellem Jugoslavien og Italien.

Ankara-pagtens dannelse medfører, at faren for en imperialistisk aggression øges på Balkan og i Den nære Orient.

Men her ligesom i hele verden udvikles endnu stærkere fredens kræfter, der er i stand til at tilintetgøre de forbryderiske hensigter blandt anstifterne af en ny krig.

*

Forgæves forsøger de imperialistiske aggressorer at indfiltre folkene i løgn. Alle ærlige mennesker i verden ser, at Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande ikke truer nogen, at de er rede til at samarbejde med alle lande under gensidig agtelse for statsinteresserne.

I anledning af forberedelserne til denne pagt mellem imperialismens tre vasaller på Balkan og i den nære orient erklærede Vylko Tjervenkov: »... Vi er aldeles ikke tilbøjelige til at overse eller undervurdere den fare, som opstår for vor folkerepublik og freden på Balkan ved krigsforberedelserne i de kapitalistiske nabolande. Vi ser og er klar over, at disse forberedelser udgør en del af den amerikanske imperialismes aggressive røverplaner. Men vi er heller ikke det mindste tilbøjelige til at overvurdere kræfterne og mulighederne hos de anglo-amerikanske lakajer på Balkan, som der gøres så stort halløj ud af, eller til at lade os provokere af dem. Roligt og sikkert vurderer vi vor stilling, vi nærer ikke nogen ængstelse over for faren. Vi ér rolige og sikre fordi vor sag er retfærdig, fordi vi er tilhængere af freden; men vi glemmer ikke, at vi er omringede af fjender, og vi skærper vor vagtsomhed, vi styrker vor forsvarsevne. Vi er rolige og sikre, fordi vi ikke står alene, fordi vi udgør en del af den mægtige fredslejr, fordi folkene i de kapitalistiske lande er for fred, fremfor alt fordi vi er en trofast og hengiven forbundsfælle til fredens, demokratiets og socialismens store bolværk - Sovjetunionen.«

Maj 1953

En lykkelig fremtid vinker forude

af Alfred Jensen

Meget kort uddrag af artiklen:.... Gustav Bangs fremstilling stemmer med socialismens teori, og Sovjetunionens fremgangsmåde på dette felt svarer nøje til Gustav Bangs fremstilling. C. L. Skjoldbos fremstilling har intet med socialisme at gøre.

Under kapitalismen foregår overflytning af arbejdskraft fra et område til et andet gennem en lang og pinefuld arbejdsløshed. Her er der ikke tale om personens frihed, det er kapitalisterne, der brutalt dikterer afskedigelse og der tages ikke ringeste hensyn til arbejderens personlige mening eller hans families interesser.

Gustav Bang gør netop også opmærksom på dette forhold og tager iøvrigt spørgsmålet tvang op til nøjere behandling og siger herom: »Man kender udtrykket »den socialistiske tvangsstat«, det er en af de fraser, hvormed man søger at lede opmærksomheden bort fra det despoti, kapitalen udøver. Bundet på hænder og fødder er under de kapitalistiske samfundsforhold den store hovedmasse af befolkningen, med en økonomisk tvang over sig, der virker mange gange sikrere end den strengeste skrevne lov; nødt til at vælge det arbejde, som tilfældig byder sig frem; nødt til at bøje sig for arbejdskraftens køber den lange arbejdstid igennem; nødt til at bo i de kaserner, klæde sig i det tøj; nyde de levnedsmidler, kapitalen tilbyder; nødt til at ofre sine børn til udbytningen, så tidlig det blot er muligt. Og spændt i de strammeste bånd er ikke blot arbejderklassen, men hele det åndelige liv. Kapitalen råder over pressen og derigennem over kritikken af kunst og litteratur og teater; den hersker over skolen og universitetet, over embedernes besættelse og legaternes bortgivelse. Enhver stærk og fri udfoldelse af individualiteten, enhver dristig tanke er den imod, fordi det let kan blive til en fare for den selv; den søger at stække og nivellere og brede sit jævne grå over det hele. Under disse forhold er det hykleri at tale om tvangen i det kommende samfund. Ethvert samfund er bygget på en akkord mellem det enkelte individs fri selvbestemmelsesret og de sociale fællesinteresser. Men hvor kapitalismen på alle væsentlige punkter afgør dette mellemværende ved tyranni, vil socialismen sætte selvstyret i stedet. Thi det absolutte demokrati vil være udstrakt over alle områder af det offentlige liv og ikke mindst over arbejdsforholdet, det vigtigste af dem alle.«

*

Der er gået 50 år siden Gustav Bang skrev dette. Karakteristikken af kapitalismen passer og kunne udmærket have været skrevet i dag. Friheden under kapitalismen betyder frihed for nogle få til at udbytte og udnytte folket og arbejderne. Den store hovedmasse af befolkningen er netop bundet på hænder og fødder, som Gustav Bang har skildret det.

Trods grundlovens klare bestemmelser om ytringsfrihed kender enhver arbejder, hvor dyrt det kan være at forlade sig på denne ret. Mange har måttet mærke det ved nedgang i lønnen eller ved afskedigelse, ja, endog ved at blive sat på arbejdsgivernes sorte lister. Her i landet er det jo nemlig i henhold til septemberforliget arbejdsgiveren, der leder og fordeler arbejdet, og altså også bestemmer om han overhovedet vil tildele den enkelte noget arbejde.

Under besættelsen skrev »Berlingske Tidende« i anledning af restriktionerne: »Hvad nytter det at borgeren har politisk frihed, når han lever i økonomisk slaveri.« Storkapitalens blad behandlede her de bånd, kapitalismen måtte lægge på de forskellige kapitalister for at holde de mest rovgriske indenfor de rammer, der dengang svarede til kapitalisternes interesser. Det tænkte sandelig ikke på arbejderne og alle der lider under lønslaveriet. Ordene passer jo imidlertid på dem; de kan engang hver anden, tredje eller fjerde år gå hen og stemme, men til daglig lever de i økonomisk slaveri.

Højresocialdemokraterne forsøger at give det udseende af, at det ville være helt anderledes, hvis det stod til dem. Den enkelte ville blive fri for tvang eller pres, men sådan er det jo ikke. Tænk engang på det famøse telegram fra tyverne: Er De socialdemokrat? Ja eller nej. Det var ikke udtryk for en enkelt mands opfattelse. Det er faktisk kriteriet for ansættelser og avancementer, hvor de socialdemokratiske ledere bestemmer farten. Socialdemokratiet har fået adskillige tusinde medlemmer, fordi medlemskabet i dette parti betragtes som den sikreste vej til ansættelse i stat, kommune, sygekasse osv. eller til at nå frem til de højeste stillinger.

En hovedbetingelse for at personligheden kan komme til udfoldelse, at mennesket kan leve frit, er at arbejdsløshedens trussel eller vel rigtigere sagt sultens svøbe fjernes fra samfundet. Og det er netop det, der vises i »Det danske folks vej«. Brydning af monopol-kapitalisternes magt og produktionens tilrettelæggelse efter plan i henhold til folkets interesser vil betyde, at arbejdsløsheden bliver afskaffet.

Den dag, da arbejderen ikke behøver at skele efter, hvad en arbejdsgiver eller hans formand mener, fordi der ikke står 10 ledige udenfor døren for hver der bliver afskediget, og fordi der er mulighed for at få arbejde andre steder, da kan arbejderen frit sige sin mening…..

Frederik Dreier og socialismen

Født d. 16. december 1827 i København - død d. 9. maj 1853 og begravet på Assistents Kirkegård i Kbhn.

af Gelius Lund

Frederik Dreier døde 25 år gammel, den 9. maj 1853.

I anledning af denne 100 årsdag er der forberedt en udgivelse af hans politiske skrifter, væsentlig Samfundets Reform, men også uddrag af Fremtidens folkeopdragelse og af hans skrift om kvindernes frigørelse.

Den, der nogenlunde indgående beskæftiger sig med den moderne socialisme, må også sætte sig ind i bevægelsens »overvundne standpunkter«. Disse ord af F. Engels minder os om, hvor meget vi har at hente og at vinde ved at fremdrage den danske arbejderbevægelses udvikling, dens kampe og også dens enkelte personligheder.

Frederik Dreier er ofte blevet omtalt som den første socialist i Danmark. Den hyppige omtale har ikke før vore kommunistiske dage foranlediget noget parti eller noget forlag til at yde F. Dreier retfærdighed og gøre hans tanker tilgængelige for offentligheden. Den foreliggende udgivelse af Samfundets Reform er det første optryk, siden Dreier selv udgav sit kampskrift i 1852/53.

Når det kommer til en vurdering af Dreier, deler opfattelserne sig endnu, og det kan ikke være andet, idet så lidt virkeligt undersøgelsesarbejde er gjort omkring Dreiers sociale og idémæssige påvirkninger.

Sit syn på samfundsudviklingen har Dreier nedfældet i følgende linier: »I den stor-industrielle udvikling, i hvilken vi befinder os, ser vi hidtil kun, at fabrikker og maskiner, disse udmærkede resultater af menneskeåndens fremskridt, i stedet for at formindske arbejdernes afhængighed og nød, tværtimod forøger den, at de i stedet for at udfylde svælget mellem kapital og arbejde tværtimod gør det dybere og bredere. Endnu er den samme udvikling ikke så stærkt i gang hos os, men den indtræder dog ikke med så stor langsomhed, vi kan uge for uge se den skride frem; den kan ikke standses, den skal ikke standses; og netop derfor er det af en så afgørende vigtighed for de arbejdende klasser at opmande sig, for muligvis til deres egen fordel at kunne udbytte de arbejdsbesparende midler, som ellers anvendes til deres skade, til lønnens forringelse, til fortrængelse af arbejdere, der ikke atter bliver anbragt... til at gøre arbejdet mere vedholdende, anstrengende, ensidigt, farefuldt….først når arbejderne selv bliver maskinarbejdets herrer, vil disse ulemper kunne afhjælpes og menneskeåndens fremskridt virkelig være til gavn for hele menneskeheden.«

I 1852 var dette en gjaldende fanfare i Danmark. Der var dog kun få, at opildne med den. København var ikke noget Paris og endnu mindre noget London. I disse byer og i disse lande havde arbejderne allerede været i kamp som klasse, bevægelser som chartismen i England i 1830/40erne eller Februarrevolutionens arbejderkampe i 1848 havde rystet op i hele Europa. Især Den franske Februarrevolution havde sat dybe åndelige spor, og mellem de mest begejstrede var Dreier. Men omkring sig i København havde han en borgerlig og småborgerlig befolkning på godt et hundredtusind, og af dem var kun ca. 6.000 arbejdere, og disse igen arbejdere på småværksteder. De få dampmaskiner i landet var ikke stort ældre end Dreier selv. I selve hovedstaden fandtes der i 1855 tolv virksomheder med dampkraft, og de havde tilsammen 83 hk! København var økonomisk mere at ligne ved det prøjsiske Berlin end ved Paris.

Datidens danske arbejdere havde kun ringe kendskab til kamp mod arbejdsgiverne. De havde vel for størsteparten ikke vor tids opfattelse af en arbejdsgiver. De var jo først ved at kravle ud af lavstiden med dens mange småmestre og dens muligheder for selv at blive mester. Der havde været strejker i Danmark, endda en betydelig murerstrejke i 1851, som gav anledning til store debatter i Rigsdagen, men Dreier omtaler ikke denne side af arbejderbevægelsen på anden måde end i en enkelt sætning om »de hyppige arbejderforeninger for at forhøje arbejdslønnen«.

Borgerlige skribenter tog naturligvis anledning af den ringe økonomiske udvikling til at påstå, at de sociale og økonomiske forhold i Danmark ikke afgav noget grundlag for en socialistisk eller kommunistisk bevægelse. Ved læsningen af sådanne datidige skrifter må man erindre sig, hvad F. Engels skrev om benævnelsen af Marx’ og hans programskrift Det kommunistiske Manifest fra 1847: »Da det udkom, ville vi ikke have turdet kaldet det et socialistisk manifest. I 1847 forstod man ved socialister to forskellige ting. På den ene side tilhængere af de forskellige utopiske systemer, særlig, owenisterne i England og fourieristerne i Frankrig; begge disse grupper var allerede dengang skrumpet ind til rene sekter, der var ved at forsvinde helt. På den anden side alle mulige kvaksalvere, som med deres forskellige universalmidler og med lapperier af enhver art ville fjerne de sociale misforhold uden i mindste måde at genere kapitalen og profitten. I begge tilfælde folk, der stod udenfor arbejderbevægelsen, og som tværtimod søgte støtte i de »dannede« klasser. Derimod kaldte den del af arbejderklassen sig kommunistisk, som var overbevist om det utilstrækkelige i omvæltninger af rent politisk art og krævede en grundig omformning af samfundet. Socialisme var betegnende i 1847 om en bourgeoisbevægelse, kommunismen om en arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert fald på fastlandet, salonfähig, kommunismen det modsatte.«

En af de borgerlige skribenter, der påstod, at der i Danmark endnu ikke var anledning til at tænke på socialisme eller kommunisme, var forfatteren M. A. Goldschmidt, men han forstod godt at gøre forskel på tilhængerne af socialisme og tilhængerne af kommunisme i datiden. I sit tidsskrift Nord og Syd skrev han således: »Medens de fleste kommunister vækker frygt eller medlidenhed, er socialismens heroer mænd, hvem vi ikke kan nægte den højeste beundring.«

Heroverfor svarer Dreier i sin glimrende polemik, at »nogen synderlig principiel forskel kan denne egentlig ikke kaldes, grænsen er virkelig vanskelig at drage. Heldigvis er det da ikke så vigtigt at få den draget.«

M. A. Goldschmidt havde den borgerlige politikers instinktive følelse af, hvilken af de to retninger der betød en fare for det borgerlige samfund. Dreier som arbejderklassens politiker havde endnu ikke denne følelse. Det skyldes, at arbejderklassen i Danmark var så lidet udviklet, at teorierne ikke har kunne prøves for alvor, mens de allerede var ved at blive sat på prøve i de højere udviklede lande. Dreier ønsker ikke definitivt at vælge, han fortsætter de anførte linier med ordene: »Desuden er Cabet, Marx, Engels, Weitling da meget respektable mænd.«

Men et rammende og historisk rigtigt svar får M. A. Goldschmidt imidlertid i denne polemik. Goldschmidt havde i Nord og Syd skrevet: »Vi er hverken socialister eller kommunister... vi ville ikke være nogen af delene i Frankrig, hvor stoffet er givet, hvor spørgsmålet banker i de menneskelige pulsslag, - end tåbeligere ville socialisten eller kommunisten forekomme os i Danmark, hvor stoffet ikke findes.« Dreier svarer hertil: »Her er altså kommunisme og socialisme noget tåbeligt. Og hvilken grundig bemærkning, at stoffet mangler her! At her hos os er megen nød og elendighed, at arbejdet er uden al organisation, tildels indtvunget i middelalderlige former, tildels prisgiven til en blind, uredelig og for massen undertrykkende konkurrence, at oplysningen står på et lavt trin, osv., det erkender forfatteren dog formodentlig, og dog mangler stoffet! ... Undertiden hedder det også på ægte bourgeoismaner, at Danmark har heldigvis ingen pauperisme (yderlig fattigdom); det er det gamle træk at nægte proletariatets og pauperismens tilværelse, indtil den melder sig på en kraftig måde. I Tyskland havde man heller ingen pauperisme eller proletariat, før diskussionen derom blev vakt for en halv snes år siden; senere har man stiftet et tilstrækkelig nøje bekendtskab med det. De store kriser, f. eks. 1846/47, frembragte dog en vis påmindelse om, at også Danmark har et proletariat og det et temmelig fattigt...«

Sin begavelse og sin sociale harme udfoldede Dreier i en række skrifter: »Fremtidens folkeopdragelse« (1848), »Folkenes fremtid« (1848), »M. A. Goldschmidt, et litteraturbillede« (1852), »Åndetroen og den fri tænkning« (1852), »Blik på det verdenshistoriske værk »Clara Raphael«« (1851) og endelig det politiske tidsskrift »Samfundets reform«, som Dreier udgav i 1852/53. Desuden efterlod Dreier ved sin død i 1853 en del utrykte manuskripter, hvoraf et enkelt er medtaget i det foreliggende udvalg, nemlig artiklen om »Arbejderstandens enhed«.

Ovenfor anførtes nogle træk af Dreiers baggrund i Danmark. Hans påvirkning udefra er mere kompliceret.

Det er givet, at Dreier har kendt en del af Marx’ og Engels’ skrifter. Nogle steder anfører han Engels’ »Den arbejdende klasses stilling i England«, og han priser Marx’ blad Neue Rheinische Zeitung.

Det er imidlertid ingen elev af Marx, vi har i Frederik Dreier, derimod en elev af den franske småborgerlige socialist Proudhon.

Det var Proudhon, der i 1840erne var den mest kendte samfundskritiker i Europa. Hans skrifter med deres flotte formuleringer - blandt andre: Ejendom er tyveri! - blændede ved første øjekast. Proudhon var endnu i 1850erne og 1860erne den mest kendte socialist i Frankrig og Italien. Og det var Proudhon, Frederik Dreier var stærkest påvirket af.

Proudhon hører til dem, F. Engels i det anførte citat kalder »alle mulige kvaksalvere«. I Det kommunistiske Manifest og i Marx skrift mod Proudhon (Filosofiens elendighed) får Proudhon en hård medfart. I Manifestet hedder det således i afsnittet om »den konservative eller bourgeoissocialismen«: »Det drejer sig her om nationaløkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgørenhedsarbejde, bekæmpe dyrplageri, stifte mådeholdsforeninger, politiske kandestøbere af den mest brogede art. Også denne bourgeoissocialisme er udarbejdet til hele systemer. Som eksempel anfører vi Proudhons »Elendighedens filosofi«.«

To af Proudhons kæpheste var rentefri kredit og en folkebank, hvorigennem producenterne - håndværkerne - kunne udveksle deres produkter. Disse tanker er som skabt for ruinerede småmestre og småhandlende, men de er ikke arbejderklassens idéer.

I den endnu svage og uerfarne arbejderklasse fra midten af forrige århundrede var den franske socialismes tanker om produktionsforeninger populære. Dreier slog til lyd for disse udprægede håndværkertanker. Det var en, tid med stærke prisstigninger og med den begyndende kapitalismes bratte forværring af nøden. Dreier forsøgte også at stifte en forening for billige livsfornødenheder, og fik en sådan igang. Han er sammen med Berlingske Tidendes typografer, der gjorde et andet forsøg, foregangsmand for kooperationen i Danmark.

Dreier var dog ikke en simpel fortolker af proudhonske tanker på dansk. Han satte sig betydelig større mål. Det er Dreiersk og ikke Proudhonsk at ville stifte et selvstændigt dansk arbejderparti, som det fremgår af flere artikler i Samfundets Reform. Dreier kendte tilstrækkeligt til borgerlige og småborgerlige forvirringsråder i arbejderkredse til også at forlange garantier for, at sådanne folk ikke kunne bemægtige sig organisationen og føre den på afveje:

»Når en forening som vor optræder med kraft og bestemthed og således hendrager den offentlige opmærksomhed på sig, vil de reaktionære partier, de klasser, hvem enhver bevægelse, der har arbejdernes frigørelse for øje, er forhadt, med alle mulige midler søge at modarbejde den. De vil således, når adgangen er så let, kaste et antal fjender af arbejdersagen ind i foreningen…man vil fremkomme med de mest latterlige forslag og deklamationer ... man vil søge at indbilde arbejderne, at næringsfrihed og arbejdshuse er alt, hvad der udfordres til deres vel, at Danmarks grænsespørgsmål er af afgørende vigtighed for arbejderne, eller også at en tilbagevenden til den patriarkalske absolutisme, til politiets faderlige omsorg og det strenge lavsvæsen er tidens fordring. Kun i bestræbelsen for at forvirre arbejderne og kue bevægelsen vil de alle være enige.«

Men med disse tanker og de første praktiske skridt, Dreier tog for at komme videre med dem, ender også Dreiers liv.

Dreier huskes for sin flammende, men kortvarige agitation for arbejdernes sag. Han pegede vidt ud i fremtiden: »Arbejdets frigørelse fra kapitalens herredømme er således en af vor tids hovedopgaver. Så vist som borgerkasten har tilintetgjort adelskasten og således bragt den sociale lighed og retfærdighed et stort skridt nærmere, så vist vil arbejderkasten tilintetgøre den privilegerede borgerkaste og derved give hele kastevæsenet banesår.«

Dreier havde i det højeste nogle hundrede læsere af sit politiske tidsskrift. I den Lunde’ske forening »For arbejdsklassens Vel« havde han enkelte meningsfæller, som fulgte ham ved udmeldelsen i 1852. Dog havde Dreier ved et valg i denne forening fået 185 stemmer, det femtehøjeste stemmetal.

Disse tal illustrerer, at den økonomiske og sociale udvikling først lige var begyndt at skabe forudsætninger for en selvstændig arbejderbevægelse i Danmark. De viser også, hvilken brændende sjæl der boede i Dreier, hvilken foregangsmand han var i et sådant miljø.

Først adskilligt senere kom arbejderbevægelsen virkelig i fart herhjemme, og endnu senere begyndte Marx’ og Engels’ idéer at vinde fodfæste. Da var Danmark ved at blive et storindustrielt land. Når Marx’ og Engels’ idéer nu er praktisk talt enerådende - der hvor idéer overhovedet kommer på tale - så skyldes det også i nogen grad Frederik Dreier. Ikke hans tidsbestemte proudhonske forestillinger, men hans energi, hans tro på arbejdernes frigørelse, hans harme over sociale misforhold og misgerninger. Han blev ikke glemt i arbejderbevægelsen, iøvrigt heller ikke blandt den radikale intelligens. Han havde i sit korte liv erobret sig en plads i Danmarks historie som den første egentlige talsmand for arbejderklassens sag.

August 1953

Hytter i alle lande

af Villy Fuglsang

Uddrag af længere artikel.....Uendelige lidelser har kapitalismen betydet for det arbejdende landbrug. Karl Marx skildrer, hvorledes kapitalismens opståen, »kapitalens oprindelige akkumulation«, betød hundredtusinder af bønders brutale fordrivelse fra deres hjem og disses ødelæggelse.

Hvad dette betød, udmalede også Jeppe Aakjær i sin berømte tale »Hytter i alle lande«, som han holdt i Ormslev den 14. marts 1910.

Han omtalte heri bl. a. udviklingen i England og især i Skotland: »Under de store blodige krige mellem England og Skotland i det 17. og 18. århundrede var det meste af Skotlands jord kommet i hænderne på engelske godsejere; de havde så forpagtet jorden ud til småbønder, men i begyndelsen af det 19. århundrede omlagde godsejerne under indflydelse af den tiltagende uldindustri pludselig driften, ophævede deres forpagtninger, uddrev bønderne og indførte får; »de rensede deres godser«, som det hedder, som var talen om ukrudt eller skadedyr og ikke om samfundsnyttige mennesker, der ved hundredårige bånd var knyttet til deres land og til deres erhverv. Særlig brutal var udjagningen på det gods, der tilhørte en hertuginde af Sutherland. Hun lod mellem årene 1814-20 bortdrive 3000 jord dyrkende familier eller 15.000 personer fra sine ejendomme for at forvandle marken til fåreland. Bønderne ville ikke bort fra reden. Engelske soldater måtte ind og hjælpe den høje frue. Med opplantet bajonet drev de rundt om bønderne fra hus og arne, ud på landevejen blandt tiggere og pak... således røvede hertuginden af Sutherland 75.000 tønder land til sig selv - og fårene; disse blev delt i 29 fårefolde, der hver kunne passes af een familie. I 1825 var således på dette ene gods 15.000 brødspisende mennesker blevet erstattet af 131.000 græsædende får«.

De krige, Aakjær omtaler, var ikke krigene mellem de engelske og de skotske kongehuse, der var afsluttet i løbet af de foregående århundreder med Englands sejr. Det var det skotske folks, først og fremmest bjergbøndernes kamp mod de fremmede undertrykkere. Forøvrigt kom udviklingen i Skotland langt senere end i England og ikke så pludselig, som Aakjærs tale giver indtryk af. Aakjær har iøvrigt ganske åbenbart hentet sine oplysninger fra Marx: Kapitalen.

En samtidig digter, Oliver Goldsmith (ca. 1760) udtrykte sine følelser gennem digtet »Den øde Landsby«, som Aakjær citerede:

»Min landsbydrøm blandt lundes hybenhæk, din dans er endt, din gøg er jaget væk; voldsmandens hånd omspreder dine hæs, og ødet mørkner dine tofters græs. Hvad før var manges knuges nu af een, og ploven ruster alt omkamp med leen.

Det land har svigtet sine stærke krav, der lagde guld i hob, men mænd i grav. Lad grever blomstre eller gå fortabt, et pust kan skabe, hvem et pust har skabt; men pustes bort din marv, din bondestand, det tab forvandt ej dit, ej noget land.

I retfærds mænd ved statens ror, der ved, at stormands held går op, men småmands ned, døm I for os, og sig, hvor grænsen går, imellem glimrende og gode kår.«

Og Aakjær skildrer småbrugerens kamp for sin nøgne eksistens i land efter land. I Irland var husmændene så fattige, at de, når høsten slog fejl, undertiden greb til at årelade deres ko, og mens koen stod udmattet og dinglede, søgte husmanden at samle lidt kræfter ved at spise en blodbudding, lavet af dens blod.

Og Aakjær drager følgende hovedslutning: »Det er det hovedindtryk, den socialt interesserede vil komme hjem med fra den vide verden: »Hvor jorden dog er rig, men hvor menneskene er fattige«.«

Således var det i kapitalismens gennembrudstid - den skete bl.a. på bøndernes bekostning. Og således er det i dag, da kapitalismen synger sin svanesang og er trådt ind i sin almene krises periode.

På Sovjetunionens kommunistiske partis 17. kongres 1934 udtrykte Stalin dette ved at forklare, hvorledes kapitalismen søgte at lette sine egne vanskeligheder ved at lægge dem over på andre: »Det er lykkedes kapitalismen at lette industriens stilling noget på arbejdernes bekostning, nemlig ved at forstærke udbytningen, gennem forøgelse af deres arbejdsintensitet, på landbrugernes bekostning ved at gennemføre den politik at give dem så lave priser som muligt for deres arbejdsprodukter, for levnedsmidler og delvis også for råstoffer, og på bekostning af bønderne i kolonierne og de økonomisk svage lande...«

Heri er intet ændret i dag. Bestandig føler man ved synet af stillingen i de kapitalistiske lande sandheden i Aakjærs indtryk: »Hvor jorden dog er rig, men hvor menneskene er fattige«.

Man kan i så henseende tage det store rige Amerika. På den ene side oplyser landbrugsministeren, at statens hvedelagre i dag er 16 gange større, end de var bare i 1947. Til trods for, at majsarealet er indskrænket med 3 millioner hektar (eller lige så meget som hele Danmarks landbrugsareal), kan man ikke finde afsætning for produktionen. Det samme er tilfældet med bomuld og andre landbrugsprodukter.

Hvad dette kan komme til at betyde også for os på vore afsætningsmarkeder, behøver ingen nærmere forklaring - særlig da vi allerede er begyndt at mærke følgerne i form af USAs egen afspærringspolitik.

Men samtidig med denne rigdom kæmper på den anden side tre femtedele af Amerikas farmere en bitter kamp for deres nøgne eksistens, fordi de har for lidt jord, fordi de udplyndres af monopolerne og af regeringens oprustningspolitik. Følgen er, at bare i de sidste 15 år er halvanden million småfarmere opslugt af storbrugene. Ligeledes foregår i USA den samme tendens til, at landbruget skyder sin arbejdskraft fra sig, som vi kender i Danmark. Således er antallet af beskæftigede ved landbruget blot fra 1948 til 1951 mindsket med 1.058.000.

Bedre er forholdene ikke i Vesteuropas kapitalistiske lande. Således lider England stadig under forsyningsvanskeligheder, og endnu den dag i dag eksisterer i dette land rationeringskort på en række landbrugsprodukter. Ikke desto mindre ser man det særsyn, at det tilsåede areal er gået tilbage fra 5,5 millioner ha i 1947 til 5 millioner i 1950. Årsagen er de voldsomme militærudgifter, som hindrer en virkelig forbedring af befolkningens levevilkår. Om landbefolkningen skrev »Financial Times« i slutningen af sidste år: »I England på et areal af hundreder af kvadratmiles, på tusinder af farme og i tusinder af landsbyer lever og arbejder landbefolkningen under betingelser, som i sine grundtræk svarer til dem, der herskede for hundrede år siden.«

Samme udvikling finder sted i Frankrig, hvor 800.000 ha overgik fra småbrugere til godsejere i perioden 1947-52, og hvor arealet med hvede sammenlignet med før krigen er gået tilbage med 13 %, kartofler og havre med 23 %......

Den systematiske udplyndring og undertrykkelse af de tilbagestående lande

et middel til sikring af monopolkapitalismens maksimale, profit

af K. Izmailov

I sit geniale værk »Socialismens økonomiske problemer i Sovjetunionen« har kammerat Stalin opdaget og formuleret den nuværende kapitalismes økonomiske grundlov og herved påvist, at monopolkapitalismens drivfjeder er stræben efter maksimal profit.

Hovedtrækkene og kravene i den nuværende kapitalismes økonomiske grundlov, påpeger J. V. Stalin, er »opnåelse af maksimal kapitalistisk profit ved udbytning, ruinering og forarmelse af det givne lands befolkningsflertal, ved trælbinding og systematisk udplyndring af folkene i andre lande, især i tilbagestående lande, og endelig, ved krige og militarisering af folkehusholdningen, hvilket benyttes som et middel for at sikre de højeste profitter«.

Den af kammerat Stalin opdagede økonomiske grundlov for den nuværende kapitalisme bestemmer alle hovedtræk og alle de vigtigste processer i den kapitalistiske produktionsmådes udvikling, giver nøglen til forklaring af alle dennes lovmæssigheder, afdækker og forklarer kapitalismens skrigende modsætninger samt årsagerne og rødderne til de kapitalistiske landes aggressive røverpolitik.

»Det er netop nødvendigheden af at skaffe sig den maksimale profit, der tilskynder monopolkapitalismen til så risikable skridt som trælbinding og systematisk udplyndring af kolonier og andre tilbagestående lande, forvandling af en række uafhængige lande til afhængige lande, organisering af nye krige, der for den nuværende kapitalismes hovedmænd er den bedste »business« for at skaffe sig maksimale profitter, og endelig forsøg på at tilkæmpe sig det økonomiske verdensherredømme.«

Udplyndring af kolonierne er den kapitalistiske produktionsmådes ufravigelige følgesvend på alle dens udviklingsstadier. Allerede i kapitalismens morgenrøde valfartede engelske oversøiske selskaber, hvor pirater og røvere samarbejdede intimt med handelsfolk og statsmænd, verden rundt på jagt efter letopnåelig profit. Karl Marx har i sit udødelige værk »Kapitalen« givet en lidenskabelig, anklagende beskrivelse af de metoder, der anvendtes under den første kapitalakkumulation: »Opdagelsen af guld- og sølvlejer i Amerika«, skriver Marx, »udslettelse, slavebinding og levende begravelse af den indfødte befolkning i minerne, de første skridt til erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til en dyrehave til handelsjagt på sorthuder, disse begivenheder betegnede den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde ...

Kolonisystemet bidrog til en forceret udvikling af handel og søfart. De skatte, der udenfor Europa toges som bytte ved direkte røveri, mord og slavebinding af de indfødte, strømmede til hjemlandet og forvandledes der til kapital.«

Udplyndring og udsugning af kolonierne indtager en central plads i de borgerlige staters politik også under industrikapitalismens epoke. Størstedelen af de krige, de borgerlige stater førte, var forbundet med kolonierobring og trælbinding af de derværende folk. De kapitalistisk udviklede lande overfaldt de underudviklede lande og påtvang dem ydmygende, uligeberettigede traktater og åbnede på den måde døren for handel med disse lande, en handel, der bar præg af utilsløret udplyndring. Kolonialaggression og kolonialerobringer under industrikapitalismen tilsigtede erobring af nye markeder og indbragte store profiter til industriens og handelens bourgeoisi.

Udplyndring af kolonierne var en hovedkilde til det engelske bourgeoisis berigelse og udgjorde grundlaget for Englands industrielle udvikling, hvorved landet i første halvdel af det 19. århundrede forvandledes til »verdens fabrik«, til »verdensmarkedets despot«. »England industrialiseredes takket være en i århundreder foretaget udplyndring af kolonierne og opsamling af »mer«-kapitaler, som blev investeret i hjemlandets industri, hvorved industrialiseringstempoet fremskyndedes«, påpeger kammerat Stalin.

Under imperialismen og kapitalismens almene krise er finanskapitalens trælbinding og systematiske udplyndring af kolonier og andre tilbagestående lande et af de vigtigste midler til sikring af den maksimale profit, som er nødvendig for, at monopolkapitalismen kan præstere en mere eller mindre regelmæssigt udvidet reproduktion.

V. I. Lenin understregede, at »selv den kapitalistiske kolonipolitik på kapitalismens tidligere stadier adskiller sig væsentligt fra finanskapitalens kolonipolitik«, at »til kolonipolitikkens talrige »gamle« motiver føjede finanskapitalen kampen om råstofkilder, om kapitaludførsel, om »indflydelsessfærer« - dvs. områder for profitable forretninger, koncessioner og monopolistiske profitter - og endelig kampen om det økonomiske område i almindelighed«. Den første verdenskrig og den store socialistiske oktoberrevolutions sejr i Rusland medførte en opspaltning af verden i to systemer, et socialistisk og et kapitalistisk, medførte en indsnævring af det område, hvor kapitalistisk undertrykkelse og udbytning kunne finde sted, forstærkede kapitalismens rådnen, undergravede dens ligevægt og rystede imperialismens grundpiller i kolonierne og de afhængige lande. Alt dette medførte stærkere modsætninger i den kapitalistiske reproduktionsproces, og i forbindelse hermed opstod en hårdere kamp om den maksimale profit mellem de enkelte finansgrupper og imperialistiske magter. Imperialisternes kamp for at opnå maksimale profitter er blevet mere intens og skarp under den anden etape af kapitalismens almene krise på grund af, at folkedemokratierne i Europa og Asien er blevet udskilt fra det kapitalistiske system, på grund af det altomfattende verdensmarkeds spaltning og på grund af den stærke indskrænkning af det område, hvor de kapitalistiske hovedlande (USA, England og Frankrig) kunne anvende deres kræfter til udnyttelse af verdensressourcerne.

Under disse forhold har de amerikanske, engelske og franske imperialister for at opnå maksimal kapitalistisk profit begyndt forberedelser til en ny verdenskrig og fører nu på tredie år en blodig gangsterkrig i Korea. Samtidig øger de røverisk udbytningen af mennesker og ressourcer i kolonierne og andre tilbagestående lande. Kolonierne og de afhængige lande leverer i øjeblikket 57 % af USA’s totale import, men 73 % af hele importen af militær-strategiske, knappe materialer. Kolonierne og de øvrige underudviklede lande udgør tillige det største afsætningsmarked for amerikanske varer, idet disse områder aftager 44 % af USA’s eksport.

Kolonimagterne forsøger i øjeblikket at overvælte størstedelen af de byrder, der er forbundet med krigsforberedelser, på de tilbagestående lande, hvilket medfører forstærkelse uden lige af koloniundertrykkelsen og udbytningen. Folkene i kolonierne og de afhængige lande yder dog stærkere og stærkere modstand imod imperialismens udplyndring og røveri.

*

Trælbindingen og den systematiske udplyndring af kolonierne og andre underudviklede lande i den hensigt at sikre de kapitalistiske monopoler maksimal profit praktiseres af de imperialistiske stater med forskellige metoder, hvoriblandt kapitaleksport indtager en meget væsentlig plads. »Så længe kapitalismen er kapitalisme«, skrev V. I. Lenin, »bliver kapitaloverfloden ikke anvendt til at hæve massernes levefod i det pågældende land, thi det ville betyde en formindskelse af kapitalisternes profit, men derimod til forøgelse af profitten ved kapitaleksport til udlandet, til de tilbagestående lande. I disse tilbagestående lande er profitten sædvanligvis høj, thi der findes kun lidt kapital, jorden er forholdsvis billig, arbejdslønnen er lav og råstofferne billige.«

USA er efter første verdenskrig blevet det vigtigste kapitaleksportland. Kammerat Stalin påpegede allerede i 1925, at »centret for finansvældet i den kapitalistiske verden, centret for den finansielle udbytning af hele verden er flyttet fra Europa til Amerika«. USA’s udenlandske kapitalinvesteringer voksede i perioden mellem første og anden verdenskrig 5 1/2 gang, og samtidig formindskedes de engelske kapitalinvesteringer i udlandet i samme periode 30 %. Efter den anden verdenskrig styrkedes den amerikanske stilling på verdenskapitalmarkedet endnu mere, medens Englands, Frankrigs og andre kapitalistiske landes stilling svækkedes betydeligt. Ifølge oplysninger fra Bank of England er de engelske investeringer i udlandet formindsket mere end 40 % fra slutningen af 1938 til begyndelsen af 1951. Samtidig udgjorde de amerikanske kapitalinvesteringer i udlandet i slutningen af 1945 16,8 milliarder dollars sammenlignet med 1939’s 12,5 milliarder, og i slutningen af 1951 nåede investeringerne op på 36,1 milliard dollars6. Således voksede de amerikanske investeringer i udlandet alene i perioden 1945/51 til det dobbelte. De amerikanske private kapitalinvesteringer i udlandet udgjorde i 1951 22,3 milliarder dollars og var større end alle andre kapitalistiske, landes udenlandske kapitalinvesteringer under eet. Over 50 % af USA’s private kapitalinvesteringer i udlandet er placeret i tilbagestående lande. Efter den officielle statistik voksede de amerikanske monopolers private investeringer i de tilbagestående lande med 4,6 milliarder dollars i de første fem efterkrigsår og udgjorde i slutningen af 1951 10,8 milliarder dollars. Den amerikanske kapitaludførsel sker mest som regeringslån eller regeringsgaranterede lån samt i form af »hjælp« til andre lande. Det er tilstrækkeligt oplysende at anføre, at den amerikanske kapitaludførsel til de tilbagestående lande i hele efterkrigsperioden (indtil juli 1952) har fundet sted i form af lån og »hjælp« i et omfang af 7,8 milliarder dollars, dvs. har været over dobbelt så stor som den private kapitaleksport. Dette skyldes, at statslige lån, kreditter og »hjælp« af USA stilles til rådighed for andre lande, først og fremmest i militærpolitisk øjemed. Samtidig åbner disse kreditter, der af staten er stillet til rådighed af skattemidler, opkrævet hos arbejderne, vejen for eksport af amerikansk, privat kapital på betingelser, der er overordentlig gunstige for de amerikanske monopoler.

USA’s såkaldte »hjælp« til andre lande, særlig de tilbagestående lande, tilsigter at drage disse lande med ind i USA’s aggressive planer og forholdsregler og medvirker til disse landes økonomiske og politiske trælbinding under den amerikanske imperialisme. I en tale den 25. januar 1952 i New York erklærede tidligere udenrigsminister Acheson med kynisk åbenhjertighed, at USA ved iværksættelsen af hjælpeprogrammet til andre lande aldeles ikke forfølger filantropiske mål, men handler i egen interesse og forsøger at skaffe sig de regeringer og den situation, som passer USA i de pågældende lande. (»The Department of State Bulletin«, 4. februar 1952.)

Ved spekulation i sult og elendighed, ved udnyttelse af politisk og økonomisk tryk har de amerikanske herskere allerede påtvunget andre lande trælbindende traktater og overenskomster i overensstemmelse med Truman-programmets famøse punkt 4. Man kan i den forbindelse nævne lande som Indien, Pakistan, Irak, Thailand, Ceylon, Ægypten, Brasilien, Bolivia og en række andre tilbagestående lande. Disse traktater forudser militærstrategiske, politiske og økonomiske koncessioner til de Forenede Stater og udnyttes af de ledende kredse i USA til at sætte disse lande under kontrol. I alle de 34 lande, der i slutningen af første halvår 1952 har underskrevet overenskomster om »hjælp« efter Truman-programmets punkt 4, har State Department skabt et vidt forgrenet net af amerikanske militære og økonomiske repræsentationer og »eksperter«, der utilsløret blander sig i disse landes interne anliggender.

En analyse af disse overenskomster og de deraf følgende forholdsregler viser, at Washington-programmet »til ophjælpning af underudviklede lande« fuldstændig er afpasset efter den amerikanske imperialismes aggressive planer. De amerikanske investeringers vigtigste mål, sådan som disse effektueres i form af statslån og »hjælp« til andre lande, er ikke andet end at forvandle de lande, der modtager hjælp, til militære opmarchområder for USA og oplære disse landes befolkning til rollen som kanonføde i en fremtidig krig. Herom vidner først og fremmest det vidtforgrenede net af amerikanske militære baser, der er skabt i kolonierne og de afhængige lande: i Ægypten, Iran, Syrien, på Afrikas kyst, i Australien osv. Fransk Marokko dækkes f. eks. af et net af amerikanske militærflyvepladser, våbenlagre, olieledninger og strategiske veje. I Port Lyautey har amerikanerne indrettet en base for undervandsbåde og vandflyvere. En mellem USA og Libanon afsluttet overenskomst om »hjælp« forudser en uddybning af floden Litani i strategisk øjemed, opbygning af en militærbase nærved Beiruth, udvidelse af havnen i Tripoli, for at større krigsskibe kan anløbe den, bygning af en strategisk vej på strækningen Tripoli-Tartus-Latakia, der forbinder Libanon og Syrien. Den amerikanske »hjælp« til Filippinerne er som helhed anvendt til militærstrategisk udbygning af dette land og til finansiering af den krig, der føres af Quirinos forræderklike imod det filippinske folk. Iværksættelsen af det amerikanske »hjælpeprogram« for andre lande er lagt i hænderne på Mutual Security Agency, der koordinerer de amerikanske krigsforberedelser med de afhængige landes.

Den amerikanske »hjælp« til tilbagestående lande tilsigter i øget grad at pumpe militærstrategiske råstoffer ud af disse lande for i USA at opbygge militærstrategiske lagre i forbindelse med forberedelserne til en ny verdenskrig. Alene i 1951 opkøbte USA hovedsageligt fra kolonierne og afhængige lande: 209.000.tons bly (dvs. 14 gange mere end i 1937), 304.000 tons zink (dvs. 8 gange mere end i 1937), 488.000 tons kobber (dvs. 2,4 gange mere end i 1937), 545.000 tons chrom-erts (dvs. 2,2 gange mere end i 1937), 751.000 tons naturgummi (dvs. 1,25 gange mere end i 1937). Wall Street Journal indrømmer, at de amerikanske monopoler i 1951 alene fra Den sydafrikanske Union har udført diamanter til industrielt brug, chrom, mangan, uld og andre råstoffer til et beløb af over 137 millioner dollars. I 1951 har de amerikanske monopoler påtvunget Thailand en trælbindende overenskomst, hvorefter praktisk talt al naturgummi, der produceres i landet, skal eksporteres til USA.

På den anden side udnytter USA den ydede »hjælp« til at sikre sig afsætningsmarkederne i de lande, som man har påtvunget disse overenskomster om »hjælp«; f. eks. er USA’s andel af de latinamerikanske landes import vokset fra 35 % i 1938 til 51 % i 1951. USA’s andel i den indiske import øgedes fra 7 % i 1938 til 24 % i 1951.

Under dække af megen snak om »hjælp« er de amerikanske monopoler ifærd med en omfattende koloniekspansion. De trænger ind i Indien og Pakistan, i Indonesien og Thailand og i andre lande i Sydøstasien. De erobrer rigdomme i Det nære Østen og i Afrika. De profitter, som amerikanske monopoler opnår ved trælbinding og systematisk udplyndring af kolonierne og andre underudviklede lande, er mange gange større end de udgifter, som den amerikanske regering har ved ydelsen af den såkaldte »hjælp«. Det er tilstrækkeligt at anføre, at den sum, der stilles til rådighed af USA som »hjælp« til 20 latinamerikanske lande, i hele efterkrigsperioden udgjorde 210 millioner dollars, medens de amerikanske monopoler blot i 1951 har fået næsten 1 milliard dollars i profit fra direkte kapitalinvesteringer i Latinamerika.

Den engelske regering vedtog i 1945 og 1950 nogle »programmer angående udvikling af kolonierne og deres velstand«. Disse programmer har en stærkt kolonipolitisk karakter, idet de forudser en eksport af statslig kapital udsuget fra de engelske skatteydere for at udvide de engelske monopolers koloniale udbytningsfelt.

Kendsgerningerne viser, at de engelske monopolister og deres lydige engelske regering under kamuflage af »udvikling« gennemført den sædvanlige »koloniforretning«. Af den sidste beretning, der er offentliggjort af det britiske koloniministerium i juni 1952, fremgår, at der i overensstemmelse med »udviklingsprogrammerne for kolonierne« i perioden 1946/51 er afholdt udgifter til ialt 56 millioner £. Dette skal ses på baggrund af, at England har 47 kolonibesiddelser med en befolkning på henved 87 millioner mennesker. Samtidig øgedes de engelske koloniers sterlingtilgodehavender, der var opstået som følge af monopolernes udplyndring af kolonierne, og som formelt udgjorde Englands gæld til kolonierne for varer og tjenesteydelser - fra 447 millioner £ i 1945 til 1042 millioner £ i 1952, dvs. en forøgelse på 595 millioner £. Hele beløbet, der er anvendt på den såkaldte udvikling af kolonierne i de 6 efterkrigsår, udgør således 1/19 del af Englands ubetalte gæld til kolonierne. Alene i 1951 har den amerikanske imperialisme fra kolonierne udsuget 210 millioner £ uden betaling med tilsvarende vareydelser, hvilket beløb er 15 gange mere end den sum, der i samme år er anvendt på »udvikling« af kolonierne.

Disse meget beskedne midler, der af de britiske imperialister stilles til rådighed til den såkaldte »udvikling« af kolonierne, anvendes i virkeligheden til bygning af militærstrategiske veje, havne og flyvepladser. Som det fremgår af ovennævnte beretning fra det engelske koloniministerium, blev der i 6 års perioden 1946/51 bevilget 378.000 £ til bygning af elektricitetsværker, medens der af koloniudviklingsfonden anvendtes. 12,4 millioner £ til udstyr af flyvepladser, havne og veje, bygget med strategisk formål.

*

Finanskapitalens trælbinding og systematiske udplyndring af de tilbagestående lande sker også ved, at disse lande kunstigt omformes til landbrugsmæssige og råstofmæssige vedhæng til de kapitalistiske stater, bliver til aflukkede monopolmarkeder - »områder for fordelagtige forretninger«, velegnede til afsætning af moderlandenes varer til høje priser.

Monopolerne i USA og andre imperialistiske stater investerer kapital i tilbagestående lande på områder, hvis udvikling er i nøje overensstemmelse med de kapitaleksporterende landes egoistiske interesser. Disse investeringer tilsigter en røverisk udnyttelse af de tilbagestående landes råstofressourcer, en ensidig, abnorm udvikling af de enkelte grene af økonomien, særlig landbruget, og den størst mulige tilpasning af de tilbagestående landes økonomiske liv til de imperialistiske staters militærstrategiske planer.

Som følge heraf har kolonilandenes økonomi fået en ensidig, monokulturpræget karakter. De fleste af disse lande producerer kun et eller nogle få produkter, hovedsagelig beregnet til eksport. Ifølge FN’s statistik udgør f. eks. gummi 90 % af Liberias eksport. Den samme vare udgør 60 % af Malayas eksport; 85 % af Nord-Rhodesiens eksport er kobber; 72 % af eksporten fra engelsk-ægyptisk Sudan er bomuld, fra Uganda 74 %; 68 % af eksporten fra Guldkysten er kakaobønner; 97 % af eksporten fra Gambien er jordnødder, osv. osv.

Et så abnormt træk ved de tilbagestående landes økonomi forstærker yderligere deres trældomsforhold til de imperialistiske magter, hvorfra de må importere størstedelen af deres livsnødvendige varer. På den anden side er de tilbagestående lande afhængige af moderlandene ved afsætningen af deres produktion, og denne afhængighed bliver stærkere som følge af det ustabile og stadig indsnævrede kapitalistiske verdensmarked. Følgende tal viser tydeligt denne situation. I 1951 udgjorde USA’s andel af Filippinernes eksport 63 %, af importen 71 %. Af Cubas eksport 54 %, af importen 77 %. Af Chiles eksport 52 %, af importen 55 %. Englands andel i Nigerias eksport er 75 %, i importen 52 %, i Syd-Rhodesiens eksport 45 %, i importen 43 %. Frankrigs andel i Algiers eksport var 76 %, i importen 66 %, i Marokkos eksport 58 %, i importen 40 %. Belgiens andel i belgisk Kongos eksport 55 %, i importen 38 %.

De imperialistiske staters monopoler benytter udenrigshandelen som et meget vigtigt middel til trælbinding og systematisk udplyndring af koloniernes og de afhængige landes folkeslag. De imperialistiske staters handel med de underudviklede lande har en tvangsmæssig og kolonipolitisk karakter, hvilket viser sig overordentlig tydeligt ved en analyse af sammensætningen af de kapitalistiske landes vareeksport til kolonierne. I 1951 afsatte de amerikanske monopoler omtrent 70 % af den amerikanske cigareteksport i de underudviklede lande, mere end 82 % af eksporten af dårlige bomuldsvarer og størstedelen af andre varer, der konkurrerer med den stedlige industris varer, hvilket resulterer i en kvælning af den svagt udviklede nationale lokale industri.

Den amerikanske kapital oversvømmer markederne i kolonierne og de afhængige lande med alt muligt ukurant gods og forhindrer samtidig disse landes indførsel af værktøjsmaskiner og alle arter af industrielt udstyr, der er nødvendigt for deres industrielle udvikling. Af USA’s samlede eksport til Cuba, der i 1951 udgjorde 537 millioner dollars, var de metalforarbejdende værktøjsmaskiners andel mindre end 0,1 %. De Forenede Stater udførte i 1951 for næsten 8 millioner dollars tobaksvarer til Indonesien, der er et meget stort tobakseksportland. Samtidig indførtes for ialt 200.000 dollars værktøjsmaskiner til Indonesien, hvilket var 0,1 % af hele den amerikanske eksport til dette land i 1951. Af den samlede amerikanske eksport til Indien, der i 1951 udgjorde 463 millioner dollars, udgjorde metalforarbejdende drejebænkes andel ialt 0,5 millioner dollars.

England, Frankrig og andre imperialistiske stater driver den samme handelspolitik over for kolonierne. F. eks. udførte de engelske monopoler I første halvår 1952 til det britiske imperiums kolonibesiddelser spirituøse drikke, tobak og cigaretter til et beløb af 10 millioner £, keramik og lertøj til 15 millioner £, medens eksporten af metalforarbejdende drejebænke kun udgjorde 0,7 millioner £.

Disse kendsgerninger og tal tilbageviser imperialisternes hykleriske snak om deres »bestræbelser« på at bidrage til de underudviklede landes industrielle udvikling og viser, at imperialisterne i virkeligheden hæmmer disse landes økonomiske og kulturelle udvikling, idet moderlandene har indrettet sig på udplyndring af disse landes naturlige rigdomme øg udmarvning af deres produktionskræfter.

Monopolerne benytter alle tilgængelige midler for at hindre skabelsen af en selvstændig industriel teknisk basis i de tilbagestående lande, hvorfor disse landes økonomiske, trælleagtige afhængighed forøges endnu mere. »Det er«, påpeger kammerat Stalin, »imperialismens særlige metode at udvikle koloniernes industri således, at denne kommer i et afhængighedsforhold til moderlandet, til imperialismen«.

I handelen med de tilbagestående og afhængige lande anvender den monopolistiske kapital i stort omfang det skæve varebytte. Monopolerne opkøber råstoffer og betaler arbejdskraften i disse lande til monopolbestemte lave priser, medens afsætningen af industrivarer i disse lande finder sted til monopolbestemte høje priser. Den stadig voksende »prisklemme« er i monopolernes hænder et stærkt våben til umenneskelig udbytning og udplyndring af arbejderne i kolonierne og de afhængige lande.

De amerikanske monopolister praktiserer det skæve varebytte i uhyre stort omfang. USA udførte i 1947 til de afhængige lande brugte lastautomobiler til en pris, der var 6 1/4 gang større end i 1938, kemikalier til en pris, der var 4,7 gange større osv., medens råstofferne samtidig opkøbtes til stærkt reducerede priser. De amerikanske monopoler betalte f. eks. for mexicansk bomuld 20 % mindre end de i USA rådende priser, 60 % mindre for mexicanske træprodukter, 70 % mindre for brasiliansk kaffe. Samtidig solgtes en billig amerikansk herrehabit i Venezuela i detailhandelen 3 1/2 gang dyrere end i New York.

Chiles faste repræsentant i FN beklagede sig over, at Latinamerika får stadig færre varer for samme eksporterede varemængde som følge af »prisklemmen«. Situationen er blevet særlig alvorlig i efterkrigsperioden. I 20 latinamerikanske republikker formindskedes importen sidste år mere end 20 %, og disse lande var ikke i stand til at opkøbe det nødvendige maskinelle udstyr til konsolidering og fornyelse af deres hjemlige industri og landbrug. FN har i slutningen af 1940 offentliggjort statistik, som langt fra er fuldstændig, men som dog viser, at de afhængige lande alene i 1947 måtte betale en overpris på mellem 2,5 og 3 milliarder dollars for importerede industrivarer i sammenligning med 1913. Dette skyldes alene »prisklemmen«, omend prisrelationerne i 1913 heller ikke var ækvivalente. Nedenfor anføres FN’s beregninger, der gælder for 1947 og klart viser, hvor meget mindre tekstilvarer de tilbagestående lande modtog fra de imperialistiske stater for en og samme mængde eksporterede råstoffer (i procent i forhold til førkrigsperioden):

Fransk Ækvatorial Afrika	68 % mindre
Kenya og Uganda	58 % mindre
Iran	54 % mindre
Britisk Guiana	50 % mindre
Indien	49 % mindre
Chile	42 % mindre

Således har kolonilandene og de afhængige lande som følge af et ujævnbyrdigt varebytte i efterkrigsårene for samme mængde eksporterede råstoffer modtaget halvdelen eller en trediedel af de før anden verdenskrigs modtagne (UN Relative Prices of Exports and Imports of Underdeveloped Countries, 1949). Det samme er tilfældet med andre varer. Således måtte Brasilien i 1949 afhænde 200 sække kaffe for at kunne købe eet Ford-automobil, medens samme land i 1929 blot behøvede at afsætte 20 sække kaffe, dvs. at prisklemmen forøgedes 10 gange. I fransk Senegal var prisen i 1939 for en centner jordnødder lig med prisen på 20 meter bomuldsstof; i 1949 kunne man for samme mængde jordnødder kun få 14 meter bomuldsstof, dvs. 30 % mindre.

Alle disse tal viser, at udplyndringen af kolonierne ved hjælp af det skæve varebytte i efterkrigsårene har antaget større omfang end før krigen, selv om man går ud fra de priser, der gælder i udenrigsomsætningen. Imidlertid var prisrelationen mellem udførte og indførte varer yderst ugunstig for de tilbagestående lande allerede før anden verdenskrig. De imperialistiske landes monopoler indtjener store profitter ved udnyttelsen af det skæve vareudbytte. Ifølge offentliggjort statistik har USA’s monopoler i 1948 alene i de tilbagestående lande ved salg af varer til priser højere end deres værdi og ved køb af varer til priser lavere end deres værdi, indvundet 3,7 milliarder dollars, hvilket udgør halvdelen af USA’s tribut i 1948 fra kolonierne og de afhængige lande.

Efter iværksættelsen af den forcerede oprustning anvender imperialisterne i USA og andre kapitalistiske lande i langt videre omfang end tidligere det skæve varebytte som middel til at vælte de byrder, der er forbundet med krigsforberedelserne, over på koloniernes og de afhængige landes befolkning. Fra første halvår af 1951 har de imperialistiske magters industrimonopoler opretholdt deres produktionspriser på et meget højt niveau og er stødt på alvorlige afsætningsvanskeligheder som følge af et stærkt fald i den betalingsdygtige efterspørgsel hos folkets brede masser. Industrimonopolerne, i første række de amerikanske, har påbegyndt en hård kamp for at sænke priserne på importerede råstoffer og levnedsmidler fra kolonierne for at bevare og forøge deres profitter. I en af Chase National Bank’s sidst udarbejdede oversigter indrømmes det, »at samtidig med at priserne på de vigtigste varer i den latinamerikanske eksport falder, er eksportpriserne på USA’s industrivarer nu 16 % højere end i første kvartal 1950. I øjeblikket kræves der en større mængde latinamerikanske eksportvarer til køb af den samme mængde industrivarer i USA, med andre ord: handelsbetingelserne, dvs. forholdet mellem eksport- og importpriser, bliver mindre og mindre gunstige for Latinamerika«. I 1951 sænkedes importprisindekset næsten 40 % for koloniråstoffer og levnedsmidler, indført af USA.

Den sidste tid har også vist en forøgelse af det skæve varebytte i handelen mellem England og de tilbagestående lande. Alene i det år, der sluttede juli 1952, er Englands importindeks for råstoffer, importerede fra de tilbagestående lande, faldet 15 %, medens priserne på metaller og varer heraf, udført fra England, er steget 11 %.

Sænkningen af priserne på råstoffer og levnedsmidler fra kolonierne er væsentligst dikteret af USA’s industrimonopoler og har fremkaldt en stærk forringelse af koloniernes og de afhængige landes handelsbalance.

Det er almindelig kendt og karakteristisk for de tilbagestående lande, at de har aktiv handelsbalance og samtidig en passiv betalingsbalance, idet de imperialistiske staters monopoler udpumper uhyre store profitter, dividender og renter fra disse lande, hvilket som regel finder sted ved vareudførsel. Derfor er det karakteristisk for koloniernes og halvkoloniernes udenrigshandel, at udførselen til stadighed ligger over indførslen. Fra andet halvår 1951 har den prissænkning, som de amerikanske monopoler har fremtvunget på levnedsmidler og råstoffer fra de tilbagestående lande, bevirket, at ikke alene betalingsbalancen, men også handelsbalancen er blevet passiv. Dette fremgår klart af følgende tabel:

De vigtigste landbrugs- og råstoflandes handelsbalance
(i millioner dollars)
	Første halvår 1951	Første halvår 1952
Australien	+ 323	- 509
New Zealand	+ 142	- 46
Hongkong	+ 41	- 96
Malaja	+ 327	- 11
Indonesien	+ 404	+ 17
Filippinerne	+ 23	- 68
Indien	+71	- 378
Pakistan	+ 224	- 38
Ceylon	+ 48	- 19
Ægypten	+ 26	- 136
Argentina	- 85	- 240
Brasilien	- 34	- 240
I alt	+1510	-1997

De anførte 12 landes underskud i udenrigshandelen for første halvår 1952 nåede et omfang af næsten 2 milliarder dollars, medens eksportværdien i første halvår 1951 var 1,5 milliard dollars større end importværdien; med andre ord forringedes disse landes handelsbalance på et år med 3,5 milliarder dollars. Dette bevirkede en skarp krise i betalingsbalancerne; herom vidner det hurtige forbrug af valutareserverne. Således formindskedes f. eks. Indiens reserver af fremmed valuta fra juli 1951 til juli 1952 med 20 % fra 1,76 milliard til 1,41 milliard dollars, Indonesiens 26 % fra 267 millioner til 190 millioner dollars, Thailands med 18 % fra 200 millioner til 165 millioner dollars, Fillippinernes med 14 % fra 262 millioner til 226 millioner dollars. 30 kapitalistiske lande, hvis økonomi har en landbrugsmæssig eller råstofmæssig karakter, fik reduceret deres reserver af fremmed valuta med 30 % fra juli 1951 til juni 1952 (fra 7,1 milliard dollars til 5 milliarder dollars).(»International Financial Statistics«, February-September 1952).

Mange af disse landes stilling er blevet så katastrofal, at de er nødsaget til at træffe drastiske forholdsregler for at formindske importen af en række levnedsmidler samt mange andre forbrugsvarer. Som følge heraf forringes arbejdernes stilling i disse lande mere og mere.

Med en omskrivning af Karl Marx’ berømte sætning kan man sige, at en prissænkning på råstoffer i kolonierne og de afhængige lande hver gang medfører en sænkning af arbejdernes leveniveau, medens en prisforhøjelse kun fører til en yderligere forøgelse af monopolernes profitter.

*

I jagten efter maksimal profit i kolonierne og andre tilbagestående lande stiler monopolerne ikke blot efter at bemægtige sig de rigeste råstofkilder og afsætningsmarkeder, men også efter at udnytte de uhyre store ressourcer af overordentlig billig arbejdskraft. De maksimale profitter, der bankes ud af kolonierne, er resultatet af en umenneskelig undertrykkelse, trælbinding, udbytning og udplyndring af den hjemmehørende befolkning.

Som følge af, at den oprindelige befolkning voldeligt fordrives fra sin jord, og som følge af de tyngende koncessionskontrakter, der afsluttes mellem imperialisterne og det stedlige aristokrati, er uhyre jordarealer i kolonierne koncentreret hos udenlandske røvermonopoler. Berøvet sin jord, udplyndret, fattig, undertrykt og uoplyst er den indfødte befolkning faktisk forvandlet til slaver under fremmede monopolister og stedlige feudalherrer.

Tvangsarbejde og faktisk slaveri, ubegrænset vilkårlighed fra myndighedernes side, blodig terror, langvarig arbejdsdag og lav arbejdsløn, et raffineret system af bøder og lønfradrag, en tvangsmæssig afregning i varer, til himmelhøje priser, åger og trælbindende kontrakter, dette er langt fra nogen fuldstændig oversigt over alle de tvangsmidler og metoder af økonomisk og ikke-økonomisk karakter, der bringes til anvendelse af monopolerne ved den udplyndring og uhyrlige udbytning, der finder sted af befolkningen i kolonierne og andre tilbagestående lande.

Kolonierne og de tilbagestående lande er et område, hvor der noteres meget lave priser på arbejdskraft. Den lokale arbejdsløn er adskillige gange lavere end i moderlandene, skønt arbejderne i moderlandene som bekendt lever under meget dårlige forhold, på grænsen af fattigdom. I Chile er arbejdslønnen i kobberminerne 1/5 af den tilsvarende i USA. I kobberminerne i Zumeb i Sydvestafrika er en negers dagløn mindre end en amerikansk arbejders gennemsnitlige timeløn. I den arabiske olieindustri får en arbejder omkring 1/10 af de amerikanske oliearbejderes gennemsnitlige arbejdsløn. En indfødt minearbejders arbejdsløn i Nord-Rhodesiens kobberminer er ¼ af den arbejdsløn, der udbetales lærlinge i Englands kulminer. I en række industrigrene i Den sydafrikanske Union får 10 lokale lønarbejdere tilsammen den samme løn som en hvid arbejder. (»Problèmes de Travaille en Afrique Noire«, Problèmes Economiques, 18. nov. 1952).

I kolonilandene anvendes i vidt omfang tvangsarbejde og hvervning af arbejdskraft på grundlag af slavekontrakter, hvis overtrædelse straffes med bøder og fængsel. I Belgisk Kongo sker udvindingen af uran, guld, kobber, bly, mangan og diamanter i stort omfang ved tvangsarbejde. I Kenya og Nyassaland bestemmes det i særlige love, at en indfødt på eet år skal udføre tvangsmæssig arbejde fra 24 til 60 dage. I Liberia hverves arbejderne tvangsmæssigt blandt den stedlige befolkning til arbejde i gummiplantagerne tilhørende den amerikanske gummitrust Firestone, og man betaler kun 18 cents om dagen.

I Saudi-Arabien findes legalt slaveri på Arabian American Oil Company’s område, der udgør 440.000 kvadratmiles, dvs. 74 % af hele den arabiske halvø. Lønudgifterne i dette selskabs olieindustri er mindre end 2 % af den udvundne olies pris.

Størstedelen af den indfødte befolkning i Den sydafrikanske Union lever under tilstande som slaver. Negrene, der er dette lands hjemmehørende befolkning, drives ind i reservater; man underkaster dem legemsstraffe og har indført et passystem (indtil 15 kategorier), der begrænser adgangen til at forlade hjemmet, gå på gaderne osv. osv. Personer, der antræffes uden sådant pas, kastes i fængsel. Indtil 100.000 personer berøves årligt friheden for sådanne og lignende overtrædelser.

I kolonierne og halvkolonierne anvendes også kvinder og børn som arbejdskraft. I Ecuador udgør børn i alderen indtil 12 år 1/3 af alle arbejdere. De aflønnes med 1/5 eller 1/6 af en voksen indfødt arbejders løn. Den indfødte arbejder har igen en arbejdsløn, der er adskillige gange mindre end en hvid arbejders.

*

I lys af alle de anførte kendsgerninger bliver det forståeligt, hvorfor de kapitaler, der af monopolerne investeres i de tilbagestående lande, indbringer betydeligt større profitter, end hvad der opnås i moderlandene. Nedenfor anføres en sammenligning af profitraten hos forskellige amerikanske monopoler i 1948 ved indenlandsk og udenlandsk kapitalinvestering (i procent). Denne sammenligning er udarbejdet på grundlag af selskabernes officielle regnskaber:

	Af indenlandske kapitalinvesteringer	Af udenlandske kapitalinvesteringer
Standard Oil (New Jersey	11	33
General Motors	25	80
Fireston Rubber	7	26

Det største amerikanske oliemonopol, Standard Oil, opnår 2/3 af sine indtægter ved kapitalinvesteringer udenfor USA og kun 1/3 af indtægterne i USA. Over halvdelen af selskabets indtægter kan henregnes til de latinamerikanske lande, i hvilke 1/3 af alle selskabets kapitalinvesteringer er anbragt. USA, til hvilke henføres 2/3 af alle investeringer i dette monopol, giver kun 1/3 af de samlede indtægter. Et andet stort amerikansk monopol, General Motors, har en profitrate ved udenlandske investeringer i 1949/50, der er 3,3 til 3,6 gange større end raten ved de indenlandske kapitalinvesteringer. Anakonda Mining Co. får af hver arbejder i Chile 4 gange mere profit end af hver arbejder i USA. Det amerikanske monopol, Wilson & Co., har i de latinamerikanske lande en profit, der er 5,8 gange større end profitterne i USA.

I hele efterkrigsperioden er de amerikanske selskabers profitrate i de udenlandske investeringer vokset betydeligt mere end profitraten i de indenlandske. Disse selskabers profit er fra 1946 til 1951 vokset 82 %, og deres indtægter fra udenlandske kapitalinvesteringer er forøget 2 1/2 gang. I 1946 udgjorde USA’s profit ved udenlandske investeringer 1,11 milliarder dollars, medens den i 1951 udgjorde 2,70 milliarder, hvorved profitten fra de underudviklede lande nåede op på 1,50 milliard dollars.

De engelske monopoler har ikke opnået mindre betydelige profitter ved udbytning og udplyndring af koloniernes og de tilbagestående landes folkeslag. En analyse af 2.000 engelske aktieselskabers regnskaber, som disse foreligger offentliggjort i første halvdel af 1952, viser, at den største profittilvækst (40-80 % i sammenligning med den tilsvarende periode i 1951) fandt sted i de selskaber, der drev gummiplantager i Malaja. I 4 af disse selskaber udgjorde profitten i 1951 i sammenligning med nettoomkostningen ved fremstilling af gummi fra 114 % til 144 %. Man må herved tage i betragtning, at beregningen er foretaget på grundlag af officiel statistik. Disse selskaber har med andre ord for hver dollar, der er givet ud, fået 1 1/2 dollars profit.

Man kan af følgende eksempler dømme om de store profitter, der opnås af engelske tinselskaber i Sydøstasiens lande. »Siamese Tin Syndicate« opnåede i 1950 en profitforøgelse på 272 % med en samtidig produktionsstigning på 6 %. Den opnåede profit var mere end dobbelt så stor som selskabets aktiekapital. I 1951 forøgede selskabet dividenden til 150 %. »Malayan Tin Dredging« opnåede i 1951/52 en profit på 180 % af aktiekapitalen. Et af de største tin-selskaber i Malaja, »Tronox Mines«, opnåede i 1950 en profit, der var 275 % af aktiekapitalen. Selskabet »Rocana«, der udvinder kobber i Rhodesia, deklarerede i sidste regnskabsår en dividende for stamaktier på 225 % ifølge oplysninger i »Economist« fra den 25. oktober 1952.

Profitten i de engelske selskaber i Kenya lå i 1951 gennemsnitlig mellem 153 og 189 % af omkostningerne, hvad angår sisal. I enkelte perioder nåede profitten 300 %. Selskabet »Consolidated Sisal Estates of East Africa« opnåede i 1950/51 et udbytte på 467.000 £ med en investeret kapital på 250.000 £, dvs. en profit på 187 %.

Særlig stor er profitten i de kolonimonopoler, som selv foretager hele rækken af operationer i det skæve varebytte, lige fra fremskaffelse af råstofferne til salget af færdigvarerne. Den typiske repræsentant for sådanne monopoler er den engelsk-hollandske koncern Unilever. Denne koncern ejer i 40 lande 516 datterselskaber, 337 fabrikker og filialer, på hvilke beskæftiges henved 200.000 mennesker. Unilever opkøber næsten halvdelen af alle fedtstoffer og olier, der omsættes på verdensmarkedet, og forarbejder dem til sæbe, margarine og andre produkter, der afsættes i den kapitalistiske verden. Efter officielle, meget forsigtige skøn nåede koncernens omsætning i 1951 3,5 milliarder dollars. Samtidig udgjorde profitten 200 millioner dollars, dvs. næsten 100 % af kapitalen. Man kan af Unilever’s årsregnskaber konstatere, at omsætningen i dens datterselskab United Africa i 1951 oversteg 600 millioner dollars, og at omkring ¼ af koncernens profit kan henføres til dette selskab. 2/3 af United Africa’s forretninger finder sted på Guldkysten og i Nigeria, hvor selskabet foretager over 60 % af alle råstofopkøb og 50 % af alt salg af industrivarer. Foruden i Vestafrika opererer dette monopol i Belgisk Kongo, hvor det ejer plantager med kakaobønner og palmetræer, således kan 40 % af hele koloniens eksport af palmeolie tilregnes selskabet. I Iran, Mesopotamien og Syrien opkøber selskabet uld, i Irak tilbereder det dadler. På de Canariske Øer driver selskabet eksport-importhandel med forskellige varer, lige fra korn til industrielt udstyr. I Marokko importerer det the og udfører lædervarer og andet. I Belgisk Kongo har selskabet eneret på alle opkøb, dvs. har et såkaldt »købermonopol« over et territorium på 400 millioner acres. Selskabet besidder talrige fabrikker og magasiner, har lagre og opkøbsorganisationer, sin egen handelsflåde osv.

En analyse af selskabets forretningspraksis og prispolitik viser, hvorledes profit opnås. United Africa tvinger bønderne til at sælge deres varer til monopolbestemte lave priser. Selskabet har i større som mindre distrikter et helt hierarki af mellemmænd og kommissionærer, der billigst muligt opkøber bøndernes råstoffer og samtidig til en pris tre gange normalprisen sælger tændstikker, cigaretter, sæbe, tekstiler og andre nødvendighedsvarer. Før krigen opgjordes antallet af sådanne mellemmænd på Guldkysten til 38.506 og i Nigeria til ca. 100.000.

Som den borgerlige presse tidligere har meddelt, afsættes de fleste varer til den stedlige befolkning til priser, der ligger 100-500 % over de priser, varerne burde sælges til. Hvad angår de opkøbte råstoffer, kan anføres, at fremskaffelsesprisen for kakaobønner i 1949/50 var 85 £ pr. ton, medens prisen samtidig på verdensmarkedet var 300 £. Dette gav selskabet en profit på 250 %. Det faktiske svælg mellem priserne var betydeligt større. United Africa modtager kakaobønner i sine lagre til de angivne priser, medens bønderne af de lokale mellemmænd betales betydeligt ringere.

Foruden Unilever og dens filial United Africa kan man endvidere til de store monopoler, der har specialiseret sig i udplyndring af kolonierne og de afhængige lande, henregne det belgiske selskab Union Miniere du Haut-Katanga, det amerikanske selskab United Fruit Company og mange andre. Union Minière du Haut-Katanga ejer i Belgisk Kongo de rigeste forekomster af kobber, uran, radium og kobolt. Selskabet handler samtidig med kul, kemikalier, sprængstoffer, mel, kvæg, træ, mursten, driver industrivirksomheder, jernbaner, forsikringsvirksomhed osv. I 1951 var dette monopols udførsel 44 % af den samlede eksport fra Belgisk Kongo. Selskabets omsætning nåede i 1951 176 millioner dollars. Profitten var samtidig 108 millioner dollars.

Blandt de amerikanske monopoler, der arbejder i de latinamerikanske lande, spiller United Fruit Company en fremtrædende rolle. Dette selskab ejede i 1948 omkring 559.000 acres jord under dyrkning, henved 1500 miles jernbanestrækning og 66 oceangående dampskibe. Samtidig drev det en række virksomheder. Selskabet opnåede alene i 1951 mere end 100 millioner dollars profit. Virksomheden med tilberedning og salg af bananer giver dette monopol omkring 600 % profit i forhold til omkostningerne. - Hvis monopolernes officielle årsregnskaber ikke giver nogen forestilling om den virkelige profit, må man i en række tilfælde anvende en sammenligning mellem selskabets salgspriser og omkostninger, der tilsammen karakteriserer monopolernes profit ved de enkelte forretninger set i forhold til de solgte varers fremstillingsomkostninger.

*

Et endnu grellere eksempel på udbytning af kolonierne er de amerikanske oliemonopolers virksomhed. Disse selskaber opnår uhørte profitter ved udvinding og forarbejdning af olie i det nære og mellemste Orients lande. Ifølge »oversigt over den økonomiske situation i det nære Østen«, offentliggjort i 1951 af FN’s økonomiske og sociale råd, var omkostningen ved udvindingen af råolie i Saudi-Arabien i 1947 24 cents pr. barrel, heri ikke medregnet koncessionsbetalinger på 21 cents og transportomkostninger frem til raffinaderiet på 2,5 cents.

Med disse oplysninger som baggrund og i betragtning af, at olien i 1947 solgtes for 2,03 dollars pr. barrel i Den persiske Golfs havne, er det let at regne ud, at profitten i selskabet Aramco (Arabian American Oil Company) udgjorde 666 % af omkostningerne, heri medregnet transportudgifterne. Profitten i de amerikanske olie-monopoler var endnu større ved salg af olieprodukter, tilberedt af råolie fra det nære Orients lande. Det forholder sig sådan, at olieprodukter fra det nære og mellemste Østen sælges af de amerikanske monopoler overalt på jorden til monopolbestemte høje priser, idet der kalkuleres med produktionsomkostningerne i USA, der som bekendt er 5-6 gange større end i Østens lande. Profitterne i USA’s olietruster ved indvinding og forarbejdning af olie i udlandet er derfor efter officielle oplysninger alene i 1951 - 1 milliard dollars.

Disse vældige profitter udgør ikke helt den tribut, som de imperialistiske stater hæver i kolonierne og halvkolonierne. Alene i 1948 betalte kolonierne og de afhængige lande 7,5 milliarder dollars til USA. Den kolonitribut, USA klemmer ud af Latinamerika, er 1/5 af værdien af alle latinamerikanske landes bruttoproduktion. Brasiliens præsident så sig den 31. december 1951 nødsaget til at erklære, »at udenlandske monopoler (hovedsageligt amerikanske) tilrev sig frugten af millioner af brasilianeres arbejde, og denne udbytning var så omfattende og udmarvende, at landet på mindre end 5 år blev berøvet en så fabelagtig sum som værdien af hele den i landet omløbende pengemængde. I vort lands økonomiske historie kender jeg ikke noget eksempel på et større anlagt røveri«.

Også England klemmer uhyre summer ud af kolonierne og de afhængige lande. Alene fra Indien var den årlige tribut i de 20 år, der gik forud for anden verdenskrig, henved 150 millioner £. Man kan få en forestilling om omfanget af Englands indtægter fra kolonierne og de afhængige lande af den såkaldte britiske sterlinggæld. Ifølge engelske pressemeddelelser var sterlinggælden i slutningen af 1952 3,5 milliarder £. Dette beløb udgør formelt Englands ubetalte gæld til kolonierne og de afhængige lande for varer og tjenesteydelser leveret i krigs- og efterkrigsårene. Aldrig tidligere har udplyndringen af kolonierne og halvkolonierne nået en så gigantisk målestok.

*

Som følge af jagten efter maksimale profitter bliver kampen mellem de imperialistiske magter og de enkelte finansgrupper mere og mere forbitret med hensyn til afsætningsmarkederne, råstofkilderne, kapitalanlægssfærerne og det økonomiske og politiske herredømme i tilbagestående lande. Efterhånden som den amerikanske imperialisme erobrer nye afsætningsmarkeder, råstofkilder og indflydelsessfærer fra sine egne partnere, uddybes og skærpes modsætningerne mellem USA og de øvrige kapitalistiske lande mere og mere. »England, og derefter Frankrig og andre kapitalistiske lande«, sagde G. M. Malenkov på partiets 19. kongres, »bestræber sig på at løsrive sig fra underkastelsen under USA for at sikre sig en selvstændig stilling og højere profitter. Allerede på nuværende tidspunkt udfolder der sig en hårdnakket kamp fra de engelske kapitalisters side mod det amerikanske overtag i den internationale handel«.

Mellem de engelske og amerikanske monopoler føres en hårdnakket kamp på så at sige alle markeder i den kapitalistiske verden. Karakteristisk i så henseende er ændringen i USA’s og Englands stilling på markederne i Latinamerika, Sydøstasien og det nære Østen.

USA’s efterkrigseksport til Latinamerika voksede i forhold til 1937 5,8 gange, medens Englands eksport voksede mindre end 2,5 gange, når man beregner tilvæksten efter værdi. USA’s udførsel til Latinamerika nåede i 1951 3,6 milliarder dollars og var næsten 8 gange større end den engelske udførsel. Denne tiltagende amerikanske ekspansion på Latinamerikas markeder ses meget tydeligt i de enkelte lande. USA’s andel i Argentinas» Brasiliens og Chiles import var i 1951 næsten dobbelt så stor som før anden verdenskrig, og i Mexicos, Cubas og Columbias import var USA’s andel 1,5 gang så stor som før krigen. Henved 4/5 af de sidstnævnte tre landes import kommer fra USA. Denne uhæmmede amerikanske ekspansion har undergravet de engelske positioner på de latinamerikanske markeder. Englands andel i Argentinas, Columbias og Cubas import formindskedes i 1951 til 40 % af 1937-importen, medens andelen i Brasiliens import formindskedes til 60 %. I slutningen af 1952 meddelte den engelske presse, at Englands vareomsætning med Argentina, Brasilien, Peru, Uruguay samt Chile for tiden lå på det laveste niveau i hele efterkrigsperioden (Financial Times, 22. dec. 1952).

Den; hårdnakkede konkurrencekamp mellem USA og England føres endvidere om afsætningsmarkederne i Sydøstasiens lande og på Stillehavets øer. Før den anden verdenskrig indtog England den stærkeste stilling på disse markeder. Efter den anden verdenskrig er Englands stilling undergået betydelige ændringer. USA’s eksport til Sydøstasiens lande og til Stillehavets øer forøgedes i perioden 1937/51 350 %, medens Englands eksport kun øgedes 260 %. England har dog endnu bevaret meget stærke positioner i dette område. Den engelske eksport til Sydøstasisens lande og Stillehavets øer var 60 % større end den amerikanske, beregnet efter eksportens værdi. England spiller som tidligere en afgørende rolle i Australiens og New Zealands import. USA har imidlertid opnået en betydelig forøgelse af sin andel i Indiens, Indonesiens og Thailands import. Ved at bevare og styrke sine to vigtigste økonomiske bastioner, imperie-præferencesystemet og sterlingområdet, forsøger den britiske imperialisme at bevare sine positioner i kampen mod den amerikanske ekspansion i de engelske indflydelsessfærer.

Kampen om markeder i det nære Østen og mellem USA’s og Englands monopoler har nået en overordentlig styrke. USA’s eksport til det nære Østens lande var i 1951 435 millioner dollars (9 gange så stor som eksporten i 1937)(det nære Østens lande = Tyrkiet, Ægypten, Syrien, Libanon, Israel, Jordanien, Kuweit, Sandi-Arabien, Irak, Iran og Afghanistan). Den amerikanske imperialisme, som arbejder på at trænge England ud af det nære Østens lande, har bragt eksporten til disse lande op over den engelske. I 1951 udgjorde Englands udførsel til det nære Østens lande 401 millioner dollars, dvs. 8 % mindre end den amerikanske, medens Englands eksport i 1937 til disse lande var 70 % større end den amerikanske.

Der føres en hårdnakket kamp mellem de imperialistiske lande for tillige at sikre sig råstoffer. Kampen om råstofmonopol er en af de vigtigste grunde til skærpelsen og uddybningen af modsætningerne mellem de imperialistiske lande, først og fremmest USA og England.

I 1950 udgjorde det britiske imperiums produktion af naturgummi 43 % af hele den kapitalistiske verdens produktion, 44 % af tin-produktionen, 71 % af manganerts-produktionen, 47 % af chrom-produktionen, 56 % af uld-produktionen, 98 % af jute-produktionen osv. USA er afhængig af det britiske imperium, hvad angår de vigtigste arter råstoffer til dækning af den opsvulmede krigsproduktions behov. USA indførte f. eks. i 1951 fra det britiske imperium 56 % af hele sin gummiimport, 32 % af tinimporten, 40 % af importen af tekniske diamanter, 88 % af glimmerimporten, 39 % af bly-importen, 71% af manganerts-importen, 93 % af jute og 59 % af uld.

De amerikanske monopoler forsøger at trænge England ud af det britiske imperium og at rage alle arter råstofkilder til sig.

De engelske monopoler såvel som de franske og andre kapitalistiske landes monopoler gør sig dog fortvivlede anstrengelser for at bevare stillingen i kampen om råstofkilderne. På den i december 1952 afsluttede økonomiske imperiekongres udarbejdedes i London et flerårigt program, der tilsigtede beskyttelse af de vigtigste strategiske og økonomiske positioner i det britiske imperium mod de amerikanske imperialisters overgreb.

Kendsgerningerne viser, at de amerikanske monopolers erobringskurs fører til en øget kamp og uddybning af modsætningerne mellem de kapitalistiske stater.

*

Som følge af imperialisternes langvarige undertrykkelse og de feudale levn, som imperialisterne har støttet, bevaret og hæget om, befinder den civile økonomi i kolonierne og de afhængige lande sig i en sørgelig forfatning til trods for de kolossale naturrigdomme, disse lande besidder, og de enorme ressourcer af arbejdskraft, der er tilstede. De reaktionære og aggressive kræfter i USA og andre kapitalistiske stater desorganiserer økonomien i tilbagestående lande på jagt efter maksimale profitter og udbytter røverisk landenes rigdomme. Samtidig hæmmes de produktive kræfter i deres udvikling, og den arbejdende befolkning dømmes til et liv i sult og elendighed.

Arbejderne, bønderne og andre arbejdende i kolonierne og de afhængige lande er udsat for undertrykkelse fra to sider, dels fra den udenlandske imperialisme og dels fra deres »egne« godsejere og deres »eget« bourgeoisi. Den fantastiske udbytning, som arbejderne således er udsat for, er grunden til den rædselsfulde elendighed, som de lever under.

Et fælles kriterium for de svagt udviklede landes armod er den meget lille nationalindtægt i de fleste lande i Asien, Afrika og Sydamerika. Af en rapport fra FN’s sekretariat om den verdensøkonomiske situation 1949/50 fremgår det, at nationalindtægten hos henholdsvis 1/3 af jordens befolkning er mindre end 5 % af hele verdensindtægten. Den omtalte befolkning lever i lande som Burma, Indonesien, Filippinerne, Ecuador, Æthiopien, Haiti, Saudi-Arabien, Thailand og andre. Beregnet pr. indbygger er nationalindtægten i disse områder mindre end 50 dollars pro anno.

Imperialisterne vælter alle der byrder, der er forbundet med krigsforberedelserne og oprustningen, over på arbejderne. Dette medfører en betydelig forværring af den sociale stilling for arbejderne i kapitalens lande, særlig kolonierne og i de afhængige lande. De sidste to år voksede leveomkostningerne i Belgisk Kongo 21 %, i Malaja 30 %, i engelsk-ægyptisk Sudan 32 % og Australien 44 %. I Argentina sprang priserne på levnedsmidler i løbet af de sidste 1 1/2 år 60 % op, i Brasilien 70 %.

Millioner af mennesker i Indien, Pakistan, Indonesien, Iran og Afrikas lande lever til stadighed udsat for sult. Millioner af mennesker falder som ofre for sultedøden. I Brasilien, Argentina, Chile og andre sydamerikanske lande lider 60 millioner mennesker permanent af underernæring, Ifølge officielle oplysninger er endog i normale år 30 % af befolkningen i Indien stærkt underernæret, eller de ligefrem sulter. På Ny Guinea døde i 1950/51 13,3 % af den hjemmehørende befolkning af underernæring, og indbyggerantallet er i de sidste 20 år formindsket med 27 %. Den gennemsnitlige børnedødelighed dér udgør 250-350 pr. tusind nyfødte.

Ved siden af sulten og elendigheden holder imperialisterne kunstigt det overvældende befolkningsflertal i de tilbagestående lande nede i en kulturel tilbageståenhed, idet næsten ingen kan læse eller skrive. Analfabeterne udgør i Sudan og britisk Somaliland 90 % af hele befolkningen, i Madagaskar 90 %, i det nære og mellemste Østen 80-95 % af hele befolkningen.

Dog vil i folkeslagene i kolonierne og de afhængige lande ikke finde sig i de uhørte lidelser, som fremmede undertrykkere og stedlige reaktionære dømmer dem til at leve under.

Til trods for den blodige terror og tvang fra imperialisternes side forstærker folkene i kolonierne og de afhængige lande kampen mod de amerikanske og andre udbyttere. Den nationale befrielsesbevægelses front er udvidet enormt som følge af, at folkene i Afrika, i det nære, mellemste og fjerne Østen samt Latinamerika er draget ind i kampen. »Folkene i kolonierne og de afhængige lande«, sagde kammerat G. M. Malenkov på den 19. partikongres, »de yder mere og mere beslutsom modstand mod de imperialistiske undertrykkere. Om det tiltagende omfang af den nationale befrielsesbevægelse vidner folkenes kamp i Vietnam, Burma, Malaja, på Filippinerne og i Indonesien og den nationale modstandsvækst i Indien, Iran, Ægypten og andre lande«.

Læs: Litterære anmeldelser * Danmark i historisk strejflys * Tiden 1949/50 * Tiden 1950 * Tiden 1950/51

Webmaster