Forfatteren af nærværende tekst, Wilhelm Martin Christian Liebknecht, var en af det tyske socialdemokratis bedste mænd, en ypperlig forkæmper i proletariatets kamp mod reaktion og kapitalisme. Han fødtes d. 29. marts 1826 i Giessen (Overhessen), besøgte det derværende gymnasium og studerede filologi og filosofi ved universiteterne i Giessen, Berlin og Marburg. Han døde i Berlin i året 1900. Allerede som student blev han socialist ved studiet af franske forfattere. I september 1848 deltog han i en opstand, arresteredes og sad i badensisk fangenskab til midten af maj 1849. Militæropstanden i Baaden skaffede atter Liebknecht friheden og straks meldte han sig påny som frivillig i folkets kamp for politiske rettigheder, blev påny fængslet, slap løs igen og var blandt de af Johan Philip Becker kommanderede friskarer, som efter rejsningens underkuelse overskred den franske grænse. Herfra begav Liebknecht sig til Genf i Schweiz, hvor han valgtes som præsident for Den tyske Arbejderforening. Han søgte i denne stilling at hidføre en sammenslutning af alle tyske arbejderforeninger, og der indkaldtes i den anledning en kongres i byen Murten. Men forinden arresterede myndighederne Liebknecht, spærrede ham for en tid inde i Freiburg, ekspederede ham med tvangspas til den franske by Besancon og derfra videre til London. Her trådte Liebknecht ind i Kommunisternes Forbund og sluttede sig efter dettes sprængning til Karl Marx. Han tjente i London sit livsophold som lærer og korrespondent til tyske blade. Straks efter amnestien vendte han tilbage til Tyskland og gik i 1862 til Berlin, hvor han var medarbejder af det ansete bismarchske organ »Norddeutsche allgemeine Zeitung«, så længe dette endnu var stortysk-demokratisk. De prøjsiske junkere og den prøjsiske regering gjorde de eftertrykkeligste forsøg på at vinde ham og arbejderbevægelsen for deres interesser. Da det mislykkedes, begyndte politiforfølgelserne imod ham, og han idømtes 3 måneders fængsel, blev i 1865 udvist af Prøjsen og drog nu til Leipzig. Under krigen 1866 mellem Prøjsen og Østrig var Liebknecht redaktør af »Mitteldeutsche Volkszeitung«, som kort efter blev undertrykt af de prøjsiske myndigheder. I oktober 1866 blev han anholdt på en rejse til Berlin og idømt 3 måneders indespærring, fordi han havde vovet sig ind på prøjsisk område. I 1867 valgtes Liebknecht som medlem af den nordtyske rigsdag, overtog d. 1. januar 1868 redaktionen af det i Leipzig udkommende »Demokratischen Wochenblattes«, organ for Det tyske Folkeparti og Det tyske Arbejderforbund. Han var repræsentant for den marxske socialisme og tilhænger af Den internationale Arbejderforening. Af den grund trådte han i opposition fil lassalleanerne, men arbejdede sidenhen lige så ivrigt for at hidføre en sammenslutning af de to arbejderfraktioner. I december 1870 blev Liebknecht anklaget for anstiftelse af højforræderi, dvs. fordi han og Bebel på socialdemokratiets vegne protesterede mod krigen mellem Frankrig og Tyskland. Edsvorneretten dømte ham d. 26. marts 1872 fil 2 1/2, års fæstningsstraf, som han afsonede på slottet Hubertusborg. Det sidste led af den lange række domfældelser, som er overgået Liebknecht, var flere måneders fængsel for formentlig »majestætsfornærmelse« mod den tyske kejser. Oldingen blev således end ikke på sine sidste dage forskånet for magthavernes forfølgelser. Men når det tyske socialdemokrati nu står som Tysklands bedst organiserede og stærkeste parti, er dette i væsentlig grad Liebknechts fortjeneste. Under Socialistloven (1878-90) var det førerne, det kom an på, og den lille by Borsdorff ved Leipzig, hvor Liebknecht boede, var centrum for det tyske socialdemokratis ledelse og kampen mod det bismarckske regimente. Under hele denne periode var Liebknecht bl.a. også korrespondent til »Social-Demokraten« i København. Efter Socialistlovens ophævelse tog Liebknecht fast ophold i Berlin, hvor han blev chefredaktør af partiets hovedorgan »Vorvärts«. Fra 1879-86 var han medlem af den saksiske landdag og igen fra 1889. Rigsdagsmand for Tyskland var han i samlingerne 1867-70, 1874-87 og fra 1888 til sin død repræsenterede han uafbrudt en af Berlins kæmpekredse. Foredraget »Til forsvar og angreb', et af de bedste indlæg, man har i socialdemokratiets agitation, og som Liebknecht afholdt i 1870erne i Crimmitschau (Saksen), som har en meget betydelig industri, særlig klædefabrikation og uldspinderi. Foruden dette skrift har den begavede partifælle skrevet flere andre populære pjecer og socialistiske værker. Vi nævner: »Grund- og jordspørgsmålet«, »Kundskab er magt, magt er kundskab«, »Højforræderi og revolution«, »Robert Owen«, »Et blik i den nye verden« (rejsebilleder fra Amerika, hvor Liebknecht i 1886 foretog en agitationsrejse).

Venner! Johann Jacoby har i sin berømte tale om »Arbejderbevægelsens formål« sagt: »Oprettelsen af den mindste arbejderforening vil for den kommende kulturhistoriker have større værd end slaget ved Sadova«. Havde han talt et år senere, ville han kunne have tilføjet: »Og end alle hæderværdige sejre og smukke kavallerifægtninger« i de herrer Bonapartes og Bismarks »hellige« krig. Ja, oprettelsen af den mindste arbejderforening er en vigtigere kulturgerning end alle de »store bedrifter«, som det militæriske og monarkiske Europa har udført og fremdeles vil udføre på den såkaldte ærens mark. I den mindste arbejderforening lever og røres nutidens ideer, bliver løsningen forberedt af de store spørgsmål, som bevæger vor tid, medens soldatens hånd kun skal føre mordvåbenet for at forsvare og opretholde fortidens overlevede skabninger. Enhver arbejderforening er en ranke af den ny kultur, plantet i menneskehedens vinbjerg, som de »herlige krigshære« kun ødelægger; en skole af ægte, menneskebefriende dannelse, som trues af sejrherrerne i slagene; et stykke af den ny verden, der, rammet ind i den gamle verden som en kile, vil medvirke til at sprænge den. To verdener står nu skarpt lige over for hinanden - de besiddendes verden og de ikke-besiddendes verden -, kapitalens verden og arbejdets verden, - undertrykkernes verden og de undertryktes verden -, bourgeoisiets verden og socialismens verden - to verdener med modsatte formål, modsatte bestræbelser, modsatte anskuelser og med forskellige sprog, to verdener, der ikke kan bestå ved siden af hinanden, af hvilke den ene må gøre plads for den anden. I krigen mellem Frankrig og Tyskland tegnede omridsene af de to verdener ved skinnet af brandkuglerne og de brændende købstæder og landsbyer sig skarpt fra hinanden, så at de blev kendelig selv for de svageste øjne: her repræsentanterne for den gamle verden, prædikende had til og foragt for nabofolket, opstillende menneskemord i det store som menneskenes højeste formål, opirrede lidenskaberne, kvælende tænkningen og ofrede humaniteten på en snæverhjertet, fanatisk patriotismes alter - hist, stående afsides, den ny verdens repræsentanter; rolige ved siden af den vildtbrusende strøm; nøgterne midt i det nationale deliriums orgier; urokkede af bebrejdelser, anklager, angreb, forfølgelser; stolt bydende modstanderne panden og tilråbende dem: »Hvad i stempler som de fornemste pligter, er i vore øjne usædeligt; hvad i priser som de højeste goder, strider imod fornuftens og retfærdighedens fordringer. Det menneske, der bor på den anden side af vore grænsepæle, er lige så vel et menneske som vi; folkene er brødre og skal elske hverandre i stedet for at kvæle hverandre. Mord er og bliver mord, også når morderen og den myrdede taler forskellige sprog og bærer brogede kjoler; men mord er en forbrydelse, og forbrydelsen ophører ikke at være forbrydelse, fordi den udøves efter en stor målestok. Udfaldet forvandler ikke uret til ret. Hvad I kalder hæder, er for os det modsatte af hæder; hvad I kalder for ære, er for os det modsatte af ære, og de triumfer, som I praler med, er for os kun barbariets triumfer; krigen, selv den mest »hæderfulde«, er en synd imod menneskehedens hellige ånd - en ulykke for sejrherren såvel som for den overvundne. Ordet »fædreland«, som I fører i munden, har intet trylleri for os; fædreland I eders forstand er for os et overvundet standpunkt, et reaktionært, kulturfjendtligt begreb. Menneskeheden lader sig ikke indespærre mellem nationale grænser; vort hjem er verden: ubi bene, ibi patria - hvor det går os godt, dvs. hvor vi kan være mennesker, der er vort fædreland. Eders fædreland er for os kun et elendighedens sted, et fængsel, en jagtgrund, på hvilken vi er det hidsede vildt og mangen af os ikke engang har et sted, hvorpå han kan hvile sit hoved. I kalder os foragteligt »fædrelandsløse«, og I har selv gjort os fædrelandsløse! Og hvorledes kan I, der med salvelse råber på eders kristendom, bebrejde os, at vi ikke er »nationale«? Er ikke netop dét et af den kristelige religions mest fremtrædende kendetegn, at den udvidede hebræernes gud til at være en almen menneskelig Gud, altså, for at tale i nutidens sprog, tilintetgjorde nationalitetsprincippet og fortrængte den nationale tanke ved den internationale tanke! Ud af eder taler kun fordom og egennytte; menneskehedens interesse fordrer, at det skal falde, som i repræsenterer! Og menneskehedens interesse vil overvinde eders særinteresse. Eders triumfer påskynder kun eders fald. I klokkeklangen ved højtideligholdelsen af eders sejre hører vi allerede gravklokkeklangen over eders herlighed.« Med uhyggelig forbavselse så modstanderne det uventede skuespil, hørte de den ny verdens fremmedklingende sprog. Vel var der kun et forsvindende mindretal, som protesterede i menneskehedens navn; men enhver for herredømmet kæmpende sandhed er al tid i mindretal - og den sejrende sandhed har stedse flertallet for sig. Vel bestod dette mindretal næsten udelukkende af arbejdere, af dem, som det nuværende samfund har gjort arveløse - men, hvorledes skulle det også kunne være anderledes? Det har stedse været de undertrykte, som har plejet frihedens og humanitetens flamme; thi nøden er menneskets bedste, ja eneste lærer. Den svage lærer den at bede, den stærke at bruge sine kræfter - til at tænke og handle for at opnå befrielse. Nu til dags er det arbejderne, som, trængte af nøden, har helliget sig til befrielsesværket - således som det i middelalderen var bønderne, der forkyndte frihedens og lighedens evangelium, således som i begyndelsen af vor tidsregning den kristne lære udfoldede sig i de fattige og lidende.

Det er ikke nu den første gang, at der således står to verdener lige over for hinanden. I forrige århundrede, da borgerskabet endnu var politisk undertrykket, havde det allerede skabt sig sin egen verden i tanker og anskuelser, som stod i den grelleste modsigelse til den herskende verden, og som tilsidst åndelig underkastede sig denne - en »moralsk« sejr, der måtte efterfølges af den materielle i Den franske Revolution. Dog, - historien frembyder en endnu mere slående parallel: det gamle Romerrige står på magtens tinde; det har ikke mere at erobre, fordi alle jordens lande allerede er det skatskyldige. De store svælger i den mest forfinede luksus, masserne vansmægter i slaveri. Da oprøres den underkuede, nedværdigede mængdes samvittighed imod slige skændige tilstande, og der begyndes en bevægelse, som, i begyndelsen foragtet og latterliggjort af magthaverne og de store, lidt efter lidt indgyder dem frygt og foranlediger dem til de hæftigste og grusomste forfølgelser mod bekenderne af den ny lære. Men forfølgelserne avler kun martyrer og styrker sagen, som de skulle tilintetgøre. Man forbyder de frygtede »fjender af staten og samfundet« (thi det var de kristne), man forbyder dem at forsamle sig - de forsamler sig i katakomberne; man opfinder de mest raffinerede pinsler, man iklæder døden de gyseligste skikkelser - forgæves, døden har ingen bråd for de forfulgte, og under de skrækkeligste smerter smiler de blot medlidende ad de dårer, som bilder sig ind at kunne dræbe en ide. »Er vor sag guds, så vil I ikke kunne få den til at gå til grunde; men er den ikke guds, så vil den uden eders hjælp gå tilgrunde!« Således tilråber de deres bødler, og iler glade, sejrsvisse til retterstedet. »Er vor sag guds« - det vil, oversat i nutidens sprog, sige: er det, som vi tilstræber, en kulturfordring, er det i overensstemmelse med menneskehedens åndelige, sædelige og materielle interesser, så kan det ikke udryddes ved nogen som helst magtanvendelse; men er det ikke »guds«, det vil sige: er det i modstrid med disse interesser, så må det gå tilgrunde i denne modstrid - uden at der behøves voldsomme undertrykkelsesforsøg, der i det højeste kan puste et skinliv i den hendøende. Nuvel, - »løvekulen«, »ormegården«, korset, bålet - hvad var deres virkning? Den menneskelige samvittigheds revolution skred uophørlig fremad, kristendommen overvandt det almægtige hedenskab, den ny verden styrtede den gamle. Her er en bemærkning. Det er langtfra, at jeg tror de sædvanlige traditioner om den såkaldte »urkristendom«, og det er endnu mindre tilfældet, at jeg betragter den moderne civilisation som en følge af kristendommen. Denne sidste opfattelse er afgjort urigtig, er endogså en stillen på hovedet af sandheden. Der kan med lethed føres bevis for, at ethvert åndeligt og materielt fremskridt, som menneskeheden har gjort siden kristendommen blev statsreligion, er gjort i kamp mod kristendommen. Hvad hin epoke angår, da kristendommen bar forfølgelsens tornekrone, så hører ganske vist legenderne, myterne af ældre og nyere datum, som man fortæller os, til fablerne, og det kan ganske vist ikke nægtes, at videnskab og kunst var fremmed for bekenderne, af den ny lære og endog også, fordi de ansås for uadskillelige fra hedenskabets sag, på det bittreste blev bekæmpet af dem - men desuagtet ville det være en lige så stor dårskab, som den er, man nu gør sig skyldig i lige over for os, hvis vi ville nægte, at den kristelige bevægelse med nødvendighed har udviklet sig af de daværende forhold, og at der behøves denne sædelighedsprotest, denne protest af den i mennesket boende lighedsfølelse, for at opløse det bundrådne, på slaveri hvilende hedenske samfund og således åbne vej for menneskeheden til videre fremskridt. Rigtignok fulgte der ovenpå det klassiske hedenskabs fald en lang, mørk nat. Kristendommen, som statsreligion, fjernede sig fra de principper, som den skyldte sin sejr, og blev selv et værktøj for undertrykkelse. Dog menneskeheden lod sig ikke standse i sin gang. Lighedens, broderskabets og frihedens ideer blev ved at spire under samfundets overflade. Forgæves søgte statskirken at lægge ånden i lænker, forgæves oprettede den sin inkvisitionsret. Den kunne brænde legemerne, men de evige tanker hævede sig, fønikslig, med ufortærede vinger af asken. Hundredetusinder af kættere blev ofrede, »ufejlbarheden« fejrede de mest glimrende triumfer - i øjeblikket. Enderesultatet var, at kætterne sejrede over deres dommere. Reformationen brød pavedømmets magt, og nu er den ufejlbarlige pave overgivet til sine fjenders nåde, en genstand for medlidenhed, ikke mere for frygt. Sandelig, den, der i det hele taget er i stand til at lære, han skulle af de religiøse forfølgelsers historie lære, at det er vanvid at ville dreje det menneskelige fremskridts hjul tilbage. Således som middelalderens kætterdommere er blevet fordømte af menneskehedens domstol, således vil også de moderne kætterdommere, der har vovet at ville kvæle socialismens nye lære ved politiforfølgelser, blive fordømte af menneskehedens domstol og således som middelalderens kættere til sidst sejrede over kætterdommerne, således vil også nutidens kættere vinde sejr over nutidens kætterdommere. Eller tror man, at der er mindre livskraft i vore ideer, end i de kristelige martyrers? Indbildning! Den samme rolle, som kristendommen spillede ved Romerrigets fald, spiller nu socialismen lige over for bourgeoisi-verdenen. Ligesom dengang har vi en rejsning af samvittigheden imod den rå materialisme (må vel adskilles fra den videnskabelige materialisme, som jeg selvfølgelig ikke er fjendtlig stemt imod), der, fuldstændig ideløs, nedværdiger mennesket til kvæg eller vare. Ligesom dengang er det de fattige og arveløse, hos hvem sæden til den ny verden er spiret frem. Ligesom dengang har vi bruddet med de nationale fordomme. Men der er en væsentlig forskel: socialismen har ikke videnskaben imod sig, men den har i videnskaben sin uomstødelige støtte, skønt videnskabens præster for størstedelen står i mammons tjeneste. Den er ikke blot en følelsessag, men også en forstandssag. Den hviler på en klar erkendelse af de herskende samfundsforhold og har et bestemt, gennemførligt program for samfundets og statens fornyelse, men lad os blot sige: samfundet, thi staten er ikke andet end det (mer eller mindre godt) organiserede samfund. Som følelses- og samvittighedssag har den kristendommens hele styrke - jeg taler her vel at mærke kun om den kristelige bevægelse i dens første stadium - som forstandssag har den videnskabens styrke. Men når følelsen alene gjorde de første kristne uimodståelige, hvor håbløs må da kampen være imod socialismen, som følelsen giver religionens styrke, forstanden videnskabens styrke? Hvis ordet religion ikke kunne mistydes, så ville jeg sige: socialismen er både religion og videnskab. Rodfæstet i arbejdernes hoved og hjerte kan socialismen hverken udryddes ved list eller magt, hverken ved sofistiske skingrunde eller ved politi og fængselsgeværer. I enhver arbejder findes bevidst eller ubevidst, mer eller mindre udviklet, socialismens spire; og denne spire - spiren til den ny verden, kan ikke kvæles. Der hjælper ingen løgn, ingen øjentillukkelse, ingen forfølgelser, intet angiveri, intet myrderi. Bevægelsen fuldbyrder sig med en naturlovs nødvendighed. Forfølgelser styrker kun socialismen, ligesom de styrkede kristendommen. Arbejderne kan dø for deres overbevisning, således som de kristne gjorde det; socialismen har sine martyrer, ligesom kristendommen, og bliver endnu titusinde, endnu hundredetusinder myrdet, socialismen vil derved lige så lidt blive standset i sin endelige sejr, som kristendommen blev det. Af enhver martyrs blod vil der fremstå hundreder af nye martyrer, den forøgede fare vil stålsætte modet, og - for at bruge et udtryk fra Den franske Revolution - den, der har sluttet pagt med døden, ham er sejren tilsikret. Lad »blod og jern« indjage feje stakler angst, - vi spotter truslerne og farerne. Lad os kaste blikket på Frankrig, den store politiske og sociale forsøgsmark, hvor for få år siden Kommunens forfærdelig storartede tragedie blev spillet. Det socialistiske proletariat, som af begivenhedernes svulmende bølger var blevet løftet op på den politiske magts toppunkt, bukkede efter en heroisk kæmpekamp under for de prøjsiske og franske hæres forenede anstrengelser. Fyrretyve tusinde arbejdere blev nedhuggede i og efter kampen, lige så mange toges til fange for at falde som ofre for den »tørre guillotine« i usunde fangehuller, i dunstopfyldte skibsrum, i Cayennes giftige sumpe. Hvilken jubel blandt den gamle verdens repræsentanter! Det sociale spørgsmål var skaffet ud af verden, socialismen var dræbt med de 80,000 socialister eller viet til døden.

Socialismen dræbt ? De herrer har en dårlig hukommelse. 23 år før denne katastrofe var Paris skuepladsen for en lignende tragedie, ikke mindre storartet, om end ikke af så store dimensioner. Den franske Februarrevolution (1848) er dem bekendt i sine omrids. Proletariatet i Paris havde styrtet Juli-tronen. Det havde taget den liberale borgerskabs fraser om borgerkongedømmets fordærvelse for ramme alvor og grebet ondet ved roden. Men revolutionen var ikke en blot og bar frase for det, - det ville ikke afskaffe udsugningen og korruptionen i en skikkelse, for at sætte den på tronen i en anden skikkelse. Der blev dannet en provisorisk regering, hvis flertal bestod af honnette republikanere, med nogle repræsentanter for socialismen i tilgift. Arbejderne, der var mere tillidsfulde og højmodige end kloge, erklærede regeringen: »Vi ved, at flertallet af eder ikke ser med venlige øjne på vore bestræbelser, men vi vil om muligt undgå yderligere blodsudgydelse - vi tilstår eder 3 måneder; i tre måneder vil vi med tålmodighed bære alle savn; disse tre måneder skal være eders prøvetid. Ser vi efter denne frists udløb, at i er ærlige, at i har den gode vilje til at gøre noget for det hungrende proletariat, godt, så vil det sociale spørgsmål blive løst i fred. Men ser vi, at vi igen er blevet bedragne, nu, så må vi hjælpe os selv.« Regeringen lovede alt og - holdt intet. Nationalværkstederne, som vor uvidende bourgeoisipresse har gjort til socialismens skabninger, blev oprettede for at vinde en arbejderarme imod socialismen, et forsøg, som imidlertid strandede på de franske arbejderes levende klassebevidsthed. Man kunne ikke tage proletariatet ved næsen - man måtte knuse det. De nødvendige forholdsregler blev trufne, og da bourgeoisiet troede sig sikker på resultatet, kastede det nationalværkstedernes 20,000 arbejdere på gaden og tvang dem til enten at dø af sult eller at kæmpe. Den tre måneders »hungerveksel«, udstedt d. 18 marts, var netop forfalden. D. 21 og d. 22 juni forberedte proletariatet sig til kampen - den næste dag udbrød slaget. Det kan ikke være min opgave her at oprulle juni-insurrektionens enkeltheder. Kort sagt - efter en fire dages heltemodig kamp blev 40,000 arbejdere overvundne af en arme på 80,000 regulære soldater og 40,000 national og mobilgarder. De forfærdeligste gyseligheder blev udøvede af sejrherrerne - tusinder af fanger blev myrdede; man regner, at 12.000 faldt i kampen eller blev nedhugget bagefter; og omtrent lige så mange fanger, som man undså sig ved straks at dræbe, blev deporterede til Lambessa og Cayenne, hvor de fleste af dem bukkede under for mishandlingerne og klimaet. Bourgeoisiets jubel over juni-kæmpernes nederlag var grænseløs. Socialismen var tilintetgjort, »samfundet var frelst« tilligemed alt, hvad der hører med dertil: »familie«, »ejendom«, og gud ved, hvilke dejlige ting, som bourgeoisiet ærer i ord og i virkeligheden træder under fødder. Socialismen var død. Tolv tusinde »banditter«, »mordbrændere«, »moderne barbarer« - dog jeg kan ikke opregne alle de skældsord, som dengang var i omløb; læs den nuværende presses artikler om Kommunen i Paris, og de har hele fortegnelsen: bourgeoisiets journalistiske håndlangere har ikke gjort sig den ulejlighed at opfinde ny skældsord - tolv tusinde socialister dræbte, tolv tusinde på vejen til den »tørre guillotine« - hvem kunne så tænke på nogen fare i fremtiden? Socialismen var død og begravet; jorden blev trampet fast over ligene - hvorledes kunne socialismen igen opstå? Tiden gik - republikken måtte snart lægges i graven ved siden af socialismen. Og ovenpå graven stillede Napoleon sin trone - hvorledes kunne den døde socialisme igen opstå? »Blod og jern« regerede; pressen blev kneblet eller købt; intet lodes uforsøgt for at vinde arbejderne for kejserdømmet; massernes tankegang blev systematisk forgiftet; det offentlige og hemmelige politi blev udvidet, organiseret og gjort til den øverste statsinstitution; armeen blev, hvad der er dens sande bestemmelse i nutidens stater - gjort til prætorianergarde og dresseret til at angribe folket, således som en buldog dresseres til at angribe en mand; kort sagt, alle den reaktionære statskunsts hjælpemidler blev opbudte for at forebygge et nyt udbrud. Mere kunne ingen regering gøre, end Bonaparte gjorde, og jeg tror næppe, at der gives nogen anden regering, som vil være i stand til at gøre lige så meget. Hvad Bismark og Stieber nu udretter i den retning, er kun, hvad de har lært af kejserdømmet. Intet under, at Bonaparte blev bourgeoisiets afgud; ikke alene det franske bourgeoisies, nej, alle landes, i særdeleshed det tyskes. Enhver af dem, mine venner, hvis hukommelse når nogle år tilbage, vil mindes den byzantinske tilbedelse, som vor liberale presse helligede manden af anden december. Han var forsynet i menneskeskikkelse, udstyret med alvisdommens og almagtens guddommelige attributter. Og enden på visen? Efter at kæmpen, der troedes død, havde ligget 22 år i jorden, begyndte den at strække lemmerne, og d. 4 september 1870 rejste den sig og steg op af sin grav - Bonapartes trone faldt og socialismen levede. Et halvt år senere opstod Kommunen i Paris. Socialismen, som i 1848 kun havde holdt sig i 4 dage, trodsede nu i over 2 måneder den af Prøjsen understøttede ordens-soldateske, og kunne først overvindes efter 8 dages gadekamp. Myrderiet var større end i 1848, og tallet på dem, der blev deporterede, var dobbelt så stort. Det franske bourgeoisi ville dengang gøre rent bord, og de øvrige landes bourgeoisi tilklappede det bifald. Men desuagtet er socialismen ikke død. Den lever i Paris, i Frankrig, i Tyskland, i alle kulturlande - den lever i enhver arbejder, som har et hjerte til at føle med og et hoved til at tænke med. Bourgeoisiet kan dog ikke dræbe enhver arbejder, og selvom det lykkedes for det, hvad havde det så opnået? Det havde begået selvmord.

Bourgeoisiet eksisterer ved arbejderne. Uden arbejderne hører det op at eksistere, og ved arbejderne styrtes det - af dette dilemna (denne klemme) kan det ikke slippe ud. Bourgeoisiets udvikling betinger et voksende proletariat; og proletariatet bliver af de økonomiske forhold trængt hen imod socialismen. Jo mægtigere bourgeoisiet er, desto talrigere er proletariatet, desto stærkere den socialistiske bevægelse, desto mægtigere bourgeoisiets modstandere. Vil bourgeoisiet vedblive at være bourgeoisi, så må det styrke proletariatet og derigennem socialismen, der må tilintetgøre bourgeoisiet. Bekæmper det proletariatet og socialismen, så ødelægger det grundlaget for sin egen magt, sin eksistens. I denne cercle vicieux, denne »slemme cirkel«, må det gå til grunde. Med »blod og jern« kan den socialistiske bevægelse ikke skaffes ud af verden. I juni 1848 blev det forgæves forsøgt, og blodbrylluppet i Paris i maj 1871 havde ikke noget bedre resultat. Således som juni-insurrektionen højtideligholdt sin opstandelse i Kommunen, således vil også Kommunen engang højtideligholde sin opstandelse, og udbruddene vil gentage sig med voksende magt, indtil den gamle verden har udtømt sine hjælpekilder og styrter sammen - hvis der da ikke findes nogen fredelig udvej. Men derom senere. Den rå magt er ude af stand til at kvæle socialismen. Den, som er gennemtrængt af bevidstheden om sin ret, kender ingen frygt. Man kaste os i fængsel, man dræbe os - vor sag vil ikke lide derved. Den ubetvingelige ånd, der satte de gamle kristne i stand til smilende at bære deres martyrium, den besjæler også os socialdemokrater. Vi skrider fremad på den vej, som vor overbevisning byder os at vandre, og om den end bedækkes af lig, vi marcherer fremad, som en stormkolonne, hvis rækker fortyndes af de fjendtlige kugler - indtil vi har nået målet. At der ikke kan udrettes noget med magt imod socialdemokratiet, det har vore modstandere nu endelig lært at indse; de vil bekæmpe os med »åndelige« våben. De stifter arbejderforeninger, i hvilke der læres arbejderne, »at der hersker den fuldstændigste »harmoni« mellem kapital og arbejde, at arbejderens sande interesser fordrer, at han går sammen med arbejdsgiveren, og at det sociale spørgsmåls stridsæble kun af en håndfuld ærgerrige, samvittighedsløse eller overspændte folk er kastet ind imellem de to klasser.« Nå, lad modstanderne blive ved med at stifte arbejderforeninger, de stifter dem for os! At harmonilæren er falsk, det lærer den daglige praksis arbejderen på den mest følelige måde. Og er han i begyndelsen, påvirket af bourgeoisipressen, nok så indtaget imod socialdemokratiet, vil han dog snart rende næsen imod klassemodsætningen og med legeme og sjæl blive stødt ind i den sociale konflikt. Erfaringen vil lære ham, at arbejderens og arbejdsgiverens interesser under den nuværende kapitalistiske produktion er hinanden stik modsatte; at det f.eks. ligger i arbejderens interesse at forlange en så høj løn som muligt, og i arbejdsgiverens at give så lille en løn som muligt. I denne differens - ikke at tale om de to klassers almindelige politiske og sociale stilling - ligger allerede kilden til uendelige, uophørlige rivninger og stridigheder, med et ord: klassekampen i mere eller mindre skarp form. Man har da også oplevet, at de mest forbitrede og mest omfattende strejker - strejker er næstefter kampen med våben i hånd klassekampens kraftigste form - udgår fra arbejdere, hvem evangeliet om harmonilæren var blevet indprentet. Den fromme tænkemådes teoretiske mælk var på grund af den praktiske behandling fra arbejdsgivernes side blevet forvandlet til en gærende dragegift. Ved denne lejlighed kan det nævnes, at den nyere tids værste »arbejderoprør« er foregået i et prøjsisk statsbjergværk (Königshütte), hvorfra ethvert atom af socialistisk gift omhyggeligt var holdt ude.

Jeg antager, at det anførte er tilstrækkeligt til at stille den påstand, at den sociale bevægelse skyldes nogle få, i det rette lys. Men lad os gå noget dybere ind på dette spørgsmål. Altså et par mænd skal være årsagen til en bevægelse, der samtidig har grebet alle kulturlande, og som næsten i en menneskealder direkte har bestemt Europas historie, en bevægelse, uden hvilken f.eks. ikke kan tænkes det andet franske kejserdømme, der igen har affødt den bismarkske periode. Hvilken fornærmelse mod arbejderne ligger der ikke i denne antagelse! Hundrede tusinder, millioner af arbejdere skulle have ladet sig fordreje hovedet af et par mennesker og følge dem blindt hen, således som en fåreflok løber bag efter klokkefårene! O, I herrer storborgere og andre reaktionære! Hvis arbejderne var så uselvstændige, som i forudsætter om dem, eller dog foregiver at forudsætte, så ville de sprælle i eders net, thi I lader det sandelig ikke mangle på anstrengelser for at fange dem, og I råder dog virkelig over tusinde gange flere midler til moralsk og materiel påvirkning end socialdemokratiet! Desuden er der et væsentlig kendetegn ved vort parti, at det principmæssig bekæmper autoritetstroen og tilbageviser enhver tanke om personligt førerskab. Men antagelsen er ikke alene en fornærmelse mod arbejderne, er ikke alene urigtig i det foreliggende tilfælde, men den er tillige fuldstændig uvidenskabelig, den hidrører fra en anskuelse, der hviler på en fuldstændig ukendskab til den historiske udviklingsproces. Barnet med dets livlige fantasi og dets uudviklede forstand befolker verden med prinser, kæmper og troldmænd. Det ser overalt kun noget overordentligt, vidunderligt, sporer overalt hemmelige kræfters virksomhed. På det samme barnlige, eller rettere barnagtige, standpunkt står alle de, der betragter den menneskelige historie som et produkt af nogle overordentlige, over det almindelige menneskelige mål fremragende mænd, snart gode, snart slette, og som i enhver tildragelse, enhver bevægelse ser dette eller hint individs lune, vilkårlighed, hvilket individ, for at være brugelig til den det tiltænkte rolle, udstafferes med alle mulige overnaturlige egenskaber. Fra dette standpunkt udgik indtil den nyeste tid mere eller mindre hele vor historieskrivning, der ikke var andet og desværre endnu ikke er andet for den store mængde - for hvilken videnskabens nyere værker ikke er tilgængelige - end en sammenstilling af navne på berømte fyrster, feltherrer og andre herrer (jeg tager her dette ord i meget udstrakt betydning) med indflettede beretninger om slag, mordhistorier, statsaktioner, sammensværgelser - kort sagt: en sensationsroman af laveste slags, halvt ridder, halvt røverhistorie, halvt børneeventyr. Den videnskabelige historieskrivning (må vel adskilles fra den lærde), der endnu er meget ung og i engelskmanden Buckle har sin hovedrepræsentant, opfatter den menneskelige udvikling som det nødvendige resultat af vekselvirkningen mellem mennesket og naturen. Den kender, således som videnskaben i det hele taget, ingen vilkårlighed, kun nødvendighed, intet lune, kun mangfoldighed, intet vidunderligt og overordentligt, kun hvad der er naturligt og hvad der følger almindelige love. De gamle eventyrlige historiers eller historiske eventyrs vidunderskikkelser forsvinder for kritikken, som tågebilleder for morgensolen; herokultusen kastes ind i overtroens pulterkammer - »de store mænd« fornedres og menneskeheden ophøjes.

Historiens gang er en uafladelig kamp af mennesket mod naturen, en uafbrudt kamp for tilværelsen, først kamp for ikke at blive overvældet af naturen, så kamp for at overvælde naturen. Udbyttet af denne hundredtusindårige kamp er vor nuværende kultur. Mine venner, de ved utvivlsomt alle, at den bibelske skabelsesteori er blevet omstødt af videnskaben. Mennesket er ikke i fuldkommen skikkelse fremgået af skaberens hånd og derefter udartet, så at gud måtte sende profeter, frelsere og andre vidunderlige væsener til verden for at frelse de »i hans billede skabte« fra fuldstændigt forfald. Menneskeslægtens alder er heller ikke blot 5 eller 6 årtusinder. De geologiske granskninger har hævet det til vished, at jorden i sin faste skikkelse - om materiens alder, hvoraf jorden består, kan der ikke tales, da materien hverken har begyndelse eller ende - at jorden i sin faste skikkelse er millioner af år gammel, og at mennesket i hundrede tusinder af år har eksisteret i en tilnærmelsesvis lignende skikkelse som dets nuværende. Allerede for myriader af år siden, sammen med mammutdyret, havde mennesket, som vi ser af de fundne stenredskaber, nået en kultur, som stiller det højt over dyret og lader slutte til talløse generationers forudgåede arbejde. Vi må ikke beregne urtidens fremskridt efter nutidens hurtige fremskridt. Nu, da vi står på alle tidligere slægters skuldre, og har deres opsamlede kulturarbejde i og om os, er fremskridtets faktorer i høj grad potenserede (forstærkede), medens det mindste fremskridt i urtiden var årtusinders værk, hvad der må sluttes af den ringe forskel på det opgravede værktøj og andre redskaber fra langt fra hinanden liggende epoker. Urmennesket var ikke det opretgående, stolt imod himlen skuende, på den hvælvede pande sit adelsbrev som skabningens herre bærende væsen, hvorom det gamle testamentes myte fortæller. Dets stamtræ stiller det afgjort i andre dyrs række - ligesom disse har det gennemgået udviklingstrinene ud fra den simple celle. Men takket være et sammentræf af gunstige betingelser lykkedes det for det at tage luven fra sine slægtninge. Hvilke kolossale tidsrum der er hengåede førend mennesket indtrådte i den historiske tidsalder, det lader sig kun ane, ikke beregne. I hvert fald er den historiske tidsalder kun et ubetydeligt tidsrum i sammenligning med den forhistoriske tid, det vil sige den dunkle periode, i hvilken mennesket ikke var i stand til at skabe blivende mindesmærker om sin tilværelse. Den historiske tid begynder først at dæmre med, at mennesker slutter sig sammen i samfund. Så længe menneskene stod alene, i det højeste havde nået at slutte sig sammen i hjorde, således som mange dyr gør. Det, havde de ingen historie. Først fra det øjeblik af, da mennesket bliver samfundsdyr, »politisk« dyr, zoon politikon, begynder dets historie. Som enkelt kunne det ikke hæve sig over dyrene, det kunne det kun i selskabet, samfundet, i fællesskab med sin lige. Først ved samfundet bliver mennesket menneske. Alt fremskridt, al kultur er samfundsværk. Og jo mere samfundskredsen udvider sig, des raskere er fremskridtet, desto mere intensiv er kulturen. Fra enkeltstående individer udvidende sig til stamme, til nation og sluttelig til verdensborgerskab - det er menneskeudviklingens gang. Først i samfundet ligger spiren til sædelighed. Menneskene må fatte, at det er fordelagtigere for det at forbinde sig med sine medmennesker end at leve i krig med dem, og derved i bestandig frygt for fare. Grundvolden for al moral: »gør imod din næste, hvad du vil, at han skal gøre imod dig«, er et produkt af nøden, som fremkaldte den erkendelse, at menneskene har solidariske interesser. Ganske vist, solidariteten gjaldt i førstningen kun for meget snævre kredse af nærstående og blev kun udvidet i en lang skole af ubehagelige erfaringer, indtil vi nu endelig er nået så vidt, at de sidste skranker kun opretholdes ved hjælp af bajonetter. Begrebet den almene menneskelige solidaritet er det højeste kultur og moralbegreb; fuldstændig at virkeliggøre dette begreb, det er socialismens opgave. Altså, kulturen er samfundsværk. Ethvert menneske, der har levet, har måttet føre kampen for tilværelsen og i denne kamp medvirket til at grundlægge menneskets herredømme over de øvrige skabninger og naturen. Enhver enkelt har bidraget sin del til summen af den ophobede kultur. De »store mænd«, hvorom de historiske myter melder, har, for så vidt de virkelig har levet, ligeledes givet deres lille skærv dertil - muligvis, begunstiget af omstændighederne, en lidt større skærv end deres ubekendte medmenneskers -, men i hvert fald blev de kun sat istand til at yde noget mere ved samfundet. Medens de historiske myter lader folkene blive til det, som de er, ved nogle store mænds vidunderlige gerninger, lader omvendt den kritiske historie de store mænd fremtræde som et produkt af folkene. For videnskabens øjne finder de politiske guder lige så lidt nåde som de religiøse. Ligesom de kristne i sin tid kastede hedningernes gudebilleder ned fra deres piedestal og viste folket, der med forfærdelse så til, at den frygtede, undergørende gud ikke var andet end mørt træ eller en stenhob, således river videnskaben de »store mænd« ned fra deres sokkel og beviser, at folkene i dem ikke havde forbavset sig over andet end deres eget hjernespind. Lad os, for af historiemyten at fremdrage en af de vældigste, betragte - Napoleon. Hvilke legender knytter der sig ikke til hans navn! Hvilke overmenneskelige gerninger tilskrives der ham ikke! Velan, den historiske kritik har berøvet ham den glorie, der omgav ham, og degraderet vidundermanden til en simpel eventyrer, der med en rutineret spillers færdighed benyttede revolutionsbrændingens tilbageslag og svang sig op i en stilling, som forholdene frembød; hans ydelser på det militære og lovgivende område er blevet berøvede deres lånte, deres stjålne glans, og det er blevet bevist, at han på alle områder skylder sin hæder til Den franske Revolution - altså ikke til et enkeltmenneske, men til et stort menneskesamfund (på forvaltningens, krigskunstens og lovgivningens område har Napoleon, som det nu er blevet konstateret, kun smykket sig med Nationalforsamlingens, og Konventets fjer). I overensstemmelse med historiens revolution og i den rigtige erkendelse, at menneskene ikke kan være fri, så længe de ikke har befriet sig fra enhver overtro og navnlig fra al personkultus, der er den farligste afgudsdyrkelse, fordi de på jorden boende guder er os nærmere og derfor farligere end de til himlen henviste - i erkendelse af denne sandhed ødelagde Kommunen Vendomesøjlen. Lad os håbe, at alle deslige guder, de levende såvel som de af jord eller marmor, må blive styrtede i grus.

Den videnskabelige historie er demokraternes grundigste lærer, fordi den fremstiller aristokratiets fordringer i deres intethed. Den lader heroerne, heksemestrene forsvinde og bringer til gengæld mennesket til gyldighed og enhver til gyldighed. Ikke nogle få udvalgtes underkraft skylder vi vor kultur - nej, menneskeheden har hævet sig, således som det stille havs koraløer hæver sig, ved talløse slægtleds millioner og milliarder individers kollektive arbejde. Lad mig bruge en anden lignelse: de har uden tvivl, mine venner, hørt tale om infusionsdyrene, der, skønt de er så små, at de kun bliver synlige gennem et forstørrelsesglas, dog på grund af deres massearbejde har de forandret jordens overflade. De har vel også hørt, at Berlin for en del står på et lag af infusionsdyr. Nu, således som disse infusionsdyr i tusinder og atter tusinder af år har måttet arbejde for at danne fundamentet for den »ny kejserstads« pragtbygninger, således måtte tusinder og atter tusinder af menneskeslægter virke for at danne fundamentet til nutidens kultur. Ikke dette eller hint menneske har bragt os på vor nuværende højde - nej, det er alles kollektivarbejde. Selvom alverdens vidundermennesker, de gode så vel som de slette, ikke havde levet, ville vi være netop så vidt som vi er. Vore modstandere anerkender dette ubevidst, idet de - lig de ville, der gennemprygler deres guder eller slår dem i stykker, når de ikke præsterer de af dem forlangte undere - kaster deres menneskelige afguder i snavset, når de ikke mere yder de af dem ventede tjenester. Således blev Napoleon den Tredje, der for få år siden blev anset for verdens største statsmand, kastet i støvet og foragtet af sine tidligere tilbedere. I hans sted bliver nu Bismark tilbedt. Hvor længe? Det ved vi ikke; men hvad vi ved, er, at også denne gud vil blive styrtet, og at de, som nu på den mest slaviske måde ofrer ham vellugtende røgelse, da vil være de ivrigste til at fordømme ham. Venner! Tilgiv mig denne korte afstikker. Jeg ville kun godtgøre, på hvilke ugrundede forudsætninger den antagelse hviler, at den menneskelige udvikling er et værk af enkelte, i det gode eller det onde udmærkede individer. Hvad der gælder om fortiden, gælder også om nutiden. Den påstand, at den nuværende sociale bevægelse er fremkaldt af nogle få, er helt igennem uvidenskabelig og kan kun fremsættes af børn, ignoranter og politimennesker, kan kun troes af børn, ignoranter og politimennesker. Men vor stræben er revolutionær! Revolution! Gyselige skræmmebillede for kællinger af begge køn! Ja, vi er revolutionære! Vi vil en fuldstændig omordning af det nuværende samfund i det hele og i det enkelte. Men lad os se skræmmebilledet fast i øjnene, så taber det det skrækindjagende. Vi lever midt i revolutionen og vi lever ved revolutionen. Hele den menneskelige historie er en vedvarende revolution. Historien er revolution i permanens. Den er vorden, vækst, veksel, fremskridt - bestandig forandring, fordi den bestandig er skabende liv. Sålænge mennesket lever, er det revolutionært. At det er utilfreds med det, som det har, stedse stræber efter noget højere - deri ligger netop dets menneskelige væsen. Hører mennesket, hører menneskeheden op at være revolutionær, så hører mennesket, så hører menneskeheden op at eksistere. Revolutionen, bevægelsen er liv - ikke-revolutionen er død. Ordet revolution har rigtignok en anden snævnere betydning. Man forstår derved det »voldsomme« brud med de bestående stats- og samfundsformer. Godt, det voldsomme brud - hvorved, af hvem fremkaldes det? Hvem bærer ansvaret for alle hidtidige »revolutioner«? Ikke de, der i henhold til lovene for den menneskelige udvikling tilstræber ny former for det ny indhold, ny udtryk for de ny ideer - nej, de har skylden, som af kortsynethed eller egenkærlighed søger at stanse den menneskelige udviklings naturlige, nødvendige gang. Ligesom strømmen - det er et tit brugt, men meget træffende billede - rolig flyder sin vej, når ingen hindring stanser dens løb, men danner vildtbrusende vandfald eller træder ødelæggende over sine bredder, når noget hæmmer den - således er verdenshistoriens løb. Kun hvor der optårner sig hindringer imod den, opstår strømhvirvler, vandfald, oversvømmelser - oprør, sammenrottelser, revolution. Alle revolutioner i denne snævre mening af ordet, hvorom historien melder, har ikke været de såkaldte revolutionæres værk, men deres, som kastede udviklingens naturlige gang hindringer i vejen.

Alle revolutioner bærer derfor ikke en aggressiv (angribende), men en defensiv (forsvarende) karakter. Defensiv var bondekrigen - den blev ført til forsvar for de helligste menneskerettigheder, som feudalstaten nægtede sin anerkendelse; defensiv var Bastillens bestormelse - den var blevet nødvendig på grund af hoftroppernes truende bevægelser; defensiv var stormen på Tuilerierne d. 10. august 1792 og Rædselsherredømmet - nødvendig for at værne Frankrig mod sammensværgelserne i det indre og angrebene udefra; defensiv var Juli-revolutionen imod bourbonkongens angreb på de borgerlige friheder; defensiv var Februarrevolutionen - imod det borger-kongelige herredømmes korrupte indflydelser; defensiv var endelig Kommunen, dette tragiske forsøg på at frelse den franske republik, efter at Frankrig for anden gang i løbet af få år var blevet forrådt af sin regering. Og således vil der ej heller i fremtiden gives nogen revolution uden til forsvar. Vi er revolutionære, men den revolutionære bevægelse, i hvilken og for hvilken vi arbejder, vil kun da føre til voldsomheder og blodsudgydelse, når vore modstandere vil det, dvs. regeringen og bourgeoisiet. Venner! Efter at jeg nu i al almindelighed har ført beviset for, at vor bevægelse ikke er kunstig tilvejebragt, men organisk vokset ud af forholdene, og følgerigtig heller ikke kan ophøre, førend årsagerne er fjernede, vil jeg nu i det enkelte omtale de vigtigste bebrejdelser, indvendinger og anklager, som den fjendtlige presse rejser imod os, og ved hvilke man dels søger at nedsætte vort parti i den offentlige agtelse, dels at få det til at falde fra hinanden.

Først og fremmest gør man sig systematisk umage for at sværte de såkaldte »førere« for at berøve dem de øvrige partifællers tillid. »Førerne«, siger man - og man kan daglig læse det i de store og små storborgerblade - »førerne lever af arbejdernes sved«, »de lever i sus og dus på arbejdernes bekostning«, »de betragter deres politiske virksomhed blot som en indbringende forretning«. Åh -, men jeg kender ganske vist folk, der mæsker sig af arbejdernes sved, som på arbejdernes bekostning lever i sus og dus, og det er de herrer storborgere, som bliver rige af deres arbejderes ikke fuldt betalte arbejde; og hvad embedsmændene angår, i det mindste de højere - thi de små embeds- og bestillingsmænd er proletarer så godt som nogen, og det ligger i deres interesse at gøre fælles sag med os - så spørger jeg: hvorfra kommer pengene til embedsmændenes lønninger? Kommer de måske ikke af skatterne? Og hvem betaler da skatterne? Ingen andre end arbejderne, der må betale alle skatter, også dem, som han ikke direkte betaler i form af skatter. Lad da de herrer tage sig selv ved næsen! »Leve af arbejdernes sved!« Sandelig, de herrer storborgere driver denne forretning så grundig, at der ikke bliver noget efterslæb. Hvad er der da at få hos arbejderne? De har jo, takket være det nu herskende udbytningssystem, ikke så meget, at de kan skaffe sig og en familie en blot tilnærmelsesvis menneskelig tilværelse. Var de såkaldte »førere« mænd, der ikke handler af overbevisning, men af egennytte, godt - så ville de henvende sig på det rette sted, der, hvor der er noget at få: til de herrer storborgere og til regeringerne, hvor der er så satans mange penge. Den, der vil sælge sig, sælger sig til den, som kan byde ham de fleste penge. Jeg vil ikke påstå, at de journalister, som efter ordre fra deres principaler kaster os denne beskyldning i ansigtet, ikke har en ærlig tro på det, som de siger, men i hvert fald har de det - held at tjene en sag, som har de fleste penge, ja, alle penge, og som kan betale dem godt, meget godt, og, hvis de har talent, endogså glimrende. Ganske bortset fra pekuniære hensyn, hvilke »fordele« har så »førerne«? At de, stående i spidsen, tjener til skive for modstandernes angreb og øvrighedernes forfølgelser? Og hvad der er endnu værre, at de bliver revne ud af det regelmæssige erhverv, af livets sædvanlige baner? Kampen selv - med så uærlige våben den end føres imod os, thi vi er ikke alene politisk fredløse, men også moralsk, og man retter sig også lige overfor os efter det bekendte: contra haereticos nulla fides. Kætterne har hverken tro eller love - kampen selv har sin spænding og sin nydelse; men den forstyrrede, tit tilintetgjorte familielykke, eksistensens usikkerhed, næringssorgerne, der i ikke sjældne tilfælde stiger til ligefrem nød - er det en misundelsesværdig lod? Den, der sælger sig, sælger sig for at kunne føre et luksuriøst liv, ikke for at savne, ikke for at hungre. Iblandt vort partis såkaldte »førere« kender jeg ikke en eneste, som ikke ved sin stilling i partiet har lidt materielle tab. Men heri ligger det bedste bevis for ærlighed, for uegennyttighed. Men for vore modstandere, som i praksis har gjort egoismen til deres ledestjerne, og i teorien til hovedhjørnestenen i deres folke-, dvs. storborger-økonomilære, er en sådan uegennyttighed en bog, tillukket med syv segl. De er ude af stand til at begribe, at der gives principper, idealer, som gør den, der har grebet dem, ufølsom for nød og fare. Kunne de begribe det, da var de ikke vore modstandere. Ærgerrigheden, kappelysten er mægtige løftestænger, men en tusind gange mægtigere løftestang er pligtfølelsen, bevidstheden om at stå på rettens standpunkt. Med denne løftestang vil vi engang hæve verden af dens hængsler.

Mine venner! Jeg kommer nu til de forskellige bebrejdelser, som man gør socialdemokratiet i det hele taget i den dobbelte hensigt: at ophidse den offentlige mening imod os, og at bringe de svage, ikke fuldstændig principfaste medlemmer af vort parti til at vakle. Om og hvorvidt det første er lykkedes, vedkommer os ikke her; hvad det sidste angår, så er bestræbelserne i så henseende rigtignok fuldstændig unyttige, men det kan dog ikke nægtes, at partifæller for en tid er blevet forvirrede af deslige beskyldninger i de lokale blade. Lad os nu betragte de vigtigste beskyldninger en for en. For det første bebrejder man os, at vi vil afskaffe ejendommen. Nu, mine venner, en mere grundløs beskyldning er aldrig blevet udtalt! Hvad er ejendom? Som fornuften og videnskaben lærer, gives der kun én kilde til værdiproduktionen i økonomisk forstand, nemlig arbejdet. Kun arbejdet skaber økonomiske værdier. Kapitalen, som de i bourgeoisiets sold stående økonomer opstiller som værdiproduktionens anden faktor, er selv kun et produkt af arbejdet. Men når arbejdet tilvejebringer værdien, så har arbejdet ret til den af det frembragte værdi, en ejendomsret. - denne ejendomsret er socialdemokratiets hjørnesten. Enhver arbejder skal have det fulde udbytte af sit arbejde - med andre ord: enhver arbejder har ejendomsret til det fulde udbytte af sit arbejde. Min ejendom skal være produktet af mit eget arbejde. Og da sætningen: enhver har ret til udbyttet af sit arbejde, indeslutter den sætning: ingen har ret til udbyttet af fremmed arbejde, så går socialismen ud på at gøre enhver, der arbejder, til ejer, og at lade enhver, der er arbejdsdygtig og ikke arbejder, sulte. Jeg mener, at man ikke kan træde i skranken for ejendomsretten på en mere afgjort måde end vi gør. Allerede i den nuværende verden, i hvilken lediggangen skattes højere end arbejdet, og menneskenes materielle stilling står i omvendt forhold til deres arbejde, produktivitet og nytten af deres beskæftigelse, må det store flertal af menneskene arbejde, jeg mener virkelig arbejde, ikke for fornøjelse eller »åndelig«, som de herrer storborgere under tiden humoristisk påstår om sig selv, - efter vore ejendomsbegreber måtte derfor allerede i den nuværende verden folkets store flertal bestå af ejendomsbesiddere. Men hvorledes forholder det sig efter de rådende ejendomsbegreber? Kun et forsvindende mindretal af befolkningen har ejendom; ejendommen er én klasses forret, det store flertal må give afkald på ejendom for at skaffe ejendom til mindretallet. Vi bekæmper netop bourgeoisiet, fordi det gør det umuligt for proletariatet at komme i besiddelse af ejendom, fordi det stjæler arbejderens retmæssige ejendom fra ham. Man misforstå mig ikke. Jeg vil ikke stemple nogen enkelt storborger som tyv. Det er i det hele taget ikke personerne, vi har at gøre med, men systemet. Det modsatte er tilfældet med vore modstandere, som vogter sig for at kritisere vort system, men derimod søger at tilsmudse os personlig - et sikkert tegn på, at de ikke tror på deres egen sags retfærdighed og styrke. Jeg taler her ikke om de enkelte storborgere; det ville være langt fra mig at gøre dem personlig ansvarlige for det nuværende samfunds onde. Vor opfattelse af den historiske og økonomiske udvikling udelukker sligt. Den borgerlige verden er med naturnødvendighed vokset ud af den feudale verden, ligesom den feudale verden er vokset ud af den antikke verden. Vi opfatter historien organisk, ikke mekanisk; vi ved, at enhver ting må have sin årsag, sin tilstrækkelige grund, og at kun den groveste vankundighed kan se vilkårlighed i tildragelserne i verden. Vi understår os ikke at sige: »menneskeheden har hidtil vandret ad falske veje; vi vil vise den den eneste rette vej, og den, der ikke tænker således som vi, er et fæ eller en slyngel«. Således taler kun drenge og charlataner. Videnskaben kender ingen fejltagelser i tingene, den nuværende produktion har organisk udviklet sig af de tidligere produktionssystemer, den er et højere produktionssystem end alle tidligere og har altså sin fulde berettigelse. Men nu træder der et nyt produktionssystem lige overfor det - det socialistiske -, som det nuværende system lige så sikkert vil komme til at vige for, som den middelalderlige og småborgerlige produktion har måttet vige for det.

Nok sagt, vi angriber ikke ejendommen, men kun ejendommen i sin nuværende form - den ejendom, som bliver erhvervet ved at udbytte andre mennesker, som selv er dømte til ejendomsløshed. Lad os kaste et blik på den måde, hvorpå ejendommen nu til dags opstår. Jeg har allerede sagt den påstand, at arbejdet er kilden til al rigdom, bliver enstemmig anerkendt af den videnskabelige nationaløkonomi. Deraf følger, at ingen har ret til værdier, som ikke er produktet eller ækvivalent for produktet af hans eget arbejde. Men nu kan det bevises, at menneskenes arbejdskraft og produktionsdygtighed er så omtrent ens - den ene kan udrette lidt mere, den anden lidt mindre, men det mere såvel som det mindre fjerner sig ikke langt fra gennemsnitslinien. Heraf følger igen, at udbyttet af de forskellige menneskers arbejde ved benyttelsen af lige produktionsredskaber er så omtrent ens, og at der altså, hvis hvert menneske fik udbyttet af sit personlige arbejde, vil herske nogenlunde lighed med hensyn til ejendom. Dette er imidlertid, som bekendt, langtfra tilfældet. Der hersker tværtimod den største ulighed. Hvoraf kommer det? De, mine venner, der lever i en fabriksby (foredraget blev holdt i Krimmitzschau), har den bedste lejlighed til at iagttage, hvorledes uligheden i samfundet opstår. Enhver af dem kender en eller anden fabrikant, som han har set blive rig. - lad os f.eks. tage Zimmermann i Chemnitz, en rigtig mønsterstorborger, om hvem de i det mindste alle har hørt tale. Han kom for 20 eller 30 år siden til Chemnitz, så fattig som den fattigste iblandt os. Det lykkedes ham at komme i besiddelse af en lille kapital - dengang kunne der endnu, fordi storindustrien ikke var så udviklet, kapitalen endnu ikke så koncentreret som nu, med hundreder af kroner udrettes det, hvortil tusinder nu til dags ikke forslår. Han »havde lykken med sig«, det vil sige, han fik bestillinger, som han lod udføre af de af ham lejede arbejdere med undtagelse af den del, som faldt på hans egen person, hvilken imidlertid ikke var større end den, hver enkelt af hans arbejdere udførte. Thi det er bevisligt - og det gør eksemplet så særdeles lærerigt -, at hr. Zimmermanns dygtighed i ingen henseende hæver sig over gennemsnittet. I førstningen beskæftigede Zimmermann et dusin arbejdere, så hundrede, til sidst over tusinde, og hr. Zimmermann er nu millionær, altså besidder comme il faut, medens hans arbejdere er ejendomsløse proletarer. Hvorledes er forskellen opstået? Af arbejdets kvalitet lader den sig ikke forklare, da hr. Zimmermanns personlige arbejde ifølge sin kvalitet er almindeligt gennemsnitsarbejde. Han har ganske vist ikke arbejdet bedre, og ganske vist heller ikke arbejdet så meget som flertallet af hans arbejdere. Og dog er han blevet millionær, og de er vedblevne at være proletarer. Udbyttet af hans eget arbejde kunne ikke gøre ham til millionær, thi var arbejdet i hans fabrik så indbringende, at den kunne gøre den enkelte arbejder til millionær, så havde alle, i det mindste flertallet af hans arbejdere, måttet blive millionærer. Men de er vedblevet med at være proletarer. Deri stikker netop knuden. Hr. Zimmermann har fået mere end udbyttet af sit arbejde og hans arbejdere mindre end udbyttet af hans eget arbejde. Hr. Zimmermanns arbejdere måtte vedblive at være proletarer, for at han kunne blive millionær. Og omend ikke enhver arbejdsgiver bliver en Zimmermann, så er dog enhver, som er det, blevet storkapitalist væsentlig på samme måde som hr. Zimmermann - det vil sige ved hans arbejderes arbejde. Resultatet ligger klart for dagen; ikke så klart træder årsagerne frem.

Jeg brugte nylig ordet arbejdsgiver, egentlig skulle det hedde arbejdstager. Den gamle verden ynder udtryk, hvorved begreberne forvanskes, tit fuldstændig stilles på hovedet. Den kalder den arbejdsgiver, som tager andres arbejde, og den arbejdstager, som giver en anden sit arbejde. Den nuværende storproduktion tillader ikke den enkelte at arbejde produktivt på egen hånd, for sig selv; den gør manges samarbejde til nødvendighed; den forudsætter endvidere indviklede arbejdsredskaber, hvis anskaffelse overstiger enhvers kræfter, som kun råder over udbyttet af sit eget arbejde - for så vidt det giver ham udbyttet under den nuværende produktion -, følgen heraf er, at alle de, der ikke råder over tilstrækkelig kapital - og under den nuværende produktion kan ingen erhverve den ved sit eget arbejde - er tvungen til at sælge deres arbejde til den, som ejer den nødvendige kapital. Købeprisen, som denne betaler for arbejdet, er lønnen. Og - i forbigående sagt - han køber ikke alene arbejdet for lønnen, men tillige arbejderen, som jo ikke kan skilles fra arbejdet, men med sit arbejde sælger sig selv. Som de ved, påstår køberen at være den købtes »velgører« - han »giver« ham jo arbejde og dermed brød, hvilket han ellers ikke ville have. Således er det efter den såkaldte arbejdsgivers teori. I virkeligheden forholder det sig anderledes. Betalte »velgøreren« arbejderen den fulde værdi af det, som denne frembringer for ham, så ville han ved årets udgang - om han end beskæftigede 1.000 og 10.000 arbejdere - ikke være en døjt rigere end ved årets begyndelse. Men det ligger ikke i »velgørerens« plan - han vil blive rigere, formere sin kapital. For at opnå dette må han betale arbejderen mindre end værdien af det, som denne frembringer. Med andre ord: lønnen, som han giver, er ikke et fuldt ækvivalent for det ydede arbejde; arbejderen frembringer ud over den betalte værdi en merværdi, som han ikke får betalt; og denne merværdi er det, som avler nutidens storborgerkapital. Dybere kan jeg her ikke gå ind på denne avlingsproces hemmeligheder. Jeg henviser dem til »Das Kapital« af Karl Marx, der på det økonomiske område er, hvad Buckle er for historieskrivningen, Darwin for naturvidenskaberne. Altså - den såkaldte arbejdsgiver er ikke arbejderens velgører, men arbejderen er den såkaldte arbejdsgivers velgører. Rigtignok en ufrivillig velgører. Thi hans velgørenhed gør ham til proletar, til lønslave af den, som han beriger. Er det i sin orden? Er det ret? Kun den, der finder sin personlige fordel derved, kan besvare disse spørgsmål med ja. Men arbejderne måtte finde deres glæde i elendighed, i trældom, hvis de ikke ville opbyde alt for at gøre ende på en sådan tilstand.

Lønningsforholdet er hjørnestenen til det nuværende klasseherredømme og til alle de onder, som det fører med sig. At afskaffe lønningsforholdet er derfor den socialdemokratiske bevægelses vigtigste mål. Arbejderen skal have det fulde udbytte af sit arbejde, og hans arbejde skal have det kollektive arbejdes véd den moderne videnskab potenserede produktivitet; det er vort mål. Dermed har vi ikke til hensigt at angribe eller tilintetgøre ejendommen. Hvad vi vil, er: at sætte enhver i stand til at have ejendom; at beskytte arbejderens ejendom for kapitalens kløer. Og det vil vi opnå ved associationen. Istedetfor, at arbejderne arbejder for en andens regning, der udsuger dem og gør dem til sine slaver, skal de arbejde for egen regning, sideordnede og ligeordnede, og som fri mænd modtage det fulde udbytte af deres arbejde. Vi miskender ikke den koncentrerede produktions fordele; vi ved, at samarbejdet forøger arbejdets udbytte. Vi vil derfor bevare den nuværende storproduktions fordele, ja, endogså forøge dem ved den fri udvikling af individet; men vi vil gøre alle lige delagtige i disse fordele og ikke lade dem vedblive at være monopol for nogle få. Vedbliver den nuværende produktionsmåde at bestå i sin hidtidige skikkelse, så iler vi tilstandene i det gamle Rom imøde, hvor til sidst al besiddelse blev samlet på nogle dusin hænder, og den øvrige befolkning blev overgivet til den gyseligste fattigdom. Hele Nordafrika f.eks. tilhørte to eller tre grundejere, som Nero eksproprierede på den allernaturligste måde, idet han lod hovedet kappe af dem. Hvis forholdene nu på en lignende måde blev satte på spidsen, så var det formodentlig folket, ikke kejseren, der ville foretage ekspropriationen. Men ekspropriationen var uundgåelig, i det uendelige kan disse tilstande ikke vedvare, fordi de strider mod de fælles interesser, fordi de i længden ikke kan bestå samtidig med samfundet trods den »harmoni«, hvorom man forsikrer os, og som vi slemme socialdemokrater søger at forstyrre ved vore agitationer. Hvor er da denne harmoni? Den er en opfindelse af de herrer storborgere, et ammestueeventyr for barnagtige filistre og arbejdere, som endnu ikke har lært at tænke. Strejkerne, hvorom jeg allerede tidligere har talt, og som udbryder overalt i Tyskland, Belgien, England, Amerika - kort sagt i alle stater med moderne produktion, uden »førernes« medvirkning, ja for det meste imod deres ønske, og som trods de mest følelige nederlag stadig gentages - de er det bedste svar på disse harmonifraser, den bedste illustration til denne harmonilære. Vi skulle søge at forstyrre »harmonien«? Latterlige løgn. Vi vil skabe harmoni, vi vil reformere den nuværende samfundstilstand, fordi den har bragt menneskenes interesser i fjendtlig konflikt, fordi den stiller undertrykkere og undertrykte, udsugere og udsugede lige over for hinanden. Den harmoni, vi tilstræber, ligger i fællesskabet. Der skal ikke mere gives herrer og tjenere, men fæller, mennesker med lige rettigheder og lige pligter. Kun i fællesskabet, der hviler på lighedens princip, er harmonien mulig. Det er ingen drøm - ideen er prøvet i tusinder af år. I tusinder af år har vi haft et fællesskab, hvori hele den menneskelige kultur er rodfæstet - nemlig ægteskabet. Mand og kone har fælles interesser. Jeg vil her kun tale fra det økonomiske synspunkt. Den ene eller den anden af dem, mine venner, har måske været nødt til at holde en husholderske. Han vil i så fald have gjort den erfaring, at udgifterne til husholdningen var uforholdsmæssig høje. Hvorfor? Husholdersken har sin egen særinteresse, som er lige stik modsat husherrens. Hun ser først og fremmest på sin egen fordel. Anderledes forholder det sig med konen. Konen har de økonomiske interesser tilfælles med manden, hans fordel er hendes fordel, og hans skade er hendes skade. Bedrager konen manden, så bedrager hun sig selv. Kort sagt, der er harmoni i interesserne, og i denne harmoni finder begge dele deres økonomiske fordel. Og det er grunden til, at man holder billigere hus med en kone end med en husholderske. Netop det samme gælder om den nuværende storborgerproduktion. Den såkaldte arbejdsgiver har andre interesser end arbejderen. Deres interesser står fjendtlige lige over for hinanden. Arbejderen har den interesse at arbejde så lidt som muligt for sin løn, den såkaldte arbejdsgiver har den interesse at udpresse det mest mulige arbejde for den løn, han betaler. Arbejderen har endvidere den interesse at sælge sit arbejde på muligst kort tid; den såkaldte arbejdsgiver har den interesse at købe den på muligst lang tid, altså at udtrække arbejdstiden så langt som muligt, ubekymret om, at arbejderen måske derved går til grunde i åndelig og legemlig henseende. Altså: fjendtlige interesser og den grelleste disharmoni i stedet for den foregivne »harmoni«.

Jeg kommer nu tilbage til den beskyldning, at vi vil tilintetgøre ejendommen; dog til en anden form for denne beskyldning: »vi vil »dele«. Naturligvis med dem, som har noget, altså med de besiddende klasser. Nu, det har i den nyere tid gentagne gange hændet sig, at proletariatet har haft de besiddende klasser i sin magt og følgelig har haft den bedste lejlighed til at »dele« med dem, eller, for at sige det rent ud, til at udplyndre dem. Jeg minder om Februarrevolutionen, om martsdagene i Wien, Berlin og andetsteds, om Kommunen. Trods allehånde løgne, som med flid er blevet udbredte, er det en kendsgerning, at ejendommen til ingen tid er blevet mere respekteret og, ganske bortset fra »delen« i det store, at der aldrig er blevet begået færre »forbrydelser mod ejendommen«, end under disse kriser. Dette har sin dobbelte grund. For det første gør proletariatet forskel på mennesker og tilstande og ved, at tilstanden ikke kan ændres ved, at ejendommen går over på andre hænder. For det andet er i revolutionære perioder gemytterne eksalterede, og de mest fordærvede naturer bliver påtrykte et idealt stempel. Dette sidste viser sig ved, at ikke alene forbrydelser imod ejendommen, men i det hele taget alle simple forbrydelser, aftager i revolutionære tider, hvilket er statistisk påvist. I Paris drev arbejderne efter Februarrevolutionen respekten for ejendommen så vidt, at de for at holde deres hellige sag ren, skød tyvene. Jeg selv fandt endnu i slutningen af februar 1848 på Tuilerierne følgende med kridt skrevne ord: »Les voleurs sont mis á mort«: »Tyvene bliver dræbte«. Dette minder mig om en kostelig vittighed af Heinrich Heine, den største tyske digter siden Goethe. »Storborgerne«, skrev han - jeg tror i et brev til »Augsburger allgemeine Zeitung« - »så med stor ro til, da Juli-tronen blev styrtet; men da de fik at vide, at tyvene blev skudt, blev de grebet af en panisk skræk, og de herrer Rotschild og andre storkapitalister flygtede fra Paris, hvor de ikke mere følte sig sikre«. Ja, de - jeg vil ikke sige tyve, men »delere«, de virkelige delere, som den summariske folkejustits dengang løb koldt ned ad ryggen, det er ikke arbejderne, ikke socialisterne, det er de herrer kapitalister. Altså vender vi også denne beskyldning mod vore modstandere selv. Jeg har allerede udviklet, hvorledes arbejdsgiverne »deler« med deres arbejdere. Endnu mere krast og i øje faldende drives »delingen« på Børsen, kun at det her ikke er arbejderen, men småborgeren, middelstanden i udstrakt betydning af ordet, der afgiver vildtet. Hvorpå går aktiesvindelen, i hvis tjeneste næsten hele pressen står, ud? På publikums plyndring ved dygtige spekulanter. Enhver af dem har hørt tale om Strousberg (og enhver dansk læser har hørt tale om Gedalia, Tietgen og forhenværende minister Klein, hvilken sidste som formand for et aktieselskab har brokket en ordentlig suppe sammen i Kolindsund). Hvorledes har han erhvervet sig sine millioner? Ikke ved arbejde, men ved sit talent til at eskamotere andre folks penge over i sine egne lommer. Dog er Strousberg efter de herskende ejendomsbegreber en agtværdig mand; en kongelig prøjsisk statsembedsmand hjælper ham med hans operationer, der således påtrykkes det kongelige prøjsiske statssegl, for at der endelig ikke skal være nogen tvivl om, at denne jagt på ejendommen er i det nuværende samfunds, den nuværende statsånd (nærværende foredrag blev holdt længe før Strousberg gik bag ad dansen).

Det er altså ikke os, der vil »dele«. Vi er principielle modstandere af »delingen« i enhver skikkelse. Socialdemokratiet vil vænne »delerne« af med håndværket; de »delere«, som sluger den lille ejendom; de »delere«, som ved skatter udsuger folket. Imod denne bande af »delere«, der som en græshoppesværm fortærer flidens frugter i staten og i kommunen, på Børsen, i industrien og i handelen, vil vi beskytte samfundet, arbejdet, ejendommen. Endnu et: hvorledes forestiller vore modstandere sig egentlig den »delen«, som de så hårdnakket pådutter os? Tiltror de virkelig arbejderen en sådan enfold, at han tror at kunne tilvejebringe en forbedring af sin stilling derved, at der fra statens side foretages en formuedeling efter hoveder? Jeg har i 25 år deltaget i den socialistiske bevægelse, men til den dag i dag har jeg endnu ikke truffet nogen partifælle, der har lagt en så ynkelig uvidenhed for dagen. Enhver arbejder ved, at når vi, med det nuværende produktionssystems vedbliven, deler i lige dele alle tilværende værdier - grundejendom og bevægelig kapital - og deler den efter hovedtallet, så er der dermed ikke forandret det mindste i samfundets væsen; symptomerne er for en tid fjernede, men årsagerne vedbliver at bestå og må igen frembringe de tidligere virkninger. Det ville ikke vare længe, førend uligheden i sin tidligere skarphed ville være vendt tilbage; så måtte vi dele igen. Nej, sådanne tåbeligheder kan ikke opstå i en socialdemokrats hoved. Socialdemokratiet betragter samfundet som en levende organisme, ikke som en død mekanisme; som en organisme, der, i lighed med enhver individuel dyr eller planteorganisme, er underkastet bestandig veksel, og fra det lavere udvikler sig til det højere - kun med den forskel, at den kollektive organisme, som vi kalder samfund, er udødelig, uforgængelig, og udgår forynget og med friske kræfter af alle de kriser, som efter smååndernes og de kleinmodiges mening måtte virke dødbringende på den. Ikke mekaniske men organiske forandringer er det vi tilstræber. Lønningsarbejdets system, hvorpå det nuværende samfund med dets uretfærdigheder hviler, skal afskaffes og erstattes af samarbejde, der giver enhver udbyttet af hans arbejde og derved skyder en slå for arbejdets udsugning ved kapitalen. Men kun ved denne udsugning er opsamlingen af store privatkapitaler mulig. Vi behøver derfor aldeles ikke at ekspropriere de tilstedeværende privatkapitaler: produktivassociationerne - med hvilke selvfølgelig forbrugsforeninger, der omfatter hele handelens område, må gå hånd i hånd - vil lidt efter lidt, uden at der behøves en voldsom masseekspropriation, opsuge privatkapitalen. Kapitalisterne må så enten indtræde i associationerne, eller deres kapital må ligge død hen og er tabt for dem, såvel som for samfundet. I dette tilfælde ville det rigtignok være i deres egen og samfundets interesse, hvis lovgivningen traf forholdsregler mod slig opsætsighed, ligesom jo allerede den nuværende stat træffer forholdsregler lige overfor ødelande, åndssvage, i det hele taget imod utilregnelige personer. Men, hvad der end vil ske i så henseende, er først samfundet såvel med hensyn til produktion som til konsumtion, altså i industri og handel, organiseret kooperativt, så er privatkapitalismens livsnerve overskåren, og den må hendø som et bæltet træ, medens det alskabende arbejde uophørlig avler ny værdier og skaffer dobbelt, ja tifold erstatning for det hendøde. (De amerikanske farmere, der vil opdyrke skovland, afstrejfer barken indtil mandshøjde af de træer, som de ikke straks kan fælde, hvilket har til følge, at træerne dør. Det kalder man at »bælte« træerne). Man foresnakker os rigtignok - og de tyske statsøkonomer, deriblandt endog så lærde folk som professor Roscher i Leipzig, påstår det -, at arbejdet ikke er den eneste værdiskabende faktor; der gives endnu to andre faktorer: naturkræfterne og kapitalen. Denne teori giver et slående bevis for, hvor indskrænket og uredelig klassefordommen kan gøre, og hvor lidt lærdom og tænken er ensbetydende. At vi ikke kan arbejde uden naturkræfterne, forstår sig af sig selv; arbejdet er jo ikke andet end en benyttelse af naturkræfterne. Uden jorden, som jeg står på, uden luften, som jeg indånder, kan jeg ikke løfte en finger: naturkræfterne er uafvigelige betingelser for arbejdet, men uden arbejdet formår de ikke at frembringe nogen samfundsværdi, først ved arbejdet træder de i produktionens tjeneste. Det er altså fuldstændig urigtigt at stille dem som produktionsfaktor ved siden af arbejdet. Men her har vi snarere at gøre med et unøjagtigt udtryk end med en tendentiøs urigtighed, hvilket derimod er tilfældet med hensyn til den tredje foregivne faktor: kapitalen. Kapitalen hjælper rigtignok med ved produktionen, fremmer den også, men da kapitalen kun er opsamlet arbejde eller rettere: opsamlet produkt af arbejdet, så kan den ikke stilles som selvstændig faktor ved siden af arbejdet, men den falder sammen med faktoren »arbejde«, danner en del af den. I den mest jævne daglejers simpleste arbejde stikker årtusinders opsamlede kulturarbejde, og denne kapital, som d'hrr. statsøkonomer, fordi det ikke passer i deres kram, ikke har taget med blandt produktionsfaktorerne, er uendelig vigtigere for produktionen end den almindelige kapital. For ret at gøre os det anskueligt, at det er arbejdet, som skaber kapitalen, og at kapitalen uden arbejdet er intet, skylder arbejdet alt, behøver vi blot at forestille os, at der kom en voldsom syndflod, som udryddede samtlige arbejdere, navnlig de slemme socialdemokrater, men derimod skånede de herrer storborgere med alle deres kapitaler, deres fabriksbygninger, deres maskiner, deres glimrende paladser, deres smykker. Hvad ville da ske? Enten måtte kapitalisterne selv arbejde, eller de ville dø midt iblandt deres penge af hunger, ligesom hin konge i den græske fabel (Midas), der, det være sagt i forbigående og uden hentydning, havde æselsøren. Lad os sætte det omvendte tilfælde: syndfloden udryddede alle kapitalister - jeg vil ikke ønske dem, ikke engang blot som antagelse, at de må komme til skade, de kunne jo blive henflyttede til en af stjernerne (f.eks. til Venus), hvor Dante lader sine salige bo - altså, lad os sætte det tilfælde, at kapitalisterne med alle deres kapitaler forsvinder fra jorden, men at arbejderne bliver tilbage uden fabriker, uden maskiner, uden kapitaler af nogen som helst slags, kun med næringsmidler til næste høst. Hvad vil blive følgen? Arbejderne ville smede sig værktøj, bygge huse, pløje jorden, grave miner, og inden få år ville den tilintetgjorte kapital være erstattet, og de sidste spor af syndfloden udslettet. Men arbejderne ville leve ulige lykkeligere end tidligere, de var deres tidligere herrer kvit, de havde kapitalen uden kapitalistklassen. Thi det anser jeg for afgjort, at hvis ved en natur eller anden tildragelse storborgerskabet samt alt, hvad dertil hører, blev tilintetgjort, ingen af de tilbageblevne ville være naiv nok til på kunstig måde at kalde dem til live igen.

Nok sagt: det anførte hypotetiske eksempel skulle blot vise, at arbejderen ikke trænger til kapitalisten og uden ham ville befinde sig meget bedre, men at kapitalisten trænger til arbejderen og simpelt hen ikke kan eksistere uden ham, i det mindste ikke som kapitalist. Endnu engang - vi vil ikke »dele«, og vi er endog så store fjender af »delingen«, at vi langtfra at ville dele med kapitalisterne - er fast besluttede på at ville forhindre kapitalisterne i at dele med arbejderne; og dette vil vi opnå ved almindelig indførelse af samarbejde. Er dette måske en utopistisk bestræbelse? Er den praktiske gennemførlighed af det kooperative princip i industri og handel ikke tusinde gange bevist af erfaringen. Den almindelige indførelse er et pengespørgsmål, intet andet. Lassalle fordrede som bekendt 100 mill. thaler statsunderstøttelse til produktivassociationerne og fremkaldte derved bourgeoisiets rasende skrig, der stillede en generalbankerot i udsigt, hvis forlangendet blev opfyldt. Hvorvidt den af Lassalle angivne sum er tilstrækkelig, vil jeg nu ikke udtale mig om - i hvert fald er det en ussel bagatel i sammenligning med de milliarder, der nu til dags kastes ud ad vinduet til uproduktive, kulturfjendtlige, velstandsødelæggende øjemed. Man betragte blot de kolossale budgetter til de stående hære, der dog blot bruges til opretholdelse af de herskende misbrug i stat og samfund, og man huske på de tusinder af millioner, som den sidste af frygt for socialismen fremkaldte krig har opslugt! Sandelig, hvad også samfundsfornyelsen vil koste, så meget vil indførelsen af bedre tilstande ikke koste som opretholdelsen af vore slette tilstande. Dog videre.

Om beskyldningen for kommunisme, der hænger sammen med de tidligere, kan jeg fatte mig i korthed. Hvad forestiller modstanderne sig ved kommunisme? At de dovne, ikkearbejderne, skal leve på fællesskabets bekostning. Nuvel, mine venner, den slags kommunisme består nu til dags, den er grundprincippet for stat og samfund, og imod den er jo også hele den socialdemokratiske bevægelse rettet. Men i virkeligheden har ordet kommunisme en ganske anden, ja, stik modsat betydning. Kommunisme betyder ikke udsugning af den flittige ved den dovne, af arbejderen ved ikke-arbejderen, men særinteressernes underordning under de almindelige interesser, individualitetens frelse i fællesskabet, og specielt anvendt på ejendommen: ejendommens ophøjelse til fællesgods; altså ikke afskaffelsen af ejendommen - så længe der gives mennesker, vil der gives ejendom - men almindeliggørelse af ejendommen, der skal gøres tilgængelig for enhver, medens den nu kun er en forret for en forsvindende brøkdel af befolkningen. Og i denne forstand, begrebet rigtig opfattet, vil vi ganske vist kommunismen. Med få ord iler jeg hen over den beskyldning, som derefter falder mig ind. Den går ud på, at vi er »det 19de århundredes barbarer«, at vi vil »tilintetgøre kulturen«, at socialdemokratiets sejr er »civilisationens undergang«. Et parti, der har fri folkeundervisning på sit program og i det hele taget vil afskaffe al betaling for opdragelse og uddannelse, kan ikke føle sig truffet af denne beskyldning. I en vis forstand må vi rigtignok erklære os skyldige. Ja, vi vil tilintetgøre, hvad vore modstandere kalder »kultur«, »civilisation«. Vi vil tilintetgøre trældom og undertrykkelse, vi vil tilintetgøre hadets og tvedragtens sæd, som er udsået blandt menneskene; vi vil tilintetgøre uvidenheden, den åndelige nat, i hvilken det store flertal af vore brødre er nedstyrtet. - ja, i herrer storborgere, uvidenheden vil vi tilintetgøre, vi er fjender af eders kultur! Eders kultur er netop det modsatte af kulturen; den kan kun frelse sig derved, at den fordømmer folket til dumhed, forholder det den sande kulturs skatte, tillukker dannelsens tempel for det. At åbne dette tempel for folket, det er vor bestræbelse; videnskaben, som i har gjort til nogle få udvalgtes monopol, og som i ikke har brød til, når den ikke smigrer eders luner, ikke retter sig efter eders egennytte - videnskaben vil vi gøre til alles fællesgods og det skal ske ved et system af ægte folkeskoler - ikke dressuranstalter som nutidens folkeskoler, der håner navnet, ikke folkeskoler, hvis lærer sulter i legemlig og hvis disciple sulter i åndelig henseende, og som tilkaster de fattiges børn nogle kummerlige brødsmugler, der er fuldstændig utilstrækkelige til åndens ernæring - ikke folkeskoler, i hvilke det laveste mål at kundskaber læres - nej, folkeskoler i ordets mest udstrakte betydning, skoler for folket, som giver alle børn det højeste mål af kundskaber, der vækker og udfolder alle anlæg i ethvert barn og ikke som nu afsluttes med en alder, da den egentlige dannelse først begynder. Socialismen »kulturfjendtlig«! Fordi den byder ethvert talent muligheden til at udvikle sig? Hvilken mægtig løftestang til kulturfremskridt ligger der ikke i en virkelig folkeopdragelse! Talenterne er ligeligt udstrøede blandt menneskene - det er en sandhed, som videnskaben har hævet over enhver tvivl, og som vi må holde fast ved, fordi den danner basis for den socialistiske og demokratiske verdensanskuelse. Men det nuværende samfund tillader kun de færreste at uddanne deres anlæg, og også disse få giver det, med sjældne undtagelser, kun en ensidig, forkrøblet uddannelse. Det store flertal af talenter bliver nu fuldstændig kvalt.

Man undrer sig tit over, at der i visse epoker fremstår så mange betydelige mænd. Det er just epoker, i hvilke der gives de slumrende talenter lejlighed til virksomhed. Navnlig er dette tilfældet i revolutionære epoker, der kræver nye kræfter til forsvar for de ny ideer og indretninger. Man mindes f.eks. den masse store statsmænd, talere og feltherrer, som udmærker Den Store franske Revolution. I sådanne tider gives der ikke flere talenter end i almindelige tider, men - for at betjene mig af et økonomisk udtryk - der er større efterspørgsel efter talenter. Lejlighed gør ikke alene tyve, den gør også »store mænd«. En »stor mand« er en almindelig mand, der har haft lejlighed til at blive »stor«. Hvor uendelig ville vor kultur ikke blive fremmet, hvis samfundet engang gjorde det til sin højeste opgave at bringe alle talenter til den størst mulige udvikling. Altså den højst mulige sum af dannelse for alle i videnskaben vil vi gøre tilgængelig for alle og fri, den skal ikke længere smedes i lænker, dens tjeneste skal ikke længere fordømmes til materiel fattigdom eller åndelig prostitution. Ja, tilintetgøre eders kultur vil vi - tilintetgøre den vil vi, fordi den er den sande kultur fjendtlig; fordi den tvinger videnskaben til at prostituere sig rigdommen og magten, fordi den, hvilende på uretfærdighed er usædelig helt igennem og til videnskabens prostitution har føjet kvindens prostitution, den hæsligste skamplet på vor »kultur«. Og repræsentanterne for dette prostitutionssamfund har den frækhed at bebrejde os - det er også en trumf, som man spiller ud imod os -, at vi vil tilintetgøre familien, indføre kvindefællesskab, den »fri kærlighed«! Ja, vi vil den fri kærlighed, vi vil befri kærligheden for de lænker, som det nuværende samfund har pålagt den. Men når vore modstandere taler om kvindefællesskab, om tilintetgørelse af familien, så ser de kun sig selv i spejl. De anklager os for deres egne synder. Det er så langtfra, at vi tilstræber kvindefællesskab, at vi tværtimod vil afskaffe det nu herskende kvindefællesskab. Det er så langtfra, at vi vil tilintetgøre familien, at det tværtimod er vort mål at adle familien, der nu er degraderet og i sin renhed er et uopnåeligt ideal for den store mængde, og at bevirke, at den udgyder sin velsignelse over alle. Til min store glæde ser jeg, at der er mange kvinder tilstede i denne forsamling; det er et bevis for, at kvinderne har begrebet, i hvor høj grad den sociale bevægelse angår dem, hvilken stor interesse vore princippers sejr har for dem. Man taler nu til dags meget om et såkaldet kvindespørgsmål. For os gives der ikke noget særegent kvindespørgsmål og kan der ikke gives noget sådant, fordi menneskenes interesser er solidariske. Kvindespørgsmålet er en del af det store sociale spørgsmål; med det vil det blive løst, uden det kan det ikke løses. Den, der vil kvindens emancipation, uden at kæmpe for den almindelige sociale emancipation, påtager sig et håbløst fuskerarbejde. Men den, som kæmper for den almindelige sociale emancipation, kæmper tillige for kvindens emancipation. Og sandelig, kvindernes stilling i det nuværende samfund ville i og for sig være tilstrækkelig til at retfærdiggøre den socialistiske bevægelse og til at udtale dødsdommen over det samfund, der avler sådanne tilstande. Hvor er da den »familiens hellighed«, hvorom vore modstandere fabler? Findes den hos de hundredetusinder af prostituerede, som gennemstrejfer byernes gader, og det de smås lige så vel som de stores, for at sælge deres legeme til den højstbydende? Alene i Berlin beregner man 20,000 prostituerede piger, og Berlin er ikke mere »umoralsk« end andre byer. Overalt i Tyskland, England, Frankrig, Amerika - overalt, hvor klassemodsætningen består, hvor der findes en dyb kløft imellem fattig og rig, hvor menneskets udsugning af mennesket er regel og lov, der træffer man prostitutionens onde. Prostitutionen er ikke lokal og ikke national - ingen nation har ret til farisæisk at vaske sine hænder i uskyld og at sige: »Jeg takker gud, at jeg ikke er så slet som andre nationer«. Prostitutionen er den nødvendige følge af de herskende tilstande, den er det uundgåelige supplement til storborger-ægteskabet, dets modbydelige dobbeltgænger; den er en almindelig samfundsinstitution og spotter derfor alle forsøg på at udrydde den indenfor det nuværende samfund. I det højeste lader den sig af et skinhelligt ordenspoliti fordrive fra torvet til de afsides liggende gader. Sålænge hundredetusinder af piger har valget mellem at dø af sult eller at hengive sig selv, vil prostitutionen vedvare. Forsvinde kan den kun, når det gøres muligt for ethvert menneske at leve på en ærlig måde. Og dertil behøves der en omvæltning af det nuværende samfund, af den nuværende produktionsmåde. Det dybest sunkne fruentimmer er værdigt til vor medlidenhed, vor sympati. Hendes historie er en samfundstragedie af rystende virkning for den, der bærer et hjerte i brystet og forstår at læse i menneskelige hjerter. Slet opdragelse, slet eksempel, familieløshed, hunger - det er de virkende årsager. Hvem tør vove at kaste en sten på de faldne? - på samfundets ulykkelige ofre? Men hvad er prostitutionen andet end kvindefællesskab? Kvindefællesskab i den mest umoralske, mest rå form. Og os beskylder man for at ville kvindefællesskab? Hvis vi ville det, da behøvede vi ikke at have erklæret det nuværende samfund krig. Jeg sagde før: prostitutionen er storborger-ægteskabets modbydelige dobbeltgænger. Lad os dog betragte ægteskabet i det nuværende samfund. Er ægteskabet ikke gjort til prostitution ved kapitalen? Hviler det måske i reglen på kærlighed, på fri tilbøjelighed? Er ikke pengene væsentlig det afgørende? Er ægteskabet ikke en spekulation, en forretning, i stedet for en pagt mellem hjerter? Sælger en kvinde sig ikke også i ægteskabet? Sælges hun ikke som en vare? Er der ikke i de højere klasser i grunden sat en stopper for ægteskaber, som er grundede på kærlighed? Bliver ikke den gensidige kærlighed nøje afvejet? Anses det ikke for dårskab at gifte sig »under sin stand«? Anses det ikke for »klogt« og »praktisk«, at fattige forældre tvinger deres datter til at række en rig, udlevet vellystning hånden? Ville den fabrikant, der giver sin datter til en hende elskende og af hende elsket arbejder til kone, ikke blandt sine standsfæller blive anset som galehuskandidat. Derimod, hvis han tvinger hende til at ægte en uelsket og kun af »fornuft« sig giftende medstorborger, vil han da ikke gøre regning på almindelig billigelse? Men er ikke dette prostitution? Er kvinden ikke en handelsartikel? Og vel at mærke, ikke alene »på samfundets højde« går det således til - denne profanation af ægteskabet, denne prostituering af kærligheden finder vi i alle lag af samfundet, hvor mammonstilbedelsen hersker. Jeg kommer her til at tænke på et billede af »Fliegende Blatter«. To bønder sidder sammen, den enes søn ønsker at gifte sig med den andens datter. »Min søn får så og så mange tønder land, så og så mange stude, køer og heste. Hvor meget får din datter?« Jeg kan kun give hende så og så meget. »Det er for lidt, du må lægge nogle stude og køer til.« Det kan jeg ikke. »Godt, så bliver det ikke til noget med sagen.« Det er et billede af livet, og ingen journal kunne skrive en mere træffende satire.

Vi er stolte af vor kultur og anser os for overordentlig ophøjede over de ville, og dog sælger man hos os pigerne for stude og køer, aldeles som kafferne i Sydafrika gør det. Og hvorfor ikke også det? Vort samfund er baseret på menneskets degradation, som det har gjort til vare, og at kvinden må sælge sit legeme, er kun en del af det system, som tvinger arbejderen til at sælge sit arbejde, dvs. sig selv, legeme og sjæl. Der er ganske vist her en væsentlig forskel: det, som lønningsslaven sælger sig til, er en nødvendig samfundsydelse, der ikke kun ved de betingelser, under hvilke den finder sted, bliver til en forbandelse for arbejderen, medens det, hvortil det prostituerede fruentimmer sælger sig, er den skændigste vanhelligelse af kærligheden, og derved af menneskenaturen. Kærligheden hengiver sig, den kan ikke sælge sig. Solgt, med ægteskab eller uden ægteskab, er den prostitution. Ethvert ægteskab, som mammon har sluttet, selvom det er velsignet af præster, er prostitution; enhver forenelse af mand og kvinde, som kærlighed har sluttet, er, selvom den ikke er velsignet af præster, et sandt ægteskab. Men også den anden form af den menneskelige vare slipper kvinden ikke for i det nuværende samfund. Har den hungrige kapital, hvis appetit blot skærpes af de opslugte ofre, ikke lige så vel pålagt kvinden som manden lønningsslaveriets lænker, ja revet hende ind i de arbejderbastiller, som kaldes fabrikker. Og har den ikke dermed tilintetgjort »familien« for det arbejdende folk? Men det er endnu ikke alt. Selv børnene slæber kapitalen i sin umættelighed til sit molochsalter. Mand, kone, børn - alle lønningsslaver! Hvor bliver så »hjemmet«, uden hvilket familieliv ikke kan tænkes. Og desuagtet slår den fromme kapital sig for brystet og beder himlen om at beskytte sig for de slemme socialdemokrater, som vil tilintetgøre familien! O, i hyklere! Arbejderen, han har ingen familie! I har berøvet ham den! Og fordi han vil have en familie, for at kunne være menneske, derfor er han socialdemokrat!

Arbejdet er grundlaget for al menneskelig fremskridt, ene ved arbejdet har det lykkedes menneskene at hæve sig over dyrene, at befri sig for naturens trældom. Men midlet til befrielse er blevet midlet til undertrykkelse. I stedet for at være fri ved arbejdet, er arbejderen arbejdets slave. Af dette slaveri må arbejdet befries. Han skal ikke være en levende maskine, der fra menneske gjort til ting, ofte kun til en død maskines vedhængsel - hedder væver, tømmermand, maskinbygger; men han skal være et menneske, som væver, som tømrer, som bygger maskiner for at opfylde sine samfundspligter. Den arbejder, som daglig tilbringer 12, 14, 16 timer i værkstedet, i fabrikken, og tit desuden må tilbagelægge en lang vej fra og til arbejdsstedet, har ikke tid til at være menneske. Han kommer dødstræt hjem, sover og iler den næste morgen, endnu træt fra den foregående dag, igen til arbejdet. Det er ikke nogen menneskelig tilværelse, næppe nok nogen dyrisk. Ingen bonde kan finde for godt at afrakke sine heste, sine trækdyr således. Men mennesket er mere tålmodigt end dyret og heldigvis også sejere. Netop ved familiens tilintetgørelse, netop ved kvindens nedværdigelse har det nuværende samfund, langt mere end ved sine øvrige forbrydelser, berøvet sig den moralske ret til fortsat tilværelse, udtalt dødsdommen over sig selv. Et samfund, der har gjort prostitutionen til officiel samfundsindretning, kan ikke tage ordet sædelighed i munden uden at rødme, det er domfældt, og det må gå tilgrunde ved rejsningen af den menneskelige sædelighedsfølelse, der lever i de undertryktes bryst. Kvinden, udstyret med finere nerver, med finere følelser end manden, føler sin nedværdigelse dybere end manden. Det er grunden til den begejstrede del, kvinderne har i den socialistiske bevægelse, der tilsiger dem frihed og agtelse. Det er grunden til den fremragende stilling, som kvinderne indtog i den parisiske Kommunes heltekamp. Unge mødre, med pattebarnet ved brystet, trodsede chassepotkuglerne og opmuntrede mændene til tapperhed. Piger greb den fane, som var falden ud af hånden på en døende blusemand, og bar den med dødsforagt imod fjenden, indtil de, gennemborede af de drukne ordenssoldaters kugler, faldt livløse om. Hundreder af koner og piger modtog stolte og trodsige dødssåret med råbet: »Leve Kommunen!« Medens deres bristende øjne tilkastede sejrherrerne deres foragt. »Nederdrægtige petroløser!« »prostituerede fruentimmer!« »udskud, som kun kan indgyde afsky!« brølte den reaktionære bourgeoisipresse i kor. »Nederdrægtige petroløser?« Nederdrægtige storborgerløgn! Elendige eventyr, opfundne af skurke, troede af idioter - allerede nu modbevist af ærlige modstanderes vidnesbyrd. »Prostituerede fruentimmer!« Ganske vist, det var for en del, men rigtignok kun for en meget lille del, »prostituerede fruentimmer«. Men var det Kommunen, som havde gjort dem dertil? Nej, i herrer storborgere, det var eders samfund, eders »bedst mulige verden«, der havde påtrykt dem brændemærket. Kommunen derimod havde budt dem den mulighed igen at hæve sig af dyndet og at rense sig for smudset fra eders samfund. Og i undres over, at glødende begejstring for kommunen, rasende, dæmonisk had til det gamle samfund, prostitutionens samfund, at de, halvt engle, halvt furier, søgte at hævne den lidte uret, søgte at afsone deres livs skændsel ved at dø for en hellig sag? I kalder eder kristne - har i glemt, hvorledes eders jesus beskæmmede de skinhellige hyklere, som ville stene horkvinden? Og I understår eder at kaste smuds på dem endnu i døden, disse ofre for eders samfund, disse martyrerinder for den ny lære, der viser slaven enden på trældommen, kvinden enden på prostitutionen? - de, mine venner, har vel begrebet, at »kvindespørgsmålet« er uadskilleligt fra det almindelige sociale spørgsmål, og at det er af største vigtighed for os at få kvinderne med i vor bevægelse. Kvinden er nødvendig for manden - uden kvinden kan manden ikke virkeliggøre et eneste menneskeligt ideal. Vi trænger derfor til kvindernes hjælp i vor bevægelse. Og pligt såvel som interesse byder dem at stå ved vor side i kampen. Kvinderne, de føler mest det nuværende samfunds onder, de vil også mest føle den sociale emancipations fordele. Gid derfor, at enhver kone, enhver pige, i stedet for at holde manden, i stedet for at holde den elskede borte fra bevægelsen, vil anspore ham, indgyde ham mod, når han lammes i kampen. Og enhver moder, gid hun må prædike frihedens og lighedens evangelium for sine børn, for at der kan opvokse en slægt, som i stolt bevidsthed om sin menneskeværdighed ikke vil, at der fremdeles skal gives herrer og trælle på jorden!

Veninder og venner! Endnu kun en beskyldning har jeg at tilbagevise, og jeg er færdig med denne del af mit foredrag. Man siger, at vi vil styrte bourgeoisiet for på dets ruiner at oprette arbejdsklassens herredømme. Vort program modbeviser denne anklage. Det er sandt, at vi vil bryde bourgeoisiets herredømme, men kun for at bryde ethvert klasseherredømme. Bourgeoisiet bedømmer os efter sig selv; det bortryddede feudalstaten kun for at sætte bourgeoisi-staten i dens sted. Det fortrængte et klasseherredømme ved et andet. Proletariatet har et højere mål. Det har lidt for meget under klasseherredømmet til ikke af princip at være fjendtlig stemt mod klasseherredømmet. Og hvilken klasse skulle det da ville beherske? Det er jo den »nederste« klasse og har følgelig ikke nogen klasse, som det kan beherske og udsuge. Hvad vi tilstræber, er samfundets kooperative organisation, lighed i rettigheder og pligter. Ligesom solidariteten har væltet skrankerne mellem stammerne, mellem nationerne (i sidste henseende i det mindste åndeligt og økonomisk, om end ikke endnu politisk), således må den også vælte skrankerne mellem klasserne og stænderne, for at menneskehedsbegrebet kan komme til fri udfoldning. Ingen udsugere og ingen udsugede! Ingen herrer og ingen trælle! Intet herredømme og ingen trældom! Orden i ligeordningen, i stedet for uorden i underordningen! Det er det, som vi vil. Og hvilken ærlig mand kan finde det uretfærdigt? Jeg har nu punkt for punkt gennemgået de hovedbeskyldninger, man plejer at gøre os, og påvist deres uholdbarhed. Jeg har vist, at disse beskyldninger kun er en karikatur af selve storborgersamfundet, der under indflydelse af sin slette samvittighed og i sin ophidsede fantasis tåge ser sit eget hæslige billede. Jeg har vist, at hvad det gamle samfunds repræsentanter og lovprisere beskylder os for, er det gamle samfunds laster, fejl og forbrydelser. Jeg har vist, at »delingen«, »kvindefællesskabet« systematisk drives i det gamle samfund. Jeg har vist, at det er det gamle samfund, som træder ejendommen under fødder, tilintetgør familien, unddrager folket civilisationens velsignelser, misbruger og bekæmper kulturen. Jeg har vist, at vi, socialdemokraterne, lige over for bourgeoisiet er ejendommens, familiens, civilisationens forkæmpere, »delingens« og »kvindefællesskabets« bekæmpere. Jeg har vist, at det er os, der i tvedragtens og uordenens verden vil tilvejebringe harmoni og orden. Kort sagt, jeg har vist, at vi kan vende alle vore modstanderes beskyldninger om og kaste dem tilbage mod dem selv. Ikke imod men for ejendommen kæmper vi; ikke imod men for familien; ikke imod men for kulturen; ikke imod men for ordenen; ikke imod men for »harmonien«.

Jeg har vist, at arbejderbevægelsen er en kulturbevægelse, der ikke skylder sin oprindelse til lune, vilkårlighed eller tilfælde, men som er fremstået af naturnødvendighed og med naturnødvendighed vil nå målet. Jeg har vist, at kun tankeløshed og uvidenhed kan drage den socialdemokratiske bevægelses berettigelse i tvivl, og at ethvert forsøg på at hæmme denne bevægelse er lige så håbløst og vanvittigt som tyrens forsøg på at stanse et frembrusende lokomotiv. Ligesom lokomotivet går brusende hen over den, således vil arbejderbevægelsen gå hen over alle hindringer. Det skulle modstanderne indse. De skulle indse, at det er i deres egen interesse at forhindre en katastrofe. Den nuværende verden kan ikke komme i ro. Interesserne er i konflikt med hinanden, og klassekamp og krig er den nødvendige følge. Fortjener en sådan tilstand den møje, som man gør for at opretholde den? Man kan inddele vore modstandere i to slags: de, der bekæmper os af uvidenhed, og de, der bekæmper os af ond vilje. Til de første retter jeg den opfordring: lær at kende vor bevægelse! I vil ophøre med at frygte den, så snart i kender den. Frygten er den sletteste rådgiver. Det røde spøgelse, som forfærder eder, er, ligesom alle spøgelser, et produkt af uvidenhed og forsvinder for forstandens prøvende blik. Men erkendelsen af de økonomiske forhold fjerner ikke alene frygten, den fjerner også fanatismen. Videnskaben kender ingen fanatisme. Videnskaben appellerer ikke til lidenskaberne. Den véd, at alle fænomener har deres tilstrækkelige grund, den søger at udgranske denne grund, men den går ikke i rette med fænomenerne. Man vise mig en tidligere kulturbevægelse, som det er lykkedes at undertrykke, som ikke til sidst besejrede modstanderne. Hvorfor prøve det tusinde gange mislykkede lige over for os? Har da den nuværende slægt intet lært af historien? Må vi da selv på egen bekostning gøre enhver for længe siden gjort erfaring? Det ville jo være at nægte al videnskab ethvert menneskeligt fremskridt. Og i, som bekæmper os af ond vilje, i, der véd, at vi har ret, og kun af egennytte står os imod - betænker, at det er en meget kortsynet egennytte, der leder eder. Det nuværende samfund byder eder store fordele, men ved ingen magt på jorden vil i kunne hævde eders privilegerede stilling. Eders rige nærmer sig sin ende. I må falde. Forstår i eders sande interesse, så vil i søge at dæmpe faldet. I har læst historien om de sibyllinske bøger: jo længere i tøver med at blive retfærdige - blive retfærdige af interesse, des mere vil eders stilling forværre sig, under des ugunstigere betingelser vil eders underkastelse under den ny verden gå for sig. At bekæmpe os har ingen anden virkning end at forøge fødselsveerne og måske - at påskynde fødselen. I hvert fald kan i kun tabe, hvis i ved voldsomme hindringsforsøg påtrykker krisen en voldsom karakter. At undgå en katastrofe ligger i alles interesse, lige såvel i eders som i vor. Det ligger i alles interesse, at der bliver bygget en bro, som kan føre fra den gamle verden til den ny. En engelsk statsmand har gjort den udtalelse, at partiernes historie er en historie af overenskomster. Til en vis grad ganske rigtigt! Kun skade, at de ved magten værende partier i reglen først da beslutter sig til overenskomster, efter at de har udtømt alle modstandsmidler, og da tit er så svækkede, at overenskomsten betyder absolut bankerot. Når et herskende parti er i besiddelse af skarpsyn og klogskab, vil det slutte en overenskomst med enhver fremtrængende folkebevægelse. Kun ved en række af sådanne overenskomster, altså ved reformer, kan der sikres den sociale bevægelse en fredelig udgang, og overgangen fra den gamle til den ny verden iværksættes med den størst mulige skånsomhed lige over for de «nu herskende klassers interesser. En overenskomst ligger derfor ikke mere i den nu herskende klasses interesse end i vor, thi vi vil også uden nogen overenskomst nå målet, sandsynligvis endogså tidligere. Hvad der i vore øjne kan anbefale en overenskomst, er humanitetshensyn, medens den anbefales vore modstandere af deres personlige interesse. Om vi ønsker en overenskomst eller ikke, er iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt: det afhænger udelukkende af vore modstandere, om der kommer nogen i stand eller ikke. Vil bourgeoisiet en overenskomst, så vil der komme en overenskomst i stand, enten vi vil eller ikke. Bourgeoisiet råder direkte eller gennem staten over hæren, over kapitalen og over pressen, kort sagt over alle materielle og åndelige magtmidler. Det har følgelig magt til at berede det sociale spørgsmåls løsning ad overenskomsternes og reformernes vej. Det behøver blot at ville. For at ville må det rigtignok først have begrebet, at de nuværende tilstande hviler på uret og er uholdbare. De ærlige modstandere tilråber jeg derfor endnu en gang: studerer det sociale spørgsmål! At forstå det sociale spørgsmål er det samme som at løse det. Uforstået må det fremkalde de frygteligste jordskælv i politisk og social henseende. Det sociale spørgsmål er den sfinx, som dræber hver den, der ikke kan løse dens gåde, men som dræber sig selv, så snart dens gåde er løst. Sfinxens gåde var mennesket. Det samme er det sociale spørgsmåls. Førend gåden: mennesket, er løst, vil verden ikke komme til ro, og det sociale spørgsmål sfinx blive ved med at vise samfundet sit truende åsyn, at jage det fra den ene rædsel i den anden, fra det ene blodbad i det andet.

To verdener står lige overfor hinanden: den gamle og den ny - det nuværende samfunds hendøende verden og fremtidens ideale verden: en bred, dyb kløft adskiller dem. Det nuværende samfund stormer hen imod afgrunden, blind skræk har bemægtiget sig det, det ligner en bøffelhjord, der, for at undslippe en præriebrand, med lukkede øjne styrter fremad i vanvittig angst, ikke agtende den brede jordspalte, der åbner sig foran den. At springe over den er umuligt - endnu nogle få skridt, og tilløbet er for stort til, at der kan standses. De forreste forsvinder først, og først efter at afgrunden er fyldt med lig, kan de overlevende nå det frelsende hinsides. Skal kløften mellem den gamle og den ny verden fyldes med lig! Og den præriebrand, som det nuværende samfund søger at undfly, består oven i købet kun i dets indbildning, kan kun ved dets frygt blive til virkelighed. Lader der sig da ikke bygge en bro, på hvilken vi sikkert kan nå over i den ny verden? Vi kan det ikke. Vore modstandere kan det, og hvis de gør det, erhverver de sig en uvisnelig fortjeneste af menneskeheden. Jeg kommer nu til slutningen. Hvad vi har at gøre, er klart foreskrevet os. Vi marcherer foran på pligtens vej. Det er spildt ulejlighed at ville få os bort fra vejen eller at ville indjage os frygt. I Paris har socialdemokratiet vist, at det, når det skal være, kan dø for sine principper. Ihukommende valgsproget: noblesse oblige (adel forpligter; en ædel sag pålægger store forpligtelser: var egentlig en fransk adelslægts valgsprog) vil vi aldrig glemme, at vor sag er menneskehedens sag. Modstanderne har at afgøre, om målet skal nås i fred eller efter blodig kamp. Hvorledes afgørelsen end falder ud, vi godkender den. For personlig had ved vi os fri. Selv i fjenden agter vi mennesket. Polakkerne bar under deres sidste opstand på deres faner den indskrift: for os og for eder! Således kæmper også vi for os og for vore fjender; thi også dem gælder befrielsesværket, thi også de trænger til frelse. Men til dem, mine venner, retter jeg den påmindelse: arbejd rolig, ufortrøden i deres forening; lad dem ikke lamme i deres virksomhed, udbred vore ideer - og skulle de nogensinde blive grebet af modløshed, så rejs dem igen ved den ædle Jacoby's eksempel, der aldrig vaklede, når alt omkring ham vaklede, og ihukom hans ord: »Oprettelsen af den mindste arbejderforening vil for den kommende kulturhistoriker have større værdi end slaget ved Sadova.«

Der gives i København tre »anstalter«, som bærer navnet »Tivoli«. Den ene af dem, den, der ligger ved Vesterbros Passage, er kendt af enhver; den anden, hvis fulde navn er »de fattiges Tivoli« og som ligger i nærheden af Kalkbrænderiet, er mindre bekendt; den tredje ligger meget nær ved Råd- og domhuset og er ikke kendt af ret mange andre end tyve- og politiknægte. Jeg kender den dog også. Jeg har nemlig tilbragt tre måneder der, tre umådelige lange måneder. De to første er forlystelsesanstalter, men i det »Tivoli«, som jeg har et nøje kendskab til, og som jeg nu har i sinde at gøre den ærede læser bekendt med, opvartes der aldeles ikke med forlystelser. Den eneste fornøjelse, jeg havde i de tre måneder, var, at jeg fik en tand plomberet.

Mit Tivoli ligger som sagt i nærheden af Råd- og domhuset. Mod nord grænser det til Gammeltorv, mod vest til Hestemøllestræde, mod vest til Rådhusstræde og mod syd til en umådelig høj mur, bag hvilken der uden tvivl findes en smedje. Det kan ikke ses fra gaden. Det er der sørget for ved hjælp af en del mure og plankeværker. Af den grund er det, at de fleste Københavnere ingen anelse har om dets tilværelse. Foruden det navn, læseren nu kender, har det et andet; officielt kaldes det nemlig »den nye arrest«. Man må dog ikke tro, at det er nogen ny bygning, tværtimod, det er en meget gammel bygning, og det er en skummel bygning, en uhyggelig bygning, i det hele taget en forsømt bygning, det er jeg vis på, den ærede læser ville være enig med mig i, hvis han lige som jeg havde tilbragt tre måneder i den.

Den nye arrest - det er bedst at holde sig til det officielle navn, det er i det hele taget altid bedst at rette sig så meget som mulig efter det officielle - »den nye arrest« består af fire stokværker - det er nemlig et slags stokhus - eller etager, det ene oven på den anden - men det er da forresten noget, som følger af sig selv. I hver etage findes der syv værelser, hvilket tilsammen udgør otte og tyve værelser. De fire og tyve er enkeltværelser, de fire fællesværelser; i det nederste fællesværelse bor opsynsfamilien, af hvilken hvert enkelt medlem er opsynsmand, eller opsigtsbetjent, som politidirektøren siger, eller arrestbetjent, som »forvalteren« siger, eller vægter, som politilægen siger. Men det skulle han hellere lade være med, for det holder de ikke af.

Enkeltværelserne er allesammen møblerede fuldstændig ens. Møblementet består af et bord, en stol, en seng og en hylde, bordet er en firkantet, umådelig tyk egeplanke, hvis ene ende er muret ind i væggen. Af den grund behøver det ingen ben. Stolen ligner ganske bordet, dog er den naturligvis en del mindre. Den er ligeledes muret fast til væggen. Sengen består af en lille trækasse, hvori der findes en med halm stoppet sæk, en pølseformet hovedpude, to små lagener og et hestedækken, forøvrigt opvækker den gudelige tanker. Den, der ligger i den, kommer uvilkårlig - hvis han da ellers hører til de skriftkloge - til at tænke på Jesajas's 29de kapitels 20de vers: »Thi sengen er så kort, at man ikke kan strække sig ud, og tæppet er for smalt, når man vil dække sig dermed«. (rettelig Esaias 28 kap.20 vers). Da den med den ene ende hænger i et par i væggen fastgjorte hængsler, kan den - og det bliver den også hver morgen - »slås op«, og med den anden ende gøres fast til en krog, som er anbragt under loftet. Denne krog bruger de logerende om natten til at hænge sig på. På hylden findes der en træske, en trækniv (som ikke kan skære), en kop med salt i, et krus med vand i, en bog med salmer i, en dito med bønner i, en dito med det nye testamente i. Vinduet sidder fanden i vold - undskyld! - oppe under luftet, i omtrent fem alens afstand fra gulvet. Det kan som følge deraf ikke bruges til at se ud af. Det består af fjorten bitte små grønlige ruder, og udenfor det er der, hvis det da ikke vender ud mod en gavl, anbragt tremmer. Om sol, måne og stjerner nogensinde har gjort forsøg på at skinne ind ad disse vinduer, er jeg ikke i stand til at oplyse, men det ved jeg i alt fald, at det ikke lykkedes for dem i min tid. Hvert værelse er forsynet med to svære døre. På grund heraf behøver de, der ønsker at tage livet af sig, ikke at være bange for at blive forstyrrede. Væggene er malede med den grimme arsenikholdige farve, som stadslægen gentagne gange har anbefalet som særdeles gavnlig for helbredet.

Til »den nye arrest« hører der en gård, som er inddelt i en del af planteværk omgivne aflukker, der er så små, at man for den sags skyld gerne kunne tage dem på ryggen og løbe med dem. I disse aflukker har de logerende lov til at spadsere to gange om dagen, en halv time ad gangen. Jeg siger de logerende, men de kaldes da egentlig arrestanter. Skønt det ikke er rimeligt, så er det dog tænkeligt, at der blandt læserne findes en eller anden, der ikke ved, hvad en arrestant er. Jeg vil derfor her med det samme give de fornødne oplysninger i så henseende. Der kommer to betjente hjem til dig og anmoder dig - om det sker på en høflig eller uhøflig måde, gør ikke noget til sagen - om at følge med. Du følger med, puttes ind i et af enkeltværelserne og kaldes »anholdt«. Dagen efter bliver du slæbt over i et »kammer«. En kriminalretsassessor sætter et skummelt ansigt op, hvis han ikke af naturen er forsynet med et sådant, hvilket i reglen er tilfældet, og farer løs på dig og påstår, at du har gjort det. Du siger nej. Han påstår igen. Du siger igen nej. Og således bliver i ved. Men enden på det hele bliver, at der af en skriver føres en lang sludder ind i en protokol om en »komparent« - det er dig - og at du igen bliver bragt over i arresten, så er du arrestant, gud hjælpe dig!

Livet i »den nye arrest« er den ene dag som den anden. Tidlig om morgenen åbnes døren, og en opsynsmand kigger ind for at se, om ingen i nattens løb har set sit snit til at tage livet af sig. Lidt efter åbnes dørene igen, og der lyder en røst, som siger: Gå så i gården! Når den halve time er overstået, serveres der frokost, bestående af et krus varmt øl og et halvt pund tørt brød. Derefter kommer der fire forfærdelig lange timer, i hvilke arrestanten måske for den hundredetusinde gang overbeviser sig om, at hans celle er seks skridt lang og tre skridt bred. Så er det middag. Kål, urter og suppe var de stående retter i min tid, og meget ildesmagende var de. Nu er det blevet forandret en lille smule til det bedre. Så kommer der fem lange timer. Arrestanten overbeviser sig påny og opdager tillige, at det nye testamente er en grumme kedelig bog. Aftensmad: et halvt pund tørt brød og et krus vand, gårdtur og et par lange timer, og det er sengetid. Opsynsmanden indfinder sig og slår sengen ned. Arrestanten reder den og kryber i den. En halv time senere kommer opsynsmanden igen, tager arrestantens klæder og forsvinder med dem. Man kan ikke være forsigtig nok, lige overfor arrestanter. Skønt vinduet ikke er stort nok til, at en mand kan krybe ud af det, selvom han kan komme op til det, og skønt man skulle anse det for umuligt at bryde ud gennem to tommetykke, jernbeslåede døre, udenfor hvilke der oven i købet går vagt, er det dog bedst at tilvejebringe yderligere sikkerhed ved at fjerne klæderne, så ingen løber bort i bar skjorte. Nu skulle man tro, at arrestanten kunne få lov til i »søvnens arme« at glemme og at drømme sig ind i lykkeligere forhold. Men nej, der skal først »lyses af«. Kl. ti, elleve eller tolv, alt eftersom »forvalteren« slipper hjem fra sine aftenfarter, rasles der med nøgleknipper, de svære døre slås op, forvalteren stikker hovedet ind og lader skinnet af en tyvelygte falde på sengen: dårene slås i, larmen hendør lidt efter lidt, og der bliver fuldstændig stilhed i den skumle bygning. Held den, der nu kan falde i søvn!

II.

Det var natten mellem d. 4 og d. 5 maj 1872. Klokken havde nylig slået to. Jeg havde ikke hørt det, thi jeg sov så sødt og fast, som den gør, der ikke har været i seng et par nætter, og som desuden har en god eller slet ingen samvittighed. Uden at vide hvorledes eller hvoraf jeg blev vækket, slog jeg øjnene op og opdagede to »mandspersoner«, som rodede omkring i nogle papirer, der lå på bordet. Vil de følge med os? Sagde den ene, i hvem jeg ved nærmere betragtning genkendte en opdagelsesbetjent, der lyder navnet Korn, men som engang, hvorom der siden vil blive nærmere tale, har rejst under det falske navn Kornerup. Og vil de skynde dem lidt, vedblev han, for der står en betjent med Louis Pio på gaden og venter på os. En halv snes minutter senere sad de tre betjente, Pio og jeg i en droske, der kørte os til Råd- og domhuset, hvor min fælle og jeg til midlertidig opbevarelse blev afleverede i en uhyggelig kælder. De tre betjente forsvandt for at hente Harald Brix, og vi blev nu ene med den i kælderen vagthavende betjent, der med megen omhyggelighed vågede over, at vi ikke kom til at tale sammen. En times tid derefter ankom Brix, og vi blev alle tre ført over på politikammeret. Her blev det os betydet, at det stod til os, om vi ville forsøge på at sove på nogle bænke, eller om vi ville foretrække at tilbringe den øvrige del af natten med at ryge. Dette sidste blev os særlig anbefalet, eftersom det måtte anses for særdeles sandsynligt, at vi i længere tid ville komme til at savne denne nydelse. Langt om længe blev det morgen, for gode ord og betaling skaffede betjenten os kaffe, og uden noget sådant offer fra vor side blev inspektør Hertz skaffet tilveje. Efter at han havde gjort sig bekendt med den rapport, på hvis affattelse betjent Korn havde anvendt en syndig tid, og efter at han havde noteret vore fulde navne, meddelte han os, at han straks ville køre ud til kriminalretsassessor Afrikanus m. m. m. Knudsen (rettelig Otto Gustav Christian Jacob Thomas Edmund Africanus) for at få ham til i løbet af dagen at stille os for en »grundlovsprotokol«. På vort spørgsmål, om det var rimeligt, at Knudsen ville afsige et arrestdekret over os, svarede Hertz, at det var han overbevist om - han kendte afrikaneren.

Henimod middag blev vi transporterede over i Tivoli. På vejen dertil passerede vi »forvalterens« allerhelligste. Da forvalteren er en person, der spiller en vigtig rolle i Tivoli, vil jeg med det samme forestille ham for læseren. Han er umådelig høj, umådelig bredskuldret og umådelig tykhovedet. Af dem, som han kan få til det, dvs. opsynsmandene og arrestanterne, lader han sig titulere »hr. forvalter«. Hans overordnede kalder ham arrestvagtmester, og folk, som ikke har bedre forstand, kalder ham arrestforvarer. Når der er noget direktør- eller inspektørligt i farvandet, bøjer han ryggen og luder han med hovedet, men til dagligdags knejser han som en gardist. »Simple« arrestanter vil han gerne tiltale med »du«, og han har en forbavsende færdighed i at skælde ud. Hos »forvalteren« plejer de anholdte at blive visiterede. Det blev vi ikke. Han indskrænkede sig til at spørge, om vi havde ur, om hvor mange penge vi havde osv.. Og da han var færdig dermed, ytrede han i en tone, som om han viste os en stor nåde, at vi kunne beholde, hvad vi havde hos os. Senere fik jeg at vide, at han havde fået ordre til ikke at visitere os. Spørgsmålene havde han altså gjort på egen hånd, sagtens for at bibringe os det indtryk, at han var en såre mægtig mand.

I Tivoli fik vi tre ved siden af hinanden liggende celler, og tre af de bedste. Jeg fik den midterste. Efter at det første uhyggelige indtryk var overstået, så jeg mig lidt nøjere omkring. Hvad jeg så, findes skildret i det første kapitel. Jeg gik op og ned ad gulvet, det var forskrækkelig kedeligt. Så krøb jeg op på bordet for at nyde udsigten. Det hele, jeg så, var en gavl. Jeg talte revnerne i den. Det var heller ikke synderlig morsomt. Jeg krøb ned igen og gav mig til at studere arrestreglementet, der var opslået på væggen. En af dets paragrafer lod på, at det i påtrængende tilfælde var tilladt at ringe. Det er bedst, du ringer, tænkte jeg ved mig selv, for at du kan få sengen slået ned. Som tænkt, så gjort. Langt om længe kom der en opsynsmand. Hvad ønsker de? - vil de slå mig sengen ned, jeg er søvnig. - sengen må ikke slås ned om dagen - jeg søgte at gøre ham indlysende, at der gives ingen regel uden undtagelse, og at han jo, hvis han ikke selv turde være ansvaret, kunne henvende sig til sine overordnede. Men der var ikke noget at stille op med ham. Da han igen var gået, satte jeg mig på stolen, lagde hovedet på bordet og prøvede på at falde i søvn, næppe var det lykkedes mig, førend opsynsmanden igen indfandt sig, og derefter blev han ved at indfinde sig hvert kvarter, snart foregav han, at han ville se, om der ikke manglede noget, snart, at han ville høre, om jeg ikke ønskede noget. Siden er det blevet mig klart, at hans hyppige besøg skyldtes hans foresattes frygt for, at jeg skulle berøve mig selv livet.

Hen på eftermiddagen indfandt der sig tre politibetjente, med hvilke vi måtte følge over i tredje kriminalkammer til Afrikanus Knudsen, efter at han havde tilvirket et arrestdekret, blev vi igen ført over i Tivoli med den trøstelige bevidsthed, at vi mindst ville komme til at tilbringe en måned der. På mit spørgsmål meddelte opsynsmanden mig, at jeg ikke måtte ryge, men at han havde lov til at købe skråtobak til mig hos »madam Thelle«, økonomens enke og efterfølgerske, der ved siden af sin forretning som leverandør af arrestantmaden »gør i« skråtobak, harsk smør, slet ost, dårligt puddersukker, kaffe, hvori der jævnlig istedet for fløde findes en stump lys, hvedebrød og smørrebrød med de arrestanter, som har tilladelse og råd til at forskaffe sig ekstraforplejning. Han meddelte mig ligeledes, at madamen, hvis jeg ikke ville spise arrestantmaden, var villig til at levere bedre middagsmad mod en ekstrabetaling af 24 skilling

Efter at jeg havde modtaget disse oplysninger og i henhold til dem sluttet akkord med madamen, og tiden igen begyndte at falde mig lang, kom jeg i tanker om, at jeg engang havde læst eller hørt, at fanger plejede at sætte sig i forbindelse med hinanden ved at »telegrafere« gennem væggen. Denne telegrafering foregår således: med en eller anden genstand slår man på væggen - selv det mindste slag høres som bekendt tydelig på den anden side - et slag betyder a, to slag b osv.. Det var jo ganske vist en langsom måde at samtale på, men der var jo tid nok, og jeg besluttede derfor at prøve, om jeg ikke kunne lære Pio den. Jeg tog min trækniv, der var lige så skikket til telegraferingen, som den var uskikket til det, den var bestemt til, og begyndte. Med kristelig tålmodighed vedblev jeg et helt kvarter, men jeg fik intet svar. Det var klart, at jeg ikke blev forstået. Så begyndte jeg at »spille« Socialisternes Marsch med min kniv. Det hjalp. Der blev øjeblikkelig stemt i på den anden side. Da først Pio var blevet klog på, at det var mig, der bankede, måtte han naturlig komme til den slutning, at jeg tilsigtede noget dermed. Det lykkedes mig derfor også i løbet af den næste dag at sætte ham ind i »systemet«, samme dag fik jeg også lært Brix det, og vi fik os en mangen en lun passiar i de få dage, vi sad ved siden af hverandre.

III.

Det gik mig i en vis forstand som Jeppe, da jeg slog øjnene op efter at have tilbragt den første nat i Tivoli. Det varede noget, førend jeg kunne blive enig med mig selvom, hvor jeg var, men at jeg ikke var i paradis, kom jeg dog snart på det rene med. Jeg havde ikke fået megen søvn. Min søvnløshed skyldtes dog ikke sindsbevægelse - jeg er af en temmelig rolig natur - men mit ikke synderlig bekvemme leje. Den halmsæk, jeg lå på, var splinterny og stoppet så fast, at den var fuldstændig rund, hvorfor jeg måtte holde mig fast for ikke at trille ned af den, hvilket jeg gjorde et par gange. Desuden stak der en del stive halmstrå igennem den, og det var bitterlig koldt, fordi der stod en trækrude åben. Da jeg klagede til opsynsmanden over »madrassen,« trøstede han mig med, at det nok ville gå bedre, når jeg først havde ligget på den et års tid.

I løbet af dagen fil jeg antaget en opvarter. Af de arrestanter, der efter at have afgivet fuldstændig tilståelse, venter på deres dom, udtages der nogle, som går opsynspersonalet til hånde og fejer og vasker trapperne. Disse »udgangsfolk« har så en ekstrafortjeneste ved at feje, rede seng og vaske gulv for de arrestanter af den »bedre klasse«, som foretrækker at betale fremfor at gøre det selv. I reglen plejer denne fritagelse kun at blive tilstået dem, der har bekendt; men med mine kaldsfæller og mig blev der gjort en undtagelse. Der blev ligeledes, som tidlige berørt, gjort en væsentlig undtagelse med os derved, at der blev tilladt os at skaffe os ekstraforplejning, omend foreløbig kun fra madam Thelles gryde og skråtobak. En tredje undtagelse var, at det blev tilladt os at benytte »præstens bibliotek«. Denne tilladelse var dog ikke meget værd. »Forvalteren« talte rigtignok med en vis begejstring om de »skønne bøger og rejsebeskrivelser«, der fandtes i biblioteket, men det indeholdt dog nok ikke stort andet end nogle andagtsbøger, Riises arkiv, Ingemanns romaner og lignende barnemad, dertil kom, at præsten, der i det hele taget var en ubehagelig person, som gjorde sig sin stilling så magelig som mulig, nødig indlod sig på at bytte tiere end en gang om ugen og kun udleverede ét bind ad gangen,

Men hvorledes bliver da arrestanterne i almindelighed behandlede i Tivoli? Spørger læseren. De bliver behandlede langt værre end fangerne i straffeanstalterne. Det tillades dem ikke, sålænge de sidder under forhør, at købe det allermindste, ikke en gang skråtobak. De må nøjes med arrestkosten, der rigtignok er noget mere velsmagende end fangekosten, men ikke nær så nærende, og som langtfra er tilstrækkelig for et sundt menneske. Det tillades dem ikke at bestille noget som helst, og der gives dem ikke anden læsning end de tre bøger, der findes i deres celle. De bliver, i særdeleshed når de er hårdnakkede nægtere, iført »husets tøj«, der aldeles svarer til ladegårdslemmernes dragt. »Det er ikke godt for mennesket at være alene«, står der i bibelen. Nej, det er tilvisse ikke godt at være alene i længere tid, og det er ligefrem forfærdeligt, at skulle tilbringe hele dage, hele måneder, ja hele år i en halvmørk celle, fra morgen til aften gående op og ned ad gulvet, seks skridt frem, seks skridt tilbage, fem skridt frem, seks skridt tilbage, altid seks, seks skridt, indtil man tilsidst bliver ør og fortumlet i hovedet og synker ned på stolen for lidt efter igen at begynde med de seks skridt. Så bliver de, sultne, forkomne og fortumlede, som de er, førte i forhør, snart ved dag, snart ved nat. I seks, syv timer må de stå op, medens de bliver »behandlede« af deres assessor. Spørgsmål på kryds og tværs snurrer dem om ørene, de bliver overdængede med skældsord og trusler. Lykkes det ikke på den måde at bringe dem til bekendelse, gives der andre midler. Man giver dem brændevin, man lover dem, at de skal få lov til at arbejde, lov til at købe skråtobak, lov til at skaffe sig ekstrafødemidler, og at der ugentlig skal blive givet dem nogen understøttelse af »de fattiges kasse«. Fører indespærringen, lofterne, truslerne, den hundske behandling, de er genstand for såvel under forhørene som i arresten, ikke til det tilsigtede resultat, så prøver »man« andre midler. Man »opdager«, at arrestanten er uregerlig; det er farligt at lade ham være i den fulde brug af sine kræfter - og han bliver iført spændetrøje. Eller man »opdager«, at han er syg, at han har feber; det er nødvendigt at sætte ham på feberkost. Jeg ved, at en arrestant i otte måneder sad på feberkost. Læser! Tænkt dig, i otte måneder på feberkost, da han, hvis navn var Bergmann, efter denne tids forløb kom frem for forhørsdommeren - naturligvis »Afrikanus« - spurgte denne ham, om han nu »var blevet mør«, da han ellers kunne få en tur endnu, hvortil den anden svarede, at så kom de næste gang til at bære ham op i forhøret. Han blev ikke overbevist om at have gjort sig skyldig i noget,

Er det få underligt, at mangen en arrestant taber modet? Er det så underligt, at den fuldstændig uskyldige tilsidst bringes til at tilstå, hvad man pådutter ham, eller at den skyldige finder sig i, at hans forhold bliver fremstillet langt værre end det i virkeligheden er? Er det så underligt, at der i straffeanstalterne sidder folk, som, skønt de ved, at de ikke bliver troede, bliver ved med at påstå, at de ikke har begået det, som de er dømte for, og som, når man spørger dem, hvorfor de da har tilstået, siger, at de »ikke længere kunne holde det ud« i arresten?

Den gamle, forhærdede, og derfor netop farlige, forbryder lykkedes det naturligvis aldrig at afpresse en tilståelse, med mindre han ved, at beviserne imod ham er så afgørende, at han alligevel vil blive dømt. Han ved, at der venter ham en mangeårig tugthusstraf, hvis han ikke holder tand for tunge; han ved, at hvor forfærdelig hans behandling end er, så vil den få ende i løbet af et halvt eller et helt år, medens den ringeste tilståelse vil skaffe ham en række års tugthusarbejde på halsen. »Der er ingenting, der hedder ja. Karl Mouritsen«, stod der skrevet under bordet i en af de celler, jeg sad i. Der er ingenting, der hedder ja, er de gamle forbryderes valgsprog.

De gode, spidsborgerlige Københavnere ville blive forbavsede, hvis de vidste, hvor mange fuldstændigt uskyldige der mellem år og dag bliver arresterede i København. Jeg ved meget godt, at det langt overvejende tal af dem igen slipper fri, efter at retten har overbevist sig om, at der er sket dem uret. Men alene det, at den uskyldige kan blive dømt på grund af den hårde medfart, han må lide, alene det, at de, hvis uskyldighed bliver bevist, dog er blevet pinte i måneder eller endog halve år, alene det, forekommer det mig, måtte bevirke, at der fra hele folkets side blev gjort fordring på en mere human behandling i arresterne og først og fremmest på en mære betryggende og hurtigere rettergang. Men det falder så nemt for de fleste, jeg kunne have lyst til at sige: særlig for de fleste danske, med kristelig tålmodighed at finde sig i, at der gøres andre uret. Og desuden er det jo så sjældent, at der kommer noget frem om disse forhold, den uskyldige, der endelig er sluppen løs, tier nok stille. Han ved, at de fleste vil være tilbøjelige til at sige, at der dog må have været noget, sådan uden nogen som helst grund kan da ingen blive arresteret. Han ved, at det at have været tiltalt for Erik Bøgh og hans mange åndsbeslægtede er det samme som at have stået på grænsen af det kriminelle, han ved, at alene den omstændighed, at han har været i politiets kløer og siddet indespærret sammen med »tyve og røvere« er tilstrækkelig til at gøre ham »uren« i de manges øjne. Jo, han tier nok stille!

IV.

Om det var, fordi man var kommet efter vor telegrafering, eller man frygtede for, at vi skulle sætte os i forbindelse med hinanden, eller det skyldtes, at jeg ikke rigtig ville gå til bekendelse - det ved jeg ikke, nok er det: en fjorten dages tid efter vor opsnappelse blev jeg uden noget som helst varsel, så at det ikke lykkedes mig at gøre mine kaldsfæller bekendt dermed, flyttet til en anden celle. Da der blev passet meget nøje på, at vi ikke fit hinanden at se, når vi var i gården eller blev ført i forhør, og da opsynsmændene havde for skik at svare i øst, når man spurgte i vest, så troede både Pio og Brix, en tidlang, at jeg var blevet fri.

Min nye celle var tilsyneladende ikke så god som den gamle. Den var navnlig betydelig mørkere, da vinduet var forsynet med tremmer. Men den havde en umådelig stor fordel, som jeg dog først opdagede, efter at jeg havde beboet den i otte dage. Min »opvarter« plejede en gang om ugen at pudse mit vindue. Da han en dag gjorde dette, glemte han at tage den stige ud, som han måtte benytte sig af, for at komme op til vinduet. Aldrig så snart var jeg blevet ene, førend jeg krøb op ad stigen. Hvem skildrer min forbavselse, da jeg opdagede, at jeg med nogen besvær kunne se ned i tre af de gårde, som de kvindelige arrestanter »spadserede« i? Og der var virkelig kvinder i dem! Smukke kvinder! Jeg opdagede ligeledes, at jeg kunne se ind af et par af vinduerne i den »gamle arrest«, der lå lige overfor og var optaget af arrestantinder. Disses celler er noget bedre indrettede end arrestanternes, og navnlig er vinduerne af almindelig størrelse. Det lykkedes mig derfor også igennem dem at få øje på et par unge piger. Læser! Hvis det nogensinde skulle times dig, at du i en hel måned ikke får et eneste kvindeligt væsen at se, så vil du blive noget løjerlig til mode, hvis du da ikke er en ren træmand, når du uventet får se på et par unge, smukke piger, selvom du ved, at disse unge, smukke piger muligvis har gjort sig skyldig i en eller anden forbrydelse, og du vil da kunne forstå, at jeg begyndte at anse min nye celle for et ganske behageligt opholdssted.

Næste morgen, da jeg kom fra gårdturen, henledte jeg min opsynsmands opmærksomhed på, at mit vindue trængte svært til at pudses. Han var straks rede til at lade udgangskarlen foretage pudsningen, men jeg mente, det var bedst, jeg gjorde det selv, så var jeg sikker på, at det blev gjort ordentlig, og så gik tiden med det. Det syntes han var dumt, da det var så besværligt, og da jeg alligevel betalte for det. Men når jeg endelig ville, så var der naturligvis ikke noget til hinder derfor. Fra den dag af pudsede jeg vinduet hver morgen, og jeg anvendte mindst en time på det. Da hver opsynsmand kun gjorde tjeneste to dage om ugen, og, det med tre dages mellemrum, på min »gang«, fik ingen anden end udgangskarlen at vide, at jeg pudsede hver dag, og han tav stille. Ellers var det velsagtens blevet forpurret. Det var skrækkelig trættende at stå så længe på stigen, og et par gange var jeg nærved at brække halsen, da jeg altfor hurtig skyldte mig ned af den, fordi jeg hørte opsynsmanden stikke nøglen i min yderste dør. Men det lønnede sig. Lidt efter lidt begyndte jeg at blive kendt med stamgæsterne i gården. Efter at de først engang var blevet halvdelen af mit skønne udsigt her mellem tremmerne, holdt de stadig øje med mig, ligesom jeg med dem. Med et par af dem kom jeg endog også til at stå på en mere fortrolig fod. Jeg blinkede til dem, og de blinkede til mig, jeg smilede til dem, og de smilede til mig, jeg gjorde tegn til dem, og de gjorde tegn til mig. Gud forlade os vor slemme synd!

Væggene og døren i min celle var næsten bedækkede af indskrifter. Det var også noget, som jeg først efter flere dages forløb kom efter. Øjnene måtte først vænnes til mørket. Det er mærkeligt med arrestanter og fanger, at om man end omhyggelig berøver dem ethvert skrivemateriale, så hitter de dog alligevel noget at skrive med. Nogle af mine formænd havde indrettet sig en fuldstændig almanak på væggen; andre havde indskrænket sig til at gøre en streg for hver dag, for således at holdt regnstab med, hvor længe de sad. Nogle af indskrifterne indeholdt skarpe angreb på kriminalretsassessorerne, navnlig på Afrikanus Knudsen, andre bestod af usædelige vers. En havde gjort sig megen umage for at gøre fine eftermænd bekendt med sit stammeregister, en anden havde leveret en fuldstændig liste over sine kærester. Jeg anvendte lige så megen tid på at opdage og udtyde disse indskrifter, som nogen oldgransker har anvendt på udtydningen af en runesten. Men det kom jo også netop an på at få tiden slået ihjel.

Jeg modtog daglig besøg af spurve og duer. De første kom undertiden helt ind i min celle, de sidste indskrænkede sig til at stikke hovederne ind igennem trækruden, hvorfra de kunne tage det brød, jeg kastede op til dem. Jeg var meget glad ved dem og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at overtyde dem om, at de ikke havde det mindste at frygte, og det samme gjorde alle mine mandlige og kvindelige kaldsfæller. En dame skrev en gang i »Berlingske Tidende«, at disse duer med uskyldighedens farve af vorherre blev sendte til Københavns arrest for at meddele de der siddende forbrydere, at der også var nåde at finde for dem. Men det er løgn! Jeg ved bedre besked. Der har engang for mange mange år siden nogle duer opdaget, at arrestgårdene var de fredeligste steder i København, at arrestanterne i alt fald lige overfor dem var de skikkeligste folk af verden, og at nogle i murene indhuggede huller, ved hjælp af hvilke man i sin tid har tænkt at tilvejebringe luftskifte i cellerne, er udmørket skikkede til at bygge nede i. Så opslog de deres bopæl der, formerede og opfyldte til sidst alle huller med deres reder. Nu gør rigtignok politiet jagt på dem et par gange om året og spiser en masse af dem, men der er alligevel nok tilbage. Foruden at de formerer sig stærkt, har de en god tilgang fra nabogårdene og Gammeltorv, hvorfra de jævnlig henter sig elskede genstande. Jeg har hørt, at folk, som bor ved Gammeltorv, klager over, at de bestandig mister deres duer uden at de kan begribe, hvor de bliver af. Hvis de læser nærværende linier, så ved de nu, at duerne udvandrer til arresterne for i sin tid at ende i politiets mave.

V.

Det har sine store ubehageligheder at sidde i arrest, og det har også sine små ubehageligheder. Til disse sidste hørte for mit vedkommende blandt andre dem, at jeg måtte røre om i min kaffe og de med en stor træspiseske af mangel på en teske. Det hørte også til de små ubehageligheder, at kaffen og teen blev bragt mig i en spølkum, der indvendig var prydet med et sort aftryk af fire fingre og indvendig med en sort gengivelse af en drabelig tommelfinger, samt at det til kaffen og teen hørende sukker og brød, førend det nåede mig, passerede en snavset opsynsmands- eller udgangskarlenæve. Heller ikke var det behageligt, at det pund brød, jeg hver dag fik leveret, kun var skåret i to stykker, hvoraf hvert var tre til fire tommer tykt, i de første otte dage gabede jeg dog trøstig over det, og i andre otte dage gjorde jeg mislykkede forsøg på at skære det i mindre stykker med min trækniv, men derefter lykkedes det mig i reglen hver dag snart af en snart af en anden opsynsmand at låne en lommekniv i de få minutter, der behøvedes for at foretage parteringen, det var en villighed, som opsynsmandene ikke gerne viste mig navnlig i førstningen, og den ene af dem bad mig altid særdeles omhyggelig at passe godt på hans foldekniv, når jeg afbenyttede den, for, sagde han, det er en god kniv, jeg har skåret toogtyve ned med den, ja det er en god kniv. Ja det var en god kniv, men min appetit var en tidlang ikke den allerbedste, når jeg skar brødet med den og tænkte på de toogtyve. Dog sligt vænner man sig til.

Til de små ubehageligheder hørte også den, at det ikke var tilladt at synge. En af arrestreglementets paragrafer handlede derom. Men da jeg en dag efter at have til ende bragt en tre-timers seksskridtstur fik fat i salmebogen og ved læsning i den fik gamle minder fremmanet, begyndte jeg pludselig af alle livsens kræfter at give »hvo ved, hvor når mig er min ende« til bedste. Næppe var jeg blevet færdig med de to første vers, førend opsynsmanden indfandt sig med den hilsen fra arrestforvareren, at jeg vel nok vidste, at al sang var forbudt. Jeg ved ikke, hvorledes det gik til, jeg er mest tilbøjelig til at skyde skylden på fanden, der jo, hvis man kan tro Servantes, aldrig sover, men har sit spil allevegne, altså vel også i arresterne, nok er det, da jeg nogle få dage derefter igen sad og mumlede over salmebogen, havde jeg, fuldstændig glemt både paragraf og advarsel og gav mig til at brøle: o, gud fader! Alt efter dit ord, se ned til os elende, vi, som have såre meget ilde gjort med hjerte, mund og hænde.

Men det slap jeg galt fra. Netop som jeg var ifærd med at slå en vandig trille på en slutningsstavelse, blev døren smækket op, og »hr. forvalteren« foér ind. Hille den, hvor der var til mig! Om jeg ikke havde læst reglementet; om han ikke havde advaret mig; om jeg troede, at man sådan uden videre kunne slå en streg over hans påbud; om jeg ikke vidste, at han var istand til at »gøre så og lægge så dertil« ved mig; om jeg ikke havde tænkt mig, hvad folk ville sige, hvis alle arrestanter og arrestantinder pludselig gav sig til at følge mit eksempel; om jeg ikke kunne begribe, at sådanne hyl, som jeg gav fra mig, kunne høres over hele Gammeltorv, og der var endnu mange flere ommer.

Foruden ved sådanne højtidelige lejligheder kom den ovenfor omtalte, indfandt arrestforvareren sig regelmæssig en gang om ugen hos mig og hos alle de andre arrestanter med, kan jeg tro. En opsynsmand lukkede døren op for ham og bedyrede arrestanten med et: »forvalteren!« at han skulle rejse sig, en anden lukkede den efter ham. Derved lykkedes det ham i nogle få minutter at gennemfare hele arresten og, hvad der vel sagtens var det vigtigste, at gøre indtryk af at være »noget«. Forøvrigt indskramlede han sig til at lade sine dumme øjne gennemfare cellen og at spørge: har de noget at bemærke? Til hvilket spørgsmål jeg meget regelmæssigt svarede: nej. Fængselsinspektøren kom også en gang om ugen. Hans spørgsmål lod: har de noget at klage over? Og han gjorde ikke nær så drabeligt et indtryk som arrestforvareren. To gange i de tre måneder, jeg sad i Tivoli, havde jeg ligeledes besøg af politidirektøren. Begge gange var han ledsaget af nogle svenskere, der rimeligvis ville sammenligne de københavnske arrester med de svenske. Jeg blev forevist for dem som et andet vildt dyr.

Til de små ubehageligheder hørte ligeledes, at jeg vidste, at der havde hængt sig adskillige i min celle. Når jeg som god kristen havde sluttet mit dagværk med at læse nogle bønner i den af en arrestpræst udgivne »bønnebog for arrestanter« (for at forebygge kollision bemærker jeg her, at jeg - hvis gud vil - agter at udgive en bønnebog for præster) og havde endt med den opbyggelige og hyggelige bøn for arrestanter aftenen førend de føres til retterstedet, og så i tusmørket lå i min seng, medens alt var dødsstille omkring mig, så kom fantasien i bevægelse. Det forekom mig, at jeg kunne se en hænge og dingle på sengeknagen, og en i klokkestrengen, i hvilken jeg vidste, at en handelsmand en morgen var fundet hængt, og en i gasrøret over døren, og så tænkte jeg på, at jeg måske også i et anfald af fortvivlelse tænkte hitte på noget lignende, og begyndte at spekulere på, hvilken måde der var den nemmeste og mest smertefri at slippe af med livet på. Ovenpå sådanne tanker var det meget vanskeligt at falde i søvn, og det var næsten hyggeligt at høre opsynsmændenes spøgelseagtige raslen med nøglerne ved »aflysningen«, og den bedøvende larm, der fremkom, når de svære døre sloges i.

Til de små ubehageligheder hørte endelig »smådyrene«. Hver gang der kom en ny, dårlig klædt arrestant, udspandt der sig mellem ham og en af opsynsmændene følgende samtale, hvilken jeg et par gange havde lejlighed til at overvære på vejen fra eller til gården eller forhørene. Nå, så du er også kommen her? - ja. - hvad har du gjort? - det er et par bukser.- Har du stjålet dem? - de er blevet borte. - ja, det kender vi nok. Har du lus? - på dette sidste ligefremme spørgsmål blev der gerne ligesom på det tredje givet et undvigende svar, men det var dog så tydeligt, at det foranledigede opsynsmanden til at give ordre til, at klæderne skulle lægges udenfor i halmsækken og i gulvsprækkerne var der en »uslukkelig hob« lopper, og i sprækkerne i »kassen« havde en del væggetøj opstået sin bopæl. Imod disse sidste førtes der jævnlig på politilægens foranstaltning en blodig krig, men det lykkedes ham aldrig at få bugt med dem.

VI.

I arrestreglementet stod der, at arrestanterne kunne få politidirektøren i tale, når de gennem opsynet indgav ansøgning derom. Denne ret benyttede jeg mig af, da jeg havde siddet i et par dage. Dagen efter at jeg til min opsynsmand havde fremsat mit ønske i så henseende, og han havde ladet det gå videre til arrestforvareren, og denne havde ladet det gå videre til gud ved hvem osv., osv., blev jeg kl. 4 om eftermiddagen ved hjælp af en betjent afleveret i politidirektørens »embedslokale« for at bruge hans eget udtryk. Jeg bad hr. Crone om lov til at skrive til min familie og om lov til at skaffe mig bøger udefra. Politidirektøren, der ved denne, som ved alle andre lejligheder, hvor jeg var ene med ham, optrådte særdeles høflig og forekommende, lige overfor mig, udtalte, at der fra hans side intet var til hinder derfor, men at slige indrømmelser, så længe man sad i under forhør, kun kunne gives af forhørsdommeren, altså af Afrikanus Knudsen. Da jeg hertil bemærkede, at hr. Knudsens adfærd imod mig i det hele taget var af den natur, at jeg, hvis det afhang af ham, ikke havde mindste håb om at få mine ønsker opfyldt, gentog hr. Crone, at han ikke kunne blande sig i forholdet mellem forhørsdommer og arrestant, og han føjede til, at han var tilbøjelig til at tro, at Knudsen ville vise sig mere forekommende, end jeg gjorde regning på. Hermed var audiensen til ende. Et par dage senere, efter at et seks-timers forhør, var endt, henvendte jeg mig så til forhørsdommeren i den nævnte anledning. Det gik, som jeg havde ventet. Et barskt »nej« var det eneste svar, jeg fik, medens han samtidigt præsenterede mig et ansigt, i hvilket hvert træk var så gennemsyret af had og ondskab, at ikke selve den lede skulle være i stand til at se værre ud.

Omtrent fjorten tage derefter var hr. Knudsen mildere stemt. Uden nogen som helst foranledning fra min side meddelte han mig, at jeg gerne kunne sende bud efter bøger. Efter et par dages forløb fik jeg virkelig alle de bøger, jeg havde skrevet efter, på én nær. Det var »Das Kapital« af Karl Marx, »den får de ikke«, sagde afrikaneren, da jeg igen skuede ham åsyn til åsyn. Hæ! De kan vel begribe, at jeg ikke kan lade dem læse en sådan bog!« En måned senere gav han mig den dog alligevel. »De kan gerne tage den«, sagde han i sin allervenligste og sledskeste tone, »den handler jo kun om produktionsforeninger,« for de læsere, som ikke kender »Das Kapital«, er det måske ikke af vejen at oplyse, at der ikke findes et eneste ord om produktionsforeninger i den.

Da forhørene var sluttede, det vil sige, efter at vi havde siddet arresteret i omtrent 12 uger, blev det mig tilladt at »have afbenyttelse af skrivematerialer«, som det så smukt og korrekt hedder i arrestreglementet. På samme tid blev det meddelt mine lidelsesfæller og mig, at vi fra politikammeret ville kunne få aviser til gennemlysning, når vi ville opgive, hvilke vi ønskede. Jeg opgav »Berlingske Tidende«, »Dagbladet« og »Fædrelandet«, da disse blade ikke kunne antages at indeholde noget, som man ikke anså for passende læsning, for mig, var det mig umuligt at forstå, at den ene dag gik efter den anden, uden at jeg fik dem. Men så kom der en dag tre betjente, hvoraf hver annammede en af os tre syndere og, med passende afstand mellem hver af os, førte os over til politidirektøren. Arrestforvareren, der var blevet tilsagt til at møde samtidig med os, traskede bagefter. Politidirektøren stod opstillet ved et stort, rundt bord med vicepolitidirektøren på den højre side og inspektør Hertz på den venstre side. Vi tre arrestanter stillede os ligeledes op ved bordet, forvalteren, der rimeligvis havde grund til at tro, at hele denne storartede opstilling var arrangeret i anledning af en klage over ham, stod på nåle i baggrunden. Politidirektøren stak næsen i sky og han har en næse at stikke i sky - og begyndte med en stemme, der lod, som den var halvkvalt af en klump grød: »Jeg har ladet
de herrer kalde for at gøre dem bekendt med, hvorledes de nu kan vente at blive behandlede, efter at forhørene er sluttede.« Derefter gav han en nærmere forklaring, hvoraf det fremgik, at vor behandling i fremtiden ville blive den samme som tidligere, med undtagelse af, at det engang imellem ville blive os tilladt at hilse på bekendte, og at vi ville få lov til at læse aviser. Han havde først tænkt, sagde han, at lade os få politiets aviser, men han havde opdaget, at der var andre, som var nærmere til dem. Vi ville derfor kun få dem, som vi selv bestilte og betalte hver for sig. »Kan jeg holde, hvilke aviser jeg vil?« Spurgte jeg. »Ja, dog naturligvis ikke »Socialisten«, lod svaret. »Der er gjort forsøg på at indsmugle den. Her er f.eks. til Brix kommet en bog, der er indkøbt i et nummer af dette blad. Men sligt skal dog nok blive forhindret. »Her er den«, sagde Hertz, idet han så ud, som om der var tale om noget aldeles forskrækkelig noget, »vil de bare se, ind pakket i et nummer af »Socialisten«. Uha! sagde jeg ved mig selv, og arrestforvareren, der begyndte at komme sig, gav et grynt fra sig, der rimeligvis skulle antyde, at han var sig bevidst, at det drejede sig om noget forfærdeligt. »Med undtagelse af »Socialisten« kan jeg altså få en hvilken som helst anden avis?« Spurgte jeg. »ja-a-a!« lød svaret. »Altså også »Århus Amtstidende«? »Århus Amtstidende«! Nej.« »Vi har den, og …..« begyndte Hertz. »Man kunne måske ordne det således, at man lod ham bestille dette blad, og at man så tilbageholder de numre, som nu ikke finder man bør lade ham læse«, sagde vicepolitidirektøren. »Åja«, gryntede politidirektøren, »på den måde kan det ordnes.« »Tak«! sagde jeg, »Men når det skal censureres, skøtter jeg ikke om det.« »Der gives jo de lande, hvor aviser, der er bestemte til frie folk, bliver censurerede, så kan man vel også lige overfor arrestanter….« resten blev stikkende i grødklumpen. »Det er da nok kun i Rusland«, bemærkede Pio. »Øhhh!« gryntede politidirektøren: »De herrer vil have at finde dem i de bestemmelser, der bliver trufne.« »Kan vi få lov til at ryge tobak?« spurgte Brix. »Vi kan ikke fylde arresterne med røg«. »Men der er dog andre, som ryger«, bemærkede Brix, der hermed sigtede til to arrestanter, hvem der var givet overordentlige indrømmelser. Dørene for deres celler stod åbne hele dagen, så at de kunne gå frit ind og ud. De kunne, så tit de ville, modtage besøg af deres familie uden at være belemrede af nogen spion, osv.. Politidirektøren lod noget forbavset, men sagde ingenting. Derpå gav han gennem Hertz ordre til igen at føre os over i arresten. Den samme aften blev de to begunstigede arrestanter transporterede til arresten på Kristianshavn.

VII.

I det første kapitel af nærværende skildring af mit fængselsliv skrev jeg, at den eneste fornøjelse jeg havde haft i Tivoli, var, at jeg havde fået en tand plomberet. Jeg er siden kommet i tanker om, at dette ikke er ganske rigtigt, og læserne har vist allerede mærket, at mit arrestliv, når alt kommer til alt, ikke var så ganske blottet for fornøjelser, jeg kunne endda have haft flere, hvis jeg havde villet; jeg kunne f.eks. have gået i kirke hver søndag, men det gjorde jeg ikke; jeg nøjedes med at more mig over den kraftige kirkesang, mine kaldsfæller leverede, og undertiden, når vinden bar med, over de få ord, jeg kunne opsnappe af den prædiken, herrens tjener afhaspede. Kirken lå nemlig i den gamle arrest, skråt overfor min celle. Om aftenen kunne jeg undertiden more mig ved at høre en smule af koncerten i det rigtige Tivoli, og det skete af og til, at jeg blev vækket af fyrværkeriet samme sted. Men det var just ikke så, grumme morsomt.

Mest morsomt var det engang imellem at tage min foresatte, politiet, ved næsen, og i denne henseende havde jeg ganske god lykke med mig. En dag, efter at forhørene var sluttede, blev jeg hentet over til vicepolitidirektøren, fordi der var nogle, som ønskede at tale med mig. Det var første gang, det blev mig indrømmet at hilse på bekendte, thi at det en ganske enkelt gang af forhørsdommeren var blevet mig tilladt udenfor kriminalkammeret i en overbetjents nærværelse at veksle nogle få ord med en eller anden, er det ikke værd at tale om. Vicepolitidirektøren pålagde os at tale højt, idet han truede med, at hvis der blev hvisket, så ville jeg straks blive ført ud. Desuagtet lykkedes det mig at besvare et spørgsmål af en af de besøgende, om jeg ønskede cigarer, med ja, og det lykkedes ligeledes denne, uset af vor oppasser, at proppe en af mine lommer fulde med den omtalte kontrabande.

Da jeg igen var kommet over i min celle, og jeg havde fået mit snit til at redde nogle svovlstikker, begyndte jeg at gruble over, hvorledes jeg skulle få mine indsmuglede varer forvandlede til røg, uden at det blev opdaget. Først tænkte jeg på at ryge en cigar hver morgen, når jeg pudsede vinduer, og at blæse røgen ud gennem trækruden, men da jeg ikke var ganske sikker på, at dette ikke kunne ses udefra, og jeg jo i tilfælde af opdagelse ikke alene udsatte mig for at få mine cigarer konfiskerede og hvad der ellers kunne følge med, men tillige risikerede, at min forbindelse med mine kærester i gården blev afbrudt, så opgav jeg snart denne tanke. Efter at jeg havde udgransket og igen forkastet en hel del andre planer, bar jeg mig endelig således ad: jeg, satte mit vandfad på den ene ende af en lille rejsekuffert, som jeg havde fået tilladelse til at »have afbenyttelse af«, og mig selv på den anden ende. Så gav jeg mig til at ryge, fast besluttet på at ville drukne cigaren i vandfadet ved den mindste nøgleraslen. Jeg røg meget småt for ikke at få alt for megen røg, og for det tilfældes skyld, at man alligevel skulle spore mistænkelig lugt i min celle, havde jeg i sinde at fortælle, at der nylig havde været en rygende opsynsmand hos mig. Jeg kunne have sparet min store forsigtighed. Der kom aldrig nogen når jeg røg, og hvis jeg nu ikke selv, havde fortalt det, ville aldrig noget menneske have fået at vide, hvorledes jeg skændeligen har taget politiet ved næsen.

To gange om ugen blev jeg selv taget ved næsen, nemlig af en barberdreng, der indøvede sig i sit kald på os sølle djævle, og det på en sådan måde, at jeg jævnlig måtte gå med en tre, fire stumper gråt papir klistrede fast i ansigtet. Mens han barberede mig, stod der en opsynsmand i døren. Da opsynsmanden en dag under barberingen vendte sig om, fordi han blev tiltalt af en kollega, stak jeg drengen en tremark og et løsrevet blad af min tegnebog, hvorpå jeg havde skrevet nogle ord til en bekendt, i hånden og lovede ham, at tremarken skulle være hans hvis han ville besørge papiret efter adressen. Han havde mange betænkeligheder, men tremarken overvandt dem. Da isen først var brudt, vedligeholdt jeg en stadig forbindelse med meningsfæller udenfor gennem ham, og efter at jeg havde fået skrivematerialer, tog jeg ligeledes ved hans hjælp ansættelse som fast medarbejder af »Socialisten«. Det er i sin tid kommet frem for offentligheden, at Pio på samme måde benyttede barberdrengen, men hidtil har ingen vidst, allermindst politiet, at jeg i så henseende ikke var et hår bedre. Nu ved man det med.

Der fortælles, at de magthavende i Java så godt som aldrig idømmer en europæer vanærende straf. De er bange for, at de indfødte, der betragter europæerne som højere væsener, skulle tabe respekten, hvis de blev bekendt med, at de hvide også begår forbrydelser. På samme måde som øvrighederne i Java optræder lige overfor europærerne, optræder Københavns politi overfor »bedre folk«, »folk af den bedre klasse«, folk af »god familie«, af »familier udenfor bondestanden«, eller hvad man nu kalder dem. Når »bedre folk« kommer i konflikter med straffeloven - og deres konflikter med denne lov er tit af en langt værre art end de »simple folks« - så giver politiet dem et vink om, at de gør rettest i snarest mulig at forlade landet. Undertiden bliver de dog, navnlig når det er »unge mennesker«, også anholdte, familien bliver underrettet om, hvad der er sket, en smuk søster indfinder sig på politikammeret, en smuk søster kan udrette meget, - politiet, der i forvejen var tilbøjelig til at lade nåde gå for ret, bliver rørt, familien stillinger sammen, og med »første lejlighed« forsvinder den håbefulde yngling til Amerika,

Af sådanne unge mennesker, hvoraf politiet efter sigende selv avler adskillige, sad der et par i Tivoli under mit ophold der. Ja, de sad da i grunden ikke, for de gik frit ud og ind, spadserede hele dagen i gården - vel at mærke ikke i en cellegård - og sludrede med opsynsfamilien. På os »forbrydere« så de med halvt medlidende, halvt foragtelige blikke rimeligvis tænkende: jeg takker dig gud, at jeg ikke er som disse syndere. Og så røg de tobak, så det stod efter, mens vi andre måtte nøjes med at gumle på en strå eller et stykke tovværk.

Og jeg få ydermere under solen dommens sted: der var ugudelighed. (sal. præd, 3, 16,)I.

Det var til Københavns tredje kriminalkammer, vor sagsbehandling var blevet overdraget. Dette »kammer« er, ligesom jødernes tempel, inddelt i en forgård, et helligt og et allerhelligste. Forgården består af en slags gang. Den er møbleret med en bænk, og i baggrunden er der indrettet en del små skabe, hvori jeg i førstningen troede, at assessorerne gemte deres mellemmad, men som er bestemte til at optage de arrestanter, der venter på at blive fremstillet til forhør. For at dommeren ikke skal komme til at vente nogle få minutter på arrestanterne, bliver disse tit hentede flere timer før der er brug for dem, og ventetiden må de så tilbringe i de næsten fuldstændig mørke skabe, hvori der næppe nok er plads til et menneske, og som i alt fald en varm sommerdag er ligefrem skrækkelige opholdssteder. Jeg blev dog aldrig indelukket i et skab. Når jeg måtte vente, blev der altid anvist mig plads på bænken. Fra forgården førte en dobbeltdør ind i det hellige, og mellem dette og det allerhelligste gjorde en »skranke« skilsmisse.

I det allerhelligste tronede dommeren, Afrikanus Knudsen. Hans plads var i en lænestol bag ved et langt bord, men han tilbragte en stor del af tiden med som en gal at rende op og ned ad gulvet og agere bussemand, i en passende afstand fra dommeren. Ligeledes ved det lange bord, var der anbragt en protokolfører, og imellem bordet og skranken, skubbet ind i en krog, havde et retsvidne sin plads. I det hellige sad en smækfed overbetjent og stod den eller de arrestanter, der var »fremstillede«. I forgården fandtes der en skindmager betjent og, som sagt, de ventende arrestanter,

Afrikanus Knudsen er en lille, kraftig bygget mand. Han er noget rundrygget og korthalset. Denne sidste legemsfejl synes at genere ham, på sine farter op og ned ad gulvet gjorde han idelig mislykkede forsøg på at strække halsen, undertiden så det næsten ud, som om han var ifærd med at kaste hovedet bort fra kroppen. Hans mørke ansigtsfarve giver ligeså godt bevis som hans døbeseddel for, at han er født i Afrika. Ansigtet er ualmindelig skummelt. Jeg har haft lejlighed til at se en del forbryderansigter. Men et mere frastødende ansigt end hans har jeg aldrig set. Han er ikke istand til at se nogen stift i øjnene. Undertiden, når han var i færd med at oplæse et eller andet aktstykke, tilkastede han mig et blik for at se, hvad indtryk det læste gjorde på mig, men aldrig så snart jeg til gengæld så på ham, dukkede han ned bag aktstykket. Hans øjne er omgivne af ondskabsfulde, og hans mund af blodtørstige rynker. Blot ved at se ham en eneste gang får man den overbevisning, hvilken et normere bekendtskab stadfæster, at han glæder sig ved at gøre ondt, glæder sig ved at se andre ulykkelige. Han har, kort sagt, en påfaldende lighed med den engelske dommer Jeffreys, der levede under Jakob den Anden, og adskiller sig i grunden kun fra sin engelske kollega derved, at han ikke er fordrukken. (Georga Jeffreys †1689 var grusom og korrupt under retsopgøret over hertugen af Monmouth's oprørsforsøg mod Jacob den Anden)

Protokolføren var en ganske almindelig ubetydelig skriver, der havde drevet det så vidt, at han var i stand til at skrive efter diktat. Foruden denne bestilling havde han en biforretning med at sige »jo«, når Knudsen spurgte: »Ikke sandt?« Og at genspejle de grin, hans herre sendte ham. Retsvidnet agerede tjener for forhørsdommeren. Han lukkede vinduer op og rullede jalousier ned osv., og han gik rimeligvis også byærinde. Under forhørene sov og gabede og gabede og sov han og strakte et par molbomarkmandsfødder langt ud på gulvet. Overbetjenten, der dog ikke altid var tilstede, øvede sig i reglen med at skrive store bogstaver, hvilke han samtidig eftergjorde med tungen. Når Afrikanus Knudsen var kommet i stemning, og som følge deraf foér op og ned, rystende over hele kroppen og brølende, så hvert ord gennem dobbeltdøren trængte ud i forgården,- for der et forklaret smil over overbetjentens lastede ansigt, i hvilket der tydelig stod at læse: »Hvor han kan! Satan til karl!«

I de første 6, 7 uger måtte jeg altid stå op under forhørene, der undertiden varede indtil 7 timer. Der stod rigtignok nogle stole, men de var belagt med »tabu«, og det var en meget stærk tabu, der kun kunne hæves ved et: »Værs`god, De må gerne sidde ned!« Fra afrikanerens side, jeg blev næsten altid ført i forhør på fastende hjerte. Om det kom deraf, eller om det skyldtes, at jeg var noget nervesvækket og stadig blev mere og mere nervøs under forhørerne, det ved jeg ikke - det rimeligste er vel, at begge grunde var medvirkende - nok er det: det forekom mig undertiden, når hr. Knudsen kom i raseri og for frem og tilbage, at jeg i stedet for hans: »jeg ved nok hvad de ville - styrte kongen - drive regeringen fra hinanden - skaffe dem selv til magten« hørte: »Dræbe min Bekaha«, få navn af Bekahadræbere.« (kongen af Israel, Menahen, dræbtes i 737 f. kr. af sin søn Bekah)- Og når jeg så på overbetjentens fede ansigt, opsteg uvilkårlig den tanke hos mig, sulten som jeg var: »o, hvor menneskekød er sødt!« Jeg indrømmer, at jeg i grunden burde skamme mig ved at gøre min forhørsdommer til en australst høvding, da det eneste, han havde tilfælles med en sådan, var den sorte hudfarve, og jeg indrømmer, at jeg burde skamme mig ved, at den fede opvakte kannibalske lyster hos mig. Men jeg havde, kort før jeg blev arresteret, læst Monrads: gamle New Zeeland, og når man er sulten og træt og nerves, så opstår der tit løjerlige tanker hos en, tanker, som man ikke er i stand til at gøre sig selv regnstab for, og som man i grunden heller ikke kan være forpligtet at stå til regnskab for.

II.

I Danmarks Riges Grundlov, både i den oprindelige og den gennemsete, står der, at hver anholdt inden 24 timer skal stilles for en dommer. I henhold dertil blev Pio, Brix og jeg, som tidligere kortelig antydet, stillet for Afrikanus Knudsen samme eftermiddag, som vi var blevet anholdte om natten. Allerbedst som jeg var i færd med at få mig en skraber, trådte opsynsmanden ind med de ord: »de skal over!« Og så blev vi hver af en betjent ført »over«, og én for én »fremstillet«, først Pio, få Brix og til sidst jeg. Da jeg trådte ind i kammeret, var det med en slags hellig gysen, og jeg havde en følelse af, at jeg i grunden burde tage mine sko af. Jeg havde altid haft en stærk tillid til vore domstole; jeg havde altid følt mig overbevist om, at en dommer stod et trin over alle andre mennesker; jeg havde altid haft en uvilkårlig førerstilling om, at en dommers daglige bestræbelser for at vise den yderste grad af retfærdighed, selv lige overfor de værste forbrydere, måtte påtrykte hans ansigt et slags forklaret udtryk. Men jeg blev derfor såre ilde berørt, da jeg blev fremstillet for hr. Knudsen, og det endelig gik op for mig, at han var dommeren. I førstningen var jeg nemlig tilbøjelig til at tro, at det var en eller anden skrækkelig forbryder, som man af yderlig forsigtighed havde spærret inde bag ved skranken. Hvad? Sagde jeg til mig selv, er det en dommer? Er dette menneske, med dette skændige ansigt, en dommer? Det var et rart »forklaret udtryk«, der hviler over hans ansigt! Men så foreholdt jeg igen mig selv, at det var urigtigt at dømme efter det første indtryk; jeg havde jo så tit, ved at dømme overilet, dømt fejlagtigt; jeg havde jo så tit gjort den erfaring, at der bag et koldt, hårdt indre kunne stå et varmt hjerte. Ved sådanne og lignende tanker lykkedes det mig igen at få tillid til dommeren og derved til domstolene. Men den holdt ikke længe. Efter fjorten dages forløb var min tillid til hr. Knudsens retfærdighed fuldstændig forsvunden, og da et år var gået, blev min tillid til domstolene i det hele taget rystet således, at den rimeligvis aldrig vil forvinde det.

Efter at dommeren havde fået min tilståelse for, at jeg virkelig var den, som jeg blev beskyldt for at være, begyndte han at udspørge mig om det møde, der aftenen forud var blevet holdt i »Internationales« lokale, og ved hvilket der var taget den bestemmelse, at der skulle holdes møde på Fælleden, trods det, at det var blevet forbudt af politiet. Min stilling til Fælledmødet var fuldstændig klar. Jeg havde ved mødet i foreningens lokale sagt, at jeg anså det for lettest, at vi holdt os forbudet efterrettelig, men at jeg, hvis arbejderne endelig ville holde møde, ikke skulle være den sidste til at møde. Denne udtalelse af mig var blevet gengivet korrekt af et par referenter. Politiet havde tilstede, medens nogle andre havde fuldstændig forvansket den. Til disse forvanskede referater holdt forhørsdommeren sig. Da det desuagtet ikke lykkedes ham at få mig til at vedkende mig andet, end hvad jeg virkelig havde sagt, trak han en gammel »Randers Amts Avis« frem. I den var der et referat af et foredrag, som jeg for flere måneder tilbage havde holdt i Randers. I dette referat blev jeg beskyldt for at have sagt, at vi socialister med knyttede næver og lynende øjne ville gå frem mod de rige. Denne beskyldning var fuldstændig falsk. Jeg havde tværtimod sagt, at hvis socialismen ikke var kommen, så ville den utilfredshed, der gærede i de lavere samfundslag, tilsidst have haft til følge, at de fattige med knyttede næve osv. Da jeg gjorde hr. Knudsen bekendt dermed, satte han et forskrækkeligt ansigt op og spurgte, om jeg troede, at jeg kunne bilde ham sådan noget sludder ind. Efter at han derpå i et kvarters tid havde rendt op og ned ad gulvet og fortalt mig? At han nok skulle få bugt med mig, og efter at han havde været så venlig at betro mig, at jeg efter alle julemærker at dømme var ualmindelig forstokket, og at han nok vidste, hvorledes slige folk skulle behandles, demitterede han mig endelig. Lidt efter blev vi alle tre ført ind til ham, og han afsagde da et arrestdekret over os, idet han tilstrækkelig tydelig lagde for dagen, at det var ham en sand gåde, at dette hverv var betroet ham. Samtidig beordrede han, at der skulle finde husundersøgelse sted hos os. Det var rimeligvis i forventning af, at en sådan undersøgelse skulle finde sted, at en af de betjente, der anholdt mig, samtidig med anholdelsen sikrede sig nøglerne til mine gemmer. Undersøgelsen bragte forresten ikke det allermindste kompromiterende for lyset, hverken for mine kaldsfællers eller for mit vedkommende, og det af den simple grund, at alle de forfærdelige beskyldninger, der blev rejst imod os, var fuldstændig grundløse. Forhørsdommeren fik ikke engang den fornøjelse at gennemrode min privatkorrespondance, da jeg dagen førend jeg blev arresteret i forventning af »de ting, som ske skulle«, havde brændt så godt som alle mine breve,

At vi var blevet anholdte og arresterede blev, som man ved, snart bekendt over hele landet, og ikke alene over hele landet, men over hele den civiliserede verden. Der var dog et sted, hvor man ikke fik det at vide, og det var på Københavns politikammer. Kort før anholdelsen fandt sted, skrev Nakskovs politimester til Københavns politi for at få mig tiltalt, fordi jeg i Nakskov havde holdt et foredrag. I stedet for at henvende sig på »Socialisten«s kontor eller i foreningens lokale for at få at vide, hvor jeg boede, skrev Københavns politi, der vidste, at jeg i sin tid havde haft ophold på Frederiksberg, til det derværende politi. Dette søgte forgæves efter mig i omtrent otte dage og meldte så til sin københavnske kollega, at jeg ikke var til at finde. Københavns politi anvendte derefter omtrent tre uger på at opspore mig, og da dette ikke lykkedes, skrev det, fjorten dage efter at jeg var blevet arresteret, til Nakskov, at det ikke havde kunne opspore mig, og at jeg rimeligvis ikke havde fast bopæl i København.

III.

»Nu er jeg med Geleff«, sagde forhørsdommeren i sin allersomblideste tone til mig en formiddag, omtrent fjorten dage efter at vor samliv var begyndt, »nu er jeg med, Geleff«. Og han var med, han havde nemlig læst Rosenborgs »historiske« fremstilling af »Internationale«. Han trængte da også til at komme med, thi hidtil havde han indskrænket sig til på den ynkeligste måde at lægge for dagen sit fuldstændige ukendskab til den sag, han skulle behandle, og sin kolossale uvidenhed i alt, hvad der angår politik, og i det hele taget i alt, hvad Kristian den Femtes danske Lov ikke giver oplysning om. Nu var han med. Men jeg var ikke rigtig med endnu. Jeg levede endnu i den tro, at jeg snart igen ville blive sat på fri fod. Det sagde jeg til hr. Knudsen, »nå, så det tror de?'' for han op. »Ja, det tror jeg«, svarede jeg, »for jeg har ikke sagt eller skrevet et eneste ord, som jeg kan straffes for.« Nu blev han rasende og rendte hen imod mig: »Det kommer ikke an på, hvad de har sagt; det kommer an på, hvorledes det er blevet forstået, og når vi blot kan få to til at vidne mod dem, så skal vi nok få dem dømt - vi skal nok få dem dømt!« »Så har vi højesteret«, tillod jeg mig at bemærke. »Højesteret!« brølede han, »Højesteret! Nå, så de gør regning på Højesteret! Nej, vi her, vi er ikke politiske, men Højesteret, Højesteret er konservativ!« Og så grinede han til skriverkarlen, og skriverkarlen grinede til ham og molbomarkmandsfødderne gled en halv alen længere ud på gulvet, og overbetjentens ansigt antog sit forklarede udtryk, og jeg tænkte ved mig selv: »Jeg vil se jer hængt allesammen!«

I en skrivelse, som Knudsen sendte Højesteret, da denne domstol behandlede vor sag, påstod han, og skriverkarlen og retsvidnet gav ham medhold deri, at protokollen var ført fuldstændig rigtig, navnlig for Pio's vedkommende. Det forekommer mig, at hr. Knudsen dermed tilstår, at han har gjort sig skyldig i falsk protokolførsel for Brix's og mit vedkommende, thi når han påstår, at der navnlig er ført rigtig protokol for Brix vedkommende, så ligger heri, at den ikke har været rigtig ført for vort vedkommende, hvilket med andre ord vil sige, at den er ført urigtig, og det er igen det samme som, at den er ført falsk. Det glæder mig, at hr. Knudsen selv udslynger en sådan beskyldning imod sig. Jeg skulle nok vogte mig for at gøre det. Vorherre bevare min mund!

Det var rigtignok en mærkelig måde, protokollen blev ført på. Hvergang jeg blev »fremstillet«, fremdrog dommeren et ark papir, hvorpå de svar, jeg skulle afgive, var optegnede. I stedet for nemlig at undersøge sagen, lagde hr. Knudsen den selv tilrette efter Rosenbergs fremstilling og bladartikler og efter hvad hans egen afrikanske fantasi indgav ham. Det var derfor ikke så underligt, at mine »tilståelser«, da jeg blev bekendt med dem gennem det uddrag af forhørsprotokollen, der var blevet trykt til brug for Højesteret, stirrede mig imøde, som om vi aldrig havde stået i nogetsomhelst forhold til hinanden.

Men, spørger læseren, lod du da Afrikanus føre til protokols, hvad han fandt for godt? Nej det gjorde jeg ganske vist ikke, men jeg fandt mig dog i, at mine tilståelser blev ført til protokols i ganske anden form, end jeg havde brugt, og at såre meget blev optegnet, som jeg slet ikke havde tilstået. Den, der forbavses herover, ved ikke, hvad det vil sige at være arrestant, og samtidig at være så nervøs, at man kun har det ønske, så hurtig som mulig at slippe for den dag, og først og fremmest, han kender ikke Afrikanus Knudsen. Her et eksempel på hans formforandringer. Jeg tilstod, at jeg ønskede den almindelige stemmeret indført. Denne tilståelse gengav han således: »arbejderne skulle være de dominerende«. Da jeg protesterede derimod, sagde han: når vi får almindelig stemmeret, bliver arbejderne de dominerende, fordi de udgør flertallet. En dag, da jeg ville forhindre ham i at føre noget til protokols, som jeg ikke havde henvendt mig, afbrød han mig med det brøl: »Det er ikke dem, der dikterer, - det er mig!« Ved en anden lejlighed var han få venlig at henlede min opmærksomhed på, at han havde magt til at satte mig på vand og brød.

Lige så megen utilfredshed hr. Knudsens diktat fremkaldte hos mig, lige så megen vanskelighed voldte den ham selv. Blot han kunne begynde med »at«, så gik det nok så rast. Arrestants indrømmede, at. . . ., at . , . ., at. . . , og således videre i det uendelige flød det så fra hans læber, men når det var plat umuligt at bruge »at« som begyndelse, så kneb det og hr. Knudsen svedte da over forhørsprotokollen, som en skoledreng over sin stil. Jeg havde næsten medlidenhed med ham, når han i en halv ynkelig tone spurgte protokolføreren: »Kan jeg begynde med »at« igen?« Eller: »Hvor mange gange har vi nu »at«? Det kan vel nok gå lidt endnu?« Og når skriveren mente, at nu gik det ikke længere, så måtte han gerne til straf læse det sidste endnu en gang. »Jeg kender selv bedst mine egne konstruktioner«, plejede hr. Knudsen da gerne at sige. Han kendte selv bedst sine egne konstruktioner. De var da heller ikke gode at blive klog på for andre.

IV.

Samtidig med, at hr. Afrikanus Knudsen behandlede mig, blev der i Odense, Randers og Ålborg optaget forhør over en del vidner i anledning af de foredrag, jeg havde holdt i disse byer. Den måde, disse forhør blev ledet på, forbavsede mig snarligen. De vedkommende politimand stillede sig nemlig på et fuldstændig upartisk standpunkt, og de førte ikke alene de forklaringer, der talte imod mig, til protokols, men også dem, der var til min fordel. Desuden blev forklaringerne indførte nøjagtig i den form, hvori de blev afgivne. På den måde er det naturligvis umuligt at få noget lavet ud af et juridisk uskyldigt foredrag - og i den forstand har alle mine foredrag været uskyldige - og der kom da heller ikke det allerfjerneste ud af disse forhør. Hvis alle provinsdommere holder forhør på en så kejtet måde, er det let forklarligt, at hr. Knudsen nærer den dybeste foragt for dem. Det gør han nemlig. »Jeg kender dem, Geleff«, sagde han til mig i en tone, som om talen var om noget forskrækkelig ynkelig og ubetydelig noget. »Jeg kender dem!« Et par enkeltheder fra de nævnte vidneforhør vil bedst oplyse, at afrikanerens dom over provinsdommerne i almindelighed og de her omtalte tre dommere i særdeleshed ikke savner grund.

Mit første foredrag i Odense var i »Fyns Stiftst,« blevet refereret således, at jeg ikke havde det mindste at indvende imod referatet, og at alle dem, som den betjent, hr. Knudsen havde udsendt, henvendte sig til, erklærede det for korrekt. Som følge heraf var min elskværdige forhørsdommer ikke i stand til at lave noget ud af dette foredrag. Mine andre foredrag var derimod ikke blevet refererede, og der var derfor godt hånd om at få lidt ud af dem. »Nå Geleff, nu er det da endelig kommet fra Odense«, var hr. Knudsens første ord til mig en morgenstund, da jeg som sædvanlig blev fremstillet. Det, der var kommet, var, som læserne nok kan tænke sig, resultatet af forhørene i anledning af de ikke-referende foredrag. Han løftede det drabelige brev op med så tilfreds en mine, som om det var et pengebrev, og brød seglet. Han læste, vi andre lyttede. Af og til afbrød han sig selv med et tilråb, som tydede på, at han var tilfreds, og at det gik op for ham, at politimesteren i Odense hørte til dem, som han ikke kendte. Pludselig formørkedes hans ansigt. Odense politimester var alligevel blandt de »kendte«. Et af vidnerne, ovenikøbet det eneste, der duede noget, havde afgivet den forklaring, at vel havde mine sidste foredrag været slemme, men det første (altså det refererede) var dog det værste, og denne forklaring havde politimesteren været naiv til at tage med. »Hæ!« råbte Afrikanus og stampede i gulvet. »Hæ! det har jeg jo slet ikke spurgt om!« Det havde han jo slet ikke spurgt om. Det var også noget at komme med. Der lå vi den nat uden dyne. I Ålborg havde et vidne tillagt mig en temmelig farlig ytring, men da protokollen blev oplæst for ham, tog han den tilbage, og det fandt politimesteren sig i. At både han og protokolføreren tilføjede en erklæring om, at vidnet virkelig havde udtalt sig i overensstemmelse med protokollen, nyttede naturligvis ikke noget. Mærkelig nok indskrænkede hr. Knudsen sig ved denne lejlighed til et grin og en skuldertrækning, der kopieredes af skriverkarlen. I Randers beskyldte et vidne (snedker Schou) mig for, at jeg under mit foredrag havde været i en få ophidset stemning, at jeg rimeligvis ikke vidste, hvad jeg sagde, og at der derfor ikke burde tages hensyn til min egen forklaring. Et andet vidne påstod, at det ikke var mig, men Schou, der var i en ophidset tilstand, begge disse forklaringer førte den uskyldige politimester til protokols.

Det var forresten en ganske morsom måde, vidnerne blev bragt tilveje på. Afrikanus Knudsen sendte en betjent til alle de byer, hvor jeg havde drevet min forbryderste virksomhed, denne betjent henvendte sig til en del af dem, der havde overværet mine foredrag, og holdt et slags forhør over dem. De svar, der var brugelige, det vil sige brugelige imod mig, optegnede han tillige med den pågældendes navn. Jeg har grund til at tro, at han satte lidt kulør på svarene, i alt fald var der ikke et eneste vidne, som ville vedkende sig dem under forhørene. Så henvendte han sig til stedets politimester med anmodning om, at der måtte - blive holdt forhør over dem, som han havde på sin liste. Som man ser, afhørtes kun sådanne, som man i forvejen gjorde regning på ville vidne imod mig. Det stemte ganske godt dermed, at hr. Knudsen nægtede at lade optage forhør over nogle, som jeg ønskede stævnede som vidner. Det var i anledning af falske forklaringer over et foredrag i Randers, jeg fremsatte et sådant, ønske, efter at forhørsdommeren havde oplæst de afgivne forklaringer, spurgte han mig, hvad jeg sagde dertil. Jeg er i stand til at opgive en snes personer, som jeg er overbevist om vil bevidne det stik modsatte, svarede jeg. »Så? Hvem er det?« spurgte han. Jeg nævnede nogle navne. »Set er jo socialister!« brølede han, »de kan vel begribe, at vi ikke lader socialister vidne! Det kan de vel begribe! Hæ!«

Læseren finder det rimeligvis vanskeligt, at der kun blev optaget forhør i tre byer, da jeg dog har holdt foredrag i mange flere. Det kom af, at det var så vanskeligt at opdrive vidner. Betjenten gjorde såmænd, hvad han kunne, det var synd at sige andet, men han havde ikke held med sig, foruden de tre nævnte byer havde han dog også nær fået noget stablet på benene i Stubbekøbing. Det var mærkeligt nok, at hr. Knudsen kunne tro, at jeg i et sådant hul som Stubbekøbing, skulle have holdt et oprørst foredrag, da han dog var kommet på det rene med, at mine foredrag i København intet ulovligt indeholdt. Man skulle synes, at når vi endelig spekulerede på oprør, så måtte København være arnestedet og ikke Stubbekøbing. Men det er sandt, det kom jo ikke an på, hvad jeg havde sagt, men på, hvorledes det var blevet forstået, og i Stubbekøbing var der dog en mand, der overgik københavnerne i at forstå således, at der kunne være håb om at gøre noget ud af hans forståelse. Mit foredrag i det nævnte hul blev blandt andre overværet af tre folketingsmand, en landstingsmand, politifuldmægtigen, byens redaktør, dens præst og »dyrlæge Jensen«. Man skulle synes, at betjenten havde gjort rettest i at henvende sig til disse folk, men lur ham! Han vidste godt, at det ikke ville føre til noget. Nej, der var en ølbrygger, som midt under mit foredrag havde råbt: det er jo oprør! Han måtte kunne bruges. Betjenten gæstede hans hus, om han havde råbt, at det var oprør? Ja, det havde han. Hvad jeg da havde sagt? Noget forskrækkelig noget: ja, for det begyndte at gære i ham, da han hørte det, og så var det, han råbte. Jamen hvad det da var. Ja, hvad det var, det kunne han ikke sådan huske, men det var noget gyselig noget, det var en given ting. Og således blev de ved, uden at betjenten fik nærmere oplysninger. Dermed endte den historie. Det samme gør nærværende kapitel nu.

V.

En af de betjente, der anholdt mig, var en mandsperson, der hedder Korn. Det var den samme person, der »efter forhørsdommens ordre« traskede landet rundt i anledning af mine foredrag i provinsbyerne, hvorom forrige kapitel handlede, og for at få tilvejebragt en karakteristik af mig, hvorom næste kapitel vil handle. Det var endelig det samme individ, der under et falsk navn ledsagede mig på en del af min første jydske rejse. Om denne ledsagelse findes der i det af en Georg Kringelbach ved aktors (skal rimeligvis være Afrikanus Knudsens) bistand udgivne skrift om socialistsagen en morsom historie, der, som det var at vente, i sin tid gik i adskillige af de københavnske blade og størsteparten af provinsbladene som fedt i gamle støvler. Men da det gå, med denne historie, der naturligvis er uddraget af forhørsprotokollen, som med forhørsprotokollen i det hele taget, at- »skønt en del deraf er sandt, er der dog megen løgn iblandt« -turde det ikke være af vejen, at jeg nu gør almenheden bekendt med det rette sammenhæng.

Et par timer førend jeg skulle holde mit første foredrag i Ålborg, henvendte den nævnte betjent sig til mig på det hotel, hvor jeg boede, og præsenterede sig i værtens nærværelse for mig som »student Kornerup«. Han fortalte, at han havde været huslærer i Vendsyssel, og at han nu var på rejsen til København, hvor han havde en onkel, der var »noget« i et ministerium og som havde lovet også at gøre ham til »noget« sammesteds. Kringelbach fortæller, at han kaldte sig skolelærer, men det er en af hr. Knudsens vittigheder. Det ville vist have faldet betjenten vanskeligt at spille en skolemesters rolle, men det kunne ikke volde ham besvær at agere student, da han virkelig er en forulykket student, der af mangel på evner har »måttet tage til takke med den mindre hæderlige bestilling som politispion. Efter at han havde oplyst mig om sine forhold og udsigter, spurgte han mig, om der var noget til hinder for, at han overværede mit foredrag, hvortil jeg svarede, at enhver havde adgang.

Da jeg efter endt møde sad i hotellets gæsteværelse og fik mig en hjertestyrkning oven på anstrengelsen, satte betjenten sig hos mig og udtalte sig i meget smigrende udtryk om mit foredrag. Det var fint gjort af ham. Vi foredragsholdere er nu engang forfængelige, og navnlig er jeg det. Skønt min egen tilståelse vel kan være tilstrækkelig, skal jeg dog som yderligere bevis anfører, at da en mand samme aften betroede mig, at mit foredrag var det bedste, der nogensinde var blevet holdt i Ålborg, så bestilte jeg øjeblikkelig to toddyer med dobbelt væge. Efter at jeg var blevet  blødgjort af betjentens smiger, fortalte han, at han havde tredive daler, og at han kunne have lyst til at anvende disse penge på en rejse til nogle af de byer, jeg agtede at gæste, dels for at høre mig, dels fordi det interesserede ham at være tilstede ved arbejdermøder, der jo var noget nyt. Nu burde jeg jo rigtignok have anet uråd, men jeg er af naturen godtroende, godtroende i en forskrækkelig grad, og jeg optager altid alting i den bedste mening. Jeg kunne jo heller ikke have nogen anelse om, at Københavns politi havde så megen interesse for min ringhed, at det skulle lade mig bevogte. Desuden fandt min forfængelighed det ganske i sin orden, at et ungt, videbegærligt menneske, der i længere tid havde måttet tyre Balles lærebog, kunne have lyst til at anvende tredive daler på at høre mine interessante foredrag. Og dertil kom, at jeg var glad ved at få selskab på min alt andet end behagelige rejse. Jeg tillod derfor ikke alene, hvad jeg jo forresten ikke kunne have forhindret, at han rejste med, men jeg gik også ind på, at vi kørte i kupe sammen osv. Vi var i det hele taget så meget sammen, at folk måtte tro, at han ikke var et hår bedre end jeg. Det gjorde de da også, og et par gange, da han stod iblandt mængden og med den lyttede til min talestrøm, var han lige på nippet til at få de prygl, som man anså mig for værdig til. Bare han havde fået dem!

Men det er ikke sandt, hvad Kringelbach fortæller, at han i en påfaldende grad vandt min fortrolighed. Jeg kom i de fjorten dage, vi delte ondt og godt sammen, aldrig til at synes om ham. Han har nemlig de stive, stikkende, onde øjne, der er særegne for »kloge« kriminalretsassessorer, forhærdede politimennesker, gamle tyveknægte og krybdyr, selvom han havde vundet min fortrolighed, ville det ikke have hjulpet ham stort, da jeg ingenting havde at betro ham. Ifølge Kringelbach vandt han den ved »stedse at vise sig mere og mere begejstret for socialismen«. Men ifølge samme forfatter har betjenten sagt om mig, at jeg efter mine private udtalelser at dømme er »så god åndsaristokrat« som nogen, og at jeg er »en person, der i virkeligheden foragter arbejderstanden«. Hvorledes man har fået disse modstridende udsagn til at rime sammen, forstår jeg ikke.

Det var såmændt et tarveligt udbytte, betjenten havde af sin rejse. Det bestod deri, at han var istand til at oplyse, at jeg tog ind på de bedste hoteller, at jeg næsten daglig drak vin til min mad, at jeg, så ofte lejligheden tilbød sig, drak et glas sherry på jernbanestationerne, og at jeg gav rigelige drikkepenge. At det kunne interessere Københavns politi at få disse oplysninger, kan jeg til nød begribe, men jeg forstår ikke, hvorfor de skulle puttes ind i sagen imod mig. Så vidt jeg ved, er det at bo på hotel, at drikke vin og at give drikkepenge, ikke strafbar. Bare det endda havde været sandt, men det var det ikke. Det var meget langt fra, at jeg tog ind på de bedste hoteller, og hvad sherryen angår, så fik jeg, hvis jeg ikke husker fejl, kun tre glas i al den tid, jeg var sammen med betjenten, og dem drak jeg en bitterkold dag på rejsen fra Ålborg til Horsens. Betjenten sit forresten lige så mange glas, og det oven i købt på min regning. For denne utidige trakteren, burde jeg i grunden have været straffet, det indrømmede jeg. Spørgsmål: Hvorfor beskyldte politispionen mig for at leve flot? Svar: da han rejste sammen med mig, var han nødt til at rette sig efter mig. Københavns politikasse har nok fået at vide, hvad den rejse kostede.

Havde Københavns politi ikke meget udbytte af spionens rejse, så havde jeg des mere. Han var mig til stor nytte. Han sørgede for mit rejsetøj, han løste jernbanebilletter, han gik byærinder, og han hjalp mig med at føre listerne over de indtegnede medlemmer i »Internationale«. Jo, han gjorde god nytte. Hvis jeg atter kommer på en lignende rejse, håber jeg, at politiet igen sørger for en ledsager til mig. Jeg ville være meget taknemlig derfor, især hvis der blev valgt en, som kan spille l'hombre. Det er undertiden skændig kedeligt på hotellerne, og det kniber i reglen med at få fat i en tredjemand. 

VI.

Master Briggs, en af personerne i Charles Dickens Dombey & Søn, som var pensioner i et institut, hvor man havde den behagelige vane engang imellem at give en »analysis« af eleverne, fandt sig i anledning af en sådan analysis af ham beføjet til den udtalelse, at man ikke kunne have analyseret en morder værre. I de bunker af beskrevet papir, der i de tre måneder, jeg var en stadig gæst i tredje kriminalkammer, lidt efter lidt ophobedes der, fandtes der et hæfte, som bar titlen: Povl Geleffs karakteristik. Om denne karakteristik kan jeg med sandhed sige det samme som master Briggs om sin analysis: man kunne ikke have karakteriseret en morder værre.

Det var navnlig den i forrige kapitel og ved tidligere lejligheder omtalte betjent Korn, hvem det blev betroet at skaffe en karakteristik af mig. Efter at hr. Knudsen havde fået at vide, i hvilke jurisdiktioner jeg havde opholdt mig på, blev betjenten udsendt for at henvende sig til så mange som mulig af de mennesker, der var komne i nærmere eller fjerne berørelse med mig, med det spørgsmål, om de ikke vidste noget ondt om mig. Det var der grumme mange, der vidste, i særdeleshed af dem, som kun havde et løseligt kendskab til mig. Når vognen hælder, skyder alle efter, siger, et gammelt ord, det er så behageligt at få lejlighed til at aflevere et æselspark. De fleste mennesker har en hyggelig fornemmelse af, at de står uendelig højt over et menneske, der er i politiets kløer. En sådan fornemmelse løfter sindet og opvarmer hjertet og stemmer til andagt: jeg takter dig gud, at jeg ikke er som dette menneske. Og så er det så rart at kunne vise politiet en villighed, man føler sig, når man er i stand dertil, så uendelig, tryg: den ene hånd vasker den anden. Ved mine foredrag og ved min agitatoriske virksomhed i det hele taget og navnlig med pressens udtalelser om mig og den sag, jeg virkede for, havde jeg skaffet mig fjender i tusindvis. Fjender, der var blevet borte eller troede sig berørte på det ømmeste sted: pengepungen, og som derfor var glade ved at få lejlighed til at »bebæ« mig på afstand. At jeg ville blive bekendt med »bebærenes« navn, havde de naturligvis ingen anelse om. Mærkeligt er det, at der dog alligevel ikke var så ganske få, som talte godt om mig, skønt de beklagede, at jeg var kommen på afveje. Deres udtalelser blev dog selvfølgelig ikke brugt ved affattelsen af min karakteristik. Det var kun, da jeg spurgte betjenten, om der virkelig ikke havde været et eneste menneske, der havde haft noget godt at sige om mig, at jeg fik at vide, at det var der mange, der havde, »men«, føjede han til, »det kom jo ikke sagen ved.«

Foruden at der på denne måde tilvejebragtes en karakteristik, som gjorde mig til det sletteste og skændigste menneske, der nogensinde har eksisteret, lykkedes det tillige betjentens og Afrikanus Knudsens forenede alle bestræbelser at få sammenskrabet et sådant materiale, at vicepolitidirektøren (gud glæde hans sjæl i himmerig!) mente derpå at kunne koge en tiltale for bedrageri imod mig. Nu ved jeg meget vel, at det af mange vil blive anset for uklogt af mig at røre ved en sag, der for længe siden er glemt af de allerfleste. Jeg ved også, at folk, som ved lidt besked om slige forhold, er bekendt med, at der hører så grumme lidt til for at blive dømt, når man først er blevet tiltalt, og at altså den omstændighed, at jeg blev frikendt, er tilstrækkelig til at rense mig i deres øjne. Men da rimeligvis ikke så ganske få er enig med Erik Bøgh - der, idet han, medens vi var forsvarsløse, morede sig med at kaste skarn på mine kolleger og mig, blandt andet skrev, at jeg havde stået »på grænsen af det kriminelle« - deri, at alene en tiltale for bedrageri er ærerørig, og da jeg ikke har nogen som helst grund til at skamme mig over de forhold, der fremkaldte tiltalen, vil jeg dog med et par ord berøre dem.

I Kriminal- og politirettens dom over mig hedder det derom: »Det er oplyst, at han i året 1867, medens han opholdt sig i Ribe, har uden løjtnant og godsejer Fabricius' vidende og vilje til eget brug anvendt et for denne indkasseret pengebeløb, der er blevet anslået til 30 rd., at han i året 1868 har, ved på flere steder her i landet at samle abonnenter på et dagblad, som han agtede at udgive, ladet sig yde forudbetalinger for et kvartal af en del personer, der tegnede sig for bladet, uden senere, efter at han havde opgivet sin plan, at udgive et sligt blad, hvoraf han kun lod udgå et prøvenummer, at tilbagebetale disse personer be ovenmeldte af dem oppebårne pengebeløb,….. at han sidstnævnte år har, efter et længere ophold hos gæstgiver Damkjær i Kolding forladt denne, uden da at betale det for hans logis og kost skyldige beløb, 36 rd., og at han som kasserer for Den internationale Arbejderforening for Danmark intet regnskab har ført for året 1871, og da et sådant fordredes, forfærdiget et regnskab med tildels fingerede udgiftsposter.« Så mange var ordene. Nu kommer jeg med mine oplysninger.

Det er ikke sandt, at jeg har indkasseret et pengebeløb for hr. Fabricius. Jeg påtog mig, medens jeg var i Ribe, for ham, der var formand for den der på egnen værende afdeling af »Nordisk Samfund«, at indkassere kontingentet hos medlemmerne og at bestille samfundets ugeblad til dem. Kontingentet var 30 skilling fjerdingårlig for hvert medlem, og bladet kostede det samme. Da en del af medlemmerne, navnlig af dem, der boede på landet, var meget forsømmelig med betalingen, og da bladet naturligvis skulle bestilles i rette tid, var der jævnlig tab ved den bestilling, jeg havde påtaget mig. Hr. Fabricius meddelte mig da også, da »jeg efterkom hans ønske om at overtage indkasseringen, at han havde haft tab, så længe han havde haft den, og at det samme rimeligvis ville blive tilfældet med mig, hvorfor han erklærede sig villig til at dække den underbalance, jeg rimeligvis ville få. Da jeg, efter at jeg havde haft den nævnte bestilling i et år, rejste fra Ribe, glemte jeg at aflægge regnskab til hr. Fabricius. Som følge deraf måtte han, da et nyt kvartal stod for døren, igen overtage indkassationen med et tab af omtrent 19 rd.. Nu indrømmer jeg, at det var i allerhøjeste grad urigtigt af mig ikke at aflægge regnskab, men jeg er overbevist om, at den, der kender de forhold, som, nødte mig til at standse udgivelsen af det blad, jeg udgav i Ribe, tildels vil undskylde mig. Da hr. Fabrieins og betjenten var blevet enige med hinanden om, at det ville være umådelig morsomt, hvis det kunne lykkes dem at få mig tiltalt for bedrageri - betjenten har fortalt mig, at de blev enige derom - opgav den førstnævnte, at jeg havde »besveget« ham for 50 rd.

Men da jeg så erklærede, at han i det højeste havde haft et tabt af 30 daler, »forklarede« han, at han ikke kunne huske, hvor stort beløbet var, og at jeg vel nok havde ret. Ved nærmere overvejelse er jeg imidlertid kommet på det rene med, at hans tab ikke var mere end 19 rd., og han har altså fået 11 rd. for meget, da jeg under sagen gennem politiet udbetalte ham 30 rd.. Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg ikke »til eget brug« har anvendt en eneste skilling af de penge, jeg indkasserede, men da jeg ikke kunne nægte, at jeg ved ikke at aflægge regnskab havde forbrudt min ret til at få underskuddet dækket af hr. Fabricius, og da jeg hellere ville betale et nok så stort pengebeløb, når jeg var i stand dertil, end risikere blot en tiltale for bedrageri, så betalte jeg som sagt de 30 rd. I det håb, at læserne er enig med mig i, at min adfærd lige overfor hr. Fabricius ikke var af den velskaffenhed, at jeg burde have været tiltalt for bedrageri, skal jeg nu gå over til de andre bedragerisager.

Det er rigtigt, at jeg af en del personer har fået forudbetaling for et blad, som jeg agtede at udgive, men det er ikke rigtigt at de, der tegnede sig, ikke fik det blad, som de tegnede sig for. Hvis de ikke har fået det, er det i alt fald ikke min skyld. Kriminal- og politiretten forveksler i sin dom et blad, som jeg agtede at udgive fra Århus, og hvoraf der kun udkom et prøvenummer, og bladet »Hejmdal«, som jeg nu tidlang udgav fra København. Det var det sidstnævnte blad, der gennem boghandelen har samlet abonnenter på. Og da det endelig, noget senere end oprindelig påtænkt, blev udgivet, sendte jeg det regelmæssig til de boghandlere, der havde abonnenter, gennem dennes kommissionærer her i København. Nu er det meget mulig, at en del abonnenter, således som de har påstået, ikke har fået det, men skylden derfor må i så fald påhvile boghandlerne og ikke mig. Det lykkedes mig under sagens behandling trods hr. Knudsens fiksfakserier at få adskillige af kommissionærerne til at tilstå, at de havde modtaget bladet og sendt det til provinsboghandlerne, og det lykkedes mig derved at få adskillige af disse, der påstod, at del ikke var blevet sendt dem, overbeviste om, at de for med løgn, nogle af kommissionærerne havde ikke ført regnskab, og de var derfor ikke i stand til at oplyse, om jeg eller boghandlerne havde ret. Jeg håber, at den ærede læser ligeledes er enig med mig i, at det ikke var så underligt, at jeg også blev frikendt for dette »bedrageri«. Det er rigtigt, at jeg i året 1869 har efter et længere ophold hos gæstgiver Damkjær i Kolding forladt ham uden da at betale, hvad jeg skyldte for kost og logi. Det af mig fremhævede i dommen forekommende lille ord »da« skal på en fin og for almindelige læsere uforståelig måde antyde, at jeg senere har betalt beløbet. Men det er ikke af vejen, at det bliver oplyst, at jeg, da jeg kom til Kolding, fortalte hr. Damkjær, at jeg ingen penge havde, fordi jeg på grund af politiets chikanerier var blevet nødt til at forlade Flensborg, førend et pengebeløb, der skulle sendes mig, kom mig ihænde. Dette beløb kom til Flensborg dagen efter at jeg var rejst, men da postvæsenet ikke ville udbetale det til den mand, som jeg havde givet fuldmagt til at tage imod det, gik det tilbage til afsenderen, og jeg modtog det først langt senere. Hr. Damkjær havde ikke det mindste imod at give mig kredit, da jeg mange gange tidligere havde boet hos ham, og da jeg, efter i nogen tid forgæves at have ventet på pengene fra Flensborg, igen rejste, drak vi et glas vin med hinanden til afsked, så at han rimeligvis ikke har følt sig så forskrækkelig »forladt«, som man i følge kriminal- og politirettens dom skulle tro. Læseren har vel ikke noget imod, at jeg også blev frikendt for dette »bedrageri«!

Det er rigtigt, at jeg intet regnskab har ført for Den internationale Arbejderforening for året1871. Jeg kan ikke begribe, at kriminal- og politiretten kunne forlange af mig, at jeg skulle føre et sådant regnskab, da jeg først det påfølgende år blev kasserer for »Internationale«. At jeg efter anmodning af Brix, der dengang var syg, medens Pio var fraværende, efter foreningens bøger opfatte det regnskab, der skulle forelægges, kan dog vel ikke gøre mig til kasserer. Der står i dommen, at »det ikke med hans (dvs. min) benægtelse kan anses bevist, at han (jeg) som kasserer for den nævnte forening har besveget denne for noget pengebeløb.« Jeg begriber ikke, hvorledes den letsindige kriminal- og politiret har kunnet føre en sådan passus ind i dommen. Jeg har ikke afgivet nogen »benægtelse« i den retning af den simple grund, at jeg aldrig er blevet beskyldt for at have besveget foreningen, desuden har Brix, efter hvad han påstår, flere gange under forhørene oplyst, at det var ham, der bar ansvaret for foreningsregnskabet. Læseren finder det vel rimeligt, at jeg ligeledes blev frifundet for dette »bedrageri«.

I Kringelbachs pjece findes der side 45 som bidrag til min karakteristik en historie, der er meget morsom, og som jeg derfor vil slutte nærværende kapitel med. Det er altid behageligt at slutte med noget morsomt, den er sålydende: det er »forklaret, at han (det er: mig), da en hotelvært, som kendte ham fra tidligere tid og nægtede ham logis med den bemærkning, at det var en dårlig forretning han nu havde fået fat i, svarede denne: »Den er sågu ikke dårlig, se her! Jeg har fået ny frakke, ny vest og nye benklæder, og så får jeg endda 5 rd. om dagen for at rejse«. O du, min egen elskede Afrikanus Knudsen, du gamle hædersmand, hvor ville det falde dig vanskeligt at oplyse, hvem der har afgivet den »forklaring«, og hvem den hotelvært er, som der sigtes til! Du ved jo, min elskede, at der ikke er et sandt ord i historien, at den er opspind, opspind af dig, fra ende til anden. Men morsom er den og særdeles passende til at slutte et kapitel med. O, du gamle, kære, morsomme Afrikanus Knudsen!

VII.

Jeg har fået samvittighedsnag. »Gak ikke i rette med en dommer«, siger Jesu Sirach i sit 8de kapitels 17de vers. Og jeg har gået i rette med en dommer, ovenikøbet med Afrikanus Knudsen. Derfor har jeg fået samvittighedsnag, og jeg, vil ikke mere gå i rette med ham. Jeg har hørt, at min mageløse skildring af forhørene og hvad dertil hører har moret ham således, at han ved dag og nat lægger sit hoved i blød for at skaffe mig stof til en ny »Under lås og lukke«. Nej, jeg vil ikke mere gå i rette med ham, og jeg har fået samvittighedsnag.

Jeg har prøvet på at trøste mig med Danske Lovs 6-12-28, »overfalder nogen anden, og tragter hannem efter livet, eller haver lagt sig i veje og lave for hannen, til at gøre hannem skade med uråd, og han derover vorder dræbt, da ligger han på sine gerninger; og den, som sit liv værgede, være sagesløs«. Men det er ikke lykkedes mig. Dansk lov er dog kun dansk lov, men bibelen, er bibelen, og i den står der: »Gak ikke i rette med en dommer!« Derfor har jeg fået samvittighedsnag. Derimod fortryder jeg ikke, at jeg har pirret lidt ved skriverkarlen, for i så henseende giver bibelen mig medhold. I den står der (Jesajas 10-1): »Ve de skrivere, som skriver møje«. »Møje« er naturligvis en trykfejl for »møjet«, og han skrev »møjet« gud fader bevare os, hvor han skrev »møjet«! Hele to tusinde sider! Og hvad var det så for noget? »Ve de skrivere, som skriver møjet!« Ja, ve dig, du skriver! Og ve dig, du ufri »gak ikke i rette med en dommer!« Afrikanus! Kender du Sten Blichers ode til løgnen? Kender du følgende vers af den: »Lær mig, o nådige! at lyve med anstand, smukt og behagelig! Lær mig at blande skønsomt og snildeligt, pænt og forblændende - løgnen men sandhed!« Kender du det, Afrikanus Knudsen? O, hvor jeg kunne have lyst til at gå i rette med dig! . . . »Gak ikke i rette med en dommer!« I dommere, »der havde blandt andre den sjældne gave, at kunne læse foruden at stave, ja af en sag det hele at vide, ved blot at betragte dens ene side«. - I, der tydelig nok lagde for dagen, at det gik jer som bræsig i »ut mine stromtid«, der, da han var blevet »assessor« i en sag, måtte indrømme: »Her er i det hele taget så mange indiciums, at man løber sur i dem« - i, der har gjort den mageløse opdagelse, at Socialisternes Marsch synges på Marseillaisens melodi (jeg ville give en gammel tremark for at høre jer synge den på den melodi) - I, der ikke ville tillade, at Pio og jeg blev fremstillet for at give de oplysninger, som i så højligen trængte til - i, hvem det gik ligesom de folk, Øllegård Sværdfejers og Dorte Knapmager fortæller om, at de, når de stirrede noget længe på månen, så et skib deri; siden folkene- derefter skibshunden; og endelig de, som stod længe og stirrede, så indtil tobakspiberne, som matroserne havde i munden - i, der som følge deraf fik udregnet, at vi måtte »anses for overbeviste om at have efter en foregående i alt fald stiltiende (tak!) overenskomst foretaget handlinger tilsigtende at vække et oprør i den hensigt at forandre statsforfatningen« - O, hvor jeg gerne ville gå i rette med jer! O, hvor jeg kunne have lyst til at trevle eders dom op for jer! Men sandheden er ilde hørt. Jeg kunne gerne endnu engang komme »Under lås og lukke«. Og desuden: »gak ikke i rette med en dommer!« Og jeg vil ikke have flere samvittighedsnag.

På Kristianshavn, lige overfor Vor Frelsers Kirke, ligger der et kompleks af bygninger, som for nogle år siden husede de til forbedringshus- og tugthusarbejde dømte kvinder. Disse bygninger, der ikke er ret gamle, er byggede på en så fugtig grund, at der om vinteren hver dag samles så meget vand i kælderen, at det står én alen op over gulvet. Som følge deraf er de fra øverst til nederst gennemtrængt af svamp. Efter at de i en del år var blevet beboede af kvindelige fanger, kom man efter, at de afgav et meget usundt opholdssted. Fangerne døde som fluer, navnlig af brystsyge. Nu er denne sygdom jo rigtignok meget almindelig i fængsler. Jeg selv, der dog har, eller rettere har haft, så stærkt et bryst som nogen, led jævnlig af brystsmerter i min fangetid. Og det har jo heller ikke stort at betyde, at en straf af nogle års forbedringshusarbejde ved »omstændighedernes magt« bliver forandret til dødsstraf. Herre gud! En fange er en fange, og det bedste, en sådan kan gøre lige overfor sig selv og lige over for samfundet, er i grunden, at han lægger sig til at dø. Så er man af med ham, og så er han af med sig selv. Men de kvindelige fanger på Kristianshavn holdt ikke måde. De døde rask væk, uden at tage noget som helst hensyn til, at altfor mange dødsfald i et fængsel til sidst kan bringe et sådant fængsel i miskredit, også i det store publikums øjne.

Imidlertid var det noksom bekendte rasphus, der kun ved en gade er skilt fra de bygninger, jeg nys var i færd med at omtale, blevet ledigt ved forflyttelse. Et længe følt savn var blevet afhjulpet ved opførelsen af cellefængslet Vridsløselille Forbedringshus, og til dette eller til tugthusene i Horsens og Viborg var rasphusets beboere blevet flyttede. Så fik justitsministeriet en skønne dag den tanke - et justitsministerium kan også undertiden få tanker - at man kunne indskrænke dødsfaldene ved at flytte de kvindelige fanger til rasphuset. Som sagt, så gjort. Nu stod det fugtige Forbedrings- og Tugthus tomt. Græsset gruede frodigt i gårdene, svampen bredte sig i ro og mag over den ene væg efter den anden, væggetøj kreperede, den rist, hvormed den allersomkristeligste direktrice jævnlig havde ladet fangernes rygstykker varme for at skaffe sig selv syndsforladelse, rådnede op, og kirken, arbejdssalene og gangene toges i besiddelse af forsultne rotter, hjemløse mus, ynkelige spøgelser og andre utysker.

Inde i »Tivoli« og i »den gamle arrest« var der knapt med plads. Det nylig importerede cellesystem snurrede rundt i hovedet på den velvise øvrighed. Det var gået op for den, at ensomhed er en skønne ting. Arrestanter, der deler værelse med hverandre, påvirker hverandre. Arrestantpåvirkning er uheldig. Det uheldige skal man undgå. Følgelig måtte hver arrestant have sin egen lejlighed, men det var der ikke plads til i »Tivoli« og »den gamle arrest«, og til at bygge et nyt arresthus havde Københavns kommune ikke råd. Så faldt det politidirektøren ind - politidirektøren har undertiden indfald - at der på Kristianshavn stod et stort og rummeligt og tildels efter cellesystemet indrettet fængsel tomt. Det måtte kunne lejes af staten. Nu var der jo rigtignok det ivejen, at det havde vist sig at være et meget usundt opholdssted for fangerne. Men fanger er fanger og arrestanter er arrestanter. Hvad der er usundt for den ene, behøver ikke at være det for den anden. Desuden: af to onder skal man vælge det mindste. Usundhed er dog måske ikke så stort et onde, som arrestantpåvirkning. Politidirektøren valgte. Han henvendte sig til justitsministeren. Denne kom ham i møde. Og størstedelen af det fugtige fængsel blev for en vis årrække overdraget Københavns politi.

Det fugtige fængsel, eller, som det nu foreløbig kaldes, arresten på Kristianshavn, består af tre længer, der løber parallelt med hverandre. Hovedlængen vender ud til Frelserens Kirke. For enden af længerne er der opført nogle smalle, to etagers bygninger, der ikke indeholder andet end gange, hvorved længerne sættes i forbindelse med hverandre. Selve længerne består af tre etager. Hovedbrugen og den midterste længe forbindes på midten med hinanden af en bygning, der i nederste etage indeholder direktricens (nu arrestforvarerens) lejlighed, i mellemste etage sygeafdelingen og i underste etage kirken. I hovedlængen er der indrettet bolig til portneren. Forøvrigt består den af store arbejdssale. I mellemetagen findes der ikke andet end soveceller og et badeværelse, og bagerste længe er indrettet til cellefængsel. Hvis jeg ikke husker fejl, indeholder den 64 celler. Gården mellem cellelængen og mellemste længe er delt i 12 trekantede aflukker (cellegårde), der benyttes af cellearrestanterne til at trække frist luft i. Disse aflukker er delt i to afdelinger, så at der bliver seks i hver. Da de løber sammen i en spids, hvor der er anbragt et hysken, er det muligt for en opsynsmand derfra at holde udkig med arrestanterne i dem alle seks. Imellem hovedfløjen og mellemfløjen er der to gårde, der, hvad den læser, som har været istand til at blive klog på min beskrivelse vil indse, skilles fra hinanden af den bygning, der indeholder arrestforvarerens bolig m. m. I den ene af disse gårde »spadserer« de arrestanter, der er indlagte på arbejdssalene.

II.

Et par dage efter forhørenes slutning blev jeg af en betjent hentet over til politiinspektør Hertz i hans embedslokale. I dette var tillige politiinspektør Clausen tilstede. Han så ved denne, som ved alle andre lejligheder, når jeg havde den ære at træffe sammen med ham, ud, som om han spekulerede på at fare til himmels. Hr. Hertz havde, for at bruge hans egne ord, en ubehagelig meddelelse at gøre mig. Jeg havde overtrådt en af arrestreglementets paragrafer, som forbyder at sende noget skriftligt ud uden polidirektørens tilladelse, og derfor skulle jeg nu straffes. Min opsynsmand havde anmodet mig om i den kurv, hvori min middagsmad blev bragt mig, at lægge en seddel med mit navn på, for at opsynet kunne hitte rede i de forskellige kurve, jeg havde nemlig, da et par måneder var gået, fået lov til at få mad bragt fra byen, på en af disse sedler havde jeg foruden mit navn skrevet en hilsen til den familie, der havde sendt maden. Jeg havde ingen anelse om, at jeg derved havde overskredet arrestreglementet, så meget mere, som sedlen jo ikke kunne komme ud, uden at den blev læst af opsynet, da dette vidste, at der skulle være en seddel i kurven. En seddel, der kastes i en kurv, har en vis medfødt tilbøjelighed til at synke så dybt, som en seddel i det hele taget kan synke. Denne tilbøjelighed havde min seddel også, og den lod sig synke helt ned til bunden. Min seddel indskrænkede sig ikke dertil, den lod sig tillige glide ind under det nederste madkar, og den klæbede sig fast til det, rimeligvis fordi det var vådt,

Udenfor arrestforvarerens kontordør stod der en skrivepult og en skriveopsynsmand, der protokollerede arrestanterne m. m.. Denne opsynsmand var en lille smule mere end de andre opsynsmænd, i alt fald i egne tanker, desformedelst at han kom i nærmere berøring med arrestforvarerens højhellige person. Han fik fat i min madkurv. Der var ingen seddel at finde. Han endevendte den. Sedlen blev opdaget. Den indeholdt en hilsen og var fastklæbet til et madkar. Det var åbenbart, at her forelå en forbrydelse. Arrestforvareren blev underrettet derom. Uha! En rapport blev affattet. Den lød på, at der i min kurv var blevet fundet en »hemmelig skjult« seddel, hvilken fremsendtes. Rapporten og sedlen nåede vicepolitidirektøren. Politidirektøren var dagen i forvejen rejst til Norge. Vicepolitidirektøren fandt det ikke umagen værd at forhøre mig. Der gik øjeblikkeligt dom i sagen. Geschindigkeit ist keine hererei. Og et par timer efter at forbrydelsen var blevet opdaget, blev jeg fremstillet for inspektør Hertz for at høre dommen. Den lød på, at jeg skulle flyttes til Kristianshavn, og at det indtil videre skulle være mig forment at få mad udefra. Jeg protesterede. Inspektør Hertz ville ikke tro mig, desuden bestod hans hverv kun i at forkynde dommen og at eksekvere den. Siden tror jeg nok han kom på det rene med, at der var sket mig uret.

Jeg blev igen sat over i arresten med ordre til at pakke mine sager sammen. En halv time senere indfandt der sig to betjente for at transportere mig. Jeg spurgte, hvem der skulle bære min kuffert. Hvis jeg ville have den med, kom jeg rimeligvis til at bære den selv, mente de. Så tog jeg den på nakken og fulgte med betjentene. Udenfor arrestforvarerens kontor standsede vi. Mine penge blev talte - de var temmelig lette at tælle - og mine lommer blev undersøgte. Så vandrede vi videre, op og ned ad trapper. Jeg stadig med kufferten på nakken, indtil vi til sidst slap ud i gården. Her holdt »salatfadet.« Den ærede læser har rimeligvis ingen anelse om, hvad det er for en genstand, som jeg kalder salatfadet. Det tjener derfor til behagelig underretning, at salatfadet er en stor omnibuslignende vogn, som bruges til at befordre arrestanter mellem Københavns og Kristianshavns arrester. Den er inddelt i to rækker små celler, som adskilles fra hinanden ved en smal gang. For hver celle er der en dør, som låses af, så snart arrestanten er kommen vel ind i cellen. Ved hjælp af salatfadet er det muligt for en kusk og en eneste betjent at befordre en hel del arrestanter uden mindste fare for, at nogen skal stikke af. Hvor mange, der rummes i salatfadet, skal jeg ikke kunne sige. Men det er en masse. Jeg har tit set arrestanter i det uendelige blive ved at myldre ud af den.

Betjentene anmodede mig om at stige ind. Jeg spurgte, om det var meningen, at jeg skulle befordres på den måde. De svarede ja. Jeg tillod mig at antyde, at de uden tvivl havde misforstået deres ordre. Det var de overbevist om, de ikke havde. Så steg jeg da ind. Af særdeles nåde fik jeg lov til at have min dør stående åben. Et kvarter senere blev jeg afleveret på Kristianshavn. Jeg blev igen visiteret, og mine penge blev talte af arrestforvareren og overopsynsmanden. Det nyttede ikke, at jeg gjorde opmærksom på, at pengene var blevet talte ved min aflevering fra »Tivoli« i overværelse af de to transporterende betjente, der ligeledes var tilstede ved denne tælling, og at jeg ingen havde givet ud under vejs. Min lommebog, og hvad jeg ellers havde hos mig, blev taget fra mig, og der blev ligeledes lagt beslag på min kuffert. Efter at mit navn m, m, var blevet ført til protokols, overgaves jeg til en opsynsmand, som førte mig over i cellebygningen. I øverste etage åbnede han en dør: »Værs'god!« Døren blev låset, og jeg var igen alene. Igen »Under lås og lukke«. Kun lidet anede jeg dengang, at mit ophold på Kristianshavn skulle være ét helt år.

III.

Det er en gammel, forslidt erfaringssætning, at det, som i begyndelsen anses for at være et onde, tit viser så, at være et gode. Min forflyttelse til Kristianshavn anså jeg for et stort onde, og det samme gjorde vicepolitidirektøren, men den var i virkeligheden et gode for mig. De første fjorten dage var rigtignok ikke synderligt behagelige, da jeg måtte nøjes med arrestmaden, og ikke havde noget at læse i, med undtagelse af »Erik Menveds Barndom«, som overopsynsmanden havde forskaffet mig fra »præstens bibliotek«.  »Erik Menveds Barndom« ved jeg nok skal være en god bog, og i min barndom syntes jeg også, at det var en god bog. Men da jeg nu igen læste den, vil jeg oprigtig tilstå, at jeg fik andre tanker om den. Hvad forslår desuden en bog til fjorten dage? Den celle, jeg nu havde fået, var næsten dobbelt så lys, som den jeg havde i »Tivoli«, og der var ikke tremmer for vinduerne. Jeg havde udsigt til den øverste del af tårnet på vor Frelsers Kirke. Det var netop i industriudstillingstiden, og tårnet var derfor i flere timer om dagen besøgt af fremmede. Størsteparten af de besøgende var damer, unge og smukke damer. Det kan gerne være, at de ikke allesammen var smukke, hvis de var blevet set i nærheden. Men det var jo ligemeget. I mine øjne var de unge og smukke. Undertiden, når vinden bar med, kunne jeg høre dem le og tale. Jeg forstod rigtignok ikke, hvad de sagde, men det kom det jo heller ikke an på. Jeg var glad ved at se dem og høre deres stemmer, og de erstattede mig tildels mine gamle »Tivoli« kærester,

Når tårnet ikke var besøgt, måtte jeg hitte på anden tidsfordriv. Medens jeg sad i »Tivoli«, havde jeg, førend det blev mig tilladt at læse, tilbragt mangen time med at kaste en prop mod væggen og gribe den, når den sprang tilbage. Dette arbejde gav jeg mig nu igen i færd med. Det er ingen sag at kaste en prop mod en væg. Det kan enhver gøre, men at gribe den, det er en sag, og en temmelig vanskelig sag, hvad den ærede læser vil få at vide, hvis han da prøvede det. Jeg opnåede til sidst en sådan færdighed, at jeg næsten greb den hver gang. En dag greb jeg den 257 gange i træk, hvilket jeg omhyggelig noterede i min tegnebog, da jeg igen var kommet i besiddelse af den. I førstningen måtte jeg stille mig tæt op til væggen, men siden kunne jeg gribe proppen, om jeg så stillede mig så langt fra væggen, som jeg kunne komme. Det vil sige seks skridt. I så lang afstand gjaldt det om at beregne den bue, proppen ville gøre på tilbagefarten. Det er af stor vigtighed at kunne gøre en sådan beregning og at rette sit kast derefter. Den, der ikke kan det, vil aldrig opnå nogen færdighed i gribningen, og hans prop vil i ni af ti tilfælde støde imod loftet, når den springer tilbage, og så er det meget vanskeligt at få fat i den.

Ikke mindre vigtigt er det at gøre kastet på rette måde. Læseren tror kanske, at man bare sådan på lykke og fromme kan laste proppen mod væggen. Jo pyt! Ja, hvis den er en lige prop, så har det ikke så stort at betyde; men er det en spidsprop, og det var min, så gælder det minsandten om, at man bærer sig rigtig ad. Rammer proppen med en af siderne mod væggen, kan man være vis på, at den enten lader sig dumpe lige ned, eller at den gør nogle løjerlige sidespring. Nej, den må ramme med en af enderne. For at få den til det, er det nødvendigt, at man lægger tommelfingeren på den ene ende og pegefingeren på den anden ende af proppen, når man vil kaste. At man desuden må holde tungen lige i munden, både idet man kaster og idet man griber, er noget, som følger af sig selv. Følger man de her givne forskrifter, og er man istand til at gøre den ovenfor omtalte beregning, og er man i besiddelse af medfødte anlæg og man så øver sig flittig i et par måneder, kan man være vis på, at bringe det til noget i den af mig om just ikke opfundne, så dog til en høj grad af fuldkommenhed udviklede proppegriberkunst. Når jeg blev ked af proppen, gjorde jeg lange seksskridtstur eller jeg morede mig med at sammenligne min nuværende celle med den, jeg havde haft i »Tivoli«. Sammenligningen, faldt ubetinget ud til den førstes fordel. Der var lagt vand ind i min celle, så at jeg ikke behøvede at have det stående i et krus og et vaskefad. Hylden var pænere og væggene var malede med en behagelig rød farve i stedet for med - den grønne, arsenikholdige, som anvendes i »Tivoli«. Sengen var meget bekvemmere og madrassen og hovedpuden var ikke stoppet runde. Gasblusset var anbragt over bordet, så at jeg, da vinteren indfandt sig, var istand til at læse om aftenen. I »Tivoli« er blusset anbragt over døren i tre skridts afstand fra bordet og stolen, og da det naturligvis kun er et lille blus, skal der bedre øjne til end jeg har, for at kunne læse i så stor afstand. Smådyr var der næsten ingen af i min ny celle.  Jeg havde, som man ser, da de første fjorten dage var gået, og jeg igen fik de samme rettigheder, som jeg i den sidste tid havde haft i »Tivoli«, god grund til at være tilfreds med den straf, der var overgået mig. Siden fik jeg endnu mere årsag til at være tilfreds med den. Lidt efter lidt lykkedes det mig nemlig at få sådanne indrømmelser, som politiet ikke med sin bedste vilje ville have været istand til at gøre mig i »Tivoli«.

IV.

På Kristianshavn sidder de arrestanter, som har afgivet »fuldstændig tilståelse«, og de arrestanter, hvis forbrydelse er så ubetydelig, at de ikke trænger til den skrappe behandling, som de i »Tivoli« siddende er genstand for. Endvidere de, der er dømt til fængsel på almindelig fangekost, til simpelt fængsel eller til vand og brød, og endelig de, der afsoner bøder. Første klasse kan igen inddeles i dem, der er dømte af Kriminal- og politiretten, og hvis sag er indanket til Højesteret, dem, der er dømte af begge retter, og som har indgivet ansøgning om benådning, og dem, der endnu slet ingen dom har fået. I første klasse findes alle de skrækkelige forbrydere. I min tid hørte blandt andre en morder og jeg til den. Morderen var en gammel, yderlig fattig, jysk bonde, der havde taget livet af en mand, som han skyldte penge. Han så ikke synderlig farlig ud. Skønt han var dømt fra livet af Højesteret, og skønt han var overbevist om, at denne dom ville blive eksekveret - jeg hørte ham flere gange i gården sige til opsynsmanden: »Nå kommer de nok en skønne dag og trækker mig til retterstedet, a har jo fortjent et« - var han dog ved frisk mod, og han sov godt om natten. Han var godgørende: jeg hørte ham flere gange bede opsynsmanden om ikke at forsmå en skrå. Fra morgen til aften arbejdede han flittigt med værkpilning, ikke for at forskaffe sig midler til ekstraforplejning - han købte ikke andet end skråtobak - men for at skrabe nogle penge sammen til sine børn. Hans overbevisning blev dog gjort til skamme. Han blev nemlig »benådet« med tugthusarbejde på livstid,

Vi skrækkelige forbrydere så med dyb foragt ned på dem, der slap med vand og brød eller almindelig fangekost, i det hele taget på dem, som ikke var istand til at komme på »huset«. Dem, der sad i simpelt fængsel, og bødeafsonerne regnede vi nu slet ikke for noget, - sådan noget småkram! Jammerlige stympere! Fortjente ikke at komme i ordentligt selskab. De, der sidder på almindelig fangekost, og de, der sidder på vand og brød, har det værst. De første, fordi kosten er utilstrækkelig - og det er jo ikke rart at blive sultet i flere måneder - de sidste, fordi ingen dansker ret længe kan leve af vand og brød alene. Seks gange fem dages vand og brød gjorde undertiden kraftige folk så matte, at de havde ondt ved at vinde op ad trappen, når de kom fra gården. De, der kan spise de to pund brød, der leveres hver dag, står sig nogenlunde, men det er de fleste ikke istand til. Somme af vand- og brødsfolkene får lov til at tilbringe mellemdagene hjemme. Efter de første fem dage tilstås en mellemdag, på hvilken den pågældende har lov til at spise, hvad han kan skaffe sig, siden to og til sidst tte mellemdage. De, der slipper hjem på mellemdagene, bliver visiterede, når de igen melder sig. De fleste prøver nemlig på at smugle lidt sul ind, og det kan man jo ikke fortænke dem i. Jeg tror også nok, at det undertiden lykkes for dem, der forstår at bære sig riktigt ad.

De, der sidder i simpelt fængsel, har det bedst, hvis de da ikke er blottede for penge. De kan nemlig spise, hvad de har lyst til, og det tillades dem i reglen at møblere deres celle, at ryge tobak og at modtage besøg. Undertiden gives der dem endda større indrømmelser. En ikke ubekendt størrelse, der gæstede Kristianshavn kort før jeg kom derud, havde således fået lov til at tage timer i fægtning på en af arbejdssalene. Da det er politidirektøren, som bestemmer, hvilke indrømmelser der skal gives, får folk af den »bedre klasse« de fleste. Københavns nuværende, vidt berømte politidirektør er jo en mand, der forstår at gøre forskel. Bødeafsonerne sidder enten i simpelt fængsel eller på vand og brød. Valget afhænger af dem selv. Det er navnlig simple folk, der foretrækker den sidste straf, da det for dem gælder om at blive færdige så hurtigt som mulig. De fleste af afsonerne er dømt for politiforseelser og sidder derfor kun i nogle få dage. Bødestraffen er en meget behagelig straf for folk, som har penge, og en meget ubehagelig straf for folk, som ingen penge har. For de første er en bøde på ti kroner ikke værd at tale om, for de sidste er den lig med nogle dages vand og brød og med tabet af et par dages fortjeneste, og har ikke sjælden tilfølge, at deres familie lider nød i den tid. En straf, der så godt som slet ikke rammer rigfolk, medens den rammer fattigfolk hårdt, kaldes retfærdig. Bødestraffen er en retfærdig straf.

Af første klasses forbrydere sad en del i arbejdssalene, fordi celleafdelingen ikke kunne rumme os allesammen. Hver arbejdssal er på fire store fag, og da de er forsynede med fire vinduer af almindelig størrelse, som der ikke er en eneste jernstang for, afgiver de et ganske behageligt opholdssted. Man har kunnet spare jernstængerne, fordi vinduerne vender ud til gården, og, hvad der er det vigtigste, fordi salene ikke er beboede om natten. I hver arbejdssal er der plads til fire og tyve arrestanter. Da der således var selskab, og det oven i købet i reglen stort selskab, på salene, blev det anset for en umådelig stor lykke at komme til at sidde i en af dem. Til hver sal hører der lige så mange soveceller, som den kan rumme arrestanter. Disse celler ligger, som tidligere omtalt, i mellemste fløj. Det er nogle overordentlige små, bælgmørke og fugtige huller. Det var derfor ikke så underligt, at det altid forekom salens beboere, at opsynsmanden kom for tidlig, når han klokken otte om aftenen meddelte dem, at de nu skulle overgives til ensomhed, bælgmørke og fugtighed.

V.

»Der er ingen steder, hvor tiden går så hurtig som i Rusland: man siger, at den går endnu hurtigere i et fængsel«, siger Turgenjew et sted. Jeg ved ikke, hvor hurtig tiden går i Rusland, men det ved jeg, at den går ualmindelig hurtig i et fængsel, vel at mærke for den, der har nok at bestille. Læseren tror kanske, at jeg spøger, men det er mit ramme alvor. Der er virkelig ingen steder, hvor tiden går så hurtig som i et fængsel. I de første måneder, førend man er blevet vant til at »sidde«, bliver tiden forskrækkelig lang, og man påstår - i den retning har jeg ingen erfaring - at de sidste måneder af en bestemt straffetid ligeledes er forfærdelig lange. Men når først vanen har gjort sin indflydelse gældende, og når man har gjort sig fortrolig med, at der ingen udsigter er til at slippe ud for det første, så går tiden så hurtig, at en måned ikke forekommer en længere end en uge under almindelige forhold.

For at få tiden til at gå, er det dog som antydet nødvendigt, at man ikke savner arbejde. I den retning lider man ingen nød i en straffeanstalt. Man bliver jo dømt til »arbejde«. Men forholdet er anderledes i en varetægtsarrest, i alt fald i Københavns arrester. Jeg har tidligere fortalt, at jeg ikke måtte foretage mig noget i den første tid, jeg sad i »Tivoli« og i de første fjorten dage, jeg sad på Kristianshavn, og jeg har ligeledes fortalt, at de allerfleste af dem, der sidder under forhør, må får lov til at beskæftige sig med det allermindste, selvom forhørene varer hele år. Men når forhørene er sluttede, gives der i reglen tilladelse til at arbejde, og derfor havde så godt som alle de, der sad på Kristianshavn, denne tilladelse. Nu er det godt nok at have tilladelsen, men hvad skal en stakkels arrestant tage sig for? Ja mig voldte det ikke nogen vanskelighed at få beskæftigelse: jeg kunne læse. Skomagere og skræddere har heller ikke nogen vanskelighed at overvinde i så henseende: de kan drive deres håndværk; de sidste har ovenikøbet den fordel, at de, hvis de vil, kan få lov til at bøde på »husets tøj«.

Men murere, tømrerne, smede, typografer osv. de kan dog ikke ret vel drive deres håndværk i et fængsel. Nej, det kan de ikke, men så sørger politiet for dem gennem den tit omtalte »forvalter« Kristensen. Han har påtaget sig at skaffe værk til nogle skibsværfter, og han har forpligtet sig til at skaffe alle de arrestanter, som ønsker det, beskæftigelse med dette pilleri. Det er smukt gjort af politiet, og det er smukt gjort af »forvalteren«. Ja han tjener naturligvis en del ved det. Men herregud! Enhver skal have noget for sit, og vi skal jo allesammen leve. Det er ikke det allerbehageligste arbejde. Men ubehageligt arbejde er bedre end slet intet arbejde. Det er heller ikke noget lønnende arbejde; en øvet og flittig værkpiller kan i det højeste tjene et par kroner om ugen. Men et par kroner er mange penge for en arrestant. For dem kan der købes en masse ekstraforplejning: skråtobak, brød, smør, sukker, øl, og ovenikøbet ved højtidelige lejligheder en kop kaffe. Kaffe smager godt ved højtidelige lejligheder.

Forresten er der mange arrestanter, der, ligesom den i forrige kapitel omtalte morder, ikke engang bruger det par skilling - om forladelse! øre, de fortjener. Mangen arrestant har familie, der lider nød. Den led måske nød, førend han blev arrestant, og det var måske netop denne omstændighed, der bragte ham i politiets kløer. Det kan også være, at den først er kommet til at lide nød, efter at den er blevet berøvet sin forsørger. Men hvad enten nu nøden er uforskyldt eller selvforskyldt, forholdet bliver det samme: nøden er der. Jeg taler her på den engang vedtagne måde om skyld og uskyld. Ellers har jeg mine egne tanker i så henseende. Jeg er meget tilbøjelig til at give samfundet og medfødte anlæg skyld for de fleste forbrydelser. Jeg er nemlig en meget slet kristen, eller rettere, for at tale rent ud af posen, jeg er fuldstændig ugudelig. Altså nøden er der. En forbryder holder lige så meget af sin familie, som den hædersmand, der til punkt og prikke betaler sine skatter, holder af sin familie, og han vil lige så nødig som en sådan hædersmand se sin familie lide nød. Derfor pålægger han sig savn, langt større savn, end hædersmanden muligvis ville gøre under lignende forhold, han indskrænker sig til at købe lidt skråtobak og så meget tørt brød, som han behøver for ikke ligefrem at sulte.

Ja, nøden er der. Det ved politiet, og da politiet er i besiddelse af en allerhelvedes hoben »kristenkærlighed« og som følge deraf er godgørende, har det oprettet en kasse, hvoraf arrestanternes nødlidende familier understøttes. Denne kasse er stykket ud blandt assessorerne og arrestpræsten. Når en arrestants familie henvender sig til forhørsdommeren, rykker han tit ud med én marks penge, og henvender den sig til præsten, vanker der mangen gang en fireskilling. Nu forslår en firestilling jo rigtignok ikke ret meget i disse dyre tider. Men med firskillingen følger præstens velsignelse - der er godt forslag i en velsignet fireskilling - og en mængde gode formaninger vedrørende samme fireskillings gode og fornuftige anvendelse. Sådan en velsignelse og sådanne formaninger er det vanskeligt at sætte tilbørlig pris på. Man kunne, navnlig af familiehensyn, opkaste det spørgsmål, om det er rigtigt, at folk, der har begået en så ubetydelig forbrydelse, at den i det højeste indbringer dem et par gange fem dages vand og brød, i tilgift til denne indbringelse får adskillige måneders varetægtsarrest. Man kunne ligeledes opkaste det spørgsmål, om samfundets sikkerhed virkelig udfordrer, at folk, der har gjort sig skyldig i en eller anden mindre væsentlig forbrydelse, holdes i arrest, medens forhørene og påkendelsen står på, altså i reglen i adskillige måneder. Men i stedet for at fremsætte slige unyttige spørgsmål vil jeg slutte nærværende kapitel med en lille historie.

Det var i det herrens år 1873. To snedkersvende havde søgt - selv sagde de: at overtale, politiet sagde: - at true nogle andre arbejdere til at gøre skrue. Skruer var dengang noget nyt, som politiet ikke holdt af, og som det søgte at sætte en stopper for. Nu er skruer noget hverdagsagtigt, gud bedre det. Men det var de to snedkersvende, jeg slap fra. De blev anholdte. Sligt går som fod i hose, det er noget, jeg ved besked med. De blev arresterede. Det er ingen kunst at arrestere godtfolk, det kan enhver idiot af en assessor gøre. Det var forresten Afrikanus Knudsen, der arresterede dem. Bare han selv engang måtte blive arresteret! Altså de blev arresterede, og sagen blev forfulgt - sådan hedder det nemlig. Der gik én måned, der gik to måneder, så banker en skønne dag den ene snedkersvends hustru på hr. Afrikanus' kriminalkammerdør. Hr. Knudsen havde nylig fået en synder til at gå til bekendelse, og det gik ham derfor som en vis svensk konge: »Han var för stolt att tale, i denne stund, han teg; han gik ett hvarrf i salen, med jättelange steg«. Konen græd. Da hr. Knudsen var færdig med sine »steg«, opslogd han sine øjne, og se, han få, at hun græd, og at hun var højt frugtsommelig. Hun klagede sin nød: under de nuværende omstændigheder var hun ikke istand til at bjærge fæden til sig selv og børnene. Hr. Knudsen ynkedes. Havde han vidst, at hun var i sådanne »omstændigheder«, skulle hendes mand have sluppet ud under sagen, sagde han. Konen gik i den tro, at hendes mand nu ville slippe ud. Der gik igen en måned, manden kom ikke. Så søgte og fik hun tilladelse til at få ham i tale. Det måtte være noget andet, sagde hun til manden, alle folk sagde, at det måtte være noget andet, han var tiltalt for, for ellers kunne politiet ikke sådan beholde ham. Kort efter fødte hun og kom i den dybeste nød. Manden blev siddende. Der gik igen en måned, så faldt dommen, den lod på vand og brød. De to snedkersvende blev glade, nu havde de da udsigt til at blive færdige. Men de havde gjort regning uden politidirektøren. Han var nysgerrig efter at vide, hvad Højesteret ville dømme i denne sag, for Højesteret havde aldrig før behandlet en sådan sag. De to snedkersvende blev altså siddende. Der gik en måned, der gik to måneder, og der gik tre måneder. Så faldt Højesterets dom. Hvad den lød på, ved jeg ikke. - jeg ved i det hele taget ikke mere denne gang.

VI.

Der gives mange stændige bestillinger i denne syndige verden. Det er en skændig bestilling at være skraldemand, og det er en skændig bestilling at være skorstensfejer; det er en stændig bestilling at værre fabriksarbejder, og det er først og fremmest en skændig bestilling at være opsynsmand i en arrest eller betjent i et tugthus. Jeg bruger her -ordet »skændig« i betydning af »ubehagelig«, men hvis man for det sidste eksempels vedkommende tillige vil lægge en anden betydning ind i det, har jeg ikke noget derimod.

Opsynsmandene i »Tivoli« var nogle gamle brumbasser. Ja, jeg har ikke noget at klage på dem, imod mig var de altid ret høflige og forekommende. Men arrestanter i almindelighed - jeg blev ikke anset for nogen almindelig arrestant - blev ikke synderlig godt behandlede af dem. Opsynsmandene på Kristianshavn var derimod forekommende lige overfor alle arrestanter. Ligesom der var forskel på opsynsmandene, således var der også forskel på arrestforvarerne. Forskellen strakte sig endogså helt ud til titlen. Arrestforvareren på Kristianshavn blev kaldt »Hr. vagtmester!«

Det undrede mig slet ikke, at opsynsmandene, i »Tivoli« var, som de var. Således som de var, havde jeg altid forestillet mig »sluttere«. En daglig tjenestetid på henved femten timer, og et så dræbende arbejde, som det en slutter har, må til sidst fremkalde gnavenhed og umedgørlighed. Forvalterens eksempel virkede naturligvis også på dem. Som herren er, så følger ham svende. Desuden stod de i et slags forbindelse med assessorerne, navnlig med Afrikanus Knudsen. Fra hvem der nok undertiden, når en vanskelig sag på grund af det gode samarbejde var blevet heldig sluttet, vankede en lille kendelse. Slet selskab fordærver gode sæder.

Hvad grunden var til, at opsynsmandene på Kristianshavn så heldig adskilte sig fra deres kaldsfæller i »Tivoli«,, skal jeg ikke kunne sige. Tjenesten var den samme på det nær, at kristianshavnerne slap for at skære ned. Opsynsmandene i »Tivoli« måtte hver morgen være forberedt på, når de lukkede op, at vende hovedet mod en hængt, men på Kristianshavn hænger ingen lig. Forskellen hidrørte måske foruden derfra, at de ikke var underkastede den samme påvirkning, tillige derfra, at de ikke var så gamle i tjenesten.

Skønt dagtjenesten i en arrest er ubehagelig, er nattetjenesten det dog i endnu højere grad. På Kristianshavn var der kun en, der havde nattetjeneste. Han kaldtes natvægter. Han gik hele natten igennem på træk.

På den øverste gang i celleafdelingen var der anbragt et gammeldags slagur, og ligeledes et i den nederste gang, stengangen, som den kaldes, endvidere et ved sovecellerne i mellemste fløj. Foran skiven på disse ure blev der hver aften fastgjort en papirsskive, der havde samme udseende som en almindelig urskive, når der blev trukket i en snor, som hang uden på den trækasse, hvori hvert ur var indfattet, førtes papirsskiven ind imod den lille viser, der var bøjet krum og tilspidset. Derved frembragtes der et hul i skiven. Så snart snoren blev stoppen, faldt skiven igen tilbage.

Disse tre ure var det natvægterens pligt at trække hvert kvarter. Forsømte han det, vidnede mangelen på huller imod ham, og trak han ikke nøjagtig på klokkeslettet, blev hullerne ikke anbragt netop på de steder, hvor de skulle anbringes. På den måde havde man tilvejebragt sikkerhed for, at han hele natten igennem færdedes overalt i arresten.

Det er ikke rart, således en hel nat igennem at gå og spanke omkring i de skumle gange i et arresthus. Tiden bliver lang, meget lang, og der opstår uhyggelige tanker, så kan vægteren heller ikke værre ganske sikker på, at ikke en eller anden forbryder bryder ud og for at sikre sin flugt gør noget fælt ved ham. Mange af arrestanterne er meget urolige om natten. Af og til hændte det, at en fik krampe og således skaffede vogteren bryderier. Somme fik delirium og gav sig til at brøle forskrækkeligt. Dem var det ikke rart at gå ind til, ja det kunne endogså være farligt blot at kigge ind til dem. Det hændte engang i min tid, at en sådan rasende jog sin trækniv gennem kigruden på døren netop i det øjeblik, vogteren var i færd med at se igennem den. Han fik ved den lejlighed adskillige glasstumper i øjet. Ja, der var mange urolige arrestanter. Jeg selv hørte en tidlang til dem, der satte nattevagterens tålmodighed på prøve. Men det kommer jeg til i næste kapitel,

VII.

»Tillavningen er det værste«, sagde drengen, han drengen, han skulle have hug. Begyndelsen er det værste, siger vi skribenter. De fleste læsere tror, at det går en skribent, ligesom det går en håndværker, at ligesom denne sidste til enhver tid er istand til at tilvirke de genstande, som henhører under hans håndværk, således må en skribent også til enhver tid være istand til at skrive om det, som han forstår sig på.

Men det er en misforståelse, jeg vil ikke tale om, at de fleste skribenter, lige stik imod, hvad der gælder for håndværkerne, skriver allerbedst om det, som de ingen forstand har på, for det hører ikke herhen. Nej, det var kun det, jeg ville sige, at det er meget fejlagtigt at tro, at vi skribenter sådan uden videre til enhver tid kan satte os hen og få - ein, zwei, drei - smøre et kapitel sammen.

Jeg for mit vedkommende vil åbent bekende, at jeg tit er et helt kvarter og undertiden en halv time om at skrive den første sætning af et kapitel af »Under lås og lukke«. Og så hænder det endda af og til, at jeg er nødt til at kassere den begyndelse, jeg har haft så ondt ved at få på papiret, idet jeg nemlig ikke er istand til at hitte på noget, som passer til begyndelsen.

Nu kan det jo gerne være, at det kniber hårdere for mig end for de fleste andre skribenter. Jeg er nemlig i grunden ikke nogen rigtig skribent. Jeg har ikke taget skribenteksamen, da, hvad der er endnu værre, jeg har ikke engang stået i skribentlære. Jeg har i det hele taget ikke stået i anden lære end proppeskærelære

Men holdt lidt! Der sprang jeg uden videre ud på Vridsløselille, og det var lovlig tidligt.

Det er, som sagt, i særdeleshed begyndelsen, det kniber med til sine tider. Men begyndelsen er netop det vigtigste. Således som den er, vil i reglen også det øvrige blive.

Grunden til, at jeg her har skrevet begyndelsen om begyndelser, er ellers den, at den præst, der havde forfattet den bønnebog, som fandtes i den celle, hvori jeg den femte maj 1872 blev indkvarteret, og naturligvis i de øvrige celler i »Tivoli« med, havde været særdeles heldig med begyndelsen. Denne bønnebogs-begyndelse lod således: »Nu velan, vær frist til mode!«

Jeg er ikke nogen ven af præster. Jeg giver ikke en sur sild for alverdens præster tilsammen. Men denne omstændighed skal ikke forhindre mig fra at indrømme, at bønnebogspræsten havde forstået at træffe sit valg med forstand og omsigt, thi en mere passende begyndelse end: »Nu velan, vær frisk til mode!« er det umuligt at finde til en »bønnebog for arrestanter«.

Er der noget sted, hvor man stadig kan trænge til at tilråbe sig selv: »Nu velan, vær frist til mode!« så er det i et fængsel. Jeg hører ellers ikke til dem, der trænger til et sådant tilråb. Hvad godt humor angår, er det ikke ret mange, der skal kunne måle sig med mig. Men i den tid, jeg sad, var der en periode, da jeg højligt trængte til at tilråbes: »Nu velan, vær frist til node!« Og der var endogså en tid, da det ikke hjalp en smule, om jeg så råbte nok så tit og nok så højt: »Nu velan, vær frisk til mode!«

I det sidste halvår, førend jeg blev arresteret, havde jeg lidt af nervesvækkelse, omend kun i en ubetydelig grad. Denne sygdom udvikledes betydeligt under Afrikanus Knudsens seks- til syv-timers forhør, der var i stand til at ophidse selv de stærkeste nerver. Jeg blev undertiden svimmel, mens forhørene stod på, og når jeg igen blev ført over i min celle, havde jeg tit en fornemmelse, som om jeg var i færd med at falde, så jeg næsten var bange for at gå op og ned ad trapperne.

Omtrent en måned efter, at jeg var blevet forflyttet til Kristianshavn, nåede min nervøsitet sit højdepunkt. Jeg blev bange for at være alene. I flere dage sad jeg fra morgen til aften på min stol med hænderne fast klamrede til bordet, fordi jeg var overbevist om, at hvis jeg rejste mig, så ville jeg falde omkuld. Det var mig umuligt at falde i søvn om aftenen. Så snart lyset blev sluttet, blev jeg overfaldet af en usigelig angst. Jeg var navnlig bange for at få krampe, skønt jeg aldrig havde lidt af sligt. Den mindste larm fik mig til at ryste, og når de, der havde delirium, begyndte at brøle, kunne man have købt mit liv for to skilling.

Politilægen, der, såvel som hans medhjælper, ved denne og senere lejligheder med megen omhu tog sig af mig, hvorfor jeg herved bringer ham min hjerteligste tak, gav ordre til, at jeg skulle have dobbelt gårdtur. Han udvirkede ligeledes, at det blev mig tilladt at ryge tobak. Da nervøsiteten og søvnløsheden vedblev, beordrede han, at der skulle brænde lys hos mig hele natten, og at natvægteren så meget som mulig skulde holde mig med selskab. Natvægteren var ikke noget dårligt selskab. Han havde tidligere faret til søs, og han fortalte mig en mængde historier fra sit søliv, der ikke blev mindre spændende derved, at de stadig blev afbrudt, fordi han skulde »traske«. Når han fortalte om det prægtige rom, man får i Vestindien, og de dejlige piger, man finder på Sicilien, løb både hans og mine tænder i vand. Kort efter tilrådede lægen politidirektøren at give mig en af arbejdsalene til opholdssted og at give mig lov til at spadsere, så meget jeg lystede, i den til arbejdssalene hørende gård, hvilke råd politidirektøren var så venlig at følge. På grund heraf lykkedes det mig i løbet af et par måneder nogenlunde at få bugt med nervøsiteten.

Det var den 6te august 1873. Klokken havde slået - ja, jeg ved ikke, hvad den havde slået, men det er da også ligemeget. Så triner overopsynsmanden ind i min lejlighed og melder, at der er en politibetjent med ordre til at bringe mig ind på politikontoret, og at jeg skulle have mine ejendele med mig. Så er Højesterets dom vel falden? spørger jeg. Det er den vel sagtens, svarer den forsigtige overopsynsmand, men jeg ved ingenting.

Jeg havde i flere dage ventet Højesterets dom og været, hvad man nok kan tænke sig, ikke så ganske lidt spændt på, hvorledes den ville komme til at lyde.

Da jeg efter at have taget afsted med arrestpersonalet, som altid havde vist mig megen velvilje, og sad med betjenten i en droske, spurgte jeg: er dommen falden? Ja, lød svaret. Hvor mange år? Det har jeg ikke ordre til at sige dem.

Vi nåede politikamret. Jeg blev ført ind i vicepolitidirektørens kontor. Hr. Oldenburg rejser sig og meddeler mig, medens et fælt smil glider over hans ræveansigt, at Højesteret har stadfæstet Kriminal- og politirettens dom over mig, dog at straffen er blevet nedsat fra 5 til 3 års forbedringshusarbejde. Han meddeler mig endvidere, at en slægtning af Pio agter at gøre skridt for at få straffen forandret til statsfængsel, og at dommen derfor ikke straks vil blive eksekveret, men at jeg indtil videre igen vil blive indkvarteret i Tivoli.

Er der noget til hinder for, at mine kammerater og jeg nu, da dommen er falden, får lov til at være sammen om dagen? spørger jeg. Jeg ved det ikke, svarer han. Jeg forestiller ham, at den grund, der hidtil havde været til at holde os fuldstændig afspærrede fra hverandre, nu, da den endelige dom var afsagt, formentlig måtte være bortfalden. Han svarer, at politidirektøren havde forbeholdt sig selv at bestemme, hvorledes vor behandling skulle være.

Jeg blev ført over i Tivoli og sat ind i nr. 26. Brix og Pio sad på samme gang, den første i nummer 24, den anden i nr. 27.

Et par timer efter meldte »forvalteren«, at politidirektøren havde tilladt, at vore døre stod åbne om dagen, altså også, at vi besøgle hinanden. Det ville ligeledes blive tilladt slægtninge af os at besøge os i vore celler,

Nu kunne jeg her igen skrive et par kapitler om gensynet og om vort samliv i de 10 dage, der hengik, førend vi blev transporterede til Vridsløselille. Men jeg vil ikke. Jeg ved, at de fleste læsere længes efter en beskrivelse af mit liv på det sidstnævnte sted. Jeg indskrænker mig derfor til at meddele, at vi alle tre indgav en ansøgning til kongen om at få straffen forandret til statsfængsel. Vi ansøgte altså ikke, således som bladene i sin tid meddelte, om eftergivelse af straffen. Jeg ville ikke engang have indgivet den ansøgning, jeg indgav, hvis ikke de meddelelser, der tilflød mig, havde givet mig god grund til at tro, at det ville være både politiet og regeringen ukært, at vi ved opfyldelsen af denne formalitet berøvede dem enhver lejlighed til at vælte skylden for dommens virkelige udførelse over på os. Det faldt hverken mig eller de andre ind noget øjeblik, at det parti, der havde brugt alle mulige kneb og kompromitteret sig selv så grovt hidindtil, nu skulle falde på at lade enten den sunde fornuft eller simpel sans for anstændighed komme til roret.

Udfaldet blev som forudset. Ansøgningen blev, som bekendt, ikke bevilget. Men det kommer jeg nærmere ind på i næste kapitel, der vil bære overskriften: »I Vridsløselille«.

Fredagen den 15de august 1873 var en travl dag for mig. Tidlig på formiddagen blev vi tre forbrydere førte over i »Forvalterens« kontor, hvor en af Kongens fogeds fuldmægtige præsenterede os en regning på omtrent 1500 rd. for kost og logi m. m. i de 15 måneder og 10 dage, vi havde tilbragt i Københavns arrester, »Kan de betale?« spurgte han. »Nej«, svarede vi alle tre, - så, tænkte jeg ved mig selv, nu er hundrede og et ude, nu bliver vi naturligvis smidt på porten. Men jeg tog fejl. Der var ikke det mindste i vejen, vi kunne godt blive boende for det.

Det er nu om stunder blevet mode at rakke ned på Københavns politi. Svenske og norske blade rakker ned på det, alle de danske blade, med undtagelse af de national-liberale, rakker ned på det. Og ikke en eneste optræder som dets forsvarer. Hvad ingen anden vil, det vil jeg; jeg vil tage politiet i forsvar. Jeg spørger: kan der tænkes nogen mere human vært end Københavns politi? Først at give kredit på kost og logi i 15 måneder og 10 dage, og så tilsidst ganske rolig finde sig i, at der ikke bliver betalt én eneste skilling. Jeg spørger endnu engang: kan der tænkes nogen mere human vært? Jeg ville ønske, at min nuværende og mine fremtidige værter ville tage Københavns politi til eksempel.

Da vi igen var kommet over i vore celler, indfandt skriveopsynsmanden sig hos mig med et skema i hånden. »Hvad tro har de«? spurte han. »Ingen «svarede jeg. Et sådant svar var ikke før forekommet i hans praksis, og det opvakte derfor hans allerhøjeste forbavselse. »Jamen, de må da have en tro ?« vedblev han. »Nej«. »Jamen jeg skal jo have det opskrevet - er de da ikke døbt ?«. »Jo« det tror jeg nok. »Jamen så kan jeg skrive evangelisk-lutherst, for noget skal jeg jo have«. Jeg lod han skrive hvad han ville. Deraf kan man lære, at man skal høre til de troende for at komme i tugthuset. Skriveopsynsmanden blev afløst af begge lægerne, der underkastede mig et grundigt syn. Den ene af den gjorde mig opmærksom på, at en flaske vin, jeg havde stående, var alt for tung for mig, hvortil jeg bemærkede, at da alt tydede på, at jeg ikke snart igen kom til at drikke vin, kunne det vel ikke gøre noget, at jeg drak den. »Jeg ved det såmændt ikke« svarede han. Han mente, at han ikke vidste, om jeg ville få vin på det sted, hvorhen man agtede at føre mig. Det er forskrækkeligt, som arrest- og fængselsfolk passer på deres mund.

Klokken blev tolv, den blev et, den blev halvto. Ventetiden er lang, selvom det man venter, ikke er det allerbehageligste. Så kom et par betjente med den melding, der så tit var blevet bragt til os i de halvsekstende måned: De skal over. Hertz tog imod os ved indgangen til sit kontor: Statsråden vil gøre dem en meddelelse! brummede jeg ved mig selv.

Vi blev førte ind i Hertz's kontor. Der traf vi politidirektøren, vicepolitidirektøren og inspektør Clausen. Disse tre tilligemed inspektør Hertz stillede sig op, således som de plejer at stille sig op, når Etatsråden vil gøre en meddelelse. Vi tre tugthuskandidater stillede os ligeledes op.

Hr. Crone tog en skrivelse, der lå på bordet, udfoldede den, rømmede sig og opløftede sine øjne mod himlen. »Deres ansøgning til kongen er, som de vel sagtens har ventet, blevet afslået«, begyndte han. Vi sagde ingenting. Så oplæste han med halvkvalt stemme - hans stemme er altid halvkvalt - det kongelige brev, hvis indhold gik ud på, at kongen »allernådigst« havde bestemt, at den straf, vi var idømt, skulle afsones. »allernådigst!« Nå, den nåde var da ikke så forskrækkelig stor.

Da oplæsningen var til ende, rømmede etatsråden sig påny og sagde, idet han kastede et medynksomt blik på mit skaldede hoved - mit hoved blev skaldet i arresten, rimeligvis som følge af min nervøsitet; af hensyn til ærede læserinder bemærker jeg imidlertid, at jeg igen har begyndt at få hår på hovedet - : »De herrer må ikke tro, at det er uden en vis medlidenhed, jeg gør dem denne meddelelse«. Efter at han således havde tilkendegivet os sin medlidenhed, begyndte han at oprippe alle vore skændige forbrydelser, sandsynligvis for at det kunne stå klart for os, at vi fik, »hvad vore gerninger havde forskyldt«. Til slutning fortalte han, at han af sikkerhedshensyn havde draget omsorg for, at vi i løbet af en halv times tid kunne være på vort bestemmelsessted.

Vi blev igen hver af sin betjent ført over i vore celler, for at vi kunne indpakke vore sager og opgive, hvorhen vi ønskede dem bragte. Det blev os selvfølgelig ikke tilladt at tage noget som helst med. Betjentene havde ordre til at skynde på os og blev skældt ud af Hertz, da de igen kom over på kamret med os, fordi det ikke var gået hurtig nok. Som om vi ikke sagtens tidsnok kunne komme i Forbedringshuset.

Pludselig forsvandt tre opdagelsesbetjente med Pio. Et øjeblik efter blev Brix og jeg ligeledes af tre opdagelsesbetjente anmodede om at følge med, og så gik det op og ned ad trapper, indtil vi til sidst landede i Hestemøllestræde. Der blev vi i en fart puttede ind i en droske, to betjente tog plads ved siden af os, den tredje sprang op på bukken, og så afsted.

Et par minutter senere holdt vi ved banegården. Her var alt ordnet til vor modtagelse. Vi gik lige ud på perronen ad den vej, som ellers er forbeholdt de kongelige. Ingen spurgte om billet. På perronen var hele det øverste jernbanepersonale og inspektør Hertz i uniform opstillet, ligesom når de kongelige kommer, og hele personalet så nysgerrig på os, ligesom det ellers plejer at se på de kongelige. Et ekstratog, der kun bestod af et lokomotiv og en anden klasses vogn, holdt parat. Vi steg ind, Pio med to betjente i den ene kupé, Brix og jeg med fire betjente i den anden. Inspektør Hertz slog ud med hånden, og så kørte vi. Hille den, hvor det gik!

Jeg havde, sidste gang jeg var ovre i min celle, benyttet lejligheden til at stikke en halv flaske vin i lommen. Den drak vi, og så kastede jeg flasken ud af vinduet. Således plejer folk jo at bære sig ad, når de er i nød. En af betjentene henledte vor opmærksomhed på, at politiet behandlede os pænt lige til det sidste, siden vi blev befordrede i en anden klasses vogn. Han havde ret: vi var kommet godt op at køre. På markerne vrimlede det af høstfolk, der stirrede efter os, rimeligvis tænkende: her skal man gå og slide fra morgen til aften. Bare man kunne sidde sådan i det som dem der, der kører med ekstratog. Efter en halv snes minutters kørsel holdt vi udenfor Vridsløselille. Vi steg ud, krøb over et led og blev modtagne af fængselsassistenten og nogle fængselsbetjente. Så vandrede vi, uden at der blev sagt et eneste ord, alle højtideligt hen imod fængslet, medens fængselspersonalets familier stirrede på os fra vinduerne.

Vi standsede ved en høj mur, en lille dør i denne blev åbnet, vi vandrede igennem en urtegård, standsedes igen af en mur, en dør blev åbnet, vi gik langs ad en stengang, igennem en fløj. Her åbnedes dørene til tre ved siden af hinanden liggende celler. Politibetjentene tog afsked med os, og vi blev puttede ind hver i sin celle. Så var vi da blevet forbedringshusfanger.

II.

Vridsløselille forbedringshus består af 4 hovedfløje, der står forbindelse med hverandre ved en centralhal, og en del bifløje, hvoraf én, der indeholder kontorer, kirke, skole, spisestue for betjentene, badeværelse og måske endnu flere lignende indretninger, ligeledes udmunder i centralhallen. Nej, det er vist ikke ganske rigtigt, det jeg her fortæller. Kontorerne og kirken optog vistnok en hel bifløj, og der må altså støde flere bifløje til centralhallen. Det er ikke så nem en sag for en stakkels fange, der sjælden kommer ud af sin celle, at blive rigtig bekendt med det fængsel, hvori han sidder, i særdeleshed når det består af så mange bygninger som Vridsløselille.

Hver af disse hovedfløje deles i to dele af en gang, der fra centralhallen på langs går igennem dem. Disse to dele har kun endemur og tag tilfælles. Hver fløj består af 3 etager og indeholder 100 celler. I nederste etage er der 16 celler på hver side af gangen, i mellemste og øverste etage 17 celler på hver side. Udenfor celledøren i mellemste og øverste etage er der anbragt en gang, der hviler på piller og er forsynet med rækværk. Ad disse gange kan man løbe hele fængselet rundt, fra den ene fløj til den anden; det er en ordentlig spadseretur. Gangene i de enkelte fløje er forbundne med hinanden med broer. En hel sidefløj er indrettet til sygeafdeling, i en anden er der ligstue. Så findes der også et eller andet sted en »tampestue«, hvor der stadig beværtes med rottingslag og ved meget sjældne højtidelige lejligheder med kat. Fængslet ligger i en have, hvori der dyrkes køkkenurter, imellem enkelte af fløjene er der dog også blomsterhaver; mit vindue vendte ud til en sådan, der gik under navn at overbetjentens have, fordi hans vindue ligeledes vendte ud til den. Haven er omgivet af en høj mur. Selv om man altså var i stand til at bryde ud af sin celle, hvad der er en meget vanskelig sag, ville det alligevel være så godt som umuligt at slippe fuldstændig på fri fod.

Det er ikke den allerbedste beskrivelse, jeg har givet af Vridløselille, det ser jeg nok. Jeg kunne også sagtens gøre den mere udførlig, men hvorfor skulle jeg det ? Selvom jeg gjorde mig nok så megen umage for rigtigt klart og tydeligt at beskrive fængslet, ville de allerfleste være lige kloge for det, og så godt som alle ville finde en sådan beskrivelse tør og kedelig, hvad den også er. Skulle der imidlertidig gives en eller anden, som gerne vil vide nøje besked i så henseende, så er det jo ikke så vanskeligt for ham at skaffe sig den. Jeg havde aldrig troet, at det skulle blive mig forundt i hele tyve måneder at studere forholdene i Vridløselille.

Jeg har fortalt, at cellerne på Kristianshavn afgav et mindre ubehageligt opholdssted end cellerne i Tivoli. Cellerne i Vridsløselille er igen bedre end dem på Kristianshavn. De er lysere, fordi vinduerne er større og sidder så nær ved gulvet, at en nogenlunde velvoksen person kan se ud ad den nederste rude. Møblementet er mere konfortabelt. Det består ligesom i Tivoli og på Kristianshavn af et bord og en stol. Bordet er gjort fast til væggen, men det er stolen ikke. Det er en ganske almindelig træstol uden ryg. Der er lagt vand og gas ind i hver celle. Til gasrøret er der fastgjort en slange, og til denne en stage, som man efter behag kan sætte på bordet eller hænge på væggen. Har man dårlige øjne, er der ikke noget til hinder for, at man kan få en skærm til stagen. Sengested er der ikke noget af; man ligger i en hængekøje, der om dagen har plads på en hylde. I hver celle er der kloset. Under den hylde, der er bestemt til køjen, er der anbragt to andre hylder, på hvilke fangen har sine madkar og sit bibliotek, en salmebog og et testamente, og hvad der ellers er ham tilladt at være i besiddelse af. Der går varmeledning igennem alle celler, og da der fyres både dag og nat hele vinteren igennem, lider man aldrig af kulde ved vintertid. Derimod kan det være meget koldt forår og efterår. Man har da ondt ved at holde varmen i køjen, og man har stadig kolde fødder, fordi gulvet er af asfalt. Værst er det i så henseende for dem, der har det uheld at sidde i stueetagen, hvilket uheld jeg havde. Cellerne er særdeles godt ventilerede, og da fængslet jo ligger på en åben mark, er der ingen mangel på frisk luft. De har nøjagtig samme størrelse som i Tivoli og på Kristianshavn: de er 6 skridt lange og 3 skridt brede. Vinduerne i stueetagen og mellemste etage er forsynede med to på tværs gående særdeles solide jernstænger; i øverste etage er der kun én jernstang for vinduerne.

III.

Det var en såkaldet receptionscelle, jeg blev indsat i ved min ankomst til Vridsløselille. Jeg skulle i den, ifølge et opslag på væggen, gøres bekendt med de for anstalten gældende regler, førend jeg blev afgivet til arbejde. Jeg skulle ligeledes iføres fangedragten, synes af lægen, vejes, i bad, klippes, barberes, have nummer osv.

Se så, sagde jeg til mig selv, da døren var blevet lukket efter mig - der er kun én dør for cellerne i Vridsløselille - se så, nu kom vi da så vidt. Lad os nu se, hvad det kan blive til. Under alle omstændigheder er det altid en forandring, og forandring fryder, som fanden sagde, da han bed i en snebold. Jeg gik op og ned ad gulvet, seks skridt, i den henseende var der da ingen forandring. Jeg læste dagsordenen, der var opslået på væggen; den var ikke synderlig morsom. Så læste jeg reglementet, der ligeledes var opslået; det var heller ikke morsomt, og det indeholdt en skændig masse trusler, jeg læste dagsordenen og reglementet en gang til, og endnu engang, og så ønskede jeg alle dagsordener og reglementer fanden i vold.

Både dagsordenen og reglementet vrimlede af tyskheder, hvorfor jeg fik en anelse om, at de var oversatte fra tysk. Jeg fik siden at vide, at dette virkeligt er tilfældet. De er nemlig oversatte efter den dagsorden og det reglement, der bruges i cellefængslet i Bruchssaal, som ligger et sted nede i Tyskland, ligesom Vridsløselille nøjagtig er bygget efter samme tegning som det tyske fængsel.

Jeg så ud ad vinduet, i afstand vel at mæke. Jeg turde ikke gå helt hen til det og stille mig på tæerne - jeg hører ikke til de velvoksne - af flygt for at blive set udefra, og jeg turde selvfølgelig endnu mindre flytte min stol hen til det. Trækruden i vinduet stod åben, og jeg kunne høre, at der blev savet udenfor. Der måtte være to, som savede, eftersom jeg ligeledes kunne høre, at der blev ført en samtale. Jeg kunne kun opfange enkelte ord, men da jeg hørte, at den ene udtalte som sin mening, at den, der havde givet landet navn, måtte have været et stort fæhoved, eftersom der ikke var en smule grønt i landet, sluttede jeg, at samtalen drejede sig om Grønland. Straks derefter mindede den anden om, at det var blevet dem forbudt at tale sammen. Det var altså to fanger, to af mine kaldsfæller, der savede.

Gud ved, hvordan Pio og Brix er til mode? tænkte jeg. Jeg følte en stærk fristelse til at telegrafere til dem; ligesom de første dage i Tivoli sad jeg midt imellem dem. Men så kom jeg til at tænke på, at en af reglementets trusler netop gjaldt telegraferingen, og så dyede jeg mig.

Der blev stukket en nøgle i min dør, den blev åbnet, og fængslets næstkommanderende, assistent Gomard, trådte ind. Det var under andre forhold, vi sås sidst, sagde han. Ja, det var det, sagde jeg. Så gav han mig nogle gode råd og anbefalede mig resignation, og så forsvandt han.

Jeg tog salmebogen frem: »Nu titte til hinanden de fagre blomster små« - ja, lad dem bare titte! »Dagen går med raske fjed« - det er løgn! »Den lyse tid nu kommer« - jo tak skal vi have. »Jeg er en ussel fange, og mine grænser trange, som strandingsmand på ø« - bare de endda ikke var mere trange!

Der blev igen stukket en nøgle i min dør, og en lille rødhåret, buttet person, sådan en rigtig bolle, foér ind som en raket, snubbede uden videre min stol, og satte sig overskrævs på den. Du generer dig ikke, tænkte jeg, gud ved, hvad du er for en? Jeg er anstaltens præst, jeg kommer for at hilse på dem, sagde han. Så? tænkte jeg, du ser mig ud til allehånde. Jeg vil ønske, at den straf, der er overgået dem, må blive til deres bedste - ja, for man må jo ønske, at alt her i livet må være til ens bedste, føjede han til, idet det rimeligvis gik op for ham, at han var grumme nær ved at fornærme mig. Så forsvandt han. Herren være med dig! tænkte jeg.

Der gik et kvarters tid, og jeg fik igen besøg, denne gang var det bogholderen. Han fortalte mig, at hestekød var en sund og velsmagende føde, at rumfortsuppe ikke var så ilde endda, og at de ærter, der blev leverede hver anden søndag, var ligefrem delikate. Jeg er var ved at tro, at han ikke nu er så tilbøjelig til at lovprise føden, han er nemlig selv kommen i tugthuset for kassesvig.

Kl. 3 blev der ringet. Dagsordenen oplyste, at denne ringning tilkendegav, at »fangen har tilladelse til at fortære sit aftensmåltid, hvortil der indrømmes ham en halv time«. Et øjeblik efter blev klappen på min dør åbnet, og en humpel tørt brød blev stukket ind gennem hullet. Jeg ventede en tid lang på, at der skulle komme noget til brødet, i det mindste øl, men der kom ingenting. Så vidste jeg da, at aftensmaden i Vridsløselille Forbedringshus består af vand og brød.

Jeg var sulten, jeg havde ingen middagsmad fået: men tørt brød, tørt brød og vand, nej! Jeg lagde brødet på hylden, tog mig en frisk skrå - jeg havde i arresten vænnet mig til at skrå - og begyndte at gå op og ned ad gulvet,

En halv times tid derefter indfandt overbetjenten sig, ledsaget af en betjent, som bar en bylt, hvilken han kastede på gulvet. Bylten indeholdt en grå hue, en grå trøje, en grå vest, et par grå benklæder, et par grå seler, et par grå strømper, et par grå strømpebånd, et par grå tøjsko, en hvidlig grå skjorte, et blåt halstørklæde og et par trætøfler - alt splinternyt. Jeg blev oplyst om, at det ikke var enhver fange, der fik nyt tøj, der blev taget hensyn til mig.

Overbetjenten anmodede mig om at skifte klæder. Da dette var sket, stak betjenten af med mine egne klæder, med mit ur, med min pengepung, i det hele taget med alt, hvad jeg havde på og med mig fra København, deri indbefattet en rulle skråtobak, som jeg allernødigst ville have været af med. Min nye dragt sad, som den var syet til mig, forsikrede overbetjenten. Derefter gav han mig en rund blikplade, hvorpå der var malet »61«; det var mit nummer, som jeg skulle fasthægte på brystet, hver gang jeg blev »ført ud« af cellen. Når jeg ikke havde det på, skulle det hænge på køjen, for at enhver embeds- eller bestillingsmand, der kom ind til mig, straks kunne se, hvad nummer jeg havde. Overbetjenten gik, og jeg var igen alene, jeg gik frem og tilbage og så ned ad mig selv, således som man jo plejer at gøre, når man har fået nye klæder på. Jeg vil just ikke påstå, at det var den allerklædeligste dragt, og hvad pasningen anbelanger, så var den også kun så som så. Benklæderne nåede ikke længer end et par tommer nedenfor knæene, til gengæld nåede strømperne en halv alen op over knæene, og de var så vide og så forskrækkelige store i fødderne, at jeg magelig kunne have fået begge ben i én. Der var ingen knapper i skjorten; der, hvor knapperne skulle have været, var der knaphuller, og jeg havde fået tre stumper »bindsel« til at binde den sammen med i halsen og ved håndleddene. Sagen er den, at skjorterne i Vridsløselille skal kunne passe til alle mulige slags halse og håndled, og strømperne til alle mulige slags ben, da det er fællesgods. Kl. 8 blev der igen ringet. Jeg tog min køje ned, fik den med stort besvær hængt op tværs over cellen, redte den, krøb i den, og faldt straks i søvn.

IV.

Kl. 4 3/4 den næste morgen blev jeg vækket af en stærk ringning. Jeg sprang op, på det at dagsordenens ord kunne gå i opfyldelse: »Fangen skal da straks rejse sig, klæde sig på og tilbørlig vaske hænder og ansigt samt rede sit hår. Køjen, hvori hele sengebeklædningen lægges, rulles og spændes sammen og henstilles derpå på det øverste af den i cellen værende hylde, hvorfra den ikke må nedtages forinden sovetiden. Fangen rengør og fejer da sin celle, opsamler fejeskarnet i den dertil bestemte kasse, og efterser endelig sine beklædningsgenstande, som han tilbørlig pudser og renliggør. Hermed må fangen være færdig, når det andet signal - en halv time efter det første - gives, hvorefter arbejdet straks påbegyndes«.

Skønt køjen voldte mig adskillige vanskeligheder, blev jeg dog færdig i rette tid, da cellen ikke trængte til fejning. Jeg begyndte ikke på noget arbejde, eftersom jeg ikke endnu var sat til noget arbejde, i stedet derfor gik jeg mig en morgentur, en seksskridtstur naturligvis. Spurvene satte sig på mine jernstænger, lagde hovedet på siden og bød mig: god morgen. Jeg betragtede, ligesom dagen i forvejen, min nye dragt, og havde ondt ved at bare mig for latter ved synet af de løjerlige bukser. Det er heldigt, sagde jeg til mig selv, at du har smukke ben, for ellers ville det se forskrækkeligt ud. Jeg ville stikke hænderne i bukselommerne. Der var ingen. Så opdagede jeg, at der heller ingen var i trøjen og kun én eneste lille bitte lomme i vesten. Huen var indrettet til at slå ned for ansigtet, i »nedslaget« eller skyggen, som det kaldtes, var der huller til øjnene. Således skulle den altid være slået ned, når jeg blev »ført ud«. I kirken og skolen skulle jeg tage den af, stod der i reglementet, og i gården skulle jeg slå skyggen op. Derfor var der en strop i den, og derfor var der en knap ovenpå huen,

Jeg begyndte at synes, at det hele i grunden var morsomt, og så tog jeg mig en svajtrit. Det gjorde jeg siden hver morgen i nogle få minutter, ligesom jeg også altid, straks efter at jeg var kommen ud af køjen, hoppede et par gange over den. Man må jo more sig, som man bedst kan, og jeg trængte til al den bevægelse, jeg kunne få. Der var dog en tid, da jeg hverken svajtrittede eller hoppede over køjen, af den simple grund, at jeg ikke havde kræfter til det. Kl. 7 blev min klap åbnet. Jeg stak mit krus ud af den og fik det tilbage med noget koldt og tyndt øl i, lidt efter blev den mig »for dagen tilståede portion brød« stukket ind til mig. Det var min frokost. Jeg var forskrækkelig sulten, og så besluttede jeg da at smage på brødet. Nå, det smagte skam ganske godt. På min hylde stod der et kar med salt. »Salt og brød gør kinden rød«, tænkte jeg, og så strøede jeg salt på brødet. Det hjalp, og det lykkedes mig at få bugt med et halvt pund brød og øllet gled også ned.

Op ad formiddagen kom min betjent og underrettede mig om at jeg skulle vejes. Jeg satte nummeret på brystet, tog huen på, slog skyggen ned og gik ud. Pio og Brix blev ligeledes lukkede ud, og så vandrede vi, betjenten i spidsen, så Pio, så jeg og til sidst Brix op i centralhallen. Vi tre fanger beflittede os på at holde den i reglementet befalede afstand, femten skridt. Jeg var lige ved at dratte af latter, da jeg få Pio i den grå dragt med de stumpede bukser, og det samme var tilfældet, da vi efter endt vejning vandrede tilbage til cellen, og jeg kom til at gå bagefter Brix, der så næsten lige så morsom ud som Pio,

En times tid derefter blev vi førte i bad, det trængte vi nu ganske vist ikke til, men i Vridsløselille gives der i alt fald i den henseende ingen undtagelse fra reglen.

Omsider blev det middag, klappen blev åbnet, og et kar ærter blev praktiseret ind til mig. På væggen ved hylderne hængte der en træske og en trækniv, gaffel fandtes der ikke, og da kniven ikke kunne bruges til andet end til at smøre smør med havde jeg foreløbig ingen brug for den. Jeg smagte på ærterne. Det var synd at sige, at de var velsmagende, »men har du en sulten mave og ej anden mad kan »have«, går selv den dårligste føde ned, og det gjorde næsten halvdelen af ærterne. Jeg fiskede kødet op, tog det i hånden og bed af det - føj for en ulykke! Ud igen! Det kan gerne være, at hestekød er sund føde, men velsmagende er det ikke, i alt fald ikke det, man får i Vridsløselille,

Ud på eftermiddagen kom doktoren og hans uadskillelige ledsager, barberen. Doktoren tog, ligesom præsten, øjeblikkelig min stol i besiddelse, trak en bog op af lommen, ramsede i en fart et halvt hundrede sygdomme op og spurgte mig, om jeg havde haft dem. Nej, sagde jeg, jeg havde aldrig i mine livsens dage været syg med udtagelse af, at jeg en tid lang i arresten led af nervøsitet. Det var nu dumt af mig, for det første, fordi jeg godt kunne risikerer igen at blive tiltalt for bedrageri, hvis doktoren havde meldt Afrikanus Knudsen (forbandet være han!) at jeg havde snydt mig fra alle mulige sygdomme, og dernæst fordi det fremkaldte den forestilling, som mit gode humor desværre bestyrkede, at jeg var en jernnatur, der kunne tåle alt muligt, hvilket igen havde tilfølge, at jeg, hvad man siden vil få at se, havde ondt ved at få »indrømmelser«.

Efter at doktoren havde fået sine spørgsmål besvarede og havde synet mig, forsvandt han med barberen. Denne sidste indfandt sig en times tid senere for at klippe og barbere mig. Håret klippes nemlig tæt af og skægget rages fuldstændig af på enhver ny fange. Da jeg imidlertid, som tidligere fortalt, var fuldstændig skaldet, og da jeg dengang ikke bar skæg - nu har jeg lagt mig et ganske pænt lille overskæg til - så var der, for at bruge barberens egne ord, ikke noget at fortjene, for ham,

Henimod aften meddelte min betjent mig, at jeg skulle afgives til arbejde. Jeg sit ordre til at tage mine lagener og mit håndklæde, og med disse genstande på armen traskede jeg bag efter ham med nedslået hue og med nummeret på brystet, således som det sig hør og bør, om i en anden fløj, hvor jeg igen blev lukket inde i en celle. Det blev fortalt mig, at jeg skulle være børstenbinder. Men da inspektøren, der havde været bortrejst, igen kom hjem, blev der taget en anden bestemmelse, og jeg blev derfor den næste dags aften, det var søndag aften, flyttet om i en tredje fløj, det var C-fløj, hvor jeg blev sat ind i nr. 206 og overanvordet i en proppeskæremesters hænder. I denne celle sad jeg så i de 20 måneder, jeg tilbragte i Vridsløselille Forbedringshus.

Nu intet mere for denne gang, uden en venlig hilsen til de ærede læsere, og i særdeleshed til de ærede læserinder, fra nr. 61 i 206.

V.

Livet i Københavns arrester havde været meget ensformigt, men livet i Vridsløselille var dog endnu mere ensformigt. Der var så godt som ikke skygge af omskiftelse. I sommerhalvåret stod vi op kl. 4 3/4 om morgenen, i vinterhalvåret kl. 5 3/4, og kl. 8 gik vi i seng hele året rundt. Der var indrømmet en halv times fritid til frokost, en time til middag og en halv time til aftensmad. Vi kom, når vejret ikke var alt for dårligt, i gården en halv time om formiddagen og en halv time om eftermiddagen. I al den øvrige tid skulle vi arbejde uafbrudt. Vi gik i kirke to gange om ugen, søndag formiddag til almindelig gudstjeneste, og onsdag eftermiddag for at synge salmer. Denne syngning varede i reglen fra kl. 1-2. På grund heraf kom vi ikke i gården onsdag eftermiddag og med undtagelse af nogle få sommermåneder, i hvilke vi blev lukkede ud, førend vi spiste frokost, heller ikke søndag formiddag. Lørdag eftermiddag fik vi heller ingen gårdtur, og de, der gik i skole - det gjorde den langt overvejende del - , gik i reglen glip af endnu to gårdture om ugen. De fik altså kun 4 1/2 times bevægelse hver uge.

Et par minutter førend vi skulle lukkes ud, slog betjenten med sit nøgleknippe på døren. Det betød, at vi skulle gøre os færdige. Vi tog da trøjen på - i cellen sad vi altid i skjorteærmer - , satte numret på brystet, tog huen på med nedslået skygge og vore trætøfler i den venstre hånd, hvis vi skulle i gården. Skulle vi i kirke, tog vi i stedet for trætøflerne samlebogen i den venstre hånd. Hvis slagene på de forskellige døre fulgte meget hurtigt efter hverandre, vidste vi, at vi skulle i kirke. Den, der stillede med trætøfler til kirkegang eller med salmebog til gårdtur, blev af sin betjent skældt ud så længe, til han lærte at udtyde slagene. Anden mundtlig underretning end skældsord blev der ikke givet.

Hvorledes der blev stillet til skole, og hvorledes det gik til der, ved jeg ikke, da jeg slap for skolegang. Jeg ved ikke engang, hvor skolen er. Jeg hørte stadig en betjent fra centralhallen brøle: »klasse 1«! »klasse 2«! »dem til præsten«! osv., ned i den fløj, hvori jeg sad, til underretning for de der tjenstgørende betjente, og straks derefter kom nøgleknippene i berøring med nogle døre. Jeg så også, at der på de fleste døre var skrevet et D, et K, et ettal, et P osv., og det gik til sidst op for mig, at der derved tilkendegaves for betjentene, hvilken skoleklasse vedkommende »indsidder« hørte til. Det betød: til præsten. Mange fanger hørte til flere klasser.

Præsten underviste, som man kan tænke sig, i religion. Han overhørte enhver ny fange, for at erfare, om han trængte til undervisning i denne »videnskab«. Mig sprang han over, fordi han, som han engang fortalte mig, antog, at jeg ikke manglede kundskaben. Det var, gud bedre os! noget andet, jeg manglede,

I førstningen antog jeg, at bogstaverne osv. på døren gav oplysning om overgåede straffe i fængslet, og jeg var derfor glad ved, at min dør var og blev ren. Ja fuldstændig ren var den dog ikke. Lige nedenunder kighullet var der på en sort plade lige efter et malet »el.« skrevet et ettal. Det betød, at jeg hørte til første fangeklasse, hvilket er en meget ubehagelig klasse at høre til.

Fangerne i Vridsløselille er inddelte i 4 klasser, man begynder med første klasse, hvor man tilbringer mindst tre måneder, i anden klasse varer opholdet mindst et halvt år og i tredje klasse mindst et år, opholdet i fjerde klasse er selvfølgelig ubestemt. Den, der tidligere har været straffet med offentligt arbejde, skal være mindst et halvt år i første klasse, og han kan ikke komme højere end i tredje klasse. Jeg kom heller ikke højere, fordi jeg blev snydt for mine sidste fire måneder. En måned efter at jeg slap ud, skulle jeg have været op i fjerde klasse.

VI.

I første klasse fik man ingen arbejdsfortjeneste, og i den havde man kun lov til at skrive et eneste brev. Den, der ønskede at skrive, måtte om torsdagen melde det til sin betjent. Så fik han søndag middag blæk, pen og et halvt ark sammenlagt papir. Af dette havde han tilladelse til at fylde de tre sider, på den fjerde skulle modtagerens adresse skrives, efter gammel skik. Hvert brev begyndte med afsenderens adresse, der var skreven af bogholderen eller en af denne medhjælpere blandt fangerne og lød således: »til fangen nr. ... Vridsløselille Forbedringshus - Glostrup«.

I anden klasse får man to skilling hver arbejdsdag. Af denne fortjeneste må man bruge halvdelen til ekstraforplejning. Den anden halvdel oplægges og udbetales fangen ved hans løsladelse. De fleste fanger bruger ikke en gang halvdelen af deres fortjeneste. Det gælder jo for dem om at komme i besiddelse af nogle penge, når de slipper ud. Jeg, der aldrig har hørt til de sparsommelige, brugte derimod rask væk alle mine seks skilling hver uge. Ved sit indkøb havde man valget imellem skråtobak, puddersukker, smør, ost, mælk, øl, spegesild og peber. Mens jeg var i anden klasse, købte jeg hver uge for to skilling skråtobak og for fire skilling puddersukker, undtagen i de uger, hvori der var helligdage. Mens man er i denne klasse, får man hver anden uge en bog fra fængselsbiblioteket, og man har lov til at anskaffe sig en almanak og et spejl. Brevskrivning er tilladt hver anden måned.

I tredje klasse er arbejdsfortjenesten tre skilling daglig, man kan altså bruge ni skilling om ugen. Det er tilladt at skrive et brev hver 6te uge, og man får en bog fra biblioteket hver uge. I fjerde klasse tjener man fire skilling om dagen, og jeg antager, at man i denne klasse har lov til at skrive ud en gang om måneden. Men det véd jeg dog ikke rigtigt, da jeg, som tidligere bemærket, ikke nåede op i denne klasse.

Det er en almindelig tro, at der gives betaling for overarbejde i fængslerne, og jeg tror også nok, at det er tilfældet i tugthusene, men i Vridsløselille bliver der ingen forskel gjort på den flittige og den dovne, den dygtige og den udygtige. Den dovne kan imidlertid, i særdeleshed når han tillige sjusker med sit arbejde, risikere at blive flyttet ned i en lavere klasse eller få nogle på rygstykkerne. De gårde, vi spadserede i, er indrettede omtrent lige som dem på Kristianshavn. Der er i alt 96, de er trekantede, og løber sammen 12 og 12 i små runde bygninger, der går under navnet observatoriet. Af sådanne observatorier er der altså 8. I hver af dem løber der en betjent rundt, når der holdes gårdtur, for at passe på fangerne. De enkelte gårde skilles fra hinanden ved mure, der af fangerne bruges til at kaste skiferstykker og beskrevne lapper papir over. Endemurene er forbundne med hinanden ved jernstænger. Der er altså udsigt til haven fra gårdene, som i det hele taget har en betydelig lighed med de indhegninger, man bruger i de zoologiske haver. Dog er de ikke nær så hyggelige som disse.

Ligesom gårdene er indrettede efter, at fangerne ikke skal komme i forbindelse med hverandre, således er det samme tilfældet med kirken. Den er inddelt i båse, henimod 250. Mellemrummene mellem disse er så høje, at fangerne ikke kan se hverandre. Derimod kan de allesammen se præsten. På hver side af ham stod der to betjente, som skulle holde øje med, at fangerne vedligeholdt den tilbørlige andagt, og at de ikke gjorde noget forsøg på at sætte sig i forbindelse med hverandre. Men fanger er opfindsomme, og det er fuldstændig umuligt, hvad man siden vil få at se, at hindre dem i at korrespondere sammen. - såvidt jeg véd, er skolen indrettet på en lignende måde som kirken.

VII.

Jeg antager, at de fleste læsere husker, at højesteret havde dømt mig til 3 års forbedringshusarbejde. Sådanne 3 år afsones i 2 år i et cellefængsel, og det er Vridsløselille jo. Otte måneders forbedringshusarbejde er det mindste, nogen dømmes til, og 6 år det højeste. 8 måneder afsones i 6 måneder, 1 år i 8 måneder, l 1/2 år i 1 år, 2 år i 16 måneder, 3 år i 2 år, 4 år i 2 !/2 år, 5 år i 3 år, og 6 år i 372 år. Længere end 3 1/2 år antager man ikke, at noget menneske kan holde ud at sidde i cellefængsel. Den slags antagelser har imidlertid ingen betydning; det er en kendsgerning, at det begynder at rable for de fleste, når de har siddet i 2 år.

To år! To år er en lang tid. To år er fire og tyve måneder. To år er 730 dage, forudsat, at det ikke træffer ind med et skudår. I den henseende var jeg heldig, der var ikke noget skudår blandt mine to år. Cellefanger plejer hver dag at regne ud, hvor lang tid der er tilbage, og de regner altid efter dage. Der gives endogså, efter hvad jeg har hørt, dem, der regner efter minutter. Jeg begyndte samme dag, som jeg var blevet flyttet ind i nr. 206. Nu er der gået tre dage, sagde jeg til mig selv, så er der da kun 727 tilbage. Dem får vi vel nok bugt med.

Så begyndte jeg at fatte gode forsætter. Jeg indså, at jeg ikke ville kunne holde ud, hvis jeg ikke tog dygtig til mig af maden, og jeg besluttede derfor at spise op alt, hvad jeg fik, skønt den middagsmad, der blev leveret de fleste dage, ligefrem voldte mig modbydelighed. Jeg besluttede ligeledes at være flittig ved det arbejde, der blev givet mig at udføre, for således at få tiden til at gå så godt som mulig. Jeg besluttede endelig at følge en leveregel, som en kaldsfælle af mig havde skrevet på muren i en af gårdene, og som lød således: »sagen er bare, man tager det gemytlig, hvordan man har det!«

Jeg har fortalt, hvad frokost og aftensmad bestod af. Tørt brød er ganske vist ikke velsmagende i nogen høj grad, men det fremkalder dog heller ikke modbydelighed, og efter et par dages forløb kunne jeg spise over et pund hver dag. Men det kneb med middagsmaden. Spisesedlen lød således: mandag: vandgrød (dvs. byggryn kogt i vand) med lidt harsk smør og en spegesild til, men hverken mælk eller øl. Tirsdag og fredag: rumfortsuppe. Onsdag: ærter. Torsdag: blodbudding. Lørdag: ærter, hvidkålssuppe eller grønkål. Om søndagen afveksledes der med ærter og en slags suppe. Ærterne, vi fik hver anden søndag, var kogte på flæsk og smagte ret ordentlig; suppen, der trakteredes hver anden søndag, kunne gå an; blodbuddingen var næsten velsmagende, og grøden var i al fald ikke uspiselig.

Hvidkålssuppen og grønkålen tvang jeg mig til at spise én gang, men så kunne jeg ikke mer, hvor sulten jeg end var. Til sidst kunne jeg ikke engang tåle lugten. Hvidkålssuppen blev tillavet således: en del småhakkede hvidkålshoveder blev kogt sammen med lidt kommen på hestekød; grønkålen var tillavet på en lignende måde. Hvidkålen blev serveret i et par efterårsmåneder; derefter fik vi i et par måneder grønkål. Den øvrige del af året trakteredes vi hver lørdag med ærter, der ligesom de ærter, vi hele året igennem fik om onsdagen, var kogte på hestekød. Når ærterne blev kolde, samledes der et tykt lag gult hestefedt oven på dem. Næst efter grøn- og hvidkålen var rumfortsuppen den skændigste ret, vi fik. Da det jo ikke er umuligt, at der blandt de ærede læserinder af »Under lås og lukke« kan findes en eller anden, som har lyst til at gøre sig bekendt med denne meget omtalte ret, hvormed Københavns ladegårdslemmer ligeledes stadig delikateres, skal jeg meddele, hvorledes den laves. Man koger en slump ærter, en slump byggryn, nogle kålrabi og andre roer sammen med et stykke kød af en gammel udslidt droskehest. Facit heraf bliver rumfortsuppe. Skulle der ved en fejltagelse falde et gammelt køkkenforklæde eller et par tøfler i gryden, gør det ikke noget til sagen: smagen vil ikke blive væsentlig forandret. Min beslutning om at spise op hver middag blev jeg tro i flere måneder, undtagen om lørdagen, efter at der var begyndt med hvidkålssuppen. Følgen deraf var, at jeg, da jeg efter tre måneders forløb blev vejet, havde vundet to pund i vægt, hvilket i høj grad forbavsede alle embedsmænd og betjente, og bestyrkede dem og lægen i den tro, at jeg var en jernnatur, som der ikke var noget at stille op med.

VIII.

Der er ikke ret mange, der har fået en så alsidig uddannelse som jeg. Jeg var under et bevæget liv blevet alsidig uddannet, førend jeg kom i tugthuset, men der blev »den sidste hånd lagt på værket«. Der lærte jeg at udføre stuepigegerning, der lærte jeg proppeskærerhåndværket, der lærte jeg at skrive »Under lås og lukke«, og der lærte jeg - rosinen kommer i pølseenden - der lærte jeg at - digte. Man tror mig måske ikke; men vent bare lidt, man skal snart få troen i hænderne. Ved min indsættelse i nr. 206 overleverede min betjent mig højtidelig en riskost, en støvekost, to lange strømpeskafter, en lærredsklud og to hvide mursten. Det var mine stuepigerekvisitter. Riskosten og støvekosten brugte jeg hver dag, den første til klosettet, den anden ved fejningen af cellen. De øvrige genstande kom i brug om lørdagen,

Når middagstiden var forbi om lørdagen, gik betjenten rundt, åbnede klappene og råbte: »Salt og sæbe!« og så skal man stikke sin saltkop og sin sæbekrukke ud ad klappen, hvis man ønskede noget. Af salt og grøn sæbe kunne man få omtrent få så meget, man ønskede. Jeg vaskede en tid lang mine hænder i grøn sæbe, men da jeg opdagede, at der derved fremkom sprækker i dem, holdt jeg op dermed, og anvendte siden kun sæbe om middagen, når jeg vaskede op. Jeg har en fornemmelse af, at det ikke rigtig hører sig til at bruge grøn sæbe ved opvaskning. Men da der altid i madkarrene satte sig fedt, hestefedt, og da jeg kun havde koldt vand, var det umuligt for mig at få karrene nogenlunde rene uden at anvende sæbe. Jeg håber derfor, at man undskylder mig og ikke drager fejlagtige slutninger angående min renlighedssans.

Længere hen på eftermiddagen kom betjenten igen, åbnede døren på klem og råbte »Er tøjet helt?« Var der så noget i vejen med en eller anden beklædningsgenstand, optegnede han det og gik igen. Straks efter at der klokken 5 var ringet til aftensmad, blev døren igen åbnet på klem. Udenfor den på gulvet lå der så en ren skjorte og rene strømper, samt helt tøj til den, der manglede. Hver anden lørdag blev der tillige givet et håndklæde og et halstørklæde, og hver sjette uge rene lagener. Man tog ind, hvad der lå udenfor, og smækkede døren i. Så iførte man sig det »rene« tøj, samlede det smudsige sammen og lagde det udenfor, når døren lidt efter igen blev åbnet på klem. Jeg sætter »rene« i gåseøjne, fordi de allerfleste husmødre øjeblikkelig ville sende det rene tøj, der leveres i Vridløselille, til vask, hvis de fik øje på det. Det gør til visse ikke de kvindelige fanger i Kristianshavns straffeanstalt ære. Det er nemlig dem, der vasker, stopper og lapper for deres kaldsfæller i Vridsløselille, men således er fangearbejde nu en gang,

Når vi havde stiftet klæder og spist til aften, gav vi os ifærd med at vaske cellen. De to stene gnedes sammen, og med det smuld, der derved fremkom, skuredes bordet, hylderne og døren. Med strømpeskafterne vaskedes gulvet, og til sidst blev vinduet pudset med lærredskluden. Dette sidste var et meget vanskeligt stykke arbejde. Jeg satte en halv sæk propper ovenpå stolen, som jeg stillede hen til vinduet, da jeg ellers ikke kunne nå. Desuagtet var der et par ruder, som jeg ikke kunne komme til, fordi jeg ikke kunne få armen langt nok ud gennem trækruden. Det var et vanskeligt arbejde, men det var tillige et morsomt arbejde. Det var den eneste gang om ugen, man uden at risikere noget, kunne se ud ad vinduet, og derfor medtog pudsningen gerne langt mere tid, end der behøvedes. For at genboere ikke skulle kende hverandre, var der givet os ordre til at tage huen på og slå skyggen ned. Men denne ordre blev tit overtrådt, og mange benyttede lejligheden til at slå en lille sludder af.

Med proppeskæreriet kneb det for mig i førstningen. I Vridsløselille skæres der både propper på maskine og »i hånden«. På denne sidste måde skæres de bedste propper, og den anvendte jeg. Man bruger dertil en kniv, der er henved én alen lang, og som skal være så skarp som en barberkniv. Mine hænder, der ikke var vant til sådant arbejde, hovnede op, huden gik af dem på flere steder, og jeg skar mig hvert øjeblik. En tid lang havde jeg ondt ved at falde i søvn af smerter i hænderne, og om morgenen var de sådanne, at jeg knap kunne tåle at røre ved noget med dem. Det varede næsten fem måneder, førend de var blevet så tykhudede, som proppeskærehænder skal være. Læretiden på Vridsløselille er tre måneder; men da ti uger var gået, kunne jeg uden besvær levere det antal propper, tolv hundrede om dagen, der forlangtes. Siden skar jeg undertiden over to tusinde; men da man, som tidligere bemærket, havde lige meget ud af det, enten man bestilte lidt eller meget, indskrænkede jeg mig i reglen til at skære en fjorten, femten hundrede. Proppeskæreriet er et vanskeligt håndværk at lære. Det er egenlig en kunst, thi det fordrer, efter hvad min mester sagde mig, medfødte anlæg. Mange af dem, der blev sat til dette arbejde, måtte afgives til andet arbejde, da det viste sig, at de ikke var istand til at skære en ordentlig prop,

Jeg skar gode propper, jeg tror ikke, der var nogen, som kunne måle sig med mig, når jeg om middagen havde sat en sækfuld udenfor døren, og udgangsfangerne kom for at bære den bort, hørte jeg dem stadig sige: sikke dog nogle dejlige propper! Der er ingen, der skærer som ham i 206. Engang var der endog også en, der føjede til sin lovprisning: det må være en gammel en, ham; han har bestemt været her før. Hver gang der kom en ny fange til proppeskæreriet, kom mesterens medhjælper ind til mig, for at få et par propper, som begynderen skulle have at se efter. Manglede en af embedsmændene et par propper, eller havde en betjent kastet proppen til sin brændevinsflaske bort, eller skulle der laves en eller anden ganske aparte prop, så var det altid mig, man henvendte sig til. Jo, ham i 206, han skar gode propper - lad det være godt!

IX.

Jeg skar gode propper, og jeg skrev gode digte, mens jeg sad i Vridsløselille. Nej, jeg skrev dem ikke, for det var, som næste kapitel vil oplyse, forbudt. Men jeg lavede dem. At jeg skar gode propper, er jeg desværre ikke i stand til at bevise, da jeg ikke ejer en eneste af de propper, jeg skar; men at jeg lavede gode digte, det kan jeg bevise. Her følger som prøve to viser og to fortællinger, eller, hvad jeg heller vil kalde dem, fordi det klinger bedre, to episke digte:

X

Jeg tror ikke, at nogen skal kunne nægte, at jeg er i besiddelse af en ganske overordentlig selvbeherskelske. Skønt jeg den dag, jeg slap ud fra Vridsløselille, havde, et par hundrede digte i hovedet, har jeg dog, indtil forrige kapitel blev befordret til trykken, ikke ladet ret mange mennesker ane, at også jeg er digter. Min selvbeherskelse indskrænker sig ikke dertil. De allerfleste ville i mit sted have ladet alle deres digte trykte. Jeg derimod indskænker mig til kun at lade fire trykte. Hvad hele resten angår, så siger jeg med min kollega H. V. Kaalund: »jeg overgiver dem til forglemmelse.« Jeg kan ikke nægte, at det har kostet mig overvindelse, således straks efter fødselen at tage livet af så godt som alle mine åndsfostre. Der var en tid, da det var min sande beslutning, så snart jeg slap ud, at udgive dem allesammen, ovenikøbet under den velklingende og trykkende titel: »Vridsløselille Forbedringshuses Fabrikata«. Det smigrede min forfængelighed, når jeg tænkte på, hvorledes der om et par hundrede år eller så, ville komme til at stå i en eller anden håndbog for litteraturhistorien: blandt de europæiske digtere i det nittende århundrede må særlig fremhæves trekløveret: Zacharias Nielsen, Martin Kok og Povl Geleff, men jeg overvandt min digterforfængelighed, og derfor siger jeg: jeg tror ikke, at nogen skal kunne nægte, at jeg er i besiddelse af en ganske overordentlig selvbeherskelse. Det første digt, jeg tilvirkede i Vridsløselille, var uheldigt i sig selv og ligeledes uheldigt for mig. Det skaffede mig af med en behagelighed og det skaffede mig en ubehagelighed på halsen.

Nogle få dage efter at jeg var sluppen op i anden klasse, lykkedes det min mester at få inspektøren til at udnævne mig til bogholder ved proppeskæreriet, børstenbinderiet, cigarrulleriet osv. Jeg var overordentlig glad ved denne udnævnelse, der skaffede mig en times adspredelse hver dag og tillige noget at tænke på. Noget at tænke på er en særdeles rar vare i et cellefængsel; den, der ikke kan til veje bringe tilstrækkeligt deraf, vil ufejlbarlig gå fra forstanden. Men derom har jeg i sinde at skrive et kapitel for sig og forbigår altså her dette emne. Det var et par dage efter, at denne udnævnelse var sket, at jeg en eftermiddag, medens jeg flittig arbejdede i min proppeskærergerning, lavede mit første digt. Det handlede om Crone, Afrikanus og andre hædersmænd. Da det var færdigt, syntes jeg, det var synd, at samtiden og eftertiden skulle gå glip af det, og da jeg var overbevist om, at jeg ville glemme det igen, hvis det ikke blev opskrevet, så benyttede jeg den første lejlighed til at få det overført på en stump papir, som jeg derefter gemte i min skrivebordsskuffe.

Nu er det godt nok, at man véd med sig selv, at man er digter, men man vil dog også gerne have, at andre skal vide det. Den betjent, der fungerede som min mesters medhjælper, var tyk og fed og så i det hele taget velvillig og godmodig ud, forekom det mig. Da han så en dag kom ind til mig, tog jeg mit digt frem og læste det for ham. Han blev blussende rød og foér imellem hvert vers hen til døren, som om han var bange for, at vi skulle blive overraskede. Han teede sig i det hele taget således, at enhver, som ikke var så godtroende som jeg, ville have opdaget, at han pønsede på uråd. Et par dage efter, netop som jeg, efter at have spist til middag, var i færd med at tage mig en middagslur på et par sække propper, trådte overbetjenten ind til mig: »Åh, Geleff, vil de ikke tage deres tøj på og gå med ? De skal over til inspektøren.«

Jeg havde endnu aldrig været hos inspektøren, hvorimod han adskillige gange havde været hos mig og hver gang havde teet sig således, at jeg var kommen til at holde af ham, og jeg anede derfor intet ondt. Inspektøren sad i en lænestol foran et skrivebord og så meget alvorlig ud, og han så slet ikke på mig, da jeg havde stillet mig op et par skridt fra skrivebordet, medens betjenten stod et par skridt bag ved mig. Inspektøren tog et stykke papir fra bordet og holdt det i vejret. Jeg genkendte straks den lap papir, hvorpå jeg havde nedskrevet mit digt, og som jeg troede vel forvaret i min skuffe. »Har de skrevet den sang?« Spurgte han uden at se på mig. »Ja«, svarede jeg. »Sæt den mand fire og tyve timer i kachotten!« Henvendte han sig til overbetjenten. Vi gik. »I kachotten!« tænkte jeg ved mig selv. »Jeg synes, at du er godt nok i kachotten. Hvad i al verden kan inspektøren mene med det?« Da vi var kommet ud i centralhallen, åbnede overbetjenten en jerndør og anmodede mig om at gå foran ned ad en trappe, som førte ned i dybet. Dernede vandrede vi gennem en del skumle gange, der bragte mig til at tænke på Paris' katakomber, og landede til sidst i en næsten fuldstændig mørk krog. Overbetjenten skød en jernstang fra en dør, åbnede den og sagde: »Så, Geleff! Vil de så gå ind.« Jeg adlød. Døren blev lukket, jernstangen skudt for, og jeg befandt mig i det yderste mørke, hvor der, hvad jeg siden fik at vide, mangen gang har været gråd og tænders gnidsel. Jeg vil ikke nægte, at jeg blev noget uhyggelig til mode, da jeg hørte overbetjenten fjerne sig. Et sådant mørke, som der herskede i kachotten, havde jeg endnu aldrig »set«. Det var i ordets bogstaveligste betydning lige så mørkt som i en grav, og dertil kom, at der herskede gravstilhed dernede. Fire og tyve timer - »fire og tyve timer under jorden.« Jeg havde en gang læst en fortælling med denne titel, og nu stod alle dens enkeltheder for mig. Så foer der en mængde historier om sammenstyrtede kulgruber, sammenstyrtede brønde, sammenstyrtede mergelgrave og andre »levende begravelser« gennem hovedet. Min hue trykkede mig forfærdeligt; jeg tog den af; det hjalp ikke; jeg havde vedblivende en fornemmelse, som om mit hoved sad i en skrue. Det varede ikke længe, førend jeg kom på det rene med, at denne fornemmelse måtte hidrøre fra, at blodet steg mig til hovedet, og at dette igen måtte have sin årsag i, at jeg var bange. Aldrig så snart var jeg blevet enig med mig selv derom, førend jeg begyndte at skamme mig. Skamfølelsen drev angsten bort, og samtidig med angsten forsvandt den trykkende fornemmelse. Jeg besluttede at gøre en opdagelsesrejse gennem mit opholdssted. Længden af det var seks skridt og bredden tre skridt. Følgelig havde det nøjagtig samme størrelse som en almindelig celle. Der var intet vindue og der var ingen møbler, med mindre man som sådan vil betragte en med vand fyldt beholder, der var anbragt midt på den ene sidevæg. Jeg blev overbevist om dens tilværelse ved til min store forskrækkelse at jage armen ned i den. Fire og tyve timer! Hvorledes skulle jeg kunne holde det ud i så lang tid, når jeg ikke engang kunne sidde ned. Jeg gik en times tid frem og tilbage, idet jeg holdt den højre arm foran mig. Skønt jeg indskrænkede mig til fem skridt, løb jeg dog af og til, på grund af, at jeg forfejlede retningen, ikke panden, men maven imod muren. Min mave var den gang vel ved magt. En gang imellem jog jeg også armen ned i beholderen, hvorover jeg stadig blev i høj grad forskrækket. Til sidst blev jeg træt. Jeg satte mig på min hue, lænet op i en krog, og prøvede på at falde i søvn. Det ville ikke lykkes for mig. Idet jeg lagde hovedet mod muren, begyndte det at surre, som om hele cellen var fuld af myg. I førstningen troede jeg, at denne surren havde samme grund, som den trykkende fornemmelse i hovedet, men til min trøst opdagede jeg snart, at det virkelig var myg, som havde indrettet sig deres vinterkvarter dernede, og som jeg havde forstyrret i deres ro ved at støde lidt kalk af væggen.

Nej, jeg kunne ikke falde i søvn, og jeg begyndte at fryse. Det var en af de sidste dage i november. Så gav jeg mig igen til at gå op og ned ad gulvet, og som tidsfordriv besluttede jeg at anvende det samme middel, som havde skaffet mig de fire og tyve timer på halsen: jeg gav mig til at »digte«. Først lavede jeg en sang, hvoraf hvert vers begyndte med: Inspektør Hansen i Vridsløselille. Hævnen er jo sød. Da den var færdig, satte jeg melodi på den. Det kan jeg nemlig også. Og så blev jeg ved at gå frem og tilbage, nynnende sangen, hvori jeg ønskede adskilligt ondt over inspektøren og opfordrede fanden, om hvem jeg antog, at han måtte være i nærheden, til at danse en tyroler-hopsa med ham.

På den måde gik tiden udmørket. Længe før jeg havde ventet det, hørte jeg det ringe til aftensmad. Lidt efter indfandt min betjent sig med min sædvanlige aftensmad: et krus vand og et par stykker brød. Efter at jeg havde fået bugt dermed, gav jeg mig igen til at digte. Denne gang blev det en vise om Adam og Eva. Første vers lyder således:» Da Adam en morgen opvågned af blund, han så ved sin side så frist og så sund, så nydelig, så sød, så fin og så blød, så hvid og så rød, den lille jomfru Eva at hvile.« Den satte jeg også melodi til; jeg kan med de dele! Og så gik jeg stadig frem og tilbage, afvekslende nynnende sangen om Adam og Eva, sangen om inspektøren og den sang, som jeg var blevet dømt for.

På den måde gik tiden så hurtig, som den aldrig nogen sinde hverken før eller siden er gået for mig. Jeg blev aldeles forbavset, da jeg hørte det ringe til sengs. Samtidig med, at det ringede, kom min betjent for at hente mig. Jeg havde gjort regning på at skulle tilbringe natten i kachotten, og det havde også nok oprindelig været inspektørens mening. Siden var han og den øvrige bestyrelse kommen i tanker om, at det var for koldt dertil. Da jeg kom ud til lyset, svimlede det for mig, og jeg var lige ved at falde om. Denne svaghed forvandt jeg dog snart. Da jeg var kommen i seng, lå jeg et par timer og så ud af vinduet. Skønt det vel omtrent var, hvad man kalder bælgmørk, syntes jeg, at det var dejlig lyst, og jeg glædede mig ved lyset. Den næste margen kl. 6 blev jeg igen af min betjent ført ned i kachotten. Først tog han dog mine seler, mine strømpebånd og mit halstørklæde fra mig. Det havde han fået ordre til, sagde han; det var skik og brug at berøve de til kaschotdømte fanger ethvert middel til at tage livet af sig.

Da jeg vel var blevet lukket ind igen, tog jeg straks fat på digteriet. Først måtte Afrikanus Knudsen holde for. Alt eftersom jeg blev vant til mørket, begyndte humøret at stige. Det varede ikke længe, førend jeg ligefrem kom i brillant humor, og så tog jeg fat på en drikkevise. For at man ikke skal beskylde mig for at fare med usandhed, anfører jeg her et vers af den: »Jorden upålidelig er og selv det røber; som i ved, den idelig rundt på himlen løber, løber rundt, som den var gal, jeg det kan fornemme, den s'gu har en perial, ellers blev den hjemme«. Inden jeg vidste af det, blev det middag, aftensmadstid og sengetid. Jeg var forskrækkelig træ't, da jeg havde gået op og ned ad gulvet i fjorten timer med den højre hånd udstrakt foran mig og med den venstre holdende i bukselinningen - bukserne var så forskrækkelig vide -, og jeg blev endnu mere svimmel end dagen i forvejen, da betjenten lukkede mig ud. Jeg havde gjort regning på, at jeg skulle have haft endnu en lille tur den næste dag; men den slap jeg for. På mit spørgsmål, om jeg ikke skulle på'en igen, eftersom jeg havde to timer til rest, svarede han, at der ikke var givet ham nogen ordre i den retning. Siden digtede jeg næsten hver dag i flere måneder, men aldrig faldt det mig så let, som da jeg var i mørk kachot. Den, der ikke selv har prøvet det, kan ikke engang tilnærmelsesvis ane, hvor let det går med digteriet i mørk kachot. Jeg har tit tænkt på, at det ville blive en stor vinding for litteraturen, hvis man af og til gav vore mange små digtere en mørk brummetur. Man kunne i alle fald gerne foretage en prøve i den retning. Kunne man ikke gøre et forsøg med Erit Bøgh? Å, kunne man ikke gøre et forsøg med Erik Bøgh? Jeg var ikke den eneste digter i Vridløselille. En af embedsmændene har fortalt mig, at der var mange, som gav sig af dermed, og hans udsagn bestyrkedes af en samtale, som jeg en gang hørte i gården, den lod således: Ø! Ø! Nu bliver det koldt. Ja, hvad var det, du ville skrive? Det er noget, jeg har dejtet - du kan tro, det er brillant.

XI.

Vi kommunister i Vridsløselille var gode kristne og gode undersåtter. Derfor fejrede vi strengt de kristne højtider og hans majestæts fødselsdag. I julen, i påsken og på fødselsdagen vankede der endogså ekstraforplejning, hvilket derimod ikke var tilfældet i pinsen. Ekstraforplejningen var ens de tre højtider, så at altså kongens fødselsdag blev anset for lige så højtidelig som jul og påske. Jeg skal nu give en lille skildring af, hvorledes vi fejrede julen det første år, jeg tilbragte i Vridsløselille. Juleaftensdag blev der ikke ringet til arbejde om middagen. Min mesters medhjælper kom ind til mig og hjalp mig af med de propper, jeg havde skåret, samt spånerne og kvartellerne, for at min celle kunne komme til at se lidt pyntelig ud. Både han og de øvrige betjente var ualmindelig velvillig stemte: det var klart, at den forestående højtid allerede bredte sit festlige skær over dem. Klokken 2 1/2 lød overbetjentens hæse røst gennem fængslet. Jeg, der dengang havde siddet i 4 måneder, kendte alle embedsmænd og de betjente, jeg kom i berøring med, på stemmen og gangen, samt på deres forskellige måde at åbne dørene på. Da jeg hørte overbetjentens røst, vidste jeg, at vi skulle i kirke. Nøgleknipperne kom da også straks igang. Derefter blev der fuldstændig stilhed. Jeg stillede mig hen ved døren og lyttede. Bare du måtte blive blandt de sidste, sagde jeg til mig selv, for der kommer vist mange »udenoms« i kirke i dag. Jeg havde held med mig. B og D brølede overbetjenten. Disse to fløje blev altså først lukkede ud. Så ønskede jeg, at der for fløjene A's og B's vedkommende - jeg sad i E - måtte blive begyndt fra øverste etage, for at jeg, der sad i stuen, kunne blive blandt de allersidste. Mit ønske gik i opfyldelse.

Hvorfor ønskede jeg at være blandt de allersidste? Stolene i Vridsløselille kirke hæver sig terrasseformigt; derfor kunne man fra de bageste se baghovederne af en del af fangerne, når de stod op, samt, hvad der var det allervigtigste, man kunne se de fleste af de ikke-fanger, der overværede »gudstjenesten«. Til embedsmændene og betjentene og deres familier var der nemlig indrettet plads foran den første række af de til fangerne bestemte »stole«, hvilke stole havde en vis lighed med de krampekasser, som bruges på hospitalerne. Da jeg var kommen ind i min stol, rejste jeg mig op. Del er rigtignok forbudt, men de betjente, der stod opstillede ved prædikestolen, var ikke i stand til at se, om fangerne i de bageste rækker sad ned eller stod op. Der var allerede kommet nogle embedsmænd og et par damer, smukke damer, og der kom stadig flere. Læser, du er ikke i stand til at forstå, og jeg er ikke i stand til at skildre for dig, hvorledes en stakkels fange, der i flere år har siddet i fængsel og endnu sidder i cellefængsel, bliver til mode, når han får et kvindeansigt at se. Det gyste i mig, da jeg så alle de smukke ansigter, og det gyste muligvis også i adskillige af de smukke piger, omend af en anden grund, når de kastede nysgerrige eller medlidende blikke op til os forbrydere,

Lysene på alteret var tændte, og præsten så ualmindelig højtidelig ud, som han lænede sig op ad herrens alter og stemte kraftig i med, da vi sang: »et barn er født i Bethlehem«. Jeg stemte også i på det kraftigste, det gjorde jeg forresten altid, når jeg var i kirke. Dels fordi det morede mig, dels fordi jeg anså det for gavnligt for mit bryst. Præsten begyndte sin prædiken med at ønske »gudsfred« over gamle og unge, mænd og kvinder, voksne og børn, fangne og frie. Så fortalte han en historie, og til sidst mindede han os fanger om vort hjem, hvorved han opnåde - hvor de præster er stædige - at der blev en sådan hulken, at man næppe kunne høre slutningen af talen. Jeg troede i førstningen, at det var kvinderne, der græd, men det var fangerne. Hvem skulle tro, at forbrydere, samfundets udskud, kunne blive rørt og græde, fordi deres tanker bliver henledt på deres hjem?

Lidt efter at jeg igen var kommen over i min celle, blev min klap åbnet, og der blev stukket to bøger ind til mig. Der blev altid givet ekstrabøger til højtiderne. Et par dage før havde jeg anskaffet mig en almanak, og jeg var altså nogenlunde forsynet med læsning i helligdagene. Kun den, der selv har siddet i cellefængsel, er i stand til rettelig at sætte pris på en bog. Jeg skylder at tilstå, at boguddelerne, hr. H, V. Kaalund og lærer Nielsen, tog alt muligt hensyn til modtagernes dannelsestrin ved boguddelingen, men selvom jeg en gang imellem måtte nøjes med et bind af Rises arkiv, var jeg dog både glad og taknemlig for det. Klappen blev ved at gå i det uendelige. Efter bagerne kom der et halvt fjerdingspund smør. Det var rigtignok harskt, men den, der ikke har smagt smør i fire måneder, er ikke kræsen. Så kom der tre små bitte runde surbrød, så to spegesild og til sidst et stort krus øl. Jeg var nærved at blive tummelumsk i hovedet, da jeg havde fået alle disse herreretter stillet op på bordet, og det samme var vistnok tilfældet med min nabo. I alt fald gav han hvergang, der var kommet en ny sending, et par slag på væggen, og jeg hørte ham gøre nogle lystige krumspring.

Jeg gik op og ned ad gulvet og stirrede på det dækkede bord. »I denne søde juletid kan man sig ret fornøje, sang jeg, naturligvis ikke så højt, at nogen kunne høre det, thi al syngen er forbudt i Vridsløselille. Så satte jeg mig til at spise, O! hvor det smagte; aldrig har de prægtigste retter smagt nogen så godt, som mit juleaftenstraktement smagte mig. Jeg tror næsten, jeg blev en smule øllet, i hvert fald blev jeg overordentlig lystig til mode, og alle mulige drikkeviser snurrede rundt i hovedet på mig, medens jeg stak til kruset. Da jeg var færdig med at spise og drikke - og det varede længe, for jeg blev det - fordybede jeg mig i en af bøgerne og glemte både, at jeg var en ussel fange, og at det var juleaften. Kl. 8 gik jeg til sengs, lige så tilfreds som de mest tilfredse af dem, der samme aften havde danset om juletræet og modtaget gaver i massevis, og jeg faldt straks i søvn. Jeg havde gjort regning på, at der også skulle have vanket bedre middagsmad i helligdagene, men i så henseende blev jeg skuffet. Spisesedlen lød som sædvanlig på rumsortsuppe, hestekødsærter osv..

XII.

Foruden at jeg sit 24 timers mørk kachot, blev jeg afsat fra mit skriverembede, og det blev meddelt mig, at jeg egenlig også burde have været nedsat i første klasse, men det slap jeg dog for. At man fratog mig skriveriet, anså jeg for en værre straf end brummeturen, ja jeg ville hellere haft 5 gange 24 timers kachot end mistet det. Inspektøren, der er dansk jurist, viste ved denne lejlighed, at han har sat sig tilbørlig ind i dansk lov. Ifølge den hører det sig jo til at give tilgift til enhver straf, og tilgiften plejer i reglen at være mange gange værre end straffen, f.eks. et års arrest til 2 gange 5 dages vand og brød. Jeg havde troet og håbet, at jeg, når der var gået et par måneder, igen ville være blevet indsat i skriverembedet, men jeg blev skuffet. I de tyve måneder, jeg derefter tilbragte i Vridsløselille, vedblev jeg at være slet og ret proppeskærer. Jeg blev kun straffet den ene gang. Der hørte ellers ikke meget til for at blive straffet. Så vidt jeg ved, hengik der sjælden nogen dag, uden at en eller anden måtte holde for. Men jeg rettede mig i et og alt efter dagsordenen og reglementet, og de fleste straffe skyldtes naturligvis overtrædelsen deraf. Der gives dem, som tror, at når fangerne i et cellefængsel, skønt de skulle være fuldstændig afspærrede fra hverandre, står i stadig forbindelse med hverandre, så må der være en mangel ved opsynet og bestyrelsen. Denne tro er fuldstændig grundløs.

Opsynet i et cellefængsel kan, når det gør sin pligt - og i den henseende kan man virkelig ikke lægge opsynet på Vridsløselille noget til last - opdage en del af de forbindelser, fangerne vedligeholder med hverandre, og bestyrelsen kan straffe alle dem, der bliver grebne på fersk gerning - bestyrelsen på Vridsløselille lægger som omtalt ikke fingrene imellem ved sådanne lejligheder - men hverken bestyrelsen eller opsynet kan forhindre, at fangerne stadig gør nye forsøg på at komme i forbindelse med hverandre, og at de stadig opfinder nye midler - midler, som kun en fange kan opfinde - til dette øjemeds opnåelse.

I mine skiffer fra Tivoli har jeg berørt, at arrestanterne der jævnlig »telegrafere!« til hinanden. Det samme gør fangerne i Vridsløselille. Denne forbindelsesmåde er den mest farefrit, navnlig når det er mørkt. De vagthavende i gangene kan vel høre, at der telegraferes, men de kan ikke med tilstrækkelig nøjagtighed afgøre, hvem der telegraferer. Det var temmelig vanskeligt at forstå, hvad der blev telegraferet, i særdeleshed når det var gamle øvede fanger, der telegraferede. Det gik da overordentlig hurtigt, og der blev anvendt en mængde forkortelser. Goddag blev f.eks., stavet: goda, inspektør: spektør osv.. Mine naboer i 207 gjorde flere forsøg på at få mig til at stå i telegrafist forbindelse med dem, men da jeg aldrig svarede dem, blev de snart kede af det. I førstningen anså de mig rimeligvis for fej, men de opdagede alle inden lang tid, hvem jeg var, og få fandt de det naturligt - det være sagt til deres ære - at jeg ikke ville have noget at gøre med dem. Jeg siger: »mine naboer«. Den, der sad i 207, da jeg blev puttet ind i 206, var nemlig allerede i fjerde klasse og slap ud efter et par måneders forløb. Så kom der en, der sad i otte måneder - det var et forskrækkelig uroligt hoved og en forvoven krop - så en, der sad i seks måneder, og derefter en, som endnu sad, da jeg slap ud.

I cellen 205 var der ingen fange, da den blev benyttet af mesters medhjælper, den tidligere omtalte betjent, som skaffede mig mørk kachot. Oven over mig stod cellen i lang tid tom, men i mit sidste halve år var den »besat« af en gammel kammerat, der i over en måned på mange forskellige måder søgte at få mig inddraget i den diskussionsklub, som foruden ham min sidemand i 207, hans egne to sidemænd og disses og hans »overmænd« var medlemmer af. Jeg var led og ked af denne min »overmand«, fordi han regelmæssig hver aften straks efter at der var ringet for sidste gang, udstødte et par forskrækkelig fortabte »naja«er, der bragte mig i dårligt humor, og fordi han ligeledes regelmæssig hver aften sendte en gyselig lang og overordentlig højrøstet aftenbøn, eller hvad det nu var, til vejrs.

Skønt man meget godt kan telegrafere gennem væggene, er det dog nok så praktisk og så godt som fuldstændig ufarligt at bruge vandrørene og varmeledningen dertil. Varmerørene skjultes af en jernkasse, som bestod af flere stykker. Dem var det ikke vanskeligt at bryde løs og skille ad, uden at det kunne ses, når de igen lagdes på deres plads. Det var mere vanskeligt at bryde hul på væggen ved varmerøret, men lykkedes det, kunne fangerne i de celler, der således var satte i forbindelse med hinanden, ugenert samtale ved nattetid, og de kunne ligeledes hjælpe på hinanden med fødemidler og bøger, når kassen igen blev lagt på sin plads, var hullet skjult. Jeg tror nok, at der består adskillige sådanne underjordiske forbindelser på Vridsløselille.

Jeg har tidligere berørt, at mange førte en livlig samtale, når de pudsede vinduer. Den, der ønskede at samtale på den måde, henledte sin nabos opmærksomhed derpå ved et slag på væggen og ved derefter at lukke sin trækrude et par gange op og i. Denne måde at samtale på blev også brugt på andre tider, og det var heller ikke så sjældent, at der gennem vinduerne blev råbt fra den ene fløj til den anden. Dette skete i særdeleshed om efteråret og foråret om morgenen, når det var for mørkt til at bestille noget, og der dog ikke blev tændt lys, samt om søndagen, i særdeleshed på den tid, da der blev lukket ud til kirke, og det altså var sandsynligt, at alle betjente var optagne, og at ingen af dem var i haven. Undertiden kunne man se en fange stikke sin tavle ud af vinduet og hans sidemand stikke sit spejl ud af sit vindue. I spejlet kunne han så læse, hvad der stod på tavlen. De fanger der var nåede op i anden klasse, havde lov til at anskaffe sig et lille spejl.

Somme korresponderede med deres undermænd ved hjælp af en lang snor, som de fra deres vindue hejsede ned til dem. Det var rimeligvis kun væverne, der var i besiddelse af en sådan snor. I snoren hængte der under tiden en bog, et stykke brød eller et stykke skråtobak. Fanger er, som i det hele taget folk, der af egen erfaring véd, hvad det er at lide nød, tilbøjelige til at hjælpe hverandre, uden at de behøver at mindes om, at gud elsker en glad giver. Deres godhjertethed indbragte dem desværre i stedet for guds kærlighed som oftest en dragt rottingslag og ved lejlighed tillige en overhaling af guds repræsentant, præsten.

I gårdene blev der ført mange samtaler. Det var jo umuligt for den betjent, der løb rundt i »observatoriet«, at se ud ad alle tolv vinduer på én gang. En sådan samtale blev altid indledet med et: »Æ!«, Der betød: »Er du der, og vil du tale med mig?« Hvis den tiltalte var villig dertil, svarede han ligeledes »æ!«. De mere forsigtige gjorde en omgang i gården mellem hvert spørgsmål og svar. De fleste samtaler i gården blev ført lige før vi skulle lukkes ind igen. Betjentene forlangte, at vi skulle stå parat ved gårddørene, når de kom. Den, der ikke endnu havde lært, at nogle vældige drøn inde i fængslet betød, at fangerne fra den anden gård lukkedes ind, og at altså raden om lidt ville komme til den gårdsamling, som han hørte til, blev skældt ud. Vi stod altså i nogle sekunder eller minutter ved dørene, og da betjenten i observatoriet var optaget med at passe på de fanger, som kom ind, var der ikke megen fare ved at slå en lille sludder af. Dog skete det ikke så sjælden, at en eller anden blev greben på fersk gerning.

Der blev stadig kastet små beskrevne stumper papir, som var bundne til en sten, eller små beskrevne skiferstykker, hvoraf der lå fuldt op i gårdene, over murene, som adskilte disse. Jeg modtog ikke så ganske få sådanne budskaber. De indeholdt gerne en meddelelse om, hvem afsenderen var, hvor lang tid han var dømt, og hvor lang tid han havde tilbage. Det er en selvfølge, at afsenderen gjorde regning på, at modtageren skulle vise ham lignende fortrolighed. Ikke så ganske sjælden udbad afsenderen sig tillige en skrå. Jeg modtog en gang et stykke skifer, hvorpå der ikke stod andet end: »er det Povl Geleff?« De, der var højt i klasse, og som følge deraf havde fuldt op af skråtobak, lagde under tiden en halvtygget skrå i græsset eller på de jernstænger, der, som tidligere fortalt, forbandt gårdenes yderender, til fri afbenyttelse for deres første klasses medborgere. Slige gaver blev modtagne med taknemlighed.

I kirken og i skolen blev der ligeledes ført samtaler, dels ad telegrafisk vej, dels mundtlig, dels skriftlig. Mange af dørene mellem aflukkerne sluttede ikke fuldstændig tæt, så der kunne stikkes små papirsstrimler ind under dem. På den måde var der en gang en, som gjorde mig bekendt med, at han skulle ud om nogle få dage, og at han var villig til at besørge et eller andet ærende for mig. Bag efter papirstrimmelen kom der en tråd, som, da jeg halede den til mig, bragte mig i besiddelse af en ubetydelig stump blyant, der var fastgjort til den. Jeg sendte den imidlertid tilbage uden at gøre brug af den. Hvorledes var han kommen i besiddelse af blyanten, og i det hele taget, hvorledes fangerne kom i besiddelse af skrivematerialer, er mig endnu en gåde. At man i kirken i stedet for salmeordene kunne synge til de nærmestsiddende, hvad der lå en på hjerte, er noget, som følger af sig selv. Denne meddelelsesmåde brugte jeg selv en gang, da jeg troede, at Pio sad lige foran mig, hvori jeg dog tog fejl.

 Min nylig omtalte urolige sidemand kastede engang i gården et skiferstykke til mig, hvorpå der stod: »Nu ved jeg, hvordan vi kan tale sammen«. Dengang troede han endnu, at det var fejghed, når jeg ikke ville telegrafere med ham eller samtale ved vinduet. Næsten aften, da lyset var blevet slukket, og der var ringet for sidste gang, hørte jeg ham lukke vinduet op. Så gjorde han et par slag på væggen, og lidt efter hørte jeg noget stå flere gange imod mit vindue, derefter bankede han igen på væggen, og så hørte jeg påny noget slå så stærkt imod mit vindue, at jeg var bange for, der skulle, gå en rude i løbet. Skønt jeg var meget ræd for at blive opdaget, stod jeg dog til sidst op, og jeg så da, at slagene mod vinduet fremkaldles af en tynd »stok«, hvis ende, dannede en ret vinkel, så at den kunne nå ind til vinduet. Der var til stokken bundet en stump sammenviklet lærredsklud, som rimeligvis indeholdt noget skriftligt. Min urolige nabo blev ved at slå mod mit vindue, indtil jeg telegraferede til ham, at jeg ikke ville gøre brug af hans opfindelse. Jeg kan ikke, tænke mig andet, end at »stokken« var lavet af sammenbundne ris af den riskost, som hørte til hans kloset. Men hvor havde han fået den fornødne »bindsel« fra, og hvor gemte han om dagen »stokken« for opsynets spejdende øjne?

XIII.

Jeg blev altså kun straffet én gang, men jeg var grumme nær ved at blive det en gang til. Som man nok kan tænke sig, blev de breve, jeg modtog og de breve jeg afsendte, censurrede af fængselsbestyrelsen. For almindelige fangers breve ansås assistentens censur for tilstrækkelig, men vi tre socialisters breve blev gennemlæst af inspektøren i egen høje person og vistnok tillige af alle de øvrige embedsmænd. I et af mine breve skrev jeg, efter at have fortalt, hvad mad jeg fik, at man på Vridsløselille ingen forstand havde på at lave mad. To dage efter kom en betjent og meddelte mig, at jeg skulle følge med ham til inspektøren. Det var et par måneder, efter at jeg havde været i kachotten. Skønt jeg intet ondt var mig bevidst, blev jeg dog ilde tilmode ved denne meddelelse, og jeg var allerede så småt forberedt både på en brummetur og på rottingslag.

Inspektøren tog igen imod mig, siddende i en lænestol. Han tog mit brev, der lå på skrivebordet, i hånden, ligesom han sidst havde taget min sang i hånden: »her er et brev, hvori De skriver, at vi ingen forstand har på at lave mad her. Hvad mener De med det ? Jeg svarede, at jeg kun havde skrevet således for spøg. »For spøg!«. Her er ikke stedet for spøg, det kan de gøre, når de går »på friheden«. Jeg er inspektør for en straffeanstalt, og jeg burde egenlig have straffet Dem, - smid det skidt væk!« afbrød han sig selv, idet han henvendte sig til overbetjenten. Med »det skidt« mente han mit brev, - derpå fortsatte, han til mig: »for den gang vi! Jeg lade dem slippe med en alvorlig advarsel - farvel!« Jeg ville netop have bedet om ordet for en kort bemærkning. Men inspektøren, der havde en ved lang øvelse erhvervet ualmindelig færdighed i at skælde ud og i at stoppe munden på folk, forstod ved sit »farvel«, der kom mig fuldstændig uventet, at forhindre mig fra at komme til orde.

Inspektøren var, som man vil havde set, streng, meget streng. Det er blevet mig fortalt, al han undertiden i »tampestuen« kan tage rottingen fra bødlen - som sådan fungerer en husmand - med de ord: »de slår jo ikke! Således skal de slå!« Men han var ikke alene streng mod fangerne, men også mod betjentene. Og lige så streng som han straffede den mindste forseelse, lige så omhyggelig vågede han, såvidt jeg kunne mærke, over, at der ikke skete fangerne uret. Jeg kunne i grunden godt lide ham. Når han besøgte mig, hvilket i reglen skete hver femte uge, lagde han altid inspektøren på hylden, og vi fik os da mangen lun passiar om jagt og fiskeri og eneboerliv på den jyske hede med meget andet. Undertiden gjorde han forsøg på at omvende mig til kristendommen. Jeg tror ikke, at han var meget modig. Pinsedag var der, som bekend, taget en del socialister ud til Vridsløselille, for at bringe os en serenade. Dagen i forvejen kom inspektøren til mig. Jeg kunne mærke på ham, at der var noget, som satte hans sind i bevægelse. Han fortalte mig, at han også havde været hos Pio og Brix. Han var ganske ualmindelig forekommende, og han trykkede min hånd både til goddag og farvel,

Den af embedsmandene, jeg bedst kunne lide, var assistent Gomard. Han gjorde en runde gennem, fængslet hver tirsdag og spurgte hver enkelt fange, om der var noget, han vilde. Ham talte jeg altså oftest med, og han blev gerne noget længere hos mig, end hos de unge fanger. Nær efter ham syntes jeg bedst om overlærer Kaalund, der besøgte hver fange en gang om måneden. Skønt han i den tid, jeg sad derude, var forlovet med »Fulvia«, passede han dog sin fængselsgerning med en sjælden samvittighedsfuldhed. Så vidt jeg kunne forstå, var han fangernes yngling og den, der havde størst indflydelse på dem, hvis der i det hele taget kan være tale om, at en mand kan have indflydelse på dem, som han kun omgås et kvarters tid om måneden. Den, jeg mindst kunne lide, var præsten, og han var ilde lidt af alle mine lidelsesfæller. Han stødte mig straks fra sig ved sin påfaldende mangel på høftighed. Medens for eksempel hr. Kaalund altid iagttog almindelige høflighedsregler lige overfor mig og aldrig satte sig på min stol, uden når jeg anmodede ham derom, og endda kun efterkom min anmodning, når han var meget træt, snuppede præsten altid uden videre min stol, og han beholdt stadig sin hat på, når han var hos mig. I fine (i forbigående sagt yderst kedelige) søndagsprædikener kaldte han os altid sine »kære venner« (regelmæssig en gang, men aldrig tiere, i hver prædiken), men til dagligdags talte han stadig om den »milde« straffelov og om den »milde« behandling, fangerne var genstand for. »Det er en skam«, sagde han engang til mig, »således som man i England behandler fangerne«. Så? spurgte jeg, hvorledes det? »Jo, så godt som de bliver behandlede. Det er skændigt, at fanger skal have god mad«. Ved en anden lejlighed udviklede han for mig, hvor heldig det ville være, hvis man, i al fald de første måneder af straffetiden, lod fangerne ligge på det bare gulv med et stykke favnebrænde under hovedet.

En af de førte gange, han besøgte mig, betroede han mig, at mine socialistiske anskuelser var ravgale, ved hvilken lejlighed han argumenterede sålunde: »Der kan ikke være noget godt ved socialismen, for de fleste socialister er ateister, og ateisterne er nogle slyngler«. Jeg vil gøre dem opmærksom på, hr. pastor, at jeg er ateist, bemærkede jeg. »Hvad!« foér han op, »De tror da vel på en gud?« Nej. »Tror de ikke, at der gives nogen gud?« Nej. »Ja, så er vore anskuelser så forskellige, at det ikke kan nytte, jeg taler med dem. Ja, for jeg kan vel ikke omvende dem? Det kan de næppe. »Farvel, Geleff!« Han gjorde dog siden stadige forsøg på at omvende mig til kristendommen, og han blev, alt som tiden led, mere og mere manerlig lige overfor mig. Da biskop Martensens skrift om »Socialisme og kristendom« udkom, gik det op for ham, at han altid havde sagt, at der var noget godt ved socialismen. Foruden af de her nævnte embedsmænd modtog vi en gang imellem besøg af andenlæreren, bogholderen og forvalteren. Efter en beregning, jeg har anstillet, har en almindelig fange i gennemsnit besøg en halv time hver uge,

Det kan ikke nægtes, at embedsmandene i Vridsløselille i det hele taget er hæderlige og retskafne folk, og det kan ikke nægtes, at deres optræden lige overfor fangerne er ti gange mere human, end det københavnske politis og dets håndlangeres optræden lige overfor arrestanterne. Det kan ikke heller nægtes, at medens der i Københavns arrester og under forhørene gøres alt for at forværre arrestanterne og ikke en smule for at påvirke dem i nogen god retning, hverken af præsten eller nogen anden, så gør embedsmændene i Vridsløselille med få undtagelser alt, hvad man kan forlange af dem, for at forbedre de til dem betroede fanger.

XIV.

Jeg hører til den lille flok, ikke til den lille flok, der omhandles i nr. 457, men til den lille flok, der tager strandbade hver dag om sommeren og styrtebade hver dag om vinteren. Strandbade kunne jeg ingen få af, medens jeg var i bånd og bast, men styrtebadsapparater havde de både i »Tivoli«, på Kristianshavn og i Vridsløselille, og politilægen gav, da jeg havde siddet et par måneder det første sted, ordre til, at jeg skulle have styrtebad hver morgen, således som jeg var vant til. Det var brillante styrtebade, jeg fik i »Tivoli«, det vil sige, at det var egenlig regnbade, men regnbade er dog en slags styrtebade, og når man ikke kan få det bedste, nøjes man med det næstbedste. Nøjsomhed med gudsfrygt er en stor vinding, nøjsomhed uden gudsfrygt er heller ikke så ilde.

Det var brillante styrtebade, og overopsynsmanden, Hansen hed han, gjorde, hvad han kunne, for at gøre dem så behagelige for mig som muligt. Jeg holdt meget af ham. Han havde mave, megen mave. Jeg har altid godt kunnet lide folk med mave. Og han var munter og livsglad, og han ville gerne tage sig en lille gibenakker, akkurat ligesom jeg selv. Hvem kunne have troet, at han nogensinde ville tage livet af sig selv? Men det gjorde han. Medens jeg tyrede rumfortsuppe i Vridsløselille, hængte han sig i al stilhed. Det er forskrækkeligt, som de hænger sig i »Tivoli«. Der skal engang over indgangen til et fængslet i Paris have stået med store bogstaver: Her danses! Over indgangen til Københavns arrester burde der stå: Her hænges! og som illustration, til denne indskrift kunne Afrikanus hænge på porten: Ha!

Politilægens myndighed strakte sig også til Kristianshavn. Derfor fik jeg ligeledes der styrtebade, som var regnbade. Det var såmænd et dårligt apparat, de havde derude. Det bestod af en bruse, fire slaskvåde lagener og et badekar. Når jeg i den hårde vinter i den årle morgenstund sprang op i badekarret og ind imellem de slaskvåde lagener, og disse slog ind imod min syndige krop, havde jeg al grund til at råbe U! og Hu! men det gjorde jeg ikke.

I Vridsløselille var det ikke så nemt at få styrtebad, fordi disse i grunden kun var bestemt for dem, som det løb surt for. Da lægen dagen efter min indsættelse indfandt sig hos mig for at syne mig, og jeg, på hans spørgsmål om, hvilke sygdomme jeg havde haft, svarede: ingen, føjede jeg til: men jeg er vant til at tage styrtebade hver dag. Denne tilføjelse fremkom jeg med i det håb, at lægen skulle ledsaget den med nogle ord om, at det var bedst, at jeg blev ved dermed, men han sagde ikke andet end: hm!

Så gik der omtrent 14 måneder. Jeg havde i denne lange tid mange herrens gange ladet mig melde til lægen - det er noget, som fanger er meget tilbøjelige til - og det faldt mig nu lettere, at få ham til at give mig indrømmelser. Da han en dag kom ind til mig, spurgte jeg ham, om han ikke troede, at de ville styrke mit svækkede nervesystem, hvis jeg fik styrtebade. Jo, det troede han, og jeg kunne, få et hver uge. Et par dage efter trådte sygehuskarlen ind i min celle: tag dit håndklæde og kom med, du skal i bad! Sygehuskarlen var, i alt fald i egne tanker, en person, der indtog en betydelig stilling i samfundet. Han var den eneste, der sagde du til mig, det havde han ret til, og det morede mig, at han brugte denne ret. Efter at have passeret en mængde traldøre nåede vi badestuen, der ligger i sygeafdelingen. Midt på gulvet stod der en stor firkantet trækasse, og væggene var prydede med spændetrøjer - til de gale, tænkte jeg. Ved nøjere betragtning af kassen gik det op for mig, at jeg skulle ind i den. Det huede mig slet ikke, at døren til den kunne lukkes udefra, og at snoren til apparatet hang udenfor kassen. Den var åbenbar beregnet på gale. Skal døren også lukkes for mig? spurgte jeg. Folk, der tror om sig selv, at de indtager en høj stilling i samfundet, holder ikke af, at der rettes spørgsmål til dem af simple folk. Sygehuskarlen svarede ikke. Klæd dig af og lad det så gå lidt villigt! kommanderede han. Jeg adlød. Da jeg var kommen ind i kassen, lukkede han døren. Lidt efter varskoede han: nu kommer det. Så kom det. Hille den, hvor det kom! Hele vandmassen, forekom det mig, ramte mig lige på forhovedet og strømmede mig ned ad ansigtet, og jeg havde en fornemmelse, som om struben blev snøret sammen på mig. Jeg holdt hovedet hen i et hjørne. Det hjalp et øjeblik, men så var vandmassen også der og ramte mig på forhovedet, så stiftede jeg i et væk mellem de to hjørner for at få lidt luft, men det blev jo længer jo værre. Jeg var lige ved at kvæles, og benene begyndte at vakle under mig. Nå, det må vel snart få ende, tænke jeg. Men det fik ingen ende, og da jeg til sidst var lige ved at falde om, brugte jeg mit sidste vejr til et vældigt: Holdt! Sygehuskarlen standsede og lukkede lidt op for mig. Jeg pustede som en hugorm og rystede som et espeløv. Der er for lidt plads i den kasse, man kan jo ikke få luft, sagde jeg. Nåh, der er plads nok, men det er det kolde vand, der stemmer vejret, svarede han, og føjede han til, der er jo heller ingen, som tager styrtebade på denne årstid. Det var nemlig i oktober måned. Jeg gjorde ham opmærksom på, at jeg havde taget adskillige styrtebade, og at jeg aldrig havde tabt vejret, selvom det var nok så koldt. Men han blev ved sit: det var det kolde vand.

Da jeg igen var kommet over i min celle, begyndte jeg at gruble over det forfærdelige styrtebad. Det faldt mig ind, at en trappe som jeg havde set står i hjørnet af badestuen, førend jeg gik ind i kassen, stod op ad denne, da jeg slap ud igen. Sygehuskarlen skulle da vel aldring bruge hundekunster, tænkte jeg, han skulle da aldrig krybe op ad trappen og hælde vand, f.eks. af en spand, ned over hovedet på den badende, for således at gøre ham ked af det og derved slippe for videre ulejlighed. Jeg havde først foresat mig, at jeg ikke ville have flere af den slags styrtebade; men da min mistanke til sygehuskarlen blev stærkere og stærkere, besluttede jeg at vove mit unge liv endnu engang, for om muligt at opdage hans frækhed. Otte dage senere kom han igen. Jeg traskede bag efter ham, blev lukket ind i kassen, blev varskoet og var igen lige ved at blive kvalt. Holdt! brølede jeg - jeg havde i forvejen anmodet ham om at standse, så snart jeg råbte, og meddelt ham, at hvis jeg ikke kunne få vejret, så ikke ville have flere bade - og så op. Rigtigt, oven over kassen strålede sygehuskarlens ansigt og en jernskuffe, som han havde i hånden. Hvad bruger du den skuffe til ? brølede jeg i en tone, som om at det var mig, der var sygehuskarl, og ham der var nummer 61 - den skal jeg jo samle vandet med, for ellers får du ikke noget i hovedet, og det er jo der, du skal have det. Jeg sagde ingenting, men da jeg et par dage efter modtog besøg af hr. Gomard, fortalte jeg ham, hvorledes sygehuskarlen havde gjort forsøg på at tage livet af mig.. Hr. Gomard vidste, hvad jeg senere fik at vide, at alle fanger, der havde fået blot et eneste styrtebad hos sygehuskarlen, nærede en sand rædsel for styrtebade; han vidste, at alle de der fik styrtebade, brølede, som om de havde fået en kniv i halsen, og han havde undret sig derover; han vidste at mange blev syge oven på et sådant styrtebad. Nu kendte han tillige grunden dertil. Hvad? Sagde han, hvad? Hænger det sådan sammen! Og så gik han. Nogle dage senere kom han igen. Nu kan de ganske roligt tage styrtebade på ny, sagde han. Inspektøren har afskaffet sygehuskarlens opfindelse. De kan være rolig for, at den er afskaffet. Og den var blevet afskaffet. Fra den dag af var der luft nok i kassen, og der var tillige med høflighed i sygehuskarlen. Han sagde aldrig mere du til mig, skønt han havde ret til at bruge denne tiltale, og han gjorde heller aldrig mere fordring på, at det skulle gå villigt

XV.

Det var en lille måned før jeg slap ud. Min mave havde den gang allerede i længere tid næsten fuldstændig hørt op med at arbejde. Lægens engelske salt, amerikansk olie, Brandreths piller og det djævelskab, som jeg havde fået ordre til at tage en spiseskefuld af hver aften, ville ikke hjælpe længer. Ikke heller hjalp det, at jeg, når jeg var i gården, i stedet for at indskrænke mig til at gå med hurtige skridt, således som reglementet påbød, løb, som om Afrikanus Knudsen var i hælene på mig, eller at jeg anvendte største delen af min smule fritid til at udføre alle slags forvridninger med overkroppen og til at dunke maven på kinesisk, japansk og anden vis. Jeg sagde, at jeg løb i gården, men det var dog ikke hver dag, at det var tilladt. Der var nemlig en af betjentene, som gik ud fra, at hvad der ikke var påbudt, var heller ikke tilladt, hvorfor han forbød mig at løbe.

Jeg klagede stadig min mavenød til lægen, og en dag spurgte jeg ham, om jeg ikke kunne blive sat til et arbejde, der krævede nogen legemsbevægelse, f.eks. Til at skære propper på maskine. Han var enig med mig i, at jeg trængte hårdt til bevægelse, men han troede ikke, at jeg, der ikke var vant til legemlig arbejde, og som var næsten fuldstændig kraftesløs på grund af den lange indespærring og min ynkelige fordøjelse, ville kunne udføre et arbejde, der krævede stadig anstrengelse. Derimod kunne jeg, hvis jeg ville, få lov til at skære brænde en times tid hver dag.

Dagen efter meddelte overbetjenten mig, at det var godt nok, at jeg af lægen var skrevet til brændeskæring, men der var foreløbig intet brænde at skære. Om jeg ikke kunne nøjes med at komme noget mere i gården. Jeg vidste, at det ikke kunne nytte noget, og medens betjenten og jeg spekulerede på, hvad der var at gøre, faldt det mig ind, at overlærer Kaalund flere gange havde talt om, at de fanger, der både i legemlig og åndelig henseende holdt bedst ud, var dem, der var ansatte ved vandvæsenet. Skønt man dertil anvendte gamle, skrøbelige folk, vandt de i vægt når andre tabte; de sov godt om natten og fejlede aldrig noget. Hr. Kaalund havde deraf ikke uden grund draget den slutning, at det arbejde, der blev udført af de ved vandvæsenets ansatte, måtte være sundt, og hvergang han talte derom, betroede han mig, at han kunne have lyst til at lade sig selv ansætte ved vandvæsenet en times tid om dagen, hvis han kunne finde en passende makker. Så siger jeg til overbetjenten: kan jeg ikke blive ansat ved vandvæsenet? Overbetjenten grundede lidt og mente så, at det måske nok kunne lade sig gøre en times tid om dagen, straks efter middag, når de „gamle" holdt gårdtur. Han ville tale med inspektøren derom, men han vidste ikke, hvorledes han skulle skaffe mig en makker. Tag overlæreren til det, siger jeg, han har tit talt om, at det var et arbejde, han kunne have lyst til. Overbetjenten lo og gik.

Dagen efter kom han igen. Nu er det i orden, siger han, og til makker har jeg skaffet dem en vældig stærk kammerat, som doktoren har skrevet til strengt arbejde. Det er ikke sådan rigtig fat her, siger han, idet han peger på sin pande, med kammeraten. Det skal de ikke bryde dem om. De behøver jo ikke at høre på ham, og komme ind til dem kan han ikke, og stærk er han, så de behøver ikke selv tage alt for glubsk fat. Jeg holdt ikke af, at det ikke var „sådan rigtig fat her" med min makker, da jeg dengang var overbevist om, at det ikke ville være ret længe, førend det ikke blev „sådan rigtig fat her" med mig selv. Men jeg fulgte dog med overbetjenten ned i den samme kælder, hvor jeg for et års tid siden været i kachotten.

Jeg blev lukket inde i en lille bitte celle, der næppe var så bred, at to mennesker kunne stå ved siden af hinanden. Der var et stort hjul med håndtag, og et håndtag gik fra hjulet gennem et stort hul i væggen ind til en lignende celle ved siden af. I denne celle var »kammeraten« lukket inde. Der var endnu to celler med et lignende hul. Ved at dreje på disse to hjul blev der postet vand op i fangecellerne, i køkkenet, i sygeafdelingen osv.. Det var et strengt arbejde, men det var jo tillige et sundt arbejde, navnlig for en dårlig mave. Kammeraten tog fat, og jeg og fat, kræfter havde han, og det gik som det var smurt, men det varede ikke længe, før jeg tabte vejret. Holdt! brølede jeg. Han standsede og holdt hovedet ned til hullet og sagde; Hvad? Ja, sagde jeg og spurgte ham, om» vi ikke skulle puste lidt. Jeg har så ondt i mit hoved, sagde han, jeg har altid ondt i mit hoved, og de vil brænde mig, jeg ved godt, at de vil brænde mig, men det må de gerne, for jeg bryder mig ikke om at leve, og jeg har altid så ondt i mit hoved. Kan du sove om natten? spurgte jeg, hvem det begyndte at løbe koldt ned ad ryggen. Nej, svarede han, for jeg har altid så ondt i mit hoved, og min kone må gerne sige hvad hun vil, og de må gerne brænde mig, jeg er så ked af det. Tror du, vi skal have prygl? spurgte kan pludselig. Har du gjort noget, siden du er bange for prygl, spurgte jeg til gengæld. Nej, det havde, han ikke, men derfor kunde de jo gerne give ham prygl, og de spekulerede på at brænde ham, det vidste han. Jeg var altså lukket inde sammen med en gal i en afkrog af kælderen, hvor det ikke var sandsynligt, at nogen færdedes. Hvad om han pludselig blev fuldstændig rasende? tænkte jeg, hvad om han prøvede på at bryde ind til dig? Jeg begyndte at blive uhyggelig til mode og ønskede, at jeg ikke havde ladet mig ansatte ved vandvæsenet. Vi tog fat igen, og vi standsede igen. Hvergang vi standsede, fik jeg den samme historie om, at de ville brænde ham, og af og til holdt han hovedet ned til hullet og stirrede på mig med sin, uhyggelige øjne, jeg var glad, da timen var omme, og jeg slap ud og igen kom op i min egen celle.

Jeg havde en meget ubehagelig eftermiddag ovenpå den tur. Aldrig havde jeg været så bange for at miste forstanden, som jeg var det nu, da jeg havde fået syn for sagn for, at cellefængsel virkelig gjorde folk gale. Proppeskærerkniven viste mere tilbøjelighed end ellers til at ville skære halsen over på mig. Værst var det dog om aftenen, da jeg kom i seng. Den gales blege ansigt og uhyggelige øjne stirrede mig imøde gennem væggen snart på et snart på et andet sted. Derefter trængte han ind til mig og gav sig til at springe omkring som - ja som en gal. Min stol fulgte hans eksempel, tilsidst gav de sig til at hoppe frem og tilbage over min køje. Hårene rejste sig på mit skaldede hoved, og jeg var badet i sved. Det var hen imod morgenstunden, da jeg endelig faldt i søvn. Jeg tog endnu en tur med den gale, havde en endnu værre eftermiddag og en endnu værre nat. Så ville jeg ikke mere. Jeg lod mig mælde til overbetjenten, og da han kom, fortalte jeg ham, at jeg ikke kunne holde ud at være sammen med den gale og bad ham skaffe mig en anden makker. Det lovede han og han holdt sit løfte.

Min anden makker var ikke gal. I førstningen troede jeg, at han var det, fordi han besvarede alle mine spørgsmål med nogle mærkværdig udtryksløse ja'er og nej'er. Men han var ikke gal, han var kun idiotisk. Har de mange af den slags folk? spurgte jeg en betjent. Ja, en hel afdeling fuld, svarede han. Jeg havde lagt mærke til, at en betydelig del af mine medfanger havde halvanden ben eller var vanskabte på anden måde. Jeg havde ligeledes lagt mærke til, at mange af dem var gamle, arbejdsudygtige stakler. Til min store forbavselse havde jeg endvidere opdaget, at en halv snes børn, hvoraf nogle så ud til kun at være 9, 10 år gamle, og som stadig arbejdede i haven, var iført fangedragt. Nu fik jeg altså tillige at vide, at der var en hel afdeling fuld af idioter. Min idiot var en lystig fætter og i grunden et lykkeligt menneske. Han var kun atten år gammel, og hans forbrydelse bestod i, at han havde stukket ild på et skur i en herregårdshave for at se hvorledes det tog sig ud, når det brændte. Derfor havde han fået to år „på", for at bruge et teknisk udtryk. Han fortalte mig hele sit levnetsløb. Han var „uægte" barn af en død københavnsk værtshusholderske og en fattig indsidderske i Bjerre herred. Han havde ernæret sig ved at god håndlangergerning for landsbymurerne. Da han ikke stillede store fordringer til livet, havde han slået sig ganske godt igennem, og han var tilfreds. Men så var det, at han fik den mærkværdige lyst til at se, hvorledes et brændende skur tog sig ud, og denne lyst havde han ikke kunnet styre. I arresten var han blevet ualmindelig godt behandlet. Han havde arbejdet sammen med arrestforvareren på dennes mark og spist ved dennes bord, og når hans moder besøgte ham, opvartede arrestforvareren både ham og hende med rødgrød, der havde smagt, uh! så dejlig, så dejlig. Selv herredsfogden, Wolff, havde et par gange sendt ham mad fra sit eget køkken. Når moderen gik hjem, fik han lov til at følge hende på vej, og det var aldrig faldet ham ind, at han havde kunnet benytte en sådan lejlighed til at flygte,

I arresten var der altså blevet taget hensyn til hans idiotisme, men slige hensyn kan der ikke tages i et forbedringshus. Han havde, da jeg blev bekendt med ham, siddet otte måneder i celle. Man havde prøvet på at lære ham at binde børster, men da han ikke var istand til at lære noget som helst, var han blevet sat til at pille værk. Maden var han godt tilfreds med; drosche-hestekøds-rumfortsuppen anså han for almindelig oksekødsuppe, og jeg nænnede naturligvis ikke at oplyse ham om hans vildfarelse, og blodbuddingen kunne efter hans mening næsten måle sig med rødgrød. Det eneste, der generede han, var ensomheden; tiden blev ham så forskrækkelig lang. Derimod var han glad ved, at han nu var kommen sammen med mig. Han havde selvfølgelig ingen anelse om, at den begunstigelse, der var blevet ham til del, kun skyldtes den omstændighed, at jeg skulle have en nakker. Han kunne godt lide mig, sagde han, og da jeg fortalte ham, at jeg undertiden kom til Vejle, bad han mig ved dejlighed besøge ham og hans moder. Jeg skulle blive storartet beværtet; der skulle ikke blive sparet på kaffeknægte, og hvis jeg kom i kirsebærtiden, skulle jeg så få mange kirsebær, som jeg kunne spise. Jeg lovede ved lejlighed at efterkomme hans indbydelse, og kommer jeg nogensinde i nærheden af hans egn, har jeg i sinde at holde mit løfte. Efter at han havde sat mig ind i sine forhold, blev han nysgerrig efter at vide, hvad jeg var, hvad jeg hed, hvor jeg var fra, og hvad jeg havde gjort. Jeg fortalte ham, at jeg var skomager, at jeg hed Hans Jensen, at jeg var fra København, og at jeg havde stjålet et par støvler. Denne sidste tilståelse generede det mig en del at komme frem med. Det er en egen sag, selvom det kun er som spøg, at beskylde sig selv for tyveri. Hvor lang tid jeg var dømt. Tre år. Det syntes han var vel grovt for et par støvlers skyld; men da jeg oplyste ham om, at det var politidirektørens støvler, jeg havde stjålet, fandt han, at der var nogen rimelighed i det.

Jeg var sammen med ham i tre uger. I de første otte dage var jeg overordentlig glad ved hans velskab; men da jeg ikke kunne tale med ham om andet, end hvad han havde oplevet, og hans liv ikke var synderlig indholdsrigt, blev det tilsidst noget ensformigt. Dog, en idiots selskab er bedre end slet intet selskab. Overlærer Kaalund havde ret i, at det var et overordentlig mavestyrkende arbejde at dreje vandvæsenets hjul. Den time hver dag, lægen havde skrevet mig til, blev undertiden udstrakt til henved to timer. Når dette skete, bevirkede middagsmaden, der dog var vanskelig at fordøje, næsten slet ingen trykkende fornemmelse. Jeg kan derfor med god samvittighed tilråde folk med svækket fordøjelse, at tage ansættelse som omdrejer ved et eller andet hjul, istedet for at sluge helsosalt og brama liv eleksir.

XVI

Cellefængsel er, som de fleste barbariske straffe, en kristelig opfindelse. Det er de fromme kvækere i Philadelfia, der tilkommer æren for den. Disse herrens udvalgte ville med djævelens vold og magt tvinge dem, der havde overtrådt loven, til at gå i sig selv. Derfor spærrede de dem inde uden at give dem andet selskab end den ganske hellige skrifts bøger. Det gik ikke ganske således, som kvækerne havde tænkt. I stedet for at gå i sig selv, gik de allerfleste af de indespærrede fra forstanden, dels på grund af ensomheden, dels på grund af den bestandige grublen over biblen. Ensomhed og bestandig grublen over biblen er hver for sig i stand til at få et menneske til at gå fra forstanden, »men når de sammen kommer, så bli'er der dobbelt sommer. Og sommeren er hed, som gud og hvermand ved.«

Det var jo ikke meningen, at de skulle gå fra forstanden. For at forebygge dette, prøvede de fromme på at give de indespærrede sysselsættelse ved et eller andet arbejde. Dette middel hjalp. Ganske vist blev endnu en del gale, navnlig af dem, der blev udsatte for en lang indespærring, men det var dog kun en forsvindende del imod tidligere, og de fleste af dem, som ikke gik fra forstanden, blev ydmyge, bøjelige og troende. Ensomhed gør alle mindre stærke karakterer ydmyge, bøjelige og troende, så længe det varer, vel at mærke.

Der gives menneskevenner i alle lande. Det var derfor ikke så underligt, at cellesystemet blev forplantet til den gamle verden, hvortil man ellers ikke har for skik at forplante den nye verdens ideer. På adskillige steder, hvor systemet var blevet indført, for eksempel i Frankrig og Schweiz, forlod man det igen, fordi man - vel sagtens på grund af mangel på sand gudsfrygt - anså det for altfor barbarisk. På andre steder, for eksempel i England, vil det ikke vare ret længe, før det bliver afskaffet. I Danmark derimod er der al udsigt til, at det vil holde sig en rum tid endnu. Vridsløselille er et forholdsvis nyt fængsel, der har kostet grumme mange penge at oprette. Hvis systemet her blev afskaffet, ville disse mange penge være smidt bort, og det var dog virkelig synd for de mange rare penge. Nej, lad så hellere et mindre antal fanger blive helt og et større antal halvt tossede. Det er jo rigtignok mindre rart, i særdeleshed da der derved påbyrdes staten udgifter til deres behandling på sindssygeanstalterne. Men at afskaffe systemet, det var virkelig synd for de mange rare penge, som Vridsløselille cellefængsel har kostet.

Seks års forbedringshusarbejde er, som tidligere fortalt, det højeste, der i følge vor lovgivning kan idømmes her til lands. Sådanne seks år afsones af dem, der bliver satte i celle, og det gør alle dem, der har nået atten års alderen og ikke antages at være i besiddelse af arvelige anlæg til sindssygdomme, i tre og et halvt år. Om nogen nogensinde har siddet så længe i celle, tør jeg ikke med bestemthed afgøre, men jeg tror det ikke. Den, der har siddet i to år, er i reglen både i legemlig og i åndelig henseende så medtaget, at lægen »skriver ham til arbejde« udenfor cellen, for at han nogenlunde igen kan komme sig, førend han skal løslades. Han bliver i så fald anvendt til havearbejde sammen med andre fanger, til brændeskæring osv., eller han ansættes som »fløjvasker«, i hvilken stilling det påligger ham at holde gangene og trapperne rene i en bestemt fløj samt at lade sig hundse af fløjens betjente, hvem han må hjælpe med madombæring med videre.

Førend jeg kom i Vridsløselille, havde jeg siddet seksten måneder i celle. Men i den meste tid af disse seksten måneder havde jeg kunnet læse så meget, jeg ville, og jeg havde jævnlig haft lejlighed til at tale med opsynspersonalet, ligesom jeg også i de sidste 8 måneder havde haft fri adgang til gården og til selskab med de derværende høns. Af disse grunde havde de seksten måneder ikke haft anden indflydelse på mig, end lang indespærring og utilstrækkelig bevægelse har på enhver kraftig konstitution. I Vridsløselille var forholdet anderledes. Betjenten kom aldrig ind til mig, uden når han var nødt til det, og det var meget sjælden tilfældet, og når han kom, indskrænkede han sig til så få ord som mulig. I de tre første måneder havde jeg ikke anden læsning end salmebog og testamente, i det derpå følgende halvår fik jeg en bog hver fjortende dag og siden en hver uge. Det var jo også kun om søndagen, jeg måtte læse.

I de første fire måneder generede ensomheden mig ikke videre. Men derefter begyndte jeg at mangle noget at tænke på. Der var i reglen ikke noget i vejen om morgenen, i særdeleshed når det var klart vejr, men op ad formiddagen eller i alle fald hen imod middag begyndte alle slags uhyggelige historier at strømme ind på mig. Havde der endda været nogen afveksling i disse uhyggelige historier. Men det var der ikke. De selvsamme historier mødte op regelmæssig hver dag. Det er ikke sundt hver dag at gruble over et og det samme, forstanden tager i så fald let skade, i særdeleshed når dette et og det samme er noget uhyggeligt. Til andre tider tænkte jeg på, at det vel sagtens ville gå mig, som det var gået så mange, nemlig at jeg ville miste forstanden. Til afveksling faldt det mig ind, at der vist var mange, der tog livet af sig, ligesom i »Tivoli«. Så begyndte jeg at gruble over, hvorledes jeg skulle bære mig ad, hvis jeg skulle finde på at berøve mig selv livet. Den slange, der forbandt gasrøret med lysestagen, måtte man kunne hænge sig i; det var utvivlsomt. Og proppeskærerkniven, der var så skarp, så skarp, hvor prægtig kunne man ikke skære halsen over på sig selv med den. Men jeg ville ikke skære halsen over på mig selv, nej, jeg ville ikke. Men hvad om jeg gjorde det i et tungsindigt øjeblik eller i et anfald af sindsforvirring. Jeg blev bange for kniven. Så længe jeg skar med den, gik det nogenlunde. Men i spisetiden, når den lå på bordet, kunne jeg ikke tåle at se på den. I det sidste år skjulte jeg den, hver gang jeg holdt op med at arbejde, meget omhyggelig bag køjen. Denne mærkværdige frygt for kniven satte sig til sidst så fast, at jeg ikke endnu fuldstændig er sluppen af med den. Det er nu, da jeg skriver dette, over ni måneder siden jeg slap ud, men jeg holder endnu ikke af, at der ligger en stor, skarp kniv i nærheden af mig.

Værst var det i reglen om aftenen, og ikke mindst, når jeg var kommen til køjs og lå og vendte mig fra den ene side til den anden uden at kunne falde i søvn. En tid lang forekom det mig, at der på hovedgærdet stod en mand, som bøjede sig over mig. Når jeg satte mig op, forsvandt han, men aldrig så snart jeg lagde mig ned, så var han der igen. Det forekom mig, at han forhindrede mig i at få vejret. Blodet steg mig til hovedet, og det bankede i mine tindinger, som om de skulle sprænges. Så hørte jeg nattevagten liste sig gennem fløjen på sine tøjsko. Man bilder sig ind, at fangerne ikke kan høre en, som går på tøjsko, men en fanges hørelse skærpes i en grad, som ingen, der ikke selv har været fange, er i stand til at forestille sig. Han stak sin nøgle ind i en dør. Der var bestemt en, som var blevet syg, som havde fået krampe. Der var ingen tvivl om, at jeg også ville få krampe. Jeg kunne mærke, at det begyndte at trække i benene, og underkæben blev lam. Jeg havde en gang læst, at den krampe, der viste sig ved, at underkæben blev følelsesløs, var meget farlig og gerne havde et dødeligt udfald.

I et halvt års tid, dog ikke det sidste halve år, grublede jeg stadig over religiøse spørgsmål. Mit nye testamente pløjede jeg igennem den ene gang efter den anden. Jeg gennemkæmpede påny den kamp, som jeg i sin tid havde gennemgået for at slippe ud af »troens stald«. I løbet af hvert enkelt døgn gennemgik jeg de forskellige trosstadier. Om morgenen, i særdeleshed når det var klart vejr, var jeg fuldstændig vantro, ligeså vantro, som jeg er i dette øjeblik. Op ad dagen blev jeg tilbøjelig til at tro, at det ikke var umuligt, at der var en gud til. Hen på eftermiddagen troede jeg fuldt og fast, at der virkelig var en gud, og jeg anså det ikke for umuligt, at Jesus var guds søn. Om aftenen var jeg overbevist om, at dette var tilfældet, og når jeg var kommet i seng, dristede jeg mig ikke til at benægte, at der kunne være sådan noget til som djævle, spøgelser, forvarsler osv.

Efter at jeg havde siddet i otte måneder, kom min fordøjelse fuldstændig i uorden. Den er ikke i orden endnu. Derved kom jeg til at gruble over det vegetative livs funktioner. Til sidst kunne jeg følge hele fordøjelsen, og det forekom mig, at jeg kunne føle hjertet banke og lungerne bevæge sig. Lægen advarede mig imod at tænke på sligt, da det indre liv skulle foregå ubevidst, men det er lettere at give råd end at følge dem. Til andre tider var jeg sikker på, at jeg bar på spiren til en umådelig mængde sygdomme. Min højre arm var i færd med at dø bort, det var der ingen tvivl om. Jeg kunne mærke lamhed i det venstre ben, kræft i underlivet, benæder i gummerne, og jeg var overbevist om, at halsen var i færd med at gro til, og at jeg havde galopperende svindsot.

Men jeg vil ikke trætte læserne med mine tanker, følelser og fornemmelser i Vridsløselille. Jeg antager, at det anførte er tilstrækkeligt til at overtyde ham om, at cellefængsel er en forfærdelig straf, en af de forfærdeligste straffe, der nogensinde er opfundne. Jeg hørte ikke til de værst stillede, jeg havde dog noget at tænke på. Værre, 10 gange værre er det for dem, som er fuldstændig blottede for åndeligt indhold, og det er ikke så underligt, at så mange af dem til dels eller ganske mister forstanden.

* * *

Læs også Jens Engbergs to store værker om Den Internationale Arbejderforening i Danmark »Aktstykker til belysning af statsmagtens kamp mod den tidlige arbejderbevægelse i Danmark fra slaget på Fælleden i maj 1872 til førernes bortrejse til Amerika i marts 1877«. Første bind er udgivet i 1985 og er på 428 sider med politirapporter, politiforhør, politispionernes rapporter fra arbejderbevægelsens møder, myndighedernes fortrolige korrespondance for at knuse arbejderbevægelsen, og meget mere. Politidirektør Crone havde både magt og vilje til at stoppe foreningens virksomhed, førerne og Socialisten - med eller uden loven, og det er en forfærdelig beretning fra kapitalismens gennembrudsår netop efter at kapitalisterne også havde tabt Slesvig-Holsten, og havde indført krigsskatter. Jens Engbergs andet bind er fra 1992 på 610 sider, der fremviser forhørsprotokollerne og »retssagerne« mod Pio, Brix og Geleff, og også her får man fremvist, at demokratiet og foreningsfriheden ikke gjald for arbejderne på fabrikkerne, og at disse skulle slås ned, når de talte om at strejke eller ville organisere sig for bedre løn, mod vilkårlighederne og mesterbrutalitet, mod fattigdommen, sulten, de elendige boligforhold, sygdommene, etc..

Louis Pio og Socialisten * * Brudstykker af fagbevægelsen og strejkekampenes historie * * Arbejderbevægelsens historie * * Socialdemokratiets århundrede I * * Socialdemokratiets århundrede II * * Socialdemokratiets århundrede III * * Socialistisk Bibliotek * * Flere artikler af Gustav Bang * * mere Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Danmarks historie * *

Webmaster