Arnold af Lybeks Slavekrønike

Arnolds Slavekrønike omhandler perioden 1171 til 1209 og fortsætter Helmolds slaverkrønike, og abbed Arnold kan muligvis være den samme person som den tidligere skatmester ved Benediktinerordenens´ domkapitel i Lybæk. Arnolds Slavekrønike er en glimrede beskrivelse af hvordan de kristne præster, riddere og fyrster skændes om at tilrane sig gods, skatter og privilegier, efter at de har underkuet deres egne folkeslag og indført monopolmønter, og hvordan de finder sammen i kristne forbandelser mod andre kulturer og folkeslag, for også at gøre dem til slaver. Arnolds Slavekrønike begynder med Sakserhertugen Henrik Løve; korstogene, hvor de kristne opfører sig værre end de romerske imperialister, og hvor korstogene er fyldt med ordblomster og kristen ordsnild retorik og deres orientalske mysteriehistorie om gud og sligt, om svig og konfrontation mellem præsteskabet og mellem præster og fyrster, om den væbnede kamp for at oprette bispedømmer i de slaviske lande, om holstenske forhold, om kejserne Frederik I (Rødskæg), Henrik VI, Filip af Svaben og Otto IV, om kristendommens indlemmelse af Lifland; og Arnolds Slavekrønike afsluttes med Otto´s kroning til romersk kejser i 1209. En lang række noter er undlad, medens andre noter og bemærkninger er sat i parentes ( ), og teksten er delvist redigeret til nydansk. Neders på denne hjemmeside er navnehjælp til teksten.

Fortale

Vor herre og fader Filip, forstander for kirken i Racesburg, så vel som alle brødrene samme steds bevidner vi, Arnold, den ringeste af guds tjenere, vor i Kristo skyldige ærefrygt. Al den stund præsten Helmold, priselig ihukommelse ikke nåede sin hensigt og fik ført sine beretninger om Slavernes undertvingelse og kaldelse og de biskoppers historie, hvis ihærdighed det skyldes, at kirkerne i disse landemærker blomstrede op, til en passende afslutning, har vi med guds bistand foresat os at lægge hånd på dette møjsommelige værk, på det at også vi, støttede af eders forbønner, til løn for vor fromt hengivne medvirken måtte høste et velsignet eftermæle. Thi beder vi eder i eders visdom, at I overser vore ringe evner og kejtede ord, med milde øjne vil betragte vor kærlige opofrelse, som ikke fortjener skam til tak. Vor forgænger var jo en skarpsindig ånd, mægtig i ord og end kyndigere i fremstilling; på sit veltalende sprog og med sin rige åre forfulgte han hurtigt gangen i sit værk. Vi udskænker derimod dråbevis vort karrige vid; vi har ikke ordet således i vor magt og fører ikke en så flydende pen; hvis årsag vi nødes til at holde os ved jorden, medens vi ligesom kryber videre i det begyndte arbejde; thi såvel i stemme som i spil står vi tilbage for vor lærer Helmod. Vi følger derfor kun den historiske sandheds lige vej og bryder helt staven over den smigrelyst, der er så almindelig hos forfattere, på det at vi med udelukkelse af falsk frygt og behagelyst og med al ønskelig frimodighed må være istand til stadig at give en sand fremstilling af det, hvorom vi er kommet til kundskab. Den ovennævnte præst Helmolds bog indeholder blandt andet også beretning om, under hvis styrelse og ledelse de nordiske landestrøg og kirker blomstrede op i. Det er dertil, vi knytter vor følgende fremstilling; og eftersom Helmold i sit værk er nået til hertug Henrik af Saxonien og Bawarien, begynder også vi med samme. Thi han kuede fremfor alle sine forgængere Slavernes hårde sind og tvang dem ikke alene til at svare skat, men bragte dem ovenikøbet dertil, at de opgav deres afguderi og overtro, bøjede deres nakke og nu villigt dyrker den sande gud. Ligeledes tilvejebragte han den tryggeste fred i alle Slavernes lande: alle Wagirernes, Holzaternes, Polabernes og Obotriternes landemærker i Norden glædede sig vedblivende og uforstyrret ro, tyverier og røveruvæsen forebyggedes både på land og sø, handel og forretninger blomstrede imellem folkene indbyrdes, og enhver boede under sit vintræ og under sit figentræ; samtidig hermed stod den højærværdige fader Evermod for styret i Racesburg, den ansete biskop Konrad styrede Lubeke, og den gudfrygtige biskop Berno Zverin, og alle tre havde fuldt op at gøre, nidkære som de var for ved deres lære at plante og ved deres gerning at vande i den nyplantning af kirker, som hertug Henrik Löwe havde begyndt, og som Herren gav vækst.

Om hertug Henriks pilgrimsfærd

Da hertugen altså, som sagt er, havde fået freden sikret i Slavenland, voksede hans magt mere og mere og blev større end alle deres, der ellers boede i landet; og ved den kejserlige majestæts mægling bilagdes borgerkrigene mellem ham og fyrsterne i Østen. Men Wertizlavus's broder, Pribizlavus, blev fra hertugens fjende hans bedste ven, da han indså, at han med alle sine anstrengelser intet formåede imod ham, og tillige havde fået øjnene op for heltens storhed, som til hvilken side han så vendte sig, altid havde lykken med sig og beholdt overtaget. Da hertugen derfor efter så mange og farefulde omskiftelser var kommen til ro, tyktes det ham, at han ville finde en god frelsens havn, om han for sine synders skyld gæstede den hellige grav for at tilbede Herren på det sted, hvor hans fødder havde trådt. Derfor bragte han sine egne anliggender i orden (i Erfurt ved St. Hansdagstide i 1171) og begyndte så at tænke alvorligere på færden til Jerusalem, overdrog ærkebiskop Wikmann i Magdeburg at skærme hans land og tog til rejsefæller de fornemmere mænd i landet, nemlig biskop Konrad af Lubike, abbed Henrik af Bruneswik, abbed Bertold fra Lunenburg, Obotriternes sættekonge, fornævnte Pribizlavus, grev Guncelin af Zverin, grev Syfrid af Blankeneburg og mangfoldige andre af sine mænd, såvel fri som tjenstgørende (Hans følge skal have løbet op til et par tusind mand). Selv af de ældre blev kun Ekbert af Vulfelesbotele tilbage, hvem hertugen satte over hele sit tyende, men i synderlighed bestemte til at tjene hertuginden, den fromme fru Mektildis, Anglerkongens datter (Henrik II. datter), hvis navn ikke går ad glemme, hverken hos gud eller hos mennesker. Hun hævede sin høje byrd, som hun nedarvede fra en lang række af kongelige aner, ved fromme idrætter og smykkede den fagert ved at lægge vind på hellig kærlighed. Thi hendes fromhed var stor; hun nærede en medynk med alle lidende, der måtte vække beundring, skænkede almisser med gavmild hånd og var en stor ven af bøn og messe, som hun flittig lod afsynge. Med ukrænket troskab holdt hun sin ægtepagt og bevarede ægtesengen ren og ubesmittet. Hele den tid, hertugen var på sin pilgrimsfærd, tilbragte hun på grund af sit daværende svangerskab i Bruneswik, hvor hun fødte en datter, hvis navn blev kaldet Rikenza. Sønnerne Henrik, Luder, Otto og Willehelm (født i Winton d. 11. juni 1184 ) blev hun moder til med sin mand efter dennes hjemkomst og oplærte dem fra barndommen af i gudsfrygt, som vi læser det i hellig Tobias (i Vulgata (Katolikernes autoriserede bibeloversættelse) hedder det i Tobias bog 1,10, at Tobias' moder lærte sin søn fra barndommen af at frygte gud og afholde sig fra synd). I hendes tjeneste stod Henrik af Luneburg og den ovenomtalte Ekbert, der i hele hertugens hus havde et godt navn på sig for sin troskab. Men de gode forventninger, man havde knyttet til ham, opfyldtes ikke. Thi han satte selv en plet på sin ære og et brændemærke på sin troskab, som siden kom ham dyrt til at stå. Dog det må vi nu lade være sin sag for skyndsomt at gå over til andre begivenheder.

Fremdeles om hertug Henrik

Hertugen brød med stor glans op fra Bruneswik i den anden uge efter Epifania (Helligtrekonger d. 6. januar 1172) og kom med hele sit følge til Ratisbona, hvor han højtideligholdt Renselsesdagen (Marie Renselsesdag (Kyndelmisse) d. 2. februar) med landets stormænd. De fornemste iblandt disse, markgrev Fritherik af Sudbak og markgreven af Stire (her menes sandsynligvis paltsgreverne Frederik og Otto af Wittelsbak), gjorde han til deltagere i sin pilgrimsfærd og drog således videre til sin stiftfader, den højbyrdige hertug Henrik i Østerrige, der i største hast under høj jubel af klerke og almue ilede med at møde ham i den faste plads Nuenburg, hvor Saxonerhertugens moder, fru Gertrudis har sit mindeværdige gravsted (et sådant lader sig ikke påvise i Klosteret i Neuburg). Derfra ledsagede han ham på ærefuld vis til hovedstaden Wene, hvor hertugen vidste at skaffe sig skibe, rigt ladede med korn, vin og alle andre fornødenheder, og hvorfra han med sine ledsagere tog søvejen nedad Danubius vidder. Tjenerne med hestene tilbagelagde imidlertid vejen til lands for stadig ved aftentide at indtræffe på det til skibenes landing fastsatte sted. Heller ikke bør det forbigås, at Wormacienserherren (Biskop Konrad II.) sluttede sig til deres færd, ikke som pilgrim, men i egenskab af sendemand fra kejseren til Grækernes konge Manoe for at knytte en forbindelse imellem dennes datter og kejserens søn. Snarere står det dog til troende, at man har truffet denne forholdsregel til hertugens bedste, for at Grækerkongen, når han fik et så venskabeligt bud, skulle modtage hertugen vel og vise større villighed til at skænke ham lejde gennem sit land. Også hertugen af Østerrige eller Avstrien, som havde ladet en flåde udruste, fulgte selv Saxonerhertugen, stillede førere til hans rådighed og forsynede ham på det rigeligste med alle livsfornødenheder. Således nåede de i al mag til en stad, kaldet Mesenburg, der ligger på grænsen af Ungarien, og hvor en sendemand fra Ungarerkongen ved navn Florentius var færdig til at tage imod Saxonerhertugen tillige med hertugen af Østerrige eller Avstrien, hvis søster var kongens hustru (Kong Stefan III af Ungarn var gift med hertugens søster Agnete). Således drog de frem i uforstyrret ro og lagde til ved en af naturen såre vel befæstet by. Thi på den ene side omgives den af Danubius og på den anden af et meget dybt flodleje, som kaldes Gråne, hvorefter byen og staden på den anden flodbred er opkaldt. Men her ramtes hertugen af en tung sorg. Thi samme nat døde kongen afgift (d. 4. marts 1172), som man mener, forgivet i en drik af sin broder (Bela), der af ham var forvist fra landet. Dette greb dem så smerteligt, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Thi hertugen af Saxonien svævede tilligemed sine folk i stor angst, efterdi han midt i sin færd ikke kunne drage videre med tryghed, da han ligesom havde mistet livet ved kongens død og var uden fører på vejen. Hans ledsager (Hertug Henrik af Østrig) tog sig kongens bratte død ikke mindre nær, såsom denne var gået bort uden at have gjort noget testamente og havde efterladt sin enke, hans søster, skønt svanger, dog uden livsarving og uden del i riget. Efter at de imidlertid havde overlagt sagen med hinanden, skikkedes biskop Konrad , abbed Henrik og abbed Bertold hen til ærkebiskoppen, som den gang var tilstede i byen og var optagen af omsorg for kongens ligbegængelse, for at høre, om hertugen af Saxonien ved denne høje klerks mellemkomst kunne få en fører på sin færd. Ærkebispen viste stor imødekommen; og på en forsamling af de første i landet blev det omsider vedtaget, at fornævnte Florentius skulle ledsage hertugen på hans én gang tiltrådte færd.

Fortsættelse

Således skiltes hertugen og hans ledsagere derfra og havde i nogle dage en heldig fart, men kom derpå i en fare, der hidrørte fra de såkaldte skær. De nåede nemlig et sted, hvor såre ville og bjerghøje klipper rager frem, og på en af disse ligger der en borg (måske borgen Kampses, der lå på forbjerget Greben, en mil fra staden Porecz). Samme klipper spærrer for vandet og afskærer dets regelmæssige løb, hvorved de gør gennemgangen i høj grad vanskelig for de søfarende; thi de i en snævring sammentrængte vandmasser rejser sig først og svulmer op, hvorefter de alle vegne med vældigt brag styrter i afgrunden. Desuagtet kom alle skibene ved guds styrelse uskadte der igennem, så at kun hertugen led skibbrud. Dette så borgmændene imidlertid og fik fat i skibet, som de halede til land. Men Guncelin og skafferen Jordanis tillige med flere andre reddede sig ved svømning. Fartøjet blev bødet, og de nåede Brandiz, en by, der tilhører Grækerkongen; men her sank vandet således, at skibene blev stående på tør bund. Thi der på stedet opsluges Danubius af en underjordisk gang (det er dog ikke sådan, men den højre arm af Donau, der deler sig, bliver ved lav vandstand smal og sej. Ved Orsowa (Irsowa) bliver floden bred) og bliver således til en ganske lille strøm, hvorpå den først efter at have tilbagelagt et meget langt stykke vej sprudler ud med svulmende bølger og strømmer videre til Sowa. Derfor lod de skibene blive tilbage, tog vejen til lands og kom således ind i den vældige og vidt bekendte skovstrækning, som kaldes Bulgerewalt, hvor både de selv og deres heste døjede meget med de dybe sumpe, og hestene, som måtte slæbe svært med at trække deres forråd af levnedsmidler på lastvogne og kærrer, blev helt ødelagte. Tillige hændte det idelig, at lastvognene gik itu, og de var alle nær ved at bukke under for overanstrengelsen med at bøde disse og få dem trukne op, så de ikke kunne komme nogen vegne, eftersom det var sagt dem, at de, hver gang en af kærrerne gik sønder, alle som én skulle gøre holdt, og at de først, når den var blevet istandsat, samlede måtte rykke frem igen. Derfor bød hertugen, så snart han mærkede, at de, lede og kede ad så megen møje, tøvede altfor længe med deres fremrykning, at man skulle lade vognene stå og læsse fødevarerne på lastdyr for således at komme videre. Og man kunne da dér se vældige dynger henslængte af det fineste mel, masser af store, fulde vinfade, som var ladt i stikken, og kød og fisk i mængde samt allehånde lækkerier, som enhver især på forskellig vis omhyggelig havde ladet krydre for sin egen gane, men som ingen mer brød sig om. Under deres fremrykning kom de nær til en by, kaldet Ravenelle, som ligger midt inde i skoven, og hvis indbyggere hedder Server; disse er Belials børn; og de bøjer sig ikke under guds åg, men hengiver sig til kødets og ganens tilskyndelser og er, således som deres navn viser (ordspil med navnet Servi (Serber), der som fællesnavn betyder trælle), al urenheds trælle. Som en følge af deres opholdssteders naturlige beskaffenhed, lever de som fæet og er endnu vildere end vilddyrene. De vides imidlertid at stå under Grækerkongen, hvis udsending, som på den tid var i hertugens følge, drog forud for denne og bød dem modtage ham på ærefuld vis i deres borg og tjene ham så forekommende som muligt i alle dele, således som kongens storhed krævede det. Serverne brød sig imidlertid kun lidet om hans opfordringer eller bud, lod ham gå tomhændet fra sig, ja, jog ham endog bort på æreløs vis, hvorpå han vendte tilbage til hertugen og meldte denne, hvad han havde måttet høre. Hertugen kom derfor tæt hen til byen med sine folk og slog lejr der. Han sendte da anden gang et bud til dem og lod dem vide, at han kom i fredeligt ærinde, hvorhos han bad dem skikke sig en vejviser; så skulle han drage bort på fredelig vis. Da man imidlertid trods gentagne forsøg intet udrettede, sagde hertugen til sine folk: »Billighed kræver rigtignok, at vi som pilgrimme drager ganske fredsommeligt og lemfældigt frem, hvisårsag vi heller ikke med løftet krigsbanner burde nærme os en by, som tilhører den konge, til hvem vor vej går; da disse Belials børn imidlertid ikke vil have fred, men øjensynlig truer os med krig, så rejser bannerne og lader os rykke frem! Vore fædres gud være med os, han, for hvis navns skyld vi foretager vor pilgrimsfærd, og hvis bud vi har adlydt ved at forlade vore huse og brødre, hustruer, børn og agre. Her må vi ikke lægge fingrene imellem. Lad os stride tappert, Herrens vilje ske, thi enten vi lever eller vi dør, er vi hans«. Da han havde sagt dette, rejste de banner, brød op og drog forbi staden, hvorpå de slog lejr ikke langt derfra i en meget langstrakt dal ved en gennemsigtig strøm, således at de på deres højre hånd havde bjerge, men på deres venstre et tæt tjørnekrat. I læ af dette optændte de mægtige bål, udstillede vagter omkring i lejren, plejede deres krop og lagde sig til at sove. Men se, midt om natten brød Serverne skarevis frem fra hele skoven, delte sig i fire horder, gav sig til afvekslende at opløfte hyl i alle fire afdelinger og skreg stadig højere og højere i det håb derved at skræmme hertugens hær således, at hans mænd skulle kaste sig på flugt og lade deres ejendele i stikken, så at Serverne kunne gøre dem til bytte. Hertugen og hans folk kom imidlertid på benene og greb ilsomt til våben. Marskalken Henrik gjorde sin runde og fik alle ridderne samlede om hertugens banner. Svendene måtte på deres kant passe på hestene, men havde befaling til, hvis fjendernes første anfald kom til at gælde dem, ufortøvet at forsvare ridderne, så disse kunne dække dem. Tallet på dem, der drog sværd, var tolv hundrede. Da nu, som sagt, alle ridderne begav sig hen til hertugen, steg ligeledes biskop Konrad og abbederne Henrik og Bertold derop og tog plads ved siden ad ham. Som han sad der i fuld rustning, optændte man et vældigt bål, og foran dette stod grev Guncelin og alle de stærkeste riddersmænd og satte mod i hverandre ved gensidige opmuntringer, da en pil med et kom farende og slog ned i nærheden af dem. Opskræmmede herved greb de ilsomt til våben; Men med det samme kom der en og meldte, at Wormacienserherrens lejr var i fjendevold, og at en ridder var falden, ramt af en pil, tillige med to svende, af hvilke den ene imidlertid levede endnu til om middagen, da han opgav ånden. Serverne bruger nemlig forgiftede pile, så at alt levende, som de sårer, er døden prisgivet. Da man altså havde modtaget dette sorgens budskab, skikkede man straks tyve panserklædte riddere hen til biskoppens lejr; ved deres ankomst tvang de djærvelig fjenden til at vige, og én der stod og skød med armbrøst lige over for fjenderne, ramte efter guds vilje disses anfører og gennemborede ham. Ved hans fald tog de øvrige flugten og opgav ethvert yderligere angreb på hertugens lejr. Men da morgenen brød frem, faldt det ind med en tyk tåge, og hertugen forbød dem at bryde op med lejren, inden tågen lettede. Så snart solen imidlertid begyndte at brænde, gjorde de opbrud med fjenderne i sigte, der dagen igennem i afstand lurede på, om de ikke kunne opsnappe nogen af dem; således vandt de uskadte gennem skoven og nåede staden Nicea, hvor hertugen fandt en ærefuld modtagelse og med alle sine mænd blev glimrende beværtet på kongelig regning. Derfra førtes han til Andernopolis og derefter til Vinopolis, og således kom de på langfredag nær til Konstantinopolis, hvor de holdt herrens lidelsesfest og påskelørdag, hvornæst de på opstandelsesdagen (d. 16. april 1172) efter højmessen og davren begav sig op på kongsgården. Men hertugen havde, således som det er landssæd hos os, forudskikket en mængde gode gaver, bestående i skønne, fuldt opsadlede og klædte heste, pansere, sværd, klæder af skarlagen og det fineste lintøj.

Hvorledes kongen modtog hertugen hos sig

Kongen oppebiede altså hertugens komme, iført sin kongepragt og i kreds af sine øverste biskopper, fyrster og stormænd. Men samme steds fandtes en vidtstrakt og jævn dyrehave med mure omkring; og for at bære glansen af sine rigdomme til skue havde kongen påbudt alle sine fyrster og stormænd at overvære højtideligheden. Man så derfor talløse lærreds- og purpurtelte oprejste på stedet, prydede med gyldne kupler og forskelligt smykke efter enhvers rang. Ved sit komme fik hertugen en glimrende modtagelse; og da festoptoget skulle til at tage sin begyndelse, skred kongen frem ved siden ad ham. En vej for fodgængere var helt belagt med purpurtæpper, ovenover behængt med guld virkede silketæpper og prydet med gyldne lamper og lysekroner, og ad denne bevægede sig klerkernes og bispernes optog med kongen, hertugen og alle de fremmede riddere i følge. Således skred de fremad til et gyldent telt, der fra øverst til nederst strålede af juveler og kostelige stene. Derfra vendte de ad samme vej tilbage til kirken, hvor kongen tog plads på en høj trone og hertugen ved siden ad ham på en anden, og derpå holdtes der en højtidelig messe.

Om Grækernes ordstrid med abbed Henrik

Som nu kongen og hertugen begge om eftermiddagen var vel tilmode, bragte Wormacienserherren samt Lubikeren spørgsmålet om helligåndens udgang på bane med Grækernes lærde. Grækerne siger nemlig, at helligånden udgår fra faderen alene og ikke fra sønnen, idet de hænger sig alt for fast ved Herrens ord om helligåndens udgang: »Når trøsteren kommer, han som udgår fra faderen« o.s.v.) Herimod opstiller de andre imidlertid, at ånden udgår fra sønnen lige så vel som fra faderen, eftersom helligånden er faderens og sønnens ånd tillige, og efterdi han, når helligåndens nådegave bliver menneskene til del, visseligen sendes af faderen og tillige af sønnen, da han udgår fra faderen og tillige fra sønnen; thi hans sendelse er netop det samme som hans udgang. Da Grækerne imidlertid fremkom med indvendinger, som om de endnu ikke var gendrevne med fuldgyldige bevisligheder, tog den højlærde og veltalende abbed Henrik med mådehold ordet og sagde: »Fromme katolikker, falder ikke til den vildfarende påstand, at helligånden udgår fra faderen alene og ikke fra sønnen, efterdi han lige så fuldt udgår fra sønnen som fra faderen. Dette nægter kun kætterne. Thi at han udgår fra begge, bevises ved mange vidnesbyrd af de hellige skrifter. Således siger apostelen: »Gud har sendt sin søns ånd i vore hjerter. Se, her kaldes han sønnens ånd. Ligeledes på det sted, hvor det hedder: Men om nogen ikke har Kristi ånd, denne er ikke hans. Og sønnen selv siger i evangeliet om helligånden: Han som jeg skal sende eder fra faderen. Faderens er ånden derimod kaldt på det sted, hvor vi læser: Hans ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder. Ligeledes siger Kristus selv: Thi det er ikke eder, der taler, men eders faders ånd, der taler i eder. Og på et andet sted: Han som faderen skal sende i mit navn. Af disse og andre bevissteder gøres det indlysende, at helligånden udgår fra faderen og sønnen. Hvad den indvending imidlertid angår, som I henter fra evangeliets ord: Han som udgår fra faderen, derpå svarer vi dette, at, når sandheden der siger, at helligånden udgår fra faderen, tilføjer han ikke ordet »alene« og nægter derfor ikke, at ånden også udgår fra ham selv; men grunden til, at han blot nævner faderen, er den, at han sædvanlig til denne henfører også, hvad der er hans, fordi han har det fra faderen. Også eders lærere, som indså, at det giver én og samme mening, om man siger, at helligånden udgår fra faderen, eller om man siger, han udgår fra sønnen, og som forstod, at ånden er sønnens lige så vel som faderens, også disse eders lærere har bekendt, at helligånden udgår fra sønnen ligesåvel som fra faderen. Derfor siger Athanasius (den såkaldte Athanasianske trosbekendelse træffer man først sikre spor i Frankrig i den sidste halvdel af det 8. århundrede) i trossymbolet: Helligånden, ikke frembragt, ej heller skabt, ej heller avlet, men udgående fra faderen og sønnen. Se, han siger, at helligånden udgår »fra faderen og sønnen.« Ligeledes taler Johannes Krysostomus sålunde i en homili. Han udgår fra faderen og sønnen og uddeler sine gaver i besynderlighed, ligesom han vil. Og ligeledes siger biskop Cyrillus: Helligånden må tænkes særskilt, for så vidt han er ånden og ikke sønnen, men han er dog ikke forskellig fra denne. Thi han kaldes sandhedens ånd og udstrømmer fra sønnen lige så vel som fra gud fader. Således finder I selv hos eders egne lærere tydelige vidnesbyrd, der går ud på, at helligånden udgår fra faderen og sønnen. Derfor bekende enhver tunge helligåndens udgang fra dem begge«. Disse og andre beviser, især sådanne, der var hentede fra deres egne kirkefædre, kunne Grækernes højlærde mænd ikke modsige, men måtte indrømme, at helligånden udgår både fra faderen og fra sønnen. Og abbed Henrik kom til ære og værdighed i kongens og biskoppernes øjne, som priste ham for hans lærdom og skænkede hans ord overmåde stor tillid. Dronningen forærede for sin del hertugen fløjelsstykker i mængde, så at han dermed kunne klæde alle sine riddere, og lagde endvidere dertil brogede skind og en liden zobelpels for enhver af ridderne.

Om fortsættelsen af hertugens togt

Fremdeles gav kongen hertugen et stærkt bygget skib, rigeligt forsynet med alle fornødenheder. Heri gik hertugen om bord og begyndte farten med sine mænd. Men havet kom i så stærkt et oprør, at de som en følge af den voldsomme storm med bekymring forudså deres død som nær forestående. På skibet befandt sig en mand af dydig livsvandel, som skrækken for den truende fare knugede hårdt. Samme mand blev, medens hans sinds bølger gik højt ligesom havets, brat overvældet af en slummer, og han så i drømme den fagreste mø stå for sig og hørte hende tale til sig og spørge: »Er du bange for det truende hav?« hvortil han svarede: »Højlovede frue, vi er stedte i stor nød; og i fald himlens gud ikke ser til os i nåde, så må vi med det første gå under«. Men hun sagde: »Vær rolig, thi i skal ikke gå under, men frelses fra den truende fare formedelst en her på skibet værende mands bønner, der uden afladelse påkalder mig«. Og skønt det ikke udtrykkelig var sagt, hvem denne ytring gjaldt, var dog han, der havde haft hint syn, overbevist om, at talen var om abbed Henrik; thi den, der skuer i guds ånd, hører vel lidet, men fatter desto mere. Og synet bedrog ikke. Da det omsider blev dag, voksede stormen i vælde, og skibet omtumledes af bølgerne midt ude på havet. De kom også i havsnød, som tidligere på Danubius, ved såkaldte skær og søfolkene ræddedes såre. Både til højre og til venstre for dem ragede skarpe klipper frem, og skibet var trindt omgivet af dem. Men som søfarerne således var ude af sig selv af skræk, blev de var, at der åbnede sig stenklipper ligesom en dør, satte sejl did, og se, stormvinden lagde sig, og de bølger tav, som den havde rejst; skibet skar brat igennem uden at lide det mindste, og de lovede Herren, »som døder og gør levende, som nedfører til dødsriget og fører op igen«.

Om hertugens komme til Jerusalem

Da hertugen nu lagde til ved Akkaron eller Akkon, fandt han en glimrende modtagelse hos Akkaroniterne eller Akkoniterne; og efter at han selv og hans mænd havde taget plads på arabiske heste, muldyr, og nogle af dem endog på æsler, drog de videre til byen Jerusalem; herfra kom Tempelherrerne og Hospitaliterne (to i Jerusalem på korstogenes tid stiftede munke- og ridderordener) dem imøde med stort følge, og de modtog hertugen på det ærefuldeste og førte ham ind i den hellige stad, hvor han af klerkene blev modtagen med hymner og lovprisninger til guds ære. Men hertugen skænkede en stor sum penge til den hellige grav og lod den basilika (den ældste form af kristne kirker), hvori herrens træ (Herrens kors) findes opbevaret, smykke med mosaikværk og samme basilikas døre klæde med det reneste sølv. Han bestemte ligeledes årlige rentepenge til anskaffelse af vokskerter, som uafladelig skulle brænde ved den hellige grav. Tempelherrerne og Hospitaliterne skænkede han desuden en mængde gaver og våben samt tusind mark sølv til at købe ejendomme til underhold for deres novicer (dvs. dem, som de havde på prøve, inden de optog dem som faste medlemmer) i krigstid. Men kongen (Amalrik I.) gjorde for ham og hans mænd et gæstebud, der varede i trende dage. Hertugen besøgte alle de hellige steder, var i Josafats (Josafats dal), på Oliebjerget, i Bethlehem, i Nazareth, drog i Tempelherrernes følge til Jordan og besteg derpå Kvarentena (en del af Efraims bjergland, Kvarantania, skal efter sagnet have været det sted, hvor Herren holdt sin 40 dages ørkenfaste). Derop steg også abbed Henrik skønt med megen besvær, al den stund hans legemskræfter var udtømte. Alligevel holdt han gudstjeneste deroppe. Det samme havde han med største andagt gjort på ethvert af disse hellige steder til Vor Herres Jesu Kristi ihukommelse, som denne ved dér at vandre om i legemet havde stillet de troende for øje, og til minde om Herrens højherligste moder, som han ligeledes på hele denne pilgrimsfærd viste den frommeste dyrkelse. Således hyllede han sig i hårdug, levede et afholdende liv i bønnen, holdt stadig morgenmesse ved første daggry, førend lejren brød op, læste siden, når gudstjenesten i dens helhed afholdtes, messe til hendes ære og ofrede uden ophør den frelsebringende hostie (oblaten) såvel på egne, som på hele pilgrimshærens vegne.

Om hertugens tilbagevenden fra Jordan

Men hertugen begav sig atter tilbage til Jerusalem, og her formåede den herre patriarken (Amalrik) ham til at blive to dage. Derfra vendte han tilbage til Akkaron eller Akkon. Her tog han afsked med alle, sine ledsagere, biskop Konrad og abbed Bertold, iberegnede, og drog ledsaget af Tempelherrerne og en talrig skare mennesker til Antiokia. Biskop Konrad led imidlertid af en sygdom, der da også gjorde ende på hans liv. Men da hertugen havde forføjet sig bort, gik den herre biskoppen, der var ilde til mode over hans afrejse, da han selv endnu havde adskilligt at lægge ham på hjerte, tillige med abbed Bertold om bord i en barke og fulgte ham til søs. Bispens legemlige ildebefindende tog imidlertid til; og da de nåede at lægge til land ved en stad, der kaldes Surs eller Tyrus, opgav han samme steds sin ånd (d. 17 juli 1172). Hans lig bragtes ind i staden, hvor grev Guncelin og andre af hertugens der tilstedeværende venner sørgede for, at det fik den hæderligste jordefærd. Abbed Bertold vendte derimod om til Akkaron, men afgik ligeledes ved døden efter trende dages forløb (d. 24 juli 1172). Efterretningen herom voldte hertugen dyb sorg. Abbed Henrik fortsatte imidlertid den begyndte rejse sammen med denne.

Om hertugens hjemfærd

Hertugen skikkede så sendebud til Saraceneren Milo, som han bad om lejde gennem hans land. Milo sendte ham tyve af sine fornemste mænd med det svar, at han var ganske villig til at skænke ham samme på hæderlig vis og således, at den ydede ham fuld betryggelse. Hertugen fik imidlertid at vide, at dette kun var en rævestreg, og foretrak derfor ikke at lægge vejen igennem hans land. Fyrsten af Antiokia (Boémund III.), som havde taget hæderligt imod ham, forsynede ham med skibe. Disse gik han med sine heste og alt sit fæmon om bord på ved en stad, der kaldes Simeonshavn; og efter at han havde ladet hejse sejl, lod han stå til både nat og dag og kom således forbi en del af samme land. Da han dernæst havde lagt til ved en stad, der kaldes Torsult, men på Saracenernes mål Tortun; denne by indtog og underlagde samme Milo sig siden efter for at tage hævn, fordi pilgrimene var undslupne der skikkede sultanen over Turkerne (Seldschukernes sultan i Ikonium: Aseddin Kilidscharslan II.) ham fem hundrede stridsmænd for at føre ham og alt, hvad hans var, gennem Milos land. De brød således op, men måtte tre dage igennem drage frem over en uvejbar og vandløs ødemark, »en skrækkens og tomhedens ørken«, der bærer navnet det øde Rumenien, hvor de døjede meget og måtte føre alle deres fornødenheder, endog drikkevandet til dem selv og deres dyr, med sig på hesteryg. Således nåede de en by, som på Turkernes sprog kaldes Rakilej, men på vort mål Eraklia, og som engang tilhørte fyrsten af Jerusalem, Eraklius, den samme, som dræbte Kosdroé, der havde indtaget Jerusalem og bragt Herrens træ hjem med sig som bytte. Ved sin ankomst hertil fandt hertugen en glimrende modtagelse hos Turkerne og førtes derfra til Axarat, hvor sultanen, fuld af glæde, ilede ham imøde, faldt ham om halsen, kyssede ham og fortalte, at han var i slægt med ham. På hertugens spørgsmål, hvorledes de da var beslægtede, gav han til svar: »Jo, der var en adelig dame fra Teutonernes land, som fik Ruthenernes konge til ægte; denne avlede med hende en datter, og en datter af hende igen kom til vort land og blev min stammoder«. Sultanen takkede gud i himlen, fordi hertugen var sluppen ud af Milos klør, som han skildrede som en vantro forræder, der sikkert, når han først havde fået ham ind i sit land, havde skilt ham ved hans gods, ja endog ved livet. Han skænkede hertugen en stor mængde gaver; for det første en kappe og en kjortel af den bedste silke, hvoraf hertugen på grund af arbejdets fortrinlighed lod forfærdige en kasula og en dalmatika (dvs. præsteklæder). Derefter lod han atten hundrede heste føre frem for ham, for at han iblandt disse kunne vælge dem, der anstod ham bedst. Hertugen gav derfor hver især af sine riddere tilladelse til at vælge den hest, han fandt mest behag i. Derpå ledte man tredive udmærket kraftige gangere frem med sølvmile og fortræffelige sadler, gjorte af klæde og filsben; dem overgav sultanen til hertugen og skænkede ham desuden seks telte af filt, forfærdigede efter landsens sæd, samt seks kamelhopper til at bære disse med slaver til kameldrivere. Dertil føjede han endnu to leoparder, heste og ridekyndige trælle. Men skønt han således på enhver vis behandlede hertugen med overordentlig stor forekommenhed, kunne denne dog ikke undlade at sigte ham for hedensk overtro og berette ham meget om Kristi kødspåtagelse og om den katolske tro. Hertil svarede sultanen ham og sagde: »Det falder jo ikke så svært at tro, at den samme gud, som har dannet det første menneske af jordens dynd, også har kunnet påtage sig køds skikkelse og lade sig føde af en ubesmittet mø, når han ellers har villet dét.« Muligvis havde samme sultan, siden han hørte til de kætterske Nikolaiters sekt (Arnold tror måske dette, fordi denne sekt beskyldes for flerkoneri), kendt de fem Mosebøger og deri læst om det første menneskes skabelse. Thi der er mange af hedningerne, som holder på de fem Mosebøger, hvor de ikke opgiver afgudsdyrkelsen, således som Samaritanerne gjorde. Derfor siger også den samaritanske kvinde i evangeliet: »Herre! som jeg ser, er du en profet«)…..

Indskudt begivenhed kong Konrad vedrørende

Hertugen tog nu afsked fra sultanen og førtes til Ismila og derfra til Turkernes hovedstad Kunin. Og på sit fortsatte tog kom han til et øde og gruelig tørt landstrøg, hvor kong Konrad efter sigende har måttet standse med sin hær (i oktober måned 1147 på strøget imellem Nicæa og Ikonium) uden at kunne nå længere, eftersom der var så mange, der måtte bukke under som følge af landets skrækkelige øde. Han var nemlig blevet vildledt af en forrædersk vejviser; og efter hvad andre vil vide, var det Grækerkongen, der fik ham til at gå i denne fælde, fordi Konrad så længe havde opholdt sig i hans land med så stor en mængde folk, uden at han havde villet aflægge ham et besøg. Grækerkongen, som endog af stolthed over sine rigdomme kalder sig kejser en værdighed, som han for resten har tiltaget sig efter Konstantinopolis's grundlægger Konstantin har nemlig den nedværdigende skik ikke at byde nogen et kys til velkomst, men lade enhver, der nyder den ære at få adgang til ham, krumme ryg for at kysse hans knæ; og dette ville kong Konrad af hensyn til det romerske riges ære mindst af alle finde sig i. Ja, selv da Grækerkongen fandtes villig til at give ham et kys, men uden derfor at rejse sig op, ville kong Konrad ikke heller indlade sig derpå. Omsider gav forstandige folk på begge sider dem det råd, at de skulle se hinanden til hest, fra begge sider ride lige langt, indtil de mødtes, og så blive siddende på hesten og hilse hinanden med et kys; og dette gjorde de da også virkelig. Af denne grund var det nu, eller også fordi Grækerne frygtede Teutonernes vælde, at de forrådte hele denne pilgrimshær, forgiftede brøndene og ledte mændene på afveje ind i den skrækkelige ørken. Og sålunde fik samme vældige tog omsider en ynkelig udgang. Hertugen drog imidlertid længere frem og kom til en mægtig stor skov, der gør skel imellem Turkernes og Grækernes land. Den havde han ondt ved at nå igennem i løbet af trende dage og kom så til en by, der tilhører kongen af Grækenland, og som hedder Alamannernes borg (måske Germanikopolis eller Gangre), eftersom hertug Godefrid engang havde haft den og derfra underkastet sig hele Turkorien. Fra denne brød han op og kom til en såre stærk, med en ringmur og en mængde tårne fagert smykket og særdeles godt befæstet by, Anikke kaldet, som Godefrid ligeledes havde indtaget, skønt med største besvær. Og såsom Godefrids navn for hans faste tros skyld til alle tider bør mindes, vil vi fortælle, hvorlunde gud overgav denne by, som i sig selv var uindtagelig i hans hånd.

Indskudt begivenhed hertug Godefrid vedrørende

(Dette afsnit og fortælling bærer helt igennem et sagnagtigt præg). Efter at Godefrid længe havde anstrengt sig for at indtage byen, og hæren allerede var blevet medtagen af så svær en hunger, at de havde fortæret næsten alle deres heste, og hvad de ellers havde, lige ned til deres skoremme, lod borgherren, der var både træt og ked ad den langvarige anstrengelse, en Teutoner, som han havde pint ved i lang tid at holde ham i fængsel, stige op på muren. Denne talte følgende ord til hertugen og til gudsfolket: »Så siger herren her i borgen: Hvi har I så længe haft møje med angrebet på denne borg, og hvi vil I ikke forlade mit land? Se, borgen er det umuligt for eder at indtage. Lad det derfor hellere blive ved det onde, der alt er sket, og lad to mænd, en af vore og en af eders, træde frem og gå i tvekamp. Går eders stridsmand så af med sejren, er vi villige til at overgive eder borgen og selv drage herfra. Bliver derimod vor kæmpe den sejrende, så skal I ufortøvet rømme vort land.« Hans forslag antog både hertugen og alle de andre vel; og på begge sider gav man bestemt tilsagn om, at man ville holde sig det strengt efterrettelig. Nu havde hertug Godefrid en stærkt bygget, vel voksen væbner, der så rigtig godt ud og hed Helias. Ham skikkede han, da de således var komne til forlig, ind til fyrsten i byen for nærmere at bestemme det hele og fastsætte dagen til tvekampen. Men ved synet af den smukke mand med den svære krop og de kraftige lemmer og ved tanken om, at han selv ingen havde, der lignede ham i styrke, forgabede fyrsten sig i ham, og efter at han havde hørt hans ærinde, sagde han til ham: »Gid det dog måtte tækkes dig at blive hos mig og udfægte den aftalte tvekamp for mig«. Han svarede: »Hvad giver du mig, hvis jeg gør, hvad du dér siger? Fyrsten sagde: »Da giver jeg dig halvdelen af mit land med samt min datters hånd og hæver dig til ærens tinde«. »Gør, som du har sagt, svarede hin, »så skal jeg gå i kampen for dig«. Således trådte Helias i pagt med ham, undsagde Kristus og indgik kødeligt frændskab med hedningen, så de blev ét hjerte og én sjæl. Men hertugen undrede sig ved tanken om, hvorledes det var gået den udsendte, og vidste hverken, om denne havde mistet sin frihed, eller hvorfor han ikke var kommen tilbage igen. Se, da trådte med ét fornævnte Teutoner en dag frem på muren og henvendte følgende udråb til hertugen og fyrsterne: »Således lyder min herres ærinde. Holder eder færdige på den og den dag og til den og den time. Thi da vil min herre komme ud til eder med sin ny kæmpe for at holde sit løfte.« Alle glædede sig ved at høre dette og tilbød hver især frivillig at gå i tvekampen til guds ære. Men hertugen rustede sig fremfor alle til kampen; dog fik han ikke lov til at vove den, da han allerede tyngedes af alderens byrde, var aflægs og desforuden havde en pukkel på ryggen. (Arnold forveksler her Gotfred af Bouillon med hertug Gotfred den Puklede af Lothringen (1070-1076)). Endog biskopperne bød sig til, og der var ingen, hverken rig eller fattig, uden han var rede til enten at sejre eller dø til guds ære. Da trådte der imidlertid en mand frem ved navn Drogo (i andre kilder nævnes både en Drogo de Neelle og en Drogo de Moncy som deltagere i det første store korstog), der var af hertugens slægt, en søstersøn af denne, og sagde til ham: »Nu har jeg tjent dig i så mange år, og har aldrig krævet den ringeste løn af dig. Det er derfor billigt, at jeg engang høster frugten af min møje. Og denne tvekamp vil jeg med taknemlighed tage imod til løn for alle de tjenester, jeg har vist dig.« Kort og godt, mandens nidkærhed stod hertugen an, og under almindeligt bifald omgjordede han sig til kampen. Da han stod færdig til at vove sig frem, sagde hertugen: »Den gud, der har velsignet vor fader Abraham, Isak og Jakob; den gud, der ved Moses´ hånd har ført sit folk igennem ørkenen og skjult dets fjender i Det røde Hav, den samme som formedelst Josva har ført dem ind i Kanaans land og knust deres fjender under deres fødder; den gud der har skænket Gedeon mod, Sampson kraft imod fjenderne og Judith sejr over voldsherren; den gud der har friet Daniel fra løvekulen, David fra de ilde sindedes sværd og Helyas fra Jesabels efterstræbelser; den gud mener jeg, som har sendt sin søn Jesus Kristus til denne verden for at forløse menneskenes slægt, Kristus som ved sin sejr på det hellige kors blev herre over djævelen og sønderbrød hans slavelænker, som velsignede sine apostle og ved deres lære lod lyset skinne i den hellige kirke, som formedelst dem også har talt til os og sagt: »Hvadsomhelst I bede faderen om i mit navn, vil han give eder«; han, den samme gud, for hvis navns skyld og af kærlighed til hvem vi har foretaget vor pilgrimsfærd, han signe dig selv med sin ophøjede højre og knuse vor fjende under dine fødder i dag til lov, pris og ære for sit navn!« Dertil svarede og sagde de alle: Amen! Biskopperne stadfæstede velsignelsen, og nu red Kristi ny stridsmand Drogo frem imod sin fjende, medens alle græd og bøjede knæ i bøn til gud. Se, da mødte ham den stolte Golyas (dette navn har Arnold brugt istedet for Goliat for at lave et ordspil med Helyas), nemlig den frafaldne Helyas, som af den ydmyge David i Herrens navn skulle nedstyrtes. Han sad på en rigt smykket ganger (hest), ved hvis dækken fyrstens datter havde fæstet en mængde bjælder både for at vække opsigt og tillige for at gøre den andens hest sky. Dette var hertug Godefrid imidlertid forud belavet på, hvorfor han havde ladet ørene på sin frændes hest tilstoppe med uld og beg. Da hestene nu mødtes i løbet, splintredes først begge kæmpers lanser; derefter sprang de begge ned på jorden og med det vældige jern helt længe hinanden de flængede, vekslede drabelig hug og ville en fodsbred ej vige. Men omsider kom Herren sin miskundhed og sanddruhed i hu, så at han skænkede sin tjener Drogo sejr, og Helyas styrtede til jorden. Da han nu således var strakt til jorden, at han ikke mere kunne rejse sig, spurgte Drogo ham: »Hvo er du, min modstander?« De var nemlig ukendte med hinanden. Hin svarede: »Jeg er Helias.« Da sagde Drogo: »Hvi har du dog villet gøre dette? Du, som har fornægtet Kristus, hvor kunne du holde stand? Gør derfor nu bod og forlig dig igen med din gud, han, som er miskundelig, og kom så med mig tilbage i lejren! Jeg har jo, som du nok véd, fire byer; af dem vil jeg skænke dig to, som du selv må have lov til at vælge, og min søster, hertugens frænke, vil jeg give dig til ægte, så at du således vil blive en af hertugens bedste venner.« Men Helias svarede: »Nej, ingenlunde, thi aldrig vil jeg bryde mit én gang givne ord eller forlade min svigerfader.« Da huggede Drogo hans hoved af. Og Herren herliggjordes i sine troende; hedningerne fortrak fra borgen, og hertug Godefrid holdt indtog der med sine mænd under lovprisning af Herren, der gør alt, hvad ham behager i himlen og på jorden.

Hertugens tilbagekomst til Konstantinopolis og dernæst til Bruneswik

Hertugen drog nu videre, satte over hellig Georgs arm, kom til byen Willekume og efter sit opbrud derfra til Konstantinopolis. Her fik hans mænd igen deres heste, som de havde ladet blive der, og begav sig herfra til Magnopolis, hvor kongen dengang opholdt sig. Denne glædede sig højlig over hertugens genkomst, beholdt ham hos sig på den hæderligste vis i flere dage og ville skænke ham fjorten muldyr, belæssede med guld, sølv og silkeklæder. Hertugen vidste ikke noksom at takke ham, men afslog alligevel at tage imod disse gaver og sagde til ham: »Jeg har alt så meget, min herre, lad mig ikke kun finde nåde for dine øjne!« Da kongen nu til trods for sin stærke nød på ingen vis kunne bevæge ham til at tage imod gaverne, skænkede han ham derimod mange dyrebare helgenlevninger, som hertugen havde udbedt sig. Hertil lagde han ovenikøbet en rig pragt af kostelige stene, hvorpå hertugen tog afsked, skiltes i bedste forståelse fra ham og kom til Nicea. Efter at han dernæst var draget igennem en stor skov, kom han til Ungrernes konge (Bela III.), der først for kort tid siden var blevet valgt og havde taget sin broders rige i besiddelse. Denne gav ham den ærefuldeste modtagelse og skænkede ham lejde gennem sit land, og således vendte hertugen igen tilbage til sine egne landemærker. Derefter begav han sig til kejseren, der just opholdt sig i byen Augusta (i Augsburg holdt kejseren rigsdag ved juletid i 1172), og som glædede sig højlig over hans komme og over at have fået ham velbeholden tilbage. Efter et års forløb vendte han atter hjem til Bruneswik og glædede alle sine venner ved sit komme. Guds hus berigede han med alle de helgenlevninger, han havde bragt med sig, og som han lod pryde med guld, sølv og kostelige stene. Blandt disse levninger var også flere apostelarme (disse af Henrik Løve medbragte relikvier opbevares endnu i Hannover). Tillige lod han af de bedste klædestøjer forfærdige en stor mængde Kasulaer, Dalmatikaer og kjortler for underdiakoner og lod kirkerne udsmykke. Samme fyrste var såre nidkær til at pryde guds hus, som man kan se det i salig Blasius's kirke i Bruneswik, den han dog ikke nåede at få fuldført efter ønske, men blev hindret deri af den modgang, han senere måtte døje; dog om disse genvordigheder vil vi, skønt nødig komme til at tale i det følgende.

Om hr. abbed Henriks valg til biskop i Lubiker kirken

Som han derefter opholdt sig i borgen Luneburg, gik domherrerne i Lubike til ham med bøn om, at han ville drage omsorg for, at de fik en duelig husholder i guds hus, samt lagde til, at de alle i fællesskab havde bestemt sig for den herre abbed Henrik i Bruneswik, og at det var deres indstændige bøn, at denne måtte stilles i spidsen for deres kirke, forudsat imidlertid at samme deres begæring og valg ikke stod i strid med hertugens vilje. Hertugen svarede dem: »Jeg indrømmer, at den person I der nævner mig, er et såre passende valg, både hvad klogskab og hvad fromhed angår, og at han er særdeles vel skikket til udskiftningen af guds ords hvede. Men eftersom vi kender hans troskab og hans behagelige omgængelse, er det os ikke muligt at undvære ham i vort hus i Bruneswik, uden at vi derved går glip af såre meget. For at det imidlertid ikke skal se ud, som om vi ville træde hindrende i vejen for eders så vel forståede tarv, og for at vise eder, hvor fjernt det er fra os at gøre mine til at afslå eders billige og fornuftige begæring, så ske da Herrens og eders vilje i dette stykke, fører den værdige mand med ære til Lubikerkirkens bispestol og viser ham den største højagtelse og dybeste underkastelse«. Dekanen (dvs. forstanderen for kannikerne ved Domkapitlet) Odo og kustoden Arnold (skatmesteren ved kapitlet i Lybek) tilligemed hertugens notar, provst Henrik (til St. Stefan i Bremen), kom af disse grunde til Bruneswik og begav sig ind i kapitelhuset, hvor de i Lubikerkirkens navn og i overværelse af abbed Sigebodo fra Riddagheshusen og provsterne Godefrid og Ansehelm (provst til St. Cyriakus i Brunsvig) overrakte et brev, der begyndte som følger: »Brødrene i guds kirke i Lubeke sender de helliges samfund i hellig Egidius's kloster i Bruneswik en hjertelig hilsen i Kristo.« Medens brødrene ved at høre denne hilsen bøjede sig ydmygt, fortsatte hine: »Det vil være eders kærlighed vitterligt, at vor moder, den hellige kirke i Lubeke, har mistet sin fader; og eftersom vi ikke i længden kan undvære en hyrde, derfor må vi med al omhyggelighed våge over, at vi fremdeles kan beholde en klog og tro husholder i guds hus. Derfor kan vi aldrig nok takke gud, fordi vi har fundet en sådan, der ganske er efter vort hjerte; og den, vi således har kastet vort øje på, er eders abbed, hr. Henrik, der både er klog og from; denne mand har vi ikke alene selv ved kanonisk (dvs. kirkeretslige) valg besluttet at tage til vor forstander, men vover nu også at gøre fordring på ham ifølge bemyndigelse fra vor fyrste og herre, hertugen, som har kåret ham til herre og åndelig fader for os. Thi er det vor begæring, at I heri vil være enige med os, føje eder efter guds anordning og i from hengivenhed samtykke med os i hans ophøjelse til den høje tjenestegerning.« Brødrene var vel på én vis alle tilhobe glade over, at deres fader skulle nyde en så ærefuld forfremmelse; men de kunne på den anden side ikke lade være at sørge ved tanken om, at de skulle miste deres fromme hyrde. Den valgte svarede imidlertid sålunde: »Vel er den gerning, hvortil I, mine herrer brødre, kalder mig, både vanskelig og såre brydsom, så den overstiger, som jeg må erkende det, mine kræfter. Men lige såvist som det er, at enhver, der ikke, lig Aron, kaldes af gud selv, her må komme til kort, ligeså fuldt overbevist er jeg på den anden side om, at det er ifølge guds råd og vilje, at jeg kaldes til denne tjeneste, eftersom al øvrighed er af gud. Men det, der er af gud, er os således beskikket. Og eftersom den, der sætter sig imod øvrigheden, imodstår guds anordning, se, så adlyder jeg og kommer, dog snarere nødtvungen, end frivillig.« Således brød han med sendebudene op fra salig Egidius's kloster, som han havde forestået i ti år (abbed Henrik til St. Ægidius forekommer allerede 1156 som vitterlighedsvidne i et hertugeligt dokument) og ved mange gaver gjort anseligere, ligesom han endnu dengang ved hjemkomsten fra sin pilgrimsfærd havde prydet det med tolv pallier (dvs. munkekapper). Derpå kom han til hertugen i Luneburg, modtog af dennes hånd den biskoppelige indklædning og førtes i ærefuldt optog til Lubeke, hvor han modtoges med den frommeste hengivenhed både af klerke og af hele folket; og derefter indviedes han på salig Johannes Døberens fødselsdag (St. Hansdag i 1173) i hertugens nærværelse af herren Walo fra Havelberg, herren Evermod fra Racesburg og herren Berno fra Zverin. I den evangeliebog, som man holdt over hans skuldre, stod der øverst på den ene side: »Se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal vederfares alt folket«, og øverst på den anden: »Denne mand var retfærdig og gudfrygtig, han ventede Israels trøst«, en omstændighed, der vel fortjener at påagtes, da der i disse ord var indeholdt en guddommelig forkyndelse angående hans fremtidsvandel. Skønt han i det hele taget af Herren var udmærket med rige gaver, glimrede han dog i synderlighed ved sin videnskabelige dannelse og sit veltalende foredrag. Men medens de fleste fortaber sig i deres egne forfængelige tanker og snarere misbruger disse gaver i deres hovmods tjeneste, end de anvender dem til opbyggelig brug, vedblev han tværtimod at være lige ydmyg og var stedse nidkær for gud og hans højherlige moder med faste, nattevågen, afholdenhed, bønner og uddeling af almisser, så at vi med sandhed om ham kan sige: »Han var en retfærdig og gudfrygtig mand«. Med hensyn til forkyndelsen af guds ord var han udrustet med så sjælden fortrinlige og strålende gaver, at ingen havde et sådant stenhjerte, at han jo ved hans sødt betagende ord lod sig henrive til anger, ja selv til tårer. Thi over de dybeste steder i skrifterne spredte han ved at udlægge dem med klare og tydelige ord et sådant lys, at han aflokkede skrifternes inderste moderskød den skjulte hvede og således kvægede alle med gudsordets søde spise, at hans lære, der lignede en honning, voldte folket overmåde stor glæde. Måtte eders kærlighed (henvendelse til biskop Filip af Ratzeburg) ej heller trættes ved at låne øre til det, som gud for adskillige har åbenbaret såvel med hensyn til mandens lyksalighed som til hans læretroskab. Således hændte det, at han engang i vigtige anliggender drog igennem Thuringien og tog ind på et sted ved navn Ohterekishusen for at overnatte. Samme steds har fromme kvinder, som underkaster sig salig Benediktus´ regel, deres ophold og fører et enligt liv. Som disse ved middagstide lagde sig på deres seng, havde en af dem ved navn Ida, en kvinde af den ulasteligste vandel, som senere blev udset til abbedisse i Waltingerod og var den første forstanderinde for kvindesamfundet dér, hvor hun også er gået til hvile ved en salig død - denne Ida havde altså, da søvnen havde lukket hendes øjne, et syn, sendt fra gud. Hun så nemlig, at hele samfundet af hendes søstre stod andægtig opstillet i koret, og hun hørte dem synge med højt jublende røst som for at tage imod en biskop: »Heldige fører, forsand og sandhedstroens forkynder« Da de på den lifligste vis havde fuldendt deres sang, trådte en ved sin alder ærværdig mand af klerkestand hen til vinduet i koret, hvor den hellige nadver på Herrens dag rækkes søstrene, og sagde til dem: »Lad det ikke fortryde eder at modtage denne fremmede biskop med al mulig ærefrygt eller at tjene ham med den største beredvillighed og forekommenhed. I må nemlig vide, at det, som I har sunget ved hans modtagelse, er betydet eder af gud og er med fuld sandhed udtalt netop om ham. Thi han er sandelig en heldig fører og forkynder af den sande tro.« Derpå vågnede den omtalte nonne og fortalte søstrene sit syn. Men i det samme indfandt én sig for at melde, at en biskop havde søgt til huse hos dem og ønskede nattely. Da de således havde fået fuld sikkerhed for spådommens sandhed, takkede de gud og bad, at biskoppen ikke måtte finde det under sin værdighed at se dem, men at det måtte forundes dem at høre et formanende ord af hans mund. Biskoppen indfandt sig efter ønske hos dem og lagde følgende bibelord til grund for sit foredrag: »Som en lilje iblandt tornene, så er min veninde iblandt døtrene.« Da han nu i talen indflettede meget både om kyskhed og et liv i uskyld, alt sammen beregnet på deres opbyggelse, kvægede hans ord, der strømmede som den sødeste honning, dem således, at de som det var betydet dem i synet, selv måtte indrømme, at han i sandhed var en heldig fører og forkynder af den sande tro. Men hertugen begyndte på samme tid at lade en kirke bygge i Lubeke til ære for den hellige Johannes Døber og Kristi bekender, den hellige Nikolaus; og han nedlagde selv tillige med biskop Henrik grundstenen dertil. Til værkets fuldendelse skænkede han årlig hundrede mark i penge; lige så gavmild var han med hensyn til Racesburg og drev med al iver på den ny plantning i Norden. Men disse bestræbelser måtte han meget imod sit ønske opgive på halvvejen, da der i de derpå følgende tider opstod en stærk bevægelse, som voldsomt rystede hele Saxonien; og han måtte af de grunde stille kirkernes opførelse i bero og tage fat på at befæste stæder og byer med stærke værker, eftersom mange fejder rejste sig imod ham.

Biskop Thomas i Angliens lidelse

Omtrent på samme tid måtte salig Thomas, ærkebiskop af Kantelberg i Anglien, en ved sin hellighed og sine jærtegn udmærket mand, lide blodvidnedøden. Han kæmpede lige til sin død for sin guds lov; og da forfølgelsens uvejr svævede over hans hoved, tog han, for at undvige de ilde sindedes harm, sin tilflugt til pave Alexander, der dengang levede i Frankien som landflygtig. Hos ham forblev han i mange dage og tjente Herren alle sit livs dage i hellighed og retfærdighed (han fordreves fra England af Henrik II. I 1164 og vendte tilbage i 1170). Nu begav det sig imidlertid, at apostolikeren, som han en dag sad sammen med biskoppen, just led af tørst og sagde til sin tjener, der stod hos: ..bring mig vand fra kilden, at jeg må drikke«. Da dette var bragt, sagde apostolikeren til biskoppen: »Sign og drik!« Denne signede vandet, der forvandledes til vin, drak af det og gav det til apostolikeren. Men da denne mærkede, at det var vin, kaldte han hemmelig ad tjeneren og spurgte ham: »Hvad var det, du bragte mig?« Tjeneren svarede: »Det var vand«. Apostolikeren sagde: »Bring mig endnu en gang noget fra samme kilde, og da dette var sket for anden gang, sagde apostolikeren igen til biskoppen: »Broder! sign og drik!« Denne, der ikke fornæmmede, at en kraft var udgået fra ham, men troede, at det var med vidende og vilje, at man havde bragt ham vin, signede det i al enfoldighed. Vandet forvandledes da påny til vin, hvorpå han drak og gav apostolikeren. Denne ville imidlertid endnu bestandig ikke tro derpå, men tænkte, at det måtte være sket ved en misforståelse, hvorfor han tredje gang hemmelig bød at bringe vand; og atter for tredje gang forvandledes det til vin. Da forfærdedes apostolikeren og forstod, at biskoppen var en hellig mand, og at det måtte være en guds kraft, der således havde teét sig virksom i ham. Derefter sagde biskoppen til apostolikeren: »Herre, jeg vil nu vende hjem til mit stift og se til mine får. Vel véd jeg, at jeg derved udsætter mig for kongens vrede; men man bør adlyde gud mere end mennesker. Hans vilje må fuldbyrdes på mig; for hans navns skyld er jeg villig endog til at lide døden, al den stund også vi er skyldige at sætte livet til for brødrene, ligesom han har sat sit liv til for os«. Apostolikeren svarede: »Gå, se jeg sender dig.« Således vendte han hjem til sit stift, hvor han led døden d. 29 december; og fra den samme stund af lige indtil den dag i dag har gud virket mangfoldige kraftige gerninger ved hans hjælp, som det også bevidnes af alle, der har været ved hans gravmæle, hvor en mængde velgerninger ved hans bønners kraft kommer alle dem til gode, som er syge og med sorg, og gud, der også i vore tider behager »at herliggøres i sine hellige«, ophøjes af alle folkeslag trindt omkring fra.

Anden bog

Om uenigheden imellem kejseren og hertugen

Omtrent ved samme tid lå kejseren i Italien, hvor mange fejder optog ham (i 1174 og 1175). Longobarderne gjorde nemlig alle som én opstand imod ham; og der herskede et voldsomt røre i den del af staten, måske til straf for den synd, der var begået ved kirkebruddet, som allerede havde varet i mange år (fra 1159, da Alexander III. blev pave), og under hvilket mangfoldige ikke var gået igennem døren ind i fårestien, men havde krøbet andensteds over og hjemsøgt kirken med søndringens vildfarelse. Krigslykken havde derfor dennegang svigtet kejseren, som i sin hårde nød og trængsel forlod disse landemærker, gik over Alperne og kom til Teutonernes landsdele, hvor han lod fyrsterne sammenkalde, skildrede dem den i riget herskende forvirring og opfordrede dem til at følge sig på hærtog til Italien for at kue de genstridige. Også hertug Henrik stræbte han ved de indstændigste bønner at formå til at dele møje med sig; og da han af erfaring vidste, hvilken skræk hertugen indgød Longobarderne, erklærede han, at det var ham ganske umuligt, når denne ikke var med, at udrette det mindste imod dem. Hertugen foregav derimod, at han der tilmed allerede var en gammel mand (født i 1129), var opslidt af sine mange anstrengende hærtog både til Italien og utallige andre steder hen; han forsikrede, at han med største beredvillighed stillede sig til den kejserlige majestæts tjeneste både med guld og sølv og de øvrige til sammendragningen af en hær nødvendige omkostninger, men erklærede tillige, at det med kejserens gunstige tilladelse var ham plat umuligt at indfinde sig i egen person. Dertil svarede kejseren og sagde: »Himmelens gud har ophøjet dig iblandt fyrsterne og gjort dig større end alle i rigdom og ære; på dig hviler hele rigets styrke; og det er billigt, at du er den første til at lægge kraft i alles hånd til dette foretagende, for at staten, der er ifærd med at komme ud af sin ligevægt, kan rejse sig i fornyet kraft ved hjælp af dig, der lige indtil nu uomtvistelig har været dens bedste støtte. Vi beder dig komme i hu, at vi aldrig nogensinde har nægtet dig opfyldelsen af noget ønske, men stedse har vist os rede til at øge din anseelse, altid har været fjender ad dine fjender og aldrig har ladet nogen vokse dig over hovedet. Og for her ganske at forbigå de løfter og eder, du har svoret riget, beder vi dig ikke kun at drage dig det frændskabsbånd til minde, hvormed du fremfor alt er knyttet til os, så at du i vor nuværende nød trofast og redeligt vil ile os, din fætter (Frederiks moder Judith var en søster til Henrik Løves fader) herre og ven til hjælp, hvorfor du da i fremtiden til gengæld må være forsikret om vor velvillige understøttelse med hensyn til ethvert dit ønskes opfyldelse.« Da hertugen imidlertid endnu stadig vægrede sig, og skønt han med fuld beredvillighed stillede sig til kejserens tjeneste, dog afslog at indfinde sig personlig, stod kejseren i sin store nød og vånde op fra sin stol og kastede sig ned for fødderne af ham. Men hertugen, der blev højligt bestyrtet ved at være vidne til noget så uhørt, som at den mand lå fornedret i støvet, under hvem hele jordens kreds er han at bøje sig, tøvede rigtignok ikke med at få ham rejst op, men lod sig dog heller ikke derved overtale til at efterkomme hans ønske.

Om sammensværgelsen imod hertugen

For øjeblikket bed kejseren nu den harm i sig, som den dybe undseelse over det forefaldne havde fremkaldt hos ham, og vendte sig atter til Italien med den hær, han for tiden kunne få samlet. Den nidkæreste bistand fandt han hos Kristian af Maguntia, der lige indtil sit livs ende (død 1183) vedblev at hjemsøge Longobardien i det øjemed at lægge det under kejseren og riget. Da han hellere ville tækkes sin herre på jorden end ham i himlen, lod han de til hans varetægt betroede får skøtte sig selv og bekymrede sig mere om at indsamle skatter til kejseren end rigdomme i Kristo. Kejseren havde derfor fremgang, gik af med sejren, hærgede af hjertens lyst landet med rov og brand og lagde alle faste stæder øde. Og modstandernes horn blev knust, og de tav for hans øjne for øje. (Arnold beskriver her tilstanden i 1162 ved Majlands indtagelse og ødelæggelse af Barbarossa. På nærværende tidspunkt var kejseren derimod uheldig og tabte 1176 slaget ved Legnano). Da han nu så, at rolighed var ham skænket, lod han, så snart lejlighed bød sig, fyrsterne sammenkalde og begyndte at fremkomme med mangfoldige beskyldninger imod hertug Henrik. Denne, sagde han, havde i sin overdrevne indbildskhed og hovmod vist kejseren og riget så dyb en ringeagt, at han, skønt kejseren havde fornedret sig til at falde ham til fode, dog ikke havde fundet for godt at vise ham mindste medynk eller høre på ham i hans store nød, men uden at tage noget hensyn hverken til staten eller til den kejserlige majestæts høje værdighed hårdnakket havde afslået ham enhver bistand. Da fyrsterne, der alt i forvejen bar nag til hertugen, fik dette at høre, begyndte de på derved given foranledning at fremføre mangfoldige kæremål imod ham, støttede kejserens udsagn, fældede den dom, at han burde miste alle sine værdigheder, og erklærede ham skyldig i majestætsforbrydelse imod kejseren, ikke alene fordi han havde ringeagtet hans bud og formaninger, men tillige fordi han til skændsel for alle fyrsterne havde beskæmmet og fornedret ham i egen høje person. Flere og flere trængte sig efterhånden frem, klagede over, at de havde måttet døje krænkelser af hertugen bade på en og anden vis, og fordrede, at kejseren ved sin dom skulle lade dem deres ret vederfares. Fremfor alle råbte bisperne på de undertrykkelser, deres kirker måtte lide, og erklærede, at hartad ikke en eneste kirke gik fri, som ikke måtte finde sig i Henriks udplyndringer. Således kom der en mægtig sammensværgelse istand imod hertugen i 1177. Da kejseren derfor så, at fyrsterne havde ondt i sinde imod hertug Henrik, begyndte han med stor kløgt at opbyde hele sit snille for at få ham styrtet. Da han imidlertid skønnede, at han ikke så let kunne blive færdig med ham, var han snedig nok til at spinde mangehånde rænker i det håb ved sin kloge opførsel lidt efter lidt at magte hertugen, som han mistvivlede om, at han ved anvendelsen af voldsomme midler var i stand til at kue. Ved samme lejlighed benyttede han Filip af Kolonias mægling til at forlige sig med pave Alexander og stillede sig atter på fredsfod til denne sin gamle modstander for derved at styrke sit parti på alle sider og således lettere at opnå sine hensigter (denne fred sluttedes d. 24. juli 1177).

Om kirkebruddets ophør

I det år efter Vorherres Jesu kødspåtagelse 1177 skuede Herren fra sin ophøjede trone atter ned til menneskenes børn; og en dag fuld af jubel og glæde oprandt over guds kirke, al den stund det brud heledes, der i tyve år havde søndret kirken (det egentlige kirkebrud havde kun varet i 18 år; men kejseren stod på en meget spændt fod med paven allerede i 1157), idet fred sluttedes imellem riget og præstevælden, enheden ved apostelsædet genoprettedes, hele kirken sluttede sig sammen under Alexander, og der blev »én hjord og én hyrde«. Således blev lejesvendene udstødte, og de sande hyrder vendte igen tilbage til deres fårefolde, deriblandt Odelrik fra Halverstad, der med apostolisk bemyndigelse kom tilbage til sit bispesæde. Men også kejserens hånd var med ham og styrkede ham i et og alt. Straks ved hans indtog kom landet derfor i bevægelse, eftersom han under tilslutning af fyrsterne i østen begyndte at lægge mangehånde råd op imod hertug Henrik. Efter Geros (denne havde Henrik Løve indsat i Odelriks sted) fordrivelse ophævedes tillige alle de af denne gennem mange år i samme kirke trufne bestemmelser. Enhver, som Gero havde indviet, blev derfor afsat fra sit embede. De kirker lukkedes, som han havde indviet og derved snarere vanhelliget end helliget; og den salige biskop Burkards lig (formodentlig biskop Burkard II., der i 1088 blev dræbt i Goslar og begravet i Ilsenburg i grevskabet Wernigerode), som Gero havde ladet flytte, lod Odelrik påny jordfæste på dets forrige hvilested.

Om hertugens hærtog til Slavenland

Men i de samme dage var hertug Henrik falden ind i Slavenland med en stærk hærmagt og lå for borgen Dymin. Da han derfor hørte tale om Odelriks indtog, gik det op for ham, at han for øjeblikket selv var ligesom hildet i en snare: »Fejder i vente jeg har, sagde han, grant jeg det ser.« Han lod da nogle ganske få fortrolige kalde til sig og underrettede dem om, at han uden alt ophold måtte vende tilbage til Saxonien. En af disse, hans krigsbygmester Frederik, vendte han sig til med følgende ord: »Hvorledes kan vi bedst ved råd eller dåd indtage byen?« »Hvis I intet har derimod,« svarede Frederik, »skal jeg i løbet af tre dage lægge den helt og holdent i aske.« »At sætte ild på den misbilliger jeg,« sagde hertugen; »selv om man svider den af, vil vore fjender derfor ikke undlade, når de igen kommer til kræfter, at volde os ny ufred, så meget mere som der hinsides Albia er store krige i gære imod os, og det vil falde os hårdt at byde fjenderne spidsen, når de angriber os fra to sider.« »Ønsker I da hellere det,« svarede Frederik, »skal jeg mage det så, at de i løbet af tre dage stiller eder alle de gidsler, I vil, for siden i fred at svare eder skat.« Hertil gav hertugen sit minde og vendte efter at have modtaget gidslerne med halv forrettet sag tilbage til Bruneswik.

Om grundlæggelsen af hellig Marias og evangelisten hellig Johannes kloster i Lubeka

Samme år (i 1177) begyndte biskop Henrik at lægge grunden til en ny plantning i Lubeka, nemlig et munkesambo, som han lod opføre til ære for guds hellige moder Maria, evangelisten hellig Johannes og bekenderne Avktor og Egidius. Salig Egidii dag (d. 1 september) fandt den højtidelige indvielse sted under medvirkning af provsten ved hovedkirken Ethelo samt dekanen Odo, kustoden Arnold og andre domherrer. Skønt Henrik nu ikke så sig i stand til at berige denne lille kirke med store skatte, al den stund bispen kun havde små indkomster, skænkede han dog til dens udstyr halvdelen af landsbyen Ranzivelth, en anden mindre landsby Kleve og tre halve tiender i store og lille Gladebrugge og i Stubbekesthorp. Også nogle gårde i staden, der årlig tilsammen indbragte otte mark i penge (på én mark sølv gik der 3 mark i penge), skaffede han ved egne midler til veje ligesom flere agre på bymarken. Sålunde virkede han for samme sin nyplantning med stor og ufortrøden nidkærhed og undgik ej heller at vække skinsyge hos adskillige, der så skævt til hans stræben. Dog måtte han efterlade sin stiftelse i halv færdig tilstand, da han endnu kun levede i kort tid. (død d. 29 november 1182).

Om bjerget Hopelbergs bebyggelse

Men Odelrik fra Halverstad tog et bjerg ved navn Hopelberg i besiddelse og lagde med understøttelse af mandskab (de saxiske fyrster) fra dem i østen en fæstning derpå. Ved efterretningen herom kom hertugen med en skare væbnede derhen, forjog fjenderne og brød borgen. Men de andre kom snart igen til kræfter og gav sig til at arbejde på deres engang begyndte værk med fornyet iver. Og mens nu hertugens hær for anden gang skyndte sig med at møde dem, voksede deres kræfter stadig, så de nødte hertugens folk til at vende ryggen, tog mange af dem til fange og gjorde meget bytte (i 1178). Ved denne lejlighed druknede der en mængde i sumpene. Også grev Henrik, stiftfader til grev Adolf, fandt dengang døden. Adolf var på den tid endnu kun en ung mand; men hans moder Mektildis, der var en forstandig og from kvinde, styrede, da hun var løst fra sin mands lov (i sin uafhængige stilling som enke), sønnens hus med klogskab. Hendes søn blev omsider ridder og slægtede sin fader på i manddom.

Om Evermods død og om hans efterfølger Ysfrid

På samme tid (d.16. februar 1178) døde også herren Evermod fra Racesburg, salig ihukommelse, men lever, som det er de troendes fromme håb i Kristo, eftersom han indtil det sidste vedblev at føre et gudfrygtigt liv i hellighed og retfærdighed, så at gud, efter hvad adskillige forsikrer, imedens biskop Evermod endnu var i live, har ladet forskellige tegn og kraftige gerninger ske ved hans hånd. Og da lejligheden just byder sig, bør vi ikke med tavshed forbigå det, som derom er kommet til vor kundskab ved troende menneskers fortælling. Det begav sig således engang, at grev Henrik af Racesburg, i hvis tid samme kirkehøvding af hertug Henrik var kaldet til bispedømmet, havde to mærkelige fanger fra Frisien i forvaring. Da han på voldsom vis hårdt mishandlede disse, fik biskoppen medlidenhed med dem og bad oftere greven give dem fri. Denne lod sig dog slet ikke røre af medlidenhed og viste dem ikke større skånsel. Imidlertid oprandt påskedagen, og til ære for festen fik fangerne tilladelse til at overvære gudstjenesten, men kun under bevogtning og hårdt tyngede af lænker. Men da biskoppen, der stænkede vievand, kom hen til dem, dreves han af medynk til også at stænke vand på deres bøje (lænker) med de ord: »Herren oprejser de nedbøjede; Herren løser de bundne«. Og straks brast bøjen med stort brag, og mændene, der således var løste, prisede gud. Dette gik for sig på hellig Georgsbjerget, hvor bispen dengang havde sit sæde, inden bispesædet endnu ved guds hjælp var vokset til sin nuværende storhed. Men bøjen blev i lang tid hængende i kirken til minde om denne dåd. En anden gang var nævnte kirkefyrste tillige med ærkebispen i Brema, herren Harthvig, som for sin ædle tænkemådes skyld er blevet kaldet den Store, tilstede ved et møde i Thetmarsien, hvortil en mængde mennesker havde indfundet sig. Som nu den guds mand i ærkebispens nærværelse offentlig læste messen, skete det at det kom til blodsudgydelse, idet en Thetmarser fældede en af de bedre mænd i landet. Så snart biskoppen fik dette at vide, stræbte han som skik og brug er, hvor der holdes messe, af al magt at bringe forlig i stand, bad indtrængende den dræbtes nærmeste frænde om at tilgive sin næste og gentog flere gange ordene i Herrens bøn: Forlad os vor skyld o.s.v.. Uden at agte herpå forhærdede den anden sig imidlertid i rasende trods. Da forlod biskoppen sit ophøjede stade, trådte hen til ham og kastede sig med helgenlevningerne ned for hans fødder. Da hin med de grueligste eder i guds, hans moders og andre helliges navn svor, at han aldrig ville tilgive morderen, gav biskoppen omsider den genstridige istedet for velsignelsen en vældig kindhest (lussing). Og straks samtykkede den anden med åbne arme i det, biskoppen bad om, og tog med fred imod sin næste. Men en dæmons uddrivelse af et menneske ved en kindhest, sligt kan vi alene tilskrive Vorherres egen indflydelse. Lignende tilfælde finder man omtalt i salig Gregors »samtaler«. Således fortæller denne om en nonne, der ved en kindhest befriede en bonde fra en dæmon (i Gregor den Stores »samtaler« fortælles der, at en nonne blot ved ord drev en dæmon ud af en bonde, hvorimod talen ikke er om en kindhest). Også salig Renedikt helbredede ved et stokkeslag en munk, der lod sig drage af en dæmon. Dette har nu ingenlunde sin grund deri, at dæmonerne rammes af kindheste eller kæppe; thi de har intet legeme; men sådant er et bevis på guds kærlighed og bønnens almagt. I disse og andre kraftige gerninger finder vi et tegn, der styrker os i vor tro på biskop Evermods leven i Kristo. Evermods efterfølger blev den tidligere provst i Iherikowe, herren Ysfrid, en såre gudfrygtig mand, der til trods for sin provsteværdighed snarere havde levet som munk end som kannik. Dette være imidlertid sagt uden fornærmelse for ordenskannikerne, hvoraf størstedelen vistnok fører et helligt og retskaffent levned. Ikke desto mindre omgiver den største hellighed munkenavnet, som ikke tør stå tilbage i nogen fuldkommenhed; men dette æresnavn tilkommer ikke kun de færreste, hvisårsag verdensmennesker, der ikke véd at gøre forskel på munkenes og disse kannikers stand, i reglen også kalder kannikerne for munke. Men heller ikke da Ysfrid var blevet biskop, skejede han af fra ydmyghedens vej, men viste mildhed og tålsomhed imod alle og enhver. Og siden vi engang er kommet ind på omtalen af denne mand, vil vi, skønt det må betragtes som et lidet brud på gangen i vor beretning, her fortælle om de store genvordigheder, han har måttet døje, og den udholdenhed og styrke, hvormed han har båret disse. Men da Herren henfører genvordighederne til en dobbelt art, idet han siger: »Når I høre tale om krige og oprør, så forfærdes ikke«, i hvilke ord salig Gregorius giver følgende fortolkning: »Ved krige tænker han på fjender, ved oprør derimod på undersåtter og landsmænd«, vil vi omtale, både hvad han indadtil har måttet udstå af sine medborgere, her sine brødre, og udadtil af fjender. Fra den tid af, da hertugskiftet fandt sted (1180), kunne nemlig Ysfrid aldrig leve i fred med provst Otto. Thi hertug Henrik plejede at tage sig ad biskoppen for den troskabs og hengivenheds skyld, som bispen og hans kirke viste ham. Denne støtte og trøst måtte Ysfrid nu savne; og Otto, der selv higede efter at blive biskop, viste sig i mange stykker som hans fjende og ophidsede brødrene imod ham. Ligeledes bar Otto had til hertugen selv; og endskønt han ikke var i stand til med magt at forulempe ham, stiklede han dog til ham i ord. Også grev Bernard voldte Ysfrid megen besvær, fordi han ikke kunne bringe ham til at opgive sit venskab for hertug Henrik. Men fremfor alt var det hertug Bernard, hvis vrede han, hvor tungt det end faldt ham, måtte døje, efterdi hertugen krævede hyldning af ham. Dette hans forlangende afslog biskoppen med den bemærkning, at en biskop ikke behøvede at hylde to herrer. Dog lovede han gerne at give sig ind under Bernard, når blot denne var villig til at lade hans kirke nyde fred og fremme. Han tilføjede, at når han havde hyldet hertug Henrik, havde han gjort dette mindre som en følge af dennes vælde, end fordi kirken ved hans hjælp var gået så stærkt frem både i sikkerhed og hellighed. Herover følte nu hertug Bernard sig stødt, tog alle bispetiender i det hele, Sadelbent kaldede land fra ham, lod bispens mænd kaste i fængsel og tvang dem således til at udbetale sig pengene. Ikke desto mindre blev biskoppen lige ubøjelig og foretrak at bære dette forbigående tryk fremfor at tilstede, at der enten for hans eget vedkommende eller for hans kirkes skete nogen forandring i det bestående.

Om Baldeiuins død og hans efterfølger Bertold

Omtrent på samme tid som Evermod, døde ærkebiskop Baldewin i Brema (i 1178). Denne havde i høj grad forsømt sin kirke, og om hans færd i det hele taget gør man bedre i at tie end at tale. Hans efterfølger blev Bertold, en mand, der både var klog, højlærd og nidkær for alt, hvad ret er. Derfor var han også i førstningen hertug Henrik til måde, men senere skiftede denne sind, og Bertold begyndte at falde i unåde hos ham. Da nu bispevalget var gået for sig, forinden Bertold endnu var steget til nogen af de hellige grader, mente han efter valget også selv, at man med hensyn til ham ikke havde fulgt kirkens regler. Thi skikkede han en sendefærd til apostelherren, indviede ham i hele gangen ved valget, underkastede sig hans ypperstepræstelige dom og erklærede, at kun hvis han billigede valget, skulle dette stå ved magt; men i modsat fald skulle det betragtes som ugyldigt. Apostolikeren, der kendte mandens klogskab og forstod, at han kunne være kirken til stor nytte, billigede imidlertid valget og stadfæstede det skriftlig i alle punkter. Bertold forfremmedes følgelig til rang med en underdiakon og valgtes for anden gang til biskop, for at sålunde det, som ved hans første valg ikke var foregået ganske efter kirkens regel, nu med apostolisk bemyndigelse kunne gå for sig på regelmæssig vis og i fuld overensstemmelse med kirkelig lov og ret.

Om pave Alexanders kirkemøde

Men samtidig hermed lod Alexander tilsige en almindelig kirkeforsamling, der afholdtes i Konstantins palads Lateranet (d. 5-19. marts 1179). Her gav derfor en stor mængde prælater møde og mange, som var viede til tjenesten af skismatikere (dvs. de biskopper, der brød med den på lovlig vis valgte pave. Skisma betyder »kirkebrud«; ved slige spaltninger blev der undertiden to, ja, tre paver på én gang; historisk berømt er især »det store skisma« i 1378-1417, da én pave boede i Rom og én i Avignon), indfandt sig i håb om hos apostolikeren at finde nåde og miskund, samt at opnå hans tilladelse til at røgte deres embede. Det var fortrinsvis fra Halverstadkirken, der af Gero var bragt i en fuldkommen opløsningstilstand, at både munke og klerke tog deres tilflugt til apostelsædets mildhed. Blandt disse var først og fremmest abbed Thiderik fra Hilseneburk; thi med undtagelse af nogle få ældre, som var blevet indviede før kirkebruddet, havde på det nærmeste alle munkene i hans samfund hængt deres harper på vidjerne (de holdt sig tilbage fra de gudelige øvelser). Da han og de øvrige på det meste indtrængende bad apostolikeren om skånsel, tog man omsider med hensyn til de af Gero indviede følgende bestemmelse, at såsom samme Gero selv havde sin indvielse til biskop ikke fra en skismatiker, men fra en katolik, nemlig ærkebiskop Hartvik i Brema, så skulle de af ham indviede personer beholde deres rang af apostolikerens nåde og ved Herrens velsignelse stige til de højere grader. Gero selv opnåede ligeledes den nåde frit at turde røgte en biskops gerning overalt ellers undtagen i Halverstadstiftet. Bertold, der var valgt til ærkebiskop i Brema, indfandt sig også for at få apostolikerens velsignelse til denne sin forfremmelse. Den herre paven skænkede ham og en venlig modtagelse, indledte med største nidkærhed forhandlingerne angående forfremmelsen og beviste ham desforuden den største ære, så at han lod hans stol henstille i de øverste biskoppers midte og lod ham selv trone for sit åsyn med bispehue på hovedet. Men om fredagen, som hans ophøjelse til præst skulle foregå om lørdagen og til biskop søndagen efter, ankom på hertug Henriks vegne provst Henrik, der var en mand med udmærkede talegaver, og begav sig straks ind til ypperstepræsten, som han kendte. Tidlig næste morgen skikkede den for Brema valgte sig til at modtage indvielsen. Kardinal Hubald, der under navn af Lucius blev pave efter Alexander, og hvis råd vejede mest ved Romerhoffet, havde sendt ham sin embedsdragt, fordi den var den pynteligste, der var at finde på stedet. Den herre pavens kammerherrer bød: »Man lade Bremerne komme«! og den valgte herre indfandt sig med følge. Den herre paven trådte imidlertid ud af sit sengekammer og sagde: »Broder, eftersom du endnu ikke havde opnået nogen af de hellige grader, da du valgtes til den høje bispeværdighed, erklærer vi herved dit valg for ugyldigt«. Og uagtet nogle af de tilstedeværendes ytring: »Herre, eders Nåde komme i hu, at dette bispevalg alt forinden havde fundet eders billigelse!« gik apostolikeren uden videre igen ind i sengekammeret, som han var kommen ud fra, og Bertold måtte beskæmmet trække sig tilbage. Senere fik han til eftermand Sifrid, en søn af markgrev Adelbert, hvem hertugen såvel for hans egen som for hans broder grev Bernard af Hanahalts skyld i alle stykker plejede at yde den nidkæreste bistand. Dengang var de nemlig endnu de bedste venner, men siden hen fjernede de sig fra hinanden og blev de værste fjender.

Om Kolonierens første hærtog og hertugens stævning

På samme tid (1178) drog Filip af Kolonia med en stor skare ud fra sine enemærker, gennemfor hertugens land, hjemsøgte det på mange steder med ild og brand, rykkede frem lige indtil Kvernhamele, hvor han standsede, og vendte derefter hjem igen. Omtrent samtidig vendte kejseren tilbage fra Ytalien (oktober 1178), og hertugen drog ham i møde til Spira, hvor han i Kolonierherrens egen nærværelse klagede over de forurettelser, denne havde tilføjet ham. Dette slog kejseren imidlertid for øjeblikket hen og tillyste for begge parter en herredag i Wormatia (d. 13. januar 1179), men stævnede dog fortrinsvis hertugen til forhør for der at lade ham svare på fyrsternes kæremål. Men hertugen gennemskuede Frederik, lod som ingenting og udeblev. Kejseren indvarslede ham imidlertid en anden herredag i Magdeburg (d. 24 juni 1179), hvor markgreven af Landesberk ville fordre ham til tvekamp i anledning af de forræderier imod riget, som han gav ham skyld for. Troligt er det dog, at markgrevens udfordring havde sin grund i hans harme over, at Slaverne på hertugens tilskyndelse havde tilføjet hele grevens land Lusice ubodelig skade. Atter her gennemskuede hertugen imidlertid sagens sammenhæng og ville derfor ikke give møde, men blev i Haldeslef, hvor han var, og udbad sig ved mellemmænd en sammenkomst med den herre kejseren. Sidstnævnte indfandt sig også hos hertugen på det til mødet fastsatte sted, og her stræbte Henrik at formilde hans sind med blide ord. Kejseren krævede fem tusind mark af ham samt rådede ham at overbringe til kejserens majestæt denne æresgave og sålunde ved sammes mellemkomst finde nåde hos de fyrster, han havde fornærmet. Men hertugen, som fandt det altfor hårdt at skulle rykke ud med så stor en sum, skiltes fra kejseren uden at lade sig sige. Derefter satte Frederik ham en tredje herredag til Goslaria; men heller ikke ved denne lejlighed fandt hertugen det umagen værd at indfinde sig. Kejseren mødte derfor i forsamlingen, hvor han androg på en kendelse imod ham og æskede en lovbestemmelse med hensyn til, at han til trods for trende gange forkyndt lovligt varsel havde unddraget sig enhver retslig afgørelse og af ringeagt for kejseren ikke havde villet indstille sig til sammes forhør. Fyrsterne svarede med en kendelse, der lød på, at han i følge lovens bydende som sat i rigens akt burde fjernes fra enhver æresplads og have sit hertugdømme tillige med alle sine len forbrudt, medens man ophøjede en anden til hans plads. Denne kendelse bekræftede kejseren og dømte, at man derefter havde sig at forholde. Imidlertid tilsagde han på fyrsternes anmodning hertugen endnu en fjerde herredag; men da Henrik heller ikke på denne gav møde, gjorde han det, som fyrsternes kendelse havde henvist ham til, indsatte grev Bernard af Anahalt til hertug istedet for Henrik, overdrog biskopperne at tage deres ejendomme tilbage, som Henrik havde haft til len, og lod dennes godser inddrage. Hertugen påstod derimod, at dommen var uretfærdig, idet han erklærede, at han stammede fra Svevien, og at ingen kunne sættes i rigens akt, førend han var overbevist i sit eget fødeland.

Om ærkebiskop Filip af Kolonias andet hærtog

Fra den tid (i 1179) af hobede en masse ulykker sig sammen over landet, eftersom alle rejste hovedet imod hertugen, og alles hånd var imod ham, og hans hånd imod alle. Filip af Kolonia drog en hær sammen og iværksatte for anden gang et ledingstog; ved samme lejlighed havde han i sit følge også dem, hvis bande kaldes Rote (dvs. lejetropper). Således gennemfor han påny hele hertugens land med vældig hånd, og alle bævede for hans åsyn. På denne hans færd blev mangen svær udåd forøvet, al den stund de uretfærdige mænd og Belials børn, der hørte til hans følge, teede sig som de værste kæltringer og viste en umættelig lyst til allehånde skarnsstreger. Således plyndrede de kirkegårde, sved kirker af og nedbrød mange hellige steder, ja, de gik endog såvidt i deres frækhed, at de, hvad det falder mig end tungere at omtale, skændede de gudsbrude, som de førte med sig i fangenskab, og sålunde besmittede selv de guds templer, der ikke er gjorte med menneskehånd. Eller hvo kan uden sorg høre, at de end ikke sparede præsten, der stod for alteret og forvaltede de højhellige hemmeligheder, men stødte til ham og rev kalken ud af hans hånd, endnu forinden han vel havde fuldbyrdet de hellige handlinger. Dette arge kæltringpak gjorde sig endog skyldigt i meget andet, der gik således ud over grænsen, at det ikke lader sig forsvare at føre sligt i pennen, og var så giftigt, at man ikke tør fylde de troendes øren dermed. Biskoppen rykkede imidlertid frem til Haldeslef, som ærkebiskop Wikmann af Magdeburg tillige med fyrsterne i østen havde angrebet, og forstærkede disses skarer, men vendte derpå atter hjem ikke uden dyb anger over at have givet anledning til alt det onde, der var sket, ligesom han ingensinde mere lod disse fornægtere drage ud med sig. Men angrebet på Haldeslef trak ud i dage og måneder, eftersom stadshøvdingen grev Bernard af Lippe var kriger med liv og sjæl, og pladsen der havde en sumplig beliggenhed, på grund af den milde vinter viste sig uindtagelig. Som de således, kede ad deres daglige møje, var på veje til at lade modet synke, opfandt de omsider en ny angrebsmåde, nemlig at sætte byen under vand. Men selv da de havde kastet en vold og drev så ivrigt på udførelsen af deres plan, at vandet allerede steg til træværket i husene, opgav de stridbare mænd i byen dog endnu ikke at holde denne. Tilsidst måtte Bernard alligevel give køb, således at han selv og hans folk drog uhindret bort, men staden ødelagdes i bund og grund (Arnold sammenblander her det første angreb på Neu-Haldensleben, hvori ærkebiskop Filip af Køln deltog, og som fandt sted i året 1179, med det andet, hvorved byen i 1181 indtoges af ærkebiskop Wikmann af Magdeburg).

Om hertugens bandlysning

Imidlertid trængte Odelrik fra Halverstad hertug Henrik så hårdt på enhver vis, at han endog flere gange bandlyste ham og lod gudstjenesten standse i hele stiftet; alene i klostrene måtte den holdes i al stilhed, men for de bandlystes skyld ikke kun for lukkede døre. Da indfandt hertugen sig med sine mænd af skræk for bandsættelsen i Halverstad, hvor han ydmyg og med sønderknust hjerte kastede sig for den herre biskoppens fødder. Denne løste både ham selv og hans tilhængere af bandet og skænkede dem højtideligt aflad. Således kom hertugen da til forståelse med biskoppen og Halverstadkirken; men dette forhold varede ikke ret længe. Thi biskoppen, der var ked af at sidde med hænderne i skødet, fjernede sig ved næste givne lejlighed påny fra hertugen, sluttede sig til hans uvenner og begyndte at foretage meget imod ham, så at det sidste bedrag blev værre end det første.

Om hertugens hærtog til Westfalien

Men hertugen drog en hær sammen, som han lod tage vejen til Westfalien under ledelse af grev Adolf af Skowenburk, grev Bernard af Racesburg, grev Bernard af Wilpe, der også, således som det følgende vil udvise, var den eneste, der blev hertugen tro, da de andre faldt fra, grev Guncelin af Zverin samt grev Ludolf og hans broder Wilbrand af Halremunt. Disse skulle tage kampen op med hans fjender midt inde i deres eget land; og modstanderne, som havde sat sig i besiddelse af hans område der omkring, var grev Simon af Tekeneburg, grev Herman af Ravenesberg, grev Henrik af Arnesberg, grev Widikind af Svalenberg og andre flere. Hertugens folk slog lejr ved Osenbrugghe; og da fjendehæren var kommen dem på nært hold, knuste de Westfalerne i et frygteligt nederlag (d. 1. august 1179); thi de Saxonere, som kaldes Holtsatere, er hårdhjertede og yderst blodtørstige mennesker. Og deres øje skånede hverken ung eller gammel, men enhver af deres modstandere lod de i umættelig blodtørst lide døden. Dog blev også adskillige ført bort som fanger af krigsmændene. Den betydeligste af disse fanger var grev Simon af Tekeneburg, som hertugen lod kaste i fængsel og belægge med håndlænker, indtil han lærte at bøje sig. Senere, svor han dog hertugen troskab, kom igen på fri fod, viste virkelig den største troskab og holdt trolig ud med Henrik i hele denne strid. Om fangerne opstod der imidlertid splid imellem hertugen på den ene og grev Adolf og resten af de højbårne herrer på den anden side. Hertugen gjorde det nemlig gældende som sin ret at få alle fanger udleverede. På hans side stod grev Guncelin, Konrad af Rothe og andre, der stod i nærmere forhold til ham; og disse overlod ham derfor deres fanger, hvorimod de andre gjorde gældende, at de tjente i krigen på egen bekostning, og at det derfor var i sin orden, at de ved hjælp af fangerne igen kom i besiddelse af deres retmæssige ejendom. De erklærede det ligefrem for umuligt for dem at bære krigsomkostningerne, nar deres fanger berøvedes dem til bedste for andre. Ved disse indsigelser forbitrede grev Adolf hertugen højligen, og fra den stund af fremspirede der en tvedragtens sæd imellem disse to. Hertugen vendte imidlertid tilbage til sit land tillige med de andre og førte en stor skare fanger og meget bytte hjem med sig.

Om byen Halverstads nedbrænding og biskop Odelriks fængsling

Men Odelrik af Halverstad, der som ovenfor sagt, var ked af at sidde med hænderne i skødet, og æggedes af gammel skinsyge, optrådte på samme tid fjendtlig imod hertugen og voldte denne mange bryderier, hvad der imidlertid for hans kirke drog et svært og evig beklageligt tab efter sig. Da der nemlig fra Halverstad og fæstningen Horneburg idelig skete udfald, hvorved hertugens landsbyer antændtes, og hans folk lemlæstedes eller bortslæbtes i fangenskab, samlede denne af harme over de gentagne fredsbrud sine venners skarer og skikkede dem derhen for om muligt efter fortjeneste at betale sine fjender lige for lige. De drog altså afsted, afsved og udplyndrede under vejs en hob landsbyer og nåede Halverstad, som de deres fjender til trods fik i deres magt uden at udsætte sig for det mindste; derefter spredte de sig i byen, tog borgerne til fange og gjorde et stort bytte, medens kærnen af byen, der overalt var spærret og forskanset, og hvor den herre biskoppen opholdt sig med en hob væbnede, endnu slet intet havde lidt. Borgerne havde af frygt for brandskade været forsigtige nok til at sørge for, at der ingen ild fandtes i staden, og fjenderne var heller ikke ivrige i deres søgen, da de havde i sinde at spare stedet på grund af dets hellighed. Ikke desto mindre fandt én af dem nogen ild forvaret et sted og stak dermed en hytte i brand, hvorved ilden straks bredte sig således, at hele staden gik op i flammer og lagdes i aske (d. 23. september 1179). Selv byens til salig Stefan og guds salige moder Maria indviede hovedkirke blev med al sin pragt et bytte for luerne, og en mængde klerke, som havde ventet at finde sikkerhed der og desfor var tyede derhen, forvandledes kun med suk lader sligt sig fortælle tillige med selve de hellige steder til støv og aske. Den herre biskoppen, som i sin egen bolig holdtes omspændt af luerne, blev tillige med sin frænde Romanis og mange andre taget til fange, og salig Stefans levninger, som biskoppen netop havde haft hos sig til beskyttelse, blev udrevne af flammerne og halvsvedne bragte i behold. O! guds dømmes store dyb! »Vel er det fornødent, at forargelsen må komme; men ve det menneske, ved hvem forargelsen kommer!«. Dog hvor er den, der vil tilstå, at det er hans synder, der volder forargelsen? Ved slig lejlighed giver alle sig mine af at være uden skyld, lover sig fritagelse for straf,» og med udflugter snildt dølger de let deres fejl «. Men tidligere begåede fejltrin bliver mangen gang moder til de groveste og forargeligste synder. Derfor siger salig Gregor: »For den, der er ligegyldig og forsømmer at gøre bod, lægger gud anstød, for at det menneske, der ikke har vist anger over småting, kan støde an i større. Thi nogle synder er foruden selv at være synder tillige straf for synd, andre kilde til synd, og atter andre begge dele. Den synd, der ikke snarligt udslettes ved bod, er således tillige enten stof til synd eller syndestraf; og følgelig har som ovenfor sagt, forargelser dvs. de grovere synder deres rod i tidligere begåede synder. Derfor siger David i salmen: »Læg skyld til deres skyld« og ligeså en anden profet: »Blodskyld rører ved blodskyld«, det vil sige, den ene synd er dynget på den anden. Men mon forargelser også kan komme fra kirkens hyrder og øverste præster, der tilsyneladende, som Moses fordum, fører guds folk igennem denne verdens ville ørken til det forjættede land? Kun at de stedse førte det ad kongevejen, så at begge ikke i deres blindhed matte falde i graven! Hvad nu. Mon vi taler således for at straffe dem ? Det være langt fra! Men vi ser dem omgjordede med to sværd, både med åndens og med håndens; det åndelige burde de have gjort størst brug af, men mindst af det håndgribelige, og det alene imod sådanne, som kirkens band ikke bider på. Nu bruger de imidlertid for at bære deres verdslige ære og magt til skue håndens sværd frem for åndens; og skønt de derved indbilder sig »Lydighed gud at bete« udretter de dog på slig vis ofte mindre. Thi åndens sværd er det stærkeste af de to, eftersom »guds ord er levende og kraftigt og skarpere end noget tveægget sværd«. Thi se, hin grumme Løve (Henrik Løve), for hvis brøl jorden skalv, sank, tvungen af åndens sværd, myg i støvet, men vaktes, tirret af hint andet sværd, påny til vrede, hvoraf opstod end større forargelse. Man har derfor såvel i denne som i den foregående kamp altfor meget kæmpet med håndgribelige våben. Dog lad os nu slippe disse betragtninger for atter at vende os til vor genstand, på det at vi ikke skal få udseende af letfærdigen at straffe Herrens præster, som vi ser at stande årvågne på hans varde (forpost) som dem, der skal gøre rede for deres undergivnes sjæle.

Om Odelriks frigivelse af fangenskabet

Da hine kirkeskændere således havde udplyndret eller rettere nedbrændt staden, vendte de triumferende tilbage til Bruneswik; og da hertugen hørte, at de havde hærget staden, og så det store antal fanger, glædede han sig. Men da han erfarede hvor store kirker og hvor mange klerke der var blevet et rov for luerne, og derhos så den svanehvide og af høj ælde hærdet helt affældige gubbe, den herre biskoppen, føres hid som fange, og tillige med ham førstemartyren Stefans halvsvedne og af ildens smuds sværtede levninger hidbringes ligesom for at smykke sejrsoptoget, da bøjede han sit hoved og brast i heftig gråd, erklærede højtideligt, at dette var sket imod hans vilje, og beklagede det bitterlig. Dog satte han ikke straks fangerne på fri fod, men lod den herre biskoppen føre til Herteneburg, hvor han bød, at han skulle sættes under opsigt, men nyde en hæderlig behandling. Den gudhengivne hertuginde Maktildis tog sig med kærlig ømhed ad ham, skænkede ham af højagtelse for præstestanden gode klæder i mængde til at trække i og sørgede så ivrigt for alle hans fornødenheder, at det i hans daværende stilling ikke syntes at skorte ham på nogen ting. Hans frænde og medfange Romanis holdtes derimod i forvaring på borgen Sigeberg. Imidlertid viste biskoppens mænd fra Horneburg af harme over den deres herre overgåede uret gentagne gange hertugens mænd hån, gennemstrejfede egnen der omkring og skændte og brændte de omliggende landsbyer. Fortørnet herover sendte hertugen en hær did, og lod borgen svide af og jævne med jorden. Da han derefter holdt Herrens fødselsfest (jul i 1179) i Lunenburg, lod han her biskoppen kalde, enedes med ham om fredsvilkårene, frigav ham af fangenskabet og skikkede ham hjem med ære. Men ved sit komme til Hugesburk ramtes bispen af en skrøbelighed og skrantede først der en tidlang; og som hans legemssmerter imidlertid voksede, toges han omsider bort fra al timelig jammer og fik en salig ende på sit jordeliv (d. 30. juli 1180).

Om hertugens hærtog til Thuringien og om Adolf s samt flere højtstående mænds frafald fra ham

Men da maj måned (1180) kom, faldt hertugen med en hærstyrke ind i Thuringien, hvor han nedbrændte en stad, der kaldes Kuninghes Northusen. Landgrev Lodewik skyndte sig imidlertid med en stor skare imod ham; og det kom til en kamp, hvor Thuringerne dog måtte tage flugten, og landgreven selv fangedes tillige med sin broder paltsgrev Hermann og en hel hob stridsmænd. På den dag ophøjedes hertugen, glæde og jubel rådede i hans ganske hus, og han vendte tilbage til Bruneswik med en uendelig skare fanger og et stort bytte. Men som grev Adolf en dag trådte ind til ham for at bringe sin lykønskning til sejren og udbede sig orlov til at vende hjem til sit land, begyndte grev Guncelin i hertugens påhør at skose ham. Og skønt han forud havde stået på den venskabeligste fod med ham, greb han nu til allehånde udflugter og påskud imod ham og begyndte at klage for hertugen over alle de forurettelser, Adolf havde tilføjet ham. Desuden, sagde han, var det ikke alene ham selv, greven i så mange stykker havde forulempet; men denne havde i det hele taget kastet sit had på alle hertugens trofaste tilhængere. Ja, hr. hertugen havde jo tilmed selv måttet døje den krænkelse af ham, at han, lige så lidt som de andre højbårne herrer, havde villet stille sine med våbenmagt tagne fanger frem for ham: »Ja, I kan jo godt«, svarede grev Adolf omsider, »således skose mig i min herre hertugens påhør, ihvorvel jeg for min del stadig har vist eder den mest trofaste imødekommen i alle stykker. Men så må I nu også i min herres nærværelse gøre rede for, hvad det er hos mig, der har krænket eder, på det at jeg enten om muligt kan rense mig tilbørligt for eders beskyldninger eller i modsat fald for min herres øjne give eder fyldestgørende oprejsning. Skulle min herre alligevel finde noget at udsætte på mig, så skal jeg vise mig lige så beredvillig til at give ham al mulig oprejsning, som han er i sin fulde ret til at dømme mig efter eget godtbefindende. Men når I siger, at jeg lægger min herres trofaste tilhængere for had, er det en påstand, som I griber ud af luften, fordi den passer i eders kram, men som I umuligt kan bevise. Thi det er alle fuldt vitterligt, at jeg stedse har vist min herre ubrødelig troskab og aldrig tøvet med enten at drage ud eller hjem på hans bud; og hvis nogen beskylder mig for det modsatte, skal jeg lige for min herres øjne på stedet bevise ham, at han er en løgner. Såfremt for resten min herre, når han er tilstede, måtte finde mig en hæderligere behandling værdig, ville også jeg med større tillid give møde hos ham«. Hertugen lod imidlertid ikke til at bryde sig om deres mundhuggeri, men svarede blot: »Adolf påstår jo højt og lydelig, at han er uden skyld; og jeg indrømmer, at han med største troskab har stået os bi i alle stykker. Men for så vidt han har undladt at udlevere os de i sidste fægtning tagne fanger, kan han ikke med rette fremføre noget til sin undskyldning, men må udlevere os disse, på det at andre ikke skal følge ham heri og ligeledes holde deres krigsfanger tilbage«. Grev Adolf tillige med greven af Dasle (Adolf) og andre af deres kampfæller sad nemlig dengang inde med 72 fanger af betydenhed. Grev Adolf sagde derfor: »Vid, herre, på dette felttog har jeg opbrugt alt mit eget og har mistet så mange riddergangere og tjenerheste, at der ikke er tal på dem; og hvis jeg nu tillige overlader eder mine fanger, så har jeg intet andet tilbage end selv at vandre hjem til fods«. Med disse ord forlod han hertugen og klagede med tårer i øjnene for alle sine venner over de mange gloser, han havde måttet døje af grev Gunzelin, og over at denne ved sine stiklerier havde vakt hertugens mistanke imod ham. Efter at han derpå havde fået orlov og var dragen derfra, skilte han sig tillige med flere højbyrdige herrer fra hertugen, hvis parti svækkedes ved disses frafald. Hertugen besatte imidlertid på efterretningen om, at Adolf havde svigtet ham, hele grevens land hinsides Albia, indtog borgen Plune, kastede den grevelige besætning ud og lod Holzaternes statholder Markrad (hans titel var overbode) lægge sig der. Borgen Sigeberge lod sig derimod ikke tage med storm; og for den måtte han, da grevens moder fru Maktildis holdt den med standhaftighed, lade grev Bernhard af Racesburk blive liggende en rum tid, forinden han fik den i sin magt. Omsider udtørredes dog fæstningens vandbeholder, og besætningen led således af tørst, at deres svælg brændte af tørke og vandmangel, hvorfor nøden tvang dem til ved borgens overgivelse at tilkøbe sig fred. Til høvding der indsatte hertugen en vis Luppold, der ad byrd var en Bavarer og både var klog og virksom. Fru Maktildis drog derimod bort til Skowenburg med sine tilhængere, og grev Adolf ødelagde med venners og frænders hjælp borgen Honroth, som Konrad af Rothe havde ladet opføre lige overfor grevens borg (Schauenburg) hinsides Wisera.

Om kejserens komme til Saxonien

Ved rygtet om disse mænds frafald fra hertugen vendte kejseren sit åsyn hid for at komme til Saxonien; men alle kæmperne i hertugens lejr bævede såre for hans ansigt og overgav, da han nærmede sig, alle hertugens stærkeste borge og sig selv tillige i kejserens vold. Thi mange af hertugens håndgangne mænd, der fra barnsben af skyldte ham deres optugtelse, og hvis fædre havde tjent ham uden at kny, således Henrik af Witha, Luppold af Hertesberk, Ludolf af Pejnna og andre flere, forlod ham nu og gik over til kejseren; derved voksede dennes magt betydeligt, i det han da kom i besiddelse af de stærke fæstninger Hertesberk, Lewenburg, Blankenburg, Heymburg og Rhegenestein, hvorpå han lod hæren vende sig imod Liechtenberk for at angribe denne; og den overgav sig ligeledes efter få dages forløb (d. 26. juli 1180). Omtrent på samme tid døde hertugens fuldtro ven, Pomeranerfyrsten Kazamar, hvorefter Slaverne faldt af fra Henrik; thi Kazamars broder Buggezlav stod i forbund med kejseren, som han ydede både hyldning og skat.

Om Hartesburgs genopførelse

I løbet af de samme dage besatte kejseren et højt bjerg i nærheden af Goslaria ved navn Hartesberk og lod der en fast borg opføre og omgive med en stærk mur. Dette bjerg var allerede tidligere blevet forvandlet til en stærk borg af den ældre kejser Henrik, imod hvem hans egen søn Henrik havde rejst sig »Og med våben i hånd sin fader grusomt forjager« hvorimod han siden selv i slaget ved Welpesholt måtte flygte for Saxonerne. Borgen tyngede imidlertid som et åg på hele Saxonien, og ikke alene Saxonerne, men også apostelsædet i Rom og så godt som hele riget hadede kejseren grundigt for hans store overmods skyld. Desfor besluttede Saxonerfyrsterne at afholde et møde i Goslaria med biskopperne. Her slog de sig sammen imod kejser Henrik og prøvede at opstille en modkonge. Da de imidlertid ikke kunne enes om valget, men hver for sig efter sit eget hoved gav anvisning på denne eller hin lidet skikkede person, stod omsider en ordsnild mand ved navn Konrad op i deres midte og sagde: »Mænd, hvi kives I så? Eller er det ikke hensigten med eders møde at bringe fred til veje? Hvis I vil følge mit råd, skal jeg anvise eder en dygtig mand, der med værdighed kan bære kronen og er sejrsæl i striden; ved hans hjælp vil Herren øve frelse iblandt os.« Alle gav ham bifald og lovede at kejse den, han anviste til drot. Derpå lod han nogle slå følge og begav sig med dem hen til et sted, hvor der boede en brav mand ved navn Henrik (her tager Arnold fejl. Henrik IV. af Frankens (1056-1106) modkonger hed Rudolf af Svaben og Hermann Kluflok, medens Arnold giver en fortælling til bedste om Henrik Fuglefænger (918-936). Denne konge, den første af det saksiske hus, valgtes efter sin formand Konrad I's råd. Denne traf de imidlertid ikke ved deres komme; thi han var just den gang i færd med at fange fugle i laden. Men hans kvinde tog høfligt imod dem og sagde, at hendes husbond ikke var tilstede, men han var ikke langt borte. De fremmede sadlede derfor af, og et måltid beredtes dem, medens hun i al stilhed skikkede sin husbond heste, for at det, når han kom hjem til hest, skulle lade som om han vendte tilbage fra en udflugt. Ved hans komme ilede mændene ham i møde og blev modtagne med en høflig hilsen, hvorhos han lod bordet sætte frem og indbød dem til at tage for sig af retterne. Men Konrad svarede: »Jeg rører ikke en bid, førend jeg får mit ærinde fremført.« »Så tal« svarede Henrik. »Dig,« vedblev Konrad, »lader alle Saxonernes høvdinger hilse og beder dig som snarest at indfinde dig hos dem i Goslaria.« »Og hvormed kan en mand, der ikke er højere på strå, tjene Saxonerhøvdingerne?« spurgte Henrik, men stod ikke desto mindre op og begav sig til stedet. Da sagde Konrad, som havde ført ham did, til fyrsterne: »Der ser I eders konge.« Og straks faldt de tilstedeværendes enstemmige valg på Henrik. Men fordi han just ved et tilfælde havde syslet med fuglefangst, og dette ligesom indeholdt et varsel om fremtiden, fik han navnet fuglekonge eller på teutonisk: Vogelkunning. Da han således var ophøjet til konge, sagde han til fyrsterne: »Eftersom I har fundet mig værdig til at bestige tronen, så bør I nu også aflægge højtidelig hyldningsed til eders konge.« Så snart de alle tilsammen havde aflagt ham eden, skikkede han sendebud til mændene på Hartesburk og bød dem ile med at indfinde sig hos ham. Sendebudene begav sig altså did for at melde, hvad de havde hørt af deres konges mund; men mændene på borgen blev derover så harmfulde, at de med ris hudflettede de udsendte, ragede deres hoved skaldet og sendte dem således tilredte hjem igen til deres herre. Da sagde den ældste sendemand til sine ledsagere: »Ja, vi er jo skamskændede; men vil I blot holde ørene stive, skal vi snart vende vor skam til ære. Jeg har just idag set nogle falke flyve ud, og de skal holde os skadesløse for vor tort.« Disse falke var over en snes yngre mænd af ædel byrd, der fra borgen var komne ned for at bade; sendemændene ventede derfor, til de kom igen, huggede dem så alle ned og tog sålunde, endnu forinden de vendte hjem til deres konge, hævn for den lidte tort. Da kongen erfarede det skete, vrededes han såre, lagde sig for borgen med en stor skare, indtog den og lod den nedbryde lige indtil grunden (omkring året 1075 belejredes kejser Henrik IV på Hamburg af Saxerne, som ikke kunne indtage borgen; men efter at der var sluttet stilstand, blev den ødelagt). Nogle vil endvidere vide, at den herre paven til straf for de mange ud fra samme borg øvede lovløse gerninger og af hensyn til, at fornævnte kejser Henrik endnu ved sin død var bandsat af stolen i Rom, under bandsstraf lod den dom udgå over stedet, at dette, ligesom Babylon, evindelig skulle betragtes som en udørk. Ikke desto mindre tog kejser Friderik igen samme bjerg til byggegrund; thi, fordi stedet var hjemfaldet til så hård en straffedom, derfor ville kejseren dog ikke finde sig i at miste en fodsbred land af sit rige. Og da mændene på borgen Waldenberk gjorde opstand (imod Henrik Løve), men intet udrettede, vandrede de til kejserens borg, efter at deres egen var ødelagt.

Om grev Benards fangenskab

Da hertug Henrik derefter havde højtideligholdt Herrens fødselsfest (jul i 1180) i Lunenburk, begyndte han i anledning af en imod ham stiftet sammensværgelse at drage grev Bernard af Racesburk, som dengang opholdt sig hos ham, til ansvar og brændemærkede grevens troløshed og forræderi, idet han lod ham vide, at han af sine tro mænd havde fået fuld vished for, ja, om fornødent gjordes, var istand til at overbevise greven med klare og tydelige kendetegn og vidnesbyrd om, at denne havde sammensvoret sig med hans fjender i den hensigt at indbyde ham tillige med hans hustru til gilde i Racesburk for der at lægge baghold for ham, mens han sad til bords, og få ham taget af dage. Greven kunne ikke give noget fyldestgørende svar på disse klager, hvorfor hertugen lod ham og hans søn Volrad gribe og slæbe med sig til Racesburk, hvorhen han drog med en hær for at åbne et angreb på byen. Lubikerne ilede ham til hjælp med et stort forråd af skibe, våben og krigsredskaber, og angrebet voksede i vælde. Nøden tvang imidlertid Bernard til selv at overgive borgen, hvorpå han med hustru, børn og liggendefæ drog til Godebuz. Ikke desto mindre gjorde hertugen derefter, fordi greven ikke blev ham huld og tro, men endnu bestandig stod på en venskabelig fod med hans fjender, for anden gang et tog ind i hans land, ødelagde borgen Godebuz og gjorde der et stort bytte. Greven selv ilede og begav sig til hertug Bernard, og Henrik tog således efter at have fordrevet alle sine modstandere hele landet i besiddelse og tog i urokkelig tillid til sin forsvarsevne fat på befæstningen af borgene Racesburg, Sygeberk og Plpne.

Om kejserens hærtog

Men i den påfølgende sommer (1181) væltede kejseren sig med hele sin styrke og med en mægtig krigshær ind over grænserne af hertugens land og lavede sig til selv i egen person at gå over Albia for at fa ham fordrevet. Af frygt for, at der skulle rejse sig baghold i ryggen på ham, bød han imidlertid Kolonieren Filip at holde et vågent øje med Bruneswik og skikkede hertug Bernhard og hans broder, markgrev Otho af Brandenburk, tillige med andre i det østlige hjemmehørende fyrster til Bardewik for at passe på Lunenborgerne. I sit eget følge havde kejseren derimod Wikmann fra Magdeburg og herren fra Bavenberg, abbederne fra Vulda, Korbeja og Hersveld, markgrev Otto fra Misna og en stor væbnet styrke af Svever og Bavarer, og i spidsen for denne stridsmagt lagde han vejen hen imod Albia. Da kejseren nærmede sig, blev landgrev Lodewik, der hidindtil var blevet holdt i Varetægt i Lunenburg, flyttet til Sigeberg og kom der under strengere forvaring. Hertugen opholdt sig til samme tid i Lubeke, hvor han lod byen befæste og mange krigsredskaber bygge. Efter at han havde truffet disse forholdsregler, begav han sig på apostlene Peters og Pavls dag (d. 29 juni) til Racesburg; og da han tidlig om morgenen brød op og satte kåsen ad Albia til, lagde alle mændene i borgen deres tilfredshed for dagen ved at skænke ham følge. Men grev Bernards tilhængere, som var blevet tilbage og nu fandt borgen blottet for besætning, indtog i en håndevending denne, spærrede portene og jog hertugens tilbageværende tjenere ud. Ved beretningen om det forefaldne vendte hertugen, tænderskærende af harme, tilbage til borgen, som han fandt besat af sine hårdnakkede modstandere. Han sendte ikke desto mindre øjeblikkelig bud til Luppold i Sygeberge og Markrad i Plune, at de skyndsomst skulle indfinde sig hos ham med Holzaterne, da han ville gøre et forsøg på at fordrive sine lidet talrige fjender. Men imidlertid indfandt der sig et bud for at melde ham, at kejseren alt var i nærheden; og således måtte han, fuld af vrede og bitterhed, drage bort med uforrettet sag og kom til Erteneburg. Her overbeviste han sig selv om, hvor nær kejserens lejr var, hvisårsag han satte ild på borgen, indskibede sig i en jolle og lod farten stå ned ad Albia til Stadium.

Om kejserens angreb på staden

Kejseren satte altså over floden (i 1181) og viste sig for Lubeke, hvor Slavernes og Holtsaternes hær ilede med at slutte sig til ham. Ligeledes indfandt Danernes konge Waldemar sig ved Travenas munding med en stor flåde, og byen spærredes både fra landsiden og fra søsiden. Inde i byen befandt sig grev Simon af Tekeneburg, grev Bernard af Aldenburg og dennes navne, greven af Wilepe, tillige med Holzaternes statholder Markrad og Emeko af Nemore (Emeko synes ikke at have været fra Nemerowe i hertugdømmet Meklenburg, men af den holstenske slægt Holte) samt nogle af de raskeste Holzatere og en talløs mængde borgere. Kong Waldemar indfandt sig med et stort følge hos kejseren, viste sig for ham på en ret iøjnefaldende og glimrende måde og fik sin datter trolovet med en søn af kejseren, der var hertug i Svevien (Frederik af Svaben døde i 1192, andre mener, at Waldemar den Stores datter var Rikiza, der senere blev gift med Erik X af Sverige; andre kalder hende Kristina); og ægteskabsløftet stadfæstedes ved biskoppernes højtidelige bekræftelse. Men samtidig med at staden var spærret, opholdt hr. biskop Henrik sig derinde; og til denne mand henvendte borgerne sig og sagde: »Højærværdigste fader, vi beder eders Hellighed om at begive eder ud til den herre kejseren og i vort navn at sige til ham: »Herre, vi eders tjenere, er rede til at bøje os for eders kejserlige majestæt; men hvormed har vi forskyldt således at indespærres og angribes af eder? Denne by har ifølge vor herre hertug Henriks gavmildhed hidindtil været i vore hænder, og vi har selv opført den i denne skrækkens og tomhedens ørken, hvor Sathanas tidligere som følge af afguderiets vildfarelse havde sin trone, men gud nu, som vi håber, har sin bolig. Den kan vi derfor ikke overgive i eders hænder, men må trolig; værne om dens frihed med våben i hånd og af yderste evne. Dog udbeder vi os, at eders Herlighed vil forunde os tilladelse til i fred og tryghed at begive os hen til vor herre hertugen for at indhente hans mening om, hvorledes vi bor stille os, og hvilke forholdsregler vi i vor nuværende trængsel bør tage til vort eget som og til vor bys bedste. I tilfælde af, at han lover os undsætning, kræver billighed af os, at vi holder byen for ham; men i modsat fald vil vi gøre, hvad der finder behag for eders øjne. Opfylder I ikke denne vor begæring, så må I vide, at vi alle foretrækker en ærefuld død i kampen for vor by fremfor et vanæret liv i troskabsbrud.« Biskoppen indfandt sig altså hos kejseren og foredrog ham borgernes ord på det nøjagtigste. Tillige formanede han kejseren til at komme i hu, at hertugen var hans frænde og ved flere lejligheder havde ydet ham særdeles store tjenester, og til derfor at vise tålmodighed imod sin fætter. Men kejseren var glad over den herre biskoppens komme, da han på grund af det gode rygte, denne havde på sig, var gunstig stemt imod ham og gerne hørte ham, og svarede derfor sålunde: »Højtelskede biskop, det glæder os særdeles, at I her har indfundet eder; og det er os såre kært at kunne nyde godt af at se eder og samtale med eder. Hvad derimod det angår, at eders medborgere byder os hovne ord og ikke godvilligen lukker vor egen stad op for os, da kan vi umulig tro, at enten I selv eller nogen anden, der ikke vitterlig har taget skade på forstanden, kan billige en sådan fremfærd. Vi indrømmer naturligvis, at byen her ved vor rige gavmildhed engang har tilhørt vor fætter; men fra det øjeblik af, da denne for sin trods ved en fællesbestemmelse af fyrsterne er kendt i rigens akt, har vi utvivlsom adkomst til besiddelsen deraf, ligesåvel som enhver af biskopperne har taget sin ejendom tilbage, uagtet hertugen havde fået samme til varigt len. For øjeblikket er vor hånd jo mægtig til at lade Lubekerne bøde efter fortjeneste. Men eftersom vi for at være billige i vor dom hellere må vise tålmodighed imod alle end lade det gå ud over enhver, se, så vil vi også være dem til måde i det stykke, at de som forlangt, tør begive sig hen til deres herre for med ham at forhandle om deres stilling. Kun det må de vide, at, hvis de ved deres tilbagekomst ikke åbner stadens porte for os, vil den straf, vi da vil tage over dem, falde så meget desto hårdere, som de således har sinket os. Når I derimod beder os have tålmodighed med vor fætter hertugen, så være det eder kundbart, at vi altid har vist ham en forbavsende tålmodighed og storslået mildhed. Men opblæst af hovmod derover har han taget den nåde, som ham er vist, forfængelig, ja, har ikke engang, som han burde, påskønnet Vorherres egen overstrømmende nåde. Vid derfor, at det er gud, der har ydmyget ham! Thi en så stormægtig mands fald er ikke en virkning af vor kraft, men snarere en styrelse af den almægtige gud selv. Biskoppen vendte altså tilbage til byen og meddelte borgerne, hvad han havde hørt. Disse tog ufortøvet imod det givne lejde og begav sig til Stadium, hvor hertugen var. Men kejseren skikkede af hensyn til den svagelige biskop, der angrebes af hyppige feberanfald, hvoraf han lige til sin død var lidende, sin læge til ham, for at han ved sine drikke skulle råde bod på hans legemssvaghed. Efter nogle dages forløb vendte borgerne tilbage i forening med grev Gunzelin og overgav på hertugens bud byen i kejserens hånd. Men førend de åbnede dens porte for ham, kom de ud og bad ham, at de måtte beholde den byfrihed, som hertugen tidligere havde skænket dem, og ved kejserens ophøjede gavmildhed forblive i besiddelse såvel af de forrettigheder, som de havde optegnede i deres fribreve, efter Sosatias ret, som af deres hidtil værende enemærker med de til samme hørende græsgange, skove og floder. Kejseren indrømmede dem, hvad de bad ham om, og stadfæstede ikke alene disse rettigheder, men erklærede ligeledes, at hertugens bestemmelse med hensyn til den del af tolden, han havde anvist til lønning af kannikerne i Lubeke og Racesburg, skulle stå ved magt. Grev Adolf forlenede han med halvdelen af alt, hvad staden indbragte i told, i mølleafgift og i møntpenge, dels til vederlag for de store tjenester, greven havde ydet riget, og dels fordi han for kejserens skyld havde været landflygtig. Således holdt Frederik sit indtog i staden, hvor han fandt en glimrende modtagelse, hvor hymner og lovprisninger ved denne lejlighed lød til guds ære, og hvor klerkene og hele folket gav deres jubel til kende. Abbeden ved guds hellige moder Marias og evangelisten hellig Johannes' kloster indfandt sig hos kejseren og modtog af hans hånd i len de gårde, som tilhørte ham inde i byen. Men det var hr. biskop Henriks mellemkomst, der hjalp ham dertil; thi denne havde købt disse gårde og agre for sine egne penge og overdraget dem til guds salige moder Maria og evangelisten hellig Johannes og deres kloster i Lubeke.

Om kejserens tilbagefærd og hertugens landflygtighed

Kejseren vendte derefter om, satte igen over Albia og slog lejr øst for Luneburg. Hertugen befandt sig derimod, som ovenfor sagt, i Stadium, hvortil han på grund af stedets trygge beliggenhed havde trukket sig tilbage; thi omend byen indtoges af fjenderne, turde han håbe selv på bølgens ryg sig at bjerge. Staden havde han ladet omgive med en mægtig vold og opført de stærkeste fæstningsværker, forsynede med krigsredskaber. Grev Gunzelin, der drev ivrig på udførelsen af arbejdet, havde endog i sin fremfusende forvovenhed ladet tårnene på salig jomfru Marias kloster (der lå udenfor bymurene) nedbryde og derved øvet en dåd, som aldrig kunne iværksættes uden brøde. Slige forholdsregler, som man jo kun tager for yderligere at sikre sig, virker ved guds straffedom tit til endnu større fordærvelse. Hertugen, der selv følte sin betrængte stilling, udbad sig imidlertid tilladelse hos den herre kejseren til under lejde fra samme at begive sig til Luneburg i det håb på nogen vis hos Frederik selv at finde medlidenhed. Som han nu således med lejde var på vejen imellem Hertheneburg og Bardewik, kom en mængde riddere fra kejserens lejr ham imøde og hilsede ham fredeligt. Henrik gengældte deres hilsen og sagde blot: »Her til lands plejede jeg ikke at tage, men at give lejde«. Sålunde kom han til Luneburg og stræbte på enhver vis ved mellemmænd at mildne kejserens sind. Også sine fanger, landgrev Lodewik og dennes broder paltsgrev Hermann, frigav han af deres fangenskab i håb om ved disse velgerninger at opnå dog nogen nåde, men udrettede dermed intet. Kejseren brød lige fuldt op derfra og satte ham en herredag i Kvidelingenburg, hvor det fyrsterne imellem kunne afgøres, hvilke skridt man billigvis skulle foretage med ham. Derover glædede alle hertugens venner sig i forventning om, at hans sag der skulle lade sig ordne på en for hans vedkommende forholdsvis heldig made. Den kom imidlertid ved denne lejlighed slet ikke til behandling som følge af en der opstået strid imellem ham og hans medbejler hertug Bernard; og kejseren satte ham derfor en anden herredag i Erpisfordia (i november 1181). Samtidig fik ærkebiskop Sifrid i Brema Stadium tillige med alle de andre besiddelser, som hertugen tidligere ansås for at have haft til len af kirken i Brema, helt og ubeskåret tilbage. Dog måtte han udbetale seks hundrede mark sølv til ærkebiskop Filip i Kolonia, som han havde bedt om at komme og indtage Stadium. Denne havde virkelig indfundet sig, og gjorde, skønt hin, som sagt, ved kejserens forsorg var kommet i besiddelse af borgen, ikke desto mindre fordring på den ham lovede pengesum. Også grev Bernard og grev Adolf fik ved kejserens hjælp deres borge og lande. Men hertugen indfandt sig til den ham satte herredag, kastede sig for fødderne af kejseren og overlod sig helt og holden til hans nåde. Kejseren løftede ham op fra jorden, kyssede ham og beklagede med tårer i øjnene, at der så længe havde hersket så stor uenighed imellem dem, og at hertugen selv havde været skyld i sit dybe fald. Hvorvidt de tårer, kejseren ved denne lejlighed fældede, var oprigtige, er imidlertid tvivlsomt; thi, eftersom han intet skridt foretog sig for at genindsætte hertugen i hans tidligere hædersplads, vil det synes, som om han kun på skrømt har ynket ham; men rigtignok var han for øjeblikket ved ed forpligtet til ikke at gøre noget skridt i hin retning. Thi da alle fyrsterne omsider alene var opsatte på at få hertugen styrtet, måtte kejseren ved sit riges trone tilsværge dem ingensinde uden alles samtykke at genindsætte ham i hans forrige værdighed. Dog blev den bestemmelse truffen med hensyn til Henrik, at han aldeles uimodsagt og med fuld frihed fik lov til at beholde sine arvelande, hvor de så lå. Hertugen landsforviste sig selv på trende år og lovede indenfor grænserne af dette tidsrum ikke at sætte sin fod i sit land, uden kejseren kaldte ham tilbage. Derpå begav han sig med hustru og børn til sin svoger, kongen af Anglien (den engelske konge Henrik II var hans svigerfader. Hertugen drog bort d. 25. juli 1182), og opholdt sig i hele denne tid hos ham. Kongen tog imod ham med den største hæder, satte ham ligesom til fyrste over hele landet og berigede hans følge i landflygtigheden med en mangfoldighed af gaver.

Alting i verden så vide omskiftelsens storme må lide

Stammer så strunke og stride som sivene vege sig vride.

Hæder og fyrstelig vælde, magt, som i verden mon gælde,

Ulykken let kan dem fælde, armoden brat sig vil melde.

Lykken på hængedynd hviler, alt til sin undergang iler,

Kort kun den vældige smiler, lykken på hængedynd hviler.

Glimmer som boblerne brister, stormænd sønnerne mister,

Menneskelod kun de frister, glimmer som boblerne brister.

Stjernen på himlen den høje lukker tilsidst dog sit øje;

Liv uden skiften og møje skænker kun gud i det høje.

Derfor al pris og al ære Herren almægtigste være,

Ham, som alene mon bære visdommens krone med ære!

I alle evigheders evigheder. Amen.

Tredje bog

Om hertug Bernards herredømme

I de samme dage var der ingen konge i Israel; men enhver gjorde det, der tyktes ret for hans øjne. Thi hertug Henrik havde været den eneste, der virkelig havde haft overmagten i landet og, som vi lige fra først af har fortalt, han havde tilvejebragt den sikreste fred, eftersom han med sin styrende herskertøjle havde, lagt tømme ikke alene på nabolandene, men også på vildtfremmede og barbariske strøg, og det i den grad, at man uden frygt kunne leve i ro, og landet selv som følge af fredens tryghed havde overflod på alt godt. Men efter at han var gået i landflygtighed, herskede enhver på sit sted som voldsherre, og alle enten øvede eller døjede vold. Hertug Bernard, der nu skulle have udseende af at være indehaver af Henriks herredømme, viste ringe dådskraft; og skønt han tidligere, imedens han endnu kun var greve, havde været den raskeste blandt sine brødre, gik han, efter at han var blevet ophøjet til hertug, ikke frem på en sand fyrstes vis, men vanslægtede lige som så mangen anden mand, når han kommer til at indtage en overordnet stilling, og var i alle stykker træg og efterladen, som om han på den vis bedst lagde sin kærlighed til freden for dagen. Desforuden æredes han hverken af kejseren og riget eller agtedes af fyrsterne og de højbårne mænd i landet på en måde, der stod i forhold til den fremragende plads, han klædte. Ved samme tid hjemførte grev Adolf en datter af grev Otto af Dasle som sin brud. Ærkebiskop Filip af Kolonia, hvis nære frænke hun var (Adelhejd var en datter af Otto af Asie, ikke Dasle, og Salome, ærkebiskop Filips søster), bragte dette ægteskab i stand; og ved hans hjælp steg Adolfs indflydelse også betydelig. Da greven tillige var kommen i besiddelse af hele sin faders land, fordrev han fra dette alle sine fjender, som i hertug Henriks dage havde vist sig som modstandere af ham. Til disse hørte foruden Holzaternes statholder Markrad, i hvis sted han indsatte en anden ved navn Syrikus, der dog både i henseende til duelighed og hæderlighed stod dybt under sin forgænger, tillige Hemeko, som udmærkede sig ved sin handlekraft, samt andre flere, hvoriblandt nogle udvandrede til kongen af Dacien, andre derimod fristede deres udlændigheds tid hos greven af Racesburg. Men hertug Bernard begav sig tillige med sin broder markgrev Otto til Ertheneburg, slog der stort på og bød de fornemme i landet give møde for at modtage deres len af ham, hylde ham og ved edsaflæggelse forsikre ham om deres troskab. Greverne af Racesburg, Dannenberk, Lukowe og Zwerin fremstillede sig også for ham, men grev Adolf, som man ligeledes ventede, udeblev. Derfor begyndte hertugen at nære mistanke mod greven, og derved lagdes grunden til usamdrægtighed imellem disse to. Hertug Bernard begyndte samtidig at lade Lovenburk opføre på Albias bred i østlig retning for Ertheneburg, som han lod indbyggerne rømme, og hvis ringmur han lod nedbryde for med stenene fra denne at befæste sin ny borg. Tillige bød han, at overfarten med skibe, som tidligere gik for sig ved den ældre borg, nu skulle finde sted ved Lowenburg. Lubikerne klagede imidlertid hos kejseren over denne forandring, da de som følge af den længere og vanskeligere vej havde den største møje med der at sætte over; og derfor bød kejseren, at de ligesom forud skulle gå over ved Ertheneburg. I det øjemed at lade sit navn komme videre ud og gøre sig stærkere gældende begyndte hertug Bernard da at trykke beboerne af sit land med adskillige ny, både uhørte og uudholdelige pålæg, tilsidesatte de ældres men fulgte de yngres råd, gjorde sin lillefinger tykkere end sin faders lænd og indbyggernes åg sværere, end det førhen havde været. Således blev hans herredømme disse forhadt, og hans ære til intet. Hans broder Sifrid, der var ærkebiskop i Brema, forsøgte også at fratage Grev Adolf grevskabet Thietmarsien og lade det gå over til sin broder hertugen. Men Adolf hævdede sig til trods for biskoppen i besiddelsen af dette land, som han påstod, med rette tilkom ham.

Sendefærden fra kejseren til kong Kanutus

På den tid døde Danernes konge Waldemar, og hans søn Kanut herskede i hans sted. Til ham skikkede kejseren ansete sendemænd, nemlig ærkebiskop Syfrid af Brema tillige med flere højbårne herrer i anledning af kongens søster, som hans fader alt for længere tid siden havde trolovet kejserens søn, og for at Kanut ved samme lejlighed efter bestemmelsen skulle udbetale en del af hendes medgift. Thi kejseren var kommet overens med kongen af Dacien om at bringe denne trolovelse i stand på det vilkår, at sidstnævnte skulle skænke sin datter en medgift af fire tusind mark, vejet efter den offentlige, af Karl den Store indførte vægt, og at han samtidig med hendes første forestilling skulle udbetale så stor en del af disse penge, som han selv fandt for godt; men, når hun seks år efter trolovelsen var blevet mandbar, thi pigebarnet var endnu kun syv år gammel skulle hele summen seks uger forinden helt og holden udbetales. Dette var på begge sider stadfæstet ved udfærdigelsen af udtrykkelige skrivelser, således at hvis noget deraf forsømtes, skulle overenskomsten og dermed tillige trolovelsen være at anse for hævet. Kejserens udsendinge kom derfor med fire hundrede heste til floden Egdora, og grev Adolf beværtede dem rigeligt i løbet af tre dage. Kong Kanut overgav dem derimod kun med uvilje sin søster og erklærede, at han, hvis han ikke havde skyet at bryde den af hans fader aflagte ed, på ingen måde ville have undet kejserens søn hende. Imidlertid overgav han hende til dem med et tarveligt udstyr, som ikke stod i noget forhold til hendes kongelige rang, hverken hvad hendes stald eller hendes klædeforsyning angik, men udbetalte dog efter løfte en del af pengene ( i 1183/84). Thi han stod allerede dengang på en spændt fod med kejseren, eftersom denne krævede hyldning af ham, men kongen nægtede at aflægge den, idet han, da kejseren havde drevet hans svoger hertug Henrik ud af landet, efter nogles mening søgte at få lejlighed til at rejse sig imod Frederik.

Om herren biskop Henriks endeligt

Ved samme tid led biskop Henrik af den sot, der også lagde ham i graven. Men skønt hans legemssvaghed trykkede ham såre, minskedes dog derved ikke hans nidkærhed i salmesangen og bønnen, og først trende dage for sit endeligt udeblev han fra messetjenesten, som han ellers uden afbrydelse plejede at overvære til ære for guds salige moder Maria. Ligeledes umagede han sig med lige indtil det sidste at blive tro i forsagelsen af visse ting. Og ihvorvel den guds mand nu havde stridt striden, fuldkommet løbet, bevaret troen og ikke længere kunne være i tvivl om, at retfærdigheds krone var henlagt til ham, begyndte han dog at ængstes med hensyn til den Herrens vingård, som han nys havde plantet i den salige jomfru, guds moders, og den hellige evangelist Johannes' kloster. Skønt han derfor nu ønskede at skilles herfra og være med Kristus, så lå det alligevel den gode hyrde på sinde at vogte sine i tallet så få og endnu spæde får for ulvenes efterstræbelser. Medens da brødrene, som ofte så til ham, sagde: »Fader, hvi lader du os i stikken, eller til hvem efterlader du os i vor enlighed« plejede han at svare dem: »Jeg takker min gud, Jesus Kristus, og hans højfromme moder, at jeg i håb om Herrens nåde ikke tager mig døden nær for min egen skyld; men derimod volder tanken om, at jeg må forlade denne min ny plantning, mig stor uro. Thi for at fremme dennes vækst kunne jeg selv, dersom det så var Herrens vilje, ønske at leve end en stund og til hans ære efter evne styrke den, medens den endnu er i sin begyndelse. Men i disse tvivl vil jeg med salmisten kaste min betænkning på Herren, som stedse har hørt mig i alt og er blevet mig til frelse. Da han oftere kom tilbage hertil og indtrængende lagde gud denne sag på hjerte, ytrede han sig en nat efter morgenmessen, ligesom om det var fra gud selv, han havde sin viden, i fortrolighed for abbeden, der sad hos ham, på følgende vis: »Min søn, sæt din lid til Herren, vis fasthed, og sørg ikke over min død! Thi Herrens vilje må gå i opfyldelse. Men det skal du vide for vist, at han til ære for sit navn vil lade sin tjeneste té sig kraftig på dette sted; tvivl blot ikke, men vær en mand, dit hjerte vorde stærkt, og bi på Herren!« Sålunde styrket i Herren lod han brødrene sammenkalde og sagde, at hans opløsning nu var for hånden, modtog salvningen med den hellige olie, fremrakte selv hænderne og udstrakte fødderne, sang salmer med de syngende, tog Herrens legemes rejsetæring til sig og sagde: »Du ærens konning, kom med fred! Og ligesom alt sikker på Herrens komme føjede han til: »Når jeg end skal vandre midt i dødens skygge, vil jeg ikke frygte for ondt, efterdi du er med mig.« Som han nu stedse kom døden nærmere, og hans stammende tunge alt stoppede i ordene, slog han på engang sine øjne op, dem han allerede havde lukket i døden, og udbrød, idet han med et sæt rejste sig og udbredte sine arme: »Se møen!« et udråb, som de tilstedeværende mente, gjaldt guds salige moder Maria, hende hvem biskoppen med al sin nidkærhed havde tjent. Ikke heller kan det omtvivles, at barmhjertighedens moder i selve dødsøjeblikket har trøstet ham, i hvem han stadig havde en så tro tjener. Derefter tog man ham op fra lejet og lagde ham på en hårdug, hvor han d. 29. november (formodentlig i 1182) drog sit sidste suk og i fred opgav sin ånd. Hans legeme gemtes i jorden i det samme kloster, som han selv havde grundlagt, uagtet adskillige, der ugerne så dette, løftede stemmen derimod og søgte at få det bragt hen og jordet i hovedkirken. Men gud ville ikke undlade at opfylde hans begæring; thi på den tid han lå syg i klostret, udtalte han sin længsel efter at finde sin grav samme steds og sagde: »Det er min hvile i evigheds evighed; her vil jeg bo, efterdi jeg har valgt det.« Om hans sjæl er det vor overbevisning, at den har fået lod og del med de hellige og salige. Fra selve sine børneår af havde han nemlig været Kristi efterfølger. Alt som ung mand på omtrent en snes år udvandrede han, som i forvejen havde besøgt højskolen i Parisii, fra sit fødeland Brabantia han var fra Byen Brosle og begav sig til Hildensem, hvor han på grund af sin store fremmelighed i videnskaberne havde fået plads som leder for skolen. Efter at han havde opholdt sig der en tid, kom han ved guds styrelse til Bruneswik, hvor han ligeledes overtog omsorgen for skolens ledelse. Men som tiden gik, fik han her et feberanfald, der nødte ham til at holde sengen. Under denne sin sygdom havde han følgende drømmesyn. Han så en kæmpehøj og ræddelig mand komme farende; og idet han flygtede for denne, kom han til en såre bred flod, som han dog fast åndeløs af skræk for røveren, som forfulgte ham, slap over, og nåede salig Egidii kloster; ved at tage sin tilflugt dertil undslap han omsider sin forfølgers og fjendes hånd. Ved sin opvågnen indså han, hvad det var, gud i sin nåde havde for med ham, lod sig straks bringe til salig Egidii kloster, kronrage og føre i munkeklæder, hvorpå febersygen gik over, medens han selv udreves af verdens stormrørte bølger og »Omskabt så til en munk sin munkesyssel kun skøtted« Heller ikke vendte han, som adskillige har for skik, ydermere sine fjed tilbage til sit fødeland eller sine frænder eller kyndinge, men udgik med Abraham virkeligheden fra sit land, forlod alt for Kristi skyld og forventede den fulde løn af gud. Derfor viste gud efter hans bortgang adskillige åndens tjenere den nåde for dem at åbenbare, at han efter dette livs udlændighed var gået hjem til den evige glæde. Thi endnu inden otte dage vare forløbne efter hans jordfæstelse, tyktes det i drømme abbeden, som om han åbnede bispens grav, da noget af arbejdet ved gravmælet tilsyneladende var skødesløst gjort og trængte til udbedring. Se, da rejste biskoppen sig over ende, indtog en siddende stilling og begyndte højligen at takke og sige: »Herre, jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine fjender glædes over mig«. Således vedblev han led for led at fremsige hele salmen og takke Herren. Men da han kom til det sted: »Du har omskiftet min klage til glæde for mig,« begyndte han at kaste de småduge til side, som han ved ligfærden havde fået med, og udbrød: »Du har løst min sæk og bundet op om mig med glæde«; og da han havde fået fremsagt slutningen af salmen: »Herre, min gud! evindelig vil jeg prise dig«, ytrede han: »Nu vil jeg ikke sige eder mere«, og dermed var synet til ende. En nonne i Kevena så ligeledes i et syn fra gud en due, hvidere end sne, flyve hen i hendes barm og begyndte i sin overstrømmende glæde at byde den føde, da den sagde: »Jeg vil intet nyde; thi jeg er ikke nogen due; men vil du give mig løn, skal jeg sige dig, hvem jeg er.« Højligen forfærdet udbrød hun: »Så sig mig da, hvad løn du forlanger for at lade mig vide, hvem du er!« Duen svarede: »Vil du et år igennem til min ihukommelse fremsige salmen: »Der Israel drog ud af Egypten««, så skal jeg sige dig, hvad du vil vide«. Da hun helligt havde lovet det, sagde den: »Jeg hedder Henrik og var engang biskop i Lubeke.« »Hvor«, spurgte hun, »opholder I eder da nu for tiden?« »I englekorene«, lød svaret. Sådanne vartegn vækker håb om, at han er holdt værdig til at dele de saliges fællesskab. Men på det at vor påberåbelse af drømme som bevis i sligt ikke skal tykkes adskillige urimelig, henviser vi sådanne til det hellige evangelium som vor hjemmel; deri læser man nemlig tit om engle, som medens Josef blundede, har vist sig for ham og forkyndt ham dette eller hint angående Jesusbarnet og dets moder. Desforuden nævnes i den hellige skrift mangfoldige andre drømme, således hellig Daniels og hellig Josefs, der befindes at være pålidelige både på grund af deres sanddruhed, som har ført dem i pennen, og på grund af de personers anseelse, om hvem man læser, at slige fortællinger er nedskrevne, og som selv har stadfæstet deres vidnesbyrd ved en hellig og fortjenstlig vandel. Og selv om nærværende værks forfatter ikke har så stort et krav på at nyde tiltro som nogen af disse, giver han dog til tegn på, at man i virkeligheden kan stole på ham, sig selv i dette stykke det samme vidnesbyrd om troskab imod sandheden, som apostelen giver sig ved at sige:» Men hvad jeg skriver eder, se, det vidner jeg for guds åsyn, at jeg ikke lyver!«

Om Lovenburks nedbrydning og Niklots forjagelse

Men hertug Bernard handlede som en dåre og havde derfor heller ingen lykke eller fremgang. Thi medens han, som ovenfor sagt, besværede befolkningen i landet med adskillige nye pålæg, omgikkes han med ikke mindre tåbelige planer imod greverne Adolf, Bernard af Racesburg og Guncelin af Zverin. Grev Adolf søgte han nemlig at fratage hele det landstrøg, som efter sigende hører til Ratekowe og tidligere havde været hertug Henriks, samt byen Todeslo. Også staden Lubeke ville han tilegne sig. Kejseren ville imidlertid på grund af denne bys indbringende skatter og beliggenhed ved rigsgrænsen ikke slippe den, men gav hertug Bernard i vederlag anvisning på Hidesaker og tyve ypperlige jordlodder. Men eftersom Adolf havde halvdelen af skatterne fra staden Lubeke i len af kejseren, var hertug Bernard greven endnu mere på nakken. Greven af Racesburg og grev Guncelin af Zverin prøvede han på at afkorte en del af deres len. Opbragte derover slog begge sig sammen og gav sig i færd med at indtage hans by Lovenburg; de åbnede et regelmæssigt angreb på den, lod krigsredskaber bygge imod den og fik den efter få dages forløb jævnet med jorden. Hertugen kunne imidlertid i sin godmodighed ikke få sig til at øve gengæld, men søgte til kejseren og forebragte sine klager for denne. Men hine, som ønskede at afryste hans åg af deres nakke, søgte at få dem, de vidste, var hans venner, udjagne af landet. De samlede følgelig en hær og faldt i smug ind i Slavernes land; ved nattetide indfandt de sig i al hemmelighed for borgen Ylowe, sneg sig ind i den og fik den i deres magt, medens de tvang moderen til Wertizlavs søn Nyklot til at rømme den og tog alle de andre til fange; borgen selv stak de ild på, plyndrede hele det omliggende land og vendte med rigeligt bytte igen tilbage til deres eget. Derimod forblev Pribizlavs søn Burvin, der til hustru havde en datter (slegfreddatter) af hertug Henrik ved navn Mektilda, i besiddelse af borgene Rostok og Mikelenburg. Men Nyklot begav sig på sin flugt til hertug Bernard, hvis broder, markgrev Otto, gav ham plads på borgen Havelberg. Derfra foretog han talrige udfald og øvede uafladelig hærværk imod Slavernes land, understøttet deri af Rugianernes fyrste Germar, medens Pomeranerfyrsten Buggezlav støttede Burvin; sålunde lå disse kødelige frænder i broderfejde med hinanden. Nyklots parti beholdt dog overmagten, eftersom den dådkraftige Germar vældigt hærgede Circipanernes land, som stødte op til Tribuses. Og da Burvin, også kaldet Henrik, engang hjemsøgte Germars land med vikinger, der øvede strandhugst, blev han taget til fange af Germar, som lod ham kaste i lænker og skikkede ham til Danernes konge Kanut, hos hvem han længe holdtes i forvaring. På den anden side blev Niklot, også Nikolaus kaldet, gjort til fange og kastet i lænker af Buggezlav, i hvis land han var i færd med at inddrive bytte. Begge, Burvin og Niklot, holdtes længe i forvaring, men slap dog omsider løs på det vilkår, at de tog deres land til len af Danekongen og gav ham de gidsler, som han forlangte. Disse beløb sig til 24 og Burvin stillede deriblandt sin egen søn og rømte borgen Rostok, som han aftrådte til sin fætter, hvorimod han selv efter kongens bestemmelse thi denne havde alt da i sinde at underlagde sig Slavernes land og indlemme det i sit rige fik Ylowe og Mikelenburg i eje.

Om Danernes agtværdighed

Danerne har nemlig ved i så lang tid at bo side om side med Teutonerne efterhånds lært at tilegne sig disses skik og lemper sig både i deres klædedragt og våben efter de øvrige folkeslag; medens de således i forrige tider gik i sømandsdragt, da de som kystboere idelig tumlede med deres skuder, går de nu om stunder ikke alene i skarlagen, broget og gråt skind og pelsværk, men endog i purpur og linned. Thi rigdomme, af enhver art har de overflødighed på som følge af det fiskeri, de årlig driver i Skania, ved hvilken lejlighed der fra alle de omboende folkeslag skyndsomst indfinder sig handelsmænd for hos de indfødte at opkøbe sild, som ved guds rundhåndethed omsonst tilflyder disse, medens købmændene giver deres bedste ejendom, ja, endog stundum ved skibbrud livet selv for en ringe vare. Som følge af sine fede græsgange har Danernes land ligeledes fuldt op med ypperlige heste, hvorfor de indfødte nytter deres forråd på disse dyr til at øve alskens ridderleg og lige så fuldt sætter en ære i dysten til hest, som i kampen ombord på en skude. Også i videnskabelig dannelse har de gjort ikke ringe fremgang, idet de fornemme der i landet sender deres sønner til Parisii, ikke alene for derved at hæve klerkestanden, men og for at få dem oplærte i al slags verdslig viden. Der tilegner de sig så kendskab til landets bogverden og til dets tungemål og har således drevet det vidt ikke alene i de frie kunster (grammatik, retorik og dialektik, osv.), men tillige i gudsvidenskaben (teologien). Deres medfødte tungefærdighed sætter dem nemlig i stand til ikke blot at vise sig som skarpe hoveder, hvor det i en ordstrid kommer an på at klare for sig med bevisgrunde, men også til, hvor det gælder kirkens anliggender, at lægge deres duelighed som dekretister og legister for dagen (dekretister er kendere af den kanoniske ret (paveretten), legister af Romerretten (kejserretten)). Religionen står derhos kendelig i fuld blomstring hos dem. Thi ærkebiskop Eskil i Lunden har i disse egne ladet opføre boliger i mængde for åndelig sindede mænd og kvinder af alle ordener. Samme Eskil, en i højeste måde from mand, forlod endog sit bispedømme (i 1177) og begav sig af attrå efter at føre et stille liv til klostret i Klarevallis, hvor han levede i hellighed og retfærdighed og omsider endte sit levned i fred (d. 6. september 1182 ). Hans stiftelser bredte sig imidlertid lige som cedertræerne på Libanon og fyldte ej alene Danien, men endog Slavenland lige ned til, ja, selv hinsides søen med deres vidtrækkende grene, så at det hele kunne lignes ved en Herren Sabaoths vingård. Efter Eskil overtog herren Absalon kirkestyret i hans sted og gav, fyldt, som han var, af brændende retsiver, og omgjordet, som han stod, med guds fulde rustning ikke sin forgænger det mindste efter i iver for religionens fremme. Kraftigt udrustet af Herren med mangfoldige gaver og dyder, havde han dog sin egentlige hovedstyrke i det kyskhedens smykke, der var hans gode samvittigheds bedste klenodige. Desuden opildnede han ved sin nidkærhedlig et brændende og skinnende lys såre mange, alt efter som skrevet står: »Ser, at jeg ikke har arbejdet for mig alene, men for alle dem, der søger sandhed.« Alligevel måtte han af nogle døje meget hård modsigelse, da han ligesom apostelen var nidkær over dem med guds nidkærhed og både med overbevisninger, besværgelser og straffende ord oplærte dem til at våge over deres kyskhed. Og hvad under vel? Thi så længe det kødelige sind holdes fangent i sin syndevane, kan det sjælden eller aldrig afryste djævelens åg, men står lige som aseninden udenfor på skillevejen, bundet til sin hverdagsdont, der består i uden indvending at bære den byrde, enhver vil læsse på det. Thi alle de skidne tanker, som indgives det af urene ånder, optager det ikke kun med så meget des større velbehag, jo skamløsere slige indskydelser er. Derfor kan det ej heller forstå, når driveren revser det; thi sligt dømmes åndeligt. Derfra hidrører det da også, at sådanne folk stamper imod bråden og sanker basiliskæg imod kirkens høje foresatte, idet de stikker hovederne sammen, vækker tvedragt, kalder deres lærers berettigede påmindelser for underkuelse og derfor klager over, at de lægges for had, men ved denne deres færd selv pådrager sig fortjent dadel. Også i ægtestanden findes der imidlertid mangfoldige mennesker, der samvittighedsfuldt røgter deres kald, lægger sig efter at vise gæstfrihed, er omhyggelige for at give almisse, bevarer troskaben i deres ægteskab, er nidkære i bønnen og gør alle retfærdighedens øvrige krav fyldest. Hvi behøver jeg her at omtale kongen (Knud VI, født i 1163, konge i 1182, død i 1202), hvis hele færd, skønt han endnu var i sine blomstrende år, alligevel stemplede ham med præget af så høj en alder, at man kunne fristes til at betragte hint ord af »Visdommen« som udtrykkelig møntet på hans alvor: »En hæderlig alderdom består ikke i en lang levetid og er ikke målt efter årstal«. Således brugte han ikke, som ungdommen ellers har for skik, at løbe efter lege eller skuespil, var heller ikke opsat på at foretage udfarter eller omstrejfninger, ikke hengiven til udskejelser, men »Kyskest selv med sin kyske viv sine dage henleved«. (Knud var kun 14 år gammel, da han 1177 blev gift med Henrik Løves datter Gertrud, der var betydelig ældre og enke efter kejser Konrad III's søn Frederik af Rotenburg. Hun døde i 1196, og deres ægteskab var barnløst). Når messen fejredes, gav han sig ikke efter adskillige andres sædvane hen til hvisken eller fjas, men overgav sig med salmebogen eller en anden bønnebog for øje helt til sin beden. Og efterdi hans hjerte hang ved visdommen, som siger: »Ved mig regere konger«), derfor befæstede Herren også hans kongedømme således, at, medens på hans forfædres tid tredings ja, tilmed fjerdingsfyrster delte Daneriget imellem sig, styrede han selv i egen person ene riget, som hans fader imidlertid havde behøvet stor anstrengelse og kløgt for at komme i besiddelse af. Kanut, i hvis rige der således herskede den dybeste fred, skønnede imidlertid, at Slaverne i hans fædres dage havde voldt hans land mange tab; og da han derhos så, at de havde mistet den bistand, der førhen ydedes dem af hertug Henrik, som havde tøjlet deres kæber med sin herskertømme, greb han lejligheden til at påføre dem krig, men fulgte i sin kamp mod dem ærkebiskop Absalons råd og blev således deres overmand ved kløgt snarere end ved magt.

Om den til biskop udvalgte Konrad

Imidlertid stod bispestolen i Lubike ledig, eftersom kejseren på den tid var langt borte (i Sydtyskland). Lubiker-kannikerne indfandt sig derfor hos ham, for at underkaste sig hans afgørelse og anmode ham om, at de måtte få en biskop efter hans bestemmelse. Kejseren gav dem anvisning på en from mand ved navn Alexius, der var provst i Hildeburgeroth, og som tilhørte Præmonstratenser-Ordenen. Dette valg modsatte de sig imidlertid enstemmigt og forlangte til deres foresatte en af deres egen orden. (Præmonstratenserne kaldtes efter deres ordensdragt Hvidebrødre, hvorimod de gamle Benediktinere på den tid kaldtes Sortemunke). Kejseren tog desfor sine fortrolige på råd, hvorpå han gav dem sin egen kapellan Konrad (efter nogles mening den samme, der var kansler hos kejseren, og som siden blev biskop i Hildesheim og Würzburg), der både var en højt dannet videnskabsmand og derhos så godt skåren for tungebåndet, at han ved behandlingen af enhver sag gav ny beviser på, hvor ypperlig han havde ordet i sin magt. I virkeligheden havde kejseren nemlig godt hørt tale om, ja, endog selv lagt mærke til, hvor skrøbelig og derfor forsømt tilstanden endnu bestandig var i Lubekerkirken, eftersom denne var stillet på sådan vis, som om den påny var blevet vakt til live. Dette havde derfor til følge, at han besluttede sig til at skikke denne indsigtsfulde mand dertil, på det at han kunne bidrage til kirkens fremgang der på stedet, men samtidig også til befæstelsen af kejserens indflydelse i disse egne. Efter at den udvalgte herre derfor på kejserens borg Egere havde ladet sig klæde i bispeskrud (maj 1183), kom han til sit stift, hvor han uopholdelig gav sig i færd med at sætte skik på sin kirke, holdt sine klerke til at gøre religionen ære og formanede dem til at vise kyskhed, ædruelighed og gæstmildhed uden knurren samt til at lægge vind på alle øvrige dyder, der kunne gøre dem tækkelige både i guds og menneskers øjne; men lægfolk, der er større beundrere af streng alvor end af lærdom, vidste han på så forstandig en måde at styre, at disse højagtede ham fremfor alle hans formænd. Han tillod ingen klerk fra et fremmed bispedømme at have noget sogn i hans stift, fordi, som han sagde, ingen kunne tjene to herrer, og indskærpede derfor, at enhver sognepræst altid skulle være rede til at besøge de syge og salve disse med den sidste olie, såvel som til al anden sjælesorg, samt derhos til at hjælpe sin biskop med at indføre de bodfærdige ved Herrens bord og med indvielsen af salveolien. I dette stykke havde han endog apostolikerens egen fuldmagt at beråbe sig på. Dengang han nemlig sammen med kejseren var dragen til Verona, havde han derom bragt et brev med fra pave Lucius; og dette indeholdt den ganske bestemte forskrift, at, hvis nogen klerk fra et fremmed bispedømme ville have kirke i hans stift, skulle han enten tage blivende opholdssted der eller også give afkald på sin indtægt. Endnu havde han imidlertid ikke modtaget bispeindvielsen, som han havde sine grunde til at trække det ud med. Måske ønskede han først nærmere at gøre sig bekendt med tilstanden i den kirke, hvis styrelse han så nylig havde overtaget, prøve sine kræfter for at vide, om han virkelig ville være i stand til at bære den ham pålagte byrde, og længe betænke, »hvad skuldrene ikke, hvad de at bære formår, på det at han, hvis kirken ved hans hjælp kunne få fremgang, ej måtte undslå sig for at underkaste sig den dermed forbundne anstrengelse, men i modsat fald ydmygt trække sig tilbage. Selv var han nemlig rigelig udstyret med mange kirkelige indtægter, som hidrørte fra forskellige sognekald eller bestod i præbendelønninger (sådanne, som var henlagt til kannikepladser); og disse frygtede han for at give afkald på, med mindre han havde udsigt til at ombytte sin stilling med en bedre. Der rejste sig fremdeles en strid mellem ham og grev Adolf. Den til biskop valgte herre påstod nemlig, at hans håndgangne mænd i mange stykker trykkedes på ubillig vis af greven, der ligeledes voldelig inddrog nogle biskoppen tilhørende ejendomme, og at grevens mænd ofte gjorde bispen det til en umulighed at få det opkrævet, som han med rette kunne gøre fordring på hos fogden i sin stad Utine. Men da grevens stolte selvfølelse gjorde det umuligt for Konrad at modsætte sig disse forurettelser, gav denne sig, ihvorvel ikke uden en vis bitterhed, skin af tålmodig ligegyldighed. Da han tilmed havde indviet kejseren i forholdene, men ej heller på den vis var kommen nogen vegne med sagen, begyndte han omsider at trættes ved sin nys fattede plan og lidt efter lidt at længes efter at vende tilbage til sit eget. Efter derfor at have bragt sine anliggender i rigtighed, drog han bort til ærkebiskop Syfrid (død i oktober 1184) i Brema. Alt det løsøre han kunne få fat på, bestående i sølv og bohave eller i ypperlige heste de sidste havde han endog, lidt havesyg som han var, afpresset forskellige førte han med sig, stillede påny sit embede, som han havde modtaget af ærkebispen, til sammes rådighed og skrev tilbage til sine klerke for at meddele dem, at han ikke mere agtede at komme igen og derfor løste dem fra det til ham aflagte lydighedsløfte. Og således bortfjernede han sig uden først at spørge nogen til råds, det være nu af ovennævnte eller af andre skjulte grunde, eller måske fordi han tilstræbte noget højere.

Om Slavernes undertvingelse

Men Danernes konge Kanut øvede uophørlig hærværk på Slavernes land. Disse sidste rustede sig imidlertid for at sætte hårdt imod hårdt, besatte et grundt sted, som Danerne måtte over, anlagde på begge sider fæstningsværker, hvorfra de kunne overdænge Danevikingerne med kastevåben, og forsøgte ligeledes med jernkæder at spærre disse vejen. Men »Trods deres svære dåd til kort de dog monne komme« omsider indfandt Danerne sig med en høj hånd (dvs. en mægtig hær), brød deres fæstninger ned, oversvømmede lig græshopper deres enemærker og opfyldte alt landet, så at Slaverne, som ikke kunne holde stand imod deres angreb, måtte trække sig tilbage til deres borge. Men Danerne udpinte deres landskaber og opåd landets marv, hvorpå de atter vendte tilbage til deres eget; og således vedblev de flere år igennem både ved sæde og ved høsttid at gøre landgang, hærgede deres land og tvang dem alene ved den ulidelige hunger uden sværdslag til overgivelse. Engang lavede derfor Pomeranernes høvding eller konge (skal være en hertug) Buggezlav sig til at angribe sin nære frænde, Rugianerfyrsten Geromar, som han ville øve gengæld imod, fordi Geromar villig stod Danekongen bi med at undertvinge Slaverne; thi fra den tid af, da samme Geromar havde taget imod kristentroen, havde han vist underdanighed imod kongen. Buggezlav gjorde desfor landgang med flere hundrede vikinger hos Geromar og troede uden tvivl, at han skulle fortære hele dennes land på samme vis som ilden skovens tømmer. Geromar var imidlertid ikke sen til at møde ham og slog ham til trods for sine ringere stridskræfter i en håndevending på flugten. Danerne havde nemlig ikke langt borte lagt nogle krigere i et baghold. Slaverne anede ikke uråd, men roede hen til disse i den tro, at det var deres landsmænd. Da sprang Danerne løs på dem, satte tillige med Rugianerne efter dem, dræbte nogle, opsnappede andre og nødsagede adskillige af dem til brat at kaste sig i søen. Thi da Slaverne så sig omgåede, vidste de i deres forvirring hverken ud eller ind; dog håbede de, da enhver anden udvej var dem spærret, svømmende at slippe bort, men druknede under forsøget i bølgerne. Andre derimod nåede kysten i deres skuder og lod derpå disse i stikken, men måtte strejfe omkring i skove og lunde med mosedrag, hvor de omkom af hunger og tørst. På den dag betalte Herren dem og lod nu også dem, som havde slæbt så mange Daner i fangenskab over sø og salten vove, selv bortrives i fangenskab og udlændighed, hvorved de kom til som trælle at stå under de samme Daner, mod hvis frihed de stadig havde spundet rænker. Jeromar lod imidlertid alle de øvrige i fred og satte ikke kun efter fyrst Bukezlav. Denne hjalp sig dog ved sin rapfodethed og undslap virkelig. Jeromar, som var i hælene på ham, råbte efter ham og sagde: »Hvi så, fyrst Bugckeslav! plejede du ikke at kro dig af, at du ville binde den sorte vildmand Germar? tøv lidt, tøv lidt du vragede ham til broder; før ham nu kun med dig som din træl! Men Buggezlav reddede sig som sagt ved flugten. Sålunde sank Slavernes vælde; som skatskyldige til Danerne måtte de trælle for disse og derhos overlade borgen Wolgost tillige med en tylvt gidsler i hænderne på deres drot.(den omtalte kamp fandt sted d. 21 maj 1184, medens landet først underkastede sig det følgende år). Dette gik imidlertid ikke således hen uden at vække vrede hos kejseren. Denne lod sig nemlig forlyde med, at kong Kanut havde tilføjet ham en dobbelt krænkelse, både ved at afslå at lade sig krone af ham, og nu ved at lægge Slaverne, der stod under riget, ind under sit herredømme og gøre dem til sine skattepligtige og håndgangne mænd. Også bragte han påny enighed tilveje imellem hertug Bernard og greverne Adolf, Bernard og Guncelin, der af de i det foregående omtalte grunde lå i strid med førstnævnte; forliget kom i stand på det vilkår, at grev Adolf skulle udbetale hertugen syv hundrede mark penninge for således hos samme at finde tilgivelse for nedbrydningen af hans borg (Lauenburg), ligesom hertug Bernard skulle have det til Radekowe hørende land tillige med den af ham tilbagefordrede stad Todeslo frit og uden tynge. Grev Bernard skulle for sin del udbetale tre hundrede mark, Guncelin lige så mange, men alle tre skulle de i fællesskab ile med at få den nedbrudte borg genopbygget.

Om Grækerkongen Manoes død

På samme tid afgik den højbårne Grækerkonge Manoe ved døden (Emanuel Komnenus død d. 24. september 1180). Han efterlod sig til tronfølger en endnu ikke voksen søn (Alexius II Komnenus), med hvem han endnu i live havde fået Frankerkongens datter trolovet (Agnete, en datter af den franske kong Ludvig VII.). Efter Manoes død opstod der imidlertid en synderlig forvirring såvel i staden Konstantinopolis som i hele det øvrige rige. Thi når hyrden er slagen, spredes fårene; og rivende ulve, der hemmelig lurer på at bryde disses fred, røber deres sande natur ved tyverier, mord og ran. Således fandtes der her en ond gammel skalk ved navn Andronikus, som var en brodersøn af den afdøde konge (han var en søn af dennes ældre broder Isak). Samme Andronikus lod sig forlokke af herskesyge til at gøre påstand på formynderskabet for kongens umyndige søn og tog regeringens tøjler (i september 1183), idet han gav sig skin af at ville lede statsanliggenderne på sin brodersøns vegne og troligt bevare tronen for denne. Da han imidlertid under påskud heraf var blevet fast i sædet, begyndte han at vække tvedragt og bringe voldsom forfølgelse og død over dem, der mistænktes for at holde med kongen; og efter at have ophøjet alle, som var på hans egen side, men nedtrykt eller bortryddet de andre, lod han kongens moder dronningen (Xena) hemmelig bortføre og sænke i havet. Således gik han frem mod alle dem, som han frygtede, ville hindre ham i at blive konge; enten røvede han dem livet, eller han lod dem lemlæste, eller også dømte han dem til landsforvisning. Han havde nemlig en skriftefader, der af anseelse var munk, men i virkeligheden djævelen selv, som til menneskenes fordærv havde vidst at give sig skin af gudsfrygt og havde påtaget sig skikkelse af en lysets engel. Hans råd fulgte han; og enhver, som han havde henledet hans mistanke på, hengav han til undergang. Da drengen (Alexius, Emanuels søn) en dag klagede over, at hans moder var borte, svarede han: »Bryd dig ikke om din moders fraværelse! hun har det godt og opholder sig på et sikkert sted.« Og da drengen daglig faldt ham til byrde ved at spørge efter sin moder, svarede han: »Din moder har det jo godt; men på det at du ikke længer skal være bedrøvet over hendes fraværelse, skal du med det første komme hen til hende.« Derpå lod han drengen hemmelig føre bort og lige som hans moder tage af dage; og da det var sket, tog han den afdødes trolovede til sin hustru, efter at han havde forstødt to andre kvinder, med hvem han tidligere var indtrådt i retsgyldigt ægteskab. Derefter sagde han til sin skriftefader: »Hvad tykkes dig? mon der nu er nogen tilbage, der kunne lure på at gøre mig ærespladsen stridig?« »Ja,« svarede han, »der er endnu én af dine frænder (Isak Angelus, som Arnold i slutningen af stykket fejlagtigen kalder for Emmanuel), til hvem jeg nærer mistanke. Men siden du ikke godt kan lade din nære slægtning miste livet, gør du bedre i at få ham indespærret i et munkekloster, så han alligevel må ophøre at lade sin ondskab gå ud over dig og dit rige.« Da også det var sket, spurgte han påny: »Er alt da nu godt?« »Nu,« svarede hans rådgiver, »er alt for så vidt godt; ikke kun om din brud har jeg ikke den bedste mening, da hun så vidt skønnes, nærer bitre følelser imod dig og ikke kan glemme sin første trolovede. Hendes skriftemål bør man imidlertid høre, på det at hendes hjertes skjulte tanker således kan vorde åbenbåre. Du kan jo selv give dig udseende af en præst og påtage dig hans gerning.« Da Andronikus havde hørt det, sagde han til hende: »Hvor længe vil du dog gemme på syndige tanker? jeg skønner, at dit sind er fuldt af bitterhed; men gå hen og bekend dine synder, på det at du da, renset for dit hjertes vanart, rolig må kunne skue mit ansigt!« Hun gav sig virkelig på vejen; men den gamle kom hende i forkøbet og sagde, efter at han først havde trukket i præsteklæderne, til hende: »Min datter! bekend dine synder og skjul mig intet! Thi her sidder jeg på Kristi vegne; og eftersom han kender alle ting, må du ikke skjule noget, der kan tynge på din samvittighed.« Den unge kvinde, som var fremmed for alt brødefuldt, skriftede i sin troskyldighed ikke kun lutter tilgivelige synder; men han spurgte hende fremdeles: »Elsker du også din husbond kongen af et oprigtigt hjerte?« »Ja,« svarede hun, »som min herre og husbond elsker jeg kongen; hvis jeg imidlertid havde ægtet den afdøde konges nys afdøde søn, ville jeg have elsket ham endnu højere; thi med ham var jeg jo først trolovet. Men da det nu ikke kan være andet, så nærer jeg en trofast kærlighed til min husbond og bevarer uplettet troskab imod ham«. Da han havde hørt så meget, stod han, fuld af harme, op og gik sin vej, hvorpå han kort og godt forstødte hende med og lod hende ombringe ligesom de andre. Derefter, da målet for hans uretfærdighed var fuldt, og gud havde besluttet at sætte en grænse for al hans ondskab, rådførte han sig påny med sin sjæls fortrolige, som han spurgte: »Mon jeg da nu tør håbe, at mine medbejlere er bortskaffede, så at jeg rolig og uforstyrret af enhver kan sidde på mit riges trone?« »Nu kan du jo leve uden bekymring,« var svaret; »dog føler jeg endnu en smule uro ved at tænke på din frænde munken. Er han først af vejen, da kan du sove trygt.« Andronikus skikkede da bud til munken for at lade ham hente til sig. Men ved modtagelsen af budskabet blev denne forfærdet og tøvede med at komme. Derimod sendte han øjeblikkelig bud til alle sine venner og kyndinge med anmodning om, at de ville indfinde sig hos ham; han underrettede dem om øjemedet med hin sendefærd fra kongen; og da han intet øjeblik kunne tvivle på, at man ved at lade ham kalde havde hans død i tanke, bad han dem i stilhed at væbne sig og ile med ham til paladset. De omgjordede sig med våben og mod og fulgte ham med fasthed. Ved sit komme til den første vagt dræbte han på stedet dørvogteren selv og bar sig ligedan ad, da han kom til den anden og tredje, hvorpå han larmende trængte ind til kongen på slottet med de ord: »Se, her er jeg nu; du har jo ladet mig kalde.« Kongen var i sit sengekammer med nogle få andre. Thi af samvittighedsangst over sine mange misgerninger vidste han ikke mer, hvor han trygt turde stedes. »Vel har jeg ladet dig kalde,« svarede han; »men gå nu først din vej og kom så igen, thi det er imod alle regler, at du er kommet herind.« »Nej,« svarede hin, »det gør jeg ikke; jeg véd kun altfor godt, at du nu, efter at du har ladet så mange andre ombringe, også søger efter mit liv, hvorfor jeg enten vil tage dit, eller du kan tage mit«. Og dermed styrtede han ind på ham. Men Andronikus tog flugten, slap bort gennem en løngang og kom til en høvdings borg; samme høvding havde han selv uden skellig grund ladet stikke øjnene ud på og således blindet ham. Til ham sagde han: »Se, mine fjender søger efter mit liv; derfor beder jeg dig: lad mig vederfares barmhjertighed, og vær du mit værn!« »Skønt I,« svarede høvdingen, »har gjort en uretmæssig brug af eders magt imod mig, skal jeg dog nu, så godt jeg kan, prøve at frelse eders liv.« Og dermed tog han ham til sig i sin borg. Andronikus' frænde var imidlertid blevet klog på, hvor han opholdt sig, og satte efter ham med en stærk hånd. Da kongens flugt endvidere var rygtedes både vidt og bredt, gav ligeledes hele hans folk, både gamle og unge, der alle hadede ham, sig ud på at forfølge ham, fik ham med vold bortrevet fra borgen og ført tilbage igen til byen, slæbte ham hen ad gaderne og viste ham al optænkelig hån, hvorpå de uden gnist af medynk skilte ham ved livet og handlede med ham efter alt det onde, han havde øvet imod sine nærmeste. På denne dag (september 1185) hævnedes uskyldigt blod, og tronen gik over til hans medbejler Emmanuel (Isak Angelus 1185-95), under hvis styrelse riget var lykkeligt; thi »ved de retsindiges velsignelse ophøjes en stad; og når de ugudelige omkommer, bliver der jubel.«

Om Henriks kongekroning

Samtidig dermed lod kejser Fritherik en højst navnkundig og besøgt herredag tilsige til Moguntia, og denne holdtes ved pinsetide i 1182, efter at ordet blev kød, men i Fritheriks kejser- og kongedømmes 36. år. (Rigsdagen i Majntz afholdtes i maj 1184 i Barbarossas 33. konge- og 30. kejserår. Tysk konge blev han i 1152, romersk kejser 1155). Her var det hans hensigt at erklære sin søn kong Henrik for ridder og omgjorde hans stærke lænd med sværdet. Did kom derfor alle af mægtig og fyrstelig rang, høje ærkebiskopper og biskopper, ærekronede konger, høviske fyrster samt en mængde adelsmænd, der alle kappedes om at tækkes kejseren. Hvi behøver jeg her nærmere at omtale rigdommen, ja, overflødigheden på de fødevarer, som der fra alle lande var sammenhobede, da forrådet var så stort, at det var lige så umuligt at gøre noget overslag derover, som det er med mennesketunge at udtrykke sig desangående. Dér svælgede man i masser af vin, som var ført ned eller op ad Renus og, lige som ved Asverus' gæstebud, ikke udskænkedes efter mål, men hvoraf enhver selv kunne drikke efter evne og lyst. For dog at give en svag forestilling om, hvor aldeles overordentlige og som alt sagt, ubeskrivelig storartede anstalter man havde truffet, vil jeg her ikke kun anføre en af de mindst vigtige; så kan enhver selv derfra slutte sig til det betydeligere. Man havde nemlig samme steds ladet rejse to store, indvendig rummelige og med tværstænger overalt forsynede huse, der fra øverst til nederst var i den grad overfyldte med haner og høner, at det var en hel umulighed at kigge ind der igennem; og dette undlod ikke at vække forbavselse hos mangfoldige af de tilstedeværende, som knap kunne få det i deres hoved, at der i alle disse riger og lande fandtes en sådan mængde høns. Ikke kun konger og hertuger eller markgrever gjorde tjeneste som skaffere og mundskænke, kammerherrer og staldmestre. I nærheden af staden strakte der sig mellem Renus og Mogus en stor slette, hvor kejseren for at skaffe bedre plads og undgå den indeklemte luft i den altfor trange by havde givet befaling til at lade opføre en meget stor kirke og et palads af tømmer men i den værdigste stil tillige med utallige andre boliger af forskellig slags, for at den høje glædesfest der måtte kunne fejres på sømmeligste vis. Som nu kejseren på pinsens hellige dag, da den til optoget fastsatte time stod for døren, alt havde indfundet sig i kirken, hvor han sad i de øverste biskoppers og fyrsternes kreds, rejste hr. abbeden fra Vulda (Konrad II.) sig og henvendte følgende ord til ham: »Herre, det er vor bøn til eders herlighed, at I vil høre os.« »Jeg hører«, gav kejseren til svar. »Alt i rum tid«, vedblev han, »har Kolonierherren, som sidder her, frataget kirken og klostret i Vulda, det vi, takket være guds nåde og eders rundhåndethed, forestår, en af de rettigheder, der tilkommer samme.« »Behag«, svarede kejseren, »at forklare eder tydeligere!« »Kirken i Vulda«, sagde abbeden, »har den allerede af de ældre kejsere samme tillagte forret, hvergang en almindelig herredag afholdes i Moguntia, og hr. ærkebispen her på stedet sidder på kejserens højre, da at se sin abbed bænket på kejserens venstre side. Nu har Kolonierherren imidlertid alt for længe fortrængt os fra den plads, vi har krav på, hvisårsag det er vor bøn til eder, at I ved eders mellemkomst idag formener ham at med urette indtage denne plads«. »Hører I«, spurgte kejseren derfor ærkebiskoppen, »hvad abbeden der siger? I overensstemmelse med hans begæring er det nu også vor anmodning til eder, at I for ikke at forstyrre vor glæde idag, ikke heller for eders vedkommende vil afslå at overlade ham den plads, der i følge hans egen forsikring tilkommer ham.« Ved disse ord af kejseren rejste ærkebiskoppen sig og sagde: »Herre! eders herligheds vilje ske, og abbeden indtager den af ham attråede plads, men jeg vil med eders gunstige tilladelse begive mig hen i mit herberge.« Da han nu lavede sig til at gå, stod ligeledes kejserens broder, paltsgreven fra Renus (Konrad II. - af Paltsgreverne var de ved Rhinen og i Saxen de mægtigste i Tyskland. Palts (Pfaltz, Palatium) betyder egentlig palads, kejserlig borg), op fra sædet ved sin broders side og sagde: »Herre, jeg er Kolonierherrens lenspligtige; og billighed kræver, at jeg følger ham overalt, hvor han går.« Dernæst rejste greven af Assowe sig og sagde: »Også jeg vil med eders gunstige tilladelse følge min herre ærkebispen«; og lignende ytringer lod både hertugen af Brabantien og mange andre af de mægtige falde. Derimod svarede og sagde landgrev Lodewig, der var abbedens håndgangne mand, til greven af Assowe: »I har rigtignok i dag gjort eder fortjent til eders len«, hvortil hin gensvarede: »Det både har jeg og vil jeg, om så skal være, endnu i dag gøre.« Da den unge konge derfor så, hvor skrap en tvedragt ærkebispens bortgang var i færd med at afstedkomme, sprang han op fra sit sæde, faldt ham om halsen og sagde: »Allerkærligste fader, jeg beder dig blive for ikke at omskifte vor glæde til sorg.« Ja, kejseren selv bad ham også standse. »I vort hjertes enfold har vi talt hvert af vore ord,« sagde han; »og dog vil I nu, oprørt i sindet, forlade os? Vold dog ikke slig ulykke og væk ikke den vildeste tvedragt iblandt os, der her er kommet sammen i al fredsommelighed!« »Mindst ventede jeg,« gav ærkebispen ham til svar, »at I her i fyrsternes påsyn ville krænke mig så dybt. Se, i eders tjeneste er jeg blevet en gammel mand; og de grå hår på mit hoved kan vidne om den kamp, jeg for eders skyld med fare for mit eget liv har kæmpet. Og hvad som mere er, også mit sind har måttet gennemgå en række af de smerteligste kvaler og trængsler; og ingensinde har jeg, hvor det gjaldt rigets ære, sparet enten mig selv eller mit eget. I Longobardien har I set beviser på min hengivenhed; for Alexandria har jeg ikke givet eder ringere beviser på min sjælstroskab; og heller ikke er alt det undgået eders opmærksomhed, som jeg mer end én gang har udrettet i Bruneswik. Når jeg ved ingen af disse lejligheder har stået tilbage for nogen anden, undres jeg derfor på, hvad der i dag har bevæget eder til at give hin abbed fortrinet for mig; og jeg har eder selv mistænkt for at være skyld i hans anmasselse; thi uden at han havde mærket eders medforståelse i min ydmygelse, havde han aldrig opløftet sin hæl imod mig. Vil I derfor nu blot tillade, at man sætter stolene på deres vante plads, så må abbeden, ifald han kan omstøde min stol, uden indvending være den Højestes lige.« Kolonieren havde nemlig alt forud fornummet abbedens udfordrende optræden, hvorfor han havde indfundet sig til herredagen med et følge på ikke færre end fire tusind seksti fire mand. Da stod kejseren op og sagde: »Vor uskyldighed med hensyn til denne eders sigtelse påstår vi herved udtrykkeligt; forudsat imidlertid, at I endnu nærer nogen mistanke, må I ikke betænke eder på at tillade, at vi lige på stedet renser os med ed.« Dermed udrakte han hånden lige som for straks at lægge den på helgenlevningerne (dengang lagde man ved edsaflæggelse hånden på relikvierne ligesom på bibelen). Hans ord beroligede imidlertid ærkebispens sind. »Nej«, svarede denne derfor, »jeg har alt nok; eders ord opvejer for mig en ed; men hvo der end er ophavsmændene til denne forstyrrelse, så vil disse vanskelig kunne rense sig fra mistanken.« Kejseren sagde imidlertid til abbeden: »I kommer til at opgive fordringen på eders ret og overlade den højere plads til ærkebiskoppen.« Dermed var striden bilagt, kejseren kronedes og skred frem i festoptoget med kejserinden og sin kronede søn. (i virkeligheden fandt der ved denne lejlighed slet ingen kroning sted, heller ikke af sønnen, som også var kronet, men her fik ridderslaget. De kronede hoveder gik ikke kun i procession under kronen. Foruden den ældste søn Henrik fik også den næstældste Frederik her ridderslaget). Abbeden måtte derimod, ikke uden rødme, indtage den lavere plads.

Om det afskyelige munkehovmod

Ve dig, hovmod! du, hvis vugge stod i himlene, men som tillige med djævelen, din fader, blev nedsænket i det nederste svælg; jo højere du stod, desto dybere er du falden. Skudt frem af den værste rod fandt du indgang på jordens kreds, dengang djævelens avind bragte smitte over vore første forældre. Men du, djævel! beredte dig dit sæde i det yderste Norden, hvormed jeg ikke mener, at du attråede et udvortes sæde; men ved således at skille dig fra guds kærlighed og forhærde dig i vantroens kulde har du rejst din trone over hovmodets børn, som har høje øjne, men som ikke med apostelen sanser det, der er oventil, men det, der er på jorden, hvis gud er bugen, og som optænk er ondt i deres hjertes forvendthed. Dog, hvad har du at skaffe med de åndelige mennesker, som har forpligtet sig til et liv i gud, og som på forskellige trin i kirken fører navn af Herrens tjenere, ja! selv med dem, der forestår præstedømmet og synes at tjene Herren i al hellighed og retfærdighed? Ve, ve over din frækhed, som har styrtet mange af disse i fordærvelse! Dog, det er jo ikke forunderligt, at du, som ikke kunne sejre i kampen mod den Højeste, er optændt af et endnu bitrere fjendskab til hans lemmer, du, der selv er falden ned fra himlen som et lyn. Derfor skal gud nedbryde dig til det sidste; han skal oprykke og udrydde dig af sine udvalgtes telt og din rod af de levendes land. Tykkes da det onde, du således har anstiftet, dig endnu ikke tilstrækkeligt? Eller er du endog fræk nok til at kaste dig over munkenes hjord og tvinge disse til at føre et forfængeligt levned, så de vægrer sig ved at bære Kristi milde åg og lette byrde, men med glæde tager dit åg, gør sig til trælle af frådseri og drukkenskab, vandrer et liv i hoffærdighed og stadig besmitter sig i guds øjne ved kødslyst og øjenslyst. Ve over dig, Leviatan! du som ikke agter det for noget stort at sluge en flod og endda fortrøster dig til, at Jordan selv skal strømme ind i dit gab; med Jordan mener jeg ikke alene den Jordan, som omfatter de døbte, men tillige den, der omslutter de indviede, nemlig munkene, som vel synes for Kristi skyld at have forladt alle ting, men som, når de alt står færdige til at gribe det evige liv, giver dine fordærvelige tilskyndelser medhold, ser sig tilbage og derved forliser alt. Thi den fromhed, de udvortes bærer til skue, og hvorfor de høster ære af mennesker, formener dem rigtignok at stille sig ganske ens med verden; men optagne, som de er af verdslige planer og kødelig kløgt, pådrager de sig alligevel skyld i guds øjne ved deres sindelag og forliser således ikke alene den nærværende verden, som er det virkelige mål for deres higen, men går tillige glip af den tilkommende, som de giver sig skin af at søge. Sådanne nærer Leviathan en attrå efter, der er så meget desto grådigere, som han ser, at de ved deres gudelige løfte har fjernet sig fra ham og knyttet sig til gud i ånden. Thi ligesom han brugte begærligheden til at åbne de først skabte menneskers øjne, således begærer han for sit eget vedkommende noget end mere lysteligt, eftersom hans lækkerbid er af udvalgt art, da det, der lokker ham, desto værre er de åndelige menneskers liv, som, endskønt det stundum begyndes i uskyldighed, dog sædvanligvis, mens det skulle gå frem i fuldkommenhed, synker ned i letfærdighed, og som smager ham sødere, alt i forhold til som det ved at krydres med gode gerninger bevarer en duft af noget åndeligt. Ak, hvor hårdt falder det mig, som jeg her siger, da jeg rigtignok ikke af dømmelyst, men kun af medfølelse underkaster andres liv en prøvelse, men glemmer at gå i rette med mig selv og gøre bod og således tilsidesætter frygten for apostelordet: »På det at ikke jeg, som prædiker for andre, skal selv blive forskudt. Hvad da, skal jeg tie eller skal jeg tale? Vel råder min samvittighed mig til at tie; men kærligheden, der ikke kan holde guds ord bundet, tilråder mig at tale. Altså vil jeg tale, på det at jeg ved at udtale min dadel over andres fejl tillige må bringes til at rødme over mine egne. Thi hvad andet var munkelivet tidligere end renheden og uskyldigheden selv, retfærdighedsstien, mønsterlivet og paradisvejen? Det er nemlig englenes fælle, apostlernes staldbroder, blodvidnernes glæde, bekendernes ære og møernes krone (udtrykket mø forekommer både i skriften (Johannes Åbenbaring 14,4) og i det kirkelige sprog som navn på også mænd, der til guds ære lever i enlig stand. Således bærer den Johannes, der har skrevet den sidste bog i bibelen, tilnavnet »møen«). Herrens forløber Johannes, den første der levede som eneboer, var læremester deri; Kristus satte sit stempel derpå ved sin faste i ørken, eneboernes skare hævede det ved tegn og kraftige gerninger, og munkebrodrenes talløse mængde udbredte det over hele jordens kreds. Fyrsterne, som lærte det at kende, lovpriste og elskede det mere end guld og mere end rent guld, overdrog munkestanden vidtstrakte ejendomme og udstyrede den med rigdom i fuldeste mål. Men som besiddelsen steg, svandt fromheden. Ved denne overflødighed på timeligt gods forledtes munkene nemlig til at slå ind på en kødelig levevis og forfaldt med det samme til en kødelig tænkemåde. Kærligheden blev kold, og verdsligheden sneg sig ind. For gudsfrygten fandtes der ingen plads, hvor hoffærdigheden havde fri adgang. Ydmygheden kunne ikke holde stand, men måtte rømme for herskesygen. De samme mennesker, som det endog var forbudt at beholde deres egen ejendom, begyndte nu at begære fremmed gods. Og på den vis er det gået til, at disse mennesker kun har vedligeholdt det udvortes skin af gudsfrygt, men ganske sluppet retfærdighedens rettesnor. Du munk, som bevarer troens tomme navn af kristen, men indslår en falsk gudelig vej; din munkeregel aflægger du løfte på; men med hvilken samvittighed læser og prøver du den, når du i alle stykker handler lige tvært imod? Den stiger trinvis gennem selvfornedrelse, du daler trinvis gennem selvophøjelse. Den vil, at du skal sysselsætte dig på nyttig vis enten med dine hænders arbejde eller med bøn og læsning af guds ord; du lægger dig efter lediggang eller viser hang til nyfigenhed. Den lærer, at lydigheden er hovedvilkåret for din frelse; du er uudtømmelig på indvendinger og kender i hvert fald slet ikke til kærlighedens lydighed, men drives ikke kun af den lydighed, der udspringer af lune eller tvang. Hin er selv under hård modgang lydig af kærlighed, efter Kristi ord: »Jeg er ikke kommen at gøre min vilje, men hans vilje, som mig udsendte.« Denne underkaster sig derimod kun herskerens bud, så længe hans forskrifter behager den, men viser sig i modsat fald ikke lydig, førend nøden tvinger den. Du er altså lovens hører, men ikke dens gører. Hvortil sætter du da din fortrøstning? Loven holder du ikke, men slår på jødisk vis din lid alene til klædningen og dit ragede hoved. Jeg frygter derfor, du gør, hvad du gør, snarere af hykleri end af et oprigtigt hjerte. Du vil nemlig gå og gælde for en munk og have navn for fromhed, men tager desuagtet ikke i betænkning at fortorne gud, som alene dommer over den retfærdige og den ugudelige. Du agter ikke på det, som han siger i evangeliet: »Hvo som vil frelse sit liv, skal miste det«. Og atter: »Vil nogen komme efter mig, han fornægte sig selv!« Du havde nu også virkelig fornægtet dig selv, men følger i trods mod Kristus alligevel dig selv. Mennesket havde du fornægtet og følger dog mennesket, der slæber dig med sig, bunden og i trældom under syndens lov. Men omvend dig nu til Kristus og sig til ham: »Herre, stå op! lad ikke et menneske blive mægtigt!«. Du har valgt den nederste plads; den beholde du i ydmyghed, at når han kommer, der indbød dig, han da må sige til dig: »Ven, sæt dig højere op!« »Og du skal da have ære for dem, som sidde med dig tilbords«, ikke ved den jordiske, men ved den himmelske kejsers gæstebud. »Thi hver den sig selv ophøjer, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøjes.« Men som det omtalte herremøde under største jubel festligholdtes flere dage i træk, kom der på én af disse en voldsom hvirvelvind, som på et øjeblik omkastede træbygningen og knuste femten tilstedeværende, hvad enten det så var forsømmelighed fra håndværkernes side, der var skyld i denne sammenstyrtning, eller den, som flere mente, var et varsel om større uheld, eftersom kejserinden ikke lang tid derefter døde (i 1185). Da herredagen således var opløst, fulgte landgrev Lothewig af frygt for ærkebiskop Filips vrede denne til Kolonia og forlod ham ikke, førend han havde bragt hans ophidselse til at lægge sig og igen var taget til nåde af ham.

Om den herre pave Lucius og kejseren

I det påfølgende år (reelt var det i 1184) drog kejseren bort til Italien for at bringe orden til veje i rigsanliggenderne. Den herre pave Lucius kom ham i møde til Verona for at træffe endelig afgørelse med ham om forskellige sager. Kejseren fandt en højst ærefuld modtagelse hos indbyggerne i Verona og hos de klerke, som der var komne sammen fra jordens forskellige dele, og som på pave Alexanders tid havde modtaget deres embeder af skismatikere. Men nu begyndte kejseren med al iver at lægge et godt ord ind for dem hos den apostoliske herre og at bede ham om at vise mildhed og benåde dem. I begyndelsen optog paven denne hans begæring med velvilje og havde alt givet sit samtykke til, at de alle måtte indgive skriftlige ansøgninger, på det at han kunne tage sin bestemmelse med dem i forhold til hver enkelts vilkår. Men se, dagen derefter skiftede den herre paven sind og tanke og erklærede, at på den i Venetiæ afholdte almindelige kirkeforsamling (i 1184), hvor beslutning i kejserens egen nærværelse var taget med hensyn til den herre Kristian af Moguntia, Filip af Kolonia (Kristian og Filip, der havde stået på modpavens parti, fik alligevel her lov til at forblive i deres stillinger) og hr. biskoppen af Mantua samt flere andre, var derimod de, som tillige med de af dem indviede ikke ville vende om, afsatte fra deres embeder, en bestemmelse, hvis urokkelighed han fastholdt, så længe den ikke blev ophævet på et nyt almindeligt møde af kardinaler og biskopper; imidlertid lovede apostolikeren, at han til afgørelse af dette spørgsmål ville afholde en kirkeforsamling i Lugdunum. Denne sindsforandring hos paven mistænktes den herre Konrad af Moguntia og hr. ærkebispen af Wormatum (Konrad II.) for at have været skyld i. Men de, som havde fået håb om at genvinde deres embeder, blev svarlig bekymrede; og medens de førhen ved kejserens modtagelse gladelig havde sunget: »Kommen er du, længselsfuldt forventede!« sang de nu til gengæld sørgmodigt: »Vi har biet på freden, men den er ikke kommen, o Herre, vi har søgt lykken, men se, der hersker forvirring og uro«. Dette mishagede imidlertid højligt kardinalerne, som ikke kunne vare sig for at sige: »Se dog, hvor vidt Alamannernes frækhed går! Med trusler trygler de om nåde.« Således lykkedes det ikke at komme til ende med dette spørgsmål; men imidlertid underhandlede den herre paven og kejseren angående den højbyrdige kvinde, fru Mektildis arv, hvormed kejseren sad inde, og som han erklærede, at hun havde overdraget til riget, hvorimod den herre paven påstod, at hun havde skænket samme til apostelstolen. Men da begge parter for at bevise ægtheden af testamentet fremlagde gavebreve fra hende, fandt heller ikke denne sag sin endelige afgørelse. Endnu et anliggende af stor og væsentlig betydning forelå, og det angik valget af ærkebiskoppen i Treveri. Da moderkirken der stod ledig, var valget nemlig faldet på to forskellige, Volkmar og Rotholf. Volkmar var blevet valgt af det sundere tænkende parti, men Rodolf af det skrøbeligere; og Rodolf var den, hvis valg først var blevet afgjort. (ærkebiskop Arnold var død d. 25. maj 1183. Efter ham valgte modstanderne af den retmæssige pave domprovst Rudolf, pavens tilhængere derimod domdekan: Volkmar, til hans efterfølger. Dekanældste= formand for 10 munke). Da et brud (skisma) således adskilte dem, indankede Volkmar, der beråbte sig på sit valgs kanoniske (kirkeretslige) gyldighed, sin sag for apostelstolen; men Rodolf begav sig til kejseren; da denne hørte sagens sammenhæng, benyttede han sig af valgstriden til at meddele Rodolf indklædningen. Apostolikeren tog da i medfør af Volkmars kanoniske valg parti for denne, hvorimod kejseren af valgstriden tog anledning til at støtte Rodolf (ifølge konkordatet (overenskomsten) fra 1122 mellem kejser Henrik V og pave Kalixtus II tilkom ved dobbeltvalg udnævnelsesretten kejseren); og således kom de to til at stå imod hinanden, idet hver især påstod at have retten på sin side. Da Volkmar nu, alt som tiden skred, vedblev at overhænge hoffet i Rom og faldt apostolikeren til byrde med sit anliggende, skikkede denne brev efter Rotholf og indstævnede ham, der dengang var hos kejseren, til uvægerligt at give møde. Da kejseren fik det at høre, blev han ikke lidt fortrydelig, men tilskyndede ikke desto mindre Rodolf til at indstille sig til forhør for ikke ved sin udebliven at pådrage sig skin af ulydighed; desuden medskikkede han ham to dekretister og to legister, de første nemlig til at bistå ham efter den kanoniske ret, men de sidste til at føre hans sag efter Romerretten. Da rettergang derefter var indledet, og begge parter havde fremført en stor mængde bevisligheder, uden at sagen dog kom til nogen endelig afgørelse, vendte Rotholf tilbage til kejseren, medens Volkmar blev hos apostolikeren. Således herskede på begge sider ikke ringe forvirring; thi såsom daglig svarere beskyldninger opdukkede både fra apostolikeren og fra kejseren, frygtede de troende, som havde prøvet pinagtigheden af et kirkebrud, at kirken nu påny skulle udsættes for svær forargelse. Imidlertid sagsøgte den unge konge (Henrik) af overmod og nidkærhed for Rotholf på hadefuld vis dekanen og nogle kanniker i Konfluentia, berøvede dem deres indkomster og lod deres boliger og besiddelser forstyrre. Herover end yderligere opbragt besluttede apostolikeren sig til at forfremme Volkmaf til overhoved for kirken i Treveri. Men da dette kom kejseren for øre, lod denne sine sendinge underrette paven om, at dersom han imod kejserens vilje prøvede på at forfremme Volkmar til den øverste præsteværdighed, måtte han være fuldelig forsikret om, at det for bestandig var helt ude med det gode forhold imellem dem; og han vedføjede endog nogle skrækkelige trusler, som sendemændenes hensynsfuldhed imidlertid forbød dem at fremføre. Men da apostolikeren og kejseren var så uenige, førte alle deres bestræbelser til slet intet uden lutter forvirring, så der ikke var den del, hvorom de kunne komme til en afgjort beslutning. Iblandt meget andet indledte kejseren da også underhandlinger med apostolikeren for at formå ham til at sætte kejserkronen på hovedet af hans søn kongen; men da han ikke fandt paven tilgængelig for hans forestillinger, udsatte han den attråede indvielse til gunstigere lejlighed (stedet er ikke klart. Måske menes der, at det er paven, der under forskellige påskud skyder indvielsen fra sig). Der var også nogen grund til apostolikerens vægring; thi han sagde, der kunne ikke være to kejsere, som herskede på én gang, og sønnen kunne derfor ikke lade sig smykke med de kejserlige værdighedstegn, når faderen ikke først ville lægge dem fra sig.

Om tvedragten imellem kongen og ærkebiskoppen af Kolonia

Medens dette stod på, begav det sig, at ærkebiskop Filip af Kolonia lod nogle købmænd fra Duseburk, der lagde vejen igennem det ham tilhørende land, anholde og sætte fast og beholdt deres kram til straf for en uret, de havde tilføjet ham. Købmændene gik, da de slap ud, med deres klage til kejserens søn, kongen, eftersom deres stad tilhørte riget. Kongen skikkede derfor ærkebispen det bud, at han skulle lade dem få deres gods tilbage. Denne vægrede sig imidlertid, så længe de ikke gav ham den forlangte fyldestgørelse; og således vendte de tomhændede tilbage til deres herre, som anden gang sendte bud, men uden at udrette noget. Tredje gang skikkede han hen og befalede under sin nådes forlis, at det købmændene fratagne gods skulle tilbagegives dem. Dette optog ærkebiskoppen såre ilde og sagde, at ingen kunne tjene to herrer, hvorfor to fyrster ikke kunne regere. Men da disse ord forebragtes kongen, blev han heftig vred, indstævnede en herredag og bød ærkebispen at indstille sig til forhør. Da denne udeblev, satte han ham en anden herredag; og da han heller ikke indfandt sig der, satte han ham en tredje til Moguntia (den synes afholdt i begyndelsen af året 1185), hvorhen ærkebispen ifølge sine venners råd begav sig i forening med mange højbyrdige mænd. Men med disse var der i al stilhed truffet den aftale, at de ved nattetide én for én skulle indfinde sig og aflægge kongen troskabsed. Da biskoppen således så sig enhver udvej afskåren, gjorde han, hvad den bydende nød fordrede, og gav på alt kongen det tilsvar, denne ønskede sig. Med hensyn til den ovennævnte ytring, der lagdes ham til last, rensede han sig ved en ed, som han aflagde på, at han ikke havde brugt den i nogensomhelst for kongen nedsættende betydning. Tillige måtte han aflægge endnu en ed som følge af den mistanke, kongen nærede til ham, fordi han var dragen til kongen af Anglien (1184), og som var opstået i anledning af hertug Henrik, der dengang som landflygtig opholdt sig i Anglien. Desuden måtte ærkebispen bøde tre hundrede mark til kongen og slap således bort. Men fra den tid drog han sig tilbage fra forbindelsen med kejseren og hans søn og beklagede højligt den store troskab, han havde udvist i rigets tjeneste. Tillige begyndte han at befæste Kolonia med en såre stor vold og tårne. Derfor havde kejseren ham mistænkt for at omgås med statsfarlige planer.

Om Sifrids død og hans efterfølger Harthvik

Efter disse dages forløb døde ærkebiskop Syfrid af Brema (d. 24. oktober 1184) og fik den herre Harthwig, kannik ved den derværende kirke, til sin efterfølger (Hartvig valgtes d. 25. januar 1185 og fik kongelig stadfæstelse d. 22. februar 1185). Denne udfoldede også til at begynde med en travl virksomhed og fik ikke uden anstrengelse mange af de ejendomme tilbage, som på grund af nogle formænds ligegyldighed var overdraget fremmede til len. Også grevskabet Thietmarcien, som grev Adolf med voldshånd havde bemægtiget sig, gjorde han indtrængende fordring på; og da greven indså, at han ikke havde fuldgyldig ret til besiddelsen, afstod han også grevskabet, men fik til gengæld i fast rente af biskoppen to hundrede skæpper havre efter byen Stades mål. I løbet af samme tidsrum vendte hertug Henrik, efter at hans udlændigheds dage var tilendebragte, tilbage til sine fædres land (i oktober 1185) og fæstede bolig i Bruneswik, tilfreds med sin fædrenearv, som dog for en stor del på voldsvis var taget i besiddelse af mange forskellige. Kejseren gav ham imidlertid ofte i sine breve ved gode og trøsterige ytringer det bedste håb; men forskellige omstændigheder afholdt ham fra at opfylde samme. Thi enhver modgang, hvoraf kejseren på de tider ramtes, enten den så hidrørte fra apostolikeren, Kolonierærkébispen Filip eller Danernes konge Kanut, der var gift med en datter (Gertrud) af hertug Henrik, skrev han af mistænksomhed på hertugens regning, fordi han troede, at den var ham voldet enten af hertugen selv eller i det mindste for hans skyld; og som følge heraf var også den iver, hvormed kejseren tog sig af Henriks sag, lovlig treven. Straks ved sin hjemkomst havde hertugen dog den store glæde at erfare hr. Harthvigs ophøjelse til overhoved for Bremerkirken; og eftersom Henrik engang i sine lykkelige dage havde haft denne mand til sin fortrolige og notar og desuden havde skaffet ham et kanonikat i Brema, udbad han sig nu et møde med ham på et sted, han selv måtte finde belejligt. Dertil ville Harthvig imidlertid slet ikke bekvemme sig, idet han holdt sig for god både til at se og hilse på Henrik og derved viste, at han var af den sort venner, som ikke holder ud i de onde, men kun i de gode dage, og at hans venskab ikke var af den sjældne, men kun af den sædvanlige slags; thi mængden vurderer en ven kun efter gavnet, han gør. 

Om hr. biskop Thideriks valg

Imidlertid stod Lubiker-kirkens bispestol ubesat, eftersom kejseren, som ovenfor sagt, opholdt sig i Italien. Men da ærkebispen så, hvor trevne kannikerne ved samme stol var med hensyn til bispevalget, blandede han sig selv i ordningen af dette anliggende og indstævnede ved brev alle kannikerne til at møde i Hammenburk på Herrens åbenbarelses dag (d. 6. januar 1186), for at han kunne træffe aftale med dem desangående. Da han imidlertid opholdt sig i Stadium, kunne han for vinterisens skyld ikke komme over floden (Elben), og således måtte kannikerne vende hjem igen, uden at der var kommet noget ud af den rejse, de havde gjort. Derefter kom ærkebispen for salig Marias renselsesdag (i februar 1186) til Lubeke, hvor han traf kannikerne i strid om valget. Flertallet var nemlig kommet overens om at vælge ærkebispens egen broder (Segebodo), der var abbed i Hersevelde; men et andet parti var blevet enigt om at vælge provsten ved den derværende kirke, hvis navn var David. Da imidlertid ingen af parterne var i stand til at sætte sin vilje igennem, enedes tilsidst begge parter om at lade valget falde på hr. Thideriks person; denne var provst i Sigeberge og Kevena og en retsindig, mild og from mand. Da han var fraværende, men gennem kannikerne havde fået meddelelse om, at valget var faldet på ham, begyndte han på enhver vis at frabede sig det, eftersom det tyktes ham, at han var hel uværdig til at overtage så overordnet og betydningsfuld en værdighed, hvorfor han også højt og lydelig udtalte, at man ved at vælge ham havde pålagt ham en byrde, der var større end æren. Ikke uden tårer forsikrede han dette og ydmygede sig i sandhed, alt eftersom skrevet står: »Jeg er ikke en profet, og jeg er ikke en profets søn«, og da han alligevel på ærkebispens egen og grev Adolfs opfordring omsider havde givet sit samtykke, blev han for ikke at få udseende af, at han gik letsindigen til noget sådant, endnu hele det år i sit provsti Kevena, indtil han endelig ved vintertide i forening med ærkebispen mødte kejseren, der dengang kom hjem fra Italien, i Gellinhusen. Der modtog han den biskoppelige indklædning af kejserens hånd, hvorefter han vendte tilbage til Brema med ærkebispen og af samme på søndagen salvedes med helliggørelsens olie, indviedes og prydedes med bispehuen (en del af søndagene i kirkeåret fik navn efter de ord, hvormed gidstjenesten den dag indlededes. Denne søndag, den fjerde i advent, faldt i året 1186 på d. 21. december). Derfra fik han grev Adolfs hædrende følgeskab til Lubeke, hvor han ankom lille juleaften (d. 23. december 1186). Da klerkerne og hele folket i byen gladeligt modtog ham med hymner og lovprisninger af gud, ydmygede han sig i lighed med Herren, der forringede sig selv, så han mødte dem, som gik ham imøde, ikke båren af en rigtsmykket ganger, men af et stakkels asen; ham lig gik biskoppen uden sko på sine bare fødder dem i møde, der mødte ham i sligt festoptog. Heller ikke efter at han således var endelig indsat i sit bispesæde, veg han af fra ydmyghedens vej, men viste sig mild og omgængelig imod alle. Tillige hengav han sig, fuld af inderlig barmhjertighed, til udøvelsen af fromme gerninger, var kysk, ædruelig, tugtig og en så sand kristen, at han derved tækkedes både gud og mennesker.

Om kongens bryllup

Medens dette gik for sig, tog kejserens søn, kongen, Sikuleren Wilhelms faster til ægte i Italien og højtideligholdt sit bryllup på grænseskellet imellem Papyenserne og Mantuanerne (brylluppet stod d. 27. januar 1186 i Majland, og bruden var Roger II's datter Konstantia, en søster til Wilhelm I., hvis søn var den nævnte Wilhelm II.). Da han ville, at dette bryllup i medfør af hans kongeværdighed skulle holdes med stor glans, indbød han alle højbårne ikke blot fra Italien men også fra de teutoniske landsdele til at give møde, og iblandt de sidstnævnte opfordrede han ærkebiskop Filip af Kolonia på det indstændigste og med mange bønner til endelig at indfinde sig og lade enhver strid være glemt. Men som ærkebispen alt med et stort følge havde givet sig på vejen, satte et ilbud fra hr. ærkebiskop Konrad af Moguntia uopholdelig efter ham, frarådede ham på det bestemteste denne rejse og forsikrede ham, at han aldrig ville vende tilbage til Kolonia fra festen. Skræmmet ved dette ord af udsendingen bad han sig derfor undskyldt for sin udebliven fra brylluppet ved at foregive sygdom, men vakte derved kun større mistanke både hos kongen selv og hos dennes tjenere.

Om landgreven og kongens moder

Ved samme tid forskød kejserens søstersøn (kejserens søster Judith var gift med Jern Ludvig af Thuringen), landgrev Lothewig af Thuringia den hustru, han hidtil havde haft (Margareta, grevinde af Kleve), idet han brugte deres kødelige frændeskab som påskud til at hæve ægteskabet, hvorefter han tog Danekongen Kanuts moder (Valdemar den Stores enke Sofie) til ægtemage. Da hun med mange skatte og et rigt indbo var draget ud fra sit land, kom landgreven hende i møde til floden Egdora, modtog hende af kongens og hans biskoppers hånd og drog derefter sin vej med glæde. Men grev Adolf fulgte hende med største hæder igennem sit land og forsynede hende i rigeligt mål med alt, hvad gæstevenligheden kræver, både for at vise kongen ære og som følge af sit venskabsforhold til landgreven.

Om tvedragten imellem hr. pave Urban og kejseren

Imidlertid døde pave Lucius (død d. 25 november 1185), og hr. Urban blev ophøjet på apostelstolen. Da der imellem ham og den herre kejseren i anledning af de ovenomtalte anliggender, som endnu henstod helt uafgjorte, plejedes forhandlinger, optrådte den herre paven i sin retsiver som en ihærdig talsmand for den hellige romerske kirke og gjorde uforfærdet krav på, hvad der med rette tilkom ham, uden deri at lade sig skræmme af det jordiske riges øverste. Således anklagede han kejseren i anledning af fru Mektildis ovenomtalte arv, som han påstod, at Frederik med urette havde sat sig i besiddelse af. Tillige forsikrede han, at kejseren ingen ret havde til at lægge hånd på bispernes efterladenskaber; thi når man efter disse kirkeherrers død fraraner kirkerne arven, finder de tiltrædende ny bisper bemeldte kirker ligesom gennemplyndrede og byttehærgede og tvinges sålunde i visse måder til selv at vise sig som uretfærdige ransmænd, eftersom de er nødte til at dække tabet af de således inddragne indkomster. Endnu en tredje beskyldning rejste han imod kejseren, nemlig for at denne havde opløst en stor mængde abbedissesamfund, idet han på grund af disses overdrevne størrelse og under påskud af at rade bod på stedfindende brøst havde lagt beslag på indkomsterne; hvorhos han rigtignok tillige havde fjernet personerne, men uden at han til guds ære og kirkens fremvækst havde sat andre af en bedre ordensregel i de foregåendes sted. På alt dette hørte kejseren imidlertid, om end ikke gerne, så dog uden at tabe tålmodigheden, eftersom han indtrængende drev på indvielsen af sin søn. Men netop til udførelsen af denne handling viste den apostoliske herre sig aldeles uvillig, idet han nemlig efter anvisning af sin formand erklærede, at han slet ikke kunne pryde kejsersønnen med tegnene på den kejserlige værdighed, så længe faderen endnu selv bar disse. Imidlertid opnåede den ovennævnte, til ærkebiskop i Treven valgte Volkmar imod kejserens vilje ved hr. pavens hånd at forfremmes til overpræstedømmet (d. 1. juni 1186). Da kejseren hørte det, blev han overmåde vred; og fra den dag afrejste der sig det mest åbenlyse fjendskab imellem ham og den apostoliske herre. Dette medførte ikke ringe forstyrrelse i guds kirke. Thi medens verdens to bærere indbyrdes lå i splid, opstod der samtidig forvirring imellem elementerne, prælaterne nemlig, da disse ønskede at tækkes begge parter. Skyld i denne forvirring var for en ikke ringe del kejserens søn. Denne, der omtrent samtidig opholdt sig i Longobardien, lod nemlig en biskop der hente til sig og spurgte ham: »Sig mig, klerk, af hvem har du fået den biskoppelige indklædning?« Bispen svarede: »Af den herre paven.« Kongen spurgte ham igen: »Sig mig, af hvem har du fået den biskoppelige indklædning?« og bispen svarede påny: »Af den herre paven.« Da imidlertid kongen for tredje gang ord til andet gentog sit spørgsmål, svarede biskoppen: »Herre, jeg ejer ingen kongelige len og har hverken kongelige tjenestemænd eller gårde; følgelig har jeg paven at takke for det stift, som jeg forestår.« Da bød kongen i sin harme, at man skulle slå præsten med næver og trampe ham med hæle i gadeskarnet, en udåd, der mishagede alle, da sligt ikke siden Decius´ tider var hørt om nogen konge. Apostolikeren rastede imidlertid ikke, men vedblev at føre klage over kejseren i de tre fornævnte punkter, det vil sige i sagen om fru Mektildis arv, om bispernes efterladenskaber og om abbedissernes indkomster, ja, gik endog så vidt, at han åbenlyst indstævnede Frederik og truede ham med bandsættelse og udstødelse af kirken. I denne klage fandt han fornemt medhold hos Kolonierærkebispen Filip, der følte harme over, at alt bispernes rørlige gods ved disses død skulle hjemfalde til kejserens kasse. Kolonierens anskuelser billigedes desuden af Konrad af Moguntia og ærkebiskop Volkmar af Treveri, og til disse sluttede sig endvidere tolv biskopper, hvoriblandt den mest fremtrædende var Bertold af Metæ, den samme, som ilede Volkmar imøde, da han kom tilbage, efter at apostolikeren havde indviet ham, og beredte ham den ærefuldeste modtagelse (i 1187) ikke blot indenfor grænserne af sit stift, men endog udenfor dem. Hans optræden ved denne lejlighed forbitrede svært kejseren, som deraf så, at han havde glemt al den godhed, han tidligere havde vist ham. Samme Bertold var nemlig, som det findes omtalt i den foregående bog, efter at være valgt til at klæde Bremerstolen, blevet afsat af pave Alexander og kom da som en fattig flygtning til den herre kejseren. Denne ynkedes over ham og gav ham så venlig en modtagelse, at han selv ved hans komme rejste sig fra sit sæde, gik ham i møde, førte ham ind ved hånden og lod ham tage plads ved sin side. Fremdeles vedblev han som vært at vise ham samme hæder og gæstfrihed og ville aldrig give sit samtykke til, at han forlod ham, førend han fik en gunstig lejlighed til at anbringe ham på en sikker og hæderlig plads. Dette skete virkelig også. Thi da stolen i Metæ siden blev ledig, ophøjede han ham med største ære på denne (under navn af Bertram). Da derfor kejseren nu så, hvor lidet han påskønnede så store velgerninger, og hvor snart han var gået over til modpartiet, lod han sine mænd fordrive ham fra bispestolen, hvorpå biskoppen som flygtning begav sig til Kolonieren Filip, der overdrog ham præbenden »Til de hellige Apostler« i Kolonia (Bertold fordreves i juni måned 1187. Derpå levede han som privatmand af sin præbende ved St. Gereonskirken i Köln, hvor han tidligere havde været kannik); og stolen i Metæ måtte således, da hverken han eller nogen anden forestod bispedømmet, stå ubesat i mange dage. Ligeledes var moderkirken i Treveri et bytte for endeløs forvirring og forstyrrelse; thi Rotholf, som var udnævnt af kejseren, sås ved dennes hjælp i besiddelse af de timelige indkomster, medens Volkmar, hvem apostolikeren som følge af hans kanoniske valg havde indviet, ikke havde overflødighed hverken på kirkeligt eller verdsligt gods.

Om kejseren og ærkebiskoppen af Kolonia

Da kejseren derfor var vendt tilbage fra Longobardien (i august måned 1186), lod han af hensyn til hr. pavens hårdnakket fjendske stemning alle veje over Alperne og i alle de omliggende landstrøg spærre, så at man ikke i nogetsomhelst anliggende kunne søge til apostelstolen. Dernæst tilkaldte han Kolonieren Filip (om dette møde virkelig kom i stand, er tvivlsomt, da forskellige kilder beretter, at Filip i årene 1186 og 1187 lige indtil begyndelsen af året 1188 holdt sig borte fra kejseren) og begyndte at forhandle med ham om hr. pavens umedgørlighed, da han vidste, at ærkebispen også var pavens stedfortræder, hvor det gjaldt afgørelsen af retssager, hvisårsag han ønskede nærmere at udforske hans sindelag og ville vide, hvortil han havde at holde sig med ham. Apostolikeren havde nemlig overdraget Kolonieren værdigheden som legat (dvs. som repræsentant) for Romerkirken og tillige skænket ham forrangen blandt sine lydbisper, på det at han på apostolikerens vegne kunne prøve hver enkelts sag, for at guds kirke ikke skulle være uden retspleje, da kejseren, som sagt, havde spærret Alpevejene. Da derfor kejseren fremstillede den apostoliske herres urimeligheder og forespurgte, hvad han turde vente sig af ærkebispen, svarede denne: »Herre, hvad mig angår, kan I spare eder enhver tvivl og være, forsikret om, at jeg ingensinde skal svige den retfærdige sag. I har jo mer end én gang set prøver på mit sindelag imod eder, så I deri må have den bedste borgen for, at I trygt kan fæste lid til mig. På samtlige biskoppers vegne være det eder imidlertid sagt: »»Ifald I kunne beslutte eder til at gå lidt mildere frem imod os og ved kejserlig gunstbevisning lette den os pålagte byrde, så ville vi lægge så meget større hengivenhed for dagen, som vi derved i enhver henseende ville blive eder tjenligere til ethvert foretagende. For øjeblikket føler vi os derimod, om ikke uretfærdigt, så dog i det mindste utilbørligt trykkede af visse pålæg. Derfor mener også den apostoliske herre, at han er i sin gode ret til at føre klage imod eder, al den stund kirkernes formue ved bispernes død inddrages, så at den ny biskop, når alt det rørlige gods og indkomsterne for det løbende år går tabte, ved sin tiltræden finder det hele tomt og ryddet. Skulle I derfor af hensyn til vort ønske og i henseende til vor tjeneste af kejserlig mildhed herefter være villig til i dette punkt at skåne os, tilbyder vi herved i ydmyghed vor retslige mægling imellem eder og den herre paven, medens vi i modsat fald ser os aldeles ude af stand til at afvige fra sandhedens vej.«« Dertil svarede kejseren følgende: »Vi har før vist fornummet, at vore formænd, de gamle kejsere, ved bispernes dødelige afgang har haft den ret enhver ukrænket og med fuld frihed at meddele agtede personer den biskoppelige indklædning. Da vi imidlertid har fundet, at samme vore formænd af egen fri vilje har gjort ændringer heri, godkender vi disse forandringer, hvorimod vi under ingen omstændigheder tilsteder nogen at røre ved den svage gnist af vore rettigheder, som vi endnu finder, at man har ladet os beholde. I bør derfor nøjes med at beholde den ret, I har forefundet, og som lægger det så kaldte kanoniske bispevalg i hænderne på eder. Så meget være eder imidlertid vitterligt, at så længe kejsernes tykke rådede i disse anliggender, så man på bispestolen flere retsindige præster, endnu til dags, da de sættes på bispetronen ved valg! Thi kejserne tog ved indklædningen hensyn til præsternes værdige livsvandel, men nu tager man ved valget større hensyn til menneskegunst end til Vorherre.« Af dette ordskifte indså kejseren, at ærkebispen holdt med apostolikeren, og sagde derfor til ham: »Da I, som jeg altså hører, er uenig med mig, ønsker jeg, at I udebliver fra den herredag, som agtes afholdt i Gejlenhusen, hvor en bispesammenkomst vil finde sted.« »Eders vilje ske!« svarede ærkebiskoppen.

Om udfærdigelsen af en skrivelse fra biskopperne til paven

Derefter tilsagde kejseren en almindelig herredag til Gejlenhusen (denne åbnedes d. 28. november 1186), hvor en mængde bisper og fyrster gav møde. Her trådte kejseren frem i forsamlingen og tiltalte den med følgende ord: »I høje præster, bisper og fyrster, som alle huser retsind i eders hjerte! Vi beder eder lægge mærke til det, jeg her har at sige. Hvor store genvordigheder paven fører over mit hoved, turde være eder vitterligt; hvormed jeg har forskertset hans nåde, indser jeg imidlertid ikke. Det eneste, jeg med vished véd, er, at jeg aldrig har lagt an på at fortørne ham og ingensinde har foretaget noget imod hans bud eller vilje, ligesom jeg heller aldrig har stillet ham utilbørlige eller ubillige krav. De beskyldninger, han har kunnet rejse imod mig, har jeg besvaret, ikke med vrede og påståelighed, men, som det sig sømmer, i lydighed og med klar redegørelse for alt. Og såsom min uskyld i ethvert af disse stykker står mig bi, lader jeg mig derfor ej heller skræmme, men er dog for mit vedkommende villig til af agtelse og ærefrygt for den hellige apostelstol at behandle hr. paven som en kær og ærværdig fader, såfremt det måtte tækkes ham at behandle mig som en kær og lydig søn. Forsåvidt som han imidlertid for at ydmyge mig har udtænkt beskyldninger, som jeg end ikke vil kalde ubillige, men slet og ret meningsløse, er det mit håb, at jeg med guds nådige bistand og eders råd og hjælp uforfærdet må kunne give ham svar på alt sligt. Dette er, hvad jeg på mine egne vegne har at sige. Men nu for eders vedkommende bør det omhyggeligt overvejes, hvad her er at gøre. Hr. paven kalder det nemlig uret, at lægmænd ejer tiender, som Herren åbenbart kun skal have tillagt dem, der gør tjeneste ved alteret; og medens alene tienden til disse har hjemmel i skrifterne, søger han, støttet på disse, at afskaffe tienden til de verdslige herrer. Og vel véd vi, at det oprindelig ikke kun var præsterne og leviterne, som gud tillagde tiender og ofre. Men da kirkerne på kristendommens tid foruroligedes af deres modstandere, overdrog de, da de selv ikke var i stand til at værne om deres eget, samme tiender til højmægtige og højbårne mænd for hos disse at finde forsvar. Hr. paven forsikrer også, at ingen har ret til at opkaste sig til beskytter (foged) for kirkernes ejendomme og mænd, men vil, at, ligesom kirkerne er grundede ved kejsernes og fyrsternes fri vilje og fri gave, således skal kirkegodset også udelukkende stå til prælaternes (de kirkelige foresatte) fri rådighed. Men ihvorvel dette, som det synes, ville være en velgerning for prælaterne, tvivler jeg dog på, at det bestående, som skik og brug fra Arilds tid har gjort til vedtægt, og som denne vedtægt selv ved at gå i arv fra slægt til slægt har givet retsgyldig overleverings hævd, så let lader sig ændre. Dermed må der være sagt tilstrækkeligt også med hensyn til eder. Men nu spørger jeg, I kirkestyrere, hvad jeg under disse forhold kan vente mig af eder, både hvad jeg må frygte, og hvad og hvor meget jeg på eders troskab tor vove. Som det imidlertid er Herrens eget bud at give gud, hvad guds er, og kejseren, hvad kejserens er, så er det ligeledes min begæring, at I yder hr. paven som Kristi statholder den skyldige lydighed, men på den anden side ej heller tilsidesætter agtelsen for den af gud indstiftede ret«. Ved disse kejserens ord rejste hr. Konrad af Moguntia sig og nyttede det gunstige øjeblik til følgende udtalelse: »Herre! vi bede eders herlighed agte en smule på vore ord. Vi er øjensynlig i en alvorlig forlegenhed. Thi på den ene side er vi, som I nylig bemærkede, pligtige at give gud, hvad guds er, men på den anden side at give kejseren, hvad kejserens er. Vor åndelige fader, hr. paven, står over alle, og ham skylder vi derfor den mest redebonne lydighed i et og alt; men eder, som gud har ophøjet til Romerrigets fyrste og kejser, hvem vi har aflagt vor hyldning, og fra hvem vi har vort timelige gods, er det vor pligt at forhjælpe til hævdelsen af alle eders rettigheder. Uden derfor at foregribe bedre råd foreslår jeg med eders tilladelse udfærdigelsen af en skrivelse i samtlige biskoppers navn til hr. paven for at påminde ham om at forliges med eder og fyldestgøre eders billige krav«. Dette forslag vandt såvel kejserens som alle biskoppernes bifald; og brevet blev med kejserens samtykke skrevet, forsynet med samtlige biskoppers segl og overbragt paven, der, da han læste det, studsede over dette uventede omslag i biskopperne stemning; thi det syntes heraf at fremgå, at disse, uagtet han havde antaget sig deres sag, selv havde sluppet den. Ligefuldt stod han imidlertid ved sit forsæt og kom til Verona med den beslutning på grundlag af de ovennævnte klagepunkter, at lade kejseren lovformeligt stævne og udstøde ham af kirken. Men Veronenserne gik til ham og sagde: »Fader, vi er kejserens vasaller og venner, hvisårsag eders hellighed anmodes om ikke her i vor by og for vore øjne at udstøde vor lensherre, men af agtelse for vor tjenestepligt at udsætte afsigelsen af dommen til en bedre lejlighed.« Paven føjede dem i deres begæring og drog bort; men skønt han alt i den nærmeste fremtid havde i sinde at udstøde Frederik, tøvede han dog med at afsige dommen, indtil døden forekom ham (han døde d. 20 oktober 1181); og kejseren undgik således bandstrålen.

Om opførelsen af en borg og bymændenes særret

I løbet af de samme dage begyndte grev Adolf at opbygge borgen ved Travenas munding (Travemunde) Dengang da kejseren lå for byen Lubeke, havde Slaverne nemlig afsvedet hin borg. Adolf valgte imidlertid ikke det gamle sted til byggeplads, men grundlagde nu borgen, der tidligere havde ligget i vandet, på havbredden ved selve indsejlingen til Travena, for at man fra den ny borg lettere måtte kunne overvælde sørøverne under deres forsøg på at trænge ind. Dette grevens foretagende vakte dog stærkt røre blandt borgerne i Lubeke, eftersom greven af dem krævede told, som de enstemmig nægtede at give, i hvilken anledning der rejste sig en stor strid imellem dem og ham. Greven påstod nemlig, at han havde ret til at kræve told af dem, da de på hertug Henriks tid dér havde måttet tolde ved gennemfarten. Bymændene forsikrede imidlertid, at dette ikke var sket i følge en retsbestemmelse, men kun grundede sig på en tilladelse, som hertugen for at vedligeholde borgen foreløbig havde udbedt sig. Denne bymændenes vægring havde til følge, at greven helt fratog dem nydelsen af den ret, de tidligere fandtes i besiddelse af, til afbenyttelsen af floder, græsgange og skove på hans enemærker. Dertil lod han tillige nogle Lubekere, der drev handel i hans byer Thodeslo og Hammenburk, anholde og sætte fast og deres varer tage i pant for tolden. Og skønt Lubekerne gentagne gange beklagede sig for kejseren derover, og denne tit og ofte skikkede sine sendemænd til de stridende parter for at genoprette freden imellem dem, udrettede bymændene dog længe intet til fremme for deres sag. Omsider fritoges de imidlertid ved kejserens mægling fra at give told, og forlig kom i stand på det vilkår, at de måtte udrede tre hundrede mark sølv til greven, imod at denne skulle opgive sin ret til at kræve told af dem; ligeledes måtte de i vederlag for græsgangene betale to hundrede mark sølv og skulle da have fri ret til at nyde godt af floder, græsgange og skove fra havet lige hen til Thodeslo med undtagelse af dem, som ved hertug Bernards afståelse og kejserens overdragelse var tillagt munkene i Reynevelde til deres underhold. Til brugen af det øvrige fik Lubekerne kejserlig bevilling, på det at deres rettigheder ikke i tidernes løb omsonst skulle kunne rokkes af nogen (kejserens privilegium af d. 19. september 1188).

Om kongens søsters tilbagesendelse og hans moders tilbagekomst

På samme tid skikkede kejseren ansete sendemænd til kong Kanut efter resten af de penge, som hans fader Waldemar havde lovet kejserens søn i medgift med datteren, og som Kanut også tildels havde udbetalt. Men i anledning af de misforståelser, der, som ovenfor sagt, herskede imellem ham og kejseren, tog kongen i betænkning at udbetale pengene. Kejseren sendte da kongen hans søster tilbage, ukrænket og med samme udstyr, som hun tidligere havde medbragt (Knuds søster må være vendt tilbage midt i 1187), ikke fordi han greb lejligheden til at forstøde hende, men fordi overenskomsten var brudt. Dette optog Kanut ilde og han begyndte fra den dag af at øve åbent fjendskab imod kejseren, idet han erklærede, at hele Wagirernes, Holtsaternes, Sturmariernes og Polabernes land lige hen til Albia med rette tilhørte ham, og jævnlig lod det hjemsøge af de Slaver, som han havde knyttet til sig. Også hans moder blev forstødt af landgrev Lothewik og måtte uden hæder vende hjem til sit fødeland, hvor hun beklagede sig over, at hun i mange stykker var blevet fornærmet af sin ægteherre (måske har landgreven forskudt hende i 1187). Dette æggede Kanut endnu mere og bestyrkede ham i den mening, at han var i sin gode ret imod Teutonerne.

Om ærkebiskoppens ledingstog

I de samme dage havde ærkebiskop Harthwig af Brema dels selv samlet, dels hvervet en krigshær, trængte med stærk hånd ind i Thietmarcien og tvang dem, der knyede imod ham, til overgivelse. Thietmarcerne lovede imidlertid for at fri sig en grænseløs stor sum penge, og biskoppen vendte så ledes med stor pral hjem igen til sit og stod nu i den formening, at han lykkeligt havde tilendebragt det hele. Men det skete gav anledning til, at hans kirke ramtes af en ydmygelse, for ikke at kalde det en alvorlig tort. Thi da grev Adolf af Skowenburg, greven af Aldenburg og andre højbårne herrer krævede den sold, som ærkebiskoppen havde lovet dem for deres leding, drev nøden denne, der hverken evnede at give det, som han havde lovet, eller at erstatte meget andet, som han til ingen nytte havde fortæret, til for tre år med ed at forpligte sig til at give afkald på sine oppebørsler af kirkegodset, for at hele gælden således fuldstændig kunne dækkes. Biskoppen måtte så selv tage sit underhold af det, han kunne få ind i stolepenge (en årlig afgift, som kirkerne betalte til biskoppen) og for kirkeindvielser. Men Thietmarcerne, der ikke så sig i stand til at betale, gik over til biskop Waldemar af Sleswik, en søn af den kong Kanut, som Sveno havde ladet byde sammen med Waldemar til gæstebud og dér snigmyrde. Biskop Waldemar var en hovedrig mand, da hans formue ikke alene skrev sig fra hans bispeindtægter, men tillige fra hans faders såre vidtløftige arvegods, der var blevet i hans eje. Ham gav Thietmarcerne gidsler, optoges fra den dag af i Danernes rige og tjente nu hellig Petrus i Sleswik, som de tidligere havde tjent ham i Brema. På den vis lemlæstedes altså Bremerkirken som følge af Hartwiks efterladenhed. Thi ærkebiskoppens magelighed var for stor, til at han kunne overkomme at generhverve de tabte får.

Fjerde bog

Klagemål over kirkens og i synderlighed kirken i Jerusalems ødelæggelse

Men imidlertid rinder der tårer, drages sukke, og en røst af gråd og hylen stiger i vejret. Menneskenes inderste er nemlig forstyrret og forvirret af uvant skræk, deres hjerte skælver, åndens blomst er visnet, og den skrivendes hånd lammet. Thi som følge af fjendens klinte, der kvæler Kristi høst, griber tornenes forargelser således om sig, at den hellige kirkes ager ikke kun bærer sparsom hvede og helt igennem skæmmes af avner. Thi hvor er der en vis og forstandig, hvor er der lov og ret, hvor retfærdighed, gudsfrygt, fred, sanddruhed, kyskhed i ægtestanden eller åndelighed i den enlige stand? Mon ej, som profeten) siger, banden og manddrab, løgn, tyveri og hor er brudte ind mere end i de gamle dage, og blodskyld rører ved blodskyld? Mon ikke, som det hedder hos Ysajas, den unge er overmodig imod den gamle og den ringeagtede imod den ærede? Derfor er deres inderste med grund forvirret og deres hjerte skælver. Thi for disse tings skyld trues de af guds dom, den ingen kan undfly, men som han, al barmhjertigheds fader endda håndhæver snarere til advarsel end til fordømmelse, idet han alligevel kun slår med skånsom hånd, efterdi han vistnok øver retfærdig gengæld, men endda med tålmod oppebier bedringens stund. »Eller véd du ikke«, siger apostelen, »at guds godhed leder dig til omvendelse?« Men efterdi du foragter hans godheds rigdom, løber du ikke uden skyld på anstødsstenen. Thi Jeremias siger: »Hvor kommer det, at min yndling øver mange misgerninger i mit hus?« Hvo, spørger jeg, er denne yndling uden samfundet af guds tjenere? Men for at jeg skal tale som en dåre, hvem er vel i stand til at opvikle og optælle disses misgerninger? Har de ikke øjne, men ser ikke. De hører guds lov, forstår skriftens lønsprog, men gør ikke det, som de selv siger. »Du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor; du, som siger, at man ikke må stjæle, du stjæler.« Og du, der med glans sidder i kirken, og det ikke mere på Moses, ej heller på apostlernes, men på selve Herrens stol, du dømmer din næste. Med hvilken fortrøstning og samvittighed spørger jeg. »Thi idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv.« Kanske har du imidlertid holdt dine hænder fra rov hos den arme og knurrer derfor imod mig, når jeg kalder dig en tyv. Siger sandheden da ikke: »Hvo som ikke går ind ad døren til fårestien, men stiger anden steds over, han er en tyv og en røver? Men du siger: »Jeg er gået ind ad døren«, blot fordi kirken kanske billiger dit valg. Dertil svarer imidlertid Herren: »Jeg er døren; dersom nogen går ind ad mig, han skal frelses, og han skal gå ud og gå ind og finde føde.« Er du altså virkelig gået ind ad døren, og holder du rast i Herrens vange, hvi hører fårene dig da ikke, men flyr dig snarere? De fremmedes røst hører de jo ikke. Thi »tyven kommer ikke uden for at stjæle, myrde og fordærve.« Hører fårene dig altså ikke, står det fast, at du ikke er gået ind ad døren, eftersom du ikke bliver bestående i sandheden; thi dette er just at indgå ad døren. Desuden må du vide, at enhver prælat, der ved ord og gerning skader Herrens får, han er også tyven, som myrder og fordærver dem. Thi ond snak fordærver gode sæder, og ikke alene ond snak, men tillige ond handel såsom svig, bedrag, løgn og mened. Sådanne mennesker både besnærer og besnæres. Hvis det er dem, der hilder andre, gør de det i den formening. Overlistes de derimod selv, udbryder de straks: »Nu stunder det mod verdens ende; thi man viser ikke længere gran af ærefrygt imod klerkene«. Thi om Kristi præster er der sagt: »I skal kaldes Herrens hellige, man skal sige til eder: vor guds tjenere« og atter: Rører ikke mine salvede ord, som de med fuld føje kunne tage til indtægt, hvis deres liv blot ikke nedlagde indsigelse derimod. Nu er forholdet derimod det, at ingen, der vil være klerk, tager gudeligheden i betragtning, når han kun udvortes er i sin gode ret. Men eftersom han således ikke er klerk hverken ifølge kald, eller fordi han drives af gudsfrygt, regner billigvis heller ikke hverken gud eller mennesker ham i virkeligheden derfor. Thi ser man først ned på et menneske for hans liv, tør han heller ikke vente, at man agter hans forkyndelse, og på slige folk har tilmed Herren ved salmisten stoppet munden, idet han siger: »Hvi taler du om mine skikke og tager min pagt i din mund, da du dog hader min tugt og kaster mine ord bag dig? Dersom du ser en tyv, løber du med ham, og med horkarle gør du fællig« tillige med resten af det, der i salmen siges med hensyn til de forvendte præster. Imidlertid plejer selve præsternes forvendthed i følge guds skjulte dom stundom at hidrøre fra deres undergivnes synder i overensstemmelse med ordet: Som folket, så præsten, og det andet ord: Til straf for folkets synder lader gud en øjenskalk regere. Og Herren siger: »Hvo som er af gud, hører guds ord; derfor hører I ikke, fordi I er ikke af gud.« Og Jeremias: »Dine veje og dine tanker har voldet dig disse ting«, og atter: »Profeterne spår løgn, og præsterne tilklapper dem bifald med deres hånd, og mit folk elsker sådant.« Følgelig fortjener hverken præsterne blindt hen at lastes af deres undergivne, eller disse sidste uden videre at dømmes til døde af prælaterne; thi det må de vide, at skylden for nedbrydelsen af Jerusalems mure tynger på sådanne profeter og præster som dem, Herren før havde uddrevet af templet; uden at slige nemlig med deres forvendte sæder havde besmittet byen, var denne, hvis undergang Herren før havde begrædt, ingenlunde blevet til spot for hedningerne. Det Jerusalem, som dengang ødelagdes af Tytus Vespasianus, dræbte profeterne og stenede dem, der var sendte til det, ja, tog end ikke i betænkning at lægge hånd på Herren selv; men det Jerusalem, vi her taler om, har, skønt grundlagt ved Herrens eget blod og befæstet både ved hans død og opstandelse, dog på grund af den ringeagt, det har udvist imod de livsskabende sakramenter, og den liden ære, som det har ladet de hellige steder vederfares, neddraget den største vanære over sig, så at det nødes til at sige med Jeremias: »Vi må ligge i vor skændsel, og vor skam skjule os; thi vi har syndet imod Herren vor gud, vi og vore fædre fra vor ungdom af og indtil denne dag, og vi var ikke Herren vor guds røst lydige.« Dog lad os nu slutte disse overvejelser for at gå over til skildringen af den hellige stads ruin.

Om Jerusalems ødelæggelse

Der kong Emelriks søn Baldewin, drot i Jerusalem og lige herlig ved dåd og ved byrd, havde avet den kristne religions fjender trindt om land, og bedst som han styrede sit rige med al retfærdighed, ramtes han af Herrens hånd thi hvem Herren elsker, dem revser han begyndte at miste sit huld ved spedalskhed og desuden at tænke på en efterfølger i regeringen. (ovenstående beretning er ikke nøjagtig. Kong Balduin IV. var, da han fulgte sin fader Amalrik på tronen, ikke mere end 13 år gammel, men stedse plaget af sygdom). Thi ham selv fattedes der en søn og arving, eftersom han henlevede sit liv i enlig stand, ingensinde opgav sin kyskhed, men evindelig vedblev at være mø. Derimod havde han en søster (denne hed Sibylle og sammes husbond: markgrev Vilhelm Langsværd (Longaspata), var kommen til Sidon i oktober 1146, men allerede død i juni måned i 1147), som han havde knyttet til en højbåren og nidkær mand ved navn Wilhelm, en broder til markgrev Konrad af Mons Ferreus; og hun havde skænket ham en søstersøn, der endnu var ganske liden, og som han havde tillagt sit eget navn; denne dreng havde han, skønt han kun var fem år gammel, ikke desto mindre ladet salve til konge i det håb, at sønnens lykke ikke ville stå tilbage for faderens. Fremdeles havde også hr. partriarkens råd i forbindelse med fyrsternes og de fremmedes, Tempelherrernes og Hospitalsbrødrenes bifald samt klerkestandens velvilje og folkets hengivenhed tilskyndet ham til dette skridt. Derhos havde han til formynder for drengen bestemt sin frænde grev Regimund af Trypolis og fastsat, at denne indtil søstersønnens femten års alder skulle styre riget på hans vegne, og det enten drengen levede så længe, eller han gik bort forinden (Balduin V. salvedes og kronedes d. 20. november 1183). Da han således havde fået rede herpå, bukkede kongen under for sin byrdefulde sygdom, og fik et saligt endeligt og gik til himlen (d. 16. marts 1185). Drengen, der nu var konge, fulgte imidlertid i sin alders niende år sin morbroder i døden (1186) og fik en hæderlig jordefærd i sine fædres gravsted i Jerusalem, hvorpå hans moder just ottende dagen efter hans gravlægning indfandt sig hos hr. patriarken og tiltalte denne på følgende vis: »Herre, min broder er, som du véd, død, og ligeledes min til konge salvede søn, og jeg er således den eneste efterladte, hvem riget i følge arveretten kan tilfalde, idet jeg både er kongedatter, kongesøster og kongemoder. Nu er det derfor min bøn, at I lader mig times miskundhed og ikke nægter mig den krone, hvortil jeg har ret.« »Vel véd jeg,« gav patriarken hende til svar, »at du, som du siger, både er kongedatter, kongesøster og moder til den afdøde unge konge; men jeg indser dog alligevel ikke, hvor du som kvinde kan have ret til kronen, tilmed da landet er omspændt af lige så grumme, som talløse fjender, og er just dårlig tjent kun med en kvinde til drot. Det skulle da være, at du kunne komme i besiddelse af riget ved at tage en husbond, forudsat dog, at samme både ved byrd og evne fandtes skikket til regeringen.« »En husbond,« svarede hun ham, »har jeg alt, og det én, der både er af ædel byrd, har et kraftigt legeme, er udmærket mandig, og hvis ry og anseelse gør ham værdig til kronen. Ham vil jeg derfor, så sandt I er til sinds at lade mig times sandhed og ret, føre frem for eder, på det at han kan hente både kronen og velsignelsen af eders hånd.« Efter Willehelms død havde hun nemlig mod sin broder Baldewins vilje taget en ny husbond ved navn Wido (i 1180 ægtede hun dog ikke mod broderens vilje Gvido (Vejt) af Lusignan (Guy de Lusignan)), som hun havde ladet opholde sig ikke langt borte fra mødestedet, og som hun nu på patriarkens ord førte hid og forestillede for denne. Med få ord: Straks salves overensstemmende med hr. patriarkens og flere af hans omgivelsers vilje Wido, medens samtidig Jerusalems porte hele dagen igennem holdes lukkede. Dette skete samme søndag, som man afsynger messen: »Alle folkeslag, klapper i hånd!« (søndag efter pinse, d. 20. juli 1186. I en anden kilde nævnes derimod august måned). For at smigre kongen udlagde klerkene disse ord, som om de på profetisk vis havde været henlagte til dagen, og alle gik glade derfra under råbet: »Kongen leve evindeligen« og uden ringeste anelse om, at det hellere var de med hensyn til Sedekias udtalte forbandelser, end hine profetiske ord, der skulle opfyldes på den her salvede. Men grunden til denne så brat fuldbyrdede indvielse var den, at man ingen god tro nærede til grev Regimund, der lod til selv at hige efter riget og stå i nøje forbindelse med Salladin (Regimund knyttede først efter Gvidos kroning forbindelse med Salladin). Rygtet herom vakte imidlertid misbilligelse hos salig Johannes' Hospitalsbrødre, eftersom regeringen af kong Baldewin for et tidsrum af fjorten år var lagt i hænderne på greven, en ordning, hvori alle dengang havde samtykket, og som ligeledes mange af de åndelige mænd havde givet deres stadfæstelse.

Om tvedragten mellem kongen og greven

Da Wido således havde fået sin kongeværdighed stadfæstet, skikkede han bud til de første mænd i riget, at de havde at indfinde sig, bringe ham deres hyldning og modtage de kongelige len af hans hånd. Blandt andre skikkede han også bud til greven af Trypolis for at formå denne, der gjaldt for at stå over de øvrige vasaller i værdighed, til fremfor de andre med sin nærværelse at hædre kongen. Da Regimund imidlertid hørte, hvad der var gået for sig, studsede han først og svarede derpå fuld af forundring følgende: »Den unge Baldewin, der var salvet til konge, er jo nylig død, og ikke desto mindre byder du mig, der ikke engang har hørt tale om nogen anden konge, at haste hen til kongen. Hvad er det dog for et ord, du der taler, eller hvo har nogensinde regeret uden at være valgt af de første i riget, og uden at folket har meddelt sit samtykke til valget? Thi ingen kan, med mindre han vil herske som en voldsherre, gøre sig selv til konge. Nu véd dog uden tvivl enhver, at kong Baldewin for et tidsrum af fjorten år har indsat mig til formynder for den unge konge af samme navn; det er en kendsgerning, som jeg kan stadfæste ved vidnesbyrd af mange fromme mænd, som jeg håber, ikke vil skifte sind. Selvom de imidlertid hvad gud forbyde skulle gøre dette, så være det eder vitterligt, at jeg alligevel ikke indfinder mig hos eders konge, med hvem jeg intet har at skaffe! Thi mine besiddelser har jeg ikke til len, men ejer dem frit og selvstændigt.« Efter at have givet sendemændene dette svar, forlod han dem ilsomt; men de vendte tilbage til deres herre, og det således forefaldne gav anledning til en splid imellem kongen og greven, der stod på i halvandet år (det var kun i 9 måneder, da det allerede i begyndelsen af maj måned næste år i 1187 kom til en forsoning), i hvilket tidsrum begge øvede åbent fjendskab imod hinanden. Kongens parti voksede imidlertid således i styrke, at alle højbårne mænd indfandt sig hos ham for at modtage deres len og bringe deres hyldning. Og selv Akoniterne, der dog tidligere gjaldt for at stå på grevens side, skiftede sind og indfandt sig ligeledes hos kongen, hvorimod greven, der kun ved flugten undkom, begav sig til Tyberias. Kongen i Damaskus, Salladin, glædede sig imidlertid højligt ved at høre om den splid, som herskede imellem kongen og greven; han, der stedse nærede onde hensigter imod det hellige land, håbede nu at kunne nytte lejligheden til der at få indpas og tog da heller ikke fejl. Ved sine tjenere lod han følgende sige til greven: »Hold ud, jeg véd, at du lider ubillig medfart; thi dig tilkommer riget med rette i følge kong Baldewins bestemmelse: og for at du kan være mægtig til med væbnet hånd at hævde det imod Wido, vil jeg skænke dig en rigelig sum penge til at sammendrage krigsmandskab. Kan du heller ikke på den vis beholde overtaget, skal jeg selv med vældig hånd indfinde mig, uddrive dine fjender af landet og sætte dig til konge over alle. Kun tilsværge du mig ved din guds lov at tilstede mig fri gennemgang igennem dit land! Så skal du og dine undergivne blive i god behold!« Greven bandt sig altså med ed til Salladin og øvede ved hans hjælp mangen udåd imod kongen, medens Salladin (Arnold glemmer her at fortælle, at der på den tid var sluttet en treårig våbenhvile mellem Saladin og de kristne, og at Saladin først rustede sig til krig, efter at Rajnald, herre til Chatillon, havde brudt våbenhvilen) selv ikke alene samlede en hær fra hele sit riges enemærker, men tillige trak hjælpetropper sammen fra naborigerne og efterhånden rustede sig til ødelæggelsen af det hellige land. Imidlertid var der dem, som sagde til brødrene af salig Johannes' hus: »I handler ikke ret imod guds folk, idet I har sammensvoret eder med greven; thi hvis han ikke satte sin lid til eder, turde han aldrig have gjort sig skyldig i så grove forbrydelser imod kongen«. (ifølge andre kilder var det tværtimod Tempelherrerne, der på grund af Widos indsættelse med mere var lagt for had). Da stormesteren for huset, Radger, en forstandig og from mand, hørte det, begav han sig til greven og tiltalte ham sålunde: »Hvi roser du dig af din ondskab, du vældige i uret, og hvi lægger du onde råd op imod guds folk? Du har gjort fællesskab med forræderen Judas, mens du af din herskesyge har ladet dig lokke til at sætte dig op imod himmelens guds ret og religion og love Saladin troskab. Men følg nu mine råd og forlig dig med den gud, du har fornægtet, og den drot, du har fornærmet, på det at det sidste ikke må vorde værre med dig end det første!« Forfærdet over disse ord gav greven til svar: »Hvi tager du, guds tjener! således på veje imod mig; eller véd du da ikke, hvor stor en uret jeg lider, idet jeg med vold er fordreven fra det, der med rette var mit. Kom dog ihu, hvorlunde jeg i følge kong Baldewins så vel overlagte bestemmelse, patriarkens lige så store redebonhed og med alle rigets førstemænds, baronernes, Tempelherrernes og Hospitalsbrødrenes samtykke på fjorten år overtog formynderskabet for den unge konge, hvad enten samme levede så længe, eller forinden gik bort, undtagen for det tilfælde, at kongen af Anglien selv personlig eller ved sin søn skulle blive til sinds at komme riget her til hjælp. Dog se! ihvorvel det, jeg her siger, er den urokkeligste og mer end soleklare sandhed, så er jeg ikke desto mindre villig til, når jeg derved kan fjerne enhver mistanke om min medskyld i så store ulykker og i guds folks fordærv, at bøje mig for dine råd og slutte forlig med kongen, men ikke kun på det vilkår, at han lover mig vederlag for det af mig til rigens tarv udlagte.« Da Radger hørte det, vendte han igen tilbage, begav sig til kongen og meddelte denne alt i sammenhæng. Men dette ord tyktes godt i kongens øjne, så at han ikke nøjedes med at give greven tilsagn om vederlag for det udlagte, dog under forudsætning af, at Regimund ved pålideligt vidnesbyrd så sig i stand til at påvise nøjagtigheden af udgifterne men endog lovede at øge grevens len med ny rigdomme og værdigheder. Bedst som Radger imidlertid var i færd med at vende tilbage til Regimund og føre ham for kongen, lod greven ham ved sine ombud sige: »Se dig vel for og vogt dig for at vende tilbage til mig ad din forrige vej, hvor der nu ligger baghold!« Salladins søn (Malek al Afdal) var nemlig hemmeligt, skønt med grevens vidende, kommen ind i landet og lå med ti tusind mand i Kanaans dal. Også nogle kanniker kom i åndeløs hast fra Nazareth med stadfæstelse på, at fjenderne havde slået lejr i nærheden af dem, og bad indtrængende om hjælp. Da Radger hørte det, tog han ind til Templets stormester (Gerhard af Bedford), der med halvhundrede krigere opholdt sig i en borg i nærheden, kaldet Foba. Begge holdt derpå råd og udskikkede spejdere, som ved deres tilbagekomst meldte, at der ikke kun lå to tusind mand. Fjenderne havde nemlig lagt deres baghold i bjergene på begge sider og således skuffet spejderne. Kristi stridsmænd udbrød imidlertid i deres glæde: »Herren har givet dem i vore hænder!«. Men som de rykkede imod dem, tog de andre på skrømt flugten, indtil de, der lå skjulte i bagholdet, brød frem, omringede dem og nedhuggede dem med det skarpe sværd (dette slag stod d. 1. maj 1187 ved floden Kisjon).

Om hvorlunde Herrens kors korn i fangenskab, og guds folk nedhuggedes

Medens Kristi stridsmænd således lod livet under bekendelsen af deres Herre, vendte fjenderne frydefulde tilbage til deres eget; og da Salladin hørte om Radgers fald, glædede han sig og udbrød: »Nu har vi dem i vor hånd; thi ved deres hovedsmands død er de blevet rådvilde.« Desuden rykkede han frem med sin hær, gik med en stor skare over broen ved Tyberias ind i landet og slog lejr ved Saffret (ved brønden Seforis syd for byen af samme navn ved vejen fra Akka til Nazareth havde de kristne, ikke Tyrkerne deres lejr). Men kongen, fulgt af alle de førstemænd i riget, deriblandt biskopperne med Herrens kors, drog ud imod ham og slog lejr lige overfor, dog skilt fra fjenden ved et bjergstrøg. Adskillige dage igennem passede begge parter på hinanden; men fra ingen af siderne vovede man yderligere at nærme sig. Derpå vendte Salladin med hele sin skare om til Tyberias; og Herrens folk, som indbildte sig, at han tog flugten, rykkede op i bjergene; men Salladin tog Tyberias og lod sætte ild på byen. Greven af Trypolis (Arnold glemmer at fortælle, at kongen og greven kort efter slaget ved Kisjon havde sluttet forlig) frarådede imidlertid de kristne stridsmænd bjergstigningen. »Stig ikke op i bjergene!« sagde han, »Salladins angreb kan I ikke stå eder imod, så I må regne det for den bedste sejr, om han virkelig skikker sig til at forlade landet. Rigtignok er den borg min, som I hist ser brænde; men tag eder det let, det tab bærer jeg villig.« Dette råd var, skønt den, der gav det, havde en ræv bag øret, ikke desto mindre visdomstale. Dog intet råd råder imod Herren, som nu for menneskenes ondskabs skyld var til sinds at hjemsøge landet med en skrækkelig dom. Da de kristne således for enhver pris var opsatte på striden med Salladin, drog greven sig tilbage fra dem og kastede sig med sine folk ind i den stærkt befæstede borg Surs. (Rajmund og nogle flere baroner flygtede, først efter at slaget ved Hittin var begyndt). Men da Salladin erfarede, at guds folk var rykket op i bjergene, og at såvel mennesker som lastdyr to dage i rad dér havde døjet en brændende tørst, sagde han til sine folk: »Disse mennesker er dødens børn, ikke alene fordi de vansmægter af tørst, men tillige fordi de, hvor få de end er, dog hindres i at undkomme ved selve stedets trange lejlighed.« Da fjenden derfor nærmede sig, fylkede de kristne deres rækker, således at kongen gik i spidsen med bisperne og Herrens kors høje sejrstræ; og til dette banner sluttede sig Tempelherrerne og Hospitalsbrødrene tillige med baronerne, ridderne og folket i landet. Sålunde blev det med så hedt attråede imødesete sammenstød omsider til virkelighed, Og de troende kæmpede nu med de vantro (slaget ved Kittin (Hittin) i nærheden af Tiberias stod d. 4. og d. 5. juli 1187). Vore trosfæller trængte, besjælede af dødsmod, dristigt ind på modparten, gjorde et voldsomt indbrud i fjendens rækker og helligede Herren deres hænder, så at deres modstandere faldt til højre og til venstre. Dog, udmattede som de var af den brændende tørst, beholdt modparten ikke desto mindre overhånd, kongen af Jerusalem gjordes til fange, biskopperne myrdedes, Herrens kors kom i dets fjenders vold, og fast alle blev sværdets bytte eller faldt i fjendehånd, så at ikke kun en ringe del vides at være undslupne ved flugten (sin fremstilling af det skete synes Arnold overvejende at have hentet fra pave Gregor VIlls bulle, udstedt i Tarent d. 29. oktober 1187). Da opløftede hedningerne, der bespottede den levende guds navn og forhånede hans folk, et himmelhøjt råb. Men han, den uretfærdighedens søn, der, da han således havde lykke på sin vej, for vild i sine forfængelige tanker og i sit hjerte sagde: »Der er ingen gud, han rejste den følgende dag sin æres trone midt iblandt de på valen slagne og plantede Kristi kors foran sig, gav så, omringet af sine mange høvdinger, befaling til, at samtlige fanger skulle møde, satte sin mund i himlen og henvendte følgende ord til alle: »Det er altså eder, ulykkelige! som dyrker hin Nazarener ved navn Jesus, der for rum tid siden korsfæstedes af Jøderne her i landet, den samme, som i, dårede af tom overtro, tager for en gud; eder er det altså, som har ændret den fra de gamle fædres tid i selve guds lov påbudte offerskik, og som til vederlag for kød og blod af tusind offerdyr nøjes med at frembære en bid brød og en tår vin under navn af den korsfæstedes hellige kød og blod; og eder er det, som nu med slig frækhed så længe imod al ret har siddet inde med dette land, der tilhører mig og mine fædre. Dog nu har I syn for sagn, hvor afmægtig eders gud er, ja, ved min gud Mavmeths kraft har I gjort bekendtskab med min høje hånd. Så kårer da et af to: »Slutter eder enten til mig eller, hvis ikke, så finder eder i her foran eders eget kors at dømmes til at miste eders hoved!« Kristi stridsmænd svarede ham og sagde: »Ja sandeligt, vi dyrker Nazareneren Kristus Jesus, som både selv er gud og guds søn, som ved helligåndens kraft er undfanget og fød af den ubesmittede mø og her i landet korsfæstet for alle deres synder, der tror på ham, og som ikke alene er opstanden fra døde, men også opfaren til himmels. Af kærlighed til hans navn har vi stridt den gode strid og håber nu med ønskelig standhaftighed at fuldkomme løbet. Ham er det, vi tilbeder, ham vi lover, ham vi bekender som alles gud og herre. Denne Mavmeth derimod, den fordærvelsens søn, som du kalder din gud, men som vi ler ad, ham, som oven på apostlernes gode udsæd har oversået eders land med klinte og ved sine gøglekunster har forlokket menneskehjerter, ham fornægter og forbander vi, ligesom vi ringeagter dig og dine trusler.« Da de havde sagt disse ord, lod han dem alle bortstøde fra sit åsyn og Tempelherrerne og Hospitalsbrødrene, som han bar had til fremfor de øvrige, halshugge den følgende dag. »Min sjæl dø de retfærdiges død og mit endeligt vorde som deres!« Priset være du, Kriste, fordi du endnu i vore dage midt iblandt syndige mennesker har dine trofaste bekendere! Og hvor er de dog store, der til trods for alle nederlag, som de i slig strid mangen gang alt fra tidligere år har måttet friste, alligevel omsider blev sejrherrer og ved sådant deres valg viste sig hel snare til at vrage livet med alle dets tillokkelser,« hvortil de finge kraft af Vorherre Jesus Kristus, der lever og regerer i alle evigheders evighed! Amen.

Om hvordan Salladin indtog landet

Da Salladin således havde øvet drab på guds folk, tog han hele landet i eje, hærgede alt og slog indbyggerne i hver fast by med det skarpe sværd. Alle hellige steder nedbrødes, alle fromme mænd og kvinder myrdedes eller bortførtes i fangenskab. Selv de Gud indviede møer toges med vold. Først indtog Salladin Akkon og rykkede derefter mod Surs, der med et andet navn kaldes Tyrus, og lå en måned for den uden at kunne tage den.(dette synes at være urigtigt; alle byer fra Akkon til Askalon overgav sig i juli måned 1187; om en belejring af Tyrus skrives intet). Derfra drog han mod Sydon, tog den, derefter Jubeleth og siden Baruth; og da han havde fået sidstnævnte by i sin magt, skabte han sig et nyt navn; thi der kronedes og hilsedes han som konge af Babylonien. Dernæst vendte han om igen ad samme vej, kom til Askalon, som Hospitalsbrødrene havde befæstet stærkt, og lagde sig for den. Da han ikke kunne indtage den, sagde han til den fangne konge: »Overtal dit folk til at overgive mig byen her og de andre stæder, hvormed Tempelherrerne sidder inde, så skal jeg sætte dig i frihed tillige med tredive af dine anseteste mænd!« Glad herover skikkede kongen bud til Askaloniterne og lod dem sige: »Jeg beder eder te mig miskund og udfri mig og de mænd, som er hos mig fra fangenskabet; thi så og så har Salladin sagt.« De gav ham imidlertid til svar: »Vel har du været vor konge; men nu kan du hverken bjerge dig selv eller andre: derfor må det være dig vitterligt, at vi ikke er til sinds at overgive guds stad til hedningerne. Du véd derfor selv, at alle de stærkeste borge er i Tempelherrernes hænder; og følgelig ligger der os liden magt på at få dig løsgiven.« Da Salladin hørte det, angreb han staden endnu stærkere, lod opføre en mængde krigsredskaber imod den, brød dens fæstningsværker og sløjfede dens tårne; og ved synet  heraf tilbød de, der opholdt sig i byen, at overgive den på det vilkår, at kongen sattes i frihed. Men nu vægrede Saladin sig ved at tage imod overgivelsen på det tidligere vilkår. Kongen blev alligevel med nogle få andre sat i frihed (han kom først fri i maj måned 1188; men løftet om frihed fik han allerede ved denne lejlighed), indbyggerne i byen gik uskadte ud, og Salladin drog ind.(Askalons belejring tog sin begyndelse i august måned, og overgivelsen fandt sted d. 5. september 1187). Derefter vendte Salladin sig med sin hær til indtagelsen af den hellige stad (Jerusalem) og lagde sig rundt om byen. Men nogle af de bedste derinde satte mod i resten og sagde: »Lader os kæmpe som mænd og dø sammen med vore brødre! Er det ikke her, Herren har lidt, og Kristus er død for os? Lader nu også os gå hen og glade dø med ham), på det at vi og må oprejses med ham!«) Andre derimod, som endnu ikke attråede at opløses og være med Kristo, slog sig ikke til tåls med denne tale, men skikkede for at slippe ud af deres vånde en sendefærd til Salladin. Men såsom han på grund af pilgrimenes mange gaver holdt staden for hovedrig, krævede han så overstrømmende meget guld af dem, at hver især for at slippe skulle give tusind byzantiere (en lødig guldbyzantiner svarede til 1 ¼ dukat). Eftersom man imidlertid ikke forefandt nær så meget, tog han til takke med hundrede. Men heller ikke derved kunne man blive stående. Omsider afgjordes sagen derhen, at med undtagelse af de store og rige måtte alle af mandkøn hver give ti og af kvindekøn hver fem guldstykker for at drage bort i behold; medens de, der ikke ejede fornævnte pengesum, måtte indløse deres liv ved at lade sig tage til trælle og trælkvinder. Men da Kristi fjender havde fået den hellige stad i deres magt (Saladin holdt sit indtog i Jerusalem d. 3. oktober og ikke d. 28. september 1187), sparede deres øje ikke guds helligdom; men de gjorde templet selv til hestestald, ødelagde for at håne den kristne religion alle dets prydelser og øvede mange nidingsdåd dér på stedet. Herrens grav overlodes dog til gudelige mænd på det vilkår, at de skulle yde Salladin en skat af de gaver, som frembåres af pilgrimene, der under fredskår besøgte graven. Salladin havde nemlig af hensyn til den fordel, hans havesyge deraf kunne øse, truffet den bestemmelse, at enhver kristen, som ville besøge Herrens grav, måtte give en guldbyzantier for at få lejde, så at han uhindret kunne både komme og gå igen; kun turde han ingen våben medbringe. Således ydmygedes den hellige stad, og ordet af Jeremiæ klagesang kom atter til at gælde: »Hvorledes sidder hun så enlig, staden, som var fuld af folk, hun er blevet som en enke, fruen iblandt folkene, fyrstinden iblandt landskaberne; hun er blevet skatskyldig. Også Herrens kors bød Salladin dets egne dyrkere at tage sig ad, sigende: »Eders hærtagne kors, hvortil I jo sætter eders lid, må I som dets medfanger selv tilbede, på det at jeg dog omsider engang kan forfare eders guds kraft, om han også virkelig formår at udrive eder af mine hænder!«

Om den herre pavens brev

I det år et tusind et hundred otti syv, siden ordet blev kød, på den fjerde dag i juli måned (dagen for slaget ved Hittin) lagdes det forjættede land øde, og d. 28. september toges den hellige stad af Sarracenernes konge Salladin. Samtidig stod pave Gregor, hr. Urbans eftermand, for styret i Rom (Urban III. døde først d. 19. oktober 1187), og den romerske kejser Fritherik bar kongekronen. Gregor klædte imidlertid kun i få dage pavestolen; og efter hans bortgang (Gregor VIII døde d. 17. december 1187 efterfulgtes af Klemens III.) ophøjedes hr. Klemens på apostelsædet. I sin smerte over ødelæggelsen af kirken i Jerusalem rettede han skrivelser til hele Romerverdenen og underrettede heri samtlige kirker om, på hvor ugudelig vis man havde overgivet guds tjenere til døden og slagtet dem, samt om de øvrige vederstyggeligheder, Sarracenerne havde øvet i det hellige land, tilskyndede derfor alle til at vise sig nidkære imod de ugudelige og til at kræve hævn for udgydelsen af det hellige blod, og til vederlag for Herrens korses og den hellige stads befrielse lovede han i kraft af sin apostoliske myndighed almindelig forladelse for alle synder. Derhos formanede han enhver til at forlade sin onde vejs, afholde sig fra overflødig tant og afskaffe den flagrende, vanhellige klædedragt, kendetegnene på en hoffærdig levevis og på den herskende køds og øjenslyst. Det var, som ville han dermed sige til alle: »Ligesom I har fremstillet eders lemmer i urenheds og uretfærdigheds tjeneste til uretfærdighed, så fremstiller eder nu, I det hellige kors dyrkere for dettes ære som retfærdigheds tjenere til helliggørelse« Nogle faster tillyste han ligeledes for alle og enhver og bestemte, at offentlige bønner efter messereglen skulle afholdes i alle kirker, klostre og sogne, ved hvilken lejlighed salmen: »Gud, hedningerne er brudt ind«, skulle messes, en salme, hvori alle de i det hellige land øvede sørgelige gerninger samt derhos de synder, hvormed vi har fortjent vreden, findes omtalte på profetisk vis.

Om pilgrimsfærdens ordning

Alle kirkens over hele jordens kreds adspredte sønner ræddedes såre ved synet af pavens brev og fyldtes med overvældende skræk over det, som deri var givet dem tilkende. Alles sorg var fælles, og alle klagede enstemmigen og sagde: »Ak, hvi er vi dog fødte til at skue sønderknuselsen af guds folk og ødelæggelsen af det hellige land, hvor hærskarernes Herre har trådt med sin fod, han, der kom til denne verden for at frelse alle. Nu er vort hoveds krone affalden, vor dans er omskiftet til sorrig. Vore helligdomme er vanhelligede, guds tempel er skændet, og hedningerne har besudlet det. Den hellige stad er fyldt med urenheder, og Herrens kors er i fremmede folks hænder; men vi, dets dyrkere, må holde ud og tør ikke helme, for vi har fået det tilbage. Så omgjorde enhver nu sin lænd med sværdet, og lader os tillige med vore brødre lide og dø med ham, der er død for os! Thi ligesom han har sat sit liv til for os, således er og vi skyldige at sætte livet til for brødrene. Til nidkærheds hævn for guds hus og gengæld for det retfærdige blod gå brudgommen ud af sit kammer og bruden af sit bur!« Glædesdage bortfalde, sang og fløjt forstumme i gaderne, opflammede af slig iver higede alle jordens herlige, for hvis vælde verden bøjer sig, higede både den fornemme og den ringe, både den rige og den fattige thi skræk og harm var falden over dem som med ét sind efter at drage på Jorsalsfærd og gav sig, mærkede med det hellige korsets tegn til deres synders forladelse, brat på vejen. Hovedsmanden og bannerføreren var den romerske kejser Fritherik, der vendte sig mod Kristi korses fjender for at tvinge dem, higende efter at forhøje kejserrigets hæder og agtende det for en herlig slutning på den strid, han både for guds og den timelige æres skyld havde stridt, om det måtte times ham at ende sine dage med en hædersdåd som denne. Som en forstandig øverste ordner traf han på kløgtig vis anstalter til toget og bød alle pilgrimme fra sit rige, såvel dem, der ville med til hest, som dem, der ville gå til søs, at være færdige ved maj måneds komme det følgende år. Efter at han selv i forening med mange højbårne mænd, og foranlediget ved biskop Godefrid af Erbipolis' og andre prædikeres forkyndelse i Moguntia (Rigsdagen i Majntz d. 27. marts 1188) var mærket med tegnet på Herrens pine, tillyste han en almindelig herredag til Goslaria for der at drøfte forskellige rigsanliggender. Her forligte han adskillige, der lå i tvedragt, og påbød tillige nedbrydningen af nogle borge for derved at forebygge røveri, på det at han, når han havde bragt alle til ro, måtte kunne tilendebringe sin besluttede færd så meget mere uhindret og med så meget større nidkærhed. Også hertug Henrik bød han at indfinde sig der, på det at han, eftersom der herskede en ikke ringe splid imellem Henrik og Bernard angående hertugværdigheden, påny kunne bringe fred i stand mellem begge på et eller andet med fyrsternes beslutning stemmende vilkår. Hertug Henrik gav han imidlertid valget imellem tre ting: enten kunne han slå sig til tåls med en ordning, der medførte en delvis genindsættelse i hans forrige værdighed, eller på kejserens bekostning drage med på hans pilgrimsfærd og senere blive fuldt genindsat, eller endelig med ed give afkald på landet for tre år såvel for sit eget, som for sin søn og navnefælles vedkommende. Hertugen valgte dog hellere med ed at give afkald på landet fremfor enten at drage hen, hvor det ikke lystede ham, eller at stækkes og lide noget skår i sin forrige værdighed.

Om kejserens pilgrimsfærd

Da nu våren (1189) smilte, gav den herre kejseren sig ilsomt på pilgrimsfærd. Men da han kom til Ratisbona, havde han ved synet af de store huller i hæren nær opgivet sit forehavende. Denne ufuldstændighed i hæren hidrørte derfra, at en stor skare af alle slags folkefærd allerede var draget i forvejen, da enhver i sin higen efter at komme ud på pilgrimsfærd skyndte sig afsted. Kejseren holdt imidlertid råd, og da han indså, at de med fremrykningen forbundne vanskeligheder ville hindre de andre i at beholde deres forspring, drog han videre frem ad samme vej, som han fra begyndelsen havde slået ind på. Fra Ratisbona brød han op og kom til Austria, hvor hertugen i landet (Ljutpold V.) ilede ham imøde med et stort følge, beredte ham og hans mænd en glimrende modtagelse og på ærefuld vis skænkede sine gaver til alle, der ville tage imod dem. Men under kejserens ophold i dette lands hovedstad, der hedder Wene, begyndte urenhed og utugt at tage så groft overhånd i hæren, at fem hundrede slige skørlevnere, tyve og andre løsgængere efter sigende på kejserens råd og bud skal have måttet vende om. Derefter gav kejseren sig atter på vej og kom ved pinsetid (d. 28. maj 1189) til Ungariens port (Presburg), hvor han rastede for at holde pinsefestens dage. Men kongen af Ungarien (Bela, hvis datter kejserens søn, hertug Frederik af Svaben, året i forvejen havde taget til hustru) lod sine udsendinge tage venlig imod ham og viste ham den velvilje at åbne ham adgang til sit land samt love ham, at han der efter behag måtte gøre indkøb af alle varer. Da korsfarerne kom ind i landet, lod han slå bro over alle uvejbare steder såsom floder, vandløb og sumpe; og da den herre kejseren kom til den by, der hedder Grane og er Ungarernes moderstad, drog kongen ham i egen person med et følge på tusind riddere festligt imøde, lagde på alle måder sin hengivenhed for dagen og viste ham ikke blot gæstevenlighed men tilmed al skyldig ærefrygt. I Grane rastede kejseren fire dage, og på begge fyrsternes råd lod man her den overdreven urolige og selvrådige hær aflægge ed på ukrænkeligheden af en fast og varig fred. (Dette var sket i Presburg). Dronningen (Margaretha, søster til kong Filip II August i Frankrig) skænkede den herre kejseren et ypperligt telt, og inde under teltet var der anbragt en baldakin, et fodtæppe af samme længde og bredde som denne, en med hovedpude og kosteligt sengetæppe prægtig smykket seng og en foran sengen stående filsbensstol med hynde, alt tilsammen så pynteligt arbejde, at denne ringe pen ikke er i stand til at give det rette begreb derom. Og for at forege det nydelige og tiltrækkende ved disse påfund spillede der rundt om på tæppet en lille hvid jagthund. Derefter fremgik dronningen, som selv havde tilvirket disse gaver, og bad kejseren lægge sig imellem og udfri hendes svoger af det fangenskab, hvori kongen femten år igennem havde holdt sin broder; og kongen, som havde vist den herre kejseren så stor hengivenhed og nødig ville bedrøve ham i noget stykke, løslod på hans bøn ikke alene sin fange, men medgav endog denne to tusind Ungarere og lod ham som vejbereder og vejviser drage frem foran kejseren. Derefter modtog kongen påny sin gæst i en borg, som hedder Grane, der nåedes efter overgangen over den flod, som har givet navn både til byen, hvor kejseren tidligere havde rastet, og til selve borgen. Her skænkede kongen kejseren to huse, fyldte med det reneste mel. Dette, som kejseren ingen brug havde for, bortskænkede han til den fattige befolkning, der i sin umættelige griskhed teede sig så vildt, at tre af dem endog fandt deres grav i melet. Fra Grane førte kongen sin gæst til en by, der hedder Adtile, hvor kejseren i fire dage hengav sig til jagtens glæder. Derfra kom man til byen Slankemunt, hvor man brugte trende døgn til at gennemvade et vand, der kaldes Ejza. (Ejza vides at have været Drav. Men Slankemunt (Slankamen, Salankemen) ligger ved Donau langt østen for det sted, hvor den optager Drav), og ved drukning mistede man tre riddere. Her vides det, at kongen skænkede hele hæren en talløs mængde levnedsmidler. Derefter kom de til en flod, der hedder Sowa, hvor der holdtes mandtal over hæren, som fandtes at løbe op til en skare på halvhundredtusind riddere og desforuden hundredtusind andre væbnede og krigsdygtige mænd; og af overstrømmende glæde over sin talrige hær bragte den fornøjede kejser personlig en ridderleg i stand, hvorved han ophøjede tresindstyve fornemme, yngre mænd af de så kaldte væbnere til ridderstand og kald. Der (i byen Belgrad ved floden Sav, hvor de d. 29. juni 1189 holdt Peter-Povlsfesten) sad han også til doms og lod selv sine domme iværksætte, så at to købmænd mistede hovedet, og fire knægte, som havde gjort brud på den svorne fred, hænderne. Samme dag dræbtes fem hundrede foderknægte med giftige pile af indbyggerne der i landet, som kaldes Server; men dagen efter (det følgende skete først ved udgangen af juli måned 1189, medens kejseren opholdt sig i Nissa (Nisch) i Serbien) indfandt dette folks hertugs (Storgrev Stefan Neaman af Serbien) sig, aflagde den herre kejseren sin hyldning og tog sit land til len af ham. Derfra brød de så op og kom til en flod, der hedder Marowa (Morava er en flod i Serbien. Kongen af Ungarn skiltes fra kejseren d. 2. juli 1189 i Branitzova ved Donau), hvor kongen skikkede kejseren en mængde med mel læssede og hver især af to tyre trukne vogne. Samme steds bød kongen farvel til kejseren og skænkede ham ved skilsmissen fire kameler, læssede med kostelige gaver, alt anslået til en samlet værdi af fem tusind mark. Den herre kejseren gav ham til gengæld mange tak og skænkede ham alle de skibe, der var fulgte med fra Ratisbona. Samme dag indfandt hertugen af Grækiens (Alexius, en fætter til den græske kejser Isak Angelus, mødte kejseren i Nissa) sig hos kejseren, hvem han skænkede et til at løfte i to øskener indrettet guldkar, og derhos så mange levnedsmidler, som var tilstrækkelige til hæren for otte dage.

Om værkets fremgang

På salig Johannes den Døbers fødselsdag (d. 24. juni 1189) forlod de Ungarien og drog ind i Bulgarien. Her traf de trende dage igennem ikke på vand og kom derved noget i knibe. Alle trange veje lod hertugen af Grækien udvide for dem, og således nåede de på salig Jakobs dag (d. 25. juli 1189) borgen Ravenelle, som ligger midt i en skov; efter at de havde arbejdet sig igennem den, nåede de på dagen for den salige jomfrus optagelse (himmelfart d. 15. august 1189) til staden Listriz (ifølge ét øjenvidnes beretning kom de d 11, ifølge et andet d. 13. august til byen Straliz (Sofia)), der ligger på grænsen imellem Bulgarien og Grækien, og hilste den som et guds Paradis. Derfra brød de op og kom til Vinopoliss (Filippopel). Her ankom de d. 24. august 1189), en stor men øde by; thi mens hele hæren, der fandt ly, var endda knap hvert andet hus optaget. Her rastede de i atten uger. Iblandt så mange og store held skortede det naturligvis ej heller på modgang, da der ingensinde har været en Abel, som Kain ikke har ladet sin ondskab gå ud over. Thi hertugen af Brandiz, en på grænsen af Ungarien og Bulgarien liggende by, ilede, fuld af avindsyge imod Kristi tjenere, skyndsomst forud til kongen i Konstantinopolis (Isak Angelus) og sagde til ham: »Hvi har du dog villet gøre sligt og tilstede så ugudelige mennesker gennemgang gennem dit land! Deres øje sparer hverken stad eller by, men alt hærger de og lægger det under sig. Det må du derfor vide: »kommer de først ind i dit land, støder de dig selv fra tronen og indtager dit rige.« Konstantinopolitaneren skænkede kun altfor let hans ord tillid og bød i sin skræk at lade kejserens sendinge, nemlig biskoppen af Monasterium (Herman), grev Robert af Assowe og kæmneren Markvard tillige med fem hundrede riddere gribe; og forfærdede for følgerne forlod alle indbyggerne i landet ved pilgrimmenes nærmelse stæderne og byerne, som de lod stå tomme, for at søge hen til tryggere egne.

Fortsættelse

Da kejseren derfor holdt rast i fornævnte stad (Filippopel), undrede han på, hvi de mænd ikke vendte tilbage, som han til bedste for freden havde skikket til kongen for at minde ham om den pagt, de havde sluttet, og det løfte, han havde givet, om at han som en nidkær gudshævner og straffetager for det hellige lands undertrykkelse og udgydelsen af guds tjeneres retfærdige blod ville i alle stykker være pilgrimshæren til måde. Han havde nemlig lovet, at mændene i korshæren, så længe de blev indenfor hans riges grænser, skulle nyde fred og sikkerhed, og at han ville gøre alle uvejbare steder fremkommelige for dem og i nåde tilstå dem indkøbsret såvel med hensyn til levnedsmidler som til deres andre fornødenheder. Kejseren undrede sig endnu mere, eftersom han for sin del så troligt overholdt alle sine løfter, at han, som ovenfor sagt, ikke tilstedte nogensomhelst i hæren at sætte sig i besiddelse af noget som helst hverken ved vold og ran eller ved tyveri. Da han derfor i længere tid forgæves havde biet, og der ingen sendemænd vendte tilbage, gav han sig i sin harme til at øve hærværk imod hele det omliggende strøg og lod landet oppløje, hvilke forholdsregler dog kun toges af list for derved at indjage beboerne skræk. Så store rigdomme sankede hæren da ved det bytte, den her gjorde på guld og sølv, kostelige klæder og høveder, at én, der ville skaffe sig en mere udsøgt lækkerbid, gav otte øksne i bytte for en høne. Denne overflod sank imidlertid, såsnart alt var fortæret eller rettere sagt forødet, ned til slig mangel, at det var, som om hele den tidligere overflødighed rent var gået ad glemme. Efter at de altså der havde tilbragt sytten uger, brød de op og kom til Andropolis (i det foregående afsnit siger Arnold, at de i Vinopolis (Filippopel) tilbragte 18 uger. Tiltrods for, at Arnold ellers ikke stemmer med noget øjenvidne med hensyn til tidsangivelserne på denne del af færden, står så meget dog fast, at hæren, efter at den i påsken 1190 havde holdt rast, i de følgende dage satte over til Lilleasien). Her slog man sig ned i syv uger og øvede lignende hærgninger, og her vendte endelig kejserens udsendinge tilbage (1190) med halvhundrede gidsler og overbragte tilsagn om sikker fred, således som af kejseren begæret, og om opfyldelsen af dennes øvrige krav. Efter modtagelsen af gidslerne forlod de derfor midt i fasten Andropolis, drog lykkelig videre, kom til påsken, som i det år (1190) holdtes på Herrens bebudelsesdag (d. 25. marts. Herrens bebudelse dvs. Mariæ bebudelse), til hellig Georgs arm, ved hvilken de slog lejr og fejrede Herrens hellige påske med glæde. I denne glæde gjorde de voldsomme regnskyl dog et betydeligt skår. Dagen derefter gik de om bord og satte over sundet, og til overfarten havde kongen sørget for at hidskaffe så mange fartøjer, at hele hæren med alt tilhørende gik over på trende dage.( Øjenvidner fortæller, at hæren ikke brugte mindre end 6 dage til overfarten, der gik for sig fra d. 23. til d. 28. marts)

Om pilgrimenes modgang

Efter overgangen over havet istemmede derfor hærskarernes Herres folk (Den Herre Zebaoth (hærskarernes Herre) er en bibelsk betegnelse for gud), ligesom ved efter udfrielsen fra Faraos trældom, en lovsang til ære for Kristi bekendelse. Thi såsom de havde taget gidslerne med, håbede de på fred. Dog se, deres forventning blev til skamme. Tingene kom i ulave, tilførsel fattedes, savn og sult trykkede dem. Ikke mange dage efter, medens de endnu opholdt sig i Grækerkongens land, kom Turkerne imod dem og lagde baghold for dem. Vel brød de sig fra først af kun lidet om disse, der var så få og ikke for alvor tænkte på ondt imod dem. Men fra dag til dag blev Turkerne mange som sand i havet, der ikke kan tælles for mængde (havets sand, jordens støv og himlens stjerner er bibelske billeder på det talløse overhovedet), og omsværmede dem både ved nat og ved dag. Imidlertid istemmede guds folk salmen: »Herre, hvi er mine plagere blevet så mange« Mange står op imod mig, mange siger til min sjæl: »Han har ikke frelse hos sin gud. Men du, Herre! er min hjælper.« Og hvorvel de kristne, tæt omringede af fjender, var som får midt iblandt ulve, veg de dog ikke fra deres begyndte færd. Men hvergang de selv, skiftede også fjenden lejr. Alt var de på vejen ind i Rumenien, et øde, uvejsomt og vandtomt land, og brødet var sluppet op i deres madposer, eftersom de ingen næringsmidler havde at tage til. Dog var der nogle af dem, der, medens de endnu var i velstand, havde lavet sig honningbrød, og dermed kom nogenledes igennem (herom har øjenvidnerne ikke fortalt det mindste, hvor stærkt de så forresten går i det enkelte), hvorimod de, som intet sådant havde i beredskab, enten måtte leve af hestekød, vand og rødder eller også lide hunger lige til døden, og når de ikke længere havde kraft til at gå, faldt på deres ansigt til jorden og blev blodvidner for Herrens navn, idet fjenderne styrtede over dem og uden mindste medynk myrdede dem i alles påsyn. Alt var det kommet så vidt, at lastdyrene var sluppet op, dels fordi de ingen græsning havde, dels også fordi man havde brugt dem til føde, og mange fornemme og fine mænd måtte anstrenge sig med at gå hele dagen til fods og takke deres gud til. Deres rækker ordnede de således, at fodfolket og de svagelige havde deres plads i midten, medens ridderne havde deres på højre og venstre fløj for at modstå fjendernes anfald. Selv gjorde de også gentagne gange angreb på modstanderne, strakte adskillige af disse til jorden, én gang endog henved fem tusind, men måtte ikke desto mindre opgive at forfølge dem. Dog eftersom mange genvordigheder vederfares de retfærdige, men Herren skal udfri dem af alle disse, derfor var Herrens hånd ikke kraftesløs over dem, men styrkede dem i alt, hvisårsag de led »som de, der er revsede, men dog ikke ihjelslagne« og »som sørgmodige, men dog altid glade«. Og skønt kejseren ikke kunne tvivle på, at man havde lokket ham i en fælde, lod han dog de gidsler, han havde, fare og holdt sig til det ord: »Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren«. Derefter kom de ind på et ganske tørt strøg, hvor de to dage igennem måtte døje tørst. Til pinsen kom de til Turkernes hovedstad Ykonium, slog lejr i en dyrehave i byens nærhed og styrkede sig der med urter, som groede i de omliggende haver; og tyktes det dem nu i deres sind, som havde de fanget Paradisets glæder. (pinsedag d. 13. maj 1190 kom de ikke til Ikonium, men var endnu undervejs og plagedes hårdt af hunger. Til dyrehaven ved Ikonium kom de først d. 17. maj).

Om kejserens kamp med sultanen

Som guds folk derfor efter hungerens lange og magre tid nogenlunde var kommet til kræfter igen og nu omsider håbede på uforstyrret ro efter sine langvarige anstrengelser og på uformørket fred efter krigsstormenes rasen, se! da lod det uretfærdighedens barn, Salhadins søn og sultanens svigersøn (han var omvendt sultanen af Ikoniums søn men Saladins svigersøn og hed Melik eller Malekschah, og hans fader Kilidsch Arslan. Sendefærden skikkedes kejseren d. 15. maj, altså to dage for de nåede Ikonium.), melde kejseren følgende: »Vil du have sikker gennemgang gennem mit land, må du give mig en guldbyzantier for hver af dine mænd; gør du det ikke, da vid, at jeg i morgen går løs på dig med krig og lader dig og dine mænd enten springe over klingen eller vandre i fangenskab!« »Vel er det helt uhørt,« lød kejserens svar, »at den romerske kejser betaler skat til nogen dødelig, han, som ellers er vant for at kræve end at betale og for at tage end at give skat. Al den stund vor kraft imidlertid for øjeblikket er udtømt, er jeg dog villig thi, på det at vi må kunne drage videre i fred og ro, at betale ham en denar af den slags, man kalder for en manlat.( manlat var en byzantinsk mønt, der i værdi står langt under en guldbyzantiner, og som var præget med kejser Manuel Komnenus´ billede). Vil han imidlertid ikke tage imod den, men foretrækker at forstyrre os med krig, må han vide, at vi, hvem vor kærlighed til Kristus kun lader valget imellem sejr eller død, hjertensgerne vil stride med ham for Kristi navns skyld.« Den omtalte manlat er en ringere møntsort, der hverken er helt af guld eller af kobber, men er sammensat af blandet og ringe stof. Sendebudet vendte da tilbage til sin herre med den besked. Men kejseren lod de mere velsindede i hæren sammenkalde og gjorde disse rede for den foreliggende sag for ved rådslagning at udfinde, hvad der var at gøre. De tilkaldte svarede som med én mund og sagde: »Det gensvar, I har givet tyrannen, er både godt og kejserens majestæt værdigt. Men for vort vedkommende være det eder vitterligt, at vi ikke er til sinds at søge fredsvilkår, men kun bier på død eller liv, tab eller sejr!« Denne så store fasthed hos guds mænd kunne ikke andet end tækkes kejseren, og ved morgenrødens frembrud fik han hæren opstillet således, at hans søn, hertugen af Svevien (Frederik), med kærnen af krigerne stod i første række, medens han selv tillige med resten af hæren omgjordede sig for at knuse dem af fjenderne, der trængte ham i ryggen; og således kæmpede Kristi stridsmænd (slaget ved Ikonium d. 18. maj 1190), skønt deres styrke rigtignok ikke stod i forhold til deres mod; men han, som fordum skænkede blodvidnerne kraft til at holde ud i deres lidelser, han hærdede nu selv bestandigheden også hos disse sine kæmper. Deres modstandere faldt tilhøjre og til venstre; der var ikke tal på de dræbte, og ligenes mægtige dynge vidnede bedst om storheden af mandefaldet. Tilsidst da mængden af de slagne endog spærrede indgangen til staden (Ikonium), vedblev nogle korsfarere endnu at hugge ned for fode, medens andre sørgede for at skaffe de faldne tilside, indtil man på den vis omsider brød ind i byens porte og med det skarpe sværd slog alle dem, som man traf i staden. Resten af fjenderne trak sig tilbage til borgen, der stod i forbindelse med byen. De kristne havde således både inde og ude ydmyget fjenden og holdt nu tre dages rast i staden selv. Da skikkede sultanen ansete sendemænd med gaver til kejseren og lod ham sige: »I en god stund, herre kejser! er du hidkommen i mit land; og hvad det angår, at din højhed her langtfra har fundet den forønskede modtagelse, da har du ikke kun ære, men vi skam deraf; thi, medens din store sejr vil skabe dig et evigt ry, vil den for os blive en kilde til stadig blusel og vanære. Dog må du være fast forsikret om, at det således forefaldne ikke er sket med min vilje, eftersom jeg for øjeblikket ligger på sotteseng, ude af stand til at råde enten for mig selv eller andre. Derfor beder jeg dig nu at te mig miskund, modtage gidsler og alt, hvad du ellers måtte begære, i fredspant. og til vederlag forlade byen og påny opslå din lejr i haven.« Kort at fortælle, kejseren rømmede virkelig staden med sine mænd, ikke alene fordi alt, hvad han krævede, ydedes ham efter ønske, men også fordi den af ligene så forpestede luft nødte hæren til at fortrække. Efter således at have fået freden stadfæstet drog Kristi kæmper deres vej med glæde, fritagne for videre forfølgelse af modstanderne, styrede deres færd gennem Armeniernes land og kom til floden Salef, hvorved der lå en borg af samme navn.( På latin kaldes den Selevcium og floden Selevcius, men af Grækerne Selefkieh, Salef eller Safet.)

Om kejserens død

Da man var nået dertil, ville den herre kejseren på grund af den overdrevent stærke hede og det smudsige støv tage et kølende bad. Floden var ikke synderlig bred men omkredset af bjerge og havde som følge deraf et rask løb. Medens nu de andre gik over på et sted, der uden fare kunne gennemvades, lod kejseren trods manges misbilligelse stå til ud på floddybet; thi han håbede at kunne svømme over; men den stærke strøm greb ham og førte ham andensteds hen, end han. selv ville; og inden hans omgivelser kunne bringe ham hjælp, overvældedes han af bølgerne og omkom (d. 10. juni 1199). Der blev nu almindelig sorg, og alle klagede som med én mund og sagde: »Vor første støtte i kampen er bukket under. Hvo skal nu trøste os på denne vor pilgrimsfærd. Som vildfarne får midt iblandt ulve vil vi være prisgivne, og ingen vil værge os mod deres bid.« Således fortærede folket sig i ørkesløs gråd og jammerklage. Men kejserens søn trøstede dem og sagde: »Vel er min fader død; men vil I kun være standhaftige og lade være at fortvivle, så skal I snart skue Herrens hjælp over eder.« Og da han i enhver henseende bar sig forstandig ad, bøjede efter faderens død alle sig for hans høvdingvælde. Således samlede han de tiloversblevne de fleste var nemlig allerede spredte og kom til Antiokia (d. 21. juni 1190), hvor fyrsten modtog ham med hæder og anviste ham staden at råde over efter eget tykke. Thi Sarracenerne trængte idelig byen så stærkt, at fyrsten som følge af deres anfald måtte opgive ethvert håb om selv at holde den. Kejserens søn rastede derfor en stund i staden for der at udhvile. Men her begyndte det forsultne krigsmandskab til overmål at fylde sig med vin, og hvad der iøvrigt fandtes af gode ting i byen; og under disse omstændigheder steg dødeligheden så voldsomt, at der nu omkom flere af overfylding end for af tomhed. Og ikke alene lå mange af den store hob under for denne deres mangel på mådehold, men selv adskillige højbårne og gode mænd gik tilgrunde som følge af den overdrevent stærke hede, blandt disse sidste hr. biskop Godefrid af Erbipolis, en kløgtig og ordsnild mand, som efter den ham skænkede nåde for en stor del styrede pilgrimsfærden; også han omskiftede her sin jordiske bolig med sit himmelske fædreland (biskop Gotfred af Wurzburg, tidligere kejserens kansler, døde d. 8. juli 1190). Men hertugen lod tre hundrede krigere blive liggende der og kom selv med resten til Akon, hvor han traf en stærk hob kristne i færd med at angribe byen; og skønt han ikke kun stødte til med en skare på tusind mand, styrkedes Teutonernes parti alligevel betydeligt ved hans komme. Dog medens han der opholdt sig og beredte sig til kampen med fjenderne, forekom en altfor tidlig død ham og gjorde ende på hans dage (d. 20. januar 1191). Og sålunde sluttedes denne tilsyneladende næsten frugtesløse færd. Derfor har adskillige forarget sig derover og påstået, at den ikke var retteligt begyndt og derfor heller ikke heldigt fuldbragt. Men du, som dommer slig, se til, at det lys, der er i dig, ikke er mørke, som Herren siger: »Dit legemes lys er dit øje,« idet han vil have »øjet« forstået om det indre øjemed, men »legemet« om den ydre dåd. Og Visdommen siger: Mennesket ser på det udvortes, men gud ser i hjertet. Når altså dit øjes lys er i hjertet og synligt for gud alene, medens det, der ses af mennesket, kun er legemet og ydersiden, hvor tor du da vove at tiltage dig dommen, der tilkommer gud, som alene kender det skjulte! Hellere måtte du ialfald udlægge det, hvis øjemed du ikke fatter, til det bedste. Her foreligger dog tydelige tegn, som vel fortjente nøjere at påagtes, da de viser, at hine evangeliets mænd virkelig af kærlighed til Kristus har forladt hus og hjem, brødre og søstre, fader, moder og hustru, sønner og agre, ja! hvad som mere er, selv har givet deres legeme til pris for anstrengelser og lidelser. Thi de fleste af dem, der gik med på dette tog, dreves af en så brændende gudhengivenhed, at de hellere ville bekende Herren og bukke under end vende tilbage til deres hjemstavn. Ihvorvel derfor denne ledings og pilgrimsfærd ikke førte til målet, den så hedt attråede, afgørende kamp, har man alligevel ingen ret til at tvivle på, at pilgrimene har vundet krandsen, hvorefter de higede. Thi »kostelig i Herrens øjne er hans helliges død;« men ligesom gud alene kender, hvilken udgang det skal tage med dem, samt hvorlunde og hvornår døden skal komme over dem, således er det og ham alene, hvem det tilkommer at dømme om den løn, hver enkelt af dem har fortjent. Thi den retfærdige, om han end dør tidlig, skal han husvales.

Om angrebet på Akkon

Men imidlertid arbejdedes der på at tage Akkon af Kristi stridsmænd, som af alle slægter, folk, stammer og tungemål var komne sammen dér. Først var kong Wido, der, som ovenfor sagt, var løst af sit fangenskab, kommen fra Tyrus og havde lagt sig for byen med to hundrede tusind mand (i august måned 1189), og siden var angrebet under guds medvirkning blevet overmåde voldsomt. Tyrus var nemlig dengang hartad den eneste stad, hvor de kristne endnu fandt tilflugt, og dette skyldtes markgrev Konrad, som med største ihærdighed vedblev at holde byen. Thi denne mand havde gud hidskikket til styrke for det kristne ridderskab og til værn for sine troende, idet han på selv samme tid, som det hellige land ødedes, var på valfart til Jerusalem for der at bede; men da han ombord på et fartøj kom fra Grækien og ville lægge til ved Akkon, erfarede han, at Salhadin havde indtaget hele landet, og at byen selv var overgivet til denne; derfor flygtede han og lagde vejen om ad Tyrus til. Selv der i byen var dog Salhadins folk tilstede for at tage imod gidsler. Men stadens bedste mænd som fik nys om Konrads komme, optog ham hemmelig i byen, knyttede venskab med ham og overdrog ham herredømmet over den (markgrev Konrad, en søn af markgrev Vilhelm af Ejsenberg (Mons Ferratus) ægtede Isak Angelus' datter Theodora og kom i juli eller august måned 1187 til Tyrus, just som man tænkte på at overgive byen), hvorefter han lod Salhadins mænd jage på porten, styrkede Tyriernes mod og sørgede for udbedringen af murenes brøst og de til værn for samme opførte tårnes befæstning. Salhadin, der just opholdt sig i Akkon, og hvem det skete kom for øre, lagde sig imidlertid i sin harme øjeblikkelig for byen og lod syv angrebsmaskiner bygge imod den og gøre så stærkt brud på dens mure, at staden alt stod hans krigere åben. Men markgrev Konrad satte mod i sine folk og slog sin lid til Kristi bistand, som aldrig lader dem, der håber på ham, i stikken; han lod portene åbne, gjorde et dristigt udfald imod fjenderne, drev Sallhadin på flugt og forfulgte ham op i bjergene; og ved denne lejlighed faldt der fem tusind af Saladins mænd. (Denne sejr tilkæmpede Konrad sig ved udgangen af januar måned 1188). Derefter vendte Konrad om med et rigt bytte og mættede sålunde dem, som alt var helt vansmægtede af hunger. Men Salhadin gentog ikke mere sit angreb på byen, ja, han måtte endog siden for meget guld tilkøbe sig fred af markgreven, som ved stadige udfald foruroligede hans lejr. Derfor prøvede adskillige at sigte Konrad for troløshed, eftersom han tog imod gaver af de vantro. Men han tog kun bytte af Egyptierne for dermed at gøre Hebreerne rige; thi alt, hvad han på nogen vis fratog de vantro, lod han troligt komme de troende tilgode.

Om Teutonernes komme

Imidlertid lå kong Wido, som sagt, for staden Akkon rned teutoniske stridsmænd samt dem, der fra Longobardien og Tuskien havde samlet sig i Tyrus; og de fornemste var greven af Gelrem (Otto, greve af Geldern), grev Henrik af Aldenburk, Widikynd, foged i Riedens (Widekind af Rheda i Vestfalen, foged for klosteret Freckenhorst, grundlægger af klosteret Marienfelde i stiftet Munster), grev Adelbert af Poppenburk og mange flere biskopper og højbårne mænd. Men Salhadin voldte dem uafladelig så mange bryderier, at de alt var på veje til at lade håbet fare om længere at kunne holde ud dér. Dog han, som tidligere hørte Israels børns suk i Egypten, der de plagedes af Farao, han kom nu sin miskundhed i hu, så ned til dem fra sin ophøjede stol og skikkede dem hjælp. Omsider på den tredje dag, som de lå for staden, det vil sige d. 1. september (1189), viste der sig en mængde skibe, som kom fra forskellige egne i Teutonien, og som Herren så velholdt havde styret gennem meget byrdefulde landomkrydsninger og en sejlads over såre vidtrækkende havstrøg, at det aldrig havde skortet dem på medbør, og intet af dem havde lidt nogetsomhelst tab hverken på mennesker eller redskaber. Men de teutoniske skibe, der således for fulde sejl lagde til land, udgjorde femti fem; og i følge med dem var en herre af Avense ved navn Jakob med fem store skibe med mandskab, våben og levnedsmidler. Salhadin, der med en talløs skare havde beredt sig på den følgende dag at falde over Kristi stridsmænd, studsede i begyndelsen ved at høre tale om så stor en flådes komme, tabte i sit hjertes bitterhed al fortrøstning og blev helt elendig, da han ikke et øjeblik tvivlede på, at disse, som han ikke havde kunnet holde borte fra land, var komne til hans fordærv. Da de nu havde vundet ind i havnen og var gået i land med stærk hånd, lasede de en vold trindt om staden, men kunne alligevel ikke forhindre, at Salhadins mænd, hver gang de fik det i sinde, ad den port, der vendte imod øst, drog ind og ud af byen med kameler; således havde de hartad en måned igennem under stor møje og fare deres læs med at ligge for staden, og deres kræfter var såre udtømte på grund af deres stadige vagthold både ved dag og ved nat, eftersom Sarracenerne uophørlig forstyrrede dem med pileskud og anfald. Imidlertid havde de i sinde at strides med dem, så snart de kun ved guds gunstige førelse så sig i stand til at få hold på dem, og de skikkede derfor bud til Tyrus efter markgrev Konrad og landgrev Lothewig af Thuringien, der først for kort tid siden med ære var kommen fra sit land med en mængde krigsmænd og et stort forråd på levnedsmidler, og bad begge at bringe sig hjælp. Markgreven indfandt sig dog først på gentagen opfordring og det tilmed ikke med god vilje som følge af nogle kivsmål, han havde med kongen. Han skyldte nemlig denne for, at han kun i det øjemed derved selv at slippe fri havde overladt Salhadin mange faste stæder. Begge kom imidlertid med vældig hånd, og de kristne glædede sig over deres komme, men synderlig dog over landgrevens, eftersom denne på dette tidspunkt havde indfundet sig som en ny kæmpe og havde ord for at være hovedet for det derværende ridderskab. Også hr. patriarken havde givet møde i lejren og styrkede modet hos såre mange. Hæren opstilledes da i slagorden, således at ridderne, bueskytterne og kernemandskabet i hele sin styrke var ude på fri mark, medens resten vogtede lejren mod anfald fra byen. Da nu de, som var udenfor, tørnede sammen med fjenderne, kastede derfor bymændene sig over dem, der vogtede lejren, og trængte dem hårdt. Men Salhadins lejr sloges på flugt. Da de, som vogtede skibene, blev det var, råbte de, at Salhadin flygtede; og således slap de, der opholdt sig i lejren, ud af deres klemme. På den anden side forfulgte de, som var ude på åben mark, Salhadin op i bjergene, men vendte om igen af frygt for baghold. Men imedens fodfolket var i færd med at rive bytte til sig i fjendens lejr, rejste der sig slig kævl imellem dem om et muldyr, som alle rev og sled i, at folkene rustede sig til indbyrdes krig; og da Saracenerne fik nys herom, kom de bag på dem, brød ind over dem og strakte mer end tusind mand af dem til jorden, medens resten flygtede til deres egen lejr (slaget stod d. 4. oktober 1189, men var ikke det sidste). Det skete vakte stor sorg hos guds folk, og fra den tid af fastsatte de, at de ville drage en vold omkring sig for ikke at være et brat bytte for fjenden. Thi grav de to store grave, den ene ind imod byen, den anden ud imod det åbne land, og i ly af disse nød de fred og ro, eftersom fjenderne i staden nu var indelukkede og havde mistet friheden til at gå ud og ind. Landgreven og de øvrige højbårne mænd satte tillige igennem, at man med stor anstrengelse og mange udgifter opførte trende trætårne ind imod byen. Men skønt man håbede ved hjælp af sligt krigsudstyr at indtage byen, opbrændte dog bymændene alle disse bygninger med den såkaldte græske ild, og derover grebes Kristi stridsmænd både af sorg og harm og en følelse, der på grund af fjendernes hån, lignede skam. Dér døde landgreven efter disse dages forløb (som følge af sit svage helbred drog han bort og døde i oktober måned 1190 på øen Cypern), og fra den tid af syntes de at være uden høvedsmand,

Om kongerne af Frankiens og Anghens komme

Da kongen af Frankien med ét ankom (Filip II August kom påskeaften d. 13. april 1191) og med stærk hånd begyndte at lade en vold kaste omkring staden og angrebsmaskiner bygge imod samme. Kongen af Anglien var nemlig på den tid i færd med at indtage Cypern, et af hav omgivet land, som stod under kongen af Konstantinopolis, hvem det årlig måtte betale syv vægtdele guld af dem, der kaldes cyntenere (centner). Men kongen af Cypern var steget i rigdom og vælde og i sit overmod på én gang affalden fra Konstantinopolitaneren og fra den katolske tro. (kongen eller kejseren på Cypern var dengang den grusomme Isak). Derfor gik Anglikeren ham på klingen, fik både ham selv og landet i sin magt og lod ham kaste i fængsel i en stad, som kaldes Meregart; og eftersom han havde svoret på ikke at lade ham lægge i jern, lod han ham binde med en sølvlænke; og der døde så kongen. Men af hans land tog kongen af Anglien såre store skatte og overgav det tillige som kristent land til kong Wido af Jerusalem, da denne i forvejen ved sin hustrus død havde mistet sit rige, som markgrev Konrad havde fået med hans svigerinde. (efter Sibylles død tog Konrad Elisabeth til ægte og fik ved vold kongeriget Jerusalem i sin magt ved udgangen af året 1190). Efter Cyperns hærgning landede kongen af Anglien derfor ved Akkon (d. 8. juni 1101), forenede sine stridskræfter med kongen af Frankiens og indesluttede staden; og Kristi stridsmænd skyede ingen fare, men undergravede uophørlig både ved nat og ved dag byens mure og omstyrtede dens tårne, så at de, som opholdt sig derinde, tvungne af nøden, begyndte at underhandle om stadens overgivelse. I smug skikkede de imidlertid tit sendemænd til Salhadin, for at han efter løfte måtte fri dem; men som han var ude af stand til at gøre det, overgav de byen (d. 12. juli 1191). Alle derinde toges således til fange, men lovede for deres frigivelse mange løsepenge, ja, tilmed tilbagegivelsen af Herrens kors, og fik mod at stille gidsler våbenhvile på en måned, hvorefter de gik til Salhadin angående tilbagegivelsen af Herrens kors; men hos ham udrettede de intet og kunne lige så lidt betale pengene, hvorfor de vendte om og begav sig ind i staden igen, hvor fire tusind hedenske mænd nedhuggedes i Salhadins påsyn. Dog løste Karkas og Mesthus (Sajfeddin Ali Meschtub og Bohaéddin Karakusch var begge emirer. Det her fortalte foregik først efter Filip Augusts afrejse) og andre af de mere ansete sig med penge. Men kongen af Frankien gik efter byens indtagelse ombord på sin flåde og vendte tilbage til sit (fra Akkon drog han ved udgangen af juli måned 1191), men på det vilkår, at han skulle have halvdelen af hele det i staden gjorte bytte. Dette lovede kongen af Anglien ham vel i øjeblikket, men glemte dog rent at opfylde løftet. Men efter kongen af Frankiens bortgang vendte Angliens konge sig mod Askalon for at indtage den. Da indbyggerne imidlertid erfarede dette, satte de ild på deres by og flygtede. Men kongen holdt sit indtog i den øde stad (Rikard Løvehjerte kom først d. 20. januar 1192 til Askalon), lod den genopbygge til en meget fast by og istandsatte dens mure og tårne. Efter disse dage myrdedes (d. 28. april 1192) kong Konrad af Jerusalem efter sigende ved kongen af Angliens og nogle Tempelherrers svig. (Markgrev Konrad, der var valgt, men endnu ikke kronet til konge af Jerusalem, dræbtes d. 28. april 1192 i sin by Tyrus af to Assassiner. Assassinerne (Haschischin) var en muhamedansk sekt, der grundlagdes i slutningen af det 11. hundredår af Perseren Hassan Sabbah »den Gamle fra bjerget.« Deres navn har de af en berusende drik, tilberedt af »haschisch« dvs. bladene af indisk hamp. Det franske ord »assassin,« snigmorder, er sandsynligvis hentet fra deres navn. De i det følgende omtalte redskaber kaldtes Fedawis, »Ofre.« Afskaffelsen af de positive religioner og udryddelsen af de kronede hoveder var sektens formål). Thi en høvding fra bjergene, der betegnes som den øverste ved navnet den Gamle, tog imod stikpenge for at udskikke to af sine mænd til drabet. Om denne Gamle kommer jeg nu til at berette adskilligt, som lyder naragtigt, men hvorom jeg dog har troværdige mænds vidnesbyrd. Nævnte Gamle omspinder folkene i sit land i den grad med sin trolddom, at disse hverken dyrker, ej heller tror på nogen anden gud end ham. Tillige foregøgler han dem på synderlig vis løfte på nogle glæder, der medfører en evig fryd, hvorved han bringer dem dertil, at de vælger døden fremfor livet. Tit styrter mange af dem, når de står oppe på en høj mur, sig nemlig på hans vink og bud så brat ned fra denne, at deres hjerne brydes, og de således omkommer ved en ynkelig død; og de er efter hans forsikring de saligste, som udgyder menneskeblod og til hævn for slig dåd selv bider i græsset. Når derfor nogle iblandt dem har valgt at dø på den vis, at de først vil snigmyrde en eller anden og derpå til hævn for drabet på ham finde en så meget saligere død, rækker han dem selv knive, der er indviede udtrykkelig i samme øjemed, lader dem derpå tage sig en sådan rus i et bæger, at de derved rives hen til forstyrrethed og åndsfraværelse, foregøgler dem så ved sine trolddomskunster visse drømme, der spiller ind i det fantastiske, og som er fulde af alskens fryd og lyst, eller rettere sagt af allehånde narreværk, og forsikrer dem nu, at de til vederlag for slig dåd evindelig skal have alt dette i eje. Han tog, som sagt, imod stikpenge og skikkede dem, der havde sammensvoret sig om markgrevens død, to af sin sekt for at myrde denne. Efter at de vel havde myrdet greven, blev de så selv myrdede; dog skal jeg lade det være usagt, om de virkelig blev til guder. Da markgreven sædvanligvis gik under navnet: greve eller konge, derfor var død, opstod der en ikke ringe forvirring hos guds folk, eftersom den faldne var en god og vis mand, ved hvem Herren ofte havde teet frelse i Israel. Derefter sluttede kongen af Anglien, der ønskede at vende hjem til sit, en såre tryg fred med Salhadin på trende år og firti dage; men den kunne dog ikke gælde, medmindre kongen først lod Askalon nedbryde; og dette gjorde han da også virkelig, dreven af nød, eftersom han savnede indbyggere til at nedsætte sig der efter hans bortgang. (freden sluttedes d. 1. september 1192). Han gik derfor om bord på et skib og landede i Bulgarien, medens hans mænd drog videre til Brandiz. Selv trådte han imidlertid tillige med nogle enkelte i en galej, drog til Ungarien og vendte tilbage ad en anden vej end den, han var kommen (d. 9. oktober 1192 forlod han det hellige land). Han var nemlig ræd for kongen af Frankien, som han havde stødt ved ikke at tage hans søster (Adelhejd), der var ham trolovet og ført til ham af kongen selv, til sin hustru; men i den sted havde han ægtet kongen af Avernes datter (Berengaria af Navarra) som hendes moder med stor prunk havde ført til ham. Medens han altså havde taget sine forholdsregler imod denne snare, faldt han imidlertid i en anden. Thi som han drog gennem Ungarien på pilgrimsvis han var nemlig selv tillige med sine mænd klædt som Tempelherre blev han taget til fange af hertugen af Østerrige eller Avstrien, der udleverede ham til kejseren. (Rikard blev fangen ved udgangen af året 1192 af hertug Leopold og overgivet til kejser Henrik VI d. 23. marts 1193). Og sålunde er det forjættede land for vore synders skyld end ikke befriet. »Thi Ammoriternes ondskab er endnu ikke fuld, »men Herrens hånd er endnu udrakt«.

Femte Bog

Om hertugens tilbagekomst fra Anglien

Men alt imedens denne ledings- og pilgrimsfærd stod på, skortede det ikke på nyt i Saxonien. Thi samme år (i 1189) som den herre kejseren ved majmånedstide var brudt op med dem, det af kærlighed til gud deltog i hans pilgrimstog, deriblandt grev Adolf, samme år omtrent ved salig Mykahels fest (ved Mikkelsdagstide ca. d. 29. september) vendte hr. hertug Henrik med sin efter faderen opkaldte søn tilbage fra Anglien og modtoges med venlighed af hr. ærkebiskop Harthvig af Brema. Denne var nu hartad ringeagtet af alle for Thietmarcernes skyld, som han ikke evnede igen at få tilbage fra Waldemar i Sleswik; og derfor sluttede han venskab med hertugen, eftersom han ved Henriks hjælp håbede at genvinde sin tidligere magtstilling, tog ham til sig i Stadium og overdrog ham grevskabet. Ved efterretningen herom ilede de mere formående iblandt Holtsaterne og Sturmarierne med at møde hertugen, bringe ham fredshilsen og tilbyde ham fri adgang til deres land; og af glæde over dette tilbud lovede han dem opnåelsen af højere værdigheder, ifald han ved deres hjælp kunne få indpas i landet. De besatte derfor straks grevens pladser Hammemburg, Plune og Etziho og drev hans mænd ud af landet. Ved synet heraf trak Adolf af Dasle, som dengang på sin søstersøns vegne opholdt sig i landet, så og greven af Skowenburgs moder, fru Mektildis, og hans hustru, fru Adelhejdis (grev Adolf IIIs anden hustru. Den første hed ligeledes Adelhejd), en datter af hr. Burkard af Qverenvorde, sig alle tilbage til staden Lyubeke.

Om Bardewiks ødelæggelse

Men hertugen samlede en hær fra Stadium og fra Holtsaternes, Sturmariernes og Polabernes land, indesluttede Bardewik og forberedte sig på at indtage den med grev Bernard (den ældre) af Racesburgs, grev Bernard af Wilepes, grev Heltnold af Zverins og andre af sine venners hjælp. De, der var i byen, satte sig dog til modværge og ville ikke overgive den. Hertugen fik imidlertid overmagten og den så rige stad ødelagdes helt af krigsmændene, som hverken sparede kirker eller kirkegårde, men plyndrede alt og satte ild på den. Alle derinde toges til fange, deriblandt også Hermann af Sturthenebuthle og andre riddere tillige med byens borgere; og ikke kun kvinderne og de små børn undgik med nød og næppe fangenskab (d. 28. oktober). Hertugen havde således lykke på sin vej, hvisårsag han omtrent ved salig Martins fest (ved mortensdags ca. d. 11 november) begyndte et nyt hærtog og beredte sig til angreb på Lyubika. Men som han alt nærmede sig staden, skikkede de derinde, skræmmede ved Bardewiks ødelæggelse, sendebud til ham med fredshilsen, dog på det vilkår, at grev Adolf af Dasle og greven af Skowenburgs moder greven var dengang selv på pilgrimsfærd samt hans hustru og tjenstgørende mænd frit og uhindret med alt dem tilhørende turde forlade landet. Og da hertugen nu var kommet i besiddelse af staden og hele den på pilgrimsfærden fraværende grev  Adolfs land, søgte han umiddelbart derefter at indtage hertug Bernards fæstning Lowenburg, som også efter en måneds forløb overgaves til ham, dog på det vilkår, at de, der var i borgen, kunne drage uforulempede bort. Da hertugen således vedvarende havde held med sig ved sine foretagender, lod han endelig Sygeberg, den eneste borg, der endnu holdtes af grevens mænd, angribe af Walter af Blandensile (skal vistnok være Walter af Baldensele, hvis navn forekommer i dokumenter fra 1198-1217. Baldensele er formodentlig Gross-Bollensen i kirkesognet Nettelcamp i Lüneburg) med Holtsaternes og Sturmariernes hjælp. Disse omgikkes imidlertid med svig; deres tidligere færd fortrød dem, de skiftede sind og faldt fra hertugen; og borgen undsattes således ved Eggo af Stures og hans venners hjælp. Walter toges til fange, lagdes i lænker og måtte, skilt fra sit hjem, tage tvungent ophold på borgen, som han tidligere håbede at indtage. Sålunde svækkedes atter hertugens parti i disse egne. Adolf af Dasle vendte nu også tilbage med den på pilgrimsfærd dragne greves moder og hustru og foruroligede staden Lyubeka på mange måder. I maj måned (1190) opbød dog hertugen ved grev Bernard af Racesburgs, Helmold af Zverins og skafferen Jordanis hånd en hærstyrke imod Holtsatiens land for at tage hævn over sine modstandere. Men folkene nåede ikke langt udenfor staden Lyubeka, førend de sloges på flugt, og både Helmold, skafferen Jordanis og mange andre toges til fange. Mange druknede også i floden Travene, medens greven af Racesburg og andre undkom ved flugten. Helmold og Jordanis fængsledes med håndlænker på borgen Sigeberg, men løstes siden af fangenskabet, førstnævnte imod en udbetaling af tre hundrede mark penninge, men Jordanis, der var velhavende, mod seks hundrede mark sølv.

Om kongens komme

Da den unge konge imidlertid spurgte hertug Henriks og hans søns tilbagekomst, harmedes han både derover, at Henrik, som det syntes, af ringeagt for hans unge alder tvært imod sin ed var vendt tilbage for tiden, og over, at han havde sat sig i besiddelse af et land, som tilhørte grev Adolf, der, som sagt, var gået på de lange rejser med drottens fader. Kongen kom derfor ilsomt til Bruneswik for at lægge den øde (i november måned); men da vinteren var for nær, til at han kunne få byen i sin magt, drog han derfra imod den Konrad af Rothe tilhørende borg Limbere for at indtage den. Der udrettede han imidlertid lige så lidt, hvorfor han, gram i hu, vendte tilbage til sit eget. På Bremernes klage jog han dog ærkebiskop Hartwig af Brema, som var skyld i al denne forvirring, fra ærkesædet, og Hartwig, der ikke mægtede at bære kongens vrede, drog først til Anglien, hvor han tilbragte et helt år, og begav sig siden ved sin hjemkomst til hertugen, som imidlertid ved ærkebiskop Konrad af Moguntias og Filip af Kolonias mellemkomst begyndte at anstrenge sig for at genvinde kongens nåde. Denne satte ham virkelig en herredag i Vulda og tog ham til nåde på de vilkår, at han skulle lade murene på alle fire sider af Bruneswik nedbryde og fæstningen Louenburg sløjfe; selv skulle han som en gave af kongen besidde den ene halvdel af staden Lyubeka, medens grev Adolf skulle blive i uforstyrret besiddelse af den anden tillige med hele sit land (dette forlig kom i stand i begyndelsen af juli måned 1190). Som gidsel for denne fredslutnings urokkelighed modtog kongen hertugens søn Ludger, der siden døde i staden Avgusta (død d. 15. oktober 1190), hvorimod hertugens ældre søn Henrik med 50 riddere fulgte kongen både til Rom og til Appulien. Men hertugen sløjfede ikke Lowenburk, ligesom han heller ikke efter løfte tilbagegav halvdelen af Lyubeka til Adolf, der endnu var på pilgrimsfærd, og ophørte lige så lidt med sine angreb på dennes land.

Om kongens indvielse til kejser

Da kongen imidlertid således havde ordnet disse anliggender, rykkede han med stærk hånd ind i Italien (ved udgangen af året 1190) og havde i sit følge Kolonieren Filip, hertug Otto af Boémien og mange andre. Men da han nærmede sig Rom for at modtage den apostoliske velsignelse, døde apostelherren Klemens(d. 20. marts 1191), i hvis sted den herre Celestinus ophøjedes på pavestolen. Og da denne så, på hvor opsigtvækkende en måde kongen indfandt sig, søgte han at trække det i langdrag med hans indvielse og udsatte derfor sin egen indtil videre. Romerne gik imidlertid ud til kongen og sagde til ham: »Slut venskab med os og hædre os og staden med samme rettigheder, som de konger, der var dine forgængere, har skænket os! Dertil skaffer du os ret over din besætning i Tuskulanum, som uafbrudt volder os uro. Vi vil da være dine talsmænd hos den herre paven og bede ham sætte kejserkronen på dit hoved. Kongen viste sig rede til i alle stykker at opfylde Romernes ønske og påbød derfor, at borgen og byen, som de havde ført klage over, skulle nedbrydes. Men Romerne kom, endnu førend deres plan var røbet, til den herre paven og sagde; »Herre! vi er dine får, men du er dine fårs hyrde og dine børns fader. Derfor bønfalder vi da og din miskundhed, at du vil spare os, som er såre ilde fare. Thi, som du selv bedst véd, din pligt er det med folkenes lærer at græde med de grædende og glæde dig med de glade. Nu har denne konge med en talløs hob taget landet i besiddelse og hærger vore sædemarker, vore vingårde og vore oliehaver. Vi beder dig derfor her at hjælpe os ved ikke længere at opsætte hans indvielse, på det at landet ikke må blive armodens bytte. Kongen selv forsikrer også, at han kommer hid i fredsærinde og med ønsket om i enhver henseende at hædre vor stad og vise dig sønlig lydighed.« Disse bønner fandt bifald hos apostolikeren; under den største jubel holdt kongen sit indtog i staden; og sålunde gik den herre pavens højtidelige indvielse for sig påskesøndag (d. 14. april 1191), medens kejseren og kejserinden i største fred og ro modtog velsignelsen og kronedes påskemandag (d. 15. april 1191).

Om kejserens tog til Apulien

Da den herre kejseren således havde modtaget velsignelsen, drog han til Apulien for at tage imod hele Sikuleren Willehelms land, som tilhørte ham på hans hustru) kejserindens vegne. Eftersom apostelstolen imidlertid allerede havde indsat en anden ved navn Tankrad (greve af Lecce, søn af hertug Roger af Kalabrien og sønnesøn af kong Roger) til konge sammesteds, optog den herre paven dette skridt som en så stor fornærmelse, at han endog beredte sig på at sætte magt imod magt; dog var hans kraft for ringe, til at han kunne holde stand imod kejseren. Thi skrammede ved dennes komme overgav indbyggerne i landet alle befæstede byer og stærke borge i hans hånd; og da han kom til Kassinerbjerget, hvor salig Benedikt hviler, modtog man ham der med stor venlighed. Medens han her opholdt sig i Hellig Germanus ved foden af bjerget, forlod hertug Henriks søn ham uden afskedshilsen og vendte igen tilbage til Rom, hvorfra han tilsøs for bort med skibe, som han fik hos nogle af Romerne. Denne fornærmelse bed kejseren imidlertid i sig og fortsatte sin begyndte færd, kom således lykkelig til Neapolis, men traf der på en stærk krigerskare og et hårdnakket stivsind hos indbyggerne. Kejseren hærgede da hele landet, ødelagde deres vingårde og oliehaver, lod en vold rejse mod staden og angreb den på det voldsomste (dette angreb varede fra slutningen af maj til slutningen af august måned 1191). Herom bekymrede dog de, der var inde i byen, sig ikke stort, eftersom de ad søvejen havde lejlighed til at slippe både ind og ud. Kejseren omgikkes imidlertid med den plan at trække en stor mængde skibe sammen fra Pisa og andre stæder og indeslutte byen både tillands og tilsøs; men medens dette stod på, nærmede hundedagene sig og afstedkom uophørlige sygdomsanfald i hæren.

Om Kolonierens død og kejserens tilbagevenden

På den tid døde dersteds Kolonieren Filip (død d. 13 august 1191), hvis legeme bragtes til Kolonia og jordedes der med skyldig ærefrygt. Også hertug Otto af Boémien (død d. 9 september 1191), som tillige med ærkebiskoppen udgjorde hærens fasteste støtte, samt mange andre, både ansete og småfolk, bukkede der under. Selv kejseren begyndte som følge af den overdrevent stærke hede at skrante så heftigt, at hans fjender i den tro, at han alt var død, tog kejserinden, der var draget videre, til fange. Således hævedes angrebet på byen; kejseren vendte, endnu inden han helt var kommen sig, hjem igen (han drog derfra i september og kom til Tyskland omtrent d. 13. december 1191); og senere kom kejserinden med ære bagefter; men fjenderne tog som følge deraf de punkter tilbage, som kejseren havde fået i sin magt.

Om grev Adolfs´ hjemvenden

Men imidlertid erfarede den på pilgrimsfærden stedte grev Adolf ved sit komme til Tyrus, at hans land var besat af hertug Henrik; og han opgav derfor efter et råd, han fik af flere gudelige mænd, sin pilgrimsfærd og gav sig på vej tilbage til Skowenburk. På hjemvejen kom han til kejseren, som dengang opholdt sig i Svevien (ved slutningen af 1190), og denne gav ham vistnok for øjeblikket godt håb om at få sit land tilbage, lovede at hjælpe ham på alle måder og understøttede ham ovenikøbet med gaver i rigt mål. Men da greven kom til Skowenburk, opdagede han, at adgangen til Holsatien fra alle sider var ham spærret; thi hertugen sad inde med alle punkter i omegnen af Albia, nemlig Stadium, Lowenburk, Boyceneburg og Zverin; og heller ikke kunne han få adgang gennem Slavien, eftersom hertugens svigersøn Burwin dér havde lagt ham baghold. Derfor drog han til hertug Bernard og til markgrev Otto af Brandenburk, og disse gav ham med stærk hånd følge til Ertheneburk, hvor hans søstersøn Adolf af Dasle med en mængde Holtsatere og Sturmariere tilligemed hans moder og hustru kom ham i møde og modtog ham med glæde. Også grev Bernard af Racesburks søn, den yngre Bernard, som hertugen med den apostoliske herres tilladelse, fordi faderen ikke havde flere sønner tilbage, havde ladet gå over fra klerke til ridderstanden, kom af frygt for at miste sit land til hertug Bernard og markgreven, gik i kejserens navn over til disse, skilte sig således fra hertug Henrik og begyndte at bistå grev Adolf i et og alt, hvorimod hans fader begav sig til hertug Henrik og blev hos ham i mange dage. Siden ramtes faderen imidlertid af en sygdom og førtes tilbage til klostret - ikke borgen - Racesburk, hvor han, plejet af sin søn og hustru, en tid lang skrantede, indtil han omsider udløst af sin elendighed fik ende på sine dage. Ej fortryde det imidlertid læseren, om et og andet forudskikkes, men senere atter vender tilbage i fortællingen, eftersom der er forskel imellem en naturlig og en kunstig ordning af stoffet, hvisårsag også digteren lægger skribenten det på hjerte» Straks at sige, hvad straks for øjeblikket må siges, men mangfoldigt at lade bero og for tiden forbigå«. Her bør det derfor heller ikke glemmes, men tværtimod udtrykkelig bringes i erindring, at bemeldte Bernards fader var en højbåren og anset mand, nemlig grev Henrik af Bodwide, som indkom i landet på kong Konrads tid, medens hertug Henrik af Saxonien og Bauwarien endnu levede, og hans søn, den senere hertug Henrik, var barn. Da samme hertug Henriks fader Henrik faldt fra, fik greven af Bodwide landet af denne hans dengang endnu spæde søn Henrik. Imellem grev Henrik og den ældre grev Adolf af Skowenburk, som også dengang opholdt sig i landet, var der imidlertid krig, og førstnævnte førte en anstrengt kamp for at komme til magten i Wagrien. Men Adolf gik af med sejren og indtog Wagrien, medens Henrik fik Racesburk med Polabernes land i bestandigt len af hertugen. Denne, som på den tid var voksen og stod i stor anseelse, begyndte nu at lægge grunden til kirker hinsides Albia og stræbte i følge et råd, han fik af ærkebiskoppen af Magdeburg, at forfremme provst Evermod samme steds til styrer over stiftet Racesburg. Fornævnte greve hjalp ham på alle måder, og ved guds nådige bistand kom hin dengang endnu helt spæde kirke til kræfter og øgede både sin formue og tallet af sine lemmer. Samme greve havde også en søn ved navn Bernard, som ligeledes efter sin faders død viste sig som en nidkær mand, skønt han flere gange havde stor vanskelighed med at udholde Slavernes angreb. Men efter at han havde fået dem uddrevet, udrettede han også dag for dag større ting i landet. Denne Bernard hjemførte som brud en højbåren kvinde fra Slavenland, datter af Pomeranernes fyrste Ratibor, og som følge af dette ægteskab herskede der blivende fred og forbund imellem landene. Med denne sin hustru avlede han sønnerne Volrad, Henrik og Bernard, der, da de voksede til, blev dådkraftige mænd, hvis lykke ej stod tilbage for deres faders. Volrad og Henrik optoges i ridderstanden, medens Bernard forfremmedes til klerk og som sådan fik en præbende ved hovedkirken i Magdeburk. Volrad fandt døden i en kamp, som han engang førte med Slaverne, og hans lig bragtes til Racesburk, hvor han fik sin grav hos sine frænder og følgende velfortjente gravskrift:»Trængende fjendens skarer selv sank du, tapreste ridder! Volrad! over dit Tab græder enhver, dig har kendt. Du, som din fader ligned, for fædrelandet, din moder, var både hævner og skjold, lønne dig gud for din dåd!« Hans broder Henrik derimod endte sit liv i fred. Da deres fader Bernard nu som sagt, også gik bort, ægtede hans tredje søn Bernard, der - dog ikke uden pavelig tilladelse - havde forladt klerkestanden, og var blevet ridder, grevinden af Airemunds højbårne datter Adelhejdis, med hvem han fik en søn, som han gav sit eget navn. Siden ramtes han af en legemlig lidelse og endte sine dage i Racesburk, og sønnen fulgte ham endnu som barn nogle år efter i graven, medens moderen Adelhejdis omskiftede sin enkestand og ægtede grev Adolf af Dasle. Således uddøde hin slægt (dog ikke tidligere end 1201, det år, da grev Adolf af Dasle fik grevskabet Ratzeburg).

Om det andet angreb på staden Lybeck

Da nu hertug Bernard havde genindsat Adolf, vendte han tilligemed sin brodersøn markgreven tilbage til sit eget. Men de levnedsmidler, som han havde ført med sig, overlod han til grev Adolf og Bernard (den yngre). Begge disse lod øjeblikkelig, ihvorvel de hver især forblev i deres eget land, staden Lubeke indeslutte med en vold og angribe af al magt. Hertug Henriks mænd holdt imidlertid med stor bestandighed byen. Til høvding i denne havde hertugen sat en vis Ljuthard, søn af Walter af Berge. Denne Ljuthard var en såre nidkær mand, der ikke blot viste stor udholdenhed under angrebet, men endog ved sin død bevarede byen lige til den dag i dag. Da Adolf derfor mærkede, at angrebet ikke trykkede indbyggerne synderlig, eftersom Travena gav dem fri lejlighed til at slippe både ind og ud, lod han med stor anstrengelse floden spærre med mægtige pæle og bjælker, hvorved byen trængtes meget hårdt; og under selve angrebet begav han sig til kong Kanut af Dacien for at hilse på denne og tillige for at bringe ham sin varmeste tak, fordi hans land i hans egen fraværelse ved kongens hjælp havde nydt den tryggeste fred. Dette var virkelig ikke uden grund, da kongens broder, hertug Waldemar, tilligemed biskop Waldemar i Sleswik, efter at greven var draget bort, med stærk hånd var faldet ind i hans land og havde modtaget gidsler af hans søstersøn Adolf af Dasle, der med sin bedste vilje ingen modstand kunne gøre, men som kun måtte forpligte sig til at afholde sig fra angreb på Thietmarcerne, som dengang stod under hertugen og biskoppen, såvelsom fra ethvert andet foretagende imod kong Kanuts rige. Efter således at have hilst på kongen vendte greven tilbage til sit.

Om tilfangetagelsen af hertugens vasaller

Men imidlertid trak hertug Henrik, hvem de indesluttede bymænds skæbne gik til hjerte, en hær sammen, som han under ledelse af Konrad af Rothen, der på den tid af hertugen havde fået Stadium at råde over, samt ovennævnte Bernard (den ældre) lod tage vejen ad Lubeke til; og efter at de henimod Lowenburk skjult var gået over Albia, kom de nær til Racesburk og skræmmede grev Bernards folk, som lå på vagt i nærheden af byen på et sted, kaldet Herenburk, så at de tog flugten og trak sig tilbage til Racesburk. Således hævedes angrebet på disse kanter, stadens indbyggere kom ud, ranede det der forefundne bytte og forråd på levnedsmidler og begav sig således med stor glæde ind i byen igen. Men ved morgenrodens frembrud den følgende dag greb de til våben og rykkede ud af byen for under grev Bernards og Konrad af Rodhens anførsel at kæmpe med fjenderne midt inde i deres land. Disse mødte dem imidlertid til trods for deres ringere antal ikke langt fra byen, besatte et vadested ved en strøm, kaldet Zwartowe, som de ville gå over, stred kækt og slog dem øjeblikkelig på flugt, hvorefter de trak sig tilbage til byen, medens Bernard den yngre vendte tilbage fra Racesburk med alle dem, han i forvejen havde haft om sig, i forbindelse med Holzaterne og endnu samme aften slog lejr nærved søndersiden af byen for næste morgen at lade den afgørende kamp stå med de andre, hvis disse vovede sig ud der på stedet. Dette mærkede hertugens folk i byen dog i tide og rykkede derfor om natten nord på for at vende hjem ad en anden vej. En flod ved navn Wokenize, som var imellem dem og deres modstandere, hindrede nemlig foreløbig et sammenstød. Bernard samlede imidlertid hæren mere og mere og forfulgte dem, medens grev Adolf ved sygdom opholdtes i fæstningen Sygeberk. I nærheden af Boyceneburk ved Albias bred kom det da endelig til kamp, og en del af hertugens folk faldt, endnu flere slæbtes i fangenskab og resten flygtede. Ved modtagelsen af dette glædesbudskab var det, ligesom om at Adolf kom sig af sin sygdom, og han begyndte nu at overveje, om det ikke med guds hjælp kunne lykkes ham at komme i besiddelse af Stadium. Iblandt fangerne var der nemlig en stor mængde fra grevskabet Stadium, og over dem rådede han, eftersom han havde været klog nok til at løskøbe dem hos de riddere, som havde taget dem tilfange. Disse løskøbte havde givet ham godt håb og forsikret ham, at de, hvis de kun i ham fandt en nådig herre, for ville gå ham tilhånde end hertugen. Tilmed lovede de at vise al mulig tjenesteiver, for at han, støttet ved deres råd og bistand, måtte vorde i stand til at sætte sig i besiddelse af Stadium.

Om hvorlunde greven indtog Stadium

Oplivet eller rettere sagt oplyst ved deres ord samlede greven en hær i Hammemburk og kastede sig dermed over en nær ved byen liggende ø, kaldet Gorieswerther. Hammemburgerne, der frygtede hans komme, drog da selv ud til ham og sluttede en venskabspagt med ham, hvorpå greven samlede de skibe, som på den tid var til at opdrive, med hele sin styrke gav sig på farten til Stadium og til en begyndelse afsved nogle mindre landsbyer på Albias anden bred. »Lydt i højenloftshallen alt længe tonede rygtet« (efter den romerske digter Statius, der levede på Flaviernes tid og skrev om Akilles) om grevens komme med stærk og mægtig hånd, og skrækken var overvældende. Thi de havde endnu ingen trøst fået i sorgen over deres døde og fangerne, som de havde mistet. Derfor talte den ene til den anden og sagde: »bedre at tjene greven, der igen kan hjælpe os til vore fanger, end hertugen, som har voldet os så stor en kvide!« Men da Konrad forudså, hvad der ville komme, og frygtede for et oprør, så forbitret som folket var, lod han under påskud af en forretningsrejse hestene sadle, opmuntrede folket og takkede dem på skrømt for den iver og anstrengelse, hvormed de havde stået deres herre og hertug bi, lod sin hustru og sit bohave blive og fjernede sig uopholdelig for ikke mere at vende tilbage. Derefter kom beboerne af borgen i fredsærinde til greven og tilbød at overgive sig selv og den. Da greven således havde fået fæstningen, bød han at stille vogne med forspand til befordring af Konrads hustru og ejendele, et højsind, som han efter sigende kom til at fortryde, idet kvinderne med stor træskhed førte ham bag lyset ved på disse vogne at bortføre hele sække fulde af kostbarheder, som de udgav for deres mænds pansre. Vel havde nu greven borgen; men Luneburgerne trængte ham heftigt, brød gentagne gange frem og røvede og plyndrede vedholdende i grevskabet Stadium.

Om biskoppen i Lubike

Imidlertid voldte de også hr. biskop Thiderik i Lubike ikke ringe besvær og hjemsøgte uafbrudt provstiet i Kevena. På den tid var nemlig ærkebiskop Hartwig af Brema fordrevet af Bremerne, fulgte hertug Henrik og voldte biskoppen bryderier. Ihvorvel nemlig Thiderik, der som følge af sin imod riget udviste troskab med venskabsbånd var knyttet til Bremerne, selv stammede fra Brema og dér i byen havde mange brødre og andre frænder, ja, var en kødelig frænde af ærkebiskoppen selv (Thiderik var en søn af Hartwigs søster Mektildis), døvede denne alligevel sit øre for blodets røst og ville i kraft af den kanoniske ret uden skånsel have styrtet ham fra hans stilling. Dertil kunne han imidlertid ikke bringe det; dog stævnede han under sit ophold i Luneburk tit skriftlig biskoppen til at møde for sig. Men da biskoppen ikke vovede at overskride sit stifts grænser for at indfinde sig mellem folk, der var hans modstandere, stævnede ærkebiskoppen ham endelig for sidste gang uden at bekymre sig om det brud, han derved gjorde på retsordenen; - Thiderik havde nemlig ved den foregående stævning af Hartwig selv fået tilstået en tidsfrist, som endnu ikke var udløben, da denne ny stævning udgik til ham - og da biskoppen nu heller ikke denne gang indfandt sig, løb lidenskaben omsider i den grad af med ærkebispen, at han på et møde, der i Minden holdtes mellem ham og Bremerne, rasende erklærede Thiderik for udstødt af kirkesamfundet, en kendelse, som disse imidlertid højt og lydelig betegnede som død og magtesløs, både fordi biskoppen ikke fortjente en sådan dom, og fordi ærkebiskoppen her sad på anklagebænken og ikke på dommersædet og følgelig ikke kunne betragte sig som sin egen herre. Senere sattes denne kendelse da også helt ud af kraft ved hr. kardinal Cynthius, der som pavelig legat på tilbagevejen fra Dacien kom til Brema. Derefter rykkede den yngre hertug Henrik, søn af den ældre hertug af samme navn, i spidsen for en hærstyrke og med ærkebiskoppen i sit følge ind i grevskabet Stadium, viste sig for byen og ventede besynderligt nok, at denne skulle åbne sine porte for ham. Stadierne ville imidlertid ikke have noget med ham at skaffe, hvisårsag han begyndte med at lade det gå ud over biskoppens i nærheden af byen liggende gård Horst og dernæst kom til Kevena, hvor han i ærkebiskoppens navn lod borttage hartad alt løsøre og kvæg, som stedets folk havde søgt sikkerhed for i klostret; og følgen blev, at Kristi tjenerinder, som havde lukket sig inde for nat og dag at kvæde deres himmelske brudgom lovsange, længe måtte lide stor mangel. Også en anden gang, medens Konrad af Rothe endnu havde borgen, brød Bremerne frem for at gøre bytte i grevskabet, og det hændte da, at de ved den lejlighed også plyndrede biskoppens mænd. Denne selv var just i færd med at fuldbyrde messetjenesten, da det bud bragtes ham, at Bremerne havde udplyndret hans tjenere, og at røverne alt var et godt stykke vej borte med byttet. Den guds mand var her i tvivl, både om hvad han skulle gribe til, og hvorhen han skulle vende sig. Thi til det meget, der udefra påtrængte sig, kom for hans vedkommende endnu den daglige bekymring for alle lidende og især, som tilbørligt, for sine egne, alt efter ordet: »Hvo er skrøbelig og jeg ikke også, hvo forarges, og det brænder ikke i mig? Thi kastede han messeklæderne og forlod kirken, gav sig ilsomt på vejen, satte efter røverne og vedblev i åndeløs hast at løbe henved en milsvej, indhentede dem, lagde hånd på byttet og veg ikke derfra, før han havde skaffet sine folk deres ejendom tilbage. Alle tilhobe forfærdes ved hans komme og bekender deres synd, tager mandens højsindede medynk og udholdenhed i betragtning, ærer hans hvide, med støv og smuds bedækkede hår og ræddes ved at se hans hellige hænder trække i tyrenes horn; og i den grad skræmmer den store kirkefyrstes anseelse dem, at alle indvendinger forstummer. Hvor opfyldt af den inderligste barmhjertighed og hvor dybt gennemtrængt af medlidenhed har denne mands sind dog ikke været, siden hans kærlighed drev ham så brat afsted, at han ikke engang gav sig tid til at stige til hest, men straks satte efter røverne tilfods! Desuden var han en nidkær fredsmægler og nedlod sig stundom endog så dybt, at han for at forlige de stridende parter selv kastede sig i fuldt bispeskrud ned for deres fødder, når de omkringstående ved æggende tilråb stræbte at hindre forsoningen, også holdt han det for saligere at give end at tage, hvisårsag han ved kirkevielser hellere ville sørge punktlig for alle på egen bekostning end trykke og forulempe andre for selv at få det efter ønske. Ved klerkevielser var han aldrig gladere, end når han så sit hus helt fuldt af andre indviede personer. Ligesom han i sit hjem var den mest gæstfri vært, således var han ude den beskedneste gæst, som tænkes kunne. Med særlig omhu sørgede han altid for de trængende, indbød dem til sit eget bord og samtalede der stedse med dem på den behageligste vis. Thi kommer det os for, at vi om denne fra enhver side set lige ypperlige mand med fuld føje kan sige:»From, blufærdig, vis og med ydmygt hjerte, nøjsom, kysk og fredelig sindet gik han trofast her sin vandring, sålænge blodet rulled i åren«. De i det foregående omtalte genvordigheder bar han med sligt tålmod, at ingen nogensinde har set ham vredes eller hørt ham råbe eller set ham betale ondt med ondt; men han kastede stedse sin betænkning på Herren og sagde med apostelen: »Er Gud for os, hvo kan da være imod os?« Dog nu nok herom!

Om staden Lzibikas overgivelse

Men lad os nu efter dette længere sidespring komme tilbage til angrebet på Lubika. Imidlertid fik vore af den langvarige indeslutning trykkede bymænd underretning om den i Stadium foregåede omvæltning og begyndte nu i deres store skræk at tænke på byens overgivelse, ved hvilken lejlighed de dog blev uenige. Nogle sagde nemlig: Lad os overgive byen til Danernes konge og finde nåde for hans øjne! Så vil han redde os fra ethvert fjendligt angreb og deruden give sit minde til, at vi må drive købmandskab i hans land; og ingen vil kunne volde os ufred, sålænge som vi står under hans varetægt.« Andre derimod sagde: Nej! ikke så! Thi vor stad ligger under Romerriget, og, river den sig løs, vil vi til straf af den herre kejseren blive satte i rigens akt og derved pådrage os almindeligt had. Lader os derfor hellere, om eder så tykkes, overgive byen til markgrev Otto, på det at vi, når han i kejserens navn modtager den, kan slippe for at komme under grevens voldsherredømme!« Da Adolf vidste dette, trængte han imidlertid byen endnu hårdere end for, og i deres skræk åbnede bymændene omsider portene for ham, men på det vilkår, at hertugens mænd fik lov til at drage bort, uden at der tilføjedes dem skade. Adolf, der således havde fået byen, begav sig derefter til kejseren (d. 28. juni 1193 vides han at have været hos denne i Worms), som til vederlag for grevens anstrengelser overdrog ham alle byindkomsterne og tillige gentagne gange hædrede grev Bernard med gaver.

Forfatterens selvbekendelse

»Jeg vil ihukomme Herrens miskundhed.'' Eller hvi forbigår jeg i dette mit for efterverdenen bestemte mindeskrift vor guds i vore dage for lyset komne miskunnelige gerninger? Hans ihukommelse vil jeg sætte over alt andet, eftersom han også har ihukommet mig og er blevet mig til frelse.»Thi min fader og min moder forlod mig; men Herren tog mig op.« I alle mine trængsler og angester skuede jeg om efter hjælpen; men der var ingen hjælp. Ikke kun Herren, nådig og barmhjertig, han var min hjælper. Af fyrsterne og de store har aldrig nogensinde nogen holdt sin hånd over mig; det var stedse, ligesom om gud selv i min nød sagde til mig: »Kast din sorg på Herren!« »min nåde er dig nok;« og byg ikke dit håb på fyrster og på menneskebørn, hos hvem der ingen frelse er at finde! Thi hvad har jeg vel med fyrsterne at skaffe? Mig båder det bedre at sige: »Jeg er en orm og ikke en mand, menneskenes spot og folks foragt.« Stedes jeg iblandt mennesker, da kan jeg ikke kun rose mig af min skrøbelighed.« Intet finder de hos mig at beundre; thi »mit hjerte er ikke hovmodigt, og mine øjne er ikke stolte; og jeg vandrer ikke i store ting eller i dem, som er mig forunderlige.« De derimod sætter deres hu til det stærke og ser ned på det i denne verden skrøbelige og ringeagtede, som du, min gud! helst udvælger for at beskæmme det stærke. Du trænger nemlig ikke til de stærke, efterdi du selv er en stærk gud; derfor udvælger du hellere de skrøbelige for at gøre dem stærke, og for at du må vorde navnkundig ved din sejr, når de tilfulde indser, at de uden dig aldeles intet formår at gøre. Gør nogen sig derimod uden dig til af sin magt og styrke, til ham vil jeg sige: »Hvi roser du dig af din ondskab, du vældige i uret?« Hvad mennesker altså misbilliger hos mig, er just det samme, som du billiger. De ringeagter mig, fordi jeg er en synder; men til dig, du kærlige! vender jeg mig og siger: »Gud! vær mig synder nådig!« og du forlader mig min synds misgerning. De søger visdom; »men du véd min dårlighed.« De skyr mig, fordi jeg skyr verdslige handler; men mig er det godt, at jeg holder mig nær til dig, Herre, min gud! De flyr mig, fordi jeg er en så lidet anset person; men du, min gud! anser ikke personer. Derfor vil jeg helst rose mig af mine skrøbeligheder, at din kraft må bo i mig. Thi ikke den, der priser sig selv, står prøven, men den, som du, min gud! priser. Derfor ihukommer jeg, som tilbørligt, din miskundhed, på det at jeg, som ikke er i tvivl om den nåde, hvormed du har forekommet mig, også engang må forekommes med de velsignelser af godt, som de retfærdige nyder for dit ansigt, min gud! Du fromme, miskundelige, sagtmodige og kærlige gud! hvorledes skal jeg takke dig for al din miskundhed imod mig. Hvorledes skal jeg betale dig alle dine velgerninger imod mig? Hvilke lovprisninger kan udtomme din storhed, som himmel, jord og hav ikke udtommer? Men, fordi min lovsang altid, så længe jeg lever, gælder dig, eller du rettere sagt selv er min ros, så tage du, min gud! til takke med denne min ringe lovprisning, hvis genstand du er, og de bønner, som du selv og ingen anden ved din forekommende nåde indblæser mig, dem ville du fremdeles nådigen ledsage med din bistand! Hvad skal jeg sige om den forandring som den højestes højre har virket også hos mig? Hans hånd omvendte den ugudelige og forvandlede ham til et andet menneske. Thi jeg levede engang under loven tvært imod loven og var lovens hører, men ikke dens gører. Skønt bunden ved mit munkeløfte var jeg hartad en helt ugudelig og nyttede min ordens frihed til uhindret at synde indenfor ordenen. Thi den mig af kærlighed skænkede overbærelse misbrugte jeg istedetfor at bruge den; og da jeg hverken rettede mig efter de tidsbestemmelser, som var fastsatte til læsning, til arbejde eller til bøn, var jeg altid ustadig, altid usikker og forblev aldrig i længere tid i samme tilstand. Hverken i henseende til afholdenhed eller faste fulgte jeg reglens forskrift; og skønt slige uregelmæssigheder kun må betragtes som særlige gunstbevisninger, steg de dog til et sådant overmål, at jeg ikke længere anstrengte mig med at overtænke, hvorvidt noget var tilladeligt men nøjedes med at undersøge, hvor behageligt det var. Lediggang betragtede jeg som regelmæssighed, umådehold som afholdenhed, svælgeri som mådehold, småsnakken som tavshed og holdt det for den største plage endog blot om natten at tie med min sladder. Hvad da? Mon det er min regel, jeg fordømmer eller laster? Nej, reglen er det ikke, men overflødigheden på tillæg, som skriver sig fra den tid, da man begyndte at ændre på reglen. Dog er dette ikke således at forstå, som om jeg dermed sigter hine fædre for at have været mindre hellige og retfærdige mænd; men at jeg her skal bruge digterens ord:»Frihed til last udskejed« og koret »Skændeligt tav, såsnart det voved ej mere at skade«. Thi hvad der fra disse mænds side var ment som en overordentlig gunstbevisning, det betragtes af os som en ligefrem tilladelse til at ændre ved det bestående. På den vis forfalder reglen fra dag til dag ved ændringer, foretagne af de mange, som ikke til både, men til skade for den indfører slige begunstigelser, så at det nuomstunder snart er kommet dertil, at ingen mere kender til reglen selv, men kun til forvanskningen. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, havde forstand som et barn og tænkte som et barn; men da jeg ved din nåde, min gud, blev mand, aflagde jeg det barnagtige; og da jeg hørte reglen, som jeg overtrådte, indså jeg min vildfarelse. Hvorledes det. Ved din frygts ånd. Han åbnede mine øjne og lærte mig ved sin sandhed hele sandheden. Da indså jeg, at dersom slige bestemmelser virkelig skal tages til følge, som dem, jeg tidligere i stort omfang prøvede på at underkaste mig, da volder de ikke kun den største møje og åndskval (de nævnte begunstigelser medførte altså en hel række smålige og pinagtige forpligtelser), og reglen kan under sådanne forhold umuligt bestå. Thi reglen er enfoldig, indgivet de hellige fædre af dig, du gud, der selv er den højeste enfold; og fra dem modtog vor højsalige fader Benedikt den og nedskrev den. Dens bud er mig sødere end honning og honningkage. Thi dér er alt det, som de stærke kan ønske, og de svage ikke behøver at fly. Derfor skal min lovsang gælde dine retfærdighedsbevisninger, du min gud! at jeg må synge på Herrens veje; thi stor er Herrens ære. For disse dine velgerningers skyld vil jeg således ihukomme din miskundhed, at jeg både selv må love dig og forkynde din lov for alle, idet jeg beretter dine miskunnelige gerninger, som du har gjort i vore dage, på det at både de nulevende og efterkommerne må blive i stand til at lovprise dit navn, som er velsignet i evigheder. Amen.

Et jærtegn med Herrens blod

En lille pige i Thuringiens egne i nærheden af byen Erpisfordia var syg. Da præsten efter skik og brug besøgte hende for at give hende rejsetæringen (sakramentet), aftvættede han efter endt handling sine fingre i et rent bæger, flygtede hende indholdet til drikkevand og gik så sin vej. Men pigen, der var sig fuldt bevidst, sagde til dem, der omgav hende: »dæk vandet til på det omhyggeligste, jeg så en smule af Kristi legeme fra præstens fingre falde deri.« Man gjorde da, som hun bad; men da hun siden efter ville drikke, og man derfor bragte hende vandet, var det alt sammen forvandlet til blod, og smulen, der dog kun havde fået skikkelse af en lillefinger, til blodigt kød. Ved synet heraf forfærdes alle, og kvinderne løber skrigende til med forundrings og bestyrtelsesråb og talte allevegne om den aldeles uhørte hændelse. Der går bud, og præsten kaldes, som viser endnu større bestyrtelse og derhos gribes af skræk ved tanken om sin uagtsomhed. I sin vånde frygter han endog embedsafsættelse, ønsker derfor at skjule det forefaldne og søger at formå de tilstedeværende til at opbrænde sakramentet. Dog, det var umuligt at skjule det, som gud ville, skulle åbenbares ved et jærtegn. Det her forefaldne bringes til fleres kundskab og giver anledning til et møde af præster. »Men disse véd i forvirringen intet råd og begiver sig til ærkediakonen, som dog heller ikke tør tage bestemmelse i sligt, men skriftlig indberetter det forefaldne til Moguntierherren. Imidlertid opstilles bægeret med det livsskabende blod, dækket med det hellige lin, på alteret; da kommer i alle tilstedeværendes påsyn en due og bliver i længere tid siddende på bægerranden; og undlader det ikke at vække almindelig forundring, at den ej ved sin krops vægt vælter det lille kar, eftersom bægrene på de egne for at være håndelige er snævrere forneden og videre foroven; hvisårsag de, der så det, heller ikke antog duen for et legemligt, men for et åndeligt væsen. Som dette nu tildrog sig omkring martyren salig Vincentius' fest (d. 22. januar), kom hr. ærkebiskoppen til disse egne på bebudelsesfesten; (Marie bebudelsesdag d. 25. marts) thi den dag havde han i forvejen sat alle sine prælater, samtlige klerke og menige kristne, for at han, når de alle der var forsamlede, kunne indhente deres råd med hensyn til, hvad han i dette tilfælde skulle gøre. Alle kommer således sammen i den landsby, hvor sakramentet var gemt; og ved det sammesteds ordnede festoptog bæres Herrens blod af prælaterne, litanien (bodsbønnen) afsynges, og under folkets fromme bøn drager alle på deres bare fødder ad fornævnte by til og standser første gang på salig Cyriakus' bjerg, hvor nonnerne dersteds med ydmyg underkastelse går dem i møde, knæler dybt og med brændende andagt synger: Jesu! vor forløsning o.s.v.. Her holdes en til øjeblikkets krav svarende messe; og derefter fortsætter toget vejen til salig Petri bjerg, hvor et stort og fromt munkesamfund fra Arilds tid var dannet. Sammen med munkene holdes der med brændende andagt messe; og derefter kommer toget til guds salige moder Marias kirke, hvor hr. ærkebiskoppen i fuldt skrud under tjenesten opfordrer folket til med gråd og bøn at anråbe guds imod menneskeslægten altid miskunnelige nåde, den samme guds, som nu for at gøre ende på de vantros vildfarelse og styrke sine troendes forvisning ved de mest iøjnefaldende kendetegn havde vist, at sakramentet, der under skikkelse af brød og vin velsignes, helliges og modtages, virkelig er hans eget kød og blod. Dette havde han åbenbaret til sit navns lov og forherligelse og tillige til glæde og fryd for sin hellige kirke, på det at vi måtte prise hans hellige navn og rose os i hans ros. Nu opfordrede ærkebiskoppen dem til at anråbe Herren om, at han i nåde ville nedlade sig til påny at forvandle kød og blod til de tidligere bestanddele, brod og vin, for at - ligesom han selv virkelig er det livsens brød og den vin, som på åndelig vis glæder menneskets hjerte - således sakramentet, som han under brods og vins skikkelse havde skænket kirken til brug, virkelig påny måtte omskiftes til sin bekendte skikkelse. Da imidlertid til trods for vedholdende bøn kødet og blodet ikke antager den forrige skikkelse, påbyder ærkebiskoppen opførelsen af et nyt alter af ny sten til et ærefuldt gemmested for dette Herrens kød og blod. Allerede forinden havde han flere gange under bønnerne og formaningerne omsonst skikket hen for at erfare, om forvandlingen ikke var gået for sig; men brat kommer der nu en og melder, at Herren havde hørt Israels børns bønner og suk, og at de tidligere bestanddele atter var komne helt og holdent tilstede. Da hr. ærkebiskoppen hører det, brister han i heftig gråd, begynder at formane alle til at frembære deres taksigelse, bryder selv i formaningstalens sammenhæng ud i lovprisninger til Vorherre Jesus Kristus og taler således til alle: »»Af Herren er dette sket, og det er underligt for vore øjne.« O forløser! hvilken dødelig kan nogensinde ophøje dine kærlighedsgerninger med værdige lovprisninger? du, som altid tænker freds og ikke ulykkestanker og eftersom det for dig er egent, at du altid viser medynk og skånsel, du, hvis natur er godhed, hvis vilje er magt, og hvis gerning er miskundhed, derfor gør du, hvad dit er, men vi, hvad vort er. Du er rede til at forbarme dig, inden vi kalder på dig men vi har fra vor ungdoms dage tilbøjelighed til det onde. Vi er utaknemlige lige overfor din rige og gavmilde kærlighed; men du, som lader din sol opgå over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige, du unddrager end ikke de utaknemlige dine velgerninger. Den, som er af jorden, taler af jorden; men du, som er nedstegen af himlen, er over alle; thi du alene véd, hvorfra du kommer, eller hvorhen du går, du, som for at styrke dit folks tro har forvandlet dette sakramente til blodigt kød, og som virkelig har givet mennesket dig selv, det levende brød, der nedstiger af himlen, at æde for at forebygge, at han på sin jordiske pilgrimsfærd skal forsmægte, det brød, som engelen i himlen stadigt nyder uden at ledes derved. Men medens engelen nyder det for lyst, nyder mennesket det kun stundum og til lægedom, begge lige virkeligt, men ikke lige fuldeligt. Thi apostelen siger: »Et menneske prøve sig selv og således æde han af hint brød!« Et er det nemlig at modtage sakramentet, et andet frugten af sakramentet. Et er den synlige skikkelse, et andet den usynlige nåde. Med hensyn til denne dobbelthed er nydelsesmåderne to, den ene den sakramentlige, den anden den åndelige. På den første vis nyder alle, på den sidste ikke kun de gode. Hist er mange kaldede, her få udvalgte. Derfor sagde jeg »begge lige virkeligt, men ikke lige fuldeligt,« efterdi den ene ikke kun modtager sakramentet, medens den anden både modtager sakramentet og sakramentets frugt. Den fromme og værdige modtager nemlig tillige med det synlige sakramente tillige den usynlige nåde, medens den, der uværdig modtager sakramentet, bliver skyldig i Herrens legeme og blod, eftersom han æder og drikker sig selv til dom, idet han ikke gør forskel på Herrens legeme. På det derfor, I højtelskede! at vi må aflægge værdige taksigelser til den Herre Jesus Kristus, der ved det forefaldne både har villet forfærde og trøste os, tilråder, foreskriver og forordner vi alle dem, der står under vor kirkeretslige myndighed, at de samtlige fra den mindste til den største og fra den yngste til den ældste, både svende og piger, falder på knæ og tilbeder, priser og ophøjer Vorherre Jesus Kristus, for hvem hvert knæ bøjer sig, deres i himlen, på jorden og underjorden, på det at vi således må ære hans velsignelsesrige sakramenter, at vi ikke alene modtager sakramentet, men i troen tillige sakramentets frugt ved hans nåde, som både er præst af Melkisedeks rang og selv offeret, på det at han må gøre os til sit ejendomsfolk nidkært til gode gerninger. Til disse ord svarede alle amen, hvorefter hr. ærkebiskoppen til minde for efterkommerne i et prægtigt kar ærefrygtsfuldt henstillede det tilbageforvandlede vand i samme kirke, men førte bægeret med sig til Moguntia, hvor det endnu den dag idag er genstand for den største hæder. Men alle i hele hans stift knælede så andægtig til Kristi pris, at endog de spæde børn i vuggen takkede knælende overensstemmende med ordet: »Af de spædes og diendes mund har du beredt dig lov.«

Et andet jærtegn

Også en anden velgerning af vor frelser, et under, som rygtedes på ærkebiskop Filip af Kolonias tid, vil jeg her berette. Det hændte nemlig på en hellig påskesabbat, da de spæde børn ifølge kirkelig skik døbtes, at en jøde der i byen (Køln), dreven af nyfigenhed, tillige med de øvrige tilskuere trængte sig ind for at være øjenvidne til den hellige handling; og da biskoppen under denne salvede et barns hoved med den hellige olie, åbnedes jødens øjne, og han så helligånden i skikkelse af en due dale ned over barnet. Forfærdet og dybt rystet i sindet ved et så mægtigt syn gik han bort, og det begyndte at klare op i hans forstand; men skønt han ikke helt tvivlede, var han dog heller ikke helt overbevist om, at det sete var en åbenbaring af den guddommelige hemmelighed. Thi vel havde han oftere hørt tale om kristensakramentets store betydning; men hans jødevantro satte sig imod, og selv det, som han deraf kunne fatte, optog han tvivlende. Dog bevarede han det altsammen og overvejede det i sit hjerte. Således hengik et helt år. Da fik han på beredelsesdagen, som går forud for sabbaten, i synagogen en åbenbaring af den alkærlige frelser. Jøderne har nemlig den afskyelige skik, at de for at fylde deres fædres mål hvert år smæder frelseren ved korsfæstelsen af et voksbillede. Som de nu efter sædvane overdængede hans billede med forhånelser, og de havde fuldbragt det øvrige, hvorom der læses i lidelseshistorien, pisket ham med svøber, slået ham i ansigtet, spyttet på ham og gennemboret hans hænder og fødder med nagler, gennemstak de endelig hans side med en lanse, og straks udgik blod og vand. Og han, det har set, har vidnet det, og vi véd, at hans vidnesbyrd er sandt. Thi denne af gud oplyste jøde så det og troede. Han forlod synagogen, løb straks hen til ærkebiskoppen og underrettede ham om det forefaldne, fralagde sig synagogens vantro, modtog på den hellige påskesabbat genfødelsens bad og glædede ved sin omvendelse ikke alene guds engle, men tillige menneskene. Lader da også os, I højtelskede! glæde os over forløserens huldsalige nåde, så at vi nytter endog det onde godt, vender selv sletheden hos jøderne til saliggørelsesmidler for os og, oplyste ved deres forblindelse, opflammer vor gudhengivenhed for Jesus! Lader os betragte virkningen af deres ondskab og i sandhed tro, at vor fromme hengivenhed virker det samme hos Jesus. De fylder deres fædres mål - de fædre, som for at nedkalde forbandelse over sig selv og deres sagde: »Hans blod komme over os og vore børn!« - og korsfæstende ham i hans billede, korsfæster de ham i virkeligheden. Vel forgriber de sig ikke legemligt således som hine på det livsens ord med ugudelige hænder, men hader og forbander ham ligefuldt og rører ham således med ondskabens hænder. Skønt den fra de døde genopstandne Kristus nemlig ikke mer dør, og døden ikke mere hersker over ham, udelukker det dog ikke, at han efter sin lidelse har kunnet korsfæstes i et billede, ligesom han for denne på lovens tid kunne ofres i skikkelse af et lam (påskelammet). »Denne ofring,« siger du imidlertid, »var en sindbilledlig handling.« Vistnok! Men dem, som derfor ikke sætter lid til gyldigheden af den ovenfor fremsatte mening, henviser vi til det vægtige vidnesbyrd af hint skrift, der handler om lignende forgribelser af jøderne på Herrens billede, og hvor man finder optegnet, at der af hans side udgik blod og vand, hvorved mange blinde fik synet, lamme førligheden, spedalske rensedes, og dæmoner uddreves. Lader os da være fuldelig forsikrede om, at vor tro udretter ligeså store ting for os, som deres ondskab for dem! Den, der med gudhengivent sind således kommer Herrens lidelse ihu, at smerten stinger ham til tårer, lider han i virkeligheden ikke med Kristus, hvis lem han er drikker han ikke af Herrens lidelses kalk med hans højherlige moder Maria, hvis hjerte smertens sværd igennemstak, og med hendes kyske søn og tjener Johannes, om end denne ikke så døden, for han ved Herrens besøg opnåede en blid udfrielse fra kødets bånd? græder han i virkeligheden ikke med kvinderne, som sad og klagede ved graven og fældede tårer over Herren? De, som ved omtalen af sligt helt igennem teer sig fromt og medynksfuldt, flyr de ham ikke med Nykodemus og Josef til jorde med vellugtende urter og hyller ham i rent lin? Visseligen skal sådanne, som græder med de grædende, også glæde sig med de glade; thi så sandt som vi virkelig lider sammen med Kristus i hans død, skal vi tilvisse også herske sammen med ham i hans opstandelse,

Om angrebet på Lovenburg og dens befrielse

Men hertug Bernhard, som så, at grev Adolf havde haft held til at indtage Ljubeka og Stadium, og som ved hans hjælp håbede at få en meget betydelig overmagt i landet og udvide sit navns myndighed, indfandt sig tillige med sin hustru og hele sit bohave i tiden omkring »salig Petri stol« (d. 22. februar formodentlig 1193. Dagen kaldes endnu i vor almanak Peters stol, dvs. bispestol. Egentlig havde Peter efter sagnet to stole (Antiokia og Rom) og derfor to sådanne dage) med stærk hånd for Lowenburk, kastede en vold og angreb byen hårdt, ihærdigt understøttet af greverne Adolf og Bernard. Men som hertugen ved et langvarigt angreb alt havde trængt borgen i den grad, at de derinde var nær ved at forsmægte af hunger, og som han nu i sin tryghed havde ladet hæren sprede sig således, at han indskrænkede sig til at sørge for, at der fremdeles udstilledes vagtposter, - som sagerne altså stod således, indfandt hertug Henriks venner grev Bernhard af Wilepe og Helmold af Zverin sig med de folk, som de havde samlet, for enten, om muligt, at bringe de nødlidende levnedsmidler, eller, hvis dette ikke lod sig gøre, at fri dem for angrebet. Da disse mænd begyndte at gå over vandet, tog hertugen i førstningen intet hensyn til dem; men da deres tal voksede, ville han standse dem, hvortil han dog ikke var i stand; og således søgte de, stærkere i antal og med større våbenmagt, sammen med dem i borgen ud på åben mark for at udkæmpe striden med fjenderne. Hertugen vidste ikke, hvad han skulle gøre; hæren var, som sagt, spredt, Adolf borte, og grev Bernard lå med sine folk for borgen Barsith. Dog lod han sig ikke bringe ud af fatning, greb til våben og stred som en mand; men sejren svigtede ham, så at alle hans folk faldt i fangenskab, og han selv med nød og næppe undgik samme skæbne. Hans hustru måtte lade hele sit bohave i stikken og tage vejen til Racesburk. Således befriedes imod al forventning Lowenburk, enten fordi den blinde lykke sveg hertug Bernard, eller fordi gud ville spare hertug Henrik nogle rester hinsides Albia. Denne higede trods alt bestandig efter at få hævn over sine fjender og anmodede snart Slaverne og snart Danerne om hjælp, men til ingen nytte.

Om Danekongens færd til Holsatien og biskop Waldemar s tilfangetagelse

Danernes konge Kanut var imidlertid bragt i harme af grev Adolf og rykkede derfor med stærk hånd ind i hans land for at hjemsøge det med ild og rov. Den afdøde kong Kanuts (Knud V. Magnussøn) søn, biskop Waldemar af Sleswik, havde nemlig indladt sig på fjendtligheder imod den nu regerende kong Kanut (Knud VI. - Valdemar havde med kongen af Sveriges hjælp i begyndelsen af 1193 rejst sig imod Knud, men blev ved forræderi taget tilfange) for selv at blive konge og havde samlet sig hjælp fra kongerne i Northwegien og Svecien, medens fra den anden side kejserens venner markgrev Otto, grev Adolf og grev Bernhard af Racesburk var ham ligeså velsindede. Da Waldemar derfor førte en hær i marken imod Kanut, gik grev Adolf samtidig med en mægtig hob folk over floden Egdora og hærgede kongens land helt op til Sleswik, men modtog her en jobspost, hvisårsag han med stort bytte vendte om til sit eget. Waldemar var nemlig underfundigen af nogle venner blevet overtalt til som kødelig frænde og for gammelt venskabs skyld at henfly til kongens nåde: denne ville utvivlsomt ikke betænke sig på at vise ham al den venlighed, han så højlig fortjente, og øge hans anseelse både med æresbevisninger og med rigdomme. Til slige råd slog han sin lid, men måtte til gengæld friste lykkens ustadighed, hårdt lænkebunden både på hænder og fødder. På grund, som sagt, af slige uroligheder, eller, som nogle ville vide, for at komme hertug Henrik til hjælp rykkede kongen med et følge af væbnede lensmænd ind i grevens land, og denne kom imod ham, skønt med ringere styrke. Greven havde nemlig længe i forvejen haft nys om, at kongen ville komme, og havde derfor ikke alene hidkaldt markgreven, men tillige samlet en mægtig ridderskare. Da kongen alligevel gav sig god tid, var markgreven draget bort med mange mænd; men med ét indfandt kongen sig nu, og greven rykkede ud imod ham. Imidlertid beregnede han, at han ikke kunne møde kongen i åben strid, hvisårsag han skikkede en sendefærd til ham for at bede om fred. Sålunde fik han kongens nåde imod at udrede fjorten hundrede mark penninge, og Kanut drog hjem igen til sit sted.

Om Lunde ærkebiskop Absalons død

(Da Absalon først døde d. 21. marts 1201, er der her et temmelig stort spring i fortællingen. Absalon blev biskop i Roskilde 1158 og ærkebiskop i Lund 1179). I løbet af disse dage borttoges hr. ærkebiskop Absalon i Lund fra dette liv. Den afdøde var from, højforstandig, overmåde hensynsfuld og en sjælden hædersmand. Hans utrættelige nidkærhed skyldtes det, at kirkerne i hele Danien, som for havde haft forskellig skik, nu allesammen fik ensartet gudstjeneste. Oventil på sin bispestol lod han fastgjorde et krucifiks for at betyde dem, der gik ud og ind, at det mindre var ham end den kortfæstede, de bøjede sig for. Dertil bortskænkede han gavmildt sin ejendom til kirker og klostre og lagde i særdeleshed vind på at berige og udsmykke martyren salig Lavrentii bispekirke i Lund med kostbare lysekroner, meget store klokker, som man nu ser dem, og forskellige andre prydelser. Og eftersom han, som sagt var en så from kristen, lagde han ligeledes megen vægt på opførelsen og den rigelige udstyrelse af et kloster for Cysterciensermunke i Sorø. Samme steds angrebes han henimod sine dages ende af et legemsonde og skrantede siden. Dog beholdt han endnu tid til at ordne sin kirkes anliggender, forinden han omsider på abbeden salig Benedikts dag (d. 21. marts) afsluttede sit jordeliv. Over hans død sørgede hele Danien dybt; og ihukommende, hvor mange splidagtige han i levende live havde ført til fred og forsoning, befale alle den hedengangne til den store fredens stifter Jesus Kristus. Absalons efterfølger blev kongens hofkansler hr. Andreas, en højt videnskabelig og ligeså højt benådet mand. Alt fra sin første ungdom hengav han sig til lærde sysler og prydede sin vandel ved streng sædelighed. Stadig virksom i sin konges ærinde vidste han altid at tøjle kødet ved en stærk afholdenhed, som han, selv da han i forretninger opholdt sig ved Romerhoffet, så lidet fraveg, at han tværtimod også ved denne lejlighed i sin adfærd viste sig som en Herrens korsdrager og aldrig nogensinde smagte så meget som en bid om fredagen. Heller ikke efter sin indvielse opgav han sin strenge levevis, men var fremdeles lige ydmyg, fredsommelig, ærbar og afholdende, så at mange følte hans nidkærhed som en spore. Også som lærer virkede han så indtrængende og kraftigt, at han med den guddommelige kærligheds lue opflammede adskillige både klerke og lægmænd og lig en glødende malm overalt udsåede guds ords gnister. »Havesygen, som er en afgudsdyrkelse,« afskyede han fuldstændig, tragtede ikke efter med vold at tilrive sig noget, men, indskærpede, selv nøjet med sit eget, også andre, at det er saligere at give end at tage.

Kansler Konrads brev

(Dette brev syntes skrevet ved år 1195, da Konrad opholdt sig i Apulien).Ikke fortryder det mig til andres opbyggelse her at indskyde et brev, som kansleren Konrad har tilskrevet os om Apuliens beskaffenhed og Virgils kunstværker, så lydende: »Konrad, af guds nåde udvalgt biskop for kirken i Hildensem, legat for kejserhoffet og kongeriget Sicilien, skikker herved sin i Herren højtelskede Hartbert, provst ved samme kirke, sin hilsen tillige med tilkendegivelsen af sin inderligste kærlighed. Eftersom Herrens højmægtige højre ved det skarpe sværd således har udvidet grænserne for vor hæderstrålende herre og hersker Henriks, Romernes glorværdige kejsers, rigens bestandige øgers og Siciliens konges, herredømme, at vi nu ansigt til ansigt og med egne øjne har skuet de ting, som vi tidligere gennem skildringen i skolen hos eder ikke kun lignelsesvis og ligesom i et spejl måtte nøjes med at skimte (Konrad må altså antages at have gået i skole i Hildeshejm og har ventelig været en discipel af sin formand Berno, der fra skoleforstander først blev dekan og senere i 1190 biskop), desformedelst har vi ikke holdet det for overflødigt at tilskrive eder desangående, for at vi såvidt muligt af eders sind kan bortrydde ethvert gran af tvivl om det, som måtte have forekommet eder ugrundet og utroligt, og med det samme vække eders attrå efter selv at se de ting, hvorom vi fortæller, for at det, som kun gennem øret sig listed og derfor endnu kan vække eders tvivl, omsider må godtgøre sin fulde pålidelighed derved, at I får syn for sagn, hvilket uden altfor stor vanskelighed lader sig gøre, eftersom I ikke har nødig at vove eder udenfor rigets grænser eller overskride Teutonervældens kreds for selv at nyde skuet af de herligheder, som det har taget digterne så lang tid at skildre. Den første bekendte by, der efter vor møjsommelige overgang over de snedækte Alper mødte vort øje, var »Mantua, nabo, ak, til jammerstaden Kremona« (Kremona havde i borgerkrigen holdt med Brutus og Kassius. Efter disses nederlag skulle byens agre fordeles på det sejrende partis krigere; men da Kremona ikke havde land nok til disse, måtte nabobyen Mantua, skønt den havde holdt med Avgust, afstå nogle landstrækninger). Begge skyndte vi os forbi, strejfede »Mutinas trængsler« (udtrykket er hentet fra den romerske digter Lukans Farsalika, der skildrer borgerkrigen mellem Cæsar og Pompejus. L. levede fra 38-65 e. Kr. og dræbte sig selv under Nero. Mutina (Modena) spillede en vigtig rolle i borgerkrigen efter Cæsars død) og stod ikke uden stor forundring »ved liden Rubikos vove«, hvis virkelig påfaldende lidenhed ej alene overraskede os, men tillige vakte vor udelte beundring for den ordsnilde og veltalende digter Lukans svulmende og prægtige ord om en i sig selv så lidet ophøjet genstand. Ligeså meget undrede det os, at en så ubetydelig å, som mindst fortjener navn af flod, således har været i stand til at skræmme en så stor høvding som Julius Cæsars i alle farer ubøjelige mod og vanskeliggøre hans overgang. Denne vor forundring lagde sig imidlertid senere, da vi hørte folkene der på stedet forsikre, at Rubiko ved regnbygers og bjergstrømmes hjælp jævnlig stiger til højde med virkelige floder. Vor kejser slap med lethed over den og var i så måde heldigere end Julius Cæsar.(Lukan fortæller i anledning af overgangen over Rubiko det samme, som Konrad lægger de indfødte i munden, men lader på et andet sted Cæsar bruge retoriske vendinger om denne overgang. Konrad forstår ikke, at Cæsars nølen hidrørte fra hans frygt for at tænde borgerkrigens fakkel). Gennem Pesavrium (byen hed ikke Pesavrium, men Pisavrum, nu Pesaro; brevskriveren udleder navnet af det latinske udtryk pensare aurtim: at veje guld), som de gamle har kaldt således efter guldvejningen, fordi de romerske krigere der fik guldet tilvejet dvs. solden udbetalt, når de rykkede ud for at undertvinge fremmede folkefærd, - gennem Pesavrium nåede vi byen Fanums (Fanum Fortunæ (Fortunatemplet), nu Fano. Det var altså Fortuna (»lykken«, der her specielt dyrkedes), hvor krigerne, før de drog i leding, holdt bøn i afgudernes templer, - spor af disse findes endnu, - gjorde løfter til guderne for en lykkelig hjemkomst og under taksigelse indfriede løfterne, når de som sejrherrer vendte tilbage fra fjendernes undertvingelse. Derefter gik vi ikke uden vanskelighed over Apenninerbjerget og kom til Ovids fædrebygd Sulmo, der er mere berømt som den store digters fødeby end for sin frugtbarhed og rigdom. Ovid siger selv om den: »Sulmo mig avlede, Sulmo, så rig på iskolde vande;« og vi fandt den, sandt at sige, lige så frugtbar på iskold sne. I egnen der omkring så vi nogle træer, som efter sigende har den vidunderlige egenskab, at, hvis man bryder en gren af dem, dør man inden årets udgang eller slipper i hvert fald ikke for hidsige og langvarige feberanfald. Hvor utroligt det lyder, forsikres der, at, da Fetons (dvs. Faeton, »solgudens søn«, som en dag fik lov til at køre solvognen over himlen for sin fader men ikke formåede at styre hestene og derfor styrtede ned og slog sig ihjel) søstre under tårestrømme havde stedet deres broder til hvile, forvandledes de ved gudernes medynk til sådanne træer. Derefter kom vi forbi byen Thetis (Theti el Chieti, forhen Teate, lå i provinsen Abruzzo ved floden Pescara. Et tempel for Thetis lå derimod i Thessalien ved Farsalos), hvor Akilles' moder Thetis havde sin bolig; til højre lod vi ligge byen Nymfa, hvor Nymferne forestilledes at have hjemme og dyrkedes for de liflige kilders skyld. Endvidere så vi Kannæ, hvor så mange tusind fornemme Romere ihjelsloges af Hannibal, at to skæpper fyldtes med de slagnes ringe, et smykke, som på de tider kun båres af standspersoner. Fremdeles kom vi forbi byen Jovinianum, hvis navn betyder Jupiters fødebygd, fordi Jupiter der først skal have set dagens lys. Ej heller vil vi med tavshed forbigå, at vor vej førte os forbi Musernes hjemsted, kilden Pegaseus (om det er floden Pescara, der er ment, vides ikke med vished), af hvis vand I nu kan øse og drikke, så meget I lyster, medens digterne tidligere kun ved langvarig flid og anstrengelse fik adgang til at smage det. Nu har I ikke mere nødig at flytte eders stav hinsides Savromaterne (Savromaterne eller Sarmaterne er et skytisk folkeslag. Ifølge digteren Ovid kaldes Sortehavet (Pontus Evxinus) også Sarmatersøen) eller til de ved verdens grænse boende Indere; thi Musernes kilde ligger nu i vort eget rige. Ikke langt fra den findes bjerget Parnas, hvor Devkalion og hans kvinde kastede stene for at råde bod på det tab, som vandfloden havde påført menneskeslægten (disse stene forvandledes efter sagnet til mennesker). Der ligger også bjerget Olimpus, der rager således op, at det synes at trykke de andre i sig selv høje bjerge helt ned til jorden (som det ses, forveksler Konrad her stadig Grækenland med Italien). Der kom vi også forbi Kajanum, som kaldes så, fordi den tidligere var bolig for Janus (byen hedder egentlig Cajetanum (Gaéta); brevskriveren opfatter navnet som casa Iani, Januses hytte), og forbi et sted, kaldet Minervas hoved, hvor denne gudinde tidligere dyrkedes. Ligeledes strejfede vi den klippefulde kyst, der bærer navnet Palinurus, den samme, hvor fordum »uden ly lå henstrakt på fremmed strand Palinurus«, røbende endnu i Døden Æneas' nidingsdåd; thi ud for hin kyst sænkede Æneas den i tjenesten grånede Palinurus ned i ukendte bølgers skød. Vi så også Virgils storværk (til forståelse af den nu følgende omtale af Vergil må bemærkes, at dennes store ry som romersk digter havde tilfølge, at middelalderen i ham så en stor troldmand; derfor lader også Dante i sin »guddommelige komedie« Vergil være sin fører gennem helvede), staden Neapolis, hvis mure, grundede og rejste af den store vismand, det mærkværdigt nok stod skrevet i skæbnens bog, at vi på kejserens magtbud skulle sløjfe. Omsonst satte indbyggerne deres lid til et billede af byen, som Virgil havde tryllet ned i en glasflaske med yderst snæver munding. Bevarelsen af dette klenodige tillagde bymændene den allerstørste betydning; thi, sålænge flasken var hel, troede de byen sikker for al våde. Nu er både flasken og byen i vor magt; og skønt vi har sløjfet byens mure, holder flasken ikke desto mindre; men den er rigtignok lidt sprukken, en fejl, som tør hænde alligevel har skadet byen. Endvidere findes der i Neapolis en malmhest, således sammensat ved Virgils trolddom, at sålænge den er uskadt, kan ingen hest blive brudt i ryggen, medens hestene der til lands tidligere ikke kunne og, hver gang malmhesten tager mindste skade, fremdeles ikke kan bære en rytter i længere tid uden derved at pådrage sig hin skavank (Vergils hest stod i Neapel indtil 1322). Byen har også en såre fast bygget, borglignende og med malmfløje hængt port, som nu vogtes af kejserens hirdmænd; dér havde Virgil tidligere anbragt en malmflue, og sålænge den var uskadt, kunne ingen flue komme ind i staden. På byens nærliggende tind hæver sig en helt havomkredset borg, gemmestedet for Virgils ben; og bringes disse ud under åben himmel, formørkes hele himlen, havet oprøres i sin dybeste grund, søen rejser sig pisket af stormens svøbe, og et grueligt vejr bryder uformodentlig løs med bulder og brag. Alt det har vi selv både set og oplevet. I byens nabolag ligger det af skribenterne omtalte Bajæ, hvor Virgils mod alle mulige legemsønder kraftige bade findes. Den store hovedbygning indeholder de af tidens tand gnavede afbildninger af alle de syge legemsdele og gibsafstøbninger af de mod forskellige onder brugelige bade. Samme steds findes Sybillas af flere storartede bygninger sammensatte palads og deri et bad, som nu til dags går under navn af Sybillebadet. Der er ligeledes det palads, hvorfra Paris efter sigende bortførte Helena. Vi kom også forbi øen Chiros (Konrad har set de ikke langt fra Capri liggende sirenusiske øer og forvekslet dem med øen Skyros (en af Sporaderne), hvor Thetis af frygt for skæbnens trusler og Grækernes list hensatte sin søn Akilles. Omsider drog vi gennem det ville og uvejsomme Kalabrien og passerede på overfarten til Sicilien ikke uden stor frygt Skilla og Karibdis, et sted, der til alle tider har været en sand rædsel for enhver, som har livet kært. I begyndelsen af vort ophold på Sicilien så vi på en bjergtop Dedaluses hus, hvor Minotavros (Minotavrossagnet tilhører Kreta) tidligere holdtes indespærret og med et liv i mørke bødede for sin moders skændsel. Stedet kaldes endnu Tavrominum (Taormina) enten efter Minotavros eller efter tyren, som med Pasife avlede dette misfoster; i sidste tilfælde betyder navnet tyremurene (på latin tavri tnoenia). Der så vi de højst indviklede spor af den forvirrede bygning (han tænker på Labyrinten) sælsomt slyngede grundvolde og murrester. Det tilgrænsende hav hedder det ykariske (således kaldte de gamle det ægæiske men ikke det sikuliske hav); thi der skal Ykarus have fundet sin ynkelige død, da han under sit overmenneskelige forsøg på ved kunstige vingers hjælp at gennemkrydse luften letsindig overtrådte sin faders forbud. Omsider kom vi til Ethna, det bjerg, hvori Jupiters smed Vulkan og hans medtjenere Gyganterne smedede tordengudens lyn. Derinde var der nemlig en vældig luende esse, som i sin frygtelighed ikke nøjedes med at udspy gnister, men udsendte mægtige ligesom jernslagger af ilden halvforbrændte stene, der endnu den dag i dag dækker hele jordskorpen en dagsrejse langt til alle sider og ikke alene umuliggør hele den omliggende landsdels opdyrkning, men ved deres mængde endog fuldstændig spærrer de vejfarende enhver gennemgang. Men slige kul behøvede den hårde lynsmed; thi ellers kunne let hans vældige blæsebælges pust have slukket ilden. På siden af bjerget ligger der en skærmet og yndig plet, hvortil gudinden Ceres betroede sin datter Proserpina af moderlig omhu for dette sit eneste barn. Samme steds er der en ikke helt lille, skrækkelig bælgmørk revne i jorden, hvorfra Pluto efter sagnet brød frem for at rane Proserpina. Den føromtalte esse i Ethna var der lige indtil møen Agathes tider (denne blev efter sagnet martyr i 251 under kejser Decius, og skal være født i Palermo. Dog gør Catania Palermo rangen stridig. Hendes liv er først skildret mindst 650 år efter hendes foregivne martyrium. Hendes martyrdag er d. 5. februar). Da den imidlertid engang havde et så usædvanligt voldsomt udbrud, at den med sine gløder dækkede hele jordskorpen deromkring, og mange tusind mennesker omkom i dens rasende luer, holdt Sarracenerne, der havde set mange jærtegn, som Herren i sin nåde havde gjort for den salige Agathes skyld, pigens slør op imod flammerne, hvorpå luen flygtede ligesom for vindens pust, trak sig tilbage i jordens indre og ikke mer kom til syne på Sicilien, hvorimod den underjordiske ild tog vejen ud til en i havet liggende klippe, hvorfra i vore dage en tæt slynget hvirvel af flammer og aske uophørlig skyder frem. Klippens gængse navn er derfor Vulkanus, da det ifølge den enfoldige almues overtro er Jupiters smed Vulkan selv, som fra Ethna er flyttet derud. I bjerget Ethnas omkreds ligger byen Syragia, hvorom det hedder hos Vergil: »Spøgende prøvede først den syrakusiske tonart musen o.s.v.« I nærheden udspringer på strandbredden kilden Arethusa, som først i sammenhæng røbede tildragelsen med Proserpinas rov for hendes bekymrede moder. Tæt forbi denne kilde strømmer Alfeus, der har sit udspring i Arabien (Arkadien) og derfra lægger sin vej midt igennem havet til Sicilien, hvor den higer efter at blande sine bølger med Arethusas vande; thi den kan ikke glemme sin gamle kærlighed, men stræber nu, da den elskede er forvandlet til en kilde, at blande sig med dennes vande. Der så vi også de af skribenterne oftere omtalte varme bade samt Siciliens tre forbjerge Pelorum, Pachinnum og Lilibeum. Der så vi Sarracener, som med spyt alene kan dræbe giftige dyr; og hvorfra de har denne kraft, vil jeg kortelig her berøre. Det skete nemlig, at apostelen Paulus led skibbrud og strandede på øen Kaprea, den samme, som i apostelhistorien kaldes for Mitilena (Konrad forveksler Malta med Kapri og sætter derhos istedenfor Melite (Malta) Mitilena, hovedstaden på øen Lesbos), hvor han tillige med mange andre bjergede livet og modtog beviser på øboernes venlighed. Da disse af hensyn til de skibbrudne optændte et bål af riskviste, smuttede, opskræmmet af ildens hede, en hidindtil i risene gemt slange ud, sårede med sit giftige bid apostelens hånd, grov sig fast med sine tænder og blev hængende i kødet. Da øboerne så det, sagde de: »Dette menneske er sandelig en grov synder og ildgerningsmand, som ikke fortjener at leve; thi næppe er han frelst fra den ved skibbruddet overhængende livsfare, før gud til straf lader ham hjemfalde til en endnu hårdere død«. Paulus rystede dog ganske rolig slangen af sig, og hånden lægtes straks. Højlig forbavsede herover begyndte Sarracenerne nu at vise ham guddommelig ære; og for Pavli dyders skyld fik hans vennesæle vært og dennes sønner og efterkommere lige til nu den gave til belønning at kunne dræbe giftigt kryb alene med spyt. Ethvert sted, disse mennesker blot har gået rundt omkring, skys derefter af sådanne giftige dyr, og ingen slange vover nogen sinde at røre dem. Hver gang en af dem avler en dreng, lægger han derfor knøsen ene med en slange i en jolle, som han længe lader drive på bølgerne; og får han ham uskadt igen, véd han, at drengen er hans eget kød og blod; men finder han ham såret af slangen, sønderslider han ham sporenstregs led for led og straffer siden sin hustru for ægteskabsbrud. Her mindes jeg den såkaldte jernport i Neapolis. I denne port indespærrede Virgil alle de myldrende mange slanger, hvoraf den på underjordiske bygninger og gange overvættes rige egn vrimler. Af byens mange porte sparede vi kun denne ene af frygt for, at de der indstængte slanger skulle slippe ud af buret og falde landet og dets indbyggere til byrde. Inde i byen findes de af Virgil rejste slagterboder, hvor kødet af det samme steds slagtede kvæg seks uger igennem kan holde sig friskt og ufordærvet, medens det, når det flyttes, stinker og viser tegn til forrådnelse. Foran byen ligger bjerget Veseus, hvorfra der altid én gang i løbet af hvert årti plejer at frembryde ild i forening med masser af stinkende aske. Lige overfor dette bjerg havde Virgil opstillet en mand af malm med spændt armbryst og pil på strengen. Kn bønde, som fandt det sært, at denne mand uafbrudt sigtede, men aldrig skød, kunne engang ikke bare sig for at støde til snoren; pilen gik af og ramte kraterets munding; og fluks skød luen frem, for hvilken man fra den tid af aldrig mere er sikker. Udenfor byen ligger en ø, som almindeligvis kaldes Iscla, hvor ild blandet med svovldampe stadigvæk fremvælter; på øen har der tidligere ligget en borg; men ilden har efterhånden således hærget både denne, stenene og klippen selv, at der nu ikke mere er spor af borg at se. Der, hedder det for vist, er helvedgabet, der henlægges pinestederne, og der skal Eneas have tiltrådt sin helfart. I en dal i nærheden viser sig hver sabbat ved den niende time sorte, røgsværtede fugle, raster der hele søndagen og flyver under høje klageskrig bort om aftenen. De dukker ned i flammesøen, viser sig først igen den følgende sabbat og skal efter nogles antagende være pinte sjæle eller dæmoner. I omegnen af Neapolis er også Barbarerhøjen (mons Barbarus); for at nå derind, måtte vi lægge vejen midt igennem et stort bjerg og en underjordisk gang, der var så helvedmørk, som om den havde været nedgangen til underverdenen. Dybest inde i bjerghulen træffer man på mægtige paladser, underjordiske gader som i en storstad og underjordiske floder med skoldhedt vand, som nogle af vore folk så og endog vovede sig henved to mil ind i bjerget. I dette siges syv kongers skatte at ligge, vogtede af dæmoner, som er indespærrede i forskellige gru opvækkende malmbilleder, og uafbrudt ses at høde med spændt bue, draget sværd eller andre ligeså morderiske våben. Alt dette har vi set og mere til, som vi dog ikke således husker i det enkelte.

Om hertug Henriks bryllup og kejserens andet tog til Aptilien

Hertug Henrik havde imidlertid endnu ikke opgivet at søge bistand hos kongen (Knud VI.), hvisårsag han skikkede sin søn og navne fra Bruneswik did med befaling til ikke at vige fra kongens side, for denne havde hjulpet hans fader til hele landet norden for Albia. Det håb, kongen i førstningen gav, beskæmmede imidlertid; thi det svandt dag for dag og viste sig på grund af kongens travlhed så usikkert, at hertugens søn omsider helt opgav det og fjernede sig. Fra nu af gik han en anden vej, opgav at virke for faderens genindsættelse og stræbte personlig at indynde sig hos kejseren. På grund af sin høje byrd, sin mærkelige bravhed, sin legemsstyrke og skønhed og sit store ry fik han nemlig en datter af paltsgreven fra Renus til hustru (i året 1194 ægtede han Konrads datter Agnete). Kejseren havde rigtignok en stærk mistanke om, at planen til hin forbindelse var udgået fra hans farbroder paltsgreven; men denne forsikrede, at den var kommen i stand uden hans vidende, og søgte ved indsmigrende kløgt at formilde sin brodersøn; og da den lovformelige ægtepagt ikke atter kunne løses, stræbte han ved sin fortsatte mægling at bringe den unge paltsgreve i yndest hos kejseren, som den gang omsider ordnede sit andet tog til Apulien. I dette deltog hertugens søn og behagede ved sin tjenstiver således kejseren, at denne ikke alene kom til at ynde ham i høj grad, men endog i medfør af lensretten egenhændig overdrog ham hele hans svigerfaders værdighed. Da opgik der over Saxonien et nyt og frydeligt fredens lys; thi fra nu af hængte hertugens søn med slig hengivenhed og troskab fast ved kejseren, at han for eftertiden besluttede intet at foretage imod ham. Sålunde blev der overalt såvel til lands som til søs gjort en ende på plyndring, ran og tyveri, og stimænd og blodmennesker sukkede over tabet af deres forbandede vinding. Velsignet dette bryllup, velsignet iblandt kvinderne denne brud, og velsignet hendes livsfrugt! Thi denne pagt blev en kilde til fred og fryd for landene; byers og borges længe spærrede porte åbnedes, og vagtposterne inddroges; de, som hidtil havde været uvenner, søgte hverandre, og næringsdrivende og landbrugere færdedes uhindret. Den gamle hertug tilbragte resten af sit liv i fred og ro, sysselsat på adskillig vis med udsmykningen af guds hus og sit eget slot i Bruneswik. Kejseren, der havde lykken med sig på sit tog til Apulien, fik ved sin fjende Dangkrads død (d. 20 februar 1194) efter ønske hele Willehelms kongerige. I kongeborgen forefandt han senge, stole og sølvborde med opsatser af det reneste guld. Desforuden fandt han forborgne (indsamlede) skatte og en hel flor af kostelige stene og juveler, så rig, at han hæderstrålende vendte hjem til sit land med hundrede og femti dyr efter sig læssede med guld og sølv, ædelstene og silkeklæder. Alt havde han nået Teutoniens riger, da et ilbud fra kejserinden, som var forblevet i Apulien, indhentede ham og bragte ham melding om, at kong Rothgers skatte var fundne. Hos kejserinden var der nemlig en gammel kvinde, som havde været i Rotgers tjeneste og var en af de meget få, som kendte hans skattegemme, der var i en ældgammel, for sikkerheds skyld med den største omhu overkalket og med malerier prydet vægmur, hvor enhver opdagelse tyktes umulig. Da dette nu imidlertid ved den gamles forræderi var røbet og kommet til kejserens kundskab, lod denne kejserinden sige: »Med de omtalte skatte kan du skalte efter eget tykke. Men hvad mig angår, da være det dig vitterligt, at jeg ikke for øjeblikket agter mig tilbage til Apulien!« Kejseren var nemlig såre gavmild. De forborgne skatte, hvormed det behagede gud at øge hans velstand, bortskænkede han ufortrøden ihvorvel uden ødselhed til alle, jævne riddersmænd og menige ligesåvel som højere standspersoøner. Heller ikke de fattige glemte han og bar i alle stykker ved siden af kløgt alvorlig fromhed til skue.

Om ærkebiskop Harthwik af Bremas hjemvenden til sin bispestol

Samtidig vendte den af Bremerne fordrevne ærkebiskop Hartwig af Brema tilbage til sin bispestol. Klerkene bifaldt det, og nogle af vasallerne sluttede sig til ham. Thi vel havde man af ovennævnte grunde ved pave- og kejserhoffet arbejdet stærkt på at få ham fjernet fra hans stilling både som overhyrde og som lensherre. Men hans modstanderes anstrengelser havde ikke båret frugt og derfor måttet opgives; den apostoliske herre Celestinus holdt sin hånd over ham, bevægelsen lagde sig, og han blev påny taget til nåde af kirken. Harmen imod ham havde nemlig vokset sig så stor, at hele kirken med kejserens tilladelse enstemmig havde kåret hr. biskop Waldemar af Scleswik til hans eftermand, og kejseren havde samtykket i dette valg på det vilkår, at Bremerne skulle i enkelte sager begære hans navn og underskrift og på deres monter føre hans billede og overskrift. Waldemar blev imidlertid som følge af dette valg kong Kanut og hans venner mistænkelig. Thi da Kanut stod på en spændt fod med kejseren, troede han, at Waldemar havde fjendske bagtanker med at eftertragte kejserens ærkebispedømme. Og eftersom hvert rige, som er splidagtigt, bliver øde, kunne heller ikke Waldemars rige bestå; thi han forligtes kun dårlig med kongen. Borgerne så alligevel ikke gerne hr. Hartwig, hvis tilbagevenden, de påstod, ikke kunne skyldes kejseren, som han havde fornærmet. Derfor søgte de at forholde ham oppebørslerne af byen, som kejseren havde lagt i deres hænder. Hartvig forsikrede dog, at det ikke var efter eget påfund men efter kejserens udtrykkelige vilje, at han havde indfundet sig, og at hin helt havde taget ham til nåde igen. For at bevise denne påstand henviste han til Kolonierherren Adolf, som holdt med ham og både skriftlig og mundtlig ved sendebud stadfæstede sandheden deraf. Men borgerne, der sad inde med kejserens fuldmagt, påstod, at der heri intet kunne rygges uden formelig skrivelse og udtrykkeligt budskab fra kejseren selv.

Om ærkebiskoppens bandstråle i anledning af oppebørslerne

Da grev Adolf hørte om hr. Hartwiks komme, begav han sig til Brema for at lykønske ham i den anledning og forvisse sig om, hvorvidt han virkelig af kejseren eller fra anden side var bemyndiget til dette skridt. Under Hartwigs forvisning havde Adolf nemlig på alle måder ved kejserens og selve Bremerkirkens hjælp stræbt at få ham tilbage til hans tidligere hæderspost. Desto gladere var han derfor nu og gjorde sig som følge af denne lykkens vending håb om et bevis på ærkebiskoppens taknemlighed. Da han ved sit komme til Brema forhørte sig hos begge parter i flæng, erfarede han dog til sin græmmelse, at Hartvig ikke var indgangen igennem døren. Derfor blev der af Adolf i forening med byens borgere og andre af den herre kejserens venner taget den bestemmelse, at, når hr. ærkebiskoppen af rent kirkelige grunde havde noget i byen at varetage, måtte han der tage ophold, men kun for et tidsrum af en eller højst to dage, hvorimod han ingen brug turde gøre af de foreløbig beslaglagte indkomster, forinden det forefaldne var indberettet til kejseren og sammes afgørelse indhentet. Denne sagernes ordning mishagede dog højlig hr. Hartwig og hans parti, eftersom han havde stået i den formening, at han uden videre turde angribe bispeindtægterne. Omendskønt derfor grev Adolf i følge kejserlig fuldmagt (kejserens skrivelse er udstedt d. 28. marts 1196) ikke alene sad inde med grevskabet Stadium, men også med mange andre af bispedømmets ejendomme, begyndte Hartvig alligevel at udslynge hårde beskyldninger imod ham og brændemærke ham som en kirkerøver. Men Adolf, der så sig forulempet ved kirkens uretfærdige kendelse, indankede for sit vedkommende sagen for apostelstolen. Derefter sammenkaldte hr. ærkebiskoppen en kirkeforsamling og spurgte den, hvad der under disse omstændigheder var det rådeligste, og hvad kirken dømte, at herved var at gøre. Efter at have indhentet forsamlingens svar, udstødte han dernæst sine modstandere af kirkesamfundet og forbød foreløbig fuldbyrdelsen af alle kirkelige handlinger ikke alene i sit bispesæde, men i hele sit stift, en forholdsregel, der foruden at tynge på kirken bidrog til heftigere at ophidse modstandernes harme imod ham; og disse søgte nu - thi denne verdens børn er klogere end lysets børn i deres slægt - at nytte Hartwigs egen kendelse til at bringe ham i forlegenhed, idet Adolf - men rigtignok i ærkebiskoppens fraværelse - kom til Brema, her beråbte sig på, at han efter sagens lovlige indankning med urette var udstødt af kirken, og derfor ikke ville give afkald på de af den herre kejseren under hans fraværelse på pilgrimsfærden beslaglagte, men ved hans tilbagekomst ham overdragne kirkelige indkomster, medmindre kejseren af egen magtfuldkommenhed ændrede sin beslutning. Derhos ytrede han, at han for havde fortjent tak end utak, efterdi han stedse havde vist sig tro og hengiven både imod hr. ærkebiskoppen selv og hele kirken; og salig Petrus havde hans anstrengelser at takke for generhvervelsen ikke alene af Stadium, men også af Thietmarcerne (at grev Adolf havde generhvervet Ditmarsken, vides ikke kun herfra. Dette må være sket før d. 3. juli 1194), som selv havde givet sig ind under Danernes konge. Denne strid afstedkom ikke ringe forvirring i kirken som følge af de smigrere, som på hver af siderne stræbte at gøre sig behagelige. Thi de, som var på råd med greven, erklærede udstødelsen af kirken for magtesløs, eftersom greven havde taget sin tilflugt til paven, hvilket ærkebiskoppens parti heller ikke kunne modsige, men påstod, at grevens udstødelse havde andre grunde (om appellen til paven handles der i en d. 3. marts 1195 udstedt skrivelse af Coelestin III, hvor hele striden sættes ud fra hinanden). Denne forsikrede dog, at hans udstødelse udelukkende skyldtes de i hans indlæg anførte grunde. Da staden Brema nu imidlertid alt i et længere tidsrum havde lidt under denne pestilens, og forrådnelsen af de lig, der henlå ujordede på kirkegårdene, virkede højst skadeligt på indbyggernes sundhedstilstand, blev dommen formildet derhen, at gudstjeneste turde afholdes i byens hovedkirke, og borgerne samles der, medens dog greven og byens foged tillige med nogle af de betydeligere mænd, som indkasserede oppebørslerne, vedblivende skulle være i band og ingen, når de var tilstede, turde holde gudstjeneste. Heller ikke det kunne dog overholdes uden at give anledning til forargelse. Thi da hine blev ved deres og ikke ville indrømme, at de var udstødte af kirken, førte det kun til, at grevens tilhængere fremdeles meddelte denne sakramentet, og det ikke alene i Hammenburk, men også overalt i alle kirkesogne og byer, medens andre for at fylde deres tomme pung holdt folket fast i torvekirken i Brema, hvor de lige for biskoppens og kannikernes øjne holdt gudstjeneste, så at det sidste bedrag her blev værre end det første. Og hvad skal jeg sige om kannikerne? Udjagne af deres egne huse taltes de kun i kirken og i klostrets forrådshuse. Thi man sagde: »I er kejserens fjender, som vil overgive byen, og som vi derfor ikke tåler her.« Alt dette var en følge af kejserens fraværelse, idet han netop den gang var draget til Apulien. Men efter hans hjemkomst tilkøbte ærkebiskoppen sig hans tilgivelse for 600 mark, og greven fik til len grevskabet Stadium tillige med tredjedelen af indkomsterne (kejseren kom tilbage i juli måned 1195 og stadfæstede d. 25. oktober 1195 i Gejlenhusen grevens af Hartvig foretagne indsættelse som lensmand. I et dokument fra 1197 kaldes Adolf greve af Stade), hvorhos alt band fuldstændig løstes. 

Om biskop Berenward af Hildensems flytning

I løbet af disse dage drog abbeden for ærkeengelen salig Mikaels kloster i Hildensem til de hellige apostler Petri og Pavli dørtærskel for med dybeste andagt at ære deres ihukommelse og med de ydmygste bønner at anråbe deres stedtræder hr. pave Celestinus om i kraft af sin egen og den hellige Romerkirkes myndighed på helgenlisten at optage Berenward, forhenværende biskop for kirken i Hildensem og første grundlægger af ærkeengelen salig Mikaels kloster og nu dets højtærede skytspatron hos Gud. Allerede længe havde denne i sin hidtilværende grav givet tilstrækkelige beviser på sin hellighed. Thi der ved graven var dæmoner blevet uddrevne, blinde havde fået deres syn og lamme deres førlighed. Men dog burde man nu, på det at hele kirken måtte få lejlighed til at ære og tilbede hans hellige legeme, skride til dets optagelse af støvet og flytning. Dette abbedens fromme ønske eller rettere sagt denne hans retfærdige begæring fandt villigt øre hos Romerkirken, der kærligt bønhører alle rimelige fordringer; og da tilmed hr. kardinal Cyncius forenede sine bestræbelser med abbedens ydmyge bønner, bød paven biskoppens kanonisering og tilstedte, at den højhellige kirke iblandt sine helgenrester ærede hans af graven optagne legeme og højtidelig erklærede ham for en, hvis fortjenester utvivlsomt gjorde fyldest for den hos Gud. Hvad ovennævnte kardinal Cynthius angår, havde han netop i en vigtig sendelse været skikket til Danien; og efter at han først der havde røgtet sit ærinde, havde han på hjemvejen gæstet ærkeengelen salig Mikaels kirke, hos den omtalte abbed og hans brødre nydt den gæstevenligste behandling og oftere hørt disse udtale deres fromme ønske om det ærværdige legemes flytning; og sålunde opnåede de ved hans råd og hjælp omsider opfyldelsen af dette længe nærede ønske. Men da abbeden og hans kirke således hos den herre paven på det kraftigste støttedes af kardinalen, fik han ikke alene sit ønske om biskoppens flytning opfyldt, men opnåede tillige selv at hædres af den herre paven med visse forrettigheder. Kort at fortælle, han modtog af paven bispehue og bispering til brug ved højtidelige lejligheder og for sin kirkes vedkommende alle de af ham ønskede begunstigelser i rigeste mål. Hædret sålunde af ypperstepræsten og forsynet med brev angående omtalte helgens flytning kom han efter mange udstandne besværligheder omsider tilfreds hjem, hvorefter han i hr. biskop Bernos og hele domkapitlets nærværelse trådte frem og foreviste hr. pavens, brev, som ved oplæsningen pristes af alle og behagede dem, ikke alene fordi gud havde ladet en så dyrebar skat komme for lyset, men tillige på grund af abbedens fromme nidkærhed, og fordi Guds højherlige moder Marias by derved æredes. Kirken trådte derfor sammen, og man forhandlede spørgsmålet om relikviernes flytning, hvortil en bestemt dag fastsattes. Men den avindsyge fjende ad alt godt kunne heller ikke lade denne lejlighed til at gøre sig værdig til den højeste grad af fordømmelse gå unyttet hen og prøvede derfor at hindre det påtænkte. For at forebygge folkeopløb havde biskoppen i forening med de sundere tænkende nemlig først besluttet at åbne graven og samle de hellige levninger tidlig om morgenen, så at toget uhindret og til rette tid kunne sætte sig i bevægelse; men siden betænkte han sig og kom allerede for daggry hemmelig med nogle ganske få munke til graven, åbnede kisten og samlede de undergørende ben i rent linned, lod dem så blive der under bevogtning og begav sig atter hjem. Da det nu tidlig om morgenen blev bekendt, hvorledes man havde båret sig ad, kom brødrene ved domkapitlet i bevægelse og sagde: »Vi har ingen del i disse levninger, som i nattens stilhed er blevet forfalskede med andre dødningben«. I fortrolighed sagde de til hinanden: »Hvo kan indestå os for, at vi ikke her i stedet for virkelige relikvier får hovedet, skulderbladene eller skinnebenene af en svirebroder eller anden grov synder. Med slig højtid vil vi intet have at skaffe; lad os derfor gå hjem!« men til biskoppen: »Eftersom I ved denne lejlighed har svigtet os, vil vi til gengæld heller ikke indfinde os ved eders fest idag. Som følge af slige tvistemål forsinkedes flytningen, og folket, som var kommet sammen langvejs fra, blev så utålmodigt over den lange tøven, at nogle opgav det hele og gik deres vej, medens andre vel blev stående, men dog følte sig forargede. Den første anledning til striden antager jeg imidlertid, har været følgende. I samme kloster var der tidligere nogle temmelig enfoldige brødre, som i bevidstheden om, hvilke kraftige gerninger den salig biskop både i levende live og efter sin død havde øvet, holdt hans minde højt i ære, hvisårsag de mente, at han i højeste grad havde gjort sig fortjent til omflytning, og følte et mere brændende begær efter at berige sig med hans hellige levninger end med guld og ædelstene. Thi lagde de råd op med kirkevogterne, åbnede i smug graven, borttog relikvierne, bragte dem i sikkerhed i deres celler og ærede, hædrede og tilbad dem med salmesang, messer og andre mindre bønner. Men efterhånden som disse andagtsøvelser tog til, kunne de ikke mere holdes skjulte; sagen røbedes, vakte mishag og ansås ikke for bevis på fromhed, men på frækhed, hvisårsag relikviedyrkerne tabte modet, ønskede at gøre det skete usket eller dog i hvert fald så godt som muligt at råde bod derpå og i stilhed og med omhu igen lagde den skjulte skat tilbage på det forrige sted. Dette vidste munkene og tog derfor i betænkning i højtideligt optog at nærme sig relikvierne, og af den grund fuldbyrdede de alt i forening med biskoppen alene. Han kendte imidlertid ikke deres bevæggrunde, men bar sig kun således ad for at sikre dem, der besørgede flytningen, imod overlast. Dette var altså det opspind, hvormed den rænkefulde fjende, som sagt, nær havde hindret flytningen af de hellige levninger, et forsæt, som han selv alt nogle dage forud gennem en besats mund havde røbet. Da der imidlertid ved denne lejlighed var strømmet en mængde gudelige mænd sammen, lagde disse sig imellem og bidrog til, at enigheden, alle dyders fælles moder, hos sine venner gik af med sejren. Biskoppen bekræftede med ed, at han kun til kirkens beroligelse havde handlet således, som han havde gjort, og munkene aflagde ligeledes ed på, at det kun var ægte relikvier, de havde fremhentet. Det hellige legemes skat blev hentet frem, almindelig jubel opstod, og mangestemmig sang genlød fra folkeskarerne, som kappedes om at frembære gaver og bede den store skytspatron om hans bistand. Biskoppens levninger henbares i den salige jomfru Marias hellige kirke, hvor helgenen, medens han forestod kirken, så ofte med gudelig lovsang havde priset ærens dronning. Og eftersom han, som det sømmede sig, havde lovprist hende, ophøjede hun til gengæld ham i guds kirke. Efter at guds pris derfor var sunget, nedlagdes den hellige biskops hoved og højre arm i Mariekirkens helgenskrin, det første rigt smykket med det udsøgteste arbejd, kostelige juveler og det røde guld, medens det øvrige legeme bragtes tilbage til ærkeengelen salig Mikaels kirke. Denne flytning, hvorved det heller ikke skortede på kraftige tegn, foretoges af hr. biskop Berno i hans bispedømmes sjette år, (Berno blev forfremmet til biskop 1190) det 1194de, efter at ordet blev kød, under hr. pave Celestins forsæde i Rom og i hans ypperstepræstedommes fjerde år, (Coelestin III kom på pavestolen i 1191) under den fromme kejser Henriks kongedømme, i det syvende år af hans regimente efter hans på Jorsalsfærd med æren hensovede faders død, men i hans kejserdømmes fjerde og i det 188de år efter den her omtalte helgens bisættelse (Berenward afgik ved døden i 1022). Og Vorherres Jesu Kristi navn, han, som i vore tider således har villet herliggøres i sine helgen, bliver derfor højlovet og priset af alle folkeslag. Hans konge- og kejserdømme aflader ikke, men står i evigheders evigheder. Amen.

Om biskop Bernos og hertug Henriks død

I løbet af de samme dage døde hr. biskop Berno (d. 27. januar 1190 eller 1191), den første biskop i Zverin. Thi tidligere, på Ottonernes tid tituleredes kirkefyrsten ikke biskop af Zverin, men biskop af Magnopolis (dvs. Mikilinburg, Meklenburg). Derfra forlagdes bispesædet imidlertid af skræk for Slaverne, der oftere krænkede biskoppen føleligt. Berno, som hertug Henrik satte til deres biskop, var deres første rettroende vejleder i vore dage. Han måtte tåle kindheste og næveslag af dem og blev tit under spot og hån tvungen til at overvære afgudsofringer. Dog fik han af Kristus kraft til at udrydde afgudsdyrkelsen og omhugge lundene og fik det indrettet således, at de i stedet for Gutdrak ærede biskop Godehard. Derfor følte de troende sig også trøstig forvissede om, at han sejrrigt havde fuldkommet løbet. Efter hans hedenfart steg hr. Brunward, dekan ved samme kirke, til bispeværdigheden. Omtrent på samme tid døde (d. 6. august 1195) den navnkundige hertug Henrik i Bruneswik og opnåede ved alt sit arbejd, som han havde arbejdet under solen, ligesom Salemon ikke kun en tilpas berømt grav. Tillige med sin hustru fru Mektildis hviler han i biskoppen og martyren salig Blasii kirke. Thi, som også Salomon vidner, alle menneskers sidste lod er ens, den vises endeligt ligner dårens, og den højlærde dør ligesom den enfoldigste. Men i alle ting og over alle ting velsignet være den højeste gud, thi længere end solen varer hans navn.

Fyrste! til ætherens rige højlovet og salig du stige!

Freden du monne betænke: den rette mammon dig skænke

Drotternes drot i sin nåde, som evig har alting at råde!

Mandig og from var din færden, dit ry fløj så vide om verden,

Ridderlig vart du i sæder og høvisk, som helten det klæder;

Slaverne tvang du at bøje knæet for Krist i det høje,

Så de ad Sathanas' pile lærte i troen at smile,

Stræbe nu gud kun at dyrke flittig af al deres styrke,

Takke i husene trygge, som du for Herren lod bygge.

Ikke et folkefærd findes, som dine dyder jo mindes,

Alle dit navn monne hylde; dig kendte det yderste Thyle,

Kom for sin skænk dig at bære; dig Grækien nævnte med ære;

Jorsal din fromhed højagted og rørt dine løfter betragted,

Bispen med drotten dernede hædrende hyldest dig tede.

Avind disværre ej kunne så strålende dyder dig unde;

Dog, for hvad her du mon døje, glæde dig gud i det høje,

Lønnen dig skænke den fulde, dig og din hustru den hulde!

Hun, den højfromme og rene valgte sin frelser at tjene;

Herren i himmelen signer slægten, som faderen ligner,

Og dine sønner med ære Kristus nu lader regere.

Om den anden pilgrimsfærd

»Med alt dette har hans vrede ikke lagt sig, men hans hånd er endnu udrakt.«. Thi for vore synders skyld, som daglig gror til over os, er din tid til at forbarme dig endnu ikke kommen. Thi Syon er i fangenskab og endnu stedse nedtrådt af hedningerne. Men du, Herre, vil gøre dig rede og forbarme dig over Syon; ja, gid tiden til at være den nådig snart måtte komme, dog, af din miskundhed, kærligste fader, tør vi dristig håbe, at den ikke længe vil lade vente på sig. Thi hvor mange af dine børn, Herre, viste sig ikke allerede på den foregående pilgrimsfærd nidkære for at forløse Syon? Hvor mange konger og fyrster, høje og herlige mænd hengav ikke sig selv og alt, hvad deres var, og tålte for din skyld frivillig forvisning og død. Og, omendskønt ikke alle lagde lige stor udholdenhed for dagen, fik du alligevel frivillige brændofre af dine udvalgte. Hvad skal jeg sige om de herlige biskoppers stand, dem, som med glødende nidkærhed trak det tunge læs på hin pilgrimsfærd, og som for mange blev et forbillede og opflammede deres mod både ved ord og gerning? Også præsterne bragte ved deres tjeneste og formaning Herren frelsende ofre, og de i forening med den talrige skare af kanniker styrkede såre guds folk. Lad din bruds, den hellige kirkes fromme hengivenhed, lad dine troende, hos hvem du med al deres gerningers ufuldkommenhed dog har fundet tro i Israel (grev Adolf var med kong Henrik i Wurtzburg d. 28. marts 1196), lad denne deres tro tækkes dig! Thi vi kender ingen anden gud at sætte vort håb til end dig, Herre! Thi endskønt du med rette vredes en tidlang (Friderik. De samme og andre fyrster var med kongen i Worms d. 6. december 1195), vil du alligevel for din egen skyld være nådig og ikke i din vrede holde din miskundhed tilbage. Op da nu, alle I støvbårne menneskebørn, rig og fattig tillige, forsoner Herren og tager guds fulde rustning), det sejrsæle korsens tegn, op til kampen imod hans fjender, både de synlige og usynlige! Låner øre til salmistens formaning: I dag, når I hører hans røst, så forhærder ikke eders hjerter. Denne røst hørte, som vi håber, også den fromme kejser Henrik; thi, endskønt han ikke offentlig mærkedes med korsets tegn, tvivler vi dog ikke på, at han formedelst guds inderlige barmhjertighed åndeligt har været mærket. Thi ligesom hans fader bragte den første, således bragte hans nidkærhed den anden pilgrimsfærd i stand. Ved en hofretsforhandling i Argentina (1195) modtog han nemlig af den højværdige kardinal Gregors hånd (af pavebrevet d. 27. april 1195) fremgår, at pavens sendebud ikke var Gregor, men kardinalerne Gratianus og Petrus) en skrivelse fra hr. pave Celestinus og lovede højtidelig, at han med al nidkærhed ville hellige sig til denne pilgrimsfærd. Tillige skikkede han ansete sendemænd til hr. kansler Konrad, som den gang i kejserens ærinde just opholdt sig i Apulien, og pålagde ham i tide og med den største omhu at tilvejebringe alt, hvad der ville gå med til pilgrimsfærden næste år, såvel af guld og korn som af skibe i mængde. Kejserens nidkærhed opflammede såre mange både stormænd og riddere til ved denne lejlighed at tage Herrens pinetegn til deres synders forladelse; således paltsgrev Henrik fra Renus og markgrev Otto af Brandenburk, som dog ikke foretog denne pilgrimsfærd, men fritoges af hr. paven, hertug Henrik af Brabantien, landgrev Hermann af Thuringien, grev Walraven af Lymbork, grev Adolf af Skowenburk, hertugen af Osterike, ærkebiskop Hartwig af Brema, biskop Rodulf af Verden og såre mange andre. Mange modtog også af fornævnte kardinal skriftlige opfordringer fra hr. paven, som de bragte omkring til en stor mængde byer og kirkesogne; og ved synet af disse skrivelser opflammedes ligeledes nogle af himmelsk ild og tog til forsvar for det hellige land triumftegnet på Herrens pine; således tog i staden Lubeka henved firehundrede af de dygtigste mænd korset. Med glødende kristelig nidkærhed og from iver rustede derfor alle som en sig, både fattige og rige til pilgrimsfærden den påfølgende sommer. Også kejseren selv ilede til Apulien for i egen person at ordne pilgrimstoget og viste ikke mindre nidkærhed end imødekommen imod de der indtræffende pilgrime (ved udgangen af juni måned 1196). Men da Leviathan med sine snoede bovsener (dvs. at de havde kræfter, modmagt) prøvede på at hindre foretagendet, gav det anledning til en utålelig fejde. Thi kejserens hustru lagde sig ud med ham (medens Henrik i året 1197 opholdt sig på Sicilien), og en mægtig sammensværgelse af landets første mænd og tilmed af kejserindens egne kødelige frænder rejste sig imod ham.

Om pilgrimmenes fremrykning

Som derfor årstiden kom nær, da kongerne plejer at drage i krig (foråret 1197), foretog det hellige kristenfolk, denne kongelige slægt og dette kongelige præstedømme, med from nidkærhed sin ledings- og pilgrimsfærd imod Sathanas' legion; og nogle gik søvejen, medens andre drog over land. De første fingre af guds nåde bliden bør, og de sidste færdedes lykkelig ad kongevejen. Således kom de til landskabet Benevent i Ytalien, hvor de rigtignok mødte en slags forekommenhed hos egnens beboere; thi disse skaffede dem tilførsel og livets øvrige fornødenheder i rigt mål; men i smug skadede og forfordelte de dem uophørlig; ja! nogle udskældte dem lige op i deres åbne øjne og sagde: »Hele denne eders færd er underfundig og gudforhadt; thi kun i det ydre teer I eder som kristne pilegrime, medens I indvortes og i grunden er rivende ulve. Thi ikke strider I for eders himmelske, men kun for eders jordiske kejser, med hvem I nu kommer hid for at plyndre hele Apulien og Sicilien.« Kristi stridsmænd var i tvivl om, hvad de skulle gøre, og vidste ikke, om de skulle drage videre eller vende tilbage igen. Thi ved deslige ord svandt modet i manges bryst som vokset, der smelter for ilden. De frygtede virkelig forræderi og var, ifald de drog videre, ængstelige for at miste både liv og gods.» Fristerens rænker dog ej de fromme formåede at standse.« Thi den alkærlige Gud slog ikke hånden af sine venner, men styrkede deres bestandighed i hans ærinde. Samtidig opholdtes kejseren, som sagt, i Apulien af forskellige genvordigheder og kampe, da han her var kommen efter kejserindens og adskillige af hendes højtstående landsmænds forræderi, hvisårsag han i sold udbetalte en endeløs sum af guld og derved drog enhver tapper og dygtig mand til sig. Det lykkedes ham imidlertid at gribe selve sine modstandere og straffe dem tilbørlig. På den til modkonge valgtes (Jordanus af Sicilien - også i en anden kilde omtales kejserens grusomheder ganske overenstemmende med beretningen her; men i det derpå følgende stemmer hin kilde ikke med Arnold) hoved lod han sætte et diadem, beslået med spidse nagler, som borede sig ind i hovedet; og de andre straffede han enten med strikken, bålet eller andre pinsler. Derefter lod han en almindelig rigsdag indkalde til kongestaden Palerma, trådte selv frem i forsamlingen og henvendte følgende ord til medlemmerne: »Vel undgår det os ikke, at I samtlige er indviede i det ugudelige forræderi imod os; men eftersom det med guds hjælp er lykkedes os at pågribe, overbevise, dømme og som højforrædere straffe hovedmændene for vildfarelsen, der havde vidst at besnære vor mildhed, byder nu vor kejserlige værdighed os at lade os nøje dermed og ingen yderligere hævn at tage. Thi forlade vi nu af hjertet hele vort kongerige dets medskyld i den mislige sammensværgelse, som I havde indgået imod os, idet I hævede en modkonge på tronen og stod os efter livet. Vær ikke kun for eftertiden fredens børn, og fredens gud være med eder!« Ved slige beroligende ord gjorde han sig såre afholdt i kongeriget, og for eftertiden var landet roligt; men selv bar han på en svær skrøbelighed, som vedblev at plage ham lige til hans død. Imidlertid nærmede pilgrimshæren sig, og grev Adolf med de bedste mænd indfandt sig for at gøre kejseren deres opvartning, hvilket opmuntrede ham i den grad, at han modtog dem med den høfligste velvilje og beværtede dem med den største gæstfrihed. Netop samtidig hermed løb også pilgrimenes flåde, som Herren på den højst trættende fart over de videste havstrøg havde friet fra søskade, for gunstig medbør og fulde sejl og med firti fire skibe i følge, gladelig ind til byen Messina på Sicilien; og dens ankomst bidrog yderligere til at forhøje glæden både hos kejseren selv og alle de i anledning af den truende krig sammenstrømmede Teutonere. Kejseren havde nemlig virkelig for at straffe sine fjender sammendraget en uendelig stor hær, hvis størrelse løb op til seksti tusind mand, hentede fra Svevien, Bauwarien, Frankonien og andre landsdele; og af disse var alle de bedste tillige med kejserens hofsinder og hr. kansler Konrad enige om at deltage i den fromme pilgrimsfærd. Også kejseren havde under sit længere ophold i Appulien rustet sig til færden med et overordentligt udstyr; thi foruden hans øvrige bohave og vidtløftige skatte, som han siden efter i rigeligt mål bortskænkede, ansloges alene guld og sølvkarrene, hvorpå retterne og bægrene ved hans daglige taffel indbåres, til tusinde mark. Kansleren gav sig, skønt viet præst og bisp (af Hildeshejm), med frisk mod på færden, medbringende rige belønninger, som kejseren havde tiltænkt det unge mandskab, der med mandemod kæmpede Herrens krige. Således brød de op fra byen Messina omtrent på salig Egidii dag (d. 1. september 1197) og ankrede på salig Mauricii dag (d. 22. september 1197) op i Akkons havn ganske uforstyrrede og velbeholdne og uden at have mistet et eneste skib; dog lagde kansleren sammen med grev Adolf og andre venner til ved Cypern for med et af hr. kejseren oversendt diadem at krone kongen der på øen (Amalrik, broder til den forhenværende kong Gvido af Jerusalem), såsom han, der tidligere havde stået under den konstantinopolitanske kejsers overherredømme, ikke havde noget ivrigere ønske end at øge sin hæder og værdighed ved at modtage kronen af Romernes glorrige og hellige kejser. Did begav derfor kansleren sig med et glimrende følge, fandt en endnu mere glimrende modtagelse, nød den herligste gæstfrihed og røgtede sit forehavende ærinde, hvorefter han, selv beriget med de udsøgteste gaver og i følge med alle sine hver efter stand og rang ligeledes med gaver betænkte ledsagere igen gik om bord og lykkelig sejlede til Akkon. Men som han endnu der opholdt sig, ramtes han af jobsposten om kongen af Jerusalem, grev Henrik af Kampaniens (han blev konge i maj måned 1192 efter markgrev Konrads død, hvis enke han havde ægtet) få dage forud brat og uventet indtrufne dødsfald. Sarracenerne var nemlig brudte frem og havde indesluttet byen Joppe; og ved rygtet herom havde fornævnte konge uopholdelig grebet til våben for at komme byen til undsætning. Men de kristne inde i byen, der mere forlod sig på deres eget mod end på Herren, åbnede byportene og begyndte selv at hugge ind på fjenderne, men blev af disse, som eftertrykkelig bød dem spidsen, drevne på flugt; og da de ville trække sig tilbage til byen, lukkede de, der var derinde, af frygt for fjendernes angreb portene og mistede således en talløs mængde af faldne brødre, hvorefter Sarracenerne så hårdt trængte byen, at de fik den i deres vold; men af de der tilstedeværende indskrænkede de sig til at undlive alle Teutonerne. Det føjede sig da så, at Teutonerne ved den lejlighed både inde og ude måtte finde sig i alene at bide i græsset; dette udfald måtte efter sigende tilskrives forræderi af dem, der var der fra Ytalien og Anglien; men dette gengældte gud dog disse efter fortjeneste; thi endskønt de skyldige reddede livet, mistede de deres gods og fæ, medens hine selv i døden agtedes for sejrherrer. Men kongen, som så, hvor stort et antal man havde forsømt at redde, vendte tilbage til Akkon og begav sig ind i sit hus; og som han ganske alene stod ved vinduet for at trække frisk luft, styrtede han pludselig ned, brækkede halsen og døde (ca. i begyndelsen af september 1197. Det synes som om, at han hele tiden er forblevet i Akkon). Adskillige siger rigtignok, at Gud således har tugtet ham, fordi han var ilde tilfreds med Teutonernes komme og ikke undte dem den lykke med guds hjælp at have befriet det hellige land. Omtrent på samme tid landede pilgrimene ved Akkon og greb ved rygtet om deres brødres undergang til deres våben for med Kristi hjælp at prøve at overvælde fjenderne og fravriste dem deres bytte. Men hine søgte, efter at de havde ødelagt byen, med fangerne og et stort bytte hjem igen, og pilgrimene på deres side vendte om til Akkon.

Om pilgrimmenes held

Da nu skibene var samlede, og guds børn mødtes, opstod der glæde over al måde ved synet af den store, der i Kristo forsamlede menigheds fromme forening. Thi Syon hørte det og glædede sig, og Juda døtre frydede sig; dog ikke det jordiske Syon, som Babylons usle datter endnu holdt fanget; men Akkoniterne og Tyrierne, der fordum ikke var guds folk, men nu er Kristi medarvinger og guds børn, priste gud med lovsange og bekendelser, bedende og anråbende ham om at høre deres fromme bønner og skaffe dem fyldestgørende hævn over korsets fjender. Disse på deres side blev ikke lidt urolige og frygtede deres egen undergang og det hellige lands befrielse, hvisårsag de ved rygtet om pilgrimenes landgang lod mange befæstede steder, som de hidtil trygt havde siddet inde med, ligge øde og derfra begav sig til andre, der bød dem endnu større sikkerhed. Pilgrimmene samlede, som sagt, deres hær og drog alle i forening til Tyrus; der mønstrede de deres våbendygtige mandskab, og udskikkede derefter hærafdelinger imod Sydon. Rytteriet fulgte landvejen og resten gik søvejen; men ved deres komme til Sydon traf de byen tom både på folk og fæ. Derimod så man huse opførte af sten og cedertræ og udsmykkede på adskillig vis, som det var en hel herlighed at bo i og en hel jammer at lægge øde. Hvor mange byggede ikke der hestestalde af cedertræ eller brugte det som brænde til at koge deres mad ved? Men de lagde da Sydon øde og vendte sig derpå til Sydoniernes by Sarepta (denne by ligger imellem Tyrus og Sidon. Arnold er her i vildrede med begivenhedernes orden), den de handlede med på lignende vis, kom derefter til »Havernes Brønd« og vendte derfra deres åsyn mod Baruth, som indbyggerne forlod, hvorimod de besatte den højst anselige, op til byen stødende borg med de tapreste mænd og forsynede den med rigeligt mund- og våbenforråd. Da mændene på borgen nu så landhæren rykke imod sig, men endnu ikke øjnede flåden, åbnede de portene og rykkede alle tilsammen ud imod vore, som ved synet deraf påkaldte himlen om hjælp og samlede deres kækhed til kampen imod dem. Under forskellige spredte træfninger viste lykken her sin lunefuldhed, og længe kæmpedes der med vekslende held på begge sider. Imidlertid havde grev Adolf sammen med en adelsmand, Bernard af Horstmere, hemmelig lagt baghold i den hensigt at holde øje med slagets gang, og han så nu borghøvdingen (Emir Assamah) selv langt borte komme ridende i fuld prunk på en vælig hest, en sand stridsganger, og under sin storladne optræden true mange med død og fordærv. Da tog greven lejligheden i agt; og da høvedsmanden kom ham på nært hold, brød han frem fra sit skjul, rendte voldsomt ind på ham fra siden og strakte med ét stød både hest og rytter til jorden. Ved sit bratte fald blev høvdingen straks helt forvildet og kastede forvirret blikke til alle sider, men omsonst; thi hjælpen var for langt borte. Omsider kom han til sig selv igen og søgte at komme til kræfter, men kastedes til jorden af hestens hove. Da det samme gentog sig tredje gang, opmandede han sig endelig, opbød endnu en gang sine kræfter og prøvede med sine arme at holde hesten nede. Men for tredje gang styrtede han og faldt baglæns til jorden, pansret åbnede sig ved navlen, og som et lyn svang hans truende fjende sin lanse og gennemborede ham; flere stød gav han ham ikke. Imidlertid var der kommet røre mellem fjenderne, og de kappedes om at bringe ham hjælp; men greven og hans folk satte sig så mandig til modværge, at to af modstandernes fremragende mænd toges til fange, og resten trak sig tilbage (slaget stod d. 23. oktober 1197. Arnolds skildring er ikke nøjagtig); men grev Adolf, som med Herrens hjælp modig havde udsat sig selv for dødsfare, pristes højt. Medens dette forefaldt, nærmede søstyrken sig med gunstig vind til den forladte by, hvor ikke kun de kristne fanger var blevet tilbage; på skibenes firkantede sejl genkendte disse deres trosbrødres hærskarer; og en af dem begav sig hen til det tårn, der ragede højest op og var det stærkeste; med et fjenderne tilhørende stykke værktøj åbnede han i smug døren, med listende fjed og tilbageholdt åndedræt steg han op og fandt fængselsvogterne sovende; og i det han styrtede sig over de intet anende, viede han dem til en brat undergang og formælede deres søvn med døden. Derefter greb han et banner og vinkede dermed efter bedste evne ad skibenes besætning for at indbyde dem til at underlægge sig byen. De, der var ombord på skibene, blev det var, erkendte straks deri guds finger, skyndte sig endnu mere med at lægge til land og kappedes om at gå fra borde; kansleren, som også var til stede, gik sporenstregs løs på borgen; og fjenderne var så rædselsslagne ved det onde varsel, idet deres høvedsmands fald og deres tårns tab berøvede dem næsten hele deres håb, at de aldeles tabte tilliden til deres styrke, begyndte at fly gennem øde og vildsomme strøg og kun troede at kunne redde livet ved at betro sig til bjerge, fjelde og klippekyster. Men Kristi tjenere drog glade ind i byen og borgen, hvilken sidste de fandt fyldt med alle mulige rigdomme. Også vin og hvede og alle andre levnedsmidler forefandt de der så store oplag af, at det skønnedes, at borgmændene havde været forsynede for hele tre år; og endelig var der på skydevåben, armbryster og buer en så mægtig overflod, at to store skibe ikke behøvede anden ladning. Thi Baruth er den anseligste by og stærkeste fæstning der på strøget og tilbyder som følge af sin ypperlige søhavn alle skibe en bekvem både ind og udfart; og intet hverken sejlskib eller rofartøj kan strejfe denne kyst uden med eller mod sin vilje at løbe derind. Deraf kom det også, at allerede siden Syriens erobring (ved Saladin 1187) ikke mindre end nitten tusind kristne fanger fra denne borg var bragt til Saladins hof. Byen har fremdeles den forret, at alle landets konger der må lade sig krone; hvorfor også Salhadin, først efter at han havde erobret den, kronedes og hilstes som konge af Jerusalem og Babylonien. Men medens hæren opholdt sig der og var i færd med at rejse den ødelagte bys mure, indløb jobsposten om kejserens død (d. 28. september 1197 i Palermo) og voldte guds folk ikke ringe sorg. Thi de tapre mænds skarer begyndte nu at opløses, og som sædvanligt ved et regeringsskifte frygtede en for at miste sin værdighed, en anden sit len, en tredje sin arv, og sålunde grebes fast alle af vankelmod. En lod sig af sin selvfølelse indgive den tanke, at, når han kun var hjemme, måtte kronen nødvendigvis tilfalde ham; en anden frygtede omvendt, at hans modstander skulle komme til roret, og var, jo dårligere hans sager stod, desto tilbøjeligere til at foretrække splid for fred og enighed, i det håb under partistridighederne på alle måder at mele sin kage. Under den almindelige rådvildhed lededes de besindigere dog endnu af råds og visdomsåndenr), som løste ugudeligheds lænker og fastholdt alle ved deres forsæt. Høvdingerne tog nemlig på et fællesmøde den bestemmelse, at alle de af rigens første mænd, som var tilstede, skulle aflægge troskabsed til kejserens søn (den senere kejser Fredrik II.) og således lagde bevægelsen sig. Ligeledes holdt de der råd om, hvem der værdig kunne forestå kongeriget Jerusalem, hvis konge, som sagt, var afgået ved døden og alle var da enige om, at kongen af Tyrus (kong Amalrik af Cypern. Han var allerede valgt til konge) var den, der havde de fornødne betingelser for at klæde denne trone. Denne fulgte virkelig det til ham udgåede kald, kom med æresfølge did, ægtede kongens enke (Elisabeth, som da giftede sig for fjerde gang) og erklæredes enstemmigt for konge. Alt dette gik for sig under ivrig medvirkning fra fyrsten af Antiokias (Boemund III.) side, som med en stor stridsmagt var kommen did fra sine enemærker og nu, da han havde nået sit mål, ilede for at komme hjem, men dog forud ville underrette sine folk om udfaldet, hvisårsag han skikkede dem bud med en due. Denne brevforsendingsmåde, som jeg nu skal skildre, er i sig selv langtfra urimelig; det sære derved er kun, at kundskaben derom skyldes hedningerne, der, eftersom de er klogere end lysets børn i deres slægt, udtænker meget, som vore ikke kender, for de har lært det af dem. Når de drager ud i et eller andet ærinde, plejer disse folk nemlig at medtage duer, der hjemme ligger på æg eller har nyfødte unger; og hvis man undervejs vil affærdige et ilbud, skriver man ikke kun et brev, fæster det omhyggelig under duens navle og lader den flyve. Duen skynder sig nu bort til sine unger og bringer samtidig udsenderens venner det forventede budskab. Dette middel nyttede den omtalte fyrste for ved duepost på det ilsomste at underrette sine folk om det skete. Da disse erfarede Sydons ødelæggelse og Beriths indtagelse, besluttede de at bryde frem og prøve, om ikke også de kunne overvælde fjenderne. Da nu fyrsten af Antiokien, efter at han havde taget afsked med høvdingerne, var på hjemvejen og for fulde sejl nærmede sig Lystra (Laodicea), indjog gud indbyggerne der i byen en sådan skræk, at de greb flugten og søgte ud i bjerge og marker; men fyrsten drog ind i byen, lagde der en besætning og gjorde den til en fæstning for de kristne. Ved efterretningen om Antiokenernes komme betoges indbyggerne i Gybel (Dschabala), ligeledes af panisk skræk, forlod deres boliger og reddede sig ved flugten; men fyrsten kom over byen og indlemmede den i de kristnes landområde.

Om angrebet på Thorut

Da Herren altså styrkede sit folk og stadfæstede sit ord, som han havde talt til sine ved profeten, der han siger: Som en moder trøster sine børn, således vil jeg trøste eder, - da frydede guds tjenere sig højligen og ønskede sig til lykke i ånden. På dem var nemlig hint andet profetiske ord gået i opfyldelse; thi alle ting tjente dem virkelig til fromme, hvisårsag de frit nød alle landets goder. Da hæren jo nemlig nu havde kystlinjen, lå ikke et eneste sted i hele Syrien udenfor dens rækkevidde, og alle nærede derfor det sikre håb i den nærmeste fremtid at sidde inde med selve den hellige stad (samme håb udtaler hertug Henrik af Brabant i et brev til ærkebiskoppen af Køln). For vore synders skyld kom det dog helt anderledes; og uagtet vi højst ugerne dvæler ved det følgende, nøder vor plan os her til at følge historiens gang. Da man altså havde bødet den skade, byen Berith eller, som andre vil, Baruth havde taget, og sørget for indbyggere til den, gjorde Herrens hær omkring og vendte ad samme vej, som den var kommen, tilbage til Tyrus (Saladins broder Malek al Adel drog nemlig imod den), hvor den tilbragte nogen tid; men derefter vendte alle korsfarerne sig imod en borg ved navn Thorut (borgen Toron ligger 5 mil fra Tyrus. Angrebet begyndte d. 11. december 1197), der ikke lå længere end omtrent en dagsrejse fra Tyrus, indesluttede den og åbnede et storartet angreb på den. Men eftersom den bratte brink, hvorpå borgen lå, gjorde den fast utilgængelig, forsøgte korsfarerne en ny og for deres fjender hel ukendt angrebsmåde. Blandt de kristne var der nemlig også nogle Saxonere, som vidste af erfaring, på hvad måde udhulingen af det vidt og bredt kendte sølvbjerg ved Goslar (Rammelsberg) går for sig. (Tyrkerne forstod sig forøvrigt også på minegravning). Med megen anstrengelse og store udgifter skred man således til værket, hvormed de foresatte holdt et vågent øje, medens arbejderne hele lejren over vekslede og afløste hverandre; og da de således på kunstig vis udhulede bjerget og ved at lægge ild til efter ønske bragte murene til at ramle, vidste de forskrækkede fjender, som så borgen rave, men ingen murbrækkere blev var, ikke mere, hvad de skulle gribe til. Imidlertid begyndte de selv på lignende vis at grave gange, men udrettede med al deres møje slet intet. Da fjenderne derfor til trods for en hel måneds vedholdende anstrengelser endnu ikke havde fundet noget middel til at krydse minerne, sagde de bestyrtede til hverandre: »I mænd, brødre! hvad skal vi gøre for at undfly den truende død? På samme vis omkom også vore brødre og kødelige frænder i Akkon, hvor fire tusind på en eneste dag lige for vore øjne dømtes til døden. Lader os derfor drage omsorg for os selv og vore spæde! Thi disse mennesker er over al måde hårde halse, frygtelige ilsindede og mægtig tørstige efter vort blod. Gid det derfor måtte tykkes os et godt råd at bede om fred og ikke sky noget middel til at redde vort liv!« Rådvilde kom de jævnlig tilbage til disse overvejelser; og som de en dag stod på muren, henvendte de ordet til de vagthavende lige overfor og sagde til dem: »Vi udbeder os lejlighed til en fredelig samtale med eder.« Da denne var dem tilstået, sagde de: »Vi besværger eder at svare os på det spørgsmål, vi af et oprigtigt hjerte gør eder. Hvo er eders herre, og hvis er lejren lige overfor os?« »Lejren, som I har for øje,« svarede de, »tilhører den højst navnkundige hertug Henriks søn, paltsgrev Henrik fra Renus, hvis tjenere vi er.« »Vi ønskede gerne,« vedblev mændene i borgen, »hvis det var muligt, at få eders herre i tale.« »Og hvorom,« spurgte de kristne, »skulle fredsforstyrrere og bedragere som I vel ønske at tale med ham?« »Om sandhed, fred og forlig,« svarede hine. Kort og godt, på deres bøn indfandt paltsgreven sig og vekslede håndslag med dem, hvorefter de henvendte ordet til ham og sagde: »Hårdt trængte af eders angreb bede vi dig, glorværdige fyrste! under dit lejde at skaffe os adgang til høvedsmændenes forsamling og lejlighed til med dem at forhandle om borgens overgivelse og vor frelse.» Dennem gensvarte helten og mælte i korthed som følger:« »Rigtignok smigrer vi os med at have en så høj stjerne hos høvedsmændene, at vi gerne selv uden al fortrydelse kunne indføre eder hos dem; men da den kloge intet foretager uden overlæg, vil jeg dog først indvie dem i sagen, inden jeg skyndsomst vender tilbage.« Med disse ord forlod han dem og tilkendegav deres ønske for sin navne, den enstemmig til høvedsmand over hele hæren valgte hertug af Brabantien. Da de øverste i lejren erfarede øjemedet, hvori hine var komne, og ikke kunne tvivle på, at de havde i sinde at underhandle om borgens overgivelse, lovede de dem ukrænkelighed, førte de syv fornemste af borgens mænd med sig ind i lejren, sammenkaldte alle befalingsmændene og gav ordet til de fremmede, som talte således: »I tillid til eders mildhed bønfalder vi eder om at vise os skånsel og den kærlighed, I som sande kristne efter eget sigende er alle mennesker skyldige. Ihvorvel ikke kristne dyrker vi ligefuldt gud, roser os af at være Abrahams børn og kaldes Saracener efter hans hustru Sara (andre skribenter fra middelalderen foretrækker navnet Agarener - Saracener eller Saracenere betyder Østens børn). Står det end til troende, at eders Kristus som sandt gudmenneske har forløst eder på korset, og roser I eder derfor af eders legemes korsform (Justinus Martyr og Tertullian udstrækker i deres forsvarsskrifter ligheden med korset til hele skabningen), kan I jo se, at vi heller ikke i så henseende står tilbage for eder. Deraf fremgår altså, at vi til trods for vor forskellige tro har en og samme skaber og fader og til trods for vor forskellige bekendelse i kraft af vor menneskenatur er brødre. Tænker derfor på vor fælles fader og skåner eders brødre! Alt, hvad vort er, være eders, kun at vi må leve med eder! Skønt vi ikke mere kan gøre fordringer, giver vi eder dog herved et indblik i vor hidtidige stilling: I borgen, som I ser ligge for eder, var det os, der rådede som de højbårneste iblandt vore frænder. Måtte det derfor tækkes eder indtil videre at behandle os som eders fanger, tilbyder vi eder i vederlag for vor frihed ej alene skatte i rigeste mal, men derhos tilbagegivelsen af et ubegrænset antal kristne fanger. Dem inde i borgen beder vi eder spare på det vilkår, at de ved udrykningen lader alt deres fæmon blive tilbage og kun medtager en enkelt og det deres tarveligste klædning; og dersom nogen findes i besiddelse enten af guld og juveler eller kostelige klæder og hvadsomhelst andet end det fastsatte, miste han ufortøvet sit hoved! Dette tilbud gør vi eder villig og gerne; thi det er os kun om at gøre at redde livet. Borgen tilhøre eder, kun at vi uhindret må forlade den!« Tilbudet huede høvedsmændene, som tilmed overvejede, at når først én borg havde overgivet sig til dem, så kunne de lettere blive herrer over to andre der i nærheden, hvoraf den ene på gallisk hedder Baufort, men på latin bella fortitudo (det vakre fort), den anden .. og for at det begyndte måtte have god fremgang sluttede de fred med borgen. Også efter hr. kansleren gik der bud, for at han ved sit samtykke skulle stadfæste den trufne foranstaltning. Han bad sig rigtignok undskyldt med legemssvaghed, men til trods for hans udebliven beholdt fredserklæringen bindende kraft. Adskillige gjorde dog indvendinger imod den vedtagne ordning og foreslog heller med magt at tvinge fjenderne. »Tvinger vi disse med våbenmagt,« sagde de, »vil al fremtidig modstand af sig selv bortfalde; thi denne grundfaste borgs fald vil slå alle modstandslystne med en sådan skræk, at det ringer for deres øren.« Således talte nogle; men størsteparten var højlig tilfreds med den fordelagtige fred; dog lod denne sig vanskelig opretholde; thi kærligheden rådede langtfra ikke hos dem alle. Imidlertid førte grev Adolf for at skræmme modstanderne de mænd, som nylig havde haft ordet i høvedsmændenes forsamling, hen til minegangene, for at de rigtig kunne få øjnene op for, hvor nær døden var dem. Men medens dette stod på, og korsfarerne var indbyrdes uenige, ilede nogle af dem til våben og angreb med armbryster og kastemaskiner mændene i borgen. Da disse mærkede, at det ikke løb af uden blod, sårede de til gengæld nogle med stenkast og pileskud og dræbte andre; den ene part kæmpede, medens den anden mæglede; de sidste græd med de grædende, de første glædede sig med de glade. Tilsidst genoprettedes dog freden, og den ville bevægelse lagde sig; og efter nogle dages forhandling stadfæstedes fredsvilkårene af kansleren, der endvidere bestemte, at inden de fremmede fik lov til at vende hjem, skulle de stille gidsler for opfyldelsen af deres løfter.

Fortsættelse

Da de hjemvendte gjorde deres landsmænd rede for gangen af deres forhandlinger, huede den indgåede overenskomst mændene ilde, og der rejste sig en stærk indbyrdes kiv. Nogle erklærede, at det lovede oversteg deres kræfter, og andre satte mod i hinanden og sagde: »Er vor borg ikke grundfæstet og forsvaret af et tappert og vel udrustet mandskab? Lader os holde sammen og enes om at sætte magt imod magt!« Meddelelsen om høvdingernes uenighed bestyrkede dem derhos ikke lidet i det forsæt at rokke ved løfterne og bryde forliget. Freden slog de således en streg over og greb til våben; og i stedet for at opfylde deres forpligtelser beredte de sig til kamp. Vore rustede sig på deres side til modværge og ilede til angrebsmaskinerne og de øvrige krigsredskaber. Men fra den dag af, da mændene i borgen havde ladet gidslerne i stikken, stræbte de også ret på kraft at værge sig, og, medens lykken begyndte at gå vore imod, fik fjenderne stedse mere fordelen på deres side. Thi ved deres overordentlige snuhed lykkedes det dem at ødelægge minegangen, hvortil vore fortrinsvis satte deres lid, og dræbe flere af folkene derinde med ild og sværd. Nogle trak de også levende ud deraf, halshuggede dem og nedstyrtede kroppene fra muren.»Se kun hvad tvedragten bragte vort usalige folk til!« Thi medens fjenderne enedes om at holde ud, var der splid imellem vore landsmænd, hvoraf kun en del stred, men resten var optagen af andre idrætter. Og eftersom kærligheden kølnedes hos mange, og de med deres hjerte vendte tilbage til Egypten, derfor fik de at fornemme, at Egyptierne, det er udlagt mørkets børn, satte sig op imod dem. Thi det gudelige forsæt, der havde skaffet dem navn af hellige, havde mange af dem svigtet og lå derfor kraftesløse under for lasternes baghold. Hvor mange var der således ikke af dem, der for Kristi skyld havde ladet deres ægteviede hustruer blive tilbage i hjemmet, men som nu hængte ved usle skøger, som de ligesom drevne af kristelig kærlighed tog i deres tjeneste, men i hvilke de siden efter, da gud i sin vrede lod dem falde for deres fjender, genkendte Moabiternes døtre, og hvor mange lod sig ikke skuffe af et rettens skin, berigede sig med prisen for deres skibe og viste større nidkærhed, hvor det gjaldt deres havesyge, end hvor det gjaldt kampen for Kristi skyld! Eller hvad skal jeg sige om sådanne, som opblæste af hovmod med tom forfængelighed hævede sig over deres lige og på pilgrimsfærden skammede sig ved at være deres jævnbyrdige, som de i hjemmet havde delt kår med. Og da Herren selv siger: »Lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet,« hvor var det så vel muligt, at han kunne sejre ved slige folks hjælp, der ukendte med Herrens frygts ånd, men fulde af hovmodsånd, mere efterlignede Kristi fjender end hans disciple! Dog, jeg beder om tilgivelse; dette skriver jeg ikke for at beskæmme nogen, men jeg formaner ikke kun mine i Kristo elskelige. Nu vil vi derfor fortsætte. Imidlertid slap levnedsmidlerne op for guds folk, og de nødtes derfor til at skikke bud til Tyrus for derfra at forsyne sig. Men af frygt for fjenderne foretrak man i stedet for en mindre skare at sende så mange som muligt derhen. Hæren deltes altså i to halvdele, af hvilke den ene, som kaldtes karuanere (fordrejning af ordet karavane), skulle drage ud, medens den anden skulle blive tilbage og våge over lejren. Karuanerne var netop ude på deres færd, og deres tilbagekomst imødesås med ikke ringe forventning af de tilbageblevne, som dels trængte til levnedsmidler og dels var bekymrede over den fare, hvori deres brødre svævede. Det rygte havde nemlig nået lejren, at disse truedes af Saffadin (Saladins broder Sajfeddin Abubekr Mohammed Malek al Adel.) med en endeløs skare folk fra Persyen, Medyen og Damaskus, og at han havde til hensigt intet mindre end at tilintetgøre dem og undsætte borgen. Medens de således svævede mellem frygt og håb, klang trompeterne i kanslerens lejr til tegn på, at karuanerne var komne, og de kristne frydede sig og modtog med glæde deres frænder. Men høvdingerne, som vidste, at fjenderne truede dem, holdt om aftenen for Marie renselsesdags (d. 1. februar 1198) råd og lod udråbe i lejren, at alle tidlig den følgende dag skulle være kamprustede. Glæden og jubelen blev nu almindelig, og alle opmuntrede de hverandre og besluttede at sejre eller falde for Kristus. Men som de således var enige om af morgendagen at håbe udfrielse fra alle deres trængsler, og bedst som de rustede sig nidkært til kampen, kom pludselig det ord ud imellem brødrene, at hele kanslerens og de andre højfornemme personers tyende havde læsset alt det dem betroede gods på lastdyr og skyndte sig ad Tyrus til. Opskræmte af denne nyhed begyndte de da også allesammen ilsomt at samle deres fæmon og læsse det på dyrene og kappedes til hest og til fods om snarest muligt at følge efter; og larm og forvirring opstod iblandt flygtningene, der sørgede over den bratte omskiftelse og klagede over adspredelsen af deres gods. Hvor mange syge og sårede lodes ikke der i stikken og mishandledes og spottedes her af fjenderne men taltes hisset iblandt de frelste! Men uden at tænke på dem flygtede resten, skræmmet ved de overordnedes flugt. På begge sider rådede frygt og nedslagenhed. Disse havde tabt modet, hine førtes i deres blindhed på afveje. De første ville Herren spare ved flugt, de sidste opskræmmede han i vrede. Til de øvrige ulykker kom en orkan, som fra himlen faldt over de flygtende med torden og lynild, regnskyl og haglbyger. Efter at de således havde hævet angrebet og trukket sig tilbage til Tyrus og Akkon, begyndte de som følge af skrækken ved rygtet om kejserens død at træffe anstalter til hjemfarten og at tage forholdsregler med hensyn til deres stilling, som agtede at blive der, og skænkede de trængende levnedsmidler og våben, hvorpå der var den største overflødighed. Såsnart marts måned (1198) derfor nærmede sig, gik fast alle de højtstående ledere tillige med det bedste mandskab med gunstig vind om bord og vendte hjem. Dog blev Moguntier og Verdenerherrerne (Konrad og Rudolf) og nogle af de fornemmere tilbage hos guds folk i forventning om, at Herren ville forbarme sig og trøste det. Moguntieren var imidlertid dengang fraværende og opholdt sig i Armenien for at krone kongen (Leo) der i landet, et hverv, hvortil kansleren, der, som ovenfor berettet), havde udført noget lignende på Cypern, oprindelig var udset. Men da denne var i Baruth, besluttede høvedsmændene, at han skulle blive der, og Moguntieren i hans sted påsætte kongen diademet og krone ham som Romerrigets vasal, en udmærkelse, kongen selv på alle måder attråede. Rygtet om guds folks djærvhed var nemlig nået til ham, og han havde hørt, hvorlunde Herren ved deres ankomst havde sat alle deres fjender i skræk, og hvor mange faste pladser de med ære havde indtaget, Derfor havde han skikket ansete sendebud med ikke få gaver til dem, ladet dem hilse og melde, med hvor store forventninger han imødeså deres komme, og både skriftlig og mundtlig med prægtige ord tilkendegivet sin overordentlige beredvillighed til at give sig ind under Romerriget, ifald han måtte agtes værdig til at modtage den længe attråede krone af dets udsendings hånd. Thi rose sig Romerkirken, efterdi den ved Kristi nåde således udbreder sig ikke alene i åndelig, men også i timelig vælde, at selv konger hinsides havet finder det attråværdigt at stemples med dette navn (dvs. navn af Romerrigets vasal) og måtte de se sig vel for, som tilsidesætter denne værdighed og snarere pønser på at indskrænke end at udvide Romerriget! Moguntieren røgtede, som sagt, sit ærinde med glans og bragte fred og god forståelse tilveje imellem kongen af Armenien og fyrsten af Antiokien, hvis uenighed længe havde voldet kirken i de egne en ikke ringe forstyrrelse.

Om Livoniens omvendelse 

Jeg holder det for passende at bringe de troende i erindring og ikke med tavshed forbigå den fromme nidkærhed og møje, hvormed mange gudelige mænd i deres ansigts sved har udsået guds ords sæd iblandt de hedenske Livoner og arbejdet på at få dette folk til at slippe afguderiet. Som følge af deres ihærdighed har vi set mange medarbejdere træde til, nogle ved selv at begive sig did som pilgrime, andre ved at bidrage med gaver, til at Kristi sæd måtte skyde frem og bære frugt og ved en rig høst kvæle djævelens klinte. Men grundlæggeren af denne stiftelse var den sygebergensiske kannik hr. Mejnard, hos hvem guds ord optændte en glødende nidkærhed efter at forkynde Herrens fred for dette vantro folk og lidt efter lidt tænde gnister af troens varme i deres hjerte. Og da den brave mand adskillige år i træk drog did i selskab med nogle næringsdrivende og selv med ikke ringere nidkærhed passede sin gerning, mærkede han både, at Herrens hånd ikke var svag (Hartvig beklædte denne stilling fra 1184-1207), og at Livonerne følte sig i høj grad dragne af det, de hørte. Derfor henvendte han sig til kirken i Brema, som dengang styredes af hr. ærkebiskop Hartviks), og satte både ham og domkapitlet ind i sin plan; thi det tyktes ham ikke rådeligt at fortsætte sit begyndte værk uden efter fuldmagt og modent overlæg. Ærkebiskoppen og kapitlet, der håbede, at gud ville give vækst til hans plantning og vanding, udsendte ham derpå for at prædike for hedningerne og ophøjede ham for yderligere at styrke hans anseelse til biskop. Og således udsåede han ydmyg og nidkær guds ords sædekorn i sine tilhøreres sjæle, bøjede hedningernes hårde sind både ved at overbevise og ved indstændig og kærlig at besværge dem, men som oftest ved det sidste, og førte lige så meget ved gaver (det samme siges om hans eftermand Bertold) som ved formaninger tid efter anden med guds hjælp deres hjerte, did han ville. I det år 1186 efter at ordet blev kød, lagde den ærværdige Mejnnard på et sted i Livonien kaldet Riga (fra begyndelsen af var Yxkyll bispesæde. Biskop Albert, Bertolds eftermand, byggede først Riga i 1201 og flyttede samme år derhen) grunden til en bispestol, som han stillede under guds salige moder Marias udtrykkelige varetægt. Og eftersom stedet som følge af sin frugtbare jordbund har overflod på alt, hvad der er godt, har det aldrig skortet kolonien på kristne nybyggere eller den unge kirke på plantere. Landet giver nemlig overalt en rig grøde, har græsgange i stor mængde, gennemstrømmes af floder (nævnte biskop Alberts biograf sætter navnet Riga i forbindelse med rigare, at vande) og egner sig godt både for fiskeri og skovhugst. Også hr. abbed Bertold i Lukka (Lokkum) opgav sin stilling som prælat der, viede sig, nidkær efter at udså guds ords sædekorn iblandt hedningerne, utrættelig til denne gerning og kom ved guds nådes medvirkning i høj yndest hos adskillige af dem, som satte pris på mandens behagelige omgængelse, ædruelige mådehold, fordringsløse tålmodighed, dydige afholdenhed, indtrængende forkyndelse og høviske vennesælhed. Efter hr. Mejnnards bortgang (Bertold drog til Lifland i 1194), han der, som alt sagt, havde stridt den gode strid og lykkelig fuldendt løbet (død d. 11. oktober, måske i 1196. Efter andre beretninger indviedes hans efterfølger Bertold allerede i 1195), var derfor alle tilhobe enige om ret at hjertet af ønske, at hr. Bertold, hvis vandel både klerkene og folket kendte, måtte få den afdødes plads, af hvis årsag han begav sig til Brema og der indviedes til biskop. Til bestridelse af hans byrdefulde kald anvistes ham endvidere i årlig indtægt af kirken henved en snes mark. Grebne af hans indtrængende forkyndelse lod adskillige højtstående og højbårne mænd sig mærke med det hellige korses tegn og gav sig på pilgrimsfærd for at kue hedningernes magt eller rettere sagt lægge dem under Kristi åg. Ikke heller skortede det på præster og skriftkloge, som styrkede dem med deres opmuntringer og lovede dem til løn for deres lykkelige bestandighed også på den vis at nå det forjættede land. Og da der foreløbig ikke syntes at være udsigt til noget korstog til Jerusalem, havde pave Celestinus for at fremme dette foretagende tilladt enhver, som viede sig dertil, ifald de selv måtte ønske det, at slutte sig til Livoniefærden og for deltagelsen deri lovet dem ikke ringere syndsforladelse af gud. Således samledes der fra hele Saxonien, Westfalien og Frisien en såre stor mængde prælater, klerke, riddere og handlende, både fattige og rige, i Ljubeka, hvor de skaffede sig fartøjer, våben og levnedsmidler, og hvorfra de umiddelbart nåede Livonien. Dog her faldt den salige biskop, da han førte hæren imod de på de kristne lurende fjender, med ikke kun to andre i hænderne på de ugudelige og dræbtes (død d. 24. juli 1198), men kronedes, som det er vort håb, med hæder og ære; thi han besjæledes af en brændende længsel efter døden.» Ligesom han den første og højeste kamppris har vundet, således først i det blodige stævne ham døden har fundet.« Da man omsider anden dagen søgte efter de dræbtes lig, fandtes biskoppens urørt og velbevaret, medens de andres som følge af heden vrimlede af fluer og orme. Hans afsjælede legeme jordedes med største sorg og højtidelighed i byen Riga (i kirken). Derefter ophøjedes Bremerkaniken hr. Albert på den afdødes stol. (i begyndelsen af marts måned 1199) Skønt endnu i sine friske ungdomsår udmærkede han sig allerede ved sin store sædelige modenhed; og da han fremdeles var af høj slægt (herrerne af Apeldern eller Apelderlo) og vel forsynet med formående brødre og venner, havde han en stor mængde medarbejdere i Herrens vingård. Det er heller ingen let sag for mig at beskrive den store yndest, hvori han stod hos konger og stormænd, som understøttede ham både med penge, våben, skibe og levnedsmidler. Iblandt de sidste var mænd som ærkebiskoppen i Lund hr. Andreas (Andreas Sunesøn var ærkebiskop 1201-1228 og besøgte Riga i 1206), biskop Bernard af Pathelburn (biskop i 1203-23) og Yso af Verden (biskop i 1205-31), som alle viede deres hænder til Herren. (Bernhard og Yso lovede i 1210 at gå til Lifland og indfriede deres løfte det følgende år. Af pavestolen havde han derfor fået tilladelse til, nårsomhelst han traf på gudelige mænd og guds ords udbredere, enten munke, regelbundne kanniker eller andre fromme, da at gøre dem til sine medarbejdere, hvisårsag en stor mængde af sådanne i forening med en talrig ridderskare fulgte ham. Og da han ved sommertid ofte førte sin hær imod Kristi korsets fjender, lykkedes det ham efterhånden således at undertvinge ikke alene Livonerne selv, men også andre vilde folkefærd, at de gav ham gidsler og modtog hans fredstilbud (med Kurer og Letter sluttedes freden i 1201, med indbyggerne i Semgallen i 1203) Således fik guds kirke i Livonien fremgang ved den ærværdige Albert og udstyredes tilstrækkelig med forstandere, kirkesogne og klostre. Mange lovede ligeledes at afholde sig fra ægteskab og begærede at stride for gud alene, gav som en art Tempelherrer afkald på alt, viede sig til Kristi ridderskab og bar som tegn på deres løfte foran på deres klæder et billede af det sværd, de drog i kampen for gud (Sværdriddernes Orden stiftedes i 1201). De voksede både i mod og i tal og frygtedes i en ikke ringe grad af guds fjender. Heller ikke holdt den guddommelige miskundhed sig tilbage, men styrkede og opretholdt de kristnes tro og viste det ved tilforladelige tegn. Thi da nogle af de nyomvendte blev taget til fange af deres fjendtlig sindede landsmænd, gjorde disse sig umage for ved gaver og gode ord at lokke dem tilbage til deres tidligere vildfarelse; men da de viste sig aldeles uimodtagelige og fuldt besluttede på med den største bestandighed at modsætte sig ethvert forsøg på at rokke ved den hellige tro, som de havde modtaget, pinte hine dem med utrolige og udsøgte kvaler til døde. Deres bekendelse styrkede mange; thi tilskyndede ved deres heltemod forherligede en stor mængde af deres brødre ligeledes Herren. Midt i al denne fremgang skortede det dog ikke på modgang. Kongen af Rucien plejede nemlig fra tid til anden fra Plosceke ( Polozk ved Diina) at lade opkræve skat af Livonerne; men denne nægtedes ham af biskoppen; og af vrede herover gjorde han gentagne voldsomme angreb på landet og den oftere nævnte by (Riga). Men gud, som er en hjælper i nødens tider), holdt altid sin hånd over sine egne. Dog opstod der imellem hr. biskoppen og de omtalte brødre, som kaldes guds riddere, en indre tvedragt og sælsom strid, idet brødrene rejste retskrav på tredjedelen af alt det hedningeland, som hr. biskoppen ved sin prædiken og ved våbenmagt kunne erobre; og da denne på det bestemteste modsatte sig det, rejste der sig en stor uenighed imellem dem, så at de på deres side af alle kræfter søgte at modarbejde ham ved Romerhoffet; men de opnåede ikke andet, end at hr. biskoppen udtrykkelig stadfæstede sin afgørelse (Pave Innocens III's bulle af d. 20. oktober 1210).

Sjette Bog

Om Ottos kongevalg

»Med alt dette har hans vrede ikke lagt sig, men hans hånd er endnu udrakt«. Da fyrsterne omsider var hjemkommet fra pilgrimsfærden, sad Syon for vore synders skyld endnu hen i fangenskab, og kirken i Vesterland plagedes ikke mindre af indvortes krige. Thi da den glorværdige kejser Henrik, ved hvem gud, som sagt, mægtig havde udvidet rigets grænser, faldt fra, tilsidesatte man troskaben imod den afdøde og lod ikke hans søns valg gælde; men to sole, det vil sige konger, gik op og satte ved deres hverandre krydsende stråler Romerriget i ikke ringe forvirring. Den berømte rigsstad Kolonia Agrippina begyndte nemlig ved et offentligt møde at forhandle med de første mænd i riget om valget af en ny konge. Tilstede var ærkebiskop Adolf af Kolonia og ledede også ved denne lejlighed forretningerne på Moguntieren Konrads vegne, der, som sagt, havde ærinde hinsides havet og derfor var hindret i personlig at indfinde sig, hvorimod herren af Treveri ikke udeblev ved denne lejlighed. Tilstede var fremdeles paltsgrev Henrik fra Renus (det er urigtigt, da han dengang ikke var kommet hjem fra det hellige land) tillige med en mængde højbårne mænd, der alle endrægtigt valgte den højtberømte fyrste, hertug Henriks søn Otto til konge og Romerrigets overhoved, skikkede sendebud til ham, som på den tid endnu opholdt sig i Piktavia, og lod ham med de største æresbevisninger føre til Kolonia (efter valget, som skete i begyndelsen af april, kom Otto midt i maj 1198 til Køln). Heller ikke hans morbroder, kong Riczhard af Anglien undlod ved denne lejlighed godhedsfuldt at tilskikke sin søstersøn skatte i hobetal og forsyne ham så rigeligt, at han kunne optræde med al den ydre glans, som forfremmelsen til hans ophøjede kald medførte. Da kongevalget således var stadfæstet, samlede Otto kærnen af sit ridderskab, angreb med sine vælgeres bistand af al kraft Akvisgranum og indesluttede denne by, som bevarede troskaben imod den afdøde kejser og hans broder Filip og derfor viste overordentlig hårdnakkethed. Skønt ikke uden vanskelighed og meget store omkostninger, der endog løb op til syvti tusind mark, lykkedes det ham imidlertid med magt at sætte sig i besiddelse af byen. Derefter salvedes han af nævnte ærkebiskop Adolf til konge, ophøjedes på rigets trone og hilstes som Romernes Augustus; (kroningen foregik d. 12. juli 1198) og hans valg og indvielse til konge tilkendegaves Romerstolens høje biskop pave Innocents ved hjælp af ansete sendemænd fra Kolonierherren og de andre ærkebiskopper, fyrster og fornemste mænd i riget med den indstændige fællesanmodning, at apostolikeren ville billige og ved sin myndighed stadfæste Ottos kongevalg og indvielse. Innocents glædede sig såre og billigede ikke alene Ottos valg, men holdt ingen for værdigere til styrelsen af Romerriget, erklærede ham for sin elskelige søn og bød i sendeskrivelser samtlige prælater, ærkebiskopper, biskopper og abbeder, som sad inde med kongelige len, under henvisning til deres lydighedspligt at tjene den valgte konge (1201).

Om Filips kongevalg

Imidlertid stræbte Filip, som sad inde med rigsklenodierne, at blive sin broders efterfølger. Han understøttedes af en stor mængde Saxonere, Frankonere, Svevere og Bavvarere, eftersom han var indehaver af alle faste pladser, stæder og byer; og da ikke kun Kolonia og en del af Westfalien holdt med Otto, sluttede hele kærnen af riget sig til Filip. Derfor samledes en mængde prælater og fyrster fra Frankonien, Saxonien, Svevien, Bawarien og Thuringien i. Moguntia, hvor han med alles samstemning og bifald kåredes til konge. Med klerkenes fælles samtykke og domkapitlets indvilligelse, som dog kun blev given under forbehold af den som fraværende tit omtalte Moguntierherre Konrads ret, indviedes han med stor højtidelighed af ærkebiskoppen i Tarentum (istedenfor Tarent burde der stå Tarantasia (Moutiers en Tarantaise i Savojen) og hilstes som Romernes Augustus (kongevalget foregik i Arnstadt i Thuringen d. 6. marts, kroningen i Majntz d. 8. september 1198. Augustus er egentlig kejsertitel, men Filip fik aldrig pavens sanktion). Der fremgik også dronningen, dog ikke kronet med diadem, men ikke kun med ring (dvs. hertugkrone). Ad byrd en Grækerinde (Irene, datter af Isak Angelus, var tidligere Tankreds søn, Vilhelms brud) havde hun ægtet Filip og bidraget ikke lidet til at øge hans anseelse i sin hjemstavn. Også Boémeren fik en højere værdighed. Tidligere havde han nemlig været hertug, men ophøjedes af Filip til kongelig rang og skred ved denne lejlighed også frem med krone på hovedet, bærende det kongelige sværd. Men da de to konger (Filip og Otto) ikke herskede i fællesskab, men var indbyrdes splidagtige, kom kirken i forvirring; skismaer og tvistigheder blev følgen, og på begge sider fremstod smigrere, der stræbte at tækkes hver sit parti. Dog støttede apostolikeren standhaftigen Otto, stillede i kraft af sin myndighed prælaterne under ham og klædte ingen ærkebiskop med kåben, uden at han ærede Otto med fuld troskab og hengivenhed. Som følge heraf var især kleresiet, som for en stor del frygtede sin hyrdes kendelse, velvillig sindet imod Otto, medens Filip, som verdslig storhed havde hjulpet på tronen, gjaldt højest hos lægmænd, skønt også adskillige biskopper tilsidesatte agtelsen for pavens bud og under forskellige udflugter søgte at unddrage sig tjenstpligten imod Otto, ja, nogle endog var hans offentlige modstandere og ikke skyede lige til deres livs ende at fremture i deres ulydighed. Efter sin indsignelse begyndte nu Filip tillige med sine mange tilhængere og i ledtog med Boémeren gennem vidderne imellem Renus og Mosella at nærme sig Kolonias område (omtrent først i oktober 1198). Modig rykkede Otto med sine folk imod ham. Stærk af legeme, dristig af ånd, brølende som en ung kamphidset løve (tekstens udtryk: catulus leonis, som ordret betyder »en løves hvalp«, sigter til Ottos familienavn Welf), higede han kun efter sejr eller død. Filip, der mere udmærkede sig ved sin sejhed, tilstræbte hellere sejren ved list end i åben dyst. Da hans hær nu lavede sig til at gå over Mosella, gjorde Ottos tilhængere den heftig modstand, hvilket gav anledning til et blodbad, hvorved ikke få bed i græsset på begge sider; men følgen blev, at Filip vendte om, og Boémeren drog hjem.

Om Moguntieren Konrads død

Omtrent i de samme dage forlod Moguntieren Konrad livet (d. 27. oktober 1200), og såsnart han havde lukket sine øjne, gav det højt ansete ærkesæde i Moguntia øjeblikkelig tønder til et skisma, idet Filips parti satte Lippold (Ljutpold af Schonfeld, biskop af Worms) i spidsen for Moguntierkirken, medens kirkens mænd frygtede apostolikerens kendelse og derfor kårede Syfrid (Sifrid af Eppstein) til ærkebiskop. Hin, som af Filip fik tegnene på det verdslige herredømme, var ved hjælp af sin stridsmagt vidt og bredt den stærkeste, medens denne, stadfæstet af kirken, fredeligt styrede sine undergivne.

Om ærkebiskop Ludolf af Magdeburgs død.

På den tid forlod ærkebiskop Ludolf af Magdeburg livet (død d. 16. august 1205), og domprovsten ved samme kirke, hr. Albert, ophøjedes på ærkebispestolen. Ved sit valg havde han nogle medbejlere, hvisårsag han af fri drift begav sig til apostolikeren; og fra ham vendte han da med ære tilbage med stadfæstelse såvel på sin provste som på sin bispeværdighed, dog på det udtrykkelige vilkår, at han skulle slutte sig til kong Otto og ikke måtte modsætte sig hans styrelse. Derefter vovede Filip i tillid til sin store stridsmagt påny at binde an med Otto og samlede en hær, hvormed han indfandt sig og begyndte at trænge byen Brunesvik (i sommeren 1200). Kong Otto var selv dengang fraværende, men hans broder, paltsgrev Henrik holdt standhaftigt byen. Dog lykkedes det modstanderne på strøget omkring salig Egidii kloster at slippe ind og besætte broen (over floden Ocker), så at de alt stod på nippet til at trænge helt ind i byen. Men dette kom til deres kundskab, som inde i byen havde travlt med at forsvare en anden kant af denne, for hvilken kong Filip med hovedstyrken viste sig, hvisårsag de brat vendte sig til modværge imod de indtrængende fjender, jog dem på flugt, skød på dem med deres armbryster og drev dem langt tilbage. Imidlertid var der nogle skælmer, som benyttede lejligheden til at gøre indbrud i salig Egidii der på strøget liggende hus, med barbarisk vildhed kastede sig over munkene, rev klæderne af dem, plyndrede klostrets forrådshuse, sovesal og køkken for alt indbo, ja, gik så vidt, at de end ikke sparede bedehuset, men sprængte dørene med økser og prøvede på at rane kirkesmykkerne; men dette holdt dog gud sin hånd over, så at det reddedes ved nogle munkes iver, idet de ved hjælp af noget værktøj så snildt dækkede døren til sakristiet, at der ikke såes andet end en fast væg. Og ligesom i Rakels dage blev den ransagendes forsken til skamme. Imidlertid kom kansler Konrad, såsnart han hørte tale om kirkens plyndring, til med en stor skare, fik oprøret stillet og jog de ugudelige ransmænd langt væk. Heller ikke udeblev guds straf. Thi den følgende dag faldt den værste af hine voldsmænd i raseri og omkom ynkelig for alles øjne. Og hvad under vel. Thi hvor mange kraftige gerninger er ikke formedelst guds miskundhed fra Arilds tid for salig Egidii bønners skyld øvede i dette hus! hvor mange dæmoner er ikke uddrevne af besattes legemer, hvor mange blinde har ikke fået synet, lamme og værkbrudne førligheden, og hvor mange ulykkelige mennesker både her og der er ikke udfriede af deres strikker, fodlænker og fængsler og er med hymner og lovprisninger strømmede sammen til salig Egidii hus, hvor de, som det nu kan ses, med glæde har efterladt minder om deres udfrielse! Imidlertid tør det ej heller forarge nogen, om gud for skjulte synders skyld har tilladt, at dette på kraftige gerninger så rige hus for en tid led våde under Belials sønners hånd, da selve de kraftige gerningers herre og ærens konning for vor frelses skyld fandt sig i at holdes og korsfæstes af ugudelige hænder. Angrebet på byen øgedes dog igennem adskillige dage; men de angrebnes mod og kraft steg, alt imens angriberne døjede meget ondt. Hine glædede sig ved gentagen rigelig tilstrømning af levnedsmidler, medens angriberne martredes af sult og nød. Ottos mænd (Otto havde imidlertid selv indfundet sig henne fra Rhinegnene), der holdt yderposterne besatte, lå nemlig skjulte i klipper, dale og skove, standsede med vældig hånd de fra forskellige steder og byer med levnedsmidler kommende lastvogne, dræbte folkene, fangede også nogle af dem, tog vognladninger og heste, ja, lod endog levnedsmidler gå til spilde. Man kunne der se hele strømme af øl og vin, som, da karrene søndredes, vandede jorden med en vældig flom. I deres nød ønskede fjenderne sig langt borte. Imidlertid kom det til en slags fredelig overenskomst (der sluttedes ikke kun våbenhvile på 7 uger (i Horneburg, en borg ved floden Ocker på den modsatte bred af Wolffenbuttel), angrebet hævedes, og hine fortrak æreløst og opgav ethvert yderligere forsøg. Thi en ikke ringe kilde til håb har byen i forbønnerne af den treveriske ærkebiskop salig Avktor, hvis legeme hviler der. Dette fik markgrevinde Gerthrudis, markgrev Egberts hustru (Gertrud var ikke hustru, men søster til Egbert af Brunsvig, markgreve af Mejssen. Hun var gift med Henrik den Tykke af Northejm og svigermoder til kejser Lothar III (1125-37). I året 1115 lod hun salig Avktor flytte til St. Ægidii kloster), som i sin enkestands tid havde grundet klosteret, ved mange ydmyge bønner udleveret af Treverenserne og lod det tillige med nogle af de thebeiske blodvidners legemer i samme kloster hæderligt bisætte i en sarkofag, hvad man alt sammen endnu kan se. Og eftersom samme biskop, da hans land hjemsøgtes af Hunerne, som myrdede de hellige møer i Kolonia, ved sine bønner hjalp byen Treveri, som han dengang styrede, og frelste den fra våde, formenes han endnu stedse hos gud at have sådan undergørende kraft, at han med sine bønner skærmer og værner den stad, hvori han nu hviler, imod fjendtlige angreb. Derfor er det blevet sæd hos Brunesvicenserne, at de, når de trænges af skræk for et angreb, under afsyngelsen af litanier og lovprisninger til gud ((lavdes er en særlig betegnelse for de såkaldte Halleluja-salmer. Litanien (bodsbønnen) i sangen begynder med ordene: Kyrie eleisøn (Herre forbarm dig)) og under almisseuddelinger andægtig bærer de omtalte relikvier rundt om deres by, hvorved de indenfor dennes omkreds sikre sig imod alle fjendtlige indfald. Dette slår virkelig til og har oftere vist sig som et virksomt middel til deres befrielse (Det fortælles, at byen ved denne lejlighed reddedes af St. Avktor, som i drømme åbenbarede sig for ærkebiskoppen af Trier).

Om kong Ottos færd til Thuringien

Det følgende år forskød Boémeren Odaker sin lovlige hustru og hjemførte i hendes sted en brud fra Ungarien. (tidsangivelsen-1201-er urigtig. Ikke længe efter sin kroning 1198 var det, at Ottokar forskød markgrev Ottos datter Adela og ægtede kong Emmeriks søster Konstantia). Oprørt herover bevægede hans forstødte hustrus broder, markgrev Theodorik af Misna, i forening med hertug Bernard kong Filip, med hvem begge stod på en venskabelig fod, til at love at fratage ægteskabsbryderen Odaker kongeriget eller hertugdømmet Boémien og overdrage det til Theobalds unge søn og navne, som på den tid studerede i Magdeburk; og således skete det også; men af vrede herover skilte Boémeren sig fra Filip og forbandt sig med landgrev Hermann af Thuringien, og i deres had til Filip begyndte begge at lægge mange råd op imod ham (i virkeligheden overdrog Filip ikke Bøhmen til en anden, førend Ottokar 1202 faldt fra). Skønt Hermann var kejser Fritheriks søstersøn, agtede han nemlig hverken blodets bånd eller sin troskabsed, men gik over til kong Otto (landgrev Hermann fulgte først Otto, derpå Filip, men svigtede i året 1203 påny denne), tog af ham Northhusen og Mulenhusen til len, førte med ham i forbindelse med Boémeren en hær imod Filip og voldte ved samme lejlighed sit eget land ubodelig skade. Thi understøttet af Moguntieren Lippold og med talrigt andet hjælpemandskab rykkede Filip med svær hånd ind i Thuringien, lagde sig i Erpisfordia og hærgede hele det omliggende land (1203). På den anden side hjemsøgtes denne del af riget i lige så høj grad af Ottos fremmede hjælpere. Thi Boémerne er af naturen slette og udædiske mænd, som kun vil gå i leding, når de efter eget godtykke frit kan skamskænde alt i flæng uden at gøre ringeste forskel på helligt og ikke helligt. Heller ikke skortede det på de gudsforgåene kroppe, som kaldes Valwer (Cumanere og Petschenegere, kong Emmerik af Ungarns tropper), der også her drev deres grumme og skændige spil, som det er såre uopbyggeligt og en sand jammer endog kun at fortælle om. Thi da Filips modstandere ikke vovede at møde ham i åben mark, gennemstrejfede de, som sagt, alle mulige steder og udplyndrede Thuringien både for det ene og det andet. Hele seksten for gudelige mands og kvindesamfund bestemte samlingshuse foruden 350 kirkesogne lagdes øde af Boémerne, og tillige med det øvrige løsøre besmittedes endog kirkesmykkerne af disse kæltringer. Der kunne man, med skam at tale om, til eksempel se det værste skarn iført messesærk i stedet for skjorte og omgjordet med stola, medens en anden som kjortel bar en dalmatika (altsammen præstelige klædningsstykker), og en tredje i stedet for kappe svøbte sig i en kasula. En anden af nidingerne lod sin hest løbe om med et alterklæde til dækken. Men det grueligste af alt, som fast ikke lader sig fortælle uden suk og gråd - fromme og ædelbårne gudhellige møer slæbte disse afskum efter sig, bundne som krigsfanger til hestenes stigbøjler, og besmittede i deres rasende brynde disse guds ikke med menneskehånd gjorte templer, ja, nogle af disse kvinder pinte de endog uafbrudt på slig vis, lige indtil de bukkede under for mishandlingerne og døde. Mon vi da kan andet end give disse kvinder plads imellem blodvidnerne? Thi langt fra Kristi troende være den tanke, at slige kvinder villigt skulle have ladet sig besmitte, så at sige, af skændige hunde. Ihvorvel derfor deres kød er blevet krænket, er det vor inderste ønske og faste håb, at ånden må have gjort modstand, og at derfor deres gudindviede sjæl lige indtil det sidste må være forblevet ukrænket. Er ikke også i den første menighed, når blodvidneforfølgelsens tider stundede til, hellige og navnkundige møer, som vi læse det i deres lidelseshistorie, jævnlig af deres ugudelige dommere og bødler blevet truede på samme vis? Frelstes imidlertid hine kvinder på underlig vis af deres kærlige brudgom Jesus Kristus, der i sin miskundhed ikke ville tilstede, at de bukkede under for afgudsdyrkerne, - så tror vi med lige så stor sikkerhed at turde håbe det samme om disse, som på den bestående kirkes tid, af kristne af navn men ikke af gavn, led samme medfart, uden derfor at lade sig rokke i deres kyskhedsløfte. Finder vi ikke noget lignende optegnet om den hellige mø og martyrerske Hyrene, hun, som gav den afskyelige dommer, der truede hende med skændsel, til svar: »Mig bekymrer det ikke, om mit legeme får den grusomste og skændigste død, når kun ånden ikke ligger under for pinslerne eller indvilliger i kødets dragelser, men urørt og uplettet hænger ved gud. Mon de hellige martyrer, i hvis med magt opspærrede mund du lod hælde blod, ofret til dæmonerne, mon de virkelig er blevet besmittede af afgudsofrene? Nej, til vederlag for disse og andre dem tilføjede pinsler og forurettelser har de fået en evig krone.« Belærte ved sådanne og lignende eksempler tror vi derfor, at også disse kvinder er blevet kronede, eftersom de ikke har svigtet deres kyskhedsløfte men til trods for deres dødsmåde hverken har indvilliget eller samtykket i noget ugudeligt. Imidlertid rykkede Boémeren frem lige indtil Halle og lagde under eksempelløse grusomheder hjemvejen igennem landgrevens (af Mejssen) land, for at tage hævn over ham, men måtte selv ved samme lejlighed friste et hårdt folketab, idet gud betalte disse nidinger efter deres idrætters ondskab og på adskillige steder lod dem lide et ikke ringe nederlag. Men kong Otto lod efter sin hjemkomst, for han afskedigede hæren, bygge den meget faste borg Harlungenberk, der trykkede indbyggerne i Goslaria i den grad, at mange af dem forlod byen, som derved halvvejs fik et mennesketomt udseende. Thi borgerne i byen led sult og nød, da denne østen for sig havde den ny borg og vesten for sig Lichtenberk, hvad der havde til følge, at de vogne og køretøjer, som skulle tilføre de indstængte bymænd deres livsfornødenheder, ikke fik lov til at komme ind. Imidlertid erobredes Lichtenberk ved list af grev Hermann af Hartesburk, og byen friedes foreløbig fra angreb fra den side. Dog var det samme borg, som siden efter gav anledning til Goslarias rømning.

Om paltsgrevens skilsmisse fra sin broder

Da en lille tid var gået, nærmede Filip sig påny med en skare krigere til Ottos landemærker( i begyndelsen af året 1204 satte Filip sig i bevægelse for at indtage Harlungenberg). Denne, der opholdt sig i Brunesvik, samlede en mængde stridsmænd, tildels også borgere - thi disse har som følge af deres stadige krigsøvelse ikke ringe færdighed i brugen af sværd, bue og lanse - og rykkede ud imod Filip, der lejrede sig i nærheden af Goslaria. I Ottos følge var hans broder paltsgreven med ikke ubetydelige stridskræfter, som han dels havde trukket sammen fra Aldenburk og Stadium, og dels samlet af sine egne tjenestemænds flok. Men som brødrene nu, beskyttede af så store hærmasser, lå i nærheden af en landsby ved navn Burktorp, opdukkede lige med et en uforudset strid, der altid bringer ulykke over ethvert folk, som digteren siger: »Se dog, hvad tvedragten ledte Vort usalige folk til!«. Således gik også til almindelig bestyrtelse og sorg dette forbund overstyr og opløstes uden at have udrettet noget. Paltsgreven hørte sig nemlig på grund af den nidkære understøttelse, som han ydede sin broders parti, stadig truet af Filip med tabet af sin værdighed som paltsgreve ved Renus, ifald han ikke trak sig tilbage fra Otto. Thi Filip erklærede, at han betragtede sig som enerådende med hensyn til alt, hvad der angik det kejserlige Pfalz, og ikke ville tåle nogensomhelst indskrænkning på dette område. Derfor tyktes det paltsgreven lovlig strengt at skulle spæde til begge steder, her ved at punge ud i broderens tjeneste og hist ved, til løn for tilsidesættelsen af Filip, at miste sin paltsgreveværdighed. Derfor sagde han straks ved det første møde med sin broder kongen i fortrolighed til ham: »Broder! jeg har en dobbelt forpligtelse til at tjene dig; thi dels er jeg knyttet til dig ved blodets bånd og dels ved den troskab, jeg skylder kongens majestæt. For nu således at kunne yde dig fuld bistand, må jeg billigvis forlange nogen godtgørelse, hvisårsag jeg beder dig afstå mig byen Brunesvik og borgen Lichtenberg, for at jeg, støttet til disse pladser, kan være rede til at modstå alle dine fjender trindt om land.« Dette forslag tog hans kongelige broder ham imidlertid unådig op og svarede: »Nej, ikke så, min broder! Bedre, at du venter, til jeg med fast hånd holder regeringens tøjler; så kan du være selvanden med mig om alt, hvad dig lyster. Men ikke vil jeg, at det skal få udseende af, at jeg nu gør noget af frygt, som jeg, tor hænde, siden kan komme til angre og gøre om.« Noksagt! Paltsgreven forlod enten med overlæg eller nødtvungent sin broder og gik til forundring, ja, dyb sorg for mange over til Filip, medens Otto vendte tilbage til Brunesvik. Men imidlertid måtte Goslarierne døje bestandige tryk og tab fra Brunesvikernes side, idet de ofte drev handel udenfor byen, og disse så nyttede lejligheden til at opsnappe dem og skade dem overordentlig ved ødelæggelsen af deres sølvhytter.

Om Goslarias erobring

Derefter sammenkaldte kong Ottos skaffer (køgemester) Guncelin (Af Wolfenbuttel. - Det latinske ord hos Arnold, der her er gengivet ved skaffer eller køgemester, betegner den bestillingsmand (det medlem af følget, hirden) hos de tyske fyrster, der kaldtes truchsess (i Frankrig: seneskal, i Danmark: drost); den tjeneste, der var ham betroet, var det overordnede tilsyn med fyrstens husholdning, hvorfor han også ved særligt festlige lejligheder satte den første ret på kejserens bord; denne såvelsom de øvrige hoftjenester, de så kaldte erkeembeder (kansleren, håndskriveren eller sekretæren - hushovmesteren, kæmmerer eller kæmner - keldermesteren eller mundskænken - staldmesteren, marstaldens tilsynsmand, marskalken, marsken, konetablen) forenedes under Otto den Fjerde med kurembederne og blev arvelige for besidderne af visse rigslande), medens kongen opholdt sig i Kolonia, sine venner for at tilbageerobre Lichtenberg, hvorfra Brunesvikerne måtte døje mange fjendtligheder, og begyndte at angribe borgen, som imidlertid var så stærkt befæstet, at de med spildt møje måtte opgive deres forehavende. De holdt da råd, vendte sig mod Goslaria og gav sig til hårdt at angribe denne by, der, som sagt, for en stor del var rømmet af indbyggerne og ikke havde nogen besætning, hvisårsag den i en håndevending indtoges og grundig udplyndredes af fjenderne. Rigtignok lå Hermann der med en ringe styrke fra Hartesburk; men al modstand var omsonst, fjenderne brød ind, og han og hans mænd måtte redde sig ved flugten. Den mægtig rige by gennemplyndredes, borgerne toges til fange, og bortskaffelsen af byttet, der gik for sig på talløse i dette øjemed hidbragte lastvogne, varede i otte dage. Blandt andet var forrådet på peber og andre krydderier så stort, at man delte det i skæpper og meget store dynger. Byen selv, som længe havde stået Otto imod, ville nogle sætte ild på, medens andre beredte sig til at ødelægge kirkerne. Adskillige trængte også med våben i hånd ind i salig Matthias' kirke og lavede sig allerede til at bortføre de gyldne lysekroner og de utallig mange andre af kongerne med rund hånd skænkede prydelser; men ifølge en højere indskydelse betænkte de sig dog, tog imod gidsler af borgerne og efterlod byen i uskadt stand, indtil kongen selv kunne komme. Denne billigede deres adfærd; og efter at han havde taget byen i sikrere besiddelse, lod han borgerne få en del af det dem fratagne gods tilbage og beholdt fremtidig staden i sit værge. (Goslar indtoges d. 9 juni 1206).

Om kong Filips andet hærtog

(Arnold vender her tilbage til det omtalte togt, der fandt sted i året 1204). Derefter iværksatte kong Filip for anden gang et hærtog til Thuringien, indesluttede staden Wiscense og angreb hårdt denne by, der lå midt inde i landgrevens land. Da angrebet i løbet af nogen tid vedblev at vokse i styrke, var landgrev Hermann stedt i den største nød, eftersom han var for svag til at stå kongen imod. Rigtignok indfandt hans forbundsfælle Boémeren sig for at bringe sin ven hjælp. Men da han befandt sig i egnen omkring Horlemunde, lod han sig skræmme ved tanken om Filips krigerske dygtighed og begyndte at pønse på, hvorledes han skulle slippe bort. På skrømt underhandlede han dog samtidig med markgrev Konrad af Landesberg om muligheden af ved hans mægling at komme i nåde hos kongen. Og efter at markgreven havde lovet ham at virke hen dertil, sagde Boémeren: »Det er straks davretid og derfor bedst, at I nu vender tilbage til lejren. Men det må I vide, at al min stræben går ud på at komme i nåde hos kong Filip, og at jeg under ingen omstændigheder viger herfra, uden først ved eders hjælp at være stedet for hans åsyn.« Markgreven vendte altså tilbage til lejren; men så snart som han vel var borte, lod Boémeren alt sit gods og sin lejr i stikken, steg sporenstregs til hest og tog flugten uden at medtage andet end den hos Boérnerne brugelige ridepisk. Men han blev forfulgt af paltsgrev Otto af Witilisbach lige til den skov, som kaldes Boémerwald. Ved synet heraf blev landgreven endnu mere ræd; og da han ikke længere så nogen udvej, faldt han tilføje uden at stille nogen som helst betingelse, kom selv og kastede sig ned for Filips fødder (i klostret Ichtershausen i nærheden af Erfurt). Da han i længere tid således havde ligget på jorden og hørt kongens bebrejdelser over hans dårlige troløshed, rejste denne ham omsider op på de omståendes lydelige tilskyndelser og tog ham med et kys til nåde. Men Odaker ydmygedes så dybt af Filip, at han kun med nød og næppe fik lov til at beholde halvdelen af sit hertugdømme, medens fornævnte Theobald fik det øvrige (1204). Dog, lad os nu slippe dette og igen vende os til vort emne!

Om kong Kanuts hærtog imod markgreven

Imidlertid skortede det ikke på nyt i Danien og Nordalbingien. Thi markgrev Otto af Brandenburk øvede fjendtligheder imod kong Kanut ved at underlægge sig nogle af Slaverne (Pomerinkerne), som kongen erklærede for sine undersåtter. Forbitret herover bragte kongen et hærtog istand imod ham og lod sin flåde tage vejen ind i hans land op ad den strøm, som kaldes Odera, og som falder ud i havet. Imod Danerne rykkede Rugianerne eller Ranerne tillige med Polaberne og Obotriterne. Danekongen blev dog selv tilbage på øen Møn, medens kansler Peter (Biskop Peder Sunesön i Roskilde) førte hæren. Markgreven mødte dem med en mængde af sine stridsmænd og af Slaverne, og på begge sider var der sårede og slagne. Blandt andre faldt biskoppens broder Durbert (Thorbern), kansleren selv såredes og måtte vandre i fangenskab; og dermed var denne færd opgivet. (Dette togt gik for sig i sommeren 1198). Biskoppen holdtes i streng forvaring af Otto, der ved hjælp af ham håbede at få mange fanger tilbage og komme i besiddelse af en stor del af Slavenland. Men efter at dette havde varet en kort tid, foregav den kloge og snu biskop, som endnu ikke var kommen sig efter sit sår, større svaghed og lod, som om han helt havde opgivet sig selv; og tildels af menneskelighedshensyn, men også af frygt for at komme i vanry begyndte derfor markgreven at holde biskoppen mildere, for at han ikke helt skulle vansmægte i det strenge fangenskab, og satte en vis Ludolf til at vogte ham. Men aldrig så snart så biskoppen sit snit, for han begyndte at pleje underhandlinger med fangevogteren om sin frihed; kort og godt, det lykkedes ham med dennes samtykke og bistand at slippe ud af sit fangenskab og hjem igen; og Ludolf fik til gengæld en ikke ringe belønning.

Om markgrevens hærtog

Men i den påfølgende vinter, da kulden havde lagt en usædvanlig tyk skorpe over floder og kær, samlede markgrev Otto en hærstyrke og hjemsøgte med grev Adolfs hjælp hele Slavenland, sparede ej heller det Jeromar tilhørende land, som kaldes Tribuses, ja, ville endog have hærget selve Rugien, hvis ikke isen, som lå over sundet, var brudt op. I anledning af det her fortalte faldt kongens (Knud VI) vrede tungt på Adolf, som i det hele taget siden den tid havde ham til uven. Thi greven havde oftere fornærmet kongen såvel ved gentagne gange at angribe Slaverne, som ved i sin tid at tage parti med biskop Waldemar imod ham.

Om Kanuts hærtog til Egdora

Da sommeren (1199) altså var for hånden, førte kong Kanut en hær mod Adolf til et sted ved Egdora, der kaldes Rejnoldesburk (Rendsborg). Greven kom imod ham med en talløs mængde krigere og understøttedes af grev Otto med et stort antal væbnede. Der var grev Symon af Tekeneburk, Bernard af Wilipia, Mavricius af Aldenburk og mange andre tilstede, ligesom hr. ærkebiskop Hartvig af Brema heller ikke savnedes; og alle disse underholdt grev Adolf i et tidsrum af ikke få dage på egen bekostning til stor forundring for mange, der ikke kunne begribe, at greven var i stand til at udrede de dermed forbundne omkostninger. Således lå hærene lige overfor hinanden med floden til skel; men da hverken kongen eller fjenderne havde mod på at overskride den og åbne angrebet, brød den førstnævnte omsider op og drog hjem igen. Og sålunde endte denne krigsfærd uden fredsslutning.

Om Rejnoldesburks opbyggelse

Straks som vinteren var omme, begyndte grev Adolf at genopbygge den gamle borg Rejnoldesburk i det håb derved at sikre sig imod kongens angreb. Men denne, som ikke kunne glemme hans forurettelser, samlede ved maj måneds komme (1200) en hær og rykkede med en stor styrke frem til Egdora, hvor greven også indfandt sig med sine folk. Da Adolf ikke var kongens angreb voksen, lykkedes det ham at få fred og blive taget til nåde af denne på det vilkår, at han afstod ham borgen, men selv fik lov i ro at beholde sine øvrige besiddelser. Men kongen udvidede og befæstede borgen og lagde der en stærk besætning tilligemed store våbenforråd, lod slå en bred bro over Egdora og havde således vejen åben til at trække ind i grevens land og ud igen, hvad der fra tid til anden gav anledning til kiv og strid med denne. Alligevel begyndte greven i forening med sin navnebror, grev Adolf at Dasle, at angribe Louenburk efter at have bygget borgen Haddenberge, som således stængede for hin, at borgmændene dér hverken kunne slippe ud eller ind. Angrebet forstærkedes derved, at greven førte et antal skibe did fra Hammenburk, som han på det bedste havde forsynet med mandskab, våben og krigsredskaber. Som nu borgen således trængtes både fra land og flodsiden, og hertug Henrik, som derhos var paltsgreve, ikke så sig i stand til at bringe den undsætning, begyndte borgmændene, da levnedsmidlerne var ved at slippe op, at indlede underhandlinger om deres borgs overgivelse og skikkede lønbud til kong Kanut for at tilbyde ham den. Glad ved tilbudet lod denne dem takke og sendte en fornem mand fra Holsacien ved navn Radulf derhen for på hans vegne at tage imod borgen og påse, at mændene i den til tegn på underkastelse hejsede det kongelige banner; selv lovede han snart at være hos dem for at redde den fra fjenderne. Men dette blev ikke skjult for de to frænder (greverne Adolf), hvorfor de begyndte at trænge den endnu hårdere og, eftersom levnedsmidlerne derinde var sluppet op, ret snart undertvang den med magt. Ved efterretningen herom var kongen vel klog nok til ikke at lade sig mærke med noget; men hans had til greverne fik derved ny næring. Hos paltsgreven (Henrik Løves ældste søn, Henrik den Smukke eller den Lange) kom grev Adolf senere ved venners mægling i nåde, og hertugen og greven kom til at stå på den venskabeligste fod med hinanden, så at hertugen forlenede greven med det arvegods, han havde ved floden Gamme, og greven udbetalte hertugen syv hundrede mark.

Om Slavernes hærtog ind i landet Racesburg

Imidlertid iværksatte Henrik, også Borvin kaldet, og hans frænde Nikolaus, også kaldet Niklot, på kong Kanuts tilskyndelse et hærtog ind i grev Adolf af Dasles land. Greven mødte dem med sine folk ved et sted, som hedder Warsikowe. Og efter at de havde opstillet deres rækker, åbnede Nikolaus angrebet på fjenderne og faldt (d. 25 maj år 1200); han var en brav og klog mand, hvis tab greb hele Slavenland så smertelig, at mange gik i døden for at hævne ham. Thi da den store høvdings fald rygtedes iblandt fjenderne, fordoblede disse deres angreb, slog Teutonerne ned for fode og fældede en så talløs mængde af dem, at greven selv kun med største nød undkom tillige med nogle enkelte riddere, syvhundrede mand måtte springe over klingen, og resten mistede deres frihed.» Ak, hvor sukked og græd så mangen sørgende enke!« Af mangel på mænd lå det vidtstrakte land næsten øde, og torne og tidsler skød frem, hvor der hverken kom plov eller stude. Men fra den tid af var fornævnte greve (Adolf af Dasle, greve i Ratzeburg) kun lidet yndet i landet, eftersom han selv var skyld i denne store ulykke, idet han med sin frænde Adolf havde gjort indfald i Thietmarcien, som regnedes for at stå under kongen (Knud VI.), og de to grever havde plyndret landet og ombragte ikke få mennesker. Grev Adolf (Adolf af Schaumburg, greve i Holsten) var imidlertid ikke bedre stedt, men måtte lide under sine mænds troløshed, fordi han havde straffet nogle af dem med bøder, nemlig Henrik med tilnavn Busche, som han derhos havde ladet gribe og kaste i lænker, Egko af Sturgia (Eggo af Sture) og Bruno af Tralowe. Fælles sag med dem gjorde de, som greven havde fordrevet fra landet, og som opholdt sig i landflygtighed hos hertug Waldemar i Jutien, nemlig Skakko og hans brødre Widag og Radulf, Ubbo, Thymmo og hans broder Markvard, alle kødelige frænder af statholderen Markrad , som af greven var blevet landsforvist og tillige med sin hustru Ida var død der i udlændigheden (død i Jylland. Markrad døde i 1190). Disse havde ikke ro på sig, men vedblev uafbrudt fra dag til dag selv og ved mellemhandlere rastløst at udså tvedragtens klinte i grevens land og søgte også i anledning af den nu truende krig at lokke nogle over på deres parti, nemlig Emmeko af Viszowe og Vergot af Sybrandestorp, der virkelig gik over til grevens modstandere og alt da fik befaling til at øve åbent fjendskab imod ham. Nogle blev også vundne for kongens og hans broder hertug Waldemars sag ved løfter om len, andre lod sig lokke ved pengegaver. Men da nu alle de bedre mænd hældede til kongens og hans broder hertugens parti, gjorde hertug Waldemar ved det hellige korses ophøjelsesdags tide (d. 14 september 1201) et togt ind i grevens land med en svær styrke. Det var ved det lav, da fiskeriet plejer at gå for sig i Skonia, og efter gammel skik mange af vore bymænd (Lybekerne) søge derhen; disse blev nu denne gang holdt tilbage der med deres skibe og gods, ja, nogle af dem måtte endog døje fængsel. Greven mødte med sine folk hertugen ved et sted, der hedder Stilnowe. Slaget stod; men grevens tilhængere trak det korteste strå; mange af dem bed i græsset for sværdet, og andre måtte vandre i fangenskab. Greven selv reddede sig til Hammenburk. Samtidig besatte hertugen Etzeho og lod Sygeberk og Travenemunde angribe; også Plune, der tyktes et stort værn, indtoges af hans folk. Men da hertugen så, at lykken var ham huld, og at landet lå ham åbent, udbød han omkring Symons og Judæ dag (d. 28. oktober 1201) påny sin hær, rykkede ind i landet tillige med den kloge og rådsnilde biskop Peter fra Roskilde og kom, da greven alt havde forladt det, til Hammenburk. Her strømmede befolkningen ham imøde, og såvel klerkene som hele folket modtog ham med hæder. Dagen efter brød han op og kom til Bergherstorp, og den følgende dag rykkede han frem til Louenburk. Greven af Dasle, som kendte hertugens tapperhed og af fornævnte grunde frygtede forræderi, havde ligeledes forladt sit land. Men de tilbageblevne tog af frygt for hertugens angreb imod råd, gik ham i møde til Louenburk og tilbød ham borgen Racesburg og åben adgang til landet. Og da hertugen så, at han ikke kunne indtage Louenburk, lod han Haddenberk genopføre (dens nedbrydelse er ikke omtalt), efterlod dér stridsmænd, våben og et stort forråd af levnedsmidler og rykkede frem til Racesburk; og da han havde fået den i sin magt, overgav mændene fra Wittenburk og Godebusz sig ligeledes til ham. Da han således vedvarende havde lykken med sig, stævnede han mod den navnkundige stad Lubeke, vel vidende, at hvis det lykkedes ham at gøre sig til herre over denne storby, ville hans navn fare vide. Men de mere ansete borgere i byen ihukom fængslingen og tilbageholdelsen i Skonien af deres for omtalte bymænd og skibe og skønnede derfor, at hele landet trindt om var rede på hertugens mindste vink, så at ind- og udgangen var dem spærret både til lands og


til søs. Thi holdt de råd og besluttede, tvungne af nøden, at ile hertugen i møde; og de traf ham i Bredenvelde og overgav byen til ham imod at få deres fanger med samt skibene og alt det beslaglagte gods tilbage. Hertugen tog gidsler såvel af staden Lubeka som af de andre stæder og borge og drog glad hjem. Ved samme lejlighed satte han Thymmo til foged på borgen Sygeberg, som han dog endnu holdt belejret og ikke havde indtaget, og beskikkede hans broder (Markvard) over Travenemunde, som grevens mænd sad inde med. Skakko udnævnte han til greve i Thietmarcien, hans broder Widag satte han over Plune, og Radulf gjorde han til lensmand i Hammenburk og gav dem således rigeligt vederlag, fordi de for hans skyld havde været fredløse.

Om grev Adolfs fangenskab.

Derefter samlede grev Adolf af Skovenburk, af harm over tabet af sit land, omkring salig Andreæ dag (d. 30. november 1201) skibe og krigsmandskab fra Stadium, som han endnu sad inde med, og besatte Hammenburk. Forfærdede derover tog kongens og hertugens mænd med samt fogden Radulf flugten. Men såsom borgene Louenburk, Siegeberg og Travenemunde endnu holdt med greven, og nogle af landets indbyggere gav ham godt håb, i hvor vel det kun var på skrømt, de gjorde det, troede han, at hans sag ikke var tabt, og blev i staden indtil jul, hvad der dog kom ham dyrt at stå. Thi da hertug Waldemar hørte om grev Adolfs komme, rustede han sig ufortrøden til ledingsfærd, opbød alle sine venner fra Nordalbingien, Slavien og Thietmarcien og påskyndede angrebet på byen. Heller ikke grev Guncelin med Henrik Borwin udeblev, men bragte pligtskyldig hjælp. Greven havde imidlertid ladet sig føre bag lyset af dem, der gjorde ham forestillinger og svigagtig forsikrede ham, at hertugen under ingen omstændigheder ville komme på grund af julen, som Danerne har for skik at højtideligholde med festlige drikkelag; og det var derfor en overraskelse for ham, da han juleaften (d. 24. december 1201) fik budskabet om, at hertugen alligevel havde indfundet sig med en talløs hær. Men da var flugten ham spærret; thi den strenge vinterkulde havde lagt hele Albia og Halstera til. Derfor var han ilde stedt og vidste, hverken hvad han skulle gribe til, eller hvor han skulle vende sig hen; thi fra alle sider trængtes han af sine fjenders raseri. Han gik da på råd med sine folk, om det ikke kunne lade sig gøre ved nattetide, når de andre sov, rask at gribe til våben og med magt at bryde ud. Men også dette var ugørligt på grund af de store vagtposter, som alle vegne var udstillede rundt omkring byen; og da salig Stefans dag (2. juledag, d. 26. december 1201) kom, enedes man endelig om, at greven skulle overgive hertugen Lowenburk og på det vilkår uhindret måtte forlade byen med sine folk. Grev Guncelin af Zverin fik det hverv at føre greven til Lowenburk under sikkert lejde, for at han samvittighedsfuldt kunne opfylde sit løfte. Men da Thietmarcerne spurgte, at greven havde forladt byen og var i Guncelins lejr, sammenrottede de sig efter eget overlæg eller på andres tilskyndelse og gjorde tværtimod overenskomsten forsøg på at dræbe ham. Derved kom det til mytteri; men Guncelin med sine mænd gjorde kraftig modstand, og imidlertid kom hertugens høvedsmænd til og reddede grev Adolfs liv; men fra nu af holdtes han under streng bevogtning. Derefter brød hertugen op og drog til Lowenburk med ham for at sætte ham i stand til samvittighedsfuldt at indfri sit løfte. Greven tryglede da også mændene i borgen om at ynkes over ham og skaffe ham på fri fod ved at overgive den; men da alle hans bønner var plat omsonst, lænkedes han på hænder og fødder, førtes således ikke uden vanære gennem alle de steder, han tidligere havde hersket over, og kom til Danien som en stakkels fange; og da Danerne hørte, at deres fjende var taget til fange, forkyndte de det ligesom Filisterne på Sauls tid i alle byer og købstæder enhver til hjertens fryd og glæde. Imidlertid brød Lowenburgerne jævnlig frem og gjorde deres til at forstyrre landefreden.

Om hr. Wilhelms bryllup

Men ikke bør det glemmes, at herre kong Kanut med sin broder Waldemars samtykke med stor højtidelighed bortgiftede sin søster frøken Helene til hertug Henriks søn hr. Willehelm (i begyndelsen af året 1202), hvad der var til glæde for alle hertugens venner og for alle i Holsaternes og Sturmariernes land, idet de håbede, at han med hr. kongens søster ville få hele landet; og skønt dette håb ikke gik i opfyldelse, hædredes han dog som kongens måg både af denne og hans broder hertugen gentagende og i mange stykker og steg højere end de fleste i anseelse og værdighed. I løbet af den nærmest følgende sommer kom kong Kanut til Lubeke og modtoges med glans og hæder af klerkene og hele befolkningen. Ved hans indtog overgaves borgen Travenemunde til ham, hvad der voldte ham ikke ringe glæde. Også landbefolkningen strømmede ham imøde og hyldede ham såre villig. Derefter drog han til Molne, tog gidsler, hvad der tidligere var forsømt, og vendte hjem igen. Hans broder hertugen rykkede frem til Louenburk, lod, da han ikke kunne indtage den, borgen Haddenberk, som Louenburgerne havde ødelagt, genopføre, og lagde, for han vendte tilbage til sit, besætning i den.

Om borgen Sigeberg

Da dette var gjort, henvendte hertugen sin opmærksomhed på Sygeberg, som han så, at hans folk omsonst anstrengte sig for at indtage, idet borgmændene som følge af stedets faste beliggenhed gentagne gange med vold fratog indbyggerne i landsbyen deres kvæg og alle slags andre til føden nyttige dyr og dertil oftere hårdt sårede dem af dem, som satte sig til modværge. Derfor lod hertugen, der for sit vedkommende aldrig kunne finde sig i at ligge ledig, volde opkaste omkring borgen, umuliggjorde derved ethvert udfald og trængte den svært. Men skønt det som følge af det langvarige angreb begyndte at skorte mændene i borgen på levnedsmidler, holdt de dog denne mandig og længe, hvor hårdt de end trængtes af fjenden, og hvor medtagne de end var af den lange faste, og håbede stadig på undsætning. Selv da de intet mere havde at stille deres hunger på, blev de ikke desto mindre ved med at bilde deres kværnstene, for at holde deres modstandere i den tro, at de havde fuldt op af mel og brød. Omsider blev dog både angriberne og de udhungrede forsvarere lede og kede af al den møje og besvær, og borgen overgaves da på det vilkår, at enhver af besætningen skulle beholde sit arvegods og sine len ubeskårne, hvortil det skulle tilstedes dem frit og i enhver henseende uhindret at medtage alt deres bohave såvel som alt, hvad der ellers fandtes på borgen og hørte dem til. Efter at hertugen derpå havde ladet denne besætte af sine mænd og alt var i færd med gladelig at drage hjem til sit, overraskedes han ved den sørgelige tidende, at hans broder kongen var død (d. 12. november 1202) og dybt rystet ved budskabet påskyndte han yderligere sin tilbagekomst for at modtage broderens rige. Med stor enighed valgtes han dernæst til konge, modtog ved juletid (d. 25 december 1202) indsigningen i Lund af den derværende ærkebiskop Andreas og ophøjedes med glans på kongetronen.

Om angrebet på Louenburk og grev Adolfs løsladelse

Efter at disse forholdsregler var trufne, kom kong Waldemar ved august måned (1203) med stor pragt og et talløst følge til Lubeka, hvor han med megen fryd og glæde hilstes som Daners og Slavers konge og Nordalbingiens herre. Derfra begav han sig, ledsaget af Lunds ærkebiskop og hans broder Peter af Roskilde tillige med de øvrige biskopper, provster og første mænd fra Nordalbingien, Thietmarcien, Sklavien og Rugianernes land, til Louenburk, som han med største kraft lod kaste volde op imod; en lejr byggedes, angrebsmaskiner i mængde, blider og deslige opstilledes, armbryst og bueskytter holdt uafbrudt borgens besætning i ånde, og begge parter havde i disse træfninger både sårede og faldne. I længere tid skete der heri ingen forandring; kongen kunne på grund af borgmændenes stridbare tapperhed og borgens styrke ikke blive herre over den. Men omsider kom det dog til våbenhvile. Mændene i borgen udbad sig nemlig en samtale med kongen og indledede ved den lejlighed forhandlinger med ham om grevens løsladelse; og ved ærkebiskoppens, hans broder kanslerens og de øvrige biskoppers og fornemmes mægling afgjordes sagen endelig derhen, at mændene skulle overgive borgen, og greven stille gidsler for at komme på fri fod. Til gidsler stillede greven sine to sønner, sin frænde Ludolf af Dasles søn (grev Adolf af Ratzeburgs broder), grev Henrik af Dannenberghes søn og dertil otte sønner af sine lensmænd; og med éd fastsattes det, at gidslerne efter 10 års forløb skulle løslades; men afgik kongen forinden ved døden, skulle de straks frigives; ligeså i tilfælde af grevens død. Således overgav borgen sig, og greven vendte glad tilbage til Skowenburk.

Om biskop Waldemars løsladelse

Imidlertid blev grevens medfange, biskop Waldemar, i sine lænker. Men også han kom, som vi vil få at se, omsider ud af sit fangenskab på hr. ærkebiskop Andreas' og andres kærlige forestillinger. Dermed gik det til på følgende måde. Der var mange, der holdt det for en betænkelig sag at lade ham komme på fri fod igen, idet de mindedes, hvorledes denne højbårne mand, søn af kong Kanut (Knud V.) og arving til faderens store jordejendomme, tidligere havde vist sig ildesindet imod kong Kanuts (Knud VI.) og hans broder, den daværende hertug Waldemar, ham som nu var konge. Derfor enedes man om at meddele den apostoliske herre sagens sammenhæng. Denne mæglede da ved sine sendebud (Pave Inocents' breve af d. 5. december 1203 og d. 20. januar 1206); og hr. Waldemar blev sat i frihed på det vilkår, at han aldrig ville komme sin frænde og navnebror kong Waldemar så nær, at han kunne komme ham i vejen (1206). Dette stadfæstedes under ed af biskop Waldemar; og kongen sendte ham på sin bekostning til hr. paven, for at han kunne opholde sig der, indtil denne så udvej til at underlægge ham et anseligt bispedømme. Waldemar holdt sig dog ikke aftalen ganske efterrettelig, men sluttede sig til kong Filip og beklagede sig over, at ham var sket uret af kong Waldemar. Derfor påstår også nogle, at han har brudt sin ed.

Om Grækiens undertvingelse

Vi nødes nu til at lade dette fare og gå over til Grækien for at meddele vore samtidige og efterkommere alt om de der ved guds virken eller med hans tilladelse forefaldt nye og forunderlige tildragelser, således som vi finder det stemmende med sandheden. Store, berømmelige og mindeværdige bedrifter må Latinerne der siges at have øvet; men hvorvidt disse gerninger er af gud eller af mennesker, kan kun fremtiden vise. Derfor tilføjede vi de ord »med guds tilladelse«; thi vi skønner, at meget i kirken snarere må tilskrives guds tilladelse end hans virken; ihvorvel denne guds tilladelse med rette tillige kan betragtes som hans virken. Således tillod han jo også på Sathanas' begæring denne at hjemsøge Job, skønt samme Jobs hjemsøgelse, som udfaldet viste, i virkeligheden kun var beregnet på Sathanas' ydmygelse og den hellige mands herlige ophøjelse. Thi gud magede det så, at Job fristedes ligesom med hans tilladelse, på det at den frommes ypperlige tålmodighed, den gud alene kendte, måtte bære frugt til lærdom og forbillede for de udvalgte. Dette forstod den hellige mand tilfulde, da han efter tabet af sit fæ og sine børns voldsomme død sagde: »Herren gav, Herren tog« o.s.v.. thi, fra det øjeblik af, da djævelen forlod sandheden og fjernede sig fra guds og de engles samfund, som tidligere måtte bøje sig for ham, har han i sig selv ingen magt haft, lige så lidt som nogensomhelst ejendom med undtagelse af hans egen ondskab alene. Gør han altså i følge guds tilladelse noget, handler han som fordærveren, men gud som forbarmeren; og medens han i sin ondskab giver sig skinnet af at bøje sig under guds vilje, går han imod sin vilje guds ærinde. Dog, lad os nu slippe denne tankerække for at komme til den lovede meddelelse. Ved dette lav rettedes til hr. kong Otto fra Grækiens egne følgende sendeskrivelse (væsentlig samme brev haves blandt andet også som rettet til hele kristenheden): »Den allerypperste herre Otto, af guds nåde Romernes konge og rigens bestandige øger, bevidne grev Balduin af Flandern og Hennegov, Lodewik af Blezæ og Clarumont og Hugo af St. Paul samt de øvrige baroner og riddere i korsfarernes hær på Veneternes flåde deres fulde kærlighed og agtelse og stedse redebønne lydighed (også et i enkelthederne nøjagtigere brev fra greven af St. Paul til hertugen af Brabant haves). Hvor store ting Herren har gjort imod os, eller rettere sagt, hvor stor ære han i disse dage har skænket ikke os men sit navn, det vil vi her i al mulig korthed berøre og straks forudskikke den bemærkning, at vi fra det øjeblik af, da vi forlod overtrædelsens by (Urbs transgressionis kaldes Jadera (Zara i Dalmatien), fordi korsfarerne her, deres bestemmelse utro, vendte sig imod deres trosfæller, der ovenikøbet stod under kongen af Ungarn, som selv havde taget korset; paven lyste også band over dem), - thi således kalder vi Jadera, til hvis ødelæggelse også vi, skønt med smerte og nødtvungne, var vidner (Venetianerne gav sig trods bandsættelsen til at nedbryde byens mure. Denne havde nemlig løsrevet sig fra Venedig og givet sig ind under kongen af Ungarn. I april 1203 forlod korshæren byen) - at vi fra det øjeblik af, siger vi, ikke mindes en eneste i vor midte til hærens fælles gavn truffen foranstaltning, som guds forsyn jo har vendt til det bedre og hævdet sig hele æren for, idet gud har gjort vor visdom til dårlighed. Derfor afviser vi med rette al ros for, hvad berømmeligt der hos os er udført. Thi i dåd har vi kun lagt såre ringe styrke for dagen, og i råd har vi vist os helt kraftesløse. Vil derfor nogen af os rose sig, må han nødvendigvis rose sig i Herren og ikke i sig selv eller i nogen anden. I Jadera sluttede vi altså forbund med en højbåren Konstantinopolitaner Alexius (senere kejser under navn af Alexius IV.), søn af den tidligere kejser Ysak. Thi det skortede os på alle levnedsmidler og brugsgenstande, hvisårsag vi måtte frygte, at vi ligesom andre af vore forgængere snarere skulle falde det hellige land til byrde end blive det til nogen lettelse; ja, vi var i så stor trang, at vi måtte mistvivle om at nå Sarracenernes land. Dertil kom, at rygter og grunde, som i hvert fald havde såre meget for sig, bevægede os til at sætte vor kås til kongestaden (Konstantinopel), idet den mere formående del af befolkningen der og de indflydelsesrigeste mænd i staten efter sigende sukkede efter Alexius, som de ved enigt valg og med pligtskyldig højtidelighed havde kåret og kronet til kejser. Og ihvorvel vi ikke indskibede os på den sædvanlige årstid, fik vi dog gunstig medbør - thi vind og vove adlyder Herren - og landede imod al forventning inden kort tids forløb (til Skutaris havn ankom de d. 26. juni 1203) lykkelig og vel ved kongebyen. Dog kom vi ikke uventet, men forefandt i staden foruden fodfolk lige til seksti tusind mand rytteri. Uden tab bemægtigede vi os fluks de sikreste punkter som broer, tårne og floder, og indesluttede både fra land og søsiden byen og dens tyran (Alexius III, som i året 1195 på rænkefuld vis havde ladet sin broder Isak II blinde og afsætte), der havde øvet højforræderi mod sin broder og vanæret tronen ved sit langvarige voldsherredømme. Tvært imod alles forventning fandt vi nemlig hele borgerskabet besjælet af hårdnakket trods imod os og byen spærret for sin herre med mure og maskiner, ret som om et vantro folk var hidkommet for at besmitte de hellige steder og udrydde kristendommen. Thi den grumme voldshersker, der havde forrådt sin herre og broder og skilt ham ved riget, idet han tillige uforskyldt havde fordømt ham til livsvarigt fængsel og ville have gjort det samme med hans højbårne søn Alexius, hvis ikke denne ved at vende sit fædreland ryggen lykkelig var sluppen ham ud af hænderne, - hin grumme tyran havde i forvejen i en skændig tale til folket smittet magthaverne og menigmand med sine giftige ord og fået dem til at tro, at Latinerne kom for at rokke ved deres gamle frihed og i en håndevending på ny overgive by og folk til den romerske biskop samt påtvinge riget fremmede love. Dette havde virkelig ophidset dem og bragt dem således i harnisk, at de alle uden forskel skønnedes at have sammenrottet sig imod os og flygtningen, som stod under vor beskyttelse. Skønt vi derfor gentagne gange ved sendebud, ja, ved den høje flygtning selv og vore baroner og tilsidst personlig krævede at høres at borgerne, fik vi alligevel ikke lov til at forklare dem grunden til vort komme og beskaffenheden af vor fordring; men hver gang vi enten fra land eller søsiden henvendte os til dem, der stod på muren, svarede disse os med pile istedet for ord. I betragtning derfor af, at alt faldt ud tværtimod vor forventning, og at vi var bragt i en så yderlig stilling, at vi enten straks måtte sejre eller dø - thi vi kunne på ingen måde endnu i fjorten dage holde byen indesluttet, da det i en utrolig grad skortede os på alle levnedsmidler - i betragtning af denne vor nød begyndte vi, skønt ikke drevne af fortvivlelse, men af uventet himmelsk mod og fortrøstning, at sukke efter kampen, ivrigt beredte på dristig at gå farerne i møde og, hvor umuligt det end tyktes, sejre i alt. Også til strid i åben mark ordnede vi os gentagne gange og tvang en uberegnelig hob fjender til ved vanærende flugt at indeslutte sig i byen; og da vi imidlertid havde bragt angrebsredskaberne i lave såvel til lands som til søs, lykkedes det os også på belejringens ottende dag at trænge ind i staden (d. 17. juli 1203. I de følgende enkeltheder stemmer hverken det her anførte eller greven af St. Pauls brev med de bedste kilder). Ilden griber om sig, og kejseren opstiller sin hær imod os i åben mark; men da han ser, at vi er rede til at tage imod hans fremrykkende skarer, studser han og finder det ubegribeligt, at vi til trods for vort ringe antal alligevel holder stand; fejt lader han sin hest gøre omkring, vender tilbage til den brændende by og tager endnu samme nat flugten tillige med nogle få andre, efterladende sin hustru og sine spæde børn i staden. Da Grækernes stormænd kommer til kundskab om det skete hurtigere end vi, forsamler de sig i paladset, kårer højtidelig flygtningen, eller bedre, erklærer ham for genindsat og lader til tegn på deres overraskelse og glæde bygningen oplyse med en mangfoldighed af blus. Ved daggry indfinder mængden af disse højtstående Grækere sig våbenløse i lejren for med glæde at hente deres kårne, forsikrer os, at vi har gengivet byen dens frihed, og viser henrykte den til tronen hjemvendende søn hans ærværdige fader, den tidligere kejser Ysak, som de havde taget ud af fængselet (efter at Isak var sat på fri fod, tog han sin d. 1. august 1203 kronede søn til medregent). Efter at de tilberedelser var trufne, som måtte anses for nødvendige, føres den ny kejser i festligt optog til hellig Sofias kirke, hvor den høje flygtning, uden indsigelse fra nogen side, atter udstyres med kejserdiademet og den fulde herskermyndighed. Da dette var fuldbragt, iler kejseren med at indfri sine løfter og føjer endnu mere til på det at vi må være i stand til at røgte Herrens ærinde, forstrækker han os alle med levnedsmidler for et år, udbetaler fremdeles os og Veneterne to hundrede tusind mark og hyrer os på sin bekostning flåden på et år. Derhos forpligter han sig til at lade kongebanneret drage ud med os og i marts måned, når søfarten begynder, give sig på korstog med så mange tusinder af væbnede, som han er i stand til at stille. End ydermere lover han at te den romerske biskop samme ærefrygt, som hans forgængere, de katolske kejsere vitterligen have teét hins forgængere, de tidligere biskopper. Og endelig påtager han sig efter evne at formå Østens kirke til at følge hans eksempel. Bevægede ved så fordelagtige tilbud (næsten ordret samme vending, ligesom den temmelig uvante betegnelse »sultanen af Babylonien« forekommer i greven af St. Pauls brev, der således måske er ført i pennen af samme hånd som brevet her) samtykkede vi altså med pligtskyldig redebønhed i hans begæring, på det at vi ikke skulle få udseende af at vrage den frelse, Herren selv havde givet i vore hænder, og således vende det, som skønnedes at have bragt os uforlignelig hæder, til evig skam og skændsel for os. Derfor er det vor plan, om gud vil, at overvintre her på stedet, idet vi med største beredvillighed og såvidt det står til os, fast og uigenkaldelig har forbundet os til, når søfarten næste år begynder, at sætte kåsen over til Egyptens egne. Og nu - i fald vi virkelig må vente at høste nogen fortjeneste, tak eller endog ros for det, som således er blevet eller vil blive udrettet, er det vor begæring i Herren, at Eders Herlighed vil være deltager i eller rettere fører for vort foretagende. Vi har imidlertid til den ugudelige sultan af Babylonien, som holder det hellige land under sit åg, forudskikket vore sendebud, som på kongernes konges, Nazareneren Jesu Kristi og hans tjeneres, den nævnte kejsers og vore vegne i vor konges navn højtidelig skal erklære ham, at vi med guds hjælp i den nærmeste fremtid er til sinds at bevise hans vantro folk kristenfolkets nidkærhed, og at vi forventer kraft fra himlen til at knuse vantroen. Men dette skridt har vi gjort mindre i tillid til vor egen end til eders og andre for kristennavnet nidkære mænds dygtighed i Herrens tjeneste. Thi vor attrå efter, at vore medtjenere vil slutte sig til os, vokser i inderlighed og styrke, jo større og ypperligt tallet bliver på dem af vor konges tjenere, som vi ser kæmpe ved vor side på liv og død for at hindre, at han, som fordum forrådtes til Jøderne, men som nu er optagen i herlighed«, længere skal blive til spot for hedningerne.«

Fortsættelse

Dette er, hvad vi gennem den til kongen (Otto) rettede og eder her meddelte skrivelse har erfaret om, hvorledes Latinerne først fik indgang i Grækien. Nu kan I endvidere af nedenstående brev (dette brev er også adresseret til pave Innocents III., i hvis brevsamling ligeledes størstedelen af den foregående skrivelse findes) erfare, hvorlunde kejser Baldewin af Konstantinopolis erhvervede sig land og herredømme, hvor vældeligt han underlagde sig riget, og hvor rundeligt han uddelte de forborgne skatte og skjulte klenodier, som gud lod ham finde. Baldewin, af guds nåde fuldtroende kejser af Konstantinopolis, kronet af gud selv, romersk hersker og rigens bestandige øger, greve af Flandern og Hennegov, til alle Kristi troende, samtlige ærkebiskopper, biskopper og abbeder, priorer, provster, dekaner og kirkernes øvrige prælater og klerke samt alle baroner, riddere, væbnere og hele kristenfolket, så vidt som nærværende skrivelse når, huld og hilsen i den sande frelser! Hører I, som er fjerne, og I, som er nær, undrer eder og lover Herren! Thi stordåd har han øvet, han, som har fundet for godt i vore tider at forny sine undergerninger fra de gamle dage og har skænket ikke os men sit navn ære til forundring for alle tider. De undere, hans hånd øver imod os, har altid andre undere i følge, der er større endnu, på det at selv de vantro ikke skal være i tvivl om, at det er Herrens hånd, som virker alle disse ting, eftersom intet af det, vi i forvejen havde ventet eller forudset, er indtruffet, men Herren først da, når al menneskelig kløgt syntes at glippe, uformodentlig har ydet os sin bistand. - I det brev (et med den i det foregående stykke anførte skrivelse væsentlig overensstemmende men noget vidtløftigere brev fra korsfarerne til hele kristenheden), vi overskikkede eder alle, tror vi at mindes, at vi førte beretningen om vor fremgang og stilling så vidt, at vi fik fortalt, hvorlunde vi, efter at den folkerige stad af nogle få med magt var taget, tyrannen jaget på flugt, og Alexius kronet, lovede og indrettede os på at overvintre samme steds for kraftigt at kue enhver, der ville modsætte sig bemeldte Alexius. Men for at det imod vore sæder stridende barbari ikke skulle give tønder til splid imellem os og Grækerne, forlod vi staden og slog på opfordring af kejseren lejr lige overfor, hinsides Pontus (en del af hæren drog med den unge Alexius ud imod den flygtede kejser, medens en anden blev tilbage i forstaden Pera). Men var på den ene side det, vi gjorde for Grekerne, et værk ikke af mennesker men af gud, så var på den anden side heller ikke lønnen, som Grækien og dets ny kejser med vant troløshed skænkede os, et værk af mennesker men af dæmoner. Thi omendskønt vi havde bevist kejseren så store velgerninger, lod han sig dog imod forventning af Grækernes troløshed lokke til at unddrage os sit venskab og viste sig i god forståelse med sin fader og patriarken samt massen af de højbårne Grækere i et og alt som en meneder og løgner, der agtede sine løfter for mundsvejr og gjorde sig skyldig i lige så mange edsbrud, som han havde givet os forsikringer. Da vi derfor omsider unddrog ham vor bistand, pønsede han, skønt omsonst, på krig med os og traf foranstaltninger til at stikke ild på den flåde, som havde hidbragt ham og sat kronen på hans hoved. Men Herren holdt sin hånd over os og hindrede ham i hans grumme forsæt; det gik stadig tilbage for ham, og hans mænd hjemsøgtes af drab, ildsvåde og rov. Ude truedes han af krig, og inde knugedes han af skræk; og benyttende sig af hans daværende forlegenhed for en nær kødelig frænde, som kunne bruges til at skaffe ham vor hjælp, hævede Grækerne en medbejler af ham til kejser (Nikolaus Canabus valgtes i januar 1204). Men da hans sidste og eneste håb om redning beroede på os, skikkede han til vor hær en af sine edsvorne mænd ved navn Murzulfus (Ducas med tilnavn Murzuflus), som han havde vist velgerninger imod og derfor stolede på fremfor andre; og denne højtbetroede mand lovede os dyrt og hellig i kejserens og sit eget navn det Blachernæ kaldede kejserlige palads i pant for alle de os tidligere givne tilsagn. For at få dette palads udleveret indfinder den højbårne greve af Montisferran (Bonifacius) sig med vort mandskab; men Grækerne førte vore folk bag lyset og havde næppe fået de gidsler tilbage, som de havde stillet os i anledning af dette deres løfte, for de uden sky gjorde sig skyldige i et af deres sædvanlige edsbrud. I den påfølgende nat bryder Murzulfus de både hans herre og os givne hellige løfter, røber den hemmelige plan til paladsets overgivelse for sine landsmænd og erklærer dem, at det med det samme for bestandig vil være ude med deres frihed, og at de, hvis det er deres mening at styrte Alexius, på alle måder må søge at forebygge planens iværksættelse. Til løn for hans forræderi ophøjer Grækerne Murzulfus til kejser; og nu lægger denne sine hænder på sin trygt sovende og intet anende herre, kaster dette offer for lumpent forræderi i fængsel tillige med en vis Nikolaus (Nicolaus Canabus), som uden sit vidende i St. Sofiakirken var blevet ophøjet til kejser af folket, og griber selv kronen; og kort efter dør Alexius' fader, hr. Ysak, som efter sigende var den, der allermest havde vendt sønnens hjerte bort fra os. Da Grækerne imidlertid kun tørstede efter vort blod, og især klerkene og hele almuen skreg på, at vi snarest mulig skulle ryddes af jorden, ruster den nys nævnte forræder sig til krig imod os og forsyner byens bolværker med maskiner, hvis mage aldrig er set. Og skønt den forbavsende brede og mægtig høje bymur for hvert halvhundrede fod eller så omtrent var beskyttet af store og svære tårne, rejstes der ud imod søsiden, hvorfra et angreb befrygtedes, mellem hvert sådant par endnu et tre eller fire stokværk over muren sig høje trætårne, hvori en skare væbnede posteredes. Derhos opstilledes imellem hvert par skiftevis en petrarie og en magnel (større og mindre blider); tårnene overbyggedes med andre meget høje tårne på seks stokværk; fra det øverste af disse lagdes der stiger ud imod os med rækværk til begge sider og brystværn; og disse stigers øverste ende ragede på lidet nær et bueskud op i vejret. Selve ringmuren omgaves igen med en lavere mur og en dobbelt grav, for at ingen maskiner, hvorunder minegravere kunne finde skjul, skulle nærme sig murene. Imidlertid prøvede den troløse kejser at skade os både til lands og til vands; men Herren holdt dog stadig sin hånd over os og lod alle hans forsøg glippe. Da således henved tusinde af vore stridsmænd for at gøre bytte af levnedsmidler trods vort forbud havde vovet sig alt for langt bort (til Philea i Pontus. Slaget stod d. 2. februar 1204), møder kejseren dem med en svær hob; men denne adsplittedes straks ved det første sammenstød, og ikke få af dem faldt eller toges til fange, medens vi på vor side ingen mistede. Kejseren selv griber til skammelig flugt, kaster sit skjold fra sig, affører sig sin rustning og lader kejserbanneret i stikken tillige med et anset helgenbillede, som efter sædvane blev båret foran ham, men som vore nu til tak for sejren skænkede til Cysterciencerordenen. Derefter forsøger han påny at stikke vore skibe i brand (det tidligere i brevet omtalte forsøg tilskrives ikke Alexius V. (Murzuflus), men Alexius IV.) og sender i nattens dybeste stilhed seksten af sine skibe, som der var stukket ild på, med sejl fastgjort foroven samt forneden ved forstavnen, for en frisk søndenkuling ind på vore skibe. Men med Herrens hjælp slap vi med store anstrengelser uskadte derfra. I de brændende skibe slog vi nemlig nagler, forsynede med kæder, halede ved roning fartøjerne ud på dybet og friedes således ved Herrens bistand af den truende dødsfare. Vi undlod heller ikke at udæske kejseren til landkamp og stod efter overgangen over den bro og strøm, som skilte os fra Grækerne, længe med opstillede rækker foran kongestadens port med det levendegørende kors i spidsen, færdige til i den Herres navn, hvem Israels hærskarer tjener, at tage imod Grækerne, hvis de skulle rykke ud. Men kun en eneste højbåren riddersmand indfandt sig for at prøve en dyst; ham søndersled vort fodfolk imidlertid led for led og vendte derefter tilbage til lejren. Selv udæskedes vi gentagne gange såvel til lands som til vands; men Herren skænkede os stadig sejr. Da skikkede den falske tronrøver på skrømt sendemænd til os i fredsærinde og opnåede efter ønske en samtale med Veneternes doge (Henrik Dandolo). Denne forestillede ham det mislige i at slutte fred med et menneske, der således som han, viste sig ligegyldig for det, der såvel af alle andre som især af de troende holdes i hævd, edens, løftets og pagtens hellighed, og som havde fængslet sin herre og stødt ham fra tronen. Derfor måtte han oprigtig tilråde ham at genindsætte denne, ydmyge sig og bede om tilgivelse, i hvilket fald dogen lovede, at også vi ville gå i forbøn for ham. Ville han ikke kun vise miskundhed imod sin herre, skulle og ville vi såvidt muligt søge at glemme al hans giftige ondskab imod os og skrive den på hans ungdoms og ubesindigheds regning. Forlegen for et fornuftigt svar tager Murzulfus sin tilflugt til forfængelige ord. Lydigheden imod Romerbispen og hjælpen til det hellige land nægter han rent ud og siger, at han for vil miste livet og lade Grækien gå til grunde, end han vil finde sig i, at Østens kirke underlægges Latinernes biskopper. Den påfølgende nat kvæler han i fængselet hemmelig sin herre, som han endnu om morgenen havde holdt davre med, hvorefter han med uhørt grumhed ved hjælp af en jernkølle, som han bærer i hånden, knuser den døendes sider og ribben; og til trods for at han således selv med strikken har omkommet sin herre, giver han dog tilfældet skylden, tilstår ham en kejserlig jordefærd og søger ved at bevise ham den sidste ære et skalkeskjul for sin alle vitterlige udåd. Således forløb hele vinteren for os; men da den var gået, og vi havde fået stormstiger befæstede til vore skibe og krigsredskaber i stand, gik vi med alt vort om bord og angreb d. 9. april dvs. fredagen for »Herrens lidelse« (femte søndag i fasten d. 11. april 1204) endrægtigen til ære for den hellige Romerkirke og bistand for det hellige land staden fra søsiden. På den dag led vi imidlertid til trods for vort forholdsvis ringe blodtab så meget, at vi blev til spot for vore fjender, da vi ved denne lejlighed gennemgående var så uheldige, at vi endog så os tvungne til at lade Grækerne beholde vore i land trukne krigsmaskiner og med uforrettet sag gå tilbage til den modsatte bred, så at vort anstrengende dagværk tyktes spildt. I begyndelsen var vi højligt forvirrede og forfærdede; men omsider tog vi, styrkede i Herren, en afgørende beslutning, rustede os til fornyet kamp, lagde på den fjerde dag, som var den tolvte april, dvs. mandagen efter »Herrens lidelse«, for en nordlig vind igen ind til murene og fastgjorde skibenes stiger til tårnenes, hvilket dog kostede os stor møje på grund af Grækernes hårdnakkede modstand. Men da vi først kom dem på livet og lod dem smage vore sværd, var kampens udfald ej længe tvivlsomt. To med hinanden sammenlænkede skibe, som førte vore biskopper af Soissøns (Augusta Svessionum) og Troyes (Treca), og som til mærker havde paradiset og en kvindelig pilgrim, fæstede først deres stiger til tårnenes, så det var et gunstigt varsel, at de for paradiset kæmpende pilgrimme således bragtes ind på fjenderne. Biskoppernes bannere var de første på murene, og sejrens første grøde tilfaldt ved himlens bistand dens hemmeligheders højtbetroede tjenere. Så snart vore altså stormede løs, veg på Herrens bud en talløs skare for nogle ganske få, Grækerne lod bolværkerne i stikken, og vore folk åbnede uforsagt portene for resten af vor hær. Da kejseren, der stod under våben i en teltlejr ikke langt fra murene, så vore rykke ind, rømmede han øjeblikkelig lejren og flygtede. Vore mænd huggede ned for fode, den stærkt befolkede by erobredes; de, som undslap vore sværd, optoges i de kejserlige paladser; og efter at en mængde Grækere var faldne, samledes vore henimod kvæld og nedlagde trætte våbnene for at rådslå om angrebet den følgende dag. Også kejseren samler på ny sine mænd og opmuntrer dem til kampen næste dag med den forsikring, at nu, vore var indespærrede bag murene, var de endelig i hans magt. Men om natten tager han i følelsen af det store nederlag, han havde lidt, hemmelig flugten. Bestyrtet ved denne tidende rådslår Grækerfolket om at sætte en ny kejser i hans sted; men medens de om morgenen skrider til udnævnelsen af en vis Konstantin (ikke Constantin men Theodor Lascaris), iler vort fodfolk til våben uden at oppebie udfaldet af høvedsmændenes forhandlinger; Grækerne tager flugten, de meget stærke og ypperlig befæstede paladser rømmes, og i et øjeblik bliver staden vor. En talløs mængde heste gjordes til bytte og af guld og sølv, silkestoffer og kostbare klæder, juveler og alt, hvad mennesker ellers regner for rigdomme, fandtes der en så uvurderlig fylde, at hele Latinervælden tyktes ikke at besidde magen. Og ved en gudsdom nødtes de samme mennesker, som for havde nægtet os en ringe del, til nu at overlade os det hele; hvisårsag vi trygt tør sige, at aldrig nogen krigs historie kan opvise underligere hændelser, og at profetien: En af eder skal jage hundrede fjender, klarligt skønnes opfyldt på os; thi skulle sejren ligelig fordeles på den enkelte, har hver af vore mænd bundet an med og besejret ikke færre end hundrede Grækere. Men nu tilskriver vi ikke os men en større sejren; thi på en over al måde forunderlig vis har Herrens højre frelst ham, og hans krafts arm åbenbaret sig iblandt os. Af Herren er dette sket, og det er underligt for vore øjne. Efter nu omhyggelig at have ordnet alt således, som forholdene krævede det, skred vi endrægtigen og andægtigen til valget af en kejser og beskikkede med udelukkelse af al ærgerrighed i Herrens navn til vælgere af vor kejser seks af Veneternes baroner, vore ærværdige biskopper af Soissons og Halverstad (Konrad), fremdeles hr. biskoppen af Betlehem, der var os tilforordnet som apostolisk legat for landene hinsides havet, endvidere den for Akkon udvalgte biskop og endelig abbeden af Lucedium (i markgrevskabet Montferrat; abbeden hed Ogier). På søndagen »Herrens miskund« (Misericordia Domini) (2. søndag efter påske d. 9. maj 1204) kårede disse efter en sømmelig indledningsbøn enstemmigt og højtideligt os uværdigste, et valg, der både af klerkene og folket højlydt hilsedes med lov og pris til gud. Og den følgende søndag (søndagen efter påske; kroningen foregik d. 16 maj 1204), på hvilken sangen: »Jubler højt!« afsynges, apostelen Peter byder at ære og adlyde kongen, og evangeliet bebuder: »Ingen skal tage eders glæde fra eder«, ophøjedes vi af de gud og mennesker lige elskelige fædre, de omtalte biskopper, til guds og den hellige Romerkirkes ære med glans til magtens tinde og kronens vælde og hilstes med overstrømmende hæder og jubel, fromme tårer og det almindeligste bifald, hvori også på deres vis Grækerne deltog. Af de i det hellige land boende kristne var der ved denne lejlighed højtstående mænd tilstede både af kirkens tjenere og af krigerstanden, hvis glæde og taknemlighed endnu overgik alle andres. De forsikrede, at der var ydet gud en kærere tjeneste, end om selve den hellige stad var tilbagevunden for den kristelige gudsdyrkelse; thi nu havde til vedvarende beskæmmelse for korsets fjender kongestaden (Konstantinopel) viet sin arm til den hellige romerske kirke og det hellige jerusalemske rige og opgivet sin langvarige og stærke modstand og indsigelse imod begge. Det er den samme stad, der som det ureneste hedningfolk i stedet for at holde sammen med brødrene skiftevis drak deres blod, den ene gang efter den anden frækt sluttede dødbringende venskaber med de vantro, længe diede dem ved sit fulde moderbryst og opdrog dem til verdsligt hovmod ved at forstrække dem med våben, skibe og levnedsmidler. Hvorledes den derimod behandlede pilgrimene, derom taler trindt i alle Latinerfolkene kendsgerninger højere end ord. Thi den er det, som af had til kirkens øverste biskop næppe fordrog at høre apostelfyrstens navn nævne, ikke indrømmede denne, som af Herren selv har fået den øverste magt over alle kirker, en eneste kirke af Grækiens mange, og, således som det endnu vil være i frisk minde hos alle, der har oplevet det, fordømte en apostolisk legat til så skændig en død, at vi, hvor utrolige pinsler opfindsom grusomhed endog har udtænkt mod martyrerne, dog på intet blad af deres historie læser om noget tilsvarende. Den er det, som lærte, at man ikke kun med malede billeder turde ære Kristus, og som, iblandt andre skændige og med ringeagt for skrifternes myndighed opfundne skikke, også havde den formastelige, i reglen ved gendåb at forspilde det frelsende bads nådevirkninger. Den er det, som holdt det under sin værdighed at tillægge Latinerne navn af mennesker, kaldte dem hunde og regnede udgydelsen af deres blod hartad for en god gerning, og som uden fyldestgørende bod lod sig fyldestgøre af lægbrødre, som her med tilsidesættelse af præsterne udøvede hele løse og bindemagten. Disse og lignende afsindigheder, som det her i et brev ville blive for vidtløftigt nærmere at gå ind på, har den guddommelige retfærdighed straffet efter fortjeneste; og da målet omsider var fuldt, og den Herre Kristus væmmedes ved Grækernes grove synder, ud drev den ved vor hjælp disse gudshadere og skænkede os, der elsker ham, et land, som har den største overflødighed på alt godt, velstand på korn, vin og olie, rigdom på frugt, herlighed på skove, vande og græsgange, rigelig plads for kolonister og det bedste klima, så at det ikke har sin lige i verden. Dog - dermed stilles ikke vor længsel, og ej vil vi tåle, at korsbanneret fjernes fra vore skuldre (korsfarerne bar et rødt tøjkors på den højre skulder); men når vore har fået fast fod her i landet, ville vi, pligten tro, besøge egnene hinsides havet og med guds hjælp nå målet for vor pilgrimsfærd. Thi vi håber til den Herre Jesus, at han, som har begyndt den gode gerning i os, sit navn til lov og ære for stedse helt og fuldt vil ydmyge korsets fjender. Derfor beder vi eder alle indtrængende i Herren, at I lade eder findes villige til med os at dele denne ære og sejr og dette forventede håb, hvortil en stor dør er os opladt. Del i disse herligheder vil I nemlig uden al tvivl få, når I, fornemme og ringe, uden hensyn til stand eller køn, drevne af samme brændende længsel efter at gribe de sande og store skatte, på én gang og med ét sind stræber at erhverve eder både timelige og evige goder. Thi af guds godhed har vi tilstrækkeligt til alle dem, som nidkærhed for kristendommen monne tilføre os, og som vi samtlige i forhold til deres stand og fødsel vil og kan berige og hædre. Men i synderlighed beder vi alle kirkens gud elskelige mænd, af hvad art deres gudsdyrkelse eller skikke end monne være, med mægtige ord at opflamme deres menigheder til det store foretagende, belære dem ved eksempler og selv ile med flokkevis at indfinde sig for at plante kirken i de yndigste og frugtbareste egne, ikke mer under blodige forfølgelser, men nydende frihed og fred i fuldt mål og alle goder i overflod - lydigheden imod prælaterne, som det sig hør og bør, altid uskadt.«

Syvende bog

Om Kolonieren Adolfs frafald fra kong Otto

Dette er, hvad vi angående Latinernes stilling og Grækiens undertvingelse er kommet til kundskab om og her meddeler den videlystne læser. Men eftersom vi ikke ser os i stand til at give ham pålidelig oplysning om sagens endelige udfald, vil vi nu vende os til kongernes historie. Da kong Otto, som fortalt, med magt havde sat sig i besiddelse af Kolonia (i det foregående har Arnold ikke talt om Kølns indtagelse), og større lykke syntes at tilsmile ham, mødte der ham en brat og uventet modgang. Thi greven af Gulike (Vilhelm) begyndte at smede rænker imod ham, idet han hemmelig skikkede brev og bud til kong Filip og tilbød, i fald kongen fandtes villig til at øge hans rigdom og hæder, da for sit vedkommende at ville formå ikke alene alle højfornemme tilhængere af kong Otto, men endog selve ærkebiskoppen af Kolonia til at gå over til Filips parti. Glad herover svarede Filip, at han for at forhandle desangående var villig til at mødes med greven på et bestemt sted; og dette møde kom virkelig i stand. Filip knyttede ham nærmere til sig ved at lade ham aflægge ed, gav ham i len en gård, som svarede 600 mark i rente, skikkede ham hjem beriget med guld, sølv, kostbare klæder og heste og opklædte ligeledes hans tjenstgørende følge på bedste vis. Grev Willehelm vidste ved sine kunster at besnære ærkebiskoppen selv og alle mere ansete mænd således, at de gik over fra Ottos til Filips parti. Sammensværgelsen greb kort sagt ustandselig om sig, og Filip førtes med magt ind i Akvisgranum, hvor ærkebiskop Adolf viede ham til konge og satte ham på kejsertronen (d. 6. januar 1205). Men dette ord (dvs. denne gerning) mishagede Kolonierne, som blev Otto tro og gjorde ærkebiskoppen bebrejdelser, fordi han uden at spørge dem til råds havde vovet at foretage et så uhørt skridt; med mange indtrængende bønner opfordrede man ham til at erklære sin handling for ugyldig og mindede ham om hr. paven, som på hans egen begæring havde stadfæstet Ottos kongevalg og besluttet ikke at lægge sin hånd på nogen andens hoved. Men da ærkebiskoppen hverken ville ændre sind eller dåd, rettedes der i kongens (Ottos), domkapitlets og bymændenes navn til den herre paven et brev, hvori det skete med sorg tilkendegaves ham og harmfuld herover bød denne i en apostolisk skrivelse ærkebiskoppen inden seks ugers forløb personlig at give møde for apostelstolen og rense sig for disse anker.

Om lemlæstelsen af en dekan og mordet på kansleren

Imidlertid bør det her ikke glemmes, hvad der timedes domdekanen i Magdeburg Henrik (Henrik af Glinden, der var på vejen til kong Filip for at opnå kanslerværdigheden), højlovlig ihukommelse. Da denne nemlig i egne anliggender ville besøge kong Filip, mistænkte borggrevens (borggreven i Magdeburg Burkard af Qverfurt) broder Gerard ham for at have ondt i sinde imod hans broder, kansleren Konrad. Derfor forfulgte og indhentede han ham med sine mænd, lagde frækt hånd på ham, kastede ham baglænds til jorden og blindede denne gode og fromme mand, som ved det store ry, han stod i, var en sand prydelse for sin kirke (han blindedes d. 14. august 1202). For denne voldsdåd straffedes Gerard således, at han måtte betale den skadelidte tusind mark sølv, af sit len anvise domkirken indtil hundrede mark sølv i rente, tillige med mange højbårne mænd blev dens vasal og med fem hundrede andre riddere underkastede sig en ridderbod, som bestod deri, at hver især af disse måtte bære en hundehvalp fra det sted, misgerningen var udøvet på, lige hen til domkirkedøren. Også må det endnu tilføjes, hvad der timedes kansleren Konrad. Denne havde frasagt sig bispedømmet Hildensem og var blevet ophøjet til biskop i Erbipolis; og som han var en for retten nidkær mand, kom han i strid med sine tjenere, som havde vovet at forgribe sig på kirkegodset. Vel bilagdes striden på det vilkår, at sagen ad retslig vej skulle afgøres; men inden dette kunne ske, blev Konrad i Erbipolis selv lumskelig overfaldet og myrdet af sine modstandere (han dræbtes d. 6. december 1202 af ridderne Botho og Henrik af Ravensburg). På det sted, hvor han havde fundet døden, rejste de troende et kunstfærdig udarbejdet kors med følgende indskrift: »Her jeg segned på tue, da synden jeg stræbte at kue, sår af snigmorderhånd salighed skænke min ånd!« Det er den myrdede selv, der her taler, og hans blod, der råber til gud ligesom den retfærdige Abels. Nogle fortæller også, at man efter hans drab på hans blotte legeme fandt en hårdugsskjorte, og at han i levende live stadig sørgede for de fattige og ugentlig udgav en guldpenning (tekstens udtryk ferto genfinder vi f.eks. i det engelske farthing, hvid) i almisse til dem, »Herren kender sine«. Hvo skulle tænke, at en så fin, silkeprydet mand bar hårdug på kroppen? Men stundom dølger et åndeligt sindelag sig under et verdsligt ydre, og desto værre også omvendt et kødeligt under et åndeligt ydre.

Om Kolonierens afsættelse og afløsning af Bruno

Men ærkebiskoppen overhørte apostolikerens bud og indfandt sig ikke hos ham. Derfor sattes til dommere over ham Henrik, kannik ved St. Gereonskirken, og sognepræsterne Anselm og Kristian, som formelig skulle stævne ham, formane ham til at afstå fra sin forvildelse og i fald han vægrede sig, udstøde ham af kirkesamfundet, afsætte ham og i hans sted sætte en anden, til embedet vel skikket person over den hellige kirke, hvilket også skete (Adolf afsattes d. 19. juni 1205). Thi da Adolf ikke ville tage imod heldbringende formaninger, belagdes han med interdikt (forbud), og provst Bruno i Bunna sattes i hans sted. Men for at få dette på højtideligt vis iværksat, tilforordnede paven højere stillede personer, således som det fremgår af nedenstående brev (givet d. 13. marts 1205): »Innocentius biskop, guds tjeneres tjener, hilsen og apostolisk velsignelse til sine ærværdige brødre, ærkebiskoppen af Moguntia og biskoppen af Cameracum, og sin elskelige søn, skoleforstanderen ved St. Gereon. At ærkebiskop Adolf af Kolonia må falde i den grav, han selv har gravet, og at det grumme, sværd må trænge ind i hans hjerte, det er noget, som hans hårdnakkede ulydighed, gentagne edsbrud og almen kendte forræderi med nødvendighed kræver. Thi uden frygt for gud eller mennesker og uden agtelse for Kolonierkirkens værdighed har han til guds fortørnelse, Romerkirkens nedværdigelse og sin bispestols skade afrystet lydighedens åg, brudt sin ed, den han havde svoret både en og to gange, og forrådt ham, han selv havde kåret. Efter at han nemlig tidligere havde kronet vor i Kristo højtelskede søn, den til Romerkejser udvalgte berømmelige Otto, til konge og ydet ham sin troskabsed, anholdt han gentagne gange indtrængende hos os om, at vi skulle tilvende samme Otto vor apostoliske yndest og stadfæste det skete. Men efter at han ved gentagne henvendelser havde opnået, at vi til gunst for bemeldte Otto hædrede Kolonierkirken, begyndte hans nidkærhed for ham at kølnes, han selv at drage hånden tilbage fra ploven og hos os at ville finde intetsigende påskud til at forsømme vandingen af sin plante, for at denne, berøvet omsorgen fra planterens hånd, i hast måtte visne bort. Dog eftersom hverken den, som planter, ej heller den, som vander, er noget, men gud er den, som giver væksten, trivedes den ny vinstok desuagtet ved guds nåde; og da den alt udbredte sine grene og satte spirer, så den avindsyge planter det, så skævt dertil og kunne ikke længere skjule sin gift; hans stolte tænkemåde brød nu ud i synd, og træet kendtes på frugten. Påmindet og krævet til regnskab aflagde han vel igen ed på, at han aldrig ville svigte Otto og vende sig til modparten; men eden formåede ikke at give hans af naturen strafværdig flygtige og vankelmodige sind større fasthed. Rigtignok kunne vi vanskelig tro, at en mand, der var klædt med så høj en værdighed, således ville stå sig selv i lyset og lægge an på at nedbryde sit eget værk. Men da vi ikke var til sinds at lade det skorte på omhu fra vor side og ønskede at drive ham til bestandighed, trængte vi på ham med formaninger og trusler og bød ham, det bestemteste vi kunne, at bistå Otto, virksomt bidrage til hans forfremmelse og vogte sig omhyggelig for at høste forbandelse i stedet for velsignelse, når han overbevistes om så skammelig at have ført os bag lyset. Han agtede imidlertid ikke på, at, ligesom lydighed foretrækkes for offer, således lignes ulydighed ved afgudsdyrkelse, men sprængte tøjlerne, faldt til ulydigheds synd, forrådte til trods for vor befaling og sin egen ed ubesindigen og efter sigende bestukken dertil sin herre, slog om som en falsk bue og skammede sig ikke ved at slutte sig til den højbårne hertug Filip af Svevien imod Otto; og for at fylde sin dumdristigheds mål og forebygge enhver tilsløring af sin brøde har han i Akvisgranum, hvor han tidligere højtideligt havde kronet Otto, nylig offentlig påsat hertug Filip kronen, skønt han derved var hjemfalden den af vor broder G., ærkebiskoppen af Remi, dengang biskop af Preneste og apostelstolens legat, i salig Petri kirke i Kolonia under overværelse af en talrig menneskemængde offentliggjorte udstødelsesdom over dem, som monne falde fra Otto og slutte sig til modpartiet, en dom, ved hvis offentliggørelse Adolf selv var tilstede med præstestola om halsen og tændt vokskerte i hånden. Derfor vil vi, at Kolonierne, som ikke i det onde har villet efterligne deres syge hoved, men har stået og fremdeles står fast i deres troskab imod Otto, skal udrense den gamle surdej, som ville syre hele massen, og vorde en ny dej, ligesom de er usyrede og ufordærvede. Vel behøves der nemlig i følge de kanoniske bestemmelser ingen offentlig anklage; thi også uden en sådan havde vi åbenlyst kunnet udtale dommen over hin efter hans eksempel, som, fraværende med legemet men nærværende med ånden, alt havde fordømt den fraværende Korinthier. Men for yderligere sikkerheds skyld og efter vore brødres og det både biskoppernes og flere andre prælaters råd giver vi ved apostolisk sendeskrivelse eders indsigt det pålæg og bestemte bud, at I, eftersom sagen er os mere end soleklar, hver søn- og festdag under klokkeringning og med tændte kerter offentligt erklærer bemeldte ærkebiskop for udstødt af kirkesamfundet, sørger for, at det samme med lige højtidelighed forkyndes i alle Kolonier og nabostifternes kirker, og dertil erklærer alle Kolonierkirkens undergivne og vasaller, såvel klerke som lægmænd, for løste fra lydigheden imod Adolf. Og eftersom, i fald slig forbrydelse forblev ustraffet, enhver for eftertiden uden frygt for straf kunne øve ulydighedens synd, menedens brøde og forræderiets misgerning, byder og befaler vi eder lige så strengeligen, at I, såsom hin kunne hitte på udflugter for hos os at dække sin forseelse, støtter eder til vor fuldmagt, afsætter ham fra bispeembedet og afskærer ham enhver sagen forhalende indsigelse og henvendelse, med mindre han inden måneds frist efter den af eder fremførte offentlige anklage indfinder sig ved apostelstolen for der at lade sin sag pådømme; og pålægger vi ud af apostolisk myndighed dem, hvem valgretten eder vitterligt monne tilkomme, at de til hyrde udvælger en duelig, så vanskelig og ærefuld stilling voksen person. Skulle imidlertid, hvad gud forbyde, valget ved en eller anden uforudset hindring trække i langdrag, så må I, for at Kolonierkirkens formue ikke imidlertid skal kunne tabes, overdrage styrelsen af bemeldte kirke til en hæderlig, indsigtsfuld og formående mand. Og eftersom vor nidkærhed for samme kirkes ære står i forhold til den overordentlige trofasthed og urokkelighed, som vi der har fundet både hos klerkene og hos menigheden, så pålægges det eder, for at der ikke skal ske noget brud på kirkens enhed, i tilfælde af, at de, hvem valget tilkommer, ikke har kunnet blive enige, at byde dem at overdrage deres stemmeret til nogle duelige mænd, der med vor tilladelse kan begive sig til apostelstolen; og skal vi da med guds hjælp gøre vort yderste til, at de må vælge en duelig person til deres foresatte. Således afsattes Adolf, som fortjent, fra sin værdighed, og nævnte Bruno ophøjedes til hans plads. Han modtog af den apostoliske herre tegnene på ærkebispeværdigheden og forestod i god forståelse med Otto sine undergivne i byen selv; men Adolf, der var af høj familie, fejdede heftig og idelig på det udenfor staden liggende område.

Om apostelherrens bestandighed

Under alt dette stod apostolikeren fast som en urokkelig søjle og veg ikke fra sit forsæt såvel at svække hin ulydige med kirkens straf, som standhaftigt at styrke Ottos sag. Vel skortede det ikke på sådanne, som med tilskyndelser, gaver og løfter søgte at få bevæget ham til at skifte sind; dog han var hverken ved bønner eller penge eller engang ved trusler på nogen vis at formå til gøre om på det, som han havde gjort, men stræbte stedse i et og alt både at styrke og vejlede den af ham udvalgte. Derom har vi mere end soleklar vished og kan bevise det ved som vidnesbyrd at anføre følgende skrivelse: »Innocentius biskop, guds tjeneres tjener, til sin i Kristo højtelskede søn, den berømmelige, til Romerkejser udvalgte kong Otto hilsen og apostolisk velsignelse. Den oprigtig kærlige hensigt, vi med hensyn til din forfremmelse til konge hidindtil har næret og endnu nærer, behøver vi ikke skriftlig at forklare, eftersom det, der er sket, fyldigere lægger den for dagen, og vore handlinger tolker vort sindelag med større troskab end en hvilkensomhelst skrivelse. Tværtimod mangfoldiges forventning og manges råd har vi lige fra begyndelsen af, skønt fast alle opgav håbet om din forfremmelse, antaget os din sag og stræbt virksomt at fremhjælpe dig. Ej heller har vi sluppet dig i det øjeblik, da du ved din morbroders død, kong Ryzhard af Anglien, højlovlig ihukommelse, tyktes ladt i stikken af alle. Thi skønt det ikke har skortet på sådanne, som mangfoldigen fristede os og ved gaver og løfter stræbte at bringe os fra vort forsæt om at skænke dig vor yndest, så har disse dog ikke i mindste måde hverken ved bønner, penge, trusler eller formaninger formået at bøje vort sind og forhindre, at vi dag for dag optændtes af større kærlighed til dig og stærkere attrå efter din ophøjelse. Og skønt hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men gud er den, som giver væksten, glæder vi os alligevel i ham, som giver alle overflødigt, fordi han i sin miskundhed har skænket trivsel til det af os plantede og vandede, så at vor plante ligesom det sennepskorn, hvorom vi læser, at en kvinde såede det i sin have, nu er vokset til et stort træ, i hvis grene himlens fugle med guds hjælp ret snart skal sidde, og i hvis skygge jordens dyr skal hvilet. Da Herren altså styrer dine fjed og dag for dag mere befæster din kongevælde, så formaner og opfordrer vi i ham din kongelige herlighed til, eftersom du nu har fået den bedste lejlighed, i tide og i utide, årvågent og uafladeligen at holde ved, på. det at den gode begyndelse må krones med det bedste udfald, og os alles fælles ønske og begæring ikke vende tom tilbage. Du vise altså velvilje, kærlighed og hengivenhed imod de dig velsindede fyrster for derved bedre at knytte andre til din herlighed! Og når da fyrsternes yndest tilsmiler dig, da tilstræbe du selv din endelige forfremmelse og forsømme i ingen måde din gerning, men lægge med al flid vind på dens fremme! Til ham, som er deres styrke, der håber på ham, er det nemlig vor fortrøstning, at der, når du påny gør lige så store fremskridt, som du siges at have gjort i dette år, ingen mere vil findes, som modsætter sig din fremgang eller imodstår guds råd. Givet i Anagnia d. 16. december i vort bispedømmes sjette år. Det her sagte må være tilstrækkeligt til at vise apostelherrens bestandighed i forhold til kong Otto.

Koloniernes nederlag og ærkebiskop Brunos fangenskab

Filip ophørte imidlertid ikke at fejde på Kolonia. Også havde han, som sagt (Henrik), ved gaver således vidst at knytte alle til sig, at han endog bevægede hertugen af Lintburk (september 1206) til at tage hans parti. Denne havde nemlig efter ærkebiskop Adolfs frafald overtaget opsynet med byen, så at alt og alle rettede sig efter hans vink. Da nu Filip engang rykkede imod Kolonia, havde han været så træsk at føre borgerne ud af staden og berolige dem med hensyn til ethvert fjendtligt angreb. Brat styrtede fjenderne sig derfor over dem i deres sorgløshed, nedhuggede henved fire hundrede mænd og førte hele resten i fangenskab med undtagelse af nogle få, som med nød og næppe undslap. Imidlertid var blandt disse kongen tillige med biskop Bruno og hertugens søn Walraven og kom til borgen Wassenberk, hvor han håbede at finde et tilflugtsted, men hvorfra han alligevel med Walraven af frygt for forræderi ved nattetid fjernede sig ad en hemmelig udgang. Da derfor de forfølgende fjender, som håbede at have indesluttet kongen, så sig skuffede i deres forventning og ikke traf ham, greb de den i borgen sig skjulte biskop og overgav ham til kong Filip, der i håb om her at have gjort en god fangst lod ham kaste i lænker og en tidlang holde i fangenskab, og til ikke ringe spot og spe førtes fangen først mange forskellige steder omkring og bragtes tilsidst til Erbipolis, hvor han fik langvarigt men forholdsvis mildt fængsel.

Fortsættelse

Derefter (1207) skikkede apostelherren som legater to kardinaler, af hvilke den ene hed Hugo og var biskop, den anden Leo (Hugolinus, biskop til Ostia og Velletri, og Leo, kardinalpresbyter for hellig Korses kirke i Jerusalem), og gav dem i ærinde at virke hen til et mindeligt forlig, idet de skulle løse Filip af bandet og forsøge, om fred og enighed ved de vel sindede og fromme fædres forholdsregler og fyrsternes råd kunne tilvejebringes imellem de stridende parter, dog kun under den udtrykkelige forudsætning, at den fangne Bruno kom på fuldstændig fri fod. Apostelherrens legater indfandt sig da hos Filip, hvem de behørigt forklarede deres ærinde; men skønt kongen ellers billigede det forebragte, nægtede han dog aldeles at frigive ærkebiskoppen og sagde at han derved ville fornærme Adolf og alle, hvis gunst han skyldte sin anden indvielse og ophøjelse til magtens tinde. Slagne med blindhed glemte nu kardinalerne pavens bud og lod sig bestikke af Filips gaver. Thi denne skænkede dem rigeligt både af guld og sølv, udstyrede dem på det bedste med klædningsstykker og sørgede i enhver henseende aldeles glimrende for dem. Til gengæld løste de da Filip af bandet (i august måned 1207) men lod ærkebiskoppen sidde tilbage i fængslet; og til kong Otto sagde de: »Din medbejler har vi løst af hans band, på det at du overenstemmende med apostolikerens befaling så vidt muligt må stræbe fredelig at enes med ham.« Kongen svarede: »Har I røgtet den herre pavens ærinde, så læs dette brev!« Apostolikeren havde nemlig hemmelig sendt kong Otto et brev angående Filips løsning af bandet og ærkebiskop Brunos frigivelse, af samme indhold som ordren til kardinalerne. Efter at disse derfor havde åbnet brevet og set indholdet, blev de såre forfærdede; og da Otto tilmed brugte skrækkelige trusler imod dem og kun af ærefrygt for overhyrden lod det blive ved trusler alene, vendte de tilbage til Filip, bekendte, at de havde fejlet, og erklærede ophævelsen af bandet for ugyldig, med mindre han frigav ærkebiskop Bruno. Nedtvungen handlede Filip derfor vel imod Bruno, lod ham løs og traf selv forberedelser til et møde med kong Otto; og medens Filip opholdt sig i Qvidelinburg, og Otto i Harlunkberghe, mødtes begge konger i overværelse af kardinalerne og ganske få andre (disse sammenkomster fandt sted i august og september måned 1207), men skiltes atter aldeles uforligte.

Om ærkebiskop Brunos løsladelse

Filip, der ønskede at tækkes ærkebiskop Adolf og sine øvrige venner, kunne dog ikke beslutte sig til at lade Bruno blive på fri fod men lod ham atter gribe og sende til den stærkt befæstede borg Rodenburk, hvor han holdt ham i fangenskab. Da dette tilkendegaves hr. paven, skikkede denne ham påny et brev, hvori han strengt bød ham at lade ærkebiskop Bruno løs og fremsende ham med al hæder og ære, idet han måtte vide, at han ellers var hjemfalden til band. Af frygt for kirkens dom skikkede nu kong Filip på hædrende vis ærkebiskoppen over til paven (Brunos endelige frigivelse sker i november måned 1207), hvor han forblev, indtil han efter Adolfs ydmygelse fik hele sin værdighed og magtfuldkommenhed tilbage. Med hensyn til Adolf var der omsider truffet den bestemmelse, at han skulle oppebære 200 mark af Deutzer (Deutz, der ligger ved Rhinen lige over for Køln, hedder ellers på latin Tuicium, og man skulle derfor ikke have ventet formen Ducencis men Tuiciensis) og lige så mange af Koloniertolden og otte stipendier i selve staden; men nøjet dermed skulle han også for eftertiden lade ærkebiskop Bruno være i fred.

Om Egyptens eller Babyloniens beskaffenhed

Eftersom »digterne enten går ud på at gavne eller fornøjes«, vil vi nu et øjeblik slippe kongernes historie for at gå over til andre, læsernes tarv tjenlige genstande, som vi er komne til kundskab om, og vender os derfor til Egypten og Libiens egne. I år 1175 efter Herrens kødspåtagelse skikkede hr. Fritherik, Romernes kejser og Augustus, hr. Gerard, vicedominus i Argentina til Egypten til kong Salahadin af Babylonien (vicedominus er den næste efter biskoppen, og han hed ikke Gerard men Burchard. Vicedominus Burchards navn møder vi i diplomer fra årene 1182-1194. Han var tidligere kejserens notar). Så læg da nu øre til Gerards egne ord: »Alt hvad jeg på den mig der betroede sendefærd set eller troværdigen fornummet haver, og hvad som her på vor beboede jord mig sjældent og fremmed tyktes både til søs og til lands, har jeg optegnet. I januar gik jeg d. 6 september (1175) ombord, og sejlede ud derfra og stod ind igennem strædet imellem de to øer Korsika og Sardinien, som ligger fire mile fra hinanden, begge vakre med tilstrækkelig afveksling på sletter og bjerge og overflod på alt, hvad jorden kan yde. På Korsika er indbyggerne af begge køn ordentlige, høviske, føjelige og gæstfri, og mændene tapre og stridbare; på Sardinien derimod er befolkningen uordentlig, bondsk, vild og gnieragtig, og mændene kvindagtige og vanskabte. På Sardinien findes der ingen ulve. Havet deromkring er vildere og farligere end noget af de andre have og øen, der på hver led har en udstrækning af seks dagsrejser, er et højst usundt land. Korsikas udstrækning er på hver led trende dagsrejser, og det er et meget sundt land, når undtages, at det gennemstrømmes af en højst fordærvelig elv, som dræber enhver levende sjæl, der smager af dens vand, og enhver fugl, som flyver for nær hen over den. Strædet imellem disse to øer passerede jeg og kom til Sicilien. Denne ø er et overmåde sundt land med rig og vekslende grøde, smykket med sletter, bjerge, vinhaver, enge, græsgange, levende kilder, de lifligste floder og forskellige slags frugter og urter: den er som et vejmærke for den rejsende på hans fart over havet og har en for handelsmændene såre heldig beliggenhed. Indbyggertallet er imidlertid ringere, end man skulle vente, da øen på hver side i længden og i bredden holder seks dagsrejser og af større stæder tæller adskillige. I nabolavet ud for en af siderne ligger tyve mil derfra en anden ø ved navn Maltha, der bebos af Sarracenere og står under Siciliens overhøjhed; og ikke langt fra Maltha ligger en tredje ø Panteleon (Pantellaria), hvis indbyggere også er Sarracenere; men de står ikke under nogens overherredømme, da det er vilde og rå folk, som bor i jordhuler, hvorhen de, når en større fjendtlig styrke kommer bag på dem, trækker sig tilbage og, da de ikke er istand til at værge sig i striden, stræber at redde sig ved flugt. Det er mennesker, der lever mere af fæet end af markens grøde og kun dyrker lidet korn. Derfra rejste jeg seks dage igennem og kom til et barbarisk, af Arabiter beboet land. Hvorsomhelst i den vide verden denne stamme opholder sig, lever den uden huse under åben himmel. Efter eget sigende undlader de nemlig af hensyn til den guddommelige gengældelse at bygge huse og sætte bo for dette så korte liv. Jordens dyrkning forsømmer de og lever alene af deres kvæg. Både mænd og kvinder går næsten nøgne; kun skamdelene dækker de med et simpelt stykke tøj. Det er et såre elendigt folkefærd, som savner alle livets goder; de er uden våben og klæder, sorte og vanskabte og har derfor heller ingen kræfter. Syv og fyrretyve dage sejlede jeg på havet og så der fisk af forskellig slags, således iblandt andet en, der, så vidt jeg kunne skønne, holdt 340 alen i længden. Ligeledes så jeg fisk flyve så langt hen over havet, som en bue eller armbryst kan række. Omsider løb jeg ind i Alexandrias havn, hvor et meget højt stentårn knejser, rejst for at vise de søfarende havnen; thi Egypten er et fladt land. Hele natten brænder der blus i tårnet for at gøre havnen kendelig for dem, som kommer i nærheden, og fri dem fra undergang. Alexandria er en ypperlig stad, prydet med bygninger og abildgårde; den vrimler af indbyggere, bebos såvel af Sarracenere og Jøder som af kristne og står under kongen af Babyloniens herredømme. Byens første anlæg var, således som sporene endnu viser det, overordentlig storartet, idet den i længden havde en udstrækning af fire og i bredden af én mil og på den ene side strejfedes af en fra Evfrat afledet flodarm, medens den på den anden side beskyttedes af havet; nu derimod ligger den sammentrængt ved stranden og er ved en slette skilt fra fornævnte arm af Nilen. Man må nemlig vide, at Evfrat og Nilen er et og samme vand. I Alexandria formenes det ingen frit at følge sin religions skikke. Byen er et såre sundt opholdssted, og jeg har der truffet særdeles mange hundredårige eller i hvert fald højt bedagede mennesker. Staden forsvares af en ringe mur uden grave og, hvad fornævnte havn angår, må man vide, at den årligt i told yder tresindstyve tusind guldstykker, hvilket udgør over otte tusind mark rent sølv. Byen gæstes af de forskelligste slags mennesker med deres varer; ferskvand mangles med undtagelse af det, som den på en vis tid af året gennem en vandledning fra ovennævnte Nil samler i sine cisterner. Der er adskillige kristne kirker, hvoriblandt en for evangelisten salig Markus, som ligger udenfor den ny bys mure ved havet. Inde i den så jeg sytten gravsteder, fyldte med ben og blod af martyrer, hvis navne dog ikke kendes. Ligeledes så jeg det kapel, hvor denne evangelist skrev sit evangelium og led martyrdøden, og hans gravsted, hvorfra Veneterne har stjålet liget. I samme kirke vælges patriarken, og der begraves han, når han er død. Thi kristenmenigheden der har en af Grækerkirken afhængig patriark. I Alexandria havde Farao også et mægtigt palads, båret af vældige marmorsøjler, hvoraf man endnu ser spor. I nærheden af Alexandria så jeg et sted, hvor Nilen på et kort strøg førtes ud af sit leje og ind over sletten, hvor den stod i nogen tid og uden at lægge beslag på menneskekraft og snille omskiftedes til det reneste og bedste salt (således fremkommer alun, et kulsyresalt, sammensat af de ypperlige gødningsstoffer, kalk og magnesia). Thi Nilen plejer hvert år at gå over sine breder og vande og frugtbargøre hele Egypten, som kun sjældent får regn. Floden begynder at stige i midten af juni måned og vokser til hellig korses dag (d. 14 september); derefter begynder den at falde og synker til Herrens åbenbarelse (Helligtrekonger). Mærkes må det, at bonden, lige så hurtigt som vandet synker og falder, straks pløjer og sår overalt, hvor jorden kommer til syne. I marts måned mejer han sit korn; de eneste kornsorter, jorden der frembringer, er hvede og byg af fortrinlig godhed. Alle slags grønsager indsamles friske fra St. Martins dag (Mortensdag d. 11 november) indtil marts måned og ligeså have og urtefrugter. Fårene og gederne der i landet føder to gange om året og altid i det mindste tvillinger. Også hørte jeg, at aseninder der bedækkes af heste. Over hele Egypten bor der både i stæder og landsbyer kristne, som svarer en vis afgift til kongen af Babylonien, selvom enhver landsby har en kristen kirke. Men folket selv er såre elendigt og fører et usselt liv. Mærkes må det, at fra Alexandria til Ny-Babylonia er der tre dagsrejser til lands og seks til søs, når man går op ad floden. Man må vide, at der er trende byer, som fører navnet Babylonia, hvoraf den ene ligger ved floden Chobar, (Chaboras (nu Khabur) falder i Evfrat, som er den flod, Burchard her tænker på. Chobar (Chebar) nævnes hos Ezekiel 1,1 og synes også der at være entydigt med Evfrat); det var der, Nabuchodonosor var konge, og Babelstårnet fandtes. Den kaldes det øde eller Gammel-Babylonia og ligger over tredive dagsrejser fra Ny-Babylonia. Endnu et andet Babylonia var der ved Nilen i Egypten; det ligger ved foden af et bjerg i nærheden af ørkenen; der var Farao konge, og det lå seks mile fra Ny-Babylonia, men er nu også lagt øde. Ny-Babylonia, der ligger på en slette ved Nilen, var i sin tid såre stor og er endnu bestandig en meget ypperlig og folkerig stad. Den har frugtbarhed på alt, hvad jorden kan yde; og dens indbyggere er allesammen købmænd. Did kommer overalt ned ad Nilen skibe, ladede med indiske specerier, og føres derfra videre til Alexandria. Alle vegne i gader og stræder er der oplag af korn og grønsager. Ude i ørkenen, en mils vej fra Ny-Babylonia knejser to af store marmor- og andre kvadersten kunstigt rejste bjerge, et helt underværk. De ligger et bueskud fra hinanden og er begge firkantede og indbyrdes lige store i bredden og i højden; hver især strækker sig nemlig i bredden så vidt, som en meget kraftig bue rækker, og i højden dobbelt så langt (pyramiderne ved Dschiza er tre; de er ikke af marmor og ikke lige høje). Fremdeles ligger der i nærheden af Ny-Babylonia, omtrent en tredjedel mil derfra, en anden ypperlig stad kaldet Chayr (Kairo), hvor kongen nu residerer, og hvor der findes paladser for ham og de ypperste mænd og en krigerkaserne. Denne krigerby, hvis bygninger er lige så beundringsværdige som kostbare, ligger tæt ved Nilen, indesluttet af en mur og indhegnet af de skønneste abildgårde. Indbyggerne er Sarracenere, Jøder og kristne; hvert folkefærd følger frit sin religionsskikke, og der er flere kristenkirker. En mils vej fra denne by ligger en hartad et halvt bol stor balsamhave. Balsamtræets ved ligner en treårig vinstoks, men bladet et lille trekløver. Når træet ved slutningen af maj måned når sin modenhed, kløves dets bark ved en af arbejderne kendt fremgangsmåde, og balsamstokkene afsondrer dråbevis en gummi, som opsamles i glaskar, opbevares et halvt år i duemøg, udkoges og udrenses, hvorefter vædsken skilles fra bærmen. Haven vandes af en egen kilde og tåler ikke andet vand (om denne have og kilde læser man i flere rejsebeskrivelser. Nu findes der ikke mere balsam i egnen ved Kairo). Mærkes må det, at balsamtræet ikke gror nogensteds i hele verden uden her. Til denne kilde var den salige jomfru med vor frelser tyet hen for at undgå Herodeses forfølgelse og holdt sig en tid lang skjult der og tvættede barnets tøj i kilden, således som dets menneske natur krævede. Derfor æres kilden lige indtil vore dage af Sarracenerne, som, når de for sig der, bringer vokskerter og røgelse. På Herrens åbenbarelses fest strømmer en såre stor hob mennesker did sammen fra hele nabolavet og renser sig med det nævnte vand. Det er Sarracenernes tro, at den salige jomfru ved en engel har undfanget og født Jesus Kristus og efter at have bragt ham til verden er forbleven mø ligesom før. Denne jomfrusøn var efter deres sigende en hellig profet, som af gud på underlig vis med sjæl og legeme optoges i himlen; de højtideligholder derfor hans fødsel men vil ikke vide af ham som guds søn og nægter hans dåb, korsfæstelse, død og begravelse. De gør også påstand på, at de har Kristi og apostlernes lov, eftersom de i modsætning til os er omskårne. Efter deres overbevisning var apostlerne profeter, ligesom adskillige af blodvidnerne og bekenderne står i stor anseelse hos dem. I Chayr er der fremdeles et ældgammelt og såre højt palmetræ, som, da den salige jomfru gik forbi med vor frelser, bøjede sig ned til hende og lod hende plukke af dadlerne, hvorefter det igen rettede sig op. Dette så den tids Sarracenere og fattede som følge deraf nid til den salige mø, hvisårsag de på to steder gjorde indsnit i træets ringe. Den påfølgende nat var dette imidlertid atter helt og rankt; men lige indtil den dag i dag ses sårmærkerne af snittet. Dette træ æres også af Sarracenerne og oplyses hver nat glimrende med lamper. I Egypten er der adskillige andre steder, hvor den salige jomfru boede, og som er hellige såvel for Sarracenerne som for de kristne. Nilen eller Evfrat er en større flod end Rhinen; den kommer fra Paradiset; dens udspring kendes ikke af mennesker; og vor kundskab desangående indskrænker sig derfor til det, som vi ved fra skriften (Frat er Evfrat, medens man plejede at forstå Gihon om Nilen); den har et jævnt fald, og dens vand er plumret og vrimler af fisk, som dog har ringe værd. I Nilen trives vilde heste, der skjuler sig under vandet, men tit kommer frem. I floden lever ligeledes en uendelig masse krokodiller, et dyr, som i skabning ligner firbenet, har fire fødder, korte og tykke ben og hoved som en so. Det vokser stærkt både i længden og bredden og har meget store tænder. Det kommer frem i solen og dræber dyr og børn, når det støder på sådanne. I Egypten er også en kristenkirke, i hvis nærhed findes en brønd, som er tør hele året igennem undtagen på samme kirkes årsfest. Ved denne lejlighed stiger vandet i tre dage så højt, som det kan komme, så at alle de til festen mødte kristne kan få nok deraf. Men såsnart festen er forbi, forsvinder det ligesom før. I nogle ørkenbjerge, en seks dagsrejser fra Ny-Babylonia brydes der alun, et af valkerne benyttet farvestof, som indsamles til kongeligt forbrug. Også indisk farve forfærdiges i Egypten. Landet har fremdeles stor rigdom på de mangfoldigste fuglearter. I hele Egypten sanker man hverken guld, sølv eller noget slags metal, og det skønt landet har guld i overflødighed. Også hesteavlen er fortrinlig. I Egypten er der fremdeles en mængde papegøjer, som kommer fra Nubien. Dette land, der ligger 20 dages rejse fra Babylonia, er et kristent land, som står under en .konge; men folket er råt, og landet ligger udyrket. I Egypten udklækkes fremdeles på en gang et til to tusind kyllinger i en ophedet ovn og uden hjælp af rugehøne; og forbruget er kongens. Egypten er et meget varmt land, og der regner kun sjælden. Synai bjerg ligger i ørken, syv dagsrejser fra Babylonia. Sarracenerne tror, at Paradiset endnu findes her på jorden. Dette, hvortil de mener, at de henflyttes efter døden, har, som de tror, fire floder, af hvilke den ene flyder med vin, den anden med mælk, den tredje med honning, og den fjerde med vand. Der, siger de, gror allehånde frugter, så at de både kan æde og drikke helt efter behag; for at mætte deres kødelige lyst plejer enhver af dem dertil daglig omgang med en frisk mø; og falder nogen af dem i krigen mod de kristne, står daglig hele 10 møer til hans tjeneste. Men de blev mig svar skyldige på mit spørgsmål angående de nulevende kvinders fremtidsskæbne og om, hvad der blev af de møer, som de sagde, hver dag blev krænkede. Egypten har rigdom på forskellige fuglearter og jordfrugter. På grund af deres religions forbud dyrker indbyggerne kun lidt vin; men landet måtte, hvis det dyrkedes, ifølge sin naturlige beskaffenhed kunne avle meget deraf. Fra Babylonia rejste jeg til Damaskus igennem ørken, og denne ørkenrejse tog mig tyve dage; thi så længe varede det, inden jeg igen fandt opdyrket land. Ørken er et sandet, vekselvis fladt og bjergfuldt jordstrøg, som kun frembringer lave buskvækster, og det endda kun på få steder. Klimaet der er meget usundt, om vinteren for koldt og om sommeren for hedt. Gennemrejsen falder såre vanskelig og vildsom; thi når det blæser, dænges vejen til med sand, så at den fast bliver ukendelig for alle med undtagelse af Bodovinerne (Beduinerne), som oftere tilbagelægger den og tillige er førere for andre gennemrejsende, ligesom lodserne for de søfarende. Mærkes må det, at ørken fostrer løver, strudser, svin, bøfler, vild- eller skovæsler og harer. Vand træffer man såre sjælden på, kun hver fjerde eller femte dag. Det røde Hav rører ørken til den ene side, og til den anden Det indiske Hav. Ved dette sidste tilbragte jeg to nætter og så ligeledes to og halvfjerdsindstyve palmetræer, som gror på det sted, hvor Moses slog vand ud af klippen. Fra Synai bjerg tilbagelagde jeg endnu to dagsrejser i ørken. Det må nemlig mærkes, at intet menneske nogentids er blevet klog på dennes omfang og grænser; thi den er lige så uvejbar som det vilde hav. Efter at være kommet igennem ørken traf jeg på et i sin tid af kristne beboet men nu for tiden hærget og kun sparsomt opdyrket fladt land; det ligger nemlig på grænseskellet mellem de kristne og Sarracenerne. Der stødte jeg på en gammel stad ved navn Busserentinum (Bostra i det stenede Arabien). I sin tid, medens den beboedes af de kristne, var den meget stor, udhugget af marmor, herlig udsmykket og, som sporene endnu viser, en hel fager og lystelig by. Men nu, da indbyggerne er Sarracenere, er den skrumpet således ind, at så godt som intet står tilbage uden den stærkt befæstede borg. Derfra nåede jeg i løbet af tre dage til Damaskus igennem et land, der for en stor del er beboet af kristne, som svarer skat til herskeren der. Damaskus er en højst anselig by. Den er ypperlig befæstet, har en dobbelt ringmur, forsynet med en stor mængde tårne, og forskønnes ved rindende vand i mængde, brønde og vandledninger, der ikke alene findes uden for byen men også på adskillige steder inde i husene. Den er yderst sirlig bygget, folkerig og vidt og bredt til alle sider smukt indhegnet med de lysteligste urte- og abildgårde. Både inde og ude er den nemlig forsynet med så mange væld, som indbyggerne på nogen måde kan ønske sig, så at den ligner et jordisk Paradis. Der er adskillige kristenkirker, og blandt befolkningen findes der både kristne og en mængde Jøder. I byens nabolav gror den herligste vin. Mærkes må det endvidere, at Damaskus er et meget sundt opholdssted, hvisårsag der i den findes et forholdsvis stort antal højt bedagede mennesker. Afstanden fra Jerusalem er knap fem, og fra Akkaron fire dagsrejser. Tre mils vej fra Damaskus ligger der i bjergene en plet, som kaldes Saydaneja og bebos af kristne (Sajdanája er navnet på et kloster. En rejsende fra året 1333, Vilhelm af Baldensele, kalder det Sardany og fortæller også om det foregivne Mariebillede, men gør løjer med miraklet). Der midt ude på landet er der rejst en til ære for den højherlige jomfru indviet klosterkirke, hvor tolv nonner og otte munke stadigt tjener gud og den salige mø. I denne kirke så jeg en omtrent en alen lang og en halv alen bred trætavle, anbragt bag altret i en vinduesfordybning i sakristiets mur og beskyttet ved et rudret jerngitter. På denne tavle var i sin tid malet et billede af den salige jomfru, men nu har ved et under dette på træ malede billede fået kød og blod, og en olie, hvis duft overgår balsamens, strømmer uophørlig ud derfra. Ved hjælp af denne olie helbredes ofte mange kristne, Sarracenere og Jøder for forskellige sygdomme. Mærkes må det, at olien aldrig svinder, hvor stærkt der end tages til den. Den omtalte tavle tør ikke røres af nogen men må gerne ses af alle. Olien, som med hellig omhu forvares af en kristen, er i stadig tilvækst; og brugt med andagt og ren tro yder den til ære for den hellige jomfru og i forbindelse med den højtidelige messe aldeles utvivlsomt enhver, hvad han begærer. Til dette sted strømmer på den højherlige jomfrus himmelfarts og fødselsdag (d. 15 august og d. 8 september) alle Sarracenerne i landet tillige med de kristne sammen for at bede, og Sarracenerne frembærer der med største fromhed deres offergaver. Endnu mærke man sig, at hin tavle fra først af til ære for den salige jomfru er gjort og malet i Konstantinopolis og derfra bragt til Jerusalem af en patriark. På den tid skete det, at en abbedisse fra Saydaneja, som var draget ned til Jerusalem for at bede, fik stykket af patriarken der, og tog det med til den hende betroede kirke. Dette skete i året 870 efter kødspåtagelsen. Men først lang tid derefter begyndte den hellige olie at flyde. Man lægge mærke til, at på grænserne ved Damaskus, Anthyokia og Alapia (Aleppo) bor der i bjergene et sarracenisk folk, som på deres mål kaldes Heyssesiner og på romansk segnors de montana (herrerne af bjerget). Disse mennesker lever uden lov; de spiser tværtimod Sarracenernes skik svinekød og misbruger i flæng enhver kvinde, deres egen moder og søster ikke undtagne. De bor i bjergene og er hartad uovervindelige, eftersom de har deres smuthuller i klippefaste borge. Deres land er ikke synderlig frugtbart, og de lever af deres kvæg. De har i deres midte en herre, som har indjaget alle sarraceniske fyrster fjern og nær ligesom også de i nabolavet boende kristne stormænd den yderste skræk. Thi på sælsom vis rydder han disse af vejen; og fremgangsmåden hermed er følgende. Hin høvding har der i bjergene adskillige underskønne, af meget høje mure omgivne paladser, hvortil der kun er adgang igennem en lille og på det omhyggeligste bevogtet dør. I disse slotte lader han en stor mængde af sine bønders sønner opfostre lige fra deres spæde barndom og lader dem undervise i flere forskellige tungemål, såsom latin, græsk, romansk og sarracenisk foruden en stor mængde andre. Lige fra deres tidligste barndom af og indtil deres modne manddomsalder indskærpes det dem af deres lærere, at de skal vise lydighed imod ethvert deres landsherres ord og bud; gør de det, vil han som den, der har magt over alle levende guder, skænke dem Paradisets glæder. På den anden side lærer man dem også, at, ifald de i noget stykke modsætter sig landsfyrstens vilje, kan de umuligt frelses. Tillige må det mærkes, at lige fra det øjeblik af, de som spæde indelukkes i slottene, får de foruden deres lærere og vejledere aldrig et menneske at se og modtager ingen anden undervisning, indtil de kaldes frem og stedes for høvdingen for at øve et mord. Når de så kommer frem for hans åsyn, spørger han dem, om de er villige til at lyde hans bud, på det at han kan skænke dem Paradiset. De kaster sig da, som man har lært dem det, uden mindste indvending eller tvivlrådighed ned for fødderne af ham og svarer med glødende iver, at de er villige til at adlyde ethvert hans bud. Derpå giver han hver især af dem en gylden dolk og skikker dem ud for at myrde de fyrster, som han har udpeget. Fra Damaskus drog jeg over Tyberias til Akkaron, derfra til Jerusalem og derfra igen til Askalona. Denne by ligger ved havet og er kun liden men stærkt befæstet ved mure og grave og et meget sundt opholdssted. Derfra vendte jeg gennem en otte dagsrejser lang ørken tilbage til Babylonia. På denne rejse fandt jeg vejen en stiv mil bedækket med gummisalt og så en stor mængde vildæsler og bøfler. I Ahir (El Arisch) findes der mærkelig nok et offentligt skøgehus. Sarracenernes kvinder går tæt tilslørede med lin og kommer aldrig i templerne. De bevogtes stadig meget strengt af gildinger, så at fornemme fruer aldrig forlader deres hjem uden på deres mænds bud. Man mærke sig, at hverken en broder eller nogen anden nær frænde af manden eller hustruen vover at besøge denne uden hans udtrykkelige befaling. Mændene går fem gange i døgnet til templet for at bede. I stedet for klokker har de udråbere (muezzin kalder muhamedanerne en sådan); og når disse kalder, er det skik og brug at samles til offentlig bøn. Fremdeles mærke man sig, at de fromme Sarracenere har den vane hver time at tørre sig med vand; først tørrer de ansigt og hoved, derefter hænderne, armene, benene, fødderne, skamdelene og bagen, og først så går de hen for at bede, hvilket aldrig sker uden knæbøjning. De tror nemlig på herren som alskaber og kalder Mavmeth den helligste profet og stifter af deres lov. Til ham valfarter derfor gerne både de nær og fjern boende Sarracenere med den dybeste ærefrygt. Også flere andre stiftere af deres lov ærer de. Ifølge loven står det enhver Sarracener frit på én gang at tage syv ægtehustruer; og hver af dem yder han særskilt det hende ved ægteskabskontrakten tilsagte og lovede. Men derhos synder han efter godtbefindende med enhver af sine slavinder eller tjenestepiger, uden engang selv at betragte det som nogen synd; bliver en af disse tjenestekvinder frugtsommelig, er hun straks fri fra livegenskab hos herren; og en Sarracener kan efter behag gøre til arving enhver af sine sønner, enten denne så er fribåren eller trællefødt. Dog er mange af Sarracenerne så fromme, at de kun har en hustru. Indtil syv ægtehustruer er det enhver tilladt at have men ikke flere; og resten betragtes som friller. Hvad ser man nu heraf uden forløserens bundløse nåde, han som ikke kan bære det over sig, at nogen eneste, lige så lidt den ugudelige som den retfærdige, skal gå glip af hans kærlighedsgave! Den retfærdige, ydmyge og fredsæle, der frygter hans ord, skænker han det evige liv til løn og saliggør ham med sig selv, som er det højeste gode, og synet af sin herlighed; den ugudelige derimod, som kun har den evige fordømmelse i vente, skænker han stundom i dette forgængelige liv en overstrømmende fylde af timelige goder. Derfra hidrører det, at disse fortabelsens børn sidder inde med de bedste lande, har overflødighed på korn, vin og olie, pranger med guld og sølv, juveler og silkestoffer, ødsler med røgelser, sminker og salver og intet lader uforsøgt af det, som deres øje attrår. Thi på dem opfyldes Ysaks spådom, han, som, da han havde velsignet Jakob med en særlig gave, sagde til Esav: »I jordens fedme og himlens dug herovenfra skal din velsignelse bestå.« Det samme har vi Herrens egne ord for, dér hvor han siger: »Elsker eders fjender og velsigner dem, som eder hade, på det at I må vorde eders faders børn, som er i himlene; thi han lader sin sol opgå over gode og onde og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Og David siger: »Se, disse er de ugudelige, og de har overflod i døgnet og høster rigdom.« Når vi imidlertid i det først anførte sted tager udtrykkene »jord« og »dug« om de jordiske rigdomme, er der andre steder, hvor »duggen« betyder helligåndens nåde. Således siger David også: »Han skal nedstige som regn på uldskindet«, med hvilke ord han tydelig betegner, hvad der vederføres Gedeon; og dér tages »duggen« om helligåndens nåde og »skindet« om den ubesmittede mø Marie, som undfangede og fødte guds søn, og som, skønt moder, vedblev at være jomfru. Ja, jorden selv udgav sin grøde, dengang hin signede mø fødte sin velsignede livsfrugt, verdensfrelseren Kristus.« Dette må være tilstrækkeligt om tilstanden hos hedningfolkene og i kirken, som gud på underlig og nådig vis opholder indenfor deres grænser. Nu vender vi igen tilbage til gangen i vor fortælling.

Om Ysfrids død og hans efterfølger Filip

På samme tid (d. 14. eller d. 15. juni 1204) døde biskop Ysfrid i Racesburg, højsalig ihukommelse. Det var en såre tålmodig, strengt afholdende og helt til fromhedsøvelser hengiven mand. Men endnu forinden han var stedt til hvile, rejste der sig blandt kannikerne en strid om hans efterfølger. Thi et parti var blevet enige om at vælge den derværende provst Henrik, en forstandig og i alle måder værdig mand, som meget havde bidraget til at hæve sit provsti, både hvad indkomster, personale og bygninger angår, og, hvad der har endnu større betydning, i henseende til kristelig tugt. Et andet parti udbad sig derimod den afdøde biskops kapellan hr. Filip til overhoved. Der opstod således en strid, som dog omsider bilagdes derved, at både de valgte og vælgerne tog grev Adelbert som voldgiftsmand (Valdemar Sejrs søstersøn, Albert af Orlamunde, som efter Adolf III's fordrivelse fik Holsten (Nordalbingien i len af sin morbroder i 1203)); og denne bestemte sig efter at have taget sagen under overvejelse for Filip. Til dette skridt tog man sin tilflugt på grund af kong Waldernars fraværelse, idet han nemlig på den tid krigede i Svecien (det var ikke i Sverige men i Norge Valdemar Sejr dengang kæmpede og indsatte Baglerhøvdingen Erik Stejnvæg til konge). Filip fik, kort at fortælle, investituren (indklædningen) og begav sig så til Brema, hvor han modtog den biskoppelige velsignelse af hr. ærkebiskop Harthvik; og efter at han dernæst havde indviet kirkerne og ordnet nogle andre sager i sit stift, begav han sig til biskoppen af Trajektum (Theoderik), hvor han blev et helt år uden at fremstille sig for hr. kong Waldemar. Derved pådrog han sig kongens mistanke, men blev, skønt ikke uden vanskelighed, taget til nåde igen ved grevens mellemkomst.

Om Hartviks død og Waldemars valg

Nogle år efter afgik den ovennævnte ærkebiskop af Brema, hr. Harthwik, ved døden (d. 5. november 1207). Hin kirke havde alt lidt rystelser nok i hans levende live; og nu efter hans død opkom der endnu større og værre uroligheder. Thi samme kirkes kapitel kom på valgmødet til den både af klerke og folk endrægtigen billigede afgørelse, at hr. biskop Waldemar af Slesvik, der dengang var løsladt af sit forhen nævnte fangenskab og nu opholdt sig i Bolonia, havde nærmest adkomst til hæderspladsen som deres biskop. Der var dog også dem, som ugerne ville have med dette valg at skaffe og derfor holdt sig udenfor, ikke ved at nedlægge indsigelse derimod men ved at drage bort. Dette var tilfældet med domprovst Burchard og nogle af hans tilhængere. Kanikerne i Hammemburg ansås derimod ikke for at være til at stole på ved dette valg, fordi kong Waldemar sad inde med deres stad, og blev end ikke tilkaldte. Da de imidlertid så sig tilsidesatte, gjorde de stærk indsigelse mod valget, idet de beråbte sig på, at deres kirke engang havde været moderkirken (under den hellige Ansgar forenedes bispedømmet Bremen med ærkebispedømmet Hamburg til ét ærkestift; og indtil Liemars dage, som døde 1101, førte tilsynsmændene over dette stift titlen: ærkebiskopper af Hamburg-Bremen, medens de fra den tid af ikke kun tituleredes ærkebiskopper af Bremen), hvisårsag de, når det skulle gå rigtig til, burde have første stemme ved valget. Ikke desto mindre skikkede Bremerne anselige sendemænd såvel af klerkene som af kirkens vasaller til hr. Waldemar i Bolonia for at meddele ham udfaldet af det kanoniske valg. Denne og hans staldbrødre frem stillede sig, ledsagede af vælgerne og forsynede med Bremerkirkens vidnesbyrd, for apostelherren, som glad fornøjet modtog den for Brema udvalgte, med lykønskninger til, at Herren omsider efter biskoppens mange genvordigheder i nåde havde besluttet at føre ham til dette høje mål. Dog ville han ikke straks gøre alvor af hans forfremmelse, for han var blevet nærmere underrettet om valget. Mens Waldemar nu opholdt sig ved pavehoffet, kom der fra Hammenburgerne udsendinge, som gjorde indsigelse imod hans valg og godtgjorde, at det ikke var kanonisk. Ligeledes indfandt der sig en afsending fra kong Waldemar, nemlig provst Peter fra Roskilde; og rigtignok var han uden dokumenter, da disse, som han forsikrede, undervejs var ham voldeligt fratagne; men ikke desto mindre erklærede han valget for fuldstændig ugyldigt og mindede apostelherren om den ed, som Waldemar havde svoret, at han aldrig ville binde sig til noget sted, hvor han kunne anses for at være sin frænde kongen til byrde. Da apostelherren hørte det, holdt han Waldemar tilbage i nogle dage for med kardinalerne at drøfte, hvilken beslutning han skulle tage med hensyn til ham. Waldemar, som nu så sig i en vanskelig stilling, fjernede sig uden tilladelse og begav sig til kong Filip, som med hæder skikkede ham til Brema, hvor han modtoges med stormende jubel og de største æresbevisninger. Men apostolikeren skikkede breve til alle Germaniens og Galliens kirker og bandsatte ham for hans ulydighed. Dette blev dog i nogen tid skjult for Bremerne, da ingen turde overrække apostolikerens brev; men omsider henlagdes brevet engang ved en offentlig messe på alteret af en person, der lod, som om han ofrede tilligemed de andre.

Om kong Waldemars hærtog

Men da kong Waldemar hørte om sin frænde biskop Waldemars tiltrædelse, gjorde han et indfald i landet med en svær styrke af ryttere og skibe for at krydse hans planer og, om muligt, sætte en anden i hans sted. Kongen havde tillige en fejde med grev Guncelin af Zverin og hans broder Henrik, som havde fornærmet ham ved at uddrive Johannes med tilnavnet Gans af landet og voldeligt sætte sig i besiddelse af hans borg Grabove. Thi skikkede han en hær ud under Albert, som han havde sat til greve i Nordalbingien, lod først deres borg Boyceneburg sløjfe og hærgede dernæst uopretteligt hele landet Zverin. Biskop Waldemar besluttede imidlertid at angribe kongens land; men skønt krigen imellem dem stadig truede med at bryde ud, hindredes hans forsæt ved forskellige hændelser. Domprovst Burchard, som tragtede efter at blive ærkebiskop og havde nogle vælgere i Hamenburg og selv i Brema, indfandt sig da hos kongen og modtog af ham den biskoppelige indklædning, hvorefter han bemægtigede sig Hamburg og ved hjælp fra nogle af kongens venner Stadium; og da Waldemar af Brema, som endnu ikke anede svig, kom til denne by og ville drage ind, lukkede modpartiet porten og vægrede sig ved at modtage ham. Da Waldemar så det, sammenkaldte han sine venner fra bispedømmet Brema, angreb byen, tog den med vold, og prisgav, hvad der var i den, til sine hærskarer, som gjorde et såre stort bytte, hærgede alt og lod byen ligge næsten aldeles tom og øde (Stade indtoges d. 3 august 1208). Men senere fik den til ærkebiskop udvalgte Burchards parti igen overtaget, indtog Stadium og begyndte der tøjlesløst at husere. Videre lod kong Waldemar en bro slå over Albia, så vogne og ryttere frit kunne passere floden; og nu blandede han sig ved hjælp af sine tilhængere i Bremernes partistridigheder, men lod derhos til støtte for sin udvalgte borgen Horneburk meget fast bygge (det er sikkert Harburg (Horeburg), der menes).

Om Filips hærtog og død

Imidlertid lavede kong Filip sig til at gå såvel imod kong Otto som imod kong Waldemar, sammendrog en talløs hær fra hele riget, deriblandt en umådelig skare fra Ungrernes enemærker, skaffede sig hjælp af det ryggesløse pak, som kaldes Valve, ophobede mægtige beholdninger af kasteskyts og alle slags våben og tog stade i Bavenberk, hvor han oppebiede den endelige samling af sine hærmasser. Da kong Otto, hvem disse store forberedelser ikke undgik, erfarede det, begyndte han at forsyne sine stæder og borge med vældige forråd af levnedsmidler og våben og uforfærdet at berede sig på at møde dette storartede angreb, og kong Waldemar undlod ej heller at bistå ham med mandskab og penge; thi han betænkte, at brydes tyrens højre horn, må sagtens det venstre tage stødet (Otto indfandt sig ved denne lejlighed selv i Boitzenburg hos Waldemar for at bede om hjælp). Men den miskunnelige og barmhjertige gud, som ynkedes over den langvarige rystelse, kirken for sine synders skyld havde måttet døje, og som bevægedes ved sine troendes suk og bønner, endte omsider i nåde al denne jammer på følgende vis. Da Filip, som det er forud fortalt, rastede i Bavenberk og der oppebiede krigsmandskabets forening, rejste der sig brat imellem ham og paltsgreve Otto af Widelungesbach en beklagelig og uventet strid, som vi umulig tror at turde forbigå med tavshed. Filip havde nemlig besluttet at trolove sin datter (Beatrix, den ældste af kongens fire døtre) med den højbårne Otto; men da denne var såre grum og umenneskelig, havde faderen skiftet sind og opgivet planen. Da. paltsgrev Otto skønnede det, arbejdede han på at få hertug Henrik af Poloniens datter (Gertrud datter af hertug Henrik af Slesien og Hedvig af Meran) til fæstemø og sagde derfor til kong Filip: »Herre, vi beder eders mildhed betænke, hvor tro og hengiven jeg altid har været eder, hvor meget jeg i denne krig alt har udlagt i eders tjeneste, og med hvor stor en udrustning jeg nu igen agter at gøre eder følge imod eders fjender. Thi er det min bøn til eder, at I nu også vil gøre lidt for mig og henvende en anbefalingsskrivelse til hr. hertugen af Polonien, på det at mit allerede lykkelig indledte trolovelsesanliggende ved eders majestæts bistand sluttelig må krones med held«. »Jeg er ganske til eders tjeneste«, svarede kongen. Paltsgreven blev da glad og leverede ham et i anledning af den foreliggende sag affattet brev, og kongen sagde: »Gå nu, men kom snart igen! Så skal brevet være forseglet.« Men, medens han var borte, underskødes der et brev i modsat ånd og forsegledes med det kongelige signet. Da paltsgreven fik dette, så han imidlertid en plet på den udvendige side; og da dette forekom ham mistænkeligt, gik han hen til en ven af sig og sagde til ham: »Åbn mig dette brev, for at jeg kan erfare, hvad det indeholder.« Da vennen nu læste brevet, blev han såre forfærdet og sagde: »Jeg beder eder for guds skyld ikke at nøde mig til at gøre eder bekendt med indholdet; thi gør jeg det, ser jeg ikke kun min visse død for øje.« Paltsgreven fik således brevet tilbage, men trængte nu så overhånds heftigt ind på den anden, at han omsider alligevel fik indholdet at vide. Dette gjorde ham aldeles rasende, og han havde nu ingen anden tanke end kongens død. Dog skjulte han sin vrede og gik tilsyneladende yderst fornøjet hen til Filip for at takke. Som nu denne en dag var blevet åreladt på begge arme og derfor havde trukket sig tilbage til sit soveværelse, spankede paltsgreven med blottet sværd ligesom legende op og ned ad gulvet i den kongelige forhal. Således kom han også hen til kongens sovekammer, bankede hemmelig på døren, trådte ind og drev samme spil i kongens nærværelse. Da denne sagde til ham: »Læg dit sværd bort! thi her er ikke stedet til sligt«, svarede han: »Jo, her er just stedet til at lade dig bøde for din troløshed.« Og straks, som han det havde sagt, gav han ham et hug i nakken og sårede ham ikke for anden gang. Og da de tilstedekomne nu ville kaste sig over ham, banede han sig med et spring vej ud af den åbne dør og flygtede. Filip havde imidlertid ikke uden føje forvansket brevet; thi den pige, som Otto ønskede til brud, var på mødrene side beslægtet med kongen selv; derfor huede det ham ilde, at en så grusom, ugudelig og fræk mand skulle knyttes til så højbåren en mø; og paltsgreven havde tilmed hårdeligen fornærmet ham ved med stor grumhed at myrde en af landets bedste mænd ved navn Wulf. Dette hug gjorde imidlertid en brat ende på Filips regering, en tingenes udgang, som gud ved et syn havde fundet for godt at åbenbare for en åndelig mand i Racesburk med disse ord: »I det år 1202 skal enden komme.« Hvorledes dette var at forstå, vidste man vel ikke; men samme år, i tiden ved den salige Johannes den Døbers fest (St. Hansdag, d. 24 juni 1208) opfyldtes ordet således. Imidlertid nævnede man også nogle mænd, som man mistænkte stærkt for at have fremmet denne udåd, nemlig biskoppen af Bavenberk og mange andre, som man beskyldte for forræderi imod kongen (biskop Egbert og grev Henrik af Andechs, hertug Otto af Merans brødre. Sidstnævnte havde kongen samme dag givet sin niece til hustru). Således faldt en højbåren, mægtig og med mange dyder smykket mand. Thi han var både blid, ydmyg og såre vennesæl; da han tillige var lærd, søgte han idelig med stor nidkærhed til kirken; og når han der i de andres kreds læste lektionerne og responsoriernes, fjernede han ikke de fattige klerke og skolarer fra sig, men behandlede dem som sine medskolarer. Men ved hans død kom landet i forvirring, og alle sørgede og klagede enstemmigen: »Ak, ak, vor fyrste er falden, vor ære er svunden, vor dans er omskiftet til sorrigt); herredømmet er flyttet fra os, og riget blevet et andet folks.« Da fyrsterne og de højbårne mænd imidlertid var samlede i byen Bavenberk, blev kongens lig jordfæstet der med stor pragt og højtidelighed. Men efter at dronningen havde fået sørgebudskabet, svandt hun hen; og da hun var svanger, kostede den dobbelte smerte hende livet (Irene, også kaldet den græske Marie, døde d. 28. august 1208). »Knuget ved Mandens død og selv i barnsnød og smerte, gik hun i graven ned med fostret, hun bar under hjerte.« Medens jeg tænker derpå rinder mig brat ihu digterens ord om dette livs ubestandighed:

Hele menneskelivet i skøre tråde mon hænge,

Og det stærkeste selv stunder bestandig til fald.

Han, som styrer århundreders gang, han vejer tillige

Menneskebørnenes id, de ondes såvel som de godes,

Hæver de ydmyge højt og støder fra tronen de stærke,

At vanslægtede drotter ej herskersædet skal skæmme.

Eller har ikke du hørt, hvad Kristi visdom dig byder?

»Du, som er styrer i landenes kreds, på retfærd du agte«.

Se! selv manden, der over så meget som hin monne råde,

Hastelig rives han bort, kun såret let af en skramme

Brat majestæt og anestorhed og vælde forsvinder

Snarlig lammes den stærke hånd, som var frygtet af alle.

Ret beholder for evig salmisten, der varslende synger:

Menneskelykke er tant3)! Lad derfor lysten til skatte

Blegne for højere mål! thi skattene bader dig lidet.

Heller mod himmelens løn med årvågent øje du hige,

Lønnen, som Kristus omsonst i nådegave dig skænker!

Om Ottos fuldstændige kongevalg

Da kong Filip således var død, svækkedes alle de, som havde syntes at stå ved hans hjælp, og således gik det også med den for Brema udvalgte ærkebiskop Waldemar, som tabte en del af sin yndest. Thi Bremerne ville nødig fornærme deres fremtidige fyrste og skræmmedes derhos ved apostolikerens band, som nu var dem bekendt. Da kong Otto så, at lejligheden var ham gunstig, gik han om med planer til at hjemsøge nogle af sine medbejlere med krig; men ærkebiskoppen af Magdeburg (Albert) tillige med hertug Bernard indfandt sig hos ham og sagde: »For at forebygge en rejsning imod eder fraråder vi eder i blind tillid at gå angrebsvis til værks men finder det tilrådeligere efter fyrsternes tykke at bestemme en herredag, hvor man i fællesskab kan forhandle om kongevalget. Tækkes eders person da Herren, så er vi dermed tilfreds, men i modsat fald vil et andet forslag kunne blive bragt på bane.« Dette råd vandt kongens bifald, og en meget omtalt rigsdag indvarsledes til Halverstad (rigsdagen holdtes d. 22. september 1208). På denne gav størstedelen af Saxoniens og Thuringiens fyrster og prælater møde; heller ikke den til biskop i Erbipolis udvalgte Otto fattedes; og ligesom om det var dem indgivet af gud, kårede alle de fyrster, som her havde mødt, samstemmigt og endrægtigt i faderens, sønnens og den hellig ånds navn Otto til Romerfyrste og rigens bestandige øger. Begyndelsen gjordes af ærkebiskoppen (af Magdeburg), som tyktes at have første stemme; og derefter trådte hertug Bernard tillige med markgreven af Misna, landgreven af Thuringien og de andre, som holdtes for valgberettigede i hans fodspor. Men da turen kom til den for Erbipolis udvalgte, begyndte han i fyrsternes påhør at beklage sig over, at hans kirke til kong Filip og dennes formand kejser Henrik årlig havde måttet bøde henved tusind mark, en uret, der havde givet anledning til snigmordet på hans egen forgænger Konrad, og som var af den beskaffenhed, at, hvis den ikke blev afhjulpen, måtte han erklære sig imod dette valg. Da der nu i den sag anførtes meget både for og imod, forlod han forsamlingen og gik sin vej; men tilkaldt påny den følgende dag samtykkede han i fyrsternes valg, og ved disse og kongens fælles foranstaltning fik kirken sit tilbage.

Om rigsdagen i Frankenevorde

Derefter indvarsledes en end mere navnkundig rigsdag til Frankenevorde til salig Martinsdag (Mortensdag, d. 11 november 1208). Her drog fyrsterne af Frankonien, Bauwarien og Svevien den herre kongen i møde med stor højtidelighed og et yderst talrigt følge. Kong Filips datter Beatrice var også tilstede, og hun og hendes underkastede sig den herre kongens nåde. Hr. biskoppen af Spira (Konrad) forestillede hende; og højlydt klagede hun med jammer og mange dybe suk og tårer til den herre kongen, de tilstedeværende fyrster og hele Romerriget over det skammelige mord på hendes fader og det ugudelige mytteri, som paltsgrev Otto havde gjort sig til redskab for ved forræderisk at myrde ham hjemme i hans eget hus, da han ikke anede uråd. Ved disse hendes ord opstod der en stor trængsel af dem, som for kongen ville tilkendegive deres medfølelse med prinsessen, og som alle brast i tårer, begræd hendes store ulykke og forlangte, at hende skulle vederfares ret og retfærdighed. De råbte højt, at, gik den forøvede misgerning ustraffet hen, var hverken kongen eller nogen eneste af de andre fyrster sikker for sit liv. I overensstemmelse med alles ønsker satte derfor den herre kongen manddraberen i rigens akt; men senere blev han dræbt af Henrik af Kaladins (Henrik af Kalintin, Filips marskalk). Otto dræbtes i februar måned 1209 i ledtog med en søn af den ovennævnte Wulf, som Otto havde myrdet, og hans hoved afskåret og kastet i Danubius. Kongen tog altså den unge prinsesse i sin varetægt og lovede derhos på fyrsternes anmodning og til sikring af freden at ægte hende, ifald slægtskabet ikke lagde hindringer i vejen. Prinsessen som han således tog til sig, besad foruden sin fædrearv mange rigdomme og dertil tre hundrede og femti borge. I Frankenevorde overantvordedes derhos den herre kongen alle tegnene på kejserværdigheden med den fulde magt og ære, huld og nåde.

Mere om Otto

Nu opgik der et nyt lys over Romerriget med fred og fryd, ro og tryghed; og nu forstummede de manges hån og spot, som for vist havde påstået, at Otto aldrig kom til regeringen. Hvad skal jeg sige om den højbårne konge af Frankien (Filip August), der ligeså lidt som andre kunne dy sig! Da Otto nemlig, kaldet af fyrsterne til kongevalget, fra Piktavia, med lejde fra ovennævnte konge lagde vejen igennem hans land, så denne ham ved samme lejlighed og hilste på ham, og ved et af de gæstebud, hvor de sås, udbrød kongen af Frankien: »Vi hører, at I skal være kaldet til Romertronen,« hvortil hin svarede: »Dermed har det sin rigtighed; men udfaldet står i guds hånd.« Kongen gensvarede da: »Tro endelig ikke, at slig værdighed tilfalder eder! Er I alene sikker på Saxoniens stemme, så beder jeg eder skænke mig den ganger, jeg ønsker; men bliver I valgt, da skænker jeg eder mit riges trende gode stæder Parisius, Stampæ og Avrelianum (Paris, Etampes og Orleans)«. Kong Otto førte nemlig med sig mange gaver fra sin morbroder Riczhard og dertil hundrede og femti tusind mark, bårne i sække af halvhundrede stridsheste; og iblandt disse var der en for sin skønhed særlig berømt ganger, som kongen af Frankien ønskede sig. Hr. Otto skænkede ham den da og fortsatte sin rejse; og nu ville således kejseren uden at være nærgående kunne gøre sine krav gældende.

Om kongens fest i Bruneswik

I det følgende år (1209) indvarsledes en rigsdag til det Aldenburk, som med et andet navn kaldes Plisne (dette Altenburg ligger i det saksiske ved floden, Pleisse, som falder i Saale. Rigsdagen synes afholdt i maj måned) hvor kejseren også besidder et mægtigt, førhen grev Rabbodo tilhørende, arvegods tillige med borgene Lisnic og Koldiz, som kejser Fritherik havde købt af nævnte greve for fem hundrede mark. Der samledes Misnenserne og Cisnenserne samt Polonerne, Boémerne og Ungarerne; og efter at mange sager var afgjorte her, og den på alle de foregående rigsdage stadfæstede fred besvoren, vendte herre kongen sit åsyn til Bruneswik og højtideligholdt der pinsefesten (d. 17. maj 1209). Ved den lejlighed indbød han ikke kun sine fortrolige venner, ærkebiskoppen af Magdeburg, den for Halverstad udvalgte biskop (Frederik II.) biskoppen af Hildensem (Hartbert), biskoppen af Mersburg (Thiderik), biskoppen af Havelberg (Sibotho) abbeden af Korbeja (Hugold), og abbeden af Wertino (Heribert). Fremdeles indfandt sig i fuldt festoptog hertug Bernard, landgreven (landgrev Hermann af Thuringen), paltsgreven fra Rhenus, markgreven af Misna (Thiderik), markgrev Konrad (af Landsberg), kong Ottos broder, hertug Willehelm at Luneburg og markgreven af Brandenburk. Dertil var der en talløs mængde grever og en svær hob riddere tilstede, som alle blev såre ærefuldt og rigelig beværtede på kongelig regning. Men som pinsemessen alt var begyndt, ville ærkebiskoppen af Magdeburg formene markgreven af Misna, som var sat i band, at overvære gudstjenesten; og da kongen på ingen vis kunne få ham til at afstå fra sit forsæt, forlod han af skånsel kirken tillige med markgreven; men den følgende dag lovede denne på fyrsternes råd at gøre fyldest, og således bilagdes striden. Endelig »mener jeg ikke at fejle ved alvor at parre med gammen« holdende mig til ordene: »skjalden må ikke blot smukt men tillige behagelig kvæde«), hvisårsag jeg her endnu meddeler følgende. Mens alle ved denne lejlighed var overstrømmende glade, gav hertug Bernard sig pludselig til at stirre hen på den støbte, dersteds af hertug Henrik rejste (i året 1166), løve og udbrød: »Hvor længe vil du således vende dit gab imod øst? Lad nu det være godt! Du har jo fået alt, hvad du ville. Vend nu til en forandring gabet imod nord!« Ad disse hans ord lo vel alle; men mange studsede dog og tillagde dem en dybere betydning (ved Østen må der tænkes på Slaverne (Venderne) og ved Norden på Danmark. Senere kom det også til strid mellem Otto og Valdemar).

Om kirkens samtykke og trolovelsen med kong Filips datter

Efter festen drog kongen til Goslaria for at ordne nogle anliggender og derfra videre til Walkenrede, hvor han traf abbeden af Morimunde (Cistercienserabbedi i Champagne) tillige med 52 andre abbeder af samme orden, som alle optog ham i deres broderskab og lod ham deltage i deres bøn, hvorefter de rigelig beværtede af ham fulgte ham lige til Erbipolis; og der modtoges han såre højtideligt på søndagen (søndag efter pinse, d. 24. maj 1209.):»Herre, på din miskundhed med hymner og lovprisninger til gud«. Man sang: »Kommen er du længselsfuldt forventede!« Tilstede var apostelherrens legater Hugo, kardinalbiskop af Hostia og Leo, kardinalbiskop af Sabina, tillige med en overordentlig stor skare af prælater og fyrster, præster og klerke. Blandt disse sidste befandt sig ærkebiskop Syffrid af Moguntia, Thiderik af Kolonia, Johannes af Treveri og Everhard af Salceburg, biskop Henrik af Argentina, Syffrid af Avgusta, biskoppen af Konstantia (Konrad II.), biskop Otto af Frisugge, Managold af Patavium, Henrik af Ratispona, Ludolf af Basilia, Hartbert af Hildensem, Yso af Verden og biskopperne af Halverstad og Havelberg, abbed Kono af Elevangen samt abbederne af Vulda (Henrik III), Hersveld ((Johannes), Korbeja, Pruma og Wisceburg (Wolfram). Derefter følger navnene på de tilstedeværende konger og fyrster: kong Odaker af Boémien, markgreven af Mereren (Ladislaus Henrik), hertug Luppold af Avstrien, hertug Bernard af Saxonien, hertug Ludovik af Bavarien, hertug Bertold af Ceringe, hertugerne af Lutringe og Brabantien (Frederik II og Henrik I.), markgreven af Misna (Theoderik), markgrev Konrad af Landesberk, markgrev Adelbert af Brandenburk og mange, mange flere. Efter at en mængde anliggender var ordnede og freden ligesom på alle de for omtalte rigsdage stadfæstet, tilkaldte herre kongen kardinalerne, præsterne, fyrsterne og de lærde og retskyndige for med dem i enrum at forhandle om et særligt anliggende, nemlig retsgyldigheden af hans påtænkte trolovelse med kong Filips datter; og da alle disse var forsamlede, her vendte han ordet til dem sålunde: »Eder alle, først eder, I kardinaler, som ifølge apostelherrens fuldmagt og råd er her tilstede, dernæst eder, I høje ærkebiskopper, biskopper, abbeder og I andre på de forskellige trin af kirkens rangstige stående personer og endelig eder, I ophøjede konger, hertuger og fyrster beder vi samtlige at agte på vore ord. Himmelens gud har efter vore mange genvordigheder med alles samtykke skænket os riget, hvisårsag vi har al god grund til at takke ham og sige:»Den sten, som bygningsmændene forkastede, er blevet til en hovedhjørnesten. Af Herren er dette sket, og det er underligt for vore øjne«. Ihvorvel alle nu har mer end soleklar vished herfor, og vi følgelig ikke er i forlegenhed for valget af en dronning men frit og efter behag kan kåre os, hvem vi vil iblandt alle Romerrigets berømmeligste kvinder, til brud og hustru, så ville vi dog, da det er sagen angående hertug Filip af Sveviens datter, der har givet anledning til dette talrig besøgte møde, underkaste os eders voldgift og råd. Al den stund ingen nemlig betvivler, at prinsessen er vor kødelige frænke (Beatrices fader Filip var søn af Fredrik Rødskæg, der var fætter til Ottos fader Henrik Løve), besværger vi eder, at I ved eders sjæls salighed oprigtigt og uden at lade eder lokke eller skræmme enten af gunst eller frygt ville overveje, hvorledes vi os i denne sag haver at forholde. Thi om vi så skulle leve i seks tusind år, ville vi dog hellere altid forblive i ugift stand end knytte en forbindelse, som kunne medføre fare for vor sjæl. Ingen tage her hensyn til jomfruens glans, byrd, rigdom eller borge! Thi alt dette er slet intet i sammenligning med sjælens salighed. Alt hint har vi jo nok af; og når derhos de 350 borge deles imellem hende og hendes søstre som medarvinger, bliver der ikke kun lidet tilbage. Thi overlægge I nu, som sagt, sagen og give os et passeligt svar!« Da alle derfor ville gå ind i et andet rum for at pleje råd, sagde kongen til sin broder paltsgrev Henrik, som sad ved hans højre side:»Vi byder dig at tage plads her, på det at ingen ved din tilstedeværelse skal få mistanke eller betænkeligheder.« Efter langvarige overvejelser vendte de andre omsider tilbage og havde til ordfører valgt hertug Luppold af Avstrien, en såre veltalende og lærd mand, der henvendte følgende ord til kongen: »Herre konge! tækkes det eder at høre kardinalernes, prælaternes og fyrsternes svar?« »Jeg hører«, svarede kongen. »Så være det eders Højhed vitterligt,« vedblev hin, »at denne så talrige forsamling af kardinaler med fuldmagt fra hr. paven, høje prælater, fyrster og samtlige lærde mænd har besluttet at indgå til eder med en indtrængende anmodning om, at I til bedste for freden og støtte for Romerriget gunstigst ville tage den pågældende jomfru til eders hustru; og tillægge vi for at fjerne alle betænkeligheder den begæring, at I nådigst ville med rund hånd stifte to anselige munkeklostre. Vi skal ej heller heri undlade at stå eder bi ved rigeligt tilskud af midler og frivillige gaver til kirken; lige så lidt som præsterne og andre klerke af ringere stand ville undlade at fremme eders værk med messer og bønner«. Kongen svarede: »Ikke afviser vi et så sundt og godt råd af så betydelige mænd, men gør eders ord til vore. Thi lade man pigen kalde!« Da denne ærefuldt var indført af biskopperne og fyrsterne, stod kongen op fra sin trone og tog imod hende med en bøjning, som besvaredes af hende, hvorefter han fremdrog en ring, fæstede hende dermed for alles øjne, favnede og kyssede hende, bød hende tage plads imellem kardinalerne, som havde deres sæde lige overfor ham, og vendte sig til forsamlingen med de ord: »Se der eders dronning! Viser hende den pligtskyldige ære!« Fremdeles overdrog han til et særligt æresfølge det hverv med de største hædersbevisninger at ledsage hende og hendes søster til Brunesvik. Selv blev han der i landet og begyndte, efter at han havde gennemrejst disse egne, at indlede forhandlinger angående sin indvielse til kejser.

Om den herre kongens kroningsfærd

Efter salig Johannes døberens fest (St. Hansdag, d. 24 juni 1209) lod kongen en talrig besøgt rigsdag indvarsle til staden Avgusta. Her samledes alle landets fornemste mænd; og med dem plejede Otto hemmelig råd for under deres medvirkning hæderligt til ære og pris for Teutonerne at modtage kejserindsigningen. Til den ende afgik en overordentlig stor sendefærd både af prælater og fyrster og i det hele taget alle, der sad inde med kongelige forleninger, nemlig ærkebiskopperne af Treveri og Magdeburg (Albert), biskopperne af Erbipolis (Otto), Argentina, Spiral (Konrad), den sidste tillige kansler, biskopperne af Wormatia (Lupold.), Basilea, Konstantia, Patavium, Chuore (Rejner), Avgusta, Eusteth (Hartvig), Praga (Daniel II Milicius) og Olmoth (Robert) og abbederne af Augya, St. Gallen (Udalrik), Kempte (Rudolf), Wiscenburk, Selse, Pruma og Efpterna. Til disse sluttede sig følgende fyrster: hertugen af Bavarien, Lutringe, Ceringe, Karintien (Bernhard) og Mereren (der synes at menes markgreven af Mähren (Moravia) og ikke hertug Otto af Meran) og et meget stort antal markgrever og grever. De øvrige blev tilbage, men forstrakte kongen på hans færd med overordentlig store summer; således begyndte han omkring tiden for den salige jomfrus himmelfart (d. 15. august 1209) at overskride Alpernes toppe; og efter at han havde forladt den by, som efter floden simpelthen blev benævnt t'Ynsbrugge (Innsbruk har sit navn af Inn), nåede han lykkelig til Brixia, hvor floden Athasis mødte ham; og igennem dennes dalstrøg kom han til Tarentum (der menes Trident). Efter at have forladt den kom han til et trangt bjergpas, der kaldes Veronenserpasset, hvor der ligger en såre fast borg, som fra ældgammel tid bærer navn af Hildebrands by. Den er så anselig, at den var det stærkeste skjold og værn for de tapre mænd, der i lang tid havde fejdet på indbyggerne i Verona og i ikke ringe grad forulempet dem. Ved kongens komme overgav de ham borgen, hvorfra de såre vældig havde behersket hele landet; men Veronenserne tog endda ikke i betænkning at anfalde borgmændene og fornærmede derved kongen. Dog blev de siden påny tagne til nåde imod udbetalingen af mange tusind mark. Kongen fortsatte sin færd og fik en glimrende modtagelse af indbyggerne i Mantua og Kremona, disse byer, som digteren omtaler, hvor han siger: »Mantua nabo ak, til jammerstaden Kremona«. Efter hans overgang over Padus modtog indbyggerne i Parma og Pontremuli ham ligeledes med glæde. Ej heller unddrog indbyggerne af Mediolanum, Genua, Luca og andre byer sig men overgav med jubel deres byer til ham og hædrede ham med en overstrømmende mængde gaver og skatte. En tidlang stansede han der og ordnede mange ting i byerne. Derefter kom han igennem en stor stad, som på landets sprog hedder Synis (Siena). Her opholdt han sig nogle dage og kom derpå til den by, hvor den salige Kristine led martyrdøden, og som efter hende bærer navnet hellig Kristines kær. Derfra drog han videre frem og kom til Bytervus, hvor apostelherren Innocents kom ham i møde med megen højtidelighed og et stort følge af klerke og lægfolk. Men den fryd og hjertensglæde, som dette møde voldte begge, de mange omfavnelser og kys, hvormed de modtog hinanden, og de overstrømmende glædestårer, som ingen af dem kunne tilbageholde, alt dette er min pen for ringe til at skildre.

Om kejserindvielsen

Salig Mikaels fest holdtes det år på en tirsdag, og på den følgende fredag kom hr. kongen til salig Petri tærskel for med stor andagt at bede til guds hellige apostler og derhos på alle måder hædre den kongelige stad. I sit følge havde han også seks tusind brynjeklædte foruden armbrystskytter og en talløs hær af prælater og fyrster. På den, som sagt, efter salig Mikaels fest følgende søndag, opstod der imidlertid ved St. Peterskirkens trappe en så svar trængsel af dem, som strømmede til og fra, at vejen til kirkens forhal helt spærredes for processionen; men kongens gavmilde hånd udstrøede sølvpenge i så stor fylde, at man dog omsider med nød og næppe nåede op ad trinene. Heller ikke skortede det på tjenere, som med lanser og stokke afværgede opløb; og således indviedes og kronedes hr. kejseren på søndagen »Giv fred, Herre!« under stor fred, fryd og ro; og alle de tilstedeværende var glade og sang: »Fred os vorde ved din kraft!« Og eftersom han stedse med største nidkærhed har higet efter freden, er det vort håb, at gud til hans trøst vil skænke ham lykke til at befordre fred og enighed i kirken, som så længe har været udsat for rystelser. Da gudstjenesten var til ende, indbød den herre paven fromt og høflig kejseren til et gæstebud; men hr. kejseren formåede ham ved de mest indtrængende bønner til at gøre sig selskab; og da man nu ville stige til hest, greb kejseren, ihukommende den ærefrygt, som han var apostlerne og deres troende, og ærværdige stedtræder, pave Innocents, skyldig, ærbødig dennes stigbøjle; og således kom man til gæstehallen, hvor kejseren med storartet gæstfrihed overflødigen beværtede både rige og fattige. Heller ikke skal det her forbigås, at den for Brema udvalgte ærkebiskop Waldemar, fattig og fredløs, med al iver og nidkærhed uafbrudt ved de mellemmænd, som han kunne få dertil, og selv personlig bankede på den apostoliske miskundheds dør, den, som lukker til og ingen lukker op, og lukker op og ingen lukker til, og som har for skik at forlade synder halvfjerdsindstyve gange syv gange, idet han angrede al sin synd og ulydighed og lovede at gøre den god igen ved ethvert sonemiddel. Men da sagen var mangefold indviklet, er der i dette anliggende intet blevet afgjort uden det, at han har fået tilladelse til at holde messe i bispeskrud overalt undtagen i Bremerkirken.

Navnehjælp

Abbedierne Kempten, St Gallen og Reichenau må søges i nærheden af Kostnitz og Bodensøen - Adelbert (Albert I Bjørn) markgreve af Brandenburg - Adelhejdis Adolf Ill's anden hustru - Adelhejdis Bernhard III af Ratzeburgs og siden Adolf af Dassels (Dasles) hustru - Adolf af Dassel (Dasle) Adolf UI's frænde greve af Ratzeburg - Adolf II af Schaumburg) greve af Nordalbingien - nepos der egentlig betyder broder eller søstersøn (neveu) bruges også om kødelig frænde overhoved - Andernopolis, Andropolis = Adrianopel - Adtile = Etzilburg ved Ofen - Agrippina = Kolonia= Køln - Ahir = El Arish fordums Kiurkorura en lille by ved Ægyptens bæks udløb i Middelhavet - Akkaron Ak(k)on = Akre (Ptolemais) i Syrien - Aksar (Akseraj) se Axarat - Akvisgranum = Aken - Alamanner = Tyskere specielt sydtyskere (imellem Rhinen - Donau og Main - Alapia = Aleppo - Adelbert = Albert biskop i Riga - Albert = domprovst siden ærkebiskop i Magdeburg - Albia = Elben - Aldenburg, Aldenburk = Oldenburg i Frisien - Altenburg ved floden Pieisse, som falder i Såle - Alexandria = Alessandria i det majlandske i Ægypten - Alexius provst i Hildeburgeroth - Alfeus 0 = flod der udspringer i Arkadien - Airemund = Hallermund forhenværende borg ved mundingen af floden Aller der i nærheden af Verden falder i Weser -Anagnia = Anagni by i Campagna di Roma - Anahalt, Hanahalt = Anhalt - Andreas Suneson ærkebiskop i Lund - Andropolis = Adrianopel - Anglien = England - Anglikeren = Englænderen - Anikke = Aniko ved Hellespont - Ansehelm (Anselm) provst til St Cyriakus i Brunsvig Anselm præst - Arethusa kilde på Sicilien - Argentina = Straszburg - Arnsberg sydvest for Paderborn - Athanasius kirkefader - Athasis = floden Etsch - Augya (Augia dives) abbediet Reichenau i Svaben - Avense = Avesnes i Artois - Averne = Navarra - Avgusta (Vindelicorum) = Augsburg - Avgusta Svessionum = Soissons - Avrelianum = Orleans - Avstrien = Østrig - Axarat = Aksar (Akseraj) stad i Cilicien - Babilon Babylon Babylonia = Babylon fællesnavn for flere byer ved Eufrat og Nilen - Baldewin Balduin ærkebiskop i Bremen - Baldewin konge i Jerusalem - Baldewin greve af Flandern og Hennegov, senere kejser i Konstantinopel - Barbarerhøjen = Mons Barbarus - Bardewik ligger nord for Lüneburg - Barsith Baruth Berith = Beirut i Syrien - Basilea Basilea Basilia = Basel - Bauwarien Bavarien Bawarien = Bajern - Bawarer = Bajrer - Bavenberg Bavenberk = Bamberg - Beatrice, Filip af Svabens datter, Otto IV's hustru - Benedikt(us) er stifter af Benediktinerordenen født i Nursia i Umbrien - Berenward biskop af Hildesheim - Bergherstorp = Bergedorf er en by i det nu stæderne Hamburg og Lybek i fælles tilhørende amt - Bernhard I greve af Ratzeburg - Bernard greve af Anhalt sidenhen hertug af Saxen ,Albert Bjørns søn - Bernard greve af Lippe - Bernard greve af Wölpe (Wilpe, Wilepe, Wilipia) - Bernard greve af Oldenburg - Bernard biskop af Paderborn - Bernard af Horstmar - Berno biskop af Sverin - Berno biskop af Hildesheim - Berthold udvalgt ærkebiskop for Bremen senere biskop i Metz men atter fordreven derfra - Berthold biskop i Riga - Berno hertug af Zähringen - Blandensile (Baldensele) formodentlig Gross-Bollensen i kirkesognet Nettelcamp i det Lüneburgske - Blanken(e)burg ved Halberstadt - Blezæ = Blois - Bodoviner = Beduiner - Bodwide = landsbyen Bode i det Lüneburgske - Boëmer = Bøhmer - Boémerwald = Bøhmerwald - Boémien = Bøhmen - Bolonia = Bologna - Bunna = Bonn - Borvin Borwin Burvin Burwin (Henrik) Pribizlavs søn - Boyceneburg = Boitzenburg i grevskabet Sverin østlig for Lauenburg - Brabantia Brabantia Brabantien =Brabant - Brandenburk = Brandenburg - Brandiz (Branitschowa Branitzevo) en ved Donau ikke langt østen for Moravas munding liggende by - Bredenvelde = Breitenfelde kirkeby i det Møllnske - Bredenvelde = Breitenfelde - Brema = Bremen - Brixia (Brixina) = Brixen by og bispesæde i Tyrol - Brosle = Brüssel - Brunesvicenserne, Brunesvikerne = Brunsvigerne - Brunesvik Bruneswik = Bruns - Bruno provst i Bonn siden ærkebiskop i Køln - Brunward dekan siden biskop i Sverin - Bugckeslav Buggezlav Bukezlav hertug i Pomern - Bulgerewalt = Bulgarerskoven - Burchard domprovst og udvalgt ærkebiskop for Bremen - Burkard biskop - Burktorp = Burgdorf landsby mellem Goslar og Wolfenbüttel - Busserentinum = Bostra (Bosseret) by i det stenede Arabien -Bytervus = Viterbo by og bispesæde i den forrige pavestat - Boémien Boemer Boémerwald = Bøhmen Bøhmer Bøhmerwald - Cameracum = Cambray i Flandern - Kaprea = Capri - Cas(s)ino Monte = Kassinerbjerget - Celestinus = pave Cölestin III - Ceringe = Zähringen i Breisgau i det Svabiske - Kampanien = Champagne - Karibdis = Charybdis - Chayr = Kairo - Chuore = Chur i Rhætien (Graubünden) - Circipanerne (Tschrespjenjaner) et af Wilzernes ved Peenefloden boende folkeslag - Cisnenserne = indbyggerne i Zeiz sydvest for markgrevskabet Meissen - Clarumont = Clermont - Clusa Veronensium (Chiusa di Verona Bernerklause) bjergpas på vejen mellem Verona og Roveredo - Cyncius Cynthius (Centius) kardinal - Cyrillus patriark i Alexandrien - Dacien, Danien = Danmark - Danerne = de Danske - Dangkrad = Tankred -Dannenberghe Dannenberk = Danneberg slot stad og grevskab i det Luneburgske - Danubius, Danubius = Donau - Dasle = Dassel ved Weser øst for Paderborn - Decius var romersk kejser og kristenforfølger - Dedalus = Dædalus - Demmin se Dymin - Deutzer (af Deutz en by ved Rhinen lige overfor Køln - Thetmarsien = Ditmarsken - Thetmarser = Ditmarsker - Durbert = Thorbern - Duseburk = Duisburg mellem Køln og Wesel i hertugdømmet Cleve - Dymin = Demmin by i Forpomern på grænserne af Meklenburg ved floden Peene - Dædalus se Dedalus- Efpterna = Epternach (Echternach) i Luxemburg nv for Trier - Egbert markgreve af Mejssen - Egdora = Ejderen - Egere = Eger i Bøhmen - Eggo af Sture = Egko af Sturgia - Elevangen = Ellewangen i Svaben nordvest for Augsburg - Emelrik = Amalrik konge i Jerusalem - Eraklia (Rakilej) nu Erekli eller Eregli ved floden Halys - Eraklius = Heraklius kejser i det østromerske rige Erbipolis = Wurtzburg - Erpisfordia = Erfurt - Ert(h)eneburg Ertheneburk =Artlenburg lidt vestlig for Lauenburg på sydsiden af Elben - Eskil ærkebiskop i Lund siden munk i Clairvaux - Ethelo provst ved hovedkirken i Lybek - Etziho = Itzeho - Eusteth = Eichstädt i Bajern nordlig for Augsburg vestlig for Regensburg - Everhard ærkebiskop af Saltzburg Evermod biskop af Ratzeburg - Fanum = Fano ved bugten ved Venedig Farao FerreusMons - Feton = Faeton - Filip biskop af Ratzeburg - Filip ærkebiskop af Køln - Foba (Faba la Féve) en stærk borg imellem Sebaste (Samaria) og Nazareth - Frankenevorde = Frankfurt am Main - Frankerkongen = kongen af Frankrig - Frankien = Frankrig - Frankonere = Franker - Frankonien = Franken i Tyskland (gennemstrømmes af floden Main) - Frederik Friderik Fritherik = Frederik Rødskæg (Barbarossa) - Friderik = Frederik - Frisien = Frisland - Frisugge = Frisinge (muligvis Freisinge øst for Augsburg)- Gallien = Frankrig - Gamme flod (GI. og NyGamme nu to af de såkaldte Vierlande som i fællesskab tilhøre Hamborg og Lybek - Gedeon = Gideon - Geilenhusen = Gelnhausen i nærheden af Hanau - Gelrem = Geldern - Gerard af Querfurt vicedominus i Straszburg - Gereon St (Gereonskirken i Køln) - Germanien = Tyskland - Germanus St (St Germano) ved foden af Monte Cassino - Germar, Geromar Jeromar fyrste af Rygen - Gero biskop i Halberstadt - Gert(h)rudis Henrik Løves moder markgrevinde af Meissen - Gladebrugge (Gladebrugge) st og L i det Segebergske -Godebusz = Gadebusch i Meklenburg - Godefrid = Gotfred af Bouillon - Godefrid provst biskop i Wurtzburg - Golyas = Goliat - Gorieswerther (navnet genfindes i Griesenwerder) Elbøer mellem Hamburg og Harburg - Goslar(ia) by i det Brunsvigske - Goslarierne = indbyggerne i Goslar - Gran, Grane = Gran ungarsk biflod til Donav og den efter floden opkaldte stad (og borg) - Grekien = Grækenland - Gulike = Julich vestlig for Køln - Guncelin Gunzelin greve af Sveson - Gutdrak vendisk gud - Gybel = Dschabala (Djebel) - Gyganterne = Giganterne - Haldeslef = Neu Haldensleben i nærheden af Magdeburg I Halle by ved floden Såle - Halremunt = Hallermund grevskab imellem Hannover og Hameln Leine og Weser - Halstera = floden Alster der udspringer i Stormarn ved Hamburg breder sig til en sø og derefter forener sig med Elben - Halverstad = Halberstadt sv for Magdeburg Hamburg Hamenburg Hammemburg Hammemburk Hammenburk - Hammemburg, Hamenburg, Hammemburk = Hamburg - Hammemburgerne = Hamburgerne - Hanahalt = Anhalt - Harlungenberk Harlunkberghe (Harlungenberg siden kaldt Harlingsberg lå ved klostret Woeltingerode i Hildesheim stift - Hartbert provst siden biskop i Hildesheim - Hartesberk Hartesburg Hartesburk = Hartzberg Hartzburg (Hartzen) - Hart(h)vig Hart(h)vik Hart(h)wig Hart(h)wik ærkebiskop i Bremen - Havelberg by i Altmark (det Brandenburgske) ligger som en midt i floden Havel kort før denne falder i Elben - Helena den skønne Helene den danske konge Knud VI´s søster - Helmold præst i Bosau - Helmold greve af Sverin - Helyas = profeten Elias -  Henmeko = Emeko af Nemerowe - Henrik …dem er der mange af i teksten - Herenburk = Herrenburg imellem Lybek og Ratzeburg - Herman(n) greve af Ravensberg - Herman(n) af Störtenbüttel - Herman(n) landgreve af Thuringen - Herman(n) greve af Hartsburg - Hersveld = Hersfeld nordlig for Fulda - Hertesberk = Hertzberg ikke langt fra Osterode (i nærheden af Goslar) - Heymburg = Heimburg ved Blankenburg - Hidesaker = Hitzacker i det Luneburgske ved Elben - Hildebrand Hildeburgeroth (nu Roda Hildeburgerode eller Kloster Rode) i grevskabet Mansfeld - Hildensem = Hildesheim - Hilseneburk i det Wolfenbülttelske? - Holsatere Holtsatere Holzatere = Holster (Holstenere) - Holsatien, Holtsatien = Holsten - Honroth = Hohnrode i det Schaumburgske - Hopelberg ved Halberstadt - Horlemunde = Orlamünde i det Altenburgske - Horneburg ved floden Ilse i det Halberstadtske - Horstmere = Horstmar i Münster stift (Steinhorst amt) - Hospitaliter Hospitalsbrødre = Johanniter en gejstlig ridderorden - Hugesburk = klostret Huysburg ved Halberstadt Hugo (Hugolinus) kardinalbiskop af Ostia greve af St Paul - Hunerne = Hunnerne - Hyrene = St. Irene - Jadera = Zara i Dalmatien - Jakob af Avesnes - Janua = Genua - Iherikowe = Jericho i det Magdeburgske ved Elben - Ikarisks = Ykarisk - Ikarus = Ykarus - Ikonium (Konjeh) = Kunin og Ykonium - Jovinianum = Giovenazzo i Terra di Bari (i det tidligere kongerige Neapel) - Iscla = Ischia ø ved indløbet til bugten ved Neapel - Ismila = Ismil der angives at være navn på en bæk og en plads mellem Aktscha Schehr og Konjeh (Ikonium) - Jubeleth = Dschabala - Jutien = Jylland - Kajanum = Gaéta - Kampanien = Champagne - Kannæ (Canne ved floden Ofante i Terra di Bari i det tidligere kongerige Neapel) - Kantelberg = Canterbury - Kanutus = Knud VI - Kaprea = Capri ved det sydlige indløb til bugten ved Neapel - Karibdis = Charybdis (Calofaro) malstrøm i strædet ved Sicilien - Karinthien = Kärnthen - Kassinerbjerget = Monte Kas(s)ino i Terra di Lavoro i det tidligere kongerige Neapel - Kazamar fyrste i Pommern - Kempte = Kempten i Svaben - Kevena = Kloster Zeven ijnærheden af Bremen - Klarevallis = Clairvaux - Kleve = Cleve i det Lubekske - Koldiz (Kolditz) by i det Leipzigske ved Mulde biflod til Elben - Kolonia = Køln- Kolonieren Kolonierne = Kølneren Kølnerne - Konfluentia = Coblentz som ligger på det sted hvor Mosel falder i Rhinen - Kono abbed i Ellevangen Konrad I biskop i Lybek - Konrad er der en del af - Konstantia = Costnitz -Korbeja = klostret Ny Corvej j i Westfalen - Kosdroé (Chosroés II konge af Persien - Kristian ærkebiskop af Maintz - Krysostomus Johannes patriark i Konstantinopel taler og skribent - Kunin = Ikonium (Konjeh) i oldtiden hovedstad i den lilleasiatiske provins Lykaonien i Middelalderen, og var fra det 11-13 århundrede midtpunkt for det seldschukiske sultanat - Kuninghes Northusen = Nordhausen i det Thuringske - Kvarentena = Kvarantania en del af Efraims bjergland - Kvernhamele = Hameln ved Weser sydøst for Minden - Kvidelingenburg = Øuedlinburg sydøost for Halberstadt - Landesberg Landesberk = Landsberg ikke langt fra Halle - Leo kardinalpresbyter for hellig Korseskirke i Jerusalem - Leo kardinalbiskop af Sabina - Lewenburg = Lauenburg i det Halberstadtske - Leviat(h)an (krokodillen) brugt om Satan - Libien = Libyen - Lichtenberg Lichtenberk Liechtenberk af hvilken borg der i det Brunsvig-Wolfenbüttelske endnu findes ruiner - Lifland = Livonien - Liflændere = Livoner(e) - Lilibeum (Lilybæum) det vestligste af Siciliens forbjerge (nu Cap Boéo) - Limbere = Limmer i nærheden af Hannover og Hildesheim ved floden Leine - Lintburk = Limburg Lippe grevskab i det Westfalske - Lisnic = Leisznig by i det Leipzigske ved Mulde - Lodewig Lodewik Lothewig Lothewik = landgrev Ludvig af Thüringen - Lombarderne = Longobarderne i Lombardiet - Louenburg, Lovenburg, Lowenburg, Lovenburk = Lauenburg ved Elben - Lutringe = Lothringen - Louenburgerne Lowenburgerne = Lauenburgerne - Lubeka Lubeke Lubika Lubike Lyubeka Lyubeke Lyubika = Lybek -Lubeker Lubiker = Lybeker - Luca = Lucca nordøst for Pisa - Lucedium i markgrevskabet Montferrat - Luder var søn af Henrik Løve - Ludolf greve broder til grev Wilbrand af Hallermund - Ludolf ærkebiskop af Magdeburg - Ludovik (Ludvig) hertug af Bajern - Lugdunum = Lyon - Lukka = Lockum i det Calenbergske (Brunsvigske) - Lukowe = Luchow i Nærheden af Danneberg - Luppold hertug af Østrig - Lusice = Lausitz - Lutringe = Lothringen - Lymbork = Limburg - Magnopolis = Meklenburg forhenværende storstad i nærheden af Wismar indtil 1170 bispesæde - Maguntia Moguntia = Maintz - Majland, Mediolanum = Milano- Maktildis Mektildis Henrik Løves anden hustru - Managold biskop af Passau - Manoë = Emanuel I Comnenus - Mauricius var efter sagnet høvding for den såkaldte thebanske legion der led martyrdøden under Maximianus d. 22 september 270 - Markrad Holsternes statholder - Mavmeth = Muhamed - Mavricius greve af Oldenburg - Medyen = Medien - Mejn(n)ard kanik i Segeberg siden biskop i Yxkyll (Liflands apostel) - Mektildis en naturlig datter af Henrik Løve og gift med Burvin - Meregart (Margath eller Markab) i den nordlige del af grevskabet Tripolis i Syrien - Mereren = Måhren - Mersburg = Merseburg i Svaben ved Bodensøen - Mesenburg = Wieselburg (Mosony) sydøst for Presburg - Metæ = Metz i Lothringen - Milo = Malek fyrste i Cilicien eller Armenien havde skønt kristen forbundet sig med Saracenerne imod sine trosfæller - Misna = Meissen markgrevskab mellem Bøhmen og Lausitz - Misnenserne = indbyggerne i Meissen - Mitilena hovedstad på øen Lesbos af Arnold forvekslet med Melite |Malta) - Moguntieren = Maintzeren - Mogus = Main biflod til Rhinen -Monasterium = Munster i Westfalen - Mone = Møn - Montisferran = Montferrat forhenværende markgrevskab i Norditalien - Morimunde Cistercienserabbedi i Champagne - Mosella = Mosel biflod til Rhinen - Mutina = Modena - Mykahel = ærkeenglen Mikael - Nabuchodonoser = Nebukadnesar - Neapolis = Neapel - Nemore = Nemerorowe i det Mecklenburgske - Nicea = Nissa (Nisch) i Serbien - Niklot Nyklot Wertizlaws søn - Nikolaust = Niklot - Nordalbingien i videre forstand hele det nuværende Holsten indbefattende både Holtsatien, Stormarn, Ditmarsken og Vagrien - Northwegien = Norge - Northusen (Kuninghes) = Nordhausen i det Thuringske - Nuenburg = Kloster Neuburg ved Donav - Nykodemus = Nikodemus - Obotriter = Venderne i det Meklenburgske - Odaker (Ottocar) = Primislaus II af Bøhmen - Odelrik biskop i Halberstadt - Oder Odera = Oderfloden - Ohterekishusen = Ichtershausen i Thüringen - Olimpus = bjerget Olymp i Thessalien - Olmoth = Olmütz i Mähren - Osenbrugghe = Osnabruck i Vestfalen - Osterike = Østrig - Otho = Otto, dem er der en del af - Ottonerne = de tre saksiske kejsere af navnet Otto - Pachinnum det sydligste forbjerg på Sicilien (Cap Passaro) -  Padus = Pofloden - Panteleon = Pantellaria, øst i nærheden af Maltha - Papyenserne = indbyggerne i Pavia - Parisii, Parisium = Paris - Parnas bjerg i landskabet Fokis i Grækenland - Patavium = Passau i det Bajerske - Pathelburn = Paderborn i Westfalen - Paul St = St Pol i Artois- Pejnna = Peina i det Hildesheimske - Pelorum Siciliens østligste forbjerg (Capo di Faro) - Persyen = Persien - Pesavrium = Pisavrum nu Pesaro - Petrus = Peter - Pfalz ved Rhinen tildels det nuværende Rhinbajern - Piktavia = Poitou - Plisne = Altenburg ved floden Pleisse - Plone Plune = Pløn - Plosceke = Polozk ved Duna - Poitou se Piktavia - Polaber = de vendiske indbyggere i det Lauenburgske (Ratzeburglandet) - Poloner = Polakker - Polonien = Polen - Polozk se Plosceke - Pomeranere = de vendiske beboere af Pomern - Pontremoli sydvest for Parma - Poppenburk = Poppenburg i det Hildesheimske ved floden Leine - Praga = Prag - Preneste = Præneste ved Rom - Pribizlav(us) Wertizlavs broder - Pruma = abbediet Prum i Trier stift - Qverenvorde = Querfurt på grænserne af Thüringen - Qvidelinburg = Kvidelingenburg - Racesburg Racesburk = Ratzeburg - Radger stormester for Johanniterne - Raner Rugianer = beboer af øen Rygen - Ranzivelth = Rensefeld i det Lybekske - Ratekowe = Ratkau kirkeby i nærheden af Gammel-Lybek - Ratibor var Pomeranerfyrste - Ratisbøna Ratispona = Regensburg - Ratkau = Ratekowe - Ravenelle ved det nuværende kloster Ravanitza hvor Ravana eller Ravanitzafloden falder i Morava kaldes nu Tjuprija - Ravenesberg = Ravensberg i det Vestfalske - Regimund greve af Tripolis (i Syrien) - Rejnoldesburk = Rendsborg - Remi = Rheims - Reynevelde = Reinfeld i nærheden af Lybek -Rhegenestein = Regenstein ved Blankenburg - R(h)enus = Rhinen - Riczhard Ryzhard = Rikard Løvehjerte - Rieden (Rheda) i Vestfalen - Rikenza Henrik Løves datter - Roden, Rothe, Rothen = borgen Rode (Lauenrode) der lå lige overfor byen Hannover - Rodulf biskop af Verden - Rucien = Rusland - Ruthenere = Russer - Sabaoth = Zebaoth - Salceburg = Saltzburg - Saxonien = hertugdømmet Saksen der i middelalderen indbefattede en stor del af Nordtyskland - Saydaneja = Sajdanaja - Scleswik Slesvik Sleswik = Slesvig - Selse = Seltz i Nedrepfalz ved Rhinen på grænsen af Elsasz - Sygeberk = Segeberg - Sifrid Syfrid ærkebiskop i Bremen - Sigebodo abbed i Riddagshausen - Sikulere = Sicilianere - Simeonshavn = Portus Soldini nu Soldu el Souwadia - Simon greve af Tecklenburg - Skania Skonia Skonien = Skåne - Skilla = Scylla klippe i strædet ved Sicilien - Skonia Skania Skonien = Skåne - Skovenburk Skowenburg Skowenburk = grevskabet Schaumburg i Vestfalen - Slankemunt = Salankemen by i Ungarn ved Donau omtrent lige nord for Belgrad - Sora = Sorø - Sosatia = Soést i det Vestfalske - Sowa = Savfloden - Spira = Speier - Stade, Stadium en by (og et grevskab) ved floden Schwinge der i straks efter at have passeret den falder i Elben (byen ligger vest for Elben omtrent lige overfor Altona) - Stadierne = indbyggerne i Stade - Stampæ (Stampis) = Etampes (i Isle de France sydvest for Paris) - Stefan St den første kristne martyr - Stilnowe = Stellau kirkeby i nærheden af Itzeho - Stire = Steier i det Østrigske (sydøst for Linz) - Stubbekesthorp = Stubbendorf mellem Oldeslo og Lybek - Sture Sturgia (Stuhr i det Delmenhorstske?) - Sturmarierne = beboerne af Sturmarn Stormarn en del af Nordalbingien (Sturmarn betyder egentlig marsklandet ved Stør biflod til Elben - Sturthenebuthle = Stortenbuttel i det Lüneburgske - Sulmo by i Abruzzo i det tidligere kongerige Neapel - Surs = Tyrus - Svalenberg ved Weser øst for Paderborn - Svecien = Sverig - Sveno (Svend Grathe) - Svever(e) = Svabere beboerne af Svaben - Svevien = Svaben (tidligere Alemannien) hertugdømme i det sydvestlige Tyskland (Siden samlede Würtemberg det meste af Svaben under sig) - Sybrandestorp = Sibberstorf i det Eutinske - Sydon = Sidon - Sydonierne = Sidonierne - Syffrid af Eppstein ærkebiskop af Maintz - Synis = Siena Syon (Sion) - Syragia = Syrakus - Tankrad = Tankred - Tavrominum = Taormina imellem Messina og Catania - Tekeneburg Tekeneburk = Tecklenburg i det Vestfalske - Tempelherrer = en gejstlig ridderorden - Teutonien = Tyskland - Theodorik markgreve af Meissen - Thetmarser Thietmarcer = Ditmarsker - Thetmarsien Thietmarcien Thietmarsien = Ditmarsken - Thiderik abbed af Hilseneburk - Thomas Becket ærkebiskop af Canterbury (kanoniseret) - Thorut i nærheden af Tyrus - Thuringia Thuringien = Thuringen Thuringien se Thuringia - Thyle = Thule - Todeslo = Oldeslo - Torsult = Tarsus i Cilicien - Tortun = Tarsus i Cilicien - Toskana se Tuskien - Trajektum = Utrekt - Tralowe = Tralau i Oldeslo sogn - Travena Travene = Travefloden - Treca = Troyes i Champagne - Treverenserne = indbyggerne i Trier - Treveri = Trier - Treverisk = Triersk - Tribuses = Triebsees i Pomern ikke langt fra grænsen af Meklenburg - Trypolis = Tripoli(s) på Syriens kyst - Turkerne = Tyrkerne - Turkorien = Tyrkiet - Tuskien = Toskana - Tuskulanum = Tusculum (Frescati i Campagna di Roma) - Tytis =Titus (Vespasianus) almindeligvis kaldt med navnet Titus alene indtog Jerusalem da hans fader Titus Flavius Sabinus Vespasianus havde måttet forlade belejringshæren for at bestige tronen i Rom. Sønnen fulgte siden faderen regeringen - Utine = Eutin - Wagirere = beboerne af Vagrien - Wagrien den østlige af Slaver oprindelig beboede del af det nuværende Holsten (Nordalbingien) - Waldenberk = Waldenberg imellem Hildesheim og Bockenem der ligger sydøst for Hildesheim - Walkenrede = Walkenried i det Thüringen - Waltingerode = Woltingerode ved Goslar - Warsikowe = Waschow i det Meklenburgske - Wassenberk = Wassenberg i det Jülichske - Wene = Wien - Veneter = Venetianer - Venetiæ = Venedig - Verden sydøst for Bremen - Veronenserpasset = Clusa Veronensium - Wertin = Werden i det Vestfalske ved Roer (Ruhr) biflod til Rhinen - Westfalien = Vestfalen - Wido = Guy de Lusignan konge Jerusalem - Widelungesbach, Wittelsbach = Wittelsback i Bajern - Wittenburk = Wittenburg grevskabet Sverin - Wokenize = Wackenitzfloden ved Lubek - Wolgost = Wolgast i Forpommern - Volrad søn af grev Bernhard I af Ratzeburg - Wormatia = Worms - Vulfelesbotele = Wolfenbuttel - Vulkanus = Vulcano en af de lipariske øer nord for Sicilien - Ykonium = Ikonium - Ylowei = Ilowe (Ilinburg) i Meklenburg-Sverin - Ysfrid = Isfrid provst i Jericho derefter biskop i Ratzeburg - Yso = Iso biskop af Verden- Ytalien = Italien - Zwartowe = Schwartau biflod til Trave

Webmaster