Forord

Et årstid før aktieselskabet Atlas 50 års jubilæum blev det besluttet, at der på selve jubilæumsdagen skulle foreligge et historisk arbejde, som berettede om firmaet gennem det første halve århundrede. Ved 25 års jubilæet den 1. januar 1924 havde man udgivet et skrift om de første 25 år. Det var udarbejdet af daværende direktør H. Martens og blev trykt hos Egmont H. Petersen under medvirken af civilingeniør V. Marstrand.

Den rådende papirmangel i forbindelse med andre praktiske forhold medførte imidlertid, at bestyrelsen ved 50 års jubilæet ikke ønskede den nye historiske redegørelse trykt, og dette kunne ikke undgå at påvirke arbejdet. Havde man nemlig besluttet sig til at udgive Atlas historie gennem de 50 år, havde man ved udarbejdelsen af manuskriptet måttet tage hensyn hertil, f.eks. ved at udelade en del detailler, som måtte skønnes at være uden interesse for en større læserkreds. Men da det nu forholdt sig sådan, at manuskriptet i første række skulle benyttes til internt brug, kunne forfatteren med det samme udelukke ethvert hensyn til arbejdets propagadamæssige værdi og kunne koncentrere sig om de historiske fakta, som Atlas egne folk nu og i fremtiden måtte have interesse af at erfare.

For så vidt kan man da sige, at opgaven blev betydeligt mere tilfredsstillende. Det var således muligt i videre udstrækning, end det ellers havde kunnet lade sig gøre, at dvæle ved (omend kortere) skildringer af de personer, som har spillet fremtrædende roller indenfor selskabet og at forsøge gennem den glidende strøm af historiske kendsgerninger samtidig at skildre tidernes og forholdenes skiften for på denne måde at bibringe læseren et indtryk af den baggrund, på hvilken de forskellige begivenheder - store og små - har fundet sted.

Manuskriptet er således blevet af den art, at det ikke vil egne sig for offentliggørelsen men nok kan tages i anvendelse som kildeskrift, dersom man senere måtte ønske et trykt arbejde om aktieselskabets historie. Forfatteren har forsøgt at se uhildet på de mange mennesker og begivenheder, som tilsammen skabte Atlas' historie gennem de 50 år. Det har været ham umuligt at betragte firmaets udvikling som et blot og bart resultat af de skiftende tider og vilkår. Han har ikke kunnet undgå at konstatere (stik imod Karl Marx' teori !), i hvor høj grad det er menneskene, der skaber historien.. Men det må dertil siges, at menneskene vel på mange måder er præget af det tidsafsnit, i hvilket de lever og virker, og skildringen af f.eks. den første direktion (Schou, Vöhtz, Madsen) må derfor ikke opfattes som kritik. Sammenlignet med den nuværende kan den måske virke lidet fremsynet, mens forholdet jo er det, at den - for sin tid - var endog særdeles fremsynet og dristig. For 50 år siden var industrialismen endnu i konfirmationsalderen. Det var derfor kun naturligt, at Atlas mere blev et stort værksted end en fabrik (i ordets moderne betydning).

Ingen af de gamle direktører lever i dag. Det havde ellers været nærliggende at vedføje interviews med dem til belysning af den gamle tid. For imidlertid alligevel at stille det gamle op imod det nye, indrammes selve det historiske arbejde af to interviews, det første med en af de arbejdere, der var med ved Atlas start, det andet med en repræsentant for vor tids unge arbejdere. Gennem disse to samtaler håber forfatteren at have givet fremtidige læsere en mulighed for at forstå den uhyre forskel, der var mellem dengang og nu og dermed en forståelse af den udvikling, der er sket i dette tidsafsnit.

Ved udarbejdelsen af firmaets historie har en række kildeskrifter været til uvurderlig hjælp. Det gælder således bestyrelsesprotokollerne, Oscar Madsens dagbog, direktør H. Mortens; "Aktieselskabet Atlas. De første femogtyve år", direktør H. H. Mansa; "Atlas 1/1-1925 - 30/6-1945", direktør H. H. Mansa; "Atlas, slutningen 1944 til 31/12-1947", samme: "Atlas dampturbiner siden 1903"; samme: "A/S Atlas' forhistorie og tilblivelse" samt notater fra forskellige medarbejdere, artikler i en række blade (herunder firmaets eget tidsskrift) og mundtlige oplysninger fra direktion, funktionærer og arbejdere. Navnlig direktør H. H. Mansa har ydet værdifuld hjælp, for hvilken forfatteren siger tak. Charlottenlund, november 1948. Knud Meister.

Den gamle arbejder

Han siger "vi", når han taler om Atlas. Firmaet er hans. Dets medgang og modgang angår ham. Han er stolt over dets fine maskiner og føler, at han har andel i dem. Han vandrer rundt i støberiet med samme mine som en godsejer på sin jord. Se, her laver vi en smeltegryde til Bergsøe, siger han, og der ligger tørreovnene. I begyndelsen havde vi dem ovre i den anden ende af støberiet. Det var ikke praktisk. Albert Jensen blev født i 1872 på Lolland, og den 19. april 1896 blev han ansat hos Tuxen & Hammerich. Tuxen var en god mand, siger han, også overfor Vöhtz og Madsen. Han lod dem uddanne og sendte dem på rejse til England. Da Atlas blev startet, var Albert Jensen blandt de arbejdere, der blev opfordret til at flytte fra det gamle firma i Nakskov til det nye på Nørrebrogade i København. Det var støbemester Valdemar Hansen, der sagde det til mig. Vi fik fri flytning og rejse, og Vöhtz havde selv sørget for, at jeg fik en lejlighed i et nyt hus på Fasanvej. De sørgede godt for os, det gjorde de.

Albert Jensen var begyndt som smed, men var senere kommet til støberiet. Han skulle derfor arbejde i Atlas' støberi på grunden ved Hillerødgade, det samme sted hvor han arbejder i dag, og hvor han har lagt 50 arbejdsår. Men støberiet var en gammel tørvemose, som var groet til, fortæller han. Der blev lagt 75.000 læs fyld i. Da vi kom, var der en lille skråning fra muren, og derefter var der vand. Det var en fugtig omgang. Bunden var så våd, at vi først måtte støbe de store formkasser og vægtlodder i åbent sand, som vi havde tørret med blæselamper. Det hjalp lidt på det. Bortset fra det kan han ikke rent arbejdsmæssigt se nogen større forskel på dengang og nu. Men der er så mange andre forhold, der har ændret sig i Albert Jensens tid.

Støbemester Hansens største problem var at skaffe de rigtige folk. Sagen var, at snapsen var for billig dengang ! Den kostede 15 øre for halvanden pægl, og der var mange, som nemt drak deres to pægle om dagen. Flere af de folk, vi fik, var nogle der havde gjort sig umulige andre steder. I begyndelsen var støbemesteren jo nødt til at tage, hvad han kunne få, for at få arbejdet i gang, lidt efter lidt gled så de umulige ud. Men der var mange drukne folk imellem, og det var noget skidt, de lavede. De var heller ikke altid lige nemme at omgås. Men det bedrede sig efterhånden. Snapsen var for billig, alt, alt for billig!

Om sine egne vilkår fortæller den gamle smed: Vi begyndte at arbejde klokken 6 om morgenen. Så havde vi frokost fra klokken halv ni til ni og middag fra halv et til to, hvorpå vi arbejdede videre til klokken seks. Om det var hårdt ? Åh nej, man var jo ung dengang. Min løn var i begyndelsen 28 øre i timen. Det blev en 17-18 kroner om ugen. Jeg var 27 år gammel og gift. Vi måtte naturligvis slå af på fordringerne for at få pengene til at strække til. Men på den anden side fik vi noget for pengene dengang. Et 4 punds rugbrød kostede 19 øre, et pund smør en krones penge. Jeg gav 24 kroner 75 øre i husleje for tre værelser i et nybygget hus, og jeg betalte 3 kroner halvårligt i skat. En bajer kostede 10 øre og en fed norsk sild 4 øre. Sådan om sommeren kunne vi købe fem røgede sild for 13 øre, og vi fik et sæt tøj af de fineste engelske klæde for 50 kroner. Et par fedlæ'rs hægtestøvler kostede 9 kroner, en cigar 5 øre og et halvt pund melange af Clemmensens fra Nakskov 14 øre. Albert Jensen mindes de gamle direktører med al mulig venlighed. Svælget mellem direktør og arbejder var større dengang end nu, siger han, men det var flinke folk. Der var godt nok ikke noget med at gå til direktøren og beklage sig. Vi havde mesteren. Ham kunne vi tale med. Der var ingenting, der hed direkte forhandling. Heller ikke med Vöhtz og Madsen, men de var gode nok. Vöhtz så vi mest til. Han var en gevaldig jovial mand. Schou var også flink, men han havde desværre en dårlig hørelse og måtte gå med et hørerør. Der går så meget tabt for mig, sagde han engang til mig. Jo, de var flinke nok. Men svælget var der. Brød vi os ikke om forholdene, som de var, kunne vi gå vores vej.

Også arbejdet - ja, jeg mener ikke så meget mit personlige arbejde men fabrikkens virksomhed som sådan var forskelligt fra nu. Der var ikke den fart over det dengang. Men arbejdet blev lavet godt. Det blev rigtignok lavet godt. Folk fik tid til at lave det, og vi havde ikke de hjælpemidler i maskinkraft, som man nu har. Det gjorde vel også, at der var større agtelse for arbejdet og mere fornøjelse ved det. Når vi f.eks. skulle lave en kedel, blev pladerne først målt op og mærket af. Så blev hullerne locket på en lockemaskine, og når det var gjort, blev pladerne valset i hånden. Når rundstykkerne blev skudt sammen til den længde, kedlen skulle have, kom der samlingsbolte i, og det hele blev nittet. Albert Jensen tilføjer, næsten med beklagelses "her bliver aldrig nittet mere!" Vi lavede mange fine ting. Jeg kan huske svinghjulet til Maglemølle Papirfabriks dampmaskine. Det vejede 30.000 pund og blev støbt i halvparter. Det var et flot stykke arbejde. Tredve tusinde pund.

Personalepolitik var et ukendt begreb dengang, men dette synes dog nærmest at være sådan at forstå, at tilfredsheden kom indefra i stedet for at blive fabrikeret på samlebånd! når bare folk passede deres arbejde, behøvede de ikke at have nogen bekymringer, siger Albert Jensen. Når vi skulle have vores mad, sad vi og spiste på en kasse i støberiet. Der var ingen spisestuer dengang. Og der var heller ingen badeværelser. Vi fandt en gammel gryde eller købte en spand til en krone og brugte så det som vaskebaljer. Og vi havde et søm til vores tøj i stedet for en garderobe. Det gik lige så godt. Sådan var jo indstillingen dengang. "Vi kendte til nøjsomheden", siger han med et tonefald af stolthed.

Hvordan fik nu den unge Albert Jensen sin fritid til at gå? Hvad var hans hobby ? Han ser forbavset ud, da vi spørger ham. Fritid ? Jeg havde ingen fritid. Jeg har ikke haft en eneste fridag. Om morgenen ved 3-4 tiden, inden jeg gik på arbejde, lavede jeg cykler i min kælder. Og når jeg kom hjem og havde spist min aftensmad, gik jeg igen ned i kælderen og arbejdede med cyklerne, til jeg skulle i seng. Jeg lavede mange nye cykler og reparerede gamle. Sådan gik det i 37 år, indtil min kone døde, og jeg flyttede over på Langelandsvej, hvor jeg nu bor. Jeg havde ikke nogen fridage i de år. Og jeg har aldrig sat mine ben i et teater. Der har aldrig været råd til det, synes jeg. Han synes at have været godt tilfreds. "Der var ikke den misfornøjelse dengang", siger han. Det lykkedes Albert Jensen ved sin flid og sin nøjsomhed at spare 5000 kroner sammen. Han satte dem i en bank, som krakkede, og han mistede dem allesammen i eet nu.

Selskabets historie.

Aktieselskabet Atlas historie er, kan man sige, fortællingen om provinsdrengen, der kom til hovedstaden og blev en stor mand. Denne historie strækker sig kun over 50 år, men disse år lå i en tidsepoke, der har bragt større muligheder og en stærkere udvikling med sig end noget andet tidsafsnit, vi kender. Det har været en brydningernes tid, en periode præget af industrialismens fremmarch, af store omvæltninger på de økonomiske og sociale områder. Og først og fremmest en tid præget af to store krige. For at historien skal få sit rette perspektiv, må vi søge tilbage i provinsdrengens aneregister.

Vor historie begynder derfor i 1847, da Carl P. Lange grundlagde Godthåb Maskinfabrik og Jernstøberi i Nakskov. Til dette firma engageredes i 1871 J. P. E, Tuxen. Samme år var langes eneste søn, ingeniør Carl Lange afgået ved døden, og den gamle fabrikant var blevet hårdt ramt af dette personlige og store tab. Han havde håbet at se sønnen som leder af firmaet, og skuffelsen over, at dette ikke skete, slog ham ud. 5 år efter - i 1876 - trak han sig ud af virksomheden og flyttede derefter til Svendborg, hvor han fik part i sin fætters, J. P. Langes, jernstøberi. Godthåb blev overtaget af Tuxen i forbindelse med den senere folketingsmand og etatsråd ingeniør Holger Hammerich. Firmaets navn blev forandret til Tuxen og Hammerichs Jernstøberi og Maskinfabrik, den virksomhed, der senere skulle få så stor betydning for aktieselskabet Atlas' tilblivelse.

Men foreløbig var det Tuxen, der regerede, og et studium af denne mand er ingenlunde uinteressant. Hele hans opvækst og hans baggrund havde gjort ham til noget af en despot. Han var, som det senere er blevet sagt, "grand-seigneur" - og i grunden værst ved sig selv, men ingen vil finde på at nægte, at Tuxen var en karakter. Han tilhørte en mennesketype, som næsten må siges at være utænkelig i vore dage. Det var som om hans hele fremtræden, hans opførsel og hans synspunkter var præget af hans maritime fortid.

Som søn af direktør N. E. Tuxen ved Orlogsværftet havde det været naturligt for ham at søge at skabe sig en karriere indenfor flåden, og han begyndte som kadet i marinen, i 1864 havde han deltaget i søslaget ved Helgoland, og han opførte sig lige siden, som om han stadig stod på dækket af en korvet og uddelte ordrer til sit mandskab, mens de danske og tyske kanoner bragede omkring ham, og krudtrøgen sved i øjnene. Han var hverken servil eller civil ! Det var, som om han altid bar en usynlig uniform, - men kun han selv kunne se de skinnende epauletter! For kaptajn Marryat eller Walther Christmas eller Schaffalitzky de Muckadell ville han have været aldeles uvurderlig. Men der var ikke noget Helgolandsslag mere. Sømanden var gået i land - hvorfor vides ikke, men karrieren har vel været ham for langsom - og efter en uddannelse, først hos Burmeister & Wain, og senere ved maskinfabrikker og skibsværfter i Skotland, havnede han omsider hos Carl P. Lange i Nakskov, og her sad han da i 1876 ved begyndelsen til samarbejdet med ingeniør Hammerich.

Det gik ikke. Allerede i 1881 var Hammerich udtrådt af firmaet og var flyttet til København, og Tuxens næste kompagnon, ingeniør Carl Winsløw, holdt heller ikke til samarbejdet. I 1886 forlod han firmaet. Men forinden alt dette skete, var der på Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik forefaldet en begivenhed, som ingen den gang tillagde nogen som helst betydning, men som skulle få afgørende indflydelse på firmaets historie. En nykonfirmeret dreng, ved navn Oscar Madsen, var i maj måned 1875 blevet engageret af Tuxen, som på forhånd havde understreget, at man ikke ville påtage sig noget ansvar for den nye lærlings uddannelse. - det må bero på ham selv, havde Tuxen sagt. Er han flink, påpasselig, interesseret vil han nok kunne lære en del. Oscar Madsen og hans lærekammerat, Emil Vöhtz, en søn af slotsgartneren på "Pederstrup", var senere blandt stifterne af aktieselskabet Atlas. Det er nødvendigt at forstå udviklingen for ikke at tro, at Tuxen nærede slanger ved sin barm, og det er i første række magtpåliggende at fatte karakteren af de mennesker, der senere skulle komme i den strid, ud af hvilken Atlas blev skabt.

Der var nu Tuxen selv. Vi har allerede set ham som manden, der i stort og småt var selvherskeren, men mange andre egenskaber - og mangel på egenskaber - var karakteristisk for ham, og blev bestemmende for hans skæbne. Han var en mand uden interesse for detailler. Han følte sig hævet over den slags. I hans pengesager var der altid et frygteligt rod, og det var betegnende, at han som regel havde 2-3 lejligheder stående, fordi han glemte at opsige den ene, når han lejede den anden. Hans tilværelse havde ikke plads til den slags småtterier. Og dog ønskede han at vide besked med alt på fabrikken og at være Højesteret i selv den mindste afgørelse. I en lille lommebog gemte han alle priser og kalkulationer, hvad enten de angik staldvinduer eller dampmaskiner. Om han havde noget valgsprog, ved vi ikke, men han kunne passende have anvendt l'etat c'est moi!

Men da han både interesserede sig levende for sin magt - selv over detaillerne - og samtidig følte sig højt hævet over mangen en kendsgerning, kan det næppe undre, at Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik var præget af en syndig uorden, og at han betragtede enhver foreslået reform med mistro og uvilje, for slet ikke at tale om den indignation, han følte, hvis nogen forsøgte at reformere på egen hånd.

Det fik lederen af tegnestuen i Nakskov, H. H. Mansa at føle, da han efter et ophold i England i 1894 tiltrådte stillingen hos Tuxen & Hammerich. Han fandt den almindelige uorden i særdeleshed ved tegningernes opbevaring utålelig og uforenelig med arbejdets krav, tegnestuen blev bestandig overrendt af formændene fra fabrikken, og, ofte forsvandt vigtige tegninger og skitser. Mansa var af den opfattelse, at man bl.a. skulle opgive at rulle tegningerne sammen og i stedet for skulle indføre skuffedarier. "Tapetrullerne", som han kaldte de gamle tegninger, var en væsentlig årsag til den forvirring, der herskede på tegnestuerne. Med fuld billigelse af sine overordnede men uden Tuxens vidende blev den lille reform gennemført. Men da Tuxen under et besøg på fabrikken fandt den nye ordning indført på tegnestuen, så han strengt på Mansa og udtalte i hele tegnestuepersonalets påhør: "Her er nok kommet nye folk til !"

Og han talte aldrig siden til Mansa, der efter hans mening på det groveste havde overskredet sin kompetence. Men Tuxen kunne også, når han var i det humør, være anerkendende og venlig overfor sine medarbejdere. En dag havde Vöhtz lavet en god forretning, og Tuxen kom derefter anstigende med en lille pakke, som han overrakte ham med ordene: Det var godt, Vöhtz. Her har de et stykke sæbe! Vöhtz takkede uden at fortrække en mine for den besynderlige anerkendelse og stak pakken i lommen. Da han senere åbnede den, viste den sig at indeholde et prægtigt guldur. Historien er karakteristisk for Tuxen - lige så karakteristisk som den omstændighed, at fabrikkens bogholderi bagefter fik præsenteret regningen på uret ! Men med alle sine fejl var Tuxen dog på mange måder en industrimand af format, og dette viste sig navnlig i hans evne til at finde dygtige og initiativrige medarbejdere. Han havde, kan man sige, større evne til at finde dem end til at beholde dem!

Af disse medarbejdere har vi allerede nævnet Vöhtz og Madsen og ingeniør Mansa. I 1890 knyttede Tuxen civilingeniør H. H. Schou til virksomheden, og denne ansættelse blev som de tre andre til gavn for fabrikken og dens renomme. Der kunne nævnes en række andre fremtrædende medarbejdere (således ingeniør Ortmann, fabrikkens konstruktør indtil 1890 og senere overingeniør ved De Forenede Papirfabrikker) men vi vil nøjes med at omtale de af dem, der fik betydning for Atlas' tilblivelse og drift.

Tuxens evner var begrænset af hans egen tidsepokes, ja måske snarere endda af hans egen fortids rammer. Han var konservativ lige indtil marven, skønt han stadig var en ung mand. (Han var født i 1847) hans blik var ikke rettet fremad mod de fjerne mål, den virkelige industrimand altid må sætte sig. Dette i forbindelse med, på en næsten Peer Gyntsk evne til at være sig selv nok, var bestemmende for Tuxens skæbne og desuden for den virksomhed, vi i det følgende skal beskæftige os med. Der var vel aldrig blevet noget Atlas, hvis ikke der var opstået en naturlig, men samtidig ganske uholdbar spænding mellem den tidligere søofficer og hans fremskridtsvenlige og ofte vidtskuende medarbejdere. Tuxen ville nok gå med til mindre ændringer, men han ønskede ikke at miste sit greb på tingene. For ham kunne fabrikken vedblivende rummes i den lille lommebog. Sådan ønskede han det. Sådan skulle det være. Planer, der gik imod denne opfattelse, ville aldrig kunne vinde hans bifald.

Fabrikkens areal var på ca. 2500 m2 , og dette slog ikke til. Efterhånden var det hele bebygget, og man beskæftigede i begyndelsen af 1890erne ca. 200 arbejdere og 15-16 funktionærer. Schou og Madsen havde i nogen tid arbejdet med planer om også at tage hovedstaden i besiddelse, og efter en række forhandlinger med Tuxen fik man i 1892 oprettet en filial i København. Derved var det første brohoved sikret, og man kan let forestille sig, hvilke tanker og drømme, dette fremkaldte hos medarbejderne. Filialen bestod dog kun af et kontor, en tegnestue og et reparationsværksted i nogle bindingsværksbygninger på Vester Fælledvej 9 og her residerede Schou og Madsen mens Vöhtz var blevet i Nakskov for at styre fabrikken. De tre mænd arbejdede fortræffeligt sammen. De forstod hinanden og de var i konstant forbindelse. Tuxen svævede over vandene og måtte - skønt det næppe altid har tiltalt ham - overlade flere og flere dispositioner til de tre yngre kræfter.

Umiddelbart før oprettelsen af Københavns-filialen var der sket en bemærkelsesværdig begivenhed. Tuxen & Hammerich havde den 22. november 1891 fået sin første ordre på et køleanlæg. Det var en nr. II kompressor med tilbehør til Korsør Margarinefabrik, og lidet tænkte man dengang på, hvilke løfter, denne bestilling indebar. Det var på H. H. Schous initiativ, fabrikationen af kølemaskiner var blevet taget op. Tanken er rimeligvis opstået hos Schou derved, at han havde lagt mærke til den tyske kølemaskine, som på industriudstillingen i København i 1888 kølede smørret i det arbejdende mejeri. Der foreligger dog også den mulighed, at fætteren, ingeniør Poul Schou, der arbejdede med kølemaskine-konstruktioner i München, har henledet H. H. Schous opmærksomhed på sagen. Det var under alle omstændigheder en for fremtiden betydningsfuld beslutning, der blev taget i 1890 eller 1891.

Oscar Madsen havde virkelig - for at citere Tuxens ord ved hans ansættelse - været "flink, påpasselig og interesseret". Han var nu - cirka 30 år gammel - den ledende mand i salget og foretog mange rejser for at besøge kunderne og føre tilsyn med montagerne rundt omkring i Danmark og de øvrige skandinaviske lande. Det skyldes ikke mindst ham, at fabrikken stadig fik mere at bestille, men denne travlhed gjorde udvidelser nødvendige. Og H. H. Schou på sin side ledede med meget initiativ virksomheden og havde omkring sig en dygtig stab af tekniske specialister, blandt andre ingeniør Anker Birk, der beskæftigede sig med kølemaskiner, ingeniør L. M. Justesen, hvis speciale var gasmaskiner og gasanlæg, og ingeniør H. H. Mansa, som havde indseendet med konstruktionen af dampmaskiner og dampanlæg og desuden konstruerede de større kølemaskiner. Endvidere var ingeniør N. Jørgensen beskæftiget med køleanlæg og herunder navnlig med deres beregninger og igangsætning. Udviklingen medførte, at det blev mest hensigtsmæssigt, at kun Mansa arbejdede i Nakskov, mens de øvrige tre ingeniører var i København.

Da Tuxen som før nævnt ikke tog personlig del i dagens forretninger, var de tre ledende medarbejdere, Schou, Vöhtz og Madsen blevet udnævnt til driftsbestyrere. Dette befriede Tuxen for de detailler, der altid havde irriteret ham, men pludselig kunne han falde over et eller andet problem og forme sig en mening om det, og skete det, var han naturligvis ikke til at rokke. Firmaets interesser og hans egen fordel blev da betydningsløse og ligegyldige. Beslutningen blev en lov som skulle respekteres, om det så var stik imod al fornuft.

Men udviklingen gik sin gang, og de tre driftsbestyrere blev som tre drivfjedre i det gamle urværk, det kunne ikke undgås, at værket klaprede og peb under så megen kraftudfoldelse. Jo mere der blev at bestille, jo større blev vanskelighederne. Pladsen var trang, fabrikken ret beset kun et værksted i sammenligning med, hvad man burde have til rådighed, og kapitalen slog ikke til, fordi de mange store arbejder krævede ganske betydelige investeringer. Gang på gang måtte man låne penge, hvilket måtte ske mod personlig kaution og på kortest mulig frist. Der var en tid, da de tre ledere tilsammen måtte hæfte for ca. 50.000 kroner.

Situationen var uholdbar. "Man levede fra hånden i munden", som direktør H. H. Mansa senere har udtrykt det. Penge måtte der til, og Schou begyndte at forhandle med Tuxen om en ny plan, der i begyndelsen ingenlunde behagede eneherskeren, men som dog til sidst fandt sin udførelse. Den 23. november 1893 vedtog man at omdanne Tuxen & Hammerich til et aktieselskab, hvilket derefter skete den 1. januar 1894. Aktiekapitalen blev kr. 160.000 hvoraf Tuxen fik de 60.000. Desuden lejede man af Tuxen fabrikkerne med maskiner osv. for en årlig sum af kr. 24.000, samtidig med at Tuxen som bestyrelsens formand fik en årlig gage på kr. 4.000. Videre end til denne omdannelse kunne de fremskridtsvenlige kræfter ikke nå i første omgang, og ingen behøvede at være meget af en spåmand for at indse, at der meget let kunne komme indre splid. Arrangementet var ikke holdbart, for aktieselskabet var 30 kun lejer hos Tuxen, der følgelig til enhver tid kunne sætte sig på bagbenene overfor planer, som ikke passede ham. Disse bange anelser slog også til.

Man var ikke nået gennem mere end to års arbejde, før aktiekapitalen påny måtte udvides. Den var nu på kr. 320.000. Men samarbejdet med Tuxen var præget af usikkerhed fremkaldt af de vidt forskellige synspunkter, der gjorde sig gældende. En overgang i 1896 var der tale om, at Tuxen skulle sælge fabrikken til sine medarbejdere, og Tuxens egen familie gik stærkt ind for en sådan disposition. Bogholder Johannes Martens, som ledede fabrikkens bogholderi på Vester Fælledvej, havde sammen med Vöhtz, Madsen og Schou nogle forhandlinger, hvori også en af aktionærerne, professor William Scharling deltog, men Tuxen ville ikke sælge.

Den 10. august (skriver Oscar Madsen i sine dagbogsoptegnelser: Tuxen og Hammerich, Nakskov-København) købte jeg hos juveler P. Hertz en jubilæumsgave til hr. Tuxen på funktionærers og arbejdernes vegne. Den 28. var det hr. Tuxens halvtredsårsdag og samtidig 25-årsdagen for hans tiltrædelse på fabrikken i Nakskov. Om formiddagen tog Vöhtz og jeg til Charlottenlund og overrakte ham som deputation den for de indsamlede penge indkøbte festgave, og kl. 5 gav han i hjemmet en festmiddag, blandt de mange bordtaler vil jeg nævne, at professor Henrik Scharling der talte om, at nu var tiden inde til, at Tuxen overlod til sine medarbejdere at drive virksomheden videre for egen regning, han kunne nu med ære og glæde for familien trække sig helt tilbage. Som svar herpå holdt hr. Tuxen en tale for sine børn, Vöhtz og mig og udtalte, at det i mange år havde været hans tanke, at vi to skulle være hans arvinger. Festen forløb ellers godt, så det blev en mindedag for os alle.

Man kan forestille sig stemningen på denne "mindedag". Oscar Madsen har på sin korte, ligefremme og ufordærvede måde givet en skildring, som i forbindelse med de kendsgerninger, der er for hånden, giver et indtryk af den atmosfære, der har præget samarbejdet, bag de hjertelige bordtaler og de smilende ansigter rugede den gensidige mistænksomhed. De to parter var og blev repræsentanter for hver sin tid. Ganske vist var Tuxen af år ikke nogen gammel mand, men det lå hans medarbejdere og ikke ham i blodet, at et nyt århundrede med en ny og rivende udvikling var i anmarch. Vidt forskellige opfattelser gjorde sig gældende. Personlige ambitioner har muligvis også spillet ind. Det følgende år - 1897 - skulle vise uholdbarheden i dette teamwork.

Dette år var på enhver måde præget af uro. Arbejdsforholdene var vanskelige, og en lock-out fandt sted i marts måned. Desuden skete der det, at stadsingeniøren i København overfor firmaet antydede muligheden af, at nye vej- og byggeplaner ved Vester Fælledvej kunne medføre, at kommunen ville blive nødt til at opsige lejemålet for værkstedsgrunden. Dersom dette skete, ville man kun få tre måneder til at finde nye lokaler, og Vöhtz, Madsen og Schou begyndte derfor straks at lede efter lokaliteter. Man forhandlede således med højesteretssagfører P. G. C, Jensen om køb af Sporvejsremisen med staldbygninger på Nørrebrogade 198 (ved Baldersgade), som var blevet ledige, efter at Københavns Sporveje var gået over til elektrisk drift. Højesteretssagføreren havde allerede tidligere ydet juridisk hjælp, da omdannelsen til aktieselskab fandt sted.

Iøvrigt var forholdet det, at hvad enten kommunen gav opsigelse eller ikke, måtte der større lokaler til. Udviklingen pressede på. Ordrerne strømmede ind. Man havde fået aktiekapitalen udvidet, og man havde i Nakskov og i filialværkstedet i København over 300 arbejdere. Pladsen var trang, og kravene store. Der måtte udvides. Gang på gang søgte medarbejderne at overbevise Tuxen om nødvendigheden af at udvide værkstedspladsen, og man fremlagde en række projekter til ombygninger og tilbygninger. Men Tuxen sagde nej. Han var ejer af fabrikken, og det var ham, der bestemte. Efterhånden blev det ganske umuligt at forhandle, og de tre driftsbestyrere besluttede sig da til selv at købe grunden på Nørrebrogade 198. Den kostede kr. 130.000,- og da den var købt, gav man Tuxen meddelelse herom og indkaldte senere til en ekstraordinær generalforsamling med et forslag til likvidation af aktieselskabet Tuxen & Hammerich på dagsordenen.

Denne generalforsamling fandt sted den 31. juli 1897 og Berlingske Aftenavis bragte et næsten 2 spalter langt referat den samme eftermiddag. Der stod bl.a.: Aktieselskabet Tuxen & Hammerich har i dag afholdt en ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsesrådets formand, fabrikant E. Tuxen foreslog overretsprokurator Mundt til dirigent, hvilket vedtoges. Dirigenten bemærkede, at han var tilbøjelig til at være enig med bestyrelsesrådets formand deri, at der krævedes kvalificeret majoritet til vedtagelse af det fremkomne forslag om selskabets opløsning og likvidation.

Medlem af driftbestyrelsen for selskabet, H. H. Schou protesterede imod påstanden om, at der til forslagets gyldige vedtagelse krævedes kvalificeret majoritet. Højesteretssagfører P. G. C. Jensen protesterede imod rigtigheden af en ytring fra dirigenten, at det tilkom ham, (dirigenten) at afgøre det nævnte spørgsmål, om afgørelsen skulle ske ved kvalificeret majoritet. Det var et rent lovfortolkningsspørgsmål, som domstolene eventuelt måtte besvare.

Der var endnu mere diskussion om afstemningen og om indkaldelsen til generalforsamlingen, idet kommandør Buchwald fandt det uheldigt, at indvarslingen var sket i et offentligt blad. Han burde, sagde han, hellere privat have sendt aktionærerne breve. Tuxen sagde hertil, at dette ikke var noget indre anliggende, og at bestyrelsen derfor havde ret til offentligt at avertere om generalforsamlingen.

Berlingske Aftenavis fortsætter sit referat: H. H. Schou motiverede forslaget (om selskabets opløsning). Grunden til dets fremkomst var navnlig den, at forretningen var gået frem efter en skala, som aldeles ikke havde været forudsat ved selskabets dannelse. Den overordentlige fremgang havde været vedvarende og havde fremkaldt forslagsstillernes ønske om at få forretningen udvidet. Hr. Tuxen - fabrikkernes ejer, der havde forpagtet dem til selskabet - havde imidlertid - først i 1895 - modsat sig disse ønsker (hans samtykke til udvidelse kræves). Senere - i 1896 - foreslog man - efter medlem af bestyrelsesrådet, professor William Scharlings råd - Tuxen at sælge fabrikkerne til selskabet, men dette afviste Tuxen ligeledes. Senere var denne som en slags kompromis gået ind på en mindre udvidelse af fabrikken i Nakskov, hvilken udvidelse imidlertid havde vist sig at være ganske utilstrækkelig. Driftsbestyrelsen kunne fremdeles ikke på den nærværende basis fremme selskabets interesser tilstrækkeligt. Man var således kørt grundigt fast. I maj dette år tilbød der sig udsigt til erhvervelse af en meget bekvem ejendom i København, hvorved udvidelsen kunne ske. Man foreslog nu atter Tuxen at sælge fabrikkerne til aktieselskabet, men fik atter et bestemt afslag. Da havde de tre driftsbestyrere (forslagstillerne) ikke haft anden vej at gå end selv at købe grunden og fremkomme med nærværende forslag.

Forslagstillerne ville ikke kunne påtage sig ansvaret for fortsættelsen af driftsbestyrelsen, når midlerne til de ganske nødvendige udvidelser var afskårne. Han motiverede endnu nærmere, hvorfor forslagstillerne i virkeligheden havde været forhindret i at vælge den udvej: at gå deres vej. Fabrikant Tuxen imødegik Schou, han havde set en fare i de i sin tid foreslåede udvidelser, fordi han mente, det skulle være forbundet med vanskelighed at skaffe det fornødne arbejde. Den nævnte udvidelse i Nakskov var ingenlunde - som han nærmere påviste - så lille som påstået, tværtimod. Han havde ment, at man burde gå gradvis frem, og han så ingen retfærdig grund til, at han skulle økonomisk ødelægges ved en likvidation.

Højesteretsadvokat Hindenburg: Var forslaget i aktionærernes interesse. Disse havde jo kun haft grund til at være tilfredse med at have fået 10 % årlig i de tre forløbne år. En udvidelse var altid en usikker ting. Driftsbestyrelsen havde intet ansvar med hensyn til udvidelsesspørgsmålet. Schous meget åbne udtalelse havde vist, at selskabets opløsning kun var et middel til at komme over vanskeligheden: erhvervelsen af den faste ejendom (hvilket Tuxen modsatte sig). Aktionærer, der fik 10 %, var ikke tjent med at få deres penge tilbage, og det gjaldt særlig de aktionærer, der ikke hørte til driftsbestyrelsens venner. Noget andet var det, at opløsningen kunne tjene til at skabe forslagstillerne en meget bedre stilling. Hvad mening var der i, at denne blomstrende forretning skulle slås i stykker ? Hvilken fordel skulle aktionærerne have deraf ? Dette var hovedspørgsmålet ved denne lejlighed. Han bestred dernæst, at en opløsning kunne ske ved simpel majoritet.

Ifølge referatet var professor William Scharling, der oprindelig havde støttet planen om, at Tuxen skulle sælge sin fabrik, nu af den opfattelse, at forslaget om likvidation var uheldigt. Han gjorde gældende, at det vist var ret enestående, at et selskabs blomstren fremkaldte forslag om dets opløsning, og han pegede på, at det kun var trekvart år siden, aktiekapitalen var blevet fordoblet, for at en udvidelse i Nakskov kunne finde sted. Forslaget var i virkeligheden farligt. Den tid, der ville gå, inden likvidationen kunne ske, ville blive kostbar for alle parter, og han var derfor af den opfattelse, at en fredelig ordning burde tilvejebringes, og han ville i hvert fald i aktionærernes interesse fraråde vedtagelsen af likvidationsforslaget.

Da Schou påny fik ordet, var det - stadig ifølge Berlingske Aftenavis' referat - navnlig for at forsvare sig mod de insinuationer, højesteretssagfører Hindenburgs indlæg havde indeholdt. Forslagstillerne, sagde han, tænkte ingenlunde på at lukrere, men ville nok sikre sig mod tilbagegang. Hvis de havde været sikre på fremdeles at kunne skaffe aktionærerne 10 % udbytte, ville de slet ikke have stillet deres forslag. Men det var jo netop det, de ikke var sikre på. Til Scharling havde han at bemærke, at ganske vist måtte en udvidelse ske indenfor passende grænser, men det måtte dog blive bestyrelsens sag at afgøre, hvor disse grænser burde drages. Den udvidelse, Scharling havde omtalt, havde været ganske utilstrækkelig.

Herefter trak Hindenburg i land, idet han sagde, at han ikke tvivlede det mindste om at jo forslagstillerne ikke havde personlig fordel til mål, men den måde hvorpå Schou havde udtalt sig, havde kunnet give anledning til nogen misforståelse. Schou var atter på talerstolen, bl.a. for at sige, at det ingenlunde havde været forslagstillernes motiv at tilstræbe at gøre selskabet så stort som muligt, tværtimod. Motivet var snarere at søge at bevare stillingen, delvis "at være inde på markedet". Højesteretssagfører P. G. G. Jensens følgende indlæg har sikkert udløst den almindelige mening hos aktionærernes majoritet. Han sagde bl.a. at for de aktionærer, der havde ubegrænset tillid til Schou, Vöhtz og Madsen, var der al grund til at støtte dem. Han sagde videre, at den basis, hvorpå selskabet var dannet, var meget sund og fornuftig, men at den. Havde den skavank, at der let, når spørgsmålet om udvidelse blev påtrængende, opstod vanskeligheder i forholdet mellem ejer og forpagter. Da man nu var bragt i en sådan situation, var det ganske naturligt, at forslaget om en opløsning fremkom.

Det var, som man vil se, et ret stormende møde, og efterhånden som det udviklede sig, blev det væsentligt Hindenburg og til en vis grad Scharling, der talte imod opløsningen. Hindenburg svang sig endda op til en næsten digterisk bemærkning om, at "her var tale om en opløsning, aldeles ikke om en genfødelse". Men forslaget om selskabets opløsning den 31. december 1898 vedtoges dog omsider med 190 stemmer mod 123. Til kvalificeret majoritet krævedes imidlertid 207 stemmer, og dirigenten gjorde atter bemærkning herom, idet han dog erkendte, at afgørelsen om, hvad der ifølge selskabets love var det rigtige, måtte ligge andetsteds. Man skulle derefter tage stilling til spørgsmålet, om en ophævelse af lejemålet med Tuxen, men da man nåede hertil, sprang Hindenburg op og spurgte, om man ville skride til likvidation, forinden spørgsmålet om afstemningens gyldighed var afgjort. Hertil svarede P. G. C. Jensen: selvfølgelig vil forslagstillerne skride til likvidation. Det følger af sig selv, men jeg vil dog nødig opgive håbet om, at man endnu kan nå til en fredelig overenskomst.

Hindenburg: Likviderer man nu, må det blive på eget ansvar. - Dirigenten: selvfølgelig vil driftsbestyrerne, når de skrider til en likvidation, gøre det på eget ansvar. - P. G. C. Jensen: Selvfølgelig. Man er ikke bange for at påtage sig et ansvar, når man har soleklar ret. Afstemningen gav til resultat, at lejemålet blev opsagt, og likvidationsudvalget kom efter afstemning til at bestå af de tre driftsbestyrere, Schou, Madsen og Vöhtz. Men Tuxen gav sig ikke. Han mente stadig ligesom overretsprokurator Mundt og højesteretsadvokat Hindenburg (der var Tuxens juridiske konsulent), at den trufne beslutning om selskabets opløsning ikke var lovlig. Han bebudede et sagsanlæg, og det fulgte også prompte, men Tuxen tabte både ved landsret og højesteret.

Ikke blot Berlingske Aftenavis, men også de andre blade gav generalforsamlingen fyldig omtale, og stemningen var så afgjort på Tuxens side. Det var således ikke ligefrem i magsvejr, den nye skude, Atlas, skulle begynde sin fart. De tre driftsbestyrere havde mange vanskeligheder at kæmpe imod, og den tid, der gik fra august 1897 til opløsningsdagen den 31. december 1898, var præget af overvældende arbejde, fordi der både i 1897 og den første halvdel af det følgende år indløb en række store ordrer, hvis realisering på forskellig måde blev vanskeliggjort. For dels var jo fabrikkens kapacitet for ringe, og dels var maskinfaget over hele landet lammet af stor-lockoutcn, som først var forbi i oktober 1897.

Man oprettede i slutningen af 1897 et ejendomsaktieselskab med en kapital på kr. 400.000 til administration af den ejendom på Nørrebrogade 198, som driftsbestyrerne havde købt. Dette selskab blev senere overtaget af Atlas, men trods vanskelighederne kæmpede man sig igennem de besværlige måneder og drøftede i mange og lange møder planerne for det nye selskab, hvis navn efter H. H. Schous forslag blev vedtaget den 16. december. Når man valgte navnet Atlas, var det dels, fordi det var kort og velklingende og gav et indtryk af kraft og formåen (de samme motiver, der velsagtens har gjort sig gældende ved valget af navne som Vølund og Titan), men også fordi man på den tid benyttede navneopråb i telefonen, og fordi et navn, der begyndte med a ville stå først i telefonlisterne. Det er den samme motivering, man (før indførelsen af den ny retskrivning i 1948) har fundet for navngivningen af flytteforretninger med "aa-navne" ("aaaba", "a-aabo", "aa-aida-transport" og "aabac") og for de Københavnske teatre, der af hensyn til placeringen i annoncerubrikkerne kæmpede om "a-navne" (Alle-scenen, Aktieteatret, Alliancescenerne osv.).

Mødet om navnet fandt som så mange andre møder i denne periode sted på grosserer Johannes Martens kontor. Martens var fra første færd en begejstret tilhænger af de nye planer. Han var aktionær i Tuxen & Hammerich og ligesom overretssagfører Hans Nielsen og kommandør V. Buchwald viste han de tre driftsledere megen interesse. Man havde håbet, at det var muligt at bevare fabrikken i Nakskov, men Tuxen var, som direktør Mansa senere har udtrykt sig, "hverken til at hugge eller stikke i". Han kæmpede til det sidste, og det må siges til hans ros, at han heller ikke i dette afgørende spørgsmål tænkte på egen fordel, men kun på sine principper og meninger. Han havde et par måneder efter generalforsamlingen tabt sin sag ved Landsretten, og Højesteret optog ikke sagen til doms før december 1898. Der var altså stadig krig på kniven, da aktieselskabet Atlas ved et møde på højesteretssagfører P. G. C. Jensens kontor den 22. december 1897 blev stiftet af kommandør Buchwald, overretssagfører Hans Nielsen, grosserer Johannes Martens, driftsbestyrer H. H. Schou, driftsbestyrer Oscar Madsen, driftsbestyrer Emil Vöhtz og hovedbogholder H. Martens. Til bestyrelse valgtes kommandør A. W. Buchwald, overretssagfører Hans Nielsen og grosserer Martens, og bestyrelsesmedlemmernes honorar fastsattes for året 1898 til kr. 500.

Man vedtog enstemmigt at købe ejendommen matrikel nr. 356 i Klædebo Kvarteret (Nørrebrogade 198) med derpå værende bygninger for kr. 130.000 hvoraf kr. 20.000 betaltes kontant, mens der udstedtes panteobligation på kr. 110.000, med første prioritet i ejendommen, og man vedtog ligeledes enstemmigt, at selskabet skulle holde de herrer, som i midten af 1897 havde sikret sig ejendommen, skadesløse for de af dem udlagte renter, skatter og omkostninger. Samme dag holdt bestyrelsen møde og valgte grosserer Johannes Martens til formand. Herefter var ejendomsselskabet overgået til Atlas, hvis stiftelseskapital blev kr. 400.000, hvoraf de kr. 250.000 i aktier blev tegnet forud og kr. 150.000 i prioritet, hvoraf dog kun benyttedes kr. 110.000.

Atlas var nu en realitet, men der var lang vej igen, før startvanskelighederne var overvundne. Kapitalen var tilvejebragt, men den væsentligste kapital - sådan må det forekomme den, der i dag betragter selskabets historie - var den brændende ildhu og urokkelige tro på fremtiden, der prægede de mænd, på hvis initiativ det nye selskab blev skabt. Nytårsaften 1897 fik Oscar Madsen pludselig uventet besøg. Det var hr. Tuxen, der efter nogen betænkning havde besluttet sig til at opsøge sin gamle medarbejder for om muligt i den 11. time at bremse den udvikling, han havde kæmpet så hårdt imod. Tuxen indfandt sig på Vester Fælledvej, og de to mænd havde en flere timer lang samtale, først på kontoret og senere under en spadseretur ind til byen. I to timer gik de frem og tilbage over Rådhuspladsen, mens Tuxen forsøgte at forklare sit standpunkt og hindre det fuldstændige brud.

Oscar Madsen har i sine dagbogsoptegnelser givet en kortfattet, men levende skildring af denne samtale mellem de to mænd. Tuxen var særlig ked af, at Vöhtz og Madsen ikke havde haft tillid til hans forsikringer om, at de en dag skulle overtage fabrikken i Nakskov. Madsen svarede, at som forholdene havde udviklet sig, havde de ikke kunnet handle anderledes, end de gjorde, og at det havde skuffet dem, at Tuxen bestandig ved sine afvisninger af deres forslag havde ladet udviklingen fortsætte mod det endelige brud.

Der er ingen grund til at tvivle om, at Madsen var ærlig, når han forsikrede Tuxen om, hvor meget det personligt bedrøvede ham, at det var gået, som det var. Mange vil måske være tilbøjelig til at mene, at Madsen, Vöhtz og Schou havde ladet sig diktere af personlige ambitioner, noget højesteretsadvokat Hindenburg jo også havde antydet på generalforsamlingen men en dybere betragtning vil dog formentlig give et andet resultat. Vöhtz og Madsen var som læredrenge kommet ind i det gamle firma. De agtede begge fabrikant Tuxen, og de følte sig efterhånden så fast knyttede til fabrikken, at det var dens tarv, der i allerførste række lå dem på sinde. De var derfor i den situation, mange yngre, energiske og begejstrede medarbejdere i et firma befinder sig i. Firmaet var deres tilværelse, firmaet måtte ubetinget tjenes, og dets krav stod over ønskerne om personlig fremgang og behagelighed, de så opgaverne forude, de erkendte mulighederne, der var for hånden, de førtes med af udviklingens strøm og kunne ikke i det lange løb standses. Hvor stærk loyaliteten end var overfor chefen, kunne de ikke ofre deres overbevisning på denne loyalitets alter. Det var to tidsepoker, der stod overfor hinanden, og som det næsten altid går, måtte det gamle falde.

Senere i Atlas historie vil vi finde andre eksempler på et sådant dynamisk og entusiastisk medarbejderskab, men heldigvis har ledelsen da uden fordom og i tillid til de unge kræfters fortrin forstået at imødekomme kravene i stedet, for som Tuxen gjorde det at søge at dæmme op for en udvikling, der alligevel ikke kunne standses. Men ingen loyal medarbejder forlader sin gamle virksomhed og sin gamle chef uden at føle et vist vemod. Madsen havde arbejdet i mere end 22 år hos Tuxen & Hammerich. Han ønskede ikke for sin egen skyld noget brud med Tuxen, ejheller gjorde Vöhtz og Schou, og inderst inde har de måske rent ubevidst næret et ønske om, at samarbejdet alligevel under een eller anden form kunne fortsætte. Der findes i Madsens lille skildring af samtalen hin nytårsaften en enkelt passus, der kunne tyde herpå: Jeg følte, at der absolut intet var at gøre, og vi skiltes, idet jeg til afsked bad ham endnu at overveje. Da Madsen kom hjem, skrev han ydermere et brev til Tuxen og gentog, hvad han allerede havde sagt under deres samtale, at så længe man ikke havde købt en grund, hvor på et støberi kunne opføres, kande der endnu være tale om en ordning, således at man beholdt fabrikken i Nakskov. Den 2. januar kom Tuxens svar, der påny var en afvisning.

Næste dag henvendte Madsen sig til Tuxens gode ven, ingenør Severin Lauritzen og bad ham tale med Tuxen, og Madsen skrev endnu en gang et brev til sin gamle chef for om muligt at bringe ham til fornuft. Alle disse henvendelser viser, hvor magtpåliggende det var for de gamle medarbejdere at undgå det fuldstændige brud, og da Madsen den 5. januar traf Tuxen på gaden i København, blev sagen atter bragt på bane. Men Tuxen fastholdt sit standpunkt og vil de ikke gå på forlig. Også Vöhtz havde en samtale med Tuxen, men da det til sidst stod klart, at alle de spinkle håb var bristet, kunne man ikke udsætte sagen længere. Vi var klar over, skriver Oscar Madsen i sin dagbog, at nu måtte vi handle. Den 25. januar 1898 blev støberigrunden da købt. Den lå i Hillerødgade en halv snes minutters gang fra Nørrebrogade 198. Den var 7800 m2 stor og kostede kr. 50.000 da man købte den af justitsråd Josephsen på "Mariendal".

I mellemtiden skred arbejdet på den nye fabrik på Nørrebrogade/Baldersgade frem, og planerne blev lagt for det fremtidige arbejde. Atlas' ledelse søgte med held uden afbrydelse at optage den virksomhed, som Tuxen & Hammerich havde drevet. Det drejede sig navnlig om kølemaskiner, og dampmaskiner med overhedet damp (de såkaldte Schmidt-motorer) og desuden almindelige dampmaskiner, gasmaskiner og Dowson-gasanlæg. Man traf desuden aftale om, at Atlas skulle overtage de maskiner og det inventar, det havde brug for fra Tuxen & Hammerich, ligesom man uden yderligere betaling indtrådte i den kontrakt, Tuxen & Hammerich havde med ingeniør Poul Schou om udnyttelsen af hans patenter for ammoniak-kølemaskiner.

At Tuxen & Hammerich optog fabrikationen af dampanlæg for overhedet damp var i virkeligheden et overordentlig dristigt skridt, idet den tyske ingeniør Wilh. Schmidt på det tidspunkt kun havde arbejdet med dette princip i fem seks år. Der var ganske vist en del anlæg i gang i Tyskland, men herhjemme var princippet ukendt, H. H. Schou, hvis fremsynethed atter gjorde sig gældende, fik sine to kolleger med på ideen. Den licenskontrakt, Tuxen & Hammerich afsluttede med Wilh. Schmidt, var en af de første udenfor Tyskland. Ingeniør Schmidt havde utvivlsomt ikke regnet med Danmark, for han havde undladt at patentere sin overheder-konstruktion her i landet, mens han i de fleste andre lande havde sikret sig patentbeskyttelse.

Helt let var denne overgangsperiode ingenlunde, hvad enhver kan forstå, og for at gøre den endnu mere kompliceret, nægtede arbejderne pludselig at overarbejde. Vanskelighederne blev dog nogenlunde overvundet, ved et møde den 23. februar tilbød man professor Scharling at indtræde i bestyrelsen, hvilket han imidlertid afslog, men næste dag rettede man en henvendelse til H. H. Schous onkel, direktør Philip Schou fra Den Kongelige Porcelainsfabrik om en bestyrelsespost, og Philip Schou indtrådte da i Atlas bestyrelse.

Atlas' første generalforsamling blev afholdt den 4. marts 1898. Den fandt sted på "Dagmar" og 216 aktier var repræsenteret. Overretssagfører A. Delbanco blev valgt til dirigent, og man vedtog at udvide aktiekapitalen til kr. 800.000 samt at optage et partialobligationslån på kr. 500.000 mod første prioritets panteret i ejendommene. Lånet skulle forrentes med 5 % og amortiseres med kr. 20.000 pr. år. Disse beløb var man kommet til ved følgende kalkulation: byggegrundene, Nørrebrogade og Hillerødgade kr.180.000 - bygningerne kr. 320.000 - maskiner og værktøj kr. 425.000 - driftskapital kr. 375.000 - det samlede beløb: kr. 1.300.000 svarede med andre ord til aktiekapitalen på kr. 800.000 og obligationslånet på kr. 500.000.

Den 16. april bragtes i hovedbladene en annonce, hvori man indbød til tegning af aktier dg obligationer i aktieselskabet Atlas, og iøvrigt flyttede man netop i april måned fabrikken på Vester Fælledvej til Nørrebrogade, hvor maskinværkstedet i den tidligere sporvognsremise var færdigt til at tages i brug, og de nye værktøjsmaskiner var anbragt. Den nye hovedbygning, som man havde begyndt at opføre, var imidlertid endnu ikke færdig, og man tog derfor en staldbygning i brug til kontorer og tegnestue. Med aktietegningen havde man ingen vanskelighed. Beløbet var tegnet på mindre end en time gennem vekseller firmaet D. B. Adler & Co. og Kjøbenhavns Handelsbank.

Nu gjaldt det om at knytte de bedst mulige medarbejdere til sig, og i den følgende tid blev blandt andre en række af de gamle funktionærer fra Tuxen & Hammerich engageret og flyttede fra Nakskov til København. Det var værkfører H. Chr. Hansen, modelsnedkermester Dölpher, kedelsmedemester Forsberg, støbemester V. Hansen, ingeniør Mansa og mange andre. Langt de fleste af de tidligere medarbejdere gik over til det nye selskab. Det gjaldt således hele tegnestuepersonalet i Nakskov med en enkelt undtagelse. Men næsten hele ingeniørstaben på Vester Fælledvej stod på Tuxens side og ville ikke lade sig engagere. Dette var et klart og loyalt standpunkt, som man naturligvis respekterede. Værre var det, at nogle enkelte på skrømt gik over til Atlas uden at have i sinde at gå ind i et loyalt samarbejde. Men dette blev opdaget i tide, og de pågældende blev prompte afskediget.

Allerede i juli måned 1898 forflyttedes ingeniør Mansa til København, hvor han gik i gang med at organisere arbejdet på tegnestuen, hvis chef han var blevet. Firmaet var nu efterhånden ved at blive bragt helt i orden til fremtidens opgaver, men det kan for den moderne betragter virke helt rørende, at man til at begynde med kun disponerede over to telefoner. Dette gjorde dog ingen skår i aktiviteten. Ved utrættelig flid fra ledernes og medarbejdernes side kom arbejdet godt fra hånden, og der indgik mange nye ordrer, ikke mindst på køleanlæg. Man solgte således et anlæg til et bryggeri i Bucaramanga i Colombia. Dette krævede ganske særligt hovedbrud, da de forskellige dele skulle transporteres på mulddyrsryg over bjergene, og de enkelte colli derfor ikke måtte veje over 50 kg. Men der var også mange andre interessante opgaver, og grunden blev lagt til den store eksportvirksomhed, Atlas siden har været.

I Hillerødgade var man i juni måned begyndt at afstikke grunden, men da bundforholdene var dårlige, måtte man efter nogle prøveboringer sikre fundamentet til de nye bygninger ved at ramme pæle ned til fundering. Støberiet skulle være på ca. 1100 m2, og kedelsmedien på ca. 900 m2. Desuden opførte man en bolig til forvalteren af pladsen. En lille måneds tid senere begyndte opførelsen af den store fabriksbygning i Baldersgade, men her kom kommunen på tværs af planerne ved at kræve, at man af hensyn til den fremtidige udvidelse af gaden måtte flytte facadelinjen ca. 3 meter tilbage. Herved mistede man et grundareal på ca.120 m2 eller et samlet gulvareal på ca. 480 m2, idet bygningen skulle være på 4 etager. Denne pladsindskrænkning lider man under den dag i dag.

Men dette var ikke det værste. Langt alvorligere var det, at opførelsen af bygningerne i Hillerødgade ramtes af et alvorligt uheld, idet betonfundamenterne, som var anbragt på de nedrammede pæle, pludselig en dag, da de næsten var færdige, brød sammen. Men havde arbejdet meget forceret for at få fabrikken færdig til brug ved årets udgang, og pæleramningen var ikke blevet udført med fornøden omhu. En undersøgelse godtgjorde, at pælene manglede 1,5 - 2 meter i at nå fast bund. Når dette var tilfældet, skyldes det, at den ingeniør, som oprindeligt havde foretaget prøveboringerne, havde antaget et tykt lag glideler for at være fast bund. Piloteringen var derfor til ingen nytte, og man måtte kun fire måneder før fabrikken skulle være færdig begynde at ramme nye pæle ned og redde hvad reddes kunne af fundamenterne. Man blev dog virkelig færdig til den fastsatte tid, men det siger sig selv, at bygningerne aldrig blev så gode, som de skulle være. Gang på gang har man måttet reparere, afstive og fylde op, og det har kostet mange penge,

For at redde stumperne af den gamle fabrik i Nakskov indgik Tuxen i løbet af sommeren et kompagniskab med en finansmand, hr. Gommesen og anmeldte fabrikken til firmaregisteret som Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik Aktieselskab. Heroverfor protesterede Atlas, idet man henviste til generalforsamlingens beslutning om firmaets opløsning. Man anlagde også sag ved Sø- og Handelsretten, som resolverede, at det anvendte firmanavn ikke kunne benyttes af Tuxen, og at denne skulle betale kr. 100 i bøde for hver dag. Dommen blev siddet overhørig. Tuxens firma kom da til at hedde I. P. E. Tuxen og Hammerichs Maskinfabrik, og det startede sin virksomhed i Nakskov den 1. januar 1899. Det oprettede et kontor i København, men Tuxens plan om at genoplive sit gamle firma lykkedes ikke. Bestandig kæmpede han mod økonomiske vanskeligheder, og fabrikken afsluttede sin tilværelse på en måde, der kan man sige var den gamle kriger fra Helgolandsslaget værdig. I 1905 udbrød en voldsom brand, som lagde alle fabriksbygningerne i Nakskov i aske.

Men i det nye firma Atlas arbejdedes der under højtryk, og den 7. oktober begyndte man at montere maskinerne i den nye værkstedsbygning i maskinfabrikken. Man havde i sommerens løb opstillet en dampkedel og en dampmaskine på 125 hk.. Denne trak en 70 kw. dynamo, og driften af alle akselledningerne skete ved elektromotorer, hvilke efter den tids forhold var noget næsten sensationelt nyt. Atlas havde endvidere overtaget de nyere maskiner fra Tuxen & Hammerich, og godt og vel 100 vognladninger gods ankom i slutningen af året med jernbanen fra Nakskov til København.

Efterhånden som dagene gik, og året randt ud, voksede travlheden, men alt blev nået, og maskiner stod opstillet, kontorer var indrettet, råmaterialer magasineret og værktøj anbragt på årets sidste dag, så virksomheden kunne begynde den 2. januar 1899. Med Tuxen havde man dog endnu et mellemværende, idet han, inden han kunne overtage fabrikken i Nakskov, skulle udbetale det beløb, han ved likvidationen var blevet skyldig. Den 31. december 1898 var betalingen endnu ikke faldet, og fabriksporten i Nakskov blev derpå låset. Nogle dage efter kom dog pengene fra Tuxen, som derpå kunne få adgang til fabrikken. Atlas' personale omfattede næsten 300 mand. På kontoret, som lededes af overbogholder Heinrich Martens var der 10 funktionærer. På tegnestuen, hvis chef som nævnt var ingeniør H. H. Mansa arbejdede 16 ingeniører, tegnere og lærlinge. 8 værkførere og formænd ledede værkstederne og ekspeditionen. Maskinfabrikken havde overværkfører H. C. Hansen som chef, støberiet Chr. Hansen, smedjen N. Forsberg, og modelsnedkerværkstedet E. Dölpher. Endelig var der 10 montører og en stab af arbejdere på ca. 250 svende og lærlinge.

De tre direktører, Schou, Madsen og Vöhtz residerede i et fælles kontor på 1. sal i den nye hovedbygning på hjørnet af Nørrebrogade og Baldersgade, hvor også handelskontoret og bogholderiet havde til huse. Tegnestuen var beliggende på 2. sal. De øvrige lokaler i bygningen blev udlejet til bolig for værkstedets funktionærer, og lokalerne i stuen til en restaurant og til et detailudsalg. Som et lille glimt af datidens forhold kan det tilføjes, at portneren ved ejendommen i Baldersgade oppebar en løn af kr. 1.200 foruden bolig. Det var slet ikke nogen ringe gage dengang. Således begyndte man da den nye virksomhed, men der skulle vise sig mange og store vanskeligheder endnu, og de tre ledere og deres medarbejderes ildhu skulle blive sat på mangen en krævende prøve.

Når man i dag betragter Atlas, som det var ved starten i 1899, har man med det syn på industrialismen, udviklingen har givet os lidt svært ved at anerkende virksomheden som en fabrik. Ganske vist var der flere hundrede arbejdere, store lokaler, mange maskiner og en vel tilrettelagt salgsorganisation, men alligevel vil nutidsmennesket være mest tilbøjelig til at kalde det, som Oscar Madsen, Vöhtz og Schou med så stor og berettiget stolthed kunne tage i øjesyn på firmaets første lag, for et stort værksted. Det er naturligvis tiden, der giver denne forskydning i bedømmelsen. Atlas var efter sin tid virkelig en fabrik, oven i købet et ganske imponerende foretagende, som var rede til at påtage sig mange, store og krævende opgaver. Vi har i det foregående flygtigt berørt de specialiteter, som beskæftigede Tuxen & Hammerichs Maskinfabrik.

Det blev de samme produkter, der i den første tid optog Atlas’ aktivitet, og det må straks siges, at virksomheden på visse områder var et ganske anseligt stykke foran sin tid. Men om seriefabrikation efter moderne målestok var der naturligvis ikke tale. Den uniformitet og kontinuitet, som præger nutidens moderne industrivirksomhed, kendte man ikke dengang. Man effektuerede de indgåede og som regel individuelle ordrer, og man henvendte sig ikke som nu til "det ukendte marked" med standardprodukter, som krævede den for nutidens industrivirksomhed så nødvendige salgs- og reklameorganisation. Måske er det en noget grov vurdering, og den er, indrømmet, på ingen måde udtømmende. Men man kan vel alligevel karakterisere udviklingen ved at sige, at Vöhtz og Madsen var håndværkerne i modsætning til de senere og nuværende ledere, som var og er industrifolk.

Fra Tuxen & Hammerich overtog man ved Atlas start for kr. 190.000 ordrer. Hertil kom i løbet af året 1899 nye ordrer på kr. 1.180.000 - tilsammen kr. 1.370.000, hvoraf det i første arbejdsår lykkedes at levere for kr. 380.000. Atlas oprindelige specialiteter var dampkraftanlæg og køleanlæg med dertil hørende maskiner og apparater. Firmaets store kort på hånden var dengang dampmaskiner med overhedet damp (Schmidt-motorer), hvoraf der fra Tuxen & Hammerich kun var leveret et enkelt anlæg her i landet. Det blev købt af Maglemølle Papirfabrik ved Næstved, og det næste, som blev fuldført, blev benyttet af Atlas selv som drivkraft til den for det øvrige arbejde så nødvendige kraft central. Ved fabrikkens start forelå en bestilling på en 500 hk. tvilling Schmidt motor til De Forenede Papirfabrikker, Maglemølle, hvilket i sig selv var et bevis på, at man var tilfreds med de erfaringer, man havde gjort med den første motor af denne type. Dette var så meget mere opmuntrende, som Schmidt-motorerne i begyndelsen havde været udsat for en temmelig stærk kritik, men det blev dog netop disse motorer, der i særlig grad kom til at præge produktionen i de følgende år. Samtidig arbejdede man med fremstilling af gasmaskiner og Dowson-gasanlæg og med kølemaskinerne, der af let forståelige grunde fortjener en særlig omtale.

Man var nemlig fra Atlas side straks på det rene med, at fremstillingen af kølemaskiner måtte udgøre en væsentlig del af firmaets virksomhed, og at udviklingen ville medføre større og større behov for disse maskiner. Direktør H. H. Schou foretog derfor i sommeren 1899 en studierejse til USA for at undersøge, hvor vidt man der var nået i så henseende. Han kunne vende hjem i eftersommeren med den meget opmuntrende meddelelse, at man på Atlas var i stand til at fremstille maskiner, som fuldt ud stod på højde med, hvad amerikanerne fabrikerede. Samme år beskæftigede man sig intenst med leveringen. Af en stor kølemaskine til "The Northpole Ice Company" i England, men kom her i den situation, at prisen på grund af forskellige forhold kom til at ligge ca. 80-90.000 kroner over det stipulerede. Det engelske firma så sig ikke i stand til kontant at udrede dette betydelige beløb og tilbød derfor Atlas som en del af betalingen for £5.000 aktier i kompagniet. Efter nogen tøven gik Atlas bestyrelse ind herpå.

Man kan for resten ikke påstå, at bestyrelsen iøvrigt blandede sig for meget i det nystiftede firmas dispositioner. Der blev ikke holdt mange bestyrelsesmøder i 1899 og protokollen afslører ikke meget om bestyrelsens aktivitet. Tilsyneladende er det hele gået meget uformelt til. Man kan således se, at overretssagfører Hans Nielsen ved nogle lejligheder også har påtaget sig sekretærens rolle og har skrevet de yderst lakoniske bestyrelsesreferater! Efter generalforsamlingen den 4. marts, på hvilken man besluttede sig til at betale 4 % udbytte, blev der i hele sommerhalvåret ikke afholdt noget møde, og først i midten af november trådte bestyrelsen sammen for at gøre foreløbig status. Ved årets udgang opgjorde man arbejdsstyrken til 330 mand, hvortil kom 45 mand på tegnestuer, i kontorer osv.. Man noterede med stolthed, at der fra støberiet var udgået 1 million pund støbegods, og at der i lønninger var udbetalt kr. 308.000.

Hvis man sammenholder disse tal med produktionstallene for det forløbne år, forstår man det fornuftige i bestyrelsens beslutning om for 1899 kun at udbetale et aktionærudbytte på 4 %. De første vanskeligheder havde da allerede vist sig, og bestyrelsesrådets medlemmer vedtog nærmest af moralske grunde at afstå fra det honorar på kr. 500 pr. mand, der var vedtaget i firmaets statutter. I det hele taget var den klare blå himmel, som havde hvælvet sig over det purunge firma begyndt at blive dækket af mørke skyer, de følgende år bød på overordentlig mange vanskeligheder, fordi det dels kneb med at få tilstrækkelig mange ordrer til at holde virksomheden i gang, og dels med at skaffe kontante midler til produktionens omkostninger i 4 år gav Atlas tab, og først i 1904 kunne man påny betale et udbytte, som blev på 4 %.

Det skortede ellers ikke på aktivitet fra ledelsens side. Salgsarbejdet blev udført med megen flid, og den tekniske ledelse arbejdede ihærdigt på at forbedre eksisterende maskiner og skabe nye, som kunne imødekomme tidens krav. Dette gjaldt ikke mindst kølemaskinerne. Direktør H. H. Schou havde allerede i 1898 taget patent på en ny metode til køling af varer i jernbanevogne. Princippet var følgende: kølingen af vognens indre foregik med ammoniak, som cirkulerede i køleslanger, der var anbragt under loftet. Der var imidlertid ingen kompressor til cirkulation af ammoniakken, men denne strømmede fra en stålbeholder, i hvilken der fandtes flydende ammoniak under højt tryk gennem en særlig ventil ind i køleslangerne, hvor ammoniakken fordampede og frembragte kulde. Ammoniakdampene gik derefter til en lukket vandbeholder, hvori de absorberedes af vandet. Denne beholder var ophængt under vognbunden, hvor den af svaledes under kørslen. Når højtryksbeholderen var tom, blev den fjernet fra jernbanevognen og erstattet med en ny.

Dette var en efter datidens forhold ret opsigtsvækkende opfindelse, men den krævede naturligvis mulighed for, at man ustandselig kunne forsyne vognene med nye højtryksbeholdere. Det foregik på den måde, at vandbeholderens ammoniakvand blev tappet over i lukkede beholdere, som sammen med de tomme højtryksbeholdere blev sendt til et centralværk, hvor ammoniakken blev uddraget af vandet, fortættet og pumpet over på højtryksbeholderne. Man behøver ikke at være tekniker for at begribe systemets svagheder. Over kortere distancer gik det hele meget godt. Men da russerne, som havde købt nogle af disse anlæg af Atlas, ville benytte metoden ved jernbanetransport af eksportsmør fra Sibirien til havnene ved Østersøen, gik det ikke, fordi afstandene blev for store, og der skulle for mange centralstationer til.

Men eksemplet viser, at man var opmærksom på tidens krav og ikke sparede nogen møje for at søge at imødekomme dem. Tidligere havde man eksperimenteret med et kølesystem, som skulle tages i anvendelse ved transport af mælk. Ideen var simpelthen den, at man i et fryseværk i stedet for at fryse vand frøs mælk i blokke og derpå anbragte stykker af denne mælkeis i jungerne. Med andre ord nøjagtig det samme princip som isterningerne i et lemonadeglas. Man lagde også meget arbejde i forsøg på en bedre tilrettelæggelse af beregningsgrundlaget for maskinerne, noget som overingeniør Nikolai Jørgensen, der var direktør H. H. Schous tekniske sekretær, viede meget af sin tid. Med udviklingen steg kravene til dette arbejde, og det varede ikke længe, før adskillige af firmaets ingeniører var beskæftiget med på et videnskabeligt grundlag at foretage omhyggelige beregninger ved ethvert nyt anlægs projektering. En særdeles stor indsats i så henseende gjorde således ingeniør E. Sarauw og dr. Phil. E. Schou, der senere blev professor ved polyteknisk læreanstalt. Dette arbejde resulterede i, at de langsomme og ret klodsede og tunge kompressorer, som man oprindeligt havde benyttet, efterhånden blev erstattet af lettere og hurtigløbende maskiner.

Man gav sig i denne periode også til at producere margarinemaskiner, navnlig til Otto Mønsteds fabrikker i England, men efter en halv snes års forløb standsede denne fabrikation i nogle år. Men trods denne vågne aktivitet bød Atlas første år som tidligere sagt på mange vanskeligheder, over hvilke ledelsen ikke kunne have indflydelse. Arbejdsforholdene var omkring århundredskiftet præget af betydelig uro, og i året 1900 fandt der en arbejdsmandsstrejke sted. Den varede i fem måneder og medførte for en tid, at alt arbejde i støberiet blev standset.

Ved et bestyrelsesmøde den 4. september meddelte grosserer Johannes Martens sine kolleger i bestyrelsesrådet, at han af helbredsgrunde så sig nødsaget til at nedlægge sit hverv som formand for rådet. Det siger sig selv, at denne beslutning blev modtaget med beklagelse. Man udnævnte ingeniør, senere etatsråd, N. C. Monberg, der jo allerede var medlem af bestyrelsen til midlertidig formand samtidig med, at fabriksejer Joh. Goldschmidt af firmaet Goldschmidt og nordholm indtrådte. Fabrikejer Goldschmidt tog senere navneforandring til Guildal. Der skete herefter ingen ændringer i bestyrelsesrådets sammensætning før i juli 1901, da etatsråd Philip Schou udtrådte af bestyrelsesrådet og blev erstattet af sin nevø, direktør Einar Schou i London.

Arbejdet med dampmaskinerne medførte ret naturligt, at man i 1903 begyndte at sysle med tanken om også at bygge. Dampturbiner, således at man kunne være i stand til at bestride hele området: "dampkraftanlæg". Direktør H. H. Schou foretog i den anledning nogle rejser til Frankrig ledsaget af sin broder, dr. Phil. Erik Schou, der dengang som nævnt gjorde tjeneste på Atlas som teoretisk medarbejder og beregner, og de to herrer kom i Paris i forbindelse med ingeniørfirmaet Rateau, som var ekspert i turbiner. Efter nogle forhandlinger fremsatte man et forslag om et samarbejde, hvorefter Atlas skulle bygge turbiner efter Rateaus tegninger og på licensbasis. Men Rateau ville ikke slutte nogen kontrakt, før Atlas var gået ind på at anskaffe en række kostbare specialmaskiner, og bestyrelsen fandt da, at man hverken havde plads eller råd til disse maskiner, og at det også kunne knibe med lokaler til montering og afprøvning af turbinerne. Samarbejdet med Rateau blev derfor ikke til noget, men dr. Phil. Erik Schou havde fået blod på tanden og arbejdede i de følgende år med beregninger af en dampturbine af en bestemt konstruktion. En del damp prøveapparater blev udført, men forsøgene faldt ikke ud på tilfredsstillende måde, og efter et par års forløb blev sagen henlagt og ikke genoptaget før i 1916,

Man havde iøvrigt truffet det arrangement med firmaer i Sverige og Norge, at disse kunne overtage fabrikations retten for Wilh. Schmidts patenter for overhedet damp. Dette arrangement blev som så mange andre i denne periode en skuffelse. De norske og svenske firmaer formåede ikke at få noget ud af de muligheder, som Atlas i Danmark havde udnyttet så vel, og man kom ikke til en tilfredsstillende ordning, før Atlas selv havde overtaget hele fabrikationen og var begyndt at eksportere Schmidt motorerne til de skandinaviske lande og til Rusland og England. Til alle disse andre vanskeligheder kom et for tiden karakteristisk misforhold mellem priser og udgifter. Fortjenesten kunne i disse år på ingen måde dække omkostningerne, og dette gjaldt også for de agenturer, man oprettede i England og Rusland for at få eksporten sat i vejret. Ofte måtte der skaffes kreditter for at få disse udenlandske kontorer til at løbe rundt, og der påførtes hovedfirmaet mange udgifter på denne måde.

Derfor blev der som før nævnt ikke udbetalt noget udbytte før i 1904, da en svag bedring begyndte at vise sig. Denne forbedring var et varsel om bedre tider, et varsel som også slog til for de følgende år. I 1905 kunne man således udbetale et udbytte på 5 %, og ordrerne begyndte at indgå i større mængde. Der blev mulighed for ret betydelige henlæggelser og afskrivninger, og efterhånden udvidedes arbejderantallet påny. Blandt de store ordrer, der i den tid indløb, var bestillingen på en 850 hk. dampmaskine med tilhørende dampkedler, overhedere etc. fra Malmø's store Walsqvarn. Denne bestilling stillede meget strenge fordringer til virksomhedens kapacitet, idet den indløb om foråret og indeholdt en bestemmelse om, at hele anlægget skulle være færdigt inden den 1. september samme år. Ydermere fik Atlas kun to måneder til at fjerne det tidligere kedelanlæg, forberede et nyt maskinfundament, indmure nye kedler og stille den nye dampmaskine op. Trods opgavens vanskelighed blev den løst, og det var ikke Atlas skyld, at arbejdet på stedet først kunne finde sted i sommeren 1906. Dette skyldtes derimod arbejdskonflikter indenfor det svenske bygningsfag.

I foråret 1905 havde bestyrelsen fået et nyt medlem, nemlig havnebygmester, senere borgmester H. C. V. Møller, som udfyldte den plads, der var kommet til at stå åben efter overretssagfører Hans Nielsens død i august måned 1903. I året 1906 kunne man deklarere et udbytte på 7 % og nåede dermed foreløbig det højeste udbytte siden virksomhedens start. Samme år begyndte Atlas at fremstille køletromler for margarine efter a/s Flakes patent. Man havde på det tidspunkt en ret betydelig erfaring med hensyn til margarinemaskiner, idet man som før nævnt allerede tidligere havde leveret margarinemaskiner til Otto Mønsted, og man havde også fabrikeret store køleanlæg til margarinefabrikker i Ålborg, Randers og andre indenlandske virksomheder foruden til Maypole Margarine Works i England, og i Tuxen & Hammerichs tid havde man leveret Danmarks første køleanlæg til margarinefabrikken i Korsør.

Køletromlen betød imidlertid en fuldstændig omlægning af kølesystemet i margarinefabrikkerne og medførte muligheder for udvidelse af de pågældende fabrikker. Forskellen på de to systemer kan man karakterisere ved at sige, at man tidligere mistede store værdier ved at margarineemulsionen krystalliserede i afkølet ferskvand, mens emulsionen i Flakes-tromlen afkøledes uden at komme i berøring med vand. På grund af et særligt og fordelagtigt arrangement med a/s Flakes hændte det ikke sjældent, at Atlas på een gang fik bestilling på kølemaskiner med tilkoblet dampmaskiner og andet tilbehør.

For det følgende år 1907 kunne der fremdeles gives et udbytte på 7 %. Blandt dette års mest interessante leverancer var den første dampmaskine med dampudtagning fra en mellem højtryks- og lavtrykscylinderen indskudt receiver. Det var hærens rustkammerværksteder, der gjorde denne interessante bestilling. De mange nye ordrer og den forøgede arbejdsstyrke gjorde forståeligt nok udvidelser nødvendige, og i begyndelsen af 1907 købte man derfor naboejendommene i Baldersgade (nr. 3-5-7) og begyndte at rive de bygninger, der stod på denne grund, ned for at kunne bygge et nyt monteringsværksted. Arbejdet på dette værksted påbegyndtes straks og var fuldført inden årets udgang. Om efteråret købte man nabogrunden til selskabets ejendom i Hillerødgade, som man allerede tidligere uden held havde søgt at erhverve, og nu blev man i stand til i løbet af den kommende vinter at udvide støberiet, hvilket naturligvis længe havde været nødvendigt.

Det havde i de forløbne år ikke altid været lige let at være arbejder på Atlas. Den store travlhed, som var sat ind efter de første års stilstand, havde gjort overarbejde nødvendigt, og det havde slidt stærkt på arbejdernes kræfter, at der så ofte måtte arbejdes selv om natten. Men arbejdet havde ikke kunnet afvikles på anden måde, så længe pladsmangelen lagde sin knugende hånd på virksomheden. Man havde heller ikke i den udstrækning, det var ønskeligt, kunne selvforsyne sig med støbegods, men havde været henvist til at købe dette fra andre støberier for at kunne holde trit med arbejdet i maskinværkstedet. Da udvidelsen var tilendebragt, var man ikke alene i stand til at forsyne sig selv med støbegods, men kunne også i en år række levere til andre virksomheder, således til Københavns flydedok og til Nielsen & Winther,

Men igen stod man overfor kravet om mere kapital foranlediget af de mange ombygninger og en udvidelse af aktiekapitalen blev nødvendig. Det var først planen at udvide fra kr. 800.000 til kr. 1.200.000, men da man ikke fandt tidspunktet belejligt for en offentlig indbydelse til aktietegning, rettede man i stedet for henvendelse til de mennesker, der i forvejen havde aktier i foretagendet og fik på denne måde tegnet for kr. 200.000 nye aktier, med hvilket beløb man lod sig nøje.

I 1908 købte man for et betydeligt beløb brugsretten til en tysk ventilkonstruktion, som var opfundet af professor Gutermuth, og som skulle erstatte de gamle tunge kompressorventiler på kølemaskinerne, således at man kunne sætte kompressorernes omdrejningsantal op. Denne nyerhvervelse blev dog ikke det sidste ord på ventilernes område, skønt den tilsyneladende virkede ganske godt, var den ikke holdbar, og indkøbet af brugsretten til professor Gutermuths ventil blev indledning til en lang række eksperimenter, som imidlertid ikke førte til noget resultat. Man konstruerede derpå en anden ventil, som i nogen grad lignede den oprindelige type, men som var betydelig lettere, og denne konstruktion holdt man fast ved i en række år. Iøvrigt kom året 1908 ikke til at svare til forventningerne. Banksammenbruddene satte flere af Atlas kunder ude af stand til at betale, og der påførtes selskabet en del større tab, således at der for dette år kun kunne udbetales 5 % i udbytte. Denne uheldige udvikling fortsattes i 1909, for hvilket år der intet udbytte kunne deklareres.

Der var i den forløbne tid sket en vis forskydning i produktionen, idet gasmotorerne ikke mere havde den samme betydning som før. Årsagen hertil var, at Danmark var ved at blive elektrificeret. Rundt omkring i landet blev der anlagt elektricitetsværker, og i den mindre industri gik man over til at anvende elektromotorer som drivkraft. Selv om gasmotorerne på denne måde ramtes af udviklingen, betød det dog ingenlunde nogen stilstand for Atlas, hvis ledelse indså, at når det nu var ved at blive almindeligt at anlægge elektricitetsværker, måtte man gøre en indsats for at levere drivkraft til disse værker. Man begyndte derfor i 1909 at fremstille liggende dieselmotorer, og man leverede i årene indtil krigen et ret anseligt antal heraf. Kommandør V. Buchwald, det sidste af bestyrelsesrådets medlemmer, der havde været med til at stifte Atlas, afgik i november 1910 ved døden, og hans plads i rådet stod ledig i over 4 år. Først i december 1914 fandt man hans afløser: direktør Hjerl Hansen.

I årene lige før den Første Verdenskrig var Atlas vel beskæftiget, og efter de udvidelser, der var blevet foretaget, var man i stand til jævnt og travlt at afvikle de mange bestillinger på tilfredsstillende måde. Omsætningen var i stadig stigning, og udbyttet, som i 1910 var 5 %, steg i de følgende år til 7 %, samtidig med at man kunne fortsætte afskrivningerne og endda få tilstrækkeligt til at foretage ret betydelige henlæggelser. Men denne gyldne periode skulle som bekendt ikke vare længe. Krigen stod for døren. På et bestyrelsesrådsmøde tirsdag den 11. august 1914 drøftede man for første gang de nye og alvorlige vilkår verdenskrigen havde medført. Det var direktør Schou, som havde ønsket dette møde, på hvilket han gjorde opmærksom på de vanskeligheder, der var fremkaldt ved krigstilstanden i de lande, hvorfra man enten hentede sine råmaterialer, eller hvortil man selv havde leverancer. Situationen gjorde det nødvendigt at træffe beslutning om, hvorledes man kunne holde fabrikken i drift så længe som muligt, og hvorledes man kunne imødegå de mange nye problemer. Der var dog på ingen måde tale om panik. Bestyrelsesrådet ville ikke straks tage bestemt stilling til spørgsmålene, men foretrak at vente og se tiden an. Kun en enkelt afgørelse faldt på dette møde, idet man besluttede at udbetale fuld gage for august måned til de funktionærer, som var indkaldt til militærtjeneste,

På et møde den 31. august motiverede direktør Schou et forslag om 1) at opsige alle de funktionærer, som havde en måneds opsigelse til fratrædelse den 30. september, således at opsigelsesfristen efter denne dato hvis den første opsigelse ikke blev effektiv skulle fastsættes til en uge, og 2) at bede alle funktionærer med 3 måneders opsigelse om at underskrive en erklæring om, at opsigelsesfristen fra selskabets side fra den 15. november samme år skulle nedsættes til 14 dage, samt 3) at de funktionærer, der var indkaldt til militærtjeneste skulle opsiges med normalt varsel, således at de gifte funktionærer indtil opsigelsesfristens udløb skulde have fuld gage med fradrag af den indtægt, de fik fra staten, mens de ugifte skulle have fuld gage for august, og derefter halv gage indtil opsigelsesfristens udløb, bestyrelsesrådet billigede dette forslag, men indføjede dog den ændring, at opsigelsesfristen for de funktionærer, der oprindeligt havde 3 måneders opsigelse skulle sættes til 1 måned i stedet for som foreslået 14 dage. Disse forholdsregler kom også til at ramme direktionen selv, idet man på et møde i slutningen af december traf en særlig ordning vedrørende direktørernes stilling.

Der var intet at sige til, at selskabet ønskede at stå frit. Den blomstringstid, man var gået i møde, og som havde medført, at der forelå planer om en række betydningsfulde ændringer i fabrikationen, således standardisering af maskintyperne, normalisering af de enkelte maskin dele og ansættelse af den dertil krævede stab af ingeniører, måtte skrinlægges. For en tid lammedes hele fabrikkens virksomhed, og der blev ikke udbetalt noget udbytte for 1914.

Allerede næste år så det hele imidlertid langt bedre lid. Der indløb en række betydningsfulde ordrer, dels på de maskintyper, man allerede beskæftigede sig med, dels på en del værktøjsmaskiner, og tiden var nu inde til at omorganisere driften og udvide værkstederne. Planerne herom blev meget nøje drøftet, og i 1916 kunne man skride til deres virkeliggørelse. Smedjen og støberiet gennemgik anselige udvidelser, og modelsnedkeriet og modellageret blev flyttet til Hillerødgade, hvor en ny bygning til dette formål var blevet opført den indvundne plads i Baldersgade blev benyttet til maskinværksted, og man udrangerede en hel del af det gamle maskinel og købte nyt i stedet. Under denne proces måtte bl.a. det gamle Dowson gasanlæg i Hillerødgade, som havde gjort så god fyldest, vige pladsen for et elektrisk kraftanlæg, der fik sin strøm fra Frederiksberg Højspændingsværk. Desuden udvidede man kedelanlægget og indrettede nye vaskerum og omklædningslokaler til arbejderne, ligesom man sørgede for nye spisestuer, sådan at arbejdsforholdene blev betydeligt forbedrede. Der skete også køb af en nabogrund til Hillerødgade-grunden, sådan at nye krav om udvidelser ikke skulle finde Atlas uforberedt.

Der førtes i den kommende tid forskellige forhandlinger mellem funktionærerne og bestyrelsen om dyrtidstillæg, og kravene blev vist megen forståelse og imødekommet på bedste måde. Man var i 1916 begyndt at tænke på at optage fabrikationen af dampturbiner. Denne plan var ikke ny. Allerede i 1907 havde den som tidligere fortalt været overvejet, da man forhandlede med ingeniør, professor Rateau i Paris om udnyttelsen af hans patenter. Men nu lå der flere realiteter for hånden. Man var kommet i forbindelse med professor Th. E. Thomsen, som i 1915 var tiltrådt et ledigt embede ved Den Polytekniske Læreanstalt som professor i maskinlære. Han havde i udlandet erhvervet sig ganske særlige kundskaber på dette specielle felt, og der var fra Carlsberg Bryggerierne allerede indløbet en bestilling på en dampturbine, som man gik i gang med at konstruere, efter at man havde oprettet kontrakt med professor Thomsen om et samarbejde.

Et par år i forvejen havde man påbegyndt et samarbejde mellem Atlas og a/s Nielsen & Winther, der havde specialiseret sig i hydrauliske maskiner, men som ikke selv kunne overkomme at bygge alle de maskiner, der var bestilt. På grundlag af Nielsen & Winthers tegninger fremstillede Atlas en halv snes damphydrauliske 1000-tons presser og 108 hydrauliske pumper med et samlet kraftforbrug på 11.540 hk.. Samarbejdet fortsatte indtil Nielsen & Winther i 1931 måtte træde i likvidation, hvorefter Atlas videreførte fabrikationen.

Den næstsidste dag i året 1916 tog bestyrelsesrådet stilling til det uhyre vigtige spørgsmål, om en nyordning af selskabets direktion. Dette var en historisk dag for Atlas. Forud var gået nogle forhandlinger om et forslag, hvorefter der skulle ansættes 4 direktører. Den ene skulle fungere som administrerende direktør og formand for direktionen og hver af de tre andre som chef for sin særlige afdeling af virksomheden, nemlig tegnestuen eller konstruktionsafdelingen, værkstedsafdelingen og handelsafdelingen. Der havde været almindelig tilslutning til denne plan, som imidlertid medførte, at de to gamle direktører, Vöhtz og Madsen skulle fratræde deres stillinger og erstattes af tre nye direktører, mens direktør H. H. Schou skulle fortsætte som administrerende direktør og formand for direktionen.

Det betød imidlertid ikke, at man ønskede at slippe af med de to gamle, hæderkronede direktørers hvis enorme betydning for selskabet enhver fuldtud anerkendte. Man ønskede tværtimod vedblivende at have dem knyttet til Atlas, sådan at man også i fremtiden kunne nyde godt af deres erfaringer og viden. Derfor traf man den aftale med dem, at de begge skulle indtræde som medlemmer af bestyrelsesrådet og i fremtiden yde direktionen bistand med råd og dåd. Vöhtz var jo særlig specialist i de spørgsmål, der angik firmaets daglige drift og herunder navnlig de tekniske problemer, mens Madsen på de handelsmæssige områder havde megen erfaring og en lang række forbindelser, som kunne og burde komme selskabet til nytte. Til de tre nye direktørposter ansatte man ingeniør H. H. Mansa, ingeniør Zimsen og kontorchef H. Martens, som alle i forvejen bestred overordnede stillinger i firmaet. Mansa blev chef for konstruktionsafdelingen, Zimsen for værkstedsafdelingen og Martens for handelsafdelingen.

Den nye direktion gik med stor energi løs på alle øjeblikkets opgaver, efter at den var trådt i funktion den 1. januar 1917. Man ventede sig meget af samarbejdet med professor Th. E. Thomsen, og dampturbinerne optog megen af konstruktionsafdelingens og værkstedets tid. Men krigen gjorde det vanskeligt at skaffe materialer, og det lykkedes ikke at få den første dampturbine færdig til prøve før i foråret 1918. Imidlertid var resultatet af anstrengelserne blevet så godt, og turbinen fungerede så tilfredsstillende, at den første demonstration, som fandt sted for en række industrifolk og redere, affødte bestilling på en lignende dampturbine til Nordiske Kabel- og Trådfabrikker samt på 5 skibsdampturbiner til 3 rederier. Senere på året indløb der ordrer på endnu 12 skibsturbiner til et enkelt rederi. Dette krævede naturligvis et stærkt forceret arbejde, navnlig da de fem første turbiner ifølge kontrakterne skulle være færdig inden udgangen af 1919. Man fremstillede også dampturbiner til en række elektricitetsværker. Det første i rækken var Sønderjyllands Højspændingsværk i Åbenrå og senere fulgte ordrer fra værkerne i Odense, Århus og København, ligesom forskellige industrivirksomheder gjorde brug af Atlas' turbiner.

I 1918 opførte man på grunden ved Glentevej en prøvestation til afprøvning af skibsturbinerne. Den var udstyret med dampkedel, kondensationsanlæg osv. og fungerede udmærket. Men alle disse udvidelser, som satte Atlas i stand til at imødegå, hvad fremtiden kunne stille af krav, var naturligvis ikke nogen billig historie, og det blev derfor besluttet i januar 1918 at udvide aktiekapitalen til kr. 1.500.000. Dette slog dog ikke til, og allerede i juli samme år udvidede man påny aktiekapitalen, denne gang til kr. 3.000.000. De sidste krigsår havde været tilfredsstillende for firmaets økonomi, og der blev i årene 1915-1918 årligt udbetalt et udbytte på 10 %.

Men med efterkrigstiden kom vanskelighederne. Dette betød ikke, at selskabet ikke vedblivende modtog mange og store ordrer, men da man i så betydelig grad var kommet ind på at bygge turbiner til dampskibe (blandt ordrerne i denne tid var to skibsturbineanlæg til DFDS) kom man også i den situation, at mange af leverancerne forsinkedes, fordi værfterne ikke kunne færdigbyggede skibe, turbinerne skulle monteres i krigens afslutning havde selvfølgelig medført, at der ikke mere var så stor efterspørgsel efter værktøjsmaskiner som før, og Atlas havde for at imødekomme det store behov fabrikeret et anseligt lager af disse maskiner. Dette førte naturligvis tab med sig. Men der var også andre faktorer, som prægede denne vanskelige tid. Efter en krig stiger, som bekendt, lønningerne betydeligt, og alle driftsudgifter ryger i vejret, og dette fik Atlas til fuldt mål at mærke. En nedgangstid var i anmarch, og selvom man for 1919 kunne udbetale 5 % i udbytte, var det dog klart for enhver, at store vanskeligheder var på vej. De følgende år var Atlas da heller ikke i stand til at udbetale nogen dividende.

Et eksempel på arbejdsvanskelighederne er, at af de 19 skibsturbineanlæg, som blev bestilt i årene 1918-1919, var fire år efter kun 9 kommet i drift, simpelthen fordi værfterne ikke var færdige med de skibe, der skulle bruge turbinerne. Det var skibsfartens store efterkrigsvanskeligheder, Atlas således fik at føle. Rederne turde ikke forøge tonnagen, og skibsbyggeriet gik delvis i stå. Hvor stærkt gagerne samtidig var steget, fremgår af den kendsgerning, at man i februar 1920 måtte foretage en regulering af funktionærgagerne, som ifølge bestyrelsesreferatet kom til at andrage ca. 242 % af de i 1914 gældende gager. Det betød for Atlas vedkommende en merudgift på kr. 97.000 sammenlignet med 1919. Den 30. marts 1920 forhandlede bestyrelsesrådet om en meget vigtig sag. Administrerende direktør H. H. Schou ønskede at fratræde. Han havde arbejdet for Atlas i 21 år, og som hans efterfølger valgtes professor Th. E. Thomsen. I november afskedigedes direktør E. Zimsen, og i december måned afgik fabriksejer Joh. Guildal ved døden efter i 20 år at have været medlem af bestyrelsesrådet.

Lidt efter lidt gled de produktioner, for hvilke der under krigen var skabt et særligt behov i baggrunden, og Atlas’ tidligere specialiteter kom påny til at præge produktionen. Efterhånden som restriktionerne faldt bort, skabtes der nye muligheder for de forskellige industrigrene, og dette kom igen til at betyde en stigende efterspørgsel efter maskiner fra Atlas. Men disse år var ingenlunde uden vanskeligheder. Beskæftigelsen faldt ret stærkt, og i 1923 havde man kun godt et par hundrede arbejdere i værkstederne mod 500 i 1920. Det russiske marked, som før krigen ikke havde været uden betydning, var nu som følge af revolutionen meget usikkert, og det engelske svigtede også på forskellig måde. Men alt dette var efterkrigsbesværligheder, som naturligvis måtte få en ende. Det måtte dog erkendes, at man påny kunne tilvejebringe råmaterialer, og at eksportmarkederne atter kunne bearbejdes under de friere forhold. Trods de vanskelige år var man dog ved ganske godt mod, da man i 1924 fejrede selskabets 25års jubilæum.

Dette fandt sted om formiddagen den 1. januar. Medarbejdere og bestyrelsesrådsmedlemmer samledes på hovedtrappen, hvor en bronceskulptur forestillende Atlas blev afsløret, og hvor ingeniør W. Jørgensen talte på funktionærernes vegne. Etatsråd Monberg takkede i sin egenskab af formand for bestyrelsesrådet, og man vandrede derefter over i monteringsværkstedet, hvor dagens egentlige fest fandt sted,

Det gode samarbejde, der igennem de 25 år havde præget forholdene i virksomheden, fandt ved denne lejlighed sit udtryk i, at en række af de til selskabet knyttede personer kunne fejre jubilæum sammen med Atlas. Disse mænd var etatsråd N. C. Monberg, direktørerne E. Vöhtz og O. Madsen, selskabets revisorer, kontorchef A. Brendstrup og sagfører Joh. Madsen, direktørerne H. Martens og H. H. Mansa og kasserer P. Witte. Fremdeles ingeniørerne Nikolai Jørgensen, Georg la Cour og Valdemar christensen, værkførerne H. V. Frederiksen, G. Dahlberg, A. H. Christensen, snedkermester V. Witthøft, forvalter H. Schønfeldt, tømrerformand E. Eriksen og malerformand F. Tiedt, pladsformand P. B. Andersen, prøvemester I. Chr. Petersen, montør H. Morsing, montør Th. Engelbrechtsen, montør Th. Hansen, montør N. P. Nielsen, maskinarbejderne J. P. Christiansen, J. H. Kruse, L. E. Thomassen, smed Albert H. Jensen, former Johs. Hansen, snedker Chr. M. Hansen, tømrer H. Sørensen og arbejdsmand H. Klemmensen. Der udbetaltes til de fastlønnede jubilarer 1 måneds gage og til de timelønnede 14 dages gage, ialt gratialer til et beløb af kr. 11.600.

Men trods alle optimistiske ord ved jubilæumsfesten og trods alle velmente forhåbninger blev de følgende år på ingen måde lette. Der var snart ikke eet område, på hvilket der ikke viste sig vanskeligheder. Folk uden for industrien mangler ofte forståelse af de omfattende ja ofte næsten utænkelige bryderier, en fabrik kan have med sin produktion og sin afsætning af produkterne. Der spiller så mange forskellige forhold ånd i fabrikkens liv, at der skal mere end dygtighed på det tekniske og merkantile felt til for at få hele urværket til at gå, som det skal.

Det vil være naturligt som et eksempel på disse vanskeligheder at nævne et enkelt produkt fra Atlas, nemlig Glacia. For Glacia kølemaskinen er næsten et kapitel for sig. Dens historie begynder omkring århundredskiftet, da den franske abbed Audiffren, som var en ikke ubetydelig fysiker, finder på at konstruere en hermetisk lukket kølemaskine, hvis princip i sig selv er ganske simpelt. Maskinen ligner nærmest en håndvægt, idet den består af to hule broncekugler forbundet ved en hul aksel, og princippet i den er, at når den roterer, bliver refrigeratorkuglen kold, mens kondensatorkuglen bliver varm. Kondensatorkuglen indeholder selve kølemaskinen, sædvanligvis en tocylindret dobbeltvirkende kompressor, der er ophængt på akslen inde i kuglen. Selve kølemaskinen roterer ikke, men kompressoren hænger stille på akslen, fordi den er forsynet med en kontravægt. Som før nævnt er hele maskinen hermetisk lukket, og den kølevæske og olie, der er fyldt på den, kan ikke gå tabt. Olien kan endda bevare sin smøreevne i mindst 25 år, fordi selve maskinens indre er suget lufttomt. Der er med andre ord ingen ilt til at skade olien.

Abbed Audiffren fik hjælp af den schweitziske ingeniør Singrün, som var en fremragende konstruktør, og maskinen var i mange år en stærkt solgt artikel over hele verden, navnlig på grund af sin enorme driftssikkerhed, og fordi den er så uhyre let at betjene. Omkring 1920 udløb patenterne på denne maskintype, og man fik på Atlas den ide at optage en fabrikation. Der blev udskrevet en intern firmakonkurrence om et velklingende og karakteristisk navn, og daværende hovedbogholder Martens, den senere direktør, vandt præmien på navnet Glacia. Men skønt man for eksempel i 1924 solgte 114 af disse maskiner, var det synd at sige, at man havde ubetinget glæde af dem. Der blev i bestyrelsen talt om de tekniske vanskeligheder, Glacia bestandig frembød, men direktionen havde dog en optimistisk tro på, at det hele nok skulle lade sig klare.

Det gik imidlertid ikke så let. Man solgte ganske vist en del maskiner, bl.a. til Argentina og Indien, hvor maskinens enkle konstruktion gjorde den særlig egnet, da selv mennesker uden nogen form for tekniske kundskaber kunne betjene den. Men der kom bestandig klager over Glacia maskinerne, og det gale var, at det ikke kunne lade sig gøre at reparere en maskine på stedet. Skete der noget med en Glacia, måtte den sendes tilbage til København, fordi den jo var loddet sammen og kun kunne skilles ad på selve fabrikken.

I Atlas' bestyrelsesprotokol nævnes Glacia første gang i marts 1923. Man havde da haft produktionen i gang et års tid, og man havde endnu ikke lidt alle de skuffelser, denne maskine i lang tid skulle frembyde. Men lidt efter lidt meldte vanskelighederne sig i et sådant omfang, at man til sidst var mest tilbøjelig til at lade hele produktionen falde og koncentrere sig om andre opgaver. Alt dette er imidlertid ikke blot interessant, fordi det illustrerer de vanskeligheder, en maskinfabrik kan blive stillet overfor, men også fordi det kom til at spille en væsentlig rolle for aktieselskabet Atlas fremtid.

Det var nemlig ikke mindst Glacias skyld, at ledelsen fik øje på en ny mand, hvis betydning for firmaet senere skulle blive så bemærkelsesværdig. Den første december 1923 var en ung ingeniør ved navn S. A. J. Mansted blevet ansat på Atlas. Hans baggrund var den, at han først havde stået 5 år i smedelære på Maglekilde maskinfabrik i Roskilde, hvorefter det havde været hans hensigt at lade sig uddanne som maskinkonstruktør. Men. Efter et halvt års forløb havde han opgivet denne plan, var blevet student i 1918 fra Bendixens kursus og cand. polyt. i 1922. Efter et halvt års ophold i Chemnitz på en fabrik for centralvarmeanlæg var han et par måneder knyttet til Vølund og blev derefter ansat på Atlas' tegnestue.

Da nu den almindelige stemning overfor Glacia som følge af de mange vanskeligheder var begyndt at blive negativ, var ingeniør Mansted imidlertid ikke at finde blandt dem, der tvivlede på denne maskine, fra hvilken tiden på en måde kunne siges at være løbet. Han var tværtimod overbevist om, at man på een eller anden måde måtte være i stand til at overkomme de mangler, maskinen havde afsløret. Det skal siges til hans ros, at han ikke sparede sig selv for at nå frem til en løsning på problemerne, og det skal siges til ledelsens fortjeneste, at den ikke som måske en fabrikant Tuxen ville have gjort! - lagde sig i vejen for den unge ingeniørs initiativ.

Efter at par års systematisk og energisk arbejde for at løse opgaven kronedes anstrengelserne omsider med held, og Glacia blev nu et Atlas produkt, man havde grund til at være tilfreds med. Ledelsen af fabrikken havde med megen anerkendelse iagttaget det arbejde, der var udført, og begyndelsen var derved gjort til en karriere, om hvilken vi senere i denne tekst skal høre mere.

I begyndelsen af året 1925 sporede man en bedring i salget af Atlas produkter, men denne fremgang fik man ikke isenge lov til at nyde godt af, fordi vanskeligheder udefra på alvorligste måde gjorde sig gældende. I foråret kom en lockout, under hvilken indtægterne for årets første måneder gik tabt, og da lockouten var forbi var nye besværligheder på trapperne. Kronestigningen vanskeliggjorde eksporten, og besparelser i driften blev nødvendige. Værkstedsfunktionærernes gager måtte nedsættes med 10 %, kontorfunktionærernes med 5 %.

Man oprettede i dette år en række europæiske og oversøiske agenturer og sluttede således kontrakt om salg af dampturbiner med den engelske maskinfabrik Browett, Lindley & Comp. i Manchester med det resultat, at man i årets løb fik bestilling på en mindre dampturbine. En russisk handelsdelegation besøgte Danmark og førte forhandlinger med Atlas om levering af maskinanlæg til svineslagterier i Sovjetunionen. Den 4. april døde medlem af bestyrelsesrådet godsejer Ejnar Schou på sin ejendom "Palsgård". Han havde været medlem af bestyrelsen siden 1901, og han mindedes af sine kolleger på et møde i bestyrelsesrådet den 4. juni.

Da man nåede hen mod efteråret, havde årets vanskeligheder sat deres tydelige præg på fabrikken. Der var således i oktober måned kun beskæftiget 260 arbejdere imod 350 i tiden lige før lockouten. At det i første række var kronestigningen, man havde at takke for de opståede vanskeligheder, var der ingen tvivl om. Da man i 1926 på et bestyrelsesmøde drøftede situationen, erkendte man, at de udvidelser, der var blevet foretaget i de foregående år, var blevet for store i forhold til omsætningen. Men på den anden side stod man dog netop i kraft af disse udvidelser rustet til at tage .fremtidens opgaver op, når de måtte melde sig. En trøst var, at den indenlandske ordreindgang i 1926 var stigende. Man fik således bestilling på 2 dampturbiner på hver 6000 kw. til Århus Elektricitetsværk, men konkurrencen udefra var hård, og det var vanskeligt at finde et rimeligt forhold mellem omkostninger og priser. På eksportmarkedet var det navnlig Glacia maskinerne, der gjorde sig gældende, og de betød så meget, at eksporten i alt nåede at omfatte en trediedel af omsætningen.

Af årets andre lyspunkter kan nævnes en kontrakt i fællesskab med Helsingør Skibsværft om den skandinaviske eneret for levering af lavtryksskibsturbiner efter Bauer-Wachs systemet. Her opnåede man straks to bestillinger, een fra Det Forenede Dampskibsselskab, og een fra Kryolitselskabet. For bestyrelsen bragte året 1926 også visse ændringer, idet formanden, etatsråd Monberg, så sig nødsaget til af helbredsgrunde at nedlægge sit hverv. Direktør Hjerl Hansen konstitueredes derefter som formand, og bestyrelsen supplerede sig med ingeniør Cruse.

Hjerl Hansen lagde nu som før et stort arbejde præget af megen interesse i selskabet. Når man gennemlæser betyrelsesprotokollen, kan man ikke undgå at mærke, at han gang på gang søgte at inspirere direktionen til nye fremstød, nyt initiativ og til en rationel udnyttelse af firmaets muligheder. Det kan vel næppe nægtes, at ledelsen på den tid bar præg af den kendsgerning, at den administrerende direktør, professor Thomsen, ikke var i stand til at ofre Atlas al sin tid og arbejdsevne. Han var jo også knyttet til Polyteknisk Læreanstalt, og de vanskeligheder Atlas havde at kæmpe imod, kunne nok kræve en administrerende direktørs fulde arbejdsindsats. Hjerl Hansen var ikke tilfreds med denne tingenes tilstand, og i slutningen af 1927 blev det indenfor bestyrelsen drøftet at fritage professor Thomsen for hans hverv som direktør og i stedet for drage nytte af hans kundskaber og erfaringer ved at lade ham indtræde som medlem af bestyrelsesrådet. Resultatet blev, at professor Thomsen trådte ud af direktionen, som derefter bestod af direktørerne Martens og Mansa, mens de to gamle direktører Vöhtz og Madsen kom til at fungere som et slags forretningsudvalg, der sammen med direktionen ved ugentlige møder skulle drøfte forretningens gang. Ved disse møder skulle overingeniørerne N. Jørgensen og Alsing desuden fungere som delegerede. Året var iøvrigt set fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt ikke stort bedre end 1926, skønt man sluttede kontrakt med Orlogsværftet om levering af et 6000 hk. turbineanlæg til en torpedobåd, og skønt man fik bestilling på et isværk til Malacca og et til krystalisværket i København. Et forsøg på at udvide eksporten af Glacia maskiner til Indien blev ikke nogen succes. Man havde til dette formål engageret ingeniør H. E. Martens, der var broder til direktøren, til at foretage en rejse til Indien og skabe nye forbindelser. Men ingeniør Martens indiensrejse blev en skuffelse og kom til at koste mange penge, fordi den faldt, før man hjemme havde overvundet de tekniske vanskeligheder ved Glacia maskinernes konstruktion.

Det synes imidlertid som om det følgende år 1928 skulle bringe nogen fremgang. En række af ordrerne fra 1927 blev fuldført, og salget af Glacia maskiner var i stigning. Man indarbejdede sig med held på Island, og der sattes en del arbejde ind på at finde gode repræsentanter i Tyskland, Polen og Frankrig. I værkstederne begyndte man at erstatte de gamle værktøjsmaskiner med nye, et arbejde, som var højst påkrævet, og som fik heldig indflydelse på den videre fabrikation. Blandt de ordrer, der indløb i dette år, var en bestilling på en 5000 kw. dampturbine til Odense Elektricitetsværk, og fra Sovjetunionen modtog man ordre på 49 mejeri-dampmaskiner, ligesom man sluttede kontrakt med tændstikfabrikken i Jönköping om en dampmaskine til een af fabrikkens virksomheder i Indien. Senere indløb iøvrigt ordrer på flere maskiner til dette selskab. Som et kuriosum kan nævnes, at man en overgang arbejdede med et stort projekt, som gik ud på at udnytte de varme kilder på Island til fremstilling af kraft. Men dette projekt blev dog for Atlas kun et luftkastel.

Spørgsmålet om besparelser var stadig akut. Funktionærgagerne var efterhånden blevet reduceret med 15 %, men arbejdslønningerne kunne man ikke komme til livs. Der fremkom mange planer om rationalisering, og en overgang tænkte man endda på at sammensmelte de to fabrikker Vølund og Atlas, ligesom man førte forhandlinger med Thomas Ths. Sabroe & Co. I Århus om en fælles repræsentation for de to firmaer i Japan.

I 1927 var man begyndt at producere en ny type hurtigløbende opretstående kølemaskiner (type E), som fungerede tilfredsstillende, og af hvilke man senere har leveret et meget anseligt antal. Men konkurrencen udefra var stadig generende, og man blev nødt til at lade priserne påvirke heraf. Dette skabte ganske vist en større beskæftigelse, men med fortjenesten gik det ikke så godt. For at støtte eksportsalget deltog Atlas under store bekostninger og uden egentlig held i verdensudstillingen i Barcelona, hvortil ingeniør Mansted blev sendt på sin første rejse for firmaet. I begyndelsen af 1929 nævnede direktør Hjerl Hansen, at han havde haft en samtale med en engelsk ingeniør, som var af den opfattelse, at de små kølemaskiner til husholdningsbrug ville få en strålende fremtid, og Hjerl Hansen bragte derfor det spørgsmål på bane, om man ikke skulle overveje at optage en fabrikation efter disse linier. Hertil svarede direktør Mansa, at Atlas' organisation slet ikke formåede at optage en fabrikation af denne art, så meget mere som udlandets store fabrikker ville være i stand til at gøre konkurrencen herfra umulig, og han påpegede, at der i De Forenede Stater fandtes store kølemaskinefabrikker, som kunne fremstille mere end 1000 maskiner pr. dag. Planen blev derfor skrinlagt, og der skulle gå mange år, før Atlas var nået så vidt i sin udvikling, og før forholdene var blevet sådan, at en fabrikation af husholdningskøleskabe kunne finde sted.

Men det var dog stadig kølemaskinerne, der prægede udviklingen, og salget gik i 1929 rigtig udmærket. Samarbejdet med Thomas Ths. Sabroe om en repræsentation i Japan var ikke synderlig tilfredsstillende og blev snart opgivet, men man kunne også selv tilvejebringe de nødvendige ordrer, og det kan i denne forbindelse nævnes, at man havde glæde af forbindelserne på Island, hvor der var et stort marked for specielle køleanlæg til frysning af fisk. Også af dampturbiner solgte man en del, bl.a. til Gentofte Forbrændingsanstalt, de danske spritfabrikker, Københavns Belysningsvæsen, Otto Mønsted, og DSB, og det lykkedes at skabe en ret betydelig nettogevinst for dette år.

Men den lovende bedring, der havde præget 1929, fik ikke lov til at vedvare, skønt de første måneder af 1930 var travle og livlige. Man havde fået en bestilling på 18 skibsmaskiner til dampdrevne hjulbåde for flodsejlads i Rusland, og det var denne store ordre, der medførte travlheden i værkstederne. Bestillingen var blevet givet i slutningen af januar, og leverancen fandt sted ved udgangen af juli, men den høje beskæftigelse medførte ikke nogen større fortjeneste, fordi man havde måttet kæmpe om leverancen med nogle tyske maskinfabrikker.

Året bragte dog den glædelige begivenhed, at turbineanlægget, der var bestilt af Orlogsværftet til en torpedobåd, viste sig at fungere aldeles upåklageligt, og det gav også grund til optimisme, at salget af kølemaskiner var tilfredsstillende. For Glacias vedkommende skete der det fremskridt, at ingeniør Mansted ved en opfindelse forbedrede maskinerne ganske betydeligt. Tidligere havde det været nødvendigt at afkøle den ene broncekugle på Glacia med kølevand, medens den anden, der under maskinens rotation blev kold, kunne afkøles med saltvand. Nu fandt Mansted på at forsyne begge kuglerne med ribberør, hvorved både kølevand og saltvand blev overflødig. Senere indførtes en ny forbedring, idet man fandt på at anvende freon i stedet for svovlsyrling som kølevæske i maskinen, og resultatet blev bl.a. en kapacitet, der lå 30 % over, hvad man hidtil havde kunnet præstere. Derved fik Glacia en længe tiltrængt renaissance og fandt sin anvendelse til en række specielle formål, såsom køling af proviantrum i skibe, frugtkøling, luftkonditionering, ostekøling osv.

Men at det ikke var alle opfindelser, der gav lige gode resultater, erfarede man efter et samarbejde med en ingeniør Egenfeld-Olsen, som havde konstrueret en dieselmotor til lastbiler. Planerne om en sådan fabrikation måtte efter nogen tids forløb opgives. Så ville man hellere blive ved de kendte specialiteter og udnytte dem på bedste måde. Mansted var således overtydet om, at man burde sætte ind på at opnå ordrer på skibskøleanlæg. Han var inde på den tanke at lade disse anlæg arbejde med direkte ekspansion i stedet for med indirekte køling med saltvand som mellemled. Der skete nu den væsentlige ændring, at der skulle cirkulere ammoniak i lastrummenes køleanlæg i stedet for saltvand, risikoen herved ansås for minimal, da Atlas' erfaringer på dette område fra stationære anlæg var meget grundigt og omfattende. Fordelen er den, at anlæggenes kraftforbrug er cirka 20 % mindre ved direkte køling.

Enhver ide af denne art var på det tidspunkt kærkommen og påkrævet. Det stod klart, at omsætningen måtte og skulle i vejret. Man skulle i det mindste op på 3,5-4 millioner om året, et tal, der dengang forekom næsten uopnåeligt, men som man måtte sætte al kraft ind på at nå. For at rationalisere driften og formindske driftsudgifterne drøftede man en overgang at samle hele fabrikken på grunden ved Hillerødgade (Fasan-fabrikken), som var på 24.000 m2 , hvoraf en ikke ringe del var ubebygget. Denne plan, som omfattede salg af grunde og bygninger ved Nørrebrogade/Baldersgade ville imidlertid medføre, at støberiet måtte nedlægges.

I årets sidste halvdel døde etatsråd N. C. Monberg, som allerede længe havde følt kræfterne svigte. Et forsøg på at få direktør A. Holm fra Otto Mønsteds Margarinefabrik til at indtræde som hans efterfølger, strandede, fordi direktør holm ikke ville modtage valg, når han ikke var aktionær. Bestyrelsen skulle lide endnu et tab i den kommende tid. I begyndelsen af året 1931 meddelte direktør Hjerl Hansen, at han ønskede at træde ud af bestyrelsen, og han anbefalede, at man som hans efterfølger valgte dr. Rud. Christiani, der var blevet foreslået af Handelsbanken. I slutningen af april blev dr. Christiani valgt til formand for bestyrelsesrådet med ingeniør Cruse som næstformand. Under den nye formands ledelse blev planen om en flytning af fabrikken til Hillerødgade taget op til alvorlig behandling, og man gjorde et overslag over de omkostninger, dette ville medføre, ligesom man udarbejdede et detailleret projekt, ifølge hvilket bekostningen ville være godt kr. 900.000 og den årlige besparelse ca. kr. 50.000.

Mens eksporten i årets løb helt syntes at svigte og til sidst kun androg godt 10 % af salget, viste det indenlandske salg god fremgang. Bl.a. fik man bestillinger fra Københavns kommune på et køleanlæg til Kødbyen og turbiner og andre maskiner til Ørstedsværket. Man arbejdede i nogle tilfælde sammen med engelske og svenske fabrikker, og der indløb ordrer på dampturbiner til papirfabrikkerne, til Tuborg og til Århus Oliemølle.

I årets løb likviderede aktieselskabet Nielsen & Winther, og Atlas overtog selskabets fabrikation af hydrauliske maskinanlæg, idet man købte tegninger, modeller og kunderegister og engagerede den daværende leder, overingeniør A. Christiansen til at forestå den hydrauliske afdeling, det var navnlig til Sverige og Finland, disse maskiner blev solgt, men også til Sovjetunionen, Argentina og Brasilien afsatte man en del anlæg. En af de første opgaver, afdelingen blev stillet overfor, var at fremstille et hydraulisk presseanlæg for udpresning af fedt fra slagteriaffald, og man har siden leveret et betydeligt antal af disse anlæg.

I nogen tid havde en nyansat ingeniør været leder af det eksportarbejde, der blev udført af Atlas. Hans arbejde var imidlertid ikke særligt tilfredsstillende, og den nye formand for bestyrelsesrådet, dr. Christiani foreslog derfor, at man skulle prøve at finde en yngre ingeniør med forstand på det merkantile til at lede dette for fabrikken så vigtige arbejde. En kendsgerning var det jo som nævnt i det foregående kapitel at eksporten praktisk talt helt havde svigtet, og det var af livsvigtig betydning for selskabet, at man igen arbejdede sig ind på det store internationale marked.

Stillingen blev derfor opslået ledig, og blandt ansøgerne var ingeniør Mansted, som i de sidste 56 år havde været afdelingsleder ved køleafdelingen, og som havde foretaget mange rejser for firmaet til de udenlandske centrer for salget, Mansted havde ikke blot vist interesse for den tekniske side af arbejdet. Han havde for at uddanne sig på det handelsmæssige område også søgt undervisning ved handelshøjskolen, fra hvilken han var demitteret som HD i salg og reklame iøvrigt på det første hold, der tog denne senere så eftertragtede eksamen. Mansted syntes således at have vist både interesse og evner for en stilling som den, der var opslået ledig, og i 1932 fik han sin udnævnelse til underdirektør med den opgave at forestå ledelsen af den merkantile afdeling.

Det var ikke et øjeblik for tidligt. Eksporten svigtede i dette år ganske, og kronens lave værdi medførte en alvorlig stigning i priserne på de råvarer, man skulle importere. Bedre blev det ingenlunde på grund af at udlandet i vid udstrækning tog særlige importrestriktioner i anvendelse overfor de valutasvage lande. Man havde stadig opmærksomheden henledt på nye produktioner, og dette gav sig bl.a. udslag i, at man påny genoptog fabrikationen af margarinemaskiner, en produktion, man som bekendt havde beskæftiget sig en hel del med i den første halve snes år af Atlas tilværelse, men som derefter var gået i stå. Ellers var det naturligvis i første række de gamle specialiteter, der gjorde sig gældende. Man sluttede kontrakt om leverance af 3 sæt turbinemaskinerier hver på 6000 hk. til danske torpedobåde, og man leverede en hel del køleanlæg til frugtskibe, ligesom Tuborgs Bryggerier og en række slagterier, mejerier og margarinefabrikker gjorde bestilling på køleanlæg. Også af Glacia maskinerne solgtes der en del,

Den hydrauliske afdeling fik et nyt opsving som følge af, at man i årets løb optog en hel ny fabrikation af fedt smelteanlæg, fedtraffinaderier og kød-destruktionsanlæg. Man samarbejdede her med ingeniør Møller-Nielsen, som i flere år havde beskæftiget sig med disse maskiner i Amerika, og man fik en del ordrer til danske andelsslagterier. Til disse anlæg var det, man også skulle anvende store hydrauliske presser, og dette gav travlhed i den hydrauliske afdeling. Alligevel fik overingeniør Christiansen tid til en længere rejse til Moskva, hvor man forhandlede om levering af hydrauliske maskiner.

Mindre held havde man med nogle forsøg, der anstilledes med et patent til rulning af cigarer. Det skyldtes en hr. Kjær, der var ansat hos cigarfirmaet Hirschprung & Sønner. Hr. Kjær indskød selv kr. 19.000 i disse eksperimenter, som ialt kostede kr. 50.000 og som nok resulterede i, at der blev rullet cigarer, men ikke cigarer, man nogen sinde under normale omstændigheder ville kunne interesse nogen ryger for! Efter eet års tids arbejde blev denne plan da også skrinlagt, og tabet blev afskrevet. Ejheller førte samarbejdet om konstruktion af luftkompressorer med hr. F. Alling til nogen succes. Hr. Alling boede i Nordafrika det meste af tiden, og forbindelsen med ham var ingenlunde behagelig, så efter 1 års forløb blev kontrakten med ham opsagt.

I 1933 afgik forhenværende direktør H. H. Schou ved døden. Han havde i de 13 år, der var gået, siden han i 1920 var trådt ud af direktionen, ikke deltaget i fabrikkens arbejde, men man mindedes ham for hans store og værdifulde indsats i de 21 år, han fra selskabets stiftelse havde virket for dets tarv. Det var som om den nye ledelse af den merkantile afdeling havde bragt et frisk pust med sig til virksomheden. I hvert fald forbedredes det udenlandske salg i nogen grad, selv om valutarestriktionerne skabte mange vanskeligheder, men spørgsmålet om repræsentationen i fremmede lande blev taget op til ny betragtning, og da ikke alle de repræsentanter, man havde, var tilfredsstillende, begyndte man at udskifte dem med nye, for derved at skabe en bedre international salgsorganisation.

Glacia maskinerne blev solgt i stort omfang, og for dampafdelingen meldte der sig en række interessante opgaver bl.a. ved leveringen af 3 maskinanlæg til kartoffelmelsfabrikker samt ved moderniseringen af en ældre fabrik. Ganske vist medførte dette også nogen skuffelse. Handelsministeriet stod som bygherre, og da man forhandlede med Atlas, stillede man 5 fabrikker i udsigt. De overslag, der derefter blev udarbejdet, tog hensyn til dette delvise løfte på den måde, at man fordelte udgifterne til tegningerne, modellerne osv. derefter. Men da ordrerne skulle afgives, blev det alligevel ikke til mere end 3 fabrikker, idet en blev opgivet, og den anden gik til a/s Frichs fabrikker i Århus, så fortjenesten blev derefter. Men for firmaets renommes' skyld var det det vigtigste, at disse anlæg, som kom igang, inden året var gået, fungerede fuldtud tilfredsstillende og aftvang almindelig respekt.

Som et resultat af overingeniør Christiansens rejse til Moskva indløb nogle bestillinger på store smedepresser til Sovjetunionen. Skibskøleanlæggene fandt god afsætning både til ind- og udland, og arbejdet med margarinefabrikkerne udviklede sig heldigt. Man var kommet i samarbejde med en norsk koncern ved navn "Lardin", som benyttede en opfindelse, der var foretaget af en dansker ved navn Faurskov. Atlas sluttede kontrakt om udnyttelsen af patentet, men det viste sig, at hr. Faurskovs opfindelse indeholdt en række mangler, så resultatet svarede ikke til forventningerne. Men alligevel viste det sig at være heldigt, at man påny var slået ind på denne fabrikation, for interessen for margarinefabrikker var blevet vakt, og Atlas egne teknikere gav sig til at tumle med problemet med det resultat, at man inden længe kunne påtage sig leveringen af moderne og komplette maskinanlæg til margarinefabrikker.

Handelsbanken fremsatte i dette år et forslag om, at Atlas skulle overtage Københavns Flydedoks Sydhavnsværft, som i lang tid havde stået ubenyttet hen, og at man skulle flytte hele virksomheden derud. Dette gav anledning til mange overvejelser i bestyrelsen, for på en måde så forslaget ganske tillokkende ud. Bygningerne i Sydhavnen var ikke dårlige. Plads var der nok af, og udvidelser ville derfor være mulige. Som det nu var, kunne arbejdet naturligvis ikke undgå at præges af den snævre plads i Baldersgade, og af at man havde støberi et sted og maskinværksted et andet, og man fandt det derfor vel værd at overveje den foreslåede flytning. Men naturligvis var man klar over, at det ville blive en dyr historie at flytte hele virksomheden. Et overslag viste, at hvis man solgte grundene og bygningerne i Baldersgade og Hillerødgade, ville man kunne få ca. kr. 1.000.000 for dem, men købet af grunden i Sydhavnen i forbindelse med flytteomkostningerne ville kræve yderligere kr. 1.500.000 eller mere, og efter nogen forhandling blev planen da også opgivet. Fabrikant Hollesen købte fabrikken i Sydhavnen til sin radiatorfabrik, og Atlas blev indtil videre, hvor det var, hvilket imidlertid ikke betød, at man ikke stadig havde opmærksomheden rettet mod de muligheder for udvidelser, der kunne komme.

I løbet af dette år var direktør H. Martens udtrådt af direktionen og var indvalgt som medlem af bestyrelsesrådet. Martens havde ydet et meget fortjenstfuldt arbejde og havde ved sin kundskab på det handelsmæssige område været til stor gavn for Atlas, men han var handelsmand og ikke tekniker. Der opstår let i en maskinfabrik uoverensstemmelser af saglig art mellem den kommercielle og den tekniske afdeling. Det er vanskeligt for en ikke-tekniker at argumentere mod de tekniske specialister, og det ideelle må siges at være en leder med indsigt i både teknik og handel. Dette havde mårtens ikke, og det var derfor, som om han nu og da undlod at bruge den autoritet, han i virkeligheden var i besiddelse af. Men i bestyrelsesrådet gjorde han sig bestandigt gældende i samarbejdet med sine kolleger. Direktionen bestod nu af H. H. Mansa og S. A. Mansted, og samtidig var overretssagfører C. I. F. Sven blevet engageret som selskabets juridiske konsulent, efter at den tidligere juridiske rådgiver, overretssagfører Falk-Jensen var afgået ved døden.

De krav til udvidelser og det ønske om at centralisere driften, der stadig var aktuelt, medførte, at man påny begyndte at overveje muligheden af at flytte hele virksomheden over på grunden ved Hillerødgade. Man indhentede endda tilbud på byggearbejderne, og man gav sig til at kalkulere omkostningerne ved en flytning. Disse udgifter ville tilsammen blive på kr. 1.200.000, og man ville kunne spare årligt kr. 50.000 ved nedlægning af støberiet og kr. 50.000 ved at koncentrere hele fabrikken på eet sted. I 1934 indløb der et bud på kr. 680.000 på hele Baldersgade fabrikken, og der førtes mange forhandlinger om de muligheder, den nye situation havde fremkaldt. Et udvalg bestående af ingeniør Cruse, de to direktører og ingeniør Rostrup udarbejdede en betænkning, som forelå i 1935, og som arbejdede med tre forskellige projekter.

Det første gik ud på en flytning til Hillerødgade og en bibeholdelse af støberiet, som dog skulle indskrænkes en del, da man - og her navnlig ingeniør Rostrup - havde påvist, at dette var en økonomisk nødvendighed. Det andet projekt forudsatte en modernisering af fabrikken i Baldersgade, en udvidelse af maskinværkstedet og eventuelt opførelsen af en ny kontorbygning, hvorefter hjørneejendommen mod Nørrebrogade skulle føres tilbage til sin oprindelige form og give plads til 8 moderne 4-værelses lejligheder. Endelig gik det tredie projekt ud på at flytte hele fabrikken ud til en byggegrund i Buddinge, som ejedes og delvis benyttedes af Dano fabrikken. Betænkningen blev sendt til bestyrelsesrådets medlemmer, men forinden vi omtaler den beslutning, disse nåede til, må vi kort omtale de vigtigste forhold ved produktion og salg i 1934.

I dette år viste der sig nemlig en glædelig fremgang på mange forskellige felter. Man solgte således over 200 Glacia maskiner og 12 turbineanlæg både til ind- og udland. Fra Sverige bestilte Bofors værkerne en stor hydraulisk smedepresse, og der indgik adskillige bestillinger på fedtsmelteanlæg og destruktionsanlæg. Man havde opnået virkelig fortræffelige resultater med den nye margarinemaskine, der bestod af en Lardin-tromle og en af Atlas teknikere konstrueret æltemaskine, som man havde givet navnet "Mykronisator". Køleanlæggene til skibe var der stærk efterspørgsel efter, og blandt årets ordrer indløb iøvrigt en ganske særlig interessant, nemlig på et luftkonditioneringsanlæg til det kongelige slot i Bukarest. Men desværre lykkedes det ikke at få en ordre på et komplet elektricitetsværk til Teheran. Skoda værkerne var billigere.

Men alt i alt var året dog tilfredsstillende. Efter mange vanskeligheder i de foregående år var der nu en betydelig bedring at spore. Omsætningskurven syntes at være på vej opad, og der var således en god baggrund for de drøftelser, der blev ført om udvidelses- og centraliserings planerne. I marts måned 1935 besluttede bestyrelsesrådet sig til at realisere den plan, der gik ud på en modernisering af fabrikken i Baldergade, en plan som iøvrigt også var kommet til at omfatte nogle ændringer ved støberiet, hvorved dette blev afpasset efter maskinfabrikkens krav. I Baldersgade udvidede og ændrede man værkstederne en hel del.

De gamle bygninger, der lå vendt ud mod gaden, blev revet ned, og der blev opført en ny kontorbygning, samtidig med at hjørneejendommen ud mod Nørrebrogade blev ombygget efter byggeudvalgets indstilling og kom til at rumme lejligheder. Dette gav betydelig bedre muligheder for at gennemføre det daglige arbejde i de mange kontorer og gav funktionærerne langt behageligere arbejdsvilkår end før. Men alle disse ændringer, som var tilendebragt i løbet af 1936, kom til at koste næsten kr. 1.000.000, hvilket var et par hundrede tusinde kroner mere, end man havde regnet med.

Man engagerede efter Handelsbankens råd ingeniør Stahlschmidt som fabriksbestyrer. Han havde i flere år været knyttet til Orlogsværftet som værkstedsleder. Iøvrigt indløb der i året 1935 en række store og betydningsfulde ordrer, bl.a. på nogle skibskøleanlæg, turbiner (til Randers Elektricitetsværk og til Rørdal cementfabrik), 6 dampturbiner på hver 2000 kw. til Sovjetunionen, og andre af fabrikkens specialiteter. I køleafdelingen skete der endvidere det, at direktør Mansted opfandt en kontaktfryser til særlig økonomisk og rationel fremstilling af flødeis, og desuden til frysning af fisk og lignende. Man solgte straks en række af disse anlæg til nogle af de større danske flødeisfabrikker. Men trods den store ordreindgang lykkedes det ikke at gennemføre året 1935 - og for den sags skyld heller ikke 1936, uden at de mange ombygninger kom til at præge fabrikkens drift og forsinke udførelsen af ordrene. Dette påvirkede naturligvis også økonomien.

I foråret 1936 blev støberiet færdigt og kunne tages i brug. Ved den indskrænkning, der havde fundet sted, var det store renseri blevet tomt, og man tog det nu foreløbig i anvendelse som lager til færdige maskiner, hvilket skaffede Baldersgade fabrikken mere plads, hvad man også nok kunne trænge til. Om sommeren blev som før nævnt kontorbygningen i Baldersgade taget i brug af de godt og vel 100 funktionærer. Derimod blev maskinværkstederne først helt færdige ved årets slutning. De mange udvidelser og de mange installationer var et omfattende arbejde, der tog sin tid. Men de vanskeligheder, overgangstiden havde budt på, fik man nu fuld erstatning for. Produktionskapaciteten kunne sættes væsentlig i vejret, hvilket man straks fik at mærke, idet det lykkedes i vid udstrækning at afbøde de beklagelige virkninger af en lock-out, som havde fundet sted ved årets begyndelse.

Og der blev heldigvis god brug for de nye maskiner. Ordreindgangen var fortsat tilfredsstillende, og det kunne kun glæde, at eksporten nu atter syntes at være kommet på fode, og at Atlas produkter fandt afsætning selv i jordens fjerneste egne. Et eksempel herpå var den bestilling på et komplet maskinanlæg til et meget stort slagteri i Brasilien, som netop indløb i dette år. Fra kødfoderfabrikken "Sjælland" i Ortved kom der ordrer på et meget stort destruktions - og fedtsmeltningsanlæg, og både her som ved ordren fra Brasilien drejede det sig væsentlig om levering af de meget moderne maskiner efter tørsmeltningsystemet, som man med bistand af ingeniør Møller-Nielsen med så stort held havde arbejdet med i de forløbne år.

I bestyrelsesrådet drøftede man en henvendelse fra Handelsbanken med forslag om, at Atlas skulle overtage Smith, Mygind & Hüttemeiers fabrik. I et par år arbejdede man med denne sag, men fandt så, at dét ville være uklogt atter at decentralisere virksomheden, navnlig da man nu havde fundet en foreløbig løsning på rationaliseringsspørgsmålet ved de betydelige udvidelser, der var foretaget både i Baldersgade og i Hillerødgade.

Der skete iøvrigt i dette år nogle rent personlige begivenheder indenfor virksomheden. Den vigtigste var, at tidligere direktør O. Madsen i september måned og efter en alvorlig operation afgik ved døden. Det er allerede fremgået af denne bog, hvor stor betydning Oscar Madsen har haft for aktieselskabet Atlas. Man kan sige, at han lagde sit liv i det arbejde, der blev udført for at danne og videreføre dette selskab, og hvor meget, dette værk har betydet for ham, vil fremgå af hans dagbogsoptegnelser, som findes i manuskript på selskabets kontor, og som ikke blot er en højst værdifuld historisk kilde, men også et vidnesbyrd om en mand, der med aldrig svigtende ildhu gik ind ,i arbejdet for den virksomhed, der var blevet en del af hans liv. Oscar Madsen sad indtil sin død i bestyrelsesrådet. Han gav ikke op, før alder og sygdom fik overtaget. I marts måned samme år var selskabets mangeårige kasserer P. Witte afgået ved døden.

Det krav om at sætte omsætningen i vejret, som nogle år forinden var blevet erkendt som livsnødvendigt for Atlas var nu omsider blevet opfyldt. I 1937 var omsætningen ca. kr. 5.500.000, hvoraf ca. halvdelen skyldtes eksporten. Dette var et produkt af et meget energisk arbejde og af en stedse mere fuldkommen organisation, men naturligvis også og i meget væsentlig grad af det gode ry, Atlas maskiner havde vundet herhjemme og i det fremmede. Man solgte bl.a. fem større skibskøleanlæg til danske værfter, og den hydrauliske afdeling modtog ordre på en stor blykabelpresse. Seks danske andelsslagterier fik installeret fedtsmelteanlæg, og en række andre ordrer indgik og blev effektueret. Desværre reduceredes fortjenesten noget trods gode priser, fordi råmaterialerne. Var blevet betydeligt dyrere. Men vejen frem gik nu som altid gennem flid, og der udførtes et meget energisk planlægnings- og salgsarbejde, som bl.a. omfattede en rejse, direktør Mansted i september 1937 foretog til Sydamerika. Mansted var i marts samme år blevet udnævnt til administrerende direktør og havde dermed sat kronen på sin hurtige men vel funderede karriere. Forretningsudvalget fortsatte til stadighed sit arbejde og bestod nu foruden af de to direktører af de tidligere direktører, Vöhtz og Martens. Men i september måned afgik direktør Martens ved døden efter et langt livs dygtigt og loyalt arbejde i selskabet. Ingeniør H. C. V. Møller var udtrådt af bestyrelsen i marts måned, og hans efterfølger blev veksellerer Lannung.

Aktieselskabet Titan fremsatte iøvrigt samme år et interessant forslag, som gik ud på, at Titan og Atlas skulle oprette et fælles støberi. Meningen var at modernisere Atlas støberi og flytte titans modeller og støberimaskiner til fasanfabrikken. Samtidig skulle man da oprette et selvstændigt firma, sådan at støberiet kom til at få sin egen ledelse og sit eget regnskab. Forudsætningen for, at dette kunne lade sig praktisk gennemføre var, at modellageret skulle have til huse i Atlas' rør- og beholdersmedje. Men for at dette kunne finde sted, måtte der bygges en ny smedje på Glentevej i direkte forbindelse med prøvestationen for turbiner, hvilket ville koste ca. kr. 500.000. Der blev ført en række forhandlinger mellem de to virksomheder, men til sidst skrinlagde man planen.

Der var kommet så mange bestillinger i løbet af 1937 at man måtte overføre en betydelig mængde af dem til det følgende år, i hvilket ordreindgangen også blev rigtig god, skønt man på mange områder fik den udenlandske konkurrence at mærke. For Atlas vedkommende var det navnlig Tyskland og Svejts, der viste sig som hårde konkurrenter. Men man kunne ikke regne med, at hjemmemarkedet ville aftage for mere end ca. 2.500.000 kroner i gennemsnit, og derfor var det nødvendigt at gøre et ekstra fremstød på de udenlandske markeder. Man havde opmærksomheden rettet bl.a. mod Indien og Sydafrika, og direktør Mansted rejste til Iran, hvor der var mulighed for at få leverancen af en fiskekonservesfabrik, der skulle anlægges ved Bendar Abbas ved den Persiske havbugt. Rejsen varede nogle måneder og fik et meget positivt resultat i januar 1939 fik Atlas overdraget arbejdet af den iranske regering.

For kølemaskine-fabrikationen blev året 1938 også heldigt. Salget var i fortsat god fremgang, og de nye og moderne værksteder havde en heldig indflydelse på produktionen. I årets løb optog man fabrikationen af en margarinemaskine af ganske ny type, som særlig egnede sig til mindre fabrikker, og man erhvervede eneret for hele verden. Maskinen hed "Rotosan". Den 31. december fejrede Atlas sit 40-års jubilæum ved en meget vellykket fest i den store monteringshal, hvor alle selskabets funktionærer og arbejdere sammen med bestyrelsen og direktionen tilbragte nogle fornøjelige timer.

Årets vigtigste begivenhed havde dog nok været den, at rederiet J. Lauritzen, som fra 1937 havde opkøbt aktier i Atlas nu besad majoriteten, hvilket i den kommende tid skulle vise sig af stor betydning for selskabets videre drift. I efteråret 1938 havde skibsreder, konsul Knud Lauritzen henvendt sig til bestyrelsesrådets formand, dr. Christiani, og havde meddelt ham, at rederiet efter nu at have købt de fleste af Atlas aktier gerne ville have det nærmest mulige samarbejde med det nuværende bestyrelsesråd. Han ønskede dog ikke at lade dette samarbejde omfatte veksellerer Lannung. Spørgsmålet om hr. Lannungs forbliven eller ikke-forbliven i bestyrelsesrådet blev atter bragt på bane på generalforsamlingen i marts 1939. Af tekniske grunde kunne det dog ikke lade sig gøre at tage problemet op til drøftelse ved denne lejlighed, men der blev indvarslet til en ekstraordinær generalforsamling, hvor man skulle behandle hr. Lannungs stilling. Inden denne generalforsamling var blevet afholdt, skete der imidlertid det, at hr. Lannung efter nogen forhandling gik ind på at nedlægge sit mandat. Konsul Knud Lauritzen blev i juni måned indvalgt i bestyrelsen og deltog første gang i et bestyrelsesrådsmøde den 8. august.

Iøvrigt var 1939 præget af travl aktivitet. Foruden fiskekonservesfabrikken ved Bendar-Abbas havde man solgt en fabrik for fremstilling af kødkonserves til den iranske regering, og i det hele taget må det siges, at eksporten var fuldtud tilfredsstillende. Atlas havde nu repræsentanter arbejdende i mere end et halvhundrede lande, og efterspørgslen efter firmaets fabrikater var stor. Man anlagde, som nævnt i Brasilien et stort moderne industrielt slagteri for firmaet Frigorificos Nacionaes sul Brasileiros Ltda, Porto Alegro i staten Rio Grande do Sul. Dette store anlæg, som var projekteret af ingeniør Karl Møller-Nielsen, var beregnet til at kunne behandle 2000 svin i løbet af en 8-timers arbejdsdag, og dets installationer betegnede det mest moderne, man kunne fremskaffe.

Men iøvrigt var det navnlig kølemaskinefabrikationen, der stillede krav til Atlas værksteders kapacitet, og man skred derfor til i august 1939 at dele køleafdelingen i to, hvoraf den ene, som fik navnet K. II, skulle omfatte fabrikation og salg af mindre køleanlæg og køleskabe til kommercielt brug, navnlig for slagtere, viktualiehandlere, hoteller, restauranter, bagerier osv. samt køleskabe for husholdninger, landbrug og centralkøleanlæg. Denne afdeling, som siden har arbejdet til almindelig tilfredshed har under sit område også levering af køleanlæg for smør, ost og flødeis til danske mejerier. Den bestod i begyndelsen af tre ingeniører, og man gik straks i gang med konstruktionen af den siden anvendte freon-kompressor, type F, og det første større anlæg med F. 62-v kompressor blev leveret til den nybyggede restaurant "Terrassen" i Havemanns Magasiner på Vesterbrogade. I begyndelsen fremstillede man alle typerne i små serier, men senere gik man over til at fremstille i hundredvis i hver serie af alle typer med anvendelse af det teknisk bedste værktøj, der kunne fremskaffes.

Man gav sig også til at organisere forhandlingen indenfor Danmarks grænser, og ved 50-års jubilæet beskæftiger man nu 13 autoriserede forhandlere, som igen har underforhandlere og servicestationer overalt i landet, således at kunderne på kortest mulig tid kan få kyndig betjening, når det ønskes. Også eksporten af "freon" kompressorer er igennem de snart 10 år, afdelingen har bestået, vokset godt, sådan at man i de sidste år før jubilæet har eksporteret ca. 65 % af den samlede fabrikation. Man kan måske her for at fuldende billedet af denne afdeling foregribe begivenhederne og forlade den kronologiske fortællemåde, som ellers har været anvendt i det her foreliggende arbejde for at give en oversigt over udviklingen indenfor K. II. afdelingens salg har været følgende: 1.8.1939-31.12.1940 ca. kr. 575.000 - 1941 ca. kr. 950.000 - 1942 ca. kr. 2.865.000 - 1943 ca. kr. 2.630.000 - 1944 ca. kr. 2.645.000 - 1945 ca. kr. 2.310.000 - 1946 ca. kr. 4.415.000 - 1947 ca. kr. 5.490.000

Også den hydrauliske afdeling var meget stærkt beskæftiget, hovedsageligt med eksportordrer. Desuden forhandlede man med orlogsværftet om levering af to turbineanlæg, hver på 24.000 hk. til indbygning i danske torpedobåde, og Atlas fik leverancen i samarbejde med den svenske turbinefabrik De Laval. Atlas afkøbte i dette år en mindre kølemaskinefabrik ved navn "Ajco"s tegninger, modeller, patenter, reservedele og færdige maskiner for på denne måde at komme hurtigt i gang med fabrikationen af små køleanlæg. Det varede dog ikke længe, før Atlas udførte sine egne konstruktioner til erstatning for "Ajcos".

I juni måned døde den sidste af de gamle direktører, E. Vöhtz, som ligesom Oscar Madsen havde viet Atlas alt sit arbejde. Skønt han var over 80 år, var han stadigvæk aktivt medlem af bestyrelsen og vedblev at interessere sig levende for Atlas tarv til sin død. Det var den sidste af de gamle ledere, som gik bort, og der var noget næsten symbolsk i dette. For timeglasset var ved at rinde ud. Den gamle tid var forbi, og nye vilkår ventede forude. Skyerne trak sammen over Europa. Hitler stampede sine legioner op af jorden. Den internationale spænding blev stedse stærkere. Henderson forhandlede i Berlin. Vestmagterne forsøgte til det sidste at redde den "peace for our time", som Chamberlain havde lovet. Støvletrampene kunne allerede høres i det fjerne, og man nærmede sig den skæbnesvangre september 1939.

Indenfor Atlas ledelse begyndte man at indkøbe et beredskabslager og træffe de foranstaltninger, der var mulige for at imødegå den truende situation. Den 3. september udsendtes til alle repræsentanter og ingeniører i udlandet telegrafiske meddelelser om, at prislister og leveringsfrister måtte betragtes som fritblivende, og at kontakten med kunderne måtte opretholdes. Indlysende var det jo, at en række store eksportordrer var kommet i fare, og dette gjaldt således maskinerne til fiskekonservesfabrikken i Iran. De var blevet afskibet, før krigen brød ud, men blev nu kaldt tilbage fra tysk havn, for i oktober måned med en af Lauritzens dampere at blive sendt til Iran, hvortil de ankom i god behold i december måned.

På det sydamerikanske marked mærkede man nogle vanskeligheder, som man tilskrev dels de høje forsendelsesomkostninger og dels, at USA tilsyneladende med alle til rådighed stående midler forsøgte helt at erobre det sydamerikanske marked. Men alligevel var beskæftigelsen god, og man havde i slutningen af 1939 et samlet arbejderantal på 482 mand. Men naturligvis meldte der sig mange problemer. Ordrerne fra Polen var bragt i farezonen, og spørgsmålet om råmaterialer gav også anledning til bekymring. Man forsøgte dog at fortsætte driften efter så rolige retningslinjer som vel muligt, og selvom det blev foreslået ikke at udbetale noget udbytte, havde man dog grund til i det store og hele at være tilfreds med det år, der var gået.

Den svigtende eksport til en række markeder undgik selvfølgelig ikke at øve sin indflydelse på den daglige drift, og bestyrelse; og direktion beskæftigede sig stærkt med de forholdsregler, der måtte træffes for at afbøde de skadelige virkninger af krigen. Der måtte naturligvis udvises den allerstørste forsigtighed ved alle dispositioner, og driften af værkstederne måtte tilpasses efter forholdene. Men vanskelighederne havde endnu ikke nået klimaks. Den tyske besættelse af Danmark skabte nye problemer, og der gik ikke mange dage efter okkupationen, før Atlas skulle komme til at mærke virkningen heraf.

Om eftermiddagen den 22. april 1940 sad direktør Mansted på sit kontor og var ved at lægge sidste hånd på dagens arbejde. Pludselig ringede telefonen. Det var den tyske værnemagt, som anmodede Mansted om at blive på fabrikken, da nogle officerer havde i sinde at aflægge et besøg. Klokken var da ca. 17. og kort efter ankom den tyske kaptajn Forstmann ledsaget af tre andre officerer og bad om at se fabrikken og få dens fabrikationsprogram forelagt. Om dette betød en forestående beslaglæggelse, vidste man på det tidspunkt ikke, men efter at have set virksomheden, anmodede de tyske officerer om allerede til næste dag at få indsendt et tilbud på hydrauliske presser. I den givne situation var der intet andet at gøre end at efterkomme denne tyske ordre, og næste eftermiddag blev direktør Mansted kaldt til den tyske kaptajn Pohl, der over gav ham ordren på presserne, en hektograferet formular med nogle få håndskrevne data, som i virkeligheden indeholdt en beslaglæggelse af fabrikkens kapacitet indenfor visse rammer. Senere beordrede tyskerne også Atlas til at indgive tilbud på granatpresser og rykkede for tilbudet, da det ikke kom hurtigt nok.

Efter denne optakt fulgte en for Atlas meget ubehagelig tid, idet tyskerne pressede hårdt på for at få forskelligt maskinel leveret. At undslå sig var umuligt, da man ikke kunne skyde sig ind under en så stor travlhed på fabrikken, at effektueringen af de tyske ordrer var umulig. Tværtimod vidste tyskerne godt, at Atlas havde mistet en så væsentlig del af sin eksport, at det vel var i stand til at udføre de bestillinger, der blev gjort fra tysk side. Men hverken direktion eller bestyrelse var glad for dette "samarbejde". Tyskerne kendte senere gennem brevcensuren en række af Atlas forsøg på til andre kunder at få afsat de ordrer fra Rusland, som efter udbruddet af den tysk-russiske krig i 1941 var blevet ledige. Man kendte fabrikkens kapacitet, og selv om der fra Atlas side blev gjort forsøg på at trække korrespondancerne med tyskerne i langdrag og i det hele taget at forsinke "samarbejdet", var man bragt i en umulig situation, ligesom tilfældet var med så mange andre grene af det danske erhvervsliv på den tid. Den almindelige uro og ængstelse, som situationen havde affødt, blev ikke mindre, da der i årets løb udbrød nogle småbrande i Baldersgade fabrikken, hovedsagelig i arbejdernes marketenderi. Disse brande blev dog alle slukket, inden der var sket større skade, og de havde iøvrigt ingen forbindelse med den aktuelle situation.

Med produktionen af Glacia maskinerne gik det under krigen ikke så godt, fordi eksportmarkederne ikke mere kunne nåes på grund af krigshandlingerne. Derimod optog man i løbet af året 1940 fabrikationen af gasgeneratorer til kraftanlæg og af ribberørs-economisers, som kunne give en besparelse på 12-15 % på brændselsudgifterne. Det kan ikke undre, at denne produktion blev en ganske betydelig sukces, hvilket navnlig skyldtes den udmærkede konstruktion, man på direktionens forslag straks havde fastlagt. Med hensyn til leveringen af den iranske kødkonservesfabrik skete der i 1940 det, at de færdige maskiner blev sendt over Rusland og nåede bestemmelsesstedet i god behold. Derimod gik det knapt så godt med opførelsen af fiskekonservesfabrikken, hvis maskiner allerede var ankommet. De folk man havde sendt ud til Iran for at lede monteringen, tabte besindelsen komplet ved Danmarks besættelse og krævede vidtgående garantier for at udføre arbejdet. Let blev en ret besværlig historie for virksomheden at få arbejdet genoptaget, og opførelsen af fabrikken blev betydelig forsinket ved denne episode,

Efterhånden som krigen bredte sig, forsvandt, som man havde frygtet, det ene eksportmarked efter det andet. Der var netop indløbet en række store ordrer fra Rusland, bl.a. på et antal skibsdampmaskiner til flodbåde til en samlet værdi af over 4 millioner kroner, men Hitlers indmarch i Sovjetunionen satte en stopper for disse leverancer. Det var bl.a. derfor nødvendigt at se sig om efter nye produktioner, som kunne gøre sig gældende på det indenlandske marked, og man optog derfor fabrikationen af maskiner til tørring og presning af grøntsager, kød, fisk osv.. Man lagde her navnlig vægten på bevarelsen af vitaminerne og opnåede betydelig bedre resultater, end man hidtil havde set. Blandt kunderne til denne nye produktion var margarinefabrikken "Solo", som bestilte et tørre- og presseanlæg til opstilling i firmaets fabrik i Odense. Planerne om centralisering blev samtidig ved med at beskæftige ledelsen, og i 1941 begyndte man at drøfte købet af en grund i Lyngby, hvortil hele fabrikken da skulle flyttes. Skibsreder Lauritzen og direktør Mansted beså i juni måned en grund på ca. 10 ha., og man besluttede sig til at købe den.

Dermed gled et andet forslag, som havde været fremme, i baggrunden. Det gik ud på, at Atlas skulle købe et fabriksareal i Næstved, en på mange måder fortræffelig grund med bekvem beliggenhed ved havn og jernbane. Men man ville dog hellere blive i hovedstadens nærhed og forhandlede videre med Københavns kommune, der ejede grunden i Lyngby. Lige ind til jubilæumsåret forhandledes der videre om de mange servitutter, grunden var behæftet med, og i eftersommeren 1948 blev det første spadestik taget til den nye fabrik, som senere skal omtales yderligere.

Ved udgangen af året 1942 udtrådte direktør Mansa, . Som var fyldt 70 år, af direktionen og gik ind i selskabets bestyrelse. En måned senere afgik tidligere medlem af bestyrelsesrådet, fhv. borgmester og havnebygmester H. C. V. Møller ved døden. Søndag den 14. februar samme år om morgenen udbrød der en heftig brand i Baldersgade fabrikkens værkstedsbygning. Taget og de to øverste af de fire etager blev ødelagt, og maskiner, værktøj, lagerdele og materiale tog stærk skade. Årsagen blev ikke opklaret, men politiundersøgelsen gav til resultat, at der næppe kunne være tale om sabotage. I de følgende måneder arbejdedes der energisk på at udbedre skaden, og i juni måned kunne man påny benytte værkstederne, i hvilke der i forbindelse med genopbygningen var blevet foretaget forskellige forbedringer. I anledning af branden havde tyskerne af det danske politi forlangt, at der skulle statueres et eksempel, hvilket medførte, at direktør Mansted og driftsbestyrer Stahlschmidt blev idømt bøder på henholdsvis 4.000 og 2.000 kroner med forvandlingsstraf på 40 og 20 dages hæfte. Meddelelsen herom blev optaget i samtlige aviser til skræk og advarsel for andre firmaer, der ligesom Atlas var forpligtet til at oprette brandværn.

Med fhv. politiinspektør Tage Jensen som konsulent foretog man en række effektive beskyttelser af indgangen til fabrikken og indførte sikringsforanstaltninger mod tyveri, hvilket nok kunne gøres nødigt, eftersom der var blevet opdaget et betydeligt tyveri af materialer fra Fasan-fabrikkens lager. Man havde tidligere under besættelsen fået bestilling fra den danske marine på marineturbiner, men begivenhederne den 29. august 1943 umuliggjorde færdiggørelsen af denne leverance, og de mere eller mindre bearbejdede maskindele blev da henlagt i et provisorisk lagerskur på Fasan-fabrikken, efter at man på grund af et mislykket sabotageforsøg mod nogle af turbinerne havde opgivet at oplagre dem hos flyttefirmaet Brd. Rosendahl.

Der meldte sig mange andre problemer i denne tid. Blandt andet blev Atlas stillet overfor muligheden af en nedskæring af elektricitetsforsyningen, ligesom leveringen af støbericinders indskrænkedes betydeligt og iøvrigt var meget uregelmæssig. Gang på gang kostede det stort hovedbrud at skaffe de nødvendige råmaterialer, men man kom dog nogenlunde gennem besværlighederne. I slutningen af april måned 1944 blev der begået omfattende sabotage mod Fasan-fabrikken, hvilket påførte støberiet, smedjen og værkstedet for små kølemaskiner megen skade, hvorimod snedkerværkstedet og modellageret slap uskadt. Skaden blev anslået til godt og vel kr. 400.000 men efter 10 dages intenst arbejde, lykkedes det at få ryddet op og få tagene dækket med presenninger, så man påny kunne fortsætte arbejdet.

De mange forhandlinger, som var blevet ført om den nye fabriksgrund i Lyngby blev afsluttet inden udgangen af 1944. Grunden var på 100.000 m2 , og dertil kom en grund, som man tidligere havde set på, omfattende ikke mindre end 150.000 m2 , som skulle benyttes til opførelser af boliger til fabrikkens arbejdere og funktionærer. Dette køb var måske den største begivenhed, siden Atlas startede. Man havde allerede længe - som det har været skildret - lidt under de vanskeligheder, fabrikkens opdeling i to områder medførte. Nu havde man endelig fundet en god beliggenhed for en ny fabrik, og det eneste man ventede på var fredeligere forhold, så man kunne gå i gang med alle de mange opgaver, der var for hånden. På hjemmemarkedet havde omsætningen været opretholdt, ja, den viste endda en let stigning, og man havde det bedste håb om fortsat fremgang, så snart forholdene i verden gav mere plads for initiativet.

Ved udgangen af 1944 udtrådte direktør Mansa af selskabets bestyrelse, men konsul Lauritzen, der siden 1942 havde været bestyrelsesrådets formand, opfordrede både ham og dr. I. A. Rimstad (som var indtrådt i bestyrelsen i 1942, og som nu påny udtrådte) om at fortsætte med at deltage i bestyrelsens møder. Senere - i midten af 1945 indvalgtes fabrikant Chr. Balsløw og administrerende direktør S. Mansted i bestyrelsen. For direktør Mansas vedkommende gjaldt det, at han ikke ganske trak sig tilbage fra arbejdet, men påtog sig at møde på kontoret nogle timer hver dag, dels for at yde tjeneste som teknisk konsulent men specielt som leder af patentkontoret, der ved et voksende antal indenlandske og udenlandske patentsager krævede en betydelig indsats.

I befrielsesdagene fra den 5.- 9. maj 1945 standsede alt arbejde i fabrikken. En modstandsgruppe på 30 mand var kommet over jorden den 5 maj. Den havde været parat til forsvar af fabrikken, men heldigvis blev der ikke brug for den. Nu var besættelsestidens besværligheder omsider overstået, og man kunne med dobbelt energi tage fat på at reorganisere eksportarbejdet, genopbygge organisationen udenfor landets grænser og med større sikkerhed lægge planer for den kommende tid. Ganske vist var der stadig mange hindringer for en fri eksport, men alle planer måtte lægges på langt sigt, og samtidig måtte der arbejdes på nye produktioner. Man optog derfor i slutningen af året på foranledning af nogle danske garverier en fabrikation af garverimaskiner, og det viste sig, at denne nye produktionsgren ikke blot medførte en række ordrer til de danske fabrikker, men også til udlandet.

Et byggeudvalg bestående af direktør Mansted og de to bestyrelsesmedlemmer, fabrikant Balsløw og civilingeniør Holm indstillede efter nogen tids arbejde, at der skulle udskrives en arkitektkonkurrence, og i 1946 kunne man forelægge 1. præmieforslaget, som var udført af arkitekterne Gunnar Krohn, T. Miland Petersen og E. Hartvig Rasmussen i samarbejde med Bodil Krohn. Dette forslag gav anledning til følgende kommentarer fra dommerkomiteens side: Et smukt forslag med en klar og tiltalende hoveddisposition. Hovedindgangen til fabrikken ligger i 3. og 4. etape rigtigt placeret ved den nye Hørsholmvej og S-banen. Projektet udmærker sig ved et godt og relativt klart vejanlæg den brede hovedvej, som fører gennem hele anlægget, giver gode og klare transportforhold og god mulighed for parkering. Jernbanesporet, som er ført ind på arealet, er overordentlig hensigtsmæssigt placeret for transport af svært gods, men er dog sikkert gjort mere omfattende end nødvendigt.

I det fuldt udbyggede anlæg er støberi, maskinfabrik og smedje placeret i den for produktionen bedst mulige rækkefølge. På grund af bestræbelserne for at holde bygningerne samlet i de forskellige etaper regner forslagsstilleren med at flytte smedjen 2 gange, så den først i 4. etape kommer til at ligge på sin endelige plads, dette kan dog næppe gennemføres i praksis, da det vil være meget bekosteligt og byde på store vanskeligheder.

Seriefabrik I. er rigtigt placeret nær Lundtoftevej, så der kun kræves ringe vejareal i 1. etape, og indretningen må i det store og hele anses for at være tilfredsstillende. Placeringen af støberiet er god, og indretningen er godt gennemarbejdet, bl.a. er det tiltalende, at der er indrettet et råvarelager umiddelbart ved dette med tilslutning til jernbanespor. Smedje og maskinfabrik er således udformet, at indretningen sikkert vil kunne foretages på en tilfredsstillende måde. De høje arbejdshaller er velplacerede, og det er en fordel, at de flugter, så det er muligt at føre svær krantransport igennem i hele kompleksets længde. Kraftcentralen ligger godt ved jernbanesporet. Det er et spørgsmål, om den foreslåede ovenlyskonstruktion, som giver en øst-vest-belysning af værkstederne, er heldig. De moderne, nøjagtige maskiner, som anvendes på en maskinfabrik, er for de flestes vedkommende meget følsomme overfor temperaturforandringer, og i værksteder med øst-vest belysning, hvor der på solskinsdage vil være sol på gulvarealet det meste af dagen, vil man derfor være mindre frit stillet ved maskinernes placering end i værksteder, som kun har nordsidebelysning. Det skal dog bemærkes, at dommerkomiteen finder den foreslåede ovenlyskonstruktion smukkere og mere karakterfuld end en almindelig shedtagskonstruktion.

I det hele taget er de enkelte bygninger velproportionerede og anlægget som helhed tiltalende. De foreslåede konstruktioner vil kunne udføres uden væsentlige ændringer, men tagkonstruktionerne over maskinfabrikken og seriefabrikken med gasbetonplader på jernåse, og gitterdragere er ikke ideelle. Gitterkonstruktionerne kræver en del vedligeholdelse og er vanskelige at renholde. De meget flade tage kan med den foreslåede konstruktion befrygtes at give anledning til hyppige utætheder. Kantinebygningen ligger godt centralt placeret i anlægget som helhed, men mindre godt i forhold til støberiet, hvorfra arbejderne nødigt, af hensyn til den sundhedsfarlige pludselige afkøling, må færdes i fri luft. Mod indretningen af folkerumsbygningen må der rettes flere alvorlige indvendinger, således er serveringsdisken i kantinen uheldigt anbragt i den ene ende af det lange spiselokale og på tværs af dette, ligesom køkken og omklædningsrum er dårligt belyst og udført med ringe ventilationsmuligheder. Administrationsbygningen er tiltalende udført, omend sikkert med for meget glas i facaderne. Den er godt placeret, især er forbindelsen mellem denne, laboratoriebygningen og specialfabrikkerne vellykket. Hele dette kompleks er placeret i smukke omgivelser, hvorimod det om projektet som helhed må siges, at der er opnået færre grønne arealer end ønskeligt. Der er dog en mulighed for en forbedring af dette forhold, idet projektets værkstedsareal er 4500 m2 større end fordret i programmet.

På et bestyrelsesmøde maj 1946 foreslog konsul Lauritzen, at man af hensyn til nybyggeriet skulle udvide aktiekapitalen fra kr. 3.000.000 til kr. 6.000.000. Der indkaldtes i den anledning til ekstraordinær generalforsamling den 18. juni, og udvidelsen af kapitalen blev vedtaget og aktierne udbudt gennem Handelsbanken og veksellerer Palsby. Genopbygningen af eksporten skete støt og gradvis. Bl.a. forhandledes der med en russisk handelsdelegation om de russiske bestillinger, der var blevet gjort før krigen.

Som endnu et eksempel på viljen til stadig at søge muligheder for nyt initiativ, havde man oprettet et kemisk laboratorium, i hvilket der kunne udføres et videnskabeligt forskningsarbejde. Laboratoriets leder, civilingeniør Ettrup Petersen var den første til at bevise dette laboratoriums formåen, idet han udførte en forsøgsrække vedrørende bevaringen af vitaminer og udarbejdede på grundlag af forsøgene en afhandling, som blev antaget af Polyteknisk Læreanstalt til forsvar for den tekniske doktorgrad. For også på andre områder at kalde på initiativ og virkelyst, havde direktionen udarbejdet en særlig "opfinderkontrakt", hvorefter der blev fastsat visse regler om vederlag for opfindelser, der var udført af Atlas teknikere. Om dette udtømmende bilag til ansættelseskontrakt ten for det tekniske personale udtalte direktør Mansted i et foredrag for funktionærerne i april 1946 følgende: Det har hidtil her i landet været således, at en opfinder indenfor et firma aldrig har været helt sikker på, om han fik fordel af sin indsats, og nu forudsætter jeg her, at det drejer sig om en virkelig opfindelse, og ikke blot om en eller anden konstruktionsændring. Gøres der en virkelig indsats, må der ikke på forhånd være tvivl om at den skal belønnes og belønnes ordentlig. I det hele taget har det bestandig været Atlas politik at appellere til medarbejdernes handlekraft og initiativ. Synspunktet er, at jo mere hele virksomheden som sådan ved, jo mere gavner det også den enkelte medarbejder.

Og det har ikke efter krigen skortet på opgaver, som stillede krav til medarbejdernes viden og kunnen. Ordreindgangen i 1946 kom op på 15 3/4 million kroner, og det var nu mere end nogen sinde klart, at den nye fabrik i Lyngby var påkrævet. Atlas kunne gå sit 50-års jubilæum i møde under de bedste auspicier, og med store og interessante planer for fremtiden. Det kan i denne forbindelse (og da navnlig på grund af, at dette lille historiske arbejde skal læses af de nye folk, på hvilke Atlas fremtid skal bygge) være fristen de at citere nogle uddrag af det foredrag, direktør Mansted holdt til sine medarbejdere i 1946, og som indeholder så mange retningslinjer for Atlas fremtidsplaner. Direktør Mansted sagde her bl.a.: Det er afgørende for os at erkende, at en maskinfabrik, der ikke i tide er klar over udviklingstendensen, let kommer i farezonen. En virksomhed kan dø, hvis den for længe vil forsvare en bestemt produktion, et bestemt fabrikat, en bestemt type, hvis tid er ved at løbe ud. Der forekommer stadig eksempler herpå, f.eks. karetmager virksomheder, der ikke i tide gik over til automobil-karosseriarbejde og derfor måtte ophøre. Kunsten består i at skifte heste i rette tid.

Men der er selvfølgelig også en risiko for, at man skifter i utide, eller at en hest løber bort. Det skete f.eks. for Atlas, da vi opgav fabrikationen af dieselmotorerne. Dieselmotorens tid var netop i sit begyndelsesstadium dens standardtype, gennemsnitstypen, var langtfra fastslået, men under alle omstændigheder vi slap den, og vi har jo senere set, hvordan mange virksomheder her i landet lever udmærket af at fabrikere dieselmotorer. For visse andre ting har Atlas kæmpet for længe. Vi kunne f.eks. lige såvel som andre have påbegyndt fabrikationen af elektromotorer, da det viste sig, at de sejrede over de mere oprindelige kraftmaskiner, og vi kunne have fået vor part af de rige afsætningsmuligheder, der altid er forhånden. Det er imidlertid altid let at være bagklog. Senere sagde direktør Mansted bl.a.: Vi må stadig have mange strenge på buen, det har hidtil været en fordel for os. Det er på grund af disse mange leveringsmuligheder, vi har haft, at vi har været fri for alt for mange konjunktursvingninger. Det er samtidig lykkedes stadig at udvide vor omsætning, netop på grund af vort alsidige fabrikationsprogram. Fordelen ved den blandede fabrikation er af en sådan art, at jeg ikke mener, at vi skal opgive den.

Der er naturligvis ingen tvivl om at fabrikation af flere ens maskiner selvfølgelig rummer fordele. Det gælder derfor om at opnå disse fordele uden at afskære fabrikationsemner af væsentlig betydning. Dette kan imidlertid ikke lade sig gøre under de nuværende pladsforhold i vore værksteder. Vi må derfor udvide, men samtidig kræves et tilsvarende forøget salgsarbejde ....spørgsmålet er, kan vi da sælge væsentlig mere ? Og dertil vil jeg svare; det kan vi absolut, fordi de moderne salgsmetoder endnu ikke har fået den udbredelse, som moderne produktionsmetoder har, og der er ikke så mange, der er virkelig fagmænd med hensyn til salget, således at vi har gode chancer. Jeg siger derfor: Vi udvider vort produktionsapparat, for vi skal nok få det solgt. Danmark er et meget lille land og verden meget stor. Og der skal derfor ikke så forfærdelig meget til, for at vi kan få hænderne fulde ... Jeg tror, at industrien i hvert fald i et lille land har sin styrke i alsidigheden ... Vi skal spalte produktionen op i klart adskilte produktionsafdelinger, sådan at der bliver mulighed for en passende specialisering indenfor hver afdeling. Det svarer i virkeligheden også kun til, hvad der er gjort på de tekniske afdelinger med en afdeling for hydrauliske anlæg, en for køleanlæg, en for margarinemaskiner, en for slagterimaskiner osv., hvor der sidder folk, der praktisk talt kun beskæftiger sig med hver sit område.

Det, der produktionsmæssigt set, bliver tilbage, efter en sådan adskillelse, vil være den afdeling, hvori man kan fortsætte med enkelt-fabrikation. Og en sådan virksomhed, velegnet til enkeltfabrikation, er egentlig talt Atlas ideal. Men disse betragtninger fører nødvendigvis til en kraftig udvidelse af fabrikken. Der må skabes ro og en fast plan i hver enkelt produktionsafdeling. Afdelingerne må hver for sig ledes af en selvstændig driftsingeniør, moderne uddannet, og som udelukkende har den opgave at koncentrere sig om sin egen afdeling med sit eget speciale, stadigvæk på samme måde, som vor ingeniørafdeling i dag er organiseret. I hver produktionsafdeling må der drives en vidtgående arbejdsrationalisering uden de forstyrrende momenter, som findes i blandet produktion, og helst skal man gå over til flydende fabrikation ...Hovedprincippet for os må blive udsortering af virkelige produktionsemner fra den typiske enkeltfabrikation. Det hele er i virkeligheden kun en rationel og fornuftig fremgangsmåde på alle områder, en fremgangsmåde, som ligger dybt i teknikerens natur. Han vil opnå den højeste virkningsgrad, og han vil undgå spild. Det er den logiske og økonomiske baggrund for det hele.

Direktør Mansted kom også ind på spørgsmålet om formgivning, "industrial design", et karaktertræk hos den moderne industri og forøvrigt een af de ting, som sætter det skarpeste skel mellem det moderne Atlas og det gamle Atlas, som det var i Vöhtz og Madsens tid. Betragter man i dag billeder af de solide og arbejdsdygtige maskiner, der dengang udgik fra værkstedet - for Atlas var jo som før sagt et stort værksted - og sammenligner dem med de smukke maskiner, der i dag produceres, ser man den uhyre forskel og den bemærkelsesværdige udvikling, der er sket. Dette er en historisk illustration af allerstørste værdi for den, der søger efter et billede af udviklingen gennem de 50 år. Dengang stillede man kun det ene krav til maskinen, at den skulle virke tilfredsstillende, hvilket atter ville sige, at den skulle fungere og være holdbar. Man henvendte sig til den enkelte kunne, til den bestemte kunne, hvis krav man kendte. I dag henvender den moderne maskinfabrik sig for en meget stor del til det anonyme marked, og her spørges der ikke blot efter maskinens evne, men også efter dens udseende. Direktør Mansted sagde i sit foredrag herom: det er den fikse og moderne udførelse af en maskine eller et apparat, som meget ofte fører til, at køberen beslutter sig til at anskaffe netop den genstand, som med hensyn til formen tilfredsstiller tidens krav. Prisen er selvfølgelig også vigtig, men her drejer det sig ikke om en lille afvigelse til den ene eller anden side. Salgsresultatet afhænger mere af sælgerens dygtighed og firmaets renomme.

Derimod er der i den nyere tid sket det, at det er lykkedes ved indførelse af moderne produktionsmetoder at sænke prislejet så meget, at den, der fortsætter med den gammeldags, dvs. mere håndværksmæssige fremstillingsmåde, uvægerlig bliver slået ud. Det er for så vidt et mærkeligt fænomen, at de moderne produktionsmetoder, der skabtes af Taylor, Gilbreth og andre op mod århundredskiftet, først ca. 50 år efter får den store, almindelige udbredelse. Efter min mening skyldes gennembruddet inden for maskinteknikken særlig automobilfabrikationen. Der har det været af udslaggivende betydning, at man kunne komme ned på en pris, der var sådan, at automobilerne kunne blive hver mands eje, og på automobilernes område er der nærmest præsteret et mirakel både med hensyn til pris og formgivning,

Når vi i dag ser, at prisen på en stor vogn med alt tilbehør - jeg regner her både prisen af fabrik - f.eks. i Amerika er ca. kr. 6.000, og at en almindelig maskinfabrik skal have det samme for en ikke særlig stor beholder med et par rørledninger og ventiler, er automobilet et mirakel, som betyder noget. Det kan man i øjeblikket more sig over og være glad for, fordi man så måske også selv kan få en vogn. Men den meget alvorlige baggrund er, at automobilfabrikationen nu er så gammel, at de produktionsmetoder, der er anvendt dertil, begynder at smitte hele den øvrige industri. Vågne og dygtige maskinfabrikanter verden over siger derfor til sig selv: den fabrikationsmetode indfører jeg i vor fabrik. Derfor er det aldeles nødvendigt, at man i tide kobler om fra håndværk til rationel moderne produktion, de skete fremskridt er af epokegørende natur. Det haster, og det haster også for Atlas. Og dette er et yderst vigtigt moment i vore fremtidsplaner.

Der skulle gå over 3 år efter befrielsen, før der faldt en endelig afgørelse i sagen vedrørende de arbejder, Atlas under besættelsen havde måttet udføre på den tyske hærs ordre. Straks efter Danmarks befrielse den 5. maj 1945 opstod spørgsmålet om "værnemagerlove" af forskellige grader, og alle firmaer, der havde haft arbejde for tyskerne, blev opfordret til at indsende samlede kalkulationer til udenrigsministeriets kommitterede, som iøvrigt allerede under besættelsen havde ført en slags kontrol - også prismæssigt - med de ekstraordinære leverancer. Atlas stillede de ønskede oplysninger til myndighedernes disposition, og det blev fastslået, at virksomheden, faldt ind under lov nr. 499 af d. 9. oktober 1945 og nr. 401 af 12. juli 1946. Revisionsudvalget for tyske industrileverancer (der havde afløst udenrigsministeriets kommitterede) gennemgik i henhold hertil samtlige kalkulationer og reducerede den tidligere tilladte fortjeneste i overensstemmelse med de nye regler. Revisionsudvalget afgav derefter den 31. oktober 1946 en kendelse (som Atlas dog først modtog den 15. januar 1947), hvoraf det fremgik, at Atlas under henvisning til den mindre fortjeneste, der var tilladt i henhold til loven, skulle tilbagebetale kr. 587.507 til statskassen. Som følge heraf skete der naturligvis senere en regulering af de skatter, der tidligere var indbetalt, og som i kraft af den reducerede fortjeneste havde været for høje.

Den 31. oktober 1946 udleverede Atlas efter ønske hele sin korrespondance med Wehrwirtschafftstab og Rüstungsstab til det andet ekstraordinære statsadvokatur, og den 9. december samme år besvarede direktør Mansted mundtligt en række spørgsmål foranlediget af advokaturens gennemgang af korrespondancen. Når dette blev nødvendigt, var grunden den, at man havde fået meddelelse om, at tyskerne under besættelsen havde bedt KTAS om at installere en direkte telefonledning mellem "Dagmarhus" og Atlas. Det samme havde været tilfældet med 70 andre virksomheder. Ingen på Atlas kunne huske denne sags detailler, men KTAS kunne oplyse, at det havde et notat om, at Atlas ikke havde ønsket en sådan telefon. Telefonselskabet havde rettet sig herefter, og telefonledningen var aldrig blevet installeret. Dermed troede man på Atlas, at sagen omsider var blevet bragt til afslutning, og man bestyrkedes i denne tro, da den før nævnte kendelse fra revisionsudvalget forelå den 15. januar 1947.

Men i marts samme år indfandt tre herrer fra Statsadvokaturet sig på Atlas og bad om påny at få alle korrespondancer - ikke blot med besættelsesmagten men med tyske firmaer, danske agenter osv. - udleveret. Direktør Mansted spurgte, hvad årsagen var til denne nye undersøgelse, men herom kunne ingen oplysning gives. Statsadvokaten blev imidlertid ved med at rekvirere materiale, bestyrelsesprotokoller, korrespondancer osv., og i foråret blev det - trods typografstrejken - meddelt i stort opsatte artikler i de forhåndenværende blade, at der var rejst værnemagersigtelse mod Atlas. Hvis dette havde været rigtigt, havde myndighederne skullet spærre selskabets bankkonti og lukke for al ud- og indførsel af varer til virksomheden. Dette skete dog ikke. Ved forhandling mellem Rigsadvokaten, Handelsministeren og Nationalbanken blev det fastslået, at man ikke ville rejse nogen sigtelse men indskrænke sig til at foretage en retslig forundersøgelse. Statsadvokaturet forlangte samtidig, at selskabet skulle deponere værdipapirer til et samlet beløb af 1 million kroner.

I begyndelsen af november forelå det såkaldte anklageskrift. Atlas juridiske rådgiver var landsretssagfører Axel Schmidt. Selve forundersøgelsen fandt sted i begyndelsen af december i Københavns Byret, hvor landsdommer O. Bærentzen beklædte dommersædet, og hvor alle sagens detailler blev nøje gennemgået og en række vidner afhørt. I tilslutning hertil stillede Rigsadvokaten i de kommende måneder en række spørgsmål, og omsider kom der meddelelse om, at man ikke ville foretage videre i sagen: Der var ikke grundlag for tiltale af nogen art. Den 8. oktober 1948 kom fra revisionsudvalget til krisepolitiet en skrivelse om, at man på det foreliggende grundlag ikke fandt anledning til at ændre den kendelse, der var blevet afsagt den 31. oktober 1946. Atlas kunne gå renset ud af denne sag, som kostede meget besvær og megen kostbar tid i en periode, hvor alle kræfter ellers skulle samles om de store opgaver, der ventede virksomheden, og om hvilke vort sidste kapitel vil sige nogle ord.

Den både i art og omfang så bemærkelsesværdige udvikling, der har præget de første 50 år af Atlas tilværelse har været betinget af mange forskellige forhold. Først og fremmest skyldes den naturligvis den almindelige udvikling indenfor industrien i denne for hele menneskehedens historie så skelsættende periode. Næppe før har de ydre forhold, opfindelser, politiske strømninger og mellemfolkelige begivenheder i den grad stillet menneskene overfor mærkbare forandringer, industrialismens stormende og alt-besejrende fremmarch har kaldt på vågne folks initiativ, og ikke mindst for et lille lands industri har det været af betydning, at det menneskemateriale, der stod bag maskinerne og bag planlægning og administration bestandig var på højdepunktet af ydeevne.

Atlas har da også - som det forhåbentlig er fremgået af det foregående - nydt godt af den virkelyst, den fremsynethed og den optimisme - for slet ikke at tale om den teoretiske og praktiske dygtighed - som ledelse og medarbejdere har kunnet lægge for dagen. Et udtryk herfor er den alsidighed, der lige fra begyndelsen har præget Atlas produktion og den sans for aktualitet, som er nødvendig, hvis en virksomhed af Atlas art skal kunne bestå. Efterhånden som teknikkens udvikling har gjort sig gældende, har der fundet en stedse stærkere betonet specialisering sted indenfor de forskellige tekniske afdelinger, som i dag hver for sig arbejder på eet bestemt område. Man har bestandig udvidet maskinparken, ag man har efterhånden skabt et team-work af en alsidigt uddannet medarbejderstab, som har gjort den tilfredsstillende produktion mulig. I værkstederne har specialiseringen også gjort sig gældende, navnlig i de senere år, og denne udvikling er i stadig fart fremad. Produktionsprogrammet er ved 50 års jubilæet særdeles omfattende og alsidigt, og dette historiske skrift ville ikke være fuldkomment uden en omtale af de forskellige produktioner, Atlas har taget op.

Dette gøres mest overskueligt ved at nævne de forskellige typer på produktion:

Køleanlæg:

1) vertikale kølekompressorer type NA for ammoniak, type NF for freon, med styrede sugeventiler, luftkølede cylindre og topstykker samt tryksmøring. Disse maskiner leveres for direkte koblede motorer eller kileremstræk, idet størrelserne varierer fra 8.000 til 530.000 normalkalorier.

2) horisontale ammoniak-kompressorer, type HH, dobbelt virkende fra 500.000 til 850.000 normalkalorier.

3) absorptionskøleanlæg,

4) skibskøleanlæg; lastkøleanlæg og proviantkøleanlæg i enhver størrelse med ammoniak eller freon som kølemedium.

5) brudis-anlæg for direkte fremstilling af knust is fra 2,5 tons til 15 tons pr. døgn.

6) iscream-anlæg, kontaktfrysere for ispinde.

7) kontaktfryseanlæg for fiskefilletter og andre frysevarer.

8) kølehuse, dybfrysningsanlæg etc.

9) transportkøleanlæg for kølede eller frosne varer.

10) fællesfryseanlæg med boksrum, centralkøleanlæg, husholdningskøleskabe, frysebokse og konservatorer etc.

11) køleanlæg for ost, frugt, mælk etc. og for specielle formål, f.eks. laboratoriekøleanlæg, luftkonditioneringsanlæg etc..

12) freon kompressorer, type F med kapaciteter fra 250 til 10.000 normalkalorier. Leveres som kompressorblokke eller som komplette aggregater med motor, recipient og luft- eller vandkølet kondensator,

13) Glacia rotorer, hermetisk lukkede, direkte kølende, samt for vand- eller brinekøling i størrelser fra 850 til 13.000 normalkalorier. Leveres luft- eller vandkølede. Arbejder med freon. Glacianlæggene er velegnede for køling af ostelagre, frugtlagre, etc. og er uovertrufne på steder, hvor der ikke er mulighed for regelmæssig service.

Dampturbiner:

1) store og små modtryksturbiner af enkel, robust konstruktion såvel som turbiner med høj dampøkonomi.

2) kondensationsturbiner fra 2-300 kw. til ca. 15.000 kw.. Begge turbinetyper kan leveres for dampudtagning ved et eller flere tryk. Til marinebrug leveres hoveddampturbiner, spildedampturbiner til sammenkobling med hoveddampmaskine samt hjælpeturbiner.

Dampmaskiner:

1) 4-cylindrede skibsdampmaskiner med gliderstyring fra 500 til ca. 4.000 hk. og 3-cylindrede ventilmaskiner med hydraulisk oliestyring fra 500 til ca. 5.000 hk.

2) vertikale hjælpedampmaskiner med gliderstyring for skibsbrug eller stationært brug fra 5 hk. til 200 hk..

3) vertikale, hurtiggående dampmaskiner med høj dampøkonomi fra 100 til 600 hk.

4) vertikale, langsomtgående dampmaskiner op til 2.000 hk..

5) tilbehør for Dampanlæg: overhedere, economisere, reduktionsventiler etc..

Hydrauliske presseanlæg:

1) hydrauliske presser til ethvert formål i størrelser op til 3-4.000 tons tryk, bl.a. smedepresser og sænksmedepresser, afgratepresser, skibsbygningspresser, messingstangspresser, rørpresser, varmpresser, sipresser, briketteringspresser, etc.

2) hydraulisk tilbehør: pumper, akkumulatorer, ventiler, omstyreapparater.

Garverimaskiner:

1) narvpresser.

2) skavemaskiner.

3) falsemaskiner til automatisk fremføringsvalse og automatisk slibeanordning.

4) stollemaskiner for sværere læder.

5) vridemaskiner.

Margarineanlæg:

1) Atlas Lardin margarineanlæg, kapaciteter fra 0.5 til 4 tons pr. time.

2) Rotosan margarinemaskiner, størrelser fra 100 kg. pr. time.

Til begge maskintyper anvendes i stor udstrækning rustfrit stål, lignende anlæg leveres til afkøling af fedt, fremstilling af Compound Lard etc..

Slagterianlæg - komplette fabrikker:

Foruden enkelte maskiner leveres komplette slagterianlæg, olie- og fedtbehandlingsanlæg, kødkonserves- og fiskerikonservesfabrikker, fiskemelsfabrikker og andre anlæg for levnedsmiddelindustrien og beslægtede. Industrier, idet Atlas mange tekniske specialister indenfor de forskellige områder og Atlas kemiske laboratorium danner det bedste grundlag for en teknisk tilfredsstillende løsning af opgaverne.

Gasværksanlæg:

I samarbejde med The Power-Gas Corporation Ltd., Stockton-on-Tees udfører Atlas generatorgasanlæg, vandgasanlæg, afgiftningsanlæg for bygas, brintanlæg etc.

Støbegods:

Kvalitetsstøbegods af Meehanite støbejern med stor brudstyrke, tæthed etc. Leveres til praktisk talt alle formål i størrelser indtil 10.000 kg. Atlas er licenshaver i Danmark for The International Meehanite Metal Comp. Ltd..

Med sin virksomhed præget af dette omfangsrige produktionsprogram står Atlas da i jubilæumsåret overfor den betydningsfulde udvidelse, som bliver en kendsgerning ved opførelsen af den ny fabrik i Lundtofte. Denne opførelse vil ske i 4 tempi. Men da det første spadestik i efteråret 1948 blev taget, var der ikke til denne skelsættende begivenhed knyttet nogen form for ceremoniel eller fest. Dertil var Atlas ledelse og medarbejdere alt for travlt beskæftiget i Baldersgade og Hillerødgade. Det var dagens praktiske opgaver, det gjaldt. Og for en udenforstående var der noget næsten symbolsk i dette!

Atlas bestyrelse består ved 50 års jubilæet af følgende: Skibsreder Knud Lauritzen, formand - civilingeniør E. B. Cruse, næstformand - fabrikant Chr. Balsløw - civilingeniør Ove Holm - skibsreder Ivar Lauritzen - direktør S. Mansted. Jubilarer den 1/1 1949: Direktør H. Mansa - overingeniør N. Jørgensen - modelsnedker O. M. Hansen - smed Albert Jensen - maskinarbejder I. H. Kruse - maskinarbejder L. Thomassen.

Den unge arbejder.

Han er seksogtyve år gammel, gift, med fire børn og blev ansat på Atlas i 1937. "Jeg fik en plads som bud i otte måneder, mens jeg "ventede på læreplads", siger han. "Det var ikke nogen rar tid." Hans far er - som han selv - maskinarbejder. Far og søn har samme arbejdsplads. "Jeg havde ikke lyst til at læse" siger han, "jeg ville ud og tage fat med det samme, da jeg blev færdig med skolen". Henry Villy Hansen er en typisk repræsentant for vor tids unge arbejdere. Der er et præg af, hvad man kunne kalde høflig selvstændighed over ham. Han har sine meninger. Nu og da gemmer han dem bag et smil. Han blev udlært i 1941 og begyndte med en timeløn på kr. 1.68 plus dyrtidstillæg. I dag tjener han kr. 2.75 plus 95 øre i dyrtidstillæg. Det giver cirka 172 kroner om ugen eller cirka 8.000 om året., Han betaler 666 kroner i skat og skal desuden af med kr. 3.85 i klub- og fagforeningskontingent og kr. 3.50 til folkeforsikringen. Så er der sygekasse og alle de andre faste udgifter. Han giver 96 kroner om måneden for en lejlighed på 2 værelser og 2 kamre. Lejligheden ligger i Rødovre. "Det er selvfølgelig lidt langt ude, men der er dejlig friskt for ungerne", siger han.

Hans arbejdsdag begynder klokken 6.45 og slutter klokken 15.15. fra 10.30 til 11.00 spiser han frokost i arbejdernes kantine. Frokosten har han med hjemmefra. "der skal for det første alligevel laves frokost til resten af familien, og forøvrigt har vi ikke noget køkken her undtagen for kaffe og sådan". Hansen er meget tilfreds med Atlas hjælpekasse, der udbetaler 200 kroner ved barnefødsler. "Da tvillingerne blev født - det er de to yngste af mine - fik jeg 300 kroner". Hvis Hansen bliver syg, får han efter 14 dages sygdom 35 kroner om ugen i 13 uger af hjælpekassen, og er hans sygdom så alvorlig, at den strækker sig over længere tid end de 13 uger, kan han søge om at få tilskuddet forlænget. Hans ældste barn er 3 år, det næstældste 1 år, og tvillingerne blev født for et halvt år siden. Når Hansen kommer hjem, lægger han i egentligste forstand Atlas bag sig. Hans hobby er fugle, og han har læst alt, hvad han kunne få fat i om ornitologi. "Ikke så meget beskrivelser af fugle. Man kan jo selv se, hvordan de ser ud, og jeg har mange i bure hjemme. Men jeg kan lide at læse om, hvordan de lever. Det er nok det, der interesserer mig mest".

Det er svært at finde ud af, om han fortryder, at han ikke fulgte sin mors råd og læste til en eller anden eksamen. "Som det nu er, kan jeg jo ikke komme videre nogensinde", siger han. Men han vakler, da vi spørger ham, om han ville lægge sit liv anderledes an, hvis han skulle begynde forfra. "Man véd jo ikke, hvad der bliver bedst. Var jeg begyndt at læse, havde jeg ikke kunnet gifte mig, og så havde, jeg ikke haft børnene og hjemmet." Men han føler, at han som enkeltperson ikke kan nå videre frem, "vi er nødt til at gå frem i flok", siger han, "jeg tror på, at en udbyttebegrænsning ville skaffe arbejderne bedre vilkår, og det er jo gang på gang blevet bevist, at det ikke er omvendt. "Det er iøvrigt ikke penge men bedre levevilkår han ønsker sig. Jeg ville gerne ned på de 96 kroner om ugen, de fik i 1939, hvis jeg så samtidig kunne være sikker på, at vi fik det samme prisniveau". Hans arbejde og liv synes ikke at være en trædemølle. "Jeg keder mig ikke ved maskinen," siger han. "Det allermeste arbejde er ganske vist ikke morsomt, men der er noget, der hedder faglig ære. Det skal være iorden. For samvittighedens og prestigens skyld. Arbejdet kræver sin mand. Det ser man, når der kommer en ny. Maskinerne har ikke forvandlet os til ligegyldige faktorer i arbejdet. Desuden…..jeg kan lide min maskine".

Vi snakker ikke politik med Villy Hansen. Han skal have sin mening i fred. Men at han ikke er på bølgelængde med den kapitalistiske livsopfattelse, kan vel næppe undre. Han er et produkt af industrialismen, men han har ikke sat sin menneskelighed til. Han siger gang på gang ting, der viser, at han ikke er til sinds at opgive sin personlighed og sin individuelle frihed. Han synes på mange områder at være desillusioneret. "Det meste af det, man læser, er propaganda. Og propaganda er løgn", siger han. Han tvivler på systemerne. Man han tror på sin egen lilleverden, sine børn, sit hjem, sine fugle og sin faglige ære. Og så er der endnu en ting ved Henry Villy Hansen. Da han skal slutte denne skildring af Atlas, ligesom gamle Albert Jensen begyndte den, bør denne ting tages med. For den bygger en bro over de 50 år: Han er stolt over Atlas fine maskiner og føler, at han har andel i dem. Firmaets medgang og modgang angår ham. Det er hans. Han siger "vi", når han taler om Atlas.

* * * * *