Tirsdag den 7. december 1943 blev det meddelt gennem radioen, at tre danske fanger, hvoraf den ene var lærer, var blevet skudt af tyskerne den 4. december »under flugtforsøg«. De, der kendte Aksel E. Andersen, forstod, at han var en af dem, der her var indhentet af sin skæbne, og de bøjede hovedet i sorg over, at en af de bedste mænd ikke var mere. Han satte sit liv ind og faldt i kampen mod uretten og mod den nazistiske besættelsesmagt.

Aksel E. Andersen var født den 3. august 1896 i Nr. Højrup på Fyn, hvor faderen var lærer. I det lille lærerhjem, hvor der opvoksede en stor børneflok, nemmede han tidligt livets bitre lære, og han, der havde en medfødt stærk oppositionstrang, fik allerede fra barndommen øjnene op for samfundets skævheder; kun 9 år gammel fik han sin første plads hos en gårdmand, der benyttede ham til al slags arbejde fra tidlig morgen til sen aften. Soldatertiden udviklede ham i revolutionær retning, og meget tidlig kom han ind på den politiske linie, han fulgte hele sit liv.

Han var uddannet som mejerist, men forlod dette arbejde, og efter at han en tid havde arbejdet som maskinarbejder i Århus, var han bl.a. med til at stifte »Venstre-Socialistisk Forening« sammen med Alfred Jensen og Thomas Pedersen. Han var også aktiv i grundlæggelsen af Danmarks Kommunistiske Parti. Aksel tog del i det politiske og organisatoriske ungdomsarbejde, og kom på Esbjerg Arbejderhøjskole i vinteren 1920-21.

I 1925 tog han lærereksamen på Skårup Seminarium, og nu var han inde i det arbejde, der havde hans fulde interesse, og som sammen med det politiske fyldte hele hans liv. Han gik fuldt og helt op i skolearbejdet og blev en forstående, pligtopfyldende og dygtig lærer, der foruden et glimrende greb på at undervise havde evnen til at gøre sig afholdt af børnene. I en sjælden grad forstod han disse og vandt derfor let deres tillid.

Også blandt kolleger forstod Aksel E. Andersen ved sin personlighed, sin retlinede færd og sit venlige væsen at skabe respekt og vinde tillid. Som udtryk herfor blev han valgt til formand for lærerrådet ved sin skole, en post, han sad inde med, til han i februar 1943 måtte gå »under jorden«. Ofte kunne hans meninger om skolearbejdet give anledning til frugtbringende diskussioner, og ofte kom han i modstrid med sine kolleger, men ingensinde tvivlede disse om hans ærlige og ideelle stræben. Hans store arbejdskraft og hans organisatoriske evner og erfaring blev også brugt i den lokale kreds af »Danmarks Lærerforening«. En tid var han kredsformand og udarbejdede som sådan nye love for foreningen. Men hans stræben som foreningsmand gik mest ud på at hjælpe de unge lærere og forbedre deres kår. Som formand for »Landsforeningen for lærere og lærerelever« og redaktør af foreningens blad gjorde han i lang tid et stort og uegennyttigt arbejde.

At autoriteterne også satte pris på Aksel E. Andersens arbejde for skolen, viste sig ved, at han blev tildelt det »Benzon-Gersdorffske legat« som anerkendelse for dygtig lærergerning, og to gange var han konstitueret som overlærer ved »Aaløkkeskolen« i Odense C., hvor han var ansat fra 1931. Her lagde han sit største arbejde, og her savnes han stadig. Aksel E. Andersen var under alle forhold en trofast kammerat i ordets bedste betydning, både over for sine kolleger og over for børnene. Han svigtede aldrig sine idealer. Han satte hele sin vilje og alle sine evner ind for at virkeliggøre dem, og han gik stadig fremad - aldrig tilbage.

Aksel. E. Andersen, der var mangeårigt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, nærede et brændende had til den tyske nazisme. Hans hjælpearbejdet for politiske flygtninge i »Røde Hjælp« og hans nære kontakt med de tyske emigranter, der efter Hitlers overtagelse af magten i Tyskland søgte tilflugt i Danmark, havde ikke gjort hans had mindre brændende. Han var medlem af den første illegale kommunistiske ledelse i Odense, og organiserede illegale grupper. Han var aktiv i udgivelsen af det illegale blad »Trods Alt«.

Han vidste, hvad den nye verdenskrig betød, og da Tyskland den 9. april 1940 besatte Danmark, forstod han, at nu begyndte kampen. Han var med til at tilrettelægge det illegale arbejde i Odense, og det blev naturligt ham, der efter den 22. juni 1941, da al forbindelse mellem partiafdelingen der og partiets centralkomite var afbrudt, samlede de bedste folk i Odense for at fortsætte det arbejde, som arrestationerne havde afbrudt. I februar 1943 bliver han efterlyst af det danske politi og går under jorden. Den 22. februar 1943 måtte han forlade sit hjem, og efter sit partis ordre rejste han til Esbjerg for at fortsætte arbejdet i Esbjerg.

I Esbjerg udførte Aksel E. Andersen et stort arbejde såvel for sit parti som for »Frit Danmark« og i udgivelsen af det illegale blad »Vestjyden«. Han redigerede den lokale illegale presse, og han var sjælen i det illegale arbejde i Esbjerg og omegn. Ikke mindst i Folkestrejken i august 1943, der udbrød i Esbjerg, har han haft stor betydning. Han samlede alle trådene i sin hånd, han udsendte flyveblade og satte mod i dem, der ville give op. Han havde den glæde at se Esbjergs befolkning sejre i den kamp, de førte i augustdagene mod tyskerne i Esbjerg, og hans breve hjem til familien vidnede også om, at han forstod den betydning, det havde for Danmarks stilling udadtil.

Fra det danske politis side blev der sat et mægtigt apparat i gang for at indfange Aksel E. Andersen; i alle landets blade så man hans billede i forbindelse med, at der udlovedes en stor dusør for oplysninger, der førte til hans pågribelse. Dette billede skulle senere føre til hans arrestation, idet han i Esbjerg blev genkendt af Gestapo. Den 8. oktober 1943 blev Aksel E. Andersen arresteret af Gestapo, og efter 8 dages tortur i Esbjerg blev han sendt til Vestre Fængsel. Her fortsatte man torturen, men han var stadig tavs. Ikke et ord kom over hans læber.

Hans kammerater og de kredse, han havde arbejdet sammen med under modstandsarbejdet, beundrede ham og havde med ængstelse fulgt hans arrestation og videre skæbne. Aksel E Andersen havde også en broder i Esbjerg, lokomotivfører Svend Andersen, der var kommunistisk repræsentant i byens »Frit Danmark-gruppe«. Aksel E Andersen, var den der vidste mest om det illegale arbejde i Esbjerg, og der var selvfølgelig stor nervøsitet efter at han blev anholdt. Aksel E Andersen blev pint og martret gennem 2 måneder. Men han røbede ikke en stavelse. Han blev likvideret af Gestapo under transport mellem Dagmarhus og Vestre Fængsel natten mellem 4. og 5. december. Fra officielt tysk hold hed det, at han blev dræbt »under flugtforsøg«. Hans mishandlede legeme blev udleveret til det danske politi med ordre til at begrave ham, uden at hans hustru eller slægtninge fik at vide, at han ikke mere levede. Først efter begravelsen fik hans hustru underretning om, at Aksel E. Andersen var død og var begravet på Bispebjerg Kirkegård. Aksel blev 47 år.

I Odense og Esbjerg blev meddelelsen om mordet på Aksel E. Andersen modtaget med sorg og harme. Overalt var han kendt og afholdt. Børnene på hans skole, »Aaløkkeskolen« i Odense elskede ham, og forældrene respekterede ham som en god og dygtig lærer. Hans navn og virke må ikke blive glemt. Aksel Eiler Andersen (1896-1943) ligger begravet på Odense Assistens Kirkegård, fredede grave, litra UL 513-516.

Det meste af teksten er klippet fra bogen »Og hverdagen skiftede - Skolen i de onde år« af Inger Merete Nordentoft og Aage Svendtorp, 1946, hvor teksten er skrevet af Kaj Hansen (Odense) og meget lidt fra Hartvig H Rambusch, Esbjerg-Neuengamme og retur, 1990.

Link til Odense under besættelsen: - http://www.odense1940-45.dk/index.html