DEMOKRATIETS MORGENRØDE OVER BALTIKUM

Ved det kejserlige Tysklands militære Sammenbrud i November 1918 dukkede Demokratiets Morgenrøde op i Horisonten for de baltiske Landes Folk. Imod Sædvane viste Solen sig dog i Vest, men det var til Gengæld blodrøde Stråler, den i de følgende Måneder kastede ned over de omstridte Lande. Belært af de uheldige erfaringer, man havde haft med de tyske besættelsestropper, havde en Række af de førende borgerlige Politikere fra Estland og Letland i det meste af Året 1918 befundet sig på diplomatisk Pilgrimsfærd i Ententelandenes Hovedstæder og i de neutrale Lande, medens den hjemlige befolkning selv havde måttet tage Opgøret med den tyske Imperialisme og de baltiske Baroners Forsøg på at oprette deres nye »Ordensstat« . Forgæves havde de borgerlige lettiske og estiske Diplomater ikke slidt Trapperne i Ministerialbygningerne i London og Paris. De havde haft Konjunkturerne med sig, for siden Midten af Året 1918 var Vestmagternes Regeringer jo travlt beskæftiget med deres Forberedelser til en militær Intervention for at knuse Sovjetstyret i Rusland, inden det havde nået at vokse sig for stærkt. Alle, der tilsluttede sig Løsnet om Kamp mod Kommunismen, var derfor på dette Tidspunkt velkomne i Vestmagternes Regeringskredse og Generalstabe. Og man havde lært sig at se stort på Spørgsmålet om, hvor meget de pågældende i Grunden repræsenterede i deres Hjemland. I Letlands ubesatte Distrikter havde de lettiske Bolscheviker for Eksempel vundet en overvældende stor Sejr ved Valgene til den russiske konstituerende Forsamling. Folkets store Flertal havde klart og utvetydigt givet Udtryk for, at Landets Skæbne også i Fremtiden burde knyttes til den sociale Omvæltning, der havde sejret i Størstedelen al de Lande, der tidligere hørte under Zarriget. Der var ikke noget mærkeligt heri, når man tager de Forhold i Betragtning, som Flertallet af den lettiske Befolkning hidtil havde levet under. Realister, som de var, følte de brede Lag af den lettiske Arbejder- og Småbondebefolkning sig svage overfor det mægtige Tryk fra den tyske Imperialisme og dens Repræsentanter: det økonomisk stærke og velorganiserede baltiske »Ridderskab« og det mægtige tyske Bourgeoisi i Byerne - når de stod alene. De så derfor hen til de sejrrige russiske Arbejdere og Bønder som en naturlig Forbundsfælle i Kampen mod Arvefjenden, så meget mere som Bolschevikernes Ledere fra Revolutionens første Dage havde stillet Folkene i det tidligere russiske Rige fuldstændig frit, hvad de nationale Problemer angik. Den utålelige nationale og økonomiske Undertrykkelse under den tyske Besættelse havde givet disse Standpunkter yderligere Vægt i Befolkningen. Som Helhed havde Erfaringerne fra Okkupationstiden bevirket, at der havde fundet et yderligere Ryk til Venstre Sted i Folkene. Den daværende britiske Regering havde sine egne Planer, og dens Magt befandt sig efter Tysklands Nederlag og det gamle Ruslands Sammenbrud på Højdepunktet. Så længe Krigen varede, og den tyske Fare var truende, havde man i London endnu set såre realistisk på Spørgsmålet om de baltiske Landes statslige Tilhørighed. Da Delegerede for de borgerlige baltiske Nationalråd i Januar 1918 i Petrograd havde rettet en Henvendelse til Vestmagternes Gesandter og havde rejst Spørgsmålet om Anerkendelse af deres nye Statsdannelsers Selvstændighed, havde den britiske Chargé d’affaires, Sir Lindley, holdt igen og rentud opfordret de nævnte Herrer til at søge en Forståelse med Rusland om Selvstyre med den Motivering, at dette Land ikke kunne lade sig lukke ude fra Østersøen. Man var den Gang fuldtud klar over, at det tyske Tryk hurtigt ville blive for hårdt, hvis disse små Stater skulle opretholdes uden russisk Støtte. Nu var Magtforholdene imidlertid ændrede. Det britiske. Imperiums Repræsentanter havde besluttet sig til med alle til Rådighed stående Midler at hindre, at en socialistisk samfundsordning blev etableret i det østlige Europa. og Londons Finansmænd og deres Hærførere havde yderligere Brug for de baltiske Lande som et Springbrædt til Angreb mod Sovjetrepublikken. Den britiske Udenrigsminister Balfour havde derfor allerede i en Note af 11. November 1918 underrettet det borgerlige lettiske Nationalråds Repræsentanter i London om, at Englands Regering betragtede Nationalrådet som den eneste lovlige Repræsentant for befolkningen i Letland, når den tyske militære Administration i Baltikum blev bragt til Ophør. Der føres i Dag oprivende Diskussioner om »repræsentive Regeringer«, så der kan være Grund til at minde om, at England i Slutningen af 1918 ikke nærede betænkelighed ved i egen Interesse at anerkende en lille Flok borgerlige lettiske Politikere som provisorisk Regering, skønt de aldrig ved Valg havde fået overdraget noget som helst Mandat fra det Folk, de tilhørte. De havde tværtimod ved alle de frie Valg, der havde fundet Sted i de ubesatte Dele af deres hjemland, lidt et knusende Nederlag overfor det store lettiske Arbejderparti, der havde gjort Sovjetsystemets Indførelse og en frivillig Union med Zarrigets øvrige Folk til sin politiske Platform. Kun de kejserlige tyske Troppers voldelige Besættelse af Landet havde hindret denne folkelige, realistiske Linjes Gennemførelse. Hvad der var lige så karakteristisk: Man havde i London og Paris besluttet sig til at gennemføre sine baltiske Planer ved Hjælp af de af befolkningen forhadte tyske Hære, der endnu stod i Baltikum. Da Våbenstilstanden med Tyskland skulle udformes, havde der først været Planer fremme om at kræve, at Tyskland øjeblikkelig skulle rømme alle de Områder i Østeuropa, som det under Krigen havde besat og udsuget til det yderste. Det havde været et klart Standpunkt at lade Folkene tage deres Skæbne i egne Hænder. I sidste øjeblik omredigerede Ententens ledende Statsmænd imidlertid dette Krav således, at der i Våbenstilstandens endelige Udformning, der blev undertegnet af Magterne den 11. November 1918, i Stedet blev indføjet en Bestemmelse af følgende Ordlyd: »Alle tyske Tropper, der i øjeblikket befinder sig på Områder, der før Krigen udgjorde en Del af Rusland, skal ligeledes trække sig tilbage til Tysklands ovennævnte Grænser, så snart de Allierede finder øjeblikket passende under Hensyn til den indre Stilling i disse Landsdele.« Det var en Nuance, der i Praksis betød, at man i Paris og London havde besluttet sig til at benytte de forhadte tyske Okkupationshære til væbnet Intervention for at opretholde et borgerligt Mindretalsstyre i Baltikum og i en Række af de øvrige russiske Randstater. Der skulle i Østersølandene bevares en kunstig »Selvstændighed« - uden at Folkene blev taget med på Råd - hvis Fundament var Vestmagternes militære Magtmidler til Værn for deres økonomiske og strategiske Interesser i Østersøen! Her ligger Nøglen til Forståelsen af den senere tragiske Udvikling i Baltikum, og Spiren til blodige Borgerkrige, der for en Menneskealder skulle sætte den arbejdende Befolkning helt ud af Spillet som medbestemmende Faktor i det politiske Liv i de baltiske såkaldte Nationalstater. Baltikum var dog kun en lille Brik i et større Spil. Det var et Led i Ententens almindelige Politik overfor Rusland. Allerede den 23. December 1917 var der blevet undertegnet en Overenskomst mellem England og Frankrig om Opdeling af det gamle russiske Rige i Interessezoner. Man påberåbte sig, at dette var nødvendigt for at modvirke Tyskernes Fremtrængen. Efter, at det tyske Kejserrige var slået, og dets Magt brudt, fornyede de to imperialistiske Stormagter Aftalen ved en Overenskomst af 13. November 1918. Ja, Aftalens Rammer blev endogså udvidet. Det var det tilstræbte økonomiske Overherredømme over Rusland, de to Stormagter søgte at fordele imellem sig. Ifølge Zoneaftalerne skulle Frankrig have Ukraine, Krim og Donetzområdet som fransk Interesse- og Aktionsområde, medens Kaukasus, Volga og Uralprovinserne, Nordruslands Skovdistrikter og Baltikum var forbeholdt den engelske Imperialisme som udbytningsobjekter. For den britiske Regering var Herredømmet over Østersøen et af Hovedpunkterne i Englands Efterkrigsprogram. Man ventede sig efter Tysklands Sammenbrud en omfattende og indbringende Forretning på disse Kanter. Den 29. November skrev Bladet »Daily Chronicle«, der stod Førsteminister Lloyd George nær: »Nu da den engelske Flåde har kastet Anker foran København, og vore minestrygere flittigt er i Færd med at fjerne de tyske Minefelter, kan vi håbe inden lang Tids Forløb at se Østersøen genåbnet for engelsk Handel. Det vidtstrakte lukkede Havs Betydning for Handelen har været stor og stadig voksende i de sidste 7 Århundreder, og vore Handelsskibes Udelukkelse derfra siden 1914 har været et af de uafgjorte maritime Træk i Krigen. Vi har aldrig for i moderne Tider måttet tåle så lang en Udelukkelse.« Det forsømte skulle nu oprettes ! Samme Dag holdt den britiske Regering et vigtigt Møde, hvor Udenrigsminister Balfour forelagde et Memorandum om de britiske Krigsplaner i det tidligere Zarrige. Der var store Opgaver at løse. Regeringen specielt vidste, at det ville være vanskeligt at skaffe Tropper. Soldaterne ville ikke slås længere, og allermindst mod det revolutionære Rusland. I Balfours Memorandum hed det om Baltikum: »Vi har kun den Mulighed at anvende vore Tropper så fordelagtigt som muligt. Og hvor vi ingen Tropper har, må vi støtte med Våben og Penge. I de baltiske Provinser må vi, så vidt det lader sig gøre, understøtte de nyoprettede Nationalstater ved Hjælp af vor Flåde.. . « Den 30. November afsendte det britiske Krigsministerium til Kommandanterne for de engelske Tropper i Murmansk og Archangelsk et Resumé af de Planer, Regeringen Dagen i Forvejen var enedes om med Hensyn til Rusland. Heri hed det, at Kabinettet havde besluttet: »Fortsat at holde Murmansk og Archangelsk besat, at fortsætte den sibirske Ekspedition og at forsøge at overtale Tjekkerne til at blive i Vestsibirien, at besætte Banen Baku-Batum med fem britiske Brigader, at give General Denikin i Noworossisk al mulig Hjælp i Form af Krigsmateriel, og at støtte de baltiske Stater med Krigsmateriel. « England havde altså formelt besluttet at gøre de baltiske Lande til en Del af sin Aktionszone og at stille Våben og Ammunition - og sin Flåde til Rådighed for at udruste borgerlige hvide Enheder, der i Estland og Letland skulle tage Kampen op med Bolschevismen. Man havde i London besluttet, hvem der skulle regere i Baltikum. Tilbage stod blot, hvordan man skulle føre sine Planer ud i Livet. I Baltikum var det fortsat den 8. kejserlige tyske Armé, der havde den reelle væbnede Magt, men ved Våbenstilstanden havde Vestmagterne krævet, at Administrationen skulle overdrages til de lettiske og estiske Nationalråd. Estland var det første Sted, der skete Forandringer. Allerede den 13. November overgav den tyske Kommandant von Seckendorf formelt Administrationen til de estiske Borgerlige. De havde den Fordel, at de under Besættelsen havde fået Lov til at føre en legal Tilværelse, medens Arbejderpartiet havde været forbudt og jaget af Tyskerne. Visse borgerlige Politikere fra Landligaen (»Maaliit«) og det reaktionære kristelig-demokratiske Parti (»Taewaliit«) var endogså som Quislinger blevet draget med ind i Besættelsesmagtens Administration. I Spidsen for den ny National-Regering trådte (den 11. November) efter Forhandlinger med Tyskerne Landligaens reaktionære Leder Konstantin Päts. Han var en typisk Repræsentant for en lille Gruppe velhavende Bønder med en Mentalitet omtrent som vore hjemlige L.S.´er. I Befolkningen gik denne Gruppe populært under Navnet »Sivskobaronerne«. Det var »Maaliit« sammen med Ridderskabet, der havde ført hemmelige Forhandlinger i Berlin for at få Tyskerne til at rykke ind. Konstantin Päts havde på Besættelsens første Dag proklameret sig som Regeringschef for den selvstændige estiske Republik i Læ af de tyske Bajonetter, men på daværende Tidspunkt havde Tyskerne høfligt og bestemt gjort ham opmærksom på, at de ikke behøvede hans Assistance. Päts var oven i Købet blevet arresteret for sin Tjenstivrighed. Nu derimod gav Tyskerne ham Chancen, og de borgerlige Partier gav straks deres begejstrede Tilslutning og lod sig repræsentere i Regeringen, samtidig med, at den borgerlige Presse svovlede i Rædselsberetninger, der udmalede alle de Ulykker, der ville ramme Landet, hvis det bolschevikiske Styre blev genoprettet. Også det »nationale« estiske Socialdemokrati stillede sig til Rådighed for Hr. Päts og lod sig repræsentere i hans Regering med tre Ministre. Det næste var, at den temmelig problematiske »Regering« søgte at skaffe sig noget af et legalt Grundlag for sin Virksomhed. Man fandt på at indkalde den gamle Landdag, der havde fungeret i Kerenski-Perioden. Naturligvis undlod man at give Bolschevikerne, det største af Partierne, nogen som helst Repræsentation. Landdagen, der holdt Møde i Dagene 20.-27. November, gav, som man kunne vente, Regeringen de fornødne Fuldmagter. Også med Tyskerne traf man en venskabelig Ordning. Den nye tyske Regerings befuldmægtigede, Socialdemokraten August Winnig, anerkendte den 19. November den nye estiske Republiks Selvstændighed og drog Omsorg for, at de borgerlige fik de fornødne Våben til Værn mod Befolkningen. Han berettede herom til Eberts Regering i Berlin: »Under Forhandlingerne med de estiske Myndigheder blev der truffet den Overenskomst, at Esterne af den tidligere Forvaltnings tilbageblevne Forråd skulle have overdraget Våben og Ammunition og ligeledes en halv Million Mark.« Hr. Winnig udsendte endvidere, den 21. November, en Proklamation om, at de adelige tyske Riddergodsbesiddere stod under den tyske Republiks og den socialdemokratiske Regerings fulde Beskyttelse. Han tilføjede: »Tysk-balternes Stilling er ikke truet, hvis den nuværende estiske Regering kan forblive og den bolschevikiske Invasion holdes borte.« Men det brændende Punkt var, om den nye estiske Regering kunne få nogen til at slås for sig og den nye Republik. Skride til en almindelig Mobilisering og give Befolkningen Våben vovede Regeringen ikke. Den foretrak en begrænset »frivillig« Mobilisering, der proklameredes den 21. November. Det var Meningen, at der inden Månedens Udgang skulle kaldes 25.000 frivillige under Fanerne. Der skulle rekrutteres en Hær på et rent Klassegrundlag. Agitationen blev drevet indenfor Storbøndernes Skytteforening i de nationalistiske Idrætsforeninger, mellem Spejderne og i de reaktionære kristelige og borgerlige Foreninger. Omkring 1. Januar havde man kun fået stablet omkring 12.000 Mand på Benene. Der var Grænser for, hvad Borgerskabet ville ofre for sin Regering. Derfor måtte Regeringen søge nye Udveje og andre Forbundsfæller. Den traf først en Overenskomst med det tyske Ridderskab,- det estiske bondefolks Fjende Nummer 1. De tyske Godsejere stablede den 12. November det såkaldte baltiske Landeværn på Benene. I Starten talte det 780 Mand - en ren Godsejermilits, kommanderet af adelige Officerer og bevæbnet af den »demokratiske« Regering. Men denne Enhed hjalp jo heller ikke meget. Derfor indledte »National-Regeringen« Forhandlinger med de russiske Zarister. Den 10. Oktober var der i det af Tyskerne besatte russiske Område omkring Byen Pskow blevet oprettet et Frikorps af russiske monarkistiske Quislinger, mest tidligere russiske Officerer, der stod under Ledelse af en General Rodzianko og Fyrst Lieven. Det havde været Meningen, at dette Frikorps, udrustet med tyske Våben og fra tysk Område, skulle organisere et Overfald på Petrograd. Da den røde Hær imidlertid den 26. November havde generobret Pskow, trak Rodzianko sig med Hovedmassen af sine Hvidgardister tilbage til Estland, medens Fyrst Lieven med sit »Garderregiment« fulgte med Tyskerne til Kurland. Her var billige Lejetropper at få for den estiske Republik. Der blev den 6. December 1918 truffet en Overenskomst mellem Regeringen og Rodzianko om fælles Kamp mod Bolschevikerne. Rodzianko skulle stille 3500 Hvidgardister, der skulle underordnes den estiske Overkommando og udrustes af denne med Forsyninger, Våben og Ammunition. Til Værn for det »uafhængige« Estland så man altså en broget Sammenrotning af reaktionær Overklasse, uden smålige Hensyn til Race, Religion eller Nationalitet. I Spidsen for disse Estlands væbnede Styrker stod til at begynde med General Alexander Tønnison, der til sin Rådighed i første Række havde netop de samme estiske Officerer, der i Februar havde åbnet Fronten for Tyskerne. Først, da den estiske »National-Regering« den 20. December havde udsendt et Dekret, der lovede gratis Jord til alle Borgere, der frivilligt meldte sig til Hæren, blev Tilgangen til de hvide Afdelinger noget mere omfattende. Sit store håb satte den estiske National-Regering dog til udenlandsk Assistance. Allerede den 29. November var der fra den estiske Regering i Huj og Hast ankommet en Delegation, bestående af de herrer Kull, Laahmann og Goldarbeiter, til Stockholm for at indlede forhandlinger med Ententens derværende Repræsentanter om øjeblikkelig militær Assistance. De krævede britisk Intervention og militær udrustning til 40.000 Mand. Der var nemlig sket en Ting, man ikke havde regnet med, hverken i Reval eller London. Våbenstilstandsaftalen havde nok forpligtet Tyskerne til ikke at forlade Baltikum uden efter Aftale med de Allierede. Men den revolutionære Bølge bredte sig hurtigt blandt Besættelsestropperne. De begyndte ganske simpelt at tage hjem uden at spørge om Forlov hos Regeringerne i Berlin, London og Paris. De Allieredes stolte Planer truedes af totalt Sammenbrud. Det har været et af de omstridte Punkter i Baltikums Borgerkrigshistorie hvorvidt der i December 1918 blev undertegnet en formel Overenskomst mellem England og Konstantin Päts’ reaktionære Regering. Det står fast, at der foreløbig blev ydet Estland en Kredit på 15 Mill. Fr., men de Betingelser, der fra britisk Side blev stillet for at yde militær og materiel Hjælp, er med stor Diskretion blevet holdt hemmelige. At sådanne Betingelser blev stillet er imidlertid hævet over enhver Tvivl. Den svenske Konsul i Reval, der den 21. December 1918 ankom til Stockholm i en vigtig diplomatisk Mission, udtalte overfor Pressen om Englændernes Holdning: »Englænderne ville ikke være med til nogen Landgang, men ville kun sende Kanoner og andre Våben og Ammunition - mod visse Kompensationsvilkår.« Hvad gik disse da ud på ? De store svenske Blade, der var særdeles vel underrettede om Udviklingen i Baltikum, bragte den 13. December Telegrammer fra Reval om, at den estiske National-Regering til Gengæld for de militære Leverancer var gået ind på for ti År at overlade England Kontrollen med de estiske Havne og Jernbaner og med Telefon- og Telegrafvæsnet. Meddelelsen blev omgående dementeret af den daværende estiske Udenrigsminister. Men var dette Dementi nu rigtigt ? Fremkom det ikke snarere, fordi man på dette Tidspunkt simpelthen ikke vovede at fortælle det estiske Folk sandheden om den nye Afhængighed, man var i fuld Gang med at bringe Landet i ? Der er meget, der tyder i den Retning. Flere Måneder efter bragte det store Helsingforsblad »Huvudstadsbladet« et Interview, som den kendte Journalist Karl Tian der havde haft med den estiske Udenrigsminister Jan Poska. Her blev dette kildne Spørgsmål berørt, og Udenrigsministeren udtalte: »Estland er af stor Betydning for Englands Handel med Rusland, som sandsynligvis vil antage kolossale Dimensioner. Denne Vareudveksling vil for en stor Del ske over Estlands Havne og ad vort Jernbanenet. Alle Varer, der er bestemt for Rusland, ligegyldigt fra hvilket Land, de kommer, skal transitteres toldfrit. Vore Havnes og vore Jernbaners Tilstand svarer ikke nær til den intensive Transithandel, der skal søge sin Vej over Estland. Derfor er det klart, at England og de Magter, der først og fremmest er interesserede i Transithandelen, også vil investere deres Kapitaler for at forbedre og udvide vore Havne og Jernbaner. Nu kunne det måske hænde, at de eksisterende Havne ikke er tilstrækkelige for de nye Behov. Da har vi ingen Grund til at nægte England at anlægge en hel ny Havn i et af vort Lands mange Fjorde. Vi har ingen egne Midler til at udvide vore Havneanlæg. Denne Havn, som England eventuelt kar Brug for at anlægge, skal imidlertid udelukkende tjene til merkantile Formål.« Man bedes erindre, at disse Projekter stammer fra en Periode, hvor England under Mr. Churchills Førerskab drømte om at kuldkaste Bolschevikernes Magt i Petrogradområdet, og hvor man håbede på i Forbindelse hermed at skaffe britiske Finansmænd økonomisk hånds- og halsret over hele del nordlige Rusland med dets skove og andre Naturrigdomme. Tyder hr. Poskas detaillerede Udredninger om engelske Investeringer i Havne- og Jernbaneanlæg ikke på, at de svenske Blade havde fat i den rigtige Ende, da de i December bragte Meddelelserne om den britisk-estiske Overenskomst ? De kunne vist roligt have tilføjet, at Englænderne også havde sikret Kontrollen over det lille Lands Toldpolitik - og Retten til at anlægge en stor moderne Flådehavn ved den estiske Østersøkyst for at opnå varig Kontrol over Østersøens værdifulde handelsruter. Den Hvide sydrussiske Diktator, General Denikin, der under Interventionen havde Lejlighed til på nærmeste hold at studere Briternes Planer, fremhæver i sine Erindringer følgende: »Lloyd George førte ihærdige Forhandlinger med den estiske Regering for at opnå en langvarig Forpagtning af Øerne Dagø og Øsel, og kun den franske Regerings Indblanding forhindrede Oprettelsen af et nyt Gibraltar i Østersøen.« Det er ligeså påfaldende, at de britiske Militærmyndigheder i samme Periode stillede ganske tilsvarende Krav til Regeringerne i de små kaukasiske Randstater og, at de franske Generaler i Odessa stillede nøjagtig samme Fordringer til den borgerlige ukrainske Regering i Winniza og til den hvide Kossakhøvding General Krassnow i Rostow, angående Donetzområdets Jernbaner. Mon ikke vi her ser de virkelige Perspektiver for Vestmagternes Opdeling af det russiske Rige i Interessesfærer, Finanskapitalens Drøm om at oprette en hel Række »selvstyrende Dominions« under vesteuropæisk Protektorat for at fremme Imperialismens økonomiske Interesser og fortsatte Ekspansion? Det var under disse Planer, Randstaternes Bourgeiosi indordnede sig, medens man udadtil skiltede med »afhængigheden«s Frihedsfane, vel vidende, at det eneste, man tilstræbte at blive uafhængige af, var - den socialistiske samfundsomformning. som et Led i denne Borgerskabets Underkastelse under nye Magthavere modtog London-Regeringen den 18. December 1918 et Dokument fra Reval. Det var en Beretning fra den estiske »National-Regering«s Udenrigsminister om Tilstandene i Landet og om den begyndende Kamp mod Bolschevismen. Beretningen sluttede med følgende Meddelelse: »Den provisoriske estiske Regering stiller den estiske Republik under de allierede Magters fælles Beskyttelse, idet den afventer Fredskonferencens endelige Beslutninger.« Her har vi allerede Protektoratet i Renkultur! Det var dette betingelsesløse Knæfald for de vestlige stormagter, der dannede Grundlaget for en stadig britisk Indblanding i det lille Lands indre Forhold og ydre Politik. Det var en dyr Illusion, at et lille fattigt og krigshærget Område med kun en Million Indbyggere, i krigerske Opgørstider skulle kunne stå på egne Ben, uafhængigt af Omverdenen. De borgerlige Lag blev udfra deres Klasseinteresser tiltrukket af det britiske Protektorat som det ideelle for dem. Estlands arbejdende Befolkning havde fået nok af borgerlig Imperialisme. Og udfra egne Interesser og udfra gammel Kamptradition foretrak de at knytte deres skæbne til de gamle Kampfæller mod Zaren - til den for Livet kæmpende russiske Arbejder- og Bonderevolution. »Nationen« var sprængt, før den havde nået at konstituere sig. Det var sagen. Borgerkrigen i Estland var begyndt allerede den 22. November 1918. En større Gruppe af estiske Arbejdere, der i sin Tid var flygtet for den tyske Terror, havde besluttet at vende hjem. Da de nåede Grænsen ved Narva, stod der stadig tyske Vagtposter. De hjemvendte Estere blev modtaget med Maskingeværild. I Grænseområderne stod der imidlertid også Resterne af de gamle nationale estiske Regimenter, der sammen med de russiske Rødgardister havde ført Kampen mod den tyske Invasion. Og i Petrogradområdet opholdt sig en Række af de gamle kendte Ledere af de estiske Arbejder- og Bonderåd, der havde haft Magten i Landet. I Fællesskab besluttede de, at nu skulle Tyskerne drives ud af deres Land, så at de kunne vende hjem uden at blive modtaget af Geværkugler. Den russiske Sovjetregering besluttede at understøtte de estiske Arbejdere i deres Kamp. Allerede under Episoden ved Narva havde de røde Grænsetropper grebet ind, og russiske Krigsskibe havde beskudt de tyske stillinger i Flanken fra den finske Bugt. Den 28. November gik de Røde´s 6. og 10. Division til Angreb mod Tyskerne. Det var temmelig små Enheder, men 6. Division var hovedsagelig sammensat af de gamle estiske nationale Regimenter, og de gik på med Dødsforagt, ivrige efter at komme hjem. Estiske borgerlige Enheder fandtes der endnu ikke på dette Tidspunkt. Det var først kun Tyskere, man kæmpede imod. Flåden greb ind i Operationerne, der blev foretaget en Landgang i Ryggen på den tyske Garnison i Narva, og samme Dag faldt denne første estiske By i de røde estiske Regimenters Hænder, mens Tyskerne trak sig tilbage til stationen Jewe omkring 50 km Vest for Grænsen og her søgte at etablere en Front mellem den finske Bugt og Peipussøen. De røde estiske soldater blev modtaget med Begejstring specielt i Narva. Det var fra gammel Tid et af de vigtigste proletariske Centre i Landet, Centrum for det store Tekstilkombinat »Kränholms Fabrikker«, der i den russiske Tid havde beskæftiget over 11.000 Arbejdere. Narva havde længe været en bolschevikisk Højborg, og allerede i Kerenski Perioden havde Bolschevikerne haft et stort Flertal i Byrådet. I denne røde By proklameredes den 29. November »Den estiske Arbejderkommune« og der dannedes en provisorisk estisk Arbejderregering, hvis Leder var den tidligere Formand for sovjetten i Reval, Anwelt. Sovjetregeringen i Moskwa offentliggjorde den 8. December 1918 et Dekret i det officielle Blad »Isvestia« hvori Sovjetregeringen »anerkendte den estiske Sovjetrepubliks uafhængighed, i hvilket det estiske Arbejderråd er den øverste Myndighed, indtil en estisk Sovjetkongres kan indkaldes.« Sovjetregeringen gav samtidig Ordre til, at alle russiske militære og civile Myndigheder i Estland skulle understøtte det estiske Råds Autoritet i Kampen for Estlands Befrielse. Det meddeltes ligeledes, at Folkekommissærernes Råd havde givet Ordre til at udbetale 10 Millioner Rubler til den estiske revolutionære Regering og, at Vareudvekslingen mellem de to Lande snarest skulle genoptages. Det drejede sig altså her om et samarbejde mellem de to Arbejderregeringer om i Fællesskab at fordrive de tyske Besættelsestropper uden Hensyn til Ententemagternes Planer. Estland havde på denne Måde fået to Regeringer. Den første Del af Krigen i Estland var således de forenede estiske og russiske sovjettroppers Kamp mod den tyske Besættelsesmagt. Det varede 2-3 Uger, før borgerlige estiske styrker overhovedet begyndte at gøre sig gældende ved Fronten. Men de tyske Tropper blev hurtigt krigstrætte og nægtede snart at fortsætte Kampen; Den 7. December gennemførte de røde Enheder en ny Landgang ved Kysten i Ryggen på de tyske stillinger, og nu vægrede de tyske soldater sig åbenlyst ved at slås. Næste Dag meldte et Kommunique fra den hvide estiske stab: »I går trak vore Tropper sig tilbage bag Floden Purtze tæt ved stationen Isenhof. Den russiske Fremrykning blev beskyttet af Torpedobåde, ellers kunne vi have holdt dem tilbage. Der er ikke længere nogen tyske Tropper tilbage ved Narva fronten. På sydfronten har Tyskerne forladt Werro og trækker sig tilbage uden Modstand.« For første Gang blev her et Frontafsnit overtaget af det baltiske Landeværn og de borgerlige estiske Frivillige. På hele den sydlige Del af Fronten stod de røde Tropper fortsat kun overfor regulære tyske Tropper og General Rodziankos russiske Zarofficerer. Den tyske Overkommando gav op og forlod den 9. December Reval, om Bord på en tysk Damper. Den reaktionære estiske Regering var ved at blive »alene hjemme« med de røde estiske Regimenter og den revolutionært indstillede estiske Befolkning. De borgelig-estiske Kommuniquéer fra de følgende Dage er præget af Panik og taler kun om Tilbagetog. Den 10. December klagede man: »Vi savner Kanoner. Uden Artilleri og søstridskræfter må vore Tropper trække sig tilbage i Kystområdet« Næste Dag fortsatte man: »situationens Alvor øges for hver Time på Grund af Mangel på søstridskræfter og Ammunition. Det volder skuffelse, at den lovede Hjælp udefra ikke kommer. Narvafronten er flyttet til stationen Sonda, og sydfronten løber ved stationen Antala mellem Walk og Werro. Vi viger altså fortsat tilbage. I Reval er der indløbet 6 britiske Handelsskibe med dyrebar Ladning. Kommer Hjælpen ikke rettidig, går man tabt af alt.« Hver Linje var et Rædselsskrig til Vestmagterne med Krav om øjeblikkelig militær Intervention. Det var under disse Forhold, Admiral Sinclairs britiske Østersøflåde den 12. December 1918 dampede ind i Revals Havn, for at beskytte den nye britiske Dominion med sine svære skibskanoner. En ny Intervention havde taget sin Begyndelse ! Hele Verden skulle underrettes om den »lykkelige« Begivenhed. Udenrigsminister Poska afsendte omgående fra Reval følgende idylliske Telegram til Delegationen i Stockholm: »Den engelske Eskadre fik en overordentlig gribende Modtagelse af Estlands Befolkning. Flere af de til de fattigere Kredse hørende Grupper modtog Englænderne med Brød og salt. Det er en af de ældste nationale sædvaner, når man vil hædre varmt ventede Gæster. Gaderne var fulde af Folk, der var prægede af Højtidsstemning. Om Bord på Eskadren befandt sig Lederen af det estiske socialdemokrati, Michel Martna, der i de sidste Uger har opholdt sig i London.« Hr. Poskas Telegram var en Appel til vesteuropæisk Ukendskab. Modtagelsen med salt og Brød har også en anden Betydning: At man underkaster sig en sejrrig Erobrer. Det var på samme Måde, forskræmte baltiske Bønder efter Revolutionen i 1905 modtog Generalmajor Orlows straffeekspeditioner, da disse myrdende og hærgende drog ind i Estland og Letland. Det var næppe et Udtryk for, at de var ventet med Længsel. Var der i øvrigt ikke noget symbolsk i, at denne socialdemokratiske Høvding blev reimporteret til sit Hjemland i Følgeskab med den britiske Interventionslande og, at han havde valgt sig netop en britisk Panserkrydser som det bedst egnede Transportmiddel til Hjemfærden? Det var ligesom to strømninger var smeltet sammen i en højere Enhed i fælles Angst for Revolutionen, og Hr. Martna vendte fuldt modnet og udlært hjem! To Dage senere begyndte de britiske Krigsskibe deres »Arbejde«. Deres svære skibskanoner hamrede for første Gang løs på de røde estiske Arbejderregimenter, der rykkede frem mod Reval langs Vejene ved den finske Bugt, medens en undrende Omverden måtte lytte til nye »autentiske« Beretninger om, at det var 7000 bolschevikiske Kinesere, Lenin havde ladet oversvømme det lille Estland for en Gang for alle at få udryddet dets Kvinder og Børn. Naturligvis krævede Flådens »Heltemod« en flatterende Baggrund i dens evige uselviske Kamp for Kulturen. Den væbnede britiske Intervention formanede dog ikke øjeblikkelig at standse de røde Troppers Fremmarch. Denne fortsatte tværtimod i de følgende Uger i øget Tempo. Samtidig med Aktionen mod Narwa var andre røde Formationer, understøttet af røde lettiske skytter, syd for Peipussøen rykket ind i Estland, idet de drev de tyske Tropper og Rodziankos Hvidgardister tilbage mod Vest. Den 18. December havde denne Gruppe besat det store Jernbaneknudepunkt Walk ved Grænsen til Letland. Efter at have skaffet sig solid Dækning langs Peddelfloden og den store Wirzsø, drejede de russiske og estiske Enheder mod Nord i Retning af den vigtige By Dorpat, der faldt i Rødgardisternes Hænder den 22. December efter, at de sidste Tyskere havde trukket sig tilbage uden Kamp. Ved Dorpats Fald kom det store engelske Blad »Times« iøvrigt for skade at indrømme, hvem det i Grunden var, de forenede Hvidgardister i Estland stod overfor. Den 28. December telegraferede Bladets Korrespondent: »Det bolschevikiske Detachement der tog Dorpat, var kun en Fortrop, som hovedsagelig bestod af estiske Bolscheviker og lettiske soldater, der var blevet sendt frem for at revolutionere Landet.. . «. De, der havde rømmet Byen, var til Gengæld regulære tyske soldater og en Afdeling hvide russiske Zartropper! Man kan måske have Lov til at have sin Mening om, hvem der havde størst Ret til at være der. Opmuntret ved disse forholdsvis letvundne Resultater, der havde bragt hele det sydøstlige Estland i sovjetternes Hænder, havde den nordlige Gruppe af den røde estiske Hær fortsat Fremmarschen langs Kysten og Banen Narwa-Reval. Trods Truslerne fra den britiske Flåde blev de Hvides Modstand stadig forholdsvis let brudt, og allerede den 16. December kunne Nordhæren passere den store By Wesenberg, der lå 150 km fra Grænsen. Ti Dage senere var også det vigtige Jernbaneknudepunkt Taps, hvor Banen fra Dorpat støder til Revalbanen, i de Rødes Hænder. Der var dermed nået Kontakt mellem de to røde Grupper, der nu samlede rykkede frem imod det vestlige Estland. Næsten Halvdelen af Republikkens Territorium stod nu under den estiske Arbejderkommune i Narwa. Tilsyneladende var der kun ét faretruende Moment i den militære situation: Den britiske Flåde beherskede, efter nogle Træfninger med mindre Enheder af Kronstadtflåden, i stigende Grad søområdet i den finske Bugt. Den røde Flåde var ikke længere i stand til at dække de sovjettropper, der nærmede sig Reval. Den britiske væbnede Intervention fandt sted på et Tidspunkt, hvor den estiske Arbejder- og Bonderevolution var i fuldt Opsving. I de befriede Distrikter blev den tyske Godsejerjord overalt beslaglagt, og Agrarbevægelsen bredte sig allerede til de øvrige Dele af Landet. Regeringens Autoritet var svindende på Grund af det militære samarbejde med de forhadte Tyskere. Udrustningen af det baltiske Landeværn og Overenskomsten med de zaristiske Hvidgardister. Arbejderbevægelsen i Byernes der var blevet hårdt ramt under den tyske Besættelse, begyndte at komme til Kræfter igen. I Reval begyndte der illegalt at udkomme et kommunistisk Partiorgan, og overalt i Fabrikkerne og i Arbejderforsamlingerne vedtoges Resolutioner om, at der øjeblikkelig skulle vælges Arbejderråd for at understøtte Sovjetregeringen i Narva. Særlig energisk optrådte Jernbanearbejderne. Allerede den 15. December meddelte det officielle Kommuniqué »En tysk Troppeafdeling« der ville vende hjem, er blevet standset på stationen Tamsal. Jernbanearbejderne er begyndt at strejke lige fra Taps og til Walk, da Tyskerne havde til Hensigt at udføre hele det estiske rullende Materiel til Tyskland.« Man glemte imidlertid at omtale, at strejkerne særlig havde til Formål at hindre de hvide estiske Troppetransporter til Fronten. Selv indenfor den borgerlige Hær blev det mere og mimre almindeligt, at soldaterne forlangte, at man omgående skulle drive Tyskerne ud i stedet for at kæmpe mod de Røde. Det var intet under, for Tyskernes Tilbagetog formede sig som et rent Røvertogt. Derfor begyndte også de hvide estiske Tropper at angribe dem. En officiel tysk Beretning giver følgende skildring af Tilbagetoget fra Dorpat: »Da de estiske Jernbanemænds strejke umuliggjorde en Borttransport i rette Tid af de sidste tyske Tropper fra Dorpat, så disse sig som Følge af Bolschevikernes Besættelse af Walk tvunget til fra Dorpat at marschere til Fods gennem det nordlige Livland til Riga for dér at opnå Jernbaneforbindelse med Hjemlandet. Denne Trop, der talte 3000 Mand, brød op fra Dorpat i god Orden den 18. December. Den rådede kun over to Kanoner, da alle de andre var blevet transporteret bort, og hertil kom nogle og Tredive Maskingeværer. Imidlertid indfandt der sig en estisk Ritmester, der efter Ordre fra den provisoriske Regering lovede Tropperne fri og sikker Jernbanetransport til Reval, hvis de delvis ville nedlægge Våbnene. Under Forhandlingerne med Repræsentanten for den estiske Regering indløb der Efterretning om, at en Dragonpatrulje var blevet standset af en estisk Afdeling i Nærheden af Banen Moisekül-Pernau og opfordret til at strække Våben. Det havde Dragonerne nægtet og uden Tab slået sig igennem den estiske Overmagt. Derpå blev alle Forhandlinger afbrudt, og Marschen mod Riga fortsat. Da Tropperne overskred Jernbanelinjen, blev Artilleriet, der dannede Fortroppen, overfaldet af to estiske Kompagnier, der med et Ekstratog var blevet ført frem fra Moisekül. De beskød Artilleriet og dræbte Hestene. Denne Troløshed fra Esternes side, der lige til det sidste havde bedt de tyske Tropper blive for at beskytte Landet, fremkaldte stærk Forbitrelse. Maskingeværer og Kavalleri greb ind og fremkaldte et Blodbad blandt Esterne, der styrtede tilbage til deres Ekstratog og flygtede. De tyske Tropper havde kun en såret. Den fortsatte Marsch til Riga blev endnu engang, ved Spandau ved Jernbanen Wolmar-Hainash, forstyrret ved et Angreb fra bolschevikiske Bander, der overfaldt en Dragonpatrulje og tog 8 Fanger. I den næste Landsby greb man 8 Bolscheviker og førte dem med som Gidsler, til de blev udvekslede med de tyske Fanger. Dermed er de sidste tyske Tropper ført tilbage fra estisk Område. Den voksende revolutionære Massebevægelse tvang de borgerlige estiske Myndigheder til at bryde med deres tyske Forbundsfæller. Hadet mod Besættelsesmagten bundede for dybt til, at et sådant Forbund kunne lade sig realisere uden Modstand. Den 17. December gik Revals Arbejdere ud på Gaden for at demonstrere mod Regeringen og den fremmede intervention. Fuld af Panik telegraferede Regeringen til Gesandtskabet i Stockholm: »I Reval har bolschevikiske Elementer, opægget af en tvetydig Agitation, forsøgt at styrte den provisoriske Regering for at bemægtige sig Magten. Under Råbene: »Ned med den provisoriske Regering, Ned med Englænderne søgte de at samle sig på Pladsen foran Rådhuset, men blev splittet med Våbenmagt. Ordenen er nu fuldstændig genoprettet, og Byen er rolig, men det er muligt, at Bolschevikerne endnu en Gang vil gentage deres Kupforsøg.« Hvor angst den reaktionære Regering i disse Dage var for Hovedstadens revolutionære Befolkning, fremgår bedst af en Proklamation, undertegnet af Revals Kommandant, General Pøders, der blev opslået i Byens Gader den 17. December. Den lød: »Jeg forbyder herved alle Møder, også lukkede, alle Forsamlinger på åbne Pladser, ulovlig bæren Våben, skydning i Gaderne og ulovlig Automobilkørsel. Mod dem, der ikke adlyder Ordensmagtens Befalinger, åbnes der øjeblikkelig Ild. Alle, der forbryder sig mod denne Befaling, dømmes ved standret. For at lette Ordenens Opretholdelse opfordrer jeg alle, der har Livet kært, til ikke at bevæge sig i Flokke på åbne Pladser.« Medens Jernbanearbejderne strejkede, Hovedstadens Arbejdere demonstrerede og begyndte at vælge sovjetter, og den arbejdende Landbefolkning begyndte at konfiskere de tyske Godsejeres Jord, udsendte de socialdemokratiske Ledere Dagen efter et Opråb, hvori de opfordrede Arbejderne til at samles om den reaktionære Regering og forsvare Landets »selvstændighed« mod de fremrykkende estiske Arbejderregimenter. Det var ikke for ingenting, at Partiets Leder var vendt hjem om Bord på en engelsk Krydser. Han gik straks i Briternes Tjeneste. Den reaktionære estiske Politiker, Professor Uluots, skriver om Forholdene bag de Hvides Front: »I November og December 1918 udbrød der i Reval Uroligheder som Følge af den kommunistiske Agitation. De måtte undertrykkes med Våbenmagt. Endnu alvorligere blev situationen på Landet«. Det er en Kendsgerning, at ikke alene Landarbejderne, men også væsentlige Lag af Estlands Bønder aktivt understøttede den »estiske Arbejderkommune« i Narva og bag Fronten bekæmpede de hvide styrker. Den 23. December fandt der et Personskifte sted i den estiske Hærledelse. Til Øverstkommanderende udnævntes den tidligere Zaroberst: General Johan Laidoner. Det var et Tidens Tegn. Han kom lige fra Udlandet sammen med Englænderne. Han havde i Krigens sidste Periode som estisk Militærattaché kæmpet under britisk Kommando i den slaviske Legion på Murmanskfronten, side om side med de hvide Zargeneraler. Laidoner havde her stået i spidsen for 40 estiske Officerer og 200 estiske Hvidgardister. Han var en Mand, Englænderne kunne stole på, og han skulle nu bruges til at pynte lidt på det estiske Officerskorps, der ikke var alt for populært efter den Rolle, mange af dets Medlemmer havde spillet ved Tyskernes Indrykning i Landet. England skaffede sig på denne Måde Kontrollen over den borgerlige estiske Hær. En Ugestid senere blev de »nationale« styrker yderligere forøget. Den 30. December gik de første finske Afdelinger i Land i Reval. Det var foreløbig et Par Tusind Mand, der var blevet formeret under Majorerne Ekstrøm og Kalm. Med dem fulgte en større Afdeling Artilleri, og det finske Ekspeditionskorps stilledes under General Martin Welzers Kommando. Med de frivillige fulgte endvidere en Leverance på 10.000 Geværer, 20 Kanoner og Ammunition. Finnerne var en trænet hvid Borgerkrigsafdeling, der havde tjent deres sporer i Kampene mod de røde Finner. Mannerheims Regering ydede desuden Estland et Lån på 20 Mill. Mark. Senere begyndte også danske og svenske »Frivillige« at indfinde sig med deres veludrustede Frikorps. De »nationale« styrker fik et mere og mere internationalt Præg. Det eneste, der forenede dem, var et fælles Had til Bolschevismen. Da de borgerlige styrker på denne Måde havde fået Forstærkninger, var Øjeblikket kommet til at gå til Modaktion mod de Røde. Omslaget ved Fronten indtraf i Dagene 6.-7. Januar 1919. Indtil da havde de røde Regimenter befundet sig på uafbrudt Fremrykning, og de havde allerede fået aktiv Hjælp fra væsentlige Dele af den lokale Befolkning. Det var dog kun svage militære styrker, der stod til de Røde´s Rådighed, de estiske Afdelinger og nogle russiske Rødarmist-Regimenter fra Leningradområdet. Den røde Armé havde ingen større styrker at sætte ind i Baltikum. Dertil var den for hårdt engageret på de øvrige mange Fronter, Interventionen havde skabt. Den britiske Flådes aktive Indgreb i Operationerne gjorde Udslaget. Ved Englændernes Beherskelse af den finske Bugt havde de Rødes nordlige Gruppe fået blottet sin Flanke. Dækket af de svære skibskanoner, gjorde mindre hvide Afdelinger Gang på Gang Landgang på Kysten bag de Rødes Front, og det bevirkede, at disse måtte splitte deres i Forvejen svage Kræfter og trække Enheder tilbage fra Hovedfronten for at anvende dem til en temmelig illusorisk Kystbevogtning. Den strækning, der på denne Måde krævede Beskyttelse, havde efterhånden fået en Længde af 150-200 km. Dertil kom, at de røde Regimenters Udrustning med Artilleri, Maskingeværer og Ammunition var mangelfuld, medens der siden den 11. December var indtruffet en stadig strøm af moderne britiske Våben til de Hvide i Reval. Finnernes Ankomst havde yderligere forrykket styrkeforholdet ved Fronten. Det var en veltrænet Afdeling, tip-top udstyret med moderne Angrebsvåben. På den sydlige Del af den estiske Front var de Rødes stilling samtidig blevet stærkt svækket ved, at de lettiske skytter fra Walk var drejet mod syd for at fordrive Tyskerne fra Riga og Kurland. Overraskelsen ved Fronten var Indsatsen af friske finske styrker. Finnernes Ankomst gjorde det muligt for den hvide stab at sende Forstærkninger frem i Området omkring Weissenstein, hvorfra de Hvide truede Forbindelsen Dorpat-Taps, og her lykkedes det at samle en temmelig slagkraftig stødgruppe samtidig med, at Finnerne og den britiske Flåde satte ind på Kystfronten. De Røde var her nået frem til stationen Charlottenhof, der ligger kun 50 km fra Reval. Rødarmisterne blev her overrumplede ved Indsatsen af et stort Pansertog, som Englænderne havde udrustet med svært Artilleri. På Angrebets første Dag blev sovjettroppernes tynde Rækker brudt. Dorpatbanen blev nået af de Hvides stødgruppe ved stationen Paiküll, og denne Gruppe fortsatte sit Fremstød mod selve Dorpat. slaget ved Kystfronten endte foreløbig med Wesenbergs Fald den 12. Januar. De røde styrker måtte tiltræde et almindeligt Tilbagetog over hele Fronten. Dorpat blev indtaget af de Hvide to Dage senere, og den 19. Januar holdt Finnerne deres Indtog i Narva, hvis Arbejdere i stort Antal trak sig tilbage sammen med Rødgardisterne til russisk Territorium. Den estiske Arbejderkommune var slået ned. Den havde lidt et militært Nederlag overfor de forenede estiske Borgerlige, det tysk-baltiske Landeværn, de russiske Zarrister og de finske Hvidgardister, der havde fået en udslaggivende Hjælp fra Hans Majestæt Kongen af Englands og Mr. Churchulls kongelige og britiske Flåde. Vestmagterne havde nået deres Mål og de kunne nu skabe deres estiske Republik i Overensstemmelse med deres Planer. Ved Borgerkrigens slutning skulle den fattige Landbefolkning på de estiske Øer Moon og ØseI dog udsætte den »nationale« Regering for endnu en og en højest ubehagelig - overraskelse. Det var hele Tiden blevet hævdet i Propagandaen at de hvide estiske styrker udelukkende kæmpede mod russiske Rødarrnister. Den 10. Februar rejste Bønderne og Landarbejderne imidlertid Oprørsfanen på begge de nævnte Øer, tog Magten i alle Landkommunerne, konfiskerede Godsejerjorden og udråbte sovjetstyret. Kun i Øsels Hovedstad Arensburg lykkedes det den lokale hvide Garnison at holde stillingen. Det blev nødvendigt fra Reval at organisere et veritabelt Felttog mod Moons og Øsels Bønder. Der blev afsendt en straffeekspedition, bestående af både Infanteri- og Kavalleristyrker. Den 19. Februar var Moon igen i de Hvides Hænder, medens Bondeoprørernes sidste Forsvarsstillinger på Sworbehalvøen og i Flækken Kjellond på Øsel først blev taget fire Dage senere, efter, at de hvide Tropper havde lidt store Tab. Betegnende skrev Lederen for den militære straffeekspedition, der slog Øsel-Oprøret ned, i sin Beretning: »Agitatorerne havde forstået at bibringe Befolkningen den Opfattelse, at man ikke kunne vente at få nogen Jord fra den estiske Regering, da det var en Godsejerregering, men at den russiske sovjetregering ville hjælpe Bønderne. Da der i Sovjetrusland ikke fandtes Godsejere mere, måtte man tilslutte sig Rusland.« Det er jo et ganske godt Bevis på, at de fattige estiske Bønder midt under den såkaldte Frihedskrig havde mere Tillid til sovjetmagten, som de kendte fra 1917-18, end til den »nationale« Regerings mange Løfter. Man regner med, at 2-3000 estiske Arbejdere og Bønder faldt som Ofre for den hvide Terror - bortset fra dem, der faldt ved Fronten.  I de lettiske Provinser lå Forholdene ved Tysklands sammenbrud endnu mere enkelt end i Estland. Letland var en af den bolschevikiske Revolutions Højborge. Det overvældende Flertal af det lettiske Folk havde tilsluttet sig Ideen om en fri lettisk sovjetrepublik i nær federativ Tilslutning til Rusland. Med stolthed havde Lenin i sin Analyse af Valgene til den russiske konstituerende Forsamling fremhævet, at Tilslutningen til de bolschevikiske Kandidater i de ubesatte lettiske Valgkredse endogså havde været større end i de store russiske Industridistrikter. Blandt de mange lettiske Udvandrere var stemningen ligeledes overvejende revolutionær. Hertil kom, at selv om hele Letland havde været besat af Tyskerne, rådede Landet stadigvæk over en Hær, en stærk og disciplineret Hær oven i Købet. De gamle lettiske nationale Divisioner var en af de få Enheder af den zarristiske Hær, der aldrig var blevet ramt af den almindelige Opløsning. De havde i sluttet Trop og med meget ringe Frafald bekendt sig til Bolschevismen, og de lettiske lndustriproletarer, Landarbejdere og jordfattige Bønder i soldatertrøjen havde i Udlændigheden udviklet sig til røde Elite-afdelinger. De var trofaste, fanatiske socialister, præget af et beundringsværdigt indre sammenhold, og altid parat til at tage de hårdeste skrup for deres Revolution. De havde med Hæder deltaget i Kampene på omtrent alle Borgerkrigens Fronter. Mod de hvide polske Legionærer i Hviderusland, mod den tyske Invasion, mod Tjekkerne ved Volga og mod Kosakhøvdingene ved Dons Bredder. På Grund af deres revolutionære Fortjenester havde de sammen med Moskvas Arbejderbatailjoner fået overdraget det ærefulde Hverv at være Lenins specielle Livvagt på Kreml. Nu syntes Timen endelig at være kommet, som de hele Tiden havde ventet på, da de kunne marschere hjem til deres egne Byer og Landsbyer, drive de forhadte Tyskere ud og etablere deres egen socialistiske lettiske Arbejderrepublik. I November 1918 blev der givet Marschordre til, at en Del af de veltrænede lettiske skytteregimenter skulle vende hjem til Landet ved Østersøen. Begejstringen og Kampmodet kendte ingen Grænser. Hjemme i Letland var stemningen omtrent den samme. Den 17. November 1918 var en stor Dag for Rigas småkårsfolk. Det nye tyske soldaterråd måtte endelig give efter for trykket og løslade de overlevende Medlemmer af sovjetten i Riga, der havde siddet fængslede siden september 1917. Under Ledelse af den illegale bolschevikiske Partiorganisation, der under Besættelsen var blevet ledet af Karl Danischewski, demonstrerede Rigas Tusinder af Arbejdere for at fejre Dagen under Parolen: »Al Magt til de lettiske sovjetter«. De befriede Arbejderførere blev modtaget med en grænseløs Jubel. Så let skulle det dog ikke gå. Tyskerne havde modtaget deres Instrukser fra de sejrrige Vestmagter. Administrationen skulle overgives til det borgerlige lettiske Nationalråd. samme Nat blev sidste Hånd lagt på Værket. Næste Dag forkyndte ordrige Proklamationer, at en lettisk »Nationalregering« med det reaktionære »Bondeforbund«s Leder Karl Ulmanis i spidsen havde overtaget Administrationen i den »uafhængige« lettiske Republik. Befolkningen var overrasket og fjendtligt indstillet, når undtages Dele af Intelligensen, Borgerskabet og den mest velhavende Del af Bønderne. Den lettiske Befolknings Flertal havde aldrig haft Bud efter Hr. Ulmanis, men betragtede det hele som en kortvarig Komedie. De lettiske skytter, der nærmede sig Grænsen, var ligeglade. De havde set fremmede Marionetregeringer før, og spørgsmålet om, hvem der skulle regere Letland, når det igen var frit, det skulle til sin Tid afgøres af den lettiske arbejdende Befolkning og af Letlands Hær. Foreløbig skulle Tyskerne jages ud af Landet - og det omgående. Generobringen af det tabte Land gik som en Leg, for de tyske soldater havde slet ikke Lyst til at slås. Allerede den 28. November faldt det vigtige Jernbaneknudepunkt Reschitza i Latgallen, og den 5. December holdt en Afdeling af den røde lettiske Hær sit Indtog i den store Arbejderby Dünaburg, Latgallens Hovedstad, der var en vigtig Fæstning. Herfra fortsattes Fremrykningen uden synderlige Vanskeligheder op langs Dünafloden frem mod Livlands Grænse, der hurtigt blev både nået og overskredet. Den nordlige Gruppe af den lettiske Hær havde i Mellemtiden slået Følge med de røde estiske og russiske Regimenter længere Nord på. De havde den 26. November været med til at besætte Byen Pskow og jage de russiske Hvidgardister på vild Flugt. Derefter havde de fulgt Jernbanen syd for Peipussøen, havde den 18. December sammen med Esterne fordrevet den tyske Garnison fra Jernbaneknudepunktet Walk og havde dermed nået deres Hjemlands nordlige Grænse i Livland. Herfra kunne de sætte Kursen direkte mod Riga. De lettiske Regimenter tog Afsked med de estiske Kammerater og bøjede skarpt sydpå langs Rigabanen. Den 21. December tog de stationsbyen Wenden og to Dage senere skytternes gamle Hovedstad Wolinar, det vigtigste Centrum i det nordlige Livland. De lettiske skytteregimenter var så sandelig kommet hjem, og det så jo ud til, at de tyske soldater, de kæmpede imod, endelig også havde fået Hjemlængsel. De veg stadig tilbage, når det trak op til større sammenstød, trods den tyske Højkommissær, socialdemokraten August Winnigs Formaninger. Den 8. tyske Armé i Baltikum var helt kommet i Opløsning. Det var under disse Forhold, at Genoprettelsen af den uafhængige lettiske Sovjetrepublik blev proklameret den 17. December 1918. I spidsen for den stod den lettiske Arbejderklasses gamle prøvede Førere: Peter Stutschka, Jan Bersin, Danischewski og andre. I en Proklamation forkyndtes Beslaglæggelse af al de tyske og polske Godsejeres Jord og socialisering af Industrien, og der blev udskrevet Nyvalg til sovjetterne blandt de lettiske Arbejdere og småbønder over hele Landet. Sovjetrepublikkens Lovgivning blev atter sat i Kraft. Den 23. December gav de russiske sovjetters centrale Eksekutivkomité deres formelle sanktion af den nye Tingenes Tilstand, idet der blev udsendt et særligt Dekret, hvori det hed: »Den centrale Eksekutivkomité sender sin Hilsen til de lettiske og litauske Folk, der har frigjort sig for den fremmede Undertrykkelses Åg, idet den erklærer sig i Overensstemmelse med Princippet om fuld og virkelig Ret for Nationerne til at bestemme over sig selv, hvilken Ret trampes under Fødderne af Imperialisterne i alle Lande. Den centrale Eksekutivkomité stadfæster Beslutningen fra Folkekommissærernes Råd, ifølge hvilken den russiske socialistiske føderative Republik anerkender de estiske, lettiske og litauske Sovjetrepublikkers Uafhængighed og bekræfter den revolutionære sejr, disse Republikkers Arbejdere og Bønder har vundet... Desuden udtaler den centrale Eksekutivkomité sin faste Overbevisning om, at et frit og uløseligt Forbund mellem alle Nationer på det tidligere Kejserrige Ruslands Territorium nu skal komme i stand, da disse Nationer anerkendes som selvstændige, og Magten ligger i Arbejderklassens Hænder. Sovjetruslands centrale Eksekutivkomité er beredt til at yde al mulig Hjælp og al nødvendig Understøttelse til de arbejdende Klasser i de estiske, lettiske og litauske Republikker i Kampen mod Zarismen og i Forsvaret af deres Frihed og Uafhængighed mod udenlandske Interventionister.« Allerede samme Dag skulle det vise sig, hvor nødvendig en sådan russisk solidaritet var for den unge lettiske Arbejder- og Bonderepublik. Den internationale Imperialismes sidste Ord var nemlig ikke udtalt endnu i disse Egne, selvom den 8. tyske Armé var på panisk Tilbagetog. I Riga havde det borgerlige lettiske Nationalråds »Magtovertagelse« formet sig som en ren Farce. Regeringen Ulmanis’ Magt strakte sig ikke en Milimeter længere end de tyske Bajonetter, den hvilede på. Den havde forsøgt at stable en »national« Administration på Benene ved at udnævne forskellige lettiske Intellektuelle til sine Embedsmænd, men der var ingen, der rettede sig efter disse Herrers Forordninger. Mobilisere turde Regeringen ikke, for den vovede ikke at udlevere Våben til Befolkningen, vel vidende, at den ville anvende dem mod Regeringen i stedet for mod Bolschevikerne. Den borgerlige Krigsminister Sahlitz gik derfor i Gang med at hverve frivillige Enheder, der skulle udrustes med tyske og engelske Våben. Der meldte sig ialt 800 i selve Riga, 600 tyske Baltere, men kun 200 Letter, som man opdelte i to Kompagnier. Det var ikke særlig flatterende i Betragtning af, at de røde lettiske skytteregimenter talte ca. 60.000 Mand, af hvilke dog en Del endnu kæmpede i Rusland. Der kunne slet ikke være Tale om at organisere Modstand med egne Kræfter. Det eneste Aktiv, Nationalrådet besad, var den britiske Forhåndsanerkendelse af det som »eneste lovlige Myndighed« i et Land, der ikke ville anerkende det. Spørgsmålet var bare, hvor meget dette betød i Retning af håndgribelig militær Magt. Allerede den 1. December 1918 var der ankommet en Flotilje britiske Torpedojagere til Liban, men siden havde Begivenhederne i Estland lagt Beslag på størstedelen af den engelske Østersøflåde. Først den 17. December var et Par britiske Krydsere med Jagerledsagelse løbet ind i Rigas Havn, og Admiral Sinclair havde optaget Kontakt med sine lettiske Protegéer midt i deres værste Vånde. Men ville disse skibe alene kunne klare de røde skytter ? Til Forståelse af de efterfølgende Begivenheder er det gavnligt at kaste Blikket tilbage på visse Teorier, der dengang blev flittigt dyrket i ledende engelske Regeringskredse. I sine Krigserindringer har Winston Churchill et lille Afsnit, der hedder »En Våbenstilstandsdrøm«. Det synes at genspejle de næsten dynamiske Tømmermænd, der opstår hos britiske Imperiepolitikere, hver Gang de ved skæbnens Ugunst har været draget ind i militært Opgør med den tyske Militærmagt så snart den tyske Militarisme er bortelimineret melder Frygten for voksende russisk Indflydelse på Europas Forhold sig som en Mare, og de engelske statsmænd giver sig ihærdigt til at sysle med Planer om at puste Liv i den tyske Militærmagt igen. Winston Churchill har heller ikke snydt os for et sådant Tilbagefald efter den anden Verdenskrig. I sin »Våbenstilstandsdrøm« udvikler han udførligt Teorien om at udnytte det slagne Tyskland mod Bolschevismen Alle store Ånder har efterladt sig »ufuldendte« Mesterværker Lad os for Menneskehedens skyld håbe, at også Churchills må blive på Papiret. I »Drømmen« skriver han om Rusland blandt andet følgende: »Dette er ikke et spørgsmål om militære Forhold alene. Det er Verdenspolitik At lægge Hånd på Rusland er - skønt uden Tvivl fysisk muligt moralsk set for stor en Opgave for sejrherrerne alene. Hvis vi skal gennemføre dette, kan det kun blive med Tyskernes Hjælp. Tyskland véd mere om Rusland end nogen anden, og for øjeblikket holder det som den eneste Garant for Civilisationen de rigeste og tættest befolkede Områder i Rusland besat. Bør det ikke ligesom alle vi andre tage sin Del af Arbejdet med at rydde op på hele den østlige slagmark? Dette vil blive Tysklands Chance. Dette vil sætte et stort, stolt og trofast Folk i stand til at undgå al Ydmygelse i Nederlaget. Næsten umærkeligt vil det glide fra blodig strid over i et snævert samarbejde med os andre. Intet er muligt i Europa uden Tyskland, hvorimod alt vil blive let i samvirke med det.« Denne Linje skulle føre Europa ud i den næste store Tragedie. Der var noget beslægtet mellem Ideen om »Imperiet« og de stortyske Drømme om »Weltherrschaft« - trods Interessemodsætningen. England mellem de to Krige kunne aldrig affinde sig med radikalt at få Gifttænderne trukket ud på den tyske Militarisme ved en radikal Omformning af det tyske samfund. Altid kom Bagtanken om, at de tyske ære jo til syvende og sidst kunne være et meget passende Middel til at holde Bolschevismen på Afstand. Derfor blev britisk Udenrigspolitik i Europa altid dette Sisifusarbejde, først at søge at knægte den tyske Aggression, når den blev for påtrængende, for bagefter omhyggeligt, og så lidet iøjnefaldende som muligt, at yde sin Indsats for at genopbygge den samme krigsmaskine i det forfængelige håb, at den ville nøjes med at køre »den rigtige Vej« næste Gang - det vil sige mod Øst. Den 23. December 1918 blev den tyske Højkommissær for Baltikum, August Winnig, kaldt om Bord på den britiske Hjælpekrydser »Princes Margaret«, der lå i Rigas Havn. Repræsentanten for det slagne Tyskland fik af Englænderne et Fingerpeg om, at et militært samarbejde ville være ønskeligt. Han blev modtaget af Storbritanniens politiske »Advicer« i de baltiske Lande sir Bousouquet. Denne var i rigtigt skidt Humør, for han havde lige modtaget Meddelelsen om de røde lettiske skytters Erobring af Wolmar og om deres fortsatte Fremrykning mod Riga. Englænderne foreholdt Winnig, at Tyskernes tilbagetog var i strid med Våbenstilstanden. Han forlangte, at Riga skulle holdes og både Wolmar og Wenden generobres, da forbindelsen med Fronten i Estland ellers ville gå tabt. Han truede med Repressalier, hvis den 8. tyske Armé ikke parerede Ordre. Den tyske socialdemokrat August Winnig var modfalden. Han erklærede, at der var intet, der lå ham mere på Hjerte end, at de tyske soldater gjorde deres Pligt og holdt den røde Hær langt borte fra Tysklands Grænser. Han mente det sikkert alvorligt. For i Berlin foregik netop de afgørende Kampe mellem Karl Liebknechts Spartakister, der radikalt ville omskabe det tyske samfund for at hindre en ny tysk Imperialisme og dens Angrebskrige, og de andre, der, ja lad os sige, ad fredelig Vej ville føre alt gnidningsløst tilbage til de gamle Tilstande. Hr. Winnig som Flertalssocialist tilhørte den sidste Kategori, ikke desmindre kunne han kun meddele, at Regeringen og Kommandoen havde mistet Kontrollen over soldaterne, de ville hjem, men han skulle efter Evne søge at genoprette situationen. Dermed var Audiencen forbi. Men forinden var der afgivet et Løfte om at søge at fremskaffe nye, pålidelige, tyske Tropper til den baltiske Front. Dagen efter fandt der et Møde sted i Våbenstilstandskommissionen i Spa. Den franske Repræsentant, General Nudant, overrakte den tyske Delegerede, General Winterfeldt, en skarp Note fra Marskal Foch. Man betegnede det som et Brud på Våbenstilstandsbetingelsernes § 12, at de tyske Tropper på Østfronten fortsat trak sig tilbage uden at have indhentet de Allieredes Tilladelse. Der blev ultimativt stillet Krav om, at de tyske Tropper i Letland, Litauen og Ukraine skulle forblive i deres stillinger, så længe de Allierede anså det for rigtigt at bekæmpe Bolschevismen. Noten sluttede med en kategorisk Meddelelse om, at de Allierede »ville gøre den tyske Regering ansvarlig for enhver skade, Befolkningen i de østlige Territorier måtte lide ved, at Bolschevikernes Tropper besatte de af de tyske Tropper rømmede Egne«. I Riga skulle de britiske Marinemyndigheder imidlertid i de følgende Dage komme til at stå overfor Begivenheder, der gik dem endnu mere på Nerverne end de skuffelser, de allerede havde lidt. Den 27. December fandt der Massedemonstrationer sted i Gaderne under Råbene: »Ned med Regeringen, bort med Englænderne«. Hr. Winnig lod sine tyske soldater gribe ind med Våbenmagt for at splitte Demonstranterne. Den 29. December oplevede Myndighederne et nyt Chok. De to eneste lettiske Kompagnier, det var lykkedes at stille på Benene, gjorde åbent Mytteri og erklærede rentud, at de ville gå over til de røde skytter. Næste Morgen omringede det baltiske Landeværn den lettiske Kaserne, og de britiske Krydsere afskød Granater mod de oprørske Letter. Disse blev dræbt eller tvunget til at nedlægge Våbnene. Virkningen var katastrofal. »Den nationale Regering« var kommet i den rentud latterlige situation, at den kun blev forsvaret af de tyske Balteres Godsejermilits og de britiske Krigsskibe. Samtidig havde de røde skytter Nord for Byen den 28. december indledt de afgørende stormangreb mod de tyske stillinger ved den lille By Hinzburg. Den 31. tog Hr. August Winnig personlig til Fronten for at opildne sine Tropper. Det nyttede heller ikke. Den 2. Januar var den sidste tyske modstand brudt, og de røde lettiske skytter masede frem mod selve Riga. »Den nationale Regering« var allerede Nytårsaften sporløst forsvundet fra Hovedstaden. Den 3. Januar 1919 rykkede skytterne ind. De var endelig nået hjem til Riga ! Om det hvide Rigas sidste Timer berettede den danske Generalkonsul, Etatsråd Bornholdt ved sin Hjemkomst overfor »Berlingske Tidende«: »Indtil Tirsdag Aften sad endnu den provisoriske lettiske Regering i Riga. Så flygtede Ministeriet, alle dets Medlemmer forsvandt sporløst, og selv om de ingen Autoritet havde og hverken Penge eller Anseelse, var denne Flugt dog det ydre Tegn på, at Opløsningen ikke blot var brudt igennem, men var sin Fuldkommelse nær. Et Bevis på, hvor ringe Tillid, den lettiske Regering nød, var det, at da den ville emittere et Lån på 20 Millioner, var der ikke én eneste, der tegnede sig.« Der var blandt den lettiske Befolkning ingen, der savnede Hr. Ulmanis og hans Kolleger. Savnet var ensidigt britisk. Men i London fastholdt man stædigt sin Linje. Når det lettiske Folk ikke godvilligt ville akceptere en »national Regering«, måtte man påtvinge den en med ydre Magt. Kun derfor var Regeringen Ulmanis’ Timeglas ikke udløbet med sammenbruddet i Riga. I de næste Dage fortsatte de røde skytteregimenter uforstyrret deres sejrsmarsch gennem Landet. Også størstedelen af Kurland faldt temmelig smertefrit i deres Hænder. Allerede den 8. Januar blev Mitau besat. Den 16. Januar blev de tyske Tropper kastet tilbage over Windaufloden. Revolutionen bankede på Libaus Porte. Faldt denne sidste tyske Rede, var hele Landet befriet. Havde det drejet sig om et indre lettisk Anliggende, kunne skytterne have ordnet sagen på mindre end en Time. De lettiske skytter skulle imidlertid hurtigt komme til at erfare, at de ikke blot kæmpede mod Hr. Ulmanis og de demoraliserede soldater fra den 8. tyske Armé. De kæmpede mod en stærkere Magt, mod den forenede europæiske Reaktion, og i dette Opgør slog Kræfterne ikke til.

TYSK OG ZARISTISK RENAISSANCE I BALTIKUM

Det har fra gammel Tid været det tyske socialdemokratis grundlæggende Politiske skavank, at Partiets ledende Kredse har akcepteret Imperialismen som en tålelig Bestanddel af Rigets nationale Politik. Dette Problem er ikke dukket op med Dr. Schumachers Agitation efter den anden Verdenskrig Det tyske socialdemokrati har ligefrem Imperialistiske Traditioner at se tilbage på. Kilden hertil må vel søges i de socialdemokratiske Lederes småborgerlige Angst for at sætte Arbejderklassens Kræfter ind på at hidføre en radikal Omvæltning i Rigets sociale og økonomiske struktur. Og akcepterer man den, følger en imperialistisk Politik så at sige med i Tilgift. Den borgerlige og halvborgerlige Ideologis Indtrængen i den tyske Arbejderbevægelses Rækker gennem socialdemokratiets Højrefløj førte under den første Verdenskrig til, at Flertallet af den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe stemte for Krigsbevillingerne og solidariserede sig med Kejserrigets Erobringspolitik. Man »overså«, at det i Kampen for Fremskridtet i en imperialistisk stat ikke alene er en naturlig Ret, men også en menneskelig Pligt at sprænge »Nationen«s Enhed for at gøre en Ende på Aggressonen gennem et konsekvent Opgør med Imperialismen. Hitlers Saga gjorde denne menneskelige Pligt så ligetil og indlysende. Men under den første Verdenskrig var det alene Kommunisten Karl Liebknecht, der uforfærdet erklærede, at Fjenden befandt sig indenfor Landets egne Grænser ! Det tyske Socialdemokrati fortsatte også efter Kejserdømmets Fald sit Knæfald for den tyske Imperialisme. Ikke alene indadtil ved sin forsonlige Indstilling overfor de borgerligt-imperialistiske lag i Samfundet, men også i sin ydre Politik. Med Våben i Hånd modsatte den socialdemokratiske »Revolutionsregering«s Tropper sig Løsrivelsen af de polske Områder i Provinserne Posen og Schlesien, og i Baltikum forsøgte det tyske Socialdemokratis Ledere ligeledes, men ganske vist under lidt andre Former, at videreføre det kejserlige Tysklands Erobrings- og Koloniseringsprogram. Den 28. December 1918 nedlagde Flertalssocialisten August Winnig formelt sin Post som tysk Højkommissær for de baltiske Provinser. Det var en logisk Følge af, at Ententen havde forlangt betingelsesløs Anerkendelse af Estlands og Letlands »Uafhængighed« under de borgerlige Nationalråd. Den følgende Dag begav den samme August Winnig sig i sin Egenskab af Ebert-regeringens og det tyske Riges befuldmægtigede Gesandt til en vigtig Forhandling med Ulmanis-Regeringens Ministre. Det var den skæbnesvangre Dag, da de to lettiske Kompagnier havde gjort Mytteri i deres Kaserne og »Regeringen« ikke rådede over en eneste lettisk Soldat i Riga. Emnet, der skulle forhandles om, var, hvordan man nu skulle fremskaffe væbnede Styrker til den fortsatte Kamp mod Bolschevismen. Da Socialdemokraten August Winnig forlod Regeringskontorerne, har han sikkert trods Situationens Alvor smilet tilfreds. I hans Dokumentmappe lå et lige så vigtigt som kompromitterende Dokument, der lige var blevet undertegnet. Det var en Overenskomst, der fastsatte de Betingelser, på hvilke den tyske socialdemokratiske Regering havde forpligtet sig til fortsat at stille Tropper til Rådighed for en Regering, der hverken rådede over Tropper eller Territorium. Regeringen Ulmanis havde været villig til alt, og nu kunne Winnig triumferende indberette til Partifællerne i Berlin, at han var godt i Gang med at realisere Hindenburgs og Ludendorfs gamle Plan om en tysk Kolonisering af Kurland - oven i Købet med en »national« lettisk Regerings Samtykke! Var de ikke behændige Diplomater, disse Socialdemokrater ? En stor diplomatisk »Sejr« midt i Nederlaget og Sammenbruddet. Det tyske Rige var så sandelig ikke fortabt endnu! I Overenskomstens afgørende Afsnit var indføjet følgende: »Den provisoriske lettiske Regering erklærer sig beredt til at bevilge fuldt Statsborgerskab i den lettiske Stat til alle Medlemmer af fremmede militære Afdelinger, der i mindst fire Uger har deltaget i de frivillige Formationer under Kampen for at rense Landet for Bolschevikerne«. Det var imidlertid ikke blot med lettisk Statsborgerskab, Ulmanis-Regeringen søgte at lokke tyske »Frivillige« til Letland med. Der blev også stillet dem Koloniseringsjord i Udsigt. August Winnig skriver i sine Erindringer, at han søgte at sikre »Mulighederne for Indvandring og Kolonisation af Tyskere i Letland for økonomisk og talmæssigt at styrke Tyskheden«. Den borgerlige lettiske »Nationalregering« prøvede på denne Måde faktisk at hævne sig på den oprørske Bondebefolkning, der havde tilsluttet sig Bolschevikerne, ved at sjakre store Dele af Jorden bort til tyske Indvandrere, som den anså for et socialt mere stabilt Element. De baltiske Riddergodsbesiddere understøttede med Begejstring dette Kompromis og gav omgående Løfte om at stille en Trediedel af deres Jord til Rådighed for Kolonisering af tyske Frivillige, der ville bekæmpe Bolschevismen. Hermed var det materielle Grundlag tilvejebragt for, at der i Tyskland kunne indledes en bred Agitation til Fordel for de »nødstedte tyske Brødre i Baltikum«, og hvervningen til de reaktionære tyske Frikorps tog Uge for Uge et enormt Opsving. Det var Ententens letsindige Bestræbelser for at drage alle reaktionære Kræfter ind i den fælles Kamp mod Bolschevismen, der muliggjorde og begunstigede dette første Forsøg på at genopbygge den gamle tyske Militarisme på Basis af de mest reaktionære og revanchetørstende Dele af den gamle kejserlige Armé. Baltikumkorpsene skulle senere blive et betydningsfuldt Centrum for de mørke Kræfter indenfor Hær og Administration, der, da Tiden var inde, skulle de bringe Adolf Hitler til Magten som Repræsentanten for den nye tyske imperialisme under Hagekorset. August Winnig var allerede den 30. November 1918, før Overenskomsten med Ulmanis-Regeringen, gået i Gang med at formere de første frivillige tyske Stødtropper, men i Starten havde den såkaldte tyske »Jernbrigade« kun fået ‘Tilslutning af omkring 300 tyske Officerer og Soldater. Efter, at man havde modtaget Løfterne om lettisk Statsborgerskab og Jord, vendte Stemningen sig. Hver Uge strømmede der reaktionære Rigstyskere til »Jernbrigaden«s Formeringslejr ved Libau, og den 17. Januar 1919 overtog en indædt tysk Militarist og Reaktionær, Major Bischof, Kommandoen over Socialdemokraten, Rigsforsvarsminister, Gustav Noskes, første frivillige Korps, der havde fået overdraget den historiske Opgave at hindre, at den store socialistiske Omvæltning bredte sig mod Vest, og at sikre de tyske imperialistiske Planers Gennemførelse i Baltikum. Churchills »Våbenstilstandsdrøm« var ved at tage Form ! Den 25. Januar opmuntrede de Allierede yderligere disse tyske Bestræbelser. Der blev overrakt den tyske Regering en ny Note fra Marskal Fodi, hvori denne krævede en øget tysk Indsats mod den røde Armé. Tyskerne fik Ordre til at overlade det sydligere Kampafsnit, med Byerne Kowel, Brest-Litausk, Bjelostok og Wolkowysk, til Pilsudskis hvide polske Legioner og selv koncentrere deres Tropper i Litauen og Kurland. I Bartenstein i Østpreussen var der i Mellemtiden blevet oprettet en særlig tysk Stab for de Tropper, der skulle bekæmpe Bolschevismen i Baltikum. Dens Ledere var General von Quast, hans Stabschef General von Seeckt og Major von Fritsch - Hitlers senere øverstkommanderende over den tyske Hær. Til direkte at lede den nye tyske Interventionsarmés Operationer udnævntes den 26. Januar Grev Rudiger von der Golz, der i Begyndelsen af 1918 havde erhvervet sig en tvivlsom Berømmelse ved sammen med Mannerheim at knuse den finske Arbejderrevolution i Strømme af Blod. Den vestlige »Kultur« var trådt an til Modangreb ! For at forstærke Frikorpsene sendte den tyske Øverste Hærledelse i Januar yderligere den ved Hjælp af reaktionære Elementer reorganiserede 1. tyske Reservedivision til Libau. Det borgerlige Letland var endelig ved at få en Hær, der kunne forsvare Ulmanis-Regeringen mod dens egne Landsmænd. Den var ganske vist tysk, men veludrustet og brændende af Iver efter at sikre sine Soldater Baltikums omstridte Jord. Så enkelt fabrikerede man endnu i 1919 nye »Nationalstater« ! Det var i sidste øjeblik, den tyske Intervention sattes ind, hvis Libau skulle holdes. I Slutningen af Januar var de lettiske Skytter gået over Windaufloden på hele Fronten. Den 29. Januar tog de den lille By Schrunden og oprettede et Brohoved ved Banen, der fører direkte frem til Libau. Længere Nord på tog de Goldingen, og den 31. Januar rykkede Skytterne ind i den vigtige Havneby Windau ved Flodens Udløb. Formålet var overalt at kaste Tyskerne tilbage til deres eget Territorium. Sydligere var en anden rød lettisk Gruppe rykket ind i det nordvestlige Litauen for at hjælpe de røde litauske Partisanafdelinger i Området ved Byen Schaulen med at fordrive Tyskerne. Denne Gruppe havde den 20. Januar besat Jernbaneknudepunktet Murajewo, havde ligeledes overskredet Windauflodens sydlige Løb og (den 3. Februar) erobret den endnu sydligere beliggende litauske By Telsche. På dette Tidspunkt holdt Tyskerne i selve Letland endnu kun det lille Område omkring Libau besat, medens de lettiske Skytteregimenter allerede stod i en Bue fra Nord og Vest ikke 50 km fra selve Byen. I Litauen stod de røde Tropper ligeledes kun 50 km fra den østpreussiske Grænse. De eneste lokale Styrker, der endnu bekæmpede de lettiske Bolscheviker, var på dette Tidspunkt 600 Mand zaristiske Hvidgardister under Fyrst Lievens Kommando, 520 hvide Letter under Kaptajn Ballodis og nogle Hundrede Mand af det baltiske Landeværn under Major Fletchers Kommando. Resten var Gustav Noskes rigstyske Tropper. Om Stemningen i Befolkningen foreligger der et Par Vidnesbyrd også fra denne Periode. De stammer begge fra fanatiske Antibolscheviker. Det første er en Beretning fra den tyske øverstkommanderende på Libaufronten General von der Goltz til den socialdemokratiske tyske Regering dateret den 17. Februar 1919. Det hedder heri: »Regeringsmedlemmerne stammer fra Livland og har ingen Jordbund i Kurland. Man anerkender dem ikke eller bekæmper dem. Så meget mere anmassende optræder de dog, støttet på Ententen, fra hvem de alene håber på Frelse... Kredse, der angivelig ikke er bolschevikiske, ser hellere Bolschevikerne end Tyskerne. Dette fremgik klart af en Samtale, jeg havde med den meget årlige Borgmester i Libau, Hr. Buschevitz. Ganske vist står han på Menschevikernes yderste venstre Fløj. Man regner i Kurland med 60 pCt. Bolscheviker og i Libau endnu flere ... Balterne er næsten de eneste Bærere af Landets Forsvar. Sådan var Stemningen i det af Tyskerne besatte Område, hvor Bolschevikerne blev fremstillet som blodtørstige Djævle af den samlede Presse, og hvor Partiet kun rådede over små illegale Organisationer efter tre Års tysk Besættelse. En tilsvarende Skildring gives fra »neutral« Side. I Februar besøgte en Oberst i den finske Generalstab F. Antoni på General Mannerheims Vegne Libau for at forhandle med den lettiske Regering". Da han på Hjemrejsen passerede Stockholm, udtalte han overfor den svenske Presse: I Libaus Havn forekom der næsten hver Aften skudveksling mellem bolschevikiske Elementer og de tyske Vagtposter. KrigsføreIsen karakteriseres iøvrigt med stor Grusomhed. Da Goldingen blev generobret fra Bolschevikerne (den 13. Februar), blev 150 Røde henrettet ved hængning. Hvad Stemningen blandt Libaus Befolkning angår, fandt vor Kilde, at Tyskerne visselig var almindelig afskyede, men Følelserne overfor Regeringen måtte nærmest betegnes som hadefulde.." (»Stockholms Dagblads«den 27. Februar 1919). Det var denne hvide lettiske Regering, Winston Churchill, påberåbende sig Princippet om Folkenes Selvbestemmelsesret, påtvang det lettiske Folk - ved Hjælp af det slagne Tyskland ! Den første større militære Aktion, de friske tyske Tropper indledte, var Angrebet på Windau den 25. Februar. Byen blev taget efter et kombineret Angreb af afdelinger af 1. tyske Reservedivision, og tyske Søstridskræfter, men først efter forbitrede Kampe. Efter Erobringen fandt der et frygteligt Blodbad Sted blandt Windaus lettiske Arbejdere. Det var den første »Sejr« for det nationale lettiske Borgerskab under »Frihedskrigen«. Dagen efter fandt der også i Litauen et tysk Fremstød Sted, hvorunder friske tyske Styrker generobrede Telsche. Da Tyskerne den 3. Marts satte deres Storangreb ind, var de røde lettiske Styrker delt på tre Fronter. Medens Hovedstyrken stod i Kurland, havde den lettiske Overkommando været nødt til at sende 8000 Mand nordpå til den estiske Grænse, hvor de hvide estiske Tropper, udstyret med moderne engelske Våben, var gået til Angreb mod den lettiske Sovjetrepublik, endnu før den tyske Offensiv satte ind. Betydelige lettiske Styrker var ligeledes bundet ved Fronten i Litauen. Noskes nye baltiske Armé, der talte over 40.000 Mand, var Letterne talmæssig overlegen, og først og fremmest rådede den over et fuldtud moderne Krigsmateriel: Pansertog og svært Artilleri. Det gjorde Udslaget ! Von der Goltz’ plan gik ud på at omgå den røde lettiske Hærs sydlige Flanke ved et overraskende Fremstød i Litauen langs Banen Libau-Schaulen, hvor hele den 1. Reservedivision blev sat ind, understøttet af Pansertog. Ved den lille litauske By Türkschle ved Windaufloden fandt der i Dagene 3.-5. Marts et forbitret Slag Sted, hvor Tyskerne fik Overtaget over Letterne og de litauske Partisaner. På Slagets sidste Dag faldt også Knudepunktet Murajevo i Tyskernes Hænder, og disse kunne derefter støde 80 km længere frem mod Schaulen, der blev erobret den 10. Marts. Dermed var Letlands sydlige Grænse blottet. Landeværnet, den hvide lettiske Battaillon og den tyske »Jerndivision« var samtidig gået til Angreb i Kurland. De røde lettiske Styrker gjorde forbitret Modstand, men da de ved det tyske Gennembrud i Litauen også blev truet i Ryggen, var de tvunget til Tilbagetog, og den 18. Marts holdt »Landeværnet« sit Indtog i Kurlands Hovedstad Mitau, hvor den sædvanlige Nedslagtning af den lettiske Arbejderklasse fandt Sted under de uhyggeligste Former. Størstedelen af Kurland var dermed i Tyskernes Hænder, og Fronten var rykket frem til umiddelbart foran Riga. Disse militære Resultater gjorde Tyskerne overlegne. Det var afgjort den tyske Hærs Indsats, der havde fremtvunget Afgørelsen ved Fronten medens den »hvide« lettiske Battaillon kun havde spillet en ganske underordnet Rolle under Offensiven. Dette Forhold opmuntrede i den Grad det tysk-baltiske Mindretal til at kræve udvidet politisk Indflydelse i Kurland, at en Afdeling af det baltiske Landeværn under Ledelse af Grev Manteuffel den 16. April gennemførte et regulært Statskup i Libau, hvor man forsøgte at arrestere Ulmanis’ Regering. Det lykkedes dog de fleste af »Ministrene« at flygte til den engelske Militærmission, hvor de under Oberst Keenans Beskyttelse »regerede« indenfor fire Vægge, medens Tyskerne havde Magten i den øvrige Del af Landet. Kuppet forhindrede dog ikke, at den lettiske Battaillon ved Fronten fortsatte sit Samarbejde med Tyskerne. Både General Goltz og den britiske Militærmission forbød på det strengeste alle indre Stridigheder mellem de antibolschevikiske Enheder i Kurland. Den faktiske Magt i de »befriede Områder lå derefter i nogen Tid helt og holdent hos den tyske øverstkommanderende von der Goltz, men denne fik dog den 28. April stablet en ny »Regering« på Benene under Medvirkning af det lettiske Borgerskabs yderste højre Fløj, der helt havde kastet sig i Armene på Tyskerne. Den nye »Regeringschef« blev den lettiske Pastor Needra, der i sin Tid spillede en vis Rolle indenfor »Bondeforbundet«. Hans Regering blev sammensat af fem konservative Letter og fire tyske Baltere. Flertallet af de borgerlige lettiske Partier protesterede imidlertid imod helt at blive sat ud af Spillet af de tyske Riddergodsbesiddere og nægtede at anerkende den ny »Regering«. Den 12. Maj fandt der et Møde Sted på Libaus Rådhus af det såkaldte »Folkeråd«, der energisk krævede Regeringen Ulmanis genindsat og udtalte et Mistillids votum til Needra og hans Ministre. Det lille »nationale« lettiske Socialdemokrati, der en Overgang havde trukket sine Repræsentanter tilbage fra Folkerådet, i Forventning om Bolschevikernes Sejr, benyttede efter de tyske Sejre Statskuppet til igen at optage Samarbejdet med de borgerlige Partier, og deres Repræsentanter vendte tilbage til »Folkerådet« i Libau. Den engelske Regerings Holdning til det tyske Forsøg på igen at tilrive sig Magten i Kurland er typisk. Den 22. April sendte Udenrigsminister Balfour først en skarp Note, hvori man protesterede imod Tyskernes Fjernelse af Englands lettiske Protegeer og krævede, at Regeringen Ulmanis øjeblikkelig blev genindsat. Den tyske socialdemokratiske Regering svarede, at de tyske Tropper ikke blandede sig i Letlands indre Forhold og, at den heller ikke kunne indrømme nogen anden Regering Ret til Indblanding. Den 4. Maj sendte Balfour derfor en ny skarp Note til Tyskland, hvori man forlangte, at General Goltz skulle kaldes tilbage fra Baltikum og, at de tyske Styrker ikke måtte kaldes Besættelsesstyrker, men »Hjælpetropper«. England truede iøvrigt med at blokere Libaus Havn for Tilførsler af Levnedsmidler til den tyske Hær, hvis Ententens Krav ikke blev gennemført. Derefter spillede den tyske Regering sin store Trumf ud. De socialdemokratiske Ministre solidariserede sig med General Goltz og truede med at afslutte Våbenstilstand med Bolschevikerne i Baltikum og trække de tyske Tropper tilbage fra Fronten. Nu vidste man i London, at der ikke ville eksistere nogen borgerlig Regering i Letland en Time efter, at Tyskerne havde forladt Landet. Englænderne ændrede derfor omgående Taktik. I Libau tilsluttede den britiske Militærmission sig pludselig Kravet om, at den gamle lettiske Regering skulle rekonstrueres, så der blev sikret de tysk-baltiske Godsejere en større politisk Indflydelse. Den 7. Maj krævede Oberst Keenan overfor de borgerlige Partiers Repræsentanter ultimativt, at Ulmanis-Regeringen blev rekonstrueret således, at den kom til at bestå af 7 borgerlige Letter, 3 tyske Baltere, 1 tyskvenlig Lette og 1 Jøde. Af Frygt for helt at »miste sit Ansigt« ved en officiel Alliance med de forhadte tyske Riddergodsbesiddere afviste »Nationalisterne« dog dette Forslag. Alt forblev derfor ved det gamle. General von der Goltz regerede videre i Kurland, og der fandtes hele to borgerlige »lettiske« Regeringer. Den ene holdt til hos den tyske Generalstab og den anden i den britiske Militærmission i Libau. De havde det til fælles, at de begge var lige afskyet af den lettiske Befolkning. Den lettiske Sovjetregering var kommet til Magten under de allervanskeligste økonomiske Forhold. Forud for Tyskernes første Rømning af Landet var gået en systematisk Udplyndring af det ulykkelige Land. Levnedsmidler og Forråd af enhver Art var blevet slæbt bort. Hvor systematisk de baltiske Lande blev plyndret af den tyske Okkupationsmagt får man et Indblik i ved at læse den socialdemokratiske »Højkommissær« August Winnigs Erindringer. Han beklager her, at »den tyske Forvaltning over Hals og Hoved havde pakket Kufferternes, idet han henviser til, at der i Estland var blevet efterladt 1,7 Million Pund Tekstilvarer, store Lagre af Hørfrø og flere Korn- og Mellagre. På øen Øsel var der endogså blevet »glemt« 20.000 Flasker Aquavit ! Dette gentog sig ikke i Letland, her slæbte den 8. tyske Armé alt, hvad der havde Værdi, med sig under Tilbagetoget. Allerede før Skytterne rykkede ind, herskede der Hungersnød i Landet, i Særdeleshed i Byerne. Selv von der Goltz taler i sin Beretning, af 17. Februar 1919, om »de stadig forekommende Plyndringer fra de Frivilliges Side.« Industrianlæggene var ødelagte eller afmonterede. Det var i disse Ruiner, den lettiske Sovjetregering i Januar havde overtaget Magten. Sovjetruslands rigeste Områder var ligeledes blevet udplyndret af Tyskerne eller var, som Nordkaukasus og Sibirien, faldet i de hvide Generalers Hænder. Og endelig var det arme Letland afskåret ved de Allieredes Blokade. Der var et Par Uger, hvor Brød overhovedet ikke var til at opdrive i Riga. »Ingen anden Regering ville have kunnet holde sig ved Magten i blot en Uge«, sagde de lettiske Bolscheviker med Selvfølelse. Alligevel lykkedes det i forbavsende Grad den lettiske Sovjetregering at få stablet en arbejdsdygtig Administration på Benene. Selv den økonomiske Organisation begyndte så småt at bringe Resultater i Fallitboet. Sovjetperioden betød en uhyre og heltemodig Kraftanstrengelse fra den arbejdende Befolknings Side. Den stod offervilligt bag det lettiske Arbejderparti. De røde Fagforeningers Medlemstal voksede i Løbet af få Uger til 90.000. Det bolschevikiske Partiorgan »Zihna«, der var blevet grundlagt i 1904, udkom daglig, trods Papirmangelen i 90.000 Eksemplarer. I Dagene 1.-6. Marts 1919 afholdt Letlands socialdemokratiske Arbejderparti (Bolschevikerne) sin 6. Partikongres i Riga. Partiet ændrede her sit Navn til »Letlands kommunistiske Parti« og trak Retningslinjerne op for Opbygningen af den unge Republik. Men de lettiske Kommunister begik på denne Kongres en skæbnesvanger Fejl - i Behandlingen af Agrarspørgsmålet. Da det lettiske Socialdemokrati i sin Tid organisatorisk havde tilsluttet sig det russiske, havde dets daværende Ledelse betinget sig, at det russiske Partis Agrarprogram ikke skulle have Gyldighed i Letland på Grund af den økonomiske Særstilling, Landet befandt sig i som Følge af de tyske Riddergodsbesidderes specielle Form for »Landboreformer«. I Rusland havde Lenin ladet Bøndernes Jordkomitéer selv om at udstykke Godsjerjorden uden at påtvinge dem en ny socialistisk Produktionsform fra oven. På den 2. Sovjetkongres i November 1917 havde han fået den af Bondeorganisationerne selv foreslåede Jordreform lovfæstet. Han begrundede dette Skridt på følgende Måde: »Der var en Stemme, der råbte, at både selve Dekretet og Lovforslaget er blevet opstillet af de Socialrevolutionære (det småborgerlige Bondeparti). Lad det være sådan. Kan det ikke være ligegyldigt, hvem der har forfattet dem? Som demokratisk Regering kan vi ikke omgå en Beslutning nedefra, fra Befolkningen, selv om vi er uenige med den. I selve Livet, når den gennemføres i Praksis, når den lokalt føres ud i Livet, vil Bønderne selv forstå, hvad der er rigtigt... Livet er den bedste Læremester. Det viser, hvem der har Ret. Lad Bønderne fra den ene Side og vi fra den anden Side løse dette Spørgsmål. Rusland er stort og de lokale Forhold er forskellige. Vi tror, at Bønderne, bedre end vi, vil forstå at finde en rigtig Løsning på Jordspørgsmålet. Det vigtigste er, at Bønderne kommer til den faste Overbevisning, at der ikke længere er Godsejere i Landsbyerne, at Bønderne selv afgør alle Spørgsmål og, at de selv former deres Liv. Indenfor det bolschevikiske Parti fandtes der forskellige teoretiske Strømninger. Der var en Gruppe, der mente, at den eneste rigtige Taktik var, at man øjeblikkelig forvandlede de konfiskerede Godser til socialistiske Storlandbrug uden Hensyn til Bøndernes ønsker. Det var Forestillinger, der også næredes indenfor det gamle Østrig-Ungarske Socialdemokrati og som ivrigt dyrkedes i trotskistiske Kredse i Rusland. Bela Kun søgte at praktisere disse Teorier i Ungarn, og Resultatet blev, at Bønderne svigtede Revolutionen i dens afgørende Fase. Trotskisten Rakowski søgte at praktisere den samme Metode i Ukraine - med det Resultat, at de hvide i en Periode fik Overtaget. De samme Strømninger havde også fundet Jordbund i ledende Kredse af det lettiske Arbejderparti, og på Partikongressen i Marts slog man ind på denne farlige Linje: Ikke at overlade Afgørelsen til de jordløse Bønder, men i Stedet fra oven forsøge at omskabe Riddergodserne til kollektive socialistiske Landbrug, drevet af Landarbejderne selv - endda uden, at man kunne støtte Eksperimentet ved Indførelsen af en bedre Teknik! I den lettiske Revolutions vanskeligste Periode fremkaldte dette store Divergenser indenfor den arbejdende Landbefolkning, og en Del af de arbejdende Bønder begyndte at vakle. På samme Måde havde den lettiske Sovjetregering fulgt den trotskistiske Parole om at gøre Fagforeningerne til Statsorganer. Netop i denne for Sovjetrepublikken ømfindtlige Situation fulgte de tyske Generalers næste afgørende Fremstød på den lettiske Front, hvor Sovjetmagten ovenikøbet havde fået en ny Fjende udefra, idet en polsk Hær sydfra rykkede frem mod Dünaburg på Ententens Opfordring. Englænderne havde også været Drivfjedren i General von der Goltz’ Angreb på det røde Riga. Generalen skriver i sine Erindringer, at den britiske Oberst Keenan den 11. April sagde til ham: »Besæt Riga, så vil Blokaden blive hævet.« Og til denne nye Opgave samlede Generalen nu alle disponible tyske Tropper med deres moderne Krigsmateriel. Stormen på Riga fandt Sted den 22. Maj 1919. De lettiske Skytter kæmpede forbitret, Gade for Gade, men de var underlegne, og inden Aften var Sovjetmagten i Riga faldet. Landeværnet og den tyske Soldateska tog en blodig Hævn. Landeværnets Chef, Major Fletcher, blev Rigas første hvide Guvernør. Om hans »Virksomhed« beretter Gennem von der Goltz: »Det var en næsten uløselig Opgave, eftersom Major Fletcher som Rigas Guvernør havde påtaget sig at dømme de talrige bolschevikiske Fanger. Dette var en meget vigtig Opgave, men den bragte ganske unødvendigt Befolkningens og Entente-Kommissionens Had ned over hans uskyldige Hoved.« Om »Uskyldigheden« kan der diskuteres. Major Fletchers »Retsvæsen« kostede i alle Tilfælde i Perioden efter Rigas Fald ikke mindre end 4500 af Byens Arbejdere Livet. Blodbadet i Riga betegner Kulminationen med Hensyn til brutal Udryddelseskrig mod den lettiske Arbejderbevægelse! 3 pCt. af Hovedstadens Indbyggere blev skudt eller hængt. Det svarer til, hvis der under Besættelsen var blevet henrettet 20.000 Københavnere! Mon det ville blive glemt på 20 År ? Rigas Arbejdere glemte aldrig, hvordan Borgerskabet igen tog Magten i deres By. For de tyske Erobrere var Rigas Fald Indledningen til nogle Ugers hektisk Guldalder. Det var ikke for ingen Ting, at det socialdemokratiske tyske Blad »Vorwärts« den 27. August samme År kunne skrive: »Det er forståeligt, at det bekvemme og sorgløse Liv, Officererne efter Rigas Indtagelse har ført på de lettiske Adelsgodser, og Frygten for at blive tvunget til at tage deres Afsked fra Hæren har foranlediget dem til at blive. Mange har erhvervet sig en Formue. Efter at Riga var blevet besat, skyndte de tyske Officerer sig med at forsyne Byens Indbyggere med Sortebørsvarer. Et Eksempel, der givetvis fulgtes af Mandskabet.« Offentligheden herhjemme modtog om Rædslerne i Riga kun lakoniske Bureautelegrammer om, at Byen var blevet »befriet« - af lettiske Nationaltropper ! Vi er altid blevet utrolig »sagligt« underrettet om Forholdene i Østeuropa ! Efter Rigas Fald var den røde Armé nødt til at rømme hele Livland, for ikke at blive afskåret. Over Nordgrænsen rykkede »nationale« Estere frem fra Walk sammen med to »nationale« lettiske Regimenter, der for engelsk Regning var blevet stillet på Benene af borgerlige Flygtninge, ved Mobilisering af Grænsedistrikternes besiddende Bønder. Disse hvide Styrker besatte den 26. Maj Wolmar og den 29. Maj Byen Wenden i det nordlige Livland. Herigennem opnåede den hvide estiske Hær Kontakt med Tyskerne, der var rykket Nord på fra Riga. Efter Blodbadet i Riga opfordrede den røde lettiske Hærs Overkommando alle Arbejdere til at følge med Hæren for at undgå Gentagelser. I Titusindvis strømmede den lettiske Arbejderbefolkning mod øst. Kun i Dünaburgområdet og Latgallen holdt de røde Tropper sig endnu i en 7-8 Måneder. Til Trods for den delvise Evakuering af Arbejderklassen regner man med, at der i Områderne udenfor Riga under de hvides Generobring af Landet blev udryddet yderligere 7500 lettiske Arbejdere og Bønder. Andre Kilder nævner Tallet 12.000, eller omkring 1 pCt. af alle Indbyggerne i de pågældende Områder. Skillelinjen mellem »Røde« og »Hvide« blev trukket skarpere op, end nogen Agitation kunne gøre det. Det var på dette gabende Svælg, at den lettiske »Nationalstat« blev opbygget, af det Borgerskab, der støttede sig på de fremmedes Bajonetter ! Den imperialistiske tysk-engelske Kappestrid om Overherredømmet i Baltikum førte iøvrigt omgående til nye væbnede Sammenstød på lettisk Territorium. Tyskernes Marionetter »Needra-Regeringen« forlangte, at de estiske Tropper skulle trækkes tilbage fra det nordlige Livland. Englænderne på deres Side søgte at puste Liv i den af dem financierede Ulmanis-Regering. Og efter Rigas Fald overførte Englænderne en Række af denne Regerings Ministre fra Libau til det af Esterne besatte nordlige Livland. Det kom hurtigt til væbnede Sammenstød mellem de to imperialistiske Magter og deres Marionetstyrker. Den 5. og d. 6 Juni kæmpede det tysk-baltiske Landeværn Syd for Wenden mod Esterne og fordrev dem fra denne By. Den britiske Højkommissær, General Gough, der den 23. Maj var blevet udnævnt til de Allieredes Befuldmægtigede i Baltikum, greb ind overfor Tyskerne. Den 10. Juni telegraferede han til General Goltz: »Jeg befaler Dem at trække Deres Tropper tilbage til Linjen Aaseegewold-Neu Schwanenburg, at sende Halvdelen af Deres Tropper tilbage til Tyskland, at tillade Hr. Ulmaris at danne en Regering og at opstille lettiske Tropper i Letland, at skåne offentlig og privat Ejendom i de af Dem besatte Områder, at give Satisfaktion for Arrestationerne af engelske Officerer, som det allerede er krævet at Admiral Cowan, og at fjerne de Kanoner, der beskytter Libaus Havn. Tyskerne var imidlertid ikke til Sinds at lade deres Marionet-Regering falde og overlade Valpladsen til Englænderne. Som von der Goltz åbenhjertigt skriver om de tyske »Frivillige«s Motiver: »Kun under Regeringen Needra og af Balterne kunne de vente at få deres Koloniseringsbehov tilfredsstillet og opnå Borgerskab i den nye lettiske Stat.« General Goltz gav derfor sin Jerndivision Ordre til sammen med Landeværnet at gå til Angreb mod de hvide Estere for at fordrive dem fra hele Livland. Angrebet begyndte den 19. Juni, men i et større Slag omkring Byen Wenden den 21.-23. Juni bukkede Tyskerne under for Esternes svære engelske Krigsmateriel og måtte trække sig tilbage til Riga, der dog også måtte rømmes Natten mellem den 2. og 3. Juli, da britiske Krigsskibe greb ind og bombarderede de tyske Stillinger. Samme Dag afsluttedes en Våbenstilstand, der fastsatte, at Tyskerne skulle rykke tilbage Syd for Düna. Deres Planer om at tilrive sig Kontrollen over hele Letland var dermed slået fejl ! Og den tysk-lettiske »Regering« Needra var sat ud af Spillet. General Gough havde allerede den 27. Juni ultimativt forlangt dens Opløsning. Englænderne installerede nu deres Protegé Ulmanis som Regeringschef i Riga. Betegnende nok var dog selv den gamle lettiske »National-Regering«. Englænderne for »yderliggående«. De forlangte den reorganiseret og fik den renset for alle Elementer, der blot kunne mistænkes for at være demokratiske. I deres Sted rykkede tre Repræsentanter for de tyske Riddergodsbesiddere og Storborgere ind i Regeringen, der herefter repræsenterede de mest reaktionære Dele af Overklassen af begge Nationaliteter ! Under Dækning af den hvide estiske Hær begyndte derefter Opstillingen af en hvid lettisk Hær på Basis af Oberst Balodis Libauer-Bataillon og de to hvide Regimenter, der var blevet formeret på den estiske Sydfront. Englænderne overtog Instruktionen og våbenleverancerne, og som Stabschef fik Briterne anbragt et af deres trofaste Redskaber, Oberst August Misin, der i Marts 1919 var vendt tilbage til Libau efter at have været i engelsk Tjeneste mod Bolschevikerne på Murmansk-Fronten. Mobilisering turde den »lettiske« Regering dog foreløbig ikke indlade sig på. Dertil var Stemningen i Befolkningen for bolschevikisk. Først den 29. September begyndte man forsøgsvis at indkalde 7 Årgange. Derimod udfoldede sin Kamp mod Bolschevismen på et Felt, hvor dens Kræfter bedre slog til. Overalt huserede de Hvides Standretter, og i Løbet af 10 Måneder blev ikke mindre end 3000 Letter henrettede efter Standretsdom af deres hvide Landsmænd, der ikke ville stå tilbage for de tyske Bødler. Blandt de henrettede var tre Medlemmer af Arbejderpartiets Ledelse: Schilf Jaunsem, Berze og Purin. Det var over 3 Promille af den voksne lettiske Befolkning, der på denne Måde faldt som Ofre for den hvide Terror. Andre Tusinder kastedes i Fængsel. Sådan sejrede Winston Churchills »Demokrati« i endnu en baltisk Stat. I Dagene 5. til 7. April foregik der i Estland Valg til den konstituerende Forsamling. Borgerkrigen var næppe afsluttet endnu, og over hele Landet rasede den hvide Terror. Som en særlig Ejendommelighed ved disse Valg må endvidere fremhæves, at Landets hidtil største Parti - de estiske Kommunister - var stillet udenfor Loven og ikke kunne deltage i Valgene. Vælgerne måtte altså nøjes med at bestemme, hvilket af de øvrige Partier, de ville kaste deres Stemmer på. Alligevel fik Valgene et såre karakteristisk Udfald. De viste klart, at Venstrestrømningerne havde holdt sig. Når et stort Parti bliver forbudt, forholder dets Vælgere sig sjældent passive, de kaster deres Stemmer på de af de andre Partier, der i deres Programmer står dem nærmest. Vælger så at sige det mindste Onde. For Højrepartierne blev Valgene et dundrende Mistillidsvotum. De mest Konservative i estisk Politik var de kristelige Demokrater og Storbøndernes Organisation, »Maalit«-Partiet, med Ministerpræsidenten Konstantin Päts i Spidsen. Af 120 Mandater i den konstituerende Forsamling fik disse to Partier henholdsvis 4 og 8 ! Noget bedre klarede de »radikale Demokrater« sig. De opnåede dog 25 Mandater. Valgets Sejrherrer var dog ubestridt de to småborgerlige Partier: De nationale Socialdemokrater og det såkaldte Arbejdsparti (de tidligere Højresocialrevolutionære), der begge havde drevet en stærk Valgagitation med Løfter om øjeblikkelig Gennemførelse af Agrarreformen og som havde søgt at trække alle venstreorienterede Vælgere til sig ved en stærkt socialistisk farvet Propaganda. De fik henholdsvis 41 og 30 Mandater. Endelig opnåede en Gruppe, der i sin Tid havde spaltet sig tid fra de Socialrevolutionære og som havde en vis Indflydelse mellem Fæsterne, 7 Mandater, medens Resten tilfaldt nationale Minoriteter. Trods al Terror viste Valgene, at Befolkningens store Flertal havde samlet sig om tre Hovedkrav: Agrarreform, Fred og Socialisme. Det håbede at opnå dette gennem de småborgerlige Partier, som det opfattede som en Slags Socialister. At det ikke fik nogen af Delene i denne Omgang er en anden Sag. Da den konstituerende Forsamling trådte sammen, den 23. April 1919, korn der derimod en ny Regering. De to småborgerlige »socialistiske« Partier var dog nærmest forskrækkede over deres Valgsejr. Tilsammen havde de jo et stort Flertal i Nationalforsamlingen og altså ingen Undskyldninger for ikke at indfri Valgløfterne. Socialdemokraterne, det største Parti, skyndte sig at overlade Posten som Ministerpræsident til Arbejdspartiets Leder, Advokat Otto Strandmann. Det er altid rart med en Syndebuk! Derefter ilede begge Partier med, i det nationale Samarbejdes Navn, at alliere sig med de borgerlige Demokrater. Af disse overtog Jan Poska igen Udenrigsministeriet, Forbindelsen med Englænderne, medens Demokraternes Leder Jåkson fik Lov at beholde det meget lidt populære Justitsministerium. Resten af Ministerposterne delte Socialdemokraterne og Arbejdspartiet broderligt imellem sig. Agrarreformen og Socialismen blev henvist til forskellige Komrnissioner. Om Udenrigspolitiken og Freden hed det i Regeringserklæringen: »Ved Dannelsen af Kabinettet har de nævnte Partier besluttet, at Krigen mod Bolschevikerne skal fortsættes så vidt Estlands Sikkerhed og Beskyttelsen af dets Selvstændighed kræver det. Fred må af al Kraft efterstræbes, dog skal Freden kun sluttes efter Overenskomst med de Allierede og med Garanti for den estiske Stats Selvstændighed.« Så var man så meget klogere! Det var fortsat Briterne, der dirigerede ! De estiske »Uafhængigheds-Politikere« og nationale »Socialister« havde altså, ligesom deres Forgængere, lagt alle udenrigspolitiske Afgørelser i den britiske Højkommissærs Hænder. Det blev en i høj Grad aktiv »Fredspolitik«, der blev drevet af den ny Regering. Under britisk Inspiration forvandledes »Fredsviljen« omgående til Angrebskrige. Hidtil var Krigen væsentligt blevet ført ved Estlands egne Grænser. Nu blev den konsekvent ført ind på fremmed Territorium. Først kom Angrebet på den lettiske Sovjetrepublik ved den hvide estiske Hærs Ekspedition ind i Livland. Og umiddelbart efter gik en anden estisk Hærgruppe til direkte Angreb på sovjetrussisk Territorium i Retning af Leningrad. De hidtidige militære Operationer havde man betegnet som »national Forsvarskrig«. Nu tilsluttede det borgerlige Estland sig officielt den internationale Interventionskrig mod Sovjetrepublikken. Winston Churchill havde fået manøvreret sin lille baltiske Vasal ind i Verdenspolitiken i hans berømte »Korstog«, der skulle tilintetgøre Bolschevismen og genoprette et reaktionært borgerligt Styre i Rusland. En vigtig Rolle i denne Forbindelse spiller de »nationale« estiske »Socialister«s Fornuftsægteskab med de zaristiske Generaler i Kliken omkring General Judénitch. Allerede i December 1918 havde den estiske »Nationalregering« afsluttet en Overenskomst med den af Tyskerne formerede hvide Monarkistafdeling, der stod under General Rodziankos Kommando. De hvide Russere havde yderligere, udrustet af Englænderne, kæmpet på den estiske Sydfront, i Afsnittet Werro-Pskov. Oprindelig talte Afdelingen kun 3500 Mand, en broget Samling af Zarofficerer og almindelige Banditter. Senere var disse Afdelinger imidlertid blevet udvidet. I Finland havde General Mannerheim, efter Aftale med Englænderne, i en Lejr ved Ekenäs oprettet en særlig Stab, der var travlt beskæftiget med at uddanne og bevæbne hvidgardistiske Afdelinger, der blev rekrutteret af zaristiske Flygtninge i Finland. Såsnart Hvidgardisterne var færdiguddannet, blev de over den finske Bugt transporteret til Fronten i Estland. I Spidsen for Hvervearbejdet stod den gamle Zargeneral Judénitch og den reaktionære russiske Politiker Kartaschew. De russiske hvide Afdelinger i Estland fik senere også Tilgang af Zarofficerer og Soldater, der havde været i tysk Fangenskab. Udstyret med engelske Våben samledes de efterhånden på estisk Område i det såkaldte »Nordvestkorps.« Da den hvide Hær i Sibirien brød sammen, blev som bekendt de russiske Hvidgardisters »øverste Hersker«, Admiral Koltchak, og hans Ministre i Begyndelsen af 1920 taget til Fange af Bolschevikerne. Ved denne Lejlighed faldt deres Arkiver i Sovjetregeringens Hænder. Man kunne heri i Enkeltheder følge de internationale Intriger, der var blevet spundet for at tilvejebringe interventionen mod det socialistiske Rusland. Blandt disse Dokumenter var en Beretning til den hvide russiske Regering i Omsk fra den russiske General Golowin om de Forhandlinger, han i Maj 1919 førte med britiske Regeringskredse og den britiske Generalstab angående Felttoget mod Petrograd. Den 4. Maj 1919 blev General Golowin i London modtaget af selveste Krigsminister Winston Churchill. Om dette Møde skriver han:»Materiel Hjælp,« sagde Churchill, »yder jeg allerede, og jeg er villig til i videste Omfang også at gøre det i Fremtiden.« Han ville til dette Formål stille Krav om 24 Millioner Pund til alle vore Fronter, og skulle Omstændighederne gøre det nødvendigt, ville han også stille Våben og andet Materiel til Rådighed for Nordhæren for yderligere 100.000 Mand af General Judénitchs Tropper... Ligeledes var Ydelsen af Hjælp til Judénitchs venstre Flanke (med den engelske Flåde) ikke udelukket. Kort sagt: Han var parat til at gøre alt, hvad han havde Mulighed for. Kun måtte han stadig indtrængende anmode om, at det blev holdt hemmeligt... Angående den påtænkte Judénitchfront skulle han gøre alt, hvad han havde Magt til. Det første Skridt i denne Retning var Udsendelsen af en militær Specialkommission til General Judénitch. Uden, som han betonede, at ville forhandle om Spørgsmål af militær Karakter med mig, anså han det dog for nødvendigt at rejse et Spørgsmål, af hvis Besvarelse det afhang, om Petrograds Indtagelse overhovedet var ønskelig. Det var Spørgsmålet om Petrograds Forsyning med Levnedsmidler umiddelbart efter dens Indtagelse. Med Hensyn til dette havde han sendt en Ordonnans til General Henry Wilson, Chefen for Hovedkvarteret i Paris, med Anmodning om en udførlige Beretning desangående.« Golowin havde også samme Dag en Konference med Chefen for den britiske Armés Operativdepartement, General Radeliff. Herom beretter han: »Da vor Samtale under Forhandlingerne kom til at strejfe det politiske i Spørgsmålet om det Tryk, der måtte lægges på Estland for, at det ikke skulle lægge Hindringer i Vejen for Uddannelsen og Organiseringen af vore Afdelinger, erklærede General Radeliff overfor mig: »Vi kommer her til et Område, der ikke angår os, men Diplomaterne. Det ville dog interessere mig at høre Deres personlige Opfattelse af disse Ting. Så vidt jeg er underrettet, stiller Estland Krav om Uafhængighed«. Jeg svarede ham uden Omsvøb, at der ikke kunne være Tale om nogen som helst Uafhængighed for Estland. Jeg forklarede ham den absolutte Umulighed af en sådan Løsning af Spørgsmålet udfra et russisk Synspunkt og understregede fremfor alt den Kendsgerning, at der i det estiske Folk selv ikke består nogen som helst alvorlige separatistiske Tendenser, men at disse udelukkende kan føres tilbage til en lille Håndfuld Eventyrere, der er kommet til Magten. General Radeliff gav mig sin fuldstændige Tilslutning og erklærede, at der heller ikke efter hans Mening kunne være Tale om et uafhængigt Estland og, at den eneste mulige Løsning af Spørgsmålet var en lokal Selvforvaltning med et vist Selvstyre.« Det samme Spørgsmål berøres iøvrigt af General Judénichs specielle Udsending Kirdezow, der en Måned i Forvejen førte Forhandlinger i London. Han refererer en Samtale med Lederen af det britiske Udenrigsministeriums russiske Afdeling, Professor Simpson: »Det baltiske Problem i dets aktuelle Virkninger beskæftigede ham meget. Dog manglede han tilstrækkeligt Materiale for at kunne bedømme, hvorvidt de baltiske Randområders Uafhængigheds bestræbelser var begrundede, og om ikke disse Stater havde begået økonomisk og politisk Selvmord, da de adskilte sig fra Rusland. Selvstyre indenfor den genoprettede russiske Stat eller den mest intime Forbundssammenslutning var efter hans Opfattelse den eneste Mulighed.« Det vil efter dette være vanskeligt at påstå, at Englænderne i 1919 kæmpede for de små Staters Frihed og selvstændighed. Både for de toneangivende britiske Politikere og for Generalstaben var disse Lande kun Brikker i et Spil, hvis Gevinst var at genoprette et borgerligt Rusland, hvor den britiske Indflydelse dominerede. I dette Spil havde man Brug for Randstaternes væbnede Styrker. Estland fik Ordre til at deltage i Zargeneralernes Felttog mod Petrograd, og den nationale og »socialistiske« Regering parerede lydigt denne Ordre. Den 18. Maj 1919 telegraferedes fra Reval: »Den estiske Generalstab har i Aften udsendt følgende Meddelelse: »I Retning af Gatschina er ved Floden Luga fire fjendtlige Dampere i Dag faldet i vore Hænder i Nærheden af Byen Feodorovka. Vore Tropper har taget Byerne Siskapolkino, Kornewo og Flækken Koporja. Et Detachement, tilhørende Nordkorpset, har erobret Stationen Moloskowitza og fortsætter nu Fremrykningen I Retning af Raskopel koncentreres nye Styrker«. Efter Ordre fra den britiske Regering var de hvide estiske Styrker sammen med de russiske Zarister gået til Angreb mod Sovjetrusland for at skabe en ny Front. Der var ikke blevet forhandlet forgæves i London. De småborgerlige estiske »Socialister« havde kastet Valgløfterne om Fred over Bord. De havde allerede lært at lystre højere Magter end deres Vælgere. Manden, de herefter modtog Stikordet fra, var den nye britiske Højkommissær fra Baltikum og Finland, General Hubert Gough! Kampen om det røde Petrograd var indledet. Den hvide estiske Hærs og de russiske Hvidgardisters Offensiv i Retning af Petrograd var et Led i en almindelig Offensiv på alle Fronter for at indkredse og nedkæmpe Sovjetregeringen i Moskva. Admiral Koltchaks Offensiv fra Ural og Sibirien mod Volga var på sit Højdepunkt. Mod Syd var General Denikin gået til Angreb mod Donetzområdet, fra sin Basis i Nordkaukasus, hvor Englænderne havde udrustet hans Hær med Tanke, Flyvemaskiner o. a. moderne Krigsmateriel. Mod Nord var engelske Tropper samtidigt trådt an langs den vigtige Murmansk-Bane, under General Maynards Kommando med Kurs mod Petrograd. Meningen var, at der nu også skulle skabes en Vestfront af Polen og de baltiske Lande. Den 24. April telegraferede den hvide Admiral Sablin til Koltchak i Omsk, at Churchill havde udarbejdet en Felttogsplan, der blandt andet gik ud på »uden Vaklen og på enhver Måde at opildne Polen til Angreb mod Bolschevikerne.« Estland var den yderste Venstrefløj af denne Vestfront og det Opmarchområde, der lå nærmest Petrograd, men alene var det for smal en Angrebsbasis. Fra Forhandlingerne mellem Tyskerne og de Allierede ved vi nu, at den estiske og Hvide russiske Fremrykning skulle have haft Flankedækning ved et Angreb fra Letland. Endnu under Forhandlingerne med General Goltz, den 10. Juni, havde den amerikanske General Greene foreslået, at de tyske Tropper fra Livlands østgrænse stødte videre mod øst over Ewstfloden i Retning af Reschitza og Dünaburg for at opnå Forbindelse med den hvide estiske Hærs Sydfløj. Men Forudsætningerne for denne sindrigt udarbejdede Plan brast på Grund af den tyske Hærs »udisciplinerede« Optræden, da den, i Stedet for at indordne sig under den almindelige Felttogsplan mod Bolschevikerne, begyndte at hyppe sine egne Kartofler i Letland. De uforsonlige Modsætninger mellem forskelligartede imperialistiske Interesser kom påny den socialistiske Revolution til Undsætning! Englænderne havde fået de estiske »Socialister« lokket i Krig under lidt »forkerte forudsætninger«. Oven i Købet lige efter, at de havde lovet Befolkningen en snarlig Fred. Operationerne blev indledt under direkte britisk Ledelse. De begyndte den 18. Maj med en estisk-hvide-russisk Landgang i Koporjebugten, bag de Rødes Linjer og dækket af den engelske østersøflåde. Fra Kysten skulle Landgangstropperne efter Planen bemægtige sig Banen Narva-Petrograd. En anden Gruppe blev sat over Peipussøen for at få Fodfæste på det fremskudte Næs ved Raskopel, og den sydlige Gruppe af den estiske østhær skulle samtidig foretage et Fremstød mod Pskow, der da også faldt i de hvide Esteres Hænder den 25. Maj. Efter Rigas Fald skulle derefter også den tyske Baltikumhær gå i Aktion fra Livland. Felttogsplanen byggede iøvrigt på en vel forberedt »femte-kolonne-virksomhed« blandt de gamle zaristiske Officerer, der tjente i den røde Armé. Med dem var der etableret en intim Forbindelse gennem den britiske Efterretningstjeneste. Første Del af Churchills Petrograd-Felttog forløb planmæssigt. De to røde Divisioner, der holdt Narvafronten, blev overraskede, og Landgangen i Koporjebugten lykkedes. Da den røde Flåde søgte at løbe ud fra Kronstadt for at gribe ind i Operationerne, blev den drevet tilbage af overlegne britiske Flådeenheder. Allerede på Offensivens anden Dag havde Landgangstropperne nået Petrograd-Jamburgbanen ved Stationerne Vruda og Weimarn, langt bag de Rødes Front, og den 20. Maj måtte den røde Hær rømme den vigtige By Jamburg for ikke at blive afskåret. De hvide russiske og estiske Tropper, der således havde fået deres Forbindelseslinjer i Orden, kunne derefter tænke på Fremrykning mod Yderværkerne i Petrograds Befæstningszone. Også de Hvides »Femte Kolonne« trådte planmæssigt i Aktion. Deres Leder var Kommandanten for det vigtige Fort »Krasnaja Gorka« ved den finske Bugt, lige overfor Kronstadt, Artillerioberst Nekljudow. Da General Judénichs Styrker nærmede sig Fortet, tog de sammensvorne Officerer ved en Revolte Magten i Fæstningen. Om Morgenen den 13. Juni 1919 telegraferede Nekljudow til den engelske Flådes Hovedkvarter i Bjørkø i Finland: »»Krasnaja Gorka« står til Jeres Rådighed.« Til den røde Flådestation i Kronstadt telegraferede han samtidig: »Foren Jer med os, ellers vil Kronstadt blive tilintetgjort.« Det finske Fort Ino og den britiske Flåde begyndte derefter at bombardere Kronstadt, men de røde Matroser fra den baltiske Marine lod sig ikke imponere. De optog Kampen og begyndte at beskyde de oprørske Forter. Stillingen var imidlertid kritisk, hvis der ikke hurtigt blev gjort en Ende på Mytteriet. Det var på dette Tidspunkt Stalin, der havde Overkommandoen på Fronten foran Petrograd. Han satte omgående en Modaktion ind, og allerede den 15. Juni var »Krasnaja Gorka« atter i de Rødes hænder. Den følgende Dag telegraferede Stalin til Lenin om Kampens Forløb: »Efter »Krasnaja Gorka« er nu også Fortet »Seraja Loschad« blevet generobret. Dets Kanoner er i fuldstændig Orden, og det går hurtigt med at gøre alle Forter kampklare. Marinespecialisterne forsikrede mig om, at det ville være i Strid med alle Marinevidenskabens Grundregler at tage »Krasnaja Gorka« fra Søsiden. Jeg havde altså ikke andet at gøre end at begræde Videnskaben. Jeg er nødt til at forklare, at den hurtige Indtagelse af »Krasnaja Gorka« kun var muligt ved den groveste Indblanding fra min, og i det hele taget fra de Civiles Side, i operative Sager, lige til at ændre Befalinger til Lands og til Vands og til at udnævne mine egne Folk. Jeg betragter det som min Pligt at erklære, at jeg også i Fremtiden vil handle på samme Måde uden Hensyn til min Ærbødighed for Videnskaben. Stalin.« Ved »Krasnaja Gorka«s hurtige Generobring og Sammenbruddet af Officersrevolten indenfor den røde Hærs egne Rækker var der allerede tilføjet de Hvide et betydeligt Knæk. Churchills Planer holdt ikke Stik. Petrograd var en hårdere Nød at knække, end han troede, og han besluttede derfor at hidkalde Reserver. Det var Mannerheim, Churchill tog sin Tilflugt til som sidste Reserve. Den finske Hærs intime Samarbejde med Tyskerne under Krigen havde gjort Londonregeringen temmelig betænkelig ved at lade finske Tropper spille nogen dominerende Rolle i Operationerne både i Baltikum og i selve Rusland. Så sent som den 3. Juni 1919 havde Churchill kategorisk telegraferet til Admiral Koltchak i Omsk: »De Allierede betragter enhver Fremrykning af finske Afdelinger mod Petrograd eller overhovedet mod Territorier i det indre Rusland som meget lidet ønskelig. Frygten for, at det finske Officerskorps påny skulle lade sig bruge til at hyppe Tyskernes Kartofler sad Englænderne i Blodet. Da det trak ud med Petrograds Erobring, ændrede Churchill dog Standpunkt, og Mannerheim fik en officiel Opfordring til at gribe ind. Igen kom de indbyrdes Konflikter mellem Modstanderne den russiske Revolution til Hjælp. Finland stillede en Række overdrevne territorielle og økonomiske Krav som Betingelse for sin Assistance. Det vanskeliggjorde en Overenskomst, og midt i det hele dumpede Mannerheim ved Præsidentvalget. Hans Efterfølger, Professor Stållberg, var ikke særlig villig til at lade Landet inddrage i en Krig med Sovjetrepublikken. Derfor slog også denne Plan fejl. Følgerne af disse uforudsete Vanskeligheder var, at Offensiven mod Petrograd kørte uhjælpelig fast. Endnu i Juli Måned holdt de Hvide de erobrede Stillinger så nogenlunde, men efter, at der havde fundet en grundig Udrensning Sted i den røde Hærs Kommandostab, gik Sovjettropperne over til energiske Modaktioner. Judénichs såre brogede Styrker kunne ikke stå for dette Tryk, og Tilbagetoget begyndte over hele Linjen. Det kom til oprivende indre Stridigheder mellem de forskellige hvide Generaler indbyrdes. »Nordvestkorpset« smeltede hurtigt bort under planløs Flugt og Massedeserteringer fra de tvangsrekrutterede Krigsfangers Side. Ifølge et estisk Blad blev det vigtigste Resultat af den første Petrograd offensiv, at den hvide Hær svandt ind fra 35.000 Soldater til 15.000. Det er sikkert endda en meget optimistisk Bedømmelse af Nordvesthærens Størrelse. En af Judénitchs Med arbejdere, Kirdezow, skriver i sine Erindringer, at »Hæren« i September, da den havde modtaget nye Forstærkninger, bestod af 20.000 Soldater og 70.000, der kun fik Forplejning. Den drivende Kraft i Eventyret var den britiske politiske »Advicer« i Estland, Oberst Marsh. Han havde sine bestemte Direktiver: Nordruslands røde Hovedstad skulle erobres for enhver Pris. Endnu i Slutningen af August udtalte denne Sagkyndige overfor en hollandsk Journalist: »Hvis man overhovedet kan tale om, at noget er sikkert på det militære Område, betragter jeg det som givet, at Petrograd vil blive erobret i År.« Det kunne umuligt være Tilliden til Judénitch-Hærens Slagkraft, denne Strateg byggede sine Forhåbninger på. Men han vidste vel, at Tanken om at erobre Petrograd gennem et Fremstød fra Estland efterhånden var blevet til en fiks Idé hos hans Foresatte: Winston Churchill, og at denne ikke ville vige tilbage for noget Offer eller for nogen Anstrengelse, for at nå dette eftertragtede Mål...

ET KURSUS I VESTLIGT »DEMOKRATI«

Efteråret 1919 vil gå over i de baltiske Landes Historie som en Periode, hvor Folkene anskueligt og overbevisende fik banket ind i deres Hoveder, hvad det lovpriste vestlige Demokrati i dets imperialistiske Afart egentlig var for noget. Det var den britiske Krigsminister Winston Churchill og hans Repræsentanter i Baltikum: General Gough og Oberst Marsh, der optrådte som Læremestrene for de baltiske Landes nye Officerskaste og deres nye »nationale« Ledere og underviste dem i, hvordan man i en snæver Vending kan klare de demokratiske Formaliteters hændelige Vanskeligheder. I August var det første, stort opreklamerede, Felttog mod Petrograd brudt ynkeligt sammen. Den 5. August var Jamburg blevet generobret af den røde Armé, og den 26. August var også de hvide Russeres anden vigtige Operationsbasis, Pskow, faldet i Bolschevikernes Hænder. Fronten var over hele Linjen rykket tilbage til Estlands Grænse. De Hvides Nederlag var fuldstændigt. Den 11. August telegraferede den gamle Zardiplomat Nabokow, der repræsenterede de hvide Russere i London, mismodigt til sine Foresatte i Omsk: »Judénitch sidder uden Penge, og Jorden er ved at glide bort under Fødderne på ham. Han er ikke alene ikke i Stand til formere en Troppeafdeling på 4000 Mand, men Kommandanterne for de enkelte Grupper nægter ham næsten Lydighed.« De Hvides eneste Håb var nu Estland. Uden estisk hjælp var Spillet tabt, men Udsigterne var ikke lyse. De tvangsmobiliserede estiske Tropper var krigstrætte. De havde ingen Lyst til at fortsætte Krigen på russisk Område, og Befolkningens store Flertal ønskede Fred. Særlige Vanskeligheder voldte det Regeringen, der i Forvejen var upopulær, at de hovne zaristiske Generaler ikke engang havde været at formå til at anerkende Estlands Selvstændighed til Gengæld for den temmelig betydelige Hjælp, de havde modtaget i Form af de hvide estiske Soldaters Lidelser og Blod. For at redde Ansigtet havde de »nationale« estiske Ministre stejlt gjort den officielle Anerkendelse til Hovedbetingelse for fortsat Samarbejde med de Hvide. Det var en gordisk Knude, men de snarrådige britiske Generaler besluttede ikke at spilde Tiden på at løse den, men at hugge den over. Den 18. August skrev Judénitch i en Beretning til Admiral Koltchak: »General Goughs Repræsentant, General Marsh, indbød straks efter sin Ankomst til Reval den 10. August, efter en i Forvejen opstillet Liste, tolv Personer og erklærede overfor dem, i Nærværelse af Frankrigs og de forenede Staters Militærkommissioner, at han, i Betragtning af den kritiske Situation, i hvilken Nordvestarméen befandt sig, måtte foreslå dem i Løbet af 40 Minutter og uden at forlade Værelset at danne en Regering for det nordvestlige Rusland, som på Stedet skulle undertegne en Overenskomst med den estiske Regering om fælles Aktion.« Det er så heldigt, at den originale Protokol fra dette Møde er blevet bevaret for Efterverdenen, som et Vidnesbyrd om britisk Snilde i Winston Churchills Glansperiode, da han med Fanatisme forsvarede den vestlige Kulturs østligste Bastioner. Det hedder i Protokollen ordret: »Oberst Marsh åbnede Mødet ved at henvende sig til de tilstedeværende og hævde, at Situationen ved Fronten var katastrofal, at der ingen Tid var at spilde. Derfor måtte man nå til en definitiv Beslutning. De Russere, der elskede deres Fædreland, måtte handle i Stedet for at spilde Tiden med Diskussioner. Der var kun ét Middel til at redde Situationen ved Fronten, nemlig at sikre en væsentlig Assistance og Støtte fra de estiske Tropper. Dette var imidlertid kun muligt på Betingelse af, at Estlands fuldstændige Uafhængighed blev anerkendt. En sådan Anerkendelse må ikke komme fra noget Enkeltindivid, hvilken Fuldmagt han end må være i Besiddelse af, men fra en russisk Regering. Oberst Marsh opfordrede derfor de tilstedeværende til at danne en Regering for det nordvestrussiske Område og at påtage sig Pligt til at finde en øjeblikkelig Løsning på det russiske Spørgsmål. Oberst Marsh erklærede i Storbritaniens Navn, at hvis dette ikke blev gjort, ville Storbritanien og dets Allierede øjeblikkelig standse alle Forsyninger til den nordvest-russiske Armé. Oberst Marsh erklærede derefter, at han ville trække sig tilbage for at give de tilstedeværende Lejlighed til at diskutere hans Forslag. Han bad dem om ikke at forlade Værelset og om at danne Regeringen inden Klokken var 7. Klokken var på dette Tidspunkt tyve Minutter over 6. Han overrakte derefter til Deltagerne i Mødet en på Engelsk affattet Liste, der indeholdt Fordelingen af Ministerportefeuillerne og tilføjede, at de Allierede ønskede at se de Herrer, der var omtalt i Listen, optaget i Regeringen.« De tolv Herrer, som skulle være Ministre, fik én Indrømmelse: De fik Lov til at vente til næste Dag. Så underskrev de den ønskede Deklaration, og Hr. Lianozows nordvestrussiske Regering var en Kendsgerning - i Reval vel at mærke. I Spidsen for Regeringen stillede Britterne typisk nok en reaktionær Politiker, der havde været Byrådsmedlem i Baku, og som var Storaktionær i et af Olieselskaberne i Kaukasus. Så kom Turen til Estland. Den »nationale« Regering var lidt betænkelig. Den havde sine Tvivl om, hvorvidt de 12 nævnte Emigranter, som den selv havde holdt Liv i, nu var »repræsentative« nok til at garantere Estlands Selvstændighed. Den blev af Oberst Marsh opfordret til at undertegne en af Englænderne udarbejdet Overenskomst om militært Samarbejde mellem den estiske Hær og det hvide Nordvestkorps, der altså ikke engang repræsenterede 4000 Mand kampduelige Soldater. Med store Betænkeligheder sagde den estiske Regering Nej. Det forvirrede imidlertid ikke de initiaitivrige Churchill-Generaler. De fandt på nye Udveje. Først søgte man at blive den genstridige Regering kvit. Den 19. August telegraferede en Korrespondent til »Stockholms Dagblad«, at Ententens Repræsentanter havde indledt Forhandlinger med den tidligere Førsteminister Päts for at få ham til at styrte den siddende Regering og selv danne et nyt konservativt Kabinet. Advokat Päts havde dog afslået denne Opfordring til Kup under de daværende vanskelige Forhold. Den hvide estiske Hærs øverstkommanderende, »General« Laidoner, havde imidlertid i 1918 været i britisk Krigstjeneste på Murmanskfronten. Det var Englænderne, der havde fået ham til »Øverstkommanderende« for at have Indsigt med den estiske Hærs Opbygning, så han måtte vel skylde sin gamle Overordnede Respekt. Naturligvis parerede Generalen Ordre. Han vidste godt, at det var Englænderne og ikke Regeringen, der styrede Landet, og den 12. August undertegnede han uden at blinke Militærkonventionen med sine hvide russiske Kolleger. Da man spurgte General Laidoner, om han ikke frygtede Vanskeligheder fra sin Regerings Side, svarede han: »Jeg er tilstrækkelig stærk til at handle mod Regeringen, i Nødsfald gennem et militært Diktatur, og desuden savner jeg en Anerkendelse af Estlands Selvstændighed. Det var den nye »demokratiske« Officerstyre, Englænderne havde favoriseret i de baltiske Stater ! Den nye estiske Armé havde altså, så at sige med Modermælken, fået indpodet den vigtige Lære, at en General udmærket kunne tillade sig på Hærens Vegne at indgå Aftaler, som Landets »ansvarlige« regering havde afvist. Og Regeringen havde på sin Side lært, at sådan noget måtte man naturligvis finde sig i, når der stod en »venligtsindet« Stormagt bagved. Sådan oplærte Winston Churchill Skridt for Skridt det estiske Borgerskab til det »Demokrati«, det siden førte ud i Livet med så stort Nemme og Talent. Så var Betingelserne endelig til Stede for, at Winston Churchill kunne sætte alle Sejl til og udruste sit næste »Korstog« mod det røde Petrograd. Han smedede, medens Jernet var varmt. Allerede den 26. August telegraferede Nabokow helt opstemt til Omsk: »Judénitch’ Armé har endelig modtaget fuld Feltudrustning for en Division. Den 16. September telegraferede en anden Hvidgardist, Sablin, til Sibirien: »Der er til Reval indtruffet en Damper med Uniformer og Udrustning til 30.000 Mand og Gaver til Officererne og Soldaterne.« Sådan fortsattes de britiske Leverancer Uge efter Uge for at sætte Zarismens adelige Officersbander og de gamle Godsejerpolitikere i Stand til at rette et nyt Overfald mod Petrograd. Den lille estiske Randstat med dens 1 Million Indbyggere havde pludselig fået Betydning i Verdenspolitiken. Churchill befandt sig som en Fisk i Vandet. Den 18. Oktober modtog han personlig den »øverste Hersker«, Admiral Koltchaks Repræsentant og gav i hans Nærværelse Befaling til yderligere »at sende Håndvåben, Klæder, Støvler og Medikamenter til 20.000 Soldater, 20 lette og 16 svære Kanoner og 18 Aeroplaner.« Den hvide Hær skulle have Udvidelsesmuligheder. Da de allierede Militærmissioner mente at have løst Spørgsmålet om Samarbejde mellem de forskellige Troppeenheder på tilfredsstillende Måde, og efter, at den britiske Højkommissær i Østersølandene, General Gough, som havde sin Residens i Bjørkø i Finland, havde indhentet Churchills Godkendelse af sine dristige Dispositioner i Estland, blev der truffet Forholdsregler til at føre Angrebsplanerne ud i Livet. I Slutningen af August udsendte Oberst Marsh følgende Direktiver til sine Underordnede på de forskellige Fronter: »På et Møde, der fandt Sted den 26. August, er det blevet besluttet at indlede en Generaloffensiv, så snart visse politiske og militære Spørgsmål er løst. Befalingen er rettet til: 1) General J. K. M. Laidoner, den øverstkommanderende for de estiske Tropper fra østersøkysten til Jernbanen Jamburg-Gatschina, 2) General Denissows russiske Tropper fra denne Jernbanelinje til Welikaja, 3) Oberst P. N. Kalnins lettiske Tropper mellem Dwinsk og Welikaja, 4) Oberst Bermonts Tropper, der er stationeret Vest og Nordvest for Dwinsk, 5) Oberst Balaschnewskis, der har Overkommandoen over de litauske Tropper Syd for Dwinsk og 6) Kaptajn Lysloski, Kommandanten for de polske Tropper på venstre Fløj og de under Punkt 5 nævnte Formationer. Winston Churchills storoffensiv skulle altså indledes mod Petrogradområdet lige fra Düna i Syd til den finske Bugt i Nord, og samtidig skulle den hvide General Denikins Hær, der selvfølgelig også var finansieret og udrustet af Churchill, fra Sydrusland og Ukraine rette et knusende Slag mod Bolschevikerne i Moskva. Alt var forberedt til en zaristisk Restauration i det store Rusland. Forudsætningerne for Planen var imidlertid visse politiske og militære Problemer, der endnu ventede på deres Løsning. De britiske Generaler havde stadig visse Vanskeligheder med Estland. Englænderne havde med vanlig Brutalitet tilstillet den estiske Regering et Ultimatum, hvori man forlangte, at »Republikken« stillede sine Tropper til Rådighed. De »Nationale« havde bøjet sig men på visse Betingelser. Regeringen i Reval krævede en ubetinget Anerkendelse af Estlands Uafhængighed både fra Stormagternes og fra de russiske Hvidgardisters Side. Selvstændigheden var den Pris, det estiske Bourgeoisi ville sælge sine Soldaters Blod for på fremmede Slagmarker. Den 22. August meddelte Reuter fra Paris: »Der er blevet forelagt Fredskonferencens øverste Råd en Note fra den britiske Delegation, der giver Meddelelse om Dannelsen af den nordvestrussiske Regering. Samtidig meddeles det, at den estiske Regering har nægtet at medvirke til en Fremrykning mod Petrograd, for så vidt Konferencen ikke anerkender Estlands fulde Selvstændighed. Den britiske Repræsentant i østersøprovinserne, General Gough, henstiller indtrængende, at man opfylder Estlands Krav, da Operationerne i modsat Fald fuldstændig kan mislykkes..« Baggrunden for, at den »nationale« Regering således stillede Sagen på Spidsen, var, at de to småborgerlige Partier, der havde Flertallet, udmærket godt vidste, at de var ved at tabe Fodfæste i Befolkningen. I Rigsdagen fortsattes Tovtrækkeriet om den foreslåede Agrarreform Måned efter Måned, medens Befolkningen i Landdistrikterne blev mere og mere utålmodig. Og fremfor alt var Spørgsmålet om at få en Afslutning på Krigen blevet brændende. Fredsviljen var almindelig i de brede Befolkningslag i Estland. En indre Krise trak op i Forbindelse med Indkaldelsen af den første estiske Fagforeningskongres. De socialdemokratiske Ledere var klare over, at de havde det overvældende Flertal af Industriarbejderne imod sig. De havde derfor fra første Færd saboteret Arbejdernes faglige Organisering, men Fagforeninger var der blevet skabt alligevel. De illegale revolutionære Elementer tog Initiativet, og de fik en vis Støtte fra et af Nationalforsamlingens Partier, det venstreorienterede socialrevolutionære Parti, der havde nogen Indflydelse mellem de fattige på Landet, og som ved Valgene havde opnået 7 Mandater. Dette Partis Ledere lagde også Navn til Indkaldelse af Fagforeningskongressen, der fandt Sted i Reval i Dagene 29.31. August 1919. Kongressen fik et karakteristisk Forløb. Af 420 Delegerede tilsluttede kun en Gruppe på 30 Medlemmer sig de socialdemokratiske Ministres Politik. En Række socialdemokratiske Oppositionelle, med en Rigsdagsmand i Spidsen, støttede de Revolutionære. Den 31. August kom Kongressens politiske Resolution til Afstemning. Dens Hovedpunkt var et kategorisk Krav om, at der øjeblikkelig afsluttedes Fred med Sovjetrepublikken og, at Samarbejdet med Hvidgardisterne blev afbrudt. Desuden erklærede man, at Valgene til den grundlovgivende Forsamling ikke genspejlede den virkelige Stemning i Befolkningen, og man udtalte sig for øjeblikkelig Indførelse af Sovjetsystemet i den estiske Republik. Regeringen havde på Forhånd drøftet Sagen med de britiske militære Repræsentanter, og så snart det blev bekendt, hvilken Stilling Fagkongressen havde taget, greb Regeringen ind. Den Bygning, hvor Kongressen holdt sit Møde, blev omringet af Gendarmer. Den socialdemokratiske Indenrigsminister Hellat havde på Forhånd udarbejdet en Liste over »Lederne«. 102 af Fagforeningernes Delegerede blev arresteret og Resten jaget fra hinanden under Udfoldelse af stor Brutalitet. De arresterede, deriblandt den nye Formand for Fagforeningernes Centralråd: Hannus, Rigsdagsmedlem Advokat Maasik og Dr. Rebane, blev under militær Eskorte transporteret bort - i Retning af Fronten ved Peipussøen. Da de nåede Stationen Isborsk, blev 26 af Fangerne slæbt ud af hvidgardistiske Soldater, skudt på Stedet, og Ligene kastet i Peipussøen. De øvrige 76 blev ført ud til Frontens forreste Linjer og jaget over til de røde Tropper. Blandt de dræbte var et oppositionelt Medlem af den socialdemokratiske Rigsdagsgruppe. Blandt de deporterede var et socialrevolutionært Medlem af Nationalforsamlingen, Janus. »Demokratiet«havde bekendt Kulør overfor Arbejderklassen og endnu engang stillet denne udenfor Loven i Estland. Den socialdemokratiske Indenrigsminister Hellat udtalte kynisk overfor Bladet »Waapa Ma« om disse Begivenheder: »Jeg vil fremdeles på samme Måde udvise alle Personer af Landet, der er fjendtligt indstillede mod den i Estland rådende lovlige Orden.« General Laidoner ville naturligvis ikke stå tilbage for Socialdemokraterne. Da der i Nationalforsamlingen blev givet Meddelelse om Mordere, råbte han: »Sådan er det rigtigt«. Det var blevet fastslået, hvad det kostede at udnytte Menings- og Ytringsfriheden i den estiske Republik. Hr. Churchills Repræsentanter havde været gode Læremestre for de socialdemokratiske Spidser i Estland. I befolkningen fremkaldte Opløsningen af Fagforeningskongressen og Blodbadet ved Isborsk en Storm af Harme og Forbitrelse. De estiske Fagforeninger udsendte et Opråb, hvori de opfordrede til Boycot af den socialdemokratiske Presse. Parolen blev fulgt i vid udstrækning. I Løbet af få Uger faldt det socialdemokratiske hovedorgans Oplag fra 24.000 til 8000 Eksemplarer. I Reval udtrådte 8 Byrådsmedlemmer af Socialdemokratiet. Man kunne med Rette spørge, hvad dette Parti i Grunden repræsenterede. De brede Arbejderklasser var det i alle Tilfælde ikke. Man var end ikke veget tilbage for at lade nogle af sine egne Partimedlemmer skyde, fordi de stod i Opposition, oven i Købet en Rigsdagsmand, der skulle nyde parlamentarisk Immunitet. Der skete et nyt Skred i befolkningens politiske Bevidsthed. Den konstituerende forsamlings Autoritet var dalet endnu længere ned. Dens Ledere havde igen afsløret, at de kun repræsenterede de besiddende Klasser, og at de demokratiskee Rettigheder var Goder, der ensidigt var forbeholdt disse Klasser i den nye Republik. Sovjetregeringen udnyttede behændigt denne indre Spænding, idet Udenrigskommissær Tschicherin den 31. August rettede et formelt Tilbud til den estiske Regering om øjeblikkeligt at afslutte Fred på Grundlag af Sovjetregeringens Anerkendelse af den estiske Republiks fulde Selvstændighed. Den borgerlige estiske Regering befandt sig i et Dilemma. På den ene Side turde den ikke slutte Fred, for det ville støde Vestmagterne. Den financielle Situation var faretruende, og man skulle netop til at forhandle om en ny engelsk Kredit på 20 Millioner Pund Sterling. Churchill havde Krammet på sine baltiske Vasaller. På den anden Side turde Regeringen ikke afslå Sovjetregeringens Tilbud på Grund af Stemningen i Folket, der blev mere og mere truende. Regeringen valgte derfor at manøvrere. Udenrigsminister Jan Poska havde allerede i August søgt at berolige Folket ved at foregøgle det, at man ikke ville deltage i yderligere krigerske Eventyr i Rusland. Han havde ladet sig interviewe af det store finske Blad »Huvudstadsbladet«, og til det udtalt, den 26. August: »Vi holder sammen med Nordvestarméen en fælles Front mod Bolschevikerne. Generalerne og deres Stabe træffer Beslutningerne angående de fælles Operationer og Koordineringen af de militære Forholdsregler. Allerede Beskyttelsen af Estlands Grænser motiverer vor Deltagelse i Kampen. Men de Rygter, der tidligere er blevet lanceret, om en estisk-russisk Offensiv mod Petrograd, er grebet ud af Luften. Vi er absolut for svage i militær Henseende til at kunne deltage i et sådant Eventyr.« Den 12. September blev Fredsspørgsmålet forelagt i den konstituerende Forsamling. Poska refererede Indholdet af den russiske Note og oplæste en Svarskrivelse, der gik ud på, at Regeringen var villig til at optage Forhandlinger og ville sende sine Repræsentanter til Pskow for at modtage Russernes Forslag. Der blev forelagt den konstituerende Forsamling en Udtalelse, der blev vedtaget med stor Majoritet. Det hed heri: »Da den russiske Sovjetregering nu har stillet et Fredstilbud, erklærer den konstituerende Forsamling, at det estiske Folk ikke har nogen som helst Anledning til at lade dette Forslag ubesvaret, eftersom vort Folk lige fra Begyndelsen har ført Krigen i Selvforsvar. Den forestående Fred må sikre Estlands Tryghed og statslige selvstændighed og må svare til vort Folks Behov, dets Prøvelser og ofre, samt harmonere med de os venligt sindede Folks og staters Interesser. Den konstituerende forsamling godkender de forholdsregler, som Republikkens Regering har taget for at tilvejebringe Freden og går over til Dagsordenen.« For en Gangs skyld fik Regeringen Tilslutning til sin politik fra den brede befolkning, der troede, at dens Krav om en demokratisk Fred nu ville blive opfyldt. Kun den konservative Politiker Jan Tønnisson polemiserede åbenlyst mod Fredsforhandlingerne med den Begrundelse« at de ville ødelægge det gode Forhold til Vestmagterne. Da der kom en officiel Meddelelse om, at de estiske Fredsforhandlere havde overskredet Frontlinien for at begive sig til Pskow, jublede soldaterne og betragtede allerede Krigens Afslutning som en Kendsgerning. Det gik imidlertid ikke, som man havde ventet. Der blev ingen Fred den Gang. Magter, der havde en større Myndighed end den konstituerende forsamling, havde grebet ind på en særdeles håndfast Måde. Til Forståelse af de efterfølgende Begivenheder vil vi vende tilbage til Hvidgardisternes hemmelige Arkiver. Her ser man, hvad der var hændt bag Kulisserne. Allerede den 13. september kunne den hvide Admiral Sablin meddele Admiral Koltchak i Omsk, at »den engelske Regering har givet sin Repræsentant i Reval Pålæg om med alt muligt Eftertryk at advare den estiske Regering mod at afslutte Fred med Bolschevikerne og at indskærpe Estlænderne ikke at foretage noget som helst skridt på Udenrigspolitikens område uden i Forvejen at have truffet Aftale med London.« Den »nationale« estiske Regering, der udadtil højlydt havde rejst Kravet om, at Estlands fulde uafhængighed skulle anerkendes både af Sovjetregeringen og af Vestmagterne, havde igen af Mr. Churchill fået en yderst håndfast Belæring om, at den gennem sin Politik havde anbragt sig i et Protektoratsforhold til Storbritanien og, at alle vigtigere Afgørelser angående udenrigspolitiske spørgsmål derfor ikke blev afgjort i Reval eller af den konstituerende Forsamling men af Ministerrådet i London. Mr. Churchill belærte samtidig den estiske Regering om, at den i en sådan situation roligt kunne sidde en vigtig Beslutning fra Landets øverste lovgivende organ overhørig og i stedet skulle lade de britiske Generaler bestemme Kursen. En ny vigtig Bestanddel af »det vestlige Demokrati« var dermed blevet indpodet Estlands Regenter d’Herrer socialdemokratiske Ministre iberegnet. Under disse Forhold var det naturligvis udelukket, at de småborgerlige Partier, der dominerede i den estiske Regering, kunne tage sig sammen til at gennemføre deres egen Fredspolitik, som de først højtideligt havde ladet bekræfte af den grundlovgivende Forsamling. straks efter den engelske Regerings Henvendelse faldt de om Kuld og slog Bak. Regeringen havde allerede taget visse Forbehold ved Afsendelsen af sine Forhandlere til Pskow. Sovjetregeringen havde sendt to af sine mest betydelige Forhandlere til denne By, nemlig Krassin og Litwinow. Det var et Fingerpeg om, at dens Fredstilbud var ment alvorligt og, at den var villig til at stille sig imødekommende overfor den lille Nabostat. De estiske Forhandlere søgte derimod fra første Færd at vige uden om enhver Realitetsforhandling, og allerede den 18. september blev Forhandlingerne midlertidig afbrudt, idet den estiske Delegation erklærede, at det var nødvendigt, at den konfererede med sin Regering, før den kunne tage stilling til de russiske Tilbud. De engelske Trusler havde haft deres Virkning, til Trods for, at Fredskonferencens øverste Råd samme Dag havde forkastet General Goughs Forslag om Anerkendelse af de baltiske staters Uafhængighed, under Trykket fra de hvide Russere, der blev støttet af den franske Regering. Den franske Uvilje mod Briternes baltiske Planer skyldtes, at man i Paris fortsat i første Række søgte at fremme Genoprettelsen af et stærkt og samlet hvidt Rusland, der i Østeuropa kunne modvirke en tysk Militarisme, som atter kunne true Frankrigs sikkerhed. Ikke uden en bitter Brod vendt mod den engelske Allierede skrev det halvofficiøse franske Blad »Le Temps« i oktober 1919: »Der er ingen Tvivl om, at Reval er en fortrinlig Havn, og at de lettiske Landbrugeres Hør er særdeles velegnet for de britiske Væve. Men ingen som helst overenskomst, ingen som helst Flåde i Verden er i stand til at hindre, at Rusland før eller senere genopretter sin tidligere stilling ved Østersøen. At love Esterne og Letterne, at der bliver sikret dem et passende selvstyre indenfor et decentraliseret Rusland ville være fuldtud fornuftigt. Fra Ententens side ville det være en Forpligtelse, hvis opfyldelse de Allierede kunne håbe på. Men at gå videre og lokke disse små Folkegrupper med Hjernespind om Uafhængighed betyder at så det umulige. Af en sådan sæd vil der kun spire Ødelæggelse.« I Mellemtiden havde den estiske Regering sonderet stemningen i de andre baltiske Lande, der ligeledes havde modtaget Fredstilbud fra Sovjetunionen. Også her havde Englænderne udfoldet livlig diplomatisk Aktivitet for at få Regeringerne til at lægge Tryk på Estland. Den 14. Og 15. september havde der i Reval fundet en Konference sted mellem de forskellige baltiske Landes Repræsentanter om Fredsspørgsmålet. Estland var repræsenteret ved Ministerpræsident Strandmann og Udenrigsminister Poska, Finland ved Førsteminister Vennola og Udenrigsminister Holsti, Letland ved Karl Ulmanis og Udenrigsminister Melrowitz og Litauen ved Førsteminister Schlesevicius og Handelsminister Sjimkus. Det var det »store« Finland, der gav Tonen an. Finland befandt sig i en lignende situation som Estland. Det forhandlede også om et britisk Lån, på 6 Millioner Pund. Det var Modstander af militære Eventyr, men det var også Modstander af en Fredsslutning med Sovjetregeringen. Den borgerlige lettiske Regering ville heller ikke afslutte Krigen endnu. Den ville i alle Tilfælde have generobret Dünaburg og Latgallen først, og Litauen var omtrent stillet udenfor det hele, fordi Polakkerne, der havde erobret Wilnaområdet, på størstedelen af Fronten havde skudt en Kile ind mellem den litauske Hær og Bolschevikerne. Kun syd for Dünaburg var Litauerne endnu i Kampkontakt med den røde lettiske Hær. Det hastede derfor ikke med Fredsspørgsmålet, og den litauske Regering ville af hensyn til det kildne Wilnaproblem ikke for nogen Pris støde stormagterne. På Konferencen var der altså hverken Flertal for at støtte Estlands Fredspolitik eller for at trodse Ententen. Under disse Forhold måtte den forskræmte estiske Regering finde en Platform for Tilbagetog, der kunne befri den for Løftet om at slutte Fred. For at maskere sin ændrede Holdning begyndte den at propagandere under Parolen, at de fire baltiske Lande burde optræde på fælles Linje og slutte Fred i Fællesskab - vel vidende, at de øvrige Magter ikke havde til Hensigt at indlede Realitetsforhandlinger om at få tilvejebragt et fredeligt og normalt Forhold til Sovjetrepublikken. På denne Baggrund besluttede den estiske Regering at give efter for Trykket fra London, omlægge sin Forhandlingslinje, og sidde de Direktiver overhørig, som den konstituerende Forsamling havde givet for Fredsslutningen. Den bekræftede åbenlyst sit Afhængighedsforhold til de udenlandske Imperialister, der hidsede til fortsat Krig med Sovjetsstaten. Det baltiske Borgerskabs Beslutning om at sabotere Fredsforhandlingerne med Sovjetrepublikken kom klarest frem i nogle Udtalelser, som den lettiske Udenrigsminister Meirowitz fremsatte på en Pressekonference i Riga, den 19. september, efter at han var vendt hjem fra den baltiske Konference. Han erklærede: »Det hør betones, at Resultatet af Fredsforhandlingerne stadig er meget tvivlsomt, eftersom Østersøstaterne fordrer stærke Garantier af Bolschevikerne, nemlig oprettelse af en bred neutral Zone, Garantier mod bolschevikisk Propaganda og, at Latgallen øjeblikkelig rømmes. Endelig må de Allieredes samtykke indhentes. « Denne sidste sætning er i og for sig tilstrækkelig, når man kender de detaillerede Felttogsplaner, de britiske Generaler netop havde udarbejdet for et fælles baltisk Fremstød mod Petrograd. Men det er typisk, at en baltisk Minister så åbenlyst erklærer, at man ikke kunne slutte Fred uden Vestmagternes allernådigste Tilladelse. Det var London, der bestemte, om der skulle være Krig eller Fred. Vasalstaterne havde at følge Parolen. For at hindre åben Revolte i Befolkningen var det dog fortsat nødvendigt at manøvrere og spille Dobbeltspil. I Dagene fra den 29. september til den 2. oktober fandt der en ny baltisk Konference sted, i Dorpat, mellem Østersølandenes Udenrigsministre. Efter denne opførtes et af de mest kyniske Bluffnumre, Randstatspolitiken kan opvise. Den officielt ledende Ånd i Estlands Udenrigspolitik var på dette Tidspunkt Medlem af Arbejdspartiet, Professor Piip, der lige var vendt hjem fra sin Post som estisk Ambassadør i London. Straks efter Konferencen sendte den estiske Regering Udenrigskommissær Tschicherin et Telegram om, at de tre baltiske stater var rede til at optage Fredsforhandlinger på Grundlag af Sovjetregeringens Anerkendelse al deres »Uafhængighed«. Den 8. oktober svarer Sovjetregeringen imødekommende og foreslår, at Forhandlingerne skulle påbegyndes den 12. oktober. så følger der nogle Dages Tavshed, der først brydes, da den estiske Generalstab den 11. oktober om Aftenen udsender et Kommuniqué, hvori det blandt andet hed: »Den russiske Nordvest-Armés Tropper har i Morges besat Jamburg, understøttet af estiske Tropper med Artilleri og Panservogne.« Den følgende Dag indledte General Laidoners Tropper et Angreb mod Pskow, ligeledes med Pansertog og andre svære Våben. Den estiske »National-Regering« havde igen fulgt de fra London givne ordrer, og Judénitchs anden offensiv mod Petrograd havde taget sin Begyndelse. Selvfølgelig deltog den britiske Flåde, der fortsat var stationeret i Bjørkø i Finland, også i dette overfald på Sovjetrepubliken. Samtidig får de britiske Repræsentanter i Reval, for at skabe Forvirring i Befolkningen, arrangeret en Ministerkrise, idet de to Repræsentanter for det borgerligt demokratiske Parti indgiver deres Demission »som Protest mod Regeringens Fredspolitik«. Trods deres store Flertal i Nationalforsamlingen viger de to småborgerlige Regeringspartier frivilligt for det britiske Tryk, og overlader Regeringsmagten til de af Englænderne favoriserede storborgerlige mindretalspartier. I November dannes en ny »samlingsregering« under Ledelse af den konservative Jan Tønnison. Briterne havde nu også fået lært deres Elever, at man ikke altid skal lade Parlamentsflertallet råde! Det var iøvrigt ikke let at være estisk Minister dengang. Det var endnu vanskeligere at føre en »selvstændig national Politik«. Af »staten«s Udgifter i 1919, der beløb sig til ialt 2148 Millioner estiske Mark, fremkom kun de 148 Millioner af skatteindtægterne og 591 Millioner ved, at man satte seddelpressen i Gang, medens Resten dækkedes af engelske og amerikanske Lån. Hæren lystrede kun ordre fra den britiske Kommando. Det eneste, de småborgerlige Ministre kunne have gjort, var at sige Folket sandheden. Men det hverken ville eller turde de. Altså bøjede de sig og indtrådte i den nye konservative »samlingsregering«, Englænderne havde stablet på Benene. Kun Revals Arbejdere lod sig ikke kue af Terroren og Forfølgelserne. I November lammede en politisk Generalstrejke Byen. Det kom til stormende Demonstrationer mod Englænderne og Krigen, og Bevægelsen blev først slået ned, da Regeringen traf Foranstaltninger til at tvangsmobilisere de oprørske Arbejdere. Men det skal ikke oversés: Midt i den hvide Terror rakte Estlands besejrede Proletariat endnu engang en hjælpende Hånd til de russiske Kammerater, der sammenbidt tog slutkampen op foran det røde Petrograd! De gamle Bånd og de fælles Kamptraditioner var endnu ikke brudt trods de truende Direktiver fra London ! Det nye Judénitch-Felttog blev iøvrigt en tragikomisk Gentagelse af Forsommerens Fiasko. Til at begynde med rykkede de Hvide hurtigt frem. Den 17. oktober tog de Gatschina ved Hjælp af britiske Tanks. Den 21. og 22. oktober stod de i Forstæderne Krasnoje Zeio og Zarskoje Zelo og kunne »allerede se ind imod Petersburgs Tårne«. Den 23. oktober gik Petrograds Arbejderbatailloner til Modangreb - og fejede de Hvide tilbage fra den røde Hovedstad. Churchills Millioner var ofret forgæves. Hans hvide Tropper blev kastet tilbage i Panik, og forgæves anmodede man Finland om at gribe ind. Mistillid til Hvidgardisterne og den finske Arbejderklasses Protester lammede i det afgørende Øjeblik Finlands hvide Hær - trods alle Mannerheiins opfordringer. Lige så lovmæssigt medførte Konflikterne mellem tysk og britisk Imperialisme, at det ikke kom til Fællesoptræden fra de tre hvide baltiske staters side. Tyskerne ville stadig ikke lade sig snyde for deres Del af Byttet i Krigen mod Bolschevikerne. Den tyske Baltikumhær havde ganske vist, allerede den 19. Juli, af General Gough fået ordre til at rømme Baltikum, men, understøttet af den socialdemokratiske tyske Regering, saboterede von der Goltz stadig Tilbagetrækningen fra Kurland. Det nyttede heller ikke, at General Gough den 3. August forlangte, at den opsætsige General skulle kaldes tilbage. Rigsværnsminister Noske stillede sig bag ham, og stadig nye »Frikorps« strømmede til Baltikum. Det kom til et stadigt Tovtrækkeri om Rømningen. Efter den lettiske Fiasko fandt de tyske Imperialister på nye Intriger, med en Gruppe zaristiske Russere. De sammenstillede af russiske Krigsfanger i Tyskland den såkaldte vestrussiske Hær, der talte nogle Tusinde Hvidgardister, udrustet og betalt af den tyske Regering. Disse hvidgardistiske Eventyrere kommanderedes i Kurland af oberst Bermont og i Litauen af oberst Virgolitz. Den tyske Regering gav sit samtykke til, at »Jerndivisionen og Frikorpsene« stillede sig under russisk Kommando« i stedet for at tage hjem. Med støtte af Tyskerne nægtede oberst Bermont i Begyndelsen af september at følge en ordre fra Englænderne og Judénitch om at lade sine »Tropper« overføre til Petrogradfronten. I stedet dannede han sin egen »vestrussiske Regering« i Mitau. Med Englændernes Hjælp havde Ulmanis’ Regering netop fået stablet 20.000 Mand på Benene, der sammen med Litauerne og Polakkerne skulle deltage i Judénitchs oktoberoffensiv. Den nye lettiske Hær var imidlertid langtfra pålidelig i Kamp mod Bolschevikerne. Da Libauer-regimentet og 6. Riga-regiment skulle sendes til Fronten, gjorde de Mytteri og hejste det røde Flag. Men heller ikke de hvide Letter og Litauere fik Lejlighed til at deltage i det antibolschevikiske Felttog. Da det endelig skulle gå løs med den koordinerede offensiv fra Düna til den finske Bugt, gik Bermont og Tyskerne til Angreb på de hvide Letter i Riga og langs hele Dünafloden, den 8. oktober 1919. Samtidig angreb oberst Virgolitz fra sit Hovedkvarter i Schaulen Litauerne. Dermed kom Judénitchs og Esternes offensiv igen til at hænge i Luften, blev et isoleret Eventyr. For både de hvide Letter og Litauere gik hele oktober og November med at drive Bermonttropperne og Tyskerne ud af Landet. Britiske skibe og estiske Tropper måtte sendes til Hjælp. I Mellemtiden var Judénitchs »Hær« blevet fuldstændig oprevet af de Røde. Den 14. November generobrede den røde Hær Jamburg og kastede Resterne af Hvidgardisterne tilbage over Estlands Grænse. Så forstod de borgerlige Estere endelig, at »Korstoget« var brudt sammen og, at Interventionskrigen lakkede mod Enden. De var tvunget til at forhandle for Alvor med Sovjetregeringen, hvis de skulle have Fred. To Dage efter Jamburgs Fald indfandt det hvide Estlands Forhandlere sig endelig i Dorpat denne Gang for at forhandle med Krassin og Litvinow. Den 31. December undertegnedes der en Våbenstilstand, og den 2. Februar 1920 afsluttedes Freden mellem Sovjetregeringen og den estiske Republik. For de hvide Letter tog det længere Tid at beslutte sig. De håbede at kunne fortsætte Krigen i Forbund med Pilsudskis Polen. I Januar indledte den hvide lettiske Hær sin sidste offensiv mod de Røde. Den 3. Januar tog den Dünaburg og den 22. Januar Reschitza. Dermed var hele Latgallen også faldet i de Hvides Hænder. Først da den polske Krig mod Sovjetunionen i sommeren 1920 var slået fejl, og de røde Tropper stod foran Warzawa, besluttede Regeringen Ulmanis sig endelig til at slutte Fred, og denne undertegnedes den 10. August 1920. Takket være den udenlandske Intervention havde Arbejderklassen lidt Nederlag i både Estland og Letland. De to borgerlige Regeringer havde definitivt udskilt de baltiske Lande fra Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker og havde i stedet søgt Tilknytning til det borgerlige Vesteuropa. Med »Uafhængigheden« var det derimod ifølge sagens Natur småt bevendt. Det skulle deres fremtidige Udvikling komme til vise - temmelig grundigt endda !

NORDEN og BALTIKUM

Der findes i De forenede stater en sympatisk Tradition på Udenrigspolitikens område. Den stammer fra en Tid, hvor Regimet derovre var mere demokratisk, end det er idag. Trusterne og Finanskapitalen havde ikke tiltvunget sig den Kontrol på alle statslivets områder, som de i Dag udøver. Traditionen påbyder, at Udenrigsministeriet efter en kort Årrække er forpligtet til at bringe alle vigtigere diplomatiske Dokumenter, der belyser de mellemfolkelige Forbindelser, til offentlighedens Kendskab. En tilsvarende Praksis findes desværre ikke i Vest- og Nordeuropa. Det er beklageligt. Både Regeringen og Embedsmændene skulle dog optræde som Folkets Repræsentanter, og det er sundt, at Folket får Lejlighed til at lære den Verden at kende, som de lever i. Det er desuden en elementær Forudsætning for Folkestyre. Der hviler endnu et tæt slør over de nordiske Landes Udenrigspolitik i Perioden umiddelbart efter den første Verdenskrig. Man må famle sig frem for at nå frem til Hovedlinjerne i den daværende Udenrigspolitik. Hvordan gik det for Eksempel til, at Danmark i 1918 afbrød den diplomatiske Forbindelse med Rusland i Revolutionens første Periode ? Hvem var Drivkræfterne bag dette Brud ? Var det hjemlige Kredse, der tog Initiativet ? Eller var der stærkere ydre Kræfter, der dikterede Landet denne Politik ? Der findes et vist Materiale til at bedømme dette spørgsmål, men det ville være af mere end historisk Interesse, om alle Papirerne var lagt på Bordet. Et Glimt af de strømninger i stormagtspolitiken, der i alt Fald var en medvirkende Årsag til de skandinaviske Landes optræden, får man i en ledende Artikel om Østersøproblemerne, som »Times« bragte den 26. November 1918. Det hedder heri: »Vi er Tilhængere af Havenes Frihed i den Betydning, at ingen store lukkede Have som Østersøen og Det Sorte Hav i Fremtiden må være lukket for en stor sømagts operationer, som det har været Tilfældet under denne Krig. Hvordan kan vi sikre Verden Østersøens Frihed ? En Besættelse af Helgoland vil ikke bidrage dertil. Ejheller kan der, som i Tilfældet med Sortehavet, være Tale om, at vi sikrer Indløbet til Østersøen mellem Danmark og Sverrig ved international Besættelse af Bælterne. En Forandring i den politiske stilling ved Kielerkanalens slesvigske Bred ville være en Forsigtigheds-Forholdsregel. Et baltisk Forbund mellem Finland, Sverrig, Danmark og Litauen vil være en anden Forholdsregel for at sikre, at Østersøen bliver et åbent Hav. Det vil utvivlsomt på Fredskonfereneen blive drøftet, om disse Planer vil være gennemførlige, eller om der bør tages andre og bedre, men det er nødvendigt at slå fast, at der eksisterer en absolut Fare her, mod hvilken der må træffes Forholdsregler, og Flåden, der lagde Fundamentet til sejren, må lade sin stemme høre.« I førende britiske Kredse var man altså i fuld Gang med at overveje de Metoder, der kunne føre til en stabilisering af den britiske Indflydelse i Østersøen, man overvejede at skaffe sig støttepunkter på dette Havs Østkyst, i de baltiske Lande. Men man frygtede samtidig, at Bolschevismens Udbredelse mod Vest skulle hindre disse Planer, og søgte derfor at drage de nordiske Lande med ind i Krigen mod Bolschevismen ved at få dem til at optræde som Garanter for de små britiske Forposter, man ville skabe i Baltikum. Afbrydelsen af den diplomatiske Forbindelse mellem de skandinaviske Lande og Sovjetrepublikken var et Led i denne Politik. Et væsentligt Materiale til Belysning af disse spørgsmål findes i de Drøftelser, der i sin Tid foregik i Forbindelse med Landmandsbank-Krakket og sammenbruddet af Det Transatlantiske Kompagni og dets Datterselskaber. Direktør Erik Plum, der i lang Tid var Leder af Virksomheden i Rusland, skriver i sit Værk om det russiske Handelskompagni følgende vedrørende Forhistorien for det diplomatiske Brud med Rusland i slutningen af 1918: »Hele dette opbrud skete på en så pludselig og voldsom Måde, som Kompagniet ikke på nogen Måde kunne forudse. Vel vidste vi i Rusland, at der fra fransk side arbejdedes på at få det danske Gesandtskab trukket tilbage, men det måtte forekomme enhver i Rusland ganske usandsynligt, at en så fornuftstridig Beslutning - ophævelsen af den bogstavelig talt sidste virkelige Forbindelse mellem de allierede Magter og Rusland - skulle blive udført, og alle udenlandske Interesser i Rusland blive overgivet til Tilfældighedernes rene spil.« Direktør Plum forlod selv Petrograd den 23. November 1918, og i sin Bog anfører han videre: »En halv snes Dage efter, at jeg var afrejst, fik den danske Gesandt fra Udenrigsministeriet i København telegrafisk Instruktion om at afslutte Gesandtskabets Virksomhed og rejse hjem med hele sit Personale. Kompagniets Kontorer fik gennem Gesandtskabet Meddelelse herom, og alle de tilbageblevne danske overordnede afrejste i December fra Petrograd med Gesandskabet. Antagelig fordi det franske standpunkt på det Tidspunkt havde fået støtte fra den engelske Regering, anså den danske Regering, efter Forhandling med Rigsdagen, det for nødvendigt at sende allerede omtalte telegrafiske Tilbagekaldelse af Gesandtskabet. Meddelelse herom blev naturligvis øjeblikkelig givet Harald Plum, men da denne, forsinket ved et Møde, korn op i Udenrigsministeriet, var Telegrammet lige afgået. Det var derfor for sent for ham at forsøge at foretage skridt, der, ligesom i tidligere Tilfælde, muligt kunne have udsat sagen eller ændret det kategoriske Udtryk i Telegrammet. Kort før det ulykkelige Telegrams Ankomst var der kommet en svensk Kurér til Petrograd, der fortroligt meddelte, at den svenske, danske og norske Regering efter opfordring fra de allierede Magter var indgået på at sende en Militærekspedition til Rusland til Intervention mod Bolschevikerne Det skal være rigtigt, at de allierede Magter skal have opfordret dertil på daværende Tidspunkt, men selvfølgelig måtte en sådan Tanke være ganske utænkelig for de nordiske Regeringer.« Det tidligere norske Blad »Tidens Tegn« omtalte allerede den 12. December 1918 de Rygter, der den Gang var fremme om. at de allierede Vestmagter havde opfordret de skandinaviske Lande til at deltage i en Interventionskrig mod Sovjetrepublikken. Det dementerede Rygterne, men tilføjede: »Antagelig er Grundlaget for disse Rygter en Henvendelse fra Ententen til de skandinaviske Lande om under en eller anden Form at medvirke til Bevogtningen i de baltiske Lande, når Tyskerne drager bort.« At der virkelig forelå en sådan opfordring fra britisk side, kan betragtes som givet. Et andet Vidne, der havde været Begivenhederne på nærmeste Hold, var Sverrigs Konsul i Reval, Gahlnbäck. Han ankom den 21. December til Stockholm i en vigtig Mission, og Dagen efter bragte »Stockholms Dagblad« et Interview med ham, i hvilket han erklærede, at han var kommet hjem for at anmode om militær Intervention mod Bolschevikerne. Bladet fortsætter derefter: »Konsul Gahlnbäck har meddelt, at der allerede for to Måneder siden blev rettet en Anmodning til England om at sende Tropper til Estland for at møde de fremtrængende Bolschevikmasser. England ville imidlertid ikke hjælpe på den Måde. Man ville ikke være med til nogen Landgang, men kun sende Kanoner, andre Våben og Ammunition - mod visse Kompensationsvilkår - for at Befolkningen selv kunne forsvare sig. Den engelske Regering henviste til de skandinaviske Lande som de Redningsmænd, der nærmest kunne komme i Betragtning. Det er for at virke i denne Retning, at Konsul Gahnlbåck nu er ankommet hertil. Han har allerede haft en Konference med Udenrigsministeren, som imidlertid kun kunne give det samme svar, som han i sin Tid overgav England, nemlig at det svenske Militær ikke uden Rigsdagens samtykke må sendes udenfor Landets Grænser og, at Rigsdagen aldrig ville give et sådant.« Trykket på den svenske Regering fortsatte imidlertid, også efter dette Afslag, og fra borgerlig lettisk side indløb der ligeledes Anmodninger om svensk militær Intervention. Den 30. December berettede »Stockholms Dagblad«: »I Lighed med Estland har nu også den lettiske Republik henvendt sig til Sverrig med Anmodning om Hjælp mod Lenins Arméer, der er trængt ind over den unge stats Grænser. I nogle Dage har Præsidenten for det lettiske Folkeråd, Hr. Jahnis Tschakste, sammen med en Militærkommission opholdt sig i Stockholm, dels for at forhandle med Ententens Gesandter om materiel Understøttelse til de af Hungersnød truede lettiske Byer, dels for i Sverrig at undersøge Mulighederne for fra dette Land at få frivillig Hjælp mod de fremtrængende Bolscheviker. En hel Del svenske officerer, der i sin Tid har deltaget i Frihedskrigen i Finland, har ligesom andre allerede erklæret sig villige til at stille sig til den lettiske Republiks Tjeneste, og en af de nærmeste Dage vil der i Stockholm blive åbnet et Kontor til at modtage Tilmelding fra Frivillige.« På denne Måde slap den svenske Regering lempeligt over Formaliteterne i Landets »besværlige«« Lovgivning, og der blev alligevel taget Hensyn til Ententens Krav om aktiv Hjælp. De frivillige blev dog ikke sat ind i Letland, men på den estiske Front. De svenske Frivillige blev landsat i Reval den 25. Februar 1919. En særlig stilling i de britiske Planer med hensyn til Baltikum indtog det hvide Finland, der i Krigens sidste Periode havde spillet en aktiv Rolle i Virkeliggørelsen af de tyske Erobringsplaner i Baltikum. Da det blev klart, at Landet havde holdt på den gale Hest, foretog General Mannerheim i November og December 1918 en Rejse til London og Paris for at etablere Kontakt med sejrherrerne, før han overtog sin nye stilling som Finlands Rigsforstander. Han strakte sig under sine Forhandlinger i London så vidt, at han tilbød Ententen at stille den finske Hær til Rådighed for en Fremrykning mod Petrograd. Dette Forslag blev dog afslået af de Allierede, fordi de hvide russiske Generaler nedlagde Protest mod en finsk Invasion. Til Gengæld lovede Mannerheim imidlertid Englænderne at sende et finsk Ekspeditionskorps til Estland og at tillade, at der blev oprettet hvide russiske officersafdelinger på finsk område i Træningslejren i Ekenäs. Fra Mannerheim-Regeringens side var Felttoget i Estland ledsaget af vidtgående Planer om at bringe dette lille Land ind under Finland. Den hvide russiske General Denikin fortæller herom i sine Erindringer: »På dette Tidspunkt (i Midten af Januar 1919) begyndte der på Finlands Initiativ Forhandlinger mellem dette Land og Estland om en Union mellem disse to nye statsdannelser »som den bedste Garanti mod den russiske Faret . . . Men de finske militære Chefers anmassende Holdning og de finske Frivilliges Udskejelser i det Land, som de betragtede som et erobret område, fremkaldte hurtigt Fjendskab mellem Folkene og alvorlige Uoverensstemmelser mellem Regeringerne. Desuden forholdt den anglo-amerikanske Kommission, der udøvede en stor Indflydelse på den estiske Regering, sig afvisende overfor Tanken om en Union, »da den ikke mente, at en sådan Forening udgjorde en tilstrækkelig alvorlig økonomisk Basis«... Disse Årsager skrinlagde for en længere Periode Planerne om militært samarbejde og Ideen om en politisk Union mellem disse to statslige Nydannelser. . « Den hvide finske »Dværg-imperialismens Bestræbelser for at vinde Fodfæste på den finske Bugts sydlige Kyster led således et forsmædeligt sammenbrud allerede i starten ! Forsøgene på at påtvinge også Danmark en aktivistisk Udenrigspolitik i de baltiske stater hænger nøje sammen med den danske Ruslandsgesandt Harald Scavenius’ Hjemkomst til Danmark. Den 21. December 1918 indbød han Pressens Repræsentanter til en Pressemodtagelse i Udenrigsministeriet, hvor han i uforblommede Vendinger anbefalede Intervention som det eneste probate Middel til at »frelse« Rusland. I særlig Grad anbefalede han en Aktion fra de baltiske stater og Finland, idet han erklærede: »Hvad Ententen vil gøre, ved jeg ikke, men jeg ved, hvad jeg selv ville gøre. Det var at besætte Østersølandene og over Finland søge mod Petrograd. Det kan gøres forholdsvis let, fordi der i Petrograd ikke befinder sig mere end 30.000 røde soldater.. «. (»Politiken« 22. December 1918). Da Harald Scavenius under hele sit ophold i Rusland havde stået Ententen meget nær og en Tid endogså havde varetaget de franske Interesser i Sovjetrepublikken, fik han en Månedstid efter Lejlighed til at optræde som sagkyndig i det russiske spørgsmål på Fredskonferencen. Scavenius fik Foretræde for »de fire store« den 21. .januar, og Lloyd George omtaler i sin Bog om Fredstraktaterne hans Forslag på følgende Måde: »Da jeg spurgte Hr. Scavenius, om han var Tilhænger at en umiddelbar allieret Intervention, svarede han bekræftende, men han understregede eftertrykkeligt følgende opfattelse: Det ville være en stor Fejl at intervenere ved Hjælp at små styrker, som det hidtil var blevet forsøgt, eftersom de Tropper, der blev afsendt, da ville blive smittet af Bolschevismen i Løbet at få Måneder, ligesom det blev Tilfældet med Tyskerne. Han anbefalede en koncentrisk Fremrykning mod Moskva af allierede, finske og polske Tropper, medens Denikins Armé skulle rykke frem fra syd. Mr. Lloyd George spurgte, om Scavenius mente, at man ikke kunne stole på de russiske Tropper uden, at de fik støtte af fremmede Hære. Hr. Scavenius svarede, at det var hans Mening. Han mente, at en Rygrad, bestående af 100-150.000 frivillige fra de allierede Lande, ville være tilstrækkelig til at forstærke de tidligere nævnte russiske Hære og til at sikre et heldigt Udfald.« Man vil se, at Frygten for, at den socialistiske Revolution i Rusland skulle brede sig mod Vest, fik den aktive danske Diplomat til åbenlyst at anbefale militære Repressalier mod det store russiske Rige og, at han i første Række havde sin opmærksomhed henledt på en Indgriben for at hindre, at socialismen sejrede i de baltiske stater. Harald Scavenius stod ikke alene i dette standpunkt. Han havde stærke Kredse bag sig i sin aktivistiske Udenrigspolitik, og det var karakteristisk, at det var netop denne antibolschevikiske Politiker par Excellence, der blev båret frem til Posten som Landets Udenrigsminister, da Partiet Venstre under Niels Neergårds Førerskab overtog Regeringsmagten efter det tvivlsomt berømte Påskekup i 1920. Der er i Regelen en sammenhæng mellem et Lands indre og ydre Politik. Drivkræfterne er nemlig de samme. Hr. Scavenius’ udenrigspolitiske Indsats bestod da også nærmest i at forhale Genoptagelsen af den normale diplomatiske Forbindelse med Sovjetrepublikken, til stor skade for Landets økonomiske Interesser. Det skulle ikke vare længe, inden en Række fremtrædende danske Finansmænd fulgte i Diplomatens Fodspor. Bruddet med Rusland havde efterladt store danske Interesser ubeskyttede i Sovjetrepublikken. Indehaverne af disse Koncessioner, Fabrikker og Varelagre frygtede med Rette, at Sovjetregeringen ville besvare Afbrydelsen af den di plomatiske Forbindelse med Beslaglæggelse af disse Rigdomme, der lå ubenyttede hen. Det naturligste havde vel været, om disse Herrer havde sat deres Indflydelse ind på at indføre en Normalisering af Forholdet mellem Danmark og det Land, der havde givet dem både god Fortjeneste og Gæstfrihed. Men også de danske Finansmænd havde ondt ved at affinde sig med Tanken om, at Socialismen nu var ved at sejre over en Sjettedel af Jordkloden. De kunne ikke forestille sig dette Brud på de gamle Regler, som noget, der kunne blive varigt. Og derfor tilsluttede også disse Kredse sig med Begejstring Idéen om, at Revolutionen burde nedkæmpes med væbnet Magt. Og dermed var de direkte inde i Eventyret. Den 21. Januar 1919 fik København fint Besøg, fra et lille Land på den anden Side af Østersøen. Fem fornemme Herrer steg i Land fra en Damper fra Libau. Det var den borgerlige lettiske Ministerpræsident Karl Ulmanis og nogle af hans Ministerkolleger. De repræsenterede ganske vist ikke så forfærdeligt meget, for omtrent hele Letland var nu i Bolschevikernes Hænder. Hr. Ulmanis’ Rige indskrænkede sig i Virkeligheden til Byen Libau og nogle Landsbyer i Omegnen. Dette forhindrede dog ikke, at han blev standsmæssigt modtaget. Man vidste jo, at det var en Herre, der nød det sejrrige Englands særlige Bevågenhed. Og det var i de Tider omtrent lige så meget værd som Prinsessen og det halve Kongerige. Hr. Ulmanis lod sig da også straks interviewe, og overfor »Politiken« erklærede han: »Vi er ikke Flygtninge. Vi er frivilligt rejst hertil for at skaffe vort Land den Hjælp, der er nødvendig.« Og den venter De at finde her ? »Vi håber det. Her i Danmark, Norge og Sverrig. Vi trænger til Levnedsmidler og mange andre Ting. Men først og fremmest trænger vi til en Hær. Der fandtes faktisk på det Tidspunkt kun en lille lettisk Afdeling på 500 Mand, der forsvarede Libau-Republikken. Resten af Letterne havde tilsluttet sig den røde lettiske Hær, og Fronten holdtes så at sige udelukkende af tyske Tropper. Den danske Regering afslog dog, forståeligt nok, at stille Tropper til Rådighed for dette Eventyr. Derimod henvendte Hr. Ulmanis sig ikke forgæves til den danske Højfinans. Den 23. Januar havde Karl Ulmanis en fortrolig Konference med Åge Westenholz, der stod den engelskorienterede Finansklike omkring Ø.K. nær. Hr. Westenholz lovede at stille et Ekspeditionskorps på Benene, og nogle Dage efter åbnedes der i Frederiksborggade 6 i København et Hvervekontor. Leder var Chefen for den danske Hærs Efterretningstjeneste, Oberstløjtnant Erik With. Den borgerlige Presse satte ind med en voldsom antibolschevikisk Hetz til Støtte for Hvervningen, og der samledes en Flok Frivillige, som blev ledet af en Gruppe reaktionært indstillede danske Officerer. Regeringen forholdt sig passiv og lagde ingen Hindringer i Vejen for Hvervningen. Derimod reagerede Arbejderbevægelsens og Frisindets mest aktive Kræfter. Fire Års Verdenskrig havde grundigt vakcineret store Dele af Folket mod Tilslutning til chauvinistiske Eventyr af enhver Art. Den 1. Februar nedlagde »Socialistisk Ungdomsforbund« formel Protest mod Hvervningen, der antog stadig frækkere Former. Den 6. Februar svarede Sigvald Olsen beroligende på den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Vegne: »Rigsdagsgruppen misbilliger det nævnte Hvervningsforsøg, hvilken Opfattelse deles af Partiets Repræsentant i Regeringen (Hr. Stauning), der allerede, før de officielle Meddelelser om Hvervningen fremkom, havde meddelt Udenrigsministeren (Erik Scavenius) Partiets Misbilligelse. På den nu givne Foranledning vil han påny bede Udenrigsministeren overveje, om der kan findes Midler, hvorved denne utiltalende Virksomhed kan standses, hvis det ikke allerede er sket på Grundlag af manglende Tilslutning.« Sådan søgte man at berolige Modstanderne af det baltiske Eventyr. Men det var jo højere Magter, der havde ønsket skandinavisk Assistance i Baltikum, og en skønne Dag overraskedes Offentligheden af Meddelelsen om, at de første 300 danske Westenholz-Tropper var afgået til Helsingfors og Reval med Damperen »Merkur«. Det kom ved samme Lejlighed frem, hvem der var Planens egentlige Bagmænd. På Dagen for Afrejsen, den 26. Marts 1919, skrev »Politiken«: »Når de kommer til Reval, er det videre fornødne sikret at den britiske Regering. Her ligger engelske Transportskibe parat med Levnedsmidler, Våben og Ammunition, Undertøj og Uniformer. Også Kanoner har Englænderne sørget for. Korpset får tildelt et Batteri på 4 eller 6 Feltkanoner. Ellers er det udstyret med Rekylgeværer og Rekylpistoler. Dette frække Kup (der var en klar Lovovertrædelse) og Regeringens tvetydige Optræden blev selv »Hovedstadens radikale Ungdom« for meget. Den 3. April indkaldtes til et offentligt Protestmøde, og der nedsattes et Udvalg til at undersøge hele Sagen. Den 11. April måtte Regeringsbladet »Politiken« aftrykke en opsigtsvækkende Redegørelse om nævnte Udvalgs Undersøgelser. Det hed heri: »På en eller anden Måde er Hr. Westenholz kommet i Besiddelse af danske Militæruniformer, der leveres til de Hvervede. Endvidere har Udvalget skaffet Sikkerhed for, at Hr. Westenholz har købt og afsendt et stort Parti Våben til Estland. Hvorledes dette har kunnet lade sig gøre på Trods af det bestående Udførsels forbud for Våben, må vi lade stå hen.« Parallelt med Hr. Westenholz’ Initiativ herhjemme startedes en lignende Hvervevirksomhed i Sverrig, hvor Kampagnen lededes af fremstående Officerer i den svenske Hær. Med korte Mellemrum begyndte svenske Frivillige at afgå til Baltikum for at sikre det borgerlige Regime. Westenholz-Organisationen var imidlertid kun en lille Del af en langt mere omfattende og vidtforgrenet antibolschevikisk Konspiration, hvor Finansmænd, Diplomater og reaktionære Officerer mødtes i skøn Forening. De ledende Ånder i denne hemmelige Liga var den almægtige Landmandsbankdirektør, Etatsråd Emil Glückstadt og Transatlantisk Kompagnis Chefdirektør Harald Plum. Særlig den sidste udfoldede en rentud fantastisk Virksomhed. Det var selvfølgelig ikke Meningen, at Oplysningerne herom skulle nå ud til Offentligheden. Vi har Professor V. Birck som Medlem af Undersøgelseskommissionen i Landmandsbanksagen at takke for, at de gjorde det alligevel. Regeringen nedlagde Forbud mod deres Offentliggørelse, men det daværende »ny Studentersamfund« fik dem trykt i Norge og smuglet ind i Landet, og samtidig blev Hovedpunkterne offentliggjort i det kommunistiske »Arbejderbladet«. Den 27. Februar oversendte Hr. Plum Etatsråd Glückstadt et Udkast til et Opråb, i hvilket der skulle gives hans Standsfæller Oplysning om Dannelsen af en antibolschevikisk Liga. Det forkyndes heri: »Verdenskrigen kan ikke betragtes som afsluttet, før Rusland er frelst ud af den røde Rædsel ... Rusland må have kraftig Hjælp udefra i Form af frivillige Soldater til en international russisk Hær, der kan tilintetgøre Røverne og Morderne.« Af Udkastet fremgik det iøvrigt, at Hr. Plum og hans Venner havde tænkt sig, at der i alle borgerlige Stater skulle oprettes en Direktion og et Repræsentantskab for Ligaen, bestående af Forretningsfolk (med russiske Tilgodehavender) og Militærpersoner. Disse Kommitéer skulle hverve 200.000 Soldater til den antibolschevjkjske Hær og skaffe dem den nødvendige Udrustning. Til at financiere Foretagendet var det Meningen, at der skulle tegnes en halv Million passive Medlemmer af Ligaen. For at gøre Bidragydelsen mere tillokkende foreslog Hr. Plum i sit Udkast: »Bidragene skal tilbagebetales fremfor al anden russisk Statsgæld med 6 pCt. i Rente.« Man var øjensynlig ikke tilbøjelig til at give det russiske Folk en Chance for selv at betale sin »Befrielse«. Foruden Interventionshæren skulle der også tegnes en Gruppe aktive Medlemmer, der skulle organisere Ligaens russiske Sektion, »reorganisere Landet og igangsætte Fabriks- og Skovdrift.« I en Rundskrivelse fra Marts 1919 meddeles det videre, at det danske Repræsentantskab havde konstitueret sig med Højesteretssagfører Martensen-Larsen som Formand. Samtidig med, at Finansmændene konspirerede på denne Måde, virkede den fra Rusland hjemsendte Generalkonsul Haxthausen i Paris for at vinde Ententemagternes ledende Statsmænd og Hærførere for Interventionslandene. I Slutningen af Marts skriver Harald Plum herom til Glückstadt: »Udskrift vedlægges af Generalkonsul Haxthausens Dagbog, hvilken bedes læst og tilintetgjort. De vil se, at Marskal Foch har accepteret, og de andre Allierede synes også at acceptere Forslaget, men det er formentlig for sent. Noget må gøres. Når De kommer til Paris, så tilkald Dessau (»Continental Oversea«) og nævn, hvad der er sket i de sidste Dage, idet Ungarn nu endelig har sat Fart i Spørgsmålet i Paris.« Den 29. Marts rejste Etatsråd Glückstadt til den franske Hovedstad for at understøtte Haxthausens Bestræbelser. Omtrent samtidig afsendte Harald Plum et Brev til Direktør Kay Reinhardt (»Dansk russisk Selskab«), af hvilket det fremgår, at Finansmændenes Liga ikke alene havde sin egen Udenrigstjeneste, men derudover også sine militære og ministerielle Forbindelser: »Plum fremsender Udkast til Opråbet, i Princippet vedtaget af danske og udenlandske militære og civile Autoriteter, samt en Udskrift af Haxthausens Dagbog. (Haxthausen har Fuldmagt fra de Allierede til at bringe Sagen til Udførelse, hvis ikke angivne tekniske Vanskeligheder kan overvindes), samt endelig Afskrift af et Brev fra Oberstlieutnant With angående et antibolschevikisk Kontor, som jeg (Plum) har oprettet efter Aftale med Justitsministeren (Hr. Zahle). Brevet slutter med, at Plum har indkaldt til et Delegationsmøde i Transatlantisk Kompagni angående disse Spørgsmål.« Under General Judénitch’s første Fremstød mod Petrograd i Maj Måned liver Plum svært op. Han skriver til Direktør Årestrup i New York: »Den russiske Liga er en Livssag. Støt den i New York. Jeg håber, De kan returnere via Moskva, idet De enten rykker ind der sammen med Koltchak, eller vi kommer fra denne Side med de store Kræfter, som vi nu hver Dag samler sammen til Attaquen her fra denne Side, så at Bolschevismen endelig kan få sit Dødsstød. Det ville være en Oplevelse, hvis vi mødtes igen i Moskva i Stedet for her, næste Gang vi ses.« Da Nordvesthæren imidlertid i Juni havde lidt Nederlag foran Petrograd, fik Finansmændene og deres Agenter straks travlt med at prøve på at skaffe Judénitch Forstærkninger fra det hvide Finland. Mannerheim var mere end villig til at kaste det finske Folk ind i Krigen, men de Hvides øverste Hersker, Admiral Koltchak, ville ikke gå med til Mannerheims Betingelser, hvorefter Finland skulle have Ret til at indlemme Øst-Karelen helt frem til Hvidehavet og desuden skulle have overdraget Petsamos Havn. For at overvinde disse Vanskeligheder besluttede Ligaen omgående at sende Harald Scavenius som »Mægler« til Helsingfors. Harald Plum beretter herom i et Brev af 1. Juli til Direktør Årestrup: »>Kammerherre Scavenius tog i sidste Uge til Helsingfors for på Ligaens Vegne dels at konferere med Mannerheim, dels for at afslutte endelig Aftale med Judénitch, Koltchaks Repræsentant på denne Front. Forhandlingerne med Finland er tilfredsstillende. Med betydelig Styrke vil Mannerheim understøtte Koltchak på denne Front, når de er blevet enige om det russisk-finske Mellemværende. Det kan ordnes, når Mannerheim har en dygtig Mellemmand, og hertil vil han gerne have Scavenius, men vi mener, De er den rette Mand. De skal få telegraferet Mannerheims Betingelser. De Folk, der har dannet det såkaldte Ministerium omkring Judénitch, er en broget Forsamling. De har i den sidste Tid fået trængt de Personer ud, hvorpå vort Samarbejde er baseret. Det er ikke russiske Patrioter. Der er kun en Russer tilbage blandt Ministrene, resten er Armeniere og Jøder, Folk, der kun vil mele deres egen Kage. Foreløbig må vi anse Samarbejde for håbløst og forudse Muligheden af, at vi og Mannerheim må forlange, at Koltchak stiller den Betingelse, at Judenitch, i Stedet for at sidde i Helsingfors og politisere, personlig overtager Ledelsen over Nordvestarméen, og overgiver alle ikke militære Spørgsmål til Koltchaks Delegerede, der igen må være vore Medarbejdere. Det er nødvendigt, at De er Ligaens Repræsentant hos Koltchak, indtil Rusland er befriet. Jeg håber, De for den civiliserede Verdens Skyld vil påtage Dem denne Opgave. Som det er for hele Europa, således er det også for vore Firmaer afgørende, at det bliver Civilisationen og ikke Bolschevismen, der sejrer. Først og fremmest sætter vi vore Kort ind herpå. Alt andet er Bagateller. Allerede den 24. Juli vender Harald Plum tilbage til Sagen, i et nyt Brev til Direktør Årestrup i New York: »Russian Relief Comitee vil nu opfordre General Rodzianko, Nordvestarméens General, hvis Styrke er 60.000 Mand, til at sende en Repræsentant til direkte Forhandlinger. Dersom Finland og Koltchak enes, da en Verdenskampagne for at understøtte de Distrikter, der bliver befriet af den fremrykkende Nordvestarmé. Mannerheim har telegraferet til Paris for at foranledige, at Harald Scavenius får officiel Opfordring til at komme dertil angående det finske Spørgsmål. Han skal være Mellemmand i Paris og De hos Koltchak for Ordningen af det russisk-finske Mellemværende. Mannerheim mener dog, at Finland kan stille 100.000 Mand til Rådighed for Nordvestarméens Fremrykning.« Dagen efter, at disse Linjer var skrevet, måtte Finansmændenes antibolschevikiske Liga dog afskrive både Hr. Mannerheimn og hans militære Assistance. Der fandt den 25. Juli 1919 Præsidentvalg Sted i Finland - og Mannerheim dumpede med Glans. Han fik kun 50 Stemmer, medens hans Modkandidat, Fredstilhængeren Professor Ståhlberg, blev valgt med 143 Stemmer. Det var en Streg i Regningen for Finansmændene og deres baltiske Privatpolitik. Når Folkene i den antibolschevikiske Liga satte så store Anstrengelser og Kapitaler ind på at understøtte de zaristiske Hvidgardister i de baltiske Lande, skyldtes det, i alle Tilfælde til Dels, at de regnede med at kunne gøre en storslået og indbringende Forretning i Tilfælde af Petrograds Fald. De forudså gigantiske Afsætningsmuligheder for alle mulige Varer i den udsultede By og havde store Lagre liggende parat, der kunne Leveres i »Relief-Kommitéen«s Navn. Endvidere håbede de på gennem deres intime Forbindelser med Ruslands »nye Herskere« at kunne opnå Koncessioner, der kunne give dem Mulighed for at udnytte det mægtige Riges naturlige Rigdomme. Det er karakteristisk for de Forventninger, Harald Plum og Co. nærede i denne Retning, at Harald Plum den 5. August 1919 oversendte Etatsråd Glückstadt et Udkast til de nye Statutter for den russiske Nationalbank. Så sikre var d’Herrer på, at de ville komme til at spille en ledende Rolle ved Reorganiseringen af Rusland. Da den britiske Højkommissær i de baltiske Lande, General Hubert Gough, efter Skuffelsen med Finland begyndte at udarbejde sin nye Felttogsplan, der byggede på et fælles Fremstød mod Petrograd fra de tre baltiske Stater i Forening, blev Mændene i den antibolschevikiske Lign igen Fyr og Flamme. Hr. Plum var vel informeret om de nye Planer og skrev den 21. August til Årestrup: » Forhandlingerne med den russiske Liga er meget forgrenede og af intim Natur. Hver Dag synes de praktiske Resultater at komme nærmere. Jeg tror, Erik Plum senest i Oktober vil sidde i Petrograd. Desværre går det ikke så godt for Koltchak. Vi venter Telegram fra Sibirien.« Under Forhandlingerne om Petrograds Forsyning synes Harald Plum at være kommet i temmelig intim Kontakt med General Gough. Herpå tyder i hvert Fald følgende Brev, som Plum den 29. August 1919 sendte til Årestrup: »General Gough, Englands militære advicer for Finland, Estland og Lithauen samt den russiske Nordvestarmé, passerede sidste Lørdag-Søndag København om Bord på en Krydser. Vi havde indgående Konferencer, ligesom han - trods Rejsens forcerede Hurtighed - var min Gæst sammen med sine Officerer på »Sunshine«. Samarbejdet mellem den militære Aktion og Russian Relier Comitee blev fuldstændig fastlagt under Forudsætning af, at han definitivt kan gennemføre sine Planer i England, hvad han regner med vil vare to Dage, så han skulle være tilbage allerede på Søndag. Onsdag afrejste Haxthausen derefter til Paris for at opsøge Koltchaks Repræsentanter og sætte disse ind i Situationen og telegrafisk meddele os Resultatet af Forhandlingerne med dem. Så snart vi derfor har Gough tilbage fra England og Telegram fra Haxthausen, skulle vi endelig kunne telegrafere Dem definitivt i Sagen, idet. den så skulle være så nær sin Løsning, som det overhovedet er muligt at bringe den, hvis den overhovedet skal kunne gennemføres i indeværende År. Og intet skulle være mere ønskeligt for hele Verden.« »Civilisationen« kom imidlertid igen ud for et kedeligt Uheld. Den 18. September 1919 forkastede Fredskonferencens Firemandsråd General Goughs Plan om øjeblikkelig Anerkendelse af de tre baltiske Staters Uafhængighed. Man ville ikke krænke de forbenede zaristiske Diplomater, der med Hænder og Fødder modsatte sig et sådant Skridt. Og dermed var de politiske Forudsætninger for General Goughs Felttogsplan bristede. Man kunne ikke længere vente, de baltiske Hæres aktive Medvirken. Jorden begyndte at smuldre bort under Finansmændenes stolte Fremtidsdrømme. Allerede Dagen efter skrev Harald Plum nedslået til Årestrup. Først bekræfter han Afsendelsen at sålydende Telegram: »Grundet så langsomme Forhandlinger kan man ikke gøre noget iår. Opgiv derfor Deres Visit i Sibirien.« Plum fortsætter derefter i Brevet: »Hvor vanskeligt Sagen kan bedømmes selv her, hvor alle Tråde samles, forstår De af, at jeg fem Timer efter at have telegraferet til Dem fik et Telegram fra en af mine Venner, den ledende General Gough, som jeg besøgte om Bord på hans Krydser på Vej herfra til London, om at nu måtte Aktionens Foretagelse anses som sikret, medens Dagen efter Meddelelsen arriverede om Beslutningen i Paris om overhovedet ikke at foretage nogen Art af Aktion. I øjeblikket ser det ud som om det gamle Europa skal gå definitivt i Stykker. Imidlertid må man håbe, at når Nøden er størst er Hjælpen nærmest. Men hvordan og hvorfra...?« Bjerget barslede - og fødte en Mus. Det eneste, der kom ud af den antibolschevikiske Ligas storpolitiske Virksomhed for at styrte Bolschevismen, blev General Judénitchs isolerede militære Eventyr mod Leningrad i Oktober- November 1919. Alle Forbundsfæller, både det hvide Finland og de baltiske Stater, meldte fra i Tide og berøvede dermed Aktionen enhver reel Basis. Herhjemme blev Slutstenen på det russiske Eventyr Landmandsbankens Sammenbrud og hundreder af tabte Millioner - som Finansmændene velvilligt overlod den arbejdende Befolkning at betale. Det er iøvrigt karakteristisk for den »Principfasthed«, der prægede Finansmændene i den antibolschevikiske Liga, som havde påtaget sig at frelse både Kulturen og Menneskeheden fra Bolschevisnien, at Direktør Plum, med Glückstadts Velsignelse, knapt en Måned efter, at Judénitchs hvide Styrker var brudt definitivt sammen, løb Sovjetregeringens Repræsentant Litwinow på Dørene for at få oprettet et internationalt Clearingskontor i København, der skulle formidle Sovjetrepublikkens Handel med Vesteuropa. Nu gjaldt det om at redde Stumperne ud af de krigerske Eventyr gennem en Forståelse med de samme Bolscheviker, man så fanatisk havde bekæmpet. Denne Manøvre strandede imidlertid på nogle temmelig hårdhændede Intriger fra gamle H. N. Andersen og Ø. K.s side. Denne konkurrerende Finansgruppe havde længe ventet på en Lejlighed til endelig at slå sin eneste store Medbejler i Udenrigshandelen: Transatlantisk Kompagni og dets mange datterselskaber ud. H. N. Andersen allierede sig med Harald Scavenius, der i 1920 var blevet Venstres Udenrigsminister og som stadig modsatte sig enhver Forståelse med Sovjetregeringen. Denne Overbragt bragte Harald Plums nye Planer til at strande, så at både Transatlantisk Kompagnis og Landmandsbankens Sammenbrud blev uundgåelige. Finansmændenes baltiske Eventyr endte således herhjemme med at føre Landet ud i en dybtgående Katastrofe. Gennem den antibolschevikiske Ligas Intriger og gennem dens Understøttelse af Interventionspolitiken var der også fra dansk Side blevet ydet et Bidrag til at forlænge Krigens Lidelser for Folkene i de baltiske Lande og for at hjælpe et Regime til Magten, der var alt andet end demokratisk. Officielt skete det for »Civilisationen« s Skyld, men i Realiteten af lurvede Profithensyn. Den danske Befolkning kendte intet til det - som den jo iøvrigt altid er blevet - og bliver - holdt udenfor Højfinansens Intriger, specielt på Udenrigspolitikens Områder.

TYVE ÅRS BALTISK »SELVSTÆNDIGHED«

Det kan aldrig undgås, at de Former, hvorunder en Statsdannelse foregår, sætter deres Spor langt ud i Fremtiden. De baltiske Landes Udvikling til selvstændige Nationalstater fulgte sin historisk bestemte Lov. Der er forskellige særprægede Forhold, man må holde sig for Øje, hvis man vil forstå denne Udvikling. For det første opnåedes deres Selvstændighed ikke som Resultat af en folkelig Samling omkring et fælles Ideal, hvis Virkeliggørelse man i Fællesskab havde kæmpet for. »Uafhængigheden« blev tværtimod realiseret under den mest forbitrede indre Kamp i begge de to Folk, en Klassekamp, hvor »Uafhængigheden« for de priviligerede Klasser blev et Middel til at undgå en Samfundsordning, som Folkets brede Masser var gået i revolutionær Kamp for. For det andet fandt dette indre Opgør i de estiske og lettiske Folk ikke sin Afgørelse ved den sejrende Parts egen Kraft, men skyldtes i første Række væbnet Indgriben fra udenlandske Stormagters Side. Og for det tredje blev Kampen mod den besejrede Part ført med en sådan Hårdhed og Vildskab, at det grænsede til et Forsøg på fysisk Tilintetgørelse af alle ledende eller blot aktive Kræfter i Modstanderens Rækker. Den hvide Terror blev de nye Staters Særpræg. De nye »Nationalstater«s start var derfor den slettest tænkelige som Grundlag for noget, der blot kunne komme på Siden af et virkeligt Folkestyre. De vedtagne Forfatninger er her ikke udslaggivende. De var i Hovedtrækkene importerede Afskrifter af demokratiske Konstitutioner i Vesteuropa. Det afgørende er, at man startede med at stille det største Parti i begge Lande udenfor Loven. Et Parti, som ikke alene repræsenterede Arbejderklassen, men også de brede Lag af den ubemidlede Landbefolkning. Det blev gjort til Højforræderi at tilslutte sig eller virke for det kommunistiske Parti. At oprette et »Demokrati« og samtidig berøve det hidtidige Folkeflertal, der støttede sig til de mest fremskridtsvenlige Kredse i Landet, alle politiske Rettigheder - ja, det er omtrent Historien om Cirkelens Kvadratur om igen. Naturligvis kan man under sådanne Former se bort fra Virkeligheden og indføre visse Regler til Magtens Fordeling mellem de herskende Grupper indbyrdes. I de gamle græske Bysamfund havde man Borgernes Råd for de frie Mænd og samtidig politisk Retsløshed for Slavernes Tusinder. Men det er vel egentlig ikke det, vi forstår ved Folkestyre? I Baltikum var man så large ikke at berøve Folk den formelle Stemmeret. Den arbejdende Befolkning havde bare ikke Mulighed for at stemme på det Parti, den selv havde skabt - Kommunisternes. Den kunne kun få Lov til at vælge imellem de forskellige borgerlige Partigrupper, indbefattet det nationale Socialdemokrati, der havde Borgerskabets Stempel for, at det hørte med til Familien. Retten for Arbejderen og Småbonden til Partidannelse for at værne deres Interesser var berøvet dem fra de ny Republikkers første Dag. Det var Grundstenen for det nye baltiske »Demokrati«. Politiske Partier er imidlertid ikke blot Udtryk for og Bærere af politiske Forestillinger, Idéer og Programmer. I det moderne borgerlige Samfund genspejler Partierne de forskellige Klasser og Befolkningsgrupper med deres modstridende sociale og økonomiske Interesser. Man kan nok forbyde et politisk Parti og fængsle eller udrydde dets Ledere. Men så længe den Befolkningsgruppe, det repræsenterer, består under de samme Forhold og med de samme Interesser, er det mere end vanskeligt at komme Ideologien til Livs. I det lange Løb bliver det afgørende, om man samfundsmæssigt kan undvære den pågældende Klasse eller give den en anden Karakter. Derfor er der visse politiske Retninger, der hurtigt kan gå til Grunde og andre, der har syv Liv og derover. Under Samfundsudviklingen er der nemlig visse sociale Grupperinger, der sygner hen og forsvinder, og andre, der lever videre og tiltager i Styrke. I det moderne Samfund er By- og Landarbejderklassen i stadig Vækst. Den er samfundsmæssig uundværlig, kan ikke udryddes som Klasse. Dens Ideologi er Socialismen. Man kan nok forbyde Arbejderklassens Partier, holde dem nede med Magt, men Klassen består, og den vil stadig finde Former for at gøre sig politisk gældende, dens Ideologi lever videre. Visse Partier repræsenterer Fortiden, andre Fremtiden. Det er de reaktionære Partiers historiske Tragedie. I det lange Løb er de magtesløse, som Middelalderens Feudalherrer, da deres Herredømme blev en Hindring for det økonomiske og sociale Fremskridt. I Estland og Letland erklærede de borgerlige Partier Arbejderklassens Parti åben Krig, stillede Kommunismen uden for Loven. Men de fik aldrig Bugt med den lettiske og estiske Kommunisme. Den havde for dybe Rødder i den arbejdende Befolkning og repræsenterede i for høj Grad dens Kamptraditioner i den historiske Udvikling. Overalt, hvor Arbejderne samledes, dukkede Kommunismen op igen, trods al Forfølgelse og Terror. Den blev tvunget under Jorden, men aldrig udryddet. Kampen mod Kommunismen var ikke bragt til Afslutning med Borgerkrigen. Den var for det baltiske Borgerskab det konstante, det evigt tilbagevendende i hele Selvstændighedsperioden. Der var ingen andre Partier, der havde Forudsætningerne for at løse By- og Landarbejdernes Opgaver eller føre deres Kamp. Gennem Forbudet mod den kommunistiske Bevægelse tvang de Herskende uundgåeligt en væsentlig Del af den politiske og sociale Kamp til Udfoldelse udenfor Parlamenterne. Det var også en Ejendommelighed ved det baltiske »Demokrati« i Uafhængighedsperioden ! Det er unødvendigt at gennemgå den baltiske Arbejderbevægelses Kamp- og Lidelseshistorie igennem 20 År i Enkeltheder. Nogle typiske Eksempler vil gøre forståeligt, hvad det drejede sig om. Da den kommunistiske Bevægelse måtte gå under Jorden, gik Kampen videre, først og fremmest i Arbejderklassens faglige Organisationer. Den første Fagforeningskongres i Estland, i 1919, blev jaget fra hinanden, og dens Ledere skudt eller landsforvist, fordi de, som de Arbejdere, de repræsenterede, stadig bekendte sig til Sovjetstyret og den socialistiske estiske Republik. De følgende År var præget af voldsomme Forfølgelser mod den oppositionelle Arbejderbevægelse. Den 3. Maj 1922 blev Formanden for Estlands illegale kommunistiske Parti, Dr. Viktor Kingissep, der hemmeligt var vendt tilbage fra Emigrationen for at lede Partiets Arbejde, arresteret i Reval. Inden 24 Timer blev han stillet for en militær Standret og skudt uden offentligt Forhør eller Proces. Det var Prisen for at arbejdé for Kommunismen i Estland. Mange andre Arbejderførere led samme Skæbne. Den 28. Marts 1923 blev den kendte Arbejderfører Jan Kreuks skudt ned på Gaden i Reval af en Politiagent. I November samme År holdt de estiske Fagforeninger deres 2. Kongres midt i Terrorperioden. De tre Fjerdedele af de Delegerede bekendte sig modigt til den revolutionære Arbejderbevægelse. Til Formand for den faglige Landsorganisation valgtes den unge Metalarbejder Jan Tomp fra Byen Fellin. Næste År fandt der Parlamentsvalg Sted. Arbejderne ville ikke lade sig tvinge til at stemme på det moderate Socialdemokrati, der stadig gik tilbage i Indflydelse. I de Valgkredse, hvor Arbejderbevægelsen var stærkest, hjalp man sig med at opstille uafhængige Arbejder- og Bondelister. I de to vigtigste Arbejderkredse, den ene var Reval, blev Arbejderlisterne erklæret for ugyldige, men alligevel kunne det ikke forhindres, at der i Parlamentet blev indvalgt 10 oppositionelle Arbejdere og, at der i Reval blev afgivet over 10.000 Stemmer på den ugyldige Liste. Havde man medregnet de Stemmer, der blev afgivet på de to annullerede Kandidatlister, ville den revolutionære Arbejdergruppe havde været Estlands næststørste Parti. Desuden indvalgtes i Parlamentet 5 Rigsdagsmænd for det såkaldte »uafhængige socialistiske Parti«, der erklærede, at det sympatiserede med Sovjetstyret. Den venstreorienterede Arbejderbevægelse var både fagligt og politisk i rivende Vækst. Uden legal Presse, uden lovlige Partiforeninger, trods Forfølgelser og Terror, byggende på Arbejdernes Overbevisning og Offervilje. På de »uafhængige Socialister«s Partikongres besluttede man en organisatorisk Sammenslutning med Arbejder- og Bondeblokken for at danne et nyt venstreorienteret Arbejderparti, der kunne udnytte de legale Muligheder, Forfatningen gav Ret til. Kommunevalgene, der fandt Sted i December 1923, viste en Række strålende Valgsejre for de af det illegale kommunistiske Parti støttede Arbejderlister. I Hovedstaden Reval valgtes der af 100 Byrådsmedlemmer 36 Kandidater på en revolutionær Arbejderliste, medens en med Kommunisterne sympatiserende »Lejerliste« fik yderligere 13 Mandater. De illegale Kommunister var igen blevet Hovedstadens største Parti. Estlands Arbejdere havde igen talt. Men den 22. Januar 1924 talte også statspolitiet...Over hele Estland fandt der Massearrestationer Sted af alle oppositionelle Arbejderrepræsentanter. Lederne for Fagforeningernes Centralråd blev arresteret, ligeledes en Række af Arbejder- og Bondeblokkens Rigsdagsmænd, Byrådsmedlemmer og faglige Tillidsmænd. Den reaktionære Regering havde endnu engang besluttet at stille den revolutionære Arbejderbevægelse udenfor Loven - uanset Vælgernes klart udtrykte Meninger. Året 1924 var én rasende Kommunistjagt i Estland. Den 10. November 1924 begyndte i Reval den store »Højforræderiproces« mod 149 af den estiske Arbejderbevægelses Ledere. De var anklaget for Deltagelse i det illegale estiske Kommunist Partis Virksomhed. Den 14. November blev Medlem af Estlands Rigsdag og Formand for de estiske Fagforeningers Centralråd, Metalarbejderen Jan Tomp, fremstillet i Retten. Jan Tomp havde begyndt sin Løbebane som fattig Landarbejder i Fellin-området, senere var han vandret ind til Byen og var blevet udlært som Maskinarbejder. Før 1918 havde han ikke beskæftiget sig med Politik, men i 1920 havde hans Fagforening opstillet ham som Kandidat til Byrådet i Fellin. Det var nok til, at han blev holdt i »Undersøgelsesfængsel« i over et År. I 1921 blev han løsladt, da man ikke kunne finde noget at anklage ham for. I 1922 havde Fagforeningskongressen valgt ham til Formand, og i det følgende År var han blevet valgt til Rigsdagsmedlem af Arbejder- og Bondeblokken. I Januar 1924 blev han påny arresteret, trods sin parlamentariske Immunitet. Da Dommeren spurgte denne estiske Arbejderfører, om han tilstod sig skyldig, kogte den primitive og modige Arbejder over, opfyldt af en hel, mishandlet og jaget, Klasses Had til sine Undertrykkere. Han svarede kun: »Overfor borgerlige Slynglers Domstol anerkender jeg mig ikke skyldig. Leve Arbejder- og Bonderegeringen!« Det var nok. Dommeren lod øjeblikkelig Rigsdagsmanden Jan Tomp føre ud af Retssalen. Han kom aldrig mere tilbage. Samme Nat blev han skudt i Revals Fængselsgård for at have krænket Rettens »Værdighed«. De øvrige Anklagede fik mange Års Tugthus. Det var denne skandaløse Retssag, der fik Revals Arbejdere til at rejse sig i Desperation. Arbejdsløsheden var steget over alle Grænser, Lønningerne var blevet de rene Sultelønninger. Den 1. December forsøgte Resterne af Revals Arbejderorganisationer en revolutionær Opstand. Politistationerne blev stormede og de offentlige Bygninger besat, men op af Dagen var Revolten knust i Blod af General Laidoners Eliteafdelinger. Generalen fik diktatorisk Fuldmagt. Det blev Optakten til en frygtelig Terror. 500 Arbejdere blev skudt. Der blev foretaget over 600 Husundersøgelser og over 2500 Arbejdere og Bønder blev kastet i Fængsel - til Trods for, at den borgerlige Presse i Reval havde forsikret, at der kun havde deltaget 300 Mand i Opstanden ! Blandt dem, der blev skudt efter Standretsdom, var Rigsdagsmanden Welter, der repræsenterede Pernaus Arbejdere, og Rigsdagsmanden og Bonden Ullgekütt, der var valgt af Bønderne på Øsel. Hele Arbejderfamilier blev udryddet. Af Familien Soans i Reval skød de Hvide en Mor, to Sønner og tre Døtre - for skjulte Våben. I familien Wackmann blev to Sønner på 17 og 15 År henrettet ! Der var Tilståelser for illegal Virksomhed, hævdede man. Det skal nok passe. Her er et Uddrag af et Brev fra en estisk Arbejder, som det lykkedes at flygte fra Fængslet i Reval. Han skrev: »Ved Siden af rasende Pryglerier med Stokke og Ståltrådspisk, blev det såkaldte elektriske Bad ofte bragt til Anvendelse. De, der blev underkastet Forhør, blev bragt ind i dette og udsat for stadig stærkere elektrisk Strøm, indtil de fik Krampeanfald og instinktivt søgte at slippe ud. Ved Siden af Badekarret stod der Slyngler med Piske af Ståltråd og drev dem tilbage. Efter sådanne Pinsler føler Mennesket længe efter frygtelige Krampetrækninger der medfører uudholdelige Smerter. De mere kendte Arbejdere blev udsat for en frygtelig Tortur. Overfor dem brugte man også Skalpering, det vil sige, at man trak Hovedhuden af dem helt ned til øjnene De arresteredes Navne bliver ikke offentliggjort, og de til Ukendelighed mishandlede Fanger bliver skudt. Skydningerne bliver foretaget af Kaptain Kuusk i Vagtstuen i Revals Kommandantur. Han skyder Ofrene i Hovedet, medens de bliver holdt af to Soldater, der bliver lønnet for deres »Arbejde« med 10.000 estiske Mark. Når der forekommer Masseskydning, bliver der startet Automobilmotorer for, at man ikke skal høre Skuddene.« (» Internationale Presse-Korrespondenz« Nr. 27, 20. Februar 1925). Læseren kan kalde en sådan Justits og det Regime, der praktiserer den, for hvad han vil, men Demokrati har det i alt Fald intet at gøre med. Det er blot Skade, at vor hjemlige Présse heller ikke i denne Periode - der lå langt forud for Adolf Hitler - helt opfyldte sin Opgave: at bringe alsidige Oplysninger fra Udlandet. For så havde Myten om de små »frie og demokratiske« baltiske Republikker næppe vundet den Udbredelse, som den gjorde. Er der nogen, der tror på, at man skaber national Samling i et lille Folk, med 1 Million Indbyggere med Metoder af denne Art, selv om man nok så energisk tvinger Utilfredsheden og Hadet under Jorden ? Da Blodbadet var på sit Højdepunkt blev der naturligvis dannet en »national Samlingsregering« med Demokraten Jaakson i Spidsen, for at manifestere den estiske Nations ubrydelige »Enhed«. Medens Skuddene endnu knaldede i Vagtstuen i Revals Kommandantur og i Fængselsgårdene Landet Overtrådte to af Lederne af det estiske Socialdemokrati, Wirma og Ast, ind i den borgerlige hvide Koalitionsregering for at stive den af. Det mest iøjnefaldende Resultat af de fælles Anstrengelser var en Række nye Tvangsforholdsregler mod Arbejdernes Organisationer. De fleste af Fagforeningerne blev opløst. I Februar blev »Folkets Hus« i Reval konfiskeret af Staten, og hele den oppositionelle Arbejderpresse blev forbudt. Den 5. Februar forelagde Indenrigsministeren den berygtede »Lov til Statens Beskyttelse.« Denne åbnede Adgang for de øvrige Partier til at fordele de revolutionære Arbejderes Mandater i Parlamentet og Byrådene imellem sig uden Nyvalg. Indenrigsministeren fik ligeledes Fuldmagt til at forbyde nye Partilister ved de fremtidige Valg, hvis han anså dem for »skadelige«. Der blev altså indført et faktisk Partimonopol for de eksisterende borgerlige Partier, indbefattet Socialdemokratiet. Den oppositionelle Arbejderbevægelse skulle for Stedse holdes ude fra det politiske Liv i Republikken Estland ! På samme Måde fik Indenrigsministeren Ret til at opløse Organisationer, der 1) tilsigter en voldsom Forandring af den gennem Grundloven fastlagte statslige og sociale Orden, 2) tilstræber en Ændring i den estiske Republiks Uafhængighed eller Afståelse af Dele af Landet eller 3) udfolder en Propaganda, der ikke respekterer den estiske Republiks Uafhængighed. Ved et særligt Tillæg til den stadigt gældende zaristiske Straffelov blev der samtidig indført Dødsstraf for sådanne Forseelser, og det samme gjalt for Attentater mod Statsoverhovedet, den øverstkommanderende og Medlemmer af Regeringen. Dødsstraffen skulle fuldbyrdes ved Hængning efter engelsk Mønster. Forbudet mod Organisationer kunne gennemføres på Grundlag af Statspolitiets Indberetninger uden, at der var forelagt »noget officielt Bevis« for Forbrydelsen. Ved denne Lovgivning blev Arbejdervælgerne således også formelt - tvunget til at stemme socialdemokratisk, hvis de overhovedet ville deltage i det politiske Liv! For Estlands Arbejdere betød Begivenhederne i 1924 et hårdt Slag. Omtrent alle de gamle faglige Organisationer blev opløst. Borgerskabet gav Socialdemokratiet Monopol på at oprette en ny Fagbevægelse, men Arbejderne ville intet have at gøre med de gule socialdemokratiske Organisationer. På den 3. Fagforeningskongres i 1925 var der kun repræsenteret 4500 organiserede Arbejdere, og på den næste Kongres, i 1930, var Medlemstallet sunket til - 3000. Først efter, at der i Trediverne havde fundet en vis Tilnærmelse Sted mellem Socialdemokratiets venstre Fløj og de illegale Revolutionære, begyndte der et nyt Opsving i den faglige Bevægelse. En ganske tilsvarende statslig Virksomhed blev udfoldet mod Arbejderbevægelsen i Letland, i hele »Uafhængigheds perioden«. De baltiske Staters Historie er i disse År en Kæde af »Kommunistprocesser« og evige Fængslinger af de utilfredse og ubemidlede Dele af Befolkningen. Den »hvide Terror« var indgået som en konstant Bestanddel i disse Staters politiske Liv. Fandt der da ikke i de baltiske Lande økonomiske Forbedringer Sted, som udlignede de skarpe sociale Modsætninger og derigennem tilvejebragte en Normalisering af de politiske Forhold ? En Undersøgelse af den økonomiske og politiske Udvikling i de 20 År, den borgerlige »Uafhængighed varede, vil give Svaret. På Forhånd må man gøre sig klart, at det ikke er så lige til for to Lande med henholdsvis 1 og 2 Millioner Indbyggere at blive skåret ud af et stort økonomisk System, som de i 200 År har været knyttede til med Tusinder af politiske og økonomiske Bånd. Kan Jylland udskille sig som selvstændig Stat og i Løbet af få År føre en »uafhængig« økonomisk Tilværelse ? Sproglig Enhed løser jo ikke i sig selv økonomiske eller sociale Problemer. Et afgørende Træk ved de to baltiske Landes økonomiske Struktur, før Løsrivelsen fandt Sted, var den lettiske og estiske Industris nære Tilknytning til de russiske Råstofkilder og det russiske Marked. I Forhold til de fleste andre af det zaristiske Riges ikke-russiske Randområder var Baltikum stærkt industrialiseret. Estland og Letland var Grene af det store nordrussiske Industriområde med Petersburg som Centrum. I Estland var der en veludviklet Jern- og Metalindustri (Skibsværfter og Jernbanevaggon­fabrikker) og en omfattende Tekstilindustri, der i vid Udstrækning arbejdede for det russiske Marked. På samme Måde med Letland. Dr. Walters skriver: »Alene i Riga producerede Industrien i 1908 Varer til et Beløb af 241 Millioner Rubler, der gik til Rusland. Stærkest arbejdede Tekstilindustrien, der producerede for 55 Millioner Rubler, Metalindustrien (47,8 millioner) og den kemiske Industri.« Også mange Råstoffer kom fra Rusland. Det baltiske Landbrug spillede samtidig en vigtig Rolle ved Leverancen af Kvæg, Kød, Kartofler og Mælkeprodukter til Petersburgs Forsyning. Det russiske Marked var altså ikke noget, man kunne smide væk som en værdiløs Lap Papir, der hindrede »Uafhængighed«. Baltikums Handel var knyttet med lignende stærke Bånd til det gamle Rusland. Fra Perioden 1866-70 steg den Del af den russiske Udenrigshandel, der gik over Riga, fra 45,5 til 269 Millioner Rubler årligt, og i 1913 gik ikke mindre end 24,6 pCt. af det russiske Riges samlede Udenrigshandel over lettiske Havne. Den russiske Transithandel spillede altså en mægtig, og stadigt stigende, Rolle for både Handel og Beskæftigelse i Letland. Estlands Andel var mindre, men Havnene Reval og Pernau var dog i 1912 repræsenteret i Ruslands Handelsomsætning med Udlandet med den pæne Sum af 10 Millioner Pund Sterling. Det var ikke mindst disse Forhold, der lige til den bolschevikiske Revolution altid havde afholdt det estiske og lettiske Borgerskab fra at kræve Adskillelse fra Rusland, og som havde fået det til at begrænse sine nationale Krav til kulturelt og administrativt Selvstyre. Ved Uafhængigheds-Erklæringerne betragtede de borgerlige lettiske og estiske Politikere da også den økonomiske Isolering fra Rusland som noget rent midlertidigt. De fablede om, at de nye Stater skulle være »neutraliserede« Frihandelszoner med Frihavne, så alt kunne fortsætte på den gamle Manér på Handelens Område. De gjorde sig i deres Fremtidsperspektiver skyldige i den lille Fejlregning, at den socialistiske økonomi i Rusland var et midlertidigt Fænomen, der hurtigt ville forsvinde for at give Plads for en engelsk-fransk-amerikansk kapitalistisk Rekonstruktion af Rusland, der yderligere ville forøge Ruslands Handel med Vesten - over de »vesteuropæiske Forpostlande« Estland og Letland således, at disse Landes Borgerskab let og smertefrit, båret frem af Pund og Dollars, kunne sejle ind i en ny Guldalder. Udfra dette Perspektiv gik de »hvide« Randstats-Regeringers store Anstrengelser i Borgerkrigsårene stadig ud på at komme i venskabeligt Samarbejde med de hvide Zargeneraler og at opnå Judénitchs og Koltchaks »Anerkendelse«. Man levede længe videre på disse Drømme. Der fandtes ikke én hvidgardistisk Konspiration, der ikke i Efterkrigstiden spandt sine Intriger i Riga og Reval. Under Kronstadtopstanden i Marts 1921 og de »Hvide«s Forsøg på at organisere Kulakopstande i Sovjetrepublikken opholdt en Repræsentant for Kerenski Gruppen og de »Socialrevolutionære« Brunschwit sig på Rejse i Reval og Riga for at søge militær Assistance. På Gruppens Møde i Paris den 30. Marts 1921 berettede han senere om sine Forhandlinger med Udenrigsminister Meirowitz og Krigsminister Goldmann: »Jeg talte med Meirowitz kort og almindeligt om Sagen, og vi kom til fuldstændig principiel Enighed i alle Spørgsmål, der blev rejst af mig. De tekniske Detailler skulle vi forhandle om under min Hjemrejse. Meget længe og udførligt talte jeg med Goldmann, der beklædte Posten som Minister for det nationale Forsvar. Fuldeste Sympati og Harmoni i vore Anskuelser.« Men betegnende nok tilføjer denne Konspirator: »Jeg fik af mine Samtaler med dem det Indtryk, at de ikke tror på Letlands selvstændige Eksistens«. I »Uafhængigheden«s første År er det derfor yderst vanskeligt at drage en skarp Linje mellem de baltiske Selvstændigheds-Regeringer og de russiske borgerlige Emigrantpolitikere. Udenrigspolitisk smelter de sammen i en højere Enhed, i Håbet om det gamle Ruslands borgerlige Genfødelse. Separatismen er socialt og klassemæssigt ikke nationalt begrundet. Det uholdbare i »Uafhængighed«s Illusionen træder klart frem, når man ser på Udviklingen af Udenrigshandel og Industri i de første År efter Adskillelsen fra Rusland. Begge disse erhvervsgrene er præget af totalt Sammenbrud i denne Periode. Krigens Ødelæggelser og Overskæringen af de gamle Økonomiske Bånd fører til Ruin, og Situationen »reddes« kun ved de to Landes Bestræbelser for at blive optaget som et Led i den kapitalistiske vesteuropæiske økonomikreds. I Estland nedlægges store Virksomheder som »Noblessner-værftet« i Reval der beskæftigede 8000 arbejdere, det Beckerske Værft i Kaltz og Vaggonfabrikkerne og andre store industrielle Foretagender. Medens alene Reval i den russiske Tid havde beskæftiget over 40.000 Arbejdere, var det samlede Antal af Industriarbejdere i hele Estland i 1921 32.421 og i Begyndelsen af 1923 var det endda sunket til 25.361 beskæftigede arbejdere. Landet levede i disse År på engelske og amerikanske Krediter. I 1921 udviste Handelsbalancen et Underskud på 2196 Millioner estiske Mark, i 1922 777 Millioner og i 1923 649 Millioner. Alene i det første Halvår af 1924 var Underskuddet - 986 Millioner Mark for 6 Måneder Inflation, Dyrtid og en fantastisk Spekulation præger disse År og dannede Baggrunden for Reval-opstanden. Den katastrofale økonomiske Situation forværredes ved voksende Korruption og fejlslagne Spekulationer. Den estiske Journalist O. Rjastas skriver: » I slutningen af 1923 begyndte de skandaløse afsløringer af »Maalitpartiet«, der består af børsmæglere, med Konstantin Päts i Spidsen, og af Storbønder, og som dengang havde regeringsmagten. De Spekulationer, som industrigruppen i dette Parti havde drevet med forfalskede Aktier i »Det russisk-baltiske Værk« og i Cellulosefabrikkerne, og embedsmisbrug fra Handelsministerens Side, da han brugte sin Indflydelse til personlige Spekulationsformål, blottede denne minister og tvang ham til at træde tilbage. Men det var kun Begyndelsen. Snart efter viste det sig, at Statens Guldfond til et Beløb af 15 Millioner næsten var fuldstændigt givet ud, thi regeringen Päts ydede alt for villigt Lån til sine Meningsfæller og stillede sådanne til rådighed for usolide foretagender. Det viste sig, at de ydede Lån var blevet anvendt til Spekulationsformål, men aldeles ikke til at genrejse Industrien, der gennemgik en svær Krise. Foretagender som »Det russisk-baltiske Værk«, Industriforetagener »Ilmarine«, »Dwigatelj« og andre, som havde modtaget Millionlån, beskæftigede sig, i Stedet for at udvide Produktionen, med at bryde Maskinerne ned og med at sælge dem som gammelt Jern og afsætte Virksomhedernes tekniske Udrustning til Udlandet.« Det er vist ikke for meget sagt, at også den »vestlige Orientering« på dette Tidspunkt ganske udpræget havde Overtaget i estisk Politik. Lederen af Estlands statistiske Centralkontor Albert Pullerits taler i sit Jubilæumsskrift fra 1938 taktfuldt om denne Periodes »Fejlinvesteringer«. På samme Måde var gennem Årene den lettiske nationale Fører Karl Ulmanis Navn knyttet til talrige Spekulationsaffærer og Bankkrak. I Estland slutter den første »Gründer- og Spekulations­periode«, der karakteriseres ved Industriens fremskridende Forfald, med Konstantin Päts’ og »Maaliit«-Partiets Fjernelse fra Regeringsroret i Begyndelsen af 1924. Centrumspartierne kommer til Magten og gennemfører en hårdhændet Valutastabilisering og almindelige Kredit­indskrænkninger, der fører til økonomisk Krak i en Række Foretagender. Blandt de sammenbrudte Firmaer kan nævnes »A/S Rheeder Chanko og Co.« (Underskud 40-50 Millioner), »Den estisk-franske Bank«, bankfirmaet M. Nung og det store Forlag »Barrak« (Underskud 10 Millioner) og en Række andre. I Sommeren 1924 blev yderligere 6000 Industriarbejdere afskedigede. Kontrollen over den estiske Industri overgår næsten fuldstændig til udenlandske Kapitalister. I Letland var Industrien i denne Periode ligeledes karakteriseret af Ruin. Her var en Række Foretagender under Krigen blevet ødelagt eller afmonterede, og en meget stor Del af Industriarbejderne var flygtet med den røde Armé til Rusland, hvor de fleste af dem blev for at undgå den hvide Terror, der rasede i Hjemlandet. Af den store lettiske Metalindustri var kun én Virksomhed, »Libauer Trådfabrikken« i fuld Gang. Desuden arbejdedes der ved Savværkerne og i en 2-3 Fabrikker i Træindustrien. Medens der i 1914 på lettisk Område fandtes 810 industrielle Virksomheder, der beskæftigede 113.000 Arbejdere (deraf 87.600 i Riga og 6000 i Libau), var Industrikapitalen i 1924 splittet i 2598 Småvirksomheder, der kun beskæftigede 48,134 Arbejdere, og der var en evig Jammer over, at man savnede kvalificeret Arbejdskraft. Borgerskabet havde så at sige slagtet »Hønen med Guldæggene«, da det under Borgerkrigen udryddede Eliten af den lettiske Arbejderklasse eller tvang den til at udvandre til Sovjetrusland. Industriens fuldstændige Deklassering var en af Straffene for interventionspolitiken ! Underskuddet på den lettiske Handelsbalance beløb sig samme År til 110,5 Millioner lettiske Guldfrank. For begge Landes Vedkommende kan man altså slå fast, at der ingen Forbedringer skete, som kunne danne Grundlaget for en Forsoning mellem de nye Herskere og den besejrede Arbejderklasse. Dennes Holdning til den nye »Nationalstat« var og blev udpræget fjendtlig. Kernepunktet i de nye Statsdannelsers Liv er imidlertid de borgerlige Regeringers Eksperimenter med de omfattende Agrarreformer. Til Virkningerne af disse satte man sin fulde Lid, og her kan der tales om Strukturforandringer af en anden Art end indenfor Industri og Handel, hvor Resultaterne i den første Periode af »Uafhængigheden« havde været helt negative, og langtfra ført til nogen økonomisk »uafhængighed«. Hvis Borgerskabet overhovedet ville have nogen Chance for at leve videre som Regenter, var det tvunget til at gennemføre en gennemgribende Agrarreform. Om Baggrunden siger Albert Pullerits i sin Bog om Estland: »Den indrepolitiske Situation var så meget mere alvorlig som Land- og Byproletariatets Masser udgjorde en Krudttønde, imod hvilken der sprang Gnister fra den russiske Revolution, som stadig flammede videre. I dette kritiske øjeblik var der ingen Tid at spilde. Kun en radikal Agrarreform kunne bane Vejen til Folkets Redning.« Den russiske Revolution var stadig Løftestangen, der gjorde det umuligt at videreføre den gamle Tids Traditioner i Agrarpolitiken. Den medførte også visse Ændringer i de halvfeudale Ejendomsforhold indenfor Landbruget i de baltiske Lande. Agrarreformen her var et Barn af Revolutionen - men et uægte Barn. Frygten var dens Mor. Ikke Hengivenheden. En ledende Artikel i det lettiske Bondeforbunds Blad »Brihwa Seme« gengiver de lettiske Storbønders Forventninger med Hensyn til Agrarreformen: »Den vil ligeledes indvirke på de tidligere Jordløses socialistiske Tilbøjeligheder, disse Jordløse, der ofte har stået under det socialistiske Partis Indflydelse. Det nye Liv på egen Jord vil fremkalde en Fornyelse af de politiske Idealer, der er opstået i de sociale pludselige Omskiftelsers Kampfeber. Sansen for økonomi vil give Afløb for den socialrevolutionære Ånds ophobede Kræfter og for Revolutions-Teoriernes sentimentale Drømmerier ... Fremfor alt vil Reformerne standse mange, der ellers ville være vandret til Byerne med Resultat: Fornyelse af Fabriksproletariatet. Derigennem vil dette Proletariats almindelige Stilling blive hævet. Ved Siden af de Hundredtusinder Bondebrug i Letland vil med Tiden også Industrien komme til Kræfter igen, men den vil næppe få samme Betydning som før Krigen.« (»Brihwa Seme« Nr. 268, 1921). Altså Teorien om, at man kan slippe for den anstødelige Socialisme ved at fremelske små selvstændige Producenter, der rigtigt kan hygge sig over deres private Ejendomsret til et lille Stykke Jord. Udfra sådanne Motiver gik man igang med Udstykning af tidligere Godsejerjord. Det var så heldigt, at Godsejernes Hovedmasse var tysk Adel, der havde kæmpet imod den lettiske og estiske Republik under Krigen. Det gjorde det ligesom lettere at tolerere Brud på den hellige Ejendomsrets Principper. Hovedtypen, der tilstræbtes, karakteriserer Dr. Walters på følgende Måde: »De nyoprettede Brug får i Gennemsnit 15 til 16 ha. Jord. Størstedelen af dem (61 pCt.) er 15 til 22 ha. Som normale Bondebrug regner man Brug med to Heste, en Arbejder og en Arbejderske.« For at det skulle være helt godt skulle der altså skabes små Arbejdsgivere. Også sådanne anses jo som Garanti mod Socialisme. Men de gængse Forestillinger om, at de lettiske Jordløse ved denne Agrarreform, i 1920, i videre Udstrækning fik tildelt den gamle Godsejerjord hører til i Fantasiens Verden. Indtil den 1. Januar 1934 (omtrent til Diktaturet) havde i alt kun 50.800 »Jordløse« fået Jord. Og hvilke Jordløse ? De 25.808 var tidligere Deltagere i Borgerkrigen på de Hvides Side, eller deres Efterladte. Størstedelen af disse var Storbondesønner eller andre borgerlige Elementer fra de pågældende Kommuner. Og en stor Del af de øvrige favoriserede »Jordløse« var tidligere hvide Soldater fra andre Kommuner. Man kan roligt sige, at Størstedelen af Jorden blev i Familien. Billedet af de russiske Zarers Kosakkolonisation dukker op under andre Former. Den øvrige Jordfordeling gik hovedsagelig ud på at stabilisere og udvide de i Forvejen eksisterende større, selvstændige Bondebrug. Stadig var der derfor store Uligheder i Besiddelsen. Ifølge den lettiske landbrugstælling af 1929 fandtes der i dette Land ialt 266.113 Landbrug. Af disse havde de 41.443 under en Hektar Jord, var altså nærmest Arbejdshuse. 79.143 havde under 10 ha (Småbrug), ialt 431.800 ha. Men 16.070 proprietærgårde (med over 50 ha) havde ialt i.148.900 ha, over 25 pCt. af hele landbrugsarealet. Yderligere havde 23.632 storbondebrug (30-50 ha) et samlet Areal på 926.000 ha., og endelig var de resterende 1.875.100 ha fordelt mellem 111.825 mellemstore Brug i Størrelsesgruppen 10-30 ha Jord. Det vil sige, at næsten Halvdelen af de selvstændige Bondebrug stadig manglede Jord. Yderligere befandt en stor Del mellemstore Bondebrug sig i en yderst ustabil Stilling som Nybegyndere uden tilstrækkelige Besætninger og Kapital. Desuden fandtes der stadig 158.399 helt Jordløse. Kun for storbondebrugene betød Agrarreformen en egentlig stabilisering. De gamle skarpe Klasseskel i landbefolkningen var stadig opretholdt. I Estland gennemførtes landbrugsreformerne udfra omtrent samme Synspunkter. Før Revolutionen fandtes der her ca. 1200 Godser, der tilsammen rådede over 2,4 Millioner ha Jord, medens 51.640 Bondebrug tilsammen kun havde 1.7 Million ha. Ifølge Landbrugsstatistikken af 1929 havde Agrarreformen bevirket, at Antallet af selvstændige landbrugere var kommet op på 133.357. Jordfordelingen var dog langtfra blevet ensartet. Der fandtes nu 45.000 Småbrug med 1-10 ha, 59.000 Brug med 10-30 ha, 22.000 Storbondebrug med 30-50 ha og 471 Storbondebrug med over 100 ha. En stor Del af Brugene byggede fortsat deres Produktion på fremmed Arbejdskraft, og der fandtes stadig et stort Landproletariat. Hvad betød denne Nyfordeling? Produktionsmæssigt medførte den en Række Fremskridt gennem en mere intensiv Jordbearbejdning. Afgrøden pr. Hektar gik i Vejret, Mælkemængden pr. Ko steg ligeledes. Der oprettedes talrige Andelsmejerier efter dansk Mønster og der kom en ret betydelig Landbrugseksport i Gang ligesom for Letlands Vedkommende. Intensivt Arbejde og stigende Produktion i en Periode er imidlertid ikke nok til at skabe stigende Velstand og social Harmoni i et kapitalistisk Samfund. Andre Faktorer spiller ind. Overgangen fra en udpræget Storgodsøkonomi til Oprettelse af Tusinder af selvstændige mindre Landbrug kræver mere end, at man blot udsteder Skøder på Jorden til nye Ejere. Der skal bygges Boliger til de nye Bønder, der skal skaffes dem Besætninger og Redskaber og meget andet. Og der er endelig det kildne Spørgsmål, om de nye Brugere er i Stand til at klare de økonomiske Byrder, der pålægges dem ved Udstykningen. I Virkeligheden forudsætter en sådan Jordreform en gigantisk Koncentration af Landets økonomiske Kræfter, et aktivt Samarbejde mellem Kapital og Producenter - kort sagt en Planøkonomi, der gennemføres på Tværs af priviligerede Befolkningsgruppers Spekulationsinteresser. Udgangen af Borgerkrigen i Baltikum havde ikke skabt sådanne Forudsætninger. Det krigshærgede Land og den fuldstændige Degradering af Industrien var heller ikke nogen gunstig Baggrund for Jordreformerne i Baltikum. De modstridende Interesser i det borgerlige Samfund modvirkede fra Starten en holdbar Løsning. Der skulle bygges på gamle Grundsætninger om den ukrænkelige »private Ejendomsret« til Jorden. Dermed meldte sig straks det fatale Spørgsmål om Erstatningerne til de tyske Godsejere, der havde været den drivende Kraft i alle Intrigerne og Massemyrderierne under Borgerkrigen og Interventionen. Stillet overfor Valget mellem disse gamle Herskeres og Landproletariatets Interesser valgte den borgerlige National-Regering at støtte Godsejerne. Afhængigheden af det borgerlige Vesten var en udslaggivende Faktor også på dette Område. Om Indrømmelserne til de tyske Godsejere ved Agrarreformens Gennemførelse hedder det i det lettiske Udenrigsministeriums Bulletin af 3. September 1920: »Denne humane og rimelige Løsning af Agrarspørgsmålet vil fremkalde et gunstigt Indtryk i de civiliserede Lande i Vesteuropa, og den vil fremskynde vor de jure Anerkendelse.« Den 23. Marts 1926 stadfæstedes i Estland en Lov om Erstatning til de tidligere Godsejere for konfiskeret Jord. Loven fik oven i Købet tilbagevirkende Kraft, så Staten kom til at betale Renter for de forløbne År. I Letland nøjedes man derimod med at overtage Godsejernes Prioritetsgæld og andre økonomiske Forpligtelser på den inddragne Jord. Som Forholdene praktisk lå, kunne man ikke vise en sådan Gavmildhed overfor de tyske Quislinger uden, at det fik skæbnesvangre Følger for den forarmede Landbefolkning, der intet havde at betale med, specielt efter Krigens systematiske Udplyndring. Det borgerligt-kapitalistiske Styre var her i sig selv en Hindring for en rationel Løsning. Den fuldstændige Afhængighed af det kapitalistiske Udland skærpede Forholdene. Udenlandske Kapitalister, der havde financieret den tysk-baltiske Adels Voldsherredømme, var kommet i Klemme. I den nævnte lettiske Bulletin kan man finde de borgerlige lettiske Partiers Standpunkt: »Hvad Spørgsmålet om den private Ejendomsret angår, da vil de ikke fratage de Adelige Jorden uden Erstatning, for Prioriteterne skal betales. Det er nødvendigt at sige dette til Folket, der må betale en lettere Erstatning.« I Virkeligheden var det ikke Småting, de tyske Baroner fik Lov at beholde. Det satte dem i Stand til også fortsat at spille en økonomisk Rolle. Deres private rørlige Formue beholdt de. Af Jorden fik hver Godsejer Lov til at bevare omkring 100 ha af den bedste Landbrugsjord, og med Hensyn til Besætninger og Maskiner beholdt han omkring Halvdelen. Ligeledes beholdt Godsejerne en ikke ringe Del af de industrielle Virksomheder, der tidligere var knyttet til Godserne (Møller, Savværker, Teglværker, Spritbrænderier o.s.v.). Samtidig skaffede Statstilskuddene til de mindre Brugs Kreaturanskaffelser både de tidligere Godsejere og Storbønderne en god Indtægt ved Kreatursalg til stigende Priser. Statens og de forskellige Kreditinstitutioners Ydelser af Lån kom hurtigt på Afveje. Pengene fulgte den kapitalistiske Lov at søge derhen, hvor Sikkerheden og Profitmulighederne var størst. Dr. Walters oplyser, at ved de første Års Udlånsvirksomhed havnede 812 Millioner Rubler i Handels- og Industriforetagender, medens kun 336 Mill. kom Landbruget til Gode, midt i denne gigantiske Omlægningsproces. Der blev ydet de nye Småbrug Statstilskud og Lån, der i den allerførste Periode var rentefri - for overhovedet at muliggøre Reformen. Men Resultatet blev en Kreditmaskine, der lod disse Småbrug starte med en meget betydelig Gæld, som snart skulle blive altfor tyngende, specielt for hidtil uselvstændige Landbrugere. De første År under Landbrugsreformen er derfor i både Estland og Letland præget af yderst dårlige Bolig- og Driftsforhold, manglende Besætninger og højest utilstrækkelig Forsyning med Maskiner og Inventar, hvilket selvfølgelig - sammen med Gældsforpligtelserne - stillede de ny Småbrugere meget vanskeligt i Konkurrencen. Endvidere medførte Agrarreformen en hurtig Stigning i Jordpriserne. I Letland var Priserne pr. ha. før Reformen 97,9 Lat, medens den i 1929 allerede var oppe lå 224-278 Lut. Hertil kom Virkningerne af det herskende Borgerskabs nye Handelspolitik. Den gamle Handelsvej til de store nordrussiske Industriområder var blevet afbrudt. I Stedet var overalt i det økonomiske Liv trådt Vestorienteringen. Men mon Efterkrigstidens Vesteuropa var det rette Sted at skabe sig et stabilt Marked, specielt for Nybegyndere ? Det lille og svage baltiske Landbrug fik ved Agrarreformen store Udgifter sikret. Men kunne de borgerlige Politikere skaffe dem gode Indtægter ? Det var det svævende Punkt i hele økonomien i de nye Randstater. Næsten nøgne blev de kastet ud i en hårdhændet og planløs Verdensøkonomi, hvor der uophørligt vankede Knubs til de svage. I Forsøgene på at opbygge et vist nationalt økonomisk System havde Borgerskabet og de toneangivende Storbondekredse taget den danske Landbrugsproduktion til Forbillede. I Stedet for den gamle Produktion af Korn, Slagtekvæg og Hør slog man ind på moderne Mejeridrift, Hønse- og Svineavl. Men ikke engang for vort »Mønsterlandbrug« bød Mellemkrigstiden de stabile Markedsforhold, som vi før havde kendt. For Baltikums Nybegyndere var det selvfølgelig endnu vanskeligere. Knapt nok havde man fået Produktionen nogenlunde i Sving, så meldte Krisetendenserne sig. Stormagterne blev ikke ved med at give ubegrænset Kredit. De krævede, at der skulle bringes Balance i Udenrigshandelen. Det var den første Vanskelighed. Hvordan løste Borgerskabet den Opgave? De gamle Frihandelsteorier, man havde levet højt på i Begyndelsen, måtte lægges på Hylden. Da man ikke kunne forcere Eksporten, måtte Indførslen skæres ned. Udviklingen i Estland er typisk. Da den småborgerlige Regering Strandmann kom til Magten, i 1924, tvinges den af Borgerskabet ind på en skrap Toldpolitik: Der indføres en Korntold på 275 pCt., for at fremme Selvforsyningen. For andre Forbrugsvarer indføres der Toldsatser på 2-300 pCt. En voldsom Dyrtid sætter ind, Varepriserne forøges med 50- 100 pCt, uden, at Indtægterne følger med. En fuldstændig Katastrofe for den brede Befolkning. Korntolden kommer de større Landbrug til Gode. De får en voldsom Indtægtsforøgelse som Kornproducenter. Men hér er det lille Landbrug netop ikke konkurrencedygtigt. Det har intet Overskud at sælge, må tværtimod selv købe. Dets Stilling bliver altså yderligere forværret. Der opstår et nyt Skel. Derimod følger der en vis Stabilisering af den hjemlige Industri, men Beskæftigelsen stiger dog kun fra 35.031 i 1924 til 36.123 i 1927 og med en yderst utilfredsstillende Lønudvikling. Det statistiske Centralbureau opgiver for 1927 en gennemsnitlig Arbejdsløn på 36,6 cents i Timen ! Fra Slutningen af Tyverne sætter Verdenskrisens Virkninger ind på et Tidspunkt, hvor de nye Landbrugeres Gældsforpligtelser begynder at blive mere tyngende. Krisen slår helt Bunden ud af de små baltiske Landes økonomi. I Estland gik i Perioden 1929-32 Træeksporten ned fra 14,7 til 2,4 Million Kr., Industrieksporten fra 45,1 til 16,2 Mill, og Landbrugseksporten fra 55,5 til 23,1 Mill. Eksportpriserne sank med 60 pCt., medens de Varer, man måtte indføre, kun faldt med 35 pCt. Hele Grundlaget for den møjsommeligt opbyggede »nationale« økonomi var som blæst bort ved den første afgørende nedadgående Bevægelse i den privatkapitalistiske Omverden, man havde valgt at støtte sig til. Resultatet måtte givetvis være en utrolig Tilspidsning af de sociale Modsætninger og en dybtgående Likviditetskrise for det mindre Landbrug, der havde slidt og slæbt for at holde sig oven Vande, men stod uden Reservekapital og yderst dårligt udstyret med moderne tekniske Hjælpemidler. Altså yderligere Tilspidsning af de sociale Modsætninger. I Letland var Krisens Virkninger for Landbruget lige så katastrofale. I 1929 androg Landbrugseksporten endnu 95,3 Millioner Lat, men i 1933 var den sunket til 33,2 Mill. For de nyoprettede Småbrug betød disse Markedsforhold et fuldstændigt Sammenbrud. Allerede inden den 1. Januar 1931 havde 8330 mindre Landbrugere givet op og solgt deres Brug. I Perioden 1932-34 gik ikke mindre end 12.490 Gårde til Tvangsauktion. Den 25. Maj 1934 måtte Regeringen udsende en Forordning om Udsættelse af alle Tvangsauktioner over Landejendomme. I Foråret 1932 var Skatterestancerne oppe på 11 Millioner Lat, og over Halvdelen af Landets Arbejdere var arbejdsløse. Krisen bliver ikke blot økonomisk, den slår uundgåeligt Over til det politiske. Den gamle revolutionær-socialistiske Arbejderbevægelse var sat ud af Spillet med Vold og Terror. Nogen socialistisk Udvej var ikke mulig. Men de skærpede sociale Modsætninger kunne Borgerskabet ikke skaffe af Vejen på samme bramfri Måde. Her slog Evnerne ikke til. Det økonomiske System, Borgerskabet havde skabt, et Samfund af »små selvstændige Producenter«, bygget på de udenlandske Forbindelser, Borgerskabet havde kastet sig i Armene på, førte ikke - i en kapitalistisk Verden - til social harmoni og demokrati. Det førte til en uhørt Krise, til yderligere Spaltning af Nationen i skarpe Interessemodsætninger - og politisk lige lukt ind i Fascismen og Diktaturet. Sådan endte den første Fase af de baltiske »Nationalister«s Historie i »Uafhængighedsperioden«. Det er lærerigt. Fascismen repræsenterer ikke noget nyt økonomisk System, der kan ophæve Modsætningerne i det kapitalistiske Samfund. Fascismen var, og er, en Metode, gennem hvilken Borgerskabet forsøger at bevare og stabilisere sin politiske og økonomiske Magt ved den mest hensynsløse og brutale Voldsanvendelse. Fascismens Bagmænd er de højkapitalistiske Kredse og Storagrarerne, der føler deres Privilegier truet. Men Fascismens Arbejdsmark er de socialt rodløse småborgerlige Lag, der bliver grebet af Desperation under Storkapitalens hårdhændede Udsugning, særligt i de evigt tilbagevendende økonomiske Kriser, der er den moderne Kapitalismes sikreste Resultat. Fascismen bruger disse Lag, søger at føre deres Utilfredshed ind i sådanne Baner, at de bliver brugbare til at fremme kapitalens Interesser. Man vil for enhver Pris hindre, at Småborgerskabets Utilfredshed med Samfundsforholdene forener sig med Arbejderklassens i et bevidst omskabende socialistisk Perspektiv. En af de gængse fascistiske Metoder er den sociale Demagogi, der tager sit Udgangspunkt i Utilfredsheden med det rådende kapitalistiske System, men omadresserer Hadet, så Forbitrelsen ikke rettes mod selve Kapitalismen. Det borgerlige Demokrati bliver ofret som Syndebukken, lægges systematisk for Had som politisk System ved, at al den Korruption og Elendighed, der følger i Kapitalismens Spor, i Agitationen væltes over på Demokratiet. Derved banes Vejen for det kapitalistiske Diktatur. På denne Måde voksede også i de baltiske Lande fascistiske Bevægelser automatisk frem af den Masseutilfredshed, der fulgte i den store økonomiske Krises Spor. Det gjaldt for Borgerskabet at hindre, at den revolutionære Arbejderbevægelse igen stabiliserede sin politiske Indflydelse og kom i Spidsen for de rebellerende landlige og småborgerlige Lag. Til dette Formål får begge Lande i Begyndelsen af Trediverne temmelig stærke fascistiske Bevægelser efter den finske Lappobevægelse, den danske L.S.´s og de Østrigske Hjemmeværns Mønster. De tager deres Udgangspunkt i Bøndernes voksende Desperation under Krisen, men vender Brodden mod det hidtidige Demokrati - eller Parodi på Demokrati - og propaganderer for en Forfatningsændring på diktatorisk Grundlag. I begge de baltiske Lande førte disse Bevægelser de samme Mænd frem til Magten, som i 1917-19 havde stået i Spidsen for Borgerskabet i Kampen mod Bolschevismen og som Fortalere for den udenlandske væbnede Intervention. I Estland »Maalit«- partiets Leder Konstantin Päts (støttet af General Laidoner) og i Letland Lederen af det reaktionære »Bondeforbund« Karl Ulmanis (støttet af General Ballodis). Intet viser tydeligere Kontinuiteten i Bevægelsen end, at netop disse Mænd blev de baltiske Landes Diktatorer. Borgerskabet erkendte, at det kun kunne bevare sin vaklende Magt gennem det åbne Diktatur og ved Tilsidesættelse af de Forfatninger, det selv havde indført uden i øvrigt nogensinde at overholde dem i den Ånd, Paragrafferne skulle give Udtryk for. I Estland tiltog Konstantin Päts og General Laidoner sig diktatorisk Magt den 12. Marts 1934, og Karl Ulmanis fulgte deres Eksempel ved sit Statskup Natten mellem den 15. og 16. Maj 1934 - godt et År efter Hitlers Magtovertagelse i Tyskland. Begge indførte de et autoritært Styre, der byggede på Magtanvendelse. Begge ændrede de Forfatningen og satte en Række hidtil gældende politiske og personlige Friheder og Rettigheder ud af Kraft. Socialt byggede de begge deres Magt på Storborgerskabet og Storbønderne. De førte en borgerlig-kapitalistisk Politik, og begges Regime var i hele sit Væsen rettet mod den arbejdende Befolkning og enhver Form for socialistisk Bevægelse - selvom Konstantin Päts lod det estiske Socialdemokrati føre en vis legal Virksomhed som var helt uskadelig for hans Politik. Ingen af de to Diktaturer blev bragt til Ophør før efter Russernes Indmarch i 1940. Hjemlige Beundrere af det »baltiske Demokrati« har bestridt, at Regeringen Päts var fascistisk, og Hovedmotiveringen har været, at Päts og Laidoner bekæmpede den åbenlyse fascistiske »Frihedskæmper«-Bevægelse og opløste dens Organisationer efter Statskuppet. Det er rigtigt, at de gjorde det. Alle, der kender til Forholdene, vil dog sikkert indrømme, at de sidste Rester af noget man kunne kalde Demokrati, var afskaffet i begge de baltiske Lande i 1934. Der var indført et Diktatur, og dette støttede sig på de besiddende Lag. Men netop den lille Familiestrid mellem Päts-Laidoner og »Frihedskæmperne« har et interessant politisk Moment. Begge Grupper kæmpede mod den demokratiske Forfatning, derom var de enige, men om andre taktiske og politiske Spørgsmål var de uenige. Men er dette noget specielt for Estland ? Da Hitler var kommet til Magten, efter en lige så bred som demagogisk Agitation mellem de desperate småborgerlige Lag, som han gav en Masse Løfter, kom det også til indre Opgør i den nazistiske Bevægelse. I Sommeren 1934 fulgte Röhmaffæren og massenedslagtningen i den gamle småborgerlige SA-Garde, der var Bevægelsens socialt mest ustabile Element. Af den amerikanske Ambassadør Dodds Dagbog ved vi, at både Hitler og Gøring Dagen før den berygtede 30. Juni var på Besøg hos Industrimagnaten Krupp i Essen og førte vigtige Forhandlinger med denne Repræsentant for Ruhrs Monopolkapital, der forlangte »Orden« i Nazismens Rækker ved, at man uskadeliggjorde de evigt utilfredse småborgerlige og »revolutionære« Elementer. Det var en Forudsætning for, at Nazismen gnidningsløst kunne gennemføre Højfinansens Politik. Noget ganske tilsvarende var vi Vidne til i Rumænien i 1940. Antonescu blev båret frem af den småborgerlig fascistiske »Legionær-Bevægelse« men det hindrede ham ikke i kort efter at anrette et frygteligt Blodbad på sine tidligere Forbundsfæller, energisk understøttet af Hitlers Militær. Fører det ikke noget for vidt heraf at udlede, at hverken Hitler eller Antonescu var Fascister ? Det drejer sig her om en næsten lovmæssig Foreteelse. Først udnytter Storborgerskabet de desperate småborgerlige Lag, pudser dem på Demokratiet og fremmer derved Diktaturets Opståen, og bagefter afregner de virkelige Regenter lige så kynisk med deres mindrebemidlede Hjælpere for at undgå Ubehagelighederne ved afgivne Løfter, som man aldrig et øjeblik havde tænkt på at holde. Det var det samme, der skete i Estland, og der er ingen Basis for at frifinde Regimet Päts-Laidoner for Firmabetegnelsen »Fascisme« af den Grund. Det var Storborgerskabets Repræsentanter, der regerede diktatorisk, og de gennemførte deres Politik ved terroristiske Metoder. Men tilbage til Spørgsmålet: Var der og kunne der i denne Periode af estisk Politik være reelt Grundlag for en Udvikling, der samlede Folket om en fælles national Politik og byggede Bro over det gabende Svælg mellem de modstridende Befolkningsinteresser ? Svaret må blive: Nej. Det fascistiske Diktatur uddybede kun yderligere Modsætningerne, selv om man forsøgte at smøre Revnerne over med national Fernis. Efter den store Krise udvikler der sig langsomt, her som andre Steder, en Førkrigskonjunktur, der fører til en vis ydre Stabilisering. Men det er en Stabilisering på de arbejdende Massers Bekostning. Hverken Landbrugs- eller Industrieksporten nåede i Estland op på de endda beskedne Eksporttal fra 1929. Landbrugseksporten var i 1937 48,8 Millioner mod 55,4 i 1927. For Industrieksporten var de tilsvarende Tal 40,0 Millioner mod 45,1. Kun Træeksporten viste en lille Stigning, på 0,7 Million. Der er således ikke noget stort Spillerum for Udviklingen af de små Landbrugeres Velstand ! Som Eksportmarked er England i Tilbagegang. Fra 1934 til 1937 falder dets Andel i den samlede estiske Eksport fra 40,5 til 33,7 pCt., medens det nazistiske Tysklands Andel er stigende. At Førkrigstidshandelen med Tyskland ikke var nogen lukrativ Forretning for befolkningen som Helhed, véd vi at Erfaring. Men med det voksende økonomiske Samkvem med Tyskland følger i de herskende Kredse også en politisk Tilnærmelse. Det kendte vi også herhjemme i Førkrigstiden ! De stadige eksportvanskeligheder tvang i Trediverne både Letland og Estland til i stadig højere Grad at slå ind på Selvforsyningsbestræbelser, og denne Udvikling medførte efterhånden en fremadskridende Industrialisering til Forsyning af hjemmemarkedet. Antallet af de i Industrien i Estland beskæftigede Arbejdere (i Virksomheder med over 20 Arbejdere) steg fra 1934 til 1937 fra 34.818 til 51.690. Stigningen i Lønningerne var dog i den pågældende Periode yderst beskedne. Det statistiske Centralbureau beregnede i 1937 Stigningen i Reallønen til 12-13 pCt. i Forhold til de katastrofale lave Arbejdslønninger i Perioden 1927-31. Arbejderklassens talmæssige Vækst er imidlertid i denne Periode igen tiltagende. En særlig Rolle i udviklingen af den estiske økonomi spiller på denne Tid den estiske Olieskifer-industri, der i 1937 beskæftigede 4000 Arbejdere. Fra 1928 til 1937 steg Produktionen at Olieskifer fra 446.118 tons til 1.126.000 tons. Der blev i 1937 udvundet 111.000 tons Olie af Skiferen, der også i vid udstrækning anvendtes som Brændstof i Industrien. I Olieskifer-industrien var dog først og fremmest den udenlandske Kapital interesseret. I første flække engelsk, tysk og svensk Kapital. Den danske Cementtrust havde gennem sin Cementfabrik i Port Kunda ligeledes Interesser i Olieskifer-industrien i Estland. Heraf Cementtrustens Iver efter at genopbygge Kundafabrikken for Tyskerne under sidste Krig og Gunnar Larsens Foretagsomhed for Samarbejde med « i det såkaldte »Østrumsudvalg«. Overhovedet må man regne med den fremtrædende Rolle, den udenlandske Kapital spillede i Estlands økonomiske og politiske Liv. Ved Krigsudbruddet anslog man, at omkring 70 pct. af Kapitalen i den estiske Industri var britisk. De lave arbejdslønninger og Arbejderklassens politiske Retsløshed frembød store Profitmuligheder og fristede engelske Firmaer til store Investeringer. Også indenfor den estiske Bankverden spillede britiske Penge en afgørende Rolle. I 1927 blev der således optaget et britisk Lån på 1,35 Million Pund Sterling til Sanering af det sammenbrudte Bankvæsen. Af denne Sum fik »Estlands Bank« 1 Million, medens den nye Hypotekbank »Pikalaenu Pank« fik Resten. I 1929 blev Aktiemajoriteten i et andet vigtigt Pengeinstitut, »A/S Tartu Bank«, overtaget af det britiske Selskab »British Overseas Bank Ltd«. Om den systematiske Kontrol, engelske Kapitalister efterhånden tilrev sig med stadig større Dele af Estlands økonomi, egentlig var Udtryk for udpræget Selvstændighed, kan betvivles. På en Række Områder spillede det estiske Borgerskab Rollen som det, man i Kina kalder »Comprador«-Bourgeoisi. Selv indenfor Forsikringsvæsnet gik 79 pCt. af de indbetalte Genforsikringspræmier fra de estiske Forsikrings-Aktieselskaber til Udlandet. Bruddet med det russiske System havde altså på det økonomiske Område bragt det borgerlige Estland ind i et endnu snævrere Afhængighedsforhold til det britiske Imperium uden, at den lille Stat havde opnået så meget som stabile Markedsforhold ved Afsætningen af sine Produkter. Noget virkeligt Grundlag for en solid - endsige stabil national - økonomi lykkedes det aldrig det estiske Borgerskab at skabe. Det måtte nøjes med at manøvrere fra den ene økonomiske og sociale Krise til den næste - stadig holdt i Live ved Indsprøjtninger udefra. Udviklingen af den »nationale« lettiske økonomi følger i denne Periode omtrent samme Linje. Ejendommeligheden ved dette baltiske System var, at de herskende Lag, da Eksportmarkederne svigter - og Hjemmemarkedet derfor ikke kan blive god kunde for udenlandsk Industrikapital - konsekvent slår ind på at pantsætte sin billige Arbejdskraft, sine Råstoffer og sin hjemlige Købekraft til udenlandsk Kapitalister for at lokke fremmede Investeringer til Landet. De to væsentlige Faktorer i denne Politik er, at der sikres høje Priser gennem høje Toldsatser og Markedsmonopoler og, at Staten af al Magt holder Lønniveauet nede, tæt ved det absolutte Eksistensminimum, gennem sin Voldspolitik overfor arbejderbevægelsens faglige og politiske Organisationer. Ligesom i Estland har vi i Årene efter den store Krise et Opsving i den industrielle Produktion. Fra 1931 til 1934 stiger Antallet af industrielle Virksomheder fra 3032 til 4288 og Antallet af beskæftigede Industriarbejdere fra 56.651 til 70.835. Men det ville være Synd at sige, at dette er det lettiske Borgerskabs eget Værk. Det er netop Pantsætningen af det indre Marked, der giver sig disse Udslag. Her som i Estland spiller den udenlandske Kapital en uhyre Rolle, hvilket giver udviklingen et næsten halvkolonialt Præg. I 1934 var af Grundkapitalen i lettiske Aktieselskaber 50,6 pCt. på fremmede Kapitalisters Hænder. For Bankernes Vedkommende steg udenlandske Selskabers Andel i Grundkapitalen fra 1926 til 1934 fra 61,9 og til 65,7 pCt., og ser man på de afgørende Industrier, er Billedet lige så grelt. I Metalindustrien (11.462 Arbejdere) stiger den udenlandske Kapitals Andel fra 46,8 til 69,3 pCt. I Tekstilindustrien, hvor Arbejderantallet stiger fra 7823 til 14.213, er den udenlandske Kapitals Andel 57,6 pCt. I Træindustrien (11.868 Arbejdere) forøgedes de udenlandske Interesser fra 43,8 til 54 pCt. I den kemiske Industri (3.717 Arbejdere) ejede Udlandet 73,7 pCt. af Aktiekapitalen. Selv indenfor Levnedsmiddelindustrien var 30,3 pCt. af Aktierne på udenlandske Hænder. I væsentligt Omfang er vi altså i disse »Nationalstater« nået frem til det Paradoks, at Kapitalen og Besiddelsen er udenlandsk og kun Arbejdskraften er national. På Førstepladserne i Financieringen stod Tyskland, England og U. S. A. Vore hjemlige Talsmænd for det System, Førkrigstidens små »uafhængige« baltiske Stater repræsenterede, gør sig vist ikke rigtigt klart, hvad det i Grunden er, de er Tilhængere af, bortset fra Fraser om national Frihed i Almindelighed. Har de nogen klar Forestilling om, hvordan den brede befolknings daglige Levevilkår udviklede sig under disse aparte Tilstande? Nogle Angivelser angående Arbejdslønnen kan måske virke afklarende. I Reinhold Brenneisens store, temmelig fascistisk prægede, Værk om Letland findes der nogle Lønangivelser fra 1928. Det vil altså sige fra Perioden, før den store Krise satte ind og før det åbenlyse fascistiske Ulmanisdiktatur - fra »Demokratiet«s Velmagtsdage, hvor de lettiske Socialdemokrater endnu græssede fredeligt sammen med de borgerlige »nationale« Fascister. Reinold Brenneisen foretager på Grundlag af officielle statistiske Materialer en Sammenligning mellem Lønniveauet i Letland og en Række andre europæiske Lande. Lønningerne er omregnet i tyske Mark. Heraf fremgår det, at når en dansk Maskinarbejder tjente en Ugeløn på 90,40 Mark, var den tilsvarende Fortjeneste for hans Kollega i Riga 21,60 Mk.. Tjente en dansk Tekstilarbejderske en Ugeløn på 46,27 Mk., måtte hendes lettiske Medsøster for det samme Arbejde nøjes med 13,44 Mk., og tjente en dansk Arbejdsmand 71,03 Mk. om Ugen ja, så blev der samtidig kun udbetalt den lettiske Arbejdsmand den Svimlende Sum af 16,80 Mk. for en Uge. I Letland lå Lønningerne allerede før Krisen 20 pCt. under Niveauet før Zarismens Fald. I Perioden 1929-35 gik de lettiske Arbejderes Realløn yderligere ned med 33 pCt., og Diktaturets Indførelse medførte en Udvikling til det værre. I Estland var samtidig Arbejdslønninger på 60-70 Kr. månedlig en ganske dagligdags Foreteelse. Det var, hvad den »nationale Befrielse« - og det borgerlige Diktatur i Praksis bragte de baltiske Landes arbejdende Befolkningslag. En hæmningsløs kapitalistisk Udbytning stod stadig som en Uovervindelig Hindring for, at Arbejderklassen kunne komme til at betragte den borgerlige Stat og dens Klasseregime som noget, den kunne føle Tilknytning til. Arbejdernes negative Indstilling overfor de nye »Nationalstater«« er således såre forståelig. Selv borgerlige Fortalere for de to små Diktatur-Republikker indrømmer i Regelen, at der var noget galt i baltisk Politik i Forholdet til Arbejderklassen Den svenske Akademiker Per Wieselgren, der i en Årrække var Universitetslærer i Dorpat i Estland, men som forarget rystede Estlands Støv af sine Fødder, da den røde Armé rykkede ind, skriver for Eksempel i sin Bog »Fra Hammeren til Hagekorset«: »Arbejderne i Estland og Letland var blevet dårligt behandlede af de diktatoriske Regeringer. Udenlandsk Kapital var interesseret i en hurtig Gevinst fra de Foretagender, de havde anbragt deres Penge i, og forstod at gøre Småstats-Politikerne delagtige i Profitbegæret ved at gøre dem til Medinteressenter. Den politiske Usikkerhed overfor Fremtiden gjorde Kapitalisterne utilbøjelige til at nøjes med små Dividender og Arbejde på langt Sigt, som de kunne gøre i Stater med en mere sikker Beliggenhed. Derfor ville de holde Arbejdslønnen nede, og deres Medinteressenter i Regeringerne havde Interesse af at beskære Arbejderklassens politiske Bevægelsesfrihed. Også med Hensyn til sociale Beskyttelsesforholdsregler var det slet bevendt. En estisk Nationaløkonom, der ikke er kendt for Venstresympatier, har regnet ud, at de estiske Fabrikkers Ejere tjente fem Gange mer på deres investerede Kapital end de svenske, men de gjorde også meget, meget mindre for deres Arbejdere.« De svenske Storkapitalister er ikke kendt som Kostforagtere med Hensyn til en fed Dividende, men overfor den udenlandske Rovdrift, der fandt Sted overfor Estlands Arbejdere, stod de altså trods alt, som rene Sinker. Den »Nationalfølelse«, der var den fremherskende i de baltiske Stater, bestod rent konkret i, at Borgerskabet sammen med deres udenlandske Velyndere og Financier af Hjertens Lyst udplyndrede Flertallet at deres eget Folk og holdt det nede i politisk Retsløshed. Lighedspunkterne med kolonial økonomi er igen iøjnefaldende. Industriarbejderne var imidlertid ikke de eneste, der blev udsugede og forarmede under Borgerskabets »nationale« Diktatur. Ved Agrarreformene var Landproletariatet langtfra blevet afskaffet, det udgjorde tværtimod endnu en meget væsentlig Bestanddel af Befolkningen. I Letland fandtes der af egentlige Lønarbejdere indenfor Landbruget i 1929 158.399, og i Estland var der i 1934 81.003, der hovedsagelig var beskæftiget på de større Bondebrug. Hvordan udviklede nu deres Forhold sig ? I det store og hele fortsattes Landarbejdernes gamle Forarmelse og Elendighed, der i 1917-19 havde gjort dem til Revolutionens Kernetropper. Særlig i den mest tilbagestående af de lettiske Provinser, Latgallen, var Forholdene i Landdistrikterne forfærdelige. Reinhold Brenneisen bringer en Statistik angående Landarbejderlønningernes Udvikling i Letland i Sammenligning med Førkrigstiden under Zaren. Han har her omregnet Landarbejderlønningerne i den lettiske Republiks Møntenhed: Lat. Efter hans Beregninger lå årslønnen for en Karl i 1911 på 320 Lat, i 1933 på 305 LaI og i 1934 på 320 Lai. For Latgallens Vedkommende var Årslønnen endogså helt nede på 243 Lat. For Daglejere var Lønnen for Sommerhalvåret i 1913 200 Lat, i 1933 193 Lat og i 1934 209 Lat. I Latgallen 175 Lat. Det er derfor intet Under, at der, trods de lave Lønninger i Industrien, går en stadig Strøm af Arbejdskraft fra Landbruget og til Byerne. For at hindre, at dette skulle presse Lønningerne i Vejret, organiserer Regeringen hvert År en Masseindvandring af billig Arbejdskraft fra Polen og Estland (hvor Forholdene ikke var stort bedre). Antallet af disse importerede Arbejdere beløb sig i 1931 til 24.020 og i 1934 til 22.854. Landarbejdernes Kår var altså endnu slettere end de usle Forhold, de havde under Zarismen. Det utroligt lave Lønniveau giver sig et typisk Udslag: Da Lønnen vanskeligt slår til, når der skal holdes Liv i en Familie, tvinges alle, der kan krybe og gå, til at tage Arbejde. Det viser den Andel at Befolkningen, der er direkte inddraget i Produktionslivet. I 1914 var denne Procent i Letland 38,7, men i 1930 64, og for Kvindernes Vedkommende ser man endogså en Stigning fra 22,4 til 55,8. For Estland er det tilsvarende Tal 56,4 og for Danmark - med et langt højere Leveniveau - 41,2 ! På alle Områder går det tydeligt igen, at Lønarbejderne var den besejrede Part minder - »Frihedskrigen«. Diktaturperioden i Estland og Letland og Fascistklikernes økonomiske Politik ramte imidlertid ikke alene de egentlige Lønarbejdere endnu hårdere. I begge Lande førte de »autoritære Regeringer« udpræget de fremmede Kapitalisters, industriborgerskabets og ikke mindst en forholdsvis lille Gruppe Storbønders og Proprietærers økonomiske Politik til ubodelig Skade for det lille Bondebrug. Toldbeskyttelsen af Landbrugsprodukter favoriserer ensidigt det store kornproducerende Landbrug og sætter direkte Produktionsomkostningerne op for det mindre Landbrug, der ikke har nogen Overskudsproduktion af Korn at sælge, men som tværtimod må købe. Det lille Bondebrug kommer i Stagnation og Tilbagegang værre end nogensinde. I Estland ser vi allerede i Femårsperioden 1929-.34, hvordan 2532 Landbrug helt nedlægges og, at Antallet af Landbrug overhovedet er nedadgående til Trods for de stadige Forsøg på at danne nye Brug i de hidtil uopdyrkede Områder. Langsomt, men sikkert, opkøbes de sammenbrudte Husmandshjems Lodder af de favoriserede »Sivskobaroner«, der allerede har Godsejeraspirationer. Landbrugsstatistikken af 1929 udviser, at der dengang kun fandtes 471 Gårde med over 100 ha Jord, medens et halvofficielt britisk Værk fra 1938 allerede anfører over 2000, medens Gårde med mellem 50 og 100 ha er steget fra 7000 til 18.000. Koncentrationen af Jorden på færre Hænder og Overgangen til en stadig mere dominerende Rolle for de større kapitalistiske Landbrug, der bruger fremmed Arbejdskraft, er allerede i fuld Udvikling igen. Selv Beundrerne af Baltikums »uafhængighedpolitik« må indrømme disse antidemokratiske Forskydninger i Landbrugets Struktur. Bolschevik-æderen Poul Olberg skriver i »Tragedien Balticum« beklagende: »Visselig kan mange Indvendinger rejses mod de baltiske Regeringers Jordpolitik i de sidste 6-7 År - i deres halvfascistiske Periode. Således tillod man for Eksempel til Skade for Bondebefolkningen en Koncentration af store Jordområder. I Estland kunne henved 50 pCt. af de tidligere tyske Godsejere atter erhverve sig Jord og oprette Storbrug.« I Letland møder vi de samme Fænomener under Ulmanisdiktaturet. Også her sprænges Jordreformens gamle Maximalgrænse for Jordbesiddelse fuldstændig, og »Nationalhelten« Hr. Ulmanis lader glat væk sine Tilhængere oprette nye Storlandbrug på 250 ha på husmandsstedernes og Smågårdenes Ruiner. Samtidig antager Korruptionen under Diktaturet et rent fantastisk Omfang. Poul Olberg må, også her beklagende, erkende: »På Grund af, at der ikke fandtes nogen offentlig Kontrol fra Parlamentets og Pressens Side over Forvaltningens Organer blomstrede Korruptionen. Bestandigt og regelmæssigt dukkede Rygterne om disse Misforhold op. Desværre var de ikke ubegrundede !« Svenskeren A. R. Torni skriver i sin Brochure »De baltiska Sovjetrepublikerna«: »Særligt berømt blev den estiske Udenrigsminister Selter for sine Pengemanipulationer. Han lod engang sin Gesandt i England opkøbe en Masse estiske Obligationer, der blev anset for at være værdiløse, og som derfor solgtes til Spotpris, og siden ordnede han det - i sin Egenskab af Udenrigsminister - således, at disse Obligationer blev indløst af den estiske Stat. På denne Måde overførte denne pyntelige Repræsentant for Päts’ Regering betydelige Summer til sin egen Lomme.« Typisk nok blev samme Hr. Selter siddende som Udenrigsminister lige til Russernes Indmarch i Sommeren 1940 ! Og Baggrunden for dette korrupte Diktatur var til det sidste den mest hensynsløse Terror mod Landets arbejdende Befolkning eller rettere: mod alle, der vovede at opponere eller blot kritisere de rådende Misforhold. Ifølge et Materiale, indsamlet af »Howard League for Peace Reform«, fandtes der i Letland i Perioden 1937-38 161,5 politiske Fanger i Fængslerne for hver 100.000 Indbyggere Fredstid ! De tilsvarende Tal var for Tyskland 156,9 og for Mussolinis Italien 126,4 ! Der herskede altså kort sagt det lille Misforhold i den nationale Enhed i Baltikum, at det herskende Regime udsugede og forfulgte Byarbejderne, lod Landproletariatet hundse og udbytte som i Zarens Tid, lod Småbøndernes Flertal udmarve og gå til Grunde - altsammen til Fordel for en lille Minoritet af Storlandbrugere og Storborgerskab, der var helt i Lommen på udenlandske Kapitalister. Er det dét, vore Sovjetkritikere forstår ved en fri »Nationalstat og Folkenes Selvbestemmelsesret« ?

DE BALTISKE STATER VED SKILLEVEJEN

Udbruddet af den anden Verdenskrig slog igen Fødderne fuldstændig væk under det økonomiske Fundament, de uafhængige baltiske Stater var opbygget på. Afbrydelsen af Forbindelsen med Vesteuropa fratog Estland og Letland både det vesteuropæiske Marked og Tilførslen af de nødvendige Råstoffer og Varer, uden hvilket disse Småstater ikke kunne leve. Per Wiselgren skriver: »Da Verdenskrigen begyndte igen i 1939, blev det nødvendigt af Mangel på Eksport- og importmuligheder at nedlægge betydningsfulde Industrier. Til Understøttelse af de Arbejdsløse havde man ikke meget at give.« Han kunne have tilføjet, at Isoleringen samtidig betød fuldstændigt Sammenbrud for de baltiske Landes Landbrug, da Eksportindtægterne svigtede. En ny Orientering blev nødvendig, den gamle Politik havde ført direkte ud i Katastrofen. Valget stod mellem enten fuldstændig Underkastelse for og Indlemmelse i Hitlers tyske Fascisme eller loyalt og intimt Samarbejde med Sovjetunionen. Andre Muligheder fandtes ikke. De baltiske Stater måtte træffe deres Valg. Og her indtraf den afgørende Spaltning mellem Folkene og de hidtil herskende Lag. De priviligerede Klasser valgte Underkastelsen for den tyske Nazisme. Den tyskvenlige Per Wieselgren anfører efter sine Erfaringer i Estland i Perioden 1938-41: »Mange af de ledende begyndte at håbe gennem et godt Forhold til Tyskland at vinde dettes Støtte mod Rusland.. . «. Sovjetunionen kunne meget vel anerkende et selvstændigt og loyalt Baltikum, der ville værge sin fuldstændige Uafhængighed mod alle mod Rusland fjendtligsindede Stormagters Besættelse. Men det kunne under ingen Omstændigheder tolerere, at Estland eller Letland under en Storkrig forvandledes til en tysk Koloni eller et britisk Dominion - som Angrebsbasis mod Sovjetstaten. Her gik Grænsen ! Og her har vi den reelle Baggrund både for Sikkerhedsaftalerne i 1939 og for den røde Hærs Indmarch Året efter. De reaktionære Diktaturer kunne ganske simpelthen kun opretholdes, når de støttede sig på Intriger med Hitlers nazistiske Tyskland. Folkenes store Flertal: Arbejderne, Småbønderne og de demokratiske Intellektuelle valgte Samarbejdet med Sovjetunionen og kom derved i åben Konflikt med det herskende Diktaturregime. Det er Kernepunktet i Baltikums Historie i Skæbneåret 1940. Her skiltes Vandene definitivt. Århundreders Kamp mod det forhadte tyske Adelsvælde havde prentet sig i disse Folks Bevidsthed. Et Land løber ikke fra sine stærkeste folkelige Traditioner. Meget kunne Regimet Päts og Ulmanis tvinge de baltiske Folk til, men ikke til at underkaste sig en Adolf Hitler - eller en tysk Koloniseringspolitik. Det afgørende var ikke den russiske Indmarch. Det afgørende var den Holdning, Folkets brede Masser tog til denne Indmarch. De hilste Russerne som Forbundstæller og ikke som Fjender. Hos den arbejdende Befolkning var Kampfællesskabet fra 1905 mod Zaren og mod Interventionen i 1917-19 stærkere end de Bånd, der knyttedes gennem udenlandsk Støtte til en nationalt og socialt korrupt Overklasse. Revals revolutionære Fabriksarbejdere modtog Rødarmisterne med de gamle forrevne Kampfaner fra Revolutionen i 1905! De var blevet gemt under den værste hvide Terror, fordi de stadig symboliserede fattige Arbejderes Håb om en Fremtid - som frie Mennesker. Det bød »Uafhængigheden« aldrig Baltikums socialistiske Arbejdere ! Men det var ikke alene Arbejderklassen i Baltikum, der holdt på Rødt. Tusinder af lettiske og estiske Bønder blev af Mindet om de »tyske Baroner«s Voldsherredømme, af Erfaringerne fra Slid og Fattigdom, bragt i samme Fodslag. Store Dele at den demokratiske Intelligens fulgte deres Folk. Den sovjetfjendtlige svenske Universitetslærer Wieselgren må indrømme, at Parolen mellem Dorpats Intellektuelle i disse Dage var: »Hellere Tilslutning til Sovjetunionen end at blive opslugt at Tyskland.« Det var ikke Russerne, der tog Magten i Letland og Estland i 1940. De kommunistiske Arbejdere fik Tilslutning fra hele Socialdemokratiets venstre Fløj under Ledelse at Fagforeningslederen Nigol Andresen - Redaktøren for det socialdemokratiske Blad i Reval. De venstreorienterede Intellektuelle trådte aktivt med i den Bevægelse, der afløste Diktaturet. Wieselgren skriver: »Russerne(?) kaldte den futuristiske Digter, Lægen Johannes Vares, til Statsminister og den socialistiske Historiker Hans Kruus, der var fjendtlig indstillet mod Regeringen Päts, som hans Hjælper. Udenrigsminister blev den hæderlige Fagforeningsmand Nigol Andresen, Socialminister Neeme Ruus, Kultusminister den fine Ester Docent Johannes Semper, med den nordisk orienterede Arkæolog, Professor Harri Moora, som Statssekretær.« Det var kendte nationale Estere, der ganske vist havde den afgørende »Fejl«, at de ikke havde gjort sig berømt ved celebre Korruptionsaffærer og heller ikke sad i Bestyrelserne i Banker eller industriforetagender med udenlandsk Kapital, og derfor naturligvis - i Udlandet - ikke blev betragtede som nationale nok. På samme Måde dannedes den ny Regering i Riga ikke alene af tidligere illegale kommunistiske Arbejdere. I Slutningen at 1934 var der efter, at også Socialdemokratiet og deres Fagforeninger var blevet forbudt og deres Ledere var blevet fængslet af Ulmanis, blevet indgået et politisk Samarbejde mellem Kommunister og Socialdemokrater om fælles Kamp mod Diktaturet. I 1936 var de to Partiers Ungdomsorganisationer ligeledes smeltet organisatorisk sammen i et fælles proletarisk Ungdomsforbund. Der var under Illegaliteten dannet en bred antifascistisk Front i Letland. Derfor indtrådte kendte socialdemokratiske Førere fra venstre Fløj og en Gruppe radikale Intellektuelle omkring Professor A. Kirchensteiner i Regeringen. Var disse Mennesker Landsforrædere, fordi de ønskede Samling mod den truende tyske Fare, og fordi de var Modstandere af det fascistiske Diktatur i deres Hjemland ? De nye estiske og lettiske Sovjetrepublikker fik kun Fred et År. Hvad blev der udrettet i denne Tid ? Niqol Andresen udtrykker det kort og klart på følgende Måde: »Sovjetmagtens første År viste ikke blot, at det estiske Folks nationale Frihed var blevet sikret, men også, at der var blevet skabt Forudsætninger for en uhørt kulturel og økonomisk Udvikling. På dette ene År forøgedes den estiske Industriproduktion med 63 pCt. Arbejdsløsheden forsvandt fuldstændig, der opstod endogså Mangel på Arbejdskraft. Arbejdernes Realløn øgedes med 25 pCt., omkring 50.000 Bønder fik Jord, og der skabtes 25 Maskin- og Traktorstationer for Landbruget og i Hundredvis af Hesteudlejningsstationer. Kunstgødning, Foderkager og lignende indførtes i vældige Mængder. Landbrugets Udbytte øgedes betydeligt. De intellektuelles Stilling ændredes radikalt. De videnskabelige Institutioner, Højskolerne, det nye Net af Skoler og Industrier slugte alle de intellektuelle Kredse, der fandtes. Uddannelsesarbejdet udvikledes i et hurtigt Tempo.« Det er en tidligere socialdemokratisk Fagforeningsmands Bedømmelse af Esternes Arbejde - på ét År ! - for at forny deres Lands Udvikling. Den 2. November 1944 erklærede en af Emigranterne, den tidligere Redaktør at det store borgerlige Revalblad »Päevnleths« Oscar Mänd overfor det svenske »Dagens Nyheter«: »Russerne udsugede ikke Landet som Tyskerne gjorde det. De indførte adskillige Råvarer. En Korruption i stort og småt som under Rosenbergministeriets Tid var absolut utænkelig under Sovjetrepublikken.« Han kunne også have sagt, at der blev gjort en Ende på den Korruption, der havde blomstret så frodigt under Regeringen Päts i »Uafhængighed«s Perioden ! Men kun et År efter Russernes Indmarch rykkede Nazisternes Hære ind i de baltiske Sovjetrepublikker. Hvad var det for en Fare, Estland og Letland stod overfor ved Hitlers Invasion i 1941 ? Det var Faren for at blive udryddet som Nation, udryddet som Folk. Hitlers Plan var ikke alene at indlemme Baltikum i det tyske Rige, men også at bemægtige sig dets Jord og lade den kolonisere med Tyskere og forvandle den hjemlige Befolkning til Arbejdsslaver. Okkupationsherredømmet medførte et Blodbad uden lige, som overalt i østområderne. I Libau dræbte Tyskerne 10.000 Letter og i Riga 80.000 Letter og Jøder. Begge Lande blev udplyndret for alt. Rigskommissær Lohse udarbejdede en Plan for »Landbrugets Reorganisering«. Den betød ikke blot en fuldstændig Tilbagevenden til kapitalistisk Storgodsøkonomi, idet den byggede på den Grundregel, at intet Landbrug måtte være mindre end 120-150 ha Jord, men den forudsatte ogsan, at det skulle være Tyskere, der skulle være Indehavere at disse Brug. Hele Folket skulle reduceres til Arbejdsslaver og Landarbejdere ligesom »Ridderskabet«s mørkeste Tid. I Letland skulle for Eksempel 270 Tusinde Småbrug slås sammen til 25-30.000 tyske Godser og Proprietærgårde. De baltiske Stater skulle samtidig helt »germaniseres«, gennem en Massekolonisation at tyske Indvandrere. I Industrien indførtes 12-16 Timers Arbejdsdag og Piskestraffen overfor Arbejdere genindførtes i de store Virksomheder, som Riga »Luftpark« og Jernbaneværkstederne i Dünaburg. Titusinder af »Slavearbejdere« blev fra Baltikum slæbt til alle Dele af Tyskland. Hvad betød det at være national, fædrelandskærlig under disse Tilstande ? Det kunne kun have den ene Mening at kæmpe mod dette Voldsherredømme, der truede både Folket og Nationaliteten med total Tilintetgørelse. Kamp mod Hitlerismen var i denne Periode den eneste Form for Nationalpolitik, der overhovedet var tænkelig. Og det store Flertal at det lettiske og estiske Folk kæmpede da også med Sejghed og Dødsforagt mod Tyskerne, i Hæren, i Partisanafdelingerne og i den daglige og ubrydelige Sabotage mod Besættelsesmagten. Der førtes i både Estland og Letland en bred Modstandskamp i Besættelsesårene. Det var derfor, vi traf så mange Ester og Letter i de tyske Koncentrationslejre under Krigen. De reorganiserede baltiske Nationalhære, der var blevet befriet for deres gamle fascistiske Elementer, kæmpede som Enheder i den røde Armé. Lettiske Tropper udmærkede sig i de blodige Kampe under Moskvas Forsvar ved Naro-Fominsk og Borowsk og senere ved Lowatchfloden, da de var på Vej hjem. En lettisk Division fik for sin Tapperhed i Opgøret med Tyskerne Hædersnavnet »Gardedivision«. En estisk Division, under Ledelse af Generalleutnant L. Peri, udmærkede sig i de frygtelige Kampe ved Weliki Luki, hvor Divisionen tog 1500 Tyskere, deres Leder, General von Sass, og hans Stab til Fange. Over 2000 estiske Soldater og Officerer fik under Kampen mod Tyskerne Sovjetunionens Tapperhedsmedalje. Lettiske og estiske Partisanafdelinger førte bag Fronten en uforsonlig Kamp mod Besættelsesmagten, nedmejede hele Straffeekspeditioner, sprængte tyske Politistationer og Forvaltningsbygninger i et Opgør uden Skånsel eller Vaklen. Hver Uge udkom i Letland den illegale kommunistiske Avis »Pinja« der blev redigeret at den kendte lettiske Forfatter Andrej Upit. Disse antifascistiske Kræfter i det lettiske og estiske Folk stod i de to Landes mest afgørende År i hele deres århundredlange Historie i Spidsen for Folkenes nationale Frigørelseskamp mod den tyske Nazisme. Det var ikke denne Fløj af de baltiske Folk, der var Quislingerne ! Men der var Kræfter i begge de baltiske Folk, der gik en anden Vej, der i Stedet for at kæmpe mod Tyskerne rakte Nazismen en hjælpende Hånd. Det er også en Kendsgerning. Resterne af den gamle, borgerlige Fascisme i Estland, under Ledelse af Dr. Mae og i Letland under General Dankers, trådte i Hitlers Tjeneste. De samarbejdede intimt med den tyske Besættelsesmagt, stillede den gamle Administration og det gamle Politi fra Diktaturtiden til Dr. Rosenbergs Rådighed i Udryddelseskampen mod deres eget Folk og deres egen Nations Frihed. I Baltikum som alle andre Steder søgte Tyskerne bevidst at spalte de undertrykte Folks Modstand. De lovede Ekstrarationer til de Bønder, der afleverede de fleste Levnedsmidler og Kreaturer til Besættelsesmagten. Der var Lag af Storbønderne, der ikke kunne stå for denne Fristelse, men Folkets Flertal lod sig ikke købe for et Par Kaffemærker. Nazisterne lovede også, at de Ester og Letter, der ville indtræde i SS-Afdelingerne eller lade deres Sønner hverve, som Belønning skulle få Lov til at beholde et Stykke Jord. Medlemmerne at de gamle fascistiske Organisationer, de gamle borgerlige »Nationalister«, lod sig i vid Udstrækning lokke hertil. De foretrak SS-uniformen før Kampen med Livet som Indsats i Partisanafdelingerne. Her endte den gamle, borgerlige »Nationalisme« og Tilhængerne at Päts- og Ulmanisdiktaturet. Størstedelen af dem i alle Tilfælde. Det kan ikke bortforklares med »nationale« Spidsfindigheder. Her har vi Kernepunktet i den nye Udvikling i den baltiske Nationalpolitik. Det var ikke Troen på, at Hitler og Co. ville genoprette Estlands og Letlands Selvstændighed, der drev disse Folk til Adolf Hitlers Legioner. De var fuldstændigt klare over, at Nazismens Sejr var ensbetydende med national Tilintetgørelse. Men det, store Dele af de besiddende Klasser håbede at kunne redde, var deres gamle økonomiske og sociale Privilegier. De håbede på, at Kapitalismen kunne reddes ved det »Tredie Rige«s Sejr. Derfor valgte de Hitler fremfor Kampen for og sammen med deres Folk. Men kan et privilegeret Lag i et Land, der i Folkets Kamp på Liv og Død løber over til Fjenden for at redde sine egne snævre Standsinteresser, gøre noget Krav på at repræsentere Nationen eller at spille nogen førende Rolle i Udformningen af Folkets Fremtid ? Det baltiske Borgerskab var i Kampen mod Nazismen enten forræderisk eller passivt, medens Folket kæmpede. Det var denne elementære Kendsgerning, der efter Krigen stillede dette Borgerskab udenfor Rækken i baltisk Politik, så Førerskabet efter Krigen fuldt og helt måtte falde i de aktive antifascistiske Kredses Hænder. Dermed rykkede Arbejderklassen og dens Parti frem i Spidsen for Nationen. Endnu en Ting lærte Krigen de små lettiske og estiske Folk. Den fælles Kamp mod Hitler og den tyske Imperialisme viste tydeligere end al Agitation, at Estlands og Letlands Skæbne var uløselig forbundet med Spørgsmålet om Sovjetunionens Kraft og Evne til at nedkæmpe det mægtige tyske Militærapparat, Nazismens frygtelige Undertrykkelsesmaskine og dens økonomiske Rov- og Udsugningssystem. Ingen vil påstå, at det baltiske Folk kunne have frelst sig ud at dette gigantiske verdenshistoriske Opgør ved egen Hjælp. Spørgsmålet om en intim forsvarspolitisk og økonomisk Tilnærmelse til Sovjetunionen måtte logisk blive sat på Dagsordenen udfra Folkenes egne Erfaringer under Kampen. I Vesteuropa har Winston Churchill og en Række fremragende borgerlige Politikere, under Tilslutning af kendte Folk fra det britiske Arbejderparti, indledet en Kampagne for, at de vesteuropæiske Lande - Tyskland iberegnet - skal samles i et statsligt Forbund: Europas forenede Stater uden Sovjetunionen, vel at mærke. Det er Parolen om en centraliseret Statsdannelse, der medfører Indskrænkning i de enkelte Staters hidtidige Suverænitet. Der er fra borgerlig »national« Side ingen, der har fundet noget »unationalt« eller anstødeligt i denne Agitation. Den bunder nemlig i Bestræbelser for at opretholde Vesteuropas Udvikling på et borgerligt kapitalistisk Grundlag, med Front mod Sovjetunionen og mod Overgang til socialistiske Ejendoms- og Produktionsformer. Her i Skandinavien har vi også snilde hjerner, der i Årevis har specialiseret sig i Tanken om en »nordisk Blok« eller et nordisk Forbund med fælles Forsvar, fælles Toldgrænser og fælles Mønt. Der er ingen, der har opfattet de udarbejdede Studiekammerprojekter til Ændringer i denne Retning eller Agitationen for dem som nogen skadelig eller farlig Form for højforræderisk Virksomhed. Men, når nogle mindre Stater i Østeuropa realiserer en tilsvarende Tanke ved på socialistisk Grundlag at søge nærmere Tilknytning til Unionen af socialistiske Sovjetrepublikker, så opfattes det som et sikkert Varsel om, at Verdens Undergang i Bolschevismens frådende Hav er nær. Så er det »rød Imperialisme« og en særlig infam Form for Quislinge-virksomhed af de Kredse i de pågældende Lande, der står som Talsmænd for en sådan Udvikling. Det »anstødelige« ligger så ganske åbenbart i Socialismen. Sovjetunionen og de baltiske Republikker har specielt været udsat for sådan Mistænkeliggørelse efter den anden Verdenskrig. Det er ligesom borgerlige Kredse er blevet særlig bitre og ondskabsfulde, fordi de må affinde sig med den Kendsgerning, at det nu engang var den første socialistiske Republik, der bar Hovedbyrden og ydede den største Indsats i Kampen mod Nazismen. Man kunne tilgive Sovjetfolkene slet ikke så lidt, men bare ikke dette. Det er en for åbenlys, for fræk og for taktløs Propaganda for Socialismens praktiske Fortrin. Baltikum har i Hviskekampagnerne og Stemningsmageriet mod Sovjetunionen været en særlig søgt Lækkerbidsken, et Eksempel på den »røde Imperialisme« i Renkultur. Hvem regerer da de baltiske Lande i Dag ? De samme Folk, der under Krigen stod i Spidsen for den politiske og væbnede Kamp imod Hitlerfascismen og tyske Erobringsplaner: Lederne for Arbejderklassens kommunistiske Partier, Lederne for Bøndernes Organisationer og Repræsentanter for den nationale antifascistiske Intelligens, som i Kampårene er blevet smedet sammen i en politisk og folkelig Enhed. Der er bare sket det, at Tyskernes Hjælpere under Krigen, de mest virksomme Tilhængere af det borgerlige Diktatur over de lettiske og estiske Folk, er blevet sat udenfor. Har disse Lande da ikke mistet deres nationale Frihed ? De er som selvstændige Sovjetrepublikken indtrådt i en frivillig Union med de øvrige Dele at Sovjetrepublikken, men det er ikke Russerne, der regerer disse Lande. Folkene »russificeres« ikke, men har fuld Ret til at tale deres eget Sprog og udvikle deres egen nationale Kultur. Russerne har heller ikke bemægtiget sig Folkets Jord, Naturrigdomme eller Fabrikker. Disse Ting er heller ikke mere overladt til fremmede, som da det lettiske og estiske Borgerskab overdrog de fleste Banker og Industriforetagender til udenlandske Kapitalister. Befolkningen i de to Lande har tværtimod selv for første Gang fået Rådighed over og Ledelsen at disse økonomiske Foretagender. Når man taler om Nationalpolitik i Sovjetunionen, kan jeg aldrig lade være med at tænke på en lille Selvoplevelse. I Sommeren 1933 var jeg så heldig at holde Sommerferie i den lille By Suchum ved Sortehavet i det selvstyrende Område Abchasien i den Georgiske Sovjetrepublik. Georgien var i én Forstand en Forgænger for de baltiske Sovjetrepublikken. Der havde i Årene efter forrige Krig siddet en højresocialdemokratisk Regering, der først under tysk og dernæst under engelsk Besættelse havde proklameret det lille Georgiens Adskillelse fra Rusland. Et halvt år efter, at Englænderne var forsvundet, var Landet ved en revolutionær Omvæltning, der blev understøttet af den røde Hær, blevet en Sovjetrepublik. I Årevis blev der skrevet og propaganderet om »Russerne«s frygtelige nationale Undertrykkelse af det lille »demokratiske« Georgien, der efter Sigende befandt sig i en permanent og lidelsesfuld Frihedskamp mod de russiske Besættelsestropper. Særlig den hjemlige socialdemokratiske Presse levede højt på dette Tema i sin Antisovjetagitation. Jeg skal tilstå, at jeg var lidt nysgerrig, da jeg nu selv skulle ned i dette »omstridte« Land. Jeg må også indrømme, at jeg havde mine Vanskeligheder under Opholdet. Jeg kunne nok klare mig på Russisk, men det var ikke altid nok, for jeg traf ikke mange Russere. I Butikker, på Kontorer, på Rutebil og Jernbanestationer hørte man ikke andet end den for mig ganske uforståelige abchasiske Dialekt. Undervisningen foregik på samme Sprog, og hverken Aviser eller Bøger kunne jeg læse. De var endogså trykt med et andet Alfabet. Embedsmændene var Abchasiere eller andre Georgiere, Politiet var indfødt, og de få Soldater, jeg så, var også Kaukasiere. Til mit Held var der dog mange, der forstod Russisk. Det, der imponerede mig mest, var Bjergbønderne, når de kom ridende ind til Byen i deres sorte Bøffehårskapper med en svær Riffel over Skulderen og et Patronbælte, der struttede af skarpladte Patroner. Hver Gang, jeg så dem, strejfede den Tanke af gammel Vane instinktivt: »Når de er så godt bevæbnede, hvorfor jager de så ikke Russerne ud, når det skal være så slemt med den nationale Undertrykkelse?« Jeg måtte slå mig til Tåls med den meget enkle Forklaring, at her havde de grimme Bolscheviker igen spillet Omverdenen et Puds, for der var ingen Russere, de kunne jage væk! Når de krigerske Forhold igen en Gang er overstået, kan jeg tænke mig, at der vil gøre sig lignende Vanskeligheder gældende i Estland og Letland ! Hemmeligheden ved Sovjetunionens nationale Politik er netop, at den hverken har Brug for eller praktiserer »Russificering« eller russisk Besættelse. Unionen kan trygt overdrage både Administration, Politi og Bevogtningstjeneste til den lokale Arbejder- og Bondebefolkning, fordi den ikke krænker nationale Interesser, men tværtimod understøtter Udviklingen af en national Kultur på socialistisk Grundlag. Forbundet mellem Sovjetunionen og de baltiske Republikker er i første Række et Forsvarsforbund mod ydre Fjender og et økonomisk Forbund. Hvad betyder det sidste i Praksis for de lettiske og estiske Folk? Påtvinges der dem nye Former i det økonomiske Liv ? Der har ikke i de baltiske Lande fundet nogen Tvangskollektivisering Sted af Jorden. Der er tværtimod blevet udstykket meget Jord, oprettet mange nye Bondebrug og givet Tillægsjord til de mindste Brugsenheder, der havde sværest ved at klare sig. Kan man vente, at de baltiske Bønder og Landarbejdere skal tage Sovjetregeringen disse Forholdsregler ilde op? Sikkert ikke. Kun de Lag af Storbønder, der har fået beskåret deres Brug eller har fået dem konfiskeret på Grund af Samarbejde med Tyskerne. Men det er kun den ene Side af Sovjetrepublikkens Landbrugspolitik. Svagheden ved de små Bondebrug er, at Indehaveren bliver Slave af Naturen og må slide umenneskeligt, fordi han ikke har Kapital til at udnytte den moderne Landbrugsteknik, til at anskaffe sig de fornødne Maskiner. Her betyder Sovjetøkonomien en vigtig Nydannelse. Gennem de af Staten organiserede Maskin- og Traktorstationer stilles Traktorer og andre moderne Landbrugsmaskiner for en ringe Afgift til Bondens Rådighed, så hele Arbejdsprocessen lettes. Jamen, vil der ikke før eller senere blive kollektiviseret i Estland og Letland ligesom i de ældre Dele af Sovjetunionen ? Det vil der måske nok. Det vil ske i det øjeblik, Bønderne gennem et socialistisk Oplysningsarbejde og ved egen Erfaring indser, at det kollektive Storbrug er en mere rationel Driftsform og giver et større Arbejdsudbytte og større Velstand end de små adskilte Bondebrug. Der er en anden Ting, der vil blive radikalt ændret under Sovjetstyret. Det er Afsætningsmulighederne for Landbrugernes Produkter. Den Tid, hvor den baltiske Bonde løb Tiggergang til England og Tyskland for at blive af med sit Smør og Flæsk, hvor Produktionsprisen ikke kunne opnås, og hvor hver ny økonomisk Krise truede med et totalt Sammenbrud af Bondebrugets Rentabilitet, er bragt til Afslutning én Gang for alle under den socialistiske sovjetøkonomi. Der er opnået et stort og stabilt Marked og faste Priser, der står i et rimeligt Forhold til Arbejdsindsatsen. Det vil sikkert blive lærerigt og interessant at følge de baltiske Republikkers Udvikling på dette Område, når Krigens værste Sår er lægt. Men efterhånden som Landbruget moderniseres ved Hjælp af moderne Teknik, vil en stadig mindre Del af Befolkningen være nødvendig i Fremstillingen af Levnedsmidler. Der vil blive Arbejdskraft tilovers til Fremstilling af andre Livsfornødenheder. Man vil derfor kunne vente en hurtigt fremadskridende Industrialisering af de baltiske Republikker, der ved deres Tilslutning til Sovjetunionen får Adgang til mægtige Råstofkilder. De sidste Femårsplaner er allerede et vigtigt Fingerpeg i denne Retning. De baltiske Industrier vil blive et vigtigt Led i Sovjetsamfundets almindelige gigantiske opbygningsarbejde henimod stigende Velstand for hele den arbejdende Befolkning. Det er nogle af Hovedpunkterne i det nye Grundlag for de baltiske Republikkers fremtidige Udvikling. Interessen herhjemme for baltisk Politik var desværre hidtil mest en begrædende Interesse for det gamle System og de Lag, der svigtede eller holdt sig passive i de lettiske og estiske Folks Kamp for Livet i Opgøret mod Nazismen. Ville det ikke være naturligere, om man begyndte at interessere sig for det Liv, som opbygges af den Generation af baltisk Ungdom, der kæmpede i Skyttegravene mod Hitlers Hære, der brød den tyske Krigsmaskine i Partisankampenes Ild og i de illegale Organisationers farlige og opofrende Arbejde for Folkets Fremtid ? Det kan lyde både enkelt og besnærende, når kloge Folk med en øverlands demokratiske Patos søger at fremstille Forandringerne i Baltikum som en Gentagelse af den gamle, tragiske Historie om de små Lande, der voldtages og sluges af imperialistiske Giganter. Både Patos og Forargelse bliver særlig »ægte« og dybtfølt, når de rettes mod »rød Imperialisme«. Denne Forenkling har kun én Fejl: Den har hverken Forbindelse med Virkeligheden eller den historiske Udvikling. Hvordan man så vrider og drejer sig, kommer man ikke udenom: 1.)De små baltiske Stater var aldrig hverken frie eller »uafhængige« under det gamle Styre. 2.) Et slet og diktatorisk Regime rådede i Baltikum mellem de to Krige. 3.) Dette Regime støttede sig netop i høj Grad på fremmed Indflydelse, som medførte en næsten kolonial Udsugning af folkenes brede Masser. 4.) Disse Tilstande medførte uundgåeligt en Spaltning af Nationen, der havde dybe historiske Rødder i Folkenes forudgående Frihedskamp.5.) Det ubemidlede Befolkningsflertal tilsluttede sig Sovjetunionen, som det samarbejdede med i Opgøret med Nazismen, medens de priviligerede Klasser gik den modsatte Vej - først til den tyske Nazisme og senere som Emigranter til den borgerlige Kapitalismes Centre i Vesteuropa og til Amerikas Imperialister ! Altsammen Kendsgerninger, der taler !

Webmaster