Den politiske Revolution har afsat Kejseren, afskaffet Herrehuset og knust den privilegerede Valgret i Provinser og Kommuner. Alle politiske Forrettigheder er tilintetgjort. Alle Borgere er nu ligeberettigede uden Hensyn til Klasse, Stand eller Køn. Men den politiske Revolution er kun den halve Revolution. Den ophæver den politiske Undertrykkelse, men lader den økonomiske Udbytning bestå. Kapitalisten og Arbejderen er retslig lige, nyder samme politiske Rettigheder, men dog er den ene stadig Kapitalist, den anden Arbejder; den ene er Herre over Fabrikker og Bjergværker, den anden er fattig og besiddelsesløs. Den politiske Revolution ophæver ikke den økonomiske Udbytning, - langt snarere gør den først rigtig følelig. Har vi gjort Ende på Kejserens Almagt for at blive underkastet Kapitalismens Enevælde? Har vi brudt Generalernes, Embedsmændenes og Adelens Herredømme for at være Trælle for Bankdirektører, Kartelmagnater og Børsspekulanter? Således spørger Arbejdermasserne. Den halve Revolution vækker Viljen til den hele. Den politiske Omvæltning skaber Viljen til den sociale Nyordning. Demokratiets Sejr indleder Kampen om Socialismen. Demokratiets Sejr i Midteuropa er et Resultat af Krigen, en Følge af Centralmagternes Nederlag. Krigen har ødelagt de to Militærmonarkiers Hærvæsen, fravristet Øvrighedsstaten dens Tvangsmidler og derved ført Demokratiet til Sejr. Men Krigen har også fremkaldt uhyre økonomiske Omvæltninger. Disse Omvæltninger gør Socialismen til en uomgængelig Nødvendighed. I fire og et halvt År har Folkene ikke bygget Boliger, men gravet Skyttegrave; ikke lavet Maskiner, men produceret Granater og Shrapnels; ikke dyrket Jorden, men betjent Kanonerne. Vor Jord er udsuget for Næringsstoffer, vore Maskiner er opslidte, vore jernbaner forsømte, vore Klæder er blevet til Pjalter hele Samfundets Rigdom er tilintetgjort. Folkene er ved Krigen blevet fattige, usigeligt fattige. Alle Nationer er blevet fattige, men Midteuropas Folk fattigere end de andre. Thi vi er de besejrede. Vi må betale Sejrherrerne Krigsskadeserstatning, udrede Tribut. Så fattige vi er, må vi af vor Fattigdom udrede en Kæmpeskat til de andre ! Vi må arbejde. Men for hvad ? Vi må først og fremmest arbejde for at rense den forsømte jord for Ukrudt, for at erstatte de opslidte Maskiner med nye, og for at bringe Jernbanerne, der er i en elendig Forfatning, i Orden igen. Og så må vi arbejde for at producere alle de Varer, hvormed vi skal betale vor Tribut til Sejrherrerne. Har vi under sådanne Forhold Arbejdskraft nok til også at producere tilstrækkeligt af det, vi selv behøver: Mad, Klæder og Boliger ? Vi vil blive fattige, usigeligt fattige. Kan vi under en sådan Fattigdom stadig tillade os den Luksus at yde Tribut af vort Arbejdes Udbytte til hovmodige Grever, grådige Gullaschbaroner og dovne Kuponklippere ? Kan et Folk, der er blevet så fattigt, tåle at dets sparsomme Arbejdsudbytte bliver så ulige fordelt ? Vi er for fattige til stadig at kunne dele vor Fortjeneste med Kapitalister og Jorddrotter. Det er slemt nok, at vi bliver nødt til i Form af Krigsskadeserstatning at yde Tribut til fremmede Kapitalister; vi kan ikke ved Siden heraf også betale Tribut til vore egne. Der gives kun en Udvej af den økonomiske Nødstilstand, hvori vi befinder os: Socialismen. Men hvordan kommer vi til en socialistisk Samfundsordning? Hvorledes kan vi gøre Fabrikkerne og Bjergværkerne, Skovene og Byggegrundene og de store Herregårde og Kapitalbesiddelser, som nu tilhører Kapitalister og Godsejere, til Folkets Ejendom ? Den politiske Revolution kan være en Dags Værk. Republikken sat i Stedet for Monarkiet, de fås Privilegier erstattet af alles Ligeberettigelse det var altid Resultatet af et Slag, af en stor Time. Mange tror, at den sociale Omvæltning kan fuldbyrdes lige så hurtigt, lige så pludseligt. En skønne Dag kunne Arbejderne på en Gang bemægtige sig alle Fabrikker og Bjergværker, Handelshuse og Banker og ganske simpelt jage Kapitalisterne og deres Direktører ud. Så ville det, der endnu om Morgenen tilhørte Kapitalister og Jorddrotter, om Aftenen være det arbejdende Folks Ejendom. Er det virkelig således? Kan den sociale Revolution virkelig fuldbyrdes så hurtigt og så simpelt ? Vor Velstand afhænger af to Ting: for det første af, hvor meget der produceres i Landet, og for det andet af, hvordan det fordeles mellem Samfundsklasserne. Socialismen vil først og fremmest forandre Fordelingen. Nu får den overflødige Kapitalist, der har arvet Fædres Ejendom, langt større Andel i Samfundets Goder end den flittigste og dygtigste Arbejder. En sådan Forskel vil ikke eksistere i det socialistiske Samfund. Heller ikke det vil fordele Goderne helt lige. Også det socialistiske Samfund må lønne den flittige bedre end den dovne; ellers var der ikke mange, der ville være flittige. Også det må lønne Opfinderen. som udtænker nye Arbejdsmetoder, og den driftige, der anviser nye Veje for Produktionen, bedre end den, som tankeløst forretter sit Dagværk. Ellers var der ikke mange, der ville stræbe efter at fuldkommengøre Arbejdsmetoderne. Men kun den, der virkelig har gjort sig fortjent af Samfundet, ikke den, som blot besidder nedarvet Jordegods eller tilfældigt sammenskrabet Kapital, vil have Krav på større Andel i Samfundets Arbejdsudbytte. Socialismen vil altså først og fremmest forandre Fordelingen af Samfundets Goder. Men det kan kun gavne det arbejdende Folk, hvis samtidig Produktionen holdes oppe. Thi hvis der i et socialistisk Samfund kun blev produceret halvt så mange Varer som i det kapitalistiske, ville Arbejderne ikke leve bedre under Socialismen, men sandsynligvis meget dårligere end under Kapitalens Herredømme. Den retfærdigste Fordeling kunne ikke nytte os noget, hvis der var mindre at fordele. Hermed er Socialismens Opgave stillet den: Den må ordne Fordelingen retfærdigere, uden at Produktionen kommer til at lide derved ! Vort Produktionsapparat er i en elendig Stand. Vi mangler Råstoffer, og Arbejderklassen er svækket af Underernæring. Derfor producerer vi langt, langt mindre, end vi gjorde før Krigen. Men når vi producerer mindre, må vi selvfølgelig også bruge mindre. Jo mindre Samfundets Arbejdsudbytte er, jo mindre vi har af alt muligt, des mindre falder der selv med den retfærdigste Fordeling på den enkelte, des mindre kan han forbruge og nyde. I en sådan Tid må vi tage os i Agt for at gøre noget som helst, der kan ødelægge vort Produktionsapparat endnu mere, gøre Tilførselen af Råstoffer endnu vanskeligere for os og derved yderligere indskrænke vor Produktion og vort Arbejdsudbytte. Vor Fattigdom tvinger os til at ordne Fordelingen retfærdigere; men den tvinger os også til at gennemføre denne Omvæltning på en sådan Måde, at Produktionen ikke lider derved. Lad os nu forestille os, at Arbejderne en skønne Dag med Magt satte sig i Besiddelse af Fabrikkerne, at de ganske simpelt jog Kapitalisterne, Direktørerne og Funktionærerne ud og selv overtog Ledelsen. En sådan Omvæltning var naturligvis kun mulig under blodig Borgerkrig, og Borgerkrigen ville selvfølgelig ødelægge store Mængder af Produktionsmidler, Maskiner og Jernbanemateriel. Vort Produktionsapparat, der allerede på Forhånd er så medtaget, ville ødelægges endnu mere. Det kapitalistiske Udland ville nægte os de Råstoffer, vi har Brug for, og den Kredit, som er nødvendig for at få dem. Amerika og Ententen ville opretholde Blokaden. Vore Foretagender måtte stå stille af Mangel på Råstoffer. De fleste Direktører, Ingeniører og Godsforvaltere, Teknikere og andre Funktionærer, som er de eneste, der i det kapitalistiske Samfund formår at erhverve de Kundskaber, der kræves til at lede store Foretagender, ville nægte os deres Medvirkning. Ville Arbejderne selv være i Stand til at opspore Råstofkilder? Kunne de alene organisere det komplicerede Arbejde i den moderne Storbedrift, hvor hver Arbejder kun udfører et Specialarbejde og derfor bare forstår en lille Gren af Virksomheden? Arbejderne selv ville grebet af Borgerkrigens Lidenskaber hverken have Ro eller Sans for stille Arbejde. Arbejdsintensiteten ville synke forfærdeligt. Følgen ville blive, at der blev produceret endnu mindre end for Øjeblikket. Ganske vist blev Fordelingen retfærdigere, men den enkelte Arbejder ville dog ikke få mere, snarest langt mindre end nu. Folket, som håber, at Socialismen vil forbedre dets Kår, ville blive frygteligt skuffet, og denne Skuffelse ville jage det i Armene på Kontrarevolutionen. Ad den Vej kan vi altså ikke komme til Socialismen. Vi må slå ind på en helt anden. Gennem planmæssigt, organiserende Arbejde må vi målbevidst tage Skridt for Skridt, og lidt efter lidt bygge det socialistiske Samfund op. Ethvert af de Skridt, der skal føre os til Socialismen, må være vel overvejet. Det må ikke blot gå ud på at ordne Fordelingen retfærdigere, men må også gøre Produktionen mere fuldkommen. Det må ikke ødelægge den kapitalistiske Organisation uden samtidig at sætte en socialistisk i Stedet, som er i Stand til at lede den mindst lige så godt. Den politiske Revolution var Magtens Værk. Den sociale Revolution kan kun komme som Resultat af op byggende, organiserende Arbejde. Den politiske Revolution var et Par Timers Virke, den sociale vil blive Følgen af mange Års dristige, men også velovervejede Arbejde. Er den politiske Magt først erobret, så stilles Arbejderklassen over for en helt ny Opgave, der ikke kan løses med de samme Midler som den politiske Revolution. Thi denne kan, som Marx sagde, kun »udløse det nye Samfunds Elementer«. At opbygge det af disse Elementer er en Opgave, som ikke kan løses i Gadekamp eller gennem Borgerkrig, men kun ved skabende Lovgivnings- og Forvaltningsarbejde.

Storindustriens socialisering

((Indsat bemærkning: I Danmark, hvor vi jo hverken har Kul eller Metaller, må vi tænke os Socialiseringen indledet med Samfundets Overtagelse af de Industrigrene, der er særlig stærkt koncentrerede. Den 8. Februar 1918 fremsatte Socialdemokratiet i Folketinget Forslag om Nedsættelse af en Kommission, der bl.a. skulle »overveje, om ikke Hensynet til Folkets, og Landets Fremtid kræver, at Staten snarest overtager sådanne Virksomheder som Nationalbanken og de øvrige private Pengeinstitutter, Telegrafer og Telefoner, Jernbaner og Skibe, Forsikringsselskaber af enhver Art, samt sådanne monopolagtige Virksomheder som Sukkerfabrikker og Raffinaderier, Papirfabrikker, Oliefabrikker og Selskaber, der driver Handel med Olier, Tændstikfabrikker, Garverier og Læderfabrikker, Gødningsfabrikker, Cementfabrikker, Saltværker, Spritfabrikker, Ølbryggerier, Importforretninger i Kul og Koks m. fl.«)). Socialiseringen må begynde med Storindustrien; Gruberne, Jern og Stålværkerne må socialiseres først. Det er de Industrigrene, hvor Socialiseringen lettest kan gennemføres, thi her er Produktionen forlængst koncentreret i nogle få Kæmpebedrifter, der let lader sig lede fra ét Sted. Og det er også her, at Socialiseringen er mest nødvendig, thi den, der råder over Rul og Jern, behersker i Virkeligheden hele Industrien. Socialiseringen begynder med, at de hidtidige Ejere eksproprieres. Staten erklærer ved Lov, at de fratages Ejendomsretten til Storindustrien. De må have Erstatning, for det ville være ubilligt at berøve Aktionærerne i Kulgruberne og Jernværkerne deres Ejendom, så længe alle andre Kapitalister går fri. Men den Erstatning, som Staten må udrede, skal betales al samtlige Kapitalister og Godsejere. Med det for Øje udskrives en progressiv Formueafgift, og Udbyttet af denne anvendes til at yde Aktionærerne i de socialiserede Bedrifter Erstatning. Der sker dem således ikke nogen Uret. Deres Bedrifter indløses til den fulde Værdi, og de mister kun den Del af deres Formue, som de ligesom alle andre Kapitalister må af med i Formueafgift. Men det arbejdende Folk kommer uden Udgift i Besiddelse af Storindustrien, for det er ikke Folket, men Kapitalistklassen som må ud med Erstatningssummen. Men hvem skal nu lede den socialiserede Industri ? Regeringen ? Absolut ikke ! Hvis Regeringen beherskede alle mulige Bedrifter, ville den blive altfor mægtig i Forhold til Folket og Rigsdagen; en sådan Forøgelse af Regeringens Magt ville være farlig for Demokratiet. Og Regeringen ville lede de socialiserede Industrier slet. Der er ingen der forvalter Industribedrifter dårligere end Staten. Derfor har vi Socialdemokrater aldrig krævet, at Staten skal overtage Ledelsen af Bedrifterne. Men hvem skal da lede de socialiserede Bedrifter, når ikke Regeringen skal gøre det ? Nu styres et stort Industriforetagende af en Bestyrelse, der vælges af Aktionærerne. Også i Fremtiden vil hver af de socialiserede Industrier blive ledet af en Bestyrelse. Men denne vil ikke længere blive valgt af Kapitalisterne; den sammensættes af Repræsentanter for de Samfundslag, hvis Behov den pågældende Industri skal tilfredsstille. Hvem har nu Interesse i Ledelsen af de socialiserede Bedrifter ? For det første de Arbejdere og Funktionærer, der er ansat i dem. For det andet Forbrugerne, som konsumerer deres Produkter. Og for det tredje Staten som Repræsentant for hele Folket. Derfor vil Bestyrelsen for en socialiseret Industri blive sammensat omtrent på denne Måde: En Tredjedel al Medlemmerne vælges af de Fagforeninger, som Arbejderne og Funktionærerne står i. En anden Tredjedel udgøres af Forbrugernes Repræsentanter. I Bestyrelsen for Kulgruberne f.eks. vil Forbrugernes Repræsentanter bliver valgt dels af Brugsforeningerne, som Forbrugerne af Husholdningskul er Medlemmer af, dels af de Industriorganisationer, der anvender Kul i Fabrikkerne. Den sidste Tredjedel af Bestyrelsen udgøres af Statens Repræsentanter. De bliver dels udnævnt af Finansministeriet for at varetage Statens økonomiske Interesser, dels valgt af Rigsdagen, som udtrykker de almindelige samfundsøkonomiske Synspunkter. Arbejdernes og Funktionærernes Repræsentanter på den ene og Forbrugernes på den anden Side har modsatte Interesser at varetage. De første vil arbejde for høje Lønninger, de sidste for lave Priser. Statens Medlemmer vil stå som Formidlere og Voldgiftsdommere mellem disse to Partier. En Bestyrelse, der er sammensat på denne Måde, vil blive sat i Spidsen for hver Industri. Den udnævner de ledende Funktionærer, fastsætter Varepriser og afslutter Arbejdsoverenskomster med Fagforeningerne; endvidere skal den disponere over Nettofortjenesten og træffe Afgørelse om større Udvidelser og lignende. Der må træffes særlige Bestemmelser for at hindre, at Bestyrelsesmedlemmerne lader personlig Gunst eller politiske Bevæggrunde spille ind ved Ansættelse af Ledere i Stedet for at vælge de dygtigste Teknikere, Ingeniører og Kemikere. Dette ordnes bedst ved at der dannes et Råd, bestående af Lærerne ved de tekniske Højskoler og af Industriens ledende Teknikere. Dette Råd afgiver Indstilling, hver Gang en ledende Stilling i Industrien skal besættes. Bestyrelsen ansætter da en af de indstillede. På samme Måde, som Universitetsprofessorerne nu udnævnes af Undervisningsministeren efter Indstilling af Professorerne i Fællesskab, skal altså Direktørerne for de socialiserede Bedrifter udnævnes af Bestyrelsen efter Indstilling af de ledende Teknikere i hele Landet. Under Opsyn af disse Direktører vil Fabrikkerne også i Fremtiden blive ledet af teknisk og merkantilt uddannede Funktionærer. Enhver Bureaukratisering af Forvaltningen må absolut undgås. Vi skal senere vise, på hvilken Måde Bedriftsråd vil komme til at medvirke ved Forvaltningen af de enkelte Virksomheder. Socialiseringen har et dobbelt Formål: Den skal på den ene Side forbedre vedkommende Arbejderes og Funktionærers Stilling og på den anden stille den Indtægt, der hidtil er tilfaldet Kapitalisterne, til hele Folkets Rådighed. Det følger heraf, hvorledes Nettofortjenesten må fordeles. En Del af den må selvfølgelig hvert År anvendes til at udbygge og fuldkommengøre vedkommende Industris Produktionsapparat. Men Resten må deles mellem Staten på den ene Side og Industriens Arbejdere og Funktionærer på den anden. Enhver, som arbejder i en socialiseret Industri, må have Krav på Andel i Nettofortjenesten. Derved bliver Arbejdsiveren ansporet, og Arbejdsintensiteten øget. Når Samfundets Overtagelse af Storindustrien gennemføres på denne Måde, vil den gavne hele Folket. Den vil åbne nye Indtægtskilder for Staten uden at belaste Forbrugerne. Den vil sikre Arbejdere og Funktionærer Indflydelse på Ledelsen og Andel i Nettoudbyttet. Den vil give Forbrugerne af Kul og Jern Indflydelse på Produktionen af disse Varer. Altsammen uden at hæmme det tekniske Fremskridt. Socialiseringen vil netop fremme Arbejdsintensiteten, så at Produktionsomkostningerne vil synke. Men denne Form for Socialisering passer ikke for alle Industrier. For manges Vedkommende må der gås anderledes frem: Staten vil ekspropriere dem og så forpagte dem bort til Brugsforeningernes Fællesforening eller til Andelsbevægelsens Sammenslutninger. Således vil Staten f.eks. forpagte Sæbe- og Lysfabrikkerne ud til Fællesforeningen og Kunstgødningsfabrikkerne til Andelsbevægelsen. Forpagtningskontrakten må ikke alene indeholde Angivelse af, hvilken Afgift der skal betales til Staten, men også Bestemmelser, som sikrer Arbejderne og Funktionærerne Indflydelse på Ledelsen og Andel i Udbyttet. Atter andre Virksomheder kan bedst drives af Amterne og Kommunerne. Staten må give disse Ret til at overtage Industribedrifter, der tjener lokale Behov, som f.eks. Sporveje og Lokalbaner, Transportkompagnier, Elektricitetsværker, Møller, Mejerier, Bryggerier, Teglværker og lignende. Erstatningen til de hidtidige Ejere må ganske vist her ordnes på en noget anden Måde, end hvor det er Staten, der gennemfører Socialiseringen; Amter og Kommuner kan nemlig ikke opkræve Formueafgifter. Hvis de gjorde det, ville Kapitalen flygte bort fra dem. Staten må derfor forpligte Ejerne af Bedrifter, som overtages af Kommunen, til at tage mod Erstatning i Ihændehaverpapirer, der sikrer Besidderen en fast Rente af Bedrifternes Udbytte. Amter og Kommuner må dog have Ret til at amortisere den Slags Gæld i Løbet af 2030 År. Efter Udløbet af den Frist vil de nye kommunale Virksomheder ikke længere have nogensomhelst Tribut at udrede til Privatkapitalen. Forskellige Industrigrene kan altså socialiseres på forskellig Vis. Men mange Industrier er overhovedet ikke modne for Socialisering endnu. Vi må foreløbig nøjes med at organisere dem for at forberede deres senere Socialisering. Enkelte Grene af Handelen kan socialiseres på samme Måde som Industrien. Når der igen er kommet normale Forhold på Verdensmarkedet, kan Staten uden Vanskelighed socialisere Engroshandelen med Kaffe, Kakao, Te og Bomuld. Den samme Bestyrelse, som leder den indenlandske Kulproduktion, vil kunne tage sig af Kulimporten. Staten må endvidere give Kommunerne Ret til at ekspropriere og overtage de store Magasiner og mange andre kapitalistiske Handelsvirksomheder som f.eks. Kvæghandelen.

Industriens organisering

Kun Storindustrien, hvor Produktionen er koncentreret i nogle få Storbedrifter, som beherskes af Aktieselskaber, er moden for øjeblikkelig Socialisering. De fleste Industrier er det ikke endnu. Er en Industri splittet i mange små og middelstore Virksomheder, er det umuligt at lede den på samfundsmæssig Vis, altså fra et Sted. Hvor det ikke er Direktører og Funktionærer, som besørger den tekniske og forretningsmæssige Ledelse af Bedriften, men hvor Ejeren endnu står for denne, kan han ikke sættes ud af Spillet, uden at Produktionen vil lide ved, at den fagkyndige Ledelse falder bort. De fleste Industrier kan derfor ikke socialiseres øjeblikkeligt. De må først organiseres for at Socialiseringen af dem kan forberedes planmæssigt. Arbejdsgiverne har selv forlængst indset Nødvendigheden af at organisere Industrien. I dette øjemed har de sluttet sig sammen i Karteller. Kartellerne har ophævet Konkurrencen mellem de enkelte Bedrifter og har derved sparet dem for de store, unyttige Udgifter, Konkurrence kampen medfører (Reklame, Rejsende o.s.v.). De har koncentreret Varesalget i Kartelcentraler og forvandlet de Handlende til blotte Agenter for sig. Derved har de indskrænket Handelskapitalens Magt og Profit i væsentlig Grad. De har sluttelig reguleret Produktionens Størrelse, fastsat, hvor meget de enkelte Fabrikker må frembringe, og derved afpasset Produktionen efter det vekslende Behov. Kriserne er herved blevet forhindrede eller i hvert Fald mildnede. Men hvor nyttige Kartellerne end kan være, har Samfundet måttet betale dette forfærdelig dyrt. Thi Kartellerne har forøget Industrikapitalens Magt både overfor Forbrugerne og overfor Arbejderne. Forbrugerne er gennem høje Priser blevet pålagt vældige Tributter og overfor Arbejderne har den organiserede Kapital stået som en uovervindelig Modstander. Under Krigen er der opstået nye Industriorganisationer: Krigselskaberne i Tyskland og Centralerne og Krigsforbundene i Østrig. Også disse har vist sig meget nyttige. Takket være den tvungne Indskrænkning af Forbruget og den planmæssige Fordeling af Vareforrådene, har Priserne holdt sig lavere, end det ville have været muligt under fri Konkurrence. Men også dette har vi måttet købe dyrt. Mange Centraler har ikke været andet end Tvangskarteller, organiseret af Staten. Vor Opgave i Dag kan ikke bestå i fuldstændig at ødelægge denne Organisation af Industrien for at vende tilbage til den uindskrænkede Frikonkurrence. Tilbage til Manchesterliberalismens Ideal, den frie Konkurrence, fører ikke længere nogen Vej. Det drejer sig i Dag ikke om at ophæve Industriens Organisation, men kun om i Stedet for den kapitalistiske Organisation at sætte en anden, der tager Hensyn til hele Folkets Interesser. Hvor Kartellerne og Centralerne udfører nationaløkonomisk nyttige Funktioner, må de fremtidige Industriorganisationer også udøve disse. Men de skal ikke længere udøve dem i Kapitalens Interesse som Kartellerne eller i Militarismens som Centralerne, men i hele Folkets Interesse. Med det for øje må det bestemmes, at alle en Industris Bedrifter skal stå tilsluttet et Industriforbund. Disse Industriforbund skal træde i Stedet for Kartellerne og Centralerne. Men de skal hverken beherskes af Arbejdsgiverne, som Kartellerne, eller underkastes et bureaukratisk Styre, der er uskikket til at lede en økonomisk Virksomhed, sådan som Centralerne har været det. De skal ledes af Bestyrelser, der repræsenterer alle de Samfundslag, hvis Behov den pågældende Industri skal tjene. I Spidsen for hvert Industriforbund vil der altså stå en Bestyrelse, valgt omtrent således: En Fjerdedel af Medlemmerne udgøres af Statens Repræsentanter; en af disse udnævnes af Erhvervsministeren, de øvrige vælges af Rigsdagen, om end ikke blandt dens Medlemmer. De vil have til Opgave at forfægte Statens Interesser og de samfundsøkonomiske Synspunkter. En anden Fjerdedel af Medlemmerne udgøres af Repræsentanter for Forbrugerne. For Industrier, som producerer Forbrugsartikler, vælges de af Brugsforeningerne, mens de for Industrier, der frembringer Råstoffer og Arbejdsmidler, vil blive udpeget af de Industriorganisationer, der bruger Råstofferne og Redskaberne. En tredje Fjerdedel af Bestyrelsen består af Repræsentanter for Industriens Arbejdere og Funktionærer; de udpeges af Organisationerne. Kun den sidste Fjerdedel er Repræsentanter for Industriens Arbejdsgivere. På den Måde vil man sørge for, at Bestyrelsen ikke ensidigt går Arbejdsgivernes Ærinde, men tjener hele Samfundets Interesser. Derved vil Fremtidens Industriforbund adskille sig i væsentlig Grad fra Fortidens Karteller og fra de Krigscentraler, vi nu har. Hvilke Opgaver skal nu disse Industriforbund have? Først og fremmest må de sørge for, at Industriens tekniske Udvikling fremmes, så at Produktionsomkostningerne bliver bragt ned. De vil oprette Konstruktionskontorer, Laboratorier og Materialprøveanstalter. De må udstede Forskrifter for Varernes Normalisering og Standardisering. Medfører den frie Konkurrence, at et Utal af de forskelligste Varemønstre konkurrerer med hinanden, bestemmer Organisationen, at der bare skal produceres nogle få Mønstre og Typer. På den Måde kan hver enkelt af de udvalgte Varetyper produceres i større Mængder og derved fremstilles langt billigere end før. Endvidere vil Industriforbundet fremme Specialiseringen mellem de enkelte Industribedrifter. Det vil bestemme, at denne Varetype blot skal fremstilles i den Bedrift, hin i en anden. Herved bliver det muligt at gå over til Masseproduktion, at automatisere Arbejdet og spare menneskelig Arbejdskraft. På denne Måde vil Industriforbundene kunne nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad og derved gøre det muligt at producere billigt. Industriforbundene vil desuden, hvor det er praktisk, centralisere Indkøbet af Råstoffer, fordele Råstofferne mellem de enkelte Bedrifter og koncentrere Salget af de færdige Produkter i sine Kontorer. De vil derved spare Samfundet for Konkurrencekampens Omkostninger. De vil regulere Produktionens Størrelse og derved forebygge økonomiske Kriser. De må også fastsætte Varepriserne; Bestyrelsernes Sammensætning er en Borgen for, at Priserne bliver sat sådan, at Arbejdsgivernes Fortjeneste kun bliver en passende Arbejdsløn for det Arbejde, de yder. Industriforbundene vil endelig afslutte Arbejdsoverenskomster med Fagforeningerne. Disse er bindende for alle Industriens Bedrifter. Ved Afslutningen af Overenskomster vil Arbejderne og Funktionærerne således ikke længere stå overfor Arbejdsgiverne alene, men overfor Bestyrelser, hvor der ved Siden af Arbejdsgiverne også sidder Repræsentanter for Rigsdagen, for Forbrugerne og for Arbejderne og Funktionærerne selv. Hvor det anses for hensigtsmæssigt, vil der ved Loven kunne sikres Staten Andel i Nettofortjenesten af en sådan organiseret Industrigren. Hvis det lykkes Industriforbundet at nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad, vil Arbejdsgivernes Fortjeneste jo stige derved. Denne Tilvækst i Fortjenesten vil Staten ved Industriforbundets Formidling kunne drage til sig. På den Måde vil Staten kunne sikre sig Indtægter af Industrien uden at måtte belaste Forbrugerne. Kun indenfor den Ramme, Industriforbundet trækker op, vil den enkelte Arbejdsgiver beholde Ledelsen af Bedriften. Arbejdsgiverne bliver altså ikke her sat helt ud af Spillet, men bare sat under en særdeles virksom Kontrol, hvorved de forvandles til Samfundets Tjenere. En af Industriforbundenes vigtigste Opgaver vil bestå i at koncentrere Produktionen i de teknisk mest fuldkomne Bedrifter. Ethvert Industriforbund vil få Ret til at nedlægge teknisk ufuldkomne Bedrifter og overføre deres Produktion til de teknisk mere fuldkomne. Ejerne af de nedlagte Virksomheder må naturligvis have Erstatning på Bekostning af de Arbejdsgivere, som får tildelt de lukkede Bedrifters Produktionsandel. På den Måde bliver Produktionen lidt efter lidt koncentreret i få store, teknisk fuldkomne Bedrifter, og så snart dette er Tilfældet, kan Industrien socialiseres fuldstændigt. Da først er det muligt at ekspropriere Arbejdsgiverne og lægge Ledelsen umiddelbart ind under Bestyrelsen, hvoraf Arbejdsgiverrepræsentanterne nu må udtræde. Industriens Organisering i Industriforbund er altså et Overgangstrin til den fuldstændige Socialisering. ((En sådan af Staten fremskyndet Koncentration har vi i Danmark været Vidne til i Spritindustrien. Koncentrationen, der fandt Sted 1918 i Tilknytning til Krigsreguleringen og efter Aftale med Regeringen, bragte Antallet af virksomme Brænderier ned fra 26 til 11, drevet af kun 2 (nu et) Selskab. De to Selskaber opkøbte i alt 12 andre selvstændige Foretagender)).  

Bedriftsrådene

Demokratiet er ikke gennemført i Staten, blot fordi den lovgivende Magt er overdraget til en Rigsdag udgået af den lige og almindelige Valgret. Demokratiet kræver også, at det lokale Styre i Amt og Kommune lægges i Hænderne på folkevalgte Forsamlinger. Ganske på samme Måde er der ikke gennemført en demokratisk Ordning af det økonomiske Liv, blot fordi Industrierne bliver ledet at Bestyrelser, der udpeges af Rigsdagen, Forbrugerne og Arbejderne. Det økonomiske Demokrati fordrer også, at det lokale Styre rundt om i de enkelte Industribedrifter demokratiseres. Som den fri Kommune er den fri Stats Grundlag, således er den demokratiske Bedriftsforfatning Grundlag for Industriens demokratiske Organisation. Hvor Fagforeningerne har vundet Indflydelse, er Grundlaget for den demokratiske Bedriftsforfatning forlængst lagt. Arbejdsgiverens Enevælde er brudt af Fagforeningens Magt. Han er blevet tvunget til at dele Magten i Værkstedet med de fagorganiserede Arbejderes Tillidsmænd, på samme Måde, som Kongen må dele sin Magt i Staten med Rigsdagen. Men at Arbejdernes Tillidsmænd tager Del i Fabrikkens Regering er kun en faktisk, ikke nogen retslig ordnet Tilstand. Det drejer sig nu om at gøre denne faktiske Tilstand til et Led i Retsordningen, at lovfæste den, så at den ikke længere påvirkes af Arbejdsgivernes Vilkårlighed eller af Forskydningerne i Magtforholdet mellem Kapital og Arbejde. I dette øjemed må der vælges Bedriftsråd i alle Industri-, Landbrugs-, Handels- og Transportvirksornheder, som beskæftiger mere end 20 Arbejdere. Fremgangsmåden ved Valget må ligesom Rådenes Rettigheder fastsættes i Loven. Alle, der er beskæftiget i Bedriften må, uden Hensyn til om de er faglærte eller ufaglærte, Arbejdere eller Funktionærer, have Ret til at deltage i Valget. De enkelte Grupper kan vælge særskilt. Loven må give disse Bedriftsråd Indflydelse på alle de Sider at Bedrifternes Ledelse, som vedrører Arbejdernes og Funktionærernes Vel. Bedriftsrådene skal altså først og fremmest medvirke ved Antagelser og Afskedigelser. De skal her sørge for, at Bestemmelserne i Overenskomsten bliver overholdt, og de skal beskytte Arbejderne mod vilkårlige Afskedigelser. For så vidt Løn og Arbejdstid ikke er fastsat ved Overenskomst, må Aftale herom træffes mellem Arbejdsgiveren og Bedriftsrådet. Bedriftsrådene må ganske særligt være med ved Fastsættelse af Akkordsatser. Vi kan nemlig ikke ganske simpelt afskaffe Akkordsystemet, sådan som mange Arbejdere ønsker. I en Tid som vor, hvor hele Folket er frygtelig forarmet, må vi sætte alt ind på at gøre Arbejdet så intensivt som muligt. Vi kan ikke undvære noget Middel, der sikrer en omhyggelig Udnyttelse af Arbejdstiden; vi kan det desmindre, jo mere vi forkorter den. Men hvor vi af disse Grunde ikke kan afskaffe Akkordsystemet, må vi mildne dets store Farer. Det sker mest effektivt ved, at Akkorderne fastsættes under Bedriftsrådenes Kontrol. Men Bedriftsrådene kan ikke udøve denne Kontrol, medmindre de får Adgang til at se Lønningslister, Kalkulationer og Status. Når det forlanges, at Akkorderne skal godkendes at Bedriftsrådet, og dette er i Stand til, forinden det giver sin Tilslutning, at overbevise sig om, at Betalingen er rimelig, ved at gennemgå Arbejdsgiverens Kalkulationer, så taber Akkordsystemet meget af sin ellers så farlige Karakter. Endvidere må Bedriftsrådene kontrollere Udbetalingen af Lønnen og gå Lønberegningerne efter. Bedriftsrådene må også bilægge Uoverensstemmelsen i Virksomheden, hvad enten de forekommer mellem Arbejdsgiveren eller Værkføreren og Arbejderne eller blandt disse indbyrdes. Det er med til at fastsætte Fabrikkens Arbejdsreglement og pålægger dem, der overtræder det, disciplinære Straffe. Rådene overvåger de Forholdsregler, som skal træffes for at forebygge Ulykker og for at skærme Arbejderne mod Fagsygdomme. De må her samvirke med Fabriksinspektørerne: Gøre disse opmærksomme på Misforhold give dem regelmæssige Beretninger om de hygiejniske Forhold i Fabrikken og sørge for, at Regulativet bliver overholdt. Endelig må Bedriftsrådene overtage Ledelsen af de Institutioner, som udelukkende skal tjene Arbejderne. Arbejderboliger, Marketenderier, Køkkener og Velfærdsinstitutioner af enhver Art må overgives til deres Ledelse. Den Slags indretninger bør Arbejdsgiveren og hans Funktionærer ingen Indflydelse have på. Men skal Bedriftsrådene kunne udføre alle disse Funktioner effektivt, så må Medlemmerne være sikrede imod at få Vanskeligheder på Grund af deres Virksomhed. Ligesom Rigsdagsmændene er gjort ukrænkelige i deres Gerning, er man nødt til at sikre Bedriftsrådene en vis Uafhængighed overfor Arbejdsgiveren. Deres Medlemmer må være værnet mod hans Vilkårlighed, må være sikre på at beholde deres Arbejde. Derfor må det fastsættes i Loven, at et Bedriftsrådsmedlem kun kan afskediges i to Tilfælde. Enten må det bevises for en Ret af Fagmænd, at han ikke udfører sit Arbejde med den Omhu, man kan kræve af en ordentlig Arbejder, eller også må han gøre sig skyldig i en Handling, som efter Arbejdsreglementet giver Ret til at afskedige ham uden Opsigelsesfrist. Så mange og vigtige Opgaver Bedriftsrådene end får, er der dog også Grænser for, hvilke Hverv man vil tildele dem. Fabrikkernes tekniske og økonomiske Ledelse kan ikke overdrages til dem. Den tekniske ikke, fordi den må forblive hos sagkyndige, teoretisk og praktisk uddannede Teknikere, Ingeniører og Kemikere, hvis det ikke skal gå ud over Produktionen. Men heller ikke den økonomiske. Fabrikkerne skal nemlig ikke alene ledes i de beskæftigedes, men i hele Folkets Interesse. Jernbanerne er ikke til for Banemændenes Skyld alene, men for os allesammen, og Møbelindustrien skal ikke styres efter Snedkernes Tarv alene, men sådan, at den tjener hele Samfundet. Derfor vil vi heller ikke give den økonomiske Ledelse til Bedriftsrådet ved den enkelte Fabrik, men overdrage den til Bestyrelser, hvor der foruden Tillidsmænd for Industriens Arbejdere også sidder Repræsentanter for Staten og for Forbrugerne. Vi vil ikke syndikalisere, men socialisere industrien, d.v.s.: vi vil ikke give den enkelte Industrigren til dens Arbejdere, men overdrage alle Industrigrene til Samfundet, til alle arbejdende i Fællesskab. Det må derfor være Organer for hele Samfundet, der har den tekniske og økonomiske Ledelse af Industrien. Bedriftsrådene kan kun medvirke som underordnede lokale Organer ved Ledelsen af de enkelte Virksomheder, ligesom Kommunerne medvirker ved Styrelsen af Statens enkelte Dele. Udviklingen i det økonomiske Liv går samme Vej, som Forfatningen er gået. Vi har i Staten oplevet Udviklingen fra Enevælden, hvor Kongen havde hele Afgørelsen, over det konstitutionelle Monarki, hvor Indflydelsen er delt mellem Konge og Rigsdag, til Republikken, hvor Rigsdagen har hele Magten. De samme Stadier må Fabrikkernes Forfatning gennemløbe. Først havde vi Arbejdsgiverens Enevælde, hvor han bestemte al Ting. Med Indførelsen af Bedriftsråd når vi til det konstitutionelle Monarki: Herredømmet på Arbejdspladsen deles mellem den arvelige Monark, Fabrikanten, og Bedriftsrådet, der er Arbejdernes Rigsdag. Vejen går videre frem til Industrirepublikken. Arbejdsgiveren forsvinder; Industriernes tekniske og økonomiske Ledelse overdrages til Bestyrelser, der består af Repræsentanter for Staten, for Arbejderne og for Forbrugerne; den enkelte Fabriks Styre deles mellem de Teknikere, Bestyrelsen udnævner, og Bedriftsrådet, der vælges af Arbejderne.

Herregårdenes socialisering

I gamle Dage var Jorden Folkets Ejendom. Da Fyrsternes Magt steg, fik de Herredømmet over Folkets Jord. De gav Jordegodser til deres Vasaller, til Biskopper og Abbeder; til Gengæld skulle disse gøre dem deres Opvartning ved Hoffet og følge dem i Krig. Igennem Århundreder var Lensvæsenet Statens Grundvold. Men efter Middelalderen kom det i Forfald. Jorden, som Herremændene kun havde fået som Len, blev til sidst deres private Ejendom, og de forøgede den ved at indhegne Almindingerne, som endnu var Bondesognenes Fællesejendom, og ved at lægge de enkelte Bønder ind under sig. På den Måde er Herregårdene opstået. Jorden, der oprindelig var Folkets, er kommen i Adelens og Kirkens Hænder. At give Folket det tilbage, der engang var dets Fællesejendom, vil være den sociale Revolutions største og vigtigste opgave. Denne Omvæltning kan ikke gennemføres med et Slag. Først må Skovene gå over fra private Hænder til Samfundsejendom. Vore Skove er Tysk-Østrigs største Rigdom; når vort Folk kommer i Besiddelse af Skovene, vil det få Herredømmet over en af Folkehusholdningens Grundpiller. Dernæst må Fideikommiserne, »den døde Hånd«s Ejendom, og de andre Herregårde socialiseres. Først når Samfundet har samlet Erfaringer ved Driften af disse største Godser, vil man kunne tage fat på en Socialisering at Proprietærgårdene ned til Ejendomme på ca. 100 Hektar. Om nogen Ekspropriation af Bøndergårdene er der selvfølgelig ikke Tale. Den ville ikke blot være socialt utilrådelig men også teknisk Uigennemførlig. Herregårdenes Socialisering vil begynde med, at de bliver eksproprierede på samme Måde som de store Fabrikker. De enkelte Ejere vil altså få fuld Erstatning, men Pengene hertil skaffes gennem en progressiv Formue-afgift, der pålægges alle besiddende Driften af den socialiserede Jord må imidlertid antage meget forskellige Former. Der er Jord, der kun kan drives rationelt som Stordrift, f.eks. Skovene. Men der er også Jord, som kun kan drives hensigtsmæssigt i Småbrug, f.eks. Vinhaverne Ved Ekspropriationen vil Staten komme i Besiddelse af begge Slags Jord; den vil få både Skovene, der nu er Adelens Ejendom, og Vingårdene der nu tilhører Biskopper, Klostre og Stiftelser. Men den bliver nødt til at drive den ene Ejendom på en helt anden Måde end den anden. Hvad der giver mest Udbytte som Stordrift, må ledes samfundsmæssigt, medens den, der er bedst egnet for Smådrift, må overgives til mindre Brug. Driften af den Jord, der giver Udsigt til de bedste Resultater som Stordrift, må organiseres på lignende Måde som Ledelsen af den socialiserede Storindustri Man vil altså overdrage den eksproprierede Herregård til en Bestyrelse, der er sammensat af Repræsentanter for Stedets Sogneråd, af teoretisk og praktisk uddannede Landbrugere valgt af det lokale Landhusholdningsråd og endvidere af Tillidsmænd for Egnens Brugsforeninger og for Herregårdens Tyende og Arbejdere. Denne Bestyrelse vil efter Indstilling af Landhusholdningsrådet udnævne en Godsforvalter slutte Overenskomster med Arbejderne og råde over Nettoudbyttet. En Del af dette overføres til en Statsfond for Nyanlæg, Jordforbedringer og lignende, medens Resten deles mellem Kommunen på den ene Side og Herregårdens Arbejdere og Tyende på den anden. Jordbrugsråd, sammensat på samme Måde som de enkelte Godsbestyrelser, fører Opsyn med disse. Over dem står sluttelig et Landbrugsråd for hele Landet sammensat af Repræsentanter for Staten, Landbohøjskolerne, Landarbejderne og Brugsforeningerne. Dette Landbrugsråd træffer Bestemmelse om større Nyanlæg og Grundforbedringer på de enkelte Godser og råder over Fonden hertil. Det bestemmer endvidere, hvorledes Jorden skal fordeles mellem de enkelte Kulturer, og sørger for, at de forskellige Behov, Land- og Skovbrug har at sørge for, bliver lige godt tilfredsstillet. De eksproprierede Herregårde, der er bedst egnet for Småbrug, deles i Parceller og overgives til Husmænd og Landarbejdere. Skal nu disse Husmænd og Landarbejdere, der slår sig ned på den eksproprierede Jord være Ejere af den eller kun have den i Forpagtning ? Når Bonden køber Jord, kommer han til at skylde en hel Del af Købesummen. Han optager et Lån og må År for År betale Prioritetsrenter af Jordens Udbytte. Dør Bonden, så overtager en af hans Sønner Gårdens Lod, medens de andre, de »lodløse Søskende«, affærdiges med en Pengesum. Også denne Gæld kommer til at hvile som en Prioritet på Gården, også til dem må der betales Rente af Jordens Udbytte. Jo højere dette Udbytte er, des højere er også Jordpriserne. Men desto højere Jordpriserne er, desto større er også den Del af Købesummen, der bliver stående og den Affindelse, de andre Arvinger gør Krav på. Desto højere bliver altså de Prioritetsrenter som Bonden hvert Halvår må ud med. Falder nu Priserne på Landbrugsprodukter, så falder Jordens Udbytte. Bonden risikerer ikke længere at kunne skaffe Prioritetsrenterne; han kører fast, Gården bliver stillet til Tvangsauktion. Hvor de små Landbrugere selv ejer deres Jord, kan Staten altså ikke nedsætte Priserne på Landbrugsprodukter, på de vigtigste Levnedsmidler, uden at fremkalde en hård social Krise på Landet. Den samme Fare er til Stede ved Fæstegårdene. Når Bonden tager en Gård i Fæste, betaler han ikke en Kapital som Købesum, men forpligter sig til at udrede en årlig Rente. Men denne fastsættes efter Jordens Udbytte på det Tidspunkt, Overtagelsen finder Sted. Den er for lav, hvis Udbyttet senere stiger, for høj, hvis det synker. Hvor Landbrugerne ikke selv ejer deres jord, men har den i Forpagtning, består denne Fare ganske vist ikke. Thi Forpagtningsafgiften kan ændres fra Tid til anden forhøjes, når Udbyttet stiger, og nedsættes, når det synker. Forpagtningen har altså den Fordel, at Staten kan nedsætte Priserne på Levnedsmidler uden at bringe Bønderne i Fare. Forpagterne løber jo ingen Risiko, hvis blot Afgiften nedsættes samtidig med Priserne på Levnedsmidler. Men så har Forpagtningsformen til Gengæld andre uheldige Sider. Thi Forpagteren véd aldrig, om han kan beholde Gården ved Forpagtningens Udløb. Han har derfor ingen Lyst til at foretage større Kapitalanlæg, når han ikke ved, om han selv skal nyde Frugterne deraf. Det drejer sig altså om at finde en Form, der på den ene Side sætter Landbrugeren i tryg Besiddelse af hans Jord og derved gør det muligt for ham at foretage kostbarere Forbedringer, men på den anden Side holder Vejen åben for Staten til at afpasse den Afgift, som Landbrugerne må udrede, efter de gældende Priser på Landbrugsprodukter; forhøje den, når Priserne stiger, nedsætte den, når de synker. Dette kan bedst ske ved en passende ordnet Arvefæsteret. Den eksproprierede jord vil altså blivet givet i Fæste til Landarbejdere og Husmænd; ved Valget af dem kan der tages særligt Hensyn til Krigsinvalider. Fæstet er ubegrænset og arveligt; Statshusmanden kan kun sættes fra Bruget, når det bevises for en Ret af Fagmænd, at han ikke har drevet det med den Omhu, man kan forlange af en ordentlig Landmand. Fæsteafgiften fastsættes for ti År ad Gangen af Stedets Landhusholdningsråd. Det skal ske således, at den yder Husmanden og hans Familie, der deltager i Arbejdet, en ordentlig Arbejdsløn. En Del al Fæsteafgiften tilfalder Kommunen, en anden går til Statens Fond for Forbedringer og Nyanlæg. Landbrugsrådet, som står for denne Fond, kan deraf yde Husmændene Lån til Forbedringer. På denne Måde kan de eksproprierede Herregårde drives hensigtsmæssigt. Grundrenten, der nu tilfalder Jorddrotterne, vil tilflyde Kommunerne og dække Udgifterne ved Statens lokale Styre. Landarbejderne vil få Indflydelse på Ledelsen af og Andel i Udbyttet fra de store, samfundsmæssigt drevne Godser. Og samtidig vil Titusinder af Husmænd og Landarbejdere slå sig ned i arvelige Statshusmandsbrug på de andre eksproprierede Godser. Forbrugerne vil få umiddelbar Indflydelse på Landbrugets Drift. Statsfonden for Nyanlæg og Grundforbedringer, der vil få Udbytte fra de eksproprierede Herregårde, vil gennem storslåede Forbedringer hurtigt øge vor Jords Givtighed. Ganske vist drejer alle disse Reformer sig kun om den jord, der nu tilhører Herremændene, Kirken og Kapitalisterne. Nyordningen af Bøndergårdene må ske på en helt anden Måde. Dette Spørgsmål vil vi behandle i det følgende Afsnit.

Bondegårdenes socialisering

Der er to Slags Ejendomsret til Produktionsmidlerne: Den, der anvendes til gennem Arbejde at forsørge Ejeren, og den, der benyttes til Udbytning. Bonden er Ejer af den Jord, han selv bruger, og af Høsten, der er Resultatet at hans eget Arbejde; det er ægte Arbejdsejendom. Godsejeren besidder store Marker, som han ikke selv passer, men lader andre bearbejde for sig for at suge Profit af deres Arbejde. Aktionæren er Medejer af Bjergværker, som han aldrig har set, at Fabrikker, han aldrig har arbejdet i. Han suger Dividende af det Arbejde, andre lægger i dem. Det er Udbytningsejendom. Socialismen vil gøre det af med Udbytningsejendommen, ikke med Arbejdsejendommen. Adelens, Kirkens og Kapitalisternes Jorder skal socialiseres, men Bønderne skal beholde deres Jord som Privatejendom. ((Ved Gennemlæsningen at dette Afsnit må man have for øje, at Otto Bauers Udgangspunkt er et Landbrug, der er ret forskelligt fra det danske. Det er ikke så udviklet (Den Sammenlægning af Jordlodder, han tager til Orde for, toges der i Danmark fat på allerede i Slutningen af det 18. Århundrede). Dertil er Bondebruget i Østrig særlig indstillet på Kornproduktion, beskyttet ved Korntold. Endelig er Realkreditten ikke i samme Udstrækning som her organiseret gennem Kreditforeninger, ledede at Lånerne selv.)) Men selv om Bondebruget stadig må hvile på Privatejendomsretten til Jorden, så må dets Udvikling dog befordres, det må underkastes Samfundets planmæssige Virksomhed, tages i hele Folkets Tjeneste. Det kræver Bøndernes egne Interesser. De kan kun ved Samfundets kraftige Medvirkning og planmæsssige Ledelse sættes i Stand til at udnytte alle den moderne Videnskabs Resultater indenfor Landbruget, til at øge deres Arbejdes Givtighed og opnå en menneskeværdig Tilværelse. Men også Byernes og Industribefolkningens Interesser kræver dette. De kan kun forsynes rigeligt med billige Levnedsmidler, når det lykkes at opnå et langt større Udbytte af Jorden. Medens Agrarpolitikken først og fremmest har set sin Opgave i at sikre Bønderne høje Priser for deres Produkter, må den socialistiske Landbrugspolitik gå ud på at hjælpe Bonden på den Måde, at han sættes i Stand til at opnå et langt større Udbytte at sin Jord end det, han hidtil har fået. Med dette for Øje må Lovbestemmelserne om Jorden ændres væsentligt. Sammenlægningen at Jordlodder må lettes og fremmes. I Størstedelen af vort Land er Bondejorden overordentlig splittet; hver Bonde har mange, ofte i Dusinvis af Parceller. Det må der nu gøres Ende på. Bonden må bytte sine mange spredte Parceller med en velafrundet, sammenhængende jordlod af samme Værdi. Erfaringerne fra Prøjsen viser, at dette Mageskifte er nok til ikke alene at lette Bondens Arbejdsbyrde og nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad, men også til at forøge Udbyttet pr. Hektar betydeligt. Benyttelsen og Ledelsen at de fælles Marker må reguleres. De må ikke længere frit kunne deles, og Småbøndernes Ret til at benytte Fællesjorden og Sognemarkerne må sikres. Bøndernes Skov- og Engservitut i den tidligere Herregårdsjord må reguleres påny, når denne eksproprieres. Jagtretten må udelukkende tilfalde Kommunerne; Indhegning af Jagtvildt må forhindres ved strenge Forskrifter. Der må sikres Kommunerne Forkøbsret til al Jord, der udbydes til Salg indenfor deres Område. Jordens Overbelastning med Pantelån må forhindres. De bestående må efterhånden omsættes til Prioriteter, der er uopsigelige fra Kreditors Side, og ved årlige Afdrag amortiseres af Skyldnerne i Løbet af en Menneskealder. Brand-, Haglskade- og Kreaturforsikringen må gøres obligatorisk, så at Bonden ikke, når der indtræffer Uheld, tvinges til at belaste sin Jord med Nødlån. Aftægten må erstattes af en obligatorisk Alderdomsforsikring. Selvom Bondebruget bliver mere rationelt allerede ved disse Reformer, må Staten yderligere skabe særlige Myndigheder, der skal have til Formål at anspore Bønderne til at drive deres Jord rationelt. I hvert Amt må gennem Landhusholdningsrådet iværksættes en Konsulentvirksomhed, ledet af teoretisk og praktisk uddannede Landbrugere. Den skal ved planmæssigt Oplysningsarbejde og ved oprettelse af Vinterskoler og Forsøgs- og Mønstergårde anspore Bønderne til at drive deres Jord bedre. Med Rådets Tilslutning kan der udstedes bindende Forskrifter om Jordens Fordeling på de forskellige Kulturer, om Udvalg af Udsæden, om Anvendelsen af Kunstgødning og endvidere om Sædskiftet, Udvalg af Avlsdyr, Staldenes Indretning, om Fodringen og om Mælkens Behandling o.s.v. Ligeledes kan Bønderne, når Rådet tiltræder Forslag herom, forpligtes til at være Medlemmer at Andelsforetagenderne og til at sammenlægge deres Jord ? ((Her er udeladt et afsnit, hvori Otto Bauer præciserer Betydningen af, at Handelen med Landbrugsprodukter organiseres på samfundsmæssig Vis. Det gælder om at gøre Fødevarernes Vej fra Bondens Marker og Avlsgård til Husmoderens Køkken så kort som mulig og derved gøre dem billigere.)) Hypotekbankernes Socialisering vil være at stor Betydning for Bondebruget. Når Staten råder over disse og over Forsikringsselskaberne, vil den kunne yde Prioritetslånene til Bønderne efter samfundsmæssige Synspunkter. Medens der nu kun ses på Rentabiliteten, så vil Staten først og fremmest yde Grundforbedringslån dér, hvor Jordens Givtighed kan forbedres mest., eller hvor det gøres muligt at tilfredsstille de nødvendigste Behov. Men Herredømmet over Hypotekbankerne kan føre til endnu betydeligere Forandringer. Når Staten står overfor Bønderne som den eneste eller i hvert Fald langt den største Långiver, vil den nemlig kunne afskaffe Prioriteterne og erstatte dem med en Jordrente. Denne må gradueres efter de enkelte Jordbrugs Ydeevne og fastsættes påny hvert tiende År efter Svingningerne i Priserne og i Jordens Udbytte. De rige Bønder vil blive pålagt en Jordrente, der er højere end de Prioritetsrenter, de nu må ud med. Til Gengæld vil den fattige Bonde blive aflastet; hans Jordrente vil blive lavere end Prioritetsrenterne nu er. Således udlignes Klassemodsætningerne på Landet. Nu kan Staten ikke nedsætte Priserne på Korn, Kød og Mælk særlig meget, for så kan Bønderne ikke betale deres Prioritetsrenter, de vil ikke kunne klare sig. Bliver Prioritetsrenterne derimod erstattet med en Jordrente, så kan Staten nedsætte Priserne på Landbrugsprodukter i væsentlig Grad, når den blot letter Jordrenten tilsvarende. På denne Måde kan Staten socialisere Bondegårdene. De vil blive socialiserede, uden at Privatejendomsretten til Jorden ophæves. Staten vil ved Jordens Sammenlægning, ved Landbrugskonsulenternes vejledende Virksomhed og ved planmæssigt at yde Grundforbedringslån, gøre Driften af Bøndergårdene mere rationel og intensiv. Den vil herved forøge. Jordens Udbytte, hvad der er både i Bøndernes og i Byforbrugernes Interesse. Men samtidig vil Staten på den ene Side regulere Priserne på de Arbejdsredskaber, Bonden må købe, og fastsætte den Jordrente han må udrede, og på den anden Side bestemme Priserne på de Varer, han har at sælge. Staten vil derigennem bestemme Bondestandens Indtægt. Den vil fastsætte den således, at Bonden ikke udbytter Byen, men Byen heller ikke Bonden. På den Måde vil et socialistisk Samfund ved sin ordnende, regulerende og ledende Virksomhed også forene vor Landbefolknings arbejdende Masser med sig, uden at ophæve Privatejendomsretten til Jorden.

Boligens og husholdningens socialisering

Et af de karakteristiske Træk ved den kapitalistiske Samfundsordning er, at den trænger stedse større Folkemasser sammen i Storstæderne og Industriområderne. I samme Grad som Befolkningen vokser, stiger Huslejen, fordi Jordrenten og Grundpriserne forøges. Når Befolkningen vokser, tilfalder der altså Grundejerne en ufortjent Værdiforøgelse, medens den brede Befolkning stuves stadig tættere sammen i overbefolkede Lejekaserner. De overfyldte Lejligheder er en af de værste Farer for Sundheden, den er Årsag til Tuberkulosens uhyre Udbredelse, til at Ungdommen går for Lud og koldt Vand, og til Familielivets Opløsning; Krigen har skærpet disse Farer. I fem År er der ingen Beboelseshuse blevet bygget; mange Kommuner trues derfor af frygtelig Bolignød. Byggeomkostningerne er steget uhyre. Der er derfor truende Udsigt til en voldsom Lejestigning, så snart Huslejeloven ophører. Krigen har rystet Folkets Sundhed i Bund og Grund; derfor er det dobbelt nødvendigt at løse Boligspørgsmålet. Den vigtigste Opgave på dette Område tilfalder Kommunerne; Staten skal kun give dem Midler dertil. Den må bemyndige Kommunerne til at ekspropriere Byggegrunde og Beboelseshuse indenfor Byområdet. De hidtidige Ejere skal selvfølgelig have Erstatning. De må som Godtgørelse tage imod Værdipapirer, der berettiger dem til en fast Rente af det Udbytte, de kommunale Ejendomme giver. Når dette er ordnet ved Lov, vil det stå enhver Kommune frit, enten at overtage de ubebyggede Grunde alene eller at tage Beboelseshusene med, eftersom den finder det fordelagtigst. Må en By som Følge af politiske eller økonomiske Forandringer frygte, at dens Befolkning vil gå tilbage, vil den næppe bryde sig om at overtage Byggegrundene Men Byer der venter, at deres Befolkning også i Fremtiden vil stige, vil sikre sig Jorden til de nuværende Priser. Herved opnås, at den Værdi forøgelse, som Befolkningstilvæksten medfører, ikke går i private Lommer, men tilfalder Kommunen. Staten må endvidere tilkende enhver Borger Ret til overfor Kommunen at gøre Krav på at få anvist en Lejlighed til normal Leje, svarende til hans personlige Forhold. Bliver en sådan »Ret til Bolig« anerkendt, så bliver hver Kommune tvunget til selv at sørge for, at Byggeriet afpasses efter Behovet for Lejligheder. »Retten til Bolig« vil tvinge de Kommuner, hvis Befolkning vokser, til at gøre Brug af deres Adgang til at ekspropriere Byggegrunde. De må så enten selv bygge på disse eller give dem i arveligt Lejemål til byggevillige eller til Boligforeninger. Og det må de gøre så hurtigt, at Tilbudet af Lejligheder kan stige lige så hurtigt som Behovet derfor. Staten må også regulere Lejen i de kommunale Ejendomme. Det må principielt slås fast, at Betalingen for mindre Lejligheder, Værksteder og Butikker skal sættes således, at kun Omkostningerne dækkes. Kommunen må ikke indtjene noget Overskud ved Udlejning heraf. Kun Luksuslejligheder og Huse eller Butikker, der ligger på et særligt godt Strøg, kan Kommunerne leje ud til højere Leje. Den Fortjeneste, der fremkommer herved, kan de anvende til at nedsætte Prisen på de mindre Lejligheder eller til Dækning af almindelige kommunale Behov. Endelig må Staten lave Lejeordningen om. Det må fastsættes, at Lejere af Lejligheder, Værksteder eller Butikker i Kommunens Ejendomme kun kan siges op, når det bevises for Huslejenævnet, at de enten ikke behandler Lejlighederne ordentlig eller forstyrrer Ro og Orden i Ejendommen eller undlader at betale deres Leje, skønt de godt kan. Det er meget vigtigt, at Forvaltningen af de kommunale Ejendomme bliver praktisk ordnet. Det er naturligvis utænkeligt at administrere alle Ejendomme i en stor Kommune fra et Sted. Det bliver nødvendigt at lade Lejeren selv lede dem. Administrationen af de enkelte Ejendomme må overdrages til Lejerråd, der selv må sørge for, at Husene forbliver i god Stand, holdes rene og behandles ordentligt. Det må fastsættes, at Lejerne selv hæfter for Beskadigelser og Forsømmelser, og allesammen må bidrage til Reparationsomkostningerne i Forhold til den Leje de betaler. Men er der først valgt Lejerråd med dette Formål, så vil de snart tage andre Opgaver op. Lejerrådene vil få Ret til at bygge Centralkøkkener, Centralvaskerier og Centralvarmeanlæg for hver Ejendom eller hver Karré for at aflaste Husmødrene. De vil kunne indrette Legeværelser og Læsestuer for Børnene og fælles Spiserum, Læseværelser og Sportssale for de voksne. De må også være kompetente til at ansætte de fornødne Kokkepiger, Vaskekoner og Barneplejersker osv, hertil. Til Omkostningerne bidrager Lejerne i Forhold til deres Husleje. På denne Måde vil Husholdningerne blive delvis socialiserede; mange Opgaver, som hver Husholdning nu udfører for sig. vil i Fremtiden blive ordnet i Fællesskab af Lejerrådene og deres Organer. Arbejderhustruerne vil ikke længere bukke under for det dobbelte Slid på Arbejdspladsen og i Hjemmet. For Børnene sørges der langt bedre end før; når Moder går på Fabrikken eller på Kontoret, behøver hun ikke længere at overlade Børnene til sig selv, men kan betro dem til den Plejerske, som Lejerrådet har ansat ved Kompleksets Lege- og Læseværelser. Men også Mændene vil ved denne Socialisering få et mere komfortabelt Hjem. Nu må Arbejderen tilbringe sin Fritid i det samme Værelse, der tjener som Køkken, som Vaskehus og som Legeværelse for Børnene. Følgen er, at han kun altfor ofte flygter fra det ubehagelige Hjem hen på Værtshuset, når han kan komme afsted med det. I Fremtiden vil han finde Læsestue og Spille og Underholdningsværelser, hvor han kan tilbringe sin Fritid på en behagelig Måde, i selve den Ejendom hvor han bor. Således vil Byggeriets Socialisering fuldstændig ændre den brede Befolknings Livsforhold. Er Byggegrunde og Beboelseshuse først blevet Kommunernes Ejendom, vil der ikke længere findes nogen Husvilde. Alle kan nemlig gøre Krav på at få anvist en passende Lejlighed. Så er der ikke længere Tale om at »sætte Lejen op". For når Kommunen ikke må tage højere Leje, end at den lige får sine Omkostninger dækkede, kan Befolkningsforøgelsen ikke bringe Lejen til at stige. Og der vil heller ingen Opsigelser gives; Kommunen kan kun sige Lejeren op, når han ikke behandler sin Lejlighed ordentligt. Der vil ikke længere finde nogen Vilkårlighed Sted fra Værtens, Husinspektørens eller Viceværtens Side, for de er afløst at Beboernes eget Lejerråd. Der gives heller ikke længere nogen glædesløs, ubehagelig Enkelthusholdning, den enkelte Families lille Lejlighed suppleres at de Fællesrum og fælles Indretninger, som Lejernes demokratiske Samfund skaber for alle.

Bankernes socialisering

I Bankerne flyder de Industridrivendes, Købmændenes og Landbrugernes disponible Kapital sammen; der anbringes alle små Sparesummer og alle Penge, som Ejerne ikke i øjeblikket har nogen Anvendelse for. På denne Måde råder Bankerne til enhver Tid over store Masser af fremmede Penge. Herved får de en uhyre Magt i Samfundet. I de sidste Tiår før Krigen har Bankerne i fået hele Storindustrien i deres Magt; Finanskapitalen tronede som Industriens Herre. Den, som dengang syslede med Tanken om Industriens Socialisering måtte med Rette antage, at den helst måtte indledes med Overtagelsen at Bankerne. Thi når Samfundet blev Herre over dem, fik det Magten over Industrien. Men Krigen har i væsentlig Grad forandret Bankernes økonomiske Funktion. De er under Krigen i den Grad blevet Instrumenter for Statskreditten, at deres andre Funktioner ganske er trådt i Skyggen herfor. Under Krigen var Bankerne i Grunden ikke andet end Rekvisitionsanstalter for Hærledelsen; det var deres Opgave at rekvirere hver Skilling, der kunne opdrives, til Krigsførelsen. Den største Del af Bankernes Aktiver består derfor i øjeblikket af Fordringer på Staten og Lån på Statsobligationer. Bankernes Socialisering ville derfor ingenlunde få samme Virkning som i Fredstid. Og i øjeblikket, hvor vi har Brug for Udlandets Kredit til Genrejsning af vort økonomiske Liv, ville den næppe være så let at gennemføre og heller ikke så tilrådelig og så effektiv som i Fredstid. Industriens Socialisering kan altså ikke begynde med Samfundets Overtagelse af Bankerne. Vi må lade Bankerne afvikle deres Krigsaffærer og genoptage og udvikle de normale Fredsforretninger, før vi kan tænke på at socialisere dem. Den store Samfundsændring kan ikke begynde med Bankerne, deres Socialisering må afslutte den, være Kronen på Værket. Bankernes Socialisering har en helt anden Opgave end Samfundets Overtagelse af Storindustrien eller Herregårdene. Her drejer det sig ikke om at gøre Jorden og Arbejdsmidlerne til Folkets Ejendom. Det gælder at fravriste Finanskapitalen Magten over de fremmede Kapitaler i Bankerne og lægge den i Samfundets Hånd. Her behøves derfor heller ingen Ekspropriation; det er nok at overdrage den Magt som Aktionærerne nu udøver gennem Bankrådene til Repræsentanter for hele Folket. Det må ved Lov fastsættes at Storbankernes Bankråd ikke længere skal vælges af Aktionærerne på Generalforsamlingen, men at de derimod skal udpeges af visse i Loven fastsatte Institutioner. Det kan f.eks. bestemmes, at en Tredjedel af hver Storbanks Bankråd vælges af Rigsdagen, mens de øvrige to Tredjedele udpeges af Industriforbundene, af Landbrugets Andelsforetagender og Brugsforeningerne og af de faglige Organisationer. En sådan Lovbestemmelse vil være tilstrækkelig til at give Samfundet Magten over de Milliarder, Bankerne råder over. Når Bankerne ikke længere beherskes af Storaktionærerne, men ledes af Samfundets Repræsentanter, så vil det ikke være vanskeligt at slå alle Storbankerne sammen til en national Centralbank. Denne Bank vil få Magten over hele Landets Kreditvæsen. Man må sørge for at få de dygtigste Fagfolk til Ledere af den. Måske må der helst dannes et særligt Kollegium til at gøre Indstilling ved Udnævnelsen af Centralbankens Direktører. Dette Kollegium skulle bestå af Statsfinansernes Ledere og af Industriforbundene og Handelsorganisationernes Førstemænd samt af Repræsentanter for Handelshøjskolernes Lærere og for Bankfunktionærernes Organisationer. Hver Gang en Direktørplads i Centralbanken skal besættes, afgiver dette Kollegium Indstilling, og Bankrådet må da udnævne en af de indstillede. En sådan Sammensmeltning af alle Storbanker til en Centralbank, ledet af de mest fremragende Fagmænd og kontrollerede af Samfundets Repræsentanter vil få uhyre Virkninger. Når der ikke længere er nogen Konkurrence imellem Bankerne, vil Rentefoden kunne nedsættes. Da Centralbanken står i umiddelbar Forretningsforbindelse med alle Besiddende i Landet, behøver de ikke længere Fondsbørsen for at afsætte Værdipapirer; denne vil miste enhver økonomisk Funktion og dermed hele sin Betydning. Hele den Magt Finanskapitalen hidtil har udøvet over Industri og Grubedrift, vil gå over i det demokratiske Samfunds Hænder. Ved Kreditydelsen kan Banken begunstige Brugsforeningerne, befordre Udviklingen af deres egen Produktion og derigennem blive et betydningsfuldt Redskab ved Socialiseringen af mange Industrier. Men hermed vil Centralbanken ikke nøjes. Den bliver det øverste ledende Organ for hele Folkehusholdningen, det Centrum som skal regulere Fordelingen af Kapital og Arbejde på Produktionens enkelte Grene. Nu bestemmer den enkelte Kapitalist selv, hvorledes han vil anvende sin Kapital. Ingen foreskriver ham, om han skal bruge den til at grunde en Jerngrube eller et Teglværk eller til at anlægge et Bomuldsvæveri eller en Glasfabrik. Samfundet har ikke noget Organ, der regulerer Kapitalens Fordeling på de enkelte Erhvervsgrene. Derfor gentager det sig stadig, at der tilføres disse Industrier for megen og hine for lidt Kapital. Kapitalisterne grundlægger et Dusin Cementfabrikker, og først når Fabrikkerne er færdige, viser det sig, at der ikke er Brug for så meget Cement på Markedet. Byggeentreprenørerne indskrænker Byggeriet, og efter kort Tids Forløb bliver det klart, at der ikke er opført så mange Lejligheder, som der skal bruges. En Hovedårsag til de økonomiske Kriser, vi stadig hjemsøges af, er, at der i det kapitalistiske Samfund ikke findes nogen, som sørger for en ligelig Udvikling af de enkelte Produktionsgrene. Ingen drager Omsorg for, at de udvikles på en Måde, der svarer til Behovene. Det bliver nu Centralbankens Opgave at sørge herfor. Den råder jo over hele Samfundets Kapital. Den kommer til at afgøre, i hvilke Grene af Produktionen denne Kapital skal anbringes. Ledet af hele Folkets Tillidsmænd vil den stadig kunne føre den disponible Kapital derhen, hvor Folket har Brug for den. Centralbanken vil anvende den til Udvidelse af de Industrier, hvis Produkter der er Mangel på, og holde den borte fra dem, der ikke tjener noget påtrængende Behov. På den Måde bliver Bankernes Socialisering det afgørende Skridt til Overvindelse af Kapitalismens Anarki. Centralbankens Bankråd bliver den øverste økonomiske Myndighed, det højeste ledende Organ i hele Folkehusholdningen. Først med Bankernes Socialisering får Samfundet Magt til at lede sit Arbejde planmæssigt, til at regulere Produktionens enkelte Grene og til at afpasse den efter Folkets Behov.

Ekspropriatorernes ekspropriation

Socialismen vil give Folket tilbage, hvad Kapitalister og Jorddrotter har tilegnet sig på dets Bekostning. Ekspropriationen af dem, der hidtil har berøvet Folket dets Ejendom, Ekspropriatørernes Ekspropriation, er derfor den første Forudsætning for et socialistisk Samfund. Spørgsmålet er nu ikke længere, om denne Ekspropriation skal gennemføres, men hvorledes den skal fuldbyrdes. Den kan og skal ikke gennemføres som en brutal Konfiskation af Kapitalisternes Ejendom; thi på denne Måde ville den medføre en uhyre ødelæggelse af Produktionsmidlerne, som ville forarme Folkemasserne og forøde deres Indkomstkilder. Ekspropriatørernes Ekspropriation må foregå på ordnet, planmæssig Måde, sådan at Samfundets Produktionsapparat ikke tager Skade og Driften af Industri og Landbrug ikke hæmmes. Beskatningen kan blive det vigtigste Middel til at gennemføre en sådan ordnet Ekspropriation. Vi har i det foregående vist, at Storindustrien og Bjergværksdriften, Skovene, Herregårdene og »den døde Hånd«s Jordegodser er det første, der må socialiseres. Den Godtgørelse, som de hidtidige Ejere skal have, bør tilvejebringes ved en Formueafgift. For Tysk-Østrigs Vedkommende kan man beregne, at en Afgift på gennemsnitlig en Sjettedel af de besiddende Klassers hele Formue vil være nok til at gennemføre denne Ekspropriation. Afgiften måtte naturligvis være progressiv, således at de små Kapitalbesiddere kommer til at betale langt mindre, de store langt mere end en Sjettedel af deres Formue. En sådan Afgift på gennemsnitlig en Sjettedel af Formuen byder ingen tekniske Vanskeligheder. Ved Hjælp af en til dette Formål oprettet Kreditorganisation vil Skatten kunne opkræves, uden at der fremkaldes følelige økonomiske Forstyrrelser. Og en sådan Formueafgift kan ikke overvæltes; efter hvad Finansvidenskaben med Sikkerhed kan erkende, kan den hverken drive Varepriserne i Vejret eller trykke Lønnen. På denne Måde er det altså muligt uden videre at gøre en vigtig Del af Produktionsapparatet til Samfundets Ejendom uden nogensomhelst Forstyrrelse af det økonomiske Liv og uden nogen Belastning af det arbejdende Folk. En anden ikke mindre vigtig Opgave for Lovgivningen er det at befri Folket for den trykkende Tribut til Statens Kreditorer. Krigen har pådraget Staten en uhyre Gæld. Denne Gæld må forrentes. En Statsbankerot ved ganske simpelt at lade være at betale Renterne er ikke mulig. Den ville nemlig føre til øjeblikkeligt Sammenbrud af alle Banker, Sparekasser, Forsikringsselskaber, Stiftelser og Kreditforeninger. Herved ville ikke alene små Bestillingsmænd, Funktionærer, Håndværkere og Bønder blive berøvet deres Sparepenge, men alle Industridrivende og Handlende ville endvidere miste hele deres Driftskapital. En sådan Katastrofe må undgås, Krigslånenes Renter skal altså betales. Men de skal ikke betales af Arbejderklassen, men af de besiddende, thi Staten skal ikke beskatte Arbejderne for at give det indkomne som Rente til Kapitalisterne. Statsgældens Renter må derfor skaffes til Veje gennem en særlig Skat på al arbejdsfri Indtægt. Staten opkræver en ekstraordinær progressiv Skat af al arbejdsfri Indkomst at Kapital og Grundejendom på gennemsnitlig en Tredjedel af Indkomstbeløbet; de store Kapitalister betaler mere, de små mindre end en Tredjedel. Udbyttet af denne Skat vil være tilstrækkeligt til at forrente Krigsgælden. Denne Forrentning vil ske fuldt og helt på Bekostning at Kapitalister og Grundejere, thi når den ekstraordinære Skat anlægges ikke som en Udbytte-, men som en Indkomstskat, og når den ordnes progressivt, så kan den i Følge Finansvidenskaben ikke overvæltes. Den må virkelig betales af dem, den pålægges. De to Skatteoperationer, som vi har skitseret, går altså ud på at lade de besiddende Klasser selv gennem Afgifter af Formue og Indtægt udrede de Erstatningssummer, som Samfundet må yde for Overtagelsen af Storindustrien og Herregårdene og selv tilvejebringe de Renter, som Staten må betale dem i deres Egenskab af Kreditorer. Og oven i Købet ville hele Operationen forløbe forholdsvis smertefrit. De besiddende Klasser måtte afgive sådan noget som en Sjettedel af deres Formue og dermed også af deres Indtægt ved Formueafgiften og en Tredjedel af Indkomstens resterende fem Sjettedele ved den ekstraordinære Beskatning af arbejdsfri Indtægt. De måtte altså foreløbig kun af med gennemsnitlig omkring fire Niendedele af deres Indtægt, de store Kapitalister mere, de små mindre. På Baggrund af de Omvæltninger i Indkomstforholdene, som Krigen har fremkaldt, synes en sådan Ekspropriation ingenlunde altfor radikal. Samtidig med denne Ekspropriation vil der imidlertid også finde en anden Sted. Kommunerne vil, som vi har set, ekspropriere Industri- og Handelsforetagender, der tjener lokale Behov og overtage Byernes Jord. De hidtidige Ejere vil som Erstatning få Værdipapirer, der berettiger dem til en fast Rente af Udbyttet af den eksproprierede Ejendom. De vil altså sidde med Værdipapirer med fast Rente i Stedet for deres Jord, deres Huse, deres Bagerier, Møller o. s. v. Den næste Opgave består i at udslette disse Gældsbreve sammen med Krigslånsobligationerne. Den kan løses ved Indskrænkning af Arveretten og ved Beskatning af Arv. Den juridiske Arveret må indskrænkes til Ægtefællen og de nærmeste Blodsbeslægtede. Der må opkræves høje progressive Arveafgifter af Testamentsarv. Den Indtægt. der fremkommer ved Arveafgiften og ved Arvs’s Hjemfald til Staten, må udelukkende anvendes til Amortisation af Statsgælden. På denne Måde ville Gælden i Løbet at få Generationer være ude af Verden. De løbende Statsudgifter må derimod dækkes på anden Måde. Har Statshusholdningen hidtil tørst og fremmest hvilet på Skatterne, så vil de socialiserede Bedrifter nu, efterhånden som Socialiseringen gennemføres, blive Statens vigtigste Indkomstkilde. Staten vil få Andel i Nettooverskuddet af den socialiserede Storindustri, den socialiserede Grubedrift og den socialiserede Jord. Statshusmændene, der har slået sig ned på gammel Herregårdsjord, må betale en årlig Afgift til Staten. Den vil få Andel i Udbyttet af de i Industriforbund organiserede Industrier. De socialiserede Handelsgrene vil give den en Gevinst. Efterhånden som Socialiseringen skrider frem, vil en stigende Del af Statsudgifterne ikke længere blive afholdt gennem Skatter, men af Udbyttet af de socialiserede Foretagender. Alle store sociale Omvæltninger har været ledsaget, af Ændringer i Statshusholdningen. Den feudale Stat karakteriseres ved, at den gav Jorden som Len til sine Tjenere for at belønne dem for deres Tjeneste. Den kapitalistiske Stat karakteriseres ved, at den opkræver Pengeskatter, med hvis Udbytte den betaler sine Magtmidler, Hæren og Bureaukratiet. Fremtidens socialistiske Samfund vil ikke længere dække sine Behov gennem Pengeskatter, men ved Udbyttet af de socialiserede Foretagender. Men medens Skatten efterhånden vil miste sin Betydning som normal Indtægtskilde for Staten, så vil den få en så meget desto større Betydning som Middel til at ændre Formue- og Indtægtsfordelingen i Samfundet. Netop for at kunne bestride sin Husholdning ved Udbyttet af socialiserede Foretagender i Stedet for gennem Skatter må Staten gennem høje Formueafgifter skaffe sig Midler i Hænde til at erhverve disse Foretagender. Og den må ved høje ekstraordinære Skatter på arbejdsfri Indkomst sættes i Stand til at afvikle Krigsgælden. Skatten forandrer altså fuldstændig Funktion: Fra et Middel til Dækning af normale Statsudgifter, et Middel til Bestridelse af Statens Herskerudgifter, forvandler den sig til et Middel til Ekspropriatørernes Ekspropriation. Den kapitalistiske Stat pålægger Folkemasserne trykkende Forbrugsskatter og bruger dem til at betale Renter til Statens Kreditorer; gennem indirekte Skatter eksproprierer den Folkemasserne til Fordel for Kapitalen. Det kommende socialistiske Samfund vil gå den modsatte Vej. Det vil belaste Kapitalen med Formue- og Arveafgifter og med ekstraordinær Skat på arbejdsfri Indkomst og bruge disse Indtægter til at gøre Jorden og Arbejdsmidlerne til Samfundets Ejendom. Det vil ekspropriere Kapitalen til Fordel for de arbejdende Folkemasser. Skatterne, der hidtil var et Middel til at ekspropriere Folket til Fordel for Kapitalisterne, vil nu blive et Middel til at ekspropriere Kapitalisterne til Fordel for Folket.

Socialiseringens forudsætninger

Vi har søgt at få Overblik over, hvilke Forholdsregler der må tages, for at den store Samfundsomvæltning i Folkets Interesse kan fuldbyrdes planmæssigt og målbevidst og uden nogen Forstyrrelse af Produktionen. Vi har tilbage at påvise, hvilke Forudsætninger der må være opfyldt, for at den lange Række af mangfoldige gennemgribende Reformer overhovedet skal blive mulig. Den første Forudsætning for Socialiseringen er selvfølgelig Fred. Ingen af de Forholdsregler, vi har diskuteret, er mulig, så længe vi endnu lever i Krigstilstand, så længe vore Grænser ikke er fastsatte, og Havene ikke er fri. Vi kan f.eks. ikke gennemføre Formueafgiften, så længe vi ikke véd, hvilke Områder der kommer til at høre til vort Land, så længe vigtige Dele af vor Jord er besat af fremmede Tropper, og så længe Fordelingen af Krigslånene på de enkelte nye Stater ikke er ordnet. Vi har heller ikke frie Hænder til at ordne vore Samfundsforhold, som vi selv vil, uafhængigt af Ententelandenes herskende Klasser, så længe vi ikke kan betale Levnedsmidler og Kul med Udbyttet af vort eget Arbejde, men må have dem tildelt på Kredit af Sejrherrerne. Vi må først have Fred, Indførslen af Levnedsmidler og Råstoffer må blive fri påny, vore Maskiner må i Gang igen, vi må atter begynde at arbejde, således at vi ikke længere er afhængige af Sejrherrernes Nåde, ikke er underkastet deres Bud, men er frie og kan ordne vore Samfundsforhold efter vort eget Behov og vor egen Vilje. Fred og Arbejde er de ydre Forudsætninger for Fuldførelsen af vor Opgave. Men den indre Forudsætning er, at Folket, de brede arbejdende Masser i By og på Land, vil den sociale Nyordning. Ganske vist er der mange, som tror, det er nok, at et Par Tusind behjertede og handlekraftige Mænd bemægtiger sig Statsmagten med et Kup; de skulle så kunne dekretere Folkets brede Masse Socialiseringen. Men det er en fejlagtig Tro. Thi hvorledes skulle et lille Mindretal, som ved terroristiske Midler tvang de brede Folkemasser til at underkaste sig deres Vilje, kunne forvalte Samfundets store Produktionsapparat ? Ganske vist kunne de ved en ubarmhjertig Terror ekspropriere Kapitalistklassen, vel kunne de beherske Produktionsapparatet fra et revolutionært Centrum. Men det blev en bureaukratisk Socialisme, ikke nogen demokratisk, thi det revolutionære Centrum kunne kun regere Fabrikkerne, Bjergværkerne og Godserne ved Hjælp af et af det indsat Bureaukrati, som dets Hær tvang Befolkningen til at adlyde. Men vi ønsker ikke en bureaukratisk Socialisme, der ville betyde, at hele Folket blev behersket af et lille Mindretal. Vi vil den demokratiske Socialisme, d.v.s. Folkets økonomiske Selvstyre. Folket skal selv styre sit økonomiske Liv gennem et Net af demokratiske Organisationer; vi har lært dem at kende i de foregående Afsnit. Bedriftsrådene i de enkelte Fabrikker, Lejerrådene i de enkelte Ejendomme, Fagforeningerne, Brugs- og Andelsforeningerne, Kommunerne og Bestyrelserne for de enkelte Industrigrene. Hertil Kontrolrådene ved Herregårdene, Landhusholdningsrådet, Landbruget, den nationale Centralbanks Bankråd og sluttelig Rigsdagen og den af den dannede Regering. Det er de vigtigste af de Organisationer. som skal træde i Stedet for Kapitalister og Grundejere skal forvalte Produktionsmidlerne, lede Arbejdet og regulere det økonomiske Liv. Et sådant økonomisk Selvstyre forudsætter imidlertid virksom Deltagelse, interesseret Medvirkning af de brede Folkemasser. Det kan ikke påtvinges Befolkningen af et lille Mindretal, men må fremgå af de arbejdende Folkemassers egen Vilje. Derfor er den første Forudsætning for Socialiseringen, at Folkets brede Masser, at dets Flertal er opfyldt af socialistisk Overbevisning, besjælet af Viljen til Socialismen. Men Socialismen har også en anden Forudsætning: den kræver en Stat, der efter sit Væsen er i Stand til at gennemføre den sociale Omvæltning. Denne Forudsætning må vi i Tysk-Østrig tage nøje i Agt. Thi endnu står vi overfor det store Spørgsmål, om vort Land skal blive en Del af den store tyske Republik, eller vi skal forene os med Czekker, Sydslaver, Ungarer, Polakker og Rumænere til et Statsforbund, en »Donauføderation«. Af Svaret herpå afhænger vor fremtidige Samfundsordning. Lad os engang forestille os en sådan Føderation at Donaufolkene ! Hvem skulle i den gennemføre Socialismen ? Den tysk-østrigske Regering ? Men man kan ikke tænke sig et socialistisk Tysk-Østrig forenet med kapitalistiske Nabostater indenfor den samme Føderation, indenfor samme økonomiske Enhed. Eller skal hele Føderationen i Fællesskab vandre ad Vejen til Socialismen? Skal en Forbundsregering, indsat af alle de mange Nationer i Fællesskab, gennemføre Socialiseringen ? Socialiseringen forudsætter en stærk, sluttet og handlekraftig Regering, der er i Stand til energisk, fast og målbevidst at bryde Kapitalisters og Jorddrotters Modstand og at opbygge den socialistiske Organisation. Forbundsstyret i en løs Føderation magter ikke denne vældige Opgave. Indlemmes vi i en Donauføderation er Vejen til Socialismen spærret for os for lang Tid. Ganske andre Udsigter har vi hvis Tysk-Østrig bliver et Led af den store tyske Republik. Den tyske republik bliver ikke noget løst Statsforbund, men en fasttømret Forbundsstat med en stærk og sluttet Regering og en fælles lovgivende Rigsdag; der vil den stærke Statsmagt findes, som alene formår at overvinde de besiddende Klassers Modstand og opbygge den nye Samfundsorganisation. Og de tyske Arbejderes Antal, åndelige Modenhed og revolutionære Fasthed borger for, at denne Statsmagt vil være opfyldt af Viljen til Socialismen. Tilslutningen til Tyskland baner altså Vej for os til Socialismen. Den er den første Forudsætning for Socialismens Virkeliggørelse. Derfor må Kampen for Socialismen her i Landet foreløbig føres som en Kamp for Tilslutning til Tyskland. Vi har således vist, hvorledes vi kan og vil komme til Socialismen. Men den Vej til Socialismen, vi har beskrevet, er ikke den eneste tænkelige. Socialismen kan også komme ad andre Veje. Begriber vort Folk ikke, hvad Timen kræver, modsætter de besiddende Klasser sig det nødvendige og uundgåelige, erkender de arbejdende Folkemasser, forvildede og misledte, ikke deres egne Interesser, og forstår de ikke at bruge de politiske Magtmidler, som den demokratiske Republik har givet dem, da vil Socialismen komme på en anden Måde. Ikke som Resultat af planmæssigt opbyggende Arbejde, men som Følge at en frygtelig Storm, der først ødelægger og knuser alt, for at der på Ruinerne af det gamle kan opstå en ny Verden. Kommer Socialismen på denne Måde, da må vi købe den forfærdeligt dyrt. Købe den med Års Borgerkrig, med en uhyre Ødelæggelse at vore Produktionsmidler, købe den med endnu mange Års endnu værre Elendighed, med endnu skrækkeligere Nød end den Krigen har bragt over os. Socialismen er blevet en historisk Nødvendighed; den vil under alle Omstændigheder komme. Spørgsmålet er kun, på hvilken Måde den skal komme. Lad os alle arbejde for, at den skal komme, ikke som et Resultat af ødelæggende Katastrofer, men som Frugt af målbevidst Arbejde. 

Revolutionen i Oktober og November 1918 var en national og en politisk Revolution. En national Revolution: den satte nationale Enhedsstater i Stedet for det Habsburgske Tvangsmonarki. En politisk Revolution: den erstattede den monarkisk-militaristiske Øvrigshedsstat med den demokratiske Republik. Men den nationale og politiske Revolution vakte Viljen til den sociale Revolution. Kejseren var jaget bort; skulle Fabrikanten vedblive at herske ? Kronen, Generalstaben og Bureaukratiet var styrtet; skulle Arbejdermasserne stadig finde sig i Bourgeoisiets Herredømme? Den politiske Undertrykkelse var overvundet; måtte det nu ikke også være Slut med den økonomiske Udbytning ? De første Uger efter Omvæltningen var opfyldt af politisk Arbejde, den nye Stat måtte bygges op og skabe sig sine grundlæggende Institutioner. Så marcherede Klasserne op til den store Valgkamp; den endte den 16. Februar 1919 med en stor Sejr for Arbejderklassen. Nu var det sociale Spørgsmål stillet på Dagsordenen. Masserne trængte på for at få socialiseret Industrien, Gruberne og de store Land- og Skovejendomme. Her og der greb de selv Magten og bemægtigede sig uden Lovhjemmel enkelte Bedrifter. Ved Bevægelsen i Masserne selv blev Lovgivningen stillet overfor Socialiseringsproblemet. Men hvor stærkt man end trængte på for at få Socialisering i Indlandet, turde vi dog ikke lukke øjnene for, at den kapitalistiske Samfundsordnings Skæbne ikke afgøres i Tysk-Østrig, men derimod i de store kapitalistiske Lande. Tysk-Østrig er et lille afmægtigt Land, der økonomisk er henvist til fremmed Hjælp. Det kunne ikke bestå som socialistisk ø midt i en kapitalistisk Verden. Socialiseringens Gang i Tysk-Østrig er derfor betinget af, hvorledes Klassekampen mellem Kapital og Arbejde forløber i de store kapitalistiske Lande. I de første Uger efter Valget af den konstituerende Nationalforsamling syntes Udviklingen overordentlig forjættende. I Tyskland lød stormende Krav fra Arbejdermasserne om Socialisering. Store Massestrejker rystede Riget. Regeringen lovede i Opråb, der blev slået op overalt i Landet, at gå hurtigt og energisk i Gang med Socialiseringen. I Ungarn afløstes Regeringen Karolyi af Arbejderrådenes Diktatur, og der blev dekreteret øjeblikkelig Ekspropriation af Fabrikker, Gruber og Herregårde. I Czekoslowakiet og Polen bebudedes store Landboreformer med Afløsning af Storgodserne. Også i Ententemagternes Lejr sporedes Bevægelser, som syntes at rykke en social Revolution indenfor det muliges Grænse. Den franske Armé utilfreds med at Demobiliseringen blev trukket i Langdrag syntes grebet af en revolutionær Gæring; på Balkan, i Sydrusland og ved Rhinen kunne der iagttages Tegn på Opløsning af Disciplinen. Også i engelske Lejre demonstrerede Soldaterne mod, at deres Hjemsendelse blev udskudt. Således sås der overalt dyb social Gæring og svære Rystelser af den kapitalistiske Ordning. Vor Opgave var det at udnytte denne europæiske Situation til Gavn for Socialismens Sag i vort Land.

Først blev en Række almindelige Grundsætninger for Socialiseringen fastslået ved en Lov af 14. Marts 1919. Loven bestemmer, at økonomiske Virksomheder af Hensyn til det almene Vel kan eksproprieres til Fordel for Staten, Provinserne og Kommunerne og overdrages offentligretlige Institutioner til Forvaltning. Videre siges det, at der ved særlig Lov skal gives Arbejderne og Funktionærerne Andel i Virksomhedernes Ledelse. Til Forberedelse af de Love, gennem hvilke disse almindelige Grundsætninger skal virkeliggøres, indsættes et særligt Udvalg, Statskommissionen for Socialisering. Formanden for denne vælges af Nationalforsamlingen og har Rettigheder og Ansvar som en Minister. Socialiseringskommissionen begyndte straks sit Arbejde. Fire Lovforslag blev i Løbet af kort Tid udarbejdet og forelagt for Nationalforsamlingen den 24. April 1919. De drejede sig om: 1) Bedriftsråd, 2) Fælles økonomiske Foretagender, 3) Ekspropriation af og 4) kommunal Overtagelse af Erhvervsvirksomheder.I Nationalforsamlingen var disse Lovforslag Genstand for langvarige Forhandlinger og hårde Kampe. De tre første Forslag er blevet vedtaget omend med væsentlige Ændringer og er allerede trådt i Kraft. Det fjerde Lovforslag, om kommunal Overtagelse, er endnu ikke færdigbehandlet.

Det vigtigste Resultat af dette parlamentariske Arbejde er Bedriftsrådsloven af 15. Maj 1919. Denne bestemmer, at der i alle Fabrikker og andre Bedrifter, som til Stadighed beskæftiger mindst 20 Arbejdere eller Funktionærer, skal vælges Bedriftsråd af disse. I Bedrifterne med fra 5-20 Beskæftigede vælges Tillidsmænd med væsentligt de samme Rettigheder. Kun Landbruget er undtaget fra Loven; Indførelsen af Bedriftsråd her strandede på de kristelig-sociale og stortyske Agrarers Modstand. Dog vælges der i Landbrugets industrielle Bivirksomheder og i Skovbruget Bedriftsråd med samme Rettigheder som i Industrien. Ved denne Lov er for det første Arbejdernes gamle Fordring om lovmæssig Anerkendelse af deres Tillidsmænd blevet opfyldt. Det er nu ved Loven fastsat, at Arbejdsgiveren ikke egenmægtigt afgør alle Spørgsmål, men må aftale Ordningen af Løn- og Arbejdsforholdet i alle Enkeltheder med Bedriftsrådet. Arbejdslønnen, særlig Enheds-, Styk- og Akkordløn, og Arbejdsordningen kan, for så vidt de ikke er ordnet ved kollektive Arbejdsoverenskomster, kun aftales mellem Arbejdsgiveren og Bedriftsrådet, Disciplinærstraffe kan ikke længere pålægges egenmægtigt af Bedriftslederen, men kun af et Udvalg bestående af en Repræsentant for Ejeren og en for Bedriftsrådet. Lønlisterne og Lønudbetalingen skal kontrolleres af Bedriftsrådene. Bedriftsrådene skal påse Gennemførelsen af Arbejderbeskyttelseslovgivningen og medvirke ved Fabriksinspektørernes Undersøgelser. De kan appellere en Arbejder eller Funktionærs Opsigelse eller Afskedigelse til et Voldgiftsnævn, hvis de mener, at den er sket af politiske Grunde, eller fordi han har benyttet sig af sin Organisationsret; dermed er Forfølgelser forhindret. Endnu effektivere er Bedriftsrådsmedlemmerne selv og Tillidsmændene i Småbedrifter beskyttet mod Forfølgelser; de kan kun afskediges med Tilslutning af et Voldgiftsnævn. På denne Måde sikrer Loven Arbejdere og Funktionærer en vidtgående Medbestemmelsesret i alle Arbejdsforholdets Anliggender. Men Loven går endnu videre. Den giver Arbejderne og Funktionærerne Ret til og Mulighed for at kontrollere og øve Indflydelse på ikke alene den sociale, men også den merkantile og tekniske Ledelse af Bedrifterne. Indehaveren er forpligtet til, hvis Rådet forlanger det, hver Måned at drøfte de almindelige Grundsætninger for Virksomhedens Ledelse med det. I Industriforetagender og i større Handelsvirksomheder må Indehaveren hvert År forelægge Virksomhedens Status, Gevinst- og Tabskonto og dens Lønstatistik for Bedriftsrådet. Endnu videre går Rådenes Rettigheder ved Bedrifter, der drives af Aktieselskaber. Her har de Ret til at vælge to Repræsentanter ind i Bestyrelsen eller Direktionsrådet, der tager umiddelbar Del i Virksomhedernes Ledelse med de samme Rettigheder som de øvrige Medlemmer. Er der på denne Måde allerede nu sikret Arbejderne en Andel i Virksomhedernes Ledelse og Forvaltning, så ligger disse Bestemmelsers Betydning dog først og fremmest deri, at Arbejderklassen herved sættes i Stand til efterhånden at opdrage en Stab af Tillidsmænd, der ved stadig at beskæftige sig med Ledelsen af industrielle Foretagender får Indsigt i denne, vinder de nødvendige Kundskaber og Erfaringer og således efterhånden lærer at lede socialiserede Industrier. Kapitalismen har opløst Arbejdsprocessen i lutter Specialarbejde. Hver enkelt Arbejder er År ud, År ind beskæftiget med det samme åndsløse Specialarbejde. Han kender knap det Arbejde, som hans nærmeste Kammerat på Fabrikken udfører. Han har ingen Oversigt over Arbejdsprocessen i dens Helhed, intet Kendskab til den samlede Bedrifts Teknik. Endnu mindre kender Arbejderen til Foretagendernes merkantile, forretningsmæssige Ledelse. Han ved ikke, hvorfra Råstofferne kommer, eller hvor de færdige Varer går hen. Han forstår ikke Bogføringen. Kan ikke læse Status. Idet Kapitalismen har nedværdiget Arbejderne til blotte Arbejdsinstrumenter, har den sat dem ude at Stand til at lede deres eget Arbejde. Den har gjort de Kundskaber og Evner, der fordres til at lede det samfundsmæssige Arbejde, til en Særrettighed på samme Måde som Ejendomsretten til Produktionsmidlerne. Dette Monopol må brydes, hvis Socialiseringen skal blive mulig. Først når Arbejderklassen af sin egen Midte frembringer en Stab af Tillidsmænd, der er i Stand til at overtage Ledelsen at Bedrifterne, uden at Produktionen derved forstyrres, først da er Kapitalisten virkelig blevet overflødig, først da har han ikke mere nogen Funktion at opfylde i Bedriften, først da kan han jages ud af Virksomheden. Derfor gælder det ved Socialiseringen først og fremmest om at give Arbejderne Mulighed for at opdrage den Stab af Tillidsmænd, der engang skal kunne lede og forvalte den socialiserede Industri. Denne Opgave opfylder Bedriftsrådsloven. Idet den giver Rådene Ret til at drøfte Forretningsførelsen med Arbejdsgiveren og til at få Indblik i Status og Gevinst- og Tabsopgørelserne, og ved at den i den egentlige Storindustri, der jo for det meste er i Hænderne på Aktieselskaber, sætter Repræsentanter for Bedriftsrådene lige ind i Bestyrelsen, giver den Arbejdere og Funktionærer Mulighed for at erhverve de Kundskaber, Erfaringer og Evner, som Kapitalismen hidtil har forholdt Arbejderklassen, men uden hvilke den ikke formår at overtage Ledelsen af Bedrifterne. Ganske vist vil Bedriftsrådene ikke altid, ikke overalt være i Stand til at udnytte deres nye Rettigheder. De vil ikke forstå Tilsløringerne og Knebene i de Statusopgørelser, der bliver forelagt dem, Bestyrelsesmedlemmerne i Aktieselskaberne vil ikke forstå at bruge deres Rettigheder mod langt mere erfarne og drevne Aktionærrepræsentanter. Men hvad de ikke kan til at begynde med, det vil de efterhånden lære gennem Praksis. På denne Måde vil der gennem Bedriftsrådene fuldbyrdes en Opdragelse, der er den vigtigste Forudsætning for virkelig Socialisering. 

Bedriftsrådsloven opdrager Arbejderne til at være medbestemmende i Bedrifterne og skaber derved de psykologiske Forudsætninger for Socialiseringen. Men samtidig søgte vor Lovgivning også at finde nye Retsformer for socialiserede Foretagender og dermed skabe Socialiseringens juridiske Forudsætninger. Det skete ved Loven at 29. Juli 1919 om de fællesøkonomiske Foretagender. Hidtil kendte vi kun to Driftsformer: På den ene Side det kapitalistiske Foretagende, på den anden den bureaukratisk forvaltede Stats- og Kommunebedrift. Den socialiserede Virksomhed skal ikke længere været noget kapitalistisk Foretagende, men den skal heller ikke være en bureaukratisk ledet Stats- eller Kommunebedrift. Den skal forvaltes af Staten eller Kommunen sammen med Arbejderne og Funktionærerne og med de Forbrugere, for hvem den arbejder. Opgaven for den nye Lov er at skabe en sådan Driftsform. Loven skelner mellem to Former for fællesøkonomiske Foretagender: 1) De egentligt fælles økonomiske Virksomheder og 2) Aktieselskaber med fælles økonomisk Karakter. Den egentligt fælles økonomiske Virksomhed er fuldstændigt socialiseret. Her er Privatkapitalen helt skudt ud. Den fællesøkonomiske Virksomhed oprettes at Staten, en Provins eller en Kommune. Den har Karakter af en juridisk Person. Den ledes af en Bestyrelse. Denne består af Repræsentanter for den grundlæggende Institution, for Virksomhedens Bedriftsråd og for Forbrugernes Organisationer. Bestyrelsen ansætter Forretningsledelsen. Til at overvåge Virksomheden udpeger den grundlæggende Institution et Kontroludvalg. Af en fællesøkonomisk Virksomheds Nettoudbytte tilfalder for det første en Del Arbejderne og Funktionærerne; Halvdelen at deres Andel anvendes til Velfærdsformål efter Bedriftsrådets Beslutning. Den anden Halvdel går i en Fælleskasse, der skal oprettes for Arbejderne og Funktionærerne ved alle fællesøkonomiske Foretagender. Resten af Nettoudbyttet tilfalder de grundlæggende Institutioner. Ved Siden at de egentlige fællesøkonomiske Virksomheder, i hvilke der ikke længere findes nogen Privatkapital, giver Loven også Adgang til at danne Aktieselskaber af fælles økonomisk Karakter, hvor Magten og Udbyttet deles mellem Privatkapitalen, de offentlig-retlige Institutioner og de beskæftigede. I Bestyrelsen for et sådant Selskab skal Repræsentanterne for Staten, Provinsen eller Kommunen sammen med de Medlemmer, der er valgt af Arbejdernes og Funktionærernes Bedriftsråd have Halvdelen af Mandaterne. Aktionærernes Repræsentanter beholder kun den anden Halvdel. Af Nettoudbyttet skal en Del tilfalde Arbejderne og Funktionærerne, Resten deles mellem Aktionærerne og den offentlige Institution. § 37 i Loven fastsætter, at Staten ved Nydannelse af Aktieselskaber kan forlange at deltage med indtil Halvdelen at Aktiekapitalen; hvor den gør Brug af denne Ret, får det nye Selskab altså en fællesøkonomisk Karakter. Endvidere indeholder § 37 en Bestemmelse, der gør det muligt efterhånden at omdanne bestående Selskaber, sådan at de får fællesøkonomisk Karakter. De fleste Selskaber må nemlig udvide deres Aktiekapital for at skaffe sig Midler til Driften, nu Pengenes Værdi synker. § 37 bestemmer her, at Staten ved Kapitaludvidelser i Aktieselskaber kan gøre Krav på de nye Aktier, så længe indtil den ejer Halvdelen at den samlede Aktiekapital. Loven om de fællesøkonomsike Foretagender har imidlertid en dobbelt Betydning. På den ene Side fastlægger den de Retsformer, i hvilke socialiserede Bedrifter skal drives. På den anden Side giver Bestemmelserne i § 37 Statsmagten Mulighed for efterhånden at forvandle privatkapitalistiske Virksomheder til delvis socialiserede Foretagender.

I Foråret 1919 var den almindelige europæiske Situation gunstig for Socialiseringsbestræbelserne. Denne gunstige Situation har vi udnyttet til at gennemføre Bedriftsrådsloven og Loven om de fællesøkonomiske Foretagender. Imidlertid er den almindelige Stilling i Europa blevet væsentligt dårligere. Først kom Tilbageslaget i Tyskland. Siden Gadekampene i Berlin i Januar havde den tyske Regering skabt Rigsværnet, der snart blev stærkt nok til at holde den tyske Arbejderklasse nede. Store Strejker blev slået ned med Magt. Proletariatet blev trængt over i Defensiven. Om den Socialisering, der blev lovet endnu i Begyndelsen af Marts, var der snart ikke mere Tale. I Ungarn bukkede Rådsdiktaturet efter få Ugers Forløb under for Bøndernes Modstand og Ententemagternes bevæbnede Angreb. I disse selv blev Demobiliseringen fremskyndet. Hærene, hvor der om Foråret havde vist sig Symptomer på revolutionær Gæring, fordi denne blev udskudt, sendtes hjem, inden det kom til revolutionære Udbrud. Med Demobiliseringen forsvandt den umiddelbare Fare for en revolutionær Rejsning mod Kapitalismen i Ententelandene. Hvor svag Arbejderklassen var i disse Lande, viste den mislykkede Generalstrejke den 21. juli. Således gik der som Følge at Begivenhederne i Tyskland, Ungarn og i Ententelandene en reaktionær Bølge over hele Europa. I Czekoslovakiet og i Polen blev den principielt besluttede Jordreform ikke gennemført. I Tysk-Østrig forstærkedes de besiddende Klassers Modstand mod Socialiseringen. Agitationen mod Socialiseringen fandt modtagelig Jordbund ikke blot i Bourgeoisiet, men også i Bondestanden. I Provinserne vandt Løs-fra-Wien Bevægelsen stadig større Kraft. Provinsregeringerne i Alpeegnene blev Midtpunkt for Modstanden mod vore Bestræbelser. Men ikke blot den indre Modstand mod Socialiseringen er blevet væsentligt forstærket som Følge af den ændrede europæiske Situation. Også den objektive Mulighed for Socialisering er væsentlig forringet. Tysk-Østrigs Anstrengelser for at opnå Tilslutning til Tyskland er strandet. St. Germain-Freden forbyder os at forenes med det uden Folkeforbundets Tilladelse. Da vi ikke må slutte os til Tyskland, men heller ikke kan leve ved egen Kraft, er vi kommet i en trykkende Afhængighed af Ententekapitalen. Vi kan ikke eksistere, hvis den ikke yder os stor Kredit til Levnedsmidler og Råstoffer. Men den får vi kun mod Sikkerhed i vor Jord og Andel i vore Foretagender. Vi får ikke Kredit, hvis denne Sikkerhed og disse Artdele mister deres Værdi gennem en Lovgivning, der truer den kapitalistiske Ejendom med Ekspropriation. En Socialiseringslovgivning, som giver Staten Ret til at ekspropriere kapitalistiske Foretagender, kunne derfor gøre det vanskeligt at opnå Levnedsmiddel- og Råstofkredit i Ententelandene. Således er Spørgsmålet om Socialiseringsbestræbelsernes Fortsættelse foreløbig afgjort sammen med Spørgsmålet om Tilslutning til Tyskland. Forbudet herimod har i høj Grad forøget vor Afhængighed af Privatkapitalen i Ententelandene og har dermed også beredt Kampen mod den privatkapitalistiske Ejendom i vort eget Land de største Hindringer. Følgerne af denne forandrede europæiske Situation viste sig meget hurtigt.

Socialiseringskommissionen havde i April forelagt Nationalforsamlingen et Lovforslag om Ekspropriation at økonomiske Virksomheder. Efter dette skulle Regeringen have Ret til efter simpel Vedtagelse indenfor denne at forordne Ekspropriation at en Virksomhed til Fordel for Staten, en Provins, en Kommune eller et fællesøkonomisk Foretagende. Dengang Rådsdiktaturet var proklameret i Budapest og München, havde også de borgerlige Medlemmer at Socialiseringskommissionen tiltrådt dette Forslag. Men da den reaktionære Vending var indtrådt over hele Europa, rejste der sig i Nationalforsamlingen en uovervindelig Modstand mod dette Forslag. Bourgeoisiets Modstand mod Lovforslaget blev overordentlig forstærket ved den stadige Nedgang i Pengenes Værdi. Efter Forslaget skulle der ved Ekspropriationen ydes en Erstatning i Obligationer. Arbejdsgiveren ville altså i Stedet for sin Ejendom få Krav på en fast årlig Ydelse, på en fast Rente. Men selv om denne Erstatning svarede til det eksproprierede Foretagendes Værdi i øjeblikket, truedes den eksproprierede dog med et stort Tab, hvis Erstatningsrenten sank med Forringelsen af Pengenes Værdi. Den Omstændighed, at Lovforslagets Behandling faldt i en Tid med et meget stærkt Kronefald, har derfor i høj Grad forstærket de besiddende Klassers Modstand mod det. Men der blev også gjort vægtige nationaløkonomiske Betragtninger gældende mod Forslaget. Vor Industri kan ikke skaffe sig udenlandske Råstoffer, hvis den ikke kan få Kredit i Udlandet. Man frygtede nu, at intet Privatforetagende længere ville få Kredit i Udlandet, når der blev lavet en Lov, hvorefter enhver industriel Virksomhed kunne eksproprieres, når som helst Regeringen ønskede det. Af disse Grunde har Nationalforsamlingen omarbejdet Socialiseringskommissionens Forslag væsentligt. Efter dens Vedtagelser kan Ekspropriation ikke finde Sted efter Regeringens Beslutning, men kun efter særlige Love. Loven af 1919 giver ikke Regeringen Bemyndigelse til at ekspropriere økonomiske Virksomheder, men bestemmer kun hvilken Fremgangsmåde, der skal anvendes ved Overtagelsen og ved Udmålingen af Erstatningssummen, når det ved særlig Lov er bestemt, at en Virksomhed skal eksproprieres.

Hvilke Virksomheder skulle nu eksproprieres ? Efter Regeringens oprindelige Program, som Vicekansler Fink på Regeringens Vegne har meddelt i Nationalforsamlingen den 21. Maj 1919, skulle de vigtigste Råstof kilder og de vigtigste Kraftkilder socialiseres først. For at Samfundet kunne få Rådigheden over de vigtigste Råstoffer, over Kul og Jern, skulle Jernindustrien og Skovbruget socialiseres. For at få de vigtigste Kraftkilder i sin Hånd skulle det overtage Kulgruberne, Engroshandelen med Kul- og Elektricitetsforsyningen. Var Samfundet Herre over de vigtigste Råstoffer og Kraftkilder, ville det beherske de Industrigrene, som bearbejder de socialiserede Råstoffer og benytter de socialiserede Kraftkilder. Jernindustrien, Engroshandelen med Kul og Kulgruberne skulle eksproprieres og hver overdrages til en af Staten oprettet fællesøkonomisk Virksomhed. Derimod skulle Skovbruget og Elektricitetsforsyningen, når de var eksproprierede, overdrages til et fællesøkonomisk Foretagende i hver Provins for sig, og disse Provinsvirksomheder skulle kun slutte sig sammen til Statsforbund for at varetage deres fælles Anliggender. Det var et storslået Socialiseringsprogram, Regeringen dengang udkastede. Men med den ændrede europæiske Situation stødte det på en Modstand, som hidtil har hindret dets Gennemførelse. Socialiseringskommissionen ville først give sig i Lag med Jernindustrien, altså først og fremmest Alpe-Bjergværksselskabet. Der rejste sig nu en heftig Modstand herimod i Steiermark og Kärnten, hvor dettes Malmlejer ligger. Provinsregeringerne erklærede, at det var dem og ikke Staten, der rådede over Malmlejerne i Steiermark og Kärnten. For at overvinde denne Modstand indbød Socialiseringskommissionen dem til Forhandling og foreslog, at det fællesøkonomiske Foretagende, som skulle overtage Alpe-bjergværksselskabets Bedrifter, blev oprettet og ledet af Staten i Forbindelse med Provinserne Steiermark og Kärnten. Men begge Provinsregeringerne fastholdt deres afvisende Standpunkt. Da Forarbejderne som Følge af denne Modstand var trukket længe ud, satte der en stor Spekulation i Alpe-Bjergværksselskabets Aktier ind en Spekulation, der ikke blot drev Aktiernes Kurs betydeligt i Vejret, men også spillede en stor Del at dem over på italienske Hænder. Disse to Provinsregeringers Partikularisme har således ført til, at vore værdifuldeste Naturrigdomme er kommet under Kontrol af udenlandsk Kapital. Men dermed var Socialiseringen af Alpe-Bjergværksselskabet foreløbig blevet umulig. Det må indføre Koksene til sine Højovne fra Czekoslovakiet og Polen. Da det nu ikke kan skaffe sig udenlandske Koks, måtte det lade sine Højovne gå ud. Produktionen er derfor gået i Stå. Selskabet arbejder med stort Underskud. Derfor kunne Staten ikke indløse Aktierne til de øjeblikkelige høje Kurser, hvis den ville socialisere Foretagendet. Men en Afløsning til lavere Kurser ville bringe Staten i alvorlig Konflikt med den italienske Kapital, som har erhvervet en stor Del af Aktierne. En sådan Konflikt med den udenlandske Kapital tør den af Udlandet afhængige, til udenlandsk Kapital henviste Stat ikke vove. Staten måtte derfor foreløbig nøjes med at forhindre, at den udenlandske Kapital får det fuldstændige Herredømme over det største af vore private Industriselskaber; § 37 i Loven om fællesøkonomiske Foretagender satte den i Stand hertil. Da Alpe-Bjergværksselskabet i Oktober var tvunget til udvide sin Aktiekapital for at skaffe sig den fornødne Driftskapital, gjorde Staten i Henhold til § 37 Krav på de nye Aktier. Dermed blev det forhindret, at også de nye Aktier gik over på udenlandske Hænder, og der sikredes Staten større Indflydelse på Selskabets Ledelse. Vanskeligheder af en anden Natur stod i Vejen for Kulhandelens og Kulgrubernes Socialisering. Tysk-Østrig må indføre den største Del af sine Kul fra Czekoslovakiet, fra Polen og fra Tyskland. Det står i øjeblikket ikke klart, hvorledes disse Stater vil organisere deres Kulproduktion. Skulle Produktionslandene socialisere eller monopolisere deres Kulproduktion, så blev det også nødvendigt for Tysk-Østrig at centralisere sin Kulindførsel i en fælles økonomisk Virksomhed. Skulle de derimod vende tilbage til den frie Handel med Kul, var det et Spørgsmål, om vi ikke ville vanskeliggøre vor Kulforsyning ved at centralisere således. Derfor mente Socialiseringskommissionen, at Afgørelsen med Hensyn til Kulhandelens Socialisering måtte udskydes, til vi vidste, hvorledes Produktionslandene ville organisere deres Kulgruber. I øjeblikket kunne man kun socialisere vore egne Kulgruber. Men uden en samtidig Socialisering af Engros-Handelen med Kul havde dette ingen større nationaløkonomisk Betydning, da vore egne Gruber ikke engang dækker en Tolvtedel af vort Kulforbrug. Bedre Udsigter er der for Socialiseringen af Elektricitetsforsyningen. Ganske vist viste der sig her de samme Vanskeligheder som de andre Steder: på den ene Side Provinsernes Partikularisme, som har besværliggjort og sinket Forarbejderne til Lovforslaget om Socialisering af Elektricitetsforsyningen overordentligt, idet hver Provins gjorde Krav på sin Vandkraft for sig og ikke ville indrømme Staten noget Herredømme over den; på den anden Side vor Afhængighed af Udlandet, da vi til Udviklingen af vor Vandkraft har udenlandsk Kapital behov, og Socialiseringen derfor må fuldbyrdes i Former, som ikke gør det muligt at drage udenlandsk Kapital til. Imidlertid lader de hidtidige Forarbejder håbe, at et Lovforslag om Elektricitetsforsyningens Socialisering snarest kan forelægges for Nationalforsamlingen. Længst fra sin Virkeliggørelse er vel nok Skovbrugets Socialisering. Den måtte jo ske gennem Provinserne, da hver Provins for sig først måtte overdrage de i dens Område liggende Skove til en fællesøkonomisk Virksomhed; men Provinserne står i øjeblikket med største Fjendtlighed overfor enhver Socialisering. Desuden pålægger St. Germain-Freden os at aflevere Træ til Ententen til Priser, der ikke må være højere end Priserne i Indlandet; man kan derfor ikke træffe Afgørelse om Skovbrugets Socialisering, sålænge man ikke ved, på hvilken Måde denne Bestemmelse i Fredstraktaten vil blive gennemført, og hvorledes den vil påvirke Skovenes Rentabilitet. Således har det hidtil ikke været muligt at gennemføre Regeringsprogrammet af 21. Maj. Gennemførelsen er strandet på den ene Side på Provinsernes Partikularisme, bag hvilken det hjemlige Bourgeoisis Modstand forskanser sig, på den anden Side på vor trykkende Afhængighed af den udenlandske Kapital.

Var en Socialisering i stor Stil ikke mulig i de sidste Måneder, så gjaldt det dog at holde Socialiseringstanken levende trods Tidens Ugunst. Vi måtte gennem praktisk Arbejde selv om det måtte blive indenfor snævre Rammer vise dens Frugtbarhed og derved yde et praktisk Forarbejde for en gunstigere Tid. Under Krigen havde Militæret erhvervet og oprettet et stort Antal Bedrifter. Disse Bedrifter forvaltedes dels militaristisk-bureaukratisk af Hærledelsen selv, dels var de forpagtede til kapitalistiske Foretagender. Dem har vor Republik arvet. Den kan nu organisere deres Forvaltning efter socialistiske Grundsætninger. På denne Måde kan den prøve de fællesøkonomiske Virksomheders Form praktisk og gennem Erfaringen vise, at Foretagender kan bestå og trives, skønt de hverken beherskes af Kapitalen eller regeres bureaukratisk. Med dette for Øje grundlagdes først De forenede Læder- og Skotøjsfabrikker. Det er den første fællesøkonomiske Virksomhed, der er blevet oprettet. Staten har dannet den sammen med Fællesforeningen af de østrigske Brugsforeninger som Repræsentant for Arbejderne og Landbrugets Indkøbs forening som Repræsentant for Forbrugerne på Lande Staten har overladt den sin Skotøjsfabrik i Brüün a.G. samt Fabrikken i Mittendorf. Fællesforeningen og Indkøbsforeningen stiller Driftskapital til Rådighed. Bestyrelsen består af Repræsentanter for Staten, for Fællesforeningen af østrigske Brugsforeninger, for Landbrugets Indkøbsforening og for Arbejdernes og Funktionærernes Bedriftsråd; på samme Måde deles også Anstaltens Overskud. Foreløbig driver Anstalten to store Skotøjsfabrikker, der i sig selv leverer en betydelig Del af det hjemlige Skotøjsforbrug; men det er desuden Hensigten også at forvandle private Skotøjsfabrikker til Aktieselskaber med fællesøkonomisk Karakter, at skaffe den fælles-økonomiske Anstalt Andel i dem og på denne Måde også skaffe den Kontrol med de private Skotøjs- og Læderfabrikker. Skal der på denne Måde banes Vej for Skotøjsindustriens Socialisering, så skal der samtidig også nås et andet betydningsfuldt Resultat. Ved Grundlæggelsen og Ledelsen af Anstalten arbejder Staten og Arbejderbrugsforeningerne sammen med Landbrugets Indkøbsforening som Repræsentant for Forbrugerne på Landet. Dette Samarbejde skal bringe Bondestanden det praktiske Bevis for, at Industriens Socialisering ikke strider mod Bøndernes Interesser, men langt snarere er et Middel til at stille Industrien i såvel Land- som Byforbrugernes Tjeneste. Det er en Opgave af største Betydning, thi en af de største Hindringer, der står i Vejen for Socialiseringen, ville være fjernet, hvis det lykkedes at vinde Bondestanden for Socialiseringstanken. Kort efter Oprettelsen af De forenede Læder- og Skotøjsfabrikker dannedes den anden fællesøkonomiske Virksomhed, det østrigske Lægemiddelinstitut. Staten grundlagde dette sammen med Wiens Sygehusfond. Staten overdrager det Militærets Medicinforråd og Laboratorierne for Tilvirkning af Medicin, mens Sygehusfonden overlader det Wiener Sygehusenes Indretninger. Den Bestyrelse, som leder Virksomheden, består af Repræsentanter for Staten, for Sygehus fonden, for Sygekasserne og for dens Bedriftsråd. Lægemiddelinstituttet skal foreløbig besørge Medicinindkøbet for Sygehusene og for Sygekasserne. Men samtidig overtager det Kontrollen med de hjemlige Medicinfabrikker. Med dette for Øje omdannes de største Foretagender i den hjemlige farmaceutiske Industri til Aktieselskaber af fællesøkonomisk Karakter. Repræsentanter for Instituttet indtræder i disse Virksomheders Bestyrelse; de vil sammen med Bedriftsrådenes Repræsentanter udgøre Halvdelen af disses Medlemmer. Derved får Instituttet den stærkeste Indflydelse på den Industri, som leverer Sygekasserne og Hospitalerne Medicinen. Det vil kunne afpasse Industriens Produktion efter Sygehuses og Sygekassers Behov og kontrollere Prisansættelsen. Samtidig vil vor farmaceutiske Industri blive betydeligt udvidet. »Pi«-Anlæget ved Statens Ammunitionsfabrik i Bluman indrettes til Produktion af Råmaterialer for Medicinalindustrien, og til Drift af det dannes et Aktieselskab af fællesøkonomisk Karakter, som skal ledes af Lægemiddelinstituttet sammen med de bestående Medicinfabrikker. Instituttet skal imidlertid ikke blot skaffe Hospitaler og Sygekasser bedre og billigere Medicin, men også have Indflydelse på den Måde Apotekerne drives på. Nu bringer Medicinfabrikker og Apoteker såkaldte »Specialiteter« i Handelen, som Publikum køber til høje Priser, skønt deres Lægekraft ofte ikke er større end den almindelige meget billigere Medicins. På denne Ågring med Specialiteter skal Lægemiddelinstituttet gøre Ende. Derfor vil det foreskrive de Medicinfabrikker, det har Indflydelse på, at producere de hyppigst anvendte Lægemidler i stor Mængde og at bringe dem i Handelen under samme Benævnelse og i samme Indpakning. Denne normaliserede Medicin vil også blive leveret Apotekerne til Forhandling, til Priser der fastsættes af Instituttet. Lægerne behøver derfor i de fleste Tilfælde hverken at skrive komplicerede Recepter eller at henvise de syge til en eller anden tvivlsom »Specialitet«, men man kan ganske simpelt anvise Patienten det af den normaliserede Medicin, som den pågældende Sygdom kræver. Dermed vil Brugen af »Specialiteter« blive væsentligt indskrænket, og man vil undgå, at de syge blive flået og holdt for Nar. Kun i de forholdsvis få Tilfælde, hvor en Specialitet virkelig har større Lægekraft end den almindelige Medicin, vil den i Fremtiden blive anvendt. De forenede Læder- og Skotøjsfabrikker er et smukt Eksempel på Socialisering gennemført uden nogen Ekspropriation. Socialiseringskommissionens Kontor har udarbejdet mange lignende Planer. Anvendelsen af Militærets Flyvemaskinefabrikker og af Habsburgernes Familieformue samt Afviklingen af Militærets økonomiske Foretagender, som Staten har overtaget, vil byde endnu mange Lejligheder til at danne fællesøkonomiske Foretagender. Optagelsen af nye Industrigrene her i Landet vil også i mange Tilfælde kunne ske gennem sådanne. På denne Måde vil de kunne trænge ind i mange Industrier. Denne nye Retsform vil således blive praktisk prøvet. Erfaringen vil vise, at industrielle Foretagender kan bestå og trives, skønt de ikke beherskes af Kapitalen, men derimod ledes af Samfundet i Forbindelse med de Arbejdere og Funktionærer, der er beskæftiget i Fabrikkerne, og de Forbrugere for hvem de arbejder. Ved disse fællesøkonomiske Foretagenders Vækst vil der stadig erobres nyt Land for Samfundsdriften. Socialisering i stor Stil forudsætter ganske vist Ekspropriation af de private Foretagender. »Ekspropriatørernes Ekspropriation« må stadig være vort Mål. Men vi baner Vejen for dette Mål, når vi, inden det er muligt at nå det, danner fællesøkonomiske Foretagender og gennem deres Udvikling fører Beviset for, at Industrien kan blomstre og trives under en samfundsmæssig Ledelse uden at måtte trælle for Kapitalen. Den norske Socialiseringskomités Flertal skriver i sin Betænkning (Oslo 1924, Side 101-102) følgende om Erfaringerne fra disse Virksomheder: »Hvad der har foreligget for Komitéen til Belysning af dette Spørgsmål giver et stærkt Indtryk af, at de økonomiske Resultater ved de socialiserede Virksomheder i Mellem-Europa gennem gående har været særdeles gunstige. Arbejdsdisciplinen synes ved alle socialiserede Bedrifter at have været betydelig bedre end ved de private Virksomheder. Arbejdsintensiteten og Produktiviteten har efter de ved en Række socialiserede Bedrifter gjorte Erfaringer været væsentligt højere end ved Flertallet af tilsvarende private Virksomheder. Priserne på de i de socialiserede Virksomheder fremstillede Varer har været betydelig lavere end ved de private Bedrifter. Desuagtet har flere af de socialiserede Bedrifter, til Trods for de overordentlige Vanskeligheder hvorunder de er startet, allerede i de første Driftsår kunnet udvise betydelige Nettooverskud. Når Driften af de socialiserede Virksomheder gennemgående har givet så meget bedre Resultater end de offentlige Bedrifter af den kapitalistiske Type, kan dette Forhold, så vidt skønnes, ikke forklares anderledes end som en umiddelbar Følge af et bedre Samarbejde mellem Kapital og Arbejde. Dette er opnået dels ved Overgang fra bureaukratisk til forretningsmæssig Driftsledelse og dels ved Hjælp af det i de socialiserede Bedrifter indførte industrielle og økonomiske Demokrati, hvilende på de beskæftigedes Andel i Bedrifternes Ledelse og Udbytte. Overhovedet synes det efter de foreliggende oplysninger ikke at kunne drages i Tvivl, at Arbejdernes Stilling er blevet væsentligt forbedret i de socialiserede Virksomheder. Disse har for det første bibragt deres Personale større Arbejdsglæde og derved opnået en højere Arbejdsintensitet, fordi de har opgivet de kapitalistiske Principper, der hidtil i det væsentlige har været bestemmende, ikke blot i private, men også i offentlige Bedrifter, afskaffet Udbytningen og givet Funktionærer og Arbejdere Andel i Ledelsen. Til det gode økonomiske Resultat har det desuden utvivlsomt bidraget, at Interessen for Bedrifternes økonomi er blevet yderligere ansporet hos alle Deltagere gennem Præmiesystemer og Andel i Udbyttet. Alle foreliggende Erfaringer synes at pege i Retning af, at de socialiserede Virksomheder vil kunne gennemføre en langt mere økonomisk Produktion og opnå en væsentligt højere Produktivitet end det er muligt under den nuværende Produktionsmåde, hvad enten denne fremtræder i Stats eller privatkapitalistisk Form«.

På samme Tid som de Foranstaltninger, hvortil Initiativet udgik fra Socialiseringskommissionen, fandt Sted, tog Landbrugsministeriet Skridt til en Nyordning af Ejendomsforholdene på Landet. Det første Skridt var Lov om Genopdyrkning af 31. Maj 1919. Siden 1870’erne har Godsejere og Kapitalister nedlagt mange Bøndergårde, forvandlet megen Agerbrugsjord til Skov og Jagtgrunde. Hjorten har fordrevet Koen. Nu gælder det at fravriste de stores Jagtfornøjelser Jorden og give den tilbage til det produktive Arbejde. Loven bestemmer, at den Jord, der siden 1870 er kommet i Storgodsernes Besiddelse ved Nedlæggelse. af Bøndergårde, kan eksproprieres. Jordløse eller jordfattige Liebhavere har Ret til at fordre, at sådan Jord eksproprieres til Fordel for dem, så at de kan slå sig ned på den som Husmænd. På Socialiseringskommissionens Forlangende blev der optaget den Bestemmelse i Loven, at Ekspropriation kan finde Sted ikke alene til Gunst for Enkeltpersoner, der ønsker Husmandsbrug, men også til Fordel for Stat, Amt eller Kommune eller for kooperative Landbrugssammenslutninger. De Organisationer, der erhverver Jord på denne Måde, kan enten dyrke den selv, overdrage den til fællesøkonomiske Foretagender eller give den i Arvefæste til Bønder. Husmænd eller Arbejdere. Således åbner Loven Mulighed for en Socialisering at den jord, der kan eksproprieres. Offentlig eller fællesøkonomisk Ejendom kan træde i Stedet for de store jagtherrers Privatbesiddelser, en fællesøkonomisk Organisation af Land- og Skovbrug erstatter den private Luksusbesiddelse.

Også en anden Lov, der skyldes Socialministeriets initiativ, falder indenfor Socialiseringens Rammer. Vi tænker på Loven af 30. Maj 1919 om Folkeplejeanstalter, populært kaldet Slotsloven. Loven giver Staten Ret til at ekspropriere Slotte, Paladser og Luksusbygninger for at omdanne dem til Plejehjem for Krigsinvalider, Tuberkulosesanatorier og Ungdomshjem. Ekspropriationen finder Sted uden Erstatning, hvis Bygningerne tilhører Krigsspekulanter, der først har købt dem efter Krigens Udbrud, hvis de hidtidige Ejere ikke har beboet dem, eller hvis de efter Revolutionen er flygtet til Udlandet. Ellers får Ejerne Erstatning. Ekspropriationen er i Gang. Blandt Landets Slotte bliver de, der er egnede til at omdannes til Folkeplejeanstalter udsøgt og eksproprierede. Bygninger, der hidtil kun har tjent nogle få Lediggængeres Luksustilværelse, bliver nu anvendt til Pleje at Krigsinvalider og til Opdragelse at Arbejderungdommen. 

For et År siden var Masserne ikke fortrolige med Socialiseringstanken. Republikkens første År har gjort den til Genstand for de heftigste Kampe mellem Klasser og Partier, for Interesse og Meningsbrydninger; netop derved er Folket blevet fortrolig med den, og den er vokset ind i Arbejdernes Hjerter og Hjerner. Socialiseringsproblemet er et Magtspørgsmål, Socialiseringsaktionens Forløb afspejler netop, hvorledes Magtforholdet mellem Klasserne har udviklet sig. Valget den 16. Februar har gjort Socialdemokratiet til det stærkeste Parti i Nationalforsamlingen uden dog at give det Flertallet. Flertallet af Vælgerne har stemt på de Partier, der står på den borgerlige Samfundsordnings Grund, holder fast ved Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne. Men Magtforholdet mellem Klasserne er ikke mekanisk bestemt ved Valgstatistikkens Resultater. I Forårsmånederne, da den sociale Revolution var i Fremvækst over hele Europa, havde Socialismen også her i Landet det ubestridte Førerskab. Dengang kunne vi gennemføre nogle virkelig socialistiske Reformer, skønt vi ikke havde Flertallet i Nationalforsamlingen. Lovene om Bedriftsråd og om fælles økonomiske Foretagender, om Genopdyrkning og Slotsloven er Resultater at denne frugtbare Fase i Socialiseringsbestræbelserne. Men da så Tilbageslaget satte ind over hele Europa, da det i Ententelandene var lykkedes at demobilisere Hærene, da Arbejdersoldaterne fredeligt havde afleveret deres Geværer og Maskingeværer, og Ententeimperialismen var undgået den umiddelbare Fare for en Rejsning af de bevæbnede Proletarer; da Rigsværnet i Tyskland genoprettede den borgerlige »Ordning«, og Proletariatets Diktatur var brudt sammen i Ungarn, da Forbudet mod, at vi sluttede os sammen med Tyskland, forøgede vor Afhængighed at Ententekapitalen kom der også i vort Land et Tilbageslag; så gik Socialiseringsaktionen også i Stå her. Der stod nu uovervindelige Hindringer i Vejen for Virkeliggørelsen at de store vidtspændende Planer, for Regeringsprogramnlet af 21. Maj. Men derfor havde vi ikke Grund til at tabe Modet, derfor behøvede vi ikke at vente i Uvirksomhed. Vi har i denne anden Fase kunnet yde godt Forarbejde for senere gunstigere Tider. Ved den praktiske Gennemførelse af Bedriftsrådsloven skoler vi Arbejderklassen til den store historiske Opgave, der vil tilfalde den, når en ny historisk Vending gør det muligt at føre Socialiseringsbestræbelserne videre i stor Stil. Ved den praktiske Anvendelse af Loven om de fællesøkonomiske Foretagender, på hvilken Oprettelsen af de forenede Læder- og Skotøjsfabrikker og Lægemiddelinstituttet byder smukke Eksempler, prøver og udvikler vi de Driftsformer, der engang skal blive hele Produktionen. Endnu véd vi ikke, om Kapitalismen vil overvinde Krigskrisen, endnu engang vil befæste sig, eller om den sociale Krise, som Krigen har fremkaldt, vil ende med dens Sammenbrud. Kapitalens Skæbne afgøres ikke i vort Land, et af de mindste og afmægtigste, et af de Lande i Europa, der er mest afhængig af udenlandsk Hjælp. Afgørelsen falder i de store, mægtige Lande, i England og Amerika, i Tyskland og Rusland. Afgørelsen i den store Verden vil også bestemme vor Skæbne. Store Revolutioner fuldbyrdes sjældent med et Slag. De stormer frem, afbrydes i deres Løb, trækker Vejret og begynder så Stormen på ny. Heller ingen kan forudsige Forløbet af vor Tids sociale Revolution. Det er muligt, at den også afbrydes i sit Løb, at det endnu engang lykkes Kapitalismen at befæste sig for nogle År. Sker det i de store Lande, da standser Socialiseringsaktionen også i vort Land. Men endnu håber vi, at Kapitalismen ikke formår at overvinde Krigskrisen, ikke er i Stand til at komme sig, ikke formår at befæste sig på ny. Skrider den sociale Revolutions proces fremad i den store kapitalistiske Verden, da kommer der også snart igen en gunstigere, frugtbarere Epoke for Socialiseringen i vort Land.

De østrigske Arbejdere har leveret et gigantisk Slag. I tre Dage førte de væbnet Kamp mod en Regering, der sad inde med alle moderne Krigs- og Ødelæggelsesmidler. I tre Dage modstod de Maskingeværer, Kanoner og Tanks, som man kørte frem mod dem. Tre Dage kæmpede Arbejderne. Så brød Opstanden sammen. Men de revolutionære blev ikke slået i åben Kamp, blev ikke besejrede. Opstanden brød sammen, fordi den manglede Ledelse, fordi kun en Del af Arbejderklassen virkelig kæmpede, fordi det ikke lykkedes foruden Beskyttelsesforbundet også at trække Bedriftsarbejderne og de Arbejdsløses brede Masser ind i den aktive Kamp - skønt de ville kæmpe, skønt de ventede på Kampen.

Det var Februaropstandens Tragik. Alle objektive Betingelser for Resultat var til Stede, men den ene, absolutte Forudsætning for Arbejderklassens Sejr manglede; der manglede det stærke revolutionære Parti, der manglede Kampens målbevidste Organisation og Ledelse. Det socialdemokratiske Parti, som den overvejende Del af den østrigske Arbejderklasse endnu indtil 12. Februar fulgte, brød sammen ved denne Opstand, det åbenbarede straks ved denne historiske Prøve, at det havde spillet bankerot, at det bar en uløselig, en dødbringende Modsætning i sig: revolutionære, kampvillige Masser og en borgerlig Ledelse, der var beredt til enhver Kapitulation. Det kommunistiske Parti var imidlertid på denne 12. Februar endnu for svagt til på hele Opstandens Front at overtage dens politiske og organisatoriske Førerskab. Derfor måtte Arbejdernes heltemodige Kamp ende med Nederlag. Dog er dette Nederlag kun et Nederlag i Øjeblikket. Historisk set er Februaropstanden et vældigt Fremskridt i den østrigske Arbejderklasses Befrielseskamp og en Etape på Vejen til dens endelige Sejr. Ligesom den russiske Revolution i 1905 var den sejrrige Oktoberrevolutions historiske »Generalprøve«, således vil også de østrigske Arbejderes Februaropstand vokse til den østrigske Revolution. Men Historien marcherer mange Gange hurtigere nu end for 30 År siden. Ikke 12 År, men måske kun ligeså mange Måneder vil det vare, før denne Februaropstands Sæd vil bære Frugt.

Det er Februaropstandens betydningsfulde Lære: For første Gang har Arbejderklassen i et helt Land med Våben i Hånd rejst sig mod et fascistisk Diktatur. Sejren var håndgribelig nær. Den var blevet vundet, hvis der blot i Spidsen for Arbejderne havde stået et stærkt kommunistisk Parti. De østrigske Arbejdere har lært meget i disse Februardage. Nu gælder det om, ud af det tidligere lille østrigske kommunistiske Parti at skabe et mægtigt kommunistisk Parti, et Parti, der forener Socialdemokratiets klassebevidste og kampberedte Masser og III. Internationales Førerskab. Hvis dette lykkes - og det vil lykkes! -, da kan ingen Magt i Verden forhale den østrigske Revolutions Sejr!

Flere Gange har det østrigske Proletariat kæmpet om Magten. I November 1918 var det en ret let Sejr - dog Sejrens Frugter snød de socialdemokratiske Ledere Arbejderne for. Den 15. Juni 1919 kæmpede Arbejderne i Wiens Gader - den socialdemokratiske Indenrigsminister Eldersch lod Opstanden drukne i Blod. Den 15. Juli 1922 kvalte de socialdemokratiske Førere den Brand, der truede med at omstyrte det kapitalistiske Regime. Og nu, i Februar 1934, brød det socialdemokratiske Parti sammen i en Kamp, som dets Førere ikke ville, ikke ledede, som de saboterede og forrådte! De østrigske Arbejderes Februaropstand har en elleve Måneder lang Forhistorie. I elleve Måneder forsøgte det socialdemokratiske Parti at forhindre Arbejdernes Kamp, indtil den endelig, uden at de socialdemokratiske Førere var »Skyld« deri, ikke længere kunne forhindres. I Marts 1933 ryddede Dollfuss med en Håndbevægelse Parlamentet til Side, opløste Beskyttelsesforbundet, oprettede med krigsøkonomiske Nødforordninger et fascistisk Diktatur og proklamerede Stænderstaten, efter det fascistiske Italiens Mønster. Allerede dengang slog Viljen til Kamp, til væbnet Opstand som et Lyn ned i den østrigske Arbejderklasse. Men dengang var Forholdene for Arbejderklassen uforholdsmæssigt mere gunstige. Dengang ville Proletariatets målbevidst ledede Kamp have haft alle Trumfer på Hånden. Endnu var det fascistiske Diktaturs Apparat ikke udbygget; Hjemmeværnet var svagt og indadtil fuldstændig opløst, der gaves endnu ingen Hjælpetropper, intet Beskyttelseskorps; endnu var det overvældende Flertal af Arbejderne i de offentlige Virksomheder, Jernbanerne, Post osv. i de frie Fagforeningers Hånd. Havde det socialdemokratiske Parti dengang opfyldt Beslutningerne fra Partikongressen i Linz, havde det dengang forsvaret Demokratiet mod det fascistiske Statskup, da var Kampen uvægerligt endt med et tilintetgørende Nederlag for Fascismen. Men den socialdemokratiske Partiledelse nøjedes med at protestere på Papiret. De påberåbte sig en Forfatningsret, som Regeringen simpelthen forfatningsstridigt opløste; de appellerede til Forbundspræsidentens Ed, som denne allerede havde brudt; de påberåbte sig pavelige Hyrdebreve, for at sikre sig en Plads i Stænderstaten; de så i elleve Måneder uvirksomme på, hvorledes Fascisterne trampede på Arbejdernes sociale, politiske og økonomiske Rettigheder, hvorledes Arbejderklassen blev knægtet under det fascistiske Fremstøds Trommeild. Alt dette har Otto Bauer og Julius Deutsch nu tilstået i udenlandske Blade. I disse elleve Måneder fuldendte den østrigske Fascisme uforstyrret sin Opmarch til Borgerkrigen. Den socialdemokratiske Partiledelses Taktik jævnede den Vejen.

I elleve Måneder havde Dollfuss været »det mindste Onde« for det socialdemokratiske Parti. Efter disse elleve Måneder følte han sig stærk nok til at følge »det større Onde«s, Hitlers Eksempel. For at kunne klare sig i Konkurrencekampen med den brune Fascisme, for at kunne opfylde det østrigske Bourgeoisis vidtgående Ønsker, måtte han fuldende Ensretningen, om også på en patriotisk-fascistisk Måde. Ønskede han at indlemme Østrig i den italienske Fascismes Magtblok, da måtte den fransk-tjekkiske Udenrigspolitiks Støttepunkt, det østrigske Socialdemokrati, af Vejen. Så brød Dollfuss endnu engang sin »Ed«. Han havde forpligtet sig til overfor den franske Regering »ikke at foretage sig noget afgørende Skridt mod det østrigske Socialdemokrati« - men den 10. Februar 1934 besluttede Ministerrådet at opløse det socialdemokratiske Parti, på Bestilling fra en Regeringskommissær for Landet Wien.

Denne Regeringsbeslutning meddeltes den socialdemokratiske Partiledelse, og fra dette Øjeblik, da det drejede sig om dets egen Eksistens, faldt det socialdemokratiske Parti fra hinanden. Ifølge den borgerlige Presses Beretninger fandt der en Afstemning Sted, hvorved det med en eneste Stemmes Flertal besluttedes at yde Modstand. Men hvilken Modstand? Efter Opgivende blev der besluttet Generalstrejke. Otto Bauer erklærede selv - og Julius Deutsch bekræfter det - efter Opstandens Sammenbrud til det engelske Blad »News Cronicle«, at der ikke blev taget en sådan Beslutning, at der ikke blev udgivet en sådan Parole. Det .sidste er uden Tvivl rigtigt. Der fandtes virkelig ingen Anvisninger til Bedrifterne om at træde i Strejke hverken fra Fagforeningernes eller fra den socialdemokratiske Partiledelses Side. Der fandtes ikke et eneste Flyveblad, som opfordrede Arbejderne til Kamp eller viste dem denne Kamps politiske Mål. Kun det kommunistiske Parti gav i en Ekstraudgave af »Rote Fahne« den klare Parole om Generalstrejke og Arbejderklassens Bevæbning.

Generalstrejken blev ikke erklæret af det socialdemokratiske Parti eller Fagforeningsledelsen, men det blev overladt til »Arbejdernes Spontanitet« at gennemføre Generalstrejken. I de sidste Måneder havde det socialdemokratiske Parti i en Række illegale Flyveblade og Aviser sagt til Arbejderne: »Når Afgørelsens Time kommer, så vil vi måske ikke mere have Muligheder for at få jer i Tale. Derfor må I ikke vente på Paroler, men selv organisere Kampen.« Med denne dumme Begrundelse havde de socialdemokratiske Ledere i god Tid søgt at kaste Ansvaret fra sig; thi der gives ingen Situation, hvor et Parti - og da navnlig ikke et så stærkt og glimrende organiseret Parti som SPØ - ikke kan få Arbejderne i Tale! Og der gives ingen resultatrig Kamp uden Ledelse, uden Organisation! Ikke alene Partiledelsen og Fagforeningscentralen undlod både før og under Kampen at give nogensomhelst Parole, noget Løsen, nogen Anvisning - også hele det mellemste og nederste Apparat i det socialdemokratiske Parti og i Fagforeningerne var fra Begyndelsen til Enden simpelthen ikke til Stede, forsåvidt de ikke direkte saboterede Kampen!

Og selv hvis en mindre Del af den socialdemokratiske Partiledelse ville Generalstrejken - med hvilket Formål ville de den da? Selv hvis Generalstrejken skulle ledsages af Mobilisering af Beskyttelsesforbundet - hvilket politisk Mål ville den »aktive«, den såkaldte venstre Fløj af den socialdemokratiske Partiledelse da nå? Svaret derpå står fast. I de Udtalelser, der indtil i Dag foreligger fra de til Udlandet flygtede socialdemokratiske Ledere - netop de samme skinradikale - hedder det stadig: »Vi var i Defensiven, vor Kamp var kun rettet mod Opløsning af Partiet «.

Hvad altså en Del af den socialdemokratiske Partiledelse i bedste Fald ville, var ikke den proletariske Revolution, ikke engang Genoprettelsen af »Demokratiet«, ikke engang Tilbageerobring af de frarøvede Arbejderrettigheder, ikke Gennemførelsen af Bedriftsarbejdemes og de Arbejdsløses brændende Fordringer: Det var et Forsøg på at bevare og fortsætte sin vegeterende Tilværelse, det var et Forsøg på under halvvejs gunstige, og i hvert Fald for Arbejderne ikke altfor frastødende Betingelser at komme ind i den patriotiske Front. Gruppen omkring Otto Bauer håbede vel på, allerede gennem Truslen om Generalstrejke og Mobilisering af Beskyttelsesforbundet at tvinge Dollfuss til at afholde sig fra at udføre Opløsningsbeslutningen eller til dog at udnævne en mere forsonlig Regering. Men i første Linie regnede denne »radikale« Strømning med Udlandets hurtige diplomatiske Intervention. Arbejderklassen skulle ikke befri sig gennem sin egen Kamp, men den franske Gesandt skulle, ligesom allerede Ugen forinden, udvirke det socialdemokratiske Partis videre Beståen!

At manøvrere med Generalstrejke på en sådan Måde måtte føre til Skibbrud, måtte føre til Nederlag for Arbejderklassen. En sådan Taktik imødekom den fascistiske Reaktions Ønske om en blodig Nedslagtning af Proletariatet. Dog, den Tilstand af Forfald og Forrådnelse, hvori det socialdemokratiske Parti befandt sig Aftenen før Kampene, tillod ikke engang Gennemførelsen af en sådan jammerlig Manøvre. En Del af Partiledelsen løb allerede på Forhånd over i den fascistiske Lejr (derunder Førerne fra Kärnten, Tirol og Voralberg), en anden Del (derunder hele Fagforeningsledelsen) deltog simpelthen ikke. Således var det socialdemokratiske Partiapparat den 12. Februar revet i tre Stykker: I åbne Forrædere, Sabotører og vaklende Kompromispolitikere. Således var Arbejderklassen på Forhånd desorganiseret, således var der kun to Faktorer, der bragte Februaropstanden til Opflammen, og som gav den dens historiske Betydning: Arbejdernes glødende Kampvilje og det desværre endnu for svage Kommunistiske Parti.

Den 12. Februar om Morgenen skred Regeringen Dollfuss-Fey til Gennemførelsen af sine Planer. Våbenfund i nogle nedreøstrigske Provinsbyer skulle give Påskud til Opløsningen af det socialdemokratiske Parti, til Hjemmeværnets Aktioner i Tirol og senere i de andre Forbundsstater, skulle give Anledning til Indsættelsen af en Regeringskommissær i Wien.

Det første Slag fandt Sted i Linz. Politi og Hjemmeværn forsøgte at besætte et socialdemokratisk Partihus. Medlemmer af Beskyttelsesforbundet, som forsvarede Partihuset, barrikaderede sig, Politiet forsøgte et Stormangreb og blev slået tilbage under store Blodsudgydelser. Da blev svært bevæbnede Forbundstropper sat ind - og Partihuset faldt. Kampen om Partihuset i Linz var Signalet til Kamp i hele Landet. Et Signal for Fascisterne og et Signal for Arbejderne. I Linz samledes Beskyttelsesforbundet, bevæbnede sig og besatte Byens vigtigste Punkter. I Wien indtraf Efterretningen om de blodige Begivenheder allerede om Formiddagen. Som de første trådte Elektricitetsværkets Arbejdere i Kamp. De fordrede Strejke, Fagforeningen afslog det og manede til Ro. Men Arbejderne lod sig ikke længere holde tilbage. Klokken 11,45 om Formiddagen vedtog Bedriftsrådet på trods af Fagforeningens Anvisning at strejke. Lyset slukkedes, Sporvognene stod stille, Maskinerne i Fabrikkerne tav. Generalstrejken - som var fordret af Østrigs Kommunistiske Parti - var ikke blevet proklameret af den socialdemokratiske Partiledelse, men Generalstrejken var dog en Kendsgerning!

Men endnu forblev Jernbanearbejderne på deres Arbejdspladser. Endnu arbejdede Funktionærerne ved Postvæsenet, i Bankerne, i de større Varehuse. Endnu stod Arbejderne på Bedrifterne ved de ubevægelige Maskiner og ventede på Anvisninger fra deres Bedriftsråd, deres Fagforeningsførere, deres Parti. De ventede forgæves! Beskyttelsesforbundet og Arbejderne samlede sig dog allerede i de store Kommunalbygninger. I en Række Distrikter afventede Beskyttelsesforbundets Underførere ikke længere særlige Befalinger. I Uger havde Beskyttelsesforbundet været i Alarmtilstand, nu stod Elektricitetsværket stille, nu blev der skudt i Linz - det var det selvstændige Udbrud, det var en elementær Befaling til væbnet Kamp!

Om Eftermiddagen den 12. knitrede de første Skud i Wiens Gader. I Simmering blev en Vægter skudt ned, da han undersøgte en Arbejder for Våben. I Karl-Marx-Hof i Heiligestadt blev Politiet beskudt og måtte trække sig tilbage, da de ville arrestere nogle Funktionærer og føre dem bort fra Boligerne. På Reumannhof i Margareten foretog Politiet et Angreb med Maskingeværer - de blev slået tilbage. I Favoriten gik Grupper af bevæbnede Beskyttelsesforbundsfolk og Arbejdere i Aftentimerne gennem Gaderne og rensede dem for Politi. I 12. Distrikt, på Meidlinger Hovedgade fandt under kommunistisk Førerskab og kommunistiske Paroler store Arbejderdemonstrationer Sted. I Ottakring forsøgte Politiet at besætte Boliganlæget Sandleiten, men blev slået tilbage. I Provinsen antog Kampen foruden i Linz fremfor alt i Graz, i Brück a. d. Mur og i Steyr allerede Mandag Eftermiddag større Omfang. Beskyttelsesforbundet var i dagevis blevet holdt på Kasernerne, da Ledelsen håbede derigennem at forhindre spontane Aktioner, forhindre Udbrud på egen Hånd. Netop disse Forholdsregler førte imidlertid til Kampens spontane Udbrud. Hvorsomhelst Politiet viste sig for at foretage Arrestationer eller Våbenransagninger, blev de slået tilbage af Beskyttelsesforbundet, og dermed var Kampen allerede begyndt over hele Linien.

Arbejderne i Wien og Provinsen ville kæmpe, og de kæmpede! Partiledelsen og hele det ledende Parti- og Fagforeningsapparat, ligesom også Beskyttelsesforbundets Ledelse havde ikke Kampen til Hensigt, havde ikke forberedt den, og da den var udbrudt, faldt det dem helles ikke ind at lede den. Således gik det til, at Regeringen allerede om Mandagen med et Slag kunne arrestere talrige ledende Parti-, Fagforenings- og Beskyttelsesforbundsfunktionærer. Rådhuset og Partiets Bygning i Wien blev besat uden Modstand, Standretten blev proklameret.

Alene den Kendsgerning, at Politiet fandt det socialdemokratiske Partis Spidser ved deres Skriveborde og i deres Hjem, beviser slående, hvor lidt disse Folk havde regnet med alvorlig Kamp, med virkelig Modstand. Og det kunne ikke være anderledes! Men hvem ville være i Stand til at forestille sig, at sådanne med »Ære« grånede Pampere som Seit, Danneberg, Benner osv., hvis de var gået i Illegalitet i rette Tid, ville have stillet sig i Spidsen for Arbejderne i Arbejderkvartererne og ledet Kampen! Således var Stillingen om Aftenen på Opstandens første Dag: Beskyttelsesforbundet kæmpede og samlede sig til Kamp. Bedriftsarbejderne ventede på Anvisninger fra deres Førere, beredte til ikke alene at strejke, men også til at gå på Gaden, på Barrikaderne for med Våben i Hånd at hjælpe Beskyttelsesforbundet. De arbejdsløse Massers Forbitrelse var på Kogepunktet over Regeringen, der havde dømt dem til Sultedøden. Alle ville de kæmpe. Alt ialt var det ikke Spørgsmålet om Socialdemokratiet og Wiens Ensretning, der var det vigtigste for dem, det, det gjaldt, var Kampen mod det fascistiske Nødforordnings- og Hungerregimente, det var Arbejdernes Kamp om Magten, Kampen for Socialismen!

Det Kommunistiske Parti udtalte gennem Flyveblade, som om Mandagen blev udbredt i de store Arbejderkvarterer, det, der bevægede Arbejdernes brede Masser. Endnu før det første Skud var faldet i Wien, udsendte det Kommunistiske Parti Parolen om Generalstrejke og følgende Løsen: »Nedlæg straks Arbejdet! Strejk I Få Nabobedrifterne med ud! Vælg Aktionskomitéer til Ledelse af Kampen på hver Bedrift! Ud på Gaden! Afvæbn Fascisterne! Våbnene i Arbejdernes Hænder! Generalstrejke! Øjeblikkelig Opløsning af alle fascistiske Organisationer! Bort med alle fascistiske Kommissærer! Bort med den fascistiske Forvaltningskommission i Arbejdsministeriet! Øjeblikkelig Genoprettelse af Forsamlings-, Presse-, Koalitions- og Strejkefrihed! Øjeblikkelig Frigivelse af alle antifascistiske Fanger! Bort med Dødsstraffen og Standretten! Bort med Bøddelregeringen!«

Og da Opstanden brød løs, gav Kommunisterne rigtige og klare Paroler for at føre Opstanden frem til Sejr: »Vælg Arbejderråd, dan antifascistiske Garder, rens de proletariske Kvarterer for Politi og Militær! Gå fra Forsvar frem til Angreb og Fremstød i de indre Bydele, besæt Trykkerierne!« Kommunisterne nøjedes ikke med at tale til Arbejderne gennem Flyveblade og Opråb. I flere Distrikter trådte de frem for Arbejderne fra Socialdemokratiet og Beskyttelsesforbundet og foreslog dem at kæmpe sammen, angribe sammen. Overalt, hvor Arbejderne kæmpede, kæmpede Kommunisterne - og i forreste Række. På enkelte Steder var de de førende, og det lykkedes dem at give Kampen en angribende Karakter. Arbejderklassen kæmpede. Kommunisterne var på deres Post. Men de socialdemokratiske Førere - med enkelte Undtagelser - og hele det socialdemokratiske. Partiapparat saboterede og forrådte Kampen. Endnu Mandag Aften gav Typografernes Fagforening Bedrifterne Instrukser om at arbejde videre. I Wien var højere socialdemokratiske Funktionærer ivrigt beskæftiget med at mane Arbejderne til Ro, få dem til at blive hjemme og ikke gå ud på Gaden.

Natten mellem den 12. og 13. Februar samlede Tusinder af Arbejdere og Medlemmer af Beskyttelsesforbundet sig i de store Kommunalbygninger. Våbnene blev fundet frem og fordelt, og da Politiet i Løbet af Natten trak bort fra alle de ydre Kvarterer, blev der således givet Arbejderne Mulighed for om Morgenen den 13. at angribe med al Kraft. Men allerede denne Nat, på Opstandens Højdepunkt, viste det sig, at ikke alene Parti- og Fagforeningsførerne, men også store Dele af Beskyttelsesforbundets Ledelse saboterede Kampen. I en Række Kvarterer sendte man Beskyttelsesforbundet bort fra Samlingsstederne, sendte dem hjem uden at give dem Våben. Men alligevel: Da Politiet, Militæret og Hjemmeværnet om Morgenen den 13. Februar rykkede frem mod Arbejderkvartererne, mødte de en Modstand, som de ikke kunne bryde med almindelige Kampmidler.

Beskyttelsesforbundet kæmpede næsten overalt i Defensiven. De holdt sig i de store Kommunalbygninger. Og skønt der var Tusinder af Kvinder og Børn i disse Bygninger, lod Regeringen Artilleri, Haubitzere og Minekastere køre frem mod dem. Hele Dagen larmede Kampen, Maskingeværerne knitrede, Kanonerne tordnede, de svære Miner drønede og Flammekasterne spyede deres dødbringende Ild, Hist og her lykkedes det Regeringstropperne at tvinge Arbejderne til at rømme en Fæstning, men næsten overalt betød det blot, at Kamppladsen skiftede Beliggenhed: Beskyttelsesforbundet trak sig tilbage for atter at samle sig, og Arbejderne beholdt deres Våben.

Men på denne for Regeringen så kritiske Tirsdag udkom alle Aviser. Radioen fungerede. Om Aftenen var der Lys i enkelte Kvarterer i Wien, Regeringen havde indsat Nødhjælpsarbejde på enkelte Småstationer, og Arbejderne havde ikke ødelagt Maskinerne, da de forlod Bedrifterne. Det, at det elektriske Lys vendte tilbage, at Regeringen kunne udbrede sine grænseløse Løgne gennem Radioen uden at blive tilstrækkeligt afsløret gennem Flyveblade osv., og fremfor alt, at de brede Arbejdermassers aktive Indgriben i Kampen udeblev, fordi Ledelsen ikke kaldte, alt dette måtte naturligvis indvirke på det kæmpende Beskyttelsesforbund og førte i Virkeligheden også til, at Arbejderne enkelte Steder indstillede Kampen allerede Tirsdag Aften og Natten til Onsdag.

Også i Provinsen var Kampen på sit Højdepunkt om Tirsdagen. I Obersteiermark beherskede Arbejderne Stillingen, Steyr var i de revolutionæres Hænder, i talrige Industribyer i Provinsen, hvor Regeringen kun havde svage Kræfter til sin Rådighed, havde Opstanden Overtaget. Men hele Nedreøstrigs vigtigste Industricentrer - hele Steinfeld med Wiener-Neustadt og Neunkirchen, St. Poltener-Området, Stockerau, Amstetten - forholdt sig - bortset fra enkelte spontane Småkampe - fuldstændig passiv. I Wiener-Neustadt lykkedes det Kommunisterne at samle store Masser, men SP- og Beskyttelsesforbundsledernes Sabotage og åbne Forræderi forhindrede Aktionen i at udfolde sig. I Kärnten havde de socialdemokratiske Førere Zeinitzer, Pichler og Co´s Forræderi på Forhånd forhindret Kampen, og da Kommunisterne havde samlet »g bevæbnet Arbejderne, var det allerede for sent at gribe ind. Denne Ro i hele Provinsområdet gjorde det muligt for Regeringen at trække Tropperne bort derfra og kaste dem ind i Kampcentrene i Wien, Obersteiermark og Øvre-østrig. Da Jernbanearbejderne ikke deltog i Generalstrejken - Jernbanearbejdernes Fagforening udsendte ingen Strejkeparole - kunne Regeringen uhindret gennemføre disse Troppeforskydninger.

I Wien deltog enkelte vigtige Kvarterer overhovedet ikke i Kampen. Således kunne Regeringen lade sine Tropper marchere til Kampcentret Florisdorf, uden at man med et Skud hindrede dem Vejen gennem Birgittenau. Og da Beskyttelsesforbundets Kamp blev ført defensivt, kunne Regeringens væbnede Magt slå Arbejdernes Støttepunkter et efter ét.

Onsdag Morgen kørte Sporvognene i Wien. Næsten alle Bedrifter arbejdede igen. Men endnu opgav de Arbejdere, der stod i Kampen, ikke deres Modstand. Endnu holdt Beskyttelsesforbundet sig i Karl-Marx-Hof, endnu var Simmering i Arbejdernes Besiddelse, endnu kæmpede Havebyen i Meidling, endnu i de første Morgentimer holdt Husblokken Quellenstrasse-Favoriten, Fuchsenfeld-, Liebknecht- og Bebelshof i Meidling sig, endnu var de store Fæstninger i Florisdorf i Arbejdernes Magt.

Dog, nu kunne Regeringen sætte alle sine Kampmidler ind mod Arbejdernes sidste Positioner. Batteri efter Batteri kørte op mod Florisdorf, vældige Troppemasser blev sat ind mod de revolutionæres to sidste Højborge, Florisdorf og Simmering. I Løbet af Onsdagen måtte Arbejderne også her tiltræde Tilbagetoget. Beskyttelsesforbundet, som Artilleriilden havde drevet ud af Kommunalbygningerne, trak sig ud i Bykanten og kæmpede videre i hastigt opkastede Skyttegrave. I den sydlige Del af Byen samlede de revolutionære sig på Laaerbjergets Skrænter.

Det var dog, efter to Dages heltemodig Kamp, kun Tilbagetogsfægtning. Når Generalstrejken i alt væsentlig var slut, kunne den væbnede Kamp alene ikke give nogen Resultater. Dollfuss og Fey åndede op. Tropperne var allerede Tirsdag Aften fuldstændig udmattede og demoraliserede. Det fortvivlede Råb om Frivillige havde kun givet et latterligt ringe Resultat. Regeringen så sig allerede på Nederlagets Rand. Trods alle Opstandens Mangler og Svagheder havde Sejren dog været håndgribelig nær!

Natten mellem Onsdag og Torsdag fandt endnu talrige Ildkampe Sted i Wien. I Florisdorf og Stadlau, i Meidling og på Laaerbjerget og i en Del af Favoriten, frem for alt på Wienerberg. Om Formiddagen den 15. Februar stod endnu to af Kampens Borge i Wien. Beskyttelsesforbundet i Karl Marx-Hof afslog Regeringens Tilbud om »Pardon«. De havde trukket sig tilbage til Tårnene i Mellembygningerne og bestrøg derfra med Maskingeværer Heiligenstadt-Banegården. To Dage igennem var Karl-Marx-Hof blevet bombarderet af Artilleri, men endnu vovede Eksekutiven intet Stormangreb. Så heltemodigt bed Arbejderne fra sig.

Goethehof i Kaisermuhle, på venstre Donaubred, var den anden Bastion. Heller ikke her overgav Arbejderne sig, heller ikke her ønskede de Pardon - skønt Bygningen Aftenen i Forvejen var blevet beskudt med Brandgranater, og en Del af den stod i Flammer. Først i Middagstimerne om Torsdagen indstillede Arbejderne Kampen. Men de overgav sig ikke, og ingen af dem. blev fanget. Dels gennem Kanalerne og dels over åben Mark trak Arbejderne sig tilbage og bragte deres Våben i Sikkerhed. Den væbnede Opstand var til Ende.

En kort Oversigt over Distrikterne i Wien og de enkelte Forbundslande viser, hvor strålende Arbejderne har kæmpet, og hvorledes deres Sejr kun blev forhindret ved Førernes Forræderi og Sabotage. Den indre By var i vid Udstrækning afspærret af Eksekutivkomitéen. Der blev ikke foretaget noget Forsøg på at trænge frem mod Byens Centrum. Der fulgte ingen Aktion mod Regeringsbygningen gennem Kanalnettet. I Leopoldsstadt fandt der overhovedet ingen Kamp Sted. Der, som i enkelte andre Distrikter, uddelte Førerne for Beskyttelsesforbundet ingen Våben og »begrundede« dette med Fængslingen af nogle Funktionærer. På Landevejene fandt nogle mindre Skudfægtninger Sted i Erdberger Almindingen. En Gruppe Beskyttelsesmænd og Kommunister fra 3die Distrikt besatte Kvægfolden i St. Marx og forsvarede den indtil Tirsdag.

På Engene fandt der slet ingen Aktion Sted. I Margareten var Reumann-Hof Centret for Kampen. Mandag Eftermiddag og hele Tirsdag Formiddag angreb Politiet forgæves, først Tirsdag Eftermiddag kunne de besætte Bygningerne. Skydningen vedvarede dog til Torsdag og flammede atter op Søndag. Ved Forsvaret af Reumann-Hof spillede Kammerater fra den Venstreradikale Arbejderopposition (LRAO) en førende Rolle. Nogle af dem kom for Standretten.

En Gruppe på to Hundrede Beskyttelsesmænd fra Margareten, som var bevæbnede med Revolvere, forsøgte Natten mellem Mandag og Tirsdag at tilbageerobre Partihuset i højre Wiendel. Angrebet blev tilbageslået med Maskingeværer. Sjette, syvende, ottende og niende Distrikt forblev fuldstændig rolig. I niende Distrikt havde de socialdemokratiske Distriktsledere intet andet at hjælpe sig med overfor Arbejdernes Kampvilje end den jammerlige Løgn: »I Generalplanen er det forudset, at vort Distrikt skal forblive passivt«. Og i dette Distrikt ligger ikke alene Franz-Josef-Banegården, men også den store Politikaserne i Pramergasse!

I Favoriten udgjorde den store Husblok i Quellenstrasse Kampens Centrum. Med kun to Maskingeværer og 150 Geværer holdt Beskyttelsesforbundet Stand her indtil Onsdag Morgen, til Trods for, at deres Kommandant allerede havde overgivet sig Tirsdag Eftermiddag med nogle af sine Folk. Også her kæmpede Kommunister i forreste Række. Arbejderne ved Ankerbrød-Værket besatte allerede om Mandagen Fabriksbygningen og holdt den indtil Onsdag. Politiet vovede intet Angreb, og først en Uge senere blev sytten Arbejdere fra Bedriften fængslet herfor. I Spidsen for Ankerbrød-arbejderne stod kommunistiske Kammerater fra Distriktsorganisationen i Favoriten, som var gået ind i Bedriften. Alle Våben blev reddede.

Ved Laaerberg havde nogle hundrede Beskyttelsesmænd forskanset sig glimrende. De modtog Onsdag Forstærkning fra Simmering og Favoriten. Natten til Torsdag måtte Stillingen dog rømmes, efter at tre af Forbundshærens Brigader med svært Artilleri var opmarcheret mod Laaerberg. Alle Våben blev bragt i Sikkerhed. I Bydelen Laaerberg organiserede Kommunister i Kampdagene store Gademøder, hvor kommunistiske Talere talte. I Favoritens talrige Gader dukkede allerede Mandag Eftermiddag bevæbnede Beskyttelsesmænd op to og to og rensede Gaderne for Politi.

Elvte Distrikt, Simmering, var fra Mandag til Onsdag i Arbejdernes Hænder. Først Torsdag Morgen lykkedes det Eksekutivet at »rense« det, efter at Arbejderne allerede havde trukket sig tilbage i Nattens Løb. En Række af Regeringskræfternes Fremstød mod Østbanestrækningen og Gasværket blev slået tilbage. Da Militæret truede med at bestryge Gasværket med Kanonild, svarede Gasværksarbejderne med Truslen om, at de så ville sprænge Gasbeholderen i Luften! I Simmering Elektricitetsværk blev alle Bedriftsrådene fængslet efter Besættelsen.

Meidling var det Distrikt, hvor Arbejderne anvendte de bedste Kampmetoder. Kampcentret var Kommunalbygningerne, Karl-Liebknecht-Huset, Bebel-Hof, Fuchsen-Feld-Hof, Havebyen og Tekstilfabrikken Glaser, som var besat af Beskyttelsesmænd. Hele det Område, som blev behersket fra disse Beboelseshuse udgjorde en eneste kæmpemæssig Fæstning. Tilkørselsgaderne blev revet op og spærret med ubemandede Barrikader, ved hvilke Skarpskytter med Geværer og Maskingeværer posterede sig på Tagene. Indtil Onsdag vovede Eksekutivet intet alvorligt Fremstød mod dette Område; Enkeltfremstød af Militær og Hjemmeværnsafdelinger blev let slået tilbage. Tirsdag Formiddag forsøgte tre Lastautomobiler med Soldater at overrumple Fuchsenfeld-Hof. Arbejderne lod Militæret komme ganske nær og åbnede derpå en godt rettet Maskingeværild. Alle Soldaterne overgav sig og blev afvæbnet. Betegnende for Eksekutivets Kampmåde var Forsøget på at sende Soldater i Sanitetsautomobiler i Forvejen på Opdagelse. Da Soldaterne skød ud fra Automobilet, blev de taget til Fange af de oprørte Arbejdere.

Om Onsdagen blev Stillingerne i de kommunale Bygninger rømmet. Det lykkedes at få samtlige Våben med. Under Ledelse af det kommunistiske Parti og- af Kammerater fra den venstreradikale Arbejderopposition fandt Mandag Aften store Demonstrationer Sted på Meidlings Hovedgade, hvorunder man hejste Transparanter: »Ned med Dollfuss-Regeringen! Al Magt til Arbejderrådene«. Meget betegnende for nogle af Beskyttelsesforbundets Overlederes Forræderi var Tilstanden i trettende, fjortende og femtende Distrikt. Kredsfører Korbel, der allerede var blevet fængslet om Lørdagen, blev om Mandagen ved Kampens Udbrud atter sat på fri Fod, for at han kunne afværge Kampen. Denne Slyngel afgav om Onsdagen en »Loyalitetserklæring«, som blev rundkastet i Radioen.

I Hietzing fandt der Skydning Sted om Mandagen ved Amalieskolen og ved Goldmarktsplads. Men allerede samme Dags Aften blev 150 Beskyttelsesmænd sendt hjem igen af Distriktsføreren. Mandag Nat og Tirsdag Formiddag anmodede Arbejderne i Ottakring flere Gange om Hjælp; men i Stedet for at hjælpe dem blev Tirsdag Eftermiddag hele Beredskabet i Hietzing opløst! Og det samme skete i Rudolfsheim og Funfhaus. Mandag Eftermiddag begyndte Kampen om Boligkomplekset Sandleiten i Ottakring. Om Tirsdagen måtte man rømme, efter at Arbejderne forgæves havde ventet på Undsætning. I Stedet for at sende Hjælp befalede Ledelsen, at man skulle rømme, og det lykkedes ikke Kommunisterne at gennemføre en Fortsættelse af Modstanden eller at organisere et Udfald.

En heftig Kamp rasede om Arbejderhjemmet i Ottakring. Beskyttelsesforbundet havde bygget Barrikader i de omliggende Gader, men Regeringen lod bogstavelig Arbejderhjemmet skyde i Grus med svært Skyts. Alligevel lykkedes det en Del af Beskyttelsesforbundet at bevare Våbnene i deres Besiddelse under Tilbagetoget. Også i Arbejderhjemmet kæmpede Kommunisterne i Forsvarernes forreste Række. Det stærkt proletariske Distrikt Hernals forblev fuldstændig rolig. Her foreligger uden Tvivl også Sabotage ikke alene fra de politiske Føreres men også fra Beskyttelsesforbundets Side. I Währing indskrænkede de Aktionen til at besætte Bybanestationen med tyve Beskyttelsesforbundsmænd, som blev taget til Fange Natten til Tirsdag.

I det nittende Distrikt var Karl-Marx-Hof Kamppladsen. Der forsvarede Arbejderne, Beskyttelsesforbundsmændene og Kommunisterne, i lang Tid under kommunistisk Ledelse, den ene Stilling efter den anden. Regeringstropperne kunne stadig kun »erobre« de allerede rømmede Stillinger. Den uafbrudte Ild fra svært Skyts dræbte talrige Kvinder, som kæmpede Side om Side med Mændene, bragte dem Ammunition, og som selv lagde Geværet til Kinden. Først Torsdag blev Karl-Marx-Hof endelig rømmet. Regeringen tog ikke en eneste kæmpende Beskyttelaesforbundsmand til Fange, og ingen Våben faldt i dens Hænder. Mandag Eftermiddag havde Beskyttelsesforbundet stormet og besat Politikommissariatet ved Heiligenstadt Banegård, hvorved nogle Politifolk blev dræbt.

Brigittenau kunne være blevet et vigtigt, måske afgørende Kamppunkt. Dersom Beskyttelsesforbundsførerne i Brigittenau ikke havde saboteret Kampen og afværget Uddelingen af Våben - hvorved de ligeledes betjente sig af Løgnen om, »at kun de fængslede vidste, hvor Våbnene var« - kunne Karl-Marx-Hof være blevet undsat, og så ville Militæret ikke ubesværet have kunnet opmarchere mod Floridsdorf. Men som det var faldt der i Brigittenau, et af de stærkeste og bedste proletariske Distrikter, næppe et Skud. Floridsdorf, Wiens Arbejderhøjborg, var indtil Onsdag uafbrudt i Arbejdernes Hænder. Politiet var indesluttet i Floridsdorfs Kommissariat - hvor den heltemodige Ingeniør Georg Weissel kæmpede -, Jedlesee Politikommissariat blev stormet af Arbejderne. Det samme blev Floridsdorf Nordbanegård, som var besat af Hjemmeværn. Da derfor Regeringstropperne om Onsdagen trængte ind i Distriktet, fandt der en forbitret Kamp Sted om hvert eneste af Arbejdernes Støttepunker. Arbejderhjemmet, Schlingerhof, Bygningen på F. A. C. Pladsen, Havebyen Jedlesee og til Slut Goethe-Hof - allesammen blev de først overmandet efter timelang Beskydning med svært Skyts og Minekastere. Under Kampen i Floridsdorf spillede Kommunisterne en fremragende Eolle. Først forsøgte de at rive Arbejderne ud af de kommunale Ejendomme og føre dem til Angreb over Donaubroen. Dette afværgede Beskyttelsesforbundsførerne med Begrundelsen: »Vi har Ordre til kun at forsvare os.« Som Følge heraf kunne Militæret erobre den ene Bygning efter den anden.

I Schlingerhof blev der dannet en fælles Kampkomité af Socialdemokrater og Kommunister, som ledede Aktionen. I Leopoldau Gasværk lå Kampens Ledelse i Hænderne på de revolutionære Arbejdere. Her blev en af Politiets Overfaldsautomobiler afvæbnet og Besætningen taget til Fange af Arbejderne. Blandt de Døde fra Kampen om Floridsdorf er der tre Kommunister, hvoriblandt Formanden for Distriktsorganisationen. I Provinsen udkæmpedes de største Kampe i Øvre-østrig og fortrinsvis i Linz, Steyr og i Wolfsegger Kuldistrikt.

I Linz begyndte Kampen allerede Mandag Morgen Kl. 8, da Politiet ville besætte Hotel Schiff, det socialdemokratiske Partihus. Beskyttelsesforbundet satte sig til Modværge, hvorpå der blev kørt Skyts op imod dem. Kommunisterne og de revolutionære Venstre mobiliserede i Mellemtiden Bedrifterne, som trådte i Strejke, blandt dem også Forbundsbaneværkstederne og en Del af Trafikpersonalet på Banegården. Samtidig blev en Række Punkter besat af Arbejderne. Kommunisterne udfoldede en intensiv Kampvirksomhed og forsøgte at rive de kæmpende Masser med til Offensiv. I Urfahr blev således ti Politivagtstuer stormet og et Antal Barrikader bygget. Det samme skete i Arbejderkvartererne. Særlig modig var nogle revolutionære Arbejderes Dåd, idet de med et Maskingevær på en Lastbil gjorde et Fremstød til Undsætning af Hotel Schiff. På Halvvejen blev de opholdt, ganske vist ikke af Politiet, som ikke havde Magt dertil, men af Beskyttelsesforbundsførerne, som efter lang Diskussion afholdt Arbejderne fra deres Forehavende. Dette Tilfælde er typisk for Forholdene blandt Flertallet af Beskyttelsesforbundets Førere, særlig de øverste. Kun ved socialdemokratiske Føreres forræderiske Virksomhed lykkedes det at slå Opstanden i Linz ned, trods Arbejdernes heltemodige Kamp Mandag og Tirsdag.

I Steyr, hvor Opstanden omfattede hele Arbejderklassen, blev Våbenfabrikken besat. Senere, da nogle Artillerimotorbatterier under Ledelse af Starhemberg var i Anmarch mod Steyr, trak Arbejderne sig tilbage til det højtliggende Arbejderkvarter Ennsleiten, hvor der i to Dage og Nætter blev ført en forbitret Kamp. Arbejdernes Heltemod er ubeskriveligt. Også her stod Kommunisterne i de forreste Kamprækker sammen med Beskyttelsesforbundsmændene. Arbejderen Ahrer, en Kommunist, som i Ennsleiten kæmpede med i forreste Række, blev ved Standretten dømt til Døden og hængt, fordi han ved Kampens Begyndelse skød en Hjemmeværnsmand, der gjorde Tjeneste som Politispion i det kommunistiske Parti og blev afsløret som sådan. Ahrer bekendte modig sin Handling for Standretten, og i Dag taler Arbejderne fuld af Agtelse om ham. Særlig voldsom var Kampen i Wolfsegg-Traunthal's Kuldistrikt, hvor Bjergværksarbejderne, der står stærkt under kommunistisk Indflydelse, leverede sande Slag mod Politi og Hjemmeværn.

Fascisterne hævnede sig på de besejrede, idet de brutalt nedslagtede Forsvarerne af Thomasroith Arbejderhjem efter deres Tilfangetagelse. En ung Arbejder, som havde skjult sig i Arbejderhjemmet, blev hentet frem af de fascistiske Umennesker, som trak Frakken over hans Hoved og stillede ham mod Muren. To Skud sårede vor Kammerat, men bragte ham ikke Døden. Nu holdt Hjemmeværnsfascisterne Arbejderen ved Armen og affyrede flere Skud mod ham, indtil han faldt sammen.

Endnu den 14ne kæmpede Arbejderne ved Salinen Sodafabrik og Ebensee Væveri. Gendarmeriet og Hjemmeværnet blev afvæbnet. Landsbyen og Højderne rundt om blev besat, mens de tilførende Veje blev barrikaderede. Militær blev sendt af Sted fra Wien. Stillet heroverfor rømmede de røde Tropper Landsbyen og tog deres Våben med. I Øvre-Steiermark koncentrerede Kampen sig om Bruck Kapfenberg- Distrikt. Mandag Middag begyndte Strejken hos Felten i Bruck og i Papirfabriken. Bedriften Felten blev besat af 15 Gendarmer. Forsøg på at tage de Bygninger, i hvilke Eksekutivet sad fast, forblev resultatløse. Derfor blev disse Bygninger belejrede og de omliggende Punkter, Højene og j Banegården blev besat, medens Færdselen blev afbrudt. For at kunne opkaste Barrikader ved Pernegg huggede man Telegrafmaster om og fældede Træer. I Kapfenberg blev Gendarmeriposterne overmandet af Arbejderne. Kommunisterne kæmpede i Forening med Beskyttelsesforbundet. Men Eksekutivets Fremmarch fra Grass blev ikke forhindret, tværtimod, den socialdemokratiske Borgmester von Gratkorn overlod det Våbnene. Efter at Rigsværnet havde indtaget Slotsbjerget ved Bruck trak Beskyttelsesforbundet sig tilbage til Pernegg, fordi Wallisch havde erklæret, at Generalstrejken og Kampen måtte opgives. Under et Hvil i Launitzhøhe forklarede Wallisch, at det var hans Hensigt at flygte til Jugoslavien, thi Kampen var tabt, man havde slået til for sent. Størstedelen af Beskyttelsesforbundet vendte derfor om. I Bruck blev over 400 Arbejdere fængslet.

I Grass Distrikt forskansede Arbejderne sig i Fabrikken Waagner-Biro og i Skinnevalseværket i Eggenberg, samt i Weitzer's Waggonfabrik. Om disse Bygninger stod en forbitret, blodig Kamp, men Arbejderne holdt sig heltemodigt. Fra Tid til anden blev enkelte Baneanlæg på Hovedbanegården lagt under Ild. Voldsomme Kampe rasede også i Gösting. Mens disse Kampe foregik, vægrede de fejge forræderiske Førere i de øvre Grass Distrikter sig ved at udlevere Våben til Arbejderne. Såvel Sporvognene som Elektricitetsværket arbejdede stadig. Om Tirsdagen trak Fagforeningerne Generalstrejkeparolen tilbage og tvang de strejkende Bedrifter til at kapitulere. Også i Kampene i Grass deltog især kommunistisk Ungdom på fremragende Måde. I Voitsberg besatte de bevæbnede Arbejdere med Mellemrum Banegården. Kampen om Glasværket varede her til Torsdag den 15. Arbejderne afviste et Ultimatum og trak sig, efter voldsomme Kampe, tilbage til Bjergene med Våbnene i Behold. Dette var Hovedcentrene for Arbejdernes heroiske Opstand.

I det øvrige Land strejkede Arbejderne også i nogle Tilfælde og bevæbnede sig, for det meste på Initiativ af og under Ledelse af Kommunister, men forræderiske Førere forhindrede Bevægelsen i at brede sig. På denne Måde blev Arbejderne i Hovedcentrene isoleret. Således gik det f.eks. til i de Øvre-steyerske Industribyer, i hvis umiddelbare Nærhed, i Bruck, der kæmpedes så forbitret. I Leoben har de socialdemokratiske Førere virket mere demoraliserende end mobiliserende. Kun Niklasdorf og Hinterberg strejkede, medens de næsten til 100 pCt. organiserede Bryggerier arbejdede videre på Grund af de ledende Funktionærers Fejghed. Kun en Del af de beredte Arbejdere blev instrueret og bevæbnede på Samlingspladsen, de øvrige Våben lod de simpelthen hænge. Efter et mindre Sammenstød ved Goss blev der givet Befaling til Tilbagetog til Alperne, i Stedet for at tage Offensiven i Leoben. Virkeløse, sultende og frysende lå Arbejderne i Bjergene. Stemningen blev meget nedtrykt og førte til Afbrydelse af Arbejderfronten. De kommunistiske Organisationer har deltaget i Aktionerne. Om Tirsdagen udgav Kammeraterne også et Flyveblad for at mobilisere Masserne.

Ligesom i Papirfabrikkerne i Hinterberg og Niklasdorf udløstes Strejken i Stålværket Judenburg og i Bjergværket Fohnsdorf på Initiativ af Kommunistisk Parti. Thi intet Sted i dette Industricenter udstedte det socialdemokratiske Parti eller Fagforeningerne Generalstrejkeparoler. Talrige socialdemokratiske Førere, f.eks. Nationalråd Regner, var forsvundet, da det kom til Kamp. I Judenburg havde nogle af dem ovenikøbet givet sig ind under Eksekutivets »Beskyttelse«. Under Ledelse af Kommunistisk Parti organiseredes en Demonstration på ca. 500 Arbejdere, et Kampudvalg blev valgt, men ligesom andre Steder udleverede de socialdemokratiske Førere ikke Våbnene fra deres Gemmer.

I Zeltweg slog ca. 100 bevæbnede Arbejdere Beskyttelsesforbundsmænd og Kommunister under Ledelse af Kommunister en Gendarmeriafdeling på Flugt og besatte Banegården, hvor Jernbanefolkene straks sluttede sig til Strejken. Da Arbejderne gik over til Angreb mod Gendarmeripostbygningen anbragte man den socialdemokratiske Borgmester og to andre socialdemokratiske Funktionærer .foran Gendarmeriposten, for at forhindre Arbejderne i at skyde. Den socialdemokratiske Borgmester opfordrede Arbejderne til at trække sig tilbage og opgive Kampen. En Del af Arbejderne, som var blevet modløse ved de socialdemokratiske Føreres Forræderi, opgav Kampen. Omtrent 40 Mand trak sig tilbage i Retning af Knittelfeld.

I Landsdelen Tyrol værgede Arbejderne i Worgl sig mod Besættelsen af Arbejderhjemmet og havde forskanset sig bevæbnet i to Fabriker. I Bjergværket Häring ved Wörgl strejkede man. Men de socialdemokratiske Førere i Tyrol lod disse Arbejdere i Stikken og løb over til Fjenden. I Innsbruck bragte Kommunisterne Flyveblade til Fordeling blandt Jernbanefolkene, Elektricitets- og Gasværksarbejderne. Mandag Morgen Kl. 9 strejkede man også i Gas- og Elektricitetsværket, men her blev Arbejderne atter af Pamperne bevæget til at optage Arbejdet. De socialdemokratiske Kommunalråd havde Mandag afgivet en Loyalitetserklæring overfor det fascistiske Regime.

I Landsdelen Salzburg blev Kampen såvel som Strejken åbent saboteret af de socialdemokratiske Førere. Kun i Hallein, Schwarzach og Lend strejkede man. Særlig i Hallein ved Kommunistisk Partis Indgriben. I Halleiner Celluloseværk havde man nogle få Dage før de revolutionære Arbejderes Opstand vundet en Sejr ved Bedriftsrådsvalget i to af Afdelingerne. Men da var de reformistiske Førere løbet til Driftsledelsen og havde ved Angivelsen udvirket Annulleringen af den revolutionære Liste som »kommunistisk«. Kärntens socialdemokratiske Partiledelse og Fagforeninger i Klagenfurt optrådte åbent forræderisk og løb over i den fædrelandske Fronts Lejr. Der blev strejket i enkelte af Klagenfurts Bedrifter, i Ferlach, Radenthein og ganske kort i Ferndorf, hvor Kommunisterne mobiliserede til Strejke. Alle de fængslede socialdemokratiske Førere i Klagenfurt og enkelte af Øvre-kärntens Landsbyer blev de afgørende Dage løsladt mod Løfter om at sørge for Ro. Det fascistiske Statsapparat ved nøjagtigt, hvortil man kan benytte sine »socialistisk« maskerede Håndlangere, hvad Socialfascisterne netop er, mod Arbejderne.

I det udslagsgivende nedreøstrigske Område, i Wiener-Neustadt og Siidbahnstrecke havde SP-Førerne saboteret på det nederdrægtigste. I de sidste År blev Arbejderne i Wiener-Neustadt-Området systematisk afvæbnet. Kritiske Forespørgsler til Distriktsledelsen, til Püchler blev stadigvæk besvaret med en beroligende Forsikring om, at der var Våben nok for Hånden, hvis det for Alvor skulle blive nødvendigt. Og da det kom så vidt, da stod Beskyttelsesforbundet der - uden socialdemokratiske Førere og uden Våben! - Efter megen Søgen fandtes cirka 20 Rifler og to Maskingeværer til 800 kampberedte Arbejdere. Det kommunistiske Parti satte alle Kræfter ind på en virkelig Mobilisering af Masserne. Endnu om Mandagen udkom et Flyveblad i 4000 Eksemplarer. En fælles Kampkomite med de socialdemokratiske Tillidsmænd blev dannet.

Arbejderne forsynede sig med Ammunition fra Ammunitionsfabrikken Roth. Vaklen mellem Socialdemokraterne i Kampledelsen forhindrede Kampens Udbrud, der var fastsat til Natten til Tirsdag (»man måtte dog vente på Våben«). Kort efter blev cirka 400 Arbejdere fængslet. Endnu Tirsdag lykkedes det Kommunistisk Parti, trods vild Forfølgelse, at tale til Masserne på Kontrolstederne og organisere en Demonstration. I Schwechat samledes Medlemmer af Beskyttelsesforbundet og Kommunister i Arbejderhjemmet. Der blev dannet en fælles Kampkomite. Men Beskyttelsesforbundets Ledelse spildte de kostbare Timer, fordelte ingen Våben, men kastede dem i Vandet, og Natten til Tirsdag, da Fjenden gjorde et lille Fremstød, forsvandt de. Det kommunistiske Parti tog derpå Ledelsen i sin Hånd og forsøgte at indlede en Offensiv. Dette lykkedes dog ikke.

Den Bestialitet, som de østrigske Fascister, Dollfuss, Fey og Starhemberg udviser, lader sig kun sammenligne med Pariser-Kommunens Bødlers Grusomhed. Skønt Arbejdernes Kamp førtes rent defensivt - og det var deres Ulykke! - undlod de fascistiske Mordere ikke at skyde de tæt beboede Kommunalbygninger, i hvilke der opholdt sig Tusinder af Kvinder og Børn, i Grus med Haubitzere og Minekastere. Hvorsomhelst en Bygning blev besat, hvorsomhelst der blev taget Arbejdere til Fange, hærgede Regeringstropperne og frem for alt Hjemmeværnsfolkene som ville Dyr. Våbenløse Arbejdere blev skudt ned og myrdet med Bajonetter, talrige Fanger såredes hårdt af Kolbeslag. Mishandlingerne af de værgeløse fortsattes i Nødarresten, hvor Fangerne blev bragt hen. Og da en Arbejder, der var Vidne i en Standretsproces mod en Deltager i Kampene i Goethe-Hof, blev forhørt og bragte Mishandlingerne på Tale, erklærede Retsformanden: »Skam for hvert et Slag, der har ramt ved Siden af!«

Efter Kampene forsøgte Regeringen at tilsløre de begåede umenneskelige Grusomheder ved løgnagtige Beretninger om Antallet af døde og sårede Arbejdere. Den opgav Antallet af døde på Regeringens Side til 105, de sårede til 310, Antallet af døde Oprørere og Civilpersoner til 137, sårede 340. Hvor forfalskede disse Opgivelser er, viser en officiel Meddelelse fra Tirsdag den 13. Februar, i hvilken alene for Wien og Graz opgives 224 døde og - kun for Steiermark - 300 hårdt sårede. Også i Udlandets Presse bliver Regeringens Meddelelser gennemgående betegnet som upålidelige. I Virkeligheden har cirka 1000 Arbejdere, Arbejderkvinder og Børn fundet Døden. De såredes Antal overstiger 3000. Ganske vist er heriblandt talrige, der ikke har deltaget i Kampene. Beboere af kommunale Bygninger, Trafikanter osv.. Betegnende for den Tøjlesløshed, med hvilken Regeringstropperne gjorde Brug af deres Våben, er en kristelig-social Dommers Død; han blev skudt af en Hjemmeværnsmand på Førersædet i sin Automobil. Betegnende er også Nedskydningen af en 18-årig Pige i et Hus i Simmering, da Hjemmeværnsfolkene, efter at Arbejderne havde rømmet Områdét, blindt skød ind gennem Vinduerne.

Allerede under Kampenes Begyndelse havde Regeringen forkyndt Standretten og Dødstraffen for Oprør. lait blev 128 Arbejdere stillet for Standretten, 20 af dem blev dømt til Døden, 9 af dem blev hængt. Lad disse Helte og Martyrers Navne for al Evighed være indridset i Proletariatets Hjerter. Det første Offer for Bødlen var Karl Münichreiter. Hårdt såret blev han båret ind i Retssalen på en Båre. Skønt hans ene Skulder var fuldstændig gennemhullet af Kugler, blev han erklæret for forhandlingsdygtig. På Båren blev han slæbt til Galgen - og dog var hans sidste Ord: »Jeg angrer intet! Leve Revolutionen!« Med eksempelløs Heltemod trådte Georg Weissel for sine Dommere. Han havde som Kommandant for Bybrandvagten i Floridsdorf ledet Angrebet på Politikommissariatet. Stolt bekendte han, da Dommeren foreholdt ham, Ingeniøren og Embedsmanden, hans Gerning: »Jeg er en Revolutionær. Jeg kunne ikke lade mine Kammerater i Stikken, jeg står inde for, hvad jeg har gjort!« For at aflaste de medanklagede Brandfolk, tog han hele Ansvaret på sig. Og hans sidste Ord under Galgen var: »Leve Sovjetrusland! Leve 3. Internationale!« Den kommunistiske Arbejder Ahrer bekendte sig for Standretten fuldkommen til Opstanden og gik som en ægte Revolutionær til Galgen.

Da Opstanden var slået ned, gik Regeringen i Gang med at hævne sig frygteligt på Arbejderne. Tusinder af Arbejdere blev kastet i Fængsel, stadig blev der oprettet nye Nødarrester, da. Fængslerne ikke havde mere Plads. En stor Del af de Fangne vil blive stillet for de »almindelige« Domstole, og foruden de mange Hundrede Års strengt Fængsel, som blev idømt af Standretten, vil Tusinder langt sværere Fængselsstraffe blive afsagt. For Øjeblikket er mindst 10,000 Arbejdere i hele Østrig anholdt og i Fængsel. Den fascistiske Ensretning blev fuldbyrdet nøje efter Hitler-Tysklands Forbillede. Det socialdemokratiske Parti var allerede blevet opløst på Kampens første Dag. Efter det fulgte alle frie Fagforeninger, samtlige Arbejderorganisationer, Sports- og Kulturforeninger. Alle på frie Fagforeningslister valgte Bedriftsråd blev afsat, i deres Sted vil træde Fascister, udnævnt af Regeringen. Samtidig begynder »Rensningen« af Embederne og Bedrifterne. I alle hidtil socialdemokratisk styrede Kommuner blev og bliver de klassebevidste Arbejdere og Funktionærer fjernet fra deres Stillinger og sat på Gaden. I deres Sted træder Hjemmeværnsfolk og Fascister af alle Afskygninger. Den samme Rensningsproces fuldbyrdes i Privatvirksomhederne. Alene Automobilfabriken i Steyr har afskediget 600 røde Arbejdere. De kommunale Bygninger i Wien bliver systematisk renset for socialdemokratiske og kommunistiske Lejere.

Hele dette fascistiske Terrorfelttog blev understøttet og dækket af den katolske Kirke. Den fromme Kardinal Innitzer gav allerede under Kampene Morderbanderne og Regeringens Skyts sin biskoppelige Velsignelse. I de borgerlige Kredse gik Præster fra Hus til Hus og opfordrede Mændene til at træde ind i de fascistiske Kampformationer, til Nedmejning af Arbejderklassen. Men de samme Jesuiter vover nu, efter Kampen, at opfordre de Hundrede Tusinde konfessionsløse Arbejdere i Østrig til Tilbagevenden til Kristendommen, og de betjener sig af hele Statsapparatets Magt ved Gennemførelsen af denne Tilbagevenden. Således skal den »Hjælpeaktion«, som blev indledet af Innitzer og den øverste Morders Hustru, Fru Alwine Dollfuss, også forstås. For nogle få Blodpenge skal de døde Heltes Efterladte føres over i Morderens Lejr.

Nazi har under Opstanden understøttet Regeringen fra den første Dag. Den udenlandske Presse (»Le Temps«, »Neue Züricher Zeitung« osv.) meddeler enstemmigt, at Nazi allerede den 12. har tilbudt Regeringen sin Hjælp mod Arbejderne, men først var blevet afvist. Dog gav de Regeringen Tilsagn om »den mest velvillige Neutralitet«. Således kunne Dollfuss trække næsten hele Grænseværnet fra Bayern og sætte det ind mod de revolutionære. Først da Opstanden var forbi, og- Nazi så, at der ikke var beskåret dem nogen aktiv Rolle i Nedslagtningen, og at de ikke ad den Vej opnåede den ønskede Enighed med Hjemmeværnsfascisterne, først da satte den tyske Radiosender ind med Angreb på Dollfuss-regeringen. Men disse Angreb blev straks efter afbrudt, og i deres Sted trådte en otte Dages »Våbenstilstand«, Habicht forkyndte fra München, at under denne måtte ingen østrigsk Nationalsocialist - under Eksklusionsstraf - i Tale eller Skrift eller med andre Midler angribe Regeringen. Denne Våbenstilstand fulgtes af et formelt Koalitionstilbud. Nazi ville altså forene sig med den østrigske Arbejderklasses Mordere og Bødler - hvilket jo egentlig ikke kan vække nogen Undren, da Dollfuss og Fey jo kun kopierede og kopierer Hitlers og Görings Metoder indtil de mindste Detailler. Men trods alt dette søger Nazi-Jesuiterne at slå Mønt på det Blod, som er flydt fra deres myrdede Meningsfæller blandt Arbejderne, trods alt dette vover de at tilbyde at »hjælpe« og »redde« de østrigske Arbejdere.

De østrigske Arbejderes Februaropstand lyste som en Bavne over hele Verden. Utallige Millioner Arbejderhjerter slog stærkere, utallige Millioner Arbejdernæver knyttedes, da Efterretningen kom: Opstand i Wien! I alle Verdens Lande manifesteredes Arbejdernes Solidaritet på storslået Vis. De tjekkiske Arbejdere foranstaltede den 15, Februar som Tegn på / deres Solidaritet fem Minutters Generalstrejke. I alle større Byer i Tjekkoslovakiet fandt der kæmpemæssige Solidaritetsdemonstrationer Sted under kommunistisk Førerskab. Arbejderne i Grænseområdet, deriblandt Pressburg, organiserede Korps for at bringe de østrigske Arbejdere bevæbnet Hjælp og overskred enkelte Steder straks Grænsen. Efter Kampen gennemførtes i hele Tjekkoslovakiet en Indsamlingsaktion for de Efterladte.

I Frankrig, i Schweiz, i Sverige, i Letland, i England, i de forenede Stater, i Spanien, i Belgien - i hele Europa, i hele Verden - drog Arbejderne ud på Gaden, demonstrerede foran de østrigske Gesandtskaber og Konsulater, foranstaltede Solidaritetsstrejker, samlede Penge ind til Opstanden og dens Ofre, og fordrede Indskriden mod de østrigske Fascisters Grusomheder af deres Regeringer. Og virkelig, under Tryk af denne proletariske Verdensbevægelse måtte Englands, Frankrigs og Tjekkoslovakiets Regeringer pålægge deres Gesandter i Wien at fordre Indstilling af Henrettelserne og »vidtgående Hensyntagen« af Dollfuss. Og man kan takke den proletariske Verdenssolidaritet for, at ikke Hundreder af østrigske Arbejdere blev overgivet til Bødlen af de fascistiske Blodhunde.

I Spidsen for den internationale proletariske Solidaritetsbevægelse stod imidlertid Sovjetunionens Arbejdere. I alle Byer i USSR fandt mægtige Demonstrationer og vældige Indsamlinger Sted som Tegn på Solidariteten med de østrigske Arbejdere. I Kæmpeværket »Elektrosawod« i Moskva besluttede Arbejderne at give en Dagløn til Ofrenes Familier, og dette Eksempel fulgtes af mange andre Bedrifter. Således stod det socialistiske Lands befriede Arbejdere solidarisk på deres kæmpende østrigske Brødres Side!

De østrigske Arbejdere har leveret et gigantisk Slag. Endnu denne gang blev de de underlegne - men denne Kamp, denne det østrigske Proletariats voldsomme Februaropstand har kun været Forspillet, Skolen til den østrigske Oktober, til den kommende sejrrige Revolution i Østrig. Men hvis den østrigske Oktober skal følge den østrigske Februar, er det nødvendigt, at man med al Skarphed drager Læren af denne Kamp. Hvorfor brød Opstanden sammen, trods Arbejdernes heltemodige Kamp? Opstanden brød sammen, fordi den manglede det revolutionære Mål, den revolutionære Ledelse og den revolutionære Forberedelse og Organisation. Opstanden brød sammen, fordi det store Flertal af den østrigske Arbejderklasse endnu den 12. Februar befandt sig under Indflydelse af Reformisterne og Socialfascisterne, under Indflydelse af Kampens Sabotører og åbne Forrædere.

Opstanden brød sammen, fordi den østrigske Arbejderklasses socialdemokratiske Førere gennem 15 År har ført en Politik, der gik ud på Samarbejde med Kapitalisterne, Støtte og Opretholdelse af det kapitalistiske System; fordi alle historiske Lejligheder til at styrte Kapitalismen i de 15 År, fra November 1918 til 15. Februar 1933, var blevet forsømt, fordi Socialdemokratiet bevidst rømmede Marken for Fascismen, lod den vokse sig stærk og stadig førte Arbejderne ind i nye Nederlag. Og da så Kampen efter hele denne årelange Hensmuldring af Proletariatet gennem det socialdemokratiske Partis Tilbagetogstaktik alligevel brød ud med en uimodståelig Kraft - da gik en Del af disse Førere åbent over til Klassefjenden, Resten gemte sig og forsøgte at forhindre Kampen, hvilket var ensbetydende med et Dolkestød i Ryggen på de kæmpende Arbejdere. Det ændrer intet ved dette Faktum, at en eller anden socialdemokratisk Fører, som f.eks. Julius Deutsch har fået et Strejfskud. Afgørende er det, at også disse enkelte i fuldt Mål var medskyldige i Kampens politiske og strategiske Desorganisering.

Også Førerne for det såkaldte »Revolutionære Venstre« indenfor det Socialdemokratiske Parti spillede en jammerlig Rolle. Mens deres Tilhængere kæmpede tappert, søgte begge de Mænd (Ernst Fischer og Ludvig Wagner), der stod i. Spidsen for disse »Radikale«, allerede om Tirsdagen - da Kampen var i fuld Gang - at lægge så mange Kilometer mellem sig og Kamppladsen som muligt og flygtede over Grænsen! Det var så meget mere ynkeligt, da de overhovedet ikke havde deltaget i Kampen. Og hele dette »Venstre« havde* med Undtagelse af den proletariske LRAO, heller ikke gjort det ringeste Forsøg på at give Kampen en Retning¹, at organisere den.

Det socialdemokratiske Parti har ad den såkaldte »Demokratiets Vej« ført Arbejderne fra Nederlag til Nederlag helt ind i det hæmningsløse fascistiske Diktatur. Det kommunistiske Parti har i 15 År - efter Sovjetruslands Eksempel - arbejdet på at føre Arbejderne ind på den proletariske Revolutions Vej. Nu ser de østrigske Arbejdere, hvilken Vej, der var rigtig. Og hvis de østrigske Arbejdere drager den rigtige Lære af Februaropstanden nu, hvis de fører Kampen mod den grønne og den brune Fascisme videre med samme Beslutsomhed som i Februardagene, hvis de gør op med det bankerotte, socialdemokratiske Parti, hvis de sammen med Kommunisterne opbygger et mægtigt, beslutsomt, stålhårdt Kommunistisk Parti, da vil ingen Magt i Verden kunne forhindre den østrigske Røde Oktober!

De myrdede Arbejderes Blod, de nedslagtede Kvinders og Børns Blod, de henrettedes Blod råber på Hævn. Vi vil hævne dem! Men nu vil vi ikke beklage Ofrene, nu må vi ikke give efter for Nederlagsstemningen, nu må vi sejt og utrætteligt organisere den næste Kamp - vor kommende Sejr. Det østrigske Bourgeoisis og deres Bøddelknægtes Stilling er ikke blevet bedre af det foreløbige Resultat. Masserne er imod dem. I deres egen Lejr strides de. Krisen bliver trods alle Løgne ikke mindre. Derfor gælder det straks at organisere Arbejderklassens Kamp for Befrielse af alle proletariske Fanger, mod Besættelsen af Bedriftsrådene, for Forsamlings- og Strejkefrihed, for Pressefrihed og for den proletariske Presse.

Den østrigske Arbejderklasse begynder nu at organisere sine Klassefagforeninger i Bedrifterne. Den østrigske Arbejderklasse samler sig om det kommunistiske Parti! Lad kun Blodhundene triumfere idag. Vi kommer snart igen, under Kommunismens røde Faner, og da bliver Arbejderklassens Herredømme, Sovjetternes Herredømme, Proletariatets Diktatur oprettet i Østrig. Februarheltenes Blod vil give os tidobbelte Kræfter til at få Hadet mod Morderne og Bødlerne til at flamme op. Og i den østrigske Arbejder er der ophobet tilstrækkeligt Had til at sætte en Verden, denne fordummede, forrykte kapitalistiske Verden, i Brand! Vi må lede Hadet, Raseriet og Kampviljen ind på den rigtige Linie. Vi må smede de Våben, som kan tilintetgøre Fascismen: Arbejdernes revolutionære Enhed, et stærkt Kommunistisk Parti.

Skift til: Jugoslavernes historie * Ruslands historie * nyere historie * Danmarks historie * Det 20´århundrede

 Webmaster