Ved slutningen af det 18. århundrede blev vi vidne til to epokegørende revolutioner: den politiske omvæltning (revolution) i Frankrig og den industrielle udvikling i England. Af disse er den sidste langt den betydningsfuldeste, og den store kendsgerning som den skyldte sin tilblivelse: maskinen, går nu efter at have underlagt sig de vestlige verdensdele sin sejrsgang i Østen, - dens saga kan endnu ikke skrives. Den eneste maskine som den franske Revolution satte i verden var guillotinen, og den er nu endt på pulterkammeret, hvorfra den kun tages frem ved særligt højtidelige lejligheder. Når det blev i England at den nye Tid blev til, og ikke et hvilket som helst andet Sted, har det sine gode Grunde. Den Verdensmagt vi tænker på når vi taler om England, og som er skabt af Industrialismen, har Koloniriget til Forudsætning. Uden Imperiet - intet Stor-England. Det siges ofte at Koloniriget blev erhvervet for at skaffe Afsætningsmarkeder for den engelske Industri. Men det er forkert. Forholdet er lige omvendt, at de enorme Formuer, der kunne tjenes på alle Slags Varer i Kolonierne, fremtvang mere intense Fabrikationsmetoder end det gammeldags Håndværk og derved skabte maskinindustrien med dens tusindfoldige Produktionsmasse og tusindfoldige Fortjeneste. England fik ikke sin store Industrieksport fordi James Watt opfandt Dampmaskinen, men Dampmaskinen blev opfundet, måtte opfindes, fordi der var Brug for denne vældige Varemasse. Havde Watt ikke opfundet den ville en anden have gjort det. Og således med Spindemaskinen, den mekaniske Vævestol etc.. Eller tror måske nogen det var et Tilfælde at alle disse Opfindelser kom væltende lige med eet, og at det var i England de kom?

Industrialismen gav Anledning til en Række Nydannelser på det sociale, det politiske og det kulturelle Område og lagde Grunden til en ny Verdens- og Livsanskuelse. Den skabte nye Samfundsklasser, en der forstod at udnytte Chancerne og tjente sig hidtil ukendte Formuer i Kraft af at være Produktionsmidlernes Ejere, Maskinernes Herrer, en anden der forskertsede selv de elementæreste Menneskerettigheder ved at blive Maskinernes Slaver og som kun gennem dyrekøbte Erfaringer lærte Nødvendigheden af ved Sammenhold at tiltvinge sig disse Rettigheder. Både Kapitalismen og Socialismen hører til den økonomiske Omvæltnings Nydannelser. Den politiske Nydannelse, hvorved disse Klasser gradvis tilkæmper sig Andel i Statsstyrelsen Side om Side med de gamle Stænder, kalder man Demokrati, den kulturelle Nydannelse er Romantikken, og på den filosofiske Livsanskuelses Område Liberalismen.

Alle disse Nydannelser koncentrerer sig om den herskende Klasse, eller rettere den Klasse som i Kraft af sin tiltagende Rigdom i stigende Grad gjorde Aristokratiet Rangen stridig som den førende. Demokratiet er Borgerskabets Form for Samfundsliv, som Romantikken er dets Form for Åndsliv, Liberalismen dets Livsanskuelse og Socialismen dets Grænsebestemmelse. Det er med denne Klasses Øjne at vi oftest betragter den industrielle Omvæltning. Det er dens Optimisme der gennemstrømmer os ved Synet af Maskinernes larmende Sejrsgang og ved Tanken på de Rigdomme der stampes frem idet Kul og Jern bliver til klingende Guld. Vi kan også forstå dens Utålmodighed over at støde på en middelalderlig, usmidig Administrations snærende Bånd der sætter en Grænse for Produktionens Effektivitet og dermed for Profitten. Indtil Stats- og Kommunestyrelsen var blevet moderniseret, hvad der først begyndte at ske efter 1832, måtte den nye Herskerklasse nødvendigvis mene at al Regering var af det onde, og derfor: jo mindre deraf des bedre. Den ønskede ingen Begrænsning af Profitmulighederne og blev derfor Fortaler for Frihed på alle Områder uden at tænke på at hvad den kaldte Frihed, kunne være Slaveri for andre. Den retfærdiggjorde sit Krav ved en Henvisning til at den største Frihed gav den største Fortjeneste uden at tænke på - eller uden at omtale - at hvad der for dem selv betød Rigdom, for andre betød Ruin.

Det var derfor simpelt hen en Formulering af den herskende Klasses Krav og en Retfærdiggørelse af de Tilstande den havde skabt og ved hvilke den var blevet herskende, der udgør Indholdet af den Videnskabsgren som opstod i disse Årtier under Navnet den politiske Økonomi, og som i Liberalismen skabte den industrielle Revolutions Filosofi. Allerede i 1776 havde Adam Smith anslået alle de liberalistiske Strenge i sit geniale Værk The Wealth of Nations. Her finder man Læren om Frihandelen, om Statens Tilbagetræden og om de naturlige Love, ganske vist fremsat med stor Forsigtighed. Men Værket er gennemsyret af en optimistisk Tro på den enkeltes Frihed som Kilden til alle andre Værdier, og af Overbevisningen om at Menneskets Egenkærlighed er Guds Forsyn, så den enkelte blot ved at følge sine egoistiske Interesser fremmer alles Vel; kun med Udsigt til at kunne nyde det fulde Udbytte af sit Arbejde vil den enkelte kunne drives frem til at præstere sit yderste, og Arbejdet, hævder Adam Smith, er Kilden til al Værdi, en Sætning der senere skulle blive Udgangspunkt for en højst forskelligartet Filosofi, men rigtignok indbefatter han i Begrebet "Arbejde" foruden Arbejdernes Ydelser også Kapitalistens og Kapitalens.

Denne Lære blev videreført af Ricardo, der dog betonede Lønarbejdet som det vigtigste Moment hvorved han kom til at danne Overgangen til den senere marxistiske Værdilære. I Benthams Nyttelære fortsættes en anden af Linjerne fra Adam Smith med den forhåbningsfulde Tro på at Liberalismens principper automatisk vil føre til den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal. Men det er ikke disse Berømtheder som har skabt Liberalismens politiske Filosofi i sin mest udprægede Form. Man finder ikke hos dem Læren om laissez-faire formuleret noget Sted, den skyldes de mindre Ånder, en Dr. Franklin, en Mrs. Marcet, og andre hvis Navne ikke huskes, Populærfilosofferne og Populærøkonomerne, Åndslivets altid redebonne Lejesoldater, den herskende Klasses Håndlangere. Thi, som vi så, er det at en bestemt politisk Filosofi kommer til at præge en Tidsalder, det simple Udtryk for at den omskriver og formulerer den herskende Klasses Behov. Således også her. Som Handelsmændene i Frikonkurrencens tilsyneladende så demokratiske Lære erkendte netop det Instrument der kunne gavne dem selv bedst og derfor erklærede sig til Gunst for denne guddommelige Doktrin, således så Fabrikanterne i Princippet om Laissez-faire, Lad-rulle-Princippet, et Forsvar for de bestående Tilstande som de jo selv havde frembragt og som betød uhørt Rigdomserhvervelse for dem selv, Elendighed for de arbejdende. For Populærfilosofferne var det en smal Sag at bevise at selv om Arbejdslønnen var lav, kunne den dog ikke blive højere; med Påberåbelse af Malthus hævdede de at enhver Lønstigning ville blive udslettet af en tilsvarende Befolkningsforøgelse der atter ville tvinge Lønnen ned. Fattighjælp og Fagforeningspolitik var lige unyttige, de fattiges Nød skyldtes deres egen Tankeløshed, og de måtte derfor selv om at afhjælpe den; den der satte Børn i Verden uden at kunne sørge tilstrækkeligt for dem, burde overlades til Naturens Afstraffelse. Ved den Slags Forvrængninger af de store Økonomers Fremstillinger blev den politiske Økonomi udnyttet til Propaganda, og den herskende Klasse kunne fortsætte sin Udsugning, idet den skød sig ind under Naturens Lov og Guds Vilje.

Således gik det til at den industrielle Revolution, der skabte så kolossale Rigdomme og gjorde England til den førende Verdensmagt, samtidig nedstødte Befolkningens Flertal i afgrundsdyb Fattigdom. Arbejderne søgte at varetage deres Interesser ved at danne Fagforeninger, men Fabrikanterne fik Regeringen overbevist om at det betød et Brud på Liberalismens hellige Doktriner og en Krænkelse af de økonomiske Naturlove, som kun kunne føre til Ulykke, og i Året 1800 blev de følgelig forbudt. De ophørte ganske vist ikke derfor at eksistere, men fortsatte en underjordisk Virksomhed for at samle Arbejderne til fælles Optræden; dog de formåede under de vanskelige Omstændigheder kun lidet.

Der skulle et særligt Ferment til, før en virkelig Arbejderbevægelse kunne opstå, og det kom med den franske Revolution og især med den økonomiske Lavkonjunktur der fulgte med Napoleonskrigene. Revolutionen fremkaldte stor Begejstring hos en Række Middelstandsintellektuelle, Wordsworth, Godwin, Shelley, Coleridge, Spence og Tom Paine hvis Ry gik over Verden.

Således skriver Malte Konrad Bruun i Aristokraternes Katekismus. Men denne mere abstrakte Frihedsbegejstring nåede aldrig ud over visse snævre Kredse og har kun indirekte haft Betydning for Arbejderbevægelsen.

Det er blevet sagt at den britiske Socialisme kom til Verden Dagen efter Fredsslutningen i 1815, og det rigtige er der i Påstanden at det var den langvarige økonomiske Krise efter Napoleonskrigene, som skabte en oppositionel Arbejderbevægelse. Ingen så da hen til Freden med større Forventning end netop Englænderne. I over tyve År havde de måttet lide bitre Savn; Krigen havde udtørret alle Indtægtskilder, det var jo med deres Penge mere end med deres Soldater at de havde besejret Napoleon; den havde gjort slemme Afbræk i Handelen, idet de fleste Markeder var blevet lukket. Derfor så især Fabrikanterne og Arbejderne frem til Markedernes Genåbning som det store Tryllemiddel der skulle skabe mere tålelige Kår. Men de blev bittert skuffet. Efter en kortvarig feberagtig Højkonjunktur, hvor de fremmede Markeder hurtigt blev overmættet af Varetilførsel pr. Spekulation, indtrådte der en hårdnakket Deflationskrise. Priserne faldt ustandseligt, med dem Lønningerne og Købeevnen. Bankerne gik itu, Fabrikkerne lukkede, Arbejderne blev sat på Gaden og kom under Fattigloven. Krigsgældens Forrentning blev en frygtelig Byrde under disse Forhold, især efter at Landbruget var brudt sammen på Grund af de katastrofale Fald i Kornpriserne.

I disse tunge År, Tiden fra 1815 til 1820, blev den engelske Socialisme til. (Selve glosen socialist synes første gang at være brugt på tryk i en tidsskriftartikkel fra 1827, mens glosen socialisme stammer fra Frankrig hvor den blev lanceret af forfatteren Pierre Leroux i 1830.) Nøden fremkaldte en Række Tumulter, planløse og virkningsløse, men tilstrækkelige til at den stokreaktionære Regering, der endnu havde Skrækken fra den franske Revolution i Blodet, kunne iværksætte et Volds- og Undertrykkelsesregimente, der satte Landet i en Slags Belejringstilstand, alle de radikale Ledere blev fængslet og deporteret, mens Ytringsfriheden blev kvalt. Men netop ved denne Fremgangsmåde blev Arbejderklassen sig solidarisk bevidst i sin Modsætning til det øvrige Samfund, og dermed var Grundlaget lagt.

Den mest fremtrædende Repræsentant for den spirende Socialisme, der, endnu ganske uafklaret, søger at finde sine egne Fødder, er den radikale Skribent William Cobbett. Han hadede Industrialismen og arbejdede for almindelig Stemmeret, idet han mente at når blot Industriherrerne mistede deres Indflydelse, ville de gode, gamle Tider komme igen af sig selv og hver få sit lille Stykke Jord eller sit lille Værksted, således som det havde været før Fanden havde hittet på Maskinerne. Det Ugeblad hvori Cobbett luftede sine Meninger fik en for i Datiden eventyrlig Udbredelse, det udtrykte den almindelige Stemning blandt Arbejderne, der jo næsten alle var Bønder eller Håndværkere som var blevet tvunget ind i Fabrikkerne af den industrielle Revolution; for dem var Forandringen kun et Tab, og de længtes af deres ganske Hjerte tilbage til det tabte Paradis.

Men der var andre som nåede længere frem i Retning af en virkelig socialistisk Samfundsbetragtning med den moderne Industristat som det selvfølgelige Udgangspunkt, og det er højst interessant at denne Socialisme tager sit Udgangspunkt midt i Liberalismens klassiske Skole og henter sin Grundteori lige ud fra det liberale Våbenarsenal, Adam Smiths store Værk med dets Lære om Arbejdet som ' Kilden til al Værdi. Vi så hvorledes Ricardo førte denne Tanke videre, idet han betonede Lønarbejdet som det vigtigste Moment indenfor det komplicerede Begreb "Arbejde", og her tog nu de socialistiske Teoretikere fat, idet de simpelt hen identificerede Arbejdsbegrebet med en enkelt af dets Komponenter, nemlig Lønarbejdet, og således nåede til den Opfattelse at alt Arbejde og altså al Værdi skyldtes Lønarbejderne, som følgelig havde Ret til det fulde, ubeskårne Udbytte af Arbejdet. Det er Mænd som Charles Hall, John Gray, William Thompson, John Francis Bray og Thomas Hodgskin. Egentlig burde man også regne den store klassiske Økonom Sismondi med blandt disse tidlige Socialister; to År efter at »Ricardo havde udsendt sit Hovedværk "Principles on Political Economy" (1817), kom Sismondis "New Principles on Political Economy" hvor for første Gang Læren om Laissez-faire bliver kritiseret, ligesom de fleste Grundtanker i Marx' Værk om Kapitalen her er foregrebet. I Forordet til den anden Udgave af Bogen skriver Sismondi således: "Den vigtigste Forandring der har fundet Sted i Samfundet, er at Proletaren er blevet skabt, et Navn der, lånt fra Romerne, er gammelt, mens Fænomenet selv er ganske nyt. Han kan næsten sige at i vore dage lever Samfundet på Proletarens Bekostning, nemlig den Del af hans Arbejdsløn som det forholder ham. Overalt hvor de liberale Principper blev realiseret var de godt nok egnede til at frembringe Rigdom, men de formindskede Antallet af Glæder for den enkelte; hvis de gjorde de rige rigere, gjorde de også de fattige fattigere, så skønt Opfindelsen af Maskiner der forøger Menneskets Magt, kan være en Velsignelse for Menneskeheden, forvandler den uretfærdige Fordeling af Udbyttet dem til Svøber for de fattige".

Således var den "klassiske" Skole i engelsk Statsvidenskab 50 År efter Fremkomsten af Adam Smiths grundlæggende Værk nået til at gennemskue Skrøbeligheden af og det klassebetingede i: hele den liberale Tankebygning, og når der derfor få År efter på Ruinerne af Whigpartiet rejste sig et "liberalt" Parti som frejdigt overtog denne af sine Arkitekter selv nedrevne Tankebygning,, kunne de liberale ikke (som de falskeligen prætenderede) påberåbe sig de store Klassikeres Autoritet; det var Populærfilosofferne, hvis fordrejede Fremstilling af de store Økonomers Lære kom til at afgive det teoretiske Grundlag for det nye Parti« Hvor Ricardo, Malthus eller Sismondi havde fremsat deres Meninger fulde af Forbehold og med varm Forståelse af at en hensynsløs "liberalistisk" Fremfærd ville betyde Ulykke for den største Del af Befolkningen, der snakkede Populærfilosofferne den herskende Klasse efter Munden og sagde: lad bare stå til, det er Naturens Lov og Guds Vilje hvad der så sker!

Intet Under at Klasseskellet i disse År blev uddybet til en Modsætning, der Gang på Gang truede med at slå ud i åbent Oprør; ulovlige Strejker, Hungerrevolter, Sammenstød mellem Demonstranter og Militær hørte til Dagens Orden, kulminerende i Peterloo-Massakren i 1819, hvor en Arbejderforsamling mod Loven havde udpeget en Repræsentant de forlangte at få ind i Parlamentet og blev angrebet af en Militærstyrke på 10.000 Mand der skød adskillige Hundreder af de forsamlede ned.

Disse Uroligheder var imidlertid ikke nogen organiseret Bevægelse, det var Konjunkturfænomener, og da derfor i 1820 Forholdene begyndte at bedre sig, hørte de op. Der var også ved at vokse en ny Generation frem, som aldrig havde kendt Landlivets og det frie Håndværks Glæder, for dem var Fabriksarbejdet blevet en selvfølgelig Ting som man vel kunne ønske sig anderledes og bedre, men ikke ønske sig bort fra. Blandt dem mistede Cobbetts Agitation sin Slagkraft, og efterhånden gled den politiske Interesse blandt Arbejderne i Baggrunden for den faglige, og da Forholdene var blevet så stabile at Regeringen vovede at ophæve Forbudet mod Arbejdersammenslutninger i 1824, kom der stærk Grøde i Fagforeningslivet. Her er den centrale Skikkelse Robert Owen.

Selv en Storindustriel og en self-made Mand der var blevet rig ved den nye Maskinkultur, led han ikke som Cobbett af Hjemve efter det tabte Paradis, men indså klart at den nye Teknik rummede Muligheder for sociale Fremskridt af hidtil uanet Omfang. Når Fattigdommen var blevet større, skyldtes det ikke Maskinen, men dem der beherskede den. De nye Produktionskræfter måtte derfor kontrolleres af Samfundet og organiseres til dets Bedste. Arbejdet måtte ifølge den nye Værdilære anses for den eneste Værdiskaber, og dets Frugter burde derfor alene tilfalde Arbejderne, men det ville naturligvis aldrig ske sålænge den private Kapital beherskede Maskinen. Derfor opstillede Owen som Socialismens Mål at få Kontrol over Maskinerne, ikke, som Cobbett ønskede, at ødelægge dem.

Den Fremgangsmåde, Owen nu benyttede for at opnå disse Mål, var med Udgangspunkt i Fagforeningerne at opbygge et helt nyt Samfund på socialistisk Grundlag, idet man realiserede Samfundets kontrollerende Myndighed gennem Oprettelsen af kooperative Foretagender, Forbrugsforeninger såvel som Andelsfabrikker. Det var en kolossal Virksomhed der kom i Gang, og til sidst tog Owen Skridtet fuldt ud og oprettede en socialistisk Andelskoloni i Amerika, hvor Idealet kunne realiseres til Fuldkommenhed. Men det gik ikke så godt. "The New Harmony" brød efter kort Tids Forløb sammen i indre Splid og opløstes.

Dog Owen tabte ikke Modet af den Grund, tværtimod, først nu skulle det store Slag slås. Med Valgreformen af 1832 var nemlig Arbejdernes sidste Håb om at opnå noget ad parlamentarisk Vej blevet skuffet. Den var blevet gennemført delvis ved en kraftig socialistisk Agitation, men det blev rigtignok kun den nye Herskerklasse, Bourgeosiet, der profiterede af den, ligesom Tilfældet to År før havde været i Frankrig. Skuffelsen blandt Arbejderne over ikke at få Andel i Stemmeretten var stor, og den altid utålmodige Owen, der mente at den socialistiske Stat var nær sin Gennemførelse, forcerede Bevægelsen frem ved at få oprettet et Forbund af samvirkende Fagforbund (The Grand National Consolidated Traades Union) i 1834, der gennem enig Optræden og Strejker kunne sætte det borgerlige Samfund Kniven på Struben. Så rigtig Tanken også i sig selv kunne være, savnede man dog da ethvert Middel til at føre Kampen igennem, og ved denne ilsomhed gik hele den konstruktive Linje itu. Lammet af indre Vrøvl og Ubeslutsomhed, udefra konfronteret med Aristokratiets og Bourgeoisiets enige og sammenbidte Modstand, der end ikke veg tilbage for at bruge Militær, faldt Bevægelsen til Jorden, og den store Sammenslutning opløstes nogle Måneder efter at den var indgået.

Nederlaget var totalt, og det virkede tilbage på hele Fagbevægelsen, som faldt hen i en tiårig Uvirksomhedsperiode, mens Kræfterne udfoldede sig på en anden Skueplads. Owen selv futtede ubekymret videre med fantastiske og utopiske Planer om Menneskehedens moralske Opdragelse, og var tabt for den praktiske Arbejderbevægelse.

Efter det faglige Nederlag gled Initiativet atter over i politisk Retning. Kravet om almindelig Stemmeret, som Cobbett havde kæmpet for, blev atter stillet i Forgrunden, men rigtignok var Forholdene nu vidt forskellige fra dengang - og vanskeligere. For der var i Mellemtiden sket en afgørende Ting. I den første Periode kunne Bourgeoisiet nemlig optræde Side om Side med Arbejderne i Kravet om udvidet Stemmeret, og gjorde det; thi denne Samfundsklasse, der som Bæreren af det industrielle og kommercielle Opsving havde vundet sig en dominerende økonomisk Position, var politisk lige så umyndig som Underklassen og delte derfor dennes Ønske om at komme Aristokratiets Privilegier til Livs. Ved forenede Anstrengelser lykkedes det da også, da Stemmeretsreformen af 1832 blev gennemført. Som allerede anført blev den en umådelig Skuffelse for Arbejderne, idet Stemmeretten blev gjort afhængig af Formueomstændigheder til fuldstændig Udelukkelse af Arbejderne. Men Bourgeoisiet var godt tilfreds og var fra nu af Modstander af yderligere demokratiske Forholdsregler, således at Arbejderne ikke blot nu stod uden Forbundsfæller, men havde at kæmpe mod en formidabel og enig aristokratisk-borgerlig Blok. Det var denne Blok, der knuste Owenismen, og det gik ikke bedre, da man atter vendte sig til Politikken.

Et Program blev formuleret i "The People's Charter" (hvoraf Bevægelsens Navn: Chartismen), der krævede en demokratisk Valgordning. Men bag dette Krav stod ikke nogen målbevidst og enig Hær. Alle Synspunkter var repræsenteret fra borgerlig Liberalisme til revolutionær Socialisme. Der var heller ikke nogen virkelig betydelig Personlighed blandt Førerne, og den i disse År jævnt stigende Levestandard gjorde Arbejderne skeptiske overfor Værdien af politiske, især revolutionære Forholdsregler. De reagerede derfor kun i Nedgangstider, nemlig Kriseårene 1838, 1842 og 1847; hver Gang blev Chartisterne mødt med hård Hånd, den sidste Gang af et så mægtigt Militæropbud at Lederne tabte Modet og lystrede Parole da Regeringen forbød et planlagt Massemøde. De moderate Ledere havde Overhånd, og Bevægelsen endte med en Kæmpefiasko som den ikke kunne overleve. Officielt bestod den endnu i en halv Snes År, men den havde mistet al Betydning og førte kun en skyggeagtig Tilværelse. Alligevel har Chartismen sin store Interesse, den er nemlig den første organiserede Arbejderbevægelse, der bevidst går ind for politiske Krav, og det betyder da mindre at den ved at begrænse sig til at forlange en parlamentarisk Reform ikke kan kaldes en rent proletarisk Bevægelse. Ved sin afgjorte Modsætning til det borgerlige Samfund står den dog lige på Tærskelen, og ved den Impuls som den gav Karl Marx har den fået en Betydning for Socialismen der rækker ud over dens egen Grænse.

På begge Fronter, både den faglige og den politiske, var altså den spirende Socialisme slået ned omkring ved Århundredets Midte. Det ligger nær at søge Forklaringen herpå i Periodens påstående utopiske Karakter, men her må man forstå hvad man taler om. Thi den faglige Kamp for Sammenslutning og den politiske for Stemmeret, samt den almindelige Erkendelse at den endelige Opgave måtte være Samfundets Overtagelse af Produktionsmidlerne, kan jo ikke stemples som Utopisme. At en Række af Lederne aldrig nåede at frigøre sig for et fantastisk Drag og derfor endte i Skyerne, betyder mindre, sådanne Mænd findes jo til enhver Tid; og at en Mængde Foretagender løb ud i Sandet, hører med til enhver Bevægelses Børnesygdomme.

Hvad det her kommer an på er at de forskellige Faktorer, det teoretiske Arbejde samt de faglige og politiske Centrer, aldrig fandt hinanden i et frugtbart Samarbejde. Hver for sig ydede de snarere mere end man skulle vente, men den specielt engelske Sans for det ikke-logiske og Skræk for Teorien gjorde at man ikke kunne høste hvad man havde sået, og at man ikke for Alvor kunne tilegne sig en Anskuelse hvis Væsen netop er Logik, og hvis Dialektik er det fuldkomne Sammenspil mellem Teori og Praksis.

Dermed er i og for sig kun sagt det banale at Barnet ikke var voksent, at Bevægelsen i sit famlende Begynderstadium ikke evnede at udrette hvad kun Erfaringen formår. Men samme År som Chartismen led sit definitive Nederlag satte Socialismen en fuldmoden Frugt i det kommunistiske Manifest fra hvilket den politiske Bevægelse i lige Linie stammer ned. Men Marx' vigtigste Forudsætninger var engelske, teoretisk: den klassiske Økonomi, især Ricardo og Sismondi, praktisk: Chartismen. 1848 er det År da Socialismen forlod England og sprang over til Fastlandet. Disse Kendsgerninger er højst betydningsfulde, de viser nemlig at den engelske Socialismes Sammenbrud skyldes noget mere fundamentalt end alene dens umodne Karakter. Den kunne simpelthen ikke modnes i England, alle Ingredienserne forelå, men den nødvendige Syntese fandt Sted i et andet Land. De engelske Arbejdere var blevet klassebevidste, men deres Krav fik utopisk Præg fordi de veg tilbage for at opstille Krav i Overensstemmelse med en videnskabeligt fundamenteret politisk Økonomi. Den engelske politiske Økonomi var nået lige til Grænsen af Socialismen, men den stilede mod en Reformering af hele Samfundet uden at kunne se den indre Modsigelse i at ville ændre et Samfund hvor kun en bestemt Samfundsklasse' er interesseret i Ændringer; den nåede ikke til at indse at der i det klassedelte Samfund ikke gives nogen almengyldig politisk Økonomi, men kun en sådan som knytter sig enten til Overklassen eller til Underklassen; den blev altså, grundet på det manglende Sammenspil med de andre Faktorer, ikke klassebevidst, og det er Grunden til at også den blev utopisk.

Derfor blev den beskrevne Periode ikke et Moment i en Udvikling, men en i sig selv afsluttet Episode, nu en død Fortid. Men det foregriber den senere engelske Arbejdsbevægelse på godt og ondt, den gennemspiller som en Ouverture alle de Motiver der senere dukker op, og på de følgende Sider vil man derfor finde Svaret på det Spørgsmål hvorfor den engelske Socialisme måtte blive utopisk og aldrig kunne blive en på engang klassebevidst og videnskabelig begrundet Bevægelse.

To År før Chartismens endelige Sammenbrud udgav Disraeli, den store konservative Statsmand, en Roman, "Sybil, or the Two Nations", hvor der i en afgørende Passus forekommer følgende Ordskifte: "Naturligvis, Samfundet kan være i sin Barndom," sagde Egremont smilende, "men man kan sige hvad man vil, vor Dronning regerer over det største Rige, der nogensinde har eksisteret." "Hvilket Rige?" spurgte den fremmede, "for hun regerer over to". Den fremmede tav, Egremont så spørgende på ham. "Ja", vedblev den fremmede efter en Pause, "to Riger, mellem hvilke der ikke er Samkvem og ikke Sympati: som er uvidende om hinandens Vaner, Tanker og Følelser, som om de boede under forskellige Himmelstrøg eller på forskellige Kloder; der formes ved forskellig Opfostring, næres af forskellig Føde, disciplineres af forskellige Vaner, og som ikke styres af de samme Love." "De taler om -" spurgte Egremont tøvende. "De rige og de fattige."

Det var Chartismens og i det hele taget den første utopiske Socialismes eneste positive Resultat, at den åbnede de regerendes, eller dog de tænkendes Øjne for, at der var opstået et bittert socialt Problem, der ikke lod sig skubbe til Side. Allerede i 1842 havde Stuart Mill i et Brev udtalt følgende: "Jeg tror at Chartismens Fremgang har skabt en Følelse af, at de regerende både af Pligt og Klogskab må stræbe, i langt højere Grad end de længe har været vant til, at varetage de fattiges timelige og åndelige Interesser."

Udgivelsen af Mills "Political Economy" i 1848 betegner Grænsen mellem en ældre Tids rent liberalistiske og den kommende Tids mere socialt bestemte økonomiske Opfattelse. I dette monumentale Værk brydes to Grundtendenser, som begge fastholdes, skønt de i deres Konsekvenser strider mod hinanden: Individualismen og Socialismen. Mill kom aldrig definitivt ud over dette Dilemma, men hver ny Udgave af Økonomien viste en stigende Sympati for Socialismen, og den efter hans Død udgivne Selvbiografi røbede, at det var dér han egentlig hørte hjemme.

Også Carlyle havde med sit Lejlighedsskrift "Chartism" grebet ind i den politiske Debat, og hans Angreb på de liberale Doktriner bidrog stærkt til Omslaget i den offentlige Mening og til Forberedelsen af et Reformarbejde. "England er fuldt af Rigdomme", skrev han, "af alle Produkter til at tilfredsstille ethvert menneskeligt Behov; dog England er ved at dø af Afkræftelse."

Efter Politikerne, Videnskabsmændene og Filosofferne fulgte Digterne. Social Litteratur blev Mode, og man kan ligefrem tale om et litterært Felttog mod Manchesterskolen, idet man ud fra humane, nationale eller kristelige Synspunkter talte Arbejdernes Sag og satte Magthaverne i Gabestokken. Det gælder "Sybil" og "Contarini Fleming" (ligeledes af Disraeli) som det gælder Dickens' "Hard Times", Charles Kingsleys "Yeast, a Problem" og "Alton Locke", Mrs. Gaskells "Mary Barton" og "North and South", eller Charles Reades "Foul Play".

Hertil føjer sig Ruskins social-moralske Lære i "Unto This Last", som underskyder den økonomiske Videnskab en etisk Basis og med klangfulde, lidt messende Brysttoner forkynder en idealistisk Samfundsopfattelse, der sætter Samarbejde i Stedet for Konkurrence og kræver, at Staten skal opdrage sine Undersåtter til at elske det gode, det sande og det skønne. I "Culture and Anarchy" angriber Matthew Arnold Manchesterfilosofien for dens Kulturnihilisme og afslutter dermed den Kampagne, som blev indledt af Stuart Mill.

Det Kompromis mellem Individualisme og Socialisme, som alle disse Mænd, bevidst eller ubevidst, stræbte hen imod, satte sig efterhånden også tydelige Spor i den sociale og politiske Lovgivning, der blev båret frem af den radikale Fløj indenfor det liberale Parti, nu da der efter Chartismens Fald ikke mere fandtes nogen organiseret politisk Arbejderbevægelse.

Der blev nedsat et Utal af Kommissioner, "the condition of England", Tidens Slagord, var deres Objekt, og de fremlagte Resultater var vel egnede til at ryste Folk op af deres dogmatiske Slummer med Drømmene om Laissez-faire-Princippets Velsignelser. De viste nemlig at den almindelige Sundhedsstilstand for Folkets overvældende Flertal var sunket dybt i det forløbne halve hundrede År. Nu blev der ad Lovens Vej gennemført en Række sanitære Forholdsregler, og der blev indledet en omfattende Fabrikslovgivning, ligesom Arbejdstiden blev begrænset i flere Tempi. Og i 1867 blev endogså Valgloven udvidet i demokratisk Retning. Endvidere reformeredes Fattigvæsenet, Forsorgs- og Skolevæsenet, mens en Del af de mest iøjnefaldende Klasseprivilegier blev fjernet.

Arbejderne der således så deres Kår forbedres, uden at de selv tog Del i det politiske Arbejde, vænnede sig gradvis til at betragte det som noget selvfølgeligt, at deres Interesser blev varetaget af det liberale Parti, og deri ligger en Hovedårsag til dette Partis voksende Betydning: det drog Fordelen af to Samfundsklassers Vælgermasser; men rigtignok også a til dets fundamentale Svaghed: at det repræsenterede to Klassers forskellige - og uforenelige - Interesser.

Dog denne Dobbelthed er netop det ligefremme politiske Udtryk for den Overgangsperiode, der fandt sit teoretiske Udtryk i Mills politiske Økonomi, og som nærmest må betegnes som en humanitær Modifikation af Benthams Rovdyrindividualisme. Man koketterede med Socialismen, de radikale gav gerne Rollen som Arbejdsvenner i Skrift og Tale og plastiske Attituder; Kingsley startede en kristelig Socialisme, Disraeli poserede som Tory-Socialist, og Sir William Harcourt erklærede i Anledning af Gladstones reformatoriske St. Veits-Dans: "Nu er vi alle Socialister!"

Hvad er nu Grunden til denne vågnende sociale forståelse der fik sit klareste Udtryk i Disraelis Billede af de to Nationer? Man kan (med en antagelig Overdrivelse) sige, at den ligger i at denne Adskillelse mellem de to Nationer, de riges og de fattiges, netop var ved at bringes til Ophør, Klasseskellet ved at ophæves. Det hænger sammen med den hele økonomiske Udvikling i dette Tidsrum, det 19. Århundredes tredje Kvartal. Det var Liberalismens og Victorianismens Glanstid. Takket være det Produktionsforspring England havde fået ved den industrielle Revolution, sad det inde med et faktisk Monopol på Levering af Industrivarer over hele Verden. To Tredjedele af samtlige Landes Kulforbrug blev præsteret af Storbritanien, Varerne blev fragtet på engelske Skibe, Forbruget opmuntredes i alle Verdensdele af engelsk Kapital, eller blev, i Kolonierne, gennemtrumfet af engelske Embedsmænd; Inderne måtte gå med engelsk Bomuldstøj, Kineserne måtte ryge indisk Opium. Produktionen, Handelen, Kapitalforrentningen og Fortjenesten steg fra År til År og forvandlede i Løbet af nogle Årtier den samlede britiske Befolkning til en Overklasse, som hele den øvrige Verden skattede til. Arbejdernes Løn steg i disse År jævnt til et Niveau, der målt med den nærmeste Fortids Målestok måtte kaldes kongeligt. Ved denne Forbedring af Levefoden blev Underklassen med en om end nok så beskeden Procent delagtig i den engelske Imperialismes Fremgang, og man indså nu fra alle Sider, at Over- og Underklassen havde fælles Interesser, at Fremtidens Opgave ikke bestod i at sikre sin egen Klasse det størst mulige Udbytte ved at tage fra den anden, men at løfte i Flok, at lade, i skøn Endrægtighed, Afrikas sorte, Indiens brune og Kinas gule Menneskemasser betale den fælles Fremgang. Man ophørte at føle sig som Proletar eller Bourgeois, man var Englænder, et Folk, en Klasse - en Nation, på trods af Disraeli. Og Udtrykket for denne Erkendelse var netop den vågnende sociale Forståelse fra Overklassens Side med dens Udslag i det store Reformværk; fra Underklassens Side betød denne Erkendelse, at den frafaldt ethvert Ønske om fundamentale Ændringer i Samfundets Struktur, og derfor døde Socialismen bort i samme Grad som Imperialismen kittede Klasserne sammen i et fællesengelsk Broderskab til Udbytningens Opretholdelse og Formerelse.

Det er dette Forhold som har givet den engelske Arbejderbevægelse dens Ansigt. Det er denne Tid der, skønt af ingen overordentlig Varighed, dog har sat sit Præg definitivt på det engelske Folk og dermed også dets Arbejdere. Man var Englænder før man var Proletar eller Bourgeois. Man kunne også udtrykke det således, at Klasseskellet blev udvisket ved at de alle blev Bourgeoiser' nemlig i Forhold til alle andre Landes Befolkninger. Bevidstheden om at være et Led, og et uundværligt Led i Verdens stolteste Statsorganisme, gjorde den engelske Arbejder i selvtillidsfuld. Følelsen af Opdrift forsonede ham med de øjeblikkelige Kår, selv om de måske ikke var helt tilfredsstillende, og gav ham den samme tolerante Indstilling overfor de mægtige, som vi endnu træffer i Amerika, hvor hver Avisdreng slår sig til Tåls med, at også han kan nå at blive Landets Præsident engang. Det engelske Snobberi for Aristokratiet, der når ned i de laveste Lag, udspringer af et lignende Forhold, enhver Gadefejer, enhver Minearbejder véd, at der er intet i Vejen for at han ender som Lord med Sæde i Parlamentet. Om sådanne eventyrlige Karrierer véd alle Dagblade at fortælle med stor Udførlighed, herom handler de fleste populære Romaner og nu også Filmene. Hvad Gadefejeren ikke tænker på, er at denne Skæbne kun times en ud af Millionen, den ene der har Geni eller Brutalitet nok til at mase sig frem, og at denne ene næppe er ham, Gadefejeren.

Denne Måde at ræsonnere på er et typisk Produkt af Liberalismens og Frikonkurrencens Ånd, den er en Appel til det individualistiske Magtstræb, den ser en moralsk Faktor i materiel Fremgang og viser derved sin Afhængighed. af det kalvinistiske Islæt i engelsk Kirkeliv, og her står vi ved det andet afgørende Element i den engelske Arbejderbevægelses Fysiognomi, det religiøse.

Gennem Puritanismen har Kalvinismen præget det religiøse Liv i England gennem flere Århundreder. Det er ingen Tilfældighed at det blev den og ikke Lutheranismen, som vandt Indpas, ti som opstået i et Bysamfund, et udpræget industrielt og kommercielt Centrum som Geneve, kunne den ikke, som Luther gjorde det, affærdige de kapitalistiske Processer som en Ugudelighed, man ikke burde befatte sig med, men nødtes til på en eller anden Måde at affinde sig med den, og det skete ved at man drog en skarp Skillelinje mellem Livet i Gud og Livet i Verden; de to Livsplaner berørte slet ikke hinanden, de udfoldede sig hver efter deres egne Love, man måtte være religiøs på det religiøse Plan og verdslig på det verdslige, ja det var langt snarere således at en dygtig Indsats i Verdenslivet var Gud velbehagelig (ti hvorfor skulle han ellers have sat os i Verden?); det var Menneskets Pligt at røgte det "Kald", han havde fået tildelt her i Livet, og med jo mere Held des bedre. Nu er det synlige Udtryk for en Forretningsmands Held jo, hvad han tjener, og således blev Rigdom det ligefremme Udtryk for, i hvilken Grad man udførte sin Pligt på Jorden og havde Guds Velsignelse. Således blev Karriere, blev Succes, blev Magt, blev Pengene Tegnet på Guds Nåde. Og således bliver Kalvinismen Kapitalismens Religion frem for nogen.

Kalvinismen er derigennem også individualistisk. Den spørger ikke om hvorledes Magten og Rigdommen er vundet, den opstiller ikke Normer, over den enkelte er der intet uden Gud. Enhver må være ansvarlig overfor sig selv og har sig selv at takke, hvis det går galt. Det fører til en stærk Betoning af Viljesmomentet, af Karakterstyrken, og det i en sådan Grad at det rationelle Element, Fornuften, efterhånden bliver ganske underordnet, og den moderne Kalvinist er da også hvad man sådan kalder en "Karakter"; det er et Menneske der forbinder et Maksimum af Handleevne med et Minimum af Tænkeevne, eller dog Tænketrang.

For den arbejdende Befolkning blev denne religiøse Grundindstilling af største Betydning. Samtidig med den industrielle Revolution og delvis fremkaldt af den fandt der blandt de fattigste Lag i Samfundet en religiøs Vækkelse Sted, hvis forskellige Retninger (Metodismen etc.) var en puritansk Reaktion mod den anglikanske Kirke, og den gentog således på et andet socialt Trin, hvad der Århundredet forud - Cromwells Tidsalder - var sket med Middelstanden, hvor et beslutsomt Mindretal formåede definitivt at sætte sit Præg på Omgivelserne som Helhed. Først denne folkelige Reaktion i det attende Århundrede gjorde Puritanismen til den afgørende Faktor i det engelske Samfund som Helhed og stillede på et vigtigt Punkt Overklasse og Underklasse på lige Fod. I Kampen mellem Klasserne kom den derfor til at understrege Arbejderklassens Kapitulation overfor Borgerskabet og til at indføje den i Samfundsorganismen som det Led, hvis Kald nu var at tjene Herren med dette Arbejde, og nåede man ikke videre, nuvel, så mærkede man også her Guds Finger, og tav og fandt sig i sin Skæbne. Og i Bevidstheden om at man dog havde sin Chance såvel som alle andre slog man sig til Tåls og tillod ikke, at der blev gjort Indgreb i denne guddommelige Verdensorden ud fra rent menneskelige Motiver. I sådant præparerede Sind kunne Socialismen ikke trives. Men hvad der giver Religionen dens Magt over engelske Arbejdere, er dette at den ikke er et hinsidigt Anliggende, men definerer hans Stilling i Verden, i Samfundet i Harmoni med de tidligere anførte Forhold og således afslører sig som det den er: et Moment i Tidens herskende Livsanskuelse, Liberalismen.

Det Instrument hvorigennem Underklassen realiserede sin nye politiske Indstilling, var Fagforeningen, og hermed stemmer meget vel at denne, som allerede før fremhævet, i sit Væsen er kapitalistisk bestemt. Det er en ganske naturlig Sag, idet den kun når sine Resultater ved at blive en Del af det kapitalistiske Samfund, en grænsebestemmende Faktor der omskriver og definerer Kapitalismens Væsen og Virkefelt. Forsåvidt er Fagbevægelsens kapitalistiske Præg ingen Bebrejdelse, når den da er hvad den giver sig ud for at være: en faglig Bevægelse. Men i samme Øjeblik den gør sig gældende som politisk Faktor, er alting forandret. Den faglige Kamp gælder Løn, Arbejdstid- og Kår og betegner, at Underklassen ønsker at blive delagtig i det borgerlige Samfunds Goder med den størst mulige Andel. Den er for så vidt interesseret i dette Samfunds Trivsel, så længe det består (det er dette der sigtes på med at kalde Fagforeningsmoralen kapitalistisk), men der ligger ikke deri noget Ønske om at det også må vedblive at bestå. Spørgsmål af denne Art ligger udenfor en rent faglig Bevægelses Kompetence. Men når Fagforeningerne begynder at politisere og tager Stilling til sådanne Spørgsmål, hvorved de altså overskrider deres naturlige Kompetence, da må Besvarelsen af dem, i Kraft af Bevægelsens hele kapitalistiske Indstilling, blive i borgerligt samfundsbesvarende ånd og anti-socialistisk.

Det var hvad der skete i England i de fede År mellem 1850 og 1880. Fagforeningslederne indså det unyttige i at bruge Magt imod det dybt forskansede Samfund, de mente at det gjaldt om at tilpasse deres Ytringer, Praksis og Krav til den fremherskende Tone i det engelske Liv og at hente deres Våben fra den herskende Klasses intellektuelle Arsenal, hvis de overhovedet skulle stige på den sociale Skala. Derfor blev Fagforeningerne gradvis omdannet fra Kamporganisationer til Forhandlingsorganer, der kun nødigt gjorde Brug af skrappere Midler, og til kooperative Foretagender, der ydede Medlemmerne Arbejdsløshedsunderstøttelse, Sygehjælp, Aldersrente, Assurancer, Rabat etc.

Der er ingen Tvivl om at Organisationerne nåede deres Mål, at hæve Medlemmernes sociale Niveau, men det havde en uheldig Konsekvens. Det var dyrt at være Medlem af en sådan Fagforening, den store Masse af ufaglærte og sådanne som levede på Grænsen af Eksistensminimum var lukket ude og totalt overladt til deres egen Skæbne. Mens Foreningerne gik frem i Glans og Herlighed, vandt legale Rettigheder og offentlig Anerkendelse, sank de som mest af alle havde Hjælp behov ned i et Morads af Nød, hvoraf de aldrig siden er kommet op.

Således opstod der et Arbejderbourgeoisi og et Arbejderproletariat, det første knyttede sig til det Øvrige Borgerskab og imiterede dets Vaner og dets Kultur. I Kraft af den Religion de havde, var deres materielle Fremgang dem Beviset på deres moralsk Retfærdiggørelse. Derfor led de heller ikke Skrupler over at have svigtet Klassefæller i Eksistenskampen; i samme Øjeblik Forskellen var indtrådt var den religiøst begrundet. Ud fra samme Tankegang blev Levestandarden det altoverskyggende Emne for Arbejdernes Kampe. Hvad der andetsteds er et rent materielt Problem, får i England et etisk-religiøst Stempel, der gør det til en Ydmygelse, ja en Skamplet at måtte slå af på Fordringerne. Denne monomane Optagethed af Levestandarden har bidraget sit til at gøre Arbejderne immune overfor Socialismen.

Denne Immunitet viser sig intetsteds bedre end i Forholdet til „Første Internationale", der blev stiftet i London 1864. Et meget beskedent Antal Fagforeninger sluttede sig til i den Tro at det hele blot betød en almindelig gensidig Sympatitilkendegivelse. Da derfor under Karl Marx' Ledelse Bevægelsens revolutionære Karakter kom for en Dag, faldt de næsten alle fra, og de Par Stykker der blev tilbage sprang fra senere, da de engelske Fagforeninger havde indledet en Kampagne for at få deres lovlige Status garanteret og derfor ønskede at vise en net Apparition for de dømmende Myndigheder. Således ofrede de den internationale Solidaritet på "Mellemklasselegitimationens Alter", som Marx sagde, og demonstrerede endnu engang, at de var Englændere mere end de var Arbejdere.

Hvad der i denne Tid blev drevet af egentlig Politik, gik gennem Fagforeningernes almægtige Hænder. Ved Reformakten af 1867 fik omsider Byarbejderne Valgret. Ligesom Reformakten af 1832 kan siges at betegne en ny Samfundsklasses, nemlig Borgerskabets, legale Anerkendelse indenfor Samfundsorganismen, således her. Loven af 1867 viser at Arbejderklassen gennem Fagforeningsvæsenets omdannende Indflydelse havde afviklet alle socialistiske Nykker og vundet almindelig borgerlig Agtelse i en sådan Grad, at de herskende Klasser nu mente at turde betragte den som en Del af det borgerlige Samfund og tildele den de dermed følgende borgerlige Rettigheder, hvoriblandt især Valgretten.

Arbejderne skuffede da heller ikke den Tillid man viste dem. Det faldt dem ikke ind at danne noget eget politisk Parti, og da de i 1874 for første Gang fik to Repræsentanter, to Minearbejdere, ind i Parlamentet, sluttede de sig til det liberale Parti. Intet viser klarere end denne Omstændighed hvor langt Arbejderbevægelsen var rykket bort fra sit Standpunkt i Århundredets første Halvdel. Igennem 25 År tilfredsstillede det liberale Partis Politik til Fuldkommenhed Arbejdernes Krav (forsåvidt de da ikke fandt den for radikal og stemte konservativt, hvad ofte nok hændte), og da der omsider blev gjort en Ende på dette Forhold, skyldtes det Kræfter udefra, en ny socialistisk Impuls, hvad der vakte Fagforeningernes forbitrede Modstand. Men deres Tag i det parlamentariske Liv blev ikke dermed bragt til Ophør. Da der opstod et politisk Arbejderparti, blev det ordnet således at det var de forskellige Organisationer, altså først og fremmest fagforeningerne, der meldte sig ind på deres Medlemmers Vegne, individuelt Medlemskab blev først muligt i 1918 og vedblev selv da at være en Undtagelse. Hertil kommer at Fagforeningerne har deres egne Valgfonds, hvoraf de dels betaler deres egne Kandidaters Valgkampagner, dels yder Tilskud til Partiets, som således er tvunget til at tage vidtgående Hensyn, og dets parlamentariske Repræsentation er da også i højeste Grad præget heraf. Men dermed er det samtidig givet, at det må blive de faglige Interesser der dominerer i engelsk Politik, "Enkronessocialismen", med Tilsidesættelse af de mere principielle socialistiske Krav; og er måske siden 1918 Forholdet ikke ganske så grelt som før, så er Fagforeningstyranniet dog stadig den afgørende Faktor indenfor Arbejderpartiet, således som det fremgår af de tre store Katastrofer i det forløbne Tiår, 1921, 1926 og 1931. Men herom mere på rette Sted.

I Året 1874 indtraf for første Gang i Mands Minde en alvorlig økonomisk Krise. Priserne faldt, Eksporten faldt, Arbejdsløsheden steg. Det engelske Folk, der havde vænnet sig til at betragte det normale Verdensløb som en stadig tiltagende Højkonjunktur i Kul, i Jern, i Bomuld, i Skibe o.s.v., forstod ikke dette. Man slog sig til Tåls med at det måtte være noget forbigående, en af Naturens Kapricer, en guddommelig Spøg for at sætte den engelske Selvtillid på Prøve. Men det blev værre med Årene, ved Tiårets Udgang var Eksportens Værdi faldet med en Fjerdedel, mens Arbejdsløsheden var tidoblet.

Årsagen til dette Omslag var den Konkurrence, der fra forskellige Sider begyndte at sætte ind. USA blev i stadig stigende Grad selvforsynende og udviklede en omfattende Industri bag Toldmure, der holdt de engelske Varer ude, samtidig med at Storbritannien begyndte at blive afhængigt af Tilførslen af amerikansk Hvede og Kød. Tyskland optrådte som Konkurrent i Metalindustrien og lukkede ligeledes af for den engelske Eksport, og alle de andre Kunder skabte i dette Tidsrum mer eller mindre omfattende nationale Industrier.

Landbruget var ikke bedre stedt. Netop på denne Tid da alle andre Lande havde travlt med at bygge Toldmure, begyndte Frihandelsprincippet at virke i England m. h. t. Indførslen. Først nu mærkedes Følgerne af Kornlovenes Ophævelse, nu da det store amerikanske Fastland var blevet lukket op af Jernbanerne (bygget for engelsk Kapital!) og Kornet kunne bringes billigt til de britiske Øer. Det engelske Landbrug ramtes hårdt, fra da af er det bestandig sygnet mere hen. Det var umuligt at konkurrere med Missisipidalens jomfruelige, givtige Jord, og Bønderne vendte sig da fra Korndyrkningen til Kvægdræt. Men også her gik det galt. De nye Frysningsmetoder muliggjorde Forsendelse af Kød selv over lange Afstande, og fra Firserne optrådte Nord- og Sydamerika som Storeksportører af Oksekød, fra Halvfemserne New Zealand med Fårekød og Uld, Danmark og Holland med Svinekød og Mejeriprodukter. Denne overmægtige Konkurrence trykkede Lønniveauet blandt Landarbejderne ned, og fra nu af gled en bestandig større Strøm af Mennesker ind til Byerne, hvor de forøgede Presset på Industrien på en Tid da denne allerede havde kulmineret.

Det britiske Rige havde mistet sit Verdensmonopol og, hvad værre var, gled langsomt ind i et mindre gunstigt økonomisk Leje, hvor Landbruget var ved at udslettes og Industrien ved at blive urentabel.

Den nye Situation kom Arbejderne lige så uventet som den øvrige Del af Befolkningen. De havde bygget deres Politik på den Antagelse, at Fædrelandet ville gå støt frem i Velstand og at en stadig større Andel af denne Velstand ville komme til at tilfalde dem selv, når de arbejdede loyalt sammen med Overklassen. Da de nu i Stedet så Industrien vakle, Lønningerne falde, mens mange af dem blev sat på Gaden, vågnede Kritikken hos et beskedent Mindretal, og de begyndte at spørge sig, om den Retningslinje de hidtil havde fulgt, ikke var en Vej der endte blindt i den vilde skov. Karl Marx' hidtil upåagtede Lære vandt Gehør indenfor visse Kredse, Socialismen der i Tredverne havde været britisk Eksportartikel, blev nu genindført fra Kontinentet.

Men denne nyvakte, aktive Interesse kunne Fagforeningerne slet ikke honorere, fordi de i Kraft af hele deres Anlæg og traditionelle Fremgangsmåde havde bundet sig til det Samfund, som Socialismen kritiserede. Derfor finder der i disse År en Forskydning Sted, hvorved Accenten atter kommer til at ligge på det politiske.

Vi har allerede flere Gange haft Lejlighed til at konstatere et sådant Skifte i Accentueringen af det faglige og det politiske (det parlamentariske), og vi har kunnet konstatere at disse Skifter ikke er Tilfældigheder, men er Udtryk for betydningsfulde Forhold og hænger sammen med den økonomiske Cyklus, der deler Erhvervslivet i Højkonjunkturperioder og Depressionsperioder uden stabile Mellemtilstande (eller dog med stigende Tilbøjelighed til at eliminere sådanne). Til denne Skiften mellem gode og dårlige Perioder svarer nu den berørte Skiften mellem Accentueringen af det faglige og det politiske Element i Arbejderbevægelsen. Til Højkonjunkturerne svarer Fagbevægelsen, til Depressionsperioderne det parlamentariske Initiativ. For det er jo klart, i de gode Tider er det en taknemlig Opgave at tiltvinge sig en større eller mindre Del af den almindelige Gevinst gennem Sammenhold. Strejker bliver et virksomt Redskab, fordi en Arbejdsnedlæggelse vil berøve Arbejdsgiveren en stor Gevinst, som (ærgerligst af alt) vil tilfalde hans Konkurrenter, og han er derfor villig til at forhandle og gøre Indrømmelser, - et Par Procent på Arbejdslønnen spiller dog ikke nogen Rolle. Det politiske Liv er i disse Perioder tilsvarende spagfærdigt. Arbejderne mener at kunne opnå alt gennem direkte Aktion og mister for Resten Interessen for samfundsomvæltende Planer, de bliver borgerlige. Som allerede fremhævet: Fagforeningsvæsenet er kapitalistisk indstillet. Man skal ikke lade sig narre af de martialske Miner og Fremgangsmåder, der undertiden synes at lugte af Revolution, det er ikke så slemt, som det ser ud til, idet de Mål der kæmpes så drabeligt om, i Reglen ikke er af revolutionær Karakter, men udelukkende drejer sig om hvor stor en Del af Kagen man kan nappe, altså drejer sig om Løn, Arbejdstid o. l.

Men i Depressionstider mister Strejkevåbnet sin Kraft. Fabrikanterne lader for et godt Ord Arbejderne gå, de ser uden Ængstelse på en Arbejdsnedlæggelse, da Forretningen dog går sløjt, ja det kan ligefrem være en Fordel at ligge stille en Tid, så man kan få Lagrene realiseret. Sammenholdet mellem Fagforeningerne vil efterhånden svækkes, deres Kasser tømmes, og til sidst må Medlemmerne gå i Arbejde igen på de tilbudte Betingelser. Adskillige melder sig ud af deres Fagforbund og vender skuffet og med bitre Tanker til det borgerlige Samfund, der svigter dem i de afgørende Øjeblikke, Interessen mod det parlamentariske Arbejde der sigter på en radikal Ændring af Samfundets Struktur. Her vil Arbejderne da investere deres Forhåbninger, indtil nye Opgangstider giver dem Tjansen for en ny øjeblikkelig Gevinst og de glemmer deres revolutionære eller reformatoriske Iver.

Den langvarige Konjunkturnedgang, der begyndte i 1875, fik den allerstørste Betydning for England som Helhed, og den skærpede politiske Interesse der førte til Socialismens Genfødelse, var kun et blandt mange Udslag. Den Lære hvorpå man havde bygget og i Kraft af hvilken det engelske Folk var blevet det førende i Verden, den benthamske Liberalisme, læren om Laissez-faire, kunne man ikke mere bevare Troen på, Fortrøstningen om det evige Fremskridt faldt i Ruiner, den styrkende Selvtillid fik et Knæk, der omsatte sig i en almindelig Pessimisme, som man finder Udtryk for i Litteraturen hos Mænd som George Gissing, James Thomson og Thomas Hardy; undertiden ytrer den sig i Agressivitet overfor nedarvede Idealer som i Samuel Butlers geniale autobiografiske Roman "The Way of All Flesh", der indleder et Opgør med Victorianismen, som først kan siges at være ført til Ende halvtreds År senere af Robert Graves.

Men i Modsætning til Fyrrernes Felttog imod Manchesterskolen var Halvfjersernes og Firsernes litterære Indsats ikke båret af nogen reformatorisk Ånd, den var kun skeptisk og pessimistisk, eller den realiserede sine Handlingsimpulser i så virkelighedsfjern en Ånd, at de blev uden praktisk Betydning. Således kælede Butler for en spiritualistisk Tilrettelæggelse af Lamarcks Udviklingslære, hvorved han foregriber Bergsons og Drieschs Vitalisme (og Bernhard Shaws), men samtidig, forskertser en Indflydelse som den Dickens eller Carlyle tidligere havde haft. Ene af alle gjorde William Morris en Indsats og da ikke som Skribent, hvor han stadig omgav sig med Vølsunger og Nibelunger, men på Kunsthåndværkets Område, og dér gjorde hans bagudvendte Idealer med Sværmeri for det middelalderlige og for håndlavede Ting ham til en lige så reaktionær Skikkelse, trods al hans Radikalisme, som i sin Tid Cobbett havde været. Hans Kunstprodukter er da heller ikke, som han havde håbet, blevet Arbejderklassens Ejendom, men findes i Grosserervillaerne, hos Feinschmeckerne eller på Museerne.

Rummede nu end denne nye realistiske og pessimistiske Litteratur ingen Impulser, der kunne få direkte Betydning for de sociale Bevægelser i Tiden, så virkede den dog som en Appel til Borgerskabet, der var blevet mere lydhørt takket være den herskende Krise, og der fremtrådte nu en Del Mænd og Kvinder som på følelsesbetonet Måde søgte at gøre en Indsats i Retning af Samfundets Forbedring. De var oftest Kristne og følte sig medskyldige i Elendigheden. "Vi har syndet mod jer!" tilråber en af dem. de fattige, og ud af denne Syndsbevidsthed skyder det barmhjertig Arbejde, Frelsens Hær, Dr. Barnardos Børnehjem, Octavia Hills Slumarbejde, Goschens "Charity Organisation Society", Toynbee Hall etc. Hvor Fyrrernes litterære Optimisme havde fremkaldt eller dog befordret et praktisk parlamentarisk Reformarbejde, skabte Firsernes Pessimisme et ofte noget sentimentalt betonet, kristeligt filantropisk Arbejde, som gik i en stor Bue uden om politisk Indgriben.

Men med Filantropi løser man ikke Samfundsproblemerne, og i Parlamentet var man ved at lægge sig til Rette på allerede vundne Laurbær. Man følte at det sociale Reformarbejde var bragt til sin Fuldendelse, og Gladstones uformindskede Iver fremkaldte en voksende Opposition blandt hans egne Tilhængere, især Joseph Chamberlain hos hvem ganske andre Planer var ved at modnes. Netop i disse År udgav Seeley sit epokegørende Værk "The Expansion of England", snart efter fulgte Froudes "Oceana", der peger på Kolonirigets Betydning for Englands økonomiske Fremtid, og det blev klart for Chamberlain, at på denne Idé kunne man opbygge et nyt Stor-England i Stedet for det, som den hårdnakkede Depression truede med at lægge i Graven. Han måtte derfor være en afgjort Modstander af Gladstones Little Englandism, han dannede da også sin egen Fraktion og nærmede sig de konservative. Herved blev omsider Grunden lagt til en principiel Modsætning mellem de to store Partier, hvad man hidtil havde savnet, idet de konservative gik ind for den nye Imperialisme, således som dens Mål blev formuleret af "The Imperial Federation League", der endnu troede på Muligheden af en politisk Rigsenhed, mens de liberale holdt fast ved Frihandelsprincippet.

Imperialismen var Borgerskabets Middel imod Krisen. For Arbejderklassen måtte Situationen stille sig på en anden Måde. De som var de første til at undgælde for de slette Tider, kunne ikke lade sig nøje med et Håb der først efter mange Tiders Forløb kunne ventes at give praktiske Resultater. De så det System de havde sat deres Lid til, bryde sammen, blev derfor skeptiske overfor det og tilbøjelige til at granske dets Grundlag kritisk.

Men de fine Fagforeningers Ledere, som havde allieret sig med Kapitalen og opnået anselige Resultater, anerkendte ikke, at der var Grund til Kritik, og Foreningernes Medlemmer var da også dem der mærkede Krisen mindst. Det var de ufaglærtes og uorganiseredes Masser, som bar de største Byrder og som i deres Ensomhed og Hjemløshed blev Kritikkens Tilholdssted.

Men al Begyndelse er svær. I Tyskland var for længst et socialdemokratisk Parti blevet etableret, i Frankrig dannedes en socialistisk Føderation i 1879, det var altid et Fingerpeg. Samme År udkom Henry Georges "Fremskridt og Fattigdom", der allerede i sin Titel rørte ved Tidens store Problem: den uforståelige Sammenhæng mellem den tiltagende Rigdom og den tiltagende Fattigdom, et Paradoks der var et Slag i Ansigtet på den ortodokse Benthamisme. Det var et Indlæg i Debatten om Depressionen (således blev Bogen i hvert Fald opfattet), og den vakte umådelig Opsigt i England. Henry George gennemrejste i 1881 Landet på en Foredragstourné, og Socialismen blev almindeligt Samtalestof, Muligheden for en Genoplivelse af Chartismen syntes for Hånden.

Blandt dem der regnede med en sådan Mulighed, var en radikal Skribent ved Navn H. M. Hyndman. Han havde studeret Karl Marx og skrev en lille Bog, "England for All", som helt bygger på "Kapitalen" og er det første ægte socialistiske Skrift på Engelsk. Samtidig stiftede han en Forening, "The Democratic Federation", som genoplivede Chartismens politiske Krav og forbandt dem med en af Henry George inspireret Fordring om Nationalisering af al Jord.

Det var kun en liden Flok der samledes om Hyndman, og da de næsten alle var Socialister, enedes man efter et Par Års Forløb om at lade det særligt chartistiske falde og åbent bekende Kulør; i 1884 blev Foreningen et rent socialistisk Foretagende og døbt om til The Social Democratic Federation. Ved Valget det følgende År opstillede Føderationen tre Kandidater som dog alle dumpede med Glans, så man fik Syn for Sagn for at der vel fandtes en socialistisk Forening i England, men endnu ikke nogen socialistisk Bevægelse.

Det blev nu Lederne klart at der var lang Vej frem, inden Sejren kunne hales i Land, og at de måtte så før de kunne høste, at Øjeblikkets Opgave var Agitation og atter Agitation. Så begyndte de da at forklare den revolutionære Socialismes Indhold og Taktik, men uden større Held, for de engelske Arbejdere var enten så sløvede eller så indgroede i den liberalistiske Tankegang, at den marxistiske Terminologi var Kinesisk for dem og iøvrigt krænkede deres Sans for hvad der anstod sig en Gentleman. Agitatorerne tog herover Anledning til at fordoble Anstrængelserne, de smurte tykkere og tykkere på, de svedte, de slog ud med Arme og Ben; men lige meget hjalp det, og Føderationen hensank for nogle År i Ubemærkethed, mens Socialismen truede med at dele Chartismens Skæbne og gå til Grunde.

Tilmed opstod der Splid indenfor Menigheden over taktiske Spørgsmål, og en Gruppe mere anarkistisk prægede Mænd, som misbilligede Føderationens Iver for at komme til at virke ad parlamentarisk Vej, brød ud og dannede deres egen Forening. Den socialistiske Liga, hvis Profet blev den mere artistisk end politisk indstillede William Morris, som nu udfoldede en flittig socialistisk Skribentvirksomhed, der i Utopier og Drømmesyner tolkede hans sociale Idealer, nærmest at opfatte som en Generalisering af det lille private Paradis han havde skabt sig i sit Hjem ved sine Hænders Flid, udskårne Egetræs-Kirkestole, Gyldenlæderstapeter, håndmalede Tallerkener etc. med fuldkommen Udelukkelse af maskinlavede Ting. Da han efter nogle Års Forløb trak sig tilbage fra Ligaen, faldt den sammen og opløstes. Modsætningen mellem Hyndman og Morris er typisk, det er Modsætningen mellem det politiske og idet artistisk-anarkistiske Sindelag, den samme Antagonisme som den mellem Marx og Bakunin, der nogle År i Forvejen havde ført til Første Internationales Sprængning.

Det kan under disse Forhold ikke undre, at Valget i 1885 blev en Fiasko for Føderationen, og den ville sandsynligvis være gået til Grunde, hvis ikke Depressionen var kommet den til Hjælp ved at give den et nyt Virkefelt og dermed en ny Chance. Der var nemlig i Slutningen af Firserne kommet Bevægelse i de uorganiserede Arbejderes Rækker. Fagforeningerne var på denne Tid blevet bundkonservative Organisationer, som ydede deres Medlemmer en Mængde Goder og forvaltede vældige Fonds og svulmende Kasser af alle Arter. De blev derfor yderst forsigtige i deres Dispositioner og risikerede nødigt noget ved Strejker og lignende bekostelige Foretagender, og de blev af samme Årsag også mere tilbøjelige til at stå Last og Brast med Arbejdsgiverne på et rent liberalt Grundlag, de vendte sig med Afsky fra den spirende Socialisme, de stillede sig afvisende overfor Statsindgreb i Industrien og Lovfæstning af Arbejdstiden, ja nogle Fag gav endog frivilligt Afkald på deres garanterede Minimalløn. Kort sagt, netop som de herskende Klasser var ved at forlade Laissez-faire Økonomien, nåede denne en strålende Kulmination blandt Fagforeningslederne.

Men de mange der var udelukkede, fordi de var for fattige til at betale de store Kontingenter, som de utallige Fonds og Forsikringsvirksomheder nødvendiggjorde, og som derfor ikke var blevet delagtige i Arbejderstandens Opkomst, begyndte at lytte til de nye Signaler. Unge Arbejdere som var blevet påvirket af socialistiske Ideer, trådte ud af de gamle Foreninger for at danne ny blandt de hidtil uorganiserede, og der opstod nu Forbund af Dokarbejdere, Sømænd, Jernbanearbejdere og Arbejdsmænd.

I 1888 begyndte omsider den store Depression at vige, uden at Forholdene derfor blev de gamle, men Arbejdsløshedsprocenten faldt fra 10 til 5, og det var nok til at fremkalde de ulmende Energier i den proletariske Fagbevægelse. Med Føderationens ivrige Støtte gik i 1889 10.000 Dokarbejdere i Strejke, og skønt de ikke havde Penge og var ufuldkomment organiserede, lykkedes det dem dog at hale deres Krav i Land, - den ny Fagbevægelse havde vundet sin første store Sejr og igennem den Hyndman's Socialisme.

Men fra nu af opstod der en Modsætning mellem den gamle og den ny Fagforeningsbevægelse. Den sidste var en Kamporganisation, der så med Foragt på de andres borgerlige Fremgangsmåder. Gnidningen førte dog aldrig til åben Strid, og efterhånden som også de nye Forbund fik tilkæmpet sig en anerkendt Plads og ført deres Medlemmer frem til en bedre Position, bundfældede der sig lidt efter lidt et Kompromis, hvorved de gamle Foreninger gav Afkald på deres eksklusive Karakter, mens de nye fjernede sig fra ekstreme politiske Krav. Dermed var den socialdemokratiske Føderation slået ud, og de moderate Elementer havde sejret.

Den nye Impuls havde tilført Fagforeningerne et meget anseeligt Antal Medlemmer, omkring 1880 talte de en halv Million, 1890 halvanden. Styrkede og selvbevidste ved Fremgang og Sejre begyndte nu flere og flere at finde det ville være naturligt, om Arbejderne søgte at gøre sig gældende som selvstændigt Parti i det politiske Liv uafhængigt af de liberale, og med Dannelsen af det uafhængige Arbejderparti (The Independent Labour Party, forkortet ILPJ i 1893 træder da den engelske Arbejderbevægelse ind i et nyt Stadium.

Halvfemserne og det tyvende Århundredes første Tiår er en Tid uden klare Linier i engelsk Historie og Kultur. En Tid hvor man indså, men ikke indrømmede at den vældige Ekspansions Tid var til Ende. Depressionen var ophørt, men Forholdene var dog ikke blevet de gamle. Hvor man før kunne diktere sine Betingelser, måtte man nu strenge sig an for overhovedet at kunne konkurrere med de bestandig mere pågående Tyskere, Amerikanere og Japanere. For en overfladisk Betragtning kunne alt måske synes tilfredsstillende og Livet gik da også sin vante Gang. Men de mere' sensible Naturer kunne ikke undgå at mærke Uro i Luften, Barometernålen stod på ustadigt, svingende snart til den ene Side, snart til den anden.

Denne Mangel på Struktur og Retningsbestemthed , giver sig i Åndslivet Udslag i en stigende Optagethed af egne indre Tilstande, psykologiske Udredninger, Jagt efter det mærkelige, det sære, det abnorme, i Skønhedsdyrkelse der fører til Interesse for det eksotiske, det formålsløse og Hang tit det dekadente. Det er Paters, Oscar Wildes, Yeats', Francis Thompsons og Beardsleys Tidsalder.

I Politikken har Gladstone lagt op i 1894, og hans Efterfølger, Lord Rosebery fører Partiet over i en ganske modsat, imperialistisk betonet Politik, ligesom Chamberlain, der Året efter bliver Koloniminister, starter sin store Kampagne for en kommerciel Sammenslutning af Rigets forskellige Dele, en Idé der havde afløst den tidligere Plan om en politisk Sammenslutning, og som fra nu af dukker frem hver Gang den nationale Eksistens bliver truet, så man af dens Forekomst ligefrem kan slutte til de nationale Konjunkturer, og som gennem Sejre og Nederlag skulle kæmpe sig frem til den endelige Triumf i 1931. Og så denne Tidens eneste klart udfældede Tendens får sit litterære Udtryk i Henleys og Kiplings Digtning, der tolker Imperialismens Evangelium med krampagtigt forceret Mandfolkelighed. Ved deres Forkærlighed for det eksotiske hænger de sammen med Tidens øvrige Skønånder, ligesom den for dem særegne eksplosive Kraftudfoldelse står Tidens dekadente Type nærmere, end man straks vil formode, det er simpelthen en anden Form for neurastenisk Udladning.

Den eneste Digter som søger at tage Standpunkt til det Samfund han lever i, er Galsworthy. Skønt selv udgået fra Bourgeosiet bliver hans Værk dog en tung Dom over dette. I forskellige Skuespil har han konfronteret de to stridende Samfundsklasser og afsløret den viktorianske Storborgers Snæverhed og Hykleri. I den første Del af "The Forsyte Saga", der udkom i 1906, "The Man of Property" (alene Titlen!) har han uddybet denne Afsløring til et storslået sammenhængende Dokument, der står som en Gravskrift over en Epoke, som føltes at være ved at rinde ud, og over en Mennesketype hvis Livskraft var forbrugt: "Man the possessive animal".

Indenfor Arbejderbevægelsen markeredes den ny Periode ved Dannelsen af det uafhængige Arbejderparti (ILP.), således kaldet, fordi det sigtede på at varetage Arbejdernes Interesser i Parlamentet uafhængigt af det liberale Parti, som Arbejderrepræsentanterne jo hidtil havde sluttet sig til. Den økonomiske Afspænding efter Depressionens Ophør gav Dødsstødet til alle yderliggående Bevægelser. På den anden Side var Forholdene ikke således at man simpelthen kunne vende tilbage til de gamle reaktionære Former for Fagforeningsliv og iøvrigt lade fem være lige. ILP. er Mellemproportionalen, der på sin Vis udtrykker Tidens famlende Karakter. Den tog Afstand fra Føderationens revolutionære Marxisme og gav helt Afkald på den fremmedartede Terminologi der havde skræmt de engelske Arbejdere så stærkt; men den opstillede samtidig et Program der krævede Produktions- og Distributionsmidlernes Overgang til offentlig Eje og mente hermed at have fyldestgjort Socialismens Fordringer. Partiet krævede yderligere Indførelse af Otte-Timers Arbejdsdagen, Ophævelse af Overarbejde og af Børnearbejde, Alders- og Invaliderente, betalt ud af en Formueskat, Arbejdsløshedsunderstøttelse, Udvidelse af Stemmeretten og Skattereform.

Ved dette Program viser ILP. sin Afhængighed af The Fabian Society, der var stiftet allerede i 1884, men først rigtig fik Betydning, da den moderate Fagbevægelse i Halvfemserne sejrede. The Fabian Society var en akademisk Diskussionsklub, hvis Medlemmer havde sat sig for at studere Socialismen videnskabeligt og dernæst at gøre en større Offentlighed delagtig i Resultaterne gennem belærende Foredrag. Studium, Arbejde og Oplysning var den Form for Propaganda de udøvede, og ved den vandt de efterhånden Gehør i Kredse, hvor slige Egenskaber blev respekteret. Dermed er tillige givet, at Selskabet aldrig kunne blive meget omfattende, men dets Betydning går langt udover hvad Medlemstallet lader formode.

Den ledende Ånd var Sidney Webb. Han havde studeret Marxismen og forkastet den, både dens økonomiske Historiopfattelse, Læren om Klassekampen og den sociale Revolution, og - især - dens Værdilære. Han rettede ikke sin Kritik mod Kapitalen som Udtryk for en uberettiget Profit, men mod Renten som Udtryk for en ufortjent Værdistigning (unearned increment). Hermed anbringer Webb sig i den engelske Økonomis store Færdselsåre, thi både Udtrykket og Læren er hentet fra Mill, der igen har gået i Skole hos Ricardo. Mill's økonomiske Lære var jo, som vi så, et Overgangsstadium mellem Liberalisme og Socialisme, hans Udgangspunkt var at Læren om Jordrenten måtte spille en stor Rolle i England kan ikke undre, når man tager Ejendomsforholdene der i Betragtning, thi intetsteds er Jorden fordelt på så få Hænder, og intetsteds er der derfor tjent større Formuer af Folk som ingenting bestilte, blot fordi de ejede Jord.

Konfiskation af den ufortjente Værdistigning ved Beskatning, han mildnede altså Ondets Virkninger, men lod Ondet selv bestå. Dette Overgangsstadium fik sit stærkeste agitatoriske Udtryk i Henry Georges "Fattigdom og Fremskridt". Når han taler om samfundsskabte Værdier, mener han præcis det samme som Mill mener med Udtrykket "ufortjent Værdistigning". Det er ikke noget Tilfælde, at det var en Amerikaner, som skabte den klassiske Formulering af dette Synspunkt, for i Amerika gentog der sig netop på denne Tid, hvad England havde oplevet ved Industrialismens Gennembrud, nye Byer skød op på nøgen Jord og gjorde den uskyldige eller spekulerende Ejer til Millionær. Beslægtetheden i Forudsætninger og Anskuelser med de engelske Økonomer forklarer den uhyre Opsigt Henry George øjeblikkelig vakte i England, og forklarer tillige hvorfor Marxismen ikke kunne og aldrig har kunnet vinde Fodfæste der.

Det er disse Anskuelser Webb og med ham Fabianerne fortsætter. Kun er det ikke udelukkende Jordrenten de holder fast ved. Rente som ufortjent Værdistigning kan tages af mange Ting, f.eks. nyder Videnskabsmanden eller Ingeniøren Kundskabsrenten af en god Skole- og Universitetsundervisning. På et Punkt endnu adskiller Fabianerne sig fra den Mill-Georgeske Lære. Mens denne så vidt muligt helt ignorerer Statsinitiativ til Fordel for Privatdrift, ønsker de tværtimod det størst mulige Antal Virksomheder lagt ind under Stat og Kommune.1 Den af Rentekonfiskation opstående Formue anvendes til offentlige Virksomheder: socialiseres. Det er netop Socialisme, mener Fabianerne, og det som adskiller denne fra den millske Liberalisme.

For at realisere denne Proces har Fabianerne ingen Brug for Klassekamp, Revolution eller blot Klassebevidsthed, Den kan iværksættes af liberale såvel som af Socialister, dens Taktik er en gradvis og tålmodig Gennemsyring af Sindene, en langsom Vækst i den almindelige Opinion. Revolutioner er simpelthen umulige, Gradvished en Nødvendighed, den langsomme Forbedring af de sociale Forhold det ønskelige. Derfor har Fabianismen ikke adopteret den rene Socialismes kølige Holdning overfor Fagforeningerne, har tværtimod i disses gradvise Tilkæmpelse af bedre Lønforhold og Arbejdsbetingelser set et Princip som var væsensbeslægtet med dens eget. Det er ikke mindst dette Forhold som har givet Fabianismen dens store Betydning for den engelske Arbejderbevægelse. Men ved dens Indflydelse er Fagforeningsånden rigtignok groet endnu stærkere ind i den og har derved bidraget sit til at påtvinge den et borgerlig-kapitalistik Præg, Tarifsocialismen, som i sin Iver for at få Andel i Profitten gør Profitmagerens Sag til sin og glemmer at besinde sig på sit Grundlag. For Fabianismen selv er dette naturligvis Socialismen i Renkultur og derfor noget nyt. Set fra et historisk Synspunkt bliver Sammenhængen med den millske Overgangsform indlysende, en nyance til Venstre måske, i Princippet dog det samme. Som Mill var Typen på den liberale, der blev drevet frem af socialistiske Anfægtelser til et modificeret Standpunkt, er Webb Generalnævneren for det af den liberalistiske Verdensanskuelse bundne Socialdemokrati.

Således var den politiske Faktor, der blev den afgørende ved ILP.s Tilblivelse, idet det nydannede Parti ligefrem overtog hele Fabianismens Reformprogram og gjorde denne "Gas- og Vand" Socialisme til det centrale i det politiske Arbejde, mens det overloddes en senere Generation at realisere de mere principielle Synspunkter. Ved denne Betragtningsmåde opnåede ILP. (hvad Føderationen var strandet på) at skabe et Mødested for Socialismen og Fagbevægelsen. Kun forstod man ikke at et sådant Møde ikke kan finde Sted, uden at den ene af Parterne omformes radikalt, fordi de i deres rene Skikkelse modarbejder hinanden taktisk. I dette Tilfælde blev det Socialismen, der måtte bøje af, således som man ser det af Partiets Arbejdsprogram, der klart viser at det var Fagforeningernes Interesser som blev den drivende Kraft også i det rent politiske Liv. Hvad vi her står overfor, er da intet andet end hvad man senere har kaldt Revisionismen. Man plejer at knytte dette Fænomen til Eduard Bernsteins Navn og tidsfæste dets Begyndelse til 1899, da han udgav sin Bog: "Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie", der skærer Marx' Lærebygning ned med kirurgisk Ubarmhjertighed. Men Bernstein, der havde levet længe i London, var Elev af Fabierne og ILP., som da også på ethvert Punkt har foregrebet Revisionismen. Man burde derfor datere dens Fødsel som aktiv politisk Indsats med Året for ILP.s tilblivelse, 1893, og som politisk Teori med Året for Fabian Societys Dannelse, 1884. Sammenhængen mellem Bernstein og ILP. blev understreget, da dette Parti i 1909 udgav hans Bog under den betegnende Titel "Evolutionary Socialism".

Man kan diskutere hvorvidt denne Nydannelse nu er heldbringende for Arbejdernes Sag eller ikke, men der burde kunne være Enighed om at hvis det er, hvad man skal forstå ved Socialisme, så er Marxismen ikke Socialisme, og hvis Marxismen er det, så er Revisionismen det ikke, thi der er i Webbs og Bernsteins Lære intet blevet tilbage af Karl Marx. De har af Marxismen udskilt: 1) den materialistiske Historieopfattelse, 2) den økonomiske Determinisme, 3) Læren om Klassekampen, 4) Værditeorien og Merværdilæren, 5) Loven om Kapitalkoncentrationen, 6) Læren om den tiltagende Fattigdom og de kumulative Kriser, 7) den sociale Revolution og Proletariatets Diktatur. Kort og godt, der udskilles alt det, som gør Socialismen til en revolutionær Bevægelse. Der bliver tilbage en borgerlig-humanitær Reformbevægelse.

Det er forståeligt nok at noget sådant måtte ske. Revisionismen er historisk betinget, og må ses i Sammenhæng med sin Tid, Årtierne omkring Århundredskiftet, og den må tillige ses på Baggrund af det foregående Tiårs deprimerede Tilstande. Man var nu ved at arbejde sig op ad Bølgedalen, hvert År bragte Fremgang, og for Arbejderne endda en forholdsvis større Fremgang end for den øvrige Del af Befolkningen. Hvad blev der så af Læren om den tiltagende Fattigdom? Gennem de opskydende Aktieselskaber blev Kapitalen spredt ud selv i de bredere Lag af Borgerskabet. Hvad blev der så af Kapitalkoncentrationen? I stigende Grad havde både de konservative og de liberale bejlet til Arbejdernes Stemmer. Hvad blev der så af Klassekampen? Alting syntes for en Tid at pege i modsat Retning, derfor spurgte man således og måtte spørge således. Svaret var Fabianismen, Revisionismen og ILP.

Den som havde taget Initiativet til Dannelsen af ILP. var en skotsk Minearbejder ved Navn Keir Hardie. Han havde ikke fået den ringeste Opdragelse, havde aldrig sat sine Ben i en Skole og kunne 17 År gammel ikke skrive sit Navn. Men hvad han manglede i Lærdom, erstattede han med sejg Energi og Fanatisme, to typisk skotske Egenskaber. Thi i det barske, fattige Klippeland avles en Menneskerace, der er hårdfør og nøjsom, demokratisk og oppositionel, ekstrem i Tankegang og fanatisk religiøs. De kender ikke, disse Mennesker, Livets lette Sider, de er uden Sans for Humor og for Skønhed. Deres artistiske Trang udløses alene, men til Gengæld fuldtud, af den religiøse Fanatismes oratoriske Præstationer. Den strenge Kalvinisme har her sit Tilhold. Af Calvins Lære kan man udlede både en intens Individualisme og en barsk kristelig Socialisme. Det afhænger af geografiske, klimatiske, økonomiske og sociale Forhold, hvilken af de to Retninger der skal Mive fremherskende. I England var Kalvinisterne et (omend anseligt) Mindretal der kun kunne gøre sig gældende ved det personlige Eksempels forbilledlige Virkning. I Skotland var de, som i Genéve, i Flertal og kunne præge deres Idealer ind i Samfundsordenen. Heraf udspringer den skotske Demokratisme, der har formet Landets Institutioner fra Grunden af, og som har givet skønne Efterklange i John Burns' Digtning.

Dette Forhold gør det forståeligt at Socialismen kunne få sit sikreste Tilholdssted i Skotland. Takket være deres Analfabetisme og andre udmærkede Egenskaber var de gode Højlandsboere afskåret fra at stifte Bekendtskab med Marx, og den spirende Arbejderbevægelse havde derfor let ved at glide sammen med den herskende religiøse Socialisme i en ensartet Tankemasse. Den skotske Socialisme blev derfor religiøst betonet, den blev en Del af deres Religion, og dette må man forstå aldeles bogstaveligt, ikke som når vi siger om en hædersbedækket Rigsdagsmand, at hans politiske Tro er hans Religion, hvormed vi mener at Manden er en syndig Krop der hverken tror på Gud eller Fanden. De skotske Socialister tror på begge Dele og på en hel Del til.

Dette Forhold må naturligvis sætte sit Præg på disse Mænds Måde at drive Politik på. De har ikke nogen fast, teoretisk underbygget Opfattelse af Socialismens Væsen, Mål og Midler: de har et strålende men noget ubestemt Ideal for sig, som de kan blive henrevet af, og som undertiden får dem ti at snakke i Tunger. De appellerer til Hjertet, ikke til Hjernen. De søger ikke at bevise, men at overbevise; deres Tale er derfor Digterens, eller snarere Prædikantens, endog Profetens, men ikke Videnskabsmandens. Den er båret af gejstlig Patos og indremissionsk Intolerance; den benytter med Forkærlighed Billeder fra den hellige Skrift og omgås husvant Begreber som Synd, Fortabelse og Frelse. Keir Hardies nærmeste Medarbejder Bruce Glasier finder Udtryk for denne Ånd i følgende Passus i en af sine Bøger: "Historisk er Socialismen mere i Slægt med den religiøse end med den politiske Propaganda. Det er fra Profeterne snarere end fra Statsmænd og Økonomer at den socialistiske Bevægelse henter sine Idealer. Socialisme betyder ikke blot Socialisering af al Rigdom og af Produktionsmidler, men også af vort Liv, vore Hjerter - os selv - Socialismen, rettelig forstået, er slet ikke at tage, men at give. Dens Moral er det menneskelige og guddommelige Princip, at som vi giver, således lever vi, og kun når vi er rede til at ofre vort Liv, skal vi vinde det".

Man kan med fuld Føje betragte den skotske Socialisme som en Sekt indenfor den kalvinistiske Fold, et nyt Brodersamfund ved Siden af Metodister, Kvækere etc. Det er et Forhold, som består uantastet den Dag i dag. Her er en uvildig Amerikaners Beskrivelse af et Møde i 1926, hvor den yngre Generations Fortrøstning, James Maxton, figurerer. Som man ser, har Indtrykket af det religiøse Præg foranlediget Forfatteren til at blive i Kirkelignelsen. "Hvert År samles de trofaste Socialister i Glasgow for at prædike og bede in memoriam Keir Hardie. Jeg gik derhen, "Kirken" var St. Andrew's den største offentlige Sal i Glasgow. Patter og Mutter og Ungerne, de var der allesammen, 5.000 Mennesker. Dirigenten fandt straks ind i den evangeliske Prædiketone og talte om Socialismens Evangelium. Han brugte sine personlige religiøse Erfaringer for at gøre sig forståelig. En Nat, fortalte han, da han sov under åben Himmel, oplevede han pludseligt og som en Åbenbaring Morgengryet. Sådan var det med Socialismen nu til dags. "Det nye Lys og den nye Dag," endte han i stigende Ekstase, "er ikke langt borte". Sådan prædikere Maxton. Han fortalte Tilhørerne, at al deres Elendighed var deres egen Fejl. De var Bagstræbere, dovne, energiløse, uden Tro på den Religion der kunne frelse dem - Socialismen. Han piskede og hudflettede dem for deres socialistiske Synders Skyld, for deres Slaphed til at handle, deres Fagforeningstræghed, deres Partikætterier, deres ringe Tro. Og Tilhørerne jublede op mod ham, mere for hans Svøbeslag end for hans Forbandelser over Kapitalisterne. De var Presbyterianere og havde Syndsbevidstheden i deres Hjerter.

Der var endnu mere Religion i George Lounsburys Tale: "Vor Bevægelse er den største religiøse Bevægelse Verden nogensinde har set. Fortæl Alverden Sandheden at Kapitalismen er ved at drage sin sidste Ånde, og få Folk til at slutte sig til os i denne den eneste Kamp, der betyder noget for Menneskehedens Frelse." Så rejste Koret sig og sang "Oh Beautiful My Country". (Ch. Rumford Walker i Atlantic Monthly, Maj 1926).

Der ville ikke have været Grund til at opholde sig så længe over denne særlige skotske Form for Socialisme, hvis det ikke havde været, fordi de allerfleste britiske politiske Arbejderførere var og er Skotter. Det gælder således om Ramsay Mac Donald, Arthur Henderson, William Graham, William Adamson, Thomas Johnston, Wedgwood Benn, J. Drummond Shields, Emanuel Shinwell, Joseph Westwood, James Brown, og, blandt de noget yngre, James Maxton, David Kirkwood, George Buchanan, Campbell Stephen, John McGovern og Miss Jenny Lee, hvortil endnu kommer en Række større og mindre Lys, hvis Navne det næppe lønner sig at opregne. Man vil dog allerede nu kunne forstå at det næsten drejer sig om en skotsk Erobring af Arbejderpolitikken. Mens det faglige hviler trygt forankret hos engelske Førere som Clynes og J. H. Thomas, der i rigt Mål besidder de Egenskaber, som kræves til sådant Arbejde, sund Fornuft, Sindighed, Fantasiløshed, Forhandlingsevne etc., alle typisk engelske Egenskaber, kan Skotterne bedre honorere de Egenskaber politisk Agitation udkræver, Lidenskaben, den retoriske Svada, Evnen til at lade sig besætte at en Idé, den vellystige Hengivelse i Martyriet.

Keir Hardie slog straks Tonen an. Da han gjorde sin Entree i Parlamentet klædt i sit Arbejdstøj, Flonelsskjorte og Sixpence, mens det var Kutyme at møde i Jaket og høj Hat, var der dem der troede at Revolutionen stod for Døren. Det var ham en Nydelse at demonstrere sin Samhørighed med Arbejderklassen, og det siges at have været et af hans Livs store Øjeblikke, da han engang blev arresteret i Bryssel, fordi man forvekslede ham med en eftersøgt Snigmorder - han ville have nydt at blive hængt uretfærdigt som Udtryk for Kapitalismens Overgreb! Hans Taler var evangeliske Prædiker, og han hæmmedes aldrig af nogen Form for Selvironi eller humoristisk betonet Blufærdighed. Han var en ivrig Kristen og oplæste gerne Evangeliets Ord fra Prædikestolen eller udlagde det ved store Friluftsgudstjenester. , Selv lignede han en af det gamle Testamentes Profeter, og hans Sind var profetisk og mystisk. Derfor var han ubøjelig i sin Politik og uforsonlig, som den må blive det der føler at have Gud på sin Side.

Men derfor opnåede han ganske vist heller ingen Resultater i det parlamentariske Arbejde. Hans Betydning ligger da også udelukkende i, at han har skabt ILP. og dermed lagt Grunden til det engelske Arbejderparti, samt at han fandt den Tone i sin Agitation, der kunne finde Vej til Massernes Ører. Sammen med Bebel i Tyskland og Jaurés i Frankrig står han som Typen på Førkrigstidens Socialister, hvis særlige Ejendommeligheder forklares ved at de som Opposition uden Håb om at kunne komme til Magten i en nærmere Fremtid, snakker frisk fra Leveren i frejdig Forvisning om at kunne løse alle Vanskeligheder, hvorpå de andre Partier strander, og føler sig som røde revolutionære, fordi det Kompromis som hele deres Indstilling hviler på, først kan komme for en Dag, når de konfronteres med Ansvaret.

Det havde fra første Færd været Keir Hardies Mening at ILP. kun skulle være et Stadium på Vejen frem til et almindeligt, alle omfattende Arbejderparti, men denne Tanke vandt ringe Tilslutning, man indså ikke Nytten af et sådant Parti, og det ville uden Tvivl have haft lange Udsigter dermed, hvis ikke Begivenheder udefra var kommet til Hjælp. Den tidligere omtalte Vækst af Fagforeninger der fandt Sted i Slutningen af Firserne, havde gjort Arbejdsgiverne bange og fra Midten af Halvfemserne begyndte de at manipulere Lovgivningen i Retning af en skrappere Kontrol med alt hvad der vedrørte Strejkevæsenet, især indførtes der en ny Praksis som kendte enhver Strejkevagt ulovlig. Nu fik Arbejderne Øjnene op for det ønskelige i at have egen Repræsentation i Parlamentet; der blev da År 1900 afholdt en Konference i London, hvori delegerede fra den socialdemokratiske Føderation, Fabian Society, Fagforeningerne og ILP. deltog. Man enedes her om at anbefale Oprettelsen af en særlig Arbejdergruppe (altså ikke noget Parti), der kunne samarbejde med et af de allerede bestående Partier. Denne Formulering var et Kompromis mellem Føderationens Marxisme og Fagforeningernes Liberalisme, idet ILP., der som Mellemproportionalen var den Fraktion hvis Forslag var Forhandlingsgrundlag, for at kunne trække Fagforeningerne med sig havde givet Afkald på at skabe et egentlig Parti og dermed ladet Døren stå på Klem for en Fortsættelse af Samarbejdet med de liberale, samtidig med at den nye Gruppe åbnede Mulighed for en virkelig Partidannelse, når Tiden engang blev moden dertil. Så dannedes da "The Labour Representation Committee" med Mac Donald som Sekretær og drivende Kraft. Det var endnu ikke noget Parti, men vel Spiren dertil, et typisk engelsk Kompromis, der var baseret på det Grundtræk som siden også blev Arbejderpartiets Ejendommelighed, at det var en Fællesforening, en føderativ Alliance mellem Fagforeningerne og de socialistiske Foreninger.

Der var dog endnu mange Fagforeninger som stillede sig afvisende overfor den nye Sammenslutning, således Minearbejderne som fortsatte det hidtidige Samarbejde med de liberale. Det kan derfor ikke undre, at Valget, der fulgte lige efter Kommiteens Dannelse, ikke blev nogen Succes for denne, idet der af de 15 Kandidater den opstillede, kun blev valgt to, Keir Hardie og en Jernbanemand. Samtidig fik de selvstændige Fagforeninger omkring en Snes Kandidater valgt.

I denne vanskelige Situation, hvor Vejen frem til en virkelig og omfattende Partidannelse syntes uskelnelig lang, var det atter de foretagsomme Arbejdsgivere der, meget mod deres Hensigt, kom den nødstedte Bevægelse til Hjælp. De forsøgte nemlig at rette et afgørende Stød mod de dog så skikkelige Fagforeninger ved at få dem frakendt det Privilegium de hidtil havde nydt, ikke at kunne gøres juridisk ansvarlige for deres Handlinger, og det lykkedes dem ved Taff Vale Sagen i 1901, hvorved Jernbanemændenes Fagforening blev dømt til at betale en Skadeserstatning for hvad ondt der var forvoldt under en lokal Jernbanestrejke. Denne Dom gjorde et mægtigt Indtryk i Arbejderverdenen og fik alle indbyrdes Kævlerier til at forstumme, ti den truede med at gøre Strejkevåbnet virkningsløst og dermed at sætte Fagforeningsvæsenet tilbage til det Niveau hvor det havde befundet sig i Liberalismens gyldne Dage. ( Til Forklaring af dette tilsyneladende også noget besynderlige Forhold må jeg henvise til Harald Seavenius' solide Arbejde "Af den nyere engelske Arbejderbevægelses Historie" (1912), som i det hele taget supplerer nærværende Skrift for dette Tidsrums Vedkommende, idet det med Udførlighed dvæler ved Begivenheder som her kun kan berøres yderst summarisk eller ganske må forbigås.)

Som Arbejdsgivernes Kamp imod Strejkevagter havde åbnet Vejen for Arbejderkommiteen, således førte nu denne Aktion til at Arbejderne indså Nytten af at stå samlet og uafhængigt i deres eget Parti. Den årlige Fagforeningskongres vedtog en Resolution der opfordrede Fagforeningerne til at organisere sig til den politiske Kamp; og for at stå stærkere her, søgte man at komme bort fra den hidtil fulgte Metode efter hvilken de forskellige større Fagforeninger hver især opstillede egne Kandidater.

Da de derfor gik til Valg i 1905, var Forholdet et ganske andet end forrige Gang, og der blev nu valgt 29 Kandidater opstillet af Kommiteen og kun 23 opstillet af Fagforeningerne. Af disse 23 Mand vandrede endda 10 som tilhørte Minearbejdernes Fagforening, over til Fællesgruppen, og de resterende liberale Arbejdermedlemmer smuldrede gradvis bort som Gruppe betragtet, således at der fra 1908 at regne ikke mere fandtes Arbejderrepræsentanter i Parlamentet udenfor fællesgruppen. Hermed var denne da virkeligt blevet et Parti, og det føltes som en naturlig Ting at den nu tog Navneforandring og kaldte sig det som den var: The Labour Party (forkortet LP.).

Nu kunne man med Rette vente en strålende Tid for det nye Parti der inden for sine ungdommelige Rammer forenede Fagfolkenes erfarne Forsigtighed, Fabianernes Lærdom og ILP.s agitatoriske Kraft. Men de nærmest følgende År blev en Skuffelse. Indreparlamentariske Forhold bidrog noget hertil. Valget i 1906 havde nemlig ikke blot bragt Fremgang for Arbejderne, det betød først og fremmest en kolossal Sejr for de liberale, som efter ti Års konservative Styre nu kom ind så talstærke, at de kunne regere uden at bryde sig om de forskellige Mindretal, de irske Medlemmer, LP., etc.. De konservative havde lidt deres store Nederlag på Toldspørgsmålet, der hang sammen med hele Koloniproblemet, som ved Chamberlain´s Ildhu var blevet sat på Dagsordenen, men som altså endnu på langt nær ikke formåede at vinde Folkets Øre.

Selv om nu de liberale havde så stort Flertal at de kunne se den ny Arbejderfløj over Hovedet, betragtede de dog denne med Ængstelse, idet de med god Grund frygtede at den ved kommende Valg kunne drage de Arbejderstemmer over til sig, som hidtil havde været de liberale en så tro Støtte. De besluttede derfor at føre en Politik, der kunne overtale Arbejderne til at tro at det dog var her de fandt deres sande Venner, idet de ville føre en generøs social Reformpolitik, som skulle overgå selve LP. Der blev derfor i de følgende fire, fem År gennemført en imponerende Række Love, væsentlig ved Lloyd Georges Indsats, tvungen Forsikring, Aldersrente, Arbejdsløshedsunderstøttelse, Boliglove, Skolelove, Børnebespisning o.s.v.. LP. der således fik Brødet taget ud af Munden, var henvist til den interesserede og bifaldende Tilskuers magelige, men lidet inspirerende Rolle, og der opstod snart, især inden for Fabian Society og ILP., Fraktioner som krævede videregående Forholdsregler og mere Aktivitet, og da dette ikke kunne realiseres på det givne Grundlag, endte det med at de utilfredse meldte sig ud af LP. og dannede egne Grupper; således opstod "The Socialist Labour Party of Scotland", "The Socialist Party of Great Britain" og "The British Socialist Party", som absorberede den socialdemokratiske Føderation og fik Hyndman til Formand. Disse Smågrupper kom senere til at udgøre Kernen i det kommunistiske Parti i Storbritannien.

Men det var nu ikke disse Forhold som bar Hovedansvaret for at LP. blev en Skuffelse. Den dybere Forklaring ligger i Konjunkturomslaget, som fandt Sted i disse År. Vi har set hvorledes der efter Firsernes Krisetid i Halvfemserne fulgte en usikker Periode, der vel var en Bedring i Sammenligning med det foregående, men en Bedring som ingen havde Tillid til og som ikke fjernede Pessimisternes Frygt for at Englands Storhedstid var til Ende. Dog, det nye Århundrede gjorde alle Sortseere til Skamme, og Tiden indtil Verdenskrigen udviste en forbavsende Fremgang. I 1890 havde Værdien af den britiske Eksport udgjort 263 Mill. £, År 1900 var den steget til 291, 1910 til 430 og 1913 til 525 Mill. Dampskibstonnagen var i 1890 5 Mill. Tons, 1913 11 Mill. Ganske vist var Indførslen steget i tilsvarende Grad, men i den almindelige Foretagsomhed blev der ingen Plads tilovers for Overvejelser om hvorvidt nu også denne Fremgang var et reelt og varigt Fænomen. Sådanne Overvejelser kunne ellers have afsløret det betænkelige ved at Eksporten i stigende Grad blev baseret på Kul og ikke på Industrivarer, og ved at den øgede Eksportværdi ikke så meget skyldtes en øget Varemængde som den almindelige Prisstigning, der nu omsider udlignede Prisfaldet fra Krigsårene.

Prisstigningen bevirkede også at Arbejdslønnens Realværdi (dens Købeevne) blev mindre i det ny Århundrede, således at Arbejderne faktisk blev ringere økonomisk stillet. Og så indtræffer da nu i Kraft af den tidligere konstaterede Lov om den faglig-parlamentariske Vekseldrift og dennes Sammenhæng med den økonomiske Cyklus en Forskydning, hvorved Initiativet går fra det politiske Parti over til Fagforeningerne; og det er Forklaringen på LP.s bovlamme Færd.

Den nye Fagforeningsimpuls gav sig Udslag i en Række pludselige og ofte planløse Strejker, der i de fleste Tilfælde endte med Nederlag. Det var hyppigst de unge, i Halvfemserne dannede Forbund som gjorde sig gældende, og en Hovedgrund til deres Nederlag var at de ikke som de ældre Foreninger havde store Fonds der tillod dem at føre langvarige og bekostelige Kampagner. Tidsrummet 1906 -10 var derfor lidet lysteligt, og man begyndte at se sig om efter andre Udveje. Netop ved denne Tid foldede den franske Syndikalisme sig ret for Alvor ud. Den har gjort Strejken fra et defensivt til et aggressivt Redskab og et Livsprincip, dens Mål er ikke nogle Lønforbedringer, men Omvæltningen af det bestående Samfund. Syndikalismen er en revolutionær Bevægelse som forsmår de politiske Krogveje og henviser Arbejderen til den "direkte Aktion", idet den åbner hans Øjne for at han holder det hele Samfund i sin hule Hånd og bestemmer dets Skæbne, alt eftersom han indvilliger i eller nægter at udføre det ham anviste Arbejde. Den Dag alle Arbejdere lægger Redskaberne fra sig, må Samfundet overgive sig til dem. Generalstrejken er derfor det store Mål, og Syndikalisterne omfatter den med samme evangeliske Trosiver som Marxisterne Revolutionen. Indtil denne store Begivenhed kan indtræffe behøver man imidlertid ikke at ligge på den lade Side; man kan ved uophørlige Strejker tilvende sig hvad Fordele man kan opnå og forurolige det borgerlige Samfund, der aldrig skal kunne føle sig trygt for, om Lyset måske pludseligt svigter under dets Middage eller Teaterforestillinger, om det om Morgenen kan få sine varme Hveder og Aviserne eller om Dagen kan køre i Sporvognen eller Toget. Disse Strejker bør komme pludseligt, umotiveret, uventet, og det gør ikke så meget om man også taber en Del af dem, ti alene den Uro de afstedkommer, er en Værdi i sig selv.

Denne Taktik var den naturlige Kampmetode for de franske Fagforeninger, der i Modsætning til de engelske af den gamle Type var uden Pengemidler eller Ejendom og derfor var nødsaget til at benytte en Overrumplingstaktik med pludselig Overfald, da enhver længere Krigsførelse måtte ende med Nederlag. Men disse franske Syndikater var ikke overmåde forskellige fra de engelske Fagforeninger af den nye Type, og disse greb da også med Begejstring den syndikalistiske Lære og praktiserede den i stigende Grad i Årene efter 1910. Og da i 1914 den historiske Triplealliance mellem Minearbejdernes, Jernbanearbejdernes og Transportarbejdernes Fagforeninger blev sluttet, var der skabt en Organisation, der truede det engelske Samfunds Eksistens og bragte Generalstrejken indenfor Mulighedernes Grænse. De hede Længslers Mål syntes nået, fra begge Sider rustede man sig til et Opgør - da kom hint andet og større Opgør, Verdenskrigen, og suspenderede for en Tid den normale Udvikling.

Krigens Udbrud blev Skæbnetimen for de socialdemokratiske Partier i de krigsførende Lande. Arbejderklassens Stilling til Krig var blevet defineret på den internationale Socialistkongres i 1907, hvor både LP. og ILP. var repræsenteret. Det blev her nedlagt i en enstemmig Resolution at det/var Arbejderpartiernes Pligt at gøre alt hvad der stod i deres Magt fon at forhindre Krig og forhindre deres respektive Lande i at deltage. Men kom Krigen j alligevel, måtte de "benytte den økonomiske og politiske Krise, som ville opstå, til at vække Befolkningen af dens Slummer og fremskynde det kapitalistiske Samfunds Fald". De konkrete Metoder, der burde anvendes, kunne man imidlertid ikke enes om, og de franske Syndikalisters Forslag om at besvare Krig med Generalstrejke formåede ikke at samle Flertal. Der var altså en åben Margin for divergerende Opfattelser, dog hvis Resolutionen overhovedet skulle forbindes med nogen Mening og ikke blot betragtes som Lyrik, måtte den i hvert Fald betyde at det var Arbejderpartiernes Pligt at føre en aktiv Antikrigspolitik både før og efter Krigens Udbrud.

I England handlede Arbejderførerne straks som overbeviste Pacifister. Keir Hardie og Henderson udsendte et Opråb hvori det hed: "Tving dem i Overklassen, der ønsker at I skal samarbejde med det russiske Despoti til at tie! Proklamer at for jer er Slagteriets Dage forbi! Send Bud om Fred og Broderskab til dem af jeres Kammerater der har mindre Frihed end I. Ned med Klassestyret! Ned med den brutale Magts Herredømme! Ned med Krigen! Store Fredsmøder blev afholdt, og i Parlamentet tog Mac Donald den 3. August, da Grey krævede Englands Indgriben, til Orde på sit Partis og sine 42 Kollegers Vegne og forlangte Neutraliteten bevaret. Man har undertiden opfattet denne Holdning som en absolut Afstandtagen fra al Krig, men det er en Misforståelse, som følgende Brudstykke af Talen vil vise: »Hvis det ærede Medlem (Grey) var kommet her i dag og Havde fortalt os at Fædrelandet er i Fare, da ville vi ikke bryde os om Parti eller Klasse, da ville vi alle stå bag ham. Hvis det sker, vil vi bevilge ham så mange Penge han ønsker. Ja vi vil gå videre endnu, vi vil tilbyde ham os selv, hvis Landet er i Fare. Men det har han ikke overbevist os om at det er, og jeg er ganske vis på at når hans Tale står med de kolde Typer på Papiret, vil han ikke kunne overbevise nogen større Del af Befolkningen. Hvis Nationens Ære var i Fare, ville vi alle være bag ham. Vi kæmpede Krimkrigen for Ærens Skyld (?), vi ilede til Sydafrika for Ærens Skyld (!). Det højtærede Medlem beder os i dag støtte ham for Ærens Skyld, og hvis det ærede Medlem kunne forsikre os om at et lille Land som Belgien er i Fare og at han ville begrænse Konflikten til dette Spørgsmål, så ville vi støtte ham. Men hvad hjælper det at tale om at komme Belgien til Hjælp, når man derved bliver indblandet i en europæisk Krig, som ikke vil lade Europaskortet uændret.«

Mac Donald nægter altså sin Deltagelse, fordi Krigen formentlig ikke angår Englands vitale Interesser. Mere udtømmende er hans Standpunkt formuleret i en Artikel han skrev til "The Labour Leader" få Dage efter: »Den europæiske Krig er et Resultat af Ententen og af Sir Edward Greys Udenrigspolitik. De givne Forklaringer er kun af den Art som Ministre altid kan stille på Benene for at dække over Fejltagelser, Lad mig tage Belgiens Tilfælde. Man har i Årevis været klar over at i Tilfælde af en Krig mellem Tyskland og Frankrig-England ville den eneste mulige Taktik for Tyskland være at angribe Frankrig gennem Belgien for derefter at møde Rusland..... Gladstone erklærede i 1870 at under en åben Konflikt kunne den formelle Neutralitet blive krænket. Han sagde i Underhuset i August: Jeg er ikke i Stand til at bifalde den Lære, at den blotte Kendsgerning at der findes en Garanti er ubetinget bindende u. h. t. den særlige foreliggende Situation.« Tysklands Garantier til Belgien ville være blevet accepteret af Gladstone. Hvis Frankrig havde besluttet at angribe Tyskland gennem Belgien, ville Sir Edward Grey ikke have gjort Indvendinger, men ville have forsvaret sin Holdning med Gladstones Ord.... Vi kendte Tysklands militære Planer. Vi vidste at Vejen gennem Belgien var en væsentlig Del af dem. Det var vor Chance for at finde et »uinteresseret Motiv, der kunne dække over Ententens Forpligtelser. Det er velkendt, at en Nation ikke vil kæmpe undtagen for en idealistisk Sag. »Daily Mail« leverede denne Idealisme under Boerkrigen ved at fortælle Løgnehistorier om hvordan britiske Kvinder og Børn blev mishandlet; vor Regering har leveret Idealismen ved at fortælle os, at Belgiens Uafhængighed måtte forsvares af os. Før den stillede sine Forespørgsler til Tyskland og Frankrig; vidste den at Frankrig nok kunne give et betimeligt Svar, Tyskland derimod ikke. Det var et nysseligt lille Stykke Hykleri, som Belgiernes prægtige Tapperhed vil sætte Regeringen i Stand til at skjule for Øjeblikket. Sådanne er Kendsgerningerne. Det er en Diplomaternes Krig, fremkaldt af et halvt Dusin Mænd. Et halvt Dusin Mænd har bragt Europa til Afgrundens Rand og når vi sætter os ned og spørger: Hvorfor er denne Ulykke sket? er det eneste Svar vi kan give: Fordi Sir Edward Grey har ført vor Udenrigspolitik gennem de sidste otte År. Hans Kortsynethed og hans Brølere har bragt alt dette over os.«

Denne Artikel er vel Mesterværket indenfor Mac Donalds Forfatterskab. Uden retorisk Svada (i Modsætning til Parlamentstalen) har han her, midt under den værste Krigspsykose, nøgternt afsløret den engelske Politik. Dog, beundringsværdig som den er, viser den samtidig sin Forfatters teoretiske Begrænsning. Mac Donald kaster Vrag på den økonomiske Historiebetragtning til Benefice for en mere subjektivt heroisk og moralsk. Derfor bliver dette Ragnarok en simpel Følge af et halvt Dusin Mænds forbryderiske Ansvarsløshed eller Dumhed. Det var på samme Måde Romain Rolland og Georg Brandes så på Krigen, det er denne Opfattelse der har fået sin Historiker i Emil Ludwig. Mellem disse Mænd hører Mac Donald også åndshistorisk set, og man forstår ud fra den citerede Tankegang at han ikke var den Mand der før Krigen kunne, selv Magtfylden forudsat, gøre nogen virkelig Indsats for Katastrofens Afværgelse, eller efter Krigen bidrage til en virkelig Stabilisering der kunne umuliggøre en Gentagelse.

Dagen efter at det britiske Ultimatum var blevet tilstillet Tyskland og Krigen dermed var en Kendsgerning, samledes LP.s Forretningsudvalg til et ekstraordinært Møde, hvor der blev vedtaget en Resolution som i skarpe Udtryk fordømte den Politik der havde ført til Krigen og erklærede det for LP.s første Pligt "at sikre Freden snarest muligt og på sådanne Betingelser som gav de bedste Muligheder for en Genoprettelse af det venskabelige Forhold mellem Europas Arbejdere." Men samme Aften som Forretningsudvalget vedtog denne Resolution, modsatte et Flertal af LP.s 42 Parlamentsmedlemmer sig at Partiets Formand, Mac Donald, benyttede dens Ordlyd i en Tale han agtede at oplæse i Underhuset for at præcisere sit Partis Standpunkt. Det betød med andre Ord at Flertallet gik ind for Krigspolitikken og desavouerede Mac Donalds pacifistiske Holdning. Han havde da ikke andet at gøre end at tage Konsekvensen af sit Standpunkt og nedlægge sit Hverv som LP.s parlamentariske Fører, og Henderson, der, skønt Medforfatter af det føromtalte pacifistiske Opråb, automatisk svingede med Partiets Flertal, da det under Krigspsykosen fornægtede sine Forudsætninger og blev et Bytte for Chauvinismen, blev valgt til Partiets Fører.

Det var en næsten fuldstændig Overgang af LP. til Krigsentusiasternes Lejr der fandt Sted. Kun de fem Mænd i Underhuset som tilhørte ILP. stod enige om at holde fast ved deres socialistiske Overbevisning; det var, foruden Mac Donald, Snowden, Keir Hardie, F. W. Jowett og Tom Richardson. Takket være den Omstændighed at der under den politiske Borgfred i Krigsårene ikke blev afholdt noget Parlarmentsvalg beholdt de deres Sæde i Underhuset lige til Valget i 1918 (Keir Hardie døde dog allerede 1915 nedbrudt af Sorg over sine Idealers Sammenbrud), da de fik at føle at deres Holdning i 1914 ikke var glemt, idet de alle faldt. Men i Parlamentet repræsenterede de ikke mere LP., - ILP. var stødt ud af Arbejderfronten og dømt til mangeårig Betydningsløshed.

Det er dog nu et Spørgsmål om ikke denne Isolation snarest har styrket ILP. Dets Eksistensberettigelse havde nemlig siden LP.s Oprettelse i 1900 været temmelig tvivlsom. Da Keir Hardie i 1893 skabte Gruppen, var det jo netop som en første Begyndelse til et almindeligt Arbejderparti, og det mistede derfor, da et sådant var kommet til Verden, sin oprindelige Funktion. Når det alligevel vedblev at bestå, var det fordi der, da LP. jo var en Sammenslutning af Foreninger der ikke tillod individuelt . Medlemskab (man tilhørte dét ved at være Medlem af en af de tilsluttede Foreninger), var Brug for en Gruppe som de Mennesker kunne slutte sig til der ikke var i nogen Fagforening og ikke ønskede at tilhøre Fabian Society eller nogen anden speciel Gruppe; dog denne Omstændighed alene kunne naturligvis ikke afgive tilstrækkelig Basis for Gruppen som fungerende Organisme, og faktisk vår dens Eksistensberettigelse efter LP.s Dannelse af temmelig tvivlsom Karakter. Men dette Forhold ændrer sig ganske under og efter Krigen. Fra nu af stod den som den egentlige Socialismes Bærer, i Modsætning til LP. der helt var gået over i den borgerligt-chauvinistiske Lejr, og især som Idealismens og Pacifismens eneste Tilholdssted. Som Magtfaktor var Gruppen indtil videre ganske vist Nul og Niks, men enhver kunne se at den nu havde Eksistensberettigelse ved Siden af LP., og under disse Omstændigheder fik den Tilgang af en Række Mænd der, oftest af religiøse eller idealistiske Grunde, sluttede op om ILP.s Fredslinie. Det gælder således de to Brødre Charles og Noel Buxton der som Kvækere måtte fornægte Krigen, endvidere C. P. Trevelyan, Arthur Pojisonby, H. B. Lees Smith, R. C. Lambert, S. Arnold og endnu et Par Stykker.

Mens således ILP. formåede at bevare Samvittigheden ren og Gruppen intakt, gik det rent galt med den marxistiske Fraktion, det britiske Socialistparti (den socialdemokratiske Føderation), den gik nemlig midt over, og Lederen, Hyndman, indtog en streng patriotisk Holdning, hvad der førte til at han og hans Meningsfæller til sidst trådte ud og dannede deres eget Parti, det nationale Socialistparti, som dog aldrig fik nogen Betydning.

De engelske Arbejderes Holdning til Krigen gennemgik en Udvikling der deler Tidsrummet i to med Skellet ved År 1917. Den første Periode er præget af en næsten enstemmig og ubetinget Tilslutning til Krigspolitikken. Henderson træder sammen med to andre Arbejderfolk ind i den i 1915 dannede Koalitionsregering, og samtidig indvilliger Fagforeningerne i at Strejker såvel som Lockouter bliver kendt ulovlige, idet alle industrielle Tvistigheder henvises til en tvungen Voldgiftsdomstol. Helt undgik man ganske vist ikke Strejker, men de blev iværksat uden Fagforeningernes Medvirken, direkte gennem Arbejdernes lokale Tillidsmænd (shop stewards), hvorved der opstod et uofficielt Arbejderorgan som siden skulle blive Arnested for revolutionære Tilbøjeligheder. Dog under hele Krigen var Arbejdsstandsningerne få og små, der var Beskæftigelse nok for alle, og Lønningerne steg med Prisniveauet, mens den statssocialistiske Planøkonomi, som Lloyd George fik gennemført, satte en Grænse for den private Kapitals Udnyttelse af Situationen. Men ved Indgangen til Året 1917 begynder Stemningen for Krigens Fortsættelse at dale mærkbart. Indførelsen af den tvungne Værnepligt skabte en mindre gunstig Atmosfære, og da Sommeslaget ebbede ud i ingenting, forstod man at dette kunne vare længe ved endnu. Arbejderne følte sig ført bag Lyset og begyndte at mumle om Fred. Den første Anledning var Afvisningen af det tyske Fredstilbud i December 1916, som omsider åbnede deres Øjne for at der som Drivkraft bag Krigsviljen stod Magtinteresser, de ikke kunne dele. Langt stærkere virkede dog den russiske Revolution, der vakte uhyre Begejstring, Zardømmets Fald og de russiske Arbejderes udtalte Fredsvilje syntes at pege mod en snarlig Ende på Krigen. Det afgørende Vendepunkt i Stemningen indtraf dog i Anledning af Stockholm-konferencen om Sommeren, hvor LP. med en ganske vist kneben Majoritet besluttede at lade sig repræsentere; men Regeringen modsatte sig det ved at nægte de delegerede Pas, og Henderson, der her som altid repræsenterede Partiets Flertal, gav Udtryk for LP.s Misbilligelse ved at træde ud af Regeringen, hvor han blev erstattet af G. N. Barnes, der ganske vist også tilhørte LP., men Personskiftet udtrykte dog, omend på utilfredsstillende Måde, at Arbejderne ikke mere gik ind for en uforsonlig Kamppolitik, men ønskede at fremme Freden ved Forhandlinger. Episoden udtrykte tillige at Partiet var blevet svinebundet ved Koalitionen og i Virkeligheden var magtesløst.

Da derfor i November Måned Bolsjevikkerne tog Magten, så mange deri et Tegn på at den hidtidige Arbejderpolitik, der kun havde ført til den mislykkede Stockholm-konference, var strandet definitivt, og dermed var det psykologiske Grundlag for en mere yderliggående Politik lagt, en Left-Wing-Retning der vel ikke skilte sig ud fra LP. på samme i Måde som Bolsjevikkerne havde gjort det fra Mensjevikkerne, men som alligevel følte sig i udtalt Opposition til Partiets Flertal. Det var dog især de menige Arbejdere Landet over, the rank and file, der igennem Shop steward-Bevægelsen, altså udenom både Parti og Fagforeninger, blev Bærere af en bestandig mere revolutionært farvet Tendens, nærmest en Blanding af Kommunisme og Syndikalisme; Grundlaget var lidt tåget, men Bevægelsens almindelige revolutionære Karakter dog ikke til at tage fejl af, og de forskellige yderliggående Grupper, "The Socialist Labour Party of Scotland", "The Socialist Party of Great Britain", og The British Socialist Party" sluttede jublende op om dem. Den havde især Succes i sydWales, blandt Minearbejderne, og ved Clyde i det sydvestlige Skotland, Floden der forbinder Glasgow med Havet og hvor alle Skotlands Skibsværfter ligger, under Krigen tillige store Ammunitionsfabrikker, hvorved Strejker netop her blev af særlig prekær Karakter. Fra da af blev Clydegruppen et af den radikale Socialismes allervigtigste Arnesteder, hvad den siden da er vedblevet at være og er den Dag i Dag. Den samme psykologiske Disposition der i sin Tid gjorde de skotske Socialister 'til det drivende Ferment i Arbejderbevægelsen og Kernen i ILP., bevirkede at de nu drev over i den nye yderlighed, men underskød den også en religiøs, næsten apokalyptisk Begrundelse, der fra første Færd fjernede den fra den virkelige Kommunisme, og forvandlede den til en Bestræbelse for at realisere ikke det kommunistiske Samfund men Tusindårsriget. De materielle Goder er kun Trappetrin på Vejen til en udefinerlig Lyksalighedstilstand, "ve want what we don't understand").

Blandt disse Mennesker prækede nu Kommunisterne Klassekampens Evangelium, og ved en uofficiel Konference i 1917 blev Bevægelsen organiseret og Arbejder- og Soldaterråd efter russisk Mønster oprettet. Henimod Krigens Slutning blev Strejkerne bestandig hyppigere, og Regeringen, der manglede Arbejdskraft til Fronternes Forsyning, turde ikke byde de strejkende Spidsen og derved risikere en almindelig Arbejdsnedlæggelse; de afværgede da yderligere Komplikationer ved at efterkomme næsten alle fremsatte Krav, og den yderliggående Bevægelse var for så vidt en Succes. Alle Strejkerne blev iværksat af uofficielle Ledere imod de officielle Fagforeningslederes Vilje. Den industrielle Våbenstilstand havde jo bundet Fagforeningerne, som derved for en Tid blev reduceret stærkt og tabte meget i Autoritet. Den nye Impuls kaldte imidlertid en anden Organisation til Live blandt Modstanderne, det var "The Federation of British Industries", dannet 1916, en Arbejdsgiverforening, hvad England hidtil ikke havde haft. Under Begivenhedernes Udvikling anså den det for opportunt at nedsætte et særligt Kampudvalg, og i 1919 opstod "The National Federation of Employers' Organisations". Således rustet stod Kapitalen da beredt til at imødegå Arbejderne, da efter Krigens Ophør de snærende Bånd faldt bort.

Det var under Trykket af denne Udvikling at LP., der ved Koalitionen var blevet reduceret til noget meget beskedent ligesom Fagforeningerne ved den industrielle Våbenstilstand, for at genvinde sin Position vedtog en ny Forfatning i 1918, hvis væsentligste Ejendommelighed var at det nu blev muligt at være direkte Medlem af Partiet, hvorved dette ganske naturligt vandt i Prestige på de forbundne Gruppers Bekostning. Især kom dette til at gå ud over ILP. der, som vi allerede har set, havde levet højt på at være "the individual member's section" (de uafhængige Medlemmers Gruppe), men som vi ligeledes har set, modtog Gruppen netop i disse År Tilgang fra nye Kredse, hvad der indtil videre tilslørede det beklagelige Faktum, at den egentlig ikke havde nogen Mission mere. LP.s Forfatning blev udarbejdet i et lille Skrift "Labour and the New Social Order" der i hver Linje bærer Vidne om at have haft Sidney Webb til Ophavsmand. Det er den engelske Arbejderbevægelses første Forsøg på at gøre sig Rede for sit teoretiske Grundlag og er som sådant mådeligt nok, men selve Trangen til at skaffe sig et Grundlag var dog et interessant Tidens Tegn, og som Helhed betød Forfatningen et Skridt frem imod Socialismen, selv om Programmet med Flid undgår at nævne det uartige Ord, og selv om en socialistisk Overbevisning ingenlunde Hev gjort til Betingelse for at man kunne blive Medlem.

Programmet talte dog i almindelige Vendinger om det gamle Samfund som var ved at gå til Grunde, og som Arbejderne ikke ville være med til at holde Liv i. Bag den hele Erklæring lå en Forvisning om at Krigen betød Enden på een Samfundsorden og Begyndelsen til en ny, den socialistiske. Ud fra denne Tankegang gik Partiet til Valget, der blev udskrevet straks efter Krigens Ophør, det sprængte den politiske Borgfred og imod den Koalition som det kun havde skadet Partiet at være Medlem af, og vendte sig imod den under Forsøget på at skabe en sluttet Arbejderoffensiv mod de "kapitalistiske Partier". Valgkampen var ophidset. Koalitionens Program var kort og godt: ned med Socialisterne, lad Tyskland betale, hæng Kejseren! Indenfor LP. gjorde alle Stemninger sig gældende, lige fra vage liberale Udtalelser til ville Trusler om Revolution. For at gennemføre "den store Arbejderoffensiv" og bevare Partiets med så megen Møje nys opnåede Enighed var stadige, indtrængende Overtalelser nødvendige. Men Resultatet svarede ikke til Ulejligheden. Koalitionens Sejr var ubetinget, den store Offensiv brød sammen. Ganske vist hævede LP. Antallet af sine Mandater i Underhuset fra 42 til 57, men deroverfor stod Koalitionens 478 Repræsentanter. Og tilmed mistede Partiet en Række af sine betydeligste Mænd, således Mac Donald, Snowden og Jowett, der nu måtte bøde for deres Holdning i 1914, men foruden dem også Henderson. Al Tale om en Arbejderregering måtte nu forstumme, det gamle, døende, kapitalistiske Samfund havde bevist sin usvækkede Livskraft, og de der havde virket for den politiske Aktion i Stedet for den industrielle (hvad der jo lå bag Partiets Reorganisering), måtte pænt stikke Piben ind.

Det var altså hverken LP. eller Fagforeningerne der førte det store Ord i Tiden omkring Krigens Slutning, men på den ene Side den kommunistisk-syndikalistiske Bevægelse udgående fra de menige Arbejderes Midte, på den anden Side Arbejdsgiverforeningen, der havde et solidt Rygstød i Koalitionen. Således var den sociale Modsætning skarpere betonet end nogensinde før. Situationen mindede meget om Forholdene umiddelbart før Krigen, da Syndikalismen havde ført Nationen hen til Randen af et Opgør og stillet den revolutionære Strejke, Generalstrejken, indenfor Synsvidde, kun var Forholdene nu yderligere skærpet. Det begyndte at blive klart at Krigsperioden kun havde været et Intermezzo, at den Udvikling der var påbegyndt Årene forud, nu ville fortsætte sig hvor den var blevet afbrudt, og at det Oprør, som i den elvte Time var blevet afværget af Krigen, ikke var definitivt afværget, men ventede på sin Time, og at denne Time ikke kunne være uskelnelig langt borte.

De to første År efter Krigen blev Vidne til en Højkonjunktur af hektisk blomstrende Karakter. Enhver Forretningsmand som havde noget på sine Skuldre der blot fjernt mindede om et Hoved, undgik ikke at tjene Formuer, Aktieselskaberne gav formidable Udbytter, og de hjemvendende Soldater, fire Millioner Mand, fandt forbavsende let Beskæftigelse i Industrien. Det var som om Krigens onde Skygger og alle bange Anelser med eet Strøg var visket bort; en almindelig Optimisme skabte en ligefrem romantisk Tro på Fremtidens Muligheder, og Lloyd George gav som Landets ansvarlige Leder Udtryk for denne Optimisme med sine vidtrækkende Planer om at skabe et nyt Samfund, et Land "fit for heroes". En omfangsrig, fantastisk og på sin Vis yderst fængslende Litteraturgenre skyder frem og formulerer denne Konjunkturoptimisme, det er alle de Kommissionsberetninger og Rapporter, hvori Forslagene til det nye Samfund blev nedlagt. Der var Whitley-Kommissionen som udkastede Planen til industrielle Bedriftsråd sammensat af Arbejdere og Arbejdsgivere i Forening; der var Landbrugsreformplanerne som havde næsten revolutionært Præg med Minimallønninger, garanterede Priser og lovmæssig Beskyttelse af Fæsternes Rettigheder; der var Skolekommissionen, som både udvidede det almindelige Skolevæsen og skabte Fortsættelseskursus; der var Byggeplanen som skulle afhjælpe Bolignøden og endda forvandle Slumkvartererne til Idyller; der var Transportreformen, der var Valgreformen, der var Kulkommissionen med sine radikale Nationaliseringsplaner; der var Guild-Socialismen, som et Par År synes at skulle blive en afgørende Faktor. (Pladsen tillader ikke nogen nærmere Behandling af dette i og for sig ikke uinteressante Døgnfænomen, der hænger sammen med Syndikalismen, og ligesom denne går tilbage til Årene før Krigen. Dens Teori er behandlet af C. N. Starcke i "Lovene for Samfundsudviklingen og de sociale Idealer" ).

Det er også i denne Sammenhæng at man må se LP.s Programerklæring "Labour and the New Social Order", der havde Undertitlen "A Report on Reconstruction". Samtidig skrev Snowden sin Bog "Labour and the New World", Mac Donald sin "Socialism, Critical and Constructive" og J. H. Thomas "When Labour Rules", alle Bøger der ordner Samfundet om på let og smertefri Måde. En sådan Tid er naturligvis gefundenes Fressen for en syndikalistisk påvirket Fagbevægelse, og det er da også på det industrielle Område de afgørende Ting udspiller sig. Overfor de store Muligheder en velledet og vel organiseret Bevægelse her frembød strakte Shop steward-Bevægelsen ikke til, den var for tilfældigt opbygget, havde for få Penge og for lidet erfarne Ledere. Alligevel var Arbejderne så radikaliserede i deres Tankegang at de gamle Ledere kun formåede at udnytte de gunstige Konjunkturer og tilbageerobre deres tabte Position ved at tilegne sig de mere yderliggående Synspunkter, og således blev det dog disse der sejrede, omend gennem de gamle Ledere.

Denne almindelige Radikalisering af Fagforeningerne gav de revolutionære Partier et Arbejdsfelt, og den første August 1920 blev Englands kommunistiske Parti dannet af Resterne af Shop steward-Bevægelsen, smeltet sammen med "The Socialist Labour Party of Scotland", "The Socialist Party of Great Britain" og "The British Socialist Party". Med Henblik på den lovende Udvikling indenfor Fagforeninger fandt det nye Parti at den rette Taktik i det foreliggende Tilfælde ikke ville være, som på Fastlandet, Løsrivelse fra Arbejdernes bestående Organisationer, men en Gennemsyring af disse ved at anbringe sig på deres yderste venstre Fløj og trække stadig større Mængder af Arbejdere herover for til sidst at kunne diktere deres egen Politik. Kommunisterne fulgte ved denne Taktik kun Lenins Anvisninger; han havde nemlig i en Afhandling erkendt Umuligheden af alene gennem Propaganda at få de engelske Arbejdere i Tale, Flertallet ville utvivlsomt vedblive at støtte Henderson, Mac Donald og Snowden; det var derfor nødvendigt at de blev grundigt desillusioneret ved at erfare hvad en "Henderson cum Snowden"-Regering ville sige; en sådan Erfaring alene kunne overbevise Masserne om disse Mænds Forræderi og vende dem mod Kommunismen eller dog gøre dem politisk neutrale.

En Tid lang syntes de yderliggående også at have god Fremgang, og det lykkedes dem at besætte mange ansvarlige Stillinger indenfor Fagforeningerne. Når de blev modtaget så velvilligt, synes det dog i væsentlig Grad at skyldes, at de engelske Arbejdere, der ikke har det med at gøre sig Rede for Standpunkter og Konsekvenser, aldeles ikke har forstået hvad Kommunisterne egentlig ville, men nærmest har opfattet dem som særligt ivrige og veltalende Repræsentanter for den fælles Sag, hvad så denne Sag kunne være - "we want what don't understand". I Praksis kunne de to forskellige Indstillinger også arbejde sammen, idet de Krav som Kommunisterne gik til Kamp på for at skabe Uro og uddybe Klassemodsætningen, af Masserne troskyldigt blev taget for hvad de lød på, Krav om Lønforhøjelse, kortere Arbejdstid etc.

For at nå til en Klaring af Industriens urolige Forhold sammenkaldte Regeringen en Nationalkonference der skulle bestå af alle Arbejdsgiver- og Fagorganisationer i Landet. Denne Konferences Forløb er typisk for alle de store Projekters Skæbne i disse År. Den nedsatte straks en Kommité som udarbejdede et Forslag og præsenterede det for en ny Nationalkonference; det gik ud på Indførelse af en Ottetimers Arbejdsdag, Nedsættelse af en Minimallønkommission og Oprettelse af et nationalt Industriråd af Arbejdere og .Arbejdsgivere. Disse Forslag lå meget godt i Linie med Tidens almindelige Reformoptimisme og må ses på Baggrund af den. Regeringen stillede sig da også ret velvillig overfor de to første Forslag, men insisterede på så mange Forbehold overfor det sidste, at Arbejderrepræsentanterne til sidst efter megen Snakken frem og tilbage nægtede at acceptere det ændrede Reformkompleks. Så måtte det hele begynde forfra, og Forhandlingerne sneglede sig nu af sted indtil Midten af 1921, men da den nye Rapport omsider blev færdig, var det Regeringens Tur til at nægte at acceptere. Så trak Arbejderrepræsentanterne sig definitivt ud af Kommiteen og nægtede at blive ved med Forhandlinger, hvorefter hele Sagen faldt til Jorden uden at efterlade sig synlige Spor. Imens blomstrede Strejker rundt om i Riget med vild Frodighed, og da Krigstidens Undtagelsesbestemmelser endnu ikke var ophævet, gjorde Regeringen Brug af sin legale Ret til at bekæmpe de strejkende med alle Midler, selv Militær, således ved Clydestrejken for Arbejdstidens Forkortelse og især ved den store Jernbanestrejke i 1919 der for en Tid lammede Englands Trafikvæsen.

Men det var alligevel Kulindustrien som tiltrak Opmærksomheden. Den afspejler som et stort Symbol hele den engelske Industris Skæbne efter Krigen, den at Verdensmarkedets Omlægning var ved at gøre en Del af den engelske Eksport overflødig, samtidig med at Mangel på Driftighed gjorde den mindre konkurrencedygtig. Den er i sin tilfældige Opbygning et Genbillede af hele det britiske Samfund. Retten til at udnytte de underjordiske Rigdomme tilkommer Ejeren af Overfladen; således blev det statueret på Dronning Elisabeths Tid, hun forbeholdt sig alene Retten til hvad der måtte findes af Guld og Sølv i Jorden. Siden da er det jo andre Stoffer der har fanget Interessen, men Kulproduktionen er blevet hæmmet af den Ordning, idet Grubegangene måtte lægges eftersom Ejendomsretten til Overfladen nødvendiggjorde det. For at bøde på dette meningsløse Forhold blev der dannet Selskaber som søgte at opnå Koncession på større sammenhængende Strækninger, men derved blev Industrien belastet med en Ekstraafgift til Overfladens Ejere, de såkaldte royalties, der nu er fordelt på ca. 4.000 Ihændehavere hvem de indbringer over 6 Mill. £ om Året. Driften er således delt mellem koncessionerede Selskaber og private, ialt findes der ikke mindre end halvandet Tusind Mineselskaber; af dem bryder kun 8 over to Millioner Tons årligt, mens de fleste er ganske små - der er Miner som kun beskæftiger to Mand - og derfor dårligt kan forrente sig, thi Udbyttet stiger med Bedriftens Størrelse.

Da derfor den forøgede Verdensproduktion efter Krigen tilligemed Oliens Sejrsgang gjorde Forholdene vanskeligere, blev den engelske Kulindustri ramt først og hårdest (ved en stadig Nedgang i Eksporten) og da denne Krise indtraf samtidig med en Højkonjunktur på andre Områder, der førte Dyrtid og Prisstigning med sig, kunne det ikke undgås at det måtte føre til Kamp. Disse udspiller sig nu mellem tre Partier, Arbejderne der krævede Prisstigning udlignet ved Lønforhøjelser og en radikal Modernisering af Industrien, helst gennem Nationalisering, ud fra den Betragtning at når det gik Kulbedriften dårligt i en god Tid, skyldtes det en slet og forældet Organisering; dernæst Regeringen der også troede på en blomstrende Fremtid og derfor var villig til at klare de formentlig forbigående Kulvanskeligheder ved midlertidige Foranstaltninger; samt Minejerne der ikke ønskede at binde flere Penge i et usikkert Foretagende, men foretrak den ulige lettere Udvej at kaste Byrden over på Arbejderne, subsidiært Staten, ved at lade dem gennem Lønnedgang og Statstilskud forrente Kapitalen. I Januar 1919 udarbejdede Minearbejdernes Føderation et Program der krævede højere Løn, kortere Arbejdstid, Socialisering af Minerne og demokratisk Kontrol med dem. Disse Krav blev støttet af Triplealliancens to andre Medlemmer, Jernbane- og Transportarbejderne, og Minefolkene gav deres Krav Vægt ved Trussel om Strejke. Overfor denne truende Fare, der allerede engang før, i 1914, havde skræmmet Nationen, søgte Regeringen at vinde Tid ved at foreslå en Kommission nedsat til en Undersøgelse af Kulindustriens Kår, og Minefolkene indvilligede i at lade Strejkeplanerne fare, sålænge dette Arbejde stod på. Så blev Sankey-Kommissionen nedsat. Den afgav et halvt År senere sin Rapport, der var en Sejr for Arbejderstandpunktet, forsåvidt den anbefalede Socialisering af Minerne og gik Kravene om Lønforhøjelse og Tidsafkortning vidt imøde. Arbejderne erklærede sig da også tilfreds og opfordrede Regeringen til at realisere Rapportens Forslag snarest. Men da skete det at Regeringen under Pres af Mineejerne pure afslog dette og dermed slog Grunden bort under Fødderne på de forhandlende. Det gik altså med denne Kommission som med den industrielle Nationalkonference, - de strandede begge ikke så meget på Arbejdsgivernes direkte Modstand som på Kapitalens Indflydelse i Parlament og Regering. Hermed var Begivenhederne trådt ind i et nyt Stadium. En Konflikt syntes uundgåelig, den store Trippelalliancestrejke var i Sigte, og de yderliggående Elementer havde Vind i Sejlene, men nu viste det sig at den Radikalisering Fagforeningerne havde gennemgået efter Krigen, for en stor Del var bluff, idet de ansvarlige Ledere i det afgørende Øjeblik veg tilbage for den store samlede Aktion; trods månedlange Forhandlinger lykkedes det ikke at få Jernbane- og Transportfolkene til at gå i Strejke for en Sag der ikke umiddelbart angik dem selv. Så nedlagde Minearbejderne Værktøjet alene i Oktober 1920 og opnåede intet af Betydning. De led heller ikke noget Nederlag, man vedtog en foreløbig Ordning på det forhåndenværende Grundlag, gældende til 1. April 1921, da alle Kontrakter måtte fornys, fordi den Kontrol som Regeringen siden Krigen havde haft med Minerne da skulle bortfalde. Det store Opgør var således kun blevet udsat, og det stod endnu hen i det uvisse, hvorvidt de moderate Ledere eller den radikaliserede rank and file i det afgørende Øjeblik ville vise sig at være stærkest.

Men da Øjeblikket kom, var Arbejderne langt vanskeligere stillet end de havde været i Oktober; ti i Begyndelsen af Året brød Verdensmarkedet sammen, Prisniveauet faldt og Arbejdsløsheden steg. Det gav Mineejerne Mod til at kræve langt videregående Nedskæringer end de ellers ville have gjort. Men for Arbejderne var dette endda ikke det afgørende; deres Mål var Minernes Socialisering - eller Nationalisering som det med et mindre anstødeligt Udtryk bestandig kaldes - og det springende Punkt for dem var derfor at Regeringen opgav Kontrollen trods Opfordringer til at fortsætte, ti man så i denne Forholdsregel, hvor meget eller lidt den nu betød, et Skridt bort fra den eftertragtede Socialisering. Men da Arbejderne den 1. April ikke var gået ind på de tilbudte Betingelser og følgelig blev lockoutet, var det altså en mod Regeringen rettet Handling de indlod sig på, og det gav det hele en anden Karakter. Dette fik prægnant Udtryk i et Ordskifte mellem Lloyd George og J. H. Thomas, Jernbanemændenes Formand, der førte Forhandlingerne med Mineføderationen om Trippelalliancens eventuelle Ikrafttræden. Thomas indrømmede under Forhandlingerne med Lloyd George at det betød en Krigserklæring mod Regeringen at støtte de strejkende Minefolk. Hvortil Lloyd George svarede: "Not on the Government, but on government"(ikke mod Regeringen alene, men i det hele taget mod enhver regeringsorden), hvilket er en langt alvorligere Sag"; og han tilføjede: "Vi vil forsvare dem der repræsenterer Demokratiet her i Landet". Disse Ord var ikke spildt på en Mand der i Forvejen tvivlede om sin egen Sag, og den vantro Thomas lovede sig selv at han aldrig mere skulle indlade sig på den Slags Ting. Det Løfte har han holdt til Punkt og Prikke, og derfor blev det ikke til noget med Trippelalliancen dengang. Skønt Sympatistrejken var indvarslet, og skønt en Afstemning havde givet et lille Flertal for den blandt Jernbanemændene, lykkedes det dog for ham at få den afblæst mindre end 6 Timer før den skulle træde i Kraft.

Så måtte Minearbejderne for anden Gang kæmpe deres Kamp alene. Efter tre Måneders Forløb var deres Ressourcer fuldstændigt udtømt, og de måtte acceptere de stillede Betingelser, der eliminerede alle de Fordele som var opnået gennem de senere År. For at mildne på det gav Regeringen et Tilskud, der var beregnet til 10 Mill. £ årligt, men faktisk kom op på 23 Mill., hvorved der blev skabt Præcedens for at Staten sikrede Kapitalens Forrentning; ikke Minerne, men Underskuddet blev således socialiseret. Og selv denne Forholdsregel kunne dog ikke skjule Kendsgerningen, at Arbejderne havde lidt et knusende Nederlag, at den store Fremgang var standset, de lyse Forhåbninger knækket, at Syndikalismen havde spillet fallit i det afgørende Øjeblik, og at de gamle konservative Ledere havde vist sig stærkere end Kommunisterne. Forliget blev Signalet til en almindelig Nedskæring i alle Fag, Arbejderne tabte Troen på Fagforeningerne og meldte sig ud i Massevis, således at det samlede Medlemstal, der i 1920 havde kulmineret med 8 Mill., sank til 6 Mill. i 1921 og 5 Året efter. Dermed var den direkte Aktions Dage for en Tid forbi.

Det store Nederlag viser at den revolutionære Vilje blandt Arbejderne, der havde sat de gamle Ledere så mange grå Hår i Hovedet, ikke havde været stort "mere end Talemåder. De havde lyttet med Interesse og Bifald til de kommunistiske Agitatorer, , men ved de faglige Afgørelser havde de ganske J roligt stemt som de altid havde gjort. Muligvis var de sig ikke nogen Uoverensstemmelse mellem Anskuelser og Praksis bevidst, ti, som allerede nævnt, var det aldrig gået op for dem, at der bestod fundamentale Forskelligheder mellem Kommunismen og den britiske Arbejderbevægelse. Det lykkedes derfor ikke at samle Arbejderne til en fælles Kamp på centrale Punkter, det blev kun til en Række isolerede Fremstød med ganske konkret begrænsede Krav, hovedsagelig af pekuniær Natur, det var den dybt forankrede, religiøst begrundede Respekt for Levestandarden, det kalvinistiske islæt i Arbejderbevægelsen, der slog igennem og bøjede denne ind i et traditionelt Leje - og forskertsede Sejren.

Dog, når det gik så galt som det gik, skyldtes det, som allerede berørt, at Depressionen havde sat ind med fuld Kraft i Årets Begyndelse. Det indtil da eksempelløst voldsomme Sammenbrud har sin naturlige Forklaring i at de to foregående Års Højkonjunktur var en kunstigt opdrevet boom der ikke var baseret på Produktion, men på Priser. Den britiske Eksport, der i 1913, et Rekordår, androg 500 Mill. £, beregnedes i 1920 til over 1.300 Mill., og dog var dens Volumen da kun 70 % af hvad den havde været i 1913. England havde i to År levet højt på at kunne sælge sin reducerede Eksportmasse til enormt forhøjede Priser. Men dermed er samtidig givet at det mere end noget andet Land ville komme til at lide under det Prisfald som før eller senere måtte indtræffe. Men det var der ingen der tænkte på i de fede År, og det giver et lærerigt Indblik i den kapitalistiske Mentalitet at se med hvilken tryghed man finder sig til Rette i Forholdene og hygger sig, som om det ville vare evigt. Næsten alle store Selskaber blev umådelig overkapitaliseret, Friaktier gavmildt udstedt, enorme Dividender udbetalt, Datterselskaber oprettet som kun havde til Opgave at forøge Papirmassen. Men til alt dette svarede ikke - som i Amerika og Tyskland - nogen Udbygning af det industrielle Apparat: der var ingen reelle Værdier bag de finansielle Manipulationer, det var oppustet Kapital der kun kunne forrentes under en boom som den der havde skabt den. Og derfor, da Prisfaldet satte ind, faldt det hele sammen som en Ballon der bliver prikket Hul på. Det tog Tid at vænne sig til den nye Tingenes Tilstand. Kapitalisterne var besluttet på at blive ved at tjene på høje Priser, høje Dividender og alle de illusoriske Værdier; Arbejderne var besluttet på at opretholde Levestandarden for enhver Pris, men blev, som vi har set, grundigt taget under Behandling. Men det høje Prisniveau førte til at Eksporten faldt til det halve i Løbet af et År og at Arbejdsløsheden nu meldte sig for Alvor. Den oppustede Kapital stod i Vejen for en Tilpasning af Prisniveauet, såvel som for en teknisk Rationalisering for at gøre Industrien konkurrencedygtig: ti hvem vil, som det hedder, kaste gode Penge efter dårlige? De kloge foretrak nu at sætte deres Penge i udenlandske Foretagender. Skepsis, Forsigtighed og Kapitalmangel nedsænkede den britiske Industri i en lethargisk Tilstand på en Tid da alene Foretagsomhed, Mod og Fremsyn kunne have ført den ud over det døde Punkt til nye Sejre. Fra nu af sejler den britiske Industris stolte Skib uhjælpeligt agterud, Bomuld, Kul, Jern, Stål, Skibsbygning, alle Hovedindustrierne som Riget skylder sin Storhed stagnerer håbløst.

Under disse Forhold siger det sig selv at de mange stolte Planer til Genopbygningen af Heroernes Fædreland blev til intet, alle Lloyd Georges Kommissioners Rapporter blev til Makulatur, Whitley-Kommissionen, Landbo-Kommissionen, Bygge-Kommissionen, Kul-Kommissionen, - på Lossepladsen med det hele! Og for Arbejderbevægelsen betød Omslaget i Overensstemmelse med Loven om den faglig-parlamentariske Vekseldrift og dennes Sammenhæng med Konjunkturerne, at Tyngdepunktet forlægges fra det faglige til det politiske, fra den direkte Aktion til den parlamentariske, fra Fagforeningerne til LP. Valget i 1922 efter Koalitionens Sprængning betegner den nye Fases Begyndelse. Det bragte de gamle Ledere, Mac Donald, Snowden og Henderson, der var blevet slået ud i 1918, tilbage med fuld Honnør (Mac Donald blev straks igen Partiets Fører i Parlamentet) og skaffede Partiet 142 Mandater i Underhuset, en Tilvækst på 85 siden sidste Valg og på nøjagtig 100 siden Krigsårene. Samtidig gik de liberale voldsomt tilbage, splittet som de var i to Grupper, Lloyd Georges og Asquiths, der tilsammen ikke nåede at mønstre så mange Mandater som LP., som således avancerede til at være det officielle Oppositionsparti.

Det var nu altså en rent konservativ Regering som skulle løse de store økonomiske Vanskeligheder Depressionen beredte og som havde bragt Arbejdsløsheden op over de to Millioner, og i Tillid til deres stærke Position i Parlamentet, hvor de havde absolut Flertal, vovede de at tage deres gamle Yndlingstanke frem, den som i 1906 havde skaffet dem det knusende Nederlag på Halsen de først nu havde overvundet: Told var det Universalmiddel der skulle sætte Hjulene i gang, hæve Arbejdsløsheden og kurere alle Dårligdomme, og da Stanley Baldwin havde afløst den syge Bonar Law som Førsteminister besluttede han åbenlyst at gøre Tolden til Hovedhjørnestenen i sin Politik, men da det nyligt afholdte Valg ikke gav nogen Beføjelse til en så betydningsfuld Kursændring, blev den naturlige Konsekvens at han påny måtte appellere til Vælgerne. Valget i1923 viste at det engelske Folk som Helhed ikke billigede en Beskyttelsespolitik. Ganske vist vedblev de konservative at være det største Parti, men deres Repræsentation faldt fra 344 til 258, mens de to Frihandelspartiers steg, LP.s til 191, og det atter til eet forenede liberale til 158. Dette Resultat skabte en vanskelig Situation, idet de konservative, hvis Politik var blevet desavoueret, og som ikke mere havde absolut Flertal, nu ikke ønskede at tage Ansvaret for Landets Sager og demissionerede. Efter nogen Tøven besluttede de liberale at gøre det muligt for LP. at danne Regering ved at yde det deres Støtte, hvorved de selv jo opnåede at blive den afgørende Faktor i Underhuset, holdende den socialistiske Mindretalsregering i den hule Hånd, og i Januar 1924 blev den første Arbejderregering dannet, mens alle gode Borgere Landet over korsede sig ved Tanken på det bolsjevikiske Uvejr som nu skulle bryde løs over Old England. Men Mac Donald, der havde påtaget sig at danne den ny Regering, og som selv havde overtaget Udenrigsministeriet, forstod at berolige de opskræmte Gemytter med en Programtale hvori de følgende så koncise Vendinger forekommer: "Jeg ønsker en Arbejderregering for at Nationens Liv kan fortsættes; 1924 er ikke det sidste År i Vorherres Skabelsesprogram, Vi vil være døde og glemte, og Slægt vil følge Slægt, og stadig vil Rejsen fortsættes, stadig vil Riddere som Keir Hardie søge efter den hellige Gral. Stadig vil Kærlighedens Skjold og Retfærdighedens Spyd være i Hænderne på ranke og gode Mænd og Kvinder, og Idealbilledet af en stor Fremtid vil stadig stå vort Folk for Øje. Jeg ser, Gud været lovet, ingen Ende på alt dette. Jeg ser min egen Verden, min egen Horisont, men når mine Børn og Børnebørn når ud til den, så vil der være en anden Horisont, et nyt Daggry, endnu et strålende Tegn fra Himlen selv. Det er min Tro, og i den Tro vil jeg og mine Kolleger gå frem, idet vi i vor Livstid udretter hvad vi formår for Menneskelivets Lykke og Helliggørelse."

Uheldigvis var disse Kolleger, der havde sat sig for at arbejde for Menneskelivets Lykke og Helliggørelse, ikke ganske enige om ved hvilke Midler dette ophøjede Mål skulle nås, og det viste sig snart at Førsteministeren ganske manglede Førerens Evne til at smelte Individualiteterne sammen til en rytmisk arbejdende Organisme. Det var, bortset fra de enkeltes private kæpheste, som Wedgwoods Georgeisme, Rennie Smiths Pacifisme, A. V. Alexanders Kooperation, Snowdens Afholdsfanatisme, etc, især to Skillelinjer, der viste sig skæbnesvangre, og som begge har deres Forklaring i LP.s Udvikling og Struktur. Den ene er den mellem Fagforenings´elementet i Parti og Ministerium og det socialistiske Element. Alene Minearbejderne besatte i denne Samling i Underhuset 46 af LP.s 191 Mandater og beklædte henved et Dusin Poster i det nydannede Ministerium. Fagforeningsfolkene er det ligefremme Udtryk for Arbejdernes Krav om den hurtigst mulige Delagtiggørelse i det borgerlige Samfunds Goder med Tilsidesættelse af mere omfattende Planer til en radikal Omdannelse af dette Samfund; de undgår derfor ikke at komme i Konflikt med den politiske Fraktion der netop stiler mod en sådan Omdannelse og i Kampen for Levestandarden undertiden ligefrem ser en Fare, den Fare at Arbejderne taber Interessen for en socialistisk Omdannelse af det borgerlige Samfund i samme Grad som de bliver inkorporeret i det. Nu var det imidlertid et ret beskedent Kontingent, mest af yngre, der helt er uden Forbindelse med Fagforeningerne, idet Folk som Mac Donald eller Snowden, der var kommet ind i LP. ad anden Vej, meget vel kendte disses Magt og hyttede sig for at lægge sig ud med dem. Det blev derfor gerne den af faglige Interesser bestemte Politik der gik af med Sejren. Således også i 1924. (Parentetisk skal der her hensættes den Formodning, at når Spørgsmålet om Socialisering af Kulminerne har spillet en så fremragende Rolle i den engelske Arbejderbevægelses Historie, skyldes det muligvis, at de to stridende Retninger indenfor LP. her har fundet et Punkt der kan skabe Enighed, idet Fagforeningsfolkene, lidt optimistisk, mener at Socialiseringen vil kunne skabe Vidundere og gøre Mineindustrien til et blomstrende Erhverv igen, mens den socialistiske Fraktion i den ser et vigtigt Skridt henimod Samfundets Omdannelse og derfor en Sag af principiel Betydning).

Den anden Skillelinje var den mellem Socialisterne og dem der i deres Hjerter var liberale. Som allerede tidligere nævnt havde Krigen kastet en Række liberale over i Armene på LP., og de havde ikke mistet deres gamle Tro. Men vigtigere er det at den socialdemokratiske Revisionisme hvorpå LP. havde bygget, i Praksis er næsten uskelnelig lig den moderne Liberalisme, og således bliver atter her de ortodokse Socialister et forsvindende Mindretal. Hvad der nu gjorde Situationen i 1924 intrikat, var at Fagforeningsfolkene og de liberalt sindede, der jo havde fælles Fjende: Socialisterne, måtte stille forskellige og uforligelige Krav til Regeringsførelsen; thi vel er Liberalismen i vort Århundrede gået ind for en energisk Sociallovgivning og for Socialisering på de Områder hvor den fri Konkurrence ikke kan udfolde sig (Post, Telegraf, Jernbaner eta), men i en Nedgangstid som den England var kommet ind i, måtte Hensynet til det frie Erhvervsliv gå forud. I Snowdens Budget måtte denne Modsætning komme til Afklaring, og det gjorde den - han viser sig her som fuldblods Liberalist. Skønt det Statsregnskab han modtog fra Forgængeren og det han selv stillede op viste et smukt Overskud, satte han sig med Hænder og Fødder mod Fagforeningernes Pres for at opnå Bevillinger til sociale Reformer (dog blev Aldersrenten noget forhøjet, Arbejdsløshedsforsikringen forbedret og Minimalløn for Landarbejdere fastsat), han brugte Overskuddet til at sænke Skatterne på Erhvervslivet, især dem der smagte af Toldbeskyttelse (the McKenna Duties), skønt adskillige Industrier, beskæftigende i Titusindvis af Arbejdere, var vokset frem og levede alene i Kraft af dem. Ligeledes ophævede han en af de konservative indført Særskat på Aktieselskaber og på Udbyttet i Handelskorporationer o.s.v..

Med hård Hånd slog Snowden alle socialistiske Forsøg på at reorganisere Næringslivet, der var ude for så voldsomme Rystelser, planmæssigt efter fastlagte økonomiske Retningslinjer, ned. Man kunne tænke sig en socialistisk Finansminister der hævdede at indtil Staten bliver Producenten vil Frihandelspolitikken gavne Folket bedst. Men således ræsonnerede Snowden ikke, thi Frihandelspolitikken er for ham ikke et Overgangsstadium, men selve Endemålet og alle socialistiske Eksperimenter derfor af det onde. Han har dermed afsløret sig som en Gammelliberalist af reneste Vand. Og når derfor Arbejderregeringen gled glat ind i Liberalismens åbne Favn, skyldes det ikke, som det almindeligt påstås, at den som en Mindretalsregering var bundet af Hensyn til Støttepartiet, men en iboende Tendens der fandt sit skarpeste Udtryk i Finansministerens viljestærke Personlighed.

Det var ham og ikke Førsteministeren der satte sit Præg på Ministeriets Handlinger, thi med sit mere lyrisk udflydende Temperament var Mac Donald ikke den Mand der kunne træde i Skranken for en målbevidst Politik, hvad enten af den ene eller den anden Farve, og tvinge andre til at følge sig. Som Udenrigsminister forfulgte han en snævert national Linje, og på samme Tid som han talte smukt om 1; „økonomisk Internationalisme" og manede „Alliancernes og Traktaternes gamle Krogveje" i Jorden, varetog han med største Omhu det britiske Imperiums Interesser, i Indien, i Afrika, i Kina, hvor det nu kunne være. Den Mand der i 1914 havde trodset Krigsgalskaben, førte nu en Rustningspolitik der kun var lidet forskellig fra den som han tidligere havde brændemærket sine Modstandere for, og han modtog på Spitheads Red sin franske Kollega med en vældig Flåderevy hvor de nyeste Flådeenheder blev præsenteret.

I det hele taget kan man ikke værge sig mod den Forestilling at den eneste Retningslinie for Mac Donalds Politik var at gøre et gunstigt Indtryk på den store Offentlighed og overbevise den om at de nye Magthavere var fredsommelige, korrekte, ansvarsbevidste Mennesker der uden nogen Art af Forstyrrelse kunne gå ind i de traditionelle Former og tjene den nationale Sag. Men den Opgave blev også løst med Glans. Og så, ligesom det gik allerbedst, brast det med et Knald. Anledningen var så ligegyldig som vel tænkelig, Anholdelsen af en kommunistisk Redaktør på Regeringens Foranledning og hans derpå følgende Løsladelse. Den egentlige Årsag var at de liberale, eller rettere Lloyd George, øjnede en Chance for at komme til Fadet ved at snigløbe Regeringen der netop var ude i Forhandlinger om en Handelstraktat med Sovjetrusland, hvad der i vide Kredse havde fremkaldt ubehersket Vrede og genoplivet de så ubegrundede Rygter om Maskepi mellem Kabinettet og Bolsjevikkerne. Udnyttende denne Stemning i Offentligheden greb de liberale den nævnte Affære, hvor Mac Donald havde begået nogle Dumheder, der kunne vende Skinnet imod ham, og da en Afstemning i Underhuset var gået ham imod, måtte han opløse det i Oktober Måned.

Under den påfølgende Valgkampagne fik Kommunistforskrækkelsen ny Næring ved Offentliggørelsen af det såkaldte Zinoviev-Brev, en Sag Mac Donald behandlede så kluntet at hele Valgets Skæbne blev bestemt deraf. LP. mistede 42 Mandater. Men det gik meget værre med de liberale, som blev hårdt straffede for deres Svigagtighed, de mistede ikke mindre end 119 Mandater og ophørte dermed, reduceret til 39 Mand som de var, at være en Faktor i det politiske Liv. De konservative triumferede, med en Gevinst på 152 Mandater var de atter i absolut Flertal, og Stanley Baldwin, der nu havde lært at snakke sagte når det gjaldt Toldspørgsmål, rykkede påny ind i Downing Street.

Arbejderregeringen havde beredt de socialistiske Kredse en alvorlig Skuffelse, og den latente Spænding mellem disse og de liberalt prægede brød nu ud i åben Konflikt. Det var især indenfor ILP., hvor Mac Donald stadig figurerede som Formand, men hvor i disse År en ny Generation begyndte at gøre sig gældende ved en højrøstet Kritik af de gamle Føreres moderate Forholdsregler; de fleste af disse nye Folk var Middelklasseintellektuelle og præget af den teoretiske og noget vage Radikalisme som ikke sjældent er ejendommelig for Mænd der når til Socialismen over Skrivebordet. Deres Fører James Maxton havde således været Lærer før han kastede sig over Politik, Præstesønnen H. N. Brailsford er Akademiker ligesom Hugh Dalton og Fenner Brockway, mens E. F. Wise er Jurist, Oswald Mosley adelig og Campbell Stephen Præst.

Den nye Generation er dernæst karakteriseret ved at en stor Del af dens mest fremtrædende Skikkelser er Skotter, hvad der jo iøvrigt også var Tilfældet med de ældre Slægtled. Det gælder således Maxton, George Buchanan, John Mc Govern, Campbell Stephen, David Kirkwood og - for at fuldende Listen - Miss Jennie Lee, som dog først kom ind i Parlamentet i 1929. Ved dette skotske Indslag sikres den traditionelle Stil i Partiet, den religiøst betonede Radikalisme, som vi tidligere har dvælet ved, og som nu altså genopstår i en ny, men ikke væsensforskellig Skikkelse fra den gamle. Typisk er Maxton hvis Force ubetinget ligger i det oratoriske, en malerisk Fremtoning hvis lidenskabelige Ageren understreges af Ansigtets Bleghed og de brændende Øjne der stirrer frem under en Bølge af ravnsort Hår. Som Mac Donald gjorde i Ædelhed, således gør Maxton i skummel Fanatisme, og denne rolle gouteres højligt af Parlamentets i den psykologiske Kostumeringskunst så sagkyndige Publikum, der betragter dette Underhusets enfant terrible med den overbærende Velvilje man altid har Råd til at udvise overfor den ufarlige Mand. Disse Mænd bebrejdede nu Mac Donald hans slapsvansede Politik, der havde forrådt Arbejdernes Sag, denne „Mælkemads-Socialisme" der var et talende Vidnesbyrd om Svaghed og borgerlige Fordomme, og de fremhævede, med ubestridelig Ret, at den reformistiske Linje Regeringen havde fulgt, var en Fortsættelse af det døende liberale Partis Politik. Imod det af Sidney Webb formede og af LP. adopterede Slagord: „The necessity of gradualism" satte de deres Krav om en snarlig Gennemførelse af Socialismen i Samfundet: „Socialism in our time". Den konstruktive Fremstilling af den nye Sekts Ideer leverede Brailsford i sin Bog ,,Socialism for Today" fra 1925.

Farligere end denne halvkommunistiske left wing Bevægelse, der aldrig nåede ud over den retoriske Frase og de vældige Fagter, var imidlertid den Impuls der udgik fra det i 1920 dannede engelske Kommunistparti. Det havde troligt fulgt Lenins Anvisning der forordnede en Gennemsyringspolitik indenfor de bestående Organisationer ( thi i Kraft af LP.s særlige Struktur kunne det være Medlem af dette ligesom ILP., Fabian Society og Fagforeningerne var det). Denne Politik havde imidlertid ført til Nederlaget i 1921; inden for LP. opnåede de ganske at påvirke de yngre Medlemmer af ILP., hvorved den omtalte Left Wing-bevægelse kom til Verden, men da Arbejderregeringen blev dannet var den eneste Frugt af Presset fra Venstre at der blev indledet Forhandlinger om en engelsk-russisk Handelstraktat. Dette var i sig selv måske ikke så ringe endda, men da det viste sig at der var en langt stærkere Opinion imod enhver Forhandlingsvilje overfor Rusland end man havde ventet, og da denne Sag oven i Købet blev Begyndelsen til Regeringens Fald, var dermed givet at LP. derefter ikke blot ville vise sig mere uimodtagelig for Kommunisterne end nogensinde, men endogså gøre dem ansvarlige for Nederlaget og bekæmpe dem efter Evne, så at Gennemsyrings-politikken måtte siges at have fremkaldt en højst pinlig Reaktion.

De gamle Ledere havde aldrig haft nogen Sympati for Bolsjevismen, og man kan ikke tænke sig nogen større Modsætning end den mellem Lenin og Mac Donald. Allerede i 1921 erklærede den engelske Arbejderfører: „Kommunisten er en Politiker i Krinoline og med Proptrækkerkrøller. Det brede Folk har i Historiens Løb arbejdet sig frem gennem Vold til Politik og nu da de har nået så vidt, har jeg alt for travlt til at vige tilbage igen. Jeg véd at de gamle Dage havde deres Tillokkelser - Spartakusoprøret, Wat Tyler, John Ball, Cromwell - at den franske Revolution er inspirende trods sit Snavs, at Kommunen er heroisk trods sit Vrøvl og sit Nederlag før Versaillestropperne slog dem ned. Jeg foretrækker at læse om disse Ting frem for at gentage dem, og at bruge den Magt, de har givet os, frem for at lade hånt om den. De der ikke havde Stemmeret, gjorde i de to foregående Århundrede Oprør for at deres Efterkommere ikke skulle behøve at gøre Oprør, men blot regere. Jeg tror som et moderne Menneske snarere på Regering end på Revolution og Diktatur". („A Letter to a Communist", „The Venturer" Januar 1921).

Omtrent samtidig havde Lenin karakteriseret Mac Donald på denne Måde: „Han er en typisk Repræsentant for anden Internationale, en værdig Kollega af Scheidemann, Kautsky, Vandervelde, Branting og de andre Socialforrædere. Hans Taler og Artikler er det bedste tænkelige Eksempel på den glatte, melodiøse, banale, socialistisk klingende Fraseologi, der i alle udviklede kapitalistiske Lande tjener til at kamuflere Bourgeoisiets Politik indenfor Arbejderbevægelsen. Han er den typiske borgerlige Pacifist og Middelklassereformator, der opretholder Illusionen om en klasseløs Stat. Han anerkender kun Klassekampen som en Talemåde, ligesom alle Bedragere, Sofister og borgerlige Pedanter gør". Den klare Linje der skiller Kommunister fra Socialdemokrater blev trukket senere i England end noget andet Sted. Forklaringen ligger i den før omtalte Mangel på teoretisk Forståelse hos de britiske Arbejdere, men også i deres politiske Traditioner der kræver en vis oratorisk Voldsomhed og agitatorisk Ekstremisme, som dog kun naive Udlændinge kunne tage for deres pålydende Værdi, en Fejl Kommunisterne ikke kan siges fri for at have begået.

Arbejderregeringens Ophør betegnede et Vendepunkt, idet de politiske Førere, der som Ministre havde indtaget en borgerlig, autoritetstro Holdning, men dog søgte at bevare Skinnet overfor Arbejderne ved at række Venstrefløjen en Lillefinger, besluttede at afvikle enhver Forbindelse med Kommunisterne. Det lykkedes dem på den årlige Konference af LP. 7.-10. Oktober 1924 (Regeringen blev opløst 9. Oktober), hvor de fik vedtaget en Resolution der udelukkede det kommunistiske Parti fra LP., hvad der blev vedtaget med stort Flertal, men også Medlemmer af det kommunistiske Parti fra individuelt at være Medlemmer af LP., hvad der kun gik igennem med et knebent Flertal.

Dermed var der lukket af for den kommunistiske Gennemsyring af de politiske Grupper, og Kampens Forum blev nu ført over på det andet og måske nok så vigtige Felt: Fagforeningerne, der skræmt af Trippelalliancens store Nederlag i 1921 nærmest havde ligget i Dvale siden da, afvæbnede af den stadig voksende Depression. Nu erklærede Zinoviev at Tiden var moden til at bearbejde de britiske Fagforeninger systematisk, og til den Ende blev the National Minority Movement dannet, der har Navn efter sin Opgave som var at organisere de kommunistiske Mindretal i de forskellige Fagforeninger til kampberedte og propaganderende Grupper, der kunne virke umiddelbart efter Moskvas Direktiver. Denne Organisation var dog ikke, som det almindelig fremstilles, en russisk Nydannelse, men går historisk set helt tilbage til 1910 til „The Industrial Syndicalist Educational League", et betegnende Forhold der viser hvorledes Syndikalismen beredte Vejen for Moskva, Kommunisterne overtog den umærkeligt og fortsatte, uden at det føltes som noget Brud.

I Tiden fra 1924-26 udfoldes der en kraftig revolutionær Virksomhed som forplantes gennem et Utal af Organisationer og oplysende eller propaganderende Foreninger som „The Labour Research Department", „The Plebs League", „The Labour College", „The Young Communist League", The National Unemployed Workers' Committee" og „the Society for Cultural Relations between the Peoples of the British Commonwealth and the Union of Socialist Soviet Republics", der især tog Sigte på de intellektuelle og mellem sine Medlemmer talte Garvin, Keynes, Bertrand Russell, Bernard Shaw, H. G. Wells, Skuespillerinden Sybil Thorndike og Mrs. Sidney Webb.

Hovedbegivenheden i disse År indtraf dog da Minearbejderne valgte den rødeste af alle røde Kommunister A. J. Cook til Generalsekretær for deres Fagforening. Som Søn af en hvervet Soldat var han opdraget rundt om i Landets Kaserner, men flygtede tolv År gammel hjemmefra, da Faderen ville at også han skulle være Soldat, blev Minearbejder i Sydwales 16 År gammel, og gjorde sig her, som ivrig Baptist, gældende som Lægprædikant, samtidig med at han, som Medlem af ILP., tog ivrig Del i det politiske Liv, stadig i mere yderliggående Retning, og i 1912 skrev han den berømte Pjece „The Miner's Next Step", som dog straks efter Udgivelsen blev beslaglagt på Grund af sin revolutionære Karakter (Pjecen er refereret og kommenteret i to Artikler af I. A. R. Marriott i „The Fortnightly Review": „Political Syndicalism" (1/3/19) og „Democracy and Syndicalism" (1/10/25). Han opstiller her Arbejdernes Overtagelse af Mineindustrien som det store Mål, noget vidt forskelligt fra »Nationalisering" der kun betyder at en mægtig Regering substitueres for en Række afmægtige Aktionærer, at Arbejdernes Undertrykkelse vil fortsættes og det industrielle Demokrati skydes ud i en uvis Fremtid. For at opnå dette Mål må man sabotere Arbejdet og ty til Generalstrejken, men holde sig fra det parlamentariske Liv som ingen der deltager i Arbejdernes Kamp må have at gøre med. Det var et rent syndikalistisk Program, og det var dette Program Kommunisten Kammerat Cook lagde ud med, da han i 1924 var blevet den mægtigste Mand i sin Fagforening. Generalstrejken var det Mål han stilede imod.

Med Kulindustrien var det imidlertid gået bestandig værre, og ved Indgangen til Året 1925 blev det klart for alle at der måtte ske noget afgørende hvis et fuldstændigt Sammenbrud skulle forebygges. Den store Lønnedskæring i 1921 havde ikke kunnet skabe Rentabilitet, og År for År sank Eksporten og dermed Produktionen, dette samtidig med at den steg i Tyskland og Frankrig:

Samtidig sank Prisen på Eksportkullene, der endnu i 1922 havde indbragt 65 sh. pr. Ton, til 23 sh. i 1924 og 20 i 1925. Endnu i 1924 gav Driften dog et Overskud på 1 sh. 3 d. pr. Ton, men Året efter blev det kritiske Punkt overskredet, og nu gav hver Ton et Underskud på 8 d.

Årsagerne til denne sørgelige Udvikling var væsentlig fire. Først det større Udbud på Verdensmarkedet og Oliens Indtrængen. Dernæst, da dette ikke forklarer hvorfor det netop er England der sakker bagud, Mineejernes fuldstændige Undladelse af at modernisere og rationalisere Industrien (mens især Tyskland på samme Tid forvandlede sin fra Grunden af). For det tredje, sammenhængende hermed, den hensynsløse Overkapitalisering som Profitbegæret i de fede År havde bebyrdet Industrien med, og som nu gjorde det umuligt at skaffe Kapital til de nødvendige Forandringer. Og for det fjerde den Valutapolitik som den 28. April 1925 endte med Genindførelsen af Guldmøntfoden.

Det var det sidste Punkt der gjorde Krisen akut og forvandlede et lille Overskud til Underskud. Men Loven om Guldstandarden var Slutstenen på en lang stædig Deflationspolitik som alle Englands Finansministre, Snowden ikke undtaget, havde fulgt siden 1919, og hvis Formål - sagt med kynisk Tilspidsning - var at sikre den passive Kapital, Papirbjerget, dens fulde Udbytte, selv om det så skulle gå ud over Produktionen, thi denne havde jo altid den Udvej at kunne skabe Rentabilitet ved Hjælp af Lønnedskæringer). ((J. M. Keynea, der var Modstander af „den ærlige Shilling", skrev samme År en Pjece imod Churchill hvor han gav en mønsterværdig Fremstilling af hvorledes Begivenhederne måtte forme sig under denne Politik, som det kan være ganske gavnligt at opfriske selv om den ikke har umiddelbar Aktualitet: „Først vil der opstå en stærk Depression i Eksportindustrierne. Den vil i og for sig være nyttig, da den vil skabe en Atmosfære gunstig for Lønnedskæringer. Prisniveauet vil falde noget. Det vil være nyttigt da det vil være et godt Argument til Gunst for Lønnedskæringer. Dog vil Prisniveauet ikke falde tilstrækkeligt, og Eksportindustrierne vil følgelig ikke være i Stand til at reducere deres Priser nok, før Lønnen i de beskyttede Industrier er faldet. Nu vil Lønnen i disse imidlertid ikke falde blot fordi der er Arbejdsløshed i de ubeskyttede Industrier. Derfor må man sørge for at der også bliver Arbejdsløshed i de beskyttede Industrier. Det opnår man ved Kreditindskrænkning. Ved Hjælp af Kreditindskrænkning kan man forøge Arbejdsløsheden til hvilken Grad man ønsker, indtil Lønningerne falder. Når Processen er fuldendt, vil Prisniveauet også være faldet, og vi vil da, når vi er heldige, være nøjagtig dér hvor vi var da vi startede". („The Economic Consequences of Mr. Churchill",). Man vil kunne indvende at Snowden ikke kan indrangeres mellem de Mænd der har ført en så arbejderfjendtlig Politik. Tyngdepunktet i hans Finansfilosofi ligger da også på et andet Felt: hans første Mål er Gældsbyrdens Afvikling, idet han, følgende en af Stuart Mills Teorier, i Statsgælden ser en Beskatning af Arbejderklassen. Resultatet bliver dog det samme: Landets økonomiske Sundhed ofres til Fordel for Statens finansielle, en Distinktion der i det lange Løb naturligvis ikke kan opretholdes med Udbytte.)) Og det er netop den Situation der indtraf. Med den ugunstige Stilling for Øje, som Kursstabiliseringen på et 10 % højere Niveau nødvendigvis måtte føre med sig, stillede Mineejerne Krav om en 10 % Lønnedskæring, og en Forlængelse af Arbejdstiden fra 7 Timer, som den lovfæstede Tid havde været i Kulindustrien siden 1919, til 8, idet de opsagde alle Overenskomster til 1. August og erklærede kun at ville beholde de Folk der inden den Tid var gået ind på de stillede Betingelser.

Denne spændte Situation lod Cook naturligvis ikke gå upåagtet hen. Han opfordrede Arbejderne til ikke at give sig en Tomme og formulerede Kampens Slagord fyndigt: Not a penny off the pay, Not a minute on the day! ( ikke en Penny mindre i Løn, ikke et Minut mere i Arbejdstid.) Samtidig indledede han Forhandlinger med Fagforeningskongressens Generalråd (the General Counsil, Kongressens permanente Forretningsudvalg). Der var endnu i 1925 i vide Kredse en levende Følelse af at Minearbejderne var blevet svigtet af deres Kammerater da det gjaldt i 1921, en Skamplet som man gerne så vasket af; Cooks Henvendelser faldt derfor i god Jord, og i Juli Måned opnåede han Tilsagn om alle britiske Fagforeningers Bistand, hvis det skulle komme til Kamp, og dermed var Generalstrejken sat på Dagsordenen for første Gang i Englands Historie. For Fagforeningernes Flertal betød dette at man ønskede at viske et Stykke Fortid ud og godtgøre for Verden at Kapitalisterne ikke skulle regne med altid at kunne vælte de onde Tiders Byrde over på Arbejderne. For et Mindretal var Generalstrejken et revolutionært Våben der lod ane næsten ubegrænsede Muligheder, og for dem der tænkte således var Cook den store Fører, og Afslutningen på een Epoke, Begyndelsen til en anden indvarslet. Men alle indså de at hvis det blev til Kamp ville det betyde Knald eller Fald for den faglige Arbejderbevægelse, uanet Triumf eller Nedstyrtning i en Afmagt der ville gøre Arbejderne til et Bytte for Kapitalens Vilje.

Regeringen blev nu underrettet om at Fagforeningerne stod samlet bag Minefolkenes Modstand mod Nedskæringskravene. Denne Underretning foranledigede Baldwin til hans berømte Erklæring: „Ikke blot Minearbejderne må acceptere en Lønreduktion, men alle Arbejdere i dette Land må tage en Lønreduktion for at hjælpe Industrien på Fode". Som Svar på denne Udtalelse udsendte Fagforeningskongressens Generalråd, der har den reelle Magt da Kongressen kun er samlet en Uge om Året, Instrukser om at standse alle kultransporter, og overfor denne Trussel kapitulerede Regeringen øjeblikkeligt. Samme Dag, den 31. Juli, Dagen før de gamle Kontrakter ophørte og Kullockouten ville træde i Kraft, hvis intet afgørende skete, blev der underskrevet en Overenskomst som forlængede de gældende Kontrakter i ni Måneder til den 30. April, idet Regeringen forpligtede sig til at holde Mineejerne skadesløse ved at yde Industrien en Understøttelse på £ 10 Mill. i dette Tidsrum. I Mellemtiden skulle der nedsættes en ny Kommission til Undersøgelse af hele Kulspørgsmålet, så man på Grund heraf kunne få en definitiv Ordning.

Hermed var Sagen skudt tre Fjerdingår ud på Statens Bekostning, og den Udvej bragt i Anvendelse, man altid tyede til når man ikke kunne finde nogen anden: Nedsættelse af en Kommission, for Kulsagens Vedkommende den fjerde siden 1919, uden at dog hidtil det fjerneste var opnået ad denne Vej. Sagen er nemlig at denne Englændernes Yndlingsudvej aldeles ikke har til Hensigt at skabe Grundlag for radikale Nyordninger, hvad der ikke ligger for engelsk Mentalitet, men alene at vinde Tid, hvad den også kan være udmærket egnet til, så klarer man den nok på en eller anden Måde, og den Måde at klare den på egner Englænderne sig fortrinligt til, hvad deres Sprog ejer mange Udtryk for: med deres sleepy routine og hand-to-mouth methods er de, muddling on, altid sure of pulling through. Watt and see? Så vil something surely turn up.( søvnig Routine; fra Hånden og i Munden Metoder, rode sig frem, slumpe igennem; vent og se; et eller andet vil dukke op.)

Således også her. Den Rapport som The Samuel Commission forelagde i Marts 1926, var i mange Henseender et udmærket Arbejde, men den fik, som sine Forgængere, ikke ringeste Betydning. De stridende Parter stod begge fast ved deres Krav, mens Regeringen indtog det Standpunkt kun at ville gå ind for Rapporten dersom begge Parter kunne enes om at anerkende den som Forhandlingsgrundlag, og det vidste den at de ikke kunne. Efter en Række resultatløse Forhandlinger indtrådte der i April Måned en Stilstand, et Dødpunkt som det syntes umuligt at overvinde.

I denne kritiske Situation, hvor Generalstrejkespøgelset langsomt var ved at materialisere sig, begyndte nye Strømninger imidlertid at cirkulere indenfor de forskellige interesserede Grupper. Der var først Generalrådet, som repræsenterede alle Landets Fagforeninger, og som allerede på deres Vegne havde forpligtet sig overfor Mineføderationen til at stå Last og Brast med denne. I Generalrådet sad bl.a. Henderson, Thomas og, som Forbindelsesled med LP., Mac Donald. Så konservative Mænd så naturligvis med alt andet end Begejstring på Cooks Politik; når de alligevel gik med til at erklære sig solidariske med Minefolkene var det dels tvunget af en Opinion der i modsat Fald ville have stemplet dem som Forrædere, men dels også fordi de i deres britiske Hjerter var inderligt overbeviste om at trods alle Kampvarsler blev der nok ikke nogen Generalstrejke alligevel, der ville nok i sidste Øjeblik dukke noget op, så man på en eller anden Måde kunne muddle through. De var Optimister ligesom Mr. Micawber; England, tænkte de, er et roligt, besindigt Land, hele Verden misunder os vor Selvsikkerhed, hvordan skulle her kunne ske noget så tåbeligt som en Generalstrejke? Truslen var så ofte blevet udslynget at ingen mere troede på at den betød andet end en retorisk Figur. Den var bluff simpelthen, og som sådan nyttig nok (havde ikke Regeringen ladet sig lokke af dette Trick til at yde en stor Understøttelse til Industrien det foregående År?), men i sidste Øjeblik, i allersidste Øjeblik, når alle Sunde syntes lukkede, ville der nok turn something up, en behændig Formulering, et Kompromis, en Kolbøtte hos Modparten eller hos Førsteministeren der jo så gerne ville have Fred - watt and see-.

Alligevel blev den moderate Fløj af Generalrådet, som Tiden gik, nervøs. Cooks halstarrighed forekom den også betænkelig, og den tillidsfulde Tro på at der nok ville dukke noget op blev til en angstfyldt Håben. „Vi beder og bønfalder uden Ophold", sagde Thomas, og Mac Donald fortsatte: „Vi håber, vi håber stadig, vi tror, ja det er nødvendigt for os at tro at der vil dukke et eller andet op i Ugens Løb, så Minearbejderne kan gå til deres Arbejde med Glæde og med Hjertet fyldt af skælvende Forhåbninger". Og disse Mænd begynder nu et Dobbeltspil. Samtidig med at de overfor Offentligheden står urokkeligt ved Siden af Minearbejderne, beredt til ethvert Offer, bearbejder de Minearbejderlederne voldsomt for at få dem til at give efter, men støder mod en Mur; i uendelige Samtaler udbreder de sig over Faren ved at slippe Klassekampen løs; de forlanger tilsidst en Overenskomst med Regeringen, koste hvad den vil, selv om så „right and justice" for en Tid skal trædes under Fode. Men mod Offentligheden vender Mac Donald sig med disse Ord: „We are there in the battle with you, taking our share uncomplainingly until the end has come and until right and justice have been done" (Vi står her i Kampen sammen med jer og tager vor Del uden at klage indtil Enden er kommet og Ret og Retfærdighed er blevet ydet.) Og se, for denne Veltalenhedens Strøm bryder Overmagten sammen, de moderate triumferer: på Fredens allersidste Dag, den 2. Maj, om Aftenen samles Repræsentanter for Regeringen, blandt dem Baldwin og Lord Birkenhead, med Repræsentanter for Generalrådet, blandt dem J. H. Thomas i Downing Street, for endnu engang, på Afgrundens Rand at gennemprøve de bestående Muligheder, og foruroliget over at der selv i denne yderste Time ikke „dukker noget op" går Arbejderrepræsentanterne ind på at tilstille Minearbejderlederne følgende Note som bliver dem dikteret af Lord Birkenhead: „Vi anråber Minearbejderne om at give os Autoritet til at forhandle, idet det forudsættes at vi og de tager Rapporten til Udgangspunkt, vidende at det kan medføre nogen Nedgang i Lønningerne".

Der er nu et lille Glimt af Håb, mener de og ånder lettet op, skønt de føler sig ydmyget og ved at de har svigtet givne Løfter. Der dukkede altså dog noget op i det allersidste Øjeblik, konstaterer de tillidsfulde over at se deres Livsfilosofi bekræftet og deres Tro på Forsynets Styrelse honoreret. „Nu er vi lige på Nippet til at komme overens", siger Thomas til sine Ledsagere, idet de sammen forlader Downing Street for at ile til Minelederne og forelægge dem Noten. Da dukker der pludselig påny „noget" op, og alle skønne Forhåbninger er med eet kastet i Støvet ....

Den anden interesserede Gruppe, hvor Udsigten til Generalstrejke fik nye Strømninger til at cirkulere, var den konservative Regering. Også her stod nemlig to Retninger uforsonligt overfor hinanden, en moderat ledet af Statsministeren, Stanley Baldwin, og en yderliggående, the die-hards, blandt hvilke må nævnes Sundhedsministeren Neville Chamberlain og Finansministeren Winston Churchill. De to Parter repræsenterer en dyb Karakterens Forskellighed. Baldwin er en fredelig Mand, a man of peace, som han ynder at kalde sig, noget indolent, men velvillig, svag overfor mere pågående Naturer. Han ønskede Freden ligeså stærkt som Mac Donald eller Thomas og arbejdede for den til han blev overmandet af sine Partifæller. Chamberlain - en dygtig Organisator, men en hård Karakter, et ubændigt Temperament. Churchill - en eventyrer, en ansvarsløs Slagsbroder, også noget af en Kunstner, en rig Begavelse og en farlig, når den bliver sluppet løs eller udnyttet af en Mand som Chamberlain.

Disse Mænd så med dyb Misbilligelse på Baldwins lakse Måde at behandle den truende Konflikt på, som de mente var en Plet på den konservative Ære, og en Fare, fordi en sådan Eftergivenhed kunne mistydes som Svaghed. Men der var også en principiel Uoverensstemmelse, idet de mente at man overhovedet ikke burde forhandle med en Modstander der brugte Trusler og ville tiltvinge sig hvad han ikke kunne opnå med det gode. De så på Generalstrejken på samme Måde som Lloyd George så på Trippelalliancen, da han sagde til Thomas at den var en Krigserklæring „not on the Government, but on government". Men den der truer Landets lovlige Regering er en Oprører- og med en Oprører forhandler man ikke, ham straffer man! Bag disse noget sofistiske Betragtninger lå naturligvis Ønsket om at opnå et Opgør netop nu, da en almindelig Strejke ville ramme Arbejderne hårdere på Grund af den økonomiske Depression end den ville ramme Arbejdsgiverne, hvorfor Konjunkturerne på Forhånd udpegede de sidstnævnte til Sejrherrer.

De stridslystne Ministre så sig derfor om efter noget der kunne give Anledning til at sætte Baldwin Kniven på Struben og fremkalde åben Konflikt; og den der søger Anledning til Krig, vil altid finde hvad han søger. Et Revolverskud fik Verdenskrigen til at flamme op. Her blev Foranledningen en tilsvarende endnu beskednere Omstændighed. Samme Aften som Baldwin førte de sidste Forhandlinger med Generalrådets Repræsentanter, skete det at nogle Typografer ved „Daily Mail" nægtede at sætte en Artikel af udpræget arbejderfjendtligt Indhold, den hed „For Konge og Fædreland"; de anmodede Redaktøren om at det mest anstødelige i den måtte blive ændret, og da dette blev nægtet, nedlagde de Arbejdet og gik deres Vej. Det var alt. Da det rygtedes begav Chamberlain og Churchill sig sammen med deres Meningsfæller til Førsteministeren og spurgte: er det af den parlamentariske Regering eller af Fagforeningskongressens Generalråd at Statens Styrelse afhænger? De forestillede ham hvor vigtig en Principsag det var de her blev stillet overfor og hvor grovelig Pressefriheden var blevet krænket; dette var utåleligt og en Forsmag på Proletariatets Diktatur; Statsministerens Ønske måtte tydes som Svaghed, ja som Frygt, og hvis det var hans Mening at fortsætte ad denne Bane, så foretrak de, frem for at dele Ansvaret derfor, at stille deres Porteføljer til Statsministerens Rådighed med det samme.

Således presset af Trusler om direkte Aktion fra begge Sider, fra Arbejderne og fra Kollegerne, gav Baldwin, ødelagt og nedbrudt af endeløse Forhandlinger, efter for Partifællernes Krav, og derfor skete det at da Generalrådets Repræsentanter havde begivet sig til Minearbejdernes Førere for at drøfte den af Lord Birkenhead affattede Note, den sidste Chance for Strejkens Afværgelse, indtraf der midt under de ophidsede Forhandlinger mellem Cook og de moderate en Meddelelse fra den britiske Regering, underskrevet af Baldwin, hvori det hed: „Under de sidste Forhandlinger er Regeringen kommet til Kundskab om at der ikke blot er udgået Instrukser fra Generalrådet om Iværksættelse af Generalstrejke fra på Tirsdag, men også at det allerede er kommet til åbne Voldshandlinger, især en skandaløs Krænkelse af Pressens Frihed. En Handling af denne Art er en Hån imod de konstitutionelle Rettigheder og mod Nationens Frihed. Hans Majestæts Regering ser sig derfor nødsaget til, før den kan fortsætte Forhandlingerne, at kræve at Generalrådet tager Afstand fra sådanne Handlinger og øjeblikkeligt og betingelsesløst tager Generalstrejkeordren tilbage".

Det betød Forhandlingernes Afbrydelse. Det betød Generalstrejken. Det kom som en Granateksplosion mellem Arbejderne. De var målløse. De forstod intet. En Deputation ilede påny til Førsteministeren for at få en Forklaring på denne ufattelige Kovending siden de sidst havde forhandlet med ham for et Par Timer siden, men de fandt alle Lys slukket, og en Tjener meddelte dem at Statsministeren var gået i Seng og ikke ønskede nogen indladt. Generalstrejken var begyndt.

Den Arbejdsstandsning der fandt Sted var altså en dobbelt: en Minelockout og en sympatiserende Generalstrejke. Den sidste havde således Arbejderne selv erklæret, omend meget imod deres Føreres Ønske, de var jo af naturlige Grunde ikke vant til at deres Løfter og Trusler blev taget synderlig alvorligt, og det er så forståeligt at de segnede, da de omsider måtte stå til Ansvar. Cook havde rigtig indset at i den forhåndenværende Nedgangstid havde en isoleret Strejke liden eller ingen Udsigt til at kunne føres igennem, og derfor havde han sikret sig alles Bistand. Thi med en Generalstrejke forholder det sig anderledes. Her kommer det ikke an på et økonomisk Tovtrækkeri, men på den øjeblikkelige lammende Virkning. En Generalstrejke der ikke kan vindes i Løbet af 14 Dage kan overhovedet ikke vindes. Den er en Tvangsmetode; om den gælder hvad Lloyd George med mere tvivlsom Ret hævdede om Trippelalliancen, at den er rettet „not on the Government, but on government". Generalstrejke er ifølge sit Væsen Revolution.

Den er hvad Gandhi kalder „passiv Ulydighed", men Grænsen mellem passivt og aktivt er ganske flydende; da den øjeblikkelige og fuldkomment lammende Virkning er Sejrens uomgængelige Forudsætning, og da det borgerlige Samfund naturligvis altid står rede til at mildne Virkningen ved at manipulere Samfundsmaskineriet efter Evne gennem Skruebrækkere, må Arbejderne, hvis de ikke ønsker at se Sejren glide sig af Hænde, modsætte sig dette, om fornødent med Vold. En parlamentarisk ført Generalstrejke er Vrøvl; en Generalstrejke der på Forhånd giver Afkald på fysiske Voldshandlinger er Pjat.

Som en Krigs Udfald halvvejs bestemmes af Mobiliseringens Hurtighed og Præcision, bestemmes en Generalstrejkes af det forudgående planlæggende og administrative Arbejde. Men Fagforeningerne (bortset fra Minefolkene) havde ingen som helst Forberedelser truffet, idet Lederne havde været mere betænkt på at undgå Konflikten end på at sikre sig Sejren dersom den skulle indtræde; de lagde derfor an på at undgå ethvert Tegn på Provokation og rakte de tomme Hænder i Vejret, så alle kunne bevidne deres Uskyld. Men de konservative havde ikke ligget på den lade Side; med stor organisatorisk Dygtighed havde de sikret Muligheden for de elementære Funktioners Fortsættelse, Militær blev holdt i Beredskab og en effektiv Propaganda ført gennem Radio og den for Anledningen startede Avis „The British Gazette", som Churchill, der rigtig var i sit Es, personlig tog sig på at redigere, og han søgte ikke at undgå det provocerende, men krævede under flammende Haranguer mod Arbejderne at Kampen blev ført til Bunds, og han nægtede derfor at give Forligsbestræbelserne Plads i sit Blad, som da Ærkebiskoppen af Canterbury fremkom med et Mæglingsforslag; selv i Radioen blev det ham forment at tale.

Også Minearbejderne krævede Kampen ført til Bunds. Ganske anderledes med Generalrådets Repræsentanter, de lagde ikke Skjul på at de var dybt bekymrede og kun ønskede en Afslutning snarest mulig. Således udtalte Mac Donald samme Dag Strejken brød ud til „Daily Herald": Såvidt man kan skønne må vi nu go on. Jeg ynder ikke Generalstrejker. Jeg har sagt det i Underhuset. Jeg synes ikke om dette her, ærlig talt, jeg synes ikke om det; men oprigtig talt, hvad skal man gøre?" Og Thomas erklærede i en Tale nogle Dage senere: „Jeg har aldrig lagt Skjul på at jeg er en Fjende af Generalstrejker ... De der taler om at føre Kampen til Bunds, vil, hvis de virkelig gennemfører deres Hensigter, når det er sket finde at det Land som er vort Fædreland, da ikke mere vil være værd at leve i".

Imidlertid havde Arbejderne fulgt Strejkeordren med en Enstemmighed der vakte Forbavselse i alle Lejre. De var tillidsfulde og rede til at ofre meget for en Sag de mente var et rent industrielt Anliggende, og de kunne ikke forstå hvorfor Churchill råbte op om Revolution, siden alt hvad de forlangte var at han skulle give Minearbejderne en ordentlig Løn. De tænkte ikke på at bruge Vold og lod roligt Bourgeoisiets Sønner muntre sig som Skruebrækkere, de spillede Fodbold med Politibetjentene, applauderet af en imponeret Verden, mens de konservative gned sig i Hænderne over denne noble Holdning ved hvilken Arbejderne troskyldigt spillede sig Sejren af Hænde. Som Dagene gik og Skruebrækkerne fungerede upåklageligt, mens de strejkende lå tot og bare tærede på deres Strejkekasser, steg .Regeringens Mod, og den skærpede Dag for Dag sine Forholdsregler. Samtidig faldt Arbejderførernes Mod i tilsvarende Grad og blev til Panik. De vidste hverken ud eller ind. De var bange for at Arbejderne skulle blive trætte og gå tilbage igen, men de var også bange for at Churchill´s udæskende Optræden skulle smitte af og give Strejken en revolutionær Vending; de var bange for Regeringen med de stærke, kampglade Mænd, og de var måske allermest bange for sig selv: de turde ikke tage Førerens Ansvar på sig, men de turde heller ikke indrømme deres Fejlgreb. De ønskede at opnå et Kompromis og lagde et stadigt Pres på Minearbejdernes Førere, men fik det stadige Svar: Not a penny off the pay, not a minute on the day!

Det fremkaldte en stærk Spænding mellem de to Parter, og da derfor Sir Herbert Samuel, den liberale Kulekspert, underhånden og på eget Ansvar, i Forståelse med Baldwin, men uden den øvrige Regerings Vidende, tilstillede Generalrådet et Mæglingsforslag, besluttede man her at tage Anledning til en Afgørelse. Man gik til Minearbejderne med det og fik det sædvanlige Svar: not a penny off the pay, not a minute on the day! Men nu brød de gamle Førere sig fejl om givne Løfter og broderligt Sammenhold, Forlig for enhver Pris, for enhver Pris ville de have, og uden at have erkyndiget sig om hvorvidt Regeringen ville anerkende de samuelske Mæglingsforslag, uden at sikre sig at de strejkende Arbejdere ville blive genantaget, uden Betingelser af nogen Art aflyste de Generalstrejken, idet de lod Minefolkene sejle deres egen Sø, og gav Ordre til at Arbejderne øjeblikkelig skulle genoptage Arbejdet. Dette skete den 12. Maj, ni Dage efter at Generalstrejken var trådt i Kraft.

Den uventede Afblæsning fremkaldte stor Forvirring blandt Arbejderne som ikke anede hvad der var sket. „The British Gazette" proklamerede naturligvis - og i streng Overensstemmelse med Sandheden - at Generalstrejken var brudt ynkeligt sammen, mens . det eneste Blad der ellers var udkommet i Strejkedagene, de strejkendes, Generalrådets eget Organ, „The British Worker," gav det Udseende af at der var opnået en ærefuld Overenskomst på Grundlag af det samuelske Mæglingsforslag. Alligevel var det dog nær gået galt med Afblæsningen, thi som nævnt havde Lederne i deres sanseløse Flugt fra Kampen end ikke taget det Forbehold, at alle der vendte tilbage til Arbejdet også skulle have deres Pladser igen, og da Jernbanefolkene gik tilbage blev der nægtet en Del af dem Genansættelse; øjeblikkelig gik de alle atter i Strejke, andre sluttede sig til dem, og det så virkelig ud til at Generalstrejken skulle blive genoptaget, det blev kun forhindret ved at Jernbanefagforeningen over Hals og Hoved fik en Overenskomst i Stand med .Selskaberne. Sagen var nemlig den at Arbejderne selv aldeles ikke følte sig besejret og derfor, da det gik op for dem at Lederne havde svigtet Minefolkene og intet opnået, bredte der sig en stor Harme iblandt dem, som gav sig Udslag i denne spontane Vilje til Fortsættelse imod Førernes Ønske. Når dette dog ikke førte til noget, skyldes det først og fremmest at Arbejderbladets løgnagtige Fremstilling vildledte Arbejderne, så det først efterhånden og ad Omveje gik op for dem at Minefolkene efter Generalstrejkens Ophør stadig var lockoutede og nu måtte klare sig som de bedst kunne.

Og Minearbejderne holdt ud i over seks Måneder efter at Generalstrejken var brudt sammen, skønt enhver kunne se og de selv til sidst også så at det måtte ende med et Nederlag. Men de er Englands stædigste Race, og deres Førere udmærkede sig mere ved Mod end ved Intelligens. De skrabede Bunden for Penge, de lånte og modtog betydelig Understøttelse fra de russiske Fagforeninger. Dog, Mineejerne havde intet Hastværk, til sidst var Hjælpekilderne udtørret, Sulten drev Arbejderne ned i Minerne igen, og i November Måned måtte de gå ind på Fredsbetingelser der var værre end dem efter Nederlaget i 1921 og værre end hvad Mineejerne havde krævet før Strejken, idet disse nu, med Regeringens Støtte, høstede Frugterne af Sejren.

Men også i Parlamentet blev Sejren udnyttet af det konservative Parti. Allerede under Kampen havde Partiet givet Mineejerne sin Støtte, havde fået ophævet den lovbefalede Syvtimers-arbejdsdag for Minefolkene, mens Chamberlain havde forhindret at der tilflød de nødstedte strejkende Hjælp af nogen Art. Regeringen tog nu også Afstand fra Kulkommissionens Rapport, som den før havde holdt fast ved, og samtidig med at Mineejerne dikterede deres Betingelser afstod den fra ethvert Forsøg på at lægge Pres på dem for at ophjælpe den vanskeligt stillede Kulindustri ved en rationel Modernisering. Det eneste Middel til at møde den stadig stigende Konkurrence med, som Mineejerne kunne hitte på, var således Arbejdslønnens Nedskæring og Arbejdstidens Forlængelse.

Men Nederlaget fik videregående Følger. Regeringen så at Tiden var belejlig til at slå hele Fagbevægelsen ned, og derfor blev der i 1927 vedtaget forskellige Love som tog Sigte herpå. Der var især The Tråde Union Act som erklærede ikke blot Generalstrejke, men overhovedet alle Sympatistrejker ulovlige, førte Loven for Strejkevagter tilbage til hvad den havde været før 1859, forbød alle statsansatte at være i nogen Fagforening der ikke udelukkende bestod af statsansatte, indvarslede en ny Retsforfølgelse af såkaldt ulovlige Strejker, gjorde det muligt at angribe Fagforeningernes Fonds på samme Måde som det var sket ved Taff Vale Sagen i 1901 (jvf. S. 65), og gjorde det umuligt for dem at samle Penge til deres politiske Fond undtagen fra Medlemmer der skriftligt begærede at betale til dette Formål (contracting in), mens Reglen hidtil havde været at hvert Fagforeningsmedlem automatisk med sit Fagbidrag også betalte et lille Beløb til det politiske Fond, medmindre han skriftlig begærede at blive fritaget (contracting out). Denne Forholdsregel berøvede LP. 40 % af dets Fagforeningsmedlemmer.

Således endte den Bevægelse der var begyndt i Årene før Verdenskrigen. Syndikalisterne nåede deres hedt eftertragtede Mål, Generalstrejken, men da den var der, viste det sig at der udenfor Minearbejdernes Kreds ikke mere eksisterede Syndikalister, og at de Mænd som fra Tid til anden havde ladet Krigsråbet gjalde intet havde ment dermed og derfor, da det gjaldt, flygtede fra Ansvaret.

Men går man bag om Overfladefænomenet og søger den dybere Årsag til det uhyre Nederlag (thi Førernes Sammenbrud er ikke Forklaring nok, - enhver Bevægelse har de Førere den fortjener, derfor: hvorfor brød Førerne sammen?), erkender man en indre Tvetydighed i den britiske Arbejderbevægelse, som her i Afgørelsens Time lammede den totalt. Den nemlig, at den aldrig har kunnet blive enig med sig selv om hvorvidt den stod i Opposition til det borgerlige Samfund eller den tværtimod udgjorde en Del deraf. Dybt forankret i det faglige som den er, måtte Spørgsmålet om det daglige Brød blive et Kardinalpunkt også på den politiske Arena, mens det socialistiske Program blev henvist til Vælgermødernes Retorik. Sålænge nu de økonomiske Strukturer bar fremad, var alt i skønneste Orden, thi da kunne man leve højt på et Program om at tage fra de rige og give til de fattige. Da Omslaget indtrådte blev Modstanden ubrydelig, og Førerne stod magtesløse, fordi den Politik de hidtil havde fulgt var en sådan som forudsatte en stadig tiltagende Højkonjunktur, hvis den skulle lykkes. Og da derfor Førerne, presset af et beslutsomt Mindretal, blev konfronteret med en Situation der krævede et Valg: for eller imod det borgerlige Samfund, brød de sammen. De forsøgte en Tid at opretholde Tvetydighedens Fiktion, og da det blev umuligt valgte de at gå over i den borgerlige Lejr, ofrede den sociale Sag for den nationale, Fædrelandet viste sig at være en større Realitet for dem end Klassekampen. Det var Revisionismen der besejrede Syndikalismen. Arbejderførernes Svigten var derfor ikke et isoleret Fænomen der må forklares ud fra de pågældende Mænds Karakter alene, men noget som er dybt begrundet i hele den britiske Arbejderbevægelses Væsen og derfor kun forstås når alle dens Komponenter blotlægges, som det i det foregående er forsøgt. Ret beset bliver Arbejderførernes Holdning i 1926 da egentlig ikke nogen Svigten, men en Afsløring, en Åbenbaring af hvad den britiske Arbejderbevægelse bærer i sit Skød.

De sociale Kampe i England, der begyndte umiddelbart efter Verdenskrigens Ophør og blev bragt til en foreløbig Afslutning med den store Strejke i 1926, har et enkelt simpelt Forhold til Forudsætning: at Produktionsomkostningerne for de engelske Varer var blevet de højeste i Verden. Årsagerne hertil var dels at Arbejdslønnen var højere end andre Steder (dog lavere end i Amerika og Skandinavien), dels at Produktionsapparatet var blevet forsømt og håbløst forældet, især i Sammenligning med USA´s og Tyskland´s (Undtagelserne herfra er få, vigtigst Alfred Monds kemiske Industrier). Til disse to Årsagsgrupper svarer to Løsninger af Omkostningsproblemet: Nedskæring af Arbejdslønnen og Modernisering af Industrien. Den første Løsning går ud over Arbejderne, den anden over de besiddende idet den kræver et med Risiko forbundet Kapitaludlæg. Den første Løsning bliver følgelig de besiddendes, den anden Arbejdernes. Den standende Kamp 1919 -26 drejede sig altså om hvem der skal bøde for de onde Tider, Overklassen eller Underklassen. Den er således et rendyrket Udtryk for den økonomisk betingede Klassekamp. Og i denne Kamp sejrede altså Overklassen, Lønnedskæring blev det eneste Middel til at imødegå Krisen, og den konservative Regering gav Afkald på ethvert Initiativ til en rationel Ordning af Industrien.

Når Arbejderne led et så eftertrykkeligt Nederlag, skyldtes det at de kun havde et negativt Program: at de ikke ville tillade nogen Nedskæring, ikke nogen Sænkning af Levestandarden, mens de negligerede den positive Side, Kravet om en konstruktiv, rationel Omorganisering af Industrien, en Planøkonomi, som Øjeblikkets Slagord lyder. Men idet Kampen udelukkende kom til at stå for eller imod Nedskæring, var det givet at Arbejderne måtte tabe, thi forsåvidt kun dette Alternativ forelå, havde Arbejdsgiverne jo Ret, når de påstod at Industrien ikke kunne bære de høje Lønninger. Her hævnede det sig altså at den engelske Arbejderbevægelse ikke havde taget en utvetydig socialistisk Retning og ført Socialiseringskravet frem til et Hovedemne, der som Alternativ til Lønnedskæringskravet kunne udgøre den positive Side af deres Kampprogram. Nederlaget er derfor et Nederlag for den revisionistiske, borgerlige Arbejderbevægelse. At en virkelig Socialisme, dersom den havde fået sin Chance, kunne have bragt Industrien på Fode, er naturligvis en Påstand der må stå hen, men hvad der er en Kendsgerning er at den Løsning de besiddende foreslog og sejrede på, Lønnedskæringen, da den var blevet realiseret, viste sig ikke at være nogen Løsning alligevel, thi den britiske Industri fik ikke bedre kår, tværtimod den mistede Terræn for hvert År der gik. Kulminerne kunne stadig ikke tage Konkurrencen effektivt op, og efterhånden kom en Tredjedel af Minearbejderne, 300.000 Mand, til at gå ledige uden Udsigt til nogensinde atter at få Beskæftigelse.

Og dog, i Ti-årets anden Halvdel var det ikke denne Virksomhed der tiltrak sig Opmærksomheden, men Tekstilindustrien, især Bomuldsbranchen. Den er Englands vigtigste Erhverv, beskæftiger, under Udnyttelsen af sin fulde Kapacitet, halvanden Million Arbejdere (Kul 1 Mill.), producerer årligt for £ 330 Mill. (Kul 150 Mill.), eksporterer for £ 200 Mill. (Kul 80 Mill.). Tekstilindustrien er i endnu højere Grad end Kullene afhængig af Verdensmarkedet, og har som de vist sig ukonkurrencedygtig både i Østen og på det europæiske Marked. Eksporten er faldet jævnt, på det vigtigste Marked, Indien, til det halve. Også i Bomuldsindustrien er en Tredjedel af Arbejderne arbejdsløse, formentlig permanent. Men der er en Forskel ved Betragtningen af de to Hovedindustrier som forklarer at det nu er Lancashire og ikke sydWales der samler Interessen om sig, thi mens Kulsituationen efterhånden er faldet i Lave på et bestemt Niveau og man nødtvungent affinder sig med at den også fremtidig kun vil nå to Tredjedele af sit gamle Omfang, falder Bomuldseksportens Volumen stadig med uformindsket Hast, ja fremskyndes af de historiske Begivenheder (indisk Boykotning, japansk Imperialisme), og ingen véd hvornår Bunden vil være nået. Årsagerne til denne Misere er de samme som i Kulindustrien, Lønniveauet og den forældede Organisation. Der opstår da også her de samme Interessemodsætninger, og når det ikke er kommet til nogen Storkamp, skyldes det at den kritiske Situation er indtruffet efter 1926, da den faglige Modstandskraft blev brudt. Som Mineejerne har også Tekstilfabrikanterne bestemt modsat sig enhver Tale om Reorganisering med en Energi som om det var noget uanstændigt man forlangte af dem; „The Lancashire Cotton Corporation" der blev startet med dette Mål for Øje, formåede aldrig at samle mere end en Femtedel af Fabrikanterne. På udenforstående virker denne Stædighed simpelthen som Stupiditet, men da man så med hvilken demonstrativ Foragt Arbejderregeringens rationaliserende Bestræbelser i 1930 blev fejet til Side, forstod man at der ligger stærke politiske Kræfter bag det i og for sig rent tekniske og kommercielle Problem. Det er Skyggen af Englands Storhedstid og dens liberalistiske Filosofi, Laissez-faire, der falder over disse Mennesker, som desperat lukker Øjnene for deres Samtids Kendsgerninger, håber at something will turn up, og som, mens de håber og venter, lader Arbejdernes Millioner betale hvad denne Venten på Intet koster.

Hvad Mineejerne og Tekstilfabrikanterne ikke kunne eller havde Mod til at se, det begyndte i disse År at dages for den vågne Del af det engelske Folk, og der breder sig i stadigt videre Kredse en anelsesfuld Angst for at det britiske Verdenshegemoni snart skal være til Ende. Det er en Tid hvor Vandene skilles. De gamle taber Modet og vender sig fra alt nyt. Galsworthy, der i sin Tid havde vist megen Forståelse for de sociale Rørelser og i Forsytesagaen havde demonstreret Viktorianismens „possessivø animal" med en Naturforskers Grundighed, får nu infantile Tilbagefald til sin Barndoms tabte Land og skildrer i „A Modern Comedy" det samme Dyr med stadig voksende Sympati. T. S. Eliot, den modernistiske Digter, proklamerer sin Overgang til Klassicismen, Anglikanismen og Royalismen. Men de yngre reflekterer umiddelbart det omsiggribende Mismod og vender sig imod den Viktorianisme der havde gjort det gamle England til en Verdensmagt, men som nu stod i Vejen for en nøgtern, ærlig Vurdering. Dette er Baggrunden for det ofte nok omtalte Felttog mod den viktorianske Tidsalders Moral (Strachey, Huxley, Graves, Aldington, Will. Gherardi, Lionel Briton, Will. Faulkner, Wyndham Lewis, D. H. Lawrence, Middleton Murry, Rose Macaulay, Ethel Mannin etc.).

Den patetiske Forkyndelse af en ny Livsfølelse, som adskillige af disse Skribenter giver Luft for, er vel nok en Reaktion mod Viktorianismens Moral, men dens noget overeksponerede Karaktervidner om at det går dybere end som så, at den udtrykker en Uvilje mod hele det foregående Tidsrum i alle dets Manifestationer, og denne Uvilje har sin Grund i disse Menneskers egen halvt underbevidste Følelse af at have tabt hin Tids trygge Styrke. Det er et Underlegenhedskompleks man overkompenserer, deraf det hysteriske. Den Tid er ved at være forbi, da Englænderen følte sig som det ypperste Væsen under Guds Himmel. Men når den moderne engelske Digtning ofte har et så sensualistisk Præg, skyldes det igen overfladisk set nok Modsætningen til Viktorianismens Moralkodeks, men dybere set en Angst - igen en Angst - der går på noget endnu mere fundamentalt end Verdensherredømmet, nemlig . Tvivl om selve Folkets Sundhed og Livskraft. Fødselstallet er Europas laveste og falder stadigt. En Bondestand, den primære Kraftkilde i alle Lande, findes ikke, den engelske Arbejders Kvalitet forringes, Menneskematerialet forfuskes i de triste engelske Byers Slumkvarterer, Overklassen degenerer, Samfundet ældes, Nationen mister sin Potens. Den udbredte Dyrkelse af den ganske unge, uberørte Pige - et angelsaksisk Raffinement - er et typisk Tegn på Senilitet. Den nyere engelske Digtning er en Flugt for disse Spøgelser. Dens Vej går, som det hele Samfunds, gennem mange bristede Illusioner. Den som står uden for kan fryde sig som hin Tyran i Agrigent der lyttede til de ulykkelige Fanger i Falaris' Okse, hvis Klageskrig nåede ham som sød Musik.

I det politiske Liv reflekterer denne Angst sig i en stadig voksende Rådløshed, som løsner de gamle faste Partirammer. Bedst klarede de konservative sig. Her bestod vel stadig Modsætningen mellem Baldwins Moderation og Chamberlain-Churchills Ekstremisme, men den store Sejr over Ærkemodstanderen virkede sammensvejsende, så den kun kom til Udtryk på det udenrigspolitiske Område; på Spørgsmålet Indien opsagde Churchill Førsteministeren Huldskab og Troskab, men opnåede ikke at samle nogen Gruppe om sig der kunne bære ham op i Baldwins Sæde. Udenfor Parlamentet stod Bladkongerne med deres Empire-Frihandelsprogram, men de betød ingen Fare for Partiets Enhed.

Det liberale Parti havde i mange År stået i Splittelsens Tegn, udtrykt ved Modsætningen mellem Asquith og Lloyd George, d. e. mellem den gammel-liberale, gladstonske og den socialt, halvvejs socialdemokratisk indstillede Retning. Efter Asquiths Død sluttede Flertallet op om Lloyd George, men den modsatte Tendens levede videre blandt Partiets Tilhængere rundt om i Landet i en voksende Misfornøjelse med Førerens Maskepi med LP., da dette atter dannede Regering, og i Herbert Samuel fik Gammelliberalismen atter et Midtpunkt. En tredje Afskygning repræsenterede John Simon der orienterede sig i konservativ Retning.

Værst stillet var dog LP. Naturligt nok havde det dobbelte Nederlag, det politiske i 1924 og det faglige i 1926, fremkaldt en deprimeret Stemning og megen Bitterhed. Men det første lå allerede langt tilbage, og i Strejkeepisoden var det de faglige Ledere, ikke de politiske der spillede første Violin, i hvert Fald overfor Offentligheden, og disse sidste undgik derfor at blive så stærkt kompromitteret i Massernes Øjne som man kunne have ventet. Der var dog nogle indenfor Partiet som havde besluttet at de ikke skulle dø i Synden, og fra nu af bryder den Modsætning mellem LP. og ILP., Oppositionens Arnested, som havde ulmet siden 1924 ud i lys Lue; og fyldt af Bitterhed meldte Snowden, siden også Mac Donald, sig ud af det Parti de for næsten 40 År siden havde været med at stifte, idet de erklærede at ILP. nu havde opfyldt sin Mission og hellere måtte opløse sig. Det mente Maxton, der blev Partiets Formand i 1926, imidlertid ikke, og han gik stadig mere åbenlyst imod de moderate Ledere. Sammen med Cook udstedte han et Manifest, der anslog kommunistisk klingende Toner, Partiorganet „The New Leader" var det Blad i Landet der var skrappest imod LP.s Førere, og et stort Antal af Medlemmerne regner sig for Kommunister. De har dog ikke sluttet sig til det kommunistiske Parti, hvad der har været drøftet, og de har først sagt sig løs fra Forbindelsen med LP. i Sommeren 1932, endda under Protest fra et anseligt Mindretal, som derefter meldte sig ud og sluttede op om LP.s moderate Politik.

Thi der svarede aldrig til ILP.ernes voldsomme Ord nogen politisk Realitet. Hvad Lenin i 1915 sagde om Kautsky ville han også have sagt om dem: „. . . . et typisk Eksempel på en blot verbal Tilslutning til Marxismen som forvandler den til en liberal borgerlig Doktrin der bekender sig til en ikke-revolutionær Klassekamp .... Ved oplagte Sofismer bliver den levende revolutionære Ånd plukket ud af Marxismen, af hvilken alting accepteres undtagen de revolutionære Kampmetoder, dens Propaganda, dens Forberedelse og Opdragelse med dette Formål for Øje".

ILP. fører nu det store Ord af samme Grund som LP. gjorde det før det blev Regeringsparti, og som alle socialdemokratiske Partier har gjort det før de blev draget til Ansvar. Det yngre Slægtled gentager kun det ældres profetiske Talemåder, da det blev nødvendigt for disse ældre at lægge dem tilside. Det svulmer af god Vilje og Idealisme og sværmer i lige Grad for Lenins Voldsmetoder og for Gandhi´s Ikke-Voldsmetoder - og praktiserer ingen af dem. Men der var også andre Grupper der gik imod LP. og kritiserede dets vage Liberalisme. Således brød Oswald Mosley ud og startede sit eget Parti, kaldet „The New Party", en Slags Nationalsocialisme, der aldrig fik nogen Betydning.

Vigtigere end disse Fraktioners Protester var det imidlertid at selve LP.s Stamme ikke var nogen stabil Størrelse, men reflekterede alle mulige Synspunkter, Pacifisme og Imperialisme, Frihandel og Protektionisme, Konservatisme og Liberalisme, etc. Formodentlig var det for at råde Bod på denne babyloniske Forvirring at Partiet i 1928 udarbejdede et nyt Program, „Labour and the Nation", kun thi År efter at det havde vedtaget det førnævnte „Labour and the Social Order". Sammenligner man de to Programmer, finder man at det ny Program for første Gang åbent erklærer LP. for et socialistisk Parti, men også at de enkelte Punkter afspejler et rent liberalt eller radikalt Arbejdsprogram. Det er nu fuldt berettiget at kalde LP. et socialdemokratisk Parti, når man holder sig Socialdemokratiets Udvikling i de ledende demokratiske Lande indtil da for Øje. Det nye Programs Vaghed i Udtrykket, der var nødvendigt for at dække over de mange afvigende Standpunkter, blev netop på Grund af denne Vaghed uden Betydning for Partiets Enhed og Disciplinen, og intet var opnået.

Der er så endelig det kommunistiske Parti, som jo var blevet ekskluderet af LP. i 1924, derefter havde fortsat sin Gennemsyringspolitik indenfor Fagforeningerne og lidt Skibbrud sammen med dem ved Generalstrejken. I 1927 blev Partiets Politik efter Ordre fra Moskva lagt radikalt om; det opgav enhver Forbindelse med alle andre Organisationer og trådte i direkte Opposition til LP., men også til ILP. og alt hvad der smagte af Left Wing, skønt man fra den Kant logrede venligt til Kommunisterne. Deres Medlemstal sank imidlertid i disse År til nogle få Tusind, og de har ikke efter den ny Taktiks Begyndelse spillet nogen nævneværdig Rolle.

Hvoraf kommer nu denne Opløsning af de gamle solide Partiers Rammer? Når et Parti går i Stykker, skyldes det i Reglen at de Problemer det konfronteres med ikke kan løses ud fra Partiets traditionelle Politik, og der opstår en Modsætning mellem dem der indser dette og kræver ny Veje forsøgt og så dem der holder fast ved det overleverede. Men når samtlige Partier går i Stykker eller truer dermed, tør man sige at det skyldes Tilsynekomsten af Problemer, der er så store og dybtgående at de overhovedet ikke kan løses ad simpel parlamentarisk Vej. Demokratiet støder her på sin Grænse, og deraf fødes Kravet om et Diktatur, hvadenten et proletarisk, et fascistisk eller et konservativt.

Englands store Problem der splintrede Partierne var den økonomiske Misere, Industriens Stagneren og Arbejdsløshedens Vækst. Da denne Misere er dybt begrundet i de verdensøkonomiske Strukturer, kan der højst blive Tale om at mildne dens Virkninger, og da selv en sådan afværgende Indgriben kun kan finde Sted gennem radikale Omkalfatringer af Samfundsbygningen, bliver det parlamentariske Initiativ af såre tvivlsom Værdi, dets Væsen er jo Kompromisset og den kontinuerlige Udvikling.

En parlamentarisk Lede fornemmedes da også i det engelske Folk, og det ordinære Underhusvalg i Maj 1929 formåede ikke at vække Interessen, ingen troede for Alvor at det store Problem kunne løses af Politikerne. Ved Valget bevarede de konservative en beskeden Overvægt i Stemmetallet, men på Grund af Valgmåden fik LP. de fleste Mandater, 287 mod de konservative 260 og de liberale 59. Mac Donald kunne derefter danne sit andet Kabinet. Det havde været hans Mening selv at overtage Udenrigsministeriet ligesom forrige Gang, men dér blev han bremset; efter en hård Kamp måtte han overlade dette Embede til sin gamle Antagonist Arthur Henderson der iøvrigt havde gjort sig Forhåbninger om noget endnu større, såsom Mac Donalds første Regeringsadministration ingenlunde havde været nogen Succes. Snowden var naturligvis selvskreven som Finansminister.

LP. havde heller ikke denne Gang absolut Flertal i Underhuset og var derfor påny henvist til Samarbejde med de liberale, skønt både Herbert Samuel og Lloyd George forud havde erklæret ikke en Gang til at ville støtte en Arbejderregering. Men herfor vidste LP., eller rettere Partiets stærke Mand, Philip Snowden, Råd. De konservative var gået til Valget på et maskeret Beskyttelsesprogram, og LP. havde da, såvel som de liberale, pointeret sin frihandelsvenlige Indstilling. Intet var derfor naturligere end at fortsætte denne Retningslinje, suspendere alle socialistiske Planer (hvis de havde haft nogen) og føre en rent liberal Politik, således at de liberale ikke kunne undslå deres Støtte uden at fornægte deres egne Principper. „Vi vil forelægge et Program", erklærede Snowden i et Interview, „som de liberale vil være piskende nødt til at understøtte".

Og således skete det. Der gjorde" sig tre forskellige Impulser gældende i den nye Regering. Der var først Socialdemokratiets brede Kongevej, Arbejdet for en udvidet Sociallovgivning, muliggjort ved en ekstra Omdrejning af Skatteskruen; det er Princippet at tage fra de rige og give til de fattige, og den fandt sine Tilhængere blandt Fagforeningsministrene, som Thomas og Clynes, ligesom ILP. gav den sin Støtte. Så var der de egentlige Socialister, der ville socialisere Minerne og Landbruget, organisere Industrien og have Kontrol over Handelen. Der fandtes endnu Folk i Partiet der tumlede med sådanne Planer, men ingen af dem stod i forreste Række skønt flere af dem hørte til dets bedste Hjerner, såsom G. T. Garratt, Dr. Addison, E. F. Wise, Wheatly, Leonard Woolf og Montague Fordham. De var heller ikke samlet i nogen Gruppe der kunne få Vægt ved enig Optræden, de var oftest ensomme Tænkere hvis Planer havde den største Interesse, men som ikke forstod at gøre dem gældende på det parlamentariske Forum. Og endelig var der som den tredje Impuls de forklædte liberale med Snowden i Spidsen, og det blev denne Impuls der virkede stærkest. Det politiske Spil formede sig nu således, at det blev til et Kompromis mellem Snowdens Liberalisme og Fagforeningernes Enkronessocialisme (med Vægten på den første Faktor), mens alle de socialistiske Planer, efterhånden som de kom til Behandling, blev slagtet af Finansministeren eller omformet indtil Ukendelighed, så de endte som en Karrikatur af sig selv. Således udarbejdede Wise og Addison Planen til et Importråd for Landbrugsvarer som Led i en omfattende Reorganisering af Landbruget. Projektet var indlemmet som Programpunkt i „Labour and the Nation", men Snowden fejede det til Side. En direkte Hjælp til Bønderne tilsigtede Indførelsen af et Hvedekvota, men også dette stødte an mod Liberalismens Frihandelsdoktrin og blev kvalt i Stilhed. En Plan om Statsintervention ved Tekstilindustriens Omlægning blev så udtyndet før den kunne præsenteres Fabrikanterne, at disse kunne tillade sig at ignorere den og endda føje Spot til. En Kulminelov der blev forelagt, og som reducerede Arbejdstiden med en halv Time og oprettede et Råd til at varetage Arbejdernes Interesser (her ser man Kompromisset med Fagforeningsimpulsen), blev ikke blot kastreret for Planer om Socialisering af Minerne, men også af royalties, hvad der ellers stod på det liberale Partis Program og således kunne være sikker på at gennemføres.

Det Budget Snowden opstillede var på sin Vis et Mønsterbudget og ville sikkert have indbragt ham Gladstones Kompliment dersom dette Liberalismens klassiske Finansgeni havde oplevet det. Som den kloge Mand han er har Snowden før nogen anden i England set at Landet ikke blot var i en alvorlig, men i en kritisk Situation der krævede drastiske Forholdsregler; og da han nu i Årenes Løb var endt som en Hader og Foragter af Socialismen og derfor ikke troede på Muligheden af nogen direkte Indgriben til Fordel for de nødstedte nationale Industrier, blev der kun ét tilbage for ham: at gennemføre den strengeste Tilbagenholdenhed overfor alle Krav til Pengekassen. Han nærede en sand Rædsel for alle ekstraordinære Udgifter og lod sig kun under hård Kamp afnøde Bevillinger til sociale Udgiftsforøgelser. „Jeg har kendt Ministre", erklærede en Embedsmand i Finansministeriet i den Anledning, „der ikke kunne fordrage at give Penge ud til Flåderustninger, og jeg har kendt Ministre der ikke kunne fordrage at give Penge ud til sociale Formål, men jeg har aldrig før kendt nogen Minister der overhovedet ikke kunne fordrage at give Penge ud til noget som helst". Men han arbejdede energisk på Statsgældens Nedskrivning ved at afbetale den konsoliderede Gæld og konsolidere den flydende Gæld. Derfor vankede der alligevel ingen Gaver til Skatteyderne, tværtimod blev Indkomstskatten forhøjet fra 4 sh. til 4 sh. 6 d., dvs. fra 20 % til 22 ½ %. Således viste Snowden sig som Idealet af en borgerlig Finanspolitiker, og hans hensynsløse Mod til at trodse Opinionen med hensyn til de sociale Udgifter aftvinger Respekt, når man betænker at han stod i et Parti der ikke havde andet end disses Forøgelse på Spisesedlen, ja mere end det, thi han tilhørte et Land hvor alle de politiske Partier overbød hinanden i at drive de sociale Understøttelser i Vejret - Lokkemad til Vælgermassen; thi i vore Dage hvor det hører til Undtagelserne at Ministrene tager imod Bestikkelse, er det Reglen at de giver Bestikkelser til dem af hvis Velvilje deres politiske Skæbne afhænger.

På det udenrigspolitiske Område klarede Henderson sig med Dygtighed, idet han indtog en ikke mindre borgerlig og fædrelandsk betryggende Holdning. De patetiske Proklamationer som LP. for kun få År siden havde udstedt mod den britiske Imperialismes Udsugninger, og som endnu giver Genlyd i „Labour and the Nation", blev taktfuldt ladet uomtalt, så at Sidney Webb som Koloniminister og Wedgwood Benn som Minister for Indien kunne glide smertefrit ind i de traditionelle Baner. Mindre heldige var Thomas, der havde til særlig Opgave at bekæmpe Arbejdsløsheden, han udrettede intet, og Undervisningsministeren Trevelyan, hvis Forslag om den skolepligtige Alders Forlængelse strandede på religiøse Stridigheder, hvorefter han trak sig tilbage.

Men nu MacDonald? Ja, han formåede slet ikke at gøre sig gældende mellem Snowdens Liberalisme og Fagforeningernes Tarifsocialisme. Da han ikke havde overtaget noget Særministerium denne Gang, siden det udenrigske var blevet ham forment, var hans eneste Opgave at smelte Regeringens Medlemmer sammen til en enig, målbevidst arbejdende Organisme. Men det var netop hvad han ikke formåede. Tøvende, overvejende, med Angst for definitive Afgørelser blev han tværtimod en Hæmsko på de virkelystne, og med sin Utilgængelighed overfor Kollegerne blev han Skyld i at disse ikke kunne få Føling med hinanden, ligesom Partiet i Underhuset aldrig vidste hvad Førsteministeren havde i Sinde. Han forsøgte opportunistisk at styre snart her, snart der, men stødte nu på Snowdens kolde Hån, nu på Fagforeningernes hensynsløse Bjergsomhed, mens ILP. ustandselig var på Nakken af ham. „Er der noget menneskeligt Væsen der har haft Fordel af at vi i snart to Måneder har haft en Arbejderregering?" spurgte Maxton, „jeg kan ikke forestille mig nogen, undtagen to Mordere der er blevet benådet". Som Tiden gik blev Mac Donald stadig mere isoleret, mens det Arbejde han havde Ansvaret for næsten gik i Stå af Mangel på Initiativ. Da kom Begivenhederne ham til Hjælp på en uventet Måde.

I Slutningen af Oktober 1929 brød Aktiebørsen i New York pludseligt sammen og satte en Stopper for den eventyrligste boom som Verden har kendt. Krisen begyndte som en almindelig Konjunkturnedgang, der var velbegrundet med den amerikanske Spekulationsopskruning, men den udviklede sig snart til en international Tillidskrise. Først ramtes Landbrugs- og Råvareudførselslande som Kanada, Australien, Argentina og de øvrige sydamerikanske Stater, af hvilke flere snart måtte springe fra Guldet og indstille deres Gældsbetalinger, hvad der særligt ramte England.

Det varede ret længe før Krisen viste sig i Europa. Her havde der siden 1924 fundet en økonomisk Genopbygning Sted med Tyskland som Centrum. Denne Genopbygning blev først og fremmest finansieret af USA, men også i betydelig Grad af England der kun på denne Måde deltog i den europæiske Rekonstruktion, idet det aldeles negligerede sit eget Industriapparat. Da nu den amerikanske Krise strammede Pengeforholdene og lukkede af for yderligere Lån, og da de høje Toldmure udelukker Muligheden for at Debitorerne kan afbetale deres Gæld gennem Vareeksport dertil, blev Følgen en voldsom Udførsel af den eneste Vare der er toldfri: Guldet, til Gældens Forrentning. Men Følgen heraf blev at de centraleuropæiske Låntagere kom i Likviditetsvanskeligheder, først Østrig der ramtes i Foråret 1931 ved et Banksammenbrud, dernæst Tyskland som kun blev frelst fra Bankerotten ved den såkaldte Stillhalte-Overenskomst, hvorved dets Kreditorer forpligtede sig til ikke at trække deres Tilgodehavender hjem foreløbig.

Tyskland havde således fået Respit, men Følgen blev at Krisen nu sprang over til England, idet den udenlandske Kapital, der vidste at England havde uhyre Tilgodehavender stående i Tyskland, som det nu altså ikke kunne røre, frygtede at også England skulle komme i Betalingsvanskeligheder og derfor søgte bort fra Londonner markedet hurtigst muligt, inden den kunne risikere også at fryse fast dér.

Det kan på Forhånd synes mærkeligt at Tilliden til det rige England så let kunne rokkes, men her må man erindre sig dels at det allerede var blevet svækket ved Betalingsstandsningerne i Australien og Sydamerika (og netop de er dets største Skyldnere), dels, og ganske særligt, at Landets almindelige økonomiske Stilling af mange Grunde, som ovenfor er blevet drøftet, var alt andet end tillidsvækkende. Udførslen var jævnt faldende og havde selv det bedste År ikke overskredet 80 % af Førkrigsniveauet, mens Importen var steget. Der havde altid været Indførselsoverskud, men det var også altid med Lethed blevet dækket af Renterne af de udenlandske Kapitalanbringelser, selv om det stigende Importoverskud lagde Beslag, på en stadig større Del af dem for at blive udlignet. Men det var jo netop denne livsvigtige Indtægtskilde, dette Udligningsfond til Sikring af det engelske Samfunds Solvens, som nu på Grund af Krisen svigtede, idet dets største Debitorer, Australien og Argentina, indstillede Betalingerne, samtidig med at de i Tyskland anbragte Lån blev urørlige. Derved skete det at der til den engelske Handelsbalance som altid havde givet Underskud, i 1931 for første Gang kom til at svare en Betalingsbalance som også gav Underskud, d. e. Nationens samtlige Udgifter oversteg for første Gang Nationens samtlige Indtægter. Men et Blik på Samfundets Regnskab ville rigtignok tillige vise at den negative Betalingsbalance vel dette År skyldtes Renteindtægternes Svigten, men at hele Samfundshusholdningen tenderede mod samme Kendsgerning, så at Betalingsbalancen ville være blevet negativ i Løbet af nogle År, selv om Renteindtægterne ikke havde svigtet. En simpel Opgørelse over de vigtigste Regnskabsposters Forskydninger i de senere År viser dette med ål ønskelig Tydelighed:

I 1931 blev næsten Halvdelen af den engelske Import ikke mere betalt med Vareeksport, men med Renten af de udenlandske Kapitalanbringelser, og det britiske Riges Stilling som internationalt Finanscentrum (d. e. som Långiver) bliver derfor af bestandig større Vigtighed for Landets økonomiske Balance i samme Grad som Underskuddet på Handelsbalancen stiger. Det er i denne Forbindelse vigtigt at gøre sig klart at der i det sidste halvhundred År ikke har fundet nogen virkelig Eksport af ny Kapital Sted, thi en sådan skabes kun af Arbejde og måtte altså bestå i Overskud af Vareeksport. Men siden Firserne har de udenlandske Kapitalanlæg med ganske få Undtagelser altid været mindre end Renten af de allerede anbragte Kapitaler. Man kan nærmere bestemme de ny Investeringers Størrelse som Differencen mellem den årlige udenlandske Renteindtægt og Handelsbalancens Underskud, og da denne sidste Post tiltager konstant, bliver der en bestandig mindre Margin for nye Kapitalanbringelser. Med Overgangen fra 1930 til 1931 er det Stadium nået hvor det hjemlige Underskud har opslugt hele Renteindtægten og mere til.

Fra denne kritiske Situation, der afspejler Produktionslivets og Handelens Nedgang, fører Vejen automatisk til det næste skæbnesvangre Krisesymptom. Det økonomiske Sammenbrud trækker det finansielle efter sig. Thi den negative Betalingsbalance betyder at London ikke mere kan tage Del i den internationale Lånevirksomhed og bukker under i Konkurrencen med New York og Paris af den simple Grund at det ikke har flere Penge at låne ud (og i den kapitalistiske Konkurrence beror Hævdelsen af en vunden Verdensposition på bestandig fornyet Aktivitet).

Her er det nu at Betydningen af de kortfristede Krediter (et Udtryk der pludselig begyndte at grassere i Aviserne og vel indtil da havde været et ukendt Begreb for den læge Læser) gør sig gældende. Thi det har vist sig at i disse År, hvor Betalingsbalancen sank rivende, fremskyndet af Verdenskrisen, har de ny Kapitalanlæg været større end den før opstillede Formel (Renten -f- Handelsunderskuddet) berettigede til at vente. Med andre ord, man har fortsat Kampen for at bevare sin Position som Verdens Finanscentrum, skønt der ikke har været nogen økonomisk Basis derfor, stadig i det Håb at Industrien og Handelen skulle blomstre op igen og atter afgive den fornødne Basis. Og denne Virksomhed er blevet muliggjort ved den farlige Proces: borrowing short and lending long (selv at låne på kort Frist og at udlåne på lang Frist).Man har trukket på de mange i London placerede kortfristede Krediter og lånt dem ud igen på vanlige Vilkår.

Det er klart at denne Fremgangsmåde er yderst risikabel. Enhver Rokken ved Tilliden til Pengenes Sikkerhed, og England stilles i næsten uovervindelige Betalingsvanskeligheder. Og mens en Masseopsigelse af Krediter under normale Forhold kun ville give Anledning til Omflytninger af den internationale Kapital, vil den her, hvor der ikke er nogen reel Kreditbalance, bringe Landets Valuta i Fare og uvægerligt, dersom Lånemassen ikke kan dækkes af en Stigning i Vareeksporten (hvad der for Englands Vedkommende synes umuligt) før eller senere tvinge Landet bort fra Guldmøntfoden. Den eneste Måde at afværge dette på vil da være at realisere en Del af de udenlandske Kapitalanbringelser, at tære på Formuen. Men derved vil den årlige Ydelse der opretholder den kunstige Betalingsbalance begynde at svinde, og hele det økonomiske Systems Sammenbrud komme indenfor Synsvidde. Medmindre Betalingsbalancen (og det betyder her hvor Renteindtægtens Nedgang er Udgangspunktet: Handelsbalancen) genoprettes, vil derfor et finansielt Sammenbrud følge på det industrielle Sammenbrud som allerede er begyndt, og Statsbankerotten bliver Enden på Legen. Der gives kun to Veje ud af denne Situation. Den ene er et kapitalistisk eller om man vil et fascistisk Diktatur som gennemtvinger en bedre Handelsbalance ved Nedskæringer af Arbejdslønnen til Eksistensminimum, af sociale Udgifter og andre Luksusindretninger. Den anden er den socialistiske Revolution der river Landet ud af det kapitalistiske Kredsløb og genopbygger det efter socialistiske Linjer, således som det forsøges i Rusland.

Da Krisen efter Stillhalte-Overenskomsten sprang fra Tyskland til England, havde de udenlandske Banker et Nettotilgodehavende af korte Krediter på over £ 250 Mill. stående i London. Det var disse Penge den engelske Højfinans havde brugt til at fortsætte Kampen om Hævdelsen af det finansielle Verdensherredømme, da Renteindtægten af de gamle Kapitalanbringelser svigtede og der altså ikke var noget naturligt økonomisk Grundlag for Kampens Fortsættelse. Og da derfor Udlandet, foruroliget i Bevidstheden om at England ved Stillhalte-Overenskomsten havde fået store Formuer i Klemme, begyndte at opsige sine korte Krediter, og da England ikke kunne trække dem hjem, fordi de var blevet anbragt på langt Frist og derfor måtte betale med Guld fra Bank of Englands Kældre, kom det i en vanskelig Situation, og i Slutningen af Juli Måned så Banken sig nødsaget til at optage et Lån på £ 50 Mill. i Paris og New York. Dog så stor var Kapitalens Flugt fra London at det blev brugt i Løbet af et Par Uger og nødvendiggjorde nye Lån. Nu var Situationen ved at blive alvorlig, og Banken henvendte sig i sin Kvide til Regeringen, som påtog sig at fremskaffe Lånet. Men nu måtte den opleve at de udenlandske Banker stillede Betingelser. Der var nemlig sket det at en Kommission, der var nedsat for at undersøge Englands finansielle Status, netop havde offentliggjort sin meget nedslående Rapport, der bebudede et Underskud på det løbende Statsregnskab på £ 75 Mill. og det følgende År på £ 170 Mill. Med dette Forhold for Øje og med den svigtende Betalingsbalance i Erindring er det forståeligt at den udenlandske Finansverden så sin Klient lidt nærmere an og krævede Garanti for hans Soliditet. Den krævede at det engelske Statsbudget skulle bringes til at balancere.

Der var indenfor Kabinettet Enighed om at Lånet måtte skaffes, da Presset på Sterlingen ellers uvægerligt ville tvinge den bort fra Guldet, og det mente man var en Katastrofe, som kunne koste England dets finansielle Herredømme, og især Mac Donald udmalede sig Sterlings Deroute i Lighed med den tyske Marks. Man var derfor også enige« om at der måtte skaffes Balance på Budgettet, men man var ikke enige om hvorledes det skulle ske. Der kunne tænkes tre Veje: 1) En almindelig Toldtarif. 2) En direkte Udgiftsbesparelse (Nedsættelse af sociale Udgifter, Arbejdsløshedsunderstøttelse etc.). 3) Indirekte Udgiftsbesparelse (Inflation).

Den sidste Vej faldt bort af sig selv, da det netop var for at undgå et Kursfald at Lånet skulle optages. Snowden, den inkarnerede Frihandelsmand satte sig naturligvis imod den første Udvej og krævede drastiske Nedskæringer, hvad der lå meget vel i Linje med hans hidtidige Deflationspolitik. Flertallet indenfor Kabinettet var imidlertid ængsteligt for alt for skrappe Reduktioner og fremhævede med forståelig Bekymring at det var noget af en Falliterklæring selv at måtte rive ned, hvad man med så megen Møje havde bygget op i Årenes Løb. Man nåede dog gennem et Kompromis til at opstille et Nedskæringsforslag på £ 56 Mill., hvoraf £ 12-13 Mill. faldt på Arbejdsløshedsunderstøttelsen, dog således maskeret, at selve Raterne ikke blev nedsat, men Retten til at nyde Understøttelse blev så stærkt begrænset, at en halv Million arbejdsløse ville blive berøvet Hjælp. Man forberedte yderligere Nedskæringer der skulle bringe det sparede Beløb op på £ 78 Mill.; da indtraf der en skæbnesvanger Vending, som på ganske kort Tid ændrede Situationen totalt. Mac Donald meddelte nemlig pludseligt sine Kolleger at der fra anden Side var henstillet til Regeringen at foretage omfattende direkte Nedskæringer af Arbejdsløshedsunderstøttelsen, en Henstilling det under de forhåndenværende Omstændigheder ikke var muligt at sidde overhørig, og som han derfor måtte anbefale til øjeblikkelig Gennemførelse. Han sagde ikke hvorfra denne Henstilling kom og har aldrig sagt det siden. Det er et af Krisens store mystiske Problemer. Man har villet mene at den stammede fra de långivende udenlandske Banker; i så Fald er det et enestående og yderst interessant Tilfælde, at de kan diktere en fremmed Stormagt ikke blot at den må skabe Balance, hvad der kunne have sin Ræson, men også hvorledes. (Denne Opfattelse fremsattes Dagen efter Regeringens Tilbagetræden af „The Daily Herald" som en fastslået Kendsgerning, men er senere blevet benægtet af Mac Donald og Snowden). Ville Mac Donald også have givet efter dersom der fra Paris eller New York var blevet krævet tilsvarende Reduktioner på Flådebudgettet ? Man kunne også tænke sig at Henstillingen stammede fra hjemlige Kredse, måske Bank of England som Formidler mellem de udenlandske og engelske Kapitalinteresser og de derved sammenknyttede politiske Interesser. Men hvorfor foretrak Mac Donald da at lytte til Oppositionen i Stedet for til sit eget Parti? I begge Tilfælde øjner man Kapitalismens bevidste Udnyttelse af en for Arbejderne vanskelig Situation, et politisk Indgreb af principiel Betydning fordi det afslører et af de Midler hvormed Kampen mellem Arbejde og Kapital kan føres.

Mac Donald, Snowden, Thomas og endnu et Par Ministre mente at Nødvendigheden bød at bøje sig, men Flertallet med Henderson som Ordfører satte sig med Hænder og Fødder imod Reduktionen. Ganske vist havde de også billiget den maskerede Nedskæring på Spareforslaget, så der bestod ikke nogen principiel Modsætning; men de nægtede at gå med til en 10 % Reduktion på det direkte Tilskud og det nyttede intet at Snowden kunne fortælle dem at Prisniveauet siden Understøttelsesraternes Størrelse var blevet fastsat var faldet 11 %, så Reduktionen slet ikke betød nogen reel Formindskelse. Flertallet var urokkeligt. Det var kun en Formalitet som skilte de to Parter, om Nedskæringen skulle være en direkte eller indirekte, åben eller maskeret. Men på denne Formalitet brød det sammen. Sagen er nemlig, at det der kæmpedes om, ikke var økonomiske Interesser (i den Henseende kunne de to Ting være Hip som Hap), men noget politisk: Flertallets Modstand udsprang ikke af heroisk Mod og Vilje til at trodse Finansens Diktat, men af Mangel på Mod til at pådrage sig den Upopularitet som ville vente den der gik i Skranken for en Ødelæggelse af Sociallovgivningen. Det var heller ikke sådan at Henderson anviste andre Veje der havde nærmere Tilknytning til de socialistiske Principper, - i det kritiske Øjeblik var der ingen, slet ingen der nærede Tanker af den Art (og hvorledes skulle de kunne det, når de aldrig før havde gjort det, men kun snakket derom). Han indså Nødvendigheden af Lånet, men turde ikke tage det fornødne Skridt til at sikre det.

Måske har Henderson tænkt sig en anden Mulighed, nemlig at Førsteministeren der stod omtrent ene imod Kabinettet og formentlig imod Partiet, ville træde tilbage og overlade det til ham som Flertallets Repræsentant at overtage Ledelsen af Regeringen, hvad der ville have været en ganske naturlig Udgang af Konflikten. Men sådan er Mac Donald ikke; han har tvivlet om meget, - men aldrig om sin egen Uundværlighed. Siden 1924, da han første Gang dannede Ministerium, havde hans Stjerne været i Dalen for i Løbet af hans anden Regeringsperiode næsten at dukke under Horisonten. Han var skudt op i en Krog af Snowden og ude af Stand til at få en samlet Formation ud af Ministrene af hvilke nogen havde været oplagte Misforståelser. Han var blevet helt isoleret, omgikkes mere de aristokratiske Kredse og Kongehuset end sine Kolleger og søgte at skjule sin Inkompetence bag en fyrstelig Utilnærmelighed, men naturligvis pinte hans tvivlsomme Stilling ham meget. Da nu denne Krise slog ned som et Lyn, tabte han Hovedet ligesom alle de andre og greb efter det nærmeste Halmstrå; uden at reflektere over, om der ikke kunne være andre Måder at få Budgettet balanceret på end gennem det mystiske Diktat, og om det ikke kunne være farligere at underkaste sig dette Diktat end at risikere at måtte forlade Guldmøntfoden, gjorde han sig blindt til Talsmand for Højfinansens Interesser. Da han fik sit eget Ministerium imod sig overlod han ikke sin Post til Flertallets Leder, ja han rådførte sig overhovedet ikke med sit Kabinet (det var han blevet af vænnet med), han fulgte sit eget Hoved, og da han ikke så nogen Udvej, gik han til Kongen og overrakte ham Ministeriets Demission.

Hvad de to har sagt til hinanden véd vi ikke. Men efter flere Samtaler, og efter at Kongen havde talt med Baldwin og Herbert Samuel, blev det bekendtgjort at Mac Donald havde indvilliget i at danne en ny Regering, hvor også de to nævnte Herrer skulle have Sæde, en såkaldt „national" Regering. Dette skete den 24. August.

Da Kongen kaldte Baldwin og Samuel til sig var det som Repræsentanter for henholdsvis det konservative og det liberale Parti, og de indtog deres Sæder i den ny Regering for med deres Person at forpligte deres Parti. Anderledes med Mac Donald; for ham var det en desperat Handling der med eet Snit afskar ham fra hans hele tidligere Løbebane, og som kun kan forklares ved den tvetydige Situation han efterhånden var kommet i og som var blevet ham utålelig. Med dette umådelige Spring mente han formodentlig at kunne genvinde sin Position, omend på en ny Basis. Var det end en fortvivlet Handling, ville dens heroiske Motiv dog aftvinge Beundring; ville den end vække Raseri hos nogle, ville den dog, eller så meget des mere, hos andre vække Bifald, så måtte det jo være indlysende at den Mand der handlede således, var en Mand uden Frygt og uden Dadel, en Mand der satte Ære over Partihensyn, en Karakter! Som Minister var hans Stilling nu en ganske anden end Baldwins og Samuels, ti mens de havde deres Partier bag sig, repræsenterede han ingen og kunne højest regne med et Par Kollegers Tilslutning. Kongens Kaldelse var altså et fuldstændig personligt Mandat, og det var en af de overraskende Kendsgerninger i denne Krise at Kronen kunne benyttes til at nedbryde det demokratiske Partiregeringssystem og indføre, under behørig Forklædning (som altid i England), et faktisk Diktatur. Det ny Kabinet var skabt, i bogstaveligste Forstand, ved en Paladsrevolution, og således fandt det Alternativ der ovenfor blev fremsat for den økonomiske Krises Løsning, overraskende snart og let sin Afgørelse.

Af Mac Donalds gamle Kolleger fulgte Snowden og Thomas med over i det nye Kabinet, - Thomas, der en Måned i Forvejen havde celebreret en Messe i „The Daily Herald" til LP.s Ære, hvori det som et klingende Agnus Dei hed: „Ikke siden August 1914 har vi været i en så alvorlig Situation . . . Jeg tror af fuldt Hjerte at det er et guddommeligt Forsyn der har styret det så, at det blev en Arbejderregering og en Arbejderførsteminister der kom til at ordne dette Problem".

Efter deres Overgang blev Mac Donald og hans Følgesvende ekskluderet af LP., og Henderson indtog nu Stillingen som Partiets grand old man og Oppositionens Leder i Underhuset. Koalitionsregeringen gennemførte let Nedskæringsprogrammet og fik omgående den eftertragtede Kredit på £ 80 Mill., og de nye Ministre stillede sig i Positur som Sterlingens Redningsmænd, Nationens Velgørere. Men der gik ikke mange Dage før de opdagede at de havde taget Forskud på Sejrens Sødme. Det viste sig nemlig at den internationale Kapital ikke havde fået mere Tillid til Englands finansielle Stabilitet blot på Grund af en forceret Budgetomlægning, og fortsatte sin Flugt fra London. Flådeuroen øgede Nervøsiteten, en ny Betalingsstandsning i Sydamerika betonede endnu engang de engelske Aktivers problematiske Værdi. Fra Midten af September Måned antog Kreditopsigelserne en så voldsom Karakter, at det kun ville være et Spørgsmål om Dage, når det sidste Lån ville være brugt op. I Løbet af de sidste to Måneder havde England mistet £ 200 Mill. i Guld og fremmed Valuta. Som før fremhævet havde Udlandet haft for o. £ 250 Mill. korte Krediter i London. Størstedelen af disse var altså nu trukket hjem, men der var dog nok endnu at trække på til at det kunne bringe Bank of England i en alvorlig Fare, siden allerede det sidste Lån var brugt. Dertil kom nu yderligere foruroligende Tegn, idet der på de udenlandske Børser indtraf store Fald i engelske ,'Statspapirer, et Vidnesbyrd om at Mistilliden nu også strakte sig til at omfatte de langfristede Krediter.

Endnu engang søgte England Hjælp i Frankrig og Amerika, men her blev man også mere forsigtig, og da Bank of England ikke kunne opnå noget bestemt Tilsagn om Støtte, måtte den anmode Regeringen om Fritagelse for Guldindløsningspligten, hvad der straks blev tilstået. Dette skete den 21. September. Således havde de vældige Anstrengelser for Parikursens Bevarelse, der oven i Købet havde ført til en Regeringskrise og en helt ny politisk Konstellation, været forgæves, og Arbejderne, der havde været uenige om hvad der var værst for dem, den direkte Nedsættelse af Levestandarden ved Nedskæringer, eller den indirekte ved Inflation, så sig nu, til Forskel fra den øvrige Befolkning, gjort til Genstand for et dobbelt Attentat. Det var Frugterne af det Frø der blev sået ved Generalstrejken i 1926, som var ved at modnes.

Kort Tid efter at Koalitionsregeringen var dannet udskrev den nyt Valg som fastsattes til den 27. Oktober. Dette kunne synes at stride mod Regeringens diktatoriske Karakter, men ved en nærmere Undersøgelse af Valghandlingen og de dermed sammenhængende Foreteelser bekræfter det sig at der ikke kæmpedes med rene parlamentariske Midler af Koalitionen.

De to Stridsspørgsmål der forelå og som skilte de to Partier (for og imod Koalitionsregeringen) var Udgiftspolitikken og Toldbeskyttelsen. Regeringspartierne fremhævede hvilken Fare et Underskudsbudget betød for Landets hele Anseelse, og da Skatteevnen var belastet til det yderste, blev det nødvendigt at fastholde de vedtagne Nedskæringer. Heroverfor fastholdt LP. at de besiddende Klassers Skatteevne endnu langtfra var udnyttet så meget at disse brutale Nedskæringer havde været nødvendige. Med henhold til tolden var LP. modstander og gik sammen med Lloyd George i Kravet om Frihandel. Regeringspartierne stod her uenige, idet de konservative og John Simons Gruppe krævede energisk Beskyttelse, mens Samuels Gruppe og Mac Donalds kun ønskede en forsigtig Finanstold som Middel til at forbedre Handelsbalancen, og den måtte ikke ramme Fødevarer.

Men Valgkampagnens egentlige Interesse lå på et helt andet Felt. De konservatives Hovedargument var at hvis LP. sejrede ville det medføre en katastrofal Flugt fra Pundet, der ville bringe Landet i en Tilstand som den Tyskland havde været i ved Marksammenbruddet. Kapitalen, hævdede de, ville flygte til Udlandet, fremmede Nationers Deposita ville blive taget bort, og under den påfølgende Panik ville Pundet falde indtil fuldstændig Værdiløshed.

Til denne Fremstilling, så fordrejet den også ved Sammenligningen med det forskelligartede tyske Problem er, svarede der imidlertid - og det er her Tampen brænder - en Realitet. Ti under Valgkampagnen begyndte de kapitalistiske Interesser at forberede en organiseret Flugt fra Pundet i det Tilfælde at LP. skulle trække Sejren hjem. Muligvis har de ladet sig suggerere til at tro at en ny Arbejderregering skulle kunne betyde en Fare (hvad det borgerligt indstillede LP. ikke gav megen Anledning til at mene), men det var ikke den egentlige Årsag til disse Forberedelser, Deres Mål var under Valgkampagnen at skabe en Atmosfære, der tydeligere end selv Mac Donalds og Snowdens retoriske Præstationer formåede det kunne gøre det klart for Befolkningen at den enten måtte skabe et konservativt Flertal der kunne varetage Ejendomsrettens Interesser, eller - kort og godt - se Pundet gå ad Helvede til.

Vi står her ved disse på interessante Fænomener så rige Krisemåneders allerinteressanteste Fænomen: Kapitalen som politisk Trussel, Højfinansen som Politiker. Den virkelige Magt ligger hos en snæver Kreds af uansvarlige Finansmænd, som holder Nationens Skæbne i deres Hænder, og i det Øjeblik der kommer en Regering som (i Modsætning til de to første Arbejderregeringer) forekommer dem en Fare for de finansielle Interesser, gør de en sådan Regering umulig ved at ødelægge Landets Valuta. (Det er jo ikke første Gang at denne Forholdsregel er bragt i Anvendelse. Man behøver blot at tænke på det norske Arbejderministerium Hornsrud i 1928.) De foretrækker en konservativ Regering, de kan til Nød finde sig i en Arbejderregering, men de tillader den ikke at føre en socialistisk Politik. Det blev faktisk sagt med rene Ord at hvis LP. med sine Planer om at lade Kapitalen og ikke Arbejderne betale hvad det kostede at ride Krisen af, kom til at danne Regering, ville Finansverdenen og det konservative Parti skride ind imod det på samme Måde som Carson i 1914 var ved at skride ind mod det irske Home Rule (han ville som bekendt forhindre det med Magt). Eller for at anføre Mineministeren Isaac Foots Ord: „Vi kan meget vel blive stillet overfor Nødvendigheden af en offentlig Sikkerhedskomité til at sikre Folket mod de frygtelige Følger af Sult og socialt Kaos" (som en Arbejderregering vil føre med sig), - altså en finansiel Tjeka er det der stilles i Udsigt, som hævet over det politiske Forum kan overtage den virkelige Magt på Trods af den lovlige Regering.

Her ligger Bekræftelsen på Diktaturet, ti dette er jo en simpel Sabotering af Forfatningen; Finansen respekterer den kun sålænge den tjener Finansens Interesser og erklærer den for at have spillet fallit, hvis den lovlige Regering afkræver den Ofre som den ikke er rede til at yde. Den er bl.a. ikke rede til at tillade den fredelige Forvandling af det kapitalistiske Samfund til et socialistisk - det engelske Arbejderpartis Kongstanke. Mod denne som mod enhver anden uvelkommen Fordring er Finansen rede til at kæmpe med alle Midler, uden Hensyn til hvad Kampen iøvrigt vil komme til at koste Samfundet, Fædrelandet, Nationen. På dette Forhold strander den parlamentariske Socialisme, det revisionistiske Socialdemokrati.

Og på dette Forhold sejrede Konservatismen i England den 27. Oktober. Med 471 Mandater i det ny Parlament overgik de konservative langt alle andre Partier. Regeringskoalitionen mønstrede tilsammen 554 Mandater mod Oppositionens stakkels 61 (hvoraf LP. de 52), hvad der vist nok overgik alle Forventninger. Helt så overvældende virker nu Stemmetallene heller ikke. Mod de konservatives næsten 12 Mill. (1929 8,7) står LP.s 6,6 (8,4). For Mac Donald og hans Gruppe blev det et Nederlag, idet han kun fik 0,3 Mill. Stemmer, men han slap dog selv igennem i Modsætning til adskillige af LP.s førende Mænd med Henderson i Spidsen, så den gamle hæderlige, men ubetydelige Lansbury, „Daily Heralds" Grundlægger, måtte overtage Ledelsen af Partiet i Parlamentet. ILP. reddede fem Mandater (Wallhead, Buchanan, McGovern, Kirkwood og Maxton). Mosleys „New Party" gik sporløst til Bunds med det mindste Stemmetal af alle Grupper (36,000), mens Kommunisterne formåede at mønstre 75.000 (mod 35.000 i 1929), uden at de dog kunne få noget Mandat.

Det mest betydningsfulde Tal og det der mindst vil forandres ved kommende Valg er dog de liberales. Det sank helt ned til 2,3 Mill. (1929 5,3), endda fordelt på tre Grupper, to for og en mod Koalitionen, og Partiet fortsætter således sin støtte Vej mod Udslettelsen, som den har vandret siden 1924. Skønt Mac Donald var trådt ind i Koalitionen for at afværge en akut Krise, betænkte han sig dog ikke på nu at fortsætte som Førsteminister, skønt den Krise som var Forudsætningen for hans Placering forlængst var overstået; men han opdagede straks en ny Nødssituation som gjorde hans Nærværelse fornøden i Handelsbalancens Forbedring, skønt den nødvendigvis automatisk måtte forbedre sig ved Bortgangen fra Guldstandarden. Og det føles da også af alle som en ganske naturlig Ting at han deler Magten og Æren sammen med Baldwin, mens Lloyd George, den forrige Koalitionsregerings Fører, nu står i Oppositionen; ti den forhenværende Arbejderfører er jo i sit Hjerte konservativ, mens de konservatives Fører snarest er liberal og de liberales gamle Høvding i Grunden Socialist. I det hele taget er det lidt vanskeligt at dele den udbredte Harme over Mac Donalds „Forræderi". Det er forståeligt nok at de forskellige Arbejderblade rundt om i Landene, der endnu Dagen før hans Overgang fejrede ham i deres illustrerede Søndagsnumre som en af Socialismens Helte (eventyret om den fattige skotske Dreng der blev Englands første Mand), at de måtte føle sig bedraget og forlangte Pengene igen ved Billethullet; men for dem der med Opmærksomhed havde fulgt hans Færd i de senere År var det klart, at han med dette Spring egentlig slet ikke havde gjort noget Spring, men fulgt sin Udviklings konsekvente Linje og nu, først nu havde fundet hjem.

Hvem der sprang, det var Henderson. Ti efter sit Væsens Lov af samme konservative Støbning som Mac Donald og følgende Arbejderpolitikkens konservative Linje lige til det Øjeblik da han af Frygt slog fra, var det en radikal Nyorientering der indtraf, da han, tvunget af Omstændighederne måtte gå ind i en energisk Opposition der uddybede sin socialistiske Basis for at betone Forskellen fra Mac Donalds „Nationale Arbejderparti". Og det var derfor Mac Donald det blev forundt at se Konsekvenserne af sin Livsindsats fuldbyrde sig og således afrunde sit Livsværk på kunstnerisk fuldendt Måde. Efter først at have anvist Vejen til en Konsolidering af den nationale Status ved direkte Nedskæringer af de sociale Udgifter, og dernæst gennem Valutasænkningen yderligere at have forringet Levestandarden, påtog han sig nu også Ansvaret for det tredje og mest følelige Indgreb i de ubemidledes Livsvilkår: Beskyttelsestolden. Disse var netop de tre Midler til Krisens Afværgelse, vi ovenfor opregnede, og den oprindelige Drøftelse gjaldt hvilken af dem man burde benytte. Nu var de efterhånden alle tre kommet i Anvendelse og så dybe Indgreb allerede nu gjort i den arbejdende Befolknings Levestandard, at Mac Donald, når han engang får nok af det politiske Liv og trækker sig tilbage for at skrive den Bog om John Knox han påbegyndte i sin Ungdom men aldrig fik Tid til at fuldende, med berettiget Stolthed kan hævde at han har efterladt det ham betroede Parti i uforandret Stand dér hvor han fandt det, da han 40 År tidligere tog det til sin Barm, og således har sat „alt på sin rette Plads" - som Herremanden sagde til Gåsepigen da han kastede hende i Skarnet.

Ti siden 1926 er LP.s hele Opbygningsarbejde styrtet i Grus, og Arbejderklassen har mistet sine tilkæmpede Rettigheder, undtagen sådanne som den alligevel ville have opnået selv om der aldrig havde eksisteret noget Arbejderparti, alene ved de borgerlige liberale eller radikale Partiers Hjælp, der til enhver Tid er rede til at lade Arbejderklassen tilflyde en vis Procent af Samfundsgodernes tiltagende Mængde.

Vi har allerede tidligere haft Lejlighed til (i Anledning af Generalstrejkenederlaget) at anstille Betragtninger over Årsagerne til Sammenbruddet, ti som det blev fremhævet er det ikke nok at skyde Skylden på Førernes Sammenbrud. Det blev da konstateret at Årsagen ligger i en indre Tvetydighed i den britiske Arbejderbevægelse, som i Afgørelsens Time lammede den totalt. Den nemlig, at den aldrig kunne blive enig med sig selv om hvorvidt den stod i Opposition til det borgerlige Samfund eller den tværtimod udgjorde en Del deraf. Dybt forankret i det faglige som den er, måtte Spørgsmålet om det daglige Brød blive et Hovedpunkt også på den politiske Arena, mens det socialistiske Program blev forvist til Vælgermødernes oratoriske Præstationer. Sålænge nu de økonomiske Konjunkturer bar fremad, var alt i skønneste Orden, ti da kunne man leve højt på et Program om at tage fra de rige og give til de fattige. Da Omslaget indtrådte blev Modstanden ubrydelig, og Førerne stod magtesløse, fordi den Politik de hidtil havde fulgt var en sådan som forudsatte en stadig tiltagende Højkonjunktur hvis den skulle lykkes. Og da derfor Førerne blev konfronteret med en Situation som krævede et Valg: for eller imod det borgerlige Samfund, brød de sammen.

Denne Beskrivelse gælder for 1931 som den gjaldt for 1926; det er nemlig en almengyldig Foreteelse der gælder til en hvilken som helst Tid, i et hvilket som helst Land og om et hvilket som helst Socialdemokrati. Men vi er nu, med 1931 in mente, i Stand til at føre den, analytiske Bundskrabning et Stykke videre. Ti enhver kan nu se at den traditionelle Arbejderpolitik, at malke Kapitalisterne ved at manipulere Skatteskruen i det uendelige, „socialism by taxation," „taxing the enormous ivealth ofthe rich," „taxing the enormous national income") etc. (dvs. Socialisme ved Beskatning; Beskatning af de besiddendes umådelige Rigdomme; Beskatning af den enorme nationale Indtægt.), havde spillet fallit (og når LP. nu fortsætter med disse Slagord er det kun Repetition af et udenadlært Refræn), ikke fordi der ikke var mere at malke, men fordi Beskatningen var kommet til det Punkt hvor det var meget vanskeligt at pålægge nye Skatter uden at det ville få en hæmmende Indflydelse på Foretagsomhed og Investering og således tendere mod at skabe større Arbejdsløshed. „Socialism by taxation" betegner et Kompromis hvorved Arbejderne affinder sig med Kapitalen mod at få Andel i den og således selv blive Led af det borgerlige Samfund; den bygger på den naive Misforståelse at det skulle være muligt at føre denne Beskatning så vidt at den sluttelig førte til økonomisk Lighed ved fuldstændig Nivelering af alle Formuer. Men det ligger i den kapitalistiske Produktionsmådes Væsen at den må kunne disponere over store Kapitaler til Foretagenders Igangsættelse og Chancers Udnyttelse, jo større des bedre. Uden Kapitalister kan det borgerlige Samfund ikke eksistere, og det er derfor en kortsynet Politik Arbejderne fører når de søger at tilegne sig den størst mulige Andel af den nationale Formue gennem Løn, Understøttelser etc. uden Hensyn til om den økonomiske Organisme kan bære denne Belastning eller ej.

Under et eneste Synspunkt er denne Politik forsvarlig: den forudsætter at man med Sindsro ser det borgerlige, privatkapitalistiske Samfund gå i Spåner. Hvis et Arbejderparti der bevidst stræber henimod det socialistiske Samfund beslutter at indtil dette er realiseret vil det tilrive Arbejderne alle de økonomiske Fordele det er muligt at fravriste Overklassen, i fuld Klarhed over at denne Fremgangsmåde i Depressionstider vil bringe det kapitalistiske Samfund (og midlertidigt dermed også Arbejderne) til Afgrundens Rand, og netop attrår dette fordi det er den nødvendige Forudsætning for den socialistiske Omvæltning, ja så er det en Politik som giver Mening og giver Bonus. Men når den i Stedet føres således at Arbejderpartiet i det Øjeblik da Bristepunktet er ved at blive nået, iler det betrængte Samfund til Hjælp ved at give Afkald på alle opnåede Fordele, så er det en Politik der kun opnår at gøre Samfundet mindre stabilt og mindre effektivt. Og et Arbejderparti, der handler således forvandles til en Konjunkturbevægelse der opnår bedre Kår for Arbejderne i Opgangstider, som dog atter berøves dem i Nedgangsperioderne. Den bliver en Bølgelinje, snart op, snart ned, således i det uendelige uden nogensinde at kunne garantere Fastholdelsen af de erhvervede Goder.

På denne Udviklingslinje er LP. Mønstereksemplet. Intetsteds har socialism by taxation været drevet videre, og intetsteds har det været mere indlysende at da Bristepunktet, hvor det borgerlige Samfund ikke mere kunne bære Skattebyrden uden at dets Ydeevne ville lide derunder, var ved at nås, og en Forandring derfor var uomgængeligt nødvendig, var der kun to Muligheder: Socialismens eller Kapitalismens Diktatur.

1931 betyder derfor den hidtidige Kulmination af en Udviklingslinje som kan spores helt tilbage til 1921, men som først nu kom rigtigt op til Overfladen, nemlig Tendensen til en direkte Konfrontering af de to Hovedmodstandere. Klassekampen er ved at materialisere sig, og de formidlende Mellemstandpunkter slettes ud. Det er Baggrunden for Liberalismens rivende Nedgang; dens historiske Mission hørte op da Grænsen var nået for de Indrømmelser som Kapitalen mente at kunne gøre, fordi Nedgangstiden ikke levnede nogen Margin for Godgørenhed.

Styrkerne konsolideres, og her har de konservative været først på Pletten. Derfor tilfaldt Sejren dem. Det skete er en Revolution, men en konservativ Revolution, og i Klassemodsætningens Uddybningsproces har det hidtil været de konservative der har været de udæskende. Ikke Henderson og Lansbury, men Neville Chamberlain og Winston Churchill er Revolutionens Rovfugle i Øjeblikkets England. Men naturligvis virker den konservative Aktionslyst tilbage på LP., ligesom den høstede Erfaring at en parlamentarisk Socialisme er umulig, fordi den altid i det afgørende Øjeblik vil blive fejet til Side af den almægtige Finansmagt, vil styrke de revolutionære Stemninger indenfor Partiet.

Den som kender den engelske Arbejder vil indvende at hvor radikale og udæskende end de konservative er, så er han Verdens roligste, ja konservativeste Væsen, en gentleman der aldrig vil kunne befatte sig med noget så ækelt Griseri som en Revolution. Og med Rette. For den engelske Arbejder, som vi kender ham, er intet mere fremmed end rå Vold. Han har virkeligt arvet Overklassens Gentlemanideal og føler sig trygt overlegen i Bevidstheden om at tilhøre Verdens mægtigste Rige.

Vi står her ved det sidste og fundamentale Aspekt for den britiske Arbejderbevægelse. Ti denne i og for sig så beundringsværdige Mennesketype, der har gjort Englænderen frygtet og respekteret Verden over, er et forholdsvis nyt, ikke 200 År gammelt Fænomen, skabt som den er af de samme Faktorer der gjorde England til en Verdensmagt, nemlig det industrielle og kommercielle Herredømme der sammenfattes under Navnet Imperialisme. Hvert År tilflyder der under normale Forhold England £ 300 Mill. som Rente af Kapitalanlæg, væsentligt fra Kolonierne, en Fortjeneste som der altså ikke svarer noget Arbejde til, en ren Merværdi der muliggør det for Rentenyderen at leve på et højere Niveau end hans Arbejde berettiger ham til. Rentenyderen er det engelske Folk. Ti den Reformperiode der i forrige Århundrede var knyttet til Liberalismens Navn og i dette til LP.s er intet andet end den imperialistiske Overklasses Tribut til Underklassen, der således ved Andel i Udbyttet købes til at forholde sig rolig og indordne sig i det borgerlige Samfund. Revisionismen, der blev skabt af Fabian Society og ILP. og fortsat af LP., kan defineres som demokratisk Socialisme på imperialistisk Basis, og den bredte sig til Europa på en Tid da hele denne Verdensdel profiterede af Imperialismen og gennem den opnåede sin høje Levefod. LP.s eneste Politik, socialism by taxation, er netop Udtrykket for Arbejdernes Delagtighed i Imperialismen og har den til Forudsætning.

Officielt er LP. naturligvis Modstander af al Udbytning af fremmede Folk, men denne Modstand kom aldrig ud over Resolutionernes Stadium. I det Øjeblik Partiet fik Ansvaret, sluttede den uden Tøven op om den traditionelle Politik. Mac Donald der begyndte med i veltalende Bøger at kræve Verdensrigets Afvikling, endte med at overlade Styrelsen af Indien til en af den hårde Hånds barskeste Repræsentanter, Lord Willingdon, der kun ønskede at modtage Stillingen som Vicekonge hvis Regeringen ville give ham fri Hånd. Det gjorde den, og Terror blev Dagens Løsen i Indien.

Imperialismen har skabt den moderne Englænder. Den har givet ham nogle af de fornemme Egenskaber der udmærkede Oldtidens Athenæere, hvis frie, skønne Borgerskab har Slaveriet til Forudsætning; eller bedre Oldtidens Romere, hvis Luksuskultur også havde et Kolonirige til Forudsætning, og som Londons Underklasse krævede også Roms Andel i Overskuddet, den herskende Klasse købte sig begge Steder Forsonlighed og Fred til ved Brød og Skuespil. Gentleman'en er denne Luksuskulturs Idealtype, og når vi definerede ham som den Mand der ikke siger og ikke tåler at høre den ubesmykkede Sandhed, så ligger deri at denne Idealtype har et Substrat af Undertrykkelse og Udbytning til Forudsætning som støder an mod de Krav til Noblesse og Loyalitet som Idealet selv er Udtryk for og som derfor må lades uomtalt - og bliver det, fordi den der siger den nøgne Sandhed eo ipso er ophørt at være en Gentleman. Man vil heraf kunne forstå hvorfor man kun er Gentleman overfor Ligemænd og ikke f.eks. overfor Inderne; men også hvorfor der hidtil ikke har været den Følelse af Forskellighed mellem Klasserne i England som i andre Industrilande: begge Parter var jo delagtige i Koloniernes Tribut, begge hyldede derfor Gentlemanidealet, og derfor respekterede de hinanden. Deraf den fredelige Omgangstone, deraf Umuligheden af Revolution. LP. er en Gentleman-Socialisme.

Men som dette Personlighedsideal og denne Arbejderbevægelse er skabt af en bestemt økonomisk Periode, vil den forsvinde når de Årsager der skabte dem er ophørt at eksistere. Vi har ovenfor set hvorledes det voksende Handelsunderskud efterhånden har slugt hele Renten af de udenlandske Kapitalanbringelser, Imperialismens Tribut. Det stigende Underskud skyldes delvis verdensøkonomiske Forskydninger som det ikke er muligt at ændre. Dermed er det givet at den Arbejderpolitik som havde denne Tribut til Forudsætning, socialism by taxation, ikke mere kan opretholdes. Nederlagene i 1926 og 1931 er Udtrykket herfor. Men idet nu LP. gradvis berøves sit imperialistiske Grundlag, svinder også de sociale og psykologiske Formationer som havde aflejret sig derpå. Budt Spidsen af det konservative Parti, der ikke mere kan tilkøbe sig Fred ved Andel i den imperialistiske Tribut (fordi der ikke mere er noget Overskud at dele ud af), men tværtimod må tage tilbage hvad det engang i sine Velmagtsdage har givet, må LP. nu udvikle bestandig mere aktive Egenskaber for blot at kunne værge hvad det har. Med Gentlemanidealets Forsvinden vil der intet være tilbage som forbinder Klasserne, og den britiske Arbejderbevægelse vil træde ind i en ny og afgørende Fase.

Webmaster