Marxismen Leninismens grundlag (IV)

22. De vigtigste økonomiske opgaver i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme

Arbejderklassen griber magten for ved hjælp af sit politiske herredømme at fjerne kapitalismen og opbygge socialismen. Og det kræver først og fremmest en grundlæggende omformning af det økonomiske liv. De opgaver, der fremkommer ved en sådan omformning, er overordentlig komplicerede. Til forskel fra tidligere revolutioner fører den socialistiske revolution ikke til afløsning af én form for udbytning med en anden, men derimod til afskaffelse af enhver form for udbytning af mennesket ved mennesket. Derfor kan den socialistiske produktionsmåde til forskel fra alle tidligere ikke opstå spontant, af sig selv, i det gamle samfunds skød. For at skabe den, behøves der bevidste og målbevidste anstrengelser fra arbejderklassen, der er kommet til magten, og fra dens forbundsfællers side. I ethvert lands liv kræver den socialistiske omformning af den økonomiske virksomhed en særlig overgangsperiode. Man kan hverken springe den over eller omgå den, heller ikke i de tilfælde, hvor i et bestemt land alle materielle forudsætninger for socialismen er modnet fuldkommen, og hvor socialismen kan opbygges under de gunstigste ydre og indre betingelser. Selv om også overgangsperiodens nødvendighed er en almen, for alle lande gældende lovmæssighed, så kan overgangsperioden dog fremvise væsentlige særegenheder i de forskellige lande. Således kræver eksempelvis den socialistiske industrialisering, der, som vi skal se, er den vigtigste betingelse for opfyldelen af overgangsperiodens økonomiske opgaver, betydeligt mindre anstrengelser i højtudviklede lande. Formerne for og tempoet i den socialistiske omformning af landbruget, ligesom for de mindre og mindste kapitalisters virksomheder o.s.v., kan være forskelligt. Endelig findes der i overgangsperioden betydende forskelle, hvad de arbejdendes velstand angår. Det er forståeligt. Thi proletariatets diktatur formår ganske vist at sikre samfundshusholdningens udvikling på den hurtigste og mest rationelle måde og at fjerne den sociale uret i fordelingen af goderne, men den kan ikke i en håndevending skabe overflod. Man må altid begynde ud fra det historisk givne udviklingsniveau af produktionen af materielle goder. De fra fortiden nedarvede forskelle mellem landene holder sig længe. Og det er klart, at disse forskelle må give opbygningen af socialismen visse særtræk, der i en vis udstrækning også er egen for det unge socialistiske samfund i det ene eller det andet land. Den historiske erfaring bekræfter dog, at socialismen fra sine første skridt overalt er i stand til at sikre sin vældige overlegenhed over kapitalismen. Det er sandt, at historien forløb sådan, at det hovedsageligt var de ringe eller svagt udviklede lande, der først betrådte socialismens vej. Denne kendsgerning forsøger de reaktionære teoretikere og propagandister at udnytte for deres spekulationer. Hvad kan være lettere end at »blotlægge« socialismen, hvis man, skal vi sige, sammenligner levestandarden i Polen, der var ødelagt af krigsårene og i tidligere tider var forholdsvis tilbagestående, med levestandarden i et land som Sverige, der ikke måtte bære nogen som helst krigsbyrder og er højtudviklet i industriel henseende? Men sådanne spekulationer kan ikke holde sig længe, så meget mere som de socialistiske landes hurtige udvikling bringer den stund nærmere, hvor socialismens verden ophører med at kappes med kapitalismen på et fremmed grundlag, nedarvet fra det gamle samfund, men på dets eget grundlag. Men hvordan skabes dette egentlige socialistiske grundlag? Eller med andre ord, hvilke økonomiske (og dermed også sociale) hovedopgaver må proletariatets diktatur løse i overgangsperioden?

Hvad begynder arbejderklassens herredømme med?

På det økonomiske område er overgangsperiodens hovedopgave samfundets overtagelse af produktionsmidlerne, den socialistiske sektors hurtige udvikling og på dette grundlag organisering af nye, socialistiske produktionsforhold. Den første akt, hvormed omformningen af den økonomiske virksomheds område begynder, er nationaliseringen af den kapitalistiske, storproduktion.

Nationalisering af storindustrien, transporten og bankerne

I Det kommunistiske manifest hedder det: »Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfterne så hurtigt som muligt.« Naturligvis betegner storborgerskabet den socialistiske nationalisering som noget ulovligt, som »røveri«. I virkeligheden er den socialistiske nationalisering et fuldstændigt retfærdigt middel, som Marx med fuld ret har betegnet som »ekspropriation af ekspropriatørerne«. Den storkapitalistiske ejendom opstod som et resultat af den mest ubarmhjertige udplyndring af millioner af mennesker, opkøb af bondegårde, ruinering af håndværkere, udplyndring af kolonier og statsfinanserne. Kapitalisternes rigdomme vokser bestandig på arbejderklassens bekostning og gennem ruinering af småproducenterne. Derfor genopretter den socialistiske revolution kun retfærdigheden, når den forvandler det, som er blevet skabt af folkets arbejde og retmæssigt tilhører de arbejdende, til hele folkets ejendom. Den socialistiske nationaliserings mål består i at skabe en ny produktionsmåde, efter at bourgeoisiets økonomiske magt er brudt og samfundshusholdningens kommandoposter er gået over i den proletariske stats hænder. Som historien allerede har bevist, kan nationaliseringens former og metoder adskille sig væsentlig fra hinanden i de forskellige lande. Den socialistiske nationalisering af de vigtigste produktionsmidler blev for første gang virkeliggjort af Ruslands arbejderklasse. Før sovjetmagten skred til nationalisering, indførte den arbejderkontrol. Produktionen, handelen og finanserne blev stillet under kontrol af arbejdernes og funktionærernes kollektiver. Bourgeoisiet svarede på arbejderkontrollens oprettelse og på forholdsreglerne til regulering af den økonomiske virksomhed med sabotage og rasende modstand. Det tvang sovjetregeringen til at gennemføre nationaliseringen på yderst kort tid. I december 1917 blev bankerne nationaliseret, derefter jernbanerne, post, telegraf og telefon, sø- og indenrigshandelsflåden og også visse industriforetagender. I juni 1918 blev nationaliseringen af alle industrigrenes storbedrifter og de privatejede jernbaner proklameret. Nationaliseringen blev virkeliggjort ved ekspropriation uden erstatning. I de europæiske folkedemokratiske lande forløb den samme lovmæssige proces med dannelse af socialistiske formationer i det økonomiske liv i mange henseender anderledes. De folkedemokratiske regeringer nationaliserede i den første tid kun sådanne virksomheder, der tilhørte krigsforbrydere, landsforrædere, som havde samarbejdet med de tyske fascister, såvel som de kapitalistiske monopolers virksomheder. Nationalisering af andre virksomheder blev gennemført senere som svar på bourgeoisiets anti-socialistiske intriger. Nationaliseringen i den Kinesiske Folkerepublik fremviste betydningsfulde særegenheder. Her begrænsede folkeregeringen sig til en begyndelse til at nationalisere sværindustriens bedrifter, der tilhørte den øverste top af det bureaukratiske comprador-bourgeoisi, at overtage storbankerne og jernbanerne og at oprette kontrol over udenrigshandelen og valutahandelen. Nationaliseringen berørte dog ikke ejendom, der tilhørte betydende lag af det nationale kinesiske bourgeoisi, som havde samarbejdet med arbejderklassen under befrielseskrigen og folkerevolutionen. For den følgende fredelige omformning af den kapitalistiske ejendom; i Kina blev der i stor udstrækning anvendt mange former for statskapitalisme, begyndende med den simple regulering og kontrol og sluttende med oprettelse af blandede statslige-private virksomheder. Kapitalisterne, deltagerne i de blandede virksomheder, får årligt udbetalt 5 procent af den af dem investerede kapital som købesum (disse udbetalinger skal være afsluttet med udgangen af 1962). Hvordan end den socialistiske nationalisering bliver gennemført, så griber den altid blot ind i et ubetydeligt samfunds-mindretals interesser og tjener på samme tid det overvejende flertals interesser. Kapitalismens udvikling, der koncentrerede ejendomsretten til produktionsmidlerne i hænderne på en stadig mindre kreds af storkapitalister, forberedte selv t betingelserne for en smertefri overgivelse af de vigtigste produktionsmidler til deres retmæssige ejere, til samfundet. Den socialistiske nationalisering berører i intet tilfælde den lille fabrikejers, handlendes eller håndværkers ejendom. Tværtimod hjælper den sejrrige arbejderklasses stat dem endog i den første tid med råstoffer, kreditter, ordrer og skaber i løbet af de videre omformninger betingelser for, at de kan finde en værdig plads i det nye samfund. I et brev i marts 1921 til de gruzinske kommunister skrev V. I. Lenin om de småhandlende: »Man må forstå, at det ville være ufordelagtigt at nationalisere dem, ja, at man endog må bringe visse ofre, blot for at forbedre deres situation og lade dem beholde muligheden for at drive småhandel.« I de udviklede kapitalistiske lande vil der ved nationalisering af de kapitalistiske storbedrifter utvivlsomt blive taget hensyn til disse bedrifters små aktieindehaveres interesser. Det gælder også indehavere af små livrenter, forsikringspolicer o.s.v.. Den socialistiske nationalisering er altså en af den socialistiske revolutions almene, ubetinget nødvendige opgaver, hvilket land de end bliver virkeliggjort i. Den kapitalistiske storproduktion kan kun ved nationalisering gennem de arbejdendes stat blive omformet til en socialistisk storproduktion. Sådan skabes fundamentet for samfundshusholdningens socialistiske sektor, for den nye produktionsmåde. Ved at støtte sig på denne sektor får arbejderklassen mulighed for at begynde omformningen af samfundets hele økonomiske liv.

Konfiskation af den store jordbesiddelse

Arbejderklassen, der har taget magten i forbund med de andre arbejdende, må ikke blot afskaffe de kapitalistiske forhold; i mange lande støder den også på levn fra feudalismen. Det gælder først og fremmest de svagtudviklede lande, særlig de koloniale og afhængige lande, hvor jorden, der bliver bearbejdet af bønderne, for den største dels vedkommende er i storgodsejernes besiddelse. Men feudalistiske levn holder sig også i den ene eller den anden form i mange udviklede kapitalistiske lande. Disse landes bourgeoisi har selv tilegnet sig land og er ikke tilbøjeligt til at rydde en så stor hindring af vejen for det samfundsmæssige fremskridt, som storgodsejernes monopol til jorden er. Derfor består der en opgave af første rang for arbejderklassen i alle lande, hvor der findes store jordbesiddelser - lige meget om de er feudalistiske eller kapitalistiske - i konfiskering af den store jordbesiddelse. I Rusland, hvor godsejerne indtil 1917 var en af de herskende klasser, var denne opgaves løsning særlig påtrængende. Derfor var konfiskering af den store jordbesiddelse uden enhver erstatning en af den proletariske magts første vigtige handlinger. Dekretet om jorden, der blev vedtaget af den 2. Alrussiske Sovjetkongres den 26. oktober (8. november) 1917, overførte al jorden til samfundsejendom. Denne forholdsregel gjorde ikke blot slut på godsejernes eksistens som klasse, men rystede også i høj grad bourgeoisiets økonomiske magt. På samme tid befæstede arbejderklassens forbund med bønderne sig og de arbejdendes brede masser på landet knyttede deres skæbne fast til sovjetmagten. I Rusland blev privatejendommen til al jord afskaffet. Det krævede de konkrete historiske betingelser. Traditionerne for privatejendomsret til jorden var svagere i Rusland end i Vesteuropa. I lange tider har jordfællesskab i den russiske landsby med en periodisk omfordeling af parcellerne været fremherskende. I bondeklassens bevidsthed havde den forestilling indprentet sig, at »jorden tilhører ingen, at jorden tilhører gud«, og at jordens frugter skulle tilhøre dem, der dyrkede den. Derfor støttede bøndernes flertal kravet om ophævelse af privatejendom til jorden. Det forholdt sig anderledes i flertallet af de europæiske folkedemokratiske lande. Her var traditionerne med privatejendomsret til jord meget stærke, og bønderne forholdt sig mistroiske over for parolen om nationalisering. Nationalisering af al jord havde kun gjort forbindelserne mellem arbejderklassen og bønderne vanskeligere. Derfor indskrænkede folkestaten sig til kun at nationalisere storgodserne. En stor del af den konfiskerede jord blev overdraget landarbejderne, småbøndene og delvis også middelbønderne til lave priser med afdrag over et tidsrum på ti til tyve år, men for den største dels vedkommende uden betaling. Jorden forblev privatejendom, men rådighedsretten over den var indskrænket: Salg med undtagelse af særlige tilfælde, forpagtning, deling, bortgivning, det vil sige alt, hvad der kunne tjene til forvandling af jorden til et middel til udbytning og berigelse ved spekulation, blev forbudt. Jordarealet blev også afmålt sådan, at en arbejdende bonde kunne bearbejde den. Størrelsen af de brug, der blev dannet som et resultat af jordreformen, overskred som regel ikke fem hektarer og nåede kun sjældent op på ti og femten hektarer. Konfiskeringen af storgodserne havde både i Rusland og i de folkedemokratiske lande en stor betydning for den politiske befæstelse af den nye magt. Fra historien er det kendt, at den store jordbesiddelse overalt er et støttepunkt for reaktionen og danner kontrarevolutionens rygrad. Konfiskeringen af storgodserne er i sig selv endnu ingen socialistisk forholdsregel, thi den ryster ikke de kapitalistiske forholds grundvold. I en række lande blev konfiskering af storgodserne allerede gennemført under de borgerlige revolutioner i det 18. og 19. århundrede, og det befordrede kun kapitalismens hurtigere udvikling inden for landbruget. Men når magten befinder sig i de arbejdendes hænder, bliver storgodsernes afskaffelse en vigtig forudsætning for gennemførelsen af yderligere socialistiske omformninger. Den socialistiske revolution åbner ikke blot for en epoke med en stormende udvikling af produktivkræfterne, men fører også til en nyfordeling af de materielle goder, som samfundet råder over, til fordel for de arbejdende. Allerede det alene giver straks arbejderne og bønderne følelige fordele. Det er klart, at mængden af de til fordeling kommende goder ikke afhænger af den revolutionære magts ønsker, men af de konkrete muligheder. Jo rigere land, jo højere produktivkræfternes udviklingsniveau er nået i det, desto flere goder får de arbejdende umiddelbart efter revolutionen. Rusland var forud for Oktoberrevolutionen et forarmet land, men trods det og trods de svære betingelser opnåede arbejderklassen og bønderne straks efter revolutionen virkelige fordele. Otte timers arbejdsdag blev indført, og dermed virkeliggjordes det, som arbejderklassen havde kæmpet for i mange år. Arbejdsdagen for unge blev begrænset til seks timer, arbejderbeskyttelsen blev indført og tungt legemligt arbejde for kvinder blev forbudt. For Rusland, der indtil da havde haft den længste arbejdsdag i Europa, var det et betydeligt resultat. Otte timers arbejdsdagen blev også indført i alle de europæiske folkedemokratiske lande efter revolutionen. I kapitalistiske lande, hvor produktivkræfterne står på et højere stade, er det absolut muligt, efter at monopolkapitalens magt er styrtet, at gå over til ikke blot en endnu kortere arbejdstid, men også straks væsentligt forhøje alle arbejdendes levestandard. De arbejdendes stat indfører ufortøvet betalt årlig ferie. Sanatorier og kursteder går over i folkets hænder. Her kan de arbejdende gratis eller til moderate priser tilbringe deres ferie. Alle sundhedsvæsenets institutioner kan gratis tages i anvendelse. Gymnastik og sport ophører med at være et privilegium for velhavere og dagdrivere og bliver til et middel til at holde menneskene sunde.

Hvad får de arbejdende lige efter magterobringen ?

Den socialistiske revolution lægger grundstenen til en omfattende kulturrevolution. Lidt efter lidt bliver almindelig skolepligt indført, ikke blot for grundskolen, men også for de højere skoler. Skolegangen ved de højere læreanstalter er gratis. Derudover modtager størstedelen af studenterne statsstipendier. Uligheden i kvindernes stilling bliver fjernet. Kvinden får ikke blot lige løn for lige arbejde som manden, men bliver også i fuld udstrækning ligeberettiget på alle økonomiens, kulturens og det politiske livs områder. Arbejderstaten begynder straks at oprette et vidtforgrenet net af institutioner til at drage omsorg for børnene og af fælleskøkkener, for efterhånden at befri kvinden for den slaveagtige lænkning til husholdningen. Arbejderstaten griber til beslutsomme og virkningsfulde forholdsregler til afskaffelse af arbejdsløsheden og når til fuld beskæftigelse på historisk set korteste frist. Endelig forsvinder den usikkerhedsfølelse for morgendagen, som følger arbejderen hele livet igennem under kapitalismen. De arbejdende behøver ikke mere at betale til hjælpekasser for arbejdsløse og spare penge til arbejdsløshedens mørke dage. I sammenhæng hermed får socialforsikringssystemet en anden betydning. I arbejderstaten sikrer socialforsikringen pension til de gamle og understøttelse ved midlertidig arbejdsudygtighed. De dertil nødvendige midler bliver fremskaffet ved bidrag fra bedrifterne og fra statshusholdningens midler. Den socialistiske revolution forandrer de arbejdendes boligbetingelser. I Rusland blev millioner af arbejdere flyttet fra kældre og loftsrum til bourgeoisiets boliger. Denne omfordeling af boligmassen blev også foretaget som et resultat af de folkedemokratiske revolutioner i Europas og Asiens lande. Efter revolutionen bliver huslejen stærkt nedsat; lejeforhøjelse er forbudt ved lov. Boligudgifterne andrager nu i en arbejderfamilies husholdning i stedet for tidligere 15 til 30 procent kun 4 til 5 procent af indtægten. De arbejdende befrier sig for deres ydmygende og sårende stilling. De mister »friheden« til vilkårligt at blive jaget bort fra arbejde af kapitalisten. For første gang respekterer og påskønner samfundet arbejdernes menneskeret. I mange af folkedemokratiets lande var allerede efter to til tre år en betydelig forbedring af den materielle situation mærkbar for arbejderne. Arbejderfamiliernes budget blev større også som følge af reallønnens vækst. Bønderne forstod også straks revolutionens gavnlige resultater. Oktoberrevolutionen overdrog gratis over 150 millioner hektarer jord til bønderne, der tidligere havde tilhørt godsejerne, kapitalisterne, tsarfamilien, klostre og kirker. Derudover blev bønderne fritaget for betaling af gæld på jord, som de havde erhvervet fra godsejerne før revolutionen, og for de trykkende forpagtningsafgifter og de store udgifter til køb af jord. I folkedemokratiets lande fik bønderne også som et resultat af jordreformen tillægsjord og blev befriet for deres gældsbyrder. En århundredgammel drøm for landarbejderne og de jordløse bønder blev virkelighed. De begyndte at dyrke deres egen jord og ikke længere storbondens eller storgodsejerens. I alle lande, som opbygger socialismen, bliver endvidere de skatter, som de arbejdende betaler, stærkt nedsat og skattebyrden omfordelt.

Veje til oprettelsen af enhed i det økonomiske liv

Et karakteristisk træk ved overgangsperiodens økonomiske liv består i, at den omfatter flere samfundsøkonomiske formationer. I ethvert land støder arbejderklassen, så snart den er kommet til magten, uundgåeligt på denne omstændighed. Derfor består der en yderst vigtig økonomisk og politisk opgave for partiet og for arbejderstaten under overgangsperioden i fjernelsen af denne lagdelthed.

De tre økonomiske hovedformationer i overgangsperioden

For den første periode efter revolutionens sejr er almindeligvis følgende tre økonomiske formationer karakteristiske: Socialismen, den lille vareproduktion og privatkapitalismen. Disse økonomiske formationer modsvarer følgende klasser: Arbejderklassen, bønderne og også det styrtede, men endnu ikke forsvundne bourgeoisi. Den socialistiske sektors andel bliver fra begyndelsen bestemt af den kapitalistiske storproduktions udviklingstrin, som er blevet nationaliseret i vedkommende land. I Sovjetunionen omfattede den socialiserede sektors produktion i 1923-24 38,5 procent, i Kina i 1949 34,7 procent af samfundshusholdningens bruttoproduktion. I et industrielt henseende så højt udviklet land som Tjekkoslovakiet blev den statslige sektor straks fremherskende gennem nationaliseringen af storindustrien. Allerede i oktober 1945 var ca. 60 procent af industrivirksomhederne og alle banker koncentreret i statens hænder. Det er fuldstændig forståeligt, at betingelserne for yderligere socialistiske omformninger i Tjekkoslovakiet var langt gunstigere. Til den lille vareproduktions økonomiske formation hører i første linje bondebrugene, men også de næringsdrivendes, håndværkernes og andre småproducenters virksomheder, som ikke benytter lønarbejde. I Sovjetunionen var denne økonomiske formation fremherskende i 1923- 24; den fremstillede 51 procent af samfundshusholdningens bruttoproduktion. En endnu større rolle spillede denne formation i Kinas økonomiske liv. I kapitalismens højtudviklede lande er den lille vareproduktions andel forholdsmæssigt ringe. Privatkapitalismen som en af overgangsperiodens økonomiske formationer består i hovedsagen af små og mellemstore industriforetagender, der tilhører bourgeoisiet i byerne, og af storbondebrugene på landet. I Sovjetunionen fremstillede den privatøkonomiske sektor 1923-24 8,9 procent af samfundshusholdningens bruttoproduktion. I Kina og i adskillige europæiske folkedemokratiske lande var den kapitalistiske sektor i begyndelsen temmelig stor, fordi det patriotisk indstillede bourgeoisis ejendom ikke faldt ind under nationaliseringen. Så længe der består økonomiske formationer, der hviler på privatejendom til produktionsmidlerne, bliver også kapitalismens rødder inden for landet og dermed betingelserne for dens genoplivelse bevaret. Det vil sige, at grundlaget for klassekampen også bliver bevaret, grundlaget for modstand fra elementer og klasser, der besidder privatejendom, mod den socialistiske omformningspolitik. Hvis disse klasser og elementer bliver støttet udefra, opstår der også fare for en genrejsning af de kapitalistiske forhold. Det er ikke muligt at fjerne denne fare alene med politiske forholdsregler (befæstelse af den proletariske stat, opløsning af kontrarevolutionære partier og lignende). For endeligt at løse spørgsmålet »Hvem slår hvem?« til gunst for socialismen er resolutte økonomiske forholdsregler uomgængelige: omformning af de økonomiske formationer, der hviler på privatejendom, til socialistiske formationer. Men afskaffelsen af de forskellige økonomiske formationer er en særdeles kompliceret sag, som man ikke kan løse som en slags kavaleriangreb med dekreter og befalinger. Det første og vigtigste, der må tages hensyn til er den ny magts befæstelse, sikringen af den ny samfundsorden. Klassekræfternes forhold, kampens skarphed mellem dem, bestemmer i første linje, på hvilken måde og i løbet af hvilket tidsrum afskaffelsen af flere økonomiske formationer bliver afsluttet. Det er f.eks. klart, at proletariatets diktatur under den skærpede klassekamps og de kapitalistiske elementers aktive modstands betingelser mange gange er tvunget til at fremskynde denne proces for hurtigere at undergrave sine klassemodstanderes økonomiske positioner. Derved er tillige også de økonomiske overvejelser af stor betydning; thi i overgangsperioden er situationen for det meste sådan, at den proletariske stat for en tid ikke er i stand til at tilfredsstille alle samfundets behov uden at tage de privatøkonomiske formationer til hjælp. De små bondebrug frembringer en betydelig del af den landbrugsmæssige produktion; på private hænder befinder flertallet af foretagender sig inden for letindustrien, handelen og alle tjenesteydelser. I reglen kan staten ikke ved de første skridt af dens virksomhed overtage den rolle, som småproducenterne opfylder - godt eller dårligt. For at undgå økonomiske og politiske vanskeligheder må staten altså på den ene eller den anden måde økonomisk forberede afskaffelsen af de andre økonomiske sektorer. Den socialistiske sektors sejr og den deraf følgende befæstelse af den ny ordens positioner kan således blive varig, når socialismen fortrænger de andre økonomiske formationer med økonomiske midler. Men under alle betingelser står den proletariske stat i overgangsperioden over for spørgsmålet: Med hvilke midler og metoder kan den lille vareproduktion og de privatkapitalistiske økonomiske formationer blive underordnet den socialistiske opbygnings interesser og lidt efter lidt blive omformet til den socialistiske sektor? Under forløbet af den socialistiske opbygning blev egnede metoder og veje fundet og prøvet i praksis i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Den erfaring, der blev indvundet i denne henseende, har blivende almen betydning. Hovedsagen er den dygtige udnyttelse af markedsforholdene til fordel for den socialistiske sektors befæstelse og vækst, til fordel for de privatkapitalistiske elementers økonomiske fortrængen. Derfor udviklede den proletariske stat sådanne forhold, fordi andre slags økonomiske forbindelser ikke er antagelige for den lille vareproduktion. Proletariatets diktaturs stat kan uden videre udvikle markedsforholdene, som praksis viste. For i dens hænder er de afgørende grene af samfundshusholdningen koncentreret (sværindustrien, letindustriens storbedrifter, transporten, bankerne og udenrigshandelen). Alle de øvrige økonomiske formationer er på den ene eller den anden måde afhængige af den statslige sektor, da de får maskiner, råstoffer og energi fra den og sælger den færdige produktion til den. Det tillader arbejderstaten at kontrollere forholdene i de andre sektorer ved hjælp af økonomiske løftestænger og lede deres udvikling i den af staten ønskede retning. Det er klart, at jo stærkere det industrielle grundlag er, som står til rådighed for den proletariske stat, så meget mere har den muligheder for kontrol og regulering af markedet og kan følgeligt så meget dristigere tillade markedsforbindelserne. Det betyder ikke, at proletariatets diktatur under den skærpede klassekamps forhold giver afkald på anvendelse af administrativt-regulerende forholdsregler. Sædvanligvis omfatter samfundshusholdningens ledelse gennem proletariatets diktatur i praksis både økonomiske og politiske forholdsregler, der supplerer hinanden, og deres sum udgør, hvad man betegner som den proletariske stats økonomiske politik.

Udviklingen af den økonomiske sammenslutning af by og land

Den vanskeligste økonomiske opgave i overgangsperioden er socialiseringen af den splittede og sønderdelte lille vareproduktion. Vanskelighederne ved den socialistiske omformning af denne økonomiske formation fremkommer derved, at den lille vareproduktion i mindre grad end alle andre er underkastet den proletariske stats umiddelbare regulering. Hovedsagen består dog deri, at bønderne er arbejderklassens hovedforbundsfælle, så at de arbejdendes stat over for dem på ingen måde kan anvende ekspropriationens metoder, men tværtimod er interesseret i oprettelsen af faste økonomiske forbindelser. Uden sådanne forbindelser er befæstelsen af det politiske forbund mellem arbejderklassen og bønderne, der som bekendt er proletariatets diktaturs højeste princip, ikke mulig. Som V. I. Lenin bestandigt betonede, består den eneste rigtige politik i, at man giver landsbyen alle produkter, den behøver fra de store socialistiske fabrikker, i bytte for brød og råstoffer. Hverken afleverings-pligt eller skat, sagde han, »men udveksling af den ('socialiserede') storindustris produkter mod landbrugsprodukter, det er socialismens økonomiske væsen, dens basis«. I Rusland, der var et i økonomisk henseende tilbagestående bondeland, og hvor man var tvunget til at gennemføre socialismens opbygning henvist til egne kræfter, havde proletariatets diktaturs økonomiske politik sine særlige træk. Skønt Lenin allerede i foråret 1918 udarbejdede grundlaget for den økonomiske politik, der skulle tjene til oprettelsen af markedsforbindelserne med det økonomiske liv på landet, tvang borgerkrigen og den udenlandske intervention, der gjorde landet til en belejret fæstning, sovjetmagten til at gå over til den såkaldte krigskommunismes politik. Den fri handel blev forbudt. De vigtigste næringsmidler og industrivarer blev fordelt til befolkningen efter strengt opstillede normer, men først og fremmest efter klasseprincippet. Alt overskud fra landet blev beslaglagt gennem afleveringspligten ligeledes efter klasseprincippet: intet fra de fattige bønder, med måde fra middelbønderne og meget fra kulakkerne. Industrien blev fuldstændigt centraliseret og i enhver henseende underlagt frontens behov. Bedrifterne fik råstoffer, materialer, maskinudstyr og lignende fra statsorganerne og leverede dem efter fordring hele industriproduktionen uden afregning. Pengene ophørte at spille nogen som helst betydende rolle. Det økonomiske liv blev reguleret med rent administrative midler. Krigskommunismen var en politik, der var fremtvunget af borgerkrigens overordentligt vanskelige betingelser. Krigskommunismen hjalp til at mobilisere Ruslands daværende karrige ressourcer til fordel for sejren over fjenden, og deri ligger dens uforgængelige betydning. Som V. I. Lenin skrev, så opfyldte denne politik sin historiske opgave. Men krigskommunismen var ikke en politik, der modsvarede opgaverne med at befæste den økonomiske sammenslutning med bønderne, og kunne heller ikke være det. Så snart betingelserne ændrede sig, gik proletariatets diktatur over til den Nye Økonomiske Politik (NEP). Under denne betegnelse er den gået over i historien, selv om denne politik kun udgjorde noget nyt i forhold til krigskommunismen og i grundtrækkene i virkeligheden var den samme politik, hvis væsen V. I. Lenin allerede havde formuleret i begyndelsen af 1918. Med indførelsen af den nye økonomiske politik blev privathandel tilladt. Bønderne begyndte at sælge overskuddet af deres produktion på markedet. Kapitalisterne blev tilladt såvel i detailhandel som i grossisthandel. Privatkapitalen fik tilladelse til at åbne små industriforetagender; og yderligere blev en del af de statslige denationaliserede foretagender givet til kapitalisterne i forpagtning. Den socialistiske sektors bedrifter gik over til samfundsøkonomisk regnskabsføring. Råstofforsyningen og afsætningen af deres produkter skete på basis af køb og salg. Kortsystemet i befolkningens forsyning blev erstattet af en udviklet handel. Lenin opfordrede kommunisterne til, at »lære at drive handel« for at fortrænge de private ejendomsbesiddere og for at erstatte privathandelen med den statslige og kooperative. Naturligvis måtte oprettelsen af markedsforbindelserne føre til en midlertidig genopliven af de kapitalistiske elementer. På ny rejste kulakkerne hovedet. De forsøgte ved at forpagte land at udvide deres opdyrkede areal og begyndte også i temmelig vidt omfang at udnytte lønarbejderes arbejde. I hænderne på det rige, øverste lag på landet begyndte der at ophobe sig betydelige kornforråd. Differentieringen i landsbyen, der i den første periode efter revolutionen var blevet afløst af en udvikling, der var foregået hen imod dannelse af middelbønder, satte på ny ind. Den proletariske stat kunne ikke ligegyldigt betragte alle disse processer. Kulakkerne ville være blevet en alvorlig fare for socialismens opbygning, hvis de havde opnået en større styrke. Derfor blev der med politikken for den økonomiske sammenslutning med bønderne taget forholdsregler til en begrænsning af de kapitalistiske elementer på landet. Staten anstrengte sig for at hjælpe fattig- og middelbønderne ved genoprettelsen af deres brug; de fik kredit og gunstige betingelser, maskiner og produktionsredskaber gennem udlejningsstationer o.s.v.. Men over for kulakkerne gennemførtes begrænsningspolitikken: forpagtning af jord og lønarbejde blev snævert begrænset, landarbejderens arbejde blev reguleret ved lov og kulakbrugene blev pålagt højere skatter. I et land som Rusland var spørgsmålet om arbejderklassens forbund med bønderne afgørende for socialismens skæbne. Det er ikke til at undre sig over, at omkring dette spørgsmål blussede den mest skærpede klassekamp op, som også fandt sin genspejling inden for partiet. Trotskisterne benægtede bøndernes dobbeltnatur og betegnede bønderne som en helt igennem reaktionær masse, der var ude af stand til at deltage i opbygningen af socialismen. De forsøgte at påtvinge partiet en politik, der ville have betydet en bevidst ruinering af bønderne og udbytning af dem til fordel for industriens opbygning. En sådan politik ville være proletariatets diktaturs undergang. Højreopportunisterne, Buharin-folkene, benægtede egentlig også bøndernes dobbeltnatur, idet de påstod, at den samlede bondestand, kulakkerne indbefattet, af sig selv »ville vokse ind i socialismen«. Den af dem foreslåede politik ville have betydet at vende sig bort fra kampen mod de kapitalistiske elementer og give kræfterne frit løb, det vil sige at denne politik havde gjort vejen fri for en genrejsning af kapitalismen. Uden den ideologiske og organisatoriske sønderslagning af trotskisterne og Buharin-folkene var det umuligt at løse overgangsperiodens modsætninger til gunst for socialismen. Derfor kæmpede det kommunistiske Parti uforsonligt mod alle forsøg på at undergrave arbejderklassens forbund med bønderne eller på at berøve dette forbund dets socialistiske indhold. Under denne kamps forløb blev de rigtige politiske retningslinjer udarbejdet og prøvet på erfaringens grund: de blev til et skarpt våben i hænderne på alle kommunistiske partier og arbejderpartier. Ved overgangen til NEP har V. I. Lenin fremhævet denne politiks almene betydning. Han skrev: »Den opgave, som vi nu løser, om også endnu alene, synes at være en ren russisk opgave, men er i virkeligheden en opgave, der vil opstå for alle socialister... Det ny samfund, der vil blive opbygget på arbejdernes og bøndernes forbund, er uundgåeligt. Før eller senere, tyve år før eller tyve år senere, kommer det, og for det, for dette samfund, hjælper vi med at udarbejde formerne for arbejdernes og bøndernes forbund, når vi arbejder på at løse vor nye økonomiske politiks opgaver.« Lenins forudseen er blevet bekræftet. NEPs erfaringer beholder til fulde sin internationale betydning. Folkedemokratiets lande, der befinder sig i overgangsperioden, virkeliggør en økonomisk politik, hvis indhold ikke er andet end anvendelse i praksis af de leninske principper for udnyttelse af markedet og værdiforholdene til fordel for opbygningen af den socialistiske økonomi. I lande med et højt kapitalistisk udviklingsniveau, hvor bønderne eller farmerne kun udgør en ubetydelig del af befolkningen, opstår der i overgangsperioden en anden gruppering af klassekræfterne. Her kan ved siden af de arbejdende bønder småborgerskabet i byerne (håndværkerne, næringsdrivende, småhandlende o.s.v.), såvel som funktionærerne og intelligensen spille en stor rolle i deres egenskab af arbejderklassens forbundsfæller. I disse lande, hvor der efter nationaliseringen af monopolernes ejendom straks vil opstå en stærk socialistisk sektor, gives der utvivlsomt gunstigere betingelser for inddragelsen af småborgerskabet i by og på land i den socialistiske opbygning. Efter sejren over monopolbourgeoisiet behøver spørgsmålet »Hvem slår hvem?« her ikke at tilspidse sig i den grad, da den socialistiske sektor i økonomisk henseende fra begyndelsen vil vise sig at være så meget stærkere end alle ikke-socialistiske elementer i samfundshusholdningen.

Bøndernes sammenslutning i produktionskooperativer

Den proletariske stats politik over for små- og middelbønder er ikke udtømt med hjælpen til udvikling af deres brug. Før eller senere viser det sig nødvendigt at hjælpe bøndernes hovedmasse med skridtvis at fuldbyrde overgangen fra det lille individuelle brug til storlandbrug, som er udrustet med maskiner og gør det muligt at producere en overflod af produkter. Ligeledes må også proletariatets diktaturs politik over for storbønderne før eller senere gå over fra indskrænkende forholdsregler til sådanne, som tager sigte på deres afskaffelse som klasse. Den eneste vej til skabelsen af en på fælleseje baseret storproduktion på landet er en gradvis overførelse af småbrugene på landet til kooperativ (gruppe-) ejendom, således at de enkeltes arbejde bliver erstattet af det fælles, kollektive arbejde, som udelukker udbytning af mennesket ved mennesket. En sådan vej modsvarer ikke blot udviklingen af samfundets produktivkræfters krav, men også bøndernes egne interesser. Også efter at kapitalisternes og storgodsejernes åg er afkastet, har bonden kun yderst begrænsede muligheder for gennem udnyttelsen af sin lille plet jord at forbedre sine livs- og arbejdsbetingelser. Bønderne overbeviser sig selv om, at småbrugene ikke kan overvinde nøden, og at de således ikke kan opnå et liv i velstand. Af hvad art den socialistiske stats hjælp end måtte være, så kan den lille vareproduktion ikke sikre nogen udvidet reproduktion. Det kan man se af Sovjetunionens eksempel. I 1928 overskred industrien i Sovjetunionen førkrigsniveauet med 32 procent, og udviklingstempoet blev ufejlbarligt fremskyndet, kornproduktionen derimod nærmede sig næppe førkrigsniveauet, hvorved landbrugets markedsproduktion i sammenligning med førkrigsniveauet endog gik tilbage med halvdelen. For bøndernes som for hele landets økonomiske liv findes der altså kun én udvej - at omdanne de tilbagestående, opdelte bondebrug til en mekaniseret stordrift. Under kapitalismens betingelser vokser storproduktionen i landbruget på de små producenters bekostning. Dens organisatorer er de borgerliggjorte godsejere, storkapitalisterne, storbønder og købmænd. Denne kapitalistiske vej til at skabe en landbrugsmæssig storproduktion er naturligvis under det proletariske demokratis betingelser uantagelig. Den socialistiske vej til landbrugets omformning er bøndernes frivillige sammenslutning i kooperativer. Denne vej forudså marxismens grundlæggere klart. Friedrich Engels skrev: »... at vi med statsmagten i hænde ikke kan tænke på, at ekspropriere småbønderne med magt (hverken med eller uden erstatning), sådan som vi er nødt til at gøre det med storgodsejerne. Vor opgave over for småbonden består i første række i at lede hans private bedrift og private ejendom over i et kooperativ, ikke med tvang, men ved eksemplets magt og ved at samfundet yder hjælp til dette formål.« Også i de kapitalistiske lande eksisterer der forskellige former for landbrugskooperativer. I Danmark, Holland og Finland spiller den kooperative handel med landbrugsprodukter en ikke ubetydelig rolle. Men selv om en sådan kooperation også i en vis udstrækning kan hjælpe de arbejdende bønder til at beskytte sig imod monopolkapitalens vilkårligheder, så ændrer den dog ikke produktionsforholdene på landet. Under kapitalismen forsyner kooperationen først og fremmest de kapitalistiske og enkeltbondebrugene i afsætnings- og forsyningsleddet. De kapitalistiske elementer får sædvanligvis overhånd i dem, og under disse forhold forbliver den et kollektivt-kapitalistisk foretagende. Når jorden, industrien og bankerne bliver folkeejendom får den kooperative sammenslutning i landbruget en fuldstændig anden retning og samfundsmæssig betydning, »... når produktionsmidlerne er i samfundets eje, og proletariatet som klasse har besejret bourgeoisiet, så er en samfundstilstand med civiliserede kooperationsfolk det samme som socialismens samfundstilstand«. Kooperationen er den for bønderne bedst forståelige og mest fordelagtige form for forening af deres brug. Herudfra gik Lenin ved udviklingen af sin »Kooperationsplan«. Selv om denne plan også blev udarbejdet for Ruslands betingelser, så bevarer den dog almen betydning som program for overføring af bøndernes millionmasser til socialismens vej. Lenin foreslog til at begynde med organiseringen af de simpleste former for kooperation, i første linje med landbrugsproduktionens afsætningsled og med landbyens forsyning med varer, men også med organisering af landbrugskreditten. Allerede disse simpleste former for kooperation vænner bønderne til samfundsmæssige, fælles økonomiske former, og åbner deres øjne for fordelen ved ikke blot den kollektive afsætning og forsyning, men også for den kollektive produktion. Bønderne måtte efter Lenins anskuelse overbevise sig gennem kendsgerningerne om fællesdriftens fortrin. Først derefter kan man efterhånden gå over til kooperativ sammenslutning af landbrugsproduktionen: først til organisering af de simpleste kooperativer med fælles bearbejdelse af jorden og derefter til højere former for landbrugskooperativer. Ethvert forsøg på at krænke denne naturlige rækkefølge og først og fremmest det leninske princip om den kooperative sammenslutnings fuldstændige frivillighed, kan tilføje sagen store skader og miskreditere den i bøndernes øjne. Det betyder ikke, at produktionsfællesskabet på landet kan udvikle sig af sig selv. Nej, det må have partiets og statens stadige og alsidige støtte - finansielt og organisatorisk (bl.a. med kadrer, der er i stand til at hjælpe bønderne med organisering af kollektivbrug). De arbejdende bønder behøver også politisk hjælp, fordi deres overgang til kollektiviseringens vej i reglen ledsages af klassekamp, der midlertidigt kan blive stærkt skærpet. Sagen er den, at der i denne kooperative dannelsesproces på landet tages afgørelse om den sidste udbytterklasse, storbøndernes skæbne. Deres økonomiske positioner bliver undergravet ved, at det kooperative landbrug bliver hovedleverandør af den landbrugsmæssige produktion og med held fortrænger kulakspekulanterne fra markedet. Deres politiske positioner bliver tilintetgjort i det øjeblik, hvor bøndernes hovedmasse endeligt og uigenkaldeligt betræder socialismens vej. Det skaber forudsætningerne for afskaffelse af storbønderne som klasse. Naturligvis drejer det sig ikke om den fysiske afskaffelse af denne klasses repræsentanter, men derimod ene og alene om tilintetgørelsen af de samfundsøkonomiske betingelser, under hvilke landsbyens bourgeoisi kan udbytte fattigbønderne og landarbejderne. Hvad de tidligere storbønders personlige skæbne angår, så afhænger den af, hvordan de forholder sig over for de samfundsmæssige forandringer, der foregår. I Sovjetunionen, hvor kulakklassen ydede en forbitret modstand mod kollektiviseringen, agiterede mod kollektivbrugene og undertiden løftede våbnene imod dem, måtte bondemasserne og den proletariske magt gribe til undertrykkelsesforanstaltninger mod kulakkerne. Under andre betingelser behøver sådanne skarpe forholdsregler ikke at blive nødvendige - når repræsentanter for denne klasse er loyale og villige til at leve af deres eget arbejde. I dette tilfælde åbner sig det perspektiv for dem at arbejde med i det socialistiske samfund som ligeberettigede. Den vigtigste betingelse for en resultatrig omformning af landsbyen er udviklingen af en socialistisk storindustri på landet, der er i stand til at hjælpe bøndernes kooperativer med teknisk udrustning, med kunstgødning, men også med tekniske kadrer. Den socialistiske industrialisering tillader at udruste landbruget teknisk med et særdeles godt og effektivt resultat. Efter organiseringen af kollektivbrugene i Sovjetunionen, og mens de endnu var økonomisk svage, sørgede staten for landbrugets mekanisering. Der blev oprettet specielle centrer, maskin- og traktorstationer (MTS), og staten uddannede tekniske kadrer. Senere, da kollektivbrugene var blevet stærkere, blev MTS'ernes tekniske udstyr overladt dem, og MTS'erne blev ændret til reparations- og tekniske stationer (RTS). Erfaringerne i Sovjetunionen og i de folkedemokratiske lande har vist, at den kooperative sammenslutning (kollektiviseringen) af bondebrugene er en objektivt nødvendig vej for landsbyens socialistiske omformning. Ligeledes viser praksis, at de konkrete former for produktionskoopera-tiver kan være forskellige. Til forskel fra Sovjetunionen, hvor landbrugsartellet snart blev hovedformen for kollektivbruget, gennemløb den kooperative sammenslutning af bondebrugenes hovedmasse en række mellemstadier i de folkedemokratiske lande. Overalt blev der oprettet kooperativer af lavere type (forskellige grader) og kooperativer af højere type, der er forskellige efter trinnet af produktionsmidlernes socialisering. I kooperativerne af lavere type blev fordeling af udbyttet ikke blot foretaget svarende til arbejdet, men også svarende til den indskudte andel (jord og inventar). I Kina og nogle andre lande gik bøndernes store masse lidt efter lidt fra de elementære former for gensidig hjælp over til produktions-kooperativer af højere type. Det gav bønderne både tid og mulighed for med egne øjne at overbevise sig om fordelene ved den kollektive økonomiske driftsform. Efter Kina fuldførte den Koreanske Folkedemokratiske Republik den socialistiske omformning på landet. Det første land i Europa, hvor den socialistiske omformning af landbruget blev fuldført, var Bulgarien. På trods af de særegne former har landbrugskooperativerne i de forskellige socialistiske lande også noget fælles, nemlig det, der karakteriserer dem som socialistisk bedriftstype. Landbrugsartellet i USSR, landbrugsarbejdsfællesskabet i Bulgarien, landbrugsproduktionskooperativerne i andre lande bliver opbygget under hensyntagen til bøndernes personlige og samfundsmæssige interesser, hvorved der gives muligheder for at opdrage de tidligere enspændere til bevidste medlemmer af kollektivet. I reglen bliver ved kooperative sammenslutninger kun væsentlige produktionsmidler bragt med (landbrugsmaskiner og inventar, arbejdsdyr, såsæd og de for den kooperative bedrift nødvendige avlsbygninger), og medlemmerne af kooperativet arbejder i fællesskab. I mange folkedemokratiske lande forbliver endog jorden de bønders privatejendom, som hører til kooperativet, skønt den bliver slået sammen til et hele. Alt andet (stuehuse, en del af kvæget, fjerkræet, småinventar) bliver ikke socialiseret og forbliver kooperativets medlemmers privatejendom. Deres hovedudbytte får kooperativets medlemmer fra den samfundsmæssige drift, men den personlige bibeskæftigelse spiller stadig en vis rolle på deres budget. Arbejdet i kooperativet bliver organiseret og betalt efter det socialistiske princip: »Enhver yder efter evne, enhver får efter ydelse«. I Folkerepublikken Kina, i Tjekkoslovakiet og i DDR begyndte der i den sidste etape af massesammenslutningen i produktionskooperativer en gradvis optagelse af storbønder i kooperativerne, ligesom deres politiske og arbejdsmæssige omskoling påbegyndtes. Som erfaringen har vist, støder de kommunistiske partier ved organiseringen af kooperative sammenslutninger af bøndernes hovedmasse ikke sjældent på faren for venstreoverdrivelser, på forsøg på at løse denne opgave uden at tage hensyn til, i hvor høj grad bønderne er forberedte og ved at lægge hastværk for dagen dér, hvor menneskene endnu måtte overbevises. Kilden til venstrefejl er bestræbelserne for at fremskynde processen af den kooperative sammenslutning med administrative midler uden det møjsommelige og alvorlige økonomisk-organisatoriske detailarbejde. Mod disse farlige metoder, mod krænkelse af det leninske frivillighedens princip, må de kommunistiske partier kæmpe ikke blot i det tidlige stadium af den kooperative sammenslutning af hovedmassen af bondebrugene, men også i den derpå følgende tid. Men en endnu større fare repræsenterer højreafvigelsen - tendensen til at forlægge den kooperative sammenslutning til en uvis fremtid eller at gennemføre den i et langsomt snegletempo, tendensen til at tilpasse sig storbøndernes interesser, de tilbagestående lag af bøndernes konservatisme og træghed. Højreafvigelsen afspejler objektivt storbøndernes kapitalistiske bestræbelser, og er derfor den største fare for den socialistiske opbygnings interesser. Den heldige gennemførelse af den kooperative sammenslutning af bondebrugene er utænkelig uden beslutsom kamp både mod højreafvigelserne og mod venstreoverdrivelserne. Den ved den socialistiske omformning af landbruget samlede erfaring kan naturligvis ikke give svar på alle de spørgsmål, der vil vise sig i fremtiden. Ethvert land, der begiver sig ind på socialismens vej, bidrager utvivlsomt med meget nyt til den kooperative sammenslutnings former og metoder. Dette kan man særlig vente af de højtudviklede kapitalistiske lande, hvor der findes mekaniserede gårdbrug og store kapitalistiske landbrugsforetagender. Men af hvilken art de enkelte landes særegenheder end måtte være, så tjener overalt den leninske kooperationsplans principper som et tilforladeligt og prøvet grundlag for arbejderklassens politik over for bønderne, en politik, der sikrer overvindelsen af de samfundsøkonomiske formationers mangfoldighed i overgangsperiodens økonomiske liv.

De kapitalistiske elementers fjernelse fra industrien

Genoplivelsen af markedsforholdene og af handelen fører sædvanligvis også til genoplivelse af de kapitalistiske elementer i byen. Som det er blevet skildret, tillod selv den proletariske stat i USSR tidvis bourgeoisiets økonomiske virksomhed i bestemte grene inden for de grænser, der var sat for det ved den nye økonomiske politik (NEP). I de lande, hvor den demokratiske blok af forskellige klasser og lag af befolkningen kom til magten, beholdt det nationale bourgeoisi en mere eller mindre betydende økonomisk basis. I den første tid kan dette lag af bourgeoisiet endog befæste sin stilling. Den proletariske stats videre politik over for bourgeoisiet afhænger meget af dettes opførsel. Det er én ting, hvis bourgeoisiet loyalt støtter den nye orden og er rede til at deltage i den økonomiske opbygning. I dette tilfælde kan det regne med statens støtte - med sikring af visse begunstigelser, kredit, en garanteret afsætning o. lign. En anden ting er, hvis de kapitalistiske elementer aktivt træder op imod de arbejdendes magt, udfører økonomisk sabotage, benytter sig af midler som korruption og bedrageri, unddrager de socialistiske bedrifter råstoffer, arbejdskraft og købere for at volde dem vanskeligheder og beriger sig på deres bekostning. I dette tilfælde pådrager bourgeoisiet sig selv undertrykkelsesforanstaltninger fra staten, der beslutsomt afværger alle dets anti-socialistiske forsøg. Men under alle omstændigheder gennemfører den proletariske stat i overgangsperioden en politik, der begrænser de kapitalistiske elementers vækst. Kapitalisterne bliver holdt inden for strengt begrænsede rammer, der ikke giver dem nogen mulighed for at forvandle sig til en farlig økonomisk og politisk kraft for revolutionen og de socialistiske omformninger. Til dette formål bliver skatter og andre midler udnyttet som begrænsninger, der forhindrer en overmåde stor koncentration af rigdomme i enkeltes hænder. Produktionens omfang, indkøb af råstoffer, priser og ansættelsesvilkår for arbejdskraften o.s.v. bliver reguleret. Hele dette system af forholdsregler bevarer tillige den unge socialistiske sektor fra privatkapitalismens konkurrence og opløsende indflydelse. Yderligere har arbejderstaten ved privatkapitalismens indskrænkning også beskyttelsen af alle arbejdendes interesser for øje, som er beskæftiget i kapitalisternes foretagender. Proletariatets diktatur stiller sig målet at besejre privatkapitalen først og fremmest i åben økonomisk kappestrid. Den proletariske stat frygter ikke en sådan kappestrid. I dens hænder befinder sig en mægtig industri og økonomiens kommandoposter. Den højtorganiserede og koncentrerede socialistiske storproduktions fortrin bringer den før eller siden den økonomiske sejr over privatkapitalen på alle samfundshusholdningens områder. Privatkapitalens virksomhedsområde bliver indsnævret, for den står ingen anden vej åben end økonomisk kapitulation. Sædvanligvis gives der i denne periode også en gunstig mulighed for gennemførelse af omfattende socialistiske omformninger på privatindustriens og privathandelens område. Disse omformninger kan virkeliggøres med forskellige metoder. Som praksis har vist, indtager statskapitalismens forskellige former en vigtig stilling mellem sådanne metoder. V. I. Lenin har for første gang peget på muligheden af at udnytte denne samfundsøkonomiske form i den socialistiske opbygnings interesse. I nogle af sine arbejder (»Sovjetmagtens nærmeste opgaver«, »Om levnedsmiddelskatten« og andre) begrundede han teoretisk muligheden af at benytte sig af statskapitalismen under proletariatets diktatur og forklarede dens rolle som et særligt overgangstrin fra privatkapitalismen til socialismen. Man må ikke forveksle statskapitalismen under proletariatets diktaturs betingelser med statskapitalismen i de udviklede borgerlige lande. Dér er statskapitalismen et middel til at fremskynde privatselskabernes akkumulation af kapital, idet statens finansielle ressourcer og statens metoder til regulering af det økonomiske liv bliver udnyttet i de store og største kapitalisters interesse; dér er statskapitalismen en form for statens indblanding i klassekampen mellem arbejde og kapital i kapitalens interesse. Under proletariatets diktatur drejer det sig om en kapitalisme, der står under de arbejdendes stats kontrol og bliver udnyttet i de arbejdendes interesse, her er denne kapitalisme en form for udnyttelse af privatkapitalen til socialismens opbygning, en form for indskrænkning af kapitalens udbyttertendenser, et middel til omformning af den kapitalistiske samfundsøkonomiske formation til den socialistiske formation. Sovjetstaten, der lod sig lede af den leninske lære, gennemførte i overgangsperioden en politik, der gik ind for tilkaldelse af russisk og udenlandsk kapital til løsning af landets økonomiske genopbygningsopgaver. Bestemte foretagender og bjergværksindustrier blev overgivet til udenlandske kapitalister i koncession eller til andre privatpersoner i forpagtning. Således opstod den statskapitalistiske formation, der dog ikke fandt stor udbredelse i USSR, fordi bourgeoisiet, der regnede med en snarlig undergang for sovjetmagten, ikke gik over til at samarbejde med den proletariske stat. I årene 1923-24 faldt der på den stats-kapitalistiske sektor i det hele kun én procent af samfundshusholdningens bruttoproduktion. De følgende socialistiske revolutioners erfaringer kastede et nyt lys over spørgsmålet om statskapitalismens stilling og rolle i overgangsperiodens system af økonomiske forholdsregler. De leninske ideer fandt praktisk anvendelse i Folkerepublikken Kina, hvor statskapitalismen i vid udstrækning blev udnyttet til den privatkapitalistiske industris omformning til socialistisk industri. En lignende erfaring findes også i den Tyske Demokratiske Republik, hvor blandede statsligt-private foretagender blev oprettet. Endnu større perspektiver åbner der sig i denne henseende for de højtudviklede kapitalistiske lande. Efter oprettelsen af folkemagten med arbejderklassen i spidsen kan de statskapitalistiske foretagender her blive til en vigtig form for statens økonomiske samarbejde med den del af bourgeoisiet, der vil være rede til at godkende de socialistiske omformninger. En særlig form for statskapitalisme kan dannes af blandede selskaber, som bliver oprettet på basis af nationaliserede monopoler og de små kapitalistiske foretagender, der tidligere tilhørte disse monopolers indflydelsessfære. De arbejdsgivere, der ærligt samarbejder med staten, vinder endog hyppigt ved oprettelsen af blandede statsligt-private foretagender og sammenslutninger, eftersom markedet bliver sikret for dem; de undgår fare for at blive undertrykt af stærkere konkurrenter og undgår også angsten for økonomiske kriser. Hvad de videre perspektiver angår, så er, som erfaringen viser, den proletariske stat i stand til at forme de loyale kapitalisters overgang til et liv i arbejde lettest muligt og smertefrit. I materiel henseende bliver denne overgang lettet ved, at kapitalisterne bliver udbetalt bestemte beløb under en bestemt periode for den overladte ejendom, og i moralsk henseende ved, at staten udnytter deres erfaring og viden og giver dem stillinger svarende hertil i bedrifterne og politiske rettigheder inden for rammerne af det proletariske demokrati.

Den socialistiske industrialisering

Den socialistiske produktionsmåde har (som også enhver anden) sin materielt-tekniske basis, d.v.s. et bestemt udviklingsniveau af produktivkræfterne. Lenin sagde: »En maskinel storindustri, der også kan reorganisere landbruget, er det eneste mulige materielle grundlag for socialismen.« Socialismens materielle forudsætninger bliver i en vis udstrækning allerede skabt i kapitalismens skød. Deraf følger dog på ingen måde, at der efter revolutionen ikke vil stå nye opgaver for arbejdermagten på dette område. For det første bliver der dog i de udviklede kapitalistiske lande med maskinel storindustri stående hele industrigrene, i hvilke små foretagender eller endog primitiv teknik og håndværks- og hjemmearbejderes manuelle arbejde har en betydende andel. For det andet kan også lande med svagt udviklede produktivkræfter eller lande, hvor der ved siden af en udviklet industri består et tilbagestående landbrug, hvor millioner af småproducenter er beskæftiget, slå ind på socialismens vej. Det giver spørgsmålet om, hvad arbejdermagten må gøre, når den ikke kan overtage en tilstrækkeligt udviklet materielt-teknisk basis fra kapitalismen, en særlig aktualitet. Højresocialisterne råber tilmed op om ikke at stille spørgsmålet om magtovertagelsen, så længe ikke hele samfundshusholdningen har nået det høje niveau, som karakteriserer den udviklede statsmonopolistiske kapitalisme. Efter deres mening skal arbejderklassen overhovedet ikke drømme om socialismens opbygning. Da den socialistiske Oktoberrevolution var gennemført, erklærede de socialdemokratiske ledere den, som allerede nævnt, for »ikke lovlig«, fordi Rusland endnu ikke havde nået et tilstrækkelig højt udviklingsniveau af produktivkræfterne og af kulturen og endnu ikke rådede over uddannede kræfter til samfundsøkonomiens ledelse. Ruslands arbejderklasse rettede sig dog ikke efter disse pedanter. Den erobrede først magten og begyndte derefter beslutsomt at overvinde den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed og uddanne dens kadrer til ledelse af samfundsøkonomien. Borgerkrigen var endnu ikke afsluttet, da den statslige plan for Ruslands elektrificering, GOELRO-planen, blev udarbejdet under Lenins umiddelbare ledelse. Dette var den første videnskabelige plan til samfundshusholdningens udvikling for de næste 10-15 år. Den forudså de mest betydende grenes udvikling inden for sværindustrien på grundlag af den nyeste teknik: udviklingen af energiforsyningen, af metallurgien, af maskinbygningen, af den kemiske industri og transporten. De leninske ideer, der havde taget form i GOELRO-planen, lå senere til grund for den socialistiske industrialiseringspolitik, gennem hvilken sovjetstaten skabte den nødvendige materielt-tekniske basis for det socialistiske samfund. Den økonomiske og tekniske tilbageståenhed var altså ingen uovervindelig hindring for socialismens opbygning. Dog, foran arbejderklassen stod der en storslået og vanskelig opgave: at skabe den materielt-tekniske basis for socialismen, at udvikle alle industrigrene og først og fremmest produktionen af produktionsmidler. Over for denne opgave står alle lande, der slår ind på socialismens vej, dog i særdeleshed sådanne, der tidligere havde en utilstrækkeligt udviklet industriel basis. De står altså over for nødvendigheden af den socialistiske industrialisering. Den socialistiske industrialisering er en sådan udvikling af storindustrien og i første linje af sværindustrien, der gør det muligt at omforme hele samfundshusholdningen på grundlag af en fremskreden maskinel teknik, som sikrer socialismens sejr og styrker landets økonomiske og tekniske uafhængighed og forsvarsevnen over for den kapitalistiske verden.

Skabelsen af en moderne industri kræver vældige materielle og finansielle udgifter. I de kapitalistiske lande blev midlerne til industrialiseringen fremskaffet gennem koloniernes udplyndring, gennem krigs-tributter eller optagelse af udenlandske lån. De to første kilder er for de socialistiske lande principielt uantagelige. Og hvad optagelse af udenlandske lån angår, så nægter de kapitalistiske lande dem for ethvert land, der opbygger socialismen, hvis de ikke kan regne med, at der ved hjælp af lånet lader sig udøve et politisk tryk på disse lande. Det har indtil i dag vist sig i hvert tilfælde. Og yderligere: for at forhindre opbygningen af socialismen lægger de kapitalistiske lande alle mulige hindringer i vejen for den normale udvikling af handelen og den kulturelle og tekniske udveksling, som kunne befordre industrialiseringen, især køb af udrustning, tekniske konsultationer o.s.v.. Midlerne til socialistisk industrialisering er kun de indre ressourcer, der er blevet skabt af arbejdernes, bøndernes og intelligensens arbejde. Det kan naturligvis særlig i den første etape af den socialistiske industrialisering kræve visse ofre og fremkalde vanskeligheder og savn. Netop sådan var det i Sovjetunionen, og de sovjetiske arbejdende, der som de første havde begyndt socialismens opbygning, måtte spare på alt og nægte sig meget. Men efter kapitalistklassens og godsejerklassens afskaffelse viste der sig også nye kilder til finansiering af industrien. Den del af national, indtægten, der tidligere tjente udbytterklassens parasitære forbrug, blev | anvendt til socialistisk akkumulation. I Rusland, Kina og i en række andre lande, der havde slået ind på socialismens vej, blev der tidligere betalt kæmpesummer til udenlandske kapitalister. Den socialistiske revolution afskaffede også dette åg. Bønderne blev befriet for hypoteksgælden og forpagtningsafgifterne af jorden. Dermed vokser også mulighederne for at tage midler til hjælp fra landsbyen til industriens udvikling. Ligeledes bliver indtægterne fra de statslige virksomheder, fra inden- og udenrigshandelen og fra bankerne benyttet for industrialiseringen. Sovjetmagten mobiliserede alle indre ressourcer og kunne derigennem gennemføre industrialisering i et tempo, som intet kapitalistisk land kendte. I den første femårsplan (1929 til 1932) blev mere end 1500 nye værker taget i drift, i den anden femårsplan (1933 til 1937) beløb det sig til 4500.1 dette tidsrum voksede industriproduktionens omfang med det 4,5-dobbelte. En sådan vækst af industrien i et årti er et spring, der står uden lige i verdensøkonomiens historie. USA behøvede for en sådan vækst af industrien næsten 40 år, fra omkring 1890 til 1929. De folkedemokratiske lande har også nået et højt væksttempo for industrien i overgangsperioden. Muligheden for at nå et højt udviklingstempo vidner klart om den nye, socialistiske ordens overlegenhed. For Sovjetunionen, den første socialistiske stat i verden, var væksttempoet i industrien et spørgsmål om liv eller død. J. V. Stalin sagde i 1931: »Vi er 50-100 år bagefter de fremskredne lande. Vi må tilbagelægge denne strækning på 10 år. Enten gør vi det, eller vi bliver knust.« Fordi USSR i årene indtil 1941 havde kunnet skabe en mægtig industriel basis, og kun derfor, var sovjetfolket i stand til at slå det fascistiske Tyskland. Nødvendigheden af et sådant væksttempo blev også yderligere bestemt ved, at betingelserne hurtigt måtte forberedes for den socialistiske omformning af landbruget og kulakkernes fjernelse. Alt i alt har Sovjetunionen i løbet af 13 til 15 år forvandlet sig fra et landbrugsland til et industriland, der rykkede det op i første række mellem de store industrimagter. Det var en stor historisk bedrift for sovjetfolket, der blev gennemført under det kommunistiske partis ledelse. Folkedemokratiernes lande skaber den materielt-tekniske basis for socialismen under andre, gunstigere betingelser. Til forskel fra USSR, der måtte klare sig med sine egne kræfter, støtter de sig til den omfattende gensidige hjælp fra alle lande i den socialistiske lejr. De industrielt udviklede lande hjælper de mindre udviklede lande med at skabe en fremskreden industri. Sovjetunionen yder de folkedemokratiske lande en stor hjælp gennem kreditter, lån, teknisk bistand, levering af udrustning og råstoffer. I dag, hvor det socialistiske verdenssystem eksisterer, behøver de lande, der tilhører det, ikke ubetinget selv at udvikle alle industrigrene, som Sovjetunionen måtte gøre det. Den internationale arbejdsdeling inden for den socialistiske lejr tillader i vidt omfang at anvende produktionens specialisering og kooperation. De enkelte socialistiske lande kan først og fremmest udvikle alle de industrigrene, for hvilke de besidder de gunstigste økonomiske og naturlige betingelser, og som i højere grad modsvarer deres nationale traditioner og deres produktionserfaringer. Følgelig er de opgaver, som må løses i de forskellige lande ved skabelsen af den materielt-tekniske basis for socialismen, ikke ensartede. I landbrugslandene må først og fremmest udviklingen af industrien forceres; i lande, der allerede under kapitalismen har nået et højt udviklingsniveau af industrien, må den industrielle struktur grundlæggende omformes, der må oprettes nye økonomiske forhold og de fra fortiden overleverede skævheder overvindes.

Overgangsperiodens resultater

Den proletariske stats samlede økonomiske politik i overgangsperioden er indrettet på de socialistiske elementers kamp mod de kapitalistiske elementer, mod indskrænkning og fortrængning af de kapitalistiske elementer, på de socialistiske formationers fuldstændige sejr i alle samfundshusholdningens grene. Denne kamp bliver overvejende ført med økonomiske metoder og midler og fuldendes med alle ikke-socialistiske formationers overvindelse, med afskaffelsen af bourgeoisiet og storbønderne som klasser. Overgangsperiodens hovedresultat er den socialistiske produktionsmådes sejr. Den socialistiske samfundsøkonomiske formation forvandler sig fra den førende, som den allerede blev i periodens begyndelse, til den fremherskende og sluttelig til den udelt herskende formation. Den lille vareøkonomi bliver gennem den kooperative sammenslutning af bondebrugene og ligeledes af håndværksvirksomhederne omdannet til den socialistiske formation. Den kapitalistiske samfundsøkonomiske formation forsvinder fuldstændigt som et resultat af indskrænkningen og fortrængningen af de kapitalistiske elementer i det økonomiske liv eller af deres omformning. Sådan bliver overgangsperiodens grundlæggende modsætning løst, modsætningen mellem den opstående og under udvikling værende unge socialistiske formation og den styrtede, men endnu ikke endeligt afskaffede kapitalisme. Hvilke resultater, overgangsperioden medfører, vises tydeligt af eksemplet fra Sovjetunionen, der som det første land i historien har fuldført opbygningen af det socialistiske samfund. Den socialistiske omformningsproces af det økonomiske liv var i USSR i det væsentligste afsluttet omkring midten af trediverne. 1 1937 faldt 98,7 procent af landets produktionsfonds på fælleseje, det vil sige, som tilhørte den socialistiske stat eller kollektivbrugene eller kooperativerne. På denne tid leverede de socialistiske bedrifter 99,8 procent af bruttoproduktionen. I landbrugsproduktionen nåede den socialistiske sektor 98,5 procent og i detailhandelen 100 procent. Det betød, at samfundshusholdningen tilsammen udviklede sig på et socialistisk enhedsgrundlag. Sovjetsamfundets klassestruktur forandrede sig grundlæggende. Allerede i 1928 faldt de kapitalistiske elementers andel til 4,6 procent, og i 1937 var denne klassemæssige gruppe fuldstændigt forsvundet. Ikke blot Sovjetunionens historiske erfaring, men også de folkedemokratiske landes bekræftede fuldt og helt den marxistisk-leninistiske teoris grundsætning, at socialismen hverken før eller efter den proletariske revolution kan opstå spontant, af sig selv. Den må oprettes ved hjælp af arbejderne, bønderne og andre arbejdende, der er organiseret som stat og ledet af det revolutionære marxistisk-leninistiske parti. Denne anerkendelse af den aktive opbygning af socialismens objektive nødvendighed adskiller netop kommunisterne fra socialdemokraterne, fra reformister og revisionister af alle afskygninger, som forlader sig på, at kapitalismen spontant vokser ind i socialismen, og som benægter det proletariske diktaturs statslige og samfundsmæssige organers organiserende og ledende rolle. Nogle repræsentanter for Jugoslaviens Kommunisters Forbund f.eks. anser ikke kampen mellem den voksende socialisme og kapitalismens levn for overgangsperiodens grundlæggende modsætning, men derimod modsætningen mellem den centraliserede statslige forvaltning og de lokale og bedriftsmæssige behov. Udvejen af denne udtænkte modsætning ser de i allerede i overgangsperioden at forcere statens »bortdøen«. I virkeligheden kan arbejderklassen kun magte sine gigantiske organisatoriske og skabende opgaver, når den lærer at bruge sin statsmagt som den afgørende økonomiske kraft. Som Lenin sagde, har arbejdernes og bøndernes stat en særlig økonomisk funktion. Hvilken form den socialistiske stat end må få i det ene eller det andet land, må den aktivt gennemføre den økonomiske omformning, lede og planlægge samfundshusholdningen og indvirke på hele den udvidede reproduktionsproces i socialismens interesse. Den socialistiske stats rolle er særlig vigtig, så længe den imperialistiske lejr består. I overgangsperioden danner sig også nye socialistiske forbindelser på fordelingsområdet. Efter de parasitære klassers afskaffelse bliver nationalindkomsten fuldstændigt de arbejdendes ejendom. Gennem opfyldelse af overgangsperiodens økonomiske opgaver bliver arbejdsløsheden, denne arbejderklassens svøbe under kapitalismen, afskaffet allerede før de socialistiske produktionsforholds fuldstændige sejr. Årsagerne til landsbyens forarmelse bliver afskaffet for stedse. Retten til arbejde bliver for første gang virkeliggjort og sikret gennem den socialistiske samfundshusholdnings planmæssige udvikling. Overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme kan ikke have den samme varighed i de forskellige lande. Her afhænger meget af de indre og internationale betingelser. Det er klart, at enhver arbejdende ligesom hele samfundet er interesseret i, at de socialistiske omformninger bliver gennemført så hurtigt som muligt. Derfor er det en vigtig opgave for partiet og staten at afsløre og udnytte alle reserver, som kan fremskynde overgangen til socialismen. Det betyder ganske vist ikke, at det er muligt at springe nødvendige etaper over, at forhaste sig. Ubegrundet hastværk ved socialismens opbygning som overhovedet ved enhver stor sag, der berører de brede massers interesser, er skadelig. V. I. Lenin skrev: »Kommunen, d.v.s. arbejder- og bonderepræsentanternes sovjetter, 'indfører' ikke, agter ikke at 'indføre' og må ikke 'indføre' nogen som helst omdannelser, som ikke er fuldt ud modne både i den økonomiske virkelighed og i det overvældende folkeflertals bevidsthed.« De marxistisk-leninistiske partier lader sig lede af denne leninske anvisning i deres organisatoriske og oplysende arbejde.

23. Den socialistiske produktionsmådes grundtræk

Med oprettelsen af fælleseje til produktionsmidlerne i alle samfundshusholdningens grene bliver overgangen fra kapitalisme til socialisme fuldbyrdet. Socialismen udvikler sig nu på basis af den maskinelle storindustri og det mekaniserede kollektive landbrug. Samfundet, d.v.s. de arbejdende selv, får mulighed for at planlægge og regulere den samlede produktionsproces i landets samfundshusholdning. I kapitalismen kan en mere eller mindre planmæssig organisation af produktionen kun nås inden for en enkelt virksomheds rammer eller i det højeste inden for et monopol. Men også denne planmæssighed bliver bestandig krænket gennem det i hele samfundshusholdningen herskende produktionsanarki. Socialismen skaber mulighed for en planmæssig ledelse af hele den samfundsmæssige produktions mekanisme. I menneskehedens historie bryder en ny tidsalder frem - planøkonomiens tidsalder. Omfanget af den samfundsmæssige produktion, dens struktur, fordelingen af arbejdet og produktionsmidlerne på samfundshusholdningens grene, varepriserne, arbejdslønnens størrelse - alt dette opstår ikke mere spontant. Samfundet planlægger alt dette for at nå en stadig mere omfattende tilfredsstillelse af dets medlemmers behov. Det betyder dog ikke, at de objektive love på det økonomiske område mister sine virkninger. Tværtimod, det socialistiske samfund må rette sig efter dets objektive udviklingslove og organisere dets samfundsøkonomi i overensstemmelse med disse love, for at dets bevidste virksomhed ved ledelsen af samfundsøkonomien kan have maksimal virkning. Beherskelsen af den ny økonomiske formations love er ikke mulig at opnå på én gang. Erfaring og tid er nødvendigt, for at det socialistiske samfund erkender og lærer lovmæssighederne i sin egen udvikling og udnytter dem i sin interesse. Under disse betingelser har de ledende partiorganer og samfundets' statsorganer et stort ansvar. De har pligt til at tilegne sig kunsten at lede denne komplicerede økonomiske organisme og at planlægge den samlede samfundsmæssige produktion sådan, at den uafbrudte vækst i produktionen og den stadige højnelse af hele folkets velstand er sikret.

Fællesejet og dets former

Marx anså måden, på hvilken produktionsprocessens grundlæggende elementer - arbejdskraften og produktionsmidlerne - indgik forbindelse som grundlag for enhver samfundsorden. Under socialismen er disse elementer forenet således, at de, der deltager i produktionen, selv ejer arbejdsmidlerne, som de anvender kollektivt. Det udelukker fuldstændigt muligheden af en forvandling af produktionsmidlerne til et middel for udbytning af én del af samfundet gennem en anden del. Som medejere af den samfundsmæssige ejendom og deltagere i den samfundsmæssige produktionsproces er alle mennesker lige og bygger deres forhold op på grundlag af kammeratligt samarbejde og gensidig hjælp. Under socialismen modsvarer fællesejet produktivkræfternes opnåede udviklingstrin. Som følge heraf har den bestemte træk og særegenheder, der er karakteristiske for den første fase af kommunismen, socialismen. Hertil hører i første linje den særegenhed, at fælleseje i dette stadium ikke eksisterer i en enhedsmæssig form. Sovjetunionens og de folkedemokratiske landes erfaringer viser, at fælleseje eksisterer i to former: som almindeligt (statsligt) folkeeje og som kooperativt-kollektivt eje.

Den statslige ejendom under socialismen

Som det allerede er blevet sagt, opstår den statslige socialistiske ejendom gennem storindustriens, transportvæsenets og bankernes nationalisering såvel som gennem den proletariske stats konfiskering af godsejernes jord. Den videre udvikling af økonomien fører til en hurtig vækst af den statslige sektor. Det, som efter arbejderklassens magterobring er blevet nationaliseret, udgør i den følgende tid kun en lille del, ikke sjældent endog en fuldkommen ubetydelig del af produktionsmidlerne, som det socialistiske samfund råder over. Alt andet bliver skabt af folket i den socialistiske opbygningsproces. I Sovjetunionen f.eks. forøgedes industriens produktionsgrundfonds fra 1913 til 1956 til det 30,3-dobbelte. Deraf fremstillede den i årene fra 1917 til 1918 nationaliserede ejendom i 1956 kun lidt mere end 3 procent af de samfundsmæssige produktionsmidler. I den socialistiske sektors opståelsesperiode påpegede Lenin, at hovedvanskeligheden ikke består i konfiskering af bourgeoisiets produktionsmidler. »Organisering af regnskabsføringen, kontrol med de største virksomheder, forvandling af hele statens økonomiske apparat til én stor maskine, til en økonomisk organisme, som arbejder sådan, at hundreder millioner mennesker ledes af én plan - det er den gigantiske organisatoriske opgave, som er lagt på vore skuldre.« I den første tid efter nationaliseringen er industrien, transporten og bankerne endnu enkelte, isolerede foretagender. Tid og store anstrengelser er nødvendige for at forene dem til ét hele og at organisere deres virksomhed efter en samlet plan. I overgangsperiodens løb bliver denne opgave løst. Den socialistiske storproduktion, der er udbredt over hele landet og bliver ledet fra et centrum, er i besiddelse af fordele, som kapitalisten ikke engang kan drømme om. Under socialismen er den almindelige folkeejendom statslig ejendom, thi samfundet som helhed, som produktionsmidlerne tilhører, bliver i dette stadium legemliggjort af staten. På samfundets vegne leder staten hele den samfundsmæssige produktion som en samlet proces. Staten overlader de enkelte kollektiver rådigheden over og benyttelsen af produktionsmidlerne, men de forbliver dog dens ejendom. Når det bliver sagt, at menneskene under socialismen bevidst leder deres samfundsmæssige udvikling, så betyder det, at de gør det gennem partiet og staten, som udøver den ledende og organiserende rolle i den socialistiske samfundsøkonomi.

Den reformistiske og revisionistiske forfalskning af fællesejets væsen

Det er blevet revisionisternes nyeste mode at betegne statsejets og den statslige økonomiske sektors vækst i de socialistiske lande som udtryk for en bureaukratisk centralisme. De betegner statseje som kilde udelukkende til bureaukratiske forvanskninger. Men hvad foreslår de i stedet for statseje? I stedet for det, d.v.s. almindeligt samfundseje, stiller de forskellige former for gruppeeje i forgrunden: den kooperative, den by- og sognekommunale ejendom. Ved første blik kunne det også se ud som socialisme. I virkeligheden er det dog småborgerlig anarko-syndikalisme, hvis holdningsløshed allerede blev bevist af marxismen-leninismens grundlæggere og blev bekræftet af hele den historiske erfaring. Nødvendigheden af samfundseje i dets statslige form opstår ikke som resultat af hovedløse påfund, men som direkte resultat af de moderne produktivkræfters udviklingstendenser. Kommunisterne udtrykker kun bevidst det, som har sin grund i disse tendenser: I ethvert udviklet kapitalistisk land kræver lovmæssighederne for produktivkræfternes videre vækst forvandlingen af samfundshusholdningen til en ensartet organisme, der bliver ledet fra et centrum. Kun socialismen kan tilfredsstille produktivkræfternes modnede behov og skabe en virkelig samlet, af staten ledet samfundsøkonomisk organisme. De nutidige anarko-syndikalisters forgængere lånte deres forestillinger fra fortiden. De idealiserede de isolerede kollektivers arbejde, som i deres primitiveste former havde sin plads i den afsondrede bondenaturaløkonomi og i håndværkernes lille vareproduktion. Deres teorier var en reaktionær utopi, der var rettet imod den videnskabelige socialisme. Genoplivningen af disse ideer, om også i en fornyet, moderniseret form, er ligeledes en reaktionær utopi. Arbejderklassen kan ikke være indforstået med sådanne opfattelser. Socialismen er storproduktionens produkt. Redningen fra monopolernes åg kan ikke bestå i at vende tilbage til opsplittet småproduktion, men tværtimod i overgang til en endnu større og centraliseret samfundsmæssig produktion, der er underordnet de arbejdendes magt. Kunne man måske under den moderne maskinelle storproduktion oprette socialismen på grundlag af enkelte, isolerede kooperativer, sogne og kommuner uden at undergrave grundlaget for de på basis af den nyeste teknik forløbende produktionsprocesser? Det er fuldstændig umuligt. Under gruppeejendomsrettens herredømme dominerer de lokale interesser over hele samfundets. De enkelte bedrifters arbejde foregår her i blinde, uden at den samlede samfundshusholdnings behov bliver taget i betragtning. En sådan proces har sædvanligvis kun ét resultat: Uagtet at kapitalisternes privateje er afskaffet, opstår produktionens anarki på ny. På ny opstår vedvarende ujævnheder, som spekulationsmarkedet må »udjævne«. Gennem spekulationens grumsede vand og markedets spontaneitet vil der uundgåeligt igen blive frembragt kapitalistiske elementer. I snæver forbindelse med nedvurdering af statsejets betydning står også revisionisternes angreb mod den socialistiske stats økonomisk-organisatoriske rolle, bl.a. mod den statslige planlægning. Revisionisterne forsøger at betegne den socialistiske stat som en unyttig bureaukratisk udvækst på samfundslegemet, der angiveligt hæmmer den frie økonomiske udvikling. Men en sådan forvrænget fremstilling af den socialistiske stats rolle vidner kun om, at revisionisterne ikke vil forstå statens nye rolles organiske forbindelse med samfundsejets herredømme og med socialismens økonomiske loves virkningers særlige karakter. Når staten optræder som repræsentant for hele samfundet, så er det kun naturligt, at den og dens centrale organer i samfundets navn fastlægger samfundshusholdningens retning, proportioner og udviklingstempo. Kun gennem statens samfundsøkonomisk-organisatoriske virksomhed bliver alle socialismens objektive muligheder og fortrin virkelighed. I dette spørgsmål kommer atter revisionismens småborgerlige væsen til udtryk. Under socialismen lykkes det at stille det økonomiske liv under samfundets bevidste kontrol og derved opnå et hastigt opsving af den almindelige velstand, mens revisionisterne går baglæns, vil vende tilbage til de økonomiske kræfters »frie spil« til tider, som i en parentes bemærket for længst er ophørt med at eksistere i de kapitalistiske lande. Revisionisterne går tilbage fra Marx til Proudhon og til andre forløbere for anarko-syndikalismen. De ser tilbage i fortiden og ikke ind i fremtiden. Så det er ikke underligt, at ethvert skridt fremad i den socialistiske storproduktions udvikling sønderslår alle deres argumenter. Forsøgene på at anvende de anarko-syndikalistiske dogmer i den økonomiske praksis vidner om mangel på forståelse over for den socialistiske 1 ejendoms statslige forms fortrin, vidner om uformuenhed i at udnytte disse fortrin. Det samfundsmæssige folkeeje indsnævrer på ingen måde J de enkelte produktionskollektivers skabende virksomhed. Tværtimod, en frugtbar virksomhed i disse kollektiver kan kun udvikle sig i en godt 1 organiseret, i alle sine dele overensstemmende samfundsøkonomisk organisme. Særlig vigtigt derved er, at den statslige form for samfundseje fører mennesker til ikke at lade sig lede af lokal- eller gruppeinteresser, men derimod af hele folkets interesser. Således bidrager denne ejendomsform til at hæve producenternes bevidsthed op til et sådant niveau, at de ikke blot tager hensyn til deres eget kollektivs interesser, men i første linje til hele folkets interesser. Derfor betegnede Lenin den statslige ejendom og den almindelige samfundsejendom som konsekvent socialistisk, det vil sige som den socialistiske ejendoms mest fuldkomne form, som legemliggør den socialiserede produktions højdepunkt.

Den kooperative og kollektive ejendom

Ved siden af den statslige ejendom anerkender marxister-leninisterne under socialismen også den kooperative, det vil sige gruppeejendom, som fuldstændig retmæssig, og udvikler og fuldkommengør den på enhver måde. Men de er ikke af den mening, at kooperativ og sammenslutning alerede betyder socialisme. Det forrige århundredes utopiske socialister tænkte således; de drømte om ene og alene ved organisering af kooperativer at nå til socialismen. De forstod ikke, at kooperationen alene endnu ikke bestemmer produktionsmåden. Tværtimod bliver kooperationens karakter bestemt af den herskende produktionsmåde. Som de historiske erfaringer viser, antager småproducenternes kooperationer under kapitalismen i flertallet af tilfældene borgerlig karakter. Under socialismen, hvor arbejderklassen og bønderne er ved magten, og hvor den statslige sektor har den afgørende betydning i økonomien, antager kooperationen en socialistisk karakter. Under socialismen opstår den kooperative ejendom historisk som resultat af den særlige vej, ad hvilken bønderne og andre befolkningslag, som tidligere var forbundet med den lille vareproduktion, går over til nye kollektive økonomiske former. Den som resultat af den lille vareproduktions kooperative sammenslutning opståede kollektivejendom er den socialistiske ejendoms kooperativt-kollektive form. Det er landbrugs-artellerne (kollektivbrugenes), håndværkerkooperativernes og andre kooperative foreningers gruppeejendom. I de fleste socialistiske lande begynder produktionskooperativerne i landbruget med en simpel sammenslutning af produktionsmidler, som tilhører bønderne: Arbejdsdyr, plove, harver og visse avlsbygninger. Der efter forøges den kooperative ejendom ved bøndernes fælles arbejde, hvortil den statslige industri yder produktionshjælp. Kooperativerne kommer i besiddelse af den moderne maskinelle teknik. Med forenede kræfter skabes kraftværker, vandingskanaler, opdæmninger, veje, skoler og sygehuse, det vil sige anlæg, der har betydning for hele folket. I Sovjetunionen voksede kollektivbrugenes udelelige fonds, det vil sige den del af de kooperative formuer og indtægter, der ikke bliver fordelt mellem artellets medlemmer, i årene fra 1932 til 1958 fra 4,7 milliarder rubler til 102 milliarder rubler, altså til det 21-dobbelte. I disse fonds' sammensætning indtager nu de moderne landbrugsmaskiner, traktorer og den komplicerede tekniske udrustning den afgørende plads. I sammenligning med den statslige, den almindelige samfundsejendom er den kooperative ejendom en mindre udviklet form for socialistisk ejendom; thi her tilhører produktionsmidlerne og den færdige produktion ikke hele samfundet, men vedkommende kollektiv. Der findes dog under socialismen på ingen måde grundlæggende forskelle mellem den kooperativt-kollektive og den statsligt-almindelige samfundsejendom. Både den ene og den anden udelukker udbytning af mennesket ved mennesket og forudsætter arbejde på kollektivt grundlag i samfundets interesse. Den kooperative såvel som den statslige ejendom byder store muligheder for den socialistiske produktions stadige vækst og for højnelse af de arbejdendes levestandard. Desuden er den kooperative ejendom ikke noget uforanderligt og stift. Den gennemløber i sin udvikling en række trin, der fører fra lavere til højere former. Kooperativernes produktion vokser stadigt som et resultat af deres udvidelse, deres tekniske nyudrustning og udviklingen af indbyrdes kooperative bedrifter. Således udvikler produktionskooperativerne sig efterhånden svarende til socialiseringens niveau og arbejdets karakter, såvel som deres organisationsformer og den benyttede udrustning udvikler sig svarende til de samfundsejede, statslige foretagender. Den kooperative ejendom kan kun udvikles og befæste sig, fordi den statsligt-almindelige samfundsejendom findes ved siden af den. Den socialistiske stat foretager alt for at hæve den kooperativt-kollektive ejendom til den almindelige samfundsejendoms niveau og dermed byde bønderne og de andre i kooperativer sammensluttede befolkningslag endnu større muligheder for en udvidelse og forbedring af produktionen såvel som for en forøgelse af deres velstand.

Den socialistiske produktions grundlæggende mål

Den kapitalistiske produktions mål består i at uddrage profit. Det interesserer kapitalisterne mindre, om de producerer det ene eller det andet produkt. Endnu mindre interesserer spørgsmålet dem, om alle samfundets medlemmers behov bliver tilfredsstillet. Hvordan kan man forvandle produktionen af en hvilken som helst vare til en kilde til profit? Det er det, som i virkeligheden interesserer en kapitalist. Produktionsmidlernes overgang til samfundseje forandrer på grundlæggende måde produktionens bevæggrunde og mål. Under socialismen tilhører produktionsmidlerne de arbejdende, deres samfund, og det er klart, at de arbejdende kan ikke udbytte sig selv. Følgelig findes under socialismen udbytningens resultat, merværdien, heller ikke. Nu tilhører »merproduktet ikke en klasse af besiddende, men derimod alle arbejdende og kun dem.« Samfundets totalprodukt, der årligt bliver produceret i den socialistiske husholdning, tilhører dem, der ejer produktionsmidlerne - samfundet, det vil sige de arbejdende som et samlet produktionskollektiv, der omfatter hele folket. Som det senere vil blive vist, kan dette årlige totalprodukt ikke benyttes på anden måde end til direkte eller indirekte tilfredsstillelse af de arbejdendes behov. De arbejdende, som har erobret statsmagten og organiseret den samfundsmæssige produktion, kan ikke have andre mål i deres arbejde end tilfredsstillelsen af deres samfundsmæssige og personlige behov. Nu står der ingen mellem producenterne og resultatet af deres arbejde - ingen kapitalist, ingen godsejer, ingen handlende, ingen ågerkarle. Alt, hvad der bliver fremstillet i samfundets bedrifter, tilhører producenterne selv - det er den nye produktions- og fordelingsmådes væsen. Det er derfor forståeligt, at de arbejdende stræber efter en stadig forhøjelse af produktionen af materielle goder, thi frugterne af deres eget arbejde kommer dem selv til gode. Den socialistiske produktions mål giver altså sig selv ud fra den socialistiske produktions væsen. Lenin definerede dette mål som »en planmæssigt organisering af den samfundsmæssige produktionsproces for at sikre alle samfundsmedlemmers velstand og mangesidige udvikling.« Derved må man tage hensyn til, at menneskenes behov og deres levestandard ikke udgør noget stift og ubevægeligt. De må forandre sig, thi med udviklingen af samfundets rigdom og kultur vokser både menneskenes materielle og åndelige krav, opstår der nye behov. Under socialismen består samfundets opgave netop i at sikre den stadig mere fuldstændige tilfredsstillelse af de stadigt voksende materielle og kulturelle behov hos alle dets medlemmer. Den stadig bedre tilfredsstillelse af behovene som mål for den socialistiske produktion har en nødvendig, det vil sige lovmæssig karakter. Med andre ord, det socialistiske samfunds mål bliver objektivt bestemt af lovene for den produktion, der hviler på samfundseje. Var produktionen ikke underordnet tilfredsstillelsen af de voksende materielle og kulturelle behov, ville den miste hoveddrivkraften i sin udvikling. Derfor betragter den socialistiske stat udvidelsen af produktionen med det formål stadig at højne folkets velstand som sit hovedmål. Dette mål er ikke andet end det bevidste udtryk for den objektive økonomiske lovmæssighed, der er særegen for den socialistiske produktion. I den sovjetiske økonomiske litteratur bliver denne lovmæssighed betegnet som socialismens økonomiske grundlov og formuleres på følgende måde: Uafbrudt udvidelse og fuldkommengørelse af produktionen på basis af den fremskredne teknik med den størst mulige tilfredsstillelse af de stadigt voksende behov og med alle samfundsmedlemmers alsidige udvikling som mål. Virkningen af denne lov anskueliggøres i den uafbrudte vækst i de arbejdendes materielle velstand i de socialistiske lande. I Sovjetunionen forøgedes arbejdernes og funktionærernes realløn fra 1940 til 1958 næsten til det dobbelte, og bøndernes realindtægter voksede med mere end det dobbelte. Historiens forløb formede sig sådan, at netop de socialistiske lande, der i tidligere tid for størstedelens vedkommende ikke i økonomisk henseende hørte til de mest fremskredne, først trådte i kappestrid med kapitalismen. For at vinde denne kappestrid måtte de nå et højt væksttempo og gøre sig store anstrengelser i arbejdet og overvinde de talrige vanskeligheder, der var et resultat af den tidligere tilbageståenhed. Det høje tempo kan kun nås, når alle produktionsgrene bliver udrustet med den nyeste teknik. Det kræver dog en høj akkumulation, d.v.s. anvendelse af en stor del af nationalindkomsten til udvidelse af produktionen. Forbrugsfondens omfang er indtil nu også begrænset af, at de socialistiske lande må give betydelige midler ud til forsvaret. Fandtes alle disse omstændigheder ikke, så kunne forbrugsfonden allerede nu vokse i langt højere grad. Nu har dog den socialistiske lejrs økonomiske styrke og forsvarsevne nået et sådant trin, at de lande, der hører til denne lejr, kan anvende stadig flere midler til forbedring af folkemassernes liv. Det høje udviklingstempo i sværindustrien og forsvarsudgifterne er nu fuldstændigt forenelige med en hurtig vækst af letindustrien og et stejlt opsving i landbruget. Dette gjorde det muligt for Sovjetunionen og de andre socialistiske lande tillidsfuldt at stille sig den opgave på historisk korteste frist at nå et forbrugsniveau, der i alle måltal overstiger niveauet i de højest udviklede kapitalistiske lande.

Samfundshusholdningens planmæssige udvikling

Med oprettelse af samfundseje mister den kapitalistiske økonomis love sine virkninger. Den ny ejendomsform frembringer, som allerede sagt, sine egne, nye objektive love. Mellem dem indtager loven om samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling en særlig plads.

Loven om i samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling

Under socialismen udgør samfundshusholdningen en helhedsorganisme, der bliver ledet af en samlet vilje. Under disse betingelser bliver sikringen af harmoni, god organisation og den maksimale »tilpasning« inden for alle dele af landets samfundsmæssige produktionsapparat økonomiens første krav. Dette krav kommer til udtryk i loven om i samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling. Hvori består denne lovs væsen? Den består først og fremmest deri, at for den socialistiske økonomis normale gang er bestemte indbyrdes forhold, proportioner, mellem dens enkelte grene nødvendige. Denne lovs væsen består yderligere i, at under socialismen kan og må oprettelsen og opretholdelsen af sådanne proportioner foregå planmæssigt, det betyder: som resultat af den socialistiske stats og dens planlægningsorganers forud overvejede handlinger. Den objektive karakter i loven om den planmæssige, proportionelle udvikling består i, at samfundshusholdningens nævnte proportioner ikke vilkårligt, ikke efter ønske eller forgodtbefindende, kan blive tilvejebragt, men at de er underkastet bestemte lovmæssigheder, hvis overtrædelse uundgåeligt fører til desorganisation af samfundets produktionsprocesser. På denne side af sagen har allerede Marx henledt opmærksomheden, da han skrev: »At denne nødvendighed af det samfundsmæssige arbejdes fordeling i bestemte proportioner aldeles ikke ved samfundsproduktionens bestemte form kan ophæve, men kun ændre dens fremtrædelsesmåde, er selfevident (selvindlysende). Naturlove kan overhovedet ikke ophæves.« Det socialistiske samfund kan altså ikke »fremtrylle« en forandring af det indbyrdes forhold mellem produktion og forbrug, mellem akkumulation og forbrug, men må tage hensyn til samfundshusholdningens faktiske stilling og de forhåndenværende ressourcer. Forestiller vi os en gang, at samfundet eller dets statsorganer ud fra dé bedste hensigter ville forøge forbruget stærkt, uden først at have sørget« for en tilsvarende forøgelse af produktionen. Hvad ville det føre til? Det disponible vareforråd ville hurtigt blive tømt. Det samme ville indtræde, hvis man vilkårligt krænkede det indbyrdes forhold mellem midler til forbrug og midler til akkumulation, der er bestemt til udvidelse af produktionen. Forringelse af akkumulationsandelen fører uundgåeligt til hæmning og derefter til stilstand af den økonomiske udvikling, til hurtig fortæring af den faste kapital, til hele det økonomiske livs forfald og ødelæggelse. Hvis akkumulationstempoet bliver forhøjet over måde, så kan det føre til en svækkelse af de i produktionen beskæftigedes materielle interesse, hvad slutteligt giver sig udslag i arbejdsproduktivitetens væksttempo. Heller ikke proportionerne mellem arbejdslønnens højde og arbejdsproduktivitetens niveau, mellem summen af befolkningens pengeindtægt og vareomsætningens størrelse kan man ustraffet krænke. Udover de ovenfor allerede nævnte eksisterer der endnu mange andre produktions- og fordelingsområder, hvis normale gang er umulig, hvis ikke der tages hensyn til bestemte proportioner. Således er det nødvendigt at opretholde overensstemmelse mellem samfundshusholdningens vigtigste grene som f.eks. industri, landbrug og transport. Slæber et af disse kædeled efter, medfører det utallige vanskeligheder. Udviklingen af svær- og letindustrien, af den udvindende og den forarbejdende industri, kræver bestemte proportioner. Sikkerheden for fremskridt inden for alle industrigrene er givet ved sværindustriens fortrinsudvikling. Lige sådan må også udvidelsen af råstof- og energigrundlaget overgå udviklingen af de forarbejdende industrigrene og således skabe de nødvendige reserver for deres vækst. Kun når et rigtigt vekselforhold mellem samfundshusholdningens behov for kvalificerede kadrer og omfanget af deres uddannelse i landet er sikret, kan der oprettes en harmonisk organisation af økonomien. Proportionalitet er også nødvendig ved industriens territoriale fordeling efter enkelte økonomiske områder, i arbejdsdelingens organisation og i produktionens specialisering og kooperation. Der findes således en mængde proportioner i samfundshusholdningen, hvis stadige opretholdelse er en yderst vigtig opgave for det socialistiske samfund. Man kan sige, at en hvilken som helst økonomisk formation, indbefattet kapitalismen, kræver en bestemt proportionalitet i produktionsudviklingen, og sådan er det. Under kapitalismen bliver dog de nødvendige proportioner i økonomien bragt i stand spontant ved smertefulde svingninger og skævheder, ved kriser og nedgang. Den kendsgerning, at monopolerne besværliggør den spontane overførsel af kapital fra den ene gren til den anden, komplicerer situationen endnu mere. Den kapitalistiske økonomi går henimod den proportionalitet, som økonomiens objektive love kræver, famlende, i blinde, snublende, faldende og med store omkostninger. Hvor store disse tab kan være, viser de kendsgerninger, som den amerikanske fagforeningsleder Walter Reuther fremlagde i april 1959 på konferencen i Washington om arbejdsløshedsspørgsmål. Han oplyste, at i de sidste fem år som følge af massearbejdsløshed og ikke-udnyttelse af produktionskapaciteten i USA, »har det amerikanske folk for stedse mistet 152 milliarder dollars eller nær ved 3000 dollars pr. familie af landets bruttoprodukt.« Det kan ikke være anderledes i et udbyttersamfund med dets produktionsanarki, konkurrence og bortødslen af samfundsmæssigt arbejde! Det er anderledes under socialismen, hvor loven om den planmæssige, proportionelle udvikling gælder, hvor, som Engels sagde, »en samfundsmæssig produktion efter en forudbestemt plan (bliver) mulig.« Nu bliver for første gang i historien alt det givet mennesket i hænde, som er nødvendigt for organiseringen af samfundets produktionsproces, for dens rationelle regulering. Den kendsgerning, at alle produktionsmidler under socialismen befinder sig i samfundseje, og produktionsforløbet bliver planlagt og ledet fra et samlet centrum, skaber hidtil ukendte muligheder for den højeste sparsommelighed på materiale- og arbejdsomkostninger, for det samfundsmæssiges arbejdes høje produktivitet. Beherskelsen af den planmæssige, proportionelle udviklings økonomiske love giver det socialistiske samfund vældige fortrin. Det sigter både til samfundshusholdningen som et hele og også til ethvert af dets led på enhver bedrift, på ethvert bjergværk og på ethvert kollektivbrug. Ethvert af disse leds og enhver del af produktionsapparatets normale virken er betingelsen for hele socialismens økonomiske organismes normale virksomhed. Derfor er enhver arbejdendes betydning i den socialistiske økonomi så stor, ligegyldigt hvilken post han beklæder. Det er så meget mere vigtigt, eftersom, som det allerede er sagt, loven om den planmæssige udvikling hverken slår igennem spontant eller automatisk. I den socialistiske planøkonomi finder der ikke og kan der ikke finde nogen spontan fordeling sted af arbejdskraft og kapital på de forskellige økonomiske grene. Alt dette bliver gennemtænkt og virkeliggjort af den socialistiske stat i overensstemmelse med den socialistiske produktions grundlæggende mål. Det pålægger imidlertid de statsorganer, hvorunder planlægningen sorterer og som leder samfundshusholdningens udvikling, et særligt ansvar. Deres opgave er så meget mere kompliceret, som der heller ikke under socialismen findes en én gang for alle given overensstemmelse. Der kan ikke mellem samfundshusholdningens grene findes nogen uforanderlige, én gang for alle fastlagte proportioner. Stabilitet på dette område ville ikke være et udtryk for blomstring, men derimod et alarmsignal; thi det ville betyde, at den samfundsmæssige produktion foregår i et uforandret omfang, at den bevæger sig i en cirkel, at der overhovedet ikke finder nogen forøgelse sted. Men teknikken bliver ikke stående, der foregår omvæltninger i produktionens organisation, og samfundets behov ændrer sig. Alt dette driver samfundshusholdningen fremad og ændrer forholdet mellem dets grene. Der træder nye grene frem med større perspektiver og nogle af de gamle træder i baggrunden. Lige så lidt kan der gives en én gang for alle tilvejebragt, uforanderlig overensstemmelse mellem produktion og forbrug og mellem forbrug og akkumulation. Når den socialistiske opbygning stiller nye opgaver, når den internationale situation ændrer sig, kan det tidligere akkumulationstempo vise sig at være utilstrækkeligt eller omvendt at være for hurtigt. I rette tid at tage de forandringer i betragtning, der går for sig, at foretage de nødvendige korrigeringer i de økonomiske planer, at forebygge opstående skævheder i økonomien eller, hvis de er opstået, hurtigt at fjerne dem - til alt dette tjener det socialistiske planlægningssystem.

Planlægningens opgaver og metoder

Planlægningen i den socialistiske stat er en proces, i hvilken den videnskabelige forsknings og den økonomisk-organisatoriske virksomheds elementer er flettet tæt sammen med hinanden. For at planlægge rigtigt må man kende økonomien og dens objektive udviklingslove grundigt og kunne forudse dem. Uden en godt ført registrering og statistik 1 samfundshusholdningen er en aktiv ledelse af økonomien ikke mulig. Lenin skrev herom: »Registrering og kontrol - det er hovedsagen for at komme i gang med det kommunistiske samfunds første fase og få den til at fungere rigtigt.« Loven om den planmæssige udviklings krav finder sin genspejling i samfundshusholdningsplanerne, der bliver opstillet af statens planlægningsorganer i overensstemmelse med det kommunistiske partis og regeringens anvisninger. Sådanne organer findes der både i centrum og i de økonomiske forvaltningsområder såvel som umiddelbart på bedrifterne. Planlægningsorganerne udarbejder såvel kortfristede som langfristede planer, d.v.s. perspektivplaner for fem, syv eller femten år, hvorunder de omhyggeligt undersøger de forhåndenværende ressourcer og muligheder og går ud fra de opgaver, som samfundet står overfor. Efter at disse planer er blevet diskuteret af masserne og blevet bekræftet af den socialistiske stats højeste organer, bliver de ophøjet til lov. De arbejdendes deltagelse i planlægningen, den omstændighed, at de under produktionsvirksomhedens forløb samlede og almengjorte erfaringer ligger til grund for de opstillede planer, skaber garanti for den rigtige ledelse af samfundshusholdningen. Den socialistiske stats økonomiske virksomhed er opbygget på den demokratiske centralismes leninske principper. Det betyder, at planlægningen ikke blot foregår oppefra og ned, men også nedefra og op. Den centraliserede statslige planledelse forbinder sig med det socialistiske demokrati, med de arbejdende massers initiativ og egen frie medvirken. I Sovjetunionen fandtes der allerede under den første femårsplan de såkaldte modplaner. Det var planer, der gennem forslag fra arbejderne, ingeniørerne og teknikerne i bedrifterne blev beriget og forøget i overensstemmelse med deres ønsker. Efter den i 1957 gennemførte reorganisation af industriens og landbrugets ledelse blev planlægningens praksis endnu mere udviklet hvad angår den omfattende hensyntagen til de stedlige erfaringer, massernes initiativ og forslag. Udviklingen går altså henimod, at samfundshusholdningsplanerne bliver opstillet på grundlag af udviklingsplaner, som produktionskollektiverne selv har udarbejdet. Derved opstår der naturligvis en fare for, at lokale, egoistiske tendenser opstår, d.v.s. at de lokale interesser overbetones til skade for helheden. Men det kommunistiske partis ledende rolle og de centrale statsorganers ledende virksomhed gør det muligt for samfundet at begrænse denne fare til et minimum. Det ville dog være forkert at antage, at de store fortrin, som ligger i den socialistiske planøkonomi, automatisk vil sikre dens resultat. Loven om den planmæssige udvikling må ikke forveksles med planlægningen af samfundshusholdningen. Medens den økonomiske lov altid virker »fejlfrit« i den forstand, at den ubetinget gør sin indflydelse gældende, kan planlægningen være rigtig eller forkert, nøjagtig eller kun tilnærmelsesvis rigtig. Derfor er det nødvendigt stadig at gøre planlægningens metoder og system mere fuldkomment og løbende at efterprøve de opstillede planer ved hjælp af erfaringerne. De sovjetiske planer for samfundshusholdningens verdenshistoriske resultater, og de resultater af planøkonomi, som er blevet opnået af de folkedemokratiske lande, beviser, at det socialistiske samfund bedre og bedre behersker og i deres daglige praksis stadig mere fuldkomment tager loven om den planmæssige, proportionelle udvikling i betragtning. Det er selvindlysende, at loven om den planmæssige udvikling kun byder socialismen objektive fortrin, men virkeliggjort bliver den først gennem det socialistiske samfunds arbejdendes praktiske virksomhed. Det betyder kun lidt at opstille en god plan for udviklingen af økonomien; uden et selvopofrende arbejde for dens virkeliggørelse, vedbliver den kun at være et stykke papir. Det betyder kun lidt at vide, t socialismen er den mest rationelle orden uden den daglige kamp for rationel økonomi kan socialismens fortrin ikke blive fuldt udnyttet, og i tilfælde af svære forsømmeligheder kan den endog forblive virkningsløs. Kun alle samfundsmedlemmers skabende arbejde kan lade de vældige kraftressourcer i socialismen blive til virkelighed. Derved spiller den socialistiske stats og dens organers økonomisk-organisatoriske virksomhed den afgørende rolle. Staten stiller ikke blot produktionsopgaverne over for de arbejdendes kollektiver, men organiserer også deres virksomhed ved opfyldelsen af disse opgaver.

Vareproduktionen og værdiloven under socialismen

I det for socialismen karakteristiske udviklingsstadium af produktivkræfterne og samfundsejet kan så overordentlig vigtige økonomiske processer som f.eks. arbejdets planmæssige fordeling på samfundshusholdningens grene og fordelingen af produktionsmidler og forbrugsmidler ikke fuldbyrdes uden udnyttelse af vare-penge-forholdet og værdiformen. Det modsiger på ingen måde socialismens principper, det forstyrrer ikke, men bidrager tværtimod til at de store fortrin og indre kræfter, som det socialistiske økonomiske system indebærer, træder fuldt frem.

Den socialistiske vareproduktions særegenheder

Som bekendt beror vareproduktionen på, at de mangfoldige arter af konkret arbejde bliver tilbageført til det abstrakte arbejde, som skaber varens værdi. Det er en vigtig fordel ved vareproduktionen, som beholder sin betydning, så længe som forskellen mellem arbejderens og kollektivbondens arbejde, mellem det kvalificerede og det ukvalificerede, mellem det åndelige og det legemlige arbejde består, og så længe som samfundet ikke ganske enkelt kan udmåle det arbejde, som er anvendt til fremstilling af en bestemt vare, efter arbejdstimer. Værdiforholdet, d.v.s. forholdet mellem køb og salg, giver dem, der er beskæftiget i produktionen den materielle tilskyndelse til at spare på arbejde og råstoffer, at sænke omkostningerne og at indføre den nye teknik og fremskredne produktionsmetoder. Denne vigtige egenskab ved vareproduktionen modsvarer fuldstændigt socialismens interesser og bliver udnyttet af den i vidt omfang. Når det socialistiske samfund planlægger omfanget af en bestemt produktion, er det absolut ikke ligegyldigt over for, til hvilken pris det sker, d.v.s. hvor meget arbejde, der bliver anvendt til fremstilling af hver produktionsenhed. Samfundet er meget interesseret i at sænke produktionsomkostningerne maksimalt, hvorved det stræber efter at udnytte den på ét sted opnåede arbejdsbesparelse til udvidelse af produktionen andetsteds. Deraf følger dog ikke, at den socialistiske vareproduktion ville være den samme som den enkle eller den kapitalistiske vareproduktion, som der var tale om i 8. kapitel. Nej, mellem dem består der en principiel forskel, og de må på ingen måde ligestilles. Den socialistiske vareproduktion er en produktion uden privatejendom, uden kapitalister og uden små vareproducenter. Ved den medvirker de statslige virksomheder, landbrugskooperativerne, kooperativer af håndværkere og erhvervsdrivende o.s.v., d.v.s. de forenede socialistiske producenter. Produktionsmidlerne kan ikke her forvandle sig til kapital, fordi de befinder sig i samfundseje. Et sådant produktionsmiddel som jorden bliver overhovedet ikke solgt eller købt, d.v.s. det er ingen vare. Heller ikke arbejdskraften kan blive til en vare under socialismen. De arbejdende, der ejer produktionsmidlerne kollektivt, kan selvfølgelig ikke sælge deres arbejdskraft til sig selv. Men alt andet - produktionsmidlerne og personlige brugsgenstande, som produceres i de statslige virksomheder, landbrugsprodukterne og råstofferne, der bliver leveret til staten fra den kooperative sektor, og som også sælges af kollektivbrugene og disses medlemmer på kollektivbrugsmarkedet - er varer, der har en værdi, d.v.s. repræsenterer objektivt eksisterende samfundsnødvendigt arbejde. Det pengemæssige udtryk for en vares værdi er dens pris. De statslige virksomheder og landbrugskooperativer sælger deres produkter til hinanden og overlader dem ikke simpelt hen, som det eksempelvis er tilfældet mellem afdelinger inden for en virksomhed. Det er en særdeles vigtig omstændighed, thi det betyder, at enhver virksomhed må erstatte sine nødvendige produktionsudgifter. Derigennem bliver det muligt at sikre et normalt produktionsforløb i enhver virksomhed. Samtidig bliver den samlede samfundshusholdnings planlægning og opretholdelsen af de i den nødvendige proportioner lettet. Udvekslingen, hvorigennem produktionsomkostningerne bliver erstattet, er særlig vigtig for de gensidige økonomiske forhold mellem den statslige og den kooperative sektor; thi her tilhører produkterne forskellige ejere, nemlig staten og kooperationen. Hvad industrien producerer, tilhører staten, og hvad kollektivbrugene fremstiller, repræsenterer kollektivbrugenes kooperative ejendom. Under disse betingelser er udvekslingen ved hjælp af køb og salg en nødvendig form for økonomisk forbindelse mellem industri og landbrug. Som bekendt består en af de sidste års vigtigste forholdsregler i Sovjetunionen, som sigter mod landbrugets stejle opsving, i i stedet for aflevering af kollektivbrugenes produkter at opkøbe dem til sådanne pO' ser, at det gør det muligt at godtgøre kollektivbrugene deres produktionsomkostninger så fuldstændigt som muligt. Fordelingen af forbrugsgoder bliver også foretaget på grundlag af vare-penge-forholdet under socialismen. Den socialistiske stat sikrer tilfredsstillelsen af både de samfundsmæssige og de personlige behov hos samfundsmedlemmerne, der er beskæftiget i de statslige virksomheder og institutioner. Enhver får en arbejdsløn til dækning af hovedparten af sine personlige behov, for hvilken han kan købe de nødvendige levnedsmidler. Penge som aflønning for arbejdet betinger under socialismen handelen som fordelingsform for de personlige forbrugsvarer. Under socialismen vedbliver den at være den eneste mulige mekanisme til fordeling af forbrugsgoder. Gennem handelen bliver forbindelsen oprettet mellem produktion og forbrug. Den gør det muligt at afdække samfundets skiftende behov og bedre at planlægge produktionen af de varer, der er nødvendige for at tilfredsstille det.

Værdiloven under socialismen

Eftersom der findes vareproduktion under socialismen, virker altså også værdiloven. Men dens rolle er her principielt en anden end under den kapitalistiske samfundsøkonomi. Under kapitalismen er værdiloven den spontane regulator af arbejdets og produktionsmidlernes fordeling, under socialismen, hvor der ikke finder nogen spontan markedsudveksling og ingen konkurrence sted, forsvinder denne funktion af værdiloven, fordi fordelingen af arbejdet og produktionsmidlerne bliver foretaget i overensstemmelse med loven om samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling. Til gengæld får værdilovens funktion som målestok for arbejdsforbruget, som tilskyndelse til at spare på det samfundsmæssige arbejde, en meget stor betydning. Hvorved genspejler værdilovens virkning sig konkret i den socialistiske økonomi? Derved at den tvinger til, at varerne bliver produceret og udvekslet på grundlag af det samfundsmæssigt nødvendige arbejdsforhold. Derigennem bliver under socialismen værdilovens væsentligste virkefelt ikke markedet, men derimod selve produktionen. I sammenhæng med den iagttagelse at der med afskaffelsen af privatejendommen ikke mere kan være tale »om en udveksling, som den der nu forekommer«, betonede Engels: »Værdibegrebets praktiske anvendelse vil så stadig mere indskrænkes til afgørelsen vedrørende produktionen, og dér ligger dets egentlige felt.« Som Marx, der bekræftede denne tanke, skrev, »forbliver arbejdstiden altid, selv efter at bytteværdien er forsvundet, rigdommens skabende væsen, og målestokken for de omkostninger, der er nødvendige til dens produktion.« I første række tager staten hensyn til værdilovens virkning ved den planmæssige fastsættelse af priserne. Under kapitalismen erkendes priserne på markedet, mens planpriser virker i den socialistiske økonomi. Dem kan man ikke låne fra markedet. De bliver bestemt gennem produktionens arbejdsbetingelser, hvorved der gås ud fra, at enhver vareværdi udgør målestokken for det i varen indeholdte samfundsmæssigt nødvendige arbejde. Ved fastsættelsen af varepriserne kan staten ikke gå ud fra det arbejdsforbrug, som faktisk gik til på en enkelt virksomhed. Staten orienterer sig efter det samfundsmæssigt nødvendige arbejdsforbrug, d.v.s. det forbrug, der er nødvendigt på et vist udviklingstrin af produktivkræfterne, ved et givet teknisk niveau og gennemsnitstrin af dygtighed og arbejdsintensitet. Med andre ord ligger varernes værdi til grund for den pris, som staten fastsætter for dem. En sådan fastsættelse af prisen danner, når priserne er blevet bragt i overensstemmelse med værdien, en fast basis for deres økonomiske begrundelse. Det har overordentlig stor betydning for samfundshusholdningens udvikling. I varepriserne må i det store og hele de reale vekselforhold genspejles, som fremkommer i henhold til arbejdsforbruget mellem den samfundsmæssige produktions forskellige grene. Når der f.eks. bliver anvendt mere arbejde til produktionen af én vare end til produktionen af en anden vare, så er det klart, at forskellen i arbejdsforbrug må give sig udtryk i prisen for disse varer. De økonomisk begrundede priser garanterer på deres side de rigtige forhold ved udvekslingen af produktionen fra én gren med produktionen fra en anden, og det letter opretholdelsen af den af samfundet tilvejebragte proportionalitet i samfundshusholdningen. I den socialistiske økonomi udtrykker priserne dog ikke kun de faktiske værdiforhold mellem samfundshusholdningens forskellige felter; de tjener også som en vigtig løftestang i statens hænder til aktiv indvirken på forløbet af den samfundsmæssige produktion. Derfor var planprispolitikken altid et meget vigtigt element i den socialistiske stats hele økonomiske politik - et element, der ikke alene er af økonomisk, men også af førsterangs politisk betydning. Deraf forklares bl.a. den kendsgerning, at varepriserne i den socialistiske formation ikke altid og ikke i alle tilfælde skal være overensstemmende med værdien. Med hjælp af en passende prispolitik kan staten anvende en del af den i en industrigren opnåede indkomst til et hurtigere opsving af andre industrigrene, som er af større betydning for samfundshusholdningen. Særlig vigtig er en sådan prispolitik for udviklingen af nye industrigrene og indførelsen af den ny teknik. Så længe produkter, der ikke tidligere blev produceret, ikke er blevet taget op i masse- eller serieproduktion, ligger værdien af hver produktionsenhed forholdsvis højt. For at give en tilskyndelse til produktion af nye frembringelser, må der i den første tid fastsættes en pris, der kan ligge lavere end deres værdi. Derigennem kan produktionen af en sådan ny vare blive organiseret i stor målestok, og der kan opnås en sådan nedsættelse af dens værdi, at værdien svarer til den fastsatte pris, og derefter kan endelig denne pris nedsættes. Indvirkningen på den planmæssige prisdannelsesproces er følgelig værdilovens første funktion i den socialistiske økonomi. En af værdilovens andre funktioner består i, at den medvirker til en sænkning af materialeomkostningen ved produktionen, til indførelse af den fremskredne teknik og en forøgelse af arbejdsproduktiviteten. Med fastsættelsen af priserne ligesom siger staten til virksomheden: Dette er det maksimum af arbejde og materiale, som samfundet kan tillade sig at anvende til en bestemt produktionsenhed, og som virksomheden ikke må overskride. De virksomheder, hvis individuelle produktionsomkostning er lavere end den samfundsmæssigt nødvendige arbejdsomkostning, står følgelig i en fordelagtig stilling, mens de virksomheder, der har en høj individuel arbejdsomkostning, står i en ufordelagtig. Disse sidste bliver derigennem tilskyndet til at spare på arbejde, råstoffer og energi, til at fuldkommengøre teknologien og indføre den ny teknik. Deri kommer værdilovens stimulerende virkning i den socialistiske økonomi til udtryk. Den materielle interesse er det konkrete udtryk for værdilovens stimulerende virkning. Det socialistiske samfund stræber efter at drive produktionen frem gennem selve de økonomiske behov og gennem de arbejdendes materielle interesse deri. I sammenhæng dermed danner den økonomiske regnskabsføring grundlaget for de socialistiske industri- og landbrugsbedrifters økonomiske virksomhed. En virksomhed med samfundsmæssig regnskabsføring kan til forskel fra dem, der bliver opretholdt ved hjælp af statsbudgettet, disponere økonomisk selvstændigt. Den råder over de nødvendige materielle og finansielle midler og kan udfolde et omfattende initiativ ved udnyttelsen af dem. Meningen med den økonomiske regnskabsføring er, at hver virksomheds, hver økonomisk organisations udgifter bliver dækket af deres egne indtægter, og at virksomheden derudover opnår et overskud. En del af overskuddet går ind i bedriftsfondene og tjener til opfyldelsen af virksomhedens arbejderes og funktionærers behov. Den økonomiske regnskabsføring ansporer til kamp om rentabiliteten, og denne kan kun nås ved den mindst mulige omkostning af arbejde og materielle og finansielle midler. Værdilovens virkning giver mulighed for at sammenligne udbyttet af virksomheden på de enkelte bedrifter og vurdere dem rigtigt og desuden til materielt at anspore både hele bedriften og hver enkelt arbejdende til at opnå høje måltal.

Værdilov og planlægning

Hvordan er den socialistiske planlægning forenelig med værdiloven, som retter sig efter en anden lov - loven om den planmæssige, proportionelle udvikling? Erfaringerne viser, at begge disse love fuldstændigt lader sig forene med hinanden, fordi de ikke kommer i modsætning til hinanden, men supplerer hinanden. Det socialistiske samfund bestemmer selv produktionens omfang og struktur og fordeler produktionsmidlerne og færdigprodukterne på produktionsgrenene og de økonomiske områder. Men det virkeliggør dette ved hjælp af vare-penge-forholdet, værdiformen. Som en nødvendig ekstrakontrol af overensstemmelsen mellem produktionsplanerne og de samfundsmæssige behov tjener varernes realisationsproces. Denne proces udtrykker i sidste instans, om vareudbuddet svarer til behovene i det bestemte tilfælde. Således er f.eks. varebevægelserne i handelsleddene en vigtig gradmåler, der korrigerer produktionsprogrammet. Med andre ord hjælper værdiloven til at korrigere, præcisere arbejdets og produktionsmidlernes fordeling på produktionsgrenene, hvorved denne fordeling bliver realiseret på grundlag af loven om samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling. Jo mere varepriserne modsvarer varernes værdi, så meget desto nøjagtigere kan selvomkostningerne, rentabiliteten, arbejdsforbrugets og kapitalinvesteringemes effektivitet, anvendelsen af den nye teknik og de nye organisationsmetoder i produktionen tages i betragtning og planlægges. Ved vareprisernes planlæggelse må den socialistiske stat tage hensyn til det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der stadig ændrer sig i forbindelse med det tekniske fremskridt, og som ligger til grund for prisen. Uden dette objektive grundlag ville prisen forvandle sig til en betinget størrelse og ophøre med at spille rollen som løftestang for den socialistiske planlæggelse. Under socialismen bliver den nøje værdibestemmelse, det vil sige i bestemmelsen af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, til et anliggende af førsterangs betydning. Kun således kan arbejdsspild forhindres og samfundshusholdningen ledes mere rationelt og økonomisk. Marx skrev, at efter ophævelsen af den kapitalistiske produktionsmåde »bliver værdibestemmelsen fremherskende i den forstand, at arbejdstidens regulering og det samfundsmæssige arbejdes fordeling mellem de forskellige produktionsgrupper, og endelig bogføringen herover, mere væsentlig end nogen sinde«. Den rigtige udnyttelse af værdiloven betyder både virkeliggørelse af den økonomiske regnskabsføring og kontrol ved hjælp af rubelen og planlæggelse af priserne, af selvomkostningerne, af rentabiliteten, af vareomsætningen, af finanserne og kreditterne for at opfylde og overopfylde samfundshusholdningsplanerne for at opnå såvel den højeste arbejdsproduktivitet som sparsommelighed med de samfundsmæssige ressourcer.

Arbejdet under socialismen

Under socialismen bliver alle borgeres ret til arbejde gjort til virkelighed. Denne ret er garanteret gennem hele samfundshusholdningens organisation, gennem afskaffelsen af kriser og arbejdsløshed. Under socialismen er opdelingen af samfundet i et flertal af arbejdende og et mindretal, der intet bestiller, men lever af at udbytte andre, umulig, fordi arbejdet bliver til den eneste indtægtskilde.

Det samfundsmæssige arbejdes nye karakter

Da alle væsentlige produktionsmidler er koncentreret på den socialistiske stats og produktionskooperativernes hænder, mister ethvert menneskes arbejde sin private karakter og antager umiddelbart samfundsmæssig karakter. Det betyder, at ethvert menneskes produktionsvirksomhed tjener til opfyldelse af en bestemt del af samfundshusholdningsplanen. Under kapitalismen arbejder enhver vareproducent for egen risiko. Vareproducenterne er forbundet med hinanden gennem markedet. Kun dér viser sig til syvende og sidst samfundets virkelige behov for anvendelse af den ene eller den anden slags arbejde. Kriserne aflægger særlig anskueligt vidnesbyrd om bortødslen af arbejdsressourcer i det kapitalistiske samfund. Under kapitalismen afløser millioners tunge arbejde og arbejdsløshedens trykkende byrde hinanden. Arbejdets umiddelbart samfundsmæssige karakter under socialismen, hvor samfundets muligheder og behov på forhånd bliver taget i betragtning, begunstiger udviklingen af nye tilskyndelser hos de arbejdende. Foruden den materielle interesse opstår der også moralske bevæggrunde til arbejde. Derfor bliver arbejdet ydet stadig mere bevidst, så at det lidt efter lidt ændrer sig fra at være et middel til den blotte eksistens til at være en æressag. De arbejdendes produktionsaktivitet vokser; de tager mere aktivt del i samfundslivet. Kredsen af opfindere, rationalisatorer og andre fornyere af produktionen udvides stadig. I den gamle arbejdsdisciplins sted, som hvilede på tvang, trænger den ny, bevidste disciplin frem, som beror på, at enhver arbejdende er sig sin pligt bevidst over for samfundet og personligt er interesseret i sit arbejde. Den socialistiske kappestrid præger den nye indstilling til arbejdet og de arbejdendes omsorg for den samfundsmæssige produktions udvikling. Under kappestridens forløb bliver mangler i produktionens organisation faktisk overvundet, og ikke tidligere kendte reserver bliver opdaget og udnyttet. Kappestriden er en særlig effektiv metode til selvkritik, et for socialismen særegent middel til overvindelse af modsætninger. Konkurrenceånd er fremmed for kappestriden, den forudsætter de fremskrednes kammeratlige hjælp til de tilbageblevne for dermed at opnå et almindeligt opsving. Allerede i de første år efter oprettelsen af den nye orden i Sovjetrusland opstod de kommunistiske subbotnikker. V. I. Lenin så i dem klart kimformen til et nyt forhold til arbejdet. Lenin skrev i 1919: »Det er begyndelsen til en omvæltning, der er vanskeligere, væsentligere, mere radikal og mere afgørende end bourgeoisiets fald, thi den drejer sig om at besejre vor egen træghed, løshed og småborgerlige egoisme, disse vaner, som den forbandede kapitalisme har givet arbejderen og bonden i arv. Først når denne sejr er fast i vor hånd, først så er den nye sociale disciplin, den socialistiske disciplin, skabt, først så bliver en tilbagevenden til kapitalismen umulig og kommunismen virkelig uovervindelig.«

Arbejdsproduktivitetens støtte vækst = en lov for den socialistiske økonomi

Enhver ny økonomisk samfundsformation sejrer takket være den højere arbejdsproduktivitet, den har frembragt. Evnen til at nå en højere arbejdsproduktivitet er den afgørende betingelse for socialismens og kommunismens endelige sejr. Marx påviste, at arbejdets produktivkraft bliver bestemt »af arbejdernes gennemsnitlige duelighed, videnskabens udviklingstrin og dens teknologiske anvendelighed, den samfundsmæssige kombination af produktionsprocessen, produktionsmidlernes omfang og funktionsevne og af naturforholdene«. Hvori ligger socialismens fortrin ved udnyttelsen af de betingelser for arbejdsproduktivitetens vækst, som Marx fremhævede? Arbejdernes gennemsnitlige duelighed og deres kvalifikationer udvikler sig under socialismens betingelser betydelig hurtigere end under kapitalismen. Adgangen til udddannelse for alle arbejdende, afskaffelsen af alle hindringer på vejen til det højeste uddannelsesniveau gør det muligt for enhver arbejder at nå ingeniørernes og teknikernes niveau lidt efter lidt. Selv i de højest udviklede kapitalistiske lande har arbejderklassens masser ikke sådanne muligheder. Under socialismen stiger videnskabens betydning i vældig målestok. Alle dens ubegrænsede muligheder bliver for første gang i menneskehedens historie udnyttet til hele samfundets bedste og stillet i fremskridtets tjeneste. Det bestemmer den vidtgående anvendelse af videnskabens landvindinger i produktionen. Særlig betydningsfulde er socialismens muligheder på arbejdsdelingens og arbejdskooperationens område, der af Marx betegnedes som »samfundsmæssig kombination af produktionsprocessen«. Under kapitalismen bliver arbejdsdelingen reguleret inden for det samlede samfund gennem de spontane markedsforhold. Prisen for en sådan regulering er kriser, arbejdsløshed, forarmelse såvel som den fysiske og moralske degradering af hele lag af arbejdende. Socialismen gør det muligt, som allerede sagt, at organisere både den enkelte bedrifts arbejde planmæssigt og at samordne arbejdet i hele samfundet. Den socialistiske kooperation af arbejdet er det kammeratlige samarbejde mellem arbejdende, der er fri for udbytning, som beror på fælleseje til produktionsmidlerne og på den mest fremskredne teknik. Den muliggør den mest rationelle kombination af alle grene af den samfundsmæssige produktion. Fuldkommengørelsen af den socialistiske kooperation af arbejdet i alle dets led, begyndende med brigaden, afdelingen, den enkelte virksomhed til hele landets husholdning og de socialistiske staters samlede system - udgør en uudtømmelig reserve for arbejdsproduktivitetens uafbrudte stigning. Produktionsmidlernes omfang og effektive ydelse er en yderligere, overordentlig vigtig løftestang for arbejdsproduktivitetens vækst. Produktionsmængden kan forhøjes enten gennem arbejdsdagens forlængelse og arbejdsintensitetens stigning eller gennem teknikkens og produktionsorganisationens fuldkommengørelse. Socialismen giver den anden vej fortrinnet. Den bestandige tekniske nyudrustning af produktionen, de teknologiske processers uafbrudte fuldkommengørelse med en samtidig forkortelse af arbejdsdagen er i det socialistiske samfund hovedmetoden til arbejdsproduktivitetens stigning. Kapitalismen benytter begge de ovennævnte metoder, men begge tjener den til skærpelse af udbytningen, til forøgelse af den absolutte og relative merværdi. Arbejdsgiveren indfører ikke en maskine i de tilfælde, hvor den sparer arbejde, men kun når den er billigere for ham end lønnen til de arbejdere, som den erstatter. Kapitalismens valgsprog lyder: »Der skal presses så meget som muligt ud af arbejderen!« Socialismens parole siger: »Der skal presses så meget ud af teknikken som muligt!« Naturligvis er det også nødvendigt under socialismen at opretholde et bestemt niveau for arbejdsintensiteten, som bestemmes af produktionsprocessens rytme. Men socialismen udelukker en sådan intensivering af arbejdet, som slider arbejderen op og ødelægger hans helbred. Endelig muliggør socialismen i umådelig højere grad end kapitalismen at udnytte naturrigdommene til arbejdsproduktivitetens stigning. Under kapitalismen, hvor jorden og dens rigdomme befinder sig i hænderne på private ejere, bliver produktionens territoriale fordeling foretaget spontant, for det meste uden hensyntagen til de naturlige betingelsers gunstigste kombination, som er nødvendig for en bestemt produktion. Socialismen er uden sammenligning bedre egnet til at fravriste naturen flest mulige goder og gøre dem nyttige for mennesket. I det socialistiske samfund findes således den mulighed for at sætte alle de faktorer i bevægelse, hvoraf arbejdsproduktiviteten afhænger, og sikre arbejdsproduktivitetens uafbrudte stigen. Som Marx viste, går kampen for en høj arbejdsproduktivitet til syvende og sidst ud på indsparing af arbejdstiden, både den umiddelbart anvendte og den i produktionens materielle elementer legemliggjorte arbejdstid. Derfor er indsparing af arbejde af enhver art, både det levende og det materialiserede arbejde, et socialistisk princip. Den omhyggelige udnyttelse af udstyret, af maskinerne og af brændstofferne, rå- og hjælpestofferne er et nødvendigt element i en høj arbejdsproduktivitet. Det er en sikker vej til forøgelse af de materielle goder og til en forkortet arbejdsdag.

Princippet om fordeling efter arbejdsydelse

Under socialismen bliver de materielle og kulturelle goder fordelt i overensstemmelse med kvantiteten og kvaliteten af den enkelte arbejders arbejdsydelse i den samfundsmæssige produktion. Det nødvendiggør en streng kontrol både med arbejdets omfang og med forbrugets omfang. Den der arbejder mere og bedre bliver også lønnet højere for sit arbejde af det socialistiske samfund. Den rigtige udnyttelse af princippet om betaling svarende til arbejdets kvantitet og kvalitet er et mægtigt middel til højnelse af arbejdsproduktiviteten og til styrkelse af den socialistiske arbejdsdisciplin. Forbindelsen af den materielle ansporing og den moralske bevæggrund til arbejdet, der opstår under socialismen, fører til betydelige resultater. Det socialistiske princip »Enhver yder efter evne, enhver modtager efter ydelse« ansporer arbejderne til højnelse af deres kvalifikationer og til stadig kamp for stigning i arbejdsproduktiviteten. Ligemageri med hensyn til arbejdslønnen står i modsætning til socialismens interesser. Under kapitalismen bliver reallønnens størrelse begrænset gennem loven om arbejdskraftens pris og gennem kapitalisternes stræben efter den højeste profit. I socialismens lande findes der ingen hindringer for forøgelse af arbejdslønnen undtagen det samfundsmæssige arbejdes produktivitetsniveau og samfundets produktivkræfters udviklingsniveau. Under socialismen bliver stigning i arbejdsproduktiviteten således den vigtigste faktor for en forhøjelse af reallønnen. Derved stimulerer lønforøgelsen fra sin side stigning i arbejdsproduktiviteten og fører til en nedsættelse af alle producerede goders værdi. Arbejdslønnens væksttempo må dog ikke overgå arbejdsproduktivitetens væksttempo; tværtimod, arbejdsproduktivitetens stigning må være forud for forhøjelsen af lønningerne. Hvis betalingen for arbejdet vokser hurtigere, forringes mulighederne for udvidelse af produktionen, bliver økonomiens udviklingstempo langsommere, hvilket i sidste ende fører til en formindskelse af lønnen.

Den udvidede socialistiske reproduktion

Da Marx udarbejdede teorien om samfundskapitalens reproduktion, konstaterede han denne proces' lovmæssigheder, som ikke blot er særegne for kapitalismen, men også for socialismen og kommunismen. Han beregnede under hvilke betingelser den simple og den udvidede reproduktion i almindelighed kunne virkeliggøres. Den vigtigste af disse betingelser er en bestemt proportionalitet mellem samfundsproduktionens afdeling I og afdeling II, det vil sige mellem produktionen af produktionsmidler (maskiner, brændstof, råstoffer) og produktionen af forbrugsgenstande (levnedsmidler, klæder, skotøj o.s.v.). Udover denne er bestemte proportioner mellem produktionsgrenene inden for hver afdeling, mellem forbrug og akkumulation i hver af afdelingerne, mellem akkumulation i afdeling I og i afdeling II nødvendige. Marx har gjort opmærksom på, at de af ham foretagne beregninger repræsenterer en abstraktion fra den kapitalistiske virkeligheds konkrete betingelser. Det drejer sig her så at sige om skemaer, i hvilke man kan undersøge betingelserne, når reproduktionsprocessen forløber ubrudt og regelmæssigt. I den faktiske kapitalistiske økonomi giver, som det allerede er sagt, produktionens anarki ingen muligheder for at overholde rigtige, på forhånd fastsatte proportioner. Samfundets reproduktionsproces bliver under kapitalismen periodisk afbrudt af økonomiske kriser.

Den socialistiske reproduktions væsen

I det socialistiske samfund opstår der for første gang i menneskehedens historie mulighed for at virkeliggøre den udvidede reproduktion i overensstemmelse med de af Marx fremviste nødvendige proportioner. Naturligvis er enkelte tilfælde af disproportioner i produktionen udelukket, men under socialismen er den lovmæssige, nødvendighed af deres opståen fjernet. Den socialistiske økonomis overlegenhed består ikke blot i, at den ikke kender til kriser og sikrer produktionens uafbrudte vækst; den er også kapitalismen overlegen med hensyn til den udvidede reproduktions omfang og tempo. Disse fortrin træder jo klarere frem, jo mere fuldstændigt det socialistiske samfund følger betingelserne, som er nødvendige for den udvidede reproduktion. Hvilke betingelser er det? For stadig at forøge samfundshusholdningens produktion er det nødvendigt at have et vekselforhold mellem afdeling I og afdeling II, således at afdeling I udviser et hurtigere væksttempo end afdeling II. Marx beviste, at den udvidede reproduktion kun derefter er mulig, når tilvæksten af produktionsmidler i afdeling I overstiger produktionsmidlernes slid og forbrug både i afdeling I og afdeling II. Jo større denne forskel er, desto større er det mulige tempo for produktionsudvidelsen. Med produktionsmidlernes vækst vokser også begge afdelingers almindelige produktion. Produktionen af produktionsmidlernes fortrinsvise vækst sikrer forøgelsen af den tekniske udrustning i alle grene af samfundshusholdningen og følgelig også stigning i arbejdsproduktiviteten. Den marxske lov om den udvidede reproduktion påviser den økonomiske udviklings almene langtidstendens, som består både under kapitalismen og under socialismen. Marx forestillede sig herunder et abstrakt samfund og ikke noget bestemt land. Det må man tage i betragtning ved definitionen af lovmæssighederne for den udvidede socialistiske reproduktion. Lovmæssighederne må naturligvis udnyttes under hensyntagen til det enkelte socialistiske lands betingelser. Det er klart, at med det socialistiske verdenssystems beståen kan udviklingstempoets konkrete forhold mellem afdeling I og afdeling II ikke være ens i alle lande og ikke i alle etaper. Dette forhold er afhængigt af landets økonomiske betingelser, dets stilling i det socialistiske verdenssystem, af dets naturrigdommes karakter, af befolkningens erfaringer i produktionen o.s.v.. Disse særegenheder ophæver dog ikke den socialistiske reproduktions almene lovmæssighed, nemlig sværindustriens fortrinsvise vækst. Den socialistiske produktion forøger stadigt arbejdsproduktiviteten, hvis den støtter sig på teknikkens og videnskabens hurtige fremskridt. For rettidigt at indføre den nye teknik behøver man ikke at vente indtil den udrustning, der findes i bedrifterne, er slidt op. Også den udrustning må udskiftes som ganske vist endnu er brugbar, men alligevel forældet, fordi der er fremkommet nye, mere fuldkomne konstruktioner. En sådan forældelse bliver betegnet som moralsk slid af teknikken. Under kapitalismen bliver den moralsk forældede teknik fortrængt under indvirkning fra konkurrencekampen. Det firma, som indfører nye maskiner, mens de fleste andre foretagender på samme tid endnu betjener sig af gamle maskiner, opnår ekstramerværdi. I bestræbelserne for at bevare den så længe som muligt holder et sådant firma sædvanligvis sine tekniske landvindinger hemmelige. I de fleste tilfælde bliver denne hemmelighed dog ret snart opdaget af konkurrenterne, og de indfører ligeledes den nye teknik i stedet for den gamle. Under socialismen findes der fuld mulighed for straks i vid udstrækning at anvende enhver ny maskine, der har vist sig at være god. Den eneste hindring, der kunne være, er snæversynethed og konservatisme hos bedriftsledelsen, som ville gå uden om de vanskeligheder, der uundgåeligt er forbundet med indførelsen af ny teknik. Men det socialistiske samfund råder over tilstrækkelige kræfter til at overvinde de skadelige konservative tendenser. For den udvidede socialistiske reproduktion er ikke blot den planmæssige forøgelse af produktionsmidlerne og forbrugsgoderne nødvendig, men også antallet af kvalificeret arbejdskraft, der er beskæftiget i det materielle produktionsområde. Det socialistiske samfund behøver ikke at slås med arbejdsløshedsproblemet, som de borgerlige økonomer og politikere bryder hovedet med. Takket være den udvidede reproduktion har det socialistiske samfund mulighed for at udnytte sine arbejdsressourcer fuldstændigt og fordele dem på samfundshusholdningens og kulturens forskellige grene. Et vældigt fortrin for socialismen består slutteligt i, at den ikke kender til afsætningsproblemer, som holder den kapitalistiske økonomi i lænker. Den uafbrudte planmæssige vækst af alle industrigrene garanterer enhver grens afsætningsmarked. Da der ikke findes nogen hindring for det tekniske fremskridt, da de arbejdendes indkomst systematisk forøges, og da der ikke findes arbejdsløshed, er markedet faktisk ubegrænset i enhver socialistisk stat og det samlede socialistiske system.

Det totale samfundsprodukts anvendelse

Alle de materielle goder, som det socialistiske samfund råder over, udgør dets nationalformue. De materielle goder, der bliver fremstillet inden for alle grene af den materielle produktion i løbet af et år, udgør det totale samfundsprodukt. Hvordan bliver det fordelt under socialismen? En del af det årlige totale samfundsprodukt bliver anvendt til at erstatte de i årets løb forbrugte produktionsmidler. Hvad der bliver tilbage, efter at denne del er trukket fra, udgør nationalindkomsten. Med andre ord er nationalindkomsten summen af de i et år nyskabte værdier, det vil sige summen af de personlige indtægter hos de arbejdende inden for den materielle produktions område og den af dem skabte nettoindtægt for samfundet (merproduktet), der bliver anvendt til samfundshusholdningens videre udvikling og til tilfredsstillelse af samfundets og statens behov (sundhedsvæsen, oplysning, forsvaret o.s.v.). Nationalindkomstens vækst er en overordentlig vigtig målestok for den udvidede reproduktions tempo. Det årlige gennemsnitlige væksttempo for nationalindkomsten lå i Sovjetunionen under hele denne den første socialistiske stat i verdens historie tre til fem gange så højt som i de højest udviklede kapitalistiske lande. Det socialistiske samfunds nationalindkomst deler sig i en akkumulationsfond og i en forbrugsfond. I Sovjetunionen falder indtil 75 procent af nationalindkomsten på forbrugsfonden. Da det socialistiske samfund ikke kender udbytterklassernes og deres lakajers parasitære forbrug og har fjernet de tab, der er forbundet med produktionens anarki og kriserne, har det mulighed for ved nationalindkomstens fordeling også betydeligt at forøge akkumulationens andel. Således overskred f.eks. akkumulationen i USA i efterkrigsårene i flere gunstige år ikke i gennemsnit 12 procent, medens akkumulationsfonden i Sovjetunionen i flere år udgør henved 25 procent af nationalindkomsten. Bortset fra alle planøkonomiens andre fortrin, forklarer alene denne kendsgerning, hvorfor produktionens og arbejdsproduktivitetens væksttempo i socialismens lande ligger flere gange højere end den kapitalistiske økonomis udviklingstempo. Med den hurtigt voksende akkumulationsfonds midler bygger den socialistiske stat nye fabrikker og virksomheder, kraftværker og bjergværker og udvider de gamle, opretter statsgodser, udvikler trafiknettet, bygger boliger, skoler, sygehuse, børneinstitutioner o.s.v.. Også i den kooperativt-kollektive sektor bliver der gennemført stor opbygningsvirksomhed med midler fra akkumulationsfonden. En del af investeringerne bliver anvendt til erstatning af forbrugte grundfonds (afskrivninger på bygninger, maskiner, udrustninger o.s.v.) og en anden del til udvidelse af disse fonds. De arbejdende, der har taget produktionsmidlerne og ledelsen af økonomien i deres hænder, viser sig som uden sammenligning klogere, mere økonomiske og omsorgsfulde driftsledere end kapitalisterne. Den gamle borgerlige bagvaskelse, at arbejderklassen, efter at den var blevet herre i sit eget land, ikke kunne udvikle og udvide produktionen, men simpelt hen ville opspise alt, hvad der var blevet efterladt af kapitalismen som arv, bristede som en sæbeboble. Den socialistiske samfundsordens sejr og udvikling bekræftede den marxistiske grundsætning, at produktionsmidlernes befrielse for privatejendommens lænker fører til en uafbrudt og stadig hurtigere udvikling af produktivkræfterne og til produktionens hurtige vækst. Den højst vigtige progressive samfundsfunktion, akkumulationen, opfylder de arbejdende uden sammenligning bedre end udbytterne. Under kapitalismen findes der en antagonistisk modsætning mellem produktion og forbrug. Folkemassernes forbrug er snævert begrænset ved arbejderklassens og bøndernes lave indtægter. Socialismen kender ikke denne modsætning. Den udvidede reproduktion, som sikrer den fortrinsvise vækst af produktionen af produktionsmidler, skaber også mulighed for en stadig stigning i produktionen af personlige forbrugsgenstande til fordel for en mere og mere fuldstændig tilfredsstillelse af folkets voksende materielle og kulturelle behov. De borgerlige økonomer og reformister spreder den løgn, at alle anstrengelser i de socialistiske lande udelukkende er rettet imod udviklingen af svær- og rustningsindustrien og ikke mod produktionen af forbrugsgoder. Men den overordentlig hurtige vækst i forbruget af de vigtigste varer pr. hoved i de socialistiske lande gendriver denne bagvaskelse af socialismen. De historiske erfaringer har bevist, at produktionen af produktionsmidlers fortrinsvise vækst i de socialistiske lande ikke har været et mål i sig selv, men et nødvendigt middel til virkeliggørelse af den socialistiske produktions hovedopgave, nemlig højnelse af hele folkets velstand. For at udvikle de industrigrene, der tjener befolkningens forbrug som landbruget, næringsmiddel- og letindustrien o.s.v., er det nødvendigt at forbedre deres tekniske udrustning. Hertil fører kun én eneste vej - den fortrinsvise udvikling af produktionen af produktionsmidler. Som vi ser, skaber socialismen en økonomi, der adskiller sig grundlæggende fra alle hidtidige formationers økonomi ved, at den ingen grænser sætter for produktivkræfternes udvikling og ved, at den muliggør en stadig højnelse af de arbejdendes materielle levestandard. Den udvidede reproduktion må ikke opfattes i snæver forstand uden hensyntagen til de af den fremkaldte sociale ændringer. Marx har påvist, at under kapitalismen udvikles samtidig med den materielle reproduktion også de den iboende modsætninger på et udvidet grundlag. Den udvidede socialistiske reproduktion fremkalder ligeledes ændringer i samfundets sociale struktur. Men til forskel fra kapitalismen fører det ikke til rystelser, men til befæstelse af samfundsordenen. Væksten af samfundsejendommens andel i den samlede socialistiske økonomi, forøgelsen af de udelelige fonds' andel i produktionskooperativernes økonomi - alt dette betyder en sådan udvidet reproduktion af de socialistiske produktionsforhold, at det bringer kommunismens sejr nærmere. Vejen til det kommunistiske samfund går således over den udvidede socialistiske reproduktion.

24. Det socialistiske samfunds socialpolitiske og kulturelle udseende

Overførelsen af produktionsmidlerne til samfundseje bevirker en grundlæggende omformning af alle samfundsmæssige forhold af den politiske overbygning, af ideologi og kultur, af livsmåde, sæder og skikke. Som i sin tid udbyttersamfundet, på basis af privatejendomsret til produktionsmidlerne, voksede med sine særlige institutioner - klasser, stat og ret, med sine sæder og moral -, sådan vokser en ny, den socialistiske orden på basis af den samfundsmæssige ejendom, på basis af den socialistiske produktionsmåde. Vil man studere den socialistiske ordens særegenheder, så må man fremfor alt beskæftige sig grundigt med Sovjetunionens erfaringer, med erfaringerne fra det i øjeblikket eneste land, hvor socialismen fuldstændigt og endeligt er oprettet. I en vis udstrækning kan man også gribe tilbage til erfaringerne fra de folkedemokratiske lande, som befinder sig i forskellige stadier af den socialistiske opbygning. Samtidig må man hele tiden tage i agt, at socialismen ikke repræsenterer noget stift og uforanderligt. Den er tværtimod et samfund, som fuldkommengøres i overordentlig hurtigt tempo og udvikler sig til den højeste, den kommunistiske fase.

Det socialistiske demokrati

Det væsentligste politiske særkende for det socialistiske samfund består i dets helt igennem demokratiske karakter. Det socialistiske demokrati gennemsyrer mere og mere samfundslivets forskellige sider og frembringer derved nye forhold, vaner, adfærdsmønstre og traditioner. Det socialistiske demokrati er en ny, historisk højere type for folkeherredømme, der har udviklet sig af det proletariske demokrati i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme. Over for de tilbagelagte formationer udvidede socialismen forestillingen om demokratiet, den indbefatter ikke alene de arbejdendes politiske, men også deres sociale rettigheder. Den har givet demokratiet et nyt indhold, idet det udstraktes til hele samfundet og gjorde sig til et anliggende for hele folket. Sluttelig overførte socialismen demokratiets tyngdepunkt fra den formelle erklæring af rettighederne, som er kendetegnende for det borgerlige samfund, til sikring af muligheden for virkelig at udnytte de demokratiske rettigheder. I det følgende behandles det socialistiske demokratis vigtigste sider, der er knyttet til særegenhederne for samfundets klassestruktur, for staten og for borgernes sociale og politiske rettigheder. I dette kapitels følgende afsnit bliver forskellige andre sider af det socialistiske demokrati, som hænger sammen med de nationale forhold, kulturen og individets stilling, yderligere undersøgt.

Et samfund af venligtsindede arbejdende klasser

Som resultat af overgangsperiodens økonomiske og sociale omformninger, danner der sig en ny klassestruktur i samfundet. Udbytterklasserne, kapitalisternes, godsejernes og storbøndernes klasser, er fuldstændigt fjernet. Samfundet er blevet til et samfund af arbejdende, et arbejdernes, bøndernes og intelligensens samfund. Deres stilling har grundlæggende ændret sig. Det gælder især arbejderklassen. Fra at være en klasse, som produktionsmidlerne var berøvet, er den sammen med hele folket blevet ejer af dem, fra en udbyttet klasse forvandlede den sig til samfundets ledende kraft. Arbejderklassen indtager den førende stilling under socialismen, fordi den som klasse har spillet den afgørende rolle i revolutionen, fordi den er forbundet med den mest fremskredne form for socialistisk økonomi, den på den almindelige samfundsejendom beroende. Den er også hovedbæreren af den kommunistiske principtroskab. I arbejderklassen findes der meget færre levn af den privatejendomsmentalitet, som endnu klæber ved en del af bønderne, og også mindre levn af den individualisme, som endnu kan findes hos nogle af intelligensens repræsentanter. I arbejderklassen har traditionerne for socialistisk gensidig hjælp og for kammeratlig solidaritet sine stærkeste rødder. Under socialismen højnes arbejdernes faglige og kulturelle niveau i vældigt omfang. Dybtgående forandringer er også blevet fuldbyrdet inden for bønder' ne, den anden af det socialistiske samfunds klasser. Under kapitalismen var de en klasse af småproducenter, der indbyrdes kun var løst forbundet og tvunget til at friste et elendigt liv på deres usle jordstykker. Landsbylivet førte en kulturel tilbageståenhed med sig, der grænsede til råhed. Landbrugets kollektivisering og kulturrevolutionen har forandret bondestandens præg på grundlæggende måde. Langt de fleste bønder i det socialistiske samfund er kollektivbønder. F.eks. fandtes der i Sovjetunionen i 1957 kun ca. 0,5 procent enkeltbønder. Den socialistiske bondestand udgør en klasse, der er befriet for udbytning af godsejere og storbønder og arbejder i et kollektiv med bred anvendelse af maskiner. Takket være kollektivbrugssystemets fortrin har bøndernes kulturelle udviklingsniveau hævet sig meget hurtigt. Ganske vist vedbliver bøndernes kulturelle niveau en bestemt tid efter socialismens sejr med at være under arbejderklassens niveau, ligesom også landsbyens levevis vedbliver at være under byernes. Men denne forskel forsvinder lidt efter lidt. Et lag af kvalificerede, teknisk kyndige vokser frem, som er forbundet med den fremskredne teknik og kultur. I denne retning vil hele bondestanden udvikle sig i tidens løb. Kollektivbrugssystemet udvider bondens horisont, drager ham ind i den aktive samfundsmæssige virksomhed, vækker hans interesse for hans eget kollektivs resultater (brigaden, kollektivbruget) og hele landets. Derigennem bliver den lille ejendomsbesidders egoisme og snæversynethed, som den borgerlige litteratur har fremstillet som bondens »naturegenskab«, overvundet. Til forskel fra den støtte forøgelse af arbejderklassen vokser bøndernes andel i det samlede befolkningstal som regel ikke, men går endog tilbage. For lande, der før den socialistiske revolution var tilbagestående landbrugslande, er det en progressiv og lovmæssig foreteelse. Mekaniseringen af landbrugsproduktionen gør det muligt at formindske antallet af beskæftigede i landbruget væsentligt. De frigjorte kræfter bliver der brug for i andre grene af det økonomiske liv, fremfor alt i industrien. I det socialistiske samfund udgøres en vigtig del af de arbejdende af intelligensen, de åndeligt skabende. Intelligensen kan man hverken henregne til arbejderklassen eller til bondeklassen. Men den er heller ikke nogen særlig klasse, fordi den ikke spiller nogen selvstændig rolle i den samfundsmæssige produktion, selv om den også er af stor betydning i det socialistiske samfundsliv. Den tekniske intelligens indtager en betydningsfuld stilling i den materielle produktion. Forfattere og kunstnere, skuespillere og videnskabsmænd skaber åndelige værdier og beriger kulturen. Et stort antal lærere og læger drager omsorg for folkeopdragelsen og beskyttelsen af de arbejdendes sundhed. Sluttelig yder mange mennesker med specialuddannelse (jurister, økonomer, funktionærer i finansvæsenet) et nødvendigt arbejde i ledelsen af økonomien, i statsapparatet o.s.v.. Intelligensen er det lag i det socialistiske samfund, der tiltager hurtigst. I slutningen af 1958 fandtes der i Sovjetunionen ca. 7,5 millioner fagfolk med højere eller middel specialuddannelse, mens der i 1913 kun var 190.000 og i 1928 521.000. Intelligensens andel vil også videre frem blive større, fordi teknikkens og kulturens udvikling kræver det. Den socialistiske intelligens er intet isoleret samfundslag, men derimod en virkelig samfundsintelligens, der er udgået fra arbejdernes og bøndernes rækker. Dens fornemste mål ser den i at tjene folket. Dette mål højner ikke blot samfundets kultur, men beriger også intelligensen åndeligt, former målbevidst dens arbejde. Den nye klassestruktur, der danner sig i det socialistiske samfund, forandrer billedet af klasseforholdet fra grunden. Idet socialismen fuldstændigt og endeligt har fjernet udbytningen af mennesket ved mennesket, ophæver den for altid det årtusindgamle klassehierarki, systemet med en klasses underordning under en anden. Alle klasser og lag bliver ligestillet i henseende til deres forhold til produktionsmidlerne, til staten og til den politiske magt, i deres rettigheder og pligter. Ingen kan mere tilegne sig produktionsmidler og benytte dem til udbytning af andre mennesker. Alle sociale og politiske privilegier og indskrænkninger bliver fjernet, også sådanne, der var blevet indført i forskellige lande i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme for at beskytte og sikre de arbejdendes tilkæmpede resultater (større antal deputerede for arbejderne og fattigbønderne, fratagelse af valgretten for bestemte sociale grupper og andre). På alle livets områder bliver der skabt et stabilt grundlag for social lighed og retfærdighed. Det begrænser på ingen måde arbejderklassens førende stilling under socialismen. Denne arbejderklassens stilling beror ikke på nogen som helst særrettigheder, som den har tilegnet sig og opretholdt på andre klassers og lags bekostning, men derimod på dens høje moralske og politiske autoritet. Det følger deraf, at de sociale forskelle ganske vist ikke forsvinder under socialismen, men deres karakter forandres dog grundlæggende. De er ikke mere knyttet til forholdene med herredømme og underordning, men udgør forskelle mellem enkelte ligeberettigede afdelinger af arbejdende, forskelle, der bliver fremkaldt af forskellige former for én og samme socialistiske ejendom (den almindelige samfundsejendom og den kooperative-kollektivbrugsejendom). Det drejer sig i denne forbindelse om forskelle mellem mennesker, der er beskæftiget i forskellige grene af den samlede socialistiske økonomi og virker på forskellige arbejdsområder. De forskelle mellem klasserne, som vedblivende består under socialismen, indebærer altså en principielt anden karakter end under kapitalismen, en ikke-antagonistisk karakter, og i overensstemmelse med det socialistiske samfunds udvikling, som fremmes af partiets og statens politik, bliver de stadig mindre. Under kapitalismen falder derimod de sociale skranker ikke, men bliver stadig hobet højere op, og den sociale uretfærdighed formindskes ikke, men antager stadig grovere former. Endelig har klasseforskellene under socialismen ikke mere nogen indflydelse på menneskenes personlige skæbne, som det er tilfældet under kapitalismen. I et hvilket som helst borgerligt land behøver mennesket bare at være født i en bankier- eller fabrikantfamilie, så er der garanteret ham et komfortabelt liv og en høj indtægt, uden at han på mindste måde har gjort sig fortjent til det og uden anstrengelser fra hans side, ligesom han er garanteret adgang til uddannelse og en misundelsesværdig samfundsmæssig stilling. For en arbejders søn derimod er det trods den borgerlige legende, at enhver skopudser kan blive millionær, så godt som umuligt at befri sig fra fattigdom og at »gøre karriere«. Under socialismen er forskellen i menneskenes stilling afhængig af de personlige kvaliteter, kunnen, viden og arbejdsglæde, og ikke af deres sociale herkomst eller stilling. Lad os specielt undersøge spørgsmålet om indtægt. De forskelle, der vedblivende består under socialismen i menneskets materielle stilling, k mister mere og mere sin klassenatur. Der findes bestemte kategorier af I arbejdere (grube- og metalarbejdere og andre), som tjener mere end mange grupper inden for intelligensen. I mange kollektivbrug ligger de bedste kollektivbønders indtægt højere end en arbejders eller funktionærs o.s.v.. Anseelse og ære er i det socialistiske samfund ligeledes ikke mere noget monopol for bestemte klasser og lag; de bliver en uadskillelig bestanddel af tjenester for samfundet, for ærligt arbejde på ethvert område af livet. I Sovjetunionen er arbejdere som spindersken Valentina Gaganova og bjergarbejderen Nikolaj Mamaj, teknikere ved kollektivbrug som Aleksander Gitalov og Nikolaj Manukovskij ikke mindre berømte end de mest fremragende videnskabsmænd, ingeniører, kunstnere, skuespillere og politikere. Ophævelsen af klasseforskellene bliver også begunstiget ved, at grænserne mellem det socialistiske samfunds klasser er bevægelige og relative, og at overgang fra en klasse eller et lag til andre let lader sig udføre. Det gælder ikke kun for grænsen mellem arbejderklassen og bondeklassen, men også for den grænse, der adskiller disse klasser (de legemligt arbejdende) fra intelligensen (de åndeligt arbejdende). Den nye socialistiske intelligens sammensættes af mennesker, der for det meste er udgået af arbejdernes og bøndernes rækker. Men det drejer sig ikke alene om dette. Den kendsgerning, at der mellem arbejderne og bønderne træder stadig flere uddannede mennesker frem, hvis daglige arbejde i produktionen opnår mange af det skabende, åndelige arbejdes træk, er ikke mindre vigtig. Naturligvis er det nødvendigt at lære meget og tilegne sig dannelse, når man vil beherske bestemte erhverv. Men under socialismen mister den højere uddannelse fuldkommen karakter af et socialt privilegium. Samfundet våger omhyggeligt over, at også de endnu bestående fortrin, som et kultiveret hjemligt milieu, mere fritid, bedre materielle studiebetingelser o.s.v. frembyder, ikke bliver til privilegier. Derfor bliver først og fremmest de mennesker optaget på de højere læreanstalter, som kommer fra produktionen, derfor bliver der fastsat stipendier for de mindrebemidlede studenter, aften- og brevstudium bliver udviklet i stor udstrækning o.s.v.. Fuldstændig ligeberettigelse, gradvis forsvinden af klasseforskellene, social retfærdighed udgør de karakteristiske træk i klasseforholdene under socialismen, og de bidrager til at befæste samfundets enhed. Da alle klasser og lag består af arbejdende, og alle er forbundet gennem samme type ejendom, nemlig den socialistiske ejendom, opviser forholdene mellem dem ikke nogen form for antagonisme. Deres interesser er i alt væsentligt og grundlæggende de samme. Arbejderne, bønderne og intelligensens repræsentanter er i lige høj grad først og fremmest interesseret i samfundshusholdningens opsving, i den støtte befæstelse af den socialistiske ordens grundlag og i udviklingen af demokratiet og kulturen. Således sætter socialismen i stedet for den ældgamle kamp mellem klasserne en klassernes solidaritet og enhed, som fremkommer af fællesskab om mål, i ideologi og moral. Med udbytterklassernes fjernelse og den socialistiske omdannelse af alle småborgerlige klasser bliver der skabt faste fundamenter for samfundets moralsk-politiske enhed.

Ændringen af statens funktioner

Socialismens sejr fører til en videre, væsentlig omdannelse af staten. Den hænger direkte sammen med fjernelsen af udbytterklassen og med udviklingen af samfundets moralsk-politiske enhed. Med de klassers forsvinden, som er fjendtlige over for de arbejdende, mister staten, for så vidt som det drejer sig om dens indre funktioner, sin karakter af et instrument til klasseundertrykkelse. Den side af statens virksomhed falder bort, som engang var den hovedsagelige, og som i hele sin historie har bestemt statens natur. Allerede på forstadierne til socialismen tager klassekampens intensitet som regel af i overensstemmelse med svækkelsen af udbytterklassens økonomiske, politiske og ideologiske stillinger. Dermed indsnævres klasseundertrykkelsens sfære. Med socialismens sejr bliver der overhovedet ingen plads til den mere. Derfor kritiserede Sovjetunionens kommunistiske parti teorien om den såkaldte skærpelse af klassekampen ved den socialistiske opbygnings voksende resultater som principielt urigtig. Denne teori var særlig farlig af den grund, at den retfærdiggjorde store forseelser mod det socialistiske demokratis og lovmæssigheds principper. At klasseundertrykkelsens funktioner uddør, betyder dog ikke, at staten skulle forsvinde under socialismen. Uden den kan det socialistiske samfund ikke bestå. Hvorfor? For det første, fordi statens organer efter socialismens sejr endnu længe vedbliver at være den fornuftigste og mest rationelle form for den samfundsmæssige ledelse af økonomien, for de samfundsmæssige forhold og for den kulturelle opbygning. Det formålstjenlige netop af denne form betinges af samfundets økonomiske, sociale og åndelige udviklingsniveau. For det andet, fordi der under socialismen vedblivende vil være en vis ulighed i opfyldelsen af menneskenes behov, fordi der stadig er bevaret visse opfattelser, der stammer fra privatejendommen og også andre af kapitalismens levn i en del af samfundets medlemmers bevidsthed. Under disse betingelser kan man endnu ikke klare sig uden et særligt apparat, som udøver kontrol med arbejdets og forbrugets størrelse, beskytter den samfundsmæssige og personlige ejendom og hindrer sådanne handlinger, som er farlige for den socialistiske orden og rettet mod samfundet. For det tredje bliver staten opretholdt af udenrigspolitiske grunde. Så længe socialismen ikke har sejret i verdensmålestok, består der stadig fare for et overfald fra de imperialistiske stater, og derfor er også fortsat væbnede stridskræfter og andre statslige organer nødvendige, som har til opgave at garantere landets forsvarsevne og kæmpe mod spioner, divertanter og andre skadegørerelementer, som bliver sendt ind i landet af imperialisterne. Under socialismen har de arbejdende altså stadig brug for staten. Også visse statslige tvangsmidler er stadig nødvendige. Dog træder der andre funktioner og opgaver i forgrunden for statens virksomhed. Fremfor alt får statens økonomiske funktion en større betydning. Mens staten gennem tilstedeværelsen af flere økonomiske formationer i overgangsperioden endnu ikke kunne gribe alle samfundshusholdningens sektorer og grene planmæssigt an og tage dem under sin ledelse og kontrol, holder den under socialismen virkelig alle trådene i landets økonomiske udvikling i sin hånd. Den samfundsmæssige produktionsorganisation, økonomiens ledelse blive til dens hovedfunktion. Også statens kulturel opdragende funktion, dens virksomhed ved udviklingen af den socialistiske kultur, videnskaben, kunst og litteratur, såvel som ved højnelsen af det kulturelle niveau og folkets kommunistiske opdragelse, tager under socialismen en hurtig og omfattende udvikling. En stor rolle spiller i statens virksomhed funktionen at beskytte den socialistiske ejendom, den nye ordens vigtigste grundlag. Under socialismen antager netop den statslige virksomhed, som er forbundet med beskyttelsen af borgernes rettigheder og interesser, af deres personlige ejendom og opretholdelse af orden i samfundet, fremdeles stort omfang. Staten er altså efter socialismens sejr først og fremmest organisator af den økonomiske og kulturelle opbygning; den leder de arbejdende massers skabende virksomhed. Så længe det kapitalistiske system eksisterer og faren for et væbnet overfald ikke er fjernet, vedbliver funktionen at beskytte landet mod angreb udefra fuldt ud at bestå. Den socialistiske stat er tvunget til at styrke sine væbnede stridskræfter, hæren, flåden, efterretnings- og kontraspionageorganer, for med held at beskytte socialismens opnåede resultater. Dens udenrigspolitiske virksomhed indskrænker sig dog ikke til det militære forsvars funktion. Den omfatter ligeledes de økonomiske, kulturelle og politiske forbindelser til andre stater og forfølger det mål at garantere den fredelige sameksistens mellem lande af forskellige samfundspolitiske systemer og opretholde freden mellem folkene. Med dannelsen af det socialistiske verdenssystem fulgte også en ny udenrigspolitisk opgave, nemlig at befæste det ubrydelige venskab, samarbejdet og den gensidige hjælp mellem socialismens broderligt forbundne lande. Ændringen af statens funktioner og opgaver under socialismen i forhold til overgangsperioden må også genspejle sig i metoderne for dens virksomhed. Fremfor alt bliver området for anvendelsen af administrative tvangsforholdsregler afgørende indskrænket, de bliver mere og mere erstattet af metoder til overbevisning af mennesker og til organisering af deres kollektive virksomhed. Fuldkommengørelsen af statsledelsens metoder er en af de vigtigste opgaver, som stiller sig efter socialismens sejr. Af i hvilket omfang de løses, afhænger i høj grad både den økonomiske udviklings tempo og det, der kan opnås på sociale, kulturelle og andre områder. Det er ikke let at udarbejde de rigtige metoder og former for statens virksomhed, der modsvarer den nye klassestruktur og den nye type af økonomisk liv. Det socialistiske samfund er her ikke sikret mod fejl. Derfor vier det kommunistiske parti spørgsmålene om statsopbygningen en usvækket opmærksomhed. For at fuldkommengøre det socialistiske statsvæsen forlanges, at bureaukratismen beslutsomt overvindes. Efter socialismens sejr må man i endnu mindre grad tolerere bureaukratismens ytringer end i overgangsperioden. For nu er staten ansvarlig for et felt af opgaven, der uden sammenligning er større. Den socialistiske stat leder i særdeleshed hele industrien og handelen (med undtagelse af den kooperative handel). Den leder de fleste institutioners virksomhed, som opfylder borgernes daglige behov (på sundhedsvæsenets, den sociale trygheds og folkeoplysningens område o.s.v.). Staten er kollektivlandbrugenes hovedkontrahent. Under disse betingelser kan bureaukratismen tilføje samfundet store skader såvel i økonomisk som i politisk henseende. Derfor organiserer partiet en beslutsom kamp mod bureaukratismen, for snævre forbindelser mellem statsapparatet og de arbejdende masser, derfor udvikler og befæster det det socialistiske demokrati.

Udvidelsen af de arbejdendes politiske og sociale rettigheder

Socialismen opretter for første gang i historien de økonomiske, sociale og politiske forudsætninger for at virkeliggøre det sande, det fra folket udgående demokrati. Kun socialismen skaber en sådan enhed af alle samfundslagenes interesser, som muliggør at løse alle statslivets spørgsmål på demokratisk måde uden nogen som helst magtanvendelse af en klasse mod en anden. Kun under socialismen lykkes det at skabe virkelig politisk lighed for borgerne. Den bliver garanteret ved, at menneskene i deres forhold til produktionsmidlerne faktisk er lige og derfor ejer den samme ret til som statens herrer at medvirke ved udarbejdelsen af beslutninger, der angår hele samfundet. Under socialismen får samfundets medlemmer ikke blot formelle rettigheder og friheder, men også den praktiske mulighed for at udnytte dem. Det er ikke tilfældigt, at de socialistiske forfatninger ved forkyndelsen af grundfrihederne - tale-, presse-, forsamlingsfrihed, demonstrationsfrihed o.s.v. - giver særlig plads for garantier, der gør det virkelig muligt at udnytte disse friheder, og det er ikke tilfældigt, at der i dem er tale om at overgive alle forråd af papir, trykkerierne, mødelokaler o.s.v. i de arbejdendes hænder. Naturligvis kan der heller ikke under socialismen være tale om en uindskrænket personlig frihed. Uindskrænket personlig frihed ville ikke være frihed, men vilkårlighed, fordi den ville støde imod de andre menneskers interesser og samfundet som helhed. Den socialistiske stat tilstår menneskene de største friheder, men den forbyder tillige enhver virksomhed, som bliver andre mennesker til skade. Den straffer f.eks. udbredelsen af racemæssige og fascistiske anskuelser og krigspropaganda. Til forskel fra den borgerlige stat tillader den socialistiske stat på ingen måde udbredelsen af smudslitteratur, ingen tidsskrifter og film, som fordærver ungdommen og forherliger amoralitet, grusomhed og voldsgerninger. Sådanne indskrænkninger modsvarer uden tvivl folkets interesser og gør på ingen måde skår i den nye ordens demokratiske karakter, men befæster den tværtimod. Det socialistiske demokrati adskiller sig altså væsentlig fra enhver ubegrænset »frihed« uden mål og med, som anarkisterne skvaldrer om. En sådan »frihed« kan i øvrigt kun eksistere i deres ophedede hoveder, men ikke i samfundet. Det socialistiske demokrati er ikke noget demokrati uden mål og med, men derimod et demokrati, der bliver ledet af partiet og staten til fordel for den videre udvikling af socialismen og kommunismens opbygning. Det siger kommunisterne åbent og ærligt. Revisionisterne bliver ude af sig selv over denne omstændighed. De påstår utrætteligt, at demokrati ikke er foreneligt med nogen form for begrænsning og nogen form for ledelse, og kræver, at man derfor skulle afløse det socialistiske demokrati med et »ubegrænset« eller, som de noget udflydende kalder det, et »integralt« demokrati. Bag de brillerende ord fra repræsentanterne for sådanne opfattelser skjuler sig den utvetydige politiske hensigt at rive socialismen tilbage til det borgerlige demokrati; men det betyder ikke ubegrænset demokrati, men derimod et af bourgeoisiet ledet demokrati med forskelligartede indskrænkninger, der modsvarer kapitalismens interesser. Et af revisionisternes andre mål består i at undergrave partiets førende stilling i samfundet, hvad der i praksis ville føre til begrænsning og ikke til udvikling af demokratiet. Thi partiet legemliggør i sin virksomhed millionmassernes vilje. Det er det socialistiske samfunds mest demokratiske organisation. Dets ledelse legemliggør den virkelige folkemagts principper på den mest fuldkomne måde. De marxistisk-leninistiske partier afviser revisionisternes teorier og så meget mere de opskrifter på »demokratisering«, som disse foreslår; de ser deres vigtigste opgave i konsekvent at videreudvikle det socialistiske demokrati og at udvide det. Til forskel fra revisionisterne ser de imidlertid ikke vejen dertil i at låne det borgerlige demokratis normer og principper, men i at fuldkommengøre det socialistiske demokrati, d.v.s. bestandig at udbygge statens og partiets forbindelser til de arbejdende masser og udvikle massernes skabende aktivitet og selvstændige virksomhed på alle områder af samfundslivet. Her står partiet over for store opgaver, for en sådan sand socialistisk demokratisme opstår ikke af sig selv og ikke i uforanderlige, én gang for alle givne former, men udvikler sig derimod i samme grad, som socialismen vokser sig stærk. Det er en proces, som fordrer bestandig opmærksomhed og utrættelige anstrengelser fra samfundets side, fra statens og partiets side, og som forlanger, at falske anskuelser, trang til administrering og bureaukratisme, ringeagt af folkemassernes fornuft og kraft energisk bekæmpes. Hvorfor tillægger partiet udviklingen af det socialistiske demokrati så stor betydning? Det gør det, fordi den historisk højeste type demokratisme ikke alene bliver mulig under socialismen, men også nødvendig. Under socialismen er demokratiet ikke, som under kapitalismen, en de herskende kredse aftvunget indrømmelse, men en livslov, som garanterer en normal og hurtig udvikling af samfundet. V. I. Lenin skrev herom: »Den sejrrige socialisme må nødvendigvis virkeliggøre det fulde demokrati.. .«

Socialismen og demokrati kan ikke adskilles fra hinanden

Det fuldt udfoldede demokrati lader hvert medlem af samfundet føle sig som fuldt berettiget herre i staten; den forøger folkemassernes skabende initiativ, uden hvilket socialismen ikke kunne gøre ét eneste skridt. Den befordrer talenterne og evnerne fra millioner af mennesker, lader hurtigt stadig nye, begavede ledere vokse til, den trækker de arbejdende ind i virksomheden med statens ledelse, idet den garanterer deres stadig mere aktive direkte deltagelse ved ledelsen af samfundsanliggenderne. Således taltes der eksempelvis blandt USSRs Øverste Sovjets deputerede i den femte lovgivningsperiode, der blev valgt i marts 1958, 614 arbejdere og kollektivbrugsbønder, som umiddelbart var beskæftiget i produktionen! Af bysovjetternes deputerede var 39,4 procent arbejdere, der umiddel bart var beskæftiget i produktionen, af landsbysovjetternes deputerede' var 58,8 procent kollektivbrugsbønder. I alt blev i året 1959 ca. 340.000 arbejdere og næsten 780.000 kollektivbrugsbønder valgt i de stedlige sovjetter. Til sammenligning kan erindres, at i USA´s kongres udgør bankiererne og industridrivende 30 procent af senatets medlemmer og 34 procent af deputeretkammerets medlemmer, 21 procent af senatorerne er storgodsejere. De øvrige mandater indehaves af funktionærer fra de store monopoler og erhvervspolitikere, som har vist sig som kapitalens tro tjenere. Ikke for ingenting siger et amerikansk ordsprog: »Nogle er senatorer, fordi de er rige, de andre er rige, fordi de er senatorer.« I socialismens landes forfatninger er nedlagt princippet om statsfunktionærernes valgbarhed, afsættelighed og regnskabspligt og princippet om alle statsorganers valgbarhed og regnskabspligt. Vælgerne har ret til før tiden at afsætte den deputerede og folkerepræsentant, som ikke retfærdiggør deres tillid. De arbejdendes samfundsmæssige organisationer kontrollerer stadig grundigere eksekutivorganernes virksomhed og deltager selv aktivt deri. Et socialistisk lands statsorganer er omgivet af et aktiv af mennesker, som arbejder i industrivirksomhederne, i kollektivbrugene og institutionerne for kultur og folkeoplysning. I USSR virker 14 til 15 millioner mennesker ved forberedelsen og gennemførelsen af valgene til sovjetterne som agitorer og organisatorer. Millioner af mennesker er beskæftiget i de stående og midlertidige kommissioner i de lokale sovjetter af de arbejdendes deputerede; de arbejder som instruktører, som kontrollanter, som medlemmer af visse kommissioner, som bliver valgt i bedrifter, institutioner og beboelseskvarterer, i de offentlige kontrolgrupper, der bliver dannet af de samfundsmæssige organisationer. Denne vældige hær deltager i statens virksomhed og gennemgår en stor politisk skole, hvorved deres bevidsthed, deres viden og deres kulturelle udviklingsniveau hæves. Folkemasserne udøver deres indflydelse på statsapparatet og tillige gennem pressen, der er et middel til udveksling af erfaringer, til kontrol og kritik. Et vigtigt karaktertræk ved det socialistiske demokrati består deri, at de samfundsmæssige organisationer, partiet, fagforeningerne, ungdomsforbundet o. a. får stadig større betydning. I disse arbejder der millioner af mennesker, der på denne måde udøver en virksom indflydelse på det samfundsmæssige livs forskellige områder. Der kan henvises til, at der i USSR i 1958 var mere end 8 millioner medlemmer af partiet, 18 millioner medlemmer af det kommunistiske ungdomsforbund og over 50 millioner medlemmer i fagforeningerne. En af de vigtigste særegenheder ved den marxistiske opfattelse af demokratiet består i, at den tillægger de politiske rettigheder og friheder den største betydning, men dog ikke reducerer demokratiet hertil. Marxisterne ser i de arbejdendes sociale og samfundsøkonomiske rettigheder, i retten til arbejde, rekreation og uddannelse, til materiel sikkerhed i alderdommen eller i sygdomstilfælde o.s.v. en væsentlig bestanddel af demokratiet. Thi i disse rettigheder er fastlagt grundlaget og forudsætningen for menneskenes virkelige frihed og lykke. I garantien for de arbejdendes sociale rettigheder træder den socialistiske ordens historiske overlegenhed særlig anskueligt frem. Kan det kapitalistiske samfund med dets kroniske arbejdsløshed garantere enhver mulighed for at arbejde eller endda den mulighed at udsøge sig et arbejde efter eget ønske? Det er klart, at det ikke er i stand til det. Den socialistiske orden derimod gør retten til arbejde til en i forfatningen stadfæstet ret for borgeren, hvorved han bliver frigjort for den trykkende bekymring og usikkerhed for morgendagen. Det frie arbejde er ikke mere alene et middel til at opretholde livet, men bliver til den væsentligste målestok for menneskets samfundsmæssige værd, det bliver til en æres- og værdighedssag for ham. Kan det kapitalistiske samfund garantere sine borgere retten til rekreation? Heller ikke det kan det. Hvad vedkommer dog hans arbejderes sundhedstilstand og fritidsbeskæftigelse kapitalisten? Han ser i dem kun en kilde til profit. Derom vidner meget anskueligt fordyrelsen af den medicinske forsorg i de fleste borgerlige lande; denne fordyrelse virker ruinerende for de arbejdende. Den lovfæstede begrænsning af arbejdsdagens længde, den betalte ferie og andre sociale rettigheder har de arbejdende kun erobret under kapitalismen i langvarig kamp, og de må yderligere gøre sig store anstrengelser for at holde fast på og udvide disse erobringer. Derimod er i det socialistiske samfund, hvor produktionsmidlerne såvel som den politiske magt tilhører de arbejdende selv, omsorgen for vedligeholdelsen af sundheden og folkets velfærd et hovedanliggende for de samfundsmæssige og statslige organisationer. Kan det kapitalistiske samfund garantere sine borgere retten til uddannelse? Nej, og det ikke bare fordi de kulturelle behov hos de arbejdende, som går ud over rammerne for det, der er nødvendigt for arbejdet i bedriften, ikke interesserer det. Bourgeoisiet betragter, som overhovedet alle udbytterklasser, uddannelses- og kulturmonopolet som et af de vigtigste midler til at opretholde deres magtmonopol. Det er langt lettere at holde de arbejdende i undertrykt tilstand, når de ikke er uddannede og er analfabeter og hyllet i alskens fordomme og overtroiske forestillinger. Det socialistiske samfund derimod er på det dybeste interesseret i, at alle dets medlemmer bliver uddannede, kulturrige mennesker. Dér, hvor magten tilhører de arbejdende selv, udgør højnelsen af deres kulturelle udviklingsniveau og af deres bevidsthed, udvidelsen af deres horisont, en kraftkilde for staten, en vej for forøgelse af den samfundsmæssige rigdom og til befordring af fremskridtet. Det socialistiske samfund befordrer særlig opmærksomt den politiske og kulturelle udvikling af den del af befolkningen, der før i tiden i social henseende blev stærkest undertrykt og udbyttet. Det gælder særligt kvinderne. I nogle kapitalistiske lande er kvinderne den dag i dag berøvet mange politiske og borgerlige rettigheder. De får dér mindre løn end manden for det samme arbejde og indtager endog en underordnet stilling i familien. Marxismen-leninismen er af den opfattelse, at forudsætningerne for kvindens virkelige frigørelse for det første består i hendes retslige ligestilling med manden både i familien og i det politiske liv, for det andet i, at hun bliver inddraget i aktivt medarbejde i samfund og produktion og for det tredje i afskaffelsen af det huslige slaverisystem, hvor den individuelle husførelse fuldstændigt opsluger kvindens tid og kraft. Den socialistiske orden løser denne komplicerede opgave. Den virkeliggør ikke blot kvindens retslige ligestilling med manden, men viser kvinden og moderen agtelse og ærbødighed. Staten yder de arbejdende kvinder en lang, betalt barselhvile, betaler mødre med flere børn eller enlige mødre en månedlig understøttelse og udmærker de børnerige mødre med samfundets æresbevisninger. Rettighederne i familien for mor og barn er forankret ved lov. Socialismen drager i vid udstrækning kvinderne ind i samfunds- og produktionsvirksomheden. Efter opgivelserne i folketællingen 1897 i det tsaristiske Rusland arbejdede kun 13 procent af de med lønarbejde beskæftigede kvinder i fabrikker og byggevirksomheder og 4 procent i medicinske og i folkeuddannelses-institutioner, 55 procent arbejdede i huset og 25 procent som piger hos kulakker og storgodsejere. Nu udgør kvinderne 45 procent af alle beskæftigede i den sovjetiske industri, 53 procent, altså mere end halvdelen af alle faguddannede med videregående uddannelse, er kvinderl Mange hundrede kvinder blev valgt som deputerede til USSR´s Øverste Sovjet og til unionsrepublikkernes øverste sovjetter. I de lokale magtorganer er næsten 700.000 kvinder beskæftiget. Naturligvis er i denne henseende aldeles ikke alt gjort. Husholdningen beslaglægger stadigvæk megen tid og hæmmer således mange kvinders politiske og kulturelle videreudvikling. Der er endnu ikke tilstrækkeligt mange vuggestuer og børnehaver og internatskoler, som kunne fritage mødrene for en betydelig del af de med børneopdragelsen forbundne bekymringer. I nogle af Centralasiens sovjetrepublikker findes der her og dér endnu rester af en indstilling til kvinden, som hidrører fra feudalismen. Men de resultater, som i USSR og i de folkedemokratiske lande er blevet opnået med hensyn til kvindens fuldstændige frigørelse, og den opmærksomhed, som hele samfundet vier dette problem, giver vished for, at den endelige løsning af dette spørgsmål ikke mere ligger så langt forude. Man må ikke glemme, at socialismen kun er den første, den lavere fase af den nye samfundsformation. Det er ganske naturligt, at det på dette trin endnu ikke er muligt fuldstændigt at løse alle de mangesidige svære og komplicerede problemer, som udbytternes tusindårige herredømme har efterladt til socialismen. Men det viser sig allerede nu, at socialismen som ingen anden orden garanterer de arbejdende virkelig demokratiske rettigheder og udvider demokratiet i hidtil ukendt målestok. Anderledes kan det heller ikke være i et samfund, som drager omsorg for alle dets medlemmer, for deres lykke, velstand og deres personlige skæbne. I overensstemmelse med det socialistiske samfunds udvikling forøges de sociale goder, som kommer borgerne til gode, og mulighederne for deres aktive deltagelse i det politiske liv udvides. Deraf udspringer alle arbejdendes levende interesse for samfundets opblomstring og fremskridt.

Venskabet mellem det socialistiske samfunds folk

Kapitalismen efterlader i mange lande den nye formation en tung arv i form af visse folkeslags økonomiske og kulturelle tilbageståenhed og det indgroede nationale fjendskab. Derfor består den første opgave, som den sejrrige arbejderklasse har at løse på det nationale områdes forhold, i fjernelsen af enhver national undertrykkelse og ulighed, i den fuldstændige og konsekvente befrielse af alle nationer og folkeslag. V. I. Lenin betonede: »Hvis menneskeheden kun kan komme til klassernes afskaffelse gennem den undertrykte klasses diktaturs overgangsperiode, så kan den kun komme til nationernes uundgåelige sammensmeltning gennem den fuldstændige befrielses overgangsperiode, det vil sige alle undertrykte nationers frihed til løsrivelse.« Dermed henviste han til, at socialismens endemål ikke alene består i at overvinde nationernes isolation, men også i at forene nationerne. De undertrykte nationers befrielse og sikringen af deres ligeberettigelse bliver indledt straks efter den socialistiske revolution. De kommunistiske partiers grundlæggende programtese i det nationale spørgsmål siger, at enhver nation har ret til selvbestemmelse, lige til løsrivelse og dannelse af en selvstændig stat. Tilståelsen af denne ret betyder dog i intet tilfælde en opfordring eller endda en tvangsudøvelse, for at enhver nation ubetinget skal rive sig løs og opløse den statslige forbindelse med den nation, hvormed den tidligere har dannet en fælles statsorganisme. En sådan udlægning af selvbestemmelsesretten ville kun tjene den internationale kapital, som er interesseret i at adskille nationerne i socialismens lande fra hinanden og dernæst afregne med hver enkelt. Men det drejer sig ikke alene om dette. Videreudviklingen af produktivkræfterne kræver en tilnærmelse af de socialistiske nationer. Derfor kan separatistiske tendenser tilføje socialismens sag stor skade. De kommunistiske partier tager stadig hensyn til faren i disse tendenser, når de må afgøre spørgsmålet, om en nation under visse omstændigheder skal udnytte sin ret til løsrivelse eller ej. Men spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af løsrivelse eller forening kan kun de tidligere undertrykte nationer selv løse. Kun den fuldstændige, konsekvente befrielse lader dem glemme de gamle fornærmelser og fornedrelser og forvandler på grundlæggende måde de nationale forhold. Derfor tillægger kommunisterne ved løsningen af alle spørgsmål om de gensidige forhold mellem nationerne frivillighedens princip en så stor betydning. Idet den socialistiske orden fjerner alle former for national undertrykkelse og anerkender ethvert folks ret til dets eget statsvæsen, dets nationalsprog, dets kultur og dets nationale traditioner, virkeliggør den den sande internationalisme. Den er uforenelig med nogen som helst stormagtstendenser. Nationernes befrielse begrænser sig naturligvis ikke til den simple fjernelse af den nationale undertrykkelse eller til tilvejebringelse af deres juridiske ligeberettigelse. Den nye samfundsorden overtager de undertrykte folks økonomiske og kulturelle tilbageståenhed som en trykkende arv fra imperialismen. »Derfor - betonede V. I. Lenin eftertrykkeligt - må internationalismen fra den undertrykkende eller såkaldt 'store' nations side bestå i ikke kun at tage hensyn til nationernes formelle lighed, men også at anerkende en sådan ulighed, som fra den undertrykkende nation, den store nations side, opvejer den ulighed, som faktisk findes i livet. Den, der ikke har begrebet det, har ikke begrebet den virkelig proletariske indstilling til det nationale spørgsmål, han er i grunden blevet stående på småborgerskabets standpunkt og må derfor uvægerligt bestandigt glide tilbage til det borgerlige standpunkt.« Af denne grund går marxisterne-leninisterne ud fra, at den socialistiske orden har pligt til ikke blot at give de tidligere undertrykte folk ret til fri udvikling, men også til at skabe reale muligheder for dette og hjælpe dem at overvinde den historisk opståede tilbageståenhed. Økonomien i de i tidligere svagt udviklede nationale republikker i Sovjetunionen udvikler sig takket være hjælpen fra de fremskredne socialistiske nationer, først og fremmest det russiske folk, gennemsnitligt i et hurtigere tempo end Sovjetunionens økonomi som helhed. Mens den industrielle bruttoproduktion i hele USSR fra 1913 til 1958 steg til det 36-dobbelte, voksede den i den kazahiske SSR til det 44-dobbelte, i den kirgisiske SSR til det 50-dobbelte og i den armenske SSR til det 55-dobbelte. De tilbagestående områders fremskyndede industrialiseringspolitik bliver også ført i de folkedemokratiske lande. Industrialiseringen af Slovakiet giver et eksempel herpå. Den mere ligelige fordeling af produktivkræfterne under hensyntagen til de lokale betingelser og til den forcerede uddannelse af faguddannede folk lader hurtigt egne nationale faglige kadrer vokse frem og hjælper med til overvindelse af den kulturelle tilbageståenhed. Det bevidner udviklingen i enhver sovjetrepublik. Således var der i Turkmenistan før revolutionen kun 58 skoler, hvori 6780 børn blev undervist, sønner af rige, gejstlige og embedsmænd. I dag findes der i republikken 1200 skoler, hvori mere end 225.000 børn bliver undervist, endvidere et universitet, et medicinsk, et landbrugsvidenskabeligt og tre pædagogiske institutter såvel som 32 fagskoler. Der udkommer 65 aviser og 13 tidsskrifter, af hvilke de fleste er skrevet på det turkmenske sprog. Lige sådan forholder det sig hos andre tidligere tilbagestående nationer og nationaliteter i USSR og i folkedemokratiets lande. Fjernelsen af den nationale undertrykkelse og resultaterne af den økonomiske og kulturelle udvikling gør det lettere for mange folkeslag, for hvem det i tidligere tider som følge af deres økonomiske tilbageståenhed, den administrative opsplitning og andre årsager ikke var muligt at danne nationer, at slutte sig sammen til nationer. På den anden side ændrer de nationers udseende sig grundigt, som allerede havde dannet sig under den borgerlige epoke. Karakteristisk for en borgerlig nation, hvis økonomiske grundlag udgøres af den kapitalistiske privatejendom, og hvis førende kraft udgøres af bourgeoisiet, er indre antagonistiske klassemodsætninger. I dens nationalkultur eksisterer der faktisk to kulturer, der indbyrdes bekæmper hinanden: folkemassernes demokratiske kultur og samfundets udbyttende øverste lags reaktionære kultur. Den for den borgerlige nation typiske verdensanskuelse er nationalismen, som er blevet påtvunget den af det udbyttende øverste lag. Den beror på, at den ene nations interesser bliver stillet op imod alle andre folks interesser. Ikke i sjældent antager den borgerlige nationalisme fanatiske former af militant national- og racefjendskab. Dette fjendskab puster udbytterne ivrigt til. Således forholdt det sig i det tsaristiske Rusland. Den mest gemene racehetz udgjorde i Tyskland en bestanddel af hitler-fascisternes ideologi og politik, de fascister, som organiserede de bestialske terroristiske forfølgelser af jøder, slaver og andre »ikke-ariere«. I USA har i dag racediskrimineringen af negrene antaget en uhyrlig udstrækning. Sådanne vederstyggelige og skændige forekomster er inderligt fremmed for de socialistiske nationer, hvis sociale liv bygger på den samfundsmæssige ejendom, og hvis førende kraft er arbejderklassen. Eftersom den socialistiske nation ikke kender nogen antagonisme mellem klasserne, danner den en fast enhed. For første gang i historien dannes der en ensartet nationalkultur, som formår at præge de arbejdende massers forhåbninger og bestræbelser og fuldkommen at udmønte særegenhederne i deres historiske udvikling. Den socialistiske orden bestemmer folkets hele liv, derfor er det ganske naturligt, at dets nationalkultur i sit indhold bliver socialistisk. Alle socialistiske landes kultur, som antager de rigeste og mest forskelligartede nationale former, er samtidig international og ensartet i sit idéindhold. Dette befæster de forbindelser af broderligt venskab og gensidig hjælp mellem folk, der opstår under processen i det praktiske fælles arbejde i opbygningen af et nyt samfund. Den socialistiske internationalisme bliver en for den socialistiske nation typisk verdensanskuelse. Ganske vist trænger denne verdensanskuelse, ligesom også de nye, på internationalismen beroende forbindelser mellem nationerne, ikke igennem af sig selv, men først gennem et ihærdigt arbejde for at fjerne nationalismens levn. Disse levn er meget sejlivede og vokser hurtigt til igen, når det politiske arbejde til overvindelse af dem bliver svagere. Derfor tillægger de marxistisk-leninistiske partier kampen mod alle afvigelser af de nationale forhold stor betydning. Opblomstringen af de socialistiske nationer strider aldeles ikke mod nationernes videre tilnærmelse, tværtimod letter den denne opgaves løsning. Den tendens, der allerede er opstået under kapitalismen til at rive de nationale skranker ned, at udbygge forbindelserne mellem nationerne stærkere og at nærme nationerne til hinanden økonomisk, politisk og kulturelt, forsvinder ikke under socialismen, men forstærkes derimod betydeligt. Men nu trænger denne tendens ikke igennem ved, at et folk gøres til slaver af et andet, men gennem frivillig tilnærmelse mellem ligeberettigede folk. Det er ikke alene karakteristisk for den økonomiske udvikling. Samtidig fuldbyrdes en proces med gensidig berigelse af de nationale kulturer, og de tilnærmer sig hinanden. Socialismen beriger nationens kendetegn med et nyt indhold og nye kvaliteter, som fører til, at det fælles i nationernes økonomiske, politiske, ideologiske og kulturelle liv bliver stadig mere udpræget.

Det socialistiske samfunds kultur

Da revolutionen blev fuldbyrdet i Rusland, forudsagde dens fjender hadefuldt, at de udannede massers opvågnen ville ødelægge kulturen, de grove »bastskobeklædte« kunne ikke bevare de gamle kulturelle værdier og vel slet ikke skabe nye. Også de arbejdende i andre lande, som var slået ind på socialismens vej, måtte høre på ikke få dystre forudsigelser af denne art. Nu er tåbeligheden i den slags påstande blevet åbenlys for alle. Den socialistiske revolution førte ikke til kulturens forfald, men lod den tværtimod blomstre op og forårsagede en både i udstrækning og betydning vældig kulturrevolution.

Kulturrevolutionen - en overordentlig vigtig bestanddel af de socialistiske omdannnelser

Den socialistiske omdannelse af samfundet er ikke tænkelig uden dybtgående ændringer på kulturområdet, som man med rette betegner som kulturrevolution. Disse omdannelser har til mål at skabe en ny, socialistisk kultur. Man må dog ikke opfatte kulturrevolutionen i vulgær forstand som en negation af al fortidens kultur. Den socialistiske kultur opstår ikke ud af intet. Den er den lovmæssige arvtager af alt det bedste, der blev skabt i udbyttersamfundet. V. I. Lenin skrev herom: »Vi skal tage hele den kultur, som kapitalismen efterlod, og af den opbygge socialismen. Vi skal tage hele videnskaben og teknikken, al viden og hele kunsten. Hvis vi ikke gør det, så kan vi ikke opbygge det kommunistiske samfundsliv.« Det er en konkret opgave for kulturrevolutionen at udvælge de uforgængelige værker af fortidens kulturelle arv og at udskille alt det, som ingen nytte er til og modsiger det socialistiske samfunds natur, især det, der er skadeligt og reaktionært. På dette grundlag udvikler der sig en sand socialistisk kultur, socialistisk ifølge sit indhold, d.v.s. en kultur, som genspejler det nye samfunds liv og idealer, er gennemsyret af dets ideologi og bestræber sig for aktivt at tjene folket, at hjælpe det i kampen for socialismen og senere for kommunismen. Yderligere en central opgave for kulturrevolutionen består i at få gjort kulturen fra at være nogle fås til alles fælles eje. Det er nødvendigt i ethvert land, selv i det efter borgerlige begreber mest »civiliserede« land. Thi kapitalismen indrømmer, når alt kommer til alt, de arbejdende kun det minimum af viden, som er uundgåeligt for deres arbejde i produktionen, og ikke mere. Af særlig stor betydning var udviklingen af folkeoplysningen i Sovjetunionen. I det førrevolutionære Rusland var mere end 75 procent af befolkningen (fra 9-års alderen) analfabeter. Hos kirgiserne kunne kun 0,6 procent af alle mennesker læse og skrive, hos turkmenerne og jakuterne 0,7 procent, hos kazaherne 2 procent o.s.v.. Mange folkeslag ejede ikke engang deres eget skriftsprog. Sovjetmagten måtte begynde med det mest elementære - med at lede mange millioner mennesker frem til ABC'en, at lære dem at læse avisen, bogen, og formidle en grundviden til dem. Denne opgave blev løst med sand revolutionær begejstring. Mere end 30 millioner mennesker blev i årene 1929 til 1932 færdige med skolerne til afskaffelse af analfabetismen. Allerede i den første fem-årsplan blev den almindelige grundskolepligt indført. Alle disse forholdsregler bevirkede, at analfabetismen helt var afskaffet ved overgangsperiodens slutning. Endnu større anstrengelser kræver analfabetismens afskaffelse i Asiens folkedemokratiske lande, hvor tidligere mere end 90 procent af befolkningen var analfabeter. I de europæiske folkedemokratiske lande frembyder kulturrevolutionen visse særegenheder. I nogle lande, hvor befolkningens kulturelle udviklingsniveau var forholdsvis højt, skulle sådanne opgaver som afskaffelsen af analfabetismen ikke løses. Men i stedet for blev her kampen mod den borgerlige ideologi, som havde slået dybe rødder i menneskenes bevidsthed, og udfrielsen af de arbejdende fra kirkens reaktionære indflydelse en særlig påtrængende opgave. En nødvendig bestanddel af kulturrevolutionen er i alle lande omdannelsen af skolen fra et instrument for bourgeoisiets klasseherredømme, som den var det under kapitalismen, til et instrument for den socialistiske genopdragelse. Skolen bliver skilt fra kirken og befriet fra den borgerlige ideologis indflydelse. Undervisningen bliver efterhånden opbygget på grundlag af de i praksis gennemprøvede videnskabelige erkendelser. Et nyt folkeoplysningssystem bliver skabt. Det frembringer oplyste mennesker, som behersker videnskabens og teknikkens grundlag og er i stand til bevidst at medvirke ved den socialistiske opbygning. Samtidig bliver oplysningsvirksomheden uden for skolerne omfattende udviklet efter revolutionens sejr. Klubber, biblioteker, kulturpaladser, teatre, museer, film, radio og presse såvel som et vidtforgrenet net af institutioner for fjern- og aftenstudium bliver til bestanddele af det samfundsmæssige liv. Landets industrialisering og landbrugets kollektivisering såvel som den socialistiske stats omfattende virksomhed på folkeoplysningens og opdragelsens område forårsager umiddelbart en rask stigning i arbejderklassens og bøndernes kulturelle og tekniske dannelsesniveau. For at nå en sådan vækst og sikre en hurtig udvikling af samfundets produktivkræfter og kultur, må kulturrevolutionen nødvendigvis løse endnu en vigtig opgave - at uddanne en ny intelligens, som er udgået af folket og er tæt forbundet med arbejderklassen og bønderne. Lige indtil den socialistiske revolutions sejr kan proletariatet ikke opvise nogen talmæssigt set betydelig intelligens. Bourgeoisiet spærrer arbejderne og bønderne adgang til højere uddannelse. Den opgave at uddanne en ny intelligens bliver løst på to måder: ved at trække den borgerlige intelligens til og omskole den og ved en fremskynden af uddannelse af fagfolk, der stammer fra arbejdernes og bøndernes rækker. En inddragelse af den gamle intelligens i den socialistiske opbygning er naturligvis ikke nogen let sag. Særlig vanskeligt var det for Ruslands arbejderklasse, hvor en betydelig del af den gamle intelligens på grund af den overordentlige skærpelse af klassekampen, der antog de mest yderliggående former, blev trængt over i revolutionens fjendes lejr eller stod afvisende over for revolutionen - i al fald for en vis tid. På trods heraf blev de sovjetiske kommunister i det store og hele herre over problemet om intelligensen og viste de arbejdende i andre lande, der er slået ind på socialismens vej, hvordan man kan løse dette spørgsmål. N. S. Hrustjov sagde i sin tale for Ungarns Videnskabsakademi i 1958: »I arbejdet med intelligensen har vort parti stor erfaring. Efter at vi havde fået ikke så få skrammer, vandt vi den rigtige forståelse for mange spørgsmål. Denne erfaring deler vi venskabeligt med jer.« Denne erfaring siger fremfor alt, at man må vise den gamle intelligens stor opmærksomhed, finfølelse og tålmod. Når mangen gang enkelte, under visse omstændigheder også større grupper af intelligensen, ikke straks indser meningen med og betydningen af de revolutionære omdannelser og i deres ideologiske udvikling bliver langt bagefter revolutionen, så må man ikke straks henregne dem til fjendens kategori. Virkelige intellektuelle vil ikke længe holde fast ved en sådan forkert stilling; de vil ubetinget søge vej frem til folket. Hvis man udviser tålmodighed, yder hjælp og giver dem tid til at indse deres fejltagelser, kan man lette dem overgangen meget til socialismens side. En sådan storstilethed betyder dog på ingen måde ikke-indblanding eller passivt, indifferent forhold til de ideologisk-politiske processer, som foregår i den gamle intelligens. Fuldstændig at overlade dem til sig selv betyder, at man tillader revolutionens fjender at lokke den gamle intelligens' vaklende repræsentanter ind i deres net. V. I. Lenin viede arbejdet med intelligensen, med de gamle fagfolk meget stor opmærksomhed. Man må nå til, sagde han, at det går dem bedre end under kapitalismen, bedre ikke bare i materiel henseende, men også »retsligt både når det drejer sig om kammeratligt samarbejde med arbejderne og bønderne, og i åndelig henseende, d.v.s. at de skal være bedre tilfreds med deres arbejde og bedre føle deres sociale nytte, samtidig med at de er uafhængige af kapitalistklassens egoistiske interesser.« Denne indstilling til den gamle intelligens har vist sig at være fuldkommen rigtig. Man kan antage, at tilkaldelsen og den socialistiske omskoling af intelligensen i mange lande, som endnu står overfor at skulle betræde socialismens vej, vil blive lettere. Som det allerede er blevet fremsat, driver monopolernes voksende tryk stadig større lag af intelligensen til allerede før revolutionen at gå ind i et forbund med arbejderklassen. De lærer de socialistiske landes erfaringer at kende, hvor der tilbydes intelligensen hidtil ukendte muligheder for at arbejde skabende og virkelig tjene folket. Dette går dem ikke sporløst forbi. Men hvilke resultater partiet og proletariatets diktatur end kan opnå i arbejdet med den gamle intelligens, kan det alene ikke tilfredsstille det socialistiske samfunds behov. Fra første dag står arbejdermagten over for den opgave i vidt omfang at uddanne tekniske faglige kadrer og kadrer på videnskabens og kulturens område, som i første række stammer fra arbejdernes og bøndernes rækker. Arbejderklassens parti og stat må i kulturrevolutionens forløb yde et i sandhed storslået arbejde. V. I. Lenin sagde: »Jeg kan ikke erindre et eneste mig bekendt værk af en socialist, af de mange, der har skrevet derom, eller en mening hos fremragende socialister om det fremtidige socialistiske samfund, hvor der skulle være henvist til den konkrete praktiske vanskelighed, over for hvilken arbejderklassen, når den er kommet til magten, vil stå, når den gør sig det til opgave at gøre hele summen af de af kapitalismen ophobede, overmåde rige og for os historisk uomgængeligt nødvendige skatte af kultur, viden og teknik, at gøre det - fra at være et værktøj for kapitalismen - til et værktøj for socialismen.« Dette er »en opgave af verdenshistorisk vanskelighed og betydning .. .« Med gennemførelsen af revolutionen på kulturområdet sikrer arbejderklassen, dens parti og dens stat ikke alene uddannelse af kadrer, som den socialistiske opbygning behøver, bidrager de ikke alene til den nye socialistiske ideologis gennembrud i samfundet, men skaber også grundlaget for et i historien hidtil ukendt opsving af kulturen. Det vægtigste bevis herfor giver opsvinget i uddannelsesarbejdet, resultaterne i forberedelsen af tekniske og videnskabelige kadrer, videnskabens og teknikkens, litteraturens og kunstens erobringer i Sovjetunionen og i de folkedemokratiske lande.

Kulturen for folket

Den socialistiske orden demokratiserer kulturen fra grunden og gør den tilgængelig for hele samfundet, ikke kun for intelligensens lille lag. Det virker fremfor alt frugtbringende på udviklingen af den åndelige kultur selv. Under socialismen behøver forfatterne, kunstnerne og skuespillerne ikke beklage sig over manglende opmærksomhed fra offentlighedens side. Udlændinge, der kommer til de socialistiske lande, er tit forbavset over, hvor hurtigt alle bøger, som har en vis værdi, bliver udsolgt, hvor stor strømmen af besøgende i museerne, teatrene og koncertsalene er. Denne uafbrudte vækst af folkets åndelige behov giver gunstige betingelser for den kunstneriske skaben og kræver en fortsat udvikling af den. Kulturens demokratisering muliggør på alle den videnskabelige og kunstneriske skabens områder udviklingen af en mængde betydelige talenter fra folkets masser. Mon Pavel Bashov, en bjergværksarbejders søn, eller Aleksander Tvardovskij, hvis far var landsbysmed, havde store chancer for at blive berømte forfattere før Oktoberrevolutionen? Tusinder og atter tusinder af talentfulde mennesker går til grunde i den kapitalistiske verden, fordi de ikke kan overvinde nød, savn og samfundets ligegyldighed. Socialismen skaber derimod alle nødvendige forudsætninger for at opdage talenterne og understøtte dem. De teknisk-videnskabelige selskaber, litteraturcirklerne på bedrifterne og ved presseorganerne, amatørskuespillergrupperne og mange andre organisationer arbejder på at vække menneskenes kunnen og udvikle den og beriger den socialistiske kultur med friske, unge kræfter. Men det drejer sig ikke bare om de materielle muligheder, men også om det åndelige klima, som er grundlæggende forskelligt fra kapitalismens. En forfatter eller kunstner, som er indfanget af den borgerlige ideologi, kan intetsteds finde et positivt livsideal, fra hvis vagttårn han kan vurdere de processer, der foregår for hans øjne. Livet forekommer ham ofte dystert og meningsløst, menneskene små og ynkelige. Han ser dog ingen udvej ud af denne situation, og når han fremstiller det borgerlige livs elendighed og gemenheder, så retfærdiggør han det ikke sjældent direkte eller indirekte, i den mening, at det her drejer sig om egenskaber i den menneskelige natur, at det menneskelige liv nu engang er sådan. En sådan opfattelse tilfredsstiller ganske det herskende reaktionære øverste samfundslag, thi de søger at hindre menneskene i at kæmpe for en ændring af kapitalismens umenneskelige betingelser. Selvfølgelig findes der også i Vesten en demokratisk fremskridtskultur, som repræsenterer en ikke ringe kraft. Men det er ikke den, der hersker i den borgerlige verden. Dens repræsentanter er tvunget til at føre en hård kamp mod reaktionen. Anderledes forholder det sig under socialismen, hvor hele kulturen tilhører folket. Det hurtige sociale fremskridt, den stadige vækst af massernes kulturelle niveau og folkets velstand, den videnskabeligt begrundede tillid, hvormed menneskene ser fremtiden i møde - alt det skaber overordentlig gunstige betingelser for det skabende arbejde. Dette pålægger ganske vist dem, der skaber kultur, et stort ansvar. Litteratur og kunst genspejler ikke kun folkets liv, men former også den menneskelige sjæl. V. I. Lenin opstillede princippet om litteraturens partiskhed og begrundede teoretisk ideen om, at litteratur og kunst uløseligt er forbundet med samfundsklassernes interesser og kamp og under socialismen med hele folkets liv. De borgerlige propagandister bekæmper rasende dette princip, de søger at bevise, at skaben i en bestemt klasses interesse og en bevidst overholdelse af en bestemt politisk linje er uforenelig med frihed for den kunstneriske skaben. Men det er et forsøg med uegnede midler. Den kunstneriske skaben kan ikke stå uden for klassekampen, ikke uden for politik, for enhver forfatter og kunstner bringer i sin skaben, hvad enten han vil eller ej, en eller anden klasses interesser til udtryk. Genspejler den moderne borgerlige kunst måske ikke det herskende bourgeoisis åndelige forfatning, og tjener den ikke som instrument for dets ideologiske påvirkning af masserne? Dikterer de borgerlige forlag, filmselskaber, lederne af kunstudstillinger og endelig intelligensens indflydelsesrige presse måske ikke sin vilje og udøver de ikke det materielle og moralske tryk på alle, der forsøger at yde modstand mod dette diktatur? Den årelange hetz mod fremskridtsvenlige videnskabsmænd, forfattere, kunstnere og skuespillere i de borgerlige lande giver et anskueligt eksempel herpå. Socialismen er den første samfundsorden i historien, som befrier kulturen fra pengemagtens kløer; den gør det muligt for kunstneren ikke mere at måtte skabe for den udartede, forkomne smag hos en håndfuld »tyksakke«, men i stedet for for folkemasserne. Bliver kunstnerens frihed dermed indsnævret? På ingen måde. Enhver virkelig kunstner søger sandheden og bestræber sig for at skrive sandheden. Og det er det socialistiske samfund netop interesseret i. Den socialistiske realismes hovedfordring er kravet om en sandfærdig gengivelse af virkeligheden i dens opadstigende udvikling. »Under det socialistiske samfunds betingelser, hvor folket er virkeligt frit, hvor det er sin skæbnes sande herre og det ny livs skaber - hedder det i det vigtige partidokument: For litteraturens og kunstens snævre forbindelse med folkets liv - findes der for en kunstner, der trofast tjener sit folk, intet spørgsmål, om han er fri eller ikke i sin skaben. For en sådan kunstner er det klart, hvordan han skal give sig i kast med virkelighedens fremtoninger, han behøver ikke at tilpasse eller tvinge sig selv; den sandfærdige fremstilling af livet ud fra det kommunistiske partistandpunkt er for ham en dyb trang, han står fast på denne indstilling, repræsenterer og forsvarer den i sin skaben.« Netop sådan opfatter de intellektuelle i det socialistiske samfund deres rolle.

Socialismen og personligheden

De borgerlige kritikere af den socialistiske orden søger at påvise, at den er uforenelig med personlighedens frihed. Den revolutionære marxisme tillægger ikke, efter deres mening, den menneskelige personlighed nogen værdi. Hundreder af bøger og tusinder af artikler er blevet skrevet om den socialistiske ordens »totalitarisme«, om »personlighedens opsugning i kollektivet«, om »menneskets nivellering« under socialismen. Men intet er mere løgnagtigt end disse påstande.

Personlighedens befrielse gennem de arbejdende masser

Et menneskes åndelige ansigt, dets forhold til de andre mennesker og dets individuelle bevidsthed er afhængigt af det samfunds karakter, hvori det lever. Den borgerlige propaganda fremstiller den kapitalistiske orden som personlighedens frihedsrige og betegner menneskenes formelt-juridiske lighed som den eneste mulige form for lighed. Men i virkeligheden betyder kapitalens herredømme den største krænkelse af den menneskelige personlighed. Kapitalen opbygger kun alle forhold mellem mennesker på snæversynet profitberegning. Pengene erstatter alle et menneskes personlige kvaliteter. Marx skrev herom: »Det, som jeg er og formår, er altså på ingen måde bestemt af min individualitet. Jeg er hæslig, men jeg kan købe mig den smukkeste kvinde. Altså er jeg ikke hæslig, thi virkningen af hæsligheden, dens afskrækkende kraft er tilintetgjort ved pengene. Jeg er - efter min person at dømme - lam, men pengene skaffer mig 24 fødder; jeg er altså ikke lam; jeg er et slet, uærligt, samvittighedsløst og åndløst menneske, men pengene er æret, altså også deres besidder. Pengene er det højeste gode, altså er deres besidder god.. .« Ved den ene af samfundets poler gør udmattende arbejde og den stadige bekymring for det daglige brød menneskene møre og sløve. Ved den anden pol frembringer overmættelsen med livsgoder og mangelen på frugtbar samfundsmæssig virksomhed en stræben efter at sondre sig fra alle andre i det egne »jeg«s intime oplevelser. En sådan individualisme lader menneskets indre verden blive fattigere og mere tom og skaber følelse af kedsomhed og splittethed. Ved det borgerlige samfunds forfald forvandler denne individualisme sig let til en rovdyragtig egoisme, til den »overmenneskers ideologi, som Nietzsche bragte så stærkt til udtryk i sin filosofi, og som derefter blev en af grundpillerne i den fascistiske verdensanskuelse. Alt dette er en virkelig »ødelæggelse af personligheden«. Udvejen af denne situation viser kun den socialistiske revolution. »Når mennesket bliver formet af kårene, så må man forme kårene menneskeligt.« Der kan ikke gives nogen frihed for mennesket fra samfundet, friheden er kun mulig inden for samfundet. For at befri personligheden må alle mennesker blive befriet, og de samfundsmæssige forhold, der gør dem til slaver, må ændres. Personlighedens befrielse gennem de arbejdendes massers befrielse - det er det egentlige i kommunisternes indstilling, hjørnestenen i deres kollektivistiske ideologi. Når den borgerlige propaganda beskylder marxisterne for »ødelæggelse af personligheden«, går den stiltiende ud fra, at grundlaget for personligheden er privatejendomsretten. Men afskaffelsen af privatejendomsretten er kun afskyelig for den, hvis hele samfundsmæssige stilling fra dagliglivets behageligheder til deres autoritet hos deres medmennesker ikke hviler på deres personlige kunnen og fortjenester, men på rigdommens privilegier. For sådanne mennesker forekommer ophævelsen af privatejendomsretten til produktionsmidlerne, som de har anvendt til udbytning og fornedrelse af andre personligheder, virkelig at være som ophævelsen af deres egen personlighed, desto mere fordi de derved mister muligheden for at føre et uvirksomt liv, thi arbejdet er for den snyltende bourgeois den skrækkeligste ulykke. Derimod tilbyder socialismen de arbejdsomme og talentfulde mennesker store muligheder for at udfolde og anvende deres individuelle begavelse. Kun den socialistiske orden tillader »virkelig at drage flertallet af det arbejdende folk ind på et arbejdsfelt, hvor de kan vise, hvad de duer til, udvikle deres evner og afsløre de talenter, der findes i folket i uudtømmelige kilder, og som kapitalismen i tusindvis og millionvis har nedtrampet, undertrykt og kvalt.« Socialismen anerkender for første gang i historien retten for de jævne arbejdende, som den borgerlige ideologi altid har ringeagtet som »grå masse«, til udvikling og selvstændig skaben. Samtidigt garanterer den denne ret, idet den lægger alle materielle midler, der gør det muligt at udvikle menneskenes talenter og evner, i samfundets hænder. Jo mere den socialistiske orden befæster sig og en overflod af materielle og åndelige goder bliver skabt, jo mere fuldkommen de samfundsmæssige forhold bliver, desto gunstigere former betingelserne sig for en omfattende udvikling af alle samfundsmedlemmernes personlighed og for deres skabende virksomhed.

Foreningen af de personlige og de samfundsmæssige interesser

Modsætningen mellem de personlige og de samfundsmæssige interesser opstod med fremkomsten af privatejendommen, under hvis herredømme mennesket betragtede samfundet som en magt, der var det fjendtlig og undertrykte det, og som det bestræbte sig for at give mindst muligt, derimod selv at rive mest muligt til sig. Den socialistiske interesser orden drager først og fremmest omsorg for de fælles interesser. Thi af den afhænger ikke blot hele samfundets velgående, men også enhver af de enkelte samfundsmedlemmers. Derfor fordømmer den socialistiske moral alle udslag af individualisme og fra småbesiddelsen stammende egoisme og vurderer det med rette som levn af den kapitalistiske fortid i menneskenes bevidsthed. På den anden side betonede allerede Friedrich Engels: »Samfundet kan selvfølgelig ikke befri sig, uden at den enkelte bliver befriet.« Omsorg for mennesket og en fintfølende, opmærksom adfærd over for det er en af den socialistiske morals vigtigste krav. Under socialismen kan ethvert samfundsmedlem forbedre sin stilling ved mere produktivt og kvalificeret arbejde. Naturligvis modsvarer menneskenes bestræbelser for på denne måde at hæve deres velstand samfundets interesser og bliver understøttet af det på enhver måde. Deri består det objektive grundlag, hvorpå den organiske enhed mellem personlige og samfundsmæssige interesser danner sig i det socialistiske samfund. Denne særegenhed for den socialistiske orden finder sin genspejling i menneskenes bevidsthed. Overensstemmende med skabelsen af folkemassernes socialistiske bevidsthed begynder de moralske faktorer at spille en stadig større rolle i menneskenes virksomhed, og omsorgen for samfundets anliggender bliver til et personligt anliggende for den enkelte. Et menneske, der er blevet opdraget i den socialistiske morals ånd, kan ikke ligegyldigt forbigå mislige tilstande, eller i det hele taget noget, som strider imod samfundets interesser, end ikke, når det ikke direkte angår det selv. Følelsen af at være herre i landet og den dermed uadskilleligt forbundne ansvarsbevidsthed for den fælles sag udgør et højst vigtigt træk i det nye menneskes åndelige ansigt. Det socialistiske samfunds medlemmer har ikke blot store rettigheder, men også store pligter. Men det er landets herrers, dets sande borgeres pligter og ikke skræmte undersåtters skyldigheder. Naturligvis kan ikke alle forestillinger og vaner, der er blevet indgroet under privatejendomsrettens årtusindlange herredømme, blive fuldstændigt fjernet på få årtier. I bevidstheden hos bestemte dele af det socialistiske samfund lever endnu træk af den gamle moral og levevis: uærlig indstilling til arbejdet, havesyge, egoisme, nationalistiske fordomme, urigtig indstilling over for kvinden, drikfældighed og samfundsfjendtlige anskuelser, som undertiden fører til bølleuvæsen og forbrydelser. Alle disse foreteelser kalder vi kapitalismens levn. Dermed bliver det betonet, at de er socialismen fremmede. De socialistiske samfundsforhold frembringer ingen sådanne frastødende foreteelser, men fortrænger dem lidt efter lidt. Kapitalismens levn holder sig sejt i en del af samfundets bevidsthed. Man må ikke glemme, at der endnu findes store områder af menneskelige forhold, hvor asociale vaner, meninger og skikke udøver særlig stor indflydelse som f.eks. familielivet og hverdagslivet. Utvivlsomt indvirker ikke blot den fremskredne socialistiske ideologi og moral, som er ved at ændre førerstillingen i samfundet, på disse forhold, men også tilbageliggende anskuelser og skikke, der endnu har holdt sig hos en del af samfundets medlemmer. Hvis sådanne anskuelser og skikke ikke bliver tilbørligt bekæmpet, kan de udøve en skadelig indflydelse på andre menneskers bevidsthed, især på den opvoksende generations. Derfor er det også efter socialismens sejr endnu nødvendigt at yde tålmodigt opdragelsesarbejde dag ud og dag ind. Socialismen er ikke tænkelig uden en samfundsdisciplin, som forpligter borgerne til at opfylde samfundets krav og at overholde reglerne for det socialistiske samliv. Det modsvarer også hvert enkelt menneskes interesser, når man opfatter disse interesser rigtigt og ser deres afhængighed af hele samfundets trivsel. Den enhed mellem personlige og samfundsmæssige interesser, der udvikler sig, er et højst vigtigt moralsk fortrin i den socialistiske orden; den fjerner den gamle tragiske »splittethed« i den menneskelige bevidsthed og opdrager målbevidste, livsglade og uforsagte mennesker, der ikke viger tilbage for nogen vanskeligheder. Socialismens sejr er en vældig revolution på moralens område. »Det er selvindlysende - skrev den store franske forfatter Romain Rolland - at den moralske revolution endnu ikke er afsluttet, men den bliver gennemført, og dens udslag vil være umålelige. Allerede nu kan man sige, at den redder civilisationen for en frygtelig bankerot, ved hvilken den menneskelige ånd ville komme ind i sin frugtesløse og stolte ensomheds blindgade... Et nyt århundrede med et vældigt opsving, med en glædelig fremadskriden åbner sig for hele menneskeheden.«

Drivkræfterne i det socialistiske samfunds udvikling

Med socialismens sejr ophører samfundets opadstigende udvikling ikke, men bliver tværtimod fremskyndet. Udviklingen af industrien og landbruget, af de sociale og politiske forhold, af hele den samfundsmæssige overbygning - alt dettes fuldkommengørelse i retning af kommunismen - går for sig i et for de tidligere formationer ufattelig hurtigt tempo. Til grund for denne proces ligger der objektive lovmæssigheder for den socialistiske samfundsproduktions udvikling. Det giver det socialistiske samfunds udvikling fuldstændigt nye træk, der adskiller sig grundlæggende fra udbyttersamfundets. Samfundet har for altid frigjort sig for alle antagonismer. Dets udviklings modsætninger er blevet til ikke-antagonistiske. De er væsentligt modsætninger og vækstbesværligheder, der hænger sammen med det stormende opsving i den socialistiske økonomi og den endnu hurtigere forøgelse af menneskenes behov, modsætninger, der er opstået ved sammenstød mellem det nye og det gamle, mellem det fremskredne og det tilbagestående. Sådanne modsætninger bliver ikke løst ved hjælp af klassekampen - i det socialistiske samfund findes der ingen sociale lag eller klasser, som vil være interesseret i at sinke udviklingen eller i at bevare den gamle, tilbagestående orden. De bliver tværtimod overvundet i samarbejde mellem alle klasser og lag, der i lige grad er interesseret i socialismens befæstelse og i kommunismens opbygning. Det vigtigste instrument til at afsløre og løse modsætninger er kritik og selvkritik. En bred kritik og selvkritik er nødvendig for rettidigt at kunne afsløre og fjerne mangler og modsætninger, for at skære det gamle og overlevede væk. Dér, hvor kritikken bliver undertrykt, stagnerer udviklingen og den nødvendige løsning af modsætninger bliver vanskeliggjort. Derfor er det socialistiske samfund dybt interesseret i kritikkens og selvkritikkens bestandige udvikling. Den ser i dem et vigtigt middel til at mobilisere de arbejdendes skabende energi og politiske aktivitet med det mål at overvinde vanskelighederne og at løse de nye opgaver ved kommunismens opbygning. Den socialistiske ordens store fortrin, at den ikke kender nogen antagonistiske modsætninger, tillader en harmonisk udvikling af produktivkræfterne og en dertil svarende fremgang i samfundets politiske og ideologiske overbygning i tidligere ikke kendt omfang. I samfundets udvikling spiller de kræfter en større og større rolle, som ikke adskiller menneskene og sætter dem op imod hinanden, men fører dem sammen og orienterer dem imod de fælles mål og opgaver. Disse nye drivkræfter for udviklingen bringer samfundet fremad meget hurtigere og med mindre samfundsmæssige omkostninger end før. Det kollektive arbejde på grundlag af den socialistiske ejendom bliver til en overmåde vigtig drivkraft for den samfundsmæssige udvikling. Det kollektive arbejde, der bringer menneskene nærmere til hinanden og forener dem, er den vigtigste motor for bevægelsen fremad. Fra at være et middel til berigelse af udbytterne har arbejdet forvandlet sig til en samfundsfunktion og bliver fremmet af samfundet med materielle og åndelige tilskyndelser. Det er blevet en æres- og hæderssag, en virkelig samfundstjeneste. Det kollektive arbejde og det kammeratlige gensidige hjælpe- og samarbejdsforhold fremkalder en ny form for menneskenes skabende samarbejde, den socialistiske kappestrid, der udvikler og bringer alle deres evner frem i dagens lys. Til forskel fra den kapitalistiske konkurrence, der beror på principperne »Enhver er sig selv nærmest« og »Ulv blandt ulve«, forudsætter den en alsidig kammeratlig hjælp, udveksling af de bedste erfaringer og en systematisk hjælp til de tilbageblevne, for at de kan nå de fremskrednes niveau. I det bevidste kollektive arbejde viser der sig et bestemt karaktertræk i det socialistiske samfunds menneskes åndelige ansigt på en særdeles markant måde: omsorgen for almenvellet, en indstilling til samfundsanliggenderne, der er karakteristisk for et menneske, der føler sig som herre i samfundet. Med den grundlæggende ændring af klasseforholdene efter socialismens sejr opstår der et fast grundlag for samfundets moralsk-politiske enhed. Denne enhed mellem alle klasser og sociale lag med henblik på deres hovedinteresser bliver ligeledes til en mægtig drivkraft for samfundets udvikling. Den moralsk-politiske enhed gør det muligt at slutte alle arbejdende sammen om løsningen af de vigtigste økonomiske, socialpolitiske og kulturelle opgaver. Deraf udgår den kraft, der sætter menneskene i stand til at overvinde alle slags hindringer. En vigtig drivkraft i det socialistiske samfund er endvidere venskabet mellem de socialistiske nationer både inden for landet og inden for rammerne af det socialistiske verdenssystem. Dette venskab bidrager ikke blot til at beskytte de arbejdendes landvindinger for imperialisternes anslag, men skaber også særdeles gunstige betingelser for alle folks økonomiske og kulturelle udvikling på grundlag af broderlig gensidig hjælp. Den socialistiske personligheds høje ideelle egenskaber genspejles følelsesmæssigt i den socialistiske patriotisme. Denne nye, socialistiske patriotisme går langt ud over den for mennesket naturlige tilknytning til hjemstavnen, til menneskene dér, til sæder og skikke, til sproget o.s.v.. Ved socialistisk patriotisme skal man først og fremmest forstå den trofaste forbundethed med den socialistiske orden, som hviler på erkendelsen af dens store overlegenhed over for kapitalismen. En sådan patriotisme skiller ikke de forskellige nationer fra hinanden, men lader dem tværtimod komme hinanden nærmere. Ud fra den socialistiske patriotisme vokser der naturligvis ikke national afsondring, men dyb følelse af international solidaritet og venskab med arbejderklassen og alle arbejdende i de andre lande. Den socialistiske patriotisme er en følelse, der vækker menneskets handlekraft. Den bevæger menneskene til at sætte alle deres kræfter og evner, ja, selv livet ind for fødelandet. Derom vidner de af sovjetfolket under Den store fædrelandskrig udførte heltegerninger. Drivkræfterne for det socialistiske samfunds udvikling er ikke givne én gang for alle. De udvikler sig i samme grad, som den socialistiske orden udvikler og fuldkommengør sig. En af de vigtigste opgaver, som samfundet må løse, består i at fremme denne udvikling og i at gøre socialismens nye drivkræfter fuldt effektive. Derfor bliver under socialismen fuldkommengørelsen af de kollektive arbejdsformer på grundlag af materielle og moralske tilskyndelser tillagt en så stor betydning. Meget vigtigt er det også at befæste folkets moralskpolitiske enhed, d.v.s. enighed, sammensvejsning og det uforgængelige forbund mellem arbejderklassen, bønderne og intelligensen. Samfundet og dets førende kraft, partiet, forstår særdeles godt, hvor vigtig denne opgave er for socialismens resultatrige fremmarch hen imod kommunismen, og de våger omsorgsfuldt over, at der ikke opstår nogen foreteelser inden for det økonomiske liv, politikken og ideologien, der kan hæmme folkets moralsk-politiske enhed. Partiet, staten og hele det socialistiske samfund arbejder også intensivt på at befæste venskabet mellem folkene. Denne opgave bliver løst ved hjælp af økonomiske, politiske og kulturelt opdragende forholdsregler. De historiske erfaringer lærer, at befæstelsen af folkenes venskab kræver beslutsom kamp mod tilbagefald til nationalismen i alle dens ytringsformer. Af stor betydning for hele udviklingen af det socialistiske samfund er endeligt styrkelsen af den socialistiske patriotisme, d.v.s. de arbejdendes hengivenhed over for deres socialistiske fædreland, deres beredskab til opofrende at arbejde og også om nødvendigt at kæmpe for at forsvare deres landvindinger og for fædrelandets sikkerhed. Det socialistiske samfund disponerer følgeligt over vældige drivkræfter, der sikrer den uafbrudte og hurtige fremgang på alle livsområder. Det socialistiske system åbner hidtil ukendte muligheder for samfundsudviklingen og for løsningen af de mest komplicerede sociale problemer i de arbejdende menneskers interesse og skaber de dertil nødvendige forudsætninger. Men uden menneskene og afsides fra dem kan naturligvis ikke ét eneste problem blive løst. En højst vigtig særegenhed for samfundsudviklingen under socialismen består i, at den mister sin spontane karakter og bliver til en proces, i hvilken menneskenes planmæssige og bevidste virksomhed spiller en større og større rolle. Derfor får det marxistis-leninistiske parti, de arbejdendes fortrop, i hvilket det socialistiske samfunds kollektive visdom og kollektive vilje legemliggør sig på det mest fuldkomne, stor betydning. Den rigtige og dygtige ledelse fra partiet er ubetinget nødvendig ved realiseringen af alle muligheder og fortrin, der har sin grund i det socialistiske system. , Idet de går ud herfra, arbejder marxister-leninisterne stadig på også efter socialismens sejr at styrke partiets ledelsesvirksomhed og forhøje dets rolle i alle sfærer af samfundslivet. Ledelsen gennem det kommunistiske parti er en afgørende faktor for socialismens store resultater. Den sikrer en resultatrig fremmarch, garanterer en resultatrig løsning af den store opgave ved overgangen til kommunismen, som samfundet står overfor efter socialismens oprettelse.

25. Det socialistiske verdenssystem

Efter at socialismen havde udviklet sig ud over et enkelt lands grænser til et verdenssystem, så teori og praksis sig stillet over for nye vigtige problemer, der kan henføres til lovmæssighederne for udformningen af en socialistisk verdensøkonomi og til de mellemstatslige forbindelser mellem uafhængige og suveræne socialistiske stater. De socialistiske landes kommunistiske partier behøvede naturligvis ikke ved behandlingen af disse spørgsmål at begynde helt forfra. De rådede over et pålideligt grundlag i den store idérigdom, som marxismen-leninismens klassikere har efterladt, såvel som i de praktiske erfaringer, der kunne samles endda før dannelsen af det socialistiske verdenssystem ved mellemfolkelige forbindelser, der hvilede på internationalismens principper. Men oprettelsen af det socialistiske verdenssystem krævede dog løsning af mange nye spørgsmål, som blev stillet af praksis og af den marxistisk-leninistiske teoris skabende udvikling på grundlag af livets erfaringer. Almengørelsen af disse erfaringer er et nyt og endnu ikke fuldført afsnit i den marxistisk-leninistiske videnskab, som har stor betydning for de socialistiske landes kommunistiske partier.

De historiske særegenheder ved det socialistiske verdenssystems dannelse

Når vi taler om et verdenssystem - både det socialistiske og det kapitalistiske - så mener vi ikke simpelt hen summen af stater, der efter deres sociale orden er af samme type. Der fandtes en tid, hvor der på en betydelig del af Jorden herskede én og samme sociale orden, f.eks. den feudale samfundsorden; men der fandtes intet verdenssystem og kunne heller ikke findes noget, fordi de lande, hvor denne samfundsorden herskede, ikke dannede nogen forenet samfundsøkonomisk organisme, ja, endog ikke sjældent intet eller næsten intet vidste om hinanden. Forudsætningerne for dannelse af et verdenssystem skabtes for første gang under kapitalismens epoke, da produktivkræfternes udvikling knyttede de forskellige landes økonomiske liv fast sammen. Det kapitalistiske verdenssystems dannelsesproces krævede hundreder af år og blev først afsluttet i imperialismens epoke. Men det var ikke beskåret dette verdenssystem at opretholde en monopolstilling i længere tid. De lande, der har befriet sig for kapitalens herredømme, har sluttet sig sammen i den socialistiske lejr og grundlagt socialismens verdenssystem.

Veje og metoder for de to systemers dannelse

Begge systemers dannelse beror på én og samme faktor - produktivkræfternes udviklingskrav. Denne faktor virker dog ikke af sig selv, men gennem de herskende klassers politik og handlen. I det ene tilfælde var bourgeoisiet hovedkraften, der virkeliggjorde den objektive tendens til at nærme landene og folkene, deres økonomi og kultur til hinanden; i det andet tilfælde var det arbejderklassen. Naturligvis dannedes det kapitalistiske system ad andre veje og ved hjælp af andre metoder end det socialistiske system og havde andre resultater til følge. Det har allerede længe stået klart, at hver enkelt klasses indenrigs- og udenrigspolitik svarer til hinanden. Når bourgeoisiet udbytter og undertrykker dets eget lands arbejdende, kan man da vente, at det vil behandle andre landes arbejdere og bønder anderledes? Derfor er det ikke underligt, at under kapitalistiske forhold er tilnærmelsen mellem de forskellige lande på det nærmeste at sammenligne med en røvers »tilnærmelse« til sit offer. Dannelsen af kapitalismens verdenssystem var et resultat af stadig kamp i alle dens former - militært, politisk, økonomisk og ideologisk. Fællesskab i samfundsorden har her ikke frembragt nogen international solidaritet. Det bliver bekræftet overbevisende af historien. I anden halvdel af det 18. århundrede fandtes der kun én stor borgerlig stat på Jorden, nemlig England; dets herskende klasse optrådte som den argeste fjende af de borgerlige revolutioner i andre lande. Et anskueligt eksempel herpå er forløbet af den borgerlige revolution i 1789 i Frankrig, da England støttede den kontrarevolutionære blok af feudale, absolutistiske stater, der ville genoprette den gamle orden. Det er karakteristisk, at alle store krige i det 19. og 20. århundrede - også den anden verdenskrig, der udbrød i en periode, hvor der allerede eksisterede en socialistisk stat - blussede op som krige mellem kapitalistiske magter som et resultat af de uforenelige modsætninger mellem disse magters i social henseende beslægtede herskende klasser. Arbejderklassens historiske mission betinger, at det socialistiske verdenssystem dannes ad principielt anderledes veje og med principielt andre metoder. Arbejderklassen gør ikke for altid en ende på udbytning og undertrykkelse i dens eget land for blot at opretholde eller genoprette den i internationale rammer. Vejen til dannelsen af det socialistiske verdenssystem bygger på ligeberettigede folks frivillige tilnærmelse og ikke på de svages underordning under de stærke. Grundlaget for forholdene mellem det socialistiske verdenssystems stater bliver da den faste samfundsmæssige solidaritet og sammensvejsning. Ud fra begge verdenssystemers samfundsmæssige natur forklares også de andre forskelle mellem dem. Kapitalismens verdenssystem er et strengt hierarkisk system, der både er forankret i de faktiske styrkeforhold og ofte også juridisk. Med nogle få højtudviklede magter i spidsen og med den store masse tilbageblevne og undertrykte folk ved basis minder det om en pyramide. Helt anderledes ser socialismens verdenssystem ud. Det er intet hierarki, der hviler på underordning og afhængighed, men et venskabsforbund af frie og ligeberettigede stater. Kapitalismens verdenssystem formår på grund af sin natur ikke at fjerne forskellene i den økonomiske, sociale og kulturelle stilling i de lande, der hører til systemet, så lidt som uensartetheden i deres udvikling. De opretholder og uddyber dem tværtimod. Økonomien, politikken og de sociale forhold i de fleste af de lande, der hører til systemet, bliver underordnet de udviklede magters monopolbourgeoisis interesser - deri består det kapitalistiske verdenssystems væsen. Socialismens verdenssystem derimod er på grund af sin natur i stand til at sikre den hurtigste udvikling af de lande, der hører til systemet, og at hæve de tilbageblevne op på de førende landes niveau. I dag, hvor dette system består, kan socialismen i økonomisk henseende opbygges i ethvert land, uanset på hvilket udviklingsniveau det måtte være på revolutionens tidspunkt; tidligere derimod bestod denne mulighed kun for lande med et gennemsnitligt økonomisk udviklingsniveau. Denne omstændighed er særlig vigtig for de svagtudviklede lande. Socialismens verdenssystem giver en pålidelig garanti for ethvert af dets tilhørende landes sikkerhed for den imperialistiske lejr og skaber dermed i politisk henseende mulighed for socialismens opbygning i ethvert land uafhængigt af dets størrelse, dets befolkningstal og dets militære potentiel. Særlig betydning har dette for de små lande, som henvist til sig selv aldrig kunne forsvare deres socialistiske landvindinger mod imperialismens anslag. Det socialistiske verdenssystems væsen består i at skabe sådanne forhold mellem landene, som bedst svarer til såvel hvert enkelt lands som den socialistiske verdens interesser i det hele og bidrager til fuldt ud at erkende alle socialismens historisk betingede fortrin og dermed sikre hele den socialistiske lejrs hurtigste økonomiske, sociale og kulturelle udvikling til kommunismen.

Principperne for de gensidige forhold mellem de socialistiske stater (den socialistiske internationalisme)

Spørgsmålet om, hvorledes forbindelserne skulle formes mellem de lande, hvor arbejderklassen har magten, blev allerede løst af marxismen-leninismen i almen form, før end det socialistiske verdenssystem havde dannet sig. Nationernes ligeberettigelse og den proletariske internationalisme - det er de urokkelige principper, som arbejderklassens marxistiske partier bestandig lader sig lede af. Dengang regulerede den proletariske internationalismes principper dog i det væsentlige forbindelserne mellem det internationale proletariats nationale sektioner, mellem dets politiske partier, fagforeninger og de øvrige af de arbejdendes organisationer. Så længe arbejderklassen ikke havde erobret magten, kunne der ikke samles nogen erfaringer om, hvorledes den proletariske internationalismes politik måtte udføres inden for statslige rammer. Sådanne erfaringer blev indhøstet efter den proletariske revolutions sejr i Rusland. Her blev for første gang forholdene mellem nationer og folk i en vældig stat bestående af flere nationaliteter givet form i overensstemmelse med principperne om ligeberettigelse, frivillighed og gensidig hjælp, respekt for den nationale suverænitet og hensyntagen til hver enkelt nations og nationalitets særlige egenart. Da den socialistiske revolution havde sejret i andre lande, var de sovjetiske erfaringer udgangspunkt, eksempel og forbillede for disse. Men disse erfaringer kunne ikke mekanisk overføres til hele den socialistiske lejr, da det nu ikke længere drejede sig om forholdene inden for ét land, men om gensidige forhold mellem uafhængige socialistiske stater, hvor der står selvstændige kommunistiske partier i spidsen. Det gjaldt om skabende at anvende den proletariske internationalismes almengyldige principper på forholdene mellem de socialistiske lande. Det betød samtidigt en videreudvikling af selve principperne og en berigelse af den proletariske internationalisme med et nyt historisk indhold. Den proletariske internationalisme opnåede en ny kvalitet og blev til socialistisk internationalisme, der også indbefatter de gensidige forhold mellem de socialistiske stater. Den socialistiske internationalismes principper har et fast videnskabeligt fundament - erkendelsen af de objektive lovmæssigheder, der er særegne for socialismens epoke. En af disse lovmæssigheder består i alle nationers frie selvbestemmelsesret og sande opvågnen, i en opblomstring af deres kultur og i udvikling af deres egen eksistens som stat. Forudsætningerne for alt dette opstår først efter den socialistiske revolutions sejr, som gør en ende på den nationale undertrykkelse i alle dens former. Selv om også den socialistiske opbygning i alle lande har det samme indhold, fælles for dem alle, så bestræber enhver nation, som har styrtet kapitalismen, sig for at bestemme sine økonomiske, politiske og kulturelle udviklingsveje sådan, at de mest muligt svarer til deres konkrete historiske særegenheder og fremskridtstraditioner. Bibeholdelsen af den nationale ramme er også karakteristisk for de senere etaper for det nye samfunds opbygning. V. I. Lenin har henvist til, at der selv efter arbejderklassens sejr i verdensmålestok endnu i meget lang tid vil findes nationale og statslige forskelle mellem folkeslag og lande. Årsagen hertil er, at nationen og det nationale sprog såvel som den nationale kulturform hører til de samfundsmæssige foreteelser, som er ualmindelig sejlivede. De nationale forskelles fortsatte beståen under socialisme er også betinget af dybere, samfundsøkonomiske årsager. Produktivkræfterne har på nuværende tidspunkt endnu ikke nået en sådan grad af socialisering, at man kan fjerne den socialistiske økonomis statslige og nationale rammer og overgå til en samlet planlægning og ledelse. Hvert socialistisk lands økonomi udvikler sig som en selvstændig national økonomi, i hvilken der dannes særlige proportioner og forbindelser, som bliver bestemt af, at de historisk opståede grene af samfundshusholdningen vedbliver at bestå, af befolkningens særlige produktionserfaringer, naturrigdommenes karakter og det pågældende lands geografiske beliggenhed o.s.v.. Foruden lovmæssigheden af nationernes opblomstring er også lovmæssigheden af nationernes og folkenes tilnærmelse, de nationale økonomiske systemers samvirke og en stadig større tilnærmelse af de socialistiske nationer karakteristisk for socialismen. Lovmæssigheden virker stadig stærkere, jo mere socialismen udvikler sig. Fremfor alt ligger behovene for produktivkræfternes udvikling til grund for den. Allerede under kapitalismen frembragte disse behov en tendens til udvikling og styrkelse af forbindelserne mellem nationerne, og under socialismen fremskynder de tilnærmelsesprocessen mellem stater og folk endnu mere. Begge de nævnte lovmæssigheder står ikke i modsætning til hinanden, de er snarere nært forbundet med hinanden. Kun de nationale livsformers fulde udfoldelse og opblomstring åbner vejen for en frivillig, sand internationalistisk tilnærmelse og enhed af de socialistiske nationer. Og denne tilnærmelse udgør på sin side den vigtigste forudsætning for et opsving i den nationale økonomi og kultur. Begge disse objektive lovmæssigheder i det socialistiske verdenssystem virker samtidig og i vekselvirkning med hinanden og bestemmer derved systemets almene udviklingsretning. Både den første og den anden lovmæssighed genspejler sig i de gensidige forholds udvikling mellem de socialistiske lande.

Hvert socialistisk land er en suveræn stat

Ligeberettigelses- og suverænitetsprincipperne udgør en vigtig, urokkelig bestanddel af den socialistiske internationalisme. Disse alment-demokratiske principper blev allerede forkyndt i den periode, hvor de borgerlige nationer opstod og befæstede sig. Under kapitalismen har anerkendelse af dette princip dog i betydelig grad en formel karakter. I virkeligheden bliver de gensidige forhold mellem de kapitalistiske stater bestemt af det reale styrkeforhold. Den stærkere stat ringeagter folkerettens normer og viger ikke tilbage for hensynsløst at blande sig i svagere staters indre anliggender og at tvinge dem ind under sit herredømme, hvis den anser det for nødvendigt. Yderligere kender kapitalen ingen statslige grænser, den trænger ind i svage lande og underlægger sig deres økonomi og berøver dem den økonomiske uafhængighed. Derfor forekommer det gang på gang under kapitalismen, at en stat formelt regnes for suveræn, mens dens politik i virkeligheden bliver dikteret af stormagterne. Således regnedes f.eks. Polen i tiden før krigen som en selvstændig, uafhængig stat. Dog var dens politik i høj grad afhængig af den udenlandske kapital, hvis andel i mange grene af den polske industri androg mere end 60 procent. Først under socialismen får ligeberettigelse, national uafhængighed og suverænitet sin sande betydning. Den politiske suverænitet bliver styrket ved, at samfundet bliver ejer af de vigtigste produktionsmidler. Enhver nation får mulighed for at råde over det afgørende grundlag for dens eksistens - det økonomiske liv - og til at lede dets udvikling i overensstemmelse med de nationale fornødenheder. Socialismen nøjes ikke med forkyndelse af den sande suverænitet, den kræver også dens nøje iagttagelse. Hvorfor? Fordi socialismens opbygning hviler på de brede folkemassers aktivitet. Kun når et lands folk selv fastlægger dets økonomiske og politiske opgaver, er en bevidst og aktiv deltagelse mulig fra masserne ved disse opgavers virkeliggørelse, og hvis det er nødvendigt, er de så også rede til at påtage sig midlertidige vanskeligheder og ofre for det frit valgte mål. Ingen kender bedre end den selv en socialistisk nations fornødenheder og muligheder, ingen kan bedre tage hensyn til dens økonomiske, politiske og kulturelle udviklings særegenheder. Derfor er enhver indblanding udefra, selv om den måtte være båret af de bedste hensigter, ikke blot forkert anbragt, men kan også give sig skadelige udslag for socialismens opbygning i vedkommende land. Den gensidige respekt for suveræniteten er en forudsætning for, at socialismens udvikling i det ene eller det andet land foregår i de former, der svarer til de nationale særegenheder og folkets traditioner. Men forhindrer alt dette nu ikke tilnærmelsen mellem folk, der har socialismen som ideal? Ikke det ringeste. Leninismen lærer, at netop iagttagelsen af nationernes ligeberettigelse og suverænitet er nødvendig for at sikre deres gensidige tilnærmelse. Som det allerede er blevet fastslået, består det nationale spørgsmåls dialektik netop heri. Kun når nationerne er virkelig frie og ligeberettigede, når ingen af dem antaster andres uafhængighed - fatter de fuld tillid til hinanden og indgår frivilligt snævre forbindelser, der bliver dikteret af den økonomiske udviklings, forsvarets og udenrigspolitikkens interesser. Selv om hvert socialistisk land forbliver en suveræn stat, kan den dog ikke indkapsle sig bag sine nationale grænser og ignorere de veje og metoder, der bliver anvendt i de andre lande ved løsningen af socialismens problemer. Naturligvis indhøster alle socialistiske lande, de store som de små, deres egne selvstændige erfaringer ved socialismens opbygning. I denne som i mange andre henseender er de lige, og enhver kan yde sit eget bidrag til socialismens teori og praksis. Men de socialistiske lande er dybt interesseret i at udnytte alle de af folkene indhøstede erfaringer ved socialismens opbygning, som hjælper dem til endnu mere resultatrigt at opbygge det nye samfund og undgå fejl og mangler. Det er ligetil, at derved bliver socialismens opbygning væsentlig fremskyndet i hvert land. Naturligvis har udnyttelsen af erfaringerne intet at gøre med en mekanisk efterligning. Erfaringerne bliver skabende udnyttet, det væsentlige bliver uddraget af dem, det, der har uforgængelig betydning og kan anvendes resultatrigt på det pågældende lands konkrete betingelser.

Enhed og gensidig hjælp

Den socialistiske internationalismes væsen er ikke udtømt med anerkendelsen af uafhængighed og ligeberettigelse. Det nye og særlige, der kendetegner de gensidige forhold mellem de socialistiske stater, er den frivillige forening af anstrengelserne i kampen for socialismens opbygning og den broderlige gensidige støtte. Forbindelserne mellem de socialistiske stater bliver til syvende og sidst bestemt af socialismens produktionsforhold. Det kammeratlige samarbejde og den gensidige hjælp udgør deres grundlag. De socialistiske staters nationale interesser forener sig harmonisk med deres fælles interesser og mål. Det er de arbejdendes grundlæggende klasseinteresser og mål, som har fundet deres videnskabelige udtryk i marxismen-leninismen. Folkenes patriotisme i de socialistiske lande smelter sammen med internationalismen. Kærligheden til ens eget socialistiske hjemland omfatter organisk kærligheden til hele den socialistiske lejrs broderlige fællesskab. De forbindelser mellem folkene, der hviler på fri vilje og venskab, er de mest bestandige mellemstatslige forbindelser, der kan findes. Derfor er socialismens lejr ingen sædvanlig koalition af stater, der er forbundet ved midlertidigt overensstemmende interesser, det er en ubøjelig kraft, der står over for den imperialistiske lejr som en fuldstændig enhed, som et fast politisk og økonomisk forbund baseret på dets medlemmers varige og grundlæggende interesser. Til forskel fra det borgerlige demokrati kan socialismen ikke begrænse sig til den formelle forkyndelse af nationernes lighed. Den sætter tilvejebringelsen af den faktiske lighed i midtpunktet. Til dette formål er det nødvendigt at fjerne den fra kapitalismen nedarvede ulighed i de enkelte folks økonomiske og kulturelle udvikling og stile mod et alment opsving. Sådan er den nationale politik som gennemføres inden for en mangenational socialistisk stats rammer. De samme principper bliver også anvendt på de mellemstatslige forbindelser inden for det socialistiske verdenssystem. Den gensidige hjælps princip gennemsyrer også de politiske forbindelser mellem de socialistiske stater. Den mægtige socialistiske lejrs beståen sikrer ethvert af de socialistiske landes suverænitet og sikkerhed og garanterer dets folkerevolutions landvindingers beståen. Om dette vidner eftertrykkeligt den endrægtige støtte, som Sovjetunionen og de andre socialistiske lande gav Ungarns arbejdende i dagene under det af den udenlandske imperialisme provokerede kontrarevolutionære kup. Herover har som bekendt socialismens fjender istemt et rasende hyl og fremstillet de socialistiske folks broderlige hjælp til Ungarn som en »indblanding« i dets indre anliggender. Hele verdens bevidste arbejdere er dog af modsat mening om begivenhederne i Ungarn. Med rette ser de i den hjælp, som blev vist det ungarske folk ved forsvaret af dets socialistiske landvindinger, et værdigt eksempel på opfyldelsen af internationalismens og den proletariske solidaritets pligter. Idet de socialistiske lande på det internationale plan går frem i en samlet og sluttet front, forstærker de i mangfoldig grad deres udenrigspolitiks effektivitet, hvis mål består i verdensfredens opretholdelse og befæstelse, fredelig sameksistens og økonomisk kappestrid med kapitalismen.

Overvindelse af nationalismens levn

Den fælles samfundsøkonomiske orden og den fælles ideologi i de stater, som tilhører socialismens verdenssystem, skaber altså gunstige objektive forudsætninger for at løse alle de gensidige forbindelsers problemer. Det marxistisk-leninistiske parti i hvert enkelt socialistisk land må imidlertid være i stand til at løse disse problemer sådan, at de nationale interesser bliver forbundet med den socialistiske lejrs almene interesser. Denne forbindelse kan fuldt ud nås på grundlag af den socialistiske internationalismes principper. Som det socialistiske verdenssystems erfaringer siger, fører anvendelsen af disse principper på de mellemstatslige forbindelser til store resultater. Ingen som helst uoverensstemmelser eller isolerede misforståelser, som er uundgåelige ved udviklingen af nye forbindelser mellem folkene, kan på nogen måde forringe den historiske betydning af disse erfaringer. Dog er den socialistiske internationalismes principper ligesom også formerne for deres anvendelse i de internationale forbindelser noget nyt, mens forbindelserne af gammel type er forbundet med hele udbytterordningens århundredgamle historie. Mellem de enkelte lande, også mellem dem, der i dag er socialistiske, fandtes der i fortiden stridigheder og sammenstød, som stærkt tynger erindringen. Det er ikke altid let hurtigt at frigøre sig fra dette, at afkaste denne fortidens døde byrde, fordi de nationalistiske fordomme er særlig sejlivede. Det er ikke tilfældigt, at den imperialistiske reaktion, som gerne vil svække den socialistiske verdenslejr, sætter forhåbninger til en genoplivning af de nationalistiske elementer i socialismens lande. Og det er heller ikke noget tilfælde, at revisionismens giftigste blomster netop vokser frodigt i den nationalistiske sump. De nationalistiske fordomme viser sig som regel som den fælles platform, hvor såvel udbytterklassens rester som direkte agenter for de imperialistiske hemmelige tjenester og forrædere af socialismens sag forener sig til kamp mod den nye orden. Blev det ikke klart for os i Ungarn, hvor en sådan kombination af reaktionære kræfter med verdensimperialismens hjælp netop har sat det kontrarevolutionære kup i gang i efteråret 1956? I de sidste år har revisionisterne, for at indsmugle nationalismen i den internationale arbejderbevægelse, taget den af den imperialistiske reaktion udspekulerede parole om »nationalkommunisme« op. Det gør de, som om der gaves en recept for en kommunisme, der lod sig forene med national indkapsling og begrænsning, som man også kunne opbygge løsrevet fra de andre socialistiske lande, selv med en fjendtlig indstilling til dem og uden hensyntagen til enhver troskab mod den proletariske internationalismes og klassesolidaritetens principper. Det er dog klart, at den slags recepter ikke har det ringeste at gøre med kommunismen, men repræsenterer et forsøg på at lade den gamle opportunistiske politik, som går ud på at tilpasse arbejderbevægelsen til det reaktionære bourgeoisis interesser, leve op igen under en ny etikette. Den, der går ind for »nationalkommunismen«, den, der antaster det socialistiske verdenssystems enhed, siger sig faktisk løs fra socialismens ideer. Nationalismen er et af de instrumenter, som reaktionen allerførst griber efter for at sprænge de socialistiske landes enhed og solidaritet. Dog kan den kun regne med resultat dér, hvor statslederne har glemt internationalismen, hvor de er tilbøjelige til at overdrive de nationale særegenheder umådeligt og at overse den socialistiske opbygnings almengyldige lovmæssigheder, dér, hvor ens eget lands interesser bliver snævert opfattet og bliver stillet op mod alle andre brødrefolks interesser. Netop sådan skete det i Jugoslavien, hvor snæversynet nationalistiske tendenser trådte klart frem i ledernes politik. Denne lære var imidlertid ikke forgæves. De marxistisk-leninistiske partier har i alle socialistiske stater forstærket kampen mod nationalistiske levn, herunder går de ud fra den erkendelse, at man ikke kan fjerne sådanne levn og fordomme med tvangsmetoder og tilrettevisninger. Samtidig med tålmodigt oplysningsarbejde og kritik er det meget vigtigt for at overvinde nationalistiske vildfarelser, at den socialistiske internationalismes principper bliver konsekvent anvendt i praksis. I en atmosfære af broderligt samarbejde og vedvarende hjælpsomhed, af ligeberettigelse og gensidig respekt for interesser, skik og brug slukkes det nationalistiske kivs og fordums fjendskabs arne meget hurtigt, falmer og forsvinder de tidligere fordomme. De sande internationalister må til stadighed være sig dette bevidst, at forvanskningen af Sovjetunionens rolle i den socialistiske lejr indtager en særlig plads i vor tids reaktions og nationalismes arsenal. Den kapitalistiske propaganda og revisionisterne, der efterplaprer den, udbreder i dette øjemed det mest forskelligartede hjernespind. De erklærer f.eks., at Sovjetunionen »kommanderer« de andre socialistiske lande, og at deres kommunistiske partier er »afhængige« af SUKP. Fra Beograd blev i denne sammenhæng den påstand sat i omløb, at USSR gør fordring på rollen som »hegemon«, som en fører af den socialistiske lejr. Sådan snak og rygter bliver udbredt i håb om i det mindste i nogen grad at tilsmudse Sovjetunionen og hele den socialistiske lejr, at opægge tilbageblevne og uvidende menneskers nationalistiske fordomme og ryste folkemassernes tillid til den sovjetiske politik. I virkeligheden har Sovjetunionens rolle i socialismens verdenssystem intet fælles med det, som den fjendtlige propaganda tilskriver den. I den kommunistiske bevægelse findes der overhovedet ingen »overordnede« eller »underordnede« partier, ligesom der heller ikke findes nogen »førerstat« eller »satellitstater« i den socialistiske lejr. Alle socialistiske lande afgør fuldstændig selvstændigt deres nationale problemer; og hvis det drejer sig om at løse fælles problemer for den socialistiske lejr, er alle ligeberettigede. Ligeledes er også disse landes kommunistiske partier og arbejderpartier helt selvstændige og ligeberettigede. De er ansvarlige over for deres eget lands arbejdende og den samlede internationale arbejderbevægelse, men ikke over for noget enkelt lands parti. Sovjetunionens kommunistiske parti gør ikke den ringeste fordring på en særlig, ledende rolle i den internationale kommunistiske bevægelse. Derfor er det forkert at tale om, at Sovjetunionen leder den socialistiske lejr. Som kammerat N. S. Hrustjov betonede i sin beretning på SUKP´s 21. kongres, leder Sovjetunionen ikke de andre lande. Med sine rige erfaringer giver den ene og alene eksemplet på kampen for socialismen, eksemplet på en resultatrig løsning af den socialistiske og kommunistiske opbygnings komplicerede opgaver. »Hvad angår Sovjetunionen - sagde kammerat N. S. Hrustjov -, er det kendt, at dens rolle ikke består i at lede andre lande, men i, at vort land var det første, der banede vejen for menneskeheden til socialismen, i, at den er det vældigste land i det socialistiske verdenssystem, og som det første er indtrådt i den periode, hvor kommunismen opbygges over en bred front.« Deri ligger rødderne til den tillid og den autoritet, som Sovjetunionen nyder i de socialistiske landes venskabsforbund.

Den socialistiske verdensøkonomis udvikling

Ved et bestemt udviklingsstade af produktivkræfterne vokser økonomien ud over det enkelte lands rammer og bliver til verdensøkonomi. Det er, som det allerede er blevet sagt, en objektiv proces, der begynder under kapitalismen og hurtigt udvikler sig under socialismen på et nyt grundlag og i nye former. Hvori viser de enkelte nationale økonomiers forvandling til led i verdensøkonomien sig konkret? Først og fremmest i, at den internationale arbejdsdeling udvider sig meget stærkt, og tillige i, at de økonomiske forbindelser mellem folkene former sig mere snævert og alsidigt. Allerede under kapitalismen opstår der et kompliceret, verdensomspændende system af økonomiske forbindelser mellem staterne. Men dette system kan socialismen ikke helt enkelt overtage og videreudvikle på det gamle grundlag. Dette er såvel af principielle som af praktiske grunde ikke muligt. I den kapitalistiske verdensøkonomis rammer har de økonomiske forbindelser antagonistisk karakter og hviler som regel på det ene lands herredømme og de andre landes underkastelse; de svagere udviklede lande forbliver før som efter tilbagestående, og deres økonomi udvikles unormalt ensidigt. Det er klart, at socialismen ikke kan opretholde sådanne forbindelser, der er fremmede for dens ideologi om folkenes lighed, venskab og broderskab. Hertil kommer, at de hidtidige, fra kapitalismens standpunk højest udviklede verdensøkonomiske forbindelser ikke tilfredsstiller den socialistiske verdensøkonomis langt højere krav. Yderligere afbryder kapitalismen selv ofte i sine afmægtige bestræbelser for at forhindre det nye samfunds opbygning de økonomiske forbindelser til lande, hvor den socialistiske revolution er gennemført, og organiserer blokade og økonomisk krig mod dem. Som følge heraf må de stater, der har betrådt socialismens vej, foretage en ny arbejdsdeling og knytte nye økonomiske forbindelser. Den socialistiske revolution i Rusland har påbegyndt dette historiske værk. Det første land, som sønderbrød imperialismens kæde, dannede også det første led i den fremtidige socialistiske verdensøkonomi. Netop derfor betonede V. I. Lenin allerede i 1920, at »der består en tendens til at oprette en fælles verdensøkonomi som en helhed, der reguleres af alle nationers proletariat efter en fælles plan, en tendens, der træder ganske klart frem allerede under kapitalismen, og som ubetinget skal udvikles yderligere og bringes til fuldendelse under socialismen«. For at denne af Lenin fremhævede tendens kunne sætte sig igennem i bred international målestok, behøvedes der næsten tre årtier. Det socialistiske verdensøkonomiske system begyndte først praktisk at udforme sig i den anden halvdel af fyrrerne, da en række europæiske og asiatiske lande betrådte socialismens vej. Under disse betingelser viste den økonomiske struktur i Sovjetunionen, der havde skabt et mægtigt og fuldstændigt økonomisk system, sig som godt egnet til at blive kernen i den socialistiske verdensøkonomi. Med den socialistiske lejrs opståen begyndte tilnærmelsen af økonomien i de lande, der tilhørte den, en proces, der efterhånden fører til et samlet verdensøkonomisk system. Det er ikke blot en ny, men også en kompliceret proces, der kræver betydelig tid og anstrengelser. Den skrider imidlertid stadig frem, fordi den repræsenterer en historisk lovmæssighed for epoken og går for sig under indflydelse af de økonomiske love for socialismen, der ligger til grund for hvert socialistisk lands udvikling.

Den socialistiske verdensøkonomis økonomiske lovmæssigheder

Karakteren af de økonomiske forbindelser mellem den socialistiske lejrs lande bliver i mange henseender allerede bestemt af de revolutionære omformninger, der foregår i deres samfundshusholdning. Den socialistiske industrialisering og den kooperative sammenslutning af bondebrugene i de folkedemokratiske lande har bevirket, at de gamle proportioner mellem samfundshusholdningens enkelte grene blev fjernet. Ny økonomiske grene blev fra begyndelsen udviklet under hensyntagen til de muligheder, som samarbejdet med de øvrige lande i den socialistiske lejr åbnede. Sovjetunionen afstemte mere og mere planlæggelsen af sin økonomi efter de socialistiske broderlandes økonomiske fornødenheder. I alle den socialistiske lejrs stater indtrådte altså gensidigt betingede ændringer i proportionerne mellem grenene i økonomien; mere eller mindre forandredes indførselens og udførselens struktur. De mellemstatslige økonomiske, helt nye forbindelser, der udviklede sig, blev et nødvendigt element i den udvidede socialistiske reproduktionsproces i hvert af landene. Således begyndte den for socialismen særegne økonomiske lov om den planmæssige, proportionelle udvikling at virke i international målestok; og i overensstemmelse med denne lov bliver samarbejdet også virkeliggjort mellem de socialistiske lande. I dag udvikler intet socialistisk land mere sin økonomi isoleret, men ethvert af dem betragter den som en bestanddel af det socialistiske verdenssystem. Under disse omstændigheder får den bevidste udnyttelse af loven om den planmæssige, proportionelle udvikling og værdiloven en overordentlig stor betydning i hvert land. På denne måde bliver i alle socialistiske lande yderligere reserver for stigning i det samfundsmæssige arbejdes produktivitet gjort tilgængelige og den mest hensigtsmæssige udnyttelse af arbejdskraften og naturrigdommene sikret. Da Sovjetunionen indkredset af kapitalistiske stater opbyggede socialismen, måtte den skabe et fuldstændigt industrisystem og kunne kun støtte sig til de indre hjælpekilder og sit eget lands arbejdsdeling ved udviklingen af sin økonomi. Det var bestemmende for den særlige type af socialistisk industrialisering i Sovjetunionen. De nu opståede socialistiske lande behøver ikke mere at tilstræbe en sådan selvforsyningspolitik. De kan udnytte den internationale socialistiske arbejdsdelings enorme fortrin.

Den internationale socialistiske arbejdsdeling

I den første etape blev arbejdsdelingen i den socialistiske lejr bestemt af den opgave så hurtigt som muligt at genopbygge den af krigen ødelagte økonomi. Også virkningerne af den blokade, ved hjælp af hvilken imperialisterne regnede med at forhindre eller i det mindste for lang tid at hæmme de socialistiske staters økonomiske udvikling, skulle overvindes. Sovjetunionen leverede de folkedemokratiske lande de fornødne råstoffer, brændstoffer, udrustning og levnedsmidler. Disse lande udvekslede de varer med hinanden, som de altid havde handlet med, og som de havde overskud af. De samme slags varer leverede de til Sovjetunionen. De første forholdsregler til oprettelse af en international socialistisk arbejdsdeling beroede overvejende på tosidige overenskomster. Imidlertid kunne de mangesidige økonomiske forbindelser, der hurtigt udvidede sig, ikke i længden blot reguleres og koordineres af tosidige overenskomster. Det viste sig utilstrækkeligt. Udviklingen af socialismens produktivkræfter krævede en omfattende og mangesidig koordinering af den økonomiske virksomhed, der blev særlig påtrængende i sammenhæng med den socialistiske industrialiserings resultater. For at undgå unødigt ensartet arbejde og spild af midler gik de socialistiske lande mere og mere over til at tage hensyn til deres fælles fornødenheder og muligheder. Således har f.eks. Polen, den Tyske Demokratiske Republik og Tjekkoslovakiet udviklet deres skibsindustri under hensyntagen til de andre landes behov; Sovjetunionen har i de venligtsindede landes interesse udvidet udvindelsen af jernmalm; Ungarn har øget aluminiumsproduktionen i overensstemmelse med dets naboers behov o.s.v.. Erfaringerne har vist, at det er uformålstjenligt at skabe et system, der omfatter alle økonomiske grene, i hvert af de europæiske folkedemokratiske lande. Fordelen og nødvendigheden af en omfattende international specialisering og kooperation af produktionen ligger lige for. Der er blevet taget forholdsregler i overensstemmelse hermed i særlig stort omgang begyndende med 1955 og 1956. De angår i første linje bygning af maskiner. Specialiseringen gjorde det muligt at indskrænke dobbeltarbejde til et minimum både ved produktionen og ved projektering og konstruktion, relativt at formindske hvert lands udvalg af produktion og samtidigt at producere større mængder og at udvide seriefremstillingen. Således har den i 1956 tagne beslutning om specialisering af bygning af værktøjsmaskiner gjort det muligt betydeligt at nedsætte antallet af maskintyper, som hvert enkelt land fremstillede. Væsentlig betydning for arbejdsproduktivitetens stigning og materialebesparelse har også de forholdsregler, der blev truffet med henblik på specialisering af produktionen af lastbiler, jernbanewaggoner, landbrugsmaskiner, skibe, elektrisk udrustning, kuglelejer og yderligere nogle produkter. Rådslagningen mellem repræsentanter for de socialistiske landes kommunistiske partier, der blev holdt i maj 1958 i Moskva, udtalte sig for en endnu snævrere koordinering af de økonomiske planer. Det blev besluttet at udarbejde perspektivplaner for udviklingen af samfundshusholdningen i de næste ti til femten år i alle socialismens lande og at foretage en endnu videregående specialisering og samordning af de med hinanden forbundne økonomiske grene på grundlag af den internationale arbejdsdeling. Disse programmatiske fastsættelser blev resultatrigt gennemført. Koordineringen af planerne for de med hinanden forbundne grene af samfundshusholdningen er en ny form for internationale økonomiske forbindelser, der kun er særegne for det socialistiske system. De har væsentligt udvidet omfanget og området for det mellemstatslige samarbejde. Koordineringen af den økonomiske opbygning i de socialistiske lande betyder dog ikke, at deres økonomi er underordnet en for alle fælles enhedsplan. Nej, ved udarbejdelsen af deres samfundshusholdningsplaner går de enkelte lande først og fremmest ud fra den nationale udviklings og rekonstruktions interesser. Den internationale koordinering af disse planer udgør dog en højst virksom form for at sammenfatte de socialistiske landes anstrengelser på produktionens område, og ethvert af disse lande såvel som det hele socialistiske verdenssystem har derved en fordel. Det i 1949 oprettede Råd for Gensidig Økonomisk Bistand er det internationale organ, med hvis hjælp de suveræne socialistiske staters regeringer i fællesskab og på frivilligt grundlag forbereder forslagene til en planmæssig arbejdsdeling. Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand er på ingen måde et direktivt overstatsligt organ, hvem der tilkommer ret til indblanding i suveræne staters anliggender. Dets opgaver består ene og alene i at udarbejde forholdsregler til produktionens specialisering og kooperation såvel som til forøgelse af varebyttet og det videnskabeligt-tekniske samarbejde og at medvirke ved deres gennemførelse. I Rådet er Albanien, Bulgarien, den Tyske Demokratiske Republik, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Sovjetunionen repræsenteret. Repræsentanter for Asiens folkedemokratiske lande deltager som observatører i Rådet for Gensidig Økonomisk Bistands og dets organers arbejde og fremmer gennem deres praktiske arbejde udviklingen af samarbejdet mellem alle socialismens lande. De socialistiske landes økonomiske anstrengelser bliver ikke blot samlet gennem Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand, men også gennem direkte kontakt mellem de statslige planlægningsorganer. Ved hjælp af tosidede kommissioner for økonomisk samarbejde bliver f.eks. kooperationen af produktionen af lastbiler, turbiner og landbrugsmaskiner foretaget mellem den Tyske Demokratiske Republik og Tjekkoslovakiet, af bygning af waggoner mellem Polen og den Tyske Demokratiske Republik og i produktionen af udrustning til kraftværker, metal- og cementindustri mellem Sovjetunionen og den Tyske Demokratiske Republik. Den Kinesiske Folkerepublik indtager ligesom Sovjetunionen en særstilling i det internationale socialistiske arbejdsdelingssystem. Dette kæmpemæssige land med en befolkning på 650 millioner mennesker må, som Kinas kommunistiske partis 8. partikongres i 1957 fremhævede, oprette en helhed i samfundshusholdningen, som sikrer alle økonomiske grenes udvikling såvel som deres udrustning med de nødvendige produktionsmidler. Det gør dog på ingen måde noget indgreb i den Kinesiske Folkerepubliks alsidige og stadig dybere økonomiske samarbejde med de andre lande i den socialistiske lejr. Den Kinesiske Folkerepublik udvider også specialiserede økonomiske grene, som orienterer sig efter ikke blot at dække det indenlandske behov, men også den samlede socialistiske verdensøkonomis behov. Den internationale socialistiske arbejdsdeling udelukker principielt en ensidig indretning af økonomien og en snæver specialisering af de enkelte lande. Hvis enkelte arter af produktion bliver udviklet i de socialistiske lande, som dækker den samlede socialistiske lejrs behov, så modsvarer det også disse landes umiddelbare interesser, da dette er forbundet med en almen styrkelse af deres produktionsbasis og en højnelse af folkets velstand. Intet af den socialistiske lejrs lande, hvor lille det end er, trues af faren for at blive presset ind i en stilling som agrar- og råstofvedhæng til en stærkere og økonomisk mere udviklet stat. For at dette ikke sker, garanterer både marxismen-leninismens ideologi og den socialistiske verdensøkonomis økonomiske natur i sig selv. Når de socialistiske landes folk udarbejder deres samfundshusholdningsplaner for fremtiden, kan de for første gang i historien lade sig lede alene af overvejelser om den økonomiske hensigtsmæssighed og behøver ikke at anstille overvejelser om prestige og konkurrence. Da de er sikker på hele socialismens verdenslejrs støtte og hjælp, kan de ubekymret rette deres anstrengelser mod udviklingen af de økonomiske grene, for hvilke der hos dem findes de mest gunstige naturlige og samfundsøkonomiske betingelser. Alle socialistiske lande forbinder deres fremtidsforhåbninger med resultaterne af deres samarbejde på det økonomiske område. »Den fortsatte mellemstatslige specialisering og samordning af produktionen på grundlag af kammeratlig koordinering af planeme for de indbyrdes forbundne grene af samfundsøkonomien - fastslog den 21. kongres - vil betyde en ny etape i udviklingen af den internationale arbejdsdeling i de socialistiske lande. En rationel placering af produktionen, hvorved der opnås en harmonisk forening af nationale interesser i hver socialistisk stat og af hensynet til hele den socialistiske lejrs styrkelse og udvikling, er en af de vigtigste kilder til fremskyndelse af produktivkræfternes væksttempo i alle de socialistiske lande.«

De økonomiske forbindelsers karakter inden for den socialistiske verdensøkonomi

Arbejdsdelingen mellem de socialistiske lande har frembragt økonomiske forbindelser, der er umådelig mangfoldigere og snævrere end de forbindelser, der kunne opstå på den af kapitalismen skabte antagonistiske arbejdsdelings grund. Dermed fik også de økonomiske forbindelsers traditionelle former en ny kvalitet. Den internationale handel og økonomisk udveksling, der har udviklet sig i århundreders løb, fik, efter at være gjort tjenlige til nye mål, et andet indhold. Samtidigt frembragte det socialistiske verdensmarkeds praksis, skønt det endnu kun har bestået i forholdsmæssig kort tid, også principielt nye former for det økonomiske samarbejde, der er ukendte under kapitalismen og under dens betingelser er utænkelige. Handelen, med hvis hjælp de vigtigste produktionsforbindelser mellem de socialistiske lande bliver realiseret, bliver drevet af statslige organer og ikke af profithungrende private firmaer eller personer. Den er ikke ledsaget af en ubarmhjertig konkurrencekamp, der forstærker anarkiet i samfundsøkonomien. I de socialistiske lande bliver udenlandshandelen reguleret og ledet af regeringerne. Hver regering går ud fra dens eget lands samfundshusholdningsplan og tager tillige hensyn til alle socialistiske landes samfundshusholdnings behov og perspektiver. Det er fuldkommen forståeligt, at de socialistiske lande er interesseret i en langfristet planlægning af deres økonomiske forbindelser med udlandet. En sådan planlægning er nødvendig, for at der i tide består klarhed om egne forpligtelser, der skal omsættes i konkrete opgaver for bedrifterne, og for at endvidere de ydre reserver, som kan trækkes ind i den planmæssige forsyning af bedrifterne, kredsene og byerne, rettidigt er kendt. Det socialistiske verdensmarked, hvor vareudvekslingen bliver planlagt nogle år forud, er ikke udsat for nogen konjunktursvingninger. Det kender hverken afsætningsvanskeligheder eller blokade eller handelsindskrænkninger, hverken eksklusive regionale grupperinger eller præferencetold. Dette markeds optagelsesevne tiltager stadigt under indflydelse af den planmæssige specialisering og samordning af produktionen inden for rammerne af det socialistiske verdenssystem. Det socialistiske verdensmarkeds prissystem har de priser, der skabes i den samlede verdenshandel, som udgangsbasis. Priserne i handelen mellem de socialistiske lande er dog fri for verdensmarkeds (monopol) prisens spekulative tillæg; de er enhedspriser for samme vare og er over længere tid stabile. De socialistiske lande beregner priserne sådan, at de begunstiger en størst muligt rationel samarbejdsordning af produktionen, og at de letter de økonomisk svagere udviklede socialistiske lande at nå de højere udvikledes niveau. Vareudvekslingens væksttempo mellem de socialistiske lande er en overbevisende målestok for udvidelsen og uddybningen af deres økonomiske forbindelser. Fra 1950 til 1957 er det socialistiske verdensmarkeds vareomsætning forøget med det 2,6-dobbelte, medens den kapitalistiske handels volumen i det samme tidsrum kun er steget med det 1,5-dobbelte. Den største del af udenrigshandelsomsætningen i hvert af den socialistiske lejrs lande falder på handelen med de socialistiske partnere. I Sovjetunionens udenrigshandel udgør handelen med den socialistiske lejr omtrent fire femtedele af totalvolumet. Ved siden af handelen er kreditten et vigtigt middel i de økonomiske forbindelser mellem de socialistiske lande. På det kapitalistiske verdensmarked er kreditten et instrument, med hvis hjælp de økonomisk stærkere udviklede lande påtvinger deres debitorer kuende betingelser. Ikke uden grund bliver kreditorlandet for det meste anset som Shylock, den shakespearske blodtørstige ågerkarl. På det socialistiske verdensmarked udøver kreditten for første gang nye funktioner, idet den tjener til ydelse af hjælp og broderlig støtte. Kreditter og lån bliver bevilget til maksimalt gunstige betingelser og til den laveste rentesats. Sovjetunionen leverer for en stor del på kredit udrustning til de socialistiske lande. Efter oplysninger for 1959 er der i de socialistiske lande med Sovjetunionens hjælp blevet bygget eller befandt sig endnu under opbygning 550 industrianlæg, hvoraf omtrent halvdelen i den Kinesiske Folkerepublik. Den Tyske Demokratiske Republik og Polen yder virksom hjælp ved andre landes socialistiske industrialisering. Kina, der stormende udvikler sin egen socialistiske industri, understøtter den Demokratiske Republik Vietnam. Et nyt, blot for de socialistiske internationale forbindelser karakteristisk træk er udvekslingen af videnskabelig-tékniske oplysninger. På det kapitalistiske verdensmarked er videnskabens landvindinger, opfindelser og opdagelser til genstand for køb og salg. Patenter er en meget dyr »vare«. For det meste undgår de industrielt udviklede lande at sælge patenter for på denne måde at hæmme de i teknisk-økonomisk henseende tilbageblevne landes udvikling. På det socialistiske verdensmarked finder der ikke sådanne kneb sted. De socialistiske broderstater stiller opfindelser, tekniske materialer og tegninger gratis til disposition for hinanden. Ethvert socialistisk land er rede til at gøre sine nyeste tekniske landvindinger tilgængelige for alle andre socialistiske lande. Sovjetunionen, der er førende på området for fredelig anvendelse af atomenergien, gav i 1956 stødet til grundlæggelsen af det Forenede Institut for Kerneforskning og leverede atomreaktorer til en række broderlande (den Kinesiske Folkerepublik, den Tyske Demokratiske Republik, Tjekkoslovakiet og Polen). Gennem udveksling af videnskabens landvindinger bliver der indsparet kræfter og midler i stort omfang. Ethvert socialistisk land bidrager til det fælles værk og sparer de andre lande for besværlige og vanskelige forskninger. Det internationale socialistiske samarbejde bliver også realiseret med resultat i en sådan form som hjælp ved uddannelse af fagfolk til forskellige grene af samfundsøkonomien. Det ligger lige for, hvilken uvurderlig nytte denne hjælp bringer til de socialistiske lande overhovedet og særlig til dem, der ikke havde nogen moderne industri, og som har stillet sig den opgave at opbygge en sådan industri på historisk kortest mulig tid. Konsolideringen af de socialistiske stater til et omfattende økonomisk system bliver yderligere fremmet gennem den udbredte praksis at op' bygge bedrifter i fællesskab og oprettelse af mellemstatslige energisystemer, såvel som transport- og hydrotekniske anlæg. Der er nu påbegyndt bygning af højspændingsledninger mellem energisystemets deltagerlande; i en ikke fjern fremtid bliver alle Europas socialistiske lande tilsluttet et sammenfattende samlesystem. De alsidige og stadig fremadskridende økonomiske forbindelser mellem de socialistiske lande fører til en stadig større økonomisk og kulturel tilnærmelse mellem dem.

De socialistiske landes økonomiske forbindelser med andre lande

Det socialistiske systems lande stræber efter at udvikle økonomiske forbindelser med alle andre lande; samtidig står de i kappestrid med de mest udviklede kapitalistiske lande om hurtig stigning af produktionen og arbejdsproduktiviteten. Denne kappestrid er principielt forskellig fra den konkurrencekamp, som føres af kapitalisterne, der tilføjer deres konkurrenter nederlag og vinder herredømmet over dem. De socialistiske landes kappestrid med de kapitalistiske lande i produktionsudvikling har på ingen måde til hensigt at skade disse og udelukker ikke økonomisk samarbejde mellem de socialistiske og de kapitalistiske lande. Tværtimod kan en livligere vareudveksling mellem folkene være til nytte for begge sider. Der er ingen, som behøver at frygte eller undgå denne ublodige væddekamp på det økonomiske område, thi den virker så at sige som modgift mod den »kolde krig« og styrker fredens sag. Når de socialistiske stater taler om en kappestrid med kapitalismen, så betyder det ikke, at de anser hele den ikke-socialistiske verden som en fuldstændig enhed. I praksis kappes de kun med den gamle, udviklede kapitalismes lande, der har nået de højeste teknisk-økonomiske præstationer. Hvad de stater angår, der tager de første skridt på den industrielle udviklings vej, så anses de af de socialistiske lande ikke som konkurrenter. Tværtimod har de socialistiske stater fuld forståelse for disse staters bestræbelser og yder dem større og større økonomisk og videnska-belig-teknisk bistand. Man kan blot erindre om, at Sovjetunionen allerede i 1958 deltog i oprettelsen af mere end 150 industriforetagender og øvrige objekter i de ikke-socialistiske lande i Asien og Afrika, til hvilke den leverede udrustning på kredit og ydede bistand i teknisk henseende. Nu kan ingen mere bestride, at denne venskabelige holdning fra den socialistiske lejrs side virkningsfuldt har lettet de befriede folks stilling. Den kendsgerning kan næppe overvurderes, at Asiens og Afrikas unge stater ikke er udleveret til Vestens kapitalistiske monopoler på nåde og unåde, og at de kan erhverve de fornødne maskiner og øvrige varer fra det socialistiske verdensmarked på gunstige betingelser. Uagtet dette, at der har dannet sig et socialistisk verdensmarked, bliver handelsforbindelserne, der omfatter hele verden, opretholdt. Følgelig opretholdes også det samlede verdensmarked, som legemliggør forbindelsen mellem de to verdensmarkeder. I betragtning af dette anbefalede de socialistiske lande, der er interesseret i udnyttelsen af den internationale arbejdsdelings fordele, en bred udfoldelse af handelen mellem alle stater, ligegyldigt hvilken samfundsorden de har, og går ind for, at alle kunstigt oprettede skranker bliver ryddet af vejen. De socialistiske lande har også noget at sælge til de udviklede kapitalistiske lande; de kan ligeledes købe meget af dem, naturligvis på fordelagtige betingelser for begge sider. Men for de kapitalistiske lande er tiden inde til at forstå, at den socialistiske husholdning også udvikler sig resultatrigt i de tilfælde, hvor den udelukkende støtter sig til egne kræfter og hjælpekilder. Det socialistiske verdenssystem råder over vældige produktivkræfter, over uudtømmelige og mangfoldige naturrigdomme, som i økonomisk henseende gør det uafhængigt af de kapitalistiske lande. Pantet på en heldig udgang af den økonomiske kappestrid med de højtudviklede kapitalistiske lande er det betydeligt højere væksttempo i det socialistiske verdenssystems produktion. Inden for dette systems rammer, hvor rundt regnet en tredjedel af hele Jordens befolkning lever, bliver der allerede i dag frembragt en tredjedel af den samlede industrielle verdensproduktion. Orienterende forudberegninger foretaget af samfundsøkonomer viser, at socialismens lande i 1965 vil levere mere end halvdelen af den samlede industrielle verdensproduktion. Socialismens verdenssystem har kun bestået ganske kort tid, men er allerede gået sikkert ind i alle de landes liv, der hører til systemet. At dette system med dets mangfoldige økonomiske og kulturelle forbindelser findes, garanterer de deltagende lande overmåde gunstige betingelser for samarbejde, gensidig bistand og udveksling af erfaringer. Det er særlig vigtigt for de tidligere kulturelt og økonomisk tilbagestående lande, idet det giver dem mulighed for at udvikle sig i særlig hurtigt tempo og således overvinde den hidtidige tilbageblevenhed. I stedet for den uensartethed i udvikling, der er karakteristisk for det kapitalistiske verdenssystem, bliver det at bringe de tilbageblevne lande op på de fremskredne landes niveau til en lovmæssighed for det socialistiske system. De socialistiske landes internationale samarbejde er en uadskillelig del af deres bestræbelser under opbygningen af det nye samfund, er en garanti for fremtidige sejre. Samtidig er socialismens system et bolværk for verdensfreden og en kilde til begejstring og tillid hos alle den nationale friheds, demokratiets, fremskridtets og socialismens kræfter i hele verden. Derfor vogter de socialistiske landes arbejdende og de marxistisk-leninistiske partier, der leder dem, også så omhyggeligt over det socialistiske verdenssystems enhed og styrke, og derfor er denne enhed og styrke dem så dyrebar.

26. Overgangsperioden fra socialisme til kommunisme

Opbygningen af socialismen betyder for de arbejdende mennesker en verdenshistorisk sejr. Med den begynder samtidigt samfundets march fremad til kommunismen. Med alle dens fremragende landvindinger betyder den socialistiske orden dog kun første trin af den nye, den mest retfærdige af alle samfundsordninger, som er arbejderklassens endelige mål. Det er grunden til, at de arbejdende mennesker, efter at have nået socialismen, straks går i gang med at opbygge kommunismen under ledelse af deres marxistisk-leninistiske parti. Lenin skrev, at »socialismen er det samfund, der umiddelbart vokser ud af kapitalismen; den er det ny samfunds første form. Kommunismen derimod er samfundets højere form, og den kan først udvikle sig i de tilfælde, hvor socialismen fuldstændigt har befæstet sig«. Mellem socialismen og kommunismen er der ingen mur. De er ikke to forskellige samfundstyper, men kun to faser af én og samme samfundsformation, der adskiller sig fra hinanden ved deres modenhedsgrad. Overgangen fra socialismen til kommunismen er derfor en gradvis proces.Det gradvise skal her opfattes i den betydning, at denne overgang foregår på fuldkommengørelsens vej og ikke ved ødelæggelse af de bestående samfundsforhold. Kommunismen vokser ud af socialismen som dens direkte fortsættelse. Dens kim og spirer opstår allerede i det socialistiske samfunds skød. Disse fremtidens kim, der udvikler sig i den socialistiske jord, vil på et bestemt væksttrin i produktivkræfterne føre til kommunismens gennemførelse. Indtrædelsen af det nye samfunds højere fase må man naturligvis ikke knytte til nogen bestemt dato, den vil tværtimod foregå kontinuerligt. Selv om overgangen fra socialisme til kommunisme er en gradvis proces, så betyder det ikke, at den foregår langsomt. Tværtimod udmærker denne overgang sig ved et særlig højt udviklingstempo for alle områder af samfundslivet begyndende med produktionens væksttempo og sluttende med højnelsen af menneskenes kultur og bevidsthed. Hvilke faktorer virker nu fremskyndende på denne udvikling? Det gør først og fremmest alle de nye tekniske muligheder, som den moderne produktionsvidenskab åbner. Den tekniske revolution, der foregår, gør det muligt på en historisk set forholdsvis kort tid at foretage et vældigt spring fremad i produktivkræfternes udvikling. Yderligere behersker samfundet i overgangsperioden til kommunismen i stadig højere grad dets egne udviklingslove. Det gør det muligt at vælge den korteste vej, man behøver ikke at føle sig for, men kan sikkert gå fremad og med de mindste anstrengelser nå de største resultater. Tillige kan udviklingens tempo fremad til kommunismen gennem de brede arbejdende massers voksende aktivitet blive afgørende fremskyndet. Kommunismens opbygning er ingen spontan proces, den er resultatet af massernes egen skabende virksomhed, af deres bevidste deltagelse ved forøgelsen af den samfundsmæssige produktion, ved kulturens udvikling og ved ledelsen af stat og økonomi. Dermed kan det socialistiske samfund, selv om vejen til kommunismen ikke er let, tilbagelægge denne på en historisk set forholdsvis kort tid. Når det kommunistiske parti siger, at kommunismen ikke mere er langt borte, støttes denne fastslåen af den videnskabelige analyse af de reale faktorer, der bestemmer den historiske udviklings forløb.

Den leninske generallinje for partiet i den ny etape

Både de objektive lovmæssigheder for overgangen fra socialisme til kommunisme og de arbejdendes bevidste stræben mod kommunismens opbygning finder deres koncentrerede udtryk i partiets politik. Ved udarbejdelsen af den politiske kurs mod kommunismens opbygning støtter partiet sig til den forudgående etapes erfaringer, thi mange af de opgaver, på hvis løsning der måtte arbejdes under overgangen fra kapitalisme til socialisme, bliver endnu stående også i kommunismens opbygningsperiode. I dag som dengang fører vejen til højnelse af de arbejdendes velstand og til tilvejebringelsen af de materielle forudsætninger for socialt og kulturelt fremskridt først og fremmest over produktivkræfternes uafbrudte vækst med sværindustriens fortrinsvise udvikling. I dag som tidligere består partiets arbejde hovedsagelig i organiseringen af arbejderklassens og alle arbejdendes daglige virke ved opbygningen af det nye samfund. I dag som før består en af de vigtigste forudsætninger for den resultatrige opbygning af det nye samfund i kampen for freden og sikkerheden, for udvikling af venskab og samarbejde mellem folkene, for befæstelse af de arbejdendes internationale solidaritet. Der findes ikke få sådanne opgaver, der er fælles for begge etaper. De betinger en snæver forbindelse og kontinuitet af partiets politik i socialismens opbygningsperiode og i kommunismens opbygningsperiode. Efter at partiet har sat kursen mod opbygning af kommunismen, konkretiserer og udvikler det sin leninske generallinje med hensyn til de nye opgaver, til den nye situation, hvor socialismen endeligt har sejret, og hvor spørgsmålet »Hvem slår hvem?« i landet selv allerede én gang for alle er blevet afgjort til gunst for den nye orden. I Sovjetunionen var socialismen i alt væsentligt opbygget ved midten af trediverne. På den 18. partikongres (1939) blev den opgave stillet efterhånden at gå over fra socialismen til kommunismen, og netop dengang gik partiet i gang med løsningen af denne store opgave. Kort efter blev imidlertid sovjetfolkets fredelige virke afbrudt af krigen. Alle kræfter måtte nu koncentreres om forsvaret af de socialistiske landvindinger og - efter krigen - på samfundshusholdningens, de ødelagte byers og landsbyers genopbygning. Under krigens ild bestod socialismen de sværeste prøvelser, og den formåede at fjerne krigens skader på historisk set korteste tid. Dermed beviste den endnu en gang sine afgørende fortrin som samfundsøkonomisk system. Krigen kunne ikke fjerne landet fra den vej, det havde valgt, og partiet formindskede ikke sine anstrengelser rettet mod kommunismens opbygning. I de på den 19. partikongres (1952) vedtagne love for SUKP blev den gradvise overgang fra socialisme til kommunisme fastslået som partiets hovedopgave. Afgørende betydning for udviklingen af SUKP´s linje med hensyn til kommunismens opbygning havde den 20. partikongres i 1956 og den 21. partikongres i 1959. Den 21. partikongres fastslog, at sovjetlandet efter de dybtgående omformninger på alle samfundslivets områder og efter socialismens sejr er trådt ind i en ny periode af dets udvikling, den periode, hvor opbygningen af det kommunistiske samfund udfoldes. Det i syvårsplanen for udviklingen af Sovjetunionens samfundsøkonomi opstillede program for et nyt, vældigt opsving i økonomien, kulturen og folkets materielle velstand bliver i partikongressens resolution betegnet som »en konkret manifestation af den leninske generallinje i den nuværende etape«. Den af partiet udarbejdede politik forudser løsningen af denne periodes hovedopgaver i følgende retninger: En alsidig udvikling af produktivkræfterne, som sikrer kommunismens materielle og tekniske basis; det tekniske fremskridt skal fremskyndes maksimalt, arbejdsproduktiviteten uafladeligt forøges, og på dette grundlag skal folkets leveniveau stadig forøges; erobring af førstepladsen for Sovjetunionen i den fredelige kappestrid med de mest udviklede kapitalistiske lande. Styrkelse af den statslige socialistiske ejendom, den kooperative kollektive ejendom hæves til den almindelige samfundsejendoms niveau; forskellen mellem by og land og mellem åndeligt og legemligt arbejde forsvinder gradvis, og på dette grundlag ophæves gradvis klasseforskelle og andre sociale forskelle i sovjetsamfundet. Det ideologisk-opdragende arbejde forstærkes, levn fra kapitalismen i menneskenes bevidsthed fjernes, og de arbejdendes kommunistiske bevidsthed hæves. Det socialistiske sovjetsystem fuldkommengøres yderligere, og det socialistiske demokrati udvikles; de samfundsmæssige organisationers funktioner udvides, og de brede folkemassers aktivitet og initiativ udvikles. En konsekvent ført udenrigspolitik for befæstelse af den almindelige fred på grundlag af det leninske princip om fredelig sameksistens af lande med forskellige samfundssystemer og styrkelse af det socialistiske verdenssystem. Partiets politik svarer på denne måde til vore dages konkrete og praktiske fordringer og sigter tillige på løsningen af perspektivopgaver af vældige historiske dimensioner, på kommunismens opbygning. Styrken og livskraften i denne partiets politik ligger i, at den støtter sig til kendskabet til den samfundsmæssige udviklings lovmæssigheder, og at den nyder udelt støtte i folkemasserne, hvis højeste interesser den bringer til udtryk. Sovjetunionens kommunistiske parti og dens centralkomité er velrustet gået i gang med de nye opgaver, som landet stilles overfor i den periode, hvor opbygningen af kommunismen udfoldes, og løser dem i sand leninsk stil. Stor betydning havde herved den resolutte overvindelse af følgerne af de fejl, som Stalin begik i de sidste år af sit liv, og som har givet sig særlig negative udslag i tingenes tilstand inden for landbruget og i stats- og partiopbygningen. Den førende kraft i samfundet, der opbygger kommunismen, SUKP´s virksomhed, har i høj grad fornyelsens præg. I skabende anvendelse af marxismen-leninismens principper viger partiet ikke tilbage for at afskaffe forældede arbejdsmetoder og organisationsformer og dristigt erstatte dem med nye, der bedre svarer til forholdene. Her er nogle eksempler fra de sidste års praksis: Praksis inden for planlægningen i landbruget blev ændret; landbrugsmaskiner og -redskaber, der havde hørt til MTS'erne, blev solgt til kollektivbrugene; pligtafleveringerne af landbrugsprodukter blev afskaffet, og overgangen til opkøbssystemet blev gennemført; ledelsen af industrien og byggeriet blev reorganiseret; unionsrepublikkernes og de lokale statsorganers rettigheder blev udvidet. Det viser altsammen, i hvor høj grad partiet i sin virksomhed orienterede sig efter det nye. Et andet væsenstræk ved partiets ledelsesvirksomhed består i dets snævre forbindelse med masserne, dets nøje kendskab til folkets liv og stadige omsorg for dets vel. I alle vigtige spørgsmål rådfører partiet sig med arbejderne, kollektivbønderne og intelligensen, lærer disses stemninger og meninger at kende og studerer dem ved opstillingen af fremtidens planer. Herved anvender det i stadig større omfang nye former og metoder. Således gennemfører det konferencer om enkelte spørgsmål vedrørende kommunismens opbygning, organiserer debatter om samfundshusholdningsplanerne og lovforslag, i hvilke hele folket bliver inddraget. De ledende funktionærer rejser nu ofte til samfundslivets brændpunkter for bedre at informere sig om tingenes tilstand på selve stedet. Centralkomiteens plenarmøder gøres til en talerstol, hvorfra den kommunistiske opbygnings vigtigste og mest afgørende spørgsmål lægges frem for hele landet og bliver diskuteret. Fra denne talerstol taler nu ikke blot partiets og dets lokale organisationers fremragende førere og funktionærer, men også partiløse mønsterarbejdere, fagfolk og videnskabsmænd. SUKP ville ikke have opnået noget resultat ved gennemførelsen af politikken for den fuldt udfoldede opbygning af kommunismen, hvis det ikke havde fjernet de forseelser mod det indre partidemokrati, der var forekommet i fortiden, hvis ikke den nye ledelse af centralkomiteen igen havde gjort de leninske principper og normer for partilivet fuldt gældende. Den nuværende ledelse i SUKP er en sand kollektiv ledelse. Partikongresser og centralkomiteens plenarmøder bliver atter regelmæssigt indkaldt og spiller fra år til år en stadig større rolle i partiets liv. Partiet giver et eksempel på dristig kritik og selvkritik, det afslører åbent mangler for folket og viser, hvordan de skal fjernes. Idet SUKP udviklede det indre partidemokrati og befordrede partiorganisationernes initiativ og de enkelte partimedlemmers aktivitet, har det i overgangsperioden til kommunismen hævet hele dets virksomhed op på et endnu højere niveau. De i de sidste år vundne historiske sejre i den kommunistiske opbygning viser, at SUKP´s leninske centralkomité og dens ledelse rigtigt har erkendt den nye historiske periodes krav og lagt dem til grund for hele deres arbejde. Kun en ubetydelig gruppe frafaldne - Malenkov, Molotov, Kaganovitsj, Bulganin og Sjepilov - satte sig op imod partiets leninske generallinje, der blev understøttet af hele folket. Denne partifjendtlige gruppe, der betjente sig af fraktionskampens intriger og forsyndede sig imod den af Lenin udarbejdede resolution »Om partiets enhed« fra RKP´s 10. kongres, forsøgte at fjerne partiet og landet fra den leninske vej. Men den har lidt totalt ideologisk og politisk nederlag. Med ødelæggelsen af denne partifjendtlige gruppe af forbenede, konservativt indstillede elementer, der havde løsrevet sig fra livet og folket, ryddede partiet én gang for alle vejen for en hurtig march fremad. Dermed understregede det kraftigt det principielt nødvendige i dristigt, i leninsk ånd, at bygge på det nye i den periode, hvor opbygningen af kommunismen udfoldes. Det er Sovjetunionens kommunistiske parti og dets centralkomités store fortjeneste, at de utrætteligt og konsekvent kæmper for freden i hele verden og imod imperialismens og aggressionens kræfter. International afspænding og sikring af en varig fred bliver af partiet anset som en nødvendig betingelse for en resultatrig virkeliggørelse af planerne for kommunismens opbygning. Derfor skyr SUKP´s centralkomité og sovjetregeringen hverken tid eller anstrengelser for at løse alle stridsspørgsmål fredeligt, for at fjerne de internationale konflikters årsager og for at udvikle venskabelige forbindelser og frugtbart samarbejde mellem staterne og folkene. I udenrigspolitikken har SUKP´s centralkomité vist et mønstereksempel på, hvordan man forbinder høj principfasthed med politisk bevægelighed og den sikre videns dristighed. Sovjetregeringens udenrigspolitiske virksomhed har i de sidste år beriget den internationale praksis med sådanne overordentlig vigtige metoder til udvikling af venskab mellem folkene som gensidig udveksling af delegationer på det politiske og kulturelle område, personlige kontakter mellem statsmænd, topkonferencer og andet. Talrige konkrete eksempler vidner om sovjetregeringens ihærdige og skabende initiativer ved gennemførelsen af dens udenrigspolitik, der er båret af kærlighed til freden. Alene i årene 1958 og 1959 blev der indledt så vigtige skridt som de kendte forslag til indstilling af kernevåbenforsøg, til oprettelse af atomvåbenfri zoner, til fjernelsen af den anden verdenskrigs rester ved at afslutte en fredstraktat med Tyskland, til indkaldelse af topkonferencer med det formål at behandle de mest påtrængende internationale problemer såvel som det på de Forenede Nationers generalforsamling fremlagte program for en almindelig og fuldstændig nedrustning. På leninsk måde fører Sovjetunionens kommunistiske parti konsekvent en principfast og elastisk international politik. Denne politik kræver på den ene side urokkelig styrke i alt, hvad der vedrører principperne, de ideologiske spørgsmål. På den anden side forudsætter den en realistisk vurdering af omstændighederne og beredvillighed til nødvendige indrømmelser og kompromis'er med henblik på at bringe orden i de internationale forhold, hvis fredens og det mellemfolkelige samarbejdes interesser kræver dette. Et fremragende eksempel på denne indstilling gav kammerat N. S. Hrustjov under sit historiske besøg i de Forenede Stater i september 1959. Hele hans fremtræden i Amerika er et eksempel på skabende berigelse af den leninske idé om fredelig sameksistens mellem stater med forskellige samfundssystemer, et lysende eksempel på et konsekvent forsvar for de arbejdendes interesser og for marxismen-leninismens store ideer. SUKP´s livlige skabende virksomhed har ført til, at dets autoritet både i dets eget land og uden for dettes grænser er vokset. De bevidste arbejdere i hele verden ser i SUKP et mønstereksempel på trofasthed over for den proletariske internationalismes høje principper, principper, det tro har holdt siden sin grundlæggelse. De andre socialistiske landes broderpartier og folk ser med rette i SUKP deres gode kammerat og store ven. Daglig moralsk og materiel hjælp, der er blottet for egennyttige motiver og ikke går ud fra nogen slags fordel - det er SUKP´s og sovjetstatens politik over for den socialistiske lejrs lande.

Skabelsen af kommunismens materielle og tekniske basis

Overgangen til kommunismen er utænkelig uden et overskud af materielle og åndelige goder, af industrivarer, levnedsmidler, boliger, af genstande til dækning af kulturelle behov og rekreationssteder for de arbejdende. Det forudsætter en gigantisk vækst af produktionen inden for alle industrigrene, landbruget og transport- og anlægsvirksomheden. Det gælder et nyt stort spring i produktivkræfternes udvikling. Det socialistiske systems vældige muligheder og fortrin gør det fuldt ud muligt at løse denne imponerende opgave på historisk kort tid.

Produktionens fulde mekanisering og automatisering

Produktionens hurtige vækst kræver først og fremmest den fulde mekanisering af arbejdsprocesser og håndarbejdets fortrængning fra alle grene af samfundshusholdningen. Erfaringen viser, at hvor høj graden af mekaniseringen inden for dette eller hint afsnit af produktionen end måtte være, forbliver den almindelige økonomiske nytteeffekt af den nye teknik utilstrækkelig, og arbejdsproduktiviteten vokser langsomt, så længe der ligger manuelt udførte operationer mellem disse afsnit. Kun den fulde mekanisering kan give løsningen, det vil sige anvendelse af maskiner ikke blot ved produktionens hovedprocesser, men også ved dens biprocesser. Det tekniske fremskridts hovedvej, der fører til skabelse af kommunismens materielle og tekniske basis, ligger i en omfattende mekanisering og automatisering. Allerede i syvårsplanen for udvikling af samfundshusholdningen i USSR (1959 til 1965) stilledes opgaven at fortrænge tungt håndarbejde i industrien, landbruget, i anlægsvirksomheder og transportvæsenet, ved losningsarbejde og i de kommunale foretagender ved afslutning af produktionsprocessernes fuldstændige mekanisering. Den fuldstændige mekaniserings principielle betydning ligger i, at den i hver produktionsgren kræver et system af maskiner, der gensidigt supplerer hinanden, og som automatiseringen, den moderne maskinelle produktions højeste form, forbereder på forskellig måde. Automatisering betyder, at mennesket ikke mere umiddelbart griber ind i produktionsprocessen, men blot kontrollerer den. Medens mekaniseringen befrier mennesket for det tunge kropslige arbejde, befrier automatiseringen det også for overflødig nerveanspændelse. I en række produktionsgrene bliver automatisering en direkte teknisk I nødvendighed. Mange teknologiske processers tempo og kravet til nøjagtighed er steget i den grad, at mennesket ikke mere med sine sanseorganer er i stand til umiddelbart at lede disse processer. De kan kun kontrolleres af automatiske mekanismer. De elektroniske maskiner medfører en virkelig omvæltning inden for automatiseringen. De erstatter menneskets arbejde på et område som kontrollen og styrelsen af de automatiske maskinsystemer. Den moderne automatiserede produktion er et system af de mest fuldkomne maskiner og arbejdsbænke, der bliver styret af elektroniske regnemaskiner. Ved hjælp af en »elektronhjerne« kan man styre produktionsprocessen efter et meget kompliceret program. Ved at overlade regneoperationer og analytiske og regulerende funktioner til maskinerne befries mennesket for mange ensformige og trættende anspændelser. Foreløbig findes der i Sovjetunionen og de andre socialistiske lande endnu ikke mange automatiske fabrikationslinjer, automatiserede fabriksafdelinger eller fuldautomatiske fabrikker. Men der udvikler sig allerede industrigrene, i hvilke hele den teknologiske proces er automatiseret (atomindustrien, nogle grene af den kemiske produktion og vandkraftværker). For øjeblikket bliver der i de socialistiske staters tekniske politik sat resolut kurs henimod omfattende automatisering af forskellige grene inden for samfundshusholdningen. Det er nok at henvise til, at der alene i den sovjetiske maskinbygningsindustri i løbet af de næste syv år skal indføres 1300 automatiske fabrikationslinjer. Automatisering af de vigtigste produktionsprocesser i de udslaggivende industrigrene, særlig i den farvede metallurgi, i den kemiske industri såvel som i olie-, let-, levnedsmiddel- og cellulose (papir) industrien, er forudset. Tendenserne i den automatiserede produktions udvikling aftegner sig allerede meget klart fra automatiske værktøjsmaskiner, fabrikationslinjer og fabriksafdelinger til automatiserede fabrikker og senere til fuldautomatisering af hele industrigrene. I fremtiden vil der opstå en ny form for samfundshusholdning, hvor den automatiserede produktion vil være fremherskende. Således og kun således kan kommunismens produktionsteknik være, hvis mål det er at befri menneskene endeligt for det tunge, monotone arbejde og sætte deres åndelige energi ind for skabende formål. Den socialistiske automatisering truer på ingen måde de arbejdende. Tværtimod hilser de arbejdende automatiseringen, eftersom den i høj grad letter deres arbejde og muliggør en forkortelse af arbejdsdagen uden nedsættelse af lønnen. Den kapitalistiske automatisering fremkalder som bekendt alvorlige bekymringer i arbejderklassen, fordi den medfører voksende arbejdsløshed og lønsænkninger for store dele af de arbejdende. Ganske vist bevirker den socialistiske automatisering også en forringelse i antallet af arbejdere i den ene og den anden bedrift eller endog i en hel industrigren. Dog fremkalder dette intet beskæftigelsesproblem, fordi de arbejdere, der frigøres af automatiseringen, straks finder plads i nye bedrifter og nye produktionsgrene. Den socialistiske stat sørger for, at arbejderne får en ny arbejdsplads, at de bliver omskolet og kvalificerede.

Nye produktionsgrene

Den vældige produktionsforøgelse giver løfte om udvikling af nye slags produktioner og produktionsgrene. Vore dages videnskabeligt-tekniske revolution har frembragt en sådan række nye grene. Et kæmpemæssigt kompleks af sådanne grene opstod først og fremmest i sammenhæng med vore dages resultater på den kemiske produktions område. Ved denne proces forstår man ikke blot udviklingen af den kemiske industri, men også indførelse af kemisk teknologi og kemiske metoder i andre produktionsgrene. Den arbejdskrævende mekaniske teknologi viger mere og mere for den kemiske. Den kemiske industri bliver selv til en af samfundsøkonomiens førende grene. Under de nuværende betingelser findes der ingen produktion, i hvilken der ikke i en eller anden udstrækning indgår kemiske produkter. Indtil for nylig benyttede industrien og teknikken overvejende råstoffer, som fandtes i naturen. Kunststoffer blev anset som værende erstatninger, som ikke fuldt ud kunne erstatte de naturlige råstoffer. I dag er det godtgjort, at mange syntetiske stoffer er de naturlige langt overlegne. Allerede nu er det klart, at den moderne teknik træder ind i en udviklingsfase, i hvilken de vigtigste materialer for maskinbygning og andre produktionsinstrumenter vil være produkter fra den syntetiske kemi, i første linje polymere stoffer, d.v.s. højmolekylære forbindelser. Efter beregninger foretaget af videnskabsmænd vil produktionen af polymere stoffer inden for det næste årti vægtmæssigt være den samme som ståludvindingen. I rigtig vurdering af kemiens store muligheder tager de socialistiske lande forholdsregler til at fremskynde udviklingen af denne vigtige gren af sværindustrien. I Sovjetunionen forøges alene under syvårsplanens periode (1959 til 1965) det samlede omfang af produktionen af kemiske produkter næsten til det tredobbelte. Samtidigt udvikler produktionen af syntetiske stoffer sig stærkt. Produktionen af kunstfibre bliver forøget til næsten det fire-dobbelte, af plastic og kunstharpiks til mere end det syv-dobbelte. Ved siden af den syntetiske kemi undergår radioelektronikken halv-lederindustrien, raketbygningen og andre nye grene en stadig mere omfattende udvikling. På samme tid gennemgår mange gamle grene en revolution (f.eks. den kul- og metalforarbejdende industri, bygnings-industrien), bliver fuldstændigt teknisk nyudrustet og ændrer deres teknisk-økonomiske struktur. I grunden forvandles de til nye industrigrene.

Energiforsyningens udvikling

For at sætte samfundets voksende produktivkræfter i bevægelse ved overgangen til kommunismen vil vældige energikilder være nødvendige. Den vigtigste energiform i dag er elektroenergien. Den leninske formel »Kommunisme - det er sovjetmagt plus hele landets elektrificering« bestemmer den stilling, der tilkommer elektroenergien som den vigtigste af det nye samfunds materielle og tekniske basis. Ved elektrificering forstod Lenin ikke blot bygning af kraftværker, men udvikling af den samlede samfundsmæssige produktion på det mest moderne tekniske grundlag. Det kæmpemæssige og stadigt voksende strømforbrug stiller den påtrængende opgave at udfinde billige metoder til fremstilling af strøm. Den socialistiske planøkonomi gør det muligt at udnytte alle kilder til fremstilling af kraft på den mest rationelle måde: kul, jordolie, gas, tørv, skifer såvel som den mest økonomiske og praktisk taget uudtømmelige vandkraft. Sovjetunionens erfaringer har vist, at det er vigtigt for den fremskyndede stigning af kraftforsyningerne ved siden af de store vandkraftværker også at bygge varmekraftværker. Sådanne kan man oprette forholdsvis billigt og hurtigt. Et varmekraftværk leverer ganske vist en noget dyrere strøm end et stort vandkraftværk. Men, som man siger i folkemunde, den, der får hurtigt hjælp får dobbelt hjælp. Som hovedretning for udviklingen af energiforsyningen i USSR for 1959 til 1965 regnes der fortrinsvis med anlæg af varmekraftværker, som skal drives med billige kul, jordgas og masut. Elkraften vil gennemtrænge alle områder af industriproduktionen og landbruget såvel som livet i byerne og på landet. De socialistiske landes områder vil i fremtiden blive dækket af et samlet højspændingsnet. I Sovjetunionen skabes der samlede elektriske net i den europæiske del af landet og i Centralsibirien såvel som samlesystemer i Nordvest- og Vestområdet, Transkaukasus, Kazahstan og Centralasien. Den ny æra i den moderne energiforsynings udvikling begyndte med ibrugtagningen af verdens første atomkraftværk i USSR (1954), som indledte den deraf følgende bygning af atomkraftværker med en samlet kapacitet på 2-2,5 millioner kilowatt. Allerede nu er det fastslået, at bygning og drift af et atomkraftværk med en kapacitet på 200.000 kilowatt ikke er dyrere end et varmekraftværk med samme kapacitet, medens energifremstillingen ved en kapacitet på 400.000-500.000 kilowatt er fordelagtigere i et atomkraftværk end i et vandkraftværk. Atomkraftværkets vældige fortrin består i, at det ikke kræver nogen stor anvendelse af brændstoftransporter. Man kan derfor bygge atomkraftværker i sådanne områder, hvor der ikke findes nogen eller så godt som ingen energikilder til frembringelse af elektrisk strøm. Endnu mere storslåede forandringer af energiforsyningen lover beherskelsen af den styrede termonukleære reaktion. Dermed vil den i rigelige mængder overalt værende brint blive til energikilde. Samfundet bliver da for altid befriet for nødvendigheden af at opdage og at supplere energireserverne. Det er værd at mærke sig, at muligheden for atomenergiens fredelige anvendelse første gang blev realiseret i en socialistisk stat. Kun socialismen kan råde over denne nye energiform på rigtig måde, kun den kan stille atomets vældige kræfter, som kapitalismen gerne ville udnytte til ødelæggelse af mennesker, i samfundets tjeneste. Atomdrift vil utvivlsomt indgå som en urokkelig bestanddel af det kommunistiske samfunds materielle og tekniske basis. Den vil gøre det muligt lidt efter lidt at realisere projekter, der i dag synes uopfyldelige (overrisling af ørkener, ændring af flodernes løb, forbedring af klimaet o.s.v.). Landbruget er indtil denne dag forblevet det område, hvor mennesket er stærkest afhængigt af de spontane naturkræfter. Produktiviteten i landbruget er betydelig ringere end i industrien, og her er håndarbejdets omfang meget stort. Skønt der allerede under socialismen sker en omfattende rekonstruktion af landbruget, bliver der endnu meget at gøre for at hæve det op på industriens niveau. Også her er skabelsen af et maskinsystem, fuld mekanisering, hovedretningen. Det gælder yderligere om at indføre landbrugskemiens og -biologiens nyeste erfaringer i landbrugsproduktionen. Ud over det er en omfattende elektrificering af landsbyen og landbrugsarbejdet nødvendig. Det drejer sig følgelig om en regelret teknisk revolution i landbruget. I landbruget i Sovjetunionen blev der allerede i de sidste år udviklet et maskinsystem for fuld mekanisering. Den del af traktorerne, der er udrustet med et hydraulisk system til betjening af påspændings-aggregater, er øget betydeligt. Dermed bliver den ekstraarbejder, der styrede disse aggregater, overflødig. Indførelse af kvadratplantemetoden for rodfrugter gjorde det muligt at mekanisere en af de mest arbejdskrævende jordbrugsgrene. Der bliver arbejdet med fuld mekanisering af produktionen af tekniske nytteplanter såvel som grønsagsdyrkning og kvægavl. Den sovjetiske traktorfører I. G. Loginovs opfindelse - han konstruerede et automatisk styreapparat for traktorer ved hjælp af en kopiindretning - har vist, at der med mekanisering også skabes forudsætninger for indførelse af automatik i landbruget. Ved siden af mekaniseringen tjener den rigtige udnyttelse af jorden og de mest vigtige produktionsmidler som kæmpemæssige reserver for stigning af arbejdsproduktiviteten i landbruget. Til forskel fra andre produktionsmidler er jorden ikke underkastet noget slid. Bliver jorden bearbejdet rigtigt og rigtigt gødet med anvendelse af kemiske gødningsstoffer i stor udstrækning, så bliver den endnu mere værd. Kemien befrier også landbrugets arbejdere for den vældige anvendelse af håndkraft ved ukrudts- og skadedyrsbekæmpelsen. I det socialistiske landbrug kan arbejdsproduktiviteten betydeligt øges ved udsæd af kornsorter og ved opdræt af racekvæg. Den moderne landbrugskemi formår at udføre mirakler. En almindelig anvendelse af den bedste udsæd, som planteforædlerne har frembragt, vil flerdoble høstudbyttet. Når det sædvanlige kvæg bliver erstattet af racekvæg, kan man opnå en mange gange højere kød- og mælkeydelse. Fuld mekanisering, anvendelse af kemi og landbrugsbiologi, det er de løftestænger, med hvilke væksttempoet i landbrugsproduktionen hæves, sådan at dens tilbageståenhed i sammenligning med industrien lidt efter lidt bliver fjernet. Under marchen frem mod kommunismen bliver landbrugsarbejdet mere og mere til en særlig form for industrielt arbejde. Den socialistiske stat finansierer rundhåndet landbrugets mekanisering. I Sovjetunionen blev der i femåret 1953-58, der indledte det stejle opsving i landbruget, investeret næsten to og en halv gang så mange midler som i det foregående femår i landbrugets mekanisering og i bygning af avlsbygninger og anlæg. Hvor højt det socialistiske landbrugs mekaniseringstempo er, fremgår overbevisende af den kendsgerning, at der indtil 1965 skal produceres mere end en million traktorer, ca. 400.000 mejetærskere og et stort antal andre maskiner og udrustning for landbruget. Inden det samme tidspunkt skal elektrificeringen af alle landets kollektivbrug i det væsentlige være afsluttet.

Videnskabens tiltagende betydning

Uden videnskaben kommer den moderne produktion ikke et skridt ud af stedet. Dette gælder særligt ved opbygning af kommunismen. I de videnskabelige opdagelser og i ingeniørernes og konstruktørernes opfindersinds præstationer ligger en vældig reserve for at fremskynde skabelsen af fremtidens materielle og tekniske basis. Så bryder den tid frem, som Marx forudså, hvor videnskaben umiddelbart bliver til produktivkraft. I de socialistiske lande koncentrerer de videnskabelige forskningsinstitutter, højskolerne, konstruktionskontorerne, bedrifternes laboratorier deres anstrengelser om at løse de vigtigste videnskabeligt-tekniske problemer. Den eksperimentelle basis blev udvidet og laboratoriernes udrustning væsentlig forbedret. I USSR fandtes der i 1957 2756 videnskabelige institutioner. Det er halvanden gang så mange som før krigen og 9,5 gange så mange som i det førrevolutionære Rusland. Bygningen af atomkraftværker, atomisbryderens stabelafløbning og produktion af flyvemaskiner legemliggør videnskabens og teknikkens nyeste resultater. Konstruktionen af interkontinentale ballistiske raketter og mange andre nyvindinger vidner om den sovjetiske videnskabs og tekniks fremragende præstationer. Toppunktet af USSR´s nuværende videnskabelige og tekniske landvindinger er opsendelsen af den første kunstige jorddrabant og virkeliggørelse af kosmisk flyvning fra Jorden til Månen. Livet har vist, at den socialistiske videnskab i mange grene allerede har overgået de mest udviklede kapitalistiske landes videnskabelige præstationer. Det kommer nu mere end nogen sinde an på at føre videnskabens opdagelser over i praksis, i produktionen. Videnskabens historie frembyder utallige eksempler på, hvordan opdagelsen af et nyt fænomen eller en ny naturlov har ført til store omsving i praksis. Et karakteristisk eksempel er atomenergien. Her har videnskab og teknik at gøre med et nyt område af fænomener, med nye processer og lovmæssigheder, som hyppigt intet har til fælles med dem, der teknisk udnyttedes før atomtiden. De i Sovjetunionen udførte betydelige teoretiske forskninger på kernefysikkens område er forbundet med et kæmpemæssigt arbejde for at beherske og anvende kerneenergien i praksis. Atomteknikken giver på sin side mægtige impulser til udvikling af kernefysikken, af denne vor epokes førende gren inden for naturvidenskaben. En særlig betydning tilkommer de grene af videnskaben, der baner nye veje for det tekniske fremskridt, som revolutionerer produktionen. Det er kernefysikken, halvlederteknikken, polymerernes kemi, radioelektronikken o.s.v.. Vældige videnskabelige problemer fremkommer dér, hvor forskellige videnskaber - kemien, fysikken, biologien og medicinen - grænser op til hinanden. Derigennem forklares også den nuværende hurtige udvikling af sådanne videnskaber som biofysik og biokemi, som - ved siden af løsningen af andre teoretiske problemer - studerer den proces, under hvilken levende organismer skaber højmolekylære forbindelser som æggehvide, uld, naturgummi o.s.v. for at lære at genskabe dem kunstigt. De største perspektiver for videnskabens og teknikkens udvikling åbner sig med tilvejebringelsen og den videre forbedring af elektronregnemaskiner. Udover, at de muliggør automatisk styring af maskiner, udføres med deres hjælp også meget komplicerede logiske processer (som f.eks. oversættelse fra et sprog til et andet). Dermed bliver mulighederne for selve den videnskabelige forskning vældigt udvidet og videnskabsmændenes arbejde lettes. Den dybere forståelse af de lovmæssigheder, der bestemmer dyreverdenens tilværelse og udvikling, vil bringe menneskeheden vældige resultater. Sådanne forskningsresultater som opdagelsen af mikrobernes verden, immunitetsfænomenet, og sådanne som udarbejdelse af principperne for kemoterapi har allerede ført til, at mange sygdomme, der før krævede utallige ofre (kopper, pest, kolera, hundegalskab o.s.v.), praktisk taget er forsvundet, mens andre (lungebetændelse, mange former for tuberkulose) kan helbredes. Derigennem er menneskets gennemsnitlige forventede levealder blevet anseligt forhøjet; den er i den første halvdel af vort århundrede blevet forlænget med omtrent 20 år. De vigtigste dødsårsager er nu ondartede svulster (hver sjette døde er et offer for kræft) og karsygdomme i hjertet. Når videnskaben også besejrer disse sygdomme, vil mennesket leve endnu længere. Biologien vil ikke blot give medicinen impulser og henvisninger. Den har også stor betydning for landbrugsvidenskabens fremgang, først og fremmest i forbindelse med anvendelse af fysikkens og kemiens resultater i biologien. Dermed vil sådanne videnskaber som biokemi, landbrugskemi, biofysik, mikrobiologi, læren om virus, selektion og genetik tjene produktivitetsstigningen i landbruget endnu mere virksomt. Ved forbedringen af produktionen støtter de socialistiske lande sig ikke alene til den hjemlige videnskabs landvindinger, men tager også hensyn til verdensvidenskabens og -teknikkens erfaringer og resultater og udnytter dem. Det kommunistiske parti bekæmper resolut selvtilfredshed og storhedsfornemmelser, der kan optræde hos nogle funktionærer og fagfolk inden for økonomien under indtryk af de opnåede sejre for den socialistiske økonomi og videnskab. Videnskab og teknik står ikke stille, og den, der gerne vil hvile sig på laurbærrene, tilfreds med sin præstation i dag, løber risiko for i morgen at blive regnet til de tilbageblevne. Konservatisme og stivhed har altid været det videnskabelige og tekniske fremskridts argeste fjende. I overgangsperioden til kommunismen kan rutine, manglende sans for den nye teknik og for indførelse af videnskabelige resultater i produktionen anrette særlig store skader. Man må derfor stadig passe på, at de nyeste metoder bliver anvendt i samfundshusholdningen, at bedrifternes værktøjsmaskinpark uafladeligt bliver fornyet, at maskinbyggerne kun frembringer de nyeste og mest moderne maskiner og værktøjsmaskiner og rettidigt tager teknisk forældede konstruktioner ud af produktionen.

Forbedringen af produktionens organisation

De nye tekniske hjælpemidler og videnskabens opdagelser, så store de end måtte være, kan ikke ud fra sig selv føre til grundlæggende ændringer i industrien og landbruget. For at give dem den tilbørlige nyttevirkning for samfundshusholdningen, må man udnytte dem sagkyndigt og sikre en god organisation af produktionen. Når man i den socialistiske planøkonomi taler om produktionens organisation, så mener man dermed såvel den enkelte bedrift som det økonomiske område, produktionsgren, og den samlede samfundshusholdning som helhed. Uden al tvivl findes der i enhver socialistisk bedrift store reserver, som tillader at udnytte teknikken bedre, at indspare råstoffer, materialer og energi, at indskrænke tidstab og at forbedre produkternes kvalitet betydeligt. Nedsættelse af produktionsomkostningerne pr. fabrikationsenhed, lettelse af menneskenes arbejde - dette går i den sidste ende enhver rationel organisation af produktionsprocessen ud på. Vejen dertil går over konsekvent virkeliggørelse af den samfundsøkonomiske regnskabsførings principper. For hele overgangsperioden fra socialisme til kommunisme bliver forbedringen af den samfundsøkonomiske regnskabsførings system og omhyggelig udnyttelse af værdi-penge-forholdet som løftestang en overordentlig vigtig opgave. Den rigtige forening af materielle og moralske tilskyndelser bidrager til at inddrage enhver arbejder og hele produktionskollektiver i kampen for produktionens rationalisering, for besparelse af arbejds- og materialeforbruget. Store muligheder åbner sig for produktionens vækst i hele samfundshusholdningen gennem specialiseringens og samvirkets videre udvikling og fuldkommengørelse. Som erfaringen viser, er det langt fordelagtigere at producere produkter af samme type, ikke i mange bedrifter, men i få specialiserede produktionssteder efter transportbåndsmetoden i storserier. Det tillader en betydelig stigning i arbejdsproduktiviteten, billiggørelse af produktionen og, hvad der især er vigtigt, det gør vejen fri for en omfattende indførelse af automatik. I betragtning af specialiseringens fordele går Sovjetunionen og de andre socialistiske lande efterhånden over fra universalbedrifter til specialbedrifter. Den specialiserede produktion stiller naturligvis højere krav til planlægningsorganerne, som skal sørge for et nøjagtigt samvirke i industrien. Det er så meget vigtigere, som samfundshusholdningens enkelte leds gensidige afhængighed vokser betydeligt med specialiseringens udvikling. Enhver bedrifts arbejde afhænger mere og mere af, hvordan tilbringervirksomhederne overholder deres forpligtelser i samvirket. Produktionens rigtige territoriale fordeling på landets enkelte områder bidrager til at hæve det samfundsmæssige arbejdes produktivitet. Råstof- og energikildernes tilstedeværelse i nærheden af bedrifterne billiggør produktionen ved at spare høje transportudgifter. Det er ikke tilfældigt, at Sovjetunionens syvårsplan forudser en vidtgående forlægning af produktivkræfterne til det østlige område, hvor der findes overordentligt rige råstof- og billige energikilder. Også de andre socialistiske lande vier produktivkræfternes rigtige territoriale fordeling stor opmærksomhed. Der bliver også taget hensyn til denne faktor ved produktionens fordeling inden for rammerne af det socialistiske verdenssystem. En vigtig side ved produktionens organisation er den økonomiske ledelses struktur. Ved overgangen til kommunismen videreudvikles den demokratiske centralismes princip, der ligger til grund for organiseringen af ledelsen af den socialistiske samfundshusholdning. Den i Sovjetunionen i 1957 foretagne grundlæggende reorganisering af industriens og anlægsvirksomhedens ledelse forlagde ledelsens tyngdepunkt til de økonomiske forvaltningsområder, hvor der blev oprettet økonomiske råd. Dette skabte forudsætninger for en mere formålstjenlig specialisering og samvirke af produktionen og følgelig for en stærkere socialisering af arbejdet og en stigning af dets produktivitet. SUKP´s centralkomités juni-plenum fastslog: »De store fremskridt i udviklingen af Sovjetunionens økonomiske liv viser, at oprettelsen af økonomiske råd var en virkelig revolutionerende foranstaltning til forbedring af formerne for industriens og anlægsvirksomhedens forvaltning.« Imidlertid er decentraliseringen af den økonomiske forvaltning kun den ene side af sagen. Dens anden side er forbedringen af den centraliserede planlægnings metoder og koordineringen af alle økonomiske grene og økonomiske områder. De centrale planlægningskontorer, hvis rolle stadig vokser, fordi det økonomiske liv bliver mere kompliceret, og den nøjagtige koordinering af de specialiserede grene og økonomiske områder bliver mere og mere nødvendig, vil efterhånden ændre sig fra at være forvaltningsorganer til at blive videnskabeligt-tekniske råd.

Ændring af arbejdets karakter

Overgangen til kommunismens teknik ændrer såvel arbejdets karakter som menneskenes produktionsvaner og åndelige verden. Allerede mekaniseringen og automatiseringen medfører det mindre kvalificerede arbejdes bortskaffelse. Efterhånden forsvinder erhverv med tungt og sundhedsfarligt arbejde. Arbejdet i produktionen bliver overhovedet lettet ved mekaniseringen; mekaniske, monotone og for arbejderen trættende operationer bliver udskilt den ene efter den anden. Der opstår nye erhverv - automationsmekanikere, montører af fabrikationslinjer, der styrer hele maskinelle processer. Åndsarbejdet indtager en større og større plads i deres virksomhed. Arbejdernes virksomhed ved de automatiske fabrikationslinjer nærmer sig i sin karakter ingeniørens og teknikerens arbejde. I de automatiske bedrifter anvender man allerede matematikere, som udarbejder programmerne med produktionsopgaverne for maskinerne, såvel som højtkvalificerede kræfter ved selve apparaturet. Produktivkræfternes udvikling fører til betydelige ændringer i arbejderklassens erhvervsmæssige sammensætning. De højt kvalificerede arbejderes procentuelle andel i de ledende erhverv bliver højere. De arbejdendes almene uddannelsesniveau og kulturelle niveau stiger hurtigt. I USSR´s industri har allerede i dag omkring en tredjedel af alle arbejdere afsluttet den syv- eller tiklassede middelskole. Ingeniørernes, teknikernes, konstruktørernes og teknologernes arbejde, samt det arbejde, der udføres af medarbejderne på bedriftslaboratorierne og forsøgsafdelinger og -virksomheder, spiller en stadig større rolle i produktionsprocessen. Følgelig bliver arbejderens nye fremtræden formet i den socialistiske produktionsproces, den fremtræden, der vil være karakteristisk for de arbejdende i det kommende kommunistiske samfund. Det er en bevidst og dannet, højtkvalificeret fagmand, der tillige sidder inde med et omfattende teknisk kendskab. Lidt efter lidt aftegner den vej sig også, hvorpå løsningen af menneskehedens store problem bliver fundet: menneskenes befrielse for den gamle arbejdsdeling, der har gjort dem til slaver. Dette problem bliver ikke løst ved, at antallet af produktionsgrene bliver mindre. Tværtimod er det tekniske fremskridts grundtendens i nutiden yderligere specialisering af produktionen, og der findes ingen grund til at antage, at denne tendens vil ændre sig i fremtiden. Men en snæver specialisering af produktionen betyder ikke en snæver specialisering af menneskene. Tværtimod viser det tekniske fremskridt en anden tendens, nemlig: Jo mere videnskaben og teknikken skrider frem, desto større betydning får de almene principper for den videnskabelige viden, som alle moderne produktionsprocesser hviler på. Dermed er muligheden givet for at uddanne mennesker, der er fortrolige med mange videnskabers og produktionsprocessers grundlag og derfor er i stand til med kortest mulig frist at tage arbejdet op i forskellige produktionsprocesser alt efter samfundets behov og deres personlige interesse. Samtidig nærmer arbejdet i de forskellige produktionsgrene med udviklingen af mekaniseringen og især automatiseringen også efter formen sig til én og samme art af virksomhed: regulering og styring af maskinelle processer. Således opstår efterhånden forudsætninger for, at arbejderne lettere og lettere kan gå over fra det ene produktionsområde til det andet. Og det betyder, at betingelserne bliver afskaffet for at fjerne den livslange lænkning til et erhverv, der, som Marx sagde, har ført til undertrykkelse af menneskenes åndelige evner og deres hele verden.

Klasseforskellenes og andre sociale forskelles gradvise forsvinden

Produktivkræfternes udvikling er på vejen mod kommunismen ledsaget af dybtgribende omformninger på samfundsforholdenes område. Disse omformningers hovedretning er klasseforskellenes og andre sociale forskelles gradvise forsvinden, der er forbundet med menneskenes ulighed, og en nærmen sig til alles virkelige lighed. Under socialismen findes der som bekendt endnu klassen Arbejderklassen og bondeklassen. Det hænger sammen med, at der findes to former for fælleseje, at forskellen mellem by og land er bevaret, og at der eksisterer forskellige former for fordeling af de materielle goder. Under socialismen findes stadig samfundets deling i åndeligt og legemligt arbejdende. Forskellen mellem den socialistiske ejendoms former, mellem by og land, mellem åndeligt og legemligt arbejde udjævnes dog i en uafbrudt proces under den kommunistiske opbygnings forløb. På tilsvarende måde udslettes forskellene mellem klasserne og mellem andre samfundslag. De to former for fællesejes beståen udgør det vigtigste grundlag for, at levn af klasseforskelle har holdt sig under socialismen. Derfor er de to ejendomsformers tilnærmelse til hinanden af afgørende betydning for overvindelsen af disse forskelle. Forskellen mellem enhed den statslige og den kooperativt-kollektive ejendom kan på ingen måde fjernes gennem kunstige forholdsregler. Den bliver i sidste omgang kun ophævet gennem produktivkræfternes udvikling. Det materielle grundlag for de to ejendomsformers nærmen sig hinanden er produktionens socialiseringsproces, der på ingen måde er ophørt under socialismen. Tværtimod foregår den inden for begge ejendomsformer. Både i industrien og i landbruget vokser produktionens koncentration, d. v. s. at bedrifterne og omfanget af deres tekniske udrustning bliver større; samtidig udvides den samfundsmæssige arbejdsdeling: bedrifternes og de økonomiske områders specialisering og kooperation. Samfundshusholdningen forvandler sig mere og mere til en godt organiseret enhedsorganisme. På tilsvarende måde flettes de to sektorer, den statslige og den kooperative sektor, i det socialistiske økonomiske liv tættere og tættere sammen. Gennem produktionsforbindelserne mellem dem fremkommer de økonomiske forudsætninger for lidt efter lidt at hæve den kooperative sektor op til den almindelige samfundsejendoms niveau. Ved en fælles tendens til tilnærmelse forbedres dog hver af de to ejendomsformer på særlig måde. Den statslige, d.v.s. den almindelige samfundsejendoms forholdsvise andel i samfundshusholdningen stiger mere og mere. Det har to årsager. For det første vokser produktionsfondene, der befinder sig i statens hænder, i hurtigt tempo. Med fremmarchen mod kommunismen bliver det socialistiske samfund mere og mere industrialiseret. For det andet vokser de staten tilhørende fonds på det ikke-produktionsmæssige område, institutioner inden for videnskab, kultur, uddannelses- og sundhedsvæsenet såvel som kommunale virksomheder. Socialismen begynder med de grundlæggende produktionsmidlers overgang til samfundsejendom. Men socialiseringsprocessen bliver ikke stående derved. Med fremrykningen mod kommunismen må den statslige, den almene folkeejendom lidt efter lidt også gribe om hele tjeneste-ydelsesområdet. Det vil sige, at mange individuelle behovs tilfredsstillelse, der i dag i det væsentlige hviler på de enkelte husholdninger, bliver overtaget af staten, af samfundet. Til dette formål bliver der bygget flere og flere restaurationsvirksomheder, kostskoler, storvaskerier, kultur- og sundhedsinstitutioner og rekreationssteder. For den almindelige samfundsejendoms udvidelse til disse områder ligesom på den materielle produktions områder fremkommer der virkelig umålelige perspektiver. Den bevæggrund, som samfundet herved lader sig lede af, er følgende: Den mekaniserede storproduktion er i besiddelse af alle fortrin også på tjenesteydelsesområdet sammenlignet med den lidet produktive småproduktion, som f.eks. arbejdet i husholdningen repræsenterer. I en rigtigt organiseret fællesforplejning forårsager tilberedelsen af retterne i mekaniserede storkøkkener ved højtkvalificerede fagfolk mindre omkostninger, kvaliteten kan sættes i vejret og først og fremmest kan der blive taget hensyn til videnskabens resultater. En sådan regulering vil blive til fordel både for samfundet og dets medlemmer. Samfundet opnår derved en stor besparelse af arbejde, der i dag bliver ødslet bort for husholdningsførelsen, og samfundets medlemmer får en god og velsmagende føde. Yderligere forlænger de arbejdende på denne måde deres fritid, som de behøver til deres egen alsidige udvikling. Tiden uden for arbejdet i produktionen bliver virkelig fritid, for samfundet vil befri de arbejdende mere og mere for husførelsens byrder. Den kooperativt-kollektive ejendoms udviklingsmuligheder er langtfra udtømt. Gennem et stykke tid blev der i den sovjetiske økonomiske litteratur fremført anskuelser om, at kollektivbrugenes gruppeejendom allerede begyndte at hæmme produktivkræfternes udvikling i landsbyen, og at denne ejendomsform skulle indskrænkes ved den begyndende overgang til kommunismen. I virkeligheden kom det an på noget andet, nemlig på at befæste og udvikle kollektivbrugenes samfundsmæssige økonomi på enhver måde, fuldt ud at udnytte de reserver, som ligger gemt i kollektivbrugsordningen, for at landbrugsproduktionen stejlt går opad. Kun gennem en sådan udvikling kan den kooperativt-kollektive ejendom nå op på et højere trin. En særlig stor betydning vil den stadige forøgelse og rigtige anvendelse af kollektivbrugenes udelelige fonds, der udgør det økonomiske grundlag for yderligere vækst i kollektivbrugenes produktion, have. Herfor findes der store muligheder. Jo bedre arbejdet i kooperativerne er organiseret og jo højere deres produktivitet vil være, desto mere vil kollektivbrugene kunne akkumulere. Desuden fremskyndes akkumulationstempoet i kooperativerne gennem de store kreditter, som ydes dem af staten. Det betyder, at kollektivbrugene kan stille flere midler til rådighed til erhvervelse af traktorer, mejetærskere og andre landbrugsmaskiner. Derigennem vil kollektivbrugenes udelelige fonds i deres tekniske struktur mere og mere nærme sig de statslige virksomheders produktionsfonds. Overgangen til frit salg af den tekniske udrustning, som tidligere tilhørte maskin- og traktorstationerne, til kollektivbrugene gav i Sovjetunionen denne proces en vældig opdrift. En særlig rolle ved produktionsudviklingen i koooperativerne og kollektivbrugene tillægges udnyttelsen af vare-penge-forholdet. Det er forkert at antage, at disse forhold forsvinder i overgangsperioden til kommunismen og vil give plads for en direkte produktudveksling. Selve den kooperativt-kollektive ejendoms natur er sådan, at den fremfor at begrænse værdiforholdene, kræver en alsidig udvikling af dem. Herudfra går sådanne af Sovjetunionens kommunistiske parti gennemførte forforholdsregler som, at der tilstås kollektivbrugene retten til selv at planlægge deres produktion, at pligtafleveringen til staten afskaffes, og at der sker en overgang til systemet med at opkøbe landbrugsprodukter såvel som at sælge teknisk udrustning til kollektivbrugene. I de kooperative virksomheder bliver den samfundsøkonomiske regnskabsførings princip indført i stadig højere grad. Det foranlediger mange kollektivbrug til at give afkald på at yde vederlag i form af naturalier (bl.a. for arbejdsnormen) og at gå over til aflønning af arbejdet i penge. Spørgsmålene om rentabilitet rykker stadig mere i forgrunden i kollektivbrugene: omhyggelig ledelse af økonomien, nedsættelse af produktionsomkostningerne, sænkning af landbrugsprodukternes selvomkostninger. Thi for fremtiden vil staten utvivlsomt foretrække at købe landbrugsprodukterne dér, hvor de er billigst. Det betyder altsammen ikke, at mulighederne for den kooperativt-kollektive ejendom vil være ubegrænsede. Man kan ikke bestride, at gruppeejendom sætter visse grænser for produktivkræfternes udvikling. Sovjetunionens erfaringer bekræfter, at graden af arbejdets socialisering og koncentrationen af produktionen i kollektivbrugene ikke altid sikrer indførelse af og rationel indsættelse af store maskiner og særlig af oprettelse af et maskinsystem. Denne vanskelighed blev i stort omfang fjernet ved at gøre kollektivbrugene større, hvad der straks betalte sig. Dog kan man kun til en vis grænse komme frem ad denne vej. Som hjælp til at overvinde nogle vanskeligheder, som fremkommer af gruppeejendommens begrænsning, tjener andre metoder og former, der allerede er prøvet i praksis. Hertil må først og fremmest regnes alle de forskellige samarbejdsformer mellem kollektivbrugene. Allerede i dag forener mange kollektivbrug deres anstrengelser for at bygge fælles mindre kraftværker, vandingskanaler, virksomheder til bearbejdelse af landbrugsprodukter, til fremstilling af byggematerialer o.s.v.. Herved bliver der skabt ejendom, der tilhører flere kollektivbrug, og som efter sin natur nærmer sig til den almindelige samfundsejendom. Endvidere er der tænkt på den gradvise forening, en slags sammensmeltning af kollektivbrugenes produktionsmidler med statens produktionsmidler, der tilhører hele folket. Det sker f.eks., når kollektivbrugene bliver tilsluttet det statslige kraftnet. Sluttelig kan den kooperative ejendoms rammer udvides betydeligt, når man stadig socialiserer nye livsområder inden for kollektivbrugene. De primitive private husholdninger og tjenesteydelsesområdet bliver i de førende kollektivbrug erstattet med socialiserede storbagerier, restaurationer, køkkener, kostskoler og alderdomshjem. I en økonomisk stærkt forgrenet samfundshusholdning er det uden videre muligt at forsyne hvert medlem af kooperativet med alle nødvendige produkter fra de samfundsmæssige fonds. Så behøver kollektivbrugets medlemmer ikke længere at udføre økonomisk ufordelagtig produktion på deres private jordlodder. I fremtiden vil nødvendigheden af de private jordlodder falde bort af sig selv, og derigennem vil kollektivbrugenes medlemmer indvinde tid og energi ikke blot for den samfundsmæssige økonomi, men også for højnelse af uddannelses- og kulturniveauet og for hvile. Således bliver gennem den kooperativt-kollektive ejendoms hele udvikling dens socialiseringsniveau stadig hævet. Efter dens karakter nærmer den sig den almindelige samfundsejendoms niveau. I fremtiden vil den historisk uundgåelige sammensmeltning af disse to ejendomsformer fuldbyrdes i en kommunistisk enhedsejendom.

Overvindelsen af forskellen mellem by og land

Forskellene mellem arbejdere og bønder fremkommer ikke blot af de to former for samfundsejendom. Også forskellene i industri- og landbrugsproduktionens karakter såvel som i livsbetingelser og kulturniveau har herved ikke ringe betydning. Socialismen har fået landdistrikternes store tilbageblevenhed i arv. Borgerlige sociologer bestræber sig for at påvise, at en sådan tilbageblevenhed er historisk uundgåelig og er forbundet med den særlige beskaffenhed af arbejdet med jorden. Men i virkeligheden er jordbrugets egenart ikke skyld i bøndernes elendighed, men de samfundstilstande, som kapitalismen har skabt på landet. Landdistriktet bliver under kapitalismen ubarmhjertigt udbyttet af byen, og det betinger modsætningen i deres interesser. Socialismen gør ende på denne modsætning. Kraftigt understøttet af byen går bønderne i gang med omformningen af deres liv og tager den moderne videnskabs og tekniks landvindinger og kulturgoderne i besiddelse. Alligevel er den endelige afskaffelse af de samfundsøkonomiske forskelle mellem by og land en opgave, der skal løses i perioden under den gradvise overgang til kommunismen. I første række kommer det an på at overvinde landdistrikternes tilbageblevenhed over for byerne. Den tekniske revolution i landbruget, som netop er skildret ovenfor, ændrer karakteren af bondens arbejde fra grunden. Det bliver mere og mere beslægtet med industrielt arbejde.,. Med mekaniseringens videre udvikling og senere også delautomatisering I af landbrugsarbejdet vil kollektivbondens arbejde mere og mere nærme sig den kvalificerede byarbejders. Også i denne henseende vil forskellen mellem de to klasser lidt efter lidt forsvinde. Ved tilnærmelsen af landets niveau til byens spiller statsbrugene, hvis produktionsmidler er statslig, almindelig samfundsejendom, en stor rolle. Statsbrugenes arbejdsstyrker udgør ligesom enhver anden statslig bedrifts et produktionskollektiv, som arbejder på grundlag af den socialistiske arbejdsdisciplins almengyldige normer. Den højere form for socialistisk arbejdsorganisation og teknisk udrustning gør det muligt for statsbrugene at producere landbrugsprodukter med mindre anvendelse af arbejde, d.v.s. billigere. Statsbrugene adskiller sig som regel også fra kollektivbrugene ved større andel i markedsproduktionen. De leverer staten flere og billigere produkter pr. opdyrket hektar. Sammen med forandringerne i landbrugsproduktionens karakter og under disses direkte indflydelse fremkaldes trin for trin en omvæltning i hele levevisen på landet. Stadig mere teknik bliver koncentreret på landet. Redskabsbygninger og reparationsværksteder bliver bygget. Der opstår lokale bedrifter til forarbejdning af landbrugsråstoffer. Omkring disse produktionscentrer samles talrige fagfolk, ingeniører og teknikere. Antallet af agronomer, veterinærspecialister, læger og lærere vokser også. Koncentrationen af befolkningen og højnelsen af dens kultur kræver en ny planlægning af landsbyen og nye beboelseshuse med rindende vand, kloakering og telefonforbindelser. Der opstår behov for gode veje, moderne indrettede sygehuse, vuggestuer, børnehaver og skoler for alle trin, et tæt net af forretningsudsalg og restaurationer, klubber og biblioteker. Således ændrer omformningen af landbrugsproduktionen landsbyens traditionelle udseende, så den med hensyn til institutioner og kultur efterhånden nærmer sig til byens niveau. Allerede i dag bygger førende kollektivbrug nye huse, der i komfort næppe adskiller sig fra byernes. Også de kulturelle og sociale institutioner kan kappes med byens. Men vil landsbyen blive en by i dens nuværende form med alle bylivets ubekvemmeligheder, der berøver byboerne den friske luft, ro og naturens nærhed? Aldeles ikke! Det drejer sig om tilvejebringelse af boliger af ny type, som i sig forener det bedste fra bycivilisationens århundredlange udvikling med det, som landsbyen har at byde på. Som mønster for denne art boliger kan tjene de landbrugsbyer, som er opstået i Sovjetunionen på grundlag af nogle store sovjetbrug. Forskellenes forsvinden mellem by og land er en tosidet proces, der ikke blot omformer landsbyen, men også byen. Allerede i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme opstod problemet om byernes socialistiske rekonstruktion. Lidt efter lidt blev den tidligere kontrast overvundet mellem bycentret og arbejderkvartererne i byens yderkant. I planerne med hensyn til institutioner og for boligbyggeriet blev yderområderne endog begunstiget. Omkring de nye industrier opstod der socialistiske byer, hvis planlægning og type allerede hvilede på nye principper. Ikke desto mindre må der endnu gøres meget for at omforme byerne i overgangsperioden til kommunismen. Samtidig med bevarelse af fortidens arkitektoniske og kunstneriske værdier skal byerne tilpasses betingelserne for livet i det kommunistiske fællesskab. Og det kræver både en ny byplanlægning og en ny type boliger, industribygninger, kommunalværker og kulturinstitutioner. Projekteringen og bygningen af nye industrianlæg må tage hensyn til det kommunistiske arbejdes karakter. Industriarkitekturen må sikre arbejdernes muligheder for at kunne arbejde i rummelige, lyse og rene lokaler under sunde og tiltalende forhold. Boligbyggeriet i byerne antager i de socialistiske lande fra år til år større omfang og lader den dag komme nærmere, hvor knapheden på boliger - denne tunge arv fra kapitalismen - én gang for alle vil blive fjernet. Alene i Sovjetunionen bliver der i byerne og arbejderkvartererne i årene fra 1959 til 1965 bygget boliger med et totalareal på 650-660 millioner kvadratmeter. Det svarer til 15 nye byer af Moskvas størrelse eller ca. hundrede af Gorkijs størrelse! De foreliggende erfaringer tillader endnu ikke med sikkerhed at sige, hvordan byen vil se ud under kommunismen. Der findes dog ingen grund til at antage, at storbyen som industri- og kulturcentrum vil forsvinde. Det overordentlig komplicerede samvirke mellem industrigrenene og de for dem virksomme forskningsinstitutioner og ligeledes de mange kultur- og sundhedsinstitutioner retfærdiggør helt og fuldt storbyernes eksistens. Den fremtidige uundgåelige bortvandring af dele af landbefolkningen i forbindelse med produktivitetsstigningen i landbrugsarbejdet og med nødvendigheden af at dække de andre samfundshusholdningsgrenes arbejdskraftsbehov må på ingen måde tillade storbyerne at vokse ubegrænset. Storbyerne vil sikkert få en udstrækning, der bedst muligt modsvarer både produktionens interesser og bekvemmelighedshensynet. Det er ikke noget tilfælde, at anlæg af nye industribedrifter i Sovjetunionen i sådanne byer som Moskva og Leningrad allerede er blevet strengt begrænset. I fremtiden vil industricentrerne sikkert fordele sig ligeligt over hele landet, og rundt omkring vil der opstå forholdsvis små, men mange drabantbyer, som takket været rigtig planlægning vil sikre sine indbyggere sunde og kulturrige leveforhold. Det er i almindelighed vejen til overvindelse af de samfundsøkonomiske forskelle mellem by og land. Efter deres afskaffelse vil kun forskellen mellem industri og landbrug blive stående. Men denne forskel vil ikke mere føre til samfundets sociale differentiering, og forskellen mellem arbejdet i industrien og arbejdet i landbruget vil ikke være større end forskellen mellem enkelte industrigrene.

Den gradvise sammensmeltning af legemligt og åndeligt arbejde

På vejen til kommunismen vil delingen af samfundet i legemligt og åndeligt arbejdende blive overvundet. Allerede under socialismen fjernes den for udbyttersamfundet karakteristiske modsætning mellem legemligt og åndeligt arbejdende. Denne modsætning fremkom som et uundgåeligt resultat af samfundets deling i undertrykkere og undertrykte, eftersom alt åndeligt arbejde blev monopoliseret af de herskende klasser og de dem nærtstående lag og gjort til et arveligt privilegium for de besiddende. Socialismen gør en ende på dette forhold. I det socialistiske samfund har de åndeligt og de legemligt arbejdende fælles interesser, de arbejder på et fælles værk for hele samfundets, for hele folkets vel. Der opstår en ny, en folkeintelligens, der ikke mere udgør et eksklusivt lag, der er isoleret fra arbejderne og bønderne. Men det betyder endnu ikke, at enhver forskel mellem på den ene side arbejderklassen og bønderne og på den anden side intelligensen vil være forsvundet. På grund af deres uddannelse og tekniske viden står intelligensen som helhed højere end arbejderne og bønderne. Derfor består en af samfundets påtrængende opgaver i perioden med den omfattende opbygning af kommunismen i at hæve arbejdernes og bøndernes kulturelt-tekniske niveau op på intelligensens niveau. Hvordan foregår løsningen af denne opgave? Den afgørende rolle spiller ændringen af selve arbejdets karakter. Arbejdet kræver, som det allerede er blevet vist, mere og mere påtrængende en stadig åndelig videreudvikling, en vid horisont, omfattende viden og skabende initiativ af menneskene. Det socialistiske samfund går ud fra, at menneskenes alsidige udvikling i første linje foregår under arbejdet, det vigtigste område for den menneskelige virksomhed. Netop arbejdet, som det udvikler sig under overgangsprocessen til kommunismen, giver gunstige betingelser for menneskenes åndelige vækst. Med fuldmekaniseringens og automatiseringens udvikling ophører arbejdet i produktionen blot at være legemligt arbejde. Arbejderen bliver lidt efter lidt befriet fra simple, rent mekaniske funktioner: hans arbejde omfatter stadig flere elementer af åndelig virksomhed. Allerede i dag udfører en stålværksarbejder i de sovjetiske jern- og stålværker i mere end halvdelen af sin arbejdstid åndeligt arbejde (beregninger i forbindelse med pasningen af ovne, kontrol med udsmeltningsprocessen, sammenligning og udnyttelse af teknologiske instruktioner o.s.v.). Det er ingen tilfældighed for den socialistiske bedrift, at det ikke er usædvanligt at se arbejderen som opfinder, fornyer og rationalisator. Processens hoveddrivkraft i tilnærmelsen mellem det åndelige og det legemlige arbejde er det tekniske fremskridt. Men det vil være forkert at antage, at det tekniske fremskridt i sig selv kan føre til, at forskellen mellem legemligt og åndeligt arbejde udslettes. I de kapitalistiske lande fører mekaniseringen og automatiseringen i reglen netop til, at arbejderens rolle i produktionsprocessen bliver reduceret, at arbejderen forvandles til et vedhæng til den »kloge« maskine. Det er udelukket i de socialistiske lande, hvor det tekniske fremskridt foregår under andre sociale betingelser, hvor arbejderne aktivt tager del i produktionens ledelse. Her sørger samfundet stadig for, at arbejderen ikke bliver en robot, men et alsidigt udviklet og uddannet menneske, teknikkens skaber og behersker. Herpå er hele det almindelige og faglige uddannelsessystem indrettet under socialismen. I hvilket omfang dette system er organiseret fremgår af, at der i Sovjetunionen deltager mere end 50 millioner mennesker i de mest forskellige former for uddannelse. En nødvendig betingelse for, at mennesker, der arbejder legemligt, kan forøge deres viden og kultur, er en forkortning af arbejdsdagen. I USSR er det forudset i 1960 at afslutte overgangen til 7 timers arbejdsdag for arbejdere og funktionærer og 6 timers arbejdsdag for arbejdere i kul- og bjergværksindustrien, der arbejder under jorden. I 1962 bliver overgangen til 40 timers arbejdsuge gennemført for arbejdere, og funktionærer med 7 timers arbejdsdag. Fra 1964 skal man påbegynde overføringen af alle arbejdende til 35 timers arbejdsuge og til 30 timers arbejdsuge for arbejdere, som er beskæftiget under jorden. Så vil de fleste arbejdere og funktionærer få 2 fridage ugentlig og en 6-7 timers arbejdsdag. Det må understreges, at arbejdstidens forkortelse vil finde sted uden reduktion af arbejdslønnen. Ved overvindelsen af forskellen mellem åndeligt og legemligt arbejdende under socialismen indtager folkeuddannelsesvæsenet en vigtig plads. Reformeringen af folkeuddannelsen i USSR og de andre lande i den socialistiske lejr forudser undervisningens forbindelse med arbejdet i produktionen. Det vil forbedre den unge generations opdragelse og dens forberedelse til arbejdsvirksomhed betydeligt. Det er klart, at den materielle produktion - hvor højt mekaniseringens og automatiseringens niveau end måtte være - vil være utænkelig uden en vis anvendelse af legemlig anstrengelse. Følgelig vil arbejdet i den materielle produktion i fremtiden forene elementer af både åndeligt og legemligt arbejde i sig. Det vil være en ny type arbejde, hvorunder menneskets legemlige såvel som åndelige evner fuldt ud kan udfolde sig. Den åndeligt arbejdendes anomalt snævre specialisering, der udelukker ethvert med legemlig anstrengelse forbundet arbejde vil også forsvinde i fremtiden. Alle de kommunistiske samfunds arbejdende vil, uafhængigt af deres særlige fagområde, arbejde således, at de, som Marx skrev, forener åndeligt med legemligt arbejde. Begge disse former for virksomhed vil i ethvert menneskes arbejde i det kommunistiske samfund smelte harmonisk sammen, alt efter dets tilbøjelighed og evne. Naturligvis vil den proces, i hvilken grænserne mellem på den ene side intelligensen og på den anden side arbejderne og bønderne forsvinder, blive langvarig og vil vare længere end den, i hvilken arbejdernes og bøndernes klasser forsvinder. Lenin betonede, at intelligensen »vil holde sig som et særligt, tyndt lag lige til det kommunistiske samfunds højeste udviklingstrin«.

Afskaffelse af levn i kvindens ulige retsstilling

Blandt de store sociale opgaver, der bliver løst på vejen til kommunismen, indtager afskaffelsen af levn i kvindens en betydelig plads. Skønt socialismen, som allerede behandlet i 24. kapitel, ligestiller kvinden retsligt med manden i politisk og social henseende, bliver der ikke desto mindre bestående spor af ulighed. Det kommer i det væsentlige retsstilling lige af, at familien stadigvæk repræsenterer en art økonomisk enhed i samfundet, hvori det huslige arbejdes hele byrde falder på kvinden. I de første år efter revolutionen skrev Lenin, at kvinden skønt retsligt ligestillet med manden, stadigvæk »kues, kvæles, sløves, nedværdiges af den lille husførelse, der lænker hende til køkkenet og barnekammeret og udmarver hende ved et indtil barbari uproduktivt, småtskårent, bedøvende, afstumpende, sløvende arbejde. En virkelig frigørelse af kvinden, en virkelig kommunisme begynder først på det sted og den tid, hvor der begyndes på en massekamp (ledet af proletariatet, der sidder inde med statsmagten) mod den lille husførelse, eller rettere en masseomformning af den til socialistisk stordrift«. Overgangsperioden til kommunismen byder de største muligheder for at virkeliggøre dette leninske program for kvindens endelige frigørelse. Det vigtigste herved er den højest mulige udvikling af former for samfundsmæssig bespisning, af forskellige institutioner for tjenesteydelser og alle slags indretninger for børneforsorg. Byder samfundet dets medlemmer en billigere, mere velsmagende og afvekslende ernæring, end de får hjemme, bliver meget arbejde for tilfredsstillelse af de huslige behov overtaget af kommunale institutioner, så vil kvinden endeligt kunne frigøre sig fra det tyngende og lidet produktive husarbejde. I den udstrækning, omsorgen for børnenes opdragelse og underhold overgår til samfundet, vil kvindens stilling i familien også i denne henseende afgørende lettes. Sovjetunionens og de andre socialistiske landes samfundshusholdningsplaner forudser for de næste år omfattende forholdsregler i alle disse retninger. Kvindens frigørelse fra det trættende besvær med husholdningen vil give hende tid og muligheder til at udvikle sig alsidigt og udøve en samfundsnyttig virksomhed. Dermed bliver kvindens tilbageståenhed over for manden, der i det kapitalistiske samfund er blevet til en social ulykke, faktisk overvundet. For kvinden åbner sig nye perspektiver for erhvervelsen af viden og udfoldelse af alle hendes talenter og evner. Det vil være en stor befriende revolution, som forandrer halvdelen af menneskeslægtens skæbne. Kvindens ligestilling med manden i samfundsproduktionen betyder ingenlunde, at man venter udførelse af det tunge »mands«arbejde af hende. Lenin bemærkede, at det, når man taler om kvindens ligestilling, »ikke går ud på at stille kvinden lige i arbejdsproduktivitet, arbejdsmængde, arbejdstid, arbejdsbetingelser o.s.v.«. Kvinden forbliver kvinde i al sin egenart, med sin store sociale mission at være moder. Som ingen anden orden forsvarer kommunismen kvindens værdighed, kommer hendes interesser i møde og skaber alle muligheder for den fuldstændige udvikling af hendes personlighed.

Fordelingssystemets fuldkommengørelse

Den endelige afskaffelse af klasseforskellene og øvrige levn af ulighed nås, når den faktiske ulighed i fordelingen af de materielle goder forsvinder. Denne ulighed er i dag en naturlig følge af forskellene i arbejde og i den samfundsmæssige ejendoms former. Arbejdernes løn bliver fastsat af staten og afhænger af deres arbejdes kvalitet og mængde. Godtgørelsen af kollektivbøndernes arbejde bliver fastlagt af kollektivbrugene selv efter deres samfundsmæssige rigdom og antallet af præsterede arbejdsenheder. I dag er godtgørelsen i de forskellige kollektivbrug langtfra lige. Der findes også en vis forskel i aflønningen i de forskellige industrigrene. Da forskellen mellem åndeligt og legemligt arbejdende er blevet stående, får den kvalificerede del af intelligensen en højere løn end den almindelige arbejder og bonde. I den udstrækning som samfundet nærmer sig kommunismen, vil forskellene i arbejdets aflønning og følgelig også i alle befolkningsklassers og -lags livsbetingelser og levevis lidt efter lidt udjævnes. Herved drejer det sig naturligvis ikke om overgang til ligemageri ved arbejdets aflønning, men om en objektiv proces. Med den fremadskridende mekanisering vil arbejdet i sin karakter i de forskellige samfundshusholdningsgrene nemlig mere og mere nærme sig hinanden, blive til kvalificeret arbejde ved automatisk styring, og det fører naturligvis til en tilnærmelse af normerne for deres aflønning. Dertil bidrager også flere andre processer, der foregår i samfundet: den omstændighed, at den kooperativt-kollek-tive ejendom lidt efter lidt hæves til den almindelige samfundsejendoms niveau, at grænsen mellem den åndeligt og den legemligt arbejdende forsvinder, nationalindtægtens vækst o.s.v.. Denne objektive tendens tager den socialistiske stat i betragtning ved udarbejdelsen og gennemførelsen af lønpolitikken. I Sovjetunionen tilstræbes det at fjerne forskellen i løn mellem de forskellige kategorier af arbejdende og at hæve mindstelønnen for de lavest betalte arbejdere. Siden januar 1957 får de lavest betalte arbejdere og funktionærer ca. 33 procent mere i løn. Samtidigt blev der taget forholdsregler for på ny at regulere de højt betalte kategoriers løn, hvorved de overdrevent høje lønninger blev efterprøvet og afskaffet. Også i fremtiden vil ved almindelig lønforhøjelse især lønnen for de arbejdende i de mellemste og laveste løngrupper blive hævet. Således vil de lavest betalte arbejderes og funktionærers løn stige til næsten det dobbelte i løbet af syvårs-perioden til 1965. Samtidigt vil alle arbejdendes realløn blive hævet ved prisnedsættelser. Men prisnedsættelser på masseforbrugsvarer kommer i første linje de befolkningslag til gode, som køber mange varer, det vil sige de højest betalte lag. Derfor anvender staten for øjeblikket de midler, der kunne anvendes til prisnedsættelser, til at hæve lønnen for de lavest betalte kategorier. Prispolitikken er differentieret. I den udstrækning, som produktionen af en bestemt vare stiger, bliver prisen for denne vare sænket, og derigennem øges efterspørgslen. Tillige bliver prisen for sådanne varer som spirituosa og tobak, i hvis øgede forbrug samfundet ikke er interesseret, ikke sænket, idet man derved vil bidrage til at overvinde sundhedsskadelige vaner og levn fra fortiden. Særlig store perspektiver åbner den øgede mængde af materielle goder, der ikke bliver fordelt af samfundet efter arbejdsydelse, men vederlagsfrit eller på fordelagtige betingelser og udgør den samfundsmæssige forbrugsfond. Fra denne fond tager samfundet midlerne til opfyldelse af sociale og kulturelle behov: til boligbyggeri, sundhedsforsorgen, uddannelsesvæsenet, opdragelse af børn og til sport. Fra den samme fond finansieres socialforsorgen, stipendier til studenter, tilskud til børnerige familier o.s.v.. Den samfundsmæssige forbrugsfond vokser hurtigt. I Sovjetunionen beløb udgifterne til sociale og kulturelle behov sig til 33 procent af statshusholdningen i 1958. Det er vigtigt at konstatere, at den del af forbrugsfonden, der bliver fordelt uden direkte sammenhæng med den arbejdendes indsats' kvantitet og kvalitet, vokser hurtigere end den del, der bliver fordelt efter arbejdets kvantitet og kvalitet. Ved begyndelsen af den første femårsplan beløb udgifterne fra denne fond sig til 24,4 procent af den individuelle lønfond, medens den i 1958 nåede 41,5 procent. Princippet med aflønning efter arbejdsydelse og princippet med den vederlagsfri eller delvis vederlagsfri fordeling virker samtidigt og på ingen måde mod hinanden. Det vederlagsfri fordelingsprincip kommer først og fremmest alle børn, skoleelever, syge, invalider og gamle til gode, d. v. s. medlemmer af samfundet, der af den ene eller den anden grund ikke kan deltage i det betalte arbejde. Dog letter det også de arbejdendes stilling, da de bliver aflastet for en del af omsorgen for deres pårørende. Med overgangen til kommunismen vil den procentuelle andel af fonden til fælles forbrug vokse uafbrudt, for det er den mest fremskredne og økonomisk set den mest rationelle metode for at tilfredsstille alle samfundsmedlemmers mest trængende behov. Ved fastlæggelsen af vejen til højnelse af sovjetfolkets materielle velstand sagde N. S. Hrustjov i sin beretning på SUKP´s 21. kongres: »Det er klart, at partiet og regeringen konsekvent vil holde den fastlagte kurs, hvad angår forhøjelsen af arbejdslønnen og nedsættelsen af priserne. Men dette er kun en af vejene... Vi har en virkelig kommunistisk vej til højnelse af befolkningens velstand og tilvejebringelse af bedre levevilkår for hele samfundet, herunder for hvert enkelt menneske. Dette betyder: moderne boliger, fællesbespisning, bedre service, flere børneinstitutioner, forbedring af folkeundervisningen, bedre rekreationsforhold og bedre lægetilsyn med befolkningen, flere kulturinstitutioner o.s.v.« I denne henseende er socialismen grundforskellig fra kapitalismen. Forbedringen af menneskenes liv går her en principielt anden vej end i det borgerlige samfund. I det kapitalistiske samfund er det mange menneskers ideal at have så mange goder i privat besiddelse som muligt: eget hus, egen bil o.s.v.. Det er naturligvis ikke opnåeligt for alle dér, og sådanne goder samles i det væsentlige hos et øvre lag. At tro at socialismen kun udmærker sig ved, at alle mennesker her vil få egne huse og biler, er en vulgær forestilling om socialismen. Socialismen kender en kortere og mere fornuftig vej til almindelig velstand. Det er: koncentration af en stadig større mængde goder og tjenesteydelser i hænderne på samfundet, der lidt efter lidt overtager tilfredsstillelsen af borgernes behov for disse goder og tjenesteydelser. At en sådan metode til tilfredsstillelse af menneskenes behov er økonomisk formålstjenlig ligger lige for, da brugsomkostningerne ved samfundsejendom (boliger, biler i fællesgarager o.s.v.) er mindre end ejendom i privat brug. Derfor kan samfundet tilbyde sine medlemmer stadig flere goder og tjenesteydelser til nedsat betaling og senere også fuldstændigt vederlagsfrit. Den fælles brug af goder, der er økonomisk fordelagtig og ligger i samfundets interesse, må naturligvis ikke gøre indgreb i den personlige smag, tilbøjelighed og vane. Det er samfundets opgave at byde på et rigt udvalg af goder og tjenesteydelser, for at menneskene kan have et stort udvalg. På den ene side prisnedsættelse og på den anden side yderligere socialisering af forbruget, en hurtigere vækst af fonden for samfundsmæssigt forbrug i sammenligning med fonden for individuelt forbrug - det er den vej, hvorpå man kan forestille sig udviklingen til en vederlagsfri fordeling. Den vederlagsfri fordelings mekanisme - et system af lagre, institutioner for tjenesteydelser, udsalgssteder, restaurationer, der tilhører samfundet - vil dannes ved bred udvikling af vare-penge-forholdet og handelen i overgangsperioden fra socialisme til kommunisme.

De arbejdendes kommunistiske opdragelse

Den komplicerede proces, som den gradvise overgang fra socialisme til kommunisme er, omfatter også dybtgående forandringer i leveforholdene og samfundets åndelige overbygning, i menneskenes bevidsthed og sædvaner. Det kommunistiske parti tager hensyn til dette i sin virksomhed for de arbejdendes kommunistiske opdragelse og bestræber sig for at fremskynde alle disse lovmæssige forandringer mest muligt. Den kommunistiske opdragelse indeholder sådanne overmåde vigtige elementer som højnelse af samfundsmedlemmernes almindelige uddannelse og faglige viden, højnelse af det almindelige kulturelle niveau og den kommunistiske bevidsthed hos de arbejdende, forvandling af arbejdet, der ydes til samfundets vel, til en vane, overholdelse af den kommunistiske morals og sædvaners nonner og regler.

Væksten i uddannelsesniveau og kultur

Uddannelse udgør grundlaget for menneskets almene kulturelle og politiske vækst, og derfor viser det socialistiske samfund i overgangsperioden til kommunismen det bestandig opmærksomhed. Og yderligere bliver kravene til uddannelsesniveauet højere. Det hænger først og fremmest sammen med den tekniske revolution, der fuldbyrdes i vor epoke. »I vor tidsalder med atomkraftværker, verdensrummets erobring, i de automatiserede anlægs tidsalder - sagde N. S. Hrustjov på komsomollernes 13. kongres - må vi som parti og som stat sørge for, at alle arbejdere og arbejdersker, alle kollektivbønder og -bondekvinder får uddannelse i højere skoler.« Derfor sørger den socialistiske stat for, at der stadig bliver bygget flere skoler, og at betingelser skabes for at give den opvoksende generation en god uddannelse. I Sovjetunionen vil det samlede antal elever i den otteårige og den tiårige skole stige fra 31,3 millioner i 1958 til 45 millioner i 1965. Samtidig vokser antallet af mennesker med højere skoleuddannelse meget hurtigt. Med forandringerne inden for industrien og landbruget vil ingeniøren, teknikeren og agronomen træde i forgrunden i produktionen. Det er grunden til, at Sovjetunionen, som allerede indtager førstepladsen i verden i uddannelse af fagfolk, planlægger en videre udbygning af den højere skoleuddannelse. I de syv år fra 1952 til 1958 har i USSR 1,7 millioner mennesker modtaget højere skoleuddannelse, medens deres antal i de syv år fra 1959 til 1965 vil vokse med mere end 2,3 millioner mennesker. Men det samlede antal af dimittender fra de højere skoler vil i 1965 komme op på mere end 4,5 millioner, det betyder, at det vil være omkring halvdelen højere end i 1958. Udviklingen forløber altså i den retning, at hovedparten af det socialistiske samfunds medlemmer i fremtiden, på tærskelen til kommunismen, vil modtage gymnasieuddannelse eller højere skoleuddannelse. Det vil i sit væsen være en ny kulturrevolution, som vil formidle endnu mere uddannelse og kultur til samfundet. Stor principiel og praktisk betydning får spørgsmålet om, hvilken karakter undervisningen skal have, om, hvordan gymnasiet og den højere skole skal være beskafne. I betragtning af videnskabens og teknikkens hurtige fremskridt drejer det sig om at uddanne alle arbejdende. Men denne opgave kan ikke løses uafhængigt af den materielle produktions udviklingskrav. Samfundets medlemmer må altså få føling med produktionsarbejdet allerede under skoleuddannelsens forløb. Samfundets interesser kræver, at de unge mennesker tidligere »træder ind i livet«, at de så vidt muligt i god tid drages ind i arbejdsvirksomhed. Det vil fremskynde deres intellektuelle modenhed, det vil øve gunstig indflydelse på deres åndelige formning som nyttige medlemmer af det socialistiske samfund. Marxismen-leninismens klassikere har tegnet konturerne for uddannelsens væsen for den opvoksende ungdom under socialismen i almindelig form. De udviklede tanken om den polytekniske undervisning, som forudså tilegnelsen af den moderne produktions videnskabelige grundlag og erhvervelsen af evnen til håndtering af det almindelige arbejdsværktøj. » ... man kan ikke forestille sig det fremtidige samfunds ideal - således skrev Lenin - uden at uddannelsen forenes med den unge generations produktive arbejde: Hverken oplæring og uddannelse uden produktivt arbejde eller produktivt arbejde uden parallel oplæring og uddannelse kan bringes op på den højde, der kræves af teknikkens nuværende niveau og den videnskabelige forsknings stade.« Men det konkrete svar på spørgsmålet om, i hvilken form undervisningens forening med det produktive arbejde skal påfølge, kan kun praksis give. En kritisk prøvning af erfaringerne, der blev høstet ved organiseringen af folkeuddannelsen i USSR, har gjort det muligt at finde denne form. Den blev lagt til grund for den på initiativ af SUKP´s centralkomité i årene 1958-59 foretagne grundlæggende omformning af det samlede folkeuddannelsessystem. Reorganiseringen af den sovjetiske skole har utvivlsomt almengyldig betydning, og det er intet tilfælde, at de ved dens virkeliggørelse samlede erfaringer nu tages i betragtning af alle socialistiske lande. Reorganiseringens væsen bestod i en omfattende virkeliggørelse af den polytekniske uddannelses princip, i undervisningens snævre forbindelse med produktionen. Først og fremmest blev den obligatoriske uddannelses niveau hævet: den otteårige almene og obligatoriske skoleuddannelse blev indført i stedet for den syvårige, som fandtes før. Det er første etape til den højere skole. Den anden etape er karakteriseret ved den almene uddannelses forbindelse med erhvervsuddannelsen, ved undervisningens forening med produktionsarbejdet og erhvervelsen af faglige kvalifikationer. Dimittenderne fra den almenuddannende skoles otte klasser kan fortsætte deres uddannelse enten i aften- eller bedriftsskoler for arbejder- og landboungdommen med en treårig studietid eller i højere skoler for produktionsundervisning. Som grundlag for produktionsundervisningen tjener undervisningsværkstederne i skolerne, i bedrifterne, på statsgodserne, RTS'erne, MTS'erne og kollektivbrugene, hvor eleverne arbejder i en tredjedel af undervisningstiden. En særlig opmærksomhed vies udviklingen af en sådan ny form for kommunistisk opdragelse og polyteknisk undervisning som kostskolerne. I syvårsperioden fra 1959 til 1965 vil 2,5 millioner børn leve og lære i sådanne skoler. I fremtiden er det forudset så vidt muligt at tage sig fuldstændigt af børnene i denne type skoler. Ved uddannelsen af fagfolk med højere skoleuddannelse bliver princippet om studiets snævre forbindelse med produktionen ligeledes lagt til grund. Særlig opmærksomhed gives studiets tilrettelæggelse uden afbrydelse af virksomhed i produktionen. De unge, der arbejder i industrien, i transportvæsenet og i landbruget, bliver fortrinsvis optaget på De højere skoler. Således bliver et for det socialistiske samfund meget vigtigt problem løst: Den af samfundshusholdningens krav dikterede deltagelse af de fleste arbejdende i den materielle produktion bliver forbundet med højnelse af deres almindelige uddannelsesniveau. Dermed blev der fundet en fornuftig vej, der muliggør en harmonisk forening af samfundsmæssige og individuelle interesser. Særlig gunstige betingelser er naturligvis skabt for dem, der umiddelbart deltager i produktionen. Når det socialistiske samfund skænker højnelsen af uddannelsesniveauet og den faglige kunnen så megen opmærksomhed, så betyder det ikke, at det kun vil uddanne fagfolk med snævert begrænsede områder. Dets mål er langt mere omfattende: menneskets alsidige udvikling. Og det er ikke tilfældigt, at flere og flere mennesker tilegner sig kulturens store gaver, at de lærer at forstå og værdsætte litteratur, musik, maleri og scenekunst. Med den videre udvikling til kommunismen bydes der ethvert menneske større og større muligheder for stadigt at udvide sin horisont og at udvikle sine talenter.

Højnelsen af den kommunistiske principfasthed

De brede folkemassers trofasthed over for kommunismens ideer er en af den socialistiske ordens mest storslåede landvindinger. Samfundet er interesseret i, at menneskenes bevidsthed yderligere vokser, fordi det giver enhver fremgang ved kommunismens opbygning et fast grundlag og udløser et mægtigt opsving i massernes handlekraft. Principfasthed over for kommunismens ideer må man ikke forveksle med teoretisk indsigt i den videnskabelige kommunisme. Selv om også kendskabet til teorien fremmer opdragelsen til trofasthed over for ideen, bliver overbevisning om kommunismens rigtighed ikke alene erhvervet på denne måde. Den kommunistiske opbygnings praksis er den bedste skole for opdragelsen. Derfor vil den videre fremgang ved samfundshusholdningens og kulturens udvikling, ved højnelsen af de arbejdendes velstand spille en afgørende rolle for højnelsen af den kommunistiske bevidsthed. Men det skal ikke betyde, at man må undervurdere de ideologiske opdragelsesmidler. Tværtimod vokser deres betydning mere og mere. Til dem hører først og fremmest udbredelse af de kommunistiske ideer, propaganda for den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse og politisk oplysning. Det kommunistiske parti bestræber sig for, at dets verdensanskuelse bliver fælles ejendom ikke alene for fortroppen, ikke alene for den mest fremskredne del af arbejderne, bønderne og intelligensen, men for alle samfundsmedlemmer. Det er en vældig opgave. Dens løsning bliver dog lettet ved, at marxismen-leninismen modsvarer de arbejdendes grundinteresser. Det er pantet på, at med marchen frem mod kommunismen vil hele folket nå til en enig, marxistisk-leninistisk verdensanskuelse. I planerne for den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen er det forudset at fremskaffe de gunstigste betingelser for det ideologiske arbejde. Presse, radio, fjernsyn, film og kulturinstitutioner vil undergå en bred udvikling. Avisernes, tidsskrifternes og bøgernes oplag vil væsentligt blive forhøjet. Masserne kan desto bedre tilegne sig den kommunistiske ideologi jo snævrere propagandaen er forbundet med livet. Det drejer sig ikke blot om at forklare teorien, men også at lære menneskene, hvordan den bliver omsat i handling. Derfor fører det kommunistiske parti en beslutsom kamp mod, at det ideologiske arbejde løsrives fra den kommunistiske opbygnings praksis. Skønlitteraturen, radio, fjernsyn, teater, film og bildende kunst giver store muligheder for den ideologiske opdragelse. De bringer kommunismens høje idealer ud til de bredeste befolkningslag og netop i en form, der gør særligt indtryk, fordi de ikke alene påvirker menneskenes forstand, men også deres følelser. Folkets bevægelse mod kommunismen åbner storartede perspektiver for kunsten og litteraturen. Den kommunistiske opbygnings opgavers storhed og formningen af det nye menneske inspirerer til skabelse af kunstværker af højt idéindhold og af stort kunstnerisk mesterskab. En uomgængelig forudsætning derfor er, at forfatterne og andre kulturskabende grundigt kender folkets liv og bestræbelser. »Men udviklingens hovedlinje består i - således hedder det i det overordentlig vigtige partidokument »For litteraturens og kunstens snævre forbindelse med folkets liv« (1957) - at litteratur og kunst bestandig forbliver uløseligt forbundet med folkets liv, sandhedstro genspejler rigdommen og mangfoldigheden i vor socialistiske virkelighed, folkets store omformende virksomhed, dets ædle bestræbelser og mål, viser dets høje moralske egenskaber anskueligt og overbevisende. Litteraturens og kunstens høje samfundsmæssige bestemmelse er at mobilisere folket til kampen for nye fremskridt i opbygningen af kommunismen.« I det ideologiske opdragelsesarbejde opstår der vanskeligheder og hindringer, som ihærdigt må bekæmpes og overvindes. Det er levn af kapitalismen i en del menneskers bevidsthed, den borgerlige ideologis opløsende indflydelse, som hindrer den kommunistiske opbygning. Den endelige overvindelse af disse levn er en vigtig opgave ved overgangen til kommunismen. I første linje må sådanne fortidige levn som ansvarsløs indstilling til fællesejet og til arbejdet, nationalisme og religiøse fordomme, drikfældighed, foragt over for kvinder og moralsk holdningsløshed udryddes. Det vil være forkert at trøste sig med, at levn fra kapitalismen kun kan være til stede hos repræsentanter for den ældre generation. Desværre er også en bestemt del af ungdommen, der ideologisk er ringe befæstet, påvirket af dens indflydelse. Den lader sig bedrage af den borgerlige kulturs og levemådes overfladiske glimmer og ser ikke bagved det arbejdende menneskes virkelige tragedie i den kapitalistiske verden: arbejdsløshed, usikkerhed og angst for morgendagen. Man må tænke på, at de socialistiske lande ikke er adskilt fra kapitalismens verden ved en uigennemtrængelig mur. Fra den trænger borgerlige ideer, anskuelser og vaner ind gennem de mest forskellige kanaler og udøver en vis indflydelse på ubefæstede mennesker. Ud fra den kendsgerning, at de socialistiske stater går ind for fredelig sameksistens med kapitalismen, må man ingenlunde drage den slutning, at en »våbenstilstand« er mulig i den proletariske verdensanskuelses kamp imod den borgerlige. Tværtimod tager denne kamp endog ikke sjældent til i skarphed, fordi det imperialistiske bourgeoisi, der ikke vil affinde sig med tabet af dets politiske og ideologiske positioner, forstærker den ideologiske offensiv mod de socialistiske lande. Netop derfor har SUKP´s 21. kongres på ny betonet nødvendigheden af »at fortsætte den uforsonlige kamp mod den fjendtlige borgerlige ideologi« og at vie »den opvoksende generations kommunistiske opdragelse særlig opmærksomhed«.

At lære ar arbejde og leve kommunistisk

At opbygge kommunismen - det betyder at arbejde godt, det betyder at arbejde stadig mere produktivt. For at nå det, må man ikke blot sørge for en stadig udvidelse af arbejdernes, bøndernes og intelligensens uddannelse og fagviden, men også for, at menneskene erhverver en kommunistisk indstilling til arbejdet. Partiet stiller udviklingen af denne høje bevidsthedsgrad i indstillingen til arbejdet i centrum for dets opdragelsesarbejde, for at arbejdet, der frembringer alle materielle og kulturelle goder, bliver til alle menneskers første livsfornødenhed. Kommunistisk indstilling til arbejdet er i første linje beredvilligheden og ønsket om at arbejde godt, og det ikke fordi nogen tilskynder til det, og ikke blot fordi fortjenesten afhænger deraf, men også ud fra dyb indsigt i og bevidsthed om den moralske forpligtelse. Den betyder endvidere at gå levende og skabende i gang med opgaverne og at erkende og hjælpe det nye frem, det betyder stadig søgen efter nye metoder til stigning af arbejdsproduktiviteten, til kvalitetsforbedring og billiggørelse af produkterne. Socialismens store styrke ligger i, at denne orden, hvor menneskene er fri for udbytning, fremkalder store moralske tilskyndelser til arbejde. Besjælet af et brændende ønske om at være nyttig for samfundet drog mange tusinde unge i Sovjetunionen i de sidste år til de nyopdyrkede områder og til Sibiriens og det Fjerne Østens byggepladser. Det samme ønske fik den almindelige sovjetkvinde Valentina Gaganova og alle de tusinder, der fulgte hendes eksempel, på trods af en midlertidig nedgang i indtægt, til at gå over fra en førende til en tilbagebleven brigade for at hjælpe denne med at indhente de kolleger, der var kommet forud. Jo mere samfundet nærmer sig kommunismen, desto mere må ikke blot foregangsarbejderne, men også de arbejdendes store masse erhverve en bevidst, sand kommunistisk indstilling til arbejdet. Det betyder naturligvis ikke, at man simpelt hen kan afskaffe de materielle impulser og erstatte dem med moralske impulser. Den materielle interesse er og forbliver en vigtig drivkraft til stigning af arbejdsproduktiviteten. Men ved overgangen til kommunismen må den mere og mere suppleres med moralske impulser indtil disse sluttelig spiller den herskende rolle. For at skabe betingelser herfor behøves der talrige forholdsregler fra det socialistiske samfund. Visse forholdsregler er rettet mod at fjerne de sidste årsager, som endnu kaster en skygge over menneskets arbejdsglæde. Sådanne er, at det legemligt tunge, det utiltalende og først og fremmest det usunde arbejde alt sammen gradvis bliver overtaget af maskiner, arbejdsdagen og arbejdsugen bliver forkortet o.s.v.. Andre forholdsregler går ud på, at arbejdet og det arbejdende menneske i endnu højere grad møder værdsættelse og hyldest. Denne hensigt bliver særlig virkeliggjort ved, at de bedste arbejdere, kollektivbønder og funktionærer bliver udmærket med ordner, medaljer og æresbevisninger, at man kalder dem til statsmagtens overordnede organer eller overdrager dem ledende funktioner i parti- eller masseorganisationer og endeligt også ved, at det arbejdende menneske stadig står i centrum for pressens, radioens, litteraturens og kunstens opmærksomhed. Men udviklingen af en kommunistisk indstilling til arbejdet er ikke blot et spørgsmål om opdragelse fra oven, men også om opdragelse fra neden. Betegnende for vor tid er den opmærksomhed, som de arbejdende masser af sig selv anvender på at stadig flere mennesker arbejder kommunistisk. Derom vidner særlig den bevægelse, der udfolder sig i Sovjetunionen, med det kommunistiske arbejdes brigader, der netop har gjort sig dette til opgave. På samme tid stiller denne bevægelse sig også et andet mål: at lære at leve kommunistisk! At leve sådan, at forholdene i livet, i familien, i den daglige omgang med andre mennesker modsvarer den kommunistiske morals høje krav. Denne parole udtrykker, at samfundets medlemmer selv sørger for den hurtigst mulige gennemførelse af den kommunistiske levevis, det vil sige den mest indholdsrige, den mest sobre og mest fornuftige levevis, som menneskene nogen sinde har ført. Gennem partiets og den socialistiske stats opdragelsesarbejdes samvirken med den brede offentligheds initiativ bliver det muligt at hæve alle menneskers moralske bevidsthed op på et sandt kommunistisk niveau. Og det betyder at udvikle en moral, der er baseret på hengivenhed over for kommunismen og uforsonlighed over for dens fjender, på bevidstheden om den samfundsmæssige pligt, på aktiv deltagelse i arbejdet for samfundets vel, på den frivillige overholdelse af grundreglerne for menneskeligt samliv, kammeratlig gensidig hjælp, ærlighed og sanddruhed og uforsonlighed over for alle, der forsynder sig mod samfundsordenen. Med udviklingen hen imod kommunismen vil uden tvivl ikke blot samfundsmedlemmernes krav vokse, men også samfundets krav til sine borgere, til deres forhold til produktionen, i offentligheden, i familien og i den hele levevis. Dog vil disse fordringer mere og mere støtte sig på den moralske påvirknings- og overbevisningsmetode. Samtidig vil tyngdepunktet for opdragelsen af det nye menneske umiddelbart blive lagt i kollektivet. De socialistiske landes samfundsmæssige praksis har allerede vist, at det mest virksomme middel i kampen mod egoismen og individualismen, den kommunistiske morals hovedmodstandere, består i at stille dem over for den aktive kollektivisme. Kollektivismen modsvarer mest kommunismens ideal, fordi den sætter den aktive omsorg for det samfundsmæssige vel som højeste adfærdsnorm. Den modsvarer tillige den enkelte personligheds interesser mest, fordi den fører til udvikling af de højeste menneskelige egenskaber. Netop derfor tillægger det kommunistiske parti i overgangsperioden til kommunismen opdragelsesarbejdet i partiets, ungdomsforbundets og fagforeningernes grundorganisationer og i arbejdskollektiverne - altså dér, hvor menneskene er umiddelbart beskæftigede - den afgørende betydning. Det socialistiske kollektiv kan udøve en yderst virksom indflydelse og formår om nødvendigt at genopdrage selv tilsyneladende uforbederlige mennesker og gøre dem til nyttige medlemmer af samfundet. Ikke uden grund støtter hele den fremskredne pædagogik, repræsenteret af en sådan fremragende fornyer af pædagogikken som A. S. Makarenko, sig på udnyttelse af kollektivets indflydelse. SUKP bestræber sig for at forstærke kollektivets rolle ved den kommunistiske opdragelse og udvider med dette formål dets rettigheder, fuldmagter og virkeområde. Jo stærkere et kollektiv er, desto større er dets indflydelse på medlemmerne. Men stærkt kan et kollektiv kun være, når livet pulserer i det, og dets medlemmer er fulde af aktivitet og initiativ, og når det befatter sig med vigtige og aktuelle ting. Der kan ikke bestå tvivl om, at fremtidens menneske, mennesket, for hvem kommunismens principper er grundlaget for dets bevidsthed, dets samvittigheds stemme, netop bliver formet i kollektivet.

Det socialistiske demokratis udvikling

Udviklingen og forbedringen af det socialistiske demokrati er en særlig vigtig opgave i overgangsperioden til kommunismen. Det følger af selve den kommunistiske opbygnings karakter. Den nye samfundsbygning kan kun rejses, når de arbejdendes millionmasser aktivt og handlekraftigt medvirker og ikke skaber de nye former for deres samfundsmæssige liv som en slags lydige fuldbyrdere af en fremmed vilje. Jo mere samfundet nærmer sig kommunismen, desto mere er det interesseret i, at alle dets medlemmer deltager i løsningen af den socialistiske stats opgaver og derved ikke blot hjælper med ved deres arbejde, men også gennem henvisninger, værdifulde forslag og nye tanker.

Hovedretningslinier i det socialistiske demokratis udvikling

Demokratiet bliver i første linje videreudviklet ved, at de statslige organers struktur og arbejdsmetoder uafladeligt bliver forbedret og deres forbindelse med masserne bliver befæstet. Det politiske system omformes i den retning, at de arbejdende i stadig højere grad kan deltage umiddelbart i statens ledelse. I statsopbygningen får hvert organ og bindeled der umiddelbart er forbundet med folket, stadig større betydning. I USSR er det først og fremmest de arbejderdeputeredes sovjetter. Sovjetterne er statsmagtens organer, men tillige også de mest repræsentative samfundsorganisationer. De repræsenterer en særlig forbindelse af de statslige og samfundsmæssige principper, de er et krydsfelt, hvor samfundet går over i staten og omvendt. Til forskel fra de organisationer, der blot omfatter en del af folket, repræsenterer sovjetterne hele folket. Sovjetternes deputerede er for langt det overvejende flertal ikke er-hvervspolitikere, men mennesker, der er beskæftiget i produktionen og opfylder deres samfundspligt i den tid, hvor de er fri for deres egentlige arbejde. Sovjetterne bliver dannet på demokratisk måde, d.v.s. gennem direkte valg. Vælgerne giver de deputerede opdrag og forlanger at disse opfyldes. Sovjetternes deputerede aflægger periodisk regnskab over for deres vælgere og kan tilbagekaldes af disse. Alt dette åbner vide perspektiver for sovjetterne i overgangsperioden til kommunismen. Deres funktioner og aktivitet bliver under den kommunistiske opbygnings forløb stadig forøget. Stadig nye opgaver bliver overdraget til dem. Deres arbejde bliver forbedret med henblik på, at de stadigt snævrere forbinder sig med befolkningen, at de bedre formidler dennes krav og ønsker. Til dette formål bliver der oprettet talrige kommissioner ved sovjetterne; de deputerede tager aktivt del i prøvelsen af alle spørgsmål, der bliver opkastet af vælgerne. Udviklingen af det socialistiske demokrati bliver særlig fremmet ved, at statens lovforslag og forordninger såvel som den økonomiske og kulturelle opbygnings vigtigste spørgsmål bliver forelagt hele folket til diskussion. Således blev f. eks. lovforslagene om reorganiseringen af industriens og anlægsvirksomhedens ledelse i USSR, om pensionerne, loven om folkeuddannelsen og andre love drøftet af hele folket. Denne fremgangsmåde vil også blive anvendt i fremtiden og derved blive forbedret. Karakteristisk for overgangsperioden til kommunismen er, at de lokale organers rettigheder gradvis bliver udvidet. For de centrale økonomiske organer bevares kun de funktioner, der er uundgåelige, for at lede samfundshusholdningen som et samlet hele. De øvrige opgaver bliver lidt efter lidt overdraget de lokale organer. Disse organers rettigheder udvider staten desto mere resolut, jo hurtigere kadrer af erfarne lokale ledere vokser frem og befolkningens uddannelse og politiske bevidsthed udvikler sig. I de sidste år er i Sovjetunionen republikkernes og de statslige organers rettigheder på republik og autonomt områdes niveau, bedrifternes såvel som kollektiv- og statsbrugenes blevet væsentlig udvidet. Republikkernes myndigheder blev underlagt et stort antal bedrifter, hvor de før sorterede under de tidligere unionsorganer. Det betyder altsammen en tilnærmelse af ledelsen til masserne, en forlæggelse af tyngdepunktet derhen, hvor opfyldelsen af samfundshusholdningsplanerne afgøres. Som følge af de statslige magtorganers snævre forbindelse med masserne kan de arbejdende lettere inddrages til medarbejde ved løsningen af statslivets spørgsmål og til kontrol af statsapparatets medarbejderes virksomhed; derved får ledelsesmetoderne selv en demokratisk karakter. Naturligvis har udvidelsen af de lokale organers rettigheder sine grænser. Disse grænser er bestemt af hele folkets interesser, gennem nødvendigheden af centralt at lede de vigtigste økonomiske og samfundsmæssigt-politiske processer. Af særlig betydning i overgangsperioden til kommunismen er forbedringen af metoderne til ledelse af samfundshusholdningen. Her drejer det sig om den socialistiske stats vigtigste virksomhedsområde, om et område, som med marchen frem mod kommunismen ikke bliver indskrænket, men udvidet. Lenin henviste allerede i 1918 til, at et apparat af samfundshusholdningsrådenes type »er tilmålt at vokse, at udvikle sig, at blive stærkt og at omfatte det organiserede samfunds hele vigtigste virksomhed.« Under kommunismens opbygning må dog de økonomiske organer tage samme udvikling som de politiske organer, de må nærme sig produktionen videst muligt og inddrage de arbejdendes brede masser i deres arbejde. Leninismen lærer, at i den grad, som samfundet bevæger sig mod kommunismen, må økonomiens ledelse opnå et stadigt bredere grundlag. Dette krav modsvarer den i 1957 i Sovjetunionen gennemførte reorganisering af samfundshusholdningens ledelse. Ved de økonomiske råd, som derefter blev oprettet, påbegyndte brede teknisk-økonomiske råd deres virksomhed. I disse råd arbejder ud over hele landet titusinder af de bedste arbejdere, ingeniører, teknikere og videnskabsmænd. Stor betydning i bedrifterne fik de stående produktionskonferencer, hvortil seks millioner mennesker blev valgt - arbejdere, funktionærer, repræsentanter for fagforeninger, bedriftsledelser, ungdomsforbunds- og partiorganisationer og de videnskabeligt-tekniske sammenslutninger. De stående produktionskonferencer tillagdes store rettigheder og kunne øve aktiv indflydelse på alle sider af bedrifternes liv. En af de vigtigste opgaver med reorganiseringen af ledelsen bestod i at gøre ende på alle konservative og bureaukratiske tendenser i de ledende organer. Disse tendenser viste sig sædvanligvis ved, at det blev forsøgt at berøve det socialistiske demokrati dets indhold og reducere det til rene formaliteter, at erstatte saglige drøftelser med skønne taler og i stedet for at føre en frugtbar meningsudveksling holde indholdsløse taler og vedtage uforpligtende resolutioner. Formel indstilling til disse anliggender er under de nuværende betingelser de mest sejlivede ytringer af rutinearbejde og bureaukratisme. Bureaukraten tror i sit inderste ikke på masserne og ringeagter deres råd og ønsker. Imidlertid er kommunismen selv en sag for masserne, der bliver ført af partiet; den må slå rødder i ethvert menneskes bevidsthed, må gå over i dets kød og blod. Derfor fører det kommunistiske parti en uafladelig kamp mod bureaukratiske ytringer og trækker de arbejdende med ind i denne kamp. En vigtig opgave i overgangsperioden til kommunismen er demokratiets befæstelse og udvikling i landbrugskooperativerne. Vare-penge-forholdet kan ikke udvikle sig, uden at der tillige udfoldes demokratiske former og metoder i ledelsen af kooperativernes samfundsmæssige økonomi. Kollektivbøndernes følelser og fælles interesser i den samfundsmæssige økonomi kan kun styrkes i de tilfælde, hvor plenarforsamlingen af kooperativets medlemmer har den betydning, der tilkommer den, når de enkelte kollektivbrugsbønders mening ved afgørelser om spørgsmål vedrørende kollektivbrugenes liv har afgørende vægt.

Overdragelsen af forskellige af staten udøvede funktioner til de sociale organisationer

En principielt ny retning i udviklingen af demokratiet i overgangsperioden til kommunismen udgør den gradvise overdragelse af statens funktioner til sociale organisationer. I sin beretning på SUKP´s 21. kongres fremførte kammerat N. S. Hrustjov, at allerede nu skul- vedrørende befolkningens kulturelle betjening, sundhedsvæsenet og rekreationssteder og sportsbevægelsen overgå til de sovjetiske masseorganisationers myndighedsområde. Allerede tidligere blev offentligheden inddraget i udbredelse af politiske og videnskabelige efterretninger blandt befolkningen. Sociale organisationer skal sammen med sådanne statsinstitutioner som militsen og domstolene overtage beskyttelsen af den offentlige orden og sikkerhed. På denne måde udvides de sociale masseorganisationers funktioner og rettigheder betydeligt. Det gælder i første række fagforeningerne som arbejderklassens organisationer. Spørgsmålet om udvidelsen af fagforeningernes rettigheder og funktioner blev behandlet af SUKP´s centralkomité på dets plenum i december 1957. Nu har sovjetfagforeningerne endnu større muligheder for at inddrage arbejdere og funktionærer i ledelsen af produktionen og udøve kontrol med arbejdsorganisatoriske, lønmæssige og forsorgsområderne for de arbejdende. Fagforeningskomiteerne fik ret til at medvirke ved udarbejdelsen af produktionsplanerne, såvel som til at modtage bedriftslederens rapport om opfyldelsen af disse» planer og forpligtelser ud fra kollektivoverenskomsterne. Bedriftsledelsen må uden fagforeningskomiteens godkendelse hverken foretage afskedigelser eller ændre tarifsatser eller arbejdsnormer. Fagforeningernes bedriftskomiteer er berettiget til om nødvendigt at kræve sådanne bedriftsfunktionærers afløsning eller afstraffelse, som ikke opfylder de i kollektivoverenskomsten fastlagte forpligtelser, som opfører sig bureaukratisk og krænker arbejdsretslige bestemmelser. Som det blev fastlagt i SUKP´s 21. kongres' beslutninger, skulle også spørgsmål vedrørende sundhedsvæsenet og rekreationssteder overdrages til fagforeningernes myndighedsområde. Hvoraf betinges overdragelsen af statens funktioner til masseorganisationerne? Af den omstændighed, at under socialistiske betingelser er i en række tilfælde de samfundsmæssige ledelsesmetoder overordentlig mere virksomme end de administrative, de statslige metoder. De samfundsmæssige metoder støtter sig til befolkningens eget initiativ; de forudsætter, at menneskene ikke handler efter anvisninger og forskrifter, der er udstedt fra oven, men på grund af egne, kollektivt udarbejdede beslutninger, som af den grund mest fuldstændigt tager hensyn til de lokale betingelser og interesser. Dette er et vældigt fortrin for de samfundsmæssige metoder, der hviler på massernes egen virksomhed, som gør det muligt at interessere menneskene mest muligt, at tilskynde dem til eftertanke på deres kollektivs anliggender og at drage dem ind i deltagelse i samfundslivet. De metoder, der hviler på menneskenes selvstændige virksomhed, har også et andet fortrin: menneskene opfylder hellere, mere bevidst og beredvilligt beslutninger, der er blevet udarbejdet under deres medvirken, viden og under hensyntagen til deres interesser og forslag. Netop derfor bliver der ved overdragelsen af statslige funktioner til masseorganisationerne begyndt med sådanne anliggender, ved hvilke det selvstændige initiativ er særlig værdifuldt og kan opvise de bedste resultater (det kulturelle virke, sport, rekreation o.s.v.). Det vil naturligvis være forkert at stille de på menneskenes selvstændige initiativ beroende metoder op mod de administrative metoder. Den socialistiske stat er dog de arbejdendes eget organ, og dets repræsentative institutioner er dog, som vi har set, selv de arbejdendes sociale organisationer. De står hverken over samfundet eller tvinger det ind under deres vilje. Det væsentlige i den socialistiske stats virksomhed er jo netop overbevisningen, appellen til statsborgernes politiske bevidsthed. I denne betydning består der ingen principielle forskelle mellem de statslige og de samfundsmæssige organisationer. Dog forbliver staten ikke desto mindre stat; den kan endnu ikke i den givne etape helt give afkald på tvangsmetoder. Det rigtige forhold mellem de statslige og de samfundsmæssige organisationer består tydeligt i, at de gensidigt supplerer hinanden, ligesom overbevisnings- og tvangsmetoderne gør det. På vejen mod kommunismen vil de sociale organisationers betydning stadig vokse. De vil mere og mere få overdraget de funktioner, der i dag udøves af statens organer. Derefter kan staten koncentrere sig om at løse grundproblemerne inden for samfundshusholdningens udvikling og højnelsen af folkets velstand, at afstemme og koordinere alle samfundslivets sider med hinanden og sikre landets forsvar. Dermed bliver der stillet højere krav til de sociale organisationer selv. De må udslette de sidste spor af bureaukratisme og formelle fremgangsmåder i deres praksis og opbygge hele deres arbejde på de arbejdendes frivillige initiativ og aktivitet, på de demokratiske princippers størst mulige udvikling.

Om betingelserne for statens bortdøen

Det socialistiske demokratis udvikling er tillige en proces, i hvilken betingelserne for statens bortdøen bliver forberedt. Spørgsmålet om statens bortdøen blev for første gang fremlagt af Marx og Engels. De påviste, at staten ikke var nogen evig ting. Staten, der opstod som følge af samfundets deling i fjendtlige klasser, må forsvinde med opbygningen af det klasseløse kommunistiske samfund. Det vil, således betonede marxismens grundlæggere, ikke være nogen handling, der sker på én gang, men den vil gå gradvis for sig i den udstrækning som de sociale betingelser og menneskenes bevidsthed ændres. »Staten bliver ikke 'afskaffet', den dør bort,« skrev Engels. Statens bortdøen betyder konkret følgende: For det første vil det særlige lag af mennesker, der til stadighed befatter sig med statens ledelse og i snævrere betydning udgør staten, efterhånden forsvinde, opløse sig i samfundet. Med andre ord: Statens bortdøen forudsætter, at statsapparatet uafbrudt indskrænkes og slutteligt helt opløses, at dets funktioner overgår til samfundet selv, det vil sige til de sociale organisationer, til hele befolkningen. For det andet betyder statens bortdøen, at nødvendigheden af at anvende tvang over for samfundets medlemmer lidt efter lidt falder bort. Derhen fører ligeledes det socialistiske demokratis udvikling og fuldkommengørelse. Når masserne i tiltagende grad bliver trukket ind i ledelsen af staten og produktionen, når masseorganisationerne overtager stadig flere af statens funktioner, så er det klart, at et særligt statsapparat bliver stadig mindre fornødent og med tiden overflødigt. Masseorganisationerne, der støtter sig på de arbejdendes initiativ og selvvirksomhed, gør et stort apparat overflødigt. Når befolkningen selv våger over den offentlige orden, kan militsens talmæssige størrelse naturligvis formindskes. Også tvang vil være stadig mindre nødvendigt. Som det første bortfalder nødvendigheden af at holde udbytterklasserne nede, da disse klasser ikke mere eksisterer. Med tiden vil overhovedet enhver tvang] over for nogen del af samfundet blive overflødig, nemlig når alle samfundets medlemmer uden enhver administrativ reglementeren opfylder deres pligt i produktionen, i det samfundsmæssigt-politiske liv og ved] forsvaret af landet, når de vil overholde det socialistiske fællesskabs livsnormer og regler. Statens bortdøen betyder imidlertid ikke, at der i fremtiden overhovedet ikke vil findes nogen ledelsesorganer. Den samfundsmæssige produktion vil stadig behøve en ledelse, men det vil ikke være staten, men en samfundets selvforvaltning. »Spørgsmålet om statens bortdøen er, hvis man skal forstå det dialektisk - sagde kammerat N. S. Hrustjov i sin beretning på SUKP´s 21. kongres - spørgsmålet om udviklingen af den socialistiske stat til et kommunistisk selvstyre af samfundet.« Den samfundsmæssige selvforvaltning opstår under det socialistiske demokratis videreudviklings- og fuldkommengørelsesproces. Derfor kan man sige, at processen, i hvilken staten dør bort, i grunden allerede er i gang. Statens organer forvandler sig gradvis til organer for samfundets selvforvaltning. På den anden side bliver overgangen til selvforvaltning forberedt gennem udvikling af de bestående masseorganisationer. Det er fuldstændig muligt, at der i fremtiden vil opstå en ny type af sociale organisationer, der vil optage det bedste i sig af de erfaringer, som de arbejdendes parti-, stats- og fagforeningsorganisationer har samlet gennem deres arbejde. Proletariatets diktaturs stat har spillet en stor rolle ved det nye samfunds udformning. Uden dens organisatoriske virksomhed ville det have været umuligt at opbygge socialismen. Staten forbliver uundværlig indtil kommunismens fuldstændige sejr. Staten vil derefter først endeligt dø bort, sagde Lenin, når menneskene »efterhånden vil vænne sig til at overholde de mest elementære regler for kollektivt liv, regler, som er kendt fra gammel tid, og som gennem årtusinder er blevet gentaget i alle forskrifter, og overholde dem uden magtanvendelse, uden tvang, uden underordning, uden det særlige apparat til tvangsudøvelse, der hedder staten.« Spørgsmålet om statens bortdøen må heller ikke betragtes løsrevet fra de internationale betingelser. Disse betingelser kan ikke ophæve de indre processer, der fører til statens bortdøen. Men de kan tvinge til i kortere eller længere tid at opretholde de funktioner og følgelig også de statsorganer, der er forbundet med landets forsvar, med beskyttelse af freden og sikkerheden såvel som med garantien for fredelig sameksistens og det internationale økonomiske samarbejde. Så længe faren for aggression fra de imperialistiske staters side består, må man ikke svække de af den socialistiske stats organer, der tjener til beskyttelse mod de ydre fjenders intriger. For hele perioden bliver funktionen til landets forsvar mod ydre overfald opretholdt fuldstændigt, stridskræfterne og efterretningsvæsenet bliver stående. Disse funktioner vil først dø bort, når imperialismen er forsvundet. Statens bortdøen er altså en kompliceret og modsætningsfyldt proces. Dens dialektik består i, at bestemte statsfunktioner gradvis ændres eller forsvinder, mens andre bliver opretholdt eller endog forstærkes. Kan man da tale om en bortdøen af staten? Ja, det kan man, for den almindelige udviklingstendens går i overgangsperioden til kommunismen i den selv samme retning. Nødvendigheden af at opretholde og forstærke enkelte statsfunktioner øver naturligvis indflydelse på formerne og tempoet for statens bortdøen, men ophæver på ingen måde denne proces. Under socialismen behøver befæstelsen af landets forsvarsberedskab ikke i mindste måde at hæmme demokratiets udvikling inden for samfundet og den stadig mere omfattende inddragelse af de arbejdende masser i ledelsen af de offentlige anliggender. Heller ikke forstærkelsen af den ene eller den anden af den socialistiske stats funktioner fører nogen udvidelse eller forstærkning af forvaltningsapparatet og særlig ikke af tvangsorganerne med sig. I denne henseende adskiller den socialistiske orden sig grundlæggende fra den borgerlige. Under de givne internationale betingelser er en stærk hær, efterretningsvæsen og rustningsindustri uundgåelige. Men den socialistiske stats styrke ligger ikke blot heri. Dens styrke ligger først og fremmest i den sociale basis' fasthed, i folkets troskab over for socialismens sag. »Bourgeoisiet regner kun en stat for stærk - således sagde Lenin - når den med hele regeringsapparatets magt kan kaste masserne derhen, hvor de borgerlige magthavere ønsker det. Vor opfattelse af styrke er en anden. Efter vor opfattelse er det massernes bevidsthed, der gør en stat stærk. Den er stærk, når masserne har kendskab til alt, kan dømme om alt og udføre alt bevidst.« En sådan styrkelse af staten står ikke i vejen for dens bortdøen, men forbereder i grunden betingelserne for statens bortdøen.

Det marxistisk-leninistiske parti i overgangs perioden til kommunisme

Et karakteristisk træk i det socialistiske demokratis udvikling i overgangsperioden til kommunismen er det kommunistiske partis voksende betydning som den retningsgivende og førende kraft. Denne er nødvendig i hele samfundets interesse, i den kommunistiske opbygnings interesse. Som det allerede er blevet sagt, foregår opbygningen af det kommunistiske samfund, selv om den forløber på grundlag af objektive love, ikke spontant og af sig selv. En stadig mere betydende rolle ved denne opbygning spiller de arbejdendes bevidste og formålsbestemte virksomhed, som styres af en enig vilje i overensstemmelse med den forud udarbejdede plan. I denne periode er det mere nødvendigt end nogen sinde grundigt at kende lovmæssighederne for den samfundsmæssige udvikling og særlig opmærksomt at tage hensyn til de arbejdende millionmassers erfaringer. Dog opstår der i denne periode også gunstige betingelser for den bevidste ledelse af samfundsprocesserne: den økonomiske styrke vokser, samfundets organisation forbedres og alle sociale lag slutter sig endnu tættere sammen. De vældige muligheder, der åbner sig, kan kun blive realiseret, når det marxistisk-leninistiske partis førende rolle, som legemliggør det bevidste element ved kommunismens opbygning, gøres stærkere gældende og bliver forbedret. Det er partiet, som udrustet med den videnskabelige teori og opmærksomt udnyttende erfaringerne fra praksis, alsidigt og grundigt erkender virkelighedens objektive tendenser, og som på dette grundlag leder og organiserer folkemassernes målbevidste skaben. Partiets betydning øges også i sammenhæng med ændringerne i de gensidige forbindelser mellem staten og masseorganisationerne. I den udstrækning, som staten lidt efter lidt overdrager mange af sine funktioner til sociale organisationer, rykker partiet som fører af hele samfundet og som førende kraft blandt alle sociale organisationer mere og mere i forgrunden. Partiet leder både processen for statens bortdøen og fagforeningernes og de øvrige sociale organisationers virksomhed og hjælper dem med at indtage den nye stilling, der tilkommer dem på vejen til kommunismen. Hvis ikke partiet leder og sammenfatter alle disse processer - som de sociale organisationers tiltagende aktivitet, udvidelsen af de lokale organers myndighedsområder og den gradvise decentralisering, alle sådanne processer, der udgør demokratiets udvikling -, kunne der opstå ufordelagtige følger for samfundet, så kunne der især fremkomme kompetencestrid og lokalt betonet egoisme. Det ville være farligt, for så vidt som den »egne« kompetence eller det »egne« områdes interesser blev stillet op imod de samlede statsinteresser, mod hele folkets interesser, og kunne skade opfyldelsen af de fælles opgaver. Partiet er imidlertid en organisation, der på ingen måde ligger under for den slags indflydelser; det har til stadighed hele folkets interesser for øje og går ind på ethvert delspørgsmål fra dette standpunkt. Det er særlig vigtigt i en så udpræget stat af mange nationer som Sovjetunionen. Partiet er sovjetordningens faste grundlag. Partiets enhed, der beror på fællesskab i de kommunistiske mål og ideologien, og dets demokratiske centralisme giver samfundet, der opbygger kommunismen, en eksempelløs kraft. Det er klart, at med partiets voksende rolle stiger naturligvis også de krav, der bliver stillet til det. Hvilke sider af dets virksomhed, som får en særlig stor betydning, ser man af Sovjetunionens kommunistiske partis værdifulde erfaringer, det marxistiske parti, der som det første skal lede kommunismens opbygning. Et så kompliceret værk som kommunismens opbygning kan kun ledes af den, som sidder inde med evnen til skabende søgen efter det nye, kun den, som formår at sige sig løs fra overlevede organisationsformer og arbejdsmetoder. Denne egenskab er særlig værdifuld, når man betænker, at venner af et ubekymret liv ikke sjældent fristes til atter og atter at benytte de samme metoder, der var anvendt i går og i forgårs, men nu ganske vitterligt må erstattes af nye, mere fremskredne. Imidlertid er i perioden, hvor kommunismens omfattende opbygning foregår, mange kriterier af i går allerede i dag ude af kraft. Kun fremskridt, der i dag opnås hurtigere, lettere og med ringere omkostning end i går, modsvarer øjeblikkets høje krav. At komme fremad i det hurtigst mulige tempo og med den mindste omkostning, dagligt at udfinde og udnytte alle det socialistiske systems muligheder og fortrin - det afgør sagens udfald. Partiet tillader ingen at give sig tilfreds med det opnåede. Det kalder bestandigt igen til march frem, kræver fornyelse og giver selv et forbillede på fornyelsesånd, uden derudfra at skjule de vanskeligheder, der skal overvindes, uden at fortie mangler, og koncentrerer hele folkets anstrengelser om løsningen af nye opgaver, der er modnet. Takket være en sådan ledelse tidobles folkets skabende kræfter, og lidt efter lidt vokser det socialistiske samfund over i det kommunistiske. Jo videre oprettelsen af den nye formation skrider frem, desto flere spørgsmål og problemer rejser der sig for partiet, til hvilke marxismen-leninismens teori hidtil overhovedet ikke har taget stilling, eller som den hidtil kun har løst i den mest almene form. Under disse omstændigheder bliver dristigt skabende arbejde på teoriens område til en nødvendig forudsætning for bevægelsen fremad. Sovjetunionens kommunistiske parti løser med ære de komplicerede spørgsmål, som livet stiller. Man behøver kun at henvise til det bidrag, som SUKP´s 20. og 21. kongres har ydet til den marxistisk-leninistiske teori, i hvilket det på en ny måde behandler en række overordentlig vigtige spørgsmål i den kommunistiske opbygning i USSR, den internationale situation og den kommunistiske bevægelse. SUKP´s virksomhed anskueliggør, at teoriens udvikling intet har at gøre med en tanketom sammenstilling af citater, hvori tanketræge bogstavslærde har tilegnet sig store færdigheder, men hviler på grundige studier af og generaliseringer af erfaringer fra det pulserende liv. Nu kommer det fremfor alt an på ikke at indskrænke sig til propaganda for kommunismens teori, men at sætte alt ind på, at marxismen-leninismens principper anvendes skabende i praksis, at den kommunistiske opbygnings opgaver bliver løst. Teoriens enhed med praksis er under disse betingelser vigtig som aldrig før. For konkret at kunne lede det kommunistiske samfunds opbygning, må partiet råde over kadrer af kvalificerede funktionærer, der kender de mindste afskygninger af arbejdet godt. Derfor orienterer SUKP alle dets organisationer og alle dets medlemmer på at erhverve økonomiske og tekniske fagkundskaber og at studere de økonomiske love og deres ytringsformer. Det passer blot ikke dem, der gerne vil indskrænke sig til agitation for kommunismen »i almindelighed«, de som ikke begriber, at i perioden for den omfattende opbygning af kommunismen behøves der handlingsmennesker, som er i stand til at føre masserne under overvindelsen af vor tids store opgaver. Derudfra forklares den store betydning, som det organisatoriske arbejde får i denne periode. Er den politiske linje udarbejdet, bliver hovedopgaven at udvælge lederne, at organisere tusinder og millioner menneskers virksomhed og at udarbejde konkrete forholdsregler, der formår at sikre bedrifternes arbejdsrytme, et opsving i kollektivbrugenes samfundsøkonomi, stigende indtægter for kollektivbrugsbønderne og ikke mindst en højnelse af de arbejdendes uddannelsesniveau og bevidsthed. Således og ikke anderledes opfatter Sovjetunionens kommunistiske parti karakteren af sin førende rolle; den proklamerer den ikke simpelt hen, men bekræfter den gennem uophørligt praktisk arbejde. Vældig betydning får endvidere styrkelsen af partiets forbindelse med masserne. Om udviklingen af de nye former og metoder til styrkelse af denne forbindelse er der allerede talt udførligt tidligere (side 668). De af partiet udarbejdede politiske retningslinjer, planerne for kommunismens opbygning, omsættes desto resultatrigere i handling, jo fuldstændigere de tager hensyn til folkets mening og optager dets klogskab og skabende initiativ i sig, jo mere bevidst de fattes af de arbejdende millioner og gøres til deres egen sag. Det bekræfter Sovjetunionens kommunistiske partis erfaringer entydigt, det parti, der bestandig har forbedret formerne for styrkelse af dets forbindelse med de arbejdende masser. Partiet kan kun lede massernes skabende virksomhed og udviklingen af det socialistiske demokrati, når det videreudvikler det indre partidemokrati. Den af SUKP i de sidste år fuldførte beslutsomme omlægning til de leninske principper og normer for partilivet er ikke blot fremkaldt af øjeblikkets konkrete fordringer, men også med henblik på de videre perspektiver. Som bekendt støtter partiet sig i sin virksomhed ikke på tvang, men på overbevisningsarbejdet, politisk oplysning og forklaring; og i denne forstand er de af partiet udarbejdede arbejdsmetoder en urtype på ledelsesmetoderne i det kommunistiske samfund. Gennem opdragelsen i det indre partiliv får partimedlemmerne en høj kommunistisk bevidsthed og udvikler karaktertræk og adfærdsnormer, som foregriber mangt et særkende for det kommunistiske menneske. Med tiden vil det komme dertil, at partiets ideologi, principper og normer for liv bliver fælleseje for hele samfundet. Ethvert menneske bliver da i virkeligheden en bevidst kommunist. Naturligvis ønsker de åbne og fordækte modstandere intet inderligere, end at det kommunistiske parti måtte indskrænke sin førende virksomhed så snart som muligt. Men det vil de aldrig opleve! Det kommunistiske samfunds interesser kræver ikke en svækkelse af, men tværtimod en styrkelse af partiets førende stilling, den størst mulige forbedring af dets virksomhed på alle områder af samfundslivet, i politik og økonomi, videnskab og kultur, litteratur og kunst.

Den internationale betydning af den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen

Kommunismen bliver i dag opbygget i Sovjetunionen i en situation, hvor der findes to sociale verdenssystemer. Løsningen af den kommunistiske opbygnings problemer får dermed et vigtigt internationalt aspekt. Når USSR når en ny etape på vejen til kommunismen, så er det ikke blot en fremstående begivenhed i USSR´s indre liv, men også en begivenhed af stor international betydning. De økonomiske og tekniske landvindinger, højnelsen af levestandarden, udviklingen af demokratiet - alt dette er ikke blot af betydning for sovjetmenneskene, men også for forløbet af og udgangen på den store økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid, der har foldet sig ud mellem de to systemer.

Perspektiverne i USSR´s økonomiske kappestrid med de kapitalistiske lande

På vejen til kommunismen skal Sovjetunionen opnå en stor økonomisk sejr over kapitalismen. Det gælder her løsningen af Sovjetunionens økonomiske hovedopgave. Dens væsen består i at overgå de mest udviklede kapitalistiske lande i produktion pr. indbygger på historisk kortest tid. I kappestriden med kapitalismen må Sovjetunionen i det væsentlige indhente og overgå fire lande i produktion pr. indbygger, der anses for at være de mest udviklede af kapitalismens lande: USA, England, Vesttyskland og Frankrig. Men sædvanligvis bliver USSR´s økonomiske resultater sammenlignet med Amerikas Forenede Staters tal, fordi dette er det stærkeste, det udslaggivende kapitalistiske land. At overgå USAs tal vil sige at overgå kapitalismens største resultater, at komme op over den »top«, som kapitalismen kunne nå som samfundsøkonomisk system. Allerede den kendsgerning, at Sovjetunionen har gjort sig til umiddelbar opgave at overgå USA, vidner om de uhyre muligheder, som den første socialistiske stat i verden råder over, om dets kæmpemæssige økonomiske potentiel. Allerede nu er det amerikanske produktionsniveau ikke så uopnåeligt for USSR, som det for mange kunne synes for 25-30 år siden. I fremstilling af mange produkter som f.eks. hvede, træ og sukker har Sovjetunionen allerede overgået USA. Forskellen i udvinding af jernmalm og kul, i fremstilling af råjern og stål, i produktion af mange maskiner og redskaber såvel som fremstilling af bomulds- og uldtøjer er blevet væsentligt mindre. Sovjetfolket har stillet sig den fuldstændigt realistiske opgave at indhente USA i de næste år i produktion pr. indbygger af kød, mælk og smør. En vigtig etape på vejen til løsningen af den økonomiske hovedopgave bliver opfyldelsen af syvårsplanen (1959-65) for udvikling af Sovjetunionens samfundshusholdning og kultur. Det grundlæggende problem for denne syvårsplanperiode består i at opnå en maksimal tidsgevinst i den fredelige økonomiske kappestrid med kapitalismen. I løbet af de næste år vil der foregå et nyt storstilet opsving i samfundshusholdningen, kulturen og i folkets materielle velstand. Det er tilstrækkeligt at henvise til, at den industrielle bruttoproduktions omfang i 1965 vil være henved 80 procent større end i året 1958. Det er et kæmpemæssigt tal: industriproduktionens tilvækst vil inden for syv år være lige så stor som den samlede produktionstilvækst i de sidste tyve år. Et endnu mere storslået program opridser Sovjetunionens perspektivplan, der er beregnet for 15 år. Hovedretningslinjerne for produktivkræfternes udvikling under denne periode blev ridset op i N. S. Hrustjovs tale på Sovjetunionens Øverste Sovjets jubilæumssamling i november 1957. Efter foreløbige beregninger vil den sovjetiske industris hovedgrene fordoble eller endog tredoble deres produktion i de næste 15 år. Den årlige industriproduktion vil derefter for de nedennævnte produkter nå følgende niveau: jernmalm 250-300 mill. t, råjern 75-85 mill. t, stål 100-120 mill. t, kul 650-750 mill. t, olie 350-400 mill. t, udvinding og fremstilling af gas 270-320 milliarder kubikmeter, elenergi 800-900 milliarder kilowatt-timer, cement 60 til 110 mill. t, sukker 9-10 mill. t, uldtøjer 550-650 mill. m, lædersko 600-700 mill. par. Det er en foreløbig prognose, som af livet kan blive korrigeret i den ene eller den anden retning. Men snarest vil den blive korrigeret derhen, at fristerne for opfyldelsen af disse planer bliver forkortet. Med opfyldelsen af sine samfundshusholdningsplaner vil Sovjetunionen allerede i 1965 overgå det absolutte produktionsomfang af nogle af de vigtigste produkters nuværende niveau (1958-59) i USA´s industriproduktion; for andre produkter vil den nærme sig dette niveau. Fremstillingen af de vigtigste landbrugsprodukter vil derimod både samlet og pr. indbygger overgå de Forenede Staters nuværende niveau. Selv om også det endnu ikke indtil 1965 skulle lykkes at overgå det amerikanske niveau for industriproduktion pr. indbygger, så vil dog de europæiske udviklede kapitalistiske lande - England, Vesttyskland og Frankrig - i al fald være indhentet. Derefter vil sandsynligvis fem år være nødvendige for at indhente og overflyve Amerikas Forenede Stater i industriproduktion pr. indbygger. Deraf følger, at på dette tidspunkt, men muligvis også tidligere, vil Sovjetunionen både m. h. t. det absolutte produktionsomfang og produktion pr. indbygger rykke op på førstepladsen i verden. Det vil være en verdenshistorisk sejr for socialismen i den fredelige kappestrid med kapitalismen i international målestok. Det ville være en forenkling, hvis man antog, at Sovjetunionen, når den havde indhentet USA i økonomisk henseende, dermed afsluttede opbygningen af kommunismen. Nej, det er på ingen måde endestationen, som N. S. Hrustjov sagde på SUKP´s 21. partikongres, »men kun en station, hvor vi kan indhente det mest udviklede kapitalistiske land, overhale det og selv bevæge os videre fremad.« Sovjetunionens arbejdende er absolut overbevist om realiteterne i de opridsede planer. Denne overbevisning er baseret på, at Sovjetunionens samfundshusholdning udvikler sig i et tempo, der er uopnåeligt for de kapitalistiske lande. Industriproduktionens væksttempo i Sovjetunionen androg gennem 40 år (fra 1918 til 1957) i årligt gennemsnit 10,1 procent, men i Amerikas Forenede Stater blot 3,2 procent. I løbet af de syv år fra 1952 til 1958 androg den gennemsnitlige årlige tilvækst i USSR 11,4 procent og i USA 1,6 procent. Et lignende forhold i det økonomiske udviklingstempo vil åbenbart også blive stående i fremtiden. Overbevisningen om planernes virkelighed beror yderligere på, at Sovjetlandet råder over en vældig socialistisk industri, et mekaniseret storlandbrug, over højt kvalificerede kadrer, der kan løse de mest komplicerede tekniske opgaver, og over uudtømmelige naturrigdomme. Alt dette åbner ubegrænsede muligheder for produktionens vækst og. højnelse af folkets levestandard. De opridsede planers betydning for den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen træder endnu klarere frem i betragtning af de andre socialistiske landes opnåede resultater og udviklingsperspektiver.

De socialistiske lande vil mere eller mindre samtidigt nå frem til kommunismen

De kommende syv år vil ikke blot være en afgørende etape i Sovjetunionens økonomiske kappestrid med de højt udviklede kapitalistiske lande, men tillige også i den samlede socialistiske verdenslejrs økonomiske kappestrid med kapitalismen. Efter videnskabelige økonomers beregninger vil den socialistiske lejr - efter opfyldelse og overskridelse af syvårsplanen for udviklingen af Sovjetunionens samfundshusholdning såvel som planerne for udviklingen af de andre socialistiske landes samfundshusholdninger - i 1965 fremstille mere end halvdelen af hele verdens industriproduktion. Dermed vil socialismen blive det herskende økonomiske system på vor planet. Resultatet af den socialistiske lejrs økonomiske og politiske udvikling gør det muligt på en ny måde at nærme sig spørgsmålet om, hvilke perspektiver der består for menneskehedens fremmarch mod kommunismen. For slet ikke så lang tid siden blev det spørgsmål drøftet, om opbygning af socialisme i et enkelt land var mulig. Dette spørgsmål er blevet besvaret af det verdenshistoriske udfald af den samfundsmæssige udvikling. I Sovjetunionen har socialismen ikke blot sejret fuldstændigt, men også endeligt. Der findes i verden i dag ingen kræfter, som kan genoprette kapitalismen i Sovjetunionen, som kan sønderslå den socialistiske lejr. Faren for en restauration af kapitalismen i USSR er udelukket. Nu har livet stillet et nyt spørgsmål, der er af principiel teoretisk og politisk betydning. Det er spørgsmålet om, hvordan de socialistiske landes videre udvikling mod kommunismen vil forløbe. På dette spørgsmål har SUKP´s 21. kongres givet et svar. I N. S. Hrustjovs beretning på partikongressen hed det: »Det vil være teoretisk rigtigere at forudsætte, at de socialistiske lande, som med held udnytter de muligheder, som det socialistiske system rummer, mere eller mindre samtidigt vil gå over i det kommunistiske samfunds højere fase.« Denne den 21. partikongres' slutning er af vældig betydning for den kommunistiske opbygnings praksis. Den siger for det første, at det kommunistiske samfund kan opbygges, før sejren over kapitalismen er opnået i hele verden. Basis for folkenes kommunistiske fællesskab er den socialistiske verdenslejr. Den siger for det andet, at de socialistiske lande, uagtet forskellene i udviklingsniveau, tilnærmelsesvis vil nå til kommunismen på samme tid. Disse storartede perspektiver begejstrer de socialistiske landes arbejdende og styrker deres tillid til den kommunistiske sags endelige sejr. Hvordan er det muligt, at socialismens lande mere eller mindre samtidigt vil gå ind i det kommunistiske samfunds højere fase? Det betinges af lovene for det socialistiske økonomiske verdenssystems økonomiske udvikling. I 25. kapitel blev der henvist til, at i det socialistiske verdenssystem gælder loven om den planmæssige, proportionale udvikling. Dens virkning viser sig ved, at de tidligere økonomisk tilbageblevne lande, støttet til samarbejde og gensidig bistand, hurtigt bringer deres økonomi og kultur op på de førende landes niveau. På denne måde udjævnes alle disse landes almindelige økonomiske og kulturelle udviklingsniveau. Derfor bliver det muligt, at Sovjetunionen og alle andre socialistiske lande mere eller mindre samtidigt går over til kommunismen. Hvilke faktorer spiller herved den afgørende rolle? For det første den socialistiske akkumulations høje tempo. Den socialistiske planøkonomi gør det muligt for alle landene at stille store midler til rådighed for nyinvesteringer og dermed at sikre hele samfundshusholdningens hurtige udvikling. Erfaringerne beviser, at de økonomisk tilbageblevne lande kan udvikle deres økonomi i fremskyndet tempo. Ganske vist må alle kræfter anspændes for at fuldføre springet fra tilbageståenhed til fremskridt, men det betaler sig fuldstændigt, hvad Sovjetunionens industrialiseringshistorie har vist. For det andet kan de økonomisk tilbageblevne lande støtte sig på en højmoderne teknisk basis, ved hvis opbygning de industrielt udviklede socialistiske stater hjælper dem. Herved udløser de tilbageblevne socialistiske landes oprykning til de førendes niveau ingen rivalitet mellem dem, men skaber derimod højst gunstige betingelser for at fremskynde den fælles fremmarch og for stormende at udvikle hele den socialistiske verdenshusholdning. For det tredje skal nævnes fortrinnene ved specialiserings- og kooperationssystemet, som har dannet sig inden for den socialistiske lejr. Dette system gør det muligt for hvert land at fremstille de produkter i massefabrikation, for hvis produktion de besidder de gunstigste forudsætninger, med den målsætning ikke blot at dække sit eget behov, men også broderlandenes. Men massefabrikationen tillader i vidt omfang at anvende de bedste metoder, at anvende den mest moderne teknik og at nærme sig de førende landes niveau i arbejdsproduktivitet. For det fjerde spiller de socialistiske landes broderlige gensidige bistand en afgørende rolle. Når de udviklede lande yder kredit, leverer udrustning, vederlagsfrit stiller tekniske dokumenter til rådighed og hjælper ved uddannelse af kadrer, så hjælper de dermed på højst virksom vis med at fjerne de bestående forskelle i de socialistiske landes økonomiske udvikling. De socialistiske landes gensidige bistand er karakteriseret ved, at den i første linje befordrer industrialiseringen og udviklingen af hvert enkelt lands økonomiske hjælpekilder. Dog gør de andres hjælp naturligvis ikke hvert enkelt lands egne anstrengelser for at fremskynde dets fremmarch mod kommunismen overflødig, men forudsætter den. Når det kommunistiske samfund vil være opbygget i alle socialismens lande, så vil det være en verdenshistorisk fremgang for deres folk. Det vil bevirke grundlæggende forandringer i hele verden.

Den kommunistiske opbygnings fremskridts indvirkning på den internationale udvikling

Den kommunistiske opbygnings fremskridt i USSR såvel som de folkedemokratiske landes opnåede resultater åbner vældige muligheder for at løse nutidens hovedproblem: menneskehedens redning for faren for en atomkrig. Den socialistiske verdenslejr virker som hele den fredselskende menneskeheds fortrop meget afsvalende på
imperialismens aggressive kredse. Med den kommunistiske opbygnings videre fremskridt vil denne den socialistiske lejrs historiske opgave træde endnu tydeligere frem. Derigennem åbner sig, som SUKP´s 21. kongres har fastslået, den reelle mulighed for at udelukke verdenskrig fra det menneskelige samfunds liv. Lad os forestille os billedet af den nærmeste fremtid. Sovjetunionen vil være verdens første industrimagt og Folkets Kina en mægtig industristat. Alle folkedemokratiske stater vil have forvandlet sig til blomstrende, økonomisk højtudviklede stater. Til dette tidspunkt vil Østens fredselskende stater utvivlsomt have forbedret deres økonomiske situation. Den internationale arbejderbevægelse vil være endnu stærkere og endnu bedre organiseret. De demokratiske kræfter i hele verden vil opnå nye fremskridt. Alt dette vil forandre styrkeforholdet i verden endnu mere til gunst for freden og socialismen. Endnu før socialismens sejr på hele Jorden kan krigen fjernes fra folkenes liv. Det vil naturligvis ikke komme af sig selv. Det vil nødvendiggøre anstrengelser, utrættelig kamp og stadig årvågenhed hos folkene over for krigsbrandstifternes rænker. Dog kan allerede perspektivet, at gøre ende på krigen, ikke andet end begejstre alle folk, ikke andet end forstærke deres kamp for bevarelse af almindelig fred. Og det er den socialistiske verdenslejrs høje fortjeneste. Med perspektiverne for den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen for øje bydes der også arbejderklassen i de kapitalistiske lande nye muligheder. Længe kunne bourgeoisiet endnu sætte sine forhåbninger til mangel og vanskeligheder ved opbygningen af det nye samfund. Den slags spekulationer er ikke længere mulige. Den dag er ikke fjern, da de arbejdende i Sovjetunionen vil have den korteste arbejdsdag, den korteste arbejdsuge og den højeste levestandard i verden. Det vil ved siden af fremskridtene i udviklingen af socialismens demokrati og kultur holde det socialistiske systems fortrin anskueligt og overbevisende op for øjnene af de kapitalistiske landes arbejdende masser. Dermed øges marxismen-leninismens tiltrækningskraft endnu mere, yderligere millioner og atter millioner af mennesker vil bekende sig til den videnskabelige socialisme. Alt dette vil bemærkelsesværdigt udvide og styrke den front af kræfter, der indsættes for overgangen til en ny samfundsorden. De arbejdendes sociale befrielsesproces vil gå fra hånden i et hurtigere tempo. Særlig bliver perspektiverne for den fredelige overgang til socialismen endnu mere reale. Når den kommunistiske opbygnings fremskridt i Sovjetunionen sikrer opstigning til den økonomisk stærkeste magt og vil hjælpe hele socialismens lejr at overgå den kapitalistiske verden med hensyn til industriproduktionens omfang, så vil dette udøve en dyb virkning på Asiens, Afrikas og Latinamerikas svagtudviklede lande. Den bistand, som den socialistiske lejr yder de svagtudviklede lande ved overvindelsen af den økonomiske og kulturelle tilbageblevenhed, vil blive endnu mere virksom. De socialistiske landes folk betragter denne bistand som opfyldelse af en international forpligtelse over for den del af den arbejdende menneskehed, som kapitalismen har underkastet det ufrie arbejdes, armodens, sultens og den nationale fornedrelses tungeste pinsel. De socialistiske stater vil i endnu større udstrækning virkeliggøre de nye principper for international solidaritet, ud fra hvilke de mere udviklede socialistiske lande yder hjælp til de lande, hvis økonomiske udvikling er blevet hæmmet af imperialismen. Af kommunismens kommende sejre afhænger det i afgørende grad, hvilken vej folkene vil gå i Østens befriede lande i deres historiske udvikling. Disse landes arbejdende og overhovedet alle nationale og demokratiske elementer vil overbevise sig stadig mere om, at sand uafhængighed, befrielse for nød, et sandt demokrati, kun kan opnås på den måde, som Marx', Engels' og Lenins videnskabelige socialisme har vist den hele undertrykte og udbyttede menneskehed. Det er de begejstrende verdenshistoriske perspektiver, der åbner sig i sammenhæng med den kommunistiske opbygnings fremskridt i Sovjetunionen. De giver de arbejdende i Sovjetunionen mægtig opdrift i deres kamp for opbygningen af det retfærdige samfund, det kommunistiske, i deres kamp for fred, demokrati og sociale fremskridt i hele verden.

27. Om det kommunistiske samfund

Marx formulerede de betingelser, under hvilke den nye samfundsordens højeste, kommunistiske fase vil befæste sig, sådan: »... når... underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktivkræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: 'Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!.« Disse betingelser, som Marx talte om, opstår lidt efter lidt i de socialistiske lande og særlig i Sovjetunionen gennem en videreudvikling af de tendenser, som der var tale om i det foregående kapitel. De fører sluttelig med lovmæssig historisk nødvendighed til kommunismens fuldstændige sejr. Denne nye, højeste samfundsordens fødsel ligger i en ikke alt for fjern fremtid. Derfor er spørgsmålet: »Hvad er kommunismen?« i dag af så stor praktisk interesse for millioner af arbejdende. De vil og må vide, hvilket samfund der opstår af deres anstrengelser, af deres indsats - stor og lille, heroisk og dagligdags - som de til stadighed yder. Kan samfundsvidenskaben give et svar på dette spørgsmål? Hvis det ikke drejer sig om enkeltheder, men om de almindelige træk, der er karakteristiske for det nye samfund, så er den ubetinget i stand dertil. Man må naturligvis tage i betragtning, at kommunismens sejr ikke betyder nogen stilstand i den historiske udvikling, og at det kommunistiske samfund uafbrudt vil ændre og fuldkommengøre sig. Derfor kan man ikke nøje forudsige, hvordan det vil se ud, når århundreder eller endog årtusinder er forløbet. Spørgsmålet er alligevel, hvordan den kommunisme vil se ud, som mange af vore samtidige vil være med til at opleve, hvordan den kommunistiske orden vil være beskaffen i sin første udviklingsetape - dette spørgsmål kan allerede i dag blive fuldstændig rigtigt besvaret. Og det bliver besvaret af den marxistisk-lenin-istiske teori. Den marxistisk-leninistiske teori forsøger ikke herved at tilpasse kommunismen til et forud udtænkt skema, men støtter sig ene og alene på en analyse af de tendenser, som er særegne for virkeligheden i dag, og hvorfra menneskehedens kommunistiske fremtid umiddelbart fremgår.

Samfundet med almindelig velstand og overflod

Kommunismen er det samfund, som én gang for alle gør ende på nøden og elendigheden og sikrer alle borgerne velstand. De arbejdende menneskers urgamle drøm om overflod bliver til virkelighed. Vejen dertil åbner den socialistiske omformning af samfundet, som afskaffer privatejendomsretten til produktionsmidlerne, menneskets udbytning af mennesket og de uretfærdige sociale tilstande. Den fjerner de hindringer, som hæmmer produktivkræfternes udvikling og gør det muligt med tiden at skabe den stærke materielt-tekniske basis, som er nødvendig for at nå et overskud af materielle goder. Forudsætningen for skabelsen af kommunismens materielt-tekniske basis er, som vi har set, først og fremmest produktionens fuldstændige mekanisering og socialistiske automatisering, en stormende vækst i energiforsyningen, et udslaggivende opsving i den kemiske industri og andre industrigrene med betydeligt udviklingsperspektiv og en grundlæggende omformning af landbrugsproduktionen på grundlag af de mest moderne nyvindinger på videnskabens og teknikkens områder. For at danne sig et billede af den fremtidige overflod under kommunismen behøver man ikke mere at gribe til drømmen om bord-dæk-dig eller Slaraffenlandet, hvor der flyder mælk og honning. Det er tilstrækkeligt at have en klar forestilling om, hvilke goder, resultaterne af den socialistiske videnskab, teknik og produktionsorganisation allerede i den nærmeste fremtid kan bringe menneskene. Menneskets første bekymring var bestandig bekymringen for det daglige brød. Kommunismen vil fuldstændig og for alle tider løse dette problem. I det kommunistiske samfund bliver arbejdet på landet til en form for industrielt arbejde; landbruget vil blive rigeligt forsynet med de mest forskelligartede og fuldkomne maskiner og vil blive drevet på grundlag af de mest fremskredne videnskabelige metoder. Det vil forårsage et hidtil uset opsving af landbrugsproduktiviteten, og det muliggør at forsyne alle samfundsmedlemmerne rigeligt med sund, velsmagende og afvekslende føde. Det er en fuldstændig real opgave. Allerede de resultater, vi i dag har i landbrugsteknikken og biologien og resultaterne af landbrugsproduktionens mekanisering, danner et fast grundlag for løsningen af denne opgave. Hvis man kunne anvende disse resultater i alle verdens lande, så ville det efter videnskabsmændenes beregninger være muligt udelukkende på denne baggrund ikke alene at forsyne Jordens nuværende befolkning, men en meget større befolkning fuldstændigt med levnedsmidler efter videnskabeligt begrundede normer. Jo højere civilisationens stade er, desto større er menneskenes behov for et omfangsrigt og mangesidigt udvalg af forbrugsgoder og tjenesteydelser. Forestillingen om velstand omfatter allerede i dag ikke alene god ernæring, men også bekvemme og rummelige boliger, smukke klæder af god kvalitet, et stort udvalg af daglige fornødenheder, der letter og forskønner livet. Hertil hører både bekvemme samfærdselsmidler og midler til en kulturrig udnyttelse af fritiden (bøger, radiomodtagere, fjernsynsapparater, musikinstrumenter, sportsredskaber) såvel som utallige andre ting. Kommunismen sætter sig som mål fuldt at opfylde menneskenes behov for alle disse goder og tjenesteydelser. Videnskabens, teknikkens og produktionsorganisationens moderne nyvindinger gør dette fuldt ud muligt. Hvad skulle i virkeligheden kunne hindre løsningen af denne opgave, så kompliceret den end kan være? Råstofmangel? At de Jordens skatte, som menneskene finder i naturen, bliver opbrugt? Allerede i dag er det umiskendeligt, at der ikke truer menneskene nogen sådan fare. Vældige råstofreserver til fremstilling af forbrugsvarer bliver gjort tilgængelige ved landbrugets opsving. Men endnu mere forjætter udviklingen og anvendelsen af forskellige syntetiske stoffer, som kvalitativt ikke står tilbage for naturstofferne og endog i mange henseender overgår dem. Mennesket har lært at udvinde fuldlødige nye stoffer af kul og naturgas, af råolie og træaffald, af havvand og endog af luften. Det er den vej, der muliggør allerede i den allernærmeste fremtid fuldkommen at løse råstof problemet. Lige så lidt kan mangel på arbejdskraft blive til en hindring på vejen til overflod, thi der er ingen grænser sat for det menneskelige arbejdes produktivitet. Mennesket har allerede lært at gøre sig vældige naturkræfter nyttige og at konstruere maskiner, som forhøjer dets ydedygtighed tusind og atter tusind gange. Mennesket har i den omgivende natur, i vandet, i luften, i jordens skød og endelig i atomet opdaget uudtømmelige energikilder. Det har lært at bygge overordentlig »kloge« automater, som i en forholdsvis nær fremtid vil blive i stand til bogstavelig talt at overlæsse menneskeheden med alt, hvad den behøver til livet. Tilfredsstillelsen af alle samfundsmedlemmers fornødenheder bliver opnåelig og real - takket være den moderne videnskabs og tekniks nyvindinger og de endnu forestående opdagelser - og ikke blot af masseforbrugsgoder, men også lidt efter lidt af sådanne brugsgoder og tjenesteydelser, som endnu i dag anses for luksus. Den videnskabelige kommunisme betragter altså problemet om den almindelige velstand og overflod i uløselig sammenhæng med problemet om den socialistiske produktions udvikling og arbejdsproduktivitetens stigning. Det er utvivlsomt det eneste reale standpunkt. Det adskiller marxisterne fra alle forkæmpere for den såkaldte forbrugskommunismes idé, som, når de talte om vejen til overflod, ikke lagde tyngdepunktet på produktionen, men på fordelingen af de materielle goder. Deres ideal var en simpel udstykning af, en fordeling af alle forhåndenværende rigdomme - såvel dem, der befinder sig i personligt eje, som dem, der er koncentreret i samfundets hænder og skal anvendes til produktionens videreudvikling - mellem samfundets medlemmer. En sådan udstykning kan dog kun fremkalde en flygtig illusion om en almindelig velstand. De uundgåelige følger deraf ville så ikke være overflod, men forarmelse, ikke lige rigdom, men lige fattigdom for alle. Det svarer til marxisternes faste overbevisning og til livets erfaringer, at et retfærdigt fordelingssystem derefter kun kan være nyttebringende, når det støtter sig til en vældig, stadig voksende produktion, når samfundet ikke blot tænker på, hvordan de forhåndenværende goder kan fordeles, men også på, hvordan de stadigvæk kan blive forøget. Vejen til skabelse af overflod under kommunismen er altså den videre hurtige udvikling af det socialistiske samfunds maskinelle storindustri. At dette er den lovmæssige vej, ligger for os klart for dagen. Ikke desto mindre var det i den epoke, hvor Marx og Engels kom til denne slutning og lagde den til grund for den videnskabelige kommunisme, en af den socialistiske tænknings mest betydende opdagelser. På den tid havde de anskuelser størst udbredelse, som fremførtes af den utopiske socialismes repræsentanter; de troede, at folket kun kunne nå til velstand, hvis man vendte tilbage fra den maskinelle storproduktion, der blev skabt i kapitalismens epoke, til småproduktion. I dag er det klart for enhver, at denne vej til syvende og sidst ville have ført til en genrejsning af de kapitalistiske tilstande, til tilbagegang, men aldrig til fremgang for menneskeheden! Marxismen-leninismen, der i den moderne storproduktion, i det tekniske og videnskabelige fremskridt ser det eneste mulige grundlag for skabelse af overflod, gør dog på ingen måde løsningen af dette problem til et anliggende, der kun begrænser sig til produktionen eller til teknikken. Nej, dette problem har en ikke mindre vigtig social side. Det er simpelt hen umuligt at løse dette problem uden for de sociale1 betingelser, der udkrystalliserer sig efter socialismens sejr. Ingen tekniske og videnskabelige fremskridt kan under kapitalismen sikre overflod for alle samfundsmedlemmerne. Et veltalende eksempel herpå er USA, det rigeste og mest udviklede land i den kapitalistiske verden, hvor - skulle man mene - produktionens høje udviklingsniveau måtte sikre, hele folket et liv uden bekymringer, men hvor der trods dette findes millioner og atter millioner mennesker, som er dårligt ernæret, hvis eksistens ikke er sikret, og som må undvære det nødvendigste. Altså fører produktionsteknikkens høje niveau kun til en virkelig overflod for hele folket i forbindelse med socialismens principper. Først efter samfundsordenens, produktionens og de materielle og åndelige goders fordelings omformning på socialistisk og senere på kommunistisk grundlag kommer denne overflod ethvert medlem af samfundet til gode.

Enhver yder efter evne

Som under enhver anden samfundsorden forbliver også under kommunismen det menneskelige arbejde den eneste kilde til alle værdier. »Under kommunismen vil der ikke findes noget herreliv, hvor dovenskab og lediggang hersker, men et arbejdsomt, virksomt, kulturrigt og interessant liv« Hvor højt end teknikken udvikler sig, og hvilke sejre end videnskaben måtte nå, forbliver princippet »Enhver yder efter evne« alligevel den kommunistiske ordens faste princip. Som bekendt hersker dette princip også under socialismen og understreger alle samfundets medlemmers pligt til at arbejde i overensstemmelse med deres evner. Indholdet af princippet »Enhver yder efter evne« undergår dog under kommunismen en stor forandring. For det første vil under den kommunistiske ordens betingelser, som garanterer en alsidig udvikling af personligheden, alle menneskets evner komme til fuld udfoldelse. Det vil føre til, at det arbejde, der er ydet i overensstemmelse med menneskets evner, bliver meget mere produktivt. For det andet bliver enhver borgers pligt til at arbejde i overensstemmelse med sine evner opfyldt på anden måde under kommunismen end under socialismen. I det socialistiske samfund er som bekendt de materielle tilskyndelser (aflønning efter arbejdsydelse), som virker i forbindelse med moralske tilskyndelser, af afgørende betydning. Under kommunismen vil alle samfundets medlemmer under arbejdet udelukkende lade sig lede af moralske tilskyndelser. Det vil med andre ord være arbejde, der ydes vederlagsfrit mod en lige så vederlagsfri tilfredsstillelse af de skabendes behov. »Kommunistisk arbejde i ordets snævreste og strengeste forstand er ulønnet arbejde til samfundets vel, ikke for at efterkomme en bestemt pligt, ikke for at få ret til visse produkter, ikke efter forud fastsatte og lovfæstede normer, men frivilligt arbejde, uden for normerne, uden tanke for godtgørelse, uden at ville have godtgørelse, blot fordi det er en vane at arbejde for det almene vel, fordi man har indset nødvendigheden af (og efterhånden gjort sig til vane) at arbejde for det almene vel - arbejde som en sund organismes behov.« Naturligvis bevirker ikke alene menneskenes højere bevidsthed, men også ændringen af arbejdets karakter, at arbejdet bliver til vane, til ethvert menneskes livsbehov. En af de afgørende forudsætninger herfor opstår allerede under socialismen - menneskets udbytning af mennesket forsvinder. Yderligere forudsætninger skabes under overgangsperioden til kommunismen. Overalt, hvor der kræves overmåde store legemlige anstrengelser, hvor arbejdet er ensformigt og trættende, bliver det i stadig højere grad ydet af maskiner. Den tid, der bliver anvendt til arbejde i den materielle produktion, mindskes mere og mere. Og endelig bliver også den gamle arbejdsdeling ophævet, som forkrøblede mennesket, lænkede det på livstid til et bestemt erhverv som slaven til galejen og hindrede udviklingen af dets evner og tilbøjeligheder. Således ændres menneskets virksomhed i arbejdsprocessen på grundlag af produktionens tekniske rekonstruktion og den omfattende anvendelse af videnskabens resultater i produktionen og på grundlag af det nye samfunds sociale og kulturelle fremskridt. Under kommunismen bliver det menneskelige arbejde fuldstændig befriet for alt, hvad der har gjort det til en svær byrde gennem årtusinder. Det bliver ikke blot frit, men også sandt skabende. I det kommunistiske samfunds automatiserede produktion vil i stadig større udstrækning de funktioner blive overført til det menneskelige arbejde, som ingen maskine formår at udføre, d.v.s. først og fremmest skabende funktioner, der er forbundet med konstruktion og fuldkommengørelse af maskiner. Et omtrentligt billede af arbejdets karakter under kommunismen kan man gøre sig ved hjælp af følgende væsentlige kendetegn: Enhver arbejdende udfører både med hensyn til kvalifikation og virksomhed de funktioner, der i den nuværende produktion påhviler en ingeniør; mennesket er beskæftiget i produktionen 20 til 25 timer ugentlig (d.v.s. omkring 4 til 5 timer daglig) og med tiden endnu færre timer; ethvert menneske kan vælge en virksomhed, der er i overensstemmelse med hans tilbøjelighed og evner, og, hvis han ønsker det, skifte virksomhed; alle mennesket iboende talenter og evner kan blive fuldstændigt udviklet eller anvendt enten ved virksomhed i produktionsprocessen eller i menneskets fritid; ved sit arbejde behøver mennesket ikke tænke på, hvad det tjener, hvad det får for arbejdet, thi alle bekymringer for tilfredsstillelsen af dets behov har samfundet overtaget; arbejdet nyder den højeste agtelse i samfundet, og det er det afgørende for vurderingen af mennesket. Under sådanne betingelser bliver arbejdet naturligvis for alle samfundets medlemmer til et frit og frivilligt anliggende, til et indre behov, thi i skabende arbejde finder ethvert normalt menneske behag, og det er, som Engels skrev, »den højeste nydelse, som vi kender«. For at arbejdet skal berede mennesket glæde, behøver man ikke at forvandle deltagelsen i arbejdsprocessen til en slags interessant leg, hvorved de legemlige og åndelige kræfter overhovedet ikke behøver at blive anstrengt, som nogle utopiske socialister har forestillet sig. I polemik med sådanne naive anskuelser skrev Marx, at det »frie arbejde, som f.eks. komponistens arbejde, samtidig er en djævleblændt alvorlig sag og en meget intensiv anstrengelse«. En ikke mindre alvorlig sag er konstruktørens, opfinderens, forfatterens arbejde, kort sagt ethvert sandt skabende arbejde. Men gør de dermed forbundne anstrengelser et sådant arbejde mindre tiltrækkende? Det frie skabende arbejde under kommunismen vil tilfredsstille samfundets medlemmer i en sådan grad, at de heller ikke med begrebet fritid vil forbinde forestillingen om absolut lediggang. Det er højst sandsynligt, at mange mennesker vil have det ønske - ved siden af hovedvirksomhed i produktionen, der kun lægger beslag på en ubetydelig del af dagen - at beskæftige sig med områder inden for videnskaben, opfindelserne, kunsten, litteraturen o.s.v.. Hele det kulturelle niveau og den faglige videns niveau vil være så højt hos millioner af mennesker, at alle disse former for den frie selvvirksomhed vil være et stadigt voksende bidrag til samfundets udvikling og blomstring. Under kommunismen vil ikke blot få, men lidt efter lidt alle føle den højeste lykke ved det frie og skabende arbejde, og den på arbejdet anvendte tid bliver fra at være en tabt tid - sådan som det var for millioner af mennesker gennem århundreder - til en tid, der beriger livet. 'Det vil blive en stor landvinding for den kommunistiske humanisme. Det vil give sig udslag på alle samfundslivets områder, det vil skabe nye forhold mellem menneskene, det vil skabe forudsætninger for en aldrig hidtil eksisterende udvikling af personligheden og sikre betingelserne for gennemførelsen af det nye, kommunistiske fordelingsprincip.

Enhver får efter behov

Under kommunismen gælder ved fordelingen af de materielle og åndelige goder princippet: »Enhver får efter behov.« Med andre ord giver samfundet vederlagsfrit ethvert menneske uanset dets stilling, uanset mængden og kvaliteten af det arbejde, som han formår at give det, alt, hvad det behøver. Det ligger lige for hånden, at det ikke blot betyder en vældig omvæltning i synet på arbejdet, der, som det blev vist ovenfor, ophører med blot og bart at være en kilde til fortjeneste. Nødvendigheden af en kontrol med arbejdets størrelse og forbrugets størrelse falder bort, pengene bliver afskaffet, vare-penge-forholdet forsvinder, og dermed forandrer også forbindelserne mellem menneske og samfund sig grundlæggende. Disse forbindelser bliver én gang for alle fri for egoistiske overvejelser, for alt det, som jagten efter fortjeneste og materielle fordele bærer med sig. Muligheden for til enhver tid vederlagsfrit at få alt fra samfundets lagerbeholdninger, hvad der er nødvendigt for et liv i kultur og velstand, vil få mennesket, der ikke mere bliver drevet af bekymring for morgendagen, til at blive psykisk sundere. I den nye psykologi og i den nye moral bliver der ikke længere plads for tanker på at opnå gevinst og privatejendom, som for mange mennesker under kapitalismen var det eneste livsmål. Endelig vil mennesket kunne vende sig mod højere interesser, mellem hvilke de samfundsmæssige interesser vil stå i første række. Fordelingen efter behov bliver dog ikke blot indført under kommunismen ud fra humane overvejelser og ej heller ud fra bestræbelser for at befri alle samfundets medlemmer for bekymringen for fremtiden. Det er også en direkte økonomisk nødvendighed, der følger af den samfundsmæssige produktions høje udviklingsniveau. Gennem fordelingen af de materielle og åndelige goder efter menneskenes behov skaber den kommunistiske orden de gunstigste forudsætninger for en yderligere udvikling af dens vigtigste produktivkraft, det arbejdende menneske, for den største udfoldelse af alle dets evner. Herved vinder både personligheden og samfundet. Engels skrev med henvisning til denne omstændighed, at »fordelingen vil, for så vidt den ledes ud fra rent økonomiske hensyn, blive reguleret efter produktionens interesser, og produktionens udvikling fremmes mest af en fordelingsmåde, der tillader alle samfundsmedlemmer så alsidigt som muligt at udvikle, opretholde og gøre brug af deres evner«. Nogle snæversynede kritikere af marxismen søger at bevise, at det kommunistiske samfunds idealer ikke er til at virkeliggøre og stiller alle slags »prekære« spørgsmål. Når alle goder bliver fordelt gratis, vil da ikke enhver dagligt have et nyt sæt tøj, ja, også en ny bil? Og hvad vil der ske, hvis ethvert samfundsmedlem forlanger et palads med nogle snese værelser eller ønsker at anlægge en samling af kostbarheder og sjældne kunstværker? Ophavsmændene til den slags gisninger bagvasker borgerne i det kommende kommunistiske samfund og tillægger dem deres egne laster. Naturligvis kan det ikke være den kommunistiske ordens sag at opfylde alle griller og luner. Dets mål er, som Engels betonede, tilfredsstillelse af alle menneskers rationelle fornødenheder i stadig stigende målestok. Betyder dette, at i stedet for pengeforholdet en eller anden form for forbrugets tvangsregulering skulle være nødvendig? Nej, under kommunismen behøver det ikke at blive foreskrevet, hvilke fornødenheder der er fornuftige, og hvilke der er ufornuftige. Menneskene selv vil være tilstrækkeligt dannede og bevidste til ikke at stille nogle tydeligt ufornuftige krav til samfundet. Kommunismen, skrev Lenin i 1917, »forudsætter ... en ganske anden arbejdsproduktivitet end den nuværende, og har ikke den nuværende spidsborger for øje, som er i stand til at øde samfundets rigdom bort og forlange umulige ting 'for sjov', omtrent som eleverne på præsteseminariet hos Pomjalovskij.« For at opdrage alle borgere til en fornuftig indstilling til forbrug, behøves der naturligvis en vis tid, dog er fremtidens samfund med dets overflod på materielle og åndelige goder og borgernes høje bevidstheds-niveau ubetinget denne opgave voksen. Og skulle der endogså findes nogle mennesker, som stiller uberettiget høje krav, så kan de alligevel ikke desorganisere det kommunistiske fordelingssystem. Mennesker med umådelig appetit, således skrev Engels, kan samfundet udlevere det dobbelte. Dog, dermed ville de kun gøre sig latterlige over for offentligheden i det kommunistiske samfund. Og derefter turde der vel næppe findes nogen, der ville gentage lignende forsøg. Menneskene ville kunne vænne sig så meget lettere til de kommunistiske fordelingsformer, da disse ikke forlanger nogen kunstige selvbegrænsninger eller noget asketisk liv eller et liv i afsavn. Den videnskabelige kommunisme er fremmed for at propagandere for en asketisk levevis, thi den ser netop den samfundsmæssige produktions mål i den fuldstændige tilfredsstillelse af alle samfundsmedlemmers materielle og åndelige behov. Og det kommunistiske samfund selv vil også fra bi gyndelsen af dets historie være rigt nok til rigeligt at tilfredsstille all borgernes behov ikke blot til fødemidler, klæder, boliger og andre1 forbrugsgoder, men også til at stille alt det til disposition for dem, som et uddannet, kulturelt højtstående menneske behøver for et rigt og lykkeligt liv. Under kommunismen vil utvivlsomt også forbrugskulturen højnes: menneskenes smag vil udvikle sig, vil blive finere og mere udpræget. De samfundsmæssige forhold under kommunismen opdrager et menneske, for hvis væsen en naturstridig smag og et naturstridigt behov, således som det er karakteristisk for de tidligere epoker, da ejendom og forbrugsniveauer var den vigtigste målestok for menneskets stilling i samfundet, er fremmed. I stedet for luksus vil bekvemmelighed og sand skønhed blive til hovedkriterierne for tingenes værdi: Menneskene vil ikke længere i tingene se en genstand for forfængelighed og et mål for succes i livet, de vil ikke længere leve for at anskaffe ting, men atter tilføre dem deres sande bestemmelse, som består i at lette og at forskønne menneskenes liv. Man kan gå ud fra, at også lovmæssighederne for masseproduktion - thi under kommunismen vil alle vigtige artikler blive fremstillet i masseproduktion - vil virke i den samme retning. Det kommunistiske samfund vil sikkert med tiden blive så rigt, at det kan opfylde menneskenes højeste fordringer. Dog vil det også være så fornuftigt ikke nytteløst at bortødsle menneskeligt arbejde og samfundets ejendom. Både arbejdet og den samfundsmæssige ejendom kan stadig blive anvendt endnu fornuftigere og mere passende. Det vil naturligvis her ikke dreje sig om en indskrænkning af æstetiske krav, men om opståen af nye, højere æstetiske kriterier, der modsvarer hele det nye livs væsen og struktur. Af det sagte fremgår, at virkeliggørelse af det kommunistiske princip »Enhver får efter behov« vil være en vældig nyvinding for menneskeheden. Det har ingen mening at gisne om, af hvilken art disse behov konkret vil være. Ét er klart, de vil være betydeligt højere og alsidigere end i dag. De menneskelige behov er ikke noget stift og uforanderligt, de udvikler sig og vokser bestandigt. Under kommunismen vil denne proces skride særlig hurtigt frem. Det er også grunden til, at den kommunistiske orden stiller sig opgaven at tilfredsstille det stadigt voksende behov hos alle medlemmer af samfundet.

Et frit menneske i et frit samfund

Kommunismen er den mest retfærdige samfundsorden, som helt og holdent vil virkeliggøre principperne om lighed og frihed, som vil sikre den menneskelige personligheds fuldstændige udfoldelse, og som vil forvandle samfundet til en godt organiseret sammenslutning, til et fællesskab af skabende mennesker.

Lighed og frihed

Lighed og frihed har altid været den fremskredne del af menneskehedens drøm. Mange samfundsbevægelser i fortiden har foldet sig ud under dette banner, også de borgerlige revolutioner i det 18. og 19. århundrede. Dog kunne denne drøm ikke blive til virkelighed i et samfund, der hvilede på privatejendomsret til produktionsmidlerne og var spaltet i udbyttede og udbyttende, i undertrykte og undertrykkende klasser. Først når produktionsmidlerne går over i samfundseje og menneskets udbytning af mennesket bliver umuligt, åbner der sig vej til faktisk - og ikke blot formel - lighed for menneskene, en vej til deres virkelige befrielse. Kommunismen fører dette historiske værk til ende. En af dens vigtigste sociale principper er menneskenes almindelige og virkelige lighed. Ligheden bliver først og fremmest sikret ved, at kommunismen er et klasseløst samfund, hvor de sidste levn af sociale forskelle og den dermed forbundne ulighed, der endnu består under socialismen, bliver fjernet, ligesom forskellen mellem by og land eller mellem legemligt og åndeligt arbejdende. Disse forskelles forsvinden betyder på ingen måde en nivellering af de individuelle anlæg eller standardisering af de menneskelige evner og karakterer. Kommunismen er ingen kaserne, som befolkes af en anonym masse. En sådan karikatur af fremtidens samfund kan kun uforbederlige vulgære fremstillere eller bevidste bagvaskere give. I virkeligheden åbner dette samfund ubegrænsede, aldrig tidligere eksisterende perspektiver for udfoldelse af menneskenes personlighed i hele dens uendelige mangfoldighed. Ligheden under kommunismen er ikke sådan at forstå, at alle forskelle mellem mennesker ville blive fjernet; kun sådanne forskelle og betingelser forsvinder, som ulighed i menneskers sociale stilling kan frembringe. Uafhængigt af menneskets oprindelse og stilling, uafhængigt af dets ydelser i den samfundsmæssige produktion har det under kommunismen de samme muligheder som enhver anden for at medvirke til løsningen af de fælles anliggender, til at uddanne sig videre og at blive delagtiggjort i alle livets goder. En af kommunismens særegenheder består netop deri, at den sikrer enhver den højeste grad af lighed, ved hvilken, som Marx har sagt, »forskellen i virksomhed, i arbejdet, ikke begrunder nogen ulighed, nogen forrettighed til besiddelse og nydelse«. Deri ligger den store sociale betydning af det fordelingssystem af materielle og åndelige goder, som bliver indført af den kommunistiske orden. På samme tid medfører kommunismen også den menneskelige friheds endelige triumf. Allerede i det nye samfunds første, den socialistiske udviklings fase, får mennesket den vigtigste af alle friheder, frihed for nødvendigheden af at arbejde for udbytterne. De arbejdendes magt under socialismen giver demokratiet, d.v.s. folkeherredømmets princip dets sande mening. Kommunismen går videre og skaber for første gang forudsætningerne for, at nødvendigheden af tvang overhovedet falder bort. Hvorfor bliver det muligt under kommunismen at give afkald på tvang, endskønt intet samfund i den hidtidige historie så meget som kunne drømme derom? Gennem årtusinder herskede der sociale betingelser, som gjorde uforsonlige modsætninger, sammenstød mellem enkelte menneskers og hele klassers interesser uundgåelige. Netop denne spaltning af samfundet skabte tvangen og kaldte et særligt apparat for klassemagt og et system af retsnormer til live, som blev påtvunget menneskene af den magt, som var koncentreret i de herskende klassers hænder. Denne spaltning af samfundet bliver allerede fjernet med socialismens sejr. Kommunismen, som omformer produktionen, fordelingen og arbejdet, sikrer samtidigt den fuldstændige sammensmeltning af alle samfundsmedlemmernes socialøkonomiske interesser. Følgen deraf er, at jorden bliver taget bort under enhver tvangsforholdsregel. Forholdet herredømme/underordning bliver endeligt afløst af et frit samarbejde. Staten er ikke mere nødvendig. Også nødvendigheden af retslige forordninger falder bort. For kulturelt, ideologisk og moralsk højtstående mennesker, som menneskene vil blive under kommunismen, bliver overholdelse af reglerne for det menneskelige liv i fællesskab til vane, til deres anden natur. Under disse betingelser, skrev Engels, »(træder) i stedet for hersken over personer... forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser.« Når enhver tvang forsvinder fra samfundslivet, så vil ikke blot det fremtidige samfunds sociale betingelser ændre sig, men også mennesket selv vil ændre sig og ene og alene lade sig lede af sin overbevisning og erkendelsen af sin moralske pligt.

Personlighedens fulde udfoldelse

Kommunismens højeste mål består i at sikre fuld frihed for den menneskelige personligheds udvikling, at skabe forudsætningerne for en ubegrænset udvikling af personligheden, for menneskets legemlige og åndelige fuldkommengørelse. Deri ser marxismen den sande frihed i dette ords mest ophøjede betydning. Almindelig velstand, et fuldkomment system for folkehygiejne og sundhedsvæsen og en fornuftig levevis vil sikre mennesket i det kommunistiske samfund sundhed, et langt liv og legemlig fuldkommenhed. Det for kommunismen særegne fordelingsprincip vil for altid befri menneskene for bekymringen for det daglige brød. Det frie, skabende arbejde vil ikke undertrykke de i mennesket slumrende alsidige evner, men omvendt bringe dem til udfoldelse. Menneskene vil have betydelig mere fritid til rådighed. Det er kendt, hvilken stor betydning Marx tillagde dette spørgsmål; han sagde, at målet for samfundets rigdom ikke ville være arbejdstiden, men dets medlemmers fritid. Thi fritiden er ikke blot tid til hvile, til genoprettelse af de menneskelige kræfter, men også, for at tale med Marx, rummet for udvidelsen af hans personlighed. De kulturelt højtstående og alsidigt udviklede mennesker i det nye samfund vil utvivlsomt finde fornuftige og passende muligheder for at udfylde dette »rum«. At lære vil være lige så karakteristisk for ethvert menneskes levevis som arbejdet, hvilen og søvnen. Forbruget af kulturelle goder af enhver art vil stige umådeligt. Med den voksende rigdom vil samfundet være i stand til at stille flere og flere midler og mere og mere arbejde til disposition for deres tilvejebringelse. Personlighedens udvikling og fuldkommengørelse bliver også i betydelig grad fremmet af den omstændighed, at det kommunistiske samfund vil byde alle menneskets evner ubegrænsede anvendelsesmuligheder; thi ethvert talent når jo kun til blomstring, til modenhed og fuldendelse, hvis det bliver benyttet. Gennem disse forudsætninger vil den menneskelige ånd udfolde sig i al sin storhed. Menneskenes karakter og følelser vil nå til deres fuldkommenheds højeste tinder. Under de nye livsbetingelser vil nye moralske tilskyndelser udfolde sig: solidaritet, gensidig velvilje, følelsen af nært fællesskab med andre mennesker, med medlemmerne af en stor menneskehedens familie. Alt det vil åbne ubegrænsede muligheder for menneskeheden til at nyde livet, at nyde dets glæder til bunds. På samme tid vil personlighedens fulde udfoldelse være en vældig faktor for det kommunistiske samfunds videre hurtige fremskridt. Thi menneskenes forstand, talenter og evner er de største skatte, som ethvert samfund råder over. I tidligere tider blev disse skatte dog som følge af de sociale betingelser kun udnyttet minimalt. Hvilke uendelige perspektiver åbner der sig ikke, når ethvert menneskes evner og talenter når til fuld udfoldelse, når de udnyttes frugtbart og ikke bliver ødslet bort til ingen nytte!

Alsidigt udviklede menneskers organiserede venskabsforbund

Den frihed, som mennesket nyder under kommunismen, vil ikke føre til, at samfundet splittes i enkelte kommuner eller endog i individer, der ikke anerkender nogen slags samfundsmæssige forhold. En sådan forestilling om friheden har kun anarkismens og den småborgerlige individualismes tilhængere. For dem består friheden i løsningen af alle samfundsmæssige bånd og i fjernelsen af enhver samfundsmæssig organisation. Dog, en sådan »frihed« kan ikke bringe menneskene nogen nytte. For at den samfundsmæssige produktion kan foregå normalt og udvikle sig, for at kultur og civilisation kan blomstre og for at sikre alle mennesker velstand, et frit og lykkeligt liv, behøver samfundet en bestemt form for organisation. Derfor bliver statssystemet ikke afløst af det almindelige anarkis herredømme, men af et system af samfundets selvforvaltning.Det har ingen mening at gisne om, hvilke konkrete former dette system vil antage, dog kan man danne sig et ret klart billede af nogle af dette systems almindelige træk. Samfundets selvforvaltning under kommunismen er et organisationssystem, der omfatter hele befolkningen, som ved hjælp af dette system vil virkeliggøre den umiddelbare forvaltning af deres egne anliggender. Et sådant system behøver nye organisationsformer, former, der gør det muligt rigtigt og rettidigt at konstatere og virksomt omsætte almenhedens vilje i handling, og tillige forene de mange millioner mennesker til løsning af de opgaver, som samfundet står overfor. Samfundets selvforvaltning under kommunismen vil først og fremmest være et vidt forgrenet system af masseorganisationer og kollektiver. Kun således kan det blive sikret, at alle samfundsmedlemmer stadig deltager i forvaltningen, kun således kan man mobilisere deres energi, deres erfaringer og deres skabende initiativ. I samme målestok forandrer sig også forvaltningsmetoderne af samfundsanliggenderne. På det økonomiske livs område - det vigtigste virkefelt for samfundets selvforvaltning - vil disse metoder være den videnskabelige planlægnings og metoder til organiseringen af frivillige forbindelser og samarbejde mellem produktionskollektiver og bedriftsområder. Ved løsningen af andre opgaver vil man støtte sig til metoden for samfundsmæssig indvirkning og til den offentlige menings indflydelse. Den bliver under kommunismen til en vældig kraft, der vil være tilstrækkelig til at bringe enhver til fornuft, som ikke vil rette sig efter de kommunistiske vaner og principper for et liv i fællesskab. Også de omstændigheder, hvorunder samfundets selvforvaltning vil gå for sig, vil være grundlæggende forskellige. Samfundets selvforvaltning forudsætter ikke blot, at samfundsanliggenderne bliver offentligt behandlet og at alle er informeret derom, men også at menneskene viser en meget stor aktivitet og livlig interesse for disse anliggender. Efter al sandsynlighed vil den offentlige diskussion om samfundsanliggenderne ikke forløbe uden meningsbrydning. Men det vil ikke gøre sagen nogen skade, snarere tværtimod bidrage til, at de mest rigtige beslutninger bliver truffet. Uløselige modsætninger opstår, som erfaringerne beviser, som følge af modsatte interesser og uvidenhed. Disse årsager bliver udelukket under kommunismen; der bliver altså blot forskellen i erfaringer, i graden af indsigt, i måden at behandle enkelte spørgsmål på, tilbage. Men ved det dybt rodfæstede fællesskab i interesser, mål og verdensanskuelse vil det ikke være svært at overvinde sådanne meningsforskelle. Alle disse særegenheder ved samfundets selvforvaltning under kommunismen modsvarer fuldstændigt karakteren af forholdet mellem menneskene i det fremtidige samfund, samarbejdsforholdet, broderlighed og venskab. Det kommunistiske menneske er ikke nogen egoist, ikke nogen individualist, det vil udmærke sig ved bevidst kollektivånd, ved dyb omsorg for det fælles vel. Det faste moralgrundlag hos dette menneske er troskab over for kollektivet, redebonheden og evnen til samvittighedsfuldt at beskytte de samfundsmæssige interesser. Disse egenskaber hos de frie og ligeberettigede borgere i det nye samfund vil gøre kommunismen til et højtorganiseret og velordnet fællesskab af mennesker - de sande mestre i skabende kommunistisk arbejde.

Fred og venskab, samarbejde og tilnærmelse mellem folkene

Kommunismen betyder også nye forbindelser mellem folkene. Disse forbindelser vi opstå ved videreudviklingen af den socialistiske internationalismes principper, som i dag ligger til grund for forbindelserne mellem det socialistiske verdenssystems lande. Allerede ved den socialistiske revolutions sejr bliver de samfundsøkonomiske årsager fjernet, som har frembragt krige mellem staterne, bliver fred og venskab grundlaget for forbindelserne mellem folkene, som opbygger det nye samfund. Under kommunismen bliver disse forbindelser endnu mere befæstede, hvad der følger af den kommunistiske ordens væsen. Forudseende skrev Karl Marx om kommunismen, at »i modsætning til det gamle samfund med dets økonomiske elendighed og dets politiske vanvid, opstår der et nyt samfund, hvis internationale princip vil være freden, fordi der hos hver nation hersker det samme princip - arbejdet!« Vi ser, at også i dag hersker i forbindelserne mellem de socialistiske lande, uafhængigt af deres talmæssige størrelse og deres økonomiske og kulturelle udviklingsniveau, princippet om nationernes ligeberettigelse. Ved kommunismens sejr bliver dette princip hævet til et nyt trin og den faktiske lighed sikret mellem de lande, i hvilke den ny orden er blevet befæstet. Allerede ved overgangen til kommunismen vil de alle nærme sig de fremskrednes niveau og mere eller mindre samtidigt indtræde i den kommunistiske æra. Dannelsen af det socialistiske verdenssystem har ført med sig et snævert samarbejde og gensidig støtte mellem de befriede folk. Kommunismen betyder dette samarbejdes videre befæstelse og udfoldelse. Den åbner muligheder for at nærme alle folks økonomi og kultur endnu mere til hinanden for at sikre deres hurtige og heldige udvikling. Alle disse forandringer er en integrerende bestanddel af samfundets kommunistiske omformning, som vil føre til, at alle rester af det, der skiller og isolerer i forbindelserne mellem folkene, forsvinder. Naturligvis vil nationerne og følgeligt også de nationale kulturer og sprog også efter kommunismens sejr bestå i endnu meget lang tid. Dog vil de forskellige folks liv og forbindelserne mellem dem blive renset for alt det, som kan give selv den ringeste anledning til fjendskab og tvedragt, til isolering og fremmedgørelse, til national egoisme og nationel afgrænsning. Af hvilken kolossal betydning vil dette ikke være for menneskeheden! Alene fjernelsen af en så ødelæggende, barbarisk og blodig form for »kontakter« mellem folkene som krigen er, vil endog ved det nuværende økonomiske udviklingsniveau muliggøre, at gigantiske opgaver kan løses. Således blev det f.eks. regnet ud, at alene de midler, som den anden verdenskrig opslugte, ville have rakt til at bygge et hus med fem værelser til enhver familie, der lever på Jorden, til at bygge et sygehus i alle byer med mere end 5000 indbyggere og afholde udgifterne ved deres drift i ti år. De midler, der blev anvendt i en verdenskrig, ville altså have været tilstrækkelige til fuldstændig at løse bolig- og sundhedsvæsenets problem, som i dag er så akut for størstedelen af menneskeheden. Og hvilke værdier kunne ikke være blevet skabt, hvis man satte de midler ind, som blev givet ud til kaprustningen, hvis man satte de mange millioner menneskers kraft ind, som bliver beslaglagt af hærene og rustningsindustrien, i opbygningen! Af vældig nytte for folkene vil også de kommunistiske landes økonomiske nærmen sig til hinanden og udviklingen af deres økonomi til et kommunistisk verdenssystem være. Den omfattende kooperation og specialiseringen indeholder nye muligheder for at spare det menneskelige arbejde og for at udvikle den samlede produktion. På dette grundlag vil tempoet i den økonomiske udvikling øges enormt. Ubegrænsede muligheder indeholdes også i kommunismen for menneskehedens kulturelle opsving. De i deres form nationale kulturer hos de forskellige folk bliver stadig mere fyldt af det fælles kommunistiske indhold. Deres nærmen sig til hinanden på dette grundlag vil give en mægtig opdrift til de nationale kulturers gensidige berigelse og udvikling og i sit perspektiv føre til dannelsen af en enhedsmæssig, i sit inderste international, sand almenmenneskelig kultur. Videnskaben vil udvikle sig overordentlig hurtigt, fordi det vil være muligt at koordinere videnskabens indsats de forskellige nationer imellem og senere også i hele verden. Uendelig mangfoldig vil kontakten blive mellem mennesker fra forskellige lande og af forskellige nationaliteter; de vil gensidigt kende hinanden bedre, lære af hinanden og føle sig stadig mere som medlemmer af én familie, som omfatter hele menneskeheden. Man kan sige, at kommunismen vil forene selve begrebet »menneskehed« med et nyt, højt indhold, idet den forvandler den af årtusindgammel tvedragt, kiv, konflikter og krigen søndderrevne menneskeslægt til et samlet, verdensomfattende venskabsforbund.

Kommunismens videre perspektiv

Hidtil blev overvejende talt om de nærmeste perspektiver for kommunismen, om hvad der venter de første generationer, hvem den lykke bliver til del at leve i dette samfund. Allerede når man gør sig en forestilling om den kommunistiske ordens almindelige konturer, bliver det klart, at den lader menneskehedens inderste ønsker, dens drøm om almindelig velstand og overflod, om frihed og lighed, om fred, om broderskab og samarbejde mellem menneskene, blive til virkelighed. Dette er fuldstændig lovmæssigt, thi kommunismens ideal har dybe rødder i historien og når helt ind til kernen af millioner arbejdendes liv. Fantastiske billeder af dette ideal finder man allerede i det ved civilisationens begyndelse opståede sagn om den »gyldne tidsalder«. Mange krav, som i deres væsen er kommunistiske, blev rejst i de arbejdende massers frihedsbevægelse i antikken og i middelalderen. Og ved vendepunktet mellem to epoker - feudalismen og kapitalismen - lagde denne tids fremragende tænkere, de utopiske socialister, det kommunistiske ideal til grund for deres lære om det fuldkomne samfund. Alligevel var disse tænkere ude af stand til at opdage hemmeligheden ved samfundsudviklingens love og videnskabeligt at begrunde kommunismens reale mulighed og historiske nødvendighed. Først marxismen har udviklet kommunismen fra en utopi til videnskab, og foreningen af den videnskabelige kommunisme med den stadigt voksende arbejderbevægelse har skabt den uovervindelige kraft, som hæver samfundet op på det samfundsmæssige fremskridts næste trin - fra kapitalismen til kommunismen. Ved foreningen med arbejderbevægelsen har kommunismen ikke mindst sit store almenmenneskelige indhold. Med fuld ret har Engels fremhævet, at kommunismen »er menneskehedens sag, ikke blot arbejdernes«. Kommunismens sejr vil være den samlede arbejdende menneskeheds virkeliggjorte drøm. Thi den kommunistiske orden betyder menneskelighedens triumf, den virkelige humanismes fuldkomne sejr, som Marx sagde. Den kommunistiske humanismes virkelighed består ikke blot i, at udformningen af et interessant, lykkeligt og glæderigt liv for alle mennesker bliver til den vældige, altbetvingende bevæggrund for den menneskelige virksomhed. Af afgørende betydning er den kendsgerning, at samfundet under kommunismen endelig får den fulde mulighed for at nå dette mål. En vældig produktionsbasis, større beherskelse af naturkræfterne, retfærdige og fornuftige samfundstilstande, menneskenes bevidsthed og høje moralske kvaliteter - alt det muliggør at omsætte de dristigste drømme om det fuldkomne samfund i handling. Med kommunismens sejr begynder menneskehedens sande historie i dette ords højeste betydning. Mennesket adskiller sig afgørende fra alle andre levende væsner derved, at det takket være sin forstand og arbejdet ikke behøver passivt at tilpasse sig omverdenens betingelser, men besidder den kraft at ændre disse betingelser, svarende til menneskehedens interesser og fornødenheder. Og skønt menneskeheden allerede har eksisteret i mange årtusinder, begynder først med kommunismens æra dens fulde modenhed, slutningen på dets lange forhistorie, under hvilken hvert enkelt menneskes og hele samfundets liv dannedes under indflydelse af fremmede - naturlige og samfundsmæssige - kræfter, som ikke var underkastet dets herredømme. Med kommunismens sejr bliver det muligt for mennesket ikke alene at producere alt, hvad det behøver i livet, i overflod, men også at befri samfundet for alle umenneskelighedens fremtrædelsesformer: for krige, for den forbitrede kamp inden for samfundet og for uretfærdighed, for kulturløshed og uvidenhed, for forbrydelser og laster. Fra forholdet mellem menneskene og mellem folkene vil vold og egoisme, hykleri og egenkærlighed, forræderi og forfængelighed endeligt forsvinde. Således forestiller kommunisterne sig den sande virkelige humanismes sejr, som vil triumfere i det kommende kommunistiske samfund. Men også når menneskene er nået op til denne højde, vil de ikke blive stående, ikke stille sig tilfreds, ikke forfalde til passiv selvfordybelse. Tværtimod vil deres energi i høj grad øges. I stedet for de løste opgaver vil der opstå nye, de opnåede mål vil blive erstattet af andre, endnu mere tillokkende. Historiens hjul vil fortsat dreje sig. Deri ligger menneskehedens højeste lykke, pantet på, at den aldrig vil undvære den dybe tilfredstillelse og glæde, som det skabende arbejde, den aktive virksomhed, den dristige overvindelse af hindringerne formår at give. Den overordentlig hurtige, i praksis ubegrænsede udvikling er jo netop karakteristisk for det kommunistiske samfund. Og også efter dets sejr vil livet stadig stille menneskene over for nye problemer, hvis løsning vil kræve skabende anstrengelser af hver ny generation. Først og fremmest er det klart, at den samfundsmæssige produktions udvikling aldrig vil blive stående. Hvilke faktorer vil være bestemmende for dens uafbrudte fremskridt? Disse er de stadige - og dertil yderligere meget hurtigt - voksende fornødenheder hos menneskene i det kommunistiske samfund, endvidere befolkningstilvæksten, som naturligt betinger en udvidelse af produktionen, både af materielle og åndelige goder. I den samme retning vil også den samfundsmæssige interesse i en yderligere forkortning af de arbejdendes arbejdstid og forlængelse af deres fritid virke. Det kan uden videre forudses, at produktionsudviklingen gør en løsning af utallige komplicerede spørgsmål nødvendig, som står i sammenhæng med fuldkommengørelsen af dens organisation, med højnelsen af de arbejdendes kvalifikationer og med opfindelsen af de mest forskelligartede tekniske fornyelser og deres indføring i praksis. For videnskaben, som vil indtage en fremstående plads i det kommunistiske samfund, vil der stadig frembyde sig nye problemer. Allerede i dag kan det erkendes, at de vil få en i sandhed storslået udstrækning. Den kendte sovjetiske videnskabsmand, akademimedlem V. A. Obrutsjev, skrev om det, som menneskene med rette kan vente af videnskaben: »Det er nødvendigt: at forlænge menneskenes liv gennemsnitligt til 150-200 år, at udrydde infektionssygdomme, begrænse ikke-smitsomme sygdomme til et minimum, at besejre alder og træthed og at lære at give livet tilbage til menneskene ved for tidlig eller tilfældig død; at gøre alle naturkræfterne, Solens og vindens energi, varmen i Jordens indre nyttig for mennesket, at anvende atomenergien i industrien, i samfærdselen og i byggeindustrien og at lære at oplagre et forråd af energi og befordre det uden ledninger til et sted efter ønske; at forudse og afværge naturkatastrofer som oversvømmelser, hvirvelstorme, vulkanudbrud og jordskælv; at fremstille alle de stoffer, der kendes på Jorden, lige til de mest komplicerede - æggehvidestoffer - såvel som stoffer, der også er ukendte i naturen, industrielt, stoffer, der er hårdere end diamant, mere varmebestandige end ildfaste sten, stoffer med højere smeltepunkt end wolfram og osmium, bøjeligere end silke, mere elastisk end gummi; at opdrætte nye dyreracer og plantearter, som vokser hurtigere, yder mere kød, mælk, uld, korn, frugt, fibre og træ til samfundshusholdningens behov; at trænge dårlige områder som sumpe, bjerge, ørkener, taigaen og tundraen tilbage, gøre dem egnede for liv og måske også gøre havbunden tilgængelig; at lære at beherske vejret, at regulere vinden og varmen sådan, som man i dag regulerer floder, at fordrive skyer og efter behag fremkalde regn og godt vejr, sne og varme.« Naturligvis vil videnskaben, selv når den engang har lært at beherske disse storslåede opgaver, ikke være nået til sine muligheders grænse. Der findes ingen grænse for menneskenes forskerånd, for deres stræben efter at gøre sig naturkræfterne nyttige, at afsløre alle deres hemmeligheder, og der er vil aldrig gives en sådan grænse. Lige så lidt ophører nogen sinde den virksomhed hos menneskene, som er rette mod at fuldkommengøre den samfundsorden, som de lever i formerne for samfundets selvforvaltning, menneskenes levevis og normerne for det menneskelige liv i fællesskab og dets omgangsformer. Og hvilket uudtømmeligt virkefelt åbner det kommunistiske samfund ikke ved udviklingen af alle dets medlemmers færdigheder og fulde personlighedsudfoldelse, ved den legemlige og åndelige fuldkommengørelse af mennesket selv! På vejen til den kommunistiske civilisations højde vil menneskene atter og atter udvise usædvanlig vilje- og åndsstyrke, skabende ildhu, mod og handlekraft.

* * *

Skift til: Marxismen Leninismens grundlag (I) * * Marxismen Leninismens grundlag (II) * * Marxismen Leninismens grundlag (III) * * Marxismens ABC (II) * * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Webmaster