Finanskrisen

Det hele startede den 9, august 2007. Den dag begyndte centralbankerne i USA og Europa at forsyne finansmarkederne med vældige indsprøjtninger af likvide midler. De stillede store lån til disposition for forretningsbankerne, hvad der ikke var noget problem, da de havde seddelpressen til rådighed. Årsagen var, at de normale udlån bankerne imellem var gået i stå. Hver bank vogtede over sin pengekasse, søgte at maksimere sin likvide beholdning og krævede ekstra høje renter for udlån til andre banker. Resultatet var omsiggribende likviditetsvanskeligheder.

Den 15. august faldt aktiekurserne 13 % i Countrywide Financial, en stor amerikansk hypotekbank, efter at en analytiker i investeringsbanken Merrill Lynch havde ændret sin anbefaling af aktien fra ’køb’ til ’sælg’, da han øjnede mulige finansieringsvanskeligheder. Trods nye, store likviditetstilførsler fra centralbanken faldt aktieindekset den dag 1,4 %. Salgsbølgen bredte sig næste dag til børserne i Asien.

Efteråret igennem løsnedes kreditkrisen ikke den mindste smule, selvom ’the Fed’ , USA's centralbank gentagne gange sænkede udlånsrenten. Ved årsskiftet gik så fem centralbanker sammen i en koordineret aktion om at stille lån på tilsammen 100 milliarder dollars til rådighed for det internationale finansmarked. Det hjalp heller ikke. Igennem de første 3 uger af det nye år 2008, faldt aktieværdierne på verdens børser i alt med 5000 milliarder dollars. Finanskrisen begyndte at få konsekvenser for realøkonomien.

I februar gik det ud over den engelske storbank, Northern Rock, som specialiserede sig i udlån til boligmarkedet. Kun 27 % af dens aktiver bestod af indlån fra sparere, resten stammede fra korte lån på det internationale finansmarked. Det var netop den lånemulighed, som tørrede ud, da kreditmarkedet frøs til. Northern Rock søgte finansiering hos centralbanken, Bank of England, som var tøvende og langsom i optrækket. Resultatet blev, at der udbrød panik blandt indskyderne med run på banken. Landet over samlede indskyderne sig i lange køer foran bankafdelingerne for at nå frem til kassen og sikre sig deres tilgodehavender. Regeringen greb ind, nationaliserede banken den 17. februar og garanterede indskuddene.

Og så rullede lavinen. I marts brød den store, amerikanske investeringsbank, Bear Stearns, sammen på grund af investeringer i alt for store poster af sub prime udlån. Den blev købt af JP Morgan for 236 millioner dollars, efter at dens aktiekurs var faldet fra 20 milliarder dollars, altså til mindre end en firsindstyvendedel ! Bush-regeringen støttede overtagelsen med en garanti på 29 milliarder dollars mod sikkerhed i sub prime posterne. Regeringen var bange for, at et sammenbrud kunne føre til total kollaps for hele banksystemet.

Efter et par måneders relativ ro gik det i juli ud over Freddie Mac og Fannie Mae. De ejendommelige betegnelser, som skal give en mundret udtale af de mange forbogstaver i de officielle navne, dækker over de to største amerikanske realkreditinstitutioner. De har deres oprindelse tilbage i Roosevelt-perioden og blev dengang oprettet på regeringens initiativ med det formål at skabe mulighed for billige boliger til jævne mennesker, men er nu privatiserede. De blev ramt af de faldende boligpriser og svigtende terminsydelser, som udhulede panteværdien af den sikkerhed, der lå bag deres obligationer. Med udestående, hypotekdækkede fordringer på 5000 milliarder dollars og en gæld på 1600 milliarder var de på randen af sammenbrud og blev de facto nationaliserede og gælden overtaget af staten. Der var tale om en af historiens største nationaliseringer, formentlig kun overgået af nationaliseringen af al jord i Rusland ved revolutionen i 1917. Der er stærke forlydender om, at Kina, som ligger inde med store poster af deres obligationer, havde en finger med i spillet og lod regeringen i Washington forstå, at en bankerot for Freddie og Fannie kunne få negative konsekvenser for fremtidige køb af amerikanske papirer.

En uge senere brød investeringsbanken Lehman Brothers sammen i historiens største bankerot. Regeringen kom denne gang ikke til hjælp, og markederne reagerede med rædsel kloden over. Det var den bankerot, som gav Danske Bank et tab på en halv milliard kroner. Panikken bredte sig, og det er i dag den almindelige opfattelse, at netop den omstændighed, at regeringen lod Lehman Brothers falde, bevirkede den følgende nedsmeltning af markedet. Dagen efter historiens største bankerot så man til gengæld historiens største aktion for at redde et privat selskab. Det drejede sig om verdens største forsikringsselskab, AIG, American Insurance Group, som havde oprettet en finansafdeling, der havde investeret i store mængder dårlige lån; efter egen bedømmelse i dobbelt så meget som Lehman Brothers havde. Staten overtog syge lån til en samlet sum af 85 milliarder dollars.

Derefter kom turen til investeringsbanken Merrill Lynch, som efter kolossale tab på lån til boligmarkedet blev overtaget af Bank of America, og investeringsbanken Morgan Stanley, som til gengæld for støtte fra the Fed måtte acceptere tættere regeringskontrol. Den fjerdestørste amerikanske bank, Wachovia, blev under statens medvirken købt af Citigroup, hvis aktiekurs dog et par måneder senere led et tab på 60 %, så at den selv måtte have en statsgaranti på 20 milliarder dollars. I England måtte Lloyds købe hypotekbanken HBOS, hvis indskudskapital kun dækkede 58 % af udlånene. Det var langt bedre end Northern Rocks 27 %, men alligevel kom den i klemme i det stramme finansmarked. I september nationaliserede regeringerne i Benelux banken Fortis, efter at dens aktieværdi var brudt sammen.

I løbet af den første halve snes dage af oktober nationaliserede den islandske regering landets tre banker, Glitnir, Landsbanki og Kaupthing og devaluerede valutaen. I Tyskland gik regeringen og bankerne ind med en garanti på 50 milliarder dollars til Hypo Real Estate, den næststørste tyske realkredit bank og regeringen besluttede at garantere alle bankindskud, og England, Tyskland, Frankrig, Italien enedes om at suspendere stabilitetspagtens krav om en grænse for budgetunderskud på 3 % af BNP. I USA vedtog kongressen med stor modvilje at bevilge finansministeren 700 milliarder dollars til at hjælpe bankerne af med dårlige udlån, men i oktober bød 15 euro-lande over og enedes om tilsammen at støtte finanssektoren med 3000 milliarder dollars ! Ingen højere ? Samtidig var der nærmest konkurrence om rentesænkninger. England sænkede med 1½ % til 3 %, USA skar ned til 1 % og Japan gik fra 0,5 % ned til 0,3 %. Ingen af alle disse indgreb løsnede kreditklemmen. Og ved udgangen af 2008 kunne man konstatere, at i årets løb var aktiekurserne på verdens børser faldet med ikke mindre end 50 %.

Det var i meget korte træk, hvad der i året 2008 skete på finansmarkederne verden over. Der er ingen tvivl om, at kapitalismen står overfor alvorlige problemer. Et af dem fremgår af Lehman Brothers bankerot. Efter redningsaktionen overfor Bear Stearns og den faktiske nationalisering af Fannie og Freddie følte regeringen, at man overfor Lehman Brothers nu måtte statuere et eksempel. Ellers kunne der udvikle sig, hvad man kaldte ’moral hazard’. Det kan bedst oversættes som moralsk fare eller moralsk risiko. Det betyder, at man blandt kapitalisterne udvikler en fornemmelse af, at hvis de beslutter at indlade sig på risikofyldte engagementer, og det så går galt, så kan de altid være sikker på, at staten vil komme til hjælp og redde dem ud af kniben. I hvert fald hvis de er af en vis størrelse og betydning. Hvis den moral bliver udbredt, betyder det, at kapitalen opgiver styringen af økonomien. At privatkapitalismen bliver umulig at opretholde i den hidtidige form. At der skabes en krise for systemet. En situation, hvor staten reelt bliver nødt til sikre sig grebet om styringen af hele økonomien. Moral hazard er en af de former, hvori det, som i den marxistiske teori kaldes ’kapitalismens almene krise’ giver sig til kende. Man kan uden videre se, at det spøgelse, som lurer bagved moral hazard, er i første runde statskapitalismen, og senere måske socialismen. Så det er ikke uden grund, at Bush-regeringen besluttede sig til at lade Lehman Brothers falde og statuere et eksempel. Men konsekvensen blev altså en sådan rædsel og panik på finansmarkederne, at det helt store sammenbrud truede. Et sammenbrud som uvægerligt ville brede sig til hele verden. Derfor blev kursen da også straks lagt om, og redninger iværksat overfor AIG, Merrill Lynch og Morgan Stanley. Selv efter denne oplevelse strittede især republikanerne i kongressen i begyndelsen imod bevillingen af de 700 milliarder til overtagelse af bankverdenens giftige lån. De anede socialismens indtog ad bagdøren. Og trods oplevelsen med følgerne af Lehman Brothers undergang var de endnu engang stærkt fristede til at statuere et eksempel. Men de følte sig altså nødsaget til at sluge kamelen, for alternativet var trods alt værre. Det ville være den totale finansielle og økonomiske kollaps, som ville brede sig til hele den globaliserede verden. Verdens økonomiske sammenbrud ville umiddelbart have sociale og politiske konsekvenser, som ville mane spøgelset frem i en endnu farligere form. Kapitalismen har det slet ikke let.

Men hvordan er det kommet så vidt ? Hvorfor begyndte bankerne i august 2007 at holde igen med deres indbyrdes udlån, som ellers altid i normale tider havde forløbet frit og gnidningsløst. Forklaringen ligger som bekendt i den situation som havde udviklet sig på det amerikanske boligmarked. Udbyderne af lån mod sikkerhed i fast ejendom havde igennem en årrække udviklet de såkaldte Ninja-lån (No income, no job or assets = aktiver), også kaldet sub prime-lån. Hermed kunne man inddrage de fattigste som boligkøbere. Yderligere lokkedes de med særligt lave begyndelsesydelser. Først efter to-tre år skruedes renten op på det høje niveau, hvad der selvsagt står med småt i lånedokumenterne. Men til den tid var prisen på huset steget, og lånet kunne udskiftes med et nyt og højere – forestillede man sig. Hele operationen var bygget på den sikre forvisning om, at boligpriserne ville være evigt stigende. For det havde de jo været i mands minde. Disse lånetyper har øget husejernes andel af befolkningen i USA fra godt 60 % til hen mod 80 % og dermed også åbnet for vældige spekulationsgevinster for finansforetagender i det ’grå lånemarked’. Det anslås, at ca. 13 % af boliglånene i USA består af Ninja’er.

Forudsætningen om de stigende boligpriser holdt blot ikke. Faktisk stagnerede de hen i 2006 og begyndte så småt at falde i foråret 2007. Dermed indtrådte lånekrisen med de svigtende terminsydelser. I december 2008 anslås det, at i alt 1 mill. boliger er overtaget af bankerne ved tvangsauktioner. I alt er nu ca. 1/3 af alle boliger til salg i USA gået igennem en tvangsauktion. Men hvorfor har udlånsbankerne indladt sig på så risikofyldte eksperimenter som Ninja’erne ? Simpelthen fordi man regnede med at kunne fjerne risikoen ! Smarte finansregnedrenge havde fundet på tricket med ’securitisation’ . Det bestod i at udvikle nye typer af værdipapirer, Mortgage Backed Securities (MBS), som bestod af flere lag pantebreve, usikre Ninja’er, noget sikrere pantebreve, endnu sikrere pantebreve, ’prime’ pantebreve, osv. Også MBS’erne blev solgt videre, pakket ned som et lag i såkaldte CDO’er (Collaterized Debt Obligation). På den måde forestillede man sig, at risikoen ved de syge pantebreve kunne spredes, i så høj grad, at den reelt forsvandt. Det var det man kaldte ’securitization’. Tilbage ville blive en højere rente, fordi risikoen var væk. Den høje rente var yderst efterspurgt, fordi renten var lav i hele denne periode. Faktisk var 80 % af de seneste fem års ’låneproduktion’ blevet ompakket på denne måde og solgt videre til investorer. På lignende måde udvikledes andre ’finansielle instrumenter’ de såkaldte ’derivater’ som CDS’er (Credit Default Swaps), der i virkeligheden er væddemål om risikoen for misligholdelse af betalingsforpligtelser og handledes som totalisatorboner på FUTOP-børsen sammen med ’futures’, ’optioner’ og ’warrants’. Det hele udviklede sig til en totalisator- eller kasinoøkonomi, hvor end ikke centralt placerede spillere kan overskue risici. Men resultatet var også, at de inficerede papirer blev mangfoldiggjort i enormt omfang og spredt i hele finansverdenen. Man regner som nævnt med, at 13 % af alle boliglån i USA er Ninja’er, og når de fortyndes og mangfoldiggøres som beskrevet kan de inficere så mange banker, at ingen ved, hvilke banker, der er smittet eller i hvilket omfang. Det lykkedes virkelig de kvikke finansregnedrenge at sprede risikoen ! I løbet af den sidste halve snes år er det uregulerede marked for derivativer vokset til den helt uhyrlige størrelse af 600.000 milliarder dollars. Det svarer til næsten 100.000 $ for hvert menneske på jorden. Det er 10 gange verdens årlige bruttonationalprodukt. Det har medført, at 98 % af valutaomsætningen er uden nogen som helst forbindelse med hverken produktion eller vareomsætning. En stor del af alle disse finanstransaktioner foregår omkring USA, hvor finansverdenens andel af samtlige indkomster siden begyndelsen af 1980erne da også er vokset fra 10 % til i dag 40 %. Set i den sammenhæng svinder selv de enorme beløb, som staterne bevilger for at støtte finanssektoren og rydde ud i bankernes dårlige lån ind til lommepenge og vil formodentlig være uden nogen egentlig betydning.

Hvordan er gået til, at finanssektoren har fået sådan et omfang og dermed nærmest har sluppet forbindelsen med realøkonomien ? Det hænger sammen med det forhold, som Marx kaldte profitratens faldende tendens. Den tendens har sin årsag i, at profitten uafladelig skaber kapital, en stadig voksende kapitalmasse, som søger profitgivende anvendelse. Det er imidlertid vanskeligt på grund af det kroniske underkonsum, som skyldes, at arbejdskraft altid skaber større værdi end den forbruger, hvilket jo er kilden til kapitalens profit. Udvejen kan så søges i finanssektoren i stadig mere spekulationsprægede operationer – eksempelvis Ninja-lånene. Resultatet bliver det nervøse, ekstatiske og euforiske præg, og de svindel affærer, som er karakteristisk for slutningen af konjunkturen lige før krisen, som foreløbig løser problemet ved omfattende krak, fallitter og sammenbrud, dvs. destruktion af kapital, altså indskrænkning af kapitalmassen, og dermed baner vej for genoprettelse af profitraten.

Nogenlunde sådan lyder Marx’ klassiske kriseteori med vægt på krisens rensende effekt. Men problemet er blot, at igennem de seneste ca. 20 år har krisen ikke fået lov til at udfolde sig og øve sin positive rensende virkning, eller - alternativt - medføre mobilisering af så store folkelige bevægelser, at afgørende, demokratiske systemændringer kan gennemføres. Siden slutningen af 1980erne er fire store bobler svulmet op: En japansk aktie- og ejendomsboble i de sidste år før 1990, en aktieboble i Østasiens ’tigerøkonomier’ i 1997-98, en amerikansk/europæisk IT-aktieboble omkring 2000 og nu senest den ejendomsboble, som er punkteret i USA og har udløst kreditkrisen og dens følger. Hver gang, når boblen bristede, er centralbanker og finansministerier kommet styrtende med likviditetssikringer, garantier og rentesænkninger for at hindre den krise, som var under optræk. Med det formål at redde den kapital, som kunne risikere destruktion, men også at forhindre skader, der kunne føre til politiske konsekvenser og sociale omvæltninger. Det, som gør denne krise specielt alvorlig er, at for første gang udfolder den sig over hele kloden og er ikke lokaliseret til visse lande eller visse sektorer. Indtil for få måneder siden var det ellers god tone at mene, at Europa eller i hvert fald Østasien ville være ’afkoblede’, uberørte, og i stand til at fungere som markeder, der kunne trække andre økonomier op af sumpen igen. Men nu marcherer alle lande i takt ned i krisen. En af konsekvenserne af globaliseringen, som kapitalen ellers har været så mageløst begejstret for. Men den virker altså også den vej.

Den faldende profitrate blev første gang efter 2. verdenskrig et problem i 1970erne. Da var efterkrigsboomet overstået, landene genopbygget og varehungeren stillet. Nye industrilande, Japan og Tyskland optrådte som konkurrenter til USA, hvis guldreserver, der var fundament for den værdifaste dollar, blev drænet ud af landet. Dollarens guldbinding ophævedes, dens værdi begyndte at synke, og der indtrådte en kombination af inflation og stagnation, som man døbte ’stagflation’. Kampen for profitraten blev ført på flere fronter. Centralbanken i USA satte renten op for at få inflationen under kontrol. Det skabte massearbejdsløshed, der gav baggrund for løntryk. Reagan og Thatcher tiltrådte i 1969/70 og gik i krig mod fagbevægelsen. I USA med Reagans kamp mod flyvelederne og i England med kampen mod kulminearbejderne og skibsværftsarbejderne ved Clydebank. Sociale nedskæringer og privatiseringer af offentlige tjenester gav nemme profitter. Det samme gjorde udliciteringer og ’outsourcing’ til lavtlønslande. Og endelig blev finanssektoren en profitabel jagtmark i takt med, at ’afreguleringen’ fjernede al kontrol, alle regler og begrænsninger. Hele felttoget blev ideologisk understøttet af neoliberalismen og fulgt op i alle lande, især efter Sovjetunionens opløsning. Navnlig i de angelsaksiske lande har det medført, at realøkonomien i form af egentlig industriel produktion i stort omfang er forsvundet, I stedet er altså trådt finanssektoren, som har udviklet en regulær parasitkarakter. I England og USA er den således vokset op til at stå for hen mod halvdelen af al indkomst, og tendensen gør sig i større eller mindre omfang gældende i alle vestlige lande.

Finanskrisen vil brede sig til resten af økonomien, og den krise bliver både lang og dyb. Kapitalen er i øjeblikket ramt af et lammende chok. Udviklingen er en total overraskelse for den. Det kan især ses af de desperate forsøg på indgreb i USA, hvor konservative republikanere opfører sig politisk selvmodsigende og helt naturstridigt. Der er tale om afslutningen af en epoke. Det vil ikke være muligt for kapitalen at vende tilbage til tiden før krisen og fortsætte som sædvanlig, selvom den drømmer om det. Situationen åbner arbejderbevægelsen og socialismens kræfter en mulighed for at overvinde den defensive rolle, de blev tvunget ud i ved tilbageslagene i 1990 og den neoliberale offensiv. Situationen må gribes. Arbejderklassen må nægte at betale for den krise kapitalen er skyld i og i stedet stille sine krav om den form for samfund, som må skabes på ruinerne af sammenbruddet efter alle de neoliberale udskejelser. Og den må samle om sig alle de lag i folket, som også har lidt under dem.