Indhold på denne side: Bordet fanger * * Den statsmonopolistiske kapitalismes krise og den marxistiske teori * * Nej til monopolernes fællesmarked * * Grundloven i europæisk historie

Socialdemokratiet har en formand (Viggo Kampmann (1910-1976) var socialdemokratiets formand 1960-1962. Næstformand var Hans Rasmussen 1961-1969), der arbejder på at få Danmark ind i det vesttysk dominerede fællesmarked, og en næstformand, der advarer imod det. Så stor er bekymringen og rådvildheden i Danmark, at landets største parti i et skæbnespørgsmål skal have modsatte synspunkter repræsenteret i ledelsens allerøverste top. Hans Rasmussen skal være fluepapiret, der opfanger de bekymrede.

Frygten for, hvad en blind foragt for alt andet end marked, kapital og profit kan føre med sig, breder sig i alle kredse. Den får blot ensidigt udtryk. Det er navnlig kulturens folk, der udtaler sig. Om økonomiske og statslige forhold tales ikke meget. Og de kulturelt bekymrede lader ofte, som om en tilslutning til Fællesmarkedet er en given ting, eller som om den i hvert fald ikke lader sig afværge. Da tager Socialdemokratiets næstformand Hans Rasmussen mere håndfast på sagen, når han siger, at vi ikke skal have vesttyske ministre til at bestemme, hvor stor arbejdsløsheden skal være i Danmark.

Hvis debatten fortsat føres på frygten for dansk kulturs skæbne i et vesttysk favntag, havner vi i den samme tåge, som dengang titusinder samledes til alsangsstævner i 1940 og stod sammen om kulturen, sproget, traditionerne, det danske lune og Der er et yndigt land. Det var udslag af god vilje - men på samme tid stod statsminister Stauning i Studenterforeningen og vejledte befolkningen på sin måde:

Stauning talte også det danske sprog, og gjorde det beroligende: »Naturligvis kan en sådan udvikling nødvendiggøre ændringer i de tilvante forhold, men det kan ikke være afgørende, og jeg ser det i hvert fald som opgaver, vi stilles overfor, og som opgaver, der skal løses.«

Staunings kapitulationslinje ville have ført lige lukt ned i helvede, uanset alsangen, om ikke modstandsbevægelsen havde sat en stopper for den.

Stauning argumenterede for kapitulation over for Tysklands økonomiske politik, som statsministeren nu argumenterer for tilslutning til Fællesmarkedet. Han beroliger tilhørerne med, at vi kan acceptere Fællesmarkedets økonomiske vilkår, men afslå de politiske. En lignende tanke har den vesttyske udenrigsminister von Brentano luftet. Sådan lokker de ræve for de gæs. Den danske udenrigsminister synes da heller ikke at give meget for denne forsikring. Når vesttysk kapital først har etableret sin førerstilling i Danmark, i pengeverden, produktionsliv, aviser, forlag etc., hvorfor skulle den så ikke gøre sig gældende politisk? I en sådan situation vil den få bedre egnede agenter end besættelsestidens Frits Clausen eller Quisling.

Fri kapitalbevægelse betyder frit slag for den stærkeste kapital, den vesttyske. Vi vil komme under økonomisk formynderskab. Det betyder f.eks. også ret til at opkøbe eller oprette bladforlag, som ledes efter vesttyske interesser. Vi kan komme til at stå over for reklameradio og reklame-TV på vesttyske hænder.

Den kulturelle fare ligger ikke i, at børnene måske kommer til at læse mindre svensk og mere tysk. Tysk er også et værdifuldt sprog. Den ligger i, at vi mister herredømmet over kulturmidlerne.

I Politikens kronik har Svend Thorsen skrevet de rigtige ord, at »hvert af de nordiske lande er små og svage lande, som isolerede ikke vil få let ved at forsvare deres interesser og ideer inden for den større helhed.«

Derfor må kampen føres nu, før tilslutningsforhandlingerne er kommet for langt, og føres over hele slagmarken, ikke alene i den kulturelle side, mens modstanderen gør sig til gode i centrum. Den skal føres som en modstandskamp mod økonomisk kapitulation, national selvopgivelse, ligegyldighed over for kulturen, for at bevare dansk produktionsliv, jord, blade, forlag og andre kulturmidler på danske hænder.

Gør man ikke det, fanger bordet. Hvem har for øvrigt givet regeringen bemyndigelse til at spille med Danmarks selvstændighed? Den er ikke givet ved noget valg.

Statsminister Anker Jørgensen: Ja, det er skam osse svært for os at beholde vort vellønnede arbejde, når jeg opfylder de krav, der stilles fra EF, som du jo også er varm tilhænger af.  

Fra 1974 kan man stadig oftere konstatere en dyb forværring i de kapitalistiske landes økonomiske krise. Rapporten fra den Internationale valutafond for 1973-74, som blev offentliggjort den 16. sept. 1974 bekræfter, at de økonomiske problemer i dag er »alvorligere og mere komplekse« end nogen, som de pågældende landes regeringer har måttet løse siden afslutningen af anden verdenskrig. Først i en undersøgelse om den nye inflation kan man i »U. S. News and World Report« fra 17. juni 1974 læse: »Efter en velstandsperiode uden sidestykke begynder amerikanerne at gøre sig klart at nationens økonomiske maskine er alvorligt i uorden, og de føler det på deres krop.«

Imidlertid svarer mange teoretikeres og officielle eksperters forvirring til analysens svaghed og modforholdsreglernes manglende virkning. Mange af eksperterne minder om den smarte amerikanske politiker som, da han kom i klemme mellem de pessimistiske prognoser angående .såvel inflation som deflation, udkastede følgende valgslogan: »No inflation! No deflation! Flation!«

Fra 1968 har vi i det franske kommunistiske partis centralkomités økonomiske sektion redegjort for begyndelsen til statsmonopolkapitalismens krise. Siden er den skærpede krise blevet tydelig for alle. Det er derfor man i den kapitalistiske verden fra 1971 og især fra slutningen af 1973 stadig oftere taler om den alvorlige krise i vore samfund, især på det økonomiske plan.

Det er ikke blot ufuldstændige men også ukorrekte opfattelser, som karakteriserer den nye bevidstgørelse indenfor den borgerlige ideologi. Dens traditionelle begreber viser sig utilstrækkelige, når de skal gøre rede for de nye fænomener. Forsøgene på at give en ny forklaring afslører fundamentale svagheder ved at være indbyrdes modstridende.

Tværtimod lod det sig gøre meget tidligt at erkende den nuværende kapitalismes strukturkrise ved hjælp af en videreudvikling af den marxistisk-leninistiske teori om kapitalismens væsen. Denne udvikling blev indvarslet på de kommunistiske økonomers Internationale Konference om den statsmonopolistiske kapitalisme i 1966.

Gennem videreudviklingen af teorien kan de forskellige fænomener i statsmonopolismens krise - indbefattet dem som er udtryk for den seneste skærpelse af krisen - forklares ud fra den historiske udvikling af antagonismerne

i den kapitalistiske produktionsmåde. Det er ud fra denne teoris videreudvikling og under hensyntagen til de særlige forudsætninger der gør sig gældende i Frankrig, vi bygger vore bestræbelser for at forene de umiddelbare løsninger som arbejderne og de demokratiske kræfter foreslår hele folket for at komme ud af krisen.

Indenfor denne fremstillings rammer vil jeg udelukkende koncentrere mig om den nye strukturkrises økonomiske grundlag,, og i store træk teoretisk gøre rede for baggrunden.

Vi undersøger i første del de seneste krisetegn og forudsætninger for en teoretisk forklaring.

Fra tiden efter den anden verdenskrig og frem til slutningen af tresserne kan man i den kapitalistiske verden iagttage en hastig vækst i produktionen, høj beskæftigelse afbrudt af kriser, der ikke var dybtgående og kortvarige depressioner. Samtidig er vi i alle de kapitalistiske lande vidne til statens massive indgriben i finansieringen af produktion og forbrug.

Den herskende ideologi benytter dette forhold som påskud til at hævde at staten, som en slags mægler stående over klasserne, udelukkende virker i almenhedens interesse, og at styringen * af den økonomiske vækst er sikret. I forbindelse med en korrekt økonomisk politik skulle det frie initiativs økonomi nu have nået en periode med stabil og afbalanceret vækst og lidt efter lidt sprede velstand ud i hele samfundet.

Det drejer sig i virkeligheden kun om udviklingsfasen af det som Lenin kalder den statsmonopolistiske kapitalisme: den form for kapitalisme, hvor monopolerne ikke blot vokser og dominerer, men hvor det kun lader sig gøre med statens massive og afgørende hjælp som strækker sig til direkte støtte til produktionen.

Antagonismen mellem arbejde og kapital er ikke blot blevet bevaret, men også uddybet og altomfattende. Befolkningen udplyndres af skatter og kronisk inflation. Udbytningen af arbejderne øges og stadig flere kategorier af mennesker bliver lønmodtagere. Militærudgifternes byrde, den neo-kolonialistiske dominans, forsøget på at indordne produktionsvæksten, de offentlige midler og hele det sociale liv under monopolgruppernes krav om akkumulation og profit - alt dette uddyber modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital.

Imidlertid sker der ikke blot det, at antagonismerne i den kapitalistiske produktionsmåde bevares, uddybes og breder sig. De udvikler sig også med væksten i kapitalismens nye strukturer og tilspidses med begyndelsen af selve den statsmonopolistiske kapitalismes krise.

2) Nogle fænomener som udtrykker strukturkrisens tilsynekomst og skærpelse.

Blandt de fænomener som er symptomatiske for krisen, fra slutningen af 1967 til 1972, kan vi citere:

a. Tendenserne til et hurtigere inflationstempo og stigning af de nominelle priser, betydelig stigning i guldprisen, desorganisation af valutaforhold og kurser, voldsom spekulation og akut krise i det kapitalistiske pengesystem.

b. Skærpelse af den kapitalistiske konkurrence på verdensmarkedet, handelskrige og nye vanskeligheder på betalingsbalancen.

c. Ny tendens til stigning i arbejdsløsheden i alle landene og en langsommere vækstrate for produktionen. Det nye fænomen med sammenfald af voldsom inflation og arbejdsløshed, kaldet »stagflation«. Afslutningen på efterkrigstidens såkaldte »økonomiske mirakel«. Tendensen til langsommere vækstrate for produktionen forhindrer ikke, at vi stadigvæk har skiftevis lav- og højkonjunktur. Men væksten ledsages ofte af en mere omfattende og langvarig arbejdsløshed end tidligere. Samtidig bevirker kapitalisternes pres, at arbejdsintensiteten øges, at arbejdernes købekraft mindskes og at de små producenters eksistens trues.

d. En, trods det øgede behov, meget alvorlig utilstrækkelig vækst i udgifterne til kollektive behov som uddannelse, forskning, sundhedsvæsen og milieu, dvs. bolig, byplanlægning og transportvæsen.

e. I de underudviklede lande som domineres af imperialismen er gældsbyrden alarmerende og ligeledes krisen, der skyldes de vestlige landes såkaldte hjælp. Modsigelsen mellem importvarernes inflationistiske prisstigninger og den utilstrækkelige pris for de eksporterede produkter skaber alvorlige vanskeligheder for disse lande.

f. Politiske og sociale kampe af nyt omfang og indhold. Verdensomspændende kritik af det kapitalistiske samfund og den monopolistiske dominans: fra kampene i maj-juni 1968 i Frankrig, til efteråret 1969 i Italien, fra Sverige til Latinamerika og Mellemøsten.

g. Endelig kommer der en dyb moralsk og ideologisk krise til udtryk overalt i den kapitalistiske verden: krisen berører uddannelsessystemet, kirkerne, kultur og informationsinstitutioner, ungdommen osv.

Det billede, vi har skitseret, kunne stamme fra 1972. Fra sommeren 1973 og 1974 viser nye fænomener, at strukturkrisen skærpes:

a. Efter en vis stabilitet i 1970-71 starter inflationen i verdensmålestok i 1972 og stiger voldsomt i 1973. De to grundlæggende principper i det kapitalistiske monetære system som blev oprettet efter anden verdenskrig, brød sammen efter februar 1973: nemlig dollarens konvertibilitet i guld og den faste paritet mellem landenes valuta. Fra sommeren 1973 har vi været vidne til en meget voldsom inflationsstigning.

b. Med, den anselige prisstigning på råstoffer og energi fra slutningen af 1973 og 1974 sættes der pludselig spørgsmålstegn ved de monopolistiske samfunds spild af ressourcer og deres dominans af visse underudviklede lande ved hjælp af inflationen, c.

Fra sommeren 1974 noterer man tegn på en latent bank- og finanskrise, hvor likviditetsvanskeligheder tynger visse banker, og mange lande har alvorligt underskud på betalingsbalancen. 3) Falsk bevidsthed og forudsætningerne for en teoretisk forklaring. Forskellige fænomener i begyndelsen af statsmonopolkapitalismens krise ligger til grund for utilstrækkelige og ukorrekte forsøg på en forklaring fra den borgerlige ideologis side. Nogle analyser ser det som civilisationens krise, der skyldes en for hurtig overgang til den postindustrielle tid. Andre mener, at alle problemer skyldes mangler i det monetære system, som blev oprettet efter 2. verdenskrig. Atter andre mener, at vanskelighederne udelukkende skyldes den seneste stigning i råstofpriserne, hvad enten den så skyldes begrænsninger i verdens ressourcer eller de underudviklede landes urimelige krav. Endelig er der mange, som åbent tillægger lønmodtagernes overdrevne forbrug og lønkrav skylden, mens enkelte dog afslører dårlig samvittighed over de statistikker som påviser investeringernes øgede vægt i produktionsomkostningerne.

Når vi har kunnet påvise den afgørende vending i den kapitalistiske økonomi fra starten af, er det fordi vi har benyttet videreudviklingen af teorien om hovedantagonismerne indenfor den kapitalistiske produktionsmåde, som den er fremstillet af Marx i »Kapitalen«. Vi har således endnu en gang bekræftet, at den konsekvente anvendelse af en revolutionær teori er det stik modsatte af en doktrinær holdning.

Vi har benyttet og videreudviklet den marxistiske teori for at kunne forklare selve statsmonopolkapitalismen. Og det er dette fortsatte teoretiske arbejde, som tillod os at spore og forklare statsmonopolkapitalismens krise.

Forklaringen på statsmonopolkapitalismen og dens krise ved det som Marx kalder kapitalens overakkumulation er efterhånden almindeligt kendt blandt marxister. Ved kapitalens overakkumulation forstås: kapital som ophobes i overskydende mængder, på grund af de grænser, der eksisterer for hvor meget merværdi,, der kan produceres og realiseres for at forrente hele kapitalen. Vi forudsætter indholdet af loven om profitratens faldende tendens bekendt, således som den er analyseret af Marx.

I virkeligheden foregår der ikke et fortsat fald i profitraten, hverken i tid eller rum. Faldet foregår i spring og rammer især overskydende kapital, og faldet afbrydes af mere eller mindre vedvarende stigninger i profitraten. Tillad mig at se lidt nærmere på principperne i Kapitalens bog III.

Kapitel 15 i Kapitalens bog III, hvor Marx skitserer overakkumulationsteorien og dens midlertidige løsninger, afslutter afsnittet »Loven om profitratens faldende tendens«. Dette afsnit indbefatter kapitlerne 13, 14 og 15. Tidligere teoretiske arbejder begrænsede sig oftest til kap. 13 »Lovens natur«.

Det forklarer, at profitraten tenderer mod at falde, fordi kapitalens organiske sammensætning har tendens til at øges. Kapitalens organiske sammensætning, som har tendens til at øges sammen med produktivitetsforøgelsen, udtrykkes ved forholdet mellem den konstante kapital (de materielle produktionsmidler), som vokser hurtigere, og den variable kapital (køb af arbejdskraft, som skaber merværdi). Det er klart, at hvis den totale kapital (konstant og variabel) vokser hurtigere end merværdien, så må profitraten falde. Hvis man imidlertid udelukkende benytter kap. 13 for at forklare den konkrete historiske virkelighed, som f.eks. den statsmonopolistiske kapitalisme, så reducerer man den marxistiske teori til ABC og opnår kun en dogmatisk forklaring.

Det følgende kapitel, kap. 14 »Modvirkende årsager«, behandler de faktorer, som virker i modsat retning og som tillader profitratens stigning. Det drejer sig især om .to faktorer:

1. Stigning i merværdiraten (dvs. merværdiens forhold til den variable kapital).

2. Billiggørelse af den konstante kapitals elementer (kompenserer den øgede mængde brugsværdi).

De faktorer, som modvirker loven, bremser ikke blot udviklingen, da afføder i virkeligheden dybtgående og vedvarende tendenser i modsat retning. Det er i det tredje kapitel, kap. 15, som forblev en ufærdig kladde, at Marx definerer overakkumulationen og tager fat på at analysere dens beskaffenhed og dens konsekvenser.

Dette sidste kapitel, »Udviklingen af lovens indre modsigelser«, viser, hvorledes de indbyrdes modvirkende faktorer - medfører en effektiv sænkning af profitraten som følge af kapitalens overakkumulation. Den effektive sænkning af profitraten finder sted, fordi der opstår en stor mængde overskydende kapital som følge af overproduktion af varer. Således følger et fald i profitraten i virkeligheden efter en stigning: der er en siksak-bevægelse. Kapitalens bog III, kap. 15, viser også, hvorledes de indbyrdes modvirkende faktorer tillader, at akkumulationen starter igen, og at profitratens vækst på ny fører til overakkumulation på et udvidet grundlag. Udfra afsnittet kan man, på trods af at det ikke er fuldført, gå over til en helhedsanalyse af virkeligheden med dens siksak-bevægelser.

Inden for afsnittet om »Loven om profitratens faldende tendens« bemærker vi, at hvis det andet af de tre kapitler, »modvirkende årsager«, handler om lovens »negation«, så drejer det sidste kapitel sig så at sige om »negationens negation«. I sin analyse af overakkumulationen bygger Marx især på den måde, den kommer til udtryk på i de periodiske overproduktionskriser.

Vi vil her kort gøre rede for vore resultater. Under de reale betingelser, hvor profitraten falder som følge af kapitalens forhøjede organiske sammensætning, kan virksomhedsejere forhøje priserne for at øge profitterne i forbindelse med den øgede efterspørgsel på konstant kapital. Takket være stigende kreditmuligheder kan virksomhedsejerne fortsætte med at akkumulere i hastigt tempo, stimuleret af stadig mere spekulative profitrater. Varemængden stiger hurtigt, også i kraft af den øgede produktivitet.

Med den relative begrænsning i lønningerne, som er knyttet til kapitalens forhøjede organiske sammensætning og andre udgifter, så kan befolkningens forbrug slet ikke følge med den almindelige oppustning (ophedning) af produktion og priser. I løbet af et stykke tid opstår der en overproduktion, der vidner om overskydende akkumuleret kapital. Med den svigtende afsætning opstår den effektive sænkning af profitraten.

Marx nævner »indefrysning« af overskudskapitalen som løsning på overakkumulationen. Her holder kapitalen midlertidigt op med at fungere og hjemtager ingen profit. Han taler også om at nedsætte en del af kapitalens værdi eller endog ødelægge den. Man kan konkret henvise til eksempler på virksomhedslukning på grund af almindelig overproduktion, eller at kapital direkte er blevet trukket ud af produktionen, eller at virksomheder producerer med nedsat tempo eller med direkte kapitaltab. I de tre tilfælde, hvor kapitalværdien nedsættes, nulstilles eller gøres negativ, taler vi om værdiforringelse af kapitalen, hvilket henviser til en bevægelse modsat kapitalens værdiforøgelse.

Denne forringelse af en vis del af kapitalen - overskudskapitalen - medvirker til at opretholde eller hæve profitraten på en anden del af kapitalen. Den bevirker også, at den gennemsnitlige profit stiger og akkumulationen genoptages, fordi den medfører fald i priser og den variable kapitals værdi (hvilket hæver merværdien) og billiggørelse af den konstante kapitals elementer. Disse virkninger fremkommer under pres fra arbejdsløshed, overproduktion og kriserationalisering.

I parentes bemærket kan man med teorien om kapitalens overakkumulation og devaluering præcisere forbindelsen mellem Kapitalens bog I og bog III (dvs. mellem analysen udtrykt i værdi og analysen udtrykt i produktionspris) og ligeledes mellem bog II og bog III (dvs. mellem realisationen af profitten og produktionen af profitraten). Med teorien kan man også komme ud over det plan, som Marx i Kapitalen udtrykkelig begrænser til analysen af kapitalens former i almindelighed, idet han henviser analysen af processen i den samlede konkrete virkelighed til et senere værk.

2) Kapitalens overakkumulation og devaluering, og strukturændringen som fører til statsmonopolistisk kapitalisme.

I Kapitalens III bogs kapitel 15, hvis analyse vi har systematiseret, angiver Marx andre måder at løse overakkumulationsproblemet på, som er meget forskellige fra dem som følger direkte af en simpel overproduktionskrise, skønt de principielt er analoge.

Han omtaler således eksport af overskudskapital. Den eksporterede kapital kræver ikke længere del i hjemlandets merværdi, da den ikke længere repræsenterer nogen værdi dér. Den finder derimod en ny merværdi i udlandet. Her har vi en forklaring på den systematiske og omfattende kapitaleksport, som er karakteristisk for kapitalismens imperialistiske eller monopolistiske stadium. Lenin sætter for øvrigt udtrykkeligt kapitaleksporten i forbindelse med » overskudskapital«.

På samme måde kan man forklare en stigning i monopolgruppernes profitrate, som modvirker et fald i gennemsnitsprofitraten for disse gruppers vedkommende takket være en nedsættelse af den ikke-monopolistiske kapitals værdi. På samme måde kan man forklare finanskapitalens udvikling (finanskapital forener bankkapital og industrikapital). Denne udvikling medfører, at man til de monopolistiske industriinvesteringer systematisk kan benytte kapital som kun kræver en lav gennemsnitsrente. (Dette fænomen analyserede Marx allerede i bog III, kap. 14, i forbindelse med jernbanerne). Kapitalismens ny stadium karakteriseres ved en konstant devaluering af kapital. Det er en strukturel værdiforringelse, som adskiller sig fra de simple overproduktionskrisers kapitaldevalueringer.

På analog måde har vi forklaret den statsmonopolistiske periode, som i det imperialistiske stadium følger efter den sample monopolkapitalisme under klassekampens pres i konkurrence med socialismen.

De »strukturelle værdiforringelser« fra begyndelsen af det imperialistiske stadium medfører i kraft af en øget profitrate en omfattende akkumulation gennem en lang periode. Dette fører til en ny overakkumulation der er så dybtgående, at det er nødvendigt med en ny type strukturelle værdiforringelser, nemlig dem, som karakteriserer statsmonopolkapitalismen.

Hvis offentlige midler systematisk gives i tilskud, udlånes uden rente eller til lav rente, eller bruges til at mindske rentebyrden eller udlånsrisikoen, så kræver en del af den kapital, der står i en virksomhed, værdiforringelse. Dette tillader den virksomhed, der får udbytte, at hæve profitraten.

En offentlig ejet virksomhed, som arbejder med underskud eller uden udbytte eller med en lavere profitrate end den private sektor, er med til at øge de private monopolkapitalisters profitrate på grund af forskellen i den pris den får for sine produkter og den, den må betale for køb i den private sektor.

Det offentliges udgifter til forbrug kræver ingen profit. Ikke desto mindre kan de finansiere de omfattende udgifter som er nødvendige for produktionen og produktivitetsforøgelsen (undervisning, sundhedsvæsen og forskning). De offentlige midler kan også skabe nye stillinger på fordelagtige vilkår og priser, og således indirekte finansiere forsknings- og investeringsprogrammer som f.eks. militærudgifter.

Endelig kan offentlig »hjælp« af neo-kolonialistisk art i form af gaver eller lav udlånsrente på samme måde skabe muligheder for de imperialistiske landes produkter (f.eks. våben). Den kan finansiere produktionen af f.eks. energi og transportvæsen på vilkår, som tillader at hæve profitraten yderligere på privat kapital eksporteret til det pågældende land.

Naturligvis eksisterede kapitaleksporten, som Marx analyserede i Kapitalen, allerede før overgangen til imperialismen, hvor den blev en tungtvejende og afgørende del af den kapitalistiske produktionsmåde. På samme måde forholder det sig med offentlig og statslig indgriben i produktions- og forbrugsfinansiering før og efter overgangen til statsmonopolkapitalisme. Med overgangen fra simpel monopolkapitalisme til statsmonopolkapitalisme styrker de private monopoler deres dominans afgørende, hjulpet af den offentlige sektor og staten.

3) Mere dybtgående analyse af overakkumulationsdevalueringsprocessen og den statsmonopolistiske kapitalismes krise.

Efter de alvorlige depressioner, som ramte monopolkapitalismen mellem de to verdenskrige, fremmer offentlige indgreb, af ny type nu akkumulationen af privat kapital privat kapital på bredere grundlag. Dette fører endnu en gang til et stort vedvarende overskud af den private kapital. På dette grundlag har selve den statsmonopolkapitalistiske krise sat spørgsmålstegn ved den kapitalistiske struktur og gjort det i langt højere grad end i mellemkrigstiden.

Hvis der var simpelt fald i profitraten og ikke som i den dialektiske virkelighed »overskudskapital« som kræver »devaluering«, så ville man hverken kunne forstå nødvendigheden af overproduktionskriserne eller de strukturelle omformninger af kapitalismen som det skete f.eks. ved overgangen til statsmonopolkapitalisme. I virkeligheden har monopolerne været tvunget til denne overgang, da kapitalismens grundlæggende modsætninger brød frem og fremprovokerede et nyt opsving i klassekampen. Det drejer sig ikke om en frivillig tilpasning fra monopolkapitalisternes side til regelmæssig sænkning af profitraten, og det er heller ikke en tilpasning, som gør det muligt for dem med held at kæmpe mod denne sænkning på længere sigt.

Når situationen bedres for kapitalisterne, fremmer den samtidig de private monopolers omfattende akkumulation og altså i det lange løb en ny dybtgående og relativ langvarig overakkumulation. Den ny overakkumulation indvarsler en ny lang historisk epoke, den statsmonopolistiske kapitalismes krise.

Skematisk kan man påvise, at i de lange perioder, hvor opsvinget er fremherskende, som i de »gode gamle dage« 1896-1914 eller årene 1945-1967 løses de periodiske overakkumulationskriser ret let. De løses især ved, at man hæver merværdiraten og således imødegår tendensen til kapitalens stigende organiske sammensætning. Begrænset arbejdsløshed og overproduktion er tilstrækkelig, for at man kan få produktiviteten til at øges hurtigere end reallønnen og således hæve merværdiraten. Således kan profitraten stige trods højnelsen af kapitalens organiske sammensætning. Imidlertid øges kapitalens organiske sammensætning stadig mere for at øge arbejdsproduktiviteten og merværdiraten. Til sidst bliver den konstante kapital så stor i forhold til den variable, at højnelsen af merværdiraten, som berører den variable kapital, ikke længere holdbart kan hæve gennemsnitsprofitraten. Heraf følger en dybtgående, relativt vedvarende overakkumulation og en voldsom inflationsstigning, derefter fald i profitraten og nye langvarige vanskeligheder. Vi kan nævne lange perioder med vanskeligheder fra 1873 til 1895 og videre fra 1914 til 1944, hvor vi får overgangen til statsmonopolistisk kapitalisme.

I disse perioder tvang konkurrencen kapitalisterne til at opnå forhøjelse af profitraten hovedsagelig ved en sådan billigørelse af den konstante kapitals elementer dvs. mindskelse af den mængde arbejde, der er indeholdt i produktionsmidlerne), at den bremsede væksten i kapitalens organiske sammensætning. Men da den kapitalistiske økonomis afgørende mål er kapitalakkumulation - og ikke forbedring af arbejdernes forhold - fører dette i sidste instans til en ny og langt større overproduktion. Overproduktionen og den betydelige nedsættelse af den mængde arbejde, som indeholdes i produktionsmidlerne, medfører omfattende og langvarig arbejdsløshed.

Modsætningerne i den kapitalistiske økonomi skærpes på et stadig bredere grundlag, og den økonomiske struktur, som er opstået i den foregående historiske periode, nedbrydes. Klassekampen skærpes.

De statistiske analyser synes at bekræfte denne forklaring. Man kan påvise langvarige svingninger i kapitalens organiske sammensætning og i forholdet mellem kapital og produkt.

Vi undersøger nu processens teknologiske aspekter og ser hvorledes overakkumulations-devalueringsteorien præcist påviser, hvori den kapitalistiske produktionsmådes historiske forbigående karakter består, idet den svarer til en begrænset periode i de materielle produktionskræfters udvikling. Kapitalisterne tvinger arbejdsproduktiviteten i vejret for at forøge kapitalen, udelukkende ved at akkumulere så meget merværdi som muligt, dvs. øge arbejdet ud over proletarernes nødvendige arbejde (som svarer til lønnen).

Den fremherskende tendens i den kapitalistiske produktionsmåde svarer med hensyn til arbejdsproduktivitet netop til samfundets økonomiske struktur og til de materielle produktivkræfters historiske karakter, idet den hæver det levende arbejdes produktivitet igennem akkumulationen af den i produktionsmidlerne nedlagte mængde arbejde. Dette kommer til udtryk i tendensen til højnelsen af kapitalens organiske sammensætning. Den er antagonistisk, idet den bruger produktionsmidlerne og det objektiverede arbejde mod arbejderne og det subjektive arbejde.

Denne sociale antagonisme kommer til stadighed til udtryk i kapitalismen. Proletarernes arbejdskraft opfattes som en vare, hvis formål det er at producere så meget merarbejde som muligt, men med regelmæssige mellemrum skærpes modsætningerne så meget, at en krise bryder ud.

De materielle produktionsmidler frigøres stadig mere fra den individuelle arbejders subjektive grænser, og de fremmer objektiviseringen af det samfundsmæssige arbejde. Heraf følger produktionskræfternes hastige vækst sammen med den industrielle revolution, hvor maskinværktøjet erstatter håndværkerens faglige kunnen. Maskinen reducerer håndværkeren til proletar, som arbejder med en delproces, og fremmer samtidig de materielle produktivkræfters kollektive karakter. Anvendelsen af maskinen medfører en stadig mere systematisk udnyttelse af videnskaben i produktionen, og det bliver nu nødvendigt at udvikle mennesket.

Modsætningen mellem det arbejde, der ligger i den akkumulerede kapital og det levende arbejde, som udføres af proletaren, kommer frem i modsætningen mellem det arbejde, der indeholdes i den konstante kapital, og det levende arbejde, repræsenteret af den variable kapital. Produktivitetsforøgelsen,, som følge af krystalliseret arbejde akkumuleret i produktionsmidlerne, tvinger det levende arbejdes, produktivitet i vejret og afslører derved sin indre modsigelse. Denne måde at hæve det levende arbejdes produktivitet på er i modstrid med højnelsen af den totale arbejdsproduktivitet (total = levende + udkrystallisteret) på grund af den overdrevne mængde udkrystalliseret arbejde, som akkumuleres i produktionsmidlerne. Udtrykt i værdibegreber kommer kapitalakkumulationens formål i modstrid med den værdiforøgelse, som skyldes væksten af den relative merværdi (højnelsen af arbejdsproduktiviteten). Før det kommer til en absolut modsætning, viser overskudskapitalen sig og udtrykker tendensen til profitratens fald i forbindelse med en højere organisk sammensætning af kapitalen.

Vi når til et punkt, hvor mængden af udkrystalliseret arbejde, akkumuleret i produktionsmidlerne (konstant kapital) i kraft af det kapitalistiske systems endemål, akkumulation og profit, er med til at øge det levende arbejdes produktivitet og derfor kommer i stadig større modsætning til den totale arbejdsproduktivitets vækst.

Det kapitalistiske system med menneskets udbytning af mennesket står hindrende i vejen for produktivkræfternes videre udvikling. Samtidig bliver det stadig vanskeligere at øge den relative merværdi ved hjælp af øget produktivitet på grund af den meget store akkumulation af konstant kapital.

Løsningen må ligge i en omfattende og vedvarende mindskelse af det arbejde der er udkrystalliseret i produktionsmidlerne. Men denne løsning er absolut uforenelig med kapitalakkumulationen og hele den kapitalistiske strukturs produktionsmål. I modstrid med den kapitalistiske produktions hovedretning skulle man satse på udgifterne til arbejdernes uddannelse og deres forbrug i forbindelse med det nye teknisk udviklede materiels krav.

I stedet får vi lange vanskelige perioder med omfattende overproduktion, kapitaltab og kapitalophobning. Systematisk mindskelse af den mængde arbejde der rummes i produktionsmidlerne fører til omfattende arbejdsløshed. Og endelig falder kapitalens organiske sammensætning. Men faldet i kapitalens organiske sammensætning medfører ikke et holdbart globalt opsving. Det er nødvendigt, at der på grund af kapitalens nye sammensætning sker en vækst i den globale efterspørgsel, uden at den organiske sammensætning øges. Dette kan ske takket være de nye vilkår for produktivitet og samfundsmæssig efterspørgsel, som er knyttet til dybtgående strukturelle forandringer. Det er f.eks. tilfældet med den offentlige sektors efterspørgsel inden for statsmonopolkapitalismen.

Det medfører store vanskeligheder og skærpelse af klassekampen at skabe en blot midlertidig løsning på kapitalens akkumulation inden for systemets ramme. Men den midlertidige løsning medfører ændringer i kapitalismens struktur (som jo har til formål at bevare herredømmet over de kapitalistiske produktionsforhold) og er med til at nedbryde systemet. Vi får en strukturel devaluering af kapitalen, som i sidste ende fører til at hele den kapitalistiske struktur giver efter for et revolutionært pres fra de materielle produktivkræfter, proletariatets og de arbejdende massers kampe.

1) Den egentlige årsag til den statsmonopolistiske kapitalismes krise.

For at nå frem til en rigtig vurdering af den alvorlige og langvarige overakkumulation, der karakteriserer begyndelsen til den statsmonopolkapitalistiske krise, er det nødvendigt at tage hensyn til den nye forhøjelse af kapitalens organiske sammensætning og den rolle nye udgifter, der tynger merværdien, spiller. Det drejer sig om omfattende udgifter til forskning, undervisning, sundhedsvæsen eller endog militærudgifter.

På nuværende tidspunkt er merværdiens masse ikke i stand til at sikre en relativt stabil profitrate for den voksende masse af monopolistisk kapital. Samtidig øges arbejdsintensiteten og udbytningen. Monopolernes profitter pustes op ved prisstigninger og stigende inflation, og støttes mere end nogen sinde af offentlig finansiering af produktion og forbrug. Dette medfører en alvorlig begrænsning i væksten af udgifterne til dækning af befolkningens kollektive behov, som er stærkt stigende. Udgifterne til kollektive behov beskæres for at reservere så stor en del som muligt af de offentlige midler til direkte hjælp til monopolerne. De hastigt stigende priser undergraver valutaernes stabilitet, og der skabes muligheder for, at de enorme masser af likvid overskudskapital kan kastes ind i valutaspekulationer i jagt på højere profit.

Denne prisstigning forværrer tendensen til manglende markedsmuligheder, såvel nationalt som internationalt, og den fører til overproduktion og arbejdsløshed. Samtidig fremmer den nye stigninger i arbejdsproduktiviteten tendenserne til en endnu større og permanent arbejdsløshed.

Blandt de vigtigste karakteristika for den statsmonopolistiske kapitalismes krise kan man nævne følgende:

1) Der foregår en langvarig overakkumulation inden for den statsmonopolistiske kapitalismes rammer. Følgelig kan den ikke løses ved statens indgriben til fordel for monopolerne som i 1914-1944. Tværtimod er det selve den statslige indblanding, der fører til nyt langvarigt overskud af monopolernes private kapital. Den statslige indgriben øges, men kan ikke forhindre en uddybning af krisen.

2) Der er ikke blot sket en betydelig forøgelse af kapitalens organiske sammensætning med udgifterne til afslutning af den industrielle revolution og påbegyndelse af automationens tekniske revolution. Karakteristisk er også de enorme udgifter, som tages af merværdien til udvikling af uproduktivt arbejde, især udgifter til dækning og undervisning i begyndelsen af den videnskabelige revolution. Der må også tages hensyn til udgifterne til militære formål.

3) Den ideologiske og politiske bevidsthed i størstedelen af de kapitalistiske lande karakteriseres af arbejderbevægelsens og den socialistiske ideologis langt højere udviklingstrin end i mellemkrigstiden. Statens indblanding i alle områder af samfundslivet fremmer den anti-monopolistiske karakteraf de arbejdendes kamp. Udvidelsen af lønarbejdets hær fremmer udviklingen af den anti-monopolistiske bevidsthed.

4) Endelig karakteriseres den internationale situation af: Forstærkelse af de underudviklede landes befrielseskamp, stræben efter frigørelse fra det amerikanske »leadership« selv i de udviklede kapitalistiske lande, og især det socialistiske verdenssystems fremskridt, nu da det er på vej ind i den udviklede socialismes fase. Den teknisk-videnskabelige revolution muliggør opbygningen af kommunismen, som kapitalismen ikke vil kunne tage konkurrencen op med .

Den statsmonopolistiske kapitalismes krise udgør en ny fase i kapitalismens almene krise. Denne almene krise omtales af Lenin i 1915, da kapitalismens indre modsætninger bryder frem med første verdenskrig. Den udløses af en skærpelse af imperialisternes indbyrdes kamp om opdeling af verden i kapitaleksportsfærer. For Lenin er der krise i systemet trods den hurtige vækst i krigsproduktion. Definitionen af den almene krise er ikke i modstrid med Lenins analyse fra 1917 af monopolkapitalismens overgang til statsmonopolkapitalisme. Man kan sige om denne forandring, som så dybtgående ændrer kapitalismens struktur, at den, for at bruge Lenins ord, udgør kapitalismens »forgård« til socialismen. Den sovjetiske revolution bekræfter og beriger analysen af den almene krise ved at påbegynde den historiske proces med overgangen fra kapitalisme til socialistisk produktionsmåde.

I modsætning til dogmatiske og mekaniske forestillinger om kapitalismens almene krise foregår dens udvikling dog i spring og karakteriseres af kvalitative forandringer, som tillader at skelne mellem vidt forskellige perioder.

Således foregik der efter anden verdenskrig et hastigt opsving i produktionen, der karakteriserede den statsmonopolistiske kapitalismes rivende udvikling. I stedet for den tendens til tilbagetog, der iagttoges i 1917-1949, indtrådte en relativ stabilitet. Kapitalismens almene krise kommer til udtryk i udviklingen af den statsmonopolistiske kapitalisme, sammenbruddet for kolonialismen i dens klassiske form og det socialistiske verdenssystems voksende rolle.

Men fra 1967-1969 indvarsler alvorlige økonomiske, sociale, ideologiske og politiske vanskeligheder en ny periode. I stedet for at gentage den almene krises principper er det på sin plads at analysere de vilkår som opstår og udvikler sig i dag, for at vi fuldt ud kan forstå de nye muligheder i klassekampen.

1) Ved studiet af økonomien er det værd at hæfte sig ved de teknologiske kilder til den dybtgående strukturkrise, der opstod med den teknisk-videnskabelige revolution. Den tekniske revolution baseret på automationen medførte den videnskabelige revolution, ligesom tidligere opfindelsen af redskabsmaskinen havde medført den industrielle revolution.

I første runde blev udgifterne til materialer og uproduktivt arbejde betydeligt forøget. Men den seneste tids forandringer viser, at udviklingen af den teknisk-videnskabelige revolution i forbindelse med kravene om massiv devaluering af kapitalen snarere nødvendiggør en betydelig relativ mindskelse af den mængde arbejde, der rummes i de materielle produktionsmidler og i den konstante kapital, og en forøgelse uden sidestykke af »investeringer i mennesket« (undervisning, forskning osv.).

Det er ikke længere nok at give enkelte indrømmelser i en struktur, som opretholder den kapitalistiske profits og akkumulations dominans som i den statsmonopolistiske kapitalisme. Det er selve det statsmonopolkapitalistiske system som er i krise. De revolutionære krav til udvikling af produktivkræfterne truer nu ikke blot i enkelte tilfælde, men som helhed selve den kapitalistiske produktions mål.

2) Vi kunne også nøjere undersøge krisens mest iøjnefaldende aspekter: krisen i det internationale kapitalistiske valutasystem. Den havde allerede ulmet længe og bryder ud med devalueringen af pundet i slutningen af 1967 og oprettelsen af dobbelt guldmarked i 1968. Overakkumulationsteorien kan forklare såvel inflationens stadig hastigere tempo som den, i forhold til tyverne, betydelig større overflod af likvid kapital, der er til rådighed for spekulationen, og endvidere den ophobning af guld der finder sted. Dollarkrisen er ikke en simpel valutarisk krise i USA. Dollaren er placeret i brændpunktet af selve det kapitalistiske systems krise.

I statsmonopolkapitalismen spiller den offentlige finansiering af profitter og akkumulation (ved hjælp af offentlige ordrer og investeringstilskud) en grundlæggende rolle. Statens finansiering støtter sig på et internt kreditsystem og på den nationale pengeudstedelsesbank. Denne offentlige finansiering eksisterer også i international målestok. USA støtter sine multinationale selskabers internationale ekspansion ved hjælp af dollarens internationale rolle. Men dollaren, som var konvertibel med guld, blev også brugt som international valutareserve eller som garanti.

Den er altså blevet brugt som stødpude for de enkelte landes valuta- og kreditudvidelse inden for rammerne af den statsmonopolistiske kapitalisme. I modsætning til de andre valutaer, som kunne devalueres, bevarede dollaren sin guldpris uforandret.

Imidlertid sker der henimod slutningen af tresserne det, at den kapital, der er blevet akkumuleret siden slutningen af anden verdenskrig, er blevet så stor, at den ikke længere kan forrentes tilstrækkeligt ved den sædvanlige udbytning af arbejderne og den sædvanlige hjælp fra statens side. Der finder en omfattende, langvarig overakkumulation af kapital sted. Heraf opstår behovet for på en ny måde at øge kapitalisternes profitter og akkumulation. Det kommer især til udtryk ved en oppustning af kreditgivningen, offentlig finansiering direkte i form af penge og ved en oppumpning af priserne, hvilket medfører et nyt opsving i akkumulationen. Prisstigningerne smitter af på omkostningerne og nødvendiggør en ny prisstigning for at øge profitterne igen: dette er grunden til det hurtige tempo i prisstigningerne. Men den hastige inflation udvikler tendenser til overproduktion. De brede massers forbrug i særdeleshed kan mindre end nogen sinde følge med produktionen i omfang og pris. Af den grund forværres de indenlandske afsætningsmuligheder, kampen om de internationale markeder skærpes og man får mere omfattende og langvarig arbejdsløshed.

Det er i denne sammenhæng vi må se det øgede underskud på USA's betalingsbalance. Underskuddet som havde ophobet sig igennem halvtredserne og især i tresserne var årsag til akkumulationen, af papirdollaren i udlandet. I forbindelse med betalingsbalanceunderskuddet mindskes fra slutningen af tresserne den positive saldo på USA's betalingsbalance (underskud i 1971 og 1972). Dette hænger sammen med den stigende inflation og den skærpede konkurrence. Underskuddet på betalingsbalancen svarer til en betydelig forøgelse af udgifterne til udlandet (udgifter i forbindelse med USA's rolle som international politibetjent) og især til langtidseksport af kapital (især til Vesteuropa). Tilliden til den hoben papirdollars, som er akkumuleret uden for USA, svækkes hurtigt.

Imidlertid udhules alle landes valuta af den stigende inflation. Overalt er der kapital i overskud i forhold til mulighederne for rentabel investering, hvilket forklarer tendensen til guldophobning, den likvide kapitals jagt efter spekulationsprofit, og udviklingen af langtidseksport af kapital. Alle disse ting forstærker uroen på betalingsbalancen (som hænger sammen med den ny manglende ligevægt på handelsbalancen) og valutaudvekslingen forstyrres.

Guldet stiger særlig meget i pris på de private markeder. Efter at have prøvet forskelligt ender man med at ophæve dollarens konvertibilitet i 1971 og lade valutaen flyde i 1973. Det vil sige, at der ikke er nogen officiel garanti hverken for pengenes objektive værdi eller for stabiliteten i deres indbyrdes forhold. Det er under disse vilkår, at de nuværende bank- og finansproblemer opstår.

3) Lad os kort se på den såkaldte energi- og råstofkrise. I løbet af 1973 og 1974 er vi vidne til en hastig prisstigning på adskillige råstoffer, og fra efteråret 1973 en hastig stigning i olieprisen. Visse kommentatorer foregiver først at have bemærket krisen i efteråret 1973 og lægger ansvaret over på olien. I virkeligheden begyndte valutakrisen, den øgede inflation og de ny vanskeligheder på betalingsbalancen i 1968, og det er netop i slutningen af 1972 og begyndelsen af 1973, at inflationsstigningen fordobles.

Prisstigningen på energi og råstoffer er tegn på en vedvarende overakkumulation. På den ene side svarer den til den øgede inflation, som øger omkostningerne for importerede varer fra de producerende landes side og hurtigt devaluerer de værdipapirer de modtager i forhold til guld. På den anden side svarer prisstigningen til det spild, som akkumulationen af konstant kapital udgør, og hvoraf en stor del består i råstoffer og energi, og desuden svarer den til de nye grænser for afkastning (f.eks. for oliens vedkommende i USA). Prisstigningen gør det endnu mere påkrævet at svække den konstante kapitals akkumulation.

Imidlertid fortsætter monopolerne med at beregne sig profitter på råstofferne, og skønt de vejer tungere end nogen sinde, tager profitterne til i omfang. De kapitalistiske pengemarkeder prøver på at dræne »petrodollarerne« for at styrke den monopolkapitalistiske overakkumulation. Spildet, der fremstår ved den monopolistiske substitutionsakkumulation (som f.eks. i atomenergien), øger overskuddet af konstant kapital, mens forsøgene på at lægge byrden over på folkets forbrug indskrænker markedet.

Udtrykt mere generelt, med de grænser for teknologisk udvikling, som vi har under statsmonopolkapitalismen, kræver den teknisk-videnskabelige revolution ikke blot en udvikling uden sidestykke af mennesket selv og dets muligheder. Men også at vi, i forbindelse med en systematisk relativ nedskæring af den konstante kapital, i et internationalt teknologisk og videnskabeligt samarbejde af ny type gør op med det spild af Jordens ressourcer og manglende balance, som er fremprovokeret af monopolkapitalens dominans under stamokap.

For at få et hurtigt overblik over perspektiverne i kapitalismens almene krise i dens nuværende fase kan man enten anskue dem fra monopolernes og deres magts synsvinkel, eller fra arbejderklassens og dens allieredes side.

1) Monopolerne og de stater, der varetager deres interesser, prøver på at tilpasse sig og finde »kapitalistiske« løsninger på systemets krise. I årene 1967 -70 indledtes i Frankrig som i de fleste kapitalistiske lande en ny etape i monopolerne og den monopolkapitalistiske stats politik. På økonomiens område er følgende karakteristisk for denne etape:

I) Statens bestræbelser for direkte at blande sig i privatkapitalens anliggender og ikke blot med finanspolitikkens midler eller gennem statssektoren.

II) Staten fremmer i nær samhørighed med monopolerne den hurtigere koncentration af den monopolistiske kapital og stiller alle landets naturressourcer til dens rådighed. Den fremmer udviklingen af deres multinationale karakter. Den statsligt gennemførte planlægning forbindes stadig tættere med monopolernes programmering.

III) Forsøgene på at udvikle forbundet mellem imperialisterne, fremme de mellemstatslige integrationsprocesser og gennemføre en koordineret økonomisk politik, bl.a. valuta- og handelspolitik. Disse bestræbelser er rettet mod at afværge en skærpelse af handelskonflikterne og den monetære uro, mindre sammenstød under gennemførelsen a»f den økonomiske politik og bekæmpe tendenserne til desintegration. De har også til hensigt at skubbe vanskelighederne over på de forskellige landes arbejdere og til en vis grad over på de kapitalister, som ikke er med i de store finansgrupper og -aftaler eller i de multinationale monopolgrupper.

Den amerikanske imperialisme prøver at bruge krisen til at styrke sin magtposition, især ved hjælp af dens multinationale selskaber. Monopolerne prøver i højere grad at udnytte EF's mekanismer, som har et krisepræget forhold til arbejderne og til befolkningen i Vesteuropa i det hele taget.

III. Forsøgene på med statens hjælp at lægge pres på lønningerne og strejkebevægelsen. Forsøgene på »rationelt« at regulere størrelsen af bevillinger til uddannelse, forskning, sundhedsvæsen, byplanlægning, idet den handler i overensstemmelse med den »logik«, der stiller hensynet til profit og monopolistisk akkumulation og forsøgelse af rustningsudgifterne i første række.

Tilpasningsforsøgene har til hensigt at integrere arbejderklassen og lønarbejderne i systemet under påberåbelse af en såkaldt »medbestemmelse« i styringsprocessen og udbyttedeling. Desuden prøver man at omdanne de faglige uddannelser og uddannelsessystemet i sin helhed.

Den monopolistiske kapitals »tilpasningsforanstaltninger« er ikke uden effektivitet. Men selve følgerne af denne effektivitet er farlige for systemet. Disse foranstaltninger stabiliserer ikke det eksisterende system eller bygger, som de foregiver det, »et nyt samfund«, men er tværtimod udtryk for krisen og uddyber denne. De bygger ikke en ny etage til den statsmonopolkapitalistiske bygning, men forstærker derimod ved deres omformninger overbelastningen i hele bygningen. Disse foranstaltninger skærper modsætningerne og udskyder blot tidspunktet for eksplosionen. Det ses f.eks. af de mislykkede forsøg på at fjerne krisen i valuta- og finanssystemet eller uddannelsessystemets krise. Bestræbelserne forhindrer ikke monopolkapitalens fortsatte overakkumulation.

I dag iværksætter alle de kapitalistiske lande og især fællesmarkedslandene spareplaner under påskud af, at de kæmper mod inflationen. Monopolerne og de monopolistiske stater havde lovet at skabe et Vesteuropa med velstand og velfærd for alle. I stedet for er de ved at virkeliggøre et Europa, der beherskes af restriktioner, arbejdsløshed, stigende vanskeligheder for alle kategorier af lønmodtagere og for de små og mellemstore virksomheder. Desuden har de herskende klasser stadig vanskeligere ved at styre deres anarkistiske system.

2) Derfor opfordrede de kapitalistiske landes kommunistiske partier på deres konference i Bruxelles i januar 1974, de vesteuropæiske arbejdere til solidaritet i folkenes kamp for at forsvare sig mod statsmonopolkapitalismens krise, mod monopolgruppernes dominans og for at fremme virkelig dybtgående demokratiske reformer af samfundet, som et skridt på vej mod socialismen. Den nuværende strukturkrise skyldes at samfundet domineres af monopolgruppernes akkumulation og profit med statens systematiske hjælp. For at komme ud af krisen er det derfor nødvendigt at gøre op med monopolernes dominans af samfundet og statens medvirken dertil. Dette kan kun ske ved dybtgående demokratiske reformer, men det er allerede en anden historie.

EF er i dag på vej mod en økonomisk og politisk union. Dansk selvstyre og suverænitet vil blive ophævet samtidig hermed. Dette fremgår klart af EF´s planer, hvor det næste afgørende skridt er de direkte valg til EF-parlamentet der Kapitalen pressede på ved udvidelsen i 1972 med Danmark, England og Irland; ved den stadigt stigende økonomiske og politiske integration mellem medlemsstaterne; ved planerne om udvidelsen af EF med Grækenland, Portugal og Spanien. Intet sted og på intet tidspunkt har befolkningen presset på. Det er kapitalen, der for at øge profitten ønsker at grænserne mellem europæiske kapitalistiske lande er åbne, således at arbejdskraft og kapital, samt varer og serviceydelser frit kan bevæge sig mellem landene. Kapitalismen udviklede sig allerede fra århundredskiftet til monopolkapitalismen. De store monopoler blev dominerende både med hensyn til produktion, handel og kreditgivning. I Danmark har vi således set, at f.eks. ØK, F.L Smidth, A. P. Møller gennem opkøb og udkonkurrering af andre virksomheder, har udviklet sig til selskaber, der besidder råstofkilder i ulandene, fabrikker i andre lande igen, samt egne varehuse og grossistkæder til at foretage distributionen.

5 finansgrupper i Danmark behersker 76 virksomheder med omkring 270.000 ansatte. Det er en ganske lille personkreds som, ledet af profitmotiver, træffer de afgørende beslutninger om dansk økonomi. I virkeligheden er det sådanne finansgrupper, som vi kalder monopoler, der er i stand til at sikre sig store profitter gennem et udvidet marked. Det har samtidig til følge, at de mindre virksomheder, håndværkere og småhandlende har vanskeligt ved at klare sig og i hvert tilfælde er nødt til at underordne sig monopolkapitalens retningslinjer. Denne frihed for monopolkapitalen til at skalte og valte med produktionsapparatet og varerne uanset nationale grænser var gennemført inden for EF i begyndelsen af 70´erne. Monopolkapitalen har siden presset på for at EF med dets overstatslige organer skulle udvikle sig til en langt mere omfattende økonomisk og politisk union, der med økonomiske og politiske instrumenter har mulighed for at styre EF-landene på en sådan måde, at profitten for monopolkapitalen bliver størst mulig. Dette forudsætter at nationalstatens styring indskrænkes ligesom det forudsætter at arbejderklassen indordner sig under monopolkapitalen. Siden 2. verdenskrig er staten og monopolkapitalen blevet sammenflettet. Hvor staten tidligere blot sørgede for at det kapitalistiske system blev opretholdt og kunne fungere, betød krisen i 30erne at kapitalen yderligere måtte alliere sig med staten for at drive sit spil.

Vi ser daglig, at staten griber ind og regulerer produktionen, handel og forbrug på betingelser der opfylder monopolkapitalens behov og øger dens profit.

Vi ser at staten direkte griber ind og regulerer løn- og arbejdsindkomster - over ca. 50% af nationalindkomsten. En del af dette beløb fordeles over statsbudgettet efter monopolernes behov.

Vi ser at staten direkte griber ind og regulerer løn og arbejdsvilkår. Profitten får lov at blomstre, i det væsentlige uden begrænsning fra statens side, medens staten nøje fastsætter indkomsten for arbejderne. Det sker bl.a. via indkomstpolitik og direkte indgreb i overenskomstforhandlingerne. Denne sammenfletning mellem stat og monopolkapital slår også igennem indenfor EF. Det bliver EF og dets bureaukrati, der i fremtiden fastsætter samtlige væsentlige økonomiske og politiske rammer for det danske folk. Hertil tjener den stigende integration og harmonisering, samt den økonomiske og politiske union. Dansk selvstyre ophæves.

Kommunisterne så klart denne udvikling tone frem allerede i 1962, hvor der var tanker fremme om at indlemme Danmark i EF. I tidsskriftet Tiden nr. 8 fra 1962, der var viet kommunisternes holdning til EF under overskriften »Det gælder nationens fremtid« er konklusionen, at tilslutning til fællesmarkedet vil betyde en »Underordning under større, fjernere, men urørlige kapitalmonopoler, hvorved folkenes, nationernes og menneskenes væsentlige værdier trædes under fode«. Kampen mod EF blev konkret, da det danske folk skulle tage stilling til dansk medlemskab af EF ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972. Den folkelige kamp mod EF, der udviklede sig til en af vor tids store demokratiske og anti-monopolistiske bevægelser var - på trods af EF-modstandernes ringe økonomiske ressourcer - ved at slå igennem. Dette skete på trods af forsikringer fra ledende regeringspolitikere om at Danmark ikke ville træde ind i EF, hvis ikke Norge trådte ind;

- at der ikke ville blive direkte valg til EF-parlamentet i dette århundrede;

- at EF blot var en udvidet handelsaftale med toldunion og fælles regler for landbrug og fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital;

- at Danmarks økonomiske fremtid ville blive strålende indenfor EF (et stadigt stigende levestandardstempo som Per Hækkerup udtrykte det);

- at vetoretten ville betyde, at Danmark altid kunne sige nej.

I august 1972 viste opinionsmålinger, at det danske folk var på vej til at sige nej til EF. Den danske storkapital så faren og sammen med regeringen blev det danske folk i de sidste 14 dage tromlet ned af en massiv annonce- og forskrækkelseskampagne. Ledende erhvervsfolk med Nils Foss i spidsen skaffede sammen med den daværende statsminister J.O. Krag de penge, som var fornødne til den massive kampagne. Alligevel holdt 32% af befolkningen stand og stemte nej. Virkningerne af EF-medlemskabet viste sig snart for befolkningen og siden har opinionsmålingerne vist, at der er flertal mod EF og i særdeleshed flertal mod, at EF udvides med et parlament valgt ved direkte valg.

Før folkeafstemningen den 2. oktober 1972 fik danskerne at vide, at tilslutning til EF ville gavne betalingsbalancen, øge beskæftigelsen, bremse inflationen, nedbringe renten og i det hele taget sikre den økonomiske vækst og velstand. 5 års medlemskab har vist, at virkeligheden er blevet en helt anden.

Danmarks betalingsbalanceunderskud er større end nogensinde. Før Danmarks medlemskab af EF udgjorde den vesttyske andel af underskuddet på betalingsbalancen ca. 43%. I dag udgør det over 54%, svarende til et årligt underskud på handelsbalancen overfor Vesttyskland på over 6 mia. kroner. Som EF´s stærkeste magt har Vesttyskland et årligt overskud på handelsbalancen på over 100 mia. kroner, men Vesttyskland afviser til stadighed at lette på den stramme finanspolitik.

Som det eneste land i EF har Danmark i de seneste år ikke haft nogen vækst i bruttonationalproduktet. Det har været endnu større uden for: Fra 1970 til 1977 er industriproduktionen i Danmark kun steget med 17%, mens den i Norge i samme periode er steget med 38%.

Sammenlignet med de øvrige nordiske lande viser udviklingen i arbejdsløsheden følgende: I 1973 hvor Danmark skilte sig ud fra Norden var der i Danmark 21.000 arbejdsløse, i Norge 12.800 arbejdsløse og i Sverige 98.000 arbejdsløse. Et gennemsnit for de første syv måneder af 1978 viser følgende arbejdsløshedstal: Danmark 192.200, Norge 17.700 og Sverige 93.100. Sammenlignet med de øvrige EF-lande har Danmark den største stigning i arbejdsløsheden. I 1972 havde Danmark i gennemsnit 30.000 arbejdsløse, hvilket svarede til ca. 1% af den samlede arbejdsløshed i de ni lande, der nu udgør EF. l 1976 havde Danmark 122.000, hvilket svarede til 2,5% af den samlede arbejdsløshed i EF. Udviklingen siden er ikke blevet bedre. Fra juli 1977 til 1978 er arbejdsløsheden i Danmark steget med 13,5% mod 1,9% i gennemsnit for hele EF. Den fri bevægelighed for arbejde og kapital i EF gælder også for arbejdsløsheden, og Danmark er storimportør. Gennem åbningen af grænserne for toldfri varer oversvømmes Danmark med udenlandske produkter, som ligesågodt kunne produceres her, og derved skabe arbejdspladser og forbedre betalingsbalancen. På grund af loven om at offentlige projekter skal udbydes i EF-licitation, er mange store danske byggeordrer gået til vesttyske firmaer(bl.a. Køge Bugt-dæmningen og udgravningen af Århus Havn, Storebæltsbro m.m.) selvom vi har rigeligt med arbejdsløse bygningshåndværkere i Danmark. Samfundsmæssigt er det en overordentlig bekostelig politik.

»Nødderne knækker vi fortsat selv« sagde Thomas Nielsen og Leif Hartwell før folkeafstemningen, men ved de tre sidste overenskomstforhandlinger har regeringen forlænget overenskomsterne. Statens indblanding i overenskomstforhandlingerne søges nu formaliseret ved de såkaldte trepartsforhandlinger - efter EF-anvisning. Gennem EF søges landenes indkomstpolitik samordnet til fordel for monopolkapitalen. Løntilbageholdenhed, støtte til arbejdsgiverne og en »retfærdig fordeling af nødvendige afsavn« er essensen i EF-kommissionens oplæg til trepartsforhandlinger mellem Euro-LO, EF-arbejdsgiversammenslutningen UNICE og EF. »Det kan blive nødvendigt at lette de sociale bidrag og direkte skatter for visse kategorier af virksomheder. . . Erhvervslivet skal have skattelettelser for at forbedre sin rentabilitet« siger Kommissionen. Sagt på godt dansk betyder det, at profitten skal øges ved løntilbageholdenhed og arbejdsgivertilskud, og at en del af arbejdsgivernes sociale udgifter skal lægges over på det offentlige - dvs. overføres til de skattebetalende lønmodtagere.

Landbruget var et af de vigtigste argumenter for EF-tilhængerne i sin tid, da kampen stod om Danmark skulle ind i EF eller ej. Ingen af de løfter, der blev givet dengang er tilnærmelsesvis blevet opfyldt. Renten gik ikke ned, men op. Den er steget til 16,5%. Vi fik ikke det store »fælles marked« for landbrugsprodukter - med ensartede konkurrencevilkår, hvor dansk produktivitet skulle have høstet triumfer. De lige konkurrencevilkår er druknet i komplicerede markedsordninger med monetære udligningsbeløb, interventionspriser og restitution, l dag varierer priserne fra land til land mere end i 1972. Dansk landbrugsproduktion er stagneret. F.eks. er den danske andel af den engelske smørimport faldet fra 21% til 14% siden 1972. Landbrugets forrentningsprocent er betydeligt lavere end i 1972. Der blev lovet stabile eller faldende priser for forbrugerne. - Priserne er steget med 72% fra januar 1973 til december 1978. Jordprisernes himmelflugt er blevet større end nogensinde, så unge landmænd har svært ved at overtage gårdene. Det blev ikke det arbejdende landbrug, der fik fordelen men alle dem, der lever på landbrugets bekostning, de store indenfor grovvarer, maskiner, brændstoffer, kredit, engros og så naturligvis momsmyndighederne. EFs landbrugspolitik er en ren erhvervspolitik for de store landbrug og fødevarekoncerner, og tager overhovedet ikke hensyn til forbrugerne. De store levnedsmiddelmonopoler, Unilever og Nestlé opkøber landbrugsprodukter fra EF´s enorme overskudslagre til stærkt nedsatte priser. Herhjemme forsøger ØK og Superfos og udenlandske monopoler at opnå det, som andelsbevægelsen hindrede dem i for 100 år siden, nemlig at trænge ind i landbrugets forædlings-, omsætnings- og leverandørled. Mange mindre landmænd, foderstofforretninger, slagterier og brugsforeninger har allerede måtte give op i kampen mod monopolerne. l virkeligheden er mange landbrugere kun ekspeditionskontorer, hvor de højere produktpriser går til at betale endnu højere priser på driftsmidler, kredit, de forøgede afgifter og højere skatter. Ikke mindst indenfor landbruget viser EF sin reaktionære og storkapitalistiske karakter. Udgifterne til den fælles landbrugspolitik er for 1979 budgetteret til 70 mia. kr., dvs. 77% af EF´s samlede budget. Heraf bruges ca. 25% på oplagring. EF´s kødbjerge er pr. 1. oktober 1978 på 216.964 tons. Når kødet er 1-2 år gammelt og harskt, så der ikke er risiko for at det vil presse markedet, sælges det til billige priser, til dem der ikke havde råd til at betale EF´s høje priser for friskt oksekød. Ved hjælp af høje toldmure udadtil holdes priserne på de fleste landbrugsprodukter i EF langt højere end på verdensmarkedet, f.eks. er kornpriserne i EF dobbelt så høje. En del af EF´s overskudsproduktion afsættes på verdensmarkedet til lave priser, og udkonkurrerer derved ulandene. Skatteyderne betaler tabet. De nye forslag som EF-kommissionen har fremsat kan koste dansk landbrug store tab og viser EF´s storkapitalistiske karakter. Man vil »fastfryse« producenternes priser, men ikke deres udgifter. Der lægges på dansk malkekvæg en »medansvarsudgift« der pr. ko kan koste op til 900 kr. årlig eller ialt 900 millioner kr. Det kan blive et alvorligt slag mod dansk husdyrsproduktion hvor 35% falder på mælk. Samtidig gives eksporttilskud og anden støtte til smør og pulver, der når op på 85% af prisen. Skal 1 kg smør ligge i mere end 1 år på lager, var det mere økonomisk forsvarligt at smide det på møddingen direkte fra kærnen, viser beregningerne. EFs landbrugspolitik har spillet grundigt fallit. Så grundigt, at selvom de seneste forslag fra EF-kommissionen er båret af et ønske om at sanere visse urimeligheder i systemet, så giver det abnorme system alligevel helt skæve resultater for dansk landbrug og dermed også for samfundet.

Et andet af argumenterne for medlemskab var, at det ville give danske fiskere adgang til det fælles EF-hav, først og fremmest Nordsøen. Påny har vi set hvordan de store EF-lande kan slippe godt fra at gøre som det passer dem på de små landes bekostning. Danmark er EF´s største fiskerination, og efter at Storbritannien ensidigt har besluttet at udvide sine fiskerigrænser, er hundredvis blevet arbejdsløse i fiskeindustrien på Jyllands vestkyst. Det har betydet tab på 100 mill. kr. for Danmark og statstilskud til oplægning af kuttere. Danmark optræder som den artige dreng i EF, der finder sig i alt, og fiskeriministeren har bare ladet stå til i håb om, at EF skulle løse problemerne.

EF har i stadig stigende omfang sat ind for, at medlemslandenes valutapolitik blev integreret. Valutapolitikken hænger tæt sammen med den økonomiske politik iøvrigt og derfor har EF siden 1974 regelmæssigt udstukket retningslinjer for den økonomiske politik Danmark skal føre. Valutapolitikken er søgt samarbejdet i det såkaldte »slangesamarbejde«. På topmødet i december 1978 blev det besluttet yderligere at tage et skridt mod den økonomiske og valutariske union gennem oprettelsen af EMS (European Monetary System). EMS er endnu ikke trådt i kraft, idet Frankrig og England har modsat sig dette. Når EMS træder i kraft vil EF være rykket et langt stykke nærmere den økonomiske union. EF vil fastsætte en centralkurs for den nye økonomiske regningsenhed kaldet ECU´en. Når et medlemslands valuta når til en vis afstand af denne centralkurs, vil der fra EF´s side blive iværksat en pressionsprocedure, som har til formål at få medlemsstaternes økonomiske politik ændret, således at kursen på valutaen nærmer sig centralkursen igen. Disse indgreb kan være traditionelle politisk-økonomiske indgreb, men er nok især rettet mod indkomstpolitiske indgreb. Det nye system indebærer også, at 20% af de danske guld- og dollarreserver skal deponeres i den nye valutafond. Det afgørende i det nye valutasystem er således, at medlemsstaterne tvinges til en ensretning og disciplinering af deres økonomiske politik. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udtalte således: »Hvis forhandlingerne om en europæisk valutaordning skulle føre til, at den danske krone knyttes tættere specielt til den tyske D-mark, kunne vi risikere en gentagelse af udviklingen fra 1971 til 1976 til skade for produktion og beskæftigelse og med krav om en endnu strammere lønpolitik«.

Romtraktaten indeholder intet om en fælles uddannelsespolitik, men EF-harmoniseringen foregår i det skjulte igennem organer som OECD, Europarådet, undervisningsministermøder og specielle EF-arbejdsgrupper. EF har udarbejdet handlingsprogrammer, der alle har tilfælles, at minimumskravene til uddannelserne ligger langt under de tilsvarende danske. I 1977 blev EF-direktivet om sygeplejerskers uddannelse og ansættelse vedtaget. Hvis blot en sygeplejerske opfylder EF-kravene (som er langt ringere end de danske) skal hun/han have ret til ansættelse i Danmark, uanset sprogkundskaber eller kendskab til dansk sociallovgivning. Også for jordemødre, tandlæger, dyrlæger, jurister, ingeniører og arkitekter arbejdes der i øjeblikket på harmonisering med henvisning til »arbejdskraftens frie bevægelighed«. Overalt vil det føre til forringelser af uddannelserne, fordi Fællesmarkedet er monopolernes Fællesmarked og ikke tjener den brede befolknings krav til uddannelsessystemet. U-90 planerne har mange lighedspunkter med Europarådets tankerom tidlig specialisering, markedsorientering, erhvervsretning og modulopbyggede efteruddannelser, på bekostning af det faglige niveau og videnskabeligheden i uddannelserne.

Det voksende bureaukrati i EF og dets stigende indblanding på alle områder koster mange penge. Danmarks tilskud til EF er på ca. 2 mia. kroner årligt. Den 1. oktober 1977 indførtes der et nyt momsdirektiv fra EF, der betød at 15.000 virksomheder, der tidligere havde været fri for moms, skulle bemomses, heriblandt kantiner. Dette har allerede skabt store problemer på mange uddannelsessteder og medført lukning af kantiner. For at skaffe sig økonomisk dækning for sine stadigt øgede aktiviteter, skal EF fra 1979 have indtil et procentpoint af omsætningen af alle momspligtige varer i hele EF og derfor var det nødvendigt at indføre samme momsgrundlag i alle EF-lande.

Romtraktaten indeholder intet om en fælles udenrigs- og militærpolitik. Alligevel er der på disse områder sket voldsomme harmoniseringer. EFs efterårsrapport fra 1977 siger: »De 9 viser en stigende tendens til at tale med en stemme på det udenrigspolitiskeområde«. »Der stræbes efter en fælles udenrigspolitik, som vil blive til en af den Europæiske Unions bestanddele.« For ikke lang tid siden foreslog Leo Tindemans i ramme alvor, at der skulle dannes en fælles EF-styrke, som kunne sendes til Zaire og andre brændpunkter i Afrika. Dette var dog at gå for vidt på nuværende tidspunkt og blev afvist, men på et eller andet tidspunkt er det hensigten, at det udenrigspolitiske samarbejde resulterer! at det bliver en realitet.

Danmarks FN-politik er blevet delvist fjernet fra det tidligere samarbejde med de nordiske lande f.eks. i Sydafrika-spørgsmålet. Det eneste EF har villet gøre for at afskaffe apartheidpolitikken, er at vedtage en vattet »moralkodeks« for virksomheder fra EF-lande. Vesttyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien har enorme interesser (økonomiske) i Sydafrika og en omfattende handel, så de er ikke interesserede i radikale ændringer. Tilmed samarbejder Vesttyskland og Frankrig med Sydafrika på det atomare område, til risiko for freden i hele det sydlige Afrika. Det er blevet afsløret hvordan mange EF-lande mere eller mindre direkte støtter apartheid-regimerne i det sydlige Afrika med våben og olieleverancer.

EF er til gavn for ulande! Den påstand hører man gang på gang. Den begrundes i reglen med den såkaldte Lomé-aftale mellem EF og 54 ulande. Aftalen er imidlertid et samarbejde på EFs betingelser, med det formål at sikre EF-lande de billige råstoffer, som de tidligere fik fra deres kolonier. Før Lomé-konventionen blev underskrevet i 1975 havde u-landene et samlet overskud på 30 mia. kr. i deres handel med EF. l dag er det EF-landene, der har overskud. Ikke et eneste af de karakteristiske grundtræk for underudviklingen er forsvundet fra disse ulande. Agrarøkonomi og afhængighed af eksport af et eller to produkter er fortsat det økonomiske grundlag. »Tyngdepunktet« i disse landes økonomi befinder sig i de store EF-lande.

I sommeren 1977 vedtog EF-parlamentet den såkaldte Klepsch-rapport hvori det hedder: »EF-samarbejdet om våbenforsyning. .. kan få en vigtig rolle og give et afgørende bidrag af en karakter, som ikke er mulig for andre organisationer som NATO og WEU«. Det betyder at der er stærke kræfter i gang for at udvide EF til et militær-industrielt samarbejde på trods af at forsvarsspørgsmål er helt udenfor Romtraktatens beføjelser. EF-kommissær Davignon har således givet tilsagn om velvillig overvejelse. Planerne er allerede vidt fremskredne. Den vesteuropæiske Union (WEU) har vedtaget en rapport der fastslår, at »omstruktureringen« af den europæiske våbenindustri bør foregå under EF´s ansvar, og NATO Euro-gruppe (IEPG) har nedsat en særlig arbejdsgruppe, der beskæftiger sig med medlemslandes selskabslove, eksportregler o.l. - med henblik på harmonisering af disse, så de ikke står i vejen for militærindustriens sammensmeltning.

For nyligt er det blevet afsløret, at også efterretningsvæsenerne i de ni EF-lande arbejder snævert sammen, bl.a. om oplysninger om aktiviteter hos terroristiske og »undergravende« grupper. Dette samarbejde skete i al hemmelighed udenom markedsudvalgets medviden. Dette forhold blev begrundet i, at det ikke havde noget med EF at gøre. Rigtigt er det også, at det ikke har noget med Romtraktaten at gøre, idet den ikke vedrører spørgsmål om politi og sikkerhed, men pudsigt nok er det netop indenrigsministrene og efterretningscheferne i de ni EF-lande, der aftaler en fælles politik. Dette er blot et enkelt eksempel på hvordan grundlaget for det danske folks stilling til EF i 1972 bliver udhulet ved spidsfindige fortolkninger og gummiparagraffer. Hvis et område ikke står omtalt i Romtraktaten så betyder det sandelig ikke, at man ikke kan føre fælles EF-politik på området. Man lader bare være med at bringe tingene op i Ministerrådet og det danske markedsudvalg, l stedet gennemføres beslutningerne i al diskretion, uden offentlighedens kendskab, gennem andre kanaler. Så hedder det sig bare, at der ikke er tale om noget EF-samarbejde, men blot om et samarbejde mellem EF-landene. Forstå den reelle forskel hvem der kan !

Daglig stilles vi overfor nye harmoniseringsplaner fra EF, som direkte får indvirkning på danskernes hverdag. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der ikke er tale om en velsmurt maskine, der bare tromler fremad. EF-politikken er på alle områder meget konfliktfyldt. Krisen i hele den kapitalistiske verden har også ramt EF. Forholdet mellem landene i EF, mellem kapitalgrupperne og mellem monopolerne og arbejderklassen er blevet skærpet, som vi har set det i landbrugspolitikken, valutapolitikken, industripolitikken, fiskernes aktioner, øget strejkeaktivitet m.v. Det er netop på dette modsætningsfyldte grundlag vi skal se forsøgene på at forstærke unionsbestræbelserne og gennemførelsen af den nye EF-valutaordning (EMS). EMS vil medføre, at der vil ske yderligere ensretning af den økonomiske politik. Tidligere troede EF-ideologerne at de små praktiske skridt i integreringen ganske langsomt ville udvikle sig, så landene efterhånden umærkeligt blev indviklet i unionsdannelsen. Deres forventninger har dog ikke holdt aldeles stik. Nu erkender de mest åbenhjertige EF-tilhængere, at det der må til, er en overordnet økonomisk og politisk styring, med en europæisk union som mål. EF-integrationen er stødt på stigende modstand fra de berørte befolkningsgrupper. Ikke kun i Danmark, men også i England og Irland breder skuffelsen sig over EF i befolkningen.

Da Fællesmarkedet blev oprettet i 1957 havde monopolerne sikret sig at Romtraktaten kunne bruges til at skabe snævrere forbindelser mellem staterne i EF (art. 2 og art. 235). Da det fælles marked var gennemført i begyndelsen af 70erne tog man fat på at få gennemført den økonomiske, valutariske og politiske union, således at hele den økonomiske politik, herunder indkomstpolitikken centralt kunne dirigeres fra EF. Hvis Danmarks selvbestemmelse skal bibeholdes i EEC, så bliver det ifølge Romtraktaten på denne måde. Den nærmere udformning af unionen skete gennem udarbejdelse af planer fra EF-organer, således råd, kommission, parlament, domstol og det økonomiske og sociale udvalg. Alle afgav rapporter om deres syn på indholdet af unionen, og den belgiske premierminister rejste rundt til medlemslandene og udfærdigede den bekendte Tindemans-rapport. Disse planer blev udarbejdet i 1974 og 1975 og siden har EF ihærdigt forsøgt at komme videre med unionsplanerne. Det fremgår af EF´s årsrapport fra 1977, at »oprettelsen af den europæiske union forudsætter en forudgående styrkelse af fællesskabets institutioner, l den forbindelse er de direkte valg til Europaparlamentet en meget vigtig begivenhed«. Alle rapporter angiver også som det første skridt på vejen til unionen afholdelse af direkte valg til EF-parlamentet. Når dette er sket kan den videre integration og umyndiggørelse fortsætte. I EF-parlamentets resolution af 17.10.1974 ser vi indholdet af en europæisk union, der med uvæsentlige nuancer er ensartet for alle unionsforslag: »Det nuværende fællesskabs dynamiske karakter skal bevares fuldt ud. Unionens beføjelser skal gradvist og under hensyntagen til medlemsstaternes vitale interesser udvides, navnlig hvad angår:

a) Udenrigspolitikken, hvor den eksisterende samarbejdsordning bør udvides og styrkes og nye fremgangsmåder bør udarbejdes, således at fællesskabet i international sammenhæng kan tale med én stemme, b) Sikkerhedspolitikken, c) Social- og regionalpolitikken, d) Uddannelsespolitikken, e) Den økonomiske og monetære politik, f) En budgetpolitik på fællesskabsniveau,

Politikken vedrørende energi og forsyningen med råstoffer, h. En politik for videnskabelig og teknologisk forskning. Unionen skal på grundlag af en kollektiv udøvelse af de fælles beføjelser være i stand til at overtage ansvaret for nye sagsområder.« For Danmark vil gennemførelsen af en eventuel union derfor betyde en undergravning og ophør af dansk selvstændighed og frihed. Danmark vil blive underlagt monopolernes EF. EF-parlamentet har siden 1977 haft udvidede beføjelser til på dele af EF´s budget endeligt at fastslå størrelsen af budgettet. I december 1978 vedtog EF-parlamentet således et budget, der var 3,5 mia. større end ønsket af rådet. Det viste sig her, at vetoretten intet var værd. Danmark og andre EF-lande kan kun nedlægge veto i rådet. Det danske markedsudvalg, der på Folketingets vegne underrettes om EF-forslag, var også sat ud af spillet. Når EF-parlamentet har beføjelser er det danske selvstyre sat ud af kraft. Ingen tror vel på at 16 danske repræsentanter ud af 410 skal kunne varetage danske interesser, selv om de ville.

Der er nogle, der siger, at EF-parlamentet ikke vil få yderligere beføjelser. Hvilken sikkerhed haves for dette. Ingen. Romtraktaten åbner via EF-venlige juristers fortolkning af artikel 235 mulighed for, at der kan overgives beføjelser til EF-parlamentet. Dette skal i givet fald besluttes af rådet. Flertallet af markedsudvalget kan sælge både vetoret og den indflydelse, der er tilbage for Folketinget til EF-parlamentet. Der er kredse, der lover at EF-parlamentet ikke vil få yderligere beføjelser. De samme kredse afgav også før folkeafstemningen i 1972 løfter om, at Danmarks selvstændighed ville blive bevaret. Disse løfter er alle gjort til skamme. Det er urealistisk at tro, at Danmark kan sige fra over for den videre integration og underordning under EF, hvis ikke det danske folk på afgørende måde får stoppet dette spil og får Danmark meldt ud af EF. Derfor er det afgørende at det danske folk ved det første direkte valg til EF-parlamentet den 7. juni 1979 klart markerer ved sin stemmeafgivning, at det ikke ønsker at blive fjernstyret fra EF-parlamentet. På grund af den store modstand i Danmark mod EF og specielt imod unionen, forsøger EF-partierne at bortforklare betydningen af valget, samtidig med at de siger, at der er tale om en demokratisering, en ny rettighed. Sagen er bare den, at valget ikke ville have nogen funktion, hvis det ikke skulle betyde mere magt til EF og dermed mindre magt til Folketinget, med det resultat at formindske befolkningens muligheder for at øve indflydelse på de politiske beslutninger, der vedrører deres dagligdag i Danmark. Selv om Jens Otto Krag i 1972 erklærede, at der ikke ville blive direkte valg til EF-parlamentet i dette århundrede, vedtog Folketinget i 1978, at der skulle være EF-valg i Danmark den 7. juni 1979. EF-modstanderne har fra første færd været imod afholdelsen af direkte valg til EF-parlamentet, fordi de er et led i en yderligere integration i EF, med den politiske union som mål. EF-modstanderne anerkender ikke EF-forsamlingen som et virkeligt parlament og ikke EF-valget som et virkeligt valg. EF er monopolernes fællesmarked, skabt af monopolerne til gavn for monopolerne. Derfor kan man ikke bruge EF indefra til at vedtage og gennemføre afgørende reformer, der retter sig mod storkapitalens magt. Kampen for en ny politik i Danmark og for frigørelse fra EF er en national kamp. Det er en kamp på dansk grund, som tager sigte på, at det danske folk selv kan bestemme over sin fremtid. Det »valg« som monopolernes EF arrangerer, må EF-modstanden forvandle til en folkelig aktion for Danmarks ret til at afgøre egne sager. EF-partierne forsøger at gøre valget til et partipolitisk valg, mellem europartier, og forhindre at det bliver et valg om holdningen til EF. De véd godt, at EF-spørgsmålet deler den danske befolkning anderledes end efter sædvanlige partilinjer, og at omkring halvdelen af befolkningen er imod EF. Derfor er der ikke noget de frygter mere, end at Folkebevægelsen mod EF, som den afgørende kraft blandt modstanderne, stiller op og samler modstanderstemmerne fra EF-partierne.

Lige siden de første planer om Danmarks indlemmelse i EF i 1962, har forskellige partier, organisationer og enkeltpersoner markeret deres modstand imod en sådan udvikling. Det var imidlertid først i forbindelse med kampagnen op til folkeafstemningen i 1972, at disse kræfter fandt sammen i en fællesorganisation, Folkebevægelsen mod EF. Modstanden mod EF er siden blevet den største demokratiske folkebevægelse i Danmark i efterkrigstiden. De 100.000 mennesker, der samledes på Rådhuspladsen i København den 1. oktober 1972, var et overbevisende udtryk for bredden og styrken i modstandskampen mod EF. Efter folkeafstemningen blev det endnu mere nødvendigt at fortsætte og forstærke modstanden mod EF-politikkens indflydelse i Danmark, med det klare mål at få Danmark ud af EF. Modstanderne tog igen fat om arbejdet og seks års EF-medlemskab har skabt mange nye EF-modstandere. l dette arbejde er Folkebevægelsen mod EF blevet det forum, hvor EF-modstanden har fundet sammen og arbejder sammen. Hvert år siden 1972 har Folkebevægelsen stået for afholdelse af store 2. oktober demonstrationer, grundlovsstævner, konferencer og protestmøder mod ministerrådsmøder. Trods de mange millioner, der ofres på EF-propaganda, har tilhængerne ikke kunnet få det danske folk i tale og utilfredsheden med EF er stigende. Folkebevægelsen er derimod blevet styrket gennem dannelsen af nye komiteer og gennem mange fagforeningers og fagforbunds tilslutning til arbejdet. Folkebevægelsens avis, Det ny Notat, har et oplag på 25.000 og læses ugentligt af 70.000 mennesker. Folkebevægelsen har vist sin styrke ved at samle over 110.000 underskrifter for opstilling til EF-valget. EF-modstanderne i Folkebevægelsen har mange forskellige grunde til at være imod EF, men fælles for dem alle er, at de er imod afgivelse af suverænitet til udemokratiske overnationale organer. Folkebevægelsens mål er Danmarks udmeldelse af EF og at standse udviklingen henimod en økonomisk, politisk og militær union. EF-medlemskabet er først og fremmest et spørgsmål om dansk suverænitet. »Ud af EF« betyder i første række kamp for et selvstændigt Danmark, som sikrer betingelserne for, at de økonomiske og politiske spørgsmål kan afgøres i Danmark, gennem demokratisk kamp, og ikke i et fjernt udemokratisk EF-organ. Det er dette grundlag som forener EF-modstanden i Folkebevægelsen. Så kan man i øvrigt have forskellige opfattelser af, hvilke samfundsforandringer, der er nødvendige i Danmark, men en vigtig forudsætning for selv at kunne bestemme Danmarks fremtid er, at Danmark frigøres fra EF. Kommunisterne ser kampen mod EF som en uadskillelig del af vores principielle kamp mod monopolerne for at generobre Danmarks selvstændighed, gennem en frigørelse fra politiske og militære blokdannelser. Danmarks medlemskab af EF var en følge af, at afgørende dele af Danmarks storkapital havde opgivet at regulere deres eget system med nationale midler. Derfor er kampen mod EF i sit væsen en kamp mod storkapitalen. Ikke alle modstandere har erkendt dette, men i takt med den politiske aktivisering for Danmarks udmeldelse af EF, vokser også bevidstheden om tingenes indbyrdes sammenhæng. Det var ikke nogen tilfældighed, at en af Folkebevægelsens paroler blev »Folkemagt mod pengemagt«, men netop et resultat af, at det stod klart for alle, at det var monopolernes millioner, der i de sidste uger før folkeafstemningen sikrede tilhængerne sejren. Kommunisternes mål er ikke at bevare »det gamle Danmark« uden for EF. Vores mål er et socialistisk Danmark. Men vi søger ikke at påtvinge eller overføre vores revolutionære program til de folkelige bevægelser. Vi anerkender fuldt ud Folkebevægelsens og andre folkelige bevægelsers suverænitet ud fra deres målsætning, og vi arbejder loyalt på det grundlag, som der er enighed om; samtidig med at vi selvstændigt fastholder vores eget socialistiske perspektiv. Kun gennem fælles handling med andre i Folkebevægelsen mod EF kan vi sikre den kraft i det danske samfund, som kan frigøre os f rå EF. En dansk udmeldelse af EF vil være et mægtigt slag imod storkapitalen og et vigtigt skridt i retning af et anti-monopolistisk demokrati. Netop den brede folkerejsning som skal til for at få Danmark ud af EF, vil der kunne bygges videre på i den anti-monopolistiske kamp.

Den politiske udvikling ændres gennem kamp og manifestationer som aftvinger respekt gennem deres styrke. Folkebevægelsen mod EF har i næsten enighed besluttet at opstille til EF-valget. Alle kredse i det danske folk, der vil give EF modstand, vil kunne vise dette ved at stemme på Folkebevægelsen mod EF. Jo stærkere Folkebevægelsen manifesterer sig ved valget, jo større er muligheden for dansk udmeldelse af EF på et senere tidspunkt. Derfor vil en boykot af EF-valget alene svække modstanden mod EF. Den danske arbejder ved, at resultater opnås gennem kamp og ved at give udtryk for sin mening - også gennem afstemninger - når der er mulighed for dette. Derfor skal modstandere af EF ikke sættes i bås med sofavælgere - ved at boykotte valget - men ved at stemme på Folkebevægelsen mod EF vise, at de ønsker at vende EF ryggen og frigøre Danmark fra EF. Kommunisterne mener ikke at kampen for socialisme kan føres gennem EF-parlamentet. Den kamp må foregå på danske arbejdspladser, uddannelsessteder, boligområder og i det danske folketing. Internationalt samarbejde må foregå gennem FN-organerne. Op til EF-valget anser vi det for afgørende, at modstanderne af EF samler deres kræfter i en fælles kamp og ikke splitter enheden af partipolitiske hensyn. Kun gennem den bredest mulige enhed og fælles handling, kan der udrettes en afgørende indsats imod pengemagten. Derfor opstiller kommunisterne heller ikke til det kommende EF-valg, men vil i stedet yde en aktiv og loyal indsats, for at sikre at Folkebevægelsen kommer til at fremstå som alternativet til EF-politikken, der kan samle modstanderne af EF uanset partitilhørsforhold.

1. Folkebevægelsen mod EF er en tværpolitisk bevægelse med tilslutning fra alle kredse i det danske folk. Folkebevægelsens mål er Danmarks udmeldelse af EF og at standse udviklingen henimod en økonomisk, politisk og militærunion. Folkebevægelsen ønsker at skabe grundlaget for dansk deltagelse i et frit internationalt samarbejde.

2. Det direkte valg til EF-parlamentet er et afgørende skridt på vejen mod en politisk union. Et direkte valgt EF-parlament vil tiltage sig større og større magt. Dette vil føre til yderligere indskrænkninger af Danmarks folkelige selvbestemmelse og flytte magten fra danske myndigheder til EF´s magtcentre. Folkebevægelsen vil bekæmpe denne undergravning af vort folkestyre og forpligter sig derfor til at arbejde for, at det igen bliver Folketinget, der afgør danske anliggender og bestemmer art og omfang af Danmarks internationale samarbejde.

3. Genvindelsen af Danmarks uafhængige styring af kapitalbevægelser, jordkøb, indvandring og etableringsret er en uomgængelig forudsætning for landets selvstændighed.

4. Folkebevægelsen er ikke et politisk parti og EF-valget er ikke et partipolitisk anliggende, men en mulighed for at vise folkets holdning til EF. Det er i den forbindelse afgørende at understrege, at Folketinget i dag ikke afspejler folkets holdning til EF. Folkebevægelsens kandidatliste afspejler den store politiske og sociale bredde, som er i EF-modstanden, og som er nødvendig for at vinde opgøret med EF-politikken. Folkebevægelsen vil bruge EF-parlamentet til at styrke den danske modstand imod EF og standse udviklingen henimod en økonomisk, politisk og militær union. Folkebevægelsens medlemmer i parlamentet skal afsløre de partier, der vil sælge ud af Danmarks suverænitet. På den måde kan EF-valget bruges i en offensiv mod EF-politikken og skabe et grundlag for den videre kamp.

Kommunisternes alternativ til EF er en demokratisk politik rettet mod storkapitalen til sikring af en bedre tilværelse for folket. På kommunisternes 25. kongres i 1976 blev programmet for en sådan politik vedtaget. Det er et program for et anti-monopolistisk demokrati. Det anti-monopolistiske demokrati har til formål at bryde monopolkapitalismens magt og bane vejen for det danske folks overtagelse af den økonomiske og politiske magt og derved skabe forudsætninger for et socialistisk dansk samfund. Monopolernes magt kan brydes ved at det arbejdende folk bestandig får indflydelse på de beslutninger, der træffes, og deres gennemførelse. Derfor må der ske en dybtgående demokratisering af det danske samfund, der må bygge på folkesuveræniteten som højeste lov. På talrige områder må monopolernes magt brydes af folkets og arbejderklassens ret til demokratisk indflydelse på de politiske, samfundsmæssige og økonomiske afgørelser. Den økonomiske politik under det anti-monopolistiske demokrati må bestå i samfundsovertagelse og demokratisk kontrol med nøglestillinger i det økonomiske liv. Det kræver demokratisk nationalisering af monopoler og storbanker, kreditinstitutioner og forsikringsselskaber i et omfang, så effektiv styring af samfundsøkonomien i folkets interesse kan sikres. Den kan støtte sig på en udbygning af kooperationen og andelsbevægelsen. Kampen for at bryde monopolernes magt er en konkret kamp for at sikre arbejderklassen og folket bedre levevilkår gennem sikring af retten til arbejde og forøgelse af købekraft og realindkomst. Boligen må gøres fri for spekulation og profit og dække befolkningens ønsker og behov. På en lang række konkrete områder må samfundsforholdene ændres og indrettes så de passer og udvikles til at dække befolkningens ønsker og behov og ikke som nu storkapitalens interesse for størst mulig profit. Kommunisterne foreslår, at kræfterne samles om øjeblikkelige indgreb mod spekulation og profitjag gennem en ny politik, der sikrer

- at en plan for samfundsøkonomiens udvikling udarbejdes og at alle investeringer foretages i respekt af denne plan

- at værdistigninger på jord og fast ejendom indefryses som en offentlig prioritet

- at en skattereform gennemføres således at de med de højeste reelle indkomster kommer til at bære de tungeste byrder og at det skattefri personfradrag forhøjes til 40.000 kr.

- at udenrigshandelen og alle valutatransaktioner kommer under offentlig kontrol og at importregulering anvendes for at hindre underskud på betalingsbalancen

- at de offentlige investeringer i f.eks. rensningsanlæg, sociale institutioner, Storebæltsbro og tunnelbane i København udvides for på denne måde at begrænse arbejdsløsheden

- at byggeriet, især opførelsen af gode og rummelige boliger øges og billiggøres gennem fuld statsfinanciering

- at prisstigningerne bremses med gennemførelse af prisstop og reduktion af avancer, rentemarginal og andre profitter

- at købekraften øges ved at give fuld dækning for dyrtid og ved anskaffelse af moms på mad, medicin og byggematerialer

- at uddannelsessystemet ændres så alle sikres retten til en uddannelse uanset sociale, geografiske og kønsmæssige forskelle

- at kulturinstitutioner sikres økonomisk så befolkningens kulturelle behov kan opfyldes.

Monopolkapitalen har kastet det danske samfund ud i krise, der på alle områder har nedskåret det arbejdende folks levevilkår. Det har ført til massearbejdsløshed, overgreb på arbejdernes demokratiske rettigheder, asociale nedskæringer og forringelse af uddannelserne. Kommunisterne ved, at det kun er gennem fælles og aktiv optræden fra folkets demokratiske organisationer og bevægelser, at monopolernes magt kan brydes. Derfor må aktionsenhedens metode anvendes i kampen for bedre levevilkår, således at man på tværs af uoverensstemmelser mellem de forskellige organisationer og bevægelser drager det, der er enighed om i forgrunden som grundlag for fælles aktion. På denne måde udvides og udbygges selve det demokratiske grundlag for folket. Det er forudsætningen for at sætte folkemagt mod pengemagt. Samling af kræfterne og gennemførelsen af denne ny politik vil være et første skridt mod det antimonopolitiske demokrati. Problemerne vil dog ikke være løst med gennemførelsen af det anti-monopolistiske demokrati, men det arbejdende folk vil da have midler og muligheder i hænde til at gøre det. Denne demokratiske udvikling vil derfor betyde, at det danske folk vil kunne sætte sig igennem og sikre det danske samfunds overgang til et socialistisk samfund, hvor folket ikke blot råder over visse politiske magtpositioner, men over hele den økonomiske og statslige magt. En af hovedforudsætningerne for udvidelsen af demokratiet i Danmark er opgivelsen af medlemskabet af EF. For kommunisterne er kampen mod EF en del af kampen for at bryde monopolernes magt.

Jeg er blevet bedst om at tale om Grundloven i europæisk historie. Emnet er ekstra aktuelt i dag, da det netop er i dag, at vores seneste grundlov - den fra 1953 - bliver 50 år. Jeg vil fortælle om, hvorfor vi har demokratiske grundlove i Europa, og om hvordan det gik til, at vi fik vores grundlove i 1800-tallet, og om de politiske forudsætninger i Europa i de sidste 200 år. Det er i denne periode, at folkestyret har afløst enevælde og rigmandsdiktatur i store dele af Europa. Endelig vil jeg strejfe arbejdet i EUs konvent. Lever konventet op til de krav, som de europæiske folk stiller til en demokratisk grundlov? Eller vil konventet bane vejen for en slags genindførelse af enevælde og rigmandsdiktatur ?

"En grundlov skal være en forårsfrakke, ikke en buksefrakke"

I sin erindringsbog "Lykkelige Dage" fortæller den dansk-norske forfatterinde Sigrid Undset om en "17. mai" eller norsk grundlovsdag i Lillehammer engang i 1930’erne. Hun fortæller om, om hvor meget Grundloven fra 1814 betyder for det norske folk. Hun starter med en historie om pigen Else, der havde en frakke, der var syet om til hende af hendes fars gamle bukser. Else kunne ikke lide frakken. Den sad dårligt på hende, fordi stoffet først havde været klippet ud til noget helt andet. Når Else havde frakken på, så råbte de andre børn "Buksefrakke" efter hende. En forårsdag fik Else så en ny forårsfrakke, der var syet specielt til hende. Det blev den gladeste dag i Elses unge liv. Sigrid Undset fortsatte: Unionen mellem Norge og Danmark, der havde varet i flere hundrede år, var blevet en slags buksefrakke for Norge. Norge var stedbarnet i Unionen. I 1814 var den dansk - norske konge blandt taberne i Napoleons - krigene, og han måtte derfor afstå Norge til Sverige. Men nordmændene ville ikke finde sig i at blive afstået. De viste, at de enkelte nordmand altid havde haft større frihed end danskerne og svenskerne. Bønderne havde aldrig været ufrie hovbønder, selv når de var fæstere, skulle de ikke trælle for herremanden, men kun betale afgifter for jorden. I Sverige havde bønderne og arbejderne mægtige godsejere, adelsmænd, mineejere og fabrikanter over sig. Nordmændene ville ikke have nogen nu svensk "buksefrakke" - som de viste ikke ville passe dem. Her det vigtigt at lægge mærke til, at den norske grundlov først og fremmest skulle beskytte bøndernes og arbejdernes sociale og personlige frihed. Der var altså ikke tale noget nationalistisk fjendskab over for svenskerne. Sigrid Undset siger videre: Udsendinge fra hele landet samledes på Eidsvoll for at rådslå om, hvordan de skulle redde vor selvstændighed. Mens Sverige og stormagterne forsøgte at tvinge Norge til underkastelse, sad de unge grundlovsfædre på Eidsvoll og lavede en grundlov, der passede til norske begreber om frihed, ret og ære. Samtidigt satte svenskerne satte deres hær ind mod Norge, og stormagterne ville tvinge Norge til underkastelse ved blokade og trusler. Den 17. maj 1814 blev Norges grundlov vedtaget. Det var vor "nye forårsfrakke".

"Finlands og Sveriges veje fra rigmandsdiktatur til folkestyre"

Vi synes, at det er selvfølgelig med en demokratisk grundlov. Sådan var det bare ikke for 200 år siden. I 1803 var de europæiske forfatninger ikke noget at råbe hurra for. I de fleste lande regerede fyrsten eller kongen enevældigt. I Frankrig havde Napoleon Bonaparte forvandlet den store franske revolution til et militærdiktatur, der snart blev til hans egen enevældige kejserdømme. I alle lande på Balkan optrådte den tyrkiske sultan lige så despotisk som Saddam Husein mange år senere optrådte overfor kurderne. De eneste steder i Europa, hvor man havde folkelige grundlove, var i 6 små schweiziske delstater eller kantonner. Her var der til gengæld direkte demokrati, hvor alle unge og ældre mænd mødte op på hovedbyens torv for stemme om sagerne. Det hører dog med til billedet, at i 3 lande nemlig England, Holland og Sverige havde der været parlamenter fra gammel tid. Men stemmeretten var efterhånden blevet så indskrænket, at overklassen gennem mange år havde domineret parlamenterne. Sverige havde fået en såkaldt ny forfatning i 1792. På os jyder virker næsten lige så gammeldags som jyske lov fra 1241. Ligesom i jyske lov er der tale om en forfatning med de 4 stænder. Den svenske forfatning fra 1792 gav officererne og godsejerne (dvs. den adelige stand) det meste af magten, mens den rigeste del af de 3 andre stænder: borgere, præster og bønder, nærmest kun var rådgivende. I 1809 måtte Sverige afstå Finland til den russiske tsar. Finlænderne benyttede lejligheden til at oprette en finsk stat - ganske vist under tsarens overhøjhed. I den nye finske stat gjaldt den svensk- finske forfatning fra 1792 fortsat. Den gamle svensk - finske forfatning danner grundstammen i Sveriges og Finlands nuværende grundlove. Finland fik sin første demokratiske grundlov i 1906. Den gav almindelig valgret både for kvinder og mænd. Finland blev det første land i Europa, hvor kvinderne fik valgret. Bagrunden var, at folkene omkring den finske bugt i 1905 havde gjort oprør mod tsaren, da han havde tabt den russisk - japanske krig. I Sankt Petersborg og Estland lykkedes det tsaren at udmanøvrere de revolutionære. Derimod sikrede de revolutionære i Finland sig Europas dengang mest demokratiske grundlov. Sverige fik gradvist det samme, dog uden revolution. Den almindelige valgret først for mænd og senere for begge køn blev gradvist indført fra 1909 til 1921.

"Nordmændene sultede under englændernes bloklade"

Nu vil jeg vende tilbage til Sigrid Undset og den norske grundlov. Under Napoleons- krigene i 1807 bortførte englænderne den dansk-norske flåde. Norge fik en brat opvågen. Det værste var ikke, at flåden var væk. Det værste var, at den engelske flåde blokerede kysterne. Blokaden varede i over 7 år. Dengang var der ingen tømmer for mad program, så nordmændene sultede. Det er kendt, hvordan Terje Viken forsøgte at sejle til Jylland i sin robåd for at skaffe mad til sin familie. Desværre blev han taget til fange af et engelsk krigsskib. Da kan mange år senere blev løsladt fra det engelske fangenskab, var hans familie død af sult. Det eneste gode ved blokaden var, at nordmændene lærte at klare tingene selv. Det kom dem til gode, da de skulle genoprette den norske stat i 1814. I 1813 havde kongen - Frederik den 6. - udnævnt sin fætter prins Kristian Frederik til statholder i Norge. Det lykkedes at få ham smuglet gennem den engelske blokade. Kristian Frederik var ikke bare fætter til kongen. Han var også Danmarks og Norges tronfølger. Altså den nærmeste arving til tronerne i begge lande. Da Frederik den 6. døde mange år senere, blev Kristian Frederik konge i Danmark under navnet Christian den 8. Alle troede, at den forkælede og letlevende unge prins ville knække halsen på den umulige opgave som statholder i det sultende Norge. Det kom til at gå helt anderledes. Allerede i sin tid i København havde Kristian Frederik fået mange norske venner og rådgivere, og han havde et godt kendskab til norske forhold. Vel ankommen til hovedstaden Kristiania - det nuværende Oslo - viste det sig - på trods af alle dårlige spådomme, at Kristian Frederik var en fremragende politiker og en dygtig civil embedsmand.

"Sådan gav nordmændene sig selv en grundlov"

I begyndelsen af 1814 stod det klart, at Frankrig og Danmark havde tabt krigen. Som den lille taber måtte Danmark betale det meste af regningen. Ved freden i Kiel måtte Frederik den VI. afstå Norge til Sverige. Freden blev underskrevet allerede 14. januar 1814, men fredstraktaten nåede først til Norge den 12. februar. Næsten én måned senere. Da var rygterne dog nået til Norge. Den 24. januar 1814 modtager arveprins Kristian Frederik et kort brev fra sin fætter kong Frederik den 6. Han bliver pålagt at give nordmændene ordre til at overgive sig til svenskerne. Selv skal arveprinsen skynde sig at forlade Norge. Hvad der præcist er bestemt i freden i Kiel, står der intet om i brevet. I stedet for at overgive landet til svenskerne rejser Kristian Frederik rundt i Norge for at lodde stemningen. Rygtet om overgivelsen til svenskerne er ilet forud. Overalt opfordrer folket prinsen til at lede en opstand mod svenskerne. Den 16. februar 1814 mødes Kristian Frederik med 21 ledende nordmænd i Eidsvoll nord for Oslo. Statholderen præsenterer overgivelses- traktaten fra Kiel, som han har modtaget 4 dage før. De 21 nordmænd vil ikke overgive sig til svenskerne. Kristian Frederik er den nærmeste arving til Danmark og Norge. Han vil derfor lade sig udråbe til enevældig arvekonge i Norge. De 21 nordmænd er uenige med arveprinsen. Kongen har jo kun afstået Norge for at redde resten af det danske monarki fra undergang. Nordmændene mener, at det norske folk selv skal bestemme, hvem der skal på tronen. En tilfældig arveprins har ikke mere ret til tronen end enhver norsk borger har. Prinsen vil sikre Norges selvstændighed i forhold til Sverige. Det vil nordmændene også, men de vil mere end det. De vil også sikre det norske folks og den enkelte nordmands frihed. De vil kort sagt havde grundlov, der sikrer friheden for alle nordmænd. Mødet ender med et kompromis. Den hidtidige statholder Kristian Frederik bliver valgt som Norges regent - ikke som konge. Samtidig beslutter de 21 nordmænd, at det norske folk skal vælge en nationalforsamling eller rigsforsamling, der lave en norsk grundlov. På grund af prinsens popularitet regner alle med, at nationalforsamlingen vil vælge ham som konge af Norge - og det sker da også 3 måneder senere. Den næste konflikt bliver valgreglerne til nationalforsamlingen. De 21 nordmænd vil have forsamlingen valgt af den rigeste del overklassen. Prinsen er mest populær i den almindelige befolkning, og han vil have en forsamling, der er valgt af den brede befolkning. Prinsen vinder striden. Han sikrer valgretten til halvdelen af de voksne norske mænd. Inden nordmændene stemmer, sværger de, at de "vil hævde Norges selvstændighed og vove liv og blod for det elskede fædreland". Ved denne ed genskaber det norske folk, den nation og den stat, der ellers var blevet nedlagt af danskerne i 1536. Da nationalforsamlingen mødes på Eidsvoll den 10.-11. april 1814 viser det sig, at det kun er et lille del af forsamlingen, der tilhører overklassen. Den største gruppe er underordnede embedsmænd. Desuden er der stor gruppe bønder. Endelig er der en militær gruppe præget af sergenter og underofficerer. Halvdelen af rigsforsamlingens medlemmer er under 40 år, og det er de yngre medlemmer, der kommer til at præge Grundloven mest. Efter en måneds arbejde er Grundloven færdig til underskift den 17. maj 1814. Samme dag vælger rigsforsamlingen regenten Kristian Frederik til konge af Norge.  

"Den norske grundlovs principper"

Den nye grundlov bygger dels på nogle fælleseuropæiske ideer og dels på nogle særlige norske forudsætninger. De fælles europiske ideer var Folkesuverænitet, Magtfordeling og Individernes frihed, der gang blev opfattet som meget revolutionære og radikale i resten af Europa.  Magten skulle i sidste ende ligge hos folket selv. Eidsvoll forsamlingen opfattede sig selv som udtryk for dette princip. Som det norske folks valgte repræsentanter skulle de give Norge et nyt politisk system.  Magten i staten skulle være delt. I den dansk-norske helstat havde kongen været enevældig. Nu skulle den nye konge Kristian Frederik dele magten med en folkevalgt forsamling. Kongens magt skulle være udøvende. Den folkevalgte forsamling skulle først og fremmest give love, pålægge skatter og bevilge penge. Alle norske borgere blev garanteret visse rettigheder. Bl.a. ytringsfrihed og retssikkerhed.  

"Grundlovens særlige norske forudsætninger"

Den nye nationalforsamling kom til at hedde Stortinget. Det gamle nordiske ord Ting kom hermed til ære og værdighed igen. Den norske grundlov var meget demokratisk sammenlignet med samtidens andre forfatninger. Der var ikke almindelige stemmeret i vores forstand, men grænsen for valgretten var sat så lavt, at halvdelen af de voksne norske mænd havde stemmeret til Stortinget. Den vigtigste forandring i forhold til rigsforsamlingen på Eidsvoll var, at militæret ikke længere var en særlig valggruppe. Kvinder havde ikke stemmeret. Det var ikke aktuelt noget sted i 1814. Skulle den nye stat fungere, skulle man have gode og ubestikkelige embedsmænd til at varetage samfundets interesse. Dette sikrede man ved dels at give alle embedsmænd - både nuværende og forhenværende stemmeret. Og dels ved at bestemme, at embedsmænd ikke kunne afsættes vilkårligt, men kun efter lov og dom. Dengang var Norge et landbrugssamfund. Grundloven sikrede det frie bondesamfund. Dette skete ved, at man skrev selve odelsretten - altså bøndernes arveret til jorden ind i Grundloven. Jorden kunne altså ikke fortabes eller opkøbes af spekulanter. Den norske jord kunne dermed ikke komme i godsejernes hænder, som det var sket i Irland og England.  

"Sådan kom de fælleseuropæiske ideer til Norge"

De fælles europæiske ideer havde nordmændene hentet i den franske revolutionsforfatning fra 1791. På papiret var Constitution francaise alle tiders lov. I Frankrig kom bare aldrig til at fungere efter hensigten. Det gik anderledes i Norge. Den franske forfatning fra 1791 blev oversat af den 30- årrige sproglærer Johan Gunder Adler. Sammen med den 32- årrige politiker Christian Magnus Falsen skrev Adler derefter det første udkast til den norske grundlov. Falsen kom til at lede nationalforsamlingens arbejde med give Norge en grundlov. Derfor opfatter nordmændene Falsen som deres grundlovsfader. Det lykkedes Falsen at få de franske ideer fra 1791 ned på jorden og få dem til at fungere i virkeligheden. I modsætning til den franske revolutions blodige årti har Norge været et fredeligt og stabilt samfund nu i næsten 200 år. Derfor har den norske grundlov - direkte eller indirekte præget alle de grundlove, der siden er skrevet i Europa.  

Sveriges krig mod Norge: Nordmændene tabte og vandt

Problemerne var langt fra løste ved, at Norge havde vedtaget sin egen grundlov den 17. maj 1814. Tværtimod blev presset fra stormagterne og Sverige stadig større. Den 7. juli forlangte stormagterne, at Kristian Frederik skulle udlevere Norge til den svenske konge. Allerede den 28 juli, mens forhandlingerne stadig var i gang, angriber den svenske tronfølger Carl Johan Bernadotte. Nordmændene lider nederlag. Der sluttes våbenhvile den 14. august. Norge skal underkaste sig den svenske konge, men får lov til at beholde sin grundlov - med nogle få ændringer. Resten af efteråret går med forhandlinger. Den 8. oktober mødes Stortinget for første gang nogensinde. Den 10. oktober abdicerer Kristian Frederik, og han forlader straks landet. Den 4. november 1814 afsluttes forhandlingerne med svenskerne. Den ændrede grundlov vedtages, og Stortinget vælger Carl den XIII af Sverige som norsk konge. Nordmændene har tabt krigen mod Sverige, men de har vundet freden. De beholder deres grundlov. Stortinget kan ændre Grundloven uden at skulle spørge svenskerne om lov. Konflikter mellem kongen og Stortinget skal afgøres af rigsretten, der er en ren norsk domstol. Den næste alvorlige konflikt med svenskerne kommer, da nordmændene i 1884 afsætter den svenske konges upopulære statholder. I stedet tvinger de kongen til at godkende en parlamentarisk valgt statsminister. I 1905 opløser nordmændene unionen med Sverige. I 1898 indfører nordmændene almindelig valgret for mænd. Som det andet sted i Europa får de norske kvinder valgret i 1907. Dette sker kun et år efter, at de finske kvinder har fået stemmeret.  

Den norske grundlov danner mønster i Belgien

Den første eksport af den norske grundlov sker til Belgien i 1831. Lige som Norge havde belgierne været under fremmedherredømme i århundreder. De var altid blevet dårligt behandlet, og deres opstande var blevet undertrykt blodigt. Belgierne lå også i evig strid med hollænderne, der var deres naboer mod nord. Hollænderne havde været selvstændige i mange år, nemlig siden en gang i 1500-tallet. I 1794 bliver Belgien erobret af det revolutionære Frankrig, som de hører under indtil 1814. For første gang i århundreder bliver belgierne behandlet ordentligt. Både flamlænderne og wallonerne bliver pro-franske, og de begynder at betragte Paris som deres reserve- hovedstad. I 1815 opretter stormagterne De forenede Nederlande som en stødpudestat overfor Frankrig. Den nye stat bliver styret af en hollandsk overklasse, der er protestantisk. Dette bryder de katolske belgier sig ikke om. Fra de tyve år under Frankrig er belgierne blevet vandt til, mellemklassen fører an, derfor er de utilfredse med det hollandske overklassestyre. Der er også uenighed om erhvervspolitikken. Hollænderne favoriserer handel, skibsfart og landbrug, mens belgierne er afhængige af industri og minedrift. Ligesom Norge er Belgien stedbarnet i den union, som stormagterne har tvunget dem ind i. Den hollandske undertrykkelse af flamlændere og walloner er blevet belgiernes buksefrakke. Der skal kun en gnist til at antænde revolutionen. Gnisten kommer i august 1930. I juli 1830 har der været revolution i Paris. Franskmændene jager deres gamle reaktionære konge væk og vælger i stedet en "borgerkonge". Nu skal borgerne og folket regere i Frankrig, hedder det fra Paris. Virkeligheden kommer ikke til at svare til de smukke ord, men der ingen der kan vide i Belgien i sommeren og efteråret 1830. Belgierne følger revolutionen i Frankrig med levende interesse. Den 25. august 1830 bliver den revolutionære opera "Den stumme i Portici" opført i Bruxelles. Det blev gnisten, der satte opstanden mod hollænderne i gang. Ligesom baltiske folks frihedskamp mod Sovjetunionen mange år senere startede den belgiske opstand som en syngende revolution. Så kom ikke og sig, at kultur ikke betyder noget politisk. Hollænderne sætter tropper ind og den belgiske frihedskrig bliver blodig. Sammenstødene mellem hollandske og belgiske soldater slutter først 10 år senere. I 1831 får Belgien sin grundlov, der bygger på den norske grundlov fra 1814 og den franske forfatning fra 1791. Valgretten var dog langt mere indskrænket end i Norge. Det var kun hver tiende voksne mand, der fik stemmeret. I Norge var hver anden mand, der havde stemmeret. Belgien er én af Europas ældste industrilande. Allerede i 1846 lever mere end en tredje del af belgierne af industrien. I slutning af 1800-tallet arbejdede over 75 pct. af belgierne med industri og minedrift. Det nye styre i Bruxelles går i gang med at omdanne Belgien til et mønsterland for middelklassen og industrien. I 1830 havde den belgiske middelstand været revolutionær. Efterhånden bliver den stokkonservativ. Den almindelige befolknings krav om stemmeret lyder stadig mere højlydt. Efter verdens første generalstrejke giver parlamentet efter i 1893 og indskriver den almindelige valgret i Grundloven. Overklassen skynder sig dog at udvande den almindelige stemmeret ved at give de rige 2 eller 3 stemmer hver, men mennesker nå nøjes med een stemme hver. Der er nu almindelige valgret, men ikke lige valgret. I 1921 gennemføres almindelig og lige valgret for mænd og man tager hul på kvindelig valgret, der dog først bliver almindelig senere.  

Grækerne kom først med almindelig valgret

På Balkan gør de forskellige folkeslag regelmæssigt oprør mod tyrkerne - og oprørene bliver lige så regelmæssigt slået ned igen. I 1822 starter grækerne et oprør, som det ikke lykkedes tyrkerne at slå ned. Efter nogle års frihedskrig godkender stormagterne Athen og omegn - altså en kun lille del af Grækenland - som en selvstændig stat. I 1843 gør folket oprør mod den nye regering. Grækerne kræver en fri grundlov, og det får de i 1844. Grundloven bygger på almindelig valgret. De fleste grækere fattige. Der er så få rige i landet, at det ville være meningsløst at favorisere de rige, som det sker i Belgien. I oldtiden havde Athen været demokratiets vugge. Nu kommer Grækenland igen i front. Denne gang som første europæiske land, der indfører den almindelige valgret.  

Schweiz: Fra borgerkrig til demokrati Det andet land i Europa, der får almindelige valgret, er Schweiz. Seks små kantonner havde fra gammel tid haft direkte demokrati og almindelig valgret. I resten af landet var det de rige, der regerede. Efter 1830 kom der nye tider til Schweiz. En kraftig reformbevægelse tvang den almindelige valgret igennem i den ene kanton efter den anden. Nogle steder lykkedes det endda at få indført folkeafstemning. I de protestantiske kantonner får det radikale parti magten. De radikale kræver almindelige valgret i alle kantonner. Dette modsætter de konservative katolske kantonner sig. I 1845 udbryder der borgerkrig. Krigen ender med radikal sejr i 1847. I september 1848 er den nye grundlov færdig. Der gennemføres almindelig stemmeret til alle schweiziske mænd, der er fyldt 20 år. Dette gennemføres i alle kantonner. Det bestemmes, at Grundloven i fremtiden kun kan ændres ved folkeafstemning. Schweiz var det andet land, der besluttede sig for almindelig valgret for mænd. Til gengæld var Schweiz det sidste europæiske land, der gav kvinderne valgret.  

Nye revolutioner i Frankrig

Frankrig bliver det tredje land, der gennemfører almindelig valgret. I 1824 kom den ultra- reaktionære kong Karl den X til magten i Frankrig. Han regerede sammen med greverne, markiserne og de katolske biskopper, og han blæste på den franske forfatning. I juni 1830 havde franskmændene fået nok. De jagede Karl den X af landet. I stedet satte de hertug Luis Philippe på tronen. Han skulle regere sammen med folket. Han skulle være en "borgerkonge" eller en "republikansk konge". Der bliver dog ikke indført almindelig valgret. Faktisk er valgretten endnu mere indskrænket, end den er i Belgien. Det varer heller ikke ret længe, inden den faktiske magt falder i hænder på ejerne af landets største firmaer. Ligesom de multinationale koncerner i EU i dag tænkte lederne af disse virksomheder kun på deres egne økonomiske interesser. Ligesom i Rusland under Jeltsin bliver korruptionen til regeringssystem i Frankrig. Modstanderne af korruptionen samledes i en reformbevægelse, der støttes af den franske nations store flertal. Regeringen svarer igen ved at forbyde reformbevægelsens møder. I februar 1848 bryder revolutionen ud. Louis Philippe bliver - ligesom sin forgænger 18 år tidligere - jaget ud af landet. Den 24. februar 1848 proklamerer den revolutionære regering republikken og den almindelige valget. Den almindelige valgret bruges første gang ved valget til Nationalforsamlingen den 23. april 1848. I december 1848 vælges Louis Napoleon til præsident. Han er nevø af den store Napoleon. Ligesom sin berømte farbror bliver Louis Napoleon snart diktator. I 1852-70 regerer han som kejser Napoleon den III. I 1870 kaster Napoleon den III letsindig landet ud i krig mod de tyske stater. Frankrig taber krigen. Den 2. september 1870 overgiver kejseren sig til tyskerne. 2 dage efter udråbes republikken igen. Siden har Frankrig været en republik med almindelig valgret. Frankrig er den første europæiske stormagt, der får almindelig valgret.  

Tyskland: De spildte muligheder

I hælene på Frankrig kunne Tyskland være blevet det fjerde land, der fik almindelig valgret i Europa. Sådan gik det ikke. Almindelig valgret blev først gennemført i de tyske delstater efter revolutionen i 1918. Efter revolutionen i Paris i februar 1948, blev der gennemført marts- revolutioner i de fleste tyske stater. Overalt blev reaktionære regeringer afløst af mere folkelige regeringer. Fyrsterne lovede frie forfatninger. Men reaktionen kom hurtigt til kræfter igen i Tyskland, og de fagre løfter fra marts 1848 forsvandt ud i den blå luft. I april 1848 valgte tyskerne ganske vist en nationalforsamling ved almindelig valgret. Nationalforsamlingen mødtes første gang i Frankfurt a. M. i maj 1848 og flyttede senere til Stuttgart. Der kom dog intet ud af forsamlingens arbejde, og i juni 1949 forbød delstatsregeringen simpelthen nationalforsamlingen at holde møder. Delstaterne fik efterhånden mere eller mindre reaktionære landdage. Prøjsen, der efterhånden omfattede 2/3 af Tyskland er typisk. Her fik man i 1849 en landdag, der var domineret af overklassen. De udemokratiske valgregler gjaldt uændret i næsten 70 år, nemlig til november 1918. I 1871 fik Tyskland ganske vist en rigsdag valgt ved almindelig valgret. I praksis blev rigsdagen kun rådgivende. Den reelle magt lå hos de prøjsiske officerer og junkere. Prøjsen omfattede jo 2/3 af Tyskland. Den prøjsiske konge blev også tysk kejser. Den prøjsiske ministerpræsident blev også tysk rigskansler. I virkeligheden blev Tyskland styret af en stærk mand. Det var først rigskansler og ministerpræsident Bismarck. Senere blev kejser Wilhelm den 2. den stærke mand. Hverken landdagen eller rigsdagen fik nogen reel magt. Både Bismarck og senere kejser Wilhelm den II valgte at samarbejde med den stokkonservative prøjsiske landdag - ikke med den mere demokratiske tyske rigsdag.  

Krig mellem dansk og tysk

Tyskland komme altså være blevet det fjerde europiske land, der fik almindelig valgret. Den reaktionære udvikling - først og fremmest i Prøjsen - forhindrede dette. I stedet blev Danmark det fjerde europæiske land, der indfører almindelig valgret. I 1848 fremkalder den tyske martsrevolution et oprør i Sydslesvig og Holsten. Slesvig-holstenerne vil ud af det danske monarki og "hjem til det store tyske rige". Krigen varer fra 1848 til 1850. De tyske fyrster vil gerne være populære efter revolutionerne i marts 1848. Derfor sender de deres hære til Danmark for at jage den danske hær ud af Jylland. I perioder er det meste af Jylland besat af tyskerne. Stormagterne griber ind i krigen, og den ender nærmest uafgjort.  

Den danske grundlov fra 1849

I Danmark havde kongen regeret enevældig i næsten 200 år - siden 1660. I januar 1848 dør den gamle konge. Det er den samme Kristian Frederik, der som ung havde været konge i Norge i 1814. I Danmark havde han regeret under navnet Christian den 8. Den nye konge er hans eneste søn Frederik den 7. Da rygterne om slesvig-holstenernes oprør når København, får Danmark også sin marts revolution. Folket tvinger kongen til at afskedige den reaktionære regering, som han har arvet fra sin far. I stedet udnævner han en mere folkelig regering: marts - ministeriet. Kongen lover også at indføre en fri forfatning. I modsætning til de tyske fyrster holder den danske konge ord. Alle kræfter bliver nu sat ind på at forsvare Jylland mod de tyske angreb. Arbejdet med at lave en ny forfatning går derfor langsommere end i Tyskland. I slutningen af 1840’erne var der 3 partier i Danmark: 1) et konservativt højre, der var kongetro. 2) et nationalt - liberalt centrum, der var fjender af enevælden, og som ville have et middelklasse styre som i Belgien. 3) bondevennerne, der var et venstreparti. Bondevennerne ville have en demokratisk grundlov med almindelig valgret og sociale garantier for de dårligst stillede. De 3 partier var ca. lige stærke i befolkningen. Marts - ministeriet var en blanding af konservative og national - liberale. I regeringen er ministrene uenige om valgreglerne, men det ender med, at regeringen beslutter, at den grundlovgivende rigsforsamling skal vælges ved almindelige valgret. Dette sker den 5. oktober 1849. Rigsforsamlingen holder sit første møde den 23. oktober 1848. På grund af krigen bliver grundlovssagen udsat. Rigsforsamlingen laver i stedet love, der skal styrke den danske krigsindsats. Ude i Europa er reaktionen på frem march. I november 1848 når den til København. Frihedsministeriet fra marts 1848 afløses af november - ministeriet. National - liberale ministre som Monrad og Lehmann bliver smidt ud af regeringen. Tilbage sidder de konservative ministre. November - ministeriet smager på Grundloven, som man smager på et surt æble. Regeringen vil helst opløse rigsforsamlingen, som det sker med det tyske nationalforsamling i Stuttgart et halv år senere. Men regeringen har brug for rigsforsamlingens støtte i krigen med tyskerne. Derfor får rigsforsamlingen lov til at blive siddende. Regeringen forsøger at få grundlovssagen udsat til efter krigen. Dette forkaster rigsforsamlingen med 100 stemmer mod 47. Derefter lykkedes det regeringen at trække tiden ud ved hjælp af andre påskud. Endelig den 26. februar 1849 begynder rigsforsamlingen at debattere Grundloven. 3 måneder senere - den 26. maj 1849 bliver - "Danmarks Riges Grundlov" vedtaget af rigsforsamlingen. Det er så meningen, at kongen skal underskrive Grundloven den 28 maj, der er Danmarks gamle frihedsdag. Dette sker ikke. Regeringen er nemlig i gang med en ny forhalingsmanøvre. Den forlanger, at valgloven bliver vedtaget, inden Grundloven sendes til kongen. Da valgloven er klar en uge senere, underskriver kongen begge lovene den 5. juni 1849, der så bliver vores grundlovsdag. I efteråret 1848 har den national - liberale minister D. G. Monrad skrevet det meste af vores senere grundlov. Derfor regnes Monrad som Danmarks grundlovsfader, ligesom Falsen regnes som Norges grundlovsfader. Grundloven blev skrevet ved, at Monrad satte sig i enrum med de europæiske forfatninger, han kunne få fat i. De vigtigste var den franske fra 1791, den norske fra 1814 og den belgiske fra 1831. Den belgiske grundlov var den nyeste, og derfor den der prægede den danske grundlov mest direkte. På eet vigtigt punkt var Monrad meget uenig med belgierne. Monrad er ivrig tilhænger af den almindelige valgret, hvor belgiske grundlov jo overlader stemmeretten til overklassen og den velstående del af middelklassen. Monrad diskuterer Grundloven igennem med sin partifælle og minister- kollega Orla Lehmann. Lehmann var skeptisk overfor den almindelige valgret, men bøjede sig i første omgang for Monrads argumenter. Lehmann havde tætte forbindelser til Norge. Det skyldes ham, at de norske ideer fra 1814 er så stærk repræsenteret i vores grundlov.  

Kampen for den almindelig valgret

På rigsforsamlingen tale Bondevennerne varmt for, at den nye rigsdag kun skulle bestå af et folketing valgt ved almindelig valgret - altså det system, som vi fik i 1953. Højre og de national-liberale ville derimod have både et folketing og landsting. Bondevennerne var tilhængere af almindelig valgret. Højre var modstandere. Efterhånden som reaktionen blev stærkere ude i Europa blev De National- liberale mere og mere påvirkede af den europæiske stemning og dermed skeptiske over den almindelige valgret. Bondevennerne var klare over, at de skal handle hurtigt for at redde den almindelige valgret. Ved et godt politisk håndværk lykkedes det dem at redde den almindelige stemmeret både til folketinget og til landstinget. Prisen var, at de for det første skulle acceptere, at landstinget blev oprettet, og for de andet, at kun de rige kunne vælges til landstinget. Grundtvig, der var medlem af rigsforsamlingen, kaldte forbitret landstinget for et "Pengekammer, Skatkammer og Rentekammer". Inden Grundloven var blevet vedtaget den 26. maj 1849, var de jyske medlemmer begyndt at rejse hjem. Deres familier havde brug for dem under den tyske besættelse af Jylland. Den 26. maj 1849 stemte 119 medlemmer Ja til Grundloven, mens 4 stemte Nej. Én sagde stemmer ikke, og 26 var fraværende. Nu bagefter kan det godt undre, at flertallet blev så stort. De fleste medlemmer af rigsforsamlingen var utilfredse med store dele af Grundloven. Hvorfor stemte f.eks. Højre og De National- liberale for en almindelig valgret, som de i virkeligheden var modstandere af. Forklaringen er krigen mod tyskerne. På grund af denne ville man ikke sætte det nationale sammenhold over styr. Derfor bøjede rigsforsamlingens medlemmer sig mod hinanden. Alt i alt var resultatet ikke ringe. For nu at sige det på jysk. 

"Den europæiske Nødvendighed" kvæler demokratiet

Der gik kun få år, inden den såkaldte "Europæiske Nødvendig" satte Grundloven delvist ud af kraft. Stormagterne - især det reaktionære Rusland støttet af de prøjsiske junkere - tvang Danmark til at gøre den danske grundlov til en slags hjemmestyrelov, der kun gjaldt for Øernes og Nørrejyllands særanliggender. Fællesanliggender med Slesvig og Holsten skulle høre under en fællesforfatning, hvor kongen var halvvejs enevældig, og hvor overklassen sad på magten. Nutiden "europæiske nødvendighed" - Giscards konvent - vil også gøre Grundlovene til hjemmestyrelove for de fodslæbende folkeslags særanliggender. Efter den tabte krig i 1864 kom landstinget i godsejernes hænder gennem den nye forfatning fra 1866. Dette gav stødet til mere end 30 års forfatningskamp, hvor landstinget og skiftende godsejer - regereringer bekæmpede folketinget og undertrykte det store flertal af folket.  

Vi genvandt Juni-Grundloven: vores moralske ret

I 1901 fik vi endelig parlamentarisme. Under første verdenskrig fik vi Juni-Grundloven fra 1849 tilbage. Dette skete i 1915. Godsejerne mistede magten i landstinget. Som noget nyt fik kvinderne valgret. Til gengæld fastsatte Grundloven en uforskammet høj valgretsalderen. Til folketinget var den på 25 år, og til landstinget var den på 35 år. Da der kun var valg til landstinget hvert 8. år kom nogle vælgere først til at stemme, når de var 42 år. Under besættelsen (1940-45) rejste der sig en bevægelse for en lavere valgretsalder. Argumentet var, at når de unge var gamle nok til at dø i modstandskampen, så var de også gamle nok til stemme. Argumentet var genbrug af Bondevennernes argument fra 1849: når bønder op arbejdere var værdige til at dø for fjendens kugler, så var de også værdige til at have stemmeret. Der blev der nedsat en grundlovskommission i 1946. Kommissionen skulle udarbejde en grundlov, der gav de unge stemmeret. Kommissionen tog sig umanerlig god tid. Først 7 år senere var den nye grundlov klar. Grundloven af 5. juni 1953 afskaffede de gamle mænds landsting, indførte en lavede valgretsalder til folketinget og gav prinsesse Margrethe arveret til tronen. Danmarks fire forfatninger er alle udsprunget af krige: 1849 - Grundloven har krigen 1848-50 som baggrund. 1866 - forfatningen er en følge af nederlaget i 1864. 1915 - Grundloven har første verdenskrig som baggrund. 1953 - Grundloven er en følge af anden verdenskrig.  

Konventet truer demokratiet

I starten spurgte jeg, om EU’s konvent lever op til de krav, som de europæiske folk stiller til en demokratisk grundlov ? Eller om konventet i stedet baner vejen for en slags genindførelse af enevælde og rigmandsdiktatur ? I denne forbindelse vil jeg spørge: 1) Er der et historisk vadested, der berettiger en europæisk grundlov? 2) Har de europæiske folk ønsket en fælles grundlov ? 3) Er det det europæiske folk selv, der skriver Grundloven? Jeg vil starte med det første spørgsmål: 1) Er der et historisk vadested, der berettiger en europæisk grundlov? De grundlove, som jeg har fortalt om, er alle opstået eller ændret på grund revolutioner, krige eller borgerkrige, der har grebet så dybt i folkets liv, at det er blevet oplevet som et historisk vadested. Dette har gjort det nødvendigt at lave en ny grundlov. Har vi så en sådan situation nu? Nej, der er heldigvis 58 år siden, at vi sidst har haft en stor og almindelig krig her i Europa. Spørger man Anders Foghs spindoktorer, vil vi de sige, at EU har brug for en grundlov på grund af Østudvidelsen. Denne begrundelse holder ikke, da EU’s forfatning har været forberedt siden topmødet i Maastricht i december 1991. Det er helt tilfældigt, at østudvidelsen sker samtidigt med konventet. Der er altså ikke nogen historisk situation, der berettiger en EU-grundlov. 2+3) De næste 2 spørgsmål: 1) Har de europæiske folk ønsket en fælles grundlov? 2) Er det det europæiske folk selv, der skriver Grundloven? ...vil jeg svare på samlet. Vi har ikke ønsket konventet. Konventet er ikke valgt af de europæiske folk, men håndplukket af regeringerne og de store partier. Dette gælder både for konventets medlemmer og suppleanter. Der er i høj grad tale om indavl hos magteliten. Altså: eliten sidder og skriver sin egen forfatning uden noget som helst mandat fra så meget som et eneste af de europæiske folk. Lokal - parlamenterne skal ganske vist godkende den færdige forfatning, men de får ingen indflydelse på enkelthederne. I nogle lande - bl.a. i Danmark - skal det være folkeafstemning, men vi har ikke haft den samtale og dialog, der kunne sætte vort præg på forfatningen. Ugebrevet Mandag Morgen har for nyligt dokumenteret, at kun 10-15 toppolitikere har kunnet komme til orde i debatten om konventet. Konventets resultat vil blive en udemokratisk forfatning - en ny buksefrakke, der lader eliten beholde magten, ikke en demokratisk grundlov, der sikrer folkets og enkelte borgers frihed. Derfor vil jeg slutte med en appel til os selv - til de europæiske folk: "I stedet for at ligge på maven for EU- elitens forfatning, skal vi - de europæiske folk - forsvare og videreudvikle vores egne demokratiske grundlove. Kun på den måde kan vi sikre folkenes og de enkelte borgeres frihed."

Webmaster