Denne tekst er et forsøg på i korthed at fremføre en undersøgelse, der til en virkelig indgående behandling ville kræve mange bind. Bertrand Russel er ganske klar over, at den ville være blevet meget forbedret, hvis tiden havde tilladt videregående studier; men det er blevet nødvendigt at gøre den færdig i de sidste dage før et fængselsophold, hvorfor læseren forhåbentlig vil tilgive de mangler, der måtte findes. Under trykket af uopsættelige forretninger ville det have været endnu vanskeligere, end det har været, at bringe dette værk til en afslutning, hvis ikke min ven, hr. Hilderic Cousens, havde hjulpet mig. Han har nemlig forsynet mig med fakta på mange punkter, hvor jeg ikke selv havde tid til at anstille grundige undersøgelser. London, april 1918.

Ved fantasiens hjælp at forsøge at tænke sig et bedre ordnet menneskeligt samfund end det grusomme og ødelæggende kaos, hvori menneskeheden hidtil har levet, er slet ikke noget nyt. Det går i hvert fald så langt tilbage som til Plato, hvis »Republik« er forbilledet for alle senere filosoffers utopier. Hvem som helst der betragter verden i lyset af et ideal - om det så er af intellektuel eller kunstnerisk art, eller det er kærlighed eller blot lykke, han søger, eller måske en blanding af dem alle - må føle en dyb bedrøvelse over alle de onder, hvis tilstedeværelse menneskene stadig - uden nødvendighed - finder sig i, og - er han en kraftig og energisk karakter - desuden et brændende ønske om at føre menneskene til en forståelse af det gode, der fremkalder hans nyskabende syner. Socialismens og anarkismens foregangsmænd var først og fremmest fyldt af et sådant ønske, lige så vel som de, der i fortiden udtænkte ideelle samfundsformer. I alt dette er der intet nyt. Det, som derimod er nyt i socialismen og anarkismen, er den nære berøring mellem idealet og menneskehedens nuværende lidelser, hvorved det er blevet muligt, at der af de ensomme tænkeres forhåbninger har kunnet udvikle sig mægtige politiske bevægelser. Det er det, som giver socialismen og anarkismen betydning og desuden gør dem farlige for dem, der, bevidst eller ubevidst, lever højt på den nuværende samfundsordens onder.

Under almindelige forhold lever den store mængde mænd og kvinder hele deres liv uden nogensinde at betragte eller kritisere hverken deres egne livsvilkår eller verdensforholdene i det store og hele. De ser, at de er født til en vis plads i samfundet, og tager imod, hvad dagen bringer, uden at ofre det mere tankearbejde, end øjeblikket lige kræver. De søger at tilfredsstille deres øjeblikkelige fornødenheder uden megen forudseenhed, ja, omtrent på samme instinktive måde som markens dyr, uden at betænke, at deres livsforhold helt kunne forandres ved tilstrækkelig anstrengelse. Tilskyndet af deres personlige ærgerrighed gør nogle procent sig den viljes og tankeanstrengelse, der skal til for at løfte dem op mellem samfundets bedrestillede; men kun meget få bekymrer sig virkelig om at skaffe alle de goder, som de søger for sig selv. Det er kun undtagelsesvis, at nogle få, sjældne mennesker er besjælede af en så omfattende menneskekærlighed, at de ikke tålmodigt kan finde sig i almenhedens onder og lidelser uden hensyn til, hvad forhold de måtte stå i til deres eget liv. Drevne af deres medlidenhed vil disse få, først ad tankens vej og derefter ad handlingens, søge en vej ud af alt det, søge efter en ny samfundsordning, hvorved livet kan blive rigere, med mere glæde og med færre uundgåelige onder end nu. Men i fortiden mislykkedes det i reglen for disse mennesker at få selve ofrene for den uretfærdighed, de ville afskaffe, til at interessere sig derfor. Befolkningens mindre velstillede lag har været uvidende og ligegyldige på grund af overarbejde og træthed, og de har været frygtsomme på grund af udsigten til øjeblikkelig at blive straffede af magthaverne; og i moralsk henseende har de været upålidelige på grund af den mangel på selvrespekt, som skyldtes deres nedværdigelse. Det kunne se ud som et håbløst hverv at få en bevidst og bestemt anstrengelse for en almindelig forbedring frem hos disse klasser, og således har det også i fortiden vist sig at være tilfældet. Men den moderne verden har frembragt nye forhold ved lønarbejdernes bedre opdragelse og ved forbedringer i deres levefod, så at tiden nu er gunstigere for kravet om en radikal omdannelse end nogensinde før. Fremfor alt er det socialisterne, og i mindre grad anarkisterne (navnlig dem, som står bag ved syndikalisterne), der fremfører denne fordring.

Hvad der måske er det mest bemærkelsesværdige både med hensyn til socialismen og anarkismen, er den forbindelse, som idealforestillingerne om en bedre verdensorden har fået med en vidtforgrenet, folkelig bevægelse. Til at begynde med er idealerne blevet udarbejdet af enkeltmænd i deres bøger, men alligevel har mægtige dele af lønarbejderne antaget dem som deres ledetråd i verdens praktiske spørgsmål. Dette er øjensynlig rigtigt, hvad socialismen angår, men med hensyn til anarkismen gælder det kun med nogen modifikation. Anarkismen selv er aldrig blevet til en vidt udbredt trosbekendelse; den er blevet populær i sin modificerede form som syndikalisme, der i modsætning både til anarkismen og socialismen ikke først og fremmest er resultatet af en idé, men af en organisation. Fagforeningerne er her forløberen, og syndikalismens tanker er da de, som de mest fremskredne franske fagforeninger anså for passende for disse organisationer. Men tankerne stammer i hovedsagen fra anarkismen, ligesom også de mænd, der slog til lyd for dem, i det store og hele var anarkister. Vi har derfor ret til at anse syndikalismen som anarkismens folkelige form i modsætning til den enkeltmandsanarkisme, der kun lige havde fristet livet ned gennem årene. Når vi anerkender denne betragtning, finder vi i anarkisme-syndikalismen den samme forbindelse mellem organisation og ideal som i socialisternes politiske partier. Fra dette standpunkt vil vi foretage vort studium af disse bevægelser.

I deres moderne form stammer socialismen og anarkismen fra to foregangsmænd, Marx og Bakunin, der førte en livsvarig kamp, som endte med en sprængning af den Første Internationale. Vi vil begynde med at studere disse to mænd; først deres lære og så de organisationer, de dannede eller gav stødet til. Derefter går vi over til socialismens udbredelse i de senere år og videre til syndikalismens oprør imod socialismens stærke betoning af staten og det politiske arbejde, og til visse bevægelser udenfor Frankrig, som er meget nærbeslægtede med syndikalismen, navnlig I.W.W. i Amerika og Guild-socialismen i England. Efter denne historiske oversigt vil vi tage fat på en betragtning af nogle af fremtidens vigtigste problemer, og vi vil prøve på at afgøre, hvordan verden vil blive lykkeligere, hvis socialisternes og syndikalisternes mål bliver virkeliggjorte.

Min egen anskuelse er, hvad jeg lige så godt straks kan sige, at den rene anarkisme, selvom den skulle være det endelige ideal, samfundet stadigt burde stræbe efter at komme nærmere og nærmere hen til, alligevel er umulig for øjeblikket, og den ville ikke leve mere end et år eller to, om den blev antaget. På den anden side forekommer det mig, at både den marxske socialisme og syndikalismen er indrettede på at frembringe en lykkeligere og bedre verdensorden end den, vi lever under; men jeg betragter ingen af dem som det bedste system. Jeg er bange for, at den marxske socialisme ville give staten alt for stor magt, medens syndikalismen, der tilsigter at afskaffe staten, efter min formening ville blive tvunget til at skaffe sig en centralmyndighed for at gøre en ende på stridighederne mellem de forskellige producentgrupper. Det mest praktiske system er, efter hvad jeg kan se, Guild-socialismen, der optager såvel det rigtige i statssocialisternes påstande som i syndikalisternes statsfrygt, idet den af lignende grunde, som har gjort forbund mellem nationerne anbefalelsesværdige, optager et forbundssystem mellem faggrupperne. Begrundelsen af disse antagelser vil komme, efterhånden som vi kommer længere frem. Før vi tager fat på en historisk oversigt over nutidens bevægelser til gunst for en radikal omvæltning, vil det være umagen værd at diskutere nogle karakteristiske træk, der findes hos de fleste politiske idealister, og som bliver i høj grad misforstået af det store publikum, hvilket ikke alene beror på fordom. Jeg ønsker at lade disse grunde vederfares fuld retfærdighed, for derefter så meget des bestemtere at vise, hvorfor man ikke skulle rette sig efter dem.

I al almindelighed er førerne for de mere vidtgående bevægelser i ganske ualmindelig grad uselviske, hvad der tydeligt nok fremgår af deres livsbane. Skønt de øjensynligt er lige så dygtige som mange, der opnår indflydelsesrige stillinger, bliver de ikke selv dem, der bestemmer tidens historie, lige så lidt som de vinder store rigdomme eller mængdens bifald i deres tid. Når mennesker, der har evne til at vinde disse belønninger, og som i det mindste arbejder lige så strengt som de, der vinder dem, alligevel af egen drift bevidst slår ind på en bane, der gør det umuligt at vinde dem, må man sige, at de har et andet livsmål end personlig fremgang. Deres hovedmotiv må ligge udenfor deres eget selv, hvor stærkt dette end kan gøre sig gældende i enkelte træk af deres liv. De fleste af socialismens, anarkismens og syndikalismens pionerer véd af egen erfaring, hvad fængsel, landsforvisning og fattigdom vil sige; thi de har jo pådraget sig alle disse ting selv, da de ikke ville opgive deres propaganda. Derved har de ført bevis for, at det håb, der holdt dem oppe, ikke var for dem selv, men for menneskeheden.

Men selvom det nu er ønsket om menneskehedens velfærd, der bestemmer hovedlinierne i et sådant menneskes liv, sker det ofte, at man mærker langt mere til hadet end til kærligheden i de enkelte skriftlige eller mundtlige ytringer. Det er næsten sikkert, at den utålmodige idealist - og en mand vil næppe få nogen betydning uden en vis utålmodighed - vil komme til at hade på grund af den modstand og de skuffelser, han vil opleve under sine forsøg på at bringe verden lykken. Jo sikrere han er på sine motivers renhed og sit evangeliums sandhed, des vredere vil han blive, når hans lære bliver forkastet. Ofte vil han virkelig kunne nå til en filosofisk tolerance overfor massernes ligegyldighed, ja, endogså overfor den gennemførte oprigtige modstand fra dem, hvis hverv det er at forsvare det bestående. Men hvem han finder det vanskeligst at tilgive, er de, der hævder, at de er besjælede af det samme ønske om at forbedre samfundet som han selv, men ikke vil anerkende hans fremgangsmåde. Den brændende tro, der sætter ham i stand til at bære forfølgelse på grund af sine anskuelser, får ham til at anse disse for så selvindlysende, at ethvert tænkende menneske, der forkaster dem, nødvendigvis må være uærligt og under indflydelse af urene motiver, der i virkeligheden betyder det samme som forræderi mod sagen. Derfra stammer den følelse af at være et parti, den bitre, snævre ortodoksi, som bliver ødelæggende for dem, der kraftigt antager en upopulær trosbekendelse. Der er jo så mange virkelige fristelser til forræderi, at mistanken er naturlig. Og for førernes vedkommende vil den ærgerrighed, som de holder nede, når der er tale om valg af en stilling, sikkert komme igen i en ny form, nemlig som ønsket om at blive anset for den intellektuelt overlegne og i lysten til at få despotisk magt indenfor deres egen sekt. Heraf følger, at de, der fordrer drastiske reformer, deler sig i modstridende skoler, der bittert hader hverandre og ofte kommer med gensidige beskyldninger for sådanne forbrydelser som at stå i politiets sold, eller at de forlanger af enhver taler og forfatter som en betingelse for, at de kan beundre ham, at han helt retter sig efter deres fordomme, og at hans belæring skal gå ud på at bestyrke dem i troen, og at hans anskuelser omfatter hele sandheden. Resultatet af en sådan sindsforfatning bliver, at de mennesker, der har ofret mest for at gøre vel imod hele menneskeheden, for en tilfældig og ikke dybtseende iagttager kommer til at se ud, som om de i langt højere grad var opildnede af had end af kærlighed. Men alle krav om rettroenhed er kvælende for forstandens frie brug; thi derved skabes der en atmosfære, hvori et højt kultiveret menneske med selvstændig tænkning ikke kan ånde. Det har såvel af denne grund som også på grund af økonomiske fordomme været umuligt for »intelligensen« at deltage i praktisk samarbejde med de mere yderligtgående reformatorer, i hvor høj grad de end kan sympatisere med deres hovedformål, ja, med de ni tiendedele af deres program.

En grund mere til, at radikale reformatorer bliver misforstået af almindelige mennesker, er, at de betragter det eksisterende samfund udefra og er fjendtlig stemte imod dets institutioner. Til trods for, at de fleste af dem tror mere på menneskenaturens medfødte evne til at føre et godt liv, end deres medmennesker gør, har de dog så stærkt et indtryk af den grusomhed og undertrykkelse, der netop skyldes disse samfundsinstitutioner, at man får det helt gale indtryk af dem, at de er kynikere. De fleste mennesker har instinktmæssigt to helt forskellige sæt leveregler; det ene anvender de overfor dem, de kalder kammerater, venner, kolleger eller på en eller anden måde betragter som hørende til den samme »hjord«; det andet gælder overfor dem, de betragter som fjender, som samfundets pariaer eller som en trussel imod samfundet. Radikale reformatorer er tilbøjelige til at rette al deres opmærksomhed mod, hvordan samfundet stiller sig til denne sidste klasse mennesker, dem, som »hjorden« har uvilje imod. Denne klasse indbefatter naturligvis fjenderne i krigen og forbryderne; og for deres vedkommende, der anser bevarelsen af den nuværende tingenes orden som nødvendig for deres egen sikkerhed eller deres privilegier, indbefatter den også alle, der taler for en eller anden stor politisk eller økonomisk omvæltning, samt alle de klasser, der på grund af deres fattigdom eller af andre årsager sandsynligvis vil føle en farlig misfornøjelse. Den almindelige borger tænker vel sjældent på den slags individer eller klasser og går gennem livet i den tro, at han og hans venner er godsindede folk, fordi de ikke nærer noget ønske om at gøre dem noget ondt, som de ikke nærer klassefjendskab imod. Men den mand, som har sin opmærksomhed henvendt på, hvordan en klasse stiller sig til dem, den hader eller frygter, vil dømme helt anderledes. I disse forhold udvikles der let en forbavsende grusomhed, og en alt andet end behagelig side af den menneskelige natur bliver fremtrædende. Gennem studiet af visse historiske kendsgerninger har kapitalismens modstandere lært, at kapitalisterne og staterne har udvist en sådan grusomhed imod lønarbejdernes klasse, når de har vovet at protestere mod de usigelige lidelser, som industrikulturen sædvanligvis fordømte dem til. Heraf følger en helt anden stilling til det eksisterende samfund end den sædvanlige velhavende borgers, en stilling, som er lige så sand eller måske lige så usand som denne sidstes, men i hvert fald er i lige så høj grad grundet på kendsgerninger, nemlig kendsgerninger, der vedrører forholdet overfor fjende i stedet for overfor venner.

Ligesom krig mellem nationerne frembringer klassekampen to anskuelser, der begge er lige sande og lige usande. Når en borger i en krigsførende nation tænker på sine egne landsmænd, tænker han først og fremmest på, hvorledes han har set dem behandle deres venner, deres familie o.s.v.; de synes ham i det hele at være venlige, rare folk. Men den nation, der fører krig med hans, betragter hans medborgere i lys af et helt andet sæt erfaringer, nemlig som de ser ud i slagmarkens vildskab, når de trænger ind på og undertrykker fjendtligt område, eller også som de viser sig i deres chikanerende, lumske diplomati. De personer, om hvem disse kendsgerninger gælder, er de samme, som deres medborgere kender som mænd, fædre eller venner; men de får en helt anden bedømmelse her, fordi de dømmes på et helt andet grundlag. Således er det også med dem, der betragter kapitalisterne fra de revolutionære lønarbejderes standpunkt. Kapitalisterne synes, at de er ufattelig kyniske, eller at de er helt på vildspor i deres dom, fordi de kendsgerninger, hvorpå de grunder den, jo netop er dem, kapitalisten ikke kender eller sædvanligvis ser bort fra. Men bedømmelsen udefra er jo dog lige så sandfærdig som bedømmelsen indefra. Begge er nødvendige for den fulde sandhed, og socialisten, som lægger eftertrykket på bedømmelsen udefra, er ikke en kyniker, men blot lønarbejderens ven, som er blevet drevet til det yderste ved synet af den unødvendige elendighed, som kapitalismen påfører dem.

Jeg har stillet disse almindelige overvejelser i spidsen af vore undersøgelser for at gøre det klart for læserne, at hvor megen bitterhed og had vi end måtte finde i disse bevægelser, som vi nu skal til at studere, skylder de dog til syvende og sidst kærligheden deres oprindelse. Det er vanskeligt ikke at hade dem, der piner dem, som vi elsker. Selvom det er vanskeligt, er det dog ikke umuligt, men der kræves dertil et storsyn og en omfattende forståelse, det ikke er let at vedligeholde under en fortvivlet kamp. Om socialister og anarkister nu ikke altid har bevaret den fuldkomne visdom, så har deres modstandere heller ikke gjort det; og de har, når man ser hen til kilden, hvoraf de drager deres inspiration, vist sig større end dem, der enten af uvidenhed eller af sløjhed finder sig i den uretfærdighed og undertrykkelse, hvorved det eksisterende system vedligeholdes.

Socialismen er som alt, hvad der betyder noget, snarere en retning end en samling af bestemt angivelige læresætninger. En definition af socialismen vil ganske sikkert komme til at indbefatte anskuelser, som mange ville betragte som ikke hørende under den, og den ville tillige udelukke andre, der kunne gøre fordring på at medtages; men jeg tror, at vi vil komme så nær som muligt til, hvad der er kærnen deri, når vi definerer socialismen som den lære, der hævder, at samfundet har ejendomsret over jorden og kapitalen. Ved »samfundets ejendomsret« kan der menes en demokratisk stats ejendomsret, men det kan ikke betyde en ikke-demokratisk stats ejendomsret. Man kunne derved også, som den anarkistiske kommunisme, forstå, at ejendomsretten tilhører de frie forbindelser af mænd og kvinder, der udgør et vist samfund uden at have den tvangsmyndighed, som er nødvendig til at danne en stat. Nogle socialister venter, at samfundets ejendomsret vil blive indført pludseligt og fuldstændigt ved en gennemgribende voldsom omvæltning, medens andre mener, at den vil komme lidt efter lidt, først i den ene industri og så i den anden. Nogle holder på, at det er nødvendigt, at det offentlige fuldstændigt må overtage jorden og kapitalen, medens andre ville finde sig i at se rester af den private ejendomsret her og dér, når det blot ikke var over for store områder eller fik for stor betydning. Men de er alle enige om en demokratisk samfundsform, og om, at det nuværende kapitalistiske system skal afskaffes, enten det så sker fuldstændigt eller blot i det store og hele. Forskellen mellem socialister, syndikalister og anarkister beror i meget høj grad på, hvilken demokratisk samfundsform de ønsker. De ortodokse socialister er tilfredse med parlamentarisk demokrati, hvad regeringen angår, idet de mener, at de onder, der nu er forbundne med denne styrelsesform, ville forsvinde, når kapitalismen forsvandt. Men anarkister og syndikalister protesterer på den anden side imod hele det parlamentariske apparat, og de tilsigter at få samfundets politiske forhold ordnet på en helt anden måde; men de er alle for så vidt lige demokratiske, som de har til hensigt at afskaffe alle privilegier og al slags kunstig ulighed, og de kæmper alle for lønarbejderen i det forhåndenværende samfund. I deres økonomiske lærdomme stemmer de også alle tre meget nær overens. De betragter alle tre kapitalen og lønsystemet som midler til at udnytte arbejderen til fordel for de besiddende klasser, og de mener, at fælleseje under en eller anden form er den eneste måde, hvorpå de producerendes frihed kan sikres. Men indenfor disse teoretiske rammer er der store forskelligheder; ja, selv blandt dem, der i strengeste forstand kan gøre fordring på at kaldes socialister, er der meget forskellige skoler.

Man kan sige, at socialismen som en europæisk betydende faktor tager sin begyndelse med Marx. Det er ganske vist sandt, at der før hans tid var socialistiske teorier i Frankrig og England; og det er også sandt, at socialismen under revolutionen i 1848 for en kort tid fik en stor betydning i den franske stat. Men de socialister, der var Marx's forløbere, havde tilbøjelighed til at synke hen i utopiske drømmerier, og det lykkedes dem ikke at danne et stærkt eller fast politisk parti. Dannelsen af såvel et sammenhængende system af socialistiske læresætninger, som var tilstrækkelig sande eller sandsynlige til, at de kunne gribe den store mængde, som også af den internationale socialistiske bevægelse, der er blevet kraftigere og kraftigere i det europæiske samfund i de sidste halvtreds år, skyldes Marx og hans medarbejder Engels.

For at forstå Marx's lære er det nødvendigt at kende noget til de indflydelser, der ligger bag ved hans anskuelser. Han blev født 1818 i Trier i Rhinprovinsen, hvor hans fader var en juridisk embedsmand. Faderen var jøde, men havde officielt antaget kristendommen. Marx studerede jura, filosofi, historie og nationaløkonomi ved forskellige tyske universiteter. I filosofi hørte han Hegels lære, der dengang var på sin berømmelses tinde, og nogle af hans sætninger beherskede hans tænkning hele livet igennem. Han betragtede ligesom Hegel historien som udviklingen af en idé. Verdensomskiftningerne opfattede han som en logisk udvikling, hvor et trin gennem en revolution går over i et andet, der er dets modsætning, og denne betragtningsmåde gav hans anskuelser et vist hårdt, abstrakt skær og førte ham til mere at tro på en revolution end på en egentlig udvikling. Men af de ellers for Hegel ejendommelige læresætninger beholdt Marx intet ud over sin ungdomstid. Han blev anerkendt som en lovende student, som kunne få en stor karriere som professor eller embedsmand, men hans politiske interesser og radikale anskuelser førte ham ad en vanskeligere vej. Allerede i 1842 blev han redaktør af en avis, som i begyndelsen af det følgende år blev undertrykt af den preussiske regering på grund af sine radikale anskuelser. Som en følge deraf rejste Marx til Paris, hvor han blev kendt som socialist og lærte sine franske forgængere at kende (de vigtigste af disse var Fourier og Saint-Simon, der dannede nogle fantastiske socialistiske idealsamfund. Proudhon, overfor hvem Marx's forhold ikke altid var af de venligste, må snarere anses for en forløber for anarkismen end for den ortodokse socialisme. I 1844 begyndte han her sit venskab med Engels, som varede hele hans liv. Engels havde hidtil haft forretning i Manchester, hvor han var blevet bekendt med de engelske socialister, hvis lære han i det hele havde sluttet sig til (Marx omtaler de engelske socialister med venlighed i »Filosofiens fattigdom« (1847). De har, som han, en tilbøjelighed til at basere deres beviser på Ricardos værditeori, men de har hverken hans mål eller hans lærdom og videnskabelige udsyn. Vi kan nævne Thomas Hodgskin (1787-1869), som oprindelig var søofficer, men fik sin afsked på grund af en pjece, hvori han kritiserede marinens disciplin. Han var forfatter til »Arbejdet forsvaret imod kapitalens fordringer« (1825) og andre værker. William Thompson (1785-1833) er forfatteren til »En undersøgelse af den fordeling af rigdommen, som vil bidrage mest til menneskehedens lykke« (1824) og »Arbejdets løn« (1825). Desuden Piercy Ravenstone, fra hvem Hodgskins ideer i høj grad skriver sig. Vigtigere end alle disse er måske Robert Owen. I 1845 blev Marx udvist fra Paris, og han og Engels drog derfra til Bruxelles, hvor de dannede en tysk arbejderforening og udgav en avis, som var deres organ.

På grund af sin virksomhed i Bruxelles blev han kendt af den Tyske kommunistiske Liga i Paris, som i slutningen af 1847 anmodede ham og Engels om at skrive et program for dem, hvilket udkom 1848. Dette er det berømte »Kommunist program«, hvori Marx's system for første gang fremsættes. Det udkom i et heldigt øjeblik. I den følgende måned, februar, udbrød der revolution i Paris, og i marts gik den videre til Tyskland. Af frygt for revolutionen udviste den belgiske regering ham, men den tyske revolution gjorde ham det muligt at vende tilbage til sit fædreland. I Tyskland udgav han atter en avis, som igen bragte ham i konflikt med autoriteterne, og den blev så meget des hårdere, efterhånden som reaktionen blev stærkere. I juni 1849 blev hans avis undertrykt og han selv udvist af Preussen. Han vendte tilbage til Paris, men blev også udvist derfra. Det førte ham til at bosætte sig i England, som dengang var et tilflugtssted for frihedens venner, og han blev boende dér med meget få afbrydelser, på grund af agitationsrejser, til sin død i 1883. Den største del af tiden gik med til udarbejdelsen af hans store hovedværk »Kapitalen« (det første og vigtigste bind udkom i 1867, hvorimod de andre to bind blev udgivet efter hans død i 1885 og 1894). Hans andet vigtige værk i disse sidste år var dannelsen og udbredelsen af det Internationale Arbejderparti. Han tilbragte fra 1849 den største del af sin tid i British Museum, hvor han med tysk grundighed samlede materiale til sit frygtelige angreb på det kapitalistiske samfund, men han bevarede alligevel sit hold over den internationale socialistiske bevægelse. Han havde sine svigersønner som stedfortrædere i flere lande, ligesom Napoleon og hans brødre, og i de forskellige indre stridigheder, der opstod, lykkedes det ham i reglen at sætte sin vilje igennem. Det vigtigste af Marx's lære kan samles i de følgende tre hovedsætninger. For det første den såkaldte materialistiske fortolkning af historien, for det andet loven om kapitalens koncentration og for det tredje klassekampen.

Den materialistiske fortolkning af historien. Marx hævder, at alle det menneskelige samfunds fænomener i det store og hele har deres oprindelse i de materielle forhold, og disse, mener han, er beroende på de økonomiske systemer. Han betragter de politiske former, love, religionerne og de filosofiske tanker - alt dette som udtryk for det økonomiske regime, der bestemmer det samfund, hvori de er opstået. Det ville ikke være rigtigt, hvis man sagde, at han mente, at det bevidst økonomiske motiv var det eneste af betydning; men det er snarere således, at de økonomiske forhold danner karakteren og anskuelserne, og således bliver de urkilden til meget, der for bevidstheden ikke synes at have nogen forbindelse dermed. Han anvender navnlig sin lære på to revolutioner, den ene i fortiden og den anden i fremtiden. Fortidens revolution er borgerstandens imod lensvæsenet, som ganske særligt finder sit udtryk - efter hans formening - i den Franske Revolution. Fremtidens revolution er lønarbejdernes eller proletariatets revolution imod borgerstanden, hvorved den socialistiske republik vil blive oprettet. Hele den historiske udvikling forekommer ham nødvendig, han anser den for virkningen af materielle årsagers spil med menneskelige væsener. Han er egentlig mere profeten, der forudsiger den socialistiske revolution, end advokaten, der taler for den. Det er rigtigt, at han mener, den vil være gavnlig, men det er ham langt mere om at gøre at bevise, at den nødvendigvis må komme. Den samme følelse af det nødvendige kommer også for dagen i hans fremstilling af det kapitalistiske systems onder. Han dadler ikke kapitalisterne for de grusomheder, som han viser, de har begået; han peger blot på, at det skyldes en medfødt nødvendighed, at de opfører sig grusomt, sålænge som den private ejendomsret til jord og kapital eksisterer. Men deres tyranni vil ikke vedblive for evigt, thi det frembringer selv de kræfter, som til sidst vil ødelægge det.

Loven om kapitalens koncentration. Marx fremhævede, at kapitalistiske foretagender havde en tilbøjelighed til at blive større og større. Han forudså, at trusterne ville træde i stedet for den frie konkurrence, og han forudsagde, at antallet af de kapitalistiske foretagender ville formindskes, efterhånden som de enkelte foretagenders størrelse voksede. Han mente, at denne proces ville medføre en formindskelse ikke blot i antallet af forretninger, men også i antallet af kapitalister. Ja, han plejede at udtale sig, som om hver forretning ejedes af en enkelt person. Han ventede derfor, at mennesker stadigt ville blive drevet fra kapitalisternes rækker over i proletariatets, og at kapitalisterne i tidens løb talmæssigt ville blive svagere og svagere. Han anvendte dette princip ikke alene på industrien, men også på landbruget. Han ventede at finde en aftagen af jordbesiddernes antal, samtidigt med at deres godser blev større og større. Denne proces skulle gøre det onde og uretfærdigheden i det kapitalistiske system mere og mere iøjnefaldende, samtidigt med at det gjorde oppositionen kraftigere.

Klassekampen. Marx opfatter lønarbejderen og kapitalisten som to skarpe modsætninger. Han mener, at ethvert menneske enten er eller snart må blive helt enten det ene eller det andet. Lønarbejderen, som intet ejer, bliver udnyttet af kapitalisterne, der ejer alt. Efterhånden som det kapitalistiske system mere og mere udfolder sig, og dets natur bliver klarere og klarere, bliver modsætningen mellem borgerskabet og proletariatet mere og mere bestemt. Da de to klasser har modstridende interesser, bliver de tvungne ind i en klassekamp, hvorved der inden for det kapitalistiske system dannes indre, nedbrydende kræfter. Arbejderne lærer først gradvis at slutte sig sammen imod deres udnyttere, først lokalt, så nationalt og til sidst internationalt. Når de har lært at slutte sig sammen internationalt, må de vinde sejr. De vil så bestemme, at alt land og al kapital skal være fælleseje; al udbytning vil høre op; det tyranni, som udøves af de velhavende, vil ikke mere kunne finde sted; der vil ikke længere være nogen deling af samfundet i klasser, og alle mennesker vil være frie.

Alle disse ideer indeholdes allerede i det kommunistiske program, der er skrevet med en forbavsende kraft og energi og kort og skarpt fremstiller verdens titaniske kræfter og historien om deres kamp med dens uundgåelige udgang. Dette værk har en så stor betydning for socialismens udvikling og giver en så beundringsværdig fremstilling af de lærdomme, som i en længere form og mere pedantisk findes i »Kapitalen«, at enhver, der ønsker at forstå det hold, som den marxistiske socialisme har fået over en stor del af arbejderklassens førere såvel på forstandens område som på fantasiens, må kende de vigtigste dele deraf. »For Europa viser der sig truende et spøgelse,« således begynder det, »nemlig kommunismen. Alle Europas gamle magter har dannet en hellig alliance for at jage dette spøgelse bort; paven og zaren, Metternich og Guizot; franske radikale og tyske politiske spioner. Hvor findes det oppositionsparti, der ikke er blevet udskreget for kommunistisk af sine modstandere, der var ved magten. Og hvor findes det oppositionsparti, der ikke har slynget den nedrige bebrejdelse »kommunist« imod mere yderliggående oppositionspartier, såvel som imod dets reaktionære modstandere?« Det, at der er en klassekamp, er ikke noget nyt. »ethvert hidtil eksisterende samfunds historie er en historie om klassekampe.« I disse kampe var enden altid »enten en revolutionær omdannelse af samfundet i det store og hele, eller også de kæmpende klassers fælles ødelæggelse«. »Vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, har simplificeret klassemodsætningerne. Samfundet er under ét ved at dele sig i to store, fjendtlige lejre, i to store klasser, der står lige imod hinanden, nemlig bourgeoisiet og proletariatet.« Derpå følger en fremstilling af lensvæsenets fald, der leder op til en beskrivelse af borgerstanden som revolutionær magt. »Borgerskabet har i historien spillet en meget revolutionær rolle.« »Istedet for udbytning, dækket med politiske og religiøse illusioner, har det sat den nøgne, skamløse, brutale, direkte udbytning.« »Og trangen til et stadigt voksende marked for sine produkter har jaget bourgeoisiet ud over hele jorden.« »Bourgeoisiet har under sin næppe hundredårige regering skabt vægtigere og mere kolossale produktive kræfter end alle de foregående generationer tilsammen.« Lensforholdene blev til lænker, »der måtte sprænges, og de blev sprængte« ... En lignende bevægelse ser vi nu finde sted for vore øjne. »De våben, hvormed bourgeoisiet slog lensvæsenet ned, bliver nu vendt imod det selv. Men bourgeoisiet har ikke blot selv lavet de våben, der vil ødelægge det, nej, det har også skabt de mænd, der skal føre disse våben - de moderne arbejdende klasser - proletariatet.« Derpå nævner han årsagerne til proletariatets nødstilstand. »Omkostningerne ved at frembringe en arbejder er næsten helt indskrænkede til, hvad han behøver for sit livsophold og for at kunne forplante racen. Men prisen på en vare, og derfor også på arbejde, er lig med produktionsomkostningerne. Derfor synker lønnen i samme forhold, som arbejdet bliver modbydeligere. Ja endvidere, i samme forhold som anvendelsen af maskiner og arbejdsdelingen forøges, bliver arbejdsbyrden større.« »Den moderne industri har erstattet det lille værksted og dets patriarkalske mester med industrikapitalistens store fabrik. I mængder strømmer arbejderne, organiserede som soldater, ind i fabrikken. Som menige i den industrielle hær er de stillet under et fuldstændigt hierarki af officerer og sergenter. De er ikke alene slaver for bourgeoisie-klassen og bourgeoisie-staten, men de bliver også dagligt, ja, hver time, gjort til slaver af maskinen, af deres opsynsmand, og navnlig af den enkelte bourgeoisie-fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti erklærer, at vinding er dets hensigt og formål, des småligere og des mere forhadt bliver det, og des mere forbitrer det arbejderen.« Programmet taler dernæst om, hvorledes klassekampen vokser. »Proletariatet gennemløber forskellige stadier i sin udvikling. Samtidigt med dets opståen begynder dets kamp mod bourgeoisiet. Først føres kampen af de enkelte arbejdere, så af alle arbejderne ved en fabrik og så af alle i en branche eller på et sted imod den enkelte mand af bourgeoisiet, der udnytter netop dem. De retter deres angreb, ikke mod de for det borgerlige samfund ejendommelige produktionsforhold, men imod produktionens redskaber.« »På dette trin danner arbejderne endnu en usammenhængende masse, der er spredt over hele landet og splittet ved indbyrdes konkurrence. Hvis de et eller andet sted slutter sig sammen til mere faste samfund, skyldes det ikke deres egen sammenslutningskraft, men er en følge af bourgeoisiets enhed, da denne klasse nødvendigvis må sætte hele proletariatet i bevægelse for at opnå sine egne politiske formål, og det kan den endnu for en tid gøre.« »Sammenstødene mellem den enkelte arbejder og det enkelte medlem af bourgeoisiet får mere og mere karakter af et sammenstød mellem to klasser. Nu begynder arbejderne at danne foreninger (fagforeninger) imod bourgeoisiet; de slutter sig sammen for at holde lønsatserne oppe, og de danner permanente forbund for i forvejen at forberede disse revolter, der engang imellem vil finde sted. Nu og da medfører kampen optøjer. Engang imellem har arbejderne held med sig, men kun for en tid. Den virkelige frugt af deres kampe ligger ikke så meget i deres øjeblikkelige resultat som i, at arbejdernes solidaritet bliver større og større. En hjælp dertil er de forbedrede samfærdselsmidler, som den moderne industri har skabt, hvorved arbejderne på forskellige steder kommer i berøring med hverandre. Det var netop denne berøring, der var nødvendig for at samle de forskellige lokale kampe, som alle havde samme karakter, til en national klassekamp. Men enhver klassekamp er en politisk kamp. Og det moderne proletariat har nu, takket være jernbanerne, på få år opnået den solidaritet, som middelalderens borgere med deres elendige landeveje var århundreder om. Proletariatets organisation som klasse og som en følge deraf som et politisk parti brydes stadigt ved konkurrencen imellem arbejderne selv. Men den kommer lige så stadigt igen, stærkere, kraftigere og mægtigere. Den fremtvinger en lovmæssig anerkendelse af arbejdernes særlige interesser, idet den drager fordel af spaltninger indenfor bourgeoisiet selv.« »Hvad proletariatet angår, så er de gamle samfundsforhold dér allerede i virkeligheden ødelagte. Proletaren ejer intet, og hans forhold overfor hustru og børn har ikke længere noget tilfælles med bourgeoisiets familieforhold; det moderne industriarbejde, den moderne underkastelse under kapitalen, som er ens i England og i Frankrig, i Amerika og i Tyskland, har borttaget ethvert spor af nationalkarakter hos ham. Lov, moral og religion er for ham kun så mange bourgeoisiefordomme, bag ved hvilke der lurer lige så mange bourgeoisieinteresser. Alle de klasser, der hidtil har fået magten, har søgt at styrke deres allerede vundne position ved at påtvinge hele samfundet deres ejendomsforhold, men proletarerne kan ikke blive herrer over samfundets produktive kræfter uden at afskaffe deres egen tidligere måde at tilegne sig dem på og derved også enhver anden forhenværende tilegnelsesmåde. De har ikke selv noget, de skal sikre og befæste; deres mission er at ødelægge alle tidligere sikringer og assurancer for den enkeltes ejendom. Alle tidligere historiske bevægelser var minoritetsbevægelser eller i mindretallenes interesse. Den proletariske bevægelse er den store majoritets bevægelse for det store flertals interesser. Proletariatet, som er vort nuværende samfunds laveste lag, kan ikke røre på sig eller forbedre sine kår, uden at hele det overliggende samfund bliver sprængt i luften.« Marx siger, at kommunisterne repræsenterer proletariatet som helhed og er internationale. »Man bebrejder endvidere kommunisterne, at de vil afskaffe lande og nationaliteter. Arbejderne har ikke noget fædreland; vi kan ikke fratage dem, hvad de ikke har.« Kommunistens første mål er proletariatets erobring af den politiske magt. »kommunisternes teori kan samles i den eneste sætning: afskaffelse af privatejendom.« Den materialistiske fortolkning af historien bruger han til at give svar på sådanne påstande som, at den er anti-kristelig. »Angreb på kommunismen ud fra et religiøst, filosofisk eller i det hele taget et ideologisk standpunkt fortjener ikke en alvorlig undersøgelse. Skal der da en særlig dyb intuition til for at se, at et menneskes ideer, anskuelser og forestillinger, kort sagt menneskets hele bevidsthedsindhold, skifter med enhver ændring af de materielle eksistensbetingelser, samfundsforholdene og samfundslivet?« Det er ikke ganske let at få fat på programmets stilling til staten. »Den moderne stats udøvende myndighed er,« siger han, »kun en komité til at lede hele bourgeoisiets fælles sager.« Men alligevel må det første skridt for proletariatet være, at det skaffer sig kontrol med staten. »Vi har ovenfor set, at det første skridt i arbejderklassens revolution er at gøre proletariatet til den herskende klasse og at vinde demokratiets kamp. Proletariatet vil bruge sin politiske magt til lidt efter lidt at tage al kapital fra bourgeoisiet, til at centralisere alle produktionsmidler i statens hænder, det vil sige i proletariatets, der er organiseret som den herskende klasse; og så til at forøge den samlede sum af produktionsmidlerne så hurtig som muligt.« Derefter går programmet over til en omtale af en række reformer, der så straks skal gennemføres, og som til at begynde med ville forøge den eksisterende stats magt betydeligt; men det hævdes, at når den socialistiske revolution har fundet sted, vil staten, som vi kender den, have ophørt at eksistere. Som Engels siger et andet sted: når proletarerne tager magten i staten, »gøres der en ende på al klasseforskel og alle klassemodsætninger, og som en følge deraf bliver der også ende på staten som stat.« Statssocialisme kan altså blive resultatet af de forslag, Marx og Engels kom med, men man kan ikke beskylde dem selv for at forgude staten. Programmet ender med en appel til alle lønarbejderne hele verden over om at rejse sig for kommunismens skyld. »Kommunisterne foragter at skjule deres anskuelser og mål. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås gennem en voldsom omvæltning af alle sociale forhold. Lad de regerende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Proletarerne har intet at tabe uden deres lænker, men en verden at vinde; arbejdere i alle lande, forener eder!«

En revolution fulgte hurtigt efter offentliggørelsen af dette kommunistiske program i alle Europas store lande, undtagen Rusland; men denne revolution var ikke økonomisk eller international, undtagen til at begynde med i Frankrig. Alle andre steder var den inspireret af nationale ideer. Det blev derfor muligt for verdens styrere, som i begyndelsen havde været rædselsslagne, at få magten igen ved at opelske de fjendskaber, som lå gemt i de nationale ideer, og revolutionen endte alle vegne efter en meget kort triumf i krig og reaktion. Det kommunistiske programs tanker kom frem, før verden var rede for dem; men dets forfattere levede så længe, at de så begyndelsen af den fremvækst af den socialistiske bevægelse, som fandt sted i alle lande, og som er skredet videre med stadig voksende kraft og har fået mere og mere indflydelse på regeringerne, ja, har fået overtaget i den russiske revolution, og som måske i en ikke alt for fjern fremtid er i stand til at opnå den internationale triumf, som programmets sidste sætning kalder verdens lønarbejdere frem til. I sit hovedværk, »Kapitalen«, behandlede Marx programmets punkter indgående og dokumenterende. Han fremstillede deri teorien om overskudsværdien, som skulle forklare, hvordan den kapitalistiske udbytning gik for sig. Denne lære er meget indviklet og kan næppe anses for et bidrag til den rene teori, men må snarere betragtes som en oversættelse i abstrakte udtryk af det had, hvormed Marx betragtede et system, som slog mønt af menneskers liv. Og i denne ånd er den også blevet opfattet af sine beundrere snarere end som en uinteresseret analyse. Efter mit skøn er de dele af bogen, hvor Marx taler om økonomiske kendsgerninger, de bedste, for dér havde han en uhyre omfattende viden. Det var netop ved disses hjælp, at han håbede at fylde sine disciple med det faste og udødelige had, som skulle gøre dem til soldater, der ville give deres liv i klassekampen. De kendsgerninger, han har samlet sammen, er sådanne, der praktisk talt er ukendte for dem, der lever i gode kår. Det er frygtelige kendsgerninger, og man må indrømme, at det system, som frembringer dem, er et frygteligt system. Nogle få eksempler på hans valg af kendsgerninger vil tjene til at forklare mange socialisters bitterhed.

Ved et møde, som blev holdt i forsamlingslokalerne i Nottingham d. 14 januar 1860, erklærede hr. Broughton Charlton, som er en af grevskabets øvrighedspersoner, »at der var en sådan nød og lidelse iblandt den del af befolkningen, der hørte til kniplingsindustrien, som var aldeles ukendt i andre dele af riget, ja, i hele den civiliserede verden. Børn på 9 eller 10 år bliver jaget ud af deres elendige senge klokken to, tre eller fire om morgenen og tvunget til at arbejde for blot det nødvendige til livets ophold indtil klokken ti, elleve, tolv om natten. Derved bliver deres hele legeme kraftesløst, og de svinder hen, medens deres hvide ansigter og den absolutte sløvhed, hvori deres ånd synker ned, er frygtelig at betragte.« Tre jernbanemænd står for en ligsynsjury i London - en konduktør, en lokomotivfører og en signalmand. En skrækkelig jernbaneulykke har hovedkulds sendt hundreder af passagerer ind i den anden verden - og grunden er tjenesteforsømmelse. De erklærer alle, at for en 10-12 år siden var deres arbejdstid kun otte timer daglig, men nu er den blevet skruet op til fjorten, atten eller tyve timer; ja, den varede ofte fyrre eller halvtreds timer uden afbrydelse, når der var en usædvanlig mængde arbejde ved ferietider eller med billige tog. De var kun almindelige mennesker, ikke kæmper. På et vist punkt svigtede deres arbejdsevne, de blev sløve; deres hjerner hørte op at tænke og deres øjne at se. De heltigennem respektable britiske nævninger afgav en kendelse, der lod dem komme for retten som skyldige i manddrab, idet der dog var gjort den tilføjelse, at man måtte håbe, at jernbanernes kapitalistiske herskere for fremtiden ville være mere ekstravagante med hensyn til købet af en tilstrækkelig mængde arbejdsevne og være mere »afholdende«, »selvfornægtende,« »økonomiske« med hensyn til udnyttelsen af den betalte arbejdsevne. I 1863 offentliggjorde alle Londons aviser i den sidste uge af juni en artikel med den sensationelle overskrift: »Død af overarbejde.« Det var en ung tyveårig pige Mary Anne Walkley, der var ansat ved afdelingen for modepynt i en rigtig respektabel dame-skrædderforretning, som blev drevet af en dame med det rare navn Elise. Det var den gamle historie, som man kendte så godt, der blev gentaget. Pigen arbejdede gennemsnitlig 16,5 time, ja, i den travle tid indtil 30 timer uden afbrydelse, idet hun fik sin svigtende arbejdsevne styrket ved fra tid til anden at drikke noget sherry, portvin eller kaffe. Det var lige i den allertravleste tid, hvor det var nødvendigt på et øjeblik at fremtrylle pragtfulde dragter for de fine damer, der var bedt med til ballet i anledning af den for nyligt importerede princesse af Wales. Mary Anne Walkley havde sammen med 60 andre unge piger arbejdet uden ophold i 26,5 time, og de sad 30 i et værelse, der kun havde en tredjedel af den luftmængde, der var nødvendig for dem. Om natten sov de parvis i en af de kvælende huler, hvori soveværelset var blevet delt ved skillevægge. Og det var et af de bedste etablissementer for modepynt i London. Mary Anne Walkley blev syg om fredagen og døde om søndagen, uden at hun til madame Elises forbavselse havde fået sit arbejde færdigt. Lægen, hr. Keys, der for sent blev kaldet til dødslejet, bevidnede rigtigt for ligsynsjuryen, »at Mary Anne Walkley var død på grund af for lang arbejdstid i et overfyldt værksted og et alt for lille og dårligt ventileret soveværelse.« For at vise lægen, hvordan man burde udtale sig, afgav ligsynsjuryen følgende kendelse: »Afdøde er død af apopleksi; men der er grund til at frygte, at hendes død er blevet fremskyndet ved overarbejde i et overfyldt værksted osv.« »The Morning Star«, der var organ for frihandelsmændene Cobden og Bright, udbrød: »Vore hvide slaver, der lægges i graven ved arbejdet, svinder i reglen roligt hen og dør.« En lov fra det første år af Edward VI's regeringstid, 1547, bestemmer, at hvis nogen nægter at arbejde, skal han tildømmes den person, som har angivet ham som en døgenigt, som slave. Herren skal føde sin slave med vand og brød, en dårlig suppe og de levninger, han synes er passende. Han har ret til med pisk og lænker at tvinge ham til at udføre et hvilket som helst arbejde, hvor modbydeligt det end er. Bliver en slave borte i 14 dage, dømmes han til slaveri på livstid og skal brændemærkes på panden eller ryggen med bogstavet s; hvis han tre gange løber bort, bliver han henrettet som en forbryder. Herren kan sælge ham, testamentere ham bort, udleje ham som slave, akkurat som en hvilken som helst anden af hans levende eller livløse ejendele. Rotter slaverne sig sammen imod deres herrer, bliver de også henrettede. Fredsdommerne skal efter angivelse indfange slynglerne. Sker det, at en vagabond har drevet omkring i tre dage, skal han føres til sin fødeby og dér mærkes med et rødglødende jern med bogstavet v på brystet, hvorefter han i lænker skal sættes til at arbejde på gaderne eller ved andet arbejde. Opgiver han en gal fødeby, skal han blive en livstidsslave af denne by, dens indbyggere eller bysamfundet, og man skal brændemærke ham med et s. Enhver har ret til at fratage en vagabond hans børn og holde dem som lærlinge, drengene til de bliver 24 år, pigerne til de bliver 20 år. Løber de bort, bliver de slaver hos deres herrer, indtil de opnår ovennævnte alder; og han kan lade dem lægge i lænker, piske, osv., om han vil. Enhver herre har lov til at give sin slave en jernring om halsen, armene eller benene, for at han derved lettere kan kende ham og blive mere sikker på ham. Den sidste del af denne lov bestemmer, at visse fattige folk kan anvendes enten af en by eller af enkeltmand, der er villig til at føde dem og skaffe dem arbejde. Den slags sogneslaver holdt man i England til langt ind i det nittende århundrede under navn af omgangsmænd.

Når man læser side efter side og kapitel efter kapitel af den slags kendsgerninger, der alle bliver anførte for at illustrere en eller anden fatalistisk teori, som Marx siger, at han har bevist ved logisk ræsonnement, så kan det ikke undgås, at en lidenskabelig læser af arbejderstanden bliver rasende, eller at en, der har nogen kapital, og hos hvem ædelmodighed og retfærdighed ikke helt er udelukkede, må føle utålelig skamfuldhed. Omtrent lige ved slutningen af bindet lader Marx os i et meget kort kapitel, som hedder »Den historiske tendens til kapitalens ophobning«, skimte det håb, der ligger bag ved nutidens rædsel. Så snart denne omdannelse tilstrækkeligt har bragt det gamle samfund i opløsning helt igennem, og så snart arbejderne er blevet gjort til proletarer og deres arbejdsmidler til kapital, så snart den kapitalistiske produktionsordning står på egne ben, så antager arbejdets videre socialisering og jordens og de andre produktionsmidlers videre omdannelse til socialt udnyttede og derfor fælles produktionsmidler, ligesåvel som den videre ekspropriation af privatejendom, en ny form. Det, der nu skal eksproprieres, ejes ikke af arbejderen, der arbejder for sig selv, men af kapitalisten, der udnytter mange arbejdere. Dette sker efter bestemte love, der ligger i selve kapitalismens væsen, nemlig ved kapitalens centralisation. Een kapitalist gør det altid af med mange. Hånd i hånd med denne centralisation eller, om man vil, denne ekspropriation af de mange kapitalister ved de få, udvikler der sig efter en stadigt stigende målestok kooperative arbejdsforhold, den bevidste anvendelse af videnskaben på teknikkens område, jordens metodiske dyrkning; arbejdsmidlerne omdannes til arbejdsmidler, der kun kan bruges i fællesskab, der finder en økonomisering af alle produktionsmidler sted, idet de anvendes som produktionsmidler for samvirkende socialiseret arbejde, endvidere indfanges alle folkeslag i verdensmarkedets net, og den kapitalistiske samfundsordning får derved sin internationale karakter. Sammen med det stadigt mindre antal af finanskonger, der lægger beslag på og monopoliserer alle fordelene ved denne udviklingsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, slaveri, nedværdigelse og udbytning; men ligeledes vokser arbejderstandens kamp. Arbejderstanden er en stand, der stadigt tager til i antal, og hvis disciplin, forening og organisation netop skyldes selve den kapitalistiske produktions egne midler. Kapitalens monopol bliver en hæmsko på den produktionsmåde, der er opvokset og nået til blomstring under den. Produktionens centralisation og arbejdets socialisering har til sidst nået et punkt, hvor de ikke mere kan hænge sammen med deres kapitalistiske bånd, som derfor sprænges. Dødsklokken ringer over den kapitalistiske privatejendom, og de, der så længe har eksproprieret, bliver selv eksproprieret. Dette er alt. Der er næppe et andet ord hele bogen igennem, der får lov til at kaste et lille solstrejf ind i mørket; og dette ubarmhjertige tryk på læserens sjæl er ikke i ringe grad årsagen til den magt, denne bog har fået.

Marx's bog fremkalder to spørgsmål. For det første: er hans love om den historiske udvikling rigtige? For det andet: er socialismen noget, man må hilse med glæde? Det andet spørgsmål står helt uden forbindelse med det første. Marx hævder, at han har bevist, at socialismen må komme, men han giver sig næppe af med at vise, at det vil være noget godt, når den kommer. Men det er jo muligt, at det vil være godt, hvis den kommer, selvom alle Marx's beviser for, at den må komme, skulle vise sig at være gale. Tiden har jo som bekendt vist, at der er adskillige mangler ved Marx's teorier. Verdensudviklingen har i så høj grad formet sig, som han forudsagde, at man må sige, at han har været et usædvanligt klartseende menneske, men den har ikke været så meget overensstemmende dermed, at den politiske eller økonomiske historie har udviklet sig nøjagtig således, som han sagde, den ville. Det er så langt fra, at nationalismen er blevet mindre, at den tværtimod er vokset; og den er ikke blevet overvundet af de kosmopolitiske tendenser, som Marx rigtigt så var skjult i pengevæsenet. Storforretningerne er ganske vist blevet større, og over et stort område har de fået monopol, men antallet af aktionærer i sådanne foretagender er så stort, at det virkelige tal stadigt er blevet større og større. Ja, endvidere, selvom de store firmaer er blevet større, har der også samtidigt været en tilvækst af firmaer af middelstørrelse. Desuden har lønarbejderne, som efter Marx burde være blevet stående på en fortjeneste, der lige netop var nok til livets ophold, således som forholdene var i England i den første halvdel af det nittende århundrede, i stedet for draget nytte af den almindelige formueforøgelse, omend kun i mindre grad end kapitalisterne. Den såkaldte jernhårde lønningslov har vist sig at være falsk, for så vidt arbejdet i de civiliserede lande angår. Når vi nu vil søge efter eksempler på kapitalistisk grusomhed, der svarer til dem, som Marx's bog er fuld af, må vi for det meste af vort materiales vedkommende søge til troperne, eller i hvert fald til egne, hvor der er mennesker af laverestående racer, der kan udnyttes. Den faglærte arbejder er på den anden side nu en aristokrat i arbejdets verden, og det er et spørgsmål for ham, om han skal forene sig med den ikke-faglærte arbejder imod kapitalisten eller med kapitalisten imod den ikke-faglærte arbejder. Ofte er han selv i nogen grad kapitalist, og er han det ikke, så er det temmelig sikkert, at hans fagforening og hjælpekasse er det; derfor er klassekampen ikke blevet ført med den samme skarphed. Der er grader, mellemstandpunkter mellem rig og fattig, i stedet for den skarptskårne logiske modsætning mellem arbejderne, der intet ejer, og kapitalisterne, der ejer alt. Ja, selv i Tyskland, som blev et hjem for den ortodokse marxisme, og hvor der udviklede sig et kraftigt socialdemokratisk parti, der officielt antog teorierne i »Das Kapital« som næsten ordret inspirerede, har den enorme formueforøgelse indenfor alle klasser i årene før krigen ført socialisterne til at revidere deres læresætninger og til mere at stille sig på udviklingens side imod revolutionen. Den tyske socialist Bernstein, som længe boede i England, var ophavsmanden til den revisionsbevægelse, som til slut fik den største del af partiet med sig. Hans kritik af den marxske ortodoksi er fremsat i en bog ved navn »Udviklingssocialisme«. Som det jo plejer at gå med bredkirkelige forfattere, har hans arbejde også særligt bestået i at vise, at grundlæggerne ikke holdt så stift på deres læresætninger, som efterfølgerne har gjort. Der er meget i Marx's og Engels' skrifter, der ikke kan finde plads indenfor den stive ortodoksi, som fremkom hos deres elever. Bernsteins hovedkritik af disse elever er, bortset fra, hvad vi allerede har omtalt, et forsvar for den stykkevise aktion i modsætning til revolutionen. Han protesterer imod den uberettiget fjendtlige stemning overfor liberalismen, som er almindelig blandt socialisterne, og han svækker den internationalisme, der utvivlsomt er en del af Marx's lære. Arbejderne, siger han, har et fædreland, så snart de bliver borgere, og ud fra dette grundlag forsvarer han den nationalitetsfølelse, som krigen har vist virkelig findes indenfor socialisternes rækker. Han går endogså så vidt, at han hævder, at de europæiske nationer har ret til land i troperne på grund af deres højere civilisation. Sådanne læresætninger formindsker den revolutionære nidkærhed og har en tilbøjelighed til at omdanne socialisterne til en venstre fløj af det liberale parti. Men lønarbejdernes voksende velvære før krigen havde gjort disse forskydninger uundgåelige«. Det er endnu umuligt at vide, om krigen har forandret stillingen i den retning. Bernstein slutter med den kloge bemærkning, at »vi må tage arbejderne, som de er. Og de er nu hverken så rene proletarer, som det blev fremstillet i det kommunistiske program, eller så fri for fordomme og svagheder, som deres smigrere vil have os til at tro.«

Bernstein repræsenterer ødelæggelsen af den marxske dogmatisme indefra. Syndikalismen er et angreb på den udefra, og det ud fra et teoretisk standpunkt, der udgiver sig for at være endnu mere radikalt og revolutionært end Marx's og Engels'. Syndikalisternes stilling overfor Marx kan ses i Sorels lille bog: »La Décomposition du Marxisme«, og i hans større arbejde: »Tanker om vold«« (I marts 1914 holdt Bernstein et foredrag i Budapest, hvori han trak flere af sine udtalelser tilbage. Se Budapest avisen »Volksstimme« for d. 19 marts 1914. Titlen på hans nævnte bog er: »Die voraussetzungen der Sozialismus und die aufgaben der Sozialdemokratie.«). Efter at have bifaldet Bernsteins kritik af Marx går Sorel videre med en anden slags kritik. Han peger på, hvad der er rigtigt, at Marx's økonomiske teorier står Manchesterskolens nær; og Marx har da også sluttet sig til denne skoles teorier på mange punkter, hvor vi nu véd, at de er gale; det var nemlig den ortodokse nationaløkonomiske skole, da han var ung. Efter Sorel er det væsentlige i Marx's lære klassekampen. Hvo der holder den vedlige, holder socialismens ånd vedlige i meget sandere betydning end de, der klamrer sig til bogstaven i den socialdemokratiske ortodoksi. Ud fra klassekampen udviklede de franske syndikalister en kritik af Marx, som går langt dybere, end hvad vi hidtil har drøftet. Marx's anskuelser om den historiske udvikling kan måske i virkeligheden have været mer eller mindre gale, og alligevel kunne det økonomiske og politiske system, som han prøvede at skabe, være lige så ønskeligt, som hans efterfølgere antager. Syndikalismen kritiserer imidlertid ikke alene Marx's syn på kendsgerningerne, men også det mål, han stiler imod, og i al almindelighed de midler, som han anbefaler. Marx's tanker fremkom på en tid, da der endnu ikke eksisterede noget demokrati. Netop i samme år, som »Das Kapital« udkom, fik byernes arbejdere første gang stemmeret i England, og Bismarck indførte den almindelige valgret i Nordtyskland. Det var naturligt, at man nærede store forhåbninger om, hvad demokratiet kunne udføre. Marx tænkte, som de ortodokse nationaløkonomer, at menneskene ledes i deres anskuelser af et mere eller mindre oplyst syn på deres egen økonomiske interesse, eller snarere den klasseøkonomiske interesse. En lang erfaring om, hvordan det politiske demokrati virker, har nu vist os, at Disraeli og Bismarck i den henseende så langt dybere i den menneskelige natur end både socialister og liberale. Det er blevet mere og mere vanskeligt at kunne stole på staten som en hjælp til at skabe frihed, eller på de politiske partier som tilstrækkeligt kraftige hjælpemidler til at tvinge staten til at tjene folket. »Den moderne stat er,« siger Sorel, »et intelligensparti, der har privilegier, og som har såkaldte politiske midler til at forsvare sig imod angreb fra andre intelligenspartiers side, som også er ivrige efter at nå fordelene ved ansættelser i det offentliges tjeneste. Der dannes partier for at erobre disse ansættelser, og de er analoge med staten«.

Syndikalisterne har til hensigt at organisere menneskene, ikke efter parti, men efter beskæftigelse. Det er, siger de, alene den rigtige opfattelse af klassekampens art og midler. Derfor foragter de al politisk aktion gennem rigsdagen og ved valg; den aktion, de anbefaler, er den direkte aktion fra det revolutionære syndikat eller fagforeningen. Krigsråbet »industriel aktion versus politisk aktion« har bredt sig langt uden for den franske syndikalismes rækker. Det findes i I.W.W. i Amerika og hos de industrielle unionister og lavssocialisterne i Storbritannien. De, som foreslår det, sigter i reglen også efter et andet mål end Marx. De tror, at der ikke kan være nogen virkelig individuel frihed, hvor staten er almægtig, selvom det er en socialistisk stat. Nogle af dem er gennemførte anarkister, der vil have staten helt afskaffet; andre ønsker blot, at dens myndighed skal formindskes. På grund af denne bevægelse er oppositionen imod Marx, der fra anarkistisk side har eksisteret fra først af, blevet meget stærk. I det næste kapitel vil vi beskæftige os med denne opposition i dens ældre form.

En anarkist - det betyder i folkemunde en, der kaster bomber og begår andre skrækkelige ting, enten fordi han er mere eller mindre sindssyg, eller fordi han bruger yderliggående politiske anskuelser som et skalkeskjul for forbryderiske tilbøjeligheder. Selvfølgelig er denne anskuelse i enhver henseende ufyldestgørende. Nogle anarkister tror på bombekastning, mange gør det ikke. Mennesker af næsten enhver slags anskuelser holder på bombekastning under passende omstændigheder. De mænd, der kastede bomben i Sarajevo, der satte den nuværende krig i gang, var ikke anarkister, men nationalister. Og de anarkister, som holder på bombekastning, skiller sig ikke i den henseende fra resten af samfundet i noget som helst grundspørgsmål, med undtagelse af den uendelig lille del, der antager Tolstoys lære om ikke at gøre modstand. Anarkisterne tror i reglen ligesom socialisterne på teorien om klassekampen, og hvis de bruger bomber, så er det på samme måde, som regeringen bruger dem - nemlig i krigsøjemed; men for hver en bombe, anarkisterne laver, laves der mange millioner af regeringerne, og for hver enkelt menneske, anarkisterne slår ihjel, dræber staterne millioner. Vi kan derfor helt se bort fra dette spørgsmål om anvendelse af vold, der spiller så stor en rolle i folkets fantasi, fordi det hverken er noget væsentligt eller særligt for dem, der stiller sig på det anarkistiske standpunkt. Anarkismen er efter ordets grundbetydning den lære, der er imod alt tvangsstyre. Den går imod staten som indbegrebet af tvang, anvendt i samfundsstyret. Et styre, som anarkismen kan finde sig i, må være et frit styre, ikke blot for så vidt det er et styre, majoriteten anerkender, men det skal være et styre, anerkendt af alle. Anarkisterne protesterer for eksempel imod, at der skal være noget, der hedder politi og straffelove, hvorved en del af samfundets vilje bliver påtvunget en anden del. De anser ikke en demokratisk regeringsform for så meget bedre end andre, så længe som minoriteten bliver tvunget til med magt - eller fordi de véd, at der kan anvendes magt - at underkaste sig majoritetens vilje. Efter den anarkistiske trosbekendelse er friheden det højeste gode, og de søger at nå friheden ved afskaffelse af tvungen kontrol fra samfundets side overfor den enkelte. Anarkismen er aldeles ikke nogen ny lære. Den findes fremsat i en beundringsværdig form hos den kinesiske filosof Chuang Tzu, der levede ca. 300 år før kristi fødsel. Hesten har hove til at bære sig over frost og sne, hår til at beskytte sig imod storm og kulde. Den æder græs og drikker vand og farer af sted henover sletterne. Det er hestens virkelige natur; for paladser har den ikke brug. En dag kom Po Lo og sagde: »Jeg forstår mig på at tage vare på hestene.« Derpå mærkede han dem, klippede dem, beskar deres hove, lagde grimer på dem og bandt dem på hoved og ben, hvorefter han satte dem i stalde, med det resultat, at en to-tre af hver ti døde. Så lod han dem være sultne og tørstige, lod dem trave og galopere, og han satte skik på dem ved hjælp af rædslen for den elendige tømme med sine kvaster og pisken med knuderne, indtil halvdelen var døde. Pottemageren siger: »Jeg kan gøre, hvad jeg vil, med mit ler. Hvis jeg vil have det rundt, bruger jeg passeren, hvis firkantet, bruger jeg min kvadrat.« Tømreren siger: »Jeg kan gøre, hvad jeg vil, med mit træ. Hvis jeg vil have det rundet, bruger jeg en bue, vil jeg have det lige, en linie.« Men hvordan kan vi tænke os, at lerets og tømmerets natur ønsker disse instrumenters anvendelse? Men ikke des mindre roser enhver tidsalder Po Lo for hans dygtighed i at tage vare på heste og pottemageren og tømreren for deres dygtighed med hensyn til ler og træ. De, som styrer riget, gør sig skyldige i samme fejl. Men jeg betragter rigets styrelse fra et helt andet synspunkt. Menneskene har visse naturlige instinkter - at væve og lave sig klæder, at dyrke jorden og skaffe sig føde. De er fælles for hele menneskeheden, og alle er enige derom. Disse instinkter kalder vi »himmelsendte«. Og i de dage, da hovedvægten hvilede på de naturlige instinkter, gik menneskene roligt omkring med støtte blik. Da fandtes der hverken veje over bjergene eller både eller broer over vandløb. Alt blev frembragt for sit egentlige øjemeds skyld - fuglene og dyrene blev mangfoldige, træer og buske voksede op. Dyrene kunne man lede ved hånden, man kunne klatre op og kigge ind i ravnens rede. Thi dengang levede mennesket sammen med dyr og fugle, og al skabningen var ét. Der var ingen forskel på gode og dårlige mennesker. Da alle var lige uvidende, kunne de ikke komme på gale veje. Da de alle i lige høj grad manglede dårlige lyster, var de i den naturlige godheds tilstand, som er den fuldkomne menneskelige eksistens. Men da de vise kom til og gjorde folk vanskeligheder om menneskekærlighed og lænkebandt dem med hensyn til pligterne imod næsten, fandt tvivlen sin indgang blandt menneskene. Og så blev riget, alt under deres henrykkelse over musik og deres ivren for ceremonier, splidagtigt med sig selv. (»Musings of a Chinese Mystic«. Udvalg af Chuang Tzu's filosofi, med en indledning af Lionel Giles, M.A., Oxford. »Wisdom of the East« serien, John Murray. 1911). Hvad den moderne anarkisme angår, således som vi vil få med den at gøre her, hænger denne sammen med troen på samfundseje af jorden og kapitalen, hvorved den på et betydningsfuldt punkt er beslægtet med socialismen. Læren kaldes med rette: anarkistisk kommunisme, men da den praktisk talt indbefatter enhver moderne form af anarkisme, kan vi lade den individualistiske anarkisme ude af betragtning og koncentrere vor opmærksomhed på den kommunistiske. Såvel socialismen som også den kommunistiske anarkisme er opstået ud fra den iagttagelse, at den private kapital udgør en kilde til nogle individers tyranni overfor andre. Den ortodokse socialisme mener, at den enkelte vil blive fri, når staten bliver den eneste kapitalist. Anarkisterne er derimod bange for, at staten i så fald blot vil arve de private kapitalisters tyranniske lyster. Der søges derfor efter et middel til at forene samfundseje med den mindst mulige grad af statsmagt, ja, i virkeligheden til sidst med en fuldstændig afskaffelse af staten. Denne lære er særlig opstået indenfor socialismen på dennes yderste venstre fløj. På samme måde, som Marx kan anses for den moderne socialismes fader, kan Bakunin anses for den anarkistiske kommunismes. Men Bakunin skabte ikke, som Marx, et afsluttet læresystem. Hvad der mest nærmer sig dertil, finder man i hans elev, Krapotkins skrifter. For at forklare den moderne anarkisme vil vi begynde med at give en fremstilling af Bakunins liv (en fremstilling af Bakunins liv, set fra et anarkistisk standpunkt, findes i andet bind af hans samlede værker: Michel Bakounine, CEuvres, Tome II. Avec une Notice Biographique, des Avantpropos et des Notes par James Guillaume. Paris. P. V. Stock, Editeur) og af hans kamp med Marx, og derefter vil vi give en kort oversigt over den anarkistiske teori, som den fremsættes dels i hans skrifter, men dog mest i Krapotkins. Michel Bakunin, der tilhørte en aristokratisk russisk familie, fødtes i året 1814. Hans fader var en diplomat, som ved sønnens fødsel havde trukket sig tilbage til sit gods i guvernementet Tver. I femtenårsalderen kom Bakunin på artilleriskolen i St. Petersborg, og da han var atten år, blev han sendt som fændrik til et regiment, garnisoneret i guvernementet Minsk. Polens opstand i 1830 var lige blevet knust, og Guillaume siger, »at synet af det terroriserede Polen gjorde et voldsomt indtryk på den unge officers hjerte og bidrog til at fylde ham med rædsel for enhver despotisme.« Dette førte til, at han opgav sin militære løbebane efter at have prøvet den i to år. Han opgav sin bestalling i 1834 og drog til Moskva, hvor han i 6 år studerede filosofi. Som alle filosofiske studerende på den tid blev han hegelianer, og i 1840 drog han til Berlin for at fortsætte sine studier i håb om til sidst at blive professor, men her undergik hans anskuelser en hurtig ændring. Det blev ham umuligt at antage Hegels grundsætning, at alt, hvad der eksisterer, er fornuftmæssigt, og i 1842 drog han til Dresden, hvor han kom i forbindelse med forlæggeren Arnold Ruge, der udgav »Deutsche Jahrbücher«. Han var nu blevet revolutionær, og året efter pådrog han sig den saksiske regerings fjendskab. Det fik ham til at rejse til Schweiz, hvor han kom i berøring med en afdeling tyske kommunister, men da det schweiziske politi overhængte ham og den russiske regering forlangte hans tilbagekomst, flyttede han til Paris, hvor han blev fra 1843 til 1847. Disse år i Paris var vigtige for dannelsen af hans helhedssyn og anskuelser. Han blev kendt med Proudhon, der udøvede en betydelig indflydelse på ham, samt med George Sand og andre velkendte folk. I Paris gjorde han første gang Marx's og Engels' bekendtskab, med hvem han kom til at føre en livsvarig kamp. Ved en langt senere lejlighed gav han i 1871 følgende fremstilling af sit forhold til Marx på den tid: »Marx var meget mere vidtgående end jeg, og han er den dag i dag ikke blot mere vidtgående, men også uden sammenligning mere lærd end jeg. Jeg havde dengang ikke anelse om nationaløkonomi. Jeg var endnu ikke kommet af med alle metafysiske abstraktioner, og min socialisme var kun instinktmæssig. Han var, skønt han var yngre end jeg, allerede ateist, en forstående materialist og fortrolig med alt i socialismen. Det var netop da, at han udarbejdede det første grundlag til sit nuværende system. Vi sås temmelig ofte, fordi jeg respekterede ham meget for hans lærdom og hans lidenskabelige og alvorlige hengivenhed (som imidlertid altid var iblandet med personlig forfængelighed) for proletariatets sag, og jeg søgte ivrigt efter at komme til at høre ham, der altid var belærende og dygtig, når han ikke var inspireret af et usselt had, hvad der desværre hændte ham alt for ofte. Men der var aldrig en hel hjertelig fortrolighed imellem os. Vore forskellige temperamenter tillod det ikke. Han kaldte mig for en sentimental idealist, og han havde ret; jeg kaldte ham et forfængeligt menneske og en perfid og snedig fyr, og jeg havde også ret«.

Bakunin kunne aldrig komme til at blive længe på ét sted, uden at komme i spændt forhold til autoriteterne. I november 1847 blev han som følge af en tale, hvori han priste Polens rejsning i 1830, udvist af Frankrig efter opfordring af det russiske gesandtskab, der, for at berøve ham offentlighedens sympati, udspredte det grundløse rygte, at han havde været den russiske regerings agent, men nu havde man ikke mere brug for ham, da han var gået alt for vidt. Den franske regering støttede ved en beregnet tilbageholdenhed denne fortælling, og den hang mere eller mindre ved ham hele hans liv. Da han blev tvunget til at forlade Frankrig, rejste han til Bruxelles, hvor han fornyede bekendtskabet med Marx. Et brev, som han skrev dengang, viser os, at han allerede da følte det bitre had, som senere viste sig så vel begrundet. »Tyskerne, håndværkerne, Bornstedt, Marx og Engels - og fremfor alt Marx - er her og gør deres sædvanlige dumheder, forfængelighed, trods, sladder, teoretisk hårdhændethed, forbundet med vaklevornhed, når det kommer til stykket - tanker om liv, handling og enkelhed, samtidig med, at der er en fuldstændig mangel på liv, handling og enkelhed - litterære og disputerende håndværkere og et modbydeligt koketteri med dem: »Feuerbach er en bourgeois«, og dette ord nu anvendt som et øgenavn, de gentager ad nauseam, men selv er de helt og holdent fra top til tå provins-bourgeoismennesker, kort sagt: løgn og dumhed, dumhed og løgn. Det er ikke muligt at ånde fuldt og frit i dette selskab. Jeg holder mig selv borte fra dem og har tydeligt erklæret, at jeg ikke vil slutte mig til deres kommunistiske håndværkerforsøg, med hvilke jeg ikke vil have noget som helst at gøre.« Men revolutionen i 1848 fik ham til at vende tilbage til Paris og derfra til Tyskland. Han blev uenig med Marx om et punkt, hvorom han senere selv sagde, at Marx havde haft ret. Han blev medlem af den slaviske kongres i Prag, hvor han forgæves forsøgte at få et slavisk oprør i gang. Henimod slutningen af 1848 skrev han »Appel til alle slaver«, idet han opfordrede dem til at slutte sig sammen med de andre revolutionære for at ødelægge de tre undertrykkende monarkier, Rusland, Østrig og Preussen. Marx angreb ham på tryk og sagde virkelig, at bevægelsen for Bøhmens uafhængighed var til ingen nytte, fordi slaverne ingen fremtid havde, i hvert fald ikke i de egne, hvor de stod under østrigere og tyskere. Bakunin anklagede Marx for tysk patriotisme med hensyn til denne sag, og Marx svarede med at beskylde Bakunin for panslavisme, og begge havde utvivlsomt ret. Men en meget alvorligere strid havde fundet sted før denne kiv. »Die Neue Rheinische Zeitung«, som var Marx's organ, erklærede, at George Sand havde dokumenter, der beviste, at Bakunin var en russisk regeringsagent, som var ansvarlig for den nylig stedfundne arrestation af nogle polakker i Paris. Bakunin afviste naturligvis anklagen, og George Sand skrev til »Neue Rheinische Zeitung« og benægtede det helt og holdent. Disse benægtelser blev optagne, og der fandt en officiel forsoning sted, men fra den tid af var der aldrig nogen virkelig standsning i fjendskabet mellem disse to rivaliserende ledere, der ikke mødtes igen før i 1864. Revolutionen havde imidlertid overalt vundet terræn. I maj 1843 havde et oprør i Dresden et øjeblik gjort de revolutionære til herrer over byen. De holdt den i 5 dage og indsatte en revolutionsregering. Bakunin var sjælen i deres forsvar imod de preussiske tropper, men de blev overvundet, og Bakunin blev til sidst fanget, da han prøvede på at flygte sammen med Heubner og Richard Wagner, som heldigt nok for musikken ikke blev taget. Nu begyndte der en lang periode af fængselsophold i forskellige lande og mange fængsler. D. 14 januar 1850 blev Bakunin dødsdømt, men efter fem måneders forløb blev hans dom ændret, og han blev udleveret til Østrig, der gjorde fordring på retten til at straffe ham. Nu dømte østrigerne ham til døden i maj 1851, men hans dom blev igen ændret til livsvarigt fængsel. I de østrigske fængsler havde han lænker om hænder og ben, og i et af dem var han endogså lænket til væggen ved en lænke om livet. Det er, som om der var en ejendommelig fornøjelse forbundet med at straffe Bakunin, thi nu forlangte den russiske regering ham udleveret af østrigerne, der også lod ham overgive til russerne. I Rusland var han fængslet, først i Peter Pauls fæstningen og senere i Schlüsselburg, hvor han led af skørbug, og alle hans tænder faldt ud. Hans helbred blev fuldstændig nedbrudt, og han kunne næsten ikke fordøje nogen som helst føde. »Men om end hans legeme blev svækket, var hans ånd ubøjelig. Der var en ting, som han frygtede frem for alt, at han en dag skulle komme i den nedværdigende tilstand, hvori fængslets svækkende indflydelse som bekendt havde bragt Silvio Pellico. Han frygtede for, at han skulle holde op med at hade, at han skulle føle oprørsånden, som holdt ham oppe, blive slukket i sit hjerte, så at han ville komme til at tilgive dem, der forfulgte ham, og resigneret finde sig i sin skæbne. Hans frygt var overflødig, hans energi svigtede ham ikke en eneste dag, og han kom ud af cellen som den samme, der trådte ind i den«.

Efter zar Nicolaus' død blev mange politiske forbrydere benådede, men Alexander II strøg egenhændig Bakunins navn af listen. Da Bakunins moder endelig fik audiens hos den unge zar, sagde han til hende: »De må vide, frue, at så længe deres søn lever, kan han aldrig blive fri.« Men i 1857 blev han dog efter otte års fangenskab sendt til den forholdsvise frihed i Sibirien, hvorfra det lykkedes ham at flygte til Japan i 1861 og så videre over Amerika til London. Han havde været fængslet på grund af sit fjendskab med regeringen, og besynderligt nok havde hans lidelser ikke, som hensigten var, fået ham til at elske dem, der påførte ham dem. Fra den tid af ofrede han sig til udbredelsen af den anarkistiske revolutionære ånd, uden dog at blive sat mere i fængsel. Nogle år boede han i Italien, hvor han i 1864 dannede et »Internationalt Broderskab« eller »et forbund af revolutionære socialister«. Deri var der medlemmer fra mange lande, men tilsyneladende ingen tyskere. Det arbejdede ivrigt for en kraftig bekæmpelse af Mazzinis nationalisme. I 1867 flyttede han til Schweiz, hvor han i det følgende år hjalp med til at danne »Det Internationale Socialdemokratis Forbund«, og forfattede dets program, der giver et godt, kortfattet overblik over hans anskuelser: forbundet erklærer sig for ateistisk, det ønsker den sluttelige og fuldstændige afskaffelse af alle klasser, og den politiske og sociale lighed af individer af begge køn. Det ønsker, at jorden, arbejdsredskaberne, som også al anden kapital skal blive fælleseje for samfundet som helhed, og at kun arbejderne, det vil sige landbrugs og industriforeninger, skal kunne bruge dem. Det erkender, at alle eksisterende politiske og autoritative stater, som selv mere og mere indskrænker sig til at tage sig af de offentlige rent administrative funktioner i deres respektive lande, må forsvinde under det universelle forbund af frie sammenslutninger, såvel fra landbruget som fra industrien. »Det Internationale Socialdemokratis Forbund« ville gerne udgøre en del af »De Internationale Arbejderes Forbund«, men blev nægtet optagelse, fordi de enkelte afdelinger måtte være lokale og ikke selv kunne være internationale. Forbundets Genfer gruppe blev imidlertid optaget senere i juli 1869. »Det Internationale Arbejderforbund« var blevet dannet i London 1864, og Marx havde skrevet dets program og love. Bakunin mente først, at der ikke var noget ved det, og ville ikke slutte sig dertil. Men det bredte sig med vidunderlig hast til mange lande og blev snart en stormagt i de socialistiske ideers tjeneste. Oprindeligt var det slet ikke socialistisk, men Marx fik det efter flere kongresser mere og mere over til sit standpunkt. I september 1868 blev det afgjort socialistisk på den tredje kongres i Bruxelles. Imidlertid havde Bakunin, der fortrød, at han før havde holdt sig tilbage, bestemt sig til at slutte sig dertil, og han bragte en betydelig skare tilhængere i det franske Schweiz, Frankrig, Spanien og Italien med sig. Ved den fjerde kongres i Basel i 1869 kunne man tydeligt skelne to hovedstrømninger. Tyskerne og englænderne fulgte Marx i hans tro på staten, som den ville blive, når den private ejendomsret var afskaffet, og de fulgte ham også i hans ønske om at skabe et arbejderparti i hvert land og ved det demokratiske apparats hjælp at få sat arbejderrepræsentanter ind i parlamenterne. På den anden side stod de romanske nationer i det hele sammen med Bakunin i hans modstand mod staten og i hans mangel på tiltro til det repræsentative regeringssystem. Striden mellem disse to grupper blev bitrere og bitrere, og de beskyldte gensidigt hinanden for forskellige forbrydelser. Det blev ofte sagt, at Bakunin var en spion, men det blev taget tilbage efter nærmere undersøgelser. Marx skrev i en fortrolig meddelelse til sine tyske venner, at Bakunin var en agent for det panslaviske parti og af dem fik 25,000 francs om året. Bakunin blev imidlertid interesseret i forsøget på at lave en landbrugsrevolution i Rusland, hvad der fik ham til i et afgørende øjeblik at forsømme kampen i Internationale. Under den fransk-tyske krig stod Bakunin lidenskabeligt på Frankrigs side, navnlig efter Napoleon III's fald. Han prøvede at rejse folket til revolutionær modstand som i 1793 og var indviklet i det fejlslagne forsøg i Lyon. Den franske regering beskyldte ham for at være en betalt preussisk agent, og det var med vanskelighed, han undslap til Schweiz. Nu var striden med Marx og hans tilhængere blevet skærpet ved den nationale strid. Bakunin anså, ligesom Krapotkin efter ham, det ny, mægtige Tyskland for den største trussel imod verdensfreden. Han hadede tyskerne bittert, sikkert nok på grund af Bismarck, men sandsynligvis end mere på grund af Marx. Den dag i dag er anarkismen næsten udelukkende begrænset til de romanske lande, og den har været forbundet med et had til Tyskland, som er fremstået af Marx's og Bakunins kamp i Internationale. På Internationales generalforsamling i Haag 1872 blev Bakunins parti endelig undertrykt. Mødestedet blev valgt af generalrådet (hvori Marx ikke havde nogen modstandere) for, efter hvad Bakunins tilhængere sagde, at gøre det umuligt for ham og vanskeligt for hans tilhængere at være nærværende på grund af den fjendtlige holdning, som indtoges af både den franske og den tyske regering. Bakunin blev udstødt af Internationale, som følge af en rapport, der blandt andet beskyldte ham for tyveri og forsøg på at intimidere. Internationales rettroenhed var frelst, men på bekostning af dets livskraft. Fra nu af hørte det selv op med at have nogen betydning, men begge afdelinger vedblev at virke i deres forskellige grupper, og navnlig voksede socialistgruppen stærkt. Til sidst blev der dannet et nyt Internationale (1889), som eksisterede lige til verdenskrigens begyndelse. Med hensyn til den fremtid, der venter den internationale socialisme, ville det være dumdristigt at give sig til at profetere, men det synes dog, at tanken om ét Internationale har fået en så kraftig udvikling, at den efter krigen vil behøve et sådant udtryksmiddel, som den før fandt i de socialistiske kongresser. Men nu var Bakunins helbred nedbrudt, og med undtagelse af få korte mellemrum levede han tilbagetrukket til sin død 1876.

I modsætning til Marx's er Bakunins liv meget stormfuldt. Ethvert oprør mod autoriteterne vakte altid hans sympati, og han tog aldrig det mindste hensyn til personlig fare ved sin understøttelse. Hans indflydelse, som uimodsigeligt var meget stor, skyldtes særligt hans store indflydelse på indflydelsesrige personer. Hans skrifter er også forskellige fra Marx's og på samme måde som hans liv. De er kaotiske, skyldes i meget høj grad en eller anden forbigående lejlighed, de er abstrakte og metafysiske, undtagen når de omhandler dagens politik. Han kommer ikke de økonomiske forhold på nært hold, men lever i reglen på teoriens og metafysikens områder. Når han stiger ned fra disse områder, er han meget mere afhængig af tidens internationale politik, han er meget mindre gennemtrængt af følgerne af troen på, at det er økonomiske årsager, der er de fundamentale. Han roste Marx, fordi han havde fremsat denne lære, men arbejdede stadigt i sin egen tænkning med nationer (Marx er som tænker på den rette vej. Han har opstillet som princip, at al historisk udvikling, politisk, religiøs og juridisk, ikke selv er årsag til, men er virkningen af den økonomiske udvikling. Det er en stor og frugtbar tanke, som dog ikke helt skyldes ham alene; mange andre foruden ham har skimtet den og delvis givet den udtryk, men han har i hvert fald æren af at have skaffet den et solidt grundlag og at have gjort den til den bærende tanke i hele det økonomiske system« 1870). Hans største arbejde, »L'empire Knouto-Germanique et la Revolution Sociale«, beskæftiger sig gennemgående med forholdene i Frankrig under de sidste stadier af den fransk-tyske krig og med midlerne til at modstå den tyske imperialisme. Hans fleste værker er skrevne i hast, i mellemrummet mellem to revolutioner. Han bedst kendte værk er et fragment, som af sine udgivere har fået navnet »Gud og Staten« (titlen er ikke Bakunins, men skyldes Cafiero og Elisée Reclus, der udgav det uden at vide, at det var et fragment af, hvad der var ment som en anden udgave af »L'empire Knouto-Germanique«). I dette værk fremstiller han troen på en gud og troen på staten som de to store hindringer for den menneskelige frihed. Et typisk stykke vil give et indblik i dets stil: »Staten er ikke samfundet, den er blot en historisk form deraf, og lige så brutal, som den er abstrakt. I alle lande fødtes den ved en forbindelse mellem på den ene side vold, rov og plyndring, kort sagt krig og erobring, og på den anden side de guder, som tid efter anden blev skabt af nationernes teologiske fantasi. Den er fra sin oprindelse til den dag i dag den guddommelige sanktion af den brutale magt og triumferende ulighed. Staten er autoriteten; den er magten, den gør sig til af sin magt og er opblæst deraf; den lister sig ikke til sine undergivnes gunst, den søger ikke at omvende dem. Selv når den befaler, hvad der er godt, hindrer den det og ødelægger det, netop fordi den befaler det, og fordi enhver befaling fremkalder og ægger til frihedens berettigede oprør; og fordi det gode fra det øjeblik, det er befalet, bliver til ondt, set fra den sande morals standpunkt, fra den menneskeliges (utvivlsomt ikke fra den guddommeliges); fra den menneskelige respekts og frihedens standpunkt. Frihed, moral og den menneskelige værdighed består netop deri, at mennesket gør det gode, ikke fordi det er befalet, men fordi man forstår det, vil det og elsker det. I Bakunins værker finder vi ikke et klart billede af, hvorledes han ønskede sig samfundet, og heller ingen beviser for, at et sådant samfund kunne blive stabilt. Hvis vi gerne vil forstå anarkismen, må vi vende os til hans tilhængere, og særlig til Krapotkin, der ligesom han var en russisk aristokrat fra fødselen af og kendt med Europas fængsler, og ligesom han også en anarkist, som til trods for sin internationalisme dog er gennemtrængt af et brændende had til tyskerne.

Krapotkin har ofret en stor del af sine arbejder til tekniske spørgsmål angående produktionsforholdene. I »Marker, Fabrikker og Værksteder« og »Brødets Erobring« har han sat sig den opgave at bevise, at hvis produktionen var mere videnskabelig og bedre ordnet, ville en forholdsvis lille mængde af helt behageligt arbejde være nok til at sætte hele befolkningen i stand til at leve et bekvemt liv. Selvom vi antager, hvad vi vel nok kommer til, at han overdriver med hensyn til, hvad der er muligt med vore nuværende videnskabelige kundskaber, må man dog indrømme, at hans påstande indeholder et betydeligt kvantum sandhed. Ved at slå ned på spørgsmålet om produktionen har han vist, at han godt forstår, hvad der er det egentlige, det afgørende spørgsmål. Hvis civilisation og fremskridt kan forenes med lighed, er det nødvendigt, at ligheden ikke må medføre timevis af skrækkeligt arbejde for kun lidt mere end de blotte livsfornødenheder, thi kunst og videnskab vil dø, hvor der ikke er nogen fritid, og alt fremskridt vil blive umuliggjort. Den modvilje, som nogle af denne grund føler imod såvel socialismen som anarkismen, kan ikke opretholdes overfor muligheden for arbejdets forøgede produktivitet. Det system, som Krapotkin higer efter, er, hvad enten det nu er muligt eller ikke, et, som fordrer en meget stor forbedring af produktionsmetoderne i forhold til, hvad der er det almindelige nu. Han ønsker helt at afskaffe lønsystemet, ikke blot. Som de fleste socialister gør det, i den forstand, at et menneske skal betales, fordi han er villig til at arbejde, og ikke så meget for selve det arbejde, der lige fordres af ham; men i en mere fundamental betydning: der skal ikke være nogen arbejdspligt, og alt skal deles ligeligt mellem hele nationen. Krapotkin stoler på, at det er muligt at gøre arbejdet behageligt; han hævder, at i et sådant samfund, som det, han forudser, vil praktisk talt enhver foretrække at arbejde fremfor at dovne, fordi arbejde så ikke vil medføre overarbejde eller slaveri, eller den yderlige specialisering, som industrialismen har medført; men det vil blot blive en behagelig virksomhed for nogle dagstimer, hvorved mennesket vil få afløb for sine spontane skabende impulser. Der vil ikke være nogen tvang, ingen lov, ingen regering, som kommer med sit magtsprog; der vil stadig være samfundets bestemmelser, men de vil fremkomme ved alles samtykke og ikke ved undertrykkelse af selv det mindste mindretal. I et senere kapitel vil vi undersøge, hvorvidt et sådant ideal kan gennemføres, men nægtes kan det ikke, at Krapotkin fremsætter det med usædvanlig stor overtalelsesevne og ynde.

Vi ville vise anarkismen mere end retfærdighed, hvis vi ikke sagde noget om dens mørkere side, som har bragt den i konflikt med politiet og slået menigmand med rædsel. Der er intet i dens almindelige lærdomme, der nødvendigvis medfører brugen af voldsomme metoder eller et ondsindet had til de rige, og mange, der personlig antager disse almindelige sætninger, er selv blide mennesker, der er imod al vold, men tonen i den anarkistiske presse og blandt anarkismens tilhængere er i den grad bitter, at den næppe kan betragtes som helt fri for overspændthed, og der appelleres - navnlig da i de romanske lande - mere til misundelse overfor dem, der har det godt, end til medlidenhed med dem, der har det dårligt. I »Le Péril Anarchiste« af Felix Dubois« (Paris 1894) får vi en levende og let læst, men ikke helt pålidelig fremstilling af denne anskuelse, set med fjendtlige øjne; og desuden gengiver bogen en række billeder fra anarkistiske blade. Oprøret imod lovene fører naturligt til en sløvhed med hensyn til alle de almindeligt anerkendte moralske regler, undtagen hos dem, der ledes af en virkelig lidenskab for hele menneskehedens vel, og til en bitterhedens ånd, der vil øve grusom gengæld, og hvoraf der næppe kan komme noget godt. Et af de mest ejendommelige træk i den populære anarkisme er dens martyriologium, der efteraber kristne former, med guillotinen (i Frankrig) i stedet for korset. Mange af dem, som har lidt døden for autoriteternes hånd på grund af voldshandlinger, led sikkert og vist for deres tro på en idé, men om andre er det mere tvivlsomt. Et af de ejendommeligste eksempler på, hvorledes den undertrykte religiøse følelse skaffer sig afløb, er dyrkelsen af Ravachol. Hans fortid var tvivlsom, men han døde trodsigt. Hans sidste ord var tre linier fra en velkendt anarkistsang, »Le chant du Pére Duchesne«: Si tu veux étre heureux, Nom de Dieu! Pends toti propriétaire. Naturligt nok tog de ledende anarkister ingen del i kanoniseringen af hans minde; men alligevel tog den til, og det med de mest forbavsende overdrivelser. Det ville være alt andet end fair at dømme anarkismens ledelse eller dens ledende mænds anskuelser ud fra sådanne fænomener; men det er og bliver en kendsgerning, at anarkismen tiltrækker meget, der ligger på grænsen mellem sindssyge og almindelig forbrydelse (L. S. Bensington, udtrykker de bedre anarkisters stilling i følgende ord: »Vi véd selvfølgelig godt, at der mellem dem, som kalder sig anarkister, er en minoritet af uligevægtige entusiaster, som betragter enhver ulovlig og sensationel voldshandling som grand til en rent hysterisk jubel. Til stor nytte for politiet og pressen, med vaklende forstand og svag moral, har de gentagne gange vist sig købelige. De og deres voldsomhed og deres erklærede anarkisme er købelige, og er til syvende og sidst velkomne og virkningsfulde medarbejdere for bourgeoisiets hensynsløse kamp imod folkets befriere«. Hans slutning er meget klog: »Lad os overlade al dræben på må og få til - regeringerne, til deres statsmænd, mæglere, embedsmænd og deres love. Anarchism and Violence. Liberty presse. Chiswick 1896). Dette må huskes til undskyldning for myndighederne og et tankeløst publikum, som ofte under en fælles afsky sammenfatter bevægelsens snyltere og de i sandhed heroiske og højsindede mennesker, som har indarbejdet dens teori og ofret livets bekvemmeligheder samt deres egen fremgang for at arbejde for disse tanker. Terroristernes kampagne, hvori sådanne folk som Ravachol arbejdede, endte praktisk talt i 1894. Så skaffede de bedre anarkister under Pelloutiers indflydelse sig et mindre fordærveligt afløb ved at arbejde for en revolutionær syndikalisme i fagforeningerne og arbejderbørserne.

Samfundets økonomiske bygning, således som de kommunistiske anarkister tænker sig den, skiller sig ikke meget fra, hvad socialisterne higer efter. Men hvor de skiller sig fra socialisterne, er i spørgsmålet om styrelsesformen; de forlanger, at styret skal have alle de styrendes samtykke og ikke en majoritets. Det er ubestrideligt, at en majoritets herredømme kan være næsten lige så stærkt imod friheden som en minoritets; dogmet om majoriteternes guddommelige ret er lige så lidt den absolutte sandhed som noget som helst andet dogme. En stærk demokratisk stat kan let føres til at undertrykke sine bedste borgere, nemlig dem, hvis tankers uafhængighed ville gøre dem til fremskridtets tjenere. Efter at man har prøvet en parlamentarisk, demokratisk regering, har man set, at den langt fra når op til, hvad socialisterne i begyndelsen ventede, og anarkismens oprør imod den er slet ikke overraskende. Men i sin skikkelse som ren anarkisme er dette oprør kun blevet svagt og sporadisk. Det er syndikalismen og de bevægelser, syndikalismen har givet ophav til, som har populariseret oprøret imod den parlamentariske regering og de rent politiske midler til lønarbejdernes frigørelse. Men denne bevægelse kræver sit særlige kapitel.

Syndikalismen opstod i Frankrig som en protest imod den politiske socialisme, og derfor må vi for at forstå den give en kort oversigt over den stilling, de socialistiske partier havde opnået i de forskellige lande. Den fransk-tyske krig gav socialismen et voldsomt knæk, men den forvandt det gradvis, og i de sidste fyrretyve år har de socialistiske partier i de vesteuropæiske lande næsten uafbrudt forøget deres numeriske styrke; men det er gået den, som det går enhver anden voksende sekt, jo flere tilhængere der kommer, des mindre brændende bliver deres iver. I Tyskland blev socialisterne rigsdagens stærkeste parti, og det bevarede sin formelle enhed til trods for de meningsforskelligheder, der forefandtes mellem dets medlemmer, på grund af den instinktive militære disciplin, som karakteriserer den tyske nation. Ved rigsdagsvalgene i 1912 fik de en tredjedel af alle de afgivne stemmer, og partiet fik 110 medlemmer af et antal på 397. Efter Bebels død lykkedes det revisionisterne, hvis oprindelse skyldtes Bernstein, at få overmagten over de strengere marxister, og partiet blev virkelig blot et yderliggående radikalt. Det er alt for tidligt at forsøge på at gætte, hvad der vil blive følgen af den splittelse i mindretals og flertalssocialister, som er sket under krigen. I Tyskland er der næppe spor af syndikalisme, hvis hovedlæresætning: foretrækkelsen af den industrielle aktion fremfor den politiske, næsten ikke har fundet nogen som helst støtte. I England har Marx aldrig haft mange tilhængere. Dér er socialismen hovedsagelig blevet inspireret af fabierne, som blev dannet i 1883, og som kastede den revolutionære propaganda overbord tillige med Marx's værditeori og klassekampen. Hvad der så blev tilbage, var statssocialismen og en lære om »gennemtrængen«. Man skulle gennemtrænge regeringsembedsmændene med en forståelse af, at socialismen i uhyre grad ville forøge deres magt. Fagforeningerne skulle gennemtrænges med den tro, at tiden for den blotte industrielle aktion var forbi, og at de skulle se hen til regeringen, som under hemmelig tilskyndelse fra sympatiserende embedsmænd lidt efter lidt skal gennemføre de punkter på det socialistiske program, som ikke ville fremkalde alt for stort fjendskab hos de rige. Det uafhængige arbejderparti, stiftet i 1893, var fra først af i høj grad under fabiernes indflydelse, om end det den dag i dag - og navnlig efter krigens udbrud - har beholdt meget mere af den oprindelige socialistiske glød. Det søgte altid samarbejde med lønarbejdernes industrielle organisationer, og det skyldtes hovedsagelig dets anstrengelser, at arbejderpartiet (det uafhængige arbejderparti er kun en del deraf) blev dannet i 1900 som en forbindelse mellem fagforeningerne og de politiske socialister. Alle de vigtigste fagforeninger har tilhørt dette parti siden 1909; men til trods for, at det får sin styrke fra fagforeningerne, har det altid mere holdt på politisk aktion end på den industrielle. Dets socialisme har været teoretisk og akademisk, og arbejdermedlemmerne i parlamentet - hvoraf 30 blev valgt i 1906 og 42 i december 1910 - kunne indtil krigens udbrud praktisk talt næsten betragtes som en del af det liberale i parti.

I modsætning til Tyskland og England var Frankrig ikke fornøjet med at gentage det gamle løsen med stadig mindre overbevisning. I Frankrig holdt en ny bevægelse, som til at begynde med blev kendt under navnet »den revolutionære syndikalisme« - senere blot kaldet syndikalismen - den oprindelige kraft vedlige og var tro imod de ældre socialisters ånd, alt mens den afveg fra dem i bogstaven. (Det skete også i Italien, og en god, kortfattet fremstilling af den italienske bevægelse giver A. Lanzillo, »Le Mouvement Ouvrier en Italie«, Bibliothéque du mouvement Prolétarien. Ligeledes Paul Louis, »Le syndicalisme Européen«, kapitel 4; men på den anden side mener Cole i »World of Labour«, kapitel 4, at den ægte syndikalisme kun har ringe styrke i Italien). I modsætning til socialisme og anarkisme begyndte syndikalismen fra en eksisterende organisation og udviklede så de ideer, der var ejendommelige for den, hvorimod socialismen og anarkismen begyndte med ideerne og først bagefter frembragte organisationerne, som blev deres bærere. For at forstå syndikalismen, må vi først beskrive fagforeningsorganisationen i Frankrig og dens politiske omgivelser. Så vil syndikalismens ideer vise sig at være det naturlige resultat af den politiske og økonomiske situation. Næppe en eneste af disse ideer er nye; de skriver sig næsten alle fra Bakunins afdeling af »Internationale« (det bliver ofte anerkendt af syndikalisterne selv. F.eks. en artikel om det gamle Internationale i »Syndicalist«, februar 1913, som efter at have givet en oversigt over kampen mellem Bakunin og Marx på en overfor førstnævnte meget sympatetisk måde siger: »Bakunins ideer er nu mere levende end nogensinde før«). Det gamle Internationale havde rigtig heldet med sig i Frankrig før den fransk-tyske krig; ja, man mener, at det i 1869 havde et fransk medlemsantal af en kvart million. Hvad der i virkeligheden er syndikalisme, blev fremført på internationales kongres i Basel samme år af en fransk delegeret (se Louis Levine, Ph. D.; »Syndicalisme in France« Columbia University studies in political science). Det er en meget objektiv og pålidelig fremstilling af den franske syndikalismes oprindelse og vækst. En beundringsværdig kort diskussion af dens ideer og nuværende stilling findes i Coles »World of Labour« (G. Bell & Sons). Krigen i 1870 gjorde foreløbig ende på den socialistiske bevægelse i Frankrig; men denne tager igen fart med Jules Guesde i 1877. I modsætning til de tyske socialister er de franske splittet i mange partier. I begyndelsen af firserne fandt der en splittelse sted mellem de parlamentariske socialister og de kommunistiske anarkister. Disse sidste mente, at den sociale revolution skulle begynde med at ødelægge staten, og de ville derfor ikke have noget at gøre med parlamentarisk politik. Fra 1883 og videre nedad vandt anarkisterne fremgang i Paris og i syden. Socialisterne hævdede, at staten vil forsvinde, når det socialistiske samfund er blevet grundfæstet. I 1882 fandt en ny splittelse sted mellem Guesdes tilhængere, der gjorde fordring på at repræsentere Marx's revolutionære og videnskabelige socialisme og Paul Brousses tilhængere, som havde et mere opportunistisk standpunkt - de kaldtes også »possibilister« - og brød sig kun lidt om Marx's teorier. I 1890 brød nogle af broussisterne ud og fulgte Allemane; de optog partiets mere revolutionære elementer og blev de ledende i nogle af de kraftigste syndikater. Endnu en gruppe udgjordes af de uafhængige socialister, hvortil Jaurés, Millerand og Viviani hørte. De indbyrdes stridigheder mellem disse forskellige afskygninger af socialismen forårsagede en del vanskeligheder i fagforeningerne, og hjalp til at bringe den beslutning til vedtagelse, at politik skulle holdes udenfor disse foreninger; men derfra og til syndikalismen var der kun et lille skridt. Siden 1905 har der i Frankrig kun været to socialistiske grupper som følge af sammenslutningen mellem »Le parti socialiste de France« (Parti Ouvrier Socialiste révolutionaire Francais under Guesde) og »Le Parti socialiste Francais« (Jaurés): nemlig det forenede socialistiske parti og de uafhængige, der er et intelligensparti og ikke vil lade sig binde til noget enkelt parti. Ved de almindelige valg i 1914 fik de første 102 og de sidste 30 medlemmer af ialt 590. De tendenser, der var til en tilnærmelse mellem de forskellige grupper, blev betydeligt svækkede ved en begivenhed, som fik en meget stor betydning for udviklingen af de frisindede, politiske tanker i Frankrig, nemlig socialisten Millerands tagen sæde i Waldeck-Rousseaus ministerium i 1899. Som man kunne vente, holdt Millerand snart op med at være socialist, og modstanderne af den politiske aktion pegede på hans udvikling som et bevis for, hvor liden betydning politiske triumfer havde. Mange franske politikere, der er kommet til magten, begyndte deres karriere som socialister og endte med at bruge militæret til at undertrykke de strejkende. Millerands handling var blot den mærkeligste og den mest dramatiske af en hel del af samme slags. Deres samlede virkning har været at frembringe en vis kynisme med hensyn til politik hos de mere klassebevidste franske lønarbejdere, og denne sindstilstand har ydet en gunstig jordbund for syndikalismens udbredelse.

Syndikalismen står i alt væsentlig på producentens standpunkt, i modsætning til forbrugerens. Den vil arbejde for en reformering af selve arbejdet og industriens organisation og ikke blot for en bedre løn for arbejdet, hvilket standpunkt giver bevægelsen dens kraft og særlige karakter. Den vil erstatte den politiske aktion med den industrielle, og den vil anvende fagforeningerne til formål, som den ortodokse socialisme kun ville bruge de lovgivende forsamlinger til. »Syndikalismen« var oprindelig kun det franske ord for fagforeningsbevægelsen; men de franske fagforeninger blev delt i to grupper, reformisterne og de revolutionære, af hvilke kun de sidste bekendte sig til de tanker, som vi nu forbinder med begrebet syndikalisme. Det er ganske umuligt at gætte, i hvor høj grad syndikalisternes tanker og organisation vil forblive uberørt ved krigens slutning, og alt, hvad vi siger, må derfor tages som havende hensyn kun til årene før krigen. Det er muligt, at den franske syndikalisme som en særlig bevægelse vil dø, men selv i så fald vil den ikke have mistet sin betydning, fordi den har givet nyt liv og retning til den kraftigere del af arbejderbevægelsen i hele den civiliserede verden, måske med undtagelse af Tyskland. Den organisation, som syndikalismen beroede på, var »La Confédération Générale du Travail«, der hyppigst blot kaldes C.G.T., og dannedes i 1895, men først fik sin endelige form i 1902. Talmæssigt har den aldrig haft stor magt, men dens indflydelse skyldes, at i skæbnesvangre øjeblikke har mange, som ikke var medlemmer, været villige til at følge dens ledelse. Hr. Cole vurderede dens medlemsantal i året før krigen til lidt over en halv million. Fagforeningerne (syndicats) blev legaliserede af Waldeck-Rousseau i 1884, og C.G.T. bestod ved sin dannelse i 1895 af en sammenslutning af 700 syndicats. Sammen med denne organisation var der en anden, som hed »La Federation des Bourses du Travail«, der var dannet i 1898. En bourse du travail er en lokal organisation, ikke af et enkelt fag, men af alt arbejde på et bestemt sted, og den skal tjene samme formål hos arbejderne, som arbejdsanvisningskontorerne og handelskamrene tjener hos principalerne. Et syndicat er i reglen en lokal organisation af en enkelt industri og udgør således en mindre ener end en bourse du travail (ordet »syndicat« betegner endnu i Frankrig en lokal forening; der er for øjeblikket kun fire nationale syndicats). Under Pelloutiers dygtige ledelse voksede »La Federation des Bourses du Travail« mere end C.G.T., og til sidst smeltede de sammen i 1902. Resultatet blev en organisation, hvori det lokale syndicat blev forbundet, for det første med andre syndicats på samme sted, hvorved den lokale bourse du travail fremkom, og for det andet med syndicats af samme industri på andre steder. »Det var meningen med denne nye organisation, at man på dobbelt vis skulle sikre sig hvert syndikats medlemmer ved at få det til at slutte sig til både den lokale bourse du travail og sin industris forbund. Lovene for C.G.T. viser dette tydeligt: »Intet syndikat kan udgøre en del af C.G.T., hvis det ikke tilhører et nationalforbund og ligeledes er et led af en bourse du travail eller en lokal eller et distrikts forening af syndikater, der indbefatter forskellige forbund«. Hr. Lagardelle forklarer, at de to afdelinger vil berigtige hverandres standpunkter; industriens nationale forbund vil forhindre en altfor stavnsbunden opfattelse, og den lokale organisation vil hindre samfølelse eller fagforeningsanskuelser i at komme frem. Arbejderne vil på engang lære at forstå, at såvel alle arbejdere på ét sted som også i samme fag er fuldstændig solidariske, og ved at lære dette samtidig forstå, at hele arbejderklassen er fuldstændig solidarisk. Denne organisation skyldes i høj grad Pelloutier, som var sekretær i La Federation des Bourses fra 1894 til sin død 1901. Han var en anarkistisk kommunist og påtrykte La Federation sit præg, og derved gik det efter hans død over på C.G.T., da den havde sluttet sig sammen med La Federation des Bourses. Ja, han bragte endogså sine principper ind i La Fédération's styrelse. Bestyrelsen havde ingen formand, og der var kun sjældent afstemninger. Han erklærede, at revolutionens hverv var ikke blot at befri menneskeslægten fra al autoritet, men også fra enhver institution, som ikke direkte har produktionens udvikling til hovedformål. C.G.T. giver hver enkelt ener i sin organisation en meget stor selvbestemmelsesret. Hvert syndicat gælder lige meget, enten det er stort eller lille. Der er intet af den hjælpekassevirksomhed, som spiller så stor en rolle i de engelske foreninger. Det giver ikke befalinger, men er rent og skært rådgivende. Politik må ikke indblandes i foreningen. Denne afgørelse skyldes oprindelig den kendsgerning, at splittelsen indenfor socialismens lejr sprængte foreningerne, men den får nu end mere vægt for et betydningsfuldt parti ved den almindelige anarkistiske modvilje imod politik. C.G.T. er først og fremmest en kamporganisation, og den danner under strejker den kærne, hvorom de andre arbejdere samler sig. Der er et reformistparti i C.G.T., men det er praktisk talt altid et mindretal, og C.G.T. er, når alt kommer til alt, kort sagt den revolutionære syndikalismes organ, thi det er til denne dens førere bekender sig. Syndikalismens væsentligste sætning er klassekampen, der mere skal føres ved industrielle end ved politiske midler. De vigtigste industrielle metoder er strejken, boykotten, etiketten og sabotage. Boykotten i forskellige former og etiketten, der viser, at arbejdet er udført efter fagforeningernes bestemmelser, har spillet en betydelig rolle i amerikanske arbejderkampe. Sabotage vil sige, at man gør dårligt arbejde eller ødelægger maskiner eller allerede udført arbejde, og det er en måde at angribe principalerne på under en strid, når det af en eller anden grund synes upraktisk eller umuligt at gøre strejke. Den har mange former, hvoraf nogle sikkert nok er uskyldige, medens der kan rejses alvorlige indvendinger imod andre. En form af sabotage, som ekspedienter har brugt, er at fortælle kunderne sandheden om de varer, de køber. Hvor meget denne form end kan skade principalens forretning, er det ikke let at gøre indvending imod den fra et moralsk synspunkt. En måde, der er blevet anvendt af jernbanefolk, særlig i Italien, er at adlyde alle regler bogstaveligt og nøjagtigt på en sådan måde, at det gør al toggang umulig. En anden form er at udføre alt arbejde med den yderste omhu, så at det i virkeligheden er bedre ud ført end sædvanlig, men mængden, der laves, bliver lille. Fra disse uskyldige former er der en uafbrudt række, indtil vi når sådanne handlinger, som enhver almindelig moralsk følelse ville kalde forbryderiske - f.eks. at forårsage jernbaneulykker. Sabotagens forsvarere retfærdiggør den som hørende med til krigen, men i dens voldsommere form (i hvilken den sjælden bliver forsvaret) er den grusom og sandsynligvis ikke formålstjenlig, fordi den også i sine mildere former har en tilbøjelighed til at fremkalde sjuskede arbejdsvaner, der let kunne vedblive at eksistere under den nye ordning, som syndikalisterne vil indføre. Når kapitalisterne imidlertid udtrykker deres moralske forfærdelse over denne metode, er det godt at betænke, at de selv er de første til at bruge den, når lejligheden synes dem passende. Hvis rygtet taler sandt, har man kunnet se et eksempel derpå i stor stil under den russiske revolution. Men langt den vigtigste af syndikalisternes metoder er strejken. Almindelige strejker i bestemte øjemed anses for prøver, som midler til at fuldkommengøre organisationen og at forøge begejstringen, men senere, når de vindes med hensyn til, hvad der var deres særlige formål, betragter syndikalisterne det ikke som nogen grund til arbejdsro. Syndikalisterne tilsigter ved strejken ikke at vinde de enkelte forbedringer, som principalerne ville give, men at ødelægge hele systemet med principal og arbejder og at sikre arbejderstandens fuldstændige emancipation. Dertil behøves generalstrejken, det vil sige, at et tilstrækkeligt antal arbejdere holder op med at arbejde, så kapitalen kan lamslås. Sorel, som i sin fremstilling af syndikalismen tager alt for meget hensyn til sit publikums stemning, antyder, at generalstrejken skal betragtes som en myte, ligesom læren om kristi genkomst; men denne anskuelse tiltaler slet ikke de aktive syndikalister. Fik man dem til at tro, at generalstrejken var en blot myte, ville deres begejstring mindskes, og det hele ville blive så underlig flovt for dem. Det er den virkelige levende tro på dens mulighed, der er deres inspiration. De politiske socialister, der mener, at kampen skal vindes ved at opnå flertal i den lovgivende forsamling, kritiserer dem meget for denne deres tro. Men syndikalisterne har alt for lidt tro på politikernes hæderlighed til at have tillid til en sådan metode eller til at stole på nytten af en revolution, der lader statens magt være urørt. Syndikalisternes mål er noget mindre bestemt end deres midler. Teoretikerne, der prøver - ikke altid helt pålideligt - at fortolke dem, fremstiller dem som et parti, der skal bringe bevægelse og forandring og følger en Bergsonsk élan vital, uden at det er nødvendigt, at de har en klar forestilling om det mål, den vil bringe dem til. Men den negative del af deres program er i hvert fald klar nok. De ønsker at ødelægge staten, som de betragter som en kapitalistisk institution, hvis særlige bestemmelser er at terrorisere arbejderne. De vil ikke gå med til at tro på, at det ville blive bedre under statssocialismen. De vil helst se hver industri selvstyrende; men de er ikke meget klare, hvad angår midlerne til at ordne forholdene mellem de forskellige industrier. De er anti-militarister, fordi de er imod staten, og fordi de franske soldater ofte er blevet brugt imod dem under strejker, samt fordi de er internationalister, der mener, at arbejderens eneste interesse alle vegne er at befri sig fra kapitalismens tyranni. Deres livsanskuelse er den modsatte af fredsvennernes; men de er imod krige mellem staterne, fordi disse udkæmpes om spørgsmål, der ikke angår arbejderne det fjerneste. Denne deres antimilitarisme bragte dem mere end noget andet i konflikt med autoriteterne i årene før krigen. Men, som man jo kunne vente det, overlevede den ikke selve besættelsen af en del af Frankrig. Som illustration til deres anskuelser anføres her en artikel, der præsenterede dem for engelske læsere i det første nummer af »The Syndicalist Railwayman«, september 1911. Al syndikalisme, kollektivisme og anarkisme har til hensigt at afskaffe de forhåndenværende økonomiske forhold og den eksisterende private ejendomsret til de fleste ting; men medens kollektivismen vil erstatte den med en alles ejendomsret og anarkismen vil erstatte den med en ingens ejendomsret, så vil syndikalismen erstatte den med en ordning, hvor ejendomsretten overgår til den organiserede arbejderstand. Det er således en ren og skær fagforeningsopfattelse af de økonomiske læresætninger og læren om klassekampen, således som socialismen prædiker den. Den afviser skarpt den parlamentariske aktion, som kollektivismen sætter sin lid til; og i den henseende er den meget mere beslægtet med anarkismen, fra hvilken den i praksis kun skiller sig ved at være ganske anderledes skarpt begrænset med hensyn til sit virkeområde. (»Times«, d. 24 august 1911). Ja, adskillelsen mellem anarkismen og syndikalismen er i sandhed så ringe, at den nyere og mindre bekendte bevægelse skarpsindigt er blevet bestemt som »organiseret anarki«. Den er blevet skabt af de franske fagforeninger, men den er øjensynlig en international plante, hvis rødder har fundet den britiske jord i høj grad gunstig for sin vækst og trivsel. Kollektivismen eller den marxske socialisme vil gerne have os til at tro, at den i særlig grad er en arbejderbevægelse, men det er den ikke, ligeså lidt som anarkismen. Den første er efter sit væsen »bourgeois« og den anden aristokratisk, hvortil i begge tilfælde kommer en forbavsende udkrammen af boglig lærdom. Syndikalismen er derimod utvivlsomt rent ud en arbejderbevægelse i sin oprindelse og i sine mål. Den skylder næsten ikke »klasserne« noget, og er aldeles bestemt på at ville udrydde dem. »Times« (d. 13 oktober 1910), som næsten er den eneste af de britiske aviser, der ordentlig er fulgt med i den europæiske syndikalisme, fremstiller klart generalstrejkens betydning, således som følger: for tilfulde at forstå, hvad det betyder, må vi erindre, at der i Frankrig er en mægtig arbejderorganisation, der åbent og ærligt skriver revolutionen på sin fane, og det en revolution, der ikke blot skal feje det forhåndenværende samfund bort, men også selve staten. Denne bevægelse kaldes syndikalismen. Den er ikke en slags socialisme, men den er tværtimod en bevægelse, der er socialismen fuldstændig modsat; thi syndikalisterne mener, at staten er den store fjende, og at socialisternes ideal om stats eller fælles ejendomsret ville gøre arbejdernes stilling endnu værre, end den er under de private principaler. Det middel, hvorved de håber at opnå deres mål, er generalstrejken, en idé, der blev opfundet af en fransk arbejder for en tyve år siden, (generalstrejken blev dog opfundet 1831 af en londoner, William Benbow, der var en tilhænger af Owen) og blev antaget af den franske arbejderkongres i 1894 efter en voldsom kamp med socialisterne, hvori disse tabte. Siden da har generalstrejken været syndikalisternes anerkendte program. Deres organisation er: La Confédération Générale du Travail.« Eller for at udtrykke det anderledes, den intelligente franske arbejder er, som han tror, blevet opmærksom på den kendsgerning, at samfundet (societas) og staten (civitas) er to adskillelige sfærer indenfor det menneskelige virksomhedsområde, mellem hvilke der ikke er nogen nødvendig eller ønskelig forbindelse. Mennesket, som er et selskabeligt dyr, kan ikke eksistere uden den ene, hvorimod det rigtigt ville have det godt uden den anden. Den »statsmand«, hvis embede ikke gør ham til en direkte skadelig person, er i bedste fald en bekostelig luksus.«

Syndikalisterne har haft mange voldsomme sammenstød med regeringen. Da de i 1907 og 1908 protesterede imod den blodsudgydelse, der havde fundet sted ved undertrykkelsen af strejker, udstedte bestyrelsen for C.G.T. manifester, hvori den betegnede regeringen som »en regering af snigmordere« og hentydede til førsteministeren som »morderen Clemenceau«. Lignende hændelser førte efter strejken i Villeneuve St. George i 1908 til, at alle bestyrelsens ledende medlemmer blev arresterede. Under jernbanestrejken i oktober 1910 lod Briand strejkekomiteen arrestere og indkaldte jernbanemændene og lod soldaterne erstatte de strejkende. Som følge af disse kraftige midler blev strejken fuldstændig slået ned, og derefter var C.G.T.s hovedarbejde rettet imod al militarisme og nationalisme. Anarkismens stilling til syndikalismen er sympatisk, dog med det forbehold, at sådanne metoder som generalstrejken ikke skal kunne træde i stedet for den voldsomme revolution, som de fleste anarkister anser for nødvendig. Deres stilling til dette spørgsmål blev bestemt på den internationale anarkistiske kongres, der blev afholdt i Amsterdam i august 1907. Denne kongres anbefalede kammerater i alle lande, »at de virksomt skulle deltage i arbejderklassens selvstyrebevægelse, og de skulle derfor i de syndikalistiske foreninger fostre tankerne om oprør, det individuelle initiativ og solidariteten, der udgør anarkismens væsentlige indhold.« Kammeraterne skulle »blot fremme og understøtte de former for den direkte aktion, der i sig selv havde en revolutionær karakter og ville føre til en omdannelse af samfundet.« Det blev afgjort, »at anarkisterne mener, at ødelæggelsen af det kapitalistiske og autoritative samfund kun kan ske gennem bevæbnet oprør og voldelig ekspropriation, og at anvendelsen af den mere eller mindre udstrakte generalstrejke og den syndikalistiske bevægelse ikke må lade os glemme de mere direkte kampmidler imod regeringens militære magt.« Herimod kunne syndikalisterne svare, at når bevægelsen er tilstrækkelig stærk til, at den kan vinde ved væbnet oprør, vil den også være mere end stærk nok til at vinde ved en generalstrejke. Man kan i det hele taget ikke vente sig held i en arbejderbevægelse ved hjælp af voldsomme midler, uden når forholdene er sådanne, at man også kunne nå målet dem foruden. Dette ville være et meget kraftigt argument imod de metoder, som anarkistkongressen anbefalede, selvom der ikke var andre.

Syndikalismen hævder, hvad der kaldes industriforeningssystemet i modsætning til fagforeningssystemet. I den henseende, som også deri, at den foretrækker den industrielle aktion for den politiske, danner den en del af en bevægelse, som har spredt sig langt ud over Frankrigs grænser. Cole dvæler meget ved forskellen på industriforeningsvæsenet og fagforeningsvæsenet. Fagforeningen »forener i en enkelt forening arbejdere, som er beskæftiget med en enkelt industriel proces eller enkelte industrielle processer, der er så nærbeslægtede, at enhver kan gøre de andres arbejde.« Men man kan jo også lave en organisation, »der ikke følger arbejdet, men som er dannet efter selve industriens leddeling. Alle de arbejdere, der medvirker til frembringelsen af en eller anden vare, kunne man jo godt organisere i en særlig forening .... Så ville foreningens grundlag hverken være det håndværk, arbejderen udøvede, eller den principal, for hvem han arbejdede, men den tjeneste, hvori han arbejdede. Dette er, hvad man forstår ved industriforeningssystemet i sin renhed.« Industriforeningssystemet er opstået i Amerika, og derfra har det i nogen grad bredt sig til Storbritannien. Det er den naturlige form for en kamporganisation, når foreningen betragtes som et middel til at føre klassekampen ikke for at opnå en eller anden mindre forbedring, men for at erholde en radikal revolution af det økonomiske system. Dette er det standpunkt, som »verdens industriarbejdere« eller I.W.W., som de oftest kaldes efter deres engelske titel, »Industrial Workers of the World«, har antaget. Denne organisation svarer i Amerika så omtrent til, hvad C.G.T. var i Frankrig før krigen. Forskellen imellem dem skyldes de forskellige økonomiske forhold i de to lande, men de er meget nær åndsbeslægtede. I.W.W. er ikke helt enig med sig selvom, hvilken endelig form den ønsker, at samfundet skal antage. Den tæller socialister, anarkister og syndikalister iblandt sine medlemmer. Men den toner rent flag angående de praktiske spørgsmål, der ligger for, idet den hævder, at klassekampen er af grundlæggende betydning for de nuværende forhold mellem arbejderstanden og kapitalen, og at frigørelsen skal vindes ved industriel aktion, navnlig ved strejkens hjælp. Lige så vel som C.G.T. har I.W.W. ikke så stort et medlemsantal, som det antages af dem, der frygter den. Dens indflydelse beror ikke så meget på dens størrelse som på dens evne til at få arbejdernes sympati på sin side i afgørende øjeblikke.

Den amerikanske arbejderbevægelse har på begge sider været karakteriseret ved stor voldsomhed. Ja, C.G.T.s sekretær, hr. Jouhaux, erklærer, at C.G.T. er mildheden selv i sammenligning med I.W.W. Han siger, at I.W.W. prædiker en aktiv angrebspolitik, som er meget nødvendig i visse dele af Amerika, men som ikke ville kunne gå i Frankrig. Der findes en meget interessant fremstilling af I.W.W. af en forfatter, der hverken er helt på arbejdernes side eller helt på kapitalismens, men som er upartisk og ivrig for at finde en anden vej til løsning af det sociale spørgsmål end ved hjælp af voldsomme midler og revolution, i John Graham Brooks bog: American Syndicalism: The I.W.W. (Macmillan, 1913). De amerikanske arbejdsforhold er noget forskellige fra Europas. Trusternes magt er for det første overmåde stor, og desuden er kapitalens koncentration i Amerika mere end noget andet sted sket efter de linier, Marx havde tænkt sig. For det andet rejser den store mængde indvandrede udenlandske arbejdere helt andre problemer end dem, der ligger for i Europa. De ældre faglærte arbejdere, hvoraf mange er indfødte amerikanere, har længe været organiserede i »The American Federation of Labour« under Gompers. De repræsenterer arbejderaristokratiet og har en tilbøjelighed til at samarbejde med arbejdsgiverne imod den store mængde af ufaglærte indvandrere, og man kan ikke betragte dem som led af noget, der med rette kan kaldes en arbejderbevægelse. Cole siger: »Der er nu i Amerika to arbejderklasser med forskellig levefod, og begge er for øjeblikket omtrent magtesløse overfor arbejdsgiverne. Det er heller ikke muligt for de to klasser at slutte sig sammen og fremføre et fælles krav…»The American Federation of Labour« og »The Industrial Workers of the World« repræsenterer to forskellige sammenslutningsprincipper og to forskellige arbejderklasser.« I.W.W. står på industriforeningssystemet, hvorimod »The American Federation of Labour« står på fagforeningsgrundlaget. I.W.W. blev dannet i 1905 ved en sammenslutning af organisationer, hvoraf den vigtigste var »The Western Federation of Miners« fra 1892. De led et tab ved udtrædelsen af Deleons tilhængere. Han var leder af det »Socialistiske Arbejderparti« og virkede for en »stem-ikke« politik, samtidig med, at han var imod voldsomme metoder. Hans parti har sit hovedkvarter i Detroit, hvorimod hovedforeningen har sit i Chicago. Omend I.W.W. er mere vag i teorien end den franske syndikalisme, er den dog lige så bestemt på at ville ødelægge det kapitalistiske system. Som dens sekretær har sagt: »Der er kun én handel, I.W.W. vil afslutte med arbejdsgiverklassen - den fulde kontrol med industrien skal lægges i de organiserede arbejderes hænder. Hr. Haywood fra de vestlige minearbejderes forbund er en gennemført tilhænger af Marx i alt, hvad der angår klassekampen og overskudsværdien. Men ligesom alle, der tilhører denne bevægelse, tillægger han den industrielle aktion større betydning i forhold til den politiske, end Marx's europæiske tilhængere vil indrømme den. Dette må utvivlsomt forklares ud fra Amerikas særlige forhold, hvor de nylig ankomne indvandrere oftest ingen stemmeret har. I.W.W.s fjerde møde udtalte i en revideret indledning om deres hovedprincipper følgende: »Den arbejdstagende og den arbejdsgivende klasse har intet tilfælles. Der kan ikke være nogen fred, så længe millioner arbejdere lider sult og nød, medens de få, der udgør den arbejdsgivende klasse, har alle livets goder. Imellem disse to klasser må der vedblive at være kamp, indtil verdens arbejdere organiserer sig som klasse og tager jorden og produktionens maskineri i besiddelse og afskaffer lønsystemet. I stedet for det konservative motto »en ordentlig dagløn for et ordentligt dagsarbejde« må vi sætte det revolutionære motto: »afskaffelse af lønsystemet«. I.W.W. og »The Western Federation of Miners« har ledet eller støttet utallige strejker, der lader os se klassekampen i en bitrere og mere yderliggående form end noget andet sted i verden. Begge partier er altid rede til at gribe til voldsomme midler. Arbejdsgiverne har deres egen hær og kan kalde militsen til hjælp, ja, endogså ved særligt vanskelige forhold De forenede Staters hær. Hvad de franske syndikalister siger om staten som kapitalinstitution, passer særlig på Amerika. Forbundsregeringen har som følge af de skandaler, det har givet anledning til, nedsat en kommission for industriforhold, hvis indberetning, der blev udsendt i 1915, viser en sagernes stilling, som man vanskeligt kunne forestille sig i Storbritannien. Indberetningen erklærer, »at de største uroligheder og de fleste voldsomme udbrud i forbindelse med industriens kampe skriver sig fra krænkelser af, hvad der betragtes som de grundlæggende rettigheder, og ved misbrug af regeringsinstitutioner«. Iblandt sådanne misbrug nævnes de dømmende myndigheders underdanighed over for de militære den kendsgerning, at enhver mands liv og frihed indenfor staten under en arbejdsstrid synes at bero på guvernørens nåde og brugen af statens tropper som strejkepolitivagt. En kamp fandt sted ved Ludlow (Colorado) d. 20 april 1914 mellem militstropper og minearbejderne, ved hvilken lejlighed et antal kvinder og børn blev brændt ihjel som følge af militstroppernes ild »Literary Digest«, 2. og d. 16 maj, 1914). (Skønt det er den almindelige mening, at habeas corpus bestemmelserne om, hvornår en anholdt skal stilles for domstolene, kun kan suspenderes af den lovgivende myndighed, så har den udøvende i virkeligheden selv suspenderet dem eller undladt at tage hensyn dertil…i sager, der stammer fra arbejderuroligheder, har domstolene altid anerkendt den magt, de militære myndigheder havde tiltaget sig, og i intet tilfælde har der været nogen protest imod brugen af denne magt eller noget forsøg på at mindske den, undtagen i Montana, hvor en civilpersons domfældelse ved en militær domstol blev annuleret. »Final report of the commission on industrial relations (1915) appointed by the United States Congress«). Man kunne anføre mange andre eksempler på rigtige slag, men det anførte må være nok til at vise den ejendommelige karakter, som de amerikanske arbejdskampe har. Jeg er bange for, at man må tænke sig, at de vil beholde denne karakter, så længe som en stor del af arbejderne er nylig indvandrede folk. Når disse vanskeligheder forsvinder, som de før eller senere må, så vil arbejderstanden mere og mere finde sin plads i samfundet, og udviklingen vil da gå i retning af, at både de bitre, fjendtlige følelser, som den selv føler, og som den indgyder, hvorved de voldsomme former, klassekampen antager, forårsages, vil formindskes. Når den tid kommer, vil arbejderbevægelsen vel nok tage omtrent samme form som i Europa.

Men skønt formerne er forskellige nu, så er målene alligevel meget nær de samme, og industriforeningssystemet, som kommer fra Amerika, har haft en betydelig indflydelse i Storbritannien, en indflydelse, som naturligvis er blevet styrket ved påvirkning fra den franske syndikalisme. Jeg mener, at det er klart, at antagelsen af industriforeningssystemet i stedet for fagforeningssystemet er absolut nødvendig, hvis fagforeningsbevægelsen skal kunne spille den rolle med hensyn til at ændre samfundets økonomiske forhold, som denne bevægelses tilhængere mener snarere tilkommer den end de politiske partier. Industriforeningssystemet organiserer menneskene efter den fjende, de skal stilles overfor, men det gør fagforeningen ikke. De engelske fagforeninger er endnu langt fra industritypen, selvom dog visse fag, for eksempel jernbanemændene, er gået ret vidt i den angivne retning; og det er vel værd at lægge mærke til, at jernbanemændene nærer en ganske særlig sympati for syndikalismen og industriforeningssystemet. Den rene syndikalisme har imidlertid ikke store udsigter til at få stor sympati i Storbritannien. Den er altfor revolutionær og for kaotisk for den engelske smag. Det er i den modificerede form som lavssocialisme (Guild socialism), at tanker, der stammer fra C.G.T. og I.W.W., har udsigt til at sætte frugt (lavssocialismens ideer blev først fremsat i »National Guilds«. Redigeret af A. R. Orage (Bell & Sons, 1914), og i Coles »World of Labour« (Bell & Sons), som første gang udkom i 1913. Man bør også læse Cole's »Self government in Industry« (Bell & Sons, 1917), såvel som forskellige pjecer, der er udgivne af lavenes nationalforbund (»The national Guilds League«). Syndikalisternes stilling til denne form for socialisme er alt andet end sympatisk. En artikel i »Syndicalist« for februar 1914 omtaler den således: »Det er en rigtig middelstandsbevægelse præget af alle middelstandsmanglerne, vi havde nær sagt dumhederne; lavssocialismen er middelstandens sidste produkt. Det er et frækt tyveri af de ledende ideer i syndikalismen og en bevidst mishandling af dem. Vi protesterer sandeligt imod lavssocialismens statstanke. Middelstandsfolk kan, selv når de bliver socialister, ikke blive af med den tanke, at arbejderstanden er laverestående, at arbejderne må opdrages, dresseres, disciplineres og i det hele taget sørges for i lang tid, før de kan gå alene. Og så er sandheden jo netop den modsatte. Den rene sandhed er jo, at den almindelige lønarbejder af normalintelligens er meget bedre i stand til at tage vare på sig selv end den halvstuderede middelstandsrnand, der vil give ham gode råd. Han forstår, hvorledes jordens forhold skal ordnes). Denne bevægelse er endnu i sin vorden, og den har ikke meget hold over menigmand; men den fremføres med stor dygtighed af en gruppe unge mænd, og den vinder hurtigt terræn hos dem, der i de kommende år vil repræsentere arbejderstandens tanker. Statens magt er blevet så meget forøget under krigen, at de, som har en naturlig modvilje imod tingene, som de er, føler det stadigt vanskeligere at tro på, at statsenevælde kan være vejen til tusindårsriget. Lavssocialisterne tilsigter et industriens selvstyre med en som følge deraf mindsket statsmagt, men de vil dog ikke have staten afskaffet. Det system, som de arbejder for, er, tror jeg, det bedste hidtil foreslåede, og det, som har den største sandsynlighed for at kunne sikre friheden uden den stadige brug af voldsomme midler, som man måtte frygte for under et anarkistisk styre. Den første pjece fra »The national Guilds League« fremsætter deres mål. I industrien skal enhver fabrik have frihed til at lede sine egne produktionsmetoder gennem valgte direktører. Alle fabriker af samme art skal danne et lavsforbund, der skal tage sig af markedsforholdene og vedkommende industris interesser som helhed. »Staten skulle så eje produktionsmidlerne som samfundets befuldmægtigede; lavene ville styre dem - ligeledes som samfundets befuldmægtigede - og de ville betale staten en enkelt skat eller lejeafgift. Hvis et lav tog sig på at sætte sine egne interesser over samfundets, ville det misbruge den tillid, der var vist det, og det måtte underkaste sig en domstol, der i lige høj grad repræsenterede alle frembringerne og alle forbrugerne. Denne fælles komité ville repræsentere den endelige absolutte myndighed, den ville være industriens højeste appelinstans. Den ville ikke blot bestemme lavets skatteafgift, men den ville også bestemme normalpriserne, og både skat og priser ville periodisk blive ændrede af den.« Hvert lav ville have absolut frihed til at uddele, hvad det fik, til sine medlemmer, som det selv syntes bedst; og dets medlemmer er jo alle de, der arbejder i den industri, det giver sig af med. »Uddelingen af denne samlede lavsindtægt iblandt medlemmerne synes at være noget, hvert lav må have selvbestemmelsesret over. Hvorvidt lavene ikke før eller senere ville indføre som princip, at hvert medlem fik lige meget, er endnu et åbent spørgsmål.« Lavssocialismen har fra syndikalismen overtaget den anskuelse, at man ikke kunne sikre friheden ved at gøre staten til arbejdsgiver. »Staten og kommunen har som arbejdsgivere vist sig ikke at være så forfærdelig forskellige fra den private kapitalist.« Lavssocialismen betragter staten som en repræsentant for samfundet i dets egenskab af forbruger, hvorimod lavene bliver repræsentanterne for samfundet som producerende. Altså bliver parlamentet og lavskongressen to ligestillede magter, der repræsenterer samfundet i sin helhed, såvel forbrugerne som producenterne. Over dem begge vil der stå en komité, dannet af begge i forening, til at afgøre spørgsmål, der både vedrører forbrugerne og producenterne. Lavssocialismen mener, at socialismen kun betragter menneskene som forbrugere, medens syndikalismen kun betragter dem som producenter. Lavssocialisterne siger, »at spørgsmålet nu er at finde en vej til at forene to synspunkter, og det er netop, hvad denne anskuelses forkæmpere har til hensigt at prøve på. Syndikalisterne har fordret alt for deres industrielle forbund af producenterne, medens kollektivisterne gør det samme for deres territoriale eller politiske organisationer af forbrugerne; men begge rammes af den samme kritik: man kan ikke forsone to standpunkter ved blot at se bort fra det ene« (de foran nævnte citater er alle tagne af den første pjece, som blev udgivet af »The national Guilds League« under titlen »National Guilds: An appeal to Trade Unionists«). Men selvom lavssocialismen frembyder et forsøg på at bringe to ligeberettigede synspunkter i deres rigtige forhold til hinanden, skyldes drivkraften bagved dog de tanker, der stammer fra syndikalismen. Som hos syndikalisterne er det hensigten ikke først og fremmest at få arbejdet bedre betalt, men at frembringe dette resultat sammen med andre ved at gøre arbejdet mere interessant i sig selv og mere demokratisk i sin organisation. Kapitalismen har gjort arbejdet til en ren virksomhed med udelukkende handelsværdi; til et noget uden sjæl og uden glæde. Men når vi erstatter de få's udnytning med lavenes nationale tjeneste, når vi i stedet for en blot og bar salgsvare sætter arbejde under ansvar, når vi erstatter den moderne stats og det moderne aktieselskabs bureaukratisme og demoraliserende størrelse med selvstyre og decentralisation, vil der endnu engang blive mening i at tale om arbejdsglæden, og så kan man endnu en gang håbe, at mennesker vil være stolte af deres arbejdes kvalitet og ikke blot se hen til kvantiteten. Der er en affekteret måde at tale om middelalderen på, og der er også en vis affektation med hensyn til »arbejdsglæde«, men det kunne være, det var bedre at risikere denne affektation end for bestandig at slå sig til ro med kapitalismens eller kollektivismens filosofi, som erklærer, at arbejdet er nødvendigt, men aldrig kan gøres behageligt, og at arbejderens eneste håb er en fritid, der vil blive længere, rigere og af kommunen velforsynet med alle bekvemmeligheder.« (»The Guild Idea«, nr. 2 af de pjecer, der er udgivne af »The national Guilds League«)

Hvad man nu end vil mene om syndikalismens udførbarhed, så kan det ikke nægtes, at de tanker, den har sat i verden, har bidraget meget til at sætte liv igen i arbejderbevægelsen, og de har ligeledes fået den til atter at besinde sig på visse ting af grundlæggende betydning, som den stod i fare for at glemme. Syndikalismen betragter mennesket mere som frembringende end som forbrugende, og den lægger mere vægt på at skaffe arbejdsfrihed end at forøge det rent materielle velvære. Den har pustet nyt liv ind i kampen for friheden, som var ved at svømme hen under den parlamentariske socialismes førerskab, og den har mindet menneskene om, at hvad det moderne samfund trænger til, er ikke en lille smule lappen her og dér, lige så lidt som den slags mindre forbedringer, som de forhåndenværende magthavere let vil gå med til, men en grundig rekonstruktion, en bortfejning af alle kilder til undertrykkelse, en frigørelse af menneskets iboende, opbyggende energi og en fuldstændig omkalfatring af den måde, hvorpå man opfatter og regulerer de økonomiske forhold. Denne fortjeneste er så stor, at i dens lys bliver alle mindre mangler ubetydelige, og denne fortjeneste vil syndikalismen vedblive at besidde, selvom den som en selvstændig bevægelse måske skulle vise sig at være død med krigen.

Det menneske, der søger at frembringe en bedre samfundsorden, har to slags modstand at kæmpe imod, den ene stammer fra naturen, den anden fra hans medmennesker. Uden at gå i detailler kan man sige, at det er videnskabens sag at tage sig af naturens modstand, medens menneskenes modstand brydes ved politikens og den sociale organisations hjælp. Det sidste grundlag for al nationaløkonomi er, at naturen kun giver sine goder som løn for et arbejde. Nødvendigheden af noget arbejde for at tilfredsstille vore ønsker er altså ikke noget, der pålægges os af vore politiske systemer eller skyldes udnyttelsen af de arbejdende klasser; det skyldes naturens love, som reformatoren såvel som enhver anden må anerkende og derfor også studere. Før vi kan antage et optimistisk, økonomisk forslag som praktisk gennemførligt, må vi derfor undersøge, om produktionens naturlige forudbetingelser nedlægger et uigenkaldeligt veto derimod, eller om man kan modificere dem tilstrækkeligt ved videnskabens og organisationens hjælp. For at besvare dette spørgsmål er der to nær forbundne sætninger, der skal undersøges, for det første Malthus' befolkningslære, og for det andet den mere ubestemte, men fremherskende betragtning, at et overskud udover livets allerelementæreste fornødenheder kun kan frembringes, hvis de fleste mennesker arbejder i timevis ved ensformige eller møjsommelige hverv, som kun giver dem liden fritid til at føre et civiliseret liv med dets fornuftige glæder. Jeg tror ikke, at disse to hindringer for et optimistisk livssyn vil kunne udholde en nærmere undersøgelse. Der er, tror jeg, så store muligheder for tekniske forbedringer i produktionsmåderne, at der i hvert fald endnu i nogle århundreder ikke vil være nogen uoverstigelig skranke for, at fremskridt i den enkeltes velvære kan finde sted ved en samtidig forøgelse af produktionen og en formindskelse af arbejdstidens længde.

Dette emne har Krapotkin særligt studeret, og hvad man end vil mene om hans almindelige politiske teorier, så er han i høj grad belærende, konkret og overbevisende i alt, hvad han siger om landbrugets udviklingsmuligheder. Socialister og anarkister er gennemgående opståede i et industrielt samfund, og kun få af dem har nogen praktisk kundskab om, hvorledes vore fødemidler produceres. Men Krapotkin er en undtagelse. Hans to bøger, »Brødets Erobring« og »Marker, Fabriker og Værksteder«, giver meget detaljerede oplysninger, og selvom der måske må trækkes meget fra på grund af hans lyse grundsyn, tror jeg ikke, man kan nægte, at de viser os, der er så rige muligheder, som vist kun få af os ellers ville have troet på. Malthus hævdede jo i virkeligheden, at folkemængden har en tilbøjelighed til at vokse, lige til fødemidlerne ikke længere kan slå til, og at det blev kostbarere og kostbarere at frembringe fødemidler, efterhånden som der skulle frembringes større og større kvanta af dem, og derfor ville den største del af menneskene altid kun kunne tjene lige, hvad der skulle til, for at den kunne leve og forplante sig, når undtages de få, korte perioder, da nye opdagelser frembragte kortvarige lettelser. Hvis man betragter verdens civiliserede folkeracer, så er denne lære i færd med at vise sig ikke at slå til på grund af den stadige formindskelse af fødselsprocenten, men selvom man også ville se bort derfra, er der mange årsager til, at man ikke kan antage den for gyldig, i hvert fald ikke for den nærmeste fremtid. Det århundrede, der gik, efter at Malthus skrev sin bog, har set en betydelig forbedring af lønarbejdernes levefod, og en langt større forbedring kunne have fundet sted, hvis der havde været et retfærdigere fordelingssystem, thi arbejdets produktivitet er blevet uhyre forøget. I tidligere tider, da en mands arbejde ikke frembragte stort mere, end hvad han selv behøvede til eget forbrug, var det enten umuligt at formindske normalarbejdstiden ret meget eller i nogen betydelig grad at forøge den del af befolkningen, der havde mere end lige til livets ophold. Men de moderne produktionsmetoder har nu gjort det af med denne sagernes tilstand. For øjeblikket er der ikke blot mange mennesker, der nyder en behagelig indtægt, som skyldes afgifter eller renter, men omtrent halvdelen af befolkningen i de mest civiliserede lande arbejder ikke i vareproduktionens tjeneste, men deres arbejde består i at kæmpe eller at frembringe krigsammunition. I fredstider kunne denne halvdel holdes absolut ubeskæftiget, uden at den anden halvdel derved ville blive fattigere, end den er for øjeblikket, og hvis man, i stedet for at lade dem være ubeskæftigede, fik dem sat til noget produktivt arbejde, ville alt, hvad der derved frembragtes, være et overskud, som kunne uddeles som et tillæg til de forhåndenværende lønninger. Med arbejdets nuværende produktivitet ville der i Storbritannien kunne frembringes en indtægt af omtrent 1 pund sterling pr. dag for hver familie, selv uden nogen af de forbedringer i arbejdsmetoderne, der synes at være mulige med det samme.

Men man siger, at efterhånden som befolkningen vokser, må fødemidlernes pris også til sidst vokse, og ligeledes bliver jo efterhånden forsyningerne fra Canada, Argentina og Australien og andre steder mere og mere opspiste. Der vil derfor komme en tid, siger pessimisterne, da fødemidlerne har nået en sådan pris, at den almindelige lønarbejder kun får lidet tilovers til brug for andre ting. Vi må indrømme, at dette ville blive tilfældet i en fjern fremtid, hvis befolkningen vedblev at vokse ubegrænset. Hvis hele jordens overflade var lige så tæt befolket, som London er nu, ville dét ganske vist kræve næsten hele befolkningens arbejde at frembringe de nødvendige fødemidler på de få strækninger, der så ville være tilovers for landbrug. Men der er ingen grund til at antage, at befolkningen vil vedblive at vokse uden grænser, og i hvert fald er det en så fjern mulighed, at vi i alle praktiske beregninger kan lade den ude af betragtning. Når vi nu vender tilbage fra disse tågede spekulationer til de kendsgerninger, som Krapotkin fremfører, får vi i hans skrifter beviser for, at produktionen af fødemidler på et givet areal ved den intensive drift, som jo allerede kendes nogle steder, kan forøges langt mere, end hvad folk, der ikke kender til forholdene, skulle tro. Han siger således om handelsgartnerne i Storbritannien, i omegnen af Paris og andre steder, at de har frembragt et helt nyt slags landbrug. De smiler, når de hører os prale af, at vi ved vore skifter kan få en høst af hver mark om året, eller fire hver tre år, for deres ærgerrighed er at få seks eller ni afgrøder af den selvsamme plet jord hvert år. De forstår ikke, hvad vi mener med at tale om god og dårlig jordbund, fordi de laver deres egen jordbund og det endog i sådanne mængder, at de bliver nødt til at sælge noget af den hvert år, thi ellers ville den højne deres haver med en lille halv tomme om året. De arbejder på at få ikke fem til seks tons græs pr. acre, som vi gør, men fra 50 til 100 tons af forskellige grøntsager på det samme areal; ikke hø til en værdi af 5 pund sterling, men for 100 pund sterling grøntsager af den almindeligste art, nemlig kål og gulerødder. Hvad kvægavlen angår, omtaler han, at hr. Champion i Whitby får foder til to eller tre stykker kvæg af hver acre land, medens man ellers højst er nået til at kunne holde et stykke kvæg på to til tre acres. Langt mere forbavsende er havedyrkningen i Paris' omegn. Det er umuligt at give et kort overblik over, hvad der præsteres dér, men vi må anføre hans enderesultat, at der er nu praktiske gartnere, der tør sige, at hvis al den føde fra dyreriget eller planteriget, der var nødvendig for de 3,500,000 indbyggere i departementerne Seine og Seine-et-Oise, skulle frembringes på deres eget territorium (3250 engelske kvadratmil) kunne det ske, uden at man måtte tage sin tilflugt til andre dyrkningsmåder end dem, der allerede var i brug - og som allerede var blevet prøvet i stor stil og var kronet med held. (Krapotkin: »Marker, Fabriker og Værksteder«) Vi må huske, at disse to departementer indbefatter hele Paris' befolkning. Krapotkin går derefter over til at vise, hvordan det samme resultat kunne opnås uden særlig lang arbejdstid. Ja, han går så vidt, at han hævder, at den største del af landbrugsarbejdet kunne udføres af folk med en siddende hovedbeskæftigelse, og det ville ikke tage længere tid, end at det netop ville give det kropsarbejde, som ville være godt for deres sundhed og give dem en behagelig afveksling. Han protesterer imod den teori, der forudsætter en alt for vidtdreven arbejdsdeling; hvad han ønsker, er tværtimod mindre specialisering, »et samfund, hvor hvert individ frembringer både legemligt og åndeligt arbejde, hvor enhver sund og rask person er en arbejder, og hvor enhver arbejder er virksom både ved markarbejde og værkstedsarbejde«. Disse anskuelser om produktionen har ingen nødvendig forbindelse med Krapotkins ivren for anarkismen, men de ville lige så godt kunne praktiseres under statssocialisme, ja, under visse omstændigheder ville det endog være muligt at få dem udført under et kapitalistisk styre. For den undersøgelse, som beskæftiger os her, har de betydning, ikke ved de beviser, de kan yde for eller imod en eller anden økonomisk teori, men fordi de fjerner det veto, som man ellers kunne tænke sig nedlagt overfor vore forhåbninger af en tvivl om arbejdets ydeevne. Jeg har dvælet ved landbruget og ikke ved industrien, fordi man i reglen antager, at det vil være fra landbrugets side, at de største vanskeligheder kan ventes. I det hele taget går tendensen for industriarbejde ud på, at det bliver billigere ved at blive frembragt i stor målestok; og der er derfor ingen grund til at antage, at en forøget efterspørgsel skulle føre til en forhøjelse af priserne.

Når vi nu forlader produktionens rent tekniske og materielle problemer, kommer vi til den menneskelige side af spørgsmålet, de motiver, der driver menneskene til at arbejde, spørgsmålet om godt funktionerende ordning af produktionen - og ligeledes om forbindelsen mellem produktion og fordeling. Forsvarerne for det nuværende system hævder, at et effektivt arbejde ville være umuligt uden den nuværende økonomiske tilskyndelse, og hvis lønsystemet blev afskaffet, ville folk ikke arbejde nok til, at samfundet kunne nyde et nogenlunde velvære. Gennem denne påståede økonomiske nødvendighed bliver de problemer, der er knyttet til produktionen og fordelingen, sammenslynget. Ønsket om en bedre fordeling af verdens goder er socialismens og anarkismens hovedinspiration. Vi må derfor undersøge, om de fordelingssystemer, som de arbejder for, virkelig ville føre til en formindsket produktion. Med hensyn til deres stilling til spørgsmålet om fordelingen er der en grundforskel på socialismen og anarkismen. Socialismen ville, i hvert fald i de fleste af sine former, beholde betaling for det udførte arbejde eller for arbejdsviljen og ville, med undtagelse af personer, der ikke kunne arbejde på grund af alderdom eller sygdom, gøre arbejdsvilje til en eksistensbetingelse, eller i hvert fald til en betingelse for, at en person skulle kunne nå over et meget lavt ansat minimum. Anarkismen har derimod til hensigt at give alle og enhver uden nogen som helst betingelser lige så meget af verdens almindelige goder, som vedkommende kunne ønske sig, og hvad angår de ting, hvoraf produktionen ikke godt kunne forøges i det uendelige, ville den lade dem rationere og fordele lige imellem befolkningen. Således ville anarkismen ikke pålægge nogen forpligtelse til at arbejde, selvom anarkisterne mener, at det nødvendige arbejde kunne blive gjort tilstrækkeligt behageligt for de allerfleste mennesker, så at de af egen drift ville påtage sig det; hvorimod socialisterne på deres side ville fordre arbejde. Nogle af dem ville gøre alle arbejderes indtægter éns, medens andre ville gå med til at give en højere løn for det arbejde, der måtte anses for mere værdifuldt. Alle disse systemer kan eksistere samtidig med, at jorden og kapitalen er fælleseje, selvom de er meget forskellige med hensyn til arten af det samfund, der ville følge af dem.

Socialismen med den forskellige indtægt ville med hensyn til den økonomiske tilskyndelse ikke være så forfærdelig forskellig fra samfundet, som vi nu kender det. Men den forskel, der dog ville være, ville utvivlsomt betegne en forbedring, set fra vort nuværende synspunkt. Under det forhåndenværende system kan mange folk nyde dovenskab og velvære, fordi de tilfældigt har arvet en kapital eller noget jord. Mange andre kan på grund af deres industrielle eller finansielle virksomhed glæde sig ved en indtægt, som ganske sikkert står langt over, hvad deres samfundsnytte berettiger dem til. På den anden side sker det ofte, at opfindere eller opdagere, hvis arbejde er af den største samfundsnytte, berøves deres belønning, enten af kapitalister eller på grund af, at det store publikum ikke får øjnene op for deres arbejde, før det er for sent. Det bedre betalte arbejde er kun åbent for dem, der har været i stand til at skaffe sig en bekostelig uddannelse, og desuden bliver de i reglen valgte dertil, ikke på grund af deres dygtighed, men ved held. Lønarbejderen får ikke betaling for sin arbejdsvilje, men kun for den nytte, han er til for sin arbejdsgiver. Han kan derfor risikere at komme i nød af årsager, som han ikke har nogen kontrol over. En sådan nødstilstand betyder en stadig frygt, og når den indtræffer, fremkalder den ufortjent lidelse og ofte en formindskelse af den lidendes samfundsværdi. Dette er nogle få af de onder, der klæber ved vort nuværende system, når vi betragter det fra arbejdernes standpunkt. Alle disse onder kunne vi vente at se afskaffede under socialismen.

Der er to spørgsmål, der nødvendigvis må besvares, når vi undersøger, hvorvidt det økonomiske motiv er nødvendigt for arbejdets skyld. Det første er: behøver samfundet at give større løn for det arbejde, der kræver en større uddannelse eller samfundsmæssigt er af større værdi, for at få sådant arbejde udført i tilstrækkelig mængde? Det andet er: var det muligt, at arbejdet kunne blive gjort så tiltrækkende, at der ville blive udført tilstrækkelig meget af det, selvom de, der ikke ville bestille noget, fik lige så meget som de, der gjorde det? Det første af disse to spørgsmål angår forskellen på de to slags socialisme; de mere moderate socialister indrømmer, at det også under socialismen ville være fornuftigt at beholde forskellig løn for forskelligt arbejde, medens de mere vidtgående socialister vil have, at alle arbejdere skal have samme løn. Det andet spørgsmål er derimod skellet mellem socialister og anarkister, thi de sidstnævnte vil ikke berøve et menneske livets goder, selvom han ikke bestiller noget, hvorimod de førstnævnte i reglen vil det. Det andet spørgsmål er af meget mere grundlæggende betydning end det første, og vi må straks tage det op til behandling, og under denne behandling vil, hvad der skal siges om det første spørgsmål, også naturligt finde sin plads.

Løn eller fri deling? »Afskaffelse af lønsystemet« er et af de slagord, der er fælles for anarkisterne og de vidtgående socialister. Men i sin ligefremme betydning kan det kun tilkomme anarkisterne. Efter den anarkistiske samfundsopfattelse vil alle de mere almindelige forbrugsartikler stå til rådighed for enhver uden indskrænkning, på samme måde, som vand gør nu (»til trods for den egoistiske farvning, som vort århundredes merkantile ordning af produktionen har givet den offentlige mening, ser vi dog stadig, hvorledes den kommunistiske tendens atter og atter stikker hovedet frem og prøver at skaffe sig plads i det offentlige liv. Broen, hvor der skulle betales bropenge, erstattedes med den offentlige bro, og ligeledes gik det med landevejene, hvor man før skulle betale bompenge. Den samme ånd gennemtrænger også efterhånden tusinde andre institutioner; vi får frie biblioteker, frie offentlige skoler, parker og legepladser, brolagte og oplyste gader, der står til enhvers frie afbenyttelse. Vand er blevet indlagt i private huse, og der er voksende tendens til at se bort fra den nøjagtige mængde, som enhver bruger. Endvidere må vi nævne sporvogne og jernbaner, som allerede har begyndt at indføre kortsystemet og en ensartet takst, og de vil ganske sikkert gå langt videre ad den allerede betrådte vej, når de ikke længere er privat ejendom. Alt dette er tegn, der viser, i hvad retning udviklingen vil gå.« Krapotkin: »Anarkistisk Kommunisme«). Dette systems tilhængere gør opmærksom på, at det allerede finder anvendelse på mange ting, som man tidligere måtte betale for, som for eksempel veje og broer. De henleder opmærksomheden på, at det let kunne udvides til også at finde anvendelse på sporvogne og lokaltog. Videre ræsonnerer de - som Krapotkin gør ved hjælp af sine beviser for, at jorden kunne blive gjort uendeligt mere produktiv -, at alle de almindelige fødevarer kunne blive givet bort til enhver, der måtte ønske det, siden det ville være let at frembringe dem i så store mængder, at enhver tænkelig efterspørgsel kunne tilfredsstilles. Hvis dette system blev udstrakt til alle livsfornødenhederne, ville der være sørget for det allernødvendigste til livets ophold for enhver, aldeles uafhængigt af, hvordan han måtte finde på at bruge sin tid. Hvad angår de varer, der ikke kan frembringes i uendelige mængder, såsom luksusgenstande af forskellig slags, skal de også efter anarkisternes lære fordeles uden betaling, men efter et rationeringssystem, idet den forhåndenværende mængde skal fordeles ligeligt til befolkningen. Selvom det ikke siges, må dog utvivlsomt noget som en pris sættes på dem, så at en mand kan få frihed til at vælge, hvordan han vil tage sin andel, for én vil jo foretrække god vin, en anden de fineste havanna-cigarer, en tredje vil vælge sig billeder eller smukke møbler. Sandsynligvis vil vel enhver få lov til at tage sin andel af luksusvarerne i hvilken form han helst vil have dem, idet de forholdsmæssigt ansatte priser er pålignet, så at de kan udligne efterspørgslen. I en således indrettet verden vil den økonomiske tilskyndelse til arbejde helt være forsvundet, og hvis folk vedbliver med at arbejde, må det være af andre motiver (Alfred Naquet giver i sin bog »L'anarchie et le Collectivisme«, Paris 1904, en god diskussion af dette og andre spørgsmål fra et standpunkt, der betegner en tænksom og mådeholden opposition imod anarkismen). Men er et sådant system muligt? For det første: er det teknisk set muligt at fremskaffe sådanne mængder af livsfornødenhederne, som vil være nødvendige, hvis hver mand og kvinde skulle kunne tage lige så meget, som de ville, fra de offentlige lagre ? Vi er så fortrolige med tanken om køb og betaling, at forestillingen om helt at afskaffe det ved første øjekast synes os rent fantastisk. Men dog tror jeg ikke, at den er helt så fantastisk, som den ser ud. Selvom vi alle fik vort brød gratis, ville det kun være en bestemt begrænset mængde, der ville blive brug for. For øjeblikket er forholdene således for de rige, at brødprisen er så ringe i forhold til deres indtægt, at den praktisk talt ikke udøver nogen indskrænkende magt på deres forbrug; men dog kunne den mængde brød, som de fortærer, let blive uddelt til hele nationen ved hjælp af forbedrede agerdyrkningsmetoder (jeg taler ikke om krigstiden). Den mængde fløde, som mennesker ønsker sig, har en naturlig begrænsning, og det spild, der ville finde sted, er sandsynligvis ikke særlig stort. Det er, som anarkisterne peger hen til, sandt, at vi har en ubegrænset vandforsyning, men dog er det kun få, der lader deres vandhaner løbe, når de ikke har brug for vandet. Og man har lov til at mene, at den offentlige mening ville protestere imod alt for stærkt spild. Jeg tænker, at vi kan sige, at princippet om det ubegrænsede forbrug kunne gennemføres for alle de varer, hvor den efterspurgte mængde falder under grænsen for, hvad der let kan frembringes. Og det ville, når produktionen var effektivt organiseret, være tilfældet med vore livsfornødenheder, hvorunder der her ikke blot forstås varer, men også for eksempel undervisning. Selvom al undervisning lige op til den højeste var fri, ville ungdommen heller ikke under anarkistisk styre, hvis den da ikke blev helt forandret, ønske mere end en del deraf. Og det samme gælder med hensyn til almindelige fødemidler, almindelige klæder og alt andet, der hører med til vore virkelige livsfornødenheder. Det forekommer mig, at vi må sige, at der ikke er nogen teknisk umulighed for anarkisternes plan om den frie fordeling. Men ville det nødvendige arbejde blive udført, selv når hver enkelt vidste, at han var sikker på livets ophold, selvom han ikke bestilte noget som helst? De fleste ville straks besvare dette spørgsmål med et afgjort nej. De arbejdsgivere, der plejer at udskælde deres arbejdere for en fordrukken flok af dovendidriker, vil være aldeles sikre på, at det var umuligt at få dem til at arbejde, hvis de ikke havde truslen om afskedigelse og sult hængende over hovedet. Men er nu dette rigtigt, selvom folk til at begynde med ville tænke således? Det er ganske vist sandt, at hvis arbejdet vedblivende ville være, som det er nu, ville det ganske sikkert være umuligt at få nogen til at udføre det, når han ikke længere behøvede at frygte for at komme i nød. Men der er ingen grund til at antage, at arbejdet skulle vedblive at være det frygtelige slavearbejde, som det meste af det er under de nuværende elendige arbejdsvilkår (»overarbejde er imod den menneskelige natur, - ikke arbejde. Overarbejde for at forsyne de få med overflod - ikke arbejde for alles velfærd. Anstrengelse, legemligt arbejde er en fysiologisk nødvendighed, nemlig nødvendigheden af at bruge legemets opsamlede energi; det er en nødvendighed, som betyder livet og sundheden selv. Når der er så mange slags nyttigt arbejde, som man kun modvilligt kan få udført nu, betyder det blot, at der i virkeligheden fordres overarbejde, eller at der mangler noget i organisationen. Men vi véd, som jo også den gamle Ben Franklin vidste, at fire timers nyttigt arbejde ville være mere end tilstrækkeligt til at skaffe enhver behageligheden ved at besidde et velsitueret middelstandshjem, hvis vi alle var beskæftigede med produktivt arbejde, og hvis vi ikke ødslede med vore produktive evner, som vi nu gør. Hvad angår det barnagtige spørgsmål, der nu har lydt i et halvthundrede år:»Hvem ville så udføre det ubehagelige arbejde?« Må jeg sige, at jeg nu åbent og ærligt beklager, at ingen af vore lærde er kommet til at udføre det blot for én dag af sit liv. Thi gives der endnu arbejde, som er virkelig ubehageligt i og for sig, er det kun, fordi vore videnskabsmænd ikke har taget sig for at udfinde, hvilke midler der kunne bidrage til at gøre det mindre ubehageligt; de vidste jo godt, at der var mange nødlidende mennesker, som ville gøre det for nogle få øre om dagen.« Krapotkin: »Anarkistisk Kommunisme«). Når det gælder om at friste mennesker til at arbejde, i stedet for at drive dem til det, må samfundet naturligvis sørge for at gøre arbejdet behageligt for dem; og så længe dette ikke er sket i det hele og store, kan man ikke sige, at vi har opnået en god samfundsordning. Er det da uundgåeligt, at arbejdet skal være noget, der er meget ubehageligt?

For øjeblikket er det bedre betalte arbejde, således som en forretningsmands eller en læges og lignende klassers, for størstedelen af behagelig art. Jeg mener ikke, at hvert enkelt øjeblik i og for sig er behageligt, men at når man betragter en sådan mands liv under ét, så er det gennemgående behageligere end den mands, der driver tiden hen uden at foretage sig noget, men som alligevel er i besiddelse af den samme indtægt. Hvis kraftige karakterer skal kunne bevare deres sundhed og deres smag for livet, må de virkelig anstrenge sig og have noget i retning af en bestemt løbebane. Det er jo heller ikke en så ganske ringe mængde arbejde, som bliver udført gratis. Man skulle tro, at enhver, der betragter menneskenaturen gennem rosenrøde briller, måtte anse en dommers pligter for usmagelige, for at være noget i retning af at rense kloaker for eksempel. Men den glæde, der føles ved hævngerrighed og den moralske overlegenhed, er i virkeligheden så stor, at der ikke er nogen vanskelighed ved at finde ældre velhavende herrer, som uden betaling er villige til at sende hjælpeløse medskabninger til et fængsels tortur. Og helt bortset fra spørgsmålet om arbejdsglæden selv, så er ønsket om at vinde anseelse hos næsten og følelsen af, at de virkelig udretter noget, tilstrækkelige til at holde mange mennesker ved fuld arbejdslyst. Men, indvender man, det arbejde, som et menneske af sig selv ville vælge, må altid være undtagelsen; den store mængde af nødvendigt arbejde vil nødvendigvis vedblive at være ubehageligt. Hvem ville, når et bekvemt liv ellers var åbent for ham, vælge at være landarbejder, minearbejder eller fyrbøder på en atlanterhavsdamper? Jeg tror, at noget nødvendigt arbejde altid vil vedblive at være ubehageligt, og at de, der vil påtage sig det, må have specielle privilegier, om det anarkistiske system skal vise sig udførligt i praksis. Det er sandt, at en sådan indførelse af specielle privilegier i nogen grad ville bryde anarkismens logiske opbygning, men så vidt jeg kan se, er det ikke nødvendigt, at der derved fremkommer et afgørende brud på selve systemet. Den allerstørste del af det arbejde, der nødvendigvis må gøres, kunne blive gjort behageligt, hvis man ville vie dette formål en smule omtanke. Det er forresten allerede nu ofte kun den lange arbejdstid, der gør arbejdet pinagtigt. Hvis vi fik en normalarbejdsdag på lad os sige fire timer, hvad der kan opnås gennem en bedre organisation og mere videnskabelige metoder, ville en hel del af det arbejde, der nu føles som en byrde, ikke mere gøre det. Hvis for eksempel landbrugsarbejde ikke mere var et trællearbejde for livstid, der blev udført af en uvidende arbejder, som levede omtrent i den yderste fattigdom, men, som Krapotkin foreslår, blev udført af mennesker, hvis egentlige arbejde var hjernearbejde eller industrielt arbejde, og hvis det i stedet for at blive ledet efter gamle overleverede metoder, der ikke gør det muligt for lønarbejderen at forbinde nogen intelligent interesse dermed, blev så at sige levendegjort ved en søgen efter nye metoder og nye opfindelser, blev fyldt med frihedens ånd og indbød såvel til åndeligt som til legemligt medarbejderskab fra deres side, som udfører arbejdet, kunne det blive til en fryd i stedet for et slaveri, og det ville blive en kilde til sundhed og liv for dem, der var beskæftiget dermed. Hvad der gælder om landbruget, gælder i endnu højere grad om industrien. Hvis de store økonomiske organisationer, som nu ledes af kapitalister, uden videre hensyn til lønarbejdernes liv, end hvad fagforeningerne er i stand til at fremtvinge, lidt efter lidt blev gjort til selvstyrende samfund, hvori producenterne kunne afgøre alle spørgsmål om arbejdsmetoder og arbejdsforhold, arbejdstidens længde og så videre, ville der ske en næsten ubegrænset forandring til det bedre. Man kunne næsten blive helt af med alt snavset og spektaklet, og vore industriegnes grimhed ville kunne forvandles til en virkelig skønhed. Det ville være muligt at få de fleste arbejdere til at have en forstående interesse i, hvad der angik studiet af de forhold, hvorunder produktionen finder sted, og på denne måde kunne noget af kunstnerens skaberglæde inspirere hele arbejdet. Alt dette, som for øjeblikket er såre langt fra virkeligheden, ville kunne frembringes ved økonomisk selvstyre. Man kunne sandsynligvis derved få de ni tiendedele af arbejdet gjort så tillokkende, at folk ville foretrække at udføre det fremfor at dovne, selvom de således ville have deres blotte livsophold sikret, hvad enten de arbejdede eller ikke. Men lad os så med henblik på den resterende tiendedel indrømme, at de, der ville påtage sig den, måtte have en særlig belønning, enten i form af varer eller æresbevisninger eller privilegier, hvad der ikke er en fundamental indvending. Der ville naturligvis være en vis del af befolkningen, som ville foretrække uvirksomhed; men når blot det var en lille del, gjorde det ikke noget. Iblandt dem, der ville blive henregnet til denne kategori, ville vel være kunstnere, forfattere, folk, som gav sig af med abstrakt intellektuelt arbejde, kort sagt alle de, som samfundet foragter, så længe de er i live, for at ære dem efter deres død. For sådanne mennesker vil det, at de kan forfølge deres interesser uden at spørge om, hvorvidt det store publikum kan se nytten deraf eller ej, være af uvurderlig gavn. Og enhver, der vil lægge mærke til, hvor mange af vore digtere, der har haft privat formue, må indrømme, at der vel nok har været mange tilfælde, hvor den poetiske begavelse ikke er kommet til udfoldelse på grund af fattigdommens tryk, for det ville jo være tåbeligt at tro, at den kun skulle findes hos de rige. At systemet skaffer sådanne mennesker - selvom de kun er få - frihed til at følge deres kald, vil vel nok opveje den skade, der sker ved, at nogle kun vil være nydende.

Vi har hidtil fremsat, hvad der taler for den anarkistiske teori, og det er, så vidt jeg kan se, tilstrækkeligt til at gøre det muligt, at den kan udføres i praksis, men ikke nok til at gøre det sandsynligt, at det ville være klogt at forsøge det. Spørgsmålet, om den anarkistiske tanke kan udføres, er, hvad fordelingen angår, ligesom så mange andre spørgsmål, et kvantitativt spørgsmål. Anarkisterne har i virkeligheden to forslag; det ene, at alle almindelige varer skulle tildeles enhver, der ønsker dem, i så stor en mængde, som han ønsker; og det andet, at der ikke skal fordres nogen arbejdspligt eller gives nogen økonomisk belønning for arbejde. Disse to punkter er ikke uadskillelige, og de medfører heller ikke hver for sig hele anarkismen; men uden dem ville anarkismen næppe være mulig. Hvad angår det første punkt, kunne det endogså udføres nu med hensyn til nogle ting, og det kunne i en ikke for fjern fremtid udføres med hensyn til mange flere. Det er ikke en aldeles ubøjelig regel, for man kunne jo godt anbringe en vare på den fri liste eller stryge den på listen alt efter omstændighederne. Men der er mange og store fordele forbundet dermed, og verdensudviklingen går da også mere og mere i den retning. Det forekommer mig, at vi godt kunne slutte, at denne del af det anarkistiske system ville kunne indføres lidt efter lidt, så at det gradvis nåede den fulde udfoldelse, som anarkisterne ønsker. Men hvad angår det andet punkt, at der ikke skulle være nogen arbejdspligt eller nogen økonomisk belønning for arbejde, stiller sagen sig mere tvivlsomt. Anarkisterne antager altid, at hvis man udførte deres planer, ville praktisk talt enhver give sig til at arbejde. Men selvom der er mere, der taler for det, end folk er tilbøjelige til at indrømme ved en overfladisk betragtning, er det dog ikke sikkert, at der er så meget, at man kan sige, at det praktisk talt er sandt. Den offentlige mening ville måske være tilstrækkelig til at tvinge de fleste mennesker til at arbejde i et samfund, der havde lært flid ved et økonomisk tryk, men man kan jo altid tvivle om, hvor længe en sådan sagernes tilstand ville vedblive at eksistere (»hvad angår den så ofte gentagne indvending, at ingen ville arbejde, hvis ikke den absolutte nødvendighed tvang ham dertil, så har vi hørt nok derom før slavernes frigivelse i Amerika, og ligeledes før livegenskabets ophævelse i Rusland, og vi har haft lejlighed til at erfare dens virkelige betydning. Vi vil derfor ikke prøve på at overbevise dem, der kun kan overbevises af de faktisk eksisterende kendsgerninger men hvad angår den tænkende del af menneskeslægten, så skulle den betænke, at om det virkelig forholdt sig således for enkelte dele af menneskeheden på et lavt standpunkt - og hvor lidt er det ikke, vi véd derom - eller for små samfunds vedkommende, eller for enkelte individer, der var bragt til fortvivlelsens rand ved deres udsigtsløse kamp imod ugunstige forhold, var det dog ikke tilfældet for den store mængde af de civiliserede nationer. Hos os er arbejdet blevet en vane og lediggang en kunstigt opelsket udvækst«. Krapotkin »Anarkistisk Kommunisme«). Hvis den offentlige mening virkelig skal have nogen betydning, så må man på en eller anden måde kunne dele samfundet i små grupper, som hver blot må forbruge, hvad de selv frembringer. Derved vil det økonomiske motiv få betydning for gruppen, idet den - da vi jo antager, at den er lille - vil føle, at dens samlede andel bliver betydelig formindsket ved hvert ikke-arbejdende individ. Et sådant system ville være muligt, men det ville gå imod ånden i anarkismen og ødelægge hovedlinierne i dens økonomiske system. Den ortodokse socialismes stilling til dette spørgsmål er en helt anden (»anarkisterne kan ikke, medens de har dette syntetiske syn på produktionsforholdene, som kommunisterne indrømme, at en belønning i forhold til den arbejdstid, en person havde anvendt på at frembringe rigdom, skulle findes i et idealt samfund, eller blot i et, der nærmede sig til at være idealt.« Krapotkin: »Anarkistisk Kommunisme«). Iblandt de forholdsregler, der først skal indføres, findes på det kommunistiske program: »Alles lige arbejdspligt. Oprettelsen af arbejdshære, navnlig for landbruget«. Den socialistiske teori er, at i al almindelighed kan kun arbejde give retten til at nyde arbejdets frugter. Naturligvis vil denne teori have nogle undtagelser, nemlig de gamle, de helt unge, de svagelige og dem, hvis arbejde for en tid ikke behøves uden skyld fra deres egen side. Men socialismens grundanskuelse er med hensyn til vort forhåndenværende spørgsmål, at alle, der kan arbejde, skal tvinges dertil, idet de ellers enten udsætter sig for sult eller for at komme i konflikt med straffeloven. Selvfølgelig vil den eneste slags arbejde, der anerkendes, være, hvad myndighederne billiger. At skrive bøger imod socialismen eller nogen teori, som den tids regering havde knæsat, ville sikkert og vist ikke blive anerkendt som arbejde. Det samme ville også gælde om at male billeder i en anden stilart end den, akademiet synes om, eller om at skrive komedier, som censor var imod. Enhver ny tankelinie ville være bandlyst, med mindre det enten ved personlig indflydelse eller ved korruption kunne lykkes dens ophavsmænd at vinde de autoriserede lærdes bifald. Disse resultater forudser socialisterne ikke, fordi de mener, at den socialistiske stat vil blive styret af mænd, der er samme slags som dem, der nu arbejder for den. Det er selvfølgelig en fejlslutning. Statens styrere vil til den tid lige så lidt ligne de nuværende socialister, som kirkens høje embedsmænd efter Konstantins tid lignede apostlene. De mænd, som arbejder for upopulære reformer, danner altid undtagelserne i retning af uselvisk interesse og iver for det heles vel; men de, som vil få magten, når reformen er gennemført, vil sandsynligvis tilhøre den ærgerrige type, der til alle tider har søgt at tilegne sig den udøvende magt i nationerne. Og denne type har aldrig vist tolerance overfor opposition eller stillet sig venligt til friheden.

Det ser altså ud til, at hvis den anarkistiske plan har sine farer, så findes der også lige så store farer i den socialistiske. Det er sandt, at de farer, vi har tænkt os under socialismen, eksisterer den dag i dag, men socialismens hensigt er at helbrede verdens nuværende onder, og den kan derfor ikke være tilfreds med, at den ikke gør tingene værre, end de allerede er. Anarkismen har sin stærke side i, hvad der angår friheden, og socialismen i, hvad der angår midler til at fremme folks arbejdsvilje. Det forekommer mig nu, at vi må besvare spørgsmålet, om det ikke var muligt at finde en måde til at forene disse to fordele, med et ja. Vi har set, at når blot de fleste mennesker ville arbejde sådan jævnt, og deres arbejde blev gjort så frugtbringende som muligt ved videnskabens og organisationens hjælp, var der ingen grund til, at livsfornødenhederne ikke skulle kunne gives frit til enhver. Vor eneste alvorlige tvivl var, hvorvidt tilskyndelserne til arbejde ville være tilstrækkelig stærke under et anarkistisk styre til at forhindre, at der blev en for stor mængde ikke-arbejdere. Men det ville være let at bestemme, at selvom, hvad der lige var nødvendigt til livets ophold, skulle være frit for alle, skulle alt, hvad der gik ud derover, kun tilfalde dem, der var villige til at arbejde - ikke, som det nu for øjeblikket i reglen er, dem, der for tiden er i arbejde, men også alle dem, der var arbejdsløse uden egen skyld. Vi ser jo, at en mand, der har en lille kapital, som gør det muligt for ham at leve uden at lide nød, dog næsten altid foretrækker at finde et eller andet betalt arbejde, som sætter ham i stand til at skaffe sig forskellige bekvemmeligheder. Dette ville vel også ske i et samfund, som vi nu har tænkt os det. Men den, der følte kald til et eller andet ikke anerkendt arbejde for kunst og videnskab, kunne følge sit ønske, om han var villig til at give afkald på livets bekvemmeligheder. Og det forholdsvis ringe antal mennesker med en uovervindelig arbejdssky, de, som nu bliver til vagabonder, kunne føre en uskadelig tilværelse, idet der ikke var nogen udsigt til, at deres antal ville vokse så stærkt, at det kunne blive en alvorlig byrde for deres flittigere medbrødre. På denne måde kunne man forbinde frihedens krav med nødvendigheden af en økonomisk arbejdstilskyndelse. Det synes mig, at et sådant system ville have langt bedre udsigter end såvel den rene anarkisme som den rene ortodokse socialisme. For at sige det samme i mere almindelige udtryk, gør vi os til talsmand for følgende: at en vis, lille indtægt, som er tilstrækkelig til livets ophold, skal sikres alle og enhver, enten de arbejder eller ej, og at en større indtægt - så meget større, som den samlede produktion kan tillade - skal gives til dem, der er villige til at udføre et af samfundet godkendt arbejde. På dette grundlag kan vi bygge videre. Jeg tror ikke, at det altid er nødvendigt at betale arbejde, der kræver særlig uddannelse eller anses for samfundsmæssigt mere nyttigt, højere, fordi den slags arbejde er interessantere og mere agtet end det almindelige arbejde, hvorfor det ofte vil blive foretrukket af dem, der kan udføre det. Men man kunne for eksempel give en indtægt af mellemstørrelse til dem, der kun var villige til at arbejde en halv normalarbejdsdag, og en indtægt, der var større end de fleste arbejderes, til dem, der valgte en særlig ubehagelig arbejdsgren. Et sådant system kan godt forenes med socialismen, men måske næppe med anarkismen. Vi vil senere komme til at sige mere om dets gode sider, men for øjeblikket er det mig nok at fremhæve, at det forener frihed og retfærdighed, og at det undgår de farer for samfundslivet, som vi har fundet skjulte såvel i de anarkistiske som i de socialistiske forslag.

Regering og lovgivning betyder i deres væsen en indskrænkning af friheden, og friheden er det største politiske gode (jeg siger ikke, at friheden er det største af alle goder, fordi de største goder kommer indefra og består i sådanne goder, som skabende kunstbegavelse, kærlighed og store tanker. Disse goder kan fremhjælpes eller hindres ved de politiske forhold, men ikke ligefrem skabes af dem; og friheden er nu både i sig selv og i sit forhold til dem det bedste, som de politiske og økonomiske forhold kan frembringe). En overfladisk tænker kunne derfor fristes til at slutte, at regering og lovgivning altså måtte være af det onde og måtte afskaffes, hvis friheden virkelig var vort endemål. Men slet så simpelt er det nu ikke at påvise, hvorvidt denne slutning nu er falsk eller rigtig. I dette kapitel skal vi undersøge de beviser, anarkisterne fører i marken imod lovgivningen og staten. Vi vil gå ud fra den påstand, at friheden er det endelige mål for et godt socialt system; men netop på dette grundlag vil det vise sig, at anarkisternes påstande er temmelig vovede. Respekt for andres frihed er ikke en naturlig følelse for flertallet af mennesker; nej, tværtimod, misundelse og magtbrynde fører de fleste mennesker til at føle glæde ved at kunne gribe ind i andres liv. Skete det, at alle menneskers handlinger var helt uafhængige af al ydre autoritet, ville vi ikke derved opnå en verden, hvori alle ville være frie. Nej, de stærke ville undertrykke de svage og majoriteten minoriteten, eller, som man også kan sige, voldsmænd ville undertrykke de mere fredsommelige. Jeg er bange for, at man ikke kan sige, at disse slette tendenser helt skyldes en slet samfundsordning, selvom jeg må indrømme, at den forhåndenværende ordning af samfundet efter den frie konkurrences princip bidrager en hel del til at fremme menneskenaturens værste sider. Magtbrynden er en tendens, der, selvom den ganske vist findes medfødt hos meget ærgerrige mennesker, dog som regel hovedsagelig fremkommer ved, at vedkommende virkelig besidder nogen magt. I en verden, hvor ingen kunne erholde meget stor magt, ville ønsket om at tyrannisere være meget svagere, end det er nu. Men alligevel kan jeg ikke tænke mig, at den helt ville forsvinde, og de, hos hvem den fandtes, ville ofte være mennesker med usædvanlig stærk energi og fødte førere. Den slags mennesker kan, hvis den organiserede samfundsvilje ikke forhindrer dem deri, enten få held til at indføre et despoti eller gøre så kraftige forsøg derpå, at det vil medføre langvarige urolige tider, før det bliver slået ned. Men foruden den politiske magtbrynde er der lysten ved at kunne byde over enkelte personer. Hvis loven ikke forhindrede trusler og terroriseren, kan det næppe betvivles, at grusomhed ville blive herskende i forholdet mellem mand og kvinde eller mellem forældre og børn. Det er sandt, at et samfunds skik og brug kan gøre sådan grusomhed sjælden, men jeg er bange for, at sådan skik og brug kun kan frembringes formedelst langvarige lovfæstede forhold. De erfaringer, vi har gjort ude i urskovene og i minearbejdernes lejre og andre sådanne steder, synes at vise, at menneskene under ny forhold let vender tilbage til de mere barbariske anskuelser og sæder. Det synes derfor, at så længe menneskenaturen forbliver som den er, vil der være mere frihed for alle i et samfund, hvor nogle former af enkeltmandstyranni er forbudt, end i et samfund, hvor loven lader enhver fuld frihed til at følge ethvert af sine indfald. Men omend man således må indrømme, at det for øjeblikket er nødvendigt at have en eller anden slags lov og regering, er det vigtigt at erindre, at al lovgivning og regering i og for sig til en vis grad er et onde, som kun kan retfærdiggøres derved, at det forhindrer andre og større onder. Det er derfor nødvendigt meget omhyggeligt at granske enhver brug, staten gør af sin magt, og enhver lejlighed til at formindske dens magt må hilses med glæde, når den blot ikke fører til enkeltmandstyranni.

Statens magt er delvis juridisk og delvis økonomisk. De handlinger, som staten ikke synes om, kan rammes af straffeloven, og de personer, der pådrager sig statens uvilje, kan finde det vanskeligt at skaffe sig deres udkomme. Marx's anskuelser om staten er ikke særlig klare. På den ene side synes han ligesom de moderne statssocialister villig til at give staten stor magt, på den anden side viser han hen til, at staten, som vi kender den, vil forsvinde, når den socialistiske revolution er blevet gennemført. Iblandt de forskellige forholdsregler, som det kommunistiske program fremhæver som noget, der skulle ske straks, er der mange, som i meget høj grad ville forøge den nuværende stats magt. Således kredittens samling i statens hånd ved hjælp af en statsbank med statskapital og fuldstændigt monopol, og ligeledes en centralisering af alle samfærdsels og transportmidler i statens hænder. Men programmet lyder videre: »Når i udviklingens løb klasseforskellighederne er forsvundne, og al produktion er blevet koncentreret i en stor organisation, der omfatter hele nationen, vil den offentlige myndighed miste sin politiske karakter. Den virkelige politiske magt er egentlig kun en magt, hvorved den ene klasse undertrykkes af den anden. Hvis proletariatet under sin kamp mod bourgeoisiet er nødt til på grund af omstændighederne at organisere sig som en klasse, og hvis det ved hjælp af en revolution gør sig selv til den regerende klasse, og som sådan med magt fejer de gamle produktionsforhold bort, så vil det sammen med disse forhold også have fejet alle de forhold bort, der kunne føre til klassemodsætninger, ja, overhovedet betingelserne for enkelte klassers selvstændige eksistens, og det vil derved have afskaffet sit eget overherredømme som klasse.

Istedet for det gamle bourgeoisisamfund med sine klasser og klassemodsætninger vil vi få et samfund, hvor den enkeltes frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling.«( Det kommunistiske Manifest). Marx stod i det væsentlige på dette standpunkt hele sit liv. Det er derfor ikke til at undres over, at hans tilhængere, i, hvad der angår deres nærmeste mål, er blevet gennemførte statssocialister. På den anden side forkaster syndikalisterne, der fra ham har hentet sætningen om klassekampen, som de anser for det væsentligste af hans system, staten med levende afsky og ønsker fuldstændigt at afskaffe den, hvori de for så vidt er enige med anarkisterne. Derimod repræsenterer lavssocialisterne, selvom nogle anser dem for yderliggående, i virkeligheden englændernes kærlighed til kompromiser. De syndikalistiske beviser for de farer, der naturnødvendigt ligger i staten, har gjort dem misfornøjede med den gamle statssocialisme, men de kan ikke antage den anarkistiske opfattelse, at samfundet helt kan undvære en central myndighed. De foreslår derfor, at der skal være to ligestillede regeringsorganer i samfundet, det ene et geografisk, der repræsenterer forbrugerne, og som i det væsentlige er en fortsættelse af den demokratiske stat, hvorimod det andet repræsenterer producenternes organisation, som ikke skal foregå efter geografiske synspunkter, men i lav efter industriforeningssystemet. Disse to myndigheder vil behandle forskellige slags spørgsmål. Lavssocialisterne anser ikke industrimyndigheden for at være en del af staten, thi de mener, at det hører med til statens væsen, at den er et geografisk begreb; men industrimyndigheden vil for så vidt ligne den moderne stat, som den vil have tvangsmyndighed, og dens bestemmelser vil blive gennemførte ved tvang, om det skulle vise sig nødvendigt. Vi har en mistanke om, at selv syndikalisterne ikke havde noget imod en fagforeningstvang overfor enkelte personer i en vis industrigren, selvom de jo ellers nok så meget protesterer imod den nuværende stat. Under fagforeningsstyret ville vi sikkert få et lige så håndfast styre, som staten udøver nu. Når vi vover at sige det, er det under den stiltiende forudsætning, at de syndikalistiske føreres teoretiske anarkisme ikke ville overleve den dag, de kom til magten; men jeg tror nok, jeg tør sige, at erfaringen viser, at det ikke er en særlig vovet forudsætning. Iblandt alle disse forskellige anskuelser er det den anarkistiske hævdelse af, at al samfundstvang er unødvendig, der stiller de dybeste problemer under debat. Her som på alle andre punkter er der meget mere, der taler for de anarkistiske anskuelser, end man er tilbøjelig til at indrømme ved et løseligt blik på forholdene. Krapotkin, som er den, der fremsætter dem bedst og dygtigst, fremhæver, hvor meget der allerede er opnået ad den frie kontrakts vej. Han vil ikke afskaffe al regering, dette ord taget i betydningen af fælles afgørelser; men hvad han ønsker at afskaffe, er det system, hvorved en afgørelse kan påtvinges dem, der modsætter sig den«.(»på den ene side er stat blevet sammenblandet med regering. Da der ikke kan være nogen stat uden en regering, har man undertiden sagt, at det, man skulle søge at gennemføre, var en ophævelse af al regering og ikke en afskaffelse af staten. Men det forekommer mig, at stat og regering betyder to ideer af forskellig art. Hvad der ligger i statsideen, er helt forskelligt fra, hvad der ligger i regeringsideen. Der ligger ikke alene i den, at der er en magt, som står over samfundet, men også en bestemt geografisk koncentration og en koncentration af mange af samfundets livsfunktioner i de fås eller endog alles hænder. Det betyder nye forbindelser mellem samfundets medlemmer. Dette karakteristiske forhold, som måske først undgår opmærksomheden, træder klart frem, så snart man studerer statens oprindelse.« Krapotkin: »Staten«)

Hele dette system med en repræsentativ regering, hvor majoriteten hersker, er for ham et dårligt system (»det repræsentative regeringssystem har udført sin historiske mission; det har givet al hof-regering et dødsstød, og det har ved sine drøftelser vakt offentlighedens interesse for de offentlige spørgsmål. Men at anse det for at være den regeringsform, der tilhører det kommende socialistiske samfund, er at begå en grov fejltagelse. Enhver økonomisk livsfase medfører også sin egen politiske fase, og det er umuligt at røre ved den nuværende økonomiske basis - den private ejendomsret - uden at der må finde en tilsvarende forandring sted af selve grundlaget for den politiske organisation. Livet har allerede selv vist os, i hvilken retning den vil komme til at gå. Det vil ikke blive en forøgelse af statens magt, men man vil mere og mere tage sin tilflugt til den frie organisation og frie sammenslutninger indenfor alle de forskellige områder, som nu anses for statens domæne.« Krapotkin, »Anarkistisk Kommunisme«). Han peger på sådanne eksempler som overenskomsterne mellem de forskellige jernbaneselskaber på fastlandet angående gennemgående eksprestog og samarbejde i det hele taget. Han gør opmærksom på, at i sådanne tilfælde udpeger de forskellige selskaber eller myndigheder, der har med sagerne at gøre, hver sin delegerede, og disse skaber så tilsammen et grundlag for en overenskomst, som skal ratificeres bagefter af hvert enkelt selskab eller myndighed. Delegeretforsamlingen har aldeles ingen tvangsmyndighed, og en majoritet kan ikke gøre noget imod en genstridig minoritet. Men det har dog ikke forhindret, at der er blevet sluttet meget komplicerede overenskomster. Anarkisterne hævder, at regeringens nyttige funktioner kunne udføres ved hjælp af sådanne metoder uden nogen tvang. De hævder, at det er så soleklart, at overenskomster er nyttige, at samarbejde sikkert vil finde sted, når først udplyndringssystemet, som er knyttet til de nuværende forhold med privat ejendomsret, var forsvundet.hvor tiltrækkende dette standpunkt end er, kan jeg dog ikke modstå den slutning, at det hviler på den menneskelige utålmodighed, og at det er et forsøg på at finde en genvej til det ideal, som alle sande menneskevenner stræber efter.

Lad os til at begynde med se lidt på spørgsmålet om forbrydelser, begået af enkeltmand. Anarkisterne hævder, at forbrydelser frembringes ved dårlige sociale forhold og ville forsvinde i en verden, som den, de stræber efter at danne. (»Hvad angår den tredje og vigtigste indvending, at der nødvendigvis må være en regering for at straffe dem, der bryder samfundets love, er der så meget at sige, at det næppe kan gøres sådan i forbigående. Jo mere vi studerer spørgsmålet, des mere kommer vi til det resultat, at samfundet selv er ansvarligt for de anti-sociale gerninger, der begås i det, og at ingen straffe, ingen fængsler og ingen bøddel kan formindske deres antal, det kan kun en hel reorganisation af samfundet selv. De tre fjerdedele af de handlinger, der hvert år kommer for vore domstole, skyldes direkte eller indirekte vort nuværende samfunds uordnede tilstand i, hvad der angår rigdommens frembringelse og fordeling - og ikke den menneskelige naturs ondskab. Hvad angår de forholdsvis få anti-sociale gerninger, der stammer fra enkelte individers anti-sociale tilbøjeligheder, kan vi ikke formindske deres antal ved fængsler eller dødsstraf. Vore fængsler forøger blot deres antal og gør dem værre. Vore opdagere, henrettelser, fængsler o.s.v. bidrager kun til at fylde samfundet med en strøm af så lave lidenskaber og vaner, at den, der virkelig forstod virkningen deraf, ville blive forfærdet ved at se, hvad samfundet gør under påskud af, at det opretholder moralen. Vi må søge efter andre midler, og de er blevet angivne for længe siden.« Krapotkin, »Anarkistisk Kommunisme«). Der er naturligvis en hel del sandhed i denne måde at se tingene på. Der ville kun være lidet, der kunne føre til røveri i en anarkistisk stat, hvis det da ikke blev forsøgt i stor målestok af en skare mennesker, der havde sluttet sig sammen for at omstyrte det anarkistiske styre. Vi vil også indrømme, at tilskyndelser til voldsforbrydelser i høj grad kunne formindskes gennem en bedre opdragelse. Men alle den slags påstande synes mig at have deres grænser. Vi kan da vel ikke for eksempel mene, at der ikke skulle findes sindssyge i det anarkistiske samfund, og nogle af disse sindssyge vil ganske sikkert have morderlyster. Og der er vel ingen, der ville antage, at de burde få lov til at leve i frihed; men naturen kender ingen skarpe grænser, og fra den sindssyge, der har lyst til at myrde, og ned til den sunde, som er i besiddelse af et ustyrligt sind, er der en hel række overgange. Selv i det fuldkomneste samfund vil der være mænd og kvinder, som, skønt de ellers er normale, alligevel har en lyst til at begå mord på grund af skinsyge. I de fleste tilfælde sker det alligevel ikke nu, fordi de frygter for straffen, men blev den taget bort, ville sådanne mord sandsynligvis blive ganske anderledes hyppige, hvad vi kan slutte af den måde, hvorpå visse soldater opfører sig, når de har orlov. Endvidere er der jo forskellige ting, der fremkalder folkets uvilje, og som aldeles sikkert ville føre til lynching, hvis der ikke fandtes nogen anden anerkendt måde at straffe forbrydelser på. Der er hos de fleste mennesker en vis hævngerrighed, som ikke altid er rettet mod de værste medlemmer af samfundet. Spinoza var for eksempel meget nær ved at blive myrdet af mængden, fordi man mistænkte ham for at synes for godt om franskmændene, som Holland dengang lå i krig med. Men bortset fra sådanne tilfælde ville der være en virkelig fare for et organiseret forsøg på at ødelægge anarkismen og genindføre den gamle undertrykkelse. Kan man for eksempel tænke sig, at Napoleon, hvis han var blevet født i et sådant samfund, som Krapotkin skildrer, tamt ville have fundet sig i at leve i en verden, hvor der ikke var noget for hans geni at tage fat på? Jeg kan ikke se noget, der kunne forhindre en mængde ærgerrige mænd i at danne en privat hær og lave deres egen ammunition, hvorefter de kunne undertrykke deres forsvarsløse medmennesker, som blindt havde stolet på friheden med dens iboende tiltrækkende egenskaber. Det ville ikke være i overensstemmelse med anarkismens ånd, om samfundet forhindrede uddannelsen af en privat hær, hvad dens formål end måtte være, selvom der jo naturligvis kunne dannes en anden privat hær af mennesker, som tænkte anderledes. Krapotkin nævner endogså selv Storbritanniens gamle frivillige hær som et eksempel på en bevægelse efter anarkistisk mønster. Men om der ikke opstod en sådan hær indenfor selve samfundet, kunne den komme udefra, enten fra nabofolk eller fra racer, der endnu ikke var blevet helt civiliserede. Så længe nogen elsker magten for dens egen skyld, ser jeg ikke, hvordan det skulle kunne forhindres, at en sådan kærlighed skaffer sig afløb gennem undertrykkelse, uden ved hjælp af hele samfundets organiserede styrke. Det forekommer mig, at vi bliver nødt til at drage den slutning, at det anarkistiske samfund, hvor ingen handlinger er forbudt efter loven, i hvert fald for øjeblikket ikke er foreneligt med fasthed netop i den verdensform, anarkisterne ønsker. For at få en ordning, der så meget som muligt ligner den, de sigter mod, vil det endnu være nødvendigt, at visse handlinger er forbudt ved loven. Vi kan gruppere de vigtigste af dem under følgende rubrikker: 1) tyveri. 2) voldsforbrydelser. 3) dannelsen af organisationer, der har til hensigt at omstyrte det anarkistiske styre med magt.

1. Tyveri. Det er sandt, at der ikke vil findes den yderste nød i en anarkistisk verden, og altså heller ingen tyverier på grund af sult. Men den slags tyverier er heller ikke for øjeblikket de betydeligste eller de skadeligste. Det fordelingssystem, der skal anvendes på luksusgenstande, vil føre til, at mange mennesker får færre af dem, end de ønsker. Det vil give dem, der står for de offentlige lagre, lejlighed til underslæb, og det giver desuden en mulighed for at tilegne sig sådanne værdifulde kunstgenstande, der har deres egentlige plads i de offentlige museer. Man kan derimod indvende, at sådanne tyverier vil forhindres af den offentlige mening, men nu bryder den enkelte sig som bekendt ikke meget om den offentlige mening, hvis den ikke falder sammen med den mening, som hans egen kreds har. En gruppe, der var dannet for at stjæle, ville således let kunne trodse majoritetens mening, hvis denne ikke satte sin opfattelse igennem ved at bruge magt imod den. Resultatet ville vel nok blive, at folkets harme blev så stærk, at det ville anvende magt imod en sådan gruppe, men derved fik vi jo bare straffeloven med alle sine onder igen, ja, vi fik, hvad der var værre, fordi det ikke var noget én gang for alle bestemt, men var en hævn, udført hurtigt og medens lidenskaberne var i kog, for alt dette er jo uadskilleligt forbundet med lynchjustits. Hvis det, som vi har bemærket, ville vise sig nødvendigt at skaffe en økonomisk arbejdstilskyndelse ved at give dem, der ikke ville arbejde, færre luksusgenstande, ville der derved skabes endnu et motiv for tyveri fra deres side og altså en nødvendighed merefor en slags straffelov.

2. Voldsforbrydelser. Grusomhed overfor børn, skinsyge dramaer, voldtægt o.s.v. vil omtrent sikkert finde sted i et hvilket som helst samfund i større eller mindre antal. Det er nødvendigt at forhindre disse forbrydelser for at sikre de svage friheden. Hvis der ikke blev gjort noget for at forhindre dem, måtte vi frygte, at samfundets sæder lidt efter lidt ville blive forsimplede, og at handlinger, der nu er sjældne, ville blive hyppige. Hvis anarkisterne har ret i, at det system, som de arbejder for, vil forhindre den slags forbrydelser, vil jo de love, der forbyder dem, ikke mere komme til anvendelse, og de ville altså ikke skade friheden. Men hvis på den anden side der stadigt fandtes en lyst til at begå sådanne handlinger, var det nødvendigt, at der foretoges skridt til at forhindre dem, der havde sådanne lyster, i at give efter for dem.

3. Den tredje slags vanskeligheder er langt den alvorligste, og den medfører også det mest drastiske indgreb i friheden. Jeg kan ikke se, at en privat hær kunne tåles i et anarkistisk samfund, og jeg kan ikke finde nogen anden måde at forhindre det på end et almindeligt forbud imod at bære våben. Var der ikke et sådant forbud, ville rivaliserende partier organisere rivaliserende korps, og borgerkrig ville blive følgen deraf. Og på den anden side, hvis der findes et sådant forbud, kan det dog ikke gennemføres uden et betydeligt indgreb i den individuelle frihed. Det er naturligvis muligt, at tanken om at anvende voldsomme midler for at opnå politiske resultater kunne uddø efter en tids forløb, ligesom duelvæsenet. Men sådanne forandringer og en sådan skiften anskuelser fremhjælpes af et lovmæssigt forbud, ja, ville næppe finde sted uden et sådant. Jeg vil ikke her sige noget om dette spørgsmåls internationale side, fordi jeg har til hensigt at behandle det i næste kapitel; men det er klart, at de samme tanker passer endnu bedre på forholdene mellem forskellige nationer.

Hvis vi anerkender - lige meget, hvor nødigt vi gør det -, at en straffelov er en nødvendighed, og at samfundet må anvende sin magt til at forhindre visse handlinger, så opstår der et videre spørgsmål: hvordan skal man stille sig overfor forbrydelserne, når man vil være så human som muligt og vil vise så stor en respekt for friheden som muligt? Først og fremmest må det være klart, at den hele sædvanlige opfattelse med synd og skyld fuldstændig må forsvinde. For øjeblikket lader man samfundets misfornøjelse gå ud over forbryderen; ja, den eneste metode, der anvendes til at forhindre forbrydelser, er ganske simpelt den at påføre forbryderen smerte. Man gør alt, hvad man kan, for at knække hans mod, for at ødelægge hans selvrespekt. Man forbyder ham endogså de fornøjelser, der kunne have en civiliserende indflydelse på ham, fordi de er fornøjelser, og en stor del af den lidelse, man påfører ham, er af den art, at den ikke kan bevirke andet end endnu mere at nedværdige og brutalisere den, den går ud over. Nu taler jeg naturligvis ikke om de få straffeanstalter, der virkelig alvorligt har lagt sig efter at forbedre forbryderen. Navnlig i Amerika har det vist sig, at sådanne institutioner har opnået vidunderlige resultater, men der er kun få af dem. Den store hovedregel er endnu overalt, at forbryderen kommer til at mærke samfundets misfornøjelse. Efter en sådan behandling vil han enten være blevet trodsig og fjendsk, eller også underkuet og krybende med knækket mod og uden selvfølelse. Begge disse resultater er af det onde; men der kan jo heller ikke nås noget godt resultat ved en behandling, der hviler på fordømmelse.

Når et menneske lider af en smitsom sygdom, er det en fare for samfundet, og det bliver nødvendigt at formindske hans bevægelsesfrihed, men der er ingen, der forbinder en tanke om skyld dermed. Hans venner ser tværtimod med medlidenhed på ham, og de foretager sig, hvad videnskaben anbefaler, for at han må blive helbredet; og vedkommende selv finder sig i reglen også roligt i denne frihedsformindskelse, som han i mellemtiden må underkaste sig. Og netop denne samme metode burde vi anvende på, hvad vi kalder forbrydelse. Men i stedet for antager man, at forbryderen drives af selviske motiver, hvorfor man søger gennem frygten for straffen at skabe et motiv, der også angår ham personlig, men virker i modsat retning af hans egne, hvorfor det vil virke afskrækkende. »Den hund for eget formåls skyld blev gal og manden bed«. Således er det populære syn på forbrydelser, men dog véd vi jo, at ingen hund går hen og bliver gal, fordi den gerne vil være det. Det samme gælder sandsynligvis også om den store mængde forbrydelser, i hvert fald gælder det om alle forbrydelser, der begås under lidenskabens indflydelse. Men selv i de tilfælde, hvor forbryderens egne selviske interesser er motivet, er det det vigtigste at søge at forhindre forbrydelserne, ikke at se til, at forbryderne kommer til at lide for dem? Ja, enhver lidelse, som forhindringen medfører, burde betragtes som noget beklageligt, lige som den smerte, der følger med en kirurgisk operation. Den, mand, der udfører en forbrydelse på grund af voldsomme, ustyrlige tendenser, burde undergå en videnskabelig psykologisk behandling, der skulle planlægges med det formål at frembringe mere velvillige tendenser hos ham. Den, der begår en forbrydelse af selviske beregninger, må lære at forstå, at selvets egne interesser, når han virkelig fatter, hvad det betyder, tjenes bedre ved et liv, der er til nytte for samfundet, end af et, der er skadeligt. Det er her nødvendigt at give ham et bredere syn på livet, således at hans ønsker får et andet indhold. Når nu et menneske har en for ringe kærlighed til sine medmennesker, synes den måde, man anvender overfor ham, ikke vel egnet til at kurere ham. Man sætter ham i cellefængsel, hvor han ikke kan se noget som helst af jorden, og hvor han er underkastet hård behandling fra vogternes side, hvis stilling ofte har gjort dem brutale. Han bliver højtideligt erklæret for at være en samfundets fjende, og man tvinger ham til at udføre mekanisk arbejde, som man netop har valgt for dets besværligheds skyld. Han får ingen opdragelse, og der er intet, der kan ægge ham frem til selvforbedring. Er det så til at undres over, at hans følelser over for samfundet ikke ved slutningen er blevet venligere, end de var ved begyndelsen? Den strenge straf for forbryderen vidner om hævngerrighed, og den stammer fra en tidsalder, hvor mange forbrydelser helt og holdent undslap retfærdigheden, og hvor man mente, at man med de strenge domme kunne få skabt et motiv, der virkede stærkere end det håb om at undslippe, som forbryderen kunne have. For øjeblikket er en meget stor del af straffeloven bestemt til at sikre ejendomsretten, hvad der, som forholdene nu er, betyder de riges uretfærdige privilegier. De mennesker, hvis principper fører dem til konflikt med regeringen, retter voldsomme klager mod lovene og myndighederne for den måde, hvorpå de understøtter status quo. Mange af de måder, hvorpå folk er blevet rige, er langt skadeligere for samfundet end nogle fattige menneskers ikke bemærkelsesværdige forbrydelser, og dog går de første ustraffede, fordi de ikke træder i vejen for den eksisterende samfundsorden. Skal samfundets magt bruges gennem straffeloven til at forhindre visse slags handlinger, så er det virkelig lige så nødvendigt, at det bliver de handlinger, der gør skade for samfundet, som det er, at behandlingen af forbryderne befries fra den gamle opfattelse om skyld for at blive gennemtrængt af den samme ånd, der viser sig i behandlingen af vore sygdomme. Men hvis disse to betingelser var opfyldt, så kan jeg ikke tænke mig andet, end at et samfund, som bevarer lovens eksistens, ville være langt at foretrække for et, der lededes efter de rene, uforfalskede anarkistiske principper.

Vi har hidtil betragtet den magt, som straffeloven giver staten, og der er god grund til at mene, at denne magt ikke ganske kan afskaffes, selvom den vil blive udøvet i en helt andet ånd og uden spor af hævngerrighed og den moralske fordømmelse, der nu danner dens grundvold. Vi kommer her til en undersøgelse af statens økonomiske magt, og hvad indflydelse den kan udøve gennem sin embedsstand. I diskussionen herom udtaler statssocialisterne sig, som om der ikke kunne gives andre farer for staten end de, der stammer fra kapitalismen, hvad der synes mig at være en hel forblindelse. Når der findes en embedsstand, hvordan den så end vælges, kan det ikke undgås, at der bliver en klasse mennesker, hvis hele instinkt vil drive dem henimod tyranniet; og foruden deres naturlige kærlighed til magten vil de have en dybt rodfæstet forestilling om (således som den allerede viser sig i de højeste klasser indenfor civilforvaltningen), at de er de eneste, der har tilstrækkelig kundskab til at afgøre, hvad der tjener til samfundets bedste. Som alle mennesker, der styrer under et eller andet system, kommer de til at anse systemet for helligt og ukrænkeligt. De eneste forandringer, der vil forekomme dem ønskelige, vil være videregående bestemmelser om, hvordan folket skal nyde de goder, der gives det af dets velvillige despoter. Og enhver, der anser dette billede for karrikeret, kender åbenbart ikke noget til civilforvaltningens metoder for øjeblikket. Om alle de sager, der fremkommer, véd dens mænd jo langt mere, end det store publikum om de kendsgerninger, der skal bygges på; men det eneste, de ikke véd, er, »hvor skoen trykker«. Dog kan de, som véd det, i reglen ikke selv fremstille deres sag, og ej heller kan de sandsynligvis på stående fod sige, hvor mange par sko og hvor mange par fødder, det vil komme til at dreje sig om, eller hvad der lige vil vise sig at være lægemidlet, som søges. Det svar, som civilforvaltningen forbereder for ministeriet, bliver af det respektable publikum anset for upartisk og betragtet, som om det gør det af med de misfornøjede personers protester, undtagen i de store politiske spørgsmål, hvor det drejer sig om nederlag eller sejr ved valgene. Således går det i hvert fald her i England, og vi har al grund til at tænke os, at embedsmændenes magt ville blive langt større under statssocialismen, end den er nu.

De, der slutter sig til den demokratiske ortodoksis lære, hævder, at hvis kapitalismens magt nogen sinde bortfalder, vil det repræsentative system være tilstrækkeligt til at gøre det af med de onder, som bureaukratiet truer med. Imod hele denne anskuelse har anarkister og syndikalister rettet en ubarmhjertig kritik. Navnlig er det da de franske syndikalister, der lever i et stærkt demokratisk land, der har haft bitre erfaringer om den måde, hvorpå statens magt kan anvendes over for en yderliggående, fremskridtsvenlig minoritet. Disse erfaringer har ført dem til helt og holdent at opgive al tro på majoritetens guddommelige ret. Den forfatning, som de ville ønske sig, ville være en, der gav spillerum for kraftige minoriteter, der vidste, hvad de ville, og var beredt til at arbejde for deres formål. Det er unægteligt, at den praktiske erfaring fra et demokratisk regeringssystem i høj grad har skuffet forhåbningerne for dem, der ønsker fremskridt. Selvom vi end antager - som jeg tror, vi må - at det er en bedre regeringsform end nogen som helst anden forhenværende, kan vi ikke undgå at indrømme, at meget af den kritik, syndikalisterne og anarkisterne retter derimod, er fuldt berettiget. Denne kritik ville have fået en langt større indflydelse, hvis man havde haft et bedre begreb om, hvad der skulle sættes i stedet. Det må indrømmes, at syndikalisterne ikke har fremsat deres sag på en sådan måde, at den kunne tilfredsstille gennemsnitsborgeren. Meget af, hvad de fremsætter, er jo ikke andet, end at en minoritet af faglærte arbejdere ved at arrangere strejker i de for samfundet vigtigste industrier kunne lamme hele nutidens økonomiske liv, og at de på denne måde kunne påtvinge nationen deres vilje. Denne handling sammenligner de med at indtage en elektrisk kraftstation, hvorved det bliver muligt at standse al strømtilførsel til hele det system, der kontrolleres derfra. En sådan doktrin er en appel til magten og mødes naturligvis med en appel til magten fra modstandernes side. Det nytter ikke, at syndikalisterne siger, at de kun ønsker magten for at gennemføre frihedens sag, thi den samfundsform, de ønsker, er ikke en, som samfundet endnu vil sætte sin levende viljekraft ind på; og så længe det ikke sker, kan den ikke indføres, så at den har nogen udsigt til at blive bestående. Overtalelse er en langsom proces, som undertiden kan gøres hurtigere ved voldsomme metoder, der så kan retfærdiggøres; men enhver reformators endelige mål kan, når han sætter sig friheden som mål, kun nås ad overtalelsens vej. Alle forsøg på at påtvinge dem friheden, der ikke ønsker, hvad vi anser for frihed, vil altid gå galt. Syndikalisterne må derfor til sidst, som alle andre reformatorer, stole på overtalelsen for at få held med sig. Men det ville være en fejl at blande målet og metoderne sammen. Så lidt vi måske end kan slutte os til forsøget på at påtvinge et modvilligt samfund tusindårsriget ved hjælp af udsultning, kan vi dog nok være enige om, at meget af, hvad syndikalisterne ønsker, er godt.

Lad os for øjeblikket se bort fra enhver sådan kritik af det parlamentariske system, der er baseret på antagelsen af den private ejendomsret, og lad os alene betragte de bemærkninger, der kan gøres derimod, fra standpunkter, der også ville være sande i et kollektivistisk samfund. Der er visse mangler, som synes at være medfødte i repræsentative institutioner. Deres medlemmer, som har haft held med sig i kampen for folkets gunst, får let en stærk følelse af deres egen betydning. Dertil kommer næsten uundgåeligt hykleri, sædvanligvis fordi erfaringen viser, at et demokrati ikke opdager en talers hykleri, medens det på den anden side vil føle sig forarget over meget, som selv det oprigtigste menneske kan anse for nødvendigt. Dette fører til den kynisme, der ikke så sjældent findes mellem valgte repræsentanter, der har en følelse af, at ingen kan beholde sin politiske stilling uden bedrag. Dette er lige så meget selve demokratiets skyld, som det er de valgtes egen. Men det synes uundgåeligt, så længe det vigtigste, alle menneskelige samfund forlanger af deres forkæmpere, er smiger. Hvordan man nu end vil fordele dadlen, må vi anerkende det som et onde, der findes og må findes i de eksisterende former af demokratiet. Et andet onde, som springer lige så stærkt i øjnene i store stater, er, at regeringens sæde er uhyre langt borte fra mange af dens valgkredse. Denne afstand er ganske vist mere psykologisk end geografisk. Lovgiverne lever i bekvemme omgivelser, beskyttede af tykke mure og utallige politibetjente imod at blive udsat for at kunne høre massernes stemme, og efterhånden som tiden går, erindrer de blot tåget deres valgkamps løfter, og hvor lidenskabeligt den blev ført, og de kommer til at se det som en væsentlig del af en statsmands pligt at se på samfundets interesser, som de kalder det, som et hele, og ikke mere som en eller anden utilfreds gruppes. Men udtrykket samfundets interesser som helhed er tilstrækkelig vagt til, at man let kan se, at de smelter sammen med selvinteressen. Af alle disse årsager føres parlamentarikerne til bevidst eller ubevidst at forråde folket, og det er altså ikke til at undres over, at der er frembragt en vis kølig modvilje mod demokratiske teorier hos de kraftigste arbejderforkæmpere. Majoritetsregeringerne, som de findes i de store stater, er underkastet den store mangel, at i en hel del tilfælde er det kun en brøkdel af nationen, der har noget som helst kendskab til eller direkte interesse i den sag, det drejer sig om, og dog har de alle sammen den samme stemmeret til sagens afgørelse. Men når man ikke har nogen direkte interesse i et spørgsmål, hænder det meget let, at éns standpunkt bliver påvirket af misundelse og magtsyge, som det jo viser sig i dens forbavsende modvilje, der findes imod at give underordnede nationer eller grupper selvstyre. Det er altså meget farligt at lade hele nationen afgøre sager, der kun vedrører en lille del af nationen, hvad enten denne lille del så er geografisk eller industrielt bestemt, eller den er bestemt på en hvilken som helst anden måde. Det bedste middel imod dette onde er, så vidt jeg nu kan se, at lade enhver vigtigere gruppe indenfor nationen få selvstyre i alle de sager, der vedrører denne gruppe meget mere end resten af den samlede stat. Gruppens selvvalgte regering vil være i langt nærmere berøring med sine vælgere og forstå sig langt mere på deres interesser end et fjerntstående parlament, som nominelt repræsenterer hele landet. Den originaleste tanke i hele syndikalismen, som er optaget og udviklet videre i lavssocialismen, er jo netop den at gøre industrierne til selvstyrende enheder i alt, hvad der angår deres indre sager. Jeg tror, at når denne metode overføres til andre grupper, der også tydeligvis har særinteresser, vil de onder, der har vist sig at klæbe; ved den demokratiske regeringsform, forsvinde.

Lavssocialisterne har, som vi har set, et andet forslag, der naturligt er opstået som en følge af de industrielle lavs selvstyre, hvorved de håber at kunne begrænse statens magt og hjælpe til at bevare den personlige frihed. De foreslår, at der foruden parlamentet, som er valgt efter geografiske principper, og som repræsenterer befolkningen som forbrugere, også skulle være en lavskongres, som skal svare til en idealfagforeningskongres, og den skal bestå af de repræsentanter, som lavene har valgt, hvorfor den vil blive et udtryk for samfundet som producerende klasse. Denne måde at formindske statens magt på, har først fået en tiltrækkende fremstilling af G. D. H. Cole i hans bog »Selvstyre i Industrien (»Self-government in Industry,« Bell, 1917). Han siger: »Hvor nu staten vedtager en fabrikslov eller en lov om regulering af kulminerne, vil fremtidens lavskongres vedtage sådanne love, og dens magt til at fremtvinge deres overholdelse vil være den samme som statens«. Den egentlige grund til, at han arbejder for dette system, er, at han mener, at det vil virke hen imod en bevarelse af den personlige frihed. »Den grundlæggende årsag til bevaringen af såvel politiske som også industrielle former af den sociale organisation i et demokratisk samfund forekommer mig at være, at den enkelte kun ved at dele den vældige magt, som den industrielle kapitalisme nu har, kan håbe at blive fri«. Når jeg spørger, om det system, som Cole fremsætter, nu også vil få dette resultat, så forekommer det mig klart, at det i den retning ville være en forbedring af de eksisterende systemer. Repræsentative regeringer kan ikke undgå at blive forbedrede ved en metode, der bringer deres repræsentanter i nærmere forbindelse med de interesser, der berøres af deres lovgivning. Denne fordel ville sandsynligvis opnås ved at overlade lavskongressen alle spørgsmål, der vedrører produktionen. Men blev den almægtig i sådanne spørgsmål, ville det praktisk talt være håbløst for et enkelt lav at kunne gøre modstand, hvis det følte sig mishandlet. Jeg er derfor bange for, at de onder, som nu er forbundne med statens overmagt, snart ville vise sig igen. Der er en tendens blandt fagforeningernes embedsmænd til, så snart de blive medlemmer af landets styrelse, at blive autokratiske og konservative, hvorved de mister berøringen med deres vælgere. Ved deres psykologiske sympati føres de så forståeligt nok til samarbejde med øjeblikkets magthavere, og at de ligefrem bliver indsat i deres myndighed af lavskongressen, vil fremskynde denne proces. De ville i virkeligheden snart - omend ikke officielt, - slutte sig til dem, som havde magten i parlamentet, og bortset fra tilfældige kampe, der kan sammenlignes med de kampe, der udkæmpes mellem to finansmænd, der har modstridende interesser - og sådanne forstyrrer jo nu og da den kapitalistiske verdens harmoni, - ville der som oftest herske overensstemmelse mellem de dominerende personligheder i de to huse. Denne harmoni ville stjæle individets frihed, som han jo netop havde håbet, han kunne sikre sig ved sine herrers indbyrdes kiv. Der er, hvis vi ikke tager meget fejl, ingen måde, hvorpå en forsamling, der repræsenterer et helt samfund enten som forbrugere eller som producenter eller begge dele, alene kan være en tilstrækkelig vogter for den personlige frihed. Den eneste måde at bevare tilstrækkelig frihed på, og for de meget små minoriteter vil endog den være utilstrækkelig, er at inddele borgerne efter deres interesser i grupper, der er bestemte på at beholde deres selvstyre i alt, hvad der har at gøre med deres indre affærer, og som er villige til at protestere imod al indblanding udefra i disse sager, om så skal være ved strejke. Endvidere må de være tilstrækkeligt kraftige (enten i sig selv eller ved, at de får den offentlige sympati over på deres side) til, at de med held kan gøre modstand imod regeringens organiserede magtmidler, når deres sag er en sådan, at mange vil anse den for retfærdig. Skal denne metode have held med sig, må vi ikke blot have en passende organisation, men også en mere almindelig respekt for den personlige frihed, og der må hverken i teori eller praksis findes nogen kryben overfor regeringen mere. Der vil naturligvis i et sådant samfund være nogen risiko for, at det skal komme til uordner, men denne risiko er for intet at regne i modsætning til faren for den stagnation, der er uadskilleligt forbundet med en stærk centralmyndighed.

Vi kan nu kort rekapitulere vor diskussion om regeringsmagten således: det synes, at staten til trods for alt, hvad anarkisterne siger, er en nødvendig institution. Fred og krig, tariffer, ordningen af sundhedsforholdene og af salget af farlige lægemidler og bevaringen af et retfærdigt fordelingssystem, det er bl.a. spørgsmål, hvis ordning næppe ville kunne finde sted i et samfund uden en centralmyndighed. Lad os for eksempel betragte handelen med spirituøse drikke eller opiumshandelen på Kina. Kunne man få alkohol til fremstillingsprisen uden skat, ja, endnu mere, hvis den kunne fås for ingenting, som anarkisterne sandsynligvis ønsker, kan vi så tvivle om, at der ville blive en forfærdelig og skæbnesvanger forøgelse af drukkenskaben ? Kina blev jo bragt til ødelæggelsens rand af opium, og hver patriotisk kineser ville ønske handlen med opium indskrænket. I den slags sager er friheden ikke et universalt lægemiddel; her synes virkelig en vis grad af lovmæssig begrænsning nødvendig for nationens sundhed. Samtidig med at anerkende, at staten under en eller anden form må vedblive at eksistere, må vi, tror jeg, også anerkende, at dens magt burde være stærkt begrænset, nemlig til hvad der er absolut nødvendigt. Der er ingen anden måde at begrænse dens magt på end ved hjælp af grupper, som skinsygt vogter på deres privilegier, og som er bestemt på at bevare deres selvstændighed, selvom det skulle medføre modstand imod statens dekreter, når disse love blander sig i gruppens indre forhold på en måde, der ikke finder sin forklaring ud fra det offentliges vel. Al stillen staten op »på en piedestal«, den tanke, at det er borgernes pligt at tjene staten, er lige stik imod alt fremskridt og frihed. Skønt staten er en kilde til meget ondt, er den også en kilde til visse goder, og den kan ikke undværes, så længe voldsomme og ødelæggende impulser er almindelige; men det er blot som et middel og som et middel, der må bruges meget forsigtigt og meget lidt, hvis det ikke skal gøre mere skade end gavn. Det er ikke staten, men samfundet, det verdensomfattende samfund af alle nulevende og kommende menneskeslægter, som vi skal tjene. Et godt samfund opstår ikke ved at sætte staten højt, men ved at individerne får en uhindret udvikling, ved at de lever et  lykkeligt dagligt liv, ved at der er arbejde, som passer for enhver, og hvorved alle får lov til at bruge de betydningsfulde evner, de sidder inde med, og ved at de lever et personligt frit liv, der bæres af kærlighed, hvorved al grund til misundelse forsvinder, thi den beror jo på, at en evne til at føle kærlighed ikke bliver tilfredsstillet, men frem for alt skyldes det livsglæden og dens spontane udtryk i arbejde for kunst og videnskab. Dette er, hvad der gør en tidsalder eller en nation værdig til at eksistere; men det kan ikke fås ved at bøje sig for staten, det er fra individet, at alt, hvad der er godt, må finde sin udvikling, og hovedformålet for et politisk system, som vil omdanne verden, må være at fremme individets frie vækst.

Der er to formål, som vi kan antage er de vigtigste, de internationale forhold skulle tjene. For det første: at undgå krig, for det andet: at forhindre de stærkere nationer i at undertrykke de svagere. Men disse to forhold leder nu ikke nødvendigvis i samme retning; thi en af de letteste måder at sikre verdensfreden på ville jo netop være at danne en sammenslutning mellem alle de mægtigste stater for at undertrykke og udnytte resten, en metode, som ingen frihedselsker kunne bifalde. Vi må se hen til begge formål og ikke være tilfredse med ét af dem alene. En af de allerelementæreste tanker i såvel anarkismen som socialismen er, at krigen i det moderne samfund skyldes kapitalismen og ville høre op, hvis den blev afskaffet. I mine øjne er dette kun den halve sandhed, og den halvdel, som er sand, er ganske vist af stor betydning, men den halvdel, som ikke er sand, er måske af lige så stor betydning, med henblik på en grundig forbedring af samfundet. De socialistiske og anarkistiske kritikere af det moderne samfund peger med fuldkommen ret på visse kapitalistiske faktorer, som fremmer krig. Den første er finansverdenens ønske om at finde nye markeder for pengeanbringelse i lande, der kommercielt må siges at stå lavt. Dette punkt behandler J. A. Hobson, som aldeles ikke er yderliggående i sine anskuelser, særdeles klart og overbevisende. Han skriver i sin bog »The evolution of Modern Capitalism« (Walter Scott Publishing Company 1906): » Den økonomiske hovedrod, og det vigtigste ledemotiv i hele den imperialistiske udvidelse er de kapitalistiske industriers arbejde for at finde markeder; først og fremmest markeder for pengeanbringelser og dernæst også for overskudsproduktionen af den hjemlige industri. Hvor kapitalens koncentration er nået længst, og hvor der findes et stærkt beskyttelsessystem, er dette tryk naturligvis stærkest. Ikke alene fordrer trusterne og andre fabriksvirksomheder, som indskrænker deres arbejde for hjemmemarkedet, mere og mere tvingende, at man skal søge efter fremmede markeder, men de bliver også ivrigere og ivrigere for at skaffe sig beskyttede markeder, hvad der kun kan ske ved at udvide det areal, hvorover de kan føre politisk kontrol. Dette er den væsentligste betydning af den nye kurs, den amerikanske udenrigspolitik har taget, og som har givet sig udslag i Den spanske Krig og Filippinernes anneksion, Panama-politiken og den nye anvendelse af Monroe-doktrinen på de Sydamerikanske stater, for hvilke vi har brug som et særligt privilegeret marked for trusternes pekuniære overskud og overskudsproduktion, og hvis disse stater så om en tid bringes til at forene sig i en toldunion, der på en måde står under De forenede Staters overhøjhed, ville Amerikas finansielle virkefelt blive betydeligt større. Fremsynede amerikanske forretningsfolk begynder nu at anse Kina som et land, der er modent for jernbaneforetagender og i det hele taget for en kommerciel udvikling. Den voksende handel med amerikansk bomuld og andre varer i dette land vil her blive betragtet som en ubetydelighed i sammenligning med den udvidelse, der således gives det område, hvor amerikansk kapital arbejder. De amerikanske finanskonger, som bestemmer landets politiske skæbne, vil anvende diplomatisk tryk eller bevæbnet magt, eller de vil, hvor det synes heldigt, ligefrem tage et distrikt under politisk kontrol. Den stærke og bekostelige amerikanske flåde, som nu er ved at blive bygget, har kun rent ved siden af den betydning, at den skaffer skibsværfterne og metalindustrien indbringende kontrakter. Den egentlige mening med den, dens hovedbestemmelse, er at fremme den aggressive politik, som nationen er blevet ført ind i ved finansmændenes økonomiske trang. Man burde gøre sig det ganske klart, at dette stadige tryk for at udvide sine markeders område ikke er noget, der med nødvendighed er forbundet med enhver slags organiseret industri, hvis man nemlig i stedet for den indbyrdes konkurrence havde sammenslutninger på rent kooperativt grundlag, hvor den hele vinding, der frembragtes ved den forbedrede økonomi, enten blev udbetalt til arbejderne som løn eller til store arbejdersammenslutninger som dividender, ville den forøgede efterspørgsel på hjemmemarkedet være så stor, at den kunne finde fuld anvendelse for den koncentrerede kapitals produktionsevner, og der ville ikke være en af sig selv voksende mængde af overskud, som gav sig udslag i ny kredit og forlangte anvendelse udad. Det er monopolindtægten af de forskellige former af truster, og som enten tages ved dannelsen eller ved finansoperationer eller ved det industrielle arbejde, der danner et voksende fond at selvøgende kredit, og at pengemændenes kaste besidder en sådan, medfører en begrænset efterspørgsel efter handelsprodukter og følgelig en tilsvarende formindsket anvendelse af kapital i den amerikanske industri. Inden for visse grænser kan dette afhjælpes ved at fremme eksporthandelen i ly af en høj beskyttelsestold, der forbyder al indblanding på hjemmemarkedet, men det er meget vanskeligt for trusterne, der er indrettede på at have et godt bundet hjemmemarked, at skulle ordne deres metoder, så de svarer til den frie konkurrence på verdensmarkedet og dog er baseret på et indbringende grundlag af uafbrudt handel. Desuden er den måde at udvide sig på jo kun mulig for visse vareproducerende truster, hvorimod ejerne af jernbane-, finans- og andre truster altid må se mere hen til udenlandske anbringelser for deres overskudsindtægter. Denne stadig voksende trang til nye felter at anbringe deres voksende udbytte på er hovedvanskeligheden for det finansielle system og truer med at blive det altbeherskende princip for den store republiks fremtidige økonomi og politik. Den amerikanske finansøkonomi viser i en mere dramatisk form en tendens, som er fælles for alle industrielt udviklede landes finansvæsen. Den brede, letflydende strøm af kapital, som glider fra Storbritannien, Tyskland, Østrig og Frankrig til sydafrikanske og australske miner, ægyptiske obligationer eller de Sydamerikanske republikkers tvivlsomme papirer, vidner om det samme almindelige tryk, der stiger med hver udvikling af det finansielle maskineri og ved en mere indbringende kontrol med dette maskineri fra de professionelle finansmænds side.«

Hvordan disse forhold har en tilbøjelighed til at frembringe krig, havde hr. Hobson, om han havde skrevet lidt senere, kunnet illustrere ved forskellige tilfælde af nyere dato. Man kan således få en højere rente af sine foretagender i et land, der ikke er videre fremskredet, end i et, der er mere fremskredet, når blot den risiko, som er forbunden med de usikre regeringsforhold, kan formindskes; men hertil påkalder jo finansmændene hærens og flådens hjælp i det land, som de for øjeblikket kalder deres, og for at få den offentlige mening til at understøtte dem deri tager de deres tilflugt til pressen. Pressen er den anden store faktor, som kapitalismens kritikere peger på, når de vil bevise, at kapitalismen er kilden til krigene i den moderne tid. Da det kræver stor kapital at holde en avis gående, hører ejerne af de vigtigste organer naturligvis til kapitalistklassen, og det ville være en sjælden og overraskende undtagelse, om de ikke sympatiserede med deres egen klasse i meninger og anskuelser. De er i stand til at bestemme, hvilke efterretninger den store mængde avislæsere må få, og de kan virkelig forfalske efterretningerne, men de behøver ikke at gå så langt, de kan blot nøjes med omhyggeligt at udvælge, hvad der skal trykkes. De lader altså kun sådanne efterretninger fremkomme, som vil fremkalde den lidenskab, de ønsker, hvorimod de holder alt, der kunne tjene til modvægt, tilbage. Det billede, den almindelige avislæser får af verdensforholdene, er derfor ikke et sandt billede, men kun et sådant, der passer til kapitalismens interesser. Denne fremgangsmåde finder anvendelse i mange retninger, men først og fremmest på alt, hvad der angår nationernes indbyrdes forhold. Den store mængde af et lands beboere kan ledes til at elske eller hade et andet lands, aldeles som avisejerne ønsker det, og disse står atter ofte, enten direkte eller indirekte, under de store finansmænds indflydelse. Således så vi i England, at så længe man ønskede at holde fjendskabet med Rusland vedlige, var vore aviser fulde af meddelelser om, hvor grusomt russerne behandlede deres politiske fanger, og hvorledes de undertrykte Finland og Russisk Polen; men så snart vor udenrigspolitik forandredes, forsvandt disse beretninger, og vi hørte i stedet for om Tysklands misgerninger. De fleste mennesker er ikke tilstrækkelig kritiske til at kunne tage sig i vare for den slags, og indtil de bliver det, vil pressens magt vedblive at eksistere. Men foruden disse to måder, hvorpå kapitalismen har en tilbøjelighed til at frembringe krig, er der endnu én, som fremhæves langt mindre af dennes kritikere, men ingenlunde er af mindre betydning. Jeg mener den lyst til kamp, der plejer at blive udviklet hos mennesker, der er vante til at kommandere. Og så længe det kapitalistiske samfund eksisterer, vil en for stor del af magten være i hænderne på dem, som har erhvervet stor rigdom eller indflydelse formedelst en betydelig stilling i industrien eller i finansverdenen. I privatlivet får sådanne mennesker kun sjældent deres vilje modsagt; de er omgivet af spytslikkere, og det er ikke sjældent, at de er med til kamp imod fagforeningerne, og blandt deres venner er der dem, der har store stillinger i regeringen og administrationen, og disse mænd er tilbøjelige til at blive autokratiske som følge af, at de er kommet i vane med at give befalinger. Man plejede at tale om de regerende klasser, men et nominelt demokrati fik denne sætning til at gå af brug, skønt der alligevel stadig er megen sandhed i den. I det kapitalistiske samfund findes der endnu folk, der kommanderer, og folk, der i reglen adlyder. Disse to klassers måde at tage tingene på er helt forskellig, skønt der i det moderne samfund er en uafbrudt række overgange fra det ene yderpunkt til det andet. Den mand, der er vant til at se alt bøje sig for sin vilje, bliver vred, når han møder modstand. Han har rent instinktmæssigt den anskuelse, at modstanden i sig selv er noget ondt og bør knuses, og derfor har han langt større tilbøjelighed til at gribe til krig mod sine medbejlere end den almindelige borger. Vi finder derfor, - omend med betydningsfulde undtagelser - at i det store og hele de, der har den største magt, er de mest krigerske. De, som har mindst, får mindst tilbøjelighed til at hade fremmede nationer. Dette er et af de onder, som er uadskilleligt forbundet med magtens centralisation. Det vil kun blive bedre, hvis det nye system, som erstatter kapitalismen, er et, der kun giver enkeltmand meget mindre magt; men forholdene vil ikke blive bedre, hvis det er et system, som erstatter kapitalisternes magt med embedsmændenes og ministrenes. Det er endnu en grund mere, foruden dem, vi omtalte i forrige kapitel, til at ønske en formindskelse af statens myndighed. Magtkoncentrationen har ikke blot en instinktiv tilbøjelighed til at frembringe krig; men det omvendte gælder også, at krig og rygter om krig har en tilbøjelighed til at frembringe en magtkoncentration. Så længe samfundet er udsat for pludselige farer, er muligheden for hurtigt at kunne bestemme sig absolut nødvendig til selvopholdet. Det tungvindte maskineri: at lade alle afgørelser behandle af folket, er umuligt under en krig, derfor er det, så længe der er en mulighed for, at der kan indtræde krigsforhold, umuligt at afskaffe regeringens næsten autokratiske magt. Her gælder altså det samme som så mange andre steder, at det ene af to sammenhørende onder har en tilbøjelighed til at fremkalde det andet. At der er mennesker, der er vant til at have magt, forøger krigsrisikoen; og frygten for en kommende krig gør det umuligt at indføre et system, hvor ingen enkeltmand har videre magt. Vi har hidtil betragtet, hvad der er sandt i denne sætning: at de moderne krige forårsages af kapitalismen. Nu er det på tide at se på den anden side af spørgsmålet og spørge os selv, om den blotte afskaffelse af kapitalismen ville være nok til at forhindre krigen.

Jeg tror ikke selv, at det er sådan. I denne retning, som også i nogle andre, forekommer det mig, at anarkisternes og socialisternes anskuelser slet ikke tager hensyn til menneskets til grund liggende instinkter. Der var krig, før der fandtes nogen kapitalisme, og der er jo kamp nok hos dyrene. At pressens magt kan fremme krigen, skyldes jo også helt og holdent, at den appellerer til disse instinkter. Mennesket er af naturen en konkurrerende, erhvervende og mere eller mindre kamplysten skabning. Når pressen fortæller ham, at den og den er hans fjende, reagerer et helt sæt instinkter hos ham overfor denne beskyldning. Det er naturligt for de fleste mennesker at mene, at de har fjender, og når de tager fat på en kamp, føler de det kun som et udslag af en naturlig drift. Hvad man vil tro på, selv når man næsten ingen beviser har, er i høj grad bestemt af éns egne ønsker, - ønsker, om hvis eksistens vedkommende person selv ofte er uvidende. Hvis man fremfører en kendsgerning, der går lige imod en persons instinktive opfattelse, vil han undersøge den omhyggeligt og vil nægte at tro derpå, med mindre den er tilstrækkeligt bevidnet, men tilbyder man ham på den anden side noget, der går i samme retning som hans egne instinkter, vil han anerkende det, når der blot er skygge af bevis derfor. På denne måde kan man forklare myternes oprindelse; og meget af, hvad vi i almindelighed tror på i internationale spørgsmål, er kun myter. Skaffer nu kapitalismen det moderne samfund et afløb for den kamplyst, så er der grund til at frygte, at hvis denne kanal lukkedes, ville lysten bryde sig en anden vej, med mindre opdragelsen og omgivelserne var så meget forandrede, at kappelysten var blevet betydeligt formindsket.

Afskaffelsen af kapitalismen vil vel nok i høj grad formindske de krigstilskyndelser, som kommer fra pressen og finansmændenes kreds, idet de ønsker at finde nye markeder for pengeanbringelser i lande, der står på et lavt økonomisk trin. Men de tilskyndelser, der skriver sig fra befalingsinstinktet og utålsomheden overfor modstand, kan vedblivende findes, omend måske i en mindre skadelig form. Et demokrati, der har magten, er næsten altid mere krigersk end et, som ikke har sin retfærdige andel i regeringen. Marx' Internationale er baseret på den antagelse, at proletariatet overalt bliver undertrykt af de herskende klasser, og denne tankegang er udtrykt i det kommunistiske programs sidste ord: »Lad de regerende klasser skælve for den kommunistiske revolution. Proletariatet har kun sine lænker at miste; men det har en verden at vinde. Arbejdere af alle nationer forener eder!« Så længe proletariatet kun har sine lænker at tabe, er det ikke sandsynligt, at dets fjendskab vil blive rettet mod andre proletariater. Havde verden udviklet sig, som Marx forudsætter, ville den slags internationalisme, som han forudså, have givet tilskyndelse til en almindelig social revolution. Rusland, som er det land, hvis udvikling med størst nøjagtighed har fulgt de linier, han angav, har da også haft en sådan revolution som den, han ventede, og havde alle de andre landes udvikling fulgt de samme hovedlinier, er det sandsynligst, at denne revolution ville have spredt sig til hele den civiliserede verden, og at proletarerne i alle lande ville have forenet sig imod kapitalen som deres fælles fjende, og forbundet ved dette fælles had kunne de for øjeblikket have været fri for hadet til hverandre. Men selv da ville denne grund til enighed være forsvundet med sejren, så det var muligt, at de gamle nationale kævlerier ville blive genopfriskede dagen efter den sociale revolution; thi der er ingen alkymi, hvorved man ud af had kan fremstille en almindelig harmoni. De, hvis handlinger er bestemte ved klassekampens lære, vil også have fået hadets vane og vil derfor instinktmæssigt søge sig andre fjender, når de gamle er overvundne. Men det er en kendsgerning i arbejderens psykologi, at han i vore vestlige demokratiske stater i hvert fald er helt forskellig fra, hvad det kommunistiske program siger, at han er. Han føler aldeles ikke, at han kun har sine lænker at miste, hvad der da heller ikke ville være sandt. De lænker, der binder Asien og Afrika under Europa, er delvis knyttede af ham. Han er selv en del af et stort system af tyranni og udnyttelse. Den almindelige frigørelse ville ikke alene borttage hans egne forholdsvis lette lænker, men også de langt tungere lænker, han selv har været med til at fæste på jordens underkuede racer. Det vil ikke blot sige, at arbejderne for eksempel i et land som England har del i de goder, der stammer fra udnyttelsen af mange laverestående racer, men mange af dem har også deres andel i det kapitalistiske system. Fagforeningernes og hjælpekassernes penge er anbragte i de almindelige foretagender, som jernbaner og så videre; og mange af de bedre betalte lønarbejdere anbringer deres sparepenge i statsobligationer, og næsten enhver, som er politisk virksom, føler, at han hører med til de kræfter, der gennem arbejderpartiet og de store fagforeninger er med til at bestemme statens ledelse. Alt dette har ført til, at arbejdernes livsanskuelse i høj grad er blevet gennemsyret med kapitalisme, og alt eftersom deres følelse af deres magt er vokset, er deres internationalisme blevet mindre. Dette må vedblive at gælde om enhver internationalisme, som er grundet på hadet til kapitalisten i tilslutning til sætningen om klassekampen. En mere positiv opbyggende plan er nødvendig, hvis de ledende demokratiske stater ikke skal arve de tidligere regerende klassers laster.

Det er ikke mit ønske, at man skal tro, at kapitalismen ikke bidrager meget til at frembringe krigen, eller at krigene sandsynligvis ikke ville blive færre og mindre ødelæggende, hvis der ikke gaves nogen privatejendom. Jeg tror tværtimod, at afskaffelse af privatejendomsretten til kapitalen og jorden er et nødvendigt skridt henimod en verdensordning, som tillader nationerne at leve i fred med hinanden. Jeg siger blot, at hvor nødvendigt dette skridt end er, så er det alene dog ikke tilstrækkeligt til opnåelsen af dette formål; thi blandt de mange årsager til krig er der nogle, der bunder dybere i menneskenaturen, end de ortodokse socialister sædvanligvis vil anerkende. Lad os tage et eksempel. I Australien og Californien hersker der en voldsom modvilje imod og frygt for de gule racer. Grundene dertil er ganske vist temmelig sammensatte, men de vigtigste er dog to, nemlig arbejdskonkurrence og et instinktivt racehad. Det er nu sandsynligt, at det ville være muligt at besejre vanskelighederne ved arbejdskonkurrencen, hvis racehadet ikke spillede med ind. De europæiske indvandrere konkurrerer jo også, men de bliver ikke udelukkede, i et svagt befolket land kunne en billig, men god arbejdskraft bidrage til at berige de eksisterende beboere, når den blev lidt fornuftigt ledet. Man kunne for eksempel begrænse den til visse slags arbejder, og det var muligt, at dette kunne ske ved skik og brug og ikke nødvendigvis formelig slås fast ved lov. Men nu træder racehadet til, og menneskene får deres sjæls øjne åbnede for det uheldige ved konkurrence, samtidigt med, at de får dem lukkede for fordelene ved samarbejde. De bringes også derved til med afsky at vende sig bort fra de fremmedes usædvanlige laster, medens deres egne betragtes med mild overbærenhed. Jeg kan ikke tænke mig andet end, at skulle Australien blive helt socialiseret, ville denne almindelige indvending imod en større indvandring af kinesere og japanere alligevel vedblive at bestå, og om Japan end selv skulle blive et socialistisk land, ville det jo alligevel føle trykket af sin befolkningsmasse og ønske at finde et afløb for den. Under sådanne forhold ville der eksistere alle de lidenskaber og interesser, der skulle til for at bringe en krig i stand, til trods for, at begge landene var socialistiske. Et myresamfund er et så fuldt ud socialistisk samfund som noget; men alligevel dræbes enhver myre, der forvilder sig fra den ene tue ind i den anden. Når vi betragter menneskenes instinkter, hvor der er stor forskel på racerne, som mellem hvide og gule, må vi indrømme, at de på dette punkt ikke skiller sig meget fra myrerne. Naturligvis kan dette instinktive racefjendskab besejres under passende omstændigheder, men når disse omstændigheder ikke findes, bliver det en frygtelig trussel imod verdensfreden. Skal verdensfreden nogensinde blive sikret, tror jeg, at der, foruden andre forandringer, må finde en udvikling sted af den tanke, der ligger bagved ideen om nationernes forbund. Efter som tiden går, bliver krigens ødelæggelser jo større og større, samtidigt med, at gevinsten bliver mindre og mindre; og de fornuftgrunde, vi anfører imod krigen, får større og større kraft, efterhånden som arbejdets voksende produktivitet gør det muligt, at en stadigt større del af befolkningen kan få lov til at hellige sig den fælles slagtning. I rolige tider, eller når en stor krig lige er endt, er menneskenes sind modtagelige for fornuftgrunde for freden, og det er muligt at tage fat på planer, der går ud på at gøre krigen mindre hyppig. Sandsynligvis ville ingen civiliseret nation påbegynde en angrebskrig, hvis det på forhånd kunne anses for temmelig sikkert, at angriberen ville blive slået; men det ville det blive, hvis de fleste store nationer kom til at betragte verdensfreden som et spørgsmål af den største vigtighed, så at de ville tage stilling imod en angriber selv i en strid, de ikke direkte var interesserede i; på dette håb er nationernes forbund grundet. Men lige så lidt som privatejendomsrettens afskaffelse var tilstrækkelig i og for sig, vil nationernes forbund være det, når det ikke ledsages eller hurtigt følges af en række reformer, som for at være virkningsfulde må være internationale; thi skal verden overhovedet bevæge sig i denne retning, må den gøre det som en helhed. En af de mest nødvendige forholdsregler for at sikre freden, ville være en afvæbning. Så længe de forhåndenværende store flåder og hære eksisterer, kan intet system forhindre krigsrisikoen; men skal afvæbningen tjene sit formål, må den ske samtidigt og ved fælles overenskomst mellem alle stormagterne. Det er ikke sandsynligt, at den bliver gennemført, så længe had og mistillid hersker mellem nationerne, for hver nation vil nære mistillid til sin nabo og vogte på, om den nu også fuldt ud udfører, hvad den har påtaget sig. Hvis overenskomster mellem nationerne skulle kunne afvende katastrofer, måtte vi leve i en helt anden mental og moralsk atmosfære, end man er vant til i internationale forhold. Når man først havde fået en sådan atmosfære tilvejebragt, kunne den vedligeholdes gennem visse institutioner, men disse kan ikke selv skabe den. Internationalt samarbejde kræver en international velvilje, og denne kan, hvordan den så end er blevet frembragt, kun bevares ved samarbejde. Vor fremtid beror, hvad de internationale forhold angår, på muligheden af at skabe denne begyndende velvilje mellem nationerne. Dertil er revolutioner mest nyttige. Havde den russiske revolution været ledsaget af en revolution i Tyskland, ville den dramatiske pludselighed, hvormed forandringen var gået for sig, for øjeblikket kunne have rystet Europa ud af sine tilvante tankegange, og broderskabsideen kunne ligesom med et slag synes at være trådt ind i den praktiske politiks verden. Der er ingen tanke, der har så stor praktisk betydning som den, at menneskeslægten er et brodersamfund; når det blot lykkes at få menneskene skræmmet til at anerkende det. Blev denne tanke, at alle mennesker er brødre, engang udtrykt med den tro og kraft, som er egen for en ny revolution, ville alle de vanskeligheder, den rummer, smelte bort; thi de skyldes alle dels mistænksomhed og dels gamle fordommes tyranni. Enhver der, - som det er almindeligt i den engelsktalende verden, - forkaster revolutionen som metode og roser den gradvise, stykkevise udvikling, hvori man vil have os til at tro, at alt virkeligt fremskridt består, overser den betydning, som det dramatiske element kan få i retning af at forandre hele folkeslags sindsstemning og tro. En samtidig revolution i Tyskland og Rusland ville utvivlsomt have haft en sådan virkning og ville have gjort det muligt at skabe en ny verden lige på stedet, men Dis aliter visum. Tusindårsriget er ikke for vor tid, det store øjeblik er gået forbi. For vort vedkommende er det nu ude, det er det fjerne håb, der må inspirere os, og ikke den åndeløse stirren efter befrielsen nu straks; men vi har set, hvad der kunne være sket. Vi véd, at der i krisetider fremkommer store muligheder, og på den måde kan det godt være sandt, at den socialistiske revolution er vejen til almindelig fred, og at, når den er vel passeret, ville de andre betingelser for krigens ophør af sig selv vokse frem af den forandrede mentale og moralske atmosfære.

Der er en bestemt slags vanskeligheder, som omgiver enhver sober idealist i hans spekulationer om fremtiden, når den da ikke er alt for fjern. Det er de tilfælde, hvor de løsninger, som af de fleste idealister anses for mest almengyldige, af en eller grund ikke passer, samtidig med, at man protesterer imod dem som fremkomne på basis af delvis urene grunde og med støtte fra de folk, som vil beholde den gamle tingenes orden. Forholdene i det tropiske Afrika vil give dem et billede på, hvad jeg mener. Den, der ville hævde, at man burde indføre parlamentarisk regering af de indfødte dér, ville måske have lidt vanskeligt ved at få sin påstand taget for ramme alvor, selvom han foreslog, at den skulle ledsages af kvindelig stemmeret og forholdstalsvalg. Der er, så vidt jeg véd, ingen uden mr. Lloyd George, der mener, at befolkningerne i disse egne selv er i stand til at bestemme sin skæbne. Der kan ikke være tvivl om, at hvilket styre der end bliver indført i Europa, så vil negrene i Afrika dog endnu i lange tider blive styrede og udnyttede af de europæiske nationer. Skulle de europæiske stater blive socialiserede og af en misforstået ædelmodig impuls nægte at ville berige sig på Afrikas forsvarsløse beboeres bekostning, ville disse beboere slet ikke vinde noget derved, men tværtimod tabe, da de så ville blive overleveret til den enkelte handelsmands forgodtbefindende; han, som ved hele armeer af skurkagtige lejesvende, begår enhver grusomhed, som en civiliseret barbar er tilbøjelig til. De europæiske regeringer kan ikke frigøre sig for deres ansvar med hensyn til Afrika. De må styre dér, og det bedste, man tør håbe på, er, at de vil styre med så lidt grusomhed og rovbegærlighed som muligt. Når vi nu betragter spørgsmålet fra vort nuværende standpunkt, nemlig hvorledes verdensfreden bedst kan bevares, så kommer det til at dreje sig om at fordele de fordele, som de hvide får ved deres stilling i Afrika, på en sådan måde, at ingen nation kan føle sig forurettet. Dette problem er forholdsvis simpelt og kunne utvivlsomt løses efter de samme linier, som de allierede magters socialister bestemte deres krigsformål efter; men det er ikke det problem, jeg vil behandle. Hvad jeg ønsker at overveje, er hvorledes kunne et socialistisk eller anarkistisk samfund styre og administrere en afrikansk egn fuld af naturlige rigdomme, men beboet af en helt uciviliseret befolkning. Under disse omstændigheder ville det hvide samfund uundgåeligt få samme stilling og instinkter som en slaveejer, det ville føre i retning af at holde negrene nede, så de kun lige fik, hvad der var nødvendigt til livets ophold, medens man brugte varerne fra deres land til at forøge mængden af bekvemmeligheder i det kommunistiske samfund. Nogle ville gøre det med den omhyggeligt lavede ubevidsthed, som karakteriserer alle nationers værste handlinger. Der ville blive udnævnt forvaltere, og man ville vente, at de tav stille med deres metoder. Posekiggere, der fortalte om rædsler, ville man ikke høre på, man ville affærdige dem med, at de var påvirket af had til det eksisterende styre eller var bestemt af en pervers kærlighed til ethvert andet land end netop deres eget. Naturligvis ville der under den første begejstring, som fulgte med det nye styres indførelse hjemme, være al mulig tale om, at man havde til hensigt at gøre de indfødte lykkelige. Men dette ville lidt efter lidt gå i glemmebogen, og man ville kun huske på den tribut, der skulle komme fra deres land. Jeg siger ikke, at disse onder er uundgåelige, jeg siger blot, at de ikke vil blive undgåede, hvis de ikke forudses, og man gør sig en bestemt, bevidst anstrengelse for at forhindre, at de bliver til virkelighed. Skulle de hvides samfund nogensinde nå så vidt, at det skulle ønske i så fuldt mål som muligt at føre de principper, der ligger bagved oprøret imod kapitalismen, ud i livet, må de finde en måde, hvorpå de kan vise sig absolut uegennyttige over for de underkuede racer. Det bliver nødvendigt at undgå selv det svageste skin af, at man ønsker en kapitalistisk fordel af at styre Afrika, og man må give så meget ud i landet selv, som det kunne give ud, hvis det var selvstyrende. Endvidere må man erindre, at det, at et folk er sakket agterud i civilisation, ikke behøver at være noget, der skal gælde for bestandig, men at det godt kunne tænkes, folkeslagene i Centralafrika blev i stand til at have et demokratisk selvstyre, når blot europæerne anvendte deres energi i den retning. Spørgsmålet om Afrika er selvfølgelig en del af imperialismens store problem, men det er den del, hvor det falder vanskeligst at anvende socialismens principper. Med hensyn til Asien, og navnlig da hvad angår Indien og Persien, er princippernes anvendelse klar nok, omend praksis frembyder mange politiske vanskeligheder. De hindringer for selvstyre, som forefindes i Afrika, eksisterer ikke i samme grad i Asien. Hvad der står i vejen for de asiatiske folks frihed, er ikke deres mangel på forstandsudvikling, men blot deres mangel på militær dygtighed, som gør dem til et let bytte for vor lyst efter herredømme. Denne lyst vil vel nok ligge i dvale en tid lige efter den sociale revolution, og i et sådant øjeblik kunne den nye kurs blive sat i Asien med gunstigt resultat for bestandig. Jeg mener naturligvis ikke, at vi skulle påtvinge Indien den samme form for et demokratisk styre, som vi har udviklet for vor egen trang; jeg mener snarere, at vi skulle lade Indien vælge sin egen form for regering, sin egen opdragelse og sin egen civilisationstype. Indien har en gammel tradition, som er meget forskellig fra det vestlige Europas, en tradition, som de dannede indere sætter stor pris på, men som vore skoler og kollegier ikke synes om. Hindu-nationalisten føler, at hans land har en kulturtype, der indeholder værdifulde elementer, som enten mangler eller spiller en langt mindre rolle i vesten. Han ønsker at være fri, så han kan bevare dem, og ønsker politisk frihed langt mere af den grund end af grunde, der nærmest ville appellere til en englænder i den samme underordnede stilling. Europæernes tro på deres egen kultur har en tilbøjelighed til at blive fanatisk og ubarmhjertig, og det er lige så meget af denne grund som af nogen anden, de ikke-europæiske civilisationers uafhængighed har så stor betydning for verden, thi det er ikke ved en død ensartethed, at verden som helhed bliver bedst.

Jeg har skarpt fremstillet alle de store vanskeligheder, der står i vejen for bevarelsen af verdensfreden, ikke fordi jeg tror, at de er uoverkommelige, men tværtimod fordi jeg tror, at de kan magtes, når man blot har fået øjnene op for dem; thi en korrekt diagnose er det første nødvendige skridt henimod en kur. De eksisterende onder i vore internationale forhold stammer til syvende og sidst fra psykologiske årsager, fra motiver, som er en del af den menneskeliget natur, som den er nu. Iblandt dem er de vigtigste: kappelysten, magtlysten og misundelsen, hvilket sidste ord jeg bruger i den udvidede betydning, der også indbefatter den instinktive modvilje mod, at andre erhverver noget, uden at man selv får et i det mindste lige så stort gode. De onder, der stammer fra disse tre årsager, kan bortskaffes ved en bedre opdragelse og et bedre økonomisk system. Kappelysten er ikke helt og holdent af det onde, og når den tager form som kappelyst i det offentlige livs tjeneste eller går ud på opdagelser eller på frembringelsen af kunstværker, kan den blive en meget nyttig stimulans, som driver menneskene til gavnlige anstrengelser ud over, hvad de ellers ville påtage sig. Den bliver kun skadelig, når den går ud på at skaffe sig varer, som kun forefindes i begrænset mængde, således at hvad én mand har, ejer han på en andens bekostning. Når kappelysten tager den form, ledsages den nødvendigvis af frygt, der igen næsten uundgåeligt avler grusomhed. Men en social orden, der netop sørgede for en bedre fordeling af denne verdens goder, kunne for dette instinkts vedkommende just derved lukke de kanaler, der gør det skadeligt, og få det til at flyde i de kanaler, der vil være til gavn for menneskeheden. Dette er en af de grunde, hvorfor samfundseje af jord og kapital sandsynligvis ville have en god virkning på den menneskelige natur, der, som den findes hos voksne mænd og kvinder, slet ikke er et bestemt givet noget, men et resultat af omstændighederne, opdragelsen og gunstige forhold, altsammen virkende på en i høj grad plastisk disposition. Hvad der gælder for kappelysten, gælder også for magtlysten: magt i den form, man nu i reglen higer efter, vil sige magt til at befale, magt til at påtvinge andre sin vilje. Denne form for magt består altså hovedsagelig i at hindre andre, thi den viser sig jo kun, når de andre tvinges til at gøre, hvad de ikke ønsker. En sådan magt håber vi, at det sociale system, der skal erstatte kapitalismen, vil reducere til et minimum ved metoder, som vi lige har nævnt i det foregående kapitel. Disse metoder kan lige så godt anvendes på nationale som på internationale spørgsmål. I internationale spørgsmål kan man anvende det samme system, forbundssystemet, med selvbestemmelse for enhver gruppe med hensyn til sager, som i særlig grad berører den i modsætning til andre, under styre af en neutral myndighed, der omfatter de rivaliserende grupper på alle sådanne punkter, hvor deres modstridende interesser kommer frem; men altid med det faste princip, at regeringens funktioner skal reduceres til det mindste minimum, der er foreneligt med retfærdighed og forhindring af privat vold. I en sådan verden ville de forhåndenværende afløb for magtlysten i dårlig retning være spærret, men den magt, som bestod, kunne få afløb gennem opdragelsen ved at vise folk vejen til ny visdom eller til nye lykkemuligheder. Denne slags magt, hvis virkninger udelukkende ville være gavnlige, ville bestå uformindsket, og mange kraftige mænd, som i den virkelige verden retter deres energi imod forsøg på at opnå et vist herredømme, ville i en sådan verden finde deres kraft og stræben rettet imod at skabe nye goder i stedet for at forevige gamle onder. Misundelsen - den tredje af de psykologiske årsager, som vi tilskrev, hvad der var slet i den virkelige verden - beroede for de fleste naturers vedkommende på en slags fundamental misfornøjelse, der skyldes mangel på fri udvikling af et instinkt, der var blevet standset i sin vækst, eller på umuligheden af at realisere en tænkt lykke. Misundelsen kan man ikke helbrede ved prædikener, som, når deres virkning er størst, kun forandrer dens åbenbaringsform og fører den til at antage finere skjulte former, undtagen hos de sjældne naturer, hvor højmodighed har overtaget til trods for omstændighederne; nej, for den gives der kun én kur, nemlig friheden og livsglæden. Hos befolkningslag, som i høj grad er berøvet de simple instinktive glæder, nemlig fritid, kærlighed, solskin og grønne marker, kan man næppe vente en højmodig opfattelse og et venligt sindelag. I sådanne lag vil de egenskaber sandsynligvis ikke engang findes hos de lykkelige få, fordi disse få - hvor tåget det end kan være - forstår, at de nyder godt af en uret, og at de kun kan nyde deres gode lykke ved med vidende og vilje at se bort fra dem, der ikke har nogen del deri. Hvis højmod og venlighed skal være almindelige egenskaber, må der vises større omhu for den menneskelige naturs elementære krav, end det nu er tilfældet, og det må i højere grad gå op for os, at det er muligt at udbrede lykken blandt alle, som ikke er bundet ved en eller anden ganske speciel ulykke. En verden fuld af lykke ville ikke ønske at styrte sig ud i krig, og den vil ikke være fuld af denne gnavne fjendtlighed, som vor indsnævrede og begrænsede eksistens påtvinger den sædvanlige menneskenatur. Det ligger ikke ud over den menneskelige evne at skabe en verden fuld af lykke. De hindringer, som den døde natur stiller os i vejen, er ikke uovervindelige; de virkelige hindringer ligger derimod i menneskets eget hjerte, og kuren derfor er en fast fortrøstning, styrket og retledet af tankens magt.

De fleste af socialismens forkæmpere har fremhævet, at den er et middel til at forhøje de lønarbejdende klassers velfærd, og hovedsagelig deres materielle velfærd. Det ser derfor ud for de mennesker, hvis mål ikke er materielt, som om den ikke har noget at byde i retning af civilisationens almindelige fremskridt i kunst og tænkning; ja, nogle af dens tilhængere, hvortil Marx hører, har med vilje og vidende skrevet, så man skulle tro, at med den socialistiske revolution ville tusindårsriget være kommet, og derefter ville menneskeheden ikke tiltrænge noget yderligere fremskridt. Jeg véd ikke, om vor tidsalder er mere urolig end den foregående, eller om den blot er mere gennemtrængt af udviklingstanken, men hvad nu grunden dertil end er, så er vi ikke længere tilbøjelige til at tro på en stillestående fuldkommenhedstilstand. Vi fordrer af ethvert socialt system, som vi kan billige, at det i sig skal indeholde kræfter og muligheder, som kan udvikle det til et endnu bedre. Den tvivl, som socialismens forfattere således har udtalt, gør det nødvendigt for os at undersøge, om den da virkelig stiller sig fjendtligt til kunst og videnskab, og om den virkelig ville fremkalde en sådan samfundsform, at fremskridtet ville blive vanskeliggjort og langsomt.

Det er ikke nok, at mænd og kvinder, i den rent materielle betydning af ordet, har det godt. Mange medlemmer af de velhavende klasser bidrager, skønt de har lejlighed dertil, ikke noget som helst af betydning til verdens liv, ja, det lykkes dem end ikke at skaffe sig selv noget, der fortjener navn af lykke. At mangfoldiggøre slige individers antal er noget, der kun ville have den allermest underordnede betydning, og tilbød socialismen virkelig kun at give alle det liv og det standpunkt, som hine apatiske rigmænd nu indtager, var der ikke noget i den, der kunne begejstre en ædel ånd. »Det, hvorpå det kommer an i samfundstilværelsen,« siger Naquet, »er at lære, at opdage, at vide, at spise, drikke og sove, kort sagt det at leve, er i sig selv blot en ren biting, derved adskiller vi os ikke fra dyret. Kundskab er målet, og blev jeg dømt til at vælge mellem en menneskehed, som var lykkelig i materiel henseende og gik som en flok får på en rig græsgang, og en menneskehed, der eksisterede i elendighed, men hos hvilken nu og da en eller anden af de evige sandheder fik udtryk, ville mit valg falde på den sidstnævnte« (»L'anarchisme et le Communisme,«).

Denne udtalelse stiller os den modsatte anskuelse for øje i en meget udtryksfuld form, hvori det får et vist præg af uvirkelighed. Man kan sige, at for dem, som har haft lejlighed og fritid nok til at nyde »de evige sandheder,« er det let at overvurdere deres betydning i forhold til lidelsen, der falder på andre, men skal dette anses for at være en fuld afgørelse af spørgsmålet, lader den tankens betydning for fremskridtet ude af betragtning. Når man betragter menneskehedens liv under ét - fremtidens såvel som fortidens - er det ganske utvivlsomt, at et samfund, i hvilket nogle mennesker søger efter kundskab, medens andre døjer stor fattigdom, ville give bedre håb om et godt endeligt resultat end et samfund, hvor alle er nedsænkede i dovent velvære. Det er sandt, at fattigdom i sig selv er et stort onde, men det er ikke sandt, at materielt velvære i sig selv er et stort gode; skal det være af nogen virkelig betydning for samfundets fremgang, må det blive tjener for hine goder, der tilhører sjælens liv. Men sjælens liv er ikke udtømt med tanke og kundskab alene, det kan heller ikke være fuldt ud lykkeligt, uden at der er en eller anden berøring med samfundets almindelige liv, hvor godt denne end kan være skjult. Når tanken og kunsten skiller sig ud fra det fælles liv, har de en tilbøjelighed til at blive usunde og overforfinede. Hvad vi nu vil undersøge, er, hvordan stillingen vil blive for den kunst og den tænkning, der er gennemtrængt af en instinktiv forståelse af sin tjenergerning overfor menneskeheden. Vil socialismen altså hindre eller fremme sjælens liv i denne betydning?

Når vi undersøger dette spørgsmål, er vi i en vis forstand udenfor demokratiets område. Det er sandt, at det heles vel kun kan ses i de enkeltes vel, hvoraf samfundet består, men det er også sandt, at hos nogle ses det i en ganske anderledes fylde end hos andre. Nogle mennesker har en gennemtrængende og omfattende forstand, der sætter dem i stand til at sætte pris på og huske alt, hvad deres forgængere har gjort, ja, til at opdage nyt, hvorved de får lejlighed til at nyde de ophøjede glæder, der er forbundne med opdagerfærd i sjælens rige. Atter andre kan frembringe skønhed, idet de giver deres syner ydre form, som bringer glæde til mange. Disse mennesker er lykkeligere end resten, men også mere nyttige for samfundslivet, thi de har så at sige i sig en stærk koncentration af den gode ånd, der ellers findes i mindre grad hos gennemsnitsmennesket; men deres bidrag til det fælles bedste er også større. De er fremragende mennesker og kan ikke helt passes ind i den demokratiske ligheds skema. Et socialt system, som ville berøve dem deres produktionsevne, ville dømme sig selv, hvilke andre gode sider det så end måtte have. Hvad det først og fremmest gælder om at forstå, selvom det er vanskeligt i den moderne tidsalder, er, at hvad der er bedst i det skabende åndsarbejde, kan ikke frembringes ved et system af pekuniær belønning. Det er af vigtighed, at der frembyder sig en gunstig lejlighed derfor, og at der er en stærk åndelig atmosfære, men findes disse to betingelser, behøves ingen som helst pekuniær tillokkelse, og mangler de, vil alle materielle fordele være til ingen nytte. Anerkendelsen kan, selvom den kommer i form af penge, bringe en vis glæde til den gamle videnskabsmand, som hele sit liv har kæmpet med de akademiske fordomme, eller til kunstneren, som har tålt åringers latter og spot, fordi han ikke malede som sine forgængere; men det er ikke ved det ringeste håb om noget sligt, at deres værker er blevet inspirerede. Alle de vigtigste værker stammer fra en alt andet end beregnende impuls, og fremmes mest ikke ved en belønning, men ved, at man skaber forhold, der vil kunne holde denne impuls vedlige, og arbejdsmark for den virksomhedstrang, den medfører. Vort nuværende system er meget mangelfuldt, hvad angår at frembringe sådanne forhold. Men ville socialismen blive bedre?

Det synes mig ikke muligt at besvare dette spørgsmål uden nærmere at angive, hvilken slags socialisme der tænkes på. Jeg tror, at nogle former af socialismen ville være endogså mere ødelæggende i den retning end vort nuværende kapitalistiske samfund, medens andre ville være umådelig meget bedre. Der er tre ting, som et socialt system kan skaffe eller holde borte, og som er en hjælp til skabende åndsarbejde, nemlig teknisk træning, muligheden for at følge den skabende impuls og muligheden for at opnå den endelige anerkendelse af et eller andet publikum, enten det så er stort eller lille. Under vor diskussion af dette spørgsmål kan vi se bort fra såvel selve geniet som også de ufattelige årsager, som gør nogle tidsaldre så rige og andre så fattige på nyskabelser på tankens og kunstens område; og dette ikke, fordi disse årsager er uden betydning, men fordi man véd alt for lidt om dem til, at man skulle kunne tage dem i betragtning ved en politisk og økonomisk ordning. De tre omtalte betingelser synes at dække det meste af, hvad vi fra vort nuværende standpunkt kan se er nyttigt eller skadeligt, og vi vil begrænse os til dem.

Teknisk træning. For øjeblikket kræver denne, enten det så er for videnskab eller kunst, én af to ting, enten må en dreng være en søn af velstående forældre, som har råd til at underholde ham, medens han erhverver sig sin opdragelse, eller også må han som ung vise så megen dygtighed, at han kan klare sig med stipendier, indtil han kan tjene sit eget livsophold. Den første omstændighed er selvfølgelig et rent held og kunne ikke bevares under nogen som helst slags socialisme eller kommunisme, hvad forsvarerne for den nuværende ordning gør et stort væsen ud af. Det er ganske vist i nogen grad et virkeligt tab, men de velhavende er kun en lille del af samfundet, og de er i gennemsnit sandsynligvis ikke mere begavede end deres mindre heldigt stillede samtidige. Hvis de fordele, som nu nydes af nogle få, kunne udvides til selv i en lidt mindre form at komme alle, som er lige så godt begavede, til gode, ville det næsten ufejlbarligt blive en vinding, og megen dygtighed, som nu går til spilde, ville blive benyttet; men hvorledes kan det ske? Systemet med stipendierne, som man kan få ved konkurrence, er ganske vist bedre end ingenting, men der kan dog gøres mange indvendinger derimod. Det indfører tanken om en konkurrence i de ganske unges arbejder og får dem til at betragte kundskaben først og fremmest ud fra det standpunkt: hvad der kan bruges ved eksamen, istedetfor, at de skulle undersøge, hvilken interesse der virkelig er knyttet til en vis kundskab, eller hvad dens betydning er. Det sætter en præmie på den for tidlige modenhed, der kan aflevere tungerappe svar på bestemte givne spørgsmål, i modsætning til den dybere ånd, der grundigt og længe overvejer vanskelighederne, og som for en stund hellere tier. Men hvad der måske er værre end nogen af disse mangler, er en tendens til at forårsage overarbejde hos de unge, som således får en mangel på interesse og kraft, når manddommen kommer. Man kan næppe tvivle om, at mange unge får deres skarpe tænkeevne sløvet og deres første iver kølnet derigennem. Statssocialismen kunne let finde på at gøre systemet med stipendier, som man fik ved konkurrence, almindeligt, og skulle det ske, må man befrygte, at det ville være meget skadeligt. Statssocialisterne synes for øjeblikket at være forelskede i et system, som netop er idealet for enhver bureaukrat; ordentligt og klart, et, der rigtig kan stimulere mennesker til flid, og som ikke medfører noget spild, som kunne opføres på statistiske tabeller eller oversigter over det offentliges udgifter. Den slags mennesker vil komme og sige, at den fri, højere opdragelse vil være bekostelig for samfundet og kun nyttig for dem, der har særlige evner, og der burde derfor, vil de sige, sørges for, at den ikke gives til alle og enhver, men kun til dem, som ved at få den ville blive nyttigere samfundsmedlemmer. Den slags beviser gør stort indtryk på, hvad man kalder praktiske mennesker, og det er vanskeligt at gøre svarene derpå overbevisende for den store mængde. Vi må imidlertid huske, at det netop er oprøret imod den fri konkurrences princip, der er det væsentlige i den socialistiske protest mod den nuværende samfundsorden, og alene af den grund, selvom der ikke var andre, burde socialismens tilhængere se sig om efter en bedre løsning. Den allersimpleste løsning og den eneste virkningsfulde er at gøre enhver slags undervisning fri lige til 21 års alderen, såvel for drenge som for piger. De fleste er blevet trætte af undervisning før den tid og vil foretrække at begynde på et eller andet slags arbejde hurtigere. Vi får derved et naturligt udvalg af dem, der har stor interesse i et eller andet studium, som kræver lang træning. Imellem dem, vi derved har fået udvalgt ved deres egne tilbøjeligheder, vil sandsynligvis netop de findes, som har særlige evner i de omtalte retninger. Det er sikkert, at der også vil findes mange, der kun har ringe evner, således som lysten til at blive kunstner jo ikke er begrænset til dem, der virkelig har gode evner i den retning. Men det spild kan samfundet godt bære, og det er også uendeligt mindre end det, vi nu lider ved at skulle underholde de uvirksomme rige. Ethvert system, der ville undgå den slags spild, ville få meget alvorligere spild, og vi ville få nogle af de bedste mænd i vor generation udelukkede. Systemet med fri opdragelse for enhver, der måtte ønske det, er det eneste, som passer med frihedens princip, og det er det eneste, som giver et fornuftigt håb om, at talentet vil få den fulde lejlighed til at vise sig. Det kan passe ind i enhver form for socialisme og anarkisme. Teoretisk kunne det også passe ind i det kapitalistiske samfund, men dette er i den grad besjælet af den modsatte ånd, at sagen næppe ville kunne gennemføres uden en fuldstændig økonomisk omvæltning; men at socialismen ville lette dens gennemførelse, må siges at være et kraftigt bevis for, at man bør gøre forandringen ; thi spildet af talenter i de fattigere klasser må for øjeblikket være forfærdeligt.

Frihed til at følge den skabende impuls. Når en mand har gennemgået sin skoling, vil han, hvis han er i besiddelse af virkelige evner, udføre sit bedste arbejde, når man frit lader ham følge sit hjertes indskydelser, idet han frembringer, hvad der synes ham godt, uden at tage hensyn til de sagkyndiges dom. Dette er for øjeblikket kun muligt for to slags mennesker, nemlig dem, der har private midler, og dem, der har en beskæftigelse, der ikke fordrer alle deres kræfter. Under socialismen vil der ikke mere findes folk med privat formue, og hvis kunst og videnskab ikke skal udsættes for at lide svære tab, må de chancer, som nu falder i de få's lod, bevidst beredes et meget stort antal. Det har ikke været mange, der har brugt deres private formue som en hjælp til at blive nyskabere, men deres betydning har været stor. Vi tænker her på Milton, Shelley, Keats og Darwin. Sandsynligvis ville ingen af dem have frembragt lige så gode arbejder, om de skulle have fortjent deres eget livsophold. Havde Darwin været en universitetslærer, havde gejstligheden naturligvis fået ham afsat fra hans stilling på grund af hans skandaløse teorier. Men ikke desmindre bliver hoveddelen af det nyskabende arbejde for øjeblikket udført af mænd, som har et andet arbejde ved siden af. Videnskabeligt arbejde med de dertil hørende undersøgelser bliver i reglen udført af mænd, som lever af at give undervisning. Med hensyn til videnskaben gør det ikke så meget, når de blot ikke må ofre alt for mange timer på undervisningens alter. Det er endog delvis på grund af, at videnskab og undervisning så let kan forbindes, at videnskaben har en så kraftig vækst i vore dage. I musikkens verden går det ligeså, en komponist, som er virtuos, har lignende fordele, men én, som ikke er det, må sulte, hvis han da ikke er rig, eller er villig til at lefle for publikums smag; men hvad ellers kunsten angår, er det ikke let i den moderne verden at skaffe sig til livets ophold ved den, enten det så skulle ske ved at skabe virkelig gode værker eller ved at finde en levevej, som ville give sin udøver tilstrækkelig fritid til at skabe sine værker. Dette er sandsynligvis en af grundene, omend ikke den eneste, til, at kunsten ikke står så højt som videnskaben. Den bureaukratiske statssocialist vil have en meget simpel løsning for disse vanskeligheder, han vil nemlig udnævne de største berømtheder indenfor en kunstgren eller en videnskab til en komité, hvis pligt det skal være at bedømme de unges arbejder. De skal give dem, hvis værk finder nåde for deres øjne, deres autorisation. En således autoriseret kunstner vil blive anset for at have gjort sin pligt over for samfundet ved at frembringe kunstværker, men han må naturligvis bevise sin flid ved ikke at undlade at frembringe i passende mængder og sin dygtighed ved, at han stadigt behager sine dommere, indtil han en dag i tidens fylde selv bliver dommer. Autoriteterne vil på den måde sikre sig, at kunstneren duer til noget, arbejder regelmæssigt og lyder sin kunsts bedste traditioner, de, som ikke opfylder disse betingelser, vil miste deres autorisation og må søge sig en anden, mere jævn måde at skaffe sig deres livsophold på. Sådan er statssocialismens ideal. I en sådan verden ville alt, hvad der gav livet virkeligt indhold for en skønhedsdyrker, dø. Kunsten springer frem fra menneskenaturens vilde, anarkiske side, og derfor må der altid være en dyb kløft mellem kunstneren og bureaukraten. Der er en evindelig kamp, hvori kunstneren, som udadtil synes at være slået af marken, til sidst alligevel sejrer på grund af menneskenes taknemmelighed for den glæde, han lægger ind i deres liv. Skal denne menneskenaturens ville side for bestandig underkastes en velvillig, uforstående bureaukratisk kommando, vil med det samme livsglæden forsvinde fra jorden; og selve lysten til at leve vil gradvis visne hen og dø, men selv den nuværende verden med alle sine rædsler ville være tusind gange bedre end et sådant lig af en verden. Langt hellere anarkiet med al dets risiko end en statssocialisme, der ind under sine regler vil have det, der må være spontant og frit, hvis det overhovedet skal have værdi. Det er denne nattemare, som så ofte får kunstnere og skønhedsdyrkere til at se med mistænksomhed på socialismen. Men der er ikke noget i selve socialismen, der ville gøre kunsten umulig, det er kun visse former af socialismen, der ville medføre denne fare. William Morris var socialist, og det var han netop, fordi han var kunstner, og deri havde han ikke uret. Det er umuligt, at kunst eller anden skabende virksomhed kan bestå i et samfund, der fordrer, at kunstneren skal bevise sin dygtighed overfor autoriteter, før han får lov til at følge sine egne tilskyndelser. Det eneste, der ville være sikkert, var, at enhver virkelig stor kunstner ville blive anset for uduelig af sine ældre samtidige, som man ville anse for bedst skikkede til at fælde dom. Ja, blot det, at man skal frembringe værker, der skal behage ældre mænd, er i modstrid med, hvad en fri ånd kræver, og modarbejder dristige nye tendenser. Bortset herfra ville en udvælgelse, der foretoges af de ældre, føre til skinsyge, intriger og bagtalelse; ja, den ville frembringe en forgiftet atmosfære af underjordisk konkurrence. Det eneste udbytte af denne plan ville være, at man blev af med de få, som nu, takket være et lykkeligt tilfælde, slipper igennem. Kunsten kan ikke blomstre ved hjælp af et system, men kun ved frihed. Der er to måder, hvorpå kunstneren kunne sikre sig friheden under den rette slags socialisme. Han kunne påtage sig regelmæssigt arbejde uden for sin kunst, hvori han arbejdede kortere tid og derfor også fik en forholdsvis mindre løn end sine kammerater, der gjorde en hel dags arbejde. I så tilfælde burde han have frihed til at sælge sit billede, hvis han kunne skaffe købere. Et sådant system ville have mange fordele, det ville stå enhver mand frit for, om han ville være kunstner, når han blot var villig til at lide et vist økonomisk tab. Det ville ikke holde dem tilbage, der havde en stærk og ægte lyst, men vi ville blive fri for alle dilettanter. Mangen en ung kunstner udholder nu frivilligt en langt større fattigdom, end det ville være nødvendigt for ham at gøre i et organiseret, socialistisk samfund, når han blot ville udføre en halv dags arbejde. At der er nogle vanskeligheder at overvinde, er ikke nogen ulykke som prøve på styrken af den skabende impuls, eller som en slags betaling for opnåelsen af de glæder, som det skabende liv rummer. Den anden mulighed ville være, at livsfornødenhederne, som anarkisterne ønsker det, skulle være fri for enhver, uden hensyn til, om han bestiller noget eller ej. Under dette system kunne et menneske leve uden at bestille noget, og der ville findes, hvad man kunne kalde »landstrygerens løn«, som lige ville være tilstrækkelig til at leve af, men ikke til at have det godt for. Kunstnere, som foretrak at vie hele deres tid til deres kunst og til nydelse, kunne leve af denne »landstrygernes løn«. Og når han fik lyst til at se fremmede lande, kunne han rejse til fods og nyde luften og solen, så fri som fuglen og måske ikke mindre glad end den. Sådanne mænd ville bringe farve og afveksling ind i det stedlige samfunds liv, og deres udsyn ville være forskelligt fra de støtte, hjemmeblivende arbejderes, og de ville holde et særdeles tiltrængt element af sorgløshed i live, som vor alvorlige, ædruelige civilisation er i færd med at slå ned. Hvis der blev mange af dem, kunne de jo nok blive for stor en byrde for arbejderen; men jeg tvivler om, at der er mange, der har tilstrækkelige evner til at nyde sådanne simple glæder, til, at de ville vælge fattigdom og frihed i stedet for det forholdsvis lette og behagelige arbejde, der ville være reglen til den tid. Ved begge disse metoder kan, kunstneren få sin frihed sikret i et socialistisk samfund, og det er en langt større frihed, en langt mere vidtgående, end den, der nu eksisterer , - undtagen for kapitalisterne. Men der er endnu nogle ikke helt lette problemer tilbage. Lad os for eksempel tage udgivelsen af bøger. Under det socialistiske styre vil der ikke, som nu, være private forlag; og under statssocialismen vil staten sandsynligvis være den eneste forlægger, medens under syndikalismen eller lavssocialismen La Federation du Livre vil have hele boghandelen i sine hænder. Hvem skal under sådanne omstændigheder afgøre, hvilke manuskripter der skal trykkes, og hvilke ikke? Det er klart, at der her er mulighed for en indeks, som er strengere end selve inkvisitionens. Var staten den eneste forlægger, ville den naturligvis nægte at forlægge bøger, der gik imod statssocialismen, og hvis federation var den sidste instans, hvordan skulle man så få værker ud, der kritiserede den. Men bortset fra disse politiske vanskeligheder ville vi jo ellers her for litteraturens vedkommende netop have det censorapparat af berømtheder, som vi før blev enige om var ødelæggende for al kunst. Dette er virkelig en alvorlig vanskelighed, og vi må se at finde en vej ud af den, om litteraturen skal vedblive at være fri. Krapotkin, som holder på, at håndværk og åndeligt arbejde skal følges ad, mener, at forfatterne selv skal være bogbindere, sættere o.s.v.. Han går så vidt, at det ser ud, som om han mener, at hele den håndværksmæssige side ved bøgernes fremstilling skal være i hænderne på forfatterne selv. Man kan tvivle om, hvorvidt der overhovedet er forfattere nok i hele verden til at gøre dette muligt. I hvert fald kan jeg ikke se rettere, end at det ville være tidsspilde for dem at forlade et arbejde, som de forstår, for dårligt at udføre et, som andre kunne gøre langt bedre og hurtigere. Men det berører jo ikke vort nuværende spørgsmål: hvorledes vil det manuskript blive valgt, der skal trykkes. Efter Krapotkins plan vil der sandsynligvis være et forfatterlav, som har en bestyrelse, om anarkismen tillader det. En sådan bestyrelse vil afgøre, hvilke af de bøger, der forelægges den, der er værdige til trykning, og iblandt dem er selvfølgelig, hvad komiteens egne medlemmer og deres venner har forfattet, men ikke de værker, som er forfattede af deres fjender. Og forfatterne til de forkastede manuskripter vil næppe have tålmodighed til at anvende tiden med at sætte deres heldige rivalers værker, og der vil ganske sikkert blive ført en mængde forhandlinger efter princippet: noget for noget, før man får noget som helst trykt. Det ser næppe ud, som om denne plan ville fremme harmonien imellem litteraturens mænd eller føre til, at bøger af usædvanlig tendens kunne blive trykt. Krapotkins egne bøger ville for eksempel næppe have fundet nåde for en sådan komités øjne. Den eneste måde, hvorpå disse vanskeligheder kan mødes, enten det så er under statssocialismen eller lavssocialismen eller anarkismen, er ved at gøre det muligt for en forfatter at betale for trykningen af sin bog, hvis den ikke er sådan, at staten eller lavet er villig til at trykke den for egen regning. Jeg véd godt, at denne metode er imod socialismens ånd, men jeg kan ikke se nogen anden måde at sikre friheden på. Betalingen kunne for eksempel være en forpligtelse til for en vis tid at påtage sig et almindeligt anerkendt arbejde og så afgive en så stor sum af fortjenesten, som ville være nødvendig. Dette arbejde, man påtager sig, kan naturligvis, som Krapotkin foreslår, være selve boghåndværket; men jeg kan ikke se nogen særlig grund til, at det skulle være sådan. Det måtte være en absolut regel, at ingen bog, af hvilken art dens indhold end var, skulle kunne forkastes, når forfatteren tilbød betaling efter den fastslåede skala. En forfatter, som havde beundrere, ville jo endvidere være i stand til at skaffe sig deres hjælp til betalingen. Det er sandsynligt, at en ukendt forfatter ville kunne komme til at lide en betydelig mangel på livets bekvemmeligheder for at kunne yde denne betaling, men det ville jo automatisk bidrage til at udelukke dem, hvis forfatterskab ikke skyldtes en dyb trang, så det kan ikke siges at være helt af det onde. En lignende regel ville sandsynligvis også være ønskelig for udgivelsen og opførelsen af ny musik. Ortodokse socialister vil naturligvis protestere herimod, fordi det er noget, der strider imod deres principper, at en privatperson betaler for at få et vist arbejde udført. Men det er en fejl at være slave af et system, og ethvert system vil, når det gennemføres rigorøst, kunne medføre onder, som kun kan undgås ved at indføre lempelser i visse tilfælde. Når alt kommer til alt, ville vel en klog form af socialismen byde kunstneren og videnskabsmanden langt bedre vilkår, end det ville være muligt for dem at opnå i det kapitalistiske samfund, men kun, hvis den form af socialismen, som bliver den herskende, er indrettet sådan, som vi her har beskrevet det.

Muligheden for at vinde bifald. Denne betingelse er ikke nødvendig for enhver, der udfører skabende arbejder, men i den betydning, hvori jeg tager det, ville de fleste vel finde det næsten nødvendigt. Ved bifald mener jeg ikke den udbredte offentlige anerkendelse, og heller ikke den uvidende masses halvt mente respekt, som jo i reglen kun ydes kunstnere, der har vundet et navn. Ingen af disse to er meget værd, og hvad jeg mener, er derfor snarere en forståelse og en spontan følelse af, at det, der er skønt, har sin store betydning. I et gennemmerkantilt samfund respekterer man en forfatter, hvis han tjener penge, og fordi han tjener penge, men der er ingen virkelig respekt for selve de kunstværker, hvorved han har tjent sine penge. En millionær betragtes med ærefrygt, enten så hans formue er skabt ved skohægter eller tyggegummi; men man betragter ikke de genstande, hvorved han har fået sine millioner, med nogen særlig ærefrygt. I et samfund, som måler alt i penges værdi, gælder det samme om kunstneren; bliver han rig, respekterer man ham, men naturligvis mindre end millionæren, og man betragter hans malerier, bøger eller musik som hægterne eller tyggegummiet, nemlig blot som midler til at skaffe sig penge. Det er meget vanskeligt for kunstneren at bevare sin skabende impuls ren i sådan en atmosfære; enten bliver han smittet af sine omgivelser, eller også bliver han bitter på grund af den manglende forståelse for genstanden for hans bestræbelser. Det er ikke så meget forståelse af kunstneren selv, der er nødvendig, som det er forståelse af kunst. Det er vanskeligt for en kunstner at leve i et samfund, hvor alt bedømmes efter sin nytte i stedet for efter sine indre egenskaber. Hele den side af livet, hvoraf kunsten er blomsten, fordrer en vis uinteresseret følelse, en evne til direkte nydelse uden tanke på morgendagens problemer og vanskeligheder; når folk således morer sig over en spøg, er det ikke nødvendigt at få dem til at tro, at den tjener et vigtigt formål. Den samme slags umiddelbare fornøjelse er netop en bestanddel af det, det gælder om ved enhver virkelig værdsættelse af kunst. Kampen for livet og en alvorlig livsgerning har en tilbøjelighed til at gøre folk for højtidelige til at forstå en spøg eller for optaget af deres egne tanker til at kunne glæde sig over kunsten. Men den formindskelse af arbejdstiden og den lettelse af kampen for eksistensen, som vil blive følgen af et bedre økonomisk system, kunne næppe undgå at forøge livsglæden og den livsenergi, som kunne omsættes i ligefrem glæde over verden. Skete det, ville der uundgåeligt findes mere spontan glæde over, hvad der var skønt, og en større nydelse af kunstnernes arbejder. Men vi kan ikke vente nogen af disse gode resultater ved blot at fjerne fattigdommen; det fordrer også, at hele samfundet skal være gennemtrængt med en følelse af frihed, i modsætning til den følelse af at være undertrykt af en stor maskine, som nu tynger så hårdt på de enkelte individer. Jeg tror ikke, at statssocialismen kan give denne følelse af frihed, omend andre former af socialismen, der har optaget de gode sider af anarkismen, kan gøre det i en grad, som det kapitalistiske samfund slet ikke formår. En almindelig følelse af fremskridt og fremgang er en uendelig tilskyndelse til alle slags skabende arbejder. Af den grund vil en hel del - ikke alene rent materielt - være afhængigt af, hvorvidt de arbejdsmetoder, der anvendes i industri og agerbrug, bliver stereotype, eller om de forandres hurtigt, som de har gjort i de sidste hundrede år. Forbedrede produktionsmåder vil da være mere til hele samfundets fordel end nu, thi da vil enhver få sin retfærdige andel af hele arbejdets udbytte. Men der vil sandsynligvis ikke være nogen, som har den stærke direkte interesse i tekniske forbedringer, som nu kan findes hos den kapitalistiske fabrikant, og hvis arbejdernes naturlige konservatisme ikke skal vise sig stærkere end deres interesse i at forøge produktionen, vil det være nødvendigt, når der indføres bedre metoder af arbejderne i en eller anden industri, at de i det mindste i nogen tid får lov til at beholde en del af de således vundne goder. Sker det, kan man antage, at hvert lav stadigt vil søge efter nye metoder og opfindelser og vil værdsætte de tekniske dele af den videnskabelige undersøgelse, som er nyttig i den retning. Men ved enhver forbedring vil det spørgsmål blive stillet, om den skal bruges til at forøge mængden af varerne eller til at forøge fritiden. Hvor der er så meget mere fritid end nu, vil der være mange flere mennesker, som har forståelse af kunsten eller kendskab til videnskaberne. Og derfor vil kunstneren og videnskabsmanden være langt mindre afskåret fra at komme i forbindelse med gennemsnitsborgeren, end han er nu, og dette vil næsten uundgåeligt virke stimulerende på hans skabende energi. Jeg tror, at vi godt kan drage den slutning med henblik på de tre nævnte punkter for kunst og videnskab - nemlig træning, frihed og forståelse -, at statssocialismen i høj grad ville mangle evnen til at fjerne de eksisterende onder og ville medføre særlige onder, medens lavssocialismen eller endog syndikalismen, hvis den antog en liberal politik imod dem, der foretrak at arbejde mindre end det normale antal timer ved anerkendte beskæftigelser, ville være uendelig at foretrække for det, der er muligt under kapitalismen. Der er ganske vist farer, men de vil alle forsvinde, når man anerkender vigtigheden af en passende respekt for friheden, thi her, som i omtrent alle tilfælde, er det frihedens vej, der er den bedste for alle.

I de fleste mænds og kvinders daglige liv spiller frygten en større rolle end håbet; de tænker mere på, hvad andre kan tage fra dem, end på, hvad glæde de kan skabe for sig selv og de mennesker, de kommer i berøring med. Det er ikke meningen, at livet skulle leves sådan. De mennesker, hvis liv betyder noget for dem selv og for verden, opildnes af håb og bæres af glæde, og med deres fantasi ser de tingene, som de kunne være, og hvordan det kan blive sådan. I deres private forhold er de ikke optagne af tanken om, at de muligvis skulle tabe den agtelse eller kærlighed, de hidtil har nydt, men de giver sig tværtimod selv fuldt hen i agtelse for og kærlighed til andre, og lønnen udebliver ikke. De pines ikke af skinsyge overfor konkurrenter, thi de tænker kun på selve det arbejde, der skal udføres. I politisk henseende spilder de ikke tiden med lidenskabeligt at forsvare deres nations eller deres klasses uretfærdige privilegier, men de arbejder på at gøre verden som helhed lykkeligere og mindre grusom, mindre fuld af kamp, og at gøre menneskene mindre plyndrelystne og  rovbegærlige, så at de bliver til virkelige mennesker, hvis vækst ikke er standset og forkrøblet ved underkuelse. Et liv, der leves i denne ånd, og som mere søger at skabe nyt- end at skaffe sig selv besiddelser, bærer i sig en vis medfødt lykke, som ikke helt kan fratages det af ugunstige ydre vilkår. Det er den livsførelse, som evangelierne og alle verdens store lærere opfordrer til, og de, som retter sig derefter, er befriet fra frygtens tyranni, fordi det, som de sætter højest, ikke er afhængigt af nogen ydre magt. Fik alle mennesker mod til at se således på livet og levede derefter til trods for alle hindringer og alt, hvad der kunne nedslå deres mod, ville der ikke være nogen grund til, at verdens genfødelse skulle begynde med politiske og økonomiske reformer, for så ville alt, hvad der behøvedes af reformer, komme af sig selv uden nogen modstand, på grund af hver enkelts moralske udvikling. Men verden har nu i mange århundreder nominelt antaget kristi lære, og ikke desmindre bliver enhver, der lever efter den, forfulgt den dag i dag som i tiden før Konstantin. Erfaringen har vist, at kun få kan se gennem de synlige onder, der er forbundet med en udstødts liv udenfor samfundet, ind til den indre glæde, der fremkaldes af tro og et skabende håb. For at frygtens herredømme kan overvindes er det ikke nok at prædike om mod og fasthed i ulykken, nej, vi må borttage årsagerne til frygt - et godt liv må ikke længere blive et forfejlet liv, hvad de rent ydre livsvilkår angår, og vi må formindske den ulykke, der kan ramme dem, som ikke altid kan være rustede til selvforsvar. Når vi overvejer, hvilke onder vi finder i de skæbner, vi kender til, ser vi, at de i det store hele kan deles i tre klasser. For det første dem, der skyldes naturen, for eksempel smerter, døden eller vanskeligheder ved at få jorden til at give os, hvad vi har nødig. Disse samler vi under begrebet materielle onder. Så er der dem, som stammer fra mangler i de pågældende karakterer eller evner, som uvidenhed, slaphed og voldsomme lidenskaber, hvad vi alt sammen samler under benævnelsen karakterens onder. Som tredje klasse kommer de, der beror på en persons eller en gruppes herredømme over andre, hvortil vi må regne ikke blot det ligefremme tyranni, men også enhver hindring for den frie udvikling, enten denne så sker ved magt eller ved en overvældende åndelig indflydelse, som det jo kan ske ved opdragelsen. Alle disse onder vil vi samle under benævnelsen »magt-onder«. Et socialt system kan bedømmes efter, hvorledes det stiller sig til disse tre former for onder. Adskillelsen mellem dem er ikke helt skarp. Det rent materielle onde er en grænse, som vi aldrig er helt sikker på at have nået. Vi kan for eksempel ikke afskaffe døden, men vi kan ofte udsætte den ved videnskabens hjælp, og det vil måske engang blive muligt for os at sikre os, at det store flertal af mennesker kommer til at opnå en meget høj alder. Ligeledes kan vi ikke afskaffe al smerte, men vi kan i høj grad formindske den ved at sikre enhver et sundt liv. Vi kan heller ikke få jorden til at give sine frugter i overflod uden arbejde, men vi kan formindske arbejdsmængden og forbedre arbejdsforholdene, så arbejde ikke mer er et onde. Karakterens onder har ofte deres rod i et materielt onde, således som for eksempel en sygdom, men de er desuden ofte en følge af, hvad vi har kaldt »magt-onder«; thi tyranni nedværdiger både den, der udøver det, og som regel også dem, det går ud over. »magt-onderne« bliver forstærkede ved karakterens onder hos dem, der har magten, og ved frygten for de materielle onder, der plejer at falde i deres lod, som ikke har magten. De tre slags onder er altså i en stadig vekselvirkning med hverandre; men alligevel skelner vi jo mellem dem af vore ulykker, hvis årsag nærmest ligger i den omgivende verden, eller i mangler hos os selv, eller i, at vi er under andres styre. Imod de materielle onder kæmper vi ved videnskabens hjælp; karakterens onder modarbejdes ved hjælp af opdragelsen - ordet taget i sin mest omfattende betydning -, og ved at give frit løb for alle de karaktertræk, som ikke medfører hersken over andre; magtonderne må bekæmpes ved en reform af samfundets politiske og økonomiske liv, så at vi får så lidt som muligt af, at det ene menneske skal have indflydelse på det andets liv. Vi vil begynde med at se på den tredje klasse; thi det er jo dem, som anarkismen og socialismen særligt søger at bøde på. Deres protest imod den ulige fordeling af rigdommen har i hovedsagen hvilet på en erkendelse af de onder, der stammer fra den med rigdommen følgende magt. Dette finder et godt udtryk hos G. H. D. Cole: »Jeg vil gerne rette det spørgsmål: hvad er vor tids til grund liggende onde, som vi må se at afskaffe?« To svar frembyder sig på dette spørgsmål, og jeg er sikker på, at mange velmenende folk ville give det gale svar. De ville svare fattigdommen; men de skulle have svaret slaveriet. Lige overfor de skændige modsætninger mellem rigdom og nød, højt udbytte og lave lønninger, og pinlig berørt ved bevidstheden om, hvor umuligt det er at prøve at få orden i forholdene ved hjælp af godgørenhed, enten den så er offentlig eller privat, ville de svare, at vi med nødvendighed måtte kræve fattigdommens afskaffelse. Sandt nok ! Så vidt kan enhver socialist følge dem, men deres svar på mit spørgsmål er alligevel galt. Fattigdommen er et symptom, slaveriet er selve sygdommen. Med stor rigdom og stor nød er tøjlesløshed og trældom uadskilleligt forbundet. Men socialisterne har alligevel alt for ofte kun set på de fattiges materielle elendighed uden at tænke på, at den hviler på slaveriets åndelige nedværdigelse. (»Self-government in Industry«. G. Bell & Sons 1917). Jeg tror ikke, at nogen fornuftig person kan betvivle, at magtonderne under vort nuværende system er langt større end nødvendigt, og ejheller, at de vil kunne blive formindskede i umådelig høj grad ved en passende form for socialismen. Sandt nok, nogle få lykkelige mennesker kan nu leve godt af afgifter og rentepenge, og de kan næppe få samme frihed under et andet system; men hovedmassen, ikke blot af de meget fattige, men også af alle klasser indenfor lønarbejderne og de faguddannede klasser, lærerstanden o.s.v., er slaver af nødvendigheden af at skaffe penge. Næsten alle er tvunget til at arbejde så hårdt, at de kun har ringe tid til nydelse eller til at dyrke interesser uden for deres rigtige virksomhed. De, som kan trække sig tilbage, når de er blevet ældre, keder sig, fordi de ikke i sin tid har lært, hvad de skulle bruge deres frihed til, og de interesser, de engang havde uden for deres arbejde, er nu forsvundne. Og det er jo dog dem, der er særligt velstillede. De allerfleste må arbejde hårdt, til de bliver meget gamle, idet de hele tiden nærer frygt for at komme til at lide nød. Medens de mere velhavende stadigt frygter for, at de ikke vil kunne skaffe deres børn den gode opdragelse eller lægebehandling, som de anser for ønskelig, er de fattige ikke langt fra at lide virkelig nød. Og de allerfleste arbejdere har ingen indflydelse på ledelsen af deres arbejde; i arbejdstiden er de slet og ret maskiner, der udfører deres herres vilje. Arbejdet finder i reglen sted under ubehagelige omstændigheder, der medfører smerte og materielle lidelser. Den eneste grund, hvorfor de arbejder, er lønnen. Selve tanken om, at arbejdet kunne være en glæde - ligesom kunstnerens - bliver i reglen betragtet som en utopi. Men alle disse onder er helt unødvendige, hvis man kunne få den civiliserede del af menneskeheden til mere at ønske sin egen lykke end andres smerte og kunne få den til mere at arbejde for at skabe forbedringer, der ville komme hele verden til gode, i stedet for at arbejde på at ødelægge og på at forhindre andre nationer i at komme et hestehoved foran dem selv. Så kunne hele verdens arbejdsordning blive reformeret i bund og grund i løbet af én generation. Hvilket system ville være det heldigste fra frihedens standpunkt? Hvilken retning skulle vi ønske, at fremskridtet ville tage? Når vi nu for øjeblikket ser bort fra alle andre tanker, mener jeg, at der ikke kan være tvivl om, at det bedste system ikke ville være så langt fra det, som Krapotkin fører ordet for, men gjort praktisk anvendeligt ved optagelsen af lavssocialismens principper. Da ethvert enkelt punkt kunne bestrides, vil jeg her uden nærmere begrundelse blot angive, hvilken arbejdsordning der kunne være den bedste.

Der skulle være tvungen undervisning til 16 års alderen eller måske mere, hvorefter den skulle fortsættes eller ophøre efter elevens eget ønske, men for dem, der ville fortsætte, skulle den være fri til i det mindste 21 års alderen. Når opdragelsen var forbi, skulle ingen tvinges til arbejde, men de, som valgte ikke at bestille noget, skulle blot få det nødvendige til livets ophold og ellers have den fulde frihed. Det ville dog sandsynligvis være heldigst, om der var en stærk offentlig mening til gunst for, at man skulle arbejde, så kun forholdsvis få ville vælge at lade være med at arbejde. En stor fordel ved at gøre det nationaløkonomisk muligt at eksistere uden arbejde er det, at det ville være en stærk tilskyndelse til at gøre arbejdet behageligt, og intet samfund, hvori den største del af arbejdet var ubehageligt, kunne siges at have fundet en løsning på det økonomiske spørgsmål. Jeg anser det for sandsynligt, at kun få ville leve i uvirksomhed, når vi erindrer, at nu mindst ni for hver ti af dem, der har - lad os sige - 100 pund sterling om året i rentepenge, foretrækker at forøge deres indtægter ved betalt arbejde. Når vi kommer til den store mængde, som ikke vælger uvirksomhed, tror jeg, at vi kan antage, at vi med videnskabens hjælp  og ved at afskaffe den store mængde uproduktivt arbejde, som ligger i konkurrencen indad- og udadtil, kunne opnå det resultat, at hele samfundet kunne leve godt med 4 timers arbejde om dagen. Erfarne principaler siger allerede, at deres folk udfører lige så meget med en 6 timers arbejdsdag som med en 8 timers. I en verden, hvori den tekniske opdragelse står på et meget højere standpunkt end nu, vil denne tendens jo blive endnu stærkere. Man vil dér lære folk ikke blot som nu et håndværk eller en lille del af et, men flere, så de kan variere deres beskæftigelser efter årstiderne og efterspørgslen. Enhver industri vil være selvstyrende i alt, hvad der angår dens indre forhold, ja, endogså de enkelte fabrikker kan selv afgøre de spørgsmål, som kun angår deres arbejdere. Der vil ikke være kapitaliststyre som nu, men styre ved valgte repræsentanter, som i de politiske forhold. Lavskongressen vil afgøre forholdene mellem de forskellige producerende grupper; derimod falder de af samfundets anliggender, der stammer fra, at det bebor et vist distrikt, ind under parlamentet. Alle stridsspørgsmål mellem parlamentet og lavskongressen vil blive henvist til en komité, hvortil de vælger lige mange medlemmer hver. Man vil ikke, som nu, kun få betaling for det arbejde, man virkelig har udført, men for sin arbejdsvilje. Dette system anvendes allerede for mange af de bedre betalte arbejders vedkommende; en mand har for eksempel en vis stilling og beholder den selv i tider, hvor der er for lidt arbejde til ham. Frygten for at blive arbejdsløs og miste sit levebrød vil ikke længere hjemsøge menneskene som et mareridt. Om alle, der er arbejdsvillige, skal have samme betaling, eller om nogle, der er særlig dygtige, skal have større betaling, vil hvert enkelt lav selv afgøre. Fik en operasanger ikke mere end en af teatrets maskinfolk, kunne det ske, at han ville vælge at arbejde som en af dem, indtil systemet blev forandret, og gik det sådan, ville en højere betaling sandsynligvis blive fundet nødvendig. Men hvis lavet frit bestemte sig dertil, ville det jo ikke være noget, man kunne beklage sig over. Men hvilke midler, man end fandt på til at gøre arbejdet behageligt, var der vel nok nogle virksomheder, som altid ville vedblive at være ubehagelige. Disse virksomheder kunne man gøre tiltrækkende for arbejderne ved højere løn eller kortere arbejdstid i stedet for som nu, hvor netop nøden driver folk til at søge disse virksomheder. Derved ville samfundet få en kraftig spore til at formindske det ubehagelige i disse undtagelsesstillinger.

Ethvert samfund, som vi er ved at udmale os det, måtte have penge eller noget tilsvarende. Anarkisternes plan om, at hele arbejdsudbyttet skal fordeles i lige store dele, befrier os ikke for nødvendigheden af at have en målestok for varens bytteværdi; thi en vil have sin andel under en form og den anden i en anden. Når den dag kommer, da luksusvarer skal uddeles, vil gamle damer ikke have deres andel i cigarer, og unge mennesker vil næppe få brug for hele deres antal skødehunde, og vi må altså kunne bestemme, hvor mange cigarer, der i værdi svarer til en skødehund. Den allersimpleste måde at gøre det på, er at udbetale en indtægt som nu og lade efterspørgslen bestemme forholdsværdien. Men hvis man fik sin løn udbetalt i mønt, kunne den jo blive gemt hen, så at der med tiden igen ville opstå kapitalister. For at forhindre det ville det være det bedste at udbetale i sedler med en bestemt gyldighedsfrist, for eksempel et år fra udstedelsesdagen, hvad der ville gøre det muligt for et menneske at opspare penge til sin årlige ferie, mens han dog var forhindret i at spare sammen på ubestemt tid. Der er meget, der taler for anarkisternes plan om, at alle nødvendighedsgenstande og alle varer, der let kan frembringes i mængder, som svarer til enhver efterspørgsel, skal uddeles frit til enhver i lige så store mængder, det måtte ønskes. Spørgsmålet om, hvorvidt denne plan skulle antages eller ej, er efter mit skøn et rent teknisk, nemlig hvorvidt den kunne anvendes uden meget spild, og uden at der til frembringelsen af disse nødvendighedsgenstande krævedes en stor del arbejde, som med større fordel kunne anvendes på anden måde. Jeg har ikke midler til at besvare dette spørgsmål, men anser det for i høj grad sandsynligt, at efterhånden som produktionsmidlerne bliver forbedrede, vil det kunne gå an at indføre den anarkistiske plan, og når man er nået så vidt, bør det ganske vist ske. Kvinder, gifte og ugifte, der arbejder i huset, vil blive lønnede, som om de arbejdede i en industri. Derved vil man sikre hustruens fulde økonomiske uafhængighed, hvad der vanskeligt kunne ske på anden måde, fordi man ikke kunne vente, at en moder, der havde ganske små børn, skulle arbejde udenfor hjemmet. Udgiften for børnene vil ikke, som nu, falde på forældrene, thi de vil jo lige såvel som de voksne få deres behov tildelt, og deres undervisning vil være fri (nogle vil mene, at resultatet ville blive en alt for stor tilvækst af befolkningen, men jeg tror, at denne frygt ville vise sig ugrundet se kapitel 4 om arbejde og løn og kapitel 4 af »Principles of Social Reconstruction« (George Allen and Unwin, Ltd.). Der skal ikke længere være konkurrence om stipendier for de mere begavede børn, så de vil ikke få kappelystens ånd indpodet fra den tidlige barndom, og de vil heller ikke komme til at bruge deres hjerne i en unaturlig grad, som senere ville frembringe sløvhed og dårligt helbred. Opdragelsen vil være langt mere uensartet, end den er nu, man vil ganske anderledes lægge an på at afpasse den efter, hvad de forskellige typer af ungdommen trænger til; man vil mere lægge an på at vække de unges selvvirksomhed end på at fylde dem med en række trossætninger eller tænkevaner, som staten anser for ønskelige, hovedsageligt fordi de hjælper til at bevare det forhåndenværende. Det vil nok vise sig at være heldigt for den største del af børnene at få noget mere opdragelse i naturen ude på landet. For ældre drenge og piger, hvis interesser ikke går i den videnskabelige eller kunstneriske retning, vil en teknisk undervisning, der ikke drives alt for specielt, kunne være langt nyttigere til at fremme åndsvirksomheden end den boglige lærdom, som de, hvor falsk det nu end er, anser for ganske unyttig undtagen for eksamens skyld. Den virkelige, nyttige opdragelse er den, der følger med barnets egne instinktive interesser, og ikke en tør undervisning, der ikke står i den fjerneste forbindelse med dets spontane ønsker.

Der vil stadigt findes regering og lov i vort samfund, men begge vil være reducerede til et minimum. Der vil også nu findes handlinger, der er forbudte, for eksempel mord; men næsten hele den del af straffeloven, der omhandler ejendomsretten, vil være forældet, og mange af de motiver, som nu frembringer mord, vil ikke længere virke. Men de, som alligevel begår forbrydelser, vil ikke blive dadlede og betragtede som onde, men man vil anse dem for ulykkelige mennesker, og de vil blive anbragte i en eller anden slags sjælehospitaler, indtil de atter kan anses for ufarlige. Ved opdragelsen i frihed og afskaffelsen af privatkapitalen vil antallet af forbrydelser gå ned til et uendeligt lille tal. Ved at anvende den ovenfor nævnte metode, hvorved hvert enkelt individ får sin egen behandling, der tager sigte på helbredelse, vil det i reglen være muligt at sikre sig, at en mands første forbrydelse også bliver den sidste; undtagen hvad angår de sindssyge og svaghjernede, som naturligvis må holdes inde længere tid, men under en ikke mindre venlig behandling. Selve regeringen kan vi tænke os bestående af to dele, hvoraf den ene er samfundets eller dets anerkendte organers afgørelser, og den anden består i at påtvinge alle, der gør modstand derimod, disse afgørelser. Anarkisterne har ikke noget imod det første punkt, og det andet punkt kan i en almindelig civiliseret stat hvile helt i baggrunden. De, som har gjort modstand imod en ny lov, så længe den blev debatteret, vil i reglen rette sig efter den, når den er blevet vedtaget, fordi modstand gennemgående er unyttig i et virkelig ordnet samfund. Men muligheden for brug af magten er der jo for regeringen, og det er netop denne mulighed, der bliver årsag til underkastelsen, hvorved det bliver unødvendigt at gribe til magten. Hvis, som anarkisterne ønsker det, regeringen ikke brugte magt, kunne majoriteten alligevel slutte sig sammen og bruge den imod minoriteten. Den eneste forskel ville være, at denne hær eller dette politi ville være en for tilfældet dannet styrke og ikke et permanent eller professionelt korps; og altså måtte enhver lære at kæmpe, for det kunne jo ske, at en vel trænet minoritet ville gribe magten og atter indføre en gammeldags oligarkisk stat, så det synes os, som om anarkisternes mål ikke rigtig kan nås ved de midler, de nævner. Hvis vi ikke tager meget fejl, kan voldsherredømme i menneskelivets forhold, enten det så drejer sig om forholdene inden for landets grænser eller om dem udadtil, kun forhindres af en myndighed, som er i stand til at erklære al anden brug af magten end dens egen for ulovlig, og som er stærk nok til at gøre al anden brug af magten til ingen nytte, undtagen når den kunne få den offentlige mening på sin side i sin egenskab af et værn for friheden eller en modstand mod uretfærdigheden. I et land findes der en sådan myndighed, staten, men hvad de internationale forhold angår, skal den først skabes. Vanskelighederne derved er overvældende store, men de må overvindes, hvis verden skal frelses fra periodiske krige, hvoraf enhver vil blive mere ødelæggende end sin forgænger. Det er endnu umuligt at sige, om der efter denne krig vil blive dannet et nationernes forbund, og om det vil være i stand til at udføre sit hverv. Men der må i hvert fald findes en måde at afskaffe krigen på, før vor utopi kan blive mulig. Når engang menneskene tror, at verden er fri for krig, vil hele vanskeligheden være overvundet, så vil der ikke længere være nogen alvorlig modstand imod afskaffelsen af de nationale hære og flåder og deres erstatning med en lille international styrke til beskyttelse imod uciviliserede racer, og når vi er kommet så vidt, vil freden i virkeligheden være sikret.

Det princip, at lade majoriteten råde i regeringssager, som anarkisterne kritiserer, rammes også i virkeligheden af de fleste af de indvendinger, de retter imod det. Men endnu skarpere må den udøvende myndigheds magt fordømmes i sager, der angår landets ve og vel som fred og krig. Ingen af delene kan man pludselig skille sig af med, men der er imidlertid to måder, på hvilke man kan formindske den skade, de gør. For det første kan en regering af majoriteter blive mindre trykkende ved en decentralisation, idet man lader alle de spørgsmål, der kun vedrører enkelte dele af samfundet, afgøre af disse dele selv og ikke af et centralparlament. På den måde vil ingen mere blive tvunget til at underkaste sig afgørelser, der tages i hast og af folk, der for det meste er uvidende om sagen selv og ikke er personligt interesserede i den. Der burde gives fuld autonomi i alle indre anliggender og ikke alene overfor distrikter, men også til alle grupper som industrier eller kirker, der har betydningsfulde fællesinteresser, som ikke deles af resten af samfundet. For det andet må vi huske, at den store myndighed, hvormed den udøvende magt er blevet udstyret i den moderne stat, hovedsagelig skyldes den hyppige nødvendighed af at træffe hurtige afgørelser, navnlig med hensyn til udenrigssager. Hvis krigsfaren var praktisk talt afskaffet, ville en mere besværlig, men mindre autokratisk metode blive mulig, og lovgivningsmagten kunne få meget af det, den udøvende magt har tilranet sig, tilbage. Ved hjælp af de to metoder kunne den stærke indblanding i friheden, som særtegner en regering, formindskes lidt efter lidt. Nogen indblanding må der jo nok være, og nogen fare for despotisk og upåkaldt indblanding hører med til regeringens væsen og må derfor vedblive at eksistere så længe, som der er regering til. Men indtil menneskene er mindre hengivne til at bruge vold, end de er nu, synes en vis grad af regeringsmagt at være det mindste onde. Vi må imidlertid håbe, at, når først krigsfaren er til ende, vil menneskets voldsomme tendenser blive mindre, og det så meget des mere, som det vil blive muligt i meget høj grad at formindske den personlige magt, som nu gør de styrende autokratiske og rede til næsten enhver tyrannisk akt for at knuse modstanden. Udviklingen af en verdensform, hvori al regeringstvang er blevet unødvendig, undtagen overfor sindssyge, må være gradvis; men som en gradvis proces er den slet ikke umulig, og når den er blevet fuldendt, kan vi håbe at se anarkismens principper anvendt på styrelsen af fælles anliggender. Hvordan vil nu det her skitserede politiske og økonomiske system påvirke karakterens onder? Jeg tror, det vil virke ganske forbavsende velgørende.

At bringe menneskenes tanker og fantasi bort fra at beskæftige sig med brugen af magt, vil kunne ske langt hurtigere, når det kapitalistiske system er afskaffet, såfremt det blot ikke erstattes med en slags statssocialisme, hvor embedsmændene har en uendelig stor magt. For øjeblikket har kapitalisten mere kontrol over sine medmenneskers liv, end nogen enkeltmand burde have; hans venner har myndighed i staten, og hans økonomiske magt er et mønster for den politiske magt. I en verden, hvor alle mænd og kvinder nyder økonomisk frihed, vil der ikke være den samme vane med at kommandere og derfor heller ikke den samme kærlighed til despotisme, hvorfor der lidt efter lidt vil fremkomme en mildere karaktertype end den nuværende; thi menneskene dannes efter deres omgivelser og fødes ikke færdiglavede. Det nuværende økonomiske systems dårlige indflydelse på karakteren og de uendeligt meget bedre virkninger, der kan ventes af samfundseje, er netop blandt de stærkeste motiver til at gøre forandringen. I den verden, som vi har tænkt os, vil den økonomiske frygt og det meste af det økonomiske håb være forsvundet. Ingen vil blive pint og plaget ved frygten for fattigdom eller drevet til ubarmhjertighed ved håbet om derved at vinde rigdomme. Der vil ikke være den forskel på de sociale klasser, som spiller en så stor rolle i vort liv. Den, der tilhører den studerende stand, men som ikke har kunnet klare sig, vil ikke have en rædsel for, at hans børn skal gå ned ad på samfundsstigen; og den unge mand, der stræber opad i sin forretningsgren, vil ikke se hen til den tid, da han kan blive en udsuger og kan komme til at udnytte andres arbejde. Ærgerrige, unge mænd må drømme andre drømme end om at få held med sig i forretningslivet og vinde rigdomme, der er pint ud af konkurrenternes ødelæggelse og arbejdernes nedværdigelse. I en sådan verden vil de fleste af de nattemarer, som ellers ligger på lur i baggrunden af menneskenes sind, ikke findes, medens på den anden side ærgerrigheden og ønsket om at udmærke sig nødvendigvis må tage ædlere former end de, som fremmes nu ved vort på handelsmoralen byggede samfund. Alle de virksomheder, der virkelig bringer samfundet nytte, vil være åbne ikke blot for de lykkelige få, men for alle, som har tilstrækkelig ærgerrighed og medfødt dygtighed. Videnskaben, arbejdsbesparende opfindelser og alt slags teknisk fremskridt kan man med rette vente vil blomstre langt mere end nu, fordi det vil blive vejen til ære, og æren må erstatte pengene for de unge, som virkelig vil frem. Om kunsten vil blomstre i den socialistiske stat, beror på, hvad slags socialisme der antages. Hvis staten eller en eller anden offentlig myndighed (ligegyldigt hvilken) vil tage sig på at kontrollere kunsten og kun vil give dem ret til at give sig af dermed, som den anser for kvalificerede, vil resultatet blive en fuldstændig ødelæggelse. Men hvis der virkelig gives frihed, og enhver, som vil, kan give sig af med kunsten, idet det dog vil koste ham nogle af livets behageligheder, er det sandsynligt, at den forhåbningsfulde stemning og fraværelsen af al økonomisk tvang vil føre til et meget ringere spild af talent end under vort nuværende system. Livets trædemølle vil ikke få lov til under livskampen at knuse så mange gode og skønne ideer.

Når livets første fornødenheder er blevet tilfredsstillede, beror de fleste menneskers virkelige lykke på to ting, nemlig deres arbejde og deres forhold til andre mennesker. I verden, som vi har fremstillet den, vil arbejdet være frit og ikke til overmål og fyldt af den interesse, som naturligvis er ejendommelig for et kollektivt foretagende, hvori der er hurtig fremgang, og hvori der er noget af skaberglæden, selv for den mindste ener. Hvad forholdene til andre mennesker angår, vil der også dér vise sig en lige så stor vinding som ved arbejdet. De eneste forhold til andre mennesker, som har værdi, er de, som er grundet på den gensidige frihed, og hvor der hverken er tale om overherredømme eller slaveri og intet bånd uden kærligheden, og hvor der ikke er nogen økonomisk eller ydre grund til at bevare skinnet, når det indre liv er dødt. En af de frygteligste ting, der sker i et kommercielt samfund, er den måde, hvorpå forholdet mellem mand og kvinde bliver forgiftet. Man er nu i det hele enig om, at prostitutionen er et onde; men omend det er et stort onde, synes dog virkningen af de økonomiske forhold på ægteskabet at være endnu værre. Bag ved ægteskabet ligger der næsten altid tanken om et køb, man får en kvinde på den betingelse, at man vil holde hende i en bestemt grad af legemligt velvære, og ofte skiller ægteskabet sig kun derved fra prostitutionen, at det er vanskeligere at undslippe fra det. Til grund for disse onder ligger pengenes herredømme. Det er økonomiske årsager, der gør ægteskabet til en handel, hvor spørgsmålet om kærligheden først kommer i anden linie, og hvor dens fravær ikke udgør nogen anerkendt grund til dets opløsning. Ægteskabet burde være et frit, spontant møde af to væsener, ledet af et fælles instinkt, det skulle være fyldt med en lykke, som ikke er helt ubeslægtet med ærefrygt. Det skulle medføre den grad af respekt for hinandens frihed, som gør selv det mindste indgreb deri til en umulighed og et fælles liv, fremtvunget imod den enes vilje, til en afskyelig handling, som er ganske utænkelig. Således tænker juristerne ikke om ægteskabet, når de skriver lovparagraffer, eller andre, som bruger navnet sakramente om en institution, der foregiver at finde noget, der kan helliges, i en mands brutale lyst eller den drukne grusomhed hos en lovmæssig ægtemand. Det er heller ikke i frihedens ånd, at de fleste mænd og kvinder betragter ægteskabet, nej, de ser på det som en lejlighed til at blande sig i andres sager, hvor hver afgiver noget af sin frihed for at kunne have den fornøjelse til gengæld at formindske den anden parts frihed, og så længe privatejendomsretten eksisterer, er det vanskeligt for et bedre ideal at få fodfæste.

Når det økonomiske slaveri, som er vor arv, er ophørt, vil forholdene til andre mennesker heller ikke blive betragtede således. Så vil mænd og hustruer, børn og forældre kun holdes sammen af kærligheden, og det vil være almindelig anerkendt, at hvor den er død, er der ikke noget værd at bevare. Fordi kærligheden bliver fri, vil mænd og kvinder ikke i det private liv finde noget afløb for og nogen stimulering af lysten til at herske, men alt, hvad der nyskabes i deres kærlighed, vil have langt friere tumleplads, og ærbødigheden for den elskedes sjæl vil ikke være så sjælden som nu. Nu til dags er der mange mænd, der elsker deres hustruer på samme måde som de holder af en god bøf, som noget, de kan sluge og ødelægge, men i den kærlighed, der forbindes med ærbødighed, er der en glæde af en helt anden slags end den, der forbindes med at herske. Det er en glæde, der tilfredsstiller sjælen og ikke alene instinkterne. Det er nødvendigt, at både sjælen og instinkterne tilfredsstilles, for at vi kan få et lykkeligt liv ud af det, ja, overhovedet et liv, som er i stand til at få kaldt det største og bedste hos en mand eller kvinde frem. I den verden, som vi gerne ville se, er der mere livsglæde end i vor moderne verden med hverdagens lurvede tragedie. Efter den tidlige ungdom er de fleste mænd bøjede af bekymringer og ude af stand til af fuldt hjerte at være glade, men de kan kun føle en slags højtidelig fornøjelse efter klokkeslettet, på passende tider af dagen. Rådet om »at blive som disse små« kunne være godt at følge for adskillige folk i mange retninger, men det hænger sammen med en anden forskrift, nemlig: bekymrer eder ikke for den dag i morgen - og den er svær at adlyde i den moderne verden, hvor konkurrencen er så hård. Videnskabsmænd har ofte, selvom de er meget gamle, noget af barnets enfoldighed over sig. Deres optagethed af abstrakte tanker har holdt dem borte fra verden, og respekten for deres arbejde har ført verden til at holde dem i live til trods for deres uskyldighed. For sådanne mænd er det lykkedes at leve livet, som alle burde være i stand til, men som tingene nu er, gør den økonomiske kamp det umuligt for de fleste. Hvad skal vi endelig sige om vor tænkte jords forhold til de materielle onder? Vil der være mindre sygdom, end der nu er? Vil udbyttet af en givet mængde arbejde være større, eller vil befolkningsmængden blive så overvældende stor i forhold til livsfornødenhederne, som Malthus lærte for at kunne imødegå Godwins optimisme.

Det forekommer mig, som om svaret på alle disse spørgsmål i virkeligheden afhænger af den grad af levende forstandsarbejde, der kan ventes af et samfund, som har bortkastet den spore til arbejdet, der repræsenteres af den økonomiske konkurrence. Vil menneskene i en sådan verden blive dovne og ligegyldige, ja, holde op med at tænke? Vil de, der tænker, føle sig stillet overfor en endnu større og mere uigennemtrængelig mur af ikke-tænkende konservatisme end nu til dags? Disse spørgsmål er meget vigtige, fordi til syvende og sidst er det jo videnskaben, der skal bringe hjælpen imod de materielle onder. Kan de andre forhold, som vi har nævnet, realiseres, synes det næsten aldeles sikkert, at der må blive mindre sygdom, end der nu er. Befolkningen vil ikke længere bo i overfyldte fattigkvarterer, og børnene vil få meget mere frisk luft og leve meget mere ude på selve landet, og arbejdstiden vil kun blive, så den er sund, og ikke knugende og udmattende, som den er nu. Med hensyn til videnskabens eget fremskridt afhænger det i meget høj grad af, hvor megen intellektuel frihed der vil findes i det nye samfund. Hvis al videnskab bliver statsorganiseret og kontrolleret, vil det snart blive en stivnet videnskab, der ligger for døden, og så vil der ikke ske nogle rigtig betydningsfulde fremskridt, fordi de, indtil de virkelig er sket, vil være alt for tvivlsomme til, at man kan forsvare at anvende det offentliges penge på dem. Al myndighed vil være i hænderne på de gamle, og navnlig på dem, der har skaffet sig videnskabeligt ry. Disse mænd vil stille sig fjendtligt overfor alle de unge, der ikke smigrer dem ved at gå med til deres teorier. Under den bureaukratiske statssocialisme må man være bange for, at videnskaben snart ville høre op med at være fremadskridende og i stedet for ville få en middelalderlig respekt for autoriteten. Men under friere systemer, der ville gøre det muligt for alle slags grupper at anvende så mange videnskabsmænd, som de havde lyst til, og ville give »landstrygerens løn« til enhver, som havde lyst til at forsøge sig i et studium, som var så nyt, at det slet ikke var anerkendt endnu, er der al mulig grund til at tro, at videnskaben ville blomstre, som den aldrig havde gjort det før, og blev dette tilfældet, tror jeg ikke, der ville være noget andet til hinder for den materielle mulighed af vort system.

Spørgsmålet om, hvor mange timers arbejde, der skal til for at frembringe et almindeligt materielt velvære, er dels et teknisk og dels et organisationsspørgsmål. Vi kan antage, at der ikke mere ville findes uproduktivt arbejde på rustninger og det nationale forsvar, reklame, kostbare luksusgenstande for de meget rige eller andre af de ligegyldige ting, der følger med vor af konkurrencen bestemte ordning. Hvis hvert industrielt lav for et bestemt antal år sikrede sig fordelene eller nogle af fordelene ved enhver ny opfindelse eller metode, det indførte, var det sikkert nok, at der ville blive givet enhver opmuntring til teknisk fremskridt. En opfinders eller opdagers liv er i sis; selv et behageligt liv. De, som griber dertil under de nuværende forhold, bestemmes kun sjældent af økonomiske grunde, men snarere af interesse for arbejdet sammen med håbet om at vinde ære. Disse motiver ville få en større rækkevidde end nu, thi de økonomiske forhold ville så forhindre færre mennesker i at følge dem, og der er ingen tvivl om, at forstanden ville virke kraftigere og mere skabende i en verden, hvor livsglæden var større, og hvor som en følge deraf menneskene ville have mere livskraft end nu. Vi har jo befolkningsspørgsmålet tilbage, og det har lige fra Malthus' dage været det sidste tilflugtssted for dem, som føler ubehag ved tanken om en bedre verden. Men dette spørgsmål ser nu helt anderledes ud, end det gjorde for et hundrede år siden. Nedgangen i fødselsprocenten i alle de civiliserede lande, som sikkert vil blive fortsat, hvilket økonomisk system der så antages, lader os - navnlig når man tager krigens sandsynlige følger med i betragtning - ane, at Vesteuropas befolkning sandsynligvis ikke vil vokse meget ud over sin forhåndenværende mængde, og at Amerikas sandsynligvis kun vil vokse ved indvandring. Negrene vil måske blive ved med at vokse i antal mellem vennekredsene, men der er ingen udsigt til, at de vil blive en alvorlig trussel for de hvide i de tempererede bælter. Der er ganske vist den gule fare, men når den begynder at blive alvorlig, er det meget muligt, at fødselsprocenten allerede er begyndt at gå ned hos Asiens racer, og hvis ikke, er der andre måder at tage sig af den på. I hvert fald er sagen alt for skønsmæssig til, at den kan danne en alvorlig hindring for vore forhåbninger, og jeg slutter med at sige, at selvom vi naturligvis ikke kan afgive en sikker spådom, er der ingen grund til at betragte befolkningstilvæksten som en alvorlig hindring for socialismens indførelse.

Vor diskussion har ført os til den tro, at samfundseje af jord og kapital, den hovedlæresætning, der er fælles for såvel socialismen som for den anarkistiske kommunisme, betyder et nødvendigt skridt henimod fjernelsen af de onder, som verden for øjeblikket lider af, og opad imod skabelsen af et samfund, således som ethvert virkeligt menneskekærligt menneske måtte ønske at se det. Men omend socialismen er et nødvendigt skridt, er den dog slet ikke tilstrækkelig alene. Der er forskellige former af den, og den form, hvor staten er arbejdsgiveren, og alle, der arbejder, modtager løn af den, medfører farer for tyranni og hindringer af fremskridtet, som, hvis det var muligt, ville gøre forholdene værre, end de nu er. På den anden side har anarkismen, som undgår statssocialismens farer, sine egne parér og vanskeligheder, så at, selvom den blev indført, kunne den indenfor en overskuelig fremtid ikke vare længe. Men alligevel er det et ideal, som vi må ønske at komme så nær som muligt, og som vi kan håbe at nå i en fjern fremtid. Syndikalismen har mange af anarkismens mangler og ville også ligesom den vise sig uden fasthed, fordi trangen til en centralregering straks ville gøre sig gældende. Det system, som vi har taget til orde for, er en slags lavssocialisme, som måske står anarkismen nærmere, end den officielle lavssocialist ville billige. Anarkismen er jo stærkest med hensyn til alt det, som politikerne i reglen fuldstændigt overser - videnskab, kunst, forholdene til andre mennesker, livsglæde. Det er hovedsageligt for disse tings skyld, at vi har optaget sådanne mere eller mindre anarkistiske forslag som »landstrygerens løn«. Et socialt system skulle egentlig dømmes lige så meget efter sine virkninger udenfor det strengt økonomiske og politiske område som indenfor dette. Og skulle socialismen nogensinde komme, vil den vel kun vise sig velgørende, hvis man også sætter pris på de ikke-økonomiske goder og bevidst lægger sig efter dem.

Den verden, som vi nu søger, er en verden, hvor den skabende ånd er levende, og hvor livet er et eventyr, fyldt med glæde og forhåbningsfuldhed, som mere hviler på ønsket om at nyskabe end på lyst til at beholde, hvad man har, eller tage det, som andre har. Det må være en verden, hvor kærligheden har frit spil, og hvor den i sin form af kærlighed mellem mand og kvinde er renset for al lyst til at herske, og hvor grusomhed og misundelse er blevet jaget væk ved lykkefølelsen og den uhindrede udvikling af de instinkter, der bygger livet op og fylder det med åndelige glæder. En sådan verden er mulig, og den venter bare på, at menneskene skal ønske at skabe den. Imidlertid har den verden, hvori vi lever, andre mål, men den vil forsvinde, brændt op af sine egne flammende lidenskabers ild, og af dens aske vil der opstå en ny, yngre verden, fuld af frisk håb og med morgenens lys i sine øjne.

Webmaster