af Søren Kolstrup/tidligere MF for Enhedslisten - 2002.

Ved årsskiftet i 1998/1999 havde 13 ud af 15 regeringer i EU socialdemokratisk deltagelse. De tre store Storbritannien, Frankrig og Tyskland var alle ved århundredets afslutning socialdemokratisk ledet. Massimo d´Alema fra Venstredemokraterne i Italien, Gerhard Schrøder i Tyskland, Lionel Jospin i Frankrig og Tony Blair tegnede på hver deres måde det nye socialdemokrati. Også i lidt mindre lande som Portugal og Sverige sad en socialistisk ledet regering ved statens ror, ligesom Holland og Danmark var ledet af socialdemokraterne Wim Kok og Nyrup Rasmussen med støtte fra det politiske centrum.1)

Socialdemokratismens krise i 1980´erne var blevet overvundet. Socialdemokratierne var igen blevet regeringsbærende.

Det politiske skifte fik sociologen Anthony Giddens til at tale om markedsfundamentalismens tilbagetog, selv om den fortsatte på globalt plan. Den hollandske samfundsforsker Rene Cuperus og hans tyske kollega Johannes Kandel rapporterede i 1998 om socialdemokraternes magiske tilbagekomst. Året før havde det danske Socialdemokratis Europa ordfører Ove Fich med stor optimisme tilkendegivet, at de vesteuropæiske socialdemokrater igen havde erobret den politiske dagsorden. 2)

Ét er imidlertid tro og håb, noget andet praksis: Bidrog Nyrup-Rasmusen regeringerne rent faktisk til at standse den globale markedsfundamentalisme. Eller var der tale om en periode, hvor den ny-liberale bølge blev transformeret ind i den danske velfærdsstats struktur gennem markedsorienterede reformer? Skal 1990´erne socialdemokratisk-radikale styre indsats ses som en forlængelse af den klassiske socialdemokratiske politik, eller kan der konstateres så fundamentale ændringer, at der er tale om en ganske ny udgave af socialdemokratismen ?

Vi skal her belyse de forskellige markedstilpasningstendenser i velfærdsstatens struktur og med dette udgangspunkt foretage en indkredsninger af Socialdemokratiets smertetærskler for markedstilpasninger. Den universalistiske velfærdsstats ydelser og dens finansiering bestod, den socialdemokratisk ledede regering tilstræbte fortsat øget lighed i samfundet kombineret med en behersket keynesianisme, men der blev samtidig indført helt nye konkurrenceelementer i den offentlige sektor ligesom offentlig drift blev kommercialiseret, udliciteret og privatiseret, hvorfor det er berettiget at tale om en gennemgribende markedsgørelse af det universalistiske projekt, herunder en tilsvarende ændring af den klassiske socialdemokratisme. Nyrup regeringen indfriede ikke blot nogle af Schlüter periodens hedeste markedstænkninger, men tog selv førertrøjen på nye områder.

Den klassiske socialdemokratisme blev båret frem af en kritik af den kapitalistiske produktionsmåde, der skabte magtkoncentration, ulighed og kriser. Over for individualisme og konkurrence opbyggede arbejderbevægelsen kollektivisme og solidaritet. Målet var fælles ejendom og en retfærdig fordeling af udbyttet, midlet at styrke demokratiet og vinde folkeflertallet for det socialistiske projekt. 3)

Ideen om fælles eje til produktionsmidlerne blev aldrig ført ud i livet. Derimod formåede partiet at sætte afgørende præg på en velfærdsstat, hvor skattefinansierede ydelser og lige adgang for alle til undervisning, sundhedspleje, social omsorg og (i et vist omfang) bolig blev en integreret del af samfundslivet. I perioden 1953 til 1988 praktiseredes den klassiske socialdemokratismen, hvor partiet etablerer en syntese mellem sin velfærdstænkning, den økonomiske politik og det store mål den demokratiske socialisme. Her og nu handlede det om universelle ydelser, fuld beskæftigelse og øget lighed. Der skulle opbygges en modmagt til markedet. I hele perioden herskede forestillingen om velfærdsstaten både som både et mål i sig selv, men også som en trædesten på vejen mod den "demokratiske socialisme". I perioden 1969 til 1984 blev opbygning af lønmodtagerfonde (ØD) sat på dagsordenen som et redskab til demokratisering af produktionsapparatet. Det er disse klassiske omdrejningspunkter, som undergik omfattende ændring fra 1988 og med voldsom styrke fra 1992. Perspektivet amputeredes. Man bevægede sig med socialdemokraten Jan Helbaks ord fra demokratisk socialisme til socialt demokrati - markedstænkningen satte sig præg på partiets reformarbejde i stort og småt.4)

Lad os indramme den klassiske socialdemokratismes knudepunkter.

Først den universelle velfærdsstat. I perioden efter Den anden verdenskrig blev stadig flere ydelser universelle, den gamle trangsgrænse nedbrudt led for led. Den foreløbige kulmination i denne udvikling var folkepensionens indførelse i 1956, der tildelte et mindstebeløb til alle samfundets borgere. Modellen kom til at danne skole. Medborgertanken – nemlig retten til en ydelse qva borger – og skattefinansiering gik hånd i hånd. Et system, der har haft to foreløbige klimaks: Folkepension i 1956 og Bistandsloven 20 år senere i 1976, hvor forebyggelse og kompensation ved indkomstbortfald skulle kompenseres ud fra en behovsvurdering, så det hidtidige eksistensgrundlag ikke blev for ringet. En generøs lovgivning der blev neddroslet under indtryk af de følgende års økonomiske tilbageslag. 5) Men universalismen bed sig fast. Heri lå ikke blot ønsket om lige adgang til offentlige ydelser og lige behandling for alle i samme situation, men også ønsket om at indføre ydelser af en så gennemgående og høj kvalitet, at man overflødiggjorde den private løsning. 6) Socialdemokratiet havde ambitionen om at undgå et todelt velfærdssystem, hvor de velbjærgede betalte sig til mere og bedre velfærd – med risiko for skatterevolte.

Kravet om fuld beskæftigelse og lighed var snævert knyttet sammen med Socialdemokratiets introduktion af keynesianismen. Gennem en målrettet og rationel efterspørgselsstimulering skulle der skabes fremgang og tryghed.

Historikeren Niels Wium Olesen har understreget, at keynsianske tanker allerede blev introduceret i Socialdemokratiet i 1944, som et blandt flere midler til at fremme partiets mål. Nils Bredsdorff har derimod påpeget, at den socialdemokratiske version af keynesianismen først manifesterede sig i løbet af 1950´erne, da de fremstormende cand. polit.´er fik overbevist fagbevægelsen om, at den nye vækstpolitik skabte rum for lønkamp – ikke lønstyring. 7) Columbusægget var tilsyneladende opfundet - økonomiske kriser og miljøkriser bortrationaliseret.

Det sidste og mest diskuterbare element i begrebet den klassiske socialdemokratisme er formentlig spørgsmålet om de grænseoverskridende krav i forhold til kapitalmagten, nemlig kravet om en demokratisering af arbejdslivet, produktionsapparatet og det økonomiske system. Programmatisk set opereres der i hele den klassiske periode med begrebet demokratisk socialisme. Det er dog først i perioden 1967-1973, der igangsættes målrettede fremstød for industrielt og økonomisk demokrati. 8) I de reformorienterede arbejdsprogrammer kom det til udtryk i kravet om planlægning, investeringsstyring og ØD.8) På det retoriske plan fortsatte Socialdemokratiet op gennem 1980´erne med at opfatte sig som et parti til venstre for midten, der ville en demokratisk socialisme. Så sent som efteråret 1992 udtaler Svend Auken: "Den tredje vej, Socialdemokratiets vej, den demokratiske socialisme, er den eneste ideologi med både perspektiv og realisme".9) Uanset hvorledes man vurderer betydningen af begrebet "demokratisk socialisme" bidrog det til at signalere over for medlemmer og offentlighed, at fællesskabet skulle udvides, markedskræfterne indskrænkes.

I tillæg til den klassiske socialdemokratiske føjedes i slutningen af 1960´erne miljøpolitikken.10) Hermed understregedes kravet om tæmning af kapitalismens vildskud gennem statsregulering.

Vi skal her iagttage, at det gamle socialdemokratiske projekt, der indebar en politik mod markedet på vitale punkter i 1990´erne blev omformuleret til en politik for markedet. Det var ikke afvikling af velfærdsstaten, der var på dagsordenen, men tilpasning til markedet.

Markedstilpasninger kan ses som en teknisk løsning på styringsmæssige problemer. Lykketoft linjen i det danske Socialdemokrati betragtede således privatisering og markedsmekanismer ikke som et mål i sig selv, men derimod som et middel til at få mere for pengene ("work smarter"). Vi skal her undersøge om de nye markedsløsninger anfægtede den klassiske socialdemokratisme og den nedarvede velfærdsstat. For at kaste lys over denne problemstilling er det nødvendigt at være opmærksom på de forskellige former for markedsinstrumenter, der kan anvendes helt eller delvist, enkeltvis eller samlet.

Den svenske statskundskabsforsker Torsten Svensson har i sin undersøgelse af det svenske samfunds markedstilpasning peget på fire dimensioner:

1. Der er for det første spørgsmålet om ejendomsret- og produktionsform, hvor offentlig ejendom står over for privat ejendom med selvstyrende non-profit organisationer som en mellemliggende form.
2. Der er for andet spørgsmålet om finansiering af den offentlige aktivitet spændende fra brugerbetaling over en blanding af offentlige og private tilskud frem til en ren skattefinansiering.
3. Der er for det tredje spørgsmålet om antallet af producenter, hvor den klassiske velfærdsmodel byder på én aktør i modsætning til den frie konkurrences mange aktører.
4. Endelig for det fjerde: Den enkelte enhed kan have fuldstændig autonomi i forhold til ydre regulering eller være underlagt en gennemgribende offentlig styring.11)

Ud fra disse analyseredskaber når man således frem til den mest fuldkomne markedsmodel gennem total egenfinansering, privat ejendomsret, afregulering og fravær af offentlig indsigt kombineret med mange konkurrerende aktører. I den modsatte ende af skalaen fremstår den store fællesskabsmodel med gennemført solidarisk skattefinansiering og 100% fælles ejendom kombineret med statsstyring og en statslig eneret til at frembringe ydelsen. Altså den universelle velfærdsmodel svarende til de klassiske socialdemokratiske idealer som de kom til udtryk i det danske sygehusvæsen – i alle tilfælde før 1990´erne. 12)

Demokrati dimensionen synes imidlertid at være fraværende i Svenssons analyseapparat. Inden for den enkelte aktørs aktivitet kan der således være tale om en central, autoritær ledelse eller deltagerstyring, hvor såvel ansatte som brugere besidder indflydelse/vetoret. I spørgsmålet om den enkelte producent autonomi og åbenhed kan man forestille sig to yderpoler: På den ene side fravær af åbenhed, på den anden side en situation med offentlig indsigt, hvor brugere, borgere og presse har fuld indsigt i aktørens aktivitet. Spørgsmålet udgør et vigtigt aspekt i markedstilpasningen, idet offentlig indsigt (i form af aktindsigt i forvaltningen, ombudsmandslov m.v.) er knyttet til offentlige foretagende, medens en sådan åbenhed ikke kan rummes inden for det privatretlige felt, hvor hensynet til forretningshemmelighed er af vital betydning for firmaets overlevelse.13)

Svensson fremhæver den skattefinansierede virksomhed under ledelse af et centralstyret statslig monopol, som markedsøkonomiens modpol. Jernbanedriften før neoliberalismen slog igennem gives som eksempel herpå. Her var tale om offentlig drift under en statslig myndighed med eneret på togdrift. Socialforsikringssystemet udgør et andet eksempel.14) Inddrager vi demokrati aspektet i vor drøftelse kan vi imidlertid tegne endnu en modpol i forhold til den rene markedsløsning, nemlig en situation hvor et offentligt foretagende har eneret på en deltagerstyret aktivitet, men uden at være underlagt en gennemgribende central styring. Den brugerstyrede el- og telesektor i Danmark før 1990´ernes liberalisering fremstår som udtryk for en sådan tilstand.

Vi skal i det følgende kaste lys på den del af liberaliseringsøvelsen der vedrører salg af offentlig ejendom eller forberedelse hertil.

Arbejdsmidlerne dvs. grund, jord, fabrikker, maskiner, samfærdselsmidler skal under folkets umiddelbare ledelse og kontrol, stod der i Socialdemokratiets principprogram fra 1888. Infrastrukturen var et samfundsanliggende, som staten og kommunerne skulle organisere.15) Synspunktet var selvsagt dybt kontroversielt hvad angik jord og fabrikker, ikke hvad angik samfærdselsmidlerne. De var en del af den kapitalservicerende stats logik, hvor ejerne af produktionsmidlerne i det 19. århundrede fandt det naturligt at lade staten tage sig af kapitalkrævende og usikre investeringer.16) Samfundets infrastruktur kom derfor på offentlige hænder. Herom opstod konsensus – i store træk!

Først i løbet af 1980´erne, da Thatchers og Reagans nyliberale bølge skyllede ind over Europa, overvejede den første Schlüter regering forskellige former for markedstilpasninger. I marts 1983 nedsatte den borgerlige fire-kløverregering et privatiseringsudvalg, der pegede på udlicitering og overførsel af driftsbevillinger direkte til brugerne, ikke ophævelse af offentlig ejendom. Hovedoverskrifterne blev modernisering, afbureaukratisering og det magiske selvforvaltning med affinitet til demokrati og løsrivelse fra centralt styre, men ikke privatisering. Tiden er ikke moden til privatisering, meddelte Poul Schlüter partifællen Henning Dyremose sommeren 1983, da denne kom anstigende med en privatiseringsrapport fra folketingsgruppen. Rapporten landede i statsministerens nederste skrivebordsskuffe.17) Derimod talte regering med stor energi om mulighederne for i langt højere grad at drive den offentlige virksomhed efter principper som gælder på private arbejdspladser.18)

En privatiseringsbølge som England og New Zealand oplevede i 1980´erne kom ikke på tale. Den konservative Schlüter kom på intet tidspunkt i nærheden af det privatiseringsprogram, som Margaret Thatcher introducerede i England og New Zealands Roger Douglas fra Labour gav sig i kast med i 1987.19) I Danmark indskrænkede regeringen sig til at indføre en begrænset brug af markedsmekanismer i den offentlige sektor og gøde jorden ideologisk for privatisering og udlicitering.

Vendepunktet kom med den socialdemokratiske regering i 1993. Det var under Nyrup Rasmussen landet erfarede de mest omfattende og dybtgående privatiseringer af offentlig ejendom sammenholdt med tidligere. Det var også under Nyrup Rasmussen regeringerne, der blev indledt gennemgribende forberedelser til senere privatiseringer, dels ved at stille krav til offentlige foretagende om en forretningsmæssig driftsform, dels ved at sætte offentlig drift på aktier. Endelig er det bemærkelsesværdigt, at neo-liberalismen indtog i 1990´erne bevægede sig ind på områder, som samfundet siden 1880-tallet havde opfattet som naturlige monopoler, der burde varetages af det offentlige. Den neoliberale bølge var ikke blot en repetition af tidligere liberal lærdom og manifestationer, men formåede at bevæge sig længere ind på fællesskabets arena end tidligere set.

Men selv om neo-liberalismen bevægede sig frem med en vældig hast, er det ligeså karakteristisk, at egentlige privatiseringer indskrænkede sig til landets infra- og kommunikationsstruktur, medens privatiseringer inden for velfærdsstatens kærneområder som undervisning, sundhed og socialvæsen var få og ubetydelige.

Det er muligt at indkredse nogle klare mønstre i udviklingen: I en række tilfælde blev den offentlige drift i første fase sat på aktier og underlagt krav om forretningsmæssig drift for i næste ombæring at blive løsrevet fra politisk kontrol gennem løbende frasalg af statslige aktier. Altså gradvis privatisering.

Verdens ældste lufthavn Københavns Lufthavn i Kastrup står som prototype på denne udvikling. Fra en spæd start i 1920´erne voksede lufthavnen sig stadig større og blev i midten af 1990´erne Europas 10. største mål ud fra antal passagerer. Efter nogle enkelte magre år i 1980´erne begyndte foretagendet at vise et pænt overskud. Her var ekspansionsmuligheder og udsigt til en fortsat god forretning for staten. I 1990 fremsatte den konservative trafikminister Knud Østergaard forslag til lov om Københavns Lufthavne A/S. Det nye selskab skulle drives på et forretningsmæssigt grundlag og trafikministeren afhænde 25% af aktierne efter en overgangsperiode. Nu skulle der satses ekspansion, vækst, beskæftigelse, udbytte og fra 1994 stigende børskurs. 20) Målt ud fra ønsket om effektivitet blev der tale om en succes: Antallet af passagerer pr. medarbejder steg år for år efter 1990. 21) Guldægget blev større. Det fristede. Staten solgte i flere omgange ud af statens lufthavnsaktier - i 1994 25% af selskabets aktier, i 1996 yderligere 24%, i 2000 endnu 15%, så statens ejerandel ved udgangen af år 2000 var indskrænket til højst 35%.22) Trafikministeren besad en styrende aktiepost gennem hele forløbet, men profit gik forud for en erklæret behovsstyring.

Denne model kan iagttages i en række andre tilfælde. Mest iøjnefaldende er de eksempler, hvor processen har ført til et endegyldigt salg og fjernelse af enhver form for statsligt ejerskab. Historien om salget af TeleDanmark er eksemplet på den mest dybtgående og omfattende privatisering i Danmarkshistorien. Tele Danmark blev stiftet i november 1990 som moderselskab for de regionale danske televirksomheder KTAS, Jydsk Telefon, Fyns Telefon, Tele Sønderjylland og Statens Teletjeneste. Man havde et erklæret ønske om at forlade de brugerstyrede koncessionerede selskaber til fordel for en offentligt aktieselskab, der skulle fedes op til at klare en hel eller delvis liberalisering af markedet. I første fase var der imidlertid blot tale om en aktieselskabsdannelse på et fortsat koncessionsreguleret område. Liberaliserings- og privatiseringsprocessen tog imidlertid fart efter SR regeringens tiltræden. I 1994 blev TeleDanmark foregik et storstilet salg statsaktier, hvilket nedbragte statens ejerandel til 51%. To år senere den 1. juli 1996 vedtog man den fulde liberalisering af telekommunikationssektoren, alt medens TeleDanmark begyndte at agere på verdensmarkedet: Selskabet forsøgte at opkøbe andre selskaber og indgik sammen med det amerikanske selskab Ameritech fælles ejerskab af det belgiske teleselskab Belgacom. I oktober 1997 blev alle statens aktier i Tele Danmark solgt til giganten Ameritech for godt 30 mia., der blev anvendt til at nedsætte statens gæld.23)

Det overraskende var næppe liberaliseringen af selve markedet med adgang for mange private aktører, ej heller aktiesalget. Det var blevet en del af de hegemoniske kræfters spil. Englænderen Susan Strange har således indkredset de teknologiske og økonomiske kræfter, der med den amerikanske stats som frontfigur gennem 1980´erne sikrede en liberalisering og privatisering af telesektoren.24) Derimod var det påfaldende, at den danske stat frafaldt ethvert ønske om at få kontrol med Ameritec, ligesom staten på intet tidspunkt overvejede selv at forestå kontrollen med selve teleinfrastrukturen – det rå kobber - gennem et offentligt selskab. Ameritec betalte til staten med finansminister Mogens Lykketoft og forskningsminister Jytte Hilden i spidsen en overkurs på ca. en trediedel per aktie. 25). Til gengæld frafaldt staten enhver form for indflydelse på virksomhedens drift. Man valgte hverken den folke kapitalistiske vej – at sætte aktierne til salg på Københavns Fondsbørs med mulighed for en bred ejerkreds herunder det offentlige – eller drøftede en offentlighedsmodel med et eller flere offentlige selskaber til varetagelse af selve infrastrukturen. Den rene privatiseringslinje havde vundet.

Tele Danmarks gennemgribende privatiseringsproces kan iagttages i en række andre tilfælde: Historien om den statsdrevne datacentral der blev solgt til det amerikanske Computer Sciences Corporation i 1996 og den sidste statsaktie afhændet i 1999, om DSB Gods der blev solgt til Deutsche Bahns Railion i 2000, om DSB Busser der efter navneskifte til Combus blev solgt til Arriva i 2001 er historien om hvordan offentlig drift ikke blot blev sat aktier men tillige tvunget til at fungere på forretningsmæssige betingelser for til sidst at blive solgt til internationale firmaer, der kunne bruge Danmark som et vigtigt skandinavisk brohoved til yderligere ekspansion. 26) DSB bussernes markedsgørelse er tillige fortællingen om en offentlig busdrift, der gennem indførelse af tvungen udlicitering blev forvandlet til en aktiv markedsspiller, som søgte at erobre markedsandele gennem dristige tilbud, så dristige at Rigsrevisionen kritiserede Combus´s tilbudspolitik for ikke at være økonomisk bæredygtig. Det offentlige selskab udgjorde ikke længere nogen kvalitativ forskel til privat dumpning. Det overspillede sin rolle. Det blev solgt for 100. kr. 27)

Postgiroens radikale ændring fra gebyrfri overførsel af pengebeløb fra en konto til en anden føjer sig til samme tendens, blot var det her danske bankkapital der fremstod som vinder. I 1991 blev giroen gennem omdannelse til GiroBank sat på aktier, to år senere afhændede staten 51% af aktierne og gav samtidig den gamle giro mulighed for at udlåne penge på lige fod med konkurrenterne og med samme metoder som de private, nemlig gennem en traditionel gebyrpolitik. To år senere , i 1995 opløstes GiroBank A/S og Bikuben A/S overtog driften gennem en fusion af de to foretagender. Hermed forduftede også forestillingen om at udvikle en offentlig Postsparebank, der kunne tilbyde billige og enkle bankprodukter med udgangspunkt i giroen. Tilhængerne af samfundsnyttig bankdrift, gebyrfrihed og lav rente som erstatning for konkurrence, spekulation, gebyrer og høj rente trak det korteste strå.28)

Endelig åbnedes for privatisering med en ny havnelov sommeren 1999. En offentlige havn kunne ikke blot omdannes til et kommunalt aktieselskab eller selvstyrehavn med en forretningsorienteret bestyrelse, men også organiseres som en ren privatretlig organiseret havn. 29)

I et par tilfælde har transformationen fra offentlig, samfundsstyret drift til aktieselskab ikke ført til salg af statslige aktier - endnu. Det gælder i tilfældet i tilfældet DSB Rederi senere fusioneret med Deusche Bahns Deusche Fährgesellschaft Ostsee til Scandlines A/S, hvor indflydelsen altså deles med den tyske ejer. Parallelt hermed åbnedes for konkurrerende færgefart – tilbage var pålæg om at drive rutetrafik på udvalgte strækninger (Århus-Kalundborg, Esbjerg-Fanø, Bøjden-Fynshav), dog senere ophævet gennem bl.a. krav om tvungen udlicitering. Scandlines fik herefter ubetinget ret til at handle som ethvert andet privatkapitalistisk foretagende med henblik på jagt efter øget overskud gennem rationalisering og ekspansion. Anderledes med DSB S-tog oprettet som helejet datterselskab under DSB med pålæg om S-togskørsel og fortsat offentlighed i forvaltningen – netop fordi der ikke var tale om konkurrenceudsat kørsel. 30)

Forsøget på at drive offentlig virksomhed i markedets billede førte i et par tilfælde til en hybrid, hvor den offentlige virksomhed og kontrol blev bevaret, men hvor der samtidig introduceredes en markedsorientering –om end moderat i forhold til andre eksempler.

Det gjaldt posten og jernbanens passagerdrift. I begge tilfælde var drivkraften bag ændringerne en markedsgørelse. De to statsforetagender skulle stadig indfri samfundshensyn, men samtidig trænes op til at handle kommercielt for på længere sigt at kunne klare en traditionel konkurrencesituation.

Postvæsenet blev i 1995 ændret fra en statsvirksomhed direkte under et ministerium til at være organiseret som en "selvstændig offentlig virksomhed" ledet af en bestyrelse på 9 medlemmer og frigjort fra de årlige finansloven. Post Danmark overtog driften af postvæsenet med tilhørende aktiver og passiver for et beløb på 2,6 mia., som blev overdraget kontant til staten for 2,6 mia. kr. Baggrunden for den ændrede lovgivning var ønsket om i stigende omfang at lade Postvæsenet fungere på et "forretningsmæssigt grundlag" og tvunget til at tage konkurrencen op på et åbent marked. Loven understregede imidlertid, at Post Danmark fortsat have en landsdækkende postbefordringspligt og en dertil knyttet (delvis) eneret til befordring af breve og pakker. Men der var fra første færd indbygget en asymmetri: Post Danmarks eneret gjaldt breve op til en vægtgrænse på 250 gram, men koncessionshaveren var forpligtet til at udbringe breve op til 1 kg. "Allerede om fem år kan vi meget vel miste eneretten og stadig sidde tilbage med alle pligterne. Det stiller særlige krav til vores indtjening de kommende år. Vi skal være kapitalstærke for at kunne imødegå de trusler, som ligger i horisonten og lurer" udtalte Post Danmarks chef Helge Israelsen sommeren 1995. 31) Modsætningen mellem marked og behov var nu introduceret: Private firmaer havde mulighed for brevtjeneste, hvor der var penge at tjene, medens Post Danmark skulle bringe breve og pakker ud, hvor der var lidt eller intet at tjene – og alligevel fungere som en forretning.

Trods markedsorientering var der stadig tale om et postvæsen underlagt koncessionslignende forhold med forpligtelser over for samfundet, men reformen tilskyndede de rene liberalister til yderligere initiativer: " ..vi burde lægge hele postvirksomheden ind i et aktieselskab, hvor vi så kunne have solgt en del af aktierne. Venstre vil forbeholde sig sin ret og frihed til – hvis mulighederne byder sig – at lægge Post Danmark ind i et rigtigt aktieselskab", udtalte Venstres Svend Heiselberg.32)

Jernbanens passagerdrift gennemgik et lignende forløb. I 1994 blev der vedtaget en rammeaftale mellem regereringen, Venstre og Det konservative Folkeparti, der skulle sikre, at DSB blev omstillet til en mere markedsorienteret virksomhed. I 1995 blev DSB omdannet til en statsvirksomhed under ledelse af en selvstændig bestyrelse på 9 medlemmer og en administrerende direktør, der skulle sikre en konkurrencedygtig virksomhed, men stadig underlagt trafikministerens og folketingets ret til at udstikke samfundsmæssige mål for den nærmere trafikdrift. Også her tonede Post Danmark modellen frem. Det første forsigtige skridt til markedsgørelse var taget. Fra 1997 skulle jernbaneinfrastrukturen udskilles i en selvstændig statsvirksomhed. 33) I 1998 skabtes en klar adskillelse mellem DSB som jernbanevirksomhed og staten som indkøber af trafikale ydelser og regulerende myndighed på området. Vejen var banet for, at staten nu kunne købe ydelser af forskellige operatører og dermed lette vejen for en hel eller delvis udlicitering og privatisering. En tolkning der yderligere henter næring gennem det forhold, at loven åbnede for udlicitering af 15 % af regional- og fjerntogstrafikken.34)

Som påpeget af Vagn Greve blev de her skitserede reformer gennemført let og smertefrit af SR regeringen med et massivt flertal i ryggen – kun venstrefløjen meldte fra og i nogle tilfælde gav også SF grønt lys for aktieselskabsdannelse og markedsproces. Folketing og regering havde en proaktiv tilpasningsstrategi til såvel markedets krav som EU´s mere specielle liberaliseringsdirektiver. Hverken i Folketinget, på arbejdspladserne eller i fagbevægelse eller miljøbevægelse var der nogen nævneværdig modstand at spore.35) Danmark var ikke Frankrig.

I ét eneste tilfælde kan man konstatere en liberaliseringsreform , hvor der rigtignok ikke blev opstillet et modspil til markedskræfterne og EU´s overordnede liberaliseringsperspektiv, stødretningen stod på intet tidspunkt til diskussion hos de toneangivende kræfter, men hvor der dog på underordnede niveauer blev formuleret grønne og sociale modkrav af den politiske elite. Det gælder El-reformen af 1999.

Medens man i Norge, Sverige og Finland liberaliserede for fulde hammer, var den danske regering mere afventende og på detailpunkter kritisk. Den grønne profil skulle medtænkes, en vis form for forbrugerindflydelse sikres ifølge SR regeringen, men uden at man af den grund knyttede an til europæiske modstandere af markedsøvelsen.36) Danmark var hverken Finland eller Frankrig.

En tobens løsning blev introduceret: Forsyningssikkerhed og grønne mål søgte man sikret ved fortsat at lade forbrugermagt bygge på kommunale eller forbrugerejede elselskaber, regulering af CO2 udslip gennem udstedelse af særlige CO2 kvoter og et særligt marked for strøm produceret på vedvarende energianlæg. Markedskræfterne blev til gengæld sluppet løs gennem en trinvis markedsåbning, de store strømslugere fik først adgang til det frie marked, den almindelige husholdning fra 2002, og som et afgørende punkt for markedstilhængerne: mulighed for helt eller delvist salg af de store kraftværker. Det lokale el-selskab fik med el-reformen en andel/aktie i et kraftværk, som man kunne vælge at sælge på markedet (indtægten herfra skulle dog bruges til at sænke el-prisen). Sigtet var klart: Forbrugerejet skulle nedtrappes til gunst for de private selskaber. Tilhængerne talte om den frie konkurrence og forbrugergevinst, modstanderne om udsigten til monopoldannelse og magtkoncentration.37)

Privatiseringstendensen i 1990´erne revolutionerede kommunikations- og transportsektoren enten gennem direkte salg af offentlig ejendom - med en række mellemspil i form af aktieselskabsdannelse, krav om forretningsmæssig drift og løbende udsalg af statsaktier - eller gennem mere forsigtige markedsøvelser i form af selvstændige offentlige selskaber, krav om øget markedsrentabilitet og nedtoning, ikke annullering af samfundsmæssige mål. Hvor offentlig drift stadig bestod, havde man banet veje for en senere, hurtig privatisering, hvis der senere skulle opstå politisk ønske herom. Alle dele af velfærdsstatens kommunikations- og infrastruktur blev mere eller mindre berørt af liberaliserings- og privatiseringsbølgen. I de fleste tilfælde blev offentlig ret med bl.a. fri aktindsigt for offentligheden erstattet af privat rettens bornerte regelsæt, hvor hensyn til forretningshemmeligheden går forud for hensynet til almenvellets indsigt.

Men liberaliseringsbølgen stødte mod en - foreløbig – ubrydelig mur. Ugebrevet Mandag Morgen skød over målet, da det efteråret 1996 euforisk erklærede: "1990´erne bliver public service selskabernes mest dramatiske årti. Det årti hvor store nationalt orienterede monopolforetagender skal omstille sig til internationale markedsvilkår…….I sidste del af 1990´erne og starten på det næste århundrede handler udviklingen bl.a. om liberalisering af energi- og sundhedssektoren." 38) Energisektoren blev liberaliseret, men ikke sundhedssektoren. Den danske privatiseringsbølge var udtryk for en kontrolleret tilbagetrækning af statens direkte kontrol. Der var en klar demarkationslinje: Den gik ved Velfærdsstatens kærneydelser som sundhed, undervisning og social forsorg. Her "nøjedes" man med at introducere nye markedsmekanismer, herunder også anvendelse af udlicitering. Vi skal senere iagttage, at netop denne demarkationslinje var en afspejling af den smertegrænse, som Socialdemokratiet internt og eksternt tegnede for privatiseringens fremmarch.

Kaster vi blikket på hospitalssektoren er det således bemærkelsesværdigt, at der ganske vist opstod enkelte nye privathospitaler i begyndelsen af 1990´erne, men de fik på grund af gældende lovgivning en afgrænset, ubetydelig rolle i samfundets periferi, som ikke anfægtede det eksisterende hospitalssystem.

Omkring 1990 herskede en vis optimisme blandt tilhængerne af privathospitaler. Samfundet havde betydelige økonomiske problemer, skattetrykket var højt og den politiske vilje til at give det offentlige sygehusvæsen en massiv saltvandsindsprøjtning var fraværende blandt de toneangivende. Hos det købedygtige publikum var der samtidig en vilje til at betale for sundhedsydelser. Schlüter regeringen havde gødet jorden rent ideologisk for privatisering, men tøvede med at åbne for markedskræfterne. Det var i denne situation forsikringsselskabet Hafnia slog til. I 1989 udbød man en såkaldt helbredsforsikring til virksomheder som enkeltpersoner, der dækkede udgifterne ved indlæggelse på betalingssygehus. I samarbejde med bl.a. rengøringsgiganten ISS, Midbank og Varde Bank investerede Hafnia på nogenlunde samme tid i The Mermaid Clinic. I begyndelsen af 1990´erne var der således kun to større betalingssygehuse organiseret som et aktieselskab , nemlig The Mermaid Clinic og PrivatHospitalet Borup. Hertil kom en række mindre klinikker med Erichsens klinik i Charlottenlund, Plastikkirrurgisk Klinik i Randers, Søllerød Plastikkirurkiske Klinik, Speciallægernes Hus i Århus som med egentlig sygehusproduktion for øje samt foreningsstyrede sygehuse med bl.a. Gigtforeningen og Scleroseforeningen som ejendomsindehavere, der havde tradition for driftsoverenskomst med det offentlige sygehus for at varetage specialopgaver.39) De sidste var således ikke udtryk for en markedsgørelse af sundhedsvæsenet, men et eksempel på, at der inden for den behovsstyrede sektor kunne optræde forskellige aktører, der delte opgaverne mellem sig efter en plan.

Privat hospitalet Borup gik ned med flaget men flere kom til som følge af de stigende ventelister: Det gjaldt først og fremmest Privathospitalet Hamlet og Privathospitalet Mølholm samt enkelte nye klinikker. I 2000 og 2001 blev HC Andersen klinikken udvidet betragteligt og Privathospitalet Dalgas så dagens lys. Ved indgangen til det nye årtusinde var der flere privathospitaler end i end i 1990. Men stadig gælder, at selv flagskibe som Hamlet og Mølholm i skrivende stund tager sig af afgrænsede opgaver. De er et behersket supplement til det offentlige hospitalssystem – om end et supplement i svag vækst.40) Denne svage vækst i den private løsning var ikke udtryk for en bevidst privatiseringspolitik – tværtimod – men derimod en afspejling af den universelle velfærdsstats generelle akilleshæl: Hver gang det offentlige ikke kan leve op til et højklasset niveau med umiddelbar adgang for alle, vil der opstå grobund for private løsninger, hvor der tilbydes alternativer løsninger – mod betaling.

Vi kan gennem 1990´erne iagttage kommercialisering, privatisering og en stribe af nye markedsorienterede styringsinstrumenter, men den offentlige finansiering af velfærdsstatens kærneydelser bestod. Skattefinansierede ydelser med lige adgang for alle som grundmønster overlevede 1990´erne, men ikke uden ridser i lakken. Vi skal senere iagttage, at det netop var denne form for markedstilpasning, der gav Socialdemokratiet smertelige kvaler, fordi den ramte et bredt udsnit af borgere umiddelbart og kontant.

Skattefinansiering af opgaverne på henholdsvis undervisnings-, sundheds- og socialområdet var gennem 1990´erne fortsat det bærende princip. Vi kan godt nok registrere en stigende egenbetalingsandel i forhold til de samlede udgifter fra 9,9% i 1987 til 13,7% ti års senere i 1997, men man skal samtidig iagttage, at borgerne fik bedre adgang til eksisterende ydelser og flere tilbud end tidligere.41) Egenbetalingen sted parallelt med offentligt vokseværk

Inden for sundhedssektoren skulle patienterne hoste op med en større egenbetaling. I 1994 blev der indført besparelser på tandlægetilskuddene. Her havde patientbetalingen altid været klart større end det offentlige tilskud, nu blev det offentlige tilskuddet yderligere reduceret. I 1992 finansierede det offentlige 25,9% af udgifterne inden for voksentandplejen, i 1994 var tallet dalet til 23,6, i 1997 til 22,9%. Forestillingen om en skattefinansieret forebyggende sundhedstandpleje havde aldrig slået rigtig rod i den danske velfærdsdebat, i 1990´erne vandt den private løsning yderligere frem.42)

På medicinområdet har der især været tale om en omlægning af eksisterende tilskud, men med risiko for øget egenbetaling for de fleste. Fra og med 2000 indførte man en egenbetalingsgrænse på 500 kr. for lægeordineret medicin, men kombineret med tilsagn om stigende tilskud jo større behov og lettelser for personer med varige lidelser.43)

Vederlagsfri undervisning gennem hele skolesystemet altid været en socialdemokratisk mærkesag.

Det var derfor kun naturligt, at SR regeringen afskaffede nogle af den tidligere borgerlige regerings afgifter på f.eks. fotokopier.44) Desto mere påfaldende var det, at SR regeringen i 1999 på fremsatte forslag om brugerbetaling på alle ikke centrale grundfag så som psykologi, filosofi, erhvervsøkonomi, spansk og italiensk inden for almen voksenuddannelse (AVU) og HF enkeltfag. Brugerbetalingen kom således ikke til at ramme de centrale grundfag, men var alligevel et bemærkelsesværdigt initiativ, fordi regeringen hermed anfægtede forestillingen om alles ret til et vederlagsfrit 12–årigt skoleforløb.45)

Inden for den sociale forsorg kan man konstatere et ikke ubetydeligt fald i forældrebetalingsandelen for både dagpleje, vuggestuer, børnehaver, fritidshjem i perioden 1990 til 1993, som imidlertid begyndte at stige svagt igen efter SR regeringens tiltræden.46)

Egenbetalingen var på enkelte udvalgte områder i svag fremmarch. Dette til trods er der alligevel grund til at understrege kontinuitet. Den universelle velfærdsstat blev netop ikke udfordret på finansieringssiden: Parallelt med den en øget brugerbetalingen i udvalgte nicher steg den offentlige fællesfinansierede aktivitet. Nye og bedre muligheder opstod: Eksempel: Antallet af daginstitutionspladser vuggestuer, børnehaver, aldersintegrerede institutioner eksploderede i 1990´erne i forhold til tidligere. I 1993 kom der således henstilling fra regeringen om at indføre børnepasningsgaranti for børn fra ½ år til skolealderen, hvilket samtidig skærpede kommunernes interesse for billigere tilbud som dagpleje og skolefritidsordninger, men væksten var ikke til at tage fejl af: I perioden 1985 til 1990 voksende antallet af pladser med 11%, i perioden 1995 til 99 med hele 22%. Samme tendens kan iagttages inden for uddannelsessektoren. I 1990 fik 7,5 ud af 10 en ungdomsuddannelse, knap 10 år senere var det 90 ud af 10. I 1992 blev der optaget 27.000 studerende på en mellemlang eller lang videregående uddannelse, i 1999 var tallet steget til 36.000 – en stigning på over 30%. 47)

Den enkeltstående begivenhed der udgjorde et umiddelbart og åbent brud med fortiden var efterlønsreformen. Den fælles finansiering blev reduceret til fordel for egenfinansiering. Generelt var der tale om et besparelsesprojekt på snart sagt alle felter: man skulle nu være medlem af en A-kasse i hele 25år ud af de forudgående 30 år og ikke 20 år som tidligere, den maksimale efterlønsperiode blev forkortet fra 7 år til 5 år gennem nedsættelse af folkepensionsalderen fra 67 til 65 år og dermed to år mere på den skrabede folkepension, der blev opstillet nye modregningsregler med krav om modregning af alle pensionsordninger (undtagen ATP) mod hidtil kun modregning af løbende pensionsudbetalinger som led i et tidligere ansættelsesforhold, og ydelsen i hele efterlønsperioden blev fastlagt til højst 91% af højeste dagpengesats mod tidligere 100% af højeste dagpengesats de første 2½ år. Stramninger over hele linjen. Og som det principielt vigtigste. Den solidariske skattefinansiering blev reduceret til fordel for indbetaling af et nyt personligt efterlønsbidrag over 25 år. Hermed fremstod en ordning, der mere havde præg af den centraleuropæiske forsikringsmodel end den skattefinansierede universalistiske model. Socialdemokratiets ledelse lagde imidlertid vægt på de nye gulerødder i systemet: Efterlønsmodtageren var berettiget til højeste dagpengesats, hvis han først tiltrådte ordningen som 62-årig og han kunne samtidig undgå de ny, tyngende regler for pensionsmodregning. I regeringens selvforståelse var omlægningen et forsøg på at justere kursen ved at fastholde lidt flere på arbejdsmarkedet, men samtidig redde efterlønnen for fremtiden.48) Disse betragtninger kunne dog ingenlunde skjule det nye efterlønsprincip: Mindre skattefinansiering, øget selvhjulpenhed.

Brugerbetaling vandt en kende frem op gennem 1990´erne, men den skattefinansierede grundstruktur bestod. Det var ikke på dette felt markedskræfterne blev sluppet læs. Danmark mærkede ikke svenske tilstande, hvor man gennem 1990´erne sænkede overførselsindkomsterne markant. I den klassiske socialdemokratismes velfærdsstats nr. 1 faldt dækningen under arbejdsløshed og sygdom således fra 90% til 75%, dog kun til 80% fra 1998.49)

Lad os få fornyelse i den offentlige sektor, lad os få konkurrence på pris og kvalitet ved at åbne for mange aktører offentlige som private. Gennem udbud og udlicitering af offentlige opgaver er der mulighed for en omkostningsbevidst modernisering af den offentlige sektor lød det med stadig stærkere røst op gennem 1990´erne. Vi har her at gøre med en mekanisme, der ikke nødvendigvis resulterede i privatisering. Det offentlige skulle stadig have kontrol over den pågældende ydelse, ligesom det afgørende var konkurrenceprincippet – ikke om operatøren var privat eller offentlig. I mange tilfælde – 30 siger en nylig undersøgelse fra KL – forblev opgaven i kommunalt regi. Alle leverandører skulle i videste omfang underkastets den frie konkurrence.50)

Som i tilfældet med privatisering skal vi også her iagttage, at det først var under de socialdemokratiske ledede regeringer i 1990´erne, der for alvor kom skub i udliciteringen. Den socialdemokratiske finansminister tog førertrøjen, den socialdemokratiske ledelse i Kommunenres Landsforening opfordrede ligeledes varmt til udlicitering som et blandt flere instrumenter til at sikre den bedste og billigste vare, men mønsteret blev brudt i kommunerne. Her var venstrekommunerne i front både hvad angår antal af udliciteringer og hvad angår udlicitering inden for nye, uprøvede områder.

Som påpeget af Niels Åkerstrøm Andersen var det først i slutningen af 1980´erne den borgerlige regering for alvor satte udlicitering på dagsordenen. I 1989 pålagde regeringen de statslige institutioner at udbyde opgaver svarende til 1% af institutionernes bruttoudgifter, og to år senere afgav Finansministeriet en betænkning til fremme af udlicitering, arbejdsgiverorganisationerne ville en tvungen udlicitering, lønmodtagerorganisationerne slog på frivillighedsprincippet.51) Udlicitering var sat på dagsordenen.

I 1991 udstedte den konservative finansminister Henning Dyremose et cirkulære om merudbud af statslige opgaver, som man håbede kunne indebære en besparelse på 100 mio. kr. Dette cirkulære blev imidlertid afløst af et langt mere omfattende og dybtgående cirkulære om udbud og udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver udstedt af finansminister Mogens Lykketoft i 1994. Det nye var ikke udlicitering af anlægsopgaver, men derimod et generelt påbud om dels at undersøge mulighederne for udbud inden for alle statslige driftsopgaver, dels en epokegørende ordre om at igangsætte udlicitering, såfremt dette var mest fordelagtigt for staten. Den almindelige bevillingsregel om udbud og udlicitering lød:

Arbejdsgiverorganisationernes ønske i 1991 blev i vidt omfang indfriet af den socialdemokratiske finansminister tre år. Det overordnede princip var udbud og udlicitering, afvigelse herfra krævede en særlig dokumentation fra den pågældende statsinstitution.(f.eks. at opgaven krævede for store omkostninger, for omfattende administration eller bød på tekniske problemer). Umiddelbart efter Poul Nyrup Rasmussens første regeringsdannelse i 1993 udsendte Finansministeriet nyt syn på den offentlige sektor" hvor udlicitering blev anskuet som et element i et frugtbart udviklingsorienteret samarbejde mellem den offentlige og private sektor. 52)

Udlicitering var nu ikke blot sat på dagsordenen, men en markedsmekanisme sluppet løs. De borgerlige fik blod på tanden. De pressede på for at få tilsvarende stramme krav om udbud og udlicitering for amternes og kommunerens vedkommende, men forgæves. Når Venstre, Konservative og dansk Folkeparti i Folketinget stillede krav om, at den offentlige sektor ikke kan og skal klare alle problemer selv, men derimod opstille konkrete måltal for udlicitering og oprette organer til yderligere styrkelse af udlicitering, var regeringspartierne afvisende.53) Sådanne udspil kom tilsyneladende for tæt på de bløde sektorer inden for sundhed og omsorg.

Hvad de borgerlige ikke formåede i Folketinget lykkedes til gengæld ganske godt i de enkelte kommuner, med Kommunernes Landsforening som en betydelig drivkraft. KL udgav pjecer og vejledninger om udlicitering, lavede konferencer, optrådte som rådgiver når udbudsmateriale og evalueringsskemaer skulle formuleres og fungerede som frontløber når det drejede sig om at skabe standarder, der kunne måles og vejes inden udlicitering fandt sted. 54) Udlicitering blev et normalt instrument. På kommunalt plan især inden for rengøring, på amtsplan inden for busdrift. Offentlig busdrift var ved årtiets udgang således ved at være en saga blot – med Århus og Odense som de eneste undtagelser. Inden for de klassiske velfærdsområder skole, sundhed og social trådte byrådene imidlertid vande. Kun de Venstredominerede eller borgerligt dominerede kommuner gik her i spidsen. Græsted-Gilleleje i Frederiksborg amt var først ud med udlicitering af ældreplejen, Tørring-Uldum , Lyngby-Taarbæk, Skovbo, Assens og Farum gav sig dernæst i kast med udlicitering inden for børne- og ungeområdet. I alle de fem nævnte tilfælde var det ISS (oprindeligt også Jydsk Rengøring ), der fik overdraget opgaven.55)

KL´s formand socialdemokraten Anker Boye lancerede udlicitering som et blandt flere redskaber til at sætte fokus på både effektivitet og kvalitet, et redskab til at finde den bedste og billigste løsning. Overvejelser om tab af demokrati når en opgave overgik til kontraktregulering, tab af viden og erfaring på området, manglende muligheder for løbende justeringer af opgaverne og omkostningerne ved at indføre et ekstra profitled kan ikke spores i Anker Boyes pressemeddelelser, derimod udtrykker pressemeddelelserne en fascination ved udliciteringens magi: Evnen til at hjælpe kommunerne ud af en trængt økonomisk situation ved at sikre bedre kvalitet for de samme eller færre skattekroner.56)

I de enkelte kommuner var Socialdemokratiet imidlertid kølige over for udlicitering. Andelen af kommuner og amter med socialdemokratiske/SF borgmestre, der foretog udlicitering af driftsopgaver lå markant under den samlede andel af kommuner og amter med socialdemokratisk/SF borgmester. Socialdemokraterne var betænkelige ved udlicitering af omsorgsopgaver.57)

Der blev privatiseret i 1990´erne – mere end nogensinde tidligere. Der kom også mere skub i udliciteringen, med Finansministeriet som en vigtig drivkraft, medens de socialdemokratiske dominerede kommuner var tilbageholdende - på linje med de socialdemokratiske kongresvedtagelser i 1996 og 1998.

De lokale institutioner kan fungere som deltagerstyrede enheder der skal tilfredsstille erklærede behov og overordnede politiske mål. I den forstand kan der etableres en lokal autonomi som bidrager til at videreudvikle den universalistiske velfærdsstats. Men de lokale institutioner kan også fungere som enheder på et marked, hvor markedsmekanismer løbende får overtaget – hvor den fælles finansiering opretholdes, men hvor efterspørgselsmekanismen alligevel vinder over behov, hvor borgerne optræder som kunder, hvor kvalitative mål kvantificeres af hensyn til en markedsprofil.58) Disse mekanismer underminerer ikke velfærdsstaten, men kan samlet set bidrage til at anfægte traditionelle lighedsmål og dermed give velfærdsstaten et helt nyt ansigt.

1990´erne er historien om en forstærket decentralisering og autonomi, som har peget mere hen mod markedet end politiske mål og deltagerstyring.

Resultatstyring og decentralisering har været de to overordnede begreber, der har struktureret den offentlige styring gennem 1990´erne.

Resultatløn er et eksempel på denne bevægelse. Det offentlige havde siden midten af 1980´erne gjort brug af en decentral løndannelse ved at introducere lokallønsordninger og cheflønsordninger.

Tendensen er ikke til at tage fejl af: En stadig stigende andel af lønnen på det offentlige arbejdsmarked skulle forhandles lokalt. I 1990 anvendtes blot 0,38% af den samlede lønsum i staten decentralt, i 1995 omkring 1,50 og i 1999 formodentlig 2,33%. Her var tale om begrænsede midler, men den politiske vilje til at forstærke tendensen udtalt. Af endnu større tyngde var beslutningen for den kommunale sektors vedkommende, hvor ca. halvdelen af de ansatte fik aftalt nye lønformer i 1997. Overenskomstfornyelsen i 1999 satte yderligere skub i overgangen til nye lønformer, så alle personalegrupper i kommuner og amter ved årtusindskiftet var på ny løn. Lokal løn var kodeordet. Disse lønsystemer påvirkede ikke umiddelbart velfærdsstatens indretning. Pensionen udbetaltes, børnene blev passet , undervisningen afviklet. Den nye løn kunne udbetales efter gamle forskrifter – f.eks. efter anciennitet- men den kunne også tildeles efter den enkeltes produktivitet og effektivitet: I sidste nævnte tilfælde ville den ansattes energi blive forskudt fra proces til målelige resultater, fra medansvarlig lønarbejder til lønfikseret lønarbejder.59)

Resultatorienteringen kommer til udtryk på mangfoldige felter. Det statslige budget- og bevillingssystem bevægede sig med stadig større styrke i retning af mere resultatorientering. Den Der blev således fra SR regeringens første dage udarbejdet en lind strøm af servicedeklarationer og oprettet resultatkontrakter mellem centraladministrationen og den enkelte institution, hvor der formuleres præcise og målbare krav til de resultater, der ønskedes indfriet. Det kunne handle om øget besøgstal på Nationalmuseet, det kunne også handle om nedsættelse af den gennemsnitlige behandlingstiden i Landsskatteretten eller halvering af sagspuklen i Patendirektoratet. Disse initiativer kan ses som led i en forstærket central styring gennem opstilling af stramme, operationaliserbare mål, altså styring og ikke autonomi, men i og med vejene til målene blev overladt til den enkelte institution og dennes forsøg på at skærpe sin profil på et marked åbnedes for en kvalitativ forandring af den offentlige ydelse: Institutionens succeskriterier reduceredes til det målbare. For Nationalmuseets vedkommende kunne det f.eks. handle om at erobre kunder på markedet fra andre aktører.60)

De enkelte institutioner skulle i mindre omfang skabe interaktion mellem ansatte og brugere, men derimod opnå præstationer på et marked. Denne tendens blev yderligere styrket gennem anvendelse af benchmarkanalyser, hvor man nationalt og internationalt begyndte at foretage sammenligninger af institutionernes produktivitet – lanceret ud fra et erklæret ønske om at lære det bedste af de bedste.61) Forsøget på at "frisætte" den enkelte institution til markedet blev yderligere styrket gennem anvendelse af den såkaldte taxametermodel. Taxameterprincippets fremmarch på uddannelsesområdet – og handelsskolerne i særdeleshed - indebar, at den offentlige myndighed tildelte fast takst pr. produceret enhed. Jo større produktion, jo større tilskud fra staten. Hermed indbyggede man en automatisk udgiftsstyring. Hvad der startede med erhvervsskolereformen i 1991 under den borgerlige regering bredte sig med voldsom kraft under SR regeringen til universitetsverdenen i 1994. Rektorerne leverede kritik af markedssvingningernes indflydelse, planlægning vanskeliggøres lød meldingen herfra, men kritikken var forgæves.

Resultat kom til dominere over proces, elev/studentersvingninger kom til at herske over stabilitet og planlægning. De lokale institutioner fik godt nok mere albuerum og mulighed for selv at tage initiativer, men kun hvis de kunne skaffe flere "kunder i butikken".

På hospitalsområdet gik man mere forsigtigt til værks. I finansloven for 1999 blev det aftalt at introducere den såkaldte 90/10 model, hvor den aktivitetsbestemte ydelse blev indskrænket til 10%. 62)

Overalt blev den offentlig sektor på alle de her omtalte områder i sigende omfang formet i markedets billede – med den fælles finansiering som en vigtig undtagelse.

Sådan bedømte finansminister Mogens Lykketoft regeringens finanspolitik under et foredrag i Nationaløkonomisk Forening de 30. maj 1995.63)

Lykketoft havde ganske ret i, at SR regeringens såkaldte kick-start i 1993-94 var udtryk for et bevidst, målrettet forsøg på at sætte gang i økonomien - med klassiske keynesianske redskaber kunne man tilføje. Socialdemokratisk politik efter kendt opskrift. Efter 7 års lavkonjunktur kom der gang i efterspørgsel og investeringer. Hvad finansministeren imidlertid ikke omtalte nærmere, var karakteren af det strategiske skifte, kaldet strukturpolitikken, som kom til at gennemsyre de følgende års politik. Efter kick-starten blev ikke blot den økonomiske politik i snæver forstand, men hele centralnervesystemet i regeringens politik underkastet ønsket om at tilpasse sig markedet. Udbudsøkonomien vandt over traditionel keynesianisme. Finanspolitikken skulle tilpasses markedet. Arbejdskraften ligeså. Denne tilpasningsøvelse kom til udtryk i den måde kick-starten blev afviklet på, i arbejdsmarkedspolitikken, i socialpolitikken, i uddannelsespolitikken.

Først kick-starten. For en umiddelbar betragtning kan den ses som udtryk for gennemførelse af socialdemokratisk hjerteblod og dermed i høj grad konventionel visdom. Ny kurs mod bedre tider indebar en finanspolitisk i 1994. Skattelettelser kombineret med fremrykning af målrettede offentlige investeringer, en lidt mere offensiv socialpolitik og bedre fordeling af det eksisterende arbejde gennem nye orlovsordninger. For at udnytte ubrugt kapacitet i bygge og boligsektoren blev der skabt mulighed for konvertering af lån. Kick-starten virkede efter hensigten. Der udgik en vækstvirkning på 1,3% af BNP fra den ekspansive finanspolitik i 1994.64) Målrettet og midlertidig ekspansiv finanspolitik – klassisk socialdemokratisme. Det samme gælder i store træk skattepolitikken:

Som påpeget af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var der en række initiativer, der pegede mod øget lighed i skattereformarbejdet. Fradragenes værdi blev begrænset, øget progression i kapitalindkomstbeskatningen og skattelempelserne finansieret gennem bl.a. hårdere beskatning af frynsegoder og kapitalgevinster samt arbejdsgiverforbrug. Det nye – set fra et klassisk socialdemokratisk synspunkt - var imidlertid en lempelse af de marginale beskatninger. Lønmodtagere med de forholdsvist højeste indkomster ville på sigt få de største skattelettelser. Indførelse af skat på miljøbelastende aktiviteter lempelse af lejeværdi og et arbejdsmarkedsbidrag (en bruttoskat) pegede ligeledes hen på en ny og mere ulighedsskabende tendensen. De grønne skatter skulle lægges på nødvendigt forbrug og ikke blot overforbrug ligesom indførelse af arbejdsmarkedsbidrag ledte tanken hen på den centraleuropæiske velfærdsstats bidragssystem.

En veltilfreds radikal leder Marianne Jelved kunne i sine erindringer 7 år senere med tilfredshed notere: "Socialdemokraterne kom til selv at foreslå nedsættelse af marginalskatterne, det, de ikke ville være med til nogle år tidligere". 65)

Reformen var en integreret del af en finanspolitisk lempelse med sigte på vækst og jobs, men kun kraftige kompensationsøvelser bl.a. flere midler til børnefamilierne – kunne sikre acceptabel lighedsorienteret profil for nærværende. Den nye skattestruktur var formet ud fra et overordnet ønske om at tilpasse skattestruktur til en verden med stadig mere åbne grænser. Det var denne overordnede øvelse og samarbejdet med De Radikale der førte regeringen til en nyorientering i skattepolitikken. 66)

Markedstilpasningen var sat på dagsordenen fra første færd (progressionen i kapitalindkomsten udgør en bemærkelsesværdig undtagelse), men stadig med ønsket om at fastholde en lighedsskabende fordelingspolitik, skabe vækst og velstand for de fleste.

Pinsepakken fra 1998 skærpede den lighedsskabende profil: yderligere reduktion af rentefradrag (nede på 32% i 2002) og generel nedsættelse af bundskatten med lav- og mellemindkomster samt ikke mindst lejerne som vindere i den fordelingspolitiske profil. Igen med miljøskatterne som en "uromager" der samlet set "vender den tunge ende nedad".67) Men samlet set pegede udviklingen alligevel hen mod lidt mere ulighed – ikke mindst på grund af billige lån samt stigning i prisen på jord og fast ejendom og lønefterslæb hos personer på overførselsindkomst.68).

Bruddet i forhold til den traditionelle socialdemokratisme satte ind på to felter: Efter kick-starten blev finanspolitikken indrettet efter markedets krav, en konsekvent udbudsøkonomi erobrede den politiske scene med krav om workfare, som samtidig underminerede den traditionelle socialdemokratiske dagsorden på de store linjer og i detaljen.

At afvikle den ekspansive finanspolitikken i opsvingets allerførste fase kan ses som udtryk for en yderst forsigtig keynesianisme, det samme gælder den ihærdige afvikling af offentlige gæld, derimod afspejlede den styrke hvormed stabiliseringspolitikken blev indført - bestemt af markedskræfterne og EU - det nye og snævre handlerum. I november 1995 talte Socialdemokratiets næstformand Ole Stavad indtrængende til faglige tillidsfolk på Roskilde Højskole om nødvendigheden af en stram politik – af hensyn til fremtiden og af hensyn til finansmarkedernes reaktioner.69) Efter den ekspansive finanspolitik i 1994 er perioden karakteriseret af en tæt enighed mellem det økonomiske Råd og finansministeriet. Kick-staretn skal ikke blot neddrosles, der skulle stiles mod et hurtigt og stort overskud, "der bør stiles mod ligevægt i gennemsnit over konjunkturbevægelserne" udtalte Finansministeriet allerede i 1994 og som den overordnede målsætning sikre stabilitet og undgå inflation og rentestigninger. Det økonomiske Råd stillede i hele perioden krav om fortsatte stramninger ofte benævnt fortsat konsolidering. Blikket var rettet skarpt ind mod overophedning – mod inflation! 70) Ude på sidelinjen skrev økonomen Jesper Jespersen med keynsiansk indignation: "..hvad vil de økonomiske vismænd og finansministeren dog med de fortsatte økonomiske stramninger, der med usvigelig sikkerhed vil reducere beskæftigelsen i den private sektor? Man fornemmer den neoklassiske ånd (før-keynsianske) svæve over den økonomiske rådgivning".71) Jesper Jespersen udtalelser tilhørte fortiden.

I kampen for at tilpasse sig det internationale marked tonede kravet om en fleksibel og velskolet arbejdskraft frem med stadig større kraft som et alternativ til en endnu strammere finanspolitik. 72) Vi skal her se på de flader, hvor denne politik kom på kollisionskurs med traditionel socialdemokratisk visdom.

Det familie- og socialpolitiske rationale blev forbavsende hurtigt underlagt hensynet ønsket om en udvidelse af arbejdsstyrken og kampen mod inflation og en stabil økonomisk politik. Den første Nyrup Rasmussen regering orlovsordninger vedtog sommeren børnepasningsorlov, sabbatorlov med 80% af dagpengemaksimum, uddannelsesorlov med dagpengemaksimum fuldt ud –altsamen af hensyn til mere lige adgang for alle på arbejdsmarkedet gennem jobrotation og hensyn til livskvalitet i den enkeltes og børnefamiliernes hverdag. Allerede efteråret 1994 besluttede man imidlertid en nedtrapning af orlovsydelsen – fra april 1997 til 60%.73)

Det beskæftigelsesorienterede rationale, der indeholder retten til ordinært arbejde for alle, blev ligeledes indrettet efter markedets krav. Det forholdsvis høje forsørgelsesniveau i Danmark blev – i modsætning til Sverige opretholdt – men dagpengeperioden reduceret i flere runder ned til 4 år fra 2001 med de sidste 3 år benævnt aktivperioden, det første kaldet dagpengeperioden. Rådighedsreglerne blev løbene skærpet, kravet om faglig og geografisk mobilitet strammet. Udeblev den ledige fra aktivering uden gyldig grund mistedes dagpengeretten.

Man indførte et system, hvor der højst kunne tjenes maksimale dagpenge og uden almindelige lønmodtagerrettigheder. Der blev formuleret tilbud, som man ikke kunne sige nej til. Socialdemokratiet legitimerede det nye system under henvisning til de røde faners gamle inskription "Gør din pligt, kræv din ret". Nu får medlemmerne af en a-kasse mulighed for at gøre deres pligt i den nye tid, som er en overgangsperiode, sagde socialdemokraten Ole Vagn Christensen i oktober 1995. Politologen Erik Christensen har imidlertid gjort opmærksom på, at det gamle slogan blev formuleret i en samfundsmæssig kontekst, hvor kravet om "ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder" var vendt mod overklassens privilegier og indebar ophævelse af alle de forrettigheder, der hidrørte fra stand eller fødsel. Hertil kom, at man i Socialdemokratiets barndom afviste statsstøttet arbejde, der underminerede ordinært arbejde. Politologen Asbjørn Sonne Nørgaard har imidlertid fastholdt, at man bør lægge vægten på retten til uddannelse og aktivering, der banede vejen til et almindeligt job. Men selv om aktivlinjen var en hjælp for nogle, var der tale om et repressivt aktiveringselement, som indebar en bevægelse bort fra ideen om fuld og lige medborgerskab.74)

Krav om at alle langtidsledige med passende mellemrum skulle have tilbudt fast, ordinært arbejde med fulde lønmodtager rettigheder blev afvist.75) Et sådant system kunne risikere at udvide antallet af offentligt støttede jobs og anfægte den knæsatte stabiliseringspolitik med sigte lav inflation.

Helt på linje med arbejdsmarkedspolitikken blev også socialpolitikken underkastet kravet om ret og pligt til aktivering. Hvad der startede forsigtigt med de 18-19 årige´s ret og pligt til aktivering i 1990 bredte sig i kommunerne gennem først halvdel af 90´erne og kulminerede under den socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen. I lov om aktiv socialpolitik fra 1998 blev alle kontanthjælpsmodtagere omfattet af kravet om aktivering - også misbrugere, psykisk syge, landevejens farende svende. Alle! Afviste kontanthjælpsmodtageren at lade sig aktivere kunne kommunen standse udbetaling af hjælp. Kravet om at være arbejdsmarkedsparat gik forud for alle andre traditionelle rettigheder. Forrige århundredes seje bevægelse fra almisse til socialhjælp som en borgerret var erstattet af liberalisternes gamle krav om at styrke selvhjælpsviljen. Man skulle yde for at nyde. Den formodentlige største kursændring i Socialdemokratiets socialpolitiske tænkning. Et var ideologi, noget andet praksis: Trods "jobmirakel" forblev antallet af langvarige modtagere af kontanthjælp sort set uændret gennem 1990´erne ligesom kommunerne langt fra aktiverede alle.

Også reformering af førtidspensionen viser den nye tendens. Pension skulle tilkendes efter et arbejdsevnekriterium, ikke det gamle begreb "tab af arbejdsevne". Først nå man havde undersøgt mulighederne for aktiverede støtteordninger, kunne førtidspension komme på tale.76)

Det markedsorienterede rationales gennemslagskraft manifesterede sig endelig i den del af uddannelsessektoren, der tog vare på de kortuddannede. Helen Falkenberg og Lisbeth Pedersen har undersøgt daghøjskolernes skifte fra folkeoplysende institutioner med et demokratisk og emancipatorisk sigte til institutioner der optrådte med et målrettet erhvervsorienteret sigte. Daghøjskolernes udvikling afspejlede den tiltagende erhvervsretning af positivlisten for uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Hvad der lugtede af fritid og hobby blev luget bort, overbygningsuddannelser ligeså.77) Denne udvikling nåede et foreløbigt klimaks med voksen – og efter uddannelsesloven fra 2000. Loven kan ses som en vældig styrkelse af den universalistiske velfærdsstat, alle skulle nu have mulighed for at gennemføre et særligt uddannelsesforløb for voksne fra folkeskolens afsluttende eksaminer til en universitetsgrad. Focuserer man på den del af loven, der tog sigte på de kortuddannede, toner et ganske andet billede frem: Markedsrationalets ubestridte dominans. Erhvervelse af almene kompetencer og styrkelse af personligheden måtte vige til fordel for en ren indlæring af basale færdigheder inden for dansk og regning.78)

I internationale fremstillinger af den danske udvikling i 1990´erne fremhæves Danmark som landet, der har satset på en enestående aktiv arbejdsmarkedspolitik eller evnet at bibeholde den kendte velfærdsstruktur.79) I langt mindre omfang berøres det forhold, at det markedsorienterede rationale gennemsyrede store dele af lovgivningen og samfundslivet og dermed bortrationaliserede eller underprioriterede andre hensyn. Den keynesianske kick-start med fordeling af det eksisterende arbejde udgjorde en parentes i udviklingen. Den neo-liberale bølge bed sig fast. Resultatet blev en mere kapitalservicerende velfærdsstat indrettet på markedskræfternes kaldesignaler – men uden at berøre grundstrukturen i den universalistiske velfærdsstat.

Socialdemokratiet har haft problemer med at finde sin ideologiske kurs siden den markedsøkonomiske tænkning fik lov til at vinde indpas i den socialdemokratiske tænkning i 1980´erne, skrev Det fri Aktuelts redaktør Lisbet Knudsen under de langstrakte, men skarpe og intense forpostfægtninger frem til partiets kongres i september 1996 i Ålborg.80)

Markedstænkningens fremmarch i slutningen af 1980´erne fremprovokerede ganske rigtigt forskellige strømninger i partiet, som kulminerede i løbet af 1996 frem til kongressen i Ålborg, men det er også betegnende for partiets udvikling, at der var nogle urørlighedszoner inden for den klassiske socialdemokratisme, som et massivt flertal i partiet bakkede op om. Det gælder de skattebaserede, universelle velfærdsydelser, det gælder kravet om øget lighed, herunder kravet om lige adgang til job, uddannelse og sundhed – på disse felter var der en høj grad af fælles fodslag. I alle tilfælde på det programmatiske plan. Skillelinjer og konfrontationer opstod derimod omkring konkurrence inden for offentlig drift, privatisering, når den nye udbudsøkonomi stillede krav om aktivering af alle – også uden for arbejdsmarkedet..

Her skal peges på fire strømninger i partiet bestående af de markedsorienterede frontløbere, Lykketoft linjen, de stille linjevogtere af gamle dyder og kredsen omkring skriftet "Snart dages det"….af hvilke Lykketoft linjen var altdominerende i partiet - programmatisk og i praksis. De øvrige strømninger kunne i tilspidsede situationer godt skrue op for lyden, men var i et samlet perspektiv blot korrektioner til Lykketoft linjen.

Den senere finansminister Mogens Lykketofts moderniseringsvisioner så første gang dagens lys under det arbejde, som udfoldede sig mellem fremtrædende nordiske socialdemokrater i 1988. Året senere udsendte arbejderbevægelsens nordiske samarbejdskomite SAMAK, der havde Mogens Lykketoft som formand, rapporten "Förnya den offentliga sektorn". Her blev der stillet krav om effektivitet og øget produktivitet i den offentlige sektor gennem decentralisering, øget konkurrence mellem forskellige operatører, større valgfrihed og mulighed for at vælge forskellige ydelser ligesom der blev åbnet for privatisering. Thatchers privatisering af offentlige monopoler blev kritiseret fordi private scorede gevinsten, ikke fordi offentlige monopoler blev markedsgjort og evt. privatiseret. Til det socialdemokratiske nyhedsbrev Ny Politik blev Mogens Lykketoft spurgt om det var et slidersamfund, man nu bevægede sig hen mod. Lykketoft replicerede : "Vi skal ikke være mere stressede. Det er en kilde til misforståelse. Det handler om at organisere og tilrettelægge tingene bedre og anvende den nye teknologi. Som englænderne siger: Dont work harder, work smarter". Målet var ikke at markedsgørelse i sig selv , men derimod bestræbelser på at styre, trimme og forbedre den offentlige sektor uden at lade skatterne stige. På ét kardinalpunkt blev fortidens argumentation repeteret og fastholdt, nemlig i spørgsmålet om de universelle ydelsers berettigelse. Selektive systemer stigmatiserer, udløser bureaukrati og vanskeliggør gennemførelsen af et gennemskueligt skattesystem, medens risikoen for skatterevolter undgås, når alle har retten til samme ydelse, lød det i rapportens sortie.80)

SAMAK- rapportens ideer blev kort omtalt i den socialdemokratiske reformplan "Gang i 90´erne" fra 1989, men blot som et element i annoncering af den reformpolitik, som i store træk gennemførtes i kick- start perioden.81) Lykketoft linjen var partiets linje.

Lykketoft linjens reformperspektiv blev foldet ud i finansministerens debatbogen "Sans og samling" fra 1994, hvor de klassiske socialdemokratiske værdier og redskab omkring øget lighed, en forsigtig målrettet keynsianisme og en meget klar udpensling af det fornuftige i at give børnecheck og folkepension til alle – også til Janni Kjær. SAMAK rapportens begrundelse blev repeteret og udpenslet: En trangsgrænse, der udgrænsede overklassen kan ikke levere midler til en effektive Robin Hood politik. Det kan derimod et effektivt opgør med skattefrie gevinster og frynsegoder. En socialistisk reformpolitik eller et demokratiseringsperspektiv for produktionslivet antydes på intet tidspunkt. Tværtimod. Selv om privatisering af den offentlige infrastruktur ikke omtales som et mål i sig selv, ses visse privatiseringer som et naturligt element i udviklingen. ligesom pensionskassernes kapital fortsat bør underlægges markedskræfterne.82)

I et intimt parløb med Lykketoft linjen kan man iagttage en strømning af især unge, veluddannede social-liberale frontløbere med tilknytning til den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum og partiets politisk-økonomiske sekretariat.83)Fra denne kant blev der stillet krav om fornyelse af partiet på markante markedsbetingelser, men uden at fornægte mål om lighed og broderskab. Gruppen spillede tæt sammen med Lykketoft linjens krav om mere konkurrencekraft i den offentlige sektor, blot udtryk på en langt mere utvetydig og offensiv facon. Denne strømnings klimaks nåede, da man gennem udsendelse af debatoplægget : "Velfærdssamfundets anden fase" inkluderede en række nærtstående personer omkring Lykketoft (Pia Gjellerup, Jytte Hilden, Erling Olsen). På et felt skiltes vandene: Lykketoft forsvarede offensivt de universelle velfærdsydelse, de social-liberalistiske frontløbere takkede nej og pegede på residuelle løsninger som det relevante svar i et samfund med en stor middelklasse.

Første udspil "Velfærd i vanskeligheder" kom i 1994 fra de tidligere Frit Forum folk Jacob Christensen, Peter Mogensen og Eskil Thuesen. Den offentlige sektor skulle slankes, udlicitering vinde udbredelse og store dele af infrastrukturen privatiseres. Og som et særkende for gruppen: Børnechecken for alle blev karakteriseret som et misfoster. Folkepensionen i sin kendte skikkelse tilhørte ligeledes fortiden.84) Et markant opgør med den klassiske socialdemokratisme.

De tre unge indgik herefter udspillet velfærdssamfundets anden etape", kaldet Hilden & The Hackers. Den offentlige sektor skulle udvikles og effektiviseres gennem udlicitering – ikke blot inden for rengøring og busdrift men også når det gjaldt omsorg og hofteoperationer. Det frivillige sociale arbejde fik tildelt en langt større rolle end tidligere og den sociale indsats skulle koncentreres om de svageste.85)

De samme liberale visioner blev anslået i debatbogen "Tilbage til friheden" fra 1996. Kravet om øget konkurrence i den offentlige sektor blev nu suppleret med ønsket om en demokratisering af produktionslivet på liberale præmisser: Den enkelte opsparer i pensionskassen skulle have ret til at flytte sine opsparede midler efter eget ønske.86)

På et område tegnede de social liberale frontløbe en grænse: Et privat sygehusvæsen som i USA er ikke opmuntrende skrev forfatterne bag "Velfærd i vanskeligheder" i 1994, og to år senere pointerede Hilden & The Hackers, at en generel udlicitering af sundhedsvæsenet vil være det rene vanvid. Her var tegnet en smertegrænse for markedsorienterede reformer.

Den social-liberale strømning fremprovokerede sit modstykke. Før partiets kongres i september 1996 udgav kredsen omkring partiets amtsformand på Fyn Elise Pedersen pamfletten : Liberalismen er sygdommen – ikke kuren. Her var ikke blot tale om en repetition af socialdemokratismes klassiske elementer spændende fra kravet om ordinære jobs til alle, lige adgang til basale ydelser og en tryg tilværelse for alle borgere, men en umiskendelig radikalisering: Markedskræfterne blev fremstillet som skurken, udvikling af en socialistisk reformstrategi udtrykte håbet. Denne politiske linje fandt sit udtryk i kvartalskriftet "Snart dages det…". Her leveredes en kritik af partiets markedskonforme initiativer. Udlicitering, privatisering og selvstyre karakteriseredes som gift for den fælles sektor, decentraliseringsbølgen opdelte samfundet i et hav af egeninteresser og kvalte solidaritetsbegrebet, ligesom partiets aktiveringspolitik sås som udtryk for en ansvarforskydning fra samfundet til den enkelte. 87)

De linjevogtere er her en samle betegnelse for den gruppe af aktive partisoldater, som i partiets presse tog afstand fra markedstilpasninger, der anfægtede den socialdemokratiske sjæl: Den klassiske socialdemokratisme. Man stillede ikke krav om nye sociale reformer endsige en socialistisk reformstrategi, men man udtrykte bekymring - undertiden direkte afstand - over for ny –liberale tilbøjeligheder. En gennemgang af partiets interne presse i udvalgte år inden for tidsrummet 1993 til 2001, viser et markant overtal af indlæg vendt mod den markedsorienterede fornyelse. Mest markant var reaktionen på efterlønsreformen, her udtryktes både vrede og desperation, indlæg på indlæg udtrykte bitterhed over den afbrudte forbindelse mellem partiets rødder og krone, atter andre greb til udmeldelser, mere forsigtig var kritikken over for udlicitering og privatisering, alt medens aktivieringslinjen fremkaldte langt mere sporadisk kritik. Fælles for de forskellige typer af kritik – såvel de direkte udfald som mere spagfærdige spørgsmål – var en fælles bekymring for ikke at sætte " det over styr, som vi har sikret alle gennem mange års fælles sag", som udtryk i et indlæg fra 2000. 88)

Lykketofts projekt fra 1988 lykkedes. Partiet accepterede en mere markedskonform udgave af velfærdsstaten, men ikke uden korrektioner. På september kongressen i 1996 slog partiet fast, at "Socialdemokratiet er principielt modstander af privatisering. Der er visse dele af arbejdsmarkedet, som bør indgå i den offentlige sektor. Det gælder f.eks. sundheds- og socialområdet ligesom erfaringerne har vist, at den kollektive trafik varetages bedst af det offentlige". Kongressen fastslog, at der ikke måtte ske en lønnedgang eller forringelse af arbejdsforholdene ved udlicitering ( hvor hovedbestyrelsen ville nøjes med at skrive, at de berørte medarbejdere skulle sikres tryghed i ansættelse og et ordentligt arbejdsmiljø) og som det vigtigste: "Socialdemokratiet vil, at pleje og omsorg er én samfundsopgave. På dette område vil vi ikke udlicitere til private". Linjevogterne var blevet mobiliseret og tegnede en streg i sandet. Hilden & The Hackers havde fået stækket deres virketrang. Offensive formulering mod markedet var der imidlertid ikke tale om. Medens Socialdemokratiets arbejdsprogram fra 1992 stadig understregede det økonomiske demokratis betydning, indskrænkede man sig i 1996 programmet til at appellere til virksomhedernes gode vilje - om at skabe rum for de svageste.89)

Linjen fra 1996 blev i de følgende år fastslået ved flere lejligheder. Der måtte ikke gøres brug af markedsmekanismen, når det gjaldt sundhed, omsorg, pleje og undervisning. Her var smertegrænsen for markedseksperimenter. Samtidig opstillede man stadig flere kvalitative krav til udlicitering og privatisering, der kulminerede med hovedbestyrelsens udtalelse 8. april 2000, hvor de oprindelige krav fra 1996 blev suppleret med krav om miljømæssig bæredygtighed, ligesom der ikke måtte udliciteres så store områder, at indsigten på området blev tabt. I marts 2001 sagde partiets Århus folk fra over for EU´s krav om tvangsudlicitering af al transport, som ville indebære et farvel til den kommunale busdrift i Århus. Den socialdemokratiske trafikminister Jacob Buksti bøjede af, og lovede at arbejde for en korrektion af EU´s forordning.90)

I praksis var det dog Lykketoft linjen - uden korrektioner - der vandt. Busdrift - lige bortset fra den kommunale drift i Odense og Århus - var blevet totalt udliciteret lang tid før hovedbestyrelsens restriktive udtalelse i april 2000 . I partiets trafikoplæg kort efter september kongressen i 1996, blev der lagt op til decentralisering, konkurrence og udlicitering af lokale linjer selv om september kongressens beslutning pegede i en anden retning, de mange forøvelser til privatisering fortsatte, senere fulgte brugerbetaling på VUC og øget privatisering af efterlønnen. I de sidst nævnte to tilfælde havde partiet ikke blot de traditionelle linjevogtere som kritiker, men også LO.91)

Et var markedsgørelse og privatisering af infrastruktur, mere konkurrence i den offentlige sektor her og der, noget helt andet at forslå mere brugerbetaling og markedsgørelse inden for omsorg og sundhed. Det sidste var politisk helligbrøde for dem der var flest og ville få partiet til at gå op i limningen.

Lykketoft-linjen var en sårbar vinder. Markedsøvelserne kostede, der blev tæret på medlemmernes nedarvede loyalitet og den goodwill, som var blevet oparbejdet under kickstarten. Medlemmer og vælgere sivede ud – især efter efterlønsreformen.

50) KL: udbud og udlicitering i kommunerne (2001) s. 53. Om KL´s promovering af udlicitering jf. www.klk.kl.dk, Kl: Økonomisk perspektiv f.eks. nr, 13, 17 og 23. KL: Konference om udlicitering i den pædagogiske sektor under slagordet: Kommunerne følger den sunde fornuft.

56) Om KL´s pressemeddelelser jf. www.kl.dk.

77) Falkenberg og Pedersen (1999). LBK nr. 795 af 20. 10 1999 jf. www.retsinfo.dk. Politiken 28. 10. 99. L 487 Lovtidende 2000. jf. især FVU lovens § 4. Cox (1998) understreger skiftet fra passiv til aktiv arbejdsmarkedspolitik i Danmark og Holland. Kuhnle (2000) kontinuiteten, Kautto m.fl. (2001) kontinuitet og evne til at møde nye udfordringer – i modsætning til de korporative og Biscmarck orienterede velfærdssystemer.

Webmaster