I disse forunderlige Tider, da Begivenhederne daglig vælter sig ind over os, formidlet pr. Telegraf, Telefon, Radio, Flyvepost og Gud ved hvad, er det, ak, så let, så let, kun altfor let at glemme. Hvad der ophidsede os igår, eksisterer ikke i Dag, for vi har glemt det. Den Visdom, der høstes af at erkende sine Fejl, har vi forskertset, thi vi husker ikke i Dag, hvad vi tænkte i Går. Vi forundres, når vi hører om Atlanterhavsflyvere, Kanalsvømmere og om Atomernes Lidenhed; men vi undrer os ikke ved at se de lynsnart skiftende Facer i Verdenshistoriens Udvikling; vi er blevet blaserte, fordummede, også trætte, ved at finde det, som vi tænkte umuligt den ene Dag, være en fuldbyrdet Kendsgerning den næste. Vi har set Frankrig og Tyskland gå i Kompagniskab, just som vi troede, at nu var Fjendskabet ikke til at fjerne; vi har set det himmelske Rige rejse sig målbevidst, da vi tænkte det allerdybest ydmyget. Og vi har vænnet os til at mene, at sådan er nu Verden engang og ikke anderledes, og der er ingen Sammenhæng imellem imorgen og igår, intet er umuligt, alting flyder. Lad os gå i Kloster eller hænge os!

Og ud fra en sådan Tankegang har vi da givet Afkald på enhver Art af Forståelse; vi konstaterer, kort og godt. Vi mangler Tålmod og Vilje, Tålmod til atter og atter at tage de samme Ting op til Undersøgelse og Revision ud fra de senere høstede Erfaringer, Vilje til at fastholde de elementære Strukturer i Verdenslivet, som alene kan give os den Erkendelse og dybere Indsigt i Historiens Gang, at alle disse pludselige, så forvirrende Fænomener kun er Bølger på Overfladen, Funktioner af noget dybereliggende, der ikke forvandles fra Dag til Dag eller fra År til År. Nedenunder, der hviler selve Elementet, tungthenrullende, evigt og skæbnesvangert. Det er dette Arbejdes Opgave at søge ned under Bølgeslaget, bort fra Dagens forvirrende og distraherende Detailler ind til det, som bevæger sig dybest inde.

Og i disse Tider, hvor vi her hjemme i det lille muldrige Danmark har oplevet at se Konservative og Socialdemokrater, Arbejdsgivere og Arbejdere Arm i Arm med Ryggen trodsigt imod de væmmelige Agrarer, har vi ganske glemt de grimme Signaler fra blot for få År siden, da (under megen og vedvarende Vrælen) det store Opgør med Kapitalismen blev proklameret på Torve og Gader for andægtigt lyttende Skarer.

Det var dengang! Men hvad mon der stikker dybest i Elementet, dengang eller nu? Begge er de kun Bølgeslag. Men ligesom Videnskaben skelner mellem translatoriske og oscillerende Bølger, således må vi være beredt på, at én politisk eller social Bevægelse skyldes selve Elementet, der nøgent hæver sig op i Dagens Lys, mens en anden kun er Skumsprøjt og som Skumsprøjt at agte. Man tage sig vel i Vare, man bruge sine Øjne og sin Forstand, at man ikke bedrager sig

Dette lille Arbejde, som blev til for mere end et År siden, i Sommermånederne 1926 (og når det drejer sig om disse Ting, er et År jo en lang Tid) havde til Baggrund den store Minestrejke, som jeg foregribende tillod mig at mene, ikke ville få nogen for Arbejderne heldig Udgang; havde til Baggrund endvidere den stærkeste konservative Regering, man længe havde kendt; havde til Baggrund kort sagt en dyb politisk såvelsom faglig Depression indenfor den engelske Arbejderbevægelse. Den samme Bølge er nu også slået ind over de danske Kyster.

Det var ligesom på Trods af alt, hvad Øjeblikket forkyndte, hvad Elementet røbede af sit Væsen, da jeg søgte at trænge til Bunds i en Undersøgelse af det britiske Riges Situation. Det kan være meget udmærket altsammen, vil man sige, men vi har nok i vore egne Problemer, vi kan ikke bryde os om Englands økonomiske Forhold, Arbejdshalløj og Kolonialbesvær.

Jeg ved herpå intet bedre Svar at give end at citere, hvad Karl Marx for nøjagtig 60 År siden skrev i Forordet til første Udgave af »Das Kapital«: »Der Physiker beobaehtet Naturprocesse, entweder dort, wo sie in der prägnantesten Form und von störenden Einflüssen mindest getrübt erscheinen, oder wo möglich, macht er Experimente unter Bedingungen, welche den reinen Vorgang des Processes sichern. Was ich in diesem Werke zu erforschen habe, ist die kapitalistische Produktionsweise und die ihr enteprechenden Produktions- und Verkehrsverhaltnisse. Ihre klassische Stelle ist bis jetzt England. Dies der Grund, warum es seur Hauptillustration meiner theoretischen Entwickelung dient. Sollte jedoch der deutsche Leser pharisäisch die Achseln zucken über die Zustände der englischen Industrie- und Ackerbauarbeiter, oder sich optimistisch dabei beruhigen, dass in Deutschland die Sachen noch lange nicht so schlimm stehn, so muss ich ihm zurufen: De te fabula narratur!« Lillerød, d. 1. September 1927.

Den 29. Oktober 1924 ophørte omsider den Realitet at eksistere, der i mer end et århundrede bestemte britisk Politik. Et overvældende Nederlag fuldendte det liberale Partis snart tyveårige Dødskamp; de gamle Koryfæer flygtede rædselsslagne bort, Sir Alfred Mond til den ene Side, Ponsonby, Nevinson, Brailsford, Trevelyan, hvad de alle nu hedder, til den anden, hvis de da ikke var forduftet i Tide. Tilbage sidder de gamle Generaler, en Hær af Generaler, men Generaler uden Hær, og de gør op med hinanden i offentlige Breve, alt imens Soldaterne flygter, deserterer.

Nye Hære rykker ind på Kamppladsen, nye Våben tages i Brug; det forrige århundredes Politik var en Kamp mellem højre og venstre Hånd, men dette århundredes er en Kamp mellem Hånden og Foden, Hånden, der holder, hvad den har ranet, og Foden, der sparker den væk. Historiens Muse har vendt et tætbeskrevet og blæksmurt Blad, og før vi ved af det, vil et nyt være fyldt; vi aner det næppe, før det er sket, vi gør os det ikke klart, før det nyes jernhårde Konsekvenser griber ind i vort daglige Liv.

Det gælder vise som enfoldige, og således har vi da nylig hørt Lloyd George i en af sine store Taler sige: »Jeg ønsker at se en Genoplivelse af Lykken, Tilfredeheden, Sundheden i vort Land, dette skønne rige Land. Jeg ønsker Lys og Liv for Børnene i vore Byer. Her er en Opgave for vort Parti, vort, den menneskelige Emancipations store, historiske Parti. De Trivialiteter, der har ærgret mig og andre (Hentydning til Lord Oxford's Brev) skal ikke sammenlignes med det hellige Korstogs Krav, Jeg siger som gamle Tom Brown: Animositeterne er midlertidige, men det menneskelige varer evigt.«

Hvor skønt, hvor rørende \ Som en Røst fra Gravens Mørke! Og er ikke Lloyd George, dette rodløse Geni, en Mand, der hører Fortiden til - lad ham så nok så ofte blive Førsteminister igen? Må man ikke som Hamlet rive sig i Håret og skrige: Words, words! over så megen Veltalenhed?

På samme Tid står det konservative Parti så stærkt som nogensinde, Oppositionen knusende overlegent, tilsyneladende struttende af Sundhed, - dette Parti, som dog har Alderen bag sig, som lever af sin Alder, og som, når det lægger Hånd på Ploven, altid ser sig tilbage, hvordan Plovfuren gik. Men det liberale Parti var Fremskridtets, Udviklingens Parti, som stod i inderlig Kontakt med alle Tidens Spørgsmål (påstod det da selv), indtil det altså døde efter længere Tids Affældighed. Hvordan kunne det nu gå til, hvorfor var det ikke de Konservative, som gik til deres Fædre, noget, de jo i en vis Forstand altid havde gjort?

- Det er ikke dette Arbejdes Opgave at give en dokumenteret Fremstilling af de politiske Partiers Historie, det kan man finde så mange Steder, men et Par fundamentale Omstændigheder vil gerne unddrage sig den almindelige Bevidsthed. Det er således et almindeligt Bevidsthedsdogme, at de konservative og liberale Partier i England er en slet og simpel Fortsættelse af det attende århundredes Toryer og Whigger, mens Sandheden er den, at Toryerne og Whiggerne var to konservative Partier, der skilte sig på en Kække mindre væsentlige Punkter, såsom Forholdet til Kronen, men iøvrigt stammede fra ganske samme sociale Lag, Landadelen (Politikerne mener jeg, Vælgermasserne på den Tid er det jo ikke værd at tale om). Ingen af Partierne havde nogen egentlige Doktriner, Toryernes om Kongemagtens Guddommelighed var mere et primitivt Levn, der dækker Tomheden; som al Religion et Udtryk for svigtende Livsindhold.

Liberalismen har den franske Revolution til Forudsætning, og fra de franske Oplysningsfilosoffer arvede den sin Lidenskab for abstrakt Tænkning: »Mennesket er født frit, men er overalt i Lænker«, siger den franske Filosofi og underskyder den Mening, at ethvert Menneske har en naturlig Ret til Frihed; og, da denne Ret tilkommer Mennesket som Menneske betragtet, må have ganske samme Slags Frihed dvs. samme politiske Institutioner, samme økonomiske Betingelser, og således når vi til Doktrinerne om Verdensdemokratiet, Verdensafrustningen, Verdensfrihandelen og alle de andre liberale Krav. På den Måde stivnede Liberalismen i en Række Formler, af hvis Værdi Partiets Skæbne måtte afhænge.

3.

Hvad hidtil er sagt, i Forbindelse med Betragtninger over det hjemlige politiske Liv, kunne muligvis forlede den gunstige Læser til den Tro, at Konservatisme nødvendigvis må være identisk med Affældighed og Stupiditet; men intet er mere fejlagtigt, når det gælder England. Konservatismen her er en direkte Fortsættelse af Toryismen og har som den ingen Doktriner, det er dens Styrke. Den er en Intuition, en spontan Sjæleretning mere end en Teori, og er just derfor uforgængelig som Moseeg og dog smidig som en Pilekvist. Den ledes i alt af opportunistiske Hensyn og er dog væsentlig den samme idag som for 200 År siden; at administrere Samfundet som det nu engang er, at løse de Opgaver, der falder for, er en konservativ Statsmands Opgave, alt udover det: Fantasteri. Udvikling, Fremskridt: Vrøvl! »Sandheden er«, sagde Disraeli, »at Statsmanden er et Produkt af sin Epoke, et Barn af sin Tid, skabt af Omstændighederne«.

Det er charmerende at se Stuart Mill, selv en af Liberalismens Stormænd, drage en Sammenligning mellem Konservatisme og Liberalisme ved at konfrontere Bentham med Coleridge, Digterfilosoffen, der med sin sære Veltalenhed og tågede Dybde hører til dem, der dybest har evnet at fatte Konservatismen i dens Væsen.

»Af Bentham frem for nogen er Menneskene blevet vænnet til at spørge sig, når de stod overfor overleverede Meninger: er det sandt? Og af Coleridge: Hvad er Meningen med det? Den ene tog sit Standpunkt uden for den overleverede Mening og betragtede den som en Fremmed; den anden så på den indefra og stræbte at se den med den troendes Øjne, at opdage, hvad der oprindelig havde givet Anledning til den, og hvad der siden til Stadighed havde gjort den troværdig, hvad der for en endeløs Række Mennesker havde gjort den til en sandfærdig Fortolkning af deres Erfaringer. For Bentham var en Antagelse sand eller usand, alt eftersom den stemte med hans egne Undersøgelser eller ikke, og han søgte ikke at gøre sig klart, hvad Meningen med denne Antagelse vel kunne være, når den ikke netop faldt sammen med hans Opfattelse af det Rette. Mens for Coleridge netop den Omstændighed, at en Doktrin havde fundet Tiltro, var en Del af selve Problemet, var et af de Fænomener, der skulle gøres Rede for. Varigheden af en Antagelse, tænkte han, beviser i det mindste, at den er det adækvate Udtryk for en Del af Menneskesjælen; og hvis vi ikke, ved at grave ned til Roden, finder dog nogen Sandhed (hvilket i Reglen vil være Tilfældet), så vil vi dog finde et naturligt Behov hos Mennesket, som den omtalte Antagelse er egnet til at tilfredsstille.«

»Denne Respekt for, hvad der er sket«, skriver Disraeli, den store konservative Statsmand, »denne Fastklyngen til det foreskrevne, denne Ærbødighed for det Forbigangne, der så ofte gøres til Latter af tåbelige, overfladiske Mennesker, forekommer mig at have sin Oprindelse i en dyb Forståelse af den menneskelige Natur«.

I et fint lille Arbejde har Lowes Dickinson under let Forklædning ladet en Række førende engelske Politikere fremsætte deres Synspunkter og Livsanskuelse. Han lader således Disraeli sige: »Jeg har ingen Evne til flyvende Spekulationer og ingen Glæde ved at forkynde Principper. For mit begrænsede Blik, anbragt som jeg er på Jorden, træder de enkelte Kendsgerninger frem med en besynderlig Egensindighed, der trodser min Evne til at generalisere. Og det er vel Grunden til, at jeg har sluttet mig til det Parti, jeg har den Ære at tilhøre. For det er, tror jeg da, det Parti, der ser Tingene som de er; som de er, det vil sige for en rent menneskelig Opfattelse. Remenham (dvs. Gladstone) kaldte os i Skyndingen et reaktionært Parti, et Reaktionsparti.( Som allerede berørt, stiller Konservatismen sig afvisende overfor Liberalismens Tro på en fremadskridende Bevægelse. Disraeli skriver således i The Vindication: »Aktion og Reaktion er kun Ord til at putte Masserne Blår i Øjnene - alt er Race«. Disraeli var som bekendt ikke blot konservativ, men også Jøde.)

Jeg ville foretrække at sige, vi er et realistisk Parti. Vi har ikke Menneskeheden for Øje, men Englænderne, ikke idealistisk Politik, men den britiske Forfatning, ikke politisk Økonomi, men vor Handels aktuelle Problemer. Gennem denne Skov af Enkeltheder, dette Vildnis af gammelt og nyt, disse hundredårige Ege, dette tornede Krat, parasitiske Slyngplanter går vi med kløgtig Skepsis, følger de gamle Spor, stræber at holde dem alene, men betænker os på at bane nye Veje, til vi er klare over Målet, for hvilket vi skal ofre vort fineste Tømmer. Fundamentale Ændringer betragter vi som patologiske Undtagelser. Men da vi ikke er bundet af Teorier, indfører vi dem dristigt og gennemfører dem konsekvent, når vi overbevises om deres Nødvendighed«.

4.

Og han fortsætter senere med en profetisk Evne, der overstiger hans egen Vurdering: »En Nation har såvelsom et Individ en Personlighed at hævde. Dens Opgave er ikke at samle Rigdom for enhver Pris, men at udvikle Dygtighed, at være stærk, energisk, alsidig og fremforalt uafhængig. Om den Politik, vi har antaget, vil garantere dette Resultat, er jeg ikke Profet nok til at sige. Men hvis den ikke gør det, tvivler jeg ikke om, at vi vil revidere den. Heller ikke kan jeg tro, at andre Nationer, end ikke vore egne Kolonier, vil følge vor Politik, hvis det ville betyde Konkurrence med deres begyndende Industrier eller Indsnævring af deres økonomiske Energi. Jeg indrømmer, at jeg ikke ser med Begejstring på det krystalpaladsagtige Tusindårsrige, som har inspireret Remenhams Veltalenhed. Jeg ser Fremtiden svanger med Krig og Krigsgny. Og ganske særlig ser jeg denne Nation på Grund af sin Rigdom, sin Styrke, sit enestående Held blive Skive for alle europæiske Staters Misundelse, Had og Begær. Jeg ser dem søge ud i Verden for at finde Plads til deres stadig voksende Befolkninger, kun for at finde hver Plet af den beboelige Del af Jorden optaget af den engelske Race og skygget af det engelske Flag. Men netop i det, som er vor største Fare, ser jeg Fremtidens Håb. England er mer end England. Det er vokset, mens det sov; det har strakt over alle Verdensdele uhyre embryoniske Lemmer, der kun venter på Hjertets Slag og Åndens Bevægelse for at antage Form og Funktion som Lemmer på et eneste vældigt Legeme, Imperiet. Og jeg tror, at Ånden begynder at røre på sig, Blodet at cirkulere. Jeg tror ikke, vore Kolonier er bestemt til at falde fra os som modne Frugter. Nationen vil før eller senere vågne til sin imperiale Mission. Engelske Hjerter hinsides Havene vil banke i Takt med vore. Og den Føderation, jeg forudser, er ikke en Menneskehedens Føderation, men den britiske Races Verden over.«

Disse Ord lægger Dickinson sin Disraeli-Figur i Munden og således talte virkelig også denne konservative Statsmand på en Tid, da den engelske Regering næsten vægrede sig ved at slutte Ægypten, dette for Imperiet så uundværlige Punkt, ind i den britiske Ring.( Det er måske ikke ganske efter Videnskabens Kogebog, at jeg uden videre gør Dieraeli ansvarlig for de Meninger, en Digter har tillagt ham, men det er mig om at gøre, ikke at spilde Læserens Tid med alt for mange Citater. Jeg søger da mit Stof, hvor det er at finde i sin mest koncentrerede Form. Den, som ønsker yderligere Dokumentation, må jeg henvise til Disraelis egne Værker.)

I 1923 begyndte Stanley Baldwin en stor politisk Programtale med disse Ord: »At styrke og udvikle Imperiet ved alle tænkelige Midler er det første Punkt på det konservative Partis Program«.

5.

De åndelige Kræfter, der skaber et konservativt Parti, kan råt deles i tre Grupper, en psykologisk: åndelig Træghed, Vanedrift; en religiøs: Forfædrekulten og det teokratiske Statsideal; en praktisk: den økonomiske og sociale Interesse.

Vi vil overlade til Statistikerne at udregne, hvor stor en Procent af hver Gruppe, der er repræsenteret i den konservative Vælgermasse. Hvad Politikerne angår, synes hos de største alle tre Elementer at være uløseligt forbundne. Disraeli var for skarp en Intelligens og et for impulsivt Temperament til at gå helt for den typiske Konservative.

I sin omtalte Bog lægger Lowes Dickinson Lord Salisbury, Urkonservatismens, den ortodokse Toryismes sidste Repræsentant, følgende Ord i Munden: »Jeg er en Tory, fordi jeg er født som Tory, og hvis jeg skal forsvare eller rettere forklare mit Standpunkt, så kan jeg kun gøre det ved at forklare mine Fordomme. Min første Fordom er da, at jeg tror på Uligheden. Jeg ønsker ikke selv at være Darwins eller den tyske Kejsers Ligemand, og jeg kan ikke indse, hvorfor nogen skulle ønske at være min. Jeg holder af at have Samfundet ordentlig ordnet i Klasser; jeg holder af at se min Slagter eller Gartner tage Hatten af for mig ligesom jeg selv holder af at stå barhovedet i Dronningens Nærværelse. Jeg ved ikke, om jeg er bedre eller slettere end Landsbysnedkeren, men jeg er anderledes og jeg ønsker, at han skal anerkende dette Faktum, som jeg selv anerkender det. Jeg foretrækker et Samfund, hvor enhver har sin Plads og kender den. Som det også er Tilfældet overalt, undtagen i et demokratisk Samfund, hvor man nægter at anerkende den; og følgelig er de sociale Forhold meget råere, mere ubehagelige og mindre humane end noget andet Sted. (Med nøjagtig de samme Ord har en Inder forklaret mig det indiske Kastevæsens Natur, kun at han ikke brugte Ordet: demokratisk, han sagde europæisk. Men jeg har siden spurgt mig selv, om Kastevæsenet egentlig er mindre strengt i Europa end i Indien, selv om de sociale Forhold måske nok er råere, mere ubehagelige, mindre humane end i Indien.) Det er da min første Fordom, og det følger naturligvis af den, at jeg hader den demokratiske Bevægelse. Der er ingen Mening i at gøre Folk politisk ligestillede, når de er ulige i enhver anden Retning. Hvad man så stiller op, vil der dog altid være nogle få, som regerer. Og det eneste virkelige Resultat af Valgrettens Udvidelse har været at overføre den politiske Magt fra Godsejerne til Handelsklassen. Nu mener jeg ikke, det er en heldig Forandring. Og dette er da min anden Fordom, en Fordom imod Handelen. Jeg tror, at Stræben efter Rigdom gør Mænd uskikket til Statstjeneste. Jeg tror på en Regering af Gentlemen, hvormed jeg mener en uafhængig stillet Mand, som fra sin tidligste Barndom er opdraget i det politiske Livs Atmosfære og bestemt enten for Hæren, Flåden, Kirken eller Parlamentet. Det var sådanne Mænd, der skabte det romerske Rige, og sådanne, gom har skabt England i gamle Dage og gjort det til en Verdensmagt, og jeg tror ikke, at et Land nogensinde vil blive mægtigt, når det styres af Købmænd og Håndværkere.

Endnu efter den første Reformakt - der efter min Mening var et Fejltrin - var det Landadelen, som regerede England, og hvis det kom an på mig, skulle den få Lov at blive ved med det. Jeg er ikke Nationaløkonom, og jeg er rede til at lade mig helære af dem, hvis Geschæft det er at vide, at vor Rigdom er blevet forøget ved Frihandelen. Men ingen har nogensinde kunnet overbevise mig om, at Rigdomserhvervelse bør være det eneste Emne for en Nations Politik. Og det er jo så klart som Dagen, at Frihandelspolitikken har forrykket hele vort Samfunds Struktur. Det har skabt et elendigt Byproletariat i Stedet for sunde Landarbejdere, det har overført Massen af Rigdom fra Godsejerne til Forretningsmændene og har således flyttet Magten fra dem, der havde Traditionen i at bruge den til dem, der overhovedet ingen Tradition havde undtagen i at samle Penge. Netop, det, som efter min Mening må være en Statsmands første Opgave - at bestemme det rette Forhold mellem Klasserne indbyrdes - har vi overladt til Konkurrencens Tilfældigheder; med det Resultat, at vor Befolkning for hver Dag, der går, forringes i Sundhed, i Moral, i Smag, i enhver Henseende, mens vi trøster os med den voksende Rigdom. Frihandelen var efter min Mening den regerende Klasses første store Forræderi imod Nationen og imod sig selv; den anden var Valgrettens Udvidelse.

Men hvad der er sket, er sket og uigenkaldeligt, og i Fremtiden vil det være Masserne, der styrer England. Vi vil få en Befolkning af kloge, smarte, kvikke Mennesker, som lever fuldstændig ud af Hovedet, og som er rede til på et Øjeblik at køre frem med alt, hvad de ved, men de ved såre lidet, og ved det ikke særlig godt. Der vil blive færre af den Slags Mennesker, jeg holder af og som er Landbrugsprodukter, Fyre, der vokser som Urter, og uden at man kan sige hvordan, erhverver sig Visdom og Kløgt ved en ubevidst Assimilationsproces. De kan stå i timevis og glo på en Hest eller et Svin, med sløve Fuldmånefjæs, ubevægelige som en Dam; den Slags Mennesker, som Besøgende fra Byen tror er så dumme, fordi de er fem Minutter om at svare på et Spørgsmål, og så i Reglen svarer ved at stille et andet; men som har opsamlet i sig en Rigdom af Erfaringer, der er alt for omfattende og komplicerede, til at de selv skulle kunne gøre sig det klart. De lever på Instinkt og ikke på Hjerne. Det er den Slags Folk, jeg holder af, og jeg elsker at bo iblandt dem i det traditionelle Forhold, som det aldrig ville falde dem ind at tage fortrydeligt op, sålidt som det ville falde mig ind at misbruge det. Den Slags Forhold kan man ikke skabe, det må vokse op og gå fra Fader til Søn; de nye Folk, der kommer ud på Landet, vil aldrig kunne etablere det, de bringer den Isolation med sig, som er et ægte Byprodukt. De kender ikke til Bånd undtagen Lønnen; Naboskabets Følelse forstår de ikke, og det minder mig om en mærkelig Omstændighed. Folk tager til Byen for Selskabelighedens Skyld; men jeg har altid fundet, at der ikke var nogen rigtig Selskabelighed undtagen på Landet. Vi mødes i Dagligstuerne, på Jagtmarkerne, på Sognerådsbænken, ved Bondefesterne. Vore private Affærer løber sammen med de offentlige. Vor Beskæftigelse medfører ikke Konkurrence, og vore daglige Pligter føler vi som en Slags national Tjeneste. Det er en Tingenes Tilstand, jeg forstår og beundrer, som min Far forstod og beundrede den før mig. Og det er Grunden til, at jeg er en Tory, ikke for de og de Meningers Skyld, men fordi det er min Natur.«

6.

Vi har med nogen Udførlighed dvælet ved denne Afsløring af Urkonservatismens Væsen med dens ejendommelige Sammenblanding af åndelig Træghed, Forfædrekult og Interesse. Efterhånden som Tiderne er skiftet, er Tyngdepunktet unægtelig mere og mere kommet til at ligge på det sidste Moment, alt eftersom andre har villet gøre Indgreb i disse Interesser.

Mr. Stanley Baldwin, en stenrig Godsejer (kulrig ville være et mere træffende Udtryk), Medindehaver af Firmaet Baldwins, Ltd.,(Grundlagt i 1902 som Stålværk, men er ved Opsugning af en Snes andre Selskaber og ved at sikre sig Indflydelse i endnu en Række Bedrifter, blevet en af de mest omfattende engelske Truster. Omfatter bl.a. følgende Bedrifter: Jern- og Stålværker: Port Talbot Steel Works, Margam Iron and Steel, Brymbo Steel Works, Wrexham, Swansea Hematite Iron and Steel, Panteg Steel Mills, Newport, Elba Steel Works, Gowerdon, Briton Ferry Iron Works, Pearson's Fumaces, DudJey, Swinton Works, Dudley, Blackwall, London. Kulminer: Aberboiden, Bryn, Cribbwr Fawr, Coylrahen Park, Taylor's Navigation, Ton Phillip, Panteg, Albion. Galvaniseringsværker: Panteg, Sheet Works, Newport, Lower Sheet Mills, Pontypool, Phoenix Galvanising Works, Pontypool, King's Dock Mills, Swansea, Ashbridge Bay, Toronto, Wildon Ironworks, Stourport, Stourvale Works, Kidderminster, Cookley Workfi, Brierley Hill. Teglværker: Landore Silica, Blaendare Fire-brick Works, Caello Brick Works, Brymbo Fire-bricks. Malm miner: Holditcb Mines, Hook Norton, Oxfordshire Ironstone. Rørværker: Landore. Stenbrud: Porthcawl Limestone, Black Mountain Silica. Koksovne: Landore, Port Talbot, Cwmavm. Firmaet profiterede især af Inflationsperioden efter Krigen. I 1913 var dets Kapital mindre end £ 2.000.000, i 1922 £ 10.780.000. Så snart Krigen var endt, foretoges mægtige Udvidelser, nye Jern- og Kulgruber erhvervedes, omfattende oversøiske Forbindelser etableredes, særlig med Kanada, og man sikrede sig Indflydelse i en Mængde andre Selskaber, især i British Steel Corporation og Baldwins Canadian Steel Corporation, som det kontrollerer, tillige South Wales Basic Slag Co., Basic Slag & Phosphate Co., Fairwood Tinplate Co., Sir William Arroll & Co., Shipbreaking Co. Ltd.. Firmaets Kapitalinvesteringer i fremmede Selskaber er så store, at de næsten dækker de egne Bedrifters Kapitalværdi. - At Sir Robert Home er Næstformand i Firmaet, noteres kun for Fuldstændigheds Skyld. (Efter Williams: Capitalist Combination in the Coal Industry 1924 og The Capitalist influence in Parliament, by an M. P. 1925) tillige Førsteminister i det britiske Rige, er Typen på den moderne Konservative, som på idyllisk Måde forener egenskaber af Kapitalist og Godsejer i en Person og således til Rigets Bedste sætter sig udover den Kalamitet, den stakkels, noget træge Lord Salisbury så rejse sig ved Magtens Overgang til den traditionsløse Kapitalistklasse. Og dog synes han på det skønneste at tilfredsstille Urkonservatismens Menneskeideal. Den daglige Læser af Times, Daily Mail og andre ligesindede Blade vil se et rørende Billede af denne fortræffelige Mand oprulle sig for deres Øjne, et Billede, der ikke står tilbage for, hvad den viktorianske Tidsalders Romanforfattere formåede i Retning af landlige Pastoraler. Man ser denne fortræffelige Mand iført Bulehat, en grov Kofte og langskaftede Støvler, med den korte Snadde i Mundvigen, trave over sin Hjemegns Jorder, inspicere Heste og Får, føle på Ulden, tage Kending af Vejret; på Landevejen elsker han at standse og slå en Sludder af med enhver Morlille, der kommer forbi med et Risknippe på Ryggen. Og når hans blide Øjne glider ud over Landets kuplede Høje og det hvide Tjørnekrat, ses hans Læber at forme sig til Ordene: - Oh, to be in England!

Man vil forstå, hvilket Offer det må være for en sådan Mand. Jordens Elsker, at tage Regeringens Byrder på sig, at dykke ned i alt det parlamentariske Kævl, i Måneder at skulle indånde Londons forpestede Byluft, mens Hjemegnens muldrige Jorder kalder med koglende Stemme: oh, to be in England! Det er da for en Gangs Skyld et Eksempel på Uegennyttighed og Selvopofrelse, et værdigt Eksempel for alle Politikere og ganske særlig da for hine larmende Socialister, der slår sig for Brystet og skriger: mig, mig!

Således taler Avisen, og så må det jo være sandt. Men viser disse panegyriske Opstød ikke andet, så viser de dog, at det gamle Toryideal bestandig lever, og at Godsejeretanden endnu er en Faktor i engelsk Politik, man må regne med, indplantet som den er i det britiske Liv med Grene ud til alle Sider og Rødder dybt ned, som ikke let rives op.

7.

Den Lord Salisbury tillagte Påstand, at det er Landadelen, som har lagt Grunden til det britiske Rige, således som vi kender det, er nemlig en Sandhed, hvis Dybde næppe kan overvurderes, og hvis Konsekvenser strækker sig gennem hele det moderne Samfunds Struktur.

Nutidens engelske Godsejerstand er ikke, som man kunne vente det, en direkte Efterkommer af Middelalderens Lensvæsen, men frembyder så mange Lighedspunkter, at en nærmere komparativ Betragtning giver Stof til Eftertanke. Den Gang som nu var Godsejerne den altbeherskende Faktor, Baroner, som de kaldtes, i hvis Tjeneste stod en talrig, underbetalt og ilde behandlet Landarbejderklasse. De elendige Forhold ændrede sig vel noget efter den sorte Død, hvor Halvdelen af Landets Befolkning blev revet bort, hvad der havde til Følge, at Mangelen på Arbejdskraft drev Lønnen voldsomt i Vejret. Parlamentet, der jo svævede i lykkelig Uvidenhed om sådan noget som den jernhårde Lønningslov, søgte ved Påbud at skrue Lønnen ned til Førpesttidsniveauet, med det mindre lykkelige Resultat, at der udbrød Revolution, som vel afværgedes med gode Ord og smukke Løfter (der naturligvis aldrig blev indfriet), men dog førte med sig, at Priserne kom til at ligge så akavet, at Bønderne nok kunne dø af det, men Baronerne alligevel ikke leve deraf. De nødsagedes til at lægge Driften om; i stedet for det kostbare, mange Hænder krævende Agerbrug blev Landet udlagt til Græsning for Køer og Får. Det krævede mere Jord og mindre Arbejdskraft, og en hel Befolkningsklasse så sig pludselig stillet uden Subsistensmidler, uden Jord, uden Hjem. Da skabtes det håbløse Landproletariat, Tiggere, Røvere, som indtil den nyeste Tid har været Englands Forbandelse.

Landbruget forfaldt, Byerne forfaldt, Valutaen forringedes, Spekulanter og Bedragere skød op som Ukrudt. Fra Samtidens Litteratur slår os Klager imø-de over al denne Elendighed; i en Ballade fra den sene Middelalder hedder det: The towns go down, the land decays, Great men maketh nowadays A sheep-cote en the church . . . Commons to close and keep; Poor folks for bread cry and iveep; Towns pulled down to pasture sheep; This is the new gitise.

I Vox populi, vox dei hedder det med Ord, vi kan underskrive: This coin by alteration Has brought this desolation, Which is not yet all known, What mischief it has sown.

Og om Spekulationen i Jorden: A man that has lands of ten pounds by year Surveyed the same and let it out dear. So that of ten pound he made well a score More pounds by the year that others did before.

Da omsider naturlige Årsager i Forbindelse med Kongens og Borgerskabets forenede Anstrengelser bragte Lensvæsenet ud af Verden, opstod der i Løbet af forbavsende kort Tid en dygtig Bondestand, hvis Overskud af Livskraft og Livsgoder gjorde den til et Fænomen i det europæiske Folkelivsbillede.

»Der er en Særegenhed i Englænderens Natur, som får ham til at blive så hengiven til alle Slags Fornøjelser frem for nogen anden Nation«, skrev Fynes Morison, en Mand, der havde tilbragt megen af sin Tid med at vandre på sin Fod gennem Europa, »der er Dans med landlig, løjerlig Musik alle Helligdage på Landet, Dans omkring Majtræ til Sækkepibe og Fedel, der er Fornøjelser på enhver Årstid, Majdans og Morrisdans og Kæphest, Høstdronningens Indtog og alle lignende folkelige Forlystelser. I den Slags Værk kommer ingen op på Siden af Englænderne.«

»Merry England« er det stadig tilbagevendende Navn for denne kun altfor korte Periode, der bragtes til Ophør, da en ny Landadel i Løbet af et Par hundrede År rejste sig, efter at nemlig Landbruget igen ved Fribøndernes Dygtighed var blevet en rentabel Forretning. De gamle Adelsslægter var rasende; Landet blev, påstod de, opkøbt af »Kokke, Vintappere, Kroværter, Danselærere og alle mulige simple Fyre«, mens de bedste Landsteder overgik til »Jurister, Borgerfolk og vulgære Mennesker«. Den ny Overklasse eå i Bønderne med deres joviale Søndagshalløj kun et tåbeligt Udskud, som det gjaldt at stække; Majtræet blev taget ned, Fornøjelser på visse Årstider forhindret, og det blev udtrykkelig forbudt at afholde: »Brydekampe, Skydning, Keglespil, Klokkeringning for Sjovs Skyld, Maskeoptog, Bryllupsgilder, Dans eller nogen anden Tidsfordriv« om Søndagen. Når man ikke kunne lade Bønderne arbejde om Søndagen, skulle .de i det mindste ikke have Lov til at more sig.

Efter at nu den ny Overklasse havde etableret sig og på passende Måde reduceret Bondeuvæsenet til en med de nye Forhold overensstemmende Form, blev Opgaven at sikre disse Forholds Varighed, at skabe Dynastier, der kunne lade Kokke-, Vintapper-, Krovært- og Danselærerfortiden gå i Glemmebogen. Hver Gårdejer blev da berettiget til ved en særlig Retshandling at nedlægge Forbud mod Ejendommens Deling, Salg eller Belastning med Gæld. Dette Forbud gjaldt såvel ham selv og nærmeste Arvinger som en ufødt sådan og kunne kun ophæves af den ufødte i Forening med den ham forudgående Arving eller af ham alene, når han havde taget Arven i Besiddelse. Denne Lov blev i de følgende Par Hundrede År stærkt benyttet af Godsejerne, idet sådanne Retshandlinger gentoges fra det ene Slægtled til det andet, med det Resultat, at de store engelske Jordegodser er blevet bevaret i usædvanlig stort Antal.

Ikke alene bevaret, men også i store Måder forøget. Allerede i det 16. og 17. århundrede havde en kraftig Udskiftning fundet Sted, hvor Herregårdsjorder udskiltes fra Bønderjorder, både Agerland og Overdrev; en Bevægelse, der fortsattes med stigende Kraft i det 18. og 19. århundrede, indtil den egentlige Bondebefolkning praktisk talt var forsvundet.

Således formindskede sig Landejernes Tal, indtil en ringe Mængde holdt hele det britiske Riges Jord i sin Hånd, hver Godsejer med ubegrænset Ret til ikke blot at gøre med sin Jord, hvad ham lystede (det betragtes jo endnu som en selvfølgelig Ret), men også til at pålægge sine Fæstebønder, hvilke Skatter han fandt for godt.

Gæstfri og larmende, godmodig (hvor hans Interesser ikke blev antastet), elskende Friluftsliv og Sport og Fornøjelser, energisk, selvherlig, uvidende, egoistisk og bornert, med Omsorg for Slægten, ligeglad med Fæstebønderne, med Sindsro ladende Lønarbejderne (»the labouring poor«!) slide for Sulteløn - således var denne Landsaristokrat set udefra, som vi før så ham indefra, gennem Lord Salisburys Ord. Det var ham, der beherskede England, fyldte Parlamentet, det var ham, der (under Navn af Toryer og Whigger) puttede Kongemagten i Lommen efter Restaurationen; det var ham, der lagde det tunge Lod på den europæiske Politiks Vægtskål, ham der lagde Grunden til et Kolonirige (som ganske vist snart gik tabt igen), ham, der beskyttede Videnskabsmændene og Kunstnerne (på en Tid, hvor disse ellers gik for Lud og koldt Vand), ham der, skønt uden større Blik derfor, dog forstod at fylde sin Væg med Malerier af sådanne Kunstnere, hvis Navne tværtimod at glemmes med deres engelske Mæceners, har båret disses tohundrede År gennem Tiden og omgivet dem med en Glorie, de ellers neppe kunne gøre Krav på.

Det var en Kultur. Den skabtes (eller importeredes) og udfoldedes af hine store Aristokrater, hvis Navne er os bevaret som Ejere af Jan van Eycker, af Rembrandter, af van Dycker, af Holbeiner - den blev betalt af hine labouring poor, hvis Navne ingenlunde er os overleveret.

Det var en Kultur. Rigdom, Magt og Skønhed sluttede en Triplealliance (ulige skønnere end hine nylige mellem Kullet, Jernet og Lokomotivet), og selv om også den fandt sin Sorte Fredag, dengang Stemme-retsreformen lagde en Hemsko på Privilegierne, så eksisterer den dog stadig.

Vi vil ikke derfor glemme det, der ligger bagved. I et århundrede gled en stadig Strøm af forarmede Arbejdere bort fra Landet, bort fra Landsbyen, for at overfylde Byerne, tvingende Byarbejderne ud i Arbejdsløshed, hvis ikke Skæbnen ramte dem selv; sænkende Livsniveauet og Sundhedstilstanden; pressende Lønnen ned på det lavest mulige (og det er meget, meget lavt). Bønderne, store som små, Landsbysmede, Snedkere, Arbejdsmænd, Kræmmere, alle så måtte de med i denne forbavsende Folkevandring, der blot i det 19. århundrede tvang fem Millioner Sjæle ind i Byerne (direkte til Slumkvarteret), og røvede Landet for over Halvdelen af dets Befolkning. Landet skabte Byproletariatet, men naturligvis, det kan jo være Hip som Hap, om the labouring poor, der ikke kan få Arbejde og således end ikke kan gøre sig fortjent til dette Tilnavn, skal strejfe om, som de gjorde det i Middelalderen, og forurolige Landet som Tiggere og Stratenrøvere, eller om de skal slide Stenbroen i Limehouse og Stepney; om de skal forplante deres elendige Tilværelse ved at voldtage en Tøs på Heden eller ligge med en Skøge med Udsigt til den ostindiske Dok; om de skal ende deres lidelsesfulde Liv under et Piletræ i Sussex eller begraves i Themsens Dynd.

Det var Prisen for denne Kultur. Man kan nu overveje, om den var Prisen værd; men man bør i hvert Fald gøre sig klart, at i Princippet består det samme Forhold med de samme Konsekvenser den Dag i Dag. Nogle vil måske finde, at Konsekvenserne ikke er så uhyggelige som da; til Gengæld er Kulturen også kendelig under den Tids Niveau, er der dem, der påstår.

Jeg har allerede i det foregående hævdet som min Opfattelse, at det liberale Parti er ophørt med at være en Faktor af afgørende Betydning i engelsk Politik. Det er naturligvis ikke bare det sidste Valgresultat, der har ført mig til denne Overbevisning; thi, hvor overvældende det end er, giver det jo ikke noget Udtryk for de sande Styrkeforhold; efter en aritmetisk Proportion skulle Partiet indtage 110 Pladser i Underhuset; det har 42.

Vil man forstå, hvad der går for sig med det hæderværdige Parti, hvis Krone i dets Velmagtsdage syntes at skulle vokse op i Himlen, må man søge tilbage til de Begivenheder, der skabte Fænomenet. Vi vil komme uden om det politiske Dilemma, Mill konstaterede hos Bentham og Coleridge, ved at spørge både Bom hin: er det sandt, og som denne: hvad er Meningen med det?

Som allerede fremført har Liberalismen den franske Revolution til Forudsætning, og fra de franske Oplysningsfilosoffer arvede den sin Lidenskab for abstrakt Filosofi; Erklæringen om Menneskerettighederne, hvor »Menneskenes umistelige, naturlige og hellige Rettigheder« blev fastslået, er det Dokument, hvorfra Fremskridtsbevægelsen i England tog sin Begyndelse, og som inspirerede en Shelley, en Godwin til Anskuelser, der af Samtiden stempledes som nihilistiske og nedbrydende. Forudsætningen for den hele Tankebygning var Troen på en naturlig Harmoni i Tilværelsen, som indskrænkede en Regerings Opgave til at overvåge Hævdelsen af Menneskerettighederne, værge Borgerne mod lovløse Overgreb, og iøvrigt gav det enkelte Individ størst muligt Spillerum for Udfoldelsen af sine Evner, thi det er Forudsætningen for al Udvikling og al Kultur.

Også for Bentham var Menneskerettighederne en Række anarkiske Vranglærdomme, der ikke hvilte på noget klart påviseligt Princip og ikke tillod nogen Bevisførelse, og hvis Forudsætning, den naturlige Harmoni, for ham var romantisk Passiar. Rettighederne var i sidste Instans afhængige af, hvad der gavnede det almene Vel, og i det almennyttige fandt han det Princip, der kunne være Grundlaget for en videnskabelig Fremgangsmåde. En rent kvantitativ Bestemmelse af den jordiske Lykke var den eneste mulige Målestok for Handlingernes Værdi. For at opnå den størst muh'ge Lykke for det størst mulige Antal var det nødvendigt at lade dette størst mulige Antal få Selvbestemmelsesret, thi Bentham forudså da med profetisk Skarpsyn, at det størst mulige Antal ville arrangere alt til Fordel for det størst mulige Antal, og så var jo den størst mulige Lykke sikret. Bentham var Talsmand for Nytte- og »laiseez-faire«, »lad-rulle«-Princippet, hvilket første betød, at Institutionerne skulle bedømmes efter deres Konsekvenser; hvilket andet, at en Regerings Opgave blot var at være Politibetjent.

For en Nutidsbetragter kan det have sin Nød at finde den forbavsende Forskel mellem Benthamismen og det, der gik forud. For Bentham selv var der Fanden til Forskel, og da denne vederstyggelige Person, takket være det nye System, var blevet fjernet fra Udviklingen, kunne man jo med Rette vente sig himmelske Tilstande i Fremtiden. Den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal var efter Bentham det Stikord, der skulle åbne Porten til Paradiset. Hvordan dette Stikord blev forvandlet til: den størst mulige Lykke for det mindst mulige Antal, skal vi nu få at se.

2.

Cobden og hele Manchesterskolen var en Aflægger af Bentham, dog at de med den for Englænderne ejendommelige Ulyst til Tænkning afstrøg deres Påstande enhver teoretisk Iklædning og nøjede sig med den simple, at den enkeltes Handlefrihed er Kilden til alt Fremskridt. Underforstået: at Handlefrihed betyder økonomisk Handlefrihed, delvis også social (vendt mod Aristokratiets Privilegier), Men det afgørende var, at Handelen blev frigjort for alle Bånd, især Tolden, der beskattede Hvermand til Fordel for nogle enkelte og hæmmede det frie Kredsløb; således Korntolden, der da også blev det Mål, mod hvilket Manchesterfolkene vendte deres Skyts. Efter Cobdens Udregning skulle Hvedetolden øge Adelsmandens Budget med en halv Penny pr. £ 100 af hans Indtægt, medens den tog 20 % af en Arbejders samlede Fortjeneste.

Frihandelskravene fremkaldte energiske Protester fra alle de Bukser i Landet, der havde Penge i Lommen: det ville ødelægge Landbruget, skreg de adelige Bukser (de nævnede ikke, at Ødelæggelsen var i skønneste Gang); det ville ødelægge Industrien, hævdede de kapitalistiske Bukser, fremmede Varer ville strømme ind og gøre hele Hjemmeproduktionen umulig, Landet ville forarmes, de stakkels Kapitalister ligeså, der var ikke den fæle Ting, som ikke ville ske, hvis Cobden fik sin Vilje.

Cobden fik sin Vilje. Og dog - alt det fæle skete ikke. Tværtimod, Profeten havde haft Ret, og en Handelsvirksomhed, der var uden Sidestykke, tog sin Begyndelse. Med den Konsekvens, at de kapitalistiske Bukser i Række og Geled marcherede ind i det Parti, der på en så uventet Måde viste sig at tjene deres Interesser, det Parti, der hidtil havde bestået af Revolutionens Sønner, af akademiske Nyttefilosoffer og tågede Menneskevenner.

Men herved lagdes rigtignok Spiren til Partiets kommende Genvordigheder ved dets Medlemmers Uensartethed. Da det Tidspunkt kom, hvor den fri Konkurrences Blændværk gik op for et Flertal, begyndte Filantroperne og Kapitalisterne at trække til hver sin Side. Sålænge Fri Konkurrence betød Fremskridt, kunne Menneskevenner og Pengevenner vandre Hånd i Hånd, og det var ikke frit for, at man lod disse to Kategorier af Mennesker gå op i en højere Enhed under Udviklingens og Fremskridtets Tegn. Det var Liberalismens Kulmination. I næsegrus Tilbedelse af de økonomiske Loves harmoniske og fremskridtsvenlige Karakter vogtede man skinsygt på, at ingen statslige Forholdsregler skulle gribe skurrende ind i Udviklingens Visdom. De økonomiske Love bestemte Arbejdstiden (som havde en stadig Tendens i Retning af de store Tal), såvel som Lønnen (der havde en ligeså stadig Tendens i Retning af de små bitte Tal). Det kan være trist nok, sagde Kapitalisten, men sådan er det nu engang!

3.

Den filosofiske Liberalisme ville aldrig være blevet, hvad den blev, om ikke den industrielle Revolution var kommet til Hjælp. Denne førte i sig selv umådelige Forandringer med sig; og da også Rigdom blev Følgen, blev Idéerne om Forandring, Rigdom og Fremskridt håbløst blandet sammen. Den ny Rigdom gik hin Tids liberale til Hovedet; om det så er Macaulay, med hele hans historiske Indstilling, skriver han stadig om Fremskridtet, som om det bestod i at lave Maskiner til at lave andre Maskiner i det uendelige og i uendelige Masser, uden Spor af Hensyn til. hvad Virkning det måtte have på den menneskelige Lykke (så langt altså fra Bentham - dog, hvad siger jeg, dette er jo Benthamismen!). For ham som for hele hane Samtid var Fremtiden en stadig tiltagende Højkonjunktur i Bomuld, der aldrig ville stoppe.

Hvor forunderligt det end må synes os sildige Væsener, der har oplevet, hvad vi har oplevet, så fandt hine gamle liberale i Kampen for Tilværelsen det egnede, ja det eneste Middel til Fremskridt og Kulturudvikling, som kunne skabe Lykke for Masserne og et højere, rigere, mildere, socialt Samfundsliv,

»Tidens Demokratisering«, skrev en typisk Pen i 1894, »har sin Rod i en enkelt Årsag, nemlig Udviklingen af de menneskelige Følelser og den Uddybning og Formildelse af Karakteren, som har fundet Sted hos Vestens Folk«. En typisk Pen er altid god at få Forstand af m. H. t. det, den er typisk for, ikke mindst - når som i dette Tilfælde - Pennens Navn (der forøvrigt er Benjamin Kidd) er glemt af alle fornuftige Mennesker. I en Indledning til den danske Oversættelse af Pennens Bog skriver Hr. Biskop Dr. theol. T. Skat Rørdam: »Forfatteren påviser med historisk Lærdom, at også Menneskeslægtens sociale Udvikling er betinget af en fortsat Kamp for Tilværelsen, en »Livets Kappestrid«, i hvilken enkelte Mennesker anstrenger deres Kræfter for at kunne gøre deres medfødte Evner gældende. Hører denne Kappestrid op, da går Udviklingen i Stå, Slægten går tilbage, udarter og går til Grunde Slægtens Udvikling går ud på, at alle Samfundets Medlemmer, trods deres forskellige ydre Kår, skal have lige Adgang til at udvikle og bruge deres Evner i Livets Kappestrid. Udviklingen bærer så at sige på alle Punkter frem mod dette Mål; og jo mere denne Ligestilling gennemføres, des mere vil der udkræves, at den enkelte anspænder alle sine Kræfter for at kunne hævde sig i Konkurrencen, og des højere vil da Slægtens Udvikling nå. Når derimod Socialismen sætter som sit Mål at hindre og ophæve Konkurrencen ved at stille alle lige uanset deres forskellige Evner og den forskellige Brug af disse(En dansk Biskops Forståelse af Socialismen!) så er en sådan Bestræbelse vistnok fornuftmæssig (hvorfor den også må være fjendtlig mod det overfornuftige dvs. mod Religionen, især mod Kristendommen); men hvor den fik Overhånd, ville den føre til det menneskelige Samfunds Tilbagegang, Udartning og Undergang«.

Pennen selv har følgende skønne Betragtning: »Den mærkeligste Kendsgerning i vor Tid er den Udstrækning, hvori denne Uddybning og Formildelse af Karakteren har gjort Fremskridt i den magthavende Klasse. Denne Klasse er endog mere påvirket i så Henseende end Modpartiet. Den er derved blevet uskikket til at gøre Brug af sin egen Styrke og følgelig til at gøre nogen virksom Modstand mod den Bevægelse, som undergraver dens Stilling. Hele Hjertet er i Virkeligheden taget ud af dens Modstand. De menneskelige Bevidstheder er blevet så følsomme overfor Lidelse, Elendighed, Uret og Fornedrelse af enhver Art, at den svigter sig selv«. »Kaster vi nu Blikket ud over de store sociale og politiske Bevægelser, som går for sig, vil det kunne skønnes, at vi her har Nøglen til Forståelse af Tiden. Det er i denne Formildelse af Karakteren, i denne Uddybning og Opøvelse af de altruistiske Følelser, at vi har Forklaringen af alle de sociale og politiske Bevægelser«. »Det kan bemærkes, at i England er Massernes politiske Frigørelse nu omtrent fuldbyrdet. De ubetydelige politiske Forholdsregler, som er nødvendige for at afslutte den, afgiver så tyndt et Program, at det næppe kan fremkalde nogen virkelig Begejstring hos dem, der følger hine Ledere, hvis åndelige Horisont endnu er begrænset af de gamle Idealer for Folkets politiske Frigørelse«. »I England er Fremskridtet uhyre, vi finder en stadig Aftagen af de Fattiges Mængde. Næsten

alle Klasser har opnået større Løn. Indskuddene i Sparekasserne vokser på en Måde, som er meget overraskende. Husene, hvori Folkets Masser lever, er bedre og vokser bestandig i Værdi, Livsvilkårene er sundere og mere forfinede og bliver bestandig bedre, Arbejdstiden er meget mindre, Arbejdsvilkårene højlig forbedrede, og der sørges for Folkets Opdragelse, Fornøjelser og Rekreation efter en udstrakt Målestok«. »Man behøver kun at se på Arbejderen for at opdage, at hans Klædedragt er bedre, og at Træskoen er veget for Læderskoen. I Stedet for de elendige Klædningsstykker, tit formelige Laser, Kvinderne tidligere gik i, ser man nu mønstrede Bomuldstøjer, Uld og Klæde, og i de fattigste Hjem finder man hyppig rent, hvidt Linned, der tages frem på Søn- og Festdage, og det er ikke ualmindelig at finde både Bøger og Blomster omkring i Hytterne«. »Den Bevægelse, der langsomt forbedrer de store Massers Kår, har hidtil ikke bidraget til at formindske Kappestriden og Konkurrencen. Tværtimod, jo nøjere vi betragter hele Processen, des klarere viser det sig, at Tendensen er gået i modsat Retning. Det er i Lande som England og de forenede Stater, at Kappestriden er stærkest. Livsbetingelserne har her udviklet sig i Retning af større Frihed, Lighed og Menneskelighed«.

4.

Vil man forstå Liberalismens Betydning i England, må man gøre sig klart, at del er den, som har skabt det moderne England og hele det britiske Rige.

Vi fremsatte før, at det var Konservatismen, der havde lagt Grunden til det moderne England. Således fremsætter vi nu den Påstand, at det er Liberalismen, der har skabt og fuldført det. I mindre end et århundrede skiftede Landet Udseende på en eksempelløs Måde. Industrialismens Opkomst trak hele Landbrugets Overskud af Menneskemateriel til sig, og i Løbet af ingen Tid rejste sig den ene Fabriksby efter den anden, den ene hæsligere end den ånde«. Alt dette er velbekendt og skal ikke beskrives her. Konsekvensen blev, at England kom til at indtage en absolut dominerende Plads i Verdensøkonomiens Ring. Ved århundredets Midte leverede Storbritannien og Irland to Tredjedele af alt Kul, der brugtes Verden over. Produktionen af Råjern var enorm og steg enormt for hvert Tiår, i 1830 ca. 700.000 Tons, i 1840 1.400.000, i 1860 4.000.000, i 1870 6.000.000. Skibsbyggeriet tog et enormt Opsving, i 1850erne byggedes der årligt 182 Dampskibe med en Tonnage af 49.000, i 1860erne 319 Dampskibe med 132.000 Tons.

Hvorhen gik nu alle disse Masser, der så langt overskred, hvad et Folk på 30 Millioner Mennesker kunne bruge? Det er vel tilstrækkeligt at svare, at den hele Verden var Englands Marked. Og i Ly af den om sig gribende Frihandel udnyttede den sit faktiske Monopol og skabte sig uanede Rigdomme. England blev rigt, siger man, det ville være rettere at sige: de engelske Kapitalister blev rige, for Folket fog det må vel nærmest være Folket, man mener, når man nævner Landets Navn) Folket blev yderlig forarmet. Det er naturligvis kedeligt, sagde Kapitalisten, men de økonomiske Love fører det med sig, og så er der jo ikke noget at stille op.

Således formedes da de britiske Øers økonomiske og sociale Struktur med en industriel Verdenseksport som Basis og en Råstof- og Fødemiddelimport som Kompensation for det ødelagte Landbrug; således skabtes hele det By proletariat, der er vor Tids største Onde; således døde den Del af Befolkningen bort, der til enhver Tid udgør en Nations bedste og sundeste Kraftkilder, mens de liberale Kapitalister i Parlamentet fremmede denne Udvikling og iklædte den legale Former, - ivrigt applaudere! af de liberale Menneskevenner, som i denne Degeneration så en Kilde til Fremskridt og Kultur.

Om denne liberalistiske Periode, der går under Navn af den viktorianske Tidsalder, kan man ikke sige som om det forrige århundredes Konservatisme, at trods alt, så var det dog en Kultur. De talløse Marmorforherligelser af hin ældre mavesure Kone med det strålende Navn: Viktoria, knejsende på Toppen af Pyramider og Granater, flankeret af Bajonetter og Bøgegrene, altsammen i Marmor (eventuelt forgyldt) er de værdige Mindesmærker over hin Kultur, som ei en strålende Uægthedens Apotheose, Materialforfalskningens og Illusionskunstens Blomstring, hvor borgerlige Huse blev kamoufleret som Palæer, ligesom de borgerlige Mennesker søgte at omgive deres Borgerlighed med en let patineret Nimbus til at distingvere dem fra Fjerdestands Legioner. Det er denne Barbarisme, som endnu præger vore Dages almindelige Åndeniveau.

5.

Vil man forstå Liberalismens Skæbne, må man stadig holde sig Partiets heterogene Bestanddele for Øje og i dets underlig usammenhængende Politik finde disse Bestanddeles vekselvise Overvægt som Årsagen, efter at den klassiske Periodes Harmoni var vejret bort.

Det skete nemlig omsider, at en begrænset Kreds af de liberale Menneskevenner begyndte så småt at tvivle om det berettigede i, at man i Kulturens og Fremskridtets Navn uhindret lod alle umenneskelige Forhold konstituere sig til Benefice for Kapitalen, eller rettere - thi en så socialistisk farvet Tankegang var ikke disse Mænds - de spurgte sig, om ikke Kulturen og Fremskridtet dog ville klare sig, selv om man understod sig til en sådan Helligbrøde som at pille ved de økonomiske Love og sætte en Grænse for, hvad man turde byde Arbejderne. Ja sandt at sige blev der allerede i Året efter Korntoldens Ophævelse fremsat Forslag om 10-timersarbejdsdag, et Forslag, der blev til Lov trods Benthamitternes forbitrede Modstand.

Arbejderklassen havde selv forsøgt at tage Forbedringen af de usle Kår i sin egen Hånd, men dens afgjorte Nederlag, både på det økonomiske Område (Robert Owens' Eksperimenter}, som på det politiske (Chartismen), dæmpede kendelig den revolutionære Radikalisme og Indgav dem den Tanke, at skulle en Bedring opnås, måtte det være under de liberale Menneskevenners Ledelse og gennem et langsomt Reformarbejde. Der opstod da den Besynderlighed, at to fundamentalt modsatte Interesser repræsenteredes indenfor et og samme Parti, ikke til Gavn for Partiets Sammenhold- Man måtte fra nu af regne med en radikal Fløj af det liberale Parti, og havde det i Harmoniens Periode været Kapitalisterne, der var omtrent enerådende, så opstod der nu en Menneskeven, der for en Tid evnede at trække sin Fløj frem i Forgrunden; det var Gladstone, der havde gjort hele den politiske Udvikling med fra Konservative over ortodoks Benthamisme (måske snarere Cobdenisme) til et bredt socialt Reformprogram af stadig mere radikal Karakter, selv om han ikke sympatiserede med de socialistiske Idéer, der vandt frem i Firserne. Han formåede ingenlunde altid i sit eget Kabinet at føre sine Idéer igennem; ved sin Personligheds varme Kraft og åbne Begejstring for at yde Retfærdighed vandt han dog en Position, ingen kunne afdisputere ham, og gav derved for en Tid sit Parti et nyt Fysiognomi, dette endog i en sådan Grad, at selv hans Partiantagonist, den forhen omtalte Lord Salisbury, lod sig påvirke. En ildfuld Kraft havde for en Tid påtvunget Partiet sin og Mindretallets Form.( Typisk Udtryk for denne Periode: Stuart Mill; famlende usikkert om skimtede han dog Fremtiden i tågede Omrids. Vel var han den sidste Utilitarist, men samtidig også den første liberale Socialist. Medens hans politiske Økonomi stadig er baseret på Individualismen, ser han dog frem mod en kooperativ Bevægelse. Hele den ny Ånd får sit Udtryk i, hvad man kalder den ny Liberalisme, som følger på Valgreformen 1867, og som præges af Gladstones Lovgivning, der kunne få Sir William Harcourt til at udbryde: »Nu er vi alle Socialister!« Denne Retning får efter Mill sit teoretiske Udtryk hos T. H. Green, der betoner den væsentlige Enhed af Individ og Stat: Individets fulde Frihed realiseres kun som Medlem af Staten, men Staten må for sin egen Væksts Skyld yde Individet fuld Frihed til Selvrealisering. At der kun er et Skridt fra den sociale Liberalisme til Fubianernes liberale Socialisme, udelukker ikke, at der dog er en fundamental Forskel mellem den politiske Liberalisme og Socialisme.) Da han var borte, trådte dets sande Skikkelse igen for Dagen, og det var, som om han aldrig havde været.

Den Mand, i hvem Gladstone så sin politiske Arvtager og mest talentfulde Discipel; den Mand, hvem han havde hædret med Tilnavnet the man of promise, den Mand skulle det være forbeholdt at lægge de sidste gladstonske Idealer, således hans begejstrede, frihandelsorienterede Little-Englandism, i Graven. Men da Lord Rosebery i Halvfemserne blev Førsteminister, havde Forholdene også ændret sig på følelig Måde.

6.

Der var nemlig sket det, at Englands dominerende Stilling på Verdensmarkedet var ved at blive rokket fra flere Sider; dets faktiske Monopol eksisterede ikke mere. «Alt i længere Tid havde Frankrig gjort sig gældende; lige fra Napoleonstiden havde det haft en betydelig Eksport af Porcelæn, Ure, Gobeliner, Silke; men det var først, efter at Jernindustrien begyndte i stor Stil, at Konkurrencen blev virkelig følbar. Og værre blev det, da efter 1880 Tyskland kom med, fulgt af USA og Japan, der ikke blot nu kunne forsyne deres egne Befolkninger, men endda også optrådte som Eksportører på Verdensmarkedet.

Denne rivaliserende Kraft betød en voldsom Nedskæring i Priser og Løn for at møde Konkurrencen, og dog blev den engelske Industri alvorlig betrængt, adskillige Virksomheder totalt ødelagt. Den nye Tingenes Gang forårsagede Kvide og Jammer i den kapitalistiske Verden, og en Konsekvens af denne Kvide blev den næste Etape i den liberale Politik, den, for hvilken Lord Rosebery er Repræsentanten, og som betegner det afgørende Brud med den gladstonske Retning. Magten glider fra Menneskevennernes Fraktion atter over til Kapitalen.

Det lægende Middel for de onde Tider, Kapitalen faldt tilbage på, var det samme, som Konservatismen ud fra en noget anden Tankegang havde gjort til sin Kongstanke: Imperialismen.

I Året 1868 havde man kunnet høre den unge, lovende Gladstone-Tilhænger, Lord Rosebery som Protest mod Disraelis tyrkervenlige Politik ytre: »Det er blevet sagt til os, at her ikke foreligger noget Valg, at det er en Nødvendighed for Bevarelsen af Indien. Sir, jeg tror, at det ikke er mere nødvendigt for Bevarelsen af Indien, end det er nødvendigt at forulempe Spanien for at bevare Gibraltar. Men det vil jeg bare sige, at man kan også betale for høj en Pris for Bevarelsen af Indien!« Endogså dette! Og det var i 1868, og det var Lord Rosebery. Først efter den store Rejse til Australien i Begyndelsen af Firserne fik han Øjnene op for Storrigets Muligheder, »en Vision, der samtidig gjorde ham til den i Hjemlandet spirende Socialismes energiske Modstander, således at hans Udnævnelse til Førsteminister (ved Dronning Viktorias direkte Indgriben - man kan heri se noget mere end en tilfældig Skæbne for det liberale Parti, hvis man Ønsker det, og lade være, hvis man ikke ønsker det) betød en Kovending - igen - i den liberale Politik. Og dog var det ikke egentlig som Førsteminister, Lord Rosebery fik Lejlighed til at manifestere sit Sindelag; thi hans Virksomhed hæmmedes ved det noget uharmoniske Samarbejde med Partiets Leder i Underhuset, den ortodokse Liberalist, den af Dronningen som Førsteminister forsmåede Sir William Harcourt, der lagde sin Chef alle de Sten i Vejen, både store og små, han formåede. (Man må heri, hvadenten man ønsker det eller ej, se noget mere end en tilfældig Skæbne for Partiet, thi det er, som enhver vil vide, en Skæbne, der har fulgt det indtil de sidste Dage).

Lord Roseberys Ministerium blev kun kortvarigt og lidet berømmeligt, så temmelig afmægtigt. Derfor, da han i 1895 måtte overlade de konservative under Lord Salisbury Ledelsen, fattede han den vise Beslutning, i Stedet for at være Minister uden Førerskab, at blive en virkelig Fører uden nogen Ministerpost. Han ville vende Partiet bort fra Gladstones Smålighed og Little Englandism; det skulle ikke alene beskæftige sig med politiske Reformer men gøge en Konsolidering af Imperiet; det skulle slå Socialismen med en Slags profylaktisk Behandling og anvende en socialt reformerende Vaccination mod de kommunistiske Små-kopper; Overhuset skulle gøres til et semi-repræsentativt Senat til at hæmme og udtvære den kommende Revolution. Kort sagt, han var en klog og forudseende konservativ Natur, hans Mål ikke uligt Randolph Churchills Tory-Demokratisme.

Fra Midten af Halvfemserne må man da regne med en ny Skillelinie indenfor Partiet; en Fraktion, der ønskede Regering uden Direktiver, Handel uden Kolonier, Herredømme uden Krig, Venskab uden Alliance; og en der ønskede Regering under kapitalistisk Inspiration, Handel indenfor Imperiet, Herredømme ved Hjælp af en mægtig Flåde, og Venskaber, der kunne bruges til noget nyttigt.

Det indses let, at den af Lord Roeebery (Det blev (or ham efterhånden et uundgåeligt Alternativ, enten Protektionisme og Imperialisme - eller også Socialisme, der var ingen Vej uden om. Og Socialismen var for ham alle Tinge Ende. Lord Rosebery var en klog Mand, og muligvis rummer det opstillede Alternativ en stor Klat Sandhed. Hvad angår den sidste Påstand, så er det jo nærmest en Smagssag) inaugurerede Politik i sin protektionistiske og anti-socialistiske Karakter i Virkeligheden var en fuldkommen Fornægtelse af Liberalismens Principper, og der skulle da heller ikke gå lang Tid, før den ortodokse Fraktion gjorde sig gældende. Med Sir Henry Campbell-Bannermanns anti-krigstale i Sommeren 1901 indlededes en ny Epoke i Partipolitikken, hvor Menneskevennerne atter kom i Forgrunden og en delvis Tilbagevenden til de gamle Principper fandt Sted. Tarifreformbevægelsen kaldte Frihandelsmændene frem, og Liberalismen og Arbejderne lærte at gå sammen mod Konservatismens illusoriske Løfter om Afhjælpning af Arbejdsløsheden, og om sociale Reformer i det hele. Således syntes påny Harmoniens Tidsalder at være oprundet med Løfter om en ny Tid for det så sørgeligt indskrumpede, vaklende Parti.

Men heller ikke dette skulle blive af Varighed. Den Omstændighed, at Arbejderne var i Gang med at skabe deres eget Parti, gjorde for Gud ved hvilken Gang atter det liberale Partis Stilling tvetydig, thi Arbejdernes Interesser var jo Genstand for Partiets Bevågenhed, eller rettere, for den menneskevenlige Fraktions. De to Partiers Politik tangerede da på flere Punkter hinanden; hvorledes da forholde sig til Arbejderne, var de allierede? Herimod ville den af Lord Rosebery skabte Fløj protestere af ganske Hjerte. Men at gøre dem til Modstandere, ville det ikke stride for groft mod de dyrebare Principper? Det var ligesom den liberale Problemstilling tabte i Væsentlighed og blev et noget inadækvat Udtryk for de forfægtede Standpunkter, efter at Arbejderpartiet var kommet til Verden.

Og Campbell-Bannermanns endelige Afgørelse var så ulykkelig som vel muligt. Under Pres fra den roseberyske Gruppe, fra Mænd som Asquith, Grey, Lord Haldane, førtes Valgagitationen 1906 ud fra det Synspunkt, at Arbejderne var farlige Konkurrenter i Stedet for nyttige Forbundsfæller. De liberale skabte så at sige ved denne Lejlighed Arbejderpartiet og skånede det for mange Års håbløse Kamp.

Asquith som Førsteminister for frem i den samme Dårskab, hans Politik var den, kun at yde de absolut nødvendige Indrømmelser til Arbejderpartiet (som Ophævelsen af Taff Vale Afgørelsen), en Politik, der undergravede Liberalismens Stilling ved at overføre Vælgere til Arbejderne.

En ny Fatalitet for Partiet var Skismet i 1916 mellem Asquith og Lloyd George, som dog væsentlig var af personlig Art, idet man ræsonnerede: Lloyd George kan vinde Krigen, Asquilh kan det ikke. Men dette Skisma blev ikke officielt anerkendt før ved »The Maurice debate« 1918, da de Liberale, der gik imod Regeringen, blev kaldet »Førsteministerens Opponenter«, de andre »Koalitionsliberale«. Fra da af erklærede en Række mindre Lys Lloyd George Krig på Kniven, og de respekterede end ikke Ånden Forsoningen af 1923. Hvordan Stridighederne fortsættes med offentlige Breve og lignende, vil være i friskt Minde.

Det liberale Parti var gåledes fra Princippernes og Doktrinernes faste Borg blevet forvandlet til en opportunistisk Gruppe, der kun kunne holde sig oven Vande ved Koalitionen og alle Slags Kunstgreb. Kan det undre, at Vælgerne under disse Omstændigheder fortvivlede om Muligheden af at genoplive en virkelig liberal Politik og gik over til Konservatismen eller Arbejderpartiet, alt eftersom deres Sympatier var det ene eller det andet Sted.

7.

Det var, som fremhævet, Liberalismen, der skabte vore Dages britiske Rige, som det var Konservatismen, der lagde Grunden dertil. Dette hæderkronede Parti led i det 19. og 20. århundrede en Række Nederlag, der efterhånden berøvede det Størstedelen af dets Privilegier. Med den unægtelig noget overraskende Konsekvens, at det efter Verdenskrigen stod omtrent så stærkt som nogensinde. Men der var da også sket det, at dens Stamme havde fornyet sig; ikke således, at det gamle, saddelfaste Aristokrati forsvandt, men derved, at Kapitalen, da den blev sig Liberalismens Afmagt bevidst, ja, så udvandrede den og slog sig ned her. Følgende i sig selv ikke uinteressante Tabel, der viser de i Underhuset repræsenterede Interesser efter Valgene i 1922 og 1923, viser tillige, at Kapitalens Udvandring på det Tidspunkt var en fuldbyrdet Kendsgerning, og altså ikke hænger sammen med Katastrofen i 1924.

Ved de samme Valg faldt Antallet af konservative Underhusmedlemmer fra 347 til 258, altså med en Fjerdedel, hvilket netop svarer til det Fald i økonomiske Interesser, Tabellen udviser. Således synes da på dette Tidspunkt Kapitalen at være på det nøjeste knyttet til det konservative Parti.

Men også den Kategori af Mennesker, der oprindelig havde sluttet sig til Liberalismen af social Interesse, begyndte under og efter Krigen at svigte, idet man indså, at Arbejderpartiet jo dog var deres egentlige Hjemsted, og at Liberalismen aldrig kunne føre en uforbeholden socialt demokratisk Politik.( »At drøfte sociale Reformer til det offentliges Bedste med the City of London er som at diskutere Arternes Oprindelse med en Biskop for 60 År siden«, siger Keynes i sin sidste Bog, The End of laissez-faire, 1926) Det var især en mindre Gruppe af »Intellektuelle«, Ponsonby, Nevinson, Brailsford, Trevelyan, hvis Overgang til Arbejderpartiet blev af Betydning.

Tilbage sidder da en ubestemmelig Masse uden særlige Ejendommeligheder, nærmest kun repræsenterende den Procent af Vælgerfolket, der mangler Mod og Indsigt til at lage et konsekvent Standpunkt, men foretrækker en i vage Udtryk fremsat Politik, gående ud på at gøre Menneskene gode og rare og sunde og lykkelige. En sådan Type vil altid bestå, og for så vidt vil der altid være Jordbund for et liberalt Parti. Det kan meget vel blive større, end det nu er, men dets Tid er uvægerlig forbi, dets Betydning ophørt, Idéens Lys brændt ud. Socialismen har dræbt det ved sin blotte Eksistens, gjort det overflødigt, utidsmæssigt. Det kan også risikere at forsvinde helt, men i så Fald vil der rimeligvis opstå et nyt, måske med Tilslutning fra Arbejderpartiets ikke socialistiske højre Fløj - en imperialistisk Arbejder- og Borgerpolitik under Ledelse af Hr. Thomas, det var en Idé (men en slet Idé)! Den liberale Samfundsstøtte kan i hvert Fald rolig trække Nathuen over Ørene i den trygge Bevidsthed, at den, der sover, synder ikke. Og i Søvne vil han kunne høre Lloyd Georges gavtyveagtige Stemme: »Jeg ønsker at se en Genoplivelee af Lykken, Tilfredsheden, Sundheden i vort Land, dette skønne rige Land. Jeg ønsker Lys og Liv for Børnene i vore Byer. Her er en Opgave for vort Parti, vort, den menneskelige Emancipations store, historiske Parti!« Og i Søvne vil han juble imod ham den æggende Hyldestsang: »He is a jolly good fellow!«

At tale om Socialismen i England er en noget vovelig Ting; det er jo en kendt Sag, at den der har haft trangere Kår og et trægere Forløb end måske noget andet Sted - så forunderligt det synes. Den har ikke præget Landet som Konservatismen, Landadelen, har gjort det; den har ikke præget Byen, som Liberalismen, Kapitalistklassen, har gjort det; Forretnings- og Slumkvarterer. Den er hverken i Land eller By; som man siger, det er noget, der ligger i Luften.

Socialismen i England er et sildigere Fænomen end i noget andet af de europæiske Industrilande, hvad der må tilskrives Mismodet efter de Nederlag, Arbejderbevægelsen led omkring århundredets Midte, og som fik Lederne til at mistvivle om Nytten af politisk Aktion og begrænse sig til den rent faglige Kamp, hvilken dog heller ikke bar større Frugt, i det mindste ikke for Arbejdernes Masse, der af det organiserede Arbejderaristokrati betragtedes som et håbløst Proletariat, man måtte overlade til sin Skæbne. Men da nu i tilstrækkelig lang Tid Liberalismens Doktriner havde været enerådende, og Forjættelsen om det store kulturelle og materielle Fremskridt ikke ville gå i Opfyldelse, var der en Del Mennesker, der begyndte at få dårlig Samvittighed. Der var i 1870erne og 1880erne en Række kloge Mænd og Kvinder, der tog sig for at undersøge den engelske Befolknings materielle og åndelige Tilstand, især i London, og de Resultater, der kom for Dagen, bibragte den i Fremtidsdrømme hvilende liberale Verden et alvorligt Chok. En bred Diskussion tog sin Begyndelse om Årsagerne til den store Fattigdom, dels også om Betimeligheden af et industrielt, politisk, demokratisk Parti til at afværge en videre Udvikling i denne Retning. Og denne Diskussion gav sig Udslag i den praktiske Politik.

I umindelige Tider havde den britiske Politik været baseret på Modsætningen mellem Konservative og Liberale; mellem Godsejerne, der eksisterede i Kraft af Privilegier og Beskyttelse, og Kapitalisterne, der krævede uindskrænket Frihed for deres udbyttejagende Initiativ. Og således var det endnu ved Underhusvalget i 1880, der førtes næsten ganske på et følelsesbetonet, man kunne sige religiøst Syn på Udenrigspolitikken, uden at de hjemlige Forhold spillede nogen Rolle, bortset fra (selvfølgelig) en Uvilje mod øgede offentlige Udgifter og Krav om øjeblikkelig Nedsættelse af Skatterne. Og dog var der i dette Parlament Varsler om ny politiske Konstellationer. Der var Randolph Churchill, som samlede en lille Kreds om sig, der satte sig for at korrekse den konservative Slapsvansethed. Der var Joseph Chamberlain, hvis tory-demokratiske Demagogi søgte at profitere af de sociale Rørelser. Der var inden for Liberalismen spredte Krav om en mere aktiv, demokratisk Politik og Statsintervention.

Det hele Liv må ses som Udslag af en vågnende Erkendelse af, at alt ikke var, som man kunne ønske det. En Syndsbevidsthed, kalder en engelsk Forfatter det, som selv har gennemlevet denne Overgangsperiode. Typisk for denne var, som vi allerede har set, John Stuart Mill, der om Socialismen blandt andet skrev: »Hvis Valget stod mellem Kommunismen med alle dens Eventualiteter og den nuværende Samfundstilstand med alle dens Lidelser og Uretfærdigheder; hvis den private Ejendomsret nødvendigvis medførte, at Arbejdsproduktet blev fordelt, som det nu er Tilfældet, i næsten omvendt Forhold til Arbejdsydelsen, de største Portioner til dem, der overhovedet aldrig har arbejdet, de næststørste til dem, hvis Arbejde er for intet at regne, og således videre, Fortjenesten svindende eftersom Arbejdet bliver hårdere og mere ubehageligt, indtil det mest trættende og mest opslidende legemlige Arbejde ikke sikkert kan regne med at tjene selv det for Livets Opretholdelse mest fornødne; hvis dette og Kommunismen er Alternativer, så vil alle Kommunismens Vanskeligheder, store som små, være for intet at regne ved Sammenligningen«. Et andet Sted siger han: »Fremtidens sociale Problem bliver at forene den største Handlefrihed med fælles Besiddelse af alle Jordene Råmaterialer og en ligelig Fordeling af det forenede Arbejdes Produkter«.

En fremmed Stemme hinsides Atlanten blandede sig ind og fandt det monumentale Udtryk for Tidens Opfattelse: »Foreningen af Fattigdom og Fremskridt er vor Tids store Gåde. Det er den centrale Kendsgerning, hvorfra alle de industrielle, sociale og politiske Kendsgerninger udspringer, som forvirrer Verden ... Sålænge al den Rigdom, moderne Fremskridt bringer, går med til at bygge store Formuer op, til at øge Luksusen og skærpe Kontrasten mellem Besiddelse og Trang, sålænge er Fremskridtet ikke en Realitet og kan ikke have Varighed, Reaktionen må komme«.(Det var omtrent samme Grundtone, Carlyle 40 År i Forvejen havde anslået; »England er fuld af Rigdom, af alle Produkter til at tilfredsstille ethvert menneskeligt Behov; dog England er ved at dø af Afkræftelse«. I det hele taget kan en lignende Syndsbevidsthed spores også fra 1840erne: Oastler, Shaftesbury, Chadwic, Dickens, Carlyle, Ruskin, Morris, det er Linien, der fører op til 1880erne. Dette første Udbrud var forud for den egentlige Liberalisme og standsede delvis, sålænge man endnu mente at se Frelsen, og tog så altså fat igen, da den viste sig at være et Blændværk) Året efter skrev Hyndman og Morris; »Den officielle Statistik viser, at uhyre Masser lever på Randen af sultedød; at store Dele af Fabriksarbejderne undergår en fysisk Forringelse; at Landarbejderne sjældent får Føde nok til at kunne undgå Sygdomme, som opstår af utilstrækkelig Ernæring, medens Beboelsesforholdene i vore Byer såvel som i Landdistrikterne for Lønarbejderne er sådanne, at endog de ledende Politikere i alle Partier er vågnet op til Forståelse af, at en civiliseret Tilværelse for de fattige har været umulig i omtrent to Menneskealdre under disse Betingelser, og at Forholdsregler virkelig burde tages til at imødegå Elendigheden. Drik, Usædelighed, Forbrydelser opstår uvægerlig under sådanne Forhold. Dårlig Fordøjelse på Grund af slet Føde, Forkølelsessygdomme på Grund af manglende Brændsel, Nedtrykthed på Grund af dårlig Luft og Savn af Fornøjelser driver med Nødvendighed de fattige til Beværtningerne. Fordrukne og ædru, gode og slette (hvis de kan kaldes slette, der etikker til Halsen i Umoralitet fra deres første Barndom) er alle underkastede den vedvarende Usikkerhed med Hensyn til Indkomst, der skyldes den stadige Fremkomst af nye Maskiner, over hvilke de ikke har Kontrol, dels også de store kommercielle Kriser, der kommer stadig oftere og varer hver Gang stadig længere. Derfor hersker der fuldstændigt Anarki i Livet og Anarki i Produktionen om os. Orden, Moralitet, Hygge, Lykke, Opdragelse eksisterer kun for den Klasse, der ejer Produktionsmidlerne, på Bekostning af den Klasse, der yder Arbejdskraften, som skaber Rigdommen.«

To År senere skrev Kardinal Manning: »Husenes Tilstand, Familier, der lever i Enkeltrum, sommetider mange Familier i eet Rum, hver Familie sit Hjørne - alt det kan ikke blive ved. Ophobningen af Rigdom i Landet, Opdyngning af Formuer, som Bjerge, i de enkeltes Besiddelse kan ikke blive ved, hvis ikke Folkets Elendighed ophæves. Intet Samfund kan eksistere på et sådant Grundlag.« Arnold Toynbee, den store Filantrop, skrev: »Vi, Middelklassen, mener jeg, ikke blot de rige, vi har forsømt jer; i Stedet for Retfærdighed har vi budt jer Barmhjertighed; i Stedet for Sympati hårde, livsfjerne Råd; men jeg tror, vi er ved at forandre os. Hvis I kun kunne tro os og have Tillid til os, tænker jeg, at mange af os ville give vort Liv for at tjene jer. I må, det siger jeg rent ud, I må tilgive os, for vi har syndet mod jer; vi har syndet grusomt mod jer - ikke at vi altid har været klare over det, dog, syndet har vi, og lad os da indrømme det. Men hvis I vil tilgive os - ja, hvad enten I vil eller ikke - så vil vi tjene jer, og mere evner vi ikke«.

2.

Det var ud af denne Syndsbevidsthed, at en målbevidst Socialisme omsider rejste sig. Karakteristisk for den var, at den ikke som på Kontinentet blev en Slave af hint gigantiske og skæbnesvangre Værk Das Kapital, hvilket vel kan forundre, så sandt som Karl Marx henlevede sine 30 sidste Leveår i London; men det var kun en liden Menighed, der samlede sig om ham, og den var endda helt tysk præget. Efter hans Død fortsatte hans Datter en fanatisk, men resultatløs Agitation, hvor Socialisme og Religionsfjendtlighed gik Hånd i Hånd. Man kunne høre hende udtale: »Vi mener, at den kristne Religion er en umoralsk Illusion, og vi vil benytte ethvert Argument for at gøre Folket det begribeligt, at det er i Vildfarelse. Latterliggørelse er et legitimt Våben. Det er det, Voltaire brugte og gjorde mere Gavn med end med et Bjerg af alvorlige Argumenter. Den slående Forskel mellem dette århundrede og det foregående er, at den frie Tanke da var Overklassens Privilegium, og at den nu er ved at blive Arbejderklassens. Vi ønsker, at den skal bryde sig fejl om den mystiske anden Verden og leve helt for denne og kræve, hvad der kan være til dens Bedste her«. Hun fandt ingen Skønhed i Kristendommen og mente, at Kristus, hvis han da nogensinde havde levet, havde været et svaghovedet Individ med en god Del Sødladenhed i sin Karakter og ganske uden Heroisme. Bad han ikke i sidste Øjeblik om, at denne Kalk måtte fratages ham!

En sådan Fanatisme lå de engelske Socialister fjernt. Med roligt Overblik lod de sig påvirke mange Vegne fra: Ruskin, Morris, Henry George måske mest af alt, også Marx. Karakteristisk for den engelske Arbejderbevægelses første Periode var Fabian Society, hvis Væsen var Arbejde mere end Kamp, Oplysning mere end Agitation. Det var en Slags liberal Socialisme, der dannede en jævn Overgang fra Menneskevennernes sociale Liberalisme, og dog opfattedes Fabianerne af deres Samtid nærmest som frygtelige Samfundsomvæltere, og det er ikke frit for, at nogle af dem måske også har følt sig selv som sådanne; imidlertid måtte der fra Tid til anden foretages Udrensning af Medlemmer, der kogte over; eller de gik deres Vej i Vrede over denne forstokkede Aristokratklub, som da Wells i 1908 trak sig tilbage, fordi han ønskede mere Agitation og direkte Indgreb i Politikken. Fabianernes Fremgangsmåde var Gennemsyringspolitik; i Tillid til Bærekraften af deres Ideer stolede de på, at det blot gjaldt om at fremsætte dem, forklare dem, og forklare dem en Gang til; til sidst ville de da, halvt ubevidst, glide ind i den almindelige Bevidsthed som Selvfølgeligheder. Man skulle blot have Tålmod, derfor var deres Motto dette: »På det rette Øjeblik må du vente, ligesom Fabius overmåde tålmodigt ventede, da han førte Krig mod Hannibal, skønt mange dadlede hans Tøven; men når Tiden er inde, må du slå hårdt, som Fabius gjorde, eller din Venten har været forgæves og frugtesløs«. Det er jo meget kønt, men rigtignok slet Historie, da Fabius (som H. G. Wells maliciøst påviste) vitterlig aldrig slog hårdt til. Og det samme gælder for Resten Fabianerne, der åbenbart venter endnu, eller for at bruge det nærliggende og mest rammende Ord: de nøler. Iøvrigt spiller Fabianerne ingen Rolle mere i det politiske Liv.

3.

Det forstås let, at kun et Mindretal kunne slutte sig til Fabianernes Åndsretning med dens fornemme Afholdenhed fra enhver Form for direkte Indgriben; ikke mindst stod Fagforeningerne køligt overfor dem, idet de dels ikke interesserede sig for deres Ideer i det hele taget, dels, når det gjaldt deres egne Formål, i høj Grad anbefalede direkte Aktion.

Det er lærerigt at kaste et Blik på Fagforeningernes historiske Udvikling. Før den industrielle Revolution var der vel Fagforeninger i England, men ingen egentlig Fagforeningsbevægelse; de manglede Klassesolidaritet til at række ud over de enkelte Sammenslutninger. Først ved Begyndelsen af det 19. århundrede ved den ny Industris Frembrud, ved Arbejdernes Kampe, ved Cobbetts Agitation bliver de moderne Fagforeninger til for at beskytte de økonomiske Interesser. Men straks fik Kapitalen en Lov stablet på Benene, som forbød alle Arbejdersammenslutninger, en Lov, som ganske vist viste sig uigennemførlig, og, da den i 1824 blev ophævet, havde et vældigt Frembrud i Bevægelsen til Følge. Man søgte da igen at hæmme den ved Restriktioner; men nu lod den sig ikke standse; Væksten fortsattes i de følgende ti År for at kulminere i de store Kampe i 1834, særlig efter at Whiggerne havde svigtet deres Arbejderallierede og ved Reformakten 1832 unddraget dem al politisk Magt. Da tog de for Alvor Organisationens Våben op og dannede en stor fælles Forening (Grand National Consolidated Trades Union), Owens kommunistiske Planer gennemtrængte Lederne, man drømte om kooperative Foretagender i stor Stil. Indtil det hele brast sammen, Fællesforeningen opløstes; Tiden var endnu ikke moden for de radikale Ideer, og påny fik Kapitalen Foreningerne båndlagt. Midt under deres Afmagt opstod da den politisk-revolutionære Chartisme, og først da den var ebbet ud, levede Fagforeningerne op igen, som en upolitisk, rent faglig Retning, der efterhånden antog en ret eksklusiv Karakter med høje Kontingenter og Udelukkelse af den store ikke faglærte Arbejdermasse; uden provokerende Optræden, mere villige til at forhandle end til at strejke, opnåede de en Del Begunstigelser ved at ofre den ikke organiserede Del, hvis Skæbne herefter blev Slumproletariatets. Fra 1873 var de repræsenterede i Parlamentet ved to Minefolk, der sluttede sig til det liberale Parti.

Socialismens Optræden hilste? med Uvilje, og der kom intet Samarbejde i Stand; indirekte fik den Betydning derved, at den gav de ikke faglærte Mod til at organisere sig. Dokstrejken i 1889 gav således Udtryk for den nye Kampånd, der medførte stor Fremgang og mange Sejre, trods de gamle Lederes Foragthed og passive Modstand. Den nye Unionisme, som den kaldtes, kulminerede i 1892, da en mindre Nedgang begyndte, hvad der hang sammen med de trykkede Tider og Kriseårene efter 1890, (i sådanne Tider vil en faglært Arbejderpolitik altid være resultatløs, jfr. 1926). Denne Nedgang fik Lederne til at ændre Taktik og træde i Forbindelse med det socialistiske Parti: den socialdemokratiske Føderation, for således ad parlamentarisk Vej at opnå, hvad man tabte i den faglige Kamp. Denne Forbindelse resulterede omsider i Oprettelsen af et altomfattende fagligt politisk Arbejderparti, 1900; også Fabianerne og det uafhængige Arbejderparti sluttede sig dertil, således at Partiet, uden at være erklæret socialistisk, dog i overvejende Grad gav Udtryk for socialistiske Anskuelser.

Denne Oversigt over Fagforeningernes Udvikling i det 19. århundrede er lærerig ved at vise det for engelsk Socialhistorie karakteristiske, som bekræfter sig for hver ny Dag: en stadig Vekslen mellem direkte Aktion og parlamentarisk Aktion. Ved at vise, at ethvert sådant Skifte indvarsles ved et forudgående Nederlag, der sætter den ene Kampmetode ud af Funktion, indtil den anden finder sit Nederlag; og ved at vise, at den samlede Arbejderbevægelse efter hvert Nederlag vinder i Styrke. Således vil da Arbejderbevægelsen gennem en uendelig Række af styrkende Nederlag gå frem til den endelige Sejr.( Muligvis kunne en nærmere Undersøgelse konstatere, at der bestod et direkte Forhold mellem den påpegede Vekselvirkning og den økonomiske Cyklus, således at enhver Højkonjunktur mødtes af Arbejdernes direkte Modstand og Kamp for at komme på Højde med Situationen, medens Depressionsperioderne gjorde Strejkevåbnet uvirksomt, fordi en Arbejdsstilstand under disse Forhold ikke tilføjede Arbejdsgiverne væsentlig »tørre Tab. Når da det uundgåelige Nederlag var indtruffet, blev Akcenten lagt på det parlamentariske Arbejde, indtil nye Opgangstider gjorde dette mere eller mindre illusorisk og derfor atter kaldte på den direkte Aktion.)

I det nye århundredes første Tiår var da det parlamentariske Arbejde fremherskende, og der samlede sig efterhånden en ikke liden Skare Socialister i Underhuset, men de formåede ikke ret at frigøre sig for det traditionelle liberale Formynderskab, og følgelig var det småt med Resultaterne.

Da nu tilmed Medlemstallet i Fagforeningerne atter begyndte at stige, og det stærkere end nogensinde (1900 ca.. 600,000 medlemmer, 1910 ca. 2 mill. medlemmer, i 1914 ca. 4 mill. medlemmer), syntes påny den direkte Politik at skulle blive fremherskende, hvad der vel hang sammen med de gunstige Handelsår, der medførte en Prisstigning, som i nogen Måde forværrede Arbejdernes Kår. Store Strejker brød ud i 1911 og 1912, og i 1913 bragtes for første Gang Trippelalliancen på Tale. Så kom Verdenskrigen. Blandt Arbejderne syntes først ingen Tvivl: internationale Stridigheder vedkom ikke dem. De brød sig kun om Klassekampen og ønskede at holde England udenfor; og de sluttede sig til Det Internationale Socialistbureau, som d. 31. Juli fastslog, at det var »enhver Arbejders Pligt ikke blot at vedblive med, men også at forøge Demonstrationerne for Freden«. Arbejderpartiet opfordrede Organisationerne til »vågent at iagttage og om fornødent modsætte sig enhver Handling, der kan drage os ind i Krigen«. I Arbejderpressen hed det: »Vi har haft nok af Revolutioner, nu gælder det Aktionen«, I det mindste måtte Transportarbejderne strejke, uden dem kunne man ikke mobilisere. Keir Hardie og Arthur Henderson udsendte et Opråb, hvor det hed: »Hold vældige Demonstrationer mod Krigen i ethvert Industricentrum. Tving dem i Overklassen, der ønsker, at I skal samarbejde med det russiske Despoti, til at tie! Proklamer, at for jer er Plyndringens og Slagteriets Dage forbi. Send Bud om Fred og Broderskab til dem af jeres Kammerater, der har mindre Frihed end I. Ned med Klassestyret! Ned med den brutale Krafts Herredømme! Ned med Krigen!« Protesterne kulminerede med den vældige Demonstration på Trafalger Square d. 2. August, hvor, som en Topfigur på Kransekagen, efter Talernes Knallerter, en Tysker, en Russer, en Franskmand og en Schweizer (!) steg op på Tribunen, omfavnede hinanden og gav Pote, medens de således forenede, som et siamesisk Dobbeltpar og Sindbillede på Folkenes ubrødelige Sammenhold på tværs af Alverdens rænkefulde Kapitalister, modtog Mængdens dundrende Hyldest. Den samme Aften indkaldtes Reserverne til Flåden.

4.

Da Krigen var en Kendsgerning, faldt Arbejderpartiet til Føje som et lydigt Barn, Dog var der en enkelt Fraktion, der indtog en stejl pacifistisk Holdning ; det var det uafhængige Arbejderparti, som havde repræsenteret den egentlige Socialisme inden for Arbejderpartiet og haft en ledende Stilling her, præget som det var af en Række højtbegavede Mænd, blandt hvilke Lederen Ramsay Macdonald ragede frem. Han er noget for sig selv, som man siger. Lige fjernt fra Fabianernes Bureaukratisme og Fagforeningernes Terrorisme var han, som en Elev af Darwin og Spencer, kommet til Socialismen ved et omfattende Blik over Samfundet, betragtet som et biologisk Væsen, søm en Organisme styret af Livet6 Love, ikke af mekaniske. Socialismen er for ham Evolution, er Udtryk for en organisk Enhed, hvorfor Samfundets Struktur ikke kan ændres ved korte, skarpe Metoder, men ved langsomme, sikre. »Det nye Samfund« skriver han i en af sine Bøger, »vokser ud af det gamle som Sommerfuglen af Puppen.« Socialismen betyder derfor et Samfunds Opvækst, ikke en Klasses Herredømme; den Bevidsthed, den søger at kalde til Live, er ikke økonomisk Klassesolidaritet, men social Enhed og Vækst til organisk Helhed. Men en Rekonstruktion er nødvendig, for at Staten kan udføre sine stadig mere komplicerede Hverv, og denne Rekonstruktion - det er Macdonalds Kongstanke - må først og fremmest bestå i en gennemført territorial Afvikling (Devolution) af Imperiet, af Riget (dvs. Selvstændiggørelse af de nationale Enheder som Skotland, Wales osv.), af de civile Enheder til lokal Selvstændighed og Foretagsomhed. Iøvrigt er han, som opdraget i Skotlands barske, men dybe, puritansk farvede Kristendom, en Mand, der omfatter Tilværelsen med etisk Alvor, hvad der giver hans hele Adfærd en Vægt og Myndighed, hans Patos en Kraft, som ikke undlader at gøre Indtryk. Hang ydre, den ranke, sikre Holdning, Trækkenes Sarthed, det sølvhvide Hår som også Stemmens uimodståelig skønne Klang, giver hans hele Fremtræden et »aristokratisk« Præg, der sætter alle Parlamentets fødte Adelsmænd i Skygge.

Således er denne Mand, der i 1914 stod som den eneste Repræsentant for Socialismen og ved sin modige Krigsfornægtelse forbitrede den ganske Nation imod sig; lian vovede al hævde sine Idealer under Sammenbruddet, og blev stemplet som et moralak Uhyre derfor. Før Krigen sagde man om ham; »Ganske vist er han Socialist, men alligevel har ban jo mange gode Tanker.« Og da han så blev tro mod disse sine Tanker, kaldte man ham en Skurk. »Hans Rolle er ude i engelsk Politik,« sagde man, »fra nu af er han en død Mand.« Man syntes al have Ret, det uafhængige Arbejderpartis Medlemstal gik voldsomt ned.

Med det britiske Socialistparti (tidligere kaldet: den socialdemokratiske Føderation; det havde på et tidligt Tidspunkt meldt sig ud af Arbejderpartiet) gik det endnu værre; det gik midt over. Lederen, den berømte Hyndman tog en strengt patriotisk Stilling; men som Tiden gik og Krigspsykosen begyndte at fordufte, opstod der en Opinion, som var stemt for en Tilbagevenden til Socialismens Idé, og da denne Opinion kom i Flertal, førte det til Brud: i 1916 brød den patriotiske Del ud for at danne det nationale Socialistparti. Således befriet for sin højre Fløj udviklede Moderpartiet sig nu stærkt i revolutionær Retning, indtil det i 1921 gik op i det kommunistiske Parti. Der er i denne Foreteelse noget typisk for den engelske Arbejderbevægelse: en stadig Radikalisering med Udskydning af den Fløj, der ikke kan følge med.

Under Krigen stod da Arbejderpartiet i England som alle andre Steder yderlig magtesløst og måtte gå ind på alle Restriktioner i Retning af Lønaftaler, Forbud mod Strejker i visse Industrier osv., medens lignende Forholdsregler overfor Industrilederne, for at øge Produktionens Effektivitet og hindre dem i at udnytte Situationen alt for ublufærdigt, dog ikke forhindrede disse i at tjene en køn Skilling og udbetale årlige Udbytter på 15-20 %.

Da Partiet nu var ude af Stand til effektivt at varetage Arbejdernes Interesser, gled Kampcentret over i Fagforeningernes Favn; og allerede i 1915 begyndte en Række Strejker, især blandt Maskin- og Dokarbejderne i Clyde, det mest radikale Punkt i Riget, som snart skulle blive Arnestedet for den revolutionære Agitation; de dannede det socialistiske Arbejderparti med Sæde i Glasgow, der senere sammen med det britiske Socialistparti dannede det kommunistiske Parti. Samme År blev den så ofte diskuterede Trippelalliance mellem Mine-, Jernbane- og Transportarbejderne omsider til Virkelighed. Fra og med 1916 at regne var da Arbejderbevægelsen igen en Faktor, men en rent industriel. Det var det forfejlede Sommeslag, der blev Vendepunktet; man begyndte at få Øjnene op for, at dette kunne blive ved længe endnu. »Hvor længe skal Slagteriet vare?« spurgte The Labour Leader, »hvis Krigen skal være endt, før det bliver August igen, må det være, fordi Folket vil have det således. Til Regeringen ser vi forgæves hen, den udtrykker ingen Tanke om Forsonlighed; Ordet Fred er Forræderi i dens Øren.« Langsomt, i samtidig Vækst med Strejkebevægelsen, opstod den Tanke, at denne Krig var noget, der ikke vedkom Arbejderne, den var Kapitalisternes Krig; derfor jo før Fred, des bedre. Ud af disse to Elementer, Strejken og Fredsviljen, formede sig det ny Arbejderlegeme, noget vaklende, egentlig uden Førere, en uofficiel Bevægelse, man intet kendte til i Arbejderpartiet.

Det var først det næste År, at der indtraf en virkelig samlende (men også splittende) og skelsættende Begivenhed: den russiske Revolution, som fyldte både med Begejstring og Ængstelse, og som for det famlende Parti stod som en frygtelig Hævdelse af Arbejdermassens Rettigheder og Magt. En Uro bredte sig over Landet, revolutionære Tendenser røbedes overalt; ved et Møde i Leeds fejredes den russiske Revolution, og man vedtog at danne Sovjetråd, en Beslutning, der vidnede mere om sværmerisk Begejstring end om sund Fornuft.

Det var under Trykket af hele den Udvikling, at Arbejderpartiet for at genvinde sin Position vedtog en ny Forfatning i 1918, hvis væsentligste Ejendommelighed var, at det nu muliggjordes enhver at blive direkte Medlem deraf, mens det jo tidligere havde været en Sammenslutning af forskellige Foreninger, så man kun indirekte, ved at blive Medlem af en af disse Foreninger, kunne blive det af Arbejderpartiet. Forhen havde da det uafhængige Arbejderparti, selv en af disse Foreninger, haft Rollen som »the individual member's section«, hvilket var dets væsentligste Eksistensberettigelse, således at det efter Reorganisationen kom i en noget tvivlsom Stilling; hvis det betragtede sig som Enkeltmedlemmernes Parti, havde det nu mistet sin Eksistensberettigelse; hvis det så sig som den socialistiske Fløj af en ikke helt socialistisk Organisation, burde det kun optage Medlemmer med socialistiske Synspunkter. Siden 1913 har Partiet da også vaklet mellem disse Synspunkter; under Macdonalds og Snowdens Førerskab gled Partiet jævnt til højre, især efter at disse som Ledere af Arbejderpartiet havde fået parlamentariske Forpligtelser. Men under nye, yngre Lederes Varetægt gik Tendensen den anden Vej, så at Afstanden mellem Macdonald og Brailsford (Brailsfords Anskuelser udviklet i: Socialism for to day, Men også han er naturligvis i Overensstemmelse med sit Parti konstitutionel Socialist) undertiden kunne udvikle sig til ren Antagonisme. Atter et Eksempel på vor Iagttagelse: den stadige Radikalisering med Tendens til at udskyde de moderate Elementer.

Men vi har foregrebet Begivenhedernes Gang. Programmet for det reorganiserede Arbejderparti fastsloges i følgende Hovedpunkter: 1) At organisere et parlamentarisk politisk Arbejderparti. 2) At samarbejde med Fagforeningerne. 3) At realisere såvidt gørligt de af Partiet fra Tid til anden fremsatte Principper. 4) At sikre Håndens og Åndens Arbejdere det fulde Udbytte af deres Værk og den ligeligste Fordeling af dette på Grundlag af Fællesejendomsret til Produktionsmidlerne. 5) At fremme Folkets almindelige, politiske, sociale og økonomiske Frigørelse og især deres, hvis Livsophold er betinget af deres legemlige eller åndelige Arbejde.6) At samarbejde med Arbejderorganisationerne i andre Lande.

Som Helhed betragtet betegnede denne nye Forfatning et afgjort Skridt henimod Socialismen, selv om man med Flid undgik at gøre en socialistisk Overbevisning til Betingelse for Optagelse. Den tilførte Arbejderpartiet en Mængde nye Medlemmer, især fra Middelklassen, mange »Intellektuelle,« som alle før havde været liberale, men som altså nu begyndte at gennemskue Blændværket. Mens Medlemsantallet i 1914 kun havde været 1.600.000, steg det i 1918 til 3.000.000 og i 1920 til 4.400.000.

Således styrket gik Arbejderpartiet til Valg i Årets sidste Måned i Håb om at kunne sprænge Koalitionen. Valgkampagnen var ophidset, og for første Gang tegnede Klassekampens mørke Billede sig i Talerne. Koalitionens Program var kort og godt: ned med Socialisterne, lad Tyskland betale, hæng Kejseren! Indenfor Arbejderpartiet gjorde alle Stemninger sig gældende, lige fra vage liberale Udtalelser til ville Trusler om Revolution. For at gennemføre »den store Arbejderoffensiv« og bevare Partiets med så megen Møje nys opnåede Enighed var stadige, indtrængende Overtalelser fornødne. Men Resultatet svarede ikke til Ulejligheden, Koalitionens Sejr var ubetinget, den store Arbejderoffensiv brudt sammen, Venstreførerne Snowden, Iowett, endogså Macdonald, såvelsom den moderate Henderson faldt, en Skæbne, de iøvrigt delte med den liberale Førsteminister fra 1914. Al Tale om en Arbejderregering måtte forstumme, og de, der havde virket for den politiske Aktion i stedet for den industrielle, måtte pænt stikke Piben ind.

5.

Industrien havde under Krigen tjent overordentlige Summer; men det stadige Pres, Krigsbehovet lagde på Produktionen, havde ført til en Rovdrift, især i Kulindustrien, der lod hånt om en rationel Udnyttelse og følgelig af et teknisk effektivt Apparat. Efter Krigen begyndte man at bøde herpå, og i Forbindelse dermed stod de stadige Sammenslutninger og Trustdannelser i de følgende to, tre År. Dette førte, som altid, hvor sådant foregår i stor Stil, til Inflation i de anbragte Værdier og enorm Overkapitalisering ved Overtagelsen af uafhængige Selskaber. Det var særlig Kulindustrien, hvor Sammenslutninger fandt Sted i stor Stil, der således blev Genstand for kunstig Oppustning. Dorman Long & Co. afgiver et godt Eksempel. Dette Selskab erhvervede i 1920 Kontrollen over Carlton Iron Co., som da havde en Kapital på 400.000 Pd. Den erlagte Pris var 950.000 Pd., så det altså blev en Overkapitalisering på 137,5 %. The Amalgamated Anthracite, Ltd., betalte for en Række erhvervede Foretagender så meget som fire etpundeaktier i det nye Selskab for hver etpunds-aktie i det gamle, så denne Trust trådte ind i Tilværelsen med en Overkapitalisering på 300 %. Det var en Opgangsperiode, og Overkapitaliseringen øgedes ved en gavmild Udstedelse af Friaktier; atter her var det Kulindustrien, der var i Spidsen, idet praktisk talt alle Selskaber benyttede sig af denne Udvej, når Udbyttet blev for højt og Minearbejderne, hvis Lønstigning ikke holdt Trit med Prisniveauet, ytrede Misfornøjelse; så kunne den nominelle Dividende stadig bevæge sig i de anstændige Tal, selv om de udbetalte Penge længst havde taget Afsked med

disse. Ved hele denne Inflation af imaginær Kapital steg det dividendepligtige Beløb voldsomt, som disse Tal vil vise: i 1914: £135.000.000; i 1915: £138.000.000; i 1916: £145.000.000; i 1917: £154.000.000; i 1921: £180.000.000; og i 1923: £195.000.000

Således blev i Løbet af ni År Kulindustriens Kapitaler øget med £ 60.000.000 eller omtrent Halvdelen af Førkrigstidens; men den langt overvejende Del af dette Tal repræsenterede naturligvis intet andet end udvandede Aktier; thi bortset fra Trustdannelsen var kun lidet gjort for at fremme Effektiviteten, teknisk forblev Minerne på samme primitive Trin som før.

Således var Tilstanden i Efterkrigsårene. Og så længe den gik, så gik den jo, og §å længe gik den godt. Men når nu Mineejerne klager og påstår, at nu, da de gyldne År er forbi, nu er det en skidt Forretning med Minerne, nu betaler de sig ikke niere (hvilket i Parentes bemærket som Helhed er ukorrekt (se tabel), så bør det erindres, at den Tilstand. Mineindustrien nu befinder sig i, er en Konsekvens af hine gyldne Dages letfærdige Transaktioner, hvor utalte Millioner tilflød Ejerne og Trustens Medlemmer, uden

Offentlige Aktieselskabers Dividende og Udbytte (netto) 1924-25.
Amalgamated Anthracite Collieries	7,5 %	£ 151.831
Henry Briggs and Son (skattefri)	10 %	£ 57.742
WM. Cory and Son	15 %	£ 503.995
Denaby & Cadeby Main ColHeries	6 %	£ 83.621
Ebbw Vale Sreel, Iron & Coal Co	0 %	£ minus 96.054
Guest, Keen and Nettlefolds (skattefri)	10 %	£ 937.613
Lochgelly, Iron & Coal	5 %	£ 41.904
Sheepbridge, CoaJ & Iron	5 %	£ 112.444
Staveley Coal and Iron	7,5 %	£ 279.135
United Steel Companiee	0 %	£ 41.710

at disse gjorde noget for at modernisere Industrien eller råde Bod på Krigstidens Rovdrift. Endelig bør man gøre sig klart, at de mange Sammenslutninger ikke så meget var Sammenslutninger af Kulminer til rationelle, effektive Helheder, som det, efter Trustdannelsens Princip, var Kombinationer af forskelligartede Virksomheder for at gøre enhver Storindustri autonom. Dette bør man erindre sig, når Mineejerne klager over de slette Forhold og kræver Arbejdslønnen nedsat for at Øge Udbyttet.

Fortjenesten opgives altid netto, efter at Afskrivninger, Reserver og andre Poster er fradraget, som da gerne opføres med vældige Beløb for at skjule den egentlige Fortjeneste. Når dertil kommer, at Dividenden jo gælder den udvandede Kapital og altså egentlig skulle være dobbelt eller tre Gange så stor, kan det dog ikke være nogen helt dårlig Forretning. Oversigten omfatter kun de offentlige Aktieselskaber, da de private ikke ved Lov er forpligtede til at offentliggøre deres Regnskaber, så man kan intet skønne om dem.

Den almindelige Optimisme deltes også af Regeringen, som udkastede det ene Lovforslag mere epokegørende end det andet til Genopbygningen af »Heroernes Fædreland«; en Landbrugsreform, der næsten havde revolutionær Karakter, med garanterede Priser på Landbrugsprodukter, lovmæssig Beskyttelse af Fæsternes naturlige Rettigheder, Minimallønninger osv.; en storstilet Transportreform; en lige så glimrende Boligbyggeplan, der skulle afhjælpe Bolignøden og endda forvandle alle Slumkvarterer til værdige Bydele; alt sammen Planer, der kostede Penge og naturligvis aldrig blev til noget.

Under hele denne storartede Udfoldelse af offentlige Løfter og private Fortjenester indtog Arbejderpartiet en beskeden Stilling. Trods dets Reorganisation havde Valget ikke bragt den Fremgang, man havde håbet; og med sine 57 Medlemmer i Underhuset formåede det selvsagt lidet overfor Koalitionsblokken.

Men Fagforeningerne vidste at tage Sagerne i deres egen Hånd; de havde efter Arbejderpartiets Sammenbrud i 1914 bestandig gjort sig mere gældende; og ganske særlig var det den nævnte uofficielle Bevægelse, der gennemsyrede Fagforeningerne og tenderede imod Bolsjevismen, så den i 1920 kunne konstituere sig som Storbritanniens kommunistiske Parti, der var en Sammensmeltning af flere, hvortil Året efter kom den venstre Fløj af det uafhængige Arbejderparti, som således sagde sig løs fra Arbejderpartiet, der stillede sig absolut afvisende overfor de Revolutionære.

En Række Strejker fandt Sted, og særlig var det naturligvis Minearbejderne, der som de radikale og forholdsvis dårligt stillede var i Spidsen med Krav om Nationalisering af Minerne, almindelig Minimalløn og indskrænket Arbejdstid. Den kongelige Kommission, der nedsaltes i 1919 for at undersøge Forholdene, gav i alt væsentligt Arbejderne Medhold og udtalte sig med særlig Åbenhed om Betimeligheden af Nationalisering, hvilket dog ikke syntes at afficere Ejerne væsentligt.

En Jernbanestrejke om Efteråret afslørede, i hvilken Grad Arbejdernes Tankegang var radikaliseret; der var stærke Kræfter i Bevægelse for Revolutionen, men da nu tilfældigvis Jernbanemændene og deres Fører I. H. Thomas var for Moderation, endte Krisen med et Kompromis om Tid og Løn og med et gemytligt Møde i Downing Street, hvor Lloyd Georges Overtalelsesevner fejrede Triumfer (»a sort of sing-song«).

Men dette var kun en Episode i Udviklingen; Fagforeningerne rustede sig til nye Kampe og oprettede en »Generalstab«, The General Council, på 32 Medlemmer, der skulle sikre et mere effektivt Samarbejde mellem de enkelte Foreninger og tillige bevare Kontakten med Arbejderpartiet. Og allerede den følgende Måned kunne man få Lejlighed til at forvisse sig om Hensigtsmæssigheden af den nye Institution, idet Minearbejderne påny gik i Strejke, men da Trippelalliancen truede, blev de mere føjelige, og man opnåede en Overenskomst.

Den 31. Marts 1921 udløb Regeringens siden Krigen stadig udøvede Kontrol med Minerne, og til den Dag havde Ejerne opsagt de gældende Overenskomster og forelagt nye, der reducerede Lønnen med indtil 40 sh. ugentlig og bragte Niveauet ned under Førkrigstiden. Man henviste til, at Priserne var begyndt at falde og de gode Tider ved at ophøre. Samme Dag, d. 31., nedlagde Minefolkene påny Arbejdet. Det springende Punkt i Krisen var ikke Lønspørgsmålet, men dette, at Regeringen opgav Kontrollen trods Opfordringer til at fortsætte. Man havde i denne Forholdsregel - hvor meget eller hvor lidt den så end betød - set et indledende Stadium af det store Krav: Nationalisering, og Kontrollens Ophævelse betød således et Skridt bort derfra. Det var en Principsag, man gik i Strejke for, og man fortsatte blot derved den gennem de sidste fire År proklamerede Politik. Men således kom Strejken til at rette sig også mod Regeringen og var et Krav om Ændring af lovmæssige Forhold. Men derved fik den jo en anti-konstitutionel Karakter og større Betydning end nogen tidligere Strejke; medens de moderate Parter stadig henviste til Lønkravet, hilste de revolutionære Elementer det nye Perspektiv jublende Velkommen.

Man frygtede det værste. Regeringen erklærede Staten i Belejringstilstand; Troppestyrker, Tanks og Maskingeværer fordeltes over Landet. I. H. Thomas varslede Strejke, fra Fredag d. 15. Midnat at regne, af Trippelalliancen. Under disse Omstændigheder tog en Del af Underhusets Medlemmer Sagen i deres egen Hånd. De indbød Mineejerne til at fremsætte deres Krav ved et privat Møde; det var Torsdag Aften, den næstsidste Dag før Storstrejken. Ved dette Møde forsikredes det, at de Lønninger, der var tilbudt Arbejderne i Virkeligheden ganske svarede til, hvad disse selv nogle Uger i Forvejen havde foreslået (om Kontrollen talte man intet). Dette gjorde et dybt Indtryk på de tilstedeværende Parlamentsmedlemmer, og de besluttede at indbyde Mineførerne til at fremsætte deres Krav. Thomas og Sekretær Hodges, der netop befandt sig i Parlamentet på dette Tidspunkt, modtog Indbydelsen, og Klokken halv ti rejste Hodges sig for at fremstille Minefolkenes Vilkår. Han var af bitter Erfaring kommet til at fortvivle om Muligheden af direkte, industriel Aktion for et abstrakt Princips Skyld; men når det gjaldt simple Lønaftaler, havde parlamentariske Diskussioner hans fulde Sympati, og han satte da dumdristig alt ind på dette Punkt. Han erklærede, at Arbejderne ville være rede til midlertidige Lønaftaler, forudsat at deres principielle Krav ikke blev forsømt ved en permanent Afgørelse. Thomas tog Ordet efter ham og hævdede, at hvis dette Løfte bar Frugt, ville der ikke være Grund til nogen Trippelalliancestrejke.

Således syntes håbet om en fredelig Ordning at være berettiget - men ak! Da Hodges den følgende Morgen afgav Rapport til Minearbejdernes Eksekutivkomité, bebrejdede denne ham i hårde Ord hans Løfte og nægtede at anerkende Ordningen, idet den frakendte ham Myndighed til at foretage denne på egen Hånd. Hvad angik Lederne af Jernbane- og Transportarbejderne, der var ængstelige for, at Sammenholdet indenfor Rækkerne skulle bryde sammen under Storstrejken, så bebrejdede de Minelederne deres Hårdnakkethed, og om Aftenen, efter at Dagen var tilbragt med Snak og Forhandlinger, aflyste Thomas Jernbane- og Transportarbejderstrejken, mindre end seks Timer, før den skulle træde i Kraft. Den angivne Grund: at Minearbejderne havde afslået at forhandle på det af Hodges angivne Grundlag; den virkelige: at han, Thomas, intet Øjeblik havde ønsket denne Strejke, men frygtet den; og så greb han dette Halmstrå for at slippe for den. En Måned senere måtte Minearbejderne give op, Distriktsaftaler om Lønnen blev fremtvunget, denne reduceret over hele Linien, og Principspørgsmålet, Statskontrollen - ja, det var der ingen, der talte om.

6.

En Uge før Forliget holdt Hodges en Tale, hvori han blandt andet sagde: »Der er Ting på vort Program, som ikke er blevet fremmet ved denne Arbejdsstandsning. Måske må vi bøje os, men da vil vi ikke hvile, før vi har opnået politisk, hvad vi fejlede industrielt. Vi må fuldføre vort Mål, vi kan ikke andet. Vor sluttelige Triumf er uundgåelig!«

Med den sorte Fredag sluttede denne Epoke, og sluttede, som den måtte det, med et Nederlag. Thi det økonomiske Omslag var da allerede indtrådt. I Begyndelsen af Året var Verdensmarkedet brudt sammen, og øjeblikkelig styrtede Priserne ned. Med et voldsomt Sammenbrud begyndte nu den magre Tid. Og særlig Mineindustrien var lidet modstandsdygtig; dens tekniske Struktur havde lidt alvorligt, og Regeringens Ophør med Kontrol umuliggjorde definitivt en omfattende national Organisering for at imødegå Krisen, der mødtes af industrielt Anarki, hvor Organisation var mere fornødent end nogen Sinde. Det eneste Forslag til en Organisation kom fra Arbejdernes Side, og det modtoges med lige stor Uvilje af Regeringen og Ejerne, der ikke ønskede og ikke tolererede nogen anden Organisation end den, hvis Mål var at .bekæmpe Arbejderne. Virkningen af disse tre Faktorer: den almindelige Depression, den tekniske Forringelse og Regeringens Opgivelse af Kontrollen, forværredes yderligere ved den vældige Masse oppustet Kapital, der nu lå som en stadig Byrde på Industrien og skulle forrentes. Umuligheden heraf under Depressionen med den mindskede Produktion tilskyndede Ejerne til at søge anden Udvej. Priserne kunne ikke skrues op, tværtimod de faldt; ved strengere Økonomi kunne kun lidet opnås. Den eneste Udvej var da: Lønningerne. For at forrente Kapitalen - den udvandede Kapital - måtte Arbejdernes Levestandard sættes ned. Strejken i 1921, (som altså var en lock-out), var da Industriens Erklæring om den nye Politik, den Politik at fede den oppustede Kapital på Arbejdets Bekostning. Nederlaget på den sorte Fredag er da Vidnesbyrdet om, at denne nye Politik lykkedes.

Arbejdernes Modstand var brudt. I Løbet af de følgende År faldt Lønningerne ustandseligt. I 1921 gav Reduktionen gennemsnitlig en samlet Sum af £ 6,024,500 pr. Uge, i 1922 yderligere £ 4,290,500 og i 1923 endnu £ 316,000, eller en Reduktion på ialt £ 10,631,600 om Ugen, eller endelig på £ 552,843,200 om Året.

Hodges udtalte: »Vi vil ikke hvile, før vi har nået politisk, hvad vi har fejlet industrielt«. Med Nederlaget sorte Fredag begynder Bladet at vende sig; det politiske kommer atter i Forgrunden.

7.

Valget 1922 tilkendegiver den nye faces Begyndelse. Der havde efterhånden blandt de Konservative rejst sig en ikke ringe Uvilje mod Koalitionens Fortsættelse, dels på Grund af Mistillid til Førsteministeren, dels ud fra den Betragtning, at en Koalition, der mest bestod af konservative Stemmer, skulle have en konservativ som Fører. Chamberlain søgte at forsvare Koalitionen: hvis der opstod Uenighed, kunne Arbejderne få Flertal ved Valget, og da ville der falde et tungt Ansvar på dem, der havde forsømt deres Pligt og udsat Nationen for Fare. Samling mod den fælles Fjende måtte være det første Hensyn. Lord Salisbury, Leder af den ny konservative Retning, fastslog som Svar på denne Tale, at der var kun én Grund til Koalitionens Fortsættelse: Bolsjevikfaren. Men at påstå, at Hovedmassen af Arbejderklassen (»vore Landsmænd!«) var Bolsjevikker, det ville være en absurd Tanke. Hvad ham selv (Lorden) angik, så havde han fast Tillid til Arbejdernes sunde Fornuft og følte sig forvisset om, at de ikke ville give Landet en værre Regering (dvs. en socialistisk) og ikke en slet (dvs. en liberal), men en god Regering (altså en konservativ).

Med Skam at melde, så viste Arbejderne sig ikke Lordens smukke Tillid værdige; ved Valget stemte de på deres eget Parti og hævede dets Stemmetal fra 2.224.000 i 1918 til 4.236.000 og opnåede således at besætte 142 Pladser i Parlamentet, en pæn lille Gevinst på 85. Men iøvrigt var det Konservatismen, der stod med Palmerne i Hænderne. Med sine 347 Underhusmedlemmer kunne det nu regere uden at hæmmes af Oppositionspartierne og uden at være afhængig af nogen Allieret. Men for de Liberale var det et afgjort Nederlag, som for første Gang afslørede deres indre Skrøbeligheder; og ganske særlig gik det ud over Lloyd George, om hvem der samlede sig 57 små, forfrosne Menneskesjæle.

Arbejderpartiet var altså nu for første Gang Oppositionsparti, og ved Valget 1923 øgede det endda sin Repræsentation til 191. Da samtidig de Liberale gik en Smule frem og de Konservative tilbage, havde disse ikke mere nogen absolut Majoritet, og den derved opståede Chance udnyttede de Liberale, der følte sig ilde tilpas ved så pludseligt at være kommet fra Ministertaburettens Magt og Herlighed op i Skammekrogen på Oppositionens bagerste Rækker, til at bringe Arbejderne til at danne den ny Regering, hvorved de selv påny blev Partiet, der sad med Afgørelsen.

Denne Regering blev en Skuffelse, som den måtte blive det, da den jo var uden Frihed til at gøre nogetsomhelst, så det var snarest med en Følelse af Befrielse, at Macdonald benyttede den Kampagne, der var rejst imod ham på Grund af hans Forhold til Rusland, Handelstraktaten, Campbell-affæren og det mystiske Zinovief-brev, til at udskrive nye Valg. Det bør bemærkes, at Antallet af Arbejderstemmer steg overordentligt, fra 4.348.000 i 1923 til 5.555.000, en Fremgang på over en Million (mens der fra 1922 til 1923 kun havde været 100.000 Stemmers Fremgang); men på Grund af Valgmåden sank Repræsentationen med 41 til 150. Den store Gevinst tog unægtelig Konservatismen med to Millioners Tilvækst (ialt 7.385.000), mens det var Liberalismen, der måtte betale Gildet. Med mindre end 3 Millioner Stemmer beklædte det 39 Poster og ophørte dermed at være en Faktor i det politiske Liv.

Dette Valg har da for første Gang trukket den tilgrundliggende Antagonisme i Politikken frem for Dagens Lys og konfronteret de to Fjender, den priviligerede Kapitalistklasse og Arbejderklassen. Det liberale Parti kan meget vel, vil sandsynligvis vinde en Del af sine tabte Mandater tilbage, men det er fra nu af henvist væsentlig til den noget overflødige Tilskuers Rolle, der rådvild og ængstelig følger den Kamp, Klassekampen, som udspiller sig for dens Øjne, og som den ikke forstår, tror, den kan dæmpe ved at indtage formidlende Standpunkter og lufte sig med smukke Ord om Frihed og principiel Lighed og Lys og Luft og Lykke for Menneskenes Børn. Et Parti er naturligvis altid sine Stemmer værd, men ud over det er Liberalismen færdig; den har ikke mere nogen Indsats, ingen Idé at føre ind i det politiske Liv og at samle sine Tilhængere om. Derfor er dens Tid ude. Engang var den Udtryk for Kapitalens Vilje, men denne Funktion har Konservatismen overtaget. Og den Procent af demokratisk Ånd, der engang prægede det, er overtaget af Arbejderpartiet, hvor det er gledet ind i en mere homogen Tankemasse og derfor hører bedre hjemme.

Klassekampen er indvarslet. Først det næste Valg har Mulighed for at bringe det sande Størrelsesforhold mellem de to Modstandere for Dagen og derved gøre en effektiv Arbejderpolitik mulig. Indtil da må en sådan stå i Bero; Valget var, skønt en Fremgang, et Nederlag, og i Følge den påpegede Udvikling er Kampcentret derefter gledet over til Fagforeningsbevægelsen.

8.

Inflationsperioden har mægtig øget Fagforeningernes Medlemstal, den påfølgende Depression fra 1921 lige så kraftigt sænket det; det var i Virkeligheden noget af en Katastrofe, der indtraf, og Faldet fortsattes lige til 1924, da en mindre Opgang varslede om den ny Epoke.(se tabel)

Denne nye industrielle Epoke var dog ikke baseret på nogen Fremgang; Forretningslivets Depression vedvarede stadig; hvad man vandt ved den gradvise Indførelse af Toldbeskyttelse, blev sat til igen ved Mr. Churchills raske Beslutning om at hæve Sterlingen til pari. Det er da heller ikke, som før, en almindelig Bevægelse, der kommer i Gang, (dog hævedes i 1924 den samlede Arbejdsløn med £ 553.900, men 1925 bragte et mindre Tab på £ 79.200. Men selv da stod man bedre end i 1923) den skyldes i det væsentlige to Faktorer: det revolutionære Ferment og Mineindustriens særlige Stilling.

Den Ængstelse for det kommunistiske Væsen, der var kommet til Orde ved Valgene og som havde kostet Macdonald (hvor uforskyldt) hans ministerielle Liv, syntes ikke ganske ubegrundet, da også Arbejderpartiet var sig Faren ved den radikale Socialisme bevidst og gentagende nægtede at optage Kommunistpartiet i sig. Dette var vel talmæssigt kun lille, men des mere nidkært, og det efterkom ivrigt Moskvas Ordre om at danne Celler, især indenfor Fagforeningerne, og at smugle Propaganda ind i Hæren. Særlig indenfor Mine- og Maskinindustrien (Clyde) fik det Fodfæste. I 1924 dannedes på Moskvas Tilskyndelse en National Minority Movement til Varetagelse af de kommunistiske Fagforeningsinteresser. Selv Fagforeningskongressen, som har arbejdet i nær Forbindelse med Arbejderpartiet efter Generalrådets Oprettelse i 1920, selv den blev stærkt kommunistisk anløben og har ladet Arbejderpartiet langt bag sig; ved den årlige Kongres i 1924 boltrede den sig i Klassekamp og Revolution og Tale om Tilslutning til Moskva - men rigtignok blev det ved Talen derom. En da affattet Resolution kræver: Nationalisering af Jorden, af Miner og Jernbaner, Statens og Kommunens Kontrol af offentlige vigtige Virksomheder, Arbejdernes Kontrol af Industrien, Deltagelse i Ledelsen, 44 Timers Arbejdsuge, sømmeligt Underhold af alle Arbejdsløse, fri Undervisning og Statspension for alle over 60. Dette Program bekræftedes ved Kongressen i Scarborough 1925, hvor man tog et videre Sigt og bl.a. vedtog en Resolution, der fordømte det Slaveri, som de tyske Arbejdere var bragt i ved Dawes-planen, idet de lave Lønninger og den lange Arbejdstid i Tyskland skyldtes, at Arbejdsgiverne væltede Dawesplanens Byrde over på Arbejderne. Kongressen forpligtede sig til på enhver mulig Måde at hæve Levestandarden og understøtte Generalrådet i dets Anstrengelser for at skabe en Fagforeningsenhed over hele Verden, der skulle muliggøre Arbejderne det at bekæmpe Dawes-planen i stor Stil.

Endvidere denne Resolution: »Fagforeningskongressen mener, at den britiske Regerings Herredømme over ikke-britiske Folk er en Form for kapitalistisk Udnyttelse, der har til Hensigt at sikre de britiske Kapitalister: 1) billig Adgang til Råmaterialer, 2) Ret til at udnytte billig, uorganiseret Arbejdskraft og til at benytte Konkurrencen fra dette Arbejde til at trykke Arbejdernes Standard i Storbritanien«. »Kongressen erklærer sin absolutte Opposition imod Imperialismen og vedtager: 1) at understøtte alle Arbejdere i alle Dele af det britiske Imperium til at danne Fagforeninger og politiske Partier for at fremme deres Interesser, 2) og at understøtte disse Folks Ret til Selvbestemmelse, også Retten til at vælge fuldstændig Udskillelse fra Imperiet«.

En officiel Erklæring om Kommunisternes Politik kunne man læse i The Times d. 4. September 1924: »Vi arbejder på at forvandle Fagforeningerne fra rent indifferente Organisationer til sådanne, som virker for revolutionær Aktivitet. Dette kan gøres ved stadig vedholdende Propaganda indenfor Foreningerne selv, og Resultaterne retfærdiggør vore Forhåbninger. På den sidste minority movement Kongres var der 270 delegerede, repræsenterende 200.000 revolutionære Fagforeningsmedlemmer; og videre har vi vundet en smuk Sejr, da Kammerat Cook valgtes til Sekretær for Minearbejdernes Føderation. Vi vil blive modarbejdet af de nuværende reaktionære Arbejderførere, men når først Fagforeningerne er gennemtrukket af kommunistisk Propaganda, vil vi efterhånden kunne jage de Førere ud, som er Fjender af Proletariatet. Da kan vi levere Kapitalisterne det afgørende Slag, og Klassekampen vil i stedet for at være en Talemåde blive en Kendsgerning.«

I Slutningen af 1924 modtog Fagforeningskongressen en Indbydelse fra Sovjetregeringen til at sende en Deputation til Rusland for at sætte sig ind i Forholdene her. Efter Besøget udsendte Deputationen en Rapport med Resultaterne af dens Undersøgelse, et Arbejde, der er blevet anerkendt som Standardværket om Ruslands økonomiske og sociale Forhold, og som ved et stærkt Salg i England har fået stor Indflydelse på Offentlighedens Holdning overfor russiske Anliggender. Efterhånden er da den Isoleringsmur, som Uvidenheden og alle konservative Magter rejste mellem Landene, ved at give Plads for en nøgtern Vurdering.

Den anden Faktor, der spillede en Rolle i det industrielle Fremstød, var som nævnt Mineindustrien i dens særlige Stilling. Overenskomsten i 1921 havde bragt Lønningerne ned under Niveauet i 1914, helt ned på det Stadium, hvor det kaldes Sulteløn. Arbejderne klagede og meldte sig ud af deres Fagforeninger. Også Mineejerne klagede og påstod, det var den rene Godgørenhed at fortsætte Bedrifterne, da de måtte spæde til selv for at betale de alt for høje Lønninger. Ikke strengt i Overensstemmelse med Sandheden, thi det er opgjort, at i de første 18 Måneder efter Overenskomstens Indgåelse, den mest trykkede Periode, var deres Udbytte £ 16.000.000.

I 1923 indtraf den franske Besættelse af Ruhr, hvilket stimulerede den engelske Kuleksport betydeligt, så Kulejernes Udbytte blev det samme som før Krigen. Et Forsøg på at udnytte denne Situation ved at indgive et Lovforslag om øget Minimalløn blev slagtet af Mr. Gould, den store Cardiff Reder, og Stanley Baldwin i Forening. Men i 1924 opnåedes en lille Forbedring ved en Overenskomst, der løb til d. 31. Juli 1925.

Just som denne Overenskomst begyndte, trådte Ruhrminerne i Funktion igen, efter at Franskmændene havde indskrænket Besættelsen, og en ny Depression i Kulhandelen satte ind. Da derfor Tiden for Overenskomstens Udløb nærmede sig, mødte Kulejerne frem med Krav om nye Lønnedsættelser og længere Arbejdstid. Arbejdernes Forslag: Nationalisering. D. 30. Juli fremkom Baldwin med sin berømte Erklæring: »Ikke alene Minearbejderne må acceptere en Lønreduktion, men alle Arbejderne i dette Land må skæres ned for at bringe Industrien på Fode«. Hvorpå Fagforeningskongressens Generalråd, der allerede i Forvejen havde ladet Regeringen forstå, at samtlige Fagforeninger stod bag Minearbejderne imod Ejernes Krav, forbød Fjernelsen og Transport af Kul fra d. 31. Juli, hvad der fik Regeringen til at give efter og love Understøttelse for 8 Måneder, for at man imedens kunne komme overens.

Det vil endnu være i frisk Minde, hvorledes dette mislykkedes, hvorledes det førte til en Generalstrejke, som ikke besad den Effektivitet, man havde ventet, og til en Minestrejke, som heller ikke var nogen Succes. Herefter synes da Fagforeningsbevægelsen at have lidt det Nederlag, som vil føre Kampcentret over på det politiske Område.(Et Varsel om dette Skifte har vi i Kommunevalgene den første November 1926, en Dato, der ifølge »The Nation« betegner »a black day in British History«. Valgene førte til en stor socialistisk Sejr (dvs. en Sejr for det uafhængige Arbejderparti, der tog en Nettogevinst på 200 Pladser med hjem, 153 i England og Wales, 47 i Skotland). Også her var det særlig Liberalismen, det gik ud over.) Det bekræftede sig her som altid før, at en industriel Kampagne er dømt til Nederlag i trykkede Tider, hvor Industrien kan tage sig en Arbejdsstandsning let, medens den betyder Nød for Arbejderne.

I Parlamentet har de faglige Kampe haft stærkere Genklang end nogensinde før. Vil man danne sig et Skøn over det parlamentariske Arbejderpartis Sammensætning, kunne man skelne mellem tre Grupper: den direkte Fagforeningsrepræsentation, der ikke har noget særligt politisk Program, men repræsenterer alle Afskygninger; det uafhængige Arbejderparti, der - engang på yderste venstre Fløj, nu, uden at have ændret sig - er et typisk Centrumsparti (rigtignok med divergerende Tendenser, en stærk Føler til Venstre (Det er værd at notere sig, at denne Tendens mod Venstre indenfor dette Parti er en udpræget intellektualistisk Retning; det er de middelklasse-intellektuelle, som nogle År tidligere var liberale; Ponsenby, Nevinson, Brailsford, Tvevelyan, Wedgewood og Buxton) og endelig den venstre Fløj, hvor især Clyde-gruppen dominerer; det er Mænd som Wheatley, Lansbury, Tom Johnson, Maxton og Kirkwood. Man kan konstatere en midtpunktflyende Kraft, der stiller det uafhængige Arbejderparti mellem de to Fløje omtrent på samme Måde som det liberale Parti står mellem Konservatismen og Arbejderpartiet. Hvis det går midt over, vil den store venstre Fløj formodentlig slutte sig sammen med det udelukkede Kommunistparti og sammen med de fleste Fagforeninger udgøre Fremtidens Arbejderparti. Og samtidig vil den højre Fløj formodentlig falde helt ud af Partiet, måske indgå Koalition med Resterne af de liberale eller opløse sig i intet.

Vi kan således forudse en stadig Radikalisering, ikke måske af Arbejderpartiet som Helhed, men af dettes venstre Fløj; en Radikalisering, der til enhver Tid vil fremkalde sin Reaktion, en moderat Blok, hvis Størrelse vil være bestemt af Ekstremisternes Ekstremisme. Og vi kan forudse en stadig Uddybning af Antagonismen mellem det konservative Kapitalistparti og Arbejderpartiet.

Dette er, hvad vi kan sige om Fremtiden, hvorimod enhver Profeti om Ekstremisternes eller Arbejderpartiets endelige Sejr, såvelsom det modsatte ligger udenfor de Konsekvenser, vi kan drage af den hidtidige politiske Udvikling.

Vil vi derfor vide noget nærmere om, hvad Fremtiden bærer i sit« Skød, må vi søge efter andre, mere nødvendige (Unægtelig et noget stødende Udtryk for en logisk Sjæl. Dels skulle man jo synes, at Udtrykket »nødvendig Årsagsrække« var en Tautologi, dels at Gradationer i, en kvantiterende Bestemmelse af Begrebet det nødvendige var en Absurditet. Men man bør erindre sig, at vi her ikke har at gøre med abstraherende eller eksperimenterende Videnskaber, men alene med Historiens dokumenterende, hvis egentlige Natur indtil denne Dag er undsluppet Videnskabsmandens Forsken. Dette ville mindst af alle være Stedet for en Udfoldelse af Historievidenskabens Dialektik. Men som den fremtræder umiddelbart for os, som en Blanding af Frihed og Nødvendighed, således må vi fastholde den. Og det verbale Udtryk for dette Forhold har vi netop i den tautologiske Absurditet: den mer (eller mindre) nødvendige År-sagsrække) Årsagsrækker end den, der manifesterer sig i de politiske Begivenheder. Nu er det jo let at se, at den politiske Lov kun afspejler dybere liggende Kræfter, der vidner om Klassernes og Nationernes indbyrdes Kampe for at opnå en bedre Eksistens eller for at bevare de Privilegier, de engang har opnået. - Lad os da kaste et Blik på disse dybere liggende Kræfter.

Den Krise, som det britiske Rige gennemgår i disse År, er ikke som nogle vil mene, blot af midlertidig Karakter. Den kan mildnes, den kan høre op for en Tid, men den vil vende tilbage med stadig større Kraft og frygteligere Følger; den vil ikke som Fortidskriserne være et Fænomen, der dukker op engang hver Tiår som en grum Cyklon og river nogle Banker og Handelshuse med sig for så at opløse sig uden at have Menneskeliv på Samvittigheden; den vil end ikke som en Verdenskrig komme, husere vildt og myrde mange, for så efter Års Forløb at trække sig tilbage og overlade de Efterlevende at råde Bod på Skaden. Men den vil indrette sig til Stadighed i det engelske Rige, begynde måske i al Beskedenhed, efterhånden vokse, brede sig; som Londons klamme Tåge sænker sig overalt, selv over det fornemste Forretningshus, selv over den ringeste Butik, vil den lægge sin kolde Finger på alt, hvad der lever og ånder, og på de døde Ting. Ligesom Baron Scarpia lader Torturinstrumentet lægge om Cavadarossis Pande og skrue til, indtil han skriger af Smerte, således vil også den økonomiske Krise langsomt skrue sig sammen om sit Offer, til han skriger, til han forgår!

Hvis ikke….. Man vil spørge: kan en Krise være permanent? Svar: en Krise varer ved, indtil de sygelige Forhold, der har fremkaldt den, hører op. Det gælder da at gøre sig klart, hvilke disse Forhold er.

Grundlaget for det britiske Riges Økonomi består i en omfattende Indførsel af Fødevarer og Råmaterialer, Udførsel af fabrikerede Varer og Kul. Dette økonomiske Grundlag er opstået væsentlig efter den industrielle Revolution og er et fuldstændigt Udtryk for den liberalt-konservative Samfundsorden, altså det kapitalistisk-aristokratiske Element, kort sagt, hvad der nu falder ind under Konservatismens Begreb. Af denne Samfundsorden er Konservatismen afhængig, ved den har den rejst sig, med den vil den gå til Grunde, hvis noget sådant skulle ske.

En Påstand, der måske vil synes den noget hasarderet, som af Erfaring ved, at en overvejende Del af den brave Middelklasse (hvad jo også Stemmetallene viser) er trofaste konservative Partigængere, og som altid har slået sig til Tåls med den Opfattelse, at Englænderne var nogle konservative Kræmmersjæle, visselig Kræmmersjæle, men dog først og fremmest konservative! Den, som har noget Kendskab til engelsk politisk Liv, vil ikke være uvidende om, hvilke umådelige, fast utrolige Summer Kapitalistklassen anvender på sin Propaganda, i langt overvejende Grad naturligvis indirekte, mest af alt igennem Pressen, der rigere end noget andet Sted, næsten aldeles står til dens Disposition, lige fra de fornemme, dygtige Blade, som The Times, der - skønt officielt uafhængigt - dog er en utilsløret Formidler af konservative Tankegange, til Halvsmudspressen, der henvender sig til det bredeste Publikum og holder det borte fra Fjenden: Socialisterne, mens den umærkeligt, ad tusinde lønlige Stier påtvinger de intetanende Læsere sine Meninger og således præparerer dem til at give en Sag deres Støtte, med hvilken de ikke har én Interesse fælles. Gennem Teatre og Forlystelsesetablissementer, Foredragsrækker, Børneforsorg og Godgørenhedshundekunster, gennem alle tænkelige og utænkelige Kanaler ledes de konservative Anskuelser ud i Folket med en Dygtighed, en Offervillighed, en Snedighed og en Hensynsløshed overfor, hvad det koster, der lader Antagonistens kejtede, fattige Propaganda uendelig bag sig. Men den Dag, hele denne underjordiske Virksomhed holder op, da vil Legenden om den konservative Englænder vise sig som det, den er, en Legende, og det en konservativ Legende. Hvis en sådan Dag skulle oprinde, vil Englænderne som alle andre Mennesker vise sig at være hverken det ene eller det andet, men en det ene, en anden det andet - besynderligt nok - men Flertallet, som Udtryk for det at udgøre et af Verdens mere civiliserede Folk, med en beskeden Tendens til at følge Fornuften.

3.

Man må gøre sig klart det ejendommelige ved denne Samfundsorden. Skabt i en Tid, hvor England, som den første på Pladsen, sad inde med et faktisk Monopol på industriel Virksomhed, blev den til på det Forhold, at det britiske Rige forsynede den hele Verden med fabrikerede Varer, dog at Verden dengang var adskilligt mere identisk med Europa, end Tilfældet er nu. Industrien oversteg langt de indre Betingelser, så de allerfleste Råmaterialer måtte indføres, og engang inde på denne Udvikling fortsattes den ustandselig, ikke sagtnende, førend Modstand udefra opstod: at Afsætningsmarkedet fandt sin Grænse. Denne Modstand begyndte i Frankrig, blev for første Gang alvorlig i Tyskland, dernæst i USA. Så kom Verdenskrigen, og efter den opstod en ny Situation, vel ikke væsensforskellig fra den tidligere, men det var, som Verden i de Par År var skredet et halvt århundrede frem.

Det britiske Riges Handelsomsætning var i 1925 2,25 Milliarder Pund, hvoraf 1,3 falder på Indførselen. En Sammenstilling med Tallene fra de foregående År, viser Tendensen (se tabel):

Nu er Importoverskud i sig selv ikke nogen større Ulykke; Vurderingen af det må afhænge af de nærmere Omstændigheder. Forsåvidt det er Udtryk for en stadig mere omfattende Industris Trang til Kredit, er det et Fænomen, der må hilses med Tilfredshed, men rigtignok vil en sådan Trang i Almindelighed kun gøre sig gældende i et kapitalfattigt Land. Det må da komme an på en Undersøgelse af de ind- og udførte Varers Art. Følgende Tabel gælder de vigtigste Varegrupper (i £ Mill.).

Det er noget vanskeligt at skønne på Grundlag af statistiske Tabeller fra den sidste halve Snes År, fordi Krigen med derpå følgende Inflations- og Krisetider ikke lader de typiske Foregange træde klart frem, men fra 1923 at regne er Forholdene dog nogenlunde normale.(!) Ganske vist høres Klager fra Industriens Verden med til Dagens Orden, og den konservative Presse har stadig bearbejdet sit Publikum med det Resultat, at Legenden om de magre År også efter 1923 har kunnet fortsættes. Et Par Fakta vil kunne revidere denne Opfattelse. I 1924 modtog Aktionærerne i 1411 Selskaber ikke mindre end £ 27.148.617 i Præference og £ 83.162.065 i ordinær Dividende, ialt over £ 110.000.000. I de første 9 Måneder af 1925 modtog Aktionærerne i 1150 Selskaber £ 24.292.296 i Præference og £ 70.994.450, så de ialt vil modtage over £ 120.000.000. I 1923/24 gav Indkomstskatten ca. £ 2.300.000.000, hvilket vel er 14 % mindre end Rekordåret 1920-21 (£ 2.661.000.000), men større end det gode År 1918/19 (£ 2.071.000.000) til Gengæld er så rigtignok denne større Indkomst fordelt blandt et mindre Antal Skatteydere end i 1918-19, da Antallet af dem, der havde mere end 130 £ årlig var 5.747.000, hvoraf 3.547.000 var effektive Skatteydere, mod i 1923-24 5.000.000, hvoraf 2.400.000 Skatteydere. Således har da de gode År fortsat sig for Kapitalistklassen, hvorimod Lønarbejderens Indkomst er blevet betydelig stærkere reduceret end den hele skattepligtige Klasse under et. Det er da ikke netop Kapitalisterne, der har mest Grund til at beklage sig) Ser vi da på de ovenstående Tal, bemærker vi et stigende Importoverskud, der både skyldes en stigende Import og faldende Udførsel. 

Import								Eksport
	1923		1924		1925		1923			1924		1925
Fødevarer	484.399		541.279		572		44.343			56.957		55.-
Råmaterialer	258.170		323.792		425		130.808			106.482		84.-
Fabrikata	21.513		26.754		?		260.344			284.822		?
Kul	-		-		?		99.800			72.000		50.400

Man vil her bemærke, at fra 1923 til 1924 er Importen af Fødevarer, i sig selv uforholdsmæssig stor og langt den største Post, øget med over et halvt Hundrede Millioner, at Importen af Råmaterialer er øget med over 65 Millioner, skønt Eksporten af Fabrikater kun er steget godt 24 Millioner, og samtidig er Udførslen af Råmaterialer faldet med 24 Millioner. Endelig at Kuleksporten er faldet i tre År til det halve, og dog betegner disse År relativt rolige Arbejdsår i Mineindustrien, med flere Trusler om Strejker end Strejker. Dette viser, at den negative Handelsbalance ikke refererer sig til en voksende Industri, men skyldes den Omstændighed, at der ikke har været noget udenrigsk Marked til at modtage hele Produktionen; at Verden ikke mere har Brug for disse Produkter.

I Almindelighed vil en synkende Eksport også føre en synkende Indførsel med sig som en simpel Konsekvens og således i nogen Måde kompensere det lidte Tab. Det kan ikke ske i England, fordi den største Indførselspost er ganske uafhængig af Produktionen; Fødemidlerne er til eget Forbrug. Den store Import deraf skyldes naturligvis Hjemlandets ringe agrikulturelle Udvikling, et Forhold, vi allerede har dvælet ved, og som gør en Nedgang i Eksporten til en langt alvorligere Sag. end Tilfældet ellers ville være og er andre Steder.

4.

Imidlertid ville det være letsindigt at bygge en Udvikling på Tallene for disse Par År. Den følgende Tabel giver en Oversigt over Tallene fra 1919- 23, altså både den gode og den dårlige Tid, der således kan udjævne hinanden, men forresten vil vise, at de vekslende Tider ikke har givet stærk Genlyd i Ind- og Udførslen (som også det jo er påvist, at Fortjenesterne er ret konstante, snarest opadgående, se Fodnoten) og sammenlignet med Tallene for 1913, idet, for de rette Proportioners Skyld, de alle er omregnet efter 1913 Niveauet. Endelig er den procentvise Op- eller Nedgang for hele den behandlede Periode vedføjet.

Vi erfarer her, at mens Indførslen siden 1913 har været forholdsvis konstant, er der en meget stor Nedgang i Udførslen, uanset gode eller dårlige Tider, og det, skønt der i dette Tidsrum blev tilført Industrien flere Millioner Mands Arbejdskraft, foruden den normale Tilgang på omkring 100.000 om Året. Det bekræfter sig da atter her, at hvadenten man ler eller græder, får man dog ikke afsat sine Produkter. Men denne Tendens er fra før Krigen. Fra Året 1907 finder jeg en vældig Plakat, som åbenbart har været til at slå op. »Årsagen til den britiske Industris Nedgang«, står der øverst med fede Typer, og dernæst følgende Opgørelse om landbrugsimporten:

Landbrugsimport
	1854-65 årlig Sterl. Mill.	1886-95 årlig Sterl. Mill.	1904 Sterl. Mill.
Kvæg	1,7	7,4	9,7
Heste	0,062	0,39	0,458
Oksekød	0,396	3,638	8,0
Lammekød	1,4	3,0	6,8
Svinekød	0,387	0,711	1,3
Hvedemel	3,46	9,329	7,258
Hvede	12,7	22,4	34,2
Byg	2,0	5,2	7,1
Havre	1,9	4,2	3,7
Rug	1,1	3,4	4,6
lait af Kød	14,504	68,904	111,190
% Stigning		375,1	671,4
Ialt af Korn	21,309	44,582	168,974
% Stigning		217,2	371,8
Import af Fabrikater
	1854-65 årlig - Sterl. Mil1.	1886-95 årlig - Sterl. Mill.	1904 - Sterl. Mill.
Fabrikater	22,0	95,0	150
% Stigning		315	555,2
Eksport
Råvarer og Fabrikater	109	182	211
% Stigning		67,4	93,7
Aftagende Kornproduktion i Mill. Acres
Hvede	4,36	2,24	1,40
Byg	2,5	2,2	2,0
Havre	4,3	4,1	4,3

Og Konklusionen af dette lyder således: »Vi medvirker til at sænke Lønnen ved at give Toldfrihed på sådanne Varer, der konkurrerer det engelske Arbejde ud, og vi forøger Leveomkostningerne ved Told på Varer, vi ikke selv kan producere. Nægt det, hvis du kan! Dette er Lægemidlet: Protektionistens Politik. Sibson G. Rigg, Manchegter.« Hvad der af den Manchesterbeskyttelsesforkæmper naturligvis er en gal Konklusion af rigtige Forudsætninger. Os viser disse Tal, at den Situation, vi har opridset, og den Udvikling, vi har skitseret, ikke er et temporært Fænomen, men går helt tilbage i forrige århundrede. At den britiske samfundsøkonomiske Nedgang ikke er et Produkt af Verdenskrigen, men begynder engang i 1870ne og 1880ne, altså på det Tidspunkt, da Tyskland begyndte at optræde som Konkurrent. At det britiske Riges Nedgang skyldes, at Riget ikke har kunnet bevare sit faktiske Monopol som Verdensleverandør af Fabrikater og Kul.

5.

Det er aldeles nødvendig at gendrive den almindelige Påstand, at den økonomiske Krise i det engelske Rige skyldes Verdenskrigen; tværtimod har Riget profiteret af Krigen, idet det har øget sin Handelsomsætning noget på de Besejredes Bekostning, som denne Oversigt over Hovedlandenes procentiske Del af Verdenshandelen viser.

Riget har således hævet sin Andel, omend ikke så meget som de med det sammenknyttede Lande og især ikke som USA. Kategorien andre Lande, der har måttet bløde så hårdt, er naturligvis først og fremmest Tyskland og Rusland. Men når nu de bliver helt konkurrencedygtige igen, hvad så? Tyskland er stærkt på Veje, og hvad Rusland angår, har jo netop de sidste Par År bragt det så meget frem, at Produktionen i 1925 (18.000 Millioner Rubler) var 90 % af Produktionen i 1913 (19.885 Millioner), og det venter kun på Kredit for at kunne, hvem ved, måske mangedoble den. Men USA og det britiske Koloniriges øgede Handel er mestendels bygget over så naturlige geografisk-økonomiske Retningslinier, at de ikke lader sig drive ud af de nyerhvervede Markeder.

De nye Magter ser sig da tvunget til at opsøge de europæiske Nationers Forbindelser, men det betyder i alt væsentligt Englands. Rusland har ifølge sin Beliggenhed et Fortrin i den asiatiske Handel, som det engang vil blive i Stand til at udnytte. Tyskland viser stigende Tilbøjelighed til at alliere sig med Frankrig til en kæmpemæssig, af naturlige Betingelser begunstiget Kartel, der vil kunne beherske Europa og lukke England ude (jvfr. den nye Stålkoncentration).

	1913	1923
Det britiske Rige	13,0	14,0
U. S. A	12,5	16,9
De britiske Besiddelser	12,3	16,1
Frankrig	6,7	7,6
Andre Lande	55,5	45,4

Unægtelig har Verdenskrigen fremmet den økonomiske Krise, især ved at indsnævre det europæiske Marked. Om det så er Kullene, er det nu snart umuligt at finde Afsætning for dem. Under Krigen lærte Landene at hjælpe sig uden dem; som i Norge, Sverige, Frankrig, Italien, hvor Vandkraften toges i Brug; i Tyskland, hvor man lærte at udnytte Brunkul.

Således står da Øriget og banker på Europas lukkede Dør. Det er Krisen. Det synlige Resultat: en stadig stigende Hær af Arbejdsløse. Hvad gør nu Kapitalisterne derved, det må vel være dem, det går værst ud over? Men de er nu beundringsværdige, de Kapitalister. De kan altid finde på Udvej. Her sidder jeg og læser en Bog, der hedder: »Er Arbejdsløshed undgåelig?« udarbejdet af en Kapitalistkommission, og åbenbart mere handlende om Fabrikkernes Arbejdsløshed end Fabriksarbejdernes (hvis man kan drage en sådan Distinktion). Det er jo en ærlig Sag, enhver har sine Interesser; men hvad der forundrer, er at Forfatterne stadig er istand til at tegne Fremtiden forhåbningsrig og fortrøstningsfuld for den britiske Industri; man skal bare ikke tabe Modet, siger de, så går det hele ligeså storartet. Men der er et Sted, hvor der pludselig glimter en anden Tanke frem, det er ligesom Forfatterne i et Anfald af Åndsfraværelse har ladet Underbevidstheden løbe løbsk. Der står nemlig i denne enkelte Passus: »Der rejser sig da det Spørgsmål, om det er sundt for så mange Fag at basere deres Lønoverenskomst på et Pristal og ved Hjælp af det bestræbe sig for at bevare Livsniveauet permanent på Højde med 1913. Den Antagelse, at Storbritannien til Stadighed skulle kunne bevare Levestandarden fra før Verdenskrigen, kan ikke betragtes som given; og hvis den nationale Produktion ikke er tilstrækkelig til at hævde den, så er den Måde at fastsætte Lønningerne på blot et Middel til at hævde en Arbejderklasses Standard på Bekostning af den andens. Men de Betragtninger, vi har fremsat, lader os få et forhåbningsfuldt Syn på vor nationale Produktion i Fremtiden, forudsat, naturligvis, at Arbejderne i hele Industrien altid vil yde den fulde Arbejdsværdi for den Løn, de modtager. Hvis de gør det, er det sikkert alt for tidligt at forlade Kampen for at bevare Niveauet fra 1913«.

Ser man det! Så forstår man straks bedre, hvordan Forfatterne kan have et så lyst Syn på Fremtiden. Meningen er jo åbenbart den, at når Udbyttet forsvinder, rekompenserer man sig ved Hjælp af Arbejdslønnen, der er en Slags Reservefond for de magre Tider. Således kan da den britiske Industri holdes gående længe endnu. Det er åbenbart den Politik, man er slået ind på i de senere År, og som Skattelisterne giver os et slående Billede på, hvor et stadig mindre Antal af Mennesker står angivet for stadig større Formuer, og omvendt (af Befolkningens 47 Millioner har de 42 Millioner mindre end 1400 Kroner årlig pr. Skattehoved).

6.

Det, som gør, at en ugunstig Handelsbalance virkelig også er ugunstig for England, er den Omstændighed, at så langt den største Importvare er en sådan, som ikke kan forvandles til produktive Værdier, nemlig Fødemidlerne. Hvad enten Tiderne er gode eller dårlige, hvad enten Eksporten er stor eller lille, så bliver denne Post dog konstant eller rettere jævnt stigende, og den kommer til at veje mere i Helheden, jo mere Eksporten, dvs. Handelslivet som Helhed, stagnerer. Årsagen til den store Import er naturligvis Landbrugets Ødelæggelse i Hjemlandet, og Årsagen til Landbrugets Ødelæggelse, ja, det har vi jo allerede drøftet; det er vist hvorledes Aristokratiet langsomt båndlagde Fribønderne og hæmmede ethvert Initiativ; og hvorledes ganske særlig efter Industriens Opkomst enhver sund Foretagsomhed blev umuliggjort; hurtig sank Landbrugernes Tal til en Brøkdel af, hvad de var. Dette er en Proces, der fortsættes den Dag idag. Som det vil fremgå af følgende Oversigt, producerer England endnu omtrent Halvdelen af sit Behov:

Hjemmeproduktion Import (i £ Mill.)
Kornsorter	40	79
Kød	38	25
Flæsk	20	20
Smør, Ost	10	31
Mælk, frisk	29	-
Kartofler	50	-
Æg	4	9
Fedt	1	5
Olie (Spise-)	2	6
Kondenseret Mælk	-	2
Margarine	1	4
Vin	-	4
Tobak	-	5
Te	-	10
Kaffe	-	3
Sukker	-	24

Endnu ved År 1840 var England i det væsentlige istand til at forsyne sig selv med de vigtigste Produkter. Men den Afvikling af Landbruget, som har fundet Sted, og som stadig foregår, fortsættes med stærkt forøget Fart.

Men i 1871 var der 14.946.179 under Kultur, så der i Tidsrummet fra 1918-25 er gået omtrent lige så megen Jord ud af Kultur som i de 47 År fra 1871 til 1918. Det gælder i endnu højere Grad om Hovedkornsorten Hvede:

hvor der faktisk er gået mere Jord af Kultur i de sidste 7 År end i de foregående 47. Hvis denne Udvikling fortsætter sig efter samme Progression, vil der ved dette århundredes Midte ikke mere eksistere noget Landbrug i England, og Indførslen af Fødevarer, der i 1913 var £ 274 Mill., i 1924 541, vil da forhøjes med omkring £ 600 Mill. og således bringe Importoverskuddet (hvis dette fortsætter sin Stigning) op på £ 2,100,000,000 årlig, eller 38 Milliarder Kroner!

Til den Tid vil da det ganske Land være blevet industrialiseret, intet Bondeland mere, og Byerne tilført en Del Millioner Menneskers Arbejdskraft, på et Tidspunkt, da Industrien ikke på langt nær vil kunne beskæftige den forhåndenværende Arbejdsstyrke; hvor Virksomhederne, efter i, skal vi sige 30 År, at have lukreret af at trykke Arbejdslønnen, ramler sammen, fordi der uheldigvis kom et Punkt, hvor Arbejderne ikke mere kunne leve af Lønnen (uagtet Arbejdsgivernes opmuntrende Forsikring om, at det kunne storartet lade sig gøre) og derfor foretrak at strejke og halvdø af en Understøttelse end at arbejde og halvdø af en Løn, - hvor Virksomhederne ramler sammen og udspyer én Sværm af Arbejdsløse efter en anden; tilsidst en Nation af Arbejdsløse. Millioner af Arbejdsløse, Milliarders årlige Import og ingen Udførsel. Det er Konsekvensen af den nuværende Udvikling. Men det er jo Vanvid!

Og der er da også dem, der er begyndt at blive betænkelige, de, der ikke kunne se bort fra Kendsgerningen. De lagde Hovederne i Blød, de grundede, og de regnede ud, de spekulerede sig en Pukkel til. Endelig var der en, der løftede sit Hoved og sagde det forløsende Ord: Imperiet!

Imperiets Idé er Idéen om at knytte Moderlandet og Kolonierne sammen til en uløselig økonomisk Enhed, der lever uanfægtet af den øvrige Verden. Imperiet besidder alle tænkelige Materialer i rigelige Mængder, så hvis det var muligt at holde den øvrige Verden ude, kunne det leve sit eget Liv efter sine egne økonomiske Love og bryde sig Fanden om, hvordan det gik de andre Nationer. Tanken om Imperiet er opstået, hver Gang den økonomiske Udvikling har givet Anledning til Bekymring, så man i denne Tankes Vækst har et barometrisk Udtryk for ledende Personligheders Syn på britiske Forhold.

Gentagelser er ingen Skade til, især ikke når det gælder at fastslå en så overmåde vigtig, for Forståelsen tvingende nødvendig Grundbetragtning som denne: Årsagen til den britiske Økonomis gennem 40 År stadig voksende Vanskeligheder er, at den er bygget på det praktiske Monopol på at være Verdensleverandør af Fabrikater, dels også af Kul, og at Verden efterhånden begynder at gøre sig gældende som selvforsynende, endda som Eksportør, og ifølge Beliggenhed og naturlige Betingelser på en Række Steder har en selvfølgelig Begunstigelse fremfor England, som derfor har Valget mellem at afvikle sin overflødige Industri eller at gå ind i Krisen.

Men det var altså Imperiet, der skulle bringe dette ubehagelige Alternativ ud af Verden, derved at det selv blev en Verden, en Verden for sig selv, en i sig hvilende, afsluttet Enhed. Påbegyndt uden Plan og Fremsyn er det efterhånden, ikke mindst efter den sidste Krig, blevet tømret sammen til en sådan Enhed, men rigtig nok er denne Enhed tænkt militært, strategisk, ikke økonomisk, og der er derved lagt det økonomiske, effektive Samarbejde sådanne Hindringer i Vejen, at Imperiet indtil denne Dag mere er et Mål end en Realitet. Grunden til disse Hindringer er den simple, at de forskellige Landes økonomiske Interesser ikke falder sammen. Hermed skal dog ikke være sagt, at der ikke er opnået Fordele ved Foreningen. Særlig for England er de uomtvistelige. Denne Tabel viser Omsætningens Størrelse mellem England og Imperiet og til Sammenligning mellem England og fremmede Lande.

Som det vil ses, indfører det britiske Rige omkring en Fjerdedel af sit Behov fra Imperiet, hvad der omtrent svarer til, hvad man kunne vente, såsom det dækker omkring så stor en Del af Verden og rummer så stor en Del af Menneskenes Børn; men samtidig eksporterer Riget efterhånden henimod Halvdelen af sin Produktion til Imperiet, og her finder vi da det afgørende Fortrin ved denne Institution (set fra et engelsk Standpunkt): at Imperiet aftager den Produktionsmasse, som den øvrige Verden ikke mere ønsker. Alle andre opnåelige Fordele kan være fortræffelige, men de betyder intet mod den Omstændighed, at de store agrariske Koloniriger byder England de Afsætningsmarkeder, det så bitterligt trænger til. I samme Grad, som det britiske Rige mister sit Fodfæste ude i Verden, i samme Grad vokser dets Afhængighed af Imperiet, bliver dets hele Eksistens betinget af Imperiets Eksistens.

2.

Unægtelig har England et sikkert økonomisk Greb i Koloniriget og har pånødet det en Import, som langt overgår, hvad andre Nationer forbruger af engelske Varer, når det beregnes pr. Hovede, Imperiets Import bliver da (se tabel):

Kanada	£ 6 pr. Hoved
Australien	£ 12 pr. Hoved
Ny Zealand	£ 22 pr. Hoved
Sydafrika	£ 3 pr. Hoved
Indien	£ 0,12 Sh. pr. Hoved
Ægypten	£ 1,5 Sh. pr. Hoved
Til Sammenligning:
Frankrig	£ 3 pr. Hoved
Tyskland	£ 0,8 Sh. pr. Hoved
USA	£ 0,15 Sh. pr. Hoved

Så disse tre sidst anførte vigtige Riger pr. Hoved importerer mindre end de tre sletteste af Imperiets Kunder, der er så slette, som de er, kun på Grund af den indfødte Befolknings Fattigdom.

Denne økonomiske Afhængighed opstod væsentlig i Tiden mellem århundredets Begyndelse og Verdenskrigen; England forøgede da sin Eksport til Kanada med 100 % til Australien med 60 %, Ny Zealand 97 %, Sydafrika 70 % og Indien med 130 %. Hovedmidlet i den koloniale Politik var en vidt dreven Præference, der i Forbindelse med undertiden særlig høje Toldmure for Besiddelserne, gjorde Handel mellem disse og fremmede Lande til en mindre profitabel Forretning. Mens Indien således i 1923 købte 59 % af sine Varer i England, købte Kina, der ellers har noget nær de samme naturlige Betingelser for Handel med det britiske Rige, kun 13 %. Australien købte 52 %, Argentina kun 23 %; Kronkolonien Nigeria 79 %, belgisk Kongo 18. Denne Tingenes Tilstand er ikke opnået uden et intensivt Arbejde og en skarp Bearbejdelse af den offentlige Bevidsthed. Bestræbelsen for i største Udstrækning at bruge Imperiets Varer giver sig Udslag i de Opfordringer og den Geschæft, vi herhjemme har Sidestykket til i Melodunten: Køb dansk Arbejde! Man kan således læse: »Når du går ind i en Butik, særlig hos en Urtekræmmer, så spørg altid hvor Varerne kommer fra, og køb så dem fra Imperiet. Det er et Stykke praktisk Patriotisme, enhver kan overkomme. Hvis man gjorde det, skulle det nok hjælpe på Imperiets Handel. Hvis enhver Husmoder i Storbritannien ville øge gine Indkøb af Imperiets Varer med bare 2 Sh. 6 d om Ugen, ville det blive til en øget Efterspørgsel på £ 65.000.000 om Året. Man behøver ikke at gøre Ofre i Pris eller Kvalitet, kun fornuftig Skelnen. Ved at købe Imperiets Fødevarer kan man altid være sikker på at købe Ting, der er blevet til under sunde, renlige, hygiejniske Forhold«.

I det hele taget må man jo regne med den Patriotisme, der besjæler de mange Udvandrere. From distant climes o'er wide spread seas we come Though not with much eclat or beat or drum; True patriots all, for be it understood, We left our country for our country's good; No private views disgraced our generous zeal, What urged our travels was our country's weal: And none will doubt but that our emigration Has proved most useful to the British nation.

Hvilket visselig er dårlig Poesi, men et godt Eksempel på, hvad en kanadisk Udvandrer eller Efterkommer af en Udvandrer tænker og føler. Det er en Realitet midt i Beregningens kolde Verden, der varer så længe den varer; og så længe bør man ikke se den over Hovedet.

3.

Som sagt afgiver de Følelser, med hvilke Politikerne (som Udtryk for Kapitalen) omfatter Tanken om Imperiet, en Målestok for Industriens og Handelens Perspektiver. Tanken går langt, omtrent hundrede År tilbage i Tiden; men det ejendommelige er, at dengang udgik Initiativet fra Kolonierne. Spørgsmålet om Præference kom første Gang under Diskussion ved en Forhandling mellem Kanada og Vestindien; og en Korrespondance, der i 1840ne førtes mellem Gladstone, dengang Sekretær for Kolonierne, og Generalguvernøren i Kanada, Lord Cathcart, viser, hvorledes Frihandelens Opløsning af Præferencen ved Toldmurenes Bortfald, var Kolonierne pinlig. Men dette var jo netop Tiden, da England beslaglagde Verdensmarkedet, og derfor hverken havde Interesse for Told, Præference eller Kolonier, ja, man spurgte sig, om Imperiet overhovedet var værd at opretholde, det kostede Penge, uden at man havde nogen Fordel af det. Endnu i 1868 kunne man høre Liberalisten Lord Rosebery erklære, at man kunne let betale for høj en Pris for Indien. Det er just, hvad Politikerne nu til Dags mener, man netop ikke kan. Ti År senere fremsatte den kanadiske Førsteminister sit »nationale Program«, baseret på Præferencer mellem Kanada og England; han hævdede, at det ville blive af »uendelig Fordel for Imperiet«, men tilføjede bittert, at »ingen engelsk Statsmand har haft Mod til at tage Spørgsmålet op«. Han fik sammenkaldt en Kolonikonference i 1887, hvor Australien og Sydafrika sluttede sig uforbeholdent til Kanadas Standpunkt, men det hele strandede på Englands kølige Tilbageholdenhed.

Dog Tiderne var allerede nu ved at ændre sig; den britiske Handelsmand begyndte så småt at fornemme Modstanden mod sin ubegrænsede Ekspansionsevne, og den imperiale Politik, Verdensanskuelse kunne man gerne sige, fik en veltalende Forkæmper i Chamberlain. Hvis han åbent havde indrømmet, at den Ændring, han ønskede, måtte føre til Tab i Begyndelsen, men at det Tab var værd at tage med, fordi det betød fremtidigt Samarbejde mellem England og de store Nationer, der i Løbet af de næste 50 År ville have udviklet sig af Kanada og Australien, ville han have stået stærkere end ved at øde sin Veltalenhed på at sløre dette øjeblikkelige Tab ved Hjælp af fejlagtige økonomiske Doktriner. Han kunne ikke slippe udenom det Faktum, at Koloniernes Hovedeksport var Fødevarer, som man vanskelig kunne belægge med en rationel Tarif. Om så også en Stigning i Lønningerne ville udjævne en mindre Stigning af Brød- og Kødpriserne, så var der jo altid Folk, som ville fremme 1840ernes Hungerspøgelse og opvække Folkets Harme mod en Skat på fremmed Korn. Og hvad Råmaterialer angik, så tøvede Chamberlain uvilkårligt ved at lægge Told på Varer, der - som Uld - er Grundlaget for den engelske Industri. Kun dér var det muligt at følge Koloniernes Præferenceønsker, hvor der allerede var Told på Varerne.

Hvorom alting er, så begyndte der dog en lempelig Tilknytning mellem Landene, mest dog mellem Kolonierne indbyrdes, selv om altfor vidtgående Aftaler stadig modarbejdedes af det britiske Rige.

Så kom Verdenskrigen, og fra da af blev Forholdet et andet. I 1916 nedsattes en Kommission under Balfours Ledelse for at undersøge den Politik, man burde følge efter Krigen. Den anbefalede da bl.a. 1) særlige Foranstaltninger til Fremme af Imperiets Produktion. 2) en Erklæring fra Regeringen om at ville følge den imperiale Præferencepolitik. 3) Nye, højere Toldsatser, som ikke skulle gælde Imperiet.

Og det er Grundlaget for den Politik, de engelske Regeringer siden da med stigende Styrke er slået ind på.

Men samtidig er der sket noget andet. I disse Krigsår havde Kolonierne gjort den Erfaring, at Moderlandet slet ikke var så nødvendig i deres Økonomi, hver især orienterede de sig efter de naturlige Retningslinier og fandt deres Fordel derved. Hvilket naturligvis havde til Følge, at deres Interesser for den imperiale Politik betydelig kølnedes og kølnes bestandig mere, alt eftersom deres Forbindelse med fremmede Lande tiltager.

Der er med andre Ord sket det, at mens det i forrige århundrede var Kolonierne, der bejlede til Imperiets Gunst, mens England som Imperiets Formynder sad inde med Nøglerne til Brudekammeret, er det nu omvendt det britiske Rige, der står med Hatten i Hånden og ser bønligt til de hoffærdige Frænder. Der er sket og sker det, at mens England Dag for Dag bliver - i selve sin Tilværelses inderste Grund - stadig mere afhængig af Imperiet, bliver dettes enkelte Lande bestandig mere uafhængige af såvel Imperiet i Almindelighed, som af det britiske Rige i Særdeleshed.

4.

Det, som bevirker, at Kolonierne efterhånden stræber bort fra Imperiet og England, er dels, at de ser deres Fordel ved at træde i Handelssamkvem med andre Lande, dels, og det i endnu højere Grad, at de er ved at udvikle en hjemlig Industri, der frigør dem fra Moderlandet.

Dette gælder mindst om den sydafrikanske Union. Handelen med det britiske Rige er her faldet til ca. 50 % fra 54 % i 1913. Overskuddet har dels Søsternationerne, dels fremmede Lande kapret, blandt hvilke især Tyskland og USA er emsige; Tyskerne har nu både nået og overskredet deres Førkrigshandel på 8 %, som de naturligvis totalt mistede i 1914. Bortset fra Minedriften, der væsentlig må fortsættes efter de engang lagte Linier, spiller Uldproduktionen en fremragende Rolle; nu sendes praktisk talt den hele Avl til England for at komme tilbage som fabrikerede Varer lige til Ekviperingsforretningen. Hvis den Bestræbelse for at skabe en hjemlig Uldindustri, som er ved at komme til Udtryk i de sidste Par År, bliver til Virkelighed, vil det være en alvorlig Sag for England. I det hele taget må man skønne, at der i Sydafrika er gode industrielle Muligheder, selv om man åbenbart tøver med at udnytte dem, hvad der rimeligvis hænger sammen med Vanskeligheden ved at skaffe disponibel Kapital. Sydafrika er et af de Lande, som har positiv Handelsbalance; med en årlig Kredit på £ 75,000,000 fra Eksport og Lån, går de 60 til Import og Fragter (med engelske Skibe). De resterende 15 Millioner går

næsten alle til London i Form af Dividender, hvad der har til Følge, at Kapital er meget vanskelig at opdrive, så den end ikke tiltrækkes ved et 7 % Tilbud.

Hvad Australien angår, står dens Industri på et lignende indledende Trin, men af ganske andre Grunde. Der er vel få Steder, som har bedre naturlige Betingelser for en stor Industri, men ved en uklog økonomisk Politik har man lagt sig selv Sten i Vejen. Ikke mindst af Frygt for den gule Invasion er der i Australien en stærkere Protektionisme end måske nogetsteds med det Resultat, at Levefoden som Helhed, Arbejdsløn og Fremstillingsomkostninger er så høje, at en Eksport af nogen Betydning er umuliggjort, ja, trods alle Toldskranker trues Hjemmemarkedet stadig af japansk, kinesisk og amerikansk Konkurrence, og Landet har en negativ Handelsbalance. Takket være Præferencerne er England den største Leverandør, og dog har det ikke kunnet bevare sin Position; i 1921 og 22 var det britiske Riges Andel i Australiens Import 64 %, i 1923 og 24 kun 60 %, mens USA og Japan delte de fire Procent mellem sig. Også af Eksporten er en stadig større Part gået til Amerika, nord og syd. Man spørger sig: hvorledes skal det da gå, når engang Australierne af Hensyn til Industriens Krav må lægge deres Politik om og enten opgive Beskyttelsen, langsomt skrue Niveauet ned til Konkurrencehøjde, og altså stille England på lige Fod med de andre Lande, eller helt omgærde sig med Importforbud. I begge Tilfælde vil det britiske Rige have mistet et af sine mest lovende Markeder.

Hvorom alting nu er, en Ting kan ikke betvivles: at de rige Muligheder i den fjerne Oceanverden engang vil blive udnyttet; det kan vare kort, og det kan vare lang Tid, engang må det komme. Australiens fornemste Handelsvare er Ulden, som nu for Størstedelen går råt ud af Landet, - men allerede er Grundlæggelsen af en omfattende Uldindustri i Gang, over 40 Møller sat i Virksomhed. Bomuldsavlen er først begyndt i de allerseneste År, i 1919 72 Acres dyrket, i 1923 40,000 Acres.

I Kanada er Situationen igen en anden, bestemt ud fra Naboskabet til USA. Det er rigt på alle Slags Råmaterialer og Mineraler, Kul og Jern (ak, Gang på Gang må jeg gribe til denne Frase, det er som om Europa er det eneste Sted på Jorden, hvor Skaberen har været karrig, så man der må sejgpine stakkels, fattige Kulminer for at klemme hver kostbar Stump Kul ud), og en overvældende Industri er siden Verdenskrigen begyndt at skyde op. Antallet af Virksomheder steg fra 14,000 før Krigen til 42,000 i 1920 og Produktionen fra 481,000,000 Dollars til 4,019,000,000. Af Eksporten går 41 % til USA 34 % til England. Af Indførselen er det også USA, der går af med Sejren og det bestandig i stigende Grad, som det fremgår af følgende Oversigt:

	Total Dollars	Fra England i Dollars	Fra England i %	Fra USA i Dollars	Fra USA i %
1912-13	671.200.000	138.700.000	20.7	436.900.000	65
1923-24	893.400.000	153.600.000	17.2	601.3000.00	67.3

Således mister det britiske Rige Grund i Kanada i samme Grad som USA vinder frem, og der er ingen Tvivl om, at denne Linie vil fortsætte sig. Kanada har netop alle de Produkter, Naboriget mangler eller har for lidt af, Tømmer, Papir, Hvede, visse Mineraler.

Det er også værd at mærke sig, hvorledes U.S. Kapital efterhånden underlægger sig Landet. De udenlandske U.S. Kapitalinvesteringer fordeler sig således:

Som man vil se, vurderes de kanadiske Affærer adskilligt højere end de europæiske. Den engelske Kapital drives langsomt ud, siden 1905 er de fire Femtedele af den gået over i Statspapirer, mens Amerikanerne har vidst at bevare de ni Tiendedele af deres Kapital i private Foretagender. 75 Millioner Dollars går årlig i Renter og Dividende til Ny York, 600 Fabriker er i Onkels Sams Eje, som desforuden har Filialer af alle store Forretninger i enhver større By, f.eks. i Hamilton 53, i Toronto ikke mindre end 140. Således amerikaniseres Kanada uimodståeligt og løsnes fra sit Forhold til England.

De tre Riger, Sydafrika, Australien og Kanada, repræsenterer i Grunden tre Stadier af samme Udvikling. Med lige store Befolkningstal og nogenlunde ensartede naturlige Betingelser står Sydafrika ved den allerførste spæde Begyndelse til en Industrialisering og rationel Udnyttelse af de naturlige Værdier; Australien har allerede trådt sine Børnesko, men hæmmes ved sin fejlagtige Toldpolitik; Kanada står midt i en rivende Udvikling, der har gjort det til Verdens næststørste Eksportør. Men i samme Grad, som de industrialiseres, i samme Grad taber de i Betydning som Markeder for England, ikke at de ikke importerer, men netop de Varer, som England kan tilbyde, kan de bedst selv præstere. Det vil heraf være klart, hvorfor disse Lande stiller sig noget køligt overfor Imperiet.

5.

Med Ægypten og Indien er Forholdet et andet. Mens de tre førnævnte Lande er selvstyrende Kolonier, altså i Grunden slet ikke Kolonier, men frie Stater, Dominions, hvis Tilslutning til eller Afstandtagen fra det britiske Rige de selv råder for og derfor kun afgør ud fra et økonomisk Synspunkt, så har man ikke ment at kunne stille disse to med deres farvede Befolkning lige så frit. Ganske vist er Ægyptens Uafhængighed officielt erklæret i 1919, og Indien har fået en friere Forfatning i 1922; alligevel kan man ikke sidestille dem med hine Stater, og - hvad der er det afgørende, om det så er rigtigt eller forkert - Ægypterne og Inderne betragter sig selv som tvungne britiske Undersåtter; den engelske Konge er jo Kejser af Indien og Gud ved hvad af Ægypten. Derved kommer der et politisk Moment ind, som ikke eksisterer de andre Steder, og som må tages med i Betragtning.

Ægyptens største Rigdomskilde er Bomuldsavlen, der beskæftiger to Tredjedele af Befolkningen og udgør en stadig stigende Procent af Eksporten (1921 78

		Italiens %	Englands %
Stykker i farvet Garn	1922 1923	40,9 47,9	50,9 37,8
Trykte Tøjer	1922 1923	6,9 12,0	88,4 83,6
Blege varer	1922 1923	12,6 15,7	86,0 81,6
Stykfarvede Tøjer	1922 1923	1,05 1,9	98,5 97,4

%, 1922 81, 1923 85). Ligesom den har sikret en solid, positiv Handelsbalance. Tidligere gik hele Høsten til England, men i de senere År har Italien, dels også Tjekkoslovakiet, trængt sig ind og sender nu en stadig større Andel af færdige Bomuldsvarer tilbage som Tabellen viser:

Den hjemlige Forarbejdning af Bomulden er begyndt i Alexandria, hvor der tilvirkes 9 Millioner Yards groft Lærred og fem Millioner Pund Garn årligt. Også andre Steder er der anlagt Væverier og Spinderier, dog synes de klimatiske Forhold kun at begunstige Tilvirkning af de grovere Varer (Dog vil også dette ændres. På Grund af det fugtige Klima har England, nærmere bestemt Liverpoolegnen, været det eneste Sted i Verden, hvor Fabrikationen af de fineste Bomuldsvarer ville lykkes. Men i de allersidste År har man i Holland vidst at skabe Betingelser ved kunstig frembragt Fugtighedsgrad, så der nu ikke findes nogen Bomuldsvare, der ikke kan fremstilles her; og det er jo kun et Spørgsmål om Tid, når dette Fremskridt i Teknik vil være udnyttet over hele Jorden. Således har da England også her mistet et Monopol af vital Betydning).

Af andre Foretagender nyder jo ægyptiske Cigaretter Anerkendelse, og en fortræffelig Maskinindustri har taget sin Begyndelse. Denne hele Foretagsomhed har ikke gavnet Handelen med England. Skønt Verdenskrigen gav det britiske Rige et vældigt Forspring frem for alle andre Nationer, er det dog nu atter slået ud, så det står med en noget ringere Procent end før Krigen, da dets Indførsel fra Ægypten var 34, nu 32,6 %, mens Eksporten er 47 % mod 52 for tyve År siden. I 1913 var Procenten helt nede på 42, så det vundne skyldes Krigen, og formodentlig vil i den kommende Tid USA, Japan, Italien og Tyskland yderligere vinde Terræn på Englands Bekostning.

Dette så meget des mere, som der hersker en afgjort Uvilje mod Øriget som den formentlige Tyran, og alle Forestillinger om, at Englands Overhøjhed er til Ægyptens Bedste, er omsonst. Udviklingen er kommet til det Punkt, hvor Kravet om Selvstændighed går frem for alt, ikke agter Fornuftsargumenter, og ikke hører op, førend Målet er nået. Det er utvivlsomt, at Ægypten har høstet store Fordele af at komme under engelsk Ledelse, og man kan spørge sig, om den absolutte Uafhængighed er den Risiko værd, et sådant Afkald på britisk Beskyttelse måtte medføre. Vi skal dog ikke her dvæle ved de nationale Værdiers Metafysik, men indskrænke os til at konstatere, at den anti-engelske Bevægelse både vinder i Omfang og Fasthed. Denne Bevægelse kan med lidt god Vilje spores så langt tilbage som 1892 med Sultan Abbas Hilmis Tronbestigelse, men tager først ret Form efter Verdenskrigen, da man i Zaghlul Pasha havde fundet det for en sådan Bevægelse nødvendige Centrum. Som tidligere teologisk Student behersker han til Fuldkommenhed den Kunst at præke. Hans Veltalenheds tropiske Gløden og vaskeægte orientalske Farvepragt er som skabt til - i sin Blanding af Paradis- og Helvedesfantasier og gemen Løgnagtighed - at henrive Flodlandets uvidende Befolkning (thi af Ægyptens 13 Millioner er de 96 % Analfabeter) og udnytte dets Fordomme. I 1918 erklærede han Rigets Uafhængighed, men blev som Løn for sin Virksomhed Året efter puttet i Fængsel, hvorfra han først løslodes, efter at den nye Forfatning i 1922 var udstedt, der anerkendte Uafhængigheden og kun forbeholdt den britiske Regering: 1) at varetage Kommunikationsmidlerne. 2) Forsvar og Angreb. 3) Beskyttelse af fremmede Interesser. 4) Herredømmet over Sudan.

Da Zaghlul Pasha så kom tilbage, modtoges han med ikke mindre Jubel end en amerikansk Filmsheros og begyndte straks sin Agitation, hvor han havde sluppet den. Den nye Forfatning har intet ændret i Situationen, man indrømmer ikke at have opnået Uafhængigheden. Stillingen er usikker; Mord på engelske Øvrighedspersoner hører til Dagens Orden. Dog skal det siges, at det, man altid har anset for det vigtigste Ferment i en revolutionær Bevægelse, i dette Tilfælde ganske mangler; de ægyptiske Finanser er i en fortræffelig Orden, Skattebyrden sådan, at de engelske Statsborgere må misunde deres ægyptiske Brødre. Intet Land har som Ægypten profiteret af Krigen.

Intet fornuftigt Menneske kan mene, at det britiske Rige vil kunne bevare sit Tag i Nilflodlandet for stedse. Men hvornår og hvordan Adskillelsen vil ske, må man være Profet for at kunne sige noget om. Det må håbes, for Ægyptens egen Skyld, at en fredelig Afvikling af Forholdet må kunne finde Sted, så ikke det Værk, Englænderne har bygget op, skal være forgæves.

Store Interesser binder det britiske Rige til Ægypten, men disse Interesser er hovedsagelig af kommerciel Natur, så den Dag, Ægypterne er sig selv nok og ikke ved deres Handelsvirksomhed er afhængige af England, den Dag har Forbindelsen ingen Betydning mere, og da vil den falde bort.

6.

Indiens Skæbne i de sidste tohundrede År danner ikke noget flatterende Kapitel i den engelske Kolonisationshistorie. Det er Beretningen om, hvorledes en stor og særegen Kultur langsomt kvaltes af uforstående Fremmedes ufølsomme Hænder. Ligesom engang over tusind År før de samme blonde Barbarer havde udslukket Roms og Hellas' Lys. Allerede dengang og længe, længe før udfoldede Indiens mærkelige Ånd sig, som en Lotus, skøn og sær. Og endnu da Tyrkerne rendte Oldtidskulturens sidste Bolværk over Ende, byggedes Templer til Sivas Pris. Endnu da Trediveårskrigen gjorde Germanien til en Ørken, ærede Inderen Vismanden som Fuldkommenhedens Inkarnation. Så kom deres Time. Det tog Tid at udrydde en så grundfæstet Kultur; men det lykkedes. Endnu i det 19. århundredes Begyndelse sad Håndværkeren på sin Skammel og fortsatte den kunstneriske Tradition og vakte Verdens Beundring dermed; så kvaltes også det. Tilbage var et Folk i den yderste Forarmelse, en Fattigdom, der kun finder sin Lige i Myreturen Kinas uskelnelige Menneskeklister. Og så på Bunden af Storbyerne.

Indiens umådelige Rigdomme har været et Yndlingsemne for mange; og det er vel sandt, at sådanne Rigdomme findes; thi, som vi før har haft Lejlighed til at se, er der intet i Vejen for, at en Nation kan være rig, selv om Folket er fattigt. »Nationen, det er os«, siger Kapitalisterne.

Er Indien en Nation? Man kunne sige: det er dets Ulykke, at det udgør en uomtvistelig Enhed, trods sin umådelige Størrelse. Enhver Hersker, der nåede nogen Magt indenfor dets Grænser, blev uimodståelig fristet til at udstrække sit Herredømme over det hele. Det kunne vel lykkes ham; men så viste det sig umuligt effektivt at beherske det hele Land, og endnu mere umuligt var det at organisere det under en central Regering. Således rejste sig da det ene Fyrstevælde efter det andet, kun for snart efter at smuldre hen eller bryde sammen. Der blev aldrig politisk Ro eller Sikkerhed. Det er Indiens Skæbne. Der er den Dag i Dag hverken Ro eller Sikkerhed. Den sidste store Regeringsreform i 1919 var et Forsøg på at ordne denne sammenhængsløse Enhed ved at skelne skarpt mellem de lokale Regeringer og Centralregeringen. Forsøget var ikke fyldestgørende; som det i tidligere Tider var Småfyrsterne, der foruroligede Samfundet, således har Nutiden sine Muldvarpe, ingen Regering kan få fat på. De styrer ingen Stater og holder intet Hof, de styrer Fabriker og holder Lønslaver.

Af Indiens 330 Millioner er de tre Fjerdedele Agerbrugere og dyrker Ris, Hvede, Bomuld, Oliefrø, Jute, Sukker, Te. Landbruget står ingenlunde højt og har ud over enkelte Varer som Te, Jute, Bomuld i det væsentlige kun Betydning for Hjemmeforbruget. Dog har England stadig søgt at bevare den høje Landbrugerprocent. Thi i dette vældige, intet producerende Folk har de deres bedste Marked. Bestræbelserne er lykkedes, hvad der viser sig i, at Landbrugerprocenten er større i Landsdele med britisk Jurisdiktion (74 %) end i de indfødte Stater (67 %), ikke blot større, men endog voksende, i 1901 var de 68 %, i 1891 62, i 1871 50 %. Dette Resultat er nået ved at optræde overfor Indien på samme Måde som tidligere overfor Irland. Frihandel + Tvangspolitik, der gjorde begge Lande til et Helvede på Jorden, idet enhver fejlslagen Høst betyder Hungersnød, og Hungersnød i Indien betegner ikke en Tilstand, hvor man går rundt og er sulten, det betegner en Tilstand, hvor man dør af Sult simpelt hen (I hvilken Grad Hungersnøden koster Menneskeliv, læser man bedst ud af Befolkningsstatistikken, der reflekterer Velstands- og Hungerperiodernes Skiften. I 1860-75 var der en Velstandsperiode, derefter en Række År Hungersnød. I 1880-95 var der en Velstandsperiode, derefter to Gange Hungersnød. I 1900-14 var der en jævn Velstandsperiode).

Grunden til Hungersnøden er ikke netop Høstens Fejlslagning, men den, at man, når Høsten slår fejl, ikke har andre Virksomheder at falde tilbage på, ingen Eksport, ingen Kredit. Derfor har Englændernes Agrariseringspolitik ubetinget forværret Forholdet; mellem 1769 og 1800 var der 7 Hungerperioder, men eftersom Englænderne udbredte deres Herredømme, steg Tallet; fra 1800 til vore Dage var Tallet 31, hvor ialtfald over 33 Millioner er omkomne. Men en Undersøgelse har godtgjort, at Antallet af Hungerperioder i Tiden fra 1770 til 1800 var det firedobbelte af, hvad det var i Tiden fra 1670-1700.

Man har da gentagne Gange henvendt sig til den britiske Regering for at bevæge den til at indlede en industriel Politik, men den har stadig vendt det døve Øre til og uanfægtet velsignet det nødstedte Land med sine milde Gaver af mer eller mindre nødvendig Art.

Indtil Midten af det 19. århundrede fandtes der en stor Virksomhed i Indien, Hjemmeindustrien. Den indiske Landsbyhåndværkers Varer var verdensberømte, og i halvandet Hundrede År havde det ostindiske Kompagni tjent Formuer ved at forhandle hans Tekstiler og Kunstbroderier i England. Men da nu her i århundredets første Halvdel Tekstilindustrien blev en Stormagt, fandt man i Manchester og Lancashire, at denne Tilførsel af fremmede Varer var en ubillig Konkurrence, og for at sikre sig Markedet, fik man en tung Told lagt på de indiske Tekstilvarer; med det Resultat at Indførslen faldt fra 1,200,000 Stykker i 1814 til 300,000 i 1835, og at dette Håndværk efterhånden døde ud, så f.eks. Indbyggerantallet i den berømte

Befolkningstilvækst
1871-81	3 Millioner
1881-91	20 Millioner
1891-1901	4 Millioner
1901-11	19 Millioner

Kunstby Daccas sank fra 150,000 i det attende århundredes Slutning til 30,000 i 1840. - Efter 1880 oprettede Inderne en moderne hjemlig Bomuldsindustri, men Lancashire blev da ængstelig og manøvrerede for at bevare det engelske Marked, og den i Forvejen beskedne Indførselstold (der gik i den indiske Finanskasse) blev ganske ophævet. Senere nødvendiggjorde Budgettet vel en ringe Told igen (3,5 %), men det var dog først efter at det nye Selvstyre havde lagt Bestemmelsesretten over sligt i indiske Hænder, at man kunne tage probate Forholdsregler; i 1917 forhøjedes Tolden til 7,5 %, i 1921 til 11. Det har betydet et alvorligt Smæk for de Lancashire-Købmænd, og det var kun på Grund af deres af naturlige klimatiske Forhold begunstigede Stilling med Hensyn til de finere Kvaliteter, at de så nogenlunde red den alvorlige Krise af, der ramte dem i 1921. Men den mægtige engelske Tekstilindustri er fra nu af definitivt på Tilbagevejen - fra den priviligerede Stilling til den Position, der naturligt tilkommer den.

År	Væverstole	Kapital	Udbytte
1915	38,000	£ 27,000,000	£ 45,000,000
1920	40,000	£ 31,000,000	£ 30,000,000
1924	50,000	£ 39,000,000	£ 18,750,000

Når den indiske Industri som Helhed er så ringe, som den er, skyldes det i første Række den engelske Regulering. Man kan derfor vente, dels også iagttage en Fremgang, efter at Inderne selv har fået Hånd i Hanke med Sagerne. Men to Ting stiller sig i Vejen for en naturlig Udvikling: Kapitalen er dyr, Arbejdskraften er slet. Når Kapitalen er dyr, skyldes det først og fremmest, ligesom i Tilfældet Sydafrika, den stadige Bortflyden af Værdier til England. For at danne sig et Begreb om, hvilke Summer det her gælder, kan man kaste et Blik på en enkelt Virksomhed, f.eks. Jute-fabrikationen, der hører til de Virksomheder, der er mest fremskredne, idet to Tredjedele af Jutehøsten forarbejdes i Landet. De Kompagnier, der ejer de indiske Jutemøller, er alle Medlemmer af den Manufacturer's Association, der stiftedes i 1921 for at holde Priserne oppe ved at begrænse Overproduktionen; Arbejdstiden er da nedsat fra 60 til 54 ugentlige Timer. Udbyttet disse Møller giver er følgende:

I 1925 øgedes Reservefonden til £ 16,500,000; og når Reservefonden føjes til den øvrige Profit, bliver den samlede Udbetaling til Aktionærerne i Året 1915- 1924 ikke mindre end £ 300,000,000 eller 90 % p.a. af Kapitalen. Der er i Juteindustrien beskæftiget noget over 300,000 Arbejdere med en årlig Fortjeneste af £ 12,10 sh. En Profit på 300,000,000, taget fra 300,000 Arbejdere er £ 1000 pr. Hoved eller £ 100 for hver Mand årligt. Og da som sagt Gennemsnitslønnen er £ 12, 10 sh., betyder det, at den årlige Profit er det ottedobbelte af Arbejdsudbetalingen. Man ser heraf ikke blot Årsagen til Kapitalknapheden (thi disse Penge bliver jo ikke stående i Landet), men tillige til den store Fattigdom. Der flyder årlig ca. £ 300,000,000 til London som Rente af oversøiske Kapitalinvesteringer, og da, som vi har set, næsten al Kapital i Kanada er amerikansk, og Industrialiseringen i Sydafrika, Australien og Ægypten endnu kun er lidet fremskreden, må nødvendigvis Størsteparten af de 300 Millioner komme fra Indien (Se tal). (For selv om dette

For at gøre dette Tal forståeligt anfører jeg Dividenden for nogle Selskaber
I %	1916	1917	1918	1919	1920	1921	1922	1923	1924
Fort Gloster	115	117	150	150	200	62	120	120	165
Gourrepore	90	190	250	220	250	20	70	80	120
Kelvin	80	100	150	225	300	102	70	85	110
Kinnison	110	200	250	250	400	135	160	120	160

Land i Forhold til sit Befolkningstal har en alt for ringe Industri, beskæftiger denne dog 35,000,000 Mennesker, Handelen 12,000,000, altså nøjagtig lige så mange som Storbritanien og Irlands samlede Befolkninger, Pattebørn og Oldinge iberegnet). Man kan da regne, at Indien ad denne Vej årlig tappes for et Par hundrede Millioner Pund (Englænderne opnår herved foruden den direkte Gevinst og-så en anden, ikke mindre vigtig Fordel: den indiske Industri bliver ikke konkurrencedygtig. Ikke blot, at den ikke vokser, som den burde, men den usle Løn sænker i enhver Henseende Arbejdernes Ydeevne, så han kun kan præstere en Trediedel af en engelsk Arbejders, og - hvad det særlig kommer an på - er ganske ude af Stand til at udføre et noget mere kompliceret Arbejde, så England på den Måde opnår et faktisk Monopol på alle de finere Kvaliteter), og man kan ikke regne med nogen væsentlig Forbedring af de almindelige Tilstande, før denne Sum holdes tilbage i Landet, dels til Udvikling af Industrien, dels til en højere Løn med deraf følgende Livsniveau (Den lave Fabriksløn og den kunstigt hindrede Industrialisering virker også demoraliserende på Landbruget, idet Byernes Befolkningsoverskud ikke kan optages i Virksomhederne og da tvinges ud på Landet, som derved kommer under stadig snævrere Opdyrkning, Jorden udstykkes i en foruroligende og uøkonomisk Grad. Den nye tilstrømmende Arbejdskraft hæmmer også Landbrugets Udvikling, idet den ved sin Billighed overflødiggør arbejdsbesparende Maskiner).

Desuden berøver den lille Hær på Titusind højtstående Embedsmænd, der styrer Indien, dette for henimod £ 30,000,000 årlig i Gager, Pensioner, administrative Hjemmeudgifter og lignende.

En anden Grund til Kapitalens Fordyrelse er, at de få Banker, der findes i Indien, foretrækker at finansiere Handelens Udførsel af Landbrugets Produkter fra Landdistrikterne til Havnene (man erindre sig de vældige Afstande). Da Pengene hertil kræves i Høsttiden, opstår der pludselig Efterspørgsel, som muliggør en meget høj Rente. Bankerne foretrækker da at holde Kapitalen disponibel for Landbruget til Høsttiden, og således hæves Rentefoden hele Året rundt. Når Arbejdskraften er så slet, som den er, skyldes det først og fremmest den lave Løn, der gennemsnitlig for Fabriksarbejdere er £ 20 årlig. Dernæst den lange Arbejdstid, i Reglen 12 Timer, ofte mere, som man byder allerede tolvårige (den i 1921 satte Grænse for Alderen, som dog iøvrigt ikke overholdes). Man vil forstå, at indiske Arbejdere under sådanne Forhold intet kan have lært, de er Analfabeter og har ikke modtaget den ringeste faglige Uddannelse. Endelig spiller naturligvis de elendige hygiejniske Forhold en Rolle. Alt sammen kan føres tilbage til den af lav Løn fremkaldte lave Levefod.

Når trods alt dette Inderne i dette århundredes Løb har lagt Fundamentet til en omfattende Industri, må det opfattes som Udtryk for en Energi, der vil give Resultater, når Forholdene tillader det, og det kan man sige, de begynder at gøre, efter at Inderne selv har fået en afgørende Myndighed i de lokale Affærer. Der findes særdeles rige Jern- og Kullejer, for en større Dels Vedkommende af de allerbedste Kvaliteter. En Begyndelse til at udnytte disse Rigdomme er gjort, der brydes årlig 20 Millioner Tons (Indien er et af de Lande, som har de bedste Betingelser for hydroelektriske Værker. Nogle er allerede bygget i Omegnen af Bombay og Mysore) Kul og udvindes 46,000 Tons Jern.

Den Told, der er lagt på Jernimporten i 1924, menes i Året 1926-27 at ville bringe Jernproduktionen op til 264,000 Tons, altså øjeblikkelig at seksdoble den; og det skønnes, at den på få År har alle Chancer for at nå en Million Tons. Det er især de berømte Tataværker, der muliggør denne rivende Udvikling, grundet, som de er, med indisk Kapital og ledet af Indere. Importen fra England vil naturligvis aftage i

tilsvarende Grad, den var før Krigen ca. 750,000 Tons, i 1920 660,000, 1924 580,000 og efter den nye Told 360,000.

Forresten gælder denne Nedgang ikke Jernet alene, på ethvert Punkt er Englands Handel på Indien gået tilbage, dets Import derfra var i 1904 21 %, i 1913 23 og i 1923 24 %, og i 1926 formodentlig 21 %. Eksporten dertil i 1904 67 %, i 1913 65 %, i 1923 57 %, nu et Par Procent lavere. Det er især Japan, der gør sig gældende, delvis også Kina, og det må forudses, at der, når ordnede Tilstande genoprettes her, vil blive en rig gensidig Handelsudvikling mellem Kinas sydøstlige folkerige Provinser og Indiens nordøstlige. Også Forholdet til Australien vil utvivlsomt udvikle sig. Således må da det britiske Rige langsomt se sig overflødiggjort i disse Egne.

7.

Indiens økonomiske Frigørelseskamp finder sit Sidestykke på det politiske Område, dog ikke med den samme Enhedstendens fremad. Bortset fra alle mer eller mindre væsentlige indre Forskelligheder, der må hæmme den Opgave at stille alle Indiens Folk på fælles Fod med fælles Krav mod den fælles Fjende, er der et Element, som flækker Samfundet igennem til Roden og lammer dets Handlekraft: Muhamedanerne, der, 70 Millioner i Tal, er en Stat i Staten, adskiller sig på ethvert Punkt fra Inderne, er dem lige så fremmede som de hvide Herskere og det evige Stridspunkt. Det er henved Tusind År siden de første Muhamedanere trængte ind over Grænsen, erobrede de nordlige Provinser og grundede et Kongedømme i Delhi, gradvis oversvømmede det hele Land og gennemsyrede Befolkningen med Troen på Allah. I over 800 År var Muhamedanerne Indiens Herskere, Muhamedanismen Indiens Religion. Og alt imens sad Hinduen tålmodig, som kun en Hindu kan det, ventende på Gengældelsen - i denne Verden eller den næste, betragtende Musselmanden som en Paria uden Andel i den tvefødte Hindus mindelige Liv. Og denne Foragt har fortæltet sig, alt som Allahs Magt svandt hen og blegnede under Sivas Sol, og der går ingen Dag. uden at Fjendskabet her eller der finder Udtryk, i Skældsord, Profanation af sakrale Handlinger og kløvede Pandeskaller.

De to Parter har hver sit politiske Organ i henholdsvis The India National Congress og The Moslem League. Uroen i Indien var ikke ophørt, siden Oprøret i 1857, og Kravet om Uafhængighed tog stadig bestemtere Form. Men først Verdenskrigen vækkede for Alvor den nationale Bevidsthed; Frasen om Nationernes Selvbestemmelsesret fandt Vej over Grænsen, og den Million indiske Soldater, man havde fået til Europa »for at kæmpe for de undertrykte Nationers Frihed«, vendte naturligt tilbage med den Overbevisning, at den Sejr, de havde været med til at vinde, også måtte gøre deres egen undertrykte Nation fortjent til Friheden. Det er muligt, at Forfatningsreformen af 1919 er at betragte som en Indrømmelse i denne Retning, det er også muligt, at denne Reform rationelt set betegner den selvstændigste Regeringsform, Indien på sit nuværende Stadium kan være tjent med; men det er givet, at Inderne ikke betragter den som nogen af Delene, at den kun har fremkaldt Sorg og Raseri, og at Modstanden mod Englænderne fra da af har rejst sig med en Styrke, som man aldrig har kendt før.

Hvad Muhamedanerne angår, så lod de sig overtale til al støtte England under Krigen mod det højtidelige Løfte om, at Sultanens Suverænitet ikke skulle blive rokket, hans Lenshøjhed over Arabien bevares, det europæiske Tyrki forblive tyrkisk, som også Mesopotamien, Syrien, Palæstina. Disse Forpligtelser indgik Lloyd George og Vicekongen af Indien gladelig og brød dem ligeså gladelig ved Fredsslutningen.

Hermed var der skabt et Bånd mellem Inderne og Muhamedanerne, begge følte sig skammelig svegne af det britiske Rige, og der skete da det forunderlige, som aldrig forhen var set, at den indiske Nationalkongres og Moslem League sluttede sig sammen til fælles Virke mod den fælles Fjende. Den, som var Mesteren for denne Bedrift, var Mahatma Gandhi, Indiens ægtefødte Søn, fyldt af hellig Begejstring, af Sindets Renhed og Hjertets Varme og Tankens Almagt. Han fattede en Tanke, sådan som den intet andet Sted på Jorden ville kunne fattes end i Tanke-monomanernes Rige (og rigtignok end ikke der kunne realiseres), en overjordisk Tanke, en sindsyg Tanke, en sublim fanatisk Tanke. Som Inder var ham Tanken om at dræbe uudholdelig, og som Inder var ham Politikernes Spilfægteri en Lede. Han fattede da den Tanke at fryse Englænderne ud, gøre dem til Luft, boycotte dem, som det hedder med et engelsk Ord. Ingen Inder måtte omgås en Englænder, ikke bruge eller købe engelske Varer, ikke sidde på den fælles Regeringsbænk, ikke frekventere engelske Skoler, så Briterne tilsidst skulle stå der, absolut uden Funktioner, isoleret, med klamme Hænder, så inderligt overflødige.

Forsøget måtte mislykkes. Ganske vist, de øjeblikkelige Virkninger var frygtelige; det administrative og lovgivende Arbejde standsede, Skolerne stod tomme, Fabrikshjulene gik istå, mens den nationale Spinderok kom frem igen; Folk bar deres engelske Ejendele ud på Torvene og brændte dem. Men Masserne forstod ikke det, som var det afgørende, og adskillige Steder udartede Modstanden til blodige Kampe.

Gandhi var fortvivlet og pålagde, ikke dem, der havde forbrudt sig, men sig selv at gøre Bod i Bøn og Faste, som den fra hvem, omend uforskyldt, Impulsen var udgået. Det hjalp dog ikke, Urolighederne tiltog, og omsider tog Englænderne den frygtede Mand i Forvaring og idømte ham seks Års Fængsel.

Da han var borte, var Kraften forsvundet, og der indtrådte en Afslappelse. Vel søgte en Fraktion af hans Tilhængere at fortsætte hans Gerning, men uden hans bindende Personlighed kunne man ikke enes om hvad at gøre. Nogle var for en rigoristisk Gennemførelse af Ikke-Samarbejdet (non-cooperation), Flertallet dannede et politisk Selvstyreparti (sva-raj) og ville virke ad Forhandlingens Vej. Dette Resultat opnåedes dog først i 1924, efter at et Par Års hårdnakkede Obstruktion havde vist sig at ramme Inderne værre end Englænderne.

Inderne har dog ingenlunde slået af på Kravet om absolut Uafhængighed, men de er trådt ind i Statsfunktionen som et konstitutionelt Oppositionsparti og virker med parlamentariske Midler.

Episoden Gandhi blev, som den måtte blive det, kun en Episode; men den viste Verden, at den uforsonlige Hindu-Moslem Antagonisme, som man havde regnet at være Englændernes bedste Støtte, måske endda ikke var helt så uovervindelig, som man havde tænkt sig. Man har vaklet mellem passiv og aktiv Modstand, men der vil komme en Dag, hvor Kendsgerningernes Logik vil feje Tvivlerne og de Svage til Side. Spørgsmålet om fredelig Løsning eller Revolution vil her, som altid, løse sig på tværs af Politikernes Vilje og være en fuldbyrdet Kendsgerning, endnu mens man drøfter, hvilken Metode man skal følge. Indiens Stilling minder i meget om Ægyptens, men de har et Fortrin, en afgørende Forskel; Inderne er et levende, åndeligt særpræget Folk, som kræver Ret til at udfolde sig efter sin Natur. Den Natur, der er den hvide Mand en Gåde.

8.

Lad os et Øjeblik besinde os! Var ikke Udgangspunktet for denne Undersøgelse af det engelske Folks økonomiske Udvikling en Påvisning af, at det faktiske Monopol som Verdensleverandør af fabrikerede Varer, der danner Grundlaget for det moderne Englands Samfundsbygning, er ved at blive det berøvet? Vi så, hvorledes fremmede Lande erobrede Marked efter Marked, og hvordan da den Tanke rejste sig, at man ved at styrke Imperiet kunne holde sig skadesløs. Vi har nu set, at dette er umuligt. Imperiet drages uimodståeligt ind i det økonomiske Kredsløb, og det britiske Rige kan end ikke her bevare sit Monopol. Således synes da det Skræmmebillede, vi oprullede, at være uundgåeligt. Med en Eksport, der nærmer sig Nulpunktet, med stigende Arbejdsløshed som Følge deraf, med stigende Indførsel, som Følge af Landbrugets Forfald, nærmer det britiske Rige sig bestandig raskere Katastrofen. -

 Katastrofen

Alligevel, et Folk går jo ikke sådan til Grunde ein, zwei, drei. Der er jo knap det Sted på Jorden, hvor et Samfund ikke kan trives, når det forstår at tilpasse sig efter Omstændighederne. Derpå kommer det an. Det britiske Riges Skæbne er netop, at det ikke mere er tilpasset efter Omstændighederne, ja, at det bliver det bestandig mindre. At det er i en abnorm Situation. Så gør den normal igen! Det er let nok sagt, men det gælder Samfundets elementæreste Struktur.

Kan man ændre et Samfunds Struktur med fuld nøgtern Bevidsthed? Man kan det kun under en Omstændighed sige, at Samfundet går til Grunde, hvis denne Ændring ikke foretages. Det britiske Rige er i den Omstændighed. Det fremgår af det foregående tilstrækkelig klart, hvori det abnorme består: Landets stadige Industrialisering på et Tidspunkt, hvor Industriens Muligheder bestandig forringes, og den dermed sammenhængende Destruktion af den primære Energikilde: Landbruget.

Hvis man da vil gøre sig Håb om sunde Tilstande igen, og hvis man vil afværge Fremtidens Katastrofe, må man følgelig tage Sigte på to Ting: 1) at standse den stadige Industrialisering og reducere Industrien efter de naturlige Betingelser. 2) at gøre Landbruget til en Hovedfaktor igen, som ialt væsentligt kan gøre Nationen selvforsynende.

Men er dette muligt? Man skulle synes, at den abnorme Tilstand, der jo ikke blot er Fremtidsmusik, men begynder at gøre sig gældende, af sig selv måtte virke regulerende ved den Nødstilstand, den frembringer. Men da dette nu viser sig ikke at være Tilfældet, må der altså være andre Kræfter i Virke, der lænker Udviklingen til den engang slagne Bane. Hvilke er da disse Kræfter? Og kan de overvindes?

2.

Hvad sker der, hvis - for at gøre et Tankeeksperiment - Industrialiseringen standses og Bedrifternes Antal reduceres til det til enhver Tid passende Behov, hvis f.eks. en Kulmine nedlægges? Åbenbart to Ting: at Arbejderne kastes på Gaden, og at den i Bedriften investerede Kapital går tabt. Når det i Kulminedriften efterhånden er kommet dertil, at af de 1,300,000 Arbejdere de 300,000 konstant er uden Beskæftigelse, betyder det åbenbart, at Efterspørgslen er blevet de 300,000 Mands Arbejde mindre, og at følgelig en dertil svarende Del af Bedrifterne burde nedlægges. For Arbejderne kan det jo være ligegyldigt, de må i ethvert Tilfælde gå ledige. For Aktionærerne er det ikke ligegyldigt, thi de mister da ikke blot deres Udbytte, som de vil gøre det under en midlertidig Stilstandsperiode, men tillige også deres Kapital. Således er da kun Kapitalisterne interesserede i at bevare Bedriften. Når man da indvender, at de jo ikke kan have synderlig Glæde af en urørlig Kapital, som ikke giver Udbytte, vil man erfare, at Kapitalisterne ræsonnerer ud fra andre Forudsætninger; de siger ikke: når den ikke kan betale sig, så lukker vi Butikken; men: når den ike kan betale sig, så er det fordi Arbejderne er kommet alt for urimelig højt op i Løn, de må altså ned. Det er en Tale, som end ikke de mest autentiske Fremstillinger kan få Has på, skønt det ofte nok er sagt, at Lønningerne ikke blot ikke er højere end i 1914, men undertiden lavere. For at blive ved Kulminerne ser Tallene således ud:

Hvoraf fremgår, at Minearbejderne, som får Skyld for at høre til den bedst betalte Gruppe Arbejdere i England, på intet Punkt har nået Førkrigsniveauet (Det gennemsnitlige Lønningsniveau i de senere År synes at vise en Tendens i Retning af en Nedgang under det almindelige Niveau). En Lønreduktion på 10 %, som nu (1926) fordres af dem, betyder da et definitivt Tilbageskridt fra Niveauet før Krigen; og dermed er det Stadium nået, som den føromtalte Bog: »Er Arbejdsløshed

	Løn % over 1914		Leveomkostninger i % over 1914
1920	Marts	130-35	132
	Juni	150-55	152
	September	160-65	164
1921	Marts	160-70	133
	Juni	145-55	119
	September	130-35	110
1922	Marts	100-05	82
	Juni	85-90	84
	September	75-80	78
1923	Marts	70	74
	Juni	65-70	69
	September	70	75
1924	Marts	70	73
	Juni	70	70
	September	70-75	76
1925	Juni	75	75
	Marts	75	73

uundgåelig?« forudså i disse Ord: »Der rejser sig da det Spørgsmål, om det er sundt for så mange Fag at basere deres Lønoverenskomster på et Pristal og ved Hjælp af det bestræbe sig for at bevare Livsniveauet på Højde med 1913. Den Antagelse, at Storbritanien til Stadighed skulle kunne bevare Levestandarden fra før Verdenskrigen, kan ikke anses for begrundet.«

Når Minerne nu giver ringere Udbytte end før Verdenskrigen, kan det altså ikke skyldes Arbejdslønnen, men må søges i andre Forhold. Og disse andre Forhold er netop dem, som vi har beskæftiget os med, at de tidligere Kunder efterhånden er ved at blive Selvforsynere; ved hydroelektriske Anlæg, som i Norge, Sverige, Frankrig, Italien, Indien; ved Brunkul og Olie: Tyskland, Kina; ved forøget Kulbrydning: Indien, Australien, Rusland. - Hvis de vanskelige engelske Afsætningsmuligheder havde grundet sig på temporære Fænomener, forbigående Depression eller lignende, ville en midlertidig Lønnedsættelse kunne drøftes, men da det nu ikke er Tilfældet, vil Muliggørelsen af fortsat Drift ved Lønnedsættelser betyde, at Kapitalens fortsatte Forrentning sker på Bekostning af Arbejdernes Leveløn. Endvidere: den Efterspørgsel, der nu er på engelske Kul, er bestemt af den samlede Verdensproduktion i Forhold til Forbruget. Da både Kul- og Olieproduktionen må forventes at ville stige stærkt i den nærmeste Fremtid (f.eks. i Rusland, Sibirien, hvor Verdens største Kularealer findes, ved Jenisei, men hvor en lige så rapid Industrialisering ikke kan ventes på Grund af Kapitalknaphed), måtte man da for at opretholde den hjemlige Produktion ubeskåret, gå til yderligere Lønreduktioner, og således i det uendelige. Da nu som vist kun fem Millioner Skattepligtige har en Indkomst på £ 130 og derover, og Kularbejderne ikke kan forventes at høre til disse fem Millioner, vil man indse, at der jo dog er en Grænse for, hvor meget disse Lønninger kan skæres ned; at leve helt som indiske eller kinesiske Kulier lader sig nu engang ikke gøre i det engelske Klima.

Man må derfor gøre sig klart, at en sådan Forholdsregel som Lønnedskæring ikke kan afværge Katastrofen, kun trække Tidspunktet ud på Arbejdernes Bekostning. Men engang vil den, må den nødvendigvis komme.

Dette begynder også så småt at gå op for Kapitalisterne, og mens de af Vane suggererer sig selv og andre til at tro på, at alt kan blive godt igen, når bare Lønnen kommer ned, siger deres Instinkt, deres usvigelige Kapitalistinstinkt, dem noget andet og befaler dem ikke at binde deres Formuer i hjemlige Foretagender; de senere År viser da en synkende Investering i engelske Virksomheder og en tilsvarende Stigning i koloniale og fremmede.

3.

Mens der således åbnes Kapitalismen Mulighed for dog delvis at unddrage sig Katastrofen ved en Kapitalflugt, er Forholdet et andet, hvor det gælder Katastrofens andet Offer, Arbejderstanden; den synes prisgivet Nøden og Sultedøden. Med mindre den da kan gøre som Kapitalen, flygte ud af Landet.

Hvad det her drejer sig om, er Nutidens alvorligste Problem: Overbefolkningen. Dette er tillige Krisens Kerne. Det 19. århundredes Industrialisering havde muliggjort en Befolkningstæthed, der langt overgik, hvad Landets naturlige Kilder kunne bære, og da nu Afviklingen træder ind, bliver der et Overskud af Arbejdskraft, som ingen Anvendelse kan finde, det er Katastrofen. Der gives intet farligere Problem og intet som er vanskeligere at løse. Enhver Ompostering af Arbejdskraften er kun en Tilsløring af Katastrofen. Staten kan sætte et Par Millioner Mand til at udbedre Veje og restaurere Jernbanenettet; sådanne Forholdsregler vil kun tjene til at svække Landets økonomiske Bærekraft, de vil sænke Livsniveauet, og en skønne Dag er den der så alligevel, Katastrofen.

Dette er den engelske Stats største og vigtigste Opgave: at reducere Folketallet i Overensstemmelse med Nationens økonomiske Betingelser. I Sammenligning med den bliver enhver anden Opgave af ringe eller ingen Betydning.

Der er kun to Muligheder: enten iværksætter Staten denne Reduktion ved omfattende drastiske Midler, eller også gør Forholdene det ved ikke mindre drastiske Midler: Hungeren, Nøden. Men dette er just Katastrofen, dybest set.

Hvad mon der er vanskeligst, at reducere Folketallet eller at hindre det reducerede Tal i atter at skyde op og således gøre Anstrengelserne til intet? Det er ialtfald to forskellige Opgaver, som her foreligger, og de kræver forskellig Behandling, men de er lige vigtige. Hvad det sidste angår, har man jo Erfaring for, at jo mere oplyst et Folk er, jo højere Levefod det har, des mindre bliver Fødselsoverskuddet og omvendt. Men det fremgår jo med Klarhed af hele Situationen, som den er skildret, at Levefoden bliver bestandig lavere; følgelig vil den naturlige Udvikling tendere mod større Befolkningsoverskud, indtil Nøden af sig selv sætter en Stopper derfor; men da er det jo for sent, da er det Katastrofen.

Der er Lande, som ængster sig ved Fødselsoverskuddets Aftagen; de ved ikke, hvilken Rigdom det betyder for dem. Man er hidtil gået ud fra som en selvfølgelig Ting, at jo større et Lands Befolkning, des bedre for Landet. Det har kun Gyldighed fra ét Synspunkt: det militære, jo flere Børn, des flere Soldater. Så indstillet er vi blevet på at betragte alt ud fra et Magtsynspunkt, at endog sådanne vitale Spørgsmål glider ind derunder. Men hvad kan det nytte en Nation at have store Hære, når Folket går til Grunde derved? Her som overalt lægger det militære Synspunkt sig i Vejen for en fornuftig Samfundsordning. De Farer, en Nation underkastes ved at give Afkald på et Krigsvæsen er for intet at regne mod den Skæbne, den går imøde, når Krigen er det eneste eller det afgørende Synspunkt.

Det bliver en Statsopgave at gøre Kendskabet til Børnebegrænsning til Almeneje, få det til at blive lige så naturlig en Sag, som det er en naturlig Sag at parre sig. Af en pudsig Blufærdighedsfornemmelse har man hidtil ment ikke at kunne give Skolebørn Undervisning i Kønslivets Fysiologi. Fremtidens etiske Opfattelse vil under Nødens Tryk blive en anden, og man vil ikke vige tilbage for at gøre Fødselskontrol til Undervisningsstof.

Der er en Mængde nu så sørgelig forsømte Samfundsproblemer, der, når Befolkningstallet bliver konstant, vil glide i Orden af sig selv, f.eks. Boligvæsenet. Når der ikke skal bygges andet, end hvad der skal afløse forældede Dele, er Muligheden der for en radikal Forbedring, og ikke før. Men sådanne Betragtninger er i denne Sammenhæng uvæsentlige, her gælder det selve Samfundets fortsatte Eksistens.

Hele denne reducerende Opgave har mange, mange forskellige Sider, og selv om man i Tide (det er i Dag hellere end i Morgen) tager Problemet op, vil det dog tage et Åremål, før det løses og Konsekvenserne melder sig. Imens står Nationen overfor et faktisk Overbefolkningsproblem, som kun løses ved et eneste Middel: Udvandring. Hvor stort et Tal det ialt kan blive Tale om, ville det være letfærdigt at udtale sig om,

 men man tager næppe Munden for fuld, når man regner, at Industrien i dette det tyvende århundredes andet Kvartel vil indskrænke sig med en Fjerdedel eller en Tredjedel, så en tre, fire, måske fem Millioner bliver uden Beskæftigelse; ialt bliver der da med den hele Familie regnet mellem tolv og tyve Millioner Mennesker, som må søge sig nye Græsgange. Hvad der måtte komme efter århundredets Midte, lader sig ikke bestemme, for hvem kan spå om, hvorvidt Kina da er restitueret, eller Rusland eller Indien for at nævne de tre store problematiske Faktorer; thi hvem tvivler om Australien, Sydamerika, Kanada; og i Grunden - hvem tvivler egentlig om Rusland?

Den Masseudvandring, der altså nødvendigvis forestår, bliver det ikke mindre nødvendigt Statens Opgave at sætte i System, thi kun under en fuldt betryggende Vejledning, hensigtsmæssig Organisation og alle Slags Lettelser bliver det muligt at få dem ud, der skal ud. Man kan ikke tage sentimentalt på det; den statistiske Betragtningsmåde er den sundeste, og den lærer, at det er en Nødvendighed.

Spørgsmålet bliver så: Hvorhen? USA, som tidligere var Målet, er lukket, men for Englænderne kan det jo dog ikke volde Vanskeligheder, alle de engelsktalende Søsternationer står med udbredte Arme, venter kun på Mennesker til at høste deres Rigdomme.

Skulle man tro, det var så besværligt at overtale Industribyernes fattigste Beboere, som står uden det daglige Brød, kun med et Par bare arbejdslystne Næver, til at søge Lykken i Lande, hvor Klimaet er mildt, hvor Lønnen er høj, hvor Luften stadig er blå? Og dog er det svært, man har Erfaring derfor. Man bør erindre sig, at det ikke er noget, som gerne skulle gøres, men noget, som nødvendigvis må gøres, hvis ikke - Katastrofen!

4.

Der er endnu et Sted, hvor ledige Hænder kan finde Arbejde, ikke slet så fjernt som de oversøiske Kolonier: den engelske Jord, det store, frugtbare, folketomme, engelske Land.

At skabe et producerende Landbrug, der skulle overflødiggøre Importen af Fødevarer, var jo den store Opgave, der forestod. Det har været påvist, hvorledes den dyrkede Jord efterhånden går af Kultur, så den Tid ikke er uskelnelig langt borte, da der intet Landbrug eksisterer mere i Storbritanien. Hertil svarer som en Konsekvens, at den i Landbruget beskæftigede Del af Befolkningen ikke blot ikke øges, men også direkte formindskes, hvilket er det fuldkomne Udtryk for Nationens Industrialisering.

Og denne Nedgang bliver grellére, når man ser den i Forhold til andre Virksomheders voksende Omfang. De følgende Tal angiver, hvor mange ud af 10,000 beskæftigede Personer, der arbejdede i Landbruget.

1881	1212
1891	1008
1901	836
1911	755
1921	654

Årsagen til dette Forfald er en eneste, kan i sidste Instans føres tilbage til denne: Oligarkiet. Det er tidligere skildret, hvorledes det i Løbet af trehundrede År lykkedes en snæver Kreds af Rigmænd at monopolisere Jorden og langsomt at udrydde Bondestanden. Det er denne Bevægelse, som stadig foregår. Disse Mænd kontrollerer hele Landlivet, ikke blot Jorden, Kapitalen og det offentlige Liv, men også Bøndernes Hjem og Landarbejdernes Hjem, Skatter - og Løn. Det er de samme Mænd, der i Parlamentet giver Love; de understøttes af den anglikanske Kirke, og det er dem, fra hvem den inspirerede Presse modtager sine Inspirationer. De er således enevældige. De er Konservatismens Rygrad. De er ikke slette, men idet de ser på sig selv som Nationens nedladende Velgørere og Menneskehedens naturlige Ledere, idet de kun omgåes Mennesker af deres egen Klasse og således kun dunkelt er sig andre Væsener med andre Vilkår bevidst, føres de ganske spontant til kun at arbejde for deres egen Klasse; fyldt af den Tanke, at det Liv, de lever, just er Livet, som det efter Naturens evige Love må være, bliver de intolerante overfor afvigende Synspunkter. De er da i egentlig Forstand bonerte og som sådanne farligere for Samfundet end overlagt Onde. De sidder på deres Godser, ikke for at drive dem, men for den sociale Prestiges Skyld; thi man har den Opfattelse, at det at besidde Jord forvandler rødt Blod til blåt, Godset er Rekreationen efter Vinterens Selskabsliv i London. Man jager. Jagten påfører Bonden betydelig Skade, det må han finde sig i. Men det bliver til, at denne finder det unyttigt at gøre det yderste for at opdyrke Jorden, hvad der iøvrigt også kun ville føre til, at Herremanden pålagde ham større Afgifter. Bestandig er de mest energiske flygtet fra dette Tyranni og har ladet de svage tilbage. Derfor kom Forfaldet.

Hvis denne Hindring blev fjernet, hvis der blev udstykket Jord til rimelige Priser, hvis der blev ydet billige Lån (kort sagt, hvis der blev indledet en Bevægelse svarende til den, der begyndtes i Danmark for 50 År siden), ville der efter Autoriteternes Udsagn være Mulighed for i de nærmeste År at få 2,000,000 Arbejdere beskæftigede på Landet, det er med Familie omkring otte Millioner Mennesker. Og dermed er Grænsen for, hvad Landet kan optage, ingenlunde nået. Ved denne Form for Udvandring opnår man altså at kunne beholde Halvdelen af Udvandremassen indenfor Landets Grænser og simplificerer således i nogen Grad Problemet, omend naturligvis også denne Emigration må foregå under Statsorganisation. Arbejderpartiet og den Del af de Liberale, der samler sig om Lloyd George, har taget hele denne Agrariseringspolitik på deres Program.

En vigtig Reform vil det også være at skabe en mere direkte Kontakt mellem Producent og Konsument; som Forholdet er nu, går næsten hele Fortjenesten i Mellemhandlernes rummelige Lommer, idet Køberne må betale Produkterne med henved det tredobbelte af, hvad Landbrugerne får for dem.

Således kan ved rationelt Landbrug 500 Millioner Pund årlig bevares for Landet, som ellers går ud til Køb af Fødevarer, 300 Millioner direkte spares (hvori ikke findes iberegnet Fagforeningernes Arbejdsløshedsunderstøttelse) og 10 Millioner Mennesker finder Anvendelse. Man vil forstå, hvilken Betydning, dette Spørgsmål har.

5.

De historisk-politiske Undersøgelser, der udgjorde denne Afhandlings første Del gav til Resultat, at Udviklingen tenderede henimod en stadig skarpere Antagonisme mellem de to Antagonister: det konservative Aristokrat- og Kapitalparti og Arbejderpartiet, mens alle formidlende Mellemstandpunkter (Liberalisme, moderat Socialisme) var dømt til at forsvinde eller dog føre en skyggeagtig Tilværelse. Derimod kunne dette Spørgsmål, hvem af de to Modstandere, der ville gå af med Sejren, ikke finde sin Besvarelse; det måtte stå hen, indtil en Undersøgelse af de Kræfter, der ligger under de politiske Manifestationer, havde vist, hvad Fremtiden bærer i sit Skød.

Det har vi nu erfaret, og vi kan med al ønskelig Bestemthed besvare vort indledende Spørgsmål. Thi dette må vel allerede have slået Læseren, at den Samfundstilstand, hvis Undergang er forudsagt, og den, hvis Komme er forudset - om ikke Katastrofen skal gøre alle Problemstillinger ligegyldige uden denne ene, hvem der skal begrave os, når vi alle er døde --at de udtrykker, endog til Fuldkommenhed, Antagonisternes realiserede Idealer.

Kravet var at reducere Industrien, men det er jo at reducere Kapitalen, altså Kapitalistklassen; og at øge Landbruget, dette ved at reducere Landaristokratiet, in absurdum, som man siger, selv om det jo ikke godt kan blive mere absurd, end det er. Men Kapitalistklassen og Landaristokratiet, det var jo netop Konservatismen. Skal Samfundet frelses, må altså Kapitalismen reduceres. Men i det politiske Livs Toparti-Kamp gives ingen Reduktion; under Klassekampens logiske Ubønhørlighed kan man kun sejre eller dø. Således er da Konservatismen dømt til Døden!

Det kan jo ikke ret vel ventes, at et Parti, vidende hvad det gør, skal ophæve sig selv; men dette ville ske, om Konservatismen påtog sig at frelse Nationen fra Katastrofen; derfor: Konservatismen er Katastrofen!

Det bliver da indlysende, at Arbejderpartiet alene formår at gennemføre det nye Samfund. De Konservative kan ved overmåde megen Snedighed, Socialisterne ved overmåde megen Tåbelighed forhale det skæbnesvangre Tidspunkt, men engang må det komme. Selv nok så megen Snedighed, selv nok så megen Tåbelighed ... engang må det komme!

Man kan vel kalde det en Katastrofe, et Vendepunkt, der vender op og ned på de bestående Magtforhold, den lykkelige Katastrofe!

Lloyd George, Tale i Manchester Reform Club 6/6-26, Referat i Times 7/6.

Webmaster